Blandt de gamle Lav indtog Blikkenslagerne deres ærefulde Plads. I det daglige Liv var der voksende Anvendelse af allehånde Genstande, som forfærdiges af Metalblik eller Plader, og dette Arbejde var Håndværk. Først ved Storindustriens Gennembrud overtager Maskinerne en Del af det tidligere Håndværks Arbejde, og Blikkenslagerfaget får her igennem et betydeligt Opsving.

De under Blikkenslageriet hørende Arbejder kan deles i 4 Hovedgrupper, nemlig Materialets Tilklipning, Formgivningen, Samlingen af de enkelte Dele ved Nitning, Falsning eller Lodning, Færdiggørelsen ved Afpudsning af de samlede Dele, Rensning og Polering, hvortil eventuelt kommer Maling eller Lakering.

Svendenes Organisation i Lavstiden holdt sig netop i sit afstukne Spor, sålænge Håndværksfagene i al Almindelighed ikke „truedes" af den gennemførte Arbejdsdeling, af Maskinteknik og kapitalistisk Frikonkurrence. Men store Begivenheder i Udlandet øver deres Indflydelse på de hjemlige Forhold, under hvilke Lavene kommer i Modstrid med både Samfundskrav og Arbejderinterresser. Da en Tømrermester i 1794 havde nægtet to tyske Svende Afskedsseddel, og Svendene protesterede, fik de nogle Dages Fængsel på Vand og Brød, men denne Behandling gav ganske vist også Anledning til, at 3-4 Hundrede Svende nedlagde Arbejdet og fik Tilslutning hos Svende af andre Fag, blandt

hvilke også Blikkenslagerne fandtes. Denne første danske Strejke endte med, at Militæret arresterede 202 Tømrersvende, og da de 125 af disse fastholdt deres Vægring ved at falde til Føje, dømtes de til Arbejde i Jern på Fæstningen. Men Dommen fuldbyrdedes ikke. Magthaverne frygtede den Tidens Oprørsånd, som udgik fra det revolutionære Frankrig, og nøjedes med at udvise de genstridige. Af disse var 98 Tyskere.

Lavsmestrenes Forsøg på at køre både Arbejdet og Svendene i stramme Tøjler mødte endogså Modstand indenfor deres egen Kreds. Blikkenslagermester H. IRGENS sendte således en skarpt formet Klage til den af Regeringen i 1794 nedsatte Lavskommission, hvis Opgave var at fremsætte Forslag om Reformer. Irgens kritiserer Forholdene i Lavet, hvor kun såkaldte „gemachte Gesellen" kunne blive Oldgeseller, og som derfor gav Tyskheden en dominerende Indflydelse. Da Blikkenslagermester I. P. SCHMIDT var Lavsoldermand (1775-89) var der således. gjort Skridt til at oprette et „Gemachter Gesellschaft", og 6 Blikkenslagersvende havde underkastet sig den nødvendige rå Ceremoni, som efterfulgtes af „Dans og kostbar Anretning for Amtets Mestre og deres Fruentimmer tilligemed de forsamlede Geseller", De, der blev gjort (gemacht) til Svende ved denne Lejlighed, måtte betale Gildet.

Irgens Uvilje mod dette Kompagniskab mellem Blikkenslagermestre og deres „gemachte" Svende havde en dybere Grund. Han var uddannet i England og var ved kgl. Bevilling af 22. Juni 1791 bleven Lavsmester uden at have gjort Mesterstykke. Dette var mere end de „zünftige" Mestre kunne tilgive, og det værste var, at Irgens søgte at holde sine Svende fra alt zünftigt Uvæsen og særlig fra Livet på Lavets Herberge. Som Straf blev han stadig sprunget over, når det var hans Tur til at få tilrejsende Svende. Oldgesellerne undlod at „omskue" til ham, ligesom de, såvidt muligt, betragtede de Svende, der arbejdede hos ham,, som ikke eksisterende.

Denne Adfærd bidrog imidlertid ikke til at stille Lavsordningen i noget bedre Lys, og selv om Lavskommissionens Reformforslag (bl.a. at en Svend, som havde arbejdet ved Faget i 4 År, fik Adgang til at blive Frimester) ikke fik vidtrækkende Betydning, bar den gamle Tid Dødsspiren i sig selv. Den økonomiske Omvæltningsproces fortsattes i Løbet af de følgende Årtier og fik de gamle Lavsmure til at vakle. Blikkenslager-Mesterlavet, hvis Ledelse „var faldet i Forundring" over Lavskommissionens Forslag, måtte se Tiden løbe fra sig. Selve Håndværkeruddannelsen lod også meget tilbage at ønske. I en Udtalelse fra Begyndelsen af det nittende Århundrede hedder det, at „de udlærte Svende ofte ikke forstår det ringeste af, hvad en Svend bør vide". Det stod naturligvis som Følge heraf ikke bedre til, hvor det drejede sig om at gøre Mesterstykker. Der kasseredes Mesterstykker over en lav Sko, uden at man dog samtidig fandt virkelige Udveje til at forbedre Fagdygtigheden. Et ligefremt Tilbageskridt fra Forordningen af 21. Marts 1800 skabtes ved Plakat af 23. Oktober 1822, som påbød, at den, der ville være Frimester, for Fremtiden skulle aflægge almindeligt Mesterstykke. Man søgte herved forgæves at stive Lavssystemet af uden at give det større faglig Styrke, og Grænsestridighederne mellem Lavene øgedes samtidig. Der savnedes Sans for teknisk Fremskridt. Fremherskende var kun Frygten for, at den opdukkende Maskindrift ville fremme Fuskeriet og for en stor Del gøre Arbejdets Udøvere brødløse. Denne Opfattelse var ikke helt urigtig, men de anvendte Metoder i Kampen mod Kapitalismen var reaktionære.

I Kampen mod Lavssystemet med dets forskellige højst uheldige Sider tager den fra Arbejdets egen Lejr udgåede Modstand derfor Stilling på Frikonkurrencens Side. Svenden, som kommer tilbage fra Rejsen i det fremmede, fører nyt fagligt Initiativ og nye politiske Ideer med hjem. Og da man i 1838 starter såvel Håndværkerundervisning og stifter en Industriforening i København, bidrager dette til at fremskynde Lavenes Opløsning. Forgæves forsøger Lavsmestrene at holde igen ved Henvendelse til „Landsfaderen" og Oprettelse af talrige Håndværkerforeninger, hvis Program var Lavenes Bevarelse og - først og sidst - Mesterstykket. Kapitalismens økonomiske og politiske Kurs, som stod i fuldt Flor i Udlandet, navnlig England, kaldes „den egennyttige og herskesyge". Trods al foregiven Demokratisme gør Lavsmestrene derfor Front mod en Liberalisme, som tilstræber fri Næring.

Men Grundloven af 1849 bestemte i sin Paragraf 88, at alle Indskrænkninger i den frie Adgang til Erhverv skulle ophæves, og den 29. December 1857 stadfæstedes Næringsloven. Det kapitalistiske Bølgeslag nåede også Danmark og bortrev kunstige Skranker for Arbejdets Frihed, et ubestrideligt, et mægtigt Fremskridt, som blot førte et ligeså ubestrideligt Tilbageslag med sig, idet Arbejderklassen berøvedes ethvert fagligt Værn og prisgaves den fri Udbytning.

I 1862 opløstes de bestående Lav, som nu blot blev Centre for Understøttelse eller Selskabelighed. Denne Revolution gjorde sig mest gældende i Hovedstaden, hvor Modsætningen mellem gammel og ny Tid også var stærkest. I Provinsen holdt Standsinteressen sig længst og satte sig Frugt i Oprettelsen af adskillige Håndværkerforeninger, som søgte at fremme Fagdygtigheden.

Fra at være „frie Lavssvende" var Fagarbejderne blevet „Lønslaver". Maskinkraften koncentreres efterhånden i store Bedrifter, og denne Kendsgerning begyndte herhjemme at stå Arbejderne klar i Gennembrudstiden omkring 1870-71. Engelske Strejkekampe, Lassalles Arbejderagitation i Tyskland samt Pariserkommunens Rejsning og Fald påvirkede danske Forhold og førte til Oprettelse af den første moderne Arbejderorganisation „Den internationale Arbejderforening" med sine faglige Sektioner.

Forbavselsen - og Forbitrelsen - over denne nye Bevægelses Fremkomst på Skuepladsen, var stor og parredes vel undertiden med Munterhed ved Tanken om, at Arbejdere ville følge med Tiden. Da Arbejderbevægelsen satte sine første Spor i andre Lande var Forbavselsen, Forbitrelsen og Munterheden ikke mindre der. Professor SCHACK-STEENBERG har derom givet følgende lille Meddelelse: „Jeg har i en Artikel, som jeg for 30 År siden skrev for at få Latinskolelærerne til at danne en Fagforening, citeret følgende af H. BRØCHNER: Erindringer om SØREN KIERKEGÅRD (Det nittende Århundrede" 1876-77, S. 356):,, Da Professor H. BRØCHNER i 1846 opholdt sig i Berlin, sendte han derfra Søren Kierkegård en Bekendtgørelse, som han havde fundet i en Berliner Adresseavis. Den lød - under Overskriften „Forespørgsel" således: „Ville det ikke være på sin Plads, at også Blikkenslagerne organiserede sig for at kunne holde Skridt med Tidsånden"? Det morede Søren Kierkegård. I vore Dage ville ingen blive forundret over et sådant Spørgsmål eller finde det morsomt".

Man kunne i Begyndelsen af Halvfjerdserne, før Organisationstanken havde slået Rod, more sig over den forsorne Blikkenslagersvend, hvem Forfatteren F. BAUDITZ præsenterer i sin Studenterkomedie „Hansen". Visen, hvis Indhold vi aftrykker, blev meget populær:

I 1873, da Blikkenslager-Fagforeningen i København stiftedes, havde den glade Svend fået Færten af, at også han var kaldet til at „holde Skridt med Tidsånden". Denne sproglige Vending kan synes morsom, men Halvfjerdsernes Overklasse og Autoriteter tog Arbejderbevægelsen uhyre alvorligt. Derom bærer også Indholdet af den Beretning Vidnesbyrd.

Ved en Sammenkomst, som Svendene på Blikkenslagermester Sternhagens Værksted, Havnegade 37, afholdt, foreslog P. MADSEN at indbyde samtlige københavnske Blikkenslagersvende til et Møde for at stifte en Fagforening. Der fandtes vel en Organisation, men den syntes at have været en svag Udløber fra Lavstiden, en Slags Hjælpekasse. Om Blikkenslagerne som Sektion i „Den internationale Arbejderforening" oplyses der intet, og det må da anses for sikkert, at Tanken om en Fagforening er den første egentlige Livsytring, hvor Talen er om et Værn for Blikkenslagersvendenes Interesser. Deres Antal i København var i Året 1873 ca. et Par Hundrede, som det af Sternhagens Svende nedsatte Udvalg indbød til Møde. Udvalget bestod af P. NIELSEN, MIX, A. DAHL, V. SVENDSEN, J. JENSEN, P. MADSEN og H. CHRISTENSEN.

Mødet indvarsledes gennem Bladene og fandt Sted den 30. Juli 1873 i „Tømrerkroen", Adelgade 27. Der var mødt henved et Hundrede Mand. Efter at flere af Indbyderne havde haft Ordet og udtalt sig for Nødvendigheden af en faglig Sammenslutning, vedtoges Oprettelsen af den ny Forening. Der indmeldtes straks 76 Medlemmer og nedsattes et Udvalg til at udarbejde Love. Udvalget kom til at bestå af 9 Medlemmer: P. NIELSEN,. C. HANSEN, POULSEN, M. HANSEN,-MICHELSEN, H. SVENDSEN, C. OLSEN, P. MADSEN og L. RASMUSSEN.

Udvalget havde efter seks Sammenkomster tilendebragt sit Arbejde og indkaldte til et konstituerende Møde, som fandt Sted den 15. August 1873 og var talrigt besøgt. Interessen for Deltagelse i Mødet er utvivlsomt forøget derved, at Politiet den foregående Aften havde opløst „Den internationale Arbejderforening", som blev uddrevet af sine Lokaler i Salonen „Fønix", Walkendorfsgade. På sin Vis var „Den internationale Arbejderforening" - eller som den kortelig kaldtes: „Internationale" - de organiserede Arbejderes daværende Fællesorganisation, og Blikkenslagersvendene har i dens Opløsning set et Angreb på Arbejderklassen i al Almindelighed.

Forhandlingsprotokollen oplyser ikke noget om de faldne Udtalelser. Det noteres blot, at Lovudkastet vedtoges med få Ændringer, og at Vedtagelsen var enstemmig. Der valgtes samtidig Bestyrelse. Formand blev P. NIELSEN, Kasserer P. MADSEN, Repræsentanter blev C. OLSEN, C. P. HANSEN og L. RASMUSSEN, og som Revisorer valgtes C. HANSEN og H. SCHIERMER med POULSEN og A. DAHL som Suppleanter.

P. MADSEN, som har ført den første Tids Forhandlingsprotokol, noterer med synlig Stolthed: Foreningen blev altså stiftet den 15. August 1873 under Navn af Blikkenslager-Fagforeningen af 1873.

Man har åbenbart straks taget fat med megen Ihærdighed for at styrke det indre Sammenhold og værne sig udadtil i Kampen for bedre Kår. Arbejderklassen følte hårdt det kapitalistiske Styre, som havde rejst sig på den gamle Lavsordnings Grav. Prisen på Levnedsmidler var høj og Arbejdslønnen lav.

Fra 1870 til 1879 døde i København 23 pCt. af alle Børn under 1 År, og først i 1873, da Arbejderbevægelsen havde grundfæstet sig, tvinges den herskende Klasse til at skabe et Værn for Børnene. Det forbydes ved Lov at anvende Børn under 10 År ved Fabriksarbejde, og Arbejdstiden for unge Mennesker fra 14 År sættes til 12 Timer, Spisetiden iberegnet. Forbedring af de voksne Arbejderes Løn og Nedsættelse af den altfor lange Arbejdstid lod sig kun gennemføre ved Arbejdernes egen Sammenslutning, og de sociale Reformer, som tiltrængtes, lå endnu indhyllet i Tidens Tåge.

Styrkelsen af det indre Forhold i Blikkenslager-Fagforeningen af 1873 giver sig ret hurtigt Udtryk i Forslag om Anskaffelsen af en Fane. Allerede ca. 14 Dage efter Organisationens Start har den fået henved et Hundrede Medlemmer, der samler sig i Ønsket om en Fane og Vedtagelse af Love for den fælles Strejkekasse. Denne Kasse var samtlige i København organiserede Arbejderes, for så vidt som de stod i „frie Fagforeninger" med „Social-Demokraten" som Organ. For at forberede sig på mulige Fagkampe gjaldt det om at holde Mandtal, og på ommeldte Møde vedtoges Formandens Forslag om, at der fra hvert Blikkenslagerværksted skulle indsendes nøjagtig Oplysning om Antallet af de arbejdende Svende.

Ved samme Møde blev det „med stor Majoritet" vedtaget at optage PIO, BRIX og GELEFF som Æresmedlemmer af Foreningen.

Og som et foreløbigt Skridt i Retning af at komme til Forhandling med Mestrene, vedtoges det at sende dem Meddelelse om Foreningens Oprettelse samt vedlægge et Eksemplar af dens Love.

Man forberedte sig i alle Måder på at styrke Sammenfoldet. Til Fanen skulle der indsamles Penge på hvert Værksted, og Pengene samledes i en Bøsse, der var fremme hver Mødeaften. Og om Fagforeningers Betydning diskuteres der ved et af de første Møder, hvor Bygningssnedkernes Strejke bringes på Bane. Datidens Forsøg på at optage Kampen mod Kapitalismen ved at danne Produktionsforeninger forelå ligeledes som Diskussionsemne og anbefaledes også Blikkenslagerne. Det blev ved Anbefalingen på dette Punkt, hvorimod Formandens Forslag om Oprettelse af en Sangforening vedtoges.

Medlemskontingentet til Fagforeningen var fra første Færd sat til 1 Mark 8 Skilling (ca. 50 Øre) om Måneden.

Allerede ved sin første ordinære Generalforsamling den 3.. November 1873 kunne Formanden pege på Foreningens stærke Vækst i de ca. to Måneder, den havde bestået. Ved et kort forinden afholdt Bestyrelsesmøde oplystes det, at der var indmeldt ialt 132 Medlemmer i Organisationen, og så stærk var den nu,, at Formanden på Generalforsamlingen kunne varsle Tilslutning til et europæisk Blikkenslagerforbund. Tanken herom var udgået fra Fagforeningen i Hamborg. Denne Sag blev ganske vist henlagt indtil videre, men mindede dog om den Solidaritetens Ånd,. som gjorde sig gældende blandt Fagfæller. Ved Generalforsamlingen stilledes Krav om, at Daglønnen fra 1. December skulle sættes til 8 Mark (2 Kr. 65 Øre), „da det næppe var muligt at leve for det en Gang". Man vedtog, at ingen Svend måtte arbejde under denne Betaling, samt at der skulle tilstilles de Mestre, som ikke gav denne Løn, et Brev, i hvilket de blev gjort bekendt med Svendenes Beslutning.

Billedet: Tømrerkroen i Adelgade 27,Kbhn.. Cafe til venstre i Stuen.

Foreningsmødet den 4. December 1873 præsenterede Resultatet af denne Henvendelse. Fire Firmaer havde godkendt Minimumskravet, medens et (Hassel & Teudt) havde ladet sine Svende vide, at man „ikke tog nogen som helst Notits" af Foreningens Henvendelse. Burmeister & Wain havde slet ikke svaret, og en Mester ved Navn Borum stillede sig så afvisende, at en af hans Svende ved Navn CLAUSEN nedlagde Arbejdet. Foreningsmødet vedtog at boykotte Borum. Dette blev den første Kamp mellem Arbejdsgiver og Fagforening.

Det er interessant at se, hvorledes Fagforeningen allerede fra sin Virksomheds første Tid tager Sigte på at hidføre Forandring i Arbejdsforhold, der indskrænker Svendenes Frihed. Det fra vor Tid så omdebatterede Spørgsmål vedrørende Arbejdssedler forelå til Diskussion ved et Foreningsmøde i December 1873, og man vedtog enstemmig, at fra Nytår 1874 måtte intet Medlem af Fagforeningen modtage Arbejdsseddel af sin Mester, og denne Vedtagelse meddeltes Blikkenslagerlavets Oldermand, som allerede først i Januar Måned lod høre fra sig og foreslog Foreningen at vælge 5 Svende, der kunne samarbejde med et Udvalg af Mestre bl.a. angående en Priskurant for Blikkenslagerarbejde. I disse Forhandlinger ønskede Fagforeningen også Spørgsmålet om et Arbejdsanvisningskontor bragt på Bane for at „vi kunne få den Skik afskaffet at løbe omkring fra den ene Mester til den anden og søge Arbejde".

Men som naturligt er, optoges adskillige Møder navnlig af Forhandlinger om Arbejdstiden. Den var i hine Dage 10 Timer for de to Trediedele af Svendene, og man tilstræbte at få denne 10 Timers Dag gennemført på alle Værksteder, senest til 1. April 1874.

Hvad de her nævnte faglige Spørgsmål angår, oplyses det, at de Udvalg, Mestre og Svende hver for sig havde nedsat angående Priskuranten, var enige i, „at det ikke kunne lade sig gøre at lave en sådan Priskurant". Hvad Arbejdsanvisningen angik, gjorde Oldermanden Svendene bekendt med, at han har „påtaget sig at føre en Bog, hvori Navnet bliver indført på den eller de Mestre, som søger Svende og ligeledes på Svendene, som søger Arbejde".

Ikke nær så let gik det med „den normale Arbejdstid", som man ved en ekstraordinær Generalforsamling i Marts 1874 vedtog at gennemføre ved partielle Strejker hos et Par større Mestre, Firmaerne Elfstrøm og Mortensen. Understøttelsen til de Strejkende sattes til 3 Rigsdaler om Ugen for ugifte og 4 Rigsdaler for gifte Medlemmer. Hvor disse sidste havde flere end to Børn at forsørge, sattes Strejkebidraget til 4 Rigsdaler og 3 Mark (9 Kroner).

Denne Generalforsamlings Beslutning medførte imidlertid, at de to Firmaer indgik på Arbejdstidens Fastsættelse til 10 Timer, og 3 andre Firmaer fulgte Eksemplet. Men for to andre Værksteders Vedkommende udbrød der Konflikt. På det ene af disse, hvis Indehaver hed Pers, forlængedes Arbejdstiden fra 10 til 11 Timer, og hos det andet Firma, Kønigsbrucks Blikvarefabrik, blev Kravet om den 10 Timers Arbejdsdag besvaret med Afskedigelse af Svendene, efterhånden som de blev færdige med deres Arbejde. Det fremgår ikke af Forhandlingsprotokollen, om Strejken på de nævnte Steder bragtes til Afslutning på en for Svendene tilfredsstillende Måde, men i hvert Fald er det Kønigsbruck, som er den stædigste. Han prøver på at få Svende i Tyskland, men Planerne krydses ved et mellem Fagforeningen og det tyske Blikkenslagerforbund indledet Samvirke til gensidig Støtte. Den Kønigsbruck'ske Stædighed overstråles imidlertid af den Elfstrøm'ske Snedighed, idet denne Mester ved at frafalde sine Tilsagn til Svendene, ved Indførsel af tysk Arbejdskraft og proforma Overdragelse af sin Petroleumsapparatfabrik til en Mestersvend kom i ny Konflikt med Fagforeningen. Ved Svendenes Enighed og Fagforeningens faste Optræden lykkedes det at føre Strejken til heldig Afslutning.

Der syntes fra første Færd at have hersket en Del Misforståelse blandt Svendene angående den 10 Timers Maksimalarbejdsdag, idet Svendene på nogle Værksteder arbejdede i 11 Timer, af hvilke de 10 var „normale" og den 11te betaltes ekstraordinært som Overarbejdstime. Foreningens første Bestyrelse modvirkede denne Opfattelse og syntes at have haft Held med at skaffe Respekt for Maksimalarbejdstiden.

Den unge Fagforening konsoliderede også i det første År sin Stilling indenfor den samlede Arbejderbevægelse. Det gjaldt således dens Støtte til Partiorganet „Socialisten", som i 1873 udkom under Navnet „Social-Demokraten" og - for den ene Halvdels Vedkommende - blev Fagforeningernes Ejendom. På Blikkenslagernes Vegne gav Næstformanden C. P. HANSEN {senere Ekspedient ved „Demokraten" i Århus) og Kassereren P. MADSEN deres Tilslutning til denne Ordning, der enstemmig godkendtes af et Foreningsmøde den 8. Maj 1874. Men en halv Snes Dage senere forkastede et nyt Møde den trufne Ordning under Hensyn til, at „Foreningens Indtægter ikke kunne tåle de Udgifter, vi ville få, når vi deltog i Udgivelsen af Bladet". Med samme Motivering forkastedes Fagforeningens Indordning under de såkaldte „frie Fagforeninger "s Centralbestyrelse, der var etableret som Arbejderbevægelsens Ledelse efter „Internationale"s Opløsning. Derimod var der Enstemmighed for at deltage i Partiets Grundlovsfest ved den slesvigske Sten i Dyrehaven, og her havde Blikkenslagerne deres nye Fane med. Den var blevet indviet den 11. Maj ved en Fest på „Vodroflund". Fanen var tilvejebragt ved frivillige Bidrag, ialt lidt over 100 Rigsdaler, og forfærdiget af Flagmager Mørk bag Hovedvagten (nuværende Hjørne af Ny Østergade og Ny Adelgade), efter Tegning af Blikkenslager EKENDAHL.

Straks i Begyndelsen af Fagforeningens andet Leveår behandledes ved den ordinære Generalforsamling et Forslag om Oprettelse af en Syge- og Begravelseskasse. Hvad denne - Begravelseskassen - angik, vedtoges det enstemmigt, at den „ikke kommer i Berørelse med Sygekassen", hvorimod man ved et senere Møde vedtog Oprettelse af selve Sygekassen og nedsatte et Udvalg til Udarbejdelse af Love. Allerede ved Udgangen af Året 1874 var Sygekassen trådt i Virksomhed.

Angående Begravelse fastsatte man bl.a., at et hedengangent Medlem skulle følges til Jorden af 24 Mand og med Foreningens Fane, at der til Dækning af Begravelsesomkostninger af Kassen udbetales 8 Skilling for hvert Medlem, og at Foreningen har samme Pligter overfor både Medlemmer og deres efterladte Hustruer.

Som bekendt tilstræbte adskillige Fagforeninger fra Halvfjerdsernes første År at oprette Produktionsforeninger, hvis Opgave skulle være at sikre de beskæftigede Arbejdere Udbyttet af deres eget Virke og samtidig påføre Mestrene en Konkurrence, der tvang dem til at imødekomme deres Arbejderes berettigede Krav. I sin videre Udformning var Oprettelse af Produktionsforeninger med Statshjælp et socialistisk Programpunkt, formet af den store, tyske Agitator FERDINAND LASSALLE, men det er selvfølgeligt, at et kapitalistisk Samfund ikke finder sig beføjet til at yde konkurrerende Arbejderforetagender Statshjælp, og Programpunktet desangående fjernedes senere hen efter Vedtagelse på Arbejderkongresser. De Produktionsværksteder, som oprettedes herhjemme, fandt kun Støtte hos Arbejderne selv og evnede ikke på det daværende Tidspunkt at skaffe dem direkte Fordele.

Tanken om en Produktionsforening for Blikkenslagerne fremsattes af C. P. HANSEN, der i Begyndelsen af Fagforeningens andet Leveår afløste P. NIELSEN som Formand. Den 4. Januar 1875 diskuteredes Lovene for en Produktionsforening, og Begejstringen for denne var så stor, at man sluttede Mødet med et Leve for det Udvalg, der havde udarbejdet Vedtægterne. Der arbejdedes nu på Sagens Gennemførelse i de følgende Måneder, og i Juni holdt den kendte Arbejderagitator LOUIS TOUCHER et Foredrag i Fagforeningen, i hvilket han forklarede, hvorledes et Produktionsværksted burde oprettes og ledes.

Nogen stærk Tilslutning til Produktionsforeningen har der ikke været. Det oplyses, at Medlemstallet i Juni 1875 kun var 12-13, og at den samlede Kapital androg 210 Kroner. Sandsynligvis ville Tilslutningen have været større, dersom ikke en faglig Kamp mellem Mestre og Svende angående en Priskurant havde lagt Beslag på Kræfter og Interesser. Først hen i Oktober Måned kom Produktionsforeningen atter på Dagsordenen. Formanden opfordrede de Medlemmer, som var i Besiddelse af noget Værktøj, om at overlade det til Produktionsforeningen. Han kunne ved samme Lejlighed oplyse, at Produktionsværkstedet ville blive i Adelgade 18.

Her kan man foreløbig forlade Produktionsforeningen, hvis Start falder under den første større Konflikt i Faget. Blikkenslager-Fagforeningen, som nu var indordnet under Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger og havde ydet sine Bidrag til Strejkende i flere andre Fag, rejste overfor Mestrene Krav om Priskurant for Bygningsarbejde. Denne Sag forberedtes allerede i Efteråret 1875 gennem en Henvendelse til Mestrene, og samtidig udarbejdedes en for Fabriksarbejde gældende Priskurant, som skulle søges gennemført, så snart de tre første Bygningsværksteder havde fået deres Priskurant gennemført.

Det meddeltes ved pågældende Møde, at Agitationen for Søndagsarbejdets Afskaffelse havde sat sin første Frugt, idet Svendene på et enkelt Værksted var gået i Breschen for dette Krav.

Med Priskuranternes Gennemførelse gik det ikke så glat, som man havde tænkt sig. Ganske vist indgik en enkelt Mester på Fagforeningens Forlangende, men Mesterforeningen ville have Sagen behandlet i et Udvalg bestående af 3 Svende og 3 Mestre. Dette Krav forkastede Fagforeningens Medlemmer med stor Majoritet og vedtog enstemmig at nedlægge Arbejdet, dersom Mestrene ikke i Løbet af nogle Dage antog Priskuranten. Ved det pågældende Møde, hvor denne Beslutning blev fattet, var Centralbestyrelsens Sekretær E. W. KLEIN til Stede og udtalte, at Blikkenslagerne altid havde været rede til at hjælpe andre Arbejdere, som var i Kamp og aldrig selv havde ligget nogen til Byrde. Han lovede Blikkenslagerne, at der nu skulle blive appelleret til alle organiserede Arbejdere både i Ind- og Udland om at yde Støtte under den kommende Strejke.

I Understøttelse til de Strejkende vedtoges det at yde 5 Rigsdaler for Gifte, med et Tillæg af 3 Mark for hvert Barn, og 4 Rigsdaler for Ugifte.

Af de Udtalelser, som fremkom ved et senere Møde angående Mestres og Fabrikanters Stilling til Kravet om Priskurant, fremgår det, at enkelte af Arbejdsgiverne indgik på Fordringerne, medens andre besvarede Fagforeningens Henvendelse med at lukke deres Værksteder. Nogen samlet Optræden fra Arbejdsgivernes Side synes der endnu på dette Tidspunkt ikke at have været Tale om, og heraf fulgte, at Fagforeningen kunne rette sit Skyts gennem partielle Strejker snart mod en snart mod en anden Arbejdsgiver.

Som et godt Middel til at støtte Svendene i Kampen anvendtes Rejsehjælp, der sattes til 4 Kr. for dem, der ikke kom udenfor Sjællands Område og 8 Kr. for de øvrige rejsende Svende. Hertil føjedes, at gifte Svende, som gik på Rejse, tillige burde have halv Strejkeunderstøttelse.

Arbejdsnedlæggelsen udvidedes inden længe til at blive almindelig, hvilket medførte formindsket Strejkehjælp, skønt der - navnlig fra Kolleger i Tyskland - indkom forholdsvis betydelige Bidrag. Og først på November Måned vedtog man med 130 Stemmer mod 13 at indlede Underhandlinger med Arbejdsgiverne og nedsatte to Udvalg, som henholdsvis skulle forhandle om Bygningsarbejde og Fabriksarbejde.

Resultatet af de Konferencer, der herefter afholdtes mellem Mestre og Svende, mundede ud i, at der opnåedes nogenlunde Enighed om Fabrikspriskuranten, medens Svendene for Bygnings-Priskurantens Vedkommende fastholdt følgende Krav:

Opbæring af Materialer samt Besørgelse af Endebunde og Tude påhviler Mestrene; Forsinkelse i Arbejdet og Nedstemning til Rendejern, som slet ikke var anført i Mestrenes Priskurant, betales ekstra. Det besluttedes i det Hele taget at holde Strejken gående på Grundlag af Fagforeningens Krav, medens Mestrene på deres Side fastholdt deres Formulering af Priskuranten ikke blot for Bygningsarbejde men også for Fabriksarbejde. Den 12. November 1875 vedtog Fagforeningen at slutte Strejken, og af Forhandlingerne fremgik, at man ville forberede sig bedre til den næste Styrkeprøve fandt Sted. En Priskurant havde man dog i hvert Fald fået, selv om den var formet efter Mestrenes Ønske.

Ved Strejkens Afslutning udtaltes en speciel Tak til SCHEUERLEIN, der ikke blot som Medlem af Strejkekomiteen men tillige som Repræsentant i Centralbestyrelsen og Korrespondent med Udlandet havde udvist en Virksomhed og Opofrelse, der burde påskønnes. Generalforsamlingen den 13. December 1875 bevilgede ham 25 Kr. i Gratiale.

Var Fagforeningens Virksomhed udadtil foreløbig gledet ud af Kampens Spor, tog man sig med så megen des større Iver af de indre Forhold. Ved Generalforsamlingen den 14. Februar 1876 vedtoges det således at støtte Sangforeningen af al Kraft, ligesom man udtalte sig for at få den århusianske Blikkenslagerforening indordnet under Centralbestyrelsen og for Søndagsarbejdets Afskaffelse. Ved Generalforsamlingens Fortsættelse en halv Snes Dage senere debatterede man indgående den financielle Situation, som var skabt ved Udgifterne under Strejken, og som var klarlagt af 5 valgte Revisorer.

Den 6. Marts 1876 fratrådte C. P. HANSEN som Formand, og i hans Sted valgtes CARL OLSEN.

Et ofte tilbagevendende Spørgsmål gjaldt Kobbersmedes Optagelse i Blikkenslager-Fagforeningen. Der var ret delte Meninger om dette, men man havnede sluttelig i den Afgørelse, at Kobbersmede (og Metaltrykkere) burde tilstræbe Oprettelse af en særlig Organisation.

Som indordnet Forening under Centralbestyrelsen sker der også Henvendelse til Blikkenslager-Fagforeningen om at støtte Agitationen for Opstilling af Kandidater ved de forestående Folketingsvalg. Blandt Medlemmerne har der næppe hersket Tvivl om denne Sags Betydning, selv om Udsigten til Arbejderrepræsentation i den lovgivende Forsamling den Gang var mindre end ringe.

Når det indre Arbejde til Styrkelse af Fagforeningen beskæftigede denne så stærkt efter Strejken, må Interessen for Sygeforsikringen atter fremhæves. Både Formand og flere Medlemmer foreslog Oprettelse af en Sygekasse for Fagforeningsmedlemmer, og Forslaget tiltrådtes af en Generalforsamling. Sygehjælpen sattes til 86 Øre daglig i 13 Uger og 43 Øre daglig i de næste 13 Uger.

Overfor Opførelsen af en Arbejdernes Forsamlingsbygning viste Blikkenslagerne deres Sympati og Forståelse, idet der til en Begyndelse efter Forslag af C. P. HANSEN købtes 10 Aktier á 10 Kroner. Det var oprindelig projekteret, at Forsamlingsbygningen skulle have „en Sal, der kunne rumme ca. 6000 Mennesker, hvad Tegningen udviste". Således meddelt i Forhandlingsbogen af Sekretæren A. GUSTAVSEN, hvis Navn man her møder for første Gang. Denne store Byggeplan måtte Arbejderpartiet opgive, men man fik dog sin Forsamlingsbygning i Rømersgade 22.

Den 26. Marts 1877 valgtes C. P. HANSEN påny til Formand. På dette Tidspunkt havde Fagforeningen revideret sine Love uden at dette dog i nogen videre Grad forandrede disses Indhold. Kassererposten overtoges af A. DAHL, som fra Fagforeningens første Levetid på mange Måder havde vist sig særlig redebon i Arbejdet for dens Fremgang. C. P. HANSEN repræsenterede også Fagforeningen ved Arbejderpartiets 2. Kongres.

Ønsket om at komme arbejdsløse Kammerater til Hjælp har fra første Færd været levende blandt de organiserede Blikkenslagere. Under Behandlingen af en Lovrevision, som fandt Sted i 1878 fremsatte Formanden Vedtægter for en Hjælpekasse, hvis Opgave var at understøtte arbejdsløse Blikkenslagere i Månederne Februar, Marts og April. Ret til Understøttelse havde ethvert Medlem af Fagforeningen, når pågældende i de sidste 9 Måneder havde betalt Kontingent for mindst 26 Uger. Det månedlige Kontingent til Hjælpekassen var fastsat til 25 Øre om Ugen, som indbetaltes til Kassereren og afstempledes på Medlemskortet.

Denne Hjælpekasse, der for organiseret Understøttelse trådte i Stedet for tidligere frivilligt ydede Bidrag, lededes af Bestyrelsen, og hver Generalforsamling i Januar afgjorde de nærmere Regler for Understøttelsen. Hertil knyttedes senere en Resolution, hvorefter de Arbejdsløse forpligtedes til at melde sig hos Kassereren senest om Onsdagen, når de var fyret den foregående Lørdag. Og ingen Understøttelse ydedes i den pågældende Uge. I tvivlsomme Tilfælde havde Formand og Kasserer Ret til at tage foreløbig Bestemmelse.

Til disse Vedtagelser føjedes en Bestemmelse om, at „ingen Understøttelse må ydes til dem, som vægrer sig ved at modtage Arbejde, når der af Bestyrelsen bliver dem sådant anvist". - Mens Hjælpen sattes til 4 Kr. om Ugen, hvilket fastholdtes ved flere Generalforsamlinger, forandredes Tiden, i hvilken Understøttelsen ydedes, til Januar, Februar og Marts, og Retten til Understøttelse gjordes afhængig af, at pågældende havde været Medlem af Fagforeningen i 1 År.

På det Tidspunkt, da Fagforeningen var nået til Hjælpekassens Oprettelse, fratrådte C. P. HANSEN som Formand (6. Marts 1878). I hans Sted valgtes C. OLSEN. C. P. Hansen drog til Århus, hvorfra han kort Tid efter sendte Fagforeningen Meddelelse om, at det var lykkedes ham i Jyllands Hovedstad at danne en Forening under Navn af „Blikkenslagernes Syge- og Hjælpekasse", hvis Formand og Kasserer han var blevet. Han foreslog Fagforeningen, at de to Organisationer skulle tilvejebringe en Overenskomst, hvorved der kunne ydes fyrede Svende en lille Rejsehjælp. Hansens gode Vilje påskønnedes af Fagfællerne, som værdsatte hans hele Virksomhed i Fagets Interesse,, og Forslaget gennemførtes.

I henved 6 År af sin første Levetid havde Fagforeningen Lokale i Adelgade 27, men 14. Maj 1879 rykkede den ind i Arbejdernes eget Hus, Rømersgade 22, og på Mødets Dagsorden stod som Punkt 1. Byggesagen, Agitationen for at sikre Socialdemokrati og Fagforeninger deres Forsamlingsbygning. Blikkenslagerne ydede deres til Formålets Fremme, ligesom de på andre Områder, hvor det gjaldt Arbejdernes fælles Interesser,, al Tid var rede med Bidrag.

Før Blikkenslager-Fagforeningen forlod sit gamle Lokale,, fejrede Faget sit 200 Års Jubilæum. Lauget stiftedes den 27. November 1678, på hvilken Dato de af fire Mestre, Jonas Holl, Hans Christoph Todt, Hans Schell og Caspar Baumann foreslåede Laugsartikler blev approberede og samtidig hermed Blikkenslagerlauget stiftedes. Bestyrelsen for Blikkenslager-Fagforeningen opfordrede i Anledning af Jubilæet Kolleger såvel i som udenfor Foreningen til at samles ved en Festlighed i Lokalet, Adelgade 27. C. P. Hansen, som var Fagforeningens Formand, udtalte bl.a., „at vi i vore tarvelige Omgivelser måtte kunne more os ligeså godt som Mestrene i deres elegantere Lokale". Han dvælede ved Dagens Betydning, oplæste et Uddrag af Laugets ældste Vedtægter og sluttede med at udtale Håbet om, at Mestre og Svende kunne mødes i Samvirke for Fagets. Interesser, og „ikke for indbyrdes Kævl og Strid glemme det vigtigste, som er at hæve Faget til den højst mulige Fuldkommenhed".

Så smukke Tanker har jo desværre ikke altid svaret til Livets Praksis, under hvilken Arbejderne har måttet kæmpe møjsommeligt for at opnå blot nogenlunde gunstige Livsvilkår. Men Blikkenslagernes faglige Organisation har i hvert Fald for sit Vedkommende og under alle skiftende Forhold hævdet Fagets Interesser og samtidig vist sig solidarisk med andre Fagorganisationer, hvor det drejede sig om fælles økonomiske og politiske Interesser.

Man får bl.a. dette bekræftet, hvor Talen er om Blikkenslagersvendenes Deltagelse i Folketingsvalgene. Navnlig A. GUSTAVSEN var ivrig for at få sine Kolleger opført på Valglisterne og stimulere dem til at afgive deres Stemmer, når Valgdagen kom.

Også hvad Partiets indre Forhold angik, fulgte Blikkenslager-Fagforeningen den Linje, der understregede Sætningen „Proletarer i alle Lande, forener Eder! Den var straks rede til at yde Bidrag til andre Fags Strejker, som f.eks. Møbelsnedkernes og Cigarmagernes Lønkampe i 1880, og da Kampen mellem HARALD BRIX, som var Æresmedlem af Fagforeningen, og den socialdemokratiske Partiledelse blussede op, efter at H. Brix for anden Gang forlod Fængslet, stillede Blikkenslagerne sig uden Tøven på Partiets Side. Fagforeningen tilsendte de kontraherende Foreninger en Skrivelse, i hvilken Medlemmerne enstemmigt misbilligede Brix' Optræden mod Partiet og Partipressen.

Hvad Fagforeningens indre Liv angik, kan der berettes om en Episode, som skabte Oprør ved en Generalforsamling på Slutningen af Året 1879. Det drejede sig om Sangforeningens Forhold til Fagforeningen. Det var tidligere blevet vedtaget, at Sangforeningens Overskud af Maskerader og Fester, der støttedes af Fagforeningen, skulle deles lige mellem de to Organisationer. Denne tilsyneladende retfærdige Ordning mishagede imidlertid nogle Fagforeningsmedlemmer, og der stilledes en Resolution, i hvilken det bestemtes, at ingen af de to Foreninger måtte afholde Fest til Fordel for den anden. Den egentlige Årsag til Uviljen mod Sangforeningen er ikke let at efterspore, og Sangforeningens Formand C. BLEM værgede da også bravt for sig og sine Sangere. Det synes, som om Sangerne i Reglen mødte flittigt op ved Fagforeningens Møder, og fra enkelte Sider hørtes der Ytringer som, at „det næsten udelukkende var Sangere, der dannede Bestyrelse i Fagforeningen". Trods denne utvilsomme Kompliment, der her ydedes Sangerne, blev Resolutionen alligevel vedtaget.

Ved Generalforsamlingen den 15. Januar 1880 valgtes O. THOMSEN som Formand. Ved det første Møde under hans Ledelse kom det til et voldsomt Opgør i Anledning af ovennævnte Vedtagelse, mod hvilken Sangforeningen protesterede i en til den ny Formand indleveret Skrivelse. Det hed i denne, at de organiserede Blikkenslagersvende „som Medlemmer af Sangforeningen til det yderste ville holde på deres Selvstændighed". Skrivelsen gav, hedder det i Forhandlingsbogen, „Anledning til en Del Afbrydelser, som tilsidst udartede til et formeligt Oprør, hvortil Dirigenten (Skårup) selv bidrog mest, idet han gentagne Gange afbrød de Talere, som havde Ordet, når og hvor det behagede ham". Da der stilledes en Resolution, i hvilken Forsamlingen misbilligede Dirigentens Optræden, nægtede han at sætte den under Afstemning. Resolutionen vedtoges med 19 Stemmer mod 9, hvilket forbitrede Skårup i den Grad, at han forlod Mødet.

Det lader ikke til, at denne Paladsrevolution har efterladt sig bittre Minder, og Fagforeningen fik også andet at tænke på. Mestrenes Priskurant gav Anledning til, at Fagforeningen tog Affære overfor adskillige af de Herrer, som undlod at give den fastsatte Betaling. Daglønnen på flere Værkstæder var reduceret betydeligt eller sat alt for lavt i Forhold til det ydede Arbejde. Dette førte foreløbig til en virksom Agitation fra Bestyrelsens Side for at få Svendene fra sådanne Værksteder til at indmelde sig i Foreningen. På Spørgsmålet om Priskurantens Overholdelse mødtes Fagforeningen og Laugsmestrene, idet disses Oldermand, Hr. STEFFENS, tilsendte Fagforeningen en Skrivelse, i hvilken Svendene opfordredes til at lægge deres Kræfter sammen med Laugsmestrene for at opretholde Priskuranten. Der henpegedes særligt til PEHRSONS Værksted, hvor Forholdene var meget uheldige. Et stort offentligt Møde afholdtes den 15. Sept. 1880, ved hvilket der vedtoges en Resolution om at støtte Fagforeningen af al Kraft, da man „kun ved Sammenslutning formår at opretholde Priskuranten".

Det kom til Strejke på Pehrsons Værksted. Her arbejdede 5 Mand, som understøttedes med 10 Kr. pr. Uge, hvortil føjedes 1 Kr. pr. Barn. Strejken indskrænkedes til dette ene Værksted, uagtet der var flere andre, hvis Lønvilkår ikke opfyldte Priskurantens Bestemmelser. Fagforeningens Bestyrelse foretog imidlertid en Henvendelse til Laugsmestrene med Anmodning om at få dem til at støtte Kravet om Priskurantens Overholdelse.

Strejken hos Pehrson frembød et Tilfælde af ukammeratlig Optræden, som tvang Bestyrelsen til at offentliggøre Navne i „Social-Demokraten", men dens videre Virkninger var, at Bygningspriskuranten kom på Dagsordenen ved flere Møder. Lejlighedsvis omtaltes her Skifer- og Vandarbejdes Indlemmelse under Priskuranten, men dette afvistes - omend kun med 18 St. mod 13 -, og det fastsloges derved, at „Indmeldelse af Svende i de ovennævnte Fag heller ikke burde finde Sted i vor Forening".

Ved Generalforsamlingen den 25. Januar 1881 genvalgtes O. THOMSEN til Formand. I en Lovændring under hans Ledelse af Fagforeningen vedtoges det, at Formanden skulle fratræde i Januar og Kassereren i Juli. F. LINDEMANN var på dette Tidspunkt Kasserer. En anden Bestemmelse gik ud på, at hvad der vedtoges under Punkt „Fri Diskussion" var ugyldigt. I hine Dage var den fri Diskussion meget almindelig, og under den fremførtes ofte ret betydningsfulde Forslag.

Agitationen for Priskurantens Overholdelse bar god Frugt, idet adskillige større Mestre indgik på at betale efter den gængse Priskurant, som jo iøvrigt var Mestrenes egen. Under Debatterne om Priskurant kom også Spørgsmålet „Dagløn eller Akkord" på Tale. Et Medlem gjorde gældende, at „en Mand på 1 Dag laver ligeså meget i Akkord, som han ellers kunne være 2 Dage om på Dagløn". Men overfor denne Udtalelse indvendte et andet Medlem, at „Dagløn lod sig kun realisere i en socialistisk Stat, og dertil var endnu lange Udsigter".

En lille munter Affære kom i hine Dage på Tapetet i Anledning af, at en Mand ved Navn Bruselius, der arbejdede som Skiferdækker, optoges som Medlem, da hans Mester med Navns Underskrift erklærede, at Bruselius var Blikkenslager. I Henhold hertil stemte et Flertal for hans Optagelse i Fagforeningen. Men ved en senere, ekstraordinær Generalforsamling oplystes det, at Bruselius var Snedkersvend og Erklæringen et falsk Dokument. Følgen blev, at man enstemmig udslettede Manden af Blikkenslagernes Tal og gav ham sine indskudte Penge tilbage. Den Blikkenslager, som havde bevirket hans Optagelse i Fagforeningen, blev ekskluderet.

Nogle Mestre, som hidtil havde omgået Priskuranten, gav den efterhånden Underskrift. En enkelt Mester ved Navn Torben Meyer ville ikke skrive under, men nøjes med at give sit Æresord på at overholde Priskuranten. Det fandt nogle Fagforeningsmedlemmer utilstrækkeligt, idet En udtalte, „at han ikke ville give meget for Meyers Æresord". Formanden derimod „syntes, at vi ikke skulle optræde altfor radikalt; desuden fik over Halvdelen af Svendene mere end Priskuranten fordrer". Han mindede tillige Medlemmerne om en Lovparagraf, som omtalte Undgåelse af Strejker. - Meyers Æresord toges gyldigt med 20 Stemmer mod 13.

På Slutningen af Året 1882 diskuteredes Spørgsmålet om en Fællesorganisation for alle faglige Foreninger i København. Malerne havde oprindelig udkastet Tanken. Den optoges af Smede- & Maskinarbejdernes Fagforening, som indvarslede til Møde for samtlige Bestyrelser. Mens Blikkenslagernes Formand støttede Tanken, var der et enkelt Medlem, som gav Udtryk for Blikkenslagersvendenes bekendte Selvstændighedsfølelse og udtalte sig imod Tilslutning. Men Stemningen var afgjort for at deltage i Samarbejdet.

Der var adskillige store Opgaver, som beskæftigede Fagforeningsmedlemmerne og rakte ud over deres rent faglige Interesser. Allerede i 1882-83 foreslog A. GUSTAVSEN således Etablering af en Alderdomsunderstøttelse for Medlemmer over 50 År, til hvilken Staten skulle yde sine Bidrag. Man erindre sig, at dette var en Tid, hvor den udslidte Arbejder som oftest kun havde Fattiggården at ty til, men i Debatten om Alderdomshjælp stod Gustavsen temmelig alene. Modstanden rettede sig selvfølgelig ikke mod Princippet, men mod den Antagelse, at der ad faglig-privat Vej kunne udrettes noget nævneværdigt for de Gamle.

Også angående Spørgsmålet om den lovfæstede 8 Timers Arbejdsdag æskedes Blikkenslagernes Mening, idet Snedkerne agtede at indsende en Skrivelse til Folketinget om denne Sags Behandling i den lovgivende Forsamling. Man ønskede de andre Fagforeningers Tilslutning til Skrivelsen.

Hertil bemærkede Blikkenslager-Fagforeningens tidligere Formand, C. OLSEN, at „man kunne ikke andet end billige dette Forslag", idet han anførte Eksempler på, hvorledes den forkortede Arbejdsdag var i Stand til at mindske Arbejdsløsheden, men han tilføjede, at „dersom der ikke skete Reformer på andre Områder, og dersom der ikke for andre Landes Vedkommende blev iværksat en lignende Indskrænkning af Arbejdstiden, så ville den naturlige Følge heraf blive, at Danmark blev overfløjet af Udlandet - -".

Man vedtog at give Bestyrelsen Myndighed til at påtegne Adressen til Folketinget om den 8 Timers Arbejdsdag, men af Diskussionen fremgik, at man indtil videre ville være tilfreds med blot en 10 Timers Maksimalarbejdsdag.

Ved samme Møde, hvor 8 Timers Dagen drøftedes, forelå Forslag om Tilslutning til Studentersamfundets Aftenundervisning for Arbejdere, hvis Foregangsmænd var Dr. Pingel, cand. phil. Herman Trier og cand. mag. Julius Schiøtt. Der er jo en direkte Forbindelse mellem den forkortede Arbejdsdag og Aftenundervisning, hvad Blikkenslagerne i hin Tid fuldtvel forstod og gav Udtryk såvel ved at tegne Deltagere i Undervisningen som i at udtale Anerkendelse af det gode Værk, de nævnte Mænd havde iscenesat.

På en ordinær Generalforsamling i Januar 1883, hvor Spørgsmålet om Alderdomsunderstøttelse atter var fremme, gled Diskussionen over til en Omtale af en faglig Ulykkesforsikring, og C. OLSEN stillede her et Forslag, der fremkom som Ændring til GUSTAVSENS Forslag om fast Hjælp til gamle Blikkenslagersvende. Ændringen, som vedtoges med stor Majoritet, havde følgende Ordlyd: „Ethvert Medlem, der under Udførelsen af sit Arbejde kommer således til Skade, at han for stedse bliver udygtig til Fortsættelse af sin Profession, får efter sin foreløbige Helbredelse udbetalt en Sum af Foreningens Kasse, stor 200 Kroner en Gang for alle for derved at grunde en Eksistens for sig og Familie".

Man vil forstå Betydningen af denne Hjælp, hvor beskeden den end var, når man erindrer sig, at en statslig Ulykkesforsikring først gennemførtes ca. 15 År efter at Blikkenslagernes Fagforening rejste denne Sag indenfor sin Ramme. Naturligvis lod en så stor Opgave som Alderdoms- og Invalideforsorg sig ikke realisere ad privat Vej, men om Nødvendigheden af dens Gennemførelse var Arbejderne fuldstændig på det rene allerede i Organisationens første År. Blikkenslagersvendene stilede også mod Oprettelsen af en Stiftelse for deres gamle Kolleger. En Vedtagelse herom fandt Sted i Februar 1883. Men de organiserede Blikkenslagersvende gik videre i deres Omsorg for gamle Kammerater. Et nedsat Udvalg behandlede Love for en Alderdomsunderstøttelseskasse, og det blev ved den Lejlighed udtalt,, at „da man ikke kunne håbe, at Regeringen ville tage sig af denne Sag, måtte vi selv ved fælles Bistand søge at få dette sat i Scene". En Vedtagelse i denne Henseende indføjedes i Fagforeningens Formål, og man forhøjede det ugentlige Kontingent med 4 Øre, som henlagdes til Alderdomskassen. Lovene for „Alderdoms- og Understøttelseskassen" - som denne Afdeling "af Fagforeningen kom til at hedde - vedtoges endeligt på en Generalforsamling den 7. Juni 1885. De vedtoges i revideret Stand ca. halvandet År efter, den 26. November 1886.

Først i Året 1892 gennemførte den danske Rigsdag en Alderdomsunderstøttelseslov, som ganske vist ikke opfyldte de Ønsker, Arbejderklassen nærede, men i hvert Fald betød et Fremskridt og borttog den Vanære, de gamle, fattige Mennesker prisgaves, når Kræfterne var opbrugte i Samfundets Tjeneste.

Den faglige Alderdomsunderstøttelse, Blikkenslager-Fagforeningen etablerede, fik under disse Forhold en begrænset Virksomhed.

Overfor Spørgsmålet om Ulykkesforsikring tog man også Standpunkt adskillige År, før Lovgivningen påbegyndte Gennemførelsen af denne sociale Reform. I Blikkenslagerfaget er Risikoen under Arbejdet større end i Bygningsfagene i al Almindelighed, og Mestrene undlod i hin Tid at sørge for de nødvendige Sikringsmidler, hvilket som sit Modstykke havde, hvad en Taler kaldte „en uforfærdet Dristighed, til Dels forenet med Ligegyldighed under Udførelse af alt Fagarbejde".

Kravet om Forsikring fremstod ganske naturligt som Følge af de særlig risikable Forhold i Faget og foranledigede i Sommeren 1888 Nedsættelse af et Udvalg.

Firsernes År og navnlig den sidste Halvdel var både i faglig og politisk Henseende præget af en Uro, som direkte og indirekte øvede Indflydelse på Blikkenslager-Fagforeningen. I Statslivet styredes efter forfatningsstridige Love, de Estrup'ske Provisorier, og der var store faglige Konflikter. N. TOFTE var valgt til Formand ved Generalforsamlingen i Januar 1884 og tiltrådte sin Virksomhed med at anbefale Hjælp til Strejkende i Væverfaget, men fik umiddelbart efter til Opgave at tage sig af Blikkenslagernes egne Forhold, idet der udbrød Strejke på Carl Lunds Fabrikker i Malmø.

Man havde derovre gjort Forsøg på at indføre en Slags Reglement i Forbindelse med Nummertegn, „Forberedelserne til et Slavesystem, som ingen fri Arbejdere kunne indordne sig under", og som Følge heraf havde Fabrikkens Blikkenslagere nedlagt Arbejdet. Der var Tale om at nedlægge alt Arbejde hos Carl Lund, men ved et i Fagforeningen afholdt Møde, hvor også Repræsentanter for de strejkende Blikkenslagere i Malmø var til Stede, vedtoges da også en almindelig Arbejdsnedlæggelse hos Carl Lund, hvis denne ikke indgik på at tilbagekalde Slavereglementet. Der nedsattes et Udvalg på 3 Mand til at tale med Fabrikanten. Til Støtte for de Strejkende i Malmø bevilgedes 500 Kroner for den førstkommende Lørdag. Af dette Beløb udbetaltes dog kun de 300 Kr., da der kun var 12 Mand at understøtte.

Det nedsatte Udvalg kom ikke i Besøg hos Carl Lund. Grunden hertil var, - som det hedder i Forhandlingsprotokollen, der i hin Tid førtes med stor Omhu af JUL. CHR. LARSEN - „at den nødvendige Enighed mellem hans (Carl Lunds) Arbejdere ikke var til Stede, og så kunne det jo ikke nytte at henvende sig til ham". Men til en enstemmig Vedtagelse om, at Arbejdet skulle nedlægges og Vedtagelsen forelægges Fabrikkens Arbejdere til Underskrift, føjedes den Bemærkning, at der dog først skulle rettes en Forespørgsel til Lund, „om han ville afskaffe dette Reglement, og hvis ikke så måtte han selv tage Følgerne".

Strejken i Malmø gav foreløbig Anledning til Afholdelse af et stort offentligt Møde i Byen. 6-7 Hundrede Mennesker var til Stede, og den bekendte socialistiske Agitator AUGUST PALM talte. Til Beretningen om Mødet, ved hvilket Blikkenslager-Fagforeningens Formand P. TOFTE havde indfundet sig, føjede han en Beklagelse over, at 6 Medlemmer, som arbejdede på Carl Lunds Fabriker i København, havde indtaget en afvisende Holdning overfor Fagforeningen ved ikke at underskrive ovennævnte Vedtagelse. Om disse 6 Medlemmers Stilling kom det til vidtløftige Udtalelser ved Generalforsamlingen i Februar 1884. De resulterede i en Misbilligelse af de 6's Færd og Eksklusion for et År. Efter ca. 7 Måneders Forløb blev Eksklusionen imidlertid ophævet.

Endnu inden Uroen om Carl Lunds Fabriker havde lagt sig, begyndte det at larme på Glud & Marstrands Fabrikker. Blikkenslagerne dér havde indsendt en Skrivelse til Firmaet og protesteret mod „Prisnedsættelser på forskellige Områder". De havde forlangt Svar i Løbet af Ugen. Ved Generalforsamlingen den 20. Marts 1884 kunne det oplyses, at Henvendelsen havde været frugtesløs, og at Strejken, som omfattede 24 Mand, var erklæret. Men den havde ikke forinden været forelagt Fagforeningens Bestyrelse til Godkendelse. Generalforsamlingen godkendte imidlertid Strejken og vedtog at støtte den af al Kraft. Et enkelt Medlem, som arbejdede hos Glud & Marstrand, men nægtede at deltage i Strejken, blev ekskluderet for et Tidsrum af 5 År. Understøttelsen til de Strejkende sattes til 10 Kr. for Ugifte og 12 Kr. for Gifte med Tillæg af 1 Kr. for hvert Barn, dog ikke udover 14 Kr.

Allerede ved den næste Generalforsamling fjorten Dage efter oplystes det, at tre Mand havde genoptaget Arbejdet. De blev „for bestandig" udstødt af Fagforeningen.

Firmaet Glud & Marstrand hævnede sig ved at afskedige og boykotte nogle af Fagforeningens fremtrædende Medlemmer, og om Hr. Glud, som syntes at være den mest stridbare, forlød det, at han gerne havde set Konflikten udvidet til også at omfatte Carl Lunds Fabriker, hvilket dog mislykkedes. Hr. Glud vovede sig endogså ind i selve „Fjendens" Lejr, idet han mødte ved Generalforsamling den 14. Maj 1884 i Fagforeningen for at klare sin Stilling til Arbejdsnedlæggelsen, men han talte „på en Måde, som blev modtaget med almindelig Misbilligelse af de tilstedeværende".

Strejken hos Glud & Marstrand fortsattes og gav Anledning til fortsat Diskussion i Fagforeningen, hvor Stridens Genstand væsentlig var den for 5 År ekskluderede Blikkenslager på Fabrikken. I November 1884 forsøgte Fagforeningens Bestyrelse at underhandle med Firmaet, men afvistes med et Svar, som gik ud på, at „da deres nuværende Arbejdere ikke var Medlemmer af Fagforeningen, kunne der aldeles ikke være Tale om Underhandling". Man vedtog derfor, at avertere Strejken som hidtil og understøtte de fremmede Arbejdere, som kom til Byen, med 5 Kroner til Rejsens Fortsættelse.

I April 1885 vedtog Fagforeningen at hæve Strejken.

Solidaritetsfølelsen ytrede sig også på andre Områder end Fagkampenes. Blikkenslagerne forstod både Pressens og Politikens Betydning for Arbejderklassen. Først på Året 1883 anbefalede den tidligere Formand C. OLSEN Fagforeningen at købe en Andel i „Social-Demokraten". Under sin Omtale af Bladets Historie karakteriserede han Bladets Redaktør, Hr. E. Wiinblad, som en Mand, „der trods sin unge Alder var i Besiddelse af udmærkede Kundskaber og vistnok var sin Plads fuldstændig voksen". Man vedtog Købet, der ordnedes således, at Fagforeningen besatte to Pladser og sikrede sig en tredie. Disse 3 Pladser blev første Gang besat af C. OLSEN, O. THOMSEN og FRANCK, der altså som Kontrahenter repræsenterede deres Fagforenings Medejendomsret i Socialdemokratiets Hovedorgan.

Den nøjere Tilslutning, Fagforeningen således skaffede sig til Arbejderklassens Fællesskab, suppleredes yderligere ved en kort Tid efter vedtagen Beslutning om at tiltræde Partiets Fællesorganisation.

Strejken på Carl Lunds Fabrik i Malmø foranledigede, at Bestyrelsen arrangerede et Møde for Fagfællerne der i Byen. Det fandt Sted den 7. Oktober 1883, og der stiftedes en Organisation under Navn af „Bleck- og Plätslagernes Fackforening". Den opnåede Blikkenslager-Fagforeningens Anerkendelse, og gensidig Rejsehjælp blev det første Skridt til dette Stykke Arbejder-Skandinavisme. Det næste Skridt var at yde Agitatoren AUGUST PALM Støtte til Udgivelse af et socialdemokratisk Blad i Sverige. Fagforeningen bevilgede for sit Vedkommende 100 Kr. til det svenske Partiorgan, der udkom med Titlen „Folkviljan".

Som Følge af det nære Arbejdsforhold, der var mellem Blikkenslagere og Skiferdækkere, skete der jævnlig Henvendelser fra disses Fagforening til Blikkenslagernes. I Foråret 1884 sendte "Skiferdækkerne deres nye Priskurant til Blikkenslager-Fagforeningens Bestyrelse med Anmodning om at få den godkendt og „samtidig benytte den ved Udførelse af Skiferdækkerarbejde". Dette vedtoges, og da Skiferdækkerne trådte i Strejke, støttede man dem på forskellig Vis, bl.a. ved ikke at optage Arbejdet, hvor dette var nedlagt af Skiferdækkere.

Det var dog ikke alle Medlemmer af Blikkenslager-Fagforeningen, som sympatiserede med Skiferdækkerne og deres Priskurant, men dennes Bestemmelser foresloges indflettet som et Slags Tillæg til Blikkenslagernes Priskurant. Ved en Generalforsamling i Marts 1885 diskuteredes „Grænsen for Samarbejde med Skiferdækkere". Herom udtalte man sig i en Resolution, der gik ud på, at intet Medlem af Blikkenslager-Fagforeningen sammen med Skiferdækkere måtte udføre sådant Arbejde, som henhørte under Blikkenslagerfaget, ligegyldigt om det var i Akkord eller Dagløn. - På Spørgsmål om: „Hvad er så Skiferdækkerarbejde?" fulgte Svaret: Grather og Rygzink - ikke andet!

Ved Generalforsamlingen den 8. Juli 1885 valgtes C. JAKOBSEN til Formand. Hans Tiltræden falder midt i den værste Kamptid, politisk det Estrup'ske Finansprovisorium, fagligt den store Lockout af Smede og Maskinarbejdere. Der var en vis Forbindelse mellem disse to Ting, idet Reaktionen her i Landet frygtede den voksende Arbejderbevægelse og søgte at tilføje den et afgørende Nederlag. Men det var ikke blot Arbejderne i andre Fag, som støttede de Udelukkede. Også Landbefolkningen, Venstreoppositionen mod Højreprovisorismen, ydede virksom Hjælp i Varer og Penge. Og trods det Magtsprog, Jernfabrikanterne talte, lykkedes det dem ikke at sprænge Smede- og Maskinarbejdernes Organisation.

Blikkenslager-Fagforeningen, som altid havde været rede til at støtte kæmpende Klassefæller og nys havde bevilget Bidrag iil Hvidgarvere, Vævere og Bødkere, trådte nu i Skranken for de Udelukkede i Smede- og Maskinarbejderfaget. Ved Generalforsamling i September 1885 diskuteredes indgående, på hvilken Måde Blikkenslager-Fagforeningen med sine 320 Medlemmer kunne støtte de Udelukkede og vedtog gennem frivillige Bidrag at tilsikre dem en ugentlig Understøttelse på 200 Kr. Nåedes denne Sum ikke ad Frivillighedens Vej, skulle det manglende Beløb udbetales af Foreningens Kasse, og oversteg det indkomne de 200 Kr., skulle der dannes en Reservefond. Men foruden denne faste Understøttelse stilledes der 1000 Kr. til Disposition „som Hjælp i yderste Tilfælde". Halvdelen af denne Sum skulle dog være Lån.

Her var altså Bud til Pengekassen, og dennes Stilling under de kritiske Dage, da Estrup regerede enevældigt, kom på Tale i Efteråret 1885, idet Formanden foreslog Fagforeningens Midler anbragt „i en udenrigsk Bank eller også indsætte Beløbet på færre Hænder". Man overlod Bestyrelsen at skaffe Oplysning om den heldigste og sikreste Anbringelse af Pengene men tilføjede, at „dog må de ikke anbringes i Udlandet".

De kære Magthaveres Optræden overfor Arbejderpartiet gav sig bl.a. også Udtryk i - som skrevet står i Forhandlingsprotokollen - „et Forbud, der var udgået fra de københavnske Præster angående de respektive Fagforeningers Faners Tilstedeværelse ved Begravelser", og da Blikkenslager-Fagforeningen var den første, hvis Medlemmer skulle følge en afdød Kollega til det sidste Hvilested, diskuterede man Situationen. Formanden foreslog, at man mødte med Fanen, og dersom Præsten nægtede Tilladelse til at tage Fanen med i Kapellet, blev man udenfor og samledes om den dér. Denne Optræden vandt Medlemmernes Bifald.

Det skandinaviske Samarbejde, som indlededes i Malmø, hvor den nystiftede Organisation dog indtil videre havde indstillet Virksomheden, fortsattes med Støtte til ca. 50 strejkende Kolleger i Kristiania (Oslo). Der ydedes dem Hjælp i frivillige Bidrag samt et direkte Tilskud af Kassen, stort 100 Kr. Under Debatten om denne Sag træffer man for første Gang i Forhandlingsprotokollen Navnet LYTHJOHAN.

Fagforeningen var også repræsenteret ved Arbejderkongressen i Gøteborg i Eftersommeren 1886, og GUSTAVSEN aflagde Beretning om Forhandlingerne. Det blev kritiseret, at han på Kongressen havde hentydet til „Sygekassen som Agitationsmiddel blandt Kollegerne", hvortil Gustavsen svarede, „at vi desværre måtte indrømme, at Sygeunderstøttelsen m. m. var det, som væsentligt holdt sammen på Medlemmerne". Gustavsen modtog ved Debattens Afslutning en oprigtig Tak for sin Virksomhed på Kongressen.

Fra Foreningens indre Liv i de bevægede politiske Kampår er iøvrigt at melde, at man i December 1886 stiftede en Diskussionsklub og satte Fagforeningskontingentet op fra 35 til" 40 Øre pr. Uge. Endvidere anskaffedes i 1888 en ny Fane, til hvilken Medlemmerne i Konkurrence havde indleveret Tegninger. BÄHRE vandt 1. Præmie for sit Udkast til Fanedugen, hvis Symbol i gråt, omgivet af Egekransen, var tegnet af DREWES.

Af Konflikter i Faget var der i det nævnte Tidsrum kun en, der truede med at tage et større Omfang. Det var en Strid mellem Martin Hansen og hans Svende, der beskæftigedes på en stor Del Nybygninger. Mesteren vægrede sig ved at give Akkord og omgik derved Priskuranten. En Henvendelse til Martin Hansen om at efterkomme Fagforeningens Fordringer, da hans Værksted ellers ville blive blokeret, førte til en Ordning i Henhold til Priskurantens Pålydende.

Det gamle Diskussionsemne om Søndagsarbejdets Afskaffelse optoges påny i Efteråret 1887. Dette Spørgsmål havde foreligget til Behandling i Rigsdagen. I Landstinget havde en Konservativ udtalt, at der blandt Arbejderne ikke var Trang til at helligholde Søndagen. I hvert Fald var nu Blikkenslagerne af den Mening, at skulle der nødvendigvis arbejdes om Søndagen, skulle det betales med 50 pCt. Forhøjelse, og i Princippet vedtog man ved en Resolution at virke af al Kraft for Søndagsarbejdets Afskaffelse og i Tilslutning til det i Folketinget indbragte socialdemokratiske Forslag. Der tilsendtes i Overensstemmelse hermed Mestrene en Skrivelse, på hvilken man modtog det Svar, at Søndagsarbejdet kun ville finde Sted i „højst nødvendige Tilfælde". Der afholdtes den 20. Novbr. 1887 et offentligt Møde for Blikkenslagere, ved hvilket Søndags- og Overarbejdets Afskaffelse stod på Dagsordenen. Forsamlingen sluttede sig ganske til Kravet om af al Kraft at støtte den i Fagforeningen fremkomne Interpellation angående Søndags- og Overarbejdets Afskaffelse, som vil tjene til Bedste for adskillige ledige Hænder blandt Kammeraterne". Der nedsattes samtidig et Udvalg. til at konferere med Mestrene om de 50 pCt. Forhøjelse på Ekspres-, Søndags- og Overarbejde.

Fagforeningens tidligere Formand C. P. HANSEN, som var Stifteren af en Blikkenslagerorganisation i Århus, tilbød i Efteråret 1888 at foretage en Agitationstourné i Provinsen for at søge oprettet Afdelinger af et Dansk Blikkenslager-Forbund. Han stillede kun det beskedne Krav at modtage 20 Kr. til Dækning af de nødtørftigste Udgifter. Den offervillige Kollega kunne have opnået et større Tilskud, men man vedtog ikke at gå videre end til det forlangte, fordi man åbenbart endnu den Gang nærede Tvivl om Nytten af en sådan Agitationsrejse.

Den storindustrielle Udvikling, som også for Blikkenslagerfagets Vedkommende førte til Kvinders Arbejde i Fabriker, tiltvang sig større og større Opmærksomhed indenfor Fagforeningens Ramme, og det var navnlig hos Firmaet Glud & Marstrand, at Kvinder anvendtes, ikke alene til Fabrikation af Legetøj men også til det såkaldte 50 Øres Arbejde. En Mand ved Navn Vilh. Møller viste sig ivrig i at oplære Kvinder til dette Arbejde. Sagen var indberettet til Laugets Oldermand, som havde svaret, at Glud ikke var i Mesterforeningen, og at Mestrene i det Hele taget ikke sympatiserede med hans Optræden. Nu var Forholdet det, at 11 Mand havde fået deres Afsked af Glud, fordi de deltog i et fagligt Møde om Forholdene på Fabrikken, og det trak atter op til Strejke. Foreløbig nedsatte man et Udvalg til at forhandle med Fabrikanterne.

Med Hensyn til Kvindearbejdet havde Hr. Glud udtalt, at hans Hovedopgave var at beskæftige dem dels ved Fabrikation af Legetøj og - når dette slap op -.med lettere Blikarbejde. Han agtede at fremstille nye Ting på Fagets Område og ville hertil anvende mandlig Arbejdskraft, men „da han endnu ikke var kommen i Orden hermed, havde han foreløbig afskediget en Del af Svendene som overflødige. Kvinderne kunne han derimod ikke afskedige, da han ikke senere kunne få dem igen, og den på dem anvendte Lærdom var altså spildt". Hvad Vilh. Møller angik, kunne der ikke være Tale om Afskedigelse, og en Skruebrækkers Ansættelse som Formand undskyldtes med, at Svendene ved et Møde (på Solitudevej) havde truet Glud med Strejke.

Hr. Glud har åbenbart været en stejl Herre, og da Udvalget, trods 4 Timers Rådslagning med ham, intet opnåede, erklæredes Arbejdet nedlagt for Fagforeningens Medlemmer. Der fremkom under Debatten herom bl.a. den Udtalelse, „at Kvinderne også havde deres Rettigheder, men de måtte ikke undervises."

„Af hvilken Grund," spurgte videre et af Bestyrelsens Medlemmer, „er Strejken opstået?" Og han svarede: „Det er ikke Grunden, at Kvinden ikke får lige så meget for Arbejdet som Manden, men det er den, at Manden skal have Arbejde fremfor Kvinden, og det er det, vi skal søge at hævde og fastholde. Eller med andre Ord Kvindens fuldstændige Fjernelse fra vort Territorium."

Man må se disse Udtalelser i Belysning af Blikkenslagersvendenes Kamp for deres Håndværksfags Opretholdelse. Men det er næsten overflødigt at bemærke, at både deres og andre Fags Organisationsarbejde i Tidens Løb også formede sig som Medhjælp for Kvinderne, hvor disse sluttede sig sammen til Værn for deres Interesser.

Selvfølgelig benyttede Fabrikanterne sig af den billige kvindelige Arbejdskraft, og Strejken hos Glud & Marstrand i 1889 erklæredes også på Grund af, at Hr. Glud havde taget Initiativet til at trække 2 Øre af pr. Styk for 50-Øres-Arbejdet.

Strejken vanskeliggjordes ved, at nogle af Fabrikkens Arbejdere optrådte som Skruebrækkere. Den fortsattes alligevel fra først på Året 1889 til hen mod Forsommeren. Overfor Fagforeningen havde Hr. Glud nedlagt Forbud mod, at der i „Social-Demokraten" averteredes om Strejke på hans Fabrik. Han følte sig generet og truet af denne Kamp med de organiserede Arbejdere, medens disse for deres Vedkommende følte sig forpligtet til at fortsætte Kampen. Der gjordes dog Forsøg på at føre Forhandlinger, under hvilke man opgav Kravet om førnævnte Møllers Fjernelse. Det førte ikke til noget Resultat, og skønt såvel mange af Fagforeningens Medlemmer som Metaltrykkere hos Firmaet tilrådede Strejkens Afslutning, fortsattes den dog til September 1890. Så vedtoges det at hæve den. Hr. Glud havde vundet sin anden Pyrrhussejr.

De organiserede Blikkenslagere, der havde vedtaget ikke at arbejde sammen i Akkord med Skiferdækkere, var som tidligere omtalt gået ind i de samvirkende Fagforeninger. Et af dette nedsat Udvalg behandlede Forholdet mellem de to Fag og henstillede til Blikkenslagerne, at de tilbagekaldte Vedtagelsen, når Skiferdækkerne til Gengæld forpligtede sig til at slette Betegnelsen „Zinkdækker". Ved en ekstraordinær Generalforsamling den 24. Marts 1889 i Blikkenslager-Fagforeningen mødte af Udvalget de tre kendte Fagforeningsmænd SIGVALD OLSEN (Cigarmagerne), OTTO SMITH (Smedene) og FERD. HANSEN (Tømrerne) for at deltage i en Forhandling om Sagens endelige Ordning. Disse tre Udvalgsmedlemmer fremsatte med megen Styrke deres Opfattelse men blev ligeså kraftigt imødegået af en Række Fagforeningsmedlemmer, og der vedtoges enstemmig en Resolution, hvori Udvalgets Kompromisforslag afvistes, og Bestyrelsen opfordredes til at gøre de samvirkende Fagforeninger bekendt med Blikkenslagernes Opfattelse af det foreliggende Spørgsmål.

Den Modsætning, der således gjorde sig gældende mellem de samvirkende Fagforeningers Fællesbestyrelse og Blikkenslager-Fagforeningen, bragtes atter på Bane over et halvt Års Tid efter i Anledning af, at Fællesbestyrelsens Afgørelse gik Blikkenslagerne imod. Men samtidig meddelte Skiferdækkerne, at de var villige til at stryge Navnet „Zinkdækker". Herved åbnedes Mulighed for en Overenskomst. Blikkenslagerne behandlede foreløbig deres reviderede Priskurant for Skiferdækning. Den forelagdes af LILLIEVALL den 22. December 1889 og vedtoges med nogle Ændringer. Daglønnen foresloges fastsat til 3 1/2 Kr. pr. Dag gennemsnitlig for hele Året.

Ved en følgende Generalforsamling henstillede Formanden til Medlemmerne, at man hen på Foråret 1890 fremlagde en i komplet Stand udarbejdet Priskurant for de Herrer Mestre, „hvilket vandt almindeligt Bifald". Der nedsattes et Udvalg til Udarbejdelse af den ny Priskurant.

Under Behandlingen af Priskuranten debatteredes også 8-Timersdagen og Majdemonstrationen. Den internationale Arbejderkongres, der afholdtes i Paris i Sommeren 1889 havde vedtaget Afholdelse af 1. Maj Demonstrationer for 8 Timers Dagen, og det danske Socialdemokrati tog denne Sag op med Begejstring. I Blikkenslager-Fagforeningen drøftede man Kravet, der jo stod i så inderlig Forbindelse med Spørgsmålet om Priskurant og Lønforhold overhovedet. LYTTJOHAN udtalte her, at han var „med på de 8 Timer fremfor Priskuranten, men først og fremmest gjaldt det om, at vi alle var Medlemmer af Fagforeningen, og dernæst burde man arbejde hen til Dannelsen af en selvstændig Strejkekasse". Den Meningsforskel, som gjorde sig gældende under Debatten om 8 Timers Dagen, betød ikke nogen tagen Afstand fra det principielle i Kravet men kun dets Gennemførelse i Praksis. For at klare Begreberne afholdt Fagforeningen et offentligt Møde for alle Blikkenslagersvende og med 8 Timers Dagen som Emne. Det er overflødigt at bemærke, at man vedtog kraftig Tilslutning til Demonstrationen den 1. Maj 1890.

Til det af LYTTJOHAN stillede Forslag om Oprettelsen af en Strejkekasse knyttede sig en ret heftig Debat om Syge- og Understøttelsesbidragene. Han ønskede disse Opgaver skilt ud fra det rent faglige, hvorefter man kunne danne Strejkekassen, til hvilken der f.eks. betaltes 20 Øre pr. Uge af hvert Medlem.

Forslaget mødte megen Modstand og forkastedes, men der vedtoges en Resolution, i hvilken Spørgsmålet om Strejkefond toges op på bredere Basis. Den lød således: „Generalforsamlingen vedtager at bibeholde de i Foreningens Formål E. fremsatte Goder og henviser til Bestyrelsen at virke for, at der i de samvirkende Fagforeningers Bestyrelse planlægges Oprettelse af en Strejkekasse for hele Arbejderpartiet".

Under alt dette optog den reviderede Priskurant Blikkenslagernes Hovedinteresse. Til nærmere Drøftelse af visse Detailspørgsmål nedsattes et mindre Specialudvalg. Søndags- og Overarbejdet foresloges derhos optaget i Priskuranten, og Betalingen sattes til ca. 75 Øre i Timen eller 2 Timer for 1 Time. Endelig vedtoges Priskuranten i sin Helhed, og der nedsattes et Udvalg til Forhandling med Mestrene.

Priskuranten skulle træde i Kraft den 9. Juli 1890 samtidig med en Forhøjelse af Daglønnen fra 35 Øre hjemme til 40 Øre ude pr. Time.

Laugets Mestre syntes tilbøjelige til at indgå på Priskuranten. Tilbage stod en Del Mestre udenfor Lauget og visse Fabriksvirksomheder som f.eks. Burmeister & Wain. Ved denne Lejlighed omtaltes Forholdet til Gasfitterne, med hvem der foresloges en nærmere Forhandling på Basis af en fælles Priskurant. Det viste sig imidlertid, at Mestrene kun ville give 30 Øre pr. Time for Værkstedsarbejde. Det i Sagen nedsatte Udvalg fik nu Frihed til at forhandle med Mesterorganisationen. Disse Forhandlinger førtes i lange Tider og omfattede en Række Specialarbejder foruden de omtalte 35 Øre, som efterhånden blev gældende Timebetaling. Man var da nået helt frem til Året 1894. Det ofte omtalte Overarbejde kom atter på Tale, og Betalingen fastsattes til 50 pCt. ekstra i Akkord og 25 pCt. i Dagløn. Det skete under Hensyn til nogle Uregelmæssigheder på Carl Lunds Fabrikker, hvor Overarbejdet praktiseredes uden fornøden Indsigelse fra den der oprettede Klub.

Et andet Emne, der sattes i Forbindelse med Arbejds- og Lønforholdene i Faget, var Lærlingenes Deltagelse i Bygningsarbejdet. En Vedtagelse desangående gik ud på at „Lærlinges Deltagelse i Bygningsarbejde kan finde Sted således, at Svendene betaler den samme Dagløn som Lærlingene oppebærer hos Mestrene".

Også Spørgsmålet „Akkord eller Dagløn" optog Sindene. I Efteråret 1896 behandledes dette Emne efter Forslag af de samvirkende Fagforeninger, og Meningerne herom var meget delte. Man vedtog to Resolutioner af følgende Indhold:

„Generalforsamlingen vedtager, at ihvorvel Akordarbejdet er uheldigt, finder den ikke, at Tiden er gunstig for sammes Afskaffelse; dog anbefales så vidt muligt at indføre en Norm af 6 Kr. for Bygningsarbejde og 5 Kr. for Værkstedsarbejde for ad denne Vej at opnå mindre Arbejdsløshed". - Det henstilles til Generalforsamlingen, at man, da Akkordarbejde for Tiden ikke kan afskaffes, vil arbejde hen til en 8 Timers Arbejdsdag".

Den 1. Januar 1897 trådte de foreslåede Punkter vedrørende Priskuranten i Kraft, og der vedtoges et Gensidighedsforhold mellem Mestre og Svende efter den Regel, at Laugsmestrene forpligtede sig til kun at beskæftige Fagforeningsmedlemmer, medens disse til Gengæld kun måtte arbejde for Laugsmestre. På Spørgsmålet om, hvad der da skulle gøres ved dem, som ikke var Laugsmestre, gjordes der opmærksom på, at det gjaldt om at holde Priserne oppe og komme Skruebrækkerne til Livs.. Enhver Arbejdsmester burde i Henhold hertil gå ind i Lauget.

Men - Overenskomsten mellem Mestre og Svende voldte en Del Besvær og udsattes til 1. Juli 1897. De samvirkende Fagforeninger var ikke gunstigt stemte for Overenskomsten. Det var nok med god Grund, thi - som skrevet står i Forhandlingsbogen - „det vaklede dygtigt selv fra Svendenes Side, og hvad Mestrene har vedtaget, kan vi ikke omstøde". Heraf synes at fremgå, at Mestrene havde let ved at komme til Enighed, og adskillige Kontroverser i Faget tydede just ikke på Overenskomst.

I November 1889 havde Fagforeningen vedtaget at medvirke til Dannelsen af en Voldgiftsret i Faget, og der nedsaltes et Udvalg til Sagens Fremme. Forslaget om Voldgift mødtes med Forståelse af Mestrene, og i adskillige Tilfælde kom en Voldgiftsret senere hen til at spille en heldig Rolle.

På Initiativ af C. P. HANSEN i Århus var der stiftet et Blikkenslagerforbund for jyske Byer. Herved blev Stødet givet til Oprettelsen af et almindeligt dansk Blikkenslagerforbund, som afholdt sit første Stævne i Horsens den 24. August 1890. Til dette Stævne sendte Blikkenslager-Fagforeningen 2 Delegerede. LINDEMANN blev Forbundets første Forretningsfører, og inden længe kunne han til Fagforeningen indberette, at der var Røre eller Konflikter snart i denne, snart i hin Provinsby. - Fagforeningens Kontingent til Forbundskassen sattes til 10 Øre ugentlig pr. Medlem for det første År.

Den 18. Januar 1891 valgtes ved den ordinære Generalforsamling OTTO GRUNDTVIG til Formand i Stedet for C. Jacobsen, som ikke ønskede Genvalg. Ved den ny Formands Tiltræden var der en stor Debat om Kontrahenternes Stilling til de såkaldte „Revolutionære", som man havde nægtet Ret til Avertering i „Social-Demokaten", efter at de var ekskluderede af Partiet. Sagen henvistes til særlig Behandling ved et senere Møde, hvor de politiske Bølger gik højt. En Resolution, der udtalte Misbilligelse af Blikkenslager-Kontrahenternes Stilling til de Revolutionære, forkastedes.

De faglige Forhold optog dog snart Blikkenslagerne, som nu havde en Landsorganisation. Ved Generalforsamlingen i Oktober 1891 kunne Formanden give nærmere Oplysninger om denne Organisation. Ved en Kongres i Randers var Kontingentet sat til 25 Øre pr. Måned for Ugifte men bibeholdtes uforandret for de Gifte. Hvert andet År skulle der afholdes Kongres. Mens Hovedbestyrelsens Sæde blev København, valgtes de 3 Tillidsmænd for Provinsen, henholdsvis for Århus, Randers og Odense. Fra Helsingør forelå Forslag om et fast Strejkekontingent å 1 Kr. for Ugifte og 50 Øre for Gifte. Fagforeningen vedtog, at disse faste Strejkebidrag under en udbrudt Konflikt skulle pålignes efter Antallet af Strejkende.

De samvirkende Fagforeninger havde indenfor samme Tidsrum påny foreslået Oprettelsen af en fælles Strejkekasse, denne Gang med Ændringer, foreslået af Bygningssnedkerne. Deres Forslag gik ud på, at Ydelserne til Strejkekassen skulle beregnes efter Foreningens Størrelse og Medlemmernes Fortjeneste og efter en bestemt Inddeling i 3 Klasser. Blikkenslager-Fagforeningen tilbagesendte Forslaget med den Motivering, at „vi ikke kunne gå med hertil". Den planmæssige Strejkehjælp indenfor Blikkenslager-Fagforeningen vedtoges derimod ved en ekstra Generalforsamling den 12. Maj 1892. Der gik ca. tre År, før Fagforeningen sluttede sig til Forslaget om en fælles Strejkekasse. I Tilknytning til dette Forslag havde de samvirkende Fagforeninger gjort gældende, at ingen Strejke måtte erklæres, før den var anmeldt 14 Dage forud og undersøgt af Formanden og Bestyrelsen for de samvirkende Fagforeninger.

I Begyndelsen af Året 1892 kunne Forbundets Forretningsfører meddele, at Organisationen havde optaget Baron Løvenskjold-Løvenborg som Medlem. Om denne Mand kan berettes, at han var umyndiggjort men med megen Energi skaffede sig borgerligt Erhverv som Blikkenslager i Vejle. Senere tog han fast Ophold i Slagelse og var en trofast Partifælle. Han digtede til Ære for Partifæller og Kolleger, var i Kraft af sin Opdragelse en særdeles dannet Mand og i Besiddelse af ikke ringe Intelligens, men en Særling var han i hvert Fald, sin gode Forstand og sit varme Hjerte til Trods.

I Fagforeningen diskuterede man, hvilke Midler der stod til Rådighed for at få samtlige Kolleger ind i Organisationen. Der henvistes til en skærpet Kontrol med Medlemskortene, men da KINDERMANN ønskede Sagen nærmere præciseret, foresloges en Resolution, i Følge hvilken der „på ethvert Værksted, hver Bygning eller Arbejdsplads vælges en Mand til een Gang pr. Måned at opfordre Kollegerne til at fremsende deres Medlemskort i stemplet Stand i Følge Lovene". Dette vedtoges med stor Majoritet.

Overfor de Arbejdsløse, hvis Vilkår behandledes ved samme Lejlighed, vedtog man, at „den frivillige Understøttelse kun udbetales til de arbejdsløse Medlemmer, som har været i Fagforeningen eller i en af de under Forbundet hørende Foreninger i mindst 1 År, samt de i det sidste År Udlærte, som har været Medlemmer af Fagforeningen siden (højst) 4 Uger efter deres Læretids Udløb".

Forholdene i Provinsen, hvor Fagorganisationer oprettedes, var de fleste Steder utilfredsstillende for Blikkenslagersvendene og gav Anledning til Konflikter. I Stubbekøbing var der Strejker, i Ålborg, Århus og Randers søgte man at få Lønnen forhøjet og Arbejdstiden forkortet, og efterhånden forplantede dette Røre sig til adskillige andre Byer.

Den københavnske Fagforening, som i fuldt Mål anerkendte Nødvendigheden af at komme strejkende Provinskolleger til Hjælp, søgte at ordne denne ved en Tilføjelse til Lovene. Den lød således: „Når et Medlem, som har modtaget Strejkeunderstøttelse, optager Arbejdet på Steder, hvor dette er nedlagt, er han forpligtet til at tilbagebetale hele den nydte Understøttelse. Denne Paragraf er gældende for hele Forbundet".

Det havde imidlertid ved mange Lejligheder været diskuteret, om Fagforeningen ikke burde frigøres for enhver Forbindelse med Syge- og Alderdomskasserne for således udelukkende at vie sine Kræfter til den faglige Kamp. Ved en ekstra Generalforsamling i Juli 1892 var denne Sag på Dagsordenen, men med 55 Stemmer mod 51 forkastedes Sygekassens Udskillelse fra Fagforeningen. Stemmeforskellen var kun ringe denne Gang og pegede i Retning af Udskillelsen. Spørgsmålet kom atter for ved Generalforsamlingen i April 1893, ved hvilken der var fremsat Forslag om Oprettelse af en Lånekasse indenfor Fagforeningen.

SCHEIBELEIN gjorde opmærksom på, at det navnlig var Sygekassen og Forbundet, som lagde Beslag på Foreningens Midler, og han mente, at Sygekassen burde bortfalde. Hertil sluttede Generalforsamlingen sig, men den endelige Afgørelse fandt dog først Sted ved en ekstra Generalforsamling den 6. August 1893. Der forelå da et Forslag fra Blikkenslagersvendenes Sygekasse, for hvilket GUSTAVSEN trådte i Skranken, men som iøvrigt var godkendt af Bestyrelsen. Forslaget gik ud på, at Fagforeningen skulle tilskyde 500 Kr., medens Staten i Henhold til den nye Sygekasselov ligeledes ydede 500 Kr. beregnet efter et Medlemsantal af 250. For Fagforeningskassen ville denne nye Ordning betyde en Kontingentnedsættelse af 15 Øre, fra 50 Øre til 35 Øre.

I sit Indlæg anførte Gustavsen bl. a., at man ved den ny Ordning, Sygehjælpens Udskillelse fra Fagforeningen og dens Overflyttelse til Blikkenslagersvendenes Sygekasse muligvis kunne tvinge Fabrikssygekasserne til at standse deres Virksomhed. - Ved den endelige Afstemning vedtoges Adskillelsen mellem Fagforening og Sygekasse med alle Stemmer mod 2.

Fra Foreningens indre Livsførelse kan noteres, at man i Slutningen af 1892 tog hårdt fat på Medlemmer, der var slettet på Grund af Restance. Bestyrelsen foreslog, at disse Kolleger skulle betale 10 Ugers Kontingent for atter at kunne indtræde med fuld Medlemsret. Forslaget vedtoges enstemmigt. Ved samme Lejlighed vedtoges det - om end ikke enstemmigt - at stryge Månedsmøderne, som ikke al Tid kunne glæde sig ved større Tilslutning.

Arbejdsanvisningen havde adskillige Gange stået på Dagsordenen ved Fagforeningens Møder men uden at Enighed opnåedes. Misfornøjelsen med „det Sjaksystem, som gjorde sig gældende mellem Kolleger", førte dog til, at man i 1893 vedtog Oprettelse af et Anvisningskontor.

Såvel dette som andre faglige Spørgsmål fik alsidig Behandling ved den Kongres, som afholdtes 19. August 1893 på Etablissementet „Gimle", Frederiksberg. Forbundets Forretningsfører gav ved Foreningens følgende ordinære Generalforsamling i Oktober et Referat af Forhandlingerne og dvælede ved den stedfundne Diskussion om Kobbersmedes Optagelse i Forbundet, navnlig for Provinsens Vedkommende. Der blev dog ikke videre Tale om den Ting, hvorimod en på Kongressen vedtagen Resolution, som udtalte sig afvisende overfor Blikkenslagernes Indtræden i et Metalarbejderforbund, optog Sindene.

Ved Generalforsamlingen den 20. December 1893 valgtes den flerårige Næstformand MARTIN HANSEN til Formand. Han overtog fra sin Forgænger en Blokade af Wagners Værksted og andre, mindre faglige Genvordigheder, af hvilke Søndags- og Overarbejdet endnu figurerede som Diskussionsemne. For at komme dette Ekstraarbejde til Livs vedtoges i November 1894, at „ethvert Medlem, som arbejder efter Fyraften eller om Søndagen, enten det er for en Arbejdsgiver eller for egen Regning, skal betale de fastsatte Procenter". Denne Vedtagelse var enstemmig. Procenterne nedsattes dog i 1896 til det halve, altså til 25.

For at værge Kammerater mod Forfølgelse eller Boykot fra Arbejdsgiveres Side indeholdt Lovenes Paragraf 44 en Passus, som nu blev gjort mere tidssvarende. Bestyrelsen foreslog og fik på Slutningen af Året 1894 vedtaget følgende Affattelse: „Ethvert Medlem, der som Følge af Bestræbelser i Foreningens Interesse måtte blive arbejdsløs, er, når Bestyrelsen har undersøgt Forholdet og fundet Vedkommendes Optræden overensstemmende med Foreningens Formål og Love, berettiget til en Understøttelse af 15 Kr. pr. Uge, indtil Bestyrelsen kan anvise ham Arbejde. - NB. I Tilfælde af Strejke eller Lockout kommer denne Paragraf ikke i Betragtning". Understøttelsens Varighed sattes til 6 Uger i Henhold til en senere vedtagen Bestemmelse.

Det havde vist sig under Konflikterne med Carl Lunds Fabriker og senere hos Glud & Marstrand, at Fagforeningsmedlemmer var udsatte for Udsmidning og Forfølgelse. Forholdet til Laugsmestrene var derimod gennemgående godt, selv om den før omtalte Gensidighed ikke opnåedes.

Hos en af de udenfor Lauget stående Mestre, F. V. Bode,. kom det til Konflikt, fordi han, trods givet Løfte, lod Skiferdækkere udføre Blikkenslagerarbejde og afskedigede de hos ham arbejdende Blikkenslagere. Konflikten udvidedes til også at omfatte et Værksted, hvis Indehaver var Vilh. Bode, en Nevø af F. V. Bode, da „der var håndgribelige Beviser nok for, at både han og hans Onkel har gjort, hvad de kunne for at komme vort Fag til Livs". Begge Bode'rne boycottedes, hvilket åbenbart har gjort fornøden Virkning, idet Formanden ved Generalforsamlingen i April 1895 kunne meddele, at „Forholdene var ordnede". Men så glat gik det nu ikke, idet man allerede i Juni fik Forholdene hos Bode til Behandling og „Alle som En" protesterede mod at arbejde hos ham.

Blokaden hos Wagner på Rolfsvej opretholdtes endnu i Sommeren 1895 men fik om Efteråret en heldig Afslutning, idet Svendene modtog deres Tilgodehavende.

Der var i dette År Lockout i Århus og Strejke i Malmø, sidstnævnte Sted på Grund af Svendenes Krav om Gennemsnitspris for både Hjemme- og Udearbejde. De københavnske Standsfæller støttede de Strejkende på bedste Vis, idet Fagforeningen ydede 100 Kr. af Kassen og iøvrigt indsamlede frivillige Bidrag.

Var den skandinaviske Moral således god, trængtes der til en moralsk Forelæsning indenfor den københavnske Fagforenings Ramme. Formanden omtalte nemlig ved en Generalforsamling nogle „Kollegers Gæld til forskellige Øltappere", hvad han fandt meget uheldigt, „da flere (Øltappere) havde truet med at offentliggøre Navnene på dem, som skyldte Penge". - Formodentlig har disse brødefulde Blikkenslagersvende kun ræsonneret som Snedkersvenden i Drachmanns Digt:

Øltappernes Kredit har naturligvis kun været givet på altfor kort Tid.

„Den glade Blikkenslagersvend" kunne nok føle sig brøstholden ved andre Ting end Mangel på Kontanter. Der var således Klage over, at der på Mariboes Værksted var Mangel på nødvendigt Værktøj. Formanden på Værkstedet forlangte, at Svendene skulle selv anskaffe sig det manglende, i modsat Fald kunne de ikke vente at få noget nyt Arbejde hos Mariboe. En sådan Trafik gik ud over de økonomisk set slettest stillede Kolleger. Det oplystes, at Mariboes Værksted ikke var enestående i nævnte Henseende. BERNH. JENSEN „påviste Værksteder, hvor. Svendene selv medbragte større Værktøjer: Loddebolte, ja selv Bukkemaskiner". Fagforeningens Formand (Martin Hansen} „fandt det rent ud forargeligt, når de ældre Svende tilvendte sig det fælles Værktøj på de yngres Bekostning; ligeledes påtalte han den Uskik, der herskede på det Værksted, at Svendene mødte om Morgenen og atter og atter blev jaget hjem uden at få Arbejde".

Man fik ved denne sidste Beklagelse Lov til at erindre sig det så ofte omtalte Anvisningskontor, som endnu ikke var trådt ud i Virkeligheden.

Værktøjsdebatten sluttede med Vedtagelsen af en Resolution, i hvilken „Enhver Kollega i Fagforeningen opfordres til at undlade at medbringe Værktøj til Arbejdet hos nogen Mester". I Juni Måned 1896 rapporteredes der Uro på Timms Værksteder, hvor Formand Pilatz gjorde Livet surt for Svendene. I Fagforeningen var der overvejende Stemning for at få Pilatz fuldstændig fjernet fra Værkstederne. En Henvendelse desangående til Timm havde ikke ført til noget Resultat. Da Anklagerne mod Pilatz voksede i Tal, og da Timms Svende med 20 Stemmer for og 4 imod udtalte sig om Arbejdsnedlæggelse, havde Fagforeningens Bestyrelse en bestemt Rettesnor. Generalforsamlingen den 25. Juni 1896 vedtog at stanse Arbejdet hos Timm men lagde dog samtidig Sagen i Bestyrelsens Hænder, idet den fik Bemyndigelse til at erklære Strejken, når den fandt Øjeblikket belejligt.

Det blev til Strejke. Og at den ikke har været så helt ubetydelig, fremgår deraf, at der forsøgtes Mægling udefra ved cand. phil. HERMAN TRIER og Direktør WINDFELD-HANSEN. Fra Timm bredte Strejken sig til Blikkenslager-Fagforeningens gamle Ven Hr. Glud, som havde påtaget sig en Del af Timms Arbejde, Leveringen af 300 Kobberlygter. De samvirkende Fagforeninger sympatiserede ikke med Kravet om Pilatz' Fjernelse,, men Blikkenslagerne fastholdt det, Strejken fortsattes.

Lauget engageredes også i denne Strid og foreslog Fagforeningens Bestyrelse et Forlig, i Følge hvilket Pilatz fjernedes fra den tilstundende 1. Oktbr. 1896, både fra Måler- og Probérværkstedet. Men en lille Majoritet stod fast på Kravet om Pilatz' fuldstændige Fjernelse. Situationen var ved at blive broget, idet Carl Lunds Fabriker leverede en Del Arbejde til Glud. Bestyrelsen fik det Hverv at søge denne Opgave løst på en eller anden Måde, eventuelt ved at Strejken hos Glud hævedes, dersom Blikkenslagerne dersteds vedtog det. Foreløbig gik man ind på at yde de Strejkende Understøttelse i indtil 6 Uger.

Glud nedlagde Forbud imod, at Strejken omtaltes i „Social-Demokraten" -. Det skulle koste 50 Kr. for hver Gang, hvilket jo var en ret kostbar Avertering. For at krydse denne Udfordring foresloges det, at man averterede tilrejsende Svende om at „henvende sig på et bestemt Sted".

Mere end År og Dag efter undrede et Medlem sig over,, at „Strejken hos Glud var hævet uden Generalforsamlingens Samtykke". Dette besvaredes med, at „Bestyrelsen havde fået Mandat til at hæve den, når man fandt Tiden belejlig".

Arbejdsforholdene i Faget var på denne Tid, ca. 25 År efter Blikkenslager-Fagforeningens Oprettelse, endnu meget forskellige. Det oplystes ved Udtalelser fra Formandens Side, at der „nogle Steder kun med Besvær kunne tjenes en Dagløn af ca. 5 Kr., medens man f.eks. hørte, at der et andet Sted i Akkord tjentes ca. 18 Kr. pr. Dag". Samtidig gjordes der opmærksom på, at Timelønnen, 35 á 40 Øre var for lidt, og der henvistes til Værksteder, hvor der aldrig gaves et Stykke Arbejde i Akkord. Der var almindelig Tilslutning til Ønsket om Nedsættelsen af et Udvalg til Revision af Priskuranten, hvortil knyttedes Forlangendet om Forhøjelse af Daglønnen og Overholdelse af den 8 Timers Vinterarbejdsdag.

Men med den gode Bevidsthed, at Organisationen havde udrettet store Ting i Tiden, der var gået, kunne Fagforeningen fejre sit 25 Års Jubilæum i August 1898. Arrangementet var ikke stort: Fællesspisning samt Underholdning af Kunstnere, og Sang i Haven (Enghavevej) af Sangforeningen. Denne var nu kun åben for Medlemmer af Fagforeningen og opretholdtes af Kollegerne, idet Fagforeningen bar de væsentligste af Udgifterne ved Korets Opretholdelse og „havde Tilladelse til at betale eventuelle Underskud". Den 19. November 1898 fejrede Sangforeningen iøvrigt sit 25 Års Jubilæum.

Fagforeningen beskæftigede sig på denne Tid med Gas- og Vandarbejdernes Priskurant og vedtog at henstille til Fagets Organisation at arbejde videre på et af Mestrene stillet Forslag til Priskurant for Gas- og Vandarbejde. Man søgte herved at undgå en Konflikt, som Gas- og Vandarbejderne ville have svært ved at føre igennem, fordi de ikke var indordnede under Fagorganisationernes planmæssige Strejkeunderstøttelse. Det lod sig ved nævnte Lejlighed ikke nærmere konstatere, hvor mange Blikkenslagere, der beskæftigedes ved Gas- og Vandarbejde. Det blev alligevel til Strejke uden Samarbejde med Blikkenslager-Fagforeningen.

Den 19. Januar 1899 valgtes LYTHJOHAN til Foreningens Formand. Under hans første Formandsperiode faldt den store Lockout, Styrkeprøven mellem de danske Arbejderes Organisationer og Arbejdsgiverforeningen. Blikkenslager- Fagforeningen havde lige, i April 1899, diskuteret det af et Udvalg fremsatte Forslag til Ændringer i Priskuranten, der omhandlede Blikarbejde, Kobbernedløbsrør og andet Kobberarbejde, Nedførelse i Drænrør, flad Smiedækning, Reparationer, Oplægning af nye Render på gammelt Tegltag, større Tagrender, Skotrender på Tegltag, almindelig Listedækning, Dækning af runde Smier, Smier i Skifertag m. m.. For Landarbejde var fastsat, at den Tid, der medgik til Rejse, betaltes med 50 Øre pr. Time, medens Daglønnen sattes til 6 Kr. 50 Øre. For kortere Distancer blev det 5 Kr. 50 Øre og fri Rejse frem og tilbage. Timdønnen på Værksted blev sat til 45 Øre, på Bygning 50 Øre, og Ugelønnen forlangtes udbetalt på Arbejdspladsen om Fredagen. Det vedtoges endelig på Forslag af Lythjohan, at Kravet om Timelønnen indsendtes til Mestrene for sig selv, og han valgtes som Ordfører for Priskurantudvalget.

Overfor Arbejderbevægelsen i al Almindelighed havde Blikkenslager-Fagforeningen til enhver Tid stillet sig fuldt solidarisk med andre Fag men samtidig hævdet sin Selvstændighed. Da de samvirkende Fagforbund oprettedes i 1899 og lagde Slutstenen til den faglige Organisation i Danmark, gik Blikkenslagerne med, skønt der sporedes nogen Misnøje, fordi der i en Skrivelse fra „De samvirkende Fagforbund" gjordes opmærksom på, at „der dog på det nuværende Tidspunkt og med de foreliggende Kampe for Øje ikke for vort (Fagforbundenes) Vedkommende kunne være Tale om Støtte ved Gennemførelsen af en eventuel Lønforhøjelse".

Den store Lockout i 1899, Arbejdsgivernes Attentat på Fagorganisationerne, førte også til Blikkenslagersvendenes Udsmidning af de fleste Værksteder og Bygninger, hvorimod Arbejdet fortsattes på Carl Lunds Fabriker, hos Firmaet Simonsen og hos Beauvais, medens det overlodes Bestyrelsen at søge en Ordning hos Mestrene Hougård, Wardinghausen og Krebs. Der udtaltes ved denne Lejlighed en stærk Beklagelse af det Kontraktsystem, som visse Steder bandt Svendene til et bestemt Arbejdssted.

Lørdag den 27. Maj 1899 begyndte Udbetalingen af Understøttelse til de udelukkede Blikkenslagere. Og Lockouten gik sin Gang, styrkende Arbejdernes Samfølelse. Mens enkelte Blikkenslagermestre engagerede sig personlig for at fuldføre påbegyndt Arbejde, syslede man i Fagforeningen med Oprettelse af et Produktionsværksted, den gamle Tanke fra Halvfjerdserne. Men et Forslag herom forkastedes, omend kun med ringe Majoritet. Boykotning af de arbejdende Mestre forkastedes ligeledes.

Blikkenslagernes Fagblad, som i Begyndelsen af sin Eksistens i Slutningen af Århundredet udkom hver Måned, udgik fra Lockoutens Tid kun 1 Gang hvert Kvartal. Det fik iøvrigt interessant Stof nok, ikke blot i Kraft af Lockoutsituationen men også med Hensyn til de Former, under hvilke Blikkenslagerforbundet virkede. Ved Generalforsamlingen i Fagforeningen i Juli 1899 vedtoges følgende Forslag:

Den hidtilværende Hovedbestyrelse fratræder sin Virksomhed efter endt Kongres, og i Stedet indtræder den af den københavnske Afdeling valgte Bestyrelse, der således kommer til at fungere som Hovedbestyrelse, samtidig indbefattet ovennævnte Afdelings Formand. - Det hidtil udgivne Månedsfagblad indskrænkes til ét Nummer hvert Kvartalsskifte.

Til at revidere Forbundets Regnskaber vælger den københavnske Afdeling en Revisionskomité på 3 Medlemmer. Hovedbestyrelsen kan ikke bevilge Repræsentations- og lignende Udgifter til større Beløb end 50 Kroner, med mindre hele Hovedbestyrelsen og 1 af Revisionskomitéens Medlemmer stemmer derfor. Hvis der i Hovedbestyrelsen ikke er Enstemmighed for Bevillingen, skal mindst 2 Revisionsmedlemmer give den sin Tilslutning, for at Bevillingen er lovlig.

Forslag, som ønskes behandlede på Kongressen, må forinden være drøftede i den pågældende Afdeling og af denne tilstillet Kongressen. - Under Punkt „Forslag til Kongressen" indbragte Fagforeningens Bestyrelse følgende: Kongressen vedtager efter endt Lockout at udmelde sig af „De samvirkende Fagforbund".

Dette Forslag må ses i Belysning af Blikkenslagernes Stilling til Gennemførelsen af Lønkrav, som Fagforbundenes Ledelse havde fundet det heldigt at udsætte. Under den store Lockout måtte Fagforeningens Opgave selvfølgelig også indskrænkes til at styrke Sammenholdet og yde de udelukkede Kolleger Hjælp. Den forelå som Rejsepenge til de yngre, af hvilke ca. et halvt Hundrede Mand havde forladt Landet allerede i Eftersommeren, medens Hjælpen til de ældre, familieforsørgende Kolleger sattes til 10 Kr. pr. Uge.

Ved Generalforsamlingen den 6. September 1899 oplæste Formanden den indgåede Overenskomst til Forlig, hvorefter Lockouten erklæredes for hævet. „Foreløbig," udtalte han, „må vi jo blive stående i „De samvirkende Fagforbund", indtil Kongressen er afholdt." - „Generalforsamlingen vedtager," hedder det i den derefter foreslåede Resolution, „skønt det af „De samvirkende Fagforbund" s Hovedbestyrelse vedtagne Forlig langt fra er tilfredsstillende for Blikkenslager-Fagforeningen, dog at indgå på samme. - Iøvrigt vil man på det kraftigste fordre gennemført følgende: Forkortelse af Arbejdstiden, Revision af den indleverede Priskurant og endelig Forhøjelse af Timelønnen."

Resolutionen vedtoges enstemmig, hvorefter Formanden omtalte en Konference, som havde fundet Sted mellem Oldermanden og 2 Medlemmer af Bestyrelsen angående eventuel Forhøjelse af Timelønnen. Der var Udsigt til, at dette gik i Orden. Formanden tilføjede, at „alt fremtidigt Arbejde betragtedes som nye Akkorder og måtte være vidnefast." Angående Timms Forhold meddelte han, at Fabrikanten ikke ville stryge Kontrakterne men „vi havde forlangt dem opsagte."

Det fremtidige Kontingent sattes efter Lockouten til 50 Øre pr. Uge i de 9 Måneder og 1 Kr. pr. Uge i de 3 bedste Sommermåneder - under Henvisning til den fra Mestrene indsendte Anmodning om Forhøjelse af Timelønnen.

Man vedtog tillige „Intet Samarbejde med Ikke-Medlemmer." Der må dog her henvises til, at Fagforeningen al Tid stillede sig velvilligt til sådanne Kolleger, som havde været på Kant med Sammenholdet men senere ønskede sig optaget i Organisationen. Man idømte dem som Regel en Bøde og en vis Tids Fortabelse af Medlemsret. Selv „Hædersmænd" kunne på den Vis atter blive Hædersmænd.

Blikkenslager-Kongressen i Århus fandt Sted i Eftersommeren 1899 og var besøgt af 34 Delegerede. Forbundet, som stiftedes d. 23. August 1890 med 12 Foreninger og 500 Medlemmer, talte ved sin knapt 10-årige Beståen 25 Foreninger og 944 Medlemmer (jvfr. „Oversigt over Fagforeningsbevægelsen i Danmark i Tiden fra 1871 til 1900"). Allerede to År efter sin Start blev Landsorganisationen indviklet i langvarige Strejker i flere Provinsbyer for at få gennemført ordnede Løn- og Arbejdsforhold. Der var - som tidligere delvis anført i denne Beretning - Strejker i Horsens Næstved, Randers, Stubbekøbing og Svendborg. De tabtes i Næstved og de to sidstnævnte Byer, hvorimod der opnåedes Overenskomst i Horsens og Randers. I 1896 og og 1898 var der Strejker i Esbjerg, Roskilde, Kolding og atter i Stubbekøbing, og nu vandt Arbejderne, hvad de ikke nåede tidligere. Forbundets Udgift til de nævnte Strejker var ialt 1691 Kr. 70 Øre.

Den Spænding, som var mellem Moderforeningen i København og Afdelingerne i Provinsen, udløstes ikke ved Kongressen i Århus. Ved Fagforeningens Generalforsamling i November 1899 beklagede Formanden bl.a. „den store Tilsidesættelse, Hovedforeningen havde været Genstand for ved Valg af Repræsentanter; ligeledes med Forhøjelse af Kontingentet, 25 Øre, „Vi havde vedtaget at yde 15 Øre. Der blev altså heller ikke her taget Hensyn til Moderforeningen." For Resten noterede Formanden tillige, at der havde været „flere Uoverensstemmelser mellem de københavnske Delegerede", og han udtrykte sin dybe Beklagelse over „den store Kassebeholdning (9 á 10 Tusinde Kr.), som var ophobet under Lockouten".

Forinden man nåede til en Afgørelse af denne Sag, havde Blikkenslager-Fagforeningen adskillige lokale Affærer, som lagde fuldt Beslag på Opmærksomheden. Svaret fra Mestrene angående Timelønnen var kun lidet imødekommende. De tilbød at betale 40 Øre hjemme og 45 på Bygning, medens der sattes 2 Øre mindre pr. Time for Landarbejde, henholdsvis med eller uden Rejsegodtgørelse. Dernæst foretog Mestrene en Klassificering af Svende. De yngre - 2 Års Svende - sattes til 35 á 40 Øre pr. Time og 50 á 55 Øre pr. Time for Landarbejde. Bestyrelsen beklagede det skete Tilbud men mente at burde anbefale at gå ind derpå og så virke for Arbejdstidens Forkortelse til gennemgående 9 Timer.

Den af Mestrene tilbudte Forhøjelse af Timelønnen godkendtes derefter, idet man dog tog Reservation på visse Punkter og erklærede at ville arbejde videre på „yderligere Forhøjelse i en ikke altfor fjern Fremtid". Og man forlangte, at Forhøjelsen skulle træde i Kraft den 1. Januar 1900. - Med Hurra sluttede den pågældende Generalforsamling - Hurra for det foreløbigt opnåede Resultat og Hurra for Fagforening, Formand og et godt Sammenhold.

Men Svendenes Reservation godkendtes ikke af Mestrene,, som i en Svarskrivelse angående Timelønnen fastholdt deres en Gang givne Tilbud. Svendenes Gensvar blev at „tilbagesende Skrivelsen (deres egen vedtagne) i uforandret Form". Foreløbig altså en March på Stedet!

Man var allerede kommen et godt Stykke ind i det nye År, da Mestrene påny meddelte at være utilgængelige for Forhandling om det givne Tilbud. Det trak endnu længe ud, før Afgørelsen forelå. Ved Generalforsamlingen den 20. April 1900 underkastedes Sagen en sidste Behandling i Fagforeningen, og Stemningen var bevæget. Efter en lang Debat, under hvilken det bl.a. fremhævedes, at „De samvirkende Fagforbund" ikke kunne støtte en eventuel Strejke på det foreliggende Spørgsmål, gik man til Afstemning, som i Betragtning af Situationens Alvor foretoges skriftlig. Med 213 Nej mod 97 Ja forkastedes Mestrenes. Tilbud.

En ny Svarskrivelse fra Lauget åbnede ikke Vejen til Forhandling, og ved Generalforsamlingen i Fagforeningen den 27. Maj 1900 stemte 333 for Arbejdsnedlæggelse, medens kun 39 var imod. Og påny sluttede Hurraråb en Generalforsamling. Men denne Gang gjaldt de Kampen.

En halv Snes Dage efter, da en ekstraordinær Generalforsamling kaldte Medlemmerne sammen, meddelte Formanden, at der for Timms, Carl Lunds og Burmeisters Fabrikkers Vedkommende var Udsigt til at få Striden afgjort uden Mellemkomst af „De samvirkende Fagforbund" eller Arbejdsgiverforeningen. Også Telefonselskabet var uafhængig af Laugsmestrene, og alene ' i disse her nævnte Virksomheder beskæftigedes et Par Hundrede Blikkenslagersvende. For de Mestres Vedkommende, som ikke indgik på Fagforeningens Fordringer, ville Arbejdet blive stanset den førstkommende Lørdag Morgen.

Ved en ekstraordinær Generalforsamling to Dage efter, kunne Formanden meddele Navne på en Del Mestre, som havde underskrevet og henvise til, at Skiferdækkerne havde „afgivet Løfte om Tilslutning på Basis af mere Solidaritet mellem begge Fag". Hovedbestyrelsen gav Tilsagn om en ugentlig Understøttelse til de Strejkende, fastsat til 8 Kr. for ugifte og 10 Kr. til de gifte Kolleger plus 1 Kr. mere pr. Barn indtil 14 Kr. Men Forbundets Forretningsfører meddelte ganske vist samtidig, at Hovedbestyrelsen havde erklæret Beslutningen om Arbejdsstansningen for ugyldig, „begrundet på, at de arbejdende Kolleger var afskåret fra at stemme, og dernæst var flere Fabriker inde under Arbejdsgiverforeningen men ikke indordnede under Lauget".

Ved Forhandlinger, som var ført mellem to Medlemmer af Fagforeningens Bestyrelse på den ene Side og Lauget samt Arbejdsgiverforeningen på den anden Side, var der imidlertid opnået et Kompromis angående de unge Svendes Løn. Den skulle det første År efter Læretidens Udløb være 35 Øre Timen eller 5 Øre mindre end de ældre Svendes og blive stående herved de to første År. Fagforeningen sluttede sig enstemmig hertil, og Vejen var banet for Strejkens Alslutning. Torsdag den 14. Juni 1900 Kl. 6 Morgen gik Blikkenslagerne atter i Arbejde.

Strejken fik dog et Efterslæt, idet der opstod Konflikt hos Burmeister & Wain, hvor Direktør Nielsen påberåbte sig en tidligere Overenskomst, hvorefter Timelønnen skulle blive stående ved 35 Øre indtil 1. April 1901. Det forholdt sig for så vidt rigtigt nok, som en afgået Fagforeningsmand havde underskrevet Overenskomsten men ganske vist kun som Værkstedsrepræsentant og uden Mandat fra Fagforeningen. „De samvirkende Fagforbund" betegnede dette som et Fejlgreb og udtalte sin Misbilligelse af, at Arbejdet var stanset både på Refshaleøen og Kristianshavn.

Før Konflikten var bilagt hos Burmeister & Wain vedtog Fagforeningen på et iøvrigt svagt besøgt Møde - med 53 Stemmer mod 31 - at udmelde sig af „De samvirkende Fagforbund".

I August 1900 bemyndigedes Bestyrelsen til at indlede Underhandlinger med Direktør Nielsen om Strejkens Afslutning og forelægge en Generalforsamling Resultatet af Forhandlingerne. Og den 29. samme Måned meddelte Formanden, at Betingelserne for Arbejdets Genoptagelse gik ud på Fjernelsen af et Par Mand, samt at selve Stridsspørgsmålet skulle afgøres ved Voldgiftsrettens Kendelse. Mødets Dirigent, Russ mente, at Direktør Nielsen „allerede lå i Underhandling med flere russiske Arbejdere, som ville begynde, såfremt vi nægtede at hæve Strejken". Det vedtoges da også - med 40 Stemmer mod 30 -, at denne Arbejdskonflikt skulle ud af Verden. C. JAKOBSEN valgtes som Medlem af Voldgiftsretten, og som Opmand foresloges cand. phil. HERMAN TRIER eller Overretssagfører ALFRED CHRISTENSEN. Formanden meddelte herefter, at de gamle Arbejdere kunne gå i Arbejde den følgende Formiddag, og at Arbejdssøgendes Henvendelse på Fabrikken foregik efter Kl. 3 samme Dag.

På Slutningen af Året 1900 drøftedes Forholdene indenfor Blikkenslagerforbundet, og der foretoges Nedsættelse af et Udvalg til Priskurantens Revision. Dette Udvalg fik samtidig til Opgave at fremsætte Forslag til Revision af Lovene. Få Dage før Jul behandledes ved den ordinære Generalforsamling den allerede nu foretagne Lovrevision. Til „Formålet" føjedes Oprettelse af Klubber, og en Række mindre Lovændringer gennemførtes.

Hvorefter Formanden sluttede Arbejdet i det gamle, nittende Århundrede med en Anbefaling af Julefesten og Maskeraden - Kilder, som randt til Fordel for de Arbejdsløse.

Billedet: Blikkenslagere og kobbersmede hos Carl Graff i Jyllandsgade, Esbjerg 1886.

Den fra det gamle År arvede Affære hos Burmeister & Wain afgjordes i Foråret 1901. Formanden meddelte, at efter de nu foreliggende Skrivelser fremgik det, at „Firmaet var villigt til at indgå på de Betingelser, som ville fremkomme i Følge fælles Vedtagelse imellem Lauget og Foreningen, efter at den tidligere Overenskomst var sluttet den 1. April 1901". Foreløbig havde Formanden og C. Jacobsen underskrevet men med Forbehold af Foreningens Sanktion. Den fik de med det samme af den ordinære Generalforsamling, den 21. April 1901.

Her foregik tillige et Formandsskifte, idet LYTHJOHAN på Grund af forestående Bortrejse fratrådte. I hans Sted valgtes C. JACOBSEN, som en Gang tidligere havde stået i Spidsen for Fagforeningen og røgtet sit Hverv med megen Omhu.

Et af de vigtigste indre Spørgsmål fra Jacobsens Formandstid i 1901 var Forslag angående Alderdomskassen. I Sommeren 1901 var Kassens Beholdning 8.000 Kroner. Det foresloges nu at ophæve den og i Stedet starte en Byggefond. Men den gamle Ordning bibeholdtes uden Indskrænkning eller Varsel om Ophør.

Den Hjælp, Fagforeningen ydede sine Arbejdsløse var for Vinteren 1901, beregnet for 10 Uger fra Januar i alt 5645 Kroner. Man vedtog på en Generalforsamling, at Hjælpen for den kommende Vinter skulle begynde 8 Dage før Jul og gælde for ialt 11 Uger. Dog kunne Hjælpen ikke ydes et Medlem, der bevisligt havde haft gennemsnitligt 2 Dages Arbejde pr. Uge.

Den Mangel på Samarbejde, som havde karakteriseret Fagforeningens Stilling indenfor Blikkenslagerforbundet og faktisk i den sidste Tid betød Fagforeningens Særstillethed, afløstes af en fast Forbindelse, som fuldbyrdedes ved Blikkenslagerkongressen i Helsingør i Sommeren 1901. Beretningen om Forhandlingerne aflagdes af kollega RUSS, og „det vedtoges derpå med 61 Stemmer mod 47 at slutte sig sammen igen som tidligere". Af 8 Hovedbestyrelsesmedlemmer skulle Blikkenslager-Fagforeningen af 1873 vælge de 4. Det blev C. JACOBSEN, RUSS, SKAARUP og R. RASMUSSEN.

Et andet Forhold, som endelig gled ind i fast Leje, angik Skiferdækkerne og Formandssalæret. Forhandlingsbogen oplyser herom: „Formanden udtalte, at man i Bestyrelsen havde tænkt at optage dem (Skiferdækkerne) som Filial imod at de fordrede Salær - dog var det pointeret, at de i Følge deres Priskurant ikke kunne fordre det". Ved en Generalforsamling i December 1901 forkastedes med overvejende Majoritet Skiferdækkernes Optagelse i Organisationen. Ved Generalforsamlingen i Sommeren 1902 vedtog imidlertid Blikkenslagerne at stille sig på lige Fod med Skiferdækkerne, idet de strøg Formandssalæret, hvilket trådte i Kraft den 15. August samme År. Og Skiferdækkerne gik senere hen skriftligt ind på Blikkenslagernes Priskurant.

Hvor nænsomt Blikkenslagerne har værnet deres Interesser fremgår f.eks. af deres Opfattelse af det moderne Trafikmiddel Cyklen i Arbejdets Tjeneste. Der foreligger herom følgende Vedtagelse: „For at forebygge det Misbrug af Cykler, der finder Sted, idet Kolleger benytter disse til Mestrenes Fordel, foreslås: Når et Medlem arbejder på Dagløn, må han kun benytte Cyklen i sin Fritid. Arbejder han i Akkord, må han benytte den, som han vil, dog må den ikke bruges til Transport af Materialer eller Værktøj. Overtrædelse heraf medfører en Mulkt af 5 Kr." - Enstemmig vedtaget.

Og til „Ordenens Opretholdelse" indenfor Kammeraternes eget Område gennemførtes også en Beslutning om Udsendelse af Kontrolsedler hveranden Måned og samtidig en Mulkt for „uvillige Tillidsmænd". Mulkten sattes til 2 Kr.. Ved Hjælp af Kontrolsedlerne kunne man holde Mandtal over de uden for Organisationen stående Kolleger og bidrage til at få dem indenfor Organisationen. Systemet har stået sin Prøve og fremhjulpet Solidaritetsfølelsen.

Fagforeningen fandt i Begyndelsen af 1903 et nyt Indbetalingslokale i Gothersgade 154, Kælderen. Leje: 300 Kr. årligt. Et Medlem spurgte, om det var foruden Lys og Varme, ellers var det for dyrt, men Formanden svarer den pågældende Kollega, at „det var hans Skyld, man måtte flytte, grundet på Spektakler fra hans Side". Skønt det ikke står i Forbindelse med denne intime Affære, tør det alligevel anføres, at GUSTAVSEN ved samme Møde, hvor Meddelelse om Flytning forelå,. anbefalede Øldrikkere at købe Stjernen's Bajerske øl. Dette har forhåbentlig virket mindre ophidsende på den urolige Kollegas Nervesystem.

Den 25. Juni 1903 afsluttede JUL. CHR. LARSEN sin Virksomhed som Protokolfører i Fagforeningen efter at have røgtet Hvervet i 25 År. Han påskønnedes på forskellig Måde for sin Gerning, i hvilken han efterfulgtes af JULIUS OLSEN.

I Sommeren 1903 blev der en ret hidsig Diskussion i Fagforeningen om „Bygningsarbejdernes Klub", der fra den ene Side ironisk betegnedes som „Frederiksbergs Fagforening", medens man modsat udtalte sig rosende om dens Virksomhed som Klub. Man blev ikke færdig med denne Sag ved et enkelt Møde, og hele Klubspørgsmålet overlodes et Udvalg på 7 Medlemmer til nærmere Prøvelse. Dette Udvalg delte sig i et Flertal og et Mindretal. Flertallet foreslog en Ændring i Lovene, hvorved der kom til at stå „Klubber" i Stedet for „Værkstedsklubber", af hvilke der jo alt i Forvejen fandtes flere. Man vedtog Flertallets Forslag, og tidligere Misstemning bortvejredes i et af H. GRAULUND udbragt Leve for det gode Kammeratskab. Og dette blev snart prøvet netop på Klubspørgsmålet. Man havde nemlig dannet en Klub på „Dansk Målerfabrik", og da dette meddeltes den derværende Formand, blev 5 Mand afskedigede. På et Klubmøde vedtog man nu med 31 Stemmer mod 6 at forlange Værkføreren afskediget. Så vidt mente Fagforeningsbestyrelsen dog ikke, at man burde gå. Generalforsamlingen den 10. December 1903 vedtog, at Fagforeningens Bestyrelse skulle henvende sig til Fabrikkens Bestyrelse og forlange de afskedigede Kolleger genantaget inden 18. December. Dersom dette Krav ikke opfyldtes, bemyndigedes Bestyrelsen til at erklære Strejke.

Man henledede ved denne Lejlighed GUSTAVSENs specielle Opmærksomhed på Sagen ved at opfordre ham til at fremdrage den under Budgetbehandlingen i Borgerrepræsentationen. Kollega Gustavsen, som var Borgerrepræsentant, erklærede sig villig, og der fremkom i Forbindelse hermed en Udtalelse om at lade Fabrikationen af Gasmålere overgå til kommunal drift.

Den ny Bestyrelse med M. HANSEN som Formand, der valgtes i Januar 1904, kom til at lede denne Kamp, hvis næste Fase blev, at Fabrikken gik ind på at anerkende Klubben men nægtede at genindsætte de 5 Mand i deres Pladser og iøvrigt ville lade Konfliktens Løsning afgøre ved en Voldgiftskendelse.

Denne Afgørelse fandt Fagforeningen ufyldestgørende, og Strejken fortsattes derfor. Den sluttedes af Forbundet hen på Foråret, og der opnåedes gennem Forlig Garantier for Klubbens Eksistensberettigelse, men dette var næsten også alt, hvad Forliget bragte.

I August 1904 behandledes en Arbejdskonflikt på Vigerslev Gasværk. Den opstod derved, at 16 Kolleger vægrede sig ved at arbejde under Formanden G. M. Jensen på Rygårds Værksted. Formanden blev ganske vist fjernet, men umiddelbart efter favoriseredes de 5 sidst antagne Svende på Bekostning af de andre. Generalforsamlingen, som behandlede Sagen, udtalte en Protest af den mod Rygård brugte Fremgangsmåde og pålagde Bestyrelsen at bringe Protesten til Laugets Kundskab. Men dermed var Sagen ikke bragt til Ende i Fagforeningen, hvor man efter fornyet Diskussion om Berettigelsen af Kollegernes Optræden på Vigerslev Gasværk vedtog at understøtte dem, der ikke påny var kommet i Arbejde derude. Så går der en rum Tid, før Sagen atter dukker op. Den boykottede Formand, som var Medlem Nr. 12 af Fagforeningen, stillede i Marts 1905 ved en ekstraordinær Generalforsamling Forslag om, at den nedsættende Omtale, han havde været Genstand for og den deraf følgende Mistillid, han havde mødt i Fagforeningen, erkendtes uberettiget. Han slog så tappert fra sig, at han virkelig med stort Flertal fik en Resolution vedtaget, i hvilken det hed, at den ham overgåede Dom (at han for Fremtiden ikke måtte være Formand for noget Arbejde) „bør kendes død og magtesløs". - Sådan endte denne Fejde, der kostede Fagforeningen 221 Kroner.

Der var andre Småstrejker, som gav Anledning til noget Røre i Fagforeningen men ellers ikke drog videre Konsekvenser efter sig. Alligevel gjaldt det for Kollegerne til enhver Tid om at vogte sig for at komme i for nær Berøring med tvivlsomme Eksistenser i Faget. Det påtaltes således, at et Fagforeningsmedlem havde siddet ved Værtshusbord sammen med en Skruebrækker og et andet Medlem, som var gjort bekendt med, at et Værksted var boykottet men endda lod sig friste til at søge Arbejde der, fik som „Skruebrækker for en Dag" en alvorlig Reprimande og en Bøde på 10 Kroner.

Som tidligere omtalt stillede Fagforeningen sig den naturlige Hovedopgave at få gennemført en revideret Priskurant for alt Blikkenslagerarbejde, og hvor der var Tilknytning til andre Fag, søgte man indtil videre at bringe ensartet Betaling til Veje. Det gjaldt således Faldrørsarbejde, og her opnåede det nedsatte Udvalg at komme til et Resultat, idet Blikkenslager-Fagforeningen i December 1904 vedtog den reviderede Priskurant for Gas- og Vandarbejde.

Ved Generalforsamlingen i Januar 1905 valgtes LYTHJOHAN atter til Formand og kom snart til at repræsentere sine Kolleger under en opdukkende Kampperiode af videste Omfang.

Foreløbig lå der indre Spørgsmål for, således bl.a. det Lån, Fagforeningen havde ydet Forbundet, og som krævedes tilbagebetalt hurtigst muligt. Endvidere toges Lærlingeforholdene op til Undersøgelse ved Laugets Medhjælp. Vigtigst var Forberedelserne til den Forbundskongres, som skulle afholdes i Sommeren 1905. I de Forslag, Fagforeningen fremsatte til Behandling ved Kongressen, var Kravet om ensartet Løn for hele Landet, endvidere Påbud om, at en anerkendt Strejke ikke måtte sluttes, før Hovedbestyrelsen havde givet sit Samtykke, hvortil føjedes den Bestemmelse, at „dersom Fortsættelse af en Konflikt er til Skade for Forbundets almindelige Interesser udenfor den pågældende Afdeling, eller når Forbundets almindelige Forpligtelser kræver det, skal Hovedbestyrelsen eller Forretningsudvalget søge gennemført en Afslutning på de bedst mulige Betingelser, eventuelt for at genoptage Kampen på et senere Tidspunkt. En sådan Afslutning er bindende for den pågældende Afdeling. For Københavns Vedkommende kan dette dog ikke finde Sted før en på lovlig Måde indkaldt Generalforsamling i Fagforeningen har vedtaget Konfliktens Afslutning. En Strejke, som er iværksat eller fortsættes uden Hovedbestyrelsens Samtykke, er Forbundet uvedkommende".

Til disse Forslag, der vedtoges enstemmig, og andre, der angik Repræsentationsret etc., føjedes den Bestemmelse, at Fagforeningens Formand tillige skulle være Forbundets Forretningsfører og fungere fra Kongres til Kongres, medens Forbundets øvrige (8) Repræsentanter ville være at vælge af selve Kongressen. De 4 skulle have Sæde i København, de 4 andre i Provinsen.

Med Hensyn til Fagets Arbejdsløse, foresloges det, at Understøttelse til de fagorganiserede Medlemmer kunne oppebæres i 50 Dage i et løbende År, 1 Kr. pr. Dag, uanset på hvilken Tid af Året Arbejdsløsheden indtraf. For at have Ret til at nyde denne faste Understøttelse forlangtes, at Vedkommende skulle have stået uafbrudt som Medlem af Forbundet i 1 1/2 År.

For så vidt det til Rejse- og Understøttelseskassen fastsatte Kontingent, 35 Øre om Ugen pr. Medlem, ikke var tilstrækkeligt, havde Hovedbestyrelsen Ret til at udskrive et midlertidigt, ekstraordinært Kontingent. Udbetalingen til rejsende Medlemmer fandt Sted den Dag, de ankom til en By, hvor der findes en Afdeling. Til de arbejdsløse Medlemmer tog Understøttelsen sin Begyndelse en Uge efter, at Arbejdsløsheden var anmeldt.

Det kollegiale Forhold mellem Nordens Blikkenslagere havde flere Gange givet sig Udtryk i den Gensidighed, der åbenbaredes under større Konflikter, og som påny i Foråret 1905 gav de danske Blikkenslagersvende Lejlighed til at række de svenske en hjælpende Hånd. Der var i dette År en større Blikkenslager-Lockout i Stockholm, og den svenske Forretningsfører I. PEHRSON var på Besøg i Fagforeningen her for at fortælle om Kampen. Af 1400 organiserede Blikkenslagere var 326 lockoutede. Der vedtoges en Resolution, i hvilken Hovedbestyrelse og Fagforeningsbestyrelse anbefalede Generalforsamlingen at yde de udelukkede en Understøttelse af 1000 Kr. pr. Uge sålænge Kampen endnu stod på. Samtidig skulle der så pålignes Forbundets Medlemmer et Ekstrakontingent af 1 Kr. pr. Uge, indtil den Sum, Fagforeningen havde udbetalt, var indkommet.

Det var så meget mere påskønnelsesværdigt, at Fagforeningen tog Affære her, eftersom der var megen Arbejdsløshed i Faget, og denne bl. a. søgtes afhjulpet ved at yde Rejsehjælp, som for de gifte Kolleger sattes til 20 Kr., for ugifte til 15 Kr. Men ved Siden af at værne de Arbejdsløse, så vidt Evnerne tillod, holdt Fagforeningen stadig fast på sin Hovedopgave: forbedrede Arbejdsvilkår. Der gennemførtes i Sommeren 1905 en Overenskomst for Blikkenslagerne hos Burmeister & Wain. Den havde følgende Ordlyd: „Alt Blik- og Zink- samt Messingarbejde og Kobberpladearbejde, som falses og loddes med Tin, alt galvaniseret Jernpladearbejde - undtagen Olietankarbejde, alle Messingrør - undtagen Kondensatorrør, hvor Afløbsrør i Vaske og Iskasser er af Blyrør, udføres af Blikkenslagere".

Hvad det specielle Kobbersmedearbejde angik, havde Overenskomsten følgende Punkter, der berørte det fælles Virkeområde: 1) Forfærdigelse af Kobberrør i alle Dimensioner; 2) Kedel- og Kondensatorrør; 3) Forfærdigelse af Blyrør i alle Dimensioner undtagen Af løbsrør fra Vaske og Iskasser; 4) Kobberplader, som nittes eller slagloddes; 5) Oliecisterner, Tanks, Brødbeholdere af galvaniserede Jern; 6) plader; 7) Fortinning af Bruser til Skibssiderne; 8) Fortinning af Kabystøj; 9) Anstøbning af Pandelejer med hvidt Metal. - Denne Overenskomst var tiltrådt af Kobbersmedenes Fagforening og søgtes nu godkendt af Firmaet.

I det Hele taget prægedes det pågældende Tidsrum af en stærk Aktivitet for Gennemførelse af faglige Overenskomster. Spørgsmålet om Dagløn og Timebetaling fanger Hovedinteressen ved Fagforeningens Generalforsamlinger. Det Udvalg, som behandlede Sagen, havde foreslået Timelønnen sat til 45 Øre for Værkstedsarbejde og 50 Øre for Bygningsarbejde, men efter indgående Diskussion vedtog man at forhøje disse Lønsatser med 5 Øre, altså til henholdsvis 50 og 55 Øre, medens Landarbejde sattes til 7 Kroner pr. Dag. Bestemmelsen om Ungsvendelønnen blev strøget. Arbejdstiden optoges til Forhandling med Lauget. Den ønskedes nedsat fra 1. April 1906 samtidig med at Timelønnen forhøjedes.

Hovedpunkterne i Forhandlingen om Arbejdsforholdene formedes i de tre Krav: Lærlingespørgsmålets Ordning, Arbejdstidens Forkortelse og en forhøjet Timeløn.

Dette Program blev den Fane, under hvilken de organiserede Blikkenslagere i Danmark marcherede frem fra Begyndelsen af Året 1906 med LYTHJOHAN som Formand for Fagforeningen. Ved denne Tid valgtes iøvrigt KINDERMANN som Kasserer.

Det foran omtalte Krav angående Arbejdstid og Timeløn behandledes ved en ekstraordinær Generalforsamling i Marts 1906, ved hvilken Formanden meddelte, at de forskellige Bygningsfag havde indsendt et Andragende til Arbejdsgiverforeningen om Arbejdstidens Forkortelse til 9 Timer men havde fået Afslag. Det var motiveret med, at Arbejdstiden gennemsnitlig var 9 Timer indenfor Bygningsfagene. Arbejdsgivernes Holdning havde bevirket, at Tømrerne varslede Strejke.

Med 318 Ja mod 51 Nej vedtog Generalforsamlingen den 11. Marts 1906 at følge Tømrerne, dersom disse nedlagde Arbejdet den 1. April. Jastemmerne samlede sig om den af Hovedbestyrelsen gjorte Henstilling, „at en eventuel Arbejdsstansning for Blikkenslagernes Vedkommende måtte blive indskrænket til de Kolleger, som berørtes af Arbejdsnedlæggelsen i Tømrerfaget".

Hertil knyttedes endvidere det Ønske, „at Kolleger, som i København måtte blive impliceret i Strejken, underkaster sig noget lignende Regler som Tømrerne har vedtaget overfor deres Medlemmer, nemlig at der ikke udbetales Strejkeunderstøttelse i de første 4 eller 6 Uger af Strejken".

Under Behandlingen af denne vigtige Sag fremdroges også de i Blikvarefabrikationen beskæftigede Kollegers Krav på at opnå samme Fordele som Bygningsarbejderne. Til den skete Vedtagelse knyttedes det da også som Forudsætning, at Strejken „ikke hæves, førend der er optaget Forhandlinger med Fabriksarbejderne".

Strejken blev foreløbig udsat i 8 Dage, da de Forhandlinger, som førtes med Lauget og af dette med Arbejdsgiverforeningen om Bygningsarbejdernes Krav, ikke var tilendebragt den 1. April. Det blev endda til en yderligere Udsættelse på 3 Dage, men så forelå også Resultatet. - Det blev ikke Strejke men Overenskomst.

Ved den ekstraordinære Generalforsamling den 11. April 1906 oplæste Formanden en Skrivelse fra Oldermanden. Den indeholdt Bestemmelserne angående Overenskomsten, hvorefter Arbejdstiden for Bygningsarbejde fastsattes således: I Tiden 1. April til 1. Oktober fra Klokken 6 Morgen til Kl. 5 Aften med 1/2 Times Frokost og 1 Time Middag. Resten af Året 8 Timer. For Værkstedsarbejde fastsattes Arbejdstiden for hele Året til 9 1/2 Time. Timelønnen blev 50 Øre pr. Time for Bygningsarbejdere, 45 Øre for Værkstedsarbejdere. Svende, som indtil 1 År efter Læretidens Udløb stod i Arbejde hos deres Læremester, skulle betales med 5 Øre mindre i Timeløn end de ældre Svende. - Overenskomsten kunne kun opsiges til Ophør en 1. Januar med 3 Måneders forudgående Opsigelse.

Skønt de opnåede Indrømmelser ikke var, hvad Blikkenslagerne havde forlangt, vedtoges Overenskomsten under Hensyn til Arbejdssituationen, som den forelå for Bygningsfagene. Ved fortsatte Forhandlinger med Tuborg Fabriker var det lykkedes at få Timelønnen forhøjet fra 44 til 49 Øre, hos Burmeister & Wain fra 40 til 45 Øre, hvorimod Nedsættelse af Arbejdstiden voldte Vanskeligheder. På Carl Lunds Fabriker opnåedes der fra 1. Juni 1906 at få Arbejdstiden forkortet de 6 Måneder, og for Automatfabrikkens Vedkommende sattes Arbejdstiden til 9 1/2 Time.

I den nærmest følgende Tid førte Mestrene Forhandlinger om Arbejdstidens Forlængelse i Oktober og Marts til 8 1/2 Time med særligt Henblik på Reparations-, Gas- og Vandarbejde. Dette mødte selvfølgelig Modstand i Fagforeningen, som fastholdt, at Arbejdstiden i de 6 Vintermåneder fastsattes fra 7 1/2 Morgen til 5 Eftermiddag med Frokosttid fra 8 1/2 til 9.

På Generalforsamlingen den 18. November 1906 vedtoges enstemmig en Henvendelse til Lauget om at fremskynde Arbejdet på den nye Priskurant, idet man udtalte sin Misbilligelse af den Langsomhed, hvormed man hidtil var gået til Værks. Hertil bemærkede Mestrene i en Skrivelse til Fagforeningen, at der skulle blive sat mere Kraft på. Det Hele tegnede sig således foreløbig ret fortrøstningsfuldt.

Indtil videre syslede man med Gas- og Vandarbejdernes Priskurant. Mestrene havde her sat Timelønnen til 45 Øre (for Ungsvende 40 Øre). I Fagforeningens Diskussion om denne Priskurant ankedes der over, at Prisen for Påsætning af Haner samt Huller til Rørene var et Tilbageskridt fra tidligere Priser, og samme Anke rettedes mod Betalingen for Faldrørsarbejde. Kritikken rettede sig overhovedet mod flere Detaljer i Priskuranten, som Blikkenslager-Fagforeningen vedtog at tilbagesende med Forlangendet om visse Ændringer, som angik Ungsvendelønnen samt Ansvarligheden for Værktøj og Materialer.

Skønt de Opgaver, der påhvilte Fagforeningen overfor dens egne Medlemmer allerede var meget omfattende i en Periode, hvor den bl.a. var ene om støtte sine Arbejdsløse, gav den sit broderlige Sindelag overfor „Brödrane hinsidan" til Kende ved at låne „Svensk Plätslagareforbund" 5.000 Kr., og Bevillingen vedtoges enstemmig. Men stod dansk Arbejderbevægelse endnu i hin Tid bedre organiseret end den svenske, var der alligevel adskillige både nærmere og fjernere liggende Opgaver at løse. For Blikkenslagernes Vedkommende lå Priskurantspørgsmålet og Arbejdsløshedsunderstøttelse for Hånden.

Den 11. August 1907 behandledes Priskuranten ved en ekstraordinær Generalforsamling, som afholdtes på Jagtvej 49 i „Folkets Hus" og begyndte Kl. 10 Formiddag. Formanden indledede med nogle anerkendende Ord til Priskurantudvalget, hvis Ordfører, MARTIN HANSEN, meddelte, at Udvalget havde arbejdet i alt i 434 Timer, og at de Satser, som trængte til Forbedringer, i det Store og Hele var tilfredsstillende. „Mestrene", hedder det i Ordførerens Beretning, „ville have indført Tjære i Priskuranten, men det fik vi dem fralokket. Mestrene havde vedtaget Priskuranten, der skulle træde i Kraft den 1. September og gælde indtil den 1. April 1911".

Der fremsattes ganske vist nogen Kritik overfor enkelte Poster i Priskuranten, men den vedtoges dog med 81 Stemmer mod 4, og med god Grund kunne Formanden takke Priskurantudvalget og udbringe et Leve for Fagforeningen, som havde sat en ny Mærkepæl i sit Arbejde for fagligt Fremskridt.

Det kom som en værdig Afslutning på dette Arbejde, at Blikkenslager-Fagforeningen af 1873 på Slutningen af Året 1907 havde indsamlet 462 Kr. til en ny Fane, som skulle være færdig til den forestående Kongres og afsløres på Fagforeningens Stiftelsesdag. Og opmuntrende var det, når det samtidig kunne meddeles, at „Kollegerne på Frederiksberg Gasværk ved en fredelig Forhandling indbyrdes og uden Indblanding fra Fagforeningens Side havde fået indført en 8 Timers Arbejdsdag med Forhøjelse af Lønnen".

Som flere Gange omtalt i dette Skrift havde Blikkenslager-Fagforeningen efter bedste Evne hjulpet sine Arbejdsløse. Denne Sag kom i Begyndelsen af Året 1908 ind i et nyt Spor, idet man optog en statsunderstøttet Arbejdsløshedskasse til Drøftelse. Der forelå ved en Generalforsamling i Januar 1908 Lovforslag til en sådan Kasses Oprettelse. A. GUSTAVSEN oplyste, at på det daværende Tidspunkt var 29 Kasser med tilsammen 76,041 Medlemmer statsanerkendte, og at Blikkenslagerne, dersom de kom ind under Loven, ville kunne opnå 3.000 Kr. i Statstilskud. Sagen vandt ikke absolut eller enstemmig Tilslutning ligestraks, men den trængte sig på, og GUSTAVSEN stillede ved næste Generalforsamling i April Forslag om Oprettelse af en Arbejdsløshedskasse. Forslaget forkastedes vel med 94 Stemmer mod 56, men med så meget desto større Kraft tog Organisationen sig over at hjælpe sine Arbejdsløse. I Foråret 1909 kunne Formanden meddele, at der var udbetalt 7.582 Kr. til de Arbejdsløse, og Kontingentet var 6.760 Kr. „Heraf kunne man se, at der ikke kan administreres med de 20 Øre, men Forbundet bærer under alle Omstændigheder Udgifterne".

I Sommeren 1908, umiddelbart før Kongressens Afholdelse, indmeldte Blikkenslager-Fagforeningen sig i Arbejdernes Fællesorganisation i København. Formanden gjorde ved Sagens Behandling udtrykkelig opmærksom på, at Fællesorganisationen ikke var i Forbindelse med „De samvirkende Fagforbund" og fremhævede, at den havde en Læsestue. Et Medlem anbefalede Indmeldelsen men med det Forbehold, at „vor Ledelse sikrer sig således, at vi altid står med frie Hænder". Selvstændighedsfølelsen gav sig også her et tydeligt Udslag.

De ved Kongressen i København i August 1908 vedtagne Beslutninger svarede til de Ønsker, Fagforeningen nærede og hævede derved det tidligere noget spændte Forhold mellem Forbund og Fagforening. CARL HANSEN, der som den ene af Fagforeningens 13 Delegerede aflagde Beretning, kunne med Tilfredshed notere „de Goder, Kongressen havde vedtaget til Gavn for vort Forbund", hvorved nærmest må forstås, at de forskellige Afdelinger kom til at stå i stærkere Forbindelse uden Opgivelse af en vis lokal Selvstændighed.

Efter Kongressen omlagdes Fagforeningskontingentet. Det sattes til 70 Øre ugentlig hele Året igennem, og Indskuddet for udlærte til 3 Kr. Formanden fremhævede Nødvendigheden af denne Reform, „da Foreningen ellers i modsat Tilfælde ville komme til at administrere med Underskud".

Vedtagelsen var ikke mindst nødvendig, fordi Fagforeningen udelukkende måtte henholde sig til sine egne Midler, hvor Talen var om arbejdsløse Kolleger. I April 1909 foreslog Bestyrelsen en Bevilling på 5.000 Kr. i ekstraordinær Arbejdsløshedsunderstøttelse. Udgiften skulle pålignes de arbejdende Svende i 1910. Forslaget vedtoges, medens en Forespørgsel angående „på hvilken måde det Lån på 5.000 Kr. skal tilbagebetales til Fagforeningens Kasse" udsattes til Generalforsamlingen i April 1910. Det vedtoges endvidere, at den hver Arbejsløs tildelte Understøttelse (35 Kr.) „udbetales i samlet Sum, når et Medlem har optaget sin fulde Understøttelse". Man supplerede senere Hjælpen ved at tilstå Medlemmer, som havde gået arbejdsløse i 3 Uger, en Juleunderstøttelse på 15 og 10 Kr., henholdsvis eftersom de havde startet i Fagforeningen i over 5 og 2 År.

For at dække de i 1909 skete Udgifter til de arbejdsløse vedtog man i April 1910 i Henhold til den tidligere Beslutning at skaffe sig Dækning for de 5000 Kr. ved at påligne Medlemmerne et Ekstrakontingent på 50 Øre ugentlig i Månederne Juli, August og September.

Da JULIUS OLSEN i Juli 1909 valgtes som Kasserer, levede Faget i Fred, og hans Opgave gik foreløbig ikke videre end til at administrere for „det hjemlige Behov". Men snart stilledes der store Krav til både det kollegiale Sammenhold og Kassens Midler. Ved Generalforsamlingen i Juni 1910 meddelte Formanden, at Priskurant-Overenskomsten med Blikkenslagerlauget ville blive opsagt for Jyllands Vedkommende den 1. Januar 1911, for Østifterne den 1. April 1911 og for København den 1. Oktober 1911. Han tilføjede, at på Grund af de Forhold, der eksisterer for Tiden, er muligvis de andre Fag ikke så begejstrede for Opsigelsen, men det økonomiske gør sig gældende, så enten man opsiger eller ikke, ville man under alle Omstændigheder blive draget ind under Forholdene. Arbejdsgiverne vil have en Overenskomst", så der var „ikke andet at gøre end at opsige Priskuranten fra 1. Oktober til 9 Timers Arbejdsdag og en Timeløn af 60 Øre, og man til den Tid afventer Svaret fra Blikkenslagerlauget". Dette Standpunkt vandt enstemmig Tilslutning.

De første truende Skyer meldte sig, da Mestrenes Tilbud var at forlænge Overenskomsten for Jylland og yde 2 Øre mere i Timeløn, hvilket altså var 42 Øre i Timen, og gældende for et Tidsrum af 5 År. Forhandlingerne var afbrudt, og Mestrenes Tilbud forkastet. I en Skrivelse til Fagforeningens Formand havde Lauget iøvrigt meddelt intet at kunne foretage sig uden Arbejdsgiverforeningens Sanktion.

Dette var i December 1910, og den nye Protokolfører, H. TRENTSCH, som afløste JUL. OLSEN, hvis Arbejdskraft toges i Brug som Kasserer, kunne protokollere, at „i Tilfælde af Lockout måtte vi tage Kobbersmede fra Provinsen i Understøttelse, i alt 12 Mand".

Det blev et begivenhedsrigt Nyår, som nu oprandt for Blikkenslagerne. Strejken i Jylland, som blev Forspillet til større Begivenheder, omfattede 250 Mand. Arbejdsgiverne bød 37 Øre i Minimalløn pr. Time, hvilket var 8 Øre mindre end Svendene forlangte. Arbejdsgivernes Ledere HAUBERG og FOSS havde udtalt, at Blikkenslagerne kun kunne få de 37 Øre, da Smedene ikke havde mere i Minimalløn. Forhandlingen var blevet afvist. Det forlød, at Mestrene i Jylland følte sig noget indignerede over Arbejdsgiverforeningens Optræden. I et rekommanderet Brev til Mestrene havde de strenge Herrer meddelt, at ingen Strejkende kunne få Arbejde her i Danmark, og det forventes, at lignende Skrivelse var sendt til Sverige og andre Steder.

Under denne Situation var Blikkenslagerne henvist til at stole på deres egne Kræfter. Fra Sverige kunne der ikke ventes Hjælp, da 1200 Svende derovre fra 1. April stod overfor Opsigelse af deres Priskurant. Den danske Blikkenslagerorganisation ejede 62.000 Kr., over hvilke der kunne disponeres, og som Forbundet senere var pligtig at udrede. Generalforsamlingen den 19. Januar 1911 vedtog at udlåne sine Midler til Forbundet og at give Bestyrelsen Ret til Udskrivning af Ekstrakontingent.

Tre Uger efter var man foran den omfattende Arbejdskonflikt - Lockouten. Ved den ekstraordinære Generalforsamling i Februar 1911 oplyste Formanden, at Lockouten stod på Tærskelen. Mestrene ville en Lønreduktion af 5 Øre pr. Time for de første 5 År, da alt Bygningsarbejde, som udførtes på Værksteder, sattes til Værkstedsløn. De københavnske Svende gjorde fælles Sag med Provinsianerne. Flere Fag var allerede da inddraget under Lockouten.

En alvorsfuld Stemning beherskede dette Møde, på hvilket man efter en kort Diskussion vedtog at tage den tilkastede Stridshandske op. „Når Lockouten kommer i Gang", udbrød Formanden, „da bevar Navnet 1873 og stå fast, hold ved Æren, om også det Hele ramler". Og Bifaldet hilste denne Parole. Understøttelsen til de Udelukkede sattes til 9 Kr. for Gifte plus 1 Kr. pr. Barn, og 7 Kr. for Ugifte.

Forligsmanden trådte nu i Virksomhed, og hans Forslag, hvorefter Timelønningerne blev stående på de gamle Satser, men at disse for Eftertiden var sat fra Normalløn og over til Minimallønninger kom til Afstemning ved en ekstraordinær Generalforsamling i Florasalen,. Fælledvej, den 2. Marts 1911. Der stemtes skriftligt, og Resultatet blev, at 407 Nej mod 117 Ja forkastede Forligstilbudet. Ca. 7 Uger efter kom nye Forhandlinger med Forligsmanden frem ved en Generalforsamling. Formanden oplyste, at „da Arbejdsgiverne ikke ville forhandle udenom Forretningsudvalget for „De samvirkende Fagforbund", stod det Medlemmerne frit for at tage Beslutning ved "Ja eller Nej. Afstemningen foretoges først i København og senere i Provinsen". - Mestrenes Tilbud forkastedes med stor. Majoritet af de 520 tilstedeværende Medlemmer.

Så gik da Lockouten sin videre Gang, og Blikkenslagerne var de sidste på Skansen. Men for hver Dag, der gik, blev Situationen vanskeligere. Allerede ved den ekstraordinære Generalforsamling den 7. Maj 1911 lød der flere advarende Røster fra Kollegernes egen Kreds. GUSTAVSEN anbefalede at modtage

Forligsmandens fornyede Tilbud, hvorved 5 Fag ville fri sig ud af Lockouten. „Bygningssnedkerne", sagde han, „har udbetalt deres Kassebeholdning, ligeledes Murarbejdsmændene. Arbejdsgiverne har lagt deres Planer efter den lange Arbejdsløshed og benytter sig af den, da de fleste Kasser er tomme. Vi burde vedtage Forliget og ruste os til næste Omgang i 1916".

Men for 3. Gang forkastedes Forligstilbudet. Denne Gang med 379 Nej mod 118 Ja. Derefter behandlede Generalforsamlingen følgende af KINDERMANN stillede Forslag:

„Københavns Blikkenslagersvende foreslår følgende til Løsning af Konflikten: Den hidtil gældende Overenskomst forlænges i 3 År til 1. April 1914. Dog har Mestrene Ret til at forlange Overenskomsten yderligere forlænget i 2 År, altså til 1. April 1916, imod at give et Løntillæg af 2 Øre i Timen for dette Tidsrum. Arbejdsgiverforeningen har ikke Ret til at iværksætte Lockout i Blikkenslagerfaget på Grund af Konflikter med andre Fagorganisationer i Løbet af disse 5 År". - Forslaget vedtoges med den Ændring, at Løntillægget de første 3 År blev 3 Øre og de følgende 2 År 2 Øre.

Ved et kort efter følgende Møde på Enghavevej, hvor Repræsentanter for Arbejdernes Fællesorganisation var til Stede, forlangte dennes Formand, Hr. KIEFER, at Fagforeningens Ledelse burde have fast Mandat til at afslutte Konflikten. Men Forslaget vandt ikke større Tilslutning.

Det var ellers Synd at sige, at Blikkenslagerne ikke underkastedes Påvirkning udefra. BORGBJERG, STAUNING, CARL GRAN, P. SABROE, A. C. MEYER og andre fik gæstfrit Lov at opfordre Blikkenslagerne til Fredsslutning. Dette har vel øvet nogen Virkning, men det var Kampens Langvarighed og den noget isolerede Stilling, Blikkenslagerne indtog, som endelig bragte Lockouten til Afslutning. Ved en ekstraordinær Generalforsamling samme Dag, som ovennævnte Møde med Fællesorganisationen havde fundet Sted, vedtoges Forligsmandens Forslag, hvorved Resultatet af Afstemningen fra forrige Generalforsamling annulleredes.

Man var nu nået frem til Midten af Maj 1911, og Fredsslutningen ville endda have stået i Fare, dersom Forligsmanden ikke havde opnået Forbedringer i Forliget. Disse Forbedringer, hvis Indhold forelagdes af CARL GRAN, gik ud på følgende: „Når der til de i Paragraf 3 fastsatte Timelønninger i samme Paragrafs 3. Stykke er knyttet Bestemmelser om, at de pågældende Arbejdsgiversammenslutninger forpligter sig til ikke at forbyde deres Medlemmer at give højere Timeløn end den anførte, har Hensigten med denne Tilføjelse været at umuliggøre en Udvikling af Lønforholdene således, at der nu overenskomstmæssig gives Blikkenslagerforbundets Medlemmer Adgang til at opnå Løn udover de i Overenskomsten fastsatte Satser".

Og videre: „For Københavns Vedkommende henvises til de særlige Bestemmelser i Prisfortegnelsen. For Provinsen gennemførtes følgende Bestemmelser: Når Opholdet varer udover en Dag, og Arbejdsstedet er beliggende over en halv Mil fra Byen, betales 42 Øre i Timen plus Kost og Logis eller 51 Øre i Timen på egen Kost og Logis. Fra 1. Februar 1914 forhøjes disse Satser med 1 Øre. Hen- og Tilbagerejsen betales af Mestrene, og Tiden,, der medgår til Rejsen, betales med almindelig Timeløn". - Med 292 Ja mod 185 Nej godkendtes denne endelige Ordning, hvorved Faren for en af Arbejdsgiverne erklæret Stor-Lock-out bortfaldt.

Så sluttede da denne forbittrede Kamp, som havde krævet, store pekuniære Ofre. Formanden meddelte på den første Generalforsamling efter Forligets Afslutning, at „Forbundet stod nu i Gæld til Fagforeningen for et Beløb på 20.000 Kroner". Han foreslog at påligne Ekstrakontingent, 30 Øre udover det faste 70 Øres Kontingent, og så at betale hver af de Udelukkede 15 Kr. Hvis Ekstrakontingentet ikke dækkede Beløbet måtte der fortsættes med Ekstrakontingent det følgende År. Forslaget vedtoges, og Udbetalingerne begyndte straks.

Kontingentet forhøjedes senere hen på Året fra 70 til 85 Øre. Til Forbundet blev Kontingentet herefter 40 Øre og til Arbejdsløshedskassen 27 Øre.

Den ret betydelige Minoritet, som var mod det endelige Forlig, viste imidlertid, at Kampens Resultat ikke svarede til de Ofre, Blikkenslagerne havde ydet for at forbedre deres Kår. Misfornøjelsen gav sig bl.a. Udtryk i en af flere Medlemmer undertegnet Henvendelse til Kammerater og Klassefæller, der opfordredes til at „give deres Stemmer til de Kongresdelegerede, som ønsker at højne vort Forbund udadtil som indadtil". Der henvistes i Skrivelsen gentagne Gange til Blikkenslagernes Selvstændighedsfølelse, og det udtaltes, at de 11 foreslåede Delegerede „vil lede Forbundet efter moderne Principper". Denne Liste gik ganske vist ikke igennem, men den fik dog omtrent valgt Halvdelen af de på den foreslåede Kolleger.

Det tabte Slag foranledigede Sammenstød mellem Formanden LYTHJOHAN og oppositionelle Kolleger. Ved den ordinære Generalforsamling den 19. Oktober 1911 aflagde G.OLSEN Beretning fra Fællesorganisationen og udtalte sig ved denne Lejlighed skarpt imod det afsluttede Forlig, for hvilket han gjorde Lythjohan delvis ansvarlig. Der faldt kraftige Udtalelser fra de to skilte Lejre, men hårdføre, som Blikkenslagerne er, tog deres Sammenhold ingen Skade.

På Kongressen i Efteråret 1911 kom Lockouten selvfølgelig i høj Grad på Tale, og Formanden undgik ikke en Række Angreb, som må ses i Belysning af det mindre heldige Udfald, Lockouten fik for Blikkenslagerne. Lythjohan betegnede Angrebene som Personligheder.

Det er en Selvfølge, at Fagforeningen måtte have Tid for at forvinde de værste financielle Virkninger af Lockouten, og man træffer i Forhandlingsbogen med ret korte Mellemrum Oplysninger om Status. Den var først på Året 1913 opgjort til 28.673 Kr. 32 Øre, og Alderdomskassens Formue udgjorde 22.907 Kr. 42 Øre. I April 1914 forelå Oplysninger om Arbejdsløshedskassen. Blikkenslagerne havde tøvet med at oprette en statsanerkendt Arbejdsløshedskasse, men man indså snart, at Fordelene ved en sådan tillod en betydelig Udvidelse af Hjælpen til de ubeskæftigede Kolleger. Af Regnskabet i Foråret 1914 sås det, at Arbejdsløshedskassen af Staten havde modtaget i alt 33.067 Kr. og af Kommunen 15.397 Kr., i alt 48.464 Kr. Kassebeholdningen var 39.000 Kr.

Den 1. Juli 1914 viste Fagforeningens Regnskab, at der i Sparekassen henstod 28.878 Kr. 73 Øre. Status var 32.550 Kr. 54 Øre, Alderdomskassens Formue 25.474 Kr. 68 Øre. Den financielle Situation bedredes således jævnt og vidnede om en forstandig Økonomi. Dette kunne jo kun tilfredsstille såvel Medlemmer som Bestyrelse, og man kunne da vente, at der var Fred og ingen Fare.

Men Tiden var urolig, og dens stærke Modsætninger gjorde sig også gældende i Blikkenslager-Fagforeningen af 1873. Den gamle Bestyrelse trådte af i Sommeren 1914, og 5. August valgtes helt nye Mænd. Formand blev L. C. ANDERSEN.

I Begyndelsen af den ny Formands Virketid forelå et Spørgsmål om Fagforeningens Stilling til Forbundslovenes Paragraf 16, Stykke b., der indeholdt den Bestemmelse, at Formanden for den københavnske Afdeling er selvskreven Medlem af Hovedbestyrelsen. LYTHJOHAN og andre forklarede deres Standpunkt, hvorefter Hovedbestyrelsen var valgt fra Kongres til Kongres, medens det fra anden Side hævdedes, at den nyvalgte Formand burde være Medlem af Hovedbestyrelsen, fordi der kunne komme Sager for, „som Forretningsudvalget var uvidende om og da alligevel måtte forhandle med Bestyrelsen eller Formanden om". Til denne sidste Opfattelse sluttede en Generalforsamling sig.

Under Krigsperioden stilledes der adskillige Krav til kollegial Samfølelse, idet der ikke blot som i foregående År var arbejdsløse Medlemmer at understøtte men også hjemsendte fra Sikringsstyrken. Ved Juletid 1914 var der 80 Arbejdsløse og et ikke nærmere angivet Antal hjemsendte. Der bevilgedes 15 Kr. i Juleunderstøttelse til hvert af de pågældende Medlemmer, udredet af det i sin Tid oprettede Julemærkefond, hvis Midler indkom ved Salg af Mærker indenfor Blikkenslagernes egen Kreds. Denne Fond havde i Årenes Løb kunnet glæde sig ved Blikkenslagernes „obligatoriske Offervillighed". Manglede der noget ved Salg af Mærker, stod Fagforeningens Kasse åben for det resterende.

Forudsætningen for sådan ydet Hjælp var al Tid, at de understøttede Medlemmer modtog Pengene som Lån, de senere hen var pligtige at tilbagebetale eller - eventuelt - fik eftergivet.

Den 21. Januar 1915 genvalgtes C. LYTHJOHAN som Formand. Han gik ind til en Tid, hvor alt fra Begyndelsen af tegnede nogenlunde fredeligt. Endda skulle Fagkampens Bavne snart tændes.

Ved Kongressen i Eftersommeren 1915 behandledes bl.a. de Lønskemaer, som skulle træde i Kraft fra det nye Års Indtræden, og Arbejdsløshedskassens Forhold klarlagdes. CARL HANSEN, som var de Fagforeningsdelegeredes Ordfører, gjorde bekendt med, at Understøttelsen ville have Gyldighed for 85 Dage, og at Medlemsretten forandredes til 2-4-8 År, medens Juleunderstøttelsen for Kolleger med 2 Års Medlemsskab ville blive 10 Kr., med 4 Års Medlemsskab 15 Kr. og med 8 Års 20 Kr. Der udkrævedes dog, at de pågældende havde været arbejdsløse mindst 14 Dage før Jul. Det var ved en tidligere Generalforsamling vedtaget, at der indførtes 1 Krones Mærker, som solgtes til Fordel for de Arbejdsløse, og hvert Fagforeningsmedlem var, som tidligere nævnt, forpligtet til at købe. Denne Form for Selvbeskatning havde i al Fald den Fordel, at der kunne disponeres over bestemte Beløb til Understøttelse af Kolleger uden Beskæftigelse.

Den fredelige, faglige Situation indlededes med, at Fagforeningens Bestyrelse og Københavns Blikkenslagerlaug enedes om, at den under 17. Maj 1911 afsluttede Overenskomst forlængedes til 1. Februar 1918, idet der dog foretoges nogle Ændringer. De gik ud på en Ommetring, Regulering og Supplering af Prislisten, der fik samme Varighed som Overenskomsten. Til de bestående Timelønninger for Blikkenslagere, som var beskæftigede hos Medlemmer af Københavns Blikkenslagerlaug, „ydes et Dyrtidstillæg af 5 Øre pr. Time. Arbejdsgiverne er dog ikke forpligtede til at yde et større Dyrtidstillæg end at dette sammen med Timelønnen andrager 60 Øre. Dette forhindrer dog ikke, at den i Følge Anmærkningen til Overenskomstens Paragraf 3 hjemlede Muliggørelse af en Forhøjelse af Timelønnen på 60 Øre bevares".

Denne for 2 År trufne Overenskomst, som Generalforsamlingen vedtog med 262 Ja mod 104 Nej, var også godkendt af Provinsens 25 Afdelinger. I Henhold til det således vedtagne meddelte Formanden, at han fremtidig ikke anviste Folk til Københavns Blikkenslagerlaug, dersom der ikke betaltes mindst 60 Øre for Timen. Han tilføjede, at Minimallønnen på Fabrikkerne var forhøjet med 3 Øre. Overenskomsten havde tilbagevirkende Kraft til 1. Febr. 1916. Den måtte - i Sammenligning med, hvad andre Fag havde opnået, - betragtes som ret gunstig for Blikkenslagerne.

Allerede ved Generalforsamlingen i Oktober 1916 kunne P. MØRCK som Medlem af Priskurantudvalget for Zinkarbejde oplyse, at der var Udsigt til en for Blikkenslagerne tilfredsstillende Ordning, W. WULFF gav det samme Håb for Kobberarbejde og C. LOHMANN stillede noget lignende i Udsigt for Gas- og Vandarbejde. Bestyrelsen fik Mandat til at tilstille Lauget de af Fagforeningen præciserede Ønsker. Tre Måneder efter gav Formanden Meddelelse om de med Lauget førte Forhandlinger. Bestyrelsen havde forlangt et Tillæg af 5 Procent for Månederne Oktober, November og December 1916, men Lauget havde tilbudt at give dette Tillæg fra 1. Januar 1917. Bestyrelsen havde tiltrådt dette men under Forudsætning af, at hvis Priskuranten ikke forelå færdig den 1. Marts, skulle Tillægget udgøre 10 Procent. Lauget havde da foreslået at give 10 Procent Tillæg fra 1. Januar men i så Fald at lægge Priskuranten til Side. Desangående skulle der nu forhandles videre.

Den 22. Januar 1917 meddelte Formanden ved den indvarslede Generalforsamling, at Priskuranten for Gas- og Vandarbejde forelå færdig. Smede og Maskinarbejdere såvel som Gas- og Vandarbejdere havde underskrevet, og Blikkenslager-Fagforeningens Bestyrelse fik Fuldmagt til det samme. Det meddeltes endvidere, at Lauget var gået med til at give 15 Procent Tillæg til Priskuranten fra 1. Marts for Arbejde, på hvilket der var givet Tilbud efter 1. Februar.

Der svandt endnu et halvt Års Tid, før Sagen gik helt i Orden. Ved en ekstraordinær Generalforsamling den 28. Juni 1917 omtalte Formanden „den nye Priskurant og de forskellige Udvalg, der havde udarbejdet den som kendte og prøvede Folk, og som har gjort deres bedste for at få den så fuldkommen som mulig". P. Mørck oplyste, at mens Arbejdet på den forrige Priskurant af 1907 havde strakt sig over 88 Møder, havde den nu foreliggende kun taget nogle få Møder mere, skønt der tillige var ommetret og Procenttallet på Zinkarbejde var steget med 16, medens den tilsvarende Stigning for Mureres og Tømreres Vedkommende kun var 6 å 8 Procent".

De forskellige Afsnit indenfor Priskuranten - Zinkarbejde, galvaniseret Jern-, Bly- og Kobberarbejde, Reparationer samt Skiferarbejde - vedtoges af Generalforsamlingen. Ved Omtalen af sidstnævnte Afsnit oplystes det, at Skiferdækkernes Fagforening var opløst.

For Året 1918-1919 opnåedes der forskellige Overenskomster, ved hvilke der for Gas- & Vandarbejdere sammen med Smede og Blikkenslagere var givet et Tillæg af 10 Øre pr. Daglønstime og 5 Øre pr. Akkordtime. Mellem Sammenslutningen af Arbejdsgivere indenfor Jern- og Metalindustrien og Blikkenslagerforbundet i Danmark fastsattes Overenskomstens Gyldighed også til et År. Samtlige Dyrtidstillæg bibeholdtes og der ydedes ekstra et Dyrtidstillæg, som beregnedes efter den virkelige Arbejdsfortjeneste: 1) For Timefortjeneste indtil 50 Øre pr. Time - 4 Kr. ugentlig, svarende til 7 Øre pr. Time. -2) For Timefortjeneste indtil 51-55 Øre pr. Time - 3 Kr.; 50 Øre ugentlig, svarende til 6 1/2 Øre pr. Time. - 3) For Timefortjeneste indtil 56-60 Øre pr. Time - 3 Kr. ugentlig, svarende til 5 1/2 Øre pr. Time. - 4) For Timefortjeneste indtil 61-65 Øre pr. Time - 2 Kr.; 50 Øre ugentlig, svarende til 4 1/2 Øre pr. Time. - 5) For Timefortjeneste indtil over 65 Øre pr. Time - 2 Kr. ugentlig, svarende til 4 Øre pr. Time.

Denne Ordning trådte i Kraft fra og med 1. November 1917. For Tidsrummet fra 1. November til 14. December afgjordes Dyrtidstillægget dog med et Beløb af 15 Kr. til hver af de Arbejdere, som den 14. Debr. var i Arbejde i de pågældende Virksomheder. Forsøget på at få Priskurantens Timeløn sat op til 75 Øre mislykkedes. Der nåedes kun 70 Øre plus 10 Øre i Dyrtidstillæg, som betaltes udover den hidtil oppebårne Timeløn.

Ved et hos Borgmester Jensen afholdt Møde for Bygningsfagene, hvor LYTHJOHAN og P. MØRCK repræsenterede Blikkenslagerne, meddeltes det, at der ville blive Stansning i det kommunale Arbejde, dersom der skulle betales mere for dette end for privat Arbejde. De 10 Procents Tillæg ville bortfalde fra 1. Februar. Kommunen ville imidlertid fremme sit offentlige Arbejde i videst mulige Udstrækning.

I det pågældende Tidsrum havde Blikkenslagerfaget over 100 Arbejdsløse, og disses Understøttelse blev en ligeså selvfølgelig som nærliggende Opgave for Fagforeningen, når Arbejdsløshedskassens Hjælp ikke slog til. Man vedtog at yde en ekstra Understøttelse, så de Medlemmer, der havde stået i Fagforeningen i 2 År, fik 2 Kr. om Ugen i 13 Uger, medens Kolleger med 4 Års og 8 Års Medlemsskab fik henholdsvis 3 Kr. og 4 Kr. om Ugen i 13 Uger. Herfra blev dog trukket Understøttelse for de Dage, der var arbejdet i Tiden fra 1. Januar til 31. Marts. Til denne Afgørelse knyttedes en Bestemmelse om, at Svende, som ikke oppebar 36 Kr. om Ugen, ville være at understøtte i Januar Kvartal og fik en lignende Understøttelse i Henhold til deres Medlemsskab.

Den Understøttelse, der kom Kollegerne til Gode, var endda yderst beskeden, og navnlig kneb det hårdt for Familiefædre med mange Børn. De Medlemmer, som havde 24 Kr. 50 Øre i Understøttelse om Ugen, altså Understøttelsens Maksimum, og som havde 3 eller flere Børn, kunne derfor ved Udfyldning af Skemaer søge ekstraordinær Hjælp fra Københavns Understøttelsesforening.

Som Følge af de Forpligtelser og Byrder, Fagforeningen påtog sig overfor sine Arbejdsløse, måtte Kravet om bedre Lønvilkår trænge sig på. Ved Generalforsamlingen i Juli 1918 udtalte Formanden følgende: „I Fjor, da vi forhandlede med Københavns Blikkenslagerlaug og Arbejdsgiverforeningen, gjaldt Forhandlingerne Forlængelse af Overenskomsten med et Dyrtidstillæg. I År ved vi endnu ikke, hvorledes det bliver. Bestyrelsen foreslår, at vi forlanger 25 Øre mere pr. Daglønstime og 20 Procents Tillæg til Priskuranten, hvad Bestyrelsen ønsker Generalforsamlingens Bemyndigelse til. I Tilfælde af, at Mesterorganisationerne ville afvige herfra, vil det i Tide blive forelagt Medlemmerne". - Dette Standpunkt billigedes enstemmigt af Medlemmerne, som var mødt talrigt frem.

De stillede Fordringer godkendtes ikke af Arbejdsgiverne. Efter en indledende Forhandling tilbød Mestrene 8 Øre mere i Timen for såvel Dagløn som Akkord. Efter en hel Dags ihærdigt Arbejde opnåedes ikke yderligere Indrømmelser for Jernindustriens og Provinsmedlemmernes Vedkommende. Men ved yderligere Forhandling med Laugets Repræsentanter opnåede Blikkenslagerforbundets Hovedbestyrelse 10 Øre mere pr. Time for Københavns Blikkenslagere. Da disses Antal regnedes til 900, ville Tillægget til 1. Februar 1919 udgøre 104.650 Kr.

Dette var Augustreguleringen af 1918, som Formanden mente man blev nødt til at vedtage.

Ved en ekstraordinær Generalforsamling den 2. Sept. 1918 oplystes det, at man i Provinsen havde vedtaget Augustreguleringen med 329 Stemmer mod 58. Den københavnske Afdeling fulgte samme Spor. Vedtagelsen her skete med „alle Stemmer mod 3". For Gas- og Vandarbejde var også budt de 8 Øre, men efter nogen Forhandling enedes man om 25 Procent til hele Priskuranten. Til de kunstige Støbninger af Faldrør sattes Betalingen til 10 Øre mere pr. Meter og 10 Øre pr. Styk af Faconrør. Denne Overenskomst vedtoges enstemmigt.

Men der var Uro i Luften. Fra Helsingør indsendtes i December 1918 en Skrivelse til Blikkenslagerfagforeningen med formulerede Krav om forskellige Reformer, som sluttede sig til den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes politiske Program, men til hvilke Helsingørianerne føjede en særlig Agitation for 8 Timers Dagen, Afskaffelse af Tyendeloven og af Septemberforliget. Blikkenslagernes Generalforsamling opfordredes til at indsende Skrivelsen til Hovedbestyrelsen og foranledige Sagens yderligere Behandling i Forbundets Afdelinger.

Overfor dette formulerede Fagforeningens Formand Bestyrelsens Forslag angående det, der lå Blikkenslagerne nærmest. Det var Kravet om en Minimalløn af 1 Kr. 25 Øre foruden Dyrtidstillæg, 25 Procent Tillæg til Priskuranten og den 8 Timers Arbejdsdag. Disse Krav skulle gælde for alle Blikkenslagere såvel i Provinsen som indenfor Jernindustrien.

Generalforsamlingen den 19. Debr. 1918 vedtog at gå videre. Den forlangte 1 Kr. 50 Øre som minimal Timeløn, 50 Procent Tillæg til Priskuranten og den 8 Timers Arbejdsdag. - Ved samme Lejlighed gav Formanden Meddelelse om, at Udvalget for Skiferdækkerarbejde - Mestre og Svende - var enedes om at forhøje den gældende Priskurant med 75 Procent.. For begge Parter var fastsat et halvt Års Opsigelse.

Forholdene udviklede sig uheldigvis ikke i fredelig Retning. Allerede i Februar 1919 kunne Formanden meddele, at Forhandlingerne mellem Repræsentanter for Mestre og Svende i Bygningsfagene og de følgende Møder i Arbejdsgiverforeningen viste betydelige Uoverensstemmelser. Lauget tilbød en 8 1/2 Timers Arbejdsdag samt 85 Øre i Timeløn plus 20 Øre og personlige Tillæg fra 90 Øre. Da Blikkenslagernes Hovedbestyrelse fandt disse Tilbud uantagelige, vedtog den at udsende 1. Strejkevarsel Mandag den 3. Februar 1919. Men nye Forhandlinger skulle finde Sted den 13. Februar.

Mellem Arbejdsgiverforeningen og „De samvirkende Fagforbund" med deres 100,000 Medlemmer var der truffet Overenskomst om en 87« Timers Arbejdsdag. Blikkenslagerfagforeningen udtalte sig i en af R. RASMUSSEN stillet Resolution misbilligende om denne Overenskomst og vedtog på Forslag af G. OLSEN at gøre sin Stilling til Arbejdstidsspørgsmålet afhængig af den Afgørelse, Bygningsfagene traf.

I Begyndelsen af Marts 1919 udsendte Fagforeningen 2. Strejkevarsel. Forligsmanden trådte nu i Virksomhed og stillede et Mæglingsforslag, som gik ud på at fastsætte en Normalløn, som nok kunne stige men ikke kunne komme til at stå på Papiret". 8 Timers Dagen udgik foreløbig af Dagsordenen for Blikkenslagernes Vedkommende, da deres Repræsentant sanktionerede de 8 1/2 Time, og Lauget gik fra 1 Kr. 10 Øre ned til 1 Kr. i Timeløn, medens der tilbødes 22 Procents Forhøjelse for Zinkarbejde og 15 Procent for Kobber- og Jernarbejde. For Provinserne var opnået en Normalløn af 1 Kr. 15 Øre i Timen og Priskurant over hele Landet, hvad Provinsens Repræsentanter havde erklæret sig tilfredse med. Fagforeningens Generalforsamling den 23. Marts 1919 vedtog da efter en bevæget Debat Forligsmandens Tilbud. 360 Medlemmer stemte for, 250 imod.

Hermed var Blikkenslagerne som delvis Bygningsfag udenfor Konflikt, medens andre Bygningsfag - Murere, Tømrere og Murarbejdsmænd - befandt sig i Lockout. Blikkenslagerfagforeningen bevilgede dem 2.000 Kr. i Hjælp og vedtog et ekstra Kontingent af 1 Kr. pr. Uge til Dækning af den Udgift, Kassen således måtte afholde.

Som Supplement til de hidtil gennemførte Overenskomster kan tilføjes, at Gas- & Vandarbejderne opnåede et 20 Procents Tillæg til Akkorderne, i alt 50 Procent, medens Daglønnen forhøjedes til 70 Øre Timen plus 15 Øre, hvorved Timelønnen sammen med Dyrtidstillæggets 18 Øre blev i alt 1 Kr. 3 Øre.

Hvad Stillingen til den 8 Timers Dag angik, fik Sagen et Efterspil, idet den Repræsentant, Fagforeningsbestyrelsen havde sendt til Forhandling med Bestyrelserne for de egentlige Byggefag, af Opportunitetsgrunde ikke havde fastholdt Kravet om de 8 Timer. Dette kritiseredes stærkt og foranledigede den pågældendes Udtræden af Bestyrelsen.

Der var overhovedet på den Tid en vis Uro i Gemytterne. Den stammede fra Modsætningen mellem den gamle Fagforeningskurs og de af Syndikalismen foretrukne Metoder. Men da Søfyrbøderne i Juni 1919 sendte Blikkenslager-Fagforeningen en skriftlig Opfordring til at gå med i en almindelig Arbejdsnedlæggelse fra 15. Juli for at „påvirke de ansvarlige Myndigheder til Udstedelse af Amnesti for de Arbejdere, der under og efter Krigen er dømte for politiske Forseelser", gik man dog ikke videre end til at udtale Sympati for Tanken om Amnesti. Tanken om en almindelig Arbejdsnedlæggelse på det anførte Grundlag fandt ingen Tilslutning hos de skolede Kolleger, som al Tid havde styret en bestemt og lige faglig Kurs.

Blikkenslagernes egne Sager stod da også sådan, at al Interesse så godt som udelukkende samlede sig om Lønvilkårene. Prisniveauet var af den Art, at de hidtidige Satser ikke svarede til Hjemmenes Krav. Bestyrelsen stillede da det Forlangende til Lauget, at Timelønnen blev sat til 2 Kr., og at der ydedes et 50 Procents Tillæg til Priskuranten. Oldermanden havde ønsket Svendenes Forlangende skriftligt, hvorefter han sendte Skrivelsen til Arbejdsgiverforeningen. Da denne Sag behandledes i Fagforeningen stillede G. OLSEN en Resolution, hvori det hed, at den indvarslede „Generalforsamling konstaterer, at ingen Medlemmer kan eksistere under lovlige Forhold med ringere Løn end 2 Kr. i Timen, således som Fødemidlernes Prisniveau nu er". Denne Resolution vedtoges enstemmigt.

Dette var den 5. August 1919. Ni Dage efter, ved en ekstraordinær Generalforsamling meddeler Forhandlingsprotokollen følgende: „Den fungerende Formand R. RASMUSSEN forklarede Grunden til Formandsskiftet, som var foretaget af Bestyrelsen, da LYTHJOHAN i Egenskab af Forretningsfører for Forbundet ikke kunne stå som Formand for Blikkenslager-Fagforeningen".

Den således fungerende Formand udtalte sig samtidig om „Forhandlingerne i Arbejdsgiverforeningen, hvor Direktør Aggerholm ledede Mødet og foreholdt os det ulovlige i den Arbejdsstandsning, som var foretaget, og dikterede os, hvor store Bøderne ville blive ved den første Voldgiftsret. Den første Bod ville ikke blive stor, men den næste ville blive fra 50-100,000 Kroner. Der foresloges Forhandling med Mestrene, og hvis Arbejdet genoptoges Mandag Morgen, ville de frafalde Erstatningskrav. Ellers var al Forhandling afbrudt, og Sagen gik lige til Voldgift".

I de ommeldte 9 Dage er der altså foretaget en Arbejdsnedlæggelse, hvis Årsag har været Svendenes ubeherskede Misfornøjelse med Lønsituationen. Og LYTHJOHANs foreløbige Fratræden som Formand står åbenbart i Forbindelse hermed.

Lauget havde stillet følgende Forslag, der altså var et Ultimatum: „Arbejdet genoptages senest Mandag Morgen den 18. August 1919 på samme Vilkår som inden den 5. August, med påfølgende personlige Forhandlinger mellem Mestre og Svende. Kravet om ensartet Løn på samme Værksted må ikke fremsættes". - Efter en bevæget Debat vedtoges Laugets Forslag. Af de ca. 700 mødte Medlemmer stemte kun 30 imod.

Det var en Periode fuld af ekstraordinære Generalforsamlinger. Den 31. August 1919 stod Priskurantudvalgets Arbejde på Dagsordenen. Ordføreren VILH. WULFF oplyste, at der var opnået forskellige Dyrtidstillæg, hvorimod der intet Tillæg kunne tilvejebringes for akkorderet Arbejde. For dette sidstes Vedkommende måtte man overlade Bestyrelsen at forhandle videre. Generalforsamlingen vedtog enstemmigt Udvalgets Forslag.

Der var nu faldet lidt Ro over Sindene, og ved den første ordinære Generalforsamling i Oktober 1919 gav JUL. OLSEN Oplysninger om den stedfundne Fagkongres. Et enkelt Punkt fremhævedes under den følgende Debat. Det var Vedtagelsen om Urafstemninger, som fremtidig skulle være gældende Regel hvor Forbundets fælles Sager indankedes for Kollegernes Domstol.

Af Vedtagelser på Generalforsamlingen må fremhæves, at Kontingentet forhøjedes og sattes til i alt 2 Kr. pr. Uge. Arbejdsløshed fritog for Kontingentydelse undtagen til Alderdomskassen.

I December 1919 møder man atter Priskurantspørgsmålet. Bestyrelsen foreslog at stille Krav om 50 Procents Forhøjelse af alle Priskuranter men at bruge Løfteparagraffen, hvorved forstås det Tilsagn, der fra Laugets Side var givet om i visse Tilfælde at betale udover Minimallønnen. - Generalforsamlingen sluttede sig til Bestyrelsen.

Der skulle snart trække nye Skyer over Fagets Himmelblå, og som om man anede en sig nærmende Fare sluttede Blikkenslagerne sig endnu tættere sammen, idet den første Generalforsamling i det ny År 1920 på Forslag af Blikkenslagernes Diskussionsklub vedtog, at „ingen Medlemmer af Blikkenslagerfagforeningen af 1873 må arbejde sammen med uorganiserede Blikkenslagere". Da Tanken herved nødvendigt henlededes på Strejkebrydere, udtalte et Medlem, at „en Skruebrækker har ingen Moral, og han har et Fristed hos Glud & Marstrand".

Endnu inden Uvejret brød løs, genvalgtes LYTHJOHAN som Formand. Knapt tre Måneder efter kunne han meddele en ekstraordinær Generalforsamling, at „Fagforeningen i Tilslutning til de øvrige Fag havde stanset Arbejdet Torsdag den 1. April 1920".

Årsagen til denne Arbejdsstansning var af politisk Karakter. Den 29. Marts havde Kong Kristian afskediget Ministeriet ZAHLE uden at der var skabt det parlamentariske Grundlag for Ministeriets Afgang. Med god Grund måtte de danske Arbejdere protestere mod denne af Nationalister og Reaktionære skabte Situation, som direkte kunne øve sin skadelige Indflydelse på Arbejderklassens økonomiske Forhold. Mod Statskuppet satte Arbejderne derfor Generalstrejken. Den kom tillige som et passende Svar på Arbejdsgivernes Varsel om en Generallockout, der ville komme til at omfatte 200,000 Mand.

Som bekendt bøjede Kongen af. Påskemorgen den 4. April 1920 måtte det af ham udnævnte LIEBE'ske Ministerium træde af, et foreløbigt Ministerium dannedes med det Formål at genoptage Rigsdagens Møder, fortsætte Forhandlingerne om Valgloven og udskrive nye Valg. Der blev samtidig givet Amnesti for alle stedfundne politiske Forseelser.

2. Påskedag var LYTHJOHAN kaldt til Forligsmanden, som havde tilbudt Forhandling om Forslag, hvis Berettigelse Arbejdsgiverforeningen måtte indrømme. Der stemtes nu over, hvor vidt man skulle gå i Arbejde straks og derefter optage Forhandlingerne om en Overenskomst eller om Arbejdet skulle hvile, til de af Fagforeningen stillede Krav var opfyldt. Så stærkt var Stemningen delt, at 274 stemte for at gå i Arbejde straks, medens 273 stemte imod.

Men denne ene Stemme reddede alligevel ikke Situationen. Ved Generalforsamlingen den .15. April 1920 forelå Meddelelse fra Priskurantudvalget angående de stedfundne Forhandlinger. CARL LASSEN udtalte, at „Lauget var rendt i Arbejdsgiverforeningen med Priskuranten, og Direktør Aggerholm havde udtalt, at 50 Procent kunne ikke fåes, da det ikke var Forligsmandens Forslag. I et senere Møde med Lauget Onsdag den 14. April 1920 havde Mestrene udsøgt nogle Punkter, som stod til 87 Procent. De gik op til 110 Procent. Det var ialt 24 Poster, som nu skal til Afstemning".

Om de Forslag, som forelå, udtalte Formanden, at de måtte nøje overvejes og om muligt burde de have Gyldighed til 1. Februar 1921. Afstemningen over Forslagene ville foregå for hver Branche og finde Sted på Kontoret i 3 Aftener fra 7-9. Det oplystes senere, at efter at Tømrerforbundet havde varslet Strejke, var Forligsmanden trådt til, og ved Forhandling havde Blikkenslagerne i Centralforeningen fået Timelønnen forhøjet fra 1 Kr. 60 Øre til 1 Kr. 75 Øre, så Lønnen kom på Højde med Tømrernes. I Forbindelse hermed kan noteres, at der indenfor Fagforeningen var startet en Bygningsklub, som holdt sit konstituerende Møde den 29. Juni 1920.

Efter denne Meddelelse i Protokollen fratrådte HERMAN TRENTSCH sit hæderfulde Hverv som Protokolfører og efterfulgtes fra Oktober 1920 af AAGE GRAM.

Så listede da det bevægede År 1920 mod sin Ende. Ved den sidste Generalforsamling i December forelå Forslag om Udskrivning af Ekstrakontingent, 5 Procent af al Arbejdsfortjeneste, at opkræve fra og med 8. Januar 1921. Ekstrakontingentet holdtes løbende, indtil Udgifterne ved Understøttelse af Kolleger var indgået i Fagforeningskassen. Denne Understøttelses Karakter forelå i et af Bestyrelsen fremsat Forslag, som vedtoges enstemmigt af Fagforeningen.

Forslaget gik ud på følgende: „Tillæg til Juleunderstøttelse, bevilget af Fagforeningen, efter følgende Regel: 1) 8 Års Medlemsret i Arbejdsløshedskassen: 30 Kr., Tillæg 50-80 Kr.; - 2) 4 Års Medlemsret i Arbejdsløshedskassen: 25 Kr., Tillæg 45-70 Kr.;- 3) 2 Års Medlemsret i Arbejdsløshedskassen: 20 Kr., Tillæg 40-60 Kr.;- Til Medlemmer, som ingen Juleunderstøttelse kan få af Arbejdsløshedskassen, udbetales hele Beløbet af Fagforeningen med henholdsvis 80-70 og 60 Kr. Til Medlemmer, som ikke har været i Foreningen i 2 År, udbetales 35 Kr. Det samme Beløb ydes Medlemmer med under 2 Års Medlemsret, såfremt de tilmeldes som arbejdsløse senest den 11. December.

Tillæg til Dagpengesatserne: 1) For 8 Års Medlemsret i Arbejdsløshedskassen. 4 Kr. dgl, Tillæg 2 ialt 6 Kr.; - 2) For 6 Års Medlemsret i Arbejdsløshedskassen. 3 1/2 Kr. dgl, Tillæg 2 ialt 5 1/2 Kr.;- 3) For 4 Års Medlemsret i Arbejdsløshedskassen. 3 Kr. dgl, Tillæg 2 ialt 5 Kr.;- 4) For 2 Års Medlemsret i Arbejdsløshedskassen. 2 Kr. dgl, Tillæg 2 ialt 4 Kr.; - Til Medlemmer, som har opbrugt den ordinære Understøttelse, udbetales der af Fagforeningen henholdsvis 6-5 1/2-5 og 4 Kr. pr. Dag, og Medlemmer under 2 Års Medlemsret 2 Kr. pr. Dag. Tillægshjælpen udbetales 1. Gang Fredag den 7. Januar 1921 og fremdeles hver Uge i Månederne Januar, Februar og Marts, i alt 13 Uger. Ovenstående Forslag til Tillæg for alle Understøttelser kan kun udbetales til Medlemmer, som er indmeldt før den 1. December 1920".

Ved Forelæggelsen af dette Forslag påviste Formanden, at blandt Bygningsfagene var Blikkenslagerne dem, der fik den største Understøttelse. Han anbefalede at blive stående i den statsanerkendte Arbejdsløshedskasse, „da man jo ikke kunne vide, hvorledes Forholdene udviklede sig".

Et trofast og offervilligt Kammeratskab kendetegner såvel denne som senere Vedtagelser med yderligere Hjælp, hvorved Blikkenslagerfagforeningen støttede sine Arbejdsløse både Vinter og Vår. I Forbindelse hermed står den statistiske Undersøgelse af faglige Forhold. Hertil ydedes ved samme Lejlighed et Beløb af 200 Kr., som Fabriksarbejdernes Fællesklub indenfor Organisationen ønskede bevilget. Fællesklubben aflastede Fagforeningens Arbejde og Udgifter, idet dens Bestyrelse på mange Områder forhandlede sig til Rette med Arbejdsgiverne angående Forhold i den pågældende Branche.

Kammeratskabet, der al Tid stod sin Prøve trods Meningsforskelligheder, havde sin støtte Forgrundsrepræsentant i LYTHJOHAN, som den 4. Januar 1921 fyldte 60 År, i hvilken Anledning L. C. ANDERSEN mindede Medlemmerne om, at LYTHJOHAN havde været Fagforeningsformand i 18 År og Forbundets Forretningsfører i 15 År. Uden Diskussion vedtog Generalforsamlingen i December 1920 at yde ham en Anerkendelse på 1000 Kr.

Havde Arbejdsløshed og Kamp for rimelige Lønvilkår ikke lagt så stærkt Beslag på Blikkenslagernes Midler, ville Fagforeningen rimeligvis være blevet Ejendomsbesidder. Huset i Todesgade, hvor der i en Årrække havde været Kontor, var at få til Købs for 245.000 Kr., en forholdsvis billig Pris. Men Købet afsloges ved Stemmeafgivning, idet kun 98 stemte Ja, 253 Nej.

Det faglige Stille afløstes også snart af Uro. Skyerne trak sammen, skiltes atter men kun for at vende tilbage og gøre Situationen mørk. I April 1921 meddeltes, at der var en ny Overenskomst på Trapperne, idet Københavns Blikkenslagerlaug foreslog nogen Reduktion af Lønnen, „navnlig når der ved sidste Statistik i Januar ikke sporedes nogen Nedgang i Prisen på Livsfornødenheder". Forslaget var bedre end det af Lauget tidligere forelagte. For så vidt betegnede det en Forbedring. Laugets Forslag godkendtes med 252 Ja mod 68 Nej.

I Maj 1921 forelå Forslag til Overenskomst med Gas- og Vandmesterforeningen. Det gik ud på, at Timelønningerne reguleredes, inden der blev arbejdet videre på Revision af Priskuranten. Denne skulle omlægges, så den kom til at omfatte Vand-, Gas-, Sanitets- og Varmearbejde. Smedene havde vedtaget Forslaget, hvis Paragraf 8 imidlertid var Blikkenslagerne uvedkommende, fordi - som G. OLSEN udtrykte sig - „Folk i vort Fag, der arbejder på Rør- og Sanitetsarbejde, er Bygningshåndværkere og har ikke noget at skaffe med den Paragraf, som omhandler „fælles Værkstedsregler".

Generalforsamlingen vedtog Overenskomsten med Udeladelse af Paragraf 8. Men i Juli 1921 stod Sagen atter på Dagsordenen. CARL LASSEN anbefalede Priskurantens Vedtagelse og fik Mandat til at forhandle om Afrunding af Priserne.

Overenskomstforholdene udformer sig til Krise og præsenterer sig så igen ved Generalforsamlingen den 2. Februar 1922. Der havde været ført Forhandlinger med Arbejdsgiverne (Centralforeningen), og Parterne var kommet hinanden i Møde, „men så kom Direktør AGGERHOLM og ødelagde det Hele. Det viste sig nemlig, at Centralforeningens Repræsentanter ikke havde Lov til at indgå på noget som helst, som gik udenom Arbejdsgivernes Program. Der havde været ført Forhandlinger med Lauget, men de henvistes senere til Arbejdsgiverforeningen".

Da disse Forhandlinger fandt Sted, havde Arbejdsgiverne allerede varslet Lockout for anden Gang, men Direktør AGGERHOLM havde lovet at indstille Krigsforberedelserne. Kampsituationen karakteriseredes eksempelvis derved, at Arbejdsgiverne krævede Arbejdstiden forlænget for Gas- og Vandarbejde, Reduktion af Overtidsbetalingen fra 25 til 50 Procent, Akkord- og Timelønningers Nedsættelse i Henhold til Februar og August Måneders. Pristal. Disse Krav løb iøvrigt i det Hele taget parallelt med alle øvrige Forslag fra Arbejdsgivernes Side.

Overfor Udsigten til en Lockout udtalte Formanden: „- - vore økonomiske Forhold er gode. Vi vil ugentlig komme til at udbetale ca. 25-26 Tusinde Kroner, og det kan vi blive ved med i 3 Måneder, og jeg er glad ved, at vi kan byde Arbejdsgiverne Trods i en Tid, hvor alle andre Fag står uden Penge".

Fjorten Dage efter beskæftigede man sig påny med Overenskomsterne. Lauget „havde tilbudt en Normalløn på 1 Kr. 24 Øre Timen og ønskede, at Svendene skulle køre på Cykel, hvilket de senere var gået bort fra og ville nu give 1 Kr. 76 Øre. Fradraget var de 15 Procent". Da man ikke kunne enes med dem om Priskuranten, nedsattes der et 3 Mands Udvalg fra hver Side til at gennemgå Tillæggene til Priskuranten. Fra Svendenes. Side deltog A. BREIL, V. WULFF og VILL. PETERSEN i Forhandlingerne, og der nåedes et Resultat, men med Hensyn til Overtidsbetalingen kom man ingen Vej, fordi Arbejdsgiverforeningen havde det sidste Ord.

I Afstemningen om Laugets Forslag deltog 625 Medlemmer. Stemmerne fordelte sig således, at af Bygningsblikkenslagerne stemte 463 imod, kun 6 for, medens Forslaget om Overtidsbetaling fik 463 Stemmer imod, kun 1 for. Priskuranten vedrørende: Gas- og Vandarbejde faldt med 428 Stemmer mod 4.

„Nu vil Lockouten træde i Kraft!" udtalte Formanden, „men de Medlemmer, som arbejder ved Vand og Gas skal blive ved at arbejde. Det er ulovligt at holde op, før der kommer nærmere Ordre". - Atter gik Blikkenslagerne ud i en faglig Kamp, hvis Rækkevidde blev større end nogen Sinde før.

Det viste sig, da Lockouten den 20. Febr. 1922 blev iværksat, at Blikkenslagerne havde 212 Udelukkede og ca. 60 Arbejdsløse, men før Frostperioden i den lange Vinter 1921-22 indtraf, var der 325 Arbejdsløse. De 60 Mand var berettigede til Understøttelse af Arbejdsløshedskassen. Forbundet sparede herved under Lockouten en Udgift på ca. 1300 Kr. ugentlig. Nogle Medlemmer, som kun modtog 14 Kr. fra Arbejdsløshedskassen, fik deres Understøttelse suppleret af Forbundet, så de i alt oppebar 20 Kr. ugentlig eller det samme som de Udelukkede.

Blikkenslagernes Forening var jo et Led i hele den Kæde af Organisationer, som Arbejdsgiverne påførte Krig i Foråret 1922, skønt Arbejderne fra Oktober 1920 til Forårsreduktionen 1922 indbefattet, havde tiltrådt Lønnedsættelser, der androg ca. 30 Procent. Men man må erindre sig, at også Princippet om 8-Timersdagen var et fremragende Stridspunkt under Lockouten i 1922.

Kampsituationen gav Anledning til, at man i Fagforeningen diskuterede et tidligere fremsat Forslag om Oprettelse af en Hjælpekasse. Forslagsstilleren, ALB. ANDERSEN mødte Modstand fra flere Sider. Det fremhævedes, at en sådan Hjælpekasse ville tvinge til yderligere Påligning af Ekstrakontingent, og at den ville fritage det Offentlige for at yde lovmæssig Understøttelse. Forslaget forkastedes med 237 Nej mod 154 Ja.

Den faglige Situation tvang ellers i høj Grad til at holde sig Arbejdsløsheden for Øje. Arbejdsgiverne benyttede sig af den, Arbejderklassens Kår tyngedes af den, og Regeringens Politik var „de frie Kræfters Spil". Blikkenslagerne hjalp deres Arbejdsløse af yderste Evne, idet der under Konflikten, hvor Arbejdsløshedskassens Understøttelse ophørte, ydedes dem den for Strejkende eller lockoutede vedtagne Hjælp af Organisationens Kasse. Hver arbejdende Svend betalte ekstraordinært 2 Kr. pr. Dag til de Udelukkede. Et af G. OLSEN stillet Forslag, som forbød Kolleger at arbejde for Medlemmer af Arbejdsgiverforeningen, vedtoges, men Forhandlingsprotokollen siger, at „det ikke var lovlig fremkommet".

Den 26. April 1922 afholdtes en Generalforsamling, hvis Dagsorden angik Overenskomster med Københavns Blikkenslagerlaug og Arbejdsgiverne i Jern- og Metalindustriens Sammenslutning. Formanden redegjorde for Situationen, som den forelå, efter at man havde været til Forhandling. Resultatet var, udtalte han, „bedre end da vi på „Gimle" vedtog at gå i Lockout". Timelønnen havde fået de 15 Procent Reduktion efter Forligsmandens Forslag, men på Priskuranten var Reduktionen til Gengæld kun 8-9 Procent. De 18 Øres Fradrag pr. Time var slet ikke kommet i Betragtning, som de jo faktisk skulle, „og det kan vi takke Lauget for". Forhandlingerne indenfor Jernindustrien var ikke gået så glat, men der var dog opnået væsentlige Forbedringer. Med Hensyn til Vand- og Gasarbejde var der ført en hård Kamp med Arbejdsgiverne. Smedeforbundet havde imidlertid vedtaget Forligsmandens Forslag af 4. April. Dets Afdeling 9 havde nægtet at bøje sig for denne Afgørelse men ville, dersom de fortsat vægrede sig, blive indklaget for den faste Voldgiftsret. Blikkenslagerne havde kun med mange Betænkeligheder sluttet sig til Forligsmandens Forslag „i Håb om at det måtte gå bedre næste Gang".

De forskellige Talere, som havde Ordet, var enige om, at Kampen var tabt men erkendte Nødvendigheden af at stemme for Forslaget. For Overenskomsten i Blikkenslagerfaget stemte 328, 72 imod. For Overenskomsten med „Jernmændene" stemte 109, medens 21 stemte Nej.

Hermed besegledes Freden. Den sidste Storkamp i Fagforeningens første Halvhundredår havde fået sin Afslutning. Et tabt Slag men tabt med Hæder!

Den 13. Juli 1922 forelå Overenskomsternes Forlængelse ved en ordinær Generalforsamling. Vedtagelsen fandt Sted, men man tilknyttede følgende af ALB. ANDERSEN stillede Resolution: „Generalforsamlingen vedtager kun med yderste Betænkelighed at forlænge den bestående Priskurant, da Lønnedslaget er langt ud over Forventning i Arbejdernes Levevilkår".

AAGE GRAM afslutter de 50 Års Forhandlingsprotokoller og kan ikke for den Tid, der ligger mellem Overenskomsternes Forlængelse og Jubilæum, melde om nye Kampe. Måske vil Fremtiden bringe større Opgør. De må føre til Sejr for Arbejdets Kvinder og Mænd. Kampens Deviser står på de røde Faner.

Og mens de flagrer frit i Vinden, mens Blikket er fæstet mod nye Tider, vil Blikkenslagerne mindes svundne Dage, bortdragne Kammerater, Sagens Pionerer.

Der står han, Arbejderen! Fremtiden er et Tågelandskab. På ham passer HOLGER DRACHMANN's Digt, hvori det hedder:

Webmaster