Indhold på denne side: Forfatningen for den russiske socialistiske føderative Sovjetrepublik - 1918 * * Stalins bemærkninger til forslaget om Sovjetunionens nye Forfatning i 1936 * * Forfatningen for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker i 1936 * * Forfatningen for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker i 1974 * * Borgerlige forfatninger og socialistiske forfatninger -1978.

Udgivet efter ordre fra den alrussiske Centraleksekutivkomité for Arbejder-, Bønder og Soldaterrådene samt for Kosakkernes udsendinge.

AFSNIT I

Artikel 1.

1. Rusland erklæres for at være Republik bestående af Arbejder-, Soldater- og Bonderepræsentanternes Råd (Sovjets). Den hele centrale og lokale Magt er hos disse Råd.

2. Den russiske Sovjetrepublik ordnes på Grundlag af et frit Nationernes Forbund som en Sammenslutning (Føderation) af nationale Sovjetrepublikker.

Artikel 2.

3. Idet den 3. alrussiske Sovjetkongres af Arbejder-, Soldater-, og Bonderepræsentanter sætter sig som Hovedopgave: at ophæve enhver Udbytning af Mennesker ved Mennesker, fuldstændig at ophæve Klassedelingen i Samfundet, skånselsløst at holde Udbytterne nede, at oprette Samfundets socialistiske Organisation og fremskynde Socialismens Sejr i alle Lande, beslutter den endvidere:

a) I den hensigt at virkeliggøre Socialiseringen af Jord- og Grundejendom ophæves den private Ejendomsret til Jorden, og samtlige Landejendomme erklæres for hele Folkets Ejendom og overgives til det arbejdende Folk på Grundlag af en udlignende Afbenyttelse af Jorden uden nogen Afløsning.

b) Alle Skovstrækninger, Jordværdier og Vandløb af almindelig samfundsmæssig Betydning, så vel som det samlede levende og døde Inventar, Mønstergodser og Forsøgsstationer erklæres for National ejendom.

c) Som det første Skridt til Fabrikkernes, Grubernes, Jernbanernes og andre Produktions- og Befordringsmidlers Overgang til Arbejder- og Bonderåds-Republikken stadfæstes Sovjetloven angående Arbejderkontrol og den øverste Sovjet for Folkeøkonomi i den Hensigt at sikre det arbejdende Folks Magt over for Udbytteme.

d) Som det første Angreb mod den internationale Bank- og Finanskapital betragter den 3. Sovjetkongres Sovjetloven om, at de af Zarens, Grundbesiddernes og Bourgeoisiets Regering stiftede Lån er erklæret for ugyldige, og udtrykker som sin Overbevisning, at Sovjetregeringen urokkelig vil gå videre ad denne Vej, indtil den internationale Arbejderrejsning for Kapitalens Undertrykkelse afgørende har sejret.

e) Alle Bankers Overgang i Arbejder- og Bondestatens Besiddelse bekræftes som en af Forudsætningerne for de arbejdende Massers Frigørelse fra Kapitalens Undertrykkelse.

f) For at afskaffe de snyltende Samfundslag og for at genoprette Samfundshusholdningen indføres almindelig Arbejdspligt.

g) For at skabe et sikkert Grundlag for en fuldstændig Udøvelse af Magten gennem de arbejdende Masser, og for at tilintetgøre enhver Mulighed for Genoprettelse af Udbytternes Magt, anordner man Bevæbning af Arbejderne, Oprettelsen af en socialistisk rød Armé af Arbejdere og Bønder og fuldstændig Afvæbning af de besiddende Klasser.

4. Idet den 3. Sovjetkongres udtrykker som sin ubøjelige Beslutning at rive Menneskeheden ud af Finanskapitalens og Imperialismens Klør, som i denne den mest forbryderiske af alle Krige har oversvømmet Jorden med Blod, godkender den fuldstændig den af Sovjetregeringen førte Politik, der går ud på at ophæve de hemmelige Traktater, hidføre den mest vidtgående Fraternisering mellem de nu krigsførende Hæres Arbejdere og Bønder, samt under alle Omstændigheder ved Hjælp af revolutionære Midler at opnå en demokratisk Fred mellem de arbejdende uden Anneksioner og Krigsskadeerstatninger, på Grundlag af Folkenes frie Selvbestemmelsesret.

5. I samme Hensigt holder den 3. Sovjetkongres fast ved et fuldstændigt Brud med den borgerlige Civilisations barbariske Politik, der skaber Rigdomme for Udbytterne i enkelte udvalgte Nationer ved at undertrykke Hundrede Millioner af den arbejdende Befolkning i Asien, Kolonierne overhovedet og i de små Lande.

6. Den 3. Sovjetkongres hilser med Glæde den Politik, der er ført af Folkekommissærernes Råd, den Politik, som har erklæret Finlands fuldstændige Frihed, som har begyndt med at trække Tropperne ud af Persien, og som har proklameret Armeniens fri Selvbestemmelsesret.

7. Den 3. alrussiske Sovjetkongres af Arbejder-, Soldater- og Bonderepræsentanter er af den Anskuelse, at for Nærværende, i det Øjeblik, da den afgørende Kamp udkæmpes mellem Proletariatet og dets Udbyttere, bør der ikke indrømmes disse sidste Plads i noget af Regeringsorganerne. Regeringsmagten må helt og holdent bero hos de arbejdende Masser og deres befuldmægtigede Repræsentation, Arbejder-, Soldater- og Bonderepræsentanternes Råd.

8. Samtidig indskrænker den 3. Sovjetkongres sig til at stræbe efter at skabe et virkeligt frit og frivilligt og følgelig et så meget desto fuldstændigere og fastere Forbund mellem de arbejdende Klasser i alle Ruslands Nationer, at stræbe efter at fastslå Grundsætningerne for en Sammenslutning af Ruslands Sovjetrepublikker, og overlader det til Arbejderne og Bønderne inden for hver enkelt Nation på dennes egen befuldmægtigede Sovjetkongres selvstændig at træffe Beslutning om, hvorvidt og på hvilket Grundlag den er villig til at tage Del i den føderative Regering og andre føderative Sovjetinstitutioner.

AFSNIT II

Almindelige Bestemmelser for den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Forfatning.

Artikel 5.

9. Hovedopgaven for den i den nuværende Overgangstid bestemte Konstitution for den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik består i at oprette By- og Landproletariatets samt de fattige Bønders Diktatur i Form af en kraftig alrussisk Sovjetregering med det Formål at holde Bourgeoisiet fuldstændig nede, at ophæve al Udbytning af Mennesker ved Mennesker og at indføre en socialistisk Samfundsordning, hvor der hverken findes Klassedeling eller Statsmagt.

10. Den russiske Republik er et frit socialistisk Samfund, som består af alle de arbejdende i Rusland. Hele Regeringsmagten indenfor den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Område udøves af Landets samlede arbejdende Befolkning, der er sammensluttet i By- og Landsovjets.

11. Sovjetterne for de Områder, der udmærker sig ved særlige Eksistensbetingelser og en særlig national Sammensætning har Lov til at slutte sig sammen til selvstændige Provinsforbund; i Spidsen for disse skal der, som overhovedet i Spidsen for alle Provinssammenslutningerne, stå Provinssovjetkongresser samt disses Eksekutivorganer.

Disse selvstændige Provinsforbund hører på Grundlag af Sammenslutningen (Føderationen) til den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik.

12. I den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik er den øverste Magt hos den alrussiske Centraleksekutivkomité.

13. Med det Formål for Øje at sikre de arbejdende Masser sand Åndsfrihed, adskilles Kirken og Staten og Skolen fra Kirken; der tilkendes alle Borgere Ret til at drive religiøs og antireligiøs Propaganda.

14. I den Hensigt at sikre de arbejdende Masser sand Ytringsfrihed ophæver den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik Pressens Afhængighed af Kapitalen, overgiver i Arbejderklassens og de fattige Bønders Hånd alle tekniske og materielle Midler til Udgivelse af Dagblade, Brochurer, Bøger og alle andre Tryksager og sikrer disses fri Udbredelse i hele Landet.

15. I den Hensigt at sikre de arbejdende Masser sand Forsamlingsfrihed tilkender den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik Sovjetrepublikens Borgere Ret til frit at foranstalte Forsamlinger, Bekendtgørelser, Processioner o. s. v., og stiller til Arbejderklassens og de fattige Bønders Rådighed alle Lokaler, der egner sig til Afholdelse af Folkeforsamlinger, foruden Inventar, Belysning og Opvarmning.

16. I den Hensigt at sikre de arbejdende Masser sand Foreningsfrihed efter at den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik har brudt de besiddende Klassers økonomiske og politiske Magt og som Følge deraf har bortryddet alle de Hindringer, der i det tidligere borgerlige Samfund har umuliggjort Arbejdernes og Bøndernes Udnyttelse af Organisations- og Aktionsfriheden, lader den nu enhver materiel og anden Hjælp blive Arbejderne og de besiddelsesløse Bønder til Del.

17. For at sikre de arbejdende Masser virkelig Adgang til Uddannelse sætter den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik sig den Opgave, at sikre Arbejderne og de besiddelsesløse Bønder en fuldstændig og alsidig Uddannelse uden Vederlag.

18. Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik betragter Arbejdet som en Pligt for samtlige Republikens Borgere og forkynder dette Løsen: «Den, der ikke arbejder, skal heller ikke have Føden!«

19. I den Hensigt at fremskaffe den bedst mulige Beskyttelse for Arbejder- og Bonderevolutionens store Resultater, anerkender den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik Fædrelandsforsvar som Pligt for alle Republikens Borgere og indfører den almindelige Værnepligt. Den Æresrettighed at forsvare Revolutionen med Våben i Hånd indrømmes kun de arbejdende Masser, de ikke arbejdende bliver derimod henvist til Udøvelsen af andre Militærpligter.

20. Idet den går ud fra Solidariteten mellem Arbejderne af alle Nationer, tilsikrer den Russiske Socialistiske Føderative Republik den, der opholder sig på den russiske Republiks Område for at udøve sin Erhvervsvirksomhed, og den, der tilhører Arbejderklassen eller en Bondestand, der ikke udnytter fremmed Arbejdskraft, alle de russiske Borgeres politiske Rettigheder og indrømmer de lokale Sovjets Ret til uden besværliggørende Formaliteter at tilkende sådanne Udlændige de russiske Borgerrettigheder.

21. Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik tilsikrer alle Udlændinge, der på Grund af religiøse eller politiske Forseelser er udsat for Forfølgelse, Asylret.

22. Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik tilkender Borgerne de samme Rettigheder, uanset hvilken Race eller Nation de tilhører, og erklærer af den Grund, at hvilke som helst Privilegier eller Forrettigheder, så vel som en hvilken som helst Undertrykkelse af nationale Mindretal eller Indskrænkning af deres Ligeberettigelse strider mod Republikens Grundsætninger.

23. Ledet af Interessen for den samlede Arbejderklasse unddrager den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik enkelte Grupper de Rettigheder, som kan anvendes af disse til Skade for den sociale Revolutions Interesser.

AFSNIT III.

Angående den alrussiske Sovjetkongres af Deputerede for Arbejderne, Bønderne, Kosakkerne og den røde Armé.

24. Den alrussiske Sovjetkongres udgør den højeste Instans indenfor den «Russiske, Socialistiske, Føderative Sovjetrepublik«.

25. Den alrussiske Sovjetkongres består af Repræsentanter for Bysovjetterne - hvor 25,000 Vælgere indsender en Deputeret - og af Repræsentanter for Gouvernementssovjetskongressen - hvor 125,000 Indbyggere indsender en Deputeret.

26. Den alrussiske Sovjetkongres bliver indkaldt af den alrussiske Centralkomité mindst 2 Gange om Året.

27. En overordentlig, alrussisk Kongres bliver indkaldt af den alrussiske Centraleksekutivkomité på eget Initiativ eller på Forlangende af stedlige Sovjetter, som mindst tæller en Tredjedel af Republikens samlede Befolkning.

28. Den alrussiske Sovjetkongres vælger den alrussiske Centraleksekutivkomité, der højst må bestå af 200 Personer

29. Den alrussiske Centraleksekutivkomité er i et og alt ansvarlig overfor den alrussiske Sovjetkongres.

30. I Tiden mellem Sovjetkongressernes Sessioner udgør den alrussiske Centraleksekutivkomité Republikens højeste Instans.

Angående den alrussiske Centraleksekutivkomité

31. Den alrussiske Centraleksekutivkomité angiver den almindelige Retning for Virksomheden indenfor Arbejder- og Bønderregeringen og indenfor alle Sovjetmagtens forskellige Organer i Landet, sammenfatter Lovgivnings- og Forvaltningsarbejdet, bruger dem i Samklang med hinanden og våger over Sovjetregeringens Virkeliggørelse samt over Anordningerne fra den alrussiske Sovjetkongres og fra Sovjetmagtens Centralorganer.

Den alrussiske Centraleksekutivkomité prøver og billiger de Dekretudkast og andre Forslag, som bliver indbragt af Folkekommissærernes Sovjet eller af de enkelte Kredse og udsteder selv Dekreter og Anordninger.

34. Den alrussiske Centraleksekutivkomité indkalder den alrussiske Sovjetkongres, for hvilken den aflægger Regnskab over sin Virksomhed og afgiver Beretning om den almindelige Politik og enkelte Spørgsmål.

35. Den alrussiske Centraleksekutivkomité vælger Folkekommissærernes Sovjet for de almindelige Forvaltningsforretninger i den Russiske Socialistiske Sovjetrepublik og dennes Afdelinger i Folkekommissariaterne til Ledelsen af de enkelte Forvaltningsgebeter.

36. Den alrussiske Centraleksekutivkomités Medlemmer arbejder i de enkelte Afdelinger (Folkekommissariaterne) og udfører den alrussiske Gentraleksekutivkomités Særordrer.

Angående Folkekommissærernes Sovjet.

37. Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Forretningsførelse påhviler Folkekommissærernes Sovjet.

38. Til Virkeliggørelse af denne Opgave udsteder Folkekommissærernes Sovjet Dekreter, Bestemmelser og Instruktioner og træffer overhovedet alle nødvendige Forholdsregler til en hurtig Forretningsgang indenfor Statslivet.

39. Folkekommissærernes Sovjet giver ufortøvet den alrussiske Centraleksekutivkomité Meddelelse om sine Bestemmelser og Beslutninger.

40. Den alrussiske Centraleksekutivkomité har Ret til at ophæve og udsætte enhver Bestemmelse og Beslutning fra Folkekommissærernes Sovjet.

41. Alle Bestemmelser og Beslutninger fra Folkekommissærernes Sovjet, som er af stor almenpolitisk Betydning, bliver forelagt den alrussiske Centraleksekutivkomité til Prøvelse og Billigelse.

42. Medlemmerne af Folkekommissærernes Sovjet står i Spidsen for de enkelte Folkekommissariater.

43. Der bliver dannet 18 Folkekommissariater, nemlig for: a) Udenrigske Anliggender. b) Hær. c) Marine. d) Indre Anliggender. e) Justitsvæsen. f) Arbejde. g) Social Forsorg. h) Folkeoplysning. i) Post og Telegrafvæsen. k) Nationale Anliggender. l) Finanser. m) Trafikvæsen. n) Agerbrug. o) Handel og Industri. p) Folkeforplejning. q) Statskontrol. r) Det øverste nationaløkonomiske Råd. s) Hygiejne.

44. Ved Siden af hver Folkekommissær bliver der under dennes Forsæde dannet et Kollegium, hvis Medlemmer bliver valgt af Folkekommissærernes Sovjet.

45. Folkekommissæren er berettiget til - i alle Spørgsmål, som hører ind under det tilsvarende Kommissariat, af egen Myndighed at fatte Beslutninger, dog at han må give Kollegiet Meddelelse herom. - Dersom Kollegiet ikke er enig med en eller anden af Folkekommisærens Beslutninger, kan det - uden at standse Udførelsen af Beslutningen - nedlægge Protest derimod hos Folkekommissærernes Sovjet eller hos den alrussiske Centralkomités Bestyrelse. Denne samme Ret til at nedlægge Protest tilkommer også Kollegiets enkelte Medlemmer.

46. Folkekommissærernes Sovjet er fuldt ud ansvarlig overfor den alrussiske Sovjetkongres og den alrussiske Centraleksekutivkomité.

47. Folkekommissærerne og Kollegierne, som er sideordnet Folkekommissariaterne er fuldstændig ansvarlige overfor Folkekommissærernes Sovjet og overfor den alrussiske Centraleksekutivkomité.

48. Udnævnes til Folkekommissær kan kun Medlemmer af Folkekommissærernes Sovjet, som leder den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks almindelige Forretninger og må ikke tildeles andre Repræsentanter for Sovjetregeringen hverken i Centrum eller på de enkelte Steder.

Angående den alrussiske Sovjetkongres og den alrussiske Centraleksekutivkomités Kompetence.

49. Alle Spørgsmål af almen statslig Betydning er underkastet den alrussiske Sovjetkongres og den alrussiske Centraleksekutivkomités Afgørelse, nemlig:

a) Stadfæstelse, Ændring og Fuldstændiggørelse af den Russiske Socialistiske, Føderative Sovjetrepubliks indre og ydre Politik.

b) Almen Ledelse af den Russiske, Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks indre og ydre Politik.

c) Fastsættelse og Forandring af Landsgrænserne samt Udskillelse af Dele af den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Territorium samt Ophævelse af disses Rettigheder.

d) Grænserne for og Kompetencen hos de Provincialforbund, som tilhører den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik og Bilæggelse af Stridigheder imellem dem.

e) Optagelse af ny Landsmedlemmer i Sovjetrepublikens Forbund og Anerkendelse af at enkelte Dele af denne træder ud af den russiske Føderation.

f) Almindelig, administrativ Inddeling af den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Territorium og Godkendelse af Provinsialforbundene.

g) Fastsættelse af og Ændringer i Mål-, Vægt- og Pengesystemet indenfor den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Område.

h) Forholdet til de udenlandske Stater, Krigserklæring og Fredsslutning.

i) Afslutning af Lån, Told- og Handelsoverenskomster samt af finansielle Traktater.

k) Opstilling af Grundlagene og den almene Plan for den samlede Nationaløkonomi, samt dennes enkelte Grene indenfor den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Område.

l) Stadfæstelse af den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Budget.

m) Fastsættelse af de almindelige Statsskatter og Afgifter.

n) Fastsættelse af Organisationsgrundlagene for den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Kræfter.

o) Almenstatslig Lovgivning, Retsforfatning og Retspleje, Civil- og Kriminallovgivning osv.

p) Udnævnelse og Ansættelse såvel af de enkelte Medlemmer til Folkekommissærernes Sovjet samt af Folkekommissærernes Sovjet in corpore, samt Stadfæstelse af Formanden for Folkekommissærernes Råd.

q) Forordninger om almene Bestemmelser, om Erhvervelsen og Tabet af russisk Borgerret og Udlændinges Rettigheder på Republikkens Område.

r) Ret til fuldstændig eller delvis at tildele Amnesti.

50. Foruden de opregnede Punkter, er alle de Spørgsmål underkastet den alrussiske Sovjetkongres og den almindelige Centraleksekutivkomités Kompetence, når de erklæres at høre ind under disse Institutioner.

51. Den alrussiske Sovjetkongres har Ret til at afgøre følgende:

a) Fastsættelse, Fuldstændiggørelse og Forandringer af Sovjetforfatningens Grundlag.

b) Ratifikationen af Fredsoverenskomsterne.

52. Afgørelsen af de i Punkterne c. og h. i Paragraf 49 betegnede Spørgsmål bliver kun overladt den alrussiske Centraleksekutivkomité, når det er umuligt at indkalde den almindelige Sovjetkongres.

Angående Sovjetkongresserne.

53. Sovjetkongresserne bliver sammensat på følgende Måde:

a) Provinsialkongresserne - som består af Repræsentanter for Bysovjetterne og Kredssovjetterne - og hvor der for hver 25,000 Indbyggere kommer en Delegeret og for Byerne en Delegeret for hver 5000 Vælgere, ialt dog ikke mere end 500 Delegerede for hele Provinsen eller også af Repræsentanter for Gouvernementetsovjetkongresserne, valgt efter samme Navn, dersom vedkommende Gouvernementskongres træder sammen umiddelbart før Provinsialkongressen.

b) Gouvernements (Distrikts) Kongresserne - af Repræsentanter for Bysovjetterne og Amtsdistrikterne (Wolostj), hvor der for hver 10,000 Indbyggere kommer en Delegeret for hver 2000 Vælgere, ialt dog for hele Gouvernementet (Distriktet, Okrug) ikke mere end 300 Deputerede. Dersom vedkommende Kreds (Ujesd.) Sovjetkongres træder sammen umiddelbart før Gouvernementskongressen, bliver Valgene foretaget efter den samme Form, ikke af Distrikterne (Wolost) men af Kredsorganerne.

c) Kreds (Rayon) Kongresserne - som består af Repræsentanter for Landsbysovjetterne, hvor der for hver 1000 Indbyggere kommer en Delegeret, dog for hele Kredsen (hele Rayonen) ikke mere end 300 Delegerede.

d) Amtsdistrikts- (Wolost) Kongresserne - af Repræsentanter for alle Landsbysovjetterne i Distriktet (Wolost), hvor der for hver 10 Sovjetmedlemmer kommer en Delegeret.

Anmærkning 1. I Kredskongresserne deltager Sovjetrepræsentanter for de Byer, hvis Indbyggertal ikke overstiger 10,000. De stedlige Landbysovjetter med mindre end 1000 Indbyggere slutter sig sammen til en Kongres ved Valget af Delegerede. Anmærkning 2. Landsbysovjetterne med mindre end 10 Medlemmer sender en Repræsentant til Distriktskongressen. 

54. Sovjetkongresserne bliver indkaldt af Sovjetmagtens (Eksekutivkomiteens) territorial tilsvarende Eksekutivorganer og efter Sovjetmagtens Skøn eller på Forlangende af de stedlige Sovjetter, som ikke omfatter mindre end en Trediedel af vedkommende Distrikts samlede Befolkning - under alle Omstændigheder 2 Gange om Året i hver Provins (Oblast, hver tredie Måned i hvert Gouvernement og hver Kreds (Ujesd.) og en Gang om Måneden i hvert Distrikt (Wolost).

55. Sovjetkongressen (for et Provins-Gouvernement, Kreds eller Distrikt) vælger sit Eksekutivorgan -, Eksekutivkomitéen, hvis Medlemsantal ikke må være større end a) 25 for hver Provins og Gouvernement, b) 20 for hver Kreds, cl 10 for hvert Distrikt. Eksekutivkomiteen står fuldt ud til Ansvar overfor Sovjetkongressen, som også vælger denne.

56. Indenfor Grænserne af Sovjetkongressens (Provinsial-Gouvernements-Kreds og Distriktskongressen) Kompetence, er Kongressen den højeste Instans på vedkommende Territoriums Område. I Tiden mellem Kongressernes Indkaldelse er Eksekutivkomiteen den højeste Instans. 

Angående de Deputeredes Sovjetter (Råd).

57. De Deputeredes Sovjetter bliver dannet på følgende måde:

a) I Byerne en Deputeret for hver 1000 Indbyggere, dog må Antallet af Deputerede ikke være mindre end 50 og ikke overstige 1000.

b) På Landet (i Landsbyerne, Kirkelandsbyerne, Kosaklandsbyerne (Stanitza), Flækker og Byer med mindre end 10,000 indbyggere (Äul, Gårde o. s. v.) kommer der en Deputeret for hver 100 Beboere, dog må antallet af Deputerede fra hver Koloni ikke være mindre end 3 og ikke større end 50.

De Deputeredes Fuldmagt gælder for 3 Måneder.

58. Til de løbende Forretninger vælger de Deputeredes Sovjet af deres Midte et Eksekutivorgan (Eksekutivkomité), som på Landet består af højst 5 Personer og i Byerne afgiver en Repræsentant for hver 50 Sovjetmedlemmer, dog må det samlede Antal ikke være mindre end 3 og ikke mere end 15 (i Petrograd og Moskva ikke mere end 40). Eksekutivkomiteen er fuldt ud ansvarlig overfor det Sovjet, som har valgt den.

59. De Deputeredes Sovjet bliver indkaldt af Eksekutivkomiteen efter dennes Skøn og på Forlangende af mindst Halvdelen af alle Sovjetmedllemmer, dog ikke sjældnere end I Gang om Ugen i Byerne og 2 Gange om Ugen på Landet.

60. Indenfor Grænserne af sin Kompetence er Sovjettet eller i det i Anmærkning til § 57 forudsatte Tilfælde, den almindelige Vælgerforening, dens højeste Instans indenfor vedkommende Territoriums Område. 

Angående Kompetencen hos Sovjetmagtens lokale Organer.

61. Sovjetmagtens Provinsial-Kreds- og Distriktsorganer, samt de Deputeredes Sovjetter har følgende Opgaver:

a) Virkeliggørelse af alle Forordninger fra vedkommende højere Organer indenfor Sovjetmagten.

b) Varetagelsen af alle Forholdsregler til at højne det omtalte Område i kulturel og økonomisk Henseende.

c) Afgørelse af alle Spørgsmål, som har en ren lokal (for vedkommende Territorium) Betydning.

d) Sammenfatning af Sovjetternes samlede Virksomhed indenfor vedkommende Distrikts Grænser.

62. Sovjetkongresserne og disse Eksekutivkomiteer har Ret til at udøve Kontrol over de lokale Sovjetters Virksomhed (d. v. s. en Provins’ Kongresser og Eksekutivkomiteer - har Kontrolretten over alle Sovjetter i vedkommende Provins; - Kongresserne og Eksekutivkomiteerne i et Gouvernement - Kontrolretten over alle Sovjetter i vedkommende Gouvernement, med Undtagelse af Bysovjetterne, som ikke er indbefattet i Kredssovjetteme o. s. v.)

Provinsial- og Gouvernementssovjetterne har desuden Ret til at ophæve de i deres Distrikt virkende Sov) etters Beslutninger, dog skal i vigtige Tilfælde den centrale Sovjetregering have Meddelelse herom.

63. Til Afgørelse af de Organer, som pålægges Sovjetmagtens Organer bliver der ved Siden af Sovjetterne (såvel By- som Landsovjetterne) og Eksekutivkomiteerne (såvel for Provinserne - Gouvernementerne, Kredsene og Distrikterne) oprettet tilsvarende Afdelinger med Afdelingsledere i Spidsen.

AFSNIT IV.

Aktiv og passiv Valgret.

64. Retten til at vælge og blive valgt til Sovjetterne har uafhængig af Trosbekendelse, Nationalitet, Bopæl o. s. v. følgende Borgere af begge Køn i den Russiske, Socialistiske Føderative Sovjetrepublik, som inden Valgene er fyldt 18 År.

a) Alle de, som skaffer sig deres Livsophold ved et produktivt og for Samfundet nyttigt Arbejde, ligeledes Personer, som er beskæftiget i Husholdningen og som sætter de førstnævnte i Stand til at udføre det produktive Arbejde, som f. Eks. Arbejdere og Ansatte af alle Arter og Kategorier, som er beskæftiget i Industrien, i Handelen, i Landbruget ø. s. v., Bønder og agerdyrkende Kosakker, såfremt de ikke betjener sig af Lønarbejdere for Fortjenestes Skyld.

b) Soldater i Sovjetarmeen og Flåden.

c) De i Punkterne a og b i Paragraf 64, som på en eller anden Måde har mistet deres Arbejdsdygtighed.

Anmærkning 1. De lokale Sovjetter har Ret til med Billigelse af Centralmyndighederne at nedsætte den i denne Artikel fastsatte Alders grænse. Anmærkning 2. Af Personer, som ikke har erhvervet russisk Borgerret, får også de Personer, som er betegnet i Paragraf 2 (Afsnit II, Artikel 5), aktiv og passiv Valgret.

65. Følgende kan hverken vælge eller blive valgt, heller ikke selv om de tilhører de tidligere nævnte Kategorier.

a) Personer, som for Fortjenestens Skyld anvender Lønarbejdere.

b) Personer, som lever af en Indtægt, der ikke skyldes Arbejde, som f.eks. af: Renter af Kapital, Indtægter af industrielle Foretagender, Formue o. s. v.

c) Private Købmænd, Handelsagenter.

d) Munke og gejstlige, ansatte i Kirkerne og ved anden religiøs Kultur.

e) Ansatte og Agenter i det tidligere Politi, det særlige Gendarmerikorps og Ochranaafdelinger samt Medlemmer af det tidligere russiske Herrehus.

f) Personer, som ad foreskreven Vej er blevet erklæret for åndssvage eller vanvittige, samt også de Personer, som står under Formynderskab.

g) Personer, som er straffet for egennyttig eller vanærende Forbrydelse indenfor den af Loven eller Dommen fastsatte Frist.

Angående Valgakten.

66. Valgene bliver, ifølge almindelig Brug, foretaget på de af de lokale Sovjetter fastsatte Dage.

67. Valgene sker i Nærværelse af Valgkommissionen og den lokale Sovjets Formand.

68. I sådanne tilfælde, hvor Formandens Nærværelse af tekniske Grunde er umulig, bliver han repræsenteret af Valgkommissionens Formand, og dersom denne ikke er til Stede af Valgforsamlingens Formand.

69. Der bliver ført en Protokol over Valgenes Forløb og Hændelser. Denne Protokol er underskrevet af Valgkommissionen og Sovjetrepræsentanten.

70. Den nøjagtige Valgmodus samt Fagforeningernes og andre Arbejderorganisationers Deltagelse i Valgene bliver fastsat af de lokale Sovjetter ifølge Instrukser fra den alrussiske Centraleksekutivkomité.

 Artikel I5.

Angående Prøvelse og Ugyldighedserklæring af Valgene og Tilbagekaldelse af de Deputerede.

71. Det samlede Materiale over Valgenes Forløb bliver tilstillet den tilsvarende Sovjet.

72. Til Prøvelse af Valgene nedsætter Sovjettet en Mandatprøvelseskommission.

73. Mandatprøvelseskommissionen aflægger Beretning om Prøvelsesarbejdernes Forløb - til Sovjettet.

74. Sovjettet afgør Spørgsmål om Godkendelse af omstridte Kandidater.

75. I Tilfælde af, at en eller anden Kandidat ikke bliver godkendt foranstalter Sovjettet nye Valg.

76. I Tilfælde af, at Valgene i sin Helhed er uretfærdigt foretaget, skal Sovjetmagtens næsthøjeste Organ afgøre Spørgsmålet, om de skal erklæres ugyldige.

77. Den sidste Kassationsinstans for Sovjetvalgene har den alrussiske Centraleksekutivkomité.

78. Vælgerne, som har sendt en Deputeret til en Sovjet, har Ret til, til enhver Tid at kalde denne Deputerede tilbage og ifølge de almindelige Bestemmelser lade foretage nye Valg.

AFSNIT V.

79. Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Finanspolitik skal på den nuværende Overgangstime af det arbejdende Folks Diktatur fremme det Hovedformål at ekspropriere hos Bourgeoisiet og skabe de første Betingelser for fuldkommen Lighed blandt Republikens Borgere på Produktionens og Fordelingens Område. Med dette Formål for øje stiller den sig den Opgave at stille alle de Midler, som er nødvendige for at tilfredsstille Sovjetrepublikens lokale og almenstatslige Behov til Disposition for Sovjetregeringens Organer, uden at afholde sig fra at gøre Indgreb i Privatejendomsretten.

80. Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Indtægter og Udgifter bliver sammenfattet i et fælles Statsbudget.

81. Den alrussiske Sovjetkongres og den alrussiske Centraleksekutivkomité bestemmer, hvilke Arter af Indtægter og Afgifter, der hører ind under det fælles Statsbudget, og hvilke der bliver stillet til Disposition for de lokale Sovjetter, ligeledes fastsætter disse Normerne for Beskatningen.

82. Sovjetterne bestemmer Opkrævningen af de Skatter og Afgifter, som udelukkende skal dække det lokale Forvaltningsvæsens Behov. De almindelige Statsbehov bliver dækket på Bekostning af de Midler, som bliver udbetalt af Statskassen.

83. Ingen Udgifter må bestrides af Statskassen uden Legitimation ved et Kreditoroverslag fra Statsøkonomiforvaltningen eller på Grundlag af Bekendtgørelsen af en Særbeslutning af Centralinstansen.

84. Til Tilfredsstillelse af Behov af almenstatslig Betydning bliver der af de tilsvarende Folkekommissariater stillet de nødvendige Midler til Disposition for de lokale Sovjetter af Statskassen.

85. Alle de Kreditbeløb, som stilles til Disposition for Sovjetterne af Statskassens Midler samt de i Overslagene over de lokale Behov godkendte Kreditbeløb, bliver givet indenfor Budgetfordelingens Rammer (ifølge Paragrafer og Artikler) til den direkte Bestemmelse og må ikke uden særlig Tilladelse fra den alrussiske Centraleksekutivkomité og Folkekommissærernes Sovjetter anvendes til Tilfredsstillelse af noget som helst andet Behov.

86. De lokale Sovjetter giver halvårligt eller årligt Overslag over Indtægterne og Udgifterne til de lokale Behov. Overslagene fra Landsby- og Distriktsovjetterne og Bysovjetterne, som tager Del i Kredskongresserne, samt Overslagene fra Sovjettegeringens Kredsorganer bliver godkendt af de tilsvarende Gouvernements- og Provinsialkongresser eller disses Eksekutivkomiteer. Overslagene fra Sovjetmagtens By-Gouvernements- og Provinsialorganer bliver godkendt af den alrussiske Centraleksekutivkomité og Folkekommissærernes Sovjet.

87. Til de i Overslagene ikke forudsete Udgifter samt i de Tilfælde, hvor de anslåede Beløb viser sig at være utilstrækkelige, må Sovjetterne selv anmode de tilsvarende Folkekommissariater om supplerende Kreditbeløb.

88. Dersom de lokale Midler ikke er tilstrækkelige til at tilfredsstille de lokale Behov, yder den alrussiske Centraleksekutivkomité og Folkekommissærernes Sovjet af Statskassens Midler de Tilskud eller Lån, som er nødvendige til at dække de påtrængende Udgifter.

AFSNIT VI.

89. Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Våben viser på rød Baggrund Afbildningen af et gyldent Segl og en gylden Hammer, som ligger over Kors i Solstråler med Skæfterne nedad - og omgivet af en Krans af Aks, med Inskriptionen:

a) Den russiske føderative Sovjetrepublik - og

b) Proletarer i alle Lande, forener Eder !

Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Handels-, Marine- og Krigsflag består af en rød (purpurrød) Fanedug, i hvis øverste venstre Hjørne ved Flagstangen Bogstaverne R. S. F. S. R. eller Påskriften: Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik er anbragt med gylden Skrift.

Formanden for den 5. alrussiske Sovjetkongres

og den alrussiske Centraleksekutivkomité

Medlemmer af den alrussiske Centraleksekutivkomités Præsidium:

T.J.TEODOROWITSCH - F.A. ROSIN - A. P. ROSENHOLZ - A. CH. MITROFANON - K. G. MAXIMOW

og Den alrussiske Centraleksekutivkomités Sekretær: W. A. AWANESSOW.

I

Forfatningskommissionens Nedsættelse og dens Opgaver

Kammerater ! Forfatningskommissionen, hvis Forslag kommer til Behandling på denne Kongres, blev som bekendt nedsat efter særlig Beslutning af Sovjetunionens 7. Sovjetkongres. Denne Beslutning blev vedtaget den 6. Februar 1935. Den lyder: Der indføres Ændringer i Sovjetunionens Forfatning, som tager Sigte på at demokratisere Valgsystemet yderligere ved at erstatte den ikke fuldstændig lige Valgret med lige Valgret, de indirekte Valg med direkte og don offentlige Afstemning med hemmelig Afstemning; at præcisere Forfatningens socialøkonomiske Grundlag ved at bringe Forfatningen i Overensstemmelse med de nuværende Relationer mellem Klassekræfterne i Sovjetunionen (der er skabt en ny, socialistisk Industri, Kulakerne er knust, Kollektivbrugssystemet har sejret, den socialistiske Ejendom står nu som Sovjetsamfundets Grundlag o.s.v.). Det foreslås Sovjetunionens Centraleksekutivkomité at vælge en Forfatningskommission, der skal have til Opgave i Overensstemmelse med de Under Punkt i angivne Principper at udarbejde en revideret Forfatningstekst, som skal forelægges Sovjetunionens Centraleksekutivkomité til Stadfæstelse. Det næste ordinære Valg til Sovjetmagtens Organer i Sovjetunionen gennemføres på Grundlag af det nye Valgsystem. Det var den 6. Februar 1935. Dagen efter at denne Beslutning var vedtaget, d. v. s. den 7. Februar 1935, trådte Sovjetunionens Centraleksekutivkomité sammen til sit første Møde, og i Overensstemmelse med Sovjetunionens 7. Sovjetkongres’ Beslutning nedsatte den en Forfatningskommission på 31 Medlemmer. Forfatningskommissionen fik som Opgave at udarbejde et Forslag til en revideret Forfatning for Sovjetunionen. Dette er det formelle Grundlag og de Direktiver fra Sovjetunionens højeste Organ, der skulle tjene som Basis for Forfatningskommissionens Arbejde. Forfatningskommissionen skulle altså foretage Ændringer i den nugældende Forfatning, der blev vedtaget i 1924, og derved tage Hensyn til de Forskydninger henimod Socialismen, som er foregået i Sovjetunionens Liv i Perioden fra 1924 indtil vore Dage. 

II

Forandringerne i Sovjetunionens Liv i Perioden fra 1924 til 1936

Hvad er det for Forandringer i Sovjetunionens Liv, der er foregået i Perioden fra 1924 til 1936, og som Forfatningskommissionen skulle give Udtryk for i sit Forfatningsforslag ? Hvad er det væsentligste i disse Forandringer ? Hvad havde vi i 1924 ? Det var den første Periode af NEP-Tiden, da Sovjetmagten til en vis Grad tillod Kapitalismen at leve op igen, samtidig med at Socialismen på enhver Måde udvikledes; da den regnede med at organisere det socialistiske Systems Overvægt over det kapitalistiske i Konkurrencen mellem de to økonomiske Systemer, det kapitalistiske og det socialistiske. Opgaven bestod i at styrke Socialismens Positioner i denne Konkurrences Forløb, nå frem til en Fjernelse af de kapitalistiske Elementer og fuldende det socialistiske Systems Sejr som Folkeøkonomiens grundlæggende System. Vor Industri frembød dengang et lidet misundelsesværdigt Syn, navnlig Sværindustrien. Ganske vist blev den efterhånden genrejst, men dens Produktion var endnu langtfra nået op på Førkrigsniveauet. Den hvilede på den gamle, forældede og svage Teknik. Ganske vist, den udviklede sig henimod Socialismen. Den socialistiske Sektors Andel i vor Industri udgjorde dengang omkring 80 %. Men Kapitalismens Sektor sad alligevel stadigvæk inde med ikke mindre end 20 %. af Industrien. Vort Landbrug frembød et endnu ringere Syn. Ganske vist var Godsklassen allerede fjernet, men til Gengæld repræsenterede Landbrugskapitalisternes Klasse, Kulakerne, endnu en temmelig betydelig magt. I det store og hele mindede Landbruget dengang om et umådeligt hav af små, individuelle Bondebrug med deres forældede middelalderlige Teknik. I dette Hav fandtes der som enkelte Punkter og Småøer kollektiv- og Sovjetbrug, som egentlig endnu ikke havde nogen som helst alvorlig Betydning i vor Folkeøkonomi. Kollektiv- og Sovjetbrugene var svage, mens Kulakerne endnu havde deres Kræfter i Behold. Vi talte dengang ikke om at fjerne Kulakerne, men om at sætte Grænser for dem. Det samme må man sige om Vareomsætningen i Landet. Den socialistiske Sektor i Vareomsætningen udgjorde omkring 50-60 %. - ikke mere, mens Købmænd, Spekulanter og andre Private sad inde med hele resten. Sådan så vore økonomiske Forhold ud i 1924. Hvad har vi nu, i 1936 ? Medens vi dengang havde den første Periode af NEP-Tiden, Begyndelsen NEP-Tiden, en Periode, da Kapitalismen til en vis Grad levede op igen, så har vi nu den sidste Periode af NEP-Tiden, Slutningen på NEP-Tiden, en Periode, da Kapitalismen fuldstændig likvideres indenfor alle Områder af Folkeøkonomien. Lad os for det første tage den Kendsgerning, at vor Industri i denne periode har udviklet sig til en gigantisk Kraft. Nu kan man ikke mere kalde den svag og dårligt udrustet i teknisk Henseende. Tværtimod, den hviler nu på en ny, højtstående moderne Teknik med en kraftigt udviklet Sværindustri og en endnu mere udviklet Maskinindustri. Det vigtigste er imidlertid, at Kapitalismen er blevet fuldstændig fordrevet vor Industris Område, mens den socialistiske Produktionsform nu er det ubetinget herskende System indenfor vor Industri. Man kan ikke regne den Kendsgerning for en Bagatel, at vor socialistiske Industri, hvad Produktionens Omfang angår, nu er over syv Gange så stor som Førkrigstidens Industri. På Landbrugets Område har vi nu i Stedet for et Hav af små, individuelle Bondebrug med deres svage Teknik og Kulakernes Magtstilling Verdens største mekaniserede Produktion, der er udstyret med moderne Teknik, i Form af et altomfattende System af Kollektiv- og Sovjetbrug. Det er almindelig kendt, at Kulakerne er fjernet indenfor landbruget, mens de små, individuelle Bondebrugs Sektor med dens forældede, middelalderlige Teknik nu indtager en ubetydelig Plads, samtidig med at dens Andel i Landbruget, hvad det dyrkede Areals omfang angår, ikke udgør mere end to-tre %. Man kan ikke undlade at anføre den Kendsgerning, at Kollektivbrugene nu råder over 316.000 traktorer med tilsammen 5.700.000 Hestekræfter, og sammen med Sovjetbrugene har de over 400.000 Traktorer med tilsammen 7.580.000 Hestekræfter. Hvad Vareomsætningen i Landet angår, så er Købmændene og Spekulanterne fuldstændig fordrevet fra dette Område. Hele Vareomsætningen befinder sig nu i Statens, Kooperationens og Kollektivbrugenes Hænder. Der er opstået og udviklet en ny Form for Handel, Sovjethandelen, en Handel uden Spekulanter, en Handel uden Kapitalister. Det socialistiske Systems fuldstændige Sejr indenfor alle Folkeøkonomiens Områder er altså nu en Kendsgerning. Og hvad betyder det ? Det betyder, at det ene Menneskes Udbytning af det andet er tilintetgjort, er likvideret, mens den socialistiske Ejendomsret til Produktions midlerne nu står som vort Sovjetsamfunds urokkelige Grundvold. Som Følge af alle disse Forandringer indenfor Sovjetunionens Folkeøkonomi har vi nu en ny socialistisk økonomi, der ikke kender Kriser og Arbejdsløshed, der ikke kender Fattigdom og Nød, og som giver Borgerne alle Muligheder for at leve et Liv i Velstand og Kultur. Dette er i det væsentlige de Forandringer, der er foregået indenfor vort økonomiske Liv i Perioden fra 1924 til 1936. Svarende til disse Forandringer indenfor det økonomiske Liv i Sovjetunionen har vort Samfunds Klassestruktur også forandret sig. Godsejerklassen blev som bekendt allerede likvideret som Følge af den sejrrige Afslutning af Borgerkrigen. Hvad de andre Udbytterklasser angår, så har de delt Godsejerklassens Skæbne. Der eksisterer ikke mere nogen Kapitalistklasse indenfor Industrien. Der eksisterer ikke mere nogen Kulakklasse indenfor Landbruget. Der eksisterer ikke mere Købmænd og Spekulanter indenfor Vareomsætningen. Alle Udbytterklasser er altså blevet fjernet. Tilbage er Arbejderklassen. Tilbage er Bondeklassen. Tilbage er Intelligensen. Men det ville være en Fejl at tro, at der i denne Tid slet ingen Forandringer er sket med disse sociale Grupper, at de er blevet ved med at være, hvad de var, skal vi sige under Kapitalismen. Lad os f.eks. tage Sovjetunionens Arbejderklasse. Af gammel Vane kalder man den tit for Proletariatet. Men hvad er Proletariatet ? Proletariatet er en Klasse, der er berøvet Produktionsmidlerne under et økonomisk System, hvor Produktionsmidlerne tilhører Kapitalisterne, og hvor Kapitalistklassen udbytter Proletariatet. Proletariatet er en Klasse, der udbyttes af Kapitalisterne. Men hos os er Kapitalistklasser bekendt allerede fjernet, Produktionsmidlerne er frataget Kapitalisterne og overgivet til Staten, hvis førende Kraft er Arbejderklassen. Der findes altså ikke mere nogen Kapitalistklasse, der kan udbytte Arbejderklassen. Vor Arbejderklasse er altså ikke blot ikke berøvet produktionsmidlerne, men den ejer dem tværtimod sammen med hele folket. Men da den ejer dem, og Kapitalistklassen er fjernet, er enhver mulighed for at udbytte Arbejderklassen udelukket. Kan man efter dette kalde vor Arbejderklasse for et Proletariat? Det er klart, at det kan ikke. Marx sagde: For at befri sig selv, må Proletariatet knuse kapitalistklassen, fratage Kapitalisterne Produktionsmidlerne og tilintetgøre de Produktionsbetingelser der frembringer Proletariatet. Kan man sige, at Sovjetunionens Arbejderklasse allerede har virkeligjort disse Betingelser for sin Frigørelse? Det kan og må man ubetinget. Men hvad betyder det ? Det betyder, at Proletariatet i Sovjetunionen er blevet til, en fuldstændig ny Klasse, til Sovjetunionens Arbejderklasse, der har tilintetgjort det kapitalistiske økonomiske System, har indført den socialistiske Ejendomsret til Produktionsmidlerne og fører Sovjetsamfundet frem ad Vejen til Kommunismen. Som I ser, er Sovjetunionens Arbejderklasse en fuldstændig ny Arbejderklasse, der er fri for Udbytning, en Arbejderklasse, som Menneskehedens Historie endnu ikke har kendt Magen til. Lad os gå over til Spørgsmålet om Bønderne. Man plejer i Almindelighed at sige, at Bønderne er en Klasse af Småproducenter, hvis medlemmer er atomiserede, spredt ud over hele Landet, og som hver for sig roder med deres eget lille Brug med dets forældede Teknik, og som er Trælle for Privatejendomsretten, og ustraffet udbyttes af Godsejere, Kulaker, Købmænd, Spekulanter, Ågerkarle o.s.v. Og i de kapitalistiske Lande er Bønderne virkelig netop en sådan Klasse, hvad den afgørende Masse angår. Kan man sige, at vore Bønder i Dag, Sovjetbønderne, i det store og hele ligner disse Bønder ? Nej, det kan man ikke sige. Sådanne Bønder findes der ikke mere hos os. Vore Sovjetbønder er fuldstændig nye Bønder. Hos os findes der ikke mere Godsejere og storbønder, Købmænd og Ågerkarle til at udbytte Bønderne. Vore bønder er altså Bønder, der er fri for Udbytning. Endvidere er det overvældende Flertal af vore Sovjetbønder Kollektivbønder, d.v.s. deres Arbejde og deres Ejendom hviler ikke på Enkeltmands Arbejde forældet Teknik, men på kollektivt Arbejde og moderne Teknik. Endelig er Grundlaget for vore Bønders økonomi ikke Privatejendomsretten, men den kollektive Ejendomsret, der har udviklet sig på Grundlag af det kollektive Arbejde. Som I ser, er Sovjetbønderne fuldstændigt nye Bønder, som Menneskehedens Historie endnu ikke har kendt Magen til. Lad os endelig gå over til Spørgsmålet om Intelligensen, til Spørgsmålet om Ingeniørerne og Teknikerne, om Arbejderne på Kulturfronten, om Funktionærerne i Almindelighed o.s.v.. I den forløbne Periode er der også sket store Forandringer med dem. Det er allerede ikke mere den gamle, forbenede Intelligens, der prøvede på at stille sig over Klasserne, men som i det store og hele i Virkeligheden tjente Godsejerne og Kapitalisterne. Vor Sovjetintelligens er en fuldstændig ny Intelligens, der med alle sine Rødder er forbundet med Arbejderklassen og Bønderne. Det er for det første Intelligensens Sammensætning, der har forandret sig. Folk, der er af adelig og borgerlig Afstamning, udgør kun en ringe Procentdel af vor Sovjetintelligens. 80-90 % af Sovjetintelligensen er udgået fra Arbejderklassen, Bønderne og andre Lag af den arbejdende Befolkning. Endelig har også selve Intelligensens Virksomhed forandret Karakter. Tidligere måtte den tjene de rige Klasser, thi den havde ikke nogen anden Udvej. Nu må den tjene Folket, thi der findes ingen Udbytterklasser mere. Og netop derfor er den nu et ligeberettiget Medlem af Sovjetsamfundet, hvor den sammen med Arbejderne og Bønderne, Side om Side med dem, arbejder på Opbygningen af det nye klasseløse socialistiske Samfund. Som I ser, er dette en fuldstændig ny, arbejdende Intelligens, som man ikke finder Magen til i noget Land på Jordkloden. Dette er de Forandringer, der i den forløbne Tid er foregået med Sovjetsamfundets Klassestruktur. Hvad vidner disse Forandringer om ? De vidner for det første om, at Skellene mellem Arbejderklassen og Bønderne samt mellem disse Klasser og Intelligensen udslettes, og det gamle stive Klassevæsen forsvinder. Det betyder, at Afstanden mellem disse sociale Grupper formindskes mere og mere. De vidner for det andet om, at de økonomiske Modsætninger mellem disse sociale Grupper falder bort, udslettes. De vidner endelig om, at også de politiske Modsætninger mellem dem falder bort og udslettes. Således forholder det sig med Forandringerne i Sovjetunionens Klassestruktur. Billedet af Forandringerne i Sovjetunionens sociale Liv ville ikke være fuldstændigt, hvis der ikke blev sagt nogle Ord om Forandringerne indenfor endnu et Område. Jeg tænker her på det indbyrdes Forhold mellem Nationaliteterne i Sovjetunionen. Sovjetunionen består som bekendt af ca. 60 Nationer, nationale Grupper og Folkeslag. Sovjetstaten er en Stat med mange Nationaliteter. Det er klart, at Spørgsmålet Om det indbyrdes Forhold mellem Sovjetunionens Folk må have førsterangs Betydning for os. Unionen af Socialistiske Sovjetrepubliker blev som bekendt dannet i 1922 på Sovjetunionens første Sovjetkongres. Den blev dannet efter princippet om Lighed og Frivillighed for Sovjetunionens Folk. Den bestående Forfatning, der blev vedtaget i 1924, er Sovjetunionens første forfatning. Det var en Tid, da Forholdet mellem Folkene endnu ikke var bragt rigtig i Orden, da Resterne af Mistilliden til Storrusserne endnu ikke var forsvundet, da de centrifugale Kræfter endnu stadig var i Virksomhed. Det var under disse Forhold nødvendigt at tilvejebringe et broderligt Samarbejde mellem Folkene på Grundlag af gensidig økonomisk, politisk og militær Hjælp, ved at forene dem til een Forbundsstat med mange Nationaliteter. Sovjetmagten kunne ikke undgå at se, hvor vanskelig denne Sag var. Den havde for sig de ugunstige Erfaringer fra Stater med mange Nationaliteter i de borgerlige Lande. Den havde for sig det gamle Østrig-Ungarns fejlslagne Forsøg. Og alligevel forsøgte den at danne en Stat med mange Nationaliteter, thi den vidste, at en stat med mange Nationaliteter, der opstår på socialistisk Grundlag, vil holde Stand overfor alle Prøvelser. Siden da er der gået 14 År. En Periode, som er tilstrækkelig til at se hvordan Forsøget er faldet ud. Og hvad ser vi? Den forløbne Periode har ubestrideligt vist, at Forsøget på at danne en Stat med mange Nationaliteter på socialistisk Grundlag er lykkedes til Fuldkommenhed. Dette er en utvivlsom Sejr for den Leninske Nationalitetspolitik. Hvordan skal man forklare denne Sejr ? Der fandtes ingen Udbytterklasser, der er Hovedorganisatorerne af stridighederne mellem Nationerne; der fandtes ingen Udbytning til at nære den gensidige Mistillid og opflamme de nationalistiske Lidenskaber. Magten var i Hænderne på Arbejderklassen, der er en Fjende af enhver Art af Underkuelse og den trofaste Bærer af Internationalismens ide; på alle økonomiens og Samfundslivets Områder blev den gensidige Hjælp mellem Folkene faktisk virkeliggjort; endelig opblomstrede der en national Kultur hos Sovjetunionens Folk, national i sin Form, socialistisk i sit Indhold - alle disse og lignende Faktorer har ført til, at Sovjetunionens Folk fuldstændig har forandret deres Fysiognomi, har fået Følelsen af gensidig Mistillid til at forsvinde hos dem, har udviklet en følelse af gensidigt Venskab hos dem og således tilvejebragt et virkeligt broderligt Samarbejde mellem Folkene i en enkelt Forbundsstats system. Som Resultat har vi nu en socialistisk Stat med mange Nationaliteter der er fuldt udformet og har holdt Stand mod alle Prøvelser, og som en hvilken som helst Nationalstat i en hvilken som helst Del af Verden kan misunde dens Stabilitet. Dette er de Forandringer, der i den forløbne Periode er foregået i det indbyrdes Forhold mellem Nationaliteterne i Sovjetunionen. Dette er Summen af de Forandringer i Sovjetunionens økonomiske sociale og politiske Liv, der er foregået i Perioden fra 1924 til 1936. 

III

Forfatningsforslagets vigtigste Ejendommeligheder

På hvilken Måde er alle disse Forandringer i Sovjetunionens Liv kommet til Udtryk i Forslaget til den nye Forfatning ? Med andre Ord: Hvad er de vigtigste Ejendommeligheder ved det Forfatningsforslag, der kommer til Behandling på denne Kongres ? Forfatningskommissionen havde fået som Opgave at foretage Ændringer i Teksten til Forfatningen af 1924. Resultatet af Forfatningskommissionens Arbejde var en ny Forfatningstekst, Forslaget til en Forfatning for Sovjetunionen. Ved Affattelsen af det nye Forfatningsforslag gik Forfatningskommissionen ud fra, at Forfatningen ikke må forveksles med et Program. Det betyder, at der er en Væsensforskel mellem et Program og en Forfatning. Mens et Program taler om det, der endnu ikke findes og først skal opnås og erobres i Fremtiden, så skal en Forfatning omvendt tale om det, der allerede findes, det, der allerede er opnået og erobret nu i dette øjeblik. Et Program tager hovedsagelig Sigte på Fremtiden, en Forfatning på Nutiden. To Eksempler for at illustrere dette. Det er allerede i det væsentlige lykkedes vort Sovjetsamfund at virkeliggøre Socialismen, at skabe en socialistisk Samfundsordning, d.v.s. virkeliggøre det, som Marxisterne også kalder Kommunismens første eller laveste Stadium. Det vil sige, at Kommunismens første Fase, Socialismen, allerede i det væsentlige er blevet virkeliggjort hos os. Grundprincippet på dette Stadium af Kommunismen er som bekendt Formlen: »Enhver yder efter sine Evner, enhver får efter sit Arbejde«. Skal vor Forfatning give Udtryk for denne Kendsgerning, den Kendsgerning, at vi har tilkæmpet os Socialismen ? Skal den bygge på det, vi har tilkæmpet os ? Det skal den ubetinget. Det skal den, fordi Socialismen for Sovjetunionen er noget, der allerede er opnået og erobret. Men Sovjetsamfundet er endnu ikke nået frem til at virkeliggøre Kommunismens højeste Fase, hvor det herskende Princip vil blive Formlen: »Enhver yder efter sine Evner, enhver får efter sit Behov«, skønt det har sat sig som Mål at nå frem til at virkeliggøre Kommunismens højeste Fase i Fremtiden. Kan vor Forfatning baseres på Kommunismens højeste Fase, som endnu ikke er til, og som først skal erobres? Nej, de kan den ikke, fordi Kommunismens højeste Fase for Sovjetunionen er noget der endnu ikke er virkeliggjort, og som skal virkeliggøres i Fremtiden. Det kan den ikke, hvis den ikke vil forvandles til et Program eller en Deklaration om noget, der skal erobres i Fremtiden. Dette er vor Forfatnings Rammer på det givne historiske Tidspunkt. Forslaget til den nye Forfatning giver altså Resultatet af den Vej, der er tilbagelagt, Resultatet af de Sejre, der allerede er vundet. Den er følgelig en Registrering og lovmæssig Forankring af det, der allerede er opnået og erobret i Praksis. Dette er den første Ejendommelighed ved Forslaget til Sovjetunionens Forfatning. Endvidere: Forfatningerne i de borgerlige Lande går i Almindelighed ud fra Overbevisningen om det kapitalistiske Systems Urokkelighed. Hovedgrundlaget for disse Forfatninger er Kapitalismens Principper, dens Hovedstøtter: Privatejendomsretten til Jorden, Skovene, Fabrikkerne, Værkerne og andre Produktionsmidler; det ene Menneskes udbytning af det andet og Tilstedeværelseø'n af Udbyttere og Udbyttede; det arbejdende Flertals Fattigdom på Samfundets ene Pol og det ikke arbejdende, men rige Mindretals Luksus på den anden Pol; o.s.v., o.s.v. De bygger på disse og lignende Støtter for Kapitalismen. De genspejler dem og forankrer dem ad Lovgivningens Vej. Til Forskel fra dem går Forslaget til Sovjetunionens nye Forfatning ud på den Kendsgerning, at den kapitalistiske Samfundsordning er likvideret, den Kendsgerning, at den socialistiske Samfundsordning har sejret i Sovjetunionen. Hovedgrundlaget for Forslaget til Sovjetunionens Forfatning er Socialismens Principper, dens allerede erobrede og virkeliggjorte Hovedstøtter: den socialistiske Ejendomsret til Jord- Skovene, Fabrikkerne, Værkerne og andre Produktionsmidler; Likvideringen af Udbytningen og Udbytterklasserne; Likvideringen af Flertallets Fattigdom og Mindretallets Luksus; Likvideringen af Arbejdsløsheden; Arbejdet som en Pligt og en Æressag for hver arbejdsdygtig Borger efter Formlen: »Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have noget at spise«. Retten til Arbejde, d. v. s. hver Borgers Ret til under garanti at få Arbejde; Retten til Hvile; Retten til Uddannelse; o.s.v.. Forslaget til den nye Forfatning bygger på disse og lignende støtter for Socialismen. Den genspejler dem og forankrer dem ad Lovgivningens Vej. Dette er den anden Ejendommelighed ved Forslaget til den nye Forfatning. Endvidere: De borgerlige Forfatninger går stiltiende ud fra Forudsætningen om, at Samfundet består af Klasser, der bekæmper hinanden, af Klasser, der råder over Rigdommen, og Klasser, som ikke råder over den; at Statens Ledelse af Samfundet (Diktaturet) må ligge hos Bourgeoisiet, hvilket Parti der end kommer til Magten; at Forfatningen er nødvendig for at forankre den Samfundsordning, der er gunstig og fordelagtig for de besiddende Klasser. Til Forskel fra de borgerlige Forfatninger går Forslaget til Sovjetunionens nye Forfatning ud fra, at der allerede ikke mere findes Klasser, der bekæmper hinanden i Samfundet; at Samfundet består af to Klasser, Arbejderne og Bønderne, der lever i Venskab med hinanden; at det netop er disse arbejdende Klasser, der sidder inde med Magten; at Statens Ledelse af Samfundet (Diktaturet) tilhører Arbejderklassen som Samfundets mest fremskredne Klasse; at Forfatningen er nødvendig for at forankre den Samfundsordning, der er gunstig og fordelagtig for den arbejdende Befolkning. Dette er den tredje Ejendommelighed ved Forslaget til den nye Forfatning. Endvidere: De borgerlige Forfatninger går stiltiende ud fra Forudsætningen om, at Nationerne og Racerne ikke kan være ligeberettigede: at der findes Nationer med fulde Rettigheder og Nationer uden fulde Rettigheder; at der desuden eksisterer endnu en tredje Kategori af Nationer eller Racer, f.eks. i Kolonierne, som har endnu færre Rettigheder end de ikke fuldt ligeberettigede Nationer. Det betyder, at alle disse Forfatningers Grundlag er nationalistisk, d.v.s. Forfatninger for de herskende Nationer. Til Forskel fra disse Forfatninger er Forslaget til Sovjetunionens nye Forfatning omvendt helt igennem internationalt. Det går ud fra, at alle Nationer og Racer er ligeberettigede. Det går ud fra, at Forskellen i Hudfarve eller Sprog, Kulturniveau eller Statsudviklingens Niveau lige så lidt som nogen anden Forskel mellem Nationerne og Racerne kan tjene som Grundlag til at retfærdiggøre Nationernes ulige Rettigheder. Det går ud fra, at alle Nationer og Racer, uafhængigt af deres tidligere og nuværende Tilstand, uafhængigt af deres Styrke eller Svaghed, må nyde samme Rettigheder indenfor alle det økonomiske, sociale, statslige og kulturelle Samfundslivs Områder. Dette er den fjerde Ejendommelighed ved Forslaget til den nye Forfatning. Den femte Ejendommelighed ved Forslaget til den nye Forfatning består i dens konsekvente og til det yderste gennemførte Demokrati. Fra Demokratiets Standpunkt kan man dele de borgerlige Forfatninger i to Grupper: den ene Gruppe Forfatninger benægter rent ud Borgernes Ligeberettigelse og demokratiske Friheder eller gør dem faktisk illusoriske. Den anden Gruppe Forfatninger akcepterer beredvilligt de demokratiske Principper og reklamerer endda med dem, men tager samtidig sådanne Forbehold og Indskrænkninger, at de demokratiske Rettigheder og Friheder viser sig at være fuldstændig forkrøblede. De taler om lige Valgret for alle Borgere, men begrænser den samtidig med Opholdsbestemmelser og ved at kræve en vis Uddannelse og endda en vis formue. De taler om Borgernes Ligeberettigelse, men tager straks det behold, at dette ikke gælder for Kvinderne eller kun gælder delvis dem, o.s.v., o.s.v.. Det er en Ejendommelighed ved Forslaget til Sovjetunionens nye Forfatning, at det er fri for den Slags Forbehold og Indskrænkninger. Forslaget gør ikke Forskel på aktive og passive Borgere, for det er alle borgere aktive. Det anerkender ingen Forskel i Rettigheder mellem mænd og Kvinder, mellem Folk »med fast Bopæl« og »uden fast Bopæl«, med Formue og uden Formue, med en vis Uddannelse og uden en vis uddannelse. Det kender kun ligeberettigede Borgere. Borgernes Stilling i Samfundet bestemmes hverken af Formuens Størrelse eller deres Nationalitet, af Kønnet eller af den Stilling, man har, men af enhver Borgers personlige Evner og personlige Arbejde. Endelig er der endnu en Ejendommelighed ved Forslaget til den nye Forfatning. De borgerlige Forfatninger nøjes i Almindelighed med at fastslå Borgernes formelle Rettigheder og bekymrer sig ikke om Betingelserne for at virkeliggøre disse Rettigheder og Muligheden for at virkeliggøre dem, om Midlerne til at virkeliggøre dem. De taler om Borgernes Lighed, men glemmer, at der ikke kan eksistere virkelig lighed mellem Arbejdsgiveren og Arbejderen, mellem Godsejeren og Bonden, når de førstnævnte sidder inde med Rigdommen og den politiske Indflydelse i Samfundet, medens de sidstnævnte hverken har det ene eller det andet, når de førstnævnte er Udbyttere, og de sidstnævnte Udbyttede. Eller: de taler om Ytringsfrihed, Forsamlings- og Pressefrihed, men glemmer, at alle disse Friheder kan forvandle sig til tomme ord for Arbejderklassen, hvis den ikke råder over passende Forsamlingslokaler, gode Trykkerier, tilstrækkelige Mængder Papir o.s.v.. Det er en Ejendommelighed ved Forslaget til den nye Forfatning, at den ikke nøjes med at fastslå Borgernes formelle Rettigheder, men lægger Trykket på Spørgsmålet om Garantierne for disse Rettigheder, på Spørgsmålet om Midlerne til at virkeliggøre disse Rettigheder. Den forkynder ikke bare Borgernes Ligeberettigelse, men sikrer dem også ved lovmæssigt at fastslå den Kendsgerning, at Udbyttersamfundet er likvideret, den Kendsgerning, at Borgerne er fri for enhver Form for Udbytning. Den forkynder ikke bare Retten til Arbejde, men sikrer den også ved lovmæssigt at fastslå den Kendsgerning, at der ikke eksisterer Kriser i Sovjetsamfundet, den Kendsgerning, at Arbejdsløsheden er afskaffet. Den forkynder ikke bare de demokratiske Friheder, men sikrer dem også ad Lovgivningens Vej med visse materielle Midler. Det er derfor klart, at i Forslaget til den nye Forfatning er Demokratiet ikke det »sædvanlige« og »almindelig anerkendte« Demokrati som sådant, men det socialistiske Demokrati. Dette er de grundlæggende Ejendommeligheder ved Forslaget til Sovjetunionens nye Forfatning. Således giver Forslaget til den nye Forfatning Udtryk for de Forskydninger og Forandringer i Sovjetunionens økonomiske, sociale og politiske Liv, der er foregået i Perioden fra 1924 til 1936.  

IV

Den borgerlige Kritik af Forfatningsforslaget

Nogle Ord om den borgerlige Kritik af Forfatningsforslaget. Spørgsmålet om, hvorledes den borgerlige Presse i Udlandet forholder sig til Forfatningsforslaget er ubestridelig af en vis Interesse. Eftersom den udenlandske Presse giver Udtryk for den offentlige Mening i forskellige Befolkningslag i de borgerlige Lande, kan vi ikke forbigå den Kritik, som denne Presse har øvet mod Forfatningsforslaget. Den udenlandske Presse reagerede først på Forfatningsforslaget med en udpræget Tendens til at tie Forfatningsforslaget ihjel. Jeg tænker her mest på den reaktionære, den fascistiske Presse. Denne Gruppe Kritikere anså det for det bedste simpelthen, at tie Forfatningsforslaget ihjel og fremstille Sagen, som om Forslaget overhovedet ikke var til. Man kan sige, at det ikke er nogen Kritik at tie noget ihjel. Men det er ikke sandt. Den Metode at tie noget ihjel, som en særlig Måde at ignorere noget på, er også en Form for Kritik, ganske vist en tåbelig og latterlig Form, men alligevel en Form for Kritik. Men de kom ingen Vegne med deres Fortielsesmetode. Til syvende og sidst blev de nødt til at åbne for Ventilen og meddele Verden, at hvor beklageligt det end er, så eksisterer Forslaget til Sovjetunionens Forfatning alligevel, og ikke blot eksisterer det, men det begynder også at udøve en fordærvelig Indflydelse på Sjælene. Og anderledes kunne det heller ikke gå, da der alligevel eksisterer en Slags offentlig Mening i Verden, Læsere, levende Mennesker, der vil vide Sandheden om Kendsgerningerne, og der er ikke nogen Mulighed for at holde dem længe i Løgnens Klør. Med Løgn kommer man ikke langt…..Den anden Gruppe Kritikere indrømmer, at Forfatningsforslaget virkelig er til, men den mener, at Forslaget ikke har større Interesse, da i Virkeligheden ikke er et Forfatningsforslag, men en Lap Papir, et Løfte, der er ment som en vis Manøvre og beregnet på at bedrage folk. De tilføjer samtidig, at Sovjetunionen heller ikke kunne fremkomme med et bedre Forslag, eftersom selve Sovjetunionen ikke er og en Stat, men blot et geografisk Begreb, og da nu engang ikke er en Stat, så kan dens Forfatning heller ikke være en virkelig Forfatning. En typisk Repræsentant for denne Gruppe Kritikere er, hvor mærkeligt det end lyder, det tyske officiøse Organ »Deutche Diplomatisch-Politische Korrespondenz«. Dette Blad påstår ligefrem, at Forslaget til Sovjetunionens Forfatning er et tomt Løfte, et Bedrag, »en Potemkin-Landby«. Det erklærer uden Vaklen, at Sovjetunionen ikke er en Stat, at Sovjetunionen »ikke er andet end et nøjagtigt stemt geografisk Begreb« , at Sovjetunionens forfatning følgelig ikke kan anerkendes som en virkelig Forfatning. Hvad kan man sige om sådanne, med Forlov at sige, Kritikere ? I et af sine Eventyr skildrer den store russiske Forfatter Ssjedrin Typen på en forbenet Bureaukrat, der er meget indskrænket og stupid, men i højeste Grad selvsikker og tjenstivrig. Efter at denne Bureaukrat havde skabt »Ro og Orden« i det ham »betroede« Distrikt ved at udrydde Tusinder af Indbyggere og brænde snesevis af Byer, så han sig om og fik ude i Horisonten øje på Amerika, et ganske vist lidet kendt land, hvor det viser sig, at der findes såkaldte Friheder, der ophidser folket, og hvor Staten styres efter andre Metoder. Bureaukraten fik øje på Amerika og blev fortørnet: hvad er det for et Land, hvor kommer det fra, og med hvad Ret eksisterer det ? Ganske vist har man tilfældigvis opdaget det for nogle Århundreder siden, men mon man ikke kan lukke det igen, så at der ikke bliver spor af det tilbage ? Og da han havde sagt dette, resolverede han: »Amerika skal lukkes igen!« Det forekommer mig, at de Herrer fra »Deutsche Diplomatisch-Politische Korrespondenz« og Bureaukraten hos Ssjedrin ligner hinanden som to Dråber Vand. Sovjetunionen har allerede længe været disse Herrer en Torn i øjet. I nitten År har Sovjetunionen stået som en lysende Fakkel, der har fyldt Arbejderklassen i hele Verden med Frihedens Ånd og fremkaldt Raseri hos Arbejderklassens Fjender. Og det viser sig, at den, denne Sovjetunion, ikke blot eksisterer, men også vokser, og ikke blot vokser, men også trives, og ikke blot trives, men også udarbejder et Forslag til en ny Forfatning, et Forslag, der bringer Sindene i Oprør og indgyder de undertrykte Klasser nyt Håb. Hvordan kan det så være anderledes, end at de Herrer fra det tyske officiøse Organ oprøres? Hvad er det for et Land, hyler de, med hvad Ret eksisterer det, og hvis det er blevet opdaget i Oktober 1917, hvorfor kan man så ikke lukke det igen, så at der ikke bliver Spor tilbage af det ? Og da de havde sagt dette, resolverede de: Sovjetunionen skal lukkes igen, det skal erklæres for Alverden, at Sovjetunionen ikke eksisterer som Stat, at Sovjetunionen ikke er noget andet end et simpelt geografisk Begreb! Da Bureaukraten hos Ssjedrin resolverede, at Amerika skulle lukkes, havde han, tiltrods for af sin Stupiditet, dog alligevel Tilløb til Forståelse af Virkeligheden i sig, idet han med det samme sagde til sig selv: »Men sligt synes ikke at afhænge af mig.« Jeg ved ikke, om de Herrer fra det tyske officiøse Organ har Forstand nok til at regne ud, at på Papiret kan de selvfølgelig »lukke« den ene eller den anden Stat, men alvorlig talt, så »afhænger sligt ikke af dem« . . . Hvad det angår, at Sovjetunionens Forfatning skulle være et tomt Løfte, en »Potemkin-Landsby« o.s.v., så vil jeg gerne henvise til en Række uomtvistelige Kendsgerninger, der taler for sig selv. I 1917 styrtede Sovjetunionens Folk Bourgeoisiet og oprettede Proletariatets Diktatur, Sovjetmagten. Det er en Kendsgerning og ikke noget Løfte. Derpå likviderede Sovjetmagten Godsejerklassen og gav Bønderne over 150 Millioner Hektar Jord, der tidligere havde tilhørt Godsejerne, Kronen og Klostrene, og dette udover den Jord, som allerede i Forvejen var i Bøndernes Besiddelse. Det er en Kendsgerning og ikke noget Løfte. Derpå eksproprierede Sovjetmagten Kapitalistklassen fratog den Bankerne, Fabrikkerne, Jernbanerne og de øvrige Produktionsmidler, erklærede dem for socialistisk Ejendom og satte Arbejderklassens bedste Folk i Spidsen for disse Foretagender. Det er en Kendsgerning og ikke noget Løfte. Derpå organiserede Sovjetmagten Industrien og Landbruget efter nye, socialistiske Principper, med en ny teknisk Basis og opnåede derved, at Landbruget i Sovjetunionen nu producerer 1½ Gang så meget som før Krigen, at Industrien producerer 7 Gange så meget som før Krigen, og at Nationalindtægten er vokset til det firedobbelte i Sammenligning med Førkrigstiden. Alt dette er Kendsgerninger og ikke Løfter. Derpå afskaffede Sovjetmagten Arbejdsløsheden, virkeliggjorde Retten til Arbejde, Retten til Hvile og Retten til Uddannelse, sikrede Arbejderne, Bønderne og Intelligensen de bedste materielle og kulturelle betingelser og sikrede Gennemførelsen af den almindelige, direkte og lige Valgret med hemmelig Afstemning. Alt dette er Kendsgerninger og ikke Løfter. (Langvarigt Bifald). Endelig er Sovjetunionen fremkommet med et Forslag til en ny Forfatning, der ikke er et Løfte, men en Registrering og lovmæssig Forankring af disse almenkendte Kendsgerninger, en Registrering og lovmæssig Forankring af det, der allerede er opnået og tilkæmpet. Man spørger sig selv, hvad det Sludder, som de Herrer fra det tyske officiøse Organ kommer med om »Potemkin-Landsbyer«, skal tjene til, hvis de ikke har sat sig som Mål at skjule Sandheden om Sovjetunionen for Folket, føre Folket bag Lyset og bedrage det. Dette er Kendsgerninger. Og Kendsgerninger er hårde Krabater, siger man. De Herrer fra det tyske officiøse Organ kan sige: Så meget værre for Kendsgerningerne. Men så kan man svare dem med det kendte russiske Ordsprog: »Loven er ikke skrevet for Tåber« . Den tredje Gruppe Kritikere er ikke utilbøjelig til at indrømme, at forfatningsforslaget har visse gode Sider, de anser det for noget positivt, men de tvivler nu engang stærkt på, at en Række af dets Grundsætninger kan føres ud i Livet, thi de er overbevist om, at disse Grundsætninger overhovedet ikke kan virkeliggøres og må blive stående på Papiret. De er med et mildt Udtryk Skeptikere. Disse Skeptikere findes i alle Lande. Det må siges, at det ikke er første Gang, vi møder dem. Da Bolsjevikkerne overtog Magten i 1917, sagde Skeptikerne: Vel er Bolsjevikkerne ingen dårlige Folk, men de vil ikke kunne holde sig ved Magten, de vil gøre Fiasko. Men i Virkeligheden viste det sig, at det slet ikke var Bolsjevikkerne, men Skeptikerne, der gjorde Fiasko. Under Borgerkrigen og den udenlandske Intervention sagde denne Gruppe Skeptikere: Sovjetmagten er selvfølgelig ikke dårlig, men Denikin og Koltjak plus Udlændingene skal såmænd nok få Bugt med den. Men i Virkeligheden viste det sig også her, at Skeptikerne havde forregnet sig. Da Sovjetmagten offentliggjorde den første Femårsplan, optrådte Skeptikerne igen og sagde: Femårsplanen er selvfølgelig en god Ting, men den kan næppe virkeliggøres; det må antages at Bolsjevikkerne ikke klarer Femårsplanen. Kendsgerningerne har imidlertid vist, at Skeptikerne igen havde Uheld med sig. Femårsplanen blev opfyldt på fire År. Det samme må man sige om Forslaget til den nye Forfatning og Skeptikernes Kritik af det. Næppe var Forslaget blevet offentliggjort, førend denne Gruppe Kritikere påny optrådte med deres gustne Skepsis, med deres Tvivl om Gennemførligheden af nogle af Forfatningens Principper. Der er ingen som helst Grund til at tvivle om, at Skeptikerne også vil gøre Fiasko i dette Tilfælde, at de vil gøre Fiasko nu, nøjagtig som de har gjort Fiasko gentagne Gange før i Tiden. Den fjerde Gruppe Kritikere angriber Forslaget til den nye Forfatning, karakteriserer det som »et Skridt til højre«, som »Opgivelse af »Proletariatets Diktatur«, som »Likvidering af Bolsjevikkernes Herredømme«. »Bolsjevikkerne er gået et Skridt til højre, det er en Kendsgerning«, siger de hver med sit Næb. Det er navnlig nogle polske og enkelte amerikanske Aviser, der er ihærdige i denne Henseende. Hvad kan man sige om sådanne, med Forlov at sige, Kritikere ? Når de behandler Udvidelsen af Arbejderklassens Diktaturs Basis, og dets Forvandling til et smidigere, altså stærkere System for den statslige Ledelse af Samfundet - når de behandler dette, ikke som en Styrkelse af Arbejderklassens Diktatur, men som en Svækkelse eller endog Opgivelse af det, må man spørge: Men ved disse Herskaber da i det hele taget, hvad Arbejderklassens Diktatur er ? Hvis den lovmæssige Forankring af Socialismens Sejr, den lovmæssige Forankring af Industrialiseringens, Kollektiviseringens og Demokratiseringens Resultater hos dem kaldtes »et Skridt til højre«, så må det være tilladt at spørge: Mon disse Herrer overhovedet ved, hvad Forskellen er mellem højre og venstre? Der kan ikke være Tvivl om, at disse Herrer er løbet fuldstændig sur i deres Kritik af Forfatningen, og så i deres Forvirring har forvekslet højre med venstre. Her kommer man uvilkårlig i Tanker om Tjenestepigen Pelagea i Gogols »Døde Sjæle«. Gogol fortæller, at hun engang påtog sig at vise Tjitjikovs Kusk vejen, men da hun ikke kendte Forskel på højre og venstre Side af Vejen, blev hun forvirret og kom i en pinlig Situation. Man må indrømme, at vore Kritikere i de polske Aviser trods af deres Ærgerrighed alligevel ikke står synderligt over Pelagea, Tjenestepigen i »Døde Sjæle«, hvad deres åndelige Niveau angår. Som I husker, anså Kusken Selifan det for nødvendigt at skælde Pelagea ud for at have forvekslet højre og venstre og sagde til hende: »Ak, du sortfodede du ved hverken, hvor højre eller venstre er«. Jeg synes, at Vi også skulle skælde vore mislykkede Kritikere ud og sige til dem: Ak, I ynkelige Kritikere I ved hverken, hvor højre eller venstre er. Endelig er der endnu en Gruppe Kritikere. Hvis den førnævnte Gruppe beskylder Forfatningsforslaget for at opgive Arbejderklassens Diktatur, så går denne Gruppes Anklage omvendt ud på, at det ikke forandrer noget i den bestående Tingenes Tilstand i Sovjetunionen, at det ikke rører ved Arbejderklassens Diktatur, at det ikke giver Ret til at danne politiske Partier, og at det opretholder det kommunistiske Partis nuværende ledende Stilling i Sovjetunionen. Denne Gruppe Kritikere er af den Opfattelse, at den manglende Ret til at danne Partier i Sovjetunionen er et Vidnesbyrd om et Brud på Demokratiets Principper. Jeg må indrømme, at Forslaget til den nye Forfatning virkelig opretter Arbejderklassens Diktatur, ligesom det uforandret bibeholder Sovjetunionens kommunistiske Partis nuværende ledende Stilling. Hvis de ærede Kritikere anser dette for en Mangel ved forfatningsforslaget, da kan man kun beklage dem. Vi Bolsjeviker anser dette for at være et Plus ved Forfatningsforslaget. Hvad Retten til at danne forskellige politiske Partier angår, så er vi på dette Punkt af en noget anden Opfattelse. Partiet er en Del af klassen, dens mest fremskredne Del. Flere Partier og følgelig også retten til at danne Partier kan kun eksistere i et Samfund, hvor der findes Klasser, der bekæmper hinanden, og hvis Interesser står fjendtligt uforsonligt overfor hinanden, hvor der f.eks. findes Kapitalister og Arbejdere, Godsejere og Bønder, Kulaker og Fattigbønder o.s.v.. Men i Sovjetunionen findes sådanne Klasser som Kapitalister, Godsejere, Kulaker o.s.v. allerede ikke mere. I Sovjetunionen findes der kun to Klasser, Arbejdere og Bønder, hvis Interesser ikke blot ikke står fjendtligt overfor hinanden, men tværtimod harmonerer med hinanden. I Sovjetunionen er der kun Grundlag for eet Parti, det kommunistiske Parti. I Sovjetunionen kan der kun eksistere eet Parti, Kommunisternes Parti, som modigt og til det sidste forsvarer Arbejdernes og Bøndernes Interesser. Og at det ikke forsvarer disse Klassers Interesser dårligt, kan der næppe være nogen Tvivl om. Man taler om Demokrati. Men hvad er Demokrati for noget ? Demokratiet i de kapitalistiske Lande, hvor der findes Klasser, der bekæmper hinanden, er til syvende og sidst et Demokrati for de stærke, et Demokrati for det besiddende Mindretal. Demokratiet i Sovjetunionen er derimod et Demokrati for den arbejdende Befolkning, d.v.s. et Demokrati for alle. Men deraf følger, at det ikke er Forslaget til Sovjetunionens nye forfatning, men de borgerlige Forfatninger, der bryder Demokratiets principper. Derfor mener jeg, at Sovjetunionens Forfatning er den eneste konsekvent demokratiske Forfatning i Verden. Således står det til med den borgerlige Kritik af Forslaget til Sovjetunionens nye Forfatning. 

V

Ændringsforslag og Tilføjelser til Forfatningsforslaget.

Vi går nu over til Spørgsmålet om de Ændringsforslag og Tilføjelser til Forfatningsforslaget, som er blevet indsendt af Befolkningen under den offentlige Diskussion om Forslaget. Den offentlige Diskussion om Forfatningsforslaget har som bekendt affødt et ganske betydeligt Antal Ændringsforslag og Tilføjelser. De er alle blevet bekendtgjort i Sovjetpressen. På Grund af den store Forskel mellem Ændringsforslagene og deres ulige Værdi bør man efter min Mening dele dem i tre Kategorier. Det karakteristiske ved Ændringsforslagene af første Kategori består i, at de ikke handler om Forfatningsspørgsmål, men om Spørgsmål, der vedrører de kommende Lovgivningsorganers løbende Lovgivningsvirksomhed. Enkelte Forsikringsspørgsmål, nogle Spørgsmål vedrørende Kollektivbrugenes Opbygning, nogle Spørgsmål vedrørende Industriens Opbygning, Finansspørgsmål - det er de Emner, disse Ændringsforslag beskæftiger sig med. Forfatterne af disse Ændringsforslag er åbenbart ikke klare over Forskellen mellem Forfatningsspørgsmål og løbende Lovgivningsspørgsmål. Netop derfor anstrenger de sig for at presse så mange Love som muligt ind i Forfatningen, hvorved Forfatningen forvandles til en Slags Lovbog. Men Forfatningen er ikke en Lovbog. Forfatningen er en Grundlov og kun en Grundlov. Forfatningen udelukker ikke, men forudsætter de kommende Lovgivningsorganers løbende Lovgivningsarbejde. Forfatningen giver det juridiske Grundlag for disse Organers kommende Lovgivningsvirksomhed. Derfor må Ændringsforslag og Tilføjelser af denne Art efter min Mening overgives til Landets kommende Lovgivningsorganer, eftersom de ikke har nogen direkte Tilknytning til Forfatningen. Til anden Kategori må man henregne de Ændringsforslag og Tilføjelser, der forsøger på at indføje Deklarationer eller historiske Oplysninger i Forfatningen om det, Sovjetmagten endnu ikke har opnået, og om det, den skal opnå i Fremtiden. Det skal anføres i Forfatningen, hvilke Vanskeligheder Partiet, Arbejderklassen og hele den arbejdende Befolkning har overvundet i de mange År, da de kæmpede for Socialismens Sejr; Forfatningen skal angive Sovjetbevægelsens endelige Mål, d. v. s. Opbygningen af det kommunistiske Samfund - det er sådanne Emner, disse Ændringsforslag beskæftiger sig med og gentager i forskellige Variationer. Jeg mener, at disse Ændringsforslag og Tilføjelser ligeledes bør lægges til Side, da de ikke har nogen direkte Tilknytning til Forfatningen. Forfatningen er Registreringen og den lovmæssige Forankring af de Resultater, der allerede er opnået og sikret. Hvis ikke vi vil forvanske denne Forfatningens Grundkarakter; må vi ikke fylde den med historiske Oplysninger om Fortiden eller Deklarationer om det, Sovjetunionens arbejdende Befolkning vil tilkæmpe sig i Fremtiden. Det har vi andre Veje og andre Dokumenter til. Endelig må man til tredje Kategori henregne de Ændringsforslag og tilføjelser, som har direkte Tilknytning til Forfatningsforslaget. En betydelig Del af Ændringsforslagene i denne Kategori har redaktionel Karakter. Man kunne derfor overgive dem til den Redaktionskommission, som jeg tænker, at Kongressen vil nedsætte med den Opgave at foretage den endelige Redigering af den nye Forfatnings Ordlyd. Hvad de øvrige Rettelser af tredje Kategori angår, så er de af mere Væsentlig Betydning, og om dem må der efter min Mening siges nogle ord. 1) Først og fremmest om Ændringsforslagene til Forfatningsforslagets Paragraf 1. Der er her fire Ændringsforslag. Det første går ud på, at man i Stedet for Ordene »Stat af Arbejdere og Bønder« skal sige: »den Arbejdende Befolknings Stat«. Det andet går ud på, at der til Ordene »af Arbejdere og Bønder« skal tilføjes: »og den arbejdende Intelligens«. Det tredje går ud på, at man i Stedet for Ordene »Stat af Arbejdere og bønder« skal sige: »en Stat af alle de Racer og Nationaliteter, der bor Sovjetunionens Territorium«. Det fjerde går ud på at erstatte Ordet »Bønder« med »Kollektivbønder« eller med Ordene »det socialistiske Landbrugs arbejdende Befolkning«. Bør disse Ændringsforslag vedtages ? Jeg mener det ikke. Hvad handler Forfatningsforslagets Paragraf i om? Den handler om sovjetsamfundets klassesammensætning. Kan vi Marxister i Forfatningen gå uden om Spørgsmålet om vort Samfunds Klassesammensætning ? Nej, det kan vi ikke. Sovjetsamfundet består som bekendt af to klasser, af Arbejdere og Bønder. Derfor handler Forfatningsforslagets paragraf 1 netop også om dette. Forfatningsforslagets Paragraf 1 genspejler altså rigtigt vort Samfunds klassesammensætning. Man kunne spørge: og den arbejdende Intelligens ? Intelligensen har aldrig været og kan ikke være en Klasse, den var og bliver et Mellemlag, der rekruterer sine Medlemmer blandt alle Samfundets Klasser. I Tsartiden rekruterede Intelligensen sine Medlemmer blandt Adelsmændene, i Bourgeoisiet, tildels blandt Bønderne og kun i yderst ringe Grad blandt Arbejderne. I vor Tid, Sovjettiden, rekruterer Intelligensen hovedsagelig sine Medlemmer blandt Arbejderne og Bønderne. Men hvordan den end rekruteres og hvad Karakter den end har, så er Intelligensen alligevel et Mellemlag og ikke nogen Klasse. Indskrænker denne Omstændighed ikke den arbejdende Intelligens’ rettigheder ? På ingen Måde ! Forfatningsforslagets Paragraf 1 taler ikke om de forskellige Lags Rettigheder i Sovjetsamfundet, men om dette Samfunds Klassesammensætning. De forskellige Lags Rettigheder i Sovjetsamfundet, deriblandt den arbejdende Intelligens’ Rettigheder, er der hovedsagelig Tale om i Forfatningsforslagets 10. og 11. Kapitel. Af disse Kapitler fremgår det, at Arbejderne og Bønderne og den arbejdende Intelligens er fuldt ud ligeberettigede indenfor alle det økonomiske, politiske, sociale og kulturelle Livs Områder i Landet. Der kan altså ikke være Tale om nogen Indskrænkning af den arbejdende Intelligens’ Rettigheder. Det samme må man sige om de Nationer og Racer, der hører til Sovjetunionen. I Forfatningsforslagets 2. Kapitel står der allerede, at Sovjetunionen er et frit Forbund af ligeberettigede Nationer. Skal man gentage denne Formulering i Forfatningsforslagets Paragraf 1, som ikke handler om Sovjetsamfundets nationale Sammensætning, men om dets Klassesammensætning ? Det er klart, at det skal man ikke. Hvad de til Sovjetunionen hørende Nationers og Racers Rettigheder angår, så handler Forfatningsforslagets 2., 10. og 11. Kapitel om dem. Af disse Kapitler fremgår det, at Nationerne og Racerne nyder samme Rettigheder indenfor alle det økonomiske, politiske, sociale og kulturelle Livs Områder i Landet. Der kan altså ikke være Tale om nogen Indskrænkning af de nationale Rettigheder. Det ville også være urigtigt at erstatte Ordet »Bonde« med Ordet »Kollektivbonde« eller med Ordene »det socialistiske Landbrugs arbejdende Befolkning«. For det første findes der endnu blandt Bønderne foruden Kollektivbønderne over en Million Brug, der tilhører Ikke-Kollektivbønder. Hvad skal der ske med dem? Agter Forslagsstillerne måske at lade dem ude af Betragtning ? Det ville være uklogt. For det andet, selv om Bøndernes Flertal er begyndt at drive deres Brug kollektivt, så betyder det endnu ikke, at de er holdt op med at være Bønder, at de ikke mere har deres personlige økonomi, deres egen Lod o.s.v.. For det tredje måtte man så også erstatte Ordet »Arbejder« med Ordene »den socialistiske Industris arbejdende Befolkning«, hvilket Forslagsstillerne imidlertid af en eller anden Grund ikke foreslår. Og endelig, er Arbejderklassen og Bondeklassen i det hele taget allerede forsvundet hos os ? Og hvis de ikke er forsvundet, skal man så slette de faststående Betegnelser for dem i Sproget ? Forslagsstillerne har åbenbart ikke det nuværende Samfund for øje, men det fremtidige, hvor der ikke længere findes Klasser, og hvor Arbejderne og Bønderne forvandles til det kommunistiske Enhedssamfunds arbejdende Befolkning. De har altså åbenbart foregrebet Fremtiden. Ved Affattelsen af Forfatningen må man imidlertid ikke gå ud fra Fremtiden, men fra Nutiden, fra det, der allerede er. Forfatningen kan ikke og skal ikke foregribe Fremtiden. 2)Endvidere følger et Ændringsforslag til Forfatningsforslagets Paragraf 17. Forslaget går ud på helt at slette Forfatningsforslagets Paragraf 17, der handler om Unionsrepublikkernes Ret til frit at træde ud af Sovjetunionen. Jeg mener, at dette Forslag er urigtigt og derfor ikke bør vedtages af Kongressen. Sovjetunionen er et frivilligt Forbund af ligeberettigede Unionsrepublikker. At slette Forfatningens Paragraf om retten til frit at træde ud af Sovjetunionen, betyder at ødelægge dens karakter er af et frivilligt Forbund. Kan vi gå med til dette Skridt ? Jeg mener, at vi ikke kan og ikke skal gå med til dette Skridt. Man siger, at der i Sovjetunionen ikke findes en eneste Republik, der ville træde af Sovjetunionen, og at Paragraf 17 derfor ikke har nogen praktisk betydning. Det stemmer naturligvis, at der hos os ikke findes en eneste Republik, der vil træde ud af Sovjetunionen. Men deraf følger aldeles ikke, at vi i Forfatningen ikke skal fastslå Unionsrepublikkernes Ret til frit at træde ud af Sovjetunionen. I Sovjetunionen findes der ikke en unionsrepublik, der tænker på at undertrykke en anden Unionsrepublik. Men deraf følger aldeles ikke, at man skal slette den Paragraf i Sovjetunionens Forfatning, der handler om Unionsrepublikkernes Ligeberettigelse. 3) Endvidere findes et Forslag om i Forfatningsforslagets 2. Kapitel at indskyde en ny Paragraf, hvis Indhold går ud på, at de autonome-socialistiske Sovjetrepublikker kan omdannes til socialistiske Unions-Sovjetrepublikker, når de når op på et vist Niveau i deres økonomiske og kulturelle Udvikling. Bør dette Forslag vedtages ? Jeg mener, at man ikke skal vedtage det. Det er urigtigt både med Hensyn til Indholdet og med Hensyn til Motiveringen. Man kan ikke motivere de autonome Republikkers Omdannelse til Unionsrepublikker med deres økonomisk og kulturelle Modenhed, ligeså lidt som en autonom Republiks økonomiske eller kulturelle Tilbageståenhed kan motivere, at den blive ved med at være autonom Republik. Det ville ikke være en marxistisk-leninistisk Indstilling. Den tatariske Republik bliver f.eks. ved med at være autonom Republik, mens den Kasakhiske bliver Unionsrepublik, men det betyder ikke, at den Kasakhiske Republik, hvad den kulturelle og økonomiske Udvikling angår, står højere end den tatariske Republik. Sagen forholder sig lige omvendt. Det samme må man f.eks. sige om Volga-tyskernes autonome Republik og om den kirgisiske Unionsrepublik, af hvilke den første i kulturel og økonomisk henseende står højere end den anden, skønt den bliver ved med at være autonom Republik. Hvad er det for Kendetegn, der må være til Stede, for at der kan være grund til at overføre autonome Republikker til Unionsrepublikkernes gruppe ? Der findes tre sådanne Kendetegn. For det første er det nødvendigt, at Republikken er en Grænserepublik og ikke til alle Sider er omgivet af Sovjetunionens Territorium. Hvorfor? Fordi det, hvis Unionsrepublikken skal have Ret til at træde ud af Sovjetunionen, er nødvendigt, at denne Republik, der er blevet Unionsrepublik, har Mulighed for logisk og faktisk at rejse Spørgsmålet om sin Udtræden af Sovjetunionen. Men et sådant Spørgsmål kan kun rejses af en Republik, der f.eks. støder op til en anden udenlandsk Stat og følgelig ikke er omgivet af Sovjetunionens Territorium til alle Sider. Selvfølgelig findes der hos os ingen Republikker, der faktisk ville rejse Spørgsmålet om deres Udtræden af Sovjetunionen. Men når en Unionsrepublik nu engang har Ret til at træde ud af Sovjetunionen, så må man indrette det således, at denne Ret ikke forvandles til en intetsigende og meningsløs Lap Papir. Lad os f.eks. tage den basjkiriske eller tatariske Republik. Lad os antage, at disse autonome Republikker blev overført til Unionsrepublikkernes Kategori. Ville de logisk og faktisk kunne rejse Spørgsmålet om deres Udtræden af Sovjetunionen? Nej, det ville de ikke kunne gøre. Hvorfor ? Fordi de til alle Sider er omgivet af Sovjetrepublikker og Sovjetområder, og fordi de i Virkeligheder ingen Steder kan træde ud af Sovjetunionen. Derfor vil det ikke være rigtigt at overføre sådanne Republikker til Unionsrepublikkernes Kategori. For det andet er det nødvendigt, at den Nationalitet, der giver Sovjetrepublikken dens Navn, udgør et mere eller mindre kompakt Flertal. Lad os f.eks. tage den autonome Republik Krim. Den er en Grænserepublik, men Krimtatarerne har ikke Flertallet i denne Republik, tværtimod, de danner et Mindretal dér. Det ville altså være urigtigt og ulogisk at overføre Krimrepublikken til Unionsrepublikkernes Kategori. For det tredje er det nødvendigt, at Republikkens Indbyggerantal ikke er altfor lille, at den f.eks. ikke har under en Million Indbyggere. Hvorfor? Fordi det ville være urigtigt at antage, at en lille Sovjetrepublik, der har et minimalt Indbyggerantal og en ubetydelig Hær, kan regne med at bestå som en uafhængig Stat. Der kan næppe være Tvivl om, at de imperialistiske Røvere omgående ville rive den til sig. Jeg mener, at det på det indeværende historiske Tidspunkt ville være urigtigt at rejse Spørgsmålet om at overføre en autonom Republik til Unionsrepublikkernes Gruppe, hvis ikke disse tre objektive Kendetegn er til Stede. 4) Endvidere er der et Forslag om i Paragrafferne 22, 23, 24, 25, 26, 27, 28 og 29 at slette den udførlige Opregning af Unionsrepublikkernes administrative og territoriale Inddeling i Distrikter og Områder. Jeg mener, at dette Forslag ligeledes er uantageligt. I Sovjetunionen findes der folk, der med stor Lyst og Utrættelighed er rede til atter og atter at nyinddele Distrikterne og Områderne og derved bringer Forvirring og usikkerhed ind i Arbejdet. Forfatningsforslaget bremser disse Folk. Og det er meget godt, thi både på dette og mange andre Områder har vi brug for en Atmosfære af Sikkerhed, har vi Brug for Stabilitet og klarhed 5) Det 5. Ændringsforslag angår Paragraf 33. Forslagsstillerne anser det ikke for at være formålstjenligt at indføre to Kamre og foreslår at fjerne Nationalitetssovjetten. Jeg mener, at denne Rettelse ligeledes er urigtig. Etkammersystemet ville være bedre end Tokammersystemet, hvis Sovjetunionen var en national Enhedsstat. Men Sovjetunionen er ingen national Enhedsstat. Sovjetunionen er som bekendt en stat med mange Nationaliteter. Vi har et øverste Organ, hvor de Interesser repræsenteres, der er fælles for hele Sovjetunionens arbejdende Befolkning, uafhængigt af deres Nationalitet. Det er Unionssovjetten. Men Sovjetunionens Nationaliteter har foruden deres fælles interesser også deres særlige, specielle Interesser, som hænger sammen med deres nationale Ejendommeligheder. Kan man ignorere disse specielle Interesser? Nej, det kan man ikke. Behøver man at have et særligt øverste Organ til at give Udtryk for netop disse specielle Interesser ? Ubetinget ! Der kan ikke være Tvivl om, at det uden et sådant Organ ville være umuligt at styre en Stat med så mange Nationaliteter som Sovjetunionen. Dette Organ er Andet Kammer, Sovjetunionens Nationalitetssovjet. Man henviser til de europæiske og amerikanske Staters parlamentariske Historie, man henviser til, at Tokammersystemet i disse Lande kun har givet Minus, at Andet Kammer i Almindelighed udarter sig til et Centrum for Reaktionen og til en Bremseklods på Fremskridtet. Det er altsammen rigtigt. Men det sker, fordi Kamrene i disse Lande ikke er ligestillede. Som bekendt giver man ikke sjældent det ene Kammer flere Rettigheder end det andet Kammer, og endvidere sammensættes det ene Kammer som Regel på udemokratisk Måde, ikke sjældent ved at dets Medlemmer udnævnes ovenfra. Der er ingen Tvivl om, at man ikke får dette Minus, hvis man ligestiller Kamrene og sammensætter det ene Kammer på ligeså demokratisk Måde som det andet Kammer. 6) Endvidere er der et Forslag om en Tilføjelse til Forfatningsforslagget, som kræver, at Medlemsantallet skal være det samme i begge Kamre. Jeg mener, dette Forslag bør vedtages. Det giver efter min Mening et klart politisk Plus, eftersom det betoner Kamrenes Ligestilling. 7) Endvidere følger der en Tilføjelse til Forfatningsforslaget, der går ud på, at de Deputerede i Nationalitetssovjetten skal vælges direkte, ligesom de Deputerede i Unionssovjetten. Jeg mener, dette Forslag ligeledes bør vedtages. Ganske vist kan det medføre nogle tekniske ulemper ved Valgene. Men til Gengæld medfører det en stor politisk Fordel, da det vil forøge Nationalitetssovjettens Autoritet. 8) Endvidere følger der en Tilføjelse til Paragraf 40, der går ud på at give den øverste Sovjets Præsidium Ret til at udstede provisoriske Love. Jeg mener, at denne Tilføjelse er urigtig og ikke bør vedtages af Kongressen. Man må omsider gøre Ende på den Situation, at der ikke findes et enkelt Organ, men en hel Række Organer, der giver Love. En sådan Situation strider mod Princippet om Lovenes Stabilitet. Og vi trænger nu mere end nogensinde til stabile Love. Den lovgivende Magt i Sovjetunionen bør kun virkeliggøres af eet Organ, Sovjetunionens Øverste Sovjet. 9) Endvidere er der et Forslag om en Tilføjelse til Forfatningsforslagets Paragraf 48, som kræver, at Formanden for Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet ikke skal vælges af Sovjetunionens Øverste Sovjet, men af hele Landets Befolkning. Jeg mener, at denne Tilføjelse er urigtig, thi den strider imod Ånden i vor Forfatning. Ifølge vort Forfatningssystem skal der i Sovjetunionen ikke være nogen individuel Præsident, som vælges af hele Befolkningen på Linje med den Øverste Sovjet, og som kan sætte sig op mod den Øverste Sovjet. Sovjetunionens Præsident er et Kollegium: den Øverste Sovjets Præsidium, hvortil også hører Formanden for den Øverste Sovjets Præsidium, som ikke vælges af hele Befolkningen, men af den Øverste Sovjet, og er ansvarlig overfor den Øverste Sovjet. Den historiske Erfaring viser, at en sådan Opbygning af de øverste Organer er den mest demokratiske og sikrer Landet mod uønskede Eventualiteter. 10) Endvidere følger der endnu et Ændringsforslag til Paragraf 48. Det lyder: Antallet af Næstformænd i Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet forøges til 11, så at hver Forbundsrepublik får sin Næstformand. Jeg mener, at man kan vedtage dette Ændringsforslag, thi det betyder en Forbedring og kan blot styrke den Autoritet, som Sovjetunionens øverste Sovjets Præsidium har. 11) Endvidere følger der et Ændringsforslag til Paragraf 77. Det kræver, at der organiseres et nyt Unions-Folkekommissariat: Folkekommissariatet for Forvarsindustrien. Jeg mener, at dette Ændringsforslag ligeledes bør vedtages, thi Tiden er inde til at udskille vor Forsvarsindustri og sammenfatte den i sit særlige Folkekommissariat. Jeg synes, at dette kun kan styrke Landets Forsvar. 12) Dernæst følger der et Ændringsforslag til Forfatningsforslagets Paragraf 124, som kræver, at den skal ændres således, at den forbyder Afholdelsen af religiøse Ceremonier. Jeg mener, at dette Ændringsforslag bør forkastes, da det strider imod Ånden i vor Forfatning. 13) Endelig er der endnu et Ændringsforslag, der har mere eller mindre principiel Karakter. Jeg taler om et Ændringsforslag til Forfatningsforslagets Paragraf 135. Det går ud på, at Valgretten fratages Gejstlige tidligere Hvidgardister, alle tidligere kapitalistiske Elementer og folk, som ikke giver sig af med almennyttigt Arbejde, eller at Valgretten i hvert Fald indskrænkes for Folk af denne Kategori, så at de kun får Ret til at vælge, men ikke til at blive valgt. Jeg mener, at dette ændringsforslag ligeledes bør forkastes. Sovjetmagten har ikke berøvet den ikke-arbejdende Befolkning og Udbytterelementerne Valgretten for evige Tider, men midlertidigt, for en vis Periode. Der var en Tid, da disse Elementer førte åben Krig mod Folket og handlede imod Sovjetlovene. Sovjetloven om at berøve dem Valgretten var Sovjetmagtens svar på denne Modstand. Siden da er der gået adskillig Tid. I den forløbne Periode har vi opnået, at Udbytterklasserne er blevet tilintetgjort, mens Sovjetmagten er blevet til en uovervindelig Kraft. Mon Tiden ikke er inde til at revidere denne Lov? Jeg mener, at Tiden er inde. Man siger, at dette er farligt, eftersom Elementer, der er fjendtligsindede overfor Sovjetmagten - nogle af de tidligere Hvidgardister, Kulaker, Poper o.s.v. - kunne snige sig ind i Landets øverste Organer. Men hvad er der egentlig at være bange for her? Den, der er bange for Ulve, skal gå ind i Skoven. For det første er ikke alle tidligere Kulaker, Hvidgardister eller Poper fjendtligsindede overfor Sovjetmagten. For det andet, hvis Folket et eller andet sted skulle vælge fjendtligsindede Folk, så ville det betyde, at vort agitationsarbejde er under al Kritik, og at vi fuldtud har fortjent en sådan Skændsel; men hvis vort Agitationsarbejde udføres på bolsjevikisk vis, så vil Folket ikke lade fjendtligsindede Folk komme ind i sine øverste Organer. Det vil sige, at man skal arbejde og ikke klynke, man skal arbejde og ikke vente på, at alting bliver præsenteret fiks og færdigt ved Hjælp af administrative Anordninger. Lenin sagde allerede i 1919, at den Tid ikke er fjern, da Sovjetmagten vil anse det for gavnligt at indføre almindelig Valgret uden nogen Indskrænkninger. Læg Mærke til: uden nogen Indskrænkninger. Dette sagde han på en Tid, da den udenlandske Militærintervention endnu ikke var likvideret, og da vor Industri og vort Landbrug befandt sig i en fortvivlet Tilstand. Siden da er der allerede gået 17 År. Er det ikke på Tide at opfylde Lenins Anvisning, Kammerater? Jeg mener, at det er på Tide. Her er det, Lenin sagde i 1919 i sin Artikel »Udkast til Program for Ruslands kommunistiske Parti (Bolsjevikerne)«. Tillad mig at læse op: »RKP må for at undgå, at der drages urigtige Generalisationer af forbigående historisk nødvendige Forholdsregler, gøre det klart for de arbejdende Masser, at når en Del af Borgerne berøves Valgretten i Sovjetrepublikken, så rammer det aldeles ikke en bestemt Kategori af Borgere som erklæres for retsløse for Livstid, således som dette var Tilfældet i Flertallet af de borgerligt-demokratiske Republikker, men sigter kun til Udbytterne, dem, der imod den socialistiske Sovjetrepubliks Grundlove hårdnakket forsøger at forsvare deres Stilling som Udbyttere og at bevare de kapitalistiske Forhold. På den ene Side: for hver Dag, Socialismen i Sovjetunionen vokser i Styrke, og Antallet af dem, der har objektive Muligheder for at forblive Udbyttere eller bevare de kapitalistiske Forhold, aftager, formindskes altså af sig selv Procentdelen af dem, der er berøvet Valgretten. Denne Procentdel er nu i Rusland næppe større end 2-3 %. På den anden Side: i meget nær Fremtid kan den udenlandske Invasions Ophør og den fuldstændige Gennemførelse af Ekspropriatørernes Ekspropriation under visse Betingelser skabe en Situation, hvor den proletariske Statsmagt vælger andre Midler til at undertrykke Udbytternes Modstand og indfører almindelig Valgret uden nogen Indskrænkninger.« Dette lader til at være klart. Således forholder det sig med Ændringsforslagene til Forslaget til Sovjetunionens Forfatning.

VI

Betydningen af Sovjetunionens nye Forfatning

Hvis man skal dømme efter Resultaterne af den offentlige Diskussion, som næsten har varet i fem Måneder, så må man antage, at Forfatningsudkastet vil blive godkendt af Kongressen. Om nogle Dage vil Sovjetunionen få en ny, socialistisk Forfatning, der er bygget op på Grundlag af det fuldt udviklede socialistiske Demokrati. Det vil blive et historisk Dokument, som i simpel og en sammentrængt Form, næsten i Protokolstil, handler om Socialismens Sejr i Sovjetunionen, om Sovjetunionens arbejdende Befolknings Befrielse fra kapitalistisk Trældom, om det fuldt udviklede, helt igennem konsekvente Demokratis Sejre i Sovjetunionen. Det vil blive et Dokument, der vidner om, at det, som Millioner af ærlige Mennesker i de kapitalistiske Lande har drømt om og stadig drømmer om, allerede er virkeliggjort i Sovjetunionen. Det vil blive et Dokument, der vidner om, at det, der er virkeliggjort i Sovjetunionen, også kan virkeliggøres fuldt ud i andre Lande. Men deraf fremgår, at den internationale Betydning af Sovjetunionens nye Forfatning næppe kan overvurderes. På en Tid, da Fascismens grumsede Bølge tilsøler Arbejderklassens socialistiske Bevægelse og kaster Snavs på de demokratiske Bestræbelser hos den civiliserede Verdens bedste Mænd, vil Sovjetunionens nye Forfatning blive et Anklageskrift mod Fascismen og vidne om, at Socialisme og Demokrati er uovervindelige. Sovjetunionens nye Forfatning vil blive en moralsk Støtte og en virkelig Hjælp for alle dem, der nu fører Kampen mod det fascistiske Barbari. Endnu større Betydning har Sovjetunionens nye Forfatning for Sovjetunionens Folkeslag. Kommer Sovjetunionens Forfatning til at betyde et Aktionsprogram for de kapitalistiske Landes Folkeslag, så betyder den for Sovjetunionens Folkeslag Summen af deres Kamp, Summen af deres Sejre i Kampen for Menneskehedens Befrielse. Som Slutsten på den Vej, man har tilbagelagt under Kamp og Savn, er det behageligt og glædeligt at have en Forfatning, der handler om Frugterne af vore Sejre. Det er behageligt og glædeligt at vide, hvad vore Folk har kæmpet for, og hvordan de har opnået den verdenshistoriske Sejr. Det er behageligt og glædeligt at vide, at alt det Blod, som vore Folk har udgydt, ikke er flydt forgæves, men har givet Resultater. Dette væbner åndeligt vor Arbejderklasse, vore Bønder, vor arbejdende Intelligens. Dette fremmer og forøger en Følelse af berettiget Stolthed. Dette styrker Troen på egne Kræfter og mobiliserer ny Kamp for at vinde nye Sejre for Kommunismen. (Stormende vationer, alle rejser sig, tordnende Hurraråb, alle råber: »Kammerat Stalin længe leve ! « Kongresdeltagene synger stående »Internationale«.

Kapitel I.

§ 1. Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker er en socialistisk Stat af Arbejdere og Bønder.

§ 2. Sovjetunionens politiske Grundlag er den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter, der er fremvokset og styrket som et Resultat af Godsejernes og Kapitalisternes Fordrivelse fra Magten og det proletariske Diktaturs Erobring.

§ 3. Hele Magten i Sovjetunionen tilhører den arbejdende Befolkning i By og på Land, legemliggjort i den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter.

§ 4. Sovjetunionens økonomiske Grundlag er det socialistiske økonomiske System og den socialistiske Ejendomsret til Produktionsredskaberne og -midlerne, der er blevet fæstnet som Resultat af Likvideringen af det kapitalistiske økonomiske System, Ophævelsen af Privatejendomsretten til Produktionsredskaberne og -midlerne og Tilintetgørelsen af det ene Menneskes Udbytning af det andet.

§ 5. Den socialistiske Ejendom i Sovjetunionen har enten Form af Statsejendom (Folkets Fælleseje) eller Form af kooperativ-kollektiv Ejendom (enkelte Kollektivbrugs Ejendom, kooperative Foreningers Ejendom).

§ 6. Jorden og dens Rigdomme, Søerne og Vandløbene, Skovene, Fabrikkerne, Gruberne, Bjergværkerne, Jernbanerne, Vand- og Lufttransporten, Bankerne, Post-, Telegraf- og Telefonvæsenet, de af Staten organiserede store Landbrugsbedrifter (Sovjetbrug, Maskin- og Traktorstationer o.s.v.) såvelsom de kommunale Virksomheder og Hovedbestanden af Beboelseshusene i Byerne og de industrielle Bebyggelser er Statsejendom, det vil sige Folkets Fælleseje.

§ 7. De fælles Virksomheder i Kollektivbrugene og de kooperative Organisationer med deres levende og døde Inventar, de af Kollektivbrugene og de kooperative Organisationer fremstillede Produkter såvelsom deres Bygninger til fælles Brug er Kollektivbrugenes og de kooperative Organisationers fælles socialistiske Ejendom.

Foruden Hovedindtægten fra det fælles Kollektivbrug har hver Kollektivbondehusholdning til personlig Brug en mindre Jordlod omkring Huset, og som personlig Ejendom den Biindtægt, som denne Jordlod afkaster, et Beboelseshus, Kreaturer, Svin, Fjerkræ og mindre Landbrugsinventar - i Overensstemmelse med Statutterne for Kollektivbrugene.

§ 8. Den Jord, som Kollektivbrugerne sidder inde med, sikres dem til gratis Udnyttelse på ubegrænset Tid, det vil sige for evigt.

§ 9. Ved Siden af det socialistiske økonomiske System, som er den herskende Form for økonomi i Sovjetunionen, tillader Loven Enkeltbønder og Håndværkere at drive mindre, privat Virksomhed, når denne hviler på personligt Arbejde og udelukker Udbytning af fremmed Arbejdskraft.

§ 10. Borgernes personlige Ejendomsret til deres Arbejdsindtægter og opsparede Midler, til deres Beboelseshus med tilhørende Biindtægt, Redskaber og Husgeråd, Genstande til personlig Brug og Bekvemmelighed, samt Arveretten til Borgernes personlige Ejendom - beskyttes af Loven.

§ 11. Det økonomiske Liv i Sovjetunionen bestemmes og ledes efter Statens Plan for Folkeøkonomien med det Formål at forøge Samfundets Rigdom, bestandig at hæve den arbejdende Befolknings materielle og kulturelle Niveau og at styrke Sovjetunionens Uafhængighed og Forsvarsevne.

§ 12. Arbejdet er i Sovjetunionen en Pligt og en Æressag for enhver arbejdsdygtig Borger efter Princippet: »Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have noget at spise«.

I Sovjetunionen virkeliggøres Socialismens Princip: hver yder efter sine Evner, enhver får efter sit Arbejde«.

Kapitel II.

§ 13. Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker er en Forbundsstat, der er dannet på Grundlag af frivillig Forening af følgende ligeberettigede socialistiske Sovjetrepubliker: Den Russiske Føderative Socialistiske Sovjetrepublik, Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Hviderussiske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Aserbaidsjanske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Grusinske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Armenske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Turkmenske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Usbekiske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Tadsjikiske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Kasakhiske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Kirgisiske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Karelsk-Finske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Moldaviske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Litauiske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Lettiske Socialistiske Sovjetrepublik, Den Estiske Socialistiske Sovjetrepublik

§ 14. Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker har gennem sine Øverste Magtorganer og Organer for Statsadministrationen et Myndighedsområde der omfatter:

a) Unionens Repræsentation i internationale Forbindelser, Afslutning og Ratificering af Traktater med andre Stater, Fastsættelse af de almindelige Regler for Unionsrepublikkernes Relationer med udenlandske Stater;

b) Spørgsmål om Krig og Fred;

c) Optagelse af nye Republikker i Sovjetunionen;

d) Kontrol med Overholdelsen af Sovjetunionens Forfatning og Sikring af Overensstemmelse mellem Unionsrepublikkernes Forfatninger og Sovjetunionens Forfatning;

e) Stadfæstelse af Grænseændringer mellem Unionsrepublikkerne;

f) Stadfæstelse af Dannelsen af nye Distrikter og Områder samt af nye autonome Republikker indenfor Unionsrepublikkerne;

g) Organiseringen af Sovjetunionens Forsvar, Ledelsen at alle Sovjetunionen₈ væbnede Styrker, Fastsættelse af Hovedlinier for Organiseringen af Unionsrepublikkernes Troppestyrker;

h) Udenrigshandelen på Grundlag af Statsmonopolet;

i) Beskyttelse af Statens Sikkerhed;

i) Fastlæggelse af Planerne for Sovjetunionens Folkeøkonomi;

k) Stadfæstelse af Sovjetunionens samlede Statsbudget samt af de Skatter og Indtægter, som indgår i Unionens, Republikkernes og de lokale Budgetter;

l) Administration af Banker, Industri- og Landbrugsinstitutioner og Virksomheder samt Handelsforetagender, der har Betydning for hele Unionen;

m) Administration af Transport-, Post-, Telegraf- og Telefonvæsenet;

n) Ledelse af Penge- og Kreditsystemet;

o) Organisering af Statens Forsikringsvæsen;

p) Optagelse og Bevillinger af Lån;

q) Fastlæggelse af Hovedprincipperne for Udnyttelsen at Jorden og dens Rigdomme, samt af Skovene, Søerne og Vandløbene;

r) Fastlæggelse af Hovedprincipperne på Undervisnings- og Sundhedsvæsenets Område;

s) Organisering af et ensartet System for Folkeøkonomistatistiken;

t) Fastlæggelse af Principperne for Arbejdslovgivningen;

u) Lovgivning om Retsvæsenet og Retsplejen; Lovbøger om Straffe ret og borgerlig Ret;

v) Lovgivning om Unionsindfødsret; Love om Udlændinges Rettigheder;

x) Udstedelse af Amnesti for hele Unionen.

§ 15. Unionsrepublikkernes Suverænitet indskrænkes kun af de Rammer, der er anført i § 14 i Sovjetunionens Forfatning. Indenfor disse Rammer udøver enhver Unionsrepublik sin statsmagt selvstændig. Sovjetunionen beskytter Unionsrepublikkernes suveræne Rettigheder.

§ 16. Enhver Unionsrepublik har sin egen Forfatning, som er afpasset efter Republikkens Særegenheder og opbygget i fuld Overensstemmelse med Sovjetunionens Forfatning.

§ 17. Enhver Unionsrepublik bevarer Retten til frit at træde ud af Sovjetunionen.

§ 18. Unionsrepublikkernes Territorium kan ikke forandres uden deres Samtykke.

§ 18 a. Enhver Unionsrepublik har Ret til at træde i direkte Forbindelse med udenlandske Stater, at afslutte Overenskomster med dem og at udveksle diplomatiske og konsulære Repræsentanter.

§ 18 b. Enhver Unionsrepublik har sine Troppeformationer, opstillet af Republikken.

§ 19. Sovjetunionens Love har samme Gyldighed på alle Unionsrepublikkers Territorium.

§ 20. I Tilfælde af Uoverensstemmelse mellem en Lov i en Unionsrepublik og den almindelige Unionslov gælder den almindelige Unionslov.

§ 21. For Sovjetunionens Borgere indføres en for hele Unionen gældende Indfødsret. Enhver Borger i en Unionsrepublik er Borger i Sovjetunionen.

§ 22. Den Russiske Føderative Socialistiske Sovjetrepublik består af Distrikterne: Altai-, Krasnodar-, Krasnojarsk-, Ordsjonikidse-, Primorje-, Khabarofsk-Distriktet; Områderne: Arkhangelsk-, Vologda-, Voronesj-, Gorki-, Ivanovo-, Irkutsk-, Kalinin, Kirof-, Kuibysjef-, Kursk-, Leningrad-, Molotof-, Moskva-, Murmansk-, Novosibirsk-, Omsk-, Orel-, Pensa-, Rostof-, Rjasan-, Saratof-, Sverdlofsk-, Smolensk-, Stalingrad-, Tambof-, Tula-, Tjeljabinsk-, Tjita-, Tsjkalof-, Jaroslav-Området; følgende autonome socialistiske Sovjetrepubliker: Den tatariske, Den basjkiriske, Den dagestanske, Den burjat-mongolske, Den kabardinsk-balkariske, Den kalmykiske, Komi’ernes, Krim, Mari’ernes, Den modvinske, Den tyske Volgarepublik, Den nordosetiske, Den udmurtiske, Den tjetjensk-ingusjetiske, Den tjuvasjiske, Den jakutiske; følgende autonome Områder: Det adygeiske, Det jødiske, Det karatjajefske, Det ojrotiske, Det khakassiske, Det tjerkessiske.

§ 23. Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik består af Områderne: Vinnitsa-, Volynien-, Vorosjilovgrad-, Dnjepropetrofsk-, Drogobytj-, Sjitomir-, Saporosje-, Ismail-, Kamenets-Podolsk-, Kijef-, Kirovograd-, Lvof-, Nikolajef-, Odessa-, Poltava-, Rovno-, Stalino-, Stanislaf-, Sumy-, Tarnopol-, Kharkof-, Tjernigof- og Tjernvits-Området.

§ 24. I Den Aserbaidsjanske Socialistiske Sovjetrepublik indgår Den nakhitsjevanske autonome socialistiske Sovjetrepublik og Det nagornokarabakiske autonome Område.

§ 25. I Den Grusinske Socialistiske Sovjetrepublik indgår Den abkhasiske og Den adsjariske autonome socialistiske Sovjetrepublik samt Det sydossetiske autonome Område.

§ 26. Den Usbekiske Socialistiske Sovjetrepublik består af Områderne: Bukhara-, Samarkand-, Tasjkent-, Fergana-, Khoresma-Området og Den kara-kalpakiske autonome socialistiske Sovjetrepublik.

§ 27. Den Tadsjikiske Socialistiske Sovjetrepublik består af Områderne: Garm-, Kuljab-, Leninabad-, Stalinabad-Området og Det gornobadakhsjanske autonome Område.

§ 28. Den Kasakhiske Socialistiske Sovjetrepublik består af Områderne: Akmolinsk-, Aktjubinsk-, Alma-Ata-, østkasakhstan-, Gurjev-, Dsjambu 1-, Vestkasakhstan-, Karaganda-, Ksyl-Orda-, Kustanaj-, Pavlodarsk-, Nordkasakhstan-, Semipalatinsk-, Sydkasakhstan-Området.

§ 29. Den Hviderussiske Socialistiske Sovjetrepublik består af Områderne: Baranovitj-, Bjelostok-, Brest-, VilejkaVitebsk-, Gomel-, Minsk-, Mogilef-, Pinsk- og Polesje-Området.

§ 29 a. Den Turkmenske Socialistiske Sovjetrepublik består af Områderne: Asjkhabad-, Krasnovodsk-, Maryjsk-, Tasjausk- og Tjardsjousk-Området.

§ 29 b. Den Kirgisiske Socialistiske Sovjetrepublik består af Områderne: Dsjalal-Abad-, Issyk-Kulja-, Osjsk-, TjanjSjanjsk- og Frunse-Området.

Kapitel III.

§ 30. Statsmagtens højeste Organ i Sovjetunionen er Sovjetunionens Øverste Sovjet.

§ 31. Sovjetunionens Øverste Sovjet udøver alle de Rettigheder. som i Henhold til Forfatningens § 14 tilkommer Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, forsåvidt de ikke ifølge Forfatningen falder ind under følgende af Sovjetunionens Organer, der skal stå til Ansvar overfor Sovjetunionens Øverste Sovjet: Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet, Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen og Sovjetunionens Folkekommissariater.

§ 32. Den lovgivende Magt i Sovjetunionen udøves udelukkende af Sovjetunionens Øverste Sovjet.

§ 33. Sovjetunionens Øverste Sovjet består af to Kamre: Unionssovjetten og Nationalitetssovjetten.

§ 34. Unionssovjetten vælges af Sovjetunionens Borgere i Valgkredse efter Normen: en Deputeret for hver 300,000 Indbyggere.

§ 35. Nationalitetssovjetten vælges af Sovjetunionens Borgere i Unionsrepublikker og autonome Republikker, i autonome Områder og nationale Kredse efter Normen: 25 Deputerede fra hver Unionsrepublik, 11 Deputerede fra hver autonom Republik, 5 Deputerede fra hvert autonomt Område og i Deputeret fra hver national Kreds.

§ 36. Sovjetunionens Øverste Sovjet vælges for fire År ad Gangen.

§ 37. De to Kamre i Sovjetunionens Øverste Sovjet: Unionssovjetten og Nationalitetssovjetten er ligeberettigede.

§ 38. Unionssovjetten og Nationalitetssovjetten har i lige Grad Ret til at foreslå Love.

§ 39. En Lov betragtes som stadfæstet, når den er vedtaget af begge Kamre i Sovjetunionens Øverste Sovjet med simpelt Flertal i hvert.

§ 40. De af Sovjetunionens Øverste Sovjet vedtagne Love offentliggøres på Unionsrepublikkernes Sprog, underskrevet af Formanden og Sekretæren for den Øverste Sovjets Præsidium.

§ 41. Unionssovjettens og Nationalitetssovjettens Samlinger begynder og slutter samtidig.

§ 42. Unionssovjetten vælger sin Formand og en første og anden Næstformand.

§ 43. Nationalitetssovjetten vælger sin Formand og en første og anden Næstformand.

§ 44. Formændene for Unionssovjetten og Nationalitetsovjetten leder de pågældende Kamres Møder og sørger for Overholdelse af Forretningsordenen.

§ 45. Fællesmøderne for de to Kamre i Sovjetunionens Øverste Sovjet ledes skiftevis af Formanden for Unionssovjetten og Formanden for Nationalitetssovjetten.

§ 46. Sovjetunionens Øverste Sovjets Samlinger indkaldes to Gange årligt af Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet. Overordentlige Samlinger indkaldes af Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet efter dettes Skøn eller på Begæring af en af Unionsrepublikkerne.

§ 47. I Tilfælde af meningsforskel mellem Unionssovjetten- og Nationalitetssovjetten overgives Spørgsmålet til Afgørelse hos en Mæglingskommission, der er sammensat af et lige stort Antal Medlemmer fra hvert Kammer. Hvis der ikke opnås Enighed i Mæglingskommissionen, eller hvis dens Afgørelse ikke tilfredsstiller et af Kamrene, bliver Spørgsmålet påny behandlet i Kamrene. Hvis der ikke opnås Enighed mellem de to Kamre, opløser Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet Sovjetunionens Øverste Sovjet og udskriver Nyvalg.

§ 48. Sovjetunionens Øverste Sovjet vælger på et fælles Møde for de to Kamre Sovjetunionens Øverste Sovjets Præsidium, der består af Formanden for den Øverste Sovjets Præsidium, seksten Næstformænd, Præsidiets Sekretær og 24 Medlemmer af Præsidiet. Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet skal stå til Ansvar overfor Sovjetunionens Øverste Sovjet for hele sin Virksomhed.

§ 49. Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet:

a) sammenkalder Sovjetunionens Øverste Sovjet,

b) fortolker de gældende Love for Sovjetunionen, udsteder Anordninger,

c) opløser Sovjetunionens Øverste Sovjet i Henhold til § 47 i Sovjetunionens Forfatning og udskriver Nyvalg,

d) lader foretage Folkeafstemning (Referendum) på eget Initiativ eller når det kræves af en af Unionsrepublikkerne,

e) ophæver Anordninger og Bekendtgørelser fra Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen og fra Folkekommissærernes Råd for Unionsrepublikkerne i Tilfælde af, at de strider imod Loven,

f) afsætter og udnævner i Tiden mellem Sovjetunionens Øverste Sovjets Samlinger enkelte Folkekommissærer for Sovjetunionen på Indstilling af Formanden for Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen under Forbehold af på- følgende Bekræftelse af Sovjetunionens Øverste Sovjet,

g) tildeler Sovjetunionens Ordener og Ærestitler.

h) udøver Benådningsretten,

i) udnævner og afskediger Overkommandoen for Sovjetunionens væbnede Styrker,

j) erklærer i Tiden mellem Sovjetunionens Øverste Sovjets Samlinger Krigstilstand i Tilfælde af et militært Angreb på Sovjetunionen eller i Tilfælde af, at det er nødvendigt at opfylde internationale Forpligtelser ifølge Overenskomster om gensidigt Forsvar mod Angreb,

k) erklærer almindelig og delvis Mobilisering,

l) ratificerer internationale Overenskomster,

m) udnævner og hjemkalder Sovjetunionens befuldmægtigede Repræsentanter i udenlandske Stater,

n) modtager Akkreditiver og Hjemkaldelsesdokumenter fra de akkrediterede diplomatiske Repræsentanter for udenlandske Stater,

o) erklærer i enkelte Egne eller for hele Sovjetunionen Belejringstilstand af Hensyn til Sovjetunionens Forsvar eller for at garantere den almindelige Orden og Statens Sikkerhed.

§ 50. Unionssovjetten og Nationalitetssovjetten vælger Mandatkommissioner, som prøver de Deputeredes Fuldmagter i hvert af Kamrene.

På Indstilling af Mandatkommissionen træffer Kamrene Afgørelse om enten at godkende Fuldmagterne eller kassere Valget af de enkelte Deputerede.

§ 51. Sovjetunionens Øverste Sovjet nedsætter, når den anser det for nødvendigt, Undersøgelses- og Revisionskommissioner for et hvilketsomhelst Spørgsmål.

Alle Institutioner og Tjenestemænd er forpligtet til at rette sig efter disse Kommissioners Krav og forelægge dem de nødvendige Materialer og Dokumenter.

§ 52. Ingen Deputeret til Sovjetunionens Øverste Råd kan tiltales eller underkastes Fængsling uden Samtykke af Sovjetunionens Øverste Sovjet og i den Tid, hvor Sovjetunionens Øverste Sovjet ikke er samlet, uden Samtykke af Sovjetunionens Øverste Sovjets Præsidium.

§ 53. Når Valgperioden er udløbet, eller når Sovjetunionens Øverste Sovjet er blevet opløst før Fristens Udløb, beholder Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet sine Fuldmagter, indtil Sovjetunionens nyvalgte Øverste Sovjet har dannet et nyt Præsidium for Sovjetunionens Øverste Sovjet.

§ 54. Når Valgperioden er udløbet eller i Tilfælde af, at Sovjetunionens Øverste Sovjet er blevet opløst før Fristens Udløb, udskriver Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet Nyvalg, der skal afholdes senest 2 Måneder efter Valgperiodens Udløb eller Opløsningen af Sovjetunionens Øverste Sovjet.

§ 55. Sovjetunionens nyvalgte Øverste Sovjet indkaldes af Præsidiet for Sovjetunionens hidtidige Øverste Sovjet senest en Måned efter Valgene.

§ 56. Sovjetunionens Øverste Sovjet vælger i et fællesmøde af begge Kamre Sovjetunionens Regering - Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen.

Kapitel IV.

§ 57. Statsmagtens højeste Organ i en Unionsrepublik er Unionsrepublikkens Øverste Sovjet.

§ 58. Unionsrepublikkens Øverste Sovjet vælges af Republikkens Borgere for fire År ad Gangen. Repræsentationsnormerne fastsættes i Unionsrepublikkernes Forfatninger.

§ 59. Unionsrepublikkens Øverste Sovjet er Republikkens eneste lovgivende Organ.

§ 60. Unionsrepublikkens Øverste Sovjet:

a) vedtager Republikkens Forfatning og foretager Ændringer i denne i Henhold til § 16 i Sovjetunionens Forfatning,

b) stadfæster Forfatningerne for de autonome Republikker, der hører til Unionsrepublikken og fastsætter Grænserne for deres Territorier,

c) stadfæster Republikkens Plan for Folkeøkonomien og dens Budget,

d) udøver Retten til at amnestere og benåde Borgere, der er blevet dømt af Unionsrepublikkens Retsorganer,

e) fastsætter Unionsrepublikkens Repræsentation i internationale Forbindelser,

f) fastsætter Fremgangsmåden ved Opstillingen af Republikkens Troppestyrker.

§ 61. Unionsrepublikkens Øverste Sovjet vælger et Præsidium, der består af: Formanden for Præsidiet, Næstformændene, Præsidiets Sekretær og Medlemmerne af Præsidiet for Unionsrepublikkens Øverste Sovjet. Myndighedsområdet for Præsidiet for Unionsrepublikkens Øverste Sovjet fastsættes i Unionsrepublikkens Forfatning.

§ 62. Unionsrepublikkens Øverste Sovjet vælger en Formand og Næstformænd til at lede Møderne.

§ 63. Unionsrepublikkens Øverste Sovjet vælger Unionsrepublikkens Regering - Folkekommissærernes Råd for Unionsrepublikken.

Kapitel V.

§ 64. Det højeste udøvende og administrative Organ for Statsmagten i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker er Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen.

§ 65. Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen skal stå til Ansvar overfor Sovjetunionens Øverste Sovjet og i Tiden mellem den Øverste Sovjets Samlinger overfor Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet.

§ 66. Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen udsteder Anordninger og Bekendtgørelser på Grundlag af og til Gennemførelse af de gældende Love og kontrollerer Gennemførelsen.

§ 67. Anordningerne og Bekendtgørelserne fra Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen er bindende på hele Sovjetunionens Territorium.

§ 68. Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen:

a) sammenfatter og leder Arbejdet i Folkekommissariaterne for Unionen, i Folkekommissariaterne for både Unionen og Republikkerne og andre økonomiske og kulturelle Institutioner, der sorterer under det,

b) træffer Foranstaltninger til Gennemførelse af Planen for Folkeøkonomien, Statsbudgettet samt til Styrkelse af Kredit- og Pengevæsenet,

c) træffer Foranstaltninger til at sikre den offentlige Orden, forsvare Statens Interesser og beskytte Borgernes Rettigheder,

d) har den almindelige Ledelse af Forholdet til udenlandske Stater,

e) fastsætter det årlige Kontingent af Borgere, der skal indkaldes til aktiv Militærtjeneste og leder den almindelige Opbygning af Landets væbnede Styrker,

f) nedsætter i Tilfælde af, at det er nødvendigt, specielle Komiteer og Hovedforvaltninger under Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen for Forhold, der vedrører økonomien, Kulturen og Forsvarets Opbygning.

§ 69. Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen har Ret til indenfor de Grene af Administrationen og økonomien, der falder ind under Sovjetunionens Myndighedsområde, at suspendere Anordninger og Bekendtgørelser fra Folkekommissærernes Råd for Unionsrepublikkerne og annullere Bestemmelser og Instruktioner fra Sovjetunionens Folkekommissærer.

§ 70. Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen vælges af Sovjetunionens Øverste Sovjet og består af: Formanden for Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen, Næstformændene for Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen, Formanden for Sovjetunionens Statsplankommission, Formanden for Kommissionen for Sovjetkontrol, Sovjetunionens Folkekommissærer, Formanden for Komiteen for Kunstanliggender, Formanden for Komiteen for de højere Læreanstalter, Formanden for Statsbankens Direktion.

§ 71. Sovjetunionens Regering eller en Folkekommissær for Sovjetunionen, til hvem en Deputeret i Sovjetunionens Øverste Sovjet retter en Forespørgsel, er forpligtet til inden tre Dages Forløb at give mundtlig eller skriftlig Svar i vedkommende Kammer.

§ 72. Sovjetunionens Folkekommissærer leder de Grene af Statsadministrationen, som falder ind under Sovjetunionens Myndighedsområde.

§ 73. Sovjetunionens Folkekommissærer udsteder indenfor Grænserne for vedkommende Kommissariats Myndighedsområde Bestemmelser og Instruktioner på Grundlag af og til Gennemførelse af de gældende Love samt af Anordninger og Bekendtgørelser fra Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen og kontrollerer deres Gennemførelse.

§ 74. Sovjetunionens Folkekommissariater er enten Folkekommissariater for Unionen eller de er Folkekommissariater for både Unionen og Republikkerne.

§ 75. Folkekommissariaterne for Unionen leder den Gren indenfor Statsadministrationen, der er betroet dem, på hele Sovjetunionens Territorium enten direkte eller gennem Organer, som de har indsat.

§ 76. Folkekommissariaterne for både Unionen og Republikkerne leder den Gren indenfor Statsadministrationen, der er betroet dem, i Reglen gennem Unionsrepublikkernes Folkekommissariater af samme Navn og administrerer direkte kun et bestemt begrænset Antal Virksomheder efter en Liste, som skal stadfæstes af Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet.

§ 77. Til Folkekommissariaterne for Unionen hører Folkekommissariaterne for: Forsvaret, Udenrigsanliggender, Udenrigshandelen, Trafikvæsenet, Post-, Telegraf- og Telefonvæsenet, Skibsfarten, Flodskibsfarten, Flodtransportvæsenet, Kulindustrien, Olieindustrien, Elektricitetsværkerne, Elektroindustrien, Jern- og Stålindustrien, Metalindustrien, Den kemiske Industri, Flyvemaskineindustrien, Skibsbygningsindustrien, Ammunitionsforsyningen, Hærens Udrustning, Den svære Maskinindustri, Den mellemsvære Maskinindustri, Den almindelige Maskinindustri, Krigsflåden, Forsyninger, Opbygningen, Cellulose- og Papirindustrien.

§ 78. Til Folkekommissariaterne for både Unionen og Republikkerne hører Folkekommissariaterne for: Levnedsmiddelindustrien, Fiskeindustrien, Kød- og Mejeriindustrien, Letindustrien, Tekstilindustrien, Træindustrien, Landbruget, Korn- og Kvægavls-Sovjetbrugene, Finanserne, Indenrigshandelen, Indenrigsanliggender, Statens Sikkerhed, Justitsvæsenet, Sundhedsvæsenet, Statskontrol.

Kapitel VI.

§ 79. Det højeste udøvende og administrative Organ for Statsmagten i en Unionsrepublik er Folkekommissærernes Råd for Unionsrepublikken

§ 80. Folkekommissærernes Råd for Unionsrepublikken skal stå til Ansvar overfor Unionsrepublikkens Øverste Sovjet, og i Tiden mellem Unionsrepublikkens Øverste Sovjets Samlinger overfor Præsidiet for Unionsrepublikkens Øverste Sovjet.

§ 81. Folkekommissærernes Råd for Unionsrepublikken udsteder Anordninger og Bekendtgørelser på Grundlag af og til Gennemførelse af de gældende Love for Sovjetunionen og Unionsrepublikken samt af Anordninger og Bekendtgørelser fra Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen og kontrollerer deres Gennemførelse.

§ 82. Folkekommissærernes Råd for Unionsrepublikken er berettiget til at suspendere Anordninger og Bekendtgørelser fra Folkekommissærernes Råd i de autonome Republikker og annullere Anordninger og Bekendtgørelser fra Eksekutivkomiteerne for den arbejdende Befolknings Deputerede Sovjetter i Distrikterne, Områderne og de autonome Områder.

§ 83. Folkekommissærernes Råd for Unionsrepublikken vælges af Unionsrepublikkens Øverste Sovjet og består af: Formanden for Folkekommissærernes Råd for Unionsrepublikken, Næstformændene, Formanden for Statsplankommissionen, Folkekommissærerne for:

Levnedsmiddelindustrien, Fiskeindustrien, Kød- og Mejeriindustrien, Letindustrien, Tekstilindustrien, Træindustrien, Bygningsmaterialeindustrien, Landbruget, Korn- og Kvægavls-Sovjetbrugene, Finanserne, Indenrigshandelen, Indenrigsanliggender, Statens Sikkerhed,

Justitsvæsenet, Sundhedsvæsenet, Statskontrol, Undervisningsvæsenet, Lokalindustrien, Kommunalhusholdning, Social Forsorg, Automobil-Transporten, Lederen for Forvaltningen af Kunstanliggender, de befuldmægtigede fra Unionens Folkekommissariater.

§ 84. Unionsrepublikkens Folkekommissærer leder de Grene indenfor Statsadministrationen, der hører til Unionsrepublikkens Myndighedsområde.

§ 85. Unionsrepublikkens Folkekommissærer udsteder indenfor Grænserne for vedkommende Folkekommissariats Myndighedsområde Bestemmelser og Instruktioner på Grundlag af og til Gennemførelse af Sovjetunionens og Unionsrepublikkens Love, af Anordninger og Bekendtgørelser fra Folkekommissærernes Råd for Sovjetunionen og for Unionsrepublikken, samt af Bestemmelser og Instruktioner fra Folkekommissariaterne for både Unionen og Republikken.

§ 86. Unionsrepublikkens Folkekommissariater er enten Folkekommissariater for både Unionen og Republikken eller Folkekommissariater for Republikken.

§ 87. Folkekommissariaterne for både Unionen og Republikken leder den Gren indenfor Statsadministrationen, der er betroet dem, og sorterer både under Folkekommissærernes Råd for Unionsrepublikken og under det pågældende Folkekommissariat for både Unionen og Republikken.

§ 88. Folkekommissariaterne for Republikken leder den Gren indenfor Statsadministrationen, som er betroet dem, og sorterer direkte under Folkekommissærernes Råd for Unionsrepublikken.

Kapitel VII.

§ 89. Statsmagtens højeste Organ i en autonom Republik er den autonome Socialistiske Sovjetrepubliks Øverste Sovjet.

§ 90. Den autonome Republiks Øverste Sovjet vælges af Republikkens Borgere for fire År ad Gangen efter Repræsentationsnormer, der fastsættes i den autonome Republiks Forfatning.

§ 91. Den autonome Republiks Øverste Sovjet er den autonome Socialistiske Sovjetrepubliks eneste lovgivende Organ.

§ 92. Hver autonom Republik har sin egen Forfatning, som er afpasset efter den autonome Republiks Særegenheder og opbygget i fuld Overensstemmelse med Unionsrepublikkernes Forfatning.

§ 98. Den autonome Republiks Øverste Sovjet vælger Præsidiet for den autonome Republiks Øverste Sovjet og Folkekommissærernes Råd for den autonome Republik i Overensstemmelse med dennes Forfatning.

Kapitel VIII.

§ 94. Statsmagtens Organer i Distrikterne, Områderne, de autonome Områder, Kredsene, Rayonerne, Byerne og Landkommunerne (Stanitsa’er, Landsbyer, Khutor’er, Kisjlak’er, kul’er) er den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter.

§ 95. Den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter i Distrikterne, Områderne, de autonome Områder, Kredsene, Rayonerne, Byerne og Landkommunerne (Stanitsa’er, Landsbyer, Khutor’er, Kisjlak’er, Aul’er) vælges af den arbejdende Befolkning i de pågældende Distrikter, Områder, autonome Områder, Kredse, Rayoner, Byer og Landkommuner for to År ad Gangen.

§ 96. Repræsentationsnormerne for den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter bestemmes i Unionsrepublikkernes Forfatninger.

§ 97. Den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter leder Arbejdet i de administrative Organer, der sorterer under dem, sikrer Opretholdelsen af den offentlige Orden, Lovenes Overholdelse og Beskyttelsen af Borgernes Rettigheder, leder den lokale økonomiske og kulturelle Opbygning og fastsætter det lokale Budget.

§ 98. Den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter træffer Beslutninger og giver Anordninger indenfor Grænserne af de Rettigheder, som tilkommer dem ifølge Sovjetunionens og Unionsrepublikkens Love.

§ 99. De udøvende og administrative Organer for den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter i Distrikterne, Områderne de autonome Områder, Kredsene, Rayonerne, Byerne og Landkommunerne er de af dem valgte Eksekutivkomiteer, der består af: Formanden, Næstformændene, Sekretæren og Medlemmerne.

§ 100. Det udøvende og administrative Organ for den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter i små Bebyggelser på Landet er i Henhold til Unionsrepublikernes Forfatninger den af dem valgte Formand, Næstformand og Sekretær.

§ 101. De udøvende Organer for den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter skal direkte stå til Ansvar både overfor den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter, som har valgt dem, og overfor det udøvende Organ for den overordnede Sovjet af den arbejdende Befolknings Deputerede.

Kapitel IX.

§ 102. Den dømmende Magt i Sovjetunionen udøves af Sovjetunionens Højesteret, Unionsrepublikkernes Højesteretter. Distrikts- og Områdedomstolene, de autonome Republikkers og autonome Områders Domstole, Kredsdomstolene, Sovjetunionens særlige Domstole, som oprettes på Beslutning af Sovjetunionens øverste Sovjet samt af Folkedomstolene.

§ 103. Retsforhandlingerne foregår for alle Domstole under Deltagelse af Domsmænd, bortset fra de i Loven særlig anførte Tilfælde.

§ 104. Sovjetunionens Højesteret er det højeste Retsorgan. Det påhviler Sovjetunionens Højesteret at føre Tilsyn med alle Sovjetunionens og Unionsrepublikkernes Retsorganers Virksomhed.

§ 105. Sovjetunionens Højesteret og Sovjetunionens særlige Domstole vælges af Sovjetunionens øverste Sovjet for fem År ad Gangen.

§ 106. Unionsrepublikkernes Højesteretter vælges af Unionsrepublikkernes øverste Sovjetter for fem År ad Gangen.

§ 107. De autonome Republikkers Højesteretter vælges af de autonome Republikkers øverste Sovjetter for fem År ad Gangen.

§ 108. Distrikts- og Områdedomstolene, de autonome Områders Domstole og Kredsdomstolene vælges af den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter for Distrikterne, Områderne eller Kredsene eller den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter for de autonome Områder for fem År ad Gangen.

§ 109. Folkedomstolene vælges af Borgerne i Rayonerne på Grundlag af almindelig direkte og lige Valgret med hemmelig Afstemning for tre År ad Gangen.

§ 110. Retsforhandlingen foregår på vedkommende Unionsrepubliks autonome Republik₈ eller autonome Områdes Sprog, således at der sikres Personer, der ikke behersker dette Sprog, den fulde Mulighed for ved Hjælp af Tolk at. sætte sig ind i Sagens Akter samt Ret til at tale deres Modersmål i Retten.

§ 111. Alle Retsforhandlinger er offentlige i alle Domstole i Sovjetunionen med mindre der ved Lov er fastsat Undtagelser; der sikres den Anklagede Ret til Forsvar.

§ 112. Dommerne er uafhængige og kun underkastet Loven.

§ 113. Det påhviler Statsadvokaten for Sovjetunionen at. føre det øverste Tilsyn med, at Lovene nøje gennemføres af samtlige Folkekommissariater og de Institutioner der sorterer under dem, samt af de enkelte Embedsmænd og også af Sovjetunionens Borgere.

§ 114. Statsadvokaten for Sovjetunionen vælges af Sovjetunionens øverste Sovjet for syv År ad Gangen.

§ 115. Statsadvokaterne for Republikkerne Distrikterne og Områderne samt Statsadvokaterne for de autonome Republikker og de autonome Områder udnævnes af Statsadvokaten for Sovjetunionen for fem År ad Gangen.

§ 116. Statsadvokaterne for Kredsene Rayonerne og Byerne udnævnes af Statsadvokaterne for Unionsrepublikkerne for fem År ad Gangen og skal godkendes af Statsadvokaten for Sovjetunionen.

§ 117. Anklagemyndighedens Organer udøver deres Funktioner uafhængigt af samtlige lokale Organer og sorterer kun under Statsadvokaten for Sovjetunionen.

Kapitel X.

§ 118. Sovjetunionens Borgere har Ret til Arbejde, det vil sige Ret til at få garanteret Beskæftigelse og Betaling for deres Arbejde i Forhold til dets Mængde og Kvalitet. Retten til Arbejde sikres gennem den socialistiske Organisation af Folkeøkonomien, gennem den uafladelige Vækst af Sovjetsamfundets Produktivkræfter, ved at Muligheden for økonomiske Kriser er fjernet og Arbejdsløsheden er likvideret.

§ 119. Sovjetunionens Borgere har Ret til Hvile. Retten til Hvile sikres ved, at Arbejdsdagen for Arbejdernes overvældende Flertal er forkortet til syv Timer, gennem Fastsættelse af årlige Ferier for Arbejderne og Funktionærerne med fuld Løn og gennem det omfattende Net af Sanatorier, Hvilehjem og Klubber, der står til Rådighed for den arbejdende Befolkning.

§ 120. Sovjetunionens Borgere har Ret til materiel Forsørgelse i Alderdommen og j Tilfælde af Sygdom og Tab af Arbejdsevne. Denne Ret sikres gennem den omfattende Udvikling af Arbejdernes og Funktionærernes Socialforsikring på Statens Bekostning, gennem gratis Lægehjælp, gennem det omfattende Net af Kursteder, der står til Rådighed for den arbejdende Befolkning.

§ 121. Sovjetunionens Borgere har Ret til Uddannelse. Denne Ret sikres gennem den almindelige Skolepligt, gennem gratis Undervisning også ved de højere Læreanstalter, gennem et System af Statsstipendier til det overvældende Flertal af de studerende ved de højere Læreanstalter, gennem Skoleundervisning på Modersmålet, gennem Organisering af gratis faglig, teknisk og landbrugsvidenskabelig Undervisning for den arbejdende Befolkning i Fabrikkerne, Sovjetbrugene, Maskin- og Traktorstationerne og Kollektivbrugene.

§ 122. Kvinden i Sovjetunionen har de samme Rettigheder som Manden på alle det økonomiske, statslige, kulturelle, sociale og politiske Livs Områder. Muligheden for at udøve disse Kvindernes Rettigheder sikres ved, at Kvinden har de samme Rettigheder til Arbejde, Arbejdsløn, Hvile, Socialforsikring og Uddannelse, gennem Statens Varetagelse af Moderens og Barnets Interesser, ved at Kvinden under Svangerskab får Ferie med fuld Løn, og gennem et omfattende Net af Fødehjem, Vuggestuer og Børnehaver.

§ 123. Borgernes Ligeberettigelse i Sovjetunionen, uafhængigt af deres Nationalitet og Race, på det økonomiske, statslige, kulturelle, sociale og politiske Livs Områder, er en urokkelig Lov. Enhver direkte eller indirekte Indskrænkning af Borgernes Rettigheder eller - omvendt - Fastsættelse af direkte eller indirekte Forrettigheder for Borgere på Grund af Race og Nationalitet, samt enhver Propaganda, der kræver en Særstilling for Racer eller Nationaliteter eller ophidser til Had og Foragt for dem, straffes efter Loven.

§ 124. For at sikre Borgerne Trosfrihed er Kirken i Sovjetunionen skilt fra Staten og Skolen fra Kirken. Der indrømmes alle Borgere Frihed til at udøve religiøs Kultus og Frihed til at drive antireligiøs Propaganda.

§ 125. I Overensstemmelse med den arbejdende Befolknings Interesser og for at styrke det socialistiske System garanteres der ved Lov Borgerne i Sovjetunionen: Talefrihed, Pressefrihed, Møde- og Forsamlingsfrihed, Frihed til Optog og Demonstrationer i Gaderne. Disse Borgernes Rettigheder sikres ved, at Trykkerierne, Papirforrådene, de offentlige Bygninger, Gaderne, Post Telegraf og Telefon og andre materielle Betingelser, som er nødvendige for at udøve dem, står til Rådighed for den arbejdende Befolkning og dens Organisationer.

§ 126. I Overensstemmelse med den arbejdende Befolknings Interesser og for at udvikle Folkemassernes organisatoriske Initiativ og politiske Aktivitet, sikres der Borgerne i Sovjetunionen Ret til at slutte sig sammen i almene Organisationer: Fagforeninger, kooperative Foreninger, Ungdomsorganisationer, Sports- og Forsvarsorganisationer, kulturelle, tekniske og videnskabelige Foreninger, medens de mest aktive og bevidste Borgere fra Arbejderklassens Rækker og fra andre Lag af den arbejdende Befolkning slutter sig sammen i Sovjetunionens Kommunistiske Parti (Bolsjevikerne), der er den arbejdende Befolknings Fortrop i dens Kamp for at styrke og udvikle det socialistiske System og den ledende Kærne i alle den arbejdende Befolknings Organisationer, både de almene og de statslige.

§ 127. Personens Ukrænkelighed sikres for Sovjetunionens Borgere. Ingen kan fængsles uden en Retskendelse eller uden Statsadvokatens Billigelse.

§ 128. Boligens og Brevhemmelighedens Ukrænkelighed beskyttes af Løven.

§ 129. Sovjetunionen yder Asylret til udenlandske Statsborgere, der forfølges for at have forsvaret den arbejdende Befolknings Interesser eller på Grund af videnskabelig Virksomhed eller Kamp for national Frihed.

§ 130. Hver Borger i Sovjetunionen er forpligtet til at overholde Forfatningen for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, efterkomme Lovene, iagttage Arbejdsdisciplin, ærligt opfylde sin Samfundspligt og respektere Reglerne for det socialistiske daglige Liv.

§ 131. Hver Borger i Sovjetunionen er forpligtet til at beskytte og befæste den socialistiske Samfundsejendom som det hellige og ukrænkelige Grundlag for Sovjetsystemet, som Kilden til Landets Rigdom og Magt og som Kilden til et velhavende og kulturelt højtstående Liv for hele den arbejdende Befolkning. Personer, der forgriber sig på den socialistiske Samfundsejendom, er Folkets Fjender.

§ 132. Den almindelige Værnepligt er Lov. Det er en Ærespligt for Sovjetunionens Borgere at gøre Tjeneste i den Røde Arbejder- og Bondearmé.

§ 133. Det er en hellig Pligt for enhver Borger i Sovjetunionen at forsvare Fædrelandet Landsforræderi - at bryde Eden, gå over til Fjenden, volde Statens Militærmagt Skade, Spionage - straffes med Lovens strengeste Straf som den groveste af alle Forbrydelser.

Kapitel XL

§ 134. Valgene af Deputerede til alle den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter: Sovjetunionens _Øverste Sovjet Unionsrepublikkernes øverste Sovjet den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter i Distrikterne og Områderne, de autonome Republikkers øverste Sovjetter, den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter i de autonome Områder, Kredsene, Rayonerne, Byerne og Landkommunerne (Stanitsa’er, Landsbyer, Khutor’er, Kisjlak’er, Aul’er) foretages af Vælgerne på Grundlag af almindelig, lige og direkte Valgret med hemmelig Afstemning.

§ 135. De Deputerede vælges ved almindelig Valgret: alle Sovjetunionens Borgere, som er fyldt 18 År, har - uafhængigt af Race og Nationalitet, Trosbekendelse, Uddannelse, fast Bopæl, social Afstamning, Formueforhold og tidligere Virksomhed - Ret til at deltage i Valgene af de Deputerede og at blive valgt med Undtagelse af Sindssyge og Personer, der ved Dom er frakendt deres Valgret.

§ 136. De Deputerede vælges ved lige Valgret: hver Borger har een Stemme; alle Borgere deltager i Valgene på lige Vilkår

§ 137. Kvinderne har samme Ret til at vælge og blive valgt som Mændene.

§ 138. De Borgere, der står i den Røde Armés Rækker, har samme Ret til at vælge og blive valgt som alle andre Borgere.

§ 139. De Deputerede vælges direkte: Valgene til alle den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter, fra den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjetter for Landkommuner og Byer til Sovjetunionens øverste Sovjet foretages umiddelbart af Borgerne ved direkte Valg.

§ 140. De Deputerede vælges ved hemmelig Afstemning.

§ 141. Kandidaterne til Valgene opstilles efter Valgkredse. Retten til at opstille Kandidater sikres den arbejdende Befolknings almene Organisationer og Foreninger: de kommunistiske Partiorganisationer, Fagforeningerne, de kooperative Foreninger, Ungdomsorganisationerne, kulturelle Foreninger.

§ 142. Hver Deputeret er forpligtet til overfor sine Vælgere at aflægge Beretning om sit eget Arbejde og om det Arbejde, der udføres af den arbejdende Befolknings Deputeredes Sovjet, og kan til enhver Tid trækkes tilbage ved Flertalsbeslutning af Vælgerne efter den Fremgangsmåde, som er fastsat i Loven.

Kapitel XII.

§ 143. Statsvåbenet for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker består af Hammer og Segl på en solbestrålet Jordklode, der er indrammet af Aks, og bærer Indskriften: »Proletarer i alle Lande, foren jer« på Unionsrepublikkernes Sprog. I Våbenets øverste Del findes en femtakket Stjerne.

§ 144. Statsflaget for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker består af en rød Dug, hvorpå der i det øverste Hjørne ved Flagstangen findes Hammer og Segl i Guld og ovenover en rød femtakket Stjerne med en Guldrand. Forholdet mellem Bredde og Længde er som 1: 2.

§ 145. Hovedstaden for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker er Byen Moskva.

Kapitel XIII.

§ 146. Sovjetunionens Forfatning kan kun ændres på Beslutning af Sovjetunionens øverste Sovjet, når denne Beslutning vedtages med mindst to Tredjedeles Flertal i hvert af de to Kamre.

KAPITEL I

Artikel 1. Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker er en socialistisk stat af arbejdere og bønder.

Artikel 2. Sovjetunionens politiske grundlag er den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter, der er fremvokset og styrket som et resultat af godsejernes og kapitalisternes fordrivelse fra magten og det proletariske diktaturs erobring.

Artikel 3. Hele magten i Sovjetunionen tilhører den arbejdende befolkning i by og på land, repræsenteret ved den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter.

Artikel 4. Sovjetunionens økonomiske grundlag er det socialistiske økonomiske system og den socialistiske ejendomsret til produktionsredskaberne og -midlerne, der er blevet befæstet som resultat af likvideringen af det kapitalistiske økonomiske system, ophævelsen af privatejendomsretten til produktionsredskaberne og -midlerne og tilintetgørelsen af det ene menneskes udbytning af det andet.

Artikel 5. Den socialistiske ejendom i Sovjetunionen har enten form af statsejendom (folkets fælleseje) eller form af kooperativ-kollektiv ejendom (enkelte kollektivbrugs ejendom, kooperative sammenslutningers ejendom).

Artikel 6. Jorden og dens rigdomme, søerne og vandløbene, skovene, fabrikkerne, minerne, bjergværkerne, jernværkerne, vand- og lufttransporten, kommunikationsmidleme, de af staten organiserede store landbrugsforetagender (sovjetbrug, maskin- og traktorstationer o.s.v.), samt de kommunale virksomheder og hovedbestanden af beboelseshusene i byerne og de industrielle bebyggelser er statsejendom, det vil sige folkets fælleseje.

Artikel 7. De fælles virksomheder i kollektivbrugene og de kooperative organisationer med deres levende og døde inventar. de af kollektivbrugene og de kooperative organisationer fremstillede produkter såvel som deres bygninger til fælles brug er kollektivbrugernes og de kooperative organisationers fælles socialistiske ejendom. Foruden hovedindtægten fra det fælles kollektivbrug har hver kollektivbondehusholdning til personlig brug en mindre jordlod omkring huset, og som personlig ejendom den biindtægt, som denne jordlod afkaster, et beboelseshus, kreaturer, svin, fjerkræ og mindre landbrugsinventar - i overensstemmelse med landbrugskollektivets statutter.

Artikel 8. Den jord, som kollektivbrugene optager, sikres dem til gratis udnyttelse på ubegrænset tid, det vil sige for evigt.

Artikel 9. Ved siden af det socialistiske økonomiske system, som er den herskende form for økonomi i Sovjetunionen, tillader loven enkeltbønder og håndværkere at drive mindre, privat virksomhed, når denne hviler på personligt arbejde og udelukker udbytning af fremmed arbejdskraft.

Artikel 10. Borgernes personlige ejendomsret til deres arbejdsindtægter og opsparede midler, til deres beboelseshus og støttebrug med tilhørende biindtægt, redskaber og husgeråd, genstande til personligt brug og bekvemmelighed, samt arveretten til borgernes personlige ejendom - beskyttes af loven.

Artikel 11. Det økonomiske liv i Sovjetunionen bestemmes og ledes efter statens plan for folkeøkonomien med det formål at forøge samfundets rigdom, bestandigt at hæve den arbejdende befolknings materielle og kulturelle niveau og at styrke Sovjetunionens uafhængighed og forsvarsevne.

Artikel 12. Arbejdet er i Sovjetunionen en pligt og en æressag for enhver arbejdsdygtig borger efter princippet: «Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have noget at spise«. I Sovjetunionen virkeliggøres socialismens princip: «Enhver yder efter sine evner, enhver får efter sin arbejdsydelse«.

KAPITEL II

Artikel 13. Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker er en forbundsstat, der er dannet på grundlag af frivillig sammenslutning mellem følgende ligeberettigede socialistiske sovjetrepublikker: den Russiske Føderative Socialistiske Sovjetrepublik, den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik, den Hviderussiske Socialistiske Sovjetrepublik, den Usbekiske Socialistiske Sovjetrepublik, den Kasakhiske Socialistiske Sovjetrepublik, den Grusinske Socialistiske Sovjetrepublik, den Aserbajdsjanske Socialistiske Sovjetrepublik, den Litauiske Socialistiske Sovjetrepublik, den Moldaviske Socialistiske Sovjetrepublik, den Lettiske Socialistiske Sovjetrepublik, den Kirgisiske Socialistiske Sovjetrepublik, den Tadsjikiske Socialistiske Sovjetrepublik, den Armenske Socialistiske Sovjetrepublik, den Turkmenske Socialistiske Sovjetrepublik, den Estiske Socialistiske Sovjetrepublik,

Artikel 14. Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker har gennem sine øverste magtorganer og organer for statsadministrationen følgende myndighedsområde:

1) Unionens repræsentation i internationale forbindelser, indgåelse, ratificering og opsigelse af traktater med andre stater, fastsættelse af de almindelige regler for unionsrepublikkens relationer med udenlandske stater;

2) spørgsmål om krig og fred;

3) optagelse af nye republikker i Sovjetunionen;

4) kontrol med overholdelsen af Sovjetunionens forfatning og sikring af overensstemmelse mellem unionsrepublikkernes forfatninger og Sovjetunionens forfatning;

5) stadfæstelse af grænseændringer mellem unionsrepublikkerne;

6) stadfæstelse af dannelsen af nye autonome republikker og autonome områder indenfor unionsrepublikkerne;

7) organisering af Sovjetunionens forsvar, ledelse af alle Sovjetunionens væbnede styrker, fastsættelse af hovedlinierne for organiseringen af unionsrepublikkernes troppestyrker;

8) udenrigshandelen på grundlag af statsmonopolet;

9) beskyttelse af statens sikkerhed;

10) fastlæggelse af planerne for Sovjetunionens folkeøkonomi;

11) stadfæstelse af Sovjetunionens samlede statsbudget og aflæggelse af statsregnskabet, fastsættelse af de skatter og indtægter, som indgår i unionens, republikkernes og de lokale budgetter;

12) administration af banker, industri- og landbrugsinstitutioner og -virksomheder samt handelsforetagender, der er underlagt hele unionen, generel ledelse af industri og byggeri, der er underlagt unionsrepublikkerne;

13) administration af transportvæsenet og kommunikationstjenesten af betydning for hele unionen;

14) ledelse af penge- og kreditsystemet;

15) organisering af statens forsikringsvæsen;

16) optagelse og bevilling af lån;

17) fastlæggelse af hovedprincipperne for udnyttelsen af jorden og dens rigdomme, samt af skovene, søerne og vandløbene;

18) fastlæggelse af hovedprincipperne på undervisnings- og sundhedsvæsenets område;

19) organisering af et ensartet system for samfundsøkonomisk statistik;

20) fastlæggelse af principperne for arbejdslovgivningen;

21) fastlæggelse af principperne for lovgivningen om retsvæsener og retsplejen, af principperne for lovgivning om civilret, strafferet og arbejds-genopdragelse af lovovertrædere;

22) lovgivning om unionsstatsborgerskabet; lovgivning om udlændinges rettigheder;

23) fastlæggelse af principperne for ægteskabs- og famlielovgivningen;

24) udstedelse af amnestidekreter for hele unionen.

Artikel 15. Unionsrepublikkernes suverænitet indskrænkes kun af de rammer,. der er anført i Sovjetunionens forfatnings artikel 14. Indenfor disse rammer udøver enhver unionsrepublik sin statsmagt selvstændigt. Sovjetunionen beskytter unionsrepublikkernes suveræne rettigheder.

Artikel 16. Enhver unionsrepublik har sin egen forfatning, som er afpasset efter republikkens særegenheder og opbygget i fuld overensstemmelse med Sovjetunionens forfatning.

Artikel 17. Enhver unionsrepublik bevarer retten til frit at udtræde af Sovjetunionen.

Artikel 18. Unionsrepublikkernes territorium kan ikke ændres uden deres samtykke.

Artikel 18-a. Enhver unionsrepublik har ret til at træde i direkte forbindelse med udenlandske stater, at afslutte overenskomster med dem og at udveksle diplomatiske og konsulære repræsentanter.

Artikel 18-b. Enhver unionsrepublik har sine troppeformationer, opstillet af republikken.

Artikel 19. Sovjetunionens love har samme gyldighed på alle unionsrepublikkers territorium.

Artikel 20. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem en lov i en unionsrepublik og den almindelige unionslov gælder den almindelige unionslov.

Artikel 21. For Sovjetunionens borgere fastsættes et for hele unionen gældende statsborgerskab. Enhver borger i en unionsrepublik er borger i Sovjetunionen.

Artikel 22. Den Russiske Føderative Socialistiske Sovjetrepublik består af følgende autonome socialistiske sovjetrepublikker: den Basjkiriske, den Burjatske, den Dagestanske, den Jakutiske, den Kabardinsk-Balkariske, den Kalmykiske, den Karelske, Komi’ernes, Mari’ernes, den Mordvinske, den Nordosentinske, den Tatariske, den Tuvinske, den Udmurtiske, den TjetjenskIngusjiske, den Tjuvasjiske; følgende autonome områder: det Adygeiske, det Gorno-Altajske, det Jødiske, det KaratjajevTjerkessiske, det Khakassiske.

Artikel 23. Ophævet.

Artikel 24. I den Aserbajdsjanske Socialistiske Sovjetrepublik indgår den Nakhitjevanske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik og det Nagornokarabakiske Autonome Område.

Artikel 25. I den Grusinske Socialistiske Sovjetrepublik indgår den Abkhasiske og den Adsjariske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik samt det Sydosetinske Autonome Område.

Artikel 26. I den Usbekiske Socialistiske Sovjetrepublik indgår den Karakalpakiske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik.

Artikel 27. I den Tadsjikiske Socialistiske Sovjetrepublik indgår det Gornobadakhsjanske Autonome Område.

Artikel 28. Afgørelsen af spørgsmål vedrørende unionsrepublikkernes administrativt-territorielle opbygning i områder og distrikter sorterer under unionsrepublikkerne.

Artikel 29. Ophævet.

KAPITEL III

Statsmagtens højeste organer i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker

Artikel 30. Statsmagtens højeste organ i Sovjetunionen er Sovjetunionens Øverste Sovjet.

Artikel 31. Sovjetunionens Øverste Sovjet udøver alle de rettigheder, som i henhold til forfatningens artikel 14 tilkommer Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, forsåvidt som de ikke ifølge forfatningen falder ind under følgende af Sovjetunionens organer, der skal stå til ansvar overfor Sovjetunionens Øverste Sovjet: Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet, Ministerrådet for Sovjetunionen og Sovjetunionens ministerier.

Artikel 32. Den lovgivende magt i Sovjetunionen udøves udelukkende af Sovjetunionens Øverste Sovjet.

Artikel 33. Sovjetunionens Øverste Sovjet består af to kamre: Unionssovjetten og Nationalitetssovjetten.

Artikel 34. Unionssovjetten vælges af Sovjetunionens borgere i valgkredse efter formen: én deputeret for hver 300.000 indbyggere.

Artikel 35. Nationalitetssovjetten vælges af Sovjetunionens borgere i unionsrepublikker og autonome republikker, i autonome områder og nationale kredse efter normen: 32 deputerede fra hver unionsrepublik, 11 deputerede fra hver autonome republik, 5 deputerede fra hvert autonome område og i deputeret fra hver nationale kreds.

Artikel 36. Sovjetunionens Øverste Sovjet vælges for en fire-årig periode.

Artikel 37. De to kamre i Sovjetunionens Øverste Sovjet: Unionssovjetten og Nationalitetssovjetten er ligeberettigede.

Artikel 38. Unionssovjetten og Nationalitetssovjetten har i lige grad ret til at fremsætte lovforslag.

Artikel 39. En lov betragtes som stadfæstet, når den er vedtaget af begge kamre i Sovjetunionens Øverste Sovjet med simpelt flertal i hvert kammer.

Artikel 40. De af Sovjetunionens Øverste Sovjet vedtagne love offentliggøres på unionsrepublikkens sprog, underskrevet af formanden og sekretæren for den øverste Sovjets Præsidium.

Artikel 41. Unionssovjettens og Nationalitetssovjettens samlinger begynder og slutter samtidigt.

Artikel 42. Unionssovjetten vælger sin formand og fire viceformænd.

Artikel 43. Nationalitetssovjetten vælger sin formand og fire viceformænd.

Artikel 44. Formændene for Unionssovjetten og Nationalitetssovjetten leder de respektive kamres møder og sørger for overholdelse af forretningsordenen.

Artikel 45. Fællesmøderne for de to kamre i Sovjetunionens øverste Sovjet ledes skiftevis af formanden for Unionssovjetten og formanden for Nationalitetssovjetten.

Artikel 46. Sovjetunionens Øverste Sovjets samlinger indkaldes to gange årligt af Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet. Ekstraordinære samlinger indkaldes af Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet efter dettes skøn eller på begæring af en af unionsrepublikkerne.

Artikel 47. I tilfælde af meningsforskel mellem Unionssovjetten og Nationalitetssovjetten overgives spørgsmålet til afgørelse hos en mæglingskommission, der er sammensat af et lige stort antal medlemmer fra hvert kammer. Hvis der ikke opnås enighed i mæglingskommissionen, eller hvis dens afgørelse ikke tilfredsstiller et af kamrene, skal spørgsmålet på ny behandles i kamrene. Hvis der ikke opnås enighed mellem de to kamre, opløser Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet Sovjetunionens Øverste Sovjet og udskriver nyvalg.

Artikel 48. Sovjetunionens øverste Sovjet vælger på et fælles møde for de to kamre Sovjetunionens øverste Sovjets Præsidium, bestående af formanden for den Øverste Sovjets Præsidium, 15 viceformænd - i fra hver unionsrepublik, Præsidiets sekretær og 20 medlemmer af Præsidiet. Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet skal stå til ansvar overfor Sovjetunionens Øverste Sovjet vedr. hele sin virksomhed.

Artikel 49. Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet: 1) indkalder Sovjetunionens Øverste Sovjet,

2) udsteder anordninger,

3) fortolker de for Sovjetunionen gældende love,

4) opløser Sovjetunionens Øverste Sovjet i henhold til Sovjetunionens forfatnings artikel 47 og udskriver nyvalg,

5) lader foretage folkeafstemning (referendum) på eget initiativ eller på begæring af en af unionsrepublikkerne,

6) ophævet anordninger og bekendtgørelser fra Ministerrådet for Sovjetunionen og fra ministerrådene for unionsrepublikkerne i tilfælde af, at de strider imod loven,

7) afsættet og udnævner i perioden mellem Sovjetunionens Øverste Sovjets samlinger de enkelte ministre for Sovjetunionen på indstilling af formanden for Ministerrådet for Sovjetunionen med påfølgende forelæggelse til bekræftelse af Sovjetunionens Øverste Sovjet,

8) indstifter Sovjetunionens ordner, medaljer og ærestitler,

9) tildeler Sovjetunionens ordener, medaljer og ærestitler,

10) udøver benådningsretten,

11) fastsætter militære grader, diplomatisk tang og andre specielle titler,

12) udnævner og afsættet overkommandoen for Sovjetunionens væbnede styrker,

13) erklærer i tiden mellem Sovjetunionens Øverste Sovjets samlinger krigstilstand i tilfælde af et militært angreb på Sovjetunionen eller i tilfælde af, at det er nødvendigt at opfylde internationale forpligtelser ifølge aftaler om gensidigt forsvar mod angreb,

14) erklærer almindelig og delvis mobilisering,

15) ratificeret og opsiger Sovjetunionens internationale aftaler,

16) udnævner og hjemkalder Sovjetunionens befuldmægtigede repræsentanter i udenlandske stater,

17) modtager akkreditiver og hjemkaldelsesdokumenter fra de akkrediterede diplomatiske repræsentanter for udenlandske stater,

18) erklærer i enkelte egne eller for hele Sovjetunionen belejringstilstand af hensyn til Sovjetunionens forsvar eller for at sikre den offentlige orden og statens sikkerhed.

Artikel 50. Unionssovjetten og Nationalitetssovjetten vælger mandatkommissioner, som efterprøver de deputeredes fuldmagret i hvert af kamrene.

På indstilling af mandatkommissionen træffer kamrene afgørelse om enten at godkende fuldmagterne eller at kassere valget af de enkelte deputerede.

Artikel 51. Sovjetunionens Øverste Sovjet nedsætter, når den finder det nødvendigt, undersøgelses- og revisionskommissioner for et hvilket som helst spørgsmål. Alle institutioner og tjenestemænd er forpligtet til at opfylde disse kommissioners krav og forelægge dem de nødvendige materialer og dokumenter.

Artikel 52. Ingen deputeret til Sovjetunionens Øverste Sovjet kan tiltales eller underkastes fængsling uden samtykke af Sovjetunionens øverste Sovjet og i den periode, hvor Sovjetunionens øverste Sovjet ikke er samlet, uden samtykke af Sovjetunionens Øverste Sovjets Præsidium.

Artikel 53. Ved valgperiodens udløb, eller når Sovjetunionens Øverste Sovjet opløses før tiden, beholder Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet sine fuldmagter, indtil Sovjetunionens nyvalgte Øverste Sovjet har dannet et nyt Præsidium for Sovjetunionens øverste Sovjet.

Artikel 54. Ved valgperiodens udløb eller i tilfælde af, at Sovjetunionens Øverste Sovjet opløses før tiden, udskriver Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet nyvalg, der skal afholdes senest to måneder efter valgperiodens udløb eller opløsningen af Sovjetunionens Øverste Sovjet.

Artikel 55. Sovjetunionens nyvalgte øverste Sovjet indkaldes af Præsidiet for Sovjetunionens hidtidige Øverste Sovjet senest 3 måneder efter valget.

Artikel 56. Sovjetunionens øverste Sovjet vælger på et fælles møde mellem begge kamre Sovjetunionens regering - Sovjetunionens Ministerråd.

KAPITEL IV

Artikel 57. Statsmagtens højeste organ i en unionsrepublik er unionsrepublikkens Øverste Sovjet.

Artikel 58. Unionsrepublikkens øverste Sovjet vælges af republikkens borgere for en fireårig periode. Repræsentationsnormerne fastsættes i unionsrepublikkernes forfatninger.

Artikel 59. Unionsrepublikkens øverste Sovjet er republikkens eneste lovgivende organ.

Artikel 60. Unionsrepublikkens øverste Sovjet: 1) vedtaget republikkens forfatning og foretager ændringer i denne i henhold til Sovjetunionens forfatnings artikel 16,

2) stadfæster forfatningerne for de autonome republikker, der hører ind under unionsrepublikken og fastsætter grænserne for deres territorium,

3) stadfæster republikkens plan for folkeøkonomien og dens budget,

4) udøver retten til at amnestere og benåde borgere, der er blevet dømt af unionsrepublikkens retsorganer,

5) fastsætter unionsrepublikkens repræsentation i internationale forbindelser,

6) fastsætter organiseringen af republikkens troppeformationer.

Artikel 61. Unionsrepublikkens Øverste Sovjet vælger sit Præsidium, bestående af: formanden for Præsidiet, viceformændene, Præsidiets sekretær og medlemmerne af Præsidiet. Myndighedsområdet for Præsidiet for unionsrepublikkens øverste Sovjet fastsættes i unionsrepublikkens forfatning.

Artikel 62. Unionsrepublikkens øverste Sovjet vælger en formand og viceformænd til at lede møderne.

Artikel 63. Unionsrepublikkens Øverste Sovjet vælger Unionsrepublikkens regering - Unionsrepublikkens Ministerråd.

KAPITEL V

Artikel 64. Det højeste udøvende og administrative organ for statsmagten i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker er Ministerrådet for Sovjetunionen.

Artikel 65. Ministerrådet for Sovjetunionen er ansvarlig overfor Sovjetunionens Øverste Sovjet og i perioden mellem den øverste Sovjets samlinger overfor Præsidiet for Sovjetunionens øverste Sovjet.

Artikel 66. Ministerrådet for Sovjetunionen udsteder anordninger og bekendtgørelser på grundlag af og til gennemførelse af de gældende love og kontrollerer udførelsen.

Artikel 67. Anordninger og bekendtgørelser fra Ministerrådet for Sovjetunionen er bindende på hele Sovjetunionens territorium.

Artikel 68. Ministerrådet for Sovjetunionen: 1) koordinerer og leder arbejdet i ministerierne for Unionen, i ministerierne for unionsrepublikkerne, i statskomiteerne, nedsat af Ministerrådet for Sovjetunionen og i andre institutioner under dets myndighed,

2) træffer foranstaltninger til gennemførelse af planen for folkeøkonomien, statsbudgettet samt til styrkelse af kredit- og pengevæsenet,

3) træffer foranstaltninger til sikring af den folkelige orden, forsvar af statens interesser og beskyttelse af borgernes rettigheder,

4) udøver den generelle ledelse af forbindelserne med udenlandske stater,

5) fastsætter de årlige kontingentet af borgere, der skal indkaldes til aktiv militærtjeneste og leder den almindelige opbygning af landets væbnede styrker,

6) nedsætter statskomiteer og i tilfælde af, at det er nødvendigt, specielle komiteer og hovedforvaltninger under Ministerrådet for Sovjetunionen vedrørende forhold, der berører den økonomiske, kulturelle og forsvarsmæssige opbygning.

Artikel 69. Ministerrådet for Sovjetunionen har ret til indenfor de grene af administrationen og økonomien, der falder ind under Sovjetunionens kompetaneeområde, at suspendere anordninger og bekendtgørelser fra ministerrådene for unionsrepublikkerne og annullere bestemmelser og instruktioner fra Sovjetunionens ministre, samt akter fra andre institutioner under dets myndighed.

Artikel 70. Ministerrådet for Sovjetunionen vælges af Sovjetunionens øverste Sovjet og med følgende sammensætning: formanden for Ministerrådet for Sovjetunionen, første vieeformændene for Ministerrådet for Sovjetunionen, viceformændene for Ministerrådet for Sovjetunionen, Sovjetunionens ministre, formanden for den af Ministerrådet nedsatte Statsplankomité, formanden for den af Ministerrådet nedsatte Statskomité for byggeri, formanden for den af Ministerrådet nedsatte Statskomité for materiel og teknisk forsyning, formanden for Sovjetunionens Folkekontrolkomité, formanden for den af Ministerrådet nedsatte Statskomité for spørgsmål vedrørende arbejde og arbejdsløn, formanden for den af Ministerrådet nedsatte Statskomité for teknik og videnskab, formanden for den af Ministerrådet nedsatte Statskomité for opfindelser og opdagelser, formanden for den af Ministerrådet nedsatte Statskomité for priser, formanden for den af Ministerrådet nedsatte Statskomité for fagteknisk uddannelse, formanden for den af Ministerrådet nedsatte Statskomité for radiofoni og television, formanden for den af Ministerrådet nedsatte Statskomité for filmkunst, formanden for den af Ministerrådet nedsatte Statskomité for forlag, grafisk industri og boghandel, formanden for den af Ministerrådet nedsatte Statskomité for skovbrug, formanden for den af Ministerrådet nedsatte Statskomité for udenrigsøkonomiske forbindelser, formanden for Komiteen for statssikkerhed under Ministerrådet, formanden for den Alsovjetiske sammenslutning til forsyning af landbrugsmaskinel, brændstof og gødning, formanden for Sovjetunionens Statsbanks bestyrelse, chefen for den Centrale statistiske styrelse under Ministerrådet. I Ministerrådet for Sovjetunionen indgår i embeds medfør formændene for unionsrepublikkernes ministerråd.

Artikel 71. Sovjetunionens regering eller en minister for Sovjetunionen, til hvem en deputeret retter en forespørgsel, er forpligtet til indenfor tre dage at give mundtligt eller skriftligt svar i det respektive kammer.

Artikel 72. Sovjetunionens ministre leder de grene af statsadministrationen, som falder ind under Sovjetunionens kompetanceområde.

Artikel 73. Sovjetunionens ministre udsteder indenfor grænserne af vedkommende ministeriums kompetanceområde bestemmelser og instruktioner på grundlag af og til gennemførelse af de gældende love samt af anordninger og bekendtgørelser fra Ministerrådet for Sovjetunionen og kontrollerer deres udførelse.

Artikel 74. Sovjetunionens ministerier er enten ministerier for hele Unionen eller for både Unionen og unionsrepublikkerne.

Artikel 75. Ministerierne for hele Unionen leder den gren indenfor statsadministrationen, der er betroet dem, på hele Sovjetunionens territorium enten direkte eller gennem organer, som de har indsat.

Artikel 76. Ministerierne for både Unionen og unionsrepublikkerne leder den gren indenfor statsadministrationen, der er betroet dem, som regel gennem unionsrepublikkernes ministerier af samme navn og administrerer kun direkte et begrænset antal virksomheder efter en liste, som stadfæstes af Præsidiet for Sovjetunionens Øverste Sovjet.

Artikel 77. Til ministerierne for hele Unionen hører følgende: Ministeriet for den Almindelige maskinbygningsindustri, Ministeriet for Automobilindustrien, Ministeriet for Bygnings-, vej- og kommunale maskiner, Ministeriet for Cellulose- og papirindustrien, Ministeriet for Civilluftfarten, Ministeriet for den Elektroniske industri, Ministeriet for den Elektrotekniske industri, Ministeriet for Flyvemaskinindustrien, Ministeriet for Forsvarsindustrien, Ministeriet for Gasindustrien, Ministeriet for Handels- og passagerflåden, Ministeriet for Instrumentbygning, automatiseringsmidler og styringssystemer, Ministeriet for den Kemiske industri, Ministeriet for Maskinbygningsindustrien, Ministeriet for Maskinbygningsindustrien til husdyrbrug og foderproduktion, Ministeriet for Maskinbygning til kemi- og olieindustrien, Ministeriet for Maskinbygning til let- og fødevareindustrien husholdningsapparater, Ministeriet for Maskinbygning til sværindustrien, kraftproduktionen og transportvæsenet, Ministeriet for Medicinalindustrien, Ministeriet for den Mellemsvære maskinbygningsindustri, Ministeriet for Olieindustrien, Ministeriet for Opførelse af virksomheder i olie- og gasindustrien, Ministeriet for Radioindustrien, Ministeriet for Skibsbygningsindustrien, Trafikministeriet, Ministeriet for Traktor- og landbrugsmaskinbygning, Ministeriet for Transportbyggeri, Ministeriet for Udenrigshandel, Ministeriet for Værktøjsmaskiner og instrumentbygning.

Artikel 78. Til ministerierne for både Unionen og unionsrepublikkerne hører følgende: Ministeriet for Byggematerialeindustrien, Ministeriet for Byggeri, Ministeriet for Byggeri af virksomheder i sværindustrien, Ministeriet for Byggeri på landet, Finansministeriet, Ministeriet for Fiskeindustrien, Forsvarsministeriet, Ministeriet for Fødevareindustrien, Geologiministeriet, Ministeriet for Grundforbedring og vandvæsen, Handelsministeriet, Ministeriet for den Højere og mellemtekniske uddannelse, Indenrigsministeriet, Ministeriet for Industribyggeri, Ministeriet for Jern- og stålindustrien, Justitsministeriet, Kommunikationsministeriet, Ministeriet for Kraftproduktion og elektrificering, Ministeriet for Kulindustrien, Kulturministeriet, Ministeriet for Kød- og mælkeindustrien, Landbrugsministeriet, Ministeriet for Letindustrien, Ministeriet for Montage- og specialbygningsarbejder, Ministeriet for Non-ferro metalindustrien, Ministeriet for Olieraffinering og oliekemisk industri, Ministeriet for Opkøb, Sundhedsministeriet, Ministeriet for Tømmerindustri og træforarbejdning, Uddannelses- og undervisningsministeriet, Udenrigsministeriet.

KAPITEL VI

Artikel 79. Det højeste udøvende og administrative organ for statsmagten i en unionsrepublik er Ministerrådet for unionsrepublikken.

Artikel 80. Ministerrådet for unionsrepublikken er ansvarlig overfor unionsrepublikkens Øverste Sovjet, og i perioden mellem unionsrepublikkens Øverste Sovjets samlinger overfor Præsidiet for unionsrepublikkens Øverste Sovjet.

Artikel 81. Ministerrådet for unionsrepublikken udsteder anordninger og bekendtgørelser på grundlag af og til gennemførelse af de gældende love for Sovjetunionen og unionsrepublikken samt af anordninger og bekendtgørelser fra Ministerrådet for Sovjetunionen og kontrollerer deres udførelse.

Artikel 82. Ministerrådet for unionsrepublikken har ret til at suspendere anordninger og bekendtgørelser fra Ministerrådet i de autonome republikker og annullere beslutninger og bekendtgørelser fra eksekutivkomiteerne for den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter i distrikterne, områderne og de autonome områder.

Artikel 83. Ministerrådet for unionsrepublikken vælges af unionsrepublikkens Øverste Sovjet og med følgende sammensætning: Formanden for Ministerrådet for unionsrepublikken, viceformændene for Ministerrådet, ministrene, formændene for statskomiteerne og kommissionerne samt lederne af Ministerrådes andre organer, nedsat af Ministerrådets Øverste Sovjet i henhold til unionsrepublikkens forfatning.

Artikel 84. Unionsrepublikkens ministre leder de grene indenfor statsadministrationen,. der indgår i republikkens kompetanceområde.

Artikel 85. Unionsrepublikkens ministre udsteder indenfor grænserne af vedkommende ministeriums kompetenceområde bestemmelser og instruktioner på grundlag af og til gennemførelse af Sovjetunionens og unionsrepublikkens love, af anordninger og bekendtgørelser fra Ministerrådet for Sovjetunionen og for unionsrepublikken, samt af bestemmelser og instruktioner fra ministerierne for både Unionen og unionsrepublikken.

Artikel 86. Unionsrepublikkens ministerier er enten ministerier for både Unionen og unionsrepublikken eller for unionsrepublikken.

Artikel 87. Ministerierne for både Unionen og unionsrepublikken leder den gren indenfor statsadministrationen, der er betroet dem, og sorterer både under Ministerrådet for unionsrepublikken og under det pågældende ministerium for både Unionen og unionsrepublikken.

Artikel 88. Ministerierne for unionsrepublikken leder den gren indenfor statsadministrationen, som er betroet dem, og sorterer direkte under Ministerrådet for unionsrepublikken.

KAPITEL VII

Artikel 89. Statsmagtens højeste organ i en autonom republik er den autonome socialistiske sovjetrepubliks Øverste Sovjet.

Artikel 90. Den autonome republiks Øverste Sovjet vælges af republikkens borgere for en fireårig periode efter repræsentationsnormer, der fastsættes i den autonome republiks forfatning.

Artikel 91. Den autonome republiks Øverste Sovjet er den autonome socialistiske sovjetrepubliks eneste lovgivende organ.

Artikel 92. Hver autonome republik har sin egen forfatning, som er afpasset efter den autonome republiks særegenheder og opbygget i fuld overensstemmelse med unionsrepublikkens forfatning.

Artikel 93. Den autonome republiks Øverste Sovjet vælger Præsidet for den autonome republiks Øverste Sovjet og Ministerrådet for den autonome republik i overensstemmelse med dennes forfatning.

KAPITEL VIII

Artikel 94. Statsmagtens organer i distrikterne, områderne, de autonome områder, kredsene, rayonerne, byerne og landkommunerne (stanitsa’er, landsbyer, khutor’er, kisjlak’er, aul’er) er den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter.

Artikel 95. Den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter i distrikterne, områderne, de autonome områder, kredsene, rayonerne, byerne og landkommunerne jstanitsa’er, landsbyer, khutor’er, kisjlak’er, aul’er) vælges af den arbejdende befolkning i de pågældende distrikter, områder, autonome områder, kredse, rayoner, byer og landkommuner for en fireårig periode.

Artikel 96. Repræsentationsnormerne for den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter fastsættes i unionsrepublikkernes forfatninger.

Artikel 97. Den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter leder arbejdet i de administrative organer, der sorterer under dem, sikrer opretholdelsen af den offentlige orden, lovenes overholdelse og beskyttelsen af borgernes rettigheder, leder den lokale økonomiske og kulturelle opbygning og fastsætter det lokale budget.

Artikel 98. Den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter træffer beslutninger og giver anordninger indenfor grænserne af de rettigheder, som tilkommer dem ifølge Sovjetunionens og unionsrepublikkens love.

Artikel 99. De udøvende og administrative organer for den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter i distrikterne, områderne, de autonome områder, kredsene, rayonerne, byerne og landkommunerne er de af dem valgte eksekutivkomiteer, der består af: Formanden, viceformændene, sekretæren og medlemmerne.

Artikel 100. Det udøvende og administrative organ for den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter i mindre bebyggelser på landet er i henhold til unionsrepublikkernes forfatfinger den af dem valgte formand, viceformænd og sekretær.

Artikel 101. De udøvende organer for den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter er direkte ansvarlige både overfor den sovjet, som har valgt dem, og overfor det udøvende organ for den overordnede sovjet.

KAPITEL IX

Artikel 102. Den dømmende magt i Sovjetunionen udøves af Sovjetunionens højesteret, unionsrepublikkernes højesteretter, distrikts- og områdedomstolene, de autonome republikkers og områders domstole, kredsdomstolene, Sovjetunionens særlige domstole, som oprettedes på beslutning af Sovjetunionens Øverste Sovjet, samt af folkedomstolene.

Artikel 103. Retsforhandlingerne foregår for alle domstole under deltagelse af folkedomsmænd, bortset fra de i loven særligt anførte tilfælde.

Artikel 104. Sovjetunionens højesteret er det højeste retsorgan. Det påhviler Sovjetunionens højesteret at føre tilsyn med Sovjetunionens og unionsrepublikkernes retsorganers virksomhed indenfor de i loven fastsatte grænser.

Artikel 103. Sovjetunionens højesteret vælges af Sovjetunionens Øverste Sovjet for en femårig periode. I Sovjetunionens højesteret indgår i embeds medfør formændene for unionsrepublikkernes højesteretter.

Artikel 106. Unionsrepublikkernes højesteretter vælges af unionsrepublikkernes Øverste Sovjetter for en femårig periode.

Artikel 107. De autonome republikkers højesteretter vælges af de autonome republikkers Øverste Sovjetter for en femårig periode.

Artikel 108. Distrikts- og områdedomstolene, de autonome områders domstole og kredsdomstolene vælges af den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter for distrikterne, områderne eller kredsene eller af den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter i de autonome områder for en femårig periode.

Artikel 109. Folkedommere i folkedomstolene i (by-)rayonerne vælges ved hemmelig afstemning for en femårig periode af (by-)rayonernes borgere på grundlag af almindelig, lige og direkte valgret. Folkedomsmændene til folkedomstolene i (by-)rayonerne vælges for en toårig periode på arbejdernes, funktionærernes og bøndernes fællesmøder på deres arbejdsplads eller bopæl samt på de værnepligtiges og officerernes fællesmøde i troppeafdelingen.

Artikel 110. Retsforhandlingen foregår på vedkommende unionsrepubliks, autonome republiks eller autonome områdes sprog, således at der sikres personer, der ikke behersker dette sprog, den fulde mulighed for gennem en tolk at sætte sig ind i sagens akter samt ret til at tale deres modersmål i retten.

Artikel 111. Sagsbehandlingen er offentlig i alle domstole i Sovjetunionen med mindre der ved lov er fastsat undtagelser; der sikres den anklagede ret til forsvar.

Artikel 112. Dommerne er uafhængige og kun underkastet loven.

Artikel 123. Det påhviler statsadvokaten for Sovjetunionen at føre det øverste tilsyn med, at lovene nøje opfyldes af samtlige ministerier og de institutioner, der sorterer under dem, samt af de enkelte embedsmænd og af Sovjetunionens borgere.

Artikel 114. Statsadvokaten for Sovjetunionen vælges af Sovjetunionens Øverste Sovjet for en syvårig periode.

Artikel 115. Statsadvokaterne for republikkerne, distrikterne og områderne samt statsadvokaterne for de autonome republikker og de autonome områder udnævnes af statsadvokaten for Sovjetunionen for en femårig periode.

Artikel 116. Statsadvokaterne for kredsene, rayonerne og byerne udnævnes af statsadvokaterne for unionsrepublikkerne for en femårig periode og skal godkendes af statsadvokaten for Sovjetunionen.

Artikel 117. Anklagemyndighedens organer udøver deres funktioner uafhængigt af samtlige lokale organer og sorterer kun under statsadvokaten for Sovjetunionen.

KAPITEL X

Artikel 118. Sovjetunionens borgere har ret til arbejde, det vil sige ret til at få garanteret beskæftigelse og betaling for deres arbejde i forhold til dets mængde og kvalitet. Retten til arbejde sikres gennem den socialistiske organisering af folkeøkonomien, gennem den uafladelige vækst af sovjetsamfundets produktivkræfter, ved at muligheden for økonomiske kriser er fjernet og arbejdsløsheden er likvideret.

Artikel 119. Sovjetunionens borgere har ret til hvile. Retten til hvile sikres gennem fastsættelsen af syvtimers arbejdsdag for arbejdere og funktionærer, gennem nedsat arbejdstid til 6 timer dagligt for en række fag med vanskelige arbejdsbetingelser og ned til 4 timer dagligt for beskæftigede i afdelinger med særligt vanskelige arbejdsbetingelser; gennem fastsættelsen af årlige ferier med fuld løn for arbejdere og funktionærer, samt gennem det omfattende net af sanatorier, feriehjem og klubber, der står til rådighed for den arbejdende befolkning.

Artikel 120. Sovjetunionens borgere har ret til materiel forsørgelse i alderdommen samt i tilfælde af sygdom og ved tab af arbejdsevne. Denne ret sikres gennem den omfattende udvikling af arbejdernes og funktionærernes socialforsikring på statens bekostning, gennem gratis lægehjælp, gennem det omfattende net af kursteder, der står til rådighed for den arbejdende befolkning.

Artikel 121. Sovjetunionens borgere har ret til uddannelse. Denne ret sikres gennem den almindelige otteårige skolepligt, gennem den omfattende udvikling af den almindelige polytekniske middeluddannelse samt af den mellemtekniske og højere uddannelse på basis af undervisningens forbindelse med livet og produktionen; gennem den uafladelige udvikling af uddannelsen på aften- og korrespondancekurser, gennem princippet, at al uddannelse er gratis, gennem systemet af statsstipendier, gennem skoleundervisning på modersmålet samt gennem organiseringen af gratis faglig, teknisk og landbrugsvidenskabelig undervisning for den arbejdende befolkning på fabrikkerne, statsbrugene og kollektivbrugene.

Artikel 122. Kvinden i Sovjetunionen har de samme rettigheder som manden på alle det økonomiske, statslige, kulturelle, sociale og politiske livs områder. Muligheden for at udøve disse kvindernes rettigheder sikres ved, at kvinden har de samme rettigheder til arbejde, arbejdsløn, hvile, socialforsikring og uddannelse, gennem statens varetagelse af moderens og barnets interesser, ved at staten yder bistand til mødre med mange børn og enlige mødre, ved at kvinden under svangerskab får ferie med fuld løn, og gennem det omfattende net af fødeklinikker, vuggestuer og børnehaver.

Artikel 123. Borgernes ligeberettigelse i Sovjetunionen, uanset deres nationalitet og race, på alle det økonomiske, statslige, kulturelle, sociale og politiske livs områder, er en uomstødelig lov. Enhver direkte eller indirekte indskrænkning af borgernes rettigheder eller - omvendt - fastsættelse af direkte eller indirekte forrettigheder for borgere på grund af race og nationalitet, samt enhver propaganda for en særstilling for racer eller nationaliteter, eller som ophidser til had og foragt for dem, straffes efter loven.

Artikel 124. For at sikre borgerne samvittighedsfrihed er kirken i Sovjetunionen skilt fra staten og skolen fra kirken. Der indrømmes alle borgere frihed til at udøve religiøs kultus og frihed til at drive antireligiøs propaganda.

Artikel 125. I overensstemmelse med den arbejdende befolknings interesser og for at styrke det socialistiske system garanteres der ved lov borgerne i Sovjetunionen: l) Talefrihed, 2) pressefrihed, 3) møde- og forsamlingsfrihed, 4) frihed til optog og demonstrationer i gaderne. Disse borgernes rettigheder sikres ved, at trykkerierne, papirforrådene, de offentlige bygninger, gaderne, kommunikationsmidlerne og andre materielle betingelser, som er nødvendige for at udøve dem, står til rådighed for den arbejdende befolkning og dens organisationer.

Artikel 126. I overensstemmelse med den arbejdende befolknings interesser og for at udvikle folkemassernes organisatoriske initiativ og politiske aktivitet, sikres der borgerne i Sovjetunionen ret til at slutte sig sammen i offentlige organisationer: Fagforeninger, kooperative sammenslutninger, ungdomsorganisationer, sports- og forsvarsorganiationer, kulturelle, tekniske og videnskabelige foreninger, mens de mest aktive og bevidste borgere fra arbejderklassens, de arbejdende bønders og de arbejdende intellektuelles rækker frivilligt slutter sig sammen i Sovjetunionens Kommunistiske Parti, der er den arbejdende befolknings fortrop i dens kamp for at opbygge det kommunistiske samfund og den ledende kerne i alle den arbejdende befolknings organisationer, både de offentlige og de statslige.

Artikel 127. Personens ukrænkelighed sikres for Sovjetunionens borgere. Ingen kan arresteres uden en retskendelse eller uden statsadvokatens sanktion.

Artikel 128. Boligens og brevhemmelighedens ukrænkelighed beskyttes af loven.

Artikel 129. Sovjetunionen yder asylret til udenlandske statsborgere, der forfølges for at have forsvaret den arbejdende befolknings interesser eller på grund af videnskabelig virksomhed eller kamp for national befrielse.

Artikel 130. Hver borger i Sovjetunionen er forpligtet til at overholde Forfatningen for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, efterkomme lovene, iagttage arbejdsdisciplin, ærligt opfylde sin samfundspligt og respektere reglerne for livet i det socialistiske samfund.

Artikel 131. Hver borger i Sovjetunionen er forpligtet til at beskytte og befæste den socialistiske ejendomsret som det hellige og ukrænkelige grundlag for sovjetsystemet, som kilden til landets rigdom og magt og som kilden til et velhavende og kulturelt højtstående liv for hele den arbejdende befolkning. Personer, der forgriber sig på den socialistiske samfundsejendom, er folkets fjender.

Artikel 132. Den almindelige værnepligt er lov. Det er en ærespligt for Sovjetunionens borgere at gøre tjeneste i Sovjetunionens væbnede styrker.

Artikel 133. Det er en hellig pligt for enhver borger i Sovjetunionen at forsvare fædrelandet. Landsforræderi - at bryde eden, volde statens militærmagt skade, spionage - straffes med lovens strengeste straf som den groveste af alle forbrydelser.

KAPITEL XI

Artikel 134. Valgene af deputerede til alle den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter: Sovjetunionens Øverste Sovjet, unionsrepublikkernes øverste sovjetter, den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter i distrikterne og områdeme, de autonome republikkers øverste sovjetter, den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter i de autonome områder, kredsene, rayonerne, byerne og landkommunerne (stanitsa’er, landsbyer, khutor’er, kisjlak’er, aul’er) foretages af vælgerne på grundlag af almindelig, lige og direkte valgret ved hemmelig afstemning.

Artikel 135. De deputerede vælges ved almindelig valgret: alle Sovjetunionens borgere, som er fyldt 18 år, har - uanset race og nationalitet, køn, trosbekendelse, uddannelse, fast bopæl, social herkomst, formueforhold og tidligere virksomhed - ret til at deltage i valgene af de deputerede med undtagelse af personer, der ved den i loven fastsatte fremgangsmåde er kendt utilregnelige. Enhver sovjetisk borger, der er fyldt 23 år, kan - uanset race, nationalitet, køn, trosbekendelse, uddannelse, bopæl, social herkomst, formueforhold og tidligere virksomhed - blive valgt til deputeret til Sovjetunionens Øverste Sovjet.

Artikel 136. De deputerede vælges ved lige valgret: hver borger har én stemme; alle borgere deltager i valgene på lige vilkår.

Artikel 137. Kvinderne har samme ret til at vælge og blive valgt som mændene.

Artikel 138. De borgere, der står i Sovjetunionens væbnede styrker, har samme ret til at vælge og blive valgt som alle andre borgere.

Artikel 139. De deputerede vælges direkte: valgene til alle den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter, lige fra den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter for landkommuner og byer til Sovjetunionens Øverste Sovjet, foretages umiddelbart af borgerne ved direkte valg.

Artikel 140. De deputerede vælges ved hemmelig afstemning.

Artikel 141. Kandidaterne til valgene opstilles efter valgkredse. Retten til at opstille kandidater sikres den arbejdende befolknings offentlige organisationer og foreninger: de kommunistiske partiorganisationer, fagforeningerne, de kooperative sammenslutninger, ungdomsorganisationerne og kulturelle foreninger.

Artikel 142. Hver deputeret er forpligtet til overfor sine vælgere at aflægge beretning om sit arbejde og om det arbejde, der udføres af den arbejdende befolknings deputeredes sovjet, og kan til enhver tid trækkes tilbage ved flertalsbeslutning af vælgerne efter den i loven fastsatte fremgangsmåde.

KAPITEL XII

Artikel 143. Statsvåbnet for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker består af hammer og segl på en solbestrålet jordklode, der er indrammet af aks, og som bærer indskriften: »Proletarer i alle lande, foren jer« på unionsrepublikkernes sprog. I våbenets øverste del findes en femtakket stjerne.

Artikel 144. Statsflaget for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker består af en rød dug, hvorpå der er i det øverste hjørne ved flagstangen findes hammer og segl i guld og ovenover en rød femtakket stjerne med en guldrand. Forholdet mellem bredde og længde er som 1:2.

Artikel 145. Hovedstaden for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker er byen Moskva.

KAPITEL XIII

Artikel 146. Sovjetunionens Forfatning kan kun ændres på beslutning af Sovjetunionens Øverste Sovjet, når denne beslutning vedtages med mindst to tredjedeles flertal i hvert af de to kamre.

 Borgerlige forfatninger og socialistiske forfatninger.

En konstitution eller statsforfatning er en stats grundlov, som fastslår de fundamentale principper for denne stats samfundsorden, for de øverste statsorganers struktur og virksomhed (regerings- og statsform) samt borgernes juridiske status. En forfatnings retsnormer har højeste juridiske gyldighed; det indebærer, at alle andre akter (love, forordninger, cirkulærer osv.) må følge forfatningens forskrifter. Forfatningsbegrebet opstod og udformedes så tidligt som under de borgerlige revolutionen. De første borgerlige statsforfatninger var den amerikanske af 1787 og den franske af 1791. I henhold til datidens teoretiske forestillinger fastslog forfatningen ikke kun grænsen mellem statsmagtens kompetenceområde og borgernes rettigheder, den afgjorde også procedurereglerne for udøvelse af magtfunktioner. Da borgerskabet blev den politisk herskende klasse proklamerede den således sin magt som værende konstitutionel, dvs., begrænset af loven, til forskel fra de feudale enevældsmonarkers helt uindskrænkede beføjelser. Det er værd at mærke sig, at de konstitutionelle lovtekster allerede dengang skjulte statsmagtens klassekarakter og tolkedes som et udtryk for folkeviljen, et udtryk for forståelsen mellem alle klasser I det borgerlige samfund. Den amerikanske forfatning indeholder f.eks. denne højtidelige formulering: »Vi, de Forenede Staters folk . . ., stadfæster og indfører denne Konstitution for Amerikas Forenede Stater«. Denne formulering er i de følgende århundreder blevet gentaget utallige gange I andre borgerlige forfatninger. Til og med i Brasiliens ultrareaktionære forfatning af 1969 står der, at al magt udgår fra folket og udøves i dets navn. De borgerlige forfatningers klassekarakter defineredes præcist af Lenin. »Det væsentlige i forfatningen, skrev han, er at statens grundlov overhovedet og de love, som omfatter stemmeretten til de repræsentative institutioner, deres kompetence osv., udtrykker det faktiske styrkeforhold i klassekampen«. De normer, som ligger til grund for statsforfatningen, afspejler i det kapitalistiske samfund borgerskabets vilje, formulerer déts diktatur og lovfæster privatejendomsretten til produktionsmidlerne. På denne måde »legaliseres« det kapitalistiske system og dets udsugning af mennesker. Til forskel fra det daglige lovgivningsarbejde i parlamenter og regeringer, fremkommer forfatninger som regel i historiske brydningstider. Nye statsforfatninger vedtages som regel, når der er opstået et principielt nyt styrkeforhold mellem klasserne. Dette fremgår tydeligt af Frankrigs eksempel. 1791-forfatningen, som indførte konstitutionelt monarki, nedfældede borgerskabets erobringer i revolutionens første fase. Den jakobinske forfatning af 1793 stadfæstede en republikansk styreform, som prægedes af det radikale småborgerskabs tilfældige dominans. De efterfølgende sociale omvæltninger resulterede i, at Frankrig på 84 år skiftede forfatning ti gange. Under kapitalismens almene krise har situationen ændret sig væsentligt. Vore dages borgerlige forfatninger udtrykker først og fremmest styrkeforholdet mellem hovedklasserne - bourgeoisiet og proletariatet - og først i anden række fraktionsmodsætningerne inden for kapitalistklassen. Denne situation kunne først opstå, da proletariatet var blevet en selvstændig politisk kraft. I marxistisk statsvidenskab skelnes mellem den juridiske og den faktiske side af forfatningerne. Den første er selve lovteksten, som udtrykker det reelle styrkeforhold mellem klasserne på tidspunktet for forfatningens vedtagelse. Den faktiske side er den reelle orden for statsmagtens udøvelse. Lenin skrev: »Forfatningen er fiktiv, når loven og virkeligheden skilles; den er ikke fiktiv, hvor de mødes.« Den politiske konklusion heraf er, at den fiktive juridiske forfatning i sidste ende må afløses af en ny eller korrigeres og kompletteres i væsentlig grad. I modsætning til de almindelige parlamentslove vedtages forfatninger efter en mere kompliceret procedure, der i sig selv understreger grundloves særlige vægt og formodede stabilitet. Forfatningens særstilling betones ligeledes gennem den langt mere komplicerede procedure for grundlovsændringer. Hvor almindelige parlamentariske love som regel vedtages med enkelt stemmeflertal (50 procent + 1 stemme), gælder andre regler for vedtagelse af grundlovsændninger. Det sædvanlige er, at forandringer og tilføjelser skal igennem samme procedure som ved forfatningens vedtagelse. Indholdet af grundlovens forskrifter kan ændres radikalt gennem vedtagelse af almindelige og særlove, regeringsforordninger, cirkulærer m.m.. I lande med anglosaksisk styreform suppleres grundlovenes bestemmelser i høj grad af præcedensbestemmelser, og domstolene kan gennem deres fortolkning af de forfatningsmæssige normer ofte tillægge dem en helt anden betydning. Man behøver vel ikke at fremhæve, at daglig praksis for statsmagtens udøvelse i borgerlige lande langt fra altid er i overensstemmelse med de konstitutionelle forskrifter. Alle borgerlige forfatninger uden undtagelse skjuler den borgerlige statsmagts klassekarakter. De nævner ikke med ét ord den borgerlige stats egentlige fundament - udbytningen. Disse forfatninger har formalistisk karakter og er til og med ofte skrevet på et sprog, som er ubegribeligt for almindelige mennesker. Flere vigtige aspekter for statsmagtens udøvelse findes ikke i forfatningerne, hvilket giver plads for vilkårlighed fra de respektive regeringens side. Den socialistiske konstitutionalismes æra indledtes med Oktoberrevolutionens sejr. De første forfatningslignende love vedtoges allerede af anden alrussiske sovjetkongres. I dens opråb »Til arbejderne, soldaterne og bønderne!« hed det: Med støtte fra det overvældende flertal af arbejdere, soldater og bønder, med støtte fra arbejdernes og garnisonernes sejrrigt gennemførte opstand i Petrograd, tager kongressen magten i sine hænder. . . . Kongressen beslutter: al magt i landet overgår til arbejder-, soldater- og bondesovjetterne, som skal sikre en virkelig revolutionær orden.« Helt afgørende forfatningslignende love af international betydning, som vedtoges af samme sovjetkongres, var dekretet om fred og dekretet om jord samt forordningen om dannelse af en arbejder- og bonderegering. I den nærmest følgende periode udstak den Alrussiske centrale eksekutivkomité og Folkekommissærernes råd en række andre grundlovslignende love, som vedtoges endeligt af tredje alrussiske sovjetkongres i januar 1918. Kongressen vedtog tillige Deklaration om de arbejdende og udbyttede folks rettigheder samt en resolution om den Russiske republiks føderale Institutioner. Disse og flere andre love lå til grund for RSFSR’s første forfatning, som vedtoges af femte alrussiske sovjetkongres senere på året. 1918-forfatningen nedfældede juridisk det proletariske diktaturs stat, som var blevet til under folkemassernes revolutionære virke under det kommunistiske partis ledelse. I hverken indhold eller form havde den noget som helst til fælles med tidligere og daværende borgerlige forfatninger. For første gang i menneskehedens historie proklamerede en grundlov: »Den Russiske republik er et frit socialistisk samfund for alle Ruslands arbejdende mennesker. Al magt i den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik tilhører hele landets arbejderbefolkning, forenet i byernes og landsbyernes sovjetter.« Denne forfatnings internationale betydning ses bl.a. i, at den kom til at danne forbillede for de forfatninger, som senere vedtoges i de øvrige uafhængige socialistiske sovjetrepublikker - Hviderusland, Ukraine, Armenien, Grusien og Aserbajdsjan - samt i de rådsrepublikker, som oprettedes i andre lande i Europa. En vigtig milepæl i landets konstitutionelle udvikling var vedtagelsen af 1924-forfatningen, gældende for hele Sovjetunionen. Den lovfæstede juridisk de socialistiske sovjetrepublikkers frivillige sammenslutning i en union. Der var hermed skabt en forbundsstat af ny type, en sovjetisk, socialistisk føderation på frivillighedens grund. I denne forfatnings gyldighedsperiode løstes det nationale spørgsmål i det store og hele, samtidig med gennemførelsen af gigantiske samfundsøkonomiske ændringer af socialistisk natur, hvilket førte til total afskaffelse af udbytterklasserne og til indførelse af socialistiske produktionsforhold på hovedområderne. Med socialismens endelige sejr opstod principielt nye sociale, økonomiske og politiske forhold, som ikke fandtes genspejlet i 1924-forfatningen, hvis hovedopgave var at opbygge en mangenational stat, og som derfor i første række fastslog principperne for de indbyrdes relationer indenfor Unionen samt strukturen af og kompetencen for de øverste stats- og forvaltningsorganer i Unionen og republikkerne. Opmærksomheden var kun i mindre grad rettet mod samfundssystemet og borgernes juridiske stilling, eftersom disse områder hovedsageligt blev reguleret gennem unionsrepublikkernes forfatninger. Der var altså opstået behov for en ny forfatning. Et udkast hertil godkendtes i juni 1936 af partiets Centralkomité og Sovjetunionens centrale Eksekutivkomités præsidium, hvorefter det udsendtes til offentlig diskussion. De indkomne forslag og bemærkninger fra denne diskussion blev taget med ved udarbejdelsen af den endelige lovtekst. 1936-forfatningen opsummerede alt det, som sovjetfolket havde opnået på det økonomiske, sociale og politiske område og nedfældede juridisk socialismens sejr i Sovjetunionen. Den fastslog, at den arbejdende befolknings sovjetter udgjorde Sovjetunionens politiske grundlag, og at det økonomiske grundlag sikredes gennem det socialistiske samfunds økonomiske system og den socialistiske ejendomsret til produktionsmidlerne. Endvidere indførtes ændringer i Sovjetunionens territorielle inddeling, og statsapparatet forbedredes. Borgernes sociale, økonomiske, politiske og øvrige rettigheder og friheder udvidedés væsentligt. 1918- og 1924-forfatningernes indskrænkninger af de politiske rettigheder, som gjaldt for udbytterelementer, afskaffedes helt, eftersom sådanne elementer ikke længere fandtes. Uligheden i repræsentationsretten for arbejdere og bønder afskaffedes også og valgsystemet blev stærkt forbedret. Som et vigtigt princip blev det fastslået, at alle Sovjetunionens borgere, uanset race, køn og nationalitet, var ligeberettigede på samtlige områder af det økonomiske, statslige, kulturelle og sociale liv. Den sovjetiske samfundsform, som nedfældet i 1936-forfatningen, bestod sin svære prøve under anden verdenskrig. Efter krigen genopbyggede sovjetfolket sit land, og det har nu skabt et modent socialistisk samfund, som udvikler sig i retning af stadig stærkere social lighed. De tidligere eksisterende forskelle mellem de sociale hovedgrupper - arbejderne, bønderne og de intellektuelle - er ved at forsvinde. Hermed er der opstået et nyt historisk fællesskab af mennesker - sovjetfolket. Også Sovjetunionens økonomi har ændret sig radikalt. Den karakteriseres nu af, at socialistiske ejendomsforhold er enerådende, og at de hastige tekniske og videnskabelige fremskridt kan kombineres med det socialistiske systems fordele. En overordentlig vigtig begivenhed på det politiske område i vor tid er proletariatets diktaturs vækst over i hele folkets stat, således som det er tilfældet i Sovjetunionen. I samme periode er Sovjetunionens internationale position væsentligt ændret. Den kapitalistiske omringning er ophørt, socialismen danner nu et verdenssystem, et fællesskab af socialistiske lande er opstået, på den politiske arena finder vi snesevis af unge stater, som har frigjort sig fra kolonialismen, verdenskapitalismens positioner er svækket, - og alt dette tilsammen har frembragt reelle muligheder for at hindre en ny verdenskrig. De skete forandringer er så store, at de har gjort det på krævet at udforme en ny forfatning for Sovjetunionen. Denne nye forfatning, der vedtoges i sin endelige ordlyd den 7. oktober sidste år (1977), har bevaret og videreudviklet de vigtigste grundtræk i de tidligere sovjetiske forfatninger Den har udnyttet de bedste erfaringer fra andre socialistiske landes forfatninger, teoretisk og praktisk, lige som andre socialistiske lande har draget nytte af Sovjetunionens positive erfaringer på det konstitutionelle område.

Webmaster