Brudstykker af Danmarks historie (II)

» Ved Odin´s Sværd «

Høvdinge i Danernes riger

Arild Huitfeldt har i sin Danmarkskrønike fra 1652, forsøgt at lave en kongerække for Danernes stammer: Hading, Fridlef 1., Haldan 3. Olaus 3. Svenotto, Valdemar 2. - Gothorm, Dan 3., Syvald 2., Gothric, Harald 6, Canut 6. - Swibdager, Frotho 2., Sygar, Gormo 1, Gormo 3, Valdemar 1. - Gramus, Huglet, Syvald 1., Harald 4., Harald 5.,Sveno. 3. - Skiold, Dan 2., Ungvin, Biørno, Gormo 2., Eric 5. - Lother, Uffo, Harald 2., Snio, Frotho 6, Eric 4. - Humbl, Wermund, Haldan 2., Syvald 3., Canut 1., Nicola - Dan 1., Viglet, Harald 1., Broder, Ericus 2., Eric 3. Men se også her. Ifølge sagnene skal kong Dan have været den første danske konge, der gav landet navn i 300-400- tallet. Humble og Lotther er søn af kong Dan, og de to bliver også konger. Efter Svend Aggesens opfattelse og udfra de Islandske Sagaer, er kong Skjold den første konge i Danmark, og skulle være sendt af Odin, helt alene med et skib til Danmark for at redde landet der var uden konge fra den store tragedie.

Dan

Lejrekrøniken fortæller at kong Dan kom fra Uppsala og at Dan herskede over Sjælland, Lolland-Falster og Møn, og at disse øer tilsammen kaldtes Videslev. Efterhånden som Danerne har bredt sig ses det i stednavnene, der ender med endelsen på -lev, eksempelvis Utterslev, Eslev, Brønderslev, Haderslev, og -lev pladserne er bygder med stort hartkorn. Bygden Roslev har måske tilhørt kong Hroar (Roar), bygden Helgelev hans broder Helge, og Sigerslev kong Sigar. Kongelev bliver navn for krongodser, jfr. Kongerslev i Østhimmerland. I Østjylland kendes Jarlslev, der kan være et gammelt jarlesæde. En række bygder med navnet Årslev, kan være bygder med kongelige årmænd. På Sjælland, Langeland og i Østjylland findes flere bygder med navnet: Herslev, er nok opkaldt efter den embedsmand, der hed Herse, og måske blev der her lagt grunden til den herredsinddeling, som blev skabt senere. Midt i Videslevriget i Lejrebygden fremstod den kongeæt, Skjoldungerne, som skulle erobre øerne og Jylland.

Skjold

På Sjælland, ved en lille Å, som løber ud i Roskilde Fjord, ligger Byen Lejre. Det er nu en Landsby som så mange andre, men det har i gamle Dage været et navnkundigt Kongesæde; thi der havde Skjoldungeslægten, den ældste danske Kongestamme, bygget sin Trone. Slægtens Stamfader er Skjold. De Danske var engang i stor Nød og Trang; thi de havde mistet deres Konge og vidste slet ikke, hvem de skulle vælge til hans Efterfølger. Da kom der en Dag et prægtigt Skib sejlende ind mod Kysten. Der var fuldt af gyldne Skatte og blanke Våben; men der var ikke en levende Sjæl om Bord undtagen en smuk lille Dreng, som hvilede sit Hoved på et Kornneg, medens et Kongeflag vajede over ham. Alle undrede sig over dette Syn, og ingen kunne begribe, hvorledes det hang sammen; men omsider blev de enige i den Tro, at Drengen var Odins Søn; de valgte ham derfor enstemmigt til deres Konge og gav ham Navnet Skjold. Og deres gode Tro blev ikke skæmmet. Allerede som Dreng gav han Prøve på ualmindelige Kræfter . Som Dreng mødte han engang i Skoven en Bjørn. Det hændte sig nemlig en Dag, da han var med på Jagten for at se til, - at han kom bort fra Følget og blev angrebet af en vældig stor Bjørn. Det så farligt ud, thi han havde ikke andet Våben end de bare Hænder; men han satte sig alligevel kækt til Modværge, bandt den med sit Bælte og holdt den fast, til Følget kom og dræbte den. Da han var blevet voksen og selv havde overtaget Regeringen, bejlede han til den smukke Prinsesse Alvilde; men derover kom han i Strid med Alemannernes Høvding Skate, som også var blevet forelsket i Prinsessen, og der var nu ikke andet for, end at Sagen måtte afgøres i en Tvekamp. Denne gik for sig i de to Krigshæres Påsyn, og der vankede drøje Hug, thi de var vældige Kæmper begge to. Det viste sig dog snart, at Skjold var den stærkeste; han gik da også af med Sejren og vandt ikke blot Prinsessen, men også Herredømmet over Alemannerne, som nu måtte gå ind på at betale Skat til Danmark. - Skate var ikke den eneste, som prøvede Kræfter med Skjold; der var mange andre foruden ham; men det var det samme, hvem der kom, Skjold kunne magte dem alle sammen, og til sidst vovede ingen at angribe ham. Derved fik han Tid til fredelig Gerning, og den forsømte han da heller ikke, men arbejdede med stor Iver og Visdom på at fremme alt, hvad der kunne tjene til Folkets Lykke. Han afskaffede dårlige Love og gav gode i Stedet; han søgte ved enhver Lejlighed at bringe Pleje og Trøst til syge og sorgfulde, og man kan sige med Sandhed, at han svarede til sit Navn og var et virkeligt Skjold for Danmark. Som Konge sejrede han over Rigets Fjender, giftede sig med Gudinden Gefion og tronede med hende i Lejre som den livsaligste Drot. Han afskaffede dårlige Love og satte gode i Stedet; han gav ikke blot sine Kæmper Sold, men lod dem dele Krigsbyttet; »Æren er Kongens, Byttet Kæmpens«, sagde han; han betalte de fattiges Gæld, de elendige lod han pleje, og han var i alle Måder et Skjold for Danmark. Da han var død, blev han båren ud på sin Snække, der gyngede bort i det fjerne, medens de Danske stod på Klinten og stirrede efter den. De slog lejr i Lejre. Sandsynligvis har der meget tidligt været anløbsplads ved Slangerup på Sjælland

Halvdan

En af Skjolds Ætlinge og Eftermænd på Tronen i Lejre hed Halfdan. Han havde tre Børn, Datteren Signe, som blev gift med Sævil Jarl, og to Sønner, Ro og Helge. Medens Sønnerne endnu vare Børn, blev Halfdan myrdet af sin onde Broder Frode, som derved opnåede at blive Konge. Da måtte Smådrengene skjule sig hos Bonden Vifil på en ø, hvor de om Dagen løb om i Skoven, men om Natten sov i et Jordhus. Vifil aftalte med dem, at når der var Fare på Færde, ville han råbe Hop og Hø, og da skulle de skynde sig til Jordhuset. Virkelig kom Kong Frode for at lede efter dem, men da de hørte Vifils »Hop og Hø«, kom de skyndsomt bort. »Hvad råbte du efter ?« spurgte Kongen. Jeg kaldte på mine Hunde,»svarede Vifil; thi Ulven er efter mine Får !«. Således blev det Drengenes frelste. Siden turde Vifil dog ikke beholde dem, men sendte dem til Sævil Jarl, hvor de vare i tre År og gik i dårlige Kofter og siden Hætter, så ingen vidste, hvem de var. Da Jarlen og hans Hustru Signe engang drog til Julegilde i Kongens Gård, fik Drengene stor Lyst til at følge efter; de sprang op på hver sit øg og nåede snart Jarlen og hans prægtige Følge. Ved det Hesten gjorde sig gal, faldt Hætten af Ro, og da Signe just i det samme så på ham, kendte hun sin Broder og brast i Gråd. »Hvorfor græder du ?« spurgte Jarlen. Hun svarede: »Skjoldungstammen så fager og prud, bær nu kun Kviste og vilde Skud. Sævils svende Sadlerne slide, på bare og mine Brødre ride.« Sævil bad hende for alting tie og bød Drengene ride hjem. Men de kom til Fods bagefter og sneg sig ind i Kongehallen, hvor de stod ved Døren og så til. Nær havde en Spåkvinde røbet, hvem de var, dog kom de i Tide bort og skjulte sig i en Skov i Nærheden. Da kom deres Fosterfader Regin til dem og lod dem forstå, at hvis de ville hævne deres Fader og frelse sig selv, da skulle de sætte Ild på Kongehallen; også Sævil Jarl kom til og flere af deres Faders Venner, og ved deres Hjælp stod Hallen snart i lys Lue, så Frode indebrændte eller kvaltes af Røgen. Ro og Helge bleve da Konger begge to og delte Magten således, at Ro skulle være Konge i Landet og Helge på Vandet. Ro var en mild og sagtmodig Mand, som elskede Fred; han skal have bygget Roskilde og en prægtig Kongeborg nær derved. Helge var en vældig Stridsmand fra sin Ungdom af, og hele hans Liv gik op i Kamp og Sejr. En tung Skæbne ramte ham til sidst, da han ægtede sin egen Datter Yrsa uden at vide, hvem hun var. Da dette blev ham vitterligt, forlod han fortvivlet sit Fædreland og endte sine Dage i Østerleden. Helges og Yrsas Søn er den navnkundige Rolf Krake, den ypperste af alle Skjoldunger.

Frode Fredegod

De fleste Sagn fortælle om de gamle Kongers og Kæmpers krigerske Bedrifter, men der er også Sagn, der fortælle om den gyldne Fred. Det siges, at Frode Fredegod underlagde sig hele Norden og mange østlige folkeslag og stammer. Han skal have sejret over 170 østlige konger, enten af Hunner-oprindelse eller konger der havde tjent under Hunnerne. I Kong Frodes Dage var der således en lykkelig Fredens Tid i Danmark. Efter nogles sigende kom den af, at Kong Frode i sin Ungdom havde overvundet alle sine Fjender og underlagt sig deres Lande, så der ikke længer var nogen, der kunne påføre ham Krig. Men andre fortæller om en mærkelig Kværn, han havde fået fat på, Grottekværnen, der malede alt, hvad man nævnede, medens man drejede den rundt. Frode satte to Trælkvinder til at dreje Kværnen og bød dem male Guld og Fred og Lykke for Frode. Da blev der fuldt op af alle Dele. Rigdom strømmede ud over Landet, og der var en sådan Fred, at ingen tilføjede den anden nogen Skade, selvom han traf sin Faders eller Broders Banemand, ja Frode kunne lægge en stor Guldring på Alfarvej på Jelling Hede, uden at nogen i lang Tid rørte den. Frode forlangte dog for meget af Trælkvinderne; de fik aldrig Hvile, og af Harme derover sang de ham en Søkonge på Halsen, der tog Kværnen og gjorde Ende på Freden. Ellers fortælles der også, at da Guldringen på Jelling Hede havde ligget længe, var der en Heks, som fik sine Sønner til at stjæle den, og da Frode drog til Jylland for at udfinde Tyven, mødte han på Strandbredden samme Heks og hendes Sønner i Skikkelse af en Havko med sine Kalve, hvilke da rendte Hornene i Kongen og gjorde Ende på hans Liv. Men så elsket var Frode Fredegod, at de Danske bar ham tre År om Land efter hans Død, før de stedte ham til Hvile ved Værebro på Sjælland, og så kært var hans Minde, at de udbød Danmarks Krone til den Skjald, der kunne digte den bedste Mindesang om ham. Det blev Bondesønnen Hjarne, der vandt Prisen ved følgende Vers:»De Danske førte Lig tre År om Land, Kong Frode, den Fredegode; så gerne havde set både Kvinde og Mand, han længer for Riget monne råde. Nu ligger begraven den Kæmpe stark, ved Værebro ses disse Stene: under åben Himmel, på vildene Mark der hvile den Herres Bene«.

Roar

Kong Roar søger at få sin datter Freawaru gift med Hadbardkongen Ingeld Frodesøn for at skabe forsoning og fred mellem de to stammer efter mange års kampe, hvor både Ingelds fader, og Roars fader og ældre broder er faldne. Under bryllupsceremonien opdager en Hadbardkriger, at en af Freawarus danske ledsagere bærer Ingelds faders (Frodes) våben. Dette var en oplagt hån mod Hadbarderne og i stedet for bryllup kommer det til fornyet krig. Hrodgar (Roar) kæmper mod Hadbarderne ved kongeborgen Heorot (Hjort). Hrodgar er onkel til Rolf Krage. Omkring 520 e.Kr. får anløbspladserne et opsving omkring Roskilde fjords bredder, hvor man også finder de gamle stednavneendelser: -lev,- inge, -løse, -um, -sted, og efter vikingetiden: -rud/rød; -holt, -tved. Kattinge Vig, Lejre Vig, Skuldevig, Skudelev, Veddelev, Halsnæs, Bramsnæs, Isefjord, Isøre, Hove, Lynæs, Selsø-Vestby, Jyllinge, Vindinge, Gevlinge, Gershøj, etc. På Gotlandske billedsten dateres skibets sejlføring til det 5-8 århundrede e. Kr., medens vi normalt kun anerkende at sejlet blev brugt i de nordiske skibe efter 800-tallet.

Helge
Mangler beskrivelse.

Rolf Krake

»Højt står jeg her, men højere hvælve sig Valens Lig, og i aften gæste vi Odin !«

Rolf Krake havde sin Kongeborg i Lejre ved Issefjorden, og han er den berømteste af alle Skjolds Efterkommere. Hrolf Krake overstrålede alle andre konger i Norden. Til hans hird strømmede de ypperste helte langvejsfra. Skjoldungernes ry og omdømme nåede til England i oldkvadet: Beowulf, og samtidig dukker Danernes navn op i centralEuropa. I Beowulf forherliges Danerne med ord som: Bjærtdaner (Glansdaner), Spyddaner, Ringdaner, Hærskjoldunger, Sejerskjoldunger. Rolf Krake var kun en ung Knøs, da de Danske satte ham på Tronen i Lejre, og dog varede det ikke længe, før han pristes som den største Mand i Norden; navnlig fik han Ry for Ydmyghed, Tapperhed og Gavmildhed. Intet Under da, at de bedste Mænd alle Vegne fra strømmede til hans Gård; »hans Legeme var det en Lyst at se, og hans Hjærte en Glæde at kende«. Han var både stor og stærk og så smuk og velskabt, at det var en sand Lyst alene at se på ham. Men Skønhed og Styrke var langtfra hans eneste Fortrin; han overgik også alle andre i Mod og Tapperhed og var tilmed så elskværdig og gavmild, at der gik Rygte derom til fjerne Egne; det var derfor intet Under, at de ypperste Mænd i alle Nordens Lande kappedes om at søge til hans Gård. De berømteste af Rolfs Mænd var Nordmanden Bjarke og Sjællænderen Hjalte, og de havde derfor deres Plads nærmest ved Kongens højre Side; efter dem kom de tolv Bersærker, og blandt de øvrige må især nævnes Vigge, som gav Kongen Tilnavn og til sidst hævnede hans Død. Vigge var kun en lille, fattig svend og ikke ret gammel, da han forlod sit Hjem for at drage til Lejre. Efter Ankomsten dertil gik han straks ind i Hallen og trådte frem foran den unge Kong Rolf, som han betragtede med stor Opmærksomhed. »Hvad vil du mig, god Karl, siden du ser så nøje på mig ?« spurgte Rolf. »Jo« svarede Vigge, »da jeg var hjemme, hørte jeg alle tale om, at Rolf i Lejre var den største Mand i hele Norden; men nu ser jeg her i Højsædet en lille Krake (en smal, stynet Stamme) som de Danske kalder deres Konge«. »Du har givet mig Navn«, sagde Kongen, »og med Navn plejer at følge Gave; men da du sagtens ikke har noget at give mig, er det vel bedst, at den giver, som har«. Han tog en Guldring af sin Hånd og gav den til Vigge og Vigge takkede meget fornøjet, men gik derefter omkring i Hallen med Ringen på den fremrakte højre Arm, medens han holdt den venstre på Ryggen. På Spørgsmål om, hvad det skulle betyde, svarede han, at den venstre Arm skammede sig ved sin Fattigdom. Rolf hørte det og gav ham endnu en Guldring. Da satte Vigge sin ene Fod på Bænken og sagde: »Odin lønne Kongen for hans Gave !«. »Så lover jeg helligt, at jeg skal hævne din Død, om jeg da er i Live !« Skønt ingen troede, at han kunne holde det Løfte, tog Rolf ham samme dag i sin Tjeneste. Blandt Rolfs Kæmper må især nævnes to: Bødvar Bjarke og Hjalte, den første en Nordmand, den sidste en Sjællænder. Da Bjarke første Gang trådte ind i Rolfs Hal, så han henne i en Krog en ung Knøs, som Kæmperne morede sig med at kaste Ben på; Bjarke, der syntes, at det ikke sømmede sig for Kæmper at hade Børn og Småfolk, trak Knøsen frem af Bendyngen, vaskede ham og satte ham på Bænken ved Siden af sig og skærmede ham mod de andres Overlast. Under Bjarkes Varetægt blev Knøsen, hvis Navn var Hjalte, snart selv en Kæmpe, der ikke behøvede at ræddes for nogen. Det fik man at se, da Rolfs tolv Bersærker kom hjem ved Juletid og gik brovtende om i Hallen og spurgte, om der var nogen, der turde ligne sig med dem i Tapperhed; thi da rejste Bjarke og Hjalte sig, tog hver sin og kastede dem i Gulvet. Bersærkerne måtte da erkende Bjarke og Hjalte for deres Overmænd og finde sig i, at de to fik deres Plads næst ved Kongen. I Sverrig regerede dengang en Konge ved Navn Adils, som var gift med Rolfs Moder Yrsa. Han lå i Krig med Kong Ale i Norge, og de havde aftalt med hinanden, at de skulle mødes på den tilfrosne Venersø, hver med sin Krigshær, for at afgøre Kampen i et stort Feltslag. Adils var nu ikke helt sikker på at kunne stå sig; han bad derfor Rolf om at komme ham til Hjælp og lovede, at han i så Fald ville lønne hele hans Hær, medens Rolf selv skulle have Lov til at udvælge sig, hvilke tre Kostbarheder han syntes bedst om i hele Sverrig. Rolf Krake havde just dengang Krig med Sakserne, han kunne derfor ikke komme selv, men måtte nøjes med at sende Adils sine tolv Bersærker. Så stod der da et blodigt Slag på Venersøen mellem Svenskerne og Nordmændene, og Udfaldet blev, at Adils vandt Sejr, og Ale faldt med største Delen af sin Hær. Nu krævede Rolfs Bersærker deres Løn: tre Pund Guld til hver, og desuden valgte de for deres Konge Hjelmen Hildegalt og Brynjen Finslejf, som intet Jern kunne bide på, samt den kostbare Guldring Sveagris, der havde tilhørt Adils’s Forfædre. Men de kunne ellers have sparet sig al Ulejlighed, thi den gerrige Adils ville hverken ud med Guld eller Kostbarheder, og med den Besked måtte Bersærkerne da rejse hjem til Danmark igen. Så snart Rolf fik at vide, hvorledes Sagerne stod, betænkte han sig ikke længe, men red uden videre til Upsal (Uppsala) med sine Bersærker for at anmode Adils om at holde sit Løfte. Dronning Yrsa tog meget venligt imod dem og førte dem til Sæde i en stor Sal, hvor hun straks lod sætte Mad og Drikke frem for dem. Midt på Gulvet var tændt en stærk Ild, og det, syntes Rolf, var meget vel betænkt, da det var en bidende kold Vinter; men det viste sig snart, at Hensigten slet ikke var så god; thi da Adils’s Mænd kom ind, blev de ved at kaste mere og mere Brænde på Ilden, så den omsider begyndte at gribe fat i Danskernes Klæder. »Er det sandt,« råbte Svenskerne, »at Rolf Krake og hans Bersærker hverken skyr Ild eller Stål ?« - »Den skyr ej Ilden, som over den springer og nu øge vi ilden i Adils Huse !« svarede Rolf, og i det samme sprang han op fra Bænken, kastede sit Skjold på Ilden og sprang over den. Alle hans Mænd fulgte ham, hvorpå de straks greb Svenskerne og kastede dem ind i det flammende Bål, for at de også kunne prøve, hvor rart det gjorde at blive varmet en Smule. Nu kom Yrsa ind i Salen og rakte Rolf Ringen Sveagris tillige med et stort Horn helt fuldt af Guld; men med det samme lod hun dem vide, at Adils havde i Sinde at overfalde dem med en talrig Styrke, og hun bad dem derfor skynde sig bort. De satte sig da straks på deres Heste og drog af Sted. Idet de red ned over Sletten Fyrisvald, fik de Øje på Adils, der kom farende efter dem med hele sin Krigshær i fuld Rustning. Rolf greb da ned i Hornet og udstrøede alt Guldet, og det havde den Virkning, han ønskede, thi Svenskerne standsede straks og steg af Hestene for at tage det op. Adils råbte, at de skulle bare ride til, og selv red han i så flyvende Fart på sin rappe Hest Slungner, at han var lige ved at indhente Danskerne; men så kastede Rolf Ringen Sveagris, og den kunne Adils da ikke nænne at lade ligge; han standsede nu også og bøjede sig ned for at tage den op med Spidsen af sit Spyd. I det samme vendte Rolf sig om og råbte: »Svinebøjet har jeg nu den mægtigste Svensker ! « Dermed skiltes de; men siden kaldes Guldet ofte Krakes Sæd. Rolf og hans Bersærker fik derved så stort et Forspring, at de undgik Forfølgelsen og slap heldigt hjem fra det farlige Besøg. Senere faldt Adils i en Krig med Danskerne, og Rolf indsatte da en ung Mand ved Navn Hjartvar som sin Skattekonge i Sverrig (Øland). Denne Hjartvar var gift med Rolfs Halvsøster Skuld.og var Rolfs frænde. Hun lignede nu slet ikke sin Broder i Sind og Tænkemåde, men var en ond og listig Kvinde og så ærgerrig, at det skar hende i Hjertet af bare Ærgrelse, når hun tænkte på, at hendes Mand skulle erkende Danskerkongen for sin Overherre og betale ham Skat. Hver Dag lod hun ham vide, at han med al sin Stads og Pragt dog ikke var andet end en ussel Træl, og idelig opmuntrede hun ham til at ryste Lænkerne af sig og blive en fri og uafhængig Konge. Hjartvar syntes I Grunden, at hun havde Ret; han var derfor ikke så vanskelig at overtale, og de blev da også snart enige om at søge en Lejlighed til at overliste Rolf og dræbe ham tillige med alle hans Mænd. Først bad de om Henstand med Skatten i tre År, hvilket Rolf straks sagde ja til, og den Tid brugte de til i al Hemmelighed at udruste en talrig Krigshær. Da så de tre År var omme, sejlede de til Lejre med mange Skibe og foregav, at nu kom de med Skatten. Det var naturligvis slet ikke sandt; de havde ingen Skat med, men derimod fuldt op af Våben og mange Krigere, som holdt sig skjulte i Skibene. Rolf havde ingen Mistanke; han tog venligt imod sin Svoger og hans Følge og gjorde et stort Gæstebud til Ære for dem. Der blev som sædvanligt skænket flittigt; men alle undredes over, at Svenskerne denne Gang var så forsigtige med at drikke; de bare nippede til Bægrene, og ikke en eneste af dem vovede at drikke helt ud. Rolf og hans Mænd drak derimod af Hjertens Lyst, som de altid plejede, når der var fest; ud på Aftenen fik de sig da også en forsvarlig Rus og faldt omsider i en hård Søvn. Så snart det var kommet så vidt, gav Hjartvar Tegn til sine Krigere, som straks myldrede frem fra Skibene og omringede Kongeborgen. Men henimod Morgenstunden kom Hjalte, der lå i Byen, til at se ud, og da så han Borgen omringet af fylkede Skarer. Han skyndte sig til Hallen for at kalde Rolf og hans Kæmper under Våben. »Sol er oprunden, Hanens Fjedre bruse! Dag er opkommen, Dåd skal nu øves! Vågner, vågner, Venner kære, Vågner, vågner, Kæmper alle !« Således lød hans Vækkersang i Borgen, og alt som han sang, kom Kæmperne frem. Rolf satte sig i Højsædet og mindede sine Mænd for sidste Gang om, at det bedste, der kan leves for, er et herligt Eftermæle. Derpå væbnede han sig med Sværdet Skofnung og gik i Kampen med sine Mænd. Der begyndte nu en frygtelig Kamp. Rolf og hans Mænd vågnede op, den ene efter den anden; i Begyndelsen var de endnu tunge i Hovedet af Rusen og ravede omkring uden rigtig at vide, hvem de slog på; lidt efter lidt kom de dog til Klarhed igen og huggede så vældigt løs på Svenskerne, at de faldt i store Dynger rundt omkring dem. Luften fyldtes med Kampens Bulder, men Hjaltes Sang lød klart over Larmen. Under Kampen så Svenskerne, at en stor Bjørn gik frem foran Rolfs Mænd, altid nær ved Kongen og dræbte flere end fem andre; det var Bjarkes Fylgje (Skytsånd), der stred for Rolf, medens hans Legeme sad hjemme og slumrede. Hjalte havde flere Gange været ved Bjarkes Hus og kaldt på ham; først da han tredje Gang kom og skammede ham ud, kom der Liv i Bjarke; han rejste sig stønnende og gik i Kampen; men da var også Bjørnen forsvunden. Rolfs Folk blev tyndere og tyndere og trængtes hårdt af de talrige Fjender. Da råbte Bjarke: »Hvor er du, som før råbte så højt og kaldte mig fej ? du kryber vel aldrig i Skjul ?« Omgivet af Ligdynger svarede Hjalte: »Højt står jeg her, men højere hvælve sig Valens Lig, og i Aften gæste vi Odin !« Men det var alligevel umuligt for dem at sejre; thi Svenskerne var så talrige, at der stadig myldrede ny Folk frem i de faldnes Sted, medens Danskernes Rækker stedse blev tyndere og tyndere. De Danske trængte sig nu tæt om Rolf eller der, hvor de troede, han var. Men på een Gang lød det:»Slagen på Jordens Græs - ligger hin stolte Rolf !« Omsider lød Råbet, at Rolf var faldet. Dermed var alt Håb om Sejr forbi, og de få af hans Mænd, der endnu var i Live, havde nu ingen anden Tanke end at følge ham i Døden. De havde kun en Tanke: at hævne ham og dø med ham. En efter anden segnede ved hans Side. Bjarke lå ved Kongens Hoved, Hjalte ved hans Fødder. Hjartvar havde således vundet Sejr, og nu ville han da gøre sig til gode ved et muntert Gilde ovenpå det svære Arbejde. Midt under Lystigheden kunne han ikke lade være med at udtale sin Forundring over den mageløse Troskab, hvormed Rolfs Mænd havde fulgt deres Konge i Døden, og han beklagede, at der slet ingen af dem var i Live; thi det var netop Folk, han kunne lide at have i sin Tjeneste. Det blev da meldt, at der var fundet en, som endnu levede. »Så lad ham komme,« sagde Hjartvar, og Vigge trådte frem, thi det var ingen anden end ham. Hjartvar spurgte, om han ville tjene ham, og da Vigge nikkede, rakte han ham Spidsen af sit Sværd, for at han med Hånden derpå skulle sværge ham Troskab. »Nej,« sagde Vigge, »således plejede Rolf ikke at bære sig ad; han rakte altid Heftet til sine Mænd, når de skulle sværge.« I det samme greb Vigge Hjaltet (heftet på sværdet) med de Ord: »På den Vis rakte Rolf Sværd til sine Venner«, og stødte så Sværdet i Hjartvars Bryst. Således hævnede han sin Konge, som han i sin Ungdom havde lovet. Straks derpå blev Vigge hugget ned af Hjartvars Mænd; men han gik glad og smilende i Døden, thi nu havde han holdt sit Løfte og hævnet sin elskede Konges Død; han opgav Ånden med de Ord: »Når man har taget sådan en Nidding af Dage, smager Gravøllet dobbelt sødt, ihvor besk det så end brygges.« Hjartvar vandt altså alligevel ikke noget ved sit Forræderi, og Svenskerne fik heller ikke lang Tid til at glæde sig ved deres Herredømme i Lejre, thi de blev samme Dag angrebet af Sjællænderne og overvundet. Nordiske Kæmper glemte aldrig den herlige Skjoldung, for hvem de ædleste Kæmper gik i Døden; Sagn og Sange om ham gik fra Slægt til Slægt, og når der ved Gilder tømtes Mindebægre, glemte man ikke at drikke et Bæger til Rolf Krakes Minde.

Sagn om jydske Konger

Hamlet

I Nordjylland var der engang en Konge, som hed Rørik, og han satte to Brødre, Horvendel og Fenge, til at være Underkonger i Jylland. Horvendel var en ædel og tapper Mand og stod så højt i Yndest hos Kongen, at han fik hans Datter Gerud til Ægte. Fenge var derimod lumsk og grusom og så fuld at Misundelse, at han slet ikke kunne tåle at se sin Broders Lykke; han sneg sig derfor til at slå ham ihjel, og bagefter var han fræk nok til at gifte sig med hans Enke. Horvendel havde efterladt sig en Søn ved Navn Hamlet. Han var endnu kun en Dreng, men usædvanlig klog at sin Alder, og han forstod meget godt, at det var Fenges Hensigt at dræbe ham med, så snart det kunne lade sig gøre uden at vække Opsigt. Hvis han altså ville redde Livet, så måtte det ske ved at bruge List, thi Magt kunne han jo ikke anvende endnu; han blev da også snart enig med sig selv om, at det bedste, han kunne gøre, var at stille sig an, som han ikke var rigtig i Hovedet, og den Komedie spillede han med stor Kløgt og Snildhed. Hver Dag lå han og solede sig i Snavset eller sad og ragede i Asken i sin Moders Skorsten; hvor han end gik eller stod, så han ud som det allerværste Svin, og indlod man sig i Snak med ham, gav han så bagvendte og besynderlige Svar, at det både var til at le og græde over. Somme Tider, når han sad i Skorstenen, lavede han små Trækroge, som han bagte sejge i den gloende Aske, og når nogen spurgte, hvad det var, han der bestilte, så svarede han altid, at han lavede hvasse Spyd til at hævne sin Faders Død med. Den Snak lo de fleste rigtignok af; men der var enkelte, som lagde Mærke til, at Krogene var temmelig snildt lavet, og det var dem også påfaldende, at han gemte dem alle sammen meget omhyggeligt. Fenge begyndte selv at nære Mistanke om, at der måske stak noget andet under hans bagvendte Væsen, og han prøvede ham på alle optænkelige Måder for at komme på det rene med, om han virkelig var gal eller klog; men hvordan han end bar sig ad, kunne han dog ingen Vej komme med ham. En Dag lukkede han ham ind i Sovekammeret til hans Moder og lod en at sine Mænd skjule sig under noget Halm for at lytte efter, hvad der blev talt om; thi han mente, at hvis der blot var ringeste Gnist af Menneskeforstand i ham, så ville han nok røbe det, når han troede sig ene med Moderen. Men det blev en slem Historie for ham, der havde påtaget sig at lure. Hamlet mærkede nemlig straks Uråd; han begyndte derfor øjeblikkelig at slå ud med begge Arme og gale som en Hane, og idet han hoppede omkring i Værelset, sprang han som at en Hændelse op på Halmen; men lige så snart han mærkede, der lå noget hårdt under den, trak han sit Sværd af Skeden og jog det igennem den skjulte Spejder, som han derefter smed ud på en Mødding til Svinene, der åd ham op med Hud og Hår. Mens dette gik for sig, var Fenge rejst bort for at gøre Hamlet mere tryg. Da han kom hjem igen, spurgte han straks efter sin gode Ven, som skulle give ham Besked; men han var slet ikke til at finde, og ingen kunne sige, hvor han var henne. Så spurgte han til sidst også Hamlet, om han ikke havde set noget til ham. Jo, svarede Hamlet, det havde han da nok, han så, at han faldt ned på en Mødding i alt Snavset, og der åd Svinene ham op. Det Svar blev der nu leet meget af, ligesom at alt, hvad Hamlet ellers sagde, og ingen troede, det havde noget at betyde. Omsider kunne Fenge ikke længer udstå Synet af Hamlet, men selv slå ham ihjel, det turde han ikke; thi han var bange for, at han så fik med den gamle Kong Rørik at bestille, der jo var Hamlets Morfader. Han sendte ham da på en lang Udenlandsrejse, helt over til Britannien, og lod to at sine pålideligste Mænd følge med. De skulle hilse den britiske Konge fra Fenge og bringe ham to Breve, det vil sige: to Trætavler med udskårne Runer, thi Blæk og Papir kendte man dengang ikke til her i Danmark. I disse Breve begærede nu Fenge, at Kongen ville rydde Hamlet af Vejen og tage vel mod hans to Ledsagere. Men Hamlet var dem for klog. En Nat fik han Trætavlerne listet fra Følgesvendene, mens de lå og sov; derpå kradsede han alt det ud, som Fenge havde skrevet, og udskar en helt anden Sammensætning at Runer, så der nu kom til at stå, at Fenge bad Briterkongen tage vel mod Hamlet, men derimod skaffe hans to Ledsagere ud at Verden. Og således gik det: Følgesvendene blev hængt, Hamlet fik Prinsessen og vandt oven i Købet stor Berømmelse for Visdom og Klogt, thi i det fremmede Land aflagde han hele sit påtagne Narrevæsen og viste sig, som han virkelig var. Fenge tvivlede ikke om, at Hamlet virkelig var blevet dræbt i Britannien, og Årsdagen efter hans Bortrejse indbød han alle sine Mænd for at drikke hans Gravøl. Men på den selvsamme Dag var Hamlet just kommet tilbage til Danmark, og midt under Lystigheden trådte han pludselig ind i Gildehallen lige så snavset og tilsmurt som i gamle Dage. Fenge blegnede af Rædsel, som om han havde set en Genganger, og alle blev grebet at Forfærdelse. Men Hamlet jog snart Alvoren bort igen ved sit abeagtige Væsen og sine pudsige Svar, og Lystigheden blev endnu større end før. Han gik selv omkring og skænkede for Gæsterne og opmuntrede dem til at drikke, og de drak og lo og lo og drak i eet væk, indtil de omsider alle sank døddrukne under Bordet. Så snart det var kommet så vidt, rev Hamlet de vævede Tapeter af Væggene, og med sine gamle Trækroge hægtede han dem således fast over de sovende Høvdinger, at disse ikke kunne vikle sig ud af dem igen; derefter stak han Ild på Hallen, og de indebrændte alle. Fenge var gået til sit Sovekammer i en anden Bygning, men der opsøgte Hamlet ham og dræbte ham med hans eget Sværd. Den næste Dag stod Hamlet frem for det forsamlede Folk og holdt en kraftig Tale, hvori han skildrede Fenges Ondskab og Grusomhed, og hvorledes han selv havde måttet spille vanvittig for at redde Livet, indtil endelig Timen var kommet, da han kunne hævne sin Faders Død. Folket beundrede hans store Klogt og sejge Udholdenhed; alle fandt, at Fenge kun havde fået sin fortjente Straf, og de valgte enstemmigt Hamlet til deres Konge.

Uffe hin Spage

En Konge ved Navn Vermund regerede mange År nede i Jylland, hvor han havde sit Kongesæde i Jelling. Han var højt elsket at sine Undersåtter og vidt berømt for Visdom og Tapperhed; men det voldte ham stor Hjertesorg, når han tænkte på, hvad der dog skulle blive af hans eneste Søn Uffe. Rigtignok var denne Uffe både stor og stærk fremfor nogen at sine jævnaldrende; men han var så underlig dorsk og dvask, at det slet ikke var til at tænke på, han nogen Sinde kunne blive Konge. Man hørte næsten aldrig et Ord af hans Mund, så aldrig et Smil på hans Læber, og hvad der ellers kan glæde og opmuntre et Menneske, det rørte ikke ham det allerringeste. I denne Døs og Sløvhed levede han, lige til han var 30 År; men så hændte der noget, som vakte ham at hans Dvale og viste, at der virkelig var Liv i ham. Der kom nemlig en Dag Sendebud fra Sakserkongen med den uforskammede Hilsen til den gamle blinde Vermund, om han ikke nok ville afstå ham sit Rige, da han jo dog var alt for svækket både på Sjæl og Legeme til selv at regere længer. Syntes han imidlertid ikke om således uden videre at give Slip på Riget, så skulle de gøre ham det Forslag, at han lod sin Søn møde sammen med deres Konges Søn, for at de to kunne afgøre Sagen i ,en Tvekamp; men var det ham heller ikke til Pas, så måtte han straks være belavet på Krig; thi Sakserkongen ville da tage med Magt, hvad han ikke kunne få med det gode. Den gamle Vermund drog et dybt Suk, og alle hans Mænd stod længe tavse; thi ingen vidste, hvad de skulle svare til Saksernes frække Tale. Men endelig trådte Uffe frem i hele sin Kæmpeskikkelse, og til alles store Forundring gav han med høj og mandig Røst de fremmede Svar på Tiltale. Hils kun I eders tyske Herre,« sagde han, »at han kan spare sig al Ulejlighed; thi Danmark savner ikke en Konge, som kan gå i Spidsen for at værge sit Land, heller ikke modige Kæmper, som vil følge ham med Sværd i Hånd, og at Kongen har en Søn, som er værdig til at tage hans Rige i Arv, det skal I få at se; thi jeg er rede til alene at gå i Kamp både mod eders Konges Søn og den stærkeste Kæmpe, han vil tage med sig.« Vermund havde svært ved at tro, at det var Uffe, som havde talt, og først da han fik ham hen til sig og følte hans kraftige Lemmer, blev han overbevist. »Men hvorfor udæskede du to for een? « spurgte han. »Fordi«, svarede Uffe, »at der forleden var to Danske om at slå een Svensker ihjel !« Vermund blev omsider overbevist, og for første Gang følte han rigtig Glæde over sin Søn. Der blev nu aftalt Tid og Sted, hvor Kampen skulle gå for sig, og Sendebudene drog hjem for at bringe deres Herre Besked. Uffe skulle nu rustes til Kampen. Det kneb med at finde et Harnisk, der kunne passe til hans brede Bryst, og endnu mere vanskeligt var det at finde et Sværd, der kunne holde; man kom frem med det ene efter det andet; men de sprang i Stykker som Glas alle sammen, så snart han svang dem med sin kraftige Arm. Vermund havde rigtignok selv et Sværd, som hed Skræp og var så mageløs hvast, at det gik lukt igennem alt, hvad der kom det i Vejen; men det havde han for længe siden gravet ned i Jorden, da han ikke troede, hans Søn nogen Sinde ville komme til at bruge det. Der var dog nu ikke andet for end se at få Skræp gravet op af Jorden igen, og det lykkedes endelig efter meget Besvær. Det var en Aftale, at Kampen skulle gå for sig på en Holm midt i Ejderstrømmen, og derud begav Uffe sig da ganske alene, medens den saksiske Kongesøn mødte i Følge med en vældig Kæmpe. Begge Flodbredder vrimlede af Tilskuere, Tyskere mod Syd og Danskere mod Nord, og alle fulgte Kampens Gang med spændt Opmærksomhed. Vermund havde taget Plads yderst ude ved Flodbrinken; thi det var hans faste Forsæt at styrte sig i Bølgerne, hvis hans Søn faldt, da han ikke ville overleve sit Fædrelands Fornedrelse. Begge Sakserne gik på med stor Hidsighed, medens Uffe stod så rolig, som om Sejren var ham vis, og længe gjorde han ikke andet end bøde for sig med Skjoldet; men da han omsider havde udforsket, hvilken af Modstanderne der var den værste, trak han endelig Skræp af Skeden og flakte i eet Hug Kæmpen helt igennem, så han døde på Stedet. »Nu hørte jeg Skræp!« sagde Vermund, thi han kendte dets Klang godt fra gamle Dage, og da han fik at vide, hvor sikkert det havde truffet, flyttede han sig længere bort fra Floden, for at han ikke af Vanvare skulle styrte i den. Da Kæmpen var faldet, sank Modet på Sakserprinsen, og han holdt ikke videre af at komme Skræp alt for nær; men Uffe blev ved at ægge og tirre ham så længe, at han for Skams Skyld måtte frem, og da han endelig havde ham nær nok, svang han Skræp for anden Gang, og i næste Øjeblik lå Kongesønnen død ved Siden af Kæmpen. Dermed var Kampen til Ende. Sakserne begravede deres to døde og drog skamfulde hjem; men Danskerne jublede af Glæde, thi Sejren var deres, og nu vidste de, at de havde en Kongesøn, som med Ære kunne følge sin Fader i Regeringen. Ikke længe efter døde Vermund, og Uffe fulgte ham som Konge. Han havde jo vist, at han nok kunne bruge Sværdet, når det gjordes nødvendigt; men han holdt da ellers mest af Freden, og det var derfor, han fik Tilnavnet: hin Spage.

Sigvald - Ottar - Hagbard

Kong Sigvalds Datter: Sigrid, var såre smuk og omsværmedes derfor af Bejlere, men hun var tillige så bly, at ingen af dem kunne få hende til at slå øjnene op, og hendes Fader havde givet hende det Løfte, at han ikke ville skænke hende til nogen, der ikke kunne overtale hende til at se på sig. Iblandt Bejlerne var Ottar, en Søn af Ebbe; han havde Ry for sin Tapperhed og Veltalenhed, og Sigrid syntes godt om ham, men kunne dog ikke bekvemme sig til at slå øjnene op. Da hændte det sig, at en anden af Bejlerne, det var nok en Jætte, overfaldt Sigrid i Skoven og førte hende til sin Hule. Ottar kom hende hurtig til Hjælp, dræbte Jætten og gav Kongedatteren sin Frihed, men endda kunne hun ikke overvinde sin Undselighed. Nu vankede hun længe om i øde Egne, indtil hun i Skoven stødte på en styg Heks, der gav hende Husly, men så også satte hende til at vogte Geder. Ottar kom og friede hende fra Heksen, men hun var lige standhaftig, hun ville ikke følge med ham hjem og heller ikke skænke ham et øjekast. Atter vankede hun om i det øde, til hendes Klæder bleve usle og forrevne. Da kom hun en Aften hændelsesvis til Ottars faders gård. Hun gav sig ud for en Tiggerpige, men Ottars Moder kunne i hendes skønne Åsyn læse noget andet og satte hende til Højbords. Da Ottar kom hjem, kendte han hende straks og besluttede at prøve hende endnu engang. Han lod, som han skulle have Bryllup med en anden; Brylluppet blev fejret med stor Højtidelighed, og hen på Aftenen bad de Sigrid lyse Brudeparret ind i dettes Kammer. Der stod hun ubevægelig, mens Lyset brændte helt ned; men da Ottar bad hende ikke brænde Fingrene, løftede hun endelig øjnene op og så undselig på ham. Nu forsvandt den falske Brud, og da Ottar holdt Bryllup for Alvor, da var Sigrid Bruden. Vor gamle Historieskriver Sakse, som har fortalt os Historien om den bly Sigrid, har også fortalt om den trofaste Signe, en Datter af Kong Siger, som boede i Sigersted ved Ringsted. Hun elskede en norsk Kongesøn ved Navn Hagbard, men denne, der i en Kamp havde fældet to af Signes Brødre, måtte ikke lade sig se i Sigersted, og da han dog ikke kunne undvære Synet af sin Fæstemø, drog han til hende forklædt som Skjoldmø. Han sad i Jomfruburet hos hende hele Dagen og tegnede for hende, mens hun syede; men da Aften kom, forrådte en ond Terne dem, og Kongens Drabanter trængte ind for at gribe Hagbard. Skønt de vare mange mod een, havde de dog Nød med at overmande den stærke Helt; de Reb, hvormed de bandt ham, sønderrev han; først da de fandt på at skære en Lok af Signes Hår og binde ham deri, fik de Magt over ham; thi den Snor ville han ikke sønderrive. På Tinge blev han dømt til at hænges. Men da han stod på Galgestigen, så han Luen slå op fra Signes Jomfrubur, og forstod nu, at hans Fæstemø havde tændt Ild på Huset for at følge ham i Døden. Da sang han: »Held da mig, som vandt i Støvet slig en trofast Venneviv ! ensom ikke og bedrøvet ender jeg mit Helteliv; med en Fylgje som den bedste skal jeg Valhals Guder gæste !«. Kong Siger fortrød, hvad han havde gjort, og bød sine Mænd skynde sig at redde dem begge; men »der de kom til Signelils Bur, da lå hun der i Glød, og der de komme, hvor Galgen stod, da var alt Hagbard død.«

Slaget på Bråvalle Hede - Harald Hildetand - Sigurd Ring - Ubbe Friser - Stærkod

Stammerne i Sverige må være kommet ind via Store Svitjod, (Rusland). Stammens høvding i Norden kaldte sig vel allerede dengang konge. Det har vist sig, at der var rigtig mange småkonger, fylkekonger, herredskonger, landskabskonger, underkonger og småkonger i mindre landområder (næppe større end de kommuner vi kender i dag). Dertil kom også søkonger. Snorre Sturlasons Ynglingesaga siger, at Sveernes første hersker var Odin i skovriget: Svitjod, (svedjebrug) hvor folket måtte betale en penning pr. næse til Odin. Denne Ynglingeslægt skulle stamme i lige linie fra: Frej/Frøj, (frugtbarhedsgud) ham med den store fallos. (Det er også set på billeder i Pompeji i 63 f. Kr.) Yndlingen Ingjald Ildråde kom i krig med Kong Ivar Vidfavne af Danmark, og da Ingjald besøgte kongsgården i Räning i Uppland, kom Ivar og angreb dem med stor overmagt, hvorpå Ingjald satte ild til kongsgården og gennemførte et selvmord ved at indebrænde. Sandsynligvis var det frygten for at blive træl, der medførte denne handling. Vikingerne og for den sags skyld Islams folk, er kendt for at gå i døden i kamp. For vikingerne var det en skændsel at dø i sengen, selvom vi i dag ved, at de fleste jo netop dør i sengen. Disse småkonger slog sig sammen i et nyt stammefællesskab, og til sidst opstod Sveernes og Göternes riger, hvorom det sige at landområderne strakte sig over ti dage på hesteryg. På baggrund af fund, har man valgt at sige, at Sveerne første oprindelse må være sket på Helgö, hvor de grundlagde deres »by« i år 200 e. Kr. og som nåede den højeste udvikling i 500-tallet e Kr.. I 700- 800 tallet har Sveernes landskabsforbund besejret Göterne, og derefter opstod Svea's rige. Langt senere i byerne opstår oldermænd, der føres protokol over beslutningerne og bylag (arbejdsfællesskab - senere kaldet: gilder - senere: mestersammenslutninger) og nu opstår almue = al muge = almenheden = hele folket. Ivar Vidfadme var Skånsk konge i slutningen af 600-tallet, og udvidede sit kongerige betydeligt. Han lod sin svigersøn, den sjællandske Kong Rørek, myrde. Røreks far var kong Hød. Harald Hildetand var søn af den myrdede Rørek og er født år 690. Ved Ivar Vidfadmes død blev Harald Hildetand i begyndelsen af 700-tallet konge i Danmark og kom i løbet af sin lange regeringstid til at herske over Danmark med Skånelandene omfattede det norske Vestfold og Sverige (syd for Värmland og Upland). Riget strakte sig fra Skiringssal i Norge, Uppsala i Sverrig, Hedeby i syd, Grobin i Kurland i øst, og til Northumberland i England i vest. Den svenske kong Sigurd Ring siger, at de var tvunget til at kæmpe for deres frihed, idet Harald Hildetand var fræk og havde samlet nogle Saksiske og Vendiske styrker mod Sigurd Ring og de nordiske stammer. Der skal have stået et vældigt slag på grænsen mellem Danmark og Sverrig, hvor de to Folk ret prøvede Kræfter med hinanden. Alle Nordens Stammer var med, og alle Nordens Helte gav Møde på den ene eller den anden Side. Blandt dem, der vare med, må først nævnes Stærkod, Helten over alle Helte, lige hjemmevant i alle tre Lande. Han skal være født i Norge, men i sin Ungdom tjente han den danske Konge Frode Ejegod og værnede da Danmark med stor Tapperhed. Da Frode var død, og hans Søn: Ingel Vendemod var bleven Konge, blev Tilstanden her i Landet så slet, at Stærkod ikke gad være her. Ingel giftede sig nemlig med en tysk Prinsesse, og der blev så fint og fornemt og så tysk i Kongsgården, at den ikke var til at kende igen, og Stærkod, som var en Ven af det jævne, det tarvelige og det nordiske, drog da til Sverrig. Dog glemte han ikke Danmark; tre Gange drog han herned for at hjælpe på Tingene, og det lykkedes ham da også til sidst at få Tyskeriet fortrængt. Dette var ikke hans eneste Bedrift; thi alle Vegne, hvor noget stort blev øvet i hans Tid, var han med; hans Heltery var vide kendt, og hans Sange ikke mindre; thi han var lige så god Skjald som Kæmpe. På den Tid, hvorom her fortælles, opholdt han sig i Sverrig og var derfor med i Bråvalleslaget (the Battle of Brávellir) på Svenskernes Side. I Danmark regerede dengang den gamle Harald Hildetand, der i sin Ungdom havde været en stor Krigsmand, men nu var blind af Alderdom og frygtede for at skulle dø Strådød. Dog undte Odin ham en hæderlig Død: han skulle falde i Kampens Bulder og drage med stort Følge til Valhal. Da derfor Brune, som var Sendebud mellem Harald Hildetand og den svenske Konge Sigurd Ring, engang på sin Sendefærd druknede i en å, tog Odin sig hans Skikkelse på, rejste med Bud frem og tilbage mellem Kongerne, men forrettede sine Ærinder på den Måde, at Stridslysten blev vakt på begge Sider, og det blev bestemt, at Kongerne med al deres Styrke skulle mødes på Bråvalle Hede. Sigurd Ring kom først, men befalede sine Folk at forholde sig rolige, indtil Danskerne vare komne og ordentlig opstillede. Dette tog Tid; thi der var en myldrende Mængde. Skib lå ved Skib mellem Sjælland og Skåne, og man kunne gå fra Land til Land som over en Bro. Men endelig var de der. Kongerne talte til Hærene og opmuntrede dem til at gå frejdig på; Lurerne klang, og Kampråb fyldte Luften. Striden begyndte med, at Hærene sendte Skyer af Spyd og Pile mod hinanden, og allerede under den første Del af Kampen flød Blodet i Strømme. Da Pilene vare opbrugte, drog man Sværdene og kæmpede Mand mod Mand. Stærkod, der, som sagt, var på Sigurd Rings Side, gik først mod Ubbe Friser og fik af ham seks Sår. Derefter kæmpede han med Skjoldmøen Veborg, som hug ham således i Ansigtet, at Hagen dinglede, men han bed i Skægget og holdt den således fast. Så mødte han Skjoldmøen Visne. »Du raser mod Enden«, råbte hun ham i møde, »nu skal du dø !« - »Nej«, svarede han, »ikke før du har tabt Haralds Banner!« I det samme afhuggede han hendes Hånd og gik videre. - Den gamle blinde Kong Harald kørte frem i Striden med et Sværd i hver Hånd og hug løs på Fjenden. Han faldt i Slaget, man vil sige for Odins egen Hånd, men 15 Konger faldt med ham og 30.000 fribårne Mænd. Da Sigurd Ring hørte, at hans Modstander var falden7 gav han øjeblikkelig Tegn til at standse Slaget. Dagen efter lod han Haralds Lig opsøge og sætte på Bål tillige med hans Hest. Kong Sigurd gik da frem foran Bålet og bad Harald ride rask til Valhal og tinge Husly til Kæmperne, hvorefter alle Høvdinger gik rundt om Bålet og kastede Våben og Guld derpå. Harald Hildetand faldt sammen med sin søn: Rørek i kamp mod Sigurd Ring år 770/772.

Agantyr (Ongendus)

ca. 714 - 725 e. Kr.

Efter at den Saliske Klodevig blev Frankernes barbariske konge og besejrede Alemanerne i 496 e. Kr. og Vestgoterne, antog Klodevig den vestromerske kristendom og i de næste århundreder forsøgte han at tvangskristne Sakserne, der derfor lå i konstant krig med Frankerne (merovingerne) og Alemannerne, selvom Frankerne omvendelse af Alemanerne først antages at begynde i 600-tallet. Romerkirken og Frankerne havde sendt deres kristne agenter til de danske konger siden Willibrord i 720'erne besøgte Danerkongen: Agantyr. I 770 slog den angelsaksiske biskop Willehad sig ned blandt Friserne, og fra 780 missionerede han blandt Sakserne. Saxonernes land grænsede op til Sorberne, der kendes fra 631 e. Kr., til nordAlbingerne (dvs. befolkningen nord for Elben) og til Thüringen. Missionæren Willibrord (658-739) fra Utrecht blev sendt hertil i ca. 710. Han fik foretræde for Danernes konge: Agantyr, som på latin blev kaldt: Ogendus. Den tidligste forekomst af Germanernes konge/høvdinge-begreb er fra år 52 f. Kr.. da den galliske Avener: Vercingetorix, led nederlag til Cæsar ved Alesia (Alese-Sainte-Reine). Det er den samme titel som vi senere finder i "genteow". Måske er der en forbindelse med titlen: "genteow", i navnene Ecgenteow (Agantyr) fra Bjowulfkvadet i det 8. århundrede og fra Widsid i navnet: Incgenteow, hvor en konge: Ongendtheow, placeres i Sverige. Danernes konge: Agantyr blev af Willibrord beskrevet som værre end et vilddyr og hårdere end sten. Han må også have haft andre kvaliteter, for han behandlede de fremmede med respekt og lod dem fortælle om deres tro. Han nægtede hårdnakket at lade sig kristne. Da Willibrord rejste bort fik de tilmed lov at tage 30 drenge med sig for at oplære dem i den kristne tro. Kirken, ville beherske hele den kendte verden, og det var en torn i øjet, at de rige frisiske marskbønder på Nordvesttysklands kyst, med deres betydelige markedspladser ikke var kristne. I 755 fik den herskesyge, ærgerrige ærkebisp i Mainz: Bonifatius fred. Friserne slog ham ihjel. Herhjemme er år 737 et af de store byggeår, hvor bygningsarbejdet på Dannevirke-volden påbegyndes. Der blev fældet træer og lavet kasser som holder volden på plads, og som er 10 meter bred, to meter høj med vandrette planker som palisader på forsiden af volden. Dannevirkevolden blev dengang 10 kilometer lang og foran er der en 1,5 meter dyb og 5 meter bred grav. Byggeriet er stort og viser, at Danmark var begyndt at hænge sammen som et rige. Det må have krævet flere hundrede arbejdere at opføre volden, ligesom det har krævet et stort vagtpersonale i krisetid på så lang en vold. Danevirke fik senere en samlet længde på ca. 30 km og strækker sig fra Slien i øst til åerne Trene og Rejde mod vest. Østpå er anlægget forbundet med den halvcirkelformede vold omkring Hedeby. Den såkaldte Hovedvold bestod oprindelig af en jordvold beklædt med træ samt en voldgrav, som vendte mod syd. I vikingetiden forstærkedes volden med kampesten. Den ældste del af Hovedvolden og Nordvolden, er opført i år 737. Senere byggedes Kovirke, og i 968 Krumvolden, en forstærkning af Hovedvolden samt Forbindelsesvolden til Hedeby. Hele voldanlægget har haft skiftende funktion, i begyndelsen som værn mod Saksere og Slaver. Beretningerne i de Frankiske årbøger, er derfor ikke korrekte, idet disse beretninger fortæller, at det var den danske kong Godfred der i 808, lod en vold bygge, som beskyttelse mod Frankerkongen Karl den Store, medens også dronning Thyra, gift med Gorm den Gamle, tillægges bygningen af volden til værn mod den tyske kejser. Men de har blot videreudbygget Dannevirke. Det uafhængige Sachen bestod dengang af 3 Gaue sydvest for Elben: Westfalen, Ostfalen og Engern, og et nordøst for: Nordalbingien (Holsten). Sacherne forstod ikke, at Karl den Store ville annektere deres land, og de var for dårlige til at finde sammen i et fælles forsvar mod Frankerne. I 772 omstyrtede Frankerkongen Karl den Store Sachsernes hellige træ Irminsul, idet Karl den Store førte erobringskrig under påskud om at omvender Sakserne til kristendommen. Ifølge ældgamle sagn, har Samsø været skuepladsen for kampe mellem Angantyr og hans brødre, mod Hjalmar og Ørvarod. Men det er nok en meget tidligere Angantyr, men her er sagnet: Arngrim var en kæmpebesærk fra sveernes rige der overvandt finnerne, sådan at finnerne hvert tredje år for hver 10 mand skulle udrede et vognfuld dyreskind i skat. Derefter udfordrede han bjarmernes høvding: Egder, og Arngrim overvandt bjarmerne, sådan at hver mand der ville overleve, skulle give ét skind i skat. Arngrim tog så til Gardariget og mødte kong Svafrlami, som var i besiddelse af det magisk og dæmonisk sværd: Tyrfing (Tirfing). Svafrlami var Odins nevø, men Svafrlami blev dræbt af Arngrim og Arngrim huggede Tyrfing og tvang Svafrlami´s datter: Øfura, til at gifte sig med ham. Arngrim tog nu tilbage til øen Bolm i Hålogaland, og her avlede Arngrim med Øfura tolv sønner, hvis navne her følger: Brander (Brami), Bjarbe (Hrani), Brodder (Barri), Hjarrande (Hervard), Tander (Tind), Tirvinger (Tyrfing), tvende Haddinger (Bue og Bild), Hjørvard (Hjortvad), Hjarvard (Toki ?), Rane (Reifnir), Angantir (Angantyr). Agantyr fik af sin fader Arngrim sværdet Tyrfing og disse tolv sønner blev også besærkere (soldater), og de spredte skræk og rædsel rundt omkring og alle vegne. De lå fra ungdommen af på vikingetog. Nu ville den næstældste søn, Hjörvard (Hjortvad) gifte sig med Ingeborg, der var datter af sveernes kong Yngve. De tolv brødre kom til Upsala og Hjörvard (Hjortvad) præsenterede sig for Ingeborg, men sveernes konge havde en førstemand, der hed Hjalmar, og alle syntes at det var bedre at Ingeborg giftede sig med ham, end med en besærk. Udfaldet blev nu, at Hjörvard (Hjortvad) udfordrede Hjalmar til kamp på Samsø, hvis han ikke ville miste sin ære. En dag kom de tolv brødre sejlende til Samsø ombord på ét skib, og her fandt de to skibe liggende ved kysten, der tilhørte vikingerne Hjalmer og Arvarodd, der var edsbrødre (Orvar-Odds var norsk). De tolv brødre overfaldt og ryddede skibene for ro- og åre mandskabet, og da de ikke var sikre på om de også havde fældet styresmændene, satte brødrene de faldnes lig på plads, hvert på sin rorbænk, og fandt sålunde, at de mænd som de søgte efter ikke blev ilde tilmode; men de regnede den vundne sejr for intet, thi de vidste at de nu stod for en langt farligere strid, hvor de måtte sætte livet ind. Sagen var den, at Hjalmer og Arvarodd havde været ude i en storm, hvor deres skibe havde taget skade og fået roret revet af, og nu var de gået op i skoven for at hugge sig et nyt ror, som de tildannede det tykke træ og brugte deres økser mod bullen, lige til den svære stamme fik skikkelse af et skibsror. Det nye skibsroret tog de så på skuldrene og bar det ad stranden til, uden at ane deres fællers fald; men da æskede Øfuras sønner dem til strid, endnu dryppende af de nys dræbtes blod, og nødte dem til at kæmpe - to mod tolv, og dét var en ulige kamp. Men dog tilfaldt sejren ikke de tolv, thi alle Øfuras tolv sønner faldt; og vel gav de Hjalmer banehug, men Arvarodd gik ej glip af sejren, thi ham ene lod lykken blive i live ud af så stort staldbroderskab, da han svang den råt tilhugne rorplanke med utrolig kraft og huggede den med sådan vælde mod fjendernes hoveder, at han med ét eneste slag kvaste og knuste dem alle tolv. Hjalmer nåede at synge sin dødssang forinden han gik bort, og bad Arvoradd om at bringe hans lig til Upsala til Ingeborg. Arvarodd begravede de 12 brødre og sværdet Tyrfing, så det ikke mere skulle gøre skade. Men Angantyrs datter Hervor tog senere til Munarvoe på Samsø, og gravede Tyrfing sværdet op, som også senere gjorde stor skade.

Sydpå i Romerriget modtog man de muhammedanske erobrere i det 7 århundrede som befriere fra den romerske kristendom, og hele Orienten og nordAfrika gik tabt for romerne. Det var et stort landetab. Og samtidig ved Donau brød de Slaviske stammer ind i Romerriget efter folkevandringernes første trykbølge, og hele det latinske Balkan blev overtaget af Slaverne. Konstantinopel blev et næsten rent græsk rige, hvor også det græske sprog kom til ære og værdighed. Oppe ved Novgorod, der var Nordboernes Holmegård ved søen Ilmen, mødtes handelsvejene fra alle verdenshjørner. Og i tiden op til ca. 750 var der også dannet handelspladser og "byer" flere steder, bl.a. Dorestad hos Friserne, Hamburg ved Elben, Reric (Vendernes handelsplads), Wollin ved Oder, Truso ved Weichsel, Wiskianten og Grobin, Prag, Krakow, Kiev, Staraja Ladoga, Kiev, Hedeby, Birka, Ribe, Århus og Kaupang i Skiringssal (Norge), og i 760 var der Nordboere ved Aldenborg ved floden Volchov. Østersøen var et blomstrende handelsområde, og handelen drog også Nordboerne til Konstantinopel (Miklagård).

Sigfred (Sigefridus)

ca. 777 - 798 e. Kr.

Kong Sigfred (Sigurd 1. Ring) nævnes i år 777, 782, 798 i det frankiske riges årbøger. Kongemagten er åbenbart ret stabil, siden Sigfred sidder på tronen i mindst 21 år. Sigurd Rings far var Randveig Radbardsson (f.ca. 680-d. 700), der var underkonge i Sverrig. Randveig Radbardsson´s mor var Audr Iversdatter og faderen var Radbert d. 1. fra "Gardariget". Sigurd Ring blev antaget som underkonge i nord-Sverige og i Vestfold af sin faders halvbror: Harald Hildetand, som han slog i 770/772 i Bråvalllaslaget. Derefter blev Sigurd Ring enekonge. Han sendte sin yngste bror: Halfdan som gesandt til Karl den Stores rigsdag i Lippspringe i 782 og modtog gesandter fra Karl den Store i 798. Sigurd Ring var gift med Alfhild Gangalvsdatter, og de fik: Regnar Lodbrog Sigurdsen (f. 735-d.795 i England) og Geva (f.750-d. ?). Fra 772 havde Frankerne og Karl den Store besejret Sakserne og ødelagt deres helligdom "Irminsul" i Westfalen tæt ved Sakserborgen: Eresburg. I 782 giver den danske kong Sigfred asyl til sakserhøvdingen: Widukind (Wedukin). Sakserne og Abroditterne (Venderne) var gået i forbund mod Frankernes ekspansion. Karl den Store skal på én enkelt dag i 782 i byen Verden i Nordtyskland havde ladet 4.500 såkaldte hedenske Saksere halshugge, og Karl den Store indførte strenge straffe for ukristne ritualer, herunder dødsstraf for bestemte forseelser, som han lod nedfælde i Capitulatio de partibus Saxoniae, udstedt i 782 eller i 785. I 783 vandt Frankerne afgørende sejre, og nårsomhelst Sakserne senere forsøgte modstand, ramtes de af frygtelig straf; oprørerne tvangskristnedes og, hvad værre var, de flyttedes i massevis bort fra deres hjemland og ejendomme, der overgives til frankiske nybyggere. I 785 oplevede den Angelsaksiske Willehad fra Northumbrien, hvordan Karl den Store tvangskristede Sakserne. Med våbenmagt opløste Frankerne det Saksiske folk og stamme. Derefter slog Willehad sig ned i Bremen, hvorfra han virkede som missionær, og hvor han døde og blev gravlagt i 789 i Bremens første domkirke. Willehad havde selv ladet den opføre, og dermed skabt grundlaget for det senere Hamburg-Bremen bispesæde. Det nordtyske bispesæde Bremens kirkehistorie og Nordeuropas "missionshistorie" tager derfor sin begyndelse med den angelsaksiske biskop Willehad (ca.740-789). Hamburg (Hammaburg) var ellers engang Saxonernes berømte by, og Saxonernes land udgjorde en betydelig del af Germanien, og var dobbelt så bredt som Frankernes land, men lige så langt. Hamborg blev grundlagt af Frankerne i 811, på en boplads, hvorfra altså Frankerne havde fordrevet Sakserne. Efter således tre faser med Sakserkrige i perioden: 772-804 lykkedes det Karl den Store (747-814) at indlemme og undertrykke Sakserne ind under Frankerriget. Men i 785 var de "nordtyske" Friseres omvendelse til kristendommen så vidt fuldbyrdet, at et bispedømme kunne oprettes i Bremen. Omkring år 790 viste kirken igen interesse for Danernes liv, men mente åbenbart ikke, at det kunne nytte noget. Op imod år 800 skete der store omvæltninger i Nordtyskland, og Karl den Store, konge over det vældige kristne Frankerrige og titulært kejser af Rom, underkastede sig nu størstedelen af det nuværende Tyskland, herunder Sachsen, hvor Sachserne gennem voldsomme myrderier og tvangsforflytninger i 783-805 blev tvangsdøbt til kristendommen. Juledag år 800 kronede pave Leo i Rom Karl den Store til romersk kejser. Ved århundredskiftet var Elben blevet Frankerrigets grænse; men nu syntes det, som om Karl ville gå videre. Med det store kejserhof i Aachen, havde Danmark fået nogle farlige naboer. Frankerne krævede, at Elben blev deres grænse og krævede tvangsforflytning af Sakserne. Landområderne syd for Dannevirke og Ejderen var folketomme, og østpå var der skovområder, som kaldtes Jernved (Isarnho på tysk). Det vældige land var i efterårsmånederne en kæmpemæssig vandflade indtil Ejder-slusen i vor tid gjorde en ende på oversvømmelserne. Holsten var endnu ikke opfundet, og området var omgivet af Vagrien, Stormarn og Ditmarsken. Hele området kaldtes i middelalderen Nord-Albingien og var beboet af Saksere, men efter Karl den Stores erobring omkring år 800 og hans hårdhændede kristendomsforkyndelse blev store dele af landet lagt åbent for indvandring af de Vendiske Wagrere og Obotritter. I forbund med de slaviske Obotriter i østHolsten kunne Karl den Store undertvinge og omflytte de Saksiske stammer nord for Elben: Sturmerne og Holsterne, dvs. Holtseterne, de, der havde dyrket jord op og boede i skoven, holtet. I 804 var Karl selv i denne anledning helt oppe ved Elben; da fik han efterretning om, at kong Godfred, en søn af kong Sigfred, havde samlet en hær ved Sliestorp, på Sliens nordlige bred, lige overfor Hedeby. Kong Godfreds fjendtlighed er let forståelig. Karl ville slutte forbund med de slaviske Obotritter, og lade dem få den saksisk befolkede del af Holsten, og Karl ville tage magten over byen Reric, og dermed Frisernes handelsvej over Hedeby. Godfred forstod hvad denne frisiske handelsvejs beherskelse betød for hans kongemagt, og han tilbød Karl forhandlinger.

Opdatering: Nu var der kun en vej fremad for de Nordiske folk. Ville man blive knust - eller ville man knuse den fremvoksende kristne centraleuropæiske magt ? Oppe fra Norden var den ene folkestamme efter den anden jo udgået fra i historien forløb, og var sejlet sydpå på Wisla´s flodsystem i øst og var vandret videre sydpå til Sortehavet. Hunnerne havde efter 375 e,. Kr. forstyrret de nordiske handelsveje og frænderuter ned gennem floderne og landskaberne i Østeuropa ned til Byzans. Handelsescenteret Gudme-Lundeborg på Fyn flyttes omkring 450-500 e. Kr. til Lejre ved Roskilde. Danernes tidligste handelsforbindelser gik mod øst over Gotland, over Gardariget, ned over Venderne over Kazarernes store rige til Byzans, og her benyttes Arabernes store sølvskillinger og ringsølvet. I 600-tallet udvidede Sveakongerne deres magt omkring Uppsala i Sverige sammen med Gotlænderne. Birka i Sverige var også et handelscentrum, sammen med Gotland. Og de Nordiske vikinger var allerede i det 6 århundrede ved de Nederlandske kyster, og herfra drev senere Friserne handel på de Skandinaviske lande. Nordsøhandelen mellem Dorestad og England går tilbage i 600-tallet. Araberne havde gjort oprør efter 622 e. Kr. og havde smidt de kristne byzantinske skatteopkrævere ud. Her modtog man de muhammedanske erobrere i det 7 århundrede som befriere, og hele Orienten og nordAfrika gik tabt for romerne. Det var et stort landetab. Samtidig brød de Slaviske stammer ind i Romerriget ved Donau, her efter folkevandringernes første trykbølge, og hele det latinske Balkan blev overtaget af Slaverne. Da muhammedanerne havde sejret, blev Konstantinopel et næsten rent græsk rige, hvor også det græske sprog kom til ære og værdighed. Oppe ved Novgorod, der var Nordboernes Holmegård ved søen Ilmen, mødtes handelsvejene fra alle verdenshjørner. Men Nordsøhandelens tilbagegang er ikke fremkaldt af araberne. Forklaringen må være, at Dorestad og England, Irland gik i samarbejde med paven, og kun måtte handle med kristne, og at Karolingerne indførte en monopolmønt. Samtidig nede i Frankerriget blev folkestammerne sønderslået af de katolske herskere og kejser Karl den Store (742-814) begyndte at opkræve told på varer. Frisernes by: Dorestad opnår frihandel i 700-tallet og mange af Danernes karolinger-mønter må oprinde fra Vendernes handel med Karolingerriget, dvs. fra efter 751. Med Karolingerne ophører guldmøntningen og sceattaer i vestEuropa, og der slås der ikke andre møntsorter end denaren eller penningen. Denne pengeombytning og værdiforringelse fra vest, fra England og fra syd ville Nordboerne og Sakserne ikke finde sig i. I 692 e. Kr. gennemførte muhamedanerne en arabisk mønt: hovedmønten mancus af guld og den kufiske dirrhem af sølv. I år 700 e.Kr. var det nye og velstående muhammedanske kalifat en kendsgerning og Islams økonomiske opsving fra ca. 700 var et stort gennembrud for den internationale handel. De tynde irregulære Merovingiske mønter og de vægtregulerede og værdifaste Karolingiske sølvmønter tabte terræn. I 711 ekspanderede kalifatet ved at underlægge sig Spanien i vest og i øst af Transoxanien (Sassanideriget) med dets rige sølvminer. Ikke alene religiøst også økonomisk-politisk udgjorde muhamedanernes rige en enhed. I alle de nyerobrede lande blomstrede byerne op, enten over antikke stæder eller nygrundlagte byer. Blandt de nygrundlagte byer lå ved Tigris: Kufa, hvis møntindskrifter dannede mønster for arabermønten. Bagdad nåede på blot 100 år efter grundlæggelsen i 762 e. Kr. samme folkemængde som datidens største by: Konstantinopel på ca. 1. million indbyggere. Noget mindre var byen Cordoba i Spanien. Med herredømmet over det vidtstrakte rige kontrollerede araberne fjernhandelens veje og sejlruter mellem øst og vest: Middelhavet, adgangen til Det indiske Ocean, karavanevejen gennem Centralasien til Kina. En af tidens største handelsforetagender var også de jødiske købmænd med bopæl i Sydfrankrig, der drev handel fra Spanien til Kina. Bagdad var centrum for afsætningen, men også den byzantinske og den frankiske kejser var gode aftagere. Foruden den sydgående rute gennem Nordafrika med sideforbindelse ad Nilen til det guldrige Nubien kendte de også en nordlig vej bag om Rom til Det Kaspiske Hav hvorfra karavanerne drog videre østpå. Men Karolingerne havde afværget araberfaren i vest i 732 e. Kr.. Da Pippin døde i 768, blev Frankerriget igen delt. Han efterlod to sønner, Karl og Karloman, og de regerede i stor indbyrdes uenighed, indtil Karloman døde i 771, og broderen også tog hans del af riget. Karlomans børn og enke fandt imidlertid støtte hos Langobarderkongen Desiderius, og da denne tillige kom i strid med paven: Hadrian I, skred Karl ind og rykkede med sin hær til Italien. Efter næsten et års belejring overgav Pavia sig. Desiderius blev sendt i kloster, og Karl antog titel af Langobardernes konge i 774. Kort efter blandede Karl sig også i Spaniens forhold, hvor det nye omejadiske kalifat endnu stod på svage fødder. Hærtoget gik lidet heldigt, og på tilbagevejen overfaldt Baskerne hærens bagtrop. I 772 påbegyndte Karl den Store undertvingelsen af Sakserne, og i 777 kunne Karl holde rigsmøde i Paderborn. VestFalernes hertug: Vidukind flygtede til den danske konge Sigfred og da Vidukind kom tilbage udbrød der under hans ledelse den ene opstand efter den anden. Karl anvendte den yderste strenghed og lod på en dag 4.500 Saksere henrette. Først efter hans store sejre ved Detmold og Hase i 783 var sejren en kendsgerning. Endnu ind i det følgende århundrede var der dog opstande, og Karl lod bl.a. tusinder af nordAlbinger flytte sydpå, medens slaviske Obotriter indtog deres tidligere boliger. Hertug Tassilo af Bajern blev afsat og sat i kloster i 788 af Karl den Store. Karl den Store standsede Avarernes indfald i 791 og i den følgende tid fulgte så kampe med Avarerne, der først endte 796, da Frankiske tropper trængte helt frem til den Avariske »hovedring« i Ungarn og her gjorde et umådeligt bytte. Det nuværende Niederösterreich udskiltes i 796 som markgrevskab. Karl den Store var en alvor trussel, idet han havde besejret Longobarderne, Sakserne og Avarerne. Langs de russiske floder, på Østersøens kyster og først og fremmes t Gotland, i Mälerdalen og i Skåne er fundet mange arabiske og kufiske mønter. Netop dér var handelsruterne nu. Nordboerne valgte at tage kampen op mod det nye kristne centraleuropæiske handelsmonopol, som var på vej mod dem. Nordboerne drog øst over floderne via Kiev Rus-riget, og vest over via Atlanterhavets kyster, og ind i centralmagtens hjerte. I Vesten brugte de sværdet mod de utro folkeslag, der havde bukket sig for de kristne fyrster. Ned ad de østlige floder skød større handelspladser og riger frem med vikingernes hjælp. Denne handelsrute var ligeså vigtig som Suez-kanalen langt senere blev for de britiske kolonialister. Den anden vej rundt om det europæiske kontinent på Atlanterhavet sejlede hærskarer af vikinger og satte sig grundigt fast på mange forskellige knudepunkter, langt ind i Middelhavet, langt ind i Europa, så centralmagten blev "omringet". Men det lykkedes ikke vikingerne at nedlægge vore fjender, selvom kampene foregik de næste hundrede af år. Ved Volga på handelspladsen: Itu, mødte kalifatet købmænd som de kaldte Rus, og de kom med deres varer og slaver fra de fjerneste egne mod nord og førte dem over Sortehavet til Konstantinopel eller over Det Kaspiske Hav og derfra til Bagdad. Når chancerne var størst i de slaviske lande, skyldtes det, at landbrugets fremskridt havde skaffet mad til en stadigt voksende befolkning, og at denne befolkning ikke var beskyttet af en fyrste. Tværtimod stod fyrsterne i spidsen for slavejagten fra deres borge. I de egne hvor ingen fyrster dominerede opererede bevæbnede købmænd på egen hånd. Opkøb og videreforhandling fandt sted på tidens store slavemarkeder. Kendt er slavemarkedet fra Hedeby/Slesvig, Bulgar og Prag. Fra Narbonne, Mains og Verdun gik en handelsvej til Spanien og over Middelhavet til de arabiske lande, og der gik en anden rute over Prag, Regensburg, Kiev. Konstantinopel var en stor aftager af slaver. Men i Centraleuropa er der ikke fundet kufiske mønter, da man i dette område med monopolmønt ikke optog fremmede mønter. I hele Middelhavsområdet fortsatte det antikke slavehold gennem middelalderen. Den kristne kirke afviste ikke slaveri. Møntfund fra Trene til Bornholm og i Danmark viser mange kufiske møntfund fra 800 og 900 tallet. Kun meget få "tyske" og engelske møntfund er fundet i Danmark fra denne tid. Fra 1000 tallet er der kun fundet nordiske mønter og sølv i Angel. Vandrekøbmanden færdedes over store strækninger og erhvervede deres varer undervejs. Kirken klagede over at fjernhandlerne havde deres egne love. Men købmændene stod direkte under kejserens beskyttelse, og ganske særlige begunstigelser nød jøderne. Købmændenes kejserlige privilegier var love og gildelove, som Karl den Store dog søgte at indskrænke. Sådanne gilder kunne være værnegilder, sammenslutninger til gensidig støtte, og ældst er gildestatutterne fra St. Omer i Flandern. Også andre former for gilder, organiserede om et håndværk eller om en helgenkult, kendes, og de spillede langt op i tiden en vigtig rolle i byernes liv, både administrativt og socialt. I det nordiske materiale forekommer nok så hyppigt en anden form for organisation: félaget, fællesskabet om et togt, hvad enten det drejede sig om handel, officiel ledingskrig, eller privat vikingetogt. Udbygningen af den politiske magtstruktur med stormandsslægter og statsdannelser i Nordeuropa skete parallelt med udbygningen af et netværk af handelspladser rundt om Østersøen. Sæsonmarkedspladser og anløbspladser ved kysten kombineret med handel og udveksling af varer ved strategisk beliggende kirker og borge afløstes i løbet af den tidlige middelalder af regulære købstæder. Langs Østersøens kyst lå handelspladserne strategisk i forhold til opkøb og afsætning af handelsvarer og ved transportknudepunkter som f.eks. flodmundingerne i Østersøen eller i nærheden af fiskepladser og saltminer. Omsætningen på pladserne foregik for en stor dels vedkommende som en regulær byttehandel, hvor man f.eks. kunne bytte skind for krydderier. For en dels vedkommende foregik handlen med regulære mønter eller ved betaling med ædelmetal, sølvsmykker der var brudt itu og afvejet, såkaldt brudsølv. I 800-tallet blev den fredelige og stilfærdige nordiske bonde sømand, viking, og farende søkriger - en af de største folkebevægelser, der nogensinde er set. Nordboerne var jo udset til Frankerrigets næste offer. Men nu opstod der en frihedskamp mod det centraleuropæiske tyranni - mod ondskabens imperium - mod pengemændenes krav om skatter og brugen af bestemte karolingske mønter og mod deres katolske kult. Dengang var Britannien opdelt i en række mindre kongedømmer, og kong Offa af Mercia (757-796) havde kontakt til den frankiske kejser Karl den Store, og også Offa afløser sceattas med pennies, sølvpenningen. Det var i Offa´s tid, at det første betydelige vikingeangreb på England fandt sted, da vikingerne fra »Hæredaland« viste sig i England, hvor de sejrede ved Lindisfarne i 793, Jarrov 794, Rechru, Skye og Iona i 795, og fra 799 angribes hele den Angelsaksiske kyststrækning. De nordiske lande er jo havriger, med søer, floder og derfor var der tradition for bådebyggeri. Vikingerne udgjorde en svøbe som voldsmænd og røvere i hele den kendte verden, erobrede Paris, Smolensk, London, Novgorod, Kiev, Konstantinopel, fra Orienten til Nordamerika. Der har været en teori om overbefolkning og hungersnød. Men den passer ikke. Tværtimod har folk yngel som rotter og vikingelandene beskrives som meget rige samfund end langt senere i middelalderen. Og hvis man ikke er rig, kan man jo ikke bygge sejlbåde og lave sværd. Så vikingerne har været rige og mange, der ville skaffe sig rov via sørøveri. Det var noget nemmere end at dyrke jorden, og hvor man måtte vente på udbyttet. Dengang tog 4 uger med vikingesejl at nå til Amerika, medens det 1000 år efter tog 10 uger. Og de arveløse sønner drog i viking. Hvorfor skulle de gå og arbejde på gården, når de ikke kunne arve noget ? Asa-troen skænkede vikingen den fornødne foragt for døden. Islams folk har den samme foragt for døden. Opløsningen af Karl den Stores rige i 800-tallet og Slavernes (Russernes) meget svage statsdannelser, gjorde det muligt for vikingerne at erobre de mange områder. Og ligesom store mænd i Indien bliver brændt efter døden sammen med deres levende hustru, således blev også døde vikingehøvdinge brændt på deres skibe. Hjemme blev vikingerne gravlagt sammen med deres levende hustru, som så døde efter gravdøren var lukket til. Og måske er det derfor, vi tit brænder vore døde i dag. I år 900 er der skildringer fra utallige store kendte byer, der var hærget og erobret af vikingerne. De kristne fyrster kunne ikke forsvare sig mod vikingerne.

Tegningen af Ravnefanen er ikke troværdig - hverken i farver eller i form, da banneret har været mere trekantet. Danebroge (Danernes klæde og mærke) var Ravnefanen: Ravenlandeye - med Odins to ravne: Hugin og Munin, broderet i sort på hver side på hvis bund. Ravnefanen kaldtes af Angelsakserne for: gunfani - gumfanum, for ravn = ræfen, hrefn, hræfen. Odins spyd hed: Gunger. Ravnebanneret er beskrevet fra 878, og sandsynligvis har fanen været benyttet fra ca. 754. Norskekongen Haraldur Hardrada Sigurðarson havde også en ravnefane: Landeyðan, og fanen var med i september 1066 ved Stamford Bridge udenfor York. Jarlen på Orkneyøerne havde også en ravnefane: Hrafnsmerki. Knud den Store havde også en ravnefane med under slaget ved Ashington i Essex i 1016.

Venderne

» Kun ugerne bærer småfugl pind til høgens rede «

I perioden 300-600 e. Kr. forlod Rügierne øen Rügen og Hiddensø og søgte sydpå. Den Vendiske folkevandring (venederne) tog sin begyndelse før år 590 e. Kr., idet byzantinske kilder nævner Slaverne ved Østersøen omkring år 590. I det 4. århundrede e. Kr. rykker de Slaviske stammer frem: Wilzen, Liurizen, Pomoranen, Wenden og Kassuben (Kyzziner). Vandringen mod vest forsætter, og i 600-tallet befolkede Baltiske Slavere området mellem floderne Saale og Elben, og kort efter år 700 nævner den oldengelske krønikeskriver Beda, at der bor Slaver på Rügen, og endnu inden år 800 nåede Obotriterne til Saksernes østgrænse ved Limes Saxoniae, der i nord går fra Østersøen ved Kiel og herfra strækker sig sydover til Elben nær Lauenburg. Venderne har muligvis allerede i 7-800-tallet også fredeligt søgt til Lolland/Falster. Alle de nordvestlige Slaviske stammer, der sprogligt og kulturelt var nært beslægtede, har man betegnet som Vendere, og deres stammeområder, sammenfattes under begrebet: Venden eller Vendland. Stammerne kom fra Smolensk i øst til Kaliningrad i vest og fra Pripetsumpene i syd til Nedre Dyna. Under Karl den Stores krig mod Sakserne i 783-805 var Obotriterne Karls forbundsfæller. I 793 gik nordboerne i viking og leding mod den kristne verden. Lindisfarne bliver angrebet. Vi kan ikke vide om det skyldes om bytteforholdene ved vareudveksling er blevet forringet af de kristne, eller om det har været et stormløb på datidens teknik, der har kunne true Nordboernes kendte verden. J.fr. den ludditiske Bevægelse i begyndelsen af 1800-tallet i England. I 808 ødelægger kong Godfred Obotriternes handelsby: Reric ved Rostock. Omkring år 1000 boede længst mod nord i det østlige Holsten: Vagrerne, - syd for dem boede Obotriter og Polaber rundt om Lübeck. I Vendlands midterste områder boede Ranerne (Rarogenerne-Ruianerne) på øen Rügen, hvor deres fyrster havde centrum i Garz. Indenfor på fastlandet boede Chizziner, Circipaner, Tollenser eller Redarjer, Linguoner, Warnawer (Varnoviener), Heruler, Doxaner, Wiliner, Stoderaner og Ukrer. Længere mod øst boede Pommerinker og Kaschuber, og sydpå boede Sorberne, med andre beslægtede stammer. Preusserne var også et slavisk folk. Drevljanerne boede syd for Elbe. Øen Rügen hed på det tidspunkt: Reuna, Roja, Roe, og befolkningen på Rügen hed: Rani, Ruani, Rojani og Rugiani. I områderne ved Stettin hører man tidligt om stammerne: Rugiern, Semmnonen, Svebere, Burgundere, Gotere og Sedini. I 963 drager den kristne fyrst Miezsko I af Polen (940-992) til Stettin. Under den tyske kejser bliver Bogislav I (992-1025) konge af Polen, og udvider sit territorium, og grundlægger en kirke i Gniezno. I 1091 erobrer fyrst Wladislaw af Polen byen Stettin. Venderne bliver nu angrebet af de kristne fra nord, syd og øst. Den danske konge havde forholdsvis nemt ved at tilslutte sig kristendommen, efter at Odin´s mænd var draget udenlands i viking og efter slaget ved Hastings i 1066. I 1108-36 er den pommerske fyrst Wratislaw I. hersker over Stettin. I 1121 erobrer kong Boleslaw III ( 1102-1139) af Polen byen Stettin. I 1124 bliver Stettin kristianiseret af biskop Otto von Bamberg, men først i 1127 fik biskoppen omvendt venderfyrsten: Mizlaus. Vendernes handelsbyer hed: Reric, Wollin, Gammel Lübeck (Ljutka) og Gdansk. Andre byer er Plön, Schwerin, Ratzeburg, Ilov, Dobin, og hver stamme havde sin zupan (leder). I Vagrien hed Vendernes hovedstad: Starigard (dvs. Gammelgård, Altenburg = Oldenburg). Venderne var fremragende håndværkere, gæstfrie, ordholdne, tolerante og trofaste. De ældre blev behandlet godt ligesom man ikke så tiggere i Vendernes lande. Obotriterne kæmpede mod Frankerkejseren Otto I. (912-955) i vest og i syd, og med Sorberne og Liutizene i øst. I 955 lykkedes det så Otto I. at tvinge Obotriterne til at betale skat. Harald Blåtand (940 - 985) var gift med Mistivojs datter fra Obotritterne, en vendisk stamme i vestMecklenburg. Et sted på Vendlands kyst i landet Jom, grundlagde Harald Blåtand Jomsborg - ifølge Fagrskinnasaga og Knytlingesaga. Men Jomsvikingesagaen referere derimod, at det var jarl Palnatoke, og ikke Harald Blåtand, der var Jomsborgs grundlægger. Man strides om hvor Jomsborg har ligget. Nogle mener ved Wollin (Julin) på bredden af Oder-systernets østligste udløb, eller ved nordspidsen af øen Usedom eller ved den vendiske handelsby Vineta eller nord for Stettin. I 948 var Adaldag ærkebiskop af Hamborg-Bremen, og han oprettede kirker i Oldenborg og Mecklenborg sammen med Abodritternes knees (fyrste) Nakon (død i 965). Allerede i 966 var den polske fyrst Mieszko I blevet kristen, men i 967 gjorde Vagrierne oprør indenfor Abodritterforbundet mod Nakons søn og efterfølger: knees Mistivoi. Den kristne kirke i Oldenborg blev ødelagt og en hedensk helligdom indstiftet, men oprøret blev hurtigt slået ned med Saksisk hjælp. I 968 blev der oprettet et kristent bispedømme i Oldenburg under knees Mistivoi. I 983 gjorde Levtiterne og Redarierne oprør mod den kristne mission og undertrykkelse, og bispesæderne i Brandenborg, Havelberg og Oldenborg blev ødelagt. I 985 søgte Harald Blåtand søgte tilflugt hos Pommeranerne i Jomsborg (Wolin). Svend Tveskæg (985 - 1014) var barnebarn af både Abodritternes knees Mistivoi og af den danske konge: Gorm den Gamle. Mistislav, der var søn af Mistivoi (død i ca. 990) og Nakons barnebarn blev Abodritternes knees (fyrste) omkring år 995. I 1018 trængte Levtiterne ind på Abodritternes områder. Levtiterne afsatte Mistislav og ødelagde de kristne kirker i Abodritternes område. I 1043 blev Mistivois barnebarn: Gottskalk - Abodritternes fyrste i Vagrien. Gottskalks far var fyrst Utos og Gottskalk var kristen og blev gift med Sven Estridssøns datter og var i forbund med Knud den Store. I 1066 gjorde Abodritterne og Levtiterne oprør mod den kristne kirke og Gottskalk blev myrdet. Obotriterne og Liutzerne valgte fælles fyrste: fyrst Kruko (Kruto) af Rügen. Borgen og voldstedet: Arkona ligger nordligst på halvøen Wittow, der er forbundet med Rügen ved en smal landtange, og herom ligger også byen Puttgarten, der betyder bygden ved borgen. I hele 1000-tallet var Femern udgangspunkt for de Polabiske sørøvere. I 1093 angreb Henrik Gottskalksøn byen Starigard (Oldenborg) i Vagrien. Henrik fik støtte af Sakserne og Danerkongen og besejrede den hedenske fyrste i Vagrien: fyrst Kruko og myrdede Kruko i 1093. Henrik Gottskalksøn underlagde sig Abroditterne i Wagrien og en del af Levitterne og Obotritternes land. Skjalm Hvide (1062-1113) tog bl.a. på et hævntogt til Julin, og torturerede Venderne under den afskyeligste tortur og pinsler. Erik Ejegod (1095 - 1103) foretog et krigstogt omkring år 1100 til Venden, men det var for at håndhæve "traditionel" dansk overhøjhed i Venden. Omkring år 1100 truede Henrik Gottskalksøn danerkongen: Niels den Gamle (1104 - 1134), medens den danske ledingsflåde gik på rov i Vagrien, der var en del af Henriks rige. kong Ærkebiskoppen af Magdeburg forsøgte i 1108 at organisere et korstog mod Venderne, idet han via sine lydbisper rundsendte en skrivelse, hvori han opfordrede en række verdslige og kirkelige tilhængere til at komme til hjælp i kampen mod hedningerne øst for den Saksiske grænse. Samtidig angreb Polens fyrst Boleslav III Pommern i et korstog. RanerneRügen i Levtiternes område havde da etableret sig, og tog på røvertogt til Henrik Gottskalksøns by: Gammel-Lübeck. Men Ranerne blev stoppet af en Saksisk og Abodritisk hær. Den besejrede Pommerske fyrst Vartislav, fik af Boleslav III lov at beholde en del af Vestpommern som polsk len. I 1111 oprettede hertug Lothar af Sachen grevskabet Holsten, der ligesom Stormarn blev tildelt Adolf af Schauenburg, som grev Adolf d. I af Holsten og Stormarn. Fra Polen førte Boleslav III et kristent korstog efter sejren over Pommern mod knees Wartislaw Swantiborsøn (Swantiboritz) af Szcezin (Stettin), der erobres i 1121. Der var flere kampe mellem Danerne og Henrik, men efter at Knud Lavard var blev grænsejarl i 1115 blev der til sidst indgået fred med Henrik Gottskalks søn. I ca. 1123 ville kong Niels foretage et korstog til Småland, og havde bedt den norske konge, Sigurd Jorsalfarer, om hjælp. Men også fyrst Boleslav III skal have sendt en flåde over havet får at få det i rovet, og i de følgende år er kong Niels og Boleslav i alliance i kamp om herredømmet i det vest- og forpommerske område mod fyrst Vartislav, som var gået i alliance med Sakserne. Boleslav III og kong Niels erobrede Wollin fra fyrst Vartislav, og i 1128 gifter kong Niels´s søn: Magnus, sig med Boleslav III´s datter: Richiza. Efter Henrik Gottskalks død blev Knud Lavard i 1129 knees (fyrste) over de vestlige Vendere: Obodritterne, - men Knud Lavard var under Saksisk, dvs. Lothar II´s overherredømme, og da kong Niels holder fyrst Vartislav fanget, er det Knud Lavard, der taler Vatislavs sag. Både fyrst Vartislav og Knud Lavard var jo begge allierede med Sakserhertugen, og således var både de verdslige og kirkepolitiske magtstrukturer i kamp om magten og rovet. Bremerkirkens missionær: Vicelin, blev støttet af Knud Lavard, Vartislav og Lothar. Efter Knud Lavard´s død i 1131 medførte borgerkrigen i Danmark, at vendertogterne tog af og magten deltes mellem de to slaviske fyrster: Abroditterfyrsten Pribislav og Nikot. Pribislav (Preben) blev stamfar til hertugerne af huset Mecklenburg. Erik Emune er dog gået i land på Rügen i 1135/36 og erobrer Arkona. Fyrst Boleslav III døde i 1138 og riget opløstes i mindre enheder. Gammel Lübeck blev ødelagt af Venderne i 1138. I ca. 1140 erobredes det frugtbare slaviske Vagrien. Grundlæggelsen af et nyt Lübeck i 1143 under Adolf 2. gav Holsten magt over handelsvejene fra Elben og Hamburg. Fra Benedictinerklosteret Faldera (Neumünster) udgik den kristne kirke med biskop Vicelin af Oldenburg (død 1154) mod Venderne. Han blev afløst af biskop Gerold. På den tid var kristen ide og kriger eet og det samme. De kristne korstogskrigere som blev gamle og overlevede krigstogterne, kunne bagefter søge ly som "fromme gejstlige munke" bag klosternes mure. Kristendommen gjorde de demokratisk ting- og ledingsmænd til "den vanvittige almuehob", medens Stormændenes mord prises. Venderne var kendt for at de ikke ville aflægge ed. Både Sakserne og Danerne brugte edsaflæggelse, der blev afløst af jernbyrd. Ved Vagrien hovedstad: Starigard (Oldenburg) lå guden: Prove´s helligdom, som biskop Gerold (død ilod brænde op og ødelægge i 1156. Helligdommen var en gruppe ældgamle ege, hvor folket mødtes hver uge, og afholdt rettergang, når der var behov for dette. Der var ikke tale om et blodigt offersted ved disse ege, som var nydeligt indhegnet. Men Vendernes mødested og tingsted skulle åbenbart ødelægges af kristi nidkære tjenere, der også tog høvdingen: Thetmar til fange. Biskop Gerolds formaningstale overfor Vagrerne og knees Pribislav er kendt, idet skatterne til de sejrrige Saksere var et åg for Venderne. Både hertug Henrik Löwe (1139-1195) og greven i Holsten forlangte tusinder af Mark, og selv beklædningstøjet fra Venderne stjal de kristne skatteopkræverne. Dette var kristent folkemord ! På slavisk hedder gud: Bogu. Dødsriget hedder Raji, som er det vendiske Hades. Vendernes religiøse fester var store æde- og drikkegilder, og Vendernes gudebilleder var ofte gudebilleder i flotte udskårne træstykker, da Venderne var dygtige håndværkere. De var jo også kendt som skovfolket. I Plön var opstillet en træfigur af gudinden: Podaglas. I Tatibor (Ratzeburg) ærede Polaberne gudinden: Siwa, og ved Szczezin (Gytzkow) ærede man den trehovede gud: Triglaw. Obroditterne og Wiltziterne skal have dyrket guden: Rhadegast. Levitterne dyrkede guden Radegast. Wolgasterne dyrkede guden: Jarovit. Fra Zbrucz er fundet en gudestatue, en 2,7 m høj stenpille med fire gudeskikkelser der mødes under en fælles hat. På den ene side holder guden et uroksehorn (drikkehorn) i sin hånd, på en af de andre sider har han et sværd i hånden og en hest. I begyndelsen af 1100-tallet forsvandt Vendernes templer under korsfarerne, og derfor blev Svantevits (Rethra) tempel på Arkona et samlingssted for de hedenske Vendere. Svantevit betyder: "jeg ser verden", og gudestatuen havde jo fire hoveder, kort hår og studset skæg. Svantevit var gud for ungdom, frugtbarhed og krigsgud. Og Svantevit havde en snehvid hest. Svantevit var det sidste af Vendernes hellige steder, som de kristne fik ødelagt. Men ved siden af alle disse guder fandtes mange mindre lokale guder, husguder og naturguder, ligesom vi kender det med vores alfer og ellepiger. Solguden kaldtes: Sulnice. Men Venderne havde også orakler, og præsterne tog varsel af offerdyrets blod. Venderne angreb ofte også i Danmark, og i Hannenov Skov på Falster findes Falsters Virke. Det var et fæstningsværk med volde og grave, hvor falstringerne kunne søge ly, når Venderne huserede på de danske kyster, bl.a. i 1158. Ved Warnov havde Obotriterfyrsten Nuklet (Niclot) en stærk fæstning i 1160. Niclot døde i 1160, som den sidste hedenske fyrste af Abroditterstammen. Hans søn Pribislav underkastede sig Saksisk overherredømme og antog kristendommen. Rostock sættes i flammer i 1161 af Danskerne. De danske Vendertogter og korsfarerhæren var ofte østdanske anliggender (incl. Skåne). Jyderne ville ikke lade sig regere af den sjællandske Hvide slægt med Absalon i spidsen. Jyderne mødte ikke til leding, når Absalon var udpeget som eneste leder, og når de fremmødte, fik de pludselig hjemvé, og skulle hjem og høste. Sejladsen fra Lolland/Falster til den vendiske Hiddensø har vel taget 16-18 timer. Absalon fik dog hjælp af biskop Svend af Århus (død 1191), der førte den jydske flåde, og af biskop Frederik af Slesvig, og hertug Christoffer Valdemarssøn, og Absalon og Valdemar fik også hjælp af de Pommerske hertuger Kazimir og Bugislav samt Abodriterfyrsten Pribislav. Rügen bliver erobret i 1168, og Absalon får Rügen under sig som roskildebisp, og erobret øen fra ærkebispen i Lund og sakser ærkebispen. Kongeborgen Garz var kong Tetislaws residens med guderne: Rygevit, Porevit og Porenut, og de ødelægges efter freden. Kong Tetislaws af Rügen og hans bror knees: Jaromar, hylder i 1169 Valdemar den Store som deres lensherre, og det var nok en streg i regningen for de Pommerske fyrster og Sakseren: Henrik Löwe, der havde regnet med at få andel i rovet. Valdemar den Store og Absalon skal have indviet 11 kirker på Rügen. Klosteret i Doberan er grundlagt i 1171 af cisterciensermunke fra Amelunxborn i Vestfalen. Cisterciensermunkene fra Esrum Kloster byggede Dargun kloster i Schwerin i 1172, Kolbaz i 1175, Oliva i 1186, Eldena i 1199 og Marienwalde i 1298. I 1171 blev de halvt kristne Vagnere angrebet og søgte tilflugt i Oldenburg. Klosteret i Doberan blev i 1179 nedbrændt af vendiske oprørere. Fyrst Jaromar I. af Rügen lod sig omvende til kristendommen og udbyggede i 1180 bygden: Gora og udbyggede borgen: Rugård, hvis kirke tilfaldt cistercienserordenen, og området blev senere til byen: Bergen. Warnovmundingen hed Goderak. Ved Wurle (Werle) har stået hårde kampe. I 1186 genoprettes et nyt cistercienskloster i Doberan. Den Kaschubiske knees Sambor stifter i 1186 klosteret: Oliva ved Gdansk. Fyrst Wizlaw I af Rügen var Valdemar Sejrs (1202-1241) tro vasal. Valdemar Sejr erobrede i 1203 Holsten med Lübeck, men tabte det igen i 1225. Kejser Frederik 2 besluttede så, at fastsætte året 1227 til Lübecks grundlæggelse. Esterne bliver angrebet i 1219 af Danerne. I 1224 er gammel Preusserne stadig hedenske og ødelægger Oliva ved Gdansk. Fyrst Wislav II af Rügen skænker i 1296 øen Hiddensø til cistercienserklosteret: Neuenkamp. I 1277 dør Niklot I af Werle. I 1325 er Wizlaw III den sidste slaviske stammefyrste på Rügen, og i 1325 kom Rügen under den Pommerske fyrste. I 1326 gav rigsforstander grev Gerhard 3. (Gert) af Rendsborg sig selv Slesvig som len. Gammel vendisk retsskik blev først nedskrevet i 1554 og afløst af pommersk landlov. Man nedlagde mange landsbyer og tvang befolkningen ind på adelsgårde som ufrie landsarbejde med livegenskab. Godsherrerne fik større politisk og økonomisk magt. Mellem 1648 og 1815 tilhørte Rügen den svenske kronemagt, og fra 1815 tilhørte Rügen Preussen. Lolland/Falstringerne holdt sammen med Venderne gennem mange år mod de kristne Stormænd og danske konger. Stednavne med Vindeboder menes at være Vendernes handelspladser i Danmark. Mange af vores keramikfund er Østersøkeramikken, der viser tidlige slaviske præg, bl.a. fra 600-800 e. Kr., og derefter et nyt slavist præg fra 800-950 e. Kr.. Vendiske stednavne på Lolland/Falster har endelsen: -itse =-ici eller -ovici. På Lolland er der vendiske stednavne: Tillitse, Binnitse (Hillested sogn), Kobelitse (Sandby sogn), Kuditse (Arninge sogn), Revitse, Ulitse, Vindeby = Venderby, Kramnitse, Glukse, (Gluchovica), Gorke (Gorka), Dalek (Daleki), Glinke (Glinka). På Falster: Korselitse. Slægterne Moltke (Meltico) og Podebusk (Putbus) er Vendere. Langt op i tiden stod Venderne og Lolland/Falstringerne side om side i kamp mod Absalons kristendom og skattekrav.

Godfred (Gotefridus)

ca. 804 - 810 e. Kr.

I år 804 sad Godfred på den danske trone, og han spildte ikke tiden med diplomati. Han var krigerkonge, og under hans herredømme nævnes for første gang den danske flåde som et magtmiddel. Karl den Store havde mange soldater, men hans hær var for tung og for langsom til at holde Danernes flåder fra kysterne. I 804 havde Karl den Store atter fået knækket Sakserne, der anerkendte Frankernes herredømme. Dermed ophørte Saksernes selvstændighed som folk og stamme. I 804 fik Obodriterne den østlige del af Holsten af Karl den Store. Kejser Karl var dermed en farlig nabo, da han var i forbund med Obodriterne og i 804 trængte en frankisk hær så langt nordpå som til Ejderen. Men den danske kong Godfred stod parat til at opfange angrebet, der dog ikke kom, og i de følgende år styrkede Godfred sit grænseforsvar. Kong Godfred nåede i sin korte regeringstid at udbygge Dannevirke kraftigt og udbygge handelspladsen i Hedeby, hvor i dag Slesvig (Sliesthorp) ligger. Det var Kovirke og Hedeby, der blev anlagt i 808. Her kunne han bedre sikre sig. Samtidig satte han det mægtige Frankerrige en alvorlig skræk i livet. Godfred opførte sig som Frankernes ligemand. Nok kaldte de ham afsindig, selvglad og overmodig, da han truede med at ville møde kejseren i et feltslag. Men den megen flytten rundt på soldaterne og forberedelser til krig tyder på, at Frankernes hån mere gik på, at hans land efter deres mening stod lavt kulturelt set. Godfred´s militære kræfter var der tydeligvis stor respekt for. Karl den Store øvede sig flittigt på at lære at skrive, men han kunne blot kun skrive sit navn, uanset hvor meget han øvede sig. Ved hans hof færdedes lærde mænd, der virkelig genoplivede kendskabet til den klassiske litteratur og skrev det bedste latin og som gav ham de ophøjede forestillinger om den romerske kejsers værdighed. De syntes at det var et tåbeligt, formasteligt praleri, at Godfred havde truet med at ville opsøge kejseren i selve hans residens, Aachen. Og dog havde Godfred måske i denne overmodige tale kun givet udtryk for den stærke dragning, som det i hans øjne forfinede og ophøjede kejserhof udøvede også på ham, der nu blot engang havde gjort sig til kejserens fjende. Holger Danske er som historisk person den første danske høvding, der nævnes ved kong Karls hof i 788. Ad den samme vej, ad hvilken Friserne kom til Danmark, er allerede tidligt mange danske kommet til det egentlige Frisland. I 807 kom en dansk høvding Halfdan med stort følge til kejseren, af hvem han fik øen Walcheren i len, d.v.s. han fik tilstået de rige indtægter, der lod sig hente fra de frisiske købmænds toldafgifter ved forbifarten vestpå til Frankrig mod pligt til at forsvare øen mod alle angribere. I denne lensmandsstilling efterfulgte hans søn Hemming ham. Kong Godfred i Danmark svarede kejser Karl med at tvinge Abroditterne til at anerkende hans overhøjhed. I 808 angreb Godfred Obotriterne og ødelagde deres handelsplads Reric (Lübeck), der konkurrerede med Hedeby. Godfred bragte handelsfolkene med sin hær på skibe til den havn, der hedder Slesvig, skrives der i de frankiske rigsannaler. Abroditternes høvding: Trasco, blev i 808 myrdet af Danerne. Samtidig bestemte Godfred, at der langs Ejderens nordlige bred skulle bygges en vold tværs gennem landet lige fra Østersøen til Vesterhavet. Godfred byggede løs på Dannevirke og mønstrede en hel ridehær ved grænsen. Som modforholdsregel herimod anlagde Karl den Store befæstningsanlæg ved Stör, Itzehoe, som et fremskudt forpost mod Danerne og Abroditterne, og ved Elben Hamburg, der fra da af blev en markedsplads for de frisiske købmænd til Elben, og som sådan snart overfløjede Bardowik. I 810 drog Gotfred med en flåde på 200 skibe sydvestpå mod Frisland, og undertvang Friserne på Slesvigs vestkyst; han pålagde de rige frisiske bønder der en skat (hundrede pund sølv) til ham som dansk konge. Men samme år blev han dræbt af en af sine huskarle. Set med Frankernes øjne var det derfor usædvanligt heldigt, at kong Godfred i 810 blev myrdet af en af sine egne. Om det var bestilt arbejde er uklart, men i de kommende år ofrede Frankerne mange kræfter på at blande sig i de danske kampe om hvem der skulle være konge. Det var godt for kejserriget når danskerne sloges med hinanden. Et enigt Danmark var simpelthen alt for farlig en modstander. Så de kristne Frankere har ingen grund til at klandre, at de nordiske folk efterfølgende drog på vikingetogt. Det stod klart at aggressoren var de kristne Frankere- og at Frankere skulle slås ned. Ellers fik Danerne samme omgang som Sakserne. Og fra Britannia og Irland, havde de kristne sendt agenter til kontinentet. Men Frankernes kejser drog fordel af situationen ved at sætte danske vikingehøvdinger ind som lensmænd ved kystområderne fra Weser til Scheldes munding. Derved blev områderne ikke plyndret og til gengæld fik disse kystvogtere andel af indtægterne. Godfred efterfulgtes af en brodersøn Hemming, og i 811 sluttedes ved Ejderen fred mellem de danske og Frankerne.

Hemming

810 - 812

Godfreds brorsøn, Hemming blev konge, og sluttede straks fred med Frankerne, hvis rige omfattede det nuværende Frankrig, den vestlige del af Tyskland, Italien ned til Rom, Schweiz, samt dele af Østrig og Tjekkoslovakiet. Det var altså ikke nogen ringe magt, som Danerne spillede lige op med. Hemming, forhandlede i 811 med kejser Karls stormænd om fred og Hemming sluttede Fred med Kejseren på det Vilkår, at Ejderen fremdeles skulle være Grænsen mellem Danmark og det frankiske Rige. 12 frankiske og 12 danske stormænd mødtes ved Ejderen og bekræftede ved ed, at denne flod skulle være grænsen. Osfrid de Sconaowe (fra Skåne) er med på dansk side. Hemming døde snart i 812, og Riget blev atter delt. Der var ingen oplagt kandidat til kongetronen, og der blev kamp om titlen. I 813 tog Godfreds sønner selv magten i Danmark, da de ønskede at sætte hårdt mod Frankerne. Man skal jo huske på, at det var de kristne, der frembragte fjendebilleder, og som ikke ville anerkende flere guder, stammernes forskellige guder (afguder), de private guder, den slaviske helligdom i Rethre, hvor Redigast var den vigtigste Gud, etc.. Billedstøtten af Redigast var af guld og lejet var af purpur, som vi kender det fra Faraoernes gravmæler. Og vejen til helligdommen var kun tilgængelig via en træbro, som vi kender det fra Indiens religioner. De kristne havde kun én gud, én lov, én dom, - og guden kunne endog ikke ses eller afbildes. Netop det var helt i strid med folkeslagenes dyrkelse og respekt af guder, slægter og naturen: solen, lyset, månen, varmen (ilden), jorden, vandet, træerne, osv.. Kristendommen var en kult, en dødemandskult.

Harald "Klak" (Reginfred) og Horik 1. (Erik)

813 - 854

De frankiske årbøger fortæller os, at om den kongemagt, Godfred havde haft, stod der efter Hemmings død 812 strid mellem Godfreds slægt og en anden kongeslægt, der hentede sin ret fra en tidligere dansk kong Harald (død i 812). Harald blev med Karl den Stores støtte dansk konge fra 812 til 814. Haralds slægt sejrede tilnærmelsesvis, og dens førere: Harald og Reginfred drog i 813 til Vestfold (Norge) for at undertvinge høvdingene dér. Kejser Ludvig den fromme (814-840) havde afløst Karl den Store i 814, og Frankernes grænser blev nu skudt frem nordpå, således at det vældige Karolingiske rige nu nåede op til Ejderen, til Danerne. Og Frankerne var ivrige for at udbrede deres magtområde, så Ludvig den Fromme, tænkte nu på at gå videre og bringe kristendommen til Nordboerne. Frankerne indledte et større felttog ind i Sønderjylland i 815 fra Esesfeldh (Itzehoe) sammen med Sakserne og Abroditerne. Der var to slavisk/baltiske stammer af Abodriter-folket der boede oppe ved Østersøens kyster og over til vestgrænsen: Wagrerne og Polaberne. Store ringvoldsanlæg vidner om tildragelserne, og om at danske konger også har håndhævet rettigheder overfor Friserne (Holland). Muligvis for at sikre sig saltvejen til Baie syd for Loire-floden. I 817 samler en mægtig dansk flåde sig på 200 skibe - sandsynligvis ved Sild eller Føhr. Abroditernes fyrste: Slavomir skiftede alliance, og sluttede fred med Godfreds sønner. De store ødemarksområder på begge sider af Ejderen udgjorde grænsen mellem Frankernes og Danernes riger, og i 817 omtales for første gang en dansk grænsejarl. Frankerne må således være trængt tilbage. Frankernes erobring af Saksernes land medførte først i 818 en bekræftelse af grænsen mellem Saksernes land og de Vendiske stammer, den såkaldte "Limes Saxoniae" fra Kieler Förde i sydøstlig retning til Elben vest for Lauenborg. I 819 var de første Normannerne nået syd om Bretagne. I 820 angreb Nordmannerne med 13 skibe Flandern og Baie. Men kejserens ærkebiskop: Ebo i Rheims, der havde fået skænket en ejendom i Itzehoe trængte fra denne missionstation i 823 sin mission ind på Danernes område. Så kom Harald (tronkræveren) som dansk konge med kone og barn og et følge på 400 mennesker, mænd og kvinder, og tilbød at lade sig med dronning og søn og hele følget omvende til kristendommen og med løfter om, at han ville gøre sit yderste til, at også det hele danske folk antog den nye lære. Hvilken sejr for kristendommen lovede dette ikke ! Med en glimrende fest i St. Albani kirke ved Ingelheim syd for Mainz fuldbyrdedes denne store dåb i 826. Harald afsvor de hedenske guder, og tre gange dykkede han sig i det hellige vand, derpå bekendte han sin nye tro, og med den hellige olie gjordes korsets tegn på hans pande og bryst. Selve kejseren var hans fadder, som kejserinden var dronningens, derefter kejserrigets stormænd de danske høvdinges og så videre i nedadgående rangforordning. Efter den hellige handling en glimrende middag på slottet Ingelheim og en hofpoet besang senere i et stort digt den strålende fest. Harald (Heriold) fik af kejseren et len: Rüstringen ved Wesermundingen, og svor troskabsed til kejser Ludwig den Fromme. Men modstanden var stor mod kristendommen og kampen om kongetronen i Danmark gik i gang. Da blev han fordrevet af Ragnar Lodbrog og Godfredsønnerne, og Godfreds søn: Horik, regnes for Danernes konge fra 814 til 854. Ragnar Lodbrog støttede i 814 sin fætter Erik I. i kampen mod Harald Klak (tronkræveren). Det menes ikke, at Ragnar Lodbrog har gjort krav på kongemagten i Danmark, da han flere gange støttede Godfredsønnerne mod Harald Klak. I 827 opgav Harald på alle forsøg på at generhverve den danske kongemagt, og han nedsatte sig som kejserlig greve i Rüstringen, hvor indtægterne af den frisiske handel og det frisiske landbrug faldt rigeligt og sikkert. Han døde i Rüstringen i år 846. Harald fik tilnavnet "Klak", der betyder klynke, den sølle og den smudsige. Men Ludwig den Fromme bragte Sagen om Danernes omvendelse til kristendommen frem i en stor Forsamling af Rigets fornemste Mænd, thi de frisiske købmænd i Birka og Hedeby anmodede kejseren om hjælp, så de bedre kunne udbytte og udnytte de to markedspladser. Kejseren spurgte, om ingen af dem kendte nogen, der havde Lyst og Dygtighed til at påtage sig en sådan Gerning. Der var mange af Præstestanden til Stede i Forsamlingen, og Kejseren mente måske, at nogen af dem ville tilbyde sig; men deri tog han fejl; de syntes nok om at være Præster og Biskopper, når de kunne vinde stor Løn og Ære derved; men der var ingen af dem, som elskede Gud så højt, at de for hans Skyld ville drage ud blandt hedninger og lide Modgang, - ja måske sætte Livet til. De sad derfor længe tavse og vidste ikke ret, hvad de skulle svare; det var, ligesom de skammede sig noget over, at deres Kærlighed til Gud var så ringe. Endelig rejste en sig op og tog Ordet; han hed Vale og var Forstander for Gammel-Korvej Kloster i det nordlige Frankrig og Ny-Korvej Kloster i Sachsen; han sagde, at der i hans Kloster var en Munk, som egnede sig godt til at drage ud blandt Hedninger, thi han var meget ivrig i Troen, dertil en grumme lærd Mand og han brændte af Lyst til at lide ondt for Guds Riges Sag. Den Munk, Vale talte om, hed Ansgar (801-865). Han var født i det nordlige Frankrig i Året 801. Hans Moder var en meget from og gudfrygtig Kvinde; men hun døde, medens han endnu kun var 6 År gammel. Faderen sendte ham da til Skolen ved Gammel-Korvej Kloster, for at han der kunne lære at læse. Det gik dog kun småt med Læsningen i Begyndelsen, ikke fordi han var tungnem, thi det var han slet ikke, men fordi han holdt så meget af al Slags Leg og Lystighed, at han rent glemte at tænke på Bogen. Så var det en Nat, han drømte, at han stod i en Mose og sank så fast i Dynd med sine Fødder, at han ikke kunne komme af Stedet. I det samme så han en prægtig smykket Frue vandre hen ad en yndig Vej i Spidsen for en Skare hvidklædte Kvinder. Blandt disse kunne han tydeligt kende sin egen fromme Moder, og han arbejdede for at komme hen til hende; men det var umuligt, han stod helt fast i Dyndet. Skaren syntes imidlertid at komme nærmere, og snart forstod han, at Fruen over dem alle var Jomfru Maria. Hun spurgte ham, om han havde Lyst til at komme derhen, hvor hans Moder var. Han svarede ja, det ville han da så hjertens gerne, og Jomfru Maria sagde, at det kunne han også nok få lov til, men så skulle han lade Leg og Narrestreger fare og være rigtig flittig og alvorlig. Denne drøm fyldte hans Sind med Alvor; han havde nu ikke længer nogen Lyst til Leg og Morskab, men læste og studerede så ivrigt og flittigt, at han snart blev den dygtigste blandt Drengene af hans Alder. Tidlig sagde han far vel til Verdens Lyst og gik som Munk i Gammel-Korvej Kloster, da han var 13 År gammel. Han blev ved at være flittig til at læse og lære, og ingen at de andre Munke i Klosteret var så from og gudfrygtig som han, hvorfor han da også blev anset som et Mønster på Lærdom og Gudsfrygt. Fra Gammel- Korvej blev han flyttet til Klosteret i Ny-Korvej, da han var 22 År gammel, og det var der, at han tre År senere modtog Kejserens Opfordring om at rejse til Danmark. Så snart Ansgar hørte Kejserens Ønske, sagde han straks, at han var villig til at drage op til de danske Hedninger og forkynde Kristendommen for dem, og en af hans Venner, en anden ung Munk ved Navn Autbert, lovede at følge med ham. I Året 827 rejste da Ansgar og Autbert med Harald Klak til Jylland. De fik på farten nedad Rhinen tilstrækkeligt at mærke, hvor lidet de nyomvendte danske agtede deres munkekutte. Først da ærkebispen af Køln havde givet dem et godt skib med to kahytter, blev kong Harald venligere imod dem, fordi de overlod ham den ene. Over Dorestad gik sejladsen til Hedeby. Medemblik var i øvrigt også en vigtig frankisk handelsby. Kong Horek 1. i Danmark tog venligt mod Ansgar, og giver ham endog lov til bygge en kirke i Hedeby og lyttede selv gerne til Ansgars Ord. Der oprettede de en kristelig skole for danske Drenge. I to År havde de den Glæde at virke sammen; men så døde Autbert, og Ansgar måtte fortsætte Gerningen ene. Derimod fik Ansgar ikke mulighed for at missionere hos Danerne - ud over i Ribe og Slesvig. De sydboende fyrster i Frankernes rige sendte kristne agenter op til nordboerne, får at få stoppet udplyndringerne og får at udspionere vikingernes rigdom og sammenhold. Den første kristne missionærer er benediktermunken Ansgar der kommer til Sverige i året 829 til den hedenske konge Björn i byen Birka. Der kom da Bud fra Kong Bjørn i Sverrig, og Ansgar drog straks til Sverrig i 829, hvor det da lykkedes ham at danne en Menighed på Bjørkø (Birka) i Mælaren, og her vandt han kongens gælker: Hengeir, for kristendommen. Menigheden i Birka besøgte han igen på sine gamle Dage og fornyede den i 853 under Svearkongen Oluf. Han gjorde således to Rejser til Sverrig. På den første af disse Rejser havde det nær gået ham galt; thi Skibet, han sejlede med, blev overfaldet at befolkningen, som tog al hans Ejendom fra ham. Det lykkedes ham dog at komme levende i Land på den svenske Kyst, og i halvandet År forkyndte han nu Kristendommen for Svenskerne. Ansgar rejste tilbage til kejserriget, og på en rigsforsamling i Diedenhofen i oktober-november 831 aflagde han beretning om sin rejse og om, hvilke lande hans mission efter hans nu indhentede oplysninger burde omfatte. Som tak for denne »dåd« oprettede pave Gregor 4. i 832 for Ansgar et ærkebispedømme i Hamburg, der som missionsområde fik ikke blot Danmark, Norge og Sverige, men også Hälsingalaild og Finland, ja Færøerne, Island og Grønland, hvilket synes at vise, at alle disse lande allerede da har været kendt af nordiske skippere, der formentlig havde deres viden fra de keltiske; sikkert er det da også, at keltiske eneboere i det 8. århundrede igennem havde været bosat på Færøerne, og at irske præster på Ansgars tid tog bopæl på Island. I 833 opretter Ludvig den Fromme en markedsplads og en mønt til Ny Korsvej kloster. I 833 er der danske mænd bosatte ved Arnheim, og siden 820 havde Frankerrigets kyster været i fred. Men i 834 bryder stormen løs. Det var Harald og hans yngre broder Rørik, der er ophavsmændene hertil. Sandsynligvis fordi de støttede kejsersønnen Lothar, der var i strid med sin egen fader, og dermed håbede de vel at få et bedre len end Rüstringen. De drog med lethed en vikingeflåde med ungt mandskab til sig fra Danmark, og med klog beregning blev den sluppet løs mod selve Dorestad, fire år i træk, 834-837, blev byen hærget og udplyndret. Utrecht blev plyndret. I 837 blev også Walcheren hærget og dens greve Hemming dræbt. I 839 fik Harald Walcheren og Rorik fik selve Dorestad som len af kejser Ludvig, der nu for en tid var i fred med sin søn: Lothar. Rorik, blev kejserens lensmand og Dorestad, der var Frisernes vigtigste handelsby og som gentagne gange var blevet plyndret, blev snart Haralds og Roriks hovedstad. Som kejserens lensmænd måtte de imidlertid skyde den vikingehær fra sig, de selv havde dannet. Men hvorledes få den aftakket ? Års kampe havde gjort den fast organiseret, så at den meget vel kunne operere på egen hånd, og havde lært den, at sørøveriet var et tiltalende og indbringende erhverv; snarere end at formindskes, endsige opløses, voksede den ved fortsat tilstrømning, og hvem ville skaffe denne skare velbevæbnede mænd livets underhold, hvis ikke de selv tog ? I 838 sendte Kong Horik et brev til kejser Ludvig den Fromme. Horik krævede, at kejseren over det halve Europa skulle give danskerne to landområder, nemlig Frisernes og Abodritternes egne. En konge der fremsætter sådanne krav, føler sig næppe underlegen overfor modparten. Danerne truer Frankerne, ikke omvendt. I ca. år 840 har vikingerne underlagt sig så godt som hele Irland, hvor der i de nærmest følgende århundreder fandtes flere småriger. Men allerede før den tid var de nordligere øgrupper blevet erobret og bebygget. Tidligst vistnok Shetlandsøerne (sagaernes Hjaltland) og Orknøerne, hvorfra vikingerne drager til Suderøerne (Hebriderne) og øen Man. Lidt senere i begyndelsen af 800-tallet tages Færøerne i besiddelse. I Skotland slår vikingerne sig ned langs vest- og nordkysten. Ansgars mæcen: kejser Ludvig den Fromme døde i 840, og Frankerriget var allerede i 833 blevet opdelt mellem hans 3 sønner: Lothar 1, Pépin og Ludvig den tyske, og Karolinerriget falder sammen. Det var da vistnok Haralds og Roriks afskedigede flåde, af hvilken den første vikingehær på 30-40 skibe dannedes under høvdingen Asgers ledelse. Den krig, der efter Ludvigs død i 840 udbrød mellem hans sønner, begunstigede vikingehærens forehavende. Fra omkring år 840 drev Ragnar Lodbrog fribytteri i Frisland sammen med fætteren Rørek. I 841 gjorde vikingehæren strandhug op ad Seinen til Rouen, i 842 plyndrede den London og i Kanalen, i 842 dukker Normannerne op under den engelske kyst, og sejler med fuld fart mod Boulogne. Ved solopgang trænger de ind i den frankiske havneby: Quentovic, og plyndrer Rouen, Nantes, Hamburg, Dorestad, Bordeaux. I 843 sejlede den til Loiremundingen og afbrændte Nantes. I 844 sejlede vikingehæren med 54 skibe op ad Garonne og rundt om Spaniens kyster, overalt hærgende og plyndrende. Derpå vendte den tilbage til Garonne og Noirmoutier, der blev fast vinterkvarter for en vikingehær lige til 890. Noirmoutier var også fortrinligt egnet til at afgive basis for en vikingehær; i det rige vestFrankrig skaffede den sig let underhold, og her, hvortil skibe stadig søgte efter salt og vin, ikke mindst irske skibe eller norske skibe over Irland, kunne hæren altid let rekruteres. Man regner Frankerriget for ophørt i 843 i Verdun, og det deles i 3 dele. Ludvig d. 2. fik de tyske lande øst for Rhinen. Karl d. 2. (Charles den II, den skaldede) fik de franske vest for Schelde, Mås, Saone og Rhone (dvs. området svarer næsten til det nuværende Frankrig). Det mellemliggende land tilligemed Frisland, Nederlandene, Italien incl. Verdun fik Lothar som kejser. Men den gensidige mistro mellem de frankiske herskere, bevirkede at de danske vikingehære en tid lang kunne få lov til at drive deres spil uden at møde mere end lokal modstand. Det held, der havde fulgt Rorik og Asger, åbnede med et slag de danske høvdinges øjne for, hvilke glimrende muligheder vikingefærden bød på, når de samvirkede under den faste organisation og stramme disciplin, der var nødvendig. I dette politiske virvar bevægede Rorik sig som en fisk i vandet. Utvivlsomt var han vikingetidens største politiske skikkelse. Efter Haralds død i 843 blev Rorik anklaget for Lothar, og mistede sit len og måtte flygte til Ludvig. Men derfra gik han til Danmark og vendte senere tilbage. Allerede i 845 dannedes to nye danske vikingehære. I 845 sender Kong Horik fra Danmark en flåde på 600 skibe til Hamburg. Hamburg blev hurtigt ødelagt og brandhærget af vikinger og mistede derefter betydning. Den anden vikingehær på 120 skibe under Regnars ledelse begyndte sin virksomhed med at sejle ind af floden Seine og plyndre Paris. Ragnar Lodbrog skal i 845 have angrebet Paris og døde antagelig i 846. I 845 måtte den frankiske kong Karl den Skaldede betale nordboerne 7.000 pund i sølv, for at de skulle forlade Paris. Omkring år 847/848 indstiftes derfor Hamburg-Bremen ærkebispedømme under Ansgar med sæde i Bremen. Ved sammenlægningen af Hamburg og Bremen fratog man ærkebispedømmet Köln domkirken i Bremen. Retsgrundlaget var forfalskede pavebreve og nye forfalskninger forsatte langt ind i det 12. århundrede. Nu skulle ærkebispesædet i Bremen tage sig af kristianiseringen af Danerne og Slaverlandene. Men nordboere forblev deres gamle guder tro, selvom de utvivlsomt på markedspladserne i Slesvig, Birka eller i Gudme har hørt om den kristne gud. Endnu en gang ved 850 rejste Ansgar til Birka og fik da bekræftet den kristne kirkes ret til at holde gudstjeneste der og i Danmark erhvervedes ret til en kirke i Hedeby, skønt gælkeren var hårdt derimod. Rorik kaldte i 850 atter sine landsmænd ud til hærfærd. Med en flåde, større end nogen tidligere, hvori Regnars sønner og en norsk vikingekonge Haustein skal have været, hærgede han Frisland, indtil Lothar så sig tvunget til at tilbagegive ham Dorestad i 855. Fra nu af holdt han sig i dette len, der stadig udvidet til slut omfattede hele det frisiske land fra Vlie til Sinkfal, til sin død 876, idet han dog efterhånden gled over til mere at være Karls mand end Ludvigs. Gotfred II. af Frisland ( en søn af Harald Klak) fik lignende fordele mod at holde danske "pirater" væk fra Frisland. I 852 - 853 brandskattede Rorik flere frankiske provinser. I 850 angreb Kong Horik England og med en flåde på 350 skibe, strøg de ind ad Themsen. I England overvintrer de første gang i 850-51. Landvindingen påbegyndes med østAngel og Northumberland og udvides herfra til hele området øst for Watlingastreet (linien London-Chester), - det område som kaldes Danelagen. Kong Ethelwulf af Wessex (839-859) slog Danerne i Surrey i 851, men efterlod vikingeproblemet til sine sønner. I 851 slog vikingerne vinterlejr i Seinelandet - samtidig med vinterlejren i Tranet. Ved Rhinen, Seines, Loires og Garondes flodmundinger opstod vikingebol, og ofte tog de på togt i østfrankiske rige. Men nu styrtede vikingehærene hjem for at styrte kong Horik, hvilket også lykkedes i en kamp, hvor ikke blot kongen faldt, men der af hele kongeslægten kun blev et barn tilbage, der så gjordes til konge som Horik 2. Drabet på ham fandt sted i forbindelse med et stort opgør om magten der udslettede kongefamilien. Andre medlemmer af kongefamilien vendte hjem fra udlandet og mente, at nu var det deres tur til at have magten. Horik den første var en stabil magthaver, men blev dræbt efter 41 år på tronen. Det endte med at Horik den Unge, også kaldet Erik Barn, kom på tronen. Fra Garonne og Noirmoutier opstod en ny vikingehær i 853. Vikingerne forlangte flere penge, og de frankiske konger kom vel af med 40.000 pund i guld og sølv til vikingerne, som deres undersåtter måtte skaffe til veje gennem beskatning. Vikingerne var også dygtige til heste og kunne danne kavaleri. I 862 grundlægger Rurik Gardariget. Det skulle ske ved Novgorod, som vikingerne kaldte Holmgård, hvortil der gennem lange tider havde været handelsforbindelser, og som var et trafikknudepunkt.

Horik 2 (Erik Barn)

854 - 873

I 854 forbyder grænsejarlen i Sønderjylland: Hovi, den kristne forkyndelse og Præsten måtte flygte til sin Biskop i Hamborg. Horiks ætlinge tog derefter magten i Hedeby og gav endda Ansgar lov til at ringe med en klokke fra kirken, - til stor gene for indbyggerne. Kirken blev åbnet igen, ja Ansgar fik endog Lov til at lade opføre en Kirke i Ribe og lade ringe med Klokker for Menigheden. I 857 tvang den tyske kejser den danske konge til at afstå kystegnede mellem Ejderen og havet, idet Rorik sejlede med en flåde til Danmark. Den unge kong Horik 2. afstod den del af riget, der lå mellem havet og Ejderen. (Hedeby og Nordfrisland). Bagved aner man en storslået plan hos Rorik om at skabe en frisisk kongemagt og underlægge sig den frisiske handelsvej fra Dorstad til Hedeby. Af Roriks vikingeflåde fra 850 dannedes to nye vikingehære, hver på 2 à 300 skibe, af hvilke den ene under ledelse af Regnarsønnerne: Ivar, Sigurd og Ubbe Priser hærgede i England, hvor den tog vinterkvarter på Thanet eller Shepey i Themsen, medens den anden under Håsiein og Regnarsønnen Bjørn Jernside gik til Loire, hvor den forenede sig med den hær, der allerede havde standkvarter der. Herfra udgik da under disse to mænds ledelse i 859-862 det store Middelhavstogt, da vikingerne med en flåde på 62 skibe hærgede på Portugals og Spaniens kyster, kæmpede med Araberne i Nordafrika, holdt vinterkvarter på en ø i Rhonemundingen, plyndrede op ad Rhone og endelig ved Håsteins list erobrede den lille by Luna ved Pisa i den tro, at det var Rom. På hjemvejen mistede flåden 40 skibe i en frygtelig storm ved Gibraltar og flere ved kamp med Araberne; det blev ikke mange vikinger, der kunne rose sig af at have deltaget i dette store togt. Men overalt blev det i 860´erne farligere at være viking. Byerne lærte at befæste sig, kystegnenes bondemandskab lærte at forsvare sig, kongernes og rigernes hærmagt greb kraftigere ind, stedse oftere hentede vikingeførerne sig brådne pander og led frygtelige tab. På føreren for en sådan vikingehær hvilede et stort ansvar; han skulle dog sørge for, at hæren med alt hvad der fulgte den af kvinder og børn fik underhold. Sagen var, at bevægelsen voksede førerne over hovedet; når i løbet af så få år stadig nye vikingehære kunne dannes, trods de tab de allerede bestående led, betyder dette, at vikingetiden var en stor udvandringsbevægelse. De folk, der gik til vikingehærene, gik stedse mere til dem i håb om at finde bosættelse og hjem i rigere og i mere gæstmilde egne end dem, de kom fra. Men at skaffe dem det var vanskeligt; mange vikingeførere unddrog sig opgaven og søgte som Weland optagelse i Frankerkongens hird. I 863 ændrer en stormflod besejlingsforholdene, således at Dorestad ikke mere blev handelsby. Bispebyen Utrecht afløser Dorestad som centrum. Dorestads indbyggere var ikke "frisere", men var keltiske Batavere, der blev blandet med saksiske og frankiske indvandere. I 864 forsøger paven via Karolingerne, at få kong Horik 2. til at modtage dåben. Men Horik siger nej tak. Glad i Troen og med Tak til Gud, Kejseren og Pavemagten døde Ansgar i 865 i Bremen, da han var omtrent 64 År gammel og havde arbejdet i henved 40 År på at trænge Kristendommen ind i Danmark. Men i mange hundrede år stod kristne Kirker jævnsides hedenske Hove (Offersteder). Men disses Antal tog af, og hvor et Hov blev nedlagt, rejstes en Kirke, og de Ejendomme, der havde tilhørt det gamle Offersted, gik over til Kirken. Under Rimbert, Ansgars efterfølger på ærkesædet, rejstes den tredje kirke i Århus. Under Kong Horek den Unge gik vikingerne til modstand, og uanset hvor mægtig en stormagt Frankerne end var, kunne de ikke forsvare sig mod vikingerne, og de angreb heller ikke Danmark. Frankerne var Danerne underlegne. Den egentlige erobring af England sker i 866, da Danere og Frisere med Lodbrogsønnerne: Halvdan, Ubbe og Ivar sætter sig fast i Østangel og Northumberland, og i løbet af få år erobrer England. I Året 866 landede to af dem, Ivar og Ubbe, med en Hær i England. Om Vinteren satte de sig fast i Østangel, men da Våren kom, førte de Hæren mod Nord til Northumberland og indtog Hovedstaten York, fra hvilket faste Punkt de Danske i den følgende Tid drog ud til nye Kampe, og efter i 2 Års blodig Strid måtte den engelske Kong Alfred overlade ham hele det nordlige England indtil den store Landevej, der gik tværs over Landet fra London til Chester (Watlingastræt). Mange Vikingelag forenede sig under en Søkonge, der i Spidsen for sin Vikingehær trængte dybt ind i Landene og gennemfor store Landstrækninger med Ild og Sværd. En sådan Søkonge var Regnar Lodbrok, om hvem mange Sagn fortælles, og som skal have endt sit Liv på en Vikingefærd i England, hvor han gik syngende i Døden og sluttede Sangen med de Ord: »Grynte ville Grisene, kendte de Galtens Kår !« Det var Sønnerne, han tænkte på, og om dem have vi vissere kundskab. Det var kong Ella af Northumberland som lod Regnar Lodbrog omkomme i en ormegård, og Ella blev selv dræbt af Regnar sønner i 867. Ved et forlig i Meerssen i 870 udvides Frankerriget til Maas-Mosel i vest, og i de gamle stammelande: Sachsen, Franken, Schwaben og Bajern stod mægtige hertuger, der lå i kamp med kongerne. (H)Rueold, død 873. I Kaupang i Vestfold i syd-Norge, 6 km. Nordøst for Larvik opstår en markedsplads.

» Grynte ville Grisene, kendte de Galtens Kår ! «

Formue dør,

Frænder dø,

selv jeg og skal dø;

eet jeg ved,

som aldrig dør I

Dom om hver en død !

Frænder dø,

Frænder dø,

selv jeg og skal dø,

Men Hædersnavnet

aldrig dør

for den, som det erhverved.

 

Sigurd Ormøje

873 - 891

Sigurd Ormøje er barn af Regnar Lodbrok Sigurdsen og Sigurd Ormøje nævnes i 873 som østdansk konge på Sjælland, Skåne, Halland, og i sydNorge. Han hærgede i 881/882 i Frisland ved Rhinen. I 885 anførte han en normannerhær, der fra Löwen drog over Rouen mod Paris, der belejredes i 885/886. I 891 led han ved Löwen et stort nederlag mod kong Arnolf og faldt selv i kampen med sin søn: Erik Barn.

Hardeknud Svendsen

855 - 936

Hardeknud var barn af Erik Barn, og Hardeknud skulle være konge Sjælland, Skåne, Halland, og i sydNorge fra 909/916. I det 9. århundrede skulle Bornholm have haft en selvstændig konge.

Sigfrid - Gotfrid - Helge - Olaf - Gyrd - Gnupa - Sigerich - Hardegon - Odinkar

873 - 900

Efter 873 fortaber nogle af Danernes konger sig i historiens mørke. Folket og kongerne er jo draget i viking mod den kristne verdens og trussel. Sandsynligvis har de følt sig truet af Frankerne, idet man jo allerede i 737 påbegyndte opførelsen af Dannevirke. Måske har der nu været to konger på samme tid i Danmark over to områder. Sigfred (873) - Gotfrid - Helge (891) - Olaf - Gyrd - Gnupa - Sigerich - Hardegon - Odinkar - Sigtryg er nogle kongenavne. Sigfred og Halvdan i 873 er fra Sverrig. I 875 gav Halvdan i England sine folk jord og indførte dansk lov og skik. Med den engelske konge: Alfred den Store (849-901) sluttes der fred i 878 og han måtte afstå 2/3 af Angelsaksernes område, der tilfaldt Danelagen; og det skrives også, at i 878 slutter Gorm fred med kong Alfred og får i dåben navnet Æthelstan. Der blev således grundlagt et dansk Rige i England, hvis første Konge hed Gudrum, der ligesom flere Konger efter ham styrede Danelagen efter danske Love. Den engelske konge Alfred den Store trak grænsen ved romervejen Watlinga Street. I England blev daner (danes) den almindelige benævnelse på de fremmede, men der er ingen tvivl om, at mange nordmænd samt også svenske og muligvis andre folk har været med. Hovedparten må dog have været "danske". Det fortæller de sproglige lån os, selvom det norske islæt i de nordvestlige egne kan have været stærkest fremtrædende. Men det var ikke alle der kunne holde sig i ro, så mange drog i viking mod Flandern og ned ad Rhinen, Mosel, Saône og Loire. Kejserpaladset i Nijmegen blev indtaget og brændt ned og i Aachen brugte vikingerne Mariekirken til stald for deres heste. Befolkningen i Vikingetiden deltes i Frie og Trælle, af hvilke de sidste var uden Ejendom og uden Rettigheder. De frie, som sad inde med Jorden og rådede på Havet, udgjorde det egentlige Folk. Dette styredes af Konger ved Hjælp af Herser og Jarler. Men Kongens Magt var meget indskrænket. Som han valgtes på Tinge af Bønderne (Bonde kaldtes enhver bosiddende fri Mand, som ikke havde højere Værdighed), således måtte han også ved Lovgivning og andre vigtige Bestemmelser rette sig efter Bøndernes Vilje. Tit udgjorde kongens Rige kun en mindre Landsdel, så der var flere samtidige Konger i Danmark, og mangen Gang havde den, der bar Kongenavn, slet ikke Land, men kun en Flåde at styre. I Ottars rejseberetning fra 880´erne, er vestkysten af vor tids Sverige, dvs., Bohuslen og Halland dansk, og der er dansk overherredømme over Kattegat og Skagerak området og i Vestfold (Oslo-området) i Norge. I 880 blev hertug Brun (Bruno) af Saksen, tolv grever og to bisper dræbt af vikingerne. Gotfred II. af Frisland er fører for den store hær ind i Frankerriget. Frisland blev hærget og Utrecht sat i brand. Byerne Køln og Trier blev sat i brand. Mains blev befæstet og Ludvic d. III af Frankerland (død 882) blev besejret, men sejrede til sidst. Men i 885 foretog vikingerne atter et voldsomt angreb på Paris. Også Frislands og Frankrigs Kyst var oversvømmet af Vikingeskarer, som man, da de kom Nord fra, kaldte Normanner. De yndede at sætte sig fast ved de store Flodmundinger; her kunne de da ligge Vinteren over, og når Våren kom, trængte de ad Floden dybt ind i Landet på Plyndringstog mod Byer, Borge og Klostre. Til sidst tog de stadigt Ophold i Rhinens, Seinens, Loires og Garonnes Mundinger; nye Flåder kom da stadig til, så Hærens Tal steg så betydelig, at ikke blot Borge og Byer følte sig truede, men hele Landet. Mændene fra vigene = vikingerne. Det danske herredømme i Frisland varede til år 885 og samtidig i 885 drager 700 vikingeskibe og 40.000 mand op ad Seine mod Paris, og selv om Frankernes kejser havde betale mange tusinde pund sølv til vikingerne for at undgå plyndring, forsøgte de til stadighed at indtage Paris og dukkede op overalt i det frankiske rige. De 700 vikingeskibe var anført af kong Sigfred. Vikingerne udspændte 4.000 oksehuder som dæktage og beskyttelse, hvorunder der kunne skjule sig 4-6 mand, når de angreb. Paris der var belejret og som håbløst kæmpede mod den store vikingehær, var ved at give op. Men så kom Karl den Tykke og hjalp pariserne. Men får at få vikingerne bort, måtte han betale 700 pund sølv, og de fik lov til at tage vinterophold i Burgund. I de følgende år hærgede vikingerne frankernes landskaber fra Burgund. De kristne havde opgivet ethvert forsvar. Gotfred II. af Frisland sluttede forlig med Karl den Tykke i 888. Ved Seinens nedre løb og i kystegne opstod det navnkundige Normannerrige. Det var intet Under, at Frankerne skjalv og indførte i Kirkebønnen: »Herre, frels os fra Normannernes Raseri«. Som Togene til England endte også Togene til Frankrig med, at et nyt dansk Rige blev grundet. Sammensætningen i de vikingehære, som drog mod syd, er det vanskeligt at udtale sig om. Siegfred der belejrer Paris dør i 887. Det betydningsfuldeste angreb skete under Rollo, der som fører for Normannerne (således kaldtes vikingerne i Frankrig) i 911 fik overladt Neustrien, der siden kaldtes Normandiet. Af den Normanniske historieskriver Dudo kaldes han Rollo, der døbes under navnet Robert, for dansk, men de fremmedes brug af disse nationalitetsbetegnelser tør vi næppe tillægge større vægt. I 891 besejrer kong Arnulf Normannerne ved Löven (Leuven) ved floden Dyle nord for Bruxelles. Dermed ophørte 70 års vikingeangreb derfra ind i Europa. Henimod år 900 fik den danske Vikingehær i Nordfrankrig en Høvding, som i de islandske Sagaer kaldes Gange-Rolf, men som Normannerne selv kalde Rollo. Han indtog byen Rouen og lod den stærkt befæste, og fra dette Sted gennemfor han i en Række af År nordFrankrig, indtil den frankiske Konge: Karl den Enfoldige i året 911-912 måtte afstå en Del af sit Land til de Danske. Det nye danske Rige blev kaldet Normandi, og Rollo og hans Ætmænd rådede over det i henved 300 År. Rollo lod sig dog dåbe, og efterhånden tilegnede vikingerne sig frankernes sprog. Ved år 1020-30 gik nogle af disse normanniske riddere til sydItalien, og deltog i kampene mellem kristne og saracener. Disse normanner satte sig fast og vandt "begge Sicilierne". De senere fra Normandiet udgående kolonisationer til Syditalien fik ingen varig betydning for udbredelsen af de nordiske sprog.

Det er så efter 891, at de kristne skriver, at et svensk dynasti satte sig på magten i Hedeby. Men det kan jo ikke passe. Thi fra Skåne kom de oprindelige Danere i sin tid, og fra Skåne kom vikingerne, for at modstå Frankernes fremtrængen og søgte ned af de russiske floder og etablerede Gardariget og Kiev-Rus riget. I Hedeby blev de kaldt Syd-sveer. Omkring år 900 havde en "svensk" konge: Olaf, skaffet sig herredømmet i den opblomstrende handelsplads Hedeby, og af denne svenske kongeæt kendes tre generationer: Olaf, sønnen Gnupa, der gifter sig med Asfrid af den jyske Odinkarslægt, og sønnesønnen Sigtrygg. Om disse sidste personer vidner dronning Asfrids stene ved Hedeby. Om en anden svensk bosættelse på Lolland (Låland) taler Sædinge-stenen fra 900-tallet. Der har i vikingetiden været et indgående samkvem mellem Sønderjylland, de sydlige danske øer og Sverige. Widukind af Korveys skriver i 970 i sin Sakserkrønike, at kong Heinrich d. 1.(Fuglefængeren), der blev saksisk konge i 919, og at Heinrich d. 1 i sine sidste regeringsår overvandt Danerne og gjorde kong Gnupa i Hedeby (Chnuba) skattepligtigt. Heinrich d. 1´s angreb på kong Gnupa skulle have sket i 934. Kong Gnupa blev afløst af kong Sigtrygg. I 936 skriver ærkebiskop Unni, at Gorm er konge, og således må Siggurd (svenskervældet) være overvundet af Hardegon eller Gorm (Jellingkongerne). Men disse Jellingkonger havde ikke magten over alle stammer i Danmark. Det er også tolket, at Krog gjorde en ende på striden mellem "særsveer" (sydsveer) og syd-Danere. Landsbynavne med personnavne som forled og -by som efterled er almindeligt i Sverige og ved Slien. Hardeknud (Hardegon Svendsen) der slog Sigtrygg er søn af Svend fra Norge,- og Hardeknuds søn er Gorm den Gamle, og fra ca. år 900 bliver Gorm den Gamle konge i Jelling. Se tiden er slægtningenes og stammernes tid. Der er ingen national identitet, ingen nationale kongedømmer. Først efter 1100 spores en bevidsthed om det man kan kalde en norsk kongeætt.

Vikingetidens Mænd anså mod og manddom for den højeste Dyd, og Fejhed for den skændigste Last. Man måtte ikke ræddes for noget, og det var de ypperste Mænd, der »gik syngende i Døden« eller »leende til Odin«. Ifølge Holmgangs-Loven afgjordes mange Tvistigheder ved Holmgang eller Tvekamp; den, der ikke mødte, når han blev æsket på Holm, blev ikke længer anset for en Mand. Ifølge Blodhævner-Loven var det en hellig Pligt for de nærmeste efterladte at hævne deres dræbte Frænder; den Søn, der lod sin Fader ligge uhævnet, tabte sin Ære. Vikingeskibet hvis høje For- og Bagstavn gerne var prydet med udskårne Drage- og Mandehoveder, og hvis Skrog var smukt malet dreves frem med et stort firkantet Sejl og havde i Almindelighed en 40 Mand om Bord. Ofte sluttede Mandskabet på flere sådanne Skibe sig sammen til et Vikingelag, der valgte en fælles Høvding og vedtog en fælles Lov. De sejlede da viden om på Havet, gjorde Strandhug på Kysterne og fyldte Skibene med Bytte; mødte tvende sådanne Flåder hinanden, opstod en frygtelig Kamp, der gerne fortsattes, til den ene bukkede under. Da kunne den sejrende drage hjem med dobbelt Bytte og Sejrens Ry. Men der var dog stor Forskel på Vikingelagene. Somme bestod af Bersærker der ikke kendte til Skånsel, men med krigersk vildhed ranede og myrdede lige så godt Kvinder, fredelige Bønder og Købmænd som deres Jævnlige; medens andre bestod af mere dannede og ædle Mænd, som det Lag, der styredes af den svenske Viking Hjalmar, hvis Vikingelov forbød at spise mat Kød, at røve Kvinder og rane fra fredelige Mænd. Eet vare de alle enige om: »at Storværk pryder Manden«, og at man ikke vinder Heltery ved »at sidde under sodet Bjælke og døse i Arnekrogen«. At fare vidt i Verden, at prøve mange Eventyr, øve Dåd, der spørges viden om, vinde Guld og Hæder ved sit Sværd og til sidst efterlade sig et herligt Eftermæle, dertil stod Nordboens Hu i hine Dage. Om Sommeren færdedes Vikingerne på Havet, men om Vinteren sad de hjemme. Da fik man at se, at de vældige Stridsmænd også kendte til blidere Følelser. Visdom var højt anset, Skjaldskab ikke mindre. Når Kæmperne om Vinterkvælden sad i Hallen, da løftede Skjalden tit sin Røst og kvad om Forfædrenes Stordåd. Især var Julen en Glædestid; da kom man sammen til store Gildeslag, hvor der ikke blot var Mad og Drikke, Flæsk, Øl og Mjød i Overflødighed; men hvor der også var meget at høre på af Sang og Fortælling. Kvinden var højt æret; hun pristes for sin Skønhed, Troskab og Huslighed. Man mente, at hun havde en vis Gave til at forudse tilkommende Ting (Vølver), og at hun kunne tyde Drømme, ligesom man også havde stor Tro til hendes Lægekunst. Hustruen bar Nøgleknippet i sit Bælte som Tegn på sin husmoderlige Værdighed, og Manden fulgte ofte hendes Råd i vanskelige Sager. Gæstfrihed . var en Dyd, der skattedes højt; så længe Gæsten var under Husets Tag, var han fredlyst, selv om han var Husets værste Fjende. Stor Pris satte man på Venskab. Undertiden indgik to Venner en Pagt med hinanden, idet de blandede Blod og lovede at stå hinanden bi i Liv og Død (Fostbroderskab). Et af de smukkeste Træk i Vikingefolkets Karakter er den Kærlighed, hvormed det fredede om Minderne. Ved Dødsfald samledes de efterlevende til Gravøl, drak Mindebægre for den døde, undertiden med Løfte om at hædre hans Minde ved en eller anden Stordåd, Runestene rejstes ved Gravene, og Fortællinger om de bedste Mænd og Kvinder gik fra Slægt til Slægt.

Længe før Kristi fødsel havde Svearne bosat sig på den finske kyst, og sejlfærden ad de russiske floder var også kendt af varjager (varæger), før det russiske rige blev grundlagt af nordboer i 862 e. Kr., ifølge Nestors krønike. Svenske vikinger stiftede i det nuværende Rusland Garderiget (slavisk gorod=by) med kongesædet Holmgård og drog videre ad Flodvejene til Det sorte Hav og Konstantinopel, hvor mange Nordboer under Navn af Væringer kom til at tjene som Livvagtskarle i Kejserens Gård. Det var efter at der var opstået indbyrdes strid hos stammerne ved Kiev, at stammerne dernede henvendte sig til Rus, thi således kaldtes disse Varjager. Andre Varjager kaldes Svier, Nurmaner, Angljaner, Goter. Ordet Rus er den slaviske gengivelse af den finske betegnelse for Sverige: Ruotsi (der igen hører til fornsvensk rôker, roning, leding, eller landskabsnavnet Rópin, egnen omkring Roslagen, hvorfra mange vikinger udgik. Og fra at være et navn på den herskende fåtallige klasse blev navnet da senere fællesbetegnelsen for hele russerfolket. Rigerne i Novgorod (i nordiske kilder: Holmgardr), hvor Rurik (Hrærekr) rådede, og Kijev blev samlede af Oleg (nordisk Helgi) til et rige, som i den vest-nordiske overlevering kaldtes Gardariget. Ganske vist beretter den tyske biskop: Thietmar af Merseburg, at befolkningen i Kijev endnu i 1018 bestod særlig af danske, men man må dog nok regne med, at den snævrere nationalitetsbetegnelse også her går på nordboere under et. De sidste vikinger dernede omtales i 1043 som hjælpetropper, men både i Novgorod og Kiev havde Gotlænderne et gildehus i 1100-tallet, og har måtte vige i 1200-tallet for "tyskerne".

Den islandske sagamand: Snorre Sturleson (1179-1241) har i sin Norske Kongekrønike (Hejmskringla) givet os herlige Fortællinger om de første norske Konger. En del Norske vikinger drog mod syd, ofte ifølge med danske, men de fleste tog vestpå, og nogle høvdinge skabte sig ganske anselige riger i Irland, f.eks. i Dublin 840-1014, i Skotland og på øerne nordover til Færøerne. De Norske vikinger tog især til Skotlands og Irlands Kyst, på hvilket sidste Land de stiftede små Riger. Skotlands og Piktland kyster var beboet af Kelterne. I den Angelsaksiske Krønike er en notits om tre vikingeskibe i 789 fra Hordaland. I Rogaland og Sognefjords området findes flere irske fund. Rogaland har mange bautasten fra yngre romertid, og antages at have været en maritim magt, som muligvis også har gennemført militære ekspeditioner til Danmark. Duib-lind (Dublin) betyder sort pøl. Lochlaan (Laithlind) er muligvis synonymt med Norge. Laith-lind betyder et vådt sted. Hladir, dvs. Lade-jarlerne var småkonger fra Trondhjemsfloden til Hålogaland. Men også det gamle Trøndelagen (Trondhjem) kan være hjemsted for Dublins-farerne. Muligvis har Mørejarlerne i Norge, Ragnvald Jarl og hans forgængere indtaget Yorkøerne i 800-tallet. Vikingerne slog sig ned på Irlands kyster i 830-årene. I Trøndelag og Aust-Agder findes en del grave fra 800-tallet, og det antages, at de første togter mod vest begyndte herfra. Et togt til Shetlandsøerne tog kun 1-2 døgn. I 841 blev Dublin befæstet af vikingerne. Disse finngaill, "de lyse fremmede" havde en anfører: Thorkil (Turgesius) som blev druknet af den irske konge i 845. Kampene forsætter mod Irerne fra 849 med hjælp fra Danere og fra dubhgaill, "de mørke fremmede" fra kontinentet. I 853 har Oluf magten i Dublin, godt hjulpet af Ivar, og i 860-årene udvider Oluf, Audgisl og Ivar deres riger til Skotland og vestkysten af England. Dublin herredømmet er skiftet to gange mellem Daner og Nordmænd i 841 og 853. Efter 873 nævnes Olaf ikke mere i Irland, da han muligvis er taget tilbage til Norge for at deltage i magtkampen dér. Ivar døde i 873, og derefter opstod der magtkampe, som skærpedes i to lejre i 893, og dette førte til vikingernes fordrivelse i 902. I 914 begyndte vikinger atter at angribe Irland, og overtog Dublin og andre områder. Vikingetiden er en af Nordboernes største Dådstider. Europas Folk lærte i denne Tid ikke blot at frygte, men og at agte og beundre Kraften og Heltemodet i Nordens Sønner, og fra de nye danske Riger, som længe vedblev at stå i Forbindelse med Moderlandet, førtes megen Kundskab og Dannelse hjem til dette. Norge var som de andre Riger fra først af delt i Småriger eller Fylker; hver Dal havde sin Konge. I Norge skete der det, at kongen på Vestfold, Halvdan Svarte, begyndte at forene Fylkerne Syd for Dovre, og begyndte at underlægge sig naborigerne i midten af 800-tallet, og hans søn Harald Hårfager (ca. 860-933) havde vundet sig hele "Norge" i slutningen af århundredet ved slaget i Hafrsfjord i Rogalands centrum i ca. 872. Harald Hårfager skulle være arving til "Ynglings dynastiet", og havde sit hjemland i Vestvold, hvorfra han begyndte at "samle" Norge. Haralds far kom fra Oppland og hans mor fra Sogn. Harald Hårfager voksede op hos sin morfar: kong Harald Gulskæg, og fra denne arvede han Sogne kongeriget i vestNorge. Harald Hårfager begyndte at erobre land mod nord og syd: Kvinnar og Utstein i syd-Hordaland, ikke langt fra Hafrsfjord. Kongesædet: Avaldsnes på Karmøy var et stormandssæde, men er ikke nævnt i de kommende kampe.

Vikingehæren i Danelagen opdelte landet og i de engelske byer med Danere træffes tydelige spor af Danernes retsopfattelse. Der findes thing og by-law samt hus-things (City of London ) i London, York, Lincoln og Winchester. Den gamle nordiske tvekamp, holmgangen, blev også indført i England som retsligt bevismiddel og afgørelse, og holmgangen blev først afskaffet i 1818, da en person krævede ret til at benytte sig af den gamle lovbestemmelse. Det var fra Danelagen at grundlaget opstod for de senere jurydomstole. Det skete under indflydelse af næfn- og tolv-mandsretter. Det fortælles, at Regner Lodbrog gav den lov, at retssager ikke skulle afgøres ved at noget af parterne førte bevis, men ved dom af tolv nævninger. Den edsvorne jury var ukendt for den oprindelige engelske lov, og juryen træffes først og fremmest i de nordlige skandinaviske egne af England.

Nordboernes frihedsfølelse skabte en afgørende forskel mellem Danelagen og de gamle Angel-Saksiske landområder. To århundreder senere afslørede Vilhelm Erobreren´s jordebog: The Domesday book, denne tydelige forskel, mellem en fri bondebefolkning i det skandinaviske England, medens syd og vestEngland udenfor Danelagen bestod af store landejendomme med trælle og mange fæstere, - men med få frimænd. I Danelagen var landejendommene jævnt fordelt og bønderne frie og selvstændige med få trælle. I hele Lincolnshire og Yorkshire fandtes der på Domesday-bogens tid ikke en eneste træl. De danske vikingehære førte således ikke til dannelsen af en undertvungen klasse af slaver, - thi slaveriet fandtes mod vest og syd, i de områder hvor Romerretten og de romer katolske havde magten og retten, og hvor retsgrundlaget var gods og ejendom. Således var der på Irland sat system i trældommen, sådan at trælkvinden, the cumal, har været en standardartikel i handelen og ligefrem en møntenhed. Trællen var retsløs, og ejeren (herren) ejede ham ligesom et husdyr. De skandinaviske folk tog aldrig trælle indbyrdes, selvom de tidligere havde handlet med trælle.

Island

Harald Hårfager sejr over sine modstandere havde gjort ham til enekonge i Norge, og da Harald Hårfager ville tage Selvstyret fra Bønderne og sætte dem i Skat, blev mange Vikinger og Storbønder misfornøjede med Tilstanden hjemme og søgte sig derfor et nyt Hjem på Island, hvor Naturen vel var fattig og barsk, men hvor der dog var Græs i Dalene og Fisk i Elve og Fjorde, og hvor hver Mand kunne leve frit og være sin egen Herre. Samtidig med den krigerske Udfærd i Vest og Syd gjorde Nordmændene en fredelig Landvinding, idet de fandt og bebyggede Øerne i Nordhavet, først Færøerne, senere Island. Nad-odd hed den norske Viking, som først så Island. Island blev koloniseret fra 874. Nad-odd sejlede ved Færøerne, da en Storm drev ham ud over Nordhavet og førte ham til et stort Land, hvor han besteg et højt Fjeld, men så ikke derfra Røg eller noget andet Tegn til, at Landet var bebygget. Da han sejlede bort derfra, så han megen Sne falde på Fjældene og kaldte derfor Landet Sneland. En svensk Mand, som var bosat på Sjælland og hed Gardar, drog siden ud for at opdage Sneland. Han sejlede Landet rundt og blev således vis på, at det var en Ø. Den tredje opdager var Floke Vidgerdssøn, en stor Viking fra Norge. Før han drog ud, blotede han til tre Ravne, som skulle vise ham Vej. Da han var kommen et godt Stykke forbi Færøerne, slap han en af Ravnene løs; den satte højt til Vejrs og fløj så tilbage over Agterstavnen. Senere slap han den anden løs, som efter at have kredset højt oppe vendte tilbage til Skibet. Men da han til sidst slap den tredje løs, satte den Kursen fremad, og ved at styre i samme Retning fandt Floke Landet. Han sejlede Syd med Landet og vesten om Reykjanes over de store Fjorde Faksefjord og Bredefjord. På Nordlandet, hvor han overvintrede, var koldt, Fjordene lå fulde af Is; derfor kaldte han Landet Island. Da han atter kom hjem til Norge, lastede han det nye Land; men en af hans Mænd, Thorolf, roste dette og sagde, at der dryppede Smør af hvert Strå; ham kaldte de siden Thorolf Smør. Da Island således var blevet kendt, blev det snart bebygget. De islandske landnamsmænd kom så at sige alle fra vestlandet i Norge. De færøske nybyggere ligeså (efter sproget at dømme især fra området mellem Sogn og Agder). Det var også nordmænd, der bosatte sig på de andre Atlanterhavsøer, i Vestskotland og på Irland. De omtales nok i de irske kilder, som både danske (danair eller dubhgaill, "de mørke fremmede") og som nordmænd (lochlans eller finngaill, "de lyse fremmede"), men man mener, at irerne ikke har kunnet skelne de nordiske vikingers oprindelse fra hinanden. Det fortælles også, at de første nybyggere på Island var Fostbrødrene Ingolf og Hjørlejf, der sejlede ud fra Norge i 874, på hvert sit Skib, og førte med sig deres Kvinder, nogle frie Mænd, Trælle, Gods og Kvæg. Ingolf var en sindig og mild Mand, der troede på Guderne; da han kom i Nærheden af Landet, kastede han sine Højsædestøtter over Bord og sagde, at han ville fæste Bo, hvor de flød i Land. Hjørlejf var tapper, men vild og hård og brød sig ikke om Guderne, Våren efter Udfærden blev han dræbt af sine Trælle, og da Ingolf så hans Lig, sagde han: »Ussel Skæbne timedes her en god Kæmpe, at Trælle skulle blive hans Banemænd; det ser jeg vel, at så går det hver den, som ikke vil blote !«. Ingolf gik det vel. Ved Faksefjorden, hvor Højsædestøtterne vare drevne i Land, byggede han sin Gård, der hvor nu Reykjavik ligger. Han tilegnede sig alt Landet der omkring, men delte meget af det ud til de frie Mænd, der vare med ham, og til sine frigivne Trælle samt til flere Storbønder fra Norge, der efterhånden ankom til Landet. Alle blev de frie Mænd, men Ingolf blev dog som Høvding i Bygdelaget og forestod den fælles Gudstjeneste. Som Begyndelsen her blev gjort på den sydvestlige Del af Øen, gik det hele Kysten rundt. I Løbet af 60 År, den såkaldte »Landnamstid« flyttede mange af de ypperste Høvdingætter fra Norge til Island. Der opstod sådan omkring 430 stormandsslægter - nordiske og keltiske på Island, som omfattede ca. 20-30.000 mennesker. I Førstningen udgjorde Nybyggerne mange mindre Samfund (Godord), som det Ingolf dannede, uden gensidig Forbindelse; men snart følte man Trang til Fællesskab i Lov og Styrelse; der blev oprettet et Ting for hele øen (Altinget) i ca. 930 og givet mundtlige Love, der gjaldt for alle. Når der er fremmøde på Altinget, må lovsigemanden hvert år fremsige en tredjedel af loven. På Tingsletten udenfor Reykjavik samles alle høvdinge med deres folk hvert år i to uger omkring midsommer. Således dannedes det frie Samfund på Island, der bestod i over 300 År, og som berømmes Verden rundt for de herlige Sagaers Skyld, som der fremstod. Kærlighed til Mindet og Lyst til at fortælle om Stormænd fandtes vel trindt om i Norden, men nåede Højdepunktet på Island. Først gik Fortællingerne fra Mund til Mund, og senere blev de bogført. I tvende Bøger, den ældre og den yngre Edda, samledes Sange og Fortællinger om de gamle Guder, i Sagaerne fortælles om Fortidens Helte, om norske og danske Konger og mange af de islandske Stormænd. Det er Bøger, som give os levende Billeder af Livet, som det dengang førtes, først og fremmest af de viljestærke Mænd og Kvinder, som da levede. Vikingernes Lyst til eventyrlige Rejser førte dem videre mod Vest. Islands bebyggelse finder sted i 874-930. Da Erik den Røde, der boede på Islands Nordkyst, på Grund af et Drab måtte forlade Landet, besluttede han at sejle vesterud for om muligt at finde nogle Skær, han havde hørt omtale. Efter en lang Sejlads kom han til et stort Land, som han gav Navnet Grønland, fordi, som han sagde, et smukt Navn lokker Folk til. Her grundlægger han en koloni i 985. I et Par År undersøgte han Landet, og sejlede så til Island for at fortælle sin Opdagelse og formå andre til at følge sig derover, hvad også lykkedes. Da han kom tilbage til Grønland, byggede han på Vestkysten Gården Brattelid, hvoraf endnu findes Levninger. Uagtet Landet var koldere og fattigere end Island, kom dog ikke få Nybyggere derover, så der blev tvende Bygder (østerbygden og Vesterbygden). Herfra opdagedes Amerika i Året 1000, henimod 500 År før Kolumbus fandt det. En Sømand ved Navn Bjarne blev af Stormen dreven langt i Vester og kom til Grønland med Fortælling om, at han langt ude i Vester havde set et stort Land, som han ikke nøjere havde undersøgt. Denne Fortælling tillod ikke Erik den Rødes Søn Lejf at sidde rolig på Brattelid. Efter mange Overtalelser bevægede han sin gamle Fader til endnu engang at gå med på Opdagelsesrejse. Men undervejs til Skibet snublede den gamles Hest, så han faldt af. »Det er mig ikke forundt at opdage flere Lande«, udbrød den gamle og vendte hjem. Sønnen derimod gik om Bord tillige med de 35 Mænd, der ville følge ham. Da de længe havde sejlet i Sydvest, så de Landet, den nye Verden. De sejlede om ved Klippekyster og skovgroede Kyster og landede til sidst ved en Flodmunding, hvor de fandt Vinranker med Druer, hvorfor de kaldte Landet Vinland. Lejf drog tilbage til Grønland, men i den følgende Tid drog flere til Vinland for at gøre sig nærmere kendt med Landet og handle med de vilde Mennesker, som levede der, og som Nordboerne kaldte Skrællinger. Dog blev Forbindelsen ikke af Varighed, og den Tid kom, da den store Opdagelse næsten var gået i Glemme. Det kan nu også godt være at vikingerne kaldte det Vinland i relation til det gamle kultbegreb "Vi", dvs. et helligt sted, ligesom de selv kaldte sig vikinger.- ing = fællesskab. Viland = det hellige land. Slesvig er den eneste by, der fik -wik betegnelse i Norden efter syd-sveerne i Hedeby. By-endelsen -lin er slavisk (Julin, Wollin, Grobin, Stettin, Berlin, Elbing). Landnamstiden er fra 874 til ca. 930. Islands første politiske etableringsfase er fra 930 til 1050, med ca. 50-60 goder (godrod). En gode skulle opretholde freden; løse konflikter og bilægge sager. Men goden skulle også værne sine tingmænd (bønder) mod andre bønder og andre goder. Island bliver i 965 opdelt i fire enheder (fjerdinger), og indenfor hver fjerding findes 9 goder + 3, dvs. at der er ialt 39 godedømmer. En gode er en præst med dobbeltfunktion som høvding, og driver et gudehov, der forsvarer indbyggerne. Hvert forår og efterår holder tre goder vårting og høstting, hvor de afgør lokale stridigheder, medens større sager, som drab, bliver afgjort på de såkaldte fjerdingeting, en landsret, hvor landsdelens høvdinge mødes. Fjerdingetinget er landets dømmende magt. Taber man en sag her, kan den appelleres til den såkaldte femteret, der svarer til højesteret. Femteretten oprettes i år 1004. I år 1000 beslutter goderne på Altinget at Island skal kristnes. Men den gamle tro fortsætter. Befolkningstallet anslås til at være 60.000 i år 1000. I 1118 bliver den først lov nedskrevet. Men nu hærger slægsfejder landet, og fristaten bliver nedlagt. De anonyme forfattere, der i 1200-tallet skriver sagaer om øens storhedstid, skildrer en 200 år gammel og tabt guldalder. Men det skal man læse mere om i de nordiske sagaer og her. De mundtlige beretninger fra den tid er utrolige. - Heimskringla: Eirikssønnenes saga - Heimskringla: Halvdan Svartes saga - Heimskringla: Harald Hårfagres saga - Heimskringla: HŒkon den godes saga - Heimskringla: Olav den helliges saga - Heimskringla: Olav Tryggvasons saga - Heimskringla: Ynglingesaga - Håvamål: Odins Tale - Nordiske konger og Ynglingene - Olav og Kari, eller Kari - og Olav - Skaldekvad i Snorres kongesaga - Vellekla - Einar Skålaglams kvad om Håkon jarl - Voluspås dvergarDet Arnamagnæanske InstitutVølvens Spådom - Nordiske sagn . Anden fase er fra 1050 til 1220, hvor antallet af goder reduceres, og hvor der etableres syv riger med nogenlunde faste grænser. Bispesæder oprettes i Skálholt i 1082 og i Hólar i 1106. Efter kristendommen indtog begynder magtkampene over rigerne i 1220, hvor store slægter strides om magten, og hvor goderne søger støtte hos den norske konge, således at Island blev en norsk koloni i 1262-64. Alle jordejende bønder var tingmænd, og havde tilknytning til en gode, som de valgte. Omkring år 1100 fandtes 4560 tingfarekaupbønder. I år 1311 fandtes 3812 skattepligtige bønder på Island. Ved dronning Margrethes magtovertagelse af Norge i 1380 overgik Island til dansk overherredømme, og den sidste katolske biskop: Jón Arason blev henrettet i 1550.

Efter en roligere periode, hvor Angelsakserne atter var blevet herrer i England, følger i slutningen af 900-tallet de organiserede angreb under Svend Tveskæg og Olaf Trygvason. I Normandiet, vestFrankrig og nordEngland mest af Nordmænd. De opkaldte byer med nordiske navne, og der er utroligt mange nordiske stednavne. Houllebec (Holbæk) og Appetot (Æbeltoft) og Daltorp i Normandiet; Grimsby, Derby, Dyreby, Dalby i Danelagen, Dublin. I Irland blev det norske rige ved med at bestå til 1170, da englænderne erobrede øen, men norsk sprog holdt sig dér helt op til 1300-tallet. I de riger de slog sig ned, kom der til at råde større frihed og mere lighed end i Frankernes rige. Mange vendte aldrig hjem. En kvinde i år 1.000 på Östergötland skriver på en runesten, at hendes mand var bonden Gulle, og at deres sønner faldt: Asmund faldt ved Fyris; Asser omkom i det østlige Grækenland; Halvdan blev dræbt på Bornholm; Kåre ved Dundee, og Bue er også død. Trelleborgene ved Aggersborg og ved Fyrkat i Jylland, forudsætter en hidtil uset grad af organisation, og de er nok opført som kaserner eller træningslejre, som led i erobringen af England, der fuldførtes af Svend Tveskæg i året 1013, eller som tvangsborge rettet mod indre uro i landet. Det må være indlysende, at landets mange mere eller mindre selvrådige stormænd ikke uden sværdslag har villet finde sig i, at en af deres egne gjorde sig til herre over de andre. I Norge førte kongemagtens etablering til den masseudvandring af høvdinge og andre, som resulterede i opdagelsen af og bosættelsen på de nordatlantiske øer som Færøerne og Island. Enkelte fortsatte videre til Grønland og Nordamerika. Den danske kongemagts tyngdepunkt lå i Jelling. Men større end denne by var både Lindholm Høje i den nordvestlige udkant af Nørre Sundby og vikingetidsbyerne ved Ribe og Esbjerg. Men størst af byer var dog Hedeby i bunden af Slien Fjord ved Haddeby Nor i nærheden af det nuværende Slesvig. Området ligger i dag uden for Danmarks grænser, på besat jord. Lindholm Høje stammer fra 600-tallet og kan være identisk med stednavnet: "a Vendli" fra tiden omkring 700, som omtales i Ynglingasagaen af Snorre Sturleson (1179-1241). "a Vendli" var et sted, som var værd at plyndre. Men endnu en rig boplads og handelsplads er fundet: Klokkerholm ved Hjallerup, og dette sted kunne muligvis også være "a Vendli". Da England er erobret i 1013, dør Svend året efter og erobringen fornyes da af Knud den Store. I 1016-42 råder danskervældet i England, men i 1066 indtager Vilhelm Erobreren i spidsen for Normannerne landet, hvorved livligere samkvem over havet mellem Danmark og England umuliggøres (Slaget ved Hastings).

Følgende tekst er venligt stillet til rådighed af Jens Larsen Jacobsen i Viby: »I kongerækken forekommer to navne hyppigt: Knud og Harald. Men det er ikke navne, - men oprindelig titler, der har en geografisk oprindelse. Begrebet Knud findes hos Svend Aggesen, der fortæller, at Sivert, Regnar Lodbrogs søn, erobrede Danmark og dræbte kongen. Derefter ægtede han kongedatteren, og da tiden kom til, at hun skulle føde, blev sønnen kaldt Knud, efter knuden på hendes bælte. Begrebet Knud optræder også under Godfred af York, der er den første vikingekonge i England. I Sct. Cuthberts Helgenhistorie fik abbed Eardred af Lindisfarne klostret en åbenbaring, og helgenen sagde til ham, at indbyggerne skulle gå til Danerhæren og der løskøbe en vis Godfred, som var søn af Hardacnut, der var trællegjort af Danerne og solgt til en enke. Hardecnut skulle de gøre til konge, og hvor Hardacnut oprinder fra kan man aflæse af forledet i hans navn, idet det er stammenavnet: Harder. Harderne møder vi i det 2. århundrede hos Ptolemæus, og stammen bor i området syd for Limfjorden, selv om stammen på Ptolemæus kort hedder: Charudes. Ud fra denne navneform ser ordet ud til at indeholde begrebet: hærud, hvor forledet er hær ligesom i Harald, Hærvalter. De første vikinger, der angreb England, kom fra Hæredeland (Norge). Men ud fra begreberne Harald og Charudes, må begrebet hentyde til stammenavnet og indirekte derfra til begrebet: hær. Hardacnuts søn: Godfred dør i år 895 og han må have været kristen, idet han bliver begravet i York Minster. Hans efterfølger hed Sivert, der udgiver en række mønter og Sivertmønterne fra York er de ældste fuldt dansksprogede mønter vi kender. Nogle år efter magtovertagelsen tilføjer han mønterne ordene: CVNNETTI, CVNNETT, CVNNETI, CNVT og begrebet ALVVALDVS på sine mønter. Begrebet CNVT er lig med Knud på jysk, og da der hos Adam af Bremen optræder en Hardeknud Vurm (Orm), hører navnene, Sievert og Cnut, sikkert sammen. Cynnetti er dansk og det er sammensat af begreberne: kon og ætt. Begrebet alwalter er dansk og betyder almægtig. Efter "god kristen skik" kalder Adam af Bremen de danske konger for tyranner. Men der skal ses i det perspektiv, at de kristne havde svært ved at møve sig ind i Danmark. På mønten står altså konættens eller ættens kon. Gorm den Gamles ældste søn kaldes af Saxo for Knud Dana Ast. Knuds mor er Daner, det ved vi fra den lille runesten i Jelling, for Gorm kalder hende for Tyrvi Danebod. Ifølge Lunde-bøgerne skal Gorm have besejret alle næskongerne helt ned til Sles. Også Adam af Bremen har en omtale af Gorm (Orm). Han kalder ham for Vurm og Adam af Bremen oversætter tre navne, som er de høvdinge, der ligger i strid med Sakserne under Henrik den Første. De to andre høvdinge hedder Chnob og Sigerich i Adams oversættelse. Vi kender Chnob som Knupa og Sigerich som Sigtryg fra Vedelspang runestenen. På denne optræder også navnet Gorm, og runerne (Kumler) er skrevet med en speciel skrift, kortkvistruner (svenske). I lighed med begrebet Knud, der betyder Knob, knop eller knude. Knupa er det svenske ord; Knup det tilsvarende danske; Knud er jysk. Grunden til, at Adam af Bremen oversætter Gorms navn til Vurm, er, at Gorm søgte at udrydde kristendommens indtrængen i Danmark, idet han nedbrændte kirker og dræbte deres præster. Vurm betyder orm eller slange og er for de kristne selve symbolet på Satan, der forledte Eva til syndefaldet. Værre fjendebillede kan man næppe stille en kristen overfor. Høvdingen, der hedder det samme, som man binder snor sammen med (Knud), blev besejret af Henrik den Første og tvunget til at konvertere til kristendommen. Inden Knupa kunne tiltræde en pilgrimsrejse til Rom, døde han. Sigerich eller Sigtryg var hans søn, som vi kan læse det på Vedelspang-runestenen. Sigerich betyder Sejrrig, men han fik klø af en stammekriger, der hed Hardegon, der var Svends søn og som kom fra Normannia, hvorved Adam af Bremen altid forstår Norge. At det er samme Gorm, Adam fortæller om i to forskellige passager, fremgår af den ensartede oversættelse til Vurm, men i den ene forbindelse kaldes han for Hardeknud Vurm. Gorm var derfor også knude, hvilket betyder, at han var søn af en fremmed far og en lokal mor. Den eneste person, der hos Adam opfylder begge betingelser, for at være Harder og samtidig er af fremmed oprindelse, er Hardegon Svendsen, - ham der besejrer Sigtryg. Da Hardegon er en titel sammensat af stammenavnet og begrebet kon, kan det dække over hvem som helst. Kon-begrebet kender vi fra Rigs Tale. Her gennemgås samfundsopbygningen. De ufri trælle forbindes med oldefar og oldemor. De frie bønder med bedstefar og bedstemor og jarlerne, det øvre samfundslag, med begreberne far og mor. De ældste beretninger om kon-begrebet, der er forled i kongebegrebet omhandler personer med navnet: Angantyr. Disse personer kan stedfæstes til Rheidgotaland, den del af Jylland der ligger ved Rheidåen, til Sjælland og Sverige. Navnet er ældre end Bjowulfkvadet, idet navnet forekommer der og er fra det 8. århundrede. I ca. år 900 ses kon-begrebet i York (England). Begreberne: kon og Knud møder vi i forbindelse med de personer, der strides om magten i Slesvig i begyndelsen af det 9. århundrede. Der er Hardegon Svendsen, ifølge Adam af Bremen; der er Gorm den Gamle, der på den lille Jellingsten kalder sig for konunge, og Hardegon Eriksen, som ifølge Lunde-bøgerne overtog magten i Hedeby, da svenskevældet var nedkæmpet. Svenskevældet er Olavslægten med sønnerne: Gyrd og Knupa, samt Sigtryg Knupasøn. Olaf overtager ifølge Adam magten i Hedeby efter Erik kort efter år 900. Erik har en søn, der kaldes Lothænæcnut, hvoraf man kan formode, at dette dynasti også har nørrejyske rødder. Med svenskevældets overtagelse af magten, forsvinder Lothænæcnut ud af historiens søgelys, men da han er jyde, kan han meget vel være den samme som Hardegon Eriksen, der jo er Harder. Alwalter møder vi endnu engang i Knytlingesaga. Knud den Store uddeler områder til sønnerne: Hardeknud får Danmark, Harald får Skotland og Svend får Norge, selv forblev Knud alwalter og beholdt England. Begrebet walter er sidste led i hærwalter; Harald, et navn eller en titel, som er fast tilknyttet den herskende klasse i rigsdannelsens tid. Dermed kan vi dels stedfæste, hvorfra den første engelske vikingekonge stammer, han er Harder og kommer fra Nørrejylland, dels kan vi identificere de statusbegreber, der følger den tidlige kongeslægt, og endelig kan vi slå fast, at dette system modvirker rigsdannelse. De knuder, der ikke påviseligt har hjemme i Nørrejylland, har enten et andet forled end Harde - eller ingen forled knyttet til titlen. Hardeknud Vurm, Gorm den Gamle, er der ingen tvivl om, er hjemmehørende i Nørrejylland, men Hardeknud, Knud den Stores søn er først Hardeknud, da Knud den Store uddelegerer riget. Da Knud den Store erobrede England, dræbte han Ethelred, og dronning Emma flygtede til stranden. Inden hun kunne gå ombord i et skib og sejle til Frankrig, blev hun grebet af Knuds mænd, der rådede kongen til at ægte hende. Med hende fik han sønnen Hardeknud. Knuds titel er dermed forbunden med det erobrede område i England, men dette område beholdt Knud den Store for sig selv; sønnen fik stamlandet. Det må være i den forbindelse Hardebegrebet knyttes til hans navn. På Hardeknuds mønter ses tydeligt, at Knud er en titel, idet Hard i indskriften CNVT HARD REX, der står altså Hardernes Knude Konunge. Walter-begrebets tilknytning til Knud den Store viser, akkurat som sammensætningen: konæt, alwalter og Cnut i York, sammensætningen: Hardeknud Gorm og Gorm Konunge, Harald Konunge, at titlerne er variabelt tilknyttet den enkelte person i overensstemmelse med hans faktiske status. Set i sammenhæng med stammebegrebet: Charudes, skal begrebet Harald forstås som »Harderhøvding«. Så mønterne som betalingsmidler er udtryk for den kristne kongemagt, latin-sproget og kristendommens indførelse i Danmark, der altså også kom via England. Formodentlig har der i Danmark i begyndelsen af 900-årene været 4-5 kongedømmer.

Roskildekrøniken, der er fra ca. 1140 fortæller, at der engang var mange konger i Danmark, undertiden to i Jylland, en på Fyn, en på Sjælland (Sælland), en i Skåne; undertiden var der to over hele Danmark; etc… Hovedtingstederne i Viborg, Urnehoved, Ringsted og Lund, afspejler den ældre opdeling af riget i flere kongedømmer. På den tid kender vi navne som: Odinkar, Thormod, Sigtryg, Gorm (orm), Hardeknuth Wurm (orm), Gnupa, Toke, Hagar, Ulf, Thurgils, Styrbjørn, Erik, Bodil, etc. Danerne havde givet indbyggerne i landsdele en endelse på -far: Sjællandsfarer, Lålandsfarer, Langelandsfarer, Hallandsfarer, Blekingefarer, Gullandsfarer; etc., og stednavnendelserne -lev. Først senere opstår en varde (Warth) = et vagttårn, jfr. Knud Laward, og Worth= fort, jfr. byer med forleddet Var- og Vor- (Varbjerg), der findes flere steder i Skåne. Fåborg = Vorborg= fort ??

Gorm den Gamle (Vurm)

900 - 940

Gorms far var Hardeknud. Omtrent fra år 900 til henimod 940 regerede en Konge med hovedsæde i Jelling, som hed Gorm den Gamle, over Danmark. Men Gorm skulle først være blevet konge i 936. Til dette Rige hørte dengang både Nørre- og Sønderjylland samt alle øerne og så desuden Skåne og Halland ovre i Sverrig. I Begyndelsen herskede Gorm dog ikke over hele Riget; thi der var flere Høvdinger eller Småkonger, som havde gjort sig til Herrer over enkelte Dele deraf; men det lykkedes ham at vinde Sejr over dem, og derefter regerede han over hele Danmark. Gorm blev og kaldt Gorm Løge, der betyder "den dvaske". Navneskikken var at man gav folk et tilnavn, der skulle modvirke tilnavnet egenskaber. Gorm var tro mod Odin og kunne ikke indse, at der var noget godt ved Kristendommen. Hans Dronning, som hed Thyra, så dog med milde øjne på de Kristne. Hun var en overmåde smuk og klog Kvinde, tilmed så Hjertens god, at ingen let kunne blive vred på hende, og det var vistnok hendes Skyld, at de Kristne fik Lov til at leve nogenlunde i Fred. Folket elskede hende højt og gav hende det smukke Tilnavn Danebod, fordi hun ved sin vise Omsorg ofte rådede Bod på Danmarks Uheld og Mangler. Det var hende, der satte igennem, at den berømte Vold Dannevirke blev bygget på Jyllands Sydgrænse, for at Landet bedre kunne forsvares mod Tyskernes Angreb. Det viste sig, at Gudfreds Vold var ikke Værn nok mod Sakserne, Frankernes og Vendernes Indfald mod vor sydlige Grænse. Da stævnede Thyra danske Mænd fra alle Rigets Egne til Møde ved Grænsen, og under hendes Tilsyn byggede de en Vold af Jord og Træ fra Slien hen over Heden til Trene. Skåningerne fik det vestre Skifte fra Karlegat til Trene, Sjællænderne og Fynboerne det østlige fra Slien til Karlegat; men Jyderne måtte skaffe Levnedsmidler til hele Hæren. Hun blev Moder til to Sønner: Knud og Harald. Harald fik på Grund af sine sorte Tænder Tilnavnet Blåtand; ham brød Gorm sig ikke videre om; men Knud elskede han så højt, at han svor på at dræbe den, der bragte ham Budskab om hans Død. Folket syntes også bedst om Knud og gav ham Tilnavnet Danaast, der betyder »Danskernes Fryd«. Begge Sønnerne drog hvert År på Vikingetog, og det gik godt i flere År; men til sidst blev Knud dræbt på et sådant Tog, og Harald vendte ene tilbage. I Begyndelsen vidste ingen, hvorledes de skulle bære sig ad med at bringe Kongen dette sørgelige Budskab. Men endelig fandt Thyra på Råd. Hun lod Kongehallen beklæde med sort Tøj og befalede, at ingen måtte mæle et Ord. Da Kongen nu trådte ind, blev han meget forundret og spurgte, hvad dette skulle betyde. Så tog Thyra Ordet og sagde: »Herre, Konge! I havde to Falke, en hvid og en grå. Den hvide fløj langt bort; men engang blev den overfaldet af mange fugle, som plukkede Fjerene af den, så den ikke længer duer til noget, medens den grå endnu vedbliver at fange Fugle til eders Bord.« Gorm forstod straks, hvad Meningen var med denne Lignelse, og udråbte: »Min Søn Knud er sikkert død, siden hele Danmark sørger !« »Det siger I, Konge, og ikke jeg« svarede Thyra, »men sandt er det.« Sagnet føjer til, at Gorm blev så betagen af Sorg over sin elskede Søns Død, at han, selv døde Dagen efter. Både Gorm og Thyra blev begravet i Jelling. Der kan man endnu se deres Gravhøje og to Mindestene med Runeindskrifter. På den mindste af disse Runestene står, at »Gorm gjorde dette Mindesmærke efter Thyra, sin Kone, Danmarks bod «. Ifølge denne Indskrift må det antages, at Thyra er død først, skønt Sagnet siger det modsatte. Disse gravhøje er vel anlagt for skabe respekt for den nordiske fortid. Den saksiske krønikeskriver Widukind af Korvey skriver i 970, at kong Heinrich d. 1.(Fuglefængeren), der blev saksisk konge i 919, bestræbelser sig på at samle et rige, genvandt Lothringen, og førte kampe mod de hedenske: Magyarer, Slaverne og Danskerne, og at Heinrich vinder en afgørende sejr i 933 over Magyarerne, for derefter at vende sig mod Danerne.

Gnupa af Slesvig

909-934

Kong Gnupa, hvis far: Olav, kom fra Sverrig og havde erobret Danmark fra Helge. Den Saksiske kong Heinrich d. 1.(Fuglefængeren) besejrer kong Gnupa af Slesvig i 934, men mister området igen til Gorm den Gamle. Adam af Bremen skriver, at Gorm den Gamle ydmygt bad om fred og endog blev skatteskyldig til Heinrich, og at Heinrich lagde det tyskes riges grænser ved Hedeby (Slesvig) og befale en koloni af Saksere at flytte til området. Gnupa´s søn er kong Sigtryg, der muligvis falder i 943 i Normandiet. I 936 blev Otto d. 1. konge sydpå og han var endnu mere opsat på et universelt kristen verdensrige og indsatte i 937 Hermann Billing som markgreve i området nord for Elben, og rykkede ind i "Frankrig" i 940. Den angelsaksiske Wessex-konge: Ethelsten (Athelstan, Adelstein) (924-940) slog danskerne i 937 ved Brunanburh, og man mener, at han og den tyske Otto d. 1. havde en alliance mod den danske konge. Også de norske konger: Haakon 1. Adelsteinfostre (den Gode), Olaf Tryggvason og Olav Haraldson havde alle stærke bånd til Wessex, ligesom alle tre konger fik deres biskopper fra Wessex. Missionsstrategien var tydeligvis at få underlagt Skandinavien de kristne fyrster.

Norge

Om Norges Historie i Vikingetiden vides bedre Besked; thi Islænderne, der var udvandrede Nordmænd, vidste selvfølgelig mest om deres Hjemland og havde stor Lyst til at fortælle derom, særlig da Norge i denne Tid var rigt på store Mænd. Der var etableret stormænd og riger i Ranriget, Raumariget, Ringriget, Hadaland, Grenland, Rogaland, Hordaland og Hålogaland. En del norske vikinger drog mod syd, ofte i følge med danske, men de fleste tog vestpå, og nogle høvdinge skabte sig ganske anselige riger i Irland, f.eks. i Dublin 840-1014, i Skotland og på øerne nordover til Færøerne. Island blev koloniseret fra 874 og Grønland fra 985. Den islandske sagamand: Snorre Sturleson - samtidig med Valdemar Sejr - har i sin norske Kongekrønike (Hejmskringla) givet os herlige Fortællinger om de første norske Konger. Norge var som de andre Riger fra først af delt i Småriger eller Fylker; hver Dal havde sin Konge. I Borg i Vesterålen og på Bjarkøy nær Kvitsjøen i Bjarmeland var høvdingesæder, der drev handel. I Norge skete der det, at kongen på Vestfold, Halvdan Svarte, begyndte at forene Fylkerne Syd for Dovre, og begyndte at underlægge sig naborigerne i midten af 800-tallet, og hans søn Harald Hårfager (ca. 860-933) havde vundet sig hele "Norge" (det var dog kun Rogaland) i slutningen af århundredet ved slaget i Hafrsfjord ca. 872, eller noget senere. Hårfager slægten var beslægtet med Ynglingeætten, der er en sagnkongeslægt sæde i Uppsala. Slægten nedstammer fra guden: Frej med tilnavnet: Yngve, efter hvem der er 27 generationer af konger, og der er historisk baggrund for at denne slægt regerede Uppsala omkring år 500, og drev handel på Baltikum. Da Harald Hårfager i sin Ungdom bejlede til Gyde, en Kongedatter, der opfostredes hos en Bonde i Valders, fik han det stolte Svar, at hun gav ikke sin Hånd til nogen mindre Mand end den, der kunne underlægge sig hele Norge. Hans Mænd kaldte det en utålelig Storagtighed, men selv sagde han, at Møen skulle have Tak for det Ord, og han undrede sig over, at dette ikke før var faldet ham ind. »Nu«, sagde han, »lover jeg højt og helligt, og jeg kræver den Gud til Vidne, som skabte mig og råder for alt, at jeg ikke skal lade mit Hår skære eller kæmme, før jeg har indtaget hele Norge med Skat og Skyld og Herredømme«. En af hans Folk takkede ham og kaldte det kongeligt at holde sit Ord. Harald holdt det, skønt det var ikke nemt. Først gik han over Dovre og vandt det nordenfjældske Norge, som han overlod til Lade-Jarlerne at styre. Derefter indtog han det vestlige Norge og til sidst overvandt han en hel Flok af det sydlige Norges Fylkekonger i Slaget i Hafrsfjord i 872 nær ved Stavanger. Da var han Herre over hele Landet (Rogaland/Jæren), kunne han lade sit Hår afskære og holde Bryllup med Gyde. Der er i øvrigt meget, der tyder på at der var en alliance mellem Harald Hårfager og Gorm den Gamle. Harald Hårfager styrede Landet med stor Kraft. Over hvert Fylke erstattede han småkongerne med en Jarl, under hvem der igen sad Herser og Lendermænd. De skattefri Adelsmænd blev tvungne til at svare store Afgifter til Kongen, og hver Mand i Landet måtte føje sig efter hans Vilje. Da mange Stormænd, som hidtil havde været vante til at råde sig selv, ikke kunne finde sig heri, vandrede mange ud og bebyggede Færøerne og Island. I sin Alderdom delte Harald Hårfager Riget mellem sine Sønner: Eirik (f. 895) og gav dem alle Kongenavn på den yngste nær (dvs. Håkon Adalsteinsfostre (den Gode) (f. 920)), som var opvokset hos Kong Adelsten (924-940) i England (Wessex) og opholdt sig der endnu. Sønnen Erik, der på Grund af sin Stridslyst blev kaldt Blodøkse, skulle dog være Overkonge. Efter Harald Hårfager død i 933 gik rigsenheden tabt og adskillige af hans efterkommere tog kongetitel og fejdede med hinanden og med lokale stormænd, bl.a. Lade-jarlerne. Ægget af sin Hustru: Gunnhild (hun var datter af Gorm den Gamle og søster til Harald Blåtand) begyndte Erik at rydde sine Brødre af Vejen, og hans Grusomhed gjorde ham snart forhadt over hele Landet. Gunnhild og Erik Blodøkse fik flere sønner, og på den måde var der en blodbeslægtet alliance til Harald Blåtand, medens Erik´s broder: Håkon Adalsteinsfostre den Gode finder andre allierede. Han var jo opdraget i det kristne England. Erik Blodøkse regerede i ca. 930-935. Sigurd Jarl var i tjeneste hos Harald Hårfager, og fik titlen: Jarl af Hlade. Sigurd Jarl af Lade´s fader var Haakon Gjotgardssøn. Haakon d. 1. Adelsteinsfostre (920-961) med tilnavnet: den Gode, fik i 935 hjælp af Sigurd Jarl til at fordrive Erik Blodøkse. Hakon Adelstensfostre vendte da hjem fra England, og skønt han kun var 15 År gammel, flokkedes alle Nordmænd om ham og tog ham til Konge. Som Løbeild gik det Landet rundt, at han var Faderen op ad Dage på det nær, at han var meget mildere og ville give Folket Frihed. Erik Blodøkse tog til Northumberland og blev konge dér i York indtil han døde i 954. Den kristne kong Adelsten af Wessex gjorde krav på overhøjhed på Northumberland og York, og det er nok derfor at Erik Blodøkse blev budt velkommen. Da Erik dør i 954 drager Gunnhild med sine børn til Danmark. Hakon Adelstensfostre styrede Norge kraftigt og mildt. Han indrettede et Forsvar - Kysterne blev inddelte i Skibslag, der hvert skulle udruste et Skib og gøre sig rede, når Bavnen blev tændt på Fjældene, eller Hærpilen sendtes om - og han ordnede Retsvæsenet; ligesom de sydlige Fylker før hans Tid havde fået Ejdsiva-loven, fik nu Vestlandet Guletings-loven og Nordlandet Frostetings-loven. Således lykkedes det Hakon at få meget af det frem, der lå ham på Sinde. Men at få Folket kristnet, hvad han også tænkte på, magtede han ikke. Han var døbt i England og Kristen, siger Sagaen. Længe tav han dog dermed, indtil han havde fået godt Fæste i Landet. Da samlede han Bønderne og talte Troens Sag for dem. De sagde ikke stort til det, før han kom op til Trønderne; men der, på Frostetinget, rejste Asbjørn fra Medalhus sig og sagde: »Det troede vi Bønder, Kong Hakon, da vi tog dig til Konge, at vi havde favnet Himlen selv, men nu ved vi ikke, hvorledes det er, om vi have fået Friheden igen, eller om du påny vil gøre os til Trælle, og det på en underlig Vis, nemlig således, at vi skulle forkaste vor Tro, som vore Fædre have haft før os, først i Brand-Old og nu i Høj-Old; de have været meget gævere end vi, og dog har denne Tro været god nok for dem. Vi have skænket dig så stor Kærlighed, at vi have ladet dig råde med os alle Love i Landet og al Landsret, og det er endnu vor Vilje at holde de Love, som du satte os her på Frosteting, og som vi lovede dig; vi ville alle følge dig og beholde dig til Konge, så længe enhver af os Bønder er i Live, hvis du, Konge, vil bruge noget Mådehold og ikke forlange andet af os, end vi kunne gøre. Men hvis du vil tage denne Sag med så stor Heftighed og bruge Magt og Vold imod os, da have vi Bønder fattet det Råd, alle sammen at skilles fra dig og tage os en anden Høvding, som kan sikre os, at vi i Frihed beholde den Tro, vi synes om«. Ved denne Tale gjorde Bønderne stor Larm og sagde, at så skulle det være, som nu var sagt. Siden ville de tvinge Hakon til at deltage i deres Offergilde og spise af Offerkødet, hvad han bestemt nægtede; men han måtte dog gabe over Hanken af den Kedel, hvori Kødet var kogt, og Kristendommens Sag måtte han opgive. Trods denne Uenighed vedblev Nordmændene at prise Hakon og kalde ham den Gode; de elskede ham uden at kunne forstå ham. Harald Blåtand benyttede splittelsen og gik i samarbejde med Erik Blodøkse´s sønner. Men også en søn af Sigurd Jarl: Haakon Jarl den Mægtige (ca. 935-995), hjalp Harald Blåtand til magten i Norge. Haakon d. 1. Adelsteinsfostre faldt derfor i et slag på Fitje i 961 i kamp mod Erik Blodøkse´s sønner, og der står i Sagaen, at både Venner og Uvenner græd over hans Død og sagde, at så god en Konge ville man vist aldrig få i Norge. Skønt han var Kristen, talte de på hedensk Vis over hans Grav og viste ham til Valhal, og Ejvind Skjaldespilder digtede et Kvæde om, hvorledes Brage bød ham velkommen »i Guders grønne Hjem«. I 961 kunne Harald Blåtand indsætte Erik Blodøkse´s søn: Harald Gråfeld (935-970) som norsk konge. Harald Gråfeld indebrændte imidlertid i 962 Sigurd Jarl, og Harald Blåtand blev meddelagtig i mordet på H. Gråfeld i ca. 970. Harald Blåtands forbundsfælle i Norge: Haakon Jarl den Mægtige, hjalp Harald Blåtand i 974 mod den hær som blev sendt mod Danmark af Kejser Otto den 2.. Men Haakon Jarl den Mægtige gjorde sig uafhængig af Danmark ved slaget i Hjørungavåg i 986, bl.a. fordi Haakon hadede kristendommen. Dér i Hjørungavåg led Jomsvikingerne et nederlag. Haakon Jarl blev selv myrdet i 995 af en træl: Kark, under et bondeoprør. Olav Tryggvasson var af Hårfager-ætten, men var blevet træl i Rusland. Olav Tryggvasson ægtede Svend Tveskæg´s søster Tyra, uden Svends tilladelse. I 990 sejlede Svend Tveskæg og Olav Tryggvasson mod England. Kong Adelråd (Æthelred) af Wessex betalte en skat på 16.ooo pund sølv for at undgå fjendtligheder. Olav Tryggvasson blev døbt i England i 994, og kong Adelråd af Wessex giver ham mange gaver, og får ham til at bryde alliancen med Svend Tveskæg. Olav forlader England med store mængder sølv og kristne præster. Han drog til Norge i kamp mod Håkon Jarl, for dér at etablere et kristent rige efter engelsk mønster, og Olav vandt i 995 det meste af Norge og begyndte en hårdhændet kristning. Men den brutale kristning medførte at folket og jarlerne vendte sig mod ham, også i Trøndelagen havde han mistet støtten. Da Olav Tryggvasson førte en flåde til Venden for at hente Tyra´s formue, blev han fældet af Eirik Jarl, ved Svold år 1000 med dansk hjælp. Eirik Jarl var søn af Haakon Jarl den Mægtige, og døde i ca. 1024. Men da Eirik Jarl og danskerne var optaget af gøremål i England i 1015, erobrede Olav d. 2. Digre (den Hellige) (995-1030) Norge i 1016, og gennemførte en blivende rigssamling. Sigurd Syr hjalp ham med at fordrive jarlerne: Haakon og Svein. Olav 2. Digre´s fader var Harald Grenske, der indebrændte i 995, og stedfaderen: Sigurd Syr var småkonge af Hårfager-ætten. Da Sigurd Syr var på vikingetogt blev han kristen i Rouen. Olav 2. Digre (den Hellige) (Olav Haraldssøn) centralisering af magten og hans rå kristendomsforkyndelse gjorde ham forhadt. Olav blindede og lemlæstede en hel del nordmænd, for at »lære dem den rette kristentro«. Han tog også godt fat ved skatteopkrævningen, og trynede de lokale jarler. Einar Thambarskelve (Ejnar Tambeskælver), en af de mægtigste Stormænd i Norge i første halvdel af det 11. århundrede, og han var søn af Eindride Styrkaarssøn på Gimse i Gauldalen og udmærkede sig ved sin Styrke i brugen af sin Bue; han fik dog næppe sit Tilnavn deraf, men af sin tykke Vom, som rystede, når han gik. Med sin berømte Bue kæmpede han, 18 År gammel, på »Ormen hin Lange« i Olaf Tryggvessøn's Kamp under Svolder. Efter at Haakon Ladejarls´ sønner, Erik og Sven, var komnet til Magten, udsonede han sig med dem, ægtede deres Søster, Bergljot, og bosatte sig på Gården Husaby i Skaun. Allerede tidlig nævnes han som en stor Høvding i sin Egn. Da Olaf Haraldssøn senere optrådte med sine Krav på Kongemagten i Norge, var Einar Thambarskelve blandt hans fornemste Modstandere, og han formåede også i nogen Tid at holde denne Stangen. Efter Slaget ved Nesjar blev han nødt til at ty til Sverige, hvor han opholdt sig i nogen Tid. Men i 1022 søgte og opnåede han Udsoning med Olaf, der tilsikrede ham Besiddelsen af hans omfattende Ejendomme, deriblandt også hans Hustrus Slægtsarv. Noget Venskab mellem dem kunne der dog ikke være Tale om, og allerede i 1023 begav han sig, som så mange andre af de Misfornøjede, som Olafs´ Strenghed skabte, over til Kong Knud i England og opfordrede denne til at underlægge sig Norge. Knud efterkom Opfordringen; men da han i Stedet for at genoprette det tidligere Jarlevælde indsatte sin Søn Svend til Konge, sluttede Einar Thambarskelve sig til de Misfornøjede, som Svend og hans herskesyge Moder vakte til Rejsning. Nu indkaldte Einar Thambarskelve og de andre trønderske Høvdinger Olaf's unge Søn, Magnus, der opholdt sig i Gardarike, og Svend måtte forlade Landet. Så længe Magnus den Gode levede, stod Einar Thambarskelve ved hans Side som en trofast Rådgiver. Men situationen vendte sig, efter at dennes Farbroder, Harald Haardraade, var kommet til Magten. Da Einar Thambarskelve modsatte sig, at Kong Harald bekrigede Svend Estridssøn for at underlægge sig Danmark, kom det ofte til Rivninger mellem dem. Under Påskud af at søge Udsoning med Einar Thambarskelve fik Harald ham og hans Søn Eindride lokkede til Kongsgården i Nidaros, hvor de myrdedes i Kongens Overværelse i 1055. Erling Skjalgsøns var Rygekonge, og rådede over kystområderne. Men i 1023 kom han i konflikt med Olav. Erling Skjalgsøns søn var Einar Tambeskælver. I 1026 plyndrede Olav 2. Digre (den Hellige) Danmark sammen med den svenske konge. Men da Knud den Store fra England greb ind måtte Olav flygte i 1028, idet Knud den Store og Haakon Jarl den Unge invaderede Norge. Einar Tambeskælver var i alliance med Knud den Store, der indsatte sin søn: Svend Alfifason, som underkonge i Norge. Svend var søn af Knud den Store og frillen Ælgiuf (Alfifa), og de havde også sønnen: Harald Harefod. Olav 2. Digre (den Hellige) forsøgte at genvinde magten efter Haakons død, men han blev fældet af en norsk bondehær ved Stiklestad i 1030. Men styret fik hurtigt nordmændene til at mindes Olav som en helgen. Olav´s gamle fjender: Einar Tambeskjelve og Kalv Arnesson indkaldte i 1035 Olavs 11-årige søn Magnus fra Gardariget til Norge, og da Ælgiuf havde gjort sig forhadt i Norge, blev hun og Svend fordrevet af de norske høvdinge i 1035. Harald Harefod blev konge i England i 1035-1040. Magnus vandt sig navn som den Gode både i Norge og i Danmark, som han arvede i 1042 i henhold til en aftale med Hardeknud (1018-1052), der var søn af Knud den Store og Emma. Emma var enke efter kong Ethelred, og blev gift med Knud den Store i 1017. Hardeknud var således halvbror til Harald Harefod. Magnus den 1. Gode´s efterfølger: Harald 3 Hårderåde (1015-1066) søgte længe at fastholde magten i Danmark. Norges stridbare konge Harald Hårdråde, mente at han havde ret til Danmark, og han dræbte bl.a. Einar Tambeskælver, og hans søn: Eindride i 1050, og førte krigen til Danmark hvor Hedeby gik op i flammer samme år. Einar Tambeskælver var den fornemmeste mand for bønderne i Trondheimen. Da Harald 3 Hårderåde drog til England, faldt han ved Stamford Bridge nær York i 1066. Hans sønner: Magnus 2. Haraldsson og Olav 3. Kyrre (1066-1093) dvs. den fremsommelige, delte magten som konger. Olav Kyrre´s søn: Magnus 3. Barfod delte magten med Haakon Magnusson Toresfostre i 1093-95. De var fætre og Magnus 3. Barfods far var Erling Skakke. Fra 1094 til 1103 var Magnus 3. Barfod enekonge. Han forsøgte at udvide Norge på Sverige og Danmarks bekostning, og faldt på et togt til Irland. I 1103 fik hans brødre: Eystein og Sigurd Jorsalfar også kongetitel. I de næste 100 år var det almindeligt, at to eller tre medlemmer af kongeslægten regerede sammen. Men dette mærkelige system kunne dog ikke i længden hindre en familiestrid. Kongsemnekampene begyndte i 1133 med Harald Gille og Magnus den Blinde (1115-1139) og sluttede med Skules Jarl´s (1189-1240) fald i 1240. Ofte var kongsemnerne børn, der blev udnyttet i landsdelsrivalisering (Trøndelagen mod Viken), af stormænd som Erling Skakke eller af partier som Birkebeiner og Bagler. Erling Skakke styrede vel egentligt indtil sin død i 1179. Han blev dræbt af Sverre Sigurdson. Sigurd Slembe, en søn af Magnus 3. Barfod fældede Harald Gilde; men stormændene kårede Haralds Gille´s sønner, og Sigurd Slembe blev selv dræbt. I 1152 oprettedes ærkebispesæde i Nidaros, dvs. Trondheim. Derefter opstod en række byer, bl.a. Oslo og Bergen. En søn af Erling Skakke: Magnus 5. Erlingson (1156-84) blev konge. Allerede i 1163 kunne ærkebispen sikre kirken store indrømmelser i forbindelse med kroningen, Nordens første, der skulle afstive Magnus d. 5.s vaklende tronret. Magnus omkom i et søslag mod Birkebeinerne i 1184. Sverre Sigurdson blev enekonge i 1184 til 1202, og blev støttet af Birkebeinerne. Sverre Sigurdson opbyggede en stærk kongemagt, som truede kirkens privilegier med pavens bandlysning af Sverre som følge. Sverre Sigurdson vandt i 1184 over modkongen: Magnus Erlingsson, og måtte også kæmpe mod Baglerne. En af Norges Stormandsslægter nedstammede fra Finnvid Fundne, der blev fundet i en ørnerede, svøbt i silke. Hverken om dennes søn Thorarin Bullibak eller sønnesøn Arnvid findes nogen tradition. Slægtens historie begynder med Arnmod Jarl af Ønundar-Fjord, som faldt i slaget i Hjørungavaag i 986. Arnmods´søn Arne var kong Olav Haraldssøns´ Ven; han havde 8 Sønner og Datteren Ragnhild, som ægtede Haarek af Thjotta; fire af Sønnerne skal omtales særskilt. Kalv Arnessøn var oprindelig Kong Olavs Ven og Lendermand. Denne gav ham Sigrid, en Søster af Thore Hund og Enke efter Ølve på Egg, til Ægte. Men senere fjernedes Kalv fra Kongen, der til sidst lod to af hans Stiftsønner dræbe. I Slaget ved Stiklestad i juli 1030 var Kalv en af bondehærens Førere, medens hans Brødre kæmpede på Kongéns Side, og han skal have givet Kongen et af de Sår, som voldte hans Bane. Da han ikke efter Løfte fik Jarlsnavn af Knud den Store, som satte sin Søn Sven Alfivassøn til Konge over Norge, indgik Kalv Forlig med sine Brødre og drog sammen med Einar Thambarskelve til Gardarike og førte Kong Olavs Søn Magnus tilbage til Norge og gjorde ham til Konge. Kalv og Einar skulde være Formyndere for den unge Konge. Einar bagtalte Kalv hos Kongen, idet han stadig mindede om, at Kalv ansås for Faderens Banemand. Under etBesøg på Stiklestad lod Kongen ham også høre dette, og Kalv, der ikke længere anså sig sikker, forlod Landet. Han opholdt sig nu en Tid på Vesterhavsøerne hos Thorfinn Jarl, der var gift med hans Broderdatter Ingebjørg Finns-datter. På Broderen Finn's Foranstaltning blev han tilbagekaldt af Kong Harald Haardraade og indsat i sine tidligere Værdigheder; men på et Togt til Danmark blev han sendt på Spejderfærd med en liden Trop og overrumpledes af Fjenden, der huggede ham ned i 1057. Finn Arnessøn var Lendermand og ejer af Austraat på Ørlandet. Han havde altid været Kong Olav's Ven, havde fulgt ham i Landflygtighed og var blevet såret ved hans Side ved Stiklestad. Efter at Kong Harald i 1055 havde dræbt Einar Thambarskelve, havde Finn bragt Udsoning til Veje mellem Kongen og den Dræbtes Frænder; men Kongens Løftebrud og Omstændighederne ved Kalv's Fald drev Finn til at forlade Norge og gå i Tjeneste hos den danske Konge Sven Estridssøn, med hvem Kong Harald lå i Krig. Finn blev af denne sat til Jarl over Halland. I Nisaaslaget 1062 blev han fanget af Nordmændene, men Kong Harald satte ham på fri Fod. Ikke længe efter må han være død. Fra hans ene Datter, Ingebjørg »Jarlemoder«, der var gift med Thorfinn Orknøjarl, nedstammede den orknøiske Jarleæt. Fra en anden, Sigrid, der var gift med Orm Eilivssøn Jarl, nedstammede de gautlandske Jarler og Erling Skakke. Thorberg Arnessøn var gift med Erling Skjalgssøn's (»Rygekongens«) datter Ragnhild. Af deres Børn blev Thora gift med Kong Harald-Haardraade og Stammoder til de norske Konger. Fra Datteren Jorun, gift med Stallaren Ulv Uspakssøn, nedstammede et Par norske Ærkebiskopper. Af Sønnerne faldt Eystein Orre ved Stanford Bro (1066); den anden, Ogmund på Giske, blev Fader til den første norske Korsfarer, Skofte. Af dennes Børn blev Datteren Thora Stammoder for Reinsslægten, men Sønnen Paal beholdt Fædrenegården Giske. Hans Søn var Magnus Erlingssøn's Lendermand Nikolas Kuvung, hvis Søn Paal Flida nærmest regnedes til Skule's Parti. Også Paal's Søn Peter mistænktes, skønt Kong Haakon Haakonssøn's Mand, for at holde med Skule. Giskeslægten uddøde i 1265 med Peter's Søn Nikolas. Dennes Datter Margreta ægtede Bjarne Erlingsson og bragte Giskeættens Godser over til den yngre Bjarkøæt. Bjarkøætten nedstammede fra Arne Arnessøn, der var Kong Olav Haraldssøn's trofaste Tilhænger, skønt også han var gift med en Datter af Erling Skjalgssøn. Deres Søn, Jon, blev gift med Rannveig, en Sønnedatter af Thore Hund, og arvede Bjarkøgodset. Af Jon's Sønner deltog Vidkun i Magnus Barfot's Vesterhavstog. Vidkun's Sønnesøn Vidkun Erlingsson var Kong Magnus Erlingssøn's Tilhænger og blev dræbt i 1183, og med ham uddøde Arne Arnessøn's mandlige Efterslægt. Bjarkøgodset gik nu over til Vidkun's Søster Ragna, der senere ægtede Lagmanden Bjarne Maardssøn på Haalogaland; fra dem nedstammer den yngre Bjarkøslægt.

I marts 1200 rejste de norske bønder sig til oprør, fordi kong Sverre pålagde hver mand en ledingsskat på 144 kg. korn. Denne ledingsskat var over dobbelt så stor, som den tidligere ledingsskat, men bønderne tabte, da de ikke kunne klare sig mod de øvede hærmænd, og resultatet blev, at kongen indsatte strenge sysselmænd, der med hårde midler skulle gennemføre kongens vilkår. Efter Sverre´s død i 1202 fortsatte kongsemnestridighederne. I 1213 nægter bønderne i Trondheim at betale den strenge ledingsskat til sysselmændene, og i 1217 kom bønderne bevæbnede til tinget i Follo, og bad sysselmanden om at skrubbe af helvede til. Det lykkedes først i 1217 for Håkon 4. Haakonsson (1217-63) at skabe en stærk centralmagt, baseret på en skattefri adel med pligt til at stille rytteri. Hans søn: Magnus 6. Lagabøter (lovforbedren) var konge fra 1263 til 1280, og i hele perioden fra 1247 til 1290 klager bønderne uafbrudt over de krav og vilkårligheder som kirken og sysselmændene stiller krav om, sådan at skatter, afgifter, gældsbreve, etc. Tvinger bønderne i knæ, og "retten" bøjes til fordel for de rige, og dem der er i stand til at bestikke domsmagten og kirken. Dette magtmisbrug forsætter ind i det næste århundrede, hvor en købmandsklasse vokser frem, og skaber en ny ideologi om ét rige (nationen). Via markedspladsernes vækst voksede byer frem med nye klassedelinger, og modsætningen mellem bønderne og byernes befolkning voksede, bl.a. fordi købmandsklasserne fik privilegier på udenrigshandelen i 1300´årene og kom i forbund med kongemagten. Folk tog til byerne og det blev svært for bønderne at få arbejdskraft. I løbet af det 13-14´århundrede skabtes adelsvældet, der i det 1500´århundrede skulle vise sit tyranni. Mellem 1100-1350 havde kirken inddraget 25 % af jorden fra Norges´ bønder, og adelen voksede ligeledes frem på bekostning af bønderne, der blev tvungne til at sælge. Den norske kongemagt blev arvelig efter førstefødselsret i 1260, og i 1267 blev vedtaget et sæt regler for landets styreform. Den nordiske union begyndte med Magnus Eriksson Smek (1316-1371) der som 3-årig blev svensk og norsk konge i 1319, og også skånsk konge i 1332 til 1360. Men det var altså 3 norske "konger", der med udgangspunkt og bistand fra Wessex i England, der ville gøre Norge kristent. Udviklingen af sølvminerne i "Tyskland" i 1400-tallet medførte en øget pengestrøm og styrkelse af købmændsklasserne, der via deres kristne monopolmønter i guld og sølv, samt via andre kongelige privilegier kunne styre handelen og bestemme priserne. Så i 1400´årene ejede bønderne i Norge mindre end 50 % af Norge´s jord, og i 1421 stadfæstede kongemagten forskellige forbud fra 1200 og 1300-tallet, der var vendt mod bønderne (folket). Så i 1430érne gik bønderne flere gange til modstand, og i 1445-46 gik bønderne mod høvedsmændene. Men de vandt ikke meget derved. Der var også sket det, at i 1425 havde "italienerne" tvunget Paven i Rom til at indføre pengerente, og dermed ophæve det gamle forbud mod rente. Dette forbud mod pengerente forsvandt stille og roligt væk efterhånden som krist-kapitalen (monopolmønterne) brød frem fra land til land. Men forbuddet forsvandt dog først ud af Norges lovgivning i 1500-tallet, og da guldet og sølvet fra Syd- og Mellemamerika efter 1540´erne kom til Europa øgedes mængden af betalingsmidler, sådan at pengemændene tog magten i Europa. Købmændenes øgede efterspørgsel efter varer fik priserne til stige, medens prisen på arbejdskraft blev holdt nede af Overklasserne. I 1501 gjorde bønderne oprør i Sunmøre, Hordaland og mange andre steder. Prisstigningerne og overfloden af betalingsmidler hos Overklasserne gav anledning til de store bondekrige i 1514 i Ungarn, 1524/25 i Tyskland og Skåne, i 1520érne/30érne og 1540érne i Sverige, i 1549 i England, i 1596/97 i Finland, og godssammenlægningen kom i gang. Savbrugsdriften blev oprettet fra 1520 i Norge. Men efterspørgslen efter sølv og guld til fremstilling af mønter fik den norske konge til at anlægge grubedrift i bjergene. Bispen i Hamar var den første der fik privilegiebrev til grubedrift i Telemarken i 1524, og i 1528 var der 3 bjergværker i Norge. Men det var bønderne der måtte lægge ryg til. Bønderne fik af konge, kirke- og adelsmagten pålæg om arbejdspligt til en forfærdelig dårlig betaling. Bønderne skulle udrede omkostningerne til huse, mad, kørsel og meget mere ved anlægsarbejdet. I 1539 rejste bønderne sig i oprør i Telemarken; i 1540/41 rejste de sig atter mod trældommen, og hele 1500-tallet er præget at bøndernes klager, tvister og oprør overalt i Norge. Men den kristne overklasse og kongemagt havde bidt sig fast med fremmed hjælp !

Harald Gormsen (Blåtand)

940 - 985

Efter Gorm den Gamles Død blev hans søn: Harald Blåtand Konge i Danmark. Harald Blåtand var i Begyndelsen af sin Regering tro mod Odin. Lidt efter lidt kom han dog til at synes bedre om Kristendommen; han tillod således, at der indviedes bisper i Slesvig, Ribe og Århus. Allerede i 948 blev det opdaget, at der havde fundet et kirkemøde sted i Ingelheim, hvor tre biskopper fra Danmark havde været tilstede: Hored af Slesvig, Liafdag af Ribe og Reginbrand af Århus. Kristen fremgang kunne således først noteres efter 948, hvor de tre bispesæder: Slesvig, Ribe og Århus var blevet stiftet ved synoden i Ingelheim, og hvorved ærkebiskop Adaldag (937-988) ved Hamburg-Bremen domkirken, fik overdraget ansvaret for de tre fremskudte kirker i Danernes rige. Det er således Jyderne, der først lod sig betvinge, og det er i de tre største jydske handelsbyer, de første hovedkirker bygges, hvorfra Troens og Borgerklassernes Lys »strålede ud over det øvrige Land«. Ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen udgød sin kristendom over Danerne og Adaldag oprettede også kirker i Oldenborg og Mecklenborg sammen med Abodritternes knees Nakon. Men indsættelsen af tyske bisper siges også at være sket som modvægt mod, at der der allerede fra Gorm Æthelstans tid samt i 917 var indsat dansk-engelske biskopper…Odinkar (Othingar) i Ribe, i Slesvig og i Århus. En spansk araber: At-Tarúchi, skrev i 950 om sit ophold i Hedeby "at byen er en meget stor by ved verdenshavets yderste rand, og at byens beboere tilbeder Sirius og at beboerne lever af fisk, og at de har kilder med fersk vand. Retten til skilsmisse tilfalder kvinderne, og kvinden foretager skilsmisse når hun vil. Stemmen fra deres struber lyder endnu mere dyrisk end hundegøen." Harald Blåtand var en meget aktiv kristen konge. Nu gjaldt det om med kristendommen at ødelægge slægtsbåndene og ætternes sammenholdt. Jesus og hans disciple var jo ikke én familie, én stamme og æt som Odin og Aserne. Næppe nogen har som Harald Blåtand kendt til svig, utidig indblanding og tvang af folket. Store tvangsbyggerier blev sat i gang i hans kongetid. Han vandt sig hele Danmark og Norge, og mistede livet derved. Harald blev gift med en datter og prinsesse af Oboditternes fyrste: Mistivoi, og derved blev de forbundsfæller. I Norge havde tidligere den mægtige Harald 1.Hårfager (860-933) samlet de mange Småriger til eet Rige; men da han var død, opstod der blandt hans Efterkommere heftige Stridigheder om, hvem af dem der skulle være Konge. Disse Stridigheder blandede, Harald Blåtand sig i; han antog Harald Hårfagers sønnesøn Harald Graafeld (den ældste af Erik Blodøkses Sønner) som sin Fostersøn og hjalp ham til at blive Norges Konge. Til Gengæld skulle så Harald Graafeld erkende Harald Blåtand som sin Overherre og betale ham Skat. Ak ja, - det klassiske kristne krav ! Harald Graafeld erobrede Norge fra sin onkel: Haakon Adelsteinsfostre. Men skatten til Harald Blåtand viste han sig meget uvillig til at betale, og de blev derfor ikke gode Venner ret længe. Harald Graafeld handlede mest efter sin onde Moder Gunilds Råd og lagde sig derved ud med Landets bedste Mænd, hvorfor hans Herredømme snart fik Ende. Da Harald Graafeld havde indebrændt Sigurd Jarl på Lade, drog dennes Søn: Hakon Jarl til Danmark for at ruge over hævnplaner. Det hændte sig nu, at Kongen’s brodersøn: Guldharald kom hjem fra sine Vikingetog i fremmede Lande og forlangte, at han skulle dele Danmarks Rige med ham. Dette ville Harald Blåtand slet ikke høre tale om, og han blev meget forbitret over, at nogen turde komme med et sådant Forlangende. Men Guldharald ville ikke give efter; han truede med at bruge Magt, hvis Harald Blåtand ikke ville føje ham, og det var lige ved at komme til Kamp. Der blev dog mæglet Forlig imellem dem af Nordmanden Hakon Jarl, som dengang opholdt sig ved det danske Hof. Guldharald afstod fra sin Fordring på Danmark, og Harald Blåtand forsøgte derefter at dræbe Harald Graafeld, for så i dennes Sted at blive Konge i Norge. Hakon Jarl fik lokket Harald Graafeld ned til Danmark, og da han ved Hals var sejlet ind i Limfjorden med sine Skibe, angreb Guldharald ham med en overlegen Magt og dræbte ham. Men Guldharald vandt ikke noget ved dette Mord, thi kort efter blev han selv dræbt af Hakon Jarl. Harald Blåtand indtog derefter det meste af Norge og indsatte Hakon Jarl fra Trøndelagen som sin Jarl i Trondhjem til at styre de nordlige Egne, medens han selv førte Regeringen i det sydlige Norge. Men det gik nu med Hakon Jarl, som det tidligere var gået med Harald Graafeld; han blev forsømmelig med at betale Skatten og brød sig stadig mindre om Harald Blåtands Overhøjhed. Hakon Jarl var en kraftig Hersker, men tillige voldsom og en stor Blotmand. Den tydske Otto d. 1 (912-973) angreb i 951 Longobardernes land og lod sig krone til konge over Longobarderne. Otto d. 1. angreb Magyarerne i 955 og slog dem eftertrykkelig. Da Harald Blåtand havde regeret i 20 år i 960, gik han helt over til Kristendommen. Der fortælles, at det var et Mirakel, som overvandt hans sidste Tvivl. Ved et Gæstebud, hvor han selv var til Stede, opstod der en Strid om Gudetroen. Nogle indrømmede, at Kristus vel var en Gud; men de påstod, at der fandtes andre Guder, som var større og mægtigere end han. Denne Påstand blev modsagt af en Præst ved Navn Popo, som erklærede, at den eneste sande Gud var Faderen, hans eenbårne Søn Jesus Kristus og den Helligånd. Poppo var Friser. Men det var ikke den lidende Kristus, der hang på korset, som blev fortalt om til de stærke vikinger. Jesus blev derimod fremstillet som den sejrende Konge, og ikke som den tilfangnetagne, lidende og korsfæstede, der hang på korset blandt kriminelle. Da Harald havde hørt noget på denne Ordstrid, spurgte han Popo, om han ville bevise Sandheden af sin Tro ved Jernbyrd. Det svarede Popo ja til, og næste Dag befalede Harald, at han skulle bære et stort Stykke glødende Jern i sine bare Hænder. Popo greb rask om Jernet og bar det så længe, som Kongen befalede. Derefter viste han sine Hænder frem; alle så, at de var uskadte, og nu følte Kongen sig så overbevist, at han lod sig døbe og befalede, at i hans Lande skulle alle Folk aflægge Hedenskabet og dyrke Kristus som Gud. Det skete i året 948, og senere blev Poppo biskop i Århus. Poppos bedrift er dog ikke troligt. Harald Blåtand sig døbe sammen med sønnen Svend (Tveskæg) på kongsborgen i Jelling. Dåben blev foretaget af bispen af Hamburg, og foregik i overværelse af den tysk/romerske kejser Otto d. 1., der var søn af den saksiske konge Henrik Fuglefænger, der var blevet det kristne tysk/romerske riges genskaber, - disse saksere som ved skæbnens ironi selv var blevet så brutalt tvangskristet tidligere. Harald Blåtand lod sønnen få navnet: Svend Otto, efter den tyske kejser, og lod ham også blive drengens gudfader. Måske har Harald tænkt, at han ved sin omvendelse til kristendommen fratog kejseren et påskud for at angribe Danmark, og nu kunne nøjes med, at Kejseren kun blandede sig i indre danske anliggende ved hjælp af kirken ? Men mange Hove blev nu omstyrtede, og mange Kirker byggede. Men der var dog mange, som ikke ville aflægge den gamle tro, og de blev meget forbitrede på Kongen, da de så, at han åbenlyst holdt med de Kristne. Hvad skulle man dog med en tro fra en semitisk folkestamme, der ikke greb til våben og ikke forsvarede sig mod romerne, og som var undertrykte og besat af Romerne ? I generationer havde man spist hestekød, men nu måtte man ikke dét mere, og de gamle frugtbarhedsfester måtte vige for kirken faste. Hedningernes Fører var efter Sagnet den fynske Høvding Palnatoke, som skal have været Kongens værste Fjende. Om Anledningen til hans Fjendskab mod Kongen fortæller Sagnet følgende: Han var engang sammen med Harald Blåtand ved et Gilde, og da de ved denne Lejlighed havde drukket en Del, begyndte han vidt og bredt at rose sig al sin store Dygtighed til at skyde med Bue; han sagde, at han med sin Pil kunne skyde det mindste Æble af en Drengs Hoved uden at skade Drengen. Da Harald Blåtand havde hørt noget på denne Selvros, forlangte han, at Palnatoke straks skulle vise dem sin Kunst og skyde et Æble af sin egen lille Søns Hoved, og turde han ikke det, så skulle han kaldes en Pralhans. Palnatoke blev frygtelig vred over dette Forlangende, men han ville ikke gå fra sit Ord. Han stillede sin Søn op med et Æble på Hovedet og bad ham stå stille og ikke blive bange, når Pilen kom susende; så tog han to Pile frem, og med den ene skød han Æblet af uden at tilføje Drengen ringeste Skade. Alle tilråbte ham Bifald - undtagen Kongen; han spurgte vredt, hvorfor han havde taget to Pile frem, thi han havde jo ikke haft Lov til at skyde mere end een Gang. Dertil svarede Palnatoke, at hvis han havde skudt fejl med den første og ramt Drengen i Stedet for Æblet, så skulle den anden sikkert have gennemboret Kongen,- den rette skyldige. Fra den Tid var de bitre Fjender. En anden Gang, da Harald Blåtand roste sig af sin Færdighed som Skiløber, og Palnatoke mente, at han i den Henseende ikke gav Kongen noget efter, befalede Harald ham at vise sin Dygtighed ved at løbe ned ad Kullen. Palnatoke steg op på Bjærget, spændte Skierne på, og med en lille Stok i Hånden styrtede han sig ned ad den bratte Fjeldside mod Havet. Ingen troede, han kom frelst derfra; men han stod fast på Benene, indtil Skierne sprang mod en Klippekant, og med et Skib, som lå ved Stranden, slap han velbeholden bort. I 962 drog tydske Otto d. 1. med en hær til Rom og blev kronet af paven til tysk-romersk kejser. Otto grundlagde et nyt ærkebispesæde i Magdeburg med bispesæder i Havelberg og Brandenborg, der skulle missionere i det slaviske område. I 965 gav Otto d. 1. de tre bispedømmer i Danernes land lov til at nyde deres gods uden indblanding fra greve eller skatteopkræver. En noget utidig indblanding i de danskes rige. I 966 var den slaviske (polske) fyrst Mieszko blevet kristen og en polsk kirkeorganisation var under opbygning med bispesæde i Posen. I 967 gjorde Vagrierne oprør inden for Abodritforbundet mod Nakons søn og efterfølger knees: Mistivoi. Kirken i Oldenborg blev ødelagt og en hedensk helligdom indstiftet i stedet. Opstanden blev dog hurtigt slået ned med tysk hjælp og under knees Mistivoi oprettedes i 968 et regulært bispedømme i Oldenborg underlagt ærkebiskop Adaldag af Hamborg-Bremen. Men Slaverne gjorde oprør flere gange. Omkring år 968 blev Dannevirke forstærket. Da Otto d. 1. dør i 973 deltager Harald sammen med Slaviske stammer i et angreb ned til Elben. Kong Harald kom i Krig med den tyske Kejser Otto den 2. og Kejseren ville hævne sig på Danskerne, fordi de havde gjort Indfald i Holsten, medens han selv førte krig nede i Bajern, og han var desuden vred over, at han ikke kunne få Lov til at snakke med om, hvorledes de Kristne skulle ordne deres Sager i Danmark. Kejser Otto den 2. (Otto den Røde) udrustede en stor Hær og førte den gennem Holsten i 974 - op mod Sønderjylland. Ved Dannevirke blev han standset af de danske og norske Krigere, og Sagnet fortæller, at han ikke kunne komme videre, før han havde ødelagt Volden ved at tænde den i Brand. En anden Fortælling lyder på, at han trængte gennem en af Voldportene, men alle Beretninger er enige om, at de Danske og Norske omsider måtte vige, og at Kejseren forfulgte dem til op i Nørrejylland. På Tilbagetoget anlagde han en Fæstning på Ejderøen, men den blev senere indtaget af Danskerne, og Kejserens hærtog fik ikke nogen varig Betydning. I årene omkring 980 blev der bygget meget. Den 800 meter lange Skibsbro ved Ravning var 5-6 meter bred i Vejle Ådal til omkring 250-350 langskibe. Den var så solid, at den kunne bære 5 tons pr. m2 og der er anvendt 1700 kæmpepæle og 800 skråstolper. Fra havnen kunne man komme i forbindelse med Jelling ved hjælp af Troldborg Ringvold og herfra er nogle af togterne mod Venderne startet. Men ringborge har der tidligere været flere af herhjemme og Kelterne brugte også ringborge, med en voldgrav med vand rundt om, og en forhøjning i midten, hvorfra man kunne vurdere i hvilken retning angriberne kom fra. Kelternes borge var 50 meter i diameter med en vold fra 2,5 - 4 meter høje. Også Friserne brugte ringborge. I Borremose ved Års (Ålborg) ligger en ringvold fra 125 f. Kr.. Ringborge lå ved Færgeborg ved Thisted, Oldenborg ved Hedeby, Gammelborg på Bornholm, Orebygård på Lolland, Pedersborg ved Sorø, og ved Helsingborg, og disse ringborge har også fungeret som tilflugtssteder. Pedersborg ved Sorø var ejet af Stormand Peder Thorstenson (død 1175). Trelleborg ved Slagelse, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken ved Odense, Aggersborg ved Løgstør, Trälleborg i Skåne vidner om Danernes kongemagt (anlagt af Svend Sveskæg). Ikke bare Venderne, men også Slaviske stammer var ustandselig siden 550 e. Kr. trængt frem på Østersøens sydlige kyster og nede i centralEuropa. Nogle skriver, at det var Harald Blåtand der anlagde Jomsborg ved Oder-mundingen (Wolin-Jumne øst for Swinoujscie i Polen), der blev erobret af Venderne under Knud den Store (1018 - 1035). Jomsvikinger var besætningen i Jomsborg (Julin, hed byen også) og et berømt nederlag fik jomsvikingerne i 986 i Hjørungavåg. I striden mellem Harald Blåtand og Svend Sveskæg støttede Jomsvikingerne Harald. De islandske sagaer fortæller om Jomsvikingerne, dvs. at det skulle være Palnatoke, der havde en kunstig havn, hvor der kunne ligge 360 langskibe på en gang - allesammen låst inde i en borg. Jomsborg er sprogligt dannet af ordet Gormsborg. (Jomsvikingerne blev alle mand halshugget af Kong Magnus Den Gode af politiske grunde i år 1043, da han erobrede Jelling og ødelagde Jomsborg). Slaverne gjorde som sagt oprør flere gange mod kirkemagten. Levtiterne med Redarierne i spidsen gjorde f.eks. opstand mod såvel statsdannelser som mission i 983. Bispesæderne i Brandenborg, Havelberg og Oldenborg blev indtaget og ødelagt. Men da Kejser Otto d. 2. døde i 983 efter at have lidt et nederlag til araberne, fandt et nyt dansk-slavisk angreb, med Svend Sveskæg og Obroditternes fyste Mistivoi, sted mod den tyske ekspansion ned til Hamburg, og efter 983 gik grænsen atter ved Ejderen. Slien og Hedeby var atter dansk, og denne bedrift, at Harald Blåtand genvandt danskernes land, fremgår også af hans eftermæle. Allerede Otto 1. havde på ærkebiskop Adelsdags opfordring i 965 udstedt et immunitetsbrev, hvor de 3 biskopper fra kejserriget og deres nye kirker i Slesvig, Ribe og Århus gives fuld ejendomsfrihed, og fritages for alle afgifter til kejseren, ligesom ingen grever eller fogeder kan blande sig i kirkernes indre anliggender, da kirkerne skal være underlagt deres egne regler og fogeder. Dette immunitetsbrev stadfæster Otto 3. i 988, og nu føjes et bispesæde i Odense til, ligesom biskopperne i de fire kirker frit kunne erhverve ejendom og nyde toldfrihed i det tysk-romerske kejserrige. Dermed har den tysk-romerske kejser jo proklameret, at kejseren havde overhøjhed og myndighed over disse bispesæder i Danmark, og at de stod under hans forvaltning, og samtidig viser immunitetsbrevene, at den tysk-romerske kejser ønskede at besidde danernes mark (Danmark). Men efter Harald Blåtand sejr i 983, har disse agenter/biskopper for tysk-romersk ekspansion, sandsynligvis forladt Danmark. Fra 980 og fremefter blev England atter hærget af vikinger. Harald Blåtand havde en søn, som hed Svend, og hvem Folket gav tilnavnet Tveskæg, fordi han havde et langt, tvedelt Skæg. Folket og Svend kunne ikke godt forliges med Harald og til sidst gjorde Svend oprør mod Harald og fik en stor Del af den krigslystne Ungdom på sin Side. Palnatoke blev Høvding i Jomsborg, og da Borgerkrigen udbrød mellem Kong Harald og hans Søn Svend, kom Jomsvikingerne Svend til Hjælp. Kongen troede ikke straks, at faren var så overhængende, og han havde netop dengang travlt med at få en stor Sten slæbt hen til sine Forældres Gravhøje i Jelling. Han havde spændt både Folk og Stude for Stenen og var grumme stolt af, at han således kunne få sine Undersåtter til at ase og trælle for ham. Så mødte han en Vandringsmand; ham gav han sig i Snak med og spurgte stolt, om han nogen Sinde havde set en tungere Byrde blive trukket af Mennesker. Dertil svarede Manden: »Jeg har set Svend trække hele Danmark fra dig; døm nu selv, hvilken Byrde der er tungest !« Nu fik Kongen andet at tænke på. Han lod Stenen ligge og skyndte sig med at samle Folk og Skibe. Der stod flere Slag mellem ham og Svend, uden at det kom til en afgørende Sejr på nogen af Siderne, og Harald tog tilflugt hos Jomsvikingerne i Julin i 987. Med en hær af Jomsvikinger og Slavere angreb han Svend ved Helgenæs; men da Harald om Aftenen efter den sidste Kamp var gået ind i en Skov, blev han hårdt såret af en Pil, som efter Sagnet var blevet udskudt af hans fjende Palnatoke, og kort efter døde han af såret (985). Den ene af de to Høje i Jelling er opført af Harald Blåtand, som også har oprejst den største af Runestenene. På denne er udhugget det første Kristusbillede, som man har fundet i Danmark, og den har en Runeindskrift, som lyder således: »Harald Konge bød gøre dette Mindesmærke efter Gorm sin Fader og efter Thyra sin Moder, den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde Danerne Kristne«. Men Harald Blåtand´s magt i Norge har nok kun været begrænset til Oppland og Viken (egnen omkring Oslo-fjorden) (Vestfold), hvor der fra slutningen af det 8. århundrede havde udviklet sig en handelsplads, Kaupang. Resten af Norge blev givet i len til Haakon Sigurdsson Ladejarl. Om Jellinge-kongernes oprindelse ved vi ikke meget. Deres stamfader skal have været en høvding der hed Hardegon, en nordmand, der omkring år 900 må have sat sig fast i Danmark, måske kun i det nordlige Jylland. Eftertiden havde forstående nok haft travlt med at tilsværte Haralds minde. Ifølge de islandske sagaer var han grum og ikke ordholdende. Den kristne mission kom jo til Danmark med en stormagt i ryggen, og kristendommen var snævert forbundet med tysk indflydelse. Selvom der findes store monumenter i Jelling, er det ikke sikkert, at Harald havde stedet som udgangspunkt for sin politik. Måske har han tværtimod helt opgivet Jelling, fordi byen havde en så storslået hedensk fortid, og er startet på en frisk et andet sted i Danmark, nemlig Roskilde, hvor han byggede en kirke, som han selv blev begravet i. Harald valgte at blive begravet i Skjoldungernes jord, hvorfra Danerne havde deres første kongesæde. Denne kirkes efterfølger er Roskilde domkirke hvor der i nutiden begraves medlemmer af den kongelige familie. En anden grund til at flytte rigets centrum kunne være, at Jelling var for sårbart et sted, hvis en fremmed hær invaderede landet. Fjenden ville hurtigt nå til kongens gård. Så var en ø bedre beskyttet. Det var dog først i 1104, at Danernes Konge fik en "selvstændig" ærkebiskop med sæde i Lund i Skåne, der blev ærkebiskop for hele det nordiske område, og skellet gik ved Ejderen. Læs videre her

Svend Tveskæg

985 - 1014

Da Harald Blåtand var død, blev Svend Tveskæg hyldet som Konge over hele Danmark, og han gik mod de kristne. Svend Tveskæg var barnebarn af både Abodritternes knees Mistivoi og af den danske konge Gorm den Gamle. Nogen Tid efter holdt han Gravøl til Ære for sin afdøde Fader. Om dette Gravøl fortæller Sagnet følgende: Allerbedst som de sad ved Bordet og drak, blev den Pil taget frem, som havde såret Harald Blåtand, og enhver af Gæsterne blev spurgt, om han kendes ved den. De sagde alle sammen nej, undtagen Palnatoke, som også var til Stede med flere af sine Mænd; han svarede: »Hvorfor skulle jeg ikke kendes ved min egen Pil ? Ræk hid, den er min«. Kongen spurgte da om, hvornår han sidste Gang skiltes ved den, og Palnatoke svarede: »Jeg skiltes sidste gang ved denne Pil, da den fløj fra Buestrengen for at gennembore din Fader !« - »Så er Venskabet mellem os to forbi !« udråbte Svend, og han bød sine Folk at gribe ham. Men dette var lettere sagt end gjort; thi Palnatoke trak sit Sværd og kløvede Hovedet på den første, som ville lægge Hånd på ham. Der var nu ikke flere, som havde Lyst til at komme ham nær, og det lykkedes ham at slippe bort med hele sit Følge så nær som een Mand; men han var fra den Tid af landsforvist fra Danmark. Svend drev Sakserne ud af Sydslesvig, og var derfor upopulær hos den tyske kejser og ærkebispen i Bremen. Imidlertidig var Jomsvikingerne blevet kristne, og de havde jo holdt med Harald Blåtand i hans Kamp mod den oprørske og hedenske søn: Svend. Jomsvikingerne var derfor fjendtlig sindede mod Svend Tveskæg, og Jomsvikingernes kristne høvding: Sigvald Jarl, besluttede at tage Svend til fange. Han sejlede til Sjælland med 3 skibe og 300 mand. Så sendte han Bud i Land til Kong Svend, om han ikke ville komme ud på Skibet til ham; thi han var så syg, at han ikke troede, han kunne leve, og han havde vigtige Ting at fortælle Kongen, inden han døde. Svend anede ikke noget ondt; han gik derfor straks ud på Skibet, trådte hen til Lejet, hvor Sigvald lå, og bøjede sig ned for at høre, hvad han havde at sige; men i det samme slog Sigvald Armene om hans Hals, holdt ham fast og råbte til sine Mænd, at de skulle sejle af Sted, alt hvad de kunne. Dette gjorde de da også, og således blev Svend Tveskæg ført fangen til Jomsborg. Senere blev han givet fri igen; men først måtte han betale dobbelt så meget Sølv og lige så meget Guld, som han selv vejede. Så meget kunne han ikke selv betale; men der fortælles, at han var så elsket af de hedenske danske Kvinder, at de frivilligt hengav deres Guldsmykker for at udløse ham af Fangenskabet. Svend Sveskæg gav derefter kvinderne arveret og måtte sælge riget til sine undersåtter. Men Erik Sejrsæl af Sverrig havde ikke glemt, at Harald Blåtand havde hjulpet Styrbjørn mod Svearne, og efter et slag i Skåne, hvor Svend tabte, "besatte" Erik i kort tid Danmark. Efter Erik Sejrsæl´s død i ca. 990, arvede hans søn: Oluf Skødkonning Svearriget. 3 gange kom Svend Sveskæg i de kristnes fangenskab, og den megen modgang for Svend Sveskæg gjorde, at han skiftede over til kristendommen, og siden mødtes Svend Sveskæg og Jomsvikingerns Sigvald ved et Gravøl. De drak Mindebægre for deres Fædre og gjorde sådanne Løfter, som alle måtte tykkes at være de største. Svend lovede højt og helligt at indtage England, og Sigvald lovede at fælde Hakon Jarl i Norge eller drive ham ud af Riget. Og snart mødtes Jomsvikingerne og Nordmændene i kamp i Hjørungavåg (en Vig på Norges Vestkyst ikke langt fra Kap Stat), og der stod en hård Strid. Først skød de fra begge Sider med Pile, og Jomsvikingernes var så hvasse, at de gik lukt gennem Nordmændenes Skjolde. Men midt under Slaget kom et Uvejr med Hagl, der stod Jomsborgerne lige i Ansigtet. Da vendte Sigvald sit Skib og flyede med 35 andre Skibe. Kun 25 Skibe blev tilbage, og på dem kæmpede Bue og Vagn den hårdeste Dyst. Pilene vare opbrugte, hvorfor Skibene lagde ind på hinanden, og Huggekampen begyndte. Bue fik et Hug over Ansigtet, så Tænderne røg ud: »Lidet ville de danske Møer på Bornholm tykkes om at kysse os, om vi komme did», sagde han, idet han hug sin Modstander tværs igennem. Til sidst kom han i Kamp med en Færing, der huggede begge Hænder af ham. Da stak han Armstumperne i sine Guldkister og sprang i Søen med de Ord: »Over Bord, alle Bues Mænd !« Nogle fulgte ham, de andre faldt på Skibet; thi »ej var det godt at bede om Fred.« Det ene Skib blev nu ryddet efter det andet, og sidst Vagn Aagesens; efter den hårdeste Strid blev han taget fangen med 30 Mand; alle skulle de dø, og en af Jarlens Mænd, Torkel Lejra, skulle hugge dem ned. Meget er fortalt om det Mod, hvormed de gik i Døden. Da en blev ført frem for at hugges, spurgte man, hvorledes han tyktes om at dø. »Dårlig«, sagde han, »ville jeg mindes Jomsborgs Lov, om jeg frygtede Døden eller talte et Frygtens Ord.« En holdt en Brystnål i Hånden. »Vi Jomsvikinger«, sagde han, »har talt om, hvorvidt et Menneske ved af sig selv, når Hovedet er af; hvis jeg ved af mig selv, når jeg er hugget, vil jeg stikke Nålen i Jorden«. Han blev hugget, og Nålen faldt ud af hans Hånd. Der sad en Viking, en såre dejlig og hårfager Mand; han svøbte sit Hår frem over Hovedet og bad dem ikke søle det i Blod. En Nordmand holdt ham da i Håret, men idet Torkel huggede til, drog Vikingen Hovedet til sig, så øksen faldt i Hænderne på ham, der holdt. Hvem er du ? spurgte Hakon Jarls Søn, Erik, der stod hos. »Folk kalde mig Sigurd«, sagde han, »og jeg går for at være Bues Søn; end ere ikke alle Jomsvikinger døde«. »Vist er du Bues Søn«, gentog Erik, »men vil du have Fred ? « - »Det kommer an på, hvo der byder. « - »Den byder, som har Magten, jeg er Erik Jarl.« Da tog Sigurd fred og blev løsladt. Også de andre fik nu fred, 18 var dræbte, 12 blev skånede, blandt dem Vagn, som vendte hjem til Danmark, hvor han blev en berømmelig Mand, fra hvem flere Stormænd stammer. Men Hakon Jarl slog Jomsvikingerne i Hjørungavåg i 986 og indlagde sig derved stor Berømmelse. Men efter denne Kamp tog hans Overmod således til, at han slet ikke agtede Lov og Ret, hvorfor Bønderne begyndte at knurre og til sidst rejste sig åbenlyst imod ham. De kristne skriver, at i Norge gjorde bønderne oprør mod Hakon Jarl, fordi han var blevet så overmodig og grusom og til sidst hverken brød sig om Lov eller Ret. En Ætling af Harald Hårfager, søkongen: Olav Trygvesøn, der også i henhold til sagaen skulle være en træl, viste sig ved Norges Kyst, strømmede alle til ham; og Hakon Jarl blev myrdet af sin egen Træl i 995. Hvad der ikke var lykkedes for Jomvikingerne…..Olav Trygvesøn (995-1000) var i sin spæde Barndom ført bort fra sine Forfølgere i Norge og opdraget i Garderiget. I sin Ungdom havde han som Søkonge faret vidt om i Verden, prøvet mange Eventyr og vundet mange Sejre. Først var han en Hedning; men i England havde han lært at kende den kristne Tro og modtaget Dåb, og da han nu sad som Konge i sit Fædrene rige, var det hans ivrigste ønske at få sine Landsmænd til at tage ved den rette Tro. Men han var på sine Vikingetog ikke vant til at fare med Læmpe, og han for heller ikke med Læmpe i denne Sag. Straks Olav var blevet Konge, samlede han om sig sine Frænder og Venner i Viken (Landet ved Kristianiafjorden) for at overtale dem til at tage ved Kristentroen. Han sagde dem, at det var hans Agt at sætte Livet ind på at kristne Norge, og bad nu dem være på hans Side; han ville lønne dem storlig for det. Ved sådanne blide Ord fik han Høvdingerne med sig, og da han derefter på Tinge frembar Sagen for Almuen Øster i Viken, turde ingen sige ham imod, og alt Folket i denne Egn blev døbt. Nord i Viken derimod viste nogle sig genstridige, men da Olav gav dem en hård Revselse, idet han lod somme lemlæste, somme dræbe og somme jage ud af Riget, faldt alle til Føje, og hele Viken gik ind under Kristendommen. Dette var Begyndelsen; men det var Olavs Agt med et stort væbnet Følge at drage hele Landet over, stævne Bønderne til Ting i de forskellige Landskaber og byde alle at lade sig døbe. I Agde (Sydvest i Norge) fandt han ingen Modstand; men da han der fra drog Nord på langs Kysten og kom til Rogeland, havde Bønderne samlet sig fuldt væbnede og udnævnt de tre mest veltalende Mænd i deres Flok til at tale ham imod. Så snart derfor Olav havde holdt sin Tale til dem, hvori han først med fagre Ord havde sagt dem sit ønske, og siden havde føjet til, at de, der ikke lød ham, skulle prøve hans Vrede, da kom de tre en efter en frem; men de kom kun dårligt fra det. Den første fik sådan Hoste, at han ikke kunne få et Ord frem, den anden stammede, så alle begyndte at le, og den tredje var så hæs, at ingen kunne høre ham. Enden derpå blev, at alle gik ind på Kongens ønske. Det blev nu som tidligere Trønderne, der skulle byde Kongen alvorlig Modstand. Da Olav stod mellem dem på Frosteting, brød de ham af midt i Talen og råbte, at han skulle tie, ellers ville de angribe ham og drive ham bort; således havde de gjort ved Hakon Adelsten, da han bød dem sligt, og de agtede ikke Olav højere end Hakon. Olav så, at han denne Sinde ikke havde Magt nok til at tvinge Bondeskaren; han talte da mildere til den; alt skulle blive, som det var, og han lovede at være til Stede ved deres store Midsommersblot Ved denne Højtid gik han med nogle af sine Mænd og enkelte af Bønderne ind i Hovet, hvor Gudebilledeme stod, og da han stod overfor Thors Billede, som var prydet med Guld og Sølv, løftede han sin guldknappede Stav og slog til Billedet, så det styrtede om, og hans Mænd gjorde det samme ved de andre Billeder. Samtidig havde de Kongsmænd, som vare blevne udenfor, fældet Bøndernes Førere, og da Kongen kom ud fra Hovet og nu igen forelagde Trønderne sine Vilkår, havde de tabt Modet og tilbød at gøre efter hans Vilje. Så blev Folk døbte rundt om i Trøndelagen. Også Islænderne søgte Kong Olav at kristne. Han sendte Præsten Tangbrand til deres ø, og denne Mand døbte flere Stormænd derovre, men måtte dog for sin Voldsomheds Skyld snart forlade øen. Mere virkede det, at Kong Olav sørgede for, at mange af de Islændere, der gæstede Norge, blev kendte med den kristne Tro og gav ham det Løfte, at de, når de kom hjem, ville overtale deres Frænder og Venner til at lade sig døbe. Ved disse Mænds Iver kom det dertil, at Islænderne i Året 1000 vedtog på Altinget at forlade Hedenskabet og holde sig til den kristne Tro. Skønt Kong Olav var meget uenig med sine Landsmænd i Trossager, var han dog Konge i fem År. Men han var voldsom og grusom i sin tvangskristning. Han huggede lige så godt med Kejten som med Retten og kunne kaste med to Spyd ad Gangen. Han overgik alle i Svømning, og når hans Mænd roede Skibet, kunne han løbe udenbords på Årerne. Engang besteg han den stejle Bjærgtind Smalsarhorn, hvor ingen før havde været, og satte sit Skjold fast i Tinden, og på Nedvejen tog han en af sine Hirdmænd, som hang uden at kunne komme op eller ned, under sin Arm og bar ham ned på den jævne Jord. Olaf Trygvesøn bejlede til Erik Sejrsæl´s svenske enkedronning: Sigrid Storråde; og hun ville nok gifte sig med ham; men da han forlangte, at hun først skulle blive en Kristen, så svarede hun bestemt nej, hun ville holde last ved sine Fædres Tro. Derover blev Olaf så vred, at han kastede sin Handske i Ansigtet på hende og kaldte hende en gammel hundhedensk Kvinde. Hun rejste sig da i Vrede og sagde, idet hun gik bort, at den Forhånelse kunne måske volde hans Død. Hun ophidsede Svend Tveskæg og sin søn: Olaf Skødkonge i Sverrig til at hævne den norske Konges Fornærmelse mod hende. En Lejlighed til Hævn tilbød sig omsider også. Svends Søster: Thyra, var blevet tvunget til at gifte sig med Kong Bugislav af Venden, men hun flygtede hemmeligt fra ham og sejlede til Norge. Der lærte hun Olaf Trygvesøn at kende, og de syntes så godt om hinanden, at det ikke varede længe, før hun blev hans Dronning. Hun bad ham om at sejle til Venden og få Erstatning for de Ejendomme, hun havde efterladt der fra sit tidligere ægteskab, og omsider lovede han at opfylde hendes Bøn, skønt det rigtignok var forbundet med megen Fare. Han lod sin Flåde udruste og gik selv om Bord på sit store og prægtige Skib Ormen den Lange, som der ikke fandtes Mage til. Jomsborgeren Sigvald Jarl lovede at gøre sig gode Venner med den norske Konge og vise ham Vej fra Venden således, at han kom forbi øen Svold, hvor Svend, Oluf og Erik da ville have deres Flåder liggende. Det gik godt med Besøget hos Venderkongen, han var villig til at give Thyra Erstatning for alle hendes Ejendomme; men på Tilbagerejsen blev den norske Flåde ved Øen Svold angrebet af fjendtlige Skibe. Det var Svend Tveskæg, Olaf Skødkonge og Hakon Jarls Søn: Erik Jarl, som havde lagt sig i Baghold med deres forenede Krigsskibe for at overmande Olaf Trygvesøn og således udføre Sigrid Storrådes hævn. Det var en Dag i Eftersommeren År 1000. Vejret var smukt, og Solen skinnede klart. Inde under øen Svold lå de Danske og Svenske såvel som Erik Jans Skibe, men Høvdingerne selv stod oppe på øen for at spejde. Da så de Olavs Flåde komme sejlende. Mange små Skibe, som kom rask af Sted, sejlede forud, derefter kom Sigvald Jarl med sine Skibe og efter dem Olavs Storskibe. Det var Meningen at lade en Del af den norske Flåde sejle forbi og først angribe, når Kongens eget Skib kom. Nu så de et stort og prægtigt Skib komme. Da sagde begge Kongerne: »Det er Ormen hin Lange«. Men Erik Jarl nægtede det. Lidt efter kom et endnu større. Da sagde Kong Svend: »Nu er Olav Trygvesøn ræd, siden han ikke tør sejle med Hoved på sit Skib« - »Det er ikke Kongens Skib«, sagde Erik Jarl, »jeg kender både Skib og Sejl, det er Erling Skjalgsøns, lad ham sejle, det er ingen Skade, om han savnes i Olavs Flåde.« Endnu flere store Skibe sejlede forbi. Da så de en stor Drage komme, meget prydet med Guld. Alle skønnede, at dette var »Ormen hin Lange«, og at det var et herligt Værk at lade så stort Skib bygge. Kong Olav kunne nok have sejlet fra dem, og det rådede hans Folk ham også til; men han svarede: »Nej, jeg har endnu aldrig taget Flugten i Strid; mit Liv råder Gud for, men flygte, det gør jeg ikke !« Han trøstede den grædende Thyra og lod hende bringe ned på et sikkert Sted i Skibet. Der begyndte nu en frygtelig Kamp. Olafs Modstandere var langt de fleste; de fik da efterhånden også Magt over de mindre Skibe, men Ormen den Lange modstod længe alle deres Angreb. Olaf stod selv højt på Skansen og var kendelig på sit guldbelagte Skjold, sin gyldne Hjelm og røde Kjortel. Blandt hans Kampfæller udmærkede sig især Ejnar Tambeskælver, der var Norges dygtigste Bueskytte. Da gik Erik Jarl til sidst imod det med sine Nordmænd, og mange danske og svenske Skibe understøttede ham. Spyd og Pile fløj tæt og tykt over Ormen; thi rundt om det lå Hærskibe. Mange af Olavs Mænd vare så ivrige, at de gik over Bord, idet de ikke huskede andet, end at Kampen stod på Land. Ejnar Tambeskælver udsendte den ene Pil efter den anden fra Krapperummet og traf hver Gang hårdt og sikkert; nu sigtede han efter Erik Jarl, og Pilen traf Rorknappen lige over Jarlens Hoved; men omsider blev hans Bue ramt af en fjendtlig Pil, så den gik i Stykker. »Hvad var det, der brast ?« spurgte Olaf. »Norges Rige af din Hånd,« svarede Ejnar. »Nej,« sagde Olaf, »så højt var Braget ikke,« og han rakte ham sin egen Bue. Ejnar tog den og spændte den, men kunne ikke bruge den; »for slap, for slap er Kongens Bue, « sagde han og smed den fra sig. Der stredes nu med Sværd og kastespyd. Den dygtigste Spydkaster var Olaf; han kastede to Spyd ad Gangen, og mange faldt for hans Hånd; men der kom stadig ny i de faldnes Sted, og da til sidst næsten alle Olafs Mænd var faldet, entrede Erik Jarls Folk endelig over på Ormen den Lange. Olaf og hans få Mænd kastede sig i Havet. Ejnar Tambeskælver svømmede i Land og reddede på denne Måde Livet, men Olaf Trygveson kom aldrig mere til Syne. Hans Dronning Thyra blev fundet i Skibets underste Rum; men hendes Sorg var så stor, at hun ikke ville tage Føde til sig, og få Dage efter døde hun af Hunger. Efter slaget ved Svold (det var enten i Venden nær Rügen eller ved Saltholm) delte de tre Sejrherrer Norge imellem sig. Erik Jarl fik tillige Ormen hin Lange. Svend Tveskæg rådede i Vigen, Oluf Skødkonning i en del af Trøndelagen, Erik Jarl i det vestlige Norge, og Nord for Vigen, i Oplandene, sad mange Småkonger, der gjorde sig til af at nedstamme fra Harald Hårfager. Erik Sejrsæl´s svenske enkedronning: Sigrid Storråde blev gift med Svend Tveskæg. Grænsen blev trukket mellem Skåneland og Sverige med grænsesten, der findes endnu i dag. Og Götaelven var Svenskernes grænse til Norge. I de år sørgede Otto den 3. for at hans kristne agenter i Danmark fik toldfrihed ved Ejder-grænsen. Men Svend Tveskæg følte det som en vanære, at han havde været Jomsborgernes Fange. Han havde jo måtte sælge ud af sit land og gods, og derfor besluttede han at vaske Skammen af sig ved at gøre Vikingetog til England, ligesom han havde gjort i sine unge Dage. Vikingerne havde jo tidligere stiftet et dansk Rige i Nord-england, og skønt dette nu ikke længer styredes af en dansk Konge, men var blevet underlagt den engelske, så var Befolkningen i det nordlige England dog endnu dansk og følte det som en Undertrykkelse at lyde under engelsk Styrelse. De Danske i Nordengland ventede altså på en belejlig Stund til at afkaste Åget, og da en sådan syntes kommen under den svage Kong Ethelred (konge fra 978), kaldte de på Svend Tveskæg og deres Landsmænd herhjemme, og de kaldte ikke forgæves. I den anledning har Svend Tveskæg i opført Trelleborg ved Slagelse, Fyrkat ved Hobro, Aggersborg ved Limfjorden og Nonnebakken syd for Odense, som kaserner eller træningslejre, som led i erobringen af England. Svend Tveskæg udrustede en stor Flåde og sejlede så med mange tapre Krigere over Nordsøen til England. Der havde fra tidligere Vikingetog mange Danske nedsat sig. En Del af disse vikinger i England sluttede sig til Svend Tveskæg. Englænderne duede dengang ikke til at føre Krig og kunne derfor slet ikke stå sig mod Svend Tveskægs vilde Krigere. Deres engelske Konge, Ethelred den Rådvilde (968-1016), var også en meget dårlig Mand; han brød sig bare om at pleje sin egen Magelighed og turde ikke selv være med at kæmpe for Alvor mod Landets Fjender. Han prøvede på at købe dem til at drage bort og gik ind på at betale dem en stor Skat som kaldtes Danegæld. Men vikingerne havde også hærget siden 980. Men det blev en dyr Historie for ham, thi de Danske forlangte stedse mere i Skat. Kong Ethelred blev så dybt ydmyget, at han ofte måtte udrede store Summer (Danegæld) til denne Hær, ja endog til sidst ved en Fredslutning ligefrem forpligte sig til at sørge for dens Underhold der i Landet. Fortvivlet over en sådan Ydmygelse besluttede Ethelred at befri sig fra det vanærende danske Herredømme ved Snigmord. Hemmelige Befalinger udgik til alle Egne om på en fastsat Tid at myrde de Danske, både Mænd, Kvinder og Børn, og disse Befalinger blev udførte på en rædselsfuld Måde i Sydengland (Blodbadet i 1002); men i nordEngland, hvor Danskerne var de fleste i Antal, kunne de derimod ikke udføres. Men denne grusomme Dåd blev Kilden til Ethelreds største Ulykker. Da Blodbadet fandt Sted, opholdt Svend Tveskæg sig i Danmark, men så snart han fik Bud om, hvad sket var, udbød han Leding over hele sit Land, og i 1002 blev Vigen og Sørlandet i Norge knyttet til Svend. I en række af År svang de Danske Hævnens Sværd over det ulykkelige England, indtil Ethelred i Året 1013 måtte flygte bort fra sit Rige og søge Tilflugt i Normandiet. Da var Svend Tveskæg Herre over hele England. Svends Herredømme i England var af kort varighed; thi han døde kort efter Landets Erobring. Ethelred blev kaldt hjem og hyldet igen i sydEngland, medens de Danske i nordEngland hyldede Svend Tveskægs 19-årige søn Knud. Mistislav, der var søn af Mistivoi (død ca. 990) og Nakons barnebarn blev Abodritternes knees omkring 995. I 1018 trængte Levtiterne ind på Abodritternes områder. Levtiterne afsatte Mistislav og ødelagde de sidste kirker i det Abodrittiske område. Man mener at i perioden 991-1014 skaffede vikingerne sig 60 tons sølv.

Harald Svendsen og Knud den Store

1014 - 1018 *** 1018 - l035

Efter Svend Tveskægs Død blev hans ældste Søn: Harald (Svendsen)(Hardeknud), Konge i Danmark. En yngre søn, som hed Knud, blev udråbt til Konge i England af de mange Danske, som boede derovre; men det kongevalg ville Englænderne ikke give deres Samtykke til; de jog Knud ud af Landet og kaldte deres gamle Konge tilbage igen. Knud drog til Danmark og fik sin broder Harald til at hjælpe ham med at udruste en Krigsflåde. Med flere Hundrede Skibe og mange tapre Krigere sejlede han så tilbage til England. Det var Nordens ypperste Stridsmænd, der fulgte ham, Mænd som Jomsvikingen Torkel den Høje, den norske Erik Jarl og den danske Ulv Jarl. Atter stod en Række af hårde Kampe, og det forandrede kun lidet Sagen, at det var Ethelred´s søn, den tapre Edmund Jernside, der bød den danske Hær alvorlig Modstand. Han og Knud kæmpede med hinanden i to År; men der var ingen af dem, som rigtig kunne få Magt over den anden, og de blev da enige om at dele Landet imellem sig i 1016, så hver fik sin Del at være Konge over. En Måneds Tid senere døde Edmund Jernside. Knud valgtes da til Konge over hele England, og efter sin broder Haralds død i 1018 blev han tillige Konge i Danmark. Knud lod englænderne beholde deres gamle Love og Skikke, og de vigtigste Embeder besatte han med Englændere. Knud forsvarede Landet så godt mod Fjenderne, at til sidst ingen turde vove at angribe det. Kristendommen gjorde han også meget for; han byggede mange Kirker og skænkede rige Gaver til Præstestanden. Efter Ethelreds Død giftede han sig med hans Enke, den smukke og kloge Dronning Emma, og dette Giftermål hjalp meget til at gøre ham afholdt, thi Emma var højt elsket af Folket. Knud oprettede en stående Hær på 3.000 Mand, som altid måtte være rede til at drage mod Landets Fjender. Dens Navn var Tinglid eller Vederlaget, og den bestod kun af rige Mænds Sønner, som havde Råd til at anskaffe sig den kostbare Udrustning: forgyldte Stridsøkser, Sværd med gyldne Håndtag og prægtige Hjelme og Skjolde. Tinglid skulle ikke stå under samme Love som Landets øvrige Undersåtter, men fik sin egen Lov, som kaldtes Vederlagsretten. Deri bestemtes Straffen nøje for alle Slags Forseelser. De mindste Straffe bestod i at betale Bøder eller blive flyttet ned ved det fælles Bord, og den, der således blev flyttet ned, måtte finde sig i, at de andre kastede deres Kødben i Hovedet på ham. Store Forseelser straffedes med Døden eller Landsforvisning. Den, der dømtes til Landsforvisning, måtte selv vælge, om han ville flygte bort til Lands eller Vands. Valgte han at flygte til Vands, blev han fulgt ned til Havet, og der fik han en Båd, hvori han skulle sejle bort; men hvis Båden drev tilbage med ham, måtte han miste Livet. Ønskede han derimod at flygte bort over Land, blev han ledsaget til den nærmeste Skov, og hans Ledsagere blev længe stående ved Skovkanten og larmede med deres Våben, for at han ikke skulle forvilde sig tilbage igen; thi skete dette, så var enhver pligtig at dræbe ham. Knud var den første, der brød Vitherlagsretten, idet han i Vrede dræbte en af sine Tingmænd. Men han fortrød straks sin Gerning, steg ned af Tronen, bød Tingmændene dømme ham efter Loven, og da de undså sig ved at dømme Kongen, dømte han sig selv til at betale nidobbelt Mandebod. Da den norske Erik Jarl havde travlt i England sammen med Knud, benyttede man lejligheden til at samle Norge under en ny énehersker. Olav var søn af Fylkekongen i Vestfold: Harald Grænske, der mistede livet i 995, da han blev indebrændt. Det skete før Olav blev født, og Moderen Åste giftede sig anden Gang med den fredsommelige Sigurd Syr, Konge i Ringerike, hos hvem da Olav blev født. 12 År gammel gik Olaf i Viking og tumlede nu om på Havet i 7 År som en ung ørn, der prøvede, hvor højt Vingerne kunne bære, uden endnu at vide, hvad Mål han skulle hige efter. Men da han var 19 År gammel, gik det op for ham, hvad der skulle være hans Livs store Formål: Norge skulle samles, og Folket skulle kristnes. Han blev døbt i Rouen. Så vendte han hjem, og en Sommerdag 1014 (eller i 1015) drog han ind i Sigurd Syrs Gård med sit Mærke højt på Stang og med et Følge af 120 herlig klædte Mænd. Sigurd Syr rystede på Hovedet, da han hørte, at Olav kom med så store Tanker, men Aaste udbrød glad: »Hellere ville jeg se dig som Overkonge i Norge, om du så ikke levede længere end Olav Trygvesøn, end at du skulle være en Småkonge som Sigurd Syr og dø af Ælde«. Ved fredelig Forhandling vandt Olav Oplandskongerne og hele Almuen i Vigen for sig endnu samme År, og dét øvrige Norge vandt han næste års Palmesøndag i det store Slag ved Næs (mellem Skeens og Laurvigs Fjord). Her stod imod ham Svend Jarl (broder til Erik, som drog med Knud den Store til England) samt de mægtige Høvdinger Ejnar Tambeskælver og Erling Skjalgsøn, den første Trøndelagens, den sidste Vestlandets mest fremragende Mand; tapre og mægtige Mænd vare de; men de kunne dog ikke stå sig mod Olav og hans hellige Mænd, der gik frem i Striden, korsmærkede på Skjold og Hjelm. I 1016 sejrede han over Hakon og Svein og ved Sejren over dem blev Olav Haraldsøn (Olav den Hellige ca. 995-1030) Norges Herre og Norge blev kristnet, omend Olaf måtte blinde og lemlæste mange af sine frænder "for at lære dem den rette kristenskik". Samtidig i 1018 forsøgte den slaviske fyrste: Mistiwoi, at samle sine stammer mellem Oder og Elben til fælles modstand mod "tyskernes" ekspansion. Den svenske Kong Oluf tyktes helt ilde om, at Olav Haraldsøn (Olav den Hellige) havde gjort sig til Konge i Norge og jaget Svend Jarl bort; han lod derfor kræve Skat i de norske Bygder, som før havde stået under ham, og da nogle af Skattekræverne blev dræbte, fik Sveakongen sådant et had til den norske Olav, at ingen Mand i hans Land måtte kalde ham ved hans rette Navn, men kun »den digre Mand«. Men Folkene i begge Lande ønskede Fred, derfor sendte Olav Haraldsøn Bjørn Staller til Sverrig for at tinge om Fred og bejle for ham til Sveakongens Datter Ingegerd. På det store Upsala-Ting frembar Bjørn sit Ærinde. Kongen sad på sin Stol og hans Hird rundt om ham; på den jævne Jord og på Højene rundt om stod Bøndernes Mængde. Da Kongens Sager var tilendebragte, rejste Bjørn Staller sig og sagde højt »Kong Olav sendte mig hid i det Ærinde at byde Sveakongen Fort med den Landgrænse, som fra gammel Tid har været mellem Svithjod og Norge.« Længere kom han ikke; thi den svenske Kong Oluf for op som rasende og råbte, at den Mand skulle tie, og at sådant ikke gik an. Der var da Stilhed en Stund. Men nu rejste sig den gamle Bondehøvding Thorgny Lagmand, en stor anselig Mand, hvis Skæg bredte sig over Brystet og nåede til hans Bæltested. Da han rejste sig, stod alle de Bønder op, som før havde siddet, og gik frem fra alle Kanter for at høre, hvad Thorgny ville sige. I førstningen var der stort Gny af Mænd og Våben, men da der blev Stilhed, sagde Thorgny: »Anderledes er Sveakongerne nu til Sinds end før i Tiden. Thorgny, min Farfader, kunne mindes Erik Emundsøn og fortalte om ham, at sålænge han var i sin raske Alder havde han hver Sommer Leding ude, drog til forskellige Lande og underlagde sig Finland og Karelen, Estland og Kurland og mange Stykker af østerlandene; man kan jo endnu se de Jordborge og andre Storværk, han gjorde; men dog var han ikke så overmodig, at han ej ville høre på Folk, der havde noget nødvendigt at tale med ham. Thorgny, min Fader, var i lang Tid hos Kong Bjørn og kendte hans Måde at være på; i hans Tid var Riget i Kraft og led intet Tab; men han var god at komme til Rette med for sine Venner. Selv mindes jeg Erik Sejrsæl og var med ham på mangt et Tog; han øgede Svearnes Rige og værgede det tappert; også han tog imod et godt Råd af os. Men den Konge, vi nu have, tillader ingen Mand at tale med sig om andet end det, han selv vil have; derpå driver han af al sin Magt, men lader sine Skattelande gå fra sig af Mangel på Raskhed og Driftighed. Han attrår at have Norges Rige under sig, noget, som ingen Sveakonge forhen har attrået, og det forvolder mangen Mand Uro. Nu er det vor, Bøndernes, Vilje, at du, Kong Oluf, slutter Forlig med Olav Digre og giver ham din Datter til ægte. Hvis du atter vil underkaste dig de Lande i Østervegen, som dine Forfædre have ejet, da ville vi alle stå dig bi. Men vil du ikke samtykke i, hvad vi sige, da ville vi angribe og dræbe dig og ikke tåle Ufred og Ulov af dig. Således gjorde vore Forfædre i fordums Dage; de styrtede fem Konger ned i en Mose ved Morating, fordi de vare lige så overmodige som du. Sig os nu, hvad du vælger af disse to.« Mængden gjorde nu Våbenbrag og stort Gny. Kongen lovede at gøre, hvad Bønderne ville, og skønt han senere prøvede at bryde Forliget, blev Freden dog opretholdt mellem de to Riger. Olav Haraldsøn (Olav den Hellige) i Norge var ikke mindre ivrig for Kristendommen end Olav Trygvesøn og havde mange hårde sammenstød med sine Bønder om den Sag. I året 1021 ville Olav Haraldsøn kristne folkene i Gudbrandsdalerne og drog frem imod dem med en Hær. Der oppe boede en Mand, der hed Dale-Gudbrand og var som en Konge i Dalen. Uden for hans gård stod et Hov, hvori var et billede af Thor. Da Dale-Gudbrand fik kendskab til, at Kong Olav var kommen til Lom, stævned han Bønderne sammen og sagde: »Jeg har hørt, at der kommen en Mand til Lom, som hedder Olav; han vil byde os en anden Tro og bryde vore Guder i sønder; men tænker, at når vi bære vor Gud Thor ud, da vil han hjælpe os som før og se på Olav og hans Mænd, så de skulle blive slagne med Rædsel. « Bønderne råbte alle som een, at hvis Olav kom til deres By, skulle han aldrig komme levende derfra. De sendte en Hær mod ham, men Hæren blev slået og Bøndernes mod faldt, så de gik ind på at holde Ting med Kongen. En Morgen tidlig blev Tinget sat; Thorsbilledet blev båret frem og sat midt på Tingvolden; på den ene side sad Bønderne, på den anden Kongen og hans Mænd. Tæt ved Olav stod Kolbejn Stærke med en stor Kølle, og Kongen havde aftalt med ham, at hvis det traf sig således under hans tale, at Bønderne kom til at se til en anden Side, da skulle han slå til Billedet med Køllen. Dale-Gudbrand stod op og sagde: »Hvor er nu din Gud, Konge ? Han bærer nok Hageskægget lavt i Dag, og selv er du vel også ræd; thi her er vor Gud, som råder for alle Ting.« Kongen stod da frem og sagde: »Du undrer dig over, at du ikke kan se vor Gud, og du vil skræmme os med en Gud, der både er blind og døv og ikke kan flytte sig af Stedet; men se nu i Øst, der kommer vor Gud med sit store Lys !« I det samme randt Solen op, og alle Bønderne vendte sig imod den. Kolbejn slog til med Køllen, så Thorsbilledet brast i sønder og ud af det løb Mus og Øgler. Bønderne blev rædde og løb deres Vej. Siden blev Tinget dog sat på ny; Bønderne lovede nu at tage ved Kristendommen, og Dale-Gudbrand byggede en Kirke ved sin Gård. Sydpå blev Konrad d. 2. konge i 1024. Knud den Store og Konrad fandt sammen i kristen samdrægtighed i 1025 - mod hedningene, mod Venderne, og Adam af Bremen skriver, at som pant på deres venskab gav Konrad d. 2. Knud den Store Den Slesvigske Mark, der ligger hinsides Ejderen - dvs., at Danernes generobring fra 983 nu blot blev bekræftiget af den tyske kong Konrad. Formodentlig er Slesvig blevet bispeby omkring år 1025. I Norge regerede på Knud den Stores tid Olav Haraldsøn (Olaf den Hellige). Han arbejdede ivrigt for Kristendommens Udbredelse; men han brugte tit voldsomme Midler for at nå sine Hensigter, og derved skaffede han sig talrige fjender blandt de norske Stormænd. Mange af disse satte sig i Forbindelse med Knud, og Olaf havde Grund til at mistænke Knud for, at han ville erobre Norge. Den svenske Konge Anund Jakob frygtede også for, at Knud havde ondt i sinde overfor ham. Han og Olaf sluttede da Forbund og i 1026 angreb Danmark med deres forenede Krigshære for i Tide, for at svække Knuds Magt. Knud opholdt sig dengang som sædvanligt i England og havde sat til Styresmand i Danmark Ulv Jarl, som var gift med hans søster Estrid. Så medens Knud var på Romsfærd, forenede Olav den Hellige i Norge sig med den svenske Kong Anund for at overfalde Danmark. De to Kongers angreb bragte stor Forvirring. Ulf Jarl mente, det ville gå bedre, når de Danske fik én Konge at samles om, og han lod da Knuds og Emmas Søn: Hardeknud udråbe til Konge. Fjenderne hærgede både Sjælland og Skåneland. Så snart Knud fik Efterretning om Fjendernes Indfald, ilede han til Danmark med en stor Flåde. Han blev meget vred på Ulf Jarl over det kongevalg, denne havde fået i stand, og han havde stor Lyst til at hævne sig på ham straks; men det måtte han opsætte til en mere belejlig Tid, for nu gjaldt det først og fremmest om at drage mod Fjenden. Olaf blev snart drevet bort fra Sjælland og sejlede over til Skåne. Der forenede han sine Skibe med Svenskernes, og det kom til en Søkamp ved Helge-åens (Aahus) udløb i Østersøen. Det gik i Begyndelsen noget uheldigt for Knud; men som det så værst ud for ham, kom Ulf Jarl til Hjælp med sine Skibe, og det forandrede straks Slagets Gang, så der ikke længer var nogen Fare for, at Danskerne skulle lide et Nederlag. Rigtignok mistede de mange Folk, og flere af deres Skibe blev ødelagt; men Fjenderne måtte drage bort uden at have vundet nogen Sejr, og de kunne ikke blive enige om at fortsætte Krigen. Deres dristige Plan om Danmarks Indtagelse var således mislykket. Ulf Jarl havde jo bidraget meget til, at Kampen ved Helgeå fik et godt Udfald, og man skulle da tro, at Knud måtte holde op med at være vred på ham; men det gjorde han alligevel ikke; han tænkte stadig på at hævne sig og fandt da omsider også Lejlighed dertil. Vinteren efter Slaget ved Helgeå tilbragte han i Roskilde. Der var han i Julen sammen med Ulf Jarl, og de sad en Aften og spillede Skak med hinanden. Så blev de uenige om Spillet og kom op at skændes; ingen af dem ville give efter, og til sidst rejste Ulf Jarl sig i Vrede og gik bort. Knud råbte efter ham og sagde: » Flyr du nu, du rædde Ulf ?« Jarlen vendte sig om i Døren og svarede: »Længere ville du være flygtet ved Helgeå, om du havde kunnet. Dengang kaldte du mig ikke den rædde Ulf, da jeg kom dig til Hjælp, fordi Svenskerne bankede eder som Hunde !« Dette Svar blev Kongen endnu mere forbitret over. Tanken om Hævn blev stærkere end før, og næste Morgen bød han sin Skosvend at dræbe Jarlen; men denne var flygtet ind i Kirken, og Skosvenden havde ikke Mod til at dræbe ham på dette hellige Sted. Så befalede Knud Nordmanden Iver Hvid at gøre det, og han dræbte Ulf Jarl i Kirkens Kor. Samme Kirke blev meget rig ved denne Lejlighed, thi Knud skænkede et helt Herred til den for at skaffe Ro i sin Samvittighed. Rigtig let har det nok ellers ikke været at få Samvittigheden stillet tilfreds; men så gjorde han om Foråret en Pilgrimsrejse til Rom, og der fik han af Paven Forladelse for alle sine Synder. Men nede sydpå fra benediktinerklosteret i Cluny i Burgund var der nu rejst krav om en kirkelig frigørelse fra den verdslige magt, og klosterbrødrene ønskede og en større ødselshed af pragt ved gudsdyrkelsen i deres kirker. Knud den Store holdt nok af at blive rost, og somme Tider kunne han blive meget vred, når han ikke syntes, at rosen var stærk nok. Engang havde den islandske Digter Thoraren Lovtunge digtet en Vise til hans Pris; men den var ikke ret lang, og det blev Knud så vred over, at han sagde til ham, han skulle blive hængt, hvis han ikke inden Davretid næste Dag havde digtet en bedre Vise. Thoraren digtede da en lang Vise, og hvert Vers endte med de Ord: »Kong Knud regerer Jorden, ligesom Gud Himlen.« Dermed var Kongen tilfreds, og Digteren blev rigeligt belønnet. Han gik også ned med sine Hoffolk ved Havet, hvor hans stolte Krigsskibe lå, og mange af følget roste ham, så der var ingen Ende derpå; »Knud den rige og mægtige,« sagde de, » regerer både over Land og Hav!«. Knud satte sig da på sin Stol ved Havet og befalede Bølgerne, at de ikke måtte væde ham; men det brød Bølgerne sig ikke om, de gik deres vante Gang og overskyllede den mægtige Konges Fødder. Da rejste Knud sig og udbrød: »Det skal alle vide, at kun Gud den Almægtige byder over Vandene, men Kongernes Magt er Skrøbelighed !«. Fra den Dag af ville han ikke mere bære Kongekronen, men satte den på Billedet af den Korsfæstede. Knud fik dårlig samvittighed da Kristendommen havde stor Magt over hans Sind. I et Brev, han skrev hjem, da han i Året 1026 gæstede Rom skrev han. »Jeg har i Ydmyghed lovet Gud, at jeg vil bedre mit Levned og styre mine Riger med Fromhed og Retfærd; hvad jeg har forbrudt i Ungdoms Ubesindighed, vil jeg med Guds Hjælp råde Bod på og rette. Al min Øvrighed byder jeg, at de ikke forurette nogen, hverken høj eller lav, hverken for Kongegunst eller Stormænds Venskab, så lidt som for at samle Penge til mig; thi jeg trænger ikke til uretfærdigt Gods.« Knud deltog således i 1027 da Konrad d. 2 blev kronet af paven til romersk kejser. Knud den Store besluttede at hævne sig på Olaf den Hellige; thi han vidste, at det var ham, der havde været Hovedmanden for angrebet på Danmark i 1026. Han vedligeholdt derfor stadig Forbindelsen med de misfornøjede norske Stormænd, og ved Hjælp af rigelige Pengesummer vandt han flere og flere Venner og Tilhængere i Norge. Efter Hjemkomsten fra Romerrejsen mente han, at Forholdene var gunstige nok til at prøve, om han helt kunne fortrænge Olaf, og i året 1028 sejlede han til Norge med en Flåde på henved 1.500 Skibe; men han behøvede slet ikke at bruge Magt, thi Nordmændene hyldede ham alle Vegne som Norges Konge. For den Strenghed, hvormed Kong Olav indførte Kristendommen i Norge og holdt over Lovene, havde han fået mange Uvenner. De farligste af dem var Ejnar Tambeskælver, Thore Hund, Haarek fra Thjotta og især Erling Skjalgsøn, en såre mægtig Mand på Vestlandet, gift med Olav Trygvesøns Søster og rådende over alle Fylker fra Lindesnæs til Sognefjorden. Disse Uvenner gik i Samlag med Knud den Store i England, og det kom til sidst dertil, at Knud drog op til Nidaros (Trondhjem), hvor han blev tagen til Konge i 1028, og satte Hakon, Erik Jarls Søn, til at styre Norge. Kong Olav fik nu at føle, at mange var mod hans Strenghed og Grusomhed, og at Kong Knud havde vundet mange for sig ved Guld og fagre Ord. Det var, som Jorden blev tagen bort under Olavs Fødder. Da Kong Knud atter havde forladt Landet, ville Olav prøve, om han ikke kunne vinde nogle vestlige og nordlige Fylker tilbage; han bød da ud til Leding, men fik kun 13 Skibe med sig. Med dem sejlede han ved Juletid 1028 op langs Vestkysten, forbi Jæderen. Vejret var vådt med mørke Drivskyer. Men alt som Kongen sejlede derude, gik der Bud til Lands over Jæderen, og Erling Skjalgsøn lod blæse alle Mand til Skibene. Med mange Skibe sejlede Erling efter Kongen, og da hans eget Skib gik raskest, kom han forud for de andre og stødte pludselig sammen med Olavs Skib, der var kommet om bag et Næs. Straks begyndte en hård Strid. Erling stod i Løftingen på sit Skib med Hjelm på Hovedet, Skjold foran sig og Sværd i Hånd; hans Folk faldt en efter anden, Kongens Mænd trængte op på hans Skib, og til sidst stod Erling Skjalgsøn ene tilbage. Alle søgte nu ind på ham, men ingen kunne komme ham nær uden med Skud og enkelte Spydstik, og af Spydene hug han Odden af for dem. Han værgede sig så herligt, at ingen vidste Eksempel på, at en eneste Mand have stået sig så længe mod så mange Mænds Anfald. Ikke søgte han at undkomme, og ikke bad han om Fred. Kongen talte til ham og sagde: »I Dag vender du Åsynet ret imod mig, Erling. »Åsyn til Åsyn skal Ørne hugges !« sagde Erling. Da sagde Kongen: »Vil du gå mig til Hånde, Erling ?« »Det vil jeg«, sagde han, tog Hjelmen af Hovedet, lagde Sværdet og Skjoldet ned og gik frem mod Kongen. Denne ridsede ham med Øksespidsen i Kinden sigende: »Mærke skal man Drotsvigeren.« Men i det samme løb Aslak, en af Olavs Mænd, til og huggede Erling Skjalgsøn en Økse i Hovedet, så det straks var Banesår. Kongen sagde da til Aslak: »En Ulykke skulle du have for det Hug; nu hug du Norge af min Hånd! »Da var det ilde«, svarede Aslak; »thi jeg tænkte just at hugge dig Norge i Hånd.« Men Olav havde Ret. Mange græd over Erling Skjalgsøn Død, og den lille Flok, der fulgte Olav, tyndedes mer og. mer. Da man fra alle Sider stævnede imod ham, forlod han sine Skibe og gik op i Landet. Han satte sig på et højt Sted og så ud over Fjorden, og som han sad der, udbrød han: »En møjsom Færd have mine Lendermænd forvoldt mig, de som have været mine Venner og højt betroede Mænd!» Så drog han ind over Landet ad vanskelige Veje, og da han nåede Hedemarken, gav han de fleste af sine tro Mænd Hjemby og forlod Norge med Hustru og Børn for at drage til sin Svoger, Kongen i Garderige; men han håbede dog engang at komme tilbage og genvinde sit Rige. Nu regerede Knud altså over tre (seks) Riger og var en af de mægtigste Konger på den Tid. Eftertiden har derfor givet ham Tilnavnet den Store. Den tyske Kejser fik Knuds datter: Gunild, til ægte, og de fik en søn: Magnus. Anglernes statholder: Godvin, fik Knuds søster til ægte, og de fik børnene: Harald, Bjørn og Toste. Da Sakserne drog frem mod Venderne, henvendte ynglingen Godskalk sig til Knud, idet hans vendiske fader: Pribignev, var blevet dræbt af Sakserne. Men i 1030 ville Hakon Eriksen (Erik Jarls Søn) der styrede Norge for Knud, så hente sin Fæstemø på Yorkøerne; men Skibet forliste, og ikke een blev reddet. Hakon Eriksen styrede således ikke længere, og Bjørn Staller bar Tidende til Olav derom i Gardariget. Så efter to Års fordrivelse kom Olav den Hellige dog igen og forsøgte at vinde sit Rige tilbage, og gav sig straks på Hjemvejen med en Hær, der voksede undervejs til 3.600 Mand. Hans Vej gik gennem Sverrig, over Norges Grænse ned i Værdalen. En Kvæld lagde Hæren sig til Hvile under Skjoldene; men Kongen vågede det meste af Natten og bad til Gud for sig og sit Folk. Henimod Dag fik han en lille Blund, men vågnede, idet Dagen randt op, det var d. 31 August 1030. Han bad da Thormod Kolbrunarskjald synge et Kvad, og Skjalden rejste sig og kvad det gamle Bjarkemål, så det kunne høres over hele Hæren. Derved vågnede de alle, og Kongen tog en Guldring og gav Skjalden. Olav førte nu Hæren frem i Dalen til Stiklestad. Der kom Bøndernes Hær imod dem, vel 14.000 Mand stærk og ført af Kalf Arnesøn, Haarek fra Thjotta, Thore Hund og Thorgejr fra Kvistad. Olav var den Dag klædt i Ringbrynje og havde forgyldt Hjelm på Hovedet; på venstre Arm bar han et hvidt Skjold, hvorpå det hellige Kors var indlagt med Guld, han havde Spyd i højre Hånd og Sværd ved Siden. Thord Folesøn bar hans Mærke, men af sine stærkeste og modigste Mænd havde han dannet en Skjoldborg, inden for hvilken hans Skjalde Thormod, Gissur og Thorfin skulle gå frem. »Når I selv se, hvad der tildrager sig«, sagde han til dem, »så behøver man ikke at fortælle eder det, men I kunne selv fortælle det og siden digte derom.« Da Hærene var kommet nær hinanden, hørtes det, hvorledes Thore Hund æggede Bøndernes Hær og råbte: Frem, frem, Bondemænd ! og hele Hæren gentog dette Hærråb. Fra Olavs Hær lød det: »Frem, frem, Kristmænd, Korsmænd, Kongsmænd !« eller: »Knuge, knuge, Kongens Karle, dygtig, dygtig, Bøndernes Mænd !« Vejret var fagert, og Solen skinnede klart; men da Slaget begyndte, blev Himlen og Solen rød, og Kl. 3 skete en stor Solformørkelse, der næsten gjorde Dag til Nat. Striden blev meget hård, de, der gik fremmest, hug, men de, som stod bagved, skød med Pile og Spyd og kastede med Sten og Økser. Mange faldt på begge Sider, og det tyndedes meget om Kongens Mærke. Olav bød Thord skride frem med Mærket og fulgte selv med i Huggekampen. Han hugged til Thorgejr fra Kvistad og kløvede hans Hoved, men i det samme stødte Thord Mærkestangen så fast i Jorden, at den stod; han havde fået Banesår og faldt der under Mærket. Da faldt også Skjaldene Thorfin og Gissur. Da huggede Olav til Thore Hund; men Sværdet bed ikke, og det var, som der røg Støv af hans Rensdyrskofte. Kongen sagde til Bjørn Staller: »Slå du til Hunden, som Jern ikke bider på.« Bjørn vendte Øksen om i Hånden og gav Thore et Slag med Øksehammeren så hårdt, at han ravede; men straks efter stak Thore Spydet tværs gennem Bjørn med de Ord: Således fælde vi Bjørne Nord i Finmarken ! Thorstejn Knarresmed hugged efter Olav og ramte ham i venstre Ben oven for Knæet. Olav hældede sig op til en Sten, kastede Sværdet og bad Gud hjælpe sig. Da stak Thore ham et Spyd op i Underlivet, og Kalf Arnesøn hugged ham i Halsen; disse tre Sår voldte Olavs Død. Nu faldt også de fleste af dem, der havde stået ham nærmest, og den øvrige Hær tog Flugten. Bønderne forfulgte dog ikke de flygtende langt; thi deres Høvdinger havde mange Venner og Frænder mellem de faldne at lede efter. Iblandt de sårede var Thormod Kolbrunarskjald, som blev ramt af en Pil i venstre Side. Da han efter Slaget selv drog Pilen ud med en Tang og så, at der hang røde og hvide Kødtrevler ved Pilens Hager, udbrød han: »Kongen har født os vel, jeg er fed om Hjerterødderne ! « I det samme faldt han tilbage og var død. Efter Slaget ved Stiklestad tilegnede Kong Knud den Store sig Norges Rige med Høvdingernes Samtykke og satte sin Søn Svend og dennes Moder Alviva til at råde derovre. Men da de satte nye og hårde Love i Kraft, blev der Misfornøjelse med deres Styremænd, og mange Mænd kom til Sandhedserkendelse om Olav. I Nidaros, hvortil hans Lig var ført, begyndte man at tale om, at han var en hellig Mand, og at der skete Jærtegn ved hans Grav. Mange, deriblandt Ejnar Tambeskælver, begyndte at rose sig af, at de ikke havde været med til at fælde ham, og de, der havde været med, nagedes af Skam og Anger. Således sejrede Hellig-Olav mere ved sin Død end i sit Liv. I 1032 hærgedes Vendernes lande af kampe og sydpå indlemmer Konrad: Bayern, Schwalben og Burgundernes rige (1033). Men kun 3 år havde Svend været Konge i Norge, da Ejnar Tambeskælver og Ralf Arnesøn på mange Stormænds Vegne drog i Sendefærd til Garderige for at bede Kong Olavs Søn: Magnus, vende hjem og blive Konge i hans Faders Rige. Så snart Magnus viste sig i Norge, strømmede alle ham glad i Møde og kaldte ham med Kongenavn, medens Svend skyndsomst forlod Landet i 1035 og døde. Knud den Store anså England for det vigtigste af sine Riger, og der opholdt han sig mest. Kristendommen havde også fået langt større Magt i England end her; men Knud ville ikke, at vi skulle stå tilbage deri, og derfor sendte han mange Præster og Munke herover. Knud blev dog kun 40 år. Han døde træt på et togt i Rouen, Normandiet, hvor han ville kræve Richard til regnskab for et brudt ægteskab, og Knud blev begravet i Winchester Domkirke. De 5 Skuldelev-skibe i Roskilde fjord, stammer muligvis fra Knud den Stores kampe med de nordiske frænder. Møntudstedelser har fundet sted i Roskilde, Slagelse og Ringsted.

Hardeknud

1035 - 1042

Da Knud den Store var død, blev hans Søn: Hardeknud Konge i Danmark. En anden Søn ved Navn Harald Harefod blev valgt til Konge i England. En tredje Søn, som hed Svend, var allerede i Knuds Levetid sat til at regere over Norge; men ham kunne Nordmændene ikke lide; de jog ham ud af Landet og valgte Olaf den Helliges Søn: Magnus den Gode i 1035 til deres Konge, som havde været landflygtig i Gardariget ved Kiev fra 1028-1035. Dette var Hardeknud ikke til Sinds at ville finde sig i; det kom til Strid mellem ham og Magnus, og Striden havde nær udviklet sig til en alvorlig Krig. Begge Krigshære stod allerede over for hinanden ved Gøtaelven og var rede til a slå løs. Men både i den danske og norske Hær ville Høvdingerne helst have Fred, og det lykkedes dem at mægle Forlig mellem Hardeknud og Magnus, så de gik ind på, at den, der levede længst, skulle arve den andens Rige, hvis den afdøde ikke efterlod sig Sønner. Hardeknud og Magnus den Gode sluttede Fostbroderskab. Men Harald Harefod døde i 1040 og Hardeknud valgtes da til hans Efterfølger og regerede i to år over England og Danmark. Så døde Hardeknud i 1042 under en vens bryllup i Lambeth i London, og Englænderne valgte en indfødt mand til Konge; en Søn af Ethelred og Emma til deres Konge; og dermed ophørte samlaget mellem Danmark og England. Efter deres aftale blev Magnus den Gode Konge i Danmark i 1042. Hardeknud beskrives af sin samtid som en grum og blodtørstig mand. Med Hardeknud var det danske vælde i England tilendebragt, og istedet gjorde stammefrænderne: Normannerne sig 1066 til herrer i England, da Skåningen Rollos ætling: Vilhelm Erobreren tog England i besiddelse efter at have besejret Englands nye kong Edward i slaget ved Hastings. De danske kongers Nordsørige var slut, og de danske vikingetogter ophørte ved 1000-tallets midte.

Magnus den Gode

1042 - 1047

Hardeknud efterlod sig ingen Sønner, og Magnus den Gode, som endnu var i Live, arvede altså Kongemagten i Danmark. Men han kunne ikke godt selv passe styret og skatteopkrævningen i begge sine Riger. Danmark lå for langt borte til, at Magnus selv kunne styre det, og en Dag, da han sad i sit Højsæde, kundgjorde han, at han ville sætte Svend Estridsen, Ulv Jarls og Estrids søn, til Jarl over Danmark. »For stor Jarl, for stor Jarl!» sagde Ejnar Tambeskælver. »Ja somme ere for store til at være Jarler, andre for ringe til at være Mænd efter eders Tykke, svarede Magnus, der ikke holdt af, at Stormændene ville være hans Formyndere. Han gav Svend Sværd, Skjold og Hjelm samt en kostbar Kappe, og lod ham sværge sig Troskab på Helgenskrin. Svend Estridsen blev Jarl eller Statholder i Danmark. Denne Svend Estridsen var en Søn af Ulf Jarl og Knud den Stores Søster Estrid. Han var således af kongeslægt og det varede derfor ikke længe, før han kom i Tanke om, at han egentlig burde være Konge; og da han mærkede, at Danskerne ikke holdt videre af at stå under den norske Konge, så fik han dem til at gøre Oprør og lod sig selv hylde som Danmarks Konge. Ejnar Tambeskælver fik dog Ret. Hvorvel det ikke var Lov, at Kronen gik i Arv, så var det dog gammel Sædvane, og efter denne var Svend den nærmeste til Riget. Hvorfor skulle man ikke kalde Svend Konge, da han havde Arvekrav derpå, og han dog styrede Riget ? Var det ikke mere gavnligt og mere værdigt for Danmark at have en egen Konge end at stå under den norske! Så fik da Svend Kongenavn, men nogen ret Magt fik han ikke, så længe Magnus levede; thi de Danske havde ikke videre Mod på at gå i Kamp mod Hellig-Olavs Søn. Magnus den Gode drog da til Danmark med en Hær for at dæmpe Oprøret, og det lykkedes ham at sejre over Svend Estridsen, som flere Gange måtte flygte ud af Landet. Svend måtte flygte uden at kunne stille nogen ordentlig Modstand op. Heller ikke bedrede det Svends Sag, at det var Magnus og ikke ham, der værnede Danmarks Sydgrænse. I 1042 mødes Magnus med hertugen af Sachen og ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen. På samme Tid, som Magnus således måtte kæmpe mod sin oprørske Statholder, blev Danmark angrebet af en stor Skare Vendere i 1043. I Året 1043 slog Magnus en stor vendisk Hær, som var falden ind i Sønderjylland, på Lyrskovshede. Meget fortaltes om denne blodige Kamp, hvori 15.000 Vendere skulle være faldne. Om Morgenen, før Slaget begyndte, havde Nordmændene hørt Lyden af Hellig-Olavs Kirkeklokke i Trondhjem, og man var på det rene med, at Olav havde selv været med Slaget og beskyttet sin Søn. Sådanne Fortællinger gav Magnus Anseelse og lammede Svends Kamp imod ham. I 1043 bliver Adelbert ærkebiskop i Hamburg-Bremen, og med støtte i romerske pavebuller udbredes de kristne og kirkens magt over de nordtyske områder. En af Nakons efterkommere, Gottskalk (Gudskalk) Mistivois barnebarn, havde gået i klosterskole i Lüneborg. Gottskalk var opdraget ved det danske hof under Knud den Store og Svend Estridsen. Svend Estridsens datter Sigrid blev gift med Gottskalk. Han blev i 1043 Abodritternes leder og tillod således kristne præster i det østlige Holsten ved Lübech får at få ro, og grundlagde et større kristent rige med kirker og klostre i tilknytning til Hamborg-Bremen bispesædet. Blandt andet blev der oprettet et bispesæde i Mecklenborg. Missionen fra Hamborg-Bremen bispesædet var rettet mod Abodritterne, og lykkedes i en vis grad fra tid til anden i samarbejde med Nakonideslægten. Til gengæld mislykkedes alle missionsforsøg fra Havelberg og Brandenborg mod Levtiterne. Levtiterforbundet var et traditionelt slavisk stammeforbund, løst organiseret med magten placeret hos det hedenske præsteskab. Længere mod øst lykkedes det for Polen at indlemme Pommern under et bispesæde i Kolberg gennem oprettelsen af ærkebispesædet i Gnesen i 1000. I 1046 måtte Magnus anerkende, at han farbroder Harald Hårderåde var medkonge i Norge. Først ved Magnus’s død i 1047 blev Svend virkelig Konge i Danmark. Det fortælles, at Magnus selv i sin Dødsstund bestemte sin Farbroder Harald Hårderåde til Konge i Norge, men Svend Estridsen til Konge i Danmark, og at denne, da Budskabet derom kom til ham, udbrød: »Nu hjælpe mig Gud, så sandt som jeg aldrig mere skal vende Danmark Ryggen«.

Svend Estridsen

1047 - 1076

Da Magnus den Gode var død, fik Svend Estridsen sit Ønske opfyldt og blev Danmarks Konge. Men fredelige Dage fik han ikke for det første; thi han måtte i hele 17 År føre Krig med Norges stridbare Konge Harald Hårdråde, som havde sat sig fast i Hovedet, at han også havde Ret til Danmark. I denne Krig var Harald engang nær blevet fanget. Han havde været nede at røve og plyndre på Jyllands Østkyst og var ved at sejle tilbage med et stort Bytte af Folk og Gods. Hedeby var gået op i flammer i 1050 under disse kampe, og i Sverige kæmpede Sveerne mod Göterne. Da Harald nåede Læsø, kom Svend Estridsen efter ham med en større Flåde og var lige ved at nå ham. Så fandt han på en List: han gav sig til at kaste det røvede Gods i Havet; thi han tænkte, at de Danske nok ville standse for at tage det op, og så kunne han jo imens slippe bort. Deri tog han dog fejl. Svend bød sine Folk at lade Godset ligge og sejle efter de Norske, alt hvad de kunne. Harald begyndte da at kaste de fangne Kvinder og Børn i Havet, og det Syn kunne Svend Estridsen ikke tåle at se, dertil var han alt for medlidende; han befalede at standse for at hjælpe dem op, og medens han og hans Folk således var i Færd med at frelse de ulykkelige fra at drukne, smuttede Harald fra ham. Det var ellers ikke ret tit, at Harald måtte flygte, thi han havde for det meste Overmagten i den lange Krig og tilføjede Svend Estridsen mange Nederlag; men det lykkedes ham dog ikke at vinde nogen Del af Danmark. Fast Fod i Riget fik Svend, men Fred fik han ikke. Harald Hårderåde var ikke fornøjet med sin Part; han ville have haft Danmark med, og da han var en Vikingenatur, foretog han i de følgende år mange Plyndringstog til Danmarks Kyster. Enkelte Gange mødtes Flåderne, men sædvanlig indskrænkede Krigen sig til, at Harald hjemsøgte en Kyststrækning, brændte nogle Gårde, røvede Godset og slog nogle Mennesker ihjel, hvorpå han hurtig skyndte sig tilbage til Norge. Det sidste store Slag stod ved Niså under Hallands Kyst. Der kæmpedes hele Natten, og mange faldt på begge Sider i den blodige Kamp. I dette mærkelige Slag deltog de ypperste Høvdinger i Norden, og flådeslaget begyndte en Sommeraften 1062 og varede ved hele Natten. De Danskes Anfald var i Begyndelsen så voldsomt, at alt veg for dem. Ingen udmærkede sig mere end Skjalm Hvides Skibsfører Aslak, der med et Stykke Egetømmer, han havde hugget sig til Ror, ryddede flere norske Skibe. Mange Nordmænd begyndte allerede at tale om Flugt; men derom ville Harald intet høre: »Nej, før skulle vi ligge med Næsen i Vejret, så mange vi er, før jeg skal fly !« sagde han. Og henad Morgenstunden begyndte Lykken at svigte de Danske. Harald fik Forstærkning af den oplandske Høvding Hakon Iversen, der med sine lette Skibe omroede den danske Fylking og angreb den, da Svend troede, Slaget var vundet. De Danske blev derved så overraskede, at mange gav sig på Flugt, hvorved det blev let for Nordmændene at overvælde dem, som blev tilbage. Det ene danske Skib blev ryddet efter det andet. Til sidst måtte Svend kaste sig i en Båd for at redde sig i Land. Herom hedder det i Visen: »Han flygted kun af Folketrang og svigtet kun de døde; der Jydens Ven fra Borde sprang, var Kongeskibet øde«. Svend blev overvundet og måtte flygte for at redde Livet. Men Skjalm Hvide blev tagen til Fange, men løb senere fra sine Vogtere, og hvad kong Svend angår, da kunne han ikke komme i Land, da Hakon Iversens skibe spærrede ham Vejen. Samme Hakon Iversens, der fra tidligere Tid godt kendte den danske konge, var just i Færd med at forbinde en såret, da en Båd lagde til, i hvilken stod en Mand med en Hat og spurgte efter Hakon. Denne ville vide hans Navn. »Jeg hedder Vanråd og vil bede dig om mit Liv, om du vil skænke mig det.« Hakon svarede intet, men gik hen til to af sine Folk og gav dem Befaling til at følge den. fremmede i Land op til Bonden Karl, der boede nær ved Kysten, og bede ham låne Manden den Hest, han havde fået af Hakon. De nåede lykkelig og vel Bondens Gård, og medens de der fik lidt at spise, kom Konen ind og spurgte, hvad det var for et forfærdeligt Bulder, der havde været hele Natten. »Ved du ikke, at Kongerne have slåedes i Nat ?» sagde Karl. »Nå, hvem vandt da ? « »Nordmændene. « »Skam få vi, for Konge vi har«, sagde Konen, »han er både halt og ræd «. »Nej, ræd er Danerkongen visselig ikke, men han har ikke Lykken med sig« mente Vanråd, » men han er ikke Sejrsæl «. Siden fik den fremmede Vand og vaskede sig; men da han tørrede sig midt på Håndklædet, rev den arrige Kone det fra ham og sagde, at han skulle skamme sig ved at gøre hele Håndklædet vådt. Kong Svend - thi ham var det - fandt sig sagtmodig deri og sagde blot, at den Dag dog nok ville komme, da han fik Råd til at tørre sig midt på et Klæde. Han fik nu Hesten; Bondens Søn viste ham Vej, og han nåede lykkelig hjem til Sjælland. Siden lod han Bonden kalde til Sjælland og gav ham Jordegods der, men Konen måtte blive i Halland. To år efter denne Begivenhed blev der sluttet Fred mellem Kongerne i 1064. Islænderne fortælle en Historie, der viser, hvilken vennesæl Mand Svend han var. Islænderen Audun havde købt en afrettet Bjørn, som han besluttede at forære Kong Svend, fordi han havde hørt så meget om dennes Venlighed og Gavmildhed. På Vejen derhen kom han til Harald Hårderåde i Norge, som ville købe Bjørnen og betale den godt, men Audun ville ikke sælge den. Harald Hårderåde forestillede ham, at han jo godt kunne tage Bjørnen fra ham; men Islænderen var urokkelig. Men Audun fik da Lov til at drage sin Vej; dog på det Vilkår, at han skulle komme tilbage og fortælle, hvad Svend havde givet ham til Vederlag for Bjørnen. - Tiden gik, og Audun trådte atter ind for Kong Harald. Hårderåde »Nu, hvad gav Svend dig så for Bjørnen ? « - »Han tog imod min Gave«. - »Ja, det ville jeg også have gjort, men fik du ikke mere ? « - »Han gav mig Penge til en Romerrejse.« - »Det har han givet så mange, men gav han dig ikke andet ? « - »Han ville give mig en høj Plads i sin Gård« - »Det var godt nok, men fik du ikke en særlig Foræring til Gengæld ? « - »Jeg fik et stort Skib med kostbar Ladning« - »Det var en kongelig Gave, men det kunne du også have fået af mig.« - »Så fik jeg en Pose fuld af Sølv, for at jeg ikke skulle komme fattig i Land, om jeg led Skibbrud. « - »Det var mere, end jeg ville have gjort.» - »Så gav han mig denne Ring, for at jeg, om jeg ellers mistede alt, kunne have et Minde om, at jeg havde gæstet Kong Svend; men den Ring skal du have, Kong Harald; thi det stod i din Magt at have berøvet mig og Bjørnen Livet; men du lod os drage med Fred. « Harald Hårderåde tog Ringen og gav Audun andre gode Ting, hvorefter denne sejlede hjem til Island. I 1066 vender Harald Hårderåde sig mod England, hvor han endte sit liv og samme år vendte Venderne sig mod deres egen fyrste: Gudskalk, der døde sammen med hans forsøg på at indføre kristendommen. Abodritterne og Levtiterne gjorde igen oprør i 1066 mod missionen og dræbte Gottskalk. Biskoppen Johan af Mecklenborg blev direkte ofret til den slaviske gud Radegast i det levtitiske stamme- og kultcenter Retra i Redariernes område. På et tidspunkt blev også de nordalbingiske sakseres by: Slesvig, uventet ødelagt ved et angreb fra Venderne. Så både Hedeby og Slesvig ved Haddeby Nor blev opgivet for stedse. Kong Svend Estridsen satte Modersmålet til Side, og skønnede på Latinen. Skønt ærkebispen i Bremen, som havde Overhøjhed over den danske Kirke, gerne ville have tyske gejstlige ansatte herinde, sørgede Svend dog for, at de vigtigste Embeder blev besatte med danske Folk; han fik flere sådanne fra det danske England. Da Bispestolen i Slesvig blev ledig, satte han på egen Hånd en dansk Mand i denne vigtige Stilling og udtalte ved denne Lejlighed, at Folket blev dårlig oplært af dem, ærkebispen sendte ind i Landet, idet disse var ukyndige i Folkets Sprog og Sæder. Hvor højt han end skattede Lærdom, satte han dog et fromt Levned højere. I hans Gård levede en Præst, som de kaldte Svend Nordbagge, en from og gudfrygtig Mand og meget veltalende på Modersmålet, men svag i Latinen. Kongen yndede ham meget, hvorfor han fik Misundere mellem Klerkene, som søgte at stille ham i et dårligt Lys. De udkradsede et Par Bogstaver i den latinske Kirkebøn, hvorved Svend, da han skulle messe Bønnen for Kongen, kom til at bede for denne som Guds Æsel i Stedet for som Guds Tjener. Men Kongen fandt, at hvad der var sket, var mere til Skam for Klerkene end for Svend, hvem han vedblev at agte højt. Han gav ham Penge til en Udenlandsrejse, for at han ved fremmede Skoler kunne skaffe sig Kendskab, og da han vendte hjem fra denne Rejse som en lærd Mand, satte han ham på Bispestolen i Roskilde. - Det er også vel værd at lægge Mærke til den Ros, Svend Estridsen får af den kristne krønikeskriver: Adam af Bremen, der skrev en nordisk Kirkehistorie, og siger, at det meste, han ved om Folkene heroppe, har han hørt af Kong Svend. Da han hørte omtale af Kong Svends Visdom, rejste han til ham, blev gæstfrit modtaget og havde stort Udbytte af at lytte til hans »pålidelige og tiltrækkende Fortælling« om, hvad fordum var sket i de nordiske Lande. Adam af Bremen skrev, at der i Skåneland fandtes omkring 300 kirker, dvs. lige så mange kirker som i hele det øvrige Norden, og at Skåneland var den vigtigste del af Danmark med den største befolkning. Svend Estridsen støttede altså sin magt på kirken; gav altså kirkevæsenet en mere fast og sikker Ordning, end det før havde haft; han oprettede tre ny Bispedømmer i Jylland, byggede flere Hundrede Kirker, og i det hele var han en god Ven af Præstestanden. Det var Svend Estridsens højeste Formål at fremme Kirkens Sager. Han ville, at den danske Kirke skulle hvælve sig højt over hele Folket. At bygge Kirker rundt om i Landet, at ansætte dygtige Kirkelærere, at lære Folket at bøje sig i Ærbødighed for Kirken og dens Mænd, det var hans vigtigste Kongegerning. Skønt Vikingenaturen var stærk i ham selv og kunne bruse op en og anden Gang, så bøjede han sig dog ydmygt for Kirkeordet, når han fik sig ret betænkt. Da han havde giftet sig med Gunild, en Stiftmoder til hans forrige Hustru, forlangte den myndige Bisp Adelbert i Hamborg, at han skulle skille sig fra hende. Svend blev opbragt og truede med at ødelægge Hamborg, men da der kom Bud fra den hellige Fader i Rom, bøjede Svend sig og opfyldte Kirkens Krav. Svend Estridsen havde flere møder med ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen, der også i 1063 mødes med de jyske bisper, så Svend samarbejdede med ærkebispen i Hamborg. Møderne har utvivlsomt været afholdt for at styrke den tyske indflydelse i Danmark. Men Svend Estridsen havde også planer om at skabe en national kirke og derved frigøre sig fra den tyske ærkebiskop i Hamburg-Bremen, Adalbert, som døde i 1072. Så Svend forhandlede også direkte med pavestolen, uden om ærkesædet i Hamborg, og paven havde forståelse for ønsket, da paven også ønskede en stærk modstander i ryggen på tyskerne. Svend Estridsen reformerer den danske stiftsinddeling omkring år 1060, og anledningen er nok, at bispen i Roskilde: Avoco/Åge dør, og næsten samtidigt dør i Nørrejyllands bisp Vale. Roskildes nye bisp bliver Vilhelm, og Roskilde får otte stifter istedet for fire stifter, og Skåne udskilles som selvstændigt stift. Svend Estridsens nærmeste rådgiver og ven var den nyindsatte bisp i Roskilde: Vilhelm, tidligere håndskriver hos Knud den Store og vistnok hjemmehørende i det danske England, en Kæmpekarl, der kunne sætte den stærkeste i Knæ og heller ikke sparede det, når han blev vred. Om Venskabet mellem ham og Kongen fortælles følgende: Ved et Gilde i Roskilde en Nytårsaften havde nogle Gæster og Hirdmænd talt spottende og bagtalt Kongen, som derover blev så forbitret, at han lod dem dræbe i Kirken Nytårsmorgen. Da Højmessen samme dag skulle begynde, kom Svend med sine Mænd til Kirke, men Bispen mødte ham i Døren og forbød ham at gå ind, ja stødte ham tilbage med Bispestaven og kaldte ham en Morder, forbandet af Gud, der havde besmittet Guds Hus med Blod, og Bispen satte Svend i Band, - det vil sige: Bispen udelukkede ham af det kristne Samfund, så han ingen Del kunne få i dets Velsignelser. Kongens Svende begyndte at trække deres Sværd, og trængte ind på Bispen og truede med at hugge ham ned; men han stod uforfærdet og veg ikke af Stedet. Da bød Kongen at lade ham i Fred; Svend gik hjem til Kongsgården og aflagde sine Våben og Smykker og iførte sig en grov Bodsdragt; så og vendte tilbage til Kirken som en bodfærdig Synder på bare Fødder, iført en simpel Kappe, og kastede sig på sit Ansigt ved Kirkens Indgang. Bispen havde næppe begyndt Messen, før det blev meldt ham, at Kongen lå angerfuld ved Døren, og da standsede han Tjenesten og gik ud. Han hørte Kongens ydmyge Bekendelse hvorefter han løftede ham op, meddelte ham Kirkens Velsignelse og førte ham ind i Guds hus. Da Bispen så, at Kongen ydmygede sig så dybt, løste han ham af Bandet og førte ham selv op i Kirken. Der bekendte Svend Estridsen sin Synd for Menigheden, og for at afsone sin Brøde skænkede han et halvt Herred til Kirken. Folket vidste ikke, hvad det mest skulle beundre: Kongens ydmyghed eller Bispens Frimodighed. Men et er sikkert ! Kongen var ingenting uden kirken, og kirken var ingenting uden kongemagt og sværdet. Så Venskabet mellem de to blev ikke mindre end før, og det affødte senere i Folket Sagnet om, at de fulgtes ad i Døden. Ellers døde bisp Vilhelm i året 1074, og Kongen to År derefter, medens han Opholdt sig på Kongsgården Søderup nær ved Urnehoved Ting (ved Aabenraa). Hans Lig blev ført til Roskilde hvor det hviler i en Pille i Domkirkens Kor, medens Pillen ved Siden af gemmer Benene af hans trofaste Ven. Almuen kaldte Svend Estridsen »Kongefaderen«, og det ikke uden Grund; thi han havde femten Sønner, af hvilken fem sønner kom til at bære Kronen: Harald Hejn, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod, Niels den Gamle, og hvor endnu en af hans sønner: Svend »Korsfarer« (1050-1097) vandt ry på det første korstog i 10095 mod Osmannerne. Han havde selv ønsket Knud valgt efter sig og på Tinge taget Løfte af Folket derom, fordi han mente, at Knud var den dygtigste. Dog blev det ikke Knud, men den ældste Søn, Harald, med Tilnavnet Hejn (en Hvæssesten), der først kom på Tronen, vistnok fordi Stormændene håbede, at de kunne få mere at sige under Harald. Med kirkens fremmarch begyndte opløsningen af klassesamfundet med den gamle Deling af Befolkningen i Frie og Trælle, og der fremkommer i tiden en ny klassedeling, med Standsinddelinger der er lydige voldsmonopoler overfor kongen: Præstestanden, fogeder og ridderne - mod Bondestanden. I perioden op til Svend Estridsen er der fundet 65 læselige navne på møntprægere. Men under Svend Estridsen spores også byzantinsk påvirkning på mønterne. Det fremgår af Adam af Bremens optegnelser (1076), at Svedien (Sucdia) er den nye, samtidige tyske betegnelse på det geografiske område, som Adam af Bremen identificeret med det landområde, der ikke kun i latinsksprogede middelalderlige kilder bliver omtalt som Sveonernes (Svionernes) land (Sueonia). Adam af Bremen har overtaget betegnelsen Sveoner (Sueones) fra sin vigtigste litterære kilde til Sveoner-missionæren Ansgars liv og levned, nemlig fra Rimbert. I antikken havde romeren Tacitus brugt ordet: Svioner - Suiones. Verdens ende ligger i Sveionernes land, Sveonien (Sueouial) eller Svedien (Suedia). Bispesædet i Lund var i efteråret 1072 blevet ledigt ved Egins død, hvorefter Rikval, der formodes at have været af tysk herkomst, blev biskop. I hans tid rejstes der i Lund en ny Stenkirke.

Harald Hejn (Hén)

1076 - 1080

Efter Svend Estridsens Død valgte Folket hans ældste Søn Harald til Konge. Han føjede Stormændene, og Han var af en blid og fredelig Natur, så han brød sig ikke altid om at sætte sin egen Vilje igennem, og det var derfor, han fik Tilnavnet Hejn, som betyder en blød Sten. Han førte ingen Krige; men han Har fået det Vidnesbyrd, at han regerede med Klogskab og søgte at gavne Riget ved gode Love. De mest kendte af hans Lovbestemmelser angår Retsplejen. Det var endnu Skik og Brug, da han blev Konge, at når nogen anklagedes for en Forbrydelse, så kunne han ikke bevise sin Uskyldighed uden ved at sejre i Tvekamp med Anklageren eller ved at komme uskadt fra en Prøve, som kaldtes Jernbyrd; denne bestod i at bære glødende Jern i de bare Hænder eller gå derpå med bare Fødder; kunne den anklagede gøre dette uden at brænde sig, så ansås han for uskyldig; men tog han nogen alvorlig Skade deraf, blev han erklæret for skyldig og måtte lide sin Straf. Harald Hejn syntes, at dette var en dårlig og grusom Måde at prøve Folks Uskyldighed på, og han bød derfor, at Jernbyrd og Tvekamp ikke længer skulle gælde som Bevis for Retten. I Stedet for gav han den Bestemmelse, at hvis den anklagede selv tillige med et vist Antal hæderlige Mænd turde aflægge Ed på, at han var uskyldig, så skulle hans Uskyldighed dermed være bevist. Jernbyrd og Tvekamp var imidlertid ikke så lette at fortrænge, måske blev de nok straks hæmmet noget ved Harald Hejns love, men de gjorde sig efterhånden gældende igen, og det var først under Valdemar Sejr, at de endelig blev afskaffet. Den endelige ordning med, at møntretten er forbehold kongen ligger fast i Harald Hens tid. Der var faste møntsteder i Lund, Viborg, Ribe og Slesvig. Lovene blev dårligt overholdte i Haralds Tid, og han døde efter fire års dådløs Regering i 1080.

Knud den Hellige

1080 - 1086

» lad budstikken gå om vidje og brand «

Efter Harald Hejn blev hans broder Knud valgt til Konge. Kort efter, da han stod på Tinge og talte til Folket, skal han have ladet de Ord falde: »Har I kaldt min broder Hejn, så skal jeg være en Kampesten«. Han var af Naturen lige det modsatte af sin broder og tålte ingen Modsigelse enten af høje eller lave, men forlangte, at alt skulle rette sig efter hans Vilje. Han ville opbygge en centralmagt i samarbejde med den kristne kirke, efter sydligt voldsmønster, og han kom i konflikt med hele folket med hans ejendomsændringer og skattekrav. Han var et fremmedlegene i det det danske folk samfund. Straks efter, at han var blevet Konge, kom han sejlende til Halland og kaldte Bønderne sammen til Ting. Da de så var samlet, stod han selv frem, talte til dem og bad dem skaffe Heste og Vogne for at køre ham og hans Følge gennem Landet. En af de modigste Bønder trådte frem og svarede, at de ikke ville vide af andre Byrder end dem, Loven pålagde, og den talte ikke noget om, at de skulle skaffe Heste og Vogne (skyldheste) for at køre Kongen omkring i Landet. De øvrige stemte i med, at det var alle Bøndernes Mening. Bønderne ville ikke tåle flere byrder eller love, end der var hjemfalden i de gamle love. Da Larmen havde lagt sig noget, tog Kongen igen til Orde og sagde: » Ja, det er rigtigt, at I holder strengt på eders Ret og kun vil bære de Byrder, som Loven pålægger; men så må I også finde eder i, at jeg frit vil råde for, hvad der er mit, og jeg forbyder eder da at lade eders Svin gå i Hallands store Skove, som jo hører mig til !« Nu forstod Bønderne straks, at det vandt de ikke noget ved; thi Kongens Skove strakte sig derved over en stor Del af Landet, og deri havde de store Flokke Svin gående, som fik hele deres Føde af de mange Agern og Olden, der faldt ned fra Eg og Bøg, og for at de ikke skulle miste denne store Fordel, gik de ind på at levere Kongen både Heste og Vogne, og hvad andet han forlangte. Han gennemførte overalt et kongeligt ejerskab til skovene, den øde jord og Sundet, idet han gennemførte sit krav om: »at hvad ingen mand ejer, - det tilhører kongen«. Forgæves hævdede bønderne deres ret til at skovene: almindingerne, var folkenes fælleseje og ikke tilhørte kongen. Overfor Skåningerne forbød han dem at fiske i Øresund. Således forstod Knud at sætte sin vilje igennem hos Bønderne. Knud var jo en kristen tyveknægt, og en modbydelig tyrannisk konge i de seks år hans regime og hird holdt sig ved magten. Forinden havde Harald Svendsen (1014 -1018) forsøgt at indføre kristendommen med hjælp sydfra, og det var først under Knud den Store (1018-1035), at der fra England i større omfang indførtes betalingsmidler (Sivertmønterne) på latin og kristendom i Danernes riger - sådan at Knud den Store og kejser Konrad d. 2. fandt samdrægtigt sammen. Og som pant på deres venskab »gav« Konrad d. 2. den Slesvigske Mark hinsides Ejderen til Knud den Store. Under Knud "den Hellige" var det tydeligt, at det først og fremmest gjaldt om at ændre ejendomsforholdene, og bøje retten således at frimænd, fællesskabet og frihedsidealerne, blev fortrængt af kristen »lov og ret«. Knud skaffede sig mange Fjender ved sin store Strenghed, og han opnåede aldrig at blive yndet af Bønderne og de verdslige Stormænd. Også de småkonger (statholdere) som han indsatte blev tugtet og hængt. Det var Knuds Vilje at "ophjælpe" Folkets Sæder og Levevis, så alt det Hedenskab, der endnu var tilbage, kunne blive afløst af et kristeligt Samfundsliv. Selv indrettede han sit Levned efter Kirkens Forskrifter, gik flittigt i Kirke, fastede om Fredagen, uddelte milde Gaver, ja lod sig endog hudflette af sine Huskapellaner Med stor Iver tog han sig af Kirkebygning, og Gejstligheden hædrede han højt, så Bisperne endog fik Rang med Prinser og Hertuger. Knud blev højt elsket af Præstestanden; men det var da heller ikke så underligt, thi han gjorde alt muligt for at skaffe denne Stand Rigdom og Ære. Han fritog hele Præstestanden fra at dømmes af verdslige Dommere i kirkelige Sager, og han gav den Ret til at hæve mange af de Bøder, som Folk på dens Godser dømtes til at betale. I de fleste andre kristne Lande var det blevet Lov, at Folket skulle betale Tiendedelen af Jordens Afgrøde til Præstestanden, dette kaldtes at betale Tiende. Knud ville også have det danske Folk til at betale Tiende, og han gjorde mange Anstrengelser derfor, men det ville ikke lykkes. Til alt dette kom, at han iagttog meget nøje, hvad der dengang blev anset som Bevis for Gudsfrygt: gik flittigt i Kirke, fastede ofte og uddelte rige Gaver til Kirker og Klostre, ja somme Tider lod han sig endogså piske til Straf for sine Synder. Stenkirken i Lund blev ikke fuldendt, men i et af kong Knud den Helliges første regeringsår blev stenkirken indviet af biskoppen i Lund: Rikval, i hvilken anledning det vistnok var, at kongen betænkte den med en del jordegods, en gave, som bekræftedes ved kongens brev af d. 21. maj 1085. Af det skænkede jordegods oprettede kongen 10 præbender, idet han herved, fornemmelig fulgte Rikvas´ råd. Rikval døde d. 26. maj 1089. Efterhånden fik Knud næsten alle undtagen præsterne imod sig. Herrerne var vrede over, at han hævdede loven også over for dem. Bønderne var ilde tilfredse med, at han ville indføre tiende, en årlig afgift til kirken, der skulle anvendes til løn for præster og bisper og til kirkebygningernes vedligeholdelse. Et eksempel viser, at de store også måtte bøje sig for ham. Egil Ragnarsen hørte til en mægtig og anset familie og han var en kraftig og modig Stridsmand. Ham satte Knud til at være Statholder på Bornholm; men derovre omgav han sig med en hel trop af huskarle og opførte sig næsten som en konge; tilmed drev han sørøveri og tog engang et stort norsk handelsskib, som han brændte på kysten tillige med mandskabet, medens han førte hele den rige ladning hjem til sin gård. Derover blev Kongen meget forbitret, thi Sørøveri havde han strengelig forbudt, og han lod ham uden videre gribe og dømte ham til at hænges. Egil bad meget for sig, hans mægtige Slægt og Venner bad også for ham og tilbød store Løsepenge for hans Liv; men Knud svarede, at det skulle aldrig spørges, om han bøjede retten for penge, og Egil blev hængt tillige med de fleste af sine folk. Med også Knud lod med hård hånd sine fogeder indkræve retsbøder, og fogederne »bøjede retten for penge« i kongens favør. Bl.a. brugte fogederne for tunge vægtlodder, og lod én øre knap gælde for en tredjedel af, hvad den var værd. Han inddrog store bøder fra stormænd, der blev dømt fredløse, og som i dyre domme havde måttet købe deres borgerret tilbage, hvorefter Knud skænkede domkirken i Lund en mængde frastålet jordegods. Da derfor både store og små slog sig sammen imod ham, var det ikke at vente, at han kunne komme vel igennem med sine Planer. Knud den Hellige syntes ikke, at Danmark var stort nok at regere over, og derfor kom han i Tanke om at ville indtage og generobre England; det mente han at kunne gøre lige så godt som Svend Tveskæg og Knud den Store, thi han var en øvet og modig Krigsmand. Store Foranstaltninger blev trufne i den Anledning, og det både hjemme og ude. De danske i England havde lovet at rejse sig og slutte sig til ham, når han kom; hans Svigerfader Hertug Robert i Flandern havde lovet at holde 600 Skibe rede, og Olaf Kyrre i Norge, der var en fredselskende Konge og derfor ikke selv ville med, havde dog givet Løfte om at lade 60 Skibe støde til den danske Flåde i Limfjorden. Flåden samledes der, hvor nu Struer Ladeplads er, og den talte over 1000 Skibe. Men Kongens broder Oluf, som var Jarl i Sønderjylland, tøvede med at komme. Knud anede Forræderi, ilede derned, og da Oluf ikke kunne klare for sig, blev han lagt i Lænker og ført til Flandern hos grev Robert Friser. Det var Erik Ejegod, der stod tilfangetalgelsen af sin ældste broder Oluf i 1085. Men medens dette gik for sig, ventede og ventede man i Limfjorden, og det blev vanskeligt at skaffe fødemidler, der hvor flåden lå, blev de enige om at drage hjem. Nordmændene mente, at man skulle være tålmodig lidt endnu. »Ja, for os kan I godt blive liggende i dette Sultehul, så længe I vil«, råbte Danskerne, og dermed sejlede de hjem. Folkene havde mistet deres tålmodighed og tog hjem og passede deres marker, og havde såmænd også god grund til det, idet indkaldelsen (ledingen) ikke var vedtaget på tinget. De eneste, som viste Tålmodighed, var Krigerne på de 60 Skibe, som Knuds svoger Olaf Kyrre i Norge havde sendt. Dem takkede Knud for deres Troskab og bad dem sejle hjem igen; »men vi Danske,« sagde han, »kommer nu til at lege lidt med hverandre.« Knud gav fanden i ting og folkets ret, og Knuds Vrede og Forbitrelse over det mislykkede Togt viste sig snart ved enhver Lejlighed, og havde han før været streng, så gik hans Strenghed nu over alle Grænser. Ledsaget af sine Hirdmænd drog han Landet rundt og holdt Ting i hvert Herred. Overalt talte han strenge Ord og dømte de bortløbne i uhyre Bøder; hver simpel Sømand skulle betale 3 Mark (omtrent 1.000 Kr. i 1898), og hver Styrismand 40 Mark (omtrent 14.000 Kr. i 1898). Dog tilbød Kongen, at hvis man ville binde sig til at svare Tiende, skulle Bøderne være eftergivne. Da man ikke ville gå ind herpå, befalede Knud, at Bøderne skulle inddrives med Strenghed. Hvor Kongen havde været, kom nu hans Fogeder, og eftersom kun de færreste evnede at udrede de store ledingsbøder, tog de Køer, Heste, og hvad der var, mangen Gang endog mere end de skulle. Der stod et Harmskrig efter Kongen; det var ikke som Konge, men som Røver, han drog igennem Landet, hed det. Vendelboerne holdt møde på tinget, hvor de nægtede kongen lydighed og besluttede at de ikke ville betale bøderne. Da Knud kom Nord for Limfjorden, rejste Vendelboerne sig imod ham, slog hans Fogder og brændte hans Gårde. Snart sluttede Stormændene sig til de oprørske Bondehobe. Aggersborg blev ødelagt af Vendelboerne. Kongen måtte flygte, men Oprørerne fulgte efter i store Skarer, og hvor de kom frem, sluttede flere og flere sig til dem, så hele Jylland til sidst stod i eet Oprør. Knud flygtede fra Jylland til Fyn og søgte til Odense, hvor han indesluttede sig i St. Albani Kirke. Ført af Stormændene fulgte Bondehæren Kongen over Bæltet og lå snart foran Kongsgården i Odense og blev forstærkede af mange Fynboer. Erik, Knuds broder (den senere Erik Ejegod), mente at det var rigtigst at undfly til Sjælland, hvor han var Jarl, men en anden af Brødrene, Benedikt, holdt for, at det var en Skam at fortsætte Flugten, og de blev da. Så snart Bondehæren gjorde Mine til at anfalde Kongsgården, forlod Kongen denne og gik over i St. Albani Kirke, fulgt af Benedikt, medens Erik blev i Kongsgården, hvorfra han senere fik Lejlighed til at undslippe. Nu omringede Bondehæren Kirken. Knud ville ikke, at der skulle bæres Våben på de oprørske Undersåtter; men Benedikt sagde: »Da har jeg aldrig hørt, at Gud synes bedre om modløse Niddinger end om raske og kække Helte«, og medens Knud knælede i Bøn til Gud oppe ved Alteret, stillede Benedikt sig med nogle Hirdmænd, som ville stride for deres Konge i Kirkedøren og forsvarede Indgangen. Med høje Råb stormede Bønderne frem og hug løs på Kongens Mænd. »Det er for min Ko, det er for min Hest, det er for min Okse!« råbte de. Benedikt stod fast i Døren. »Det var bedre««, sagde han, »I gik hjem og tærskede eders Korn, end stå her og skifte Hug med Kongsmænd !« Da Bønderne skønnede, de ikke kunne komme ind ad Døren, prøvede de at sætte Ild på Trækirken, men en skylregn slukkede straks Ilden. Nogle kastede Spyd og Sten ind ad Korvinduerne; en Sten traf Kongen og sårede ham i Hovedet; han tog en Skål og lod Blodet løbe deri, men vedblev at læse i Davids Salmer. Da man nu begyndte at bryde Hul på Trævæggene, trak Benedikt og de andre 17 Kongsmænd sig tilbage til Kordøren; her kæmpede de længe, og Blodet randt ned ad Kirkens Gulv. Omsider fik Bønderne brudt Hul på Korvæggen, og nu fløj Spyd og Pile ind over Knud. Han rejste sig, omfavnede sin broder, kastede sig derpå igen ned for Alteret, hvor han udåndede, idet Spyd og Pile regnede ned over ham. Benedikt faldt med Sværd i Hånd, og samme Skæbne havde de andre af Kongens Mænd. Her troede Kongens og han røverpak af Hirdmænd, at de naivt kunne påberåbe sig våbenfred og asyl. Men kongen - kristi stedfortræder på jorden blev lykkeligvis forenet i himlen med sin tro. Roskildekrøniken skriver dog, at oprøret brød ud fordi Knud pålagde folket en nefgjald, (næseskat) - personskat. Faste skatter kendes nemlig ikke fra tidligere historie i Danmark. Men den katolske kirke nærede så store taknemmelige følelser for alle de gaver, som Knud havde hugget og overdraget kirken, at de senere udråbte denne undertrykker og dette tyvepak til helgen og martyr, samtidig med at kirken igangsatte skrøner om mirakler ved Knuds grav. Jo, fantasi, mangler kirkens mænd ikke, når der skal trylles mønter op af folkets lommer. Erik (Ejegod) og hans hustru Bodil er gået i landflygtighed i Sverige i 1086, og Knuds love blev afskaffet, og formodentlig har man opgivet forbindelsen sydpå til tilgregorianske kirkeparti og er sluttet op om den kejserlige modpave Wibert (Wibertinerne).

Oluf Hunger

1086 - 1095

Da Knuds broder Oluf havde været på Oprørernes Side, fandt man det sikrest at hente ham hjem fra Flandern og gøre ham til Konge. Men det var en sørgelig Tid, de 9 År han regerede. Misvækst hjemsøgte Landet, og Oluf fik Tilnavnet Hunger. Han var gift med Ingegerd, der var datter af den norske kong Harald Haardraade. I Forsommeren var en sådan Tørke, at Markerne lå som svedne, og i Høstens Tid øste Vande ned, så det lidet, der var vokset, søgte man at bjærge ved at sejle om i Trug og skære de vande Aks af. Nøden blev så stor, at Folk sloges om Urter og Rødder; rige Folk blev Stoddere, og mange fattige sultede ihjel. Folk måtte gribe til at spise Hende, og det som værre var, Sygdom og Nød hjemsøgte store og små. Præstestanden udbredte det rygte, at al denne Nød var en Straf, som Gud sendte over Danskerne, fordi de havde myrdet den hellige kong Knud. Nye rygter og Underlige Fortællinger blev sat i omløb om at der skete Jærtegn ved Knuds Grav i Odense. Da Knuds Dronning Edele ville føre hans Lig til Flandern og til den Ende en Nat sendte Mænd til Kirken for at føre det bort, skinnede på een Gang hele Albani kirken med en Glans, der ikke var mindre end Solens. Derfor blev han heller ikke flyttet; men troende strømmede til Graven for at bede ved den helliges Levninger, blinde fik der deres Syn, døve deres Hørelse, værkbrudne deres Førlighed, og stumme begyndte at tale. Ligeledes fortaltes meget om, hvorledes Knuds værste Fjender alle kom ilde af Sted. Det blev en almindelig Følelse, at der skulle gøres noget, hvoraf det kunne ses, at Folket fortrød sin store Synd, og især Jyderne, som jo havde mest Skyld på sig, var ivrige i at vise dette. I Mængde drog de til Odense både Lægfolk og gejstlige. Ved tre Dages Faste beredte de sig til den Handling, der skulle ske. Så tog de Knuds Lig og bar det under Lovsange fra Albani-Kirken hen til den store nye Stenkirke, der var bygget, og som nu fik Navn af St. Knuds Kirke. Før de tog Liget var det mørkt og regnfuldt Vejr, men medens de gik med det, skinnede Solen i al sin Glans, og det hedder, at da man antændte det Klæde, hvori Liget var svøbt, for at prøve Knuds Hellighed, da brændte Klædet helt op, men Ilden skadede slet ikke Kongeliget. Samme År døde Oluf. Venderfyrsten Gudskalks´ søn: Heinrick, tilintetgør sine hedenske modstandere indenfor sit eget folk i 1093 i slaget på Schmilauer hede. I 1093 fik Henrik Gottskalksøn (Svend Estridsens barnebarn og Harald Blåtands tip-tip-oldebarn) støtte af Sakserne og han gik med danske og slaviske skibe til angreb på Starigard/Oldenborg i Vagrien. Henrik besejrede den hedenske Vagrier fyrste: Kruto. Ved et gæstebud lod Henrik Kruto myrde og giftede sig med Kruto´s kone Slawina. Henrik indtrådte som sin fars efterfølger i spidsen for abodritterne og bosatte sig i Alt-Lübeck. Han underlagde sig ikke kun abodritterne, men også en del af levtiterne, blandt andet fik han beboerne på Rügen til at betale skat. Fra 1086 til 1286 var der 15 konger, hvoraf de 8 blev dræbt, tillige med deres kongesønner og deres børn. Og nu i 1095 påbegyndes sydpå det første korstog mod osmannerne. …og Asser (ca. 1055-1137) fik i 1104 godkendt et ærkebiskopsæde i Lund af paven !

Erik Ejegod

1095 - 1103

Som Stemningen nu var, faldt det af sig selv, at Erik, den broder, der havde stået Knud nærmest, kom på Tronen. Det traf sig så heldigt, at Hungersnøden hørte op, lige så snart han var blevet konge; mange troede, at dette var et bevis på hans Yndest hos Gud, og derved kom de til at holde endnu mere af ham. Han var den mest elskværdige af alle Svend Estridsens sønner og blev så afholdt, at han fik tilnavnet Ejegod, som betyder "den altid gode". Erik var en stadselig Mand at se til, smuk af Ansigt, høj og rank af Vækst og så stærk, at fire Karle ikke kunne rokke ham af Stedet. Han havde også en udmærket Forstand og Hukommelse og talte så godt for sig, at det var en sand Lyst at høre ham. Hans Tale var forstandig og venlig. Efter Tinget henvendte han sig til mange enkeltvis og bad dem da hilse hjemme, Hustru, Børn og Tyende. Erik var gift med Bodil, der nu blev dronning, og Bodil var datter af den jyske jarl Thrugot Fagerskin, og således søster til den jyske stormand Svend Trudsen (Thrugotsen). Erik og Bodil (Borghild) fik ét eneste barn: Knud Lavard. Harald Kesja (1080-1135) var en halvbroder til Knud Lavard, og udenfor ægteskabet var også Erik Emune og to piger. Erik Ejegod regerede med stor retfærdighed, - andre skriver med store udsvævelser; tyve og røvere og andre keltringer straffede han hårdt, enten de så var høje eller lave, og de var derfor ikke så glade ved ham; Loven skulle efterleves af alle; han fremme kirkens Sager, så den danske kirke kunne blive en magt i Samfundet; Landets ydre Fjender holdt han også godt i Ave, og Venderne blev tugtet hårdt, fordi de ikke ville lade være med at røve og plyndre på de danske Have og Kyster. Erik havde lært at respektere det almene Folk efter mordet på hans broder: Knud Lavard, og ved sine legemlige Fortrin, ved sin sjældne Veltalenhed, ved sit venlige Væsen og en stor Rundhåndethed mod sine Gæster og mod Småfolk vandt han det menige Folks store Kærlighed. Erik Ejegod gjorde en pilgrimsrejse til Rom i 1098 for at få forladelse for sine Synder - og det må jo have en årsag. I Lund sad en kannik: Asser, der var søn af den jydske stormand Svend Trugotson (Trundsen slægten), og broder til Kristiern Svendsen og Agge, og Asser var nevø til dronning Bodil, der var datter af jarl Thugot Fagerskind (Trundsen slægten). Den jydske stormand Svend Trundsen havde været hirdmand for den onde kong Knud den Hellige på togtet op gennem Jylland mod de oprørske bønder, og Svend Trundsen var ligeledes far til biskoppen i Viborg: Svend, og var farfar til den senere ærkebiskop Eskild - altså en familie, der havde sin ideologi i den romersk-katolske kirke, og dermed også havde væsentlige universelle fællesinteresser med de tyske kejsere. Erik Ejegod begunstiger på flere måder Asser i Lund, og fratog Roskildebispen eneretten til at slå mønt. Asser får 1/4 af Lund som kirkelig ejendom, og ved Erik Ejegods bortrejse styrede Asser (1055-1137) riget som rigsforstanden. Under rejsen i 1098 bad Erik Ejegod også pave Urban den Anden om at erklære hans myrdede broder Knud for en Helgen. Denne Bøn var Paven villig til at opfylde, og efter Kongens Hjemkomst blev Knuds Ben lagt i et gyldent Skrin, der stilledes på Højalteret i Odense i den nye stenkirke, som efter den hellige konge fik navnet St. Knuds Kirke (tidl. Sct. Albani kirke). Biskop Hubald af Odense forestod den højtidelige skrinlæggelse af Knud den Hellige, Langfredag d. 19. april 1101, og i stenkirken var Erik Ejegod og alle de danske Bisper samlede. Der var endnu en Ting, som Erik Ejegod fik udrettet på sin Romerrejse; han opnåede nemlig Pavens Tilladelse til, at de nordiske Lande måtte få en egen Ærkebisp og være fri for at stå under den tyske Ærkebisp i Bremen. Den Sag kom dog først i Orden under den følgende Konge; Lund i Skåne blev i 1104 da udset til Ærkebispens Sæde, og Asser udnævntes til den første Ærkebisp i 1104. Undervejs tænkte Erik på de mange fattige Pilgrimme, der fra Norden gæstede Rom, og han søgte at lette deres besværlige Vandring ved at oprette Herberger for dem i Piacenza og Lucca. Det var ikke gode Tidender, Erik fik ved sin Hjemkomst. Venderne, som allerede i Svend Estridsens Tid havde begyndt deres plyndringstog i vore Farvande og på vore Kyster, havde i Kongens Fraværelse holdt slemt Hus her og blandt andet fanget og dræbt Skjalm Hvides broder: Aute. Skjalm Hvide havde på egen Hånd budt Flåden op til Togt imod Venden, og da Erik kom, billigede han beslutningen, og nu gik det løs på de vendiske Lande, som man hærgede med samme Grusomhed, som Venderne havde vist her. I Erik Ejegods Dage udgik det store Korstog fra de sydlige Lande i Europa. Den hellige Grav var falden i Tyrkernes Hænder; Paven havde opmuntret Kristenheden til at gøre et Tog dertil, bortjage de vantro og oprette et kristeligt Rige i det hellige Land, og mange havde fulgt Opfordringen. Under store Farer og blodige Kampe havde Korshæren trængt frem gennem Asien og havde nået Målet; Tyrkerne var blevet bortjagede, en kristen Konge, Gotfred af Bouillon, indsat som den hellige Gravs Beskytter, så Pilgrimmene atter kunne gæste de hellige Steder, besøge Jerusalem med Kristi Grav og bade sig i Jordans Flod. Fra Danmark var der ikke mange med i Korsfarerhæren, men Erik Ejegod, der både herhjemme havde hørt så meget derom, og som på Romerrejsen havde set og hørt, hvorledes alle i Italien var grebne af denne Tanke, kunne i Længden ikke blive hjemme, men besluttede med sin Hustru Bodil og nogle af sine Mænd at gøre en Jorsalsfærd. Det skete efter at en Spillemand ved sine Tryllesange skal have forvirret Kongens Sind således, at Kongen i Vildelse dræbte fire af sine Mænd, og at det også var for at sone denne Synd, han ville til Jorsal. Engang kom en Spillemand til Erik Ejegods Hof og roste sig af, at han var så stor en Mester til at spille, at der ikke fandtes Mage til ham; han kunne spille Folk i hvilken Stemning, det skulle være, ja spille, så de gik helt fra Sans og Samling. Det gad Kongen da nok høre og bød ham straks at spille op; Spillemanden bad dog først om at fjerne alle Våben, for at der ikke skulle gøres Fortræd med dem, hvis nogen kom i Raseri ved hans Spil. Det føjede de ham i, og han begyndte han at spille. Først lød det så sørgeligt, at alle blev dybt rørte derved og stod som Støtter med Tårer i Øjnene. Dernæst spillede han et Stykke, der var så lystigt og muntert, at de blev helt ellevilde af Glæde og knap vidste, hvilket Ben de ville stå på. Men til sidst spillede han op i så ville og hvinende Toner, at alle Tilhørerne blev helt rasende, og Kongen allermest; han brød ind i Våbenkamret efter et Våben, og inden man kunne få det fra ham, havde han dræbt fire af sine Mænd. Da han atter var kommet til Besindelse, fortrød han bitterlig sin Synd og gjorde Gud det Løfte, at han til Straf ville gøre en Pilgrimsrejse til det hellige Land. På Viborg Ting bekendtgjorde han sin Beslutning for Folket, og alle blev da grebet af dyb Sorg; de kastede sig på Knæ og bad ham med Tårer i Øjnene at afstå fra sit Forsæt, ja de tilbød at ville betale Tredjedelen af deres Formue for at løse ham fra hans Løfte. Men det hjalp altsammen intet, han var ikke til at rokke fra sin Beslutning. Efter at have taget en rørende Afsked med Folket på Tinge, hvor Almuen forgæves bad ham blive hjemme, begav han sig på den lange Færd, hvorfra han ikke mere skulle vende tilbage. Så gav han sig da på Rejsen tillige med sin Hustru Bodil og et stort Følge. Vejen gik over Rusland til Konstantinopel. I alle Byer, som Toget drog igennem, ringede de med Kirkeklokkerne, og Præsterne gik det i Møde med Kors og syngende Salmer. I Kejserstaden Miklagård mødtes Kongen med Væringerne, de nordiske Mænd, der tjente som Livvagt hos Kejseren, og han formanede dem til at vise Troskab og Iver i deres Herres Tjeneste. Kejseren selv modtog Erik med megen Gæstfrihed og gav ham mange Foræringer, deriblandt Helgenlevninger, som Kongen sendte hjem til sin Fødeby Slangerup. Fra Konstantinopel drog de videre til Søs; men da de kom til Kypern blev Erik Ejegod syg og døde (1103). Hans Hustru begravede ham der og fortsatte selv Rejsen, indtil hun nåede Jerusalem; der døde hun og blev begravet ved Foden af Oliebjerget i Josafats Dal. I tiden 1103-04 var Harald Kesja rigsforstander, og han blev kendt for at være hårdhændet, og dette har muligvis været årsagen til at han ikke blev valgt som konge. På Erik Ejegods Tid begyndte Beboerne omkring i købstæderne at slutte sig sammen i broderlige Samfund eller Foreninger, som kaldtes Gilder og gerne var indviet til en eller anden Helgen, sædvanlig Knud den Hellige. Disse Samfund bestod både af Mænd og Kvinder og bestyredes af Oldermænd efter egne Love eller Skråer, som de dengang kaldtes. Hensigten med Gilderne var at være hverandre til gensidig Hjælp og Støtte i al Slags Nød og Fare, og de bidrog meget til at fremme Sammenhold og Udvikling blandt Købstadbeboerne, som nu efterhånden adskilte sig mere og mere fra det øvrige Folk som en særegen Stand: Borgerstanden. To søstre: Margaretha og Kristina var fra den indflydelsesrige Stenkilslægt fra Östergötland i Sverige, og datter af kong Inge den Ældre af Sverige, og søstrene blev storpolitisk gift ind i kongehusene i nabolandene: Margaretha Fredfulla blev som enke efter den norske konge Magnus Barfod i 1103 gift med Niels den Gamle, der som den sidste af Sven Estridsens sønner blev konge i Danmark. Margaretha blev dermed farmor til Knud Magnussøn. Kristina blev gift med Mistislavich Vladimirovich af Novgorod og mor til Erik Emunes kone Malmfrid og Knud Lavards kone Ingeborg. Dermed var Kristina også mormor til såvel Sven Grathe som til Valdemar den Store. Valdemar, der blev født efter sin fars død, blev opkaldt efter sin russiske morfar (Wladimir) og blev den første dansker der blev kaldt Valdemar. I 1103 organiserede Stormændene kirkebyggeri i alle sogne, og der foregik en kamp om magten over kirkeapparatet. I kirkehistorien og i Saxos´ Danmarkshistorie skulle Knud Lavard (1096-1131) senere fremstå som et pralende skønmaleri og forbillede for kristenheden fra den tysk-romerske kejser, - og skulle langt senere i 1864 være årsag til at Prøjsen og Østrig huggede land (bl.a. Sønderjylland) i Danernes rige. 

Niels (den Gamle)

1104 - 1134

Magtspillet om Danmark

Det var i året 1103, at Erik Ejegod døde, men først året efter kom budskabet derom til Danmark. Hans ældste levende broder Svend mente, at nu var det hans tur at blive konge, og han var så forhippet derpå, at han straks satte sig på en Hest og red i flyvende Galop ad Viborg til for at blive hyldet. Men hans svage Helbred kunne ikke tåle det stærke Ridt; han blev syg og måtte stå af hesten. Så satte han sig i en vogn og bød, at der skulle køres rask til; vel kunne han nok forstå, at der var Fare for hans Liv ved at ile så hovedkulds af Sted; men det fik ikke hjælpe; han ville gerne finde sig i at dø, når han først måtte have den Fornøjelse at være Konge i tre Dage. Det blev imidlertid værre og værre med Sygdommen; til sidst kunne han heller ikke tåle at køre, men alligevel ville han ikke give tabt endnu; han satte sig i en Bærestol og lod sig bære videre, og nu ville han være fornøjet, når han blot lige kunne høre sig udråbt til Konge, inden han døde. Men han kunne ikke stå sig i dette Væddeløb med Døden; den indhentede ham, inden han nåede Viborg, og han fik altså ikke sit kæreste Ønske opfyldt. Der var endnu to af Svend Estridsens sønner i Live: Ubbe og Niels. Ubbe var den ældste; men han syntes ikke selv, han duede til at være Konge, og bad derfor om at blive fri. Så valgte stormændene Niels som konge. Han havde altid været en jævn, ligefrem og godmodig mand, og det blev han også ved at være som Konge; men der var ingen Kraft i ham til at regere; han lod omtrent alting gå, som det bedst kunne, og der var meget, som ikke gik godt. Men dog passer détte udsagn ikke, selvom han har været liberal. Landet blev jo styret af jarlerne og stormændene, og Niels har da også støttet den kirke, der arbejdede på at kåre Knud den Hellige som helgen., ligesom der også foreligger tilkendegivelser om at forsætte korstogene mod Venderne, - som Niels tabte over ved Ljutka. Senere hylder den kristne skriver Saxo: Knud Lavard, Valdemar og Saxos´ egen arbejdsgiver: ærkebiskop Absalon, og Saxo er forarget over, at Niels nedsætter hirden til 6-7 skjolde. Men Saxo forstår ikke, at hirdmændene gøres til lokale ombudsmænd. Saxo gør jo også Harald Hen, Oluf Hunger Niels og Magnus Nielsen til skurke, medens andre vitterligt efter datidens målestok, gør Knud den Hellige, Erik Ejegod, Knud Lavard og Erik Emune til skurkene. Saxo tager part og del for kirken (den tyske del). Thi på kong Niels´ tid udvidedes både kongemagten og kirkemagten deres greb om menneskenes tilværelse. På den tid findes i Danmark titler som greve, kammermester og staller (overstaldmester ?), og kongen uddeler privilegier, fiskerettigheder, etc.; kirken straffer voldsomt bønderne med bøder og betalingsmidlerne gøres op i mark. Der er valgkongedømme i Danmark. Niels havde stået Knuds broder Oluf nær, og Oluf var i datiden på oprørernes side, medens Knud Lavard var af »kongepartiet«. Og der udvises svaghed overfor de tyske, der bestandigt står med deres universelle kirkekrav og ligeledes atter gør krav om overhøjhed (dvs. kolonisering og skattepligt) overfor Danerne. Nede i Europa havde Investiturstriden stået på i længere tid og magtkampene mellem fyrste- og præsteskab var stor. Muligvis sluttede Oluf Hunger sig til Henrik IV og det wibertinske kirkeparti, og muligvis vendte Erik Ejegod tilbage til reformpavernes parti. Ihvertfald drev Erik Ejegods halvsøn: Harald Kesja ligefremt røveri på Sjælland, og desuden lå han i åbenbar krig med sin halvbrod Erik, hvem han ikke ville udbetale hans arv efter faderen. Stormændene holdt slemt hus med hinanden og med almuen, og kong Niels lod dem råde. I 1111 opløstes modpavedømmet, samtidig med at bisk Gerald af Ribe opholder sig hos kejseren i Worms. På det tidspunkt omtales retten til skibsvrag og danefæ, som kongelig ejendom, ligesom at arv og gods efter mænd der ikke efterlader sig retmæssige arvinger, tilfalder kongen. Tyskernes indflydelse blev alligevel styrket, selvom der i 1104 efter årelange forhandlinger lykkedes at få Norden adskilt fra ærkebispedømmet i Hamburg-Bremen. Lund i Skåne blev gjort til sæde for ærkebispedømmet i hele det nordiske område - helt ned til Ejderen. Asser (1055-1137) indsættes i 1104 som den første ærkebiskop for hele Norden i Lund, var af den indflydelsesrige jydske Trundsen slægt, og han var nevø til Erik Ejegods dronning Bodil. Men åbenbart har tyskerne ikke været tilfredse med denne indflydelse, fordi…..i 1111 oprettede hertug Lothar af Sachsen grevskabet Holsten, der ligesom Stormarn blev tildelt Adolf af Schauenburg, som grev Adolf d. I af Holsten og Stormarn. Adolf forholdt sig dog passivt da kong Niels i 1113 angreb Venderfyrstens Henrik Gottskalksøn by: Wagrien, thi Venderne drev på den frækkeste måde sørøveri og var nær ved at gøre sig helt til herrer i Sønderjylland. Dette siges at skete, fordi Henrik Gottskalksøn´s morbror: kong Niels ikke ville udbetale arven efter hans mor. Til gengæld togtede Niels med en del af den danske ledingsflåde mod Vagrien, der var en del af Henriks rige. Henriks fætter: Knud Lavard, der var søn af Erik Ejegod og som var Svend Estridsens barnebarn, var opforstret hos den sjællandske høvding: Skjalm Hvide og derefter hos Kong Lothar af Sachsen og havde fået uddannelse i det nye riddervæsen. Han fik sine to brødre talt til rette, så de dog forholdt sig nogenlunde rolige. Hans onkel: kong Niels udnævnte i 1115 Knud til grænsejarl eller hertug, efter at grænsejarlen Eilif Jarl havde svigtet kong Niels og Knud Lavard besluttede straks at tvinge Venderne til at holde deres næse ved sig selv. Knud Lavard giftede sig med prinsesse Ingeborg af Novgorod. Venderkongen Henrik, som var Knuds fætter, lo rigtignok ad den unge hertug og mente, at ham kunne han sagtens magte; han kaldte ham en balstyrig hest, som han nok skulle lægge Tømme og Bidsel på. Men han måtte snart erfare, at han havde regnet fejl. Inden han ret vidste af det, kom Knud over ham med en Hær og jog ham ud af hans hovedstad: Rendsborg, så han måtte frelse sig ved at ride over den forbiløbende Flod. Knud råbte efter ham og sagde spøgende: »Blev du våd, fætter ?« »Ja vel blev jeg våd, svarede Henrik, »men hvad kommer du også her så hovedkulds efter ?« Jeg kommer for at hente det bidsel, du har lovet mig, svarede Knud. »Nå, det gør du,« sagde Henrik, »men du slår jo bagud, så ingen kan komme til at lægge det på dig.« Således gjorde Knud flere raske Indfald i Vendernes eget land og satte derved en sådan Skræk i dem, at Sønderjylland fik Fred for dem, så længe han var i Live. På dette tidspunkt havde Ranerne på Rygen i Levtiternes område midlertidigt etableret en lille selvstændig stat. Ranerne tog på togt til Henriks by Alt-Lübeck (gammel Lübeck). Men Henrik gik med en forenet Saksisk og Abodritisk styrke mod Rygen. Kun en hastig indgriben af Arkonatemplets ypperstepræst, der havde bevaret en vis autoritet selv over de kristne Abodritter fik afværget invasionen og Rygen købte sig fred. Romerpave Paschalis II forespurgte i oktober 1117 biskop Hubald af Odense (†1139) om hans mening, da kong Niels havde foreslået, at munkesamfundet i Odense skulle knyttes til bispestolen i Odense, og i den følgende tid fik bispekirken og det tilhørende kloster gaver og privilegium af kong Niels. Bispens forhold til munkene i St. Knuds Kloster ordnede Hubald, så at klosterbrødrene fik betydelige friheder, og denne ordning godkendtes af et kirkemøde i Lund, hvor den pavelige legat Theodignus var tilstede. Men i 1123 rejste bønderne sig på Sjælland under ledelse af Peder Bodilsen, og de rejste krav om at præsterne skulle leve i cølibat, da bønderne bliver mødt med et kirkekrav om tiende af bispen i Roskilde: Arnold (1088-1124. Da Arnold dør i 1124 bliver han afløst af bisp Peder, der er indsat af kong Niels, og sagen om tiende bliver bilagt. Kirken får sin egen jurisdiktion, flere privilegier og skattefrihed mod til gengæld at kanonisere kongeslægten, og man formoder at kong Niels under Roskildebisp Eskild (1134-1137) i Tybjerg herred i 1135 har indført tiende. I Sønderjylland blev Henrik til sidst Knud Lavards gode ven og udnævnte ham til sin efterfølger, som konge over de vestlige Vendere, der kaldtes Obotritter. Men i virkeligheden havde Knud købt kongemagten over Abodritterne med en stor pengesum til Lothar, der efter 1125 var blevet tysk konge. Nu begyndte Knud at gøre jagt på de mange tyve og røvere, som strejfede omkring i hertugdømmet, og han gjorde ingen persons anseelse, men straffede dem lige strengt, enten de så var simple eller fornemme Tyveknægte. Engang havde han fanget en hel bande af sådant Røverpak i en Skov og dømte dem alle sammen til at hænges. En af dem trådte da frem og sagde, at han var i familie med Hertugen, thi han nedstammede ligesom ham fra de gamle Konger, og derfor mente han at burde behandles anderledes end de øvrige. Knud lovede også at vise ham den Ære, der tilkom en Røver af så fornem Stand, og befalede sine Mænd at hænge ham i toppen af den højeste skibsmast. Så Købmændene i Slesvig kårede selvfølgelig Knud Lavard som deres Oldermand. Også til det øvrige Danmark strakte hans Indflydelse sig. Hans halvbrødre: Harald Kesja (ca. 1080-1135) og Erik, jarl af Lolland lå i fejde med hinanden og gjorde megen Ustyr på Sjælland, indtil Knud lagde sig imellem; da bøjede de sig og opførte sig bedre. Erik Jarl var en Stormand, med jarl af Falster og Götaland og muligvis også jarl af Slesvig, og morfar til Absalon (1128-1201). Thi kong Niels havde gjort prins Harald Kesja til medkonge, og Harald Kesja havde jo tidligere tilsluttede sig Magnus og gjort krav på kronen. Det fortælles at Magnus i 1128 stod bag mordet på hertug Karl af Flandern, der var søn af Knud den Hellige. Efter at Stenkilslægten (kong Inge den Ældre) i mandslinien i Sverige uddøde i 1120érne, stillede Magnus nu arvekrav, da hans moder jo oprinder fra Sverrig, og derovre opstår der strid blandt sveerne og göterne om et nyt kongevalg. Også Henrik Skadelårs søn: Svend og Magnus Henriksson gjorde krav på den svenske trone i 1150-60érne, da flere danske var indgifte i den svenske kongefamilie. Ja, man har nok allerede forestillet sig et fælles nordisk rige med fælles konge, efter at man havde fået fælles nordisk bisp i 1104. Men efter Inge den Ældre´s død vælger sveerne Ragnvald til konge, men da han begiver sig til Vestergötland bliver han dræbt. I 1129 blev Magnus valgt som Göternes konge under navnet: Magnus den Stærke, og han gifter sig samme år med Richia Sventoslava, der var en datter af kong Bugislav III af Polen, og Saxo hævder at danskerne i den anledning angreb venderne ved Osna og Julin ved Odermundingen. Magnus og Richia fik én søn: Knud, der senere blev medkonge med Svend Grathe og Valdemar. Sveerne samler sig nu om en ny konge: Sverker fra Östergötland. Stormanden Asser Rig i Fjenneslev mellem Ringsted og Sorø var forstbroder til Knud Lavard. Asser Rig var Skjalm Hvides Søn og Asser Rig var en from mand, der ligesom de største Stormænd i den tid var ivrig for at bygge kirker og klostre, ja kirkelivet havde fået så stor magt over hans sind, at han til sidst med sin hustrus minde, Inge, trådte ind i det kloster, han havde bygget i Sorø. Han døde i 1140. En række forskellige Stormandsslægter ejede store jordbesiddelser over store områder. Hvide-slægten kendes f.eks. fra Midt- og Nordsjælland og Bodil-slægten fra Sydsjælland og Falster og Møn. Hvide-slægten støttede Erik Ejegods efterkommeres krav på tronen. Valdemar den Store blev opfostret af Skjalm Hvides søn: AsserSkjalmsen Rig (ca. 1085-1151) sammen med Asser Rigs to sønner: Esbern Snare (1128-1204) der grundlagde Kalundborg og Absalon (1128-1200), der grundlagde Havn (København), og hvor Asser Rig blev ærkebiskop i Lund i 1104. Bodil-slægten donerede store værdier til indstiftelsen af et kloster ved Næstved, Skt. Peders kloster, Skovklosteret det nuværende Herlufsholm. Sagnet fortæller, at Asser Rig var just i Færd med at bygge en ny kirke omkring 1126/27, da der kom bud fra Kong Niels, at han skulle drage i leding (krig). Han bad da sin hustru fru Inge om at bygge kirken færdig og forsyne den med et tårn, hvis hun fødte ham en søn, medens han var borte; men hvis hun kun fødte en Datter, skulle Kirken være uden Tårn (kullet). Derpå tog han afsked og drog i Krigen. Der forgik omtrent et År, så vendte han hjemad igen. Da han nærmede sig Fjenneslev, så han den ny Kirke rage frem med to Tårne, og da han kom hjem, lå der to Drenge i Vuggen. Han kaldte tvillingerne: Esbern (1128-1204); han blev så stærk som den vilde Bas og mere snel end en Hare.« Den anden kaldte han Aksel (1128-1201), han blev senere Biskop under navnet Absalon, og han brugte sit kristne Sværd som paven sin Stav i Rom. De oplærtes begge to i Krigskunsten. Esbern blev så hurtig og snar i sine Bevægelser, at han fik tilnavnet Snare. Aksel blev den dygtigste Mand på den Tid både til at føre en Hær og en Flåde i Krigen; De to Drenge fik snart en Legebroder. De var tre År gamle, da Knud Lavard blev myrdet i 1131, og dennes enke, Ingeborg, der Ugedagen efter Knuds død fødte en Søn, vidste i den urolige Tid ikke noget bedre Hjemsted for sin lille Søn: Valdemar end i Asger Rigs Hus. Her opfostredes de tre Drenge, der engang skulle samle det splittede Rige under kristendommens fane. Senere i opvæksten blev de vidt skilte; Valdemar drog til sin Moders Frænder i Rusland, og Aksel drog til Paris for at studere, og da han kom hjem antog han navnet: Absalon. Men ved slutningen af borgerkrigene i 1157 mødtes de herhjemme igen. Den jydske Trund-slægt med ærkebiskop Eskil og den sjællandske Bodilsen-slægt var i forbund under borgerkrigene, men i 1157 var den sjællandske Hvide-slægt de mægtigste i forbund med Valdemar.

Men i 1129 havde Knud Lavard mægtige fjender i Danmark, thi Knud Lavard optrådte som riddersmand med mere pragt og finere sæder, end man endnu var vant til i Danmark, og overstrålede i klædedragt og høvisk væsen både kong Niels, dennes søn Magnus og rigets andre Stormænd. Når dertil kom, at Knud Lavard efter den Obotritiske Henriks død fra 1129 bar kongenavn, var grænsejarl i Slesvig, og åbenbart også var i forbund med Lothar af Sachsen, som i 1125 var blevet tysk konge, blev Knud Lavard en satans farlig mand. Han var den tyske konges kort i spillet om Danmarks skæbne. Knud Lavard fandt også ud af at lave toldbestemmelser på sejladsen til Slesvig, som han havde lært fra Sachsen. Også Adolf d. 2. af Holsten og Stormarn måtte affinde sig med, at Knud var blevet Vendernes konge. Det var åbenbart Knud Lavard, som tyskernes kong Lothar satsede på, og værre kunne det næppe blive. Lothar modarbejdede forsat et selvstændigt Nordisk ærkebispesæde, og ved pavevalget i 1130 valgtes der to paver (Innocens II og Anaclet II) hvor Lothar anerkendte Innocens II på en rigsdag i Würzburg i oktober 1130, og i 1133 lagde Innocens II det Nordiske ærkebispesæde under Hamburg-Bremen. I 1130 udstrakte Knud Lavard sit herredømme i det vestlige Venderland, men blev stoppet af grev Adolf d. 1.´s styrker. En af Knud Lavard modstandere var Henrik Skadelår, der forsøgte at få kong Niels ind på den Tanke, at Knud stræbte efter Danmarks Trone og ville skubbe Magnus til Side; og den gamle Konge troede på dette. Han stævnede Knud til Ting i Ribe og foreholdt ham, at han lod sig kalde Konge, ja beskyldte ham for at tragte efter Danmarks Trone uden at kunne vente, til den blev ledig. Men Knud klarede sin Sag. Han mindede om, hvad han havde gjort for Rigets Sikkerhed. Kaldte Obotriterne ham Konge, da kaldte jo også Gøterne Magnus konge, og det var ikke nogen skam for Niels at have to Konger i sit Følge. Hvad Danmarks Krone angik, da ønskede han intet andet, end at den måtte gå i arv til kongens Søn. Man skulle ikke låne øre til bagvaskere. Kong Niels lod sig overbevise og lovede ikke mere at give mistanken rum. Snart efter begyndte Henrik Skadelår atter begyndte at tude ham i øre. Også Kong Niels´ søn: Magnus var bange for, at Stormændene skulle vælge Knud Lavard til Konge, når hans Fader døde, og det ville han for enhver Pris hindre. Kong Niels sadlede om, ja billigede endog, at der dannede sig en Sammensværgelse mod Knud Lavards Liv, i hvilken Henrik Skadelår og Magnus var Hovedmændene. Hertug Knud Lavard blev indbudt til Julegilde i Roskilde og indfandt sig uden at ane den Skæbne, der var ham beredt. Det lykkedes dog ikke de sammensvorne at finde en passende Lejlighed til at udføre Planen, medens Knud var i Roskilde. Da Festen var forbi, rejste han til Haraldstedgård ved Ringsted for at besøge sin Slægtning Fru Cecilie. De sammensvorne fulgte hemmeligt bagefter og skjulte sig i Haraldsted Skov. En Morgen tidlig kom en saksisk Sanger ind på Gården med det Bud, at Magnus opholdt sig ude i Skoven og gerne ønskede en Samtale med Knud i Enrum om vigtige Sager. Knuds Venner rådede ham fra at tage derud; thi de frygtede for, at der var Svig med i Spillet; men det ville han ikke tro og fulgte derfor uden Frygt med Budet. På Vejen vågnede Sangerens Samvittighed, det fortrød ham, at han havde påtaget sig et så skændigt Hverv, og han søgte da at advare Knud ved at synge en gammel Sang om Frændesvig, men heller ikke denne Advarsel forstod Knud. Han fik nu øje på Magnus, der gik ene mellem Træstammerne. Frænderne hilste venlig på hinanden og satte sig på en Træbul for at tales ved. Det undrede Knud, at Magnus bar Brynje, og han spurgte ham om Grunden. Magnus svarede, at han havde i Sinde at afgøre et Mellemværende med en Modstander. Knud rådede ham fra det og bad ham betænke, at det var Julehelg. Men nu kunne Magnus ikke længer styre sig; han vendte sig mod sin Frænde og udbrød: »Svar mig, Knud, hvem er Herre i Danmark ?« »Kære Frænde«, svarede Hertugen, »hvortil dette Spørgsmål ? Hvem andre skulle være Herre i Danmark end din Fader, og han vil vedblive at være det, så længe Gud vil !« - »Nej«, råbte Magnus, »således er det ikke, thi alle løbe efter dig; du tager både Land og Folk fra os; men nu skal der deles anderledes !« Med disse Ord rev han sit Sværd af Skeden og kløvede Knuds Hoved; men samtidig stormede hans Svende til og gennemborede med deres Spyd den døende Knud. Det skete d. 7. januar 1131. »Så myrded de den Herre from, det Gud tilstede ville. Til Vidne om hans Helligdom udsprang så klar en Kilde. Men hver en Stjerne flygted ræd fra mørken Skov, fra Haraldsted, hvor Magnus slog sin Frænde.« Knud Lavards lensherre: kejser Lothar, sendte straks en hær mod Danmark. Da det opklaredes, at Magnus var morderen, blev Stormændene så forbitret, at de tvang Kong Niels til at landsforvise ham. Sjællandsfarerne sagde sig løs fra Kong Niels og hans Søn og udråbte Knud Lavards halvbroder: Erik til Konge. Det betød Borgerkrig. Hvide-slægten forsøgte at rejse bønderne på Sjælland mod kong Niels - men uden resultat. Magnus kom tilbage igen og Knud Lavards venner og Magnuses´ tilhængere kæmpede mod hinanden. Knud Lavards halvbror: Erik (senere Emune=den der husker) forsøgte flere gange at slå Magnus. Erik fik hjælp af den holstenske greve Adolf d. 2. I denne krig havde Magnus en tid overmagten; men senere vendte lykken sig. Den holstenske hær blev slået ved Jagel krat ved udgangen af 1131. Erik møder i de næste 3 år frem med hærenheder ved Ribe, Hals ved Jylland og Værebro på Sjælland, og bliver slået af Kong Niels og Magnus, sådan at Erik må flygte til Norge. Efter at Innocens II i 1133 lagde det Nordiske ærkebispesæde under Hamburg-Bremen gik ærkebiskop Asser i Lund i forbund med Erik og den tyske kejser Lothar, men Magnus fik et forlig istand med kejser Lothar, der i 1133 var blevet kejserkronet af paven i Rom. Lothar kunne således i 1134 krone Magnus til konge, og det må vel betyde, at Magnus har måtte bøje sig for den kristne kejserlige kulturimperialisme. Men Knud Lavard halvbror: Erik og købmændene i Slesvig var ikke tilfredse og fik hjælp af kejser Lothar og 300 bevæbnede tyske riddere i fuld udrustning og Erik førte sig frem som tysk kejser. I det blodige slag ved Fodevig i det sydvestlige Skåne ved Lund d. 4. juni 1134 faldt både Magnus (1106-4. juni 1134) og Henrik Skadelår. Hele den gamle danske bondehær kunne ikke klare sig overfor det moderne tyske rytteri. Blandt de dræbte danske var flere biskopper og 60 præster, bl.a. bisp Peder af Roskilde. I Roskildekrøniken og Ryd Kloster årbog skrives, at ved Fodevig med Magnus dræbtes jarler, stormænd og biskop Peder af Roskilde, Thore af Ribe, Ketil af Vestervig, Henrik af Vesterås, Adelbjørn af Slesvig, Eskil af Viborg, og også en fordreven svensk biskop Henrik fra Sigtugna (sveernes kongesæde) ved Stockholm, falædt på Niels´side. Af Danmarks 8 bisper stod de 6 sammen med kong Niels og Magnus. Bispen i Lund: Asser, fulgte Erik Emune, der havde opslået sit hovedkvarter i Lund. Bispen i Århus: Ulfkel´s skæbne er ukendt. Der er uenighed om hvor mange bisper der faldt, fordi Saxo forsøger at skjule den kendsgerning, at der i intet andet slag er blevet udgyldt så meget dansk bispeblod, og fordi sejrherrerne forsøger at skjule dén massive opbakning til Magnus og Kong Niels. Kong Niels, der havde holdt med sin søn, reddede sig ved flugten; men han var så uforsigtig at søge tilflugt i Slesvig by. I denne by havde Knud Lavard haft sit regeringssæde og været formand for St. Knuds Gildebrødre, og da disse hørte, at Knuds morder var i byen stimlede de straks sammen om ham og dræbte kong Niels d. 25 juni 1134.

Til samtidsbilledet hører, at Magnus (»flos Danie« - Danmarks blomst) var uddannet på Sjælland og havde tilnavnet "den Gode" og "den Stærke". En "Gode" var oprindelig en hedensk præst, og titlen blev i 1100-tallet til et ombud, dvs. til en tillidspost. "Goden" var leder af bondeledingen i krig og af tinget i fredstid. Magnus blev begravet i hans svenske rige på Östergotland. Både Magnus og Knud Lavards ældre halvbroder: Harald Kesja var opdraget i den gammel-nordiske tradition, medens Knud Lavard jo var opdraget ved et tysk hof. Kong Niels havde gjort Harald Kesja til medkonge, og da Harald Kesja jo tidligere havde tilsluttede sig Magnus, fik han halvbroder: Erik Emune, både Harald Kesja og hans mænd hugget ned 1/2 år efter i Skiping/Jylland, efter at Harald Kesja gik i opposition til hans kongevalg. Formodentlig var kong Niels og Magnus ved at få samlet Norden som én stærk magt, Østersømagt, og ved Niels´ ægteskab med datteren af Bugislav af Polen, var kong Niels blevet et fjendebillede for tyskerne, selvom Magnus kort før sin død i 1134 aflagde lensed til den tyske kejser, og lovede at hans efterkommere kun ville bestige den danske trone med den tyske kejsers godkendelse, dvs. kroningen skulle foregå på fremmed jord, og muligvis opløste tilkendegav Magnus derved også, at valgkongedømmet var afløst af arvekongedømmet ? Men nu var Magnus jo valgt som konge af Danmark af den tyske kejser ! Tyskernes havde jo mistet lensoverhøjheden over Ungarn i 1039-56 og Böhmen, men tvunget Polen til at være et tysk hertugdømme, og nu gik ekspantionspolitikken mod Venderne og Danerne, også selvom Danerne og Venderne havde tilsluttet sig den kristne overtro, var dét altså ikke nok. Det tyske Herrefolk ville holder os som vasaller og slaver…..Den nordiske kirke var året før i 1133 blev underlagt Hamburg-Bremen, og havde kong Niels og Magnus nu underkastet sig de tyske ? Knud Lavard blev i 1169 kanoniseret til helgen af paven på opfordring fra sin søn: Valdemar den Store. Eftertidens historikere: Svend Aggesen af den jydske stormand Trundsens-slægt (ca. 1180) og Saxo (†ca. 1220) skrev udfra sejrherrernes synspunkt (tyskheden og den romersk-katolske kirke), og de skriver, at der blev stor sorg over hele landet, så snart det rygtedes, at den elskede Knud Lavard var myrdet. Måtte de monne befatte sig mere med sandheden ! Saxo har været i slægt med Absalon og Hvide-slægten, og Saxo var søn af Thorbjørn, der var en af de sjællandske fogeder, der var ophav til oprørerne i Skåne.

Thi Nordboerne blotede til træguderne. De hængte de blotede i træerne. Træerne må have være hellige, fordi træerne skabte grundlaget for hytter, ild og våben. Ordet: hov, betyder oprindelig i norden ´en hellig blot forhøjning´ - senere: én gård - heraf oprinder ´hoveri´ - hovmesteren - opvarter - og på tysk er ordet: hof også en forhøjning - senere ´en gård´ - senere ´danehof ´ - hofjægermester, osv.. Den kristne svenske kong Inge den Ældre (død ca. 1110) blev fordrevet fra Svea-tinget, fordi han vægrede sig ved at forrette de hedenske ofringer. Den første svenske konge, der omtale, som konge af guds nåde er kong Knut Eriksson (ca.1140érne-1195). Han var søn af Erik Jedvardson den Hellige (ca. 1120-1160) og Kristina Bjørnsdatter fra Danmark. Erik rivaliserede med kong Sverker den Ældre († 1156), der var konge af Østergøtland og Sveariget, og som erobrede Vestergøtland fra Magnus den Stærke. Erik den Hellige blev myrdet i Uppsala i 1160; muligvis af Magnus Henrikssson. Västgötaloven, er det ældste skrift på det svenske sprog, og ligeledes er Hednaloven af gammel dato. Eriks´-ætten kæmpede mod Sverker-ætten - og østgøternes kong Sverker den ældre blev dræbt af sine egne hirdmænd i 1156. Knut Eriksson så blev konge af Sverige fra 1167. Den norske kong Sigurd 1.Jorsalfar (1090-1130) foretog i 1107 et korstog til Jerusalem, og da han kom hjem foretog han i 1123 et korstog til Småland og Kalmar, og udryddede hedenskaben med våbenmagt og lagde en skat på Smålændingene på 500 kreaturer, og indfører tiende. I Norge bliver trællehandel forbudt i slutningen af 1100-tallet. Men i slutningen af 1100-talet forekom der stadig blodige opgør mellem hedenskab og kristendom og helt op i 1600-tallet var der hedenske kulter i Sverige. Med de kristne fulgte også en reform der afskaffe selvtægten. Dette styrkede yderlige kongemagten og kirkemagten, og fratog folk retten til at udøve magt og ret, når de blev snydt. Blodhævn som vi kender det fra Islams verden blev forbudt. Gammel ret - liv for liv- blev afløst af den kristne uret, som nok dømte de formastelige, men hvor også kirken fik andel i de økonomiske gevinster i dommen, når forbryderen blev dømt. Forbryderne måtte betale erstatning til ofrene men sandelig også til kirken, og som vi ser i dag, skal de straffede arbejde gratis for samfundsmagten i fængslerne. Men indbyggerne i Sverige var trofaste mod Odin, Thor og Frej og drømmen om Valhal, hvor der var mad og mjød i stride strømme og hvor deres sværdsår blev behandlet og lægt af unge smukke valkyrier. Sådan var datidens drømme. Asa-læren var materialistisk og konkret ved den hellige lund ved Uppsala. Måske har der også blandt de blotede folk, været folk der har begået mened eller tyveri, som man har valgt at straffe på samme tidspunkt, så både mened og tyveri har fået en større skræmmeeffekt.

Erik Emune

1134 - 1137

Efter slaget ved Fodevig og mordet på bisperne og den store danske bondehær lod Erik sig »hylde« som konge, og gjorde Lund til hovedsæde for Danmark. Da han var kommet til magten, gik han straks igang med at få Knud Lavard helgenkåret Men borgerkrigen rasede i landet og Venderne rådede i vores have og plyndrede på vore kyster. Usurpaterne sloges indbyrdes: Peder Bodilsen, ærkebisp Asser, Trundsens-slægten, Hviderne og Erik Emune, og Erik regerede kun i tre år; men det var mere end længere nok, thi han herskede med stor grusomhed og kunne aldrig blive træt af at forfølge dem, der i borgerkrigen havde holdt med Magnus, og lidt senere under Valdemarerne blev valgkongedømmet ophævet. Erik Emune førte en voldsom retshåndhævelse uden hensyn til retsforfatningen; han var en tyran; og for at sikre sig magten myrdede han flere af sin nærmeste slægt. Sin egen broder Harald Kesja slog han ihjel tillige med 9 af hans sønner, og han syntes ikke at kunne få nok af blodsudgydelse. Også i strid med retsforfatningen ville han føre ledingsflåden i krigstogt, og ved at togt tog han med hele ledingsflåden til Rügen for at tugte Venderne, men dette togt havde ikke andre følger, end at man ved den lejlighed lærte at føre heste over havet. I 1136 tager han på paveligt korstog mod Arkona på Rügen. På Rügen blev Hallænderne angrebet af Ranerne, men da den danske hovedstyrke kom frem, overgav Arkona sig. Langeland skal på det tidspunkt også være hærget af Venderne. Snart blev Erik almindelig forhadt af Stormændene. Rike (Riko) var først Erik Emunes kapellan og skal have været sin herre en god støtte i hans kamp for kronen. Erik Emune belønnede Rike med Slesvigs bispestol i 1135, og da Nordens første ærkebiskop Asser (1055-1137) døde, ville Erik Emune ikke have Eskild til hans efterfølger, og Erik tvang Lunds Domkapitel til at vælge Rike som ærkebiskop i 1137. Eskild (ca. 1100-1182) havde jo fået sin »gejstlige dannelse« i Sachsen og Eskilds´ farfar var jo den jydske stormand Svend Trundsen, der stod i tæt forbindelse med den tyske kirke. Så kampene i Danmark tilskrives forskellige holdninger/ideologier, kampen mellem den universelle/nationale kirke og mellem den magtfulde jyske stormandsslægt Svend Truelsen og Hvide-slægten, mellem det nordisk/engelske og det krist-tyskne, der krævede lensoverhøjhed over Danmark. Eskild gik så sammen med den sjællandske stormand Peder Bodilsen og startede et oprør på Sjælland, og det lykkedes dem at fordrive Erik Emune fra Sjælland, men kun i kort tid, thi Erik vendte tilbage og fik dem kuet. Da Erik Emune i året 1137 holdt Ting i nærheden af Ribe på Urnehoved Ting foér en jysk Storbonde (herremand) ved Navn Sorteplov frem og jog et Spyd i Livet på ham, så han styrtede om og døde på Stedet. Erik var opblæst og stor i sin ondskab og tålte ingen ligemand. Hvis der var nogen, der ejede noget, røvede han det og delte det ud til sine rigmænd. Thi sådan var kristendommens bud. Straks efter mordet på Erik Emune omstyrtede Lunde kannikerne det ufrie valg af Rike og kårede Eskild til ærkebiskop. Sydpå døde Lothar i 1137 og Konrad af det staufiske hus blev kejser. Grev Adolf d. 2. af Holsten måtte overlade sit grevskab: Holsten og Stormarn, til det staufiske hus nye mand: Heinrich von Badwide, der trængte østpå og erobrede Abroditternes land: Wagrien mellem Kieler Bugt og den slaviske by: Lübeck. Det hjalp altså ikke meget, at Wagnerne var blevet kristne i det 10. århundrede. Wagriens frugtbarhed skabte en rig godsejerstand og grundlæggelsen af et nyt Lübeck i 1143, der gav magt over handelsvejene fra Elben og Hamburg. En anden tysker indtog Plön, og de tyske stormænd opfordrede de sydlige tyske stammer om at komme op og kolonialisere landet og kysterne og lovede dem jord. En talløs skare satte sig i bevægelse og i 1143 havde de tyske stammer "bosat" sig på Vendernes bebyggelser. Tilsyneladende gjorde man den slaviske befolkning til trælle.

Erik Lam

1137 - 1146

Erik Emunes Søstersøn: Erik Lam, var i følget den eneste, som gjorde mine til at hævne Erik Emunes´ Død; men Sorteplov råbte til ham: »Vær kun ikke så heftig, Erik, thi der faldt fedt Flæsk i din Kedel, hvis du ellers kan få det op!« Dette Udråb indeholdt en Spådom om, at Erik Lam nu skulle blive Konge, og det blev han da også. Erik Lam, der til begyndelse fulgte sin forgængers politik, ville med magt sikre Rike hans ærkebispeværdighed, men gav dog tabt over for Skåningernes fasthed. Rike selv faldt imidlertid ikke til Føje, før den sjællandske Stormand Peder Bodilsen overtalte ham dertil, og nu blev han holdt skadesløs ved at blive Eskils efterfølger som Biskop i Roskilde; men Erik Lam måtte tvinge Kannikerne til at foretage valget i 1138. En kort Tid levede Rike nu i Fred og deltog bl. a. i kirkemødet i Lund med den pavelige legat Theodignus. Erik Emune forsvarede sig med Kraft mod Harald Kesjas´ søn Oluf Haraldsøn, der i Norge på Tinget i Arandal stillede bønderne et friere liv i udsigt, og de gav ham kongenavn. Nu udbrød den voldsomme tronkrig mellem Erik Lam og Oluf Haraldsen, og her kom den krigerske Rike til at spille en fremragende Rolle. Fra Skåne gjorde Oluf et Indfald i Nordsjælland, men Rike slog ham ved Buddinge Å, ikke langt fra Gentofte. Oluf tænkte blot på Hævn, og ved et nyt Togt fra Halland lykkedes det ham at overrumple Rike i Ramløse ved Arresø, medens han sang Ottesang. Rike greb til Våben, og hans Kapellaner stængede Døren; men Oluf satte Ild på Huset. Rike bad da om Lejde, og Oluf gav venlige Ord; men aldrig så snart rakte biskoppen hovedet ud, før han blev nedhugget. Dødsdagen var d. 18. oktober 1139, og dødsåret angives forskellig, men er vistnok i 1142. Rike støttede også den kult, der byggedes op i Ringsted omkring Knud Lavards minde. Hans drabsmand blev bandlyst, og Erik Lam hævnede snart sin tro Tilhænger ved at fælde Oluf i Skåne i 1143. Under Erik Lams´ regering havde Venderne frit spil og kunne røve og plyndre på Danmarks Kyster, næsten lige så galt de ville. Da han havde været Konge i 9 år, blev han angrebet at en heftig Sygdom. Han kunne ikke magte de indfødte Stormænd, hvorfor han til sidst, ked af det hele, frasagde sig Regeringen og gik som Munk i St. Knuds Kloster i Odense, hvor han døde kort efter. I 1142 blev Heinrich der Löwe af den Welfiske slægt hertug af Sachsen og genindsatte Adolf d. 2. i Holsten som greve. Den tidlige grev: Heinrich von Badwide fik Lauenburg, der var omdannet til tysk territorium og kendt som Abroditternes land: Polabien. Biskoppen i Ribe: Elias (ca. 1142-1162) var flamlænder af fødsel og grundlagde Ribe Domkapitel i 1145, og fik opbygget det meste af Ribe Domkirke, som var påbegyndt under hans forgængere. Under de kommende tronkampe var Elias ivrig tilhænger af Svend og måtte derfor en tid lang holde sig skjult under domkirkens tag; Sven lønnede ham ved at give Ribe bispekirke store privilegier. Rikulf var en Stormand fra Gjeltofte (Rosenlund) på Lolland, og han tilsluttede sig under tronkrigen efter Knud Lavards drab ivrig til Erik Emune og fik til løn kongens del af Gjeltofte. Om ikke før, så ved denne tid slog Rikulf imidlertid ind på den kirkelige vej, og snart kom han i en anset stilling. I Odense var biskop Hubald død, vistnok i oktober 1139, og hans eftermand Herman fulgte ham snart i Graven; formodentlig endnu inden årets udgang blev Rikulf da biskop her i Odense. Eftertiden gav ham æren for ordningen af bispevalget i Odense til fordel for munkene i St. Knuds kloster, skønt sagen rigtignok var afgjort på kirkemødet i Lund i august 1139, hvor Rikulf i alt fald ikke var tilstede som biskop. Sikkert er det dog, at han i alle måder var Knudsbrødrenes ven. Han fornyede i ca. 1140 klosterets forbindelse med dets moderkloster: Evesham i England, og han skænkede det sit gods Gjeltofte i 1147; til erstatning gav han sin søn: præsten Rudolf, 16 mark sølv. Endvidere afkøbte han prioren Thomas en del sjællandske godser, som han ligeledes skænkede til St. Knuds kloster, og da godserne lå langt væk, solgte han dem og gav klosteret deres værdi. I den følgende tid så Rikulf sit stift og særlig sin bispeby ødelagt ved borgerkrigen og vendernes hærgninger. Muligvis døde Rikulf i 1163, men da Provst Live allerede i 1162 blev indviet til hans efterfølger, må dette år være det rette. Da Svend senere havde været landflygtig og vendte tilbage, bidrog Elias ved sin mægling væsentlig til rigets tredeling i 1157, som dog straks efter blev omstyrtet. Og man kan ikke være særligt begavet for at kunne vurdere, hvordan de kristne med deres magtkampe efterhånden havde fået afviklet og demonteret Danmark.

Svend, Knud og Valdemar

1146 - 1157

Nu brød borgerkrigen løs for alvor. Efter Erik Lams død var der tre prinser, som kunne synes at være lige til at være Konge. Men Stormændene kunne ikke enes om Kongevalget. Da kongevalg skulle foregå valgte Jyderne Magnus Nielsen søn: Knud; Sjællænderne og Skåningerne valgte Erik Emunes søn: Svend, og der udbrød da straks krig, hvori disse to Prinser kæmpede mod hinanden i Spidsen for hver sin Del af Folket. I Begyndelsen sluttede Knud Lavards søn, pris Valdemar sig til Svend, som hjalp ham til at blive Hertug i Sønderjylland, og så længe de to holdt sammen kunne Knud ikke stå sig; Knud blev slået først ved Slangerup, så ved Viborg, og måtte flygte til Udlandet for at søge Hjælp. Efter lang Omflakken havnede han hos den tyske Kejser, og da nu også Svend henvendte sig på samme Sted, stævnede Kejser Frederik Rødskæg de stridende Parter til Møde i Merseborg. Her måtte Svend tage Danmarks Rige til Len af Kejseren; Knud skulle have Sjælland som Len; og Valdemar Sønderjylland som hans Fader før ham. Den tyske grev Adolf d. 2 af Holsten støttede Knud. Heinrich der Löwe af Sachen støttede Svend, fordi Svend havde aflagt lenséd til kejser Friedrich Barbarossa (Frederik Rødskæg) i 1152. Men efterhånden gik det op for Valdemar, at Svend var at en troløs Natur, som ingen ret kunne stole på; han gik da helt over til Knuds Parti, og så kunne Svend ikke godt stå sig. Men hvem der end sejrede i de forskellige Slag, så var det lige sørgeligt for Danmark; thi det var danske Mænd, de sejrede over, og dansk Ejendom, der blev ødelagt. De eneste, der havde Grund til at glæde sig ved Borgerkrigen, var Venderne; thi mens Danskerne havde travlt med at slå hinanden ihjel, kunne de uden Fare røve og plyndre på de danske Have og Kyster, og de benyttede Lejligheden så godt, at de rensede flere Egne på Jyllands Østkyst både for Folk og Fæ og var nær ved at gøre sig helt til Herrer over Øerne. Svend gjorde sig imidlertid så ilde lidt, at den ene efter den anden forlod ham, så al Magten gled ham af Hænde. Han havde, mens han i sin Ungdom opholdt sig i Tyskland, fået Smag på tysk Sæd og Skik, og en sådan søgte han nu at indføre ved sit Hof. Han omgav sig med en stor Mængde fremmede Drabanter, klædte i Dragter, som man her ikke var vant til at se, ja selv med Hensyn til Mad og Drikke indførtes tysk Skik. Landets gode Mænd blev satte til Side for Hofnarre og Gøglere, og når han drog om på Landstingene, holdt han det for at være under hans Værdighed at forhandle i al Jævnhed med de stridende Parter, som Kongerne hidtil havde gjort; på tysk Vis fik han Rettertinget indrettet således, at han fra et ophøjet Stillads lod sin Kendelse forkynde for det nedenfor forsamlede Folk. Og alt det nymodens og fornemme Væsen tog til, da han giftede sig med den tyske Prinsesse Adelheid. Men medens Svend ved sit Hof og på Tinge søgte at spille Kejser, tumlede Venderne sig lystig. Det så ud, som om Venderne, der jo var trængte af Tyskernes fremmarch på deres Østersøkyster, ville søge sig et nyt Hjem på vores Side af Østersøen, hvor et søndersplittet Rige indbød til Erobring. Det var kommet så vidt, at Jyllands Østkyst fra Vendsyssel til Ejderen lå øde, da ingen turde bo ved Kysten; på Fyn var det ikke stort bedre, og på Sjælland havde Venderne allerede begyndt at fæste Bo på Øst- og Sydsiden. Værst var det dog på Lolland og Falster. Lollænderne svarede Venderne Skat, og Falstringerne tænkte på helt at give sig dem i Vold. Den Dag i Dag minde mange Stednavne på disse Øer om Vendernes Bosættelse og Regimente der. Det er et Lyspunkt i denne Tids Mørke, at der dog var Mænd i Danmark, der ikke rolig kunne se på Landets Undergang. I Bispebyen: Roskilde dannede sig et Samlag, »Roskildebrødrene«, et Søkrigersamfund med Vedeman i Spidsen, der satte sig for at tage Kampen op med Venderne. Dette Samlags Lov var ligesom Gildernes Love præget af Kristendommen; dvs. at Søkrigersamfundet havde sine egne Love, som ethvert Medlem var pligtigt at adlyde. Inden de drog ud på Togt, skulle enhver bekende sine Synder for Præsten og nyde den hellige Nadver; Mandskabet skulle være hårdført og årvågent, så det ikke behøvede anden Søvn og Hvile end den, det fik siddende ved Årerne; ethvert Skib, som var passende for deres Øjemed, tog de uden videre, men holdt Ejermanden skadesløs ved at overlade ham Ottendedelen af Byttet; de Fødevarer, som behøvedes, tog de, hvor de kunne få dem, imod at Ejeren fik fuld Erstatning; Byttet, de vandt, deltes ligeligt, så Styrmanden ikke fik mere end den simple Rorkarl; fandtes der kristne Fanger på de erobrede Skibe, så fik de Friheden, blev forsynet med Klæder og sendtes til deres Hjem. Vedrørende Mandstugten om Bord var Forskrifterne strenge: ingen måtte gå i Land uden omhyggelig Undersøgelse af Kysten, og altid skulle der holdes skarpt Udkig. Samlaget begyndte med en Flåde på 22 Skibe, med hvilke det efterhånden lykkedes at tage 82 vendiske, og Kampen fortsattes. Iblandt dem, der forlod Svend for at slutte sig til Knud, var også Valdemar. Det gik mere og mere op for denne, at Svend ikke var den Mand, der kunne frelse Land og Folk, og da han havde Grund til at nære bedre Tanker om den mere jævne og danske Knud, begyndte han at pleje Omgang med denne, ja trolovede sig med hans Halvsøster Sofie, et smukt Barn på 12-13 År. Svend var fuld af Harme, men kunne intet gøre. En Dag, da han opholdt sig i Odense, fik han Underretning om, at Knud og Valdemar begge havde ladet sig udråbe til Konger på Viborg Landsting. Svend ville samle ø-folk for at drage imod dem; men nu viste det sig, hvor hul Grunden var under ham; den ene efter den anden nægtede at følge ham; det var som Tømmerne på engang gled ud af hans Hænder, og mismodig forlod han Danmark. På forskellige Måder søgte han i Udlandet at skaffe sig Hjælp til at genvinde sit Rige, men da alt glippede for ham, bed han Hovedet af al Skam og gav sig i Underhandling med Venderne for ved deres Hjælp atter at blive Herre i Danmark. Ingen Midler var ham nu for ringe, så han endog gik så vidt, at han for at vinde Vendernes Venskab skænkede et kostbart Drikkehorn til deres Gud: Svantevit. I 1154 blev bønderne i Skåne uenige med deres ledere, og samledes på tinget i Arnedal. Oprøret var voldsomt, og da kong Svend ankom til tinget, blev han mødt med stenkast. I Foråret 1157 kom han, understøttet af en Vendisk Flåde, til Fyn, og Knud og Valdemar, der indså Umuligheden af at føre det forknyttede Folk til Kamp mod de frygtede Vendere, fandt det nødvendigt at afstå en Del af Riget til Svend for ikke at miste det hele. Efter mange Underhandlinger blev da Danmark delt mellem de tre Konger. Ved denne Deling fik Svend: Skåne, Halland, Bleking og Bornholm; Knud fik Sjælland, Fyn og de omliggende Øer, og Valdemar fik hele Jylland. Med dyre Eder blev Forliget bekræftet, og Bisperne lyste Forbandelse over den, der ville bryde det. Men Svend var ærgerlig over, at han ikke havde taget det hele, og pønsede på at tage Livet af sine to Medkonger på en eller anden listig Måde. En Mand, som Svend nu var, følte sig ikke bunden af en Ed; det var hans Agt, når Lejligheden gaves, at rydde sine Medkonger af Vejen, og Lejligheden kom snart. Få Dage efter Forliget var de alle tre samlede ved et Gæstebud i Roskilde. Kongerne mange Stormænd, deriblandt Valdemars Fostbroder, den senere Absalon, var nærværende. Om Aftenen efter Måltidet morede Gæsterne sig på bedste Måde ved Sang og Samtale, og ingen tænkte på, at der var nogen Fare på Færde. Blandt andet sang en tysk Sanger en Vise, han havde digtet om Svends Landflygtighed. Gæsterne fandt denne Spøg for grov, men Svend sagde, at det fornøjede ham at mindes de overståede Lidelser. Da Lysene var blev tændte, kom Ditlev Edlersen, en af Svends Folk, ind og så sig spejdende om; Svend gik hen til ham, og de to samt nogle flere af Svends Folk stak Hovederne sammen og hviskede. Ved at se dette påkom der Knud en Angst; han greb Valdemar fast om Armen og kyssede ham; men på dennes Spørgsmål om, hvad der var ved det, svarede han ikke. Kort efter forlod Svend Hallen, og nu stormede hans Folk ind på Knud og Valdemar med dragne Sværd. Valdemar sprang op, slukkede Lysene, viklede sin Kappe om Armen for med den at bøde af mod de løftede Sværd, og ved at bryde stærkt på nåede han Døren og undslap, dog hårdt såret i det ene Ben. Han fik fat i en Hest og red bort fra Byen. Imidlertid lykkedes det nogle inde i Hallen at få Vinduesskodderne slået op, så man kunne skimte, hvem det var. Ditlev Edlersen styrtede da ind på Knud og kløvede Hovedet på ham. Absalon troede, det var hans Barndoms Ven Valdemar, der var fældet; han løftede den døende Knud op, men mærkede i det samme sin Fejltagelse, og da han skønnede, at Knud havde opgivet Ånden, lagde han det afsjælede Legeme ned på Gulvet, gik derpå rask mod Døren og havde det Held at slippe ubemærket bort og omsider nå sin Moder Fru Inges Gård, hvorhen også Valdemar tyede. Hos Fru Inge mødtes Flygtningerne med Absalons broder Esbern Snare, der nu blev dem en nyttig Mand. Svends Folk var snart ude på alle Veje for at spore og passe på ved Færgestederne, at ingen kom bort fra Øen. Svend bød, at der skulle slås en Planke ind på hvert Skib ved Sjællands Kyst, for at Valdemar ikke skulle slippe bort til Søs. Men Esbern Snare forstod at vildlede Forfølgerne, og det lykkedes ham snart at skaffe Skib og Mandskab, der kunne føre dem over til Jylland. Svend ville sætte efter dem, og havde det lykkedes straks, før de havde fået Jyderne ret i Tale, ville de vanskelig kunnet bjærge sig. Men da udviste Fru Inge og hendes Datter Ingefred det mandemod og den rådsnarhed, at de lod Svends Skib forhugge, så han måtte opsætte Forfølgelsen. Nu blev der Tid for Valdemar til at samle en Hær i Jylland, ja endog til at holde Bryllup med den smukke Sofie. På Viborg Ting stod Valdemar frem og fortalte, hvor skammeligt Svend havde båret sig ad, og for at ingen skulle tro, han fór med Usandhed, fremviste han sine blodige Sår. De forsamlede Jyder blev opflammet af Vrede mod Svend, og der samlede sig snart en Hær om Valdemar. Svend var imidlertid også kommet over til Jylland og nærmede sig Viborg med sine Krigere. På Grate Hede ved Hærvejen stødte Hærene sammen, og der opstod en hårdnakket og blodig Kamp. Længe var det uvist, hvem der skulle sejre, men til sidst måtte Svend dog give tabt. Svend havde endda fået hjælpetropper fra Heinrich der Löwe. Over Valdemars Hær fløj Ravnene så lavt, at de kunne rækkes med Spydstager, men midt i Hæren red en Sanger, der kvad en Vise om Svends Forræderi. I det første Sammenstød blev Svends Ryttere drevne på Flugt. Kun hans bannerfører Riber Ulv holdt længe ud og ville ikke vige, så længe nogen ville stå med ham. Til sidst, da alle havde forladt ham, stødte han Bannerstangen i Jorden, holdt om den med venstre Hånd og kæmpede med højre, indtil han omringet af Fjender faldt under Banneret. Svend, der var flygtet ud i en Mose, blev genkendt af nogle Bønder, der søgte Bytte. De satte ham på en Hest for at føre ham til Valdemar, men i det samme sprang en frem og kløvede hans Hoved med sin Økse. Dermed var Borgerkrigen til Ende i 1157. De kristne konger have atter kæmpet om rovet. På et "billede" fra 1150 i Anst kirke ved Kolding, er gengivet den koftebærende Overklasse, der har stiftet kirken. Efter de store borgerkrige i 1130érne og 1150érne, skete en jord- og magtsamling i perioden: 1157-1241. Bl.a. tog man den øde jord under plov.

Efter konkordiatet i Worms i 1112 forsatte striden mellem pavedømmet og de sydlige fyrster, fordi begge parter stræbte efter at beherske den kristne verden, og ville have indflydelse på valg af bisper og skatter. Men samtidig foregik kampene mellem slægterne: Welferne og Hohenstauferne i perioden 1127-1268. Kampene begyndte under Frederik Barbarossa (Friederich d. 1/Frederik Rødskæg 1152-1190), fra slægten Hohenstauferne, der som en ny Karl den Store ønskede at hævde sin universelle kejsermagt, og underlægge sig territorium og ville opkræve ulovlige skatter. For at nå dette mål, sluttede han forlig med sin værste rival: Sakseren Henrik Löwe, der var overhoved for fyrsteslægten: Welferne. Henrik Löwe opnåede derved at komme i besiddelse af hertugdømmerne: Bayern i 1156 og Sachsen, og rådede således over et mægtigt rige. I 1150 indledte Henrik Löwe ekspansionen mod slaverne i Mecklenburg, Pommern, Brandenburg og i Sachsen. Ved Henrik Löwes hjælp lykkedes det derefter Frederik Barbarossa at erobre nord-Italien og erhverve sig kejserkronen, og Valdemar den Store måtte hylde Frederik Barbarossa som lensherre. I mellem- og Norditalien var der i korstogstiden en række byer, der var blevet store og rige, bl.a. havnebyer som Venezia, Genova og Pisa, men der var også rige byer i Lombardiet, hvor det folkerige Milano var den mægtigste by. Disse byer var uafhængige og styret af egne fyrster. I Syditalien og Sicilien hævdede de normanniske fyrster deres uafhængighed, og i midt-Italien herskede paven. Frederik Barbarossa´s ærgerrighed påførte ham vanskeligheder, da han søgte at kræve afgifter af de nord-Italienske byer, der sluttede disse sig sammen mod ham i det Lombardiske Forbund, og de fik støtte fra paven. Frederik Barbarossa foretog fem røverfelttog mod Italien, men hans hær var stærkt svækket, fordi Henrik Löwe var optaget af at udvide sin magt i de slaviske lande øst for Elben, og nægtede at deltage i felttoget. Dette førte til Frederik Barbarossa store nederlag ved Legnano i Norditalien i 1176, hvorefter han måtte søge forlig både med det Lombardiske Forbund og med paven. Frederik Barbarossa erklærede derfor Henrik Löwe fredløs i 1180 og tog hævn over Henrik Löwe, der mistede både Bayern og Sachsen, som herefter blev udstykket i mindre len. Henrik Löwe (1129-1195) var den sidste store stammehertug, der faldt. De nord-Italienske byer anerkendte dog i 1183 Frederik Barbarossa´s kejserlige overhøjhed, men bevarede deres selvstændighed. Frederik Barbarossa fik sin søn Henrik gift med arvingen til Normannerriget: »Begge Sicilier«. Hohenstaufernes besiddelser kunne nu omklamre kirkestaten, og et fornyet fjendskab kunne begynde mellem Hohenstauferne og paven. Frederik Barbarossa druknede på det 3. Korstog i en flod i Lilleasien i 1190. I 1208 overtog Welferne magten, men i Italien forsatte magtkampene mellem Guelfer (Welferne) og Ghibelliner.

Valdemar den Store

1157 - 1182

Under borgerkrigen var opvokset mænd, der kunne se elendigheden, og som i Kærlighed og i Tro til Kristendommen og Gud gik til en fælles Dåd, hvorved de danske Stormænds Kirke Frelstes og fik større Glans og Rigdom. Valdemarerne og deres Mænd kæmpede for Kirken, og de fik stort set stoppet striden om kongemagten. Men også fra 1158 er der fundet forfalskede pavebreve. Derfor stred Konge og Bisp ved hinandens Side; derfor blev kampen mod Vendere og Estere de Danskes Stormænds Korstog, idet man plantede Korset i de hedenske lande syd og øst for Østersøen og lagde - om end kun for en Tid - Tusinder af Sjæle til deres Kirke. Det var i 1158, i Roncalia i Norditalien, at den tysk-romerske kejser genoplivede romerretten (regaleret), og formulerede sine monopoler og rettigheder. Dette har nok haft afsmitning på den danske konges krav om "kongelig ret", om skovrettigheder, retsbøder, torve- og markedsafgifter, ret til øde jord, fiskevand, landgilde, tvangsudskrivning af arbejdskraft til skovhugst og borgbyggeri, m.v.. Ledingspligten tyndede ud i bøndernes rækker, og vangebruget satte store krav til plov, arbejdskraft og personlige ofre. Lagdelingen mellem bryder, landboer og gårsæder medførte at den øde jord kom under fremmede Stormænd, og at bønderne derved mistede deres fælles ressourser. Stormændene valgte side og søgte kongelige embeder. Bøndernes rettigheder og klager led ledelag - med sværdet og kirkens velsignelse. Kirken fik adgang til skovenes tømmer. Det danske Ridderskab, der så småt havde vist sig i den foregående Tid, voksede til under disse Kampe helt frem, og med det fulgte blandt andet en ny Folkesang (Kæmpevisen). Men over det nye glemtes ikke det gamle. Kampen på Grate Hede gjorde Valdemar til Enekonge. Han var da noget over 26 År gammel, og Absalon omtrent 30. Ifølge Saxo havde Venderne i århundreder været en trussel for Danmark. Men værst var det før kong Valdemar den Stores magtovertagelse. Saxo fortæller, at som følge af Vendernes plyndringer var alle landsbyer i Østjylland forladt og markerne var udyrkede, Fyn havde kun få indbyggere, den østlige og sydlige del af Sjælland lå øde hen, og alle øerne var øde, bortset fra Lolland, hvis indbyggere købte sig fred, og Falster, der holdt fjenderne fra livet enten ved aftaler eller med magt. Men, men.. Saxo´s udsagn behøver ikke være fuldstændigt sandt, da Saxo jo var Absalons og kirkens historieskriver, der skulle legimitere korstogene mod Venderne. Valdemar den Store havde således to Mænd til Rådgivere og Hjælpere; det var Brødrene Absalon og Esbern Snare. Næste År fik Valdemar sin Barndomsven Absalon sat på Roskilde Bispestol. Det viste sig snart, at den nye Bisp kunne fylde sin Plads som Kirkens Tilsynsmand ved at våge over Gudstjeneste og Klosterliv og tale Kirkens Sag alle Vegne; men han kunne mere end det. Han var Kongens bedste Rådgiver, og på Sjællandsfarernes Ting, og hvor der før havde hersket et slemt Skænderi, bragte han ved sin sjældne Veltalenhed Ro til Veje. Men størst var Absalon dog som Krigsmand. Hans Kirkevej gik helst over Bølgerne, og han pløjede Søen med Lyst, selv midt i Vinterens Hjerte. Heinrich der Löwe var imidlertidig den tyske kejsers mægtigste vasal og hertug af både Saksen og Bayern. Han var en trussel mod Danmark, da han havde støttet Svend, der tabte. Hans mål var at erobre Abroditternes mægtige landområde i det nuværende Mecklenborg og de pommerske landskaber. Med de tyskes påtryk, måtte Valdemar omgående tage stilling til det tyske riges kejser og den sachsiske hertug: Heinrich der Löwe. Kejseren krævede lenshylding af Danmarks konge og Valdemar så sig nødsadiget til at gå ind på det krav i 1162. Allerede i 1158 stævnede Valdemar til hærting ved Masnedø. Men hærtoget mod Venden blev forkastet af tinget. Så snart Valdemar var blevet Konge, lagde han og Absalon planer om at angribe Venderne. Langs På Vendens kyster var stammerne: Obotriterne, Polaber, Wilter (Liutitier), Circipaner, Tollenser, Redarier, Ukrer. Men dette var en vanskelig Sag; thi de fleste Danske var så rædde for Venderne, at de ikke havde Mod til at være med på en sådan en Færd. Den første Prøve faldt da også ringe nok ud. Kongen havde stævnet Flåden (Landet var inddelt i Skipæn, der hvert skulle udruste og bemande et Krigsskib, når Kongen bød. I hvert Skipæn var en Styrismand, som skulle forestå Udrustningen og styre Skibet, når det drog ud. Flåden blev samlet nede ved Masnedsund (Masned); men medens den lå her, begyndte Styrismændene at råbe på, at det var nødvendigt at opgive Toget; thi Fjenderne havde vistnok fået Nys om det; desuden havde de ikke Mad nok med til så lang en Færd, og i det hele var det altfor voveligt at sætte så stor en Flåde og så mange Menneskeliv på Spil. Menigmand stemmede med heri, og Kongen måtte opløse Flåden og sende den hjem. Da han senere mødte Absalon og oplyste denne om, at Toget var gået over Styr for ikke at vove så mange højbårne Mænds Liv, kunne Absalon ikke dy sig for at sige: »Ja, så ved jeg ikke bedre, end at du næste Gang gør Toget med lutter Krystere; thi vinder du da Sejr, så har du den til givende, og taber du, så er Skaden forvindelig..« Således var det nær det blevet Landsmænd og ikke Venderne, der først skulle få Valdemars Sværd at føle. Det blev berettet ham, at Falstringerne hælede med Venderne og gav disse Nys om, når den danske Flåde løb ud, hvorover Kongen blev så harmfuld, at han besluttede at ødelægge Falster. Men just som han ville afsted, blev han så alvorlig syg i Ringsted, at man endog frygtede for hans Liv. Absalon viste da ret, hvor højt han elskede Valdemar, han vågede selv over ham og blev ikke træt af at bede for hans Liv. Da Døden syntes at nærme sig, iførte han sig sin Bispedragt, læste Messe over sin syge Ven og gav ham Sakramentet, og se, det gav en pludselig Vending i Sygdommen, så Kongen bedredes kendelig. Men nu blev Absalon syg af Overanstrengelse og Spænding; dog forbød han at tale derom til Kongen, og heldigvis kom han sig snart. Begge var de enige om at takke Gud, fordi han havde hindret dem i at løfte Sværd mod Landsmænd. Med Absalon og Esbern og deres Søskendebørn Peder og Sune lagde Valdemar nu Planen til et nyt Tog. Så hemmelig og så rask som muligt ville man samle Skibe fra Sjælland og Skåne og først i det sidste øjeblik udbyde Lolliker og Falstringer for at de ikke skulle sladre af Skole. Kongen selv drog til Skåne for at fremme Sagen der. På Landstinget ved Lund fandt han ikke megen Villighed; ærkebisp Eskild (1137-1177) gjorde Indvendinger mod en så hurtig Udrustning. Men da man blev klog på, hvor alvorlig Sagen lå Kongen på Sinde, og hørte ham ilter udbryde, at Toget skulle i Stand, om han så skulle gøre det med et enligt Skib, da tændte hans Ord Ild i Forsamlingen, og ærkebispen blev nu en af de ivrigste, så han endog lyste Band over dem, der ikke ville gå med. Flåden blev samlet ved Landore i 1159. Så hurtig, som det var bestemt, kom man ikke af Sted; thi det viste sig, at Mandskabet var helt uøvet, og man måtte derfor begynde en Indøvelse, der varede i fjorten Dage. Endelig stak Flåden, der talte 260 Skibe, i Søen fra Skåne. Den førte ikke Sejl; man ville ro sig frem over Østersøen for ikke at blive opdaget for tidlig. I Spidsen gik Absalon med 7 Skibe for at spejde på Rügens Kyst, hvor Landgangen skulle finde Sted, og hvor man håbede at kunne tage Arkona ved Overrumpling og ødelægge Gudsbilledet: Svantevit. Hen på Eftermiddagen, da Absalon var kommen tæt ind under Rügen, gjorde hans Folk ham opmærksom på, at Kongeskibet og den øvrige Flåde satte Sejl til, og han så da nu selv, hvorledes Flåden vendte om og styrede tilbage mod Møen, mod Fanefjord. Der var ikke andet for Bispen at gøre end at vende om og følge de andre; men harmfuld var han. På Møens Kyst mødte han Valdemar, der forklarede, at den langsomme Fart med Roningen havde stjålet Tiden fra dem, så det var blevet for silde at gå i Land den Dag; men i Daggry ville de lette på ny. Da Absalon intet svarede hertil, bød Valdemar ham sige sin Mening, og han bebrejdede da Kongen i strenge Ord, at han viste Vankelmod i Udførelsen af sine Planer. »Dette er nu det andet Tog, vi begynde«, sagde han, »og det tegner til at blive lige så ærefuldt som det første. Rejser der sig nu en Storm, så vi må blive liggende her til Levnedsmidlerne slippe op, så kunne vi rejse hjem og få at høre, at vi have båret os ad som Kvinder og ikke som Mænd. Er det Bedrifterne, hvormed du agter at værne om Fædrelandet ? « Det var djærve Ord, og Kongen blev dygtig vred; hans Kinder blussede, og hans Øjne lynede; men han tvang sin Harme og sagde kun: »Skulle jeg ikke kunne måle mig med dig i Mod, så har jeg dog hidtil kunnet måle mig med dig i Gerning.« - Virkelig blæste det om Natten op til en Storm, så Flåden måtte blive liggende under Møens Kyst. Først efter fire Dages Forløb løjede Vinden af, og Absalon kunne i Daggry melde Kongen, at skønt det endnu blæste dygtig, var det ikke umuligt at lægge ud. » Nu vel«, sagde Kongen, som havde fortrudt, hvad han havde gjort, »lad os så komme af Sted jo før jo hellere«. »Ja«,sagde Absalon, »men bare vi så ikke vende om på Halvvejen«. Kong Valdemar lo og udbrød: »Vender jeg om, vil du nok give os Underretning om, hvordan det står til blandt Venderne.« Drøjt blev det, da de kom ud i åben sø. Absalon, der var forud, holdt kækt Stand i den stærke Bølgegang, og Kongen, som kom lidt bagefter, ville heller ikke give tabt; men mange Skibe blev så ilde medtagne, at de måtte vende om. Også Kongens Skib begyndte at trække meget Vand ind, men så råbte Valdemar på Ingemar Skaaning og bød ham lægge til med sit Skib, på hvilket han nu sprang over med Banneret i den ene og Sværdet i den anden Hånd. Kun 60 Skibe holdt ud og kæmpede hårdt mod Vejret et helt Døgn, indtil de nåede Fjendens Land ved Hiddingø - Ranernes land. De var for få til at udrette noget betydeligt. Gnemer Falstring foreslog da, at, at man skulle hærge ølandet Barth, fordi man var for få. Her myrdede man befolkning og stjal hvad der var godt og meget var der vundet derved, at de Danske havde lært, det kunne lade sig gøre at hjemsøge Fjenden i hans eget Land. Den vanskelige Begyndelse var gjort, og Absalon sørgede for Fortsættelsen. Det ene Tog fulgte efter det andet, og med hver ny Sejr voksede de Danskes Mod. I det hele blev der under Valdemar den Stores Regering gjort over 20 Tog til Venden. I 1167 forsøgte prins Buris med magtbasis i Jylland og med den norske konges hjælp, at tage magten i Danmark. Et af de mærkeligste togter foregik i Året 1169, ved hvilket Byen Arkona, Hovedstaden på Øen Rügen og Arnestedet for den Vendiske Gudsdyrkelse. Denne gang havde Valdemar Henriks Löwe´s vasaller: Bugislav og Cazimir af Pommern og Pribislaw af Obritien med som deltagere i korstoget. Arkona lå på en Klippe, der mod Nord, Øst og Syd beskyttedes af Havet og mod Vest var skærmet af en Vold. I Arkona fandtes deres Vendernes fornemste Gud: Svantevit, som var en uhyre stor Trækæmpe med fire Hoveder, hvis Ansigter vendte mod hver sit Verdenshjørne. Svantevit stod i et stort Tempel midt i Byen og havde mange Præster til sin Opvartning. Han havde også en hvid Hest som Folk troede han red på om Natten i Kamp mod deres Fjender, og for at de kunne blive faste i denne Tro, sørgede Præsterne for, at Hesten hver Morgen var dygtig svedt og tilsølet. Der blev årlig holdt store Fester til Ære for Svantevit og bragt mange Ofre; det værste var, at der undertiden også ofredes kristne Fanger. Inde i Byen på en åben Plads stod Svantevits Tempel, hvori fandtes Afgudens uhyre Træbillede og Dyngen af Skatte, som tilhørte ham. Først når Gudsdyrkelsen her var forstyrret, kunne der være Håb om at få Kristendommen indført på Øen. Rügboerne havde således sørget godt for, at deres Hovedstad ikke så let kunne indtages; den var bygget på en høj klippe; de tre Sider vendte ud mod Havet, og foran den fjerde var opført en høj Vold. Længe lå Absalons Hær foran Volden uden at hans Hær kunne trænge ind. Da skete det en Dag i Middagsstunden, at en Krigsmand fik Øje på, at de Græstørv, hvormed Byporten var fyldt, var sunkne sammen, så der var blevet en Åbning mellem dem og det over Porten knejsende Trætårn. Det lykkedes ham at komme op i denne Åbning og ved Hjælp af Halm og Fyrtøj at tænde Ild i Tårnet og Voldens Træværk. Vendernes banner: Stanitza gik op i luer på St. Vitus´s dag. De Danske benyttede sig af den Forvirring, der herved kom, de rykkede frem, og en hård Kamp opstod på den rygende Vold. Mange Hedninger var faldne, da en af deres Høvdinger råbte, at de var villige til at underhandle med Absalon om Overgivelse. Freden blev da sluttet på følgende Vilkår: Arkonenserne skulle udlevere Svantevit med alle hans Skatte, løslade alle kristne Fanger og tillade, at der blev bygget Kirker, hvortil Afgudernes Ejendomme skulle henlægges; dernæst skulle de svare Skat og yde Ledingstropper til den danske Konge, og endelig måtte de stille fyrretyve Gisler til Sikkerhed for, at de indgåede Vilkår blev opfyldte. Rygtet om denne Fredsslutning var nær ved at fremkalde Oprør i den danske Lejr, hvor Krigsfolkene råbte på, at de ville have Lov til at hævne sig på de Skælmer, der havde gjort så mange Ulykker, og ved en Plyndring af Byen skaffe sig Løn for deres hårde Slid. De ville ikke finde sig i, sagde de, at man ikke undte dem andet end Hug og Skrammer. Absalon fik da Lejlighed til at vise, at han var lige så fast over for Venner som over for Fjender; thi da Kongen tog Høvdingerne til Side for at holde Råd, og alle da først ville høre Absalons Mening, da sagde han, at om Almuen lagde ham det nok så meget til Last, ville han dog holde på Forliget, fordi det var til Gavn for Land og Rige. Ved at fare frem med Mildhed kunne nu opnås, at alle andre Byer på Rügen fulgte Arkonas Eksempel, medens man ved at drive Arkonenserne til det yderste ville få en hård og langvarig Kamp med hele Øen. Men, sagde han, ene I andre af en anden Mening, da må vi i hvert Fald gå ærlig til Værks og sende Gislerne uskadte tilbage; ikke man vi sætte en Plet på det danske Navns Ære ved at bryde Tro og Love. Den gamle ærkebisp Eskild gav Absalon Medhold. » Skal Almuen byde, og Høvdingerne lyde? Er det ikke bedre at skåne end at ødelægge, og kunne vi vinde en herligere Sejr end den, ved Mildhed at drage vore Fjender ikke alene ind under os, men ind under den hellige Kirke? « sagde han. Og da nu alle Høvdingerne vedkendte sig at være enige med disse to, sagde Valdemar, at det skulle blive ved, hvad der var bestemt. Næste Dag gik Esbern Snare og Sune Ebbesen ind i Svantevits tempel, huggede træbilledet om og lod det slæbe ud i lejren, hvor hele hæren stimlede sammen for at se dette vidunder. Om Aftenen huggede madsvendene det i stykker og kogte Mad ved Stumperne af Rügboernes store Gud. Men i tre Dage holdt Absalon og hans Klerke ved med at døbe Hedningeskarerne; en kristen Kirke blev bygget, hvor Svantevits Tempel havde stået, og da de andre Byer overgav sig, blev der bygget Kirker rundt om på hele Øen, ved hvilke der blev ansat Præster, som Absalon forsynede med alt, hvad de behøvede, for at de ikke skulle blive det Folk til Byrde, hvis Hjælp og Trøst de skulle være. Alle Rügenboerne blev tvunget til at lade sig døbe og antage Kristendommen, og deres Fyrste måtte erkende Danmarks Konge for sin Overherre. Samtidig med, at Krigen således førtes over i Fjendens Land, blev der taget kraftigt fat på at sikre Forsvaret ved at bygge stærke Værn herhjemme. Det gjaldt om at have Borge ved Kysterne, hvorfra der kunne holdes Udkig, og hvorfra Flåden kunne løbe ud at forfølge de Sørøvere, der viste sig i vore Farvande. Heinrich der Löwe var dog ikke tilfreds med dette og lod nogle af hans undertvungne Abroditter hærge og plyndre på Als. Falstringerne synes undertiden at have stået på Vendernes side. Absalons næstsøskendebarn: Niels Falstring lærte sig det slaviske sprog, så han kunne tolke. Mindre vendiske bosættelser kan spore i stednavnene, som Vindeby’er, der tolkes som "Vendernes byer", og også byer på Lolland-Falster med endelsen -ilse, Korselitse (Køcæliz) Jerlitse, Bilse (Billitse), Binse (Hillested ), Tillise (fra 1329 Tiliz), Kudise (Arninge), Revese, Glukse (Gloslunde) og Kramnesse (Kramnitse). Efter 1160 begyndte man i større omfang at brænde ler til tegn (sten). Ærkebiskop Eskild af Lund var bannerfører for kirkens uafhængighed af den verdslige magt, og han var ven med Cisticienserordenens førstemand: Bernhard af Clairvaux, der organiserede det Andet Korstog. Johanitterordenen havde hovedkloster i Antvortskov, og oprettede i alt 6 klostre i Danmark. Biskop Absalon får af Valdemar "landsbyen" Havn, og på øen, hvor nu Christiansborg ligger, bygger Absalon en borg, til sikring af det omfattende sildeeventyr i Øresund. Man regner Københavns grundlæggelse (Havn) fra 1167, men borgen skulle også beskytte mod de vendere som lå i nabolaget - måske har venderne lagt i Hvidovre = Wittog på Rügen ? Dog er Hvidovre = Aworthæ (Avarta) på oldnordisk. Absalons dobbeltrolle som biskop i Roskilde, der var en vældig by med 11 kirker og 5 kloster, og så foregangsmand for købmændenes by: København, viser tydeligt forbindelsen med betalingsmønterne indtrængen i Riget. Bønderne havde betalt præsterne med gaver, d.v.s. at bønderne betalte, når de brugte præsten. Men Absalon ville gennemføre "den katolske kanoniske ret". I 1170 sikrede Valdemar sin søn retten til tronfølge, efter at Absalon havde fjernet den sidste betydelige tilhænger af ærkebiskop Eskil, nemlig domprovsten Asser Svendsen i Lund, der var af den jydske Trundsens-slægt. Asser Svendsen blev altså før år 1170 domprovst i Lund, men måtte efter nogle års forløb gå i landflygtighed. Hans farbroder ærkebiskop Eskils dattersønner indgik nemlig en sammensværgelse med Magnus, en søn af kong Erik Lam, om at dræbe Kong Valdemar I. Efter flere fejlslagne forsøg blev de røbet i 1176, hvorefter Magnus gik til bekendelse om sin og sine medsammensvornes brøde. Eskil, et næstsøskendebarn til Asser., og dennes broder Christiern havde deltaget i sammensværgelsen og Asser tilstod overfor kongen, at han vel havde haft kundskab om de sammensvornes planer, dog uden at have bifaldet dem, og at han kun for skams skyld havde undladt at åbenbare, hvad han vidste. Christiern måtte bøde med landflygtighed, og samme skæbne ramte også Asser. I 1171 gennemføres den sjællandske kirkelov og den skånske kirkelov. I Skåne blev indsat personer fra den sjællandske Stormandsklike placeret på de højeste kongelige poster. Biskop Absalon og biskop Eskild i Lund får dermed "ret" til en tredjedel af tiende af bøndernes korn, der også skulle levere kornet i kirkesognet. Hver tiende neg på marken, blev kørt til præstens lade. Men hvorfor skulle bønderne betale til biskoppen som boede så langt borte, og som de ingen gavn havde af ? Det latinske skriftsprog blev benyttet til at udtrykke denne "magt og ret", og til at forøgede de biskoppelige indtægter. Men Kirkelovene tog også retten fra folket og fra Tingstederne. Folkets ret til selv at afgøre stridigheder faldt i hænderne på de kristne. Man skal, hedder det, ikke rejse sådanne sager udenfor sin egen landsby, men vente til biskoppen kommer til stedet. Nyt er stævningen, hvor en mand skal stævnes på sin bopæl i sine naboers påhør. Sidder han to stævninger overhørig, skal han bøde for hver af dem med seks øre eller nægte, at han er rettelig stævnet, med seks mænd, som vidner. Sidder han tredje stævning overhørig, skal han bøde tre mark eller nægte med tolv mænds ed. Da skal han stævnes fjerde gang i kirken på en helligdag i præstens og sognemændenes påhør. Sidder han den stævning overhørig, da er han lovligt sagsøgt både med hensyn til stævningen og til hovedsagen. Hvis han da ikke vil bøde, da skal der forbydes ham adgang til gudstjenesten og til menighedens samfund, men han skal ikke sættes i band, førend der er gået et år, medmindre han forstyrrer menighedens gudstjeneste og samfund. Men gør han det, da skal han sættes i band, og den der har samkvem med ham, skal bøde tre mark og rammes af bandsættelsen. Disse bestemmelser har været så strenge, at den anklagede har adlydt stævningen og mødt for domstolen. At blive lyst i band og dermed sat uden for hele samfundet, har ramt en mand hårdere, end man kan forestille sig. Netop i disse år blev kirker og klostre brugt i kampen om jorden. Breve og skøder om rettigheder og jordejendom, om forbud og kongelige rettigheder, blev tryllet frem på det kirkelige papir. Det er ikke underligt, at der blev oprør. Det næste skridt var selve processen. Kirkeretten bygged på Romerretten, og biskop Eskild i Lund bliver irettesat af pave Alexander III, da der er en række misforhold i Eskilds kirkegerning. Efter 1175 påbegyndtes en større opbygning af stenkirker i Danmark. Ved siden af sin krigergerning havde Absalon med dygtighed styret kirkens sager, først som bisp på Sjælland og efter 1177, da den gamle biskop Eskild fratrådte efter 40 års tjeneste, som ærkebisp for hele den danske Kirke. Paven havde overdraget til Eskild at udnævne sin eftermand, og Kong Valdemar, der ofte havde haft en Modstander i Eskild, frygtede for, at hans valg skulle falde på en mod ham fjendtlig sindet Mand. Kong Valdemar var bange for at Eskild ville udpege den landsforviste Asser Svendsen, som Valdemar endnu ikke havde nået at rejse tiltale mod. Men denne frygt var dog ugrundet; thi da Eskild i Lund Domkirke for kongen og en stor forsamling havde nedlagt sit embede og kundgjorde valget af sin eftermand, sagde han: »Dersom jeg vil tækkes Gud og vælge den dygtigste, da er kun een at nævne, en Mand, som er øvet i Bispegerning og dertil trofast Værner; jeg vælger min Ven, Roskildes Biskop, hvis Navn er eder alle med Ære bekendt !« Kong Valdemar lod bygge det stærke Vordingborg, hvorfra Farvandet mellem de sydlige Øer kunne holdes ryddeligt. Ved Indgangen til Øresund, der hvor nu København ligger, opførte Absalon et Stentårn omgivet af en Ringmur. På Tårnet var opstillet Blider (Kastemaskiner), hvormed store Stene kunne udslynges mod Angriberne, og i Havnen lå Hærskibe rede til at løbe ud. I Storebælt opførte Kongen ligeledes et Stentårn på Sprogø, hvorfra der kunne spejdes vidt over hele Bæltet, og som var så stærkt bygget, at det kunne anses for uindtageligt. Levninger af det ses endnu. Til Værn for Søvejen gennem Store Bælt byggedes endvidere Kalundborg og Nyborg. Men det mest storartede Forsvarsarbejde var Genopbyggelsen af det gamle Danevirke. Foran Dronning Thyras Jordvold byggede Valdemar og Absalon en mægtig Stenmur, 3-4 alen tyk og ragende op over de gamle Volde. 60.000 Mand stod altid rede til at besætte den, og der gik mange Tider hen, før nogen Fjende vovede sig mod Leddet, hvormed Valdemar og Absalon, som fordum Thyra, havde lukket for Danmarks Vang. I Forbindelse med disse Fæstningen kunne Flåden, bemandet med modige Sømænd og ledet af dygtige Førere, hævde Herredømmet på de danske Vande og stænge Voldsmænd ude. Og Absalon forstod at skabe og lede Søværnet. Snart gik han på Tog med Flåden til Venden, snart krydsede han i vore Sunde og Bælter. Intet Offer var ham for stort. På Ærkebispestolen var Absalon en nidkær mand for, hvad man i de dage kaldte kirkens ret. Som førhen Knud den Hellige drev Absalon på, at Tienden skulle helt indføres, men han mødte også modstand som Knud den Hellige. Skåningerne satte sig bestemt imod at svare Bispetiende, og de klagede over, at Absalon overlæssede, dem med Kirkebygning og drog sjællandske Stormænd og Hvide-slægten ind i Skåningernes land. Magnus Eriksøn, ærkebiskp Eskil´s nevøer: Knud og Karl stod bag en række mordforsøg på kong Valdemar, som endte med Knud og Karls hærtog med svenske krigere i 1179 i Skåne. Men de blev nedkæmpet med hjælp af Skånske bønder. Men flere gange gjorde Skåningerne ligefrem oprør mod Absalon og ville »kæmpe for deres Frihed«. I maj 1180 blev kongens gælker: Tord, hujet ud af Skåningerne, der rettede kritik af fogeden: Peder Evarsøn, der blev beskyttet af ærkebiskoppen. Bønderne indkaldte til oprørsting med fire dages varsel på Tinget i Hvidkilde, og selv en af Absalons mænd gik over på oprørenes side og sagde, at folket står over ærkebispen, og at han hellere var trofast mod hele sit land end én enkelt Herre. Absalon undlod med nød og næppe de vrede bønder i 1180 til Søfdeborg i Skåne, og flygtede til Sjælland. Det var kun Absalons svært bevæbnede ryttere der reddede ham, fordi de kunne hugge de dårligt udrustede bønder ned. Men ilden ulmede under asken. I 1180-82 var der således flere skånsk-hallandske bondeoprør, hvor bønderne kommunikere ved at ´lade budstikken gå` og ved at ´udsende vidje og brand`, og bød til kamp mod Absalon i frihedens navn. Kongen og den gejstlige øvrighed var på den ene side - bønderne på den anden side, og de skånske stormænd vaklede mellem de to grupper. En foged pålagde bønderne at føre træ og stammer gennem en skov, hvor trækdyrene ikke kunne komme frem. Skåningerne fik en række nye arbejdspligter (ægter), og de nægtede at betale bispetiende, og ville give præsterne lov til at gifte sig. Valdemar indkaldte de Skånske Stormænd til møde på Fyn, der kritiserede de fremmede (sjællandske) fogeder, der krævede de sjællandske fogeder afsat. Men Valdemar nægtede dette, og gik i land i Skåne med en hær. Men i hæren støttede de jydske Stormænd nu skåningherne krav mod bispetiende, idet de derved kunne udsætte indførelsen af bispetiende i Jylland. Dette indgreb i bøndernes produktion ville jo øge den kirkelige magt, og dermed også den kongelige magt - på bekostning af Stormændenes rettigheder. I foråret 1181 blev jyderne og fynboerne udelukket fra hæren, og Valdemar, Absalon og de sjællandske Stormænd slog til, og slog de skånske bønder i et blodigt slag ved Dysjebro (Dysiaa) nord for Lund. Men nu dukkede de østlige skånske bønder op. Først da Lunds borgere fik skattenedsættelser, sluttede op om Valdemar og knuste bønderne i et slag ved Getungebro, og Valdemar tog gidsler fra de forskellige egne af Skåne. Absalon måtte da indrømme frihed for bispetiende i Skåne. Men i 1182 rejste bønderne krav om bødebetaling af de "høje Herrer", for drabene af fæller ved Getungebro. Absalon tog til Tinget for at tale bønderne til ro. Men forgæves, thi bønderne gik til angreb og nedbrændte de kongelige og kirkelige venners gårde. Oprørerne tilkaldte Harald Skreng som modkonge, og han fik hjælp af den svenske konge, Birger Jarl og Aage Tubbesøn. Men de Skånske Stormænd bekæmpede bønderne ved Lummeå. Lund´s borgere forholdt sig passive i kampene. Men bønderne indkaldte til et nyt oprørsting, men så satte Absalon over Sundet, og krævede de gamle love sat i kraft, samt at bønderne skulle betale bispetiende. Mod de Skånske Stormænd og mod Absalon nedlagde bønderne våbnene. I foråret 1182 lå kongen med flåden i Grønsund. Mere end 20 togter var foretagne til Venden i hans Tid, men Fjendens Magt var endnu ikke helt brudt, og Kongen ville endnu engang drage den vante Vej over Østersøen, da han blev syg og måtte lægge sig ind på Vordingborg Slot. Der døde han, og stor var Sorgen, hvor Budskabet derom bares hen. Hans Fader: Knud Lavard var jordet i Ringsted i St. Bengts Kirke.; did hen skulle nu Sønnen føres, og han blev ført derhen under Folkets Tårer. Kvinderne mødte Sørgetoget med udslagne Hår, og hvor Bønderne fik Øje på det, lod de Ploven stå for at skyde skulderen under Båren. Da Absalon i Ringsted læste Sjælemessen, blev han så bevæget, at han næppe kunne fuldføre Tjenesten; her blev det vitterligt for alle, hvor kær han havde haft sin Konge. Heinrich der Löwe fald i 1180 som en følge af magtkampen mellem stauferne og welferne, og grev Adolf d. 3. af Holsten havde stor fordel deraf, idet staufernes kejser gav ham samtlige indtægter på Lübechs handel, og i 1190 fik han Ditmarsken. Denne overdragelse af Ditmarsken ville Danmark ikke anerkende. I St. Bengts Kirke ligger 21 fyrstelige grave. Kirken blev gravkirke for Valdemarernes slægt i mange led

Fortsættes på næste side !

Skift til: Danmarks historie (III) * * Danmarks historie (IV) * * Danmarks historie (V) * * Brudstykker af Danmarks historie (I)

Webmaster