De Forenede Staters land danner mod sydøst en tunge, der strækker sig 80 danske mil (2/3 af den italienske halvøs længde) ned mod de Vestindiske øer. Denne landstrækning er frodig og grøn med skove af cedre, palmer og appelsintræer, med store enge og mange små søer og vandløb. I skovene vrimler det med hjorte og småvildt og i søerne med fisk. Om der i en af palmelundenes skjul risler en kilde, der kan give gamle folk deres ungdom tilbage, må vel i vore dage anses for tvivlsomt. Men vist er det, at den velbyrdige hr. Ponce de Leon, den første hvide mand, der for henved 400 år siden kom sejlende til dette land fra Vestindien, - vist er det, at han havde foretaget rejsen udtrykkelig i den hensigt at finde ungdomskilden.

Nogle indianere på Porto Riko havde givet Ponce den vigtige geografiske meddelelse om tilstedeværelsen af en sådan kilde på øen Bimini et sted mod nord. Og ganske vist var den spanske herre ikke stort over de halvhundrede, men han kunne dog have personlig interesse af at opdage øen og kilden og prøve vandets kraft. Det var i sandhed også tider, hvor det var værd at leve og blive 2 gange ung - i hvert fald når man var spanier og adelsmand og hørte med til det havets ridderskab, der havde begyndt at pløje oceanet efter Columbus' eksempel - at vinde lande for Spanien og kristenheden i den ny verden - at gå på eventyr efter skatte. Et lystigt og dådrigt liv var det, og Ponce de Leon havde været med blandt de første, hvis man kan stole på den beretning, der siger, at han var med Columbus på dennes anden rejse i1493. Men i hvert fald havde han været i Vestindien siden 1501 og hjulpet med til at lægge øerne under Spanien. Personlig havde han ledet Porto Rikos undertvingelse, og på denne ø var han som guvernør, da han begyndte at mærke alderens tryk.

Så lagde Ponce ud fra Porto Riko med 3 skibe for at søge efter ungdomskilden. Det var i 1512. Ind imellem Bahama-øerne mod nordvest styrede han, men fandt ikke der, hvad han søgte. De indfødte viste ham stadig længere mod vest, og omsider fik han et land i sigte, som han kaldte Florida (dvs. det blomstrende). Det var fastlandets store landtunge. Men Ponce var overbevist om, at han her havde fundet øen med den vidunderlige kilde. Han gik fra borde og tog landet i besiddelse for Spanien. Men hvor mange kilder han smagte på, fandt han ikke den rette, og da han kom tilbage til Vestindien, måtte han døje mange stikpiller, fordi han var kommet skrøbeligere tilbage, end han var rejst ud. Florida var fundet; det gjaldt nu om at få det erobret. Men spanierne traf her kraftigere indianerstammer end de hidtil havde haft at gøre med på øerne. Ponce satte livet til under et erobringsforsøg. Ikke bedre gik det Narvaez, som senere trængte ind i Florida med 300 mand, hvoraf kun 4 kom tilbage.

1520erne og 1530erne går hen. I disse åringer når spaniernes opdagelses- og erobringsrus sin største højde. Fernando Cortez brænder sine skibe og går med 617 mand, 13 geværer og 10 små kanoner mod Montezumas rige i Mexiko og styrter det i 1521. Med en endnu mindre styrke trænger Frants Pizarro ind i Peru, sætter foden på inkaernes nakke, tager deres herredømme og deres dynger af guld i 1533. Men Florida ligger stadig ubetvunget. Selv efter at man havde lært Peru at kende, vedblev Florida at have ry som det rigeste land i verden. De 4 stympere, der var sluppen hjem fra Narvaez' togt, fortalte de vildeste løgne om guld og herligheder, de havde set. Og i de dage var man oplagt til at tro alt sligt som et evangelium. Og nu kundgjorde da Ferdinand de Soto for hele det spanske land, at han ville med kongelig tilladelse drage over og erobre Florida, og hvem der ville med kunne melde sig.

Soto havde deltaget i Perus erobring - havde udmærket sig og fået sin anselige part af byttet. Han var rejst hjem til Spanien for at nyde sin berømmelse og sine rigdomme. Men han følte, at han fik ikke ro på sig, før han havde udført en dåd, der gjorde ham berømtere end Cortez og rigere end Pizarro. Floridas erobring skulle være en sådan dåd. Ledsagere kunne han få nok af. De strømmede til. Ligesom på korstogenes tid solgte man pløjeland og vinhaver på Sevillas torv for at få penge til sin udrustning. Soto kunne ikke antage nær alle dem, der meldte sig. Han udvalgte 600 iblandt dem, alle unge og kraftige mænd, og med dem sejlede han lystig afsted som til et gilde. Det var i 1539, denne styrke med henved 300 heste gik i land i Tampa-bugten på Floridas vestside, sendte skibene tilbage og begyndte at trænge frem over moser og gennem tykke skove. Hvor var guldlandet? Hvor sad der en fyrste med fyldt skatkammer som man kunne plyndre? Indianerne, de fik fat på, måtte ud med sproget, hvis de ikke ville kastes for spaniernes blodhunde. Efter de vildes tegn og fingerpeg flakkede Soto og hans mænd om, først mod nord langt op i det nuværende Georgia, så tilbage mod syd, så de efter 16 måneders forløb atter befandt sig i nærheden af den mexikanske bugt.

Endnu havde de intet fundet, og deres tal er begyndt at svinde ind. De tæller nu kun 500 mand. Men videre frem - denne gang mod nordvest. De kommer til chikasaernes land, hvor de tager vinterkvarter i en forladt samling af hytter. Da foråret kom, ville Soto videre og forlangte af chikasaernes høvding 200 mand til at bære troppernes bagage. Svaret på denne begæring kom. En nat sneg de vilde sig inden for de spanske skildvagters kreds, og da spanierne vågnede ved deres krigsskrig, stod halvdelen af hytterne i brand. Mange af hestene rev sig løs og styrtede skræmte gennem skoven. Dette forvirrede indianerne og skaffede spanierne tid til at samle sig. De holdt lejren; men det meste af deres tøj brændte. Da Soto nogen tid efter brød op fra vinterlejren, var de fleste af hans folk klædt i skind og måtter. Men hvad havde det at betyde? Fandt de først det rige land, skulle tunge guldkæder snart dække elendigheden! Guldlandet måtte være til; mod solens nedgang skulle det ganske bestemt ligge. Derfor blot frem mod vest!

Store sumpe og tætte kratskove syntes at ville spærre vejen. Men spanierne brød igennem. 7 dage efter at de havde forladt chikasaernes by, lysnede det i krattet og de så foran sig, nede i et dybt leje, en flod på mere end en fjerdingvejs brede, der rullede sin vældige vandmasse mod syd, leret og gul, fuld af drivende træstammer. Det var Mississippi, de første europæere således traf på, 100 mil nord for dens udløb (omtrent ved den 35te breddegrad). Dersom Soto endnu ikke havde været klar over, at han var kommet ind på et stort fastland, kunne synet af denne kæmpemæssige strøm i et øjeblik overbevise ham derom. Ovre fra den vestlige flodbred kom kanoer i mængde, fulde af indianere, der var fint malede og pyntede med hvide fjerbuske. Høvdingerne sad under solsejl, og krigerne stod i rad med bue og pil i hænderne. Først ville de slås, men betænkte sig, da de fik set nærmere på Soto og hans mænd. Det endte med, at de bragte spanierne fisk og brød. Og Soto kunne godt have lånt deres kanoer til at sætte over floden i; men de var for små til at bære heste. Derfor måtte Soto anvende en måned til at bygge brugelige fartøjer. Så satte europæerne over Mississippi. Nu måtte guldlandet snart vise sig! Spanierne drog fra floden i nordvestlig retning - længere og længere ind mod fastlandets midtpunkt. Mellem de nuværende stater Arkansas og Missouri ligger nogle højder, hvorfra den hvide flod strømmer mod Mississippi. Så langt var Soto trængt frem i sommeren 1541, og da der heller ikke i disse bjerge fandtes, hverken guld eller ædelstene, begyndte hans mod at falde, og han vendte kursen mod syd.

Hen på sommeren 1542 finder Soto atter ud til Mississippi, men på et meget sydligere punkt end forrige år, nemlig lidt nord for den røde flods munding. Dødstrætte og plagede af feber kommer spanierne vadende gennem de store sumpe, der her omgiver floden. Og Soto forhører sig ivrig og ængstelig hos de indfødte om, hvor langt der er til havet. Indianerne véd intet om havet; floden bliver ved at løbe mange dagsrejser og kommer så hen i et øde land, hvor ingen mennesker bor. Umuligt! tænker Soto. Vi må jo være tæt ved den mexikanske bugt! Han afsendte 9 ryttere, som skulle følge flodbredden mod syd og skaffe underretning om forholdene. I 8 dage kom disse ryttere 8 mil frem, så vendte de om og meldte Soto, at vejen var ufremkommelig. Soto sad tungsindig i lejren, medens folk og heste døde omkring ham. Dersom natchez-høvdingen, der boede i nærheden, faldt på at angribe, ville udfaldet være usikkert. Soto sendte bud, at han var solens søn og ønskede, at høvdingen ville komme for hans ansigt. Er du solens søn, svarede høvdingen, så udtør floden, og jeg vil tro dig. Du ønsker at se mig? Så kom ind i min by! Kommer du med fred, er du velkommet; kommer du med krig, vil jeg ikke vige et skridt!

Snart var det nu ude med Soto´s helbred og kræfter. En ondartet feber gjorde det af med ham her udenfor natchez-indianernes by. Det gjaldt om at indianerne ikke fik at vide, om at de hvide mænds fører var død. Derfor blev hans lig lydløst ført ud på floden i midnattens stilhed og tyst nedsænket midt i strømmen. Her skulle Ferdinand de Soto ligge og sove i de vilde skove, under den rullende flod - den flod, han havde opdaget. Inden han lukkede sine øjne havde Soto udnævnt en efterfølger. Under dennes ledelse drog spanierne nu mod vest i den hensigt at komme rundt om den mexikanske havbugt og nå til deres landsmænd i Mexiko. Men landet var ikke fremkommeligt. Da de en tid havde gået frem og tilbage i store skove, søgte de tilbage til Mississippi, nåede den, ofte vadende i vand til brystet, og tog nu fat på at bygge både. Alt hvad de havde af jern, blev gjort til søm. 7 skrøbelige fartøjer fik de i stand. Med dem gik de ned ad floden ud på havet og fulgte kysten rundt til Mexiko i 1543. Således slap 311 mand, altså halvdelen af den oprindelige styrke, hjem med livet reddet. På den livsfarlige sejlads havde de dog haft stunder til at gøre den iagttagelse, at havet er fersk et langt stykke ud for Mississippis munding. Endnu var der folk, der havde mod på at forsøge sig i Florida. Nogle sortebrødre fra Spanien landede i 1549 for at kristne de indfødte. Men ved den første sammenkomst med dem blev de hugget ned. Og nu lod det til, at spanierne havde fået nok af Florida.

Men i 1560erne fik den spanske konge at vide, at der på Floridas kyst ud mod Atlanterhavet havde rejst sig et fort, i hvis ly en del franske udvandrere havde slået sig ned med koner og børn, med husdyr og agerdyrkningsredskaber, og havde begyndt at pløje marken og så deres havefrø. Det var huguenotter (franske protestanter), der havde fundet på at flytte over Atlanterhavet for at have deres tro i fred. Eller rettere, det var admiral Coligny, den berømte huguenottiske statsmand, der havde givet sine trosbrødre anvisning på det herlige Florida med den sunde luft, hvor mennesker antoges at blive med lethed over hundrede år gamle. Huguenotterne havde kaldt deres nybygd Carolina efter kong Carolus (Karl IX af Frankrig), der på Colignys bøn havde givet deres forehavende sin stadfæstelse. Carolina lå ved udløbet af den flod, som nu kaldes St. Johns, og var det første forsøg på en europæisk by i De Forenede Staters land i 1564.

Men hans katolske majestæt, kong Filip II af Spanien, kunne ikke finde sig i, at franske kættere tog land i besiddelse, som var »hans«. Han befalede Pedro Melendez at drage til Florida, anlægge en spansk nybygd og hænge alle huguenotterne. Melendez anlægger da St. Augustine 7 mil syd for Carolina og truer derfra det franske anlæg. En flåde var kommet fra Frankrig for at undsætte nybygden. Føreren hed Ribeault. Han ville angribe spanierne - hjemsøge dem i St. Augustines havn. Men på vejen kaster stormen hans skibe mod kysten, og medens den franske krigsstyrke som skibbrudne kravler om på stranden, overrumples Carolina af Melendez, som hurtig har ført sine folk over land gennem vejløse egne. Fortet tages i en håndevending, og spanierne styrter sig med skarpe klinger over den forsvarsløse befolkning. Ingen skånes, hverken kvinder eller børn; et par hundrede mennesker må lade livet. Da dette stykke arbejde var besørget, holdt spanierne gudstjeneste og rejste, et kors på pladsen for deres dagværk.

Derefter begav man sig ud at opsøge den skibbrudne franske krigsstyrke. Man traf dem i en elendig tilstand halv døde af sult. Melendez opfordrede dem til at overgive sig. Han lovede at behandle dem som gud i sin nåde ville gøre. Franskmændene overgav sig og førtes bagbundne til St. Augustine, hvor de så godt som alle måtte springe over klingen. I alt myrdede spanierne i disse dage 900 mennesker, men - som udtrykkelig blev bemærket - de dræbte dem ikke som franskmænd, men som protestanter. Denne omstændighed bidrog vel også til, at det franske hof så på hele denne affære med en vis ligegyldighed. Der blev fra Kronens side intet foretaget til hævn. Men en tapper fransk adelsmand, de Gourgues, udrustede privat nogle skibe, gjorde strandhugst i Florida, klyngede nogle spaniere op og satte den indskrift over dem: Jeg har hængt dem - ikke som spaniere, men som forrædere, røvere og mordere. Iøvrigt kunne Gourgues intet udrette. De franske huguenotters by i Florida var forsvunden for stedse. Men St. Augustine ligger endnu den dag idag på sit sted som en by med 3000 indbyggere, mest kendt som badested. Anlagt i 1565 er den De Forenede Staters ældste by. Når man lægger mærke til, at De Forenede Staters ældste by skylder katolsk fanatisme sit anlæg, har man en målestok for, hvorledes tiderne har forandret sig. Frankrig opgav al fordring på Florida, og den mexikanske havbugt lå nu indesluttet af Spaniens besiddelser.

Det land Florida, som spanierne havde opdaget, og hvis besiddelse den spanske krone, som vi har set, med kraft hævdede, - hvor langt gik det mod nord? Spanierne ville på det spørgsmål rimeligvis have svaret - så langt mod nord som der er land. Hele fastlandet ville de helst regne for deres, så meget mere som den hellige fader i Rom straks efter Columbus' første rejse udtrykkelig havde tilkejset Spanien alle de nye lande, der måtte blive opdaget vest for en bestemt angivet linie på jordgloben. Men det var ikke at vente, at pavestolens afgørelser om sådanne ting skulle blive uden videre respekterede, - især ikke af de magter, der snart efter, på reformationens tid, brød med paven.

Iblandt disse magter var England den mægtigste. Og England havde skibe og sømænd, der var rede til at tage en væddestrid op med de spanske. Sankt Hans dag 1497 - fjorten måneder førend Columbus på sin tredje rejse fandt Sydamerikas fastland ved Orinokos munding - havde Johan Cabot fra Bristol, udsendt af den engelske konge Henrik VII, opdaget Nordamerikas fastland langt mod nord på højden af Labrador. Hans søn Sebastian Cabot, der havde fulgt faderen på denne rejse, gik næste år ud på et selvstændigt togt og undersøgte fastlandets kyst fra labrador syd på lige til Albemarle-sundet (Nord Carolina). Hele denne strækning betragtede den engelske krone fra nu af som sin ejendom. Men der gik næsten hundrede år, før man forsøgte at sætte sig fast i landet.

Det var i juli måned 1584, 19 år efter Fort Carolinas ødelæggelse, at 2 engelske skibe nærmede sig det nuværende Nord Carolinas kyst og begyndte at søge efter en bekvem havn. De var udsendte af sir Walter Ralegh (hans efternavn har været stavet på 13 forskellige måder: han selv skrev det som ovenstående), en engelsk adelsmand, der i sin ungdom havde tjent under Coligny i de franske religionskrige og havde da fået sin opmærksomhed vakt ved huguenotternes forsøg på at bygge koloni i Florida. Han var fra den tid behersket af den tanke, at man ikke burde lade Spanien og katolicismen være ene om at tage affære i den ny verden.

Sagnet fortæller, at Ralegh, efter at være kommet hjem til England fra sin krigstjeneste i udlandet, en dag så dronning Elisabeth spadsere i en skov. Da dronningen kom til et sted, hvor stien var sølet, tog Ralegh sin kappe af og bredte den ud for hendes fod, så hun gik tørskoet over. Og næste dag fik han indbydelse til hoffet. Vist er det, at Ralegh fik en høj stjerne hos den regerende dronning. Og han benyttede sin indflydelse til at skaffe sig fuldmagi til at anlægge engelske kolonier i Amerika. Elisabeth udstedte et patent (kongebrev) af 1584, der gav sir Walter Ralegh lensherredømme over alle de kolonier, han ville anlægge »i sådanne fjerne hedenske og barbariske lande, som ikke er taget i virkelig besiddelse af nogen kristen fyrste eller folk«. Og kongebrevet bestemte, at sådanne kolonister, som nedsatte sig under sir Walters regimente, skulle »nyde alle de rettigheder, der tilkommer fri indfødte engelske borgere«. Dette betød, at sir Walter og hans efterfølgere ikke skulle have lov til at udsuge kolonisterne og behandle dem som livegne. Ved denne bestemmelse om indfødte engelskmænds rettigheder for kolonister i Amerika - en bestemmelse, der gik over i de senere patenter om kolonier - holdt dronning Elisabeth hånden over sit riges udvandrere og sikrede dem især mod at blive beskattet uden at man havde talt med dem selv derom.

Ralegh sendte da de 2 omtalte skibe ud for at finde en god plads. Han anviste dem at søge den så sydlig som det gik an uden straks at rage uklar med spanierne i St. Augustine. Skibene gik ad spaniernes kendte vej forbi de Kanariske Øer til Vestindien - derfra mod nord, og snart styrede de for en svag brise ind mellem Nord Carolinas »hundrede øer«. Havet var blankt, himlen klar og julisolen skinnede på deres sejl. Ved en af øerne lagde de til. Kaptajnerne Amidas og Barlow gik i land og tog øen med omliggende lande i besiddelse for dronningen af England. De havde aldrig set et land med så rige plantevækster. Vinrankerne myldrede frem af jorden og kravlede op ad buske og grene. Så tæt ud til stranden hang de tykke drueklaser, at de overstænkedes af havets skum. I de kæmpemæssige cedertræer hang vinrankerne som slyngekranse tunge af druer. Gik man rigtig ind i skoven, fandt man sig under et løvtag så tæt, at ikke en solstråle trængte igennem. Der oppe i taget havde alle slags fugle travlt. Fyrede man en bøsse af, rejste de sig i tusindvis med et skrig, som gav ekko langt hen i skoven. Det lød, som om en hel hær havde råbt på een gang. De nøgne, broncefarvede indbyggere var i begyndelsen lidt bange, men kom snart englænderne venligt og gæstfrit i møde. De levede ubekymret som i paradis. Alt dette beskriver kaptajnerne ved deres hjemkomst til England. 2 røde mænd havde de med sig hjem at præsentere for dronning Elisabeth. Da hun havde hørt deres beretning, viste hun sig meget fornøjet og sagde, at det skønne ny land skulle hedde Virgirnia (Jomfrulandet). Dette navn skulle minde om hende selv; thi Elisabeth var ugift og kaldtes ofte jomfrudronningen.

Næste år 1585 betror Ralegh 108 udvandrere til Rikard Grenville, der med 7 skibe skal føre dem over til det fundne land, at de der kan bo og bygge. Grenville går den sædvanlige vej over de Kanariske Øer og Vestindien. Men da han sydfra nærmer sig rejsens mål, får han at mærke, at havet her ikke altid ligger roligt og smiler. Flåden havde stor møje med at gå klar af et forbjerg, som passagererne, der havde været dygtig bange, kaldte Kap Fear (frygtens forbjerg). De kom dog uden om i god behold, gik videre for stormen og slap endelig ind i læ mellem øerne, som Amidas og Barlow havde gæstet. En af de indfødte, som flåden bragte med tilbage, kunne vise dem Roanoke, en lille ø, hvis høvding forrige år havde været særlig gæstfri mod de hvide mænd. Her lægger Grenville til og landsætter nybyggerne, hvorefter han går med skibene tilbage til England. Nybyggerne, som nu skulle til at indrette sig, gjorde snart den opdagelse, at indianerne lige så lidt som havet var til at stole på. For at komme af med de ubudne gæster, fortalte øens indbyggere, at der inde på fastlandet var en flod, ad hvilken man kunne sejle op til en by, hvis mure strålede af perler, og hvis indbyggere havde guld i mængde. Floden sprang ud af en klippe langt mod solens nedgang, og på den anden side klippen lå det store vestlige hav så nær, at dets søer stundom stænkede over i flodens kilde. De var rede til at vise flodens munding, og koloniens styrer lod sig virkelig narre til en ekspedition op i fastlandet, fra hvilken han og hans ledsagere kom udhungrede tilbage levende af deres hundes kød.

Der blev mere og mere utrygt på Roanoke. Nybyggerne fik flere og flere beviser på, at de var alt andet end velsete. Efter al rimelighed ville indianerne en af dagene samle sig og falde over dem. Hvem der bare var vel hjemme igen i gamle England! Da viste der sig mange hvide sejl udenfor indløbet til deres sund. Sejlene faldt og 23 engelske orlogsmænd lod ankeret falde derude. Det var Francis Drake, jordomsejleren og søkrigeren, der havde været i Vestindien for at plyndre fra spanierne og som nu på hjemvejen havde fået lyst til at se sin ven Raleghs koloni. Han traf den i en selvopgivelsens tilstand. Nybyggerne tiggede og bad, om han dog ville tage dem hjem med på flåden. Først ville han ikke høre tale derom; de skulle kønt blive og holde pladsen, til der kom hjælp og undsætning, hvilket hans gode ven sir Walter nok skulle sørge for. Men tilsidst nænnede han dog ikke at lade de rædde mennesker blive tilbage. Han tog dem med til England.

Disse hjemvendende kolonister bragte med sig forsyninger af en slags tørrede blade, som de stoppede i hule rør og tændte i glød, sugede røgen til sig og blæste den fra sig i skyer. Denne kunst havde de lært af de dovne indianere, og nu lærte deres landsmænd tobaksrygningskunsten af dem. Spanierne havde forøvrigt allerede tidligere gjort dette kulturfremskridt. De havde lært det i Vestindien. Da Grenville i 1586 kom til Roanoke med 3 skibe, der bragte mange gode ting til kolonisterne, fandt han altså pladsen tom. For dog at hævde besiddelsen af landet efterlod han 15 mand i fortet på øen. Næste år i 1587 sender Ralegh en ny Virginia-koloni over; denne gang har flere af mændene deres koner med. John White var udnævnt til guvernør. Det syn, der mødte de ny kolonister, var ikke indbydende. Fortet var i ruiner. Menneskeben lå spredt på marken; det var levningerne af de efterladte 15 mand. Husene, og haverne fra den første koloni stod endnu; men haverne var blevet til småkrat, og vilde dyr for opskræmte ud af husene, hvor de havde fundet sig leje. Men kolonisterne skynder sig at gøre pladsen ryddelig og tager fat på at bygge en by, som skal hedde Ralegh. En interessant begivenhed var det, at guvernørens datter, fru Dare, kort efter ankomsten fødte en lille pige. Hun blev døbt Virginia, og den lille Virginia Dare fortjener at mindes som det første afkom af engelske forældre, der så lyset i De Forenede Stater.

Skibene, der havde bragt kolonien over, skulle omsider tilbage. Da begyndte nybyggerne at mærke uhyggen ved at skulle have Atlanterhavet mellem sig og fædrelandet. De følte sig ikke i stand til at sørge for sig selv. De var fremdeles afhængige af moderlandets omsorg. Varede det for længe, inden der kom nye forsyninger til dem og nyt mandskab, ville de gå under. I deres bekymringer for fremtiden overtalte de guvernør White til at gå hjem med skibene og anvende sin indflydelse på at fremskynde afsendelsen af de næste skibe. White havde både datter og datterdatter mellem kolonisterne; han ville nok gøre sit yderste for deres vel. Ja, White gik ind på at tage til England. Han efterlod en koloni på 89 mænd, 17 kvinder og 2 børn på Roanoke. Han håbede at være der tilbage med forstærkning tidlig i 1588.

Men i England fandt han al opmærksomhed optaget af den fare, der truede riget fra Spanien. Også Ralegh var ude at kæmpe mod den »uovervindelige armada«. Først i 1590 blev der pusterum til at tænke på Virginia. Og da White i dette år endelig kom til Roanoke, fandtes nybygden forladt. Ikke en moders sjæl var at finde på øen. En indskrift i barken af et træ gav nogen oplysning om, i hvad retning de forsvundne skulle være at søge. Men det var allerede sent på året; skibene skulle tilbage og kunne ikke give sig tid til eftersøgen. Da White kom til England med dette budskab, opgav Walter Ralegh Virginia. Dog sendte han flere gange skibe ud for at lede efter kolonisterne. Det førte ikke til noget. Senere har man fået efterretning om, at ved den tid var 7 hvide; 4 mænd, 2 drenge og een pige - optagne i hatteras-stammen, der havde sine boliger på øer i omegnen af Roanoke.

Ralegh måtte altså opgive sine kolonisationsplaner. Det skal dog her bemærkes, at han, da han udsendte White i 1587, havde givet anvisning på at forlægge kolonien til en eller anden plads ved Chesapeake-bugten (noget nordligere), som var opdaget af det forrige års ekspedition. Men uenighed blandt koloniens ledende mænd havde nødsaget White til at blive på Roanoke. Vi skal se, at da man siden, følgende Raleghs vink, forsøger i Chesapeake-bugten, lykkes det. Dér flytter da navnet Virginia op. Da dette sker, sidder Ralegh i fængsel. Hofgunst er en skrøbelig ting. Allerede under dronning Elisabeth fik sir Walter dette at føle. Men det var tronskiftet i 1603, der slog ham ned. Han blev sigtet for at være en hemmelig fjende af kong James. Han fængsledes, løslodes, fængsledes påny, og endelig i 1618 fik kongen ham på skafottet. Henrettelsen af Walter Ralegh var det ny stuartske kongehus vurdering af den mands fortjenester, der havde sat sin kraft og sin formue ind på at skaffe England og protestantismen fast fod i den ny verden. En sen oprejsning gav Amerika ham efter næsten 200 års forløb, idet staten Nord Carolina i 1792 ved en højtidelig lovbestemmelse døbte sin hovedstad med navnet Raleigh og genfødte således på en måde den by, som på øen Roanoke var blevet indviet til at bære dette navn, men som var død i vuggen. Roanoke er nu øde. Kun enkelte lodser og bjergere har her deres udkigsposter, hvorfra de kan bevogte de stormfulde farvande. Men ruinerne af det gamle fort minder den dag idag om den første engelske nybygd i Amerika og dens sørgelige historie.

Vi er nået ind i det ny århundrede, det syttende. Over hundrede år er gået hen, siden Johan og Sebastian Cabot opdagede fastlandet, og endnu er England lige vidt. 3 gange har Raleghs skibe landsat engelskmænd i Virginia; men det nyopdagede land har rystet dem af sig og ligger hen som før, vildt og ubetvunget. Nordamerikas Atlanterhavskyst synes at være uvillig og vrang mod de hvide mænd. Kun mod syd, i Florida, har den bekvemmet sig til endelig at tåle spanierne. St. Augustine har ligget der i 40 år og er fremdeles den eneste europæiske plads på hele kysten. Fra Labrador til Kap Sable ligger ingen anden by end denne røverrede, mindesmærket om religionshad og blodig grusomhed. Hvad bliver det til med Amerika? Skal disse bigotte spaniere virkelig have det hele for sig selv? Er Amerika et land, hvor protestanter og kættere skal slåes ned og den hellige romerske kirke ene triumfere? Nej, der skal blive noget andet ud af Amerika. Dét har Walter Ralegh sørget for, selvom han havde uheld med sig og hans kolonister døde; men det er dog ham, der har sikret Nordamerika for England.

Indtrykket af ulykkerne i Virginia havde naturligvis virket afskrækkende på engelskmændene. Men der var noget andet, der havde en endnu stærkere virkning. Det var indtrykket af Walter Raleghs udholdende kamp for sin store tanke. Ralegh gav sine landsmænd tro på sagen og vakte deres handlekraft. I begyndelsen af det ny århundrede foretoges flere undersøgelsesrejser på Nordamerikas kyster, og de engelske kaptajner begyndte at gå deres egne veje tværs over, i stedet for at følge den spanske rute over Madeira og Vestindien. Der var stemning for at prøve igen at kolonisere Virginia. Men hvorfra skulle midlerne komme? Man kunne ikke vente, at der igen skulle melde sig en mand som Ralegh, der kunne og ville sætte 50,000 pund sterling ind på det foretagende. Man skød da penge sammen og dannede i London et handelskompagni, som udrustede 3 skibe og samlede godt og vel 100 mand, som var rede til at prøve på at slå sig ned i Virginia. Og i året 1606 blev Englands store segl sat under et patent, hvori James I. gav det nævnte handelskompagni eneret til at besætte og udbytte den strækning, der lå mellem 34te og 38te breddegrad, dvs. omtrent den sydligste tredjedel af det stykke Nordamerika, Englands krone regnede for sit på grund af Cabots opdagelser. Kongen forlangte blot at have overhøjhed over landet samt 1/5 af nettoindtægten af guld og sølv og 1/15 af kobberet.

Londonkompagniets 3 skibe går da under kommando af kaptajn Newport til Virginia og opsøger Chesapeake-bugten. De kom ind lænsende for en storm, og da de fandt sig i læ bag de fremspringende forbjerge, var det, som havde det fremmede land taget dem i sin favn. Udvandrerne kom straks i godt lune, og jo længere de sejlede ind, des mere måtte de spærre øjnene op ved at se landets skønhed. De kunne ikke vide, at Chesapeake-bugten strækker sig 20 mil mod nord og altså danner en fjord på Kattegats længde. De holdt sig til den sydligste ende - gik blot vest på og kom således ind i en dejlig bred flod, som de kaldte James-floden. En halv snes mil op ad floden fandt de en halvø på nordside, hvor de bestemte sig til at bo. Og her begyndte de da i maj 1607 at bygge begyndelsen til byen Jamestown. Vi ser, at Englands konge blev 2 gange opkaldt til tak for patentet og i håb om hans fremtidige beskyttelse.

Men landets egen konge, Powhatan, den store overhøvding over mange indianerstammer, hvad sagde han til denne byggen huse? Ekspeditionens førere besøgte ham i hans residens, en by på 12 vigvamer (hytter) nogle mil højere oppe ved floden. Og Powhatan røbede i hvert fald ikke i det ydre nogen fjendtlig stemning mod de hvide mænd. »I tager jo kun et stykke land, som vi alligevel ikke bruger,« sagde han. Alligevel var det rådeligt at befæste sig en smule, da Newport ved midsommerstid gik bort med skibene. Og da man skred til dette arbejde samt til at dyrke lidt jord op, viste det sig, hvor uheldigt det var, at de fleste af nybyggerne var fine herrer eller i hvert fald uvante med legemligt arbejde. De kunne ikke tåle nogen anstrengelse i den stærke sommerhede. Tilmed havde de kun fordærvede fødevarer og usundt drikkevand. De blev syge næsten alle sammen. Da palisaderne var rejst, var der ikke 5 tjenstdygtige mænd, der kunne holde vagt. Rundt om lå de syge og stønnede. Ofte døde 3 eller 4 i en nat; om morgenen trak man ligene ud af hytterne og gravede dem ned som hunde. Inden efteråret var af de 105 mand omtrent halvdelen puttet i jorden. Dertil kom et uendeligt kævleri mellem kolonisterne indbyrdes. Der manglede en kraftig styrelse. Nogle af de udvandrede var af handelskompagniet udvalgt til at danne et råd, som selv kunne vælge sin præsident. Men dette råd kunne under de vanskelige forhold ikke skaffe sig lydighed. Den virkelige leder blev John Smith - kaptajn Smith, som han siden gerne kaldtes. Han holdt modet oppe hos sig selv og de andre, så de ikke forlod pladsen.

John Smith var kun 28 år gammel, men havde allerede oplevet en hel del. Han var født i England, havde tjent i Nederlandene mod spanierne og i Ungarn mod tyrkerne, - var taget til fange, solgt som slave på torvet i Konstantinopel, flygtet til Rusland og mere af den slags - i hvert fald efter hvad han selv har fortalt. Det var denne mand, der var kommet med til Virginia, og som, når de andre begyndte at se sig om efter midler til at slippe bort, stadig holdt på, at var man kommet dér, skulle man også blive dér. Han mandede sine kammerater op og fik holdt deres rømningsplaner hen til vinteren kom, og det ikke var til at tænke på at vove sig ud på havet i både. Nu kom der også vildt og strandfugle i overflødighed, så nybyggerne ikke behøvede at sulte.

Nu gik Smith på opdagelser i landet med nogle lå ledsagere. Den lille trop blev overrumplet af indianere. Da hans ledsagere var hugget ned, måtte Smith overgive sig efter at have dræbt 3 fjender. Som fange reddede han livet ved sin koldblodighed. Han vakte de vildes nysgerrighed ved at tage et lommekompas frem og vise dem, at nålen altid pegede samme vej. Han forstod kort sagt ved forskellige kunster at imponere de indfødte, så de betragtede ham som et højere væsen og førte ham fra by til by, for at alle kunne få den mærkværdige fange at se. Til sidst kom han til Powhatans residens. Og nu dømte kongen, at han skulle lide døden. Han knælede ned, og tomahavken var allerede løftet for at give ham det dræbende slag, da Pokahontas, kongens datter, en yndig lille pige på 10-12 år, til hvem Smith havde lavet rangler og perlebånd, løb frem, lagde sit hoved over hans og sagde, at hun ville dø, hvis hendes fader ikke skånede hendes ven, den hvide mand. Således fortæller Smith og røber her som overalt, hvor han beskriver sit livs eventyr, et umiskendeligt talent som romanskriver. Dette træk med at et kvindeligt væsen indtages i ham og søger at befri ham af fangenskab og fare, er ikke ilde. Han fortæller noget i samme smag fra sit ophold både i Tyrkiet og Rusland. Hvad Pokahontas angår, da ved vi imidlertid, at hun har været til, og det er meget rimeligt, at Smith i fangenskabet har forstået at vinde hendes hengivenhed, så det skyldes hendes forbør, at kongen gav ham livet og friheden. Og hvad enten kaptajn Smith nu var mere eller mindre af et sandhedsvidne - godt var det, at kolonisterne i Jamestown fik ham tilbage iblandt sig, og at hans tilbagegivelse blev indledningen til et åbent venskabsforhold mellem kolonisterne og indianerne. I resten af vinteren kom den lille Pokahontas jævnlig til fortet med ledsagere, der bar kurve med korn til engelskmændene.

Smith blev valgt til præsident for kolonirådet, og i denne stilling var han på sin plads. Nu måtte hver mand arbejde 6 timer daglig, hvis han ville have føde. Smith var nemlig klar over, at der kun ved ihærdigt arbejde kunne vindes nogen fordel i Virginia. De fine herrer lærte nu at bruge øksen. Kaptajn Newport kom 3 gange igen med 120 og 70 og 500 udvandrere. Men »når de igen sender kolonister'' skrev Smith til kompagniet i England, »anmoder jeg dem om hellere kun at sende 30 vel forsynede tømmermænd, agerdyrkere, gartnere, fiskere, smede, murere og folk, som graver trærødder op, end 1000 sådanne, som vi har.« Sagen var jo, at de fleste havde endnu den forestilling, at Amerika var en slags slaraffenland eller et land, hvor man blot gik på eventyr og fandt guld og blev rig i en fart. Engang mente kolonisterne at have opdaget guldkorn i jorden nær ved Jamestown, og Newport havde taget en ladning glimmersand med hjem til London, der ikke var 10 øre værd. Smiths mening var, at europæerne i Amerika skulle holde op med at løbe grassat efter guld og derimod sætte spaden i jorden og nøjes med de rigdomme, den frugtbare jordbund under himlens velsignelse kunne yde. Skulle man foretage rejser i landet, da skulle det ikke være for at finde ny peruer, men for at undersøge landets geografiske forhold, så der i fremtiden kunne findes heldige pladser til nye anlæg, og man i det hele kunne udnytte de trafikmuligheder, der måtte findes i nabolaget.

Således havde Smith, inden han blev præsident, givet sig ud på Chesapeake-bugten i åben båd for at se den nærmere efter. Han var gået op langs vestkysten, havde været inde i den fjordlignende munding af den majestætiske Potomak, havde derpå fortsat lige til bugtens nordende, hvor Susquehanna, en anden mægtig flod, udgyder sine vande. Man har endnu det kort, Smith optog af hele denne kyststrækning. Jamestown begyndte under Smiths ledelse at ligne en ordentlig by. Men som han en dag i 1609 på en opdagelsesudflugt lå og sov i sin båd, eksploderede hans krudthorn og slog ham et slemt sår, der nødte ham til at gå tilbage til England, hvor han efter svære lidelser helbrededes.

Han gik da på nye amerikarejser, men til Virginia kom han aldrig mere. Han fik ingen belønning af Virginiakompagniet for sine tjenester; men eftertiden har, givet ham navn af Virginias fader. Og så meget synes klart, at det skyldes ham, når engelskmændene denne gang fik bidt sig fast på Amerikas kyst. Uden ham ville det gået som tidligere; kolonien var blevet forladt eller ødelagt. Men Smith var den, der ikke ville høre tale om at rømme, om han så skulle være den eneste til at blive. Han var den, der traf foranstaltninger til forsvar mod de vilde, til værn mod hungersnød, - aldrig rådvild, aldrig fortvivlende over den hjælpeløse stilling på den fremmede kyst hundreder af mile fra hjemmet, men betænkt på at klare sig ved egne kræfter og udnytte de hjælpekilder, der var for hånden. Smith var født af fattige forældre, en selvgjort mand og vist i ingen henseende nogen fin mand. Flere af de historier, han fortæller om sig selv, er bevislig usande pralerier. Men med alt dette var han en hel del af en ægte amerikaner.

Da Smith var borte, bestilte kolonisterne ingenting. De blev så dovne, at de hellere åd deres fisk rå end gik nogle skridt efter brænde til at koge den ved. Når der var fuldt af stør i floden, trak de så mange, de havde brug for i øjeblikket, men samlede ikke forråd, skønt de vidste, den tid nærmede sig, hvor denne fisk går tilbage til havet. Heller ikke gad de tørre og rense deres garn, men lod dem rådne op. Da vinteren kom, og de ikke havde noget at spise, tiggede de hos indianerne. Men indianernes tidligere venlighed og hjælpsomhed skyldtes Smiths udmærkede greb på at omgås dem og den respekt, han havde indgydt dem. Da han var borte, begyndte indianerne at foragte de hvide og havde tydelig til hensigt at udhungre og ødelægge kolonien. Og ulykkeligt var det for disse nybyggere, der ikke forstod at hjælpe sig selv, at samtidig med at indianerne slog hånden af dem, udeblev den hjælp, de inden vinteren havde ventet hjemmefra. Og derfor, når de sad og kogte hunde og katte til middagsmad, udtalte de jævnlig det ønske, at sir Thomas var i den samme gryde. Den mand, de således velsignede, var kompagniets formand, Thomas Smith, en stor købmand i London. Han havde forresten sendt forsyninger i et skib, der var strandet på Bermuda, men regnede måske nok i det hele taget mere på kolonisternes evne til at hjælpe sig selv, end de syntes om. Vinteren 1609/10 erindredes siden i Virginia som »hungerstiden«. Kolonisterne åd deres heste og huderne med. En af dem selv fortæller, at en indianer, der var blevet dræbt ved fortet og begravet, blev gravet op igen og ædt. Og, fortsætter han, »der var en, som dræbte sin kone og saltede hende og havde ædt en del af hende, før det blev opdaget; hvorfor han blev henrettet, som han også fortjente. Nu, om hun var bedst stegt, kogt eller i karbonade, skal jeg ikke kunne sige, men sådan en ret som saltet kone har jeg aldrig hørt om.« Det var nok forresten ikke sandt. Manden havde ganske vist dræbt sin kone og skåret hendes lig i stykker for at skjule det; men han skal ikke have stillet sin sult på hende. Historien om den døde indianer får stå ved sit værd.

Hungersnøden må have været skrækkelig; thi i 10 måneder svandt befolkningen ind fra 500 til 60. Denne rest af kolonien indskibede sig om sommeren 1610 i 4 store både i den hensigt at gå til New Foundland og fordele sig på engelske fiskerskibe, som de kunne være sikre på at træffe der i mængde. Inden afrejsen var de lige ved at stikke deres lille by i brand, men lod den dog stå. Ned ad strømmen gik det med ebben, men næste morgen, da de var nær ved udløbet af floden, mødte de lord Delawares storbåd. Nu gjorde de omkring og var med gunstig vind hjemme til natten i Jamestown. Lord Delaware var blevet udnævnt til guvernør for Virginia og ankom altså nu i det yderste øjeblik med forstærkning og forsyning. D. 10 juni 1610, 3 år efter grundlæggelsen, genoprettedes kolonien med en højtidelig gudstjeneste. Nybyggerne var meget rørte, de følte sig endelig ihukommede af gud i deres store nød. De var nu 200 i tal. Guvernøren var en ædel og værdig herre, der snart fik en ordentlig styrelse gennemført. Hver dag begyndte med morgenandagt i kirken. Der arbejdedes fra 6 til 10 og fra 2 til 4. Gode huse opførtes, med planker udvendig og måtter indvendig. Nye palisadeværker indrettedes. Snart nød kolonien følelsen af sikkerhed og velvære. Lord Delaware blev syg og måtte snart tage hjem. På en senere rejse led han døden i den bugt nord for Chesapeake-bugten, som bærer hans navn, men andre guvernører fører udviklingen videre. Folketallet vokser og nye pladser anlægges højere op ad floden.

Nogle mænd fra kolonien traf en dag i 1613 sammen med prinsesse Pokahontas hos en indianerhøvding, hvor hun var i besøg. For en gammel kobberkedel fik de høvdingen til at give hende i deres hænder, og de tog hende med til Jamestown i håb om at få hendes fader til at betale klækkeligt for hendes løsladelse. Powhatan var dog ikke til sinds at ordne sagen på den måde. Han gør sig rede til at hente hende med våbenmagt; men inden han endnu har betrådt krigsstien, overraskes han af en begæring fra en ung engelskmand, John Rolfe, om at give ham sin datter til ægte. Powhatan indvilliger og kan nu begrave tomahavken. Den unge indianerpige blev døbt i den lille trækirke og derefter viet til John Rolfe efter det engelske ritual. 3 år efter tog han hende med på et besøg i England, hvor man fandt hende fortryllende som hustru og moder og gjorde stads af hende ved hoffet og i Londons fornemme kredse. Men det engelske klima var næppe i nogen henseende sundt for hende, og hun døde, 22 år gammel, just som hun forberedte sig til at gå med mand og søn tilbage til Virginia. Sønnen, Thomas Rolfe, blev én anset og velstående mand, til hvem nogle af de mest fremragende familier i Virginia fører deres stamtræ tilbage. Et øjeblik kunne det se ud, som om udviklingen ville gå i retning af en sammensmeltning mellem den hvide og røde race i Amerika. Men det kom til at gå anderledes.

Det blev tobakken, Virginia tjente på, efterhånden som der i Europa blev mere og mere brug for denne vare. Den plantedes endogså langs gaderne i Jamestown og i enhver ubenyttet krog. Den almindelige skillemønt i kolonien var pund tobak. Fra begyndelsen var al jorden koloniens ejendom, og produktionen lededes af regeringen. Men efterhånden indførtes privatejendom, og en hel mængde unge og - i det mindste efter kompagniets attest - ærbare piger oversendtes fra England og afsattes som hustruer til kolonisterne for 120 pund tobak pr. styk. Den stærke efterspørgsel drev snart prisen op til 150 pund. Denne betaling var naturligvis vederlag for kompagniets bekostning ved deres oversendelse og udstyrelse. Og det forlyder, at kolonisterne betragtede gælden for en hustru som en æresgæld, de ikke unddrog sig for at betale. Da nu mange små selvejere sad hver i sit hjem med kone og børn og dyrkede sin egen mark, kunne det strenge soldatermæssige regimente, med standretten, som eneste domstol, der hidtil havde været ført, begynde at ophøre. Kolonisterne kunne gå over fra at være et handelskompagnis tjenere til fri borgere.

Regeringsmagten på stedet havde hidtil været i hænderne på guvernøren og rådet, hvis medlemmer valgtes af kompagniet i England. I 1619 sammenkaldte guvernøren, den milde og folkelige George Yeardley, repræsentanthuset i Jamestown - den første forsamling af den art på den vestlige halvkugle. 2 afsendinger fra hver af de 11 kommuner, hvori det da bebyggede stykke land var delt, dannede denne forsamling. 2 år efter i 1621, blev denne politiske indrømmelse, som Yeardley havde gjort halvvejs på egen hånd, stadfæstet af kompagniet i en skreven forfatning for Virginia, der tilsikrede kolonien lovgivning gennem folkerepræsentationen - dog skulle lovene stadfæstes af kompagniet - samt rettergang ved nævninger. Virginias forfatning fik lov til at bestå, selv da kong James i 1624 opløste Virginiakompagnier og selv tog herredømmet over kolonien. Thi vel var kongerne af det stuartske hus meget imod alt, hvad der lignede folkeligt selvstyre; men Virginia lå så langt borte, og var kun et sted, hvor der produceredes tobak.

I 1622 var der 4000 indbyggere i Virginia. De boede på en strækning af 35 danske mil langs begge sider af James-floden. Man havde valgt de bekvemmeste pladser for tobaksdyrkningen og ofte opsøgt ensomme og afsides steder, hvor der ingen medbejlere var til jorden. Al frygt for indianerne var aflagt. Man glemte den gamle lov, som under dødsstraf forbød at lære de vilde, hvordan man skulle skyde med et gevær. Det var endogså blevet almindeligt at tage indianerne i tjeneste som jægere. Imidlertid var Powhatan død, og hans yngre broder Opikankano havde arvet hans magt som overhøvding. Han var ikke de hvide mænds ven. Han havde set dem tage mere og mere af landet og forudså, at den tid kunne komme, da de røde mænd ikke længere kunne få lov til at røre sig på deres fædres vildtbaner. Opikankano ville slå et slag og udrydde de hvide ansigter. Men han indså, at han ikke kunne stå sig i åben kamp. Det måtte være en pludselig overrumpling. Aftale var truffen. Alle indianerne vidste besked om tid og time. Økser og skalperknive var slebne. Men i grænsebygderne gik indianerne fremdeles ud og ind hos engelskmændene som venner. »Før skal himlen falde ned« sagde de »før freden skal brydes fra vor side.« Endnu på selve dagen, d. 22 marts 1622, var de i de hvide mænds huse, sad ved deres borde, lånte deres både for at sejle hen, hvor de skulle samles. Ved middagstid skete overfaldet - samtidig på mange steder og så pludselig, at der ikke blev tale om at modstå det. 347 mennesker dræbtes på een time ude ved grænserne, og indianerne gik nu mod Jamestown; men her havde man fået underretning og var rede til modstand. Jamestown med nærmeste omliggende bygder blev således frelst. Nu fulgte der krig dette år og det næste år. En mængde gamle geværer sendtes fra engelske tøjhuse til kolonisterne, og disse skød indianere med dem i massevis. Med »krigens ret« tog man de røde mænds gode og frugtbare pladser ved floden og drev dem selv ind i de store skove.

En snes år efter hørte Opikankano, at der var borgerkrig i de hvide mænds hjemland, og han anså derfor lejligheden gunstig til et nyt overfald. Det kostede 300 kolonister livet og fulgtes af en krig, i hvilken den gamle høvding blev taget tilfange og døde af et sår, man skammelig havde tilføjet ham, efter at han havde overgivet sig. Han sørgede i sine sidste øjeblikke over at skulle være begloet af sine fjender. Borgerkrigen i engelskmændenes hjem land, som der nys hentydedes til, var krigen mellem James' søn. Karl I, og parlamentet, den, der endte med, at England efter kongens henrettelse blev republik for en tid og Oliver Cromwell protektor. Under hele denne strid holdt virginierne med kongen. Hans suverænitet havde altid været mildt udøvet overfor kolonien, så der var for kolonisterne ingen forbedring at vente ved kongemagtens indskrænkning eller afskaffelse, og de var konservative i kirkelig henseende - ville helst beholde de kirkeskikke, som mindede dem om deres barndom i gamle England. De forbød alle non-konformister - sådanne englændere, som ikke hørte til folkekirken - at komme ind i deres land. Dog gjorde de dette ikke så meget af kirkelig nidkærhed som fordi de vidste, at der fulgte politisk gæringsstof med disse non-konformister, og de ville ikke have moderlandets splid, indført i deres samfund.

Fordi Virginia var et sted hvor man respekterede kongemagt og højkirke og i det hele de »gode gamle«  engelske overleveringer, blev denne koloni under borgerkrigen et tilflugtssted for mange af de landflygtige kongetilhængere eller »kavalerer«, som man kaldte dem. De skaffede sig landejendom derovre og fortsatte så temmelig den levemåde, de var vante til som engelske godsejere. Dette lod sig gøre. Thi ganske vist havde de ikke her fæstebønder at leve af som i England; men de kunne købe negerslaver og ved den forholdsvis billige arbejdskraft drive store plantager som gav dem råd til at holde luksusheste, gå på jagt og holde selskaber i stor stil. Handelen med negerslaver var begyndt i 1620. Da løb en hollandsk orlogsmand ind i Jamestowns havn og landsatte 20 sorte til salg. Denne trafik tog snart et stort opsving og bidrog meget til, at der i Virginia kom til at bestå et tydeligt skel mellem den højere og lavere klasse af kolonister. Thi vel var det ikke vanskeligt at skaffe sig store stykker land, og alle havde lige adgang dertil; men kun ved at skaffe sig slaver kunne man få nogen fordel af de store arealer, og derved var de store formuers overvægt sikret. De store plantageejere, der hjemme var vante til og øvede i at styre, blev ganske naturligt dem, der fik hovedindflydelsen på koloniens styrelse. De havde alle offentlige tillidsposter, og de havde overvægten i repræsentanthuset. Dette kunne undertiden give anledning til utilfredshed hos landets småmænd, og i 1676 udbrød en væbnet opstand under ledelse af Natanael Bacon. Han fordrev guvernør Berkeley, en mand, der på sine gamle dage var blevet så konservativ, at han sagde: »Jeg takker gud, at vi har ingen fri skole eller presse, og jeg håber, vi skal være fri for dem i de første 100 år.« Berkeley kom dog igen og fik omsider opstanden dæmpet, og 22 af bevægelsens ledere måtte lade livet til straf. »Den gamle nar« sagde Karl II, der på den tid havde fået den engelske krone tilbage, efter at republikken var falden sammen, »- den gamle nar har taget flere menneskeliv i det skallede land end jeg for min faders mord.«' Midt i det 17 århundrede var der 30,000 hvide indbyggere i Virginia.

I mundingen af Hudson-floden ligger en langstrakt ø, som nu er tæt pakket med de huse, der udgør verdensstaden New York. Men engang var øen lige så tæt dækket med vild, frodig urskov, og algonkvin-indianeren, der gæstede den på sine jagttogt, og kaldte den Manhattan. På Manhattan-øens sydligste spids, hvor nu udvandrerskibene udlosser deres levende ladninger i »Castle Garden«, stod en dag i 1609 en gruppe indianere og så med forundring noget komme ind ad snævringen mellem de øer, der siden kaldtes Long Island og staten Island, - noget, der viste sig at være en kæmpekano med mærkelige væsener, hvis høvding, klædt i skarlagen, de tog for den store ånd selv. Det var det hollandske skib »Halvmånen«, ført af englænderen Henry Hudson. Denne dristige søfarer havde 2 gange på engelske skibe forgæves søgt at finde en nordvestlig gennemfart oven om Amerika til Det Stille Hav. Nu var han gået i et hollandsk handelskompagnis tjeneste og var ude med »Halvmånen« for at gøre ny forsøg i samme hensigt. Han havde været inde i Delaware-bugten, havde derefter fulgt kysten et stykke mod nord, indtil han fandt det snævre stræde, der førte ham ind til Manhattan-øen, og til en af de bedste havne, der findes i verden. Henry Hudson loddede sig et langt stykke op ad den store flod, der bærer hans navn; ja, en båd fra »Halvmånen« trængte frem til lidt oven for Albanys nuværende plads. Derefter vendte han tilbage til Europa og meldte sin opdagelse. På en ekspedition næste år for at finde Nordvestpassagen satte Hudson livet til i den store bugt langt mod nord, der er opkaldt efter ham. Dette var som sagt i 1609, altså kun 2 år efter anlæggelsen af Jamestown i Virginia.

Snart begyndte de bredbugede hollandske skibe at indfinde sig i den nyopdagede havn og gøre forretning med de indfødte. De herligste odder- og bæverskind kunne man få for en ubetydelighed. Amsterdam-købmændenes agenter slog fjæleboder op på Manhattan, og snart fandt de vilde vej derhen med deres varer. Fra først af holdtes markedet kun om sommeren; men til sidst begyndte handelsmændene at blive vinteren over, og der blev i 1614 på sydenden af Manhattan opført et fort af palisader til handelspladsens sikring. Dette var begyndelsen til New York. Men byen kaldtes fra begyndelsen Ny Amsterdam, ligesom Ny Nederland blev navnet på hele strækningen på begge sider af Hudson-floden op til Fort Oranje, der anlagdes på det punkt, hvortil H. Hudson var trængt frem.

Adrian Block sejlede op ad East River (strømmen øst for Manhatten), kom ind i sundet og omsejlede Long Island. Snart løb hollandske fartøjer ind i hver fjord og flodmunding på hele denne strækning søgende efter pelsværk. Også til den anden side - mod sydvest - drev de deres trafik, helt ned til Delaware-bugten. Og hollandske agerbrugere kom over og tog land. Snart lå deres nybygder spredte over Hudson-dalen, Long Island, staten Island og New Jersey. Da kolonisterne blev så mange, opstod der rivninger med indianerne. I 1642 var en hollænder funden død med en pil i brystet, og Kieft, koloniens guvernør, forlangte, at indianerne skulle udlevere drabsmanden. Det var en høvdings søn, der havde været på spil, og indianernes ældste ville ikke udlevere ham, men nøjedes med at tilbyde en mandebod. »Det er eders egen skyld,« sagde de, »i skulle ikke gøre vore unge mænd fortumlede med brændevin. Eders egne folk slås med knive og gør dumheder, når de er drukne, og i kan ikke blive sikre mod sådanne ulykker, før i holder op at sælge stærk drik til indianerne.«

Kieft ville ikke tage mod mandeboden, men have forbryderen i sine hænder for at straffe ham til skræk og advarsel. Da det ikke blev til noget med udleveringen, lod han i en mørk nat en væbnet styrke sætte over Hudson og snige sig ind på indianerbyerne, hvorfra man snart hørte bøssernes knald og ofrenes klageskrig. Omtrent 100 blev skudt ned. Dette overfald blev tegn til, at alle algonkvin-stammerne rundt om rejste sig, og ingen hollandsk hytte var sikker for deres hævn. Der kom en rædsel over hele kolonien, og hollænderne begyndte at underhandle om fred. Deres sendebud blev ført frem for en forsamling af 16 indianerhøvdinger, der sad i en kreds. En af dem rejste sig. Han holdt et bundt små stokke i den ene hånd. »Da i først kom til vore kyster,« sagde han, »havde i intet at leve af. Vi gav eder vore bønner og vort korn; vi fødede eder med østers og fisk, og nu myrder i vore folk til gengæld.« Han lagde en af de små stokke ned. Så forsatte han: «De mænd eders første skibe efterlod hos os for at handle med os, til de kom tilbage, blev elskede af os som vores øjesten, vi gav dem vore døtre til koner, iblandt dem, i har myrdet, var børn af eders eget blod!« Han nedlagde en anden stok og flere var i hans hånd. Der blev ikke fred. Hollændernes gaver forslog ikke. »Blodets værdi er ikke blevet betalt,« sagde en gammel høvding. Og først efter 2 års bitter fejde endte krigen.

Kieft, hvis uforstandige voldsomhed havde været skyld i ulykken, var almindelig forhadt blandt kolonisterne. Et par år efter krigen i 1647 blev han afløst som guvernør af Peter Stuyvesant, en brav gammel krigsmand, der forstod at holde god forståelse med indianerne. Men han fik krig at føre på en anden kant. Allerede i 1630erne havde hollænderne udvidet sig mod sydvest, og fået foden på den anden side Delaware-floden. Her stødte de sammen med svenskere og finner, som omtrent samtidig begyndte at bygge i landet. Det var den store Gustav Adolfs idé, at Sverige skulle være med til at tage land i den ny verden. Trediveårskrigen havde givet ham andet at tage vare, og fra den vendte han ikke tilbage. Men Axel Oxenstjerna, der førte regeringen for hans datter Kristina, udførte den afdøde konges plan og fik sendt den lille skare svenskere og finner over, som købte land af de indfødte og anlagde en nybygd, som de kaldte Kristina efter den tolvårige dronning på Sveriges trone. Dette skete i 1638, og pladsen var omtrent hvor nu Wilmington ligger, i nordenden af den nuværende stat Delaware.

Landet der omkring kaldte kolonisterne Ny Sverige, og det så ud til en smuk fremtid for denne koloni, da flere og flere kom over og skaffede sig jord. Men hollænderne havde været først i landet på handelsekspeditioner og påstod da, at det måtte høre til Ny Nederlands område. Nær ved Kristina anlagdes et hollandsk fort, som dog snart blev stormet og jævnet med jorden af svenskerne. Men nu rykkede Stuyvesant i marken med Ny Nederlands hele styrke og lagde Ny Sverige med 700 indbyggere under Ny Nederland i 1655. Men der er høj over høj. 9 år senere kom engelskmændene og tog det hele. Det blomstrende anlæg ved Hudson-floden fristede. Kong Karl II hævdede den engelske krones ret til landet og gav sin broder, hertugen af York (senere konge under navnet James II) patent på det. En flåde kom og tog det. Stuyvesant opbød folket til at forsvare sig til det yderste, men det var et råb for døve ører. Folket svigtede sin gamle guvernør, fordi han aldrig havde villet imødekomme dets ønsker om større politiske rettigheder, og man ventede at få disse ønsker tilfredsstillede under engelsk overhøjhed. Således gik Ny Nederland - deri indbefattet det fordums Ny Sverige - uden blodsudgydelse over til engelsk herredømme i 1664. Da det nu engang var sket og ikke kunne være anderledes, fandt selve den gamle Stuyvesant sig rolig i at henleve resten af sine dage i kolonien under Englands vinger. New York blev nu navnet både på hovedstaden og hele kolonien. Fort Oranje blev døbt om til Albany. Landstrækningen mellem Hudson og Delaware blev en koloni for sig under navn af New Jersey. Endnu den dag idag træffer man i staterne New York og New Jersey gamle familier på landet, som taler hollandsk.

40 mil nordøst for New York løber landet ud i en tynd gren, der bøjer mod nord, omsluttende en rund bugt, Kap Cod bugten, således kaldet efter landtungens yderste forbjerg. Denne bugt og kysten videre mod nord til Penobscot floden blev undersøgt i 1614 af kaptajn John Smith, den samme, der 5 år tidligere var kommet som invalid tilbage fra Virginia, men som nu var helbredt for sit sår. Smith kaldte denne kyststrækning Ny England. Vi har set, hvorledes man drog til den ny verden for at lede efter guld, og vi har set, hvorledes John Smith førte de virginske nybyggere ind på at søge velstand på en solidere måde, ved arbejde, ved at dyrke tobak. Vi vil nu få at se, at Ny England fra først af bliver bebygget af folk, som søger til den ny verden for at finde frihed.

Det var puritanerne, der befolkede Ny England. Puritanere kaldte man en slags folk i England, som læste grundig i deres bibel. De kunne en hel mængde af den udenad, og de ville også leve efter bibelen, ja de ville have, at samfundet skulle indrettes efter den. Egentlig burde guds ord være landets øverste lov - en rettesnor for konger og øvrigheder i al deres regering. Men i hvert fald skulle da kirken og gudstjenesten indrettes ene og alene efter bibelen. Og det kunne man ikke sige var tilfældet i England. Vel var »reformationen indført« i dette rige, men det betød nærmest, at hans majestæt kongen havde taget den myndighed over kirkesagerne, som hans hellighed paven før havde haft. Biskopperne havde man beholdt og en stor mængde katolske kirkeskikke ligeså. Gudstjenesten i de engelske kirker foregik endnu med megen ydre pomp og øjenslyst, så det var næsten ikke at mærke, at den var protestantisk. En sådan gudstjeneste, hvor formerne og det reglementerede spillede en stor rolle, behagede hoffet og de fornemme, men ikke altid middelstanden. I den var der mange, som spurgte: hvorfor skal guds ords tjenere have messesærke op, firkantede huer? Apostlene havde ikke sådanne narredragter på. Og hvorfor skal vi have så mange ceremonier ved gudstjenesten? Det er overtroens værk. Vi vil ikke have andre kirkeskikke end sådanne, som er hjemlede af guds ord. Bort med de andre! Bort med korsets tegn, bedeformularer, knælen, klokker og orgler. Disse, der således ville gøre rent i kirkerne og udrense den papistiske surdej, kaldte man puritanere (udrensere).

Det er forståeligt, at Englands regering ikke yndede sådanne folk. Når man sagde til dem: således står der i den kongelige kirkeforordning, svarede de: ja, men sådan står der i guds ord! Og de forlangte, at guds ords tjenere skulle have prædikefrihed. Og da prædikestolen på den tid var det vigtigste organ for den offentlige mening, - da præsterne gerne talte djærvt om dagens spørgsmål og begivenheder, blev denne fordring om prædikefrihed i virkeligheden noget, der lignede senere tiders fordring om trykkefrihed. Nej, sagde kong James, det skal vi ikke have noget af. Så vil Per og Povl, William og Richard komme sammen og af hjertens lyst kritisere mig og mit råd og alt, hvad vi gør. Da vil William stå op og sige: Sådan skal det være, og Richard vil svare og sige: nej, vi vil have det sådan! Jeg siger blot: hæng mig de karle! - Nogle af puritanerne blev virkelig hængt; alle var de udsat for fængsling og anden forfølgelse, fordi de ikke ville bøje sig ind under de former, der var foreskrevet for det kirkelige liv.

Således blev f.eks. Den unge John Robinson anset for en slem oprører, blot fordi han havde fratrådt sit præsteembede og givet sig til at holde prædikener for en lille frimenighed i det nordlige England. Medlemmerne af denne frimenighed blev plagede af øvrigheden med forskellige straffe, skønt de var hæderlige folk, der aldrig fornærmede nogen moders sjæl. Da de ikke kunne udholde det længere, bestemte de sig til at fortrække. Hele Robinsons menighed med koner og børn ville følges ad til Holland, hvor de havde hørt, at der skulle være religionsfrihed for alle mennesker. De solgte deres ejendomme og kvæg, og efter forskellige genvordigheder slap de i 1608 til Amsterdam. Her traf de en anden frimenighed af udvandrede engelske puritanere, hvis præst havde mere yderliggående meninger end Robinson. Og et øjeblik begyndte nogle af Robinsons flok at blive tvivlrådige om, hvilken af de 2 præster man helst skulle slutte sig til. Robinson kunne jo have ladet dem selv derom. Men han havde den opfattelse, at der på ingen måde måtte komme splittelse i den lille kreds, der var draget ud i verden sammen og havde lovet at stå last og brast med hinanden, hvad der så end ville komme. Han følte sig som en hyrde, hvis første pligt var at holde hjorden sammen, og skønt han ikke havde nogen anden hyrdestav end sit indtrængende ords magt, fik han dog menigheden til at bryde op fra Amsterdam efter knap ét års forløb og drage til en anden hollandsk by, Leyden, hvor der ikke var nær så god udsigt for dem til at ernære sig, men hvor de var fri for den omtalte menigheds urostiftende naboskab.

I Leyden så de fattigdommen »komme imod dem som en bevæbnet mand«; men da de var flittige i de håndværk, de havde lært sig, og da de altid gjorde sig umage for at være ordholdende overfor kunderne, blev de snart ganske holdne folk. Efter 2 års forløb købte Robinson og 3 andre af menigheden et stort hus med en rummelig gårdsplads. I huset holdt menigheden sine forsamlinger, og nogle af medlemmerne byggede boliger i gården. Robinson prædikede 3 gange om ugen, og hver søndag samledes hele menigheden om nadveren, som de modtog siddende ved bordet. Robinson modtog som nadvergæster også medlemmer af andre protestantiske kirkesamfund ja endog - i hvert fald i de senere år - medlemmer af Englands kirke, som han fra begyndelsen havde været meget bitter imod. Han voksede temmelig hurtig fra det trange syn, der var almindeligt hos puritanerne, og erklærede, at han ikke var modstander af nogen kirke, men af fordærvelsen i alle kirker. Ved universitetet i Leyden var Robinson anset som en lærd mand og blev opfordret til at deltage i dets disputatser. Dog var han især en praktisk mand, der ypperligt forstod at give menighedsmedlemmerne råd i timelige affærer. Han havde også et sjældent talent til at stifte fred; det lykkedes ham ved mange lejligheder at bilægge stridigheder mellem naboer og i familier, så at freden blev bevaret i hans menighed.

Men Leyden skulle ikke være det endelige mål for disse landflygtige puritanere. Da de havde boet der i 8 år, begyndte de allerede at tænke på en forandring. De følte sig fremmede i Holland - længtes efter at dyrke jord, som de fleste af dem var opdraget til, - forargedes over, at hollænderne ikke helligholdt sabbaten alvorligt nok - frygtede for, at deres børn skulle smittes af hollændernes lystige eller måske undertiden letfærdige måde at tage livet på. Ja, der er grunde nok at finde for den, der har uro i blodet og vil flytte. Og der rørte sig - det var sikkert hovedgrunden til flytteplanerne - hos Robinsons menighed en stærk trang til at udrette noget stort. Det kom måske af hans prædikener. Han var calvinist. Og den forskel var der fra begyndelsen mellem lutherdom og calvinisme, at medens den første havde sin styrke i at lade folk hvile i troen, opflammede calvinismen stærkere til at tjene gud i gerning - til at udbrede kristi ære på jorden. Robinson og hans flok syntes, de så deres stjerne stå i vest. Til den ny verden droges de, og de anede, at de der ovre skulle blive redskaber til noget nyt, som skulle stå frem til guds ære, selvom de kun skulle blive en bro for andre, der skulle komme efter dem.

I Leyden hørte de om hollandske nybyggeres fremgang ved Hudson-floden. Men de bestemte sig til at gå til de engelske besiddelser, så de kunne have den glæde, med det samme at udbrede det kære gamle Englands magt og herredømme. Det bebyggede Virginia kunne de ikke tænke på; thi der måtte man bekende sig til Englands kirke. Men når de gik til det nordlige Virginia, hvor landet endnu lå ganske øde, håbede de at få lov at dyrke deres gud i frihed. Og hvad vanskeligheder i den ville egn angik, da frygtede de dem ikke. De var under deres landflygtighed forsøgt i adskillige lidelser. »Det er ikke med os«, sagde de, »som med mænd, hvem småting kan gøre modløs«. De fik fra Virginiakompagniet i England den fornødne bemyndigelse til at anlægge en koloni indenfor det område, kompagniet havde fået kongebrev på. Derimod ville kongen ikke, som de bad om, bekræfte dem med Englands store segl, at de måtte nyde religionsfrihed derovre.. Han gav kun et svævende løfte om, at der skulle blive set igennem fingre med dem i så henseende. Det nøjedes de med. Thi, sagde de, hvis man bagefter fik i sinde at forurette dem, ville det dog ikke hjælpe, om de havde et segl så stort som et stuegulv.

Menighedens medlemmer havde ikke penge nok til at bestride omkostningerne ved foretagendet. De rejste da den fornødne driftskapital ved at danne et kompagniskab med engelske købmænd. Hver udvandrers tjeneste i 7 år skulle gælde, som om han havde indskudt 10 pund sterling i den fælles kapital. Således ville altså en Londonkøbmand, som indskød 100 pund, få 10 gange så meget for sine penge, som en fattig udvandrer for hele sit arbejde i de 7 år. Der blev ikke råd til at føre hele menigheden over på een gang. Robinson ville da blive i Leyden hos dem, der blev tilbage, indtil de kunne få lejlighed - som de håbede, snart - til at følge efter til Amerika. Den part, der rejste først, skulle stå under ledelse af William Brewster, en mand af fornem fødsel, der havde fulgt flygtningene til Holland og dér levet af at undervise i engelsk og trykke bøger, og som var valgt til menighedens »styrende ældste« (Robinson var »lærende ældste«). Afrejsen foregik i 1620. Der var mange tårer og bønner og bevægede afskedsord. Men da udvandrerne var kommet ombord, gav de deres venner i land en geværsalve og 3 kanonskud, og dermed stod de til søs. De havde 2 skibe, Majblomsten og Ærenpris. Det sidstnævnte sinkede overfarten en hel måned ved 2 gange at melde sig læk, så skibene måtte søge ind i engelske havne for at få skaden udbedret. Sidste gang blev det erklæret for ubrugeligt, en del af dets passagerer blev overflyttet på Majblomsten, resten måtte blive i land. Da alt dette var overstået, gik Majblomsten d. 6 september 1620 alene ud fra Plymouth og satte kursen over Atlanterhavet med 101 passagerer - mænd, kvinder og børn. Det blev en lang og besværlig rejse. Skibet tog vand, og de tæt sammenstuvede passagerer var altid våde. En ung mand døde på søen. Et barn blev født undervejs og kaldet Oceanus. D. 9 november ved daggry fik man land i sigte. Det viste sig at være de hvide sandklitter på Kap Cod. Det havde ikke været meningen at komme så højt mod nord; man var her udenfor Virginiakompagniets område. Alligevel bestemte man sig til at søge land, gik rundt om pynten og lod ankeret falde i læ af den.

Pilgrimmene har eftertiden kaldt de 101 mænd og kvinder, der ombord på »Majblomsten« gik til ankers i Kap Cod bugten. Navnet er givet dem, fordi de havde faret så vidt om land borte fra deres fødestavn, og fordi de under alle det omflakkende livs besværligheder løftede deres blik mod himlen som deres rette fædreland. Nu lå det ubekendte lands øde kyst foran dem. Den ville næppe byde dem blidere kår end de egne, de hidtil havde gæstet; men den bød dem frihed og - hvis de kunne undertvinge den - råderum til at indrette et samfund fuldt ud efter deres bibelske ideer.

Pilgrimmene havde været vante til selvstyre i kirkelig henseende, og havde, som omtalt, deres selvvalgte »styrende ældste«, William Brewster, med til Amerika, så de for så vidt var betryggede. Men i borgerlige sager havde de selvfølgelig haft det lands øvrighed at holde sig til, hvori de boede. Ombord på Majblomsten havde de efter sørettens regler stået under skibskaptajnen som øverste myndighed. Nu, da de skulle forlade skibet, var det øjeblik kommet, hvor de måtte forbinde sig politisk med hinanden, ligesom de tidligere havde forbundet sig kirkelig. Derfor var de forstandige nok til, inden de gik fra borde, at opsætte et dokument, hvor mændene, 41 i tal, med navns underskrift højtideligt i guds navn og i tanken om hans nærværelse sluttede pagt med hinanden og forbandt sig »til et borgerligt politisk legeme« og lovede at bøje sig for de bestemmelser, flertallet tog. De indrettede sig altså fuldstændig som en uafhængig republik. Dog betragtedes denne ordning kun som foreløbig, indtil Englands konge engang ville give dem en lovformelig forfatning. Thi selvfølgelig ønskede de at høre til det engelske rige og stå under den engelske krones beskyttelse, uden hvilken deres koloni snart ville blive gjort til rov af en anden magt. Da de havde sluttet deres politiske pagt, valgte pilgrimmene enstemmig John Garver til deres guvernør for et år. Dermed var regeringsspørgsmålet i orden, og de kunne begynde at skride til handling.

En undersøgende afdeling sendes i land, vadende gennem vandet i novemberkulden. Den kommer tilbage og melder, at landet er kun en smal landtunge med åben skov uden underskov, og drikkevand var ikke at finde. Her kunne de ikke bo. Men inden vinteren blev for hård, måtte man finde en byggeplads. Storbåden blev sat i vandet, men viste sig utæt, og 16 kostbare dage gik hen med at få den istandsat. Endelig blev den bemandet, og guvernør Garver gik på ekspedition i snestorm. Sprøjtet af søen gennemblødte mandskabet, og klæderne frøs til is. I nogle dage sejlede de Kap Cod bugten næsten helt rundt uden at finde en bekvem plads. Medens de var ude, blev det søndag, og det er betegnende for disse mænds tænkemåde, at skønt det hastede og de var meget ivrige for at finde et tilflugtsted for og selv og deres ventende brødre og søstre, rørte de sig dog ikke hele søndagen, men lå roligt i land på en ø i en lille bugt. Da de om mandagen d. 11 december undersøgte bugten, fandt de en plads, hvor skibe kunne lægge til, hvor jorden tidligere havde været dyrket af indianerne, og hvor der var godt drikkevand. Med denne nyhed vendte John Garver og hans ledsagere tilbage, og få dage efter lå Majblomsten fortøjet i den lille bugt efter 5 ugers ophold på ankerpladsen ved Kap Cod.

Pilgrimmene gik straks i arbejde med at stikke en gade ud og fælde tømmer til huse. Først byggede de et oplagshus for deres mange medbragte sager. Og efterhånden som våningshusene fik tag over sig, kom familie efter familie i land fra skibet og indlogeredes i dem. Søndag d. 31 december 1620 holdt de for første gang gudstjeneste i land, tog derved deres stad i besiddelse og kaldte den Plymouth til minde om den sidste engelske havn, de havde forladt. Det gik iøvrigt langsomt med at bygge; thi arbejdet blev ofte afbrudt af regnbyger og snestorme. Mange af nybyggerne led af ondartet hoste, som de havde påtaget sig i den tid, de lå ved Kap Cod, idet de så ofte måtte vade i land. Nu i den strenge vinter blev det ikke bedre med helbredet. Undertiden var der ikke mere end 6 eller 7 arbejdsdygtige, og de havde nok at gøre med at passe de syge. Halvdelen af udvandrerne døde i vinterens løb; men af de overlevende var der - det blev senere nævnt som noget, man måtte taknemlig undres over mange, der opnåede en meget høj alder. Iblandt disse var William Brewster, den for nævnte »styrende ældste«. Han deltog i alle savn og strabadser, og skønt han var 60 år gammel og tilmed som studeret mand ikke vant til sligt fra ungdommen, stod han det dog godt igennem. Han levede og blev 84 år. Han passede sine kirkelige forretninger og sit markarbejde til få dage før han døde. Kun een dag lå han til sengs. Han kunne tale med sine omgivelser til godt 6 timer før døden. De sidste 3 timer åndede han noget hastigt; det gik over til lange dybe åndedrag, som om han faldt i en sund søvn, og et par minutter efter var han død. Ingen som helst dødskamp havde været at spore.

Man får et indtryk af, at der har været kærne i disse gamle pilgrimsfædre. Men Brewster havde også i en sjælden grad været mådeholden i hele sit liv. Når man undtager de sidste 5 år, drak han ikke andet end vand. Og han havde en stor evne til at skikke sig i omstændighederne. Når en ret muslinger uden et stykke brød dertil var det eneste, der stod på hans bord, takkede han og hans familie i bordbønnen, fordi de kunne nære sig af havets rigdomme og af skattene, der var skjulte i sandet. Men vi har gjort et spring frem i tiden og vender nu tilbage til den første vinter i Plymouth.

De indfødte havde ikke lagt nybyggerne hindringer i vejen. Egnen, hvor de havde slået sig ned, var nogle år i forvejen ryddet af en hærgende farsot, så nybyggerne fandt kun grave og forladte hytter. Dog så de i vinterens løb undertiden røg stige op længere inde i skovene, og noget værktøj, de havde efterladt på den plads hvor de fældede tømmer, blev stjålet om natten. En dag i marts, da det allerede var smukt forårsvejr, og nybyggerne syslede med at anlægge haver omkring deres huse, kom en indianer hen ad gaden og sagde på skikkeligt engelsk: Velkommet engelskmænd! Han kunne lidt af sproget, som han havde lært af fiskere, der havde været i land et sted på kysten, og forklarede, at han hed Samoset og ville gerne se at få lidt handel igang mellem de hvide mænd og hans stammefrænder. Han vidste god besked om det stjålne værktøj og lovede at skaffe det tilbage. Næste dag kom Samoset igen med 5 andre indfødte, som bragte de stjålne stykker værktøj og nogle skind at sælge. Og få dage efter kom wampanoag-stammens høvding Massasoit i egen person med følge af 30 mand, der havde lagt deres våben. Massasoit var en kraftig mand i sine bedste år; han var alvorlig af ansigt og ordknap af væsen. En stor kæde af hvide benstykker, der hang om hans hals, var det eneste, der adskilte ham fra hans ledsagere.

I et af de sidste huse bredte kolonisterne et grønt tæppe på gulvet, lagde 3, 4 puder derpå og førte høvdingen derind. Guvernøren begav sig derhen med tromme og trompet foran sig, og forhandlingerne førte til en overenskomst om venskab og gensidigt forsvarsforbund mellem wampanoag-stammen og englænderne. En livlig pelsværkshandel kom igang, og det viste sig her som altid, at handelen er en af de bedste banebrydere for forståelse imellem de forskellige folkefærd. - »Majblomsten«, der havde ligget vinteren over i Plymouth havn, lettede d. 5 april til England. Samme dag kom guvernør Garver hjem fra marken om middagen, klagede over ondt i hovedet af den stærke sol. Han måtte lægge sig, og var død få dage efter. Han blev begravet under stor sorg; mændene var under våben og fyrede flere salver over hans grav. Hans hustru fulgte ham i døden 6 uger efter. John Garvers store og brede kårde opbevares endnu i et historisk museum i Boston.

Nybyggerne i Plymouth trådte sammen og valgte William Bradford til guvernør i Garvers sted. Han var kun 32 år gammel; derfor udvalgte man en mand, der skulle stå ham ved siden som medhjælper og rådgiver. Egentlig skulle der have været et helt råd ved siden af guvernøren; men når der i det lille samfund skulle bevares et nogenlunde passende forhold imellem regeringsmedlemmerne og folketallet, måtte man lade den ene mand gælde for råd. En af Bradfords første regeringshandlinger var at sende Edward Winslow og en anden af kolonisterne som et gesandtskab til Massasoit for at befæste venskabet, ordne nogle små mellemværender og lære deres nye allieredes styrke og bopæle at kende. Gesandterne havde med som tolk en indianer ved navn Skvanto, der i tidligere dage havde været ført som fange med et skib til Europa og havde opholdt sig nogle år i England.

De fandt høvdingens by 10 mil fra Plymouth mod sydvest, på østsiden af Naragaosett-bugten. De overbragte ham nogle gaver og blev meget gode venner med ham. Høvdingen rakte dem en tændt pibe og passiarede med dem om England og dets konge. Han undrede sig over, at kongen kunne leve - uden kone. Han talte også om franskmændene. »Lad dem ikke komme her« sagde han, »thi jeg er kong James' mand«. Det blev sent, men han bød dem intet at spise; thi han havde i øjeblikket intet. Gesandterne ønskede at gå til ro. Han lagde dem i en stor seng - han og hans kone i den ene ende, og de i den anden. Men de sov ikke for lopper og lus. Gesandterne fandt, at wampanoag-stammen var lidet talrig, så der ingen grund var til under nogen omstændigheder at frygte for den. Alle de egne, de kom igennem, bar vidnesbyrd om pestens hærninger. Men de hørte sige, at narragansetterne, der boede på den vestre side af bugten, var en meget talrig stamme, og pesten havde ikke nået dem. Det varede da heller ikke længe efter gesandternes tilbagekomst, før kolonien fik sendende fra Kanonchet, narragansetternes overhøvding, en trussel i form af et bundt pile, svøbt i skindet af en klapperslange. Guvernør W. Bradford fyldte skindet med krudt og kugler og sendte det tilbage. Narragansetterne var bange for hvad der kunne ligge i pakken og sendte den uåbnet til Plymouth igen. Dermed endte denne noteudveksling.

Nu blev det dog fundet nødvendigt at befæste byen. Til at lede dette foretagende var Myles Standish manden. Han havde gjort soldatertjeneste i Nederlandene og forstod sig på krigsvæsen. Han blev enstemmig udnævnt til kaptajn for forsvaret. En lille mand var han af vækst, men ivrig og handlekraftig trods nogen. Han fik opført en palisademur med 4 tårne rundt om byen, og mandskabet, der blev inddelt i 4 delinger, skiftedes til at holde vagt i tårnene nat og dag. Et hold blev udtaget til, hvis der opstod tilfældig ildløs, at holde vagt med ryggen mod ilden, for at møde indianerne, hvis de ville benytte lejligheden til et overfald. Indenfor palisademuren lå en lille høj, på hvis top der rejstes et stærkt blokhus med skydeskår, og på taget indrettedes dækket plads til artilleriet - et par små kanoner. Dette blokhus, der nok kan kaldes glanspunktet i hele fortifikationen, skulle i fredstid anvendes som menighedens forsamlingssal. Kanonchet og hans krigere udeblev imidlertid. Om det var til glæde for Myles Standish, der havde alt rede til at modtage dem, må anses for uvist. Thi ilter var han af naturen, som så mange små folk. »En lille kamin er snart ophedet«, sagde man om ham i kolonien. Kaptajn Standish havde, sagde man videre, ikke rigtig lært, at man skal hellere give kappen med end slås for kjortelen. Det ville måske også have været vel store fordringer at stille til en militær befalingsmand.

Men godt var det, at ikke krigsfakkelen blev tændt. Thi de venlige handelsforbindelser med indianerne blev en livsbetingelse for kolonien. Fra Europa kom der ingen forsyninger, og nybyggernes høst var ringe de 2 første år; derfor måtte guvernør Bradford med Skvanto som tolk og fører ud at købe korn hos de indfødte. Tidligere var det bæverskind, kolonisterne havde købt op. Men der var kommet fiskerskibe fra Newfoundlands-banken, som ville købe skind af de indfødte. Til dem havde kolonisterne solgt deres bæverskind for sådanne småvarer, som man brugte til indianerhandelen. Det var spotpris; men Bradford måtte have fat i sådanne varer for at kunne købe korn. Det korn, Bradford købte, blev bragt til Plymouth dels af kolonister dels af indianernes kvinder; deres mænd anså det for foragteligt at bære byrder. Engang blev det nødvendigt at oplægge en stor dynge korn, som var købt og betalt, dække det med måtter og overlade det til indianernes omsorg i et par måneder. Da kornet endelig blev afhentet, fandtes det fuldstændig i behold. Indianerne var redelige handelsmænd.

De 2 første år havde kolonisterne dyrket jorden i fællesskab. Men i foråret 1623 blev de enige om, at hver mand skulle have sit stykke jord overladt. Dette havde en heldig virkning. Nu så man konen og børnene følge manden i marken at arbejde, og meget mere blev sået end tidligere. Da det nu også blev et frugtbart år, fik kolonisterne deres lader fulde, og fra den tid havde de ingen almindelig hungersnød, fordi de havde lært at stole på sig selv og ikke vente hjælpen af andre. I det samme forår 1623 meldtes det til Plymouth, at Massasoit lå syg og var lige ved at dø. Nu er det skik blandt indianerne, at en mands venner i et sådant tilfælde samles om ham, og kolonisterne ville ikke undlade at følge landets skik. Edward Winslow, der før havde været deres duelige statsafsending, blev nu sendt afsted og medbragte noget syltetøj til den syge konge. Da han nåede hans hytte, fandt han den så fuld af mænd, at han og hans 2 ledsagere havde ondt ved at komme ind. Og de måtte holde sig for ørerne, en sådan støj gjorde alle de forsamlede i den hensigt at skræmme sygdommens onde ånd bort. 6-8 kvinder stod over høvdingens leje og gned hans arme og ben for at holde ham varm.

»Da de havde holdt op med deres besværgelseskunster«, fortæller Winslow, »var der en, der fortalte ham, at hans venner, engelskmændene, var kommet at se til ham. Og da han var ved klar bevidsthed, skønt hans syn var helt borte, spurgte han, hvem der var kommet. De sagde ham, at det var Winslow (for de kan ikke udtale bogstavet 1, men siger sædvanlig n i stedet). Han ønskede at tale med mig. Da jeg kom hen til ham, og de sagde ham det, rakte han hånden ud imod mig, og jeg greb den. Så sagde han 2 gange, rigtignok meget svagt: Den brave Winsnow? Er du Winsnow? Jeg svarede ahi! Det er »ja«. Da hviskede han et par gange disse ord: Matta neen wonckunet namen Wimsnow, det vil sige: Åh Winsnow, jeg skal aldrig se dig igen! Så kaldte jeg på Habbamock (tolken) og bad ham sige Massasoit, at guvernøren havde hørt om hans sygdom og var bedrøvet derover, og da han for sine mange forretningers skyld ikke selv kunne komme, havde han sendt mig med sådanne ting til ham, som han tænkte, kunne gøre ham godt i denne lidende tilstand, og deraf ville jeg straks, hvis det behagede ham at tage derimod, give ham, hvad han ønskede. Og jeg tog en blanding af forskellige behagelige syltetøjer på spidsen af min kniv og gav ham noget, skønt jeg næppe kunne få det ind mellem hans tænder. Da det var smeltet i hans mund, svælgede han saften af det, hvorover de, der var om ham, glædede sig meget. Han havde ikke fået noget ned i de sidste 2 dage, sagde de. Da gav jeg mig til at efterse hans mund; den var fuld af trøske, og hans tunge så svullen, at det var ham umuligt at spise sådan mad, som de havde. Så vaskede jeg hans mund og skrabede hans tunge, hvorefter jeg gav ham noget mere af syltetøjet, og det fik han lettere ned. Så bad han om noget at drikke. Jeg opløste noget af det i vand og gav ham deraf, og i løbet af en halv time virkede det en stor forandring i ham, og straks efter begyndte hans syn at vende tilbage.

Winslow fandt urter og kogte suppe til ham, blev hos ham og plejede ham, til han var helbredt. Massasoit bad ham gå rundt til de syge i byen og vaske deres munde og give dem noget af det samme, han havde fået. Og høvdingen sagde: Nu ser jeg, de engelske er mine venner og elsker mig; så længe jeg lever, skal jeg aldrig glemme, hvor gode de har været imod mig. Ved afskeden kaldte Massasoit tolken til sig og hviskede noget til ham. Og medens de var på hjemvejen, fortalte tolken, at Massasoit havde bedt ham underrette Winslow om, at massaschusetteerne var i færd med at forberede et overfald på de hvide og ville have ham med dertil. Overfaldet skulle først gå ud over Westons nybygd. For at forstå, hvad han her sigtede til, må vi gå lidt tilbage i tiden.

Guvernør Bradford havde 2 år tidligere udsendt 10 mænd for at undersøge en herlig bugt, han havde hørt både indianere og engelske fiskere tale meget om, og som kaldtes Massachusetts-bugten. Ved at følge kysten fra Plymouth 8 mil mod nord kom udsendingerne til bugten og fandt den meget indbydende. De så mundingen af 2 floder, der løb ud i den. Og der var flere små halvøer, forbundne med fastlandet ved smalle tanger - ligesom naturlige fæstninger. Disse halvøer var ryddede for skov og havde været dyrket, men var nu ubeboede. Da de udsendte mænd kom tilbage, gav de en sådan beskrivelse, at folket ønskede, de havde nedsat sig der. Men da de nu havde sået korn og bygget huse ved Plymouth og var i sikkerhed der for de indfødte, fandt de, at der var flest grunde for at blive, hvor de var. Deres efterkommere har just ikke altid givet dem ret deri. Men en mand i England ved navn Weston sendte 60 nybyggere over, som nedsatte sig på sydsiden af Massachusetts-bugten. De var lutter mænd og talte om, at de nok skulle drive det til noget, da de heldigvis ikke som Plymouth-mændene havde alt det påhæng af koner og børn.

Men straks det første år kom Westons kolonister i forlegenhed. Nogle af dem måtte sælge deres klæder for korn, andre stjal fra indianerne. Da disse derfor begyndte at true, ville man tilfredsstille dem ved at hænge en af tyvene; men efter hvad der almindelig blev sagt, var den, der klyngedes op, en gammel unyttig og halvdød mand, men ikke en af de skyldige. I hvert fald tog indianerne ikke denne eksekution for gode vare, men blev mere og mere nærgående. Der var intet sammenhold mellem nybyggerne, og de havde desuden skudt næsten alt deres krudt op på jagt, så det ville set galt ud for dem, dersom de ikke havde fået hjælp fra Plymouth. Guvernør Bradford havde gennem Winslow fået underretning om den fare, der truede Westons nybygd, og som, hvis indianerne her havde heldet med sig, let kunne blive en fare også for Plymouth. Snart var kaptajn Standish på marchen i spidsen for en armé på 8 mand - flere ville han ikke have med - og forsynet med ordre til at bringe Wittuwamats hoved til Plymouth. Wittuwamat var kendt som den værste urostifter blandt Massachusett-indianere.

Standish traf snart sammen med ham og lod, som han kom i den hensigt at drive handel. Wittuwamat viste sig at være en stor praler. Han fremviste en kniv med at kvindehoved på skaftet. »Men« sagde han »jeg har en anden hjemme, som jeg har stukket både franskmænd og engelskmænd ihjel med, og den er der et mandehoved på; de 2 skal snart komme til at holde bryllup en af hans ledsagere, Pecksuot, sagde til kaptajnen: »Du er nok en stor høvding, men du er en lille mand; jeg er ingen høvding, men jeg er stor og stærk og modig.« Kaptajnen holdt gode miner; men næste dag traf han atter sammen med de samme 2 krigere, med ledsagere, og denne gang var styrken omtrent lige på begge sider. Da gav han sine mænd det aftalte tegn og fløj selv ind på Pecksuot, rev en kniv fra ham og dræbte ham dermed. Snart lå også de andre døde på jorden. Intet skud var løsnet, som kunne tilkalde hjælp; de 2 dygtigste krigere og ledere for sammensværgelsen var ude af verden, og da siden indianerne samlede sig, jog Standish dem let på flugt, efter at 7 af dem havde bidt i græsset. Standish drog tilbage til Plymouth med Wittuwamats hoved og med de af Westons nybyggere, der endnu levede, og som nu opgav deres plads ved Massachusetts-bugten og søgte ly hos dem, de havde set ned på - Plymouth-mændene med det store påhæng af koner og børn i 1623.

Da John Robinson i Holland havde fået en triumferende sejrsberetning om dette første heldige sammenstød med de indfødte, skrev han tilbage: Havde I dog blot omvendt nogen af dem, før i dræbte nogen! Robinson døde i Leyden i 1625, kun 50 år gammel, hædret af universitetet og hele byen som en ualmindelig mand. Han nåede altså ikke at komme over Atlanterhavet. Der havde ikke været råd til at oversende den del af menigheden, der var blevet tilbage. Nogle af dem kom dog siden over, deriblandt Robinsons enke og børn. Det lykkedes kolonisterne i Plymouth at købe de engelske købmænd ud af kompagniet, så de blev virkelige selvejere.

Men kolonien voksede langsomt. Efter 10 års i forløb var der ikke mere end 300 mennesker. Lige til 1639 mødte alle mændene til stævne, når vigtige regeringshandlinger skulle afgøres eller dom afsiges. Først i det år måtte man indføre valg af repræsentanter, da folket nu boede spredt over en større landstrækning. Plymouth blev altid en lille og afsides plads. Men et lille lys kan tænde tusinde, sagde William Bradford. Og pilgrimmene var banebrydere for de mange, der snart efter dem søgte til Ny England for religiøs forfølgelses skyld, og som grundede andre pladser med en større fremtid. Den klippe, hvor John Garver og hans ledsagere først steg i land, kalder man endnu »Forfædrenes Klippe«, og d. 22 december (svarende til d. 11 december efter den gamle kalender) er en festdag i Plymouth.

Den lille koloni Plymouth var 12 år gammel, da en dag i 1632 modtog besøg af 2 værdige mænd, kom vandrende nordfra. Det var hr. Winthrop, guvernør i Boston, en ny koloni i Massachusetts-bugten, for 2 år siden, og hr. Wilson, prædiker sammesteds. Disse mænd var gået på deres fod de 8 mil gennem vildt land for at hilse på »brødrene« i Plymouth. Thi Boston-mændene var puritanere som de, og deres besøg var derfor en fest for den lille by - en fest, som blev afholdt efter puritansk smag ved en stor forsamling med mange og lange gudelige taler. Gæsterne fra Boston måtte også frem og give deres ord med i laget. Efter på denne måde at have sluttet fostbroderskab med Plymouth-folket, drog Winthrop og Wilson hjem igen.

Massachusetts-bugten var altså nu blevet vedvarende koloniseret. Dermed var det gået således til. De politiske og kirkelige forhold i England var mod slutningen af 1620erne blevet utålelige for mangfoldige af landets borgere. Kong Karl I regerede uden hensyn til parlamentet. Ja, fra marts 1629 sammenkaldte han i 11 år intet parlament. Det var de tider, da man blev beskattet uden repræsentation, - da kongen skaffede sig penge ved tvangslån og vilkårlige skibsafgifter, - da der opfandtes en hel række ny forbrydelser, som faldt under den berygtede domstol »Stjernekammeret«, f.eks. utilbørlig omtale af høje embedsmænd, modstand mod tvangslån til kongen, udbredelse af oprørske nyheder. Flere fremragende oppositionsmænd måtte i de dage vandre i fængsel. Og den puritanske åndsretning skulle nu kvæles. Laud, biskop i London, begyndte allerede at slå til lyd for den stærkt højkirkelige og forfølgelsessyge politik, han senere, som ærkebiskop i Canterbury, bragte til udførelse.

Samtidig kom der nyheder om religiøs frihed og politisk selvstændighed fra Ny England, hvor pilgrimmenes lille pionertrop havde fået fast fod på stranden ved Plymouth. Det er disse forhold, der forklarer, at det handelskompagni, der dannede sig i London for at anlægge kolonier ved Massachusetts-bugten, hvor Westons anlæg jo var opgivet, fik kolonister nok at oversende. Salem på bugtens nordside blev allerede anlagt i 1628. Men hvad der især skaffede kompagniet stærk tilslutning, var en betydningsfuld afgørelse, der året efter i 1629 blev truffet på dets generalforsamling. Det blev nemlig vedtaget, at kompagniets patent skulle overføres til Amerika, og at den regeringsmyndighed, patentet havde iklædt kompagniet, for fremtiden skulle udøves af de medlemmer, der selv udvandrede. At noget sådant kunne blive vedtaget, havde kong Karl sikkert ikke tænkt sig, da han udstedte patentet og gav kompagniet både styrende, dømmende og lovgivende myndighed for landet ved Massachussetts-bugten (naturligvis under Kronens overhøjhed). Den stiltiende forudsætning for disse store indrømmelser havde været den, at kompagniet havde sit sæde i England, - at det sad der som en autoritet, der gav love for nogle andre - nogle underordnede, for ikke at sige livegne, nemlig for de kolonister, selskabet bekostede oversendt til sit distrikt. Men når kompagniet selv udvandrede, - når dets generalforsamling for fremtiden skulle holdes i Amerika af de medlemmer, der dér kunne give møde, og som altså selv var kolonister, da var der fra samme dag opstået et samfund, der i kraft af det kongelige patent styrede sig selv og gav love for sig selv, - et samfund, der ikke blot var et handelskompagni, men tillige et begyndende folk.

Da kompagniet havde taget denne bestemmelse, var der mange, der erklærede sig rede til at udvandre, deriblandt adskillige folk af formue og opdragelse. Ialt omtrent 1500 mennesker, næsten allesammen puritanere, gik i 1630 ombord på 7 skibe, medtog det kostelige klenodie, patentet med kongens underskrift og Englands segl, hejsede sejl for Massachusetts-bugten, landede i Salem, drog derfra 4 mil mod syd og slog sig ned på en lille halvø (eller næsten ø) inderst i bugten, som de kaldte Boston efter en by i Lincolnshire i England, hvorfra flere af dem var komne. Efter de første års uundgåelige trængsler og savn begyndte Boston at blomstre. Flere og flere puritanske udvandrere strømmede til, og snart lå Boston som hovedstaden for en hel kreds af nybygder i Massachusetts-bugten. Lederen af den store udvandring i 1630, Bostons- og Massachusetts-bugtens første guvernør, var den sindige John Winthrop. Han var, da han udvandrede, 42 år gammel. Men allerede 18 år gammel var han blevet udnævnt til fredsdommer og havde gjort udmærket fyldest i denne stilling. 30 år gammel havde han ægtet sin tredje hustru. Af disse kendsgerninger turde fremgå, at ét år af denne mands alder må regnes mindst lige med 2 af almindelige menneskers. Efter denne regning var han en olding, da han kom til Amerika, dvs. en olding i sindighed og ro, men sandelig ikke i kraftløshed. Forivrede han sig ikke, så var han heller ikke den mand, der gav efter. Og denne forening af ro og bestemthed gjorde ham udmærket skikket til at være styrer under så ny og vanskelige forhold. Winthrop levede i Ny England 19 år indtil sin død. Med få afbrydelser genvalgtes han i disse år stadig til guvernør, og han fortjener virkelig navnet af en fader for den unge koloni.

Han levede altid meget tarveligt, skønt både hans rang og hans formue (han havde ved afrejsen fra England solgt en landejendom, der gav 6-700 pund sterling i årlig indtægt) kunne berettige ham til nogen luksus. Men han ville give folket et godt eksempel, og han ville desuden ved sin sparsommelighed skaffe sig råd til den velgørenhed i stor stil, som han satte sin lyst i. Ved middagstid kunne han finde på at give sine tjenere et eller andet ærinde ind til naboerne, for at de kunne se efter, om de havde mad på bordet. Hvis ikke, skulle de forsynes fra hans køkken. Følgende historie gik blandt folk som betegnende for guvernør Winthrop. I en meget streng vinter begyndte det at blive sparsomt med brænde i Boston. Da kom en ven til Winthrop og rådede ham til at passe på sine brændestabler; thi en mand, som han nævnede, forsynede sig jævnlig af dem om natten. »Gør han det?« sagde guvernøren; »Kald ham herind, og jeg skal snart sørge for, at han ikke stjæler fra mig mere. Synderen kom, og guvernøren vendte sig imod ham. »Min gode mand! Det er en kold vinter, vi har, og jeg hører De er småt forsynet med brænde. Jeg vil sige dem, at de må hjertens gerne forsyne dem af min beholdning, til vinteren er omme.« Så gik han hen til sin ven og spurgte ham med et lunt smil, øm han nu ikke havde sat en god stopper for mandens stjælen.

Winthrop var både god og klog nok til at indse, at man måtte se igennem fingre med en og anden lille uregelmæssighed i et sådant nyt og ikke fæstnet samfund. Fordi en sølle djævel rapsede en smule, derfor faldt verdensordenen ikke sammen. Blot ingen prøvede på at sætte sig op mod øvrigheden. Det tålteWinthrop ikke. Når han ved højtidelige lejligheder kom hen ad gaden med drabanter, der bar store hellebarder foran ham, så han ud som en mand, der havde en stærk følelse af sin værdighed som indehaver af regeringsmyndigheden. Øvrigheden og religionen, de 2 hørte sammen efter Winthrops tankegang, og han tålte lige så lidt »falsk lære« som mytteri. I så henseende tænkte han som de fleste af de gamle puritanere. Man ville tage højlig fejl dersom man troede, at puritanerne i Massachusetts var folk, som var rede til at åbne deres land for alle, uden hensyn til religiøse meninger. Nej, åbenbare kættere tålte de slet ikke. Sådanne mennesker, som ikke havde kirkelig sans, kunne vel få tilladelse til at bo iblandt dem; men ville de have valgret og fuld borgerret forlangtes det, at de skulle høre til en af menighederne i landet, bidrage til dens præsts lønning og møde regelmæssig ved gudstjenesten. Dette blev ligefrem vedtaget ved lov. Ingen andre end »guds børn« skulle igennem valgretten eller på anden måde have indflydelse på landets styrelse. Thi meningen var, at der her skulle fremstå et gudsrige, et Israel. Derfor var disse mænd rejst til denne afkrog af verden. Dette land, som de ryddede, skulle være »brødrenes«, det hellige gudsfolks ejendom. Det skulle være et land, der kunne minde om den ny himmel og ny jord, hvor retfærdighed bor, og derfor tåltes ingen højkirkemænd og ingen vantro.

Det, puritanerne søgte i Amerika, var frihed for dem selv - for deres gudsdyrkelse, ikke gudsdyrkelses-frihed i almindelighed. Nej, den ting ville man fra begyndelsen lige så lidt vide af i Amerika som i England. Forskellen var, at medens i England kongen og gejstligheden rådede over, hvordan gudsdyrkelsen skulle være, var det i Massachusetts menighederne, det kristne folk - eller lad os sige flertallet, der bestemte det. Hver menighed valgte selv sin præst (eller sine præster) og menighedsforstandere. De havde ikke nogen biskop over sig. Kirkevæsenet havde altså et fuldstændig demokratisk tilsnit. Men åndelig frihed havde puritanerne intet begreb om - lige så lidt som den tids mennesker i det hele taget. Man stredes i hine tider meget i hele den kristne verden om, hvad der var den rette tro - om det var den katolske eller den lutheranske eller den reformerte eller hvilken det var. Men alle anså det for selvfølgeligt, at havde man erkendt den eller den tro for den rette og sande, da måtte man af al magt hævde den som eneherskende - ene berettiget. Det, der modstred den, var løgn, afgudsdyrkelse, forbrydelse, som måtte straffes, udryddes. Man ville ikke tåle det.

Ja, utålsomhed og religiøs tro var i hine tider tæt forbundne med hinanden i så godt som alle menneskers sind. Kun ganske enkelte var forud for deres tid og havde fattet tanken om, at de 2 ting skulle kunne skilles ad, - at mennesker af forskellig religiøs mening skulle kunne bo og bygge sammen og være gode venner og medborgere. Enhver véd, hvorledes den fuldstændige religionsfrihed senere blev en af de ledende grundtanker for ordningen af det borgerlige samfund i De Forenede Stater. Men fra begyndelsen var det ikke således. Den første mand, der slog til lyd derovre for fuld religionsfrihed, var man lige ved at sende tilbage Europa igen. Denne mand var Roger Williams. Han kom til Massachusetts i 1631, året efter Bostons anlæggelse, og var da 32 år gammel. Han havde været præst i England, men som yderliggående puritaner havde han snart måttet tage sin afsked.

I Amerika blev han præst for menigheden i Salem. Her begyndte han til almindelig forfærdelse at sige til folk i kirken, at de for ham gerne måtte blive borte fra gudstjenesten, dersom de ikke følte nogen trang til at komme. Ingen magt i verden havde ret til at tvinge noget menneske til at gå i kirke eller til at betale præstepenge, øvrigheden havde kun magt over menneskenes legemer og gods og ydre forhold, men hvorledes et menneske handlede med sin sjæl, hvilke tanker han hengav sig til, og hvilke anskuelser han nærede, det vedkom ikke øvrigheden; for dette måtte enhver selv være ansvarlig overfor gud. Samvittighedens hellighed - det var Roger Williams' forundsætning. Af den udledede han alle sine påstande om religiøs frihed. Ligesom engelskmanden siger »mit hus er min fæstning«, og ligesom det hedder i Danmarks riges grundlov »boligen er ukrænkelig«, således sagde Williams: Hvert menneskes samvittighed er hellig og ukrænkelig. Samfundet har ikke ret til at trænge sig ind her og øve magt og myndighed. For at have forfægtet denne sætning stod Roger Williams i 1635 skarpt anklaget for rettens skranke i Boston. Han opfordredes til at frafalde en så fordærvelig og samfundsopløsende påstand. Roger Williams stod ene. Hans menighed i Salem, der i den tid var blevet ganske henreven af hans varme,  var faldet fra under den almindelige meningstryk. Endog hans hustru havde man gjort betuttet, så hun mente, sig forpligtet til at overhænge ham med bønner om at genkalde eller i hvert fald tie. Selve hjemmets rolighed var således forstyrret. Ganske ene stod Roger Williams. Men han holdt fast på sin overbevisning for retten og erklærede sig rede til at lide hvad det skulle være hellere end at fornægte den sandhed der havde vist sig for hans sjæl i klart lys. Dommen lød på landsforvisning og var begrundet med, at Roger Williams' meninger undergravede landets regering og grundlove.

Da man dog ikke ville jage ham ud i det vilde land midt om vinteren, fik han tilladelse til at blive til foråret. Han benyttede denne frist til at genoptage sin prædiken i Salem, hjemme i sit hus. Hengivenheden hos Salems indbyggere vågnede igen. Man trænge sig tæt om hans dør for at komme ind og høre ham. Den tankegang, han tappert havde forfægtet med en landsforvisningsdom svævende over sit hoved, bredte sig nu. Guvernøren (Winthrop var iøvrigt ikke guvernør det år) og rådet i Boston blev betænkelige, især da de hørte, at Williams omgikkes med den plan til foråret at drage med en del meningsfæller til Narragansett-bugten og anlægge en koloni. Et sådant naboskab skulle man dog frabede sig. Planen måtte hindres. Regeringen besluttede at sætte Williams med magt ombord på et skib, der netop lå sejlklart for England i Bostons havn. En båd med væbnet mandskab blev sendt afsted for at overraske ham og gribe ham. Høvedsmanden kom til Williams' hus. Da var fuglen fløjet. Roger Williams havde anet uråd og var 3 dage i forvejen flygtet ud gennem skovene, hvor sneen lå højt under nøgne stammer. De frosne ødemarker så afskrækkende ud. Men Williams var bestemt på at finde et sted i verden, hvor han kunne leve som fri mand. I 14 uger gik han omkring fra skjul til skjul uden at vide hvad brød eller seng var. Et hult træ et herligt sovested.

Omsider, da han kunne tænke sig, at forfølgernes årvågenhed var blevet slappet, vovede han sig så langt frem i dagen, at han gik til wampanoag-indianeme, og fandt ly i deres vigvammer. Han kendte dem fra tidligere - havde besøgt dem og lært deres sprog - et stort sprogtalent som han var. Desuden havde han gjort sig til den røde mands ven ved at forsvare hans ret til det land, han beboede. Den agtelse for andres ret, der lå til grund for Roger Williams' hele virken, havde også ført ham til offentlig at påstå, at et patent fra kongen i England ikke uden videre kunne gøre nogle indvandrere til retmæssige ejere af forud beboet land i Amerika. Landet var de indfødtes, og af dem måtte man ved køb eller på anden måde skaffe sig ejendomsretten indrømmet. Den anerkendelse af mennesket og menneskeretten hos indianerne, der således var Williams naturlig, prægede hele hans omgængelse med dem, og under hans nuværende ophold blandt wampanoagerne vandt han fuldstændig deres hjerter. De tilbød ham land, og han begyndte at bygge, han og de meningsfæller, der imidlertid havde fundet ham og sluttet sig til ham. Men da han ville undgå rivninger med den nærliggende Plymouth-koloni, flyttede han snart over på den anden side bugten og gjorde sig gode venner med narragansetternes høvding Kanonchet, der kom til at elske ham som en søn og med glæde gav ham lov at bygge. I Narragansett-bugtens nordvestlige hjørne valgte Williams en plads og begyndte i sommeren 1636 sammen med 5 venner at bygge en by, som han kaldte Providence (Forsynet) for at udtrykke sin usvækkede tillid til guds førelser. »Jeg ønsker« sagde han »at denne by må blive et tilflugtssted for mennesker, der er ulykkelige for deres samvittigheds skyld.«

Da de første hytter var rejst, kom der snart flere nybyggere til. Og Roger Williams fik et indiansk dokument fra Kanonchet, der formelig tilskødede ham (og ham personlig) en stor landstrækning. Han kunne da sige, at han ejede landet så fuldt ud som nogen mand ejer skjorten på kroppen, og dog benyttede han kun denne ejendomsret til af give land bort til dem, der kom. I politisk henseende benyttede han sin magt til at indrette et rent demokrati. Flertallets vilje skulle være afgørende - dog kun i verdslige sager. Samvittighederne skulle gud alene være herre over. Sig selv forbeholdt han ikke en smule politisk magt mere end alle de andre og ikke en fodsbred jord ud over den ligelige part, der tilkom ham, - den ejendom på 100 acres land, som gennem 5 slægtled i lige linje nedarvedes til hans sidste efterkommer, frøken Betsey Williams, der døde i 1871 og testamenterede ejendommen til byen Providence at anvendes til den offentlige park, der nu bærer Roger Williams' navn. Roger Williams var både legemlig og sjælelig en mand af overordentlig kraft og handledygtighed. I privatlivet var han lige så mild og omgængelig som han i sin offentlige optræden, når det gjaldt om i skrift eller tale at »bryde sjæleundertrykkelsens åg«, var kamplysten og uforknyt. De, der kendte ham, kaldt ham »en af de uegennyttigste mænd, der nogensinde har levet og en særdeles from og himmelsk sjæl«, og de, der i vore dage grundigt har studeret begyndelserne til menneskeåndens frigørelse i den nyere tid, giver ham plads blandt det 17de århundredes mest .fremskredne ånder.

Det var præsterne, der havde fået Roger Williams landsforvist fra Massachusetts. Og da kort tid efter en mærkelig kvinde, fru Anne Hutchinson, rejste sig mod deres myndighed og samlede et stort parti om den lære, at man kunne undvære præster og finde sandheden hver for sig ved egen hjælp, lykkedes det efter mange uroligheder ligeledes at få hende landsforvist. Mange meningsfæller fulgte hende, og Roger Williams skaffede dem øen Rhode Island i Narragansett-bugten til købs af indianerne. Her grundlagdes i 1638 byen Newport. I politisk henseende indrettede man sig efter lignende grundsætninger som i Providence. Troen skulle være en privat sag - i 1644 fik de 2 plantninger et fælles patent for »Rhode Island og Providence kolonier«.

John Winthrop havde af al magt støttet præsterne i opretholdelsen af deres åndelige herredømme og fordrivelsen af deres modstandere. Derved blev han upopulær i Boston, hvor mange af de tilstrømmende nybyggere var meget misfornøjede med fordringen om, at man skulle gå i kirke og betale præstepenge for at have borgerret i landet. Winthrop så, at den stærke indvandring af alle slags folk truede med at tage indflydelsen ud af hænderne på det oprindelige puritansksindede element i befolkningen. Derfor fik han efter urolighederne med Anne Hutchinson vedtaget en lov, der forbød fremmede at nedsætte sig i landet uden regeringens udtrykkelige tilladelse. Og en tid ville folk i Boston ikke tage deres hat af for guvernøren. Efter et guvernørvalg, hvor oppositionen sikkert havde ventet at sejre, men som dog var falden ud til Winthrops fordel, kastede drabanterne deres hellebarder og nægtede at eskortere Winthrop til hans hus. Men den sindige guvernør lod sine private tjenere tage hellebarderne op og bære dem foran ham. Og da folket ilede sammen på hans vej og hujede efter ham, bad han alle og enhver gå hjem og tænke rolig over sagerne.

Den strenge hævdelse af religiøs enhed i landet hørte altså til Winthrops politik. Dog blev han med årene mere stemt for eftergivenhed. Da han lå på sit sidste sygeleje, og man ville have ham til at underskrive en landsforvisningsdom over en kætter, afslog han det med de ord, at han havde gjort for meget af slags allerede. Det var i det hele taget mere af politisk end af religiøs fanatisme, at Winthrop modsatte sig alt, hvad der kunne forstyrre religionens enhed. Hans interesse var at holde det skrøbelige samfund sammen - at få det til at bygge sig op på en solid grund - at sørge for, at det holdt stilen. Og så meget er vist, at Winthrops holdning som guvernør afvæbnede ærkebiskop Lauds forsøg på at komme den puritanske koloni til livs. Ærkebiskoppen havde stævnet en hjemvendt amerikafarer til at møde for kong Karl I og give ham en beretning om forholdene i Massachusetts. Det var ærkebiskoppens tanke, at kongen skulle ægges til harme ved at høre om, hvorledes de forvorpne puritanere ikke blot byggede deres kirker indenfor den engelske krones besiddelser, men endogså nægtede medlemmer af Englands statskirke adgang til landet. Men kongen fik at høre en fortælling om, hvorledes John Winthrop holdt styr på Ny Englands urolige hoveder, fik alle folk til at møde i kirkerne, hvor der på den højtideligste måde blev opsendt bønner for deres elskede suveræn, Englands konge. Og resultatet blev, at kong Karl udtalte sig om, hvor ondt det gjorde ham, at en så værdig personlighed som hr. Winthrop ikke skulle være bedre akkomoderet end i et amerikansk vildnis.

Som et eksempel på, hvorledes den øverste øvrighedsperson i Massachusetts til tider kunne være »akkommoderet« skal vi til slutning meddele følgende stykke af John Winthrops dagbog for året 1631. Forfatteren fortæller følgende om sig selv: »Guvernøren, som var ude i sit landsted ved Mistick, gik ud efter nadver og tog en bøsse med i den tanke, at han kunne træffe på en ulv (for de kom daglig og snusede omkring huset og dræbte svin, kalve osv.). Og da han var omtrent en halv mil borte, blev det pludselig mørkt, så han på hjemvejen gik vild og kom omsider til et lille hus, tilhørende en indianerhøvding Sagamore John, som stod tomt. Der blev han, og da han havde et fyrtøj i lommen (for han havde altid sit fyrtøj og kompas med sig), gjorde han god ild på og varmede huset op og lagde sig på nogle gamle måtter, han fandt der, og så tilbragte han natten, snart gående op og ned ved ilden, snart syngende salmer og snart hentede brænde, men kunne ikke sove. Det var en mild nat; men lidt før dag begyndte det at regne, og da han ingen kappe havde, så han sit snit til at kravle op i huset ad en lang pæl. Om morgenen kom der en indiansk squav; men han opdagede hende, før hun fik åbnet døren, og stængede hende ude. Hun blev der dog en lang tid og forsøgte at komme ind, men tilsidst gik hun sin vej, og han kom hjem i god behold. Hans tjenere havde været meget bekymrede for ham og havde gået rundt og skudt bøsser af og råbt hallo natten igennem; men han hørte dem ikke.

Vi har hørt om, hvorledes landet om Narragansett-bugten blev befolket fra Massachusetts - af denne kolonis urolige hoveder og sorte får, som ikke tåltes i hjorden. Samtidig blev Connecticut-dalen mod, vest koloniseret af rettroende puritanere, der søgte derhen, ikke i landsforvisning, men fordi man blev for mange ved Massachusetts-bugten. Når vi hører, at der i de første 15 år kom over 20,000 mennesker, dvs. omtrent 4000 puritanske familier, derover, da forstår vi, at de første nybyggeres tal snart måtte forøges, og at man havde travlt med at opsøge ny gunstige pladser. Der gik rygter om Connecticut (et indiansk navn »den lange flod«), som henimod en snes danske mil fra Boston strømmede fra nord til syd igennem en smuk og frugtbar dal. Og i årene 1635/36 drog skarer af puritanere - mænd, kvinder og børn - gennem skovene til Connecticut, drivende deres kvæg foran sig, styrende efter kompasset vestpå.

Inden de kom, havde hollænderne fundet vej til den indbydende dal fra den modsatte side - fra Hudson-floden, der 12 mil længere inde løber parallelt med Connecticut, og hvor jo de hollandske nybygder havde stået siden 1614. Hollænderne havde bygget sig et blokhus ved Connecticut og kaldt det »Det gode Håb«. Men håbet blev beskæmmet; thi de engelske puritanere kom nu og tog landet fra dem og påstod, at det var engelsk grund. Omtrent på hollændernes gamle plads grundlagdes i 1636 Hartford, som bliver den vigtigste af en række nybygder ved flodens nedre løb. Disse bygder var forøvrigt i en temmelig udsat stilling. De dannede i forhold til Massachusetts-bugtens byer den tids »fjerne vesten«. Hollænderne kunne let falde på at gøre deres krav på landet gældende med våben i hånd, og Ny Nederland lå nærmere end Boston. Dertil kom, at Connecticut-dalen med omliggende land var forholdsvis tæt befolket med kraftige indfødte stammer. Kom det til krig mellem de røde og hvide ville de familier, der havde rejst deres tømmerhytter her i den afsides floddal være indianernes første udkårne ofre. Og det truede netop med krig ganske kort efter, at Hartford var blevet anlagt.

Det var Roger Williams, der opdagede, at der var onde planer i gære blandt indianerne. Han havde boet et år i Providence, da han hørte, at hans ven Kanonchet, narragansetternes høvding, var på nippet til at slutte overenskomst med sin nabo mod vest, høvdingen over piquotterne, om at glemme gammelt indbyrdes fjendskab og med forenet kraft kaste sig over de hvide mænd ved Massachusetts-bugten og i Connecticut-dalen. Det var piquotterne, der havde udklækket planen. De skummede af hævnlyst, fordi en væbnet skare fra Boston var trængt ind i deres land og havde svedet deres hytter af til straf for mordet på en engelsk handelsmand. Roger Williams sendte straks bud til Boston om, at de måtte være på deres post, og selv skyndte han sig i en lille kano trods storm og høj sø til Kanonchet for at hindre alliancen. Da han nåede hans by, var piquotternes sendebud der. De bearbejdede høvdingen med deres flammende opråb til at gå med på krigsstien. Men Williams gjorde al sin indflydelse gældende for neutralitet. I 3 dage og nætter stod overvejelserne på. Så længe blev Williams på pletten - hver nat med fare for at få en piquotkniv i struben. Endelig vandt han sejr. Narragansetterne gav hans ord magt og erklærede sig neutrale. Således kom Massachusetts til at takke den mand, det havde jaget i landflygtighed, for sin frelse.

Også til mohikanerne, deres naboer til den anden side, i Connecticut-dalen, havde piquotterne skikket sendebud. Men heller ikke her havde de held med sig. Mohikanerhøvdingen Unkas tænkte mere på gamle indbyrdes indianerfejder end på ny fælles fare, og i stedet for at slutte sig sammen med piquotterne, indgik han et forsvarsforbund med de hvide mænd med ildvåben, der nys havde slået sig ned inden for hans jagtområde. Var det lykkedes at få forbundet i stand mellem de 3 krigerske nabostammer, ville det set sort ud for puritanerne i Ny England. Men piquotterne kom altså til at stå alene. Og nu blev det de hvide, der skred til angreb. Connecticut-kolonien mente, at man måtte gribe lejligheden og rette et afgørende slag mod disse plageånder, hvis strejftog og småoverfald længe havde været en plage. En styrke på 80 kolonister og 60 mohikanere indskibede sig i både, lagde ud af Connecticut og styrede ad Narragansett-bugten til. Anføreren, John Mason, ville nemlig, inden han angreb, se at få narragansetterne med. På vejen kom bådene forbi mundingen af piquotternes flod. Her havde krigerne forsamlet sig, rede til at byde dem spidsen. Og da de sejlede forbi, troede piquotterne, det var af frygt. De hujede og gjorde hånende fagter ud imod dem. Mason lod dem indtil videre nyde triumfen. Han fik dog ikke narragansetterne til at gå med. »Eders hensigt er god« sagde de, »men i er for få. Piquotterne har vældige høvdinger og er dygtige til at slås.«

John Mason vovede sig dog til foretagendet med sin lille styrke. Han gik om natten op ad piquotternes flod og landede nær ved deres største by, der lå på en høj med palisader omkring. Før solopgang overrumplede han byen, hvor man i sin overmodige tryghedsfølelse havde forsømt ordentligt vagthold. En hund giver hals og et øjeblik efter er de indianske krigere på benene. Men de har allerede fjenden indenfor palisaderne. Alligevel vil de ikke overgive sig, men slutter sig tæt sammen og værger sig fra vigvam til vigvam med buer og pile mod bøsser og stålvåben. Kampen trækker i langdrag, og dens udfald kan endnu være tvivlsomt. Da tænker Mason på den lod, der vil ramme kvinder og børn i hjemmene ved Connecticut, dersom deres forsvarere her bukker under. »Vi får brænde dem!« siger han, og en fakkel kastes ind i en vigvam, hvis tørre stråmåtter straks blusser op. Snart står byen i lys lue. Ilden griber så hurtigt om sig, at Mason og hans folk næppe får tid til at komme udenfor indhegningen. Derude slår de kreds om byen og lægger an på enhver krop, der kommer op over palisaderne og tegner sig mod ilden som baggrund. De, der bryder ud af porten, hugges ned. Hele byens befolkning, omtrent 600 mennesker, omkom, de fleste i luerne. Det hele varede 1 time og kostede angriberne 2 døde.

Da solen steg, så den ned på en brandtomt med halvfortærede legemer i massevis. I det samme brød 300 piquotkrigere frem fra skoven med krigsskrig. De havde i en naboby hørt lyd af kampen og kom nu til undsætning, men overraskedes aldeles ved synet af den sørgelige tomt. De stampede i jorden og rev sig i håret. De indså, at alt var tabt, men de fægtede dog til sidste mand. Hvad der nu var tilbage af piquot-stammen var kun en ynkelig rest, som blev jaget fra sted til sted, eftersat og nedhugget både af de andre indianere og af engelskmændene, indtil de sidste 200 i fortvivlelse overgav sig til de engelske. De blev enten solgt til slaveri eller indlemmet i de andre stammer. Piquotstammen var ikke mere.

Nu havde nybyggerne fred, og i 1639 ordnede kolonien Connecticut sin forfatning. Den blev overordentlig demokratisk. Både øvrigheden og den lovgivende forsamling blev valgt hvert år ved afstemning af alle borgerne. For at sikre sig overfor indianere, hollændere og andre dannede kolonierne Plymouth, Massachusetts, Connecticut og New Haven (en ny puritansk plantning 7 mil vest for Connecticut-flodens munding, senere indlemmet i Connecticut) en forening til fælles krigsførelse i 1643 under navnet Ny Englands Forenede Kolonier. 2 delegerede fra hver koloni trådte sammen og dannede et råd for sager af fælles interesse. I denne forening, der bestod i over 40 år, kan man måske se en spire til den senere store union mellem Amerikas stater. . .

I disse puritanerkolonier var der på den tid, foreningen blev indgået, tilsammen over 20,000 indbyggere, der boede i 50 byer. De havde nu, 23 år efter pilgrimmenes ankomst og 13 år efter Bostons grundlæggelse, overstået de første nødens og trængselens åringer og fandt, at de levede ikke blot mere uafhængigt men også behageligere end folk af samme klasse i den gamle verden.

Vi må forestille os en af Ny Englands puritanere i en dragt fra Kristian IV´s tid - med en spidspuget, bredskygget hat, stor, udfaldende, glat krave, knæbukser, en kappe løst hængende over skuldrene. Mange puritanere gik med kort klippet hår, fordi deres præster prædikede mod langt hår som tegn på forfængelighed. Også kvinderne beflittede sig på tarvelighed i dragt og streng anstændighed i opførsel. Et flagrende slør, et silketørklæde eller en lille silkekappe var nok til at stemple en ung pige eller kone som en kokette, og især måtte hun tage sig i agt med sine ærmer, at de ikke under indflydelse af datidens mode kom til at overskride en vis passende brede. Puritanerne var stive og afmålte i væsen; men savnede de en del af den munterhed og lethed, der gør den selskabelige omgang mellem mennesker behagelig, så varede til gengæld folk, som kunne udrette noget, - flittige og foretagsomme, stadige og ordentlige. Dertil bidrog det meget, at de strengt helligholdt deres sabbat. Lørdag aften begyndte allerede helligdagen, og den blev udelukkende anvendt til hvile fra arbejdet og gudelige øvelser. Prædikener og bønner måtte være dygtig lange, når de skulle regnes for noget. Den skik at drikke hinanden til ved bordet blev afskaffet i Ny England. Det var guvernørWinthrop, der begyndte at forbyde det ved hans eget bord; andre fulgte hans eksempel, og tilsidst blev skikken ligefrem forbudt ved lov. Man var i Massachusetts ikke bange for at give love for folks privatliv. Der var strenge straffe for moralske udskejelser. Som et eksempel kan anføres, at den høvedsmand, der anførte Ny Nederlands stridsmagt i den toårige indianerkrig under Kiefts regering, og som var en af sin tids tapreste mænd, - at han var udvandret fra Ny England, fordi landsens skik og landsens lov forekom ham for strenge. Som straf for utugtighed havde man i Boston tvunget ham til at stå på en forhøjning i bodsdragt og tigge om menighedens barmhjertighed og tilgivelse.

For gudsbespottelse havde puritanerne dødsstraf deres tro på guds styrelse og forsynets indgriben kunne undertiden antage en form, som de fleste vil være tilbøjelige til at kalde overtro. En bogsamling var engang sat ind i et kammer, hvor der lå korndynger. Iblandt bøgerne var en, hvori det græske testamente, Davids salmer og det forhadte engelske ritual - det puritanerne havde lidt så meget under - var indbundne i samme bind. Og da denne bog blev taget frem, viste det sig, at musene havde ædt ritualet, men ladet testamentet og salmerne urørte, denne begivenhed blev antegnet af JohnWinthrop i hans dagbog som »en ting, værd at lægge mærke til« Man troede i Ny England fuldt og fast på trolddom og mere end een heks blev hængt eller brændt. Dette var iøvrigt almindeligt i alle kristne lande på den tid, så hellere end at opholde sig ved puritanernes overtro bør man mærke sig deres iver for at fremme oplysning. Det var Massachusetts, der gik i spidsen med at indrette et skolevæsen. I 1647 udkom en lov, der befalede, at enhver bygd med 50 husfædre skulle bygge et skolehus og holde en skolemester; og hvor der var 1000 husfædre skulle der tillige indrettes en højere skole. En sum blev bevilget af den lovgivende forsamling til oprettelsen af en højskole i Cambridge, en by tæt ved Boston. En præst, John Harvard, der døde ved samme tid, testamenterede højskolen sit bibliotek og 4000 dollars. Derfor blev skolen opkaldt efter ham og hedder den dag idag Harvard universitetet.

Naturligvis var religion fra først af næsten det eneste skolefag; men efterhånden udviklede en mere moderne undervisning sig af denne begyndelse, og Massachusetts har altid nydt berømmelse for skolevæsen og litteratur. I 1665 havde man det særsyn, at en indiansk ung mand tog en eksamen ved Harvard universitetet. Dette var en frugt af puritanernes arbejde på at bringe de indfødte, der boede omkring dem, i forbindelse med kristendom og kultur. Det var John Eliot, der gik i spidsen for dette arbejde. Han holdt skole for indianerne, så mange han kunne samle, og han oversatte hele bibelen på deres sprog. Denne indianske bibel blev trykt i Cambridge i 1663 og var den første bibeludgave, der så lyset i Amerika. Eliot levede sammen med indianerne og talte med dem om gud. Han fandt, at de allerede troede på et højeste væsen. Men hans andre lærdomme var de ikke så rede til at modtage. De kom med spørgsmål, som satte ham i forlegenhed. Hvorfra kom kristi sjæl, da han opstod? Hvorfor gav gud ikke alle mennesker gode hjerter? Hvorfor dræber gud ikke djævelen? Hvad består sjælen af ? Kan den indesluttes i jern, så den ikke kan slippe ud? Når en mand har 2 koner, skal han da, når han bliver kristen, forskyde den sidste, selv om hun har født ham mange børn, og beholde den første, selv om hun er barnløs?

Der blev indsamlet penge i England for at sætte Eliot i stand til at virke blandt indianerne. Han var dem til hjælp på mange måder, ikke blot ved at prædike for dem, men også ved at lære mændene at grave og kvinderne at spinde. Han var af naturen overordentlig god og hjælpsom. Han kunne ikke tåle at se nogen lide. En dag havde han netop hævet sin lønning og gik med pengene knyttet i et tørklæde, da han på vejen kom ind til en familie, der var i nød. Eliot ville løse tørklædet for at give dem nogle penge, men knuderne ville ikke op. Så rakte han husmoderen det hele. »Værs'god! Jeg tror, det er guds vilje, at i skal have det altsammen!«

Virksomheden blandt indianerne bar nogle steder frugt. Det var dog kun nogle små svage stammer på øer og halvøer samt i Bostons umiddelbare nærhed, der gik ind på at blive »bedende indianere«. Hverken wampanoagerne eller narragansetterne var modtagelige, endsige de fjernere stammer mod vest.

Ny Englands kolonier styrede sig selv efter forfatninger, de selv havde ordnet. At de fik lov dertil, skønt de grundedes under det stuartske kongehus med de stærke enevældige tilbøjeligheder, må forklares af, at de fra begyndelsen var så ubetydelige og tilmed lå så langt fra hånden. Kong Karl I havde dog i sinde, da kolonierne blomstrede frem, at gøre indgreb i disse friheder. Der rejste ham for mange puritanere til Ny England, og han ville sætte en stopper derfor ved et udvandringsforbud. Efter et almindeligt sagn skal både Cromwell og Hampden have været sejlklare for Amerika, da kongens forbud kom og nødte dem til at pakke deres kufferter ud igen. Dette er dog tvivlsomt. Men mange andre puritanere holdtes tilbage i England for siden at tjene i Cromwells hær og gøre ende på kongens magt. Ja, kong Karl fik andet at tænke på end at tage sig af koloniernes politiske forhold. Han fik krig med parlamentet, blev henrettet, og England blev republik. Så længe denne statsform varede - i årene 1649-60 - havde kolonierne et pusterum, i hvilket deres fri politiske indretninger kunne fæstne sig.

Så kom »restaurationen« i 1660. Det stuartske kongehus blev genindsat. Det havde nemlig vist sig efter Cromwells død, at den republikanske regering ikke kunne opnå nogen fasthed, og man længtes i alle stænder i England efter at få en konge igen. Herregud, man havde jo dog haft parlament og friheder også under kongemagten, og den landflygtige kong Karl II. ville have lært af ulykken, så han nok ikke ville gå i sin faders spor. Begejstringen for folkefrihed var som en udbrændt vulkan. En feber efter at vise sig kongeligsindet greb alle. Man råber »kom!« og Karl II holder sit indtog under storartet hyldest. Langs vejen fra Dover til London står tætte menneskemasser og piger, der kaster blomster. Klokkerne ringer i alle tårne. Omkring London brænder glædesblus som et ildhav. Kongen benytter øjeblikkets begejstring til samme aften at forføre en nittenårig kvinde, hustru til en af hans undersåtter. En halv snes af »kongemorderne« - de mænd, der havde været med til at dømme Karl I. til døden - blev henrettede, og Cromwells lig blev taget op og trukket på rakkersluffen hen at klynges op i Tyburn galge.

Det første skib, der kom til Massachusetts med efterretning om restaurationen, bragte med sig 2 af kongemorderne, Whalley og Goffe. Guvernør Endicott modtog dem høfligt, og i næsten et år opholdt de sig i kolonien som hædrede gæster. De holdt prædikener og bønnemøder rundt i husene. Da kom der befaling fra England, at de skulle gribes og sendes hjem. Autoriteterne i Boston lod dem dog slippe ud i skovene, og dér gemte de sig nu i flere måneder, eftersatte som andet vildt af både englændere og indianere, der ønskede at tjene den belønning, der fra England var udlovet for kongemordernes pågribelse. Efter at have flakket om fra hule til hule fandt Whalley og Goffe endelig et ensomt sted i Connecticut-dalen, hvor de boede i en årrække, uden at nogen i omegnen anede det.

Når vi nu vil spørge om, hvilken virkning regeringsforandringen i 1660 havde på koloniernes forhold, da må vi allerførst mærke os den engelske skibsfartsforordning af 1660, vedtaget af det samme parlament der genindsatte stuarterne, det såkaldte forligsparlament. Denne forsamling repræsenterede jo et folk, som var blevet træt af at stræbe efter uopnåelige selvstyrelsesidealer, og som desto mere havde vendt sit sind mod de opnåelige livets goder, - et folk, hvor man kappedes om at benytte situationen til sin egen fordel. I god overensstemmelse hermed skynder parlamentet sig med at få den nyindsatte konge til at underskrive den nævnte skibsfartsforordning, der nærmest må betragtes som en mekanisme, hvorved penge kunne overføres fra kolonisternes til de engelske købmænds lommer. Mekanismen var sat sammen af 2 stykker. For det første: ingen handelsvare måtte for fremtiden indføres i kolonierne uden på engelske skibe. Med andre ord: de engelske købmænd kunne skrue prisen op på disse varer, eftersom kolonisterne ikke kunne få dem hos andre. For det andet: koloniernes vigtigste udførselsartikler, nemlig sukker, tobak, ingefær, indigo, bomuld, gult og rødt farvetræ, måtte kun udføres til engelske havne. En ladning, der førtes til en fremmed havn, kunne konfiskeres. Med andre ord: de engelske købmænd kunne som eneste mellemhandlere skaffe sig slige varer billigere og tjene mere på dem. .

Til den rette bedømmelse af denne skibsfartsforordning må det erindres, at den gjaldt for alle engelske kolonier, ikke blot for de nordamerikanske, (dette fremgår allerede af, at sukker findes mellem de ovennævnte varer) - at den tilsigtede at knytte kolonierne til moderlandet, og at der endelig kan være nogen rimelighed i, at kolonier i en eller anden form yder moderlandet et vederlag for den beskyttelse, de nyder. Men her blev der skåret for brede remme af koloniernes ryg. England anvendte den stærkeres ret, og det forhold, der således blev etableret, kunne følgelig kun vare, til kolonierne blev stærke nok. I stedet for i længden at knytte de amerikanske kolonier til moderlandet førte et skridt som skibsfartsforordningen lige hen imod koloniernes uafhængighed.

Skibsfartsforordningen var det engelske folks erklæring angående dets fremtidige stilling til kolonierne. Og nu kongen? Hvorledes ville han forholde sig til det politiske selvstyre, der havde vundet hævd i Ny England? Karl II. var af naturen godmodig og venlig. Han ville leve og lade andre leve. Blot han kunne dovne mellem sine kvindfolk, gav han gerne folk, hvad de bad om. Dette kom først Connecticut tilgode. I denne koloni havde man klogelig skyndt sig med at udråbe Karl som konge, så såre man havde fået nys om restaurationen. Derefter havde man sendt en betroet mand til England for at bede kongen om et patent, der kunne bekræfte Connecticuts forfatning og friheder med kongens underskrift og det store segl. Kongen var villig. Connecticut fik sit patent og nød fremdeles sit selvstyre i lykkelig rolighed. I et århundrede fordoblede befolkningen sig 5 gange. De bedste huse i Connecticut havde kun en klinke, der løftedes med en snor; låse og slåer behøvedes ikke. Man havde lige så lidt pøbel som adel. Jævnt velvære og stille tilfredshed prægede tilværelsen i den afsides dal.

Også Rhode Island fik sig et patent af kong Karl. Fuldt selvstyre og religiøs frihed indrømmedes. Et  sådant forsøg med religionsfrihed i en afkrog af verden kunne jo ikke være farligt. Folket i Rhode Island holdt et stort møde, hvor patentet blev taget op af sit kostbare skrin, læst op med høj røst og holdt i vejret, så alle kunne se det store segl. I Massachusetts gav man sig bedre tid, inden man officielt anerkendte Karl II som konge. Og da det omsider skete, forbød regeringen alle festligheder i den anledning; ikke så meget som at drikke på kongens sundhed kunne man få lov til. Og så bider Massachusetts da i det sure æble og henvender sig til kongen med bøn om, at han vil stadfæste det patent, som hans fader i sin tid havde udstedt, og som John Winthrop og hans ledsagere havde bragt med sig til Amerika. Man lover kongen til tak et gudfrygtigt folks velsignelser. Ja, kongen vil gerne stadfæste patentet. Men han vil ikke have det forstået anderledes, end at han har ret til at blande sig i koloniens indre anliggender. Og først og fremmest må han da fordre, at den engelske kirke tåles i landet, og at enhver, der har en vis formue, skal have valgret, altså uden hensyn til, om han er medlem af en puritansk menighed eller ikke.

Man kan egentlig ikke kalde sådanne fordringer store eller urimelige. Men i Massachusetts var man øm over sit patentmæssige selvstyre og sluttede som så, at giver man fanden en finger, tager han snart hele hånden. De ændringer i landets grundlove, som kongen havde forlangt, lod man ganske simpelt være med at indføre. Kongen mente da, at han måtte række sit spir over Atlanterhavet og gennemføre sin vilje. Og da der netop nu i 1664 skulle gå en flåde til Amerika for at erobre Ny Nederland, fik den ordre til på vejen at lægge ind i Bostons havn og landsætte en kommission, der havde fuld myndighed til at bringe skik på tingene i Massachusetts i overensstemmelse med de kongelige forskrifter og efter egen dømmekraft. Kommissionen landede og skred til sit værk. Men Massachusetts' regering lod en herold støde i trompeten og oplæse en offentlig bekendtgørelse i kongens og patentets navn, der forbød koloniens beboere at understøtte hans majestæts hæderværdige kommissærer i deres forehavende. Den koloniale regering vedligeholdt sin uafhængige myndighed landet over, og kommissærerne måtte, uden at have udrettet det mindste, rejse hjem igen, truende de genstridige med galgen.

Imidlertid havde kongen fået en skrivelse fra Massachusetts' regering, hvori det hed: »Stormægtigste konge! Denne kolonis grundlæggere fik et patent, hvori der tilstodes dem fuldstændig og uindskrænket magt til at regere hele folket på dette sted ved mænd, de selv valgte, og efter selvgivne love. Et kongeligt gavebrev med det store segl under er den største sikkerhed, man kan have i menneskelige sager. Under det kongelige patents opmuntring og sikkerhed begav dette folk sig med hustruer og familier på egen bekostning over havet og anlagde denne koloni med stor møje, fare, omkostning og vanskelighed, ….. og det har nu også i mere end 30 år nydt forrettigheden af selvstyre som dets utvivlsomme ret for guds og menneskers åsyn.« Det udvikles videre, hvorledes det er umuligt for kolonisterne at underkaste sig en kommission af fremmede, der sendes over til dem. De begærer kun at leve et roligt liv i en afkrog af verden. De vil gerne yde kongen en retfærdig underkastelse efter deres patent; men det er såre ulykkeligt for dem at være stillet således, at de kun kan komme til at vise deres troskab mod kongen ved at opgive deres friheder, som er dem dyrebarere end livet. »Det var Jobs fortrin, da han sad som konge blandt sit folk, at han var fader for de fattige. Et fattigt folk, blottet for ydre fordel, rigdom og magt, anråber nu sin herre, kongen. Måtte deres majestæt overveje dets sag og holde dets ret i hævd, vil det stå som et minde om evig hæder for de kommende slægter.«

Man vil lægge mærke til, hvorledes spagfærdighed i tronen og fasthed i sagen er forenet i denne henvendelse. Det var hensigten at trække sagen ud gennem brevveksling med den engelske regering, til tiderne atter skiftede. Man ventede, at det stuartske kongedømme snart ville falde sammen påny. Men der kom nu kongelig befaling til at sende 4 eller 5 mænd over til England, for at forhandlingerne kunne føres til ende dér. I den anledning sammenkaldtes Massachusetts' lovgivende forsamling, og nu var gode råd dyre. Forhandlingerne indlededes med, at 6 ældste, den ene efter den anden, stod frem og holdt bøn. Stemningen var stærkt delt. Mange mente, at man måtte give efter for kongens fordring; det gik ikke an længere at udæske ham. Andre mindede om, at man måtte tage guds vrede så vel som kongens i betragtning og tænke på sin egen fordel såvel som på hans majestæts prærogativer. »Hvad var vi for et folk, dersom kongen kunne sende bud efter en idag og en anden imorgen?« Efter lang forhandling vedtog man at svare til England: »Vi har altid meddelt vore anskuelser skriftlig, så de dygtigste mennesker iblandt os ikke ville kunne fremsætte vor sag fuldstændigere.«

Det engelske statsråd vidste ikke, hvad det skulle gøre. Det havde ofte Massachusetts' sag til forhandling i sine møder, men kunne ikke finde måden at tage disse folk på. Det lader til at fastheden og sindigheden og en vis moralsk værdighed hos Massachusetts' statsmænd har imponeret det letfærdige engelske kabinet. »Det er jo at frygte« sagde kongen »at de vil gøre ende på al afhængighed af dette land.« Kort og godt - kongen fik travlt med andre sager og elskovseventyr, og Massachusetts nød godt af hans regerings efterladenhed. Dets selvstyre stod ved magt som hidtil, og skibsfartsforordningen overholdtes ikke. Der lå skibe fra Spanien og Italien, fra Frankrig og Holland i Bostons havn. Den livlige handel bragte velstand, og med velstanden begyndte allerede en smule luksus at pippe frem. De gammeldags folk skumlede over unge piger, der viste sig med »overflødige bånd« til pynt.

I en årrække havde Massachusetts fred for kong Karl. Men der sad en anden monark - ikke nær så mægtig som Englands konge, men til gengæld lige ind på livet af kolonisterne og med arvefordringer på deres land, ældre en den engelske krones. Det var kong Filip, Massasoits søn og nu wampanoag-stammens høvding. De hvide mænd havde taget hans fader om hjertet - sendt ham syltetøj og helbredt hans sygdom. Den gamle Massasoit havde siddet og nikket mildt til de fremmedes stærkere og stærkere indtrængen. Han og hans mænd havde tjenstvillig sat tegn og mærker på stykker papir, som englænderne forelagde dem, og mange rare ting havde de fået i betaling derfor. Massasoit havde kun haft fornøjelse af de fremmedes optræden på hans enemærker. Han havde lært sæd og skik af dem og kaldt sine sønner Alexander og Filip efter de hvide mænds helte. Men da Filip blev konge - Alexander døde kort efter faderen -, så han sig som arving til et land, der næsten helt var gledet over i fremmedes hænder. De hvide mænd blev ved at komme i skibe over havet; de blev mange i landet og tog pladsen op. Filip og hans mænd følte sig klemt inde. Deres jagtdistrikt var i Krogen øst for Narragansett-bugten; de havde altså ikke det store vesten åbent at trække sig tilbage til. De begyndte at savne deres første livsbetingelse: tumleplads. En lang tid havde de ikke ændset de rækker pæle, englænderne her og der rammede ned i jorden hen igennem den vilde skov. Men som skoven blev ryddet og jorden dyrket op, begyndte de at forstå betydningen af hine mystiske tegn, de eller deres fædre havde sat på engelske dokumenter. Det gik op for dem, at landet ikke længere var deres - at de havde solgt den fædrene grund. Til sidst var et par små halvøer ved bugten det eneste, de kunne kalde deres. En dyb misstemning mod de hvide mænd greb indianerne, og det var umuligt, at freden kunne holdes vedlige længere.

En indianer, der havde begået overgreb mod kolonister, indstævnes for retten i Boston; men han og hans venner hugger stævningsmanden ned. Drabsmændene fanges af de hvide og klynges op. Og til hævn kaster en skare indianere sig over en nybygd på grænsen og dræber en halv snes af beboerne. Flammen var nu slået ud og stod ikke til at slukke. Man siger, at Filip græd, da han fik at vide, at blod havde flydt, og ingen så ham siden smile. Han følte, at stammens sidste time var kommet. Ganske vist var indianerne tildels fået dåben; men dog var de englænderne langt underlegne både i udrustning, krigskunst og især i tal. Her var ingen sejr at vinde; her forestod kun den endelige fuldbyrdelse af udslettelsesdommen - den stærkes dom over den svage. Men de hvide skulle ikke få sejren for intet. Hvad der kunne gøres af en stor høvding, det ville Filip gøre. Han samlede sine 700 krigere, svang sin tomahavk og løftede krigsskriget. Og således udbrød i 1675 den fejde, der siden længe mindedes under navnet »Kong Filips krig«.

Filip begyndte med at trække sig tilbage nord om Narragansett-bugten. Brændende huse og pæle med skalper og menneskehoveder viste forfølgerne, hvad vej han var gået. Hinsides bugten fordeler han sin skare. Han og hans underhøvdinger drager rundt mellem nabostammerne og opildner dem til at gøre fælles sag. Denne gang rejser narragansetterne sig, og ikke de alene, men stamme efter stamme til langt op imod nord, - langs hele Ny Englands vestgrænse flammer krigen op. Kun mohikanerne i den nedre Connecticut-dal holder fast ved venskabet med de hvide, og Connecticut-kolonien bliver derfor uberørt af krigen. Fra indianernes side bestod krigen i baghold og overrumplinger. Et helt år igennem var deres strejfende bander som allestedsnærværende. De listede gennem skovene, krøb over moradserne og lagde sig på lur. Når arbejderne gik i marken, karlen til møllen eller hyrdedrengen med sine får, kom kuglerne fløjtende. Når man om søndagen i samlet tog red til kirke, landmanden med et barn på den ene arm og hustruen bag sig på hesten, hun måske med et barn på skødet, da knaldede det fra baghold ved vejen. Når konen om hverdagen gik ene hjemme med børnene, rystede hun af skræk. Ofte drog væbnede afdelinger af kolonister ud for at rense skoven; men det var ikke altid, at de kom tilbage igen. Man kunne finde deres mishandlede lig hængt op i træerne.

Ofte kom en bande indianere farende som en stormvind over en af de yderste nybygder, myrdede, skalperede, plyndrede og var borte igen, inden der kunne komme hjælp. Brookfield, Deerfield og Springfield i det vestlige Massachusetts (den nordligere del af Connecticut-dalen) gik op i flammer. Over Hadley - i samme egn - kom indianerne en søndag, medens folk var i kirke. Der opstod panik, og indianerne skulle just skride til ødelæggelsens værk, da en besynderlig oldingeskikkelse viste sig blandt de forvirrede kolonister, kaldte dem til orden, fik dem stillet op i linie og førte dem frem til et modangreb, der kastede indianerne tilbage og frelste byen. Da skydningen hørte op, og man så sig om efter den gamle, der havde kommanderet, var han forsvunden. Ingen vidste, hvorfra han var kommet, eller hvor han gået hen. Det viste sig siden at være Goffe, kongemorderen, som havde været general i Cromwells hær.

Da vinteren kom, blev skoven mere åben og derfor mindre sikker fæstning for indianerne. Tusinde mand kolonister vadede gennem sneen ind i narragansetternes land og angreb deres stærke palisadefort. Efter 2 timers hård kamp blev det taget. Alle hytterne stak man i brand og ødelagde vinterforrådene. Så de, der var tilbage, efter at 1000 krigere var faldne i kampen og mange kvinder, børn og gamle indebrændt i hytterne, måtte nu drage ud i skoven uden føde eller ly. »Men«, sagde Kanonchet den yngre, narragansettemes høvding, »hellere slås til sidste mand, end blive englændernes trælle.« I det følgende forår blev Kanonchet taget tilfange. Da han sad tavs mellem sine bevogttere, rettede en af disse, en ung mand, et spørgsmål til ham. »Barn,« sagde Kanonchet, »lad din høvding tale til mig; ham skal jeg svare!« Man tilbød ham livet, dersom han ville love at skaffe fred. Han afviste tilbudet med foragt og tilføjede: »Jeg véd, at indianerne giver ikke efter.« Sin dødsdom modtog han med de ord: »Det er jeg tilfreds med. Jeg skal dø, før jeg har sagt noget, der er mig uværdigt.«

Imidlertid brændte indianerne den ene bygd efter den anden. Under overfaldet på Lancaster havde 42 mennesker søgt ly under Mary Rowlandsons tag, men indianerne stak til sidst ild på huset. Fru Rowlandson har selv fortalt derom i følgende ord: »Det var i sandhed den forfærdeligste dag, mine øjne nogensinde så. Nogle i vort hus kæmpede for deres liv, andre lå og væltede sig i blod, huset brændte over hovederne på os, og de blodige hedninger stod rede til at slå os ned, hvis vi vovede os ud. Jeg tog mine børn og ville gå, men indianernes skud faldt så tæt, at kuglerne raslede mod huset, som om man havde kastet en håndfuld stene imod det. Vi havde 6 store hunde, men ingen af dem ville røre sig ... kuglerne fløj omkring os; en gik igennem min side og igennem mit stakkels barn i mine arme.« Mary Rowlandson faldt nu i fangenskab. Hun fortæller videre: »Jeg havde kun et stakkels såret barn tilbage. Jeg måtte sætte mig ned i sneen med mit syge barn, dødens billede, i mit skød. Ikke en eneste smule til forfriskning kom i vore munde fra onsdag aften til lørdag aften uden lidt koldt vand. Først kom en, så en anden, så en tredje indianer og fortalte mig, at min herre straks ville komme og slå mit barn fordærvet. Det var trøsten, jeg fik fra dem.«

Filip, den store kriger og høvding, var lederen af alle foretagender, tilstede overalt, skønt aldrig set af nogen. Endelig kom kaptajn Turner over ham lige oven for Connecticut-flodens vandfald. Hans lejr blev overrumplet ved daggry. Mange af hans mænd blev skudt ned; andre, der var sprungen i deres kanoer og ville flygte, blev drevet ned mod faldet, til strømmen tog dem, og de omkom. Filip selv slap dog bort med en rest af sine folk. Men nu hører han, at den ene indianerstamme efter den anden falder fra og beder om fred. Da en af hans egne krigere opfordrer ham til at gøre det samme, hugger han ham ned på stedet. Dog er nu snart alle sunde lukkede. Overalt er kolonisterne i bevægelse for at fange ulven. Engang undslipper han med nød og næppe og må efterlade sin hustru og sin eneste søn som fanger i englændernes hænder. De solgte den 9 års dreng - deres ven Massasoits sønnesøn - som slave til Bermuda.

»Mit hjerte er brudt; nu er jeg rede til at dø,« sagde Filip, da han havde lidt dette tab. Med få følgesvende var han søgt hen i sin barndoms egn, for dér at møde sin skæbne. Han holdt til i en kratbevokset mose, hvor han forgæves søgte at få nogen søvn og hvile. Tunge feberdrømme plagede ham, og da en styrke under kaptajn Church kom over ham, befalede han sine følgesvende at flygte og overlade ham til hans skæbne. Han blev skudt gennem hjertet. Da han faldt, satte englænderne i med hurraråb og kastede sig over hans lig for at partere det. Den mand, der havde skudt ham, og som selv var indianer, fik en af hans hænder. Hovedet blev bragt til Plymouth og båret rundt i triumf i 1676. Ja, kolonisterne havde grund til at glæde sig. Den mand, hvis hoved nu sad på stagen, havde kostet dem - 600 menneskeliv foruden værdier til en halv million dollars, en uhyre sum efter folketallet og pengenes daværende værdi. Kolonisterne havde måttet gøre stor gæld for at afholde krigsomkostningerne. Til dækning af den kunne de sikkert have fået bidrag fra moderlandet. Men de ville helst have deres krige betragtet som deres egne affærer og besluttede derfor at klare gælden selv.

Efter at indianerkrigen var endt, truede atter fare fra Englands konge, som ville gøre alvor af at indskrænke Massachusetts' friheder. Kongen forlangte at få patentet udleveret, for at de nødvendige ændringer kunne foretages deri. Det skulle ikke blive meget betydelige forandringer, blot de ville komme med det. Men kolonisterne ville ikke indrømme nogen magt til at ændre deres frihedsbrev. Skulle de miste friheden, skulle det i hvert fald ikke kunne siges, at de selv havde givet minde dertil. De nægtede at udlevere patentet og underkaste sig kongens bestemmelser om det. »Det er bedre at lide end at synde«, sagde de. »Det er bedre at stole på vore fædres gud end at sætte sin lid til fyrster. Lider vi, fordi vi ikke tør samtykke i menneskers vilje mod guds vilje, da lider vi for en god sag og vil betragtes som martyrer af de kommende slægter og på den store dag.« Så lod kongen i 1684 en domstol erklære patentet for at være forbrudt.

Sir Edmund Andros udnævnes til guvernør for hele Ny England, der nu skal samles under et fælles enevældigt styre. Andros kommer til Boston og optræder i skarlagen med guldgaloner. Alle politiske friheder nægtes folket. Skat udskrives uden dets billigelse. Mange vil ikke betale og må vandre i fængsel. Andros falder på at forlange, at alle ejendomme under den nye regeringsform skal have nye skøder. Derved falder der store sportler af til ham og hans embedsmænd. Andros drager til Rhode Island, opløser den hidtilværende regering og sønderbryder koloniens segl. Derfra til Connecticut, hvor han forlanger at få patentet udleveret. Den lovgivende forsamling var samlet i Hartford og debatterede om udleveringen så længe, at lysene måtte tændes. Tilskuerpladserne var fulde af folk, som ville kaste endnu et blik på det dyrebare pergament, der var fremlagt på et bord. Pludselig slukkedes lysene i salen, og da de blev tændt igen, kunne man ikke finde patentet. En Connecticut-patriot havde sneget sig bort med det og skjult det i et hult egetræ.

Men Andros tog regeringen i Connecticut og skrev finis (ende) under den fri forfatnings protokoller. Kolonisterne havde siden uro i samvittigheden, fordi de så hurtig havde overgivet sig. Der forberedtes oprør rundt i Ny England. Og da budskabet kom, at James II i 1688 var fordrevet og Vilhelm af Oranien indkaldt til at være konge i England, var man i Boston i stand til at handle resolut. Andros blev taget i forvaring og sendt til England, medens de gamle øvrigheder tog deres plads på ny. Fra Boston bredte rejsningen sig til de andre kolonier. Connecticuts patent hentedes frem fra sit skjulested, noget gult i farven, men læseligt endnu. Til trods for sir Andros og hans »finis« blev ny kapitler begyndt i frihedens årbøger. Den gamle »patent-eg« véd Hartford stod, omhyggelig bevaret, til 1856, da en storm kastede den over ende. Kong William gav Massachusetts et nyt patent, men rigtignok ikke med alle de gamle friheder. Kongen forbeholdt sig magten til at udnævne koloniens guvernør.

Vi forlægger nu skuepladsen til syden og anmærker os, at Virginia har fået sig en nabo på hver side. Først mod nord. Lord Baltimore, en udmærket engelsk statsmand, var af overbevisning blevet katolik og måtte derfor træde ud af statstjenesten. Han tænkte på at udvandre og foretog en rejse til Virginia for at opsøge et sted, hvor han kunne slå sig ned med sin familie og nogle trosbrødre. Men i Virginia holdt man på den engelske kirke og ville ikke have katolikker; her var ingen plads for lord Baltimore. Men idet han så sig om i det indre af Chesapeake-bugten, lagde han mærke til, at virginierne ikke havde taget land længere end til Potomak. Landet nord for denne flod var endnu ubebygget. Det egnede sig ypperlig til dyrkning, og Baltimore rejste hjem for at bede kong Karl I om at skænke ham det.

I 1632 udstedtes patentet for landet hinsides Potomak, der skænkedes lord Baltimore under navnet Maryland - efter Karl Is dronning Henrietta Maria. Det blev udtrykkelig sagt i patentet, at kristne af alle kirker og alle sekter skulle have lige adgang til at bo og nyde borgerret i Maryland. Det fortjener opmærksomhed, at denne bestemmelse om religionsfrihed ved en romersk-katolsk statsmands anstrengelser blev indført i Marylands patent 4 år før Roger Williams grundlagde Providence. Der drog både katolikker og protestanter over at dyrke tobak i Maryland. Men de forligedes som hund og kat, og da protestanterne omsider blev stærke nok dertil, benyttede de den flertalsmagt, landets forfatning gav dem, til at berøve katolikkerne politiske rettigheder, så lord Baltimore måtte vende sig i sin grav.

Landet syd for Virginia, mellem denne koloni og spaniernes anlæg i Florida, kaldtes Carolina - oprindelig navnet på de franske huguenotters ødelagte nybygd. Denne store landstrækning gav Karl II ved et patent af 1663 til et selskab af fornemme engelske adelsmænd, der havde i sinde her at danne et stort vasalrige. En af dem, lord Shafteshury, fik overdraget det hverv at skrive grundloven for dette kommende rige. Shafteshury bad sin ven, den berømte filosof Locke, om at hjælpe ham med dette interessante arbejde. Når en sådan mand lagde hovedet i blød, ville der formentlig fremkomme en grundlov så fornuftsmæssig og fuldkommen som den overhovedet kunne præsteres.

Man må nu erindre, at Locke gik til arbejdet i tiden efter »restaurationen«. Efter det mislykkede forsøg med republik i England havde han, som så mange andre, tabt al tro til folkeligt selvstyre. Forfatningen for Carolina blev derfor aristokratisk, der skulle oprettes grevskaber og baronier med stavnsbundne fæstere. Valgretten til den lovgivende forsamling skulle være meget begrænset. Forfatningen, der offentliggjordes i 1670, blev af mange betragtet som et vidunder af visdom. »Det store mønster« kaldte man den. Men den havde blot den fejl, at være for god - om ikke for denne verden så dog for Carolina. Thi ganske vist var det en let sag at udnævne et dusin grever og baroner, men det var ikke så ganske let at hævde den grevelige anseelse i et land, der endnu var næsten øde. Selvom man ville føre en stadskarosse over havet, ville man ikke kunne køre i den. Der var ingen veje i Carolina, men kun hist og her stier mellem enligt beliggende bjælkehuse, eller der var med en økse blænket mærker i træerne hen igennem skoven.

De kolonister, der således havde begyndt at bebygge landet, var dels udvandrere fra Ny England, dels virginiere, som var misfornøjede med religionstvang og aristokratisk politik. Det var folk, som ville leve frit. De havde ingen kirke og ingen regeringsbygning. Dog havde de her og der indrettet sig et regeringsvæsen under meget simple former. Nu fik de at vide, at deres hidtilværende regering var ophævet, og at de skulle underkaste sig den ny grundlovs bestemmelser. Men det ville de slet ikke vide af at sige, og det viste sig ganske umuligt, da man ingen soldater havde, at påtvinge dem Shaftesburys og Lockes »store mønster«.

Mændene i Carolina vedblev at leve som »de frieste blandt de fri«. Og de anså sig selv som det lykkeligste folk på jorden. De elskede deres sommerlands rene luft og klare himmel, de brede floder, de blomsterstrøede sletter, skovene, hvor tulipantræet og magnolien stod omvundne med jasminer og skovliljer. Nybyggerne følte sig her som naturens børn og lærte at følge dens indskydelser. Uden vejledning af nogen præst bad hver mand sin bøh, som han kunne bedst, i skovens store tempel. Lige så lidt som kirker havde de skoler. De kendte ikke til religiøse eller politiske stridigheder; de havde ingen bogtrykker, ingen aviser, - brød sig ikke om, hvad der foregik i verden.

Europæere, overflyttede fra det gamle Europas sædvaner, løsrevne fra alle dets overleveringer, satte ned her midt i naturens skød og overladte til sig selv - det er Robinson Kruso på hans ø. Robinson, der i kamp i med den ville natur finder sig selv, sine muligheder, sin f religion, så han bliver selvhjulpen og uafhængig, - han, der bliver broder med den vilde »Fredag«, lærer af og underviser ham igen, - han er den amerikanske nybygger, og særlig således som vi finder ham i Carolina.

Dette land blev tilflugtsstedet for mange franske huguenotter, da Ludvig XIV begyndte at omvende dem - for dog på sine gamle dage at gøre een stor og god gerning, der kunne udslette hans livs mange synder og gøre ham skikket til - efter madame Maintenons og jesuiternes forsikringer - at træde frem for guds domstol. For at fremme det gudvelbehagelige værk, huguenotternes omvendelse til den ene saliggørende romerske kirke, sendtes dragonnaderne ud over landet. Der blev holdt vagt ved landegrænsen for at hindre udvandring, og da man således havde slået lås for døren, ophævedes i 1685 det Nantiske Edikt, der hidtil havde sikret huguenotterne fri gudsdyrkelse på visse bestemte steder. Nu var de retsløse, og myndighederne kunne fare frem mod dem, som de ville, når de ikke omvendte sig. Følgen var en vild jagt efter huguenotter. Man tog børn fra forældrene, man brændte de genstridige ved en langsom ild, flængede dem med knive, kneb dem med tænger; i tusindvis omkom huguenotter, der ikke ville afsværge deres fædres tro.

Men omtrent en halv million slap ud af landet, skønt alt blev gjort for at afspærre grænsen. Flygtningene kom rundt til mange lande, hvor regeringerne var kloge nok til at indbyde disse folk, der var i stort ry for deres flid, kunstfærdighed, nøjsomhed og sædelighed. Men Syd Carolina - thi landet var blevet delt i 2 selvstændige kolonier Nord- og Syd Carolina - blev de franske huguenotters hovedtilflugtssted. »Vi forlod hjemmet om natten,« fortæller Judith Manigault, en ung huguenottisk kone, der kom til Carolina, »vi efterlod soldaterne i deres senge og skilte os fra huset og dets indbo. Det lykkedes os at holde os skjult 10 dage i Romans i Dauphiné; der blev søgt efter os imedens, men vor trofaste værtinde ville ikke forråde os…efter vor ankomst til Carolina led vi alle slags ondt. Efter 18 måneders forløb døde vor ældste broder af feber, fordi han ikke var vant til det strenge arbejde, han var nødt til at udføre. Siden vi forlod Frankrig, havde vi lært at kende alle ulykker - sygdom, pest, hunger, fattigdom, hårdt arbejde. Der var 6 måneder, jeg ikke smagte brød og arbejdede på marken som en slave, og jeg har levet 3 eller 4 år uden at have det, når jeg behøvede det. Og dog har gud gjort meget for os ved at give os kraft til at bære alle disse ulykker.«

I Charleston, en by i Syd Carolina, der var blevet grundlagt i 1680, havde de franske huguenotter deres kirke. Her roede de nu til gudstjeneste om søndagen med deres børn på armene hen over den rolige flod. De franske huguenotter har givet et ikke uvigtigt tilskud til De Forenede Staters befolkning. Judith Manigaults søn gav landet sin formue, da Uafhængighedskrigen udbrød. Det var en tak til det land, der havde optaget hans moder. Den store Faneuil-hal, hvor Bostons borgere siden holdt deres berømte bymøder, var en huguenots søns gave. Mange af frihedskrigens helte stammede fra de tapre franske huguenotter.

Det var i 1672 - 2 år efter »det store mønsters« udstedelse - at en vandringsmand, der havde vadet over store moser og ligget om natten i skovene ved et bål, nåede et hus i Nord Carolina, hvor han opnåede den overdådighed at få en måtte ved arnestedet. Det var George Fox, en engelsk almuesmand, der for 20 år siden havde begyndt at optræde som prædikant i England og vundet en stor mængde tilhængere, som kaldte sig selv vennerne, men folk kaldte dem sædvanlig kvækerne. George Fox havde fra sin ungdom været en ivrig sandhedssøger. Han havde spurgt mange præster - først statskirkens præster, så sekternes præster, men havde endt med at lade sig lede af stemmen i sit eget indre. Han havde sat sig for, at den ville han lyde, hvordan det så end skulle gå ham. Det blev hans faste holdepunkt. Fox, troede, at gud talte i hvert menneskes indre. Den guddommelige stemme kunne være overdøvet, så man ikke mærkede den; men den lød visselig der inde, og den måtte kunne komme til sin ret. Blot alle mennesker ville lade sig lede af stemmen i deres indre istedet for at gå efter, hvad de forskellige kirker og sekter udgav for åbenbaring, da ville de dér finde den almindelige sandhed, der forener os alle med hinanden som brødre.

Fox drog da ud og prædikede og sagde til folk: Søg sandheden, ikke i bøger, ikke hos lærde folk, men hos eder selv: gud behøver ingen præster til talerør; han meddeler sig umiddelbart til hver især! Denne prædiken måtte vække stor opsigt i en tid, hvor man var vant til at skulle have sandheden fra den ene eller den anden autoritet, og hvor man var opøvet i at tænke, at det, der blev sagt, var sandhed, fordi det blev sagt af præsten fra prædikestolen. Almuen flokkedes om Fox for at høre ham, og mange sluttede sig til ham som venner. Men præsterne rystede, når man sagde dem, at manden med skindbukserne var kommet til sognet. Fox blev pryglet, sat i gabestokken, erklæret for gal. Og hans tilhængere, der begyndte at holde tavse forsamlinger, hvor de ville lytte til den indre stemme, blev jaget fra hverandre med magt. Men de kom igen, og når deres mødehus blev nedrevet, samlede de sig på dets ruiner. Da deres modstandere greb skovle for at overdænge dem med skarn, stillede se sig tæt sammen og var »rede til at lade sig begrave levende og således bære vidnesbyrd for herren.«

Det var et fremtrædende træk hos kvækerne, at de var rede til at lide hvad det skulle være. Jo mere de trodsede forfølgelse og modgang, des mere havde de en salig følelse af at følge den indre stemme ubetinget. Og de led meget - bøder, fængsling, landsforvisning. Ved siden af dette heltemod var der hos kvækerne visse pedantiske småligheder: deres fastholden ved gammeldags klædedragt, - at de beholdt hatten på, selvom de stod overfor kongen, - at de sagde »du« til alle mennesker. Ja, Fox, der var blevet færdig med alle kirker og sekter, undgik ikke den lod selv at blive fader til en ny sekt. Men dersom kvækerismen i sin sekt-udprægede skikkelse kom til at dele andre sekters lod at gå frem en tid og så tage af - nu er der ikke 100,000 kvækere i verden -, så er det med rette sagt om kvækerismen som åndsretning betragtet, at den er så gammel som menneskeheden og vil forny sig til alle tider. Thi således betragtet er kvækerismen eet med hævdelsen af det enkelte menneskes åndelige selvstændighed.

Det var også dette, som gjorde, at kvækerne blev så hårdt forfulgte i England. Deres grundsætning førte til enkeltmandens suverænitet og umuliggjorde, sagde man, al regering. De forfulgte kvækere søgte, som naturligt var, i stort tal til Amerika. I 1656 var der kommet et par kvækersker til Boston. De blev anholdt og sendt bort. Massachusetts vedtog en lov om, at dersom en af denne »forbandede sekt« viste sig i kolonien, skulle han miste et øre; kom han igen, gik det andet øre; tredje gang skulde tungen gennemstikkes med et gloende jern. Det hjalp ikke. Kvækerne var næsten begærlige efter martyriet. Så skærpedes loven: anden gang en kvæker kom, skulle han dø. 3 mænd og en kvinde henrettedes virkelig efter denne lov.

Dog - folket i Massachusetts skammede sig over disse blodige optrin. Øvrigheden blev mere lemfældig, og efterhånden døde bevægelsen hen. Det må iøvrigt tages i betragtning, at de første repræsentanter for kvækerne i Massachusetts ofte var halvgale mennesker, der fandt på de løjerligste ting under påskud af, at det var åndens befaling til dem - råbte efter øvrighedspersonerne og præsterne på gaden og afbrød den offentlige gudstjeneste med optøjer. Ja, der var kvinder, som efter formentlig guddommelig befaling spadserede nøgne om i Bostons gader. Det var folk, som på en såre uheldig måde forvrængede George Fox's lære.

Carolina, der havde været tilflugtsstedet for så mange frihedssøgende, fik også adskillige kvækere blandt sine kolonister. I Nord Carolina blev George Fox godt modtaget, da han - som vi ovenfor hørte - kom vandrende hertil over moser og gennem skove fra Virginia. Han befandt sig på en stor rundrejse til alle engelsk-amerikanske kolonier for at se til de adspredte venner og udbrede sin lære. I Nord Carolina fandt han åbne ører. Dette om, at gud direkte meddeler sig til hvert enkelt menneske, - at alle bærer sandhedserkendelsens evne i sig, - at præster og kirker og ceremonier er overflødige, denne lære passede godt her i naturens tempel, hvor hver især i forvejen af nødvendighed var sin egen præst og lod sig lede af sit eget hjerte og sin egen forstand.

Et andet sted, hvor mange kvækere havde søgt ly, var Rhode Island. Der havde vist sig stærk stemning mod disse indvandrere; men Roger Williams havde som guvernør i Providence, tro imod sin grundsætning, sikret dem ret til at bo og bygge i landet. Iøvrigt kunne Williams ikke lide kvækerne. Da Fox på sin rundrejse kom til Providence, udfordrede den 73årige kamphane ham til en disput, hvor han 3 dage i træk gik løs på kvækernes lærdomme, uden at der naturligvis kom noget resultat ud deraf. Williams offentliggjorde en beretning om denne holmgang under den noget triumferende titel George Fox (»Fox« betyder »ræv«) gravet ud af sine huler.

Man kunne undres over, at Roger Williams, frihedsmanden, ville optræde mod Fox, der også havde skrevet enkeltmandens frihed på sin fane. Men frihed og frihed er 2 ting. Williams hævdede, at enkeltmanden selv bar ansvaret for sin sjæl overfor gud, og at han altså skulle have frihed til at antage eller forkaste den guddommelige åbenbaring, uden at den verdslige magt måtte blande sig deri. Men at der var en ved bogstaver fastslået åbenbaring, som indeholdtes i den hellige skrift, og som alle mennesker måtte bøje sig for, hvis de ville være salige, stod fast for Williams som utvivlsomt, hvad enten man nu vil anse dette for mere eller mindre konsekvent af ham. Fox derimod nægtede, at der fandtes noget som helst formuleret, som kunne kaldes den åbenbarede sandhed. Han bøjede sig kun for åbenbaringen i menneskets indre.

Den gamle Roger Williams' modstand kunne ikke hindre, at Fox vandt mange tilhængere i Rhode Island. Den koloni, der dog især blev et samlingssted for kvækere, var New Jersey, hvis vestlige part blev købt af et selskab af kvækere. Her byggedes nu i slutningen af 1670erne en hel kvækerby, hvor man holdt religiøse møder under et sejldugstelt, og hvor man kom fortræffeligt ud af det med de omboende indianere. »I er vore brødre,« sagde de indianske høvdinger, »og vi vil leve som brødre med eder. Vi vil have en bred vej mellem eder og os. Når en englænder falder i søvn på denne vej, vil indianerne gå ham forbi og sige: Han er englænder, han sover, lad ham ligge. Vejen skal være jævn; der skal ikke være en sten på den, der kan støde foden.« De kvækerske nybyggere vedtog - det være nævnt til deres ære - at der ikke måtte sælges stærke drikke til indianerne. Dette kvækérsamfund i vest New Jersey blev dog snart overstrålet af det nye anlæg, der blev begyndt i nabolaget, vest for Delaware-floden, af »kvækerfyrsten« William Penn.

Det var, som vi hørte, ikke de heldigste repræsentanter for kvækerne, der fra først af viste sig i Boston. Vi skal nu lære en mand at kende, der ikke blot ved sin karakter gjorde den sekt ære, han sluttede sig til, men som også ved sin samfundsstilling gjorde, at kvækerismen kom til en vis ære og værdighed. Man troede fra begyndelsen, at kun meget simple og udannede personer kunne blive kvækere, og det vakte derfor en uhyre opmærksomhed i engelske kredse, da William Penn, en ung mand af de højeste samfundslag, søn af en fornem og rig herre, gik over til den foragtede sekt.

William Penn var student i Oxford, da han fik at høre en prædiken af en omrejsende kvæker, Thomas Loe. Dette havde den virkning, at han snart efter kom hjem til sin fader i London og kunne fortælle, at han var jaget bort fra universitetet, fordi han var blevet kvæker og ikke ville gå i kirke. For en admiral i den engelske marine var dette jo en overraskende måde at få sin søn hjem på. »Jeg skal snart banke kvækeriet ud af ham,« tænker faderen og tager til stokken, og da sønnen vedblivende erklærer, at intet kan få ham til at svigte sin overbevisning, kaster den opbragte sømand ham på døren. Men - William var eneste barn, og han havde en moder. Han kom da snart hjem igen, og faderen sendte ham på en rejse til udlandet i håb om, at dette skulle kurere ham.

Efter 2 års studier i Frankrig kom William Penn tilbage som en særdeles beleven ung mand - smuk, elskværdig, af godt lune, førende en udmærket kårde, vel begavet i alle henseender. Når man dertil lægger, at hans fader var rig og stod sig udmærket godt ved hoffet, vil man se, at denne unge mand havde de bedste udsigter til en glimrende løbebane. Hans kvækernykker i sin tid var ham let tilgivne. Disse dumheder havde han forhåbentlig svedt ud. Ja, det kunne se ud dertil. Men i Irland, på en rejse, kom han atter til at høre Thomas Loe prædike om stemmen i vort indre. Og nu hørte Penn, hvad stemmen sagde til ham, og han brød overtvært. Han ville være kvæker for alverden og lide med vennerne.

Det var en udmærket historie for den fine verden i London, at William Penn atter var blevet kvæker eller sådan noget. Hans fader rasede og tænkte på at gøre ham arveløs. Moderen måtte hemmelig sende forsyninger til ham for at frelse ham fra den yderste nød, medens han rejste om og talte ved kvækerforsamlinger. Flere gange var han i fængsel; engang sad han 9 måneder. Han truedes med aldrig at slippe ud, dersom han ikke genkaldte. »Vel« sagde han »så skal mit fængsel blive min grav.« Nu mærkede den gamle Penn, at hans søn var en mand. Han kom til at beundre hans rolige fasthed og troskab mod sin overbevisning. Fader og søn blev forsonede. »Søn William« sagde den gamle, før han døde »hvis du og dine venner bliver ved med den ligefremme måde at prædike og leve på, vil i snart gøre det af med præsterne.«

Penn skrev også bøger, i hvilke han gjorde rede for kvækernes lære. Dette bidrog til, at verden begyndte at få en gunstigere mening om sekten. Han sendte fra sit fængsel skrivelser til parlamentet og til nationen om samvittighedsfrihed og dens betydning for en stats fred og lykke. Han agiterede ved parlamentsvalg for den sag. Men tilsidst opgav han håbet om forbedringer gennem lovgivningen. Bigotteri og tyranni fik mere og mere overhånd under de genindsatte stuarters herredømme. Han havde sammen med en anden intelligent kvæker, Barclay, gjort rejser i Holland og rundt omkring i Tyskland for at virke for sine ideer, - havde tilskrevet konger og fyrster, øvrigheder og lovkyndige angående samvittighedsfrihed; men det lod ikke til at gøre noget indtryk på dem.

Så måtte da Penn som så mange andre vende sine tanker mod den ny verden. Der ville han selv blive fyrste og gøre et forsøg - »det hellige forsøg« kaldte han det - med at grundlægge en stat med religiøs frihed. Han havde arvet sin faders store formue, deriblandt en fordring på regeringen, på 16000 pund. Nu søgte han om og fik for denne fordring et patent af Karl II på en landstrækning vest for Delaware-floden. Kongen kaldte landet Pennsylvania - »Penns skovland«. Dette land skulle han eje og styre som vasal af den engelske krone. Patentet for Pennsylvania blev udstedt i 1681. Nu står da William Penn, i en alder af 37 år, overfor den opgave - den største, et menneske kan have - at regere.

Der lå allerede nogle nybygder i Penns ny land, ude mod mundingen af floden. Det var det tidligere Ny Sverige, der - som vi erindrer - ved erobring blev indlemmet i Ny Nederland og derefter sammen med dette gik over til hertugen af York - nu for 17 år siden. Dette distrikt blev lagt til Penns rige, for at han kunne have Delaware-floden hele vejen som østgrænse. Der boede nu både svenske, finske, hollandske og engelske kolonister. De var vante til at skifte herskab og fandt sig let i dette ny skifte. Penn sendte dem en skrivelse, hvori han meddelte dem, at det havde behaget gud at overgive dem til hans omhu og varetægt, og at han ikke skulle undertrykke noget menneske. Han underskrev sig »Eders sande ven, William Penn.«

Men det allermeste af Penns land var vilde skove. Og hen imod dem gik især Penns tanke; thi hovedsagen for ham var den ny nation, han håbede skulle vokse frem dér. Han ville give religionsfrihed, og han vidste, at da ville mange strømme til. Især ville kvækerne, hos hvem han nød så stor anseelse, tillid og kærlighed, flytte der over i mængde. En stor følelse gennemstrømmede Penn ved tanken om, at han nu havde regeringsmyndighed i sin hånd og kunne anvende den til at skabe lykke for mange mennesker i nutid og fremtid. Nu var det ikke blot at tale, skrive, agitere, men at skabe. Og derfor, da Penn havde det store segl under sit patent, var det tanken om, hvorledes han nu skulle indrette regeringen, der i dyb alvor fyldte hans sind dag og nat.

At han ikke ville indrette regeringen i sin personlige interesse, var forud givet. Han, der øste sine midler ud for at hjælpe sine kvækerbrødre under forfølgelserne, var ikke pengenes træl; han, der i sine unge dage havde ofret sin karriere for at slutte sig til en foragtet sekt, var ikke den mand, der tørstede efter glans og ære for sig selv. Nej, han var menneskeven, og kun som sådan kunne han handle, det var givet. Men også for en menneskeven, ja måske netop for en menneskeven kunne det være et spørgsmål, om han skulle indrette styrelsen demokratisk eller holde på den suveræne fyrstemagt. Når han brugte denne magt til at gøre vel, til et mildt og retfærdigt styre, ville han da ikke netop som enevældig fyrste ret kunne udbrede lykke? Gav han denne magt fra sig og overlod sagernes styrelse til et flertals afgørelse, ville der da være nogen garanti for, at der kom lykke ud deraf? Selv hans yndlingsidé - samvittighedsfriheden - under hvilken regeringsform ville den være bedst bevaret?

Vi må her mærke os, at vi befinder os i restaurationens tid - tiden efter det mislykkede forsøg med folkeligt selvstyre i England. Vi erindrer os, at Locke, da han 11 år tidligere skulle skrive lov for Carolina, var ganske mistvivlende om et folks evne til selvstyre. Penn gik en anden vej end Locke. Penn, som troede, at guds lys brænder i ethvert menneskes sjæl, troede også på et folks dygtighed til selvstyre. Han troede derpå i en tid, hvor han mellem statsmænd var næsten ene derom. Og trods alt hvad der kunne være af fristelser til at beholde enevoldsmagten for sig og sine efterkommere, indrettede han i sit udkast det ny riges forfatning helt ud demokratisk. Der skulle ved almindelig afstemning vælges et råd på 72 medlemmer - efter tallet af ældste i det jødiske synedrium. Medlemmerne af rådet deltes i 3 klasser: 24 skulle tjene i 3 år, 24 i 2 år og 24 i eet år. Guvernøren skulle have tredobbelt stemme. Rådet skulle sammen med guvernøren have den egentlige regeringsmagt samt forberede og foreslå love for den almindelige forsamling, som årlig skulle samles til 8 dages rådslagning for på den 9 dag at sige ja eller nej til de af rådet foreslåede love.

Til disse forfatningsbestemmelser føjedes nogle andre grundlovsbestemmelser, som ikke kunne ændres uden regentens eller hans arvingers samtykke. Dertil hørte den, at »alle personer, der lever i provinsen, som bekender sig til den ene almægtige og evige gud som verdens skaber, opholder og styrer, og anser sig i samvittigheden forpligtede til at leve fredelig og retfærdig i det borgerlige samfund, skal på ingen måde krænkes for deres overbevisnings eller religionsøvelses skyld, ej heller skal de nogen tid tvinges til at overvære eller betale til nogen som helst gudsdyrkelse, kirke eller præsteskab.« En anden bestemmelse gik ud på, at »stemmende med de første kristnes gode eksempel og med skabelseshistorien skal på den første dag i hver uge, den såkaldte herrens dag, folk afholde sig fra deres sædvanlige dagværk, så de kan få stunder til at dyrke gud efter deres bedste forstand.«

Vi ser altså, at gudsfornægtere udelukkedes fra Pennsylvania. Så fuldkommet var friheden ikke, at disse også måtte komme med. Men det må erindres, at der her skulle skabes ganske nye forhold. Et talrigt demokrati tænktes hurtigt at skulle danne samfund på bar bund. Det kan da ikke undre, at Penn var betænkt på at sikre sig folk med samvittighed. Og det er tydeligt nok af den anførte grundlovsbestemmelse, at det er som garanti for samvittighed, at Penn sætter gudstro som betingelse for borgerret i landet. Iøvrigt må det vel siges, at gudfornægtere i hin tid var så sjældne, at de faktisk knap var at regne med. Med dette forfatningsudkast landede William Penn og 100 venner ved Delaware i 1682. I den lille by Chester samledes det folk, der da fandtes i landet, og vedtog, med nogle mindre betydende ændringer, grundloven.

Derefter begyndte Penn at forhandle med indianerne, som jo havde størstedelen af landet inde. Han holdt et stort møde med Lenni Lenapi stammens mænd. Høvdingen sad under et stort elmetræ og hans rådgivere i en halvkreds ud til begge sider. Lidt bagved sad de yngre i en anden halvkreds. Penn mødte ubevæbnet i civil dragt med nogle få venner i sit følge. Han optrådte værdigt og venligt. »Vi mødes på god tros og den gode viljes brede landevej« sagde han. »alt skal være oprigtighed og kærlighed imellem os; vi er alle eet kød og blod.« Indianerne sagde: »Vi vil leve i enighed med William Penn og hans børn, så længe måne og sol er til.« Begge parter enedes om, at man, dersom der opstod nogen uenighed, ikke skulle afgøre sagen ved krig men ved rettergang for en domstol bestående af lige mange englændere og indianere.

Denne venskabspagt bekræftedes ikke med ed; kvækerne indlod sig aldrig på at sværge. Intet dokument blev opsat, underskrevet og forsynet med segl. Mændene gav hinanden deres ord, og pagten blev aldrig brudt. Intet blod blev nogensinde udgydt mellem røde og hvide i Pennsylvania.

Penn købte nu land af indianerne - så meget, han foreløbig behøvede. Og han valgte den plads, hvor den nys nævnte sammenkomst havde fundet sted, til anlægget af sin ny hovedstad. Der, hvor Schuylkill vestfra falder i Delaware danner de 2 sammenløbende floder en halvø på en halv mils brede. Her var god, fast grund. Jordsmonnet hævede sig jævnt fra begge flodbredder ind imod midten. Der var mange kildevæld, og langs bredderne var der dybt vand og god lejlighed for skibe at lægge til. Her skulle byen ligge, og dens navn skulle være Philadelfia, »broderkærlighed«. Pladsen blev opmålt og en plan af byen tegnet. 10 gader på en halv mils længde lagdes ud fra flod til flod, og tyve gader på en fjerdingvejs længde, krydsende de andre i rette vinkler. Man vil se, at der var sørget for god plads; men det var også meningen, at hvert hus skulle ligge omgivet af en lille plads med grønne træer. 4 torve skulle der være, et i hvert kvarter af byen, og i midten, hvor jordsmonnet var højest, afmærkedes en stor plads på henved 10 tønder land, hvor der skulle bygges et rådhus, et torvehus, et skolehus og et forsamlingshus.

Således blev Philadelfia grundlagt i 1683. Og nu rygtedes det over verden, at William Penn havde åbnet et tilflugtssted for de gode og undertrykte af alle nationer. Man havde en ubegrænset tillid til denne mand, og snart begyndte Pennsylvanias hovedstad at befolkes. I august 1683 bestod Philadelfia af 4 små hytter. Vildtet sprang endnu frygtløst om blandt træerne, hvori landmålerne havde blænket gaderne ud med øksen. 2 år efter stod der 600 huse, og Philadelfia havde allerede en skolemester og en bogtrykker. I 1684 rejste Penn tilbage til England for at tage sig af vennerne derhjemme. Han havde indrettet staten, så den nu kunne undvære hans nærværelse. Han havde oprettet et demokrati og var selv lensherre med arvelig magt. Dette gav i fremtiden anledning til rivninger, fordi det i sig selv var en modsigelse, der først løstes ved indførelsen af den fuldstændig republikanske uafhængighed. Hårde sammenstød mellem regent og folk kom dog ikke i William Penns levetid. Han døde i England i 1718.

Det stykke land, der nu udgør staten Delaware, og som omtrent svarer til det tidligere Ny Sverige, hørte, som omtalt, fra begyndelsen med til Pennsylvania. Men beboerne fandt sig i længden ikke tjent med at skulle danne en politisk enhed med den ny fremblomstrende kvækerkoloni. Og i 1701 blev Delaware udsondret som en selvstændig koloni. Her kan det passende omtales, at der en snes år tidligere havde fundet en lignende adskillelse sted imellem Massachusetts og New Hampshire. Den sidstnævnte koloni havde allerede i 1622 fået et patent; men kolonisterne i det bjergfulde af indianerbander gennemstrejfede land var i mange år så få og svage, at de stod sig ved at give sig under Massachusetts. Nu i 1679 gjordes New Hampshire atter til en særlig provins, der skulle stå umiddelbart under den engelske krone. Provinsen havde fremdeles kun langsom fremgang. Plymouth, der oprindelig var en selvstændig koloni, blev i 1689 forenet med Massachusetts, der også lige til 1820 indbefattede det nuværende Maine.

Vi har nu efterhånden gjort bekendtskab med 12 engelske kolonier i Nordamerika, nemlig - vi nævner dem, som de følger efter hinanden langs havet fra nord til syd - New Hampshire, Massachusetts, Rhode Island, Connecticut, New York, New Jersey, Pennsylvania, Delaware, Maryland, Virginia, Nord Carolina, Syd Carolina. Tilbage står endnu den trettende og sidste: Georgia.

Et medlem af det engelske parlament, James Oglethorpe, en mand af nobel tænkemåde og med megen drift til at tage sig af sine medmennesker, var kommet til at tænke på den mængde ulykkelige mennesker, der på hine tider - i begyndelsen af det 18 århundrede - overfyldte de engelske fængsler. Især havde han ondt af gældsarrestanterne, hvis eneste brøde var deres fattigdom. Thi at det ikke blot var de uforbederlige ødelande, der sattes i gældsarrest, turde fremgå af den kendsgerning, at mindst 4000 mennesker årlig spærredes inde for gæld uden udsigt til at slippe ud igen, før de betalte. Og behandlingen, de fik, var sådan som den kunne være, så længe der ingen synderlig kontrol var, og så længe ingen tænkte på, at der også skyldes fanger noget hensyn.

James Oglethorpe bragte sagen for i parlamentet i 1728 og blev medlem af et udvalg, der skulle undersøge fængslernes tilstand. Nu fik Oglethorpe ryddet op og skaffede en stor mængde fanger friheden. Men de fleste af disse havde siddet så længe indespærret, at de nu stod fremmede og hjælpeløse i deres eget fædreland. Oglethorpe indså, at havde han begyndt at hjælpe dem, kunne han ikke standse på halvvejen. Han måtte se at hjælpe dem til Amerika under forhold, hvor gældsfængslet ikke sad som en plet på dem, men hvor de, fri for fortiden, kunne begynde et nyt afsnit af deres tilværelse. Oglethorpe, der havde vakt den offentlige mening, havde ikke svært ved at få dannet et selskab til oprettelse af en koloni. Selskabets segl var en gruppe silkeorme ved deres arbejde med indskriften »non sibi sed aliis« - »ikke for sig selv men for andre«. Derved skulle antydes, at selskabet ikke ville anlægge en koloni for at tjene penge, men for at skaffe de fattige og fortrykte et tilflugtssted.

Hvor skulle kolonien ligge? I Syd Carolina var den flittige befolkning, der, som vi erindrer, var stærkt blandet med franske huguenotter, kommet godt igang med at avle ris og silke - også bomuld, men denne plante regnede man endnu i lange tider ikke for at være af vigtighed. Det var - som billedet i seglet tyder på - silkeavlen, selskabet særlig tænkte sig at anbringe sine udvandrere ved. Og da Syd Carolina ikke var bebygget længere syd på end til Savannah-floden, søgte og fik selskabet i 1732 et patent på landet hinsides Savannah, som efter patentets udsteder, kong Georg II, fik navn af Georgia.

Oglethorpe havde forstået at sætte den engelske velgørenhed i bevægelse. En koloni for de fattige! Denne tanke vakte begejstring, og der kom mange penge ind. Parlamentet bidrog med 10,000 pund. Nu var Oglethorpe kommet så vidt, at han kunne sende kolonister over, veludstyrede med alt fornødent. Men skulle det gå dem godt, måtte han selv følge med; ellers kunne det hele let blive halvgjort gerning. Og Oglethorpe gik med. I 1733 ankom han med 120 udvandrere og begyndte anlægget af byen Savannah på en brink ved floden af samme navn - på sydsiden, 10 mil fra mundingen. En halv fjerdingvej fra pladsen holdt nogle muskogi-indianere til, som var fordrevne fra deres stamme og havde taget Tomochichi til høvding. De søgte straks forbund med englænderne for derved at vinde beskyttelse mod deres stammefrænder. Høvdingen holdt et bøffelskind frem for Oglethorpe, hvori der var tegnet hovedet og vingerne af en ørn. »Her er en lille gave« sagde han, »ørnens fjer er bløde og betyder kærlighed; bøffelskindet er varmt og betyder beskyttelse. Elsk og beskyt derfor vore små familier.«

Savannahs gader blev udstukne med stor regelmæssighed, og alle husene byggedes efter eet mønster, tolv alen lange og 8 alen brede. Der rejstes en ramme af tømmerstokke; på den slog man uhøvlede brædder, der gik halvt over hverandre; det var væggene. Gulvet blev lagt af fyrreplanker og taget af spåner. En stor have blev anlagt ved flodbredden. De næste udvandrere, der kom til Georgia, var en flok af de såkaldte mähriske brødre, en protestantisk sekt, der i sin hjemstavn (Mähren, hørende til det østrigske monarki) led megen forfølgelse. Det engelske missionsselskab tilbød dem fri overrejse og forplejning i den første tid, og der blev lovet dem land at dyrke. Man ønskede deres alvorlige kristendom overført til Amerika og ventede, at de ville missionere med held blandt de indfødte.

Den sidste dag i oktober 1733 begyndte den lille skare - »Det evangeliske Samfund« kaldte de sig - sin vandring mod havet, velforsynet med bibler, salme- og katekismer. 2 lukkede vogne havde de til svagelige og de spæde; en åben vogn var pakket med deres rejsegods. De vakte opsigt, hvor de kom frem. Katolske øvrigheder lukkede byportene for dem; men andre steder, som i Frankfurt ved Main, drog de ind i højtideligt optog, 2 og 2, syngende salmer. Da de kom ud på havet, som ingen af dem havde set før, og da den sidste pynt af landet tabtes af syne, følte de sig stærkt grebne. Det var blikstille; solen gik netop ned. »Hvor herlig er skabelsen!« udbrød de og istemte en hymne til guds ære. Siden kom der storm, men også da forenedes brødrene til bøn. De sang salmer, medens søerne væltede med skibet, der ikke kunne føre et sejl.

Da de kom til Georgia, modtog Oglethorpe dem, fulgte dem op langs Savannah-floden og hjalp dem at finde en plads at bygge på. De kaldte deres nybygd Ebenezer efter første Samuels bog 7de kapitel, hvor det hedder: Da tog Samuel en sten og satte den mellem Mispa og Sen og kaldte dens navn Eben Ezer, og han sagde: Hidindtil har herren hjulpet os! De mähriske brødre havde det godt i Ebenezer. De levede i fred med hinanden og i fred med verden. Med flid tog de fat på markarbejdet. På få år steg produktionen af rå silke til 10,000 pund om året. Også lagde de sig efter at dyrke indigoplanten.

Det ømme punkt for Georgia var grænsen mod Florida. Hvor gik den ? Hvor tæt turde man nærme sig Spaniens anlæg i St. Augustine? Det var en bekendt sag, at spanierne i grunden fordrede landet indtil et stykke nord for Savannah. Syd Carolina havde derfor stadig følt sig udsat for fjendtligheder og var nu ret glad ved at have fået en stødpude i Georgia. Oglethorpe anlagde Fort Frederica på en ø i mundingen af Altamaha-floden - omtrent midtvejs mellem Savannah og St. Augustine. Men endnu mere tjente det til sikring af landet, at han vidste at skaffe sig indianernes alliance. I sommeren 1739 hørte Oglethorpe, at alle muskogi-høvdinger skulle samles til en stor rådslagning ved en flod i det indre af landet. Han begav sig på vej derhen. De indianere, han havde lejet til ledsagere, løb fra ham, men han fandt vejen alene, kom til høvdingernes rådsforsamling og røg fredspiben med dem. Her blev det bestemt, at spanierne skulle holdes ude af muskogiernes land - strækningen fra Savannah til St. Johns-floden -, men at englænderne heller ikke måtte udvide deres besiddelser i landet uden at skaffe sig muskogiernes samtykke.

Nu kom England og Spanien i krig. Dog var den egentlige krigsårsag ikke grænsespørgsmålet mellem Georgia og Florida. De engelske købmænd smuglede i stor udstrækning på de spanske besiddelser i Amerika. De havde, som vi erindrer, ved skibsfartsforordningen af 1660 sikret sig eneret til handelen på de engelske kolonier, og de holdt strengt på overholdelsen af denne eneret, men respekterede dog ikke de spanske købmænds eneret til handelen på de spanske kolonier. Jamaica, som englænderne havde erobret i 1655, og som lå trindt omgivet af de spanske besiddelser, var en hel smuglerrede. Og i det hele taget drev englænderne smugleriet så ihærdigt og durkdrevent, at de næsten ruinerede de spanske handelshuse, der drev forretninger på Vestindien. Cadiz, Spaniens atlanterhavsby, havde haft en handelsflåde på 15000 tons drægtighed; den gik nu ned til 2000 tons. Da de spanske autoriteter begyndte at tage kraftig fat for at standse dette smugleri, indså de engelske købmænd, at de kun kunne redde de penge, de tog hjem fra Vestindien, dersom øerne blev engelske. Og de benyttede deres indflydelse i parlamentet til at få lavet en krig mod Spanien. En smugler ved navn Jenkins, hvem spanierne havde skåret ørerne af, og som formodentlig havde fortjent at blive hængt, fremstilledes for Underhuset som vidne om spaniernes måde at behandle britiske undersåtter på.

Således opstod krigen. En engelsk flåde på 29 linieskibe foruden 80 mindre skibe og 12000 mand landgangstropper sendtes til Vestindien, men udrettede intet. Medens krigen stod på, gjorde Oglethorpe et mislykket forsøg på at erobre Florida, og spanierne fra St. Augustine derefter et lige så mislykket forsøg på at erobre Georgia. Den grænse, der endelig blev fastslået, kom til at gå ved floden St. Marys. Hvad krigen angår, da druknede de små sammenstød i Amerika snart i den store almindelige krig, der blussede op i Europa: Den Østrigske Arvefølgekrig.

Efter 10 års ophold i Georgia rejste Oglethorpe tilbage til England og lod kolonien for fremtiden hjælpe sig selv. Han havde givet den lov, at der ikke måtte indføres negerslaver i Georgia, dels fordi slaveri var »imod evangeliet«, dels fordi kolonien skulle være et tilflugtssted for fattige, og negerslaveri ville gøre, at der intet arbejde blev for den fattige hvide. Men man begyndte snart at omgå denne lov. Planterne lejede slaver fra Carolina, først for en kort tid, siden for livstid eller for hundrede år. Slaveskibe fra Afrika fandt vejen ind til Savannah, og loven blev mere og mere sat tilside. Man anså indførelse af negerslaveri som en nødvendighed for landets opkomst. De mähriske brødre havde meget at overvinde, før de bekvemmede sig til at holde slaver. Til sidst begyndte de dog at tro, at et slaveri hos kristne mennesker kunne være en vinding for negeren fremfor den vilde hedenske tilstand. Det gjaldt blot om at behandle slaverne kristeligt og godt. »Hvis i tager slaver i tjeneste«, skrev en broder fra Tyskland, »med den hensigt at føre dem til kristus, vil den gerning ikke være nogen synd men kan blive til velsignelse.«

Således jævnede det sig smukt for de andægtige fromme sjæle. Jo flere slaver de anskaffede, des flere mennesker kunne de måske føre til kristus. De havde, altid haft en drift til at øve mission; den faldt nu på det skønneste sammen med driften til at skaffe sig billigere arbejdskraft til plantagerne. Da Georgia i 1752 blev en kongelig provins og fik folkevalgt lovgivningsmagt, hævedes straks forbudet mod negerslaveri. Og plantageejerne blev snart rige. 3-4 menneskealdere senere fik negrene friheden, og de hvide ruineredes. Opfyldtes det her, at fædrenes synder straffes på børnene i tredje og fjerde led? »Slaverne forekommer mig som en tung sten at bebyrde sig med« sagde John Woolman, en fattig kvæker, skrædder af håndtering, som omkring 1750 rejste om i kolonierne og talte mod negerslaveriet, »byrden bliver tungere og tungere, indtil tiden forandrer den på en måde, der er ubehagelig for os.«

Der fandtes ved midten af det 18 århundrede 260,000 negerslaver i alle de 13 kolonier tilsammen, fordelte således: i Ny England (New Hampshire, Massachusetts med Maine, Rhode Island og Connecticut) tilsammen 11,000. I de midterste kolonier (New York, New Jersey, Pennsylvania, Delaware og Maryland) tilsammen 71,000. I kolonierne syd for Potomak (Virginia, Nord- og Syd Carolina samt Georgia) tilsammen 178,000. Virginia alene havde 116,000 negre (mod 168,000 hvide). Den hvide befolkning i alle 13 kolonier tilsammen var ved samme tid 1,165,000. Deraf levede i Ny England 425,000, i de midterste kolonier 457,000 og syd for Potomak 283,000. Massachusetts, alene havde 207,000 hvide indbyggere.

Nord for de engelske kolonier, i Kanada, havde franskmændene allerede tidlig sat sig fast. Fiskere fra Bretagne og Normandiet havde først begyndt at drive fangst på New Foundlands-banken. Derfra var de kommet ind i St. Lawrence-bugten, og i 1608, året efter Jamestowns grundlæggelse i Virginia, blev Quebec ved St. Lawrence-floden anlagt af Samuel Champlain, en søofficer, der var udsendt af franske købmænd, som havde fået monopol på pelsværkshandelen i Kanada. Quebec blev udgangspunktet først for handelsrejser vidt og bredt blandt indianerne, dernæst for storartede missionsforetagender.

I 1634 var en skare barbenede huroner kommet til Quebec, og da de skulle vende tilbage til deres hjemstavn ved den store sø, der bærer deres stammes navn, besluttede jesuiten Brebeuf og flere andre af hans ordensbrødre at følge med. De havde ved deres indtrædelse i ordenen lovet at være rede til at gå i en hvilken som helst sendelse til udbredelse af den hellige katolske kirke, og de var kommet til Kanada for at være missionærer. Så fulgte de da huronerne over 100 mil mod vest langs Ottava-floden, en biflod til St. Lawrence. Ved 35 vandfald måtte kanoen bæres på skuldrene igennem krat eller over klipper; 50 gange trak de den ved tov over grundet vand og småfald. Missionærerne måtte vade og svømme, klæderne hang snart i laser og fødderne var blodige; men de råbte, at om det så var 20 gange, ville de gå døden i møde til ære for St. Josef.

De nåede huronernes land, byggede af råt tømmer et kapel, helliget St. Josef, og begyndte at synge morgen- og aftensange og holde højtidelige messer til forundring for de vilde. Brebeuf gik gennem indianernes byer, ringende med en lille klokke og indbydende krigerne til en samtale. De indianere, der omvendte sig, flyttede sammen, og snart stod der 2 små kristne huronbyer, St. Louis og St. Ignats. Da rygtet om denne huronermission nåede Frankrig, vakte den megen begejstring. Selve paven udtalte sin tilfredshed. Og flere jesuiter kom over. Halvhundrede missionærer virkede nu i egnen mellem Huron-søen og Ontario-søen.

Vejen fra Quebec til missionspladserne gik stadig ad Ottava-floden, ikke over Ontario-søen; thi langs sydsiden af denne sø og Erie-søen boede franskmændenes fjender irokeserne, også kendte under navnet »de 5 nationer« - en skræk for alle naboer, fordi de var krigerske og erobrelystne, og deres sammenhold gjorde dem uovervindelige. For 100 år siden havde en stor og vild høvding Hiawata lært de 5 nationer den kunst at slutte pagt og vinde styrke ved sammenhold. Ham mindedes irokeserne som den store ånds udkårne yndling og fortalte, at han var blevet taget op til himlen i en snehvid kano under toner af den dejligste musik.

Den af irokesernes 5 nationer, der boede østligst og nærmest Quebec, var mohawkerne. Det var dem, der spærrede franskmændene vejen til Ontario-søen; ja de strejfede helt hen til Ottava-flodens munding og lagde sig på lur efter de rejsende, der ad denne flod gik til eller fra missionspladserne. I 1642 var jesuiten Isak Jogues på rejse til Quebec med en del huronske ledsagere. Mohawkerne overfaldt selskabet. Jogues kunne have undsluppet, men der var blandt dem, der fangedes, omvendte indianere, som endnu ikke var døbte, og man skulle aldrig se en jesuitmissionær dække sig selv, når en sjæl efter hans mening kom i fare derved. Jogues slæbtes med de andre fanger til mohawkernes byer og måtte 3 gange løbe spidsrod. I dage og nætter sultede han; endelig kastede man et aks indiansk korn til ham; på de brede blade sad der nogle vanddråber; det var nok til at døbe 2 af hans medfanger med. Jogues blev løskøbt af hollænderne i Albany eller Fort Oranje, som det på den tid hed. Hollænderne var mohawkernes naboer på den kant og stod sig godt med dem.

Også en anden jesuit, fader Bressani, løskøbte hollænderne ved samme tid. Mohawkerne havde fanget ham, da han var på vejen til huronerne. Han var blevet slået, lemlæstet, drevet barfodet over stenede veje og gennem tjørnekrat, brændt, pint og såret; han havde set sine ledsagere blive kogt og spist. Franskmændene i Quebec søgte nu at få en fredstraktat med de 5 nationer, for at de skulle lade deres missionærer og handelsmænd fare i fred. Et stort møde blev holdt mellem franske officerer og irokesiske afsendinger. Man blev enige om at gøre skovstien jævn og floden rolig. Man ville »gemme tomahavken«. »Vi har kastet øksen så højt til vejrs« sagde mohawkerne »at ingen arm kan nå den og bringe den ned. Franskmændene skal sove på vore blødeste hynder ved den varme ild, der skal holdes brændende hele natten. Skyggerne af vore tapre, der er faldne i krigen, er sunket så dybt ned i jorden, at man aldrig vil kunne høre deres råb om hævn.«

Dette forsoningsmøde fandt sted i 1645. Og et par år efter skar mohawkerne hovedet af fader Jogues, der var kommet for at begynde en mission iblandt dem. Dermed var tomahavken taget op igen. Gang efter gang faldt irokeserne ind i huronernes land, og især kastede de sig over missionspladserne. Fader Daniel på stationen St. Josef måtte lade livet; men han havde dog fået tid til at dyppe sit tørklæde i vand og døbe en del nyomvendte ved at overstænke dem. Også nogle syge rundt i hytterne havde han fået døbt, medens irokeserne stormede ind over palisaderne, og først da han havde udtalt en almindelig syndsforladelse for alle, der, begærede den, havde han stillet sig foran kapellet og modtog dér de hylende irokesere med opfordringer til omvendelse og tro. Gennemboret af pile står han endnu og fortsætter sin tale, til et spyd giver ham dødsstødet. Fader Daniel havde holdt sin post til det sidste, og hans ordensbrødre sagde om ham, at han var blevet ledsaget ind i himlen af en æresvagt af sjæle, der var forløste fra skærsilden.

Også Brebeuf, stifteren af huronermissionen, som havde holdt ud i denne udørken på femtende år, fandt nu døden i 1649. Han var på stationen St. Louis, da den blev stormet af irokeserne. De skar hans underlæbe og næse af, satte tændte fakler til hans legeme, drev et gloende jern ned gennem hans svælg og skalperede ham, medens han endnu levede. Lallemand, en ordensbroder, der var hos ham, blev viklet ind i bark, der var fuld af harpiks; man stak ild på barken og lod ham pines i 17 timer. De røde bødler faldt i beundring over disse 2 mænds standhaftighed i døden.

Dersom nogen tror, at disse og flere andre blodbad tog modet fra de franske jesuiter, da tager han fejl. De havde korpsånd, disse missionærer. Hvor nogle faldt, trængte andre sig frem at udfylde deres plads. Den skønne forhåbning om et kristent huronerfolk var bristet; thi de huronere, som irokesernes indfald levnede i live, spredtes til forskellige kanter. Men jesuiterne satte nu selve irokesernes omvendelse som deres mål. Og virkelig lykkedes det en missionær i 1665 at få foden indenfor hos onondagaerne, en af de 5 nationer. Der byggedes et kapel, og det tegnede til, at der skulle bygges flere hos nabonationerne. En hel fransk koloni slog sig ned i onondagaernes land. Men et omslag i stemningen hos de indfødte nødte franskmændene til igen at forlade deres kapel og deres hytter. Franskmændene og de 5 nationer lå atter i krig, og da nu i 1664 hollændernes herredømme i Hudson-dalen fik en ende, så irokeserne blev henvist til englænderne alene for at få geværer og krudt og andre forsyninger, kom de i stærkere og stærkere afhængighed af de sammensluttede engelske kolonier i deres ryg. Franskmændene ville da i fremtiden ikke kunne gøre nogen fremgang på disse kanter; alliancen mellem englændere og irokesere stængede døren, og Frankrig havde ingen krigsmagt i Kanada, som var værd at nævne; dets eneste styrke var de tapre jesuitmissionærer.

Disse vender sig nu mod andre kanter for at udbrede den hellige kirkes ære og Frankrigs magt. Der er kommet handelsmænd tilbage til Quebec fra det fjerne vesten med hele flåder af kanoer, fulde af kostbart pelsværk og roede af flere hundrede indianere af fremmede stammer. Handelsmændene fortæller om nye store søer, de har fundet, og om talrige indianerstammer, hvis kanoer fra alle sider befarer søerne. Især udbreder de sig om de mægtige siouxer, der bor allerlængst borte ved enden af den inderste sø. Hvor handelsmænd kunne komme frem, måtte vel også missionærer kunne bane sig vej, og jesuiterne i Quebec udsendte ekspeditioner til vesten. Føreren for den første ekspedition faldt i mohawkernes baghold og omkom. Føreren for den anden blev borte i skoven. Så måtte en tredje afsted, og denne gang faldt loddet på Claude Allouez. Han afgik fra Quebec i august 1665 - tog den sædvanlige vej ad Ottava til nordsiden af Huron-søen og nåede snart det sted, hvor vandene fra Øvre-søen og Michigan-søen styrter sig ud i Huron ad en række småfald mellem skovklædte små øer. Han kom til Øvre-søen og så dens vandflade brede sig ud, så langt øjet kunne række; han fulgte dens sydlige kyst i sin kano - roede langs de overmalede sandstensklipper, der hæver sig 300 fod i vejret i de mærkeligste former - som bastioner, mure med tårne, afbrudte søjler, gamle ruiner.

Her på sydkysten af Øvre-søen fandt Allouez et blivende sted i chippewaernes by. Han rejste et kapel og lærte et kor af chippewaer at synge paternoster og Ave Maria. Rygtet om den hvide mand udbredte sig, og langvejs fra kom folk af mange forskellige stammer roende over søen eller vandrende på deres fod for at se ham og tale med ham. Her kom Sakker og Foxer og illinoiser fra egnene sydpå. Når Allouez fortalte, at han var en franskmand, og at franskmændene var irokesernes fjender, var det nok til at skaffe ham god modtagelse. Thi irokeserne var i den sidste tid, efter sejren over huronerne og efter at de havde skaffet sig ildvåben fra Albany, blevet aldeles overmodige, væltede sig på deres strejftog længere og længere mod vest og truede endogså landene vest for Michigan-søen. Men franskmændene skulle nu sende ildvåben hertil fra Quebec, forklarede Allouez; indianerne kunne betale med bæverskind. Muligvis ville franskmændene også sende dem krigsfolk til hjælp, og de nærgående irokesere skulle lære at forholde sig rolige.

Missionen ved Øvre-søen vandt fremgang. Flere missionærer kom til. Allouez besøgte søens yderste ende, hvor han talte med de barske krigere af sioux-stammen og hørte om deres hjemstavn vest for søen ved bredderne af »den store flod«, der løb mod syd. En af Allouez' medhjælpere og ordensbrødre, Marquette, besluttede at finde den af siouxerne omtalte store flod og følge dens løb. Fra Michigan-søen løb han og hans ledsagere i 2 birkebarkskanoer op ad Fox-floden, så langt de kunne komme. Så tog de kanoerne på skuldrene, bar dem over en lille højderyg og satte dem i Wisconsin. D. 10 juni 1673, da dette foregik, fortjener at anmærkes som den dag, da jesuitisk mission og fransk foretagelsesånd overskred grænsen for St. Lawrences flodbækken og tog fat på det vide og brede Mississippi-bækken. Ned ad Wisconsins brede strøm gled kanoerne vest efter. Marquette og hans ledsagere så hverken mennesker eller dyr. Dyb ensomhed og ængstelig tavshed herskede. Efter 7 dages rejse gled de ind i den store flod med en følelse af glæde, som ikke kunne udtrykkes. De lod sig føre af dens vande hen forbi store hvide sandbanker, hvor utallige vandfugle holdt til, - imellem små øer med vajende fjerbuske af tæt plantevækst, - hen langs majestætiske skove eller åbne uendelige sletter.

Efter mange dages rejse hørte de lyden af Missouris vande og kom til det sted, hvor de 2 vældige floder løber sammen og den ilsomme Missouri tager den roligere Mississippi hurtigere med til havet. 30 mil længere nede kom de forbi Ohios munding. Denne strøm havde sine kilder i irokesernes hjemstavn tæt syd for Erie- og Ontario-søen, og helt her nede ved dens munding boede stammer, som rystede ved at høre irokesernes navn og havde hørt om franskmændene som frelsens engle for alle dem, der truedes af de 5 nationer. Syd for Ohio blev sivene ved flodbredden så tætte og stærke, at end ikke bøflerne kunne bryde igennem dem. Insekterne begyndte at blive en plage. Kanoernes sejl måtte sættes op som telte mod julisolen. Nu var der ingen åbne sletter at se ind over - kun tæt skov med store tulipantræer. De er nu på det sted, hvor Soto - 132 år tidligere - første gang så Mississippi, og hvor ingen europæer har været siden hans dage.

Ved udløbet af Arkansas-floden traf de indianere, som havde skydevåben fra handel med spanierne i syden. Her kendte man intet hverken til franskmænd eller irokesere, og Marquette fandt det ikke rådeligt at følge floden længere. Han havde nu forvisset sig om, at den store flod var Soto´s Mississippi. Han vendte og gik op mod strømmen - atter forbi Ohio og Missouri, og lidt nord for dennes munding lagde han ind i Illinois-floden på østsiden og fulgte den så langt han kunne komme. En af illinoisernes høvdinger viste ham vej over vandskellet, til han kunne sætte sine kanoer i Chicago-floden og gennem den kom han ud i den sydlige ende af Michigan-søen og var snart i sikkerhed i de franske missionsstationer.

Marquettes arbejde som opdager blev fuldført af la Salle, en foretagsom pelsværkshandler, der af den franske konge var optaget i adelsstanden og havde fået overladt Fort Frontenac ved Lawrence-flodens udløb af Ontario-søen. Herfra sejlede han i 1678 i båd over Ontario og op ad Niagara til faldene, byggede her et skib på 60 tons - sejl og tovværk havde han ført med sig - og styrede ind i Erie-søen. Derfra gik han over Huron og rundt til Michigan-søens sydende. På Illinois-floden byggede han et stort skib under store vanskeligheder. Thi da det andet skib var blevet borte for ham, måtte la Salle med 3 ledsagere til fods begive sig til Fort Frontenac for at hente sejl og tovværk, uden anden føde, end hvad hans bøsse kunne skaffe ham. Og da han kom tilbage med forsyninger og med forstærkning af mandskab, fandt han den befæstede plads, hvor han havde efterladt sine folk, forladt. Først i 1682 lykkedes det la Salle at få et skib færdigt. Nu gik han ned ad Mississippi lige til dens udløb og plantede Frankrigs våben ved den mexikanske bugt. Derefter gik han samme vej tilbage. Overalt, hvor han fandt et passende sted, havde han langs floden rejst kendetegn på Frankrigs og kirkens herredømme. Landet, han således havde gennemsejlet, kaldte han Louisiana.

La Salle gik til Frankrig og fik Ludvig XIV til at udruste en større ekspedition, som skulle kolonisere Louisiana. 4 skibe med 280 kolonister under la Salles befaling gik i 1684 ud fra en fransk havn for at søge Mississippis munding. De fandt den ikke - kom alt for langt mod vest, og da de ville lægge ind i en bugt i Texas for at undersøge landet, strandede deres transportskib, som indeholdt forsyningerne til den vordende koloni. Ludvig XIV havde udstyret kolonien med en vis overdådighed; men nu lå alle herlighederne splittede i havet. La Salle fik reddet så meget, han kunne, og byggede af skibsvraget et fort, i hvis ly kolonisterne indrettede, sig boliger, medens la Salle gik på eventyr for at finde Mississippi. Han kom tilbage med klæderne i pjalter uden at have fundet floden. Kolonisterne døde i mængde, til sidst var kun 40 tilbage. Men la Salle fortvivlede endnu ikke. Han efterlod 20 mand i fortet og tog resten med sig for til fods at bryde sig vej til Kanada og hente forstærkning, som han ville føre ned til kolonien i Texas. Men la Salle var ikke kommet ret langt mod nord, før han blev skudt af sine ledsagere. De trak klæderne af hans lig og lod ham ligge til føde for de vilde dyr.

Det franske fort i Texas blev snart efter ødelagt af spanierne fra Mexiko. Således endte det første forsøg på at kolonisere Louisiana. 15 år senere i 1699 sendte den franske konge atter skibe over, og en koloni blev anlagt ved den mexikanske bugt et stykke øst for Mississippis munding. Dette anlæg havde dog ikke nogen videre fremgang. Med større kraft blev der taget fat, da det store Mississippi-kompagni blev dannet 1717. Det var John Law, en finansmand i Paris af skotsk fødsel, som fik dette handelsselskab dannet og forstod at bringe dets aktier i vejret. John Law lod det rygte udsprede, at der var store guldminer i Louisiana; indianere med tunge guldkæder om halsen førtes gennem Paris' gader; guldbarrer sendtes til mønten. Snart talte man i hele Frankrig ikke om andet end om guld fra Mississippi, og man strømmede til vekselmæglernes boder i Paris for at købe aktier i Mississippi-kompagniet. Kunderne stod i række for at komme til, og mange blev på pladsen natten igennem for at være i forreste række om morgenen. Aktierne steg til 20 gange deres pålydende værdi.

Dette aktieforetagende var et led i det store finansmaskineri, hvormed John Law som minister ville bringe Frankrigs kredit på fode, efter at Ludvig XIV var død og havde efterladt sine efterfølgere en gæld på 2000 millioner livres. Men få år efter var aktierne gået ned til 1/10 af deres pålydende værdi. Imidlertid var New Orleans anlagt i 1718 en snes mil ovenfor Mississippis munding. Pladsen opkaldtes efter hertugen af Orleans, Frankrigs regent under Ludvig XVs mindreårighed, og den var bestemt til at være hovedstaden i det ny rige, oplagsstedet for de kostbare handelsvarer, der snart skulle komme svømmende i massevis ned ad floden. Foreløbig blev det dog ved nogle telte og hytter, og efter 3 års forløb var pladsen endnu en skovørken, hvor 200 mennesker holdt livet i sig uden endnu at have samlet kraft til at rydde de tætte rørbregner, der omgav dem. Dog kom der efterhånden flere kolonister, og man kom i gang med at avle tobak, indigo, ris, silke. Kolonien skred jævnt fremad. New Orleans blev, om den end ikke svarede til grundlæggernes gyldne drømme, en anselig by.

Der var i Louisiana ikke tale om politiske rettigheder for kolonisterne. De styredes enevældigt, først af kompagniets, siden - da kompagniet trådte tilbage - at kongens embedsmænd. Religionsfrihed kendtes ikke. Kun katolikker tåltes i landet. Nærmest ved New Orleans boede natchez-indianerne. Franskmændene ville have land af dem, ja krævede endog, at de skulle afstå den plads, hvor deres soltempel stod, og hvor deres hellige ild altid holdtes brændende. På denne fordring svarede natchezerne med et pludseligt overfald i 1729, der kostede 200 franskmænd livet. Franskmændene hævnede sig med at splitte natchez-stammen ad.

Også med chikasaerne længere mod nord - de, der i sin tid havde budt Soto brådden - havde franskmændene hårde kampe, fordi deres fjendtligheder jævnlig afbrød forbindelsen mellem det nedre Louisiana og de franske anlæg ved Illinois-floden. Der samledes franske stridskræfter ikke blot fra New Orleans og fra Illinois men endog fra Quebec for at gøre det af med chikasaerne. Indianerne stod sig dog i krigen; man sagde, at de havde englændere til at lede deres bevægelser. I 1740 blev der sluttet fred. Men franskmændene kunne alligevel ikke fare trygt på den store flod forbi chikasaernes land. Ved midten af det attende århundrede er stillingen den, at de franske har sat sig godt fast ved udløbet af de 2 store floder, St. Lawrence og Mississippi, og at de hist og her langs søerne og floderne mellem disse 2 punkter har befæstede handelspladser og missionsstationer, fra hvilke de øver indflydelse på indianerne. Indbyggerantallet i de franske kolonier var ikke en tiendedel af de engelskes.

Når man følger Potomak - grænsefloden mellem Virginia og Maryland - op til dens kilder, kommer man ind imellem Alleghany-bjergenes lange geledder. Og overstiger man den sidste bjergryg, træffer man kildestrømmene til Monongahela, der flyder mod nord, til den falder i armene på Alleghany, der har sit udspring tæt syd for Erie-søen. Disse 2 floder iler næsten lige mod hinanden, og deres forenede strøm tager under navnet Ohio vejen mod vest og bugter sig hen mellem store frugtbare sletter, stadig voksende i størrelse ved tilstrømning af anselige floder fra begge sider, til den tilsidst udgyder sig i kæmpefloden Mississippi. Ohio fører til Mississippi alt vandafløb fra det brede stykke land mellem Alleghany-bjergene og de store søer.

Ved midten af det attende århundrede begyndte den engelske kolonisation at stikke sine følehorn over bjergene. Et selskab af foretagsomme mænd i Virginia og Maryland, det såkaldte Ohio-Kompagni, fik kongeligt patent på et stykke land ved Ohio. Kompagniet sendte en ekspedition ud på undersøgelse. Den fandt, at landet var fladt og frugtbart, - at det bar vældige valnøddetræer, ahorn, kirsebærtræer og asketræer. Der var fuldt af små vandløb, og engene omkring dem var dækkede af vild rug, græs og hvid kløver. Der vrimlede al kalkuner, krondyr, elsdyr og bøfler. Intet manglede for at gøre dette til et rigt land undtagen dyrkning.

Franskmændene, som havde gjort sig til herrer over Mississippi, fordrede også herredømmet på alle dens bifloder. Og da de hørte om Ohio-Kompagniets planer, gravede de en blyplade ned under en eg ved Ohios bred med den indskrift, at fra den fjerneste klippe, hvorfra der løb vand mod Ohio, tilhørte landet Frankrig. Dette ville altså sige, at englænderne skulle nøjes med den forholdsvis smalle strækning mellem Alleghany-bjergene og havet, hvor de hidtil havde bygget. De skulle afspærres fra det store vesten. Dette var dog englænderne ikke til sinds at finde sig i, så meget mindre som deres koloniers landområde efter dokumenterne ved deres oprettelse gik lige ud til Det Stille Hav. Det mentes måske ikke så bogstaveligt; men i hvert fald var ingen vestgrænse bestemt for kolonierne, og det skulle ikke lykkes en klat franskmænd at bestemme denne grænse efter deres tykke. Der måtte komme en kamp om Ohio-dalen, og kampen ville blive en afgørelse af, om Nordamerikas fastland skulle tilhøre England eller Frankrig, protestantismen eller katolicismen.

Allerede i over halvhundrede år havde bøsserne jævnlig knaldet på grænserne mellem Ny England og Kanada. Her herskede i grunden en vedvarende krigstilstand; men især blussede dog fejderne op i sådanne tider, da England og Frankrig førte krig med hinanden hjemme i Europa, hvilket i disse åringer jævnlig var tilfældet. Der kunne skrives adskillige rystende beretninger om disse grænsefejder - om blodige overfald på fredelige nybygder af indianere, som franske jesuiter havde ophidset, og som førtes af franske officerer, - også om grusomheder øvede af irokeserne, englændernes venner, overfor de franske. Undertiden var der sendt krigsflåder fra England og hele små felttog var foretaget mod Kanada. Men alle disse krigsbegivenheder i norden havde været væsentlig resultatløse. De havde kun næret et bittert had mellem franskmænd og englændere i Amerika. Først da kampen kommer til at stå om Ohio-dalen, nærmer sig det afgørende sammenstød mellem de 2 magter.

I sommeren 1753 fik Ohio-Kompagniet anlagt en lille nybygd ved Monongahelas kilder. Men straks kommer franskmændene i bevægelse. Fra Kanada sendes 1200 mand over Erie-søen, og i løbet af samme sommer anlægges hele 3 franske forter syd for søen ned langs Alleghany-dalen. Det var åbenbart meningen at fortsætte fortrækken sydpå, så at der langs floderne Alleghany og Monongahela blev en forsvarsgrænse fra søen til bjergene - en bom for englændernes indtrængen i Ohio-dalen ad denne åbne vej.

Virginias guvernør havde fået befaling af kongen til kraftig at hævde Englands ret til landet hinsides bjergene og forstyrre alle forter, franskmændene måtte finde på at anlægge i Ohio-dalen. Han måtte nu altså se, hvad han kunne udrette med Virginias landeværn. Men sommeren var gået, så man måtte give tid til næste forår. Imidlertid ville guvernøren gerne have en pålidelig mand afsted allerede i dette efterår med bud til den øverstbefalende for de franske tropper, om han ville behage at rømme forterne. Naturligvis ventede han ikke, at opfordringen skulle blive taget til følge. Men sendebudet kunne, hvis han var en snild mand, benytte lejligheden til at se lidt på de franske forter og skaffe sig underretning om fjendens styrke; desuden kunne han på vejen snakke lidt med indianerne i den øvre Ohio-dal, hvis hidtidige venskab med englænderne var blevet gjort usikkert ved de franskes optræden i egnen. Til denne sendelse vidste guvernøren ingen bedre end en ung 21årig major ved Virginias landeværn George Washington.

Han havde fra sit 16de år ligget og målt land op i Alleghany-bjergene, hvor en bunke tørre blade ved en antændt ild havde været hans seng, og hvor han havde været sin egen kok med intet andet spid end en tveget gren og intet andet fad end en stor træspån. Han var vant til at gå ind til indianerne i deres vigvammer og gøre sig forståelig for dem. Hen imod jul 1753 red Washington med en lille eskorte over de snelagte Alleghany-bjerge, og 3 måneder efter kom han tilbage til fods med en randsel på nakken, en bøsse i hånden, et kompas til vejviser og med en eneste ledsager, efter at have oplevet sådanne ting som at overnatte under åben himmel i frostvejr med gennemblødt tøj efter en ufrivillig dukkert i Alleghany-floden. Han bragte med sig nogle rids, han i en fart havde taget af de franske forter samt det svar fra den franske øverstbefalende, at han var, hvor han var, efter sin generals ordre og havde i sinde at gribe enhver englænder, han traf i Ohio-dalen.

Washington havde på sin vej lagt mærke til det sted, hvor Monongahela og Alleghany løber sammen. Han havde straks set, hvilken militær betydning det ville have at sikre sig og befæste dette punkt, inden franskmændene endnu var trængt frem dertil. Og efter hans anvisning sendte Ohio-Kompagniet så tidligt i foråret 1754, som det kunne lade sig gøre, en styrke ud at bygge et fort ved flodernes sammenløb, hvor byen Pittsburg nu ligger. De var kun 33 mand derude, og Washington blev i april sat i spidsen for 150 temmelig uregerlige landeværnsmænd, med hvilke han skulle skynde sig til deres undsætning. Men inden han endnu var kommet over bjergene, hørte han, at de franske var kommet og havde taget de 33 mand tilfange og selv givet sig til at opføre et fort ved flodernes sammenløb, og fortet skulle hedde Duquesne efter Kanadas guvernør.

Washington fortsatte uforknyt sin march, og da han nærmede sig Fort Duquesne, meldte de udsendte indianske spejdere ham, at en fransk afdeling var på færde og snusede i omegnen. Washington byggede da i hast en forskansning, ryddede buskene omkring den og holdt sig rede til kamp. Men næste dags aften kom et ilbud fra en indiansk høvding, som meldte, at den franske styrke lå lejret et sted i nærheden. Washington brød straks op fra den befæstede lejr med 40 mand. Natten var bælgmørk, og det skylregnede, medens denne lille styrke i indianerlinie, mand efter mand, listede sig igennem skoven hen til en skjult plads imellem klipper, hvor de pludselig stod over den franske patrulje, der alarmeredes og løb til geværerne. Øjeblikkelig kommanderer Washington »fyr« og giver selv eksemplet ved at skyde sin bøsse af. Kampen varer ikke mange minutter. Da 9 franskmænd var skudt ned, overgav resten sig, 21 i tal. Således var begyndelsen til Englands og Frankrigs sidste og afgørende krig i Amerika, den franske og indianske krig, som amerikanerne kalder den. Washington, der havde begyndt kækt og rask, fik ikke den undsætning, han havde ventet. Han blev indesluttet i sin forskansning af 600 franskmænd og 100 indianere, og det lykkedes disse at sætte sig fast et sted, hvorfra de i dækning bag store træer kunne fyre ned bag palisaderne. Efter 9 timers skydefægtning var 30 engelskmænd og kun 3 franskmænd faldne. Da kapitulerede Washington og fik lov at føre sine folk hjem med våben og oppakning.

Næste forår i 1755 kom nogle engelske regimenter under general Braddock til Virginia for at gøre alvor af sagen og drive franskmændene fra Fort Duquesne. Washington blev ansat som adjudant ved hæren, og flere amerikanske korps mødte under fanen. Braddock lod sine officerer give dem en overhaling i eksercits, men det bed ikke ret på dem, og generalen ventede sig ikke meget af dem i krigen. Han stolede på sine regulære tropper, og da han vidste, at franskmændene i Fort Duquesne var få og for en stor del måtte forlade sig på indianernes hjælp, følte han sig fjenden meget overlegen. Indianernes bander kunne ikke være farlige for øvede og vel disciplinerede tropper! Det hele ville blive en marchtur. Det trak hen på sommeren, før hæren kom afsted. »Braddock længes ikke efter at blive skalperet« sagde folk i England. Imidlertid fik Fort Duquesne forstærkning. »Vi får mere at bestille« sagde Washington »end at gå op og ned ad bakkerne.« D. 9 juli var hæren efter besværlige marcher over bjergene nået frem til Monongahela. Denne dags morgen skinnede solen på soldaternes uniformer og blinkede i deres vel pudsede våben, medens de i streng militær orden og med fuld musik rykkede frem langs floden. Det var et prægtigt syn; men forresten var soldaterne forkomne og syge i hjertet af anstrengelse og usund kost. Pludselig høres skydning forude, og den lange marchkolonne standser. Lidt efter smælder det fra begge sider ind i kolonnen. Ingen fjende var at se. På hver side af vejen var en slugt overgroet med tæt krat, hvorfra glimtene kom og røgsøjlerne steg op. Det var en styrke på 230 franskmænd fra Fort Duquesne og 637 vilde, der havde valgt dette sted til et baghold. Medens franskmændene holdt fronten, angreb indianerne begge flanker fra slugterne.

Det pludselige i angrebet bragte de engelske tropper i forvirring; de trykkede sig ind på hinanden, fyrede i blinde og skød undertiden deres egne kammerater. Virginiajægerne alene beholdt åndsnærværelsen; de valgte sig hver sit træ og tog kampen op med indianerne på disses egen måde. Englænderne led et fuldstændigt nederlag. Deres officerer viste i den 2 timers kamp stor tapperhed og søgte ved alle mulige midler at få deres folk til at følge dem mod fjenden; men soldaterne, der ikke hørte til Englands bedste tropper, svigtede deres førere. Da de fleste af officererne var faldne, og general Braddock havde fået en kugle gennem lungerne, måtte Washington, der, medens han galopperede om på adjudanttjeneste, havde fået 2 heste skudt under sig, tage sig på at lede tilbagetoget eller rettere dække flugten. Af 2000 mand blev omtrent 800 på pladsen som døde og sårede. General Braddock blev båret bort med de flygtende. Han var ved bevidsthed, men sagde ikke et ord. Først natten efter hørte man ham sige: Hvem skulle have tænkt det! Han døde 4 dage efter slaget. Foreløbig havde de franske hævdet besiddelsen af Ohio-dalen, og i et par år vajede deres fane uforstyrret over Fort Duquesne. Imidlertid vil vi betragte en af krigens andre skuepladser.

Bjerglandet nord for New York er gennemskåret fra nord til syd af en lang snæver indsænkning, hvis sydlige halvdel danner lejet for Hudson-floden, medens den nordlige optages af den 24 mil lange og meget smalle Champlain-sø og dens afløb til Lawrence-floden. Denne sø er opkaldt efter Quebecs grundlægger Samuel Champlain, som opdagede den og besejlede den nordfra netop samme sommer som Henry Hudson opdagede sin flod og sejlede 30 mile op ad den. De 2 europæere anede naturligvis ikke, at de kunne have mødt hinanden, hvis hver havde fortsat sin vej nogle få mile. Dersom man på den tid, da den »franske og indianske krig« udbrød, sejlede fra New York op ad den brede og mægtige Hudson, ville man se bjergskrænterne omkring den bedækkede af tætte, grønne skove helt ned til flodbredden. Hist og her ville der dog ses en ryddet plads om nogle huse, og man ville komme forbi ensomme gårde, hvis ejermænd gjorde fordring på kvadratmile som deres arvelod. Således ville det blive ved til man nåede byen Albany. Dér var der, at Hudson-floden vendte; længere kan store skibe ikke gå, og denne by var kolonisationens yderste plads. Dér tog irokeserne til købstad, når de skulle forsynes med krudt eller andre europæiske varer.

Men Albany lå noget udsat. Thi franskmændene beherskede Champlain-søen og havde opført et stærkt fort på Crown Point, en pynt på søens vestkyst ikke langt fra sydenden. Derfra kunne de nu, da der var krig, snart bryde frem og overvælde Albany. Med det samme ville hele Hudson-floden være i deres vold, og de havde da afbrudt forbindelsen mellem de engelske kolonier i nord og syd. Der var fare på færde. Thi var franskmændene ikke mange, så havde de den fordel at være under een samlet styrelse, hvilket under krigsforhold måtte give deres handlinger kraft. De engelske kolonier derimod varetog hver deres sager og manglede al centralstyrelse. Der trængtes til overordentlige forsvarsforanstaltninger; men hvem skulle sætte dem i værk og hvem betale dem? Den enkelte koloni kunne ikke ofre sig for de samlede koloniers vel. Følgen var, at der intet blev gjort.

Kunne ingen andre se faren, så kunne irokeserne. De skammede sig over deres allieredes slaphed og nølevornhed, og begyndte de først at mistvivle om englændernes overlegenhed, ville de rimeligvis skynde sig at skifte parti og tilbyde franskmændene alliance. Så samledes da på den engelske regerings opfordring i juni 1754 afsendinger fra alle kolonier nord for Potomak til en kongres i Albany, hvor man også havde sat irokesernes betroede mænd stævne. De indfandt sig lidt trevent, og en af dem, den store mohawk-høvding Hendrick med den klare stemme og de lynende øjne sagde til kongressen: »Se de franske; de er mænd, de bygger forter overalt. Men, vi skammer os ved at sige det, i er som kvinder og har ingen fæstningsværker. Der er kun eet skridt fra Kanada her hen, og snart kan franskmændene komme og smide eder ud.« Kongressen lovede irokeserne, at der skulle blive taget fat. Den var netop kommet sammen for at enes om forsvarsforanstaltninger.

Men hvad der gør denne kongres i Albany særlig mindeværdig er, at den ikke nøjedes med at træffe foranstaltninger overfor den øjeblikkelige fare. Da man havde fornyet forbundet med indianerne og aftalt, hvilke udrustninger der skulle foretages, gav man sig til at tale om, hvorledes man skulle få istand en vedvarende politisk sammenslutning af alle kolonierne, så de tilsammen kunne danne en stærk magt mod franskmændene og indianerne. En af de delegerede for Pennsylvania, Benjamin Franklin, havde i forvejen udtænkt en plan til en sådan forbundsforfatning, og man bad ham da om at skrive den op og fremlægge sit udkast.

Benjamin Franklin, der således blev kongressens første mand, var dengang 48 år gammel. Han boede i Philadelfia, hvortil han var kommet med een dollar i i lommen, 17 år gammel, fra sin fødeby Boston. Derhjemme havde han nemlig gjort sig umyndig ved som bogtrykkerdreng at skrive en bladartikel om fromme slyngler som de værste af alle slyngler. Sligt var ikke at spøge med i Boston, hvor præsterne havde stor magt, og hvor man endnu for 30 år siden havde hængt folk for trolddom. I Philadelfia havde kvækerne, da Franklin kom dertil, endnu overtaget i befolkningen. Han sluttede sig ikke til deres sekt, men kom godt ud af det med dem. Ved at spinke og spare både på tid og penge og ved i det hele at være godt om sig, havde Franklin arbejdet sig op som bogtrykker. Han havde vundet navn som forfatter, agtelse som borger og berømmelse som forsker. Da han rejste til kongressen i Albany var det 2 år siden, han havde »revet lynet fra himlen« ved med en papirsdrage og et stykke sejlgarn at vise, at lynet var en elektrisk gnist og således muliggøre lynaflederen. Nu gjorde han, ved at vise kolonierne i Amerika vej til enighed, et skridt til at rive »sceptret fra tyrannerne«, uden at dog han eller nogen i mindste måde tænkte på uafhængighed af Englands krone i nogen nær fremtid.

Franklins forslag gik ud på, at der skulle indrettes en forbundsregering i Philadelfia bestående af en generalguvernør, udnævnt og lønnet af kongen, og et råd på 48 medlemmer, valgte på 3 år af koloniernes lovgivende forsamlinger, med myndighed til at erklære, krig og slutte fred, ordne handelsanliggender, udskrive fornødne skatter og i det hele tage sig af koloniernes fælles sager, enhver koloni skulle beholde sin hjemlige forfatning og være uafhængig i sine indre affærer. Dette forslag fandt almindelig tilslutning på kongressen og medlemmerne tog afskrifter med sig hjem for at forelægge det for de forskellige lovgivende forsamlinger. Det blev dog forkastet både af kolonierne, som var bange for, at en stærk centralmagt skulle blive generende, og af regeringen i England, som frygtede, at en sådan politisk sammenslutning ville føre til løsrivelse fra moderlandet. Planen døde altså i fødselen for denne sinde. Men vejen var vist. Tanken om en amerikansk fællesregering lå fra nu af og modnedes i sindene.

Førte forhandlingerne i Albany i 1754 end ikke til nogen politisk sammenslutning, så bragte de dog nogen gænge i koloniernes militære foranstaltninger. I sommeren 1755 byggedes Fort Edward ved vandskellet mellem Hudson-dalen og Champlain-dalen. Og da en fransk-indiansk styrke kom for at angribe fortet, traf den på en fremskudt afdeling landeværnsmænd fra Ny England, især fra Connecticut og Massachusetts, der lå bag væltede vogne og sammenstablede ransler og vedligeholdt i 5 timer en levende skarpskytteild. Så sprang de over de lette forskansninger og jog de franskmænd, der endnu holdt stand, på flugt. Englænderne beholdt altså Fort Edward som lås og slå for Hudson-dalen. Men på den anden side mislykkedes deres forsøg på at tage Crown Point. Franskmændene satte sig stærkere og stærkere fast ved Champlain-søen, og et engelsk fort, der byggedes nord for vandskellet, blev taget og sløjfet.

Også andre foretagender mislykkedes for kolonisterne, og i England ærgrede man sig meget over den sløje måde, krigen førtes på, både i Amerika og andensteds. England var nemlig blevet indviklet i den europæiske krig, der kaldes Syvårskrigen (1756-63), naturligvis på modsat side af Frankrig. Og de engelske våbens uheld eller uvirksomhed i de første 2 år af denne krig fremkaldte en sådan misfornøjelse, at et ministerskifte blev nødvendigt. William Pitt (den ældre) kom til roret i 1757, og hans politik gik ud på tilintetgørelsen af Frankrigs magt i Amerika, erobringen af dets besiddelser. Han sendte da en flåde over med 12,000 mand tropper. Samtidig bad han kolonierne strenge sig an til det yderste med at stille mandskab. Udgifterne skulle siden blive dækkede af den engelske statskasse, og deres landeværnsofficerer skulle for fremtiden have samme rang som engelske linieofficerer. Amerikanerne havde en ubegrænset tillid til Pitt, ikke mindst fordi han var en mand af folket, og hans opfordring førte til, at der stilledes 22,000 mand.

Nu var det kun et tidsspørgsmål, hvornår den franske magt i Nordamerika skulle falde. Thi England havde vundet fuldstændig overlegenhed over Frankrig til søs. Frankrig var altså afskåret fra at sende sine kolonier nogen større hjælpehær, og i hele det franske Nordamerika var der næppe 100,000 hvide indbyggere. De 3 år krigen i Amerika endnu varer, nemlig i 1758-59-60, er derfor også en næsten uafbrudt tragedie for de tapre franskmænd. Først falder i 1758 den stærke fæstning Louisburg på øen Cape Breton, franskmændenes stærkeste plads næst Quebec, - den, hvorfra de beherskede både indsejlingen til Lawrence-bugten og fiskerierne på New Foundlands-banken. Samme år falder Fort Duquesne ved Ohio. General Forbes, der var sendt ud mod dette fort, havde først haft uheld. En fremsendt afdeling af hans folk var slået af franskmændene, og et krigsråd var stemt for at vende om. Da hørte man af nogle fanger, at Fort Duquesne var så svagt besat, at der ikke kunne være tale om alvorlig modstand. Nu blev Washington sendt frem med 2000 virginske landeværnsmænd, der hørte til general Forbes' hærstyrke. Da de nærmede sig, stak den svage franske besætning ild på fortet og flygtede ned ad Ohio. Washington hejsede det engelske flag over de rygende ruiner og forandrede pladsens navn til Pittsburg til ære for den statsmand, der havde lagt kraft i krigsførelsen. - de andre små franske forter op mod Erie-søen rømmedes ligeledes i en fart.

Erobringen af Louisburg og Fort Duquesne var 2 store sejre for de engelske våben. En tredje sejr havde de håbet at vinde samme år, idet general Abercrombie var rykket mod Ticonderoga, et nyt fort, franskmændene havde bygget ved Champlain-søen, med 6000 mand engelske tropper og 9000 landeværnsmænd, den største hærstyrke, der endnu var trukket igennem Amerikas skove. Men angrebet blev afvist af Kanadas guvernør, den kække og kraftige Montcalm. Dog - næste år i 1759 faldt både Ticonderoga og Crown Point uden sværdslag. Thi Montcalm havde kun kunnet efterlade ganske svage besætninger her ved Champlain-søen, medens han havde måttet skynde sig hjem til Quebec, hvor han nu skulle hjemsøges som bjørnen i sin hule, og hvor han derfor måtte skrabe så megen krigsmagt sammen som muligt af den smule, han havde.

22 engelske linieskibe og en transportflåde med 8000 mand under general Wolfe kom op til Quebec, som belejredes i halvtredje måned, uden at angriberne kom den nærmere; thi fæstningen lå på en klippe i hjørnet mellem St. Lawrence og en af dens nordlige bifloder, og den syntes næsten uindtagelig. Dog lykkedes det på en eller anden måde Wolfe og hans tropper at komme op på de såkaldte Abrahams sletter oven over skrænterne vest for byen. Og det hidsige slag, her stod, endte med, at franskmændene måtte flygte ind bag fæstningens mure. Begge førerne havde fået deres bekomst i slaget. Wolfe døde efter at have set franskmændene flygte, og Montcalm, der gjorde hvad han kunne for at standse sine folks flugt, kom tilbage til fæstningen med 2 sår. »Døden er uundgåelig« sagde lægen, »de har kun 10-12 timer tilbage.« »Det glæder mig« svarede Montcalm; »Jeg skal altså ikke leve og se Quebecs overgivelse.« Efter at engelskmændene havde fået Abrahams sletter i deres magt, kunne fæstningen ikke holdes, og den overgav sig d. 18 september 1759.

Quebecs overgivelse afgjorde krigen. Resten af den franske krigsstyrke samledes ganske vist i Montreal, en befæstet plads højere oppe ad St. Lawrence, midt imellem Quebec og Ontario-søen. Og herfra gjordes næste år et forsøg på at tage Quebec tilbage. Men Pitt havde været forudseende og sendt en flåde over til dækning for byen. I høsten 1760 overgav Montreal sig og dermed hele Kanada. Den formelle fredsslutning fulgte dog først ved freden i Paris i 1763. Frankrig beholdt ikke mere i Amerika end ret til at deltage i fiskeriet under New Foundland og de 2 små øer, St. Pierre og Michelon, som tilholdssted for dets fiskere. Ellers tog England Kanada og alt landet lige til Mississippi. Hvad der lå vest for Mississippi blev - heri indbefattet byen New Orleans - under navnet Louisiana overdraget Spanien som erstatning for Florida, der nu for en kort tid kom til at høre under England.

De franske havde rømmet alle deres forter langs de store søer og Mississippi, og englænderne havde taget dem i besiddelse. Men denne pludselige indrykken af en ny magt under en anden fane gav indianerne i vesten en følelse af, at deres land med det samme blev taget i besiddelse. Franskmændene var kommet efterhånden, og havde optrådt som indianernes venner og kammerater, og havde vundet dem ved opofrende missionstjeneste. Nu kom englænderne som bydende herrer, jagede de katolske præster bort og begyndte at sælge rom, som hidtil havde været en forbudt vare. Men endnu havde de ikke landet. Hvad betød et lille træfort hist og her med en palisade-indhegning, en fændrik, en korporal og 12-14 mand, midt i ensomheden mange mile fra det nærmeste nabofort - hvad havde det at betyde i dette uendelige skovøde, dersom de talrige indianerstammer blev enige om at rejse sig?

Og de blev enige. Et blodigt bælte sendtes rundt, og alle stammerne mellem Alleghany-bjergene, Mississippi og de store søer rejste sig i 1763 for at dræbe englænderne i vesten. »Englænderne vil gøre os til slaver« sagde de; »det er bedre, at vi nu slår et slag for vor frihed, end at vente, til de bliver bedre befæstet.« En høvding fortalte, at den store ånd havde vist sig for ham og sagt: »Jeg er livets herre; det er mig, der har skabt alle mennesker og våger over dem. Derfor advarer jeg eder, at dersom i tåler englænderne iblandt eder, vil deres sygdomme og deres gift ødelægge eder ganske, og i må alle dø.« Hovedet for sammensværgelsen var Pontiac, høvding for ottavaernes stamme, en vældig kriger og stor taler, æret og anset blandt rødhuderne vidt og bredt. Indianerne overfaldt 9 engelske garnisoner på een dag; de dræbte over 100 handelsmænd i skovene, skalperede dem, drak deres udstrømmende blod og lemlæstede deres lig. De gik over bjergene og udbredte død og ødelæggelse i det vestlige Virginia. Flere hundrede familier flygtede fra hus og hjem. Udenfor et af de større engelske forter løb indianerne og spillede bold. Kommandanten stod med en af sine løjtnanter og så på legen. Til sidst kastedes bolden hen i fortets åbne port, og indianerne løb efter den, greb de 2 officerer og brød ind.

Detroit mellem Erie- og Huron-søen var det stærkeste fort i vesten. Det havde Pontiac personlig påtaget sig at overrumple. Han havde alt rede. Men aftenen før det skulle gå løs, kom en indianerkone ind i fortet og bragte kommandanten, major Gladwin, et par mokkasiner af elsdyrskind, han havde bestilt. Majoren syntes godt om mokkasinerne og bad konen sy nok et par til ham. Da blev hun ulykkelig. Majoren mærkede, at hun ikke kunne bekvemme sig til at give noget løfte. Han anede uråd, trængte ind på hende og fik underretning om den påtænkte overrumpling. Nu var Pontiacs plan altså strandet, og der var ikke andet for end at indeslutte og udhungre fortet. Man fik nu det særsyn at se: indianere, der lå og udførte en belejring. Dog holdt de ikke længe ud til et sådant tålmodighedsarbejde. Pontiac kunne ikke hindre sine folk i at desertere een efter een. Han måtte opgive belejringen.

Heller ikke de forskellige stammer i sammensværgelsen kunne han i længden holde sammen. Der kom skinsyge imellem dem. Og da general Bradstreet i høsten 1764 kom med over 1000 mand og gav indianerne valget mellem at slås eller at slutte en overenskomst, valgte de allerfleste stammer det sidste. De afskedigede deres gamle ubøjelige høvdinger, og de unge tog englænderne i hånden som brødre. I generalens telt sad de og holdt fredskongres. Det blev skrevet op, at deres land skulle stå under den engelske konge; han skulle beskytte dem, og de skulle hjælpe hans tropper i krig og tage godt imod hans undersåtter, der kom og nedsatte sig iblandt dem. Høvdingerne satte deres bomærker under, og pagten var sluttet.

Men Pontiacs odder kom ikke til at stå under traktaten. Han havde trukket sig tilbage til illunoisernes jagtgrunde og prøvede her at få en ny sammensværgelse i stand. Men de indianske snigmordere, som englænderne havde sendt ud efter ham, ramte ham her. Pontiac havde udvist store evner som styrer. Han havde endogså oprettet en bank. Hans sedler var barkstykker, hvorpå var tegnet den ting, han købte, og en odder, hans bomærke. Disse sedler var god betaling overalt, hvor han kom frem blandt de vilde; man vidste, at de altid blev punktlig honorerede. Da Pontiacs krig var endt, kunne de engelske udflyttere begynde at søge sig boliger hinsides bjergene. Dristige jægere krydsede landet fra Carolina til Mississippi. Andre gik ned fra Pittsburg ad Ohio på opdagelse. Og i Tennessee-dalen dyrkede allerede en hoben udvandrere fra Nord Carolina deres majs. En af dem, der i en kano gik ned ad Ohio og ind i dens bifloder og satte mærke i træerne, hvor han fandt den bedste jord, var George Washington. 26 år gammel var Washington efter Fort Duquesnes erobring kommet hjem fra krigen og havde hængt sin kårde op på Mount Vernon.

Mount Vernon var et herresæde ved Potomak, som ved en ældre broders død var blevet Washingtons ejendom, så han ikke som tidligere behøvede at ernære sig ved landmåling. Han var en rig mand og blev det endnu mere, idet han straks efter krigen ægtede en rig og smuk ung enke, et af de bedste partier i Virginia. Det var lykkelige dage for Washington. De officerer, der havde tjent under ham, havde taget en smuk og hædrende afsked med ham og udtrykt deres sorg over at miste en så udmærket fører. Hans landsmænd nævnte ham med berømmelse som den, der havde sikret landegrænsen, og han blev straks efter krigen hædret med valg til den lovgivende forsamling. Her rejste formanden sig efter husets beslutning og takkede ham i Virginias navn for hans tjenester mod landet. Den unge mand, der aldeles ikke var forberedt på dette, stod op for at svare, men kunne ikke finde på, hvad han skulle sige. »Sæt dem ned« sagde formanden; »Deres beskedenhed er lige så stor som deres tapperhed, og det overgår mit sprogs evne at tolke dem.«

Denne offentlige tak var ikke ufortjent. Stillingen som overbefalingsmand over Virginias landeværn, som Washington havde modtaget lige efter general Braddocks ulykkelige affære i 1755, havde været meget vanskelig. I de 3 år, der hengik, inden man atter gik mod de franske forter ved Ohio og erobrede dem, var indianerne stadig på færde langs vestgrænsen. Virginias grænse er næsten 100 mile lang. Og til at forsvare denne strækning mod en fjende, som aldrig var til at få ordentligt ram på, men som forsvandt mod vesten, når man angreb ham, havde man givet Washington 1500 mand. Det blev en marcheren frem og tilbage under stadig ny strabadser. Og da der ikke fandtes noget reglement eller nogen militær straffelov, var der evindelige vanskeligheder både med folkene og med de civile myndigheder, Washington kom i berøring med angående folkenes forsyning. Det havde været en skole i tålmodighed, og da Washington kom hjem efter krigen, mærkedes det, at han var blevet mindre ungdommelig og mere alvorlig.

I 15 år lever nu Washington rolig på sin gård, tilser plantagerne, indfører landøkonomiske forbedringer, går på jagt - ikke blot efter vildt men også efter gode jorder hinsides bjergene - og holder store selskaber for det virginske aristokrati. Han deltager også i provinsens offentlige liv som medlem af den lovgivende forsamling, der hvert år samledes i hovedstaden Williamsburg, og hvor han øvede stor indflydelse, skønt han ikke var veltalende. Han sagde sin mening roligt og bestemt, blandede sig aldrig i hidsige debatter og undgik al personlig strid.

Iøvrigt havde en virginsk herremand ikke meget med denne »hovedstad« at gøre. Den havde kun et par tusinde indbyggere. Der fandtes i Virginia ingen bybefolkning, der betød noget. Det var mest den engelske landadel, der havde taget dette land i besiddelse og sad hver på sin gård langs de store floder, der parallelt gennemløb landet, og hvor skibe fra England kunne løbe lige op til hver herremands ladeplads. Man havde i Virginia London til købstad. Dertil sendte man direkte sin tobak og sit korn, og derfra fik man hvad man behøvede af finere fabriksvarer, modesager og luksusgenstande. Washington sendte f.eks. 2 gange om året en liste til sin kommissionær i London over de ting, han ønskede tilsendt. Disse lister, der gik tilbage med varerne, har man fundet blandt hans papirer. Her er en prøve: »Buster af Alexander, af Julius Cæsar, af den svenske konge Karl XII og kongen af Preussen ... i mindre størrelse prins Eugens buste og hertugen af Mariboroughs ... en stor chester ost ... 2 dusin spillekort ... en sort maske…6 lommetørklæder, små og meget fine. 3 fine elfenbens kamme. 6 småbøger til børn, som skal begynde at læse…for 10 kroner legetøj ...«

Således levede de virginske plantageejere som rigtige friherrer, styrede som småkonger deres skarer af hvide og sorte arbejdere, morede sig med jagt og smukke heste og væddeløb, viste gæstfrihed i stor stil, var muntre og levelystne - i hele deres levesæt en modsætning til de dystre puritanere i Ny England. . Som vi véd, nedstammede de for en stor del - og for Washingtons vedkommende var det tilfælde fra »kavalerer«, kongeligsindede adelsmænd, der var flygtet fra England i republikkens tid. De var kongemagten og den engelske kirke og i det hele taget »gammel England« hengivne. Men de glemte heller ikke, at der var noget, der hed en englænders rettigheder, og at de tillige nedstammede fra de stolte baroner, der i endnu ældre dage havde aftvunget Johan uden Land det berømte frihedsbrev Magna Charta. Og da den tid kommer, da der bliver tale om at forsvare kolonierne mod Englands uretfærdighed, da er mange af disse herremænd rede til at stige til hest og trække kården for deres friheder og rettigheder. Og den tid nærmer sig nu.

England trak mange penge hjem fra de amerikanske kolonier. Vi erindrer skibsfartsforordningen af 1660, der tvang kolonierne til at handle med England alene. Som yderligere prøve på Englands kolonialpolitik skal meddeles følgende.

Amerika havde rigeligt af jern, og man havde derfor udelukket dette produkt fra det engelske marked ved en told på råt jern. Forarbejdet jern kunne toldfrit indføres, og snart mærkedes det, at sømsmedene i kolonierne kunne levere store søm og spiger billigere end de engelske. Der blev da i 1750 indgivet det lovforslag i parlamentet, at det skulle være smedene i Amerika forbudt at oprette møller til at valse og kløve jernet, eller pladesmedjer, hvor der skulle bruges svanshammer, eller ovne til at hærde stål. Til gengæld skulle det rå jern for fremtiden kunne indføres toldfrit. Denne sidste del af lovforslaget vakte stor ængstelse i England, først og fremmest naturligvis hos ejerne af jernminer, dernæst hos landejerne, der frygtede, at deres skove ville synke i værdi, når smelteovnene gik i stå, og endvidere hos garverne, der ikke kunne begribe, hvorfra de skulle få bark, når der blev skovet mindre brænde. Det endte da med, at toldfriheden for amerikansk stangjern blev indskrænket til Londons havn, som allerede blev forsynet fra udlandet. Og amerikanerne fik lov at beholde de valsemøller, de nu engang havde. Men de skulle betale en afgift af dem, og deres tal måtte aldrig forøges. Således nedslog England spiren til fabriksdrift hos de foretagsomme amerikanere.

Kolonisterne havde land nok og kunne altså føde store fåreflokke. For at de ikke skulle anlægge uldvæverier og forsyne sig selv med klæde, var det dem forbudt at føre uld, eller nogen slags manufaktur med uld i, med skib eller båd, vogn eller pakhest over grænsen fra koloni til en anden. De måtte ikke føre uld i land fra en ø eller føre det over en flod. Kom en britisk matros til at trænge til klæder, medens han lå i deres havne, måtte han kun købe uldent tøj til et beløb af 40 shilling (ca. 36 kroner). Bæverhår brugtes almindelig til hatte. Og Nordamerika var bæverens hjem. For at kolonisterne ikke skulle forsyne sig selv med hatte forlangtes det, at enhver hattemager skulle stå 7 år i lære. Ingen mester i dette fag måtte have mere end 2 svende, og ingen neger måtte hjælpe til ved hattemageriet. Ved sådanne magtbud sikredes der Englands industri et stort monopoliseret marked. Thi andre landes fabriksvarer kunne ifølge skibsfartsforordningerne kun indføres til Amerika over England, hvor der var høje toldsatser på dem, ja ofte indførselsforbud.

Kolonisterne kunne nok brumme lidt i skægget om, at det snart var en forbrydelse at fange en mus i hans majestæts kolonier med en fælde, man selv havde lavet, eller at man ikke kunne gøre en hestesko eller et søm, uden at en jernkræmmer i England skulle skrige op om, at han blev ruineret. Dog fandt de sig temmelig roligt i, at England tog sig disse forskellige fordele som et rigeligt vederlag for dets ulejlighed og bekostning med at beskytte dem.

Men des mere hårdnakket stod kolonisterne på, at de ville råde over deres hjemlige finanser. De lovgivende forsamlinger bevilgede årlig en sum til koloniens kasse og bestemte, hvad pengene skulle anvendes til. Selv de kongelige guvernører fik deres lønning bevilget af forsamlingerne for eet år ad gangen. Dette gjorde dem afhængige af det folk, de skulle styre. Og i det hele var de misfornøjede med at skulle ses på fingrene ved alle udgifter. De ønskede en rundelig og fast sum, hvoraf de kunne tage deres civilliste, og som de iøvrigt kunne bruge i regeringsøjemed uden kontrol. Den engelske regering holdt med dem i denne fordring, men det var ikke muligt at få nogen af kolonierne til at indrømme den. »Guvernører« erklærede forsamlingen i New York »er i almindelighed ganske fremmede for det folk, de er sendt over at regere. De tager sjældent folkets velfærd i betragtning anderledes end det kan forenes med deres private fordele; og da de aldrig véd, hvor længe de skal blive ved regeringen, anvendes alle midler og sættes alle drev i bevægelse for at skaffe dem formuer. Blev de offentlige pengemidler overladt dem at råde over, hvad andet kunne da ventes end de groveste misbrug under forskellige påskud, som aldrig ville mangle.«

I året 1753 sendtes sir Osborne over til New York for at være denne kolonis guvernør. Han havde fået udtrykkelige forskrifter af den engelske regering om at gennemføre kravet om en fast sum til guvernørens rådighed. New York var en af de stridigste kolonier; fik man den til at give efter, ville også de andre sikkert bøje sig. På rejsen over Atlanterhavet grublede Osborne meget over det hverv, han havde påtaget sig, og jo nærmere han kom Amerika, des mere sank hans mod. Den dag, han aflagde embedseden i New York, råbte folket hurra for ham og peb i fingrene ad Clinton, den afgående guvernør. »Jeg venter samme behandling« sagde Osborne, »før jeg forlader regeringen.« Næste dag holdt han møde med rådet. Der fandtes i New York, som sædvanlig i kolonierne, et af kronen udnævnt råd (valget af guvernør og råd var dog i Maryland en rettighed for lord Baltimores, i Pennsylvania og Delaware for William Penns efterkommere. I Rhode Island og Connecticut valgte grundejerne selv guvernør og råd såvel som forsamling), der sammen med guvernøren havde den udøvende magt, foruden den folkevalgte forsamling, der årlig trådte sammen for at vedtage love - under kongemagtens veto - og bevilge penge. Osborne samledes altså med rådet og meddelte det de forskrifter, han havde fået med hjemmefra, og som gik ud på, at den lovgivende forsamling skulle afholde sig fra alle indgreb i dé kongelige forrettigheder og snarest mulig tage under behandling en lov om en fast regeringsindtægt, som guvernøren kunne anvende som han, med rådets samtykke, fandt for godt, uden at forsamlingen måtte få regnskabet at se.

Da Osborne efter at have gjort disse meddelelser så sig om i salen, bemærkede han et udtryk i rådsherrernes ansigter, der bragte ham til at spørge, om de måske ikke troede, at disse forskrifter ville blive adlydte. Nej, det troede de ikke. Det var de åbenbart alle som een fuldstændig overbeviste om, at den lovgivende forsamling aldrig ville samtykke. Da blev Osborne så underlig tavs. Han vendte sig bort, stod og lænede sig op ad vinduesposten, og de hørte ham sige: Hvorfor er jeg da kommet her? Den ulykkelige guvernør gav sig samme aften til at ordne sine sager, og ud på natten hængte han sig på havemuren.

Osborne havde i den senere tid haft private sorger, der tærede på hans mod. Men det var dog åbenbart det demokratiske stivsind hos New Yorks borgere, der fik bægeret til at flyde overfor ham. Det måtte i virkeligheden også være en pinlig stilling for en ærekær mand at have ladet sig sende over som Kronens repræsentant - som den, der havde påtaget sig endelig engang at bringe sagerne i orden efter kongens og hans ministeriums vilje, - at have proklameret denne kongelige vilje, og så føle sig fuldkommet magtesløs, uden midler til at skaffe befalingen lydighed.

En amerikansk kongelig guvernør havde ingen militærmagt i ryggen. Skulle England holde en garnison i enhver by derovre, ville profitten ved at have kolonierne snart gå i arbejdslønnen. Noget andet var, om kolonisterne selv betalte garnisonerne. Men at de ikke gjorde det med deres gode vilje, derom kunne man være overbevist. Garnisoner af britiske eller andre lejetropper i Amerika fik man ikke for amerikanske penge - ikke før man havde skaffet sig denne så meget ønskede faste regeringsindtægt, hvis anvendelse- den koloniale bevillingsmagt ingen indflydelse havde på.

Var det end et enestående tilfælde, at en guvernør bragtes til at tage sig selv af dage, så var dog alle guvernører enige om at finde tilstanden mere og mere utålelig. De sendte skrivelse på skrivelse til deres foresatte i England med bitre klager over de koloniale forsamlingers foragt for de kongelige forrettigheder. Det var åbenbart, at man ikke ved at gøre kronens myndighed gældende kunne få kolonisterne til at udlevere nøglen til kassen. Kolonisterne holdt sig til, at kronen selv havde givet dem bevillingsmagt. Det stod at læse i de kongelige patenter. Men dersom det britiske parlament gav en lov om, at kolonisterne skulle rykke ud med pengene…?

Den engelske statsret betragtede kolonierne som en slags laug, der var underkastede parlamentets lovgivning, medens de selv kun havde magt til at give mindre bilove. At der her var tale om samfund, der opholdt sig udenfor det egentlige England, så man bort fra. Thi ganske vist var parlamentet oprindelig en rent engelsk institution; men den teori havde udviklet sig, at det som »rigsparlament« var lovgivende myndighed for alle den engelske Krones besiddelser, også for dem hinsides havene. Den plan vandt da mere og mere tilslutning i England, at parlamentet skulle pålægge de amerikanske kolonister en skat; hvis indkomster den engelske regering skulle have til rådighed, og hvoraf dels de kongelige embedsmænd i Amerika kunne lønnes og dels en stående hær sammesteds underholdes.

Da Benjamin Franklin ved juletid i 1754 efter at have deltaget i kongressen i Albany besøgte sin fødeby Boston, ville guvernøren over Massachusetts, Shirley, benytte lejligheden til at prøve, hvad denne ansete amerikaner ville sige til ideen om beskatning ved parlamentet. Han indledede da en konference med Franklin og udviklede for ham, at han var enig med ham om det ønskelige i, at der fandt en politisk sammenslutning sted mellem kolonierne - ikke just netop i den form, Franklin havde foreslået i Albany; thi i dette forslag fandt han ikke Kronens rettigheder betryggede. Men han tænkte sig f.eks. en kongres af guvernører og afsendinger fra rådene i de forskellige kolonier. Denne kongres skulle have myndighed til at rejse tropper og bygge fæstninger og hæve pengene dertil af den engelske statskasse, der så skulle holdes skadesløs derved, at parlamentet udskrev skatter i Amerika.

Franklin svarede hertil, at guvernører og rådsherrer ikke ville komme til at danne nogen god repræsentation for folket i Amerika. »Guvernører kommer ofte til kolonierne blot for at berige sig og vende tilbage til Storbritannien med deres rigdomme…rådsherrerne er i de fleste af kolonierne udnævnte af Kronen efter guvernørens anbefaling.« Og hvad tanken om beskatning ved parlamentet angik, bemærkede Franklin, at parlamentet var så langt borte og derfor udsat for at blive slet underrettet og vildledt; at det var englænderes uomtvistelige ret kun at blive beskattet med deres eget samtykke og ved deres egne repræsentanter; at dét, at tvinge dem til at betale penge uden deres samtykke, snarere lignede en brandskatning i en fjendes land end en beskatning af englændere til deres eget gavn. Shirley udkastede da den tanke, at der jo kunne indrømmes kolonierne ret til at blive repræsenterede i parlamentet. Franklin svarede, at der i så fald måtte være tale om et anstændigt antal repræsentanter. Og dersom England og Amerika skulle have parlament sammen, måtte de også betragtes fuldt ud som eet land. Alle de love, der lagde bånd på koloniernes handel og industri måtte derfor tilbagekaldes. England måtte ophøre at tage fordel af kolonierne - måtte beskytte købmanden, smeden, hattemageren i Amerika ikke mindre end dem i hjemlandet. Hermed endte konferencen.

Det mæglingsforslag, der her var bragt på bane adgang for kolonierne til repræsentation i parlamentet blev senere af og til berørt i den diskussion, der rejste sig mellem engelske og amerikanske statsmænd og jurister; men der blev ikke taget megen notits af det. Modsætningen mellem standpunkterne skærpede sig mere og mere. Englænderne holdt fast på parlamentets ubetingede ret til at beskatte kolonierne, og amerikanerne udfoldede deres veltalenhed for at stemple enhver beskatning uden tilsvarende repræsentation som tyranni som krænkelse af enhver englænders medfødte rettigheder. Denne meningskamp er begyndelsen til det afgørende brud mellem England og Amerika. Den kræver derfor vor opmærksomhed. Vi vil give en af den engelske regerings talsmænd ordet. »Amerikas argumenter« skrev det britiske handelskollegiums oldermand, »som vrimler af patriotiske floskler om frihed, ejendom og engelskmænd, er beregnede på den større part af menneskeheden, som har ører men ingen forstand. »Det store hovedargument, elefanten i spidsen for denne nabohær, er dette: at ingen engelskmand er eller kan blive beskattet uden hans eget samtykke eller deres, som han har valgt til at repræsentere ham. Men dette er lige det modsatte af sandhed; thi ingen mand er, det jeg véd, beskattet med sit eget samtykke, mindst af alle en engelskmand. De ulykkelige amter, der producerer æblevin, blev beskattede uden deres repræsentanters samtykke, og medens enhver engelskmand er beskattet, er ikke een af tyve repræsenteret. Er ikke befolkningen i Manchester og Birmingham englændere? Og er de ikke beskattede?« - (Ifølge Englands forældede valglov kunne nyopståede byer være uden repræsentation i Underhuset) - »Hvis enhver engelskmand er repræsenteret i parlamentet, hvorfor strækker denne indbildte repræsentation sig da ikke til Amerika? Hvis den kan rejse hundrede mil, hvorfor så ikke tusinde? Hvis den kan springe over floder og bjerge, hvorfor kan den så ikke sejle over oceanet? Hvis Manchester og Birmingham er repræsenterede dér, hvorfor så ikke Albany og Boston? Er de ikke engelskmænd? - »Men det påstås, at dersom man engang opgiver det privilegium kun at blive beskattet af sin egen lovgivende magt, da har man mistet den frihed, som enhver engelskmand har ret til da er de alle slaver, og alt er tabt. Men en engelskmands frihed kan ikke betyde fritagelse for skatter, som er pålagte ved Storbritanniens parlaments myndighed. Ingen patenter tilstår sådan et privilegium til nogen koloni i Amerika; og havde de tilstået det, ville tilståelsen være uden kraft: intet patent afledet fra kronen kan på nogen mulig måde sætte hele lovgivningsmagtens rettighed til side. Koloniernes patenter er ikke andet og mere end alle laugs. De kan ikke fordre undtagelse fra den parlamentære myndighed mere end alle andre laug i England ....- »Man har ganske vist slået på, at der skulle være en eneste forholdsregel, der kunne gøre udøvelsen af denne magt hos et britisk parlament retfærdig og lovlig, og det er, at der kom til at sidde repræsentanter for de forskellige kolonier i parlamentet. Men jeg har i den senere tid set så mange prøver på de svære talegaver, disse amerikanske herrer er i besiddelse af, at jeg næsten frygter, den pludselige indførelse af så megen veltalenhed på een gang ville bringe Englands sikkerhed i fare. Det ville blive meget billigere for os at betale deres hær end deres talere.« - Således betragtede regeringens tilhængere sagen, og således udtalte de sig om den - med tilstrækkelig overlegenhed.

Her følger en replik fra amerikansk side. »Det er påstået« skrev en anonym New York forfatter, »at kolonisterne er i samme stilling som beboerne af Leeds, Halifax, Birmingham, Manchester og forskellige andre laugsbyer, og at der ikke er over en tiendedel af Englands befolkning, der kommer ind under valgretten. »Og i dette frihedens land - thi således var det vor stolthed at kalde det - findes dér virkelig mænd i den grad blottede for skamfølelse, så de foran fornuftens ærværdige domstol tør nævne de forurettelser, nogle pladser i England ved deres kunstgreb er nødte til at bære uden oprejsning, som præcedenser for at lægge endnu større forurettelser og byrder på Amerika? »Det har længe været de forstandigste mænds klage i England, at den største ulykke for nationen var, at folket var så ulige repræsenteret. Tid og forandrede omstændigheder har gjort parlamentsvalgenes regler og former mangelfulde. Nogle store byer sender ingen til at repræsentere dem, medens derimod forskellige ravnekroge med blot nogle få forarmede indbyggere der mest lever af at sælge deres stemmer, sender mange medlemmer…At der findes forskellige byer, laug og samfund i England, der er stillet på lignende måde som kolonierne, viser, at somme folk i England såvel som de i Amerika er forurettede og undertrykte; men det beviser ikke nogen slags ret for undertrykkelsen. Disse pladser burde sammen med amerikanerne indgive forestillinger for at få disse misforhold dernede. - »Urimeligheden af den påstand, at vi er repræsenterede i parlamentet, er så klar, at det næsten er en fornærmelse mod sund sans at komme med beviser derimod; og dog er den fremsat så ofte, at det ser ud, som det var meningen at fratage os den fri brug af sund sans så vel som vore andre menneskerettigheder«. - »Men de tilfælde i England, der anføres for at retfærdiggøre Amerikas beskatning, er på ingen måde ligeartede. Beskatningen af Amerika er vilkårlig og tyrannisk og noget, som Englands parlament ingen ret har til at pålægge. Kolonierne er ikke knyttet ved fælles interesse til nogen af parlamentsmedlemmerne, og ikke blot det, men deres interesser er i mange henseender hinanden ganske modsatte« - »Hvad de byer i England angår, som ingen medlemmer sender til parlamentet, da er der mange personer i parlamentet, som højlig er interesserede i deres velfærd; alle amterne, de ligger i, sender medlemmer, og mange af indbyggerne stemmer med ved amtsvalgene .... de personer, der ingen stemme har, har dog lejlighed til at øve indflydelse ved valgene. Det er heller ikke vanskeligt for en mand med formue at skaffe sig stemmeret. Så at tale om disse tilfælde som et sidestykke til forholdet i kolonierne, det er et mærkværdig uforskammet hårkløveri.«

Disse 2 udklip af datidige stridsskrifter vil have givet os et indtryk af de 2 forskellige teorier angående koloniernes og moderlandets statsretlige forhold til hinanden. For fuldstændighedens skyld tilføjer vi, at amerikanerne indrømmede det britiske parlament myndighed til at »ordne den ydre handel« ved lovbestemmelser, således som f.eks. sket var ved skibsfartslovene. At der fra England blev pålagt en og anden told i Amerika på visse indførselsartikler fra Spansk og Fransk Vestindien, fandt man sig i; det var en konsekvens af hele handelssystemet, der krævede, at de engelske købmænd beholdt deres marked. Det blev ikke betragtet som et forsøg på at blande sig i koloniernes indre sager. Rigtignok vakte det megen misnøje, da den engelske statsmagt straks efter den franske og indianske krig begyndte at drive toldbestemmelserne og skibsfartslovene skarpt igennem og formelig gav toldembedsmændene tilladelse til på den blotte mistanke at gennemrode folks huse for at se, om de havde toldpligtige eller forbudte indsmuglede varer. Dette gav anledning til de første udbrud af fjendtlig stemning mod England blandt den amerikanske befolkning, der hidtil havde følt sig helt og holdent som englændere. I en retssag angående disse undersøgelser gjorde en Boston-sagfører, James Otis, sig overordentlig populær ved at holde en glødende tale på 5 timer mod denne krænkelse af engelskmændenes gode gamle regel: mit hus er min fæstning. Men hvor heftigt man end protesterede mod sådanne overgreb, og hvor urimelige man end fandt handelsindskrænkningerne i sig selv, nægtede man dog ikke i princippet parlamentets ret til at »ordne den ydre handel«.

Det var om parlamentets ret til hvad man kaldte »indre beskatning«, striden stod. Kunne parlamentet tage penge fra amerikanerne til regeringsbrug uden deres tilladelse? Det var spørgsmålet: og det blev ikke ved teoretiske meningsudvekslinger. I 1765, - 2 år efter Pariser-freden, der havde endt den franske og indianske krig, indbragte kong Georg III´s minister Grenville i parlamentets Underhus forslag til en Stempellov for de amerikanske kolonier. Hvergang der i Amerika skulle skrives et skøde, en kontrakt, en assurancepolice, kort sagt et vigtigt forretningsdokument, skulle der betales et pengebeløb til den engelske statskasse. Stempelmærket - kvitteringen for, at beløbet var indbetalt - skulle findes på dokumentet, hvis det skulle beholde retslig gyldighed. Også alle aviser og almanakker skulle have stempel. De penge, der således ville komme ind, skulle bruges til at lønne embedsmænd med og holde soldater for i Amerika. Grenville gjorde gældende, at England var forarmet efter den lange krig og nok kunne forlange, at kolonierne selv bidrog til at betale den hær, der var nødvendig til deres fremtidige forsvar.

Man vidste nok, sagde ministeren ved sagens behandling i Underhuset, at kolonierne gjorde fordring på ikke at blive beskattede uden deres repræsentanters samtykke. Og det var en fuldstændig berettiget fordring; men amerikanerne tog blot fejl, når de sagde, at kolonierne ikke var repræsenterede her i parlamentet. Parlamentet var hele rigets fælles repræsentation og var derfor berettiget til at pålægge indre skatter så vel som toldafgifter eller handelsindskrænkninger for Amerika. Når ministeren talte således, fandt han samstemning hos Underhuset i sin helhed. Dog rejste der sig nogen opposition. Oberst Barre, der havde deltaget i krigen i Amerika og været Wolfes generaladjudant ved indtagelsen af Quebec, tog ordet og forkastede den tanke, at parlamentet kunne betragtes som repræsentation for kolonisterne. »Hvem af eder« spurgte han med hånden på hjertet, idet han så sig rundt i salen »føler for amerikanerne, som I ville føle for eder selv, eller som i ville føle for eders egne landsmænd?« Og han sagde ligefrem, at huset savnede kendskab til de amerikanske sager, og at de, der stemte for denne lov, gjorde det i mørke.

En af ministrene, Charles Townshend, rejste sig til forsvar for loven og endte med at sige: »Og nu vil disse amerikanske aflæggere, som er plantede ved vor omsorg, opfostrede ved vor yndest til et mål af styrke og velstand, og beskyttede ved vore våben, knurre over at bidrage deres skærv til at lette os for den tunge byrde, der hviler på os.« Næppe havde Townshend sat sig, før oberst Barre med lynende øjne og udstrakt arm slyngede følgende replik ud i salen: »De plantede ved eders omsorg! Nej; eders undertrykkelser plantede dem i Amerika. De flygtede for eders tyranni til et dengang udyrket, ugæstmildt land, hvor de udsatte sig for næsten alle de lidelser, den menneskelige natur er underkastet, blandt andet for grusomheder fra en vild fjende, det snedigste og jeg tør sige det frygteligste folk på guds grønne jord .... de opfostrede ved eders yndest! De voksede ved at I forsømte dem. Så snart I begyndte at vise dem omhu, bestod den omhu i at sende folk til at herske over dem ....udspejde deres friheder, mistyde deres handlinger og udbytte dem, - mænd, hvis optræden mangen gang har fået disse frihedens sønners blod til at isne i deres årer, - mænd, forfremmede til de højeste dommersæder, hvoraf somme, efter hvad jeg véd, var glade ved at gå til et fremmed land, så de kunne slippe for at blive bragt for en retsskranke i deres eget. De beskyttede ved eders våben! De har ædelmodig grebet til våben til eders forsvar; de har øvet tapper bedrift, midt under deres uafbrudte og møjsommelige vindskibelighed, for at forsvare et land, hvis grænse svømmede i blod, medens de indre egne afgav alle deres små opsparede forråd til bedste for eder. Og tro mig - husk, jeg har sagt eder det idag - den samme frihedens ånd, som fra først af drev dette folk frem, vil ledsage det fremdeles. Men klogskab forbyder mig at forklare mig videre. Gud véd, jeg taler i dette øjeblik ikke i partihede; hvad jeg fremfører, er mit hjertes oprigtige følelser. Hvor højt end dette hus´s hæderværdige flertal står over mig i almindelig kundskab og erfaring, gør jeg dog fordring på at kende mere til Amerika end de fleste af dem, da jeg har set det land og er bevandret dér. Folket, tror jeg, er så oprigtig loyalt, som nogen undersåtter, kongen har, men det er et folk, som er ømt over sine friheder og vil håndhæve dem, om nogen sinde de skulle blive krænkede. Men emnet er alt for vanskeligt at berøre; jeg vil ikke sige mere.«

Denne tale af Barre stod 3 måneder efter - så langsom var den tids postgang - refereret i en Connecticut avis. Snart fløj den over hele Amerika, og Barres smukke benævnelse »Frihedens Sønner« tilegnede amerikanerne sig med begejstring. Men Barres veltalenhed kunne ikke hindre Stempellovens vedtagelse. Den fik kongelig underskrift d. 22 marts 1765. Heller ikke var der nogen, der troede på Barres forblommede antydninger af, at amerikanerne ville rejse sig for deres frihed. Franklin, der opholdt sig i London som agent for Pennsylvania, havde advaret ministeren mod at føre loven igennem. Nu, da den var gennemført, måtte amerikanerne tage oprejsning for den tabte frihed ved at gøre økonomiske fremskridt, mente Franklin. »Loven vil især falde hårdt på os sagførere og bogtrykkere«, skrev han til en ven i Philadelfia.

At det britiske parlament skulle ved lov udskrive en skat, og at denne skat så ikke skulle komme ind, det var en urimelig tanke. Her kunne de gode amerikanere ikke smugle udenom. Hvis der ikke var stempel på papirerne, ville et ægteskab være ugyldigt, et skib i søen god prise for den første den bedste kaper, et skøde ugyldigt, en retssag umulig, en arv ikke til at komme i besiddelse af. Disse penge skulle sikkert nok komme ind. Dette var en skattelov, som gennemførte sig selv. Det troede man - ikke blot i England, men i begyndelsen sandelig også i Amerika. »Tårer letter mig et øjeblik«, sagde den noget vægelsindede James Otis; men »det er alles pligt ydmygt og tavst at bøje sig for alle den højeste lovgivningsmagts afgørelser. 999 blandt tusinde af kolonisterne vil aldrig nære så meget som en tanke om andet end at underkaste sig vor suveræns og parlamentets myndighed i alle mulige tilfælde.« Også de kongelige guvernører i Amerika fandt, at folkestemningen ved budskabet om Stempellovens vedtagelse ikke gav anledning til nogen frygt. I deres breve til ministeriet stod barometret på smukt vejr. Og ingen véd, hvorledes det var gået, hvis ikke en ung virginsk folkerepræsentant en dag i maj havde stukket ild på frihedsbavnen.

Patrick Henry var vokset op i Virginias skove. Dér var det fra ungdommen hans lyst at drive om med bøssen eller sidde ved en enlig strøm og vogte fiskesnøren. Han giftede sig 18 år gammel, forsøgte sig først som handelsmand, derefter som landmand og besluttede endelig at slå sig på lovkyndigheden. Som dreng havde han lært en smule latin og de græske bogstaver. Nu anvendte han 6 uger til at studere et juridisk kompendium og Virginias love, havde held med at besvare nogle eksamensspørgsmål og fik bestalling som sagfører. I 3 år levede han hos sin svigerfader, der var værtshusholder. Så fik han en sag at føre, der lå godt for ham. Det var en sag mod en præst. I Virginia havde man, som vi véd, præster af den engelske højkirke. De oppebar deres løn i tobak, som i det hele var Virginias lovlige gangbare mønt. Men i 1758, da der herskede nød i landet, havde Virginias lovgivende forsamling ved den såkaldte 2-penny-lov tilladt folk for fremtiden at betale alle offentlige afgifter, deriblandt præstetienden, i penge, således at 1 pund tobak blev sat til 2 pence.

Gejstligheden fandt sig derved brøstholden og klagede til biskoppen i London, som fik kongen til at bruge sin nægtelsesret overfor loven. Denne blev altså ugyldig fra fødselen, og præsterne begyndte nu at kræve skadeserstatning for de år, da man havde leveret dem 2 pence for hvért pund tobak, medens prisen i virkeligheden havde været 3 gange så høj. Deraf opstod processer, og ved en af disse var det, Patrick Henry i 1763 fik sagen at føre for en præsts skyldnere. Han var 27 år gammel - havde aldrig talt i retten. Over 20 præster, koloniens lærdeste mænd, sad i skranken som tilhørere; bag ved dem var salen stopfuld af mennesker. Da Patrick Henry begyndte, stammede han lidt, men det gik snart over. Sagen skulle synes temmelig vanskelig for Henry. Kongen havde forkastet 2-penny-loven, og vedkommende præst havde let ved at gøre regnestykket op over, hvad han, når denne lov ikke gjaldt, havde tilgode. Men Henry gik ikke af vejen. Han gjorde gældende, at en konge, som omstøder love af så heldbringende natur, »udarter fra at være sit folks fader til at blive en tyran og forspilder al ret til lydighed. « Det er ikke at undres over, at nogle af de tilstedeværende, som de senere fortalte, følte, at det løb dem koldt ned ad ryggen, og at deres hår rejste sig. Henry gav sig videre til at tale om hvilken overordentlig nytte en bestående kirke og en gejstlighed kunne være til, når de forstod deres opgave. »når de ikke længere svarer til disse øjemed« vedblev han, »har samfundet ikke længere nogen brug for deres tjeneste og kan med god ret tage lønnen fra dem. I det foreliggende tilfælde har de skaffet den pågældende lov omstyrtet i stedet for at bøje sig under den, og derfor er de ikke længere nyttige samfundsmedlemmer og burde betragtes som fjender af det fælles bedste .... det skulle være, at i selv« - her vendte han sig til nævningerne - »har lyst til at nitte trældommens lænker om jeres egne halse. Hvis ikke, da forsøm ikke den lejlighed, der nu tilbyder sig, til at statuere sådan et eksempel på den velærværdige klager, at det for fremtiden kan være en advarsel for ham og hans medbrødre om ikke at have den frækhed at betvivle gyldigheden af love, som er udstedte med den sanktion, der alene kan give lovskraft i denne koloni, dens egne lovlige repræsentanters, dets råds og guvernørs myndighed.«

Dagen blev en sejr for Patrick Henry. Nævningeretten dømte, at præsten skulle have en skadeserstatning på een penny i ét og alt, og mængden løftede den unge sagfører på skuldrene og bar ham hjem under hurraråb. Halvandet år efter, i foråret 1765, blev Patrick Henry ved et udfyldningsvalg sat ind i Virginias lovgivende forsamling. Han gav møde i huset og var netop blevet 2 dage gammel dér, da underretningen kom om Stempelloven af d. 22 marts. Patrick Henry følte, at var man en folkerepræsentation, måtte man vise det i et sådant øjeblik. Og da det lod til at ingen af de ældre medlemmer anså det for nødvendigt eller rådeligt at foretage noget, skrev Henry i en hast på et hvidt blad af en gammel lovbog, et udkast til 5 resolutioner, der bestemt hævdede kolonien Virginias ret til ved sine egne repræsentanter at bestemme sin indre lovgivning og beskatning. Og han foreslog, at huset skulle vedtage disse resolutioner. En sådan vedtagelse ville jo være et slag i ansigtet på Englands regering og parlament, og de ældre og værdigere medlemmer af huset gjorde, hvad de kunne, for at hindre vedtagelsen eller i hvert fald at få mildnet udtrykkene. Forhandlingen blev stormende, og engang, da Patrick Henry havde ordet, kom han fuldstændig i fyr og flamme og råbte, idet han hentydede til 2 romerske eneherskeres fald for hævnerens dolk og en engelsk konges henrettelse: »Tarquinius og Cæsar havde hver sin Brutus, Karl I. sin Cromwell og Georg III….. »Højforræderi!« råbte formanden. »Højforræderi! Højforræderi!« lød det rundt om; men Henry så formanden i øjnene og fortsatte rolig: »Og Georg III kan drage sig deres eksempel til nytte.«

Hans ild rev de yngre medlemmer med sig, og alle resolutionerne vedtoges, omend kun med knebne flertal, den femte og sidste med 20 stemmer mod 19. »Jeg ville have givet 500 guineer for en eneste stemme«, hørte den unge Thomas Jefferson, der stod ude på gangen, en kongelig embedsmand sige, da han kom fra afstemningen. Jefferson havde den dag rakt hals og spidset øre og fået et indtryk af den ting, der hedder modstand mod tyranni, så at det prægede ham for hele livet. Han var bestemt til engang at blive De Forenede Staters præsident. Også George Washington mener man var på sin plads i huset og har i så fald muligvis også fået en og anden gnist kastet i sin rolige sjæl. For Patrick Henry selv var det til hans sidste time en samvittighedstrøst, at han den dag havde taget mod til sig og, ene mand, stået frem. Han havde vundet slaget. Hvor knebent end flertallet var, blev resolutionerne indførte i husets protokol og offentliggjorte i bladene Amerika over som Virginias, den ældste kolonis, ord og gerning. »Virginia ringede med stormklokken.« »Virginia gav Amerika signalet.« Sådanne udtryk findes i samtidige breve fra kongeligsindede embedsmænd og viser, hvorledes begivenheden opfattedes.

Da Virginia d. 30 maj således havde givet eksemplet, fulgte andre koloniers folkerepræsentationer efter og vedtog lignende resolutioner. I oktober samledes folkerepræsentanter fra de fleste kolonier i New York og vedtog adresser til kongen, til Overhuset og til Underhuset, i hvilke de hævdede koloniernes skattebevillingsret og protesterede mod Stempelloven. Denne »Stempellov-kongres«, som den almindelig kaldes, var kommet sammen på forslag fra Massachusetts. Den tilsigtede kun en meningstilkendegivelse og gav sig ikke af med at øve lovgivning. Men den var et af de skridt, der førte hen mod en union.

Således havde da Amerika gennem sine folkerepræsentanter nægtet at tage mod Stempelloven. Men det blev ikke ved disse formelle indsigelser. Ved siden af dem havde der sommeren igennem vist sig tegn til en mindre formel folkelig modstand. Under navnet »Frihedens Sønner«, lånt fra oberst Barres tale, havde der rundt omkring dannet sig hemmelige organisationer, hvis tilværelse især de fik at føle, der havde søgt om og fået embederne som stempelforvaltere. Til første november skulle disse embedsmænd begynde deres virksomhed, som de lovede sig store indtægter af; men inden den tid var ikke blot flere af dem blevet hængt i billedlig gengivelse under frihedstræers grene, men de var blevet tvungne til at nedlægge deres embeder.

Stempelforvalteren i Connecticut f.eks. var blevet omringet af flere hundrede landmænd til hest med nys afskallede knipler i hænderne. De havde tvunget ham til at erklære, at han herved nedlagde sit embede. Så måtte den ulykkelige mand svinge sin hat og råbe »frihed og ejendom« 3 gange. Derefter havde hele kavalkaden fulgt ham ind til Hartford for at han dér kunne gentage sin erklæring foran den lovgivende forsamling. Og Ingersoll - det var stempelforvalterens navn - havde under dette ridt følt sig som døden på sin hvide hest med hele helvede i hælene.

Stemplerne begyndte at komme fra England. Men »Frihedens Sønner« snappede dem op, hvor de kunne, hældte pakkerne over med tjære og stak ild på dem. Da d. 1 november oprandt - dagen, da loven skulle sættes i kraft - havde Amerika hverken stempler eller stempelforvaltere. Og spørgsmålet blev nu, om England ville bruge magt for at drive lovens udførelse igennem. Havde lord Grenville, Stempellovens fader, endnu siddet ved roret, ville dette spørgsmål afgjort være besvaret med ja. Men han var blevet afløst af ministeriet Rockingham, der var stemt for at tage Stempelloven tilbage - af hensigtsmæssighedshensyn, ikke fordi det tvivlede om lovens retsmæssighed. Det nye ministerium havde her folkestemningen i England med sig. Handelen havde nemlig lidt meget afbræk ved den misstemning, loven havde vakt i Amerika. Folk derovre begyndte at gå i hjemmegjort tøj, hellere end at indforskrive engelske varer. Den ene varebestilling efter den anden aflystes, og de engelske købmænd kunne ikke få nogen til at indkassere deres fordringer i Amerika. Dertil kom en almindelig engelsk billighedsfølelelse, der ikke kunne andet end give amerikanerne ret i deres påstand om, at beskatning uden repræsentation var tyranni. Dette var nemlig en sætning, der stemmede godt med engelsk tankegang.

Det var derfor under stor offentlig spænding, at parlamentets Underhus d. 14 januar 1766 holdt møde for at forhandle om, hvad man i betragtning af Amerikas modstand skulle gøre ved Stempelloven, - om man skulle drive dens udførelse igennem med magt eller lempe dens bestemmelser eller helt ophæve den. Under forhandlingen gav gamle Pitt møde - han, der som minister havde gennemført Kanadas erobring, men som allerede inden Pariser-freden havde måttet vige regeringssædet. Han havde i længere tid været syg, og det var en overraskelse at se ham træde ind i salen. Under forsamlingens spændte opmærksomhed rejste han sig for at tage ordet. Vi vil sætte os blandt tilhørerne og give os tid til at høre, hvad »den store underhustaler« har at sige.

»Det er længe siden« sagde Pitt, »jeg sidst gav møde i parlamentet. Da den beslutning blev taget her i huset at beskatte Amerika, var jeg syg og sengeliggende. Havde jeg kunnet tåle at bæres i sengen, ville jeg - så ængstet var mit sind for følgerne - ville jeg bedt en eller anden venlig hånd lægge mig her på dette gulv, så jeg kunne have båret mit vidnesbyrd imod det. Nu er det en vedtaget lov. Jeg ville gerne tale med sømmelighed om enhver lov af dette hus, men jeg må bede om tilladelse til at tale derom med frihed. Denne debat drejer sig om en sag af større vigtighed end nogen, der hidtil har krævet dette hus´ opmærksomhed, kun med undtagelse af dengang, da, næsten et århundrede tilbage i tiden, det spørgsmål forelå, om i selv skulle være trælle eller fri. Måden, hvorpå denne sag bliver afgjort, vil bestemme eftertidens dom om dette kongeriges ære og dets regerings visdom under dette regimente. »Da mit helbred er så slet og mit liv så usikkert, så jeg muligvis ikke vil være i stand til at møde på den dag, huset måtte bestemme til overvejelse af Amerikas forhold, må jeg nu, om end lidt ubetimeligt, idet jeg lader spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af Stempelloven ligge til en anden gang, tale om et punkt af uendelig mere vigtighed, jeg mener om retsmæssigheden. Nogle synes at have betragtet det som en æressag og glemmer alle hensyn til ret og uret blot for at følge et gøglebillede, der kan lede os til undergang. I et spørgsmål der dødelig kan såre 3 millioner dygtige og brave undersåtters frihed hinsides Atlanterhavet, kan jeg ikke være tavs. Amerika er hverken på den ene eller anden måde repræsenteret i Westminster og kan derfor ikke anses for at være lovligt eller forfatningsmæssigt eller fornuftigvis forpligtet til lydighed mod nogen pengelov af dette kongerige. Kolonierne er lige så berettigede som i selv til alle menneskers naturlige rettigheder og til engelskmænds særlige privilegier - lige så bundne ved lovene og lige så delagtige i dette fri lands forfatning. Amerikanerne er Englands sønner, ikke dets frillebørn. Som undersåtter har de som alle andre ret til repræsentation og kan ikke forpligtes til at betale skatter uden deres samtykke.

»Beskatning er ikke en del af regeringsmagten. Skatterne er en frivillig gave og tilståelse af borgerne alene. Når talen er om en amerikansk skat - hvad er det, vi dér gør? Vi, deres majestæts borgere af Storbritannien, giver og tilstår deres majestæt - hvad? Vor egen ejendom? Nej. Vi giver og tilstår deres majestæt hvad der tilhører deres majestæts borgere i Amerika. Det er en åbenbar absurditet…»Jeg indrømmer aldrig, at det er retfærdigt at beskatte Amerika indvortes, før det nyder repræsentationsrettigheden. I enhver anden art lovgivning er parlamentets myndighed lig Nordstjernen - står fast til gensidig nytte for moderlandet og dets kolonier. Det britiske parlament har som den øverste styrende og lovgivende magt altid bundet dem ved sine love, ved sine bestemmelser for deres handel og industri, ja endog, når det skulle være, ved ligefremme forbud i disse henseender .... og dersom denne magt blev benægtet, da ville jeg ikke tillade dem at forarbejde en tot uld eller lave en hestesko eller et søm. Men jeg gentager: huset har ingen ret til at lægge en indre skat på Amerika, så længe det land ikke er repræsenteret. »Jeg véd ikke, hvad vi har at håbe eller frygte af dem, som nu er ved styret; men jeg har tillid til deres gode hensigter. Jeg kunne ikke afholde mig fra at udtale de tanker, jeg har gjort mig i min ensomhed, som jeg håber længe at kunne nyde og sidde og se ministerier skifte, det ene efter det andet, og svinde forbi ligesom skygger.«

Pitt satte sig. Noget senere fik lord Grenville, den afgåede minister, ordet. »Urolighederne i Amerika« sagde han »begyndte i juli, og nu er vi midt i januar. For nogen tid siden var det kun tilfældige sammenstød, nu er det blevet til tumulter og sammenrottelser; det er nær ved at være åbent oprør. Og dersom den lære, jeg har hørt idag, bliver stadfæstet, kan intet mere direkte virke hen til at fremkalde en revolution ....»ydre og indre skatter er i deres virkning det samme og er kun forskellige i navnet. At dette kongerige er den suveræne, øverste lovgivende magt over Amerika, kan ikke bestrides, og beskatning er en part af denne suveræne magt. Den er en gren af lovgivningen ....»Beskyttelse og lydighed forudsætter hinanden. Storbritannien beskytter Amerika; Amerika er forpligtet til at vise lydighed. Hvis ikke, så sig mig, hvornår amerikanerne blev emanciperede. Når de trænger til dette riges beskyttelse, er de altid rede til at bede derom. Denne beskyttelse er altid ydet dem i fuldeste og rigeligste mål. Nationen har pådraget sig en umådelig gæld for at yde dem den. Og nu, da de opfordres til at bidrage en lille del til en udgift, som rejser sig fra dem selv, nu nægter de eders myndighed, forhåner eders embedsmænd og bryder ud, kan jeg næsten sige, i åbent oprør…«

Efter Grenville skulle flere medlemmer haft ordet; men forsamlingen råbte på Pitt. Det blev vedtaget, at han skulle have ordet trods forretningsordenen. »Jeg er blevet beskyldt for at fremkalde oprør i Amerika« sagde Pitt. »De har med frihed udtalt deres følelser mod denne ulykkelige lov, og denne frihed er blevet deres forbrydelse. Det gør mig ondt at høre talefriheden blive regnet for en forbrydelse i dette hus. Men det skal ikke tage modet fra mig. Det er en frihed, jeg agter at udøve. Intet medlem burde være bange for at udøve den. Det er en frihed, som det ærede medlem, der taler ilde om den, kunne og burde haft nytte af. Han burde have afstået fra sit forehavende. Det ærede medlem fortæller os, at Amerika er genstridigt; Amerika er næstendels i åbent oprør. Det glæder mig, at Amerika har gjort modstand.« - Ved disse ord gik der som et elektrisk stød gennem forsamlingen. - »Det glæder mig, at Amerika har gjort modstand. Dersom dets millioner af indbyggere havde underkastet sig, ville man snart have lagt skatter på Irland, og hvis nogensinde denne nation skulle få en tyran til konge, da ville 6 millioner borgere, så døde for enhver frihedsfølelse, så villige til at lade sig gøre til slaver, være fortrinlige redskaber til at gøre resten til slaver .... »Hvis det ærede medlem ikke kan forstå forskellen på indre og ydre skatter, kan jeg ikke gøre derfor. Men der er en klar adskillelse mellem skatter, der hæves i den hensigt at skaffe en regeringsindtægt, og afgifter, som pålægges til handelens regulering for undersåtternes skyld, skønt det ganske vist kan føre til, at der tilfældig kommer en regeringsindtægt ud af dette sidste.

»Det ærede medlem spørger: hvornår blev kolonierne emanciperede? Jeg ønsker at få at vide, hvornår de blev gjort til slaver ? Men jeg hænger mig ikke i ord, Storbritanniens indtægter af koloniernes handel, i alle dens grene, er 2 millioner årlig. Dette er den indtægtskilde, som bar jer sejrrigt gennem den sidste krig. De landejendomme, der for 60 år siden blev forpagtede bort for 2000 pund om året, giver nu 3000 pund. Det skylder i Amerika. Det er den pris, som Amerika betaler jer for sin beskyttelse. Og skal en elendig finansmand prale af, at han kan bjerge et peberkorn skatkammeret på bekostning af millioner i nationens lommer ? Jeg vover ikke at sige, hvor overordentlig meget disse indtægter kunne forøges…..»Man har udenfor huset sagt en hel del om Amerikas styrke. Det er en ting, som man skulle røre forsigtig ved. I en god sag, på et solidt grundlag, kan dette lands styrke knuse Amerika til atomer. Hvis der har været nogen tanke om at opsige huldskab og troskab, har det kun været et øjeblikkeligt vanvid; og dersom dette tilfælde var enten sandsynligt eller muligt, ville jeg tænke på Atlanterhavet som mindre end en streg, der skiller 2 lande fra hinanden. Parlamentets vilje, udtrykkelig tilkendegivet, må for stedse holde kolonierne i afhængighed af Storbritanniens suveræne overherredømme. Men på grundlag af denne Stempellov, - det vil mange her anse for en skrigende uretfærdighed, og jeg er een, som vil række hænderne op imod det. Med sådan en sag vil udfaldet være tvivlsomt for eder. Amerika vil, hvis det falder, falde som den stærke mand; det vil omfavne statens grundpiller og rive forfatningen med sig i faldet.

»Er dette den fred, i praler af ? Ikke at gemme sværdet i dets skede, men at gemme det i indvoldene på eders brødre, amerikanerne? Vil i kives indbyrdes, nu da hele det bourbonske hus er forenet imod jer? Amerikanerne har ikke i alle ting handlet med klogskab og mådehold. De har ladet sig drive til afsind ved uretfærdighed. Vil i straffe dem for det afsind, i har foranlediget? Lad hellere klogskab og mådehold komme først fra denne side. Jeg vil indestå for Amerika, at det vil følge eksemplet. - »For hendes fejl vær kun lidt blind, og sku i hendes dyder ind. - »Alt i alt, jeg vil bede om lov til at sige huset, hvad der virkelig er min mening. Det er, at Stempelloven må tages tilbage ubetinget, fuldstændig og øjeblikkelig ; at grunden til tilbagetagelsen må angives som den, at den hvilede på et uholdbart grundlag. Lad på samme tid dette lands suveræne myndighed over kolonierne blive stadfæstet i så stærke udtryk, som kan findes. Og lad den blive erklæret at strække sig til ethvert lovgivningsspørgsmål, - at vi kan binde deres handel, indskrænke deres industri og øve enhver som helst magt undtagen den at tage deres penge ud af deres lommer uden deres samtykke. »Lad os være fornøjede med de fordele, som forsynet har beskåret os. Vi har nået den højeste hæder og storhed. Lad os stræbe af al magt at bevare dem til held for os selv og vore efterkommere.«

Vi har i denne diskussion set spørgsmålet komme frem om, hvor vidt parlamentets lovgivningsmagt over kolonierne strakte sig. Grenville siger: Parlamentet kan give love for dem i alle mulige tilfælde. Pitt siger: I alle tilfælde, undtagen hvor der er tale om »indre beskatning«; ydre beskatning derimod (toldpålæg til ordning af handelen) henhører ubetinget under parlamentets lovgivningsmagt. Rent logisk set har Pitts standpunkt den svaghed, at det er vanskeligt at trække grænsen mellem den ene og den anden slags beskatning. Også ved en toldlov tager man faktisk penge ud af folks lommer. Kan parlamentet give en toldlov, hvorfor kan den da ikke give en stempellov? Dette spørgsmål: Hvor er grænsen mellem hvad parlamentet kan og ikke kan? Kom ofte frem i de følgende dages debat både i Under- og Overhuset. Og da Benjamin Franklin, der, som før nævnt, var i London som kolonialagent for Pennsylvania, en dag i februar blev kaldt for Underhusets skranke for at besvare spørgsmål til oplysning om amerikanernes syn på sagen, søgte man også at klemme ham med dette om grænsen.

»Er der nogen slags forskel« blev der spurgt »mellem ydre og indre skatter for den koloni, der får dem pålagt?« »Folket kan« svarede Franklin »lade være at købe sådanne varer, som tolden udgør en del af prisen på; men en indre skat tvinges de til at rykke ud med uden deres samtykke.« »Men sæt, at den ydre afgift bliver lagt på livsfornødenheder?« »Jeg kender ikke en eneste artikel, som indføres i de nordlige kolonier, og som de ikke enten kan undvære eller lave selv.«

Så måtte Grenvilles tilhængere anlægge deres logiske angreb på en anden måde. »Findes adskillelsen mellem indre og ydre skatter i Pennsylvanias patent?« spurgte en af dem. »Nej« svarede Franklin, »det tror jeg ikke.« »Men kan de da ikke med den samme fortolkning af deres rettigheder som engelskmænd i kraft af Magna Charta og rettighedsgrundsætningerne protestere imod parlamentets ret til ydre beskatning?« Franklin svarede øjeblikkelig: »De har aldrig gjort det hidtil. Mange argumenter har i den sidste tid været anvendt her for at bevise dem, at der ingen forskel er, og at I, hvis I ingen ret har til at beskatte dem indvortes, heller ikke har nogen ret til at beskatte dem udvortes eller give nogen anden lov at binde dem med. For øjeblikket ræsonnere de ikke således; men med tiden kan de blive overbeviste af disse argumenter.«

Den vending, samtalen her tog, er meget betegnende. Den giver os i et par ord hele udviklingen af den statsretlige diskussion mellem England og Amerika. Så længe vedbliver England at trænge ind på Amerika med spørgsmålet om grænsen mellem hvad parlamentet kan og hvad det ikke kan overfor kolonierne, indtil Amerika til sidst svarer: Vel! Der er måske heller ingen grænselinje at drage; og vi nægter da begge dele, både magten til indre og ydre beskatning, vi nægter overhovedet parlamentets magt til at give love for kolonierne. Men - som Franklin sagde - således ræsonnører amerikanerne ikke for øjeblikket - ikke endnu. Iøvrigt forsikrede Franklin for Underhusets skranke, at folket i Amerika aldrig ville underkaste sig Stempelloven, selvom den blev formildet, men modsætte sig den til det yderste. Parlamentet vedtog Stempellovens tilbagetagelse. For så vidt fulgte det Pitt. Men denne tilbagetagelse skulle ikke være en opgivelse af princippet - ikke en indrømmelse af Pitts og amerikanernes påstand om stempelskattens uretsmæssighed. For at udelukke al misforståelse i så henseende vedtog parlamentet samtidig en erklæring om, at det havde »fuld magt til at lovbinde kolonierne og folket i Amerika i alle mulige tilfælde.« D. 18 marts 1766 satte kong Georg sit navn under begge disse parlamentsakter - tilbagetagelsen af loven og erklæringen om parlamentets ubetingede myndighed. I Amerika blev der stor glæde. Erklæringen overså man i øjeblikkets festrus. Man tænkte kun på, at Stempelloven var ophævet. Der blev hængt lamper i frihedstræerne, og der blev oprejst æresstøtter for Pitt og kongen. Men Georg III betragtede siden tilbagetagelsen af Stempelloven som en handling, han bittert fortrød - som hovedkilden til alle hans sorger.

Kort efter tilbagekaldelsen af Stempelloven dannede Pitt et nyt ministerium. I dette fik Charles Townshend en plads, skønt han egentlig ikke samstemmede med Pitt; men han var anset for en dygtig forretningsmand og havde et glat væsen. Pitt gik ind på, at han blev skatkammerkansler. Og da Townshend først var i ministeriet, blev han snart dets ledende kraft, idet nemlig Pitt stadig var syg og udenfor forretningerne. Townshend skulle nu forsøge, om det kunne lykkes ham, hvad der var mislykket for Grenville, at få indkasseret en regeringsindtægt ved at beskatte amerikanerne. Grenvilles Stempellov havde i den tid, den havde været i kraft, indbragt 1500 pund sterling, som var hævet i Kanada og i de Vestindiske kolonier. Men da administrationen af stempelvæsenet i samme tid havde kostet 12,000 pund, var det en alt andet end indbringende forretning. Townshend ville tage pengene gennem toldafgifter. Det var jo, hvad amerikanerne kaldte ydre skatter. »Jeg kender ingen forskel mellem ydre og indre skatter« sagde Townshend; »men siden det behager amerikanerne at gøre denne forskel, er jeg villig til at føje dem.« Og han fik i juni 1767 gennemført en lov - Townshend-loven kaldes den almindelig -, hvorefter der i Amerika skulle betales en indførselstold af papir, glas, farver og især af the.

Men i den amerikanske presse hævede der sig straks røster, som påstod, at Townshends toldlov var et fuldstændigt sidestykke til Stempelloven. Ganske vist havde parlamentet før givet toldlove for Amerika, men kun for at ordne handelen, aldrig som nu for at fremskaffe en indtægt til regeringsbrug. Dette var noget ganske nyt, og det kunne amerikanerne på ingen måde finde sig i. Især var man opbragt over, at pengene skulle bruges til at lønne embedsmænd i kolonierne med, så de kunne blive uafhængige af folkerepræsentationernes bevillinger. »Vi skal nødes til« hed det »at fede sådanne spytslikkere, hofsnoge og forsultne øjentjenere, som vil blive sendt over til at udspejde og undertrykke dem, der giver dem underhold.« En ret havde kolonisterne i hvert fald, som ikke kunne afdisputeres dem, nemlig retten til at indskrænke deres forbrug af varer. Man sluttede overenskomster om ikke at indføre de toldpligttige varer, ja så vidt mulig ganske at afbryde handelen med England og finde sig i de afsavn, der ville følge deraf. Den købmand, der ikke respekterede det folkelige forbud mod indførsel, kunne godt risikere at blive dyppet i tjære og rullet i fjer og slæbt rundt i optog. Det viste sig også snart, at de engelske købmænd havde pakhusene fulde af varer, de ikke kunne få afsat.

Toldvæsenet i Amerika måtte passe godt på, at kolonisterne ikke imod skibsfartsloven forsynede sig hos franske, spanske eller hollandske købmænd og smuglede varerne ind. I Boston havde toldvæsenet fået en orlogsmand på 50 kanoner lagt for anker i havnen. Og nu lagde de beslag på John Hancocks slup »Friheden«, hvis ejer skulle have gjort sig skyldig i smugleri. I den anledning blev der opløb. En sværm drenge og negere hujede efter toldembedsmændene og kastede sten og snavs efter dem. Dog skete der ikke andre ulykker, end at nogle ruder blev slået ind hos toldkontrolløren, og en anden toldembedsmands lystbåd blev slæbt i triumf til Boston Fælled og brændt. Guvernøren over Massachusetts, Bernard, skrev hjem til England, at Boston var en rebelsk by, som kun kunne holdes i tøjle med militærmagt. Og d. 1 oktober 1768 landsattes 3 regimenter, som holdt deres indtog med piber og trommer og 16 omgange skarpe patroner i taskerne, ikke at tale om, at de 8 større krigsskibe og nogle mindre skibe, der lå med ladte kanoner udfor skibsværfterne rede til at skyde byen sønder og sammen.

Men tropperne, der havde belavet sig på at kvæle et oprør, forefandt en aldeles rolig by. De gode Bostonborgere havde nok valgt det kloge parti at falde til føje, tænkte officererne. Blot var det dem en overraskelse, at der ikke var sørget for kvarter. Deres ankomst var dog blevet anmeldt i god tid til guvernøren. Og der var for 3 år siden, samtidig med Stempelloven, vedtaget en parlamentslov om, at kolonierne i påkommende tilfælde skulle skaffe tropperne kvarter og forsyne dem med det nødvendige på kolonikassens bekostning. Guvernør Bernard havde da også henvendt sig til rådsherrerne om at skaffe kvarter. Disse, der var på folkets side, havde svaret, at ifølge parlamentsloven om indkvartering skulle alle barakker være fulde, før man var forpligtet til at skaffe kvarter hos borgerne, og barakkerne i Williams fortet var formentlig istand til at rumme den styrke, der kom. Bernard havde da gjort gældende, at general Gage, der lå i New York og havde befaling over alle engelske krigsstyrker i kolonierne, havde udtrykkelig skrevet, at en del af tropperne skulle indkvarteres i selve byen. Hertil havde rådsherrerne svaret: »Det er ikke mangel på respekt for generalen at sige, at ingen som helst ordre fra en general eller krigsminister eller nogen ringere autoritet end hans majestæt og parlamentet kan gøre en parlamentslov ugyldig.« Og de havde påstået, at det umulig kunne have været general Gages mening at forlange kvarter i byen, når der var plads i fortet; thi loven bestemte, at hvis nogen officer skulle indlade sig på at indkvartere soldater i nogen af hans majestæts besiddelser i Amerika på anden måde end den, der var bestemt og tilladt ved loven, skulle han være kasseret med det samme og regnes udygtig til at beklæde noget militært embede i hans majestæts tjeneste. Således gik det til, at der ikke var sørget for kvarter.

Oberst Dalrymple lod en del telte slå op på Bostons Fælled. Det blev koldt om natten, og Bostons borgere lod af barmhjertighed de soldater, der ikke kunne få plads i teltene, slippe ind i Faneuil-hallen, hvor de kunne lægge sig på gulvet. Soldaterne havde ingen kogekar, og Dalrymple begærede gennem guvernøren at få udleveret de genstande, hvormed tropperne ifølge indkvarteringsloven skulle forsynes, hvortil hørte kogeredskaber, ild, lys, salt, øl. Men rådsherrerne svarede: Vi på vor side er rede til at opfylde parlamentsloven, dersom obersten på sin side er det.

Da der var gået et par dage, erklærede rådet, at det var villigt til at udnævne en kommissær, der kunne ordne troppernes forplejning, dersom han ville tage den risiko ikke at få nogen betaling for sin tjeneste. Sagen var, at forsamlingen, som havde bevillingsmagten, var opløst af guvernøren, fordi den ikke bestilte andet end at protestere mod beskatningsloven og at opfordre de andre forsamlinger i kolonierne til at gøre det samme. Bernard havde udtrykkelig erklæret, at han ikke ville sammenkalde forsamlingen under de nuværende forhold. Men rådet havde da ret i, at der ikke kunne bevilges penge til de nødvendige forholdsregler.

General Gage kom personlig fra New York for at få kvarter til tropperne. Rådet ville intet tilstå før barakkerne var fulde. Politiembedsmændene tilkaldtes og opfordrede til at skaffe kvarter. »Ikke før barakkerne er fulde« sagde de. »Den paragraf« sagde Gage »er sandelig ikke beregnet på dette land, hvor hver mand studerer lov.« Han havde den største lyst til at lade officererne selv indkvartere deres folk; men efter loven ville enhver officer, der overbevistes for 2 fredsdommere om at have gjort dette, være kasseret med det samme. »For 2 dommere« udbrød Gage, »hvoraf den bedste holder kro på en eller anden snask!« Det blev enden på legen, at oberst Dalrymple måtte leje huse til meget høje priser og betale for, hvad soldaterne brugte. Det gik alt af den kongelige kasse. Hovedvagten blev indrettet lige overfor den lovgivende forsamlings mødesal med kanoner rettede imod den. Således var altså tropperne kommet i kvarter, men der var intet for dem at gøre. Et regiment lå og drev i fortet og 2 regimenter i byen. De måtte kun bruges efter den civile øvrigheds forlangende, og der var ingen øvrighed, der kunne finde noget påskud til at lade den væbnede magt skride ind. Det lod sig jo ikke gøre at tvinge borgerne til at købe og indføre varer, som de ikke ville have. Men det var ikke så sjældent, at Bostons politi satte en soldat fast for optøjer. Rødkjolen måtte da svare for sig for de borgerlige domstole. En officer fandt dette nedværdigende for den militære ære. »Hvis de rører jer« sagde han til sine folk, »så rend dem bajonetten gennem livet.« Men han blev selv sat under anklage for denne udtalelse.

Da man i England fik efterretning om, at tropperne var landsat i Boston uden at møde den mindste modstand, tog man det som tegn på, at byen havde bøjet sig. Enkelte så dog anderledes på sagen. Det forekom dem, at Boston borgernes holdning mindede om prøvede soldater, der står ganske stille under angrebet og venter, til kommandoordet falder. Og i virkeligheden skyldtes byens fuldstændige ro ikke modløshed men fortrinlig ledelse. Boston-mændenes leder var fremfor nogen anden Samuel Adams eller »Sammy Maltgører«, som politiske modstandere ofte kaldte ham med hentydning til hans beskedne livsstilling. Han havde i sin ungdom studeret en tid ved Harvard universitetet, men måtte af pengemangel opgive lovstudiet og forsøgte sig med maltgøreri og bryggeri. Da dette ikke svarede regning, fik han ansættelse som opkræver af byens skatter. I denne egenskab kom Samuel Adams i berøring med alle og enhver. Han lærte hele byen at kende, og især blev han gode venner med dem i små kår. Han vandt deres tillid og fik en umådelig indflydelse på dem. Holdtes der et bymøde om offentlige anliggender, ville folk først og fremmest høre Samuel Adams. Den tillid, han således vandt hos Bostons småfolk, misbrugte han aldrig. Han var i sjælden grad uegennyttig - slet intet af en demagog. Hans interesse for småfolk stammede ikke fra beregning, men fra en medfødt demokratisk sans for folk med skødeskind og barkede hænder.

Samuel Adams var indfødt bostoner og en ægte efterkommer af de gamle puritanere, streng af sæder og gudfrygtig i tankegang. I hans tarvelige hjem, hvor en forstandig og flittig hustru forstod at arbejde med egne hænder og få de små midler til at slå til, blev der morgen og aften holdt andagt. Pas på Sammy, sagde regeringens tilhængere, han spiser lidt, drikker lidt, sover lidt, men tænker meget. I en alder af 43 år var Samuel Adams blevet valgt ind som medlem af den lovgivende forsamling netop samtidig med Stempellovens udstedelse. Han blev forsamlingens sekretær og kom til at affatte de forskellige erklæringer og protester, huset i disse konflikttider udstedte. Og Adams var just manden til at sætte en sådan skrivelse op, så man ikke gav sig nogen blottelse og heller ikke gjorde nogen indrømmelse.

Den store tid kom dog for Samuel Adams, da forsamlingen, hvoraf han var medlem, blev opløst, og guvernøren ikke ville sammenkalde den igen, men, som før nævnt, var virksom for at skaffe tropper til byen. Da indså Adams, at det var ude med det gamle koloniale selvstyre under de forfatningsmæssige former. Nu måtte der enten komme uværdig trældom eller et nyt selvstyre under ny former, grunlagt på noget ganske andet end de gamle kongelige patenter - grunlagt på det store patent, som gud har givet ethvert menneske og ethvert folk på at være frit. Med andre ord, Samuel Adams så allerede nu aldeles klart Amerikas uafhængighed som knudens løsning. Dette sagde han dog ikke til alle og enhver; thi kun få var endnu modne til at høre det. Men hvor han mødte Bostons folk på gaderne, på skibsbroen, ved offentlige møder, talte han med dem om tropperne, der kunne ventes, og lærte dem at betragte disse tropper som fjender, der ville falde ind i landet.

Og da man fik sikker efterretning om, at regimenterne ville komme, fik Samuel Adams og hans venner 2 møder i stand, først et bymøde for Bostons indbyggere d. 12 september, hvor der protesteredes mod troppernes landsættelse, og derefter et møde d. 22 til d. 28 september af delegerede fra så godt som alle byer i Massachusetts, hvor protesten mod militærmagt og vilkårlig regering blev gentaget, og hvor man påtog sig ansvaret for, at ro og orden skulle blive bevaret i landet uden militærets hjælp. Dette delegeretmøde, hvor 96 byer var repræsenterede, var et lille forsøg på at holde rigsdag på egen hånd. Når den forfatningsmæssige folkerepræsentation på grund af guvernørens modstand ikke kunne blive samlet, gav Massachusetts her en antydning af, hvorledes en folkerepræsentation endda kunne tilvejebringes. Delegeretmødet gik fuldstændig ind i den lovgivende forsamlings rolle og viste, at det var sig dette bevidst, ved at vælge til formand og sekretær de mænd, der havde haft de samme poster i den lovgivende forsamling. Her var i 6 dage samlet en slags rigsdag for Massachusetts, som ikke var sammenkaldt af den kongelige myndighed, ikke valgt efter foreskrevne forfatningsbestemmelser, ikke kontrolleret af Kronen. Det var som en øvelse for folket i politisk at stå på egne ben.

Dette møde blev holdt i Faneuil-hallen, en smuk bygning, skænket Bostons borgere af Faneuil, søn af en udvandret fransk huguenot, for at de dér kunne holde deres bymøder. Guvernør Bernard anså et sådant mødes sammenkaldelse for en ligefrem revolutionær handling. Han sendte bud, at de herrer havde øjeblikkelig at bryde op og adskille sig, ellers ville de komme til at »fortryde deres dristighed«. Dette havde dog ikke den mindste virkning. Og guvernøren bandede på, at når tropperne kom, skulle Samuel Adams og flere andre, der havde haft med denne sag at gøre, blive taget ved vingebenet og sendt til England at dømmes for højforræderi. Men da sagen var blevet indberettet til den engelske regering, og dokumenterne blev overladt generalfiskalen »og generaladvokaten for at de skulle finde højforræderi i det, der var gjort, erklærede de begge, at de ikke kunne finde noget afgjort højforræderi. »Kig papirerne igennem« sagde generalfiskalen »og se, hvor disse amerikanere er vel bevandrede i Kronloven. Jeg tvivler om, at de har gjort sig skyldige i nogen åbenbart højforræderisk handling, men jeg er sikker på, at de kun har været et hårsbred derfra.« Under disse omstændigheder kunne der ikke godt være tale om rettergang. Derimod blev guvernør Bernard kaldt hjem og Hutchinson udnævnt til hans efterfølger. »Han ville have hjemsendt hvem han lystede« sagde folk i Boston; »Men da det kom til stykket, var den stakkels sir Francis Bernard den første skælm, der måtte afsted.«

Da tropperne havde ligget halvandet år i Boston, kom det til et sammenstød i marts 1770. Det begyndte med et almindeligt slagsmål mellem håndværkssvende og soldater, men endte med en tumult, hvor den vagthavende officer lod skyde skarpt. 3 mennesker dræbtes på stedet, 8e såredes. Nu ringedes der med alle kirkeklokker; byens trommer gik og guvernør Hutchinson havde den største møje med at forhindre en ligefrem krig. Han fik soldaterne ind i vagtstuen og barakkerne og lovede borgerne, at der skulle finde en retslig undersøgelse sted.

Næste dag holdtes et stort bymøde, som af mangel på plads måtte forlægges fra Faneuil-hallen til det gamle søndre forsamlingshus, og mødet udvalgte Samuel Adams til med 14 andre at begive sig til guvernøren og bringe ham følgende budskab fra de forsamlede borgere: »Indbyggerne og soldaterne kan ikke længere leve sikkert sammen; intet andet kan genoprette freden og forebygge yderligere blodbad end troppernes øjeblikkelige fjernelse.« Guvernøren svarede, at det 29de regiment, som havde været mest indviklet i spektaklerne, skulle øjeblikkelig fortrække til fortet. Det 14de regiment måtte beholdes i byen, men der skulle nok blive passet på, at soldaterne foreløbig ikke kom på gaden. Da udsendingerne kom tilbage til bymødet med dette svar, og Samuel Adams trængte sig gennem mængden for at komme op og afgive beretning, hviskede han til højre og venstre parolen: »Begge regimenter eller ingen«. Det blev da vedtaget, at man var utilfreds med guvernørens svar, og at Adams med ledsagere skulle gå tilbage til ham og kræve begge regimenter fjernede.

Atter stod Samuel Adams og guvernør Hutchinson ansigt til ansigt. »Det er mødets enstemmige mening« sagde Adams, »at det svar, indbyggerne har fået på deres erklæring i morges, er utilfredsstillende; intet mindre vil tilfredsstille end alle troppernes fuldstændige og øjeblikkelige fjernelse.« »Tropperne står ikke under min myndighed« svarede Hutchinson; »Jeg har ingen magt til at fjerne dem.« Samuel Adams strakte sin arm ud, og den rystede lidt af tilbageholdt utålmodighed, da han sagde, ikke meget højt, men klart og tydeligt: »Dersom de har magt til at fjerne eet regiment, har de magt til at fjerne dem begge. Det er deres egen risiko, hvis de ikke gør det. Mødet består af 3000 mennesker. De er blevet meget utålmodige. Tusinde mænd er allerede kommet fra omegnen, og landet er i bevægelse over det hele. Natten nærmer sig; man venter et øjeblikkeligt svar.« Idet han talte, så han stift på guvernøren, som blev en smule bleg. Efter en samtale med rådsherrerne gav han efter, og Samuel Adams kunne meddele det ventende bymøde, at begge regimenter ville rømme byen.

Borgerne hørte dette med stor glæde, men nedlagde ikke straks våbnene. De holdt vagt over deres by, så længe soldaterne endnu ikke havde forladt den. Officererne meldte sig fornærmede over dette vagthold, og det måtte i sandhed også være ærgerligt, når man var kommet til en by for at opretholde ordenen, da at blive bevogtet som en slags banditter. Men føreren for borgervæbningen havde skaffet sig god juridisk underretning og kunne pege på den bestemmelse i koloniens gamle love, ifølge hvilken han lod holde vagt. De 2 regimenter trak ud af byen til fortet som til et fængsel. Officererne skar tænder, og det var dem i kommende dage ingen fornøjelse at blive mindet om, i at de havde tjent i »Sam Adams regimenter.«

Men fra fortet til byen var ikke langt. Man kunne ved given lejlighed snart have soldaterne på nakken igen. Samuel Adams gik et helt år og tænkte på, hvorledes man kunne begynde at organisere folkemagten, så den kunne gøre sig gældende under alt, hvad der ville komme. Hidtil havde man holdt det gående med bymøder, der lejlighedsvis sammenkaldtes, og en enkelt gang havde man haft det omtalte møde af delegerede fra de forskellige byer i Massachusetts. Men der trængtes til en stående folkerepræsentation - en eller anden legemliggørelse af folkemagten, der altid kunne være tilstede og altid virksom. Og på et bymøde i oktober 1772 foreslog Samuel Adams Boston mændene at vælge en korrespondance-komité, bestående af 21 medlemmer, der skulle have til opgave at sætte en skrivelse sammen, hvori de fremsatte Bostons opfattelse af kolonisternes rettigheder og de overgreb og brud, der var sket på dem. Denne skrivelse skulle komiteen på byens vegne sende til alle koloniens øvrige byer og udbede sig, at de hver for sig ville vælge en korrespondance-komité, der kunne besvare Boston-skrivelsen og fremsætte vedkommende bys´ opfattelse af de nævnte vigtige genstande.

Den egentlige hensigt med dette system af komiteer var naturligvis ikke at berige verden med en hoben mere eller mindre vellykkede skrivelser, men at få udnævnt en del tillidsmænd rundt om i provinsen, som stod i forbindelse med hinanden over Boston som centrum. Det var en organisation af Massachusetts' Friheds- og Folkeparti, en organisation i en ganske foreløbig og løs skikkelse, juridisk aldeles forsvarlig, men dog med så meget af revolution i sig, at der var mere end een, der forsigtig afslog at sidde i komiteen for Boston. Dog fik man valgt de 21 mand. Samuel Adams blev sjælen i komiteén - han og lægen Joseph Warren, en yngre trofast ven af ham. William Cooper blev sekretær. Og nu havde Boston en forsamling, der var skabt af folket selv, besad dets tillid, og kunne, hvad øjeblik lejligheden krævede det, optræde som lovgivende og udøvende magt. Komiteens medlemmer gav hinanden da æresord på, at de ikke ville røbe forhandlingerne ved deres møder for noget menneske. Komiteen ville selv offentliggøre, hvad der skulle offentliggøres.

På opfordring fra komiteen i Boston holdt den ene by i Massachusetts efter den anden møder og valgte hver sin korrespondance-komité, der sendte skrivelser med tilslutning til Bostons opfattelse af kolonial frihed og med opmuntringer til at stå fast. En og anden småby måtte begynde sin skrivelse med undskyldning for stavningen og ordføjningen; men meningen var ikke til at tage fejl af. Rundt om lød det samme forsæt at vove alt for friheden. »Vore borgerlige og religiøse friheder« skrev den lille by Chatam på ydersiden af Cap Cod »er den behageligste og væsentligste del af vort liv, og uden den er det næppe værd at bevare resten.« Byen Petersham skrev: »Vor beundring for den manddommens ånd, der fik eders by til på så farlig en dag at tage anførselen i en så god sag, vokser, når vi tænker på, at i er udsatte for de første angreb fra magtens side. Den tid kan komme, da i drives fra eders retmæssige arv; skulle dette blive tilfældet, indbyder vi eder til at dele vore små livets fornødenheder med os. Og hvis vi ikke skulle være i stand til at stå imod, har vi besluttet at trække os tilbage og søge hvile blandt indlandets oprindelige beboere, hos hvem vi ikke tvivler om at finde mere menneskekærlighed og broderkærlighed, end vi har fundet hos vort moderland.« »Vi er enige med byen Petersham« svarede Boston »i at foretrække et liv blandt de ville for de mest glimrende kår under slaveri.. Men himlen vil velsigne et tappert folks forenede bestræbelser.«

I løbet af få måneder havde 80 byer valgt deres komiteer. Dette var altså kun for Massachusetts. Men snart efter fik Samuel Adams' idé en videre anvendelse. Virginias lovgivende forsamling valgte en korrespondance-komité og indbød de andre kolonier til at indsætte hver sin komité til at korrespondere med den i Virginia, således blev de ledende frihedsmænd i de forskellige kolonier sat i forbindelse med hinanden. Skulle det blive nødvendigt, behøvede komiteerne blot at samles på eet sted, og man havde da én amerikansk kongres. Der er i færd med at fremstå et stort friheds- og folkeparti i Amerika, et parti, hos hvilket en hidtil ukendt følelse af amerikansk fædrelandskærlighed gør sig gældende, - et begejstret modstandsparti, som Englands overgreb har kaldt til live, og som står i begreb med at tage landets skæbne i sine hænder. I de interkoloniale korrespondance-komiteer ser vi dette nationale partis begyndende sammenslutning.

Den told, der ved Townshend-loven af 1767 var lagt på papir, glas, farver og the, var i sig selv ikke nogen stor byrde. Og da Townshend var død, og lord North havde taget hans plads som ledende minister, gjorde England byrden endnu lettere ved i april 1770 at ophæve tolden på de 3 førstnævnte artikler og kun bibeholde den lille afgift af 3 pence på hvert pund the. Men selv denne lille fjer ville Amerika ikke bære på sine skuldre. Thi det drejede sig ikke om pengene, men om princippet; ingen beskatning ved parlamentet. Alle gode patrioter lod være at drikke the.

Da England gjorde regnskabet op for 1772, viste det sig, at thetolden havde indbragt 80 pund sterling, og omkostningerne med at hæve denne told havde i samme år beløbet sig til henved 300,000 pund. Det Ostindiske Kompagni havde sine pakhuse fulde af the, der ikke kunne blive afsat. Da traf lord North en forholdsregel, der, som han mente, sikkert skulle skaffe det betrængte kompagni dets amerikanske marked tilbage. Han fik i 1773 parlamentet til at vedtage, at the, der førtes til Amerika, skulle have fuld godtgørelse for indførselstolden i England. Hidtil havde der været dobbelt told på denne the, først i England og derefter i Amerika. Den første told var størst, og når den nu godtgjordes eksportørerne, blev resultatet, at theen kunne tilbydes billigere i Amerika end i England. En så indbydende kop the mente man, amerikanerne ikke ville kunne modstå, og det Ostindiske Kompagni gav sig til at pakke sine skibe. I sommeren 1773 sendtes store theladninger samtidig til New York, Philadelfia, Boston og Charleston.

Således som den velmenende lord North havde lavet det, havde nu thetolden aldeles ingen reel betydning; den medførte - sammenlignelsesvis - ingen prisforhøjelse af varen, men det modsatte. Lord North var kommet amerikanerne så meget i møde som vel muligt. Han ville af hjertet gerne gøre folk tilpas og skulle med fornøjelse have ophævet thetolden, dersom det blot gik an for princippets skyld. Men princippet om kongens og parlamentets lovgivende myndighed over kolonierne måtte hævdes. Derfor skulle denne thetold forblive. Theen måtte nok gøres billig for amerikanerne, men en lille skat måtte der være på den for princippets skyld. Men uheldigvis var princippet også for amerikanerne det afgørende. De skulle så gerne have drukket lordens the, dersom de ikke havde haft en bevidsthed om at drikke parlamentets beskattende overhøjhed i sig med det samme.

Der var ganske enkelte af de ledende mænd, der mente, at nu gik det ikke an at drive sin stædighed videre. Ministeriet og parlamentet havde jo åbenbart den bedste vilje til at afhjælpe kolonisternes klager, blot der kunne komme en ende på denne konflikt om bevillingsmyndigheden, der nu havde varet i snart en halv snes år. Den minister, som lord North havde betroet det amerikanske departement, var bekendt som en from, kristelig mand. Man burde vist nu opgive den storpolitiske kamp om retten og lægge an på at opnå praktiske indrømmelser af parlamentet. Dersom man drev modstanden mod beskatning til det yderste, kunne man let komme til at ligge under for den stærkere. Hellere skyde retsspørgsmålet ud i fremtiden. Koloniernes befolkning fordoblede sig på 25 år. Med tiden ville Amerika blive stærkt nok til at sætte sin ret igennem.

Mod denne tankegang indvendte Samuel Adams i Boston, at en opgivelse af retsspørgsmålet ville blot splitte amerikanernes følelser og forvirre deres råd. Det ville være en ulykkelig øjenforblindelse at tro på ministrenes og parlamentets redebonhed til at afhjælpe amerikanernes klagepunkter, blot de ville falde tilføje. Man måtte tage den uundgåelige kamp, medens frihedstanken var levende hos folket. Med hensyn til påstanden om, at befolkningen ville vokse sig stærkere med årene, bemærkede han: »Når vor frihed er borte, vil historien og erfaringen lære os, at en forøgelse af befolkningen kun er en forøgelse af slaver.« Denne betragtning af sagen vandt overhånd hos patrioterne. Eftergivenhed og bøjelighed er store politiske dyder; men der er punkter, som et folk må holde fast til det yderste, fordi det, hvis det her giver efter, slipper sin fremtid ud af hænderne. Amerika følte, at dets skattebevillingsret var et sådant punkt.

Medens theskibene stævnede over Atlanterhavet, gik der brev og bud mellem de korresponderende komiteer, og da skibene kom, var frihedspartiet overalt besluttet på, at theen ikke skulle komme i land. Skibene til Philadelfia og New York sejlede hjem igen med deres ladninger. I Charleston kom theen vel i land, men ikke længere end til toldvæsenets kældere, hvor den lå og ødelagdes af fugtighed. De skibe, der kom til Boston, ville også gå tilbage til England med ladningerne; men guvernøren og toldvæsenet nægtede at udklarere dem med theen ombord. Så måtte de blive liggende i havnen, så meget mere som der var givet ordre til fortet ved havneindløbet om at holde kanonerne ladte og hindre, at noget skib stak til søs uden at have papirerne i orden. Bostons borgere gik vagt på skibsbroen nat og dag. Hver halve time om natten råbte de »alt vel« ligesom skildvagter i en fæstning.

Når skibene havde ligget 20 dage i havnen uden at komme af med deres ladninger, ville de efter loven hjemfalde til beslaglæggelse, og theen kunne da oplægges på toldboden. Det var dette øjeblik autoriterne ventede på. Men aftenen før fristens udløb, lød et krigsskrig i Boston, og henved halvhundrede mænd, forklædte som indianere, trak igennem gaderne og begav sig, fulgt af en stor folkeskare, ud på skibene, hvor de i løbet af 3 timer tømte 340 kasser the ud i søen. Det hele gik ganske roligt til. Mængden i land stod så tavs, at man tydelig kunne høre thekasserne blive lukket op. Og da arbejdet var gjort, blev byen så stille som på en helligdag. Dette skete d. 16 december 1773. - Nu var det forbi med Englands forsonlige og imødekommetde holdning. Moderlandet tog riset frem og skred til at tugte sit vanartede barn: Boston.

I maj 1774 kom general Gage til Boston med flere soldater. Han, den øverstbefalende over de britiske tropper i Amerika, skulle nu tillige være guvernør over Massachusetts, og han havde befaling til at lukke Bostons havn for al handel, indtil byen havde erstattet det Ostindiske Kompagni den ødelagte the og i det hele havde vist sig villig til at adlyde lovene. Denne spærring indtrådte d. 1 juni, og fra den dag standsede byens forretningsliv. Indbyggerne, hvis tal var 20,000, og som mest havde deres ophold ved handel, skibsbyggeri og søfart, følte på een gang grunden blive taget bort under deres timelige velfærd, og nøden ville have været stor, dersom de ikke havde fået redebon understøttelse fra patrioterne i alle egne af landet.

Alligevel kunne Boston muligvis omsider være gået ind på at holde det Ostindiske Kompagni skadesløst, dersom ikke en ny forsmædelse var kommet til. Parlamentet gav sig uden videre til at revidere Massachusetts' patent og sætte en del nye bestemmelser ind deri. Kronen skulle for fremtiden vælge rådets medlemmer, dommerne og de fleste andre embedsmænd. Nævningeretter skulle ganske vist bibeholdes; men de kongelige dommere skulle afgøre, i hvilke tilfælde de skulle anvendes. Bymøder måtte kun holdes i enkelte bestemte tilfælde eller med særlig tilladelse af guvernøren. Denne lov, der kort og godt omstyrtede Massachusetts' gamle forfatning, fik Gage oversendt med befaling til at bringe den til udførelse. Og for at lette ham anvendelsen af magt medfulgte et par andre love, der gav ham ret til at lægge tropper i kvarter i Boston samt at sende enhver øvrighedsperson eller soldat, der blev anklaget for mord eller en anden hovedforbrydelse, til England eller til en anden af kolonierne for dér at forhøres af pålidelige kongelige dommere.

Men Gage kunne ikke gennemføre forfatningsforandringen. De rådsherrer og dommere, der udnævntes i henhold til den ny lov, blev af folket tvungne til at nedlægge deres embeder, med undtagelse af nogle få, der søgte ly i Boston under militærstyrkens vinger. Udenfor denne by havde guvernør Gage så godt som ingen myndighed. Han måtte have mange flere soldater, skrev han, for at bringe Massachusetts til lydighed. Men disse soldater kunne jo komme, og - i det hele taget - skulle Massachusetts med sine måske 300,000 indbyggere, overladt til sig selv, fortsætte kampen mod det mægtige Storbritannien, da ville afgørelsen være kun alt for sikker. Tanken om modstand mod parlamentet havde da også fra begyndelsen været forenet med tanken om en amerikansk sammenslutning. »Slut sammen eller dø« havde været et af slagordene i alle disse konfliktens år. Ja allerede under den franske og indianske krig, der på så mange måder var et forspil til den senere uafhængighedskrig, havde sammenslutningstanken gjort sig gældende. Vi erindrer Franklins plan på Albany-mødet i 1754. Den slog fejl; men faktisk følte kolonierne sig fra krigens tid mere forenede end nogensinde før. Deres væbningsmænd havde marcheret og kæmpet side om side, og en fælles amerikansk folkefølelse havde begyndt at gøre sig gældende. I Stempellovens dage havde den fremkaldt delegeretmødet i New York i 1765. Og den svigtede heller ikke nu. Massachusetts skulle ikke lades i stikken.

Virginias lovgivende forsamling var samlet, da budskabet kom, at Bostons havn skulle spærres. D. 24 maj vedtog huset en resolution, der kaldte gud til vidne på medlemmernes faste forsæt at værne om deres friheder, selvom de skulle blive nødsagede til at gøre det med våben i hånd. Resolutionen anbefalede alle deres medborgere at gøre den dag, da havnespærringen i Boston skulle træde i virksomhed d. 1 juni til en faste- og bededag, hvor de inderlig skulle anråbe gud om at afvende en borgerkrigs rædsler og »at give det amerikanske folk eet hjerte og eet sind til fast at modsætte sig med alle rette og retfærdige midler enhver krænkelse af amerikanske rettigheder.« Morgenen efter resolutionens vedtagelse opløste guvernøren forsamlingen. Den forlod lokalet, men kun for at samles et andetsteds 100 skridt derfra, hvor den straks vedtog en erklæring om, at angrebet på Massachusetts var et angreb på alle kolonierne, som måtte imødegåes med deres forenede visdom. Og det vedtoges da som Virginias forslag til alle de andre kolonier, at der for fremtiden skulle holdes en årlig amerikansk kongres. Dermed skiltes forsamlingen, og medlemmerne rejste hjem.

Da Virginia, den største og ældste koloni, således havde vist vejen, stod der blot tilbage, at Massachusetts skulle udsende den egentlige indbydelse til en kongres og bestemme stedet og tiden. Men for at denne indbydelse kunne fremkomme med den tilbørlige autoritet overfor søsterkolonierne, måtte den udgå fra den lovgivende forsamling. Denne var netop i begyndelsen af juli måned sammenkaldt af guvernør Gage til møde i Salem, mest for at den kunne få lejlighed til at vedtage godtgørelsen til det Ostindiske Kompagni for den ødelagte the. Men det var ikke nogen let sag for forsamlingen at give sig til at forhandle om amerikansk kongres; thi den blev omhyggelig udspejdet af guvernørens håndlangere, og ved det første tilløb til en forhandling af denne art ville den have et opløsningsbrev på halsen. I møderne passede man på at holde gode miner; men imidlertid havde Samuel Adams hver dag hemmelige konferencer med medlemmerne enkeltvis, indtil han endelig d. 7 juni var vis på husets samstemning med hans plan. På denne dag, da mødet var sat, lukkede Samuel Adams døren og stak nøglen i lommen. Derefter fremlagde han for huset sit forslag om, at man skulle indbyde til, en kongres for alle kolonier i Philadelfia d. 1 september. Dette vedtoges, og Samuel Adams med 3 andre valgtes til delegerede for Massachusetts på kongressen. Til deres udgifter blev en sum bevilget. Endelig, da dette var klaret, gav man sig tid til at vedtage en opfordring til byerne i kolonien om af al magt at støtte det nødlidende Boston samt at afholde sig fra at bruge engelske handelsvarer.

Midt under disse forhandlinger havde det gentagende banket på døren. Gage, der havde fået ilbud om, at der var ugler i mosen, havde øjeblikkelig sendt en mand med opløsningsbrev. Da sendebudet ikke kunne få døren op, havde han til sidst taget det parti at oplæse brevet ude på trappen for den menneskemængde, der stimlede dér. Nu var altså kongressen berammet. De forskellige kolonier valgte deres delegerede, og det tegnede til, at tilslutningen ville blive almindelig. Nu var blot spørgsmålet, hvad man skulle gøre i Philadelfia, - om man kunne blive enige om noget. Thi meningerne måtte selvfølgelig være meget delte angående den holdning, Amerika nu skulle indtage overfor England. Regeringens tilhængere håbede inderlig på, at kongressen ville blive fiasko, og mange af de delegerede var ængstelige og rådvilde, da de begav sig hen for at opfylde deres hverv.

De delegerede fra Massachusetts havde på henrejsen til Philadelfia lejlighed til at mærke de forskellige stemningsbølger, der gik gennem folket. I Connecticut blev de hilst med begejstring som repræsentanterne for den koloni, der led for den fælles sag. Store rytterskarer ledsagede dem hen ad vejen, og da de kom til New Haven, ringede klokkerne, og folk gik dem i møde eller trængtes til vinduerne for at se dem. De ledende mænd bad dem være forvissede om, at kongressens beslutninger skulle blive efterkommet, hvilke de så end var, og man opfordrede dem til at tage kraftige og bestemte forholdsregler. »Storbritanniens parlament« tilråbte man dem »har ingen ret til at give love for Amerika i noget som helst tilfælde.«

Men da de delegerede nåede Hudson, mødte de en anden stemning. New Yorks patrioter rådede dem til endelig at være forsigtige og på kongressen undgå enhver ytring, der kunne ligne en hentydning til de yderste midler. Thi her i New York var et mægtigt parti, som gyste ved tanken om borgerkrig, og som man kun havde fået med til planen om en kongres ved at berolige dem ganske i så henseende. Der var også mange her, som frygtede for den demokratiske ånd i Ny England, at den skulle brede sig til New York. En lignende kølighed mærkede Massachusetts' delegerede, da de i Philadelfia traf sammen med Pennsylvanias ledende mænd. Også fra dem måtte de høre mishagsytringer om den alt for uregerlige ånd, der rådede i Massachusetts, og om denne kolonis gamle religiøse utålsomhed. Det blev dem straks klart under samtalen med deres kolleger, efterhånden som de ankom, at handels- og kvækerkolonierne i midten var på nippet til at lade Massachusetts i stikkeri, og at det var fra syden, især fra aristokratiet i Virginia, at deres sag kunne vente den sikreste støtte. Hos medlemmerne fra Virginia var der ingen lunkenhed at spore. En af dem sagde, at han ville have mødt, om han skulle have gået på sin fod til Philadelfia. En anden forsikrede, at han i en anledning som denne ville have rejst, om det skulle være, til Jeriko. Og man fortalte, at Washington på et møde i Virginia skulle have sagt: Jeg er rede til at stille 1000 mand, underholde dem på min egen bekostning og marchere i spidsen for dem til Bostons undsætning.

D. 5 september 1774 gik kongressen igang med sit arbejde. Tømmermændene i Philadelfia havde overladt den deres pragtløse men rummelige sal til sine møder. Medlemmernes antal var 53, og de repræsenterede enhver af de 13 kolonier med undtagelse af Georgia. Washington var der, og Patrick Henry. Først måtte det afgøres, hvordan man skulle stemme. Skulle hver koloni, hvad enten den var lille eller stor, have én stemme, eller skulle man give hver koloni et antal stemmer, beregnet efter dens folkemængde. Med andre ord: skulle man blive stående ved den gamle betragtning af kolonierne som politiske enheder hver for sig, eller var det tiden til at erklære den gamle statsret for ophævet og betragte kolonierne snarere som en slags valgdistrikter i den ny politiske enhed: Amerika? Patrick Henry hævdede den sidste synsmåde og svang sig op til at erklære al hidtidig regering ophævet og naturtilstanden indtrådt. »Britisk undertrykkelse« sagde han »har udslettet grænserne mellem de forskellige kolonier. Adskillelsen mellem virginiere, pennsylvaniere, new yorkere og Ny englændere findes ikke mere. Jeg er ikke en virginier, men en amerikaner. Hr. præsident! Vi befinder os i naturtilstanden, og i naturtilstanden er folkemængden grundlaget for repræsentationen.« Men flertallet i forsamlingen var mere stemte for at holde sig til jorden. »Vi er samlede her« sagde et medlem fra New York »for at søge at rette fejlene i en gammel forfatning; ikke for at lave en ny. Jeg kan endnu ikke tro, at al regering er tilende. Vilkårlighedens mål er endnu ikke fuldt, og det må løbe over, før vi tager os for at udkaste en ny forfatning.« - Man enedes om, at hver koloni skulle have een stemme.

Derefter vedtog man, at forhandlingerne skulle være hemmelige og fik derved klogelig kastet et slør over de mange skarpe modsætninger, der gjorde sig gældende under sagernes behandling. Stadig var det opgaven gennem ofte pinlige forhandlinger at nå til et kompromis, hvis resultat ikke rigtig tilfredsstillede nogen, men dog i det mindste reddede situationen udadtil. De mere yderliggående medlemmer bekvemmede sig til at sætte deres navn under en adresse til kongen og en anden til det engelske folk, hvori der udtaltes ønsket om en forsoning med moderlandet. Til gengæld måtte de mådeholdne og ængstelige gå med til at underskrive en pagt om ikke-indførsel af engelske varer samt en erklæring om, at kongressen gjorde Massachusetts' sag til sin. I oktober skiltes den første kontinentale (almindelig amerikanske) kongres efter at have bestemt, at den næste kongres skulle samles til maj det følgende år.

Kongressens vigtigste handling havde været vedtagelsen af, at »denne kongres bifalder Massachusetts' indbyggeres modstand imod de sidste parlamentslove; og ifald disse forsøges gennemførte med magt, bør hele Amerika støtte dem i deres modstand.« Denne erklæring var ikke vedtaget enstemmig, og det kunne endnu være tilladt at tvivle på, om den ville få meget at betyde. Dog så det jo ud til, at England ved at fortsætte sin fremfærd mod Massachusetts kun ville opnå at banke Amerika sammen. Og spørgsmålet var derfor, om denne erfaring ville have nogen indflydelse på Englands politik.

Kongressen havde i så henseende regnet med de forestående nyvalg til parlamentet. Adressen til det engelske folk, der var vedtaget i Philadelfia, var beregnet på at påvirke de engelske vælgere. Den udtalte håbet om, at »Nordamerikas forenede anstrengelser ville bibringe det britiske folk en sådan overbevisning om det uretfærdige og ødelæggende i den nuværende regerings politik, at det hurtigt ville skaffe bedre mænd og visere forholdsregler.« Men inden denne adresse nåede frem til England, havde regeringen opløst parlamentet og udskrevet nyvalg. Og det nye parlament blev af samme art som det gamle - Underhuset bestod for en væsentlig del af medlemmer, der havde købt deres pladser ved valgbestikkelse, og som skaffede sig pengene ind igen ved at sælge deres stemmer til regeringen. Det viste sig da snart, at lord North kunne regne på parlamentets understøttelse til endnu strengere forholdsregler mod Massachusetts. Pitt - eller lord Chatam, som han nu hed - løftede for sidste gang sin advarende røst, men det var som talt for døve ører, og Franklin, der indså, at de sidste muligheder for en forsoning var udtømte, og som ikke længere følte sig tryg i London, forlod hemmelig byen i marts 1775 og indskibede sig til Philadelfia.

Vinteren 1774/75 tilbragte Gage og hans 3000 mand i Boston bag de fæstningsværker, de havde opført på den landtange, der forener byen med fastlandet. Der kunne nok være årsag for generalen til at forskanse sig; thi befolkningen i Massachusetts var under våben. Rundt om i byerne øvede væbningen sig, og en stor mængde havde ladet sig indskrive som »minutmænd« dvs. som rede til at møde med en minuts varsel. Provinsen talte omtrent 120,000 mænd mellem 16 og 60 år, og disse var næsten alle vokset op med riflen i hånden. Vanskeligheden var naturligvis at få denne styrke lavet til noget, der lignede en kampdygtig hær. En sikkerhedskomité på 11 mand var nedsat for som udøvende myndighed at forberede krig. Den fik udnævnt nogle overordnede befalingsmænd, fik samlet nogle små krigsforråd og gjorde i det hele, hvad den kunne. Men det var ikke meget. Dels havde sikkerhedskomiteen kun meget små pengemidler at råde over, og dels savnede den midler til at skaffe sine befalinger ubetinget lydighed.

»Loyalisterne« - dvs. regeringens tilhængere - så med foragt på disse krigstilberedelser, og en af dem, ved navn Daniel Leonard, skrev i vinterens løb en afhandling, hvori han bad folket tænke på, at væbnet modstand mod parlamentets bestemmelser var højforræderi, - at rebeller ville, som de fortjente, blive slået ned som græs for høstmandens le; de, hvem sværdet sparede, ville galgen og skafottet gøre det af med. Storbritannien var besluttet på at håndhæve parlamentets magt og var i stand til at gøre det. Kolonierne syd for Pennsylvania havde næppe mænd nok til at holde styr på deres mange slaver og forsvare sig mod indianerne. De nordlige kolonier havde ingen krigsmagasiner og ingen penge til at skaffe sig dem, heller ingen disciplin eller subordination eller generaler, der kunne stilles op imod oplærte officer. 5000 britiske tropper kunne gøre det af med 50,000 amerikanere. Samme dag, krigen brød ud, ville den britiske flåde gøre sig til herre over deres handel, fiskerier, søfart og havnestæder. Kanadierne og indianerne ville blive sluppet løs på dem fra den anden side. En regulær hær kunne lægge landet øde som en hvirvelvind. At kolonierne ville forene sig, kunne der i virkeligheden ikke være tale om. Ny England, ja måske selve Massachusetts, ville blive ladt i stikken og falde alene. Og selv her i Massachusetts var der tusinder, der ville flokkes om det kongelige banner, medens provinsen svømmede i rebellers blod.

Sådanne betragtninger var ret godt egnede til at gøre indtryk på den af naturen sindige og ordenskære befolkning i Massachusetts. Men Leonard fik svar af John Adams, en sagfører fra Boston, der havde været medlem af kongressen. John Adams opfordrede sine landsmænd til at gøre modstand med alle midler. »Skulle de have uheld« skrev han, »kan de kun blive slaver, som de ville have været, om de ikke havde gjort modstand. Dør de, da er død bedre end slaveri. Har de held med sig, er deres vinding umådelig, for de bevarer deres friheder. Havde romerne ikke gjort modstand mod Tarqvinius, ville da de romerske talere, digtere og historieskrivere nogensinde have været til ? Vandt de schweiziske kantoner ikke ved modstand, mod Albrecht og Gessier? Vandt de Nederlandske Forenede Provinser ikke ved modstand mod Filip, Alva og Granvella? Vandt engelskmændene ikke ved modstand mod Johan, da Magna Charta blev erhvervet ? - ved modstand mod Karl I ? - mod James II ?« Med sådanne betragtninger skød Massachusetts-mændene hjertet op i livet. Om det end skjalv i dem ved tanken om de straffedomme, der svævede over deres hoveder, veg de dog ikke noget øjeblik fra deres faste forsæt at stå imod, hvis den væbnede magt skulle blive anvendt imod dem, selv med livet som indsats. »Liv og frihed skal gå tilsammen« var deres valgsprog.

Også i andre kolonier gjorde man sig rede til at stå Massachusetts bi og møde faren. I en forsamling af ledende mænd i Virginia foreslog Patrick Henry, at kolonien uopholdelig skulle sættes i forsvarstilstand. Flere talte mod forslaget. »Er vi i stand til at føre krig?« Spurgte de. »Er vi et militært folk? Hvor er vore magasiner, vore soldater, vore generaler, vore penge? Vi er forsvarsløse, og dog taler vi om krig mod en af de vældigste nationer i verden. Det vil være tids nok at gribe til fortvivlelsens midler, når ethvert velgrundet håb er ude.« »Hvad håb« spurgte Patrick Henry »har man kunnet øse af det britiske ministeriums holdning i de sidste 10 år? Er flåde og hære nødvendige til et kærlighedens og forsoningens værk ? Nej, det er underkuelsens redskaber, sendte overfor at nitte de lænker på os, som det britiske ministerium så længe har smedet på. Og hvad har vi at sætte imod dem? Skal vi stille argumenter op? Det har vi gjort nu i 10 år; har vi længee noget nyt at komme med? Eller skal vi gribe til bøn og ydmyg begæring? Vi har indgivet begæringer - vi har gjort forestillinger - vi har bønfaldt - og vi er blevet sparket bort fra tronens fod. Det vil være meningsløst at håbe på forsoning. Der er ikke længere plads for håb. Ønsker vi at være fri, må vi fægte. Jeg gentager det, vi må fægte. En appel til våbnene og til hærskarernes gud er det eneste, vi har tilbage.

»De siger mig, at vi er svage; men skal vi samle styrke ved vankelmod? Vi er ikke svage. Et folk på 3 millioner, væbnet for frihedens hellige sag, og i et land som dette, er ikke til at besejre med nogen styrke, som vor fjende kan sende imod os. Vi vil ikke komme til at fægte alene. En retfærdig gud bestemmer over nationernes skæbner og vil bringe venner til at stå op for os. Kampen er ikke blot for den stærke; den er for den vågne, den virksomme, den brave. Og desuden - vi har intet valg. Var vi fejge nok til at ønske det, ville det dog være for sent at unddrage sig striden. Der er intet at trække sig tilbage til, andet end underkastelse og slaveri. Krigen er uundgåelig - og lad den komme! Lad den komme! »Er livet så dyrebart eller freden så livsalig, at de skulle købes, selv om prisen er lænker og slaveri. Det forbyde den almægtige gud! - jeg véd ikke hvad andre bestemmer sig for. Men for min del - giv mig frihed eller giv mig død.«

Denne tale slog alle indvendinger til jorden. Henrys forslag blev vedtaget og frivillige korps oprettedes rundt om i Virginia. Således begyndte i det tidlige forår 1775 krigssignalerne at lyde og besvares fra koloni til koloni. General Gage fandt situationen ganske forskellig fra, hvad han oprindelig havde tænkt sig, og han vidste ikke, hvad han skulle gøre - andet end holde Boston besat. Han havde endnu ikke mere end sine 3000 mand og ventede på underretning om, hvilken politik ministeriet og parlamentet i vinterens løb havde bestemt sig for. I marts indtraf mindedagen for de »frihedens martyrer«, der i 1770 var skudt ned af soldaterne under opløbet i Bostons gader. Dagen blev fejret af Bostons borgere ved et stort møde, hvor den førnævnte læge Joseph Warren skulle holde festtalen. Mødets afholdelse var i strid med den ny parlamentslov, der forbød bymøder uden i enkelte bestemte tilfælde; men Gage fandt det ikke rådeligt at modsætte sig det. I menneskestimlen, der trængte sig ind i det gamle søndre forsamlingshus, viste sig omtrent 40 britiske land- og søofficerer. Deres nærværelse vakte forundret opmærksomhed; men Samuel Adams, der var ordstyrer, modtog dem med udsøgt høflighed og fik dem bragt til sæde på forhøjningen lige ved talerstolen. Der sad de for alles øjne og hørte på Joseph Warrens levende skildring af blodbadet på Bostons borgere, hvorefter han fortsatte: »Vore gader vrimler igen af væbnede mænd, vor havn er fuld af krigsskibe; men de forskrækker os ikke. Vor frihed må bevares; den er langt kostbarere end livet….selv oversendelsen af tropper for at bringe parlamentslovene til udførelse er ikke uden fordele for os. Deres nøjagtige og smukke disciplin indgyder vor ungdom iver for at lægge sig efter militær kundskab, Karl den uovervindelige lærte Peter den Store krigskunsten; slaget ved Pultava overbeviste Karl om de fremskridt, Peter havde gjort ....»Mine medborgere, jeg véd, i mangler ikke iver eller tapperhed. I vil håndhæve eders rettigheder eller omkomme i den ædle strid. Lad kampen være så vanskelig den vil, - i vil aldrig undvige den, når frihed er prisen. Uafhængighed af Storbritannien er ikke vort mål. Nej, vort ønske er, at Britannien og kolonierne må, som egen og vedbenden, gro og trives tilsammen. Men dersom disse fredelige forholdsregler bliver uden virkning, og det viser sig, at den eneste vej til frelse går over blodige slagmarker, da véd jeg, i vil ikke vende ansigterne fra eders fjender, men uden at blinke vil i presse fremad, til tyranniet er trådt under fod.«

Officererne forholdt sig tavse under talen. Men da det derefter blev bragt i forslag at »udnævne en taler til næste år at holde mindetale over det skrækkelige blodbad«, begyndte de at hysse. Derved opstod alarm, og officererne havde sikkert fået prygl, dersom ikke Adams med sin uforstyrrelige rolighed snart havde fået ordenen genoprettet. Men officererne kunne ikke forvinde den ærgrelse, de havde måttet æde i sig. Fra den dag ønskede de at få ram på Bostons borgere. En dag arresterede de en mand for en ubetydelig forseelse, tjærede og fjerede ham, gav ham en plakat på ryggen med indskrift »amerikansk frihed eller et pragteksemplar af demokrati« og trak ham gennem hovedgaderne med hele det 47de regiments musikkorps i hælene, der spillede »Yankee Doodle«, en smædevise over amerikanerne, - endvidere en snes mand med opplantede bajonetter og en sværm af lystige officerer. Optoget var øjensynlig beregnet på at irritere befolkningen og forlede den til håndgribeligheder, så militæret kunne få et påskud til at begynde fjendtlighederne. Men forsøget lykkedes ikke. .

I april måned ville general Gage gøre et kup. Natten til d. 19 april sendte han oberst Smith ud med 300 mand. De skulle marchere til Concord, en lille by 4-5 mil nordvest for Boston, hvor Gage vidste, at sikkerhedskomiteen havde sit hovedoplag af krigsmateriel. Dette skulle oberst Smith ødelægge, og om muligt skulle han med det samme opsnappe Samuel Adams og John Hancock, der formodedes at befinde sig i samme egn. Dette var det første skridt til at anvende den væbnede magt - bortset fra det tilfældige sammenstød under gadetumulten i 1770. Aftenen i forvejen havde Gage stillet en mængde vagtposter op, der skulle hindre enhver kommunikation mellem Boston og omegnen. Alligevel slap nogle ilbud igennem, som meldte patrioterne på landet, at fjenden kom, og et par lanterner i et af Bostons kirketårne sendte den samme melding ud gennem nattens mørke.

Tropperne havde da ikke marcheret ret længe, før signalskud og klokkeringning rundt omkring underrettede dem om, at deres plan var opdaget, og oberst Smith sendte bud tilbage om undsætning. En halv time før solopgang nåede tropperne Lexington, en by på 700 indbyggere. Her stod omtrent 60 mænd opstillede med våben i hånd, spærrende vejen. »Skil jer ad, i bønderknolde i rebeller!« råbte major Pitcairn, der førte fortroppen. »Læg våbnene ned! Hvorfor lægger i ikke våbnene ned og skiller jer ad?« Og da de fleste af dem blev stående ubevægelig, skød Pitcairn sin pistol af og kommanderede »fyr«. Straks løsnedes kun et par skud. Soldaterne var endnu ikke komne ud over at se landsmænd i amerikanerne. De betænkte sig; men snart fik officererne ægget dem op, og da skydningen for alvor begyndte, spredtes den lille skare på et øjeblik, efterladende 7 døde og 9 sårede - en fjerdedel af hele styrken - på pladsen.

Efter en halv times hvil i Lexington marcherede tropperne videre til Concord. I denne by havde man i morgenstunden travlt med at skjule hvad der var tilbage af krudt og kanoner. En del af oplagene var allerede tidligere flyttet bort på sikkerhedskomiteens foranstaltning. Klokken 7, da de britiske tropper i strålende morgensol nærmede sig fra Lexington, var der i Concord ikke samlet synderlig flere end de 200 mand, der udgjorde byens egen væbning. De trak sig da tilbage til en højde bag byen for dér at oppebie undsætning. Kvinder og børn søgte til skoven og skjulte sig, og briterne drog ind i en tom by, hvor de fornaglede et par kanoner og ødelagde en del ammunition.

Imidlertid skyndte væbningsmændene fra nabobyerne sig til Concord, og skaren, der stod på højdedraget bag byen, voksede til over 400. Imellem dem var minutmændene fra Acton, som ved daggry havde hørt trommeslag og et øjeblik efter havde været på pletten foran deres høvedsmands hus, Isak Davis hed han og var en statelig mand på 30 år, fader til 4 små børn, meget alvorlig og ordknap af væsen. Isak Davis var ikke længe om at gøre sig rede. Pas godt på børnene! sagde han til sin hustru, idet han satte sig i spidsen for sit kompagni og førte det i ilmarch til Concord, her kom han netop tids nok til at tage del i affæren. Thi da amerikanerne så, at briterne havde sat ild på byen flere steder, fattede de det forsæt at gå ind i byen og forsvare den. Den øverstbefalende gav ordre til at rykke frem, men ikke fyre, før de blev angrebne. Isak Davis' rolige ansigt forandredes. En skolemester, der var med, kunne siden ikke finde ord til at udtrykke, hvorledes hans kinder blussede, da kommandoordet lød. »Jeg har ikke en mand, som er bange for at gå« sagde Davis, drog sin sabel og råbte: March! Hans kompagni gik forrest ned ad bakken mod den bro, der førte til byen. I spidsen for kompagniet gik Davis og ved hans side major Buttrick fra Concord og oberst Robinson fra Westford.

Disse 3 mænd gik tilsammen forrest af alle. Efter dem fulgte minutmænd og væbningsmænd i dobbelt række med gevær i højre hånd. Da de nærmede sig broen, begyndte briterne at tage plankerne op, og amerikanerne, der ville hindre det, satte i løb. Da kom en salve fra briterne, der strakte Isak Davis og flere andre til jorden. Og major Buttrick gav et højt spring og råbte, idet han i det samme så sig tilbage: »Fyr, kammerater, for guds skyld fyr!« Et øjeblik hørtes råbet »fyr, fyr, fyr!« løbe fra mund til mund. Da begyndte de amerikanske bøsser at knalde, og den britiske afdeling, der holdt broen besat, trak sig ilsomt tilbage. 2 af dem var døde og flere sårede. amerikanerne havde nu broen og blev stående dér. Inde i byen vidste oberst Smith i nogen tid ikke, hvad han skulle gøre. Men ved middagstid bestemte han sig for at forlade byen og tiltrådte tilbagemarchen den vej, han var kommet - ad en kroget og bakket vej mellem skov og krat.

Nu begyndte der en jagt. amerikanerne løb over markerne og lagde sig på lur. Deres afdelinger opløstes, og hver virkede på egen hånd. Det var den krigsførelse, de havde lært af indianerne. Nu var alt mandskab på benene, og fra hegn og buske sendtes en jævn hagl af kugler ned over soldaterne, der snart blev trætte af de frugtesløse forsøg på at rense krattet og foretrak at fremskynde deres march. Officererne måtte stille sig i vejen for soldaterne og true dem på livet, for at hindre, at den hurtige march gik over til vild flugt. De dreves som får foran amerikanerne og havde muligvis måttet overgive sig, hvis de ikke, kort efter at have passeret Lexington, havde mødt lord Percy med en undsætningsstyrke på 1200 mand og 2 feltkanoner. Percy lod sine folk danne en karré, i hvis midte flygtningene optoges. Dér kastede de sig på jorden med tungerne hængende ud af halsen.

Efter en halv times hvil fortsattes tilbagetoget. Amerikanerne havde nu at gøre med 2 tredjedele af hele den britiske hær i Boston. Men de fortsatte jagten, og det så en tid ret betænkeligt ud for soldaterne. Der blev fyret på dem i begge flanker, i fronten og bagfra. Flere og flere minutmænd kom til, ofte langt borte fra. De, der havde skudt deres ammunition op, afløstes straks af andre. De lå i dækning og ladede deres bøsser på eet sted og krøb så hen og fyrede dem af et andet sted. De løb fra fronten til flanken og fra flanken til bagtroppen. Efterhånden tabte de respekten for feltkanonerne og begyndte at presse på bagtroppen, så at soldaternes march atter blev meget ilsom. Det var med nød og næppe at de lidt efter solnedgang slap ind til Boston i ly af krigsskibenes kanoner. Dette var det såkaldte slag ved Lexington d. 19 april 1775. Dagen havde kostet briterne 75 døde, 180 sårede og 28 fanger. Amerikanerne havde 51 døde, 103 sårede og 5 fanger. Således var krigen brudt ud. Aftenen i forvejen var der ikke 50 personer i kolonien, der for alvor ventede, at det ville komme til krig. Og nu ligger tusinder af mænd og belejrer Boston med riflen i hånd.

»Gamle Put« havde om morgenen d. 20 april fået skindtrøje og skødeskind på og var i færd med, sammen med nogle arbejdsfolk at sætte et stengærde ved sin gård. Gården lå i Pomfret i Connecticut. Over døren svinglede et skilt med billedet af general Wolfe - ham, der erobrede Quebec i 1759 og faldt med det samme. Og mange søgte herind for at få sig et glas og høre gamle Put fortælle sine eventyr fra krigen. Han havde nemlig været med fra først til sidst i den franske og indianske krig - havde engang været lige ved at blive stegt af indianerne - havde en anden gang undsluppet dem ved at styre en båd ned over strømfaldene i Hudson og var kommet hjem efter næsten 10 års feltliv som oberst i væbningen.

Hans rette navn var Israel Putnam, og han var født i Danvers i Massachusetts af en kraftig og frugtbar slægt. Israel Putnam var den 10de af 11 børn, og han havde selv 10 børn, hvoraf den yngste var et år, da hans hustru døde. Om han end var vandret ud til Connecticut, blev der dog derfor ikke mangel på putnamer hjemme i Danvers. Af de 74 byskrivere, denne kommune indtil vore dage har haft, har 24 været putnamer. Ligeså 15 af de 23 degne, 12 af de 26 kæmnere og 7 af de 18 forstandere for sabbatskolen. I året 1867 var der blandt de 800 stemmeberettigede borgere i Danvers 50 putnamer.

Vi hørte om Israel Putnam, at han var oberst og krovært. Men han var tillige en driftig landmand. Hans farm i Pomfret var en af de bedst drevne i Ny England, og især var han bekendt for at opdrætte fortrinlige får og tiltrække ny sorter vinteræbler. Da en ulv på een nat havde bidt 60 får ihjel for ham, gik Putnam ind i hulen til den og dræbte den. Hos Israel Putnam havde »Frihedens Sønner« i Connecticut deres samlingssted efter udbruddet af konflikten med Englands regering. Og da Boston havn blev spærret i sommeren 1774, red Putnam til den nødlidende by med 130 får som gave fra hans hjemsogn.

D. 20 april 1775 gik Putnam altså og satte stengærde på sin mark. Da kom rygtet ham forbi på sin fart ud over landet - rygtet om affæren ved Lexington den foregående dag. Og Putman lod markarbejdet hvile, skyndte sig rundt at purre væbningen ud og red selv sporenstregs ad Boston til - 25 mil på den samme hest. Skødeskindet havde han kastet, men skindtrøjen med lerklatterne havde han på endnu, da han næste morgen ved solopgang nåede Massachusetts-mændenes lejr foran Boston. Han stillede som første mand fra Connecticut og kunne melde, at andre snart skulle komme efter. Samme morgen kom nogle hundrede mand i ilmarch fra New Hampshire. De havde gået 14 mil i 20 timer. Også mændene fra Rhode Island begyndte at strømme til. Det var, med andre ord, hele Ny England, der gav møde. Landmændene hastede til »frihedslejren« som de gik og stod, mange af dem uden proviant for en dag eller en skilling i lommen, blot riflen, krudthornet og kugleposen havde de tænkt på at få med. Men egnens beboere lukkede deres døre op og satte frem hvad de havde.

Hovedlejren var i Cambridge. Her stuvede væbningsmændene sig sammen i Harvard Universitetets høresale, i kirken, i husene. Men efterhånden fyldtes markerne af telte, bræddeskur og jordhytter. Krigsfolkets mødre, hustruer eller søstre kom til lejren med klæder og fødevarer. Styrken voksede op til henved 20,000 mand. Massachusetts' folkerepræsentation eller provinskongres som den nu kaldte sig - udnævnte et af sine medlemmer, Artemas Ward, der i den franske og indianske krig havde tjent som major i væbningen, til overgeneral over stridskræfterne fra Massachusetts, og efter forholdenes natur blev det da ham, der måtte have overkommandoen over hele den samlede Ny Englands-hær. Men det var vanskeligt nok at få tropperne fra New Hampshire, Connecticut og Rhode Island til at anerkende dette. Selv folkene fra Massachusetts kunne Ward ikke ret få hold på. Mange af dem var vendt hjem igen, da det ikke straks gik løs med at jage engelskmændene i havet. De manglede føde og forsyninger, eller de måtte hjem og ordne deres sager, som de pludselig havde forladt. Men selv de, der lod sig indrullere i den hær, der nu skulle organiseres, tog det ikke altid så nøje med at møde ved appellen; store skarer gav sig selv orlov, når de fandt for godt. Det var naturligvis ikke at vente, at en disciplineret hær skulle kunne skabes med et trylleslag. Snarere må man undre sig over, at der overhovedet kunne bevares noget sammenhold og nogen operationsdygtighed hos denne pludselig sammenløbende mængde, og at ikke hele det militære foretagende med at indeslutte Boston gik i skuddermudder i løbet at nogle uger.

Noget sådant ventede general Gage. Og da han sidst i maj havde fået forstærkninger, udstedte han d. 12 juni en proklamation om, at enhver oprører, der ville nedlægge våbnene og gå hjem og passe sine private sager, skulle få tilgivelse. Samuel Adams og John Hancock skulle alene være undtagne fra denne almindelige amnesti. Men få dage efter besvarede Ny Englands hær proklamationen med at rykke Gage nærmere ind på livet.

Boston lå dengang - jordforholdene har siden tildels forandret sig - på en halvø eller næsten ø, der kun ved en smal hals var forbundet med fastlandet. Nord for Bostonhalvøen var en anden lignende, hvor den lille by Charlestown lå. Adgangene til de 2 byer, over Boston hals og Charlestown hals, var 3 fjerdingvej fra hinanden. Men da halvøerne bøjede imod hinanden, var der imellem selve byerne kun et sund på nogle hundrede alens brede. Dette kunne englænderne nemt fare over, og Charlestown hals blev således omtrent lige så fuldt som Boston hals en udfaldsport fra Boston. Derfor havde Ny Englands hær sin hovedlejr midtvejs mellem begge ved Cambridge. På Charlestown halvøen havde englænderne ingen tropper, men deres krigsskibe havde hindret amerikanerne i at besætte den. Desuden havde Gage truet med at skyde Charlestown i brand, dersom der blev gjort forsøg på at besætte halvøen.

Men natten til d. 17 juni gik 1000 amerikanere under oberst William Prescott - atter en af dem, der havde tjent sig op under den franske og indianske krig - over Charlestown hals og opkastede i den korte sommernat med største hast en skanse på et bakkedrag ved Bunker Hill. »Kan vi blot få en smule dækning i stand, før vi bliver opdagede« sagde Prescott, »skal vi nok holde pladsen.« Han listede sig ned til stranden og hørte skildvagterne på krigsskibene og i Boston råbe »alt vel«. Men næppe gryede dagen, før de var opdagede, og de engelske kanoner sendte dem én varm morgenhilsen. Kanonaden blev stærkere og stærkere, og tilværelsen i skansen blev uhyggelig for uvante krigsfolk. Men Prescott gav sig til at spadsere op og ned oven på brystværnet for at sætte mod i sine folk.

Da det var blevet over middag, og kanonaden ikke havde kunnet drive amerikanerne bort, sendte Gage fodfolk over. Henved 3000 mand under anførsel af general Howe landede på halvøens nordøstligste hjørne og beredte sig til at gå nord om skansen og tage den i ryggen. Prescott sendte da 200 Connecticut-mænd ud i marken, og de spændte sig ud i en linie fra skansen til den nordlige strand. Der strakte sig i denne retning et 300 alen langt hegn af stolper og lægter. Skytterne tog nyhøstet hø, der stod i stakke på marken, vandt det mellem lægterne og stoppede det sammen foran hegnet, så det dannede en slags dækning. Således ventede de på fjenden.

Prescott havde sendt bud til hovedkvarteret i Cambridge .efter forstærkning. Men Ward frygtede et udfald over Boston hals og turde ikke blotte hovedlejren for tropper. Dog fandt adskillige vej til Bunker Hill på egen hånd. Således Seth Pomroy, en 69årig bøssemager og oberst i Massachusetts' væbning, velkendt fra den sidste krig. Han droges af kanontordenen og sprængte afsted på en hest, han havde lånt af general Ward. Da han kom til Charlestown hals, hvor granaterne fra krigsskibet Glasgow sprang lystigt, blev han betænkelig ved at udsætte en anden mands hest for så øjensynlig fare, overgav den til en skildvagt, tog sin riffel på nakken og gik over halsen. Han tog plads ved lægtehegnet, og snart lød det langs linien, at gamle Seth Pomroy var kommet. Heller ikke John Stark ventede på ordre fra hovedkvarteret. Han var vokset op på New Hampshires yderste grænse og var fra sin ungdom fortrolig med skovliv og indianerkampe. Han havde, 30 år gammel, været i fangenskab hos indianerne og blev på grund af sin stolte fasthed kendt hos dem under navnet »den unge høvding«. I 1755 blev han løjtnant i et korps af skovjægere og tjente sig op til kaptajn. Nu var John Stark oberst og fører for New Hampshires stridskræfter ved Boston.

I spidsen for et par hundrede mand marcherede Stark til slagmarken. Da de kom til den snævre overgang, hvor kanonerne spillede, foreslog Dearborn, en af hans kaptajner, der gik ved hans side, at de skulle sætte i løb. »Dearborn« svarede Stark, »een frisk mand i slag er lige så meget værd som 10 trætte.« Og hans skare gik rolig over Charlestown hals trods regnen af granater. Da han kom til Bunker Hill, så Stark med et øjekast, at stillingen havde sit svage punkt yderst mod nord, hvor det skrå affald fra den høje mark ned mod stranden - dér, hvor lægtehegnet holdt op - var ganske åbent for fjenden. Her tog han og hans New Hampshire-mænd opstilling og lavede sig i en fart et brystværn af store sten. Og nu klokken halv 3, medens flammerne fra Charlestown, som briterne havde skudt i brand, slog i vejret, brød general Howes slagorden frem til et angreb på stillingen i hele dens længde fra skansen ud til nordstranden.

»Giv nu agt, gutter!« råbte Prescott til sine Massachusetts-mænd i skansen. »Rødkjolerne skal ikke nå frem til skansen, hvis i blot vil holde jeres ild tilbage, til jeg giver ordre, og passe godt på ikke at skyde over hovederne på dem.« Israel Putnam, som var imellem Connecticut-mændene ved lægtehegnet, opfordrede ligeledes dem til ikke at spilde krudtet ved at fyre i utide. Og yderst på venstre fløj hørtes John Starks røst. »Hold på deres livremme, folk!« råbte han til sine New Hampshire skytter, idet de lagde riflerne i anslag.

Højderne omkring Boston, kirketårnene og hustagene i byen og krigsskibenes master var fulde af tilskuere, som med spænding fulgte denne første virkelige styrkeprøve mellem regulære tropper og amerikanske frivillige, der foregik på det opad skrånende jordsmon som på et teater. Man ser briterne rykke frem i udmærket orden. De begynder at fyre, men ilden besvares ikke. De kommer hen under skansen, og man ser dem med tornystrene på ryggen arbejde sig op ad den temmelig stejle skråning, hoppe over led og indhegninger, vade gennem knæhøjt græs. De er ikke mange favne fra amerikanernes stilling, og endnu er de uskadte. Da giver amerikanerne ild, pludseligt og voldsomt over hele linien. «Briterne standser, og i 10-15 minutter er alt ild og røg, indtil soldaterne ses i uorden løbe ned ad bakken, officererne sidst, heftig gestikulerende og forsøgende at få tropperne til at gå på igen.

Endelig lykkes det dem at drive folkene frem. Og skuespillet gives da capo. Måske var briterne denne gang endnu nærmere inde på forskansningerne, før amerikanernes ild kom. Og ligene lå meget tæt i det nedtrampede græs, da soldaterne anden gang løb tilbage. Efter et længere ophold sætter briterne sig for tredje gang i bevægelse. Denne gang har de lagt tornystrene og sat bajonetten på. På 30 alens afstand får de salven, standser ikke for at besvare den, men går løs på skansen med bajonetten. Efter et kort håndgemæng viger amerikanerne. De fra skansen løber i uorden tilbage; de bag lægtehegnet, der ikke har fået fjenden fuldt så nær ind på livet, holder nogenlunde sammen under tilbagetoget. Seth Pomroy går baglængs med ansigtet mod fjenden svingende sin riffel. Briterne forfulgte ikke længere end til Charlestown hals.

Dette var slaget ved Bunker Hill d. 17 juni 1775. Det havde været blodigt nok. Briterne havde over 1000 dræbte og sårede, dvs. over en tredjedel af hele styrken, der havde været i ilden. Amerikanernes tab var 450, ligeledes omtrent hver tredje mand. Iblandt dem, der faldt i skansen var Joseph Warren. Han var formand for provinskongressen i Massachusetts og havde måske gjort rettest i at holde sig hjemme. Men ligesom han ved Lexington havde blandet sig i kampen, således var det ham også på denne dag en alt for uimodståelig sjælefryd at være med til at slås for amerikansk frihed.

Amerikanerne havde måttet rømme marken; men de havde holdt længe nok ud. Efter et anstrengende skansearbejde om natten og efter at have udholdt artilleriets voldsomme ild en hel formiddag, havde de kæmpet een mod 3. De havde nogle få feltkanoner, men der var ikke råd til at skyde med dem. De få krudtkarduser til kanonerne havde de måttet tømme ud i riffelskytternes krudthorn, der begyndte at blive læns efter det andet angreb. Da amerikanerne ingen bajonetter havde og under briternes sidste stormangreb snart skød deres krudt op, havde de ikke andet at gøre end at trække sig tilbage.

Det havde været tonen i de ledende engelske kredse at tale med .stor foragt om det sammenløbne pak, der kunne bringes på benene af de amerikanske folkeledere, og som ved første lejlighed ville stikke halen mellem benene og flygte, når de fik med regulære tropper at gøre. Hos amerikanerne var troen på disse troppers ubetingede overlegenhed begyndt at vakle allerede under den franske og indianske krig, da væbningsmænd og regulære havde kæmpet side om side, da havde, ved pludselige indianeroverfald, væbningsmanden set den regulære flygte over hals og hoved, medens han selv lå bag en busk eller træstamme og forsvarede sin plads. Og nu efter træfningen ved Bunker Hill, da de 2 gange havde set rødkjolerne vende ryg, havde amerikanerne en måske vel sejrstolt følelse af, at de var mænd for at møde soldaterne i marken.

Det var Ny Englands hær eller, om man vil Ny England-koloniernes 4 hære, der hidtil havde holdt Boston indesluttet, og som havde udfægtet kampen ved Bunker Hill. Men 5 dage før slaget havde kongressen i Philadelfia, derefter bestemmelsen trådte sammen i maj, vedtaget, at stridskræfterne foran Boston skulle overtages af de samlede kolonier som den kontinentale hær. Dette var i overensstemmelse med den erklæring, forrige års kongres havde vedtaget: At hele Amerika burde støtte Massachusetts i tilfælde af, at de uretfærdige parlamentslove mod denne provins søgtes gennemførte med våbenmagt. Den ny kongres ville, skønt den trådte sammen under det første indtryk af Lexington-affæren, endnu ikke erklære Amerikas uafhængighed. Men den ville organisere den væbnede modstand mod den engelske regerings overgreb og da først og fremmest vælge en overgeneral.

Spørgsmålet om, hvem der skulle beklæde denne i øjeblikket allervigtigste post, og af hvilken koloni han skulle være, kunne have sat enigheden på spil, dersom ikke Ny Englands repræsentanter havde vist klogskab og selvfornægtelse nok til gennem John Adams at foreslå George Washington af Virginia. De tænkte vel også nok så politisk, at det virginske aristokrati, når en af deres egne fik høvdingens plads, ville blive mere interesseret i revolutionens sag og mere kompromitteret i regeringens øjne. D. 15 juni valgtes Washington enstemmig af kongressen til general og øverstkommanderende for de forenede koloniers hær »til at forsvare den amerikanske frihed og tilbageslå ethvert angreb på den.«

For Washington kunne der jo ikke være tale om at afslå en sådan udnævnelse, skønt den i virkeligheden var alt andet end misundelsesværdig. Som overgeneral for den amerikanske hær havde han ingen anden udøvende myndighed at støtte sig til end denne kongres, der kunne være ypperlig, hvor det gjaldt om at udstede erklæringer og resolutioner, men som nødvendigvis måtte røbe sin vanmagt, så snart der skulle skrides til handling. Her krævedes først og fremmest penge, og kongressen havde ingen penge og intet regelmæssigt og sikkert middel til at inddrive penge. Her krævedes myndighed, og kongressen havde ingen anerkendt politisk myndighed. Det ville ganske komme an på, hvor vidt man godvillig ville efterkomme dens bestemmelser. Washington indså klart, hvor ilde han ville blive stillet med en så skrøbelig autoritet som rygstød og som overordnet. Den enstemmighed, hvormed han var blevet valgt, glædede ham som et udtryk for den sjældne anseelse, han nød hos sit folk. Og Washington satte pris på sin anseelse og var øm over den. Men han indså, at han nu ikke ville kunne undgå at skuffe de forventninger, man satte til ham. Alles tanker ville henvendes på ham; man ville forlange mirakler, og han ville ikke kunne gøre mirakler. Det var derfor med en tåre i øjet, han i fortrolighed sagde til Patrick Henry: »Denne dag vil blive begyndelsen til, at det går ned ad bakke med min anseelse.«

Men sådanne vemodige tanker havde han rystet af sig, da han d. 3 juli 1775, 16 dage efter slaget ved Bunker Hill, rev sin sabel af skeden under et elmetræ på Cambridge Fælled og dermed overtog kommandoen over den kontinentale hær. Den kontinentale hær skulle den fra nu af ikke blot hedde, men også være. Derfor havde kongressen samtidig med overgeneralens udnævnelse opfordret kolonierne Virginia, Maryland og Pennsylvania til at rejse 10 kompagnier riffelskytter, som skulle støde til hæren foran Boston. Riffelskytterne var ikke sene til at lyde kaldet. Efter marcher på 100 til 200 mil indfandt de sig i lejren. De fleste af dem var fra grænseskovene oppe i bjergene, stærke og hærdede mænd, mange af dem over 6 fod høje. De var klædte i grå jagtskjorter og indianske mokkasiner. Hver mand havde sin riffel, sin økse og sin lange jagtkniv. Det var folk, som levede på en smule tørret korn og det vildt, de kunne fælde, hvor de kom frem. Et tæppe at svøbe sig ind i og et træ at lægge sig under var for dem et herligt natteleje. Deres feltråb var »frihed eller død«.

Disse var de første tropper, der blev rejst på kongressens bud, og de dannede de bedste korpser i lejren. Mange af dem blev i tjeneste hele krigen igennem og udmærkede sig stadig. Frederik den Store af Preussen lagde på afstand mærke til dem og tog af deres eksempel anledning til at indføre skarpskyttekorpser i sin hær.

Et af riffelkompagnierne fra Virginia førtes af Daniel Morgan, en kraftskikkelse, der ragede op selv blandt disse dragne karle; tillige usædvanlig smuk af ansigt og tiltalende af væsen. Ingen skulle se på Daniel Morgan med den beherskede og formfulde optræden, at han oprindelig havde været daglejer. I denne egenskab var han som ganske ungt menneske kommet fra New Jersey til Virginia, hvor han først gjorde sig bemærket ved landsbyforlystelserne som den, der kunne tage livtag med hvem det skulle være. Sin dagløn behandlede han således, at han snart var istand til at købe sig et spand heste, og da general Braddock i 1755 rykkede frem mod Fort Duquesne, var han med i hærens tros som vognmand. Da en engelsk løjtnant ville hundse ham, slog Morgan ham til jorden og måtte tage 500 stokkeslag som straf. Siden blev Morgan fændrik i Virginias landeværn, og engang, da han red til Winchester med depescher, blev han forfulgt af indianere og fik en kugle gennem halsen. Halv afmægtig slyngede han armene om halsen på sin hest, sporede den og slap således fra forfølgerne. Efter krigen havde han slået sig ned på en lille farm, som han kaldte »Soldatens Hvile«. Her førte han den smukke og stolte Abigail Bailey ind som brud og nød 13 års landlige ro, kun afbrudt af, at han et par gange måtte gøre tjeneste på kortere krigstog mod indianerne. Da kongressen kaldte på Virginia-jægerne, betænkte Daniel Morgan sig ikke, men meldte sig straks og blev valgt til kaptajn for et kompagni på 96 mand.

Det manglede ikke på fortrinligt stof til soldater blandt de mænd, der skulle danne den amerikanske hær. Arbejdet med at organisere denne hær har utvivlsomt haft sin tillokkelse for Washington. Men det var et knastet stof at arbejde i. Disse amerikanske frivillige havde ondt ved at bøje sig under disciplinen. Dog gjaldt dette ikke så meget riffelskytterne fra syden som mændene fra Ny England, der jo fremdeles dannede hærens størstepart. De var tilbøjelige til at betragte det som et utåleligt indgreb i deres frihed, at Washington lod holde ordentligt mandtal og ville forhindre dem i at desertere. Og da hæren skulle inddeles i divisioner, brigader og regimenter, så man hele flokke forlade lejren hellere end at lade sig spænde ind i disse faste militære rammer.

Kongressen havde udnævnt 4 divisionsgeneraler og 8 brigadegeneraler. Den første divisionsgeneral blev Artemas Ward, den hidtilværende øverstbefalende for Massachusetts' krigsstyrke. Thi når de delegerede fra Massachusetts på kongressen gik ind på at lade en mand fra Virginia beklæde pladsen som overgeneral, forlangte de bestemt, at deres egen skulle være første mand efter Washington. Clarles Lee måtte derfor nøjes med, som 2den divisionsgeneral, at komme bag efter Ward, hvem han kaldte en »gammel skikkelig tyksak, der ikke forstod sig det mindste på krigsvæsen«. Charles Lee var født i England og havde tjent sig op til oberst i den engelske hær. Men da yderligere forfremmelse lod vente på sig - mest fordi han havde gjort sig ilde lidt ved sin skarpe tunge og sine oppositionelle skriverier - havde han i 1773 begivet sig til Amerika, hvor han var kendt fra sin deltagelse i den franske og indianske krig, og hvor han ønskede at spille en rolle i det oprør, han forudså ville udbryde. Han havde rejst om og gjort sig gode venner med de revolutionære ledere i alle kolonierne, og det var lykkedes ham at få de fleste til at tro på ham som et stort militært geni. For at det ikke skulle kunne gøres gældende imod ham, at han var en fremmed, havde han købt en landejendom i Virginia.

Charles Lee havde forventet at blive overgeneral, men åd skuffelsen i sig og trøstede sig med den betragtning, at det dog egentlig var ham, kongressen stolede på. Han havde den krigsvidenskabelige uddannelse, og han så sig anbragt som en slags militært forsyn til at ledsage denne ukyndige Washington, hvem man, som han antog, kun af politiske grunde havde været nødt til at gøre til overgeneral af navn. Den tredje divisionsgeneral var en mand af New Yorks fornemme verden, den brave men svagelige Philip Schuyler. Den fjerde var vor ven Israel Putnam af Connecticut, der til nød kunne skrive sit navn, men hvem man dog måske nok så passende kunne have anbragt på en mere underordnet plads, dersom det ikke havde været nødvendigt at gøre noget for at forsone de demokratiske lighedsmænd i Ny England med oprettelsen af sådanne høje militære poster. Iblandt de 8 brigadegeneraler finder vi den gamle bøssemager Seth Pomroy.

Da Washington havde fået sin hær talt og inddelt, havde han 15000 mand. Og da der var foretaget et nøjagtigt eftersyn af alt krudt, der var i behold, viste det sig, at der i alt kunne blive 9 skud til hver bøsse, et resultat, som man vil forstå, at Washington ikke lod udbasune, så fjenden skulle få det at høre. Man erindrer, at Washington ingen reservemagasiner har at tage til. Disse 9 skud krudt pr. mand er det hele. Det er beholdningen, der er overladt Washington til dermed - værsgod - at »forsvare den amerikanske frihed og tilbageslå ethvert angreb på den.«

Washington skrev til kongressen og klagede sin nød, men kongressen vidste ikke råd. Washington måtte gøre en krigsministers arbejde ved siden af overgeneralens. Han skrev til guvernøren for Rhode Island, der, som folkevalgt, var på folkets parti, og bad ham sende hurtigst mulig hvert pund krudt og bly, der på nogen måde kunne undværes i kolonien. Han opfordrede John Brown og andre købmænd i Providence til at tage sig af hærens krudtforsyning. Han sendte en skrivelse til indbyggerne på Bermuda, og et skib fra denne ø kom virkelig med 100 fustager krudt. Hans indtrængende begæringer fik New York, New Jersey og Pennsylvania til at blotte sig selv for krudtbeholdninger i håb om snart at kunne få lidt igen fra Syd Carolina og Georgia.

Hvad enten det gjaldt krudt eller andre forsyninger til hæren, havde Washington ikke andet at stole på end folks patriotisme og hans egen evne til at overtale. Hvad ellers en overgeneral eller krigsminister opnår ved ordrer, måtte Washington søge at opnå ved indflydelse. Han forstod også til fuldkommethed at gøre sin personlige indflydelse gældende både overfor private og overfor de stedlige myndigheder. Hvad de ikke ville have givet af respekt for kongressen og dens overgeneral, gav de af personlig respekt for Washington, og fordi han havde påkald deres fædrelandskærlighed. Men Washington måtte overfor de mangfoldige, han således kom i personlig berøring med, meget vogte på sin optræden, at han hverken kom til at såre den demokratiske ømtålighed eller gav sig selv og sin autoritet til pris…det er ulige nemmere, når man kan nøjes med simpelt hen at udstede sin ordre. Denne lirken sig frem, denne forsigtige tagen hensyn til Per og Povl, denne stadige æggedans lå ikke for Washingtons natur. Men han overvandt sig; thi der var ikke andet for; han kunne ikke komme frem ad anden vej. Hans officielle autoritet som udnævnt af kongressen var endnu alt for skrøbelig. Selv inden for den rent militære administration måtte han ofte ved personlig indflydelse tilkæmpe sig gennemførelsen af de skridt, han anså for fornødne.

Med et så tungt maskineri skulle Washington udføre en opgave, som det i den grad hastede med. Han skulle organisere hæren, samtidig med, at han lå overfor fjenden. Ja, han havde i virkeligheden at skabe hæren på bar bund. Det, han forefandt ved Cambridge, var en uordnet masse af insurgenter, der kun af navn dannede en hær. Der var ingen enhed i kommandoen, ja der var overhovedet af kommando kun lige til husbehov for de særskilte afdelinger. En vigvamlejr for halvhundrede »tamme« indianere, der havde sluttet sig til hæren, væbnede med buer og pile såvel som rifler og ledsagede af deres koner og småbørn, - denne lejrafdeling afgav i visse måder modellen for hele lejren. Der fandtes ingen intendantur, ingen krigskasse. Der manglede lazaretter, ambulancer, ingeniører, artilleri. Der manglede telte, sko og klæder. Der manglede især krudt.

Næppe havde Washington gennem efterårsmånederne fået lidt skik på tingene, før den tid nærmede sig, da tropperne, der kun var indrullerede for året 1775, kunne forlange hjemsendelse. Og kongressen ville, trods Washingtons indtrængende opfordringer, ikke tillade ham at indrullere nyt mandskab for længere tid end ét år. »Indrullering for en lang tid« sagde et medlem af kongressen »er en tilstand af slaveri; at våbentjenesten går på omgang er gunstigt for friheden.« Mændene fra Ny England var trevne til at lade sig indrullere påny. Som soldater i den kontinentale hær kunne de risikere at blive ført langt bort fra hjemmet, hvad der ikke tiltalte dem. Desuden var de misfornøjede med at få lønningen udbetalt i seddelpenge. Kongressen havde til krigens brug udstedt nogle millioner i sedler, som de forenede kolonier skulle garantere. Men kongressen nød kun ringe kredit, og i handel og vandel gik sedlerne - betydelig under deres pålydende værdi - stadig synkende i kurs.

Nytårsdag 1776 rådede Washington kun over 9,650 mand. Og kort efter opfordrede kongressen ham til at gå angrebsvis til værks. Men Washington havde endnu alt for lidt krudt. Han måtte høre sig lastet for ubegribelig mangel på foretagsomhed, medens han af hensyn til fjenden ikke kunne lade den virkelige grund blive bekendt. I sådanne øjeblikke kunne Washingtons mod være nær ved at forlade ham. »Når lejren ligger henstrakt i søvn« skrev han, »tilbringer jeg meget triste øjeblikke med at tænke over vor fortrædelige stilling. Mangen gang har jeg forestillet mig, at jeg havde været uendelig lykkeligere, om jeg havde taget min musket på nakken og ladet mig indrullere i rækkerne i stedet for at tage kommandoen under sådanne omstændigheder; eller havde jeg blot kunnet trække mig tilbage til det indre af landet og leve i en vigvam uden at frygte for, at eftertiden og min egen samvittighed ville bebrejde mig dette skridt. Dersom jeg nogensinde slipper vel ud af disse forlegenheder, vil det være min inderlige overbevisning, at det er forsynets finger, der har forblindet vore fjender.«

Ja, Washington indså meget vel, at englænderne, dersom de ville lægge kraft i et udfald, let kunne vinde sejr. Det korrekteste ville have været at forlade stillingen; men af hensyn til stemningen i hæren og folket kunne Washington dog ikke tænke på at begynde sin virksomhed med at befale et tilbagetog. Så ville han hellere sætte alt på eet kort og prøve en storm. Han havde virkelig denne plan under overvejelse i krigsråd, men overstemtes og gav efter. Hæren blev i den farlige stilling. Men det så virkelig ud, som om englænderne var forblindede. I stedet for at handle hurtigt og slå amerikanerne, inden de havde fået deres sager i orden, forholdt de sig uvirksomme og ventede, at tiden skulle bringe amerikanernes stridsmagt i opløsning. Eller i hvert fald ville der komme forstærkning fra England næste forår. Foreløbig havde affærerne ved Lexington og Bunker Hill givet dem en vis afsmag for udfald.

I oktober rejste Gage hjem og generel Howe tog overkommandoen, men heller ikke han tænkte foreløbig på andet end at overvintre i Boston, som han ikke tvivlede om at kunne holde. Da de britiske tropper havde forbindelsen åben med England, kunne afspærringen til landsiden ikke gøre dem vinterkvarteret i Boston utåleligt. Faneuil-hallen var indrettet til et teater, hvor officererne morede sig med at give forestillinger, og det gamle søndre forsamlingshus var forvandlet til et ridehus for de lette dragoner. Således ventede de 8,000 mand i Boston på forstærkninger til foråret.

Men længe inden de kunne komme, allerede i begyndelsen af marts, havde Washington fået sin styrke op til 20,000 mand og desuden forsynet sig med kanoner. For at forklare, hvorfra disse kanoner kom, må det her fortælles, at Ticonderoga ved Champlain-søen, det tidligere franske, nu engelske fort, var erobret af insurgenterne straks i begyndelsen af krigen, 3 uger efter affæren ved Lexington. Det var »gutterne fra de grønne bjerge« øst for Champlain-søen (i den nuværende stat Vermont), der i et antal af 100 mand var draget ned til søen, havde om natten sat over i både og overrumplet fortet ved daggry d. 10 maj 1775. Kommandanten vågnede ved en dundren på døren og en mægtig røst, som råbte: Kom ud øjeblikkelig, eller jeg ofrer hele garnisonen! Med bukserne i hånden kom kommandanten ud og så en mand i hjorteskinds trøje og rød ulden hue. Det var Ethan Allen, høvedsmanden for gutterne fra de grønne bjerge. Han stod med dragen sabel, og bag ham hans mænd med rifler. »Overgiv fortet til mig« sagde Ethan Allen. »I kraft af hvilken autoritet?« spurgte den forbløffede kommandant. »I den store jehovas og den kontinentale kongres' navn!« svarede Allen. Fortet blev overgivet med 50 mand og over 100 kanoner. Da Ticonderoga var faldet, overgav det nærliggende Fort Crown Point sig med sine 12 mand på første opfordring.

Det var kanonerne fra Ticonderoga, Washington havde fået ført til sin lejr, og som han i natten til d. 5 marts 1776 lod spille lystig fra de forskellige batterier, han efterhånden havde fået opkastet. Bostons kanoner besvarede ilden, og det drønede uophørlig fra klokken 7 aften til daggry. Medens denne kanonade optog englændernes opmærksomhed, iværksatte Washington en plan, han i lang tid omhyggelig havde forberedt. Han lod 1200 mand, ledsagede af vogne med ingeniørredskaber, rykke ud på Dorchester-højderne syd for Boston, et jordsmon, der hidtil ikke havde været besat. Her tog arbejdsstyrken fat på at indrette forskansninger, medens 800 mand lå på vagt med ladte bøsser for at dække dem mod et pludseligt overfald. Jorden var frossen 18 tommer dybt; men over 300 vogne med bundter af presset hø og masser af faskiner og skansekurve var holdt rede og blev uden vanskelighed trukket af okser over de frosne moser langs stranden.

Da dagen kom, havde der rejst sig skanser på begge Dorchester-højderne, og ved deres fod, ud mod stranden, et forhug af træstammer, som man havde fældet i de omliggende haver. Englænderne blev meget ubehageligt overraskede, da de opdagede forskansningerne. Det var jo hekseri ! Og det havde virkelig også kun været muligt at udføre dette arbejde i løbet af en nat, fordi alt indtil de mindste enkeltheder havde været omhyggelig planlagt og forberedt. Det var klart, at dersom Washington holdt Dorchester-højderne, ville Bostons forbindelse med havet være afskåret. Fik han kanoner bragt i stilling, ville han .kunne skyde lige ned i havnen. Howe holdt et krigsråd, og det blev besluttet at sætte over og angribe de ny skanser.

Dette var, hvad Washington havde ventet. Og for det tilfælde, at englænderne sendte en betydelig del af deres styrke over til Dorchester, havde han både og flydende batterier parat ved Cambridge, som skulle føre 4000 mand til Boston og angribe byen. Men det blæste op med en heftig storm, som nødte englænderne til at opsætte angrebet. Og imidlertid holdtes et nyt krigsråd, der kom til det resultat, at angrebet nu måtte betragtes som håbløst, og at det var bedre at rømme Boston.

Medens Washington stadig styrkede sine stillinger og opkastede nye forskansninger, pakkede englænderne ind til flytning, og d. 17 marts sejlede hele hæren bort med flåden, medtagende 1500 civile personer, nemlig loyalister fra Boston og omegn, der ikke anså det for rådeligt at blive i byen, når oprørshæren rykkede ind. Disse folk havde betragtet sig så aldeles sikkert i besiddelse af ejendom og velvære under den kongelige hærs beskyttelse. Og det var noget af det bitreste for denne hær, at den således måtte vise sin uformuenhed til at beskytte de »velsindede« borgere, der havde taget parti med den og givet sig under dens vinger. Flåden gik til Halifax, en engelsk fæstning i Nova Scotia (syd for St. Lawrence-bugten).

Således var Boston befriet, og det var opnået næsten uden at der var flydt blod. Englænderne havde efterladt 250 stykker skyts, hvoraf det halve antal kunne bruges, endvidere 150 heste, store oplag af korn og beklædningsgenstande. Og flere engelske førselsskibe løb i de følgende dage ind i Bostons havn med forsyninger, som nu faldt i amerikanernes hænder. Deriblandt var et skib med 7 gange så meget krudt, som Washington hidtil havde været i besiddelse af. Kongressen vedtog en takkeskrivelse til Washington og lod slå en guldmedalje til minde om den glædelige begivenhed. Washington henviste i sit svar til de mænd, han havde under sin kommando. »De var« sagde han »ganske vist fra begyndelsen en bande udisciplinerede landmænd; men det er, næst gud, deres tapperhed og pligtopfyldelse, jeg har at takke for det held, der har skaffet mig den eneste belønning, jeg ønsker at modtage - mine landsmænds hengivenhed og agtelse.«

Samtidig med at Washington i efteråret og vinteren 1775-76 belejrede Boston, havde der stået en kamp om herredømmet i Kanada. Det franske landaristokrati og præsteskab i Kanada .havde nu vænnet sig til det engelske herredømme. De havde fået anerkendt det franske sprog som retssprog og den katolske kirke som bestående religionsform. Dermed var de fornøjede. Det politiske mellemværende mellem de andre kolonier og Englands regering havde de ingen interesse for. Som franskmænd havde de ikke været vante til andet end kongelig enevælde. Og de ville under alle omstændigheder hellere stå under den engelske konge end under den amerikanske folkemagt.

Den kanadiske almue var derimod ikke så afgjort på regeringens side. Dersom oprørstropperne trængte ind i landet og gik imod de engelske fæstninger, ville der muligvis ske en folkerejsning i Kanada til sammenslutning med de andre kolonier, og man kunne have håb om at se Kanada repræsenteret ved kongressen i Philadelfia. En sådan indtrængen af kongressens tropper i Kanada var det da bedst at foretage snarest mulig, inden de kongeligsindede havde truffet for mange foranstaltninger til at sikre landet derimod. Skyndte oprørstropperne sig ikke, kunne det måske blive de kongelige, der brød frem fra Kanada til angreb. Man vidste, at englænderne søgte at bringe så mange frivillige kanadier under våben som mulig, og at de havde agenter ude at agitere blandt irokeserne. Planen var at lade en kanadisk-indiansk styrke over Champlain-søen bryde ned i Hudson-dalen og således operere i ryggen på den amerikanske hær, der lå for Boston.

Men vi véd, at amerikanerne allerede 3 uger efter Lexington-affæren havde vanskeliggjort udførelsen af en sådan plan ved at erobre forterne Ticonderoga og Crown Point. Og hen på sommeren fik Philip Schuyler, 3 divisionsgeneral i den amerikanske hær, ordre til at føre 3000 mand i både ad Champlain-søen til et indfald i Kanada. Schuylers helbredstilstand nødte ham dog snart til at overlade ledelsen af dette foretagende til Richard Montgomery, en af hans brigadegeneraler. Montgomery var af irsk fødsel og havde som løjtnant i den britiske hær tjent i den franske og indianske krig. Efter krigen havde han i London plejet venskab med oberst Barre og andre af oppositionsmændene i parlamentet. Da han derved kom på det sorte bræt og ikke blev forfremmet, udvandrede han i 1773 og købte sig en farm i nærheden af New York. Den prægtige Montgomery, åben og vindende, høj og rank med holdning som en prins, vandt Janet Livingstons hjerte, og ved at ægte hende kom han ind i en af de rigeste familier af New Yorks aristokrati. Livingstonerne var ivrige patrioter. Janets fader, Robert Livingston, plejede at sige, at dersom amerikansk frihed ikke kunne håndhæves, ville han flytte med sin familie til Schweiz som det eneste fri land i verden.

Richard Montgomery var i færd med at bygge sig et nyt hus, hvor han glædede sig til at leve rolige dage med sin unge hustru og sine bøger, da han modtog sin udnævnelse til brigadegeneral. Det var med overvindelse, han rev sig løs. »Men« sagde han »et undertrykt folks vilje, som er tvunget til at vælge mellem frihed og slaveri, må adlydes.« Da Montgomery så sig i spidsen for de tropper - folk fra Ny England og New York -, der skulle foretage indfaldet i Kanada, led han lignende kvaler som Washington i Cambridge ved at opdage, at tropperne ikke havde begreb om disciplin. Hele sommeren gik hen, før han fik ordnet og indøvet sin hærstyrke. »Herren over Hindostan« skrev han »kunne ikke give mig belønning for denne sommers arbejde. Jeg har misundt enhver såret mand, som har haft så god en undskyldning for at trække sig bort fra en skueplads, hvor ingen myndighed kan opretholdes. O lykkelige landmænd! Gid jeg var ved min plov igen!«

I september lagde Montgomery sig for St. Johns, et fort på vejen til Montreal. D. 3 november overgav fortet sig, og Montgomery drog i ilmarch mod Montreal, som han fandt uden besætning og øjeblikkelig bemægtigede sig. For så vidt havde Montgomery haft fortrinligt held med sig. Men Quebec var endnu tilbage, og først når Quebec faldt, var Kanada erobret. »Jeg har bejlet til lykken« skrev Montgomery hjem »og fundet hende huld. Jeg har een gunst endnu at anholde om, og da er jeg færdig.«

Det var midt i november; den hårde kanadiske vinter havde allerede meldt sin ankomst. Og Montgomerys mandskab var smeltet således ind, at han, efter at have lagt garnison i de erobrede fæstninger, kun havde 300 mand. Med dem gik han ombord i 3 skibe og gik ned ad St. Lawrence. 5 mil ovenfor Quebec forenede han sig med oberst Arnold, der lod sine 675 »hungerfaste veteraner« paradere for ham. Dét var hvad der var tilbage af en styrke på 1100 mand, der for henved 3 måneder siden var draget ud fra Washingtons lejr ved Cambridge for gennem Maines ødemarker at trænge frem til Quebec.

Benedict Arnold, føreren for dette eventyrlige tog, var købmand i Newhaven, Connecticut, da krigen brød ud. Han havde dog ikke altid holdt sig bag disken, men ligget meget på handelsrejser og af og til selv ført de skibe, hvormed han handlede på Vestindien. I Honduras havde han duelleret med en engelsk søkaptajn, der havde kaldt ham en fordømt yankee. Sin første indvielse i krigsvæsen havde han fået i sit 16de år, da han løb fra hjemmet for at følge tropperne fra Connecticut, der under den franske og indianske krig drog til Champlain-søen. Han fik dog snart sin lyst styret, deserterede og måtte ene finde tilbage gennem vildskoven. Da rygtet om kampen ved Lexington nåede Newhaven, ville Arnold straks afsted med det kompagni af væbningen, han var fører for. Da man betænkte sig på at udlevere ammunition, så længe guvernøren ikke havde givet ordre, truede den utålmodige Arnold med at sprænge døren til magasinet og opnåede således, hvad han ville.

Benedikt Arnold var netop manden til at sprænge døre, ivrig og virksom som han var, vant til at gøre sig gældende, hvor han kom, og at få sin vilje af sine medmennesker. Hans tætte, noget korte skikkelse og hans markerede ansigt med den blomstrende farve gav indtryk af sammentrængt kraft og hensynsløst mod. Det var denne mand, Washington i september 1775 sendte mod Quebec for at prøve på at sprænge døren til denne stærke fæstning. Iblandt de 1100 mand, han fik med, var Daniel Morgan og hans Virginia riffelmænd. Washington gav ham en proklamation med til kanadierne, hvori det hed: »Amerikas og frihedens sag er enhver brav amerikansk borgers sag, hvilken end hans religion eller afstamning monne være. Kom da ! Træd sammen under den almene friheds fane.«

Arnold og hans hærstyrke gik i både op ad Kennebec-floden i Maine. Snart var de forbi de enkelte spredte nybygder og kom ind i det store ubeboede øde. Her viste sig mange flere hindringer, end de havde beregnet. Der var, kort sagt, ufremkommeligt, og Arnolds næstkommanderende tog efter nogen tids anstrengelser ikke i betænkning på egen hånd at føre 3 af de 13 kompagnier tilbage til Cambridge. Men resten gav ikke fortabt. De var ude at slås for Amerikas frihed, og de ville frem. De pressede på med en hensynsløshed, der kun kan sammenlignes med den begejstring, hvormed de franske jesuiter i tidligere dage med krucifikset i hånd havde trængt sig frem trods alle farer og hindringer i disse samme egne.

Mændene gik i vand til brystet og trak deres både igennem strid strøm. De, bar bådene på deres skuldre udenom fald og strømhvirvler, over bjerge og gennem moser, hvor de sank til knæet i mudder. Da de efter næsten en måneds fremtrængen nåede højderyggen, hvor Kennebec har sine kilder, lå sneen på bjergene. Det var langt hen i oktober; men de gik videre mod nord i vinterstormen, medens deres klæder hang i laser om dem og skoene faldt af deres fødder. Om natten havde de kun grene af stedsegrønne træer at dække sig med. Provianten slap op, og de måtte slagte deres hunde. Mange måtte efterlades døende undervejs. Kun de »hungerfaste« stod det igennem.

Da de havde passeret vandskellet, satte de bådene i den skummende Chaudiére og fik straks 3 af dem endevendt i strømhvirvlerne, så de mistede en stor del af den ammunition, de med så megen besvær havde bragt med sig så langt. Men det gik nu rask ned ad Chaudiére, lige mod Quebec. D. 4 november så de et hus - det første, de havde set i 31 dage. Snart kom der flere nydelige og hvidmalede huse, der lå de spredt over flade og frugtbare marker. Ved vejene stod krucifikser og Maria-billeder. Arnold og hans mænd var nu i Kanada.

D. 10 november nåede Arnold St. Lawrence lige overfor Quebec. Fjenden havde 2 dage i forvejen fået at vide, at han nærmede sig, og passede på ham. Men en nat lod Arnold sin styrke sætte over floden til »Abrahams sletter« nordvest for fæstningen. Og da han nu var lige udenfor portene, sendte han kommandanten en opfordring til at overgive sig. Denne lod sig dog ikke imponere. Heller ikke skete der, som Arnold halvvejs havde ventet, en rejsning af frihedsvenner indenfor murene, som kunne spille fæstningen i hans hænder. Da det tilmed ved et nøjagtigt eftersyn viste sig, at den samlede beholdning af krudt beløb sig til 5 skud pr. mand, anså Arnold det for rådeligst at forlade fæstningens umiddelbare omegn. Han drog 5 mil op langs floden og ventede dér på Montgomerys ankomst fra Montreal.

D. 3 december kom Montgomery og - som før fortalt - Arnold lod sine 675 mand paradere for ham og stillede sig under hans befaling. Et frivilligt korps af 200 kanadiere stødte til, og Montgomery havde nu i alt henved 1200 mand til sin rådighed. Med dem lagde han sig for Quebec, Amerikas stærkeste fæstning, forsvaret af dobbelt så mange folk og 200 kanoner. - Montgomery havde intet belejringsskyts, og at udsulte fæstningen ville han ikke få tid til, da hans Ny englandsmænd kun var indrullerede til årets udgang, som var for hånden. Montgomery måtte altså storme.

Natten til d. 31 december blæste det en snestorm fra nordost. Da gik amerikanerne ind mod Quebecs volde, bøjende hovederne mod den piskende sne og dækkende geværerne, så godt de kunne, med deres kofter. I fæstningen var man vågen og gav ild. Men Daniel Morgan og hans Virginia riffelmænd krøb frem til skydeskårene i et batteri og fyrede ind af dem. Stormstiger sættes til. Morgan og hans følgesvende viser sig over brystværnet, hvide af sne og med store istapper i skægget. Batteriets besætning må overgive sig. Men Arnold havde fået et skudsår i benet og måtte føres ud af kampen. Og Montgomery, der på en anden kant førte sine folk frem ad en snæver klippevej lige mod et blokhus, var blevet modtaget af en kardæsksalve, der strakte ham og 12 andre til jorden. Morgan og de, der havde fulgt ham ind i fæstningen, lodes uden understøttelse, og måtte overgive sig i et antal af henved 400 mand.

Arnold, som efter Montgomerys død tog kommandoen, blev liggende for Quebec nogen tid ind i det nye år. Washington sendte forstærkninger, men også Quebec fik undsætning. Småkopper og lungesygdomme rasede i den amerikanske lejr, og i foråret 1776 rømmede amerikanerne hele Kanada og trak sig tilbage over Champlain-søen i en ret sørgelig forfatning. En tavle i klippevæggen ved Quebec viser stedet, hvor Montgomery faldt. Hans død blev betragtet som en nationalulykke i Amerika. Kongressen udtalte sin taknemmelige ærefrygt for hans minde og lod rejse et marmormonument for ham på St. Pauls kirkegård i New York. Også i det britiske parlament omtaltes han med beundring af frihedspartiets mænd. »Jeg« svarede lord North »kan ikke tage det i beklagelserne over Montgomerys død som et offentligt tab. Han var brav, han var duelig, han var human, han var højmodig; men dog var han blot en brav, duelig, human og højmodig oprører. Forbandelse over hans dyder, de har været fordærvelige for hans land!« »Betegnelsen oprører« tog Fox ordet »er ikke absolut nedsættende. Alle de store forsvarere af friheden, deres lands frelsere, menneskeslægtens velgørere i alle tidsaldere, er blevet kaldt oprørere. Den forfatning, i kraft af hvilken vi sidder i dette hus, skylder vi et oprør.«

England var altså atter herre over Kanada, havde uhindret adgang til de øvre søer og Mississippi, kunne holde forbindelse med alle indianerstammerne langs koloniernes hele grænse og ophidse dem til at falde de oprørske provinser i ryggen, medens de værgede sig mod de engelske troppers angreb fra søen. Dette resultat af togtet til Kanada var meget nedslående for de amerikanske patrioter. Men at Washington samtidig havde held med sig ved Boston, hjalp jo til at hæve stemningen. Den militære fordel ved englændernes uddrivelse af Boston var imidlertid ikke så stor som den moralske virkning. Strengt taget var der for englænderne ikke længere nogen mening i at ligge i Boston. Så længe det gjaldt om at kvæle en begyndende opstand, var Boston stedet. Denne by var revolutionens arnested og måtte besættes. Men nu, da der var åben krig og almindelig rejsning inde landet over, nu var det New York, der var af vigtighed, - det centrale punkt og den vigtigste havn. Ved at sikre sig New York og Hudson-dalen ville englænderne opnå at skille kolonierne i 2 stykker og holde forbindelse med Kanada. Og iøvrigt måtte det være i de sydlige kolonier, man gjorde landgang; thi dér var mange loyalister, og det kunne ventes, at de ville rejse sig og slutte sig til en indtrængende kongelig hærstyrke.

General Howe havde netop sådanne planer, da han sejlede til Halifax. Fra denne trygge ørnerede kunne han, da englænderne var enerådende på søen, slå ned på kysten, hvor han ville. Washington gættede planen, Howe var ikke ankommet til Halifax, før Washington var på marchen til New York med hele sin hær. Allerede tidligere var Charles Lee, 3dje divisionsgeneral, sendt ned at ordne kystforsvaret i de sydlige kolonier. Han tog ophold i Williamsburg, Virginias hovedstad, hvor guvernørens palæ stod ledig og afgav kvarter for ham. Guvernøren, lord Dunmore, havde allerede forrige år anset det for sikrest at flytte ombord på et orlogsskib. Fra dette havde han sendt en væbnet afdeling i land, som skulle drage rundt og tage alle de våben, den kunne få fat på. Virginierne samlede sig og slog denne afdeling tilbage. Således begyndte den væbnede modstand i syden.

Vinteren igennem havde lord Dunmore ligget med en hel flotille i Chesapeake-bugten og på de store floder og ført krig mod det folk, han ikke længere kunne regere. Han havde udstedt en kundgørelse om, at alle negerslaver, der ville tage våben og hjælpe med til at bringe det kongelige herredømme på fode, skulle med det samme være frie mænd. »Jeg håber« sagde Dunmore, »at dette skal nøde oprørerne til at skilles og gå hjem at tage vare på deres familie og ejendom.« Nogen slaverejsning i stor stil fandt dog ikke sted; men en del sorte løb fra deres herrer og søgte ud på eskadren, hvor de indrulleredes i »lord Dunmores ætiopiske regiment.« De hvide, der meldte sig, fik plads i »Dronningens eget loyale Virginia regiment«. Dunmore havde fra England fået 3000 sæt våben til udrustningen af disse regimenter.

Nogle sammenstød med oprørerne viste dog snart guvernøren, at han ikke kunne magte dem. Han blev nødt til at holde sin krigsmagt svømmende og kunne til sidst ikke engang komme i land og få proviant. Da lod han, nytårsdag 1776, byen Norfolk bombardere af krigsskibene. Den havde 6000 indbyggere og var den betydeligste handelsby i Virginia. Fyrretræshusene kom snart i brand, og da flammerne havde ædt om sig i 3 dage, lå 4 femtedele af byen i aske, og indbyggerne havde lidt et tab på 1 1/2 million dollars. Også i kolonierne syd for Virginia fik oprørspartiet overhånd, og guvernørerne måtte flygte ombord i krigsskibe.

Men skønt regeringspartiets tilhængere under de nuværende omstændigheder måtte forholde sig rolige, kunne det dog antages, at de udgjorde omtrent halvdelen af befolkningen i disse sydlige provinser. Og dersom der kom stærke stridskræfter, der kunne sætte landgangen igennem og vinde en sejr over oprørerne, var der udsigt til, at en ret betydelig hær af loyalistiske frivillige ville danne sig. Det var derfor Englands plan at åbne det andet års felttog, 1776, med en sådan landgang i syden, udført af nye tropper, der skulle overføres fra England. Det var for at ordne modstanden mod et sådant forsøg, at Charles Lee tidlig i foråret sendtes til syden og - som vi hørte - tog ophold i lord Dunmores forladte palæ i Williamsburg.

Et opsnappet brev havde røbet for oprørerne, at Charleston, hovedstaden i Syd Carolina, var udset til angrebspunkt. Folkepartiet i denne provins skyndte sig da at samles i kongres og vælge en ny regering med John Rutledge til præsident. Derefter gav man sig til at forskanse Charleston, og oberst William Moultrie begyndte at opføre et fort på Sullivans Island, en lille ø foran havnen. General Lee kom for at inspicere. Han var også ovre på Sullivans Island, hvor han så Moultries folk tumle med svære bjælker af palmettotræ, som de tappede og boltede sammen i dobbelte rader med 8 alen mellemrum, der fyldtes med sand. Moultrie troede fuldt og fast på sit bjælkefort. Men han havde heller aldrig gennemgået nogen videnskabelig militærskole. Alt hvad han kunne af krigskunst havde han lært ved at føre et kompagni af Syd Carolinas landeværn i en indianerkrig på grænsen. Lee derimod, der var krigsvidenskabeligt uddannet, rystede på hovedet ad dette fortbyggeri. Det ville ikke blive andet end en slagterfold, sagde han. Fortet ville ikke kunne holde sig en halv time mod engelske orlogsmænds ild. Lee ville have øen rømmet; men Rutledge, præsidenten for provinsens regering, satte sig derimod, og Moultrie arbejdede støt videre.

Lee gjorde imidlertid hvad han kunne, for at drage stridskræfter sammen til Charleston. Kongressen havde nylig ladet oprette 27 nye regimenter, og nogle af disse fik Lee dirigeret til Charleston, deriblandt Mühlenbergs tyske regiment fra Virginia. Mühlenberg havde hidtil været præst for en menighed af tyske lutheranere i Woodstock, en afsides plads i Virginia, oppe mellem de blå bjerge. Washington, der måtte søge officersemner blandt mænd af alle livstillinger, kendte Mühlenberg og bevægede ham til at modtage udnævnelse som oberst i den kontinentale hær. Mühlenberg sagde i sin afskedsprædiken: »Der er en tid til alting - tid til at prædike og tid til at bede; men der er også tid til at fægte, og den tid er nu kommet.« Derefter, da han havde lyst velsignelsen, trak han præstekjolen af og viste sig i fuld uniform - skred hen til kirkedøren og gav ordre til, at trommerne skulle slå til opbud af soldater. Omtrent 300 af hans menighed stillede. Med dem marcherede han til Charleston, og hans regiment, det 8de Virginia, vandt under krigen ry for tapperhed og god disciplin. Mühlenberg forfremmedes til general inden krigens slutning.

Sir Peter Parker, den engelske admiral, der skulle komme med tredækkerne og transportskibene, blev sinket af modvind over Atlanterhavet, og først i juni viste han sig for Charleston med 2 skibe på 50 kanoner, 3 på 28 og forskellige mindre. Desuden bragte han 2800 landgangstropper, der stod under general Clintons befaling. Da afgørelsen nærmede sig, kom de atter ud til Moultries fort. »Tænker dé, at de kan holde denne plads?« spurgte han urolig i sindet. »Ja, jeg tænker, jeg kan,« svarede Moultrie ganske stilfærdig. Og Lee var lige ved at afskedige denne mand, der forekom ham alt for rolig og koldblodig i sin adfærd.

Et par dage efter stod en officer med Moultrie på batteriets brystværn og så ud på de engelske orlogsmænd. »Nå, oberst! Hvad mener de nu om det?« »Vi skal nok slå dem,« sagde Moultrie. »Orlogsmændene« sagde den anden »vil skyde deres fort ned i løbet af en halv time.« »Da lægger vi os bag ruinerne« svarede Moultrie »og hindrer deres mandskab fra at komme i land.« D. 28 juni kom angrebet. Skibene lagde sig 4-500 alen fra Moultries fort, og det ene glatte lag bragede efter det andet. Undertiden, når 3-4 skibe gav deres bredsider på een gang, kunne det ryste i fortets brystværn; men tømmerværket holdt sammen. Kuglerne gik ind i det bløde, porøse palmettotræ uden at splintre det. Dette var årsagen til, at orlogsmændene kunne fortsætte time efter time med en rasende ild, uden at nogen virkning var at kende. Moultrie, der måtte spare på sit krudt, skød kun, når han kunne få ordentligt sigte, og virkningen af hans 31 kanoner var let kendelig på skibene.

Da kampen havde varet i 7 timer, lod Lee sig sætte over til fortet. Han så halvnøgne, sværtede skikkelser tumle med kanonerne; thi folkene havde kastet det meste af tøjet i den stærke sommerhede. Moultrie gik omkring og røg på sin pibe, medens han uddelte ordrer. »Oberst« sagde Lee, »jeg ser, de klarer den helt prægtigt her; de har ingen brug for mig; jeg vil tage over til byen igen.« Efter henved 10 timers skydning havde orlogsmændene kun opnået at gøre een af Moultries kanoner ubrugelig. Og da nu mørket faldt på, ophørte skydningen.

Clintons landsoldater havde været sat i land på en stor sandholm, hvorfra de skulle have været over til Sullivans Island; men vandet var for dybt, så de kom ikke til at gøre nogen nytte. Moultrie havde 11 døde og 36 sårede. Briternes tab var i alt 205. Et par af deres skibe var helt ødelagte. Præsidenten for Syd Carolina bestemte, at fortet på Sullivans Island for fremtiden skulle hedde Fort Moultrie. For sin gode tjeneste har palmettoen siden altid været et yndlingstræ i Syd Carolina. - Englænderne følte sig ikke oplagte til at gentage angrebet. Efter 3 ugers forløb afgik hele, landstyrken i transportskibene til New York, kun eskorteret af een fregat. De andre skibe måtte blive liggende lidt endnu og reparere.

Da Clintons korps sidst i juli ankom til New Yorks red var general Howe der. Han var i begyndelsen af måneden kommet med sin styrke fra Halifax og havde landsat den på øen State Island, der ligger i forlængelsen af Long Island, tæt op til fastlandet. Og måneden igennem var der losset skibsladning på skibsladning af friske tropper fra England, så Howes styrke til sidst løb op til henved 30,000 mand. Og lord Howe, generalens broder, var kommet med en anselig flåde, der lå på reden. Efter Clintons ankomst var alle de kongelige tropper, med undtagelse af dem i Kanada, samlede for New York, som Washington havde besat med en meget mindre styrke.

Størsteparten af de tropper, der indsattes på State Island, var tyskere. Thi kong Georg, der indså, at der ikke ville findes ret mange englændere, som ville lade sig hverve til en krig mod deres brødre amerikanerne, og Georg havde valgt at rasle med pengepungen for nogle tyske småfyrster, som var villige til at gøre forretning med deres undersåtters liv og lemmer. Hertug Karl af Brunsvig var en af dem. Han havde sat sig i en gæld på 12 millioner thaler ved at øse penge ud til italiensk opera, fransk ballet, rejser, mætresser, spil, alkymistiske eksperimenter og især til sin lille hær, som han nu i sin gamle alder morede sig med at holde revye over. Han blev opfordret til at levere kong Georg 4000 mand fodfolk og 300 lette dragoner og forlangte 60 thaler for stykket. Dog lod han sig prutte noget ned. - Landgrev Frederik af Hessen-Kassel gik ind på at levere soldater til samme pris, men fik indført i akkorden, at der også skulle betales for officererne, hvorved han opnåede en vinding af 20 procent. Han påtog sig leverancen af 12,000 infanterister, dvs. hver 20de undersåt, hver fjerde våbenfør mand. Landets unge mandskab flygtede i mængde til Hannoverfor at undgå udskrivning og presning. Kvinderne måtte gøre karlearbejde i marken. - Prinsen af Waldeck tilbød soldater. Der var allerede 3 regimenter fra hans fyrstendømme lejet ud i hollandsk tjeneste, og de, der nu førtes til udskibningshavnene, måtte bevogtes undervejs af et beredent jægerkorps, for at de ikke skulle desertere.

Disse køb af tropper kom på tale i det engelske parlament. »Vi trænger til tropperne« sagde lord North, »og vi har fået dem billigere, end vi havde ventet.« Men lord Irnham sagde: »Landgreven af Hessen og hertugen af Brunsvig gør Tyskland foragtet og vanæret i hele Europas øjne som et sted, hvor der opdrættes mænd for dem, der har flest penge. Fyrster, der således sælger deres undersåtter til at opofres i ødelæggende krige, begår en så meget større forbrydelse, som de ødelægger meget bedre og ædlere væsener end de selv. Landgreven af Hessen har sit forbillede i Sancho Pansa, som sagde, at dersom han var fyrste, ville han ønske, at alle hans undersåtter var morianer, så han kunne gøre dem i rede penge ved at sælge dem.«

Landgreven af Hessen-Kassel, der gik for at være et godt hoved, havde skrevet en katekismus for fyrster, i hvilken Voltaire mente at finde kendetegn på, at han var Frederik II´s lærling. »Lad ikke mig få skyld for hans opdragelse« svarede den store preusserkonge; »var han en elev af min skole, ville han aldrig være blevet katolik og ville aldrig have solgt sine undersåtter til englænderne, som man driver kvæg til slagterbænken. Han en lærer for suveræner! Den skidne begærlighed efter gevinst er den eneste bevæggrund for hans lave fremgangsmåde.« - Medens kong Georgs stridsmagt ligger for Hudson-mundingen, landets hovedport, rede til at banke den op med den vældigste udrustning, der havde været set på den vestlige halvkugle, vil vi se lidt inden for hos folkets repræsentanter i Philadelfia.

Den anden kontinentale kongres var - som omtalt - trådt sammen d. 10 maj 1775 og havde altså, med ferieafbrydelser, været samlet i 14 måneder. Denne gang kom Georgia med, så alle 13 kolonier var repræsenterede. På denne kongres var der 2 ledende mænd, der kappedes om indflydelsen. De forholdt sig til hinanden som spanden i en brønd; når den ene gik ned, gik den anden op. Det var 2 jurister, John Dickinson fra Philadelfia og den tidligere omtalte John Adams fra Boston. I den første tid havde Dickinson forspringet. Under hans ledelse vedtog kongressen at gribe til våben, men fastholdt tillige, at der - om vi så må sige - skulle skydes med mådehold. Man måtte ikke bryde alle broer af og umuliggøre en forsoning med moderlandet. Det gik ikke an at åbne havnene for alle nationers skibe - at slutte alliance med fremmede magter - at opfordre de forskellige kolonier til at oprette nye regeringer i de kongeliges sted. Sligt ville nemlig være skridt i retning af uafhængighed, og ethvert skin af at tragte efter uafhængighed måtte man omhyggelig undgå. Ellers ville man ganske ødelægge virkningen af den underdanige adresse til kongen, som kongressen oversendte. Ja, endnu engang havde man sat en adresse op til kong Georg. Endnu efter at blodet havde flydt ved Lexington, ville man forsøge en henvendelse til tronen. Dickinson havde forfattet skrivelsen og ventede sig meget af den.

Men John Adams var utålmodig over denne moderation og måtte give sig luft i et brev til en af sine venner. »Jeg har bestemt mig til« skrev han d. 24 juli 1775 »for en gangs skyld at tale åbenhjertigt til dem. En vis rig knark med en småtskåren ånd, hvis berømmelse udbasunes overalt, har givet vor hele optræden en flov karakter. Vi er hverken kød eller fisk. Allerede for 1 måned siden burde vi have taget al lovgivende, udøvende og dømmende myndighed i hele kontinentet i vore hænder - burde fuldstændig have udarbejdet en forfatning, indrettet en flåde, åbnet alle vore havne, arresteret alle regeringens venner i Amerika, taget gidsler til sikkerhed for de stakkels slagteofre i Boston, og da lukket dørene op på vid gab til fred og forsoning. Når alt det var gjort, kunne man petitionere, underhandle, opsætte adresser, så meget som man ville.«

Dette brev blev opsnappet af englænderne og straks offentliggjort efter guvernør Gages ordre som et bevis på folkepartiets slette hensigter. Rundt om gottede de kongeligsindede sig over denne afsløring, og mange af patrioterne slog kors for sig, idet de så uafhængighedens afskyelige spøgelse stige frem af brevet. Ja, på selve kongressen trak man sig 3 skridt fra John Adams for ikke at blive kompromitteret. Dickinson, der havde genkendt sig selv i brevets »knark«, gik Adams forbi på Philadelfias gader uden at gengælde hans hilsen. Men efterhånden som der indløb efterretning om, at kongen havde nægtet at modtage den oversendte adresse, - at han i en kundgørelse havde erklæret det amerikanske folkeparti for arge oprørere, og især da det rygtedes, at han var i færd med at leje fremmede soldater til at knuse oprøret, - efterhånden som det altså viste sig, at Dickinsons mådeholdne politik havde forfejlet sit mål, steg John Adams' aktier.

Kongressen begyndte at indse, at nu var tiden kommet til uafhængighed. Men man turde ikke bringe forslået frem af frygt for, at sammenholdet mellem kolonisterne skulle sprænges. Kongen, som ikke ville have med kongressen at gøre, havde erklæret sig rede til at forhandle med de enkelte kolonier, hver for sig, om forsoning og tilgivelse. Og der turde være den eller de kolonier, som ville benytte en Uafhængighedserklæring fra kongressen som en grund til at bryde ud af sammenholdet og kaste sig i den kongelige forbarmelses arme. Samuel Adams, som et øjeblik tvivlede om, at det blev til noget, sagde til Franklin, der straks efter sin hjemkomst fra London var blevet valgt til medlem af kongressen: »Hvis ingen af de andre vil være med, vil jeg søge at konføderere Ny England-kolonierne.« »Jeg billiger deres plan« sagde Franklin, »og bliver dét til noget, vil jeg bo og bygge iblandt eder.«

Dog var det ikke for alvor disse mænds mening at opgive håbet om alle koloniernes tilslutning til uafhængighedstanken. Som sagen stod, gjaldt det nu om at påvirke den offentlige mening. Franklin og Samuel Adams hørte begge til dem, der mest virkede bag kulisserne. Der er ingen tvivl om, at de, især Franklin, havde en vigtig andel i fremkomsten af et politisk flyveskrift med titlen Sund Fornuft (Common Sense), der så lyset i Philadelfia først på året 1776. Forfatteren var Thomas Paine, en engelsk litterat, Franklin havde lagt mærke til i London. Paine var så radikal og republikansk, at han næsten syntes at hade sit fædreland. Franklin havde givet ham anvisning på at rejse til Philadelfia og ved sin anbefaling skaffet ham plads som redaktør. Paine havde været 2 år i Amerika og omgikkes stadig Franklin og Samuel Adams. Disse mænd havde også set manuskriptet til »Sund Fornuft«.

»Hensigten og øjemedet med regering« hed det i dette flyveskrift »er frihed og sikkerhed. I de tidlige tidsaldere var menneskenes børn hinandens lige i medfør af skabelsen; hedningerne indførte regering ved konger, hvilket den almægtiges vilje, således som erklæret ved Gideon og profeten Samuel, udtrykkelig misbilligede. Til monarkiets brøde har vi føjet den at gøre regeringen arvelig; og ligesom det første er en nedsættelse af os selv, så kan det andet bringe efterkommerne under en skurks eller en gal mands herredømme. Naturen misbilliger det; ellers ville den ikke så hyppig latterliggøre det. England har siden erobringen kendt nogle få gode monarker, men har sukket under et meget større antal usle. »Det fornuftigste, hvormed man har villet forsvare den kongelige arvefølge, er den påstand, at nationen derved bevares for borgerkrige; og dog modsiger hele Englands historie sandheden deraf. Tredive konger og 2 mindreårige har regeret i det forstyrrede kongerige siden erobringen, og der har i den tid ikke været mindre end 8 borgerkrige og 19 oprør. Kort sagt, monarki og arvefølge har lagt ikke blot dette kongerige men verden i blod og aske. - »Jo mere en regeringsform nærmer sig til republik, des mindre er der for en konge at gøre; i England har en konge ikke stort andre forretninger end at lave krig og give embeder bort.- »Hele bind har der været skrevet om striden mellem England og Amerika; men nu er debattens tid omme. Våben må afgøre kampen; denne appel var kongens valg, og kontinentet har modtaget udfordringen.- »Solen har aldrig skinnet på en sag af større betydning. Det angår her ikke en by, et landskab, en provins eller et kongerige, men det angår et kontinent, mindst ottendedelen af den beboelige klode. Det drejer sig ikke om en dag, et år, eller en menneskealder; de kommende slægter er i virkeligheden indviklede i sagen lige til tidernes ende.

»Men Storbritannien har beskyttet os, siger nogle. Det beskyttede os ikke mod vore fjender for vor skyld, men mod dets fjender for dets egen skyld. Amerika - ville have blomstret lige så meget, ja sandsynligvis mere, havde ingen europæiske magt haft noget at gøre med at regere det. Frankrig og Spanien har aldrig været og vil måske aldrig blive fjender af os som amerikanere, men som Storbritanniens undersåtter.« - »Britannien er moderlandet, siger nogle; og da så meget mere skam over dets adfærd! Men Europa og ikke England er Amerikas moderland. Denne ny verden har været tilflugtsstedet for de forfulgte elskere af borgerlig og religiøs frihed fra enhver part af Europa. Vi fordrer broderskab.- Med enhver europæisk kristen og løftes af denne stolte følelse. Ikke en tredjedel af indbyggerne, selv i denne provins, er af engelsk afstamning. Udtrykket »moderland«, anvendt på England alene, er falsk, selvisk, snæversindet og uædelt. Men om vi så alle var af engelsk afstamning, så er Britannien nu en åben fjende og har forskærtset ethvert andet navn.

»Mange ting har man sagt om Britanniens og koloniernes forenede styrke, - at de sammen med hinanden kunne byde verden trods. Hvad har vi at gøre med at udfordre verden? Vort program er handel, og det vil om vi følger det ret, sikre os hele Europas venskab. Jeg opfordrer den varmeste forkæmper for forsoning til at påvise en eneste fordel, dette kontinent kan drage af at være forbundet med Storbritannien.« - »Eftersom Europa er vort handelsmarked, bør vi ikke knytte nogen særlig forbindelse med en del deraf. Det er Amerikas sande interesse at styre klar af europæiske stridigheder, hvilket det aldrig kan gøre, så længe det ved sin afhængighed af Britannien er tillægsloddet i den britiske politiks vægtskål.« - »Alt hvad der er ret og naturligt taler for adskillelse. Selve den ting, at den almægtige har lagt England og Amerika i så stor afstand fra hinanden, er et stærkt og naturligt bevis for, at den enes myndighed over den anden aldrig har været himlens hensigt. Det står ikke i Britanniens eller Europas magt at undertvinge Amerika, hvis det ikke undertvinger sig selv ved opsættelse og frygtagtighed.

»Det strider mod fornuften og tingenes almindelige orden, mod alle eksempler fra fordums tider, at antage, at dette kontinent ret længe kan forblive underkastet nogen udenforstående magt….der er noget absurd i at tænke sig et kontinent vedvarende regeret af et øland. I intet tilfælde har naturen gjort drabanten større end hovedplaneten. De hører til forskellige systemer; England til Europa, Amerika til sig selv. Enhver ting andet end uafhængighed er at overlade sværdet til vore børn og gyse tilbage i et øjeblik, da et lille skridt videre ville gøre dette kontinent til jordens ære.« - »Kolonierne har udvist en sådan sans for god orden og lydighed mod den kontinentale regering, at det er tilstrækkeligt til at gøre ethvert fornuftigt menneske ganske rolig hvad den ting angår. Er der nogen virkelig grund til frygt med hensyn til uafhængighed, da er det, fordi der endnu ikke er lagt nogen plan. Lad der blive holdt en kontinental konference til at udkaste en kontinental forfatning eller forfatning for de forenede kolonier. Men hvor, spørger nogle, …er Amerikas konge? Han regerer foroven; i Amerika er loven konge; i fri lande bør der ikke være nogen anden ....« - »Intet kan bringe vore affærer så hurtigt i orden som en åben og bestemt erklæring af uafhængighed. Det er ufornuftigt at forudsætte, at Frankrig eller Spanien vil komme os til hjælp, dersom vi blot har i sinde at benytte denne hjælp i det øjemed at få bruddet helet. Så længe vi erklærer os selv for Britanniens undersåtter, må vi i fremmede nationers øjne blive betragtede som oprørere. Et manifest offentliggjort og tilsendt fremmede hoffer, der fremsatte de forurettelser, vi har måttet lide, og erklærede, at vi er blevet drevne af nødvendigheden til at afbryde al vor forbindelse med Storbritannien, medens det med det samme forsikrede alle sådanne hoffer om vort ønske at indtræde i handelsforbindelse med dem, ville være af nyttigere virkning for dette kontinent, end om et skib var ladet med petitioner til Britannien.«

»Enhver fredelig bestræbelse for fred hår vist sig uvirksom. Vore bønner har man vendt ryggen til med foragt. Forsoning er nu en skuffende drøm. Bring forsoningstanken til naturens prøvesten; kan du herefter elske, hædre og tro tjene den magt, som har bragt ild og sværd i dit land? I, som taler til os om harmoni, kan i bringe os den tid tilbage, som er forbi? De myrdedes blod, naturens grådfulde stemme råber: det er tid at skilles. Det sidste bånd er nu brudt; Englands folk indgiver adresser imod os.« - »Egen regering er vor naturlige ret. I, som elsker menneskeheden, - som tør modsætte jer ikke blot tyranniet men tyrannen, stå frem! Enhver plet af den gamle verden er oversvømmet af undertrykkelse; friheden er jaget kloden rundt; Europa betragter den som en fremmed, og England har givet den tilhold om at fortrække. O! tag imod flygtningen, og bered et tilflugtssted for menneskeheden.«

»Sund Fornuft« havde en stærk, øjeblikkelig og almindelig virkning. Også i Europa udkom afhandlingen på forskellige sprog, og i den kommende tid citeredes den jævnlig af europæiske republikanere. Thomas Paine havde i virkeligheden udtalt, hvad mange amerikanere tænkte. Og hans bevisgrunde måtte trænge så meget stærkere igennem, som bogen udkom netop da man fik at vide, at Virginias guvernør havde ladet Norfolk skyde i brand, og at det engelske parlament havde vedtaget, at krigslovene skulle bringes i anvendelse både til lands og til søs, så ethvert amerikansk skib skulle være god prise. »Lad endnu nogle flammende argumenter«, hedder det i et af Washingtons breve fra den tid, »som dem, man har slynget over Norfolk, komme og støtte den sunde lære og de uigendrivelige ræsonnementer i »Sund Fornuft«, og de allerfleste vil ikke længere have svært ved at få øje på fordelen ved en skilsmisse.«

Nu nærmede tiden sig, da uafhængigheden kunne siges at være folkets vilje, så kongressen kunne handle derefter. Så længe uafhængighedskravet, rejst af kongressen, kun ville være blevet et splittelsens tegn, så længe var det uden tvivl heldigt, at Dickinson fik lov at lede affærerne, han, der så oprigtig ønskede og troede på muligheden af en udsoning. Men da John Adams i februar 1776 efter 2 måneders ferie kom og tog sin plads i kongressen, mærkedes det, at forsamlingen nu var at formå til sådanne kraftigere skridt, som Adams fra begyndelsen havde anbefalet. I marts vedtoges det at autorisere kapere mod de engelske handelsskibe. I april erklæredes de amerikanske havne åbne for alle nationers skibe til fri handel undtagen Englands. Dette var efter den tids statsret, der gjorde handelsindskrænkninger til det vigtigste kendetegn på kolonial afhængighed, næsten at regne for en Uafhængighedserklæring.

Endvidere - i maj vedtoges på forslag af John Adams en erklæring om, at det nu var nødvendigt rundt i alle kolonierne at gøre ende på enhver art myndighed, der kunne afledes fra den engelske krone, hvorfor alle kolonier, der ikke allerede havde gjort det, opfordredes til at oprette regeringer af folkets magtfuldkommethed og danne sig forfatninger efter eget tarv. »Nu er den gordiske knude hugget over«, sagde John Adams, da han havde fået dette vedtaget.

Virginia havde iøvrigt ikke ventet på kongressens opfordring. Samme dag, som John Adams indbragte det nys nævnte forslag på kongressen, samledes 130 mænd til konvention i Williamsburg - delegerede fra de forskellige egne og byer i Virginia, der skulle ordne en regeringsform for denne den ældste og største koloni. Det var ikke en forsamling af opagiterede brushoveder; de fleste var mænd af sat alder og solid velstand, store og kraftige friluftsskikkelser. Denne forsamling vedtog, straks da den kom sammen, at Virginias repræsentanter i Philadelfia skulle instrueres om, at de havde at foreslå kongressen, at den skulle erklære de forenede kolonier for fri og uafhængige stater, træffe forholdsregler for alliancer med fremmede magter og forberede en konføderation af kolonierne.

Vedtagelsen af denne beslutning hilstes udefra byen med klokkeringning og kanonsalut, og det britiske flag, der til datum havde beholdt sin plads over regeringsbygningen, blev strøget for aldrig at hejses mere. En meddelelse om den beslutning, Virginia havde taget, sendtes til alle søsterkolonierne, og den ene efter den anden af disse fulgte nu eksemplet og gav deres repræsentanter ved kongressen instruktioner i overensstemmelse med Virginias. Det skal dog bemærkes, at Nord Carolina allerede af eget initiativ, 3 uger før Virginia, havde instrueret sine kongresmænd om at stemme for uafhængighed. Nord Carolina var kommet ind som nummer eet; men det var Virginias eksempel, der havde betydning for de andre kolonier. Det var Virginia, der havde autoriteten til at foreslå.

En af Virginias repræsentanter i Philadelfia, Richard Henry Lee, indbragte d. 7 juni, i overensstemmelse med den modtagne instruks, følgende forslag til kongressen. »Besluttet: at disse forenede kolonier er og retmæssig hør være fri og uafhængige stater; at de er løste fra al huldskab og troskab mod den britiske krone, og at al politisk forbindelse mellem dem og Storbritanniens stat er og bør være aldeles opløst.« Om denne resolution diskuterede man 2 dage. John Adams var dens hovedforsvarer, og han havde et flertal med sig. Men da en modstander foreslog at udsætte behandlingen i 3 uger, gik man ind derpå i håb om at opnå fuldstændig enstemmighed, når alle de delegerede havde fået forhandlet med deres vælgere.

Men udsættelsen vedtoges kun på den betingelse, at der allerede nu, for ikke at spilde tid, skulle nedsættes et udvalg til at forberede en udførlig erklæring i samklang med Lee´s foreslåede resolution. I udvalget på 5 mand fik John Adams og Franklin sæde; men opgaven at skrive udkastet til erklæringen tilfaldt den 33årige Thomas Jefferson, fordi han repræsenterede Virginia, hvorfra forslaget var kommet, og fordi han var valgt ind i udvalget med de fleste stemmer. Det unge medlem var nemlig almindelig yndet blandt kollegerne og var i ry for at føre en fortrinlig pen.

D. 1 juli genoptoges behandlingen af Lee´s forslag, og dagen efter vedtoges resolutionen med 12 koloniers stemmer. New York afholdt sig fra at stemme, og nogle af de andre kolonier afgav deres stemmer nølende og betænkeligt. Men resultatet var nået, og hvilke følelser, der gennemstrømmede John Adams, kan ses af et brev, han næste dag sendte sin hustru. »D. 2 juli 1776« skriver Adams »vil blive den mindeværdigste dag i Amerikas historie; jeg tror for vist, den vil blive fejret af kommende slægter som den store årlige festdag. Man burde mindes den som befrielsens dag ved højtidelige takkebønner til den almægtige gud. Man burde fejre den med pragt, med kanonskud og klokkeklang, med lege, glædesblus og illuminationer fra den ene ende af kontinentet til den anden, fra nu og gennem alle tider. Du vil tænke, at jeg er forrykt af begejstring; men det er jeg ikke. Jeg ser meget vel, hvad møje, blod, gods og guld det vil koste at hævde denne erklæring, - at holde disse stater på fode og forsvare dem. Men, gennem alt mørket kan jeg se strålerne af lys og herlighed, - at den endelige udgave er bekostningerne værd, - at efterkommerne vil triumfere over det, der blev bragt i stand på den dag, hvad jeg håber til gud, vi ikke skal.«

Dog blev det ikke d. 2, men d. 4 juli, der siden fejredes som nationens årlige festdag. På denne sidstnævnte dag vedtog kongressen med de samme 12 stemmer den udførlige Uafhængighedserklæring, Jefferson imidlertid havde fået i stand. John Adams og Franklin havde i udvalget foretaget en del rettelser i den, og efter nogle yderligere ændringer ved den endelige behandling vedtoges den i følgende skikkelse. »Erklæring af repræsentanterne for De Forenede Stater i Amerika, samlede i kongres. »Når det under begivenhedernes gang her i verden bliver nødvendigt for et folk at løse de politiske bånd, der har knyttet dét sammen med et andet, og at tage sin egen plads ved siden af de andre magter på jorden, således som det har ret til efter naturens og naturens guds love, da skylder det at tage hensyn til sine medmenneskers omdømme og fremsætte de grunde, der driver det til et sådant brud.«

»Vi holder disse sandheder for at være selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige; at de af deres skaber er beklædte med visse umistelige rettigheder; at de blandt andet har ret til liv, frihed og stræben efter lykke; at det er til sikring af disse rettigheder, der er indrettet regeringer blandt menneskene, og det er de regeredes samtykke, der giver regeringerne retmæssig myndighed. Så snart derfor en regeringsform bliver ødelæggende for de nævnte formål, er det folkets ret at ændre eller helt afskaffe den og indrette sig en ny regering, som de kan ordne efter, sådanne grundprincipper og med en sådan magtfordeling, som tykkes dem mest egnet til at fremme deres sikkerhed og velvære. Klogskab vil naturligvis forbyde at skifte hævdvundne regeringer af ubetydelige og forbigående årsager; derfor viser også al erfaring, at folk hellere lider, så længe plagerne er til at udholde, end de tager sig selv til rette ved at afskaffe de tilvante former. Men når en lang række misbrug og voldshandlinger, uforanderlig sigtende mod det samme mål, gør det klart, at det er hensigten at bringe dem under absolut despotisme, da er det deres pligt at afkaste en sådan regering og skaffe sig nye garantier for deres sikkerhed i fremtiden. Således er det, disse kolonier tålmodig har lidt, og en sådan nødvendighed er det, der nu tvinger dem til at ændre deres hidtidige regeringssystem. Storbritanniens nuværende konges historie er en historie om den ene forurettelse og voldshandling efter den anden, og alle har de sigtet imod oprettelsen af et absolut tyranni over disse stater. Til bevis for dette - lad kendsgerninger blive lagt frem for en veltænkende verdens dom: »Han har nægtet sit samtykke til de mest vel betænkte og for det almene vel nødvendige love.«

»Han har forbudt sine guvernører at sætte påtrængende og højst vigtige love i kraft, før hans samtykke var indhentet. Og når de således var stillet i bero, har han ikke skænket dem en tanke. - »Han har nægtet at stadfæste andre love til bedste for store distrikter, med mindre vedkommende befolkning ville give afkald på retten til at repræsenteres i den lovgivende forsamling - en ret, der er uvurderlig for dem og kun frygtelig for tyranner. - »Han har sammenkaldt lovgivende forsamlinger på usædvanlige steder, ubekvemt for dem og langt fra deres arkiver - ene og alene for at trætte dem, til de føjede ham. - »Han har gentagende gange opløst repræsentative forsamlinger for deres mandige og faste opposition mod hans indgreb i folkets rettigheder. - »Han har længe efter sådanne opløsninger ikke villet udskrive andre valg; hvorved den lovgivende magt, som ikke kan blive til intet, måtte vende tilbage til folket i dets helhed og udøves af det; medens staten imidlertid lå hen udsat for alle farer ved ydre anfald og indre uroligheder. - »Han har søgt at hæmme befolkningens tiltagen i disse stater. I det øjemed har han lagt hindringer i vejen for lovene om fremmedes indfødsret, nægtet at stadfæste andre love til opmuntring af indvandring her og skærpet betingelserne for ny tilståelser af land. - »Han har hindret retsplejen ved at nægte sit samtykke til love, der gik ud på at grundlægge en dømmende magt. - »Han har gjort dommere afhængige af hans vilje alene, med hensyn til, hvor længe de skulle forblive i embede, hvor stor deres løn skulle være, og hvorledes den skulle udredes. - »Han har oprettet en mængde ny embeder og sendt sværme af embedsmænd her over at være vort folk til besvær og fortære deres velstand. - »Han har i fredstid holdt stående hære iblandt os uden vor lovgivningsmagts samtykke. - »Han har tilstræbt at gøre den militære myndighed uafhængig af og overordnet over den borgerlige. - »Han har forenet sig med andre (der menes medlemmerne af det britiske parlament) om at bringe os ind under en lovgivningsmyndighed , som vore forfatninger ikke kender noget til, og som ikke er anerkendt i vore love; han har nemlig givet sit samtykke til deres såkaldte lovudstedelser: »om at indkvartere store troppestyrker iblandt os; »om at beskytte dem ved skinrettergang mod at blive straffet for, hvad mord de måtte begå på disse staters indbyggere; »om at afskære os fra handel med hele verden; »om at beskatte os uden vort samtykke; »om at berøve os, i mange tilfælde, det gode at dømmes ved nævninger; »om at afskaffe det fri engelske lovsystem i en naboprovins (Kanada) og dér oprette en vilkårlig regering, og at udvide dens grænser, så den kunne blive på een gang - et eksempel og et brugeligt redskab til at indføre det samme absolutte styre i disse kolonier; »om at omstyrte vore patenter, afskaffe vore mest værdifulde love og fra grunden af ændre vore regeringsformer; »om at ophæve vore egne lovgivningsmyndigheder og erklære, at de selv har myndighed til at give love for os i alle mulige tilfælde. »Han har nedlagt sin regering her ved «at erklære os udenfor hans beskyttelse og føre krig imod os. - »Han har plyndret vore have, hærget vore kyster, brændt vore byer og taget livet af vore landsmænd. - »Han er i dette øjeblik i færd med at lade overføre store hære af fremmede lejesvende til at fuldføre dødens, ødelæggelsens og tyranniets værk, der allerede er begyndt, og det med en grusomhed og troløshed, der næppe har sit sidestykke .i de mest barbariske tidsaldre, og som er overhovedet for et civiliseret folk aldeles uværdig. - »Han har tvunget vore medborgere, tagne til fange på høj sø, til at bære våben mod deres land og blive deres venners og brødres bødler eller selv at falde for deres hånd. - »Han har opvakt indre uroligheder iblandt os og har forsøgt at skaffe vore grænsebeboere de ubarmhjertige indianske vilde på halsen, hvis vel kendte krigsførelse består i at slå alle ned uden hensyn til alder, køn eller tilstand.

»På ethvert trin af disse undertrykkelser har vi andraget om at få dem rettede og det i de aller ydmygste udtryk; vore gentagende andragender er kun blevet besvarede med gentagne forurettelser. En fyrste, hvis karakter således er brændemærket af alle de handlinger, der hører til en ægte tyran, er uskikket til at være hersker over et frit folk.

»Heller ikke har vi ladet det skorte på hensyntagen til vore britiske brødre. Vi har varskoet dem fra tid til anden om de forsøg, deres lovgivningsmagt gjorde på at udøve en aldeles ubeføjet myndighed over os. Vi har mindet dem om, hvorledes det gik til med vor udvandring og nedsættelse her. Vi har appelleret til deres medfødte retsfølelse og højmodighed, og vi har besvoret dem ved de bånd, der forenede os som slægtninge, at misbillige disse voldshandlinger, som uundgåelig ville afbryde vore forbindelser og vor omgang. Også de har vist sig døve for retfærdighedens og det fælles blods stemme. Vi må derfor bøje os for den nødvendighed, som kræver, at vi skilles, og vi må betragte dem, som vi betragter den øvrige menneskehed, som fjender i krig, i fred som venner.

»Og derfor - vi repræsentanterne for Amerikas Forenede Stater, forsamlede i almindelig kongres, kaldende verdens øverste dommer til vidne på vore redelige hensigter, kundgør og erklærer herved højtidelig i disse koloniers gode folks navn og i kraft af dets myndighed, at disse forenede kolonier er og retsmæssig bør være fri og uafhængige stater; at de er løste fra al huldskab og troskab mod den britiske krone, og at al politisk forbindelse med dem og Storbritanniens stat er og bør være aldeles opløst; og at de som frie og uafhængige stater har fuld magt til at erklære krig, slutte fred, indgå alliancer, oprette handelsforbindelser og gøre og foretage alt andet, hvad uafhængige stater med rette kan gøre. Og til håndhævelse af denne erklæring giver vi, i en fast tillid til det guddommelige forsyns beskyttelse, gensidig hinanden i pant vore liv, vore formuer og vor ukrænkelige ære«

Dette er Uafhængighedserklæringen af d. 4 juli 1776, som, efter at være renskrevet på pergament, blev underskrevet først af kongressens præsident, John Hancock, og derefter af 55 andre medlemmer. Den der underskrev efter præsidenten, var Samuel Adams.

Ved at læse kongens synderegister kunne nogen undre sig over, at amerikanerne ville give Georg III, der var en stivsindet men aldeles ikke nogen ondsindet mand, personlig skylden for alt. Men dette hænger sammen med det statsretlige standpunkt, amerikanerne betragtede sagen fra. Amerikanernes statsret havde befundet sig i en stadig udvikling i alle konfliktens år. De begyndte, som vi erindrer, med at indrømme parlamentets myndighed til at ordne handelen, idet de kun nægtede dets ret til »indre beskatning«. Men da det faldt dem vanskeligt overfor de engelske jurister at hævde en skarp grænse mellem ydre og indre beskatning, endte de med at indrømme, at der ingen forskel var; men, påstod de, deraf følger, at parlamentet overhovedet ingen lovgivningsmagt har over os. Vi kender ikke parlamentet. Vi kender kun kongen; han og han alene er båndet mellem rigets forskellige dele. Eller rettere: kongen har mange riger; han har Storbritannien og han har Irland, og desuden har han mindst 13 riger hinsides havet og et parlament i hvert af dem. Hvad ville man sige, om f.eks. Massachusetts' parlament fandt på at blande sig i Englands sager? Men lige så absurd er det omvendte tilfælde.

Kun ud fra denne statsretlige betragtning havde amerikanerne i længden kunnet hævde retsmæssigheden af deres modstand mod parlamentslovene. Deraf kommer det, at Uafhængighedserklæringen er ene og alene en erklæring om uafhængighed af Kronen. Parlamentet nævnes kun som nogle »andre«, kongen har forenet sig med. Det engelske ministerium nævnes lige så lidt som parlamentet. Amerikanerne kender dem ikke. De kender kun kongen og holder sig til ham.

George Washington lod Uafhængighedserklæringen oplæse for hver brigade i New York. Soldaterne skulle vide, at de nu havde et frit og selvstændigt land at forsvare. Derover kom de i et krigshumør, der gik ud over kong Georg III, som i en rytterstatues skikkelse prydede en offentlig have. En skare, der tildels bestod af soldater, rev om aftenen kongen om og huggede ham i småstykker; han var nemlig af bly og blev nu støbt om til republikanske kugler. Washington uddelte i en dagsbefaling en røffel til dem, der havde deltaget i denne bedrift. Men når soldaterne til højmesse havde fået alle 18 klagepunkter over Georg III, kunne man vel i grunden ikke undres over, at de holdt aftensang på den nævnte måde.

De amerikanske tropper var måske en smule overmodige på denne tid. I foråret var englænderne drevet ud af Boston, og ganske fornylig havde de fået bank, da de ville gå i land ved Charleston. Mange antog det for givet, at de skulle få endnu flere bank, når de forsøgte sig mod New York. Men tiden var kommet, da den engelske stridsmagt, der sommeren igennem havde holdt sig svømmende udenfor Amerikas kyster, for alvor skulle sætte foden på landjorden. Og nu, lige efter Uafhængighedserklæringen, begynder en sørgelig tid for den unge amerikanske frihed.

Straks gik det helt skævt for amerikanerne, da englænderne sidst i august satte over fra Staten Island til Long Island og gik imod Brooklyn. Putnam, der kommanderede 8000 mand på Long Island, var ingen mester i taktikken. Medens amerikanerne kæmpede nok så tappert for at spærre englænderne vejen, udførte disses højre fløj en omgående bevægelse, så amerikanerne hurtigst måtte retirere og efterlade henved 1000 fanger i fjendens hænder. Washington kom over fra New York og så det nederlag, der anrettedes på hans bedste tropper. Heldigvis blev forskansningerne ved Brooklyn ikke angrebet; Washington fik tid til at forberede og held til at udføre rømningen af stillingen. Den 3dje nat efter slaget færgedes hele styrken i løbet af 6 timer over det smalle sund, der adskiller Brooklyn fra New York - hvor nu den berømte hængebro findes. Også bagage, feltartilleri og ammunition kom over; kun nogle få svære kanoner måtte efterlades.

Medens Washington befandt sig med over halvdelen af sin hær i den kritiske stilling i Brooklyn, og medens forberedelserne til det vanskelige rømningsforetagende stod på, havde han så godt som ikke været af sadlen, og der havde ikke været blund i hans øjne. Den dygtighed, Washington her havde vist til at rømme en stilling og udføre et tilbagetog, måtte han fra nu af ret tage i brug. Det uheldige udfald af træfningen på Long Island havde til fulde vist ham, hvor lidt hans hær egnede sig til brug i et feltslag. Han måtte bekvemme sig til at slå ind på en anden art krigsførelse, end han hidtil havde tænkt sig. At trække krigen ud - at trætte fjenden - at beskæftige ham, uden dog at lade det komme til et afgørende slag, dét måtte fra nu af være opgaven. Foreløbig altså trække sig tilbage - lade døren til landet stå åben for fjenden, siden man dog ikke kunne forsvare den, men udsatte sig for ved et forsøg derpå at miste alt på een gang.

Rømningen af Brooklyn d. 29 august 1776 blev da inledningen til et tilbagetog, der fortsættes til hen imod jul. Washington trækker sig ud af New York mod bjergene i nord, skridt for skridt med øjet stift hæftet på sin modstander og med værget rede til at give ham et rap, når han bliver for nærgående. Over en måned holdt han en stilling på Haarlem højderne i nordenden af Manhattan øen, på hvilken New York ligger. Da den blev uholdbar, trak han sig til White Plains (»De hvide Sletter«) 6 mil nord for New York, hvor han forskansede sig og tog et angreb, efter hvilket han rømmede stillingen- og gik til North Castle et par mil nordligere.

Her mærkede Washington, at han ikke længer trak fjenden efter sig. Han formodede da, at der påtænktes et angreb på Philadelfia og satte over Hudson for at komme ned i New Jersey og dække Philadelfia. Dog efterlod han 4000 mand øst for Hudson under befaling af general Lee, der efter det heldige forsvar af de sydlige provinser var kommet tilbage og havde stillet sig til Washingtons rådighed. Lee fik ordre til at holde øje med englænderne og, så snart han erfarede, at deres hovedstyrke var gået over Hudson mod vest, da hurtigst mulig selv at passere floden og slutte sig til Washington i New Jersey. Washington delte altså sin styrke. Ja, allerede tidligere havde han efterladt en stærk besætning i forterne Lee og Washington, der lå tæt nord for New York, hver på sin side af Hudson, og skulle holde krigsskibene borte fra denne flod. Det var derfor ikke mange tusinde, der fulgte ham til New Jersey. Og han skulle ikke få sin styrke samlet igen. Næppe havde han overskredet Hudson, før det fort, der var opkaldt efter ham, og som lå på østsiden af floden, blev stormet og måtte overgive sig med henved 3000 mand. Og få dage efter kom besætningen af Fort Lee løbende til ham, udjaget af fjenden, hvis hovedstyrke nu havde iværksat overfarten over floden.

Øjeblikket var altså kommet, hvor general Lee hurtigst mulig havde at følge efter Washington og forene sin styrke med hans. Men Lee foretrak at blive, hvor han var. Gentagne ordrer fra overgeneralen mødte han med stadige udflugter. Det smagte ham ikke at skulle opgive sin selvstændige kommando, og sagtens har han ment, at Washington alligevel snart var kaput, og hellere end at forene sin skæbne med hans, har han villet afvente hans tilintetgørelse og derefter optræde i rollen som landets frelser. Stakkels Washington! Der var nok ikke mange, der ville holde 10 kroner på ham, da han i november med de unselige rester af en slagen hær begyndte sit tilbagetog mod Delaware.

I Europa fik man ved denne tid efterretning om slaget på Long Island, og både venner og fjender af Amerikas sag betragtede krigen som væsentlig afgjort. »Franklins tropper er slået af kongen af Englands« skrev Voltaire; »Ak! Fornuft og frihed har onde kår i denne verden.« I Kassel blev Howe kaldet en anden Cæsar, som kom, så og vandt. Da man i England hørte, at Franklin var kommet til Frankrig, troede mange, at han var rejst hjemmefra for sin sikkerheds skyld. Og dog vidste man endnu i Europa intet om den sidste store ulykke, Fort Washingtons fald og de 3000 fanger. Vi forstår, at det var med bøjede hoveder, den lille skare kæmpere for uafhængigheden i de kolde novemberdage og trak sig hen over New Jerseys bakker og bjerge med fjenden efter sig. Mange af dem havde hverken strømper eller sko, og der stod blodspor efter deres fødder på den hårde grund.

Washington havde vel været fortvivlet, dersom der havde været tid dertil. Men han var den, der skulle holde modet oppe både hos sine folk og hos kongressen i Philadelfia, der så, hvorledes loyalisterne rejste hovederne, og følte, at uafhængighedens sag vaklede. Washington måtte rane timer fra den søvn, han så hårdt kunne behøve, og langt ud på natten sidde og skrive breve til kongressen for at indgyde den nogen fortrøstning, eller til de forskellige staters forsamlinger for at få dem til at rejse friske tropper. »Jeg vil ikke fortvivle«; disse ord findes i et brev fra Washington til en god ven, skrevet d. 30 november - samme dag som han måtte skille sig ved en brigade fra New Jersey og en fra Maryland, næsten halvdelen af hans styrke, fordi tiden for deres indrullering udløb med november. Og ved samme tid udstedte brødrene admiral og general Howe kundgørelser i kongens navn, at enhver, der ville love ikke at gribe til våben mod kongen, skulle få amnesti for, hvad han hidtil kunne have forbrudt. Og New Jerseys-mænd, hvem Washington forgæves kaldte til sin fane, strømmede i mængde til de kongelige og aflagde i angst og bæven deres troskabsløfte.

Washington ville ikke fortvivle. Og dog træffer vi i et brev til hans broder, skrevet ved denne tid, den ytring: »Mellem os sagt frygter jeg for, at spillet snart er tabt«. Men hvilke mørke timer han end med sig selv kan have haft, lod han aldrig sine omgivelser mærke andet end et roligt mod. Da man spurgte ham, hvad han ville gøre, dersom Philadelfia blev indtaget, svarede han uden betænkning: »Så trækker vi os tilbage over Susquehanna, og derefter, om det skal være, over Alleghany-bjergene«. Dette var ikke en uovervejet ytring. Washington forbandt den tanke dermed, at så længe uafhængighedens fane vajede, måtte England holde en hær i Amerika, og derved ville det ruinere sig til sidst.

Imidlertid ledede Washington tilbagetoget med al tænkelig omsigt - gjorde hvad han kunne for at opholde fjenden, indtil vinteren kunne komme og standse bevægelserne. Fjenden måtte manøvrere ham ud af de stillinger, han valgte, og han forlod dem først i det yderste øjeblik. Når hans bagtrop fik afbrudt en bro, var fjendens fortrop der umiddelbart efter og tog fat på at sætte den i stand igen. Da hans styrke gik ned til under 3000 mand, fordi 2 brigader, som nys nævnt, måtte hjempermitteres, holdt han denne svaghed skjult for sine egne soldater og rykkede så langsomt tilbage, som om han havde store stridskræfter.

D. 8 december trak Washington sig over Delaware ved Trenton, afbrød alle broer og bortskaffede alle fartøjer langs floden. Her standsede forfølgelsen indtil videre. General Cornwallis, føreren for den engelske avantgarde i New Jersey, opsatte den videre fremrykning, til isen lagde bro over Delaware. Det ville næppe vare længe; men i øvrigt anså Cornwallis det for overflødigt, at han personlig ulejligede sig yderligere. Howe kunne lige så godt lade en anden udføre den smule arbejde, der var tilbage - at gå over den tilfrosne flod og besætte Philadelfia. Washingtons hær var jo i fuld opløsning. Ingen regnede den for noget. Kongressen anså allerede Philadelfia som udleveret og flyttede til Baltimore. Cornwallis tog da orlov og bestilte sig plads ombord på et skib, der snart skulle gå fra New York. Han længtes efter hjemmets glæder.

Forresten kunne han også have tilbragt en behagelig vinter i New York. Dér boede de engelske officerer udmærket bekvemt. De priste deres lykke, at de havde fået slukket den brand, der brød ud, kort efter at de havde besat byen i september, og som de mente - hvad enten de nu havde ret deri eller ikke - at »Frihedens Sønner« havde anstiftet, hvorfor de havde kastet nogle af dem i flammerne. General Howe havde godt køkken og gode vine. Hans mætresse øste penge ud med begge hænder; men denne gode krig gav udsigt til indtægter for ham, som snart skulle erstatte, hvad hun kostede ham. Officererne sad hver aften ved spillebordene eller svang New Yorks unge damer i en balsal hos en eller anden rig loyalist. En del unge officerer havde i juletiden travlt med at holde prøver til en dilettantforestilling, der skulle gives til fordel for de faldnes efterladte. Men især glædede man sig til de festligheder, der ville forefalde i anledning af general Howes udnævnelse til ridder af Bathordenen - en udmærkelse, kongen havde skænket ham efter sejren på Long Island.

Men midt i juleløjerne kommer der en pokkers ubehagelig melding fra tropperne ved Delaware. Og Cornwallis, der endnu ikke er kommet afsted, måtte opgive hjemrejsen for denne gang og skynde sig over til New Jersey for at bringe tingene iorden. Washington havde dog ikke været ganske død. Han havde gennem disse sørgelige måneder holdt sammen på stumperne - havde holdt liv og sjæl i sin smule hær, og nu var den blevet forstærket. Lee´s regimenter var endelig stødt til ham, efter at Lee selv var blevet opsnappet af et engelsk strejfparti og bortført som fange. Washington havde nu 5000 mand. Længe ville han ikke beholde dem; thi d. 31 december var tjenestetiden omme for en stor del af dem. Inden året løb ud, ville Washington foretage noget, og det skulle gå godt.

Lige overfor ham, hinsides Delaware, lå nogle hessiske brigader og skulle bevogte floden. Dens mest fremskudte afdeling var den, der lå i Trenton, 1500 mand stærk, kommanderet af oberst Rahl. Man havde rådet ham til at opkaste nogle skanser; men Rahl anså det for ganske unødvendigt. »Lad dem komme« sagde han, »vi tager dem med bajonetten.« Iøvrigt var han rolig for, at amerikanerne ikke ville komme. Han holdt sviregilder hver nat og lå til klokken 10 om morgenen. Men natten mellem d. 25 og d. 26 december rykkede den amerikanske hær ud for at overskride Delaware på 3 steder og falde over hesserne. Washington havde givet løsenet »sejr eller død«.

Det var hård frost, og der blæste en stærk storm. Floden var fuld af drivis. De 2 divisioner af hæren opgav snart ævret, og kun den, der førtes af Washington selv, kom over floden og begyndte om morgenen klokken 3 i slud og hagl marchen mod Trenton. De delte sig; general Sullivan gik een vej, Washington en anden. Sullivan, der havde den korteste vej, lod sine folk gøre holdt for at give de andre tid til at vinde frem. Med det samme sendte han en adjudant til Washington for at melde, at hans soldaters geværer var våde. »Så bed deres general« svarede Washington »om at bruge bajonetten og trænge ind i byen; for byen skal tages.« Da adjudanten kom tilbage, hvor Sullivans soldater lå, løftede de hovederne og lyttede til meldingen. Og de, der havde bajonetter, satte dem på uden at oppebie en kommando.

Overfaldet lykkedes. Hesserne i Trenton ilede til våben, da vagtposterne gav ild. Oberst Rahl ravede i sadlen, som om han endnu ikke var ret vågen, og råbte: Fremad, march! Avancer! Avancer! Men hans folk blev ikke samlede, før de allerede var indesluttede af amerikanerne. Kampen havde kun varet 35 minutter, da en officer meldte Washington: Sir, hesserne har overgivet sig. Og generalen så op til himlen med strålende øjne. Det var 946 fanger, 6 kanoner og en hel brigades faner, der blev gjort til bytte. Washington havde kun mistet 4 mand, af hvilke de 2 var frosne ihjel. Dette raske foretagende rejste modet i den amerikanske hær, og Washington fik med lethed mandskabet til at gå ind på at blive i tjenesten 6 uger ud over den fastsatte tid.

D. 2 januar 1777 kom Cornwallis med en stor styrke mod Trenton. En kamp begyndte, men blev afbrudt ved nattens komme. De 2 hæres vagtbål brændte tæt overfor hinanden, og kampen ville blive fortsat næste morgen. Men Washington havde allerede mærket, at han ikke kunne stå sig. Så brød han op fra lejren - efterlod kun nogle mænd til at holde bålene brændende og marcherede ubemærket ad en omvej til Princeton, som lå i ryggen på den engelske hær, et par mil fra Trenton. Her havde Cornwallis efterladt 3 regimenter, som det gjaldt om at overrumple.

Da amerikanernes fortrop om morgenen d. 3 januar nåede Princeton, stødte den på et af regimenterne, som netop var brudt op for at begive sig til Trenton, og som altså var slagfærdigt. Amerikanerne, som manglede bajonetter, lod sig drive tilbage. Men nu kom Washington op. Han tog plads midt imellem fjenden og sine flygtende folk. Englænderne lagde an til en musketsalve, og oberst Fitzgerald, Washingtons adjudant, holdt sin hat for øjnene for ikke at se generalen falde. Men da salven havde braget og røgen drev bort, sås Washington hel og holden kalde sine folk frem. De fulgte ham, og briterne måtte tage flugten med et tab af 230 fanger foruden omtrent det samme antal døde og sårede.

Cornwallis, som havde hørt skydningen, kom i stor hast til Princeton, men da var Washington borte. Han havde trukket sig til bjergene mod nord, og Cornwallis forsatte sin march 3 mil længere i retning af New York til byen New Brunswick. Dér blev han. Det allermeste af New Jersey var forresten af vinteren befriet for britiske tropper. Washington gik i vinterkvarter i Morristown, 5 mil nord for New Brunswick, midtvejs mellem Delaware og Hudson. I 8 dage havde Washington vundet 2 sejre, havde tvunget fjenden til at flytte sin stilling tilbage og forandret tingenes hele udseende. Disse begivenheder sluttede årets felttog, og offentligheden, både i Amerika og Europa, forblev vinteren igennem under indtrykket af dette held for de amerikanske våben.

I vinteren 1776/77 lå englænderne altså i New York. Men næste vinter skulle blive mørkere for Washington. Da havde fjenden også Philadelfia, og Howe opslog dér sin residens. Det var i september 1777, at englænderne holdt deres indtog i amerikanernes hovedstad. De havde ikke nået den ved at trænge frem over Delaware-floden. Thi på den kant holdt Washington vagt, og i sommerens løb havde Howe forgæves spillet skak med ham i New Jersey og søgt at få ham indviklet i en afgørende træfning, der kunne gøre det af med ham. Så havde Howe trukket sig ud på Staten Island og indskibet sig med 18,000 mand, med hvilke han - naturligvis efterladende en tilstrækkelig styrke i New York - var gået syd på og op igennem Chesapeake-bugten. Ved Elk, i bugtens nordligste ende, var han gået i land og havde således syd fra nærmet sig Philadelfia.

Washington var ilet ham i møde og havde ved floden Brandywine foretaget et dristigt men mislykket angreb på den fremtrængende fjende. Også efter at englænderne havde lagt sig i Philadelfia og skudt deres fortropper frem nogle mil nord for byen, angreb Washington disse fortropper ved Germantown, og denne gang var englænderne slemt i vinden. Havde lykken blot været Washington en lille smule huld, ville dette udmærket planlagte og dygtigt udførte angreb på begge fløje af fjendens stilling have ført til en meget kritisk situation for Howe i Philadelfia. Washington lykønskede sig allerede til at have vundet en glimrende sejr; da begyndte nogle af hans uøvede afdelinger at komme i uorden. En tyk tåge lagde sig over valpladsen, og briterne fik tid til at samle sig og rykke frem. Washingtons angreb var afslået.

Washington måtte lade fjenden blive i Philadelfia. Og i december førte han sin forkomne hær til vinterkvarter i Valley Forge, en plads 8 mil fra Philadelfia mellem Schuylkill-floden på den ene side og nogle bjerghøjder på den anden. Pladsen var fuld af skov, og soldaterne fældede træer og byggede sig barakker, så der blev som en hel by med gader og pladser. Ja, tag over hovedet kunne soldaterne selv skaffe sig, og bål kunne de tænde. Vanskeligere var det at få noget at komme i gryden. Washington havde det hårdt i anledning af de mange munde, han ikke kunne mætte. Han havde intet at købe for. Det vil sige, han havde papirspenge af den slags, kongressen havde udstedt en mængde af. Men de stod ikke højt i kurs. Den kongres, der for øjeblikket var jaget fra sin residens, - at den i fremtiden skulle kunne honorere sine veksler, det var der ikke mange, der troede. Man kunne næppe nok købe et læs fødevarer for et læs seddelpenge. Og offervillighed fra den omboende befolknings side kunne der ikke regnes på. Mange var loyalister, og de andre var efter hovedstadens indtagelse yderlig sløvede. Havde der været nogen begejstring for frihedens sag, syntes den i øjeblikket fordunstet hos de fleste. Farmerne solgte hellere deres varer til englænderne, som var i nærheden, og som betalte med klingende mønt.

Washington havde fået myndighed af kongressen til at optræde diktatorisk overfor befolkningen i sager, der vedrørte hærens nødvendigheder. Men han kunne ikke ret få sig selv til at anvende denne myndighed. »Det duer ikke« skrev han til kongressen »at skaffe forsyninger af klæder og føde ved tvangsforholdsregler. For få dage siden rekvirerede jeg på den måde en smule beklædningsgenstande; thi enten måtte jeg gøre det eller opløse min hær. Men det har vakt den største misfornøjelse selv blandt vore varmeste venner. En sådan fremgangsmåde kan i øjeblikket være en nødhjælp; men gentages den, vil der vise sig højst betænkelige følger. For det første udsåes der bitterhed, mistænksomhed og frygt blandt befolkningen; og dernæst slår det ikke fejl, at der, selv når der er tale om gamle prøvede tropper under den strengeste disciplin, opstår blandt soldaterne en tilbøjelighed til plyndring, som er vanskelig at undertrykke og ikke blot ødelæggende for beboerne, men også i mange tilfælde for hærene selv. Jeg beklager, at omstændighederne tvang os til denne fremgangsmåde forleden dag, og jeg vil betragte det som en af vore største ulykker, om vi skulle komme i den nødvendighed at bære os således ad igen.«

Det havde næppe heller været politisk forsvarligt at optræde med brutalt magtsprog overfor befolkningen. Det ville have givet den bevægelse vind i sejlene, der allerede var godt i gang med at fjerne mange af landets beboere fra uafhængighedens sag. Og derfor - i de første måneder, indtil kongressen omsider skaffede udvej for pengemidlerne, led hæren utroligt i Valley Forge. Der var 4000, som af mangel på klæder var nødte til at holde sig inde i hytterne. Et helt par sko var næppe kendt i lejren. En mængde var ganske barfodede. Om natten sad store klynger og krøb sammen om ilden udenfor barakkerne, fordi de ikke havde et tæppe at svøbe sig i. Ikke engang halm kunne skaffes; man måtte lægge sig på den kolde, våde jord. Dette i forening med knap og dårlig kost voldte almindelig sygelighed. Det var befrielseskrigens mørke stund, da frihedens forsvarere døjede ondt i Valley Forge, medens fjenden nød det behageligste vinterkvarter i den hovedstad som disse stakler ikke havde kunnet forsvare.

Til Washingtons lidelser føjedes dette, at det så ud, som om han skulle miste den yndest og tillid hos sine landsmænd, der hidtil havde været hans styrke. Man havde næsten glemt Trenton og Princeton over nederlagene ved Brandywine og Germantown. Efter affæren ved Brandywine skrev John Adams, efter at have påvist, hvorledes Washington formentlig kunne have hugget Howes hær til plukfisk, om han havde båret sig rigtigt ad: »O himmel, send os een stor sjæl! Een fremragende ånd ville redde den gode sag fra den ødelæggelse, som synes at vente den.« »Himlen må have besluttet at bevare eders land« skrev en fransk officer i hæren til en af generalerne, »ellers ville en sløj general og dårlige rådgivere have bragt det til ødelæggelse.« Og ved årets slutning fremkom i et blad en række artikler, der åbenbart var beregnede på at forberede udnævnelsen af en ny overgeneral.

Washington vidste meget godt, at der blev drevet en underjordisk agitation imod ham fra nogle af de underordnede generalers side, som påvirkede medlemmer af kongressen. Hvor meget Washington end led derunder, rørte han sig dog ikke for at modvirke disse kabaler. Han tænkte - tiden ville nok sætte alt i det rette lys - og deri tog han ikke fejl.

Overfor offentligheden var Washington i øvrigt afskåret fra at forsvare sig. Thi klagerne over hans virksomhed kunne han kun have imødegået ved at give en fremstilling af hærens elendige tilstand, hvilket ikke lod sig gøre af hensyn til fjenden. Men til kongressen kunne han skrive frit, og da den klagede over, at han var gået i vinterkvarter istedet for at forberede nye angreb på de engelske i Philadelfia, svarede han med en beskrivelse af soldaternes nød, der endte således: »Ærede medlemmer bebrejder mig, at jeg er gået i vinterkvarter, ret som om de tænkte, at soldater var af stok og sten. Jeg kan forsikre disse ærede medlemmer, at det er en meget lettere og mindre brydsom ting at skrive klager og bebrejdelser i et behageligt værelse ved en varm ovn end at ligge på en kold, klam høj og sove i frost og sne uden klæder eller tæpper. Alligevel, skønt de synes at have kun lidt følelse for de nøgne og nødlidende soldater, føler jeg for dem i fuldeste mål, og af hele min sjæl ynkes jeg over al den elendighed, som det ikke står i min magt hverken at lindre eller forebygge,«

Washington kunne tage bladet fra munden overfor kongressens medlemmer. Men småskåren personlig ømtålighed mærkedes aldrig i hans skrivelser. Han indlod sig ikke på at blive »fornærmet« og slå på, at han kunne tage sin afsked. Urimeligheder fra kongressens side, intriger blandt officerskorpset, utålmodighedsytringer fra publikum - alt sligt tog han som noget, han ikke kunne vente sig anderledes. Han vidste, det ville og måtte komme, og man måtte lade det have sin tid. Ikke at han var ligegyldig derfor. Nej, Washington var i virkeligheden alt andet end ligegyldig overfor den ting, der hedder påskønnelse og agtelse hos medborgere. Var der noget, han skulle blive gerrig på, var det vel dette. Der er ingen tvivl om, at miskendelsen har voldt ham virkelig smerte, - ja at hans landsmænds miskendelse har været den bitreste tilsætning til det hårde daglige brød, han i krigens år havde at tære. Men hvad han end led derunder, lod han det ikke få indflydelse på sine handlinger. Han lod sig ikke forstyrre. Ligesom en mand lader det regne og hagle og passer sit arbejde med ufravendt opmærksomhed, selvom han bliver våd til skindet, således. Forfulgte Washington den opgave, han havde påtaget sig, fra dag til dag, under ondt rygte og godt rygte, når der var udsigt til held, og når der ingen udsigt var. Og i denne uforstyrrelighed, denne ophøjethed på en klippe, ligger en væsentlig del af George Washingtons storhed.

Han skrev selv til en forfatter, der, netop medens lejren var i Valley Forge, søgte oplysninger til frihedskrigens historie: »Jeg havde hverken egenkærlige eller ærgerrige hensigter med at gå i tjenesten. Jeg søgte ikke kommandoen, men modtog den, efter indtrængende anmodning, med al den mistillid til mig selv, der naturlig måtte opstå hos mig, når jeg tænkte mig en smule om, ved bevistheden om, at jeg ikke havde tilstrækkelig dygtighed og erfaring til en så vigtig tillidspost. Og efter at jeg havde påtaget mig den, gik jeg efter min pligt og forfulgte det store mål, såvidt mit omdømme strakte til, så lige og bestemt som magnetnålen søger polen ....ingen har nogensinde hørt mig ytre en hentydning til at tage afsked. De samme grundsætninger, der førte mig til at gå med i oppositionen mod Storbritanniens vilkårlige fordringer, virker med forøget styrke den dag idag; og det er ikke mit ønske at tilbageholde min tjeneste, sålænge den anses for at være af vigtighed for den nuværende kamp. Der er ikke en officer i De Forenede Staters tjeneste, der ville vende tilbage til det hjemlige livs sødheder med mere oprigtig hjertensglæde end jeg skulle gøre det; men jeg har ikke i sinde at svigte sagen.«

Vinteren i Valley Forge var på mange måder en mørk tid. Men en solstråle for hele lejren og især for overgeneralens bræddehytte var det, at fru Martha Washington kom og delte lejrlivets besværligheder med sin mand og hans folk. Det var iøvrigt ikke første og blev ikke sidste gang, at denne smukke og elskværdige dame viste sig i hæren ved sin mands side. Hun kunne ved enden af sit liv med stolthed sige til sine børnebørn - hun havde børn af første ægteskab; med Washington ingen -, at hun havde hørt det første kanonskud ved åbningen og det sidste ved slutningen af hvert års felttog under frihedskrigen.

Vi hørte, at der i vinteren 1777/78 var stemning hos nogle for at få en ny overgeneral. Og den, der burde afløse Washington, var efter de flestes mening Horatio Gates. Denne general havde i sommeren 1777 - samtidig med, at Washington forgæves søgte at forsvare Philadelfia mod Howe - haft den mere taknemmelige opgave at operere mod nord, i Hudson-dalen, mod general Burgoyne, der rykkede frem fra Kanada for at komme i besiddelse af nævnte floddal og iværksatte forbindelsen med New York og overskæringen af staternes landområde. At modsætte sig Burgoyne var en mere taknemmelig opgave. Thi medens Howe stadig havde flåden i ryggen og derved let ved at vedligeholde sin forbindelse med New York og England, udsatte Burgoyne sig mere og mere for at afskæres fra sine forbindelser, alt som han rykkede længere mod syd i det vilde land.

Allerede i juni var general Burgoyne brudt op fra Kanada med 10,000 mand og flere hundrede indianere, der under fremrykningen snart viste sig flinke til at tage skalpen af fredelige nybyggere, enten det så var mænd eller kvinder. Burgoyne havde højtidelig forbudt dem at tage skalpen af folk i levende live. At de ville respektere et sådant forbud, var der ganske vist ingen udsigt til, men så var det i alt fald ikke den humane generals skyld. Og nægtes kunne det jo heller ikke, at jo mere djævleblændt grusomme indianerne viste sig, des mere fremmede de det formål, generalen og ministeren og kongen havde med dem, nemlig at de skulle sætte skræk i de oprørske kolonister.

Den amerikanske nordhær, der fra felttogets begyndelse stod under general Schuylers kommando, rømmede Fort Ticonderoga, da Burgoyne kom, og trak sig tilbage helt til Mohawk-flodens udløb i Hudson, tæt nord for Albany. Alt tydede altså på, at det skulle gå glat for Burgoyne, hvad han da også havde ventet. Flere officersfruer ledsagede deres mænd fra Kanada i forventning om en interessant og behagelig tur til New York. Men medens Burgoynes hovedstyrke beredte sig til at overskride vandskellet og trænge ned i Hudson-dalen, gik det uheldigt for hans udsendte detachementer.

En afdeling på 700 mand under Saint Leger var sendt ned ad St. Lawrence og Ontario-søen for derfor at følge Mohawk-floden til Albany. Men den nåede ikke længere end til Fort Stanwix i Mohawk-dalens øverste ende. Medens Saint Leger sammen med en mængde indianere lå og belejrede dette fort, kom først en afdeling landeværnsmænd fra omegnen og leverede dem en varm kamp, hvor man bogstavelig havde hinanden i hårene og stak hinanden ihjel med knive i halvanden times tid, uden at dog kampen førte til noget afgørende resultat. Men St. Legers folk havde fået skræk i blodet. Nogle dage senere kom så en indianer løbende til hans lejr og meldte, at der kom 1000 mand imod dem; en anden kom lidt efter og sagde, at der var 2000 amerikanere lige i nærheden; en tredje bragte tallet op til 3000. Og virkningen af disse meldinger var en panik i lejren. Først løb indianerne, og St. Leger fulgte dem efterladende sine telte og det meste af sit artilleri og sin bagage.

Det var Arnold, der var på vej fra nordhærens hovedkvarter med 800 mand, og som snildelig havde sendt disse rygter forud for sig. Han var iøvrigt 10 mil borte, da lejren rømmedes. Således gik det briternes ekspedition til Mohawk-dalen. Det næste detachement, Burgoyne udsendte, gik under oberst Baum øst på for at sætte sig i besiddelse af nogle proviantforråd, der i byen Bennington, i det sydligste Vermont, var samlede til brug for den amerikanske hær. Det var jo nemlig adskilligt lettere for Burgoyne at forsyne sig her end at få provianten fra Quebec i både. John Stark, hvem vi erindrer som New Hampshire-mændenes fører ved Bunker Hill, optræder atter her som fører for landeværnet, der er purret ud for at drive Baum fra Bennington.

Baum havde opslået sin lejr foran byen og agtede at trænge ind i den, når han havde fået forstærkning. En morgen så han små klynger mænd i skjorteærmer og med jagtrifler uden bajonetter liste sig bag om hans lejr. Han tænkte, det var kongeligsindede landmænd, der stillede sig, hvor han kunne beskytte dem. Det faldt ham ikke ind, at de hørte med til det landeværn, der skulle forsvare Bennington. Således samledes 500 mand i ryggen på ham. Og medens Stark lod udføre en skinbevægelse med sin hovedstyrke, der optog oberst Baums opmærksomhed, listede 200 mand sig hen og tog stilling i Baums højre flanke.

Nu stillede briterne sig i slagorden. »Se, folk« råbte Stark, »dér er rødkjolerne. Vi må slå dem i idag, ellers er Molly Stark enke.« Dermed gav han tegn, og angrebet begyndte fra 3 sider. Efter et par timers heftig kamp faldt Baum, og hans folk overgav sig. Da kom den undsætning, Baum havde ventet på, 3 bataljoner under Breymann. Stark, der også havde fået friske folk til sig, gik frem til et nyt angreb og brugte de kanoner, han just havde erobret. Fægtningen rasede til solnedgang, da lod Breyman sine kanoner stå og trak sig tilbage, skarpt forfulgt, så længe der var en smule dagslys tilbage. Stark havde gjort 692 fanger, hvoraf de fleste var tyskere. Denne kamp ved Bennington stod d.16 august. Burgoyne kunne slet ikke tåle at miste så mange tropper. Og det var fatalt, at han ikke kunne udstrække en hånd hverken til højre eller venstre uden at få den hugget af. Nu måtte han, før han rykkede længere mod syd, forsynes for 30 dage, og før dette kunne være gjort, skulle 200 både føres hid fra Kanada og slæbes over 2 bæresteder. Det var forbi med den hurtige og lette fremrykning.

D. 4 august havde kongressen udnævnt Horatio Gates til at overtage anførselen over nordhæren i Schuylers sted. Men før Gates kom og overtog kommandoen, var Fort Stranwix sikret og sejren ved Bennington var vunden. Burgoyne havde allerede fået sine vinger stækkede, og det var besørget væsentlig af de stedlige væbningsmænd. Schuyler havde under disse omstændigheder godt håb om at kunne hævde sin stilling ved Mohawk-flodens munding, og det var ham en kvide at skulle overlade kommandoen til Gates just i det øjeblik, bladet havde vendt sig, og alt tegnede til held. Men Gates havde for øjeblikket - ligesom Lee tidligere - den første plads i kongressens tillid og bevågenhed. Han var ligesom Lee født englænder og oplært til militærtjenesten. Han ansås for at være et militært geni, og kongressen gjorde alt for at støtte ham i den kampagne, han nu begyndte. Washington havde blandt sine tropper udsøgt 500 skovjægere og af dem dannet et enestående fortrinligt skarpskyttekorps under Daniel Morgans befaling. Dette korps fik han af kongressen befaling til at sende til Gates, netop på den tid, da han selv skulle til at slås med Howe om Philadelfia. Det var et stort offer, der således forlangtes af Washington, men han adlød naturligvis øjeblikkelig, og der var jo nogen ræson i kongressens betragtning, at nordhæren trængte til en sådant korps til at tage det op med indianerne.

Vi træffer altså her igen Daniel Morgan. Det sidste, vi hørte om ham, var, at han blev taget til fange med 400 andre nytårsmorgen 1776 inde i Quebec. Efter omtrent 3 fjerdingårs fangenskab førtes alle disse fanger, som englænderne ikke længere ville føde, med skibe til New Jerseys kyst, sattes i land og løslodes på parol, dvs. på æresord om, ikke at tjene i krigen. Morgan sprang fra forstavnen af båden, rørte ved jorden med begge hænder og råbte: Å, mit land! Han var, som tidligere nævnt, født her i New Jersey. Som løsslupne fugle løb alle mand væddeløb til en nærliggende lille by, som de satte på den anden ende. De var for lykkelige til at sove og tilbragte natten med at synge, danse og istemme frygtelige indianerhyl. Da Washington hørte, at Morgan var kommet hjem, fik han kongressen til at udnævne ham til oberst, og i 1777 gav han ham kommandoen over det omtalte skarpskyttekorps, dog ikke før han på vedbørlig måde var udløst fra sit ord ved udveksling af en fangen britisk officer.

Morgans korps kom altså til nordhæren, og en stor del landeværnsmænd fra Ny England stævnede derhen. Gates skød stillingen 4 mil frem og anlagde en forskanset lejr ved Stillwater på Hudsons vestlige bred. Pladsen var vel valgt. Skansearbejdet blev ledet af Kosciusko, en 21årig polak, der på grund af kærlighedssorg var draget hjemmefra og havde viet sig til kamp for frihedens og menneskehedens sag. Han skulle siden blive bekendt nok i sit fædrelands sørgelige historie. D. 19 september kom Burgoyne og gik løs på Gates' stilling, men den holdt. Det mislykkede angreb kostede briterne 500 mand. Arnold, der befandt sig ved staben, rådede Gates til at gå frem næste dag og angribe Burgoyne, inden han endnu var kommet til kræfter. Og da han ikke kunne få sin vilje frem, blev han heftig - ville ikke have mere med det hele at gøre - bad om pas til Philadelfia og fik det. Han skiftede dog snart sind og blev i lejren; men Gates ville ikke se ham mere, og han kunne ikke opnå nogen kommando.

Burgoyne gav sig til at forskanse sin lejr, og i over 2 uger lå de 2 hære og så på hinanden i en halv mils afstand. Burgoyne håbede på en fremrykning fra New York i ryggen på Gates. Men da det ikke blev til noget, måtte han forsøge nok engang at bryde gennem amerikanernes stilling, der i den forløbne tid var blevet betydelig forstærket. D. 7 oktober rykkede Burgoyne ud og stillede sine folk i slagorden, men amerikanerne gik frem og begyndte angrebet, og denne anden kamp ved Stillwater (eller Bemis Heights, som stedet også kaldes) blev meget varm. En engelsk kanon blev 5 gange taget og taget tilbage igen, indtil endelig amerikanerne havde den i fast besiddelse. Oberst Cilley sprang op på den og indviede den til den amerikanske sag, og så blev den drejet rundt mod fjenden.

Hvad der afgjorde kampen, var en omgående bevægelse, Morgans korps foretog udenom briternes højre fløj. Burgoyne, der ikke ville afskæres fra sin lejr, sendte general Fraser ud at møde denne bevægelse, og han førte sine folk rask i ilden. Men Morgan lod en af skarpskytterne sende Fraser en kugle, så han måtte bæres bort, hårdt såret. Og fra dette øjeblik var der ingen af de britiske tropper længere, der stod. Et hurtigt tilbagetog til forskansningerne var det eneste, der stod tilbage for Burgoyne. Arnold havde fra begyndelsen stået med armene over kors og betragtet kampens gang fra lejren. Men da det gik hedest til, kunne han ikke dy sig længere. Han kastede sig på sin hest og sprængte til slagmarken. Her kom han til at deltage i forfølgelsen af den tilbagevigende fjende, og folkene lød ham, skønt han strengt taget ingen myndighed havde. Arnold ville ind i briternes forskansninger og tvinge Burgoyne til overgivelse straks på stedet. I over en time ledede han et angreb på lejren, som dog omsider måtte opgives. Arnold fik en kugle i det samme ben, der var blevet såret ved Quebec.

Gates havde ikke vist sig på slagmarken. Burgoyne derimod havde fået en kugle i hatten og en anden havde strejfet ham og revet hul i hans vest. De amerikanske riffelskytter forstod at udsøge sig mål for deres kugler, og en mængde britiske officerer var faldne. Der var især sorg i deres lejr over den almindelig afholdte Fraser, som lå og droges med døden. Lægen havde sagt ham, at der var ikke lang tid tilbage. Fraser tænkte på hustru og børn, som han havde efterladt hjemme på sit herresæde i de skotske højlande, og han mumlede: Fordømte ærgerrighed!

Efter dette andet mislykkede forsøg på at bryde sig vej, trak Burgoyne sig hen i noget længere afstand fra Gates' stilling og indrettede en ny forskanset lejr ved Saratoga. Herfra lod han undersøge, hvorledes udsigterne var til at slippe tilbage til Champlain-søen, men fik at vide, at amerikanske væbningsafdelinger havde sat sig fast i hans tilbagetogslinje, og da tilmed en brigade, Gates havde udsendt, tog alle hans både og de magasiner, de indeholdt, måtte Burgoyne, der kun havde forråd for 4 dage, tænke på overgivelse. D. 12 oktober var hans lejr helt indesluttet, og dårligt beliggende, som den var, kunne man skyde ind i den både med rifler og kanoner. D. 13 holdt Burgoyne krigsråd, som enstemmigt vedtog kapitulation på hæderlige vilkår. D. 17 undertegnedes overenskomsten om, at tropperne skulle føres til Boston og dér løslades på parol med ret til i Boston havn at gå ombord på britiske skibe, der kunne føre dem hjem. Derefter gik 5791 mand ud af lejren og lagde deres våben. Og Gates havde skaffet brød til dem; thi selv havde de intet tilbage.

Det forlød siden, at Burgoyne havde trykket Morgans hånd, og sagt: »Min kære sir, de kommanderer det prægtigste regiment i verden.« De fleste af Burgoynes folk var tyskere. Da der blev tale om deres hjemsendelse, kom der forskrækkelse over deres »landsfædre«, der indså, at de hjemvendte ved at fortælle om, hvorledes de havde haft det, kunne give deres landsmænd en alt for stærk afsmag for krigen og ganske spolere trafikken med lejesoldater, der fremdeles, da England stadig trængte til friske tropper, gik glimrende. De bad da den engelske regering om at sende dem til Britisk Vestindien eller hvor som helst ellers. Mange af dem foretrak at blive i Amerika og bosatte sig i Pennsylvania og Virginia. Burgoynes overgivelse ved Saratoga d. 17 oktober 1777 var amerikanernes hidtil største krigsbedrift. Således endte atter dette års felttog med en oprejsning for de amerikanske våben. Og tanken om Saratoga var en trøst i den ellers så triste vinter, da Howe lå i Philadelfia og Washington i Valley Forge.

I felttoget i 1777 udfoldedes første gang flaget med stjernerne og striberne. Fra krigens begyndelse havde der jævnlig været brugt et flag med en klapperslange i 13 stykker og med indskriften: »Slut sammen eller dø«. Snart afløstes det af et flag med en hel og holden klapperslange, rede til at hugge, med overskrift: »Træd ikke på mig«. Intet af disse flag brugtes dog almindeligt. D. 1 januar 1776 hejsedes over Washingtons hovedkvarter foran Boston et flag med 13 afvekslende røde og hvide striber og med uniongmærket fra det engelske flag i det ene hjørne. Men d. 14 juni 1777 vedtog kongressen, at unionsmærket skulle forandres til 13 stjerner i blåt felt »forestillende en ny konstellation«. Siden er der tilføjet een stjerne til for hver ny stat, der er optaget i Unionen. I begyndelsen føjede man også en ny stribe til for hver ny stat, men det nødsagedes man snart til at holde op med af pladshensyn, og man vendte tilbage til de oprindelige 13 striber.

Krigen har nu varet i 3 år, og i den tid har amerikanerne kæmpet alene. Vil Frankrig nu ikke komme og hjælpe? Lige fra krigens begyndelse havde de amerikanske statsmænd håbet på Frankrig, Englands arvefjende, der havde så meget at hævne fra 1763, da det måtte slutte den ydmygende fred.

Silas Deane fra Connecticut var i foråret 1776 sendt til Frankrig som kongressens hemmelige agent. Han havde haft samtaler med Vergennes, den franske udenrigsminister, og fået løfte om 100 feltkanoner og fuld udrustning til 25,000 infanterister som en foræring fra den franske konge til de amerikanske oprørere. Men det måtte holdes ganske hemmeligt. Og Deane fortalte det da heller ikke til andre end Edward Bancroft, en født amerikaner, bosat i England, hvem han kaldte til Paris for at hyre ham som amerikansk spion i London. Bancroft var imidlertid så dygtig en forretningsmand, at han indså fordelen ved at være lønnet spion for Amerika og England på samme tid. Gennem ham fik da den engelske regering besked om alt, hvad der var forhandlet mellem Vergennes og Deane. Den gjorde modforestillinger hos det franske kabinet, og våbensendingerne måtte indstilles. Åbenlyst ville den franske konge ikke støtte oprørere. Penge var lettere at oversende hemmeligt, og kongressen fik 200,000 louisdorer (ca. 4 millioner kroner) af den franske og spanske konge. Derved blev det foreløbig.

Efter Uafhængighedserklæringen trængte Vergennes stærkt ind på kongen for at få ham til at erklære krig. Han viste ham, hvilken gunstig lejlighed der nu var til at give England et knæk, medens dets sømænd var i Amerika på Parkers og Howes krigsflåder og som bemanding på over 400 transportskibe. Nu, da de fordums kolonier havde erklæret sig selv for uafhængige stater, kunne der formentlig ikke være noget nedværdigende for en konge i at indlade sig i alliance med dem. Men den unge kong Ludvig XVI elskede fred, om ikke af anden grund, så fordi han var for sløv til at tage sig sammen. Han tillod kun sin minister at yde amerikanerne hemmelige håndsrækninger.

Sidst på året 1776 kom Franklin til Paris som udsending fra kongressen. Der var en kollega med ham; men hvad han hed, kunne Vergennes aldrig huske, så det kan heller ikke være os en nødvendighed at erindre det. Deane var også fremdeles i Paris og skulle sammen med de andre 2 danne en diplomatisk kommission med Franklin som formand. Franklin medbragte et forslag til en handelstraktat mellem Frankrig og Amerika. Underskrev Frankrig en sådan traktat, ville det være en anerkendelse af staternes uafhængighed og en udfordring til England i skarpeste form. Thi når England stred for sit overherredømme over Amerika, var det jo netop væsentlig for at beholde eneretten til Amerikas handel.

Foreløbig måtte Vergennes på grund af kongens uvilje mod krig og mod rebeller lade sagen stå hen. Og Franklin lod overfor offentligheden, som om han var kommet til Paris i videnskabelige øjemed. Tilsyneladende omgikkes han kun naturforskere og andre lærde folk, men i virkeligheden havde han mange og lange enesamtaler med Vergennes. Ministeren mente åbenbart nu at kunne gå mere ugenert til værks med at sende amerikanerne krigsforråd og overhøre den engelske regerings modforestillinger. Tidligt i foråret 1777 afsendtes 3 skibe med våben, hvoraf engelske krydsere tog det ene, men de 2 kom over inden det års felttog begyndte og bragte velkomne forsyninger. Og der kom snart flere skibe efter.

Når Stormont, den engelske gesandt ved det franske hof, klagede over denne trafik, blev et skib, der lå sejlklart til Amerika med krigsforråd, stoppet og måtte udlosse alt hvad det havde ombord af den slags ting. Men et par dage efter tog skibet sine varer ind igen og sejlede afsted uden hindring. På lignende måde forholdt man sig overfor Stormonts jævnlige klager over, at amerikanske kapere havde tilhold i franske havne. En kaper, der havde taget 5 priser, hvoriblandt den kongelige paket mellem Falmouth og Lissabon, havde lagt sig ind med dem i L'Orients havn (på Bretagnes sydkyst), og kaptajnen havde erklæret sin hensigt at sejle hjem til Amerika med dem alle. Stormont kom i stormskridt op til Vergennes for at forlange, at de kaprede skibe med mandskab og ladning skulle sættes i frihed ved de franske myndigheders foranstaltning. »De kommer for sent« sagde Vergennes; »der er allerede sendt ordre, at det amerikanske skib og dets priser øjeblikkelig måtte forlade havnen.«

Stormont, der kaldte Franklin og de andre amerikanske gesandter forbrydere, som fortjente galgen, overbragte Vergennes sin regerings klager over, at den franske minister lod disse folk komme til sig og havde forhandlinger med dem. »En ministers hus« svarede Vergennes »er som en kirke, hvor alle og enhver kan gå ind og bede; men derfor er det ikke sagt, at deres bøn bliver hørt.« En åbenlys tilslutning til Amerikas sag blev der foreløbig ikke noget af. Men betænkte hoffet sig, var det anderledes med den unge franske officer og adelsmand Gilbert Motier de Lafayette. Han var parat fra det første øjeblik, han hørte et gny af kampen. Thi han var kun 18 år gammel, sværmede for republikansk frihed og længtes efter eventyr. Det var ved hans onkels, hertugen af Broglies, taffel, han først hørte om kampen ved Lexington og hørte det af hertugen af Gloucesters mund. Det var for denne hædersgæst, taflet blev holdt, og han var, skønt broder til selve Georg III, på den tid en smule begejstret for amerikanernes sag. Ved den gode vin udbredte han sig om Massachusetts-mændenes djærvhed. Han havde nyheden frisk, fra første kilde. Og inden det sidste bæger var tømt, var Lafayette i sit hjerte indrulleret i den amerikanske hær.

Han var gift allerede fra sit 17de år, arving til en stor formue. Han var ikke 2 år gammel, da hans fader, endnu en ganske ung mand, faldt i slaget ved Minden. Og Lafayette var eneste barn. Da han betroede sig til hertugen af Broglie om sin plan at tilbyde Amerika sin kårde, søgte onkelen at holde ham tilbage. »Jeg har set din onkel dø i Italiens krige« sagde han; »Jeg var med, da din fader faldt ved Minden; og jeg vil ikke hjælpe med til, at den eneste gren af familien, som er tilbage, skal gå tilgrunde.« Men Lafayette lod sig ikke længe holde tilbage. Næste år meldte han sig til Deane, den amerikanske afsending i Paris, som beklagede, at hans regering ikke havde råd til at koste et skib til at overføre Lafayette og nogle andre franske officerer, der havde tilbudt deres tjeneste. »Så skaffer jeg et selv« sagde Lafayette og fragtede skibet »Sejren«, der tog ham og 13 andre officerer ombord. Kongen sendte en ordre til ham om at opgive denne ekspedition. Ordren nåede ham undervejs i en spansk havn. Lafayette betænkte sig en stund, så trodsede han ordren og stod til søs. Og brummede kongen ærgerligt efter ham, så ledsagedes han på sin færd af dronningens og mange franske adelsdamers beundring og varme ønsker. Hos hans unge hustru, hvem han efterlod langt henne i det andet svangerskab, har beundringen rimeligvis været noget blandet. Han skrev til hende ombord: »Af kærlighed til mig må du se at blive en god amerikaner. Amerikas velfærd er nøje knyttet til hele menneskeslægtens velfærd. Det er i færd med at blive det sikre tilflugtssted for dyd, tolerance, lighed og fredelig frihed.«

I juli 1777 kom Lafayette til Philadelfia, og kongressen gav straks den unge tyveårige mand generals rang og lod ham melde sig ved Washingtons hovedkvarter. Endnu blev ingen bestemt kommando betroet ham; men han kom til at deltage i kampene om Philadelfia. Ved Brandywine fik han et sår i benet, men forbandt det selv og blev på kamppladsen. Først efter slaget lod han såret tage under behandling, og Washington sagde til feltskæren: »Tag dem af ham, som om det var min søn.«

Når det franske hof hidtil havde holdt sig tilbage fra at slutte alliance med amerikanerne, kom det blandt andet deraf, at man ikke ret havde tillid til deres våbendygtighed. En opblussende rejsning, der snart ville være kvalt af de engelske hære, kunne et land som Frankrig ikke tage åbent parti med. Men der kom et omslag i vurderingen af amerikanernes militære evner, og det var begivenhederne i efteråret 1777, der fremkaldte omslaget. Naturligvis især Saratoga. At en hel engelsk hær havde kapituleret, var en begivenhed, der fik folk i alle lande til at spærre øjnene op.

Hvad der bestemte den franske regering, var dog ikke så meget Gates' sejr ved Saratoga som Washingtons operationer overfor Howe. Overvindelsen af Bourgoyne, der uforsigtig havde vovet sig ind i en trang bjergdal langt fra sine forbindelser, imponerede ikke dem, der tog alle forhold i betragtning, så meget som den afgjorte feltherredygtighed, de opdagede hos Washington, selv hvor han led nederlag. Og når Frankrigs regering begyndte at tro på De Forenede Staters evne til at forsvare deres uafhængighed, skyldtes det mere end noget andet den fidus, den efterhånden havde fået til Washington. »Intet har i den grad forbavset mig« sagde Vergennes til Franklin »som det, at Washington har angrebet Howes hær og leveret den slag. At bringe tropper, rejste i det samme år, så vidt, giver løfte om alt muligt. Dette var den franske udenrigsministers ord om Brandywine og Germantown, da, vel at mærke efterretningen om Saratoga netop var ankommet.

Nu undertegnedes, i februar 1778, den handelstraktat mellem Frankrig og Amerika, til hvilken Franklin havde medbragt et udkast, og da dette sandsynligvis ville føre til krig med England, sluttedes samtidig en forsvarsalliance mellem de 2 magter. Da Frankrig således ikke blot havde officielt anerkendt De Forenede Stater som en uafhængig magt, men endogså taget denne nye magt under armen som sin allierede, kunne kong Ludvig XVI ikke længere nægte at se samme magts gesandter. En dag i marts lod han de 3 amerikanere sammen med en preussisk og en toskansk gesandt præsentere for sig i Versailles. De 4 var i hofmæssig dragt med kniplinger og med pudder i håret. Franklin havde sin pæne stadskjole på af Manchester fløjl - den, han havde anskaffet sig, da han i sin tid lå i London som ambassadør; men den tog sig noget afstikkende ud her. Han havde hvide strømper, briller på næsen, en rund hvid hat under armen, og det tynde grå hår lå glat hen over hans isse uden spor af pudder. Kongen var akkurat så høflig, som han var nødt til at være, og sagde: »Jeg beder kongressen være forsikret om mit venskab.« 2 dage efter havde gesandterne foretræde hos dronningen, den unge og indtagende Marie Antoinette.

Hun og hendes damer sværmede i forvejen for Amerikas sag, og Franklins naturlige og muntre væsen, der dog var så behersket og frit for ethvert spor af simpelhed, charmerede dem aldeles. En og anden hofdame kunne lønlig opholde sig over hans hænder, fordi man kunne se, de havde været brugt til arbejde. Men de fleste af dem var i de følgende dage så optagne af Franklins storhed og værdighed og elskværdighed, at kongen vrissede derover. Ludvig XVI havde lønligt samvittighedsnag, fordi han havde rakt hånd til disse rebeller. Han havde modstræbende ladet sig rive med af sine ministres lyst til at ramme England og af det sværmeri for amerikansk demokratisme, legemliggjort i Franklin, der havde grebet den franske almenhed lige op til dronningen.

Voltaire kom netop ved denne tid til Paris efter mange års landflygtighed - kom som en olding på gravens rand og fik netop tid til at modtage hovedstadens storartede hyldest i nogle måneder, inden han døde. Franklin besøgte ham og bad om den 84årige mands velsignelse for sit barnebarn, hvem han førte med ved hånden. I en snes menneskers nærværelse lagde Voltaire sin hånd på drengens hoved med de ord »gud og frihed«. Da Voltaire i et selskab fik at vide, at Lafayettes unge hustru var tilstede, søgte han lejlighed til af udtale for hende sin beundring for hendes mands heltemod og for den sag, han havde viet sig til at tjene. Amerikas ånd og Voltaires ånd var meget forskellige; men tolerancens store talsmand måtte føle sig som Amerikas allierede i dets nuværende kamp. Og til at repræsentere Amerika ved hvad man kunne kalde Voltaires hof var ingen bedre egnet end Benjamin Franklin, den sunde fornufts mand, der tog alle mennesker som de var, og hvis religiøse anskuelser, hvor stor eller hvor lille plads de indtog i hans bevidsthed, i hvert fald ikke skulle bringe ham i strid med noget menneske.

Franklin nød tilmed videnskabelig anseelse, og da det berømte franske akademi holdt en fest for Voltaire, hvor Franklin var tilstede, ønskede de forsamlede, at fællesskabet mellem Amerikas og det dannede Frankrigs sag skulle betegnes på synlig og højtidelig måde, og Voltaire og Franklin måtte kysse hinanden her i overværelse af alt, hvad der havde navn i fransk videnskab og litteratur. Da Frankrigs alliance blev bekendtgjort i Washingtons lejr i Valley Forge, blev der fyret salutskud og råbt hurra for Frankrigs konge. Lafayette, som var i lejren, smilede, da han læste, at hans regering daterede De Forenede Staters uafhængighed fra den dag, de selv havde erklæret den. »Deri ligger« sagde han »et princip om folkets suverænitet, som en skøn dag vil blive gjort gældende mod dem derhjemme.

Man må ikke tro, at den franske konges ministre lod sig lede af hensynet til amerikanernes menneskerettigheder og deslige. Vergennes ville have fordelen af den amerikanske handel trukket til Frankrig og ville i det hele tilintetgøre Englands overmagt. Det var sagen. Så længe amerikanerne og englænderne sloges, kunne Frankrig gnide sig i hænderne, og Vergennes ville muligvis ikke haft noget imod fremdeles at sidde som rolig tilskuer til, at de forskellige dele af kong Georgs rige ødelagde hinanden. Men han skyndte sig at underskrive alliancetraktaten, da der viste sig fare for, at England og Amerika kunne blive venner. Efter nederlaget ved Saratoga havde der nemlig været stærk stemning i England for at række hånden ud mod Amerika og sige: Nuvel, vi anerkender din uafhængighed, men lad os så være venner og allierede. - Denne politik ville have krydset Frankrigs planer, og der var dem, der mente, at England ville tjene mere på den handel, der på naturlig måde ville komme igang med et uafhængigt Amerika, end det kunne tjene ved at holde kolonierne og deres handel i en afhængighed, der dog kun ville blive af navn.

Hertugen af Richmond indbragte, efter at den fransk-amerikanske alliance var afsluttet, et forslag i Overhuset om, at man skulle opfordre kongen til at skifte ministerium på grundlag af anerkendelsen af De Forenede Staters uafhængighed. Richmond havde i forvejen gjort lord Chatam (gamle Pitt) bekendt med den adresse, han agtede at foreslå, og anmodet ham om bistand til dens gennemførelse. Men Chatam havde erklæret, at han ville modsætte sig adressens vedtagelse. Uafhængighed for Amerika ville Chatam ikke høre tale om. Dertil var han alt for øm over Englands magt og herlighed, som han selv havde været med til at skabe. Og den dag, Richmonds adresse kom til behandling d. 7 april 1778, mødte Chatam i lordernes hus med benene svøbte i flonel op til knæerne, bleg og udtæret, men med den gamle ild i øjet. Han lededes hen på sin plads af sin søn og svigersøn, og huset rejste sig for ham. Da Richmond havde anbefalet sit forslag, rejste Chatam sig med vanskelighed og stod støttende sig til sine krykker. Han begyndte således: »Jeg takker gud, at jeg gamle og svage mand, der står med mere end een fod i graven, har været i stand til at møde idag og stå op og tale mit lands sag.« Han stammede i sin tale, ofte manglede ordene den rette sammenhæng; men han kom dog igennem, og glimt af den gamle veltalenhed luede frem nu og da. Han gennemgik en for en alle sine forudsigelser om, hvilke ulykker der ville flyde af de forkerte forholdsregler overfor Amerika, og endte hver gang med: »O således gik det også«. Han talte med foragt om den tanke, at man nu skulle slippe herredømmet over Amerika af hænderne af frygt for at Frankrig eller Spanien eller de begge skulle gøre landgang i England. »Kan freden ikke bevares med ære« fortsatte han, »hvorfor bliver der så ikke erklæret krig uden betænkning? Dette kongerige har endnu midler til at håndhæve sine sande rettigheder. Mindst af alt skal vi vælge at fortvivle. Mine herrer! Jeg glæder mig over, at graven endnu ikke har lukket sig over mig, men at jeg endnu er i live til at løfte min røst mod sønderlemmelsen af dette gamle ædle monarki.«

Hertugen af Richmond tog ordet og udtalte stor ærbødighed for Chatam, men fastholdt bestemt, at det ville være det viseste nu at undgå en krig, i hvilken Frankrig og Spanien ville have Amerika som allieret. Lord Chatam ville svare, men efter 2-3 mislykkede forsøg på at rejse sig faldt han bagover og lå som i dødskamp. Afmægtig blev han båret hjem og lagt på den seng, som han ikke mere skulle rejse sig fra. Han døde 5 uger efter. Men Richmonds forslag faldt igennem. Kongen blev ikke opfordret til at skifte ministerium. Lord North fik lov at sidde, hvilket iøvrigt ikke var ham nogen stor fornøjelse. Han havde helst set adressen vedtaget; thi han var i hjertet enig med Richmond og havde gerne overladt sin plads til en anden minister, der kunne slutte fred på grundlag af uafhængigheden. Men hvad skulle den stakkels mand gøre, når kongen kom og fortalte ham, at han kunne ikke tænke sig, at nogen ville være fræk og gal nok til at påtage sig at forhandle på moderlandets vegne på grundlag af uafhængighed, - eller når kongen udtalte sig for ham om den tillid, han havde til hans personlige hengivenhed for ham og til hans æresfølelse.

Lord North blev på sin plads, overtalt af kongen, og nøjedes med at få vedtaget i parlamentet nogle såkaldte forsonlige bestemmelser, som gik ud på, at parlamentet lovede ikke at udøve retten til at beskatte Amerika, og at der skulle sendes kommissærer over, som kunne forhandle med kongressen om at bringe alt tilbage til sagernes tilstand før konfliktens udbrud. North vidste meget godt, at det var for sent at komme til amerikanerne med et sådant fredsforslag. De ville ikke nøjes med mindre end uafhængighed. De »forsonlige skridt« kunne i virkeligheden kun tjene til at putte den offentlige mening i England blår i øjnene, medens kongen uforsonlig forfulgte sit mål: Amerikas fuldstændige undertvingelse. De »forsonlige skridt« standsede da heller ikke i mindste måde de engelske forberedelser til krigens fortsættelse.

Og således lægger da England ud til en krig med Amerika og Frankrig, ja snart skal det blive en krig også med Spanien og Nederlandene, - med en minister ved roret, som ikke selv billiger den politik, han tager ansvaret for. De, der var omkring lord North i hans gamle alder, hørte ham aldrig klage, fordi han var blevet blind. Men undertiden hørte de ham i søvnløse nætter bitterlig bebrejde sig selv, at han havde ladet sig overtale af kongen til at blive ved regeringen, efter at han var kommet til den mening, at der burde sluttes fred med Amerika.

Trods alt hvad den amerikanske hær døjede i Valley Forge, forlyder det dog, at den gik kampdygtigere ud af sit vinterkvarter end den engelske, som ikke skal have haft godt af sit magelige og behagelige ophold i Philadelfia. Man får i hvert fald ikke indtrykket af en ivrig trænering til at kunne udholde strabadser, når man hører om det storartede knald, officererne gav for lord Howe, da han skulle skilles fra dem. Ministeriet havde nemlig fundet hans sløjhed i operationerne alt for stor og givet ham det råd at søge afløsning. Officererne fulgte ham ombord med tårer i øjnene, og den, der holdt afskedstalen, kunne ikke føre den til ende for sindsbevægelse. De skulle også lede længe, inden de fandt en overordnet, under hvem man havde det så behageligt.

General Clinton, som nu havde overbefalingen, rømmede Philadelfia d. 17 juni 1778 ved at sætte over Delaware og marchere ad New York til med hele styrken. Dette var en virkning af den franske alliance. Nu, da en fransk flåde med landgangstropper kunne ventes at ville angribe New York fra søsiden, måtte den britiske stridsmagt samles i denne by, så meget mere som Philadelfia egentlig ingen militær betydning havde. Washington brød også op og fulgte fjenden tværs over New Jersey. Ved Monmouth lod han sin fortrop under anførsel af Lee, som var blevet udløst af fangenskabet og kommet tilbage til hovedkvarteret, hugge ind på fjendens bagtrop, og det kom til et slag, hvor begge hærene hævdede deres plads, og alt tegnede til, at kampen ville blive fornyet næste morgen. Men i nattens løb trak Clinton sig bort, efterladende sine hårdt sårede og uden at have begravet sine døde.

Under dette slag ved Monmouth kom det til en ubehagelig scene mellem Washington og Lee; det synes, som om Lee har klaret sin kommando meget uheldigt, eller som om han i hvert fald ikke har villet føje sig nøjagtig efter Washingtons ordre. Nok er det, at Washington meget bestemt tilkendegav ham sin misfornøjelse, og det førte siden til skriverier og nedsættelse af en krigsret, der dømte Lee til i en tid af 12 måneder at være suspenderet fra sin kommandopost. Han meldte sig ikke senere til tjenesten, men udgav et skrift, hvori han forsvarede sit forhold i slaget og gav Washington skylden for det uheld, der havde givet anledning til ubehagelighederne. Det er ikke let på så lang afstand at fælde nogen dom i sådanne sager. Men der havde vel aldrig været noget rigtig godt forhold mellem de 2 generaler, og her er det kommet til en krise. Lee trak sig tilbage til sin lille ejendom i Virginia og levede dér et par år omgivet af sine bøger og sine hunde. Så døde han i 1782 i Philadelfia, hvor han blev overfaldet af feber på en rejse. Hans urolige blod, som hos en indianerstamme, i hvilken han en kort tid i sin ungdom havde ladet sig optage, havde skaffet ham kendingsnavnet »det kogende vand«, var nu blevet stille.

Efter slaget ved Monmouth gik Clinton ud til kysten, og krigsskibene førte hans hær til New York. Washington satte over Hudson og slog lejr på White Plains. Efter 2 års omskiftelser stod nu de 2 hære igen hvor de begyndte, kun med den forskel, at briterne denne gang i stedet for at drage ud og drive Washington bort, måtte være betænkt på at befæste sig så godt som muligt i New York for at kunne hævde pladsen. Thi nu kom i juli en fransk flåde under grev d'Estaing - 12 linieskibe, 4 store fregatter foruden mindre skibe samt 4000 mand landgangstropper. Englændernes flåde, der netop havde ført Clintons tropper ind til New York, var den franske underlegen og holdt sig inde i Amboy-bugten, hvor de store franske skibe ikke turde gå ind af frygt for at støde på grund. Angrebet på New York blev da opgivet, da tilmed indløbet var spærret.

Det blev derimod aftalt, at d'Estaing skulle gå til øen Rhode Island i Narragansett-bugten, som briterne allerede i 2 år havde holdt besat. Samtidig skulle Washington sende en styrke over land der hen, som skulle samvirke med franskmændene. Man håbede da at fange de 6000 mand briter på øen. D'Estaing lå allerede i Narragansett-bugten, og angrebet på Newport skulle til at begynde, da lord Howes flåde, der nu var blevet forstærket, sejlede op ud for bugtens indløb. D'Estaing ville ikke udsætte sig for at blive blokeret og lagde ud i rum sø for dér at møde fjenden. Men nu blæste det op til en storm, som længe efter erindredes i Rhode Island som den »store storm«.

I stedet for at prøve kræfter med hinanden, måtte nu begge flåder - eller hvert skib for sig i de 2 flåder prøve sin kraft til at holde sig oven vande. Og da stormen var forbi, gik d'Estaing til Boston for at reparere. General Sullivan, der havde ført den amerikanske troppeafdeling mod Newport, så sig ladt i stikken og havde ikke andet at gøre end at trække sig tilbage. Endnu havde amerikanerne ikke fået megen fornøjelse af den så længselsfuldt imødesete franske flåde. Og det gik her som sædvanlig; man vil se mirakler, og når de udebliver, føler man sig skuffet, og syg af skuffelse bliver man uretfærdig. Den uden tvivl brave franske admiral havde næppe fået stænket af de store søer rystet af sig og var kommet ind til Boston, før han mærkede dønningen af en sensationsbølge, der i land væltede sig imod ham. I Boston var der opløb ved havnen, og en fransk officer satte livet til, da han ville standse et slagsmål mellem franske og amerikanske søfolk. Over hele Amerika råbte man op om d'Etaings fejghed og uduelighed. Og det var ikke blot folkemassen. Nej, de højeste officerer i den hær, der havde været sendt til Rhode Island, udstedte en harmfuld protest mod hans færd, og man talte om forræderi ikke blot i krostuerne, men på selve kongressen.

Washington følte sig meget pinlig berørt. Hvorledes skulle han dog bøde på denne mildest talt uopdragne måde at behandle sine allierede på? Og de allierede var franskmænd - verdens mest polerede folk! Washington indså, hvor vigtigt det var, at Amerika ikke satte sin værdighed overstyr straks i sit første udenrigske forhold, ja at ikke selve alliancen gik overstyr. Og han satte sig, som så ofte før, til at skrive breve - udsøgt artige breve til grev d'Estaing og til Lafayette, hvis følelser også måtte være sårede. »En så ophøjet ånds hjælpekilder« skrev han til d'Estaing »som deres excellences og de egenskaber, som tilhører en stor feltherre, afslører sig endnu meget mere glimrende midt i modgangen end i sejren. De sammensvorne elementer har kunnet berøve dem heldet; de vil aldrig kunne frarøve dem den ære, der tilkommer dem«. Og til Lafayette skrev han: »Jeg lider, min kære marquis, jeg lider ved tanken om dem, ved tanken om vore gode og store allierede franskmændene; jeg lider ved tanken om mit land. Men under en fri og republikansk regering - hvorledes kan man dér holde mængdens røst nede? Enhver vil tale, som han tænker, eller snarere uden at tænke; enhver vil dømme om virkningerne uden at tage årsagerne i betragtning. De bebrejdelser, man har rettet mod den franske flådes officerer, ville uden tvivl være falden med meget større kraft over en amerikansk flåde, om vi havde haft en. Jeg bønfalder dem om at arbejde på at læge de sår, der er tilføjet uden hensigt. Jeg, deres ven, tvivler ikke på at de anstrenger dem af al kraft for at genoprette den gode forståelse, til held for de 2 nationers gensidige ære og interesser.«

Grev d'Estaing, der i øvrigt under alt dette havde været høfligheden selv, førte sin flåde til Vestindien, hvor dens nærværelse var blevet nødvendig til at forsvare de franske besiddelser. Men krigen trak ud. De, der havde ventet, at den franske alliance hurtigt skulle bringe sagerne til en afgørelse, blev skuffede. I henved 3 år efter alliancens afslutning (1778-79-80) blev den understøttelse, Frankrig ydede Amerika, næsten kun indirekte, for så vidt nemlig Frankrig - og snart også Spanien - nødte England til at være på sin post i Europa og på andre kanter.

I Amerika gik det i disse år sørgeligt for frihedens sag. Englænderne holdt vedblivende New York besat. Washington, der stadig måtte hjemsende tropper og tage nye rekrutter i stedet, og som desuden led under den evindelige pengemangel, kunne i al den tid ikke blive stærk nok til et alvorligt forsøg på at tage New York. Han måtte indskrænke sig til at hindre englændernes adgang til Hudson-dalen. Clinton lod foretage plyndringstog til Connecticut i håb om at trække Washington ned fra bjergene og få ham indviklet i et afgørende slag. Men Washington holdt sig forsigtig tilbage. Han indså, at der for ham indtil videre ikke var andet at gøre end at trække krigen ud til England ikke kunne mere. Et rask foretagende mod fortet på Stony Point ved Hudson, som englænderne for en tid havde fået i deres magt, men som general Wayne tog tilbage i juli 1779 ved en veludført overrumpling, samt et hævnende indfald i irokesemes, land samme år under Sullivan, var de eneste større begivenheder, der afbrød det ensformige feltliv på den nordlige krigsskueplads.

Men i syden gik det i disse år desto livligere til. General Clinton havde nemlig optaget den gamle tanke om at bringe de sydlige staters talrige loyalister til at rejse sig. For at kunne udføre den med kraft trak han de tropper til sig, som lå på Rhode Island. I norden ville han kun holde New York, og medens han derved bandt Washington til at ligge og dække Hudson-dalen, ville han føre den egentlige krig over på den sydlige skueplads, hvor den ville kunne føres til dels med beboernes egne våben. I december 1778 havde Clinton allerede sendt 2000 mand ad søvejen til Georgia. De havde, erobret hovedstaden Savannah og var blevet kærnen i en hær af loyalister, som snart genoprettede det kongelige herredømme i hele Georgia og derfra trængte ind i Syd Carolina, stadig voksende ved tilstrømning af kongens tilhængere. Og i december 1779 førte krigsskibene en stor styrke under Clintons egen anførsel til Charleston, som belejredes og måtte overgive sig d. 12 maj 1780 med 5000 mand under general Lincoln.

Clinton vendte nu tilbage til New York, efterladende anførselen i Syd Carolina til general Cornwallis, som snart kom til at prøve kræfter med Gates, sejrherren fra Saratoga. Denne var efter Charlestons fald sendt til syden med en hær af uøvede tropper, og ved det første sammenstød ved Cornwallis ved Camden, d. 16 august, led han et forsmædeligt nederlag. Charlestons kapitulation og Gates' nederlag ved Camden gav englænderne oprejsning for Saratoga. Cornwallis var nu på sin berømmelses tinde, og i sit overmod trampede han på det ulykkelige Syd Carolina, der lå bastet og bundet for hans fod, men som endnu sled i sine bånd. Han gav befaling til, at man skulle fængsle enhver mand, der ikke ville træde ind i den kongelige hær, samt beslaglægge eller ødelægge al hans ejendom. Enhver, der mistænktes for at stå i ledtog med amerikanerne, kunne klynges op uden lov og dom. De britiske officerer gjorde hvad de ville, brændte og plyndrede og myrdede. Det gjaldt om at jage skræk i den patriotiske del af befolkningen, så de ikke vovede at røre sig.

En tid lang var Francis Marion, efterkommer af en fransk huguenot, og hans »lasede regiment« de eneste, der var under våben for frihedens sag i Syd Carolina. De holdt til i de store grænseskove mod vest og foretog småoverfald på fjenden, hvor der var lejlighed. Også Sumter, en anden friskarehøvding, der havde lidt nederlag sammen med Gates, fik her ude i skovene samling på en del af sine splittede folk. Disse friskaremænd levede af, hvad de kunne finde i skoven. De støbte sig kugler af tintallerkener og fik hos landsbysmedene lavet sig sabler. Undertiden gik de løs på fjenden med 3 skud krudt hver; og de, der ingen våben havde, gik med i kampen, idet de regnede ud, at der ville blive våben ledige, når mandefaldet begyndte. Disse friskarers strejftog var ubehagelige nok for Cornwallis' hær, men forandrede selvfølgelig ikke sagernes stilling, som var, at det britiske herredømme ved udgangen af 1780 var genoprettet i de 2 sydligste af De Forenede Stater. Og i det samme efterår var det på et hængende hår, at Washington var blevet nødt til at rømme sin stilling ved New York og overlade englænderne Hudson-dalen. Thi hør, hvad der tildrog sig.

En dag i september red Washington til West Point, et fort ved Hudson, som han ville inspicere. West Point var det vigtigste punkt i Washingtons stilling; det dannede knuden i den række befæstede pladser, der var anlagt ovenfor New York, og her var belejringshærens hoveddepot - store mængder af krudt og materiel. General Arnold havde fået den betroede post som kommandant for West Point. Washington begav sig til hans hus og spurgte efter ham, men fik at vide, at Arnold samme dags morgen havde modtaget et brev, som han sad ved frokostbordet, var derefter sprunget op og havde begivet sig hastig bort. Snart fik Washington endvidere underretning om, at der var fanget en britisk spion, hos hvem der var fundet mistænkelige papirer, men som havde været forsynet med pas fra Arnold.

Sagen hang således sammen: general Arnold var, efter at Clinton havde rømmet Philadelfia, blevet udnævnt til militærguvernør for denne by han havde ægtet en meget smuk dame, datter af en loyalist, og begyndte nu at føre et meget flot hus, hvilket førte til underslæb og misligheder i hans embedsførelse. Han blev anklaget og dømt til at få en irettesættelse af overgeneralen. Dette var i virkeligheden meget nemt sluppen. Men Arnold var blevet bitter, og da hans formueforhold tillige var i stor uorden, tænkte han på at tilfredsstille både sin hævnlyst og sin pengetrang ved at vise fjenden en tjeneste. Han ansøgte Washington om at få befalingen over West Point, opnåede det, og skred nu til værket med at spillet fortet i fjendens hænder.

Han indledede brevveksling med Clinton, og dennes overadjudant, major Andree, gik en nat i land fra en orlogsmand på Hudson-floden og mødtes hemmelig med Arnold. Det aftaltes, at Arnold skulle have 10,000 pund  sterling og rang som brigadegeneral i den britiske hær som betaling for at hjælpe briterne til en overrumpling af fortet. For at denne overrumpling kunne planlægges, fik Andree nøjagtige tegninger og beskrivelser af fortet og dets tilstand. Disse papirer gemte han i sine strømper, da han skulle tilbage. Thi medens Arnold og Andree talte sammen, var det begyndt at dages; der var blevet skudt på krigsskibet, og det var gået sin vej. Andree måtte altså se, hvorledes han kunne komme tilbage. Han forklædte sig som borgermand, og Arnold skrev ham et pas lydende på »John Anderson«, som han kunne fremvise, hvis nogen råbte ham an. Men Andree faldt i hænderne på nogle mænd, som trods passet gav sig til at ransage ham, fandt papirerne i hans strømper og afleverede ham og papirerne til en vagtkommandør, der ikke har hørt til de kløgtigste - i hvert fald ikke til de mistænksomste; thi han tillod sin fange at sende et brev til kommandanten. Det var dette brev, Arnold modtog ved frokostbordet, og som gjorde, at han slap bort i rette tid og kom ombord på et engelsk krigsskib.

Washington var meget forbitret og ville inderlig gerne haft forræderen mellem sine hænder. Han tilbød Clinton at udlevere major Andree mod til gengæld at få Arnold udleveret. Men Clinton mente dog ikke at kunne gå ind derpå. Så blev Andree stillet for en krigsret, der dømte ham til at hænges som spion, og overgeneralen stadfæstede dommen.

Major Andree var en af de stovteste officerer i den britiske hær. Han gyste ved tanken om at skulle hænges og sendte overgeneralen et brev, hvori han bad om at få denne dødsmåde forandret. »Min herre!« hedder det her, »beskyttet mod dødsfrygten ved den bevidsthed, at ingen uværdig handling har besudlet et liv, helliget æren, har jeg den fortrøstning, at deres excellence i denne sidste time ikke vil afslå en bøn, hvis opfyldelse kan mildne mine sidste øjeblikke. Af medfølelse med en soldat vil deres excellence - det er jeg vis på - samtykke i at afpasse formen for min straf efter de følelser, der besjæler en mand af ære. Tillad mig at håbe, at jeg, det som min karakter har indgydt dem nogen agtelse, dersom jeg i deres øjne er et offer for politik og ikke for hævn, - at jeg da må se et bevis, på disse følelsers herredømme i deres hjerte, idet jeg erfarer, at jeg ikke skal dø i en galge.«

Men her var Washington ubønhørlig. Andree var fanget som spion og skulle dø som spion. Dersom foretagendet var lykkedes, ville Andree have fået stor ære og belønning af sine landsmænd. Nu var det mislykkedes, og han måtte tage den tilsvarende straf. Desuden - englænderne behandlede amerikanske officerer på ganske samme måde i lignende tilfælde. Arnold tjente nu i den engelske hær mod sine landsmænd. Washington gjorde flere forsøg på at få ham opsnappet, men det mislykkedes. Han levede mange år efter i England. »Jeg er født i Amerika,« sagde han engang til en fransk statsmand, »jeg har levet den bedste tid af mit liv dér; men ak! Jeg kan ikke kalde nogen mand i Amerika min ven.« -

West Point faldt da lykkeligvis ikke i fjendens hænder. Washington holdt endnu sin stilling, og det så ud til, at tiden skulle være kommet til endelig at foretage et angreb på New York. Der var nemlig i juli kommet en fransk flåde med en undsætningshær- under befaling af grev Rochambeau. Lafayette havde gjort en rejse hjem og indtrængende forestillet den franske regering, at den måtte gøre noget alvorligt for Amerika. Rochambeau havde da fået foreløbig 5000 mand - siden skulle der blive sendt flere over -, og med dem havde han ordre til at stille sig under Washingtons befaling og vel erindre sig, at han kun kommanderede et hjælpekorps, ikke en selvstændig hær.

Rochambeau gik med sine skibe og tropper ind til Rhode Island, der - som vi erindrer - var rømmet af briterne. Men indtil videre kom han ikke til at gøre nytte. Angrebet på New York var ikke rådeligt, så længe den franske flåde endnu var den engelske underlegen. Der måtte også ventes på flere landgangstropper. Men tiden gik, og den ny troppesending kom ikke. Grunden var, at den lå blokeret af englænderne i den franske flådehavn, hvorfra den skulle afgå. Og den franske regering, der imidlertid havde fået underretning om indtagelsen af Charlestown og Gates' nederlag ved Camden, var ikke ivrig for at få tropperne afsted. Den var træt af krigen. Finansminister Necker hviskede stadig »Fred! Fred!« ind i øret på sine kolleger. Man tænkte allerede på at byde England fred på det vilkår, at det skulle beholde Georgia og Syd Carolina mod at rømme New York og anerkende De Forenede Staters uafhængighed.

Også i Amerika var stemningen meget trykket sidst i året 1780. Rochambeaus ankomst havde et øjeblik rejst modet og håbet; men da hans hær gik i vinterkvarter i Rhode Island uden at foretage noget, sank stemningsbarometret blot endnu dybere. Man kunne ikke denne gang skaffe sig lindring ved at skælde ud på den franske general. Han stod til Washingtons disposition og under hans ordre. Ville overgeneralen tage ansvaret, var Rochambeau rede til at gå med til et angreb på New York. Men Washingtons tropper var i en sådan tilstand, at han ikke så sig i stand til at samvirke med franskmændene på en forsvarlig måde. Han havde nær udstedt ordren alligevel med et fortvivlelsens mod, men betænkte sig. Og virkningen af undsætninghærens ankomst blev foreløbig den, at den amerikanske hærs svaghed føltes på en pinlig måde. Hvad måtte man sige omkring i verden, når amerikanerne fik en fransk hær til hjælp og dog intet kunne foretage?

En halv sommer havde de franske tropper ligget uvirksomme i Amerika, fordi den hær, de skulle hjælpe, ikke var operationsdygtig. Og så gik de i vinterkvarter. Washington følte, at nu gjaldt det næste sommer. Da måtte amerikanerne vise kraft og handledygtighed. Ellers ville de venskabelige magter tabe interessen for deres sag. Tingen var kommet til det kritiske punkt. Nu gjaldt den uvirksomme trækken i langdrag ikke mere. Næste års felttog skulle helst blive det sidste.

Den skuffelse, Washington følte over, at Rochambeaus korps var meget mindre, end han havde ventet, afløstes af en anelse om, at det måske dog var bedst, som det var. En alt for stor taknemmelighedsgæld kan blive trykkende, og man vinder altid ved, så vidt muligt, at øse af sine egne hjælpekilder. Kunne nu amerikanerne i vinterens løb tage sig sammen og bringe deres hærvæsen på fode, da kunne de håbe til næste års felttog at blive den franske hærstyrke jævnbyrdige, og krigen kunne da bringes til ende ved amerikanernes og franskmændenes forenede anstrengelser, i stedet for, at det ellers havde været franskmændene, der kom og optrådte som frelsere for et folk, der selv havde opgivet ævret. Alt vel overvejet var det bedst, at man nøjedes med de 5000 franskmænd, der var fremkommet, og i øvrigt lagde sin egen kraft til.

Washington satte alle drev igang for at kunne være rede næste sommer. Han sørgede for, at den franske regering fik at vide, at det efter hans mening var bedst at spare oversendelsen af en ny landgangsstyrke. Hellere måtte Frankrig blot sende nogle flere krigsskibe, så flåden kunne blive englændernes overlegen, men først af alt penge, penge og atter penge! - Det var pengemangelen, der havde lammet udviklingen af det amerikanske hærvæsen, ja næsten umuliggjort at holde hæren sammen. Der havde været mytteri, fordi soldaterne havde ét helt års løn tilgode. Hele afdelinger havde forlangt at hjemsendes og truet med, at de ellers ville skaffe sig føden med deres bajonetter. Washington havde ladet nogle af urostifterne skyde ned på stedet og derved fået mytteriet dæmpet. Men i længden ville det ikke kunne holdes nede, hvis soldaterne vedblivende skulle savne de første fornødenheder. Og derfor - vi må have »en øjeblikkelig, rigelig og virksom pengehjælp,« skrev Washington til Frankrig.

Og han skrev til kongressen, til de forskellige staters regeringer, til formuende mænd rundt i landet, at de ikke måtte lade deres patriotisme kølnes, at det nu gjaldt om at gøre sit yderste, og især at skaffe penge. Jo flere seddelpenge, kongressen havde udstedt, des lavere blev deres kurs i handel og vandel. Folk tog hellere een dollar i sølv end 75 i kontinentale sedler. Et par støvler solgtes for 600 dollars i sådanne penge. For endnu mere at ødelægge kongressens kredit oversvømmede briterne landet med falske seddelpenge, der ikke var til at adskille fra de ægte. Det truede med, at seddelpengene ville blive ganske værdiløse.

Men i denne vinter, da Washingtons indtrængende opråb rev hans landsmænd med til kraftig handling, oprettede kongressen De Forenede Staters bank og betroede dens - og i det hele taget finansvæsenets - styrelse til Robert Morris, en anset købmand i Philadelfia, der allerede længe havde været Washingtons bedste stab i hærens pengenød. Morris sørgede for, at de sedler, der udstedtes fra dato, altid punktlig ville blive indløste med guld på anfordring, og således begyndte kongressen at nyde nogen kredit, og soldaterne kunne få mad og klæder.

Fra Frankrigs regering kom flere millioner, som efter giverens udtrykkelige ønske skulle stilles til Washingtons rådighed. Men Washington ville ikke vække skinsyge; han fastholdt, at det var kongressen, der havde at bestemme over pengenes anvendelse. Den franske regerings holdning på dette punkt er betegnende. Når den sender en general med tropper, siger den: Gå over og stil dem til Washingtons disposition! Og når den sender penge, hedder det: Disse gode franske louisdorer er til Washington; dem skal han have at føre krig for. Kongressen - hvem tænker på kongressen? Hvem vil vove en rød øre på kongressen? Men Washington er nu blevet en mand, man godt kan holde nogle millioner på.

Det er naturligt, om kongressen føler nogen skinsyge overfor Washington. Den véd med sig selv, at han er manden. Den selv ville ikke kunne forsvare sig, dersom 100 mand slog sig sammen og gjorde oprør imod dem. Hvad der findes af virkelig magt og myndighed i dette af krig og uroligheder gennemrystede land, det er samlet i navnet general Washington. Det er ham udlandet kender, og det er ham folket stoler på. Mod ham vender sig patrioternes agtelse og kærlighed i alle 13 stater som mod et fælles midtpunkt. General Washington kommanderer hjerterne. Kongressen - hvem bryder sig til syvende og sidst om kongressen?

Washington bryder sig om kongressen. Hvad der falder i hans hånd af millioner, af soldater, kort sagt af magt, det tænker han ikke på at bruge som usurpator. Han fægter ikke for sig selv, men for Amerika, det Amerika, der er i færd med at fremstå, Amerika i union. Og dette Amerika ser han repræsenteret i kongressen. Lad den i øjeblikket være så afmægtig den vil, en sko visk for alverden, - Washington lader sig ikke forblinde. Den enestående betydning, forholdene i øjeblikket har givet ham og hans navn, forvirrer ham ikke. Han ser ikke sig selv som manden for det hele, men De Forenede Staters kongres som øverste myndighed, og han vil, når han har røgtet den gerning, der er ham betroet af denne myndighed, nedlægge sværdet og vende tilbage til Mount Vernon.

Dette véd vi nu - bagefter. Men kongressen kunne ikke vide det med så stor sikkerhed, at den jo måtte være udsat for nogle tvivlens og mistroiskhedens anfægtelser. Og frygten for et militærregimente havde hidtil holdt den tilbage fra at gå ind på en sådan hærorganisation, som Washington stadig erklærede for nødvendig, dersom krigen skulle føres med kraft. Fra begyndelsen tillodes det - som vi erindrer - kun at indrullere tropper for 1 år ad gangen. Siden frafaldt kongressen denne indskrænkning. Rekrutter måtte tages i sold for 3 år eller for hele den tid, krigen ville vare. Men kongressen fastholdt vedblivende, at det var de enkelte stater, der skulle rejse hver sine regimenter og udnævne deres førere. Den frygtede for at centralisere den militære myndighed for stærkt. Den ville egentlig ikke have een amerikansk hær, men 13 samvirkende hære. Og vel skulle disse have en fælles overgeneral; men kongressen beklædte dog ofte en divisionsgeneral med selvstændig myndighed på en del af krigsskuepladsen og greb i det hele ret jævnlig ind i krigens ledelse. Disse forhold havde i forening med pengemangelen holdt hæren nede på et så mangelfuldt trin, at der for Washington ikke havde været anden taktik at vælge end den forhalende.

Men i denne vinter, da Washington talte højt og stærkt og lod kongressen vide, at det kunne ikke gå længere på den gamle måde, gik den ind på hans fordringer. Den militære myndighed blev centraliseret, alle tropper indrulleredes for den tid, krigen varede, de lønnedes bedre og ny straffebestemmelser gjorde det .muligt at holde strengere disciplin.

Da således penge var skaffet tilveje og en fornuftigere organisation gennemført, fik den amerikanske hær snart en skikkelse, så Washington kunne være den bekendt og lade den optræde side om side med franskmændene. Han havde arbejdet 6 år på at skabe denne hær. Hans rækker var fulde af prøvede veteraner. Han havde officerer, som han kendte og kunne stole på. Materialerne til denne hær, som fra begyndelsen var fortrinlige, havde tildannet sig efterhånden under krigens omskiftelser. Og der behøvedes blot et ordnende og fuldstændiggørende arbejde som det, Washington havde udført denne sidste vinter, for at få en ikke blot præsentabel, men i mange henseender fortrinlig hær ud deraf.

I de forløbne 6 år har Washington ikke vundet mange og store sejre. Men han har lavet denne hær. Han har den i beredskab til det øjeblik, der nu er kommet, da verdens opmærksomhed er henvendt på Amerika, hvor en af stormagterne har landsat hjælpetropper, - da, alle siger: Lad os nu se, hvad Amerika duer til! Lad amerikanerne nu vise, at de er en nation og ikke blot spektakelmagere! Han har denne hær i beredskab, så at Amerika nu er i stand til at føre krigen for sin uafhængighed til ende med egne våben - som en virkelig magt, om end med understøttelse af sin allierede.

I syden holdtes krigen gående hele vinteren igennem. Da Cornwallis havde vundet sejren over Gates, rykkede han ind i Nord Carolina og håbede snart at bringe denne stat tilbage til lydighed under kongen. Han var allerede kommet flere dagsmarcher ind over grænsen. Men nu måtte han gøre en standsning og vente på major Ferguson, der var sendt ud med et let korps for at udbrede forskrækkelse mellem frihedens tilhængere og samle kongeligsindede mænd under sin fane. Han havde fået anvisning på at søge ud mod grænsen, oppe under bjergene. Dér boede dygtige jægere, som var øvede i indianerkrige. De folk holdt ikke aviser og var udenfor det politiske vrøvl, sagde man. De kunne ventes at være rede til at slås for kongen. Det har dog ikke været tilfældet med dem alle. Thi ét tusind stykker af disse bjergboere, hver på sin egen hest, med sin egen riffel og egen proviant, kom i samlet trop mod Ferguson for at skyde ham og hans folk på pelsen. De havde hørt om hans plyndringer og mishandlinger af fredelige folk og havde derfor samlet sig og valgt oberst Campbell til fører.

Ferguson tog imod dem på toppen af en bakke, der både på grund af sit navn - Kings Mountain (Kongens Bjerg) - og på grund af sin beliggenhed egnede sig fortrinligt for ham til at tage stilling på. Bjergboerne gik på, dreves bort med bajonetten - thi de havde ingen bajonetter selv - og gik på igen. De havde delt sig i 3 afdelinger, der skiftevis gik frem fra forskellige sider, og således blev det ved. Man har sammenlignet kampen med et vildsvin, angrebet af 3 bulbidere. Ferguson faldt, og hans folk måtte til sidst overgive sig. Briternes tab var 1105 mand, hvoriblandt 225 dræbte, 163 sårede - resten fanger. At de dræbtes tal betydelig oversteg de såredes, viste, at de havde haft med gode skytter at gøre. Man lagde mærke til, at mange af de faldne havde fået kuglen i panden. At 10 af fangerne blev udtaget og hængt på stedet, var en gengældelse for de britiske troppers mange bøddelgerninger og skal meddeles her som et udtryk for den bitterhed, hvormed krigen førtes i syden, hvilket hang sammen med, at den her for en del var en krig mellem landets beboere indbyrdes.

Tilintetgørelsen af Fergusons detachement ved Kings Mountain belærte Cornwallis om, at han måtte tage følehornene til sig, og han fandt det rådeligst at tiltræde en rask tilbagemarch til Syd Carolina. General Greene, der nu kom for at tage kommandoen i syden i stedet for den uheldige Gates, fandt altså Nord Carolina i god behold. Nathaniel Greene var en af Washingtons mest betroede generaler og hans personlige ven. Han stammede fra Rhode Island, hvor han før krigens tid havde holdt børneskole. Men den unge skolemester havde nogle gange været i Boston og set den britiske garnison holde øvelser. Det havde vakt hans interesse, og han var begyndt så småt at studere krigskunsten. Ved krigens udbrud var han blevet udnævnt til brigadegeneral, og han havde gjort god tjeneste på forskellige dele af krigsskuepladsen uden just egentlig at have udmærket sig ved held. Men Washington bedømte ham ikke efter hans uheld. Han indså, at den unge general måtte betale sine lærepenge, og holdt ham altid for den håbefuldeste og pålideligste af de generaler, han havde under sig.

Nu, da Gates afskedigedes og stilledes for en undersøgelseskommission, fik Greene sydhæren og dermed sin første selvstændige - eller i hvert fald relativt selvstændige - kommando. Han kom fra norden til et nyt klima og til egne, han ikke før havde besøgt. Og han kom til meget vanskelige forhold. Men »General Washingtons indflydelse« skrev han efter sin ankomst »vil udrette mere end alle lovgivende forsamlinger på kontinentet. Jeg har altid tænkt, at han var overordentlig populær; men mange steder er han lige ved at være tilbedt, og overalt er han beundret. I egenskab af generalens ven har jeg fundet mig overordentlig vel modtaget.«

Gates havde efter sit nederlag og inden sin afrejse fået samling på 2000 mand, som stod i Nord Carolina, og hvoraf halvdelen var uøvede væbningsmænd. Disse havde fået vane til at forlade lejren, når de lystede, og gøre småbesøg i deres hjem. Greene forbød dette og erklærede at ville behandle det som desertion; og den første, der blev nappet, efter at ordren var udstedt, blev skudt, medens hele hæren var opmarcheret for at se derpå. Efterhånden blev disciplinen fortrinlig i sydhæren. Og under Greenes kommando og efter hans personlige eksempel viste den et mod og en udholdenhed, der fortjener den største ære. Daniel Morgan, som nu var forfremmet til general, førte én division af sydhæren på 1000 mand. Greene lod ham gå over Catawba-floden og marchere sydpå mod Syd Carolinas grænse. Morgan nåede grænsen, overskred den og begyndte at forstyrre de væbnede loyalistbander, der nu i en lang tid uforstyrret havde strejfet om på rov og plyndring i Syd Carolina.

Cornwallis var just, efter at have fået forstærkning søværts fra New York, rede til at rykke nordpå og gentage sin indtrængen i Nord Carolina. Det passede ham ypperligt, at han nu, som han håbede, kunne begynde sin fremrykning med at fange Morgans division, der havde vovet sig så langt frem. Morgan havde fjernet sig henved en snes mil fra vadestedet over Catawba, dvs. fra forbindelsen med hovedhæren. Cornwallis sendte oberst Tarleton imod ham med en mængde lette tropper, medens han selv med hovedstyrken satte sig i bevægelse mod vadestedet for at afskære ham. Morgan havde et fortrinligt spionsystem og fik underretning om alle fjendens bevægelser. Han indså, hvor farligt han var stillet og begyndte et tilbagetog, skarpt eftersat af Tarletons lette infanteri. Efter nogle dages march, i hvilke man endnu ikke havde set fjenden, lod Morgan en nat sine folk vække en time før daggry, gav dem god tid til at holde davre og lod dem derefter stille sig op til kamp. Han havde nemlig fået melding fra sine spejdere, at Tarleton var kun 1 mil borte. Morgan tog opstilling med et Maryland-regiment i midten og 2 kompagnier Virginia-riffelmænd på hver fløj. Oberst Washingtons dragonregiment på 80 mand blev holdt skjult i reserve.

Da Tarleton kom, begyndte en hidsig skydefægtning. Briterne kunne på grund af deres større antal spænde sig ud over begge amerikanernes fløje og således halvvejs omringe dem. Men da de begyndte derpå, gav Morgan marylanderne i midten ordre til at løbe godt 100 alen tilbage og dér tage opstilling påny. Briterne, der så dem løbe, tænkte, at slaget var vundet, og pressede på, men standsede snart i forbavselse, da marylanderne pludselig gjorde omkring og optog skydningen. Nu var det briterne, der var halvt omringede; thi Virginia-mændene på fløjene havde holdt deres stilling og fyrede af al kraft. Forandringen i situationen var foregået så hurtigt, at briterne havde ondt ved at komme sig af deres forbavselse. Og oberst Howard, føreren for det marylandske regiment, der bemærkede deres forvirring, lod sine folk gå frem til et rask bajonetangreb, der drev briterne på flugt. Oberst Washingtons rytteri dundrede i samme øjeblik frem, kastede sig mod fjendens rytteri og deltog i forfølgelsen af de flygtende.

Således havde Morgan på en ligefrem flot måde vundet slaget ved - ja hvad skulle man opkalde slaget efter.? Der var ikke noget, der lignede by, i nærheden. Men der lå en halv mil borte nogle kvægfolde (»cowpens«), som man af og til drev det halvvilde kvæg ind i, når det skulle tælles eller have salt, medens det ellers gik løst på de store øde strækninger. Og under navnet »Slaget ved Cowpens« er Morgans bedrift gået ind i historien. Amerikanerne tog 600 fanger, 2 standarter, 100 dragonheste, 35 vogne, 800 musketter og desuden 2 kanoner, som var gamle bekendte; de var taget fra briterne ved Saratoga og taget igen af, briterne ved Camden. Nu tog Morgan dem med sig, medens han iøvrigt ødelagde de tagne vogne og andet bytte, som han ikke ville besværes med. Thi det gjaldt nu om at nå vadestedet over Catawba, inden Cornwallis kom op, hvilket lykkedes ham uden vanskelighed.

Trods Tarletons nederlag ville Cornwallis ikke opgive sin plan om at rykke ind i Nord Carolina, underlægge sig denne stat og derfra trænge videre frem til Virginia. Han overskred Catawba og forsøgte nu at afskære hele Greene´s hær fra forbindelsen nordpå. Det gjaldt om at besætte flodernes vadesteder; men hver gang Cornwallis nåede en flod, var Greene altid sluppet over umiddelbart i forvejen. Således gik det i forcerede marcher 50 mil. Da Cornwallis havde jaget Greene over Dan-floden, standsede han forfølgelsen, vendte sig sydpå og ville nu give sig tid til at genoprette kongens herredømme i Nord Carolina. Han udstedte et opråb til alle kongeligsindede mænd om at samles under hans fane, og loyalisterne begyndte at strømme til ham i store masser. Men næppe havde Cornwallis forladt Dans bredder, før Greene satte over og fulgte efter ham. Han sendte en afdeling ud, som overfaldt 300 nyligt bevæbnede loyalister, og der kom en skræk i alle dem, der var på vejen for at melde sig i den kongelige hær. De skyndte sig hjem igen. Den loyalistiske rejsning var dermed strandet, og i stedet for at sende sine detachementer ud for at udråbe det kongelige regimente i Nord Carolina og sætte skræk i frihedspartiet, måtte Cornwallis nu holde sin styrke samlet for hvert øjeblik at være rede til at tage en kamp med Greene. I 7 dage lå Greene i en god mils afstand fra den britiske lejr og holdt fjenden i stadig uvished ved at tage en ny stilling hver nat. Da Greene havde fået en del forstærkning af væbningsmænd fra Virginia, vovede han sig til at tage en dyst.

Slaget stod ved Guilford. Briterne gennembrød amerikanernes 2 første opstillinger; men da de kom til den tredje, hvor Greene selv befandt sig, sloges de tilbage med opløste rækker. Men et frisk regiment, der sendtes i ilden, vendte atter sagerne til briternes fordel. Greene havde på sin side endnu 2 friske regimenter at sende i kampen. Havde han vidst, hvor stort tab briterne havde lidt, og havde han ikke netop denne dag følt sig så dødtræt - han havde ikke været af klæderne i 6 uger, siden hans tilbagetog begyndte, og havde ofte måttet bede sine soldater om et stykke brød -, havde han muligvis spillet disse sidste trumfer ud og muligvis også vundet. Men nu bestemte han sig efter nogle øjeblikkes betænkning til at bruge de friske regimenter til at dække de andres tilbagetog. Han overlod altså fjenden slagmarken, og da han havde bragt sine folk tilbage i en sikker stilling, faldt han i afmagt af udmattelse.

Slaget ved Guilford blev altså en sejr for briterne, men havde desuagtet visse ligheder med et nederlag. Ikke blot var sejrherrernes tab af døde og sårede betydelig større end de overvundnes; men - hvad der er det vigtigste - Cornwallis turde ikke blive og udsætte sig for en ny kamp. Inden 3 dage brød han op og tog vejen ud mod kysten, mod Wilmington. Han vidste, at der til den by skulle komme forstærkninger til ham ad søvejen. Og Greene fulgte rask i hælene på ham, lysten efter nok en kamp. Men Cornwallis slap i rette tid over floderne - netop ligesom Greene tidligere - og kom uskadt til Wilmington. Der var altså ingen grund for briterne til at prale af sejren, da slaget faktisk havde skiftet rollerne om, så briterne nu var den flygtende og forfulgte hær.

Da slaget ved Guilford blev omtalt i det engelske Underhus, bemærkede også Fox, der nu var oppositionens største taler, at der ikke var megen fornøjelse at hente fra Cornwallis' rapport om sejren. »Havde vor hær lidt nederlag« sagde Fox, »hvad havde de da haft at gøre? De ville naturligvis have forladt krigsskuepladsen og skyndt sig til søkysten for at komme i sikkerhed; netop det samme, som den sejrrige hær blev nødt til at gøre.« Greene kunne lykønske sig til, at han havde gjort ende på briternes magt i Nord Carolina. Wilmington var det eneste punkt, de endnu holdt. Og Nord Carolinas loyalister fandt, at den britiske konges beskyttelse og hans generalers løfter var en skrøbelig ting at forlade sig på. Så snart Cornwallis havde undsluppet hans forfølgelse, besluttede Greene at føre krigen hurtigst mulig ind i Syd Carolina. Dér havde Cornwallis, før han rykkede mod nord, efterladt en styrke under general Rawdon. Mod ham vendte green nu sine våben.

Imidlertid er vinteren omme. De begivenheder, der hidtil er omtalte her, har fundet sted mellem oktober 1780 og marts 1781: Kings Mountain d. 7 oktober, Cowpens d. 17 januar, Guilford d. 15 marts, og nu følger en kampagne i Syd Carolina, hvor Greene prøver kræfter med Rawdon og andre generaler fra april til hen i oktober. Man skulde tro, at en fe ved Greenes vugge havde sagt: Du skal blive en svøbe for dine fjender! Og at en anden fe havde tilføjet: Men du skal aldrig få lov at beholde en valplads! Han betragtede selv sin krigsførelse som bestående i at »fægte, blive slået og fægte igen«. Og overensstemmende med dette motto førte han krigen i Syd Carolina med det resultat, at hele landet befriedes på nær Charleston.

Vi forlod Cornwallis i Wilmington, hvor han kom med levningerne af sin hær, og hvor der var forstærkninger til ham. Det havde rimeligvis været det fornuftigste, om han havde skyndt sig til Syd Carolina og indskrænket sig til forsvar af de to sydlige provinser. Men en sådan bevægelse ville have åbenbaret for verden, at han havde fået sine vinger stækkede. Han lod derfor Rawdon klare sig, så godt han kunne, i Syd Carolina og marcherede selv, da han havde fået sine tropper udhvilet, til Virginia. Her havde siden januar ligget en britisk styrke under Arnold, og denne general havde vist sig som en særdeles habil mand til at ødelægge værdier, både offentlige og private. Det var en krig mod huse, plantager, tobaksmagasiner, heste og kreaturer. Virginia havde sendt så mange af sine væbningsmænd til Greenes hjælp i Carolina, at det ingen våbenmagt havde til at modsætte sig Arnold og hans bander. Washington sendte derfor Lafayette til Virginia med en troppestyrke, der skulle operere mod Arnold, og den unge general nødte ham virkelig til at holde sine røvertog indenfor visse grænser.

I maj kom Cornwallis og tog kommandoen over alle de tropper, der nu var samlede i Virginia. Arnold, hvem han foragtede, ønskede han ikke at have i sin lejr og gav ham et ærinde til New York. Han kunne også undvære ham; thi han forstod udmærket selv den kunst at lægge et land øde. Man regner, - at han i løbet af sommeren ødelagde ejendom til en værdi af 10 millioner dollars. Han foretog også en del bevægelser mod Lafayette. »Jeg skal nok fange drengen« sagde han.- Det lykkedes ham dog ikke.

I juli fik Cornwallis brev fra Clinton, hvori denne meddelte, at han ventede at blive angrebet i New York med stærke stridskræfter, hvorfor Cornwallis måtte sende ham 3000 mand. Forsøget på at bringe Virginia under kronens lydighed måtte helst opgives, da det dog blev i New York, hovedslaget kom til at stå. Cornwallis burde med sin formindskede styrke indskrænke sig til en forsvarsstilling i en by ved kysten. I henhold til denne ordre samlede Cornwallis alle sine tropper og førte dem i begyndelsen af august til Yorktown, som han gav sig til at befæste. Det blev i øvrigt ikke til noget med afsendelsen af de 3000 mand.

Washington, der med sin egen og Rochambeaus hær allerede 1 måned med iver havde drevet på belejringen af New York, fik på samme tid underretning om, at Cornwallis havde lagt sig ind i Yorktown, og at en fransk flåde under de Grasse med 3000 mand landgangstropper var i færd med at afgå fra Vestindien til Chesapeake-bugten. Washington så straks, at der frembød sig en lejlighed til at gøre et kup. Han bestemte sig for at føre sin hær til Virginia og gøre det af med Cornwallis. Men han ventede rolig, til han fik efterretning om, at flåden var vel ankommet til Chesapeake-bugten, - at den franske landgangsstyrke havde forenet sig med Lafayettes styrke, og at de i forening holdt Yorktown indesluttet. Da gav han sin hær ordre til hurtig at være marchfærdig. En enkelt division blev liggende for New York for at holde øje med Clinton og maskere hærens bevægelse mod syd.

Washington havde hidtil holdt sin plan hemmelig, endog for sine egne generaler. Clinton anede intet, og selv nu, da han fik at vide, at den amerikansk-franske hær var afmarcheret, troede han, det var en krigslist. Først da hæren havde passeret Delaware så han, det var alvor, og sendte straks Arnold ud at plyndre Connecticut - forræderens eget fødeland - for derved muligvis at få Washington til at vende om. Men Washingtons tropper indskibede sig i Elk ved Chesapeake-bugtens nordende i franske transportfartøjer og forenede sig snart med de amerikanske og franske tropper, der allerede indesluttede Yorktown under Lafayette. D. 30 september var alle disse stridskræfter, ialt 16,000 mand, samlede, og belejringen af Yorktown kunne for alvor begynde.

Det skulle gå lidt flinkt, for at ikke Clinton skulle vinde tid til at få en undsætningsekspedition udrustet. Og soldaterne tog fat på skansearbejdet med et liv og et humør, som for en stor del kom af, at de franske og amerikanske afdelinger ikke ville stå tilbage for hinanden. Kappelysten er en af de stærkeste drivkræfter, der findes. Og det var en fornøjelse at se, hvor flinkt brystværnene rejste sig og kanonerne kom i stilling. De amerikanske soldater havde følelsen af, at de måtte gøre deres land ære, og de viste sig i deres hele færd så ordentlige, så nøjagtige, så militærmæssige, at de godt kunne have gået for rigtige europæiske soldater. For at komme nærmere ind på fæstningen blev det nødvendigt at storme 2 fjendtlige skanser, som lå i vejen. Washington sender 2 stormkolonner frem, en amerikansk mod den ene skanse og en fransk mod den anden. De modtages af en voldsom ild; men hele hæren ser på dem; dé repræsenterer Amerika og Frankrig, og de tænker blot på, at de ikke vil distanceres den ene af den anden. Selvfølgelig tages begge skanserne. Efter dette var Yorktown ikke til at holde. Cornwallis havde sat sit håb til en snarlig hjælp- fra Clinton; men den kom ikke. Endelig engang skulle Washington have held med sig. Der indtraf under hele belejringen intet, der afbrød sagernes gang og krydsede hans beregninger. Hele dette vel planlagte og energisk udførte foretagende gik som efter en snor.

D. 17 oktober 1781 kapitulerede Cornwallis. Over 7000 mand blev krigsfanger, og der toges 106 kanoner. Der strømmede folk til fra omegnen for at være vidne til denne røverhærs og dens afskyede chefs ydmygelse. Cornwallis kom i øvrigt ikke frem. Han meldte sig syg og blev i sit telt, medens en anden officer på hans vegne overrakte kården. Nogle dage senere stod Cornwallis sammen med Washington og havde taget sin hat af. »Mylord« sagde Washington, »de skulle hellere bedække deres hoved for kulden.« »Det kan være lige meget, sir« svarede Cornwallis, idet han løftede hånden op til panden, »det kan være lige meget, hvad der bliver af dette hoved nu.« Et ilbud fra Washington med melding om sejren kom til Philadelfia om natten. Manden begav sig til det hus, hvor kongressens præsident boede, og bankede så drabeligt på døren, at en vægter var lige ved at arrestere ham. Næste dag var der stor takkegudstjeneste, og om aftenen var Philadelfia illumineret så prægtigt som aldrig før. 

Da lord North d. 25 november modtog efterretningen om Yorktowns kapitulation, slog han ud med armene og sagde: »Min gud! Alt er tabt!« Ved parlamentets åbning 2 dage efter var konges trontale forvirret. Men ved juletid skrev kongen: »Ingen vanskeligheder kan få mig til at samtykke i at slutte fred på betingelse af adskillelse fra Amerika.« Stemningen i landet blev dog snart kongen for stærk. D. 22 februar fremkom et forslag i underhuset om at fraråde fortsættelsen af krigen. Forslaget sloges ned, men kun med een stemmes majoritet. Og 4 dage efter opnåede et nyt forslag om en adresse til kongen mod krigens fortsættelse en majoritet på 19 stemmer. Kongen afviste adressen; men Underhuset fortsatte med voksende tilslutning sine protester. Endelig d. 20 marts afgik lord North som minister, og det var ikke kongen muligt at få dannet et nyt ministerium uden på grundlag af; at koloniernes uafhængighed skulle anerkendes.

Det nye ministerium Rockingham sendte øjeblikkelig kommissærer til Paris for at indlede fredsunderhandlinger med Frankrig og med De Forenede Staters kommissærer. Det blev især Franklin, som kom til at lede forhandlingerne på Amerikas vegne. D. 30 november 1782 blev England og De Forenede Stater enige om fredsvilkårene; men den endelige og formelle fredsslutning kunne af hensyn til De Forenede Staters allierede først finde sted samtidig med, at alle de krigsførende magter opgjorde deres sager, hvilket skete ved freden i Versailles d. 3 september 1783.

Resultatet blev, at England anerkendte De 13 Forenede Staters uafhængighed, men beholdt Kanada, som kongressen et øjeblik havde gjort fordring på, af hensyn til opnåelsen af en varig fred. Amerikanerne skulle have ret til at deltage i fiskerierne ved New Foundland, hvilket England havde haft stor lyst til at nægte dem, især da fiskerne fra Ny England kunne være tidligere på pletten om foråret og blive liggende på fiskepladserne længere om efteråret end alle andre. Frankrig, der selv var interesseret i fiskerierne, havde under fredsforhandlingerne støttet England på dette punkt. Ligeledes havde Frankrig understøttet Spaniens fordringer om, at De Forenede Staters vestgrænse skulle rykkes tilbage. Spanien ville nemlig have også Mississippis østlige bred i sin magt, så det kunne hindre amerikanerne i at benytte denne vandvej. Frankrig kom med et mæglingsforslag: Landet syd for Ohio ud til Mississippi skulle tilhøre De Forenede Stater; men landet nord for Ohio skulle være spansk. Det var en sejr for Franklin som underhandler, at han desuagtet reddede både retten til fiskerierne og Mississippi som vestgrænse hele vejen samt retten til sejlads på denne flod. Det lykkedes heller ikke uden at benytte sig en lille smule af krogveje. Skønt kongressen havde lovet Frankrig ikke at slutte fred uden i fællesskab med sin allierede, aftalte Franklin uden den franske regerings vidende alle fredsbetingelserne med de engelske kommissærer. England gik villig ind på, at De Forenede Staters område strakte sig til Mississippi og indrømmede også retten til fiskeri på New Foundland. Til gengæld føjedes der til fredspræliminarierne en hemmelig artikel om Florida, gående ud på, at grænserne for denne provins (som siden 1763 var engelsk) skulle udvides på De Forenede Staters bekostning, dog kun i tilfælde af, at England beholdt den ved den endelige opgørelse af sagerne. Skulle Florida derimod tilfalde Spanien, der var meget opsat på at få denne sin gamle koloni tilbage, var det bedst at lade, som om der aldrig havde været tænkt på at udvide dens grænser.- Det blev til, at Spanien fik Florida, og provinsen beholdt sine gamle grænser.

I al den tid, fredsunderhandlingerne stod på, havde fjendtlighederne i Amerika hvilet. Englænderne rømmede først Savannah, derefter Charleston; men New York holdtes besat til d. 25 november 1783, da efterretning var kommet om fredens endelige og formelle afslutning. For New York, der havde prøvet det britiske militærregimente i 7 år, var denne dag en stor befrielsesdag, og d. 25 november fejres stadig der i byen som »udrømningsdagen« (»evacuation day«). Den amerikanske hær havde lige til denne tid måttet ligge udenfor New York i kantonnement, og da tiden nærmede sig for troppernes hjemsendelse, så det ud til, at kongressen havde i sinde at lade dem takke af uden så meget som at garantere dem deres tilgodehavende sold. I den anledning havde hæren nær gjort oprør. En major Armstrong udstedte i marts 1783 en anonym proklamation til officerer og menige i hæren, hvori han spurgte dem, om de ville samtykke i at blive til nar for hele verden og gå hjem for at dø af sult og overlades til forglemmelse. »Men hvis eders hjerter oprøres ved denne tanke« hedder det i proklamationen, »så vågn op! Rejs jer! Skaf jer oprejsning! Apellér ikke til retfærdigheden, men til magtens rædsler.«

Washington fik dog, inden det var for sent, samlet sine officerer og rettede en tiltale til dem. »Min gud!« sagde han, »hvad har han i sinde, denne skribler, som anbefaler sådanne skridt? Hvad kan han være for en? En ven af hæren? En ven af landet? Skulle det ikke snarere være en snedig fjende - måske en udsending fra New York?« Han lovede dem, at han skulle gøre, hvad han kunne, for at bevæge kongressen til at gå ind på hærens retfærdige fordringer. Han skulle anstrenge sig af yderste evne for at føre deres sag igennem. »Men idet jeg giver dem disse forsikringer,« fortsatte han, »må de tillade mig at bønfalde dem om, mine herrer, at de ikke indlader dem på sådanne skridt, som ville sætte deres værdighed på spil, besudle den hæder, de hidtil har vidst at bevare uplettet, og blot bringe dem længere fra det mål, de arbejder for.«

Da Washington havde udtalt sig, rejste han sig, forlod salen og overlod officererne til deres egne overvejelser. De enedes snart om at lægge sagen i generalens hænder og tålmodig oppebie resultatet af hans anstrengelser. Washington havde ingen personlig interesse i spørgsmålet. Han havde, da han overtog kommandoen, erklæret, at han ikke ville modtage nogen løn ud over dækningen af hans tjenesteudgifter. »Dersom dette land«, således slutter en af Washingtons officielle skrivelser til kongressens præsident om denne sag, »dersom dette land afslår troppernes bønner, da har jeg lært, hvad utaknemmelighed er, da har jeg overværet et skuespil, som i resten af mine dage vil forbitre mig mit liv.« Kongressen gik ind på at garantere soldaterne deres tilgodehavende og desuden 3 måneders tillægsløn for hver menig og 5 års for hver officer. Det indre oprør, der truede med at skulle afløse krigen med briterne, var dermed afværget.

Så længe krigen varede, havde kongressen holdt pladsen som en rent foreløbig revolutionsregering, uden at dens myndighed havde været hverken lovformelig anerkendt eller nøjagtig begrænset. Det stiltiende samtykke havde været den eneste anerkendelse, folket havde givet denne regering, og den frie modstand fra hver enkelt stats og hver enkelt borgers side havde været den eneste - men i øvrigt ret virksomme - indskrænkning af dens magt. Staterne havde under krigen fået ordnet hver sin republikanske forfatning. Det var gået let nok; men vanskeligheden var at blive enige om formerne for den konføderation mellem staterne, som kongressen havde begyndt at forberede samtidig med uafhængighedserklæringen. Endelig, efter 2 års forløb, blev kongressen i 1778 færdig med et udkast til de konføderationsartikler, der skulle danne forbundets forfatning. Udkastet sendtes til de forskellige stater for af dem at modtage stadfæstelse, før det kunne blive gældende lov. Stadfæstelserne indløb efterhånden, men ikke før marts 1781 havde alle stater givet deres samtykke.

Den nøjere redegørelse for disse ting hænger naturlig sammen med beretningen om det politiske opbygningsarbejde, der udgør De Forenede Staters historie i den nærmeste tid efter krigen. Her skal det kun foreløbig bemærkes, at de konføderationsartikler, der altså kom til at gælde fra 1781, i virkeligheden ikke gjorde ende på den uordentlig og i længden umulige tilstand, hvori landets fællessager hidtil havde befundet sig. Artiklerne havde nemlig ikke indrømmet kongressen noget, der lignede udøvende myndighed. Den kunne erklære, hvad der burde gøres, men ikke befale, at det skulle gøres. Dens erklæringer var ikke andet end henstillinger til de enkelte stater, som disse ustraffet kunne overhøre. Det var i virkeligheden ikke en forfatning, som forbundet kunne leve på. Den måtte gøres om, hvis det hele ikke skulle falde sammen.

Men under disse uordentlige politiske tilstande begyndte mange af de amerikanske patrioter at tvivle på muligheden af en kraftig eller blot brugbar republikansk regering. Tanken om et nationalt kongedømme rørte sig hist og her. Og enhver, der forsøgte at forestille sig en amerikansk konge, havde straks og uvilkårlig Georg Washingtons skikkelse stående for sig. Det var dog især indenfor hæren, at man beskæftigede sig med sådanne fantasier. Men her var det også de mest vel tjente, hæderlige og besindige officerer, - de, der kendte Washington fra daglig omgang. I foråret 1782 modtog generalen en skrivelse fra oberst Nicola, en mand, der ofte havde optrådt som mellemmand mellem hæren og dens chef, når der var et og andet almindeligt ønske, man ønskede bragt til hans kundskab. »Af alle regeringer« skrev Nicola »er den republikanske den mindst grundmurede, den udueligste til at sikre borgernes rettigheder, uafhængighed og ejendom. Med republikken vil Amerika aldrig blive en nation. Erfaringen viser os, at den engelske regeringsform er at foretrække. Hærens anstrengelser har kun ført: til noget, fordi den var underlagt een enkelt fører. Såsnart som fordelene ved en blandet regering bliver stillet folket for øje, vil det antage denne regeringsform; det vil erkende, at det geni, der har fået os til så ærefuldt, så sejrrigt at overvinde tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder, - at disse store egenskaber, der har fortjent og vundet alles agtelse og hærens ærefrygt, er bestemte til at føre os endnu meget bedre på fredens lettere stier. Visse folk har knyttet monarkiets og tyranniets idé så tæt til hinanden, at det synes vanskeligt at skille dem ad. Muligvis vil det være nødvendigt at give chefen for den forfatning, jeg foreslår, en titel, der tager sig beskednere ud. Og så, når alt det andet først var kommet i gænge, kunne man beråbe sig på meget kraftige grunde for at indføre titlen konge.«

Når man læser Washingtons svar, får man ikke indtryk af, at han har haft nogen fristelse at overvinde i anledning af denne henvendelse. Hans følelse synes at have været forundring og sorg over, at nogen kunne tænke således om ham. Han ser ikke sig selv i en heroisk situation som helten, der afslår en krone. Snarere rødmer han af blu, fordi han, som holder sig selv for en hæderlig mand, skal være nødt til at afvise en opfordring af den art. Svaret lyder: »Det er med en blanding af overraskelse og smerte, at jeg opmærksomt har læst de tanker, som de har forelagt mig. Jeg kan forsikre dem, sir, at intet af alt det, jeg har oplevet i krigens tid, har således nedslået mig som at erfare, af dem, at der er sådanne tanker i omløb i hæren. Jeg kan kun betragte dem med rædsel og fordømme dem alvorligt. For nærværende skal jeg gemme dem i min barm, med mindre forsatte ytringer gør det nødvendigt at røbe dem. Jeg søger forgæves at udfinde, hvad der har været i min adfærd, som har kunnet opmuntre en plan, som jeg for min del anser for at være svanger med de største ulykker, som kunne udgyde sig over mit land. Hvis jeg ikke tager fejl af mig selv, vil de ikke kunne finde nogen, hvem deres planer ville være mere ubehagelige.« Planen var ham ubehagelig, blandt andet vel af den grund, at det var dumheder. Washington har uden tvivl ganske umiddelbart følt det politisk umulige i tanken om en konge over De Forenede Stater.

Men dersom Washington så afgjort tilbageviser planen om et monarki, så er han desto kraftigere overbevist om, at kongressens magt må udvides, så den kan blive til en virkelig centralregering. Den løse konføderation må gå over til en virkelig union. Amerika, der har hævdet sin uafhængighed overfor Storbritannien, vil nu have de indre vanskeligheder at overvinde mistænksomheden mod enhver stærk fællesstyrelse, skinsygen mellem staterne indbyrdes. Det spåes allerede rundt omkring, at amerikanerne nu, da de har fået fred udadtil, vil kriges indbyrdes, og at staternes forbund ikke vil have lang varighed. Og spådommen vil visselig gå i opfyldelse, dersom man ikke kan udfinde og enes om en levedygtig forfatning for De Forenede Stater.

Tanken om dette opfylder Washington i det øjeblik, han tager afsked med hæren. Disse hans veteraner er virkelige amerikanere - har marcheret og kæmpet så længe side om side under det fælles flag og under general Washington, at de snart har glemt at tænke på, om de har hjemme i den ene eller den anden af disse stater. Disse folk har fået korpsånd uden derfor at have mistet deres borgerånd. De har erfaret noget om betydningen af kraftig fælles ledelse. Soldaterne skal gå hjem hver til sin stat, hver til sin arne, og dér skal de være missionærer for den gode sag. Det vil Washington, og derfor hedder det i hans farvel til hæren: »Landets ære, værdighed og retfærdighed vil være tabt for stedse, dersom man ikke øger unionens myndighed. Generalen efterlader da til enhver officer og til enhver soldat, som sin sidste ordre, at de forener deres anstrengelser med deres værdige medborgeres for at opnå det store og vigtige resultat, hvoraf vor tilværelse som nation afhænger.«

Da Washington havde taget afsked med tropperne i november 1783, rejste han til Philadelfia, hvor han blev 4 dage for at aflægge sine regnskaber, hvilket han gjorde med sin sædvanlige til det yderste drevne nøjagtighed og klare overskuelighed. Kongressens præsident sagde ham mange rigtig smukke og alvorlig mente ord om hans fortjenester af landet og hans medborgeres velsignelser, der fulgte ham. Kongressen havde nylig vedtaget, at dér skulle rejses en rytterstatue af ham. Inden jul sad Washington hjemme på Mount Vernon og frydede sig - lidt for tidlig - over, at han for stedse havde sagt farvel til alle det offentlige livs bryderier.

Webmaster