Kaptajnløjtnant
O. C. HAMMER.
En livsskildring af kommandør Regnar
Hammer.
Om forfatteren kommandør Regnar Hammer kan fortælles: Rórd
Regnar Johannes Hammer (25.2.1855 - 16.5.1930) var søn af premierløjtnant, senere
kaptajnløjtnant O. C. Hammer (1822-92) og Henriette Jacobine Hastrup
(1830-1912). Regnar blev født i Wyck, på øen Föhr og Regnar blev gift d. 3. maj
1882 i Kbh. i Holmens Kirke med Fanny Eleonore Hedemann. Regnar Hammer gik
ligesom sin fader ind i marinen og opnåede store udmærkelser. Regnar blev bl.a.
sekondløjtnant 1875, premierløjtnant i 1876, kaptajn i 1890, næstkommanderende
på Søofficersskolen i 1898-99. I 1899-1902 var han chef for Søkortarkivets 1.
afd. og foretog som sådan opmålinger ved Island og Færøerne med skonnerten
Diana og blev kommandør 1902, og i 1903-10 var han søværnets officersskoles
første chef og var samtidig fra 1903 til 1911 formand for undervisningsrådet
for søværnets skoler. Allerede i 1879 deltog han i en ekspedition for geologiske
og geografiske undersøgelser i Grønland. Og gennem flere år var han oppe i
Grønland og lave opmålinger og kort. I 1884-87 var Regnar chef for flådens
mærkevæsen og ledede de militære opmålinger i danske farvande, i 1888
næstkommanderende på korvetten Dagmar og derefter i 1889-93 leder af de
almindelige opmålinger i danske farvande. I 1894 var han udkommanderet med
panserskibet Tordenskjold og i 1895 var han fører af Den kgl. grønlandske
Handels bark, Hvidbjørnen, der forliste ved Nunarsuit i Sydgrønland. I 1896 var
han med krydseren Valkyrien og i 1897 på isbrydning i danske farvande med
panserskonnerten Absalon; i 1908 var han chef for panserskibet Olfert Fischer.
Regnar Hammers indsats indenfor den danske kartografi i nyere tid er omfangsrig
og betydningsfuld. Han udfoldede en udstrakt skribentvirksomhed specielt inden
for den videnskabelige udforskning af Grønland. Han udarbejdede grundlæggende
oversigter over grønlandsk geografi og historie dels i leksika, dels i
jubilæumsværket Grønland i 200-året efter Hans Egedes Landing (1921).
Hvalfangstens historie i de nordlige have har Regnar beskrevet i Danmarks
Søfart og Søhandel II. (1919 side 745-61), og i 1887-89 var han formand for
Søløjtnant-Selskabet, i 1910-21 formand for Det grønlandske Selskab, i 1903-17
i bestyrelsen for Selskabet de danske Atlanterhavsøer, og fra 1917 til sin død
i 1930 næstformand i Dansk røde Kors.
FORORD
Sekondløjtnant O. C. Hammer 1843. Maler H. Ostermann
BARNDOM
OG UNGDOM
Om sin første Barndom har kaptajnløjtnant O. C. Hammer selv efterladt sig følgende Optegnelser: Efter hvad Dåbsattesten udviser er jeg født d. 22. august 1822 på min Faders Embedsbolig „Hulerød”, Søborg Sogn, der hvor Esrom Kanal udmunder i Kattegat.
Min Fader, Frits Abel Hammer var født i 1792. Sammen med sin Fader deltog han som frivillig Herregårdsskytte i Krigen imod Englænderne fra 1807—1814, og havde der, som 14-årig Dreng haft Lejlighed til at gøre sit Navn bekendt (Se Steen Blichers: „En Vise om en Krormand og hans Søn“). Han erholdt som 22-årig ung Mand, ifølge Kong Frederik VI.s allerhøjeste Resolution, Ansættelse som Forstander for den Brændeeksport, som dengang efter en stor Skala foregik fra Skovene omkring Esrom Sø, gennem Esrom Kanal til Hulerød og her indlastedes i Fartøjer, der hele Sommeren i dette Øjemed sejlede regelmæssigt imellem København og bemeldte Ladeplads, som i daglig Tale blev kaldt „Møllen“ efter den tæt ved beliggende Staten tilhørende Vandmølle, som blev drevet af Vandet fra Esrom Kanal.
Nogen Tid efter at have fået dette Embede giftede han sig med Elisabeth Kirstine Lemvigh, ældste Datter af Birkedommer, Auktionsdirektør Lemvigh i Esbønderup. Hun var født i Esbønderup d. 7. oktober 1794 og døde i Asminderød d. 8. februar 1849. I dette Ægteskab var der 9 Børn, 3 Sønner og 6 Døtre. Jeg var den næstældste af hele Flokken.
Min første Barndom gled hen på samme Måde som vel de fleste Børns Barndom. Da de ældste af os voksede op, færdedes vi meget i fri Luft, vi fik Lov til at tumle os med os selv ret af Hjertens Lyst; vi begyndte tidlig at holdes til at bade i Kattegat om Sommeren, og om Vinteren blev vi i det mindste een Gang om Ugen alle puttede i et stort Kar med saltvand. Vor Levemåde var tarvelig, som Skik og Brug var i Datiden, og der blev i alle Måder draget Omsorg for vort Helbred. Jeg kendte således ikke til Overtøj, før jeg i en senere Alder kom til København. Den eneste Forskel på Vinter- og Sommertøjet var et Par Vanter, som vi benyttede, når vi tumlede os ude i Sne; mindre forkælede Børn var det vanskeligt at træffe på. Troligt har vi også denne Opdragelse at takke for, at vi i en senere Alder alle har kunnet glæde os over et usædvanligt godt Helbred, og nu da dette skrives, i 1887, alle 9 er i live uden at have nogen alvorlig Skavank. Som Følge af dette frie ubundne Liv på isoleret Sted, hvor man så godt som aldrig så fremmede, var vi Børn næsten som halvvilde, når nogen uventet Gæst kom tilstede, vi foer afsted og skjulte os, hvor bedst vi kunne, som en Flok Kyllinger, der forfølges af Høgen.
Min Moder, som i Reglen var stærkt optaget af Husets Styrelse, havde nok at gøre med at holde Tøjet vedlige for så mange små Vildkatte, som hun forøvrigt fredede om med moderlig Ømhed; hun søgte tidlig at hærde vore Legemer på forskellig Måde. At blive stærk og få gode Kræfter var tidlig et af mine Ønskers Mål, og når Moder fortalte mig, at man fik gode Kræfter ved at spise tykke Rugbrødsskorper, fortærede jeg nogle sande Humbler med største Lyst. Min Fader, som om Sommeren var meget optaget af sine Embedsforretninger, men om Vinteren havde god Tid til sin Rådighed, anvendte denne til at beskæftige sig med Børnene, lærte dem forskellige Lege, fortalte hyppigt Historier, som mest var grebet ud af det virkelige Liv og omhandlede Begivenheder, som han tildels selv havde oplevet i sin Ungdom og som navnlig vedrørte den engelske Krig 1807—1814, i hvilken han, som nævnt, sammen med sin Fader havde deltaget som frivillig Herregårdsskytte. Det var morsomt at se den Begejstring, hvormed alle vi Børn lyttede til disse Historier, som vi efterhånden havde hørt adskillige Gange, men som vi dog aldrig kunne blive trætte af at lytte til. De to mindste sad på Faders Skød, og de andre syv på Gulvet rundt omkring ham og med spændt Opmærksomhed følgende hvert Ord, der kom ud af hans Mund.
Fader dvælede med størst Interesse ved de Kampe, i hvilke han selv sammen med sin Fader havde deltaget under Københavns Belejring og Bombardement, og særligt ved Herregårdsskytternes forskellige Udfald mod Engelskmanden. Han omtalte altid Kong Frederik VI med megen Hengivenhed og Kærlighed og fortalte om mange andre af Datidens fremstående Personligheder, som han på en eller anden Måde var kommet i Berøring med. Dette vakte tidlig vor Interesse for vort Fædreland og dets Forsvar. Vi anså Englænderne som vort Lands argeste Fjender, som det var vor Pligt engang at hævne os på, når vi kom til Skelsår og Alder.
Med vore Naboer „Svenskerne" gik det ikke stort bedre, de omfattedes dengang, navnlig blandt Almuen, med det mest glødende nationalhad. Jeg mindes således tydeligt, at den ene Bondekarl temmelig hensynsløst kunne skælde den anden ud og dænge ham til med de værste Skældsord, uden at det vakte hans Harme; men hvis intet andet bed på ham, endte han i Reglen med at kalde ham for en „Skåning", eller sige til ham „Du er ikke bedre værd end at komme over til Skåne og trække Plov". Det var for galt, nu kom Karlen i Fyr og Flamme, det måtte hævnes mindst med en Dragt Prygl.
Hele Sommeren var der en ret livlig Skibsfart af Jagter og Slupper, som lastede Brænde til København. Tæt i Nærheden lå Fiskerlejet Villingebæk hvorfra en hel Del store Sejlbåde (Fiskefartøjer) var beskæftigede med at føre Brænde ud fra Land til de større Fartøjer, som af Mangel på Havn måtte laste på åben Red og ligge til ankers udenfor Revlerne. Denne Virksomhed var naturligvis noget, der tidlig tildrog sig min Opmærksomhed, og intet Under at jeg fra den første Tid, jeg kan mindes, på det mest levende var interesseret i alt hvad der hørte til Sejlads og Skibsfart, en Interesse, som stadig fik ny Næring derved at jeg i en meget ung Alder fik Lov til at færdes med Bådene ud til de Fartøjer, som indtog Last. Når hertil kom at vi om Vinteren hørte på Faders Beretninger og fik forelæst eller selv læste Historierne om Danmarks Helte, Mallings store og gode Handlinger osv. var det ganske naturligt, at min Hu tidlig stod til Søvæsenet og krigerisk Idræt. Jeg lavede tidligt små Både. I Forbindelse med jævnaldrende Drenge fra Fiskerlejet arrangerede vi Sejladser med disse i Kanalen og ved Strandbredden, og disse Sejladser hørte til vor kæreste Sport. Jeg roede ofte i Kanalen med mine Søskende i en Robåd, som egentlig var vel stor for os at regere. Det hændte også engang at Båden blev hængende i en Del Græs og Grøde, som flød ovenpå Vandet i så store Mængder, at det var umuligt for os at få Båden fri. Ingen Folk var i Nærheden, som kunne kaldes til Hjælp, og efter flere Timers forgæves Arbejde besluttede jeg mig til at vove et dristigt Skridt, nemlig at forsøge ved et Spring fra Båden til Land at redde os ud af den mislige Stilling, som blev værre og værre jo længere Tid der gik, da man kunne sige sig selv, at Spisetiden snart måtte være for Hånden, og at der ville vanke Klaps, hvis vi ikke mødte til Måltidet. Afstanden til Land var ikke længere, end at jeg nok kunne gøre Regning på, at Springet ville lykkes, men det vanskeliggjordes ved at jeg måtte springe med Fangelinen i Hånden for bagefter at kunne trække Båden ind til Land—og ved en stejl Stensætning, som ragede et Par Fod over Vandfladen. Jeg sprang til, men Båden gav efter og Resultatet blev at jeg plumpede i Vandet til Halsen, heldigvis nåede jeg så langt, at jeg kunne få fat i Stensætningen og krybe op på Kanten. Forbindelsen med Land var derved tilvejebragt og Situationen reddet. Men nu gjaldt det alligevel at klare sig. Jeg var jo drivvåd, og i den Tilstand turde jeg ikke vise mig i Hjemmet; vi havde nemlig nok Lov til at tumle os på alle mulige Måder, men slap vi ikke godt fra det, blev vi straffede, der var derfor ikke andet at gøre, end at begive sig hen på et afsides, solbeskinnet Sted på Ydersiden af et Batteri fra den engelske Krig og der klæde sig af og tørre Klæderne i Solen.
Vor Trang til at øve krigeriske Idrætter blev iværksat på flere Måder, jeg vil navnlig nævne een, som var ret pudsig og ejendommelig for os Børn. På de golde Sandbanker ved Stranden voksede i store Mængder en klokkeformet Blomst, som bedækkede et temmelig stort Areal. Bestemte Stykker af dette Areal blev tildelt hver især af os. Blomsterne forestillede en Armé, Klokkerne var de Menige, jeg var Anfører for det ene Parti, som forestillede de danske, medens min ældste Søster kommanderede det andet Parti “de svenske”. Væbnede med hver sin Kæp gjaldt det nu om at hugge hinandens Arméer sønder og sammen, og den som først nåede dette Mål blev Sejrherre. Det var ikke usædvanligt at vi blev færdig på samme Tid med at nedsable de to Arméer, hvorved den krigeriske ånd i den Grad var bleven vakt, at når der ikke var flere Menige tilbage, begyndte de Kommanderende ubarmhjertigt at hamre løs på hinanden; ingen ville give sig, før jeg, som i Reglen var den stærkeste Part overfor Søsteren, måtte berolige hende med, at de danske naturligvis altid sejrede, og at hun som Anfører for de svenske måtte finde sig i at give tabt.
På denne Måde hengled de første Barneår. Fader lærte os Bogstaverne og at stave; jeg mindes tydeligt, at det var mig noget af det modbydeligste, jeg kendte, og jeg forbandede ofte i mit stille Sind de Kanallier, som havde opfundet Bogstaverne. Hvor åndede jeg let, når jeg efter en slig Lektion fik Lov til at lukke Bogen og styrte ud i det fri. På denne Måde lærte vi imidlertid med stort Besvær at læse, men Flokken blev bestandig større og der måtte tænkes på at skaffe yderligere Hjælp til Uddannelsen i de første Skolekundskaber. Den første Guvernante, der blev antaget, var en norsk Dame, Frk. Andrea Dreyer, Datter af Provst Dreyer i Kragerø og Søster til daværende Læge, Professor Dreyer i København.
Hermed begyndte nu et helt nyt Liv; vi Børn, som før havde følt os så fri som Fuglen i Luften, blev nu puttet i Skole med regelmæssige Undervisningstimer og bestemte, — efter vor Mening — alt for knappe Fritimer (Hermed standser desværre min Faders personlige Optegnelser og jeg må derfor i det følgende udelukkende henholde mig til de Oplysninger, som kan uddrages af Rapporter, ind- og udgåede Skrivelser, Breve, Dagbøger og personlige Erindringer).
Inden vi går videre, skal jeg dog fortælle lidt om den i Huset nyankomne Dame, Frøken Andrea Dreyer. Hun var en lille trofast Sjæl, som læste med hele den store Børneflok efterhånden som de voksede til og sluttede sig fuldstændig til Familien. Især var hun stolt af at have været Hammers Lærerinde, hun kaldte ham altid „Otto” og sagde Du til ham selv da han var en ældre veltjent Mand. For hvert Trin, han avancerede, følte hun sig mere og mere stolt af sin tidligere Virksomhed. Selv var hun en ganske spinkel Kvinde, som så ud til, at man kunne puste hende bort. Som norsk født bevarede hun sin norske Accent lige til sin Død og efterhånden, som hun blev gammel, kom hun til at stamme mere og mere.
Hun fik sig en Mand derved, at han som Officer fangede en Krans, som hun i 1848 kastede ned fra et Vindue under de sejrrige danske Troppers Indtog i København. Hun var dengang en moden Kvinde, godt op i Trediverne, men hun har sikkert mange Gange fortrudt, at hun kastede denne Krans, thi han blev hendes Plageånd. Han var en fordrukken og rå Karl, som pryglede den lille spæde Kvinde, ja det gik endog så vidt, at han hængte hende ud på en Kødkrog, der var anbragt udenfor deres Køkkenvindue. Til trods for denne Behandling holdt hun dog af ham, og når hun senere hen i Livet talte om disse Genvordigheder, endte hun altid med at sige: „men han var nu god alligevel."
Heldigvis for hende døde han temmelig tidlig, og efter hans Død fik hun en lille Lejlighed i „Trøstens Bolig" i Klerkegade. Da denne ikke lå langt borte fra mine Forældres Hjem i Rigensgade blev Resultatet, at hun meget jævnligt aflagde Besøg hos os, hvor hendes største Fornøjelse var at sætte sig til Klaveret og synge sine norske Sange til større Nydelse for hende selv - end for os andre.
Den første Tegnebog, Hammer ejede, havde Frk. Dreyer lavet af rødt Saffian, og inde i Tegnebogen lå en Dedikation, skrevet af den gamle Lærerinde til hendes elskede Elev. Det hørte næsten til Dagens Orden, når hun i sine senere år kom hjem til mine Forældre, at spørge: „Otto, har Du endnu den Tegnebog, som Du fik af mig?" Svaret blev altid: „Ja! den ligger i min Hustrus Sekretær," så måtte den frem, og den gamle Dame gav sig ikke tilfreds, før hun fik den i Hånden. Når hun så, stolt af sit Arbejde, så at hendes kære gamle Elev bevarede den i trofast Erindring, var hun glad.
På sine gamle Dage vidste hun ikke noget bedre end at komme hjem til mine Forældre og gøre sig nyttig ved at stoppe Dækketøj og Strømper, men Hjælpen var ikke stor, thi det kneb for den gamle at se, og når hun var gået, måtte Moder i Reglen tage Stopningerne op igen.
Ved denne Redegørelse har jeg for at undgå Gentagelser egentlig foregrebet Begivenhedernes Gang og fortalt om Frk. Dreyer langt op i årene.
Allerede som ung Dreng havde Hammer ytret en brændende Lyst til at blive Søofficer. I 12 års Alderen (1834) blev han indskrevet som Aspirant til Søkadet-Akademiet, men efter de gældende Bestemmelser skulle han forinden Optagelse have bestået Præliminæreksamen, som afholdtes på Akademiet, som Regel hvert andet år. Det kneb! thi det viste sig snart, at den norske Lærerinde ikke havde haft Evne til at bibringe ham de Kundskaber, som fordredes hertil. Resultatet blev, at Drengen måtte til København for at få den nødvendige Undervisning. Han kom i Huset hos Brandmajor Balslev, en Slægtning af hans Moder, og han nød her så megen Kærlighed og Venlighed, at det var som et andet Hjem for ham.
Hammer fik Undervisning af den norske Lærerinde indtil sit 12te år. Ved den Tid havde Forældrene fået en lille Lejlighed på Blegdamsvejen, hvor der dengang kun fandtes enkelte Huse. Her blev der holdt særlig Husholdning for Børnene, så længe de gik i Skole i Byen.
Hammer blev sat i Maribos Skole, hvor der var en Præliminaristklasse, der særlig forberedte de unge Mennesker, som skulle på Søkadet-Akademiet. Til at begynde med var Hammer udsat for mange Ubehageligheder i Skolen, fordi han kom direkte fra Landet, i landlige Klæder og temmelig klodset i det hele taget. Han måtte finde sig i at høre Bemærkninger om „Bondedrengen", som var kommet til København. Bondedrengen var nu ikke tabt bag af en Vogn. Han var kraftigt og tæt bygget og forstod snart at sætte sig i Respekt. Det varede ikke længe før Bondedrengen var forsvundet og var gået over til at blive en Dreng, som forstod at gøre sig gældende både ved en udpræget Retfærdighedsfølelse og en medfødt Ridderlighed. Medens Hammer gik i Maribos Skole indtraf en Begivenhed, som giver et godt Billede af Drengens Karakter og tillige skaffede ham et Par ekstra gode Venner, som senere hen i Livet blev af stor Betydning for ham.
Maribos Skole var besøgt af ikke så få Jøder, og disse Jødedrenge var udsat for en permanent Forfølgelse af de kristne Drenge med samt Tilråb og Drillerier. Næsten hver Dag når Skoletiden var omme, lød Råbet „Jødedrengene ska’ ha’ Prygl", og så faldt de kristne Drenge over Jøderne og knubsede dem ordentlig af, samtidig med at de råbte Jute, Jute, Jute og Schmaus — m. m. efter dem. Dette gentog sig omtrent daglig, og Jødedrengene var så vænnede til denne Medfart, at de aldrig tænkte på at forsvare sig, men hurtigst muligt skyndte sig mod Hjemmet.
Da Hammer efterhånden følte sig hjemme i Gårde, ærgrede han sig over at se på disse Forfølgelser, samt over at de store kraftige Jødedrenge uden videre lod sig kujonere af yngre og mindre Drenge. Da han havde set sig tilstrækkeligt gal i Hovedet på disse Afbankninger, tog han en Dag to af Jødedrengene, Moritz og Moses Melchior, for sig i et Frikvarter, og skammede dem ud, fordi de tog imod Prygl uden at sætte sig til Modværge. Moritz og Moses forklarede, at de var vænnede til det Traktement, og at det ikke kunne nytte noget at gøre Modstand. De vidste jo, at de var Jøder, og måtte finde sig i at lide derfor, selvom det var ærgerligt.
„Nej!“ sagde Hammer, „nu skal der være en Ende på den Historie. I siger til de andre Jødedrenge, at I alle skal følges ad i en Klynge, når I går fra Skole, så skal jeg møde Jer i Skoleporten og være jeres Anfører, så skal det blive de andre, der får Prygl.« Som sagt så gjort: Jødedrengene tog Mod til sig og mødte samlede i Porten, uden at de sædvanlige Plageånder lagde Mærke dertil. Så lød den gamle Parole: „Nu ska’ Jødedrengene ha’ Prygl«, men så råbte Hammer med høj Røst: „Nej, denne gang er det Jer, som skal have Prygl«. Han stillede sig i Spidsen for Jødedrengene og førte dem frem til et Angreb, som kom så pludseligt og overraskende, at Resultatet blev et så mægtigt Nederlag for de overmodige kristne Drenge, at Jødeforfølgelsen i Maribos Skole ophørte fra denne Dag.
Tiden gik, Moritz, Moses og Hammer blev gode Venner, men i lang Tid blev denne Historie ikke berørt imellem dem, og Hammer havde sikkert ganske glemt den, indtil de som gamle Mænd engang var samlede alle tre. Moses Melchior mindedes da Historien og sagde, at de to Brødre dengang havde lovet hinanden, at de aldrig skulle glemme, hvad Hammer havde gjort for dem, og dette Løfte holdt de trofast hele Livet igennem.
Ved Indskrivningen som Aspirant blev det meddelt Hammer, at Kollegiet havde bestemt, at der skulle afholdes Præliminæreksamen i august 1837, men at der af økonomiske Grunde kun skulle optages tre Aspiranter. Da det derved var givet, at Konkurrencen ville blive meget hård, bestemte Distriktskommissær, Inspektør F. A. Hammer sig til at ansøge Kongen om, at hans Søn måtte komme ud med Kadetkorvetten i 1835 som Aspirant på egen Kost. Denne Ansøgning blev bevilget, og dette Togt fik, som det snart skal vises, den allerstørste Betydning for hans Fremtid.
Efter endt Præliminæreksamen i september 1837 viste det sig, at seks Aspiranter havde bestået med Karakteren „god“, samt at Hammer var No. 5. Der blev stor Sorg hos de Forældre, hvis Sønner ikke var imellem de første tre, og deres Fædre indsendte straks Ansøgninger til Kongen om, at de alligevel måtte komme ind på Akademiet. F. A. Hammer hævdede i denne, at hans Søn Otto fra Ungdommen af havde røbet fortrinlige Anlæg og overordentlig Lyst til Søvæsenet, og at han i 1835 som Aspirant på Kadetkorvetten, ifølge flere Officerers Forsikring, havde lagt en Konduite for Dagen, der tydeligt viste, at Søen var hans rette Element.
Den 6te Aspirants Fader, kaptajn H. G. Garde var overbevist om, at hans Søn Janus august ville blive skikket til at tjene Kongen som Søkriger, og han gjorde tillige opmærksom på, at alle, der hidtil havde opnået Karakteren „God“, var antagne.
I sin Betænkning om Sagen udtalte Chefen at No. 4 C. H. Bohn havde bestået bedre end Hammer og Garde, og at det ville stride imod Akademiets Regler at optage disse, dersom Bohn ikke nød samme Fordel. Garde havde ved Eksamen vist sig at være et opvakt Hoved og svaret med Sindighed og Ro, ligesom han synes at være en beskeden og velopdragen Yngling. Hammers intellektuelle Evner var måske mindre, men han havde fra Kadetskibet, med hvilket han havde gjort et Togt, de bedste Anbefalinger for praktiske Anlæg.
Som Eksempel på Datidens underdanige Skrivemåde anføres her Slutningen af Indstillingen: „Ifølge det Kgl. Kollegiums, og jeg tillader mig at tilføje, også Akademiets så tydeligen og bestemt udtalte Formening om, hvad der i Almindelighed var rigtigst og gavnligst til Akademiets Tarv, ville det være højlig inkonsekvent at anbefale ommeldte Ansøgning; dersom Hs. Majestæt af særdeles kongelig Nåde bevilgede disse trendes Admission, da er det med Fornøjelse at jeg efter den strengeste Pligt- og Samvittigsfølelse tør erklære, at jeg aldeles ikke antager, at det i nogen Henseende ville være til Skade for Akademiets nærværende Gang“.
Resultatet blev da, at alle de tre Aspiranter blev optaget
„dog uden Følge for andre i Fremtiden". Kongen har ved at træffe denne
Afgørelse uden Tvivl erindret, at Distriktskommissær F. A. Hammer i 1807 som
femtenårig Yngling kæmpede som en Mand under Udfaldene fra København imod
Englænderne, thi han ophørte ikke med, når Lejlighed gaves, at vise ham sin
Bevågenhed. Af ovennævnte 6 Aspiranter blev iøvrigt de, der bestod som No. 1, 2
og 4, aldrig Officerer.
KADET
TIDEN
Efter endt Præliminæreksamen i Sept. 1837 blev Hammer altså optaget som Søkadet i Søkadetkorpset. Han var ved Optagelsen 15 år gammel, og da adskillige af hans Kammerater allerede blev optaget i 12 a 13 årsalderen, var han noget tilbage i Forhold til sin Alder, men på den anden Side var han også noget mere moden end disse. Lærernes Bedømmelse af ham var i det store og hele gunstig, kun Skrivelæreren har ikke været tilfreds, idet han år efter år skriver om ham: „kun ringe Evner i Skrivning«. Jeg for mit Vedkommende må tro, at Hammer må have oppet sig svært i sine ældre år, thi jeg er i Besiddelse af flere Breve fra ham, i hvilke Skriften er både tydelig og let læselig.
Undervisningen i Land foregik på Søkadet-Akademiet, der dengang lå på Hjørnet af Bredgade og Toldbodvejen, - nuværende Bredgade No. 68. Der blev givet Undervisning i de almindelige Skolefag samt i Fag som Sømandskab, Artilleri, Navigation, Krigsartikelbrevene o. l. og endelig Gymnastik, Fægtning, Hugning og Dans.
Et Fag, som i denne Periode blev holdt højt i Ære, var Tegning, såvel almindelig Frihåndstegning som Tegning af Landtoninger, Interieurer fra Akademiets Sale og lignende, og det var ikke få Timer, som ugentlig blev anvendt derpå. Adskillige af disse Tegninger er i Tidens Løb anbragt som Vægdekorationer såvel i Akademiets Sale og Gange som i adskillige private Hjem. Som Eksempel herpå skal jeg nævne en Tushtegning udført af O. C. Hammer til Fremlæggelse ved Officerseksamen i 1843. Skitse hertil var tegnet i Sommeren 1842, da Kadetkorvetten anløb Lissabons Red og her lå sammen med den danske Fregat Rota. I Vinteren 1842—43 blev Tegningen udført, og stolt var Hammer da han fremlagde den til Bedømmelse, men Sorg og Fortvivlelse fulgte i Hælene, thi medens Hammer et Øjeblik havde forladt Salen, var der en af hans Kammerater, som, misundelig over den smukke Eksamenstegning, havde væltet en Tuschkop med Tusch i hen over den. Tegnelæreren kom straks Hammer til Hjælp, og ved fælles Anstrengelser lykkedes det ham at få Klatten forvandlet til nogle mørke Uvejrsskyer. Tegningen har i adskillige år hængt i min Dagligstue, og har mange Gange mindet om den gamle Sandhed: „Der er brådne Kar i alle Lande“.
Undervisningen ombord foregik på Togt med Kadetskibet, som i denne Periode var Korvetten „Flora“. I dette Skib foregik den egentlige sømandsmæssige Uddannelse. Her lærte Kadetterne ikke alene at regere Sejlene, men også at kommandere og manøvrere Skibet både i godt og ondt Vejr, at navigere og ved Observation af Sol, Måne og Stjerner at finde Skibets Plads, at skyde, såvel med Kanoner som med Riffel og Pistol, at eksercere, at knobe og splidse forskelligt Tovværk o. l.
Kadetkorvetten gjorde i Reglen to Togter om året, som tilsammen varede fra Begyndelsen af Mai til Slutningen af august. Det første Togt gik til Nordsøen og det andet til Østersøen. Af og til gik Korvetten på det første Togt gennem Kanalen til Højden af Kap Finisterre og anløb Cherbourg eller Brest. I 1840 blev Området udvidet, idet Flora sejlede gennem den irske Kanal til Liverpool og derefter til Reykjavik, samt på det andet Togt til Kronstadt. I 1843 var Kadetskibet på det længste Togt, det hidtil havde foretaget, idet det gik til Gibraltar og Tanger, derfra til Madeira og endelig tilbage Vest om Irland. Dette var det sidste Kadetskibstogt, Hammer gjorde; ialt havde han i sin Kadettid gjort 8 Togter i 5 Somre. Det var en alsidig Uddannelse, Søkadetterne fik, og især bidrog Kadetskibstogterne til at udvikle dem og til at udvide deres Horisont.
Den mest udviklende af alle Øvelser ombord var Sejlmanøvrer, som gik for sig på følgende Måde: Chefen, som ledede Øvelsen, gav turvis Kommandoen til Kadetterne, og gav Ordre til, hvilken Manøvre han skulle foretage. Den pågældende Kadet fik overleveret en Råber, der tillige virkede som et ydre Tegn på, at det nu var ham, der skulle lystres. Han begav sig derefter med Råberen i Hånd op på Vagtbænken, og gav med høj og tydelig Røst Ordre til, hvad der skulle foretages. Han ledede derefter Manøvren, og så længe denne varede, gjaldt det for ham såvidt muligt at have et Øje på hver Finger, for at gribe ind, så snart der var noget i vejen med Sejl eller Tovværk, hvad der let kunne ske med alle de Masser af Tove, som tjente til at stille Sejl og Ræer på rette Måde. Forinden en større Bevægelse med Sejl eller Ræer skulle foretages, gav den manøvrerende Kadet Ordre til, hvad der skulle gøres og passede på, at det skete, som det skulle. — Når Manøvren var forbi, meldte han sig til Chefen, som derefter i alle Kadetters Påhør kritiserede Manøvren.
De forskellige Sejlmanøvrer gik på Tur imellem samtlige Kadetter, men dog således, at jo ældre man var, jo flere Manøvrer fik man; selv de mindste af Aspiranterne fik imidlertid deres Tur og det var tit morsomt at se en lille Purk i 12—13 års Alderen stå på Vagtbænken og give sine Ordrer og manøvrere det store Skib; man kan ikke undre sig over, at det var et stort Øjeblik i en Drengs Liv, når han første Gang stod på Vagtbænken med Råber for Munden og så hele Besætningen fra øverst til nederst måtte springe efter hans Ordrer.
Ikke alene Opdragelsen spillede en stor Rolle for de unge Mennesker, men den frie, friske Luft, som de levede i Nat og Dag, skulle nok bidrage sit til at styrke Helbred og Nerver; og „last not least“ at de fra Ungdommen af havde lært at lystre; at være kvikke og adrætte samt uden Vrøvl og sure Miner at udføre en given Ordre var Dyder, som fulgte med Livet ombord, og som det desværre ikke altid var muligt at indprente de jævnaldrende i andre Livsstillinger.
Som det vil ses, var der rigeligt af Lyse sider ved Kadetopdragelsen, men for at være fuldstændig retfærdig, må man ikke undlade at nævne et Punkt, som der jævnligt er klaget over ved Kadetuddannelsen både ombord og i Land, og det er den tyranniske Adfærd, som de ældre, ved jævnlig Brug af Tampen, lod de yngre blive til Del. Mange Gange er der indkommet Klager over disse Forhold fra Forældre og Værger, og mange Gange har Chef og Officerer gjort, hvad de kunne, for at udrydde denne Uskik; adskillige Gange har disse Anstrengelser virket for en Stund, men efter kortere eller længere Tids Forløb er Tampen kommet frem igen og har danset over de yngres Rygstykker, uden at der har været skellig årsag hertil. I et Orlogsskib, hvor det hører til en af de første Pligter at lære de unge Disciplin og Subordination, er det dobbelt vanskeligt at dæmme op herimod, da Selvtægt grænser stærkt op imod Vold mod en foresat, og meldes Sagen til en Officer eller højere foresat, vil de ældre Kadetter betragte Delinkventen som en Sladderhank, som der særligt må holdes Øje med, og det skulle være underligt, om den pågældende ældre Kadet ikke snart skulle se sit Snit til at forulempe Synderen på anden Måde.
At der i tidligere Tid fra Officerernes Side har været set gennem Fingre med Misbrug af Tampen er, om ikke undskyldeligt, så dog forklarligt, når man hører, at Brugen af denne var gammel Tradition og hjemlet i Søkrigsartiklerne. En Mand som Admiral Sneedorff, der havde været knyttet til Søkadet-Akademiet fra 1786 til sin Død i 1824, og ved flere Lejligheder havde vist at være i Besiddelse af særligt udmærkede pædagogiske Evner, gav efter Bemyndigelsen i Søkrigsartikelbrevet ”Kadetterne Tamp”, når de havde forsét sig, også for Småforseelser, og disse Tamp blev langet ud ved Parolen i alles Påsyn. Endog Ris blev under Sneedorff tildelt ukonfirmerede Kadetter, når de havde forsét sig groveligt. Som et Kuriosum og som et Tidens Tegn skal anføres at en Kadet, der havde mishandlet en Kammerat, og en anden Kadet, der i sin Stilebog havde skrevet et Skældsord om en Lærer, blev regaleret med Ris til Forargelse for deres Pårørende, der klagede til Kollegiet, men ikke fik nogen Trøst her ((Se H. C. A. Lund: Søkadetkorpsets Historie fra 1701 til 1901. Pag. 238). Efter denne Episode forsvandt Tampen dog som dagligt Strafferedskab og blev kun benyttet i særdeles alvorlige Tilfælde; men Kadet-Underofficererne gemte Tampene i deres Skuffer, og brugte dem ved, hvad de kaldte passende Lejligheder. Der gik mange år, inden denne Levning fra Fortiden forsvandt helt. I Overgangstiden fandt man efterhånden ud af, at Brug af Tampen var for nedværdigende, og man benyttede derfor en Sabelskede til at sætte Fart i Kadetterne med, når de skulle hurtigt på Dækket. På Tur imellem Kadet-Underofficererne gik den Tjeneste at have „Lukaf“, som man kaldte det, det vil sige, han havde Tilsyn med hvad der foregik i Kadetmessen, han skulle sørge for Ro og Orden, skulle passe på, at der blev udluftet forinden hvert Måltid og at Kadetterne kom hurtigt op på Dækket, når de blev kaldt op, samt påse, at der intet lå og flød på Borde eller Bænke, når Kadetterne var oppe.
Når Ordren fra Dækket „Kadetterne op“ lød ned igennem Skylightet, blev der Røre og Uro i Messen. Den lukafhavende Kadetunderofficer gentog Ordren „Kadetterne op“ og føjede til: „sidste Mand min Mand", samtidig tog han en Sabelskede, som var anbragt på Skottet lige ved Udgangen; Kadetterne skyndte sig med at få de Ting, de havde benyttet, lagt af vejen og stormede imod Udgangen, ingen ville være den sidste, for det betød et ordentlig Rap over Bagdelen med Sabelskeden, og det kunne svie i længere Tid. Denne Sabelskede gjorde en vidunderlig Virkning, alle styrtede op, og for den lukafhavende var det en Svir i den kortest mulige Tid, efter at Ordren var givet, at kunne komme op og afgive Melding til Vagtchefen, „Kadetterne er oppe“.
Når det så bagefter viste sig, at en af Kadetterne i Skyndingen havde glemt at få alle sine Ting lagt af vejen (havde Drivgods), så var det galt. I Reglen blev det afgjort på følgende Måde: Den lukafhavende spørger: „Hvem ejer dette Drivgods?“ når Delinkventen melder sig, siger den lukafhavende: „Hvad vil Du helst, meldes til løjtnanten eller have en på Snuden," så godt som altid blev Svaret: „En på Snuden", så vanker der en ordentlig Lussing, Drivgodset leveres tilbage og alting er glemt. Vælger han derimod at blive meldt til løjtnanten, kommer han til at figurere med et „Uorden" i Straffeprotokollen, som ikke bliver slettet.
Efter at have absolveret alle sine Eksaminer blev Hammer d. 3. august 1843 udnævnt til Sekondløjtnant i den danske Marine. I den Skrivelse, som Chefen for Søkadetkorpset, kaptajn C. C. Paludan indsendte til Marineministeriet, fandtes følgende Udtalelse om ham: „Hans gode Vilje er umiskendelig. Jeg tvivler ikke om, at han vil blive en duelig og praktisk Officer."
Det viste sig senere, at Kadetchefen havde det rigtige Blik
på Hammer, thi hvor han end færdedes senere i Livet, fik man straks det Indtryk
af ham, at han hørte til den ægte danske Sømandstype, idet han var snarrådig,
pligtopfyldende og modig, samt havde en hurtig Opfattelsesevne. Ved Siden heraf
besad han et godt og ligeligt Humør, der har fulgt ham hele Livet igennem og
bidraget til, at han var afholdt såvel af Overordnede som af Underordnede. Hans
Optræden som militær var kort og bestemt, hans djærve myndige Væsen har ved
mange Lejligheder været af stor Betydning for ham, særlig når det, som hyppigt
skete, faldt i hans Lod, at træde op overfor Oprørerne og Landets Fjender. Ved
sådanne Lejligheder kunne han iføre sig en hård Skal, som de, der ikke kendte
ham til Bunds, havde vanskeligt ved at trænge igennem, men i Virkeligheden var
han en blød Natur med Hjertet på det rette Sted, og en af hans største Glæder
var at hjælpe andre.
BRIGGEN
ØRNEN
I Foråret 1844 blev Hammer udkommanderet med Vagtskibet ved Helsingør Korvetten „Diana", hvor han gjorde Tjeneste året rundt, indtil han i Foråret 1845 blev beordret til at gøre Tjeneste som subaltern Officer på Orlogsbriggen „Ørnen", hvor han gjorde Tjeneste på Togtet til Marokko, de danske Kolonier på Guinea-Kysten og Vestindien i 1845—46. (Hertil er benyttet: Kay Larsen, De danske i Guinea, Kbh. 1916; C. Bastrup „Sejladsen på dansk Guinea“ og „Det afrikanske Kompagni", i Danmarks Søfart og Søhandel, Bind 1, Kbh. 1919, samt løjtnant Svedstrup's Optegnelser om sit Ophold i Guinea.) Briggens Officersbesætning var: Chef, kaptajnløjtnant H. F. Krenchel. Næstkommanderende: Premierløjtnant M. E. Bøcher. 3die Kommanderende: A. E. L. Knudsen; Premierløjtnant Sigvard Lund. Sekondløjtnanter: H. G. A. E. Hensen, E. Duntzfelt og O. C. Hammer. Kadetter: H. J. V. Rambusch og C. P. T. Prosilius, der udnævntes til Sekondløjtnanter på Togtet.
Vedrørende dette i flere Henseender så interessante Togt,
har jeg i Familiens Arkiv fundet nogle af daværende Sekondløjtnant O. C. Hammer
i 1845 til Hjemmet skrevne Breve, som giver et godt Billede af Forholdene
ombord og i Land og derfor er aftrykte her. Da det nu er godt 3/4 århundrede
siden de er skrevet, er der ikke mange af den nuværende Generation, der har
kendt Forholdene i Marokko, i Guinea og i de danske Kolonier, som de var
dengang. Jeg har derfor ment det rigtigt først at give en kort Fremstilling af
nogle af de Begivenheder, som var årsag til Briggen Ørnens Togt.
MAROKKO
I Midten af det 18de århundrede besluttede den danske Regering, i sin Iver for at ophjælpe Handelen og for at få Fred for de marokkanske Sørøvere, at indlede Underhandlinger med Regenten af Marokko om Afslutning af en Traktat, som skulle sikre Danske samme Fordele i Marokko som andre Nationer samt give Tilladelse til at oprette Faktorier og Magasiner på Marokkos Kyst. Det lykkedes også i 1751 at få en Traktat istand, som for 5 år sikrede de Danske Eneret til Besejling af Havnene Saffy og St. Cruz (Agadir). Tolden af alle ind- og udgåede Varer i disse Byer opkrævedes af de Danske, imod at de årlig skulle betale 50,000 marokkanske Dukater (a 10 Mark dansk) og årlig sende Regenten en Present (gave) på 3000 Dukater. De fremmede Købmænd og de indfødte var meget misfornøjede med, at de Danske skulle have Monopol på denne Handel, de udspredte det Rygte, at de Danske ville bygge en Fæstning ved Cruz. Regenten lod, som han troede dette Rygte, og allerede i august Måned lod han den danske Ambassadør fængsle, og samme Skæbne havde 40 Danske, der en Dag var i Land fra de danske Orlogsskibe, der var sendt til Marokko for at støtte Foretagendet. De førtes til Marokko, og Folkene gjordes til Slaver, medens de Penge og Varer, som allerede var kommet i Land i Saffy, blev konfiskeret.
At sådan en Behandling var et Fredsbrud, var klart, men såvel den danske Regering som Prinsregenten i Marokko var besjælet af Ønsket om at få en fredelig Ordning, den sidste fordi han nødig ville ødelægge Chancerne for at presse flere Penge ud af de Danske. Han sendte en af sine Yndlinge til København med et Brev til Kongen. I Danmark fandt man det ikke passende at underhandle med ham, men sendte en Eskadre til Marokko for om muligt med Magt at få Fangerne fri. Dette lykkedes endeligt i juni 1753, dels fordi Regenten havde set, at Toldindtægterne ved Saffy og St. Cruz dalede betydeligt, og dels fordi han ikke ville undvære de rige Gaver, som den danske Regering havde måttet spendere på ham. Fangerne blev frigivne og Handelstraktaten bragt i Orden. Denne sikrede de Danske fri Handel på Marokkos Kyst fra 29°—33° N Bredde, dog således, at de skulle betale Told som andre Nationers Købmænd; senere udvidedes Strækningen noget, der ansattes en dansk Konsul og flere danske Faktorier blev anlagt.
Den 31. marts 1755 dannedes „Det afrikanske Kompagni“ i København med Oktroi på 40 år og Eneret til fra Danmark at handle på Marokkos Vestkyst. Til at begynde med gik Sagerne ret godt, men efter at den daværende Prinsregent var blevet Kejser, begyndte han at chikanere de Danske og tvang endog de danske Faktorer til at forpagte Tolden i Byerne Saffy og St. Cruz for meget mere, end den var værd. Efterhånden viste det sig, at Kompagniet ikke kunne trives, store Summer måtte betales af Kongens Kasse, de danske Faktorer i Marokko havde begået store Underslæb, og var kommet i en betydelig Gæld til Kejseren. Ikke desto mindre mente man i Danmark, at Staten stod sig ved at betale for at undgå Kaperierne på Søen. Pengeafpresningerne blev værre og værre, og endelig i 1766 var man på det rene med, at Kompagniet jo før jo hellere måtte ophæves. Dette var jo let nok, men at gøre det på en sådan Måde, at Freden med Marokko blev bevaret, var betydelig vanskeligere. Man bestemte sig til at udsende en ny Konsul med Penge til Afvikling af Kompagniets Gæld og store Gaver til Kejseren samt med det Hverv at forhandle om en ny Fredstraktat, der ikke måtte indeholde noget om tvungen Handel eller Toldforpagtning. Det var en vanskelig Opgave, særligt fordi Kejserens Overmod og hans Stormænds Griskhed havde nået Højdepunktet, hvad let kan forklares, idet såvel Spanien som Frankrig ved denne Tid i dyre Domme havde måttet købe Fred med Marokko. Ved at bestikke de rigtige Folk lykkedes det dog Konsulen den 25. juli 1767 at få en Fredstraktat i Stand, hvis Hovedindhold var følgende: a) Kompagniet befries for Toldforpagtningen. b) Konsulen kan frit disponere over det Gods, Kompagniet har tilbage i Marokko. c) Danske Købmænd har Tilladelse til at handle, hvor de vil i Marokko, og skal ikke betale mere i Told end andre kristne Købmænd. e) Det danske Flag skal respekteres til Lands og til Vands af de marokkanske Krydsere.
Til Gengæld betaler Kongen af Danmark årlig: 12 Stk. 24
pundige og 13 Stk. 18 pundige Jernkanoner, 30 Stk. 10—16 tommer tykke Tove,
2000 Egeplanker og 6500 Piastre i Stedet for Sejl og mindre Tovværk. Eller,
hvis Kongen foretrækker det, kan han i Stedet for Varer betale ialt 25,000
Piastre. Således fik det dansk-marokkanske Handelseventyr en nogenlunde heldig
Afslutning, men Danmark måtte i Lighed med de øvrige søfarende Nationer betale
Tributten i en lang Række år, indtil Marokko endelig efter en tabt Krig med
Frankrig i 1845 blev tvunget til at give Afkald herpå. En ny Fredstraktat med
Bestemmelser herom blev udstedt i 1845, og på Briggen Ørnens Togt til Marokko
blev Ratifikationen underskrevet og den sidste Tribut udbetalt.
DANSK
GUINEA OMKRING 1845
De forhenværende danske Kolonier på Guinea-Kysten lå med den vestlige Del på den såkaldte Guldkyst og den østlige Del på Slavekysten. Vest for det danske Territorium lå det engelske, med Fortet St. James som Hovedplads. Tæt ved den vestlige Grænse lå det danske Hovedfort „Christiansborg“ kun ca. 4 km. fra St. James, ved Negerbyen Ussu (eller Ursu). Fortet var anlagt i 1661 men flere Gange ombygget og forstærket. Det var et af de største Forter på Guldkysten, stærkt og solidt bygget og efter Datidens Forhold godt armeret. Besætningens Størrelse var stærkt varierende, men oftest omkring 80 Menige, 8 Underofficerer og 4 Tamburer, som i Reglen var Mulatter og Negre. På Fortet var Bolig for Guvernøren og nogle af de danske Embedsmænd.
Tæt Øst for Christiansborg lå et lille massivt Fort „Prøvesten“ og Nord for dette på Bakken „Frederiksberg“ en stor Bygning omgivet af en Mur med Skydehuller; den var i Reglen beboet af Europæere, da Opholdet her, ca. 2 km. inde i Landet, betragtedes som sundere end i Fortet. Ved den østlige Ende af det danske Område lå Fortet „Prinsensten” ved Negerbyen Qyitta i Kongeriget Augna, anlagt i 1784 kort efter Afslutningen af en blodig Krig, i hvilken de Danske med Tilslutning af 2 á 4000 dansksindede Negre havde besejret en stor fjendtlig Hær, bestående af de krigeriske Augnaer og forskellige andre Øst for Voltafloden boende Negerstammer. Fortet lå ca. 300 Skridt fra Stranden på en henved 2 km. bred Landstrimmel, der skiller Havet fra en stor Indsø eller Lagune. Fortet, som i Tidens Løb har udstået mange Kampe med de omboende meget urolige Negerstammer, var, ved den Tid vi her taler om, meget forfaldent og henlå tildels i Ruiner.
Foruden de to nævnte „Grænseforter”, kan man vel kalde dem, var der endnu tre danske Forter, hvoraf to lå ved Kysten nemlig „Augustenborg“, en mindre Redoute, anlagt 1787 ca. 12 km. Øst for Christiansborg, samt „Fredensborg“ anlagt i 1735 ved Negerbyen Ningo omtrent midtvejs mellem Christiansborg og Voltafloden. Det tredie Fort, „Kongesten“ lå inde i Landet på Voltaflodens vestlige Bred og har ved flere Lejligheder været af stor Betydning. Foruden Forterne havde de Danske på flere Steder anlagt Handelsloger, hvorfra Handelen med de indfødte foretoges.
Kyststrækningen imellem Christiansborg og Prinsensten er ca. 170 km. lang (omtrent som Afstanden imellem København og Fredericia) og gennemskæres af flere små Vandløb og en stor Flod „RioVolta“ (ca. 120 km. Øst for Christiansborg). Vest for denne Flod er Kystlandet i et Bælte på 5—8 km. ret bart og sandet, kun enkelte Steder findes små Buskadser med Kokostræer o. l. Udenfor Floder og Vandløb fik Negrene Drikkevand ved at grave Huller i Sandet nær ved Stranden og benytte det Brakvand, som samlede sig i disse, medens Europæerne derimod samlede Regnvand i store murede Cisterner.
Beskyttede Havne findes ikke på Kysten. Sejlskibe må ankre langt til søs for ikke at risikere at drive på Land ved opkommende pålands Storme. Forbindelsen med Land er ret vanskelig, idet den, på Grund af Brændingen på Kysten, må foregå med de indfødtes Kanoer, hvis Roere (Remidorer)på en vidunderlig Måde forstår at klare deres lette Båd igennem Brænding, under Forhold, hvor almindelige Skibsbåde ville fyldes med Vand og kæntre.
Indenfor det nævnte Strandbælte hæver Landet sig betydeligt og går efterhånden over i høje Bjerge. Landet her er overordentligt frugtbart, og Vokseevnen af Træer og Buskadser så forbavsende stor, at de engang anlagte Veje og Stier jævnligt må ryddes for de fra begge Sider fremvoksende Grene. Store Palmeskove afveksler med Majs og Yamsmarker, og Bomuldsbuske vokser vildt næsten overalt, ligeledes Frugttræer som Lemontræer, Banan, Pisang m. m. medens Appelsin træer vokser i de fleste Plantager. I de lavere liggende Egne vokser Ananas vildt, ligeledes en Mængde Krydderier som Peber m. m.
De danske Interesser på denne Del af Kysten strakte sig ca. 45 km. ind i Landet. De vigtigste Stationer her var den kgl. Plantage „Frederiksgave“, som lå ca. 23 km. nord for Christiansborg ved Foden af høje Bjerge. Ved Plantagen ligger en lille By „Bibiase“ hvis Indbyggere fra først af var kongelige Slaver men senere blev fri Mænd, som hver havde et Hus og et Stykke Jord imod at arbejde nogle Dage om Ugen i Plantagen under Tilsyn af en Opsynsmand, der i Reglen var en afskediget Underofficer (Mulat). I Plantagen fandtes i 1845 2 á 3000 Kaffetræer, en Del Appelsin og Lemontræer foruden Banan, Pisang, Tamarinthe, Guava m. m.; ca. 68 km. NNO for Christiansborg i Negerbyen Akropong lå en Missionsstation af Baselmissionen, anlagt under dansk Beskyttelse i 1826. I denne har flere danske, som er uddannede i Basel, virket med Nidkærhed uden dog at opnå nogen væsentlig Indflydelse på Negerbefolkningen.
Voltafloden danner en naturlig Grænse imellem den vestlige og den østlige Del af det daværende danske Område. I Floden løber en rivende Strøm, som gør den meget vanskelig at passere særlig i Regntiden, hvor den styrter sig i Havet med så stor Voldsomhed, at Skumsprøjtet kan ses i flere Miles Afstand, og al Passage med Båd over Floden i Nærheden af Mundingen er umulig. Indenfor denne udvider Floden sig betydeligt, hvorfor Strømmens Fart her mindskes. I Floden ligger en Del små tildels utilgængelige Øer, og en større ø Ada. Flodens Bredder er tæt bevokset med store kraftige Skove med kæmpemæssige Træer, i hvis Grene Flokke af Aber holder til. Ca. 20 km. indenfor Flodmundingen ligger den store Negerby Ada og det ovenfor nævnte danske Fort „Kongensten”, omgivet af prægtige Skove. Floden, der er sejlbar for Små-fartøjer et langt Stykke op i Landet, har siden 1730 været betragtet som dansk Ejendom, fordi de danske i dette år hjalp de omboende Negerstammer imod nogle imod Nord boende Stammer, og som Tak herfor fik overdraget Ejendomsretten over Floden, hvilken Ret dog flere Gange har været bestridt, såvel af Englænderne som af Hollændere og Portugisere. Fortet Kongensten havde ikke alene Betydning til Hævdelse af den danske Autoritet blandt de omboende Negerstammer, men også for at vedligeholde Forbindelsen imellem de to yderforter, Christiansborg og Prinsensten, idet denne i Regntiden kun kunne foregå via Kongensten eller langt til søs, såfremt større Skibe ikke var til Rådighed. Passagen over Floden volder dog altid store Vanskeligheder; den udføres som Regel med Negrenes små Kanoer, og man er altid udsat for at komme i Kollision med Flodheste eller Krokodiller, der så let som ingenting kan vælte en Kano. Remidorerne (Rofolkene) holder sig derfor så nær Bredden som muligt, indtil de er i Nærheden af det Sted, hvor Havet indvirker på Flodvandet. Når de endelig bestemmer sig til at sætte over Floden, sker dette med Anspændelse af alle til Rådighed stående Kræfter som en mægtig Slutspurt ved en af vore hjemlige Kaproninger.
På Østsiden af Voltafloden ligger som er beboet af en af de mest krigeriske Negerstammer. Landet i sig selv er overordentligt frugtbart, Vegetationen strækker sig helt ned til Kystlinien, og Negerbyerne ligger langt tættere på hinanden end Vest for Floden. Landet gennemskæres af en Mængde små Vandløb, der på sine Steder danner udstrakte Sumpe bevoksede med Bambus og beboede af Slanger, Skorpioner og lignende Kryb. Fra den indenfor Prinsensten liggende store Sø eller Lagune fører et ca. 30 km. langt Vandløb til Voltafloden. Som en fortryllet å af stor Skønhed snor den sig igennem de omliggende Skove, hvis høje Træer fra begge Sider hvælver sig hen over åen. Det er som man roede i en pragtfuld Kanal i en Zoologisk Have, hvor legende Aber og spraglede Papegøjer færdes over Hovedet på en, medens Krokodiller og Kaimænd (krybdyr i familie med alligatorer) hyppigt stikker deres modbydelige Hoveder op af Vandet, som for at varsle om, at ikke alt er Skønhed her på Jorden.
Dyreverdenen er meget talrig. Hyæner, Leoparder, Vildsvin og Slanger findes i stort Antal. Tusinder af Antiloper græsser på Sletterne, og hertil kommer et Mylder af Aber, Papegøjer, forskellige Hønsearter m. m. ligesom Havet og Floderne myldrer af forskellige Fiskearter, Krybdyr m. m.
Klimaet er udpræget tropisk, Varmen er omtrent altid ens Nat og Dag imellem 28—30°. I Reglen er Luften ren og klar, dog blæser der i Månederne december-januar — Harmattatiden — en tør, brændende hed Østenvind, der gør Luften usigtbar og støvfyldt. I oktober indtræffer en lille Regntid og en stor i april - juni. Regnen falder på disse Tider i voldsomme Byger — Dravater — der opstår pludselig, ledsaget af Storm og Torden, men Stormen lægger sig i Reglen i Løbet af en 1/2 times Tid, medens Regnen først hører op et Par Timer senere.
Negrene i Guinea var bekendt for at være de stærkeste og mest hårdføre af alle Negerstammer; de er høje, bredskuldrede, smidige som ål og meget udholdende særlig på Marchture. Som Eksempel på, hvad de kan præstere, skal anføres, at såvel Mænd som Kvinder, med tunge Byrder på Nakken, ikke sjældent tilbagelægger omkring 50 km. om Dagen, uden at man kan mærke, at de trættes derved. På Rejser går de altid i rask Hurtiggang og i Reglen syngende. Når en Europæer rejser, har han i Almindelighed 4 á 6 Negre til at bære sig i Bærestol, to af disse bærer Båren, medens Resten løber ved Siden af „for at hvile“.
Negrene bor i Reglen altid samlet i Byer for derved at
formindske Faren for Angreb af vilde Dyr. De er fordelt i en Mængde forskellige
Stammer, hver under sin Høvding (Kabuser) og sine Grander (indfødte Stormænd),
som igen står i Afhængighedsforhold til de indfødte Konger, blandt hvilke
Ashanti Kongen en lang Tid var den mægtigste. Negrene er dovne af Naturen, men
de behøver heller ikke at slide i det for at få Føden, da Jorden er så
frugtbar, at de altid kan få nok at leve af. Derimod er de i høj Grad
krigslystne og kæmper ofte Stamme mod Stamme eller i Sammenslutninger flere
Stammer imod andre eller imod de på Kysten boende Europæere og de af dem
afhængige Negre. Disse Kampe var overordentlig blodige og stod tildels i
Forbindelse med Slavehandelen, idet Fangerne solgtes som Slaver, såfremt de
ikke blev slået ihjel på Stedet, i hvilket Tilfælde Hovederne sattes på Stager,
der opplantedes foran Fjenden til Skræk og Advarsel. Det var ganske betydelige
Hærmasser, de kunne stille på Benene, eksempelvis skal anføres, at de danske
Forter, Christiansborg og Fredensborg i 1742 udstod en alvorlig Belejring af
Ashanti-negrene, som med en Hær på 2000 Mand rykkede ud imod Kysten efter at
have overvundet og gjort lyst imellem de Stammer, som de passerede. Deres
Krigskunst har dog ikke stået på noget højt Standpunkt, thi de danske Forter
med deres ringe Besætning, i Forening med de danske Kystnegre, holdt sig bravt,
så at Ashantierne til sidst måtte trække sig tilbage bag Bjergene. Negrene er
ivrige Fetishtilbedere, og Menneskeofringer til Ære for disse Guder var på den
Tid her omtales meget almindelige.
KORT
HISTORISK OVERSIGT
De danske Interesser i Guinea er af gammel Dato. Allerede i den sidste Halvdel af det 16de århundrede begyndte i Ny og Næ Danske at handle her, dog uden Regeringens Sanktion. Første Gang der kommer rigtig Gang i de danskes Handel på Guinea, er i 1659, efter at der var oprettet et afrikansk guinesisk Kompagni i Glückstadt med Privilegium på Handel og Sejlads på den frie Del af Guldkysten. I de første år derefter anlagdes Forterne Frederiksborg (senere overgået til Englænderne) og Christiansborg, men der var mange Vanskeligheder at overvinde, dels med Negrene, dels med Sørøverne, som gjorde Sejlads på Kysten usikker, og dels med de andre europæiske Nationer, der forud havde Interesser på Kysten, som Englændere, Portugisere og Hollændere, navnlig de sidste søgte på enhver Måde at hindre andre Nationers Handel på disse Egne. Til Trods for at de to Lande i Europa levede i bedste Forståelse med hinanden, lå de ligefrem i indbyrdes Krig i Guinea. Hollænderne jog de Danske ud af deres Forter, ødelagde deres Loger og opbragte danske Skibe, hvor de kunne komme afsted med det.
Til Trods for alle disse Vanskeligheder har Omfanget af Handelen til at begynde med været ret betydelig, særlig har man hentet Guld, Elfenben, Voks, Krydderier og Slaver. Denne sidste Handelsvare skal vi senere komme tilbage til. Handelen med Guld spillede i sin Tid en stor Rolle, da de Negerstammer, som boede på Strækningen indenfor Forterne Christiansborg og Fredensborg, var dygtige Guldgravere og ofte solgte for 2 á 3000 Rdl. Guld til de Danske på en Dag. Men i den ovenfor nævnte store Krig i 1742 blev de overvundne og næsten udryddede af Ashantierne, hvilket havde til Følge, at Handelen med Guld næsten faldt bort. Også Handelen med Elfenben gik efterhånden betydeligt tilbage, fordi det danske Kompagni havde fastsat så lave Priser på denne Vare, at Negrene så deres Fordel ved at sælge deres Elfenben til Englændere og Hollændere.
Indførslen til dansk Guinea bestod væsentligst af Silke og Bomuldstøjer, Køkkensager og Flitterstads, som Kobber- og Messingarmbånd, Glasperler o. l. men navnlig en Masse Brændevin, hvilken Vare Europæerne snart havde forstået at gøre til en Hovednødvendighedsartikel for Negrene, så at de ofte, på Grund af Mangel på Guld og Elfenben, betalte Brændevinen med Slaver. Rømer, der i Midten af det 18. århundrede var dansk Overkøbmand i Guinea, beretter, at hvert dansk Skib, der kom ud til Guinea, medbragte ca. 30—40,000 Potter Brændevin, og at en nærboende Negerkonge med sit Hof årlig drak flere Tusind Slaver op. Selv var han en sådan Feinschmecker, at han personlig kun nød Flensborg Brændevin og ikke lod sig byde andre Mærker.
Til Trods for de ret gunstige Handelsforhold var det langt fra altid, at Handelen kunne betale sig. Risikoen var stor, og faldt blot et Skib med sin kostbare Ladning i Sørøvernes eller Hollændernes Hænder, betød det et meget alvorligt Tab for Kompagniet. Mange Kompagnier måtte efterhånden opgive Ævred, fordi Interessen i Moderlandet og Frygten for Tab tog Overhånd, så at Antallet af udsendte Skibe tog af. At dette var til stor Skade for de i Guinea virkende Danske er indlysende, særligt under nedadgående Tider, hvor de i forvejen havde mest Besvær med de krigslystne Negre og de ildesindede europæiske Naboer. Når Beretning om dristige Overfald af Negrene kom hjem til Danmark, hændte det undertiden, at „Holger Danske vågnede“ så at man tog sig sammen til Udsendelse af Soldater, Kanoner, Ammunition, Materialer m. m., men her, som så at sige overalt, hvor Danmark har haft Kolonier, viste det sig, at Interessen for disse kun var ringe. Selvom Regeringen ved flere Lejligheder viste, at den ville ofre noget for Kolonierne, blev det i Reglen kun halvgjort Gerning. De store Udgifter, som til Tider var nødvendige for at holde sammen på det hele, - skræmmede. Som Regel fik de ny Kompagnier, som dannedes, når de andre ikke kunne længere, Monopol på Handelen og forskellige Begunstigelser. Undertiden prøvede man også at give Handelen fri eller overlade Administrationen til Enkeltmand, og når heller ikke dette kunne gå, overgik det Hele til Staten.
Af stor Betydning for et gunstigt Resultat var de i Guinea ansatte Embedsmænd og særlig Guvernørerne. Viste disse sig at være dygtige og driftige Mænd, kom Handelen hurtigt på Fode, og Forholdet til Negrene blev i Reglen godt, men desværre var de hyppigt dovne, drikfældige og uredelige, og behandlede Negrene på den råeste Måde. Det er endogså i 1679 gået så vidt, at en fungerende Guvernør uden Spor af Bemyndigelse fra Regeringen for en Sum af 36 Pd. Guld (9216 Rbd.) solgte Fortet Christiansborg til en rig Portugiser, som med et veludrustet Skib var kommet til Fortet. Efter at have modtaget Pengene, stak Guvernøren af med disse for at forsøge sin Lykke et andet Sted. Først efter flere års Forløb blev Fortet, efter strenge Ordrer fra den portugisiske Regering, atter tilbagegivet til de Danske. Heller ikke alle de danske Købmænd var til at stole på, adskillige af dem melede deres egen Kage og bedrog Kompagniet eller Staten for store Beløb. Heldigvis må dette dog regnes til Undtagelserne. Historien beretter om mange dygtige og hæderlige Mænd. Blandt disse skal særlig nævnes en Overkøbmand Christian Cornelisen, som blev den første Kommandant på Christiansborg. Han var en efter sin Tid overordentlig human og redelig Mand, som snart fik Handelen med Negrene til at blomstre i fuldt Flor. Negrene satte stor Pris på ham og kappedes om at handle med ham. Det gik endog så vidt, at en fjernt boende Negerkonge sendte ham en af sine unge Døtre med Gaver af Guld og ærbødig Anmodning om, at han ville besvangre hende, så at hun kunne hjemføre et velsignet Afkom. — Det meddeles dog, at Cornelisen begik det — i Datidens Øjne — diplomatiske Fejltrin at hjemsende Jomfruen uberørt.
En af de største Vanskeligheder ved at få dygtige og pålidelige Danske til Guinea var den store Dødelighed, som Europæerne var udsat for ved Opholdet på Kysten. Mange af de udsendte Danske har allerede måttet bukke under for Klimatfeberen i de første Måneder efter Ankomsten. De fra Moderlandet udsendte Guvernører har i Gennemsnit kun virket 3 år i Stillingen, og 30 % af disse døde, inden de havde opholdt sig 1 år i Guinea, så at de ikke engang nåede at sætte sig ind i Forholdene, før en ny måtte træde til. Følgen heraf var, at man måtte udnævne interims Embedsmænd blandt de tilstedeværende Danske, og langtfra altid viste disse sig egnede til den høje Stilling, de kom til at beklæde. Ikke desto mindre må man dog sige, at Handelen i det store og hele trivedes godt, og hertil virkede særligt Slavehandelen, som, hvor modbydelig den end var, blev drevet som en naturlig Sag af alle søfarende Nationer. Til stor Fortrydelse for de danskvenlige Negre havde Slavehandelen til at begynde med kun ringe Betydning for de Danske, da der, så længe Danmark ikke ejede St. Croix i Vestindien, kun var ringe Efterspørgsel efter Slaver til Udførsel, men efter at denne ø i 1737 blev lagt ind under Dansk Vestindien, blev Efterspørgslen større, og Kompagnierne satte derfor betydelig Kraft ind på at udvikle denne Handel.
Slaverne blev anskaffet gennem indfødte Købmænd, som rejste rundt i Landet og opkøbte dem, dels hos de forskellige Konger og Høvdinger, dels hos private. De fleste Slaver var Krigsfanger tagne i de mange Kampe imellem Stammerne indbyrdes, men en stor Del var Skyldnere, der ikke kunne betale deres Gæld, og Forbrydere som Tyve o. l. samt Horkarle. Hor var nemlig strafbart, men en Kvinde blev fri for Straf, når hun angav den skyldige Mand, som da kunne sælges som Slave af den krænkede Ægtefælle. Det gik endog så vidt, at velhavende Negre holdt mange Hustruer for at fremme Horeriet og derved skaffe sig Slaver til Salg.
Når Slaverne var opkøbt, fik de Halsjern på og lænkedes sammen i Rækker på 50. På denne Måde førtes de til Forterne ved Kysten, hvor de opbevaredes, indtil der kom et Slaveskib og optog dem. Behandlingen af Slaverne var i høj Grad rå, og det var ikke underligt, at de nærede et uudslukkeligt Had til de hvide Mænd. Det må dog siges, at Behandlingen måtte være hård for at nedslå ethvert Forsøg på Mytteri, som Staklerne altid pønsede på. Dog står det fast, at de Danskes Måde at behandle dem på, var langt mere human end de andre Nationers. Kvinder med Pattebørn var ikke vel set af Slaveskibenes Førere, fordi de tog mere Plads op i Skibene end de øvrige Slaver. Ved de danske Etablissementer beholdt man derfor Børnene og opfostrede dem, medens de franske Slaveskippere uden videre tog Moderen fra Børnene og kastede disse på Stranden, hvor de lå til de blev ædt af vilde Dyr.
Prisen på Slaverne var forskellig fra Tid til anden og forskellig for Mænd, Kvinder og Drenge. I den ovennævnte Overkøbmand Rømers Tid var Prisen i dansk Guinea på en fejlfri, voksen Mandsslave for Opkøberne 96 Rdl., som betaltes i Varer og ikke i rede Penge. De solgtes til Slaveskibene for 150 Rdl. og disse fik i Vestindien indtil 300 Rdl. pr. stk., men da Dødeligheden på Rejsen over Atlanterhavet var meget stor, kunne man gennemsnitlig ikke gøre Regning på mere end ca. 200 Rdl. pr. Hoved.
Den værste og mest pinefulde Tid af Slavernes triste Tilværelse var dog Overrejsen til Vestindien. De blev stuvede tæt sammen i Slaveskibets lave Rum, de var altid lænkede og kom kun op på Dækket for at trække frisk Luft hver anden Dag. Gennemsnitlig 15 % af dem døde undervejs af slet Behandling, dårlig Føde, Urenlighed og Hjemve. At der under sådanne Forhold var Fare for Mytteri og Oprør, er ikke til at undres over. For hurtig at kunne imødegå denne Fare var der tværs over Dækket bygget en Skanse armeret med Småkanoner, som stadig stod rede til at bestryge Fordækket.
Slavetrafikken var ikke så ganske ringe, således blev der i Perioden fra 1778—1789 på 50 danske Slaveskibe til dansk Vestindien indført 17.113 Slaver, af hvilke dog en Del blev afsat i fremmede, særligt spanske Kolonier. Af de nævnte Negre var 12.062 indkøbt ved de danske Etablissementer og 2.706 døde på Rejsen til Vestindien.
I den sidste Fjerdedel af det 18de århundrede var den offentlige Mening i den civiliserede Verden begyndt at rejse sig imod denne afskyelige Menneskehandel, og ved De forenede Staters Konstitutionsakt af d. 17. november 1783 blev det bestemt, at Slavehandelen skulle ophøre fra d. 1. januar 1808. Det blev dog Danmark, som var den første europæiske Nation, der traf denne menneskekærlige Foranstaltning, idet det ved Forordning af d. 16. maj 1792 forbød danske Undersåtter fra d. 1. januar 1803 at drive Handel med Slaver. Denne Foranstaltning medførte, at der, kort før Forbuddet trådte i Kraft, blev udført et langt større Antal end tidligere, således i 1796 25.450 slaver og i 1798 26.309 slaver. I de engelske Kolonier blev Slavehandelen først forbudt d. 1. januar 1808.
Til Trods for Forbuddet trivedes Slavehandelen dog længe i Guinea. Da Forbuddet kun gjaldt Bortsendelsen af Slaver fra Kysten, kunne Negerhøvdingene ligesom før købe, holde og sælge Slaver, som de fandt for godt. Da den danske Guvernør sendte Gesandtskaber rundt til Negerkongerne i Omegnen, med Meddelelse om, at Slavehandelen fra dansk Side afskaffedes, svarede Kongen af Ashanti: „Kongen af Danmark har Lov til at gøre i sit Land, som han vil, men jeg vil gøre i mit Land, som jeg vil“; og han ville ikke alene købe og sælge Slaver i sit eget Land men også eksportere dem. At overholde Forbuddet imod Bortførelsen af Slaver fra Guinea var umuligt og eksempelvis skal anføres, at Brasilien endnu i 1828 modtog ikke mindre end 44.000 Slaver fra Afrika. For at komme denne Trafik til livs trådte samtlige søfarende Nationer sammen for ved fælles Optræden at løse Opgaven, og ved Traktat af 1834 bemyndigedes de forskellige Nationer til at udruste Slavekrydsere, som fik Ret til at visitere og eventuelt opbringe endog andre Nationers Skibe, når de havde Slaver ombord.
Slavehandelens Ophævelse fra dansk Side vakte stort Røre på Guineakysten. De Danske derude indså snart, at Glansen dermed var gået af Kolonien, men man søgte at få det bedste ud af det ved i langt højere Grad end tidligere at lægge sig efter Plantagedrift. Flere gode og store Plantager blev anlagt både for kongelig og privat Regning, og det lykkedes også derved at få flere Udførselsartikler, men nogen virkelig rationel Plantagedrift af Betydning blev der ikke under det danske Styre. Negerkongerne og Kabusererne var meget utilfredse med Forbuddet, og den menige Neger kunne slet ikke forstå den Øllebrødsbarmhjertighed, som de Danske udviste imod Slaver i Skibene.
I den første Halvdel af det 19de århundrede var Forholdet til Negrene til Tider meget vanskeligt. Vældige Krige imellem de forskellige Negerstammer, og særlig imellem Ashantierne og Kystnegrene rasede jævnligt. Så længe den ulykkelige Krig imellem England og Danmark varede, var Tilværelsen for de Danske i Guinea særlig vanskelig, fordi regelmæssige Forsyninger og Afløsninger fra Moderlandet udeblev. Selv de dansksindede Negre troede heri at se et fuldstændigt Sammenbrud for Danmark, og adskillige opsagde i den Anledning den danske Konge Huldskab og Troskab. Forholdene forbedredes dog betydeligt, da man efter Fredsslutningen med England i 1814 igen så danske Skibe ved Christiansborg med nye Mennesker og nye Forsyninger. Der blev påny taget kraftigt fat derude, men desværre syntes Interessen for Guinea-farten hjemme i Danmark at være svundet hen og Vanskelighederne i Guinea at blive større og større. Negrene var rasende over, at de ikke måtte opkøbe og transportere Slaver over det danske Territorium. Med få års Mellemrum udbrød store Krige, under hvilke de Danske med deres ringe Midler måtte tage Affære, og omend de sluttelig altid gik af med Sejren, ved Hjælp af Forternes Soldater, Kystbyernes Negre og Mulatter, var de evige Stridigheder og Kampe til stor Gene for den danske Handel. En af de vældigste Krige fandt Sted i 1826, da Ashantierne med en Hær på 11.000 Mand rykkede frem mod det danske Område. Med Undsætning fra de nærboende Englændere gik den kombinerede Styrke imod dem, og i august 1826 vandt den en stor Sejr over Ashantierne, som mistede 5-6.000 Krigere. Sejren fik stor Betydning, og Dagen betragtes som en af de store Dage i Koloniens Historie.
For en Tid skabte Sejren Fred mellem Negrene, men allerede i 1836 udbrød Fjendtlighederne påny, og de Danske måtte denne gang rykke ud uden Englændernes Hjælp, men alligevel vandt de en betydelig Sejr. Foruden disse større Kampe var der hvert Øjeblik mindre Uroligheder, som måtte standses med fast Hånd.
FØRSTE BREV FRA SEKONDLØJTNANT O. C. HAMMER TIL HJEMMET fra Briggen „Ørnen“, Cadiz, d. 8. og Gibraltar d. 15. august 1845.......Kære Forældre! Mine Breve fra Helsingør håber jeg er Eder ihændekomne. Vor Overrejse til Cadix er tilendebragt uden Uheld, men den var for et velsejlende Skib som vor Brig meget langvarig, 23 Dage. Grunden hertil var, at vi på den første Del af Rejsen havde idelige Storme og Nordvind, især i Nordsøen, der iår, som sædvanlig, var yderst fugtig og kold; det er 12te Gang, jeg passerer dette Hav, og har bestandig her truffet ubehageligt Vejr, ikke en eneste Gang er jeg kommen over uden en eller anden Dravat. Ved Kap Finisterre fik vi som sædvanligt den portugisiske Nordpassat, der i en Fart bragte os til Højden af Lissabon, men her fik vi Stille og var flere Dage undervejs, inden vi nåede St. Vincent, som vi passerede ganske tæt d. 17. juli. Det er ganske interessant at iagttage den aldeles lodrette Klippekyst, Europas sydvestlige Formur, mod hvilken Atlanterhavets himmelhøje Bølger har arbejdet, så længe Jorden har stået, og mod hvilken de også den Dag slyngede sine langstrakte hule Dønninger, der stolt og uhindret har gennemvæltet det umådelige Atlanterhav, indtil de her omsider finder en værdig Modstander, og anstrengende sine sidste Kræfter mod de urokkelige Klipper, brydes i skyhøje Brændinger ligesom kappes om at slynge sine hvide Toppe opad den lodrette Klippevæg, for selv i sit Nederlag at udstrække sin Virkekreds så langt som muligt, indtil de endelig aldeles overvundne af dette solide Bolværk, matte og kraftesløse styrte tilbage i Afgrunden med et uhyre Brøl, der kunne lignes med Løvens i sin sidste Dødskamp. Helt ude på det yderste af denne Klippe har Munkene fundet en bekvem og afsides Andagtsplads og har opført et stort Kloster på den yderste Skrænt, så at Brændingernes Musik kan akkompagnere deres Messe og deres „Ave Maria“.
Den 19. juli ankom vi endelig til Cadix, men førend jeg går i Land her, vil vi tale lidt om Forholdene ombord og om Livet der. Løjtnant Duntzfeld, min gamle Kontrapart, som jeg har Lukaf sammen med, har forandret sig mageløst til sin Fordel, vi kommer nu meget godt ud af det sammen, og der har så at sige ikke været et ondt Ord imellem os; han er nu meget føjelig og omgængelig, og i det hele taget en flink og påpassende Officer og god Kammerat; det samme kan siges om Rambusch og Prøsilius. Løjtnant Hensen kan jeg for mit Vedkommende ikke have Anledning til at klage over; han er mest at beklage selv, da han er af meget vaklende og ubestemt Karakter. Premierløjtnant Lund ville jeg blot ønske var ligeså god Messeforstander, som han er god Kammerat, solid i enhver Henseende, godmodig og omgængelig. Han sætter megen Pris på Våbenøvelser, Hugning, Fægtning og Skydning, i hvilken sidste Henseende jeg nok tør måle mig med ham. En Dag skød vi til Skive med Pistoler; efter at have skudt efter en Træskive blev en Flaske hængt op under Rånokken. Ved første Skud med en af mine riflede Pistoler faldt Flasken og Halsen blev hængende tilbage. Nu skulle man først rigtig til at vise sin Duelighed ved at skyde Halsen ned; dette lykkedes Lund i næste Skud, der blev beundret og naturligvis enstemmig erklæret for det bedste; men den øverste Ring af Flaskehalsen med Proppen hang endnu tilbage, og nu lød Opfordringen til at prøve sin Lykke med at skyde Proppen ud af Ringen. Flere havde allerede forsøgt uden Held, da jeg med min udmærkede Riffelpistol var så heldig at skyde Proppen ud, så at Ringen hang uskadt tilbage; dette Skud står endnu som Mesterskuddet her ombord. Premierløjtnant Knudsen, Tredjekommanderende, som kun havde et mådeligt Renommé hjemmefra, er aldeles fejlbedømt. Han kan vel undertiden have sine mørke Øjeblikke, men så er han tavs og fornærmer ingen, men til andre Tider er han udmærket munter, jovial og behagelig, til enhver Tid en udmærket Kammerat, der klarer, så snart han seer en af de andre i færd med at gøre noget, der er imod Tjenesten osv. Vor Næstkommanderende Premierløjtnant Bøcker er en i alle Henseender udmærket flink og duelig Mand og human imod alle, der er ikke blevet givet et Slag Tamp her ombord, som ikke synes at være nødvendigt. Det synes således som Alt var ganske fortræffelig patent her ombord; men een har jeg endnu ikke omtalt, Hovedet for det Hele, vor Chef; jeg vil, til eders store Forbavselse, heller ikke nævne et Ord om ham, med Tiden vil I nok høre hvorfor.
Ved Daggry den 19 juli ankom vi til den fordum så rige og mægtige Stad Cadix, der er ligeså bekendt ved sin Alder (den er anlagt af Fønikerne mange hundrede år før Kristi Fødsel) og den uhyre Masse Sølv, Spanierne i sine så slet anvendte Velmagtsdage bragte fra Amerika, som den nu kun indskrænker sig til at være bekendt af sine smukke Damer og sine uhyre Fæstningsværker, som jeg for Spaniernes Skyld vil ønske må være mindre let at indtage end Stadens unge Piger.
Cadix ligger på den yderste Ende af en 1,5 Mil lang smal Landtunge, der danner en Bugt, ved hvilken ligger flere mindre Byer, mellem hvilke der er Dampskibsfart såvel som til Sevilla (iblandt disse er Porto Santa Maria, i hvilken jeg var Vidne til det grusomste Optrin i mit Liv, en Tyrefægtning, som jeg siden skal omtale). Omegnen er temmelig bar, og Græsset er af den brændende Sol ganske vissent, derimod er Cadix brillant at beskue, store skinnende hvide Huse, med flade Tage, en Mængde Balkoner, Udbygninger, utallige små firkantede Udkigstårne ovenpå selve Husene giver det Hele Udseende fra Søen som lutter Paladser og Feslotte. Følg mig ind i Cadix igennem Søporten, da tilintetgøres Illusionen straks ved et ildelugtende Fisketorv, hvor en Masse Mennesker med hujende men gennemtrængende Råb og Skrig falbyder deres Varer. De simplere Folk er klædt i den spanske Nationaldragt, bredskygget Fløjlshat med Fjer, kort Trøje, rødt Skærf og hvide Pantalons, der er meget klædelig; de fornemmere er i Almindelighed klædt efter Parisermoden. Damerne skal vi omtale, når vi kommer til Alamedaen, og, da der ikke er noget videre at se i de smalle, forresten godt brolagte og renlige Gader (noget der er en stor Sjældenhed i disse Lande), så vil vi straks begive os til denne behagelige og særdeles smukke Promenade, der, med megen Smag, er anlagt ved Stadens Mur ud imod Søen; når det nu lakker mod Solnedgang, omtrent Kl. 7, så samles her hele Byens Beaumonde, for i Træernes Skygge og i den friske Søluft at vederkvæge sig efter den hede Dag, som er tilbragt i deres kølige og særdeles behageligt indrettede Boliger (Spanierne ved så udmærket at gardere sig imod Varmen i deres Huse, så man i dem aldeles ikke generes af den ellers i mange Henseender trykkende Hede). Her på Alamedaen fornyes Illusionerne atter, unge Damer med den yndigste Gang og de livligste, skønneste brune Øjne, Arme som der ikke er set Mage til, spadsere eller rettere sagt svæve frem og tilbage, i Almindelighed klædt i sort Silke og om Hovedet en Mantille eller sort gennemsigtigt Stof i stedet for Hat (Parisermoden bruges her kun af yderst få Damer). Her vedbliver man at spadsere frem og tilbage lige til Kl. 10 á 11 ofte krydsende hinanden mere end hundrede Gange. Alt er her meget frit og ugenert. Herrerne ryger deres Cigar, unge Damer spadsere alene, og det er Herrerne tilladt at konversere dem. Jeg har således ofte spadseret Timer med Signora Emilie og Sotta Banzer, Henriette Mosa og Miss Mac Pherson, unge Damer, hvis Bekendtskab vi havde gjort hos Signora Burdon, et af de første Huse i Cadix, hvor vi blev introducerede af den svenske Konsul Jonges, og hvor vi var til Bal to á tre Gange. Hør nu en kort Beskrivelse af et spansk Bal; om Aftenen Kl. 11 samledes man, og blev præsenteret af den svenske Konsul for Signora, der med spansk Høflighed sagde os, at hendes Hus var vort Hus og at det var os et Hjem når som helst. Værelserne var udstyret med megen Elegance, og her, som overalt i disse Lande, særdeles friske og kølige; Salen, hvori vi skulle danse, var meget lang og smal og egnede sig således bedre til Kvadrille (Francaise) end til Vals, som her danses meget langsomt og udelukkende Wienervals. Et Slags Polka blev også danset men uden Figurer, så at den reducerede sig til en Slags Hamborgervals; men da de gode Folk ikke var vant til at danse denne, så løftede de Benene temmelig højt og gjorde i det Hele en ganske snurrig Figur. Man behøver ikke her som hos os at præsenteres for den Dame, man vil danse med, at man er i deres Selskab, er dem tilstrækkelig Garanti. Medens man står opstillet til Dansen, vedbliver Damen at holde Herren under Armen og så snart man har danset ud og er kommen tilbage til sin Plads, støtter hun sig atter til sin Kavalers Arm; når Dansen er forbi så fører man ikke som hjemme sin Dame til hendes Plads, men man promenerer med hende under Armen op og ned af Gulvet i Salen og igennem de andre Værelser ud på Altanen, hvorfra man under duftende Blomster og Orangegrene skuer ud over den yndige Bugt med sine mange Skibe på den spejlglatte Havflade, der i den herlige stjerneklare Nat antager et ganske idyllisk Udseende; dette i Forbindelse med Musikken fra den fjerne Dansesal, og den skønne Pige, hvis Skønhed og Ynde er for stor til at beskrive, giver det hele et ganske overnaturligt Præg, og dersom man nogensinde kunne rive sig løs fra det jordiske og tro sig henflyttet i en Feverden, så var det i et sådant Øjeblik som dette. (Herfor må dog ingen tro, at jeg sætter de spanske Damer højest, trods deres mageløs dejlige Øjne og mange Yndigheder, priser jeg dog vore nordiske Damer med deres blå Øjne og blonde Hår). Imidlertid ønsker jeg dog ikke at blive her ret længe ellers kunne deres gennemborende Øjekast let løbe af med Fornuften, og I ville dog sikkert ikke synes om, at jeg ved Hjemkomsten gav Møde med en spansk Signorita. En ung rejsende Englænder proponerede en Aften på Ballet et Parti imellem mig og Theresa Columbus, en ung smuk Dame, der er Descendant (fjern slægtning, efterkommer) af Amerikas opdager, Columbus. Jeg nævner blot dette for at vise, hvor fri Tonen er her. Et Par Dage efter havde vi et Besøg ombord af nogle af Ballets første Damer og Herrer, der blev modtaget med uskrømtet Gæstfrihed fra vor Side, man opbød Alt for at more dem, Champagnen knaldede, Musikken tonede (Doktor Morville med sit udmærkede Fortepiano og gode Spil) og i Dansens. Hvirvler svingede vi de spanske Skønheder på ægte dansk på Briggen „Ørnens“ Dæk.
En Tyrefægtning bivånede jeg i Puerto Santa Maria, en By på den anden Side af Cadix-Bugten, hvor løjtnant Duntzfeldt og jeg var i Middagsselskab hos den engelske konsul Camble. Tillige med ham besøgte vi Arenaen, således kaldes Amphitheatret for dette Dyrplageri, dette, som er uden fag, er så stort, at det i det mindste rummer 12 á 16,000 Mennesker. Fægtningen var netop begyndt i det Øjeblik vi trådte ind, og tænk hvilken afskyelig Scene, der mødte vore Øjne, en stakkels Hest, der netop havde udstået et Angreb af en rasende Tyr, med Indvoldene slæbende efter sig, traske omkring på Arenaen uden Rytter, der ved Angrebet var kastet af Hesten og flygtet over Barrieren. Et Øjeblik efter angreb Tyren atter det værgeløse Dyr, kastede det til Jorden og dræbte det, og endnu efter at Hesten lå død, forlod den af Spydstik irriterede Tyr den ikke, men bearbejdede den med sine uhyre Horn og kastede den hen ad Arenaen; efter at have overbevist sig om. at den virkelig var død, vendte den sig imod Bandarillos, Folk med store Tæpper af brogede Farver, som de bruge til at irritere Tyren med og til at anvende, når en Rytter med Lanse (Picadoren) er kastet af Hesten og udsat for at blive dræbt, så løber de til og kaster Tæpperne om Hovedet på Tyren, som så straks forlader Picadoren og vender sig mod Bandarillos, hvis Antal beløber sig til 20, af hvilke den på et hængende Hår havde taget een, der så at sige løb mellem Tyrens Horn, indtil det endelig lykkedes ham at nå Barrieren, og springe over den. Det hændte ofte, at samme Tyr sprang over Barrieren, hvilket naturligvis satte Folk i stor Fare. Det hænder dog temmelig ofte, at en Picador bliver dræbt. Efter at Tyren havde kastet 11 Picadores til Jorden og dræbt deres Heste på den ynkeligste Måde, fandt Publikum, at den havde vist sig såre tapper og bad for dens Liv, som også blev sparet, og det stolte Dyr, såret af 100 Spydstik og ganske bedækket af Blod og Smuds, styrtede ud af Arenaen ledsaget af det entusiastiske Publikums stormende Bifaldsråb. Det var den eneste Tyr, der blev sparet. Af de 12 Tyre, der i dag måtte udholde Kampen, eller rettere Dyrplageriet i højeste Potens, blev de 11 dræbte af Matadorerne.
Gangen i en Tyrefægtning er følgende: idet Tyren kommer ind, angribes den af Picadores til Hest; disse dræber dog aldrig Tyren, hvorimod den dræber deres Heste og kaster Rytterne til Jorden, som også nu og da dræbes. Efter udstået Dyst med disse Picadores angribes den af Folk til fods, der med en mageløs Behændighed nærmer sig Tyren, og idet den løber til for at støde, springer de til Side og sætter den to Pile med flagrende Bånd i Nakken. Disse Pile sidder fast, og til Slutningen kan det stakkels Dyr løbe med en halv Snes af dem i Nakken, forgæves anstrengende sig for at ryste dem af. Endelig angribes den af Matadores med en lang Kårde, og dersom det er duelige Matadores, så er et eneste lille Stik bag ved Pandebrasken tilstrækkelig til at fælde Dyret, så det ikke rører et Lem; således gjorde Fronacesko Monta, den berømteste Matador i Spanien, flere Gange; andre mindre øvede Matadores kan derimod sætte flere Kårder lige til Fæstet igennem Halsen. Jeg så således en Tyr løbe tre Kårder igennem sig lige til Hæftet. Jeg kunne endnu fortælle meget om dette grusomme Tyranni, men vi kan gemme Resten til en anden Gang (resten af brevet er gået tabt).
ANDET BREV FRA SAMME TIL HJEMMET (Dette Brev er suppleret med Brevskriverens mundtlige Beretning om forskellige Oplevelser, som han ikke har ment at have Plads til i selve Brevet, men som han efter Hjemkomsten har fortalt - Efter Afrejsen fra Guineakysten blev Hammer d. 15 november 1845 meget syg af Malaria og blev straks efter Ankomsten til Vestindien d. 2 december bragt i Land på Hospitalet ved Christiansted, hvorfra følgende Brev er afsendt: Peters Farms Hospital ved Christiansted, St. Croix, 9. februar 1846. Kære Forældre!
Mit Brev, dateret december 1845, i hvilket jeg, på Grund af min Svaghed, kun kunne underrette Eder om min Sygdom, håber jeg er rigtig modtaget; det var rigtignok lidt dyrt af et Brev at være, men da der først nu i marts Måned går Skib her fra Vestindien, syntes jeg det nødvendigt at sende et med Posten, da Opsættelsen heraf let kunne forurolige Eder. Det vil sikkert forbavse Eder at høre, at jeg endnu, tilligemed løjtnant Knudsen opholder mig på Hospitalet, men den, som kender lidt til Klimatfeberen, især den afrikanske Kystfeber, ved, at når man er så heldig at gå den igennem, medtager den næsten altid en Rekonvalescens af ca. 3 måneder. Ingen af os to ulykkelige Ofre fra Guinea venter således at komme herfra førend Begyndelsen af april Måned, og endskønt Opholdet her bliver i Længden noget ensformigt, og jeg længes meget efter at se mig lidt om på de andre Vestindiske Øer, må jeg dog tilføje, at man ikke kan tænke sig noget behageligere Ophold på noget Hospital end her på Peters Farm. Inspektøren, løjtnant Simmelkjær med sin vakre unge Kone og tre nydelige Børn gør alt, hvad der af Mennesker er tænkeligt for at lade os glemme, at vi opholder os blandt Fremmede så langt borte fra vort Fædreland. Deres Omhu strækker sig ikke alene til os, der er Honoratiores på Hospitalet, men lige til den sidste Soldat og fattige Neger. De ejer ikke en eneste Slave, men har Tid efter anden frigivet dem alle, uagtet en sådan har en Værdi af 4 til 500 Rbd. dansk og derover; sidste Jul fik den sidste sit Frihedspatent i Julegave, det er noget, som ingen Vestindianer ellers indlader sig på. Med Hensyn til min Sygdom vil jeg endnu tilføje, at man, efter at have gennemgået en sådan, befinder sig fuldkommen vel og akklimatiseret, og nyder i Almindelighed lang Tid efter et ypperligt Helbred.
I mit Brev fra Cadix gav jeg en Beretning om den tilbagelagte Del af Turen, jeg vil nu igen optage Tråden og give en kort Skildring om vort Togt indtil Dato. Såvidt jeg erindrer, forlod I mig sidst ved en Tyrefægtning i Puerto Santa Maria, hvilken jeg tror tilstrækkeligt at have omtalt såvelsom de Baller, vi bivånede i Cadix. Til daglig Brug tilbragte vi Tiden om Eftermiddagen på Alamedaen, i Selskab med de franske Officerer fra Briggen Cygne, om Aftenen i den ypperlige spanske Opera og i Nationalteatret del Balen, hvilket jeg ikke her videre vil omtale, men som kan give Stof til Konversation, når jeg engang kommer hjem.
Fredagen den 8 august tog vi 200,000 Pjastre i Guld ombord, hvilket var den sidste Tribut, der af Danmark og Sverrig blev betalt til Kejseren af Marokko, og forlod samme Dag, havende ombord den danske Generalkonsul Carstensen med sin Datter Frk. Annette, og den svenske Generalkonsul Ehrenhoff, Cadix Havn med svensk Flag på Fortoppen og dansk på Stortoppen, for at overbringe disse Penge til Tanger, hvor vi skulle overvære den nye Fredstraktats Ratifikation. Dagen efter, d. 9. august, ankrede vi ved Tanger, og Konsulerne blev atter indsat i deres gamle Rettigheder, i hvilken Anledning der gaves flere Salutter. Vi opholdt os her til d. 15 august, i hvilken Tid der gaves flere Middagsselskaber og Baller for os; men da Pashaen, på Grund af Uroligheder i Omegnen, ikke kunne komme til Byen, måtte Traktatens Ratifikation opsættes. Vi lettede imidlertid og gik over til Gibraltar for at proviantere. De medbragte Penge var straks ved Ankomsten udskibede, og det ikke meget behagelige Hverv, at transportere denne „Danmarks og Sverrigs sidste Tribut til Røverstaterne“ iland og op igennem Byen, blev overdraget mig. Velbevæbnet vandrede vi med Skatten, omringet af Barbarer, igennem Stadens krogede og snævre Gader, og fik den lykkelig afleveret i de respektive Konsulater, dog ikke uden flere Gange for Alvor at afvise den ledige, tjenstvillige Pøbelhob, der hele Vejen omringede os og tilbød at hjælpe os at bære den tunge Byrde.
Vi ankom samme Dags Eftermiddag til Gibraltar. Her morede vi os ypperligt, med Udflugter til Hest ind i Spanien sammen med de engelske Officerer af Garnisonen, der også gjorde et stort Middagsselskab for os i deres Messe; der blev ikke sparet på noget, så det havde nær ikke gået os bedre end de Søofficerer, der i en af Maryats Romaner transporteres på en Trillebør og ved „Racket staff “ anråbes af Skildvagten.
Hvad der især morede mig, var de interessante Rideture op ad Bjerget. Vejene gå i Siksak, så at man til Hest kan nå op til Klippens højeste Tinde; herfra ligger Byen i et herligt Panorama langs med Bjergets Fod. På en sådan Tur kom vi også til den Klippehule, der siges at gå under Strædet og kommunicerer med det ubestigelige Abebjerg på den modsatte Side; det var netop Aften, da vi besøgte den, og Slanger og andet Kryb begyndte netop deres natlige Hvislen.
Efter 8 Dages Ophold lettede vi på min Fødselsdag d. 22. august 1845 og ankrede om Eftermiddagen ved Tanger, hvor vi på Grund af de i Omegnen værende Uroligheder måtte opholde os en tre Ugers Tid. Hos den svenske og danske Konsul var der hver Dag åbent Hus for os, af hvilket vi, på Grund af vor Chefs Opførsel, ikke profiterede så meget, som vi under andre Omstændigheder kunne have gjort. Om Morgenen, førend Solen kom for højt på Himlen, gjorde vi meget interessante Rideture i Omegnen, på hvilke vi altid var eskorteret af Soldater (mauriske). Vegetationen er her i høj Grad frodig og ganske forskellig fra vor, Kaktustræer, Vinranker og alle mulige mig ubekendte Træer med Sydfrugter findes i Mængde, men intetsteds har jeg dog set Træer, der i Skønhed kan måle sig med vore Bøgetræer, der i alle Henseender overgår alt, hvad jeg har set, når jeg dog undtager de umådelige Træer i Guinea, hvoraf nogle er 23—30 Favne i Omkreds og Højde derefter. Vejene her i Landet er kun Stier, der ikke er passable for Vogne, men sno sig op imellem Bjergene og ned igennem de dybe Dale. På vor første Ridetur kunne vi ikke alle få europæiske Sadler, og jeg måtte tage til Takke med en arabisk Hingst opsadlet på arabisk Maner, hvilket består i en høj firkantet Saddel uden Stigbøjler, på hvilken man sidder med begge Benene ud på venstre Side af Hestens Hals. Dette Ridt var jo rigtignok lidt fremmed, men en Sømand må ikke lade sig genere af noget, jeg ville derfor ikke stikke op. I Begyndelsen gik det godt, men da vi red op langs med den af Franskmændene beskudte Fæstningsmur blev der trukket en anden Hingst ud af en Stald; for at disse to Fyre ikke skulle komme for nær sammen, måtte jeg parere min, der var meget blødmundet, og gik bagover med mig. Jeg slap Tøjlen og satte dygtig af med Hænderne så jeg faldt ned, vel fri af Hesten, i Franskmændenes Murbrokker, uden dog at nogen af os kom til Skade.
Til en Forandring plejede løjtnant Knudsen, Bergenhammer (en Embedsmand til Kysten) og jeg, at gøre Fodture hele Mile fra Byen i de vildeste og ensomste Egne uden at ane den Fare, vi derved udsatte os for. En Dag, da vi havde vandret en lang Vej ud imod Cap Spartel og besøgt Ruinerne af et Landsted tilhørende det danske Konsulat, udhvilede vi os nede i en dyb Dal ved en Kilde. Alt var tyst og stille, ikke en menneskelig Bolig var at se, og ikke det ringeste Spor af Kultivation. Som vi sad her, i den dybeste Tryghed i Træernes Skygge og nød en Vandmelon, kom der pludselig fra flere Steder på en Gang bevæbnede Landfolk frem af vildt og frygteligt Udseende. De studsede først ved at se os, standsede og holdt Råd, derpå gjorde de deres Våben færdige og nærmede sig os. Vi var aldeles ubevæbnede, så her var ikke Tale om Modstand. Flugt ville have været endnu tåbeligere, da disse Bjergfolk, lette som Kakerlakker, springer fra Klippe til Klippe og smutte igennem Buskene som Ræve. Vi tog derfor den ene rigtige og hurtige Beslutning, der reddede os fra at blive udplyndret, måske dræbt, den nemlig, at gå dem ganske langsomt og ligegyldigt imøde, hilse dem på Afstand og straks give os til at beundre deres Våben; den ligefremme og uforsagte Adfærd duperede dem i den Grad, at de ganske glemte deres Hensigt. Dagen efter blev en Franskmand dræbt tæt udenfor Tanger og udplyndret til Skindet. Vi indlod os ikke oftere på sådanne Ture uden Bedækning af Soldater fra Fortet. Urolighederne i Omegnen tiltog, de fjendtlige Afdelinger kom stadig Byen nærmere, og det var ikke lykkedes den tapre Ben-Abu at forene sig med Pashaen for at modstå de fjendtlige Anfald. Vi havde bragt en Mængde Fadeværk til Vandfyldning en Mils Vej fra Tanger, for at fylde Vand af en lille Flod. Kort forinden Arbejdet skulle gå for sig, kom der Brev fra Konsulatet med Melding om, at fjendtlige Strejfpartier viste sig overalt i Omegnen, endog tæt ved Byen, og at vi ikke på nogen Måde måtte lande noget som helst Sted ved Kysten. Da dette vedvarede endnu et Par Dage, ville vi ikke opgive vore Vandtønder, men armerede Fartøjerne og gik med Landgangskompagniet, der var organiseret til Brug ved Kysten af Guinea mod Kongen af Augna, i land ved Floden. Det morede mig, at jeg fik Kommando over denne lille Ekspedition. Da vi var kommet i land, udsatte jeg Skildvagter omkring Stedet på tre Høje, hvorfra man kunne overse hele Omegnen og så snart, at et fjendtligt Rytterparti nærmede sig. Ved Vandfyldningsstedet var flere Maurer, der med deres umådelig lange Bøsser så med Foragt ned til min langt kortere Jægerriffel (den gamle engelske). Til sidst begyndte de at skyde efter små flade Stene, som de opstillede ved Strandbredden, for at vise mig deres Færdighed. De traf imidlertid kun sjældent, da deres Geværer, trods deres umådelige Længde, var meget ufuldkomne. Efter nogen skyderi opfordrede de også mig til at vise min Dygtighed, og de blev ikke lidt forbavsede og misundelige ved at se den „kristne Hund“ træffe Stenen hver Gang. Sagen var ikke vanskelig, da de sjældent brugte længere Mål end 80 til 90 Skridt. Jeg beroligede dem igen ved til Afsked at forære dem noget Krudt. Imidlertid kom Fjenden os ikke for nær, og vi fik vort Vand vel ombord. Jeg antager, at det blot var, fordi jeg kunne bruge min Riffel lidt, at jeg fik denne Kommando.
Mandag d. 8. september 1845 gik vi under Sejl for Madeira, hvor vi ankrede efter 6 Dages Sejlads. Vi opholdt os her i 6 Dage og gjorde adskillige ubetalelige Rideture omkring i Bjergene. Det Land er med Hensyn til sin storartede Naturskønhed noget af det første, man kan tænke sig, og Dalen Cural med sit Bjergkloster giver sikkert ikke de skønneste Alpeegne noget efter.
Fredag den 19. september lettede vi og ankom til det hollandske Fort Georgia del Mina efter en Overrejse på 26 Dage. De første 7 á 8 Dage gik det godt fremad, men da vi havde passeret 10° NBr. lå vi i Stille i næsten 14 Dage, i hvilke vi havde svære Byger, som gav en umådelig Masse Vand. Vi fik da vestlig Vind, og omsider nåede vi Guinea-Kysten. Vi opholdt os en Dag i del Mina, gik derfra Dagen efter til Cap Coast Red ved det engelske Hovedfort St. James og ankrede ved det danske Hovedfort „Christiansborg“ d. 18. oktober om Formiddagen. Guvernør Carstensen og Doktor Hansen kom straks ombord i en Kano for at hilse på deres længe ventede Landsmænd.
En den danske Konge underdanig Negerkonge i Landet Augna, beliggende nogle og tyve Mil fra Christiansborg ved Volta Floden, havde brudt sin Troskabsed og imod vore Love givet sig af med Slavehandel og taget en spansk Slavehandels Kommissionær ved Navn Mora i Beskyttelse, ja havde endog med Magt taget Fortet Prindsensten, det østligste af de danske Forter, for at bemægtige sig 50 Slaver, der var tagne fra Mora og bragt i Forvaring sammesteds. Byen Vai beliggende i samme Rige havde desuden hejst portugisisk Flag i stedet for det danske. Samme Fyr skulle bringes til Lydighed, derfor fandt Guvernøren det rigtigst straks at lægge Hånd på Værket, og endnu samme Dag tog vi et Detachement af Fortets Soldater, bestående af 50 Mand, 2 Underofficerer, nogle Remidorer, en Tolk samt 2 styk 3 skålpunds Feltkanoner, med behørig Ammunition og afgik om Aftenen til Qvitta, Negerbyen ved det danske Fort Prindsensten. At detaljere denne ret interessante og usædvanlige Ekspedition vil her være for vidtløftig, men da jeg selv tog megen aktiv Del i den, skal vi nærmere drøfte de enkelte Momenter, når jeg engang kommer hjem; her vil jeg blot omtale Hovedmomenterne. Kongen af Augna havde på Guvernørens Forestilling svaret, at dersom nogen dansk vovede at nærme sig hans Rige, ville han lade alle sine Stammer sammenkalde og jage dem bort, og på Trussel om, at et dansk Krigsskib snart ville komme, svarede han, at det var noget, som han slet ikke brød sig om, da han vidste, at Kongen af Danmark slet ikke ejede noget sådant. Den venskabeligste Modtagelse kunne vi således ikke vente, tværtimod gik Rygtet i Christiansborg, at han havde samlet en Hær på flere Tusinde Mand til vor Modtagelse. Den næste Dag, søndag den 19. oktober, ankom vi i Nærheden af Fortet Prindsensten efter at have kapret et Par fjendtlige Kanoer. Samme Dags Eftermiddag erholdt jeg Ordre til at stille mig til Guvernørens Disposition indtil videre, samt Ordre til at overtage Kommandoen over Tropperne og Landgangsekspeditionen og samme Aften at gøre Landgang med en samlet Styrke på ca. 50 Mand, hvormed jeg havde, begunstiget af Nattens Mørke, at gå til Prindsensten, okkupere det, og overtage Kommandoen over samme som Fortets Kommandant. Denne Ordre kom ikke uventet, men jeg fik travlt med at bringe mine Våben og Bagage istand, da der var god Udsigt til at få Brug for alt. En Underofficer og to Mand af Skibets Besætning fik jeg Tilladelse til selv at udvælge til min Stab.
Endnu inden „Ørnen“ var ankret udfor Prindsensten, blev Briggens Fartøjer armeret for at assistere ved Landgangen. Da Landgangstropperne var anbragt i Både og Kanoer, medbragt til dette Brug, gik jeg med min Stab i en af Kanoerne og alle roede i Nattens Mørke mod Land. Remidorerne (Rokarlene) sang efter gammel Vane under Arbejdet, og jeg var ikke rigtig glad ved Tanken om, at deres Sang muligvis kunne røbe vor Nærværelse, men jeg kom snart på det rene med, at Brændingernes Brøl overdøvede Negersangen og Mørket var så intensivt, at der ingen Fare var for, at Både og Kanoer skulle blive set.
Da vi kom nærmere Land så vi, at der brændte fire store Bål inde på Stranden. Den Tanke fløj straks gennem min Hjerne: „Mon Negerkongen alligevel har fået nys om vor Ankomst og er nede ved Stranden for at angribe os, når vi skal til at gå iland“ for det ville være noget af det værste, der kunne hænde os, da alt Forsvar er så godt som umulig i det Øjeblik, man skal gå ud af Bådene. Remidorerne vedblev at synge, men Frygten for, at Sangen skulle røbe os forsvandt, da vi meget snart opdagede, at Negrene havde noget ganske andet for end at lytte efter Fjender. Fra Bådene så man, at disse halvvilde og næsten nøgne Negre holdt Fest, og dansede rundt om Bålene. De gjorde alle mulige Krumspring i Dansen og skar de grueligste Grimasser, som blev endnu værre at se på, fordi de kun belystes af det flammende Skær fra Bålene. Man kan næppe tænke sig denne besynderlige og eventyragtige Situation: i Bælgmørke på en vild fremmed Kyst med flere hundrede sorte, nøgne, spøgelsesagtige Skikkelser dansende rundt om de mægtige Bål. Flammerne fra disse kastede et rødt, troldagtigt Lys over alle disse sorte Mennesker, som med deres hvide Tænder og skinnende Øjne dansede Krigsdans til Ære for deres Fetish.
Negrene var så optaget af deres Fest, at de hverken så eller hørte noget andet end dem selv og derfor heller ikke hørte de syngende Remidorer. Nu gjaldt det om at komme i land uden at blive opdaget. Landgangsstedet var valgt så langt fra Bålene, at disse ikke kunne røbe os. Da Remidorerne så, at de nærmede sig Brændingen, lagde de Kanoerne til rette og lod de tre store Bølger, som altid følger efter hverandre, kaste Kanoerne op på Stranden. I det samme som Remidorerne mærkede, at de var ved Land, sprang de ud, greb fat i Kanoerne og halede dem så højt op på Stranden som muligt, endnu inden Bølgen gled tilbage. Da den var borte, lå Bådene på det tørre Land, og nu gjaldt det om at komme ud i en Hurtighed, såvel med Mennesker som med Våben og alt øvrigt til Ekspeditionen hørende Gods. Og så ud igen efter næste Hold, som lå og ventede med Briggens Både udenfor Brændingerne. Udskibning og Landgang gik uden mindste Uheld. (Her sluttes Brevet. Resten gengives efter mundtlig Fortælling).
Hammer var rigtig i sit Es og hans Folk var flinke, alle glædede sig til at komme bag på Negrene og til at se Rædslen i deres Ansigter, når de så vor Styrke. Da alting var kommet i Land, blev Mandskabet stillet op i to Geledder. Ganske stille rykkede de frem imod Negrene og stillede sig således, at Lysene fra Bålene nåede dem. Her blev de stående, stille som Mus. Endnu havde ingen hørt det mindste til dem. Hammer nød Situationen, mens hans gode Hjerte var lige ved at løbe af med ham, han besluttede ikke at løsne et Skud, ej heller at slå dem, men kun at forskrække dem, og skaffe sig Respekt ved at være streng men retfærdig og god imod dem. Foreløbig morede han sig ved at se på deres Krigsdanse. Men det varede ikke længe, før Negrene opdagede de nyankomne, det var som om de var faldet ned fra Månen. Negrene blev som slagne af Rædsel og gav nogle frygtelige Hyl fra sig, samtidig med at de over Hals og Hoved styrtede op i Skoven, som stødte op til den Plads, hvor de havde danset, og løb så videre hjem til deres By Qvitta.
Nu da Negrene vidste, at de Danske var kommet, gjaldt det jo om at besætte Fortet Prinsensten så hurtigt som muligt, inden Negrenes første Forskrækkelse havde sat sig. Hammer og hans Folk havde ingen Anelse om, hvorhen de skulle vende sig for at komme til Fortet. Hammer var derfor til at stole på Vejviserens Ærlighed. Han førte dem ind i Skoven og Hammer følte sig ikke helt sikker, men det viste sig snart, at Vejviseren var god nok, idet de meget rigtig kom frem til Fortet. Her blev Besætningen, som bestod af 1 Underofficer og 8 Mand, henrykte for Undsætningen. Hele den samlede Besætning blev opstillet på Batteriet, hvor Guvernørens Ordre oplæstes om, at Alle og Enhver havde at adlyde Hammer som Kommandant på Fortet. Hammer, som kun var 23 år gammel følte en vis Stolthed over, at det var betroet ham, at bringe Orden og Ro tilveje i Negerlandet.
Da den natlige Parade var forbi, blev Fortet nøjagtig inspiceret overalt; det viste sig at være stærkt i Forfald, så det blev nødvendigt at udsætte et stort Antal Skildvagter, og alt blev gjort klart til at modtage et eventuelt natligt Overfald. Næppe var disse Forholdsregler taget, før Kommandanten fik Melding om, at „Kabuseren“ eller Negerhøvdingen fra Qvitta med to Mand stod udenfor Fortporten og bad om at få Lov til at tale med den hvide Mand, som var kommet med Kongen af Danmarks Soldater. Tolken og den gamle Opsynsmand rådede til ikke at tage imod Høvdingen, da der ikke var andet end List og Svig at vente fra den Kant, men Hammer lod dem ikke desto mindre komme.
Høvdingen var ydmyg og underdanig og forsikrede, at de var alle Kongen af Danmarks lydige og underdanige Undersåtter. De havde holdt Fest for deres Fetish nede ved Stranden, da de var blevet så forskrækkede over på en gang at se de danske Soldater og Matroser. Nu kom Høvdingen selv med sine Følgesvende for at hilse på Kommandanten, og som Tegn på, at Negrene kun havde fredelige Hensigter, bad Høvdingen om Tilladelse til at Negerstammen fra Qvitta måtte få Lov til at fortsætte og afslutte Festen tæt udenfor Fortet til Kommandantens Ære. Hammer gav Tilladelsen og lovede selv at være tilstede ved Festen.
Høvdingen vendte nu tilbage til Qvitta med sine to Mand, og sammenkaldte hele Stammen, som derefter drog op til Fortet. I Fortet var man ikke rigtig glade ved, at Hammer havde givet Tilladelse til Festens Afholdelse; man anede Uråd og troede ikke på Negrenes Fredsforsikringer, men Hammer ville ikke tage sin givne Tilladelse tilbage. Han gav Ordre til, at hele Mandskabet skulle være på Post og forberedt på alle Eventualiteter, deriblandt også et Overfald.
I Mellemtiden havde Negrene gjort alt i Orden og lavet et mægtig stort Bål. Alle Kvinder og de Negre, som ikke skulle deltage i Festdansen, sad på Jorden i en Halvcirkel omkring Bålet, medens Danserne stod opstillet tæt ved Bålet, som nu blev tændt. Danserne var bevæbnet med Skjold og Spyd og stod i et Geled anført af Høvdingen selv. Da Alt var færdig, kom Hammer ud, fulgt af sin Stab. Han satte sig på en til ham særlig udsat Stol og havde forinden givet Tilladelse til, at de af Mandskabet, som ikke havde Post, kunne være med. - Nu begyndte Festen!
Nogle af de Negre, som sad foran Kvinderne, slog Takt på deres ejendommelige Negertrommer og andre Negerinstrumenter, og så begyndte Festdansen omkring Bålet, som nu blussede lystigt op. En for en gik Negrene rundt om Bålet syngende en monoton Sang. Lidt efter lidt øgedes Takten, som stadig blev hurtigere og hurtigere. De dansende fulgte med i samme Takt med små underlige Spring, idet de slog Takt med deres Spyd på Skjoldene.
Det var besynderligt at se disse sorte Negre i den mærkelige Belysning. Dansen blev vildere og vildere, snart slog Danserne på Skjoldene, snart skar de de underligste Grimasser, så deres hvide Tænder lyste ud imellem de tykke røde Læber, og snart svingede de sig rundt. Vildere og vildere blev Dansen og til Slut var det ikke til at forstå, at de kunne få Vejret.
På een Gang, da Dansen gik vildest, brød Høvdingen ud af de dansendes Ring. Dansen ophørte, og Høvdingen løb frem foran Hammer, kastede sig på Knæ foran ham, og bøjede sig frem imod ham, idet han rakte Hånden frem som for at sige: „Nu er det færdigt med Festen, er du fornøjet med den“? I det samme bøjede Tolken sig ned imod Hammers Øre og hviskede: „Tag ham endelig ikke i Hånden“. Men Hammer tog ingen Notits heraf; han rakte Høvdingen sin Hånd og takkede ham venligt. Høvdingen greb begærligt Hammers Hånd og trykkede den. Derpå rejste han sig triumferende, som havde han opnået noget særlig storartet.
Og så drog alle Negrene hjem til deres By, medens Hammer med sine Folk gik ind i Fortet. Hammer havde ikke forstået, hvorfor Tolken havde advaret ham imod at give Høvdingen Hånden; men nu fik han Forklaringen. Tolken erklærede, at først nu forstod han hele Sammenhængen med Festen. Negrene havde den allerstørste Respekt for de hvide Mænd og for deres farlige ildrør og så troede de, at en hvid Mand aldrig kunne såres og endnu mindre dræbes af en Neger, før den hvide Mand havde rørt ved en Sort. Når Høvdingen havde rakt sin Hånd frem imod Hammer, så var Grunden den, at Hammer ved at tage Høvdingen i Hånden havde gjort sig sårbar for Negrenes Pile. Tolken var overbevist om, at hele denne Del af Festen var arrangeret blot for at nå dette Resultat. At denne List var lykkedes, mente Tolken var årsagen til Høvdingens triumferende Mine, da han gik bort. Tolken tilføjede, at nu, da hele Stammen havde set, hvad der var sket, og vidste, at Hammer ikke længere var usårbar, så kunne man være ganske overbevist om, at Fortet ville blive overfaldet af hele Negerstammen inden Morgenen kom. - „Lad dem blot komme, vi skal nok tage imod dem“, svarede Hammer.
Næsten hele Natten var gået med det ovenfor beskrevne, så det ville ikke vare længe, før det begyndte at lysne. For alle Tilfældes Skyld lod Hammer dobbelte Vagtposter sætte ud overalt, og Alle fik Ordre til at holde sig klar til at tage imod et Angreb, men ingen måtte løsne et Skud, før Ordre dertil var givet. Det begyndte nu at lysne så småt, og kort efter så man fra Fortet en ejendommelig Bølgebevægelse i det høje Græs nærmest Skovkanten. Alt var Forventning på Fortet, men alle holdt sig stille og skjult. Derfra, hvor Hammer stod, kunne han i sin Kikkert se, at Skoven vrimlede af Negre bevæbnede med Bue og Pile, så snart de kom til Skovkanten, kastede de sig plat ned på Jorden og kravlede frem i det høje Græs. Nu var Tidens Fylde kommen. Der blev „gjort Alarm“ i Fortet. Alle mødte på deres Poster. Samtidig så man Negrene på alle Fortets fire Sider, de nærmeste var allerede tæt ved Fortets Mur, så lød fra Hammer Kommandoen „Fyr“ og i samme Øjeblik smældede 60 Geværer og 4 Kanoner hen over Negrene. De hvide Mænds Ildrør sprøjtede Ild og Kugler hen over Hovederne på dem. De blev herved så skrækslagne, at de styrtede flygtende tilbage til Skoven. De havde forregnet sig; de troede, at Besætningen lå og sov efter den fredelige Fest, og at de på en nem Måde kunne overrumple og dræbe hele Besætningen.
Det var jo ikke Opgaven at føre Krig med Negrene. Hammer lod dem derfor løbe hjem uden at forfølge dem. Han havde allerede om Aftenen set, hvor feje Negrene var, så han følte sig sikker på, at de hurtigst muligt rendte lige hjem til Qyitta. Mandskabet blev derefter delt i to Vagter, så at den ene Halvdel kunne hvile, for senere at afløse den anden Vagt.
Næste Formiddag kom Guvernøren og Briggens Chef i land og op på Fortet. De var meget glade ved at høre, at Landgangen og Affæren med Negrene var gået så godt, som den var. Man blev nu enige om, at det var bedst endnu samme Dag at drage ud til Kongen af Augna i hans Residensstad Augna for at forhandle med ham om hans Underkastelse. Det havde oprindelig været Meningen, at Landgangsstyrken straks skulle rykke ud i Landet for at tvinge Kongen til at underkaste sig, men da der nu var en god Styrke samlet, som nok ville imponere Negrene, ville Guvernøren først prøve, hvad Underhandlinger kunne bevirke, når de var ledsaget af Trusler om Angreb.
Her genoptages Brevet: „Guvernøren spurgte mig, om jeg ville lede en sådan Ekspedition og forsøge at underhandle med Kongen. Jeg greb naturligvis med Begærlighed Lejligheden til at gøre en så interessant Rejse, og nærede ingen Betænkeligheder ved at påtage mig en Ambassadørs Pligter til trods for den brændende Hede. En Båre blev gjort klar til mig, og til at bære den og mig var der 6 Negre, hvoraf dog kun to ad Gangen bar, medens Resten løb syngende og i et lille Luntetrav ved siden af Båren.
Den største Del af Vejen gik igennem Skove med en vidunderlig Vegetation, deriblandt Træer som „Bondemand aldrig ser“, som Palmetræer og Kaktus i de mærkeligste Former. I Skoven mødte vi en Mængde lige så usædvanlige Dyr. Vi gik hjemmefra om Formiddagen med et lille Følge og kom på Vejen igennem Byerne „Tebe“ og „Vai“. Efter at have tilbagelagt ca. 4 danske Mil nåede vi Hans sorte Majestæts Residensstad og efter nogen Vanskelighed erholdt vi Audiens, dog først efter at jeg havde afleveret mine Pistoler, for hvilke Negrene havde en særlig Respekt. Der blev nu trommet sammen til en stor „Palaver" (Rådslagning af Byens fornemste), hvor jeg fik Hæderspladsen på en Stol ved Siden af Kongen, medens alle de øvrige sad plat ned på Jorden.
Forhandlingerne gik nu for sig, og efter en Times Palaver gav Kongen efter, og Fredsbetingelserne blev fastsat som følger: a) „Kongen og hans Kabuserer (By eller Stammehøvdinge) skulle påny aflægge Kongen af Danmark Højhedseden på Sværdet, b) „de skulle udlevere det portugisiske Flag, c) „forbyde Spanieren Mora at opholde sig i Landet, d) „ikke indlade sig på Slavehandel eller med Portugisere og Spaniere og endelig, e) „levere Træ og Kalk til Istandsættelse af Fortet Prinsensten “. Mit Ærinde var hermed afsluttet. Jeg fik mine kære Pistoler igen og begav mig straks på Hjemvejen, hvor jeg var så heldig at skyde en Pelikan."
Dagen efter blev Freden bekræftet ved, at Kabuserer og Grander (indfødte Stormænd) samt en Deputation fra Kongen af Augna aflagde Hyldingseden til Kongen af Danmark. Da Missionen hertil nu var lykkelig og vel afsluttet, lettede Briggen fra Qvitta Red og gik tilbage til Christiansborg, hvor den ankom d. 23. oktober. Således fik man Fred med Kongen af Augna, men den varede ikke længe. Allerede i 1847 var han på Krigsstien igen.
Under Opholdet på Christiansborg blev en anden celeber Sag foretaget nemlig Sagen imod Kong Adum af Aqvapim og Stortolken Sabah Akim. Denne vidtløftige Sag fortjener dog en særlig Omtale.
Nord for Fortet Christiansborg på Kysten af Guinea ligger Landet Aqvapim, som stod under dansk Højhed. I Begyndelsen af Fyrrerne var her udbrudt indre Uroligheder, navnlig forårsaget ved Kabuser eller Høvedsmand Adums heftige og voldsomme Adfærd. Som Modvægt havde der dannet sig et Parti under hans Successor Ussu-Akim. Under denne Strid led Landets Indbyggere, og Vejene omkring det danske Fort blev usikre, Guvernør Carstensen fandt sig derfor foranlediget til at indkalde Adum og Ussu-Akim til Christiansborg, for at forsøge at skaffe Fred imellem dem. De mødte begge, men forinden Sagen foretoges, anmodede Høvdingerne i den til Fortet stødende By Ussu om Tilladelse til at samle de stridende Parter for at mægle imellem dem. Denne Mægling foretoges 25 november 1844, men den endte med et almindeligt Slagsmål, hvorunder Ussu-Akim og hans Venner flygtede. Under Flugten affyrede de deres Geværer på de samlede Tilskuere og den ubevæbnede Mængde, hvorved 3 Mennesker blev dræbt. Ussu-negrene forfulgte nu de flygtende Aqvapimmer, indhentede dem og dræbte Ussu-Akim samt flere af hans Tilhængere og tog 46 Fanger, som sikkert alle ville være bleven dræbt eller solgt som Slaver, hvis ikke Guvernøren havde lagt sig imellem. Han forlangte og fik Fangerne afleveret til Fortet, hvorfra de sendtes hjem. Foruden disse Fanger havde Ussuerne fanget to Drenge, Sønner af den dræbte Ussu-Akim. Drengenes Tilfangetagelse holdt de skjult for Guvernementet, fordi de havde til Hensigt at ofre dem på Negervis til deres Fetish.
Den påfølgende Nat blev der på Foranledning af Tolken Saba-Akim, som var den, der havde fanget Drengene, afholdt en Forsamling af Byens Grander med flere. I denne fremstillede han Drengene og spurgte, hvad der skulle foretages med dem. Høvdingen Adum af Aquapim var tilstede i Forsamlingen og forlangte, at Drengene skulle dræbes, fordi deres Fader havde fornærmet ham, og de selv havde drillet ham ved at trække i Hårene på hans Ben. Forsamlingen samtykkede og overdrog Saba-Akim at udføre Ofringen, hvilket han straks gjorde ved at skære Halsen over på dem, medens de blev holdt af nogle andre Drenge, som derpå oversmurte Byens Tromme med Blodet, en Skik, som var almindelig i de fri Negerstammer, idet de tro, at Ofrenes Sjæle vil pines, hver Gang Trommen røres (Den samme Tromme skal endnu findes på etnografisk Museum).
Da denne Misgerning kom til Guvernørens Kundskab, blev Høvdingen Adum straks arresteret og anbragt i Fortet, medens Sabah-Akim, der i længere Tid havde fungeret som Tolk ved Guvernementet, var flygtet. Da Guvernøren fik at vide, at han var den egentlige Morder, forlangte han ham udleveret, og idømte Byen Ussu en Bøde på 200 Rd. g. C. Byen foretog dog intet til Sagens Afgørelse, men støttede på alle Måder Forbryderen, som havde den Frækhed med en Del Tilhængere at opholde sig i Fortets Nærhed og endog i Reglen tilbringe Natten i Byen. Da Fortets Vagtchef, senere løjtnant J. V. Svedstrup, som ved flere Lejligheder havde vist Mod og Snarrådighed, havde skaffet sig Underretning om, hvor Sabah-Akim havde Standkvarter, fik han Guvernørens Tilladelse til at prøve at fange ham. Henad Kl. 01 om Natten d. 2. februar 1846 listede han sig i al Hemmelighed med nogle af de pålideligste Folk fra Fortet ud af dette. Da de var kommet til Sabah-Akims Hus, slog Svedstrup Døren ind, fire Soldater tog Fyren på Nakken og løb så stærkt de kunne til Fortet med ham. Hans Venner kom hurtigt på Benene og forfulgte den lille Styrke, for at befri ham. Svedstrup og hans Folk nåede netop at komme ind i Fortet og smække Porten i efter sig, da Forfølgerne nåede op. Medens de dundrede på Fortets Port, fik Svedstrup Soldaterne fordelt til Batterierne og Negrenes Angreb afvistes.
Den næste Dag blev rig på Begivenheder. Fra Morgenen syntes alt roligt. En fransk Orlogsmand, hvis Chef var en gammel Ven af Guvernøren, kom på Reden og ankrede. Da alt var roligt, tog Guvernøren ikke i Betænkning at aflægge Besøg ombord. Da dette rygtedes, samledes Aqvapimmerne, der i stort Antal havde skjult sig i de omliggende Skove, og foretog et ganske uventet Angreb på Fortet. I en Fart fik Svedstrup Besætningen fordelt til Forsvar, og det lykkedes at afvise Angrebet. Negrene stormede derefter ned mod Stranden, i den Hensigt ved Landstigningen at sætte sig i Besiddelse af Guvernørens Person, for at tvinge ham til at udlevere Fangerne. Da Svedstrup så, at Guvernøren med en Del franske Officerer var undervejs imod Land, gjorde han Signal til dem om at gå tilbage til Briggen. Guvernøren, som så de mange Negre med truende Holdning langs Strandbredden, vendte derfor tilbage til Briggen. Ombord i denne blev der Liv. Fartøjerne blev sat i Vandet og armerede. Efter at være bemandet med ca. 50 bevæbnede Matroser, stod hele Styrken med samt Guvernøren igen imod Land. Da de nærmede sig Strandbredden, gjorde Fortets Besætning Udfald, og Negrene, som fik en Skræk i Blodet ved at se alle de hvide Mænd fra Skibet, smurte Haser det bedste de kunne.
For Franskmændene var det Hele en Svir. Efter at de havde fået en Forfriskning i Fortet, blev der gjort Udfald imod de tilbageværende Aqvapimmer, under hvilket den Del af Ussu By, som lå Fortet nærmest og hvor Aqvapimmerne havde haft Tilhold, blev afbrændt og sløjfet til Advarsel og Påmindelse for Fremtiden. De to Negre, af hvilke Adum var mellem 50 og 60 år og Sabah-Akim 50 år gammel, blev taget i Forhør, under hvilket det godtgjordes, at de var Morderne. De blev derfor fængslet i Fortet, og Sagen sendt til København, for at Guvernøren derfra kunne få nærmere Instruks for Sagens Behandling.
I København tog man Sagen meget alvorligt og beordrede Briggen „Ørnens“ Chef, kaptajnløjtnant H. E. Krenchel, til, under sit Ophold i Guinea, at indtræde som Formand i en Kommission med fire af de danske Autoriteter i Guinea som Bisiddere, for at undersøge og dømme i Mordsagen samt i nogle andre Sager angående Overtrædelse af de imod Slavehandelen udstedte Forordninger. Hs. Majestæt Kongen udtalte dog, at såfremt de to Forbrydere blev dømt til Døden, ville han ikke have denne Straf eksekveret, hvorfor han medgav et kongeligt Reskript ifølge hvilket denne Straf formildedes til Eksportation på Livstid.
Som det fremgår af ovenstående Brev, kom Briggen „Ørnen" til Guineakysten d. 18. oktober 1845, men afgik straks til Fort Prinsensten for at dæmpe nogle derværende Uroligheder. Efter at være kommet tilbage til Christiansborg d. 23. oktober blev Kommissionsdomstolen etableret. Den 24. og 25. oktober afholdtes Forhør, men da Brændingen på Kysten i disse og de følgende Dage var så svær, at ingen Kano kunne gå ud, og Kommunikation med Briggen derved var afskåren, bestemte Kommissionen sig til ikke at afsige Dommen, før Forbindelsen med Skibet atter var tilvejebragt, da man, for at undgå Forsøg fra Negrenes Side på at befri Forbryderne, ville bringe dem ombord øjeblikkeligt efter Dommens Afsigelse. Der havde i de sidste Dage været stort Røre mellem Negrene. En Deputation bestående af Kabuserer og Grander var hos Kommissionens Formand for at bede om Nåde for de skyldige, og rundt omkring så man Grupper af Negre med Gevær, noget som man under rolige Forhold aldrig ser.
Endelig om Morgenen d. 31. oktober havde Brændingen lagt sig. En Styrke på 20 velbevæbnede Matroser og to Underofficerer af Briggens Besætning blev sendt iland under Kommando af løjtnant Hammer. De tog Opstilling i Fortet ved Siden af Fortets Besætning. De to Forbrydere blev bragt ud foran Fronten. Straks efter kom Guvernøren og Kommissionens Medlemmer ned på Pladsen. Soldater og Matroser gjorde Honnør og under dyb Stilhed oplæste Kommissionens Formand Dommen, der lød på, at Forbryderne dømtes til Døden. Derpå oplæste Guvernøren det kgl. Reskript, hvorved Straffen formildedes til Eksportation på Livstid.
Straks efter blev Forbryderne overgivet til det fra Briggen tilstedeværende Detachement, der bragte dem ombord, hvor de blev sat i Bøjen, så længe Opholdet ved Christiansborg varede. Da Briggen var kommet vel under Sejl, blev de sat på fri Fod under Opsigt af en Skildvagt.
Da de var kommet ombord indtraf en pudsig Scene, idet Høvdingen Adum kastede sig ned for Fødderne af løjtnant Hammer og tryglede om et eller andet, som man slet ikke forstod. Ved Tolken Sabah-Akims Hjælp fandt man dog ud af, at Adum bønfaldt om, at han måtte få een af sine Koner med i Fangenskabet, han havde 20, og hvis han blot fik Lov til at tage den ene med, så ville han forære løjtnanten alle de andre. Da denne Anmodning selvfølgelig blev afslået, blev han meget forbavset og bedrøvet. Han syntes det var rent umenneskeligt at nægte ham så ringe en Gunstbevisning og udtalte, at når den store Konge af Danmark havde været så nådig at skænke ham Livet, så måtte løjtnanten sagtens kunne skaffe ham Tilladelse til at tage blot een Kone med, thi uden Kone var Livet ikke meget værd, og de måtte vel betænke, at det var et godt Tilbud fra hans Side, da de 19 Koner, han tilbød, var mange Penge værd.
Til Kl. 11 samme Dag var samtlige Kabuserer og Grander fra Omegnen tilsagt til Møde udenfor Fortet, hvor Dommen og Kongens allernådigste Formildelse blev oplæst, derefter meddeltes det, at de domfældte allerede var anbragt ombord i Briggen Ørnen. Herved blev alle Uroligheder fra Negrenes Side undgået, da de indså, at alle Forsøg på at udfri Fangerne ikke kunne føre til noget. Den 4. november 1845 afgik Briggen fra Guinea til Vestindien, hvor den ankom den 6. december.
Negerfangernes videre Skæbne. Det var oprindelig Meningen, at de to Fanger skulle udsone deres Straf i Vestindien, men Guvernøren her fandt det på Grund af Forholdene meget uhensigtsmæssigt at huse Livsfanger på de danske Øer og fik udvirket en Ordre fra det danske Kancelli om, at de skulle føres til København og udsone Straffen i Københavns Tugthus på Christianshavn. Hertil ankom de 30. maj 1846 og blev straks sat til Arbejde sammen med de andre Tugthusfanger. Men dette viste sig ikke at kunne gå i Længden, dels fordi de slet ikke egnede sig til at deltage i de forefaldende Arbejder, dels fordi de ikke kunne udholde de evindelige Chikanerier og Drillerier, som de var udsat for fra de øvrige Fangers Side. De blev derfor d. 14 oktober 1846 forflyttet til Kastellet, hvor de gik under Navnet Negerkongen og hans Minister.
De sad i 3 1/2 år i det bag Kirken værende Fængsel i to små Celler og fik hver 30 Rdl. om året til Brændsel og Klæder samt andre Fornødenheder. De havde Tilladelse til at spadsere 2 Timer om Dagen på Kastelsvolden under Bevogtning af en Soldat. Drøjt må dette Fængselsophold have været for dem i mange Henseender, men det, de led mest under, var Kulden, idet de 30 Rdl. selvfølgelig langt fra var tilstrækkeligt til at betale blot det allernødvendigste. Et af deres største Savn var Tobak. Hver Dag, når de gik på Volden, så man Sabah-Akim med en gammel Avis i Favnen, hvori de opsamlede alle de Cigarstumper, de kunne finde, for at skære dem op til Røgtobak. Hårdt må det have været for de to Stakler, som var vant til at færdes i den bagende Tropesol, år efter år at sidde indespærret og fryse i et for dem fuldstændig fremmed Land. Medens de dernede var de første imellem deres Landsmænd, som alle lystrede deres mindste Vink, og vant til at leve i Overflod, fråsende i Landets herlige Frugter, med ubegrænset Adgang til Tobak, Brændevin og andre Nydelser, måtte de her tage til takke med den simple danske Fangekost og kunne ikke tale med et eneste Menneske. De følte Straffen så meget des hårdere, som de egentlig ikke var sig deres Brøde bevidst, idet Menneskeofring var en almindelig Skik blandt Negrene og stod i Forbindelse med deres Fetishdyrkelse. Såfremt deres — i danske Øjne skrækkelige Handling — var begået nogle Mile inde i Landet uden for den danske Indflydelsesfære ville alle Negre have betragtet det som en almindelig og fortjenstfuld Handling, som de danske Autoriteter slet ikke fik Nys om.
Under deres Spadsereture på Volden gik de altid med høj Hat, hvad der skal have set overordentlig komisk ud og lokkede Folk fra Byen og Kastellet op på Volden i deres Spadseretid for at nyde det sjældne Skue af en veritabel Negerkonge og hans Minister, der samlede Cigarstumper. Fangerne tog ofte Plads på en Bænk bag Flagbastionen, hvor de sad tavse og triste, stirrende ud over Vandet. Kun når en enkelt Gang en medlidende forbipasserende forærede dem en Kardus Tobak eller lignende opklaredes deres Ansigt til et venligt Smil. At de ikke var uden blidere Følelser, viste de ved den Venlighed, hvormed de klappede de Børn på Kinden, som kom hen til dem uden at være bange for de sorte Ansigter.
Efter Briggen Ørnens Hjemkomst i december 1846 aflagde løjtnant Hammer dem Besøg i deres Celler, og glædede derved de stakkels Fanger, der i ham så en bekendt fra deres Hjemstavn, som de længtes så usigelig efter. Skønt det var vanskeligt at forstå hinanden fandt Hammer dog ud af, at Fangerne var tilfreds med den Behandling de fik, men de klagede over, at de frøs så ubarmhjertigt i Kongen af Danmarks Land, og Kong Adum var stadig sorrigfuld ved Tanken om, at det blev ham forbudt at tage en af sine Koner med i Landflygtigheden.
Endelig i året 1850 slog deres Forløsningstime. Da den danske Regering ved Protokol af d. 31. december 1849 havde afstået sine Besiddelser i Guinea til England, bestemte Kongen (7. januar 1850) at de to Negre skulle frigives. Politidirektøren i København henstillede dog i en Skrivelse til Kongen, at Fangerne, indtil Hjemsendelse kunne finde Sted, skulle forblive i Kastellet, fordi de, ved at gå frit omkring på Københavns Gader, sikkert ville vække Opløb og udsættes for Gadedrengenes Drillerier og Publikums Pågåenhed. Der indhentedes gennem Kommandanten i Kastellet en Udtalelse fra Fangerne selv, som efter megen Besvær med Tolkning lød på: „at de, indtil de med Skibslejlighed kunne komme til deres Hjem, ej attråede nogen som helst Forandring i deres nuværende Stilling, og at de i dybeste Underdanighed følte sig lykkelige ved det Håb at erholde Friheden".
Kongen bifaldt derpå Indstillingen, og d. 1. juli 1850 afleveredes Fangerne til Københavns Politi og blev ved dettes Foranstaltning via England sendt tilbage til det for dem så kære Kongerige Aquapim. Når disse Negres Forhold er skildret så omstændeligt, er Grunden hertil tillige, at der rundt omkring herhjemme, både i Litteratur og Folkemunde, er fremkommet fejlagtige Fremstillinger, såvel om deres Forseelse som om deres Ophold i Danmark. Det er således blevet sagt, at Negrene havde dræbt og spist to danske Sendemænd, andre sagde, at de havde stegt og fortæret to Drenge ved en Offerfest. Andre Steder er fortalt, at Sabah-Akim døde i Vestindien og at Kong Adum døde i København af Sult og Elendighed, efter at have siddet nogle år i Fængsel.
Straks efter Briggen Ørnens Ankomst til Dansk Vestindien,
blev de to Feberpatienter, løjtnanterne Knudsen og Hammer bragt i Land på
Peters Farm Hospital i Christianssted på St. Croix, hvor Klimaet var langt
sundere og behageligere end på Guinea Kysten. Under Opholdet i Vestindien
forefaldt der ikke noget af særlig Interesse, kun må det siges, at Forholdet
mellem Chef og Officerer, som ikke havde været godt på hele Togtet, blev værre
og værre, så at Chefens Gnavenhed og Intolerance bevirkede, at Forholdet
imellem Briggens Officerer og Honoratiores i Land var stærkt påvirket deraf.
KAMPENE
OM FORT PRINSENSTEN I 1847
Blandt de ovenfor nævnte Kampe med Negrene, skal her fremdrages Kampene om Fort Prinsensten i 1847, altså knap to år efter at den højtidelige Fred, som ved Hammers Medvirkning var sluttet med Kongen af Augna, dels for at vise, hvor lidt man kan stole på Negerhøvdingenes Ord, og dels fordi de viser, hvad en ringe og isoleret dansk Styrke kunne udrette imod Negrene, selv om disse var langt overlegne i Tal. Disse Kampe ligger ganske vist noget udenfor vort egentlige Emne, løjtnant Hammers Liv og Levnet, men da de så nøje hænger sammen med de ovenfor skildrede Begivenheder har jeg ment at burde tage dem med her.
Fortet Prinsensten var allerede i 1840 meget forfaldent, og var på Grund af sin afsides Beliggenhed nærmest en Fare for de Danske. Besætningen var indskrænket til en Sergent, hvis Hverv det var at sende Rapport til Christiansborg om hvad der skete, og at hejse Flaget, når fremmede Skibe passerede. I 1846 blev der taget fat på Fortets Reparation, og i den Anledning blev løjtnant Svedstrup fra Christiansborg sendt dertil som Kommandant over Fortet med en Garnison bestående af 16 Negersoldater og 20 Arbejdsnegre. De omboende Negerstammer, særlig Augnaerne, var meget forbitrede over, at der fra Fortet blev gjort, hvad man kunne for at hindre sådanne Slavetransporter, som på Grund af de indenfor liggende store Laguner var henvist til at drage tæt forbi Fortet. De bestemte sig i Begyndelsen af juni 1847 til at angribe Fortet og bringe den lille Garnison til Overgivelse. Efter et mislykket Overfald på løjtnant Svedstrups Person rykkede Negrene frem for Fortet med en Hær på flere Tusinde Mand. Da Angrebet mislykkedes, forsøgte de at udhungre Fortets Beboere. Den kække løjtnant og hans lille Garnison tog trods deres Underlegenhed Kampen op og gjorde deres Pligt til det yderste. Et Udfald for at skaffe Proviant mislykkedes, 7 Mand af den lille Garnison blev taget til fange, Augnaerne kappede Hovedet af de tre, og anbragte Hovederne på Stager udfor Fortet, medens de øvrige blev solgt som Slaver.
En af de sidste Dage i juni 1847 stak Negrene Ild på de på Vindsiden nærmest Fortet liggende Negerhytter i Håb om at svide Fortet af, men det lykkedes den lille Besætning at slukke Ilden, hvor den tog fat; Ilden bredte sig derimod i Negerbyen, så at alle Indbyggerne måtte flygte. Heldigvis tilkaldte den mægtige Brand en fransk Orlogsbrig, der på løjtnant Svedstrups Opfordring åbnede Ilden imod en Del på Stranden forsamlede Augnaer, som ligeledes måtte flygte. Briggen gik derefter til Christiansborg med Efterretning om Belejringen til den danske Guvernør. Her klargjorde man øjeblikkelig en Undsætningsekspedition, men at sende den over Land, der var besat af Fjender, var umuligt, og man havde intet Skib rede, men ventede Orlogsbriggen Ørnens Ankomst på sit 2det Guinea Togt. Denne kom først i oktober, denne Gang under kaptajnløjtnant C. Irmingers Kommando. Efter at have fået Guvernøren og Undsætningsekspeditionen ombord afgik Briggen snarest til Prinsensten. I Forbifarten beskød den en Del af de af Fjenden besatte Negerbyer, og det var med stor Spænding man nærmede sig Fortet, da man knap turde håbe, at den lille tapre Besætning havde kunnet holde sig så længe, men jo! der blev stor Jubel: „Dannebrog vajede”.
Det var på højeste Tid, at Hjælpen kom. Fortet var flere Gange blevet angrebet af tætte Skarer, men heldigvis havde man en rigelig Beholdning af Håndgranater og Raketter, som hver Gang havde gjort lyst imellem Angriberne. Besætningen var dog begyndt at tabe Modet og løjtnant Svedstrup havde i den senere Tid haft Vanskelighed med at holde Modet oppe iblandt den.
Efter Briggen Ørnens Ankomst d. 17. oktober 1847 blev det forkyndt Augnaerne, at deres Byer ville blive ødelagt, hvis de ikke faldt tilføje. Da denne Trussel ikke hjalp, løb Briggen ved Daggry ud og bombarderede den nærmeste By, som Briggens Kanoner snart fik forvandlet til en rygende Ruinhob. Den næste Dag gjorde man klar til Landgang, men samtidig kom der Afsendinge fra Fjenden, som bad om Fred. De fik Betingelserne at vide, men da de ikke havde Fuldmagt til at handle på hele Augnafolkets Vegne, blev de afvist med Meddelelse om, at en hel Række Byer ville få samme Skæbne som den nedskudte, såfremt ikke hele Folket ved Afsendinge fra alle Byerne mødte ved Fortet til en nærmere fastsat Tid for at bede om Fred. Den 23. oktober mødte samtlige Kabuserer og Grander fra Augnalandet ved Prinsensten, og Freden blev sluttet på Betingelse af, at Augnafolket skulle sværge Kongen af Danmark Troskab og bede om Tilgivelse for sin oprørske Fremgangsmåde; de skulle sørge for, at Vejene over Land til Christiansborg og de andre Forter genåbnedes, at Passagen ad disse Veje sikredes for Personer og Varer, og endelig skulle der betales en Løsesum for de tagne Fanger.
Gang på Gang viste det sig, at de danske Guvernører forstod
at virke med de små Midler, der var til Rådighed. Gang på Gang anmodede de
Regeringen om Forbedringer af forskellig Slags, som Anlæg af et Faktori og et
Fort i de højtliggende, sunde Bjergegne, men de fik ikke de dertil nødvendige
Bevillinger. Hvis Regeringen i tide havde støttet dem bedre, ville Kolonierne
rimeligvis have kunnet bestå endnu den Dag i Dag og have givet
tilfredsstillende Udbytte. Men Manglen af Interesse i Danmark for de fjerne
Kolonier, i Forbindelse med de evige Stridigheder med Negrene, bevirkede, at
Regeringen efterhånden opgav det Hele. Under den første slesvigske Krig i 1849
blev Kolonierne tilbudt den engelske Regering. Ved Protokol undertegnet i
London d. 31. december 1849 overdrog Danmark samtlige Forter, Loger og
Grundrettigheder i Guinea til England for en Sum af 10.000 £. Den 6. marts 1850
blev det danske Flag strøget og det engelske hejst på Christiansborg under
Kongesalut, hvorefter den danske Garnison marcherede ud og den engelske ind.
I
KOFFARDIFART MED BRIGGEN HANNE
Efter Hjemkomsten med Briggen Ørnen i december 1846 var der ikke nogen umiddelbar Brug for Hammer i Marinens Tjeneste. En af hans gamle Skibskammerater fra dette Togt, Premierløjtnant Sigvard Lund havde fået et Skib at føre, nemlig Handelsbriggen „Hanne“, som skulle på Togt i 1847 til Rio Janeiro. Han henvendte sig straks til Hammer og anmodede ham om at tage Hyre som 1ste Styrmand, en Anmodning som Hammr med Glæde efterkom. Som 2den Styrmand blev antaget en ung Styrmand Christoffer Hastrup, Søn af Godsejer Julianus Hastrup fra Hjortholm på Langeland. Hammer fik Orlov fra Marinens Tjeneste i et år og i marts 1847 afgik Briggen fra København.
Om Sejladsen frem og tilbage fra Rio Janeiro er der ikke noget særligt at bemærke, dog indtraf der på Hjemrejsen en ganske pudsig Episode, som skal nævnes, da man af den vil kunne gøre sig en Forestilling om hvilken Ro og Dødsforagt Hammer var i Besiddelse af.
Under Sejladsen op igennem Den engelske Kanal friskede Vinden ret betydeligt og da Briggen var kommet op i Hoofden (farvandet imellem Holland og England) var Kulingen gået over til at blive stormende. Efter at have taget Reb i Merssejlene viste det sig, at Skibet næppe kunne undgå at komme på en Læger (Et Skib er på en Læger, når det i stormende Kuling har Land så tæt i Læ, at det på Grund af Afdrift næppe kan klare sig fra at drive ind på Grundene), idet det, hvis Vinden blev stående i det Hjørne, hvor den var, ikke kunne klare den hollandske Kyst fra sig, men stadig drev nærmere og nærmere ind imod de på dette Sted langt udskydende Grunde.
Sigvard Lund og Hammer havde netop haft en Konference om Situationen, og var enige om, at i den første halve Times Tid ingen Fare var på færde, såfremt Vinden ikke skrallede — det vil sige drejede sig mere Syd over. Efterhånden som man kom længere og længere ud i det åbne Hav rejste Søen sig mere og mere og Briggen tog en hel Del Vand over.
Kort efter var der 8 Glas, den almindelige Betegnelse for, at „Vagten skal afløses“. (Vagten varer i 4 Timer og hver halve Time er et Glas, dvs. et Halvtimeglas er udløben, og skal vendes påny. Når en Time er gået, bliver såvel Halvtimeglas som Hel-Timeglas vendt og dette kundgøres for Besætningen ved at slå et Slag på Skibets store Skibsklokke og for hver Time et dobbelt Slag).
Efter at have givet Styrmand Hastrup Overlevering og have sat ham ind i Situationen, gik Hammer ned i Kahytten. Kort efter gik Sigvard Lund også ned og ser til sin Forbavselse Hammer stå og barbere sig, til trods for Skibets heftige Bevægelser i den høje Sø. „Men hvad er det?“ udråber han, „står Du og barberer Dig samtidig med at der er al mulig Sandsynlighed for, at vi skal drive i land på den åbne Kyst.“ — „Ja!“ svarede Hammer. „Jeg vil i det mindste se ordentlig ud, hvis mit Lig skulle drive i land hos de Indfødte."
De kom derefter i Disput om, hvad der var værst, at dø som
forlovet, hvad Lund var, eller som uforlovet, og således ikke have opnået den
Lykke. Under denne Disput stak Styrmand Hastrup Hovedet ned gennem Skylightet
og råbte: „Vinden er sprungen," Lund kom på Dækket i en Fart og nu klarede
Briggen med Lethed Landet fra sig. Efter en hurtig Rejse hjem fra Rio kom
Briggen Hanne tilbage til København i Midten af september 1847.
HJORTHOLM
Efter Hjemkomsten med Briggen Hanne fik Hammer en meget venlig Indbydelse gennem Styrmand Hastrup om at besøge ham og hans Forældre på Herregården Hjortholm, som ligger på Langeland et Par Mil Syd for Rudkøbing og en halv Snes Minutters Gang fra Stranden i Langelandsbæltet. Gården i sig selv var en Herlighed. Hovedbygningen lå stor og prægtig for Enden af en stor Gårdsplads med Ladebygninger og Stalde langs begge Sider. Bag Hovedbygningen fandtes en dejlig stor Have med pragtfulde Træer af mange forskellige Sorter, Frugttræer, som bugnede af Frugt, Stikkelsbær, Ribs og Solbær i Massevis, et Væld af Blomster og adskillige Lysthuse, hvor unge og gamle kunne tilbringe hyggelige Timer sammen. Omkring Gården ligger dejlige Skove, frugtbare Marker og fiskerige Damme, således at der var rig Lejlighed til Jagt og Fiskeri. Fra Gården gik en Vej gennem den pragtfulde Skov, Eskebjerg Have, ned til Stranden, hvor der fandtes en Anlægsbro for mindre Fartøjer, fra hvilken Udskibning af Korn og deslige kunne foregå.
Ejeren af alle disse Herligheder var Godsejer Julianus Hastrup og hans Hustru Cæcilie, født Høff, de var kendt som nogle af de mest gæstfri Mennesker på Langeland. De havde en stor Børneflok, idet der havde været 16 Børn, af hvilke 11 levede og blev gift. Blandt disse var der 5 Sønner (alle Landmænd) og 6 Døtre, alle nydelige unge Piger, som bidrog sit til at kalde unge Mennesker til Huse ved det gæstfri Bord.
Den gamle Godsejer Julianus Hastrup var noget for sig selv, en gemytlig og elskværdig Herre, som af mange blev anset for at være en gammel Bulderbasse, men en af dem man ikke kunne lade være med at holde af. Han havde erhvervet sig sit Gods i den for Danmark så trange Tid i 1813, da Staten var Bankerot. Han viste, at han havde såvel Evner som Vilje til at arbejde sit Gods op, og rundt fra flere af Landets Egne kom Folk til Langeland for hos ham at se, hvorledes man skulle drive sin Gård.
Her til disse herlige og landlige Forhold kom altså Hammer som Gæst, og det er jo ikke til at undre over, at han befandt sig overmåde vel, hvortil sikkert de 5 smukke, unge Døtre har bidraget en Del. Den yngste af disse, Henriette Jakobine, gjorde et særligt Indtryk på ham, hun var 17 år gammel, smuk, munter, kvik og elskværdig, så det var ikke så underligt, at han søgte hendes Selskab. Om Disputten i Briggen Hanne, da den var nær ved at forlise på Hollands Kyst, har spillet en Rolle, ved jeg ikke, men sikkert er det, at Hammer blev mere og mere begejstret for den unge Pige, og inden Besøget afsluttedes i oktober 1847 var de forlovede og overvættes lykkelige ved at eje hinanden.
Da Hammer kom til Hjortholm, har han sikkert ikke tænkt sig, hvilken Betydning dette Besøg skulle få for ham og hans Fremtid, thi det kan uden Tvivl siges, at han her trak det store Lod i Lotteriet ved at finde den Kvinde, som skulle blive hans trofaste Ledsagerinde gennem hele Livet. Ved hendes Side fandt han Trøst og Forståelse, hvad enten det var i Medgang eller i Modgang, og sikkert er det, at selvom deres Forlovelse er bleven hilst med de bedste Ønsker for Fremtiden af alle deres kære, så blev disse langt overstrålede af Virkeligheden, thi sjældent vil man træffe et Ægtepar, hvor Mand og Kvinde levede med hinanden og for hinanden på så smuk en Måde som disse gjorde, og gensidig supplerede hinanden. Forholdet imellem den gamle Godsejer og den ny Svigersøn var altid det bedste, og det fremgår af efterladte Breve, at den Gamle vurderede Hammer højt, ikke alene som Gæst på Hjortholm, men også som Svigersøn, som Mand og senere hen i Livet som Fader. Iblandt de mange Besøgende på Hjortholm, var der endog en Kgl. Prins, nemlig Prins Oscar, den senere svenske Konge Oscar II. Han gjorde Tjeneste ombord i den svenske Orlogsmand „Vanadis“, som en skøn Sommerdag ankrede udenfor Hjortholm; man vidste, at Prins Oscar var ombord, men man havde naturligvis ingen Anelse om, at han med Tiden skulle blive Konge af Sverrig. Godsejeren gik ombord og indbød Prinsen til at bo i Land på Hjortholm, så længe Opholdet varede.
Prins Oscar befandt sig udmærket på Hjortholm, han var ikke blind for kvindelig Skønhed og satte stor Pris på Gårdens unge smukke Døtre, men han vurderede også Godsejeren højt, særlig hans gemytlige Ligefremhed. De to foretog daglige Køreture for at se Egnens Mærkværdigheder, og Prinsen bad altid om han måtte køre Hestene. En Dag, da den sædvanlige Køretur skulle løbe af Stablen, havde Prinsen sat sig op i Vognen, endnu før Godsejeren havde fået Overtøjet på. En af de tilstedeværende, som fandt dette utilbørligt overfor så fin en Mand, kom løbende ind i Forstuen og råbte: „Skynd Dem dog, Godsejer, Prinsen sidder allerede i Vognen og venter“. Godsejeren tog den med Ro og svarede: „Her er det altid Skik, at Kusken må vente på Herskabet. Er det ikke rigtig Prins“. Prins Oscar morede sig kostelig og svarede: „Jo, naturligvis“.
Mange år efter, da Prins Oscar var bleven Konge i Sverrig
som Oscar II (omkring år 1885) var Hammer på Besøg i Stockholm og til Audiens
hos Kongen. Da Kongen havde hilst på Hammer og udtrykt sin Tilfredshed med at
lære Forsvareren af Vesterhavsøerne personligt at kende, gik han straks over
til at tale om Hjortholm. „Der har jeg også været, og jeg glemmer aldrig mit
Ophold hos Deres elskværdige Svigerforældre og især Deres Svigerfaders store
Gemytlighed, og så de nydelige Døtre“, dem kunne han huske allesammen ved Navn
og måtte have Besked om, hvorledes det var gået hver enkelt af dem.
DEN
FØRSTE SLESVIGSKE KRIG 1848—49
Da Krigen udbrød d. 23. april 1848 var Forholdene således, at Krigen kun kunne betragtes som en Landkrig. Vel var Flåden udrustet og stod Hæren bi ved mange Lejligheder, men da Preussen ingen Flåde havde, kunne der ikke blive Tale om nogen egentlig Søkrig. Flådens Virksomhed bestod derfor i såvidt muligt at understøtte Hærens Bevægelser, overføre Tropper og blokere Fjendens Havne. Denne sidste Tjeneste, hvor ensformig og trættende den end kunne være, var alligevel af stor Betydning, idet den, foruden at opbringe fjendtlige Skibe, var til stor Gene for de neutrale Magters Handel, og var en af årsagerne til at disse Magter gjorde, hvad de kunne, for at få Krigen standset og dermed Blokaden hævet.
Uden at komme nærmere ind på Krigens årsag, skal her blot anføres, at efter at den danske Hær havde vundet to glimrende Træfninger i Sundeved, den ene ved Nybøl d. 28. maj og den anden ved Dybbøl d. 5. juni, blev der den 26. august under svensk Mægling sluttet en Våbenstilstand i Malmø på 7 Måneder, ifølge hvilken de opbragte tyske Skibe skulle frigives, 2000 Mand af Oprørshæren skulle blive stående i Hertugdømmerne, og Danmark skulle have Ret til at holde ligeså mange Tropper på Als. En fælles Regering af 5 indfødte Mænd, udnævnt af Preussen og Danmark skulle bestyre Hertugdømmerne i den danske Konges Navn.
Efter at Våbenstilstanden var sluttet, gik Hær og Flåde til København, og Felttoget var forbi for dette år. Under Våbenstilstanden var den tro Befolkning i Slesvig ganske prisgivet Oprørerne. Tilstanden blev i så høj Grad sørgelig for de danske, at Regeringen så sig nødsaget til at opsige Våbenstilstanden, forinden den var udløben.
Ved Krigens Udbrud i 1848 var løjtnant Hammer udkommanderet som femtekommanderende med Fregatten „Thetis”, Kaptain Polder, og var på Blokade, først ved Danzig, og senere ved Elb-mundingen. Den 3. marts 1849 fortsattes Krigen. Den begyndte meget uheldigt for Danmark, idet Marinen Skærtorsdag d. 5. april mistede det prægtige Linieskib „Christian “og Fregatten „Gefion“ i den sørgelige Kamp i Eckernførde Fjord.
Den fjendtlige Hær rykkede derefter frem over Kongeåen, og den 23. april kom det til den blodige Kamp ved Kolding. Derefter rykkede Fjenden op i Jylland, hvor General Rye mesterligt holdt dem Stangen. Senere blev Fredericia belejret, og her kom årets Hovedkamp til at stå. Den 6te juli foretog vore Tropper det bekendte Udfald, der endte med en glimrende Sejr for Danmark, som dog led et alvorligt Tab, idet den tapre og dygtige General Rye faldt for en fjendtlig Kugle.
Ved dette Tidspunkt havde Rusland og England allerede i længere Tid arbejdet på at standse Krigen for at blive af med den Handelen ødelæggende Blokade. Underhandlinger var åbnet i Berlin og d. 10. juli 1849 afsluttedes en ny Våbenstilstand, ifølge hvilken Fjendtlighederne og Blokaden skulle ophøre, de opbragte Skibe udleveres og Fangerne frigives. Syd for Flensborg skulle trækkes en Demarkationslinje, Landet Syd for denne skulle bevogtes af Preusserne, medens Nordslesvig skulle besættes af neutrale, svenske og norske Tropper, indtil Freden kom istand. Blokaden i Nordsøen blev hævet d. 11 august, hvorefter Skibene sejlede til København og blev oplagt.
Fredspræliminærerne blev ligeledes undertegnet d. 10. juli 1849, men Fredsunderhandlingerne i Berlin trak i Langdrag og blev først endelig sluttet med Preussen og Det tyske Forbund d. 2. juli 1850, altså næsten 1 år efter at Fredspræliminærerne var sluttet. Under denne Våbenstilstand blev Slesvig styret af 3 Kommissærer, en dansk (Tillisch), en preussisk og en engelsk.
Ved Udrustningen i 1849 blev Hammer atter udkommanderet med Fregatten „Thetis“, denne Gang med kaptajn Secher som Skibschef. Foruden „Thetis“ blev tre Fregatter og en Korvet samt Dampskibet „Geiser“ beordret til Nordsøen, for under Kommandørkaptajn Steen Billes Kommando at overtage den vanskelige Blokade af Elben, Weseren og Jahden, og denne Gang blev Blokaden godt gennemført.
Et i 1848 af Tyskerne planlagt Forsøg på at befri sig for den besværlige Blokade, blev i 1849 til Virkelighed, idet tre armerede Dampskibe den 4. juni i næsten stille Vejr kom dampende ud fra Weseren. De satte Kurs efter Korvetten „Valkyrien”, kaptajn Polder, for at afskære den, der lå i temmelig stor Afstand fra de andre Skibe. Tyskerne begyndte Skydning på så stor Afstand, at den blev uden Virkning. Valkyrien søgte at nærme sig Helgoland, hvor der lå to danske Fregatter, som dog på Grund af det stille Vejr kun kunne nærme sig langsomt. Efter at Kanonaden havde varet et Par Timer, kom „Geiser" til Undsætning, og da de tyske Skibe så denne, flygtede de indefter; ved Weseren blev de afskårne af „Thetis“ og „Rota“ og måtte derfor søge Ly i Elben.
Hammers Tjeneste i Fregatten „Thetis“ i 1849 blev ikke af lang Varighed. På Grund af det store Tab af Mandskab, Marinen havde lidt ved at Besætningerne fra „Christian VIII“ og „Gefion” var taget tilfange, kneb det med at få Besætning til Linieskibet „Skjold", som var under Udrustning. I den Anledning blev Hammer beordret til over Land at afgå til København med en Transport, der bestod af to Officerer, 2 Kadetter og 13 Mand, som skulle danne en Del af „Skjolds" Besætning.
O. C. Hammer afgik med sin Transport d. 16. april om Formiddagen fra Fregatten „Rota", indskibet i den lille Postjagt „Marie Margrete", i hvilken Bekvemmelighederne var yderst sparsomme. Han provianterede på Helgoland for 3 Dage og satte Kursen imod Fanø. Om Natten friskede det op med stiv Kuling af NNV og svære Snebyger, som bevirkede, at Jagten måtte klodsrebe og stå vester ud.
Den 17. april bedagedes Vejret noget. Jagten krydsede nu op mod List, men hen ad Aften så Luften meget truende ud, og de svære Snebyger tog fat påny. Mandskabet var en Del forkommet, da de om Natten havde måttet søge Læ i Lasten på den fugtige Ballastsand. Hammer bestemte sig derfor til at løbe ind i Listerdyb for Natten og ankre ved Siden af den der liggende Korvet „Valkyrien“, hvis Chef gav Tilladelse til at hele Transporten overnattede i Korvetten.
Den 18. april blæste det med stormende Kuling af NNV, som gjorde det umuligt at krydse ud. Hammer var ked af de mange Forsinkelser på Rejsen og besluttede nu at fortsætte indenom øerne Fanø, Manø og Rømø, til trods for, at Dybden i de herværende Løb ikke tillod Postjagten at passere denne Vej. Den blev altså detacheret, så snart den havde bragt Transporten over til Rømø Sønderland. Med Assistance fra Toldkontrollør Bøyer på Rømø lejede Hammer en Evert, som var så lavtgående, at den kunne passere gennem en Del af Løbet og i alle Tilfælde kunne hales så langt op på Grunden, at man kunne vade i Land.
Først efter ialt 4 Dages Rejse i Sne og Kulde, og tildels i åben Båd, nåede man endelig så vidt, at man d. 20. april kunne gå i Land i Sønderho på Fanø, hvorfra Transporten i rekvirerede Vogne kørte til Nordby, hvor Mandskabet indkvarteredes. Med Vogne gik det nu videre over Jylland via Varde-Grindsted Dal Kro. Da de kom til Randbøl Hede, erfarede de af en Bonde, at Fjenden den foregående Dag havde taget Kolding og var rykket Nordpå.
Da Hammer tænkte sig Muligheden af, at Vejen gennem Jylland kunne være afskåren, lod han en Hest sadle, afleverede sine Depecher til den ældste Officer i Transporten, løjtnant Lüders, forklædte sig som Bonde og red hurtig i Forvejen, for at erkyndige sig om Fjendens Stilling. Han fandt Vejen åben og nåede Vejle Kl. 11.30, medens Resten af Transporten kom Kl. 13.30.
Hammer meldte sig her til Kommandør Schultz, som rådede ham til at søge til Århus, for derfra at gå med Dampskibet „Iris” til København. Vejen gik nu videre via Horsens og Skanderborg. Transporten ankom uden videre Vanskeligheder til Århus d. 22. april om Morgenen. Næste Morgen tidlig afgik Transporten til København, hvor den ankom Kl. 07.45.
Da Hammer meldte sig i Marineministeriet, fik han Ordre til at overtage Kommandoen over Sluppen „Larsens Plads“, der var armeret med to små Falkonetter (finkalibreret kanon), og afgå med denne til Eskadren ved Elben, hvor den skulle gøre Tjeneste som Tender hos Eskadrechefen. (Tender = et mindre fartøj, som betjener større skibe, der ikke kan gå til kaj).
Den 28. april 1849 afgik han fra København. Med sit lille Fartøj bragte han Post mellem Eskadren og Christianssand, og så vidt Pladsen tillod, bragte han tillige Proviant og Vand til Eskadren, løvrigt krydsede han dels ved Vesterhavsøerne, dels udenfor Elbens Munding, hvor han undertiden alarmerede Befolkningen ved at lade sine Falkonetter høre, når en forbipasserende Sejler ikke ville vise sit Flag, men til egentlig alvorligt Brug egnede den lille Slup sig ikke. Hammer var dog henrykt ved i sin unge Alder at have sin Vimpel hejst i sit eget Skib, i stedet for at fungere som 4de eller 5te kommanderende i en af Fregatterne.
Ny Våbenstilstand blev sluttet 10. juli 1849 og Blokaden
blev hævet d. 11. august 1849. Derefter gik „Larsens Plads“ sammen med den
øvrige Blokadeeskadre til København, hvor den blev oplagt.
KRIGEN
I 1850 - BESÆTTELSEN AF NORDSTRAND OG PELVORM
Medens Hammer i 1848 og 1849 mest var henvist til den betydningsfulde, men kedelige og trættende Blokadetjeneste, fik han i 1850 en langt interessantere Opgave, idet han tildels selvstændig kom til at virke på Slesvigs Vestkyst. Forinden vi går over til en Skildring af denne Virksomhed, skal Krigsbegivenhederne i dette år kort berøres.
Under den ny Våbenstilstand havde Slesvig-holstenerne spillet Herrer i Holsten. De havde samlet en Hær på ca. 30,000 Mand under Anførsel af den preussiske General Willisen. De havde udskrevet Skatter i Slesvig og vist Opsætsighed imod den der indsatte lovlige Myndighed. Til trods for at Hæren måtte betragtes som en Oprørshær var den dog velorganiseret, idet den i det væsentlige bestod af veluddannede tyske Frivillige, heriblandt en Mængde Preussere. Efter Freden i Berlin forlod de fremmede Tropper Sønderjylland, og nu var det den danske Hærs Opgave at genoprette sin Myndighed i Slesvig og at bekæmpe Oprørshæren. Da denne ikke, som i de tidligere Krigsår, havde hele Det tyske Forbund bag sig, kunne man nu håbe på en lykkelig Udgang af Kampen.
Straks efter at Freden i Berlin var undertegnet, (d. 2. juli 1850) overskred General Willisen Ejderen og satte sig fast i Sønderjylland. Samtidig rykkede den danske Hær under Generalmajor Krogh ind Nord fra, og Krigen begyndte. Flåden udrustedes i Løbet af juli Måned og blev under Steen Billes Kommando beordret til Østkysten af Slesvig til Støtte for Hæren. Den 17. juli tog danske Skibe Femern i Besiddelse, og d. 21. juli blev oprørernes Dampskib „v. d. Tann“ ødelagt i Neustadt-bugten af Dampskibet „Hekla“, kaptajn Suenson.
Den danske Hær samledes ved Flensborg og drog imod Oprørshæren. I Dagene 24—25. juli led denne, i det blodige Slag ved Isted, et så føleligt Nederlag, at den over Hals og Hoved måtte flygte og søge Skjul bag Ejderen, medens den danske Hær besatte Dannevirke og Linien fra Eckernførde på Østkysten til Frederikstad på Vestkysten. I flere Måneder stod Hærene overfor hinanden ved Ejderen, uden at der forefaldt andet end Forpostfægtninger. Den 12. og 13. september fandt en større Kamp Sted ved Mysunde, som endte med at de fjendtlige Tropper måtte trække sig tilbage med store Tab.
Da Planen om at omgå den danske Hær på Østsiden af Slesvig dermed måtte opgives, bestemte General Willisen sig til at foretage et større Angreb på Frederikstad, for ad denne Vej at omgå den danske Hær. Også disse Angreb, som foretoges i Dagene d. 29. september til d. 4. oktober, mislykkedes. Byen forsvaredes med stor Dygtighed af den heltemodige Oberstløjtnant Helgesen, og efter 6 Dages Kamp med et forholdsvis stort Mandefald, måtte Willisen opgive Angrebet og trække sig tilbage.
Endnu forefaldt der en Del Forpostfægtninger uden afgørende
Betydning, og i januar måned 1851 genoprettedes Freden. Det lå i Forholdenes
Natur, at Kampene i det væsentlige faldt på den østlige Del af Slesvig, hvor de
kæmpende danske Afdelinger i de derværende Fjorde kunne få god Nytte af Flådens
Skibe og Kanonbåde.
FORHOLDENE
På VESTKYSTEN
På Vestkysten lagde de udstrakte marskegne store Vanskeligheder i Vejen for Troppernes Bevægelse. Imellem Kysterne og de udenfor liggende Vesterhavsøer findes udstrakte Grunde (Vatterne), der yderst sparsomt er gennemfuret af mindre Sejlløb, som kun kan passeres af lavtgående Fartøjer, og i Reglen kun i Flodtiden. Disse Grunde bevirker, at selve Fastlandskysten kun er tilgængelig på ganske få Steder. Da Vesterhavsøerne er vanskeligt tilgængelige, og Oprørerne i 1850 ikke havde nogen egentlig Flåde, havde man ikke tænkt sig, at der behøvedes noget dansk Marineforsvar af større Betydning i disse Farvande. (Vesterhavsøerne ligger i en Udstrækning af ca. 15 danske Mil udenfor Slesvigs Vestkyst, fra Fanø i Nord til Halvøen Ejderstedt i Syd. De vigtigste Øer er Fanø, Manø, Rømø, Sild, Føhr, Amrum, Pelvorm og Nordstrand. Befolkningen på de sidstnævnte, sydligste Øer var i Hovedsagen tysk, på de nordligste så godt som udelukkende dansk. På Sild og Føhr fandtes en Del Folk med separatistiske Ideer, der gav sig Udslag i Tilslutning til Tanken om at danne en slesvig-holstensk Stat; men Hovedmængden af Befolkningen såvel som den beskikkede Øvrighed var som Regel loyale og gode danske Borgere. Fra Nordsøen fører forskellige Dyb ind til Øerne og Fastlandet. Af disse har dog kun „Listerdyb” og „Smaldyb“ større Betydning, da de andre kun kan passeres af Småfartøjer med et meget ringe Dybgående. Listerdyb fører mellem Rømø og Sild ind til den for pålandsstorm velbeskyttede Kongehavn ved List og havde tidligere stor Betydning, da det var det eneste Sted fra Skagen til Elben, hvor større Skibe kunne søge beskyttet Ankerplads. Det var der, Kong Christian IV i sin Tid indesluttede en stor hollandsk Flåde. Smaldyb er et ret dybt, men kroget Løb, som Sydvest fra fører ind til Øen Føhr med Flækken Wyk, den største By på Øerne).
Til Højstkommanderende på Vestkysten beordredes, ligesom det foregående år, Kommandørkaptajn Ellbrecht og til Næstkommanderende hos denne Sekondløjtnant O. C. Hammer. De afrejste fra København d. 24. maj og ankom til Fanø d. 27. maj, hvor Hovedstationen etableredes. Om denne Rejse henvises til følgende Brev af 6. juni fra løjtnant Hammer til hans Fader: „Kære Fader! Efter nu at have opholdt mig her på Stationen i 10 Dage, siden d. 27. maj, har jeg haft meget travlt med Organisationen af 4 armerede Fartøjer eller Jagter, og Ordningen af de militære Foranstaltninger på Øen i det Hele taget, vil jeg fortælle Dig og Søstrene lidt om min Rejse herover og Opholdet her.
Den 14. maj rejste jeg, som I ved, med Diligencen om Aftenen tilligemed min Chefkommandør Ellbrecht, en Kanoner og en Tømmermand. Rejsen gik overalt meget behageligt. Mandag den 27. maj ankom vi til „Nordby“ på „Fanø“, hvor vi blev indkvarterede. Kommandøren og jeg tæt ved hinanden, da vi tog alle vore Måltider sammen. Han er særdeles flink og forekommende i enhver Henseende, og vi komme overordentlig godt ud af det sammen. Jeg bestyrer så godt som udelukkende hele det udvendige Arrangement og fører al Kommando, medens han passer sine Skriverier og Regnskaber. Jeg tror også, at jeg er bleven ham særdeles godt anbefalet, og at han har fuld Tillid til mig. — Foruden vor Søstyrke!! have vi et mobilt Halvbatteri (4 Stk. 6 skålpund Kanoner) og en halvhundrede kongelige Artillerister, under Overfyrværker Schellerup. Når Krigen begynder får vi også Infanterister til Øen.
Tiden er knap, da jeg i morgen tidlig i al Stilhed afgår med min Jagt „Abelone“ på en Rekognoscering Sydpå, inden om Øerne, helt ned til „Ejderstrømmen “, dels for at undersøge Stemninger og Tilstande forskellige Steder, dels for at knytte Forbindelse med den danske Sag hengivne Mænd, for at få dem til at underrette os om Alt, hvad der forefalder Syd på. Jeg skal anløbe alle de sydlige Øer og ende i Højer, i det slesvigske på Fastekysten. Når jeg kommer hjem fra denne Tur, håber jeg at finde Brev fra mit Hjem. Min Adresse er Fanø pr. Varde. Hils nu mine Søskende, Lemvighs i Esbønderup og andre Bekendte...fra din hengivne Søn, sign. O. C. Hammer."
Det var ikke store Styrker Ellbrecht havde at råde over. Foruden 4 Stk. 6 Punds Feltpjecer med tilhørende Ammunitionsvogne og Betjeningsmandskab havde han 50 Matroser til Besætning på to armerede 23 Fods Chalupper og 7 Everter, som han rekvirerede på Stedet. Ellbrecht indgav straks Betænkning om, at han, for at føre et fuldstændigt Forsvar over Øerne, måtte have ca. 10 Kanonchalupper og en Troppestyrke på ca. 300 Mand Infanteri, nogle Espingoler, transportable Feltstykker og nogle få Kavalerister, men efter sin Ankomst til Fanø erklærede han, at Forholdene endnu ikke var så udviklede, at han fandt det nødvendigt staks at skride til så betydelige Forsvarsforanstaltninger. (Espingoler var en dansk opfindelse; et hurtigskydende våben, et slags “forlademaskingevær”).
Den 14. juli, kort før Fjendtlighedernes Genoptagelse, ankom
Korvetten „Flora“, Kaptain van Dockum, der var udrustet som Kadetskib. Efter at
Kadetterne var sendt hjem, fik Korvetten Station på Vestkysten, med Ordre til
at støtte Kom. Ellbrecht, når denne rykkede frem mod Syd. Da „Flora” på Grund
af sit Dybgående var fuldstændig afskåret fra at benytte de indre Løb, var dens
Betydning i alt væsentligt reduceret til det moralske Indtryk, som en
Orlogsmands Tilstedeværelse altid gør. Nogle Kanonchalupper ville i denne
Henseende have gjort betydelig større Virkning. Mærkeligt nok fastholdt Kom.
Ellbrecht sine ovenanførte Udtalelser med Hensyn til Kanonchalupperne. Vel
erkendte han at nogle Kanonbåde og lavt stikkende Dampskibe ville være ham til
mere Nytte end de større Orlogsskibe, men han håbede dog at få Øerne i sin Magt
med den Styrke, han rådede over. Endnu så sent som 14. august frarådede han
Udsendelsen af Kanonbåde, fordi disses Passage gennem Agger Kanalen var både
besværlig og vovelig. Til trods for denne Udtalelse bestemte Marineministeriet
sig dog til at udsende 6 Kanonchalupper. De afgik fra København d. 16. august,
men kom, på Grund af Vanskeligheder i Limfjorden og ved Agger, først til List
d. 8. september. Som vi senere skal se, blev denne Forsinkelse årsagen til, at
Kom. Ellbrechts Fremrykning imod Syd måtte udsættes Gang efter Gang. Foruden
den ovennævnte Styrke beordredes Dampskibet „Gejser“, kaptajnløjtnant P. Wulff,
og den lille Dampbåd „Vikingen”, løjtnant S. Lund, til at melde sig hos Kom.
Ellbrecht; den sidste for at være til Tjeneste for Kanonbådene.
DE
Af SECONDLØJTENANT HAMMER STILLEDE OPGAVER OG DERES UDFØRELSE
Endnu nogen Tid før Fjendtlighederne begyndte nemlig 6. juni 1850, fik Hammer Ordre til med den armerede Evert „Abelone” at afgå Syd efter på Vestkysten for så snart som muligt at knytte Forbindelser på Øerne og ved Kysten, at indhente Efterretninger om Stemninger og Tilstande samt at undersøge Farvandene, dog således, at man så vidt muligt undgik at vække Opsigt eller Opmærksomhed.
Han afgik d. 9. juni fra Fanø og anløb følgende Steder: Rømø Listerdyb, Føhr, Amrum, Husum, Heveren samt til slutning Højer. Overalt samlede han Oplysninger af Betydning for den danske Sag og satte sig i Forbindelse med de Personer, som vakte ubetinget Tillid. Han fik det arrangeret således, at man fremtidig fik Underretning om alt, hvad der passerede af Interesse på Øerne og i Farvandene samt tildels på Fastlandet, hvor man dog måtte være særlig forsigtig, fordi Friserne næsten alle var hadefulde imod de danske og ivrige Slesvig-holstenere.
Den 17. juni vendte Hammer tilbage og afsendte Dagen efter
en udførlig Rapport med mange værdifulde Oplysninger, hvoriblandt Navnene på
adskillige oprørske Embedsmænd, blandt hvilke fandtes en Del Præster og en Del
tysksindede Toldembedsmænd. Som fuldt pålidelige danske Mænd skal bl. a. nævnes
Toldkontrollør Bøjer fra Rømø, Toldkrydsbetjent Niels Hansen, Listerdyb,
Ahrends fra Amrum og Masorsky fra Heverstrømmen samt i Højer, hvor Stemningen
var stærkt delt, to gode danske Mænd, Købmand N. Petersen og Apoteker Nagel, med
hvilken sidste Hammer sluttede et Venskab, som varede hele Livet.
STATIONEN
VED HØJER
Den 2. juli afsejlede Hammer fra Fanø på en særlig Ekspedition, hvortil han var beordret af Marineministeriet. Den foretoges med den armerede Evert „Abelone“ og en armeret Chalup med en Besætning af 15 Mand. Han havde Ordre til at tage Station ved Højer og i Farvandene omkring denne By. Han skulle derfra iagttage, hvad der foretoges af det tysksindede Parti, samt om Insurgenternes Kanonbåde optrådte i Farvandene. Samtidig skulle han søge at indvirke på den danske Stemning. Det overlodes ham at vende tilbage til Stationen uden nærmere Ordre, så snart Omstændighederne gjorde dette ønskeligt, f. Eks. for at proviantere eller indhente nye Ordre. Endvidere fik han Ordre til at rapportere direkte til Marineministeriet samt til sin Chef Kom. Ellbrecht.
På Grund af Storm blev Rejsen forsinket, først d. 5. juli kunne han indtage den befalede Post. I Højer var Stemningen som nævnt, men efter at Byen fra d. 19. juni var bleven besat af ca. 200 Mand svenske og norske Tropper, blev Forholdene nogenlunde rolige. De Embedsmænd, som bevisligt havde virket i Insurgenternes Tjeneste, blev afsat, men man frygtede dog i Byen for, at de fremmede Troppers Afmarch skulle fremkalde Uroligheder. Man henvendte sig derfor til Hammer med Anmodning om indtil videre at okkupere Byen. Dette turde Hammer dog ikke indlade sig på uden Bemyndigelse fra sine Overordnede, da han var bange for derved at foregribe Våbenstilstandens Bestemmelser. Han sendte Forespørgsel om Sagen til Bestyrelseskommissionen for Hertugdømmerne, der lod den gå videre til den kommanderende General, som svarede, at en Besættelse af Højer i ethvert Fald først måtte ske d. 16. juli, og at Hammer efter Besættelsen måtte gå frem med den største Forsigtighed, da Forholdene endnu ikke tillod at bedømme, når, hvorledes og hvor stor en Styrke der kunne sendes til Vestkysten. Efter Modtagelsen af den kommanderende Generals Skrivelse anmodede Hammer Komm. Ellbrecht om Forstærkning af Mandskab og fik den armerede Evert „Mette Cathrine” samt en Toldkrydser, men samtidig fik han at vide, at yderligere Forstærkning ikke kunne afses.
Så længe Stationen blev holdt udfor Højer, benyttede Hammer Lejligheden til at skaffe sig yderligere Oplysninger om Befolkningen på Vestkysten og særlig om Friserne, der næsten alle var stærkt påvirkede af præsterne i tysk Retning. Hammer fik blandt andet at vide, at to store Vognladninger med Våben og Ammunition allerede i 1848 var ankommet til Højer Syd fra for at fordeles til de tysksindede Frisere. Fra Komm. Ellbrecht fik Hammer at vide, at Ellbrecht havde fået Ordre til at underlægge sig den kommanderende General og at rykke Syd efter på Øerne omtrent samtidig med, at Hæren rykkede Sydpå. I den Anledning var et Kompagni på 269 Mand under Major Hommel beordret til at melde sig hos Kom. Ellbrecht.
Hvor stor Tillid Hammer og hans lille Flok allerede havde indgydt de loyale Beboere derovre, fremgår af, at Herredsfogeden i Tønder kom med en Forespørgsel til Hammer om at afgive Assistance til Undertvingelse af et Oprør i Byen, en Anmodning, som dog måtte afvises af samme Grund som den, der hindrede Højers Besættelse. Efter at de fremmede Tropper var draget bort d. 14. juli holdt Hammer sig derfor i passende Afstand fra Byen for ikke at give Tyskerne noget at hænge deres Hat på. Under d. 13. juli bemyndigede Marineministeriet Hammer til at besætte Byen med den ham underlagte Styrke, såfremt der ikke fra anden autoritær Side var givet ham modsat Ordre.
Da Tiden for de fremmede Troppers Afmarch nærmede sig, var det øjensynligt, at Nervøsiteten hos de danske Embedsmænd i Højer tog Fart. Den øgedes ved at der kom Underretning om, at fire tyske Gendarmer var ankommet til Tønder. De var kommet for at afhente udskrevet tysk Mandskab, men blot Rygtet om, at de var i Tønder, var tilstrækkeligt til at flere af de danske Embedsmænd blev bange for at vise deres danske Sindelag.
Lørdag den 13. juli fik Hammer arrangeret en Sammenkomst i
Ballum (ca. 2 Mil Nord for Højer) med de danske Embedsmænd og N. Petersen og
Nagel fra Højer for at rådslå om, hvilke Foranstaltninger der burde tages, når
de fremmede Tropper næste Morgen Kl. 05 afmarcherede fra Byen. Man besluttede,
at Embedsmændene skulle blive i Funktion, og for at støtte dem blev man enige om,
at der skulle oprettes en Sikkerhedsvagt bestående af loyalt sindede Borgere.
Medens disse Forhandlinger stod på, blev der meldt: „en Orlogsmand i Sigte
udfor Listerdyb”. Hammer blev derfor nødsaget til at forlade Mødet for at tage
til List med sin Chalup. Det viste sig, at Orlogsmanden var den danske Korvet
„Flora“, som dog atter stod til Søs indtil næste Dag. Hammer tog derfor med
Chaluppen tilbage til Ballum, hvor han ankom ved Midnat. Da han hørte, at Mødet
havde været ret resultatløst, skyndte han sig tilbage til Højer for at opmuntre
de forknytte Embedsmænd og påse, at de nødvendige Foranstaltninger blev udført.
HØJERS
BESÆTTELSE
Søndag den 14. juli. Ved Ankomsten til Højer Kl. 03 Morgen fandtes intet foretaget. Embedsmændene var slagne af en panisk Skræk og i færd med at flygte. Herredsfoged og Toldinspektør var ikke til at berolige. De flygtede til Flensborg foran de svenske Tropper, og efter dem fulgte hele det øvrige Embedspersonale samt mange af de mest loyale Indbyggere, der ganske naturligt blev forskrækkede ved at se den altopgivende Måde, hvorpå deres Øvrighed optrådte. Den eneste Embedsmand, som blev i Højer, var den tysksindede Toldkontrollør Thiel, som den foregående Dag havde nægtet af aflevere Kassen, der nu måtte fratages ham ved militær Assistance.
Apoteker Nagel havde gjort alt for at berolige den svage Øvrighed og havde stillet sit Hjem til Disposition for alle de Embedsmænd, som ingen Bolig havde i Byen. Hammer tilrådede Nagel at forlade Byen, da alle de øvrige drog af, men han ville ikke flygte og søgte foreløbig Tilflugt i Hammers Skibe. Da alle, der ville flygte, var flygtet og der ikke syntes at være mere at gøre ved Hammers personlige Nærværelse, forlod han Byen Kl. 06 Morgen og tog tilbage til Ballum, hvor hans Skibe lå til Ankers og ventede på Forløsningens Dag, - „d. 16. juli“ - da man havde Lov til at betræde Slesvigs Jord.
Fra Chefen for Fanø Stationen blev Hammer stadig manet til Forsigtighed. I den sidste Rapport (af d. 14 juli), som Hammer havde ladet afgå til Ellbrecht, skriver han blandt andet: „Jeg har taget de fornødne Forholdsregler for over Emmerslev (ca. 3 Fjerdingvej N. V. for Højer) at få Underretning om alt, hvad der passerer. Efter min Mening er der ingen Tvivl om, at de danske Embedsmænd lod sig forskrække bort af de 4 Gendarmer, der kom til Tønder for at hente udskrevet Mandskab.
De tysksindede i Højer uspredte en Mængde Rygter, men det er min Overbevisning, at de ikke har i sinde at foretage noget alvorligt Skridt. På de Oplysninger, som jeg får i morgen Aften, beror det, om jeg ser mig istand til at udføre Generalkommandoens Ordre af d. 12. juli. Hvis jeg besætter Højer d. 16., kan Deres Højvelbårenhed være overbevist om, at der skal være taget sådanne Forholdsregler, at intet risikeres."
Mandag den 15. juli foretoges forskellige for Besættelsen af Højer nødvendig Arbejder, der fyldtes Vand og Proviant, „Cathrines“ Mandskab og Kanoner blev bragt ombord i „Abelone” og „Mette Cathrine“ detacheredes til Fanø. Abelone og Chaluppen gik til List, hvor man assisterede med at bringe Korvetten „Flora” til Ankers i Listerdyb. Om Aftenen ankrede Hammers Styrke på Flakket S. O. for „Jordsand" imellem List og Højer; Højer By ligger ca. 1/2 Fjerdingvej fra Havet, Husene lå dengang samlede i Form af et Rektangel. Kirken lå på Torvet ved den sydlige Udkant af Byen. Fra Kirketårnet var der en fortrinlig Udsigt over Land og Hav. Byens Mølle lå lidt NV. for Byen ved en til Stranden førende Vej. Hovedadgangsvejen gik fra Tønder over Møgeltønder og „Snurombroen“ til Byens østlige Udkant. Fra Nordsiden af Byen gik en Vej i nordlig Retning over Emmerlev og Hjerpsted til Ballum og videre til Ribe. Fra Højers Sydside, omtrent ved Kirken, gik en Vej i S. S. østlig Retning over „Hjørnebro“ til Rudbøl og Rosenkrands, den fulgte Marskgrænsen og løb omtrent parallel med Højer Kanal, der havde sit Udløb ca.- 1/2 Fjerdingvej Syd for Byen. Kanalen var forsynet med en Sluse, som regulerede Vandafløbet fra Marsken.
Tirsdag den 16. juli. Højers Besættelse gik imod Forventning fuldstændig roligt og stille af. Kl. 24 om Natten blev der purret ud i Hammers lille Styrke, og Kl. 00.30 om natten afgik Chaluppen med 24 Mand og de to danske Mænd, Apoteker Nagel og Toldkontrollør Bøjer, som begge havde søgt Tilflugt i Skibene, den sidste for at være til Disposition som eventuel Toldembedsmand. Ekspeditionen gik i land på Ebben Nord for Emmerlev, hvor Hammer fik Melding om, at alt stod fredeligt til i Højer. Styrken marcherede derefter i den lyse Nat langs med Stranden til Højer. Efterhånden faldt det ind med tyk Tåge. Ved Ankomsten til Højer Mølle Kl. 03, blev en mindre Styrke detacheret for Nord om Byen at gå til „Snurombroen“ og afkaste samt besætte denne. Senere blev Diget barrikaderet med Harver, så at Passage om Natten var umulig, medens Broen om Dagen kunne gøres passabel for Høst- og Arbejdsvogne. Resten af Styrken marcherede Vest fra ind i Byen og besatte Diget til nordre Sluse. Hammer lod derefter to oprørske Toldassistenter arrestere og sætte ombord i „Abelone“. Den tidligere nævnte tysksindede Toldopbebørselskontrollør Thiels, blev arresteret og tvunget til at aflevere sin Kasse og sine Papirer imod Kvittering, men medens dette stod på, så han sit Snit til at undslippe gennem et Bagvindue. Toldassistent Bøjer blev nu af Hammer indtil videre ansat som Opbebørselskontrollør.
Det danske Flag blev straks efter Ankomsten vist fra Kirketårnet, hvor Udkig blev placeret. Vagten blev sat i et Hus på Torvet med Vagtstue i Sprøjtehuset. Forposter blev udstillet på de to Veje, der fører imod Øst og Syd, med Ordre til at anholde alle både ud -og indpasserende.
De værste Slesvig-holstenere i Byen mødte efter Ordre hos Hammer og udviste en sømmelig og rolig Optræden. For at berolige Stemningen blev der bestilt Kvarter til 500 Mand i Byen, og fem Heste rekvireredes til Patruljetjeneste om Natten. Til Assistance ved Patruljetjenesten meldte sig frivilligt Honoratiores fra By og Omegn, og ved deres Hjælp Patruljeredes hele Omegnen fra Tønder til Rudbøl adskillige Gange hver Nat. To Stk. 6 skålpund Haubitser blev bragt i land og anbragt på Foraksler med Vognhjul, så at de hurtigt og let kunne transporteres. De blev om Natten anbragt på Diget og om Dagen på en Bakke kaldet „Bjerget". En enkelt af de den 14de flygtede Embedsmænd kom tilbage og blev indsat i sine Funktioner.
Onsdag d. 17. juli. Alt gik sin rolige Gang. Posterne afløstes hver anden Time og Patruljer udsendtes hyppigt. Der blev stort Røre i Byen, da der gik et Rygte om at bevæbnede slesvig-holstenske Matroser var kommet og havde slået sig ned i Omegnen. Det viste sig at være falske Rygter.
Torsdag d. 18. juli. Kl. 02 Morgen blev der alarmeret ved hyppige Geværskud Sydfra. Alt hvad der kunne undværes fra Posterne kom på Benene, og en fordelagtig Stilling blev indtaget ved „Sielen Sluse“. Patruljerne udsendtes til „Nordersluse“, hvor Geværskuddene blev ved at falde tæt, men intet kunne ses på Grund af tæt Tåge. Kl. 03.30 lettede Tågen, og så snart Fjenden så den udsendte Patrulje og de kørende Haubitser, forsvandt de hurtigst muligt.
Det havde ikke undgået Hammers Opmærksomhed, at Byens Indvånere led stærkt under den bitre Stemning, der herskede imellem de to Partier, som hver for sig søgte at ophidse hinanden ved Forhånelser, Drillerier og Bagvaskelser. Da der var kommet en Proklamation fra Kongen til Slesvigerne, med Ordre til om muligt at oplæse den for Befolkningen, sammenkaldte Hammer Mænd af alle Klasser til et Møde, hvor Proklamationen oplæstes. I denne påbød Kongen udtrykkelig Mildhed og Retfærdighed i alle Forhold. Hammer påviste, hvorledes Fred, Ro og Tilfredshed i Byen ville vende tilbage, så snart begge Parter kunne række hinanden Hånden og slå en Streg over tidligere Mellemværende. Han havde den Tilfredsstillelse, at adskillige af Byens Borgere efter dette Møde lovede hinanden at gøre, hvad de kunne, for at gensidig Fordragelighed kunne opretholdes.
Fredag d. 19. juli Kl. 04 Morgen blev der alarmeret påny. 10 tyske Gendarmer var trængt frem Syd fra til hvor de åbnede Ilden imod de danske Forposter. Efter nogen Skydning trak de sig tilbage. Stemningen i Højer syntes efter Gårsdagens Hændelser at være betydelig bedre. Begge Partier var rolige og tilsyneladende tilfredse. Selv de værste Oprørere rettede sig roligt efter udstedte Befalinger. Tjenesten gik sin sædvanlige Gang med Afløsning af Posterne hver anden Time, men det var tydeligt at se, at Besætningen var for lille, og at det i Længden ikke ville kunne gå uden Forstærkning. En sådan var begæret såvel fra Fanø som fra Hovedkvarteret. Fra Fanø blev der meldt alt i Orden til at rykke Syd efter, man ventede kun på noget Infanteri, som var lovet, men endnu ikke ankommet. Fra Hovedkvarteret kom der Meddelelse om, at man endnu ikke kunne sende Landtropper til Vestkysten. Blandt Vanskelighederne ved Okkupationen var den, at Byen var så godt som blottet for Embedsmænd, og særlig savnedes en Politiøvrighed til Ordning af Indkvarteringsforholdene m. m.
I Løbet af Dagen fik Hammer Underretning om, at tyske Gendarmer om Natten Nordfra ville overmande og tage den Chalup, som benyttedes til Forbindelse med „Abelone”, der lå til Ankers på „Jordsand” Flakket. Komplottet blev meget nemt forhindret, idet Chaluppen fik Ordre til at lægge sig ud til hvor den forblev om Natten.
Søndag d. 21. juli. Herredsfoged Detlefsen samt de øvrige Embedsmænd, der var flygtet fra Byen d. 14. juli, kom tilbage og overtog deres Funktioner. I Løbet af Dagen kom der Melding om, at Insurgentdampskibet „Kiel“ d. 20. juli havde vist sig i „Smaldyb“ og at tre tyske Kanonbåde stod „Heveren“ ind til Husum By. Disse Bådes Nærværelse i Farvandene indenfor Øerne var til stor Gene for den danske Styrke på Vestkysten, fordi Ellbrecht og Hammer ikke havde en eneste Kanonbåd at stille op imod dem, og Ellbrecht ikke kunne gå over til de sydligere liggende Øer, så længe de tyske Kanonbåde var Eneherrer i Farvandet. De tyske Kanonbådes Besætning blev angivet til 150 Mand, og da Hammers Styrke endnu kun udgjorde 20 Mand og to kørende Haubitser, ville det være en let Sag for Insurgenterne at gøre Landgang og bemægtige sig Højer By eller andre betydningsfulde Punkter på Kysten. For så vidt muligt at sikre Højer herimod, lod Hammer sit Mandskab indtage en god Forsvarsstilling udfor det sandsynlige Landgangssted og havde 4 bespændte Vogne holdende parat for at sikre sig en hurtig Retræte, såfremt han af Overmagten skulle blive tvungen til at vige. Sine Fartøjer lod Hammer straks dirigere Nord på til Kolby, hvor de var i Sikkerhed for Kanonbådene. Al Forbindelse Sydpå blev standset.
Hammer henvendte sig endnu engang om snarlig Assistance såvel til Fanø Stationen, som til et dansk Troppekorps, der d. 22. juli var ankommet til Tønder. Fra dette Sted sendtes løjtnant v. Hallas d.23. om Eftermiddagen til Højer med en Forstærkning af 104 Mand, af 1ste Krigsreserve. Denne Undsætning kom overordentlig tilpas for Hammers lille Styrke, idet det var første Gang siden Højers Besættelse, at såvel han som hans Folk kom af Klæderne om Natten og i en rigtig Seng. Hammer udtaler i en Rapport til Ellbrecht, at hele Mandskabet havde udført den meget anstrengende Tjeneste med god militærisk Disciplin og den største Utrættelighed og årvågenhed. Detachementet under v. Hallas fik allerede d. 27. ordre til at afmarchere til Tønder for at afløse det derværende Detachement, som skulle Sydpå. Han efterlod dog en Underofficer og 10 Mand. Morgenen efter v. Hallas Ankomst, kom der også Undsætning fra Fanø, idet Krydstoldbetjent Masorsky ankom med 13 Mand. Masorsky var en særdeles dygtig og pålidelig Mand, der på Grund af sit store Kendskab til såvel Farvand som Personel, var af uvurderlig Betydning for Hammers lille Styrke. Han blev straks ansat som Befalingsmand ved Styrken og viste sig denne Plads fuldt voksen.
I Løbet af Dagen d. 24. juli sås en af de tyske Kanonbåde at stå op under Kolby, hvor Hammers Fartøjer var bragt hen. Det var uden Tvivl dens Mening at gøre Forsøg på at overmande disse Fartøjer. Hammer rykkede derfor til vogns Nordpå med Masorsky og et Detachement af Soldaterne. Ved Hjerpsted Bakker var det ikke muligt at holde Styrken skjult for Kanonbåden, og så snart man fra denne havde set danske Soldater, vendte den om og stod straks tilbage til List.
Den 25. juli fik Major Hommel Ordre fra Kom. Ellbrecht til
at marchere til Strandby. Her blev han med 200 Mand indskibet til Juvre på
Rømø, medens Resten af hans Styrke overførtes til Fanø. Det var Ellbrechts
Hensigt d.29. juli at gå med Styrken fra Rømø til List, for derfra at besætte
Øen og sørge for Ro og Orden på denne ø, men en fjendtlig Kanonbåds
Tilstedeværelse ved List forhindrede Landgang her på denne Dag. Den 31. juli om
Aftenen indskibedes Tropperne påny. Overgangen lykkedes og d. 1. august gik
Styrken i land ved List, hvorfra den blev fordelt på Øen. Major Hommel blev
udnævnt til Kommandant på Sild. En af hans Opgaver var at forhindre enhver
Forbindelse imellem Insurgenternes Kanonbåde og Øen. Komm. Ellbrecht opslog sit
Hovedkvarter i Kejtum By. Hammers Styrke var den 26. juli på 1 Underofficer og
12 Jægere og 2 Underofficer og 27 Matroser; ialt 3 Underofficer og 39 menige.
AFVÆBNING
AF FRISERNE
Efter således at have fået en betydelig Forstærkning af Mandskab og Underretning om, at Ellbrecht d.26. juli var afgået til med størsteparten af sin Styrke, begyndte Hammer at udvide sin Virksomhed. Som ovenfor nævnt havde han fået Underretning om at Vognladninger med Våben og Ammunition var fordelt imellem de tysksindede, og særligt blandt Friserne. For ikke at blive faldet i Ryggen, var det derfor nødvendigt at afvæbne Beboerne, som ved flere Lejligheder havde vist, at de var Slesvig-holstenere, og at de ikke ville respektere de danske Autoriteter.
Han foretog derfor Strejftog til Omegnen og tvang Beboerne af Gårde og Byer til at udlevere, hvad de havde af Våben m. m.
Indenfor Diget i de herliggende Marskegne havde Beboerne en Del Både, kaldet Binnendigsbåde, som særlig blev benyttet i de derværende store Søer og Kanaler. Disse Både kunne let blive farlige for den lille danske Styrke ved et eventuelt Angreb på denne, medens de kunne blive af stor Betydning for Ellbrecht ved eventuel Overførelse af danske Tropper til de sydlige Vesterhavsøer. Hammer lod derfor alle Binnendigsbåde fra Rudbøl og Omegn optage og føre til Højer, hvorefter han underrettede Ellbrecht om, at det fornødne Transportmateriel var tilstede. Da det senere viste sig, at Ellbrecht ikke havde Brug for Bådene, blev de leveret tilbage til deres Ejermænd.
Oprørerne, som havde forsøgt at rejse Landstormen og
organisere sig imod Hammers Styrke, var naturligvis i Fyr og Flamme i Anledning
af disse Strejftog, og de blev det endnu mere, da der blev udspredt Rygter om,
at de danske ville gennemføre en tvungen Udskrivning til den danske Hær og
Flåde. I den Anledning opstod der en formelig Panik imellem de unge Mennesker,
så at de flygtede over Hals og Hoved eller gemte sig på de mest mærkværdige
Steder. Hammer søgte naturligvis på det kraftigste at imødegå disse Rygter og
udstedte en Bekendtgørelse, som blev sendt rundt til Befolkningen og hvori
disse Rygter på det kraftigste blev dementeret.
SAMARBEJDE
MED HÆREN
Den 27. juli blev Kaptain Thalbitzer af den kommanderende General beordret til Højstkommanderende i Tønder, med Ordre til at vedligeholde Forbindelsen med Eskadren på Vestkysten. Han anmodede derfor Hammer om daglig at sende sig Rapport om Begivenhedernes Gang. Der udviklede sig her igennem et betydningsfuldt Samarbejde imellem disse to Autoriteter, idet der fra Detachementet i Tønder udsendtes Afdelinger for at assistere ved Strejftogene til Afvæbning af Befolkningen, og kun ved disses Hjælp lykkedes det at gennemføre Sagen. En af de største Vanskeligheder forårsagedes ved de udstrakte Marskegne, hvor Grøfter, Kanaler og Diger afløste hinanden, så at man kun ved lokalt kendte Folks Hjælp kunne finde Vej. Med lejede Vogne kørte Hammer med sin lille Styrke og sine to Haubitser fra den ene By til den anden og fra den ene Gård til den anden. Enkelte Steder bestilte han Kvarter til en stor Styrke, andre Steder, hvor han troede, at der var en fjendtlig Styrke i Nærheden, stillede han hele sin Styrke op i en lang Forpostkæde og lod dem vise sig snart her, snart der. Ved en anden Lejlighed tændte han om Aftenen en større Vagtild med en lang Række mindre Blus, så at Fjenden måtte tro, at det havde en betydelig Styrke foran sig. Friserne var rasende, og Hammer fik at vide, at man forskellige Steder havde rottet sig sammen for at få fat på ham død eller levende. Snart gik Strejftogene til fjerne Steder og snart til nærliggende Byer og Gårde, så Fjenden var aldrig sikker på, hvor han var og hvorhen Toget skulle gå. Hvor han kom, jagede han Landstormen fra hinanden, afsatte oprørske Embedsmænd, der lod sig imponere af hans djærve, selvsikre Væsen og indsatte, efter Forhandling med Autoriteterne kongetro, dansksindede Embedsmænd. Efterhånden satte han en sådan Skræk i Slesvig-holstenerne, at Rygtet herom forplantede sig langt ned i Tyskland.
Det vil føre for vidt at følge Hammer på disse Strejftog, af hvilke flere havde et ret eventyrligt Forløb. Her skal det kun nævnes, at det, med Assistance fra Detachementet i Tønder, lykkedes at gennemsøge og afvæbne alle Byer, Koger og Halliger Syd for Højer til Sydvesthjørne og Dagebøl samt ind i Landet til Aventoft By, og heriblandt det vanskelige Terræn omkring Gudskog Sø. Den 7. august ophørte disse Strejftog til Afvæbning af Befolkningen, idet den ny Amtmand Grev A. Reventlow ønskede, at de endnu i Beboernes Værge værende Våben blev forlangt afleverede gennem Tønder Amt. Ialt blev der taget 1 Jernkanon, 500 Geværer og andre Skydevåben, deriblandt en Del gamle Militærgeværer, en Del gode franske Karabiner med Bajonet og Stenlås, henved 800 Spyd og Pikke samt en Del Sabler m. m. som alle blev indbragt og afsendt til Tønder og Flensborg. Endvidere blev der fundet en Del af det bortflygtede tyske Mandskab, blandt hvilke flere blev taget til Fange. De måtte møde hos Hammer i Højer og blev betragtet som Fanger, såfremt de ikke ville underskrive et Revers med Forsikring om deres fremtidige loyale Opførsel, Hørighed og Lydighed til den danske Konge og Krigsmagt.
Stemningen blandt Friserne blev Dag for Dag roligere, da det viste sig, at Historien om tvungen Udskrivning til den danske Hær og Flåde var Opspind. Flere af de bortflygtede var allerede vendt tilbage, og man ventede at flere ville følge efter. Stemningen imod de danske var størst i Nærheden af Højer, men den blev betydelig bedre, når man kom så langt bort fra denne By, at de tysksindede herfra ikke havde kunnet indvirke på Stemningen.
De fjendtlige Kanonbåde var som nævnt til stor Gene for den danske Styrke; de var på en Måde Eneherskere over de indre Farvande. De viste sig snart her snart der, uden at det fra dansk Side var muligt at jage dem bort. Forskellige Steder gik de i land for at proviantere, hente Vand og lignende, samt for at indhente Oplysninger om de danske Kanonbåde. Da det var muligt, at de med deres store Mandskab ville gøre Landgang og sætte sig fast enten på Øerne eller på Fastlandet, var det nødvendigt stadig at holde Øje med deres Færd. Flere Gange foranledigede de, at der blev gjort blind Alarm forskellige Steder på Kysten, men som Regel forføjede de sig bort, så snart de så danske Matroser eller Soldater i Nærheden.
Efter at Korvetten „Flora“ var ankommen til List, trak Kanonbådene sig tilbage Syd efter og holdt til ved Føhr, hvorfra de havde en let Overgang til Havnene ved Sydvesthjørne og Dagebøl på Fastlandet, som begge måtte regnes for gode Provianteringssteder.
Den 30. juli fik Hammer fra særdeles pålidelig Kilde Underretning om, at der fra Oprørernes Side var bestilt 100 Vogne for at transportere et Detachement på 800 Mand Nord efter. Disse Tropper, hed det sig, ville blive sat i Land fra et Dampskib en af de nærmeste Dage. Skønt Hammer ikke kunne tænke sig andet end at hele Historien var bluff, gik han dog, af Forsigtighedshensyn, med en temmelig stærk Patrulje Sydpå, og fik Tilsagn fra Kaptain Thalbitzer om, at et Detachement skulle sendes herned for at være i Nærheden, såfremt Landgang skulle forsøges. Begge Patruljer havde Ordre til at give det Udseende af, at de skulle afvæbne nærliggende Gårde og Byer. Ved at forhøre på Stedet fik Hammer Bekræftelse på, at de nævnte Rekvisitioner var udsendt, men Ekspeditionen blev aldrig iværksat.
DIVERSION
IMOD SYDVESTHJØRNE OG DAGEBØL
Af en Skrivelse fra Komm. Ellbrecht af 10. august fik Hammer at vide, at Komm. Ellbrecht agtede at besætte Føhr Natten imellem søndag d. 11. og mandag d. 12. august eller så snart derefter som ske kunne. For at støtte dette Foretagende, anså Hammer det for gavnligt at foretage en Diversion på et Par Dage til disse Havne for derfra at alarmere Insurgenternes Kanonbåde og hendrage deres Opmærksomhed ad denne Kant. Efter at have givet Komm. Ellbrecht Underretning om denne Plan, samt om, at han ville opholde sig der i to Dage, inden hvilken Tid han gik ud fra, at Besættelsen af Føhr ville være udført, tog Hammer d. 11. august Kl. 14. derned med så stort et Kommando, som kunne undværes fra Højer, samt de to Haubitser. Endvidere fik han efter Aftale med Kaptain Thalbitzer Løfte om Assistance til Gennemførelse af Ekspeditionen, idet løjtnant Schou havde Ordre til med et halvthundrede Jægere at besætte Nybøl, herfra ville han let kunne komme til Sydvesthjørne og Dagebøl, hvortil Afstanden ikke er mere end ca. 1 1/4 Mil. Nærmere Aftale angående denne Assistance skete ved mundtlig Samtale, og Mødested fastsloges. Da Hammer kom hertil, fandtes der dog ingen Soldater, og da han havde ventet i nogen Tid, drog han videre med sin egen Styrke og lagde sit Mandskab i Kantonnement for to Dage i Sydvesthjørne. Han alarmerede nu på forskellig Måde, særlig om Natten, så at Kanonbådene, som lå i Føhrleje og ved Wyk, måtte blive opmærksom herpå. Hammer skriver i sin Rapport: „det ville have været en let Sag at iværksætte en Overgang herfra til Føhr, men de 30 Mand, som jeg havde at råde over, var for lille en Styrke til at vove noget sådant, og de 50 Jægere, som jeg ventede som Forstærkning, udeblev." I Havnen ved Sydvesthjørne lå en Del Fartøjer, som kunne have været benyttet til Overfarten. De blev foreløbig beslaglagt, men atter frigivet, da det viste sig, at Overgangen til Føhr af Komm. Ellbrechts Styrke ikke blev til noget.
Over Land fik Hammer den gunstige Efterretning, at Tønning og Frederikstad var besat af danske Tropper, så Udsigterne til en Landgang Syd fra blev herved endnu ringere. En dansk Toldkontrollør blev indsat i Toldembedet på Stedet; det tyske Flag ved Toldstedet blev konfiskeret, og det danske Splitflag hejstes.
Den 12. august red Hammer til Nybøl for at få Grunden til Detachementets Udeblivelse at vide. Det viste sig senere, at årsagen var en Misforståelse af den mundtlige Aftale. På Vejen hjem så Hammer på Afstand en fjendtlig Patrulje, og var derved, ene som han var, kommet i en ret vanskelig Situation. Den ville let kunne have taget ham til Fange, og hvis han havde taget Flugten, ville den uden Tvivl have sat efter ham, men han holdt stille et Øjeblik og så sig tilbage, hvorefter han red lige op imod dem, hvad der sikkert har indgivet Patruljeføreren den Tro, at han havde flere bag sig, thi den forføjede sig hurtigt bort. Da der ikke var mere at udrette i Sydvesthjørne tog han med Størstedelen af sine Folk tilbage til Højer, idet han efterlod nogle Jægere til Beskyttelse af Toldstedet og det danske Flag.
Den 14. august fik Hammer en Skrivelse fra Komm. Ellbrecht, hvoraf følgende er et Uddrag: „Det er mig en Behagelighed at være overdraget af Marineministeriet, at tilkendegive Hr. løjtnantens Ministeriets Tilfredshed med den Iver og Konduite, hvormed De har varetaget Deres Pligter."
Det er en Selvfølge, at Modtagelsen af denne Skrivelse var en stor Tilfredsstillelse for Hammer, men samtidig indeholdt den en Meddelelse om, at Komm. Ellbrecht havde forespurgt den kommanderende General, om Hammer måtte blive afløst fra Højer, da han mente, at Armeen selv fra nu af burde besætte dette Punkt, så at Hammer kunne træde tilbage i sin tidligere Stilling som Næstkommanderende hos Komm. Ellbrecht. Resultatet af denne Henvendelse blev mærkelig nok den, at Hammer fik Ordre fra den kommanderende General til at forlade Højer og med den ham underlagte Styrke melde sig hos Oberst Scheppelern i Husum. Denne Ordre, som var dateret d. 15. august, kom dog først Hammer ihænde d. 20. august
Den 15. august fik Hammer Meddelelse fra kaptajn Thalbitser om at Sydvesthjørne blev beskudt af Kanonbådene, og at der forventedes Landgang. I den Anledning var løjtnant Schou med sin Styrke ilet de ved Kysten værende Jægere til Undsætning. Kaptajn Thalbitser havde givet ham Ordre til, såfremt der blev gjort Landgang, at trække sig tilbage imod Nybøl, men at indtage sin tidligere Stilling, såfremt der ingen Landgang fandt Sted. Straks efter Modtagelsen af denne Efterretning ilede Hammer påny til Sydvesthjørne. En Kanonbåd havde den 14. beskudt det Dige, bag hvilket Jægerne havde taget Stilling, men uden at anrette nogen Skade. Den 15. Kl. 06 Morgen fornyedes Angrebet, denne Gang af to Både, men da det viste sig, at de danskes Tapriffel-Skytters Projektiler nåede Kanonbådene, trak disse sig hurtigt tilbage. Da Angrebet således var afslået, tog Hammer samme Aften tilbage til Højer. Han fik her Melding om, at der blev tilført de fjendtlige Kanonbåde Proviant over Digerne imellem Borg og Sydvesthjørne. Efter en Konference med kaptajn Thalbitser blev der derfor iværksat en patruljering såvel Dag som Nat af hele dette Dige, dels fra Kommandoet i Højer og dels fra Sydvesthjørne-, samtidig lovede kaptajn Thalbitser indtil videre at holde de to for Marinen såre vigtige Punkter, Sydvesthjørne og Dagebøl, besat. Man var derved kommet så vidt, at hele Fastlandskysten fra Højer til Dagebøl var afspærret for de fjendtlige Kanonbåde.
Den 17. august meddelte Hammer konfidentielt kaptajn Thalbitser, at Overgangen til Føhr nu var bestemt til at gå løs ved Hjælp af Dampskibet „Gejser“ og Korvetten „Flora“. Meningen var at disse to Skibe med Tropperne ombord skulle afgå fra List d. 17. august, gå udenom Sild, Føhr og Amrum for gennem „Smaldyb“at gå i land ved Sydspidsen af Amrum og ved Wyk. Men heller ikke denne gang skulle det lykkes at besætte disse Øer, da Vejret faldt ind med stormende Kuling. Af denne Grund blev Indskibningen af Tropperne udsat fra d. 17. til 23. august. Komm. Ellbrecht gik selv med den største Styrke ombord på „Flora“. Den 24. sejlede Skibene fra List og stod Syd på imod Smaldyb men måtte atter stå til søs. Først den 30. august indkom Korvetten Flora igen til List efter at have kæmpet imod svære Storme, i hvilke Soldaterne havde døjet meget under Søsygens Kvaler. Efter denne mislykkede Ekspedition, besluttede Komm. Ellbrecht at afvente Ankomsten af den ovennævnte Kanonbådsdivision, som under Kommando af kaptajnløjtnant E. A. Wulff var afgået fra København d. 16. august
Dampskibet „Gejser” blev beordret til at afgå til Agger for at afhente Bådene. På Grund af uroligt Vejr og andre Vanskeligheder blev Styrken dog først samlet ved d. 9. september, hvorefter Bådene, slæbt af Vildanden, gik til Højer for at komplettere Besætningerne og proviantere. Med den således samlede Styrke lykkedes det endelig den 17. september at fordrive de fjendtlige Kanonbåde og at besætte Føhr. Under et Forsøg på med „Gejser“ at afskære de fjendtlige Kanonbådes Tilbagetog, udspandt der sig en Artillerikamp imellem disse, hvorved der var en Del sårede på begge Sider, men ellers ingen Skade af Betydning. Det lykkedes de fjendtlige Kanonbåde at undkomme Syd efter. (Angående de nærmere Omstændigheder ved denne Kamp, henvises til Generalstabens Værk: „Den dansk-tyske Krig 1848—1850. Pag. 1366).
Efter således at have gjort Rede for den endelige Besættelse af Føhr vender vi tilbage til Hammers Virksomhed. Jagten „Birthe Karines” Forlis. I det urolige Vejr som i Tyverne af august indtraf på Vestkysten og som ovenfor nævnt på flere Måder generede Komm. Ellbrecht i hans Fremrykning mod Syd, indtraf udfor „Højerløbet“ et Forlis, som nær havde kostet Besætningen Livet. Om dette Forlis og Mandskabets vanskelige Bjergning skriver Hammer i Rapport til Komm. Ellbrecht følgende: Højer d. 20. august 1850. „I går indstrandede Jagten „Birthe Karine” af Mandal. Skipper Møller. Skipperen var i land for at sælge Lasten, da Tov og Kæde sprang og Jagten kom på Grund på Højerløbets nordre Side; Søen brød over Skibet, ingen Jolle var ombord, Nødsignal vajede fra Toppen, og dersom Mandskabet ikke skulle omkomme i den svære Stormflod om Natten, måtte det bjerges ved Ebbetid. Et mislykket Forsøg på at komme derud gjordes Kl. 15 af Skipperen. Da Vejret om Aftenen snarere tiltog i Voldsomhed, måtte der gøres alt for at redde Mandskabet. Kl. 5 sendte jeg Kvartermester Stephensen med 4 frivillige Folk og Skipper Møller ud til Sønderhoe Galease, som var fortøjet i Havnen, for med dennes Storbåd at gøre alt for at nå ud.
Jeg tvivlede dog straks om, at Forsøget ville lykkes, da Søen udenfor ville bryde temmelig tværs på Fartøjet og fylde det; jeg tog derfor et Par Heste på Stedet, spændte dem for en Binnendigsbåd, og kørte den over Land vesten for Byen, til jeg havde Jagten lige i Vindøjet. Jeg tilligemed kvartermester Bruun og 6 Mand satte så Båden i Vandet og med den yderste Anstrengelse arbejdede vi os igennem Bråd og Brand, indtil det efter to Timers Forløb lykkedes os at nå op under Boven af det forulykkede Skib, og med Guds Hjælp bjærge Besætningen, bestående af Styrmanden og to Mand. Jagten, som i morges var kastet højt op på Stranden Nord for Byen, er Vrag; Ladningen, bestående af Tømmer, er bjerget.
Mandskabet, både den Del, der var med mig og det, der på Grund af ugunstige Omstændigheder ikke nåede at bjerge Besætningen, fortjener min varmeste Anbefaling for deres Anstrengelse og Livsfare, uden hvilket det havde været umuligt at redde de tre Menneskers Liv. På Grund af deres rosværdige Forhold tillader jeg mig at fremsende Deres Velbårenhed en Navneliste på bemeldte Mandskab. Skipper Tøgersen af den Sønderhoe Galease nægtede på det bestemteste at udlåne sin Båd til at redde de tre Menneskers Liv, hvorfor mine Folk måtte tage den med Magt. Jeg har ladet ham sætte under Tiltale for hans nedrige Opførsel." Underdanigst, O. C. Hammer, for tiden Højstkommanderende i Højer.
Da der ikke kom noget Resultat af denne Henvendelse, skrev Hammer igen d. 10. november til Komm. Ellbrecht om Sagen og bad ham om at indstille de 6 Mand, der havde reddet Besætningen til Redningsmedaljen eller Medaljen for ædel Dåd. Der udviklede sig derefter en Korrespondance om Sagen, i hvilken Hammer på det bestemteste fastholdt, at Bjergningen havde været forbunden med Livsfare.
Ministeriet meddelte, at det var villigt til at indstille een eller to af de 6 Mand til Medaljen for ædel Dåd, men at det ikke så sig istand til at andrage på, at Medaljen tildeltes samtlige Deltagere, hvortil Hammer svarede, at det var ham umuligt at udpege een eller to af det Mandskab, som havde reddet Besætningen, til en sådan Udmærkelse, thi de havde alle taget lige Del i Bjergningen og de var alle særdeles flinke og pålidelige Mænd, som fuldt ud fortjente en Belønning.
Resultatet blev, at Marineministeriet under 28. december tilskrev Hammer som følger: „Af en Indberetning fra Kommandørkaptajn Ellbrecht har Ministeriet med megen Påskønnelse erfaret den Raskhed og det Mod, som Hr. løjtnanten med en Del af det Dem underlagte Mandskab har udvist ved Bjergningen af 3 Mand fra den norske Jagt Birthe Karine, der d. 19. august dette år forliste på det nordre Brohoved ved Højer, og Ministeriet føler sig opfordret til at tilkendegive såvel Hr. løjtnanten, som det Mandskab, der dels forsøgte og dels deltog i Bjergningen, sin særdeles Tilfredshed med det ved denne Lejlighed viste raske og uforfærdede Forhold.“
Denne Bjergning blev den sidste af Hammers Virksomheder omkring Højer. Den 20 Kl. 22.00 Aften modtog han Generalkommandoens Ordre til at gå Sydpå. Efter at have instrueret Apoteker Nagel og Købmand Petersen angående Tjenestebreves Besørgelse m.m., afgik han d. 21. august med den ham underlagte Styrke, bestående af 30 Søfolk, til Husum og meldte sig til Oberst v. Schepelern. De fra Kommandanten i Tønder i sin Tid detacherede 13 Jægere fik Ordre fra Kaptain Thalbitzer til foreløbig at blive i Byen under Kommando af en Sergent. Endvidere efterlodes nogle Everter og en Båd til eventuelt Afbenyttelse som Postbåde.
Da Hammer meldte sig hos Oberst v. Schepelern viste han denne den Ordre, han havde modtaget fra Komm. Ellbrecht, der blandt andet gik ud på, at Hammer skulle søge at bevæge Obersten til at lade Nordstrand og Pelvorm besætte fra Husum, hvorved de fjendtlige Kanonbåde, når Føhr var besat, ville miste deres sidste Tilholdssted i Farvandene imellem Fanø og Ejdersted. Hammer udtalte, at han med en Styrke på 100 Mand ville kunne besætte begge Øerne og afslå eventuelle Landgangsforsøg fra Kanonbådenes Side, da sådanne på Grund af Farvandenes Beskaffenhed kun kunne etableres på enkelte forud kendte Punkter, hvor fast Vagt kunne anbringes. Hammer udtalte endvidere som sin Mening, at Komm. Ellbrecht nu, da Vejret havde bedaget sig, muligvis allerede den følgende Dag ville besætte Føhr. Hammer anmodede endvidere Obersten om, at de to små Havne Okholm og Bungsiel på Fastlandet Nordvest for Bredsted måtte blive besat fra Husum for også her at umuliggøre det for Insurgenterne at have Kommunikation med Fastlandet. Obersten udtalte sig for den udkastede Plan og gav Ordre til, at en Styrke på 1 Officer og 70 Mand med de fornødne Underofficerer og Korporaler skulle afgives til Hammer samt at Okholm og Bungsiel skulle besættes.
Hammer rådede altså nu, foruden sine 30 Matroser, over en Styrke af 70 Infanterister, som var sat under Befaling af løjtnant Penick. Hammer tog derefter til Frederikstad for at hilse på Oberstløjtnant Helgesen og fik gennem denne udleveret en Toldvæsenet tilhørende Sejljolle, som Hammer havde god Brug for på sit forestående Togt til Nordstrand og Pelvorm.
For at forhindre, at Underretning om den forestående Besættelse af Øerne skulle nå derover, afskar man al Forbindelse imellem Husum og Farvandet udenfor denne By. Til Troppernes Overførelse lagde Hammer Beslag på 3 Everter, som lå i Husum Havn.
Den 24. august Kl. 05 om Morgenen drog den samlede Styrke afsted og besatte Nordstrand uden at møde Modstand. Øen erklæredes i Belejringstilstand, Vagter udstilledes og forskellige Forsigtighedsforanstaltninger toges. Øen afvæbnedes snarest muligt, 48 Stk. Bajonetgeværer, 94 Stk. Hellebarder, 154 Stk. Lanser samt en Del Jagtgeværer toges og afsendtes til Husum. Landfoged Stemann og Toldkontrollør Hansen var flygtet fra Øen. Forholdsregler til Øens Bestyrelse og Ordens Oprettelse blev taget i direkte Forbindelse med Regeringskommissær Davids i Husum. En lille holstensk Krydser var i Stormen d. 19.august kastet i land på Nordsiden af Øen. Mandskabet var flygtet, men Skibets Inventarium, Sejl, Anker, Tovværk m.m. fandtes skjult i et Pakhus ved Norden Havn, og blev gjort til Bytte. De to Everter og Sejljollen blev forlagt til Norden Havn og blev flittig benyttede til Rekognosceringstjeneste. Ved Norden Havn blev endvidere fundet en splinterny 3 skålpunds Kanon med Affutage, som senere kom til at gøre Gavn imod Insurgenterne. Alle Udgangs- og Tilflugtssteder på Øen blev besat. En Udkigsstation blev anbragt i en af Møllerne, og Bavner med Tjæretønder blev rejst Øen rundt.
På Grund af det vedvarende stormfulde Vejr kunne Pelvorms Besættelse ikke, som Hammer havde tænkt sig, foretages straks om Natten til d. 26., men den 27. henad Aften bedredes Vejret så meget, at Hammer bestemte sig til at foretage Overgangen. Kl. 5 Em. begyndte Indskibningen fra Norden Havn i de to Everter og Sejl jollen. Der indskibedes ialt 70 Mand foruden Hammer og løjtnant Penick.
Da man nærmede sig Havnen ved Østersiel (Pelvorms Østkyst), så man, at der havde samlet sig en stor Mængde Mennesker på forskellige Steder af Diget, samt at Vogne kørte frem og tilbage med mange Folk. Hammer mente derfor, at det var urigtigt at løbe lige ind i Havnen, hvor man ville blive udsat for Beskydning under Udskibningen. Han lod derfor Sejljollen holde gående udenfor Havnen, medens han med Everterne gik Nord på og foretog Udskibningen på Pelvorms nordøstlige Kyst. KL 21.30 om Aftenen besatte man et her liggende Dige uden at møde Modstand og marcherede derfra videre til Byen og Havnen, hvor Folkehoben havde spredt sig. Ved Havnen havde der været tændt en Del Lygter, som dog alle blev slukkede, da Styrken gik i land. Beboerne forsvandt til deres Huse, og det viste sig, at Embedsmændene ikke var at finde i deres Hjem. De kunne imidlertid ikke være kommet bort fra Øen, da Storm havde forhindret enhver Overgang med Båd. Der blev straks udsendt Patruljer Øen rundt; Overgangsstedet til Halligen Hoge blev besat, og de Både der fandtes langs Kysten blev bragt til Havnen i Østersiel.
Den følgende Morgen blev Landrådet sammenkaldt og Øen erklæret i Belejringstilstand. Den danske Regering anerkendtes og de fornødne Befalinger særligt vedrørende Øens Afvæbning blev udstedt. Embedsmændene udeblev også ved denne Lejlighed. Hammer udstedte derfor en Bekendtgørelse, som oversat på tysk blev fordelt på Øen, hvorefter de pågældende under Straffeansvar opfordredes til at melde sig.
Denne Bekendtgørelse virkede efter sin Bestemmelse, idet samtlige Embedsmænd frivillig meldte sig hos Hammer i Sielen. Landfoged Feldmann opførte sig som et rasende Menneske og erklærede på det bestemteste aldrig at ville anerkende Kongen eller hans Regering, forhånede også i sine Udtryk Kongen og hans Repræsentanter, hvorfor han øjeblikkelig blev arresteret og fremsendt til Kommandantskabet i Husum som Arrestant. Hammer skriver om ham: „Da bemeldte Feldmann er godt anskrevet i Almindelighed, er han at anse som en yderst farlig Person, som aldrig mere bør komme til Øen, såfremt man ønsker at opretholde Kongens Autoritet”. Landfogeden og hans Hustru blev af Civilkommisær Davids efter Forhør hos denne straks sendt til Flensborg, hvorfra de blev dirigeret videre til Lybæk.
Pastor Kuhl til „Neue Kirke“ erklærede med beskeden Oprigtighed at det stred imod hans Samvittighed og Overbevisning at anerkende Kongen af Danmark og hans Regering. Han ville derfor en af de første Dage blive fremstillet i Husum til videre Besørgelse, men Hammer gav ham Håb om på Grund af hans åbne og oprigtige Fremfærd uden videre Arrestation at få Pas for at rejse til Tyskland, hvilket Hammer indstillede til Civilkommissær Davids Afgørelse. De øvrige Embedsmænd, nemlig Toldopbebørselskontrollør Hansen samt en Digefoged og en Landsskriver underkastede sig alle og anerkendte den danske Konge og hans Regering.
Den 30. august modtog Hammer en Skrivelse fra Oberstløjtnant Helgesen, hvori det meddeltes, at det fjendtlige Dampskib „Kiel" endnu var stationeret ved Schulpersiel (Sydsiden af Ejdermundingen) samt at der her tillige fandtes en Del Pramme og Både, så det ville være en let Sag for Fjenden at foretage en Landgang ved Tønning (Nordsiden af Ejderen), der kun var besat af et Kompagni danske Tropper, ligesom de om Natten let ville kunne landsætte Spioner og Agenter, der kunne ophidse Befolkningen til Ulydighed imod de lovlige Autoriteter. For at forhindre dette anmodede han Hammer om snarest muligt at ekspedere en Skrivelse til Chefen for Nordsøeskadren, hvori denne blev anmodet om hurtigst muligt at lade Ejdermundingen afspærre. Denne Skrivelse blev samme Dag over Hoge sendt til Kom. Ellbrecht. Da de Folk, som var sendt afsted med denne Skrivelse, kom tilbage, fik Hammer at vide, at Amrum og Føhr endnu var i Insurgenternes Magt. Endvidere fik han Oplysning om at Besætningen i Kanonbådene fornylig var forstærket til 60 Mand pr. Båd, og at Insurgenterne desforuden havde 4 Krydsere, hver bemandet med 10 Mand, samt at disse Krydsere som Regel førte dansk Flag for at vildlede de danske.
Besættelsen af Nordstrand og Pelvorm havde vakt Betænkelighed såvel hos Overkommandoen som i Krigsministeriet. Dels skønnede man, at Foretagendet i sig selv ikke var nødvendigt, dels forudså man, at Besætningen let ville komme i en udsat Stilling, så at man kunne blive nødsaget til yderligere Detacheringer, som ville svække den på Fastlandets Vestkyst opererende Styrke. Når Overkommandoen ikke fra først af modsatte sig Foretagendet, var Grunden den, at man i Hovedkvarteret anså Føhrs Besættelse som umiddelbart forestående og derfor ikke ville nægte den af Komm. Ellbrecht attråede Samvirken, så meget des mere som man antog, at Foretagendet allerede var kommen til Udførelse, inden Kontraordren kunne indtræffe.
Overkommandoen tilkendegav under 2. september Oberst Schepelern disse sine Anskuelser og udtalte blandt andet, at Korpset måtte stræbe hen til en successiv Koncentrering af dets Kræfter, samt, om Lejlighed tilbyder sig, især om ikke Føhrs Besættelse snarest finder Sted, måtte opgive både Pelvorm og Nordstrand som aldeles uvæsentlige Punkter, hvis Besiddelse til sin Tid vil falde af sig selv. Disse Udtalelser blev af Oberst Schepelern meddelt Hammer, hvem der tillige affordredes en Udtalelse om, når Kommandoet i Okholm og Bungsiel kunne inddrages.
Den 3. september indløb Melding fra Tønning om, at Dampskibet „Kiel“ var gået til ankers i Ejderens Flodleje samt at der syntes at være en ikke ubetydelig Troppestyrke ombord. Ligeledes var en Jagt, der lå tæt ved Dampskibet, stærkt bemandet. Dagen efter kom der Meddelelse om, at „Kiel“ var lettet og stod udefter med en Båd på Slæb. Efter at have vekslet nogle Skud med de danske Kystvagter ved Katingsiel og Vollerwiek (Ejderens nordlige Kyst), var de gået vester ud. Disse Efterretninger blev snarest sendt Hammer såvel direkte fra Korpset som fra Oberstløjtnant Helgesen, og da Korpset frygtede, at der fra Fjendens Side var tilsigtet et Angreb på Nordstrand og Pelvorm, blev det gentagende indskærpet Hammer at iagttage den største Forsigtighed, så at de på Øerne værende Kommandoer ikke blev kompromitterede.
Disse Meddelelser vakte selvfølgelig Betænkeligheder hos Hammer. Imod Kanonbådene alene mente han sagtens at kunne holde Stand, men derimod ikke imod et kombineret Angreb af Landtropper og Kanonbåde, der med Fordel ville kunne udføres samtidig på to langt fra hinanden liggende Steder af Øen. Han besluttede derfor at rømme Øen. Forinden Afrejsen sammenkaldte han Landrådet, for hvilket han forkyndte, at man, da Ro og Orden nu herskede på Øen, og i Forventning om, at alt for Fremtiden ville gå sin lovlige Gang, ikke længere anså det fornødent at bebyrde Øen med militær Besætning. Den 4. september Kl. 10 om Aftenen afgik Kommandoet fra Øen og landsattes Kl. 24 Midnat på Nordstrand.
I sin Indberetning herom til Oberst Schepelern udtalte Hammer, at han på Grund af Farvandenes Beskaffenhed sikkert ville kunne holde Nordstrand med sin nu samlede Styrke — 130 Mand — uden at kompromittere noget, og at det var ønskeligt om Okholm og Bungsiel kunne holdes besat, indtil Føhr var kommet i vor Besiddelse. At dette måtte ske snart, mente han givet, da man var underrettet om, at 6 danske Kanonbåde var undervejs.
løvrigt udtalte Hammer, at det var hans Agt, når han havde fået Vished for, at vore Kanonbåde var i Farvandet, atter at besætte Pelvorm for om muligt at støtte deres Operationer. Den alarmerende Efterretning om, at Dampskibet „Kiel“ var gået ud af Ejderen med Landgangstropper ombord, viste sig at være blind Alarm. De formodede Landtropper var en Snes Matroser, som blev sendt til Komplettering af de fjendtlige Kanonbådes Besætninger, og den Jagt, som „Kiel“ ifølge Rapporten havde haft på Slæb, viste sig at være et Fartøj fra Amrum, som Fjenden havde taget med Magt for at benytte det som Postfartøj.
Hammers Plan om at forny Besættelsen af Pelvorm mødte dog, trods hans gentagne, indtrængende Anmodninger, et bestemt Afslag fra Korpsets Side, og det blev under d. 12. september meddelt ham, at han skulle rømme Nordstrand, så snart de fjendtlige Kanonbåde ikke længere var i Farvandet. Fra Kom. Ellbrecht modtog Hammer den 6. september Ordre til uopholdeligt at skaffe 4 dygtige Lodser, samt at afgive 15 Matroser af hans Kommando. Disse blev samme Dag over Land sendt til Højer for at være klar til at gå ombord i de danske Kanonbåde ved disses Ankomst dertil.
Forskellige uheldige Omstændigheder bevirkede, at det stadig trak ud med Føhrs Besættelse. Som ovenfor nævnt fandt denne først Sted d. 16. september Hammer fik dog ikke Underretning herom før d. 18. om Eftermiddagen, han afgik derfor først fra Nordstrand den 19. om Morgenen med hele sin Styrke til Husum, hvor hans Infanteristyrke samt Besætningerne i Okholm og Bungsiel atter stødte til deres Kompagnier.
Det er ikke til at undres over, at Hammer var ked af den Vending, Sagerne havde taget. Besættelsen af de to oftnævnte Øer var lykkedes over Forventning godt, og en forkert Melding foruroligede Autoriteterne i Land i den Grad, at han blev beordret til at opgive de vundne Fordele. Halvdelen af hans lille Styrke var taget fra ham, Folk, som han havde arbejdet sig sammen med i flere Måneder, som han kendte ud og ind, og som havde vist sig særdeles flinke og pålidelige til den undertiden meget ansvarsfulde Tjeneste, disse Folk skulle han tage Afsked med, og den store Virksomhed, som han selv havde været i lige siden Højers Besættelse, skulle pludselig afbrydes og hvad så? Fra den Højstkommanderende for Korpset fik han Melding om, at hans elskværdige Chef, Oberst Schepelern, var bleven alvorlig syg og var afrejst til København, samt at Oberst Irminger havde overtaget Kommandoen over Korpset.
Til trods for en fornyet Henvendelse fra Kommandør Ellbrechts Side om at få Hammer tilbage til den tidligere Tjeneste hos sig, blev der, nærmest på Oberstløjtnant Helgesens Anmodning, overdraget ham en helt ny Opgave, nemlig med sine 15 Matroser at etablere en Patruljetjeneste i Ejdermundingen for at forhindre enhver Samfærdsel imellem Ditmarskens og Ejdersteds Kyster, idet det havde vist sig, at tyske Agenter og Spioner om Natten søgte Forbindelse denne Vej dels for at ophidse Befolkningen og dels for at spionere.
Ejdersted er den lave Halvø, som imellem Byerne Husum og Frederikstad skyder ud i vestlig Retning, den beskylles imod Nord af Floden Heveren, som danner Farvandet fra Husum Kanal til Vesterhavet, og imod Syd af Ejderen, som i store Bugtninger løber tæt forbi Frederikstad, hvor den optager Trene-floden og fortsætter sit Løb forbi Byen Tønning, hvor Farvandet breder sig samtidig med, at det delvis opfyldes af Grunde. De vigtigste Byer på Ejdersted er Garding, Tating, St. Peder og Ording, af hvilke de to sidste ligger på Halvøens Vestside. På Sydsiden, hvor det særlig gjaldt om at få Patruljering effektiv, ligger Byen Kating med Havnene Katingsiel samt Vollervick og Estersiel. Selve Landet er næsten udelukkende Marsk med de dertil hørende Grøfter og Kanaler, afbrudt af Diger, langs hvilke Færdslen foregår; langs Kysten findes som Regel høje Diger, og på Strækningen Katingsiel til Vollervick ligger Digerne tæt ned til Stranden, medens Sejlløbet går tæt under Land og derfor let kan beherskes af Artilleri anbragt på Diget.
På Ejderens sydlige Kyst ligger Byen Wollersum ca. 1/2 Mil fra Tønning, og noget længere ude — omtrent udfor Katingsiel — ligger Schilpersiel, hvor Fjenden havde en Del Fartøjer og Pramme liggende, som let ville kunne benyttes ved en eventuel Overgang over Floden.
Ved Overkommandoen fandt man, at det trak alt for længe ud med Besættelsen af Føhr, og at der ikke blev lagt tilstrækkelig Kraft på Tilintetgørelsen af Insurgenternes Stridskræfter. Man beordrede derfor den ved Hovedkvarteret ansatte Søofficer, kaptajn, Baron Dirckitick Holmfeld, til den 17. september at afrejse til Vestkysten, sætte sig ind i Forholdene der, konferere med Kom. Ellbrecht, og om fornødent i Overkommandoens Navn at befale ham at rette Hovedoperationerne imod de fjendtlige Fartøjer. Kaptajnen afrejste ufortøvet til Højer, hvor han fik at vide, at de danske Kanonbåde var kommet, at Føhr var besat, og at den fjendtlige Søstyrke var undsluppet, samt at Korvetten „Flora“ efter Ordre var afgået til København. Kaptajnen udtalte ved en Konference med Kom. Ellbrecht som sin Overbevisning, at vore Kanonbåde straks burde vise sig ved Husum, og at nogle måtte gå ind i Ejdermundingen for derved at støtte Hærens højre Flanke. Det sidste Skridt udtalte Kom. Ellbrecht sig stærkt imod, fordi Bådene her ikke ville finde noget Støttepunkt, og fordi Opholdet der i stormende pålands Kuling ville blive alt for risikabelt.
På Hjemrejsen tog kaptajnen tilbage til Slesvig via Frederikstad, hvor han traf Hammer, og med ham diskuterede Spørgsmålet om Kanonbådenes Ophold i Ejdermundingen. Det endte med, at kaptajnen på Overkommandoens Vegne overdrog Hammer at undersøge, hvorvidt de lokale Forhold ved Ejdermundingens nordlige Kyst var således, at Kanonbådene her kunne finde Sikkerhed og Ly uden at falde tilbage på Havnen ved Tønning, hvor de ved Ind- og Udpassage ville kunne beskydes fra Ejderens sydlige Kyst.
Hammer gik straks igang med dette Arbejde og allerede Dagen efter, d. 20. september indsendte han til Chefen for 3die Brigade en Beretning, som med enkelte uvæsentlige Udeladelser lød således: Indberetning om de lokale Forhold i Ejdermundingen:........„For med Nytte og Kraft at iværksætte Patruljeringen, er det nødvendigt, at de to 23 Fods Chalupper, armerede med Haubitser og fornødent Mandskab, bliver, fra Føhr, hvor deres Tilstedeværelse under de nuværende Forhold ikke er af Vigtighed — kommanderede til Katingsiel i Ejderen, ligeledes Sejljollen, som ligger i „Norden Havn“ på Nordstrand. Disse tre Fartøjer må af Dampskibet „Vildanden“ hurtigst muligt bugseres fra Hevermundingen ind i Ejderen.
De fjendtlige Kanonbåde, som sammen med Dampskibet „Kiel“, ligger ved Busum i Holsten, vil til enhver Flodtid — uden at gå ud i åben Sø — kunne løbe op i Ejderen. For at disse Både ikke skal ødelægge vore Fartøjer i Katingsiel, er det nødvendigt, at der anbringes nogle 6 Stk. skålpund Kanoner på Diget ved Wollerwick. På dette Sted er ethvert forbisejlende Fartøj nødsaget til at passere indenfor 5 á 600 Alen fra Diget. Et lille Batteri her vil altså beherske hele Farten på Ejderen; — dertil kan anvendes de 4 Stk. 6 skålpund Kanoner, der under Overfyrværker Schellerups Kommando findes på Føhr, hvor deres Nærværelse for Tiden ikke er af Vigtighed, da Øen under de forhåndenværende Omstændigheder ikke er udsat for noget Angreb.
I Tilfælde af en hurtig Retræte ved et overlegent Angreb på Armeens højre Flanke, kan Kanonerne indskibes på Stedet i Katingsiel, hvor et dertil passende Fartøj altid kan holdes parat, og således retirere søværts uden at udsættes for at falde i Fjendens Hænder og atter indtage deres Stilling på Føhr.
Med Hensyn til det Hverv, der er mig overdraget af Hr. kaptajn, Baron Dirckinck Holmfeld, har jeg undersøgt de lokale Forhold på Ejderens nordlige Bred og erfaret, at Havnen ved Katingsiel, der er forsynet med Bolværk og Dige mod Vest og Sydvest, kan rumme og beskytte 6 Kanonbåde i Tilfælde af Storm, ligesom de også der kan have deres daglige Tilholds- og Provianteringssted.
Det højst ønskelige og vigtige ved at vore Kanonbåde viser sig her i Ejderen, i det mindste i nogen Tid, fremgår af følgende Fakta: for det første ville det forhindre de fjendtlige Kanonbåde og Dampskibet „Kiel” i at understøtte et muligt Angreb på Frederikstad eller Armeens højre Flanke. Dampskibet Kiels fri Rådighed på Ejderen er så meget mere farlig, som der i Schulpersiel ligger en ikke ubetydelig Samling af Fartøjer, som bemandet med Landgangstropper om Natten ganske uformodet kan udføre en Overrumpling på Besætningen i Tønning eller Ejdersted; — for det andet spiller Fjenden så aldeles Herrer på Ejderen, at de kan beskyde og forbyde ethvert Skib under dansk Flag Passage, for det tredje vover man endnu ikke, til stor Skade og Fare for Skibsfarten, at udlægge Lodsgalioten på sin Plads i Ejdermundingen. Skibe, som fra Søen vil løbe Ejderen ind, i Forventning om at få Lods, udsættes derved ofte for at lide Skibbrud; for det fjerde ville en Demonstration af vore Kanonbåde have en for os gavnlig Indflydelse på Fjendens Foretagender og ønskes og ventes som et Foretagende af stor Vigtighed af Overkommandoen i Frederikstad etc..
Sluttelig anser jeg det for min Pligt at indberette, at de fjendtlige Kanonbåde i Havnen ved Busum for Øjeblikket ligger således, at de igennem Nordre Piep kan angribes og ødelægges af vore Kanonbåde, når Dampskibet Gejser på samme Tid afskærer dem Tilbagetoget til Elben, hvilket bliver temmelig let at udføre, da Fjendens Både må forcere igennem et smalt Løb, hvor de ikke kan agere i Forening.
For det Tilfælde, at vore Kanonbåde bliver beordret til Ejderen, afprikker og udbåker jeg i morgen Sanloch, som de da, bugserede af Dampskibet „Vildanden", med Sikkerhed kan gå igennem og dermed forkorte Vejen fra Heverstrømmen til Ejderen fra 4 til 2 Mil over åben Sø”. Sign. Ærbødigst O. C. Hammer.
Disse af Hammer stillede Forslag blev fuldstændig billigede af kaptajn Dirckinck Holmfeld og af Chefen for 3die Brigade, Oberst Irminger, som ved Fremsendelsen af Sagen til Overkommandoen stærkt fremhævede Vigtigheden af, at al Samfærdsel imellem Ejdersted og Ditmarsken blev afbrudt. Ved denne Erklæring kom Hammer i Modstrid med sin Chef, Kom. Ellbrecht, hvad denne tog ret fortrydeligt op.
Overkommandoen billigede ligeledes de fremsatte Forslag og sendte d. 22. september Kom. Ellbrecht de i den Anledning fornødne Ordre samtidig med at den anmodede om, at den til Ejderen bestemte Styrke skulle afgå så snart som muligt, og at Kommandoen over denne blev overdraget til Chefen for „Gejser", kaptajnløjtnant P. Wulff, fordi eventuelle Operationer ikke godt kunne ledes fra Føhr.
Kom. Ellbrecht fremhævede stadig det uforsvarlige i at sende Bådene til Ejderen, men fik d. 26. september en Ordre, hvori det udtales, at Marineministeriet vel erkendte den Risiko, der var forbundet med at stationere Kanonbådene i Ejdermundingen, men at Vigtigheden af, at Marinen understøttede og sikrede Hærens højre Fløj i dens Foretagender, måtte være det overvejende Hensyn, som skulle tages.
Straks efter Modtagelsen af Overkommandoens ovennævnte Ordre af 22. september gav Kom. Ellbrecht Ordre til Kanonbådsdivisionen om at afgå til Ejderen via Husum og til Dampskibene „Gejser“ og „Vildanden“ om at assistere Kanonbådene. Den 27. september ankom Styrken til Ejderen, men da Lodserne erklærede, at der ikke var Plads i Katingsiel Havn til alle 6 Kanonchalupper, når der samtidig skulle være Plads til Dampskibet „Vildanden" og Lasaretskibet „Stadt Tønder", blev de tre Chalupper lagt ind ved Estersiel, som af Hammer var anvist som det næstbedste Tilholdssted for Kanonbådene.
Allerede den 21. september var det lykkedes Hammer at etablere Patruljetjenesten i Ejdermundingen ved Hjælp af sine egne Matroser og to i Rekvisition tagne Småfartøjer. Han selv tog med sine Matroser Standkvarter i Tønning. Tjenstligt blev han underlagt den højstkommanderende over Ejdersted, Oberstløjtnant Lemmick, som Adjudant og maritim Rådgiver.
Batteriet ved Vollervick blev anlagt. Der blev sat al Kraft på at udbedre Nødhavnen ved Katingsiel, og fra Overkommandoen blev Hammer bemyndiget til at rekvirere alt, hvad der måtte være fornødent til de danske Krigsfartøjer såvel med Hensyn til Kul og Proviantering som til Sikkerhedsforanstaltninger.
I Garding var henlagt en ret stor Infanteristyrke, en Del af denne blev af Kommandanten i Frederiksstad beordret til at afmarchere til Katingsiel, for at tjene som Besætning for Kanonbådene og Batteriet ved Vollerviek. (Infanteristyrken i Garding: Den ene af de ved denne Styrke ansatte Officerer var Sekondløjtnant Ferdinand Hammer, Broder til Marineløjtnant O. C. Hammer. Han var en ung rask og dygtig Officer, som ved flere Lejligheder viste, at han var på sin rette Hylde; men der var også en Del Eventyrblod i ham. Efter Krigen søgte han at komme ind i Grænsegendarmeriet, men da dette mislykkedes, drog han til „Ny-Zeeland“, hvor han stiftede Familie og blev til sin Død.)
Den 29. september begyndte den store Kamp om Frederikstad, som skulle blive den afgørende for Felttoget. Efter at Insurgenterne i Kampen ved Mysunde d. 12. og 13. september havde lidt et stort Nederlag, ville General Willisen sætte alt ind på at kaste den danske Hær på dennes højre Fløj. Hovedangrebet blev ført Øst fra, men en ret stor fjendtlig Styrke, bestemt til at demonstrere imod Besætningen i Tønning, marcherede tidligt om Morgenen op ved Wollersum i Ejderen S. V. for Frederikstad. Ved Hjælp af tre større og en Del mindre Både fra Wollersum og Omegn, lykkedes det at sætte Styrken over Ejderen, som her kun var 400—500 Alen bred.
Diget overfor Wollersum var kun besat af en lille Underofficersvagt på 7 Mand. Efter at have afgivet nogle Skud måtte denne lille Styrke trække sig tilbage ad Tønning til, så Overførelsen af Tropperne foregik uden Modstand.
Den Hurtighed, hvormed det var lykkedes Fjenden at iværksætte Overgangen over Ejderen, var kommet meget uventet på vore Kanonbåde i Katingsiel. Man var dog snart kommen på det rene med, at det var umuligt at yde nogen Medvirkning for at forhindre Overgangen, for det første fordi man ved at vove sig ind i Ejderen ville udsætte sig for en Beskydning på klods Hold fra Digerne, som kunne blive absolut ødelæggende for Kanonbådene, og for det andet ville Bådene umuligt have nået op til Overgangsstedet, før det hele var forbi, thi Ebben var lige begyndt, så Bådene ville have stor Vanskelighed ved at ro sig op imod Strømmen.
Efter at være kommet over Ejderen lykkedes det Fjenden at sætte sig i Besiddelse af Tønning, at sprede sig over en stor Del af Halvøen Ejdersted og at jage de danske Styrker foran sig. Om selve Kampens Gang henvises til Generalstabsværket S. 1166. Her skal det kun anføres, at de fjendtlige Tropper efter Ordre fra Oberst v. d. Tann hen på Natten atter blev overført til den holstenske Kyst, da han anså deres Forbliven i Ejdersted for hasarderet. Tønning By blev derfor samme Nat påny besat af de danske Tropper.
Kampene om Frederikstad fortsattes i de følgende Dage og varede fra 29. september til 4.oktober Med et sandt Heltemod kæmpede de danske Soldater til Trods for Mangel på Hvile og Afløsning. Den 4. oktober om Morgenen var en Del af de højere fjendtlige Officerer samlede udfor Frederikstad. Efter at have beset alle Angrebsforanstaltningerne, var man på det rene med, at der kun kunne være Tale om enten at opgive det hele Foretagende eller at skride til en Storm. At gå tilbage uden at vove en Storm tillod Armeens Ære ikke; man skyldte Landet og dets politiske Stilling at kæmpe til det yderste, undlod man dette, ville man fra alle Sider møde en berettiget Dadel. Det blev derfor fastsat, at en Storm skulle foretages Kl. 6 Em. og fra Kl. 5 skulle Artilleriet forsøge at ødelægge Brystværn og Palisader ved at vedligeholde den heftigst mulige Ild på disse.
Adskillige af Udenværkerne var ved denne Skydning i den sørgeligste Forfatning, men Besætningerne holdt Stand. Fjenden rykkede frem i fire Stormkolonner, men alle Forsøg på at tage de danske Skanser strandede på Besætningens Mod og Fasthed. Sangen „Den tapre Landsoldat" lød fuldt tonende og med en Kraft, der viste den Begejstring, hvormed Forsvaret førtes. Fjendens Kraft blev brudt og med et betydeligt Tab måtte han trække sig tilbage. Kort efter Kl. 22 Aften blev der blæst til Retræte på Ejderdiget. „Stormen var afslået”. Jubel og inderlig Taknemlighed gennemstrømmede alle danske Hjerter og dødtrætte efter 6 Dages Kamp kunne nu alle tjenstfri Soldater søge den længe tiltrængte Hvile.
Hammer og en Del af hans Matroser var også med på denne mindeværdige Dag. Kl. 12 Middag modtog Hammer en Ordre fra Oberstløjtnant Helgesen om snarest muligt at komme til Frederikstad med 20 Matroser (pr. Vogn) for at foretage en Demonstration på Trenefloden, hvortil hans Assistance ansås for nødvendig. Samtidig havde Oberstløjtnant Helgesen afsendt en Skrivelse til Oberst Irmingers Korps, hvori Korpset anmodedes om med de i Schwabsted værende Både at begive sig op af Trenen for at skaffe Fartøjsmateriel til ovennævnte Demonstration, men Svaret herpå var et absolut Afslag, fordi Obersten selv ventede et Angreb. Da der ingen Både fandtes på Strækningen imellem Frederikstad og Schwabsted, blev Demonstrationen ikke til noget, men den gav Anledning til en Episode, som viser et usædvanlig Eksempel på Trofasthed.
Hammer havde iblandt sine Matroser en Mand, Martin Christiansen, som ved Siden af sin almindelige Tjeneste var Oppasser hos ham og ved flere Lejligheder havde vist sig at være i Besiddelse af en trofast Omtanke og Hengivenhed, når det gjaldt hans løjtnant. Martin var blandt de 15 Matroser fra Fanø Stationen, som fra første Færd havde fulgt Hammer, og i Dag var han blandt de 20 Matroser, der skulle med til Demonstrationen på Trenen. Da Vogntoget nærmede sig Frederikstad, så man de sørgelige Følger af Bombardementet. De fleste Huse lå i Ruiner, i adskillige af dem rasede Ildebrande; Bomberne susede omkring, og flere sås at rikochettere på den hårde Landevej. Hammer gjorde derfor Holdt et Stykke fra Byen og gav Ordre til at hele Mandskabet skulle blive på Stedet, medens han selv gik til Byen for at melde sig hos Oberstløjtnant Helgesen og få fornøden Ordre til Demonstrationens Udførelse.
Da han havde gået et Stykke, hørte han faste Skridt bag ved sig. Han vendte sig om og så sin Oppasser Martin nogle Skridt borte.....„Hørte Du ikke, at jeg gav Ordre til, at ingen måtte forlade Stedet?" spurgte Hammer. Martin gjorde Honnør og svarede: „Jamen, a will pass’ på løjtnanten". Hammer blev rørt, og forklarede Martin, at han selv måtte op til Byen for at melde sig, men at det var unødvendigt at udsætte andre for at blive skudt på denne Vandring. „Hvis jeg ikke skulle melde mig hos Kommandanten, gik jeg heller ikke denne Vej”. „Gå nu tilbage igen til de andre”. Dermed gik Martin slukøret, og Hammer fortsatte sin Vej. Det varede dog ikke længe, inden han atter hørte Skridt bag sig. Det var igen Martin. Hammer blev lidt ærgerlig, vendte sig brat om og sagde: „Hørte Du ikke, hvad jeg sagde? Værsågod. Omkring. March. Tilbage med Dig”.
Martin måtte lystre! Nu gik der igen en lille Tid. Kuglerne rikochetterede hen ad Chausséen, og Hammer fandt Situationen alt andet end hyggelig. Så hørte han for tredje Gang de taktfaste Skridt bag sig. Nu blev han vred og vendte sig hastigt om, for at give ondt af sig, men denne Gang var Martin lidt hurtigere i Vendingen. I samme Øjeblik Hammer vendte sig, gjorde Martin „ret” med Hånden til Huen slog Hælene sammen og sagde: „A æ Oppasser. A will pass’ på løjtnanten”. Nu kunne Hammer ikke stå imod længere; Martin fik Lov til at følge med; og så vandrede løjtnanten med sin trofaste Oppasser ad Landevejen op til Frederikstad, medens Kuglerne peb dem om Ørerne.
Da Hammer kom op til Oberst Helgesen fik han at vide, at Demonstrationen var opgivet, og Helgesen ville ikke udsætte de brave Folks Liv ved at beordre dem op i en af Skanserne. Martin blev derfor sendt tilbage til Folkene med Ordre til dem om at tage tilbage til deres Kvarter. Martin selv fik Besked om at bringe en Tønde østers, som Hammer havde fået tilsendt fra Husum, op til Kommandantens Bolig.
Da Hammer senere på Aftenen fik at vide, at Stormen var afslået, gik han op til Kommandanten for at lykønske ham og bad ham, om han ville modtage den nævnte Tønde østers. Oberst Helgesen tog med Tak imod Gaven, den var så meget des mere velkommen, som der næppe fandtes andet Mad i hele Frederikstad. Helgesen fik nu sammenkaldt så mange som muligt af de tjenstfri Officerer, og Dagen blev højtideligholdt med et Festmåltid, der så godt som udelukkende bestod af Østers.
De tre Officerer gik nu ind, og det Syn, som mødte dem her, beskrev Hammer senere som noget af det uhyggeligste, han nogensinde havde set. Der var så mange faldne, at man havde været nødsaget til at lægge dem ovenpå hinanden på Gulvet udfor Kirkestolene på begge Sider, så der kun var en smal Midtergang, ad hvilken man kunne passere op til Alteret. Her stak en Arm ud og hist et Ben. Man havde gjort sig Umage for at dække Hovederne, men rundt omkring så man de i Døden fortrukne blege Ansigter, og Blodet sivede hen ad Kirkegulvet. Ingen talte et Ord. Da de var kommet op til Alteret, stod de stille et Øjeblik i dyb Andagt. Så sagde Helgesen ganske stille: „Kom! nu går vi“ og så vendte de dybt grebne tilbage til Ruinerne af Frederikstad.
En af de nærmest følgende Dage fik Hammer den triste Efterretning fra Hjortholm, at hans Forlovede lå meget syg af Tyfus. Der fulgte nu en for Hammer drøj og bedrøvelig Tid. Vel hørte han ret jævnligt fra hendes Forældre og Søskende, men Brevene var korte, og Ængstelse for hendes Liv lyste ud af dem. Endelig efter 6 Ugers Forløb fik han Efterretning om, at hun var udenfor Fare, og efter to Måneders Forløb blev hun så rask, at hun kunne sende ham en lille med Blyant skreven Hilsen, som i høj Grad virkede oplivende på hans Energi og Arbejdslyst.
Fjendens Overgang over Ejderen ved Wollersum d. 29. september var i høj Grad faldet Oberst Irminger for Brystet; han indså vel, at det var umuligt for de danske Kanonbåde at gå op ad Ejderen lige under Fjendens Kanoner, men Fjendens Både måtte ødelægges, og han bestemte sig derfor til at forsøge at ødelægge dem ved at skyde dem i Brand. Dette Forsøg blev foretaget d. 7. oktober, altså to Dage efter at Stormen på Frederikstad var afslået. I den Anledning blev der anbragt to Granatkanoner og en Ovn til Glødning af Kugler på Diget lige overfor „Wollersum“. Efter nogle Prøveskud blev der ialt udskudt 50 gloende Kugler. Resultatet var, at een af Bådene blev antændt, men Ilden i denne blev hurtig slukket. Endvidere kom tre bag Ejderdiget liggende, stråtækte Huse i Brand. Den følgende Dag blev Fartøjerne beskudt påny og denne gang med Brandgranater, men heller ikke med disse lykkedes det at antænde noget Fartøj. Forsøget var altså komplet mislykket og blev aldrig gentaget.
Straks efter at Stormen på Frederikstad var afslået, blev der sat større Kraft på Kystbevogtningen af Ejdersted. Den blev besørget dels af Hæren, dels af Søstyrken, hvilken sidste særlig tog sig af Ejdermundingen. To Kanonbåde blev posteret i Nærheden af Tønning, beredt til at gribe ind, såfremt Overgang blev forsøgt, 1 Kanonbåd havde Post udfor Schulpersiel for at holde Øje med de der liggende Fartøjer, medens de øvrige tre Kanonbåde blev holdt i Reserve i Katingsiel. Hammers lille Korps Patruljerede langs Ejdermundingens nordlige Kyst og besatte nogle Feltvagter langs Kysten, medens Dampskibene „Gejser“ og „Vildanden“ lå til ankers i Strømmen, klar til at assistere hvor fornødent. Da denne Patruljetjeneste, med de få Folk, Hammer havde at råde over, blev meget trættende i Længden, anmodede han om og fik 20 Mand fra „Gejser“ og Kanonbådene til Assistance.
Sammenstød med Fjenden fandt i Perioden efter Kampen om Frederikstad kun undtagelsesvis Sted.
Den ovenfor nævnte Fordeling af Skibsmateriellet i Ejdermundingen kunne forsvares, når Vejret var nogenlunde roligt; men kaptajn P. Wulff, som havde Kommandoen over Søstyrken, var ganske på det rene med, at de i Strømmen liggende tre Kanonbåde sandsynligvis ville drive iland, så snart en Storm kom på. Da dette blev meddelt Overkommandoen, henstillede denne til den kommanderende Søofficer, at Kanonbådene, så snart Vejret og andre Omstændigheder tillod det, skulle afgå til Øerne på Vestkysten. Samtidig blev det henstillet til hans Skøn og Konduite at afgøre, hvorvidt Dampskibene fremdeles kunne forblive på Ejderen.
Den 23.oktober ankom Dampskibet „Hekla”, hvis Chef, kaptajn E. Suenson, overtog Kommandoen over den ved Ejderen samlede Søstyrke. I henhold til ovenstående Henstilling fra Overkommandoen forlod samtlige Kanonbåde Ejderen d.26.oktober og gik til Wyk, hvor de påny blev underlagt Kommandørkaptajn Ellbrechts Kommando.
Det gjaldt nu om at få det Hul i Patrulje- og Bevogtningstjenesten stoppet, som fremkom ved Kanonbådenes Afrejse. Der blev derfor af disse Besætninger udtaget 100 Mand, som under Befaling af to Månedsløjtnanter fik Ordre til at melde sig til Hammer i Tønning, hvor de ankom d. 7. november og straks fik anvist deres fremtidige Virkefelt på Strækningen fra Kating til St. Peter.
8 Dage efter (d. 14. november) blev Hammers Styrke yderligere forøget med 2 Officerer og 100 Mand af det nylig oprettede Marinekorps, som under kaptajnløjtnant Meinertz Kommando var oversendt til Slesvig for at styrke Hæren. Mandskabet ved dette Korps blev bevæbnet fra Marinen med Gevær, Bajonet og Huggert og kommanderedes af Marinens egne Officerer og Underofficerer, hvoraf der var stillet 6 løjtnanter og 15 Underofficerer til Disposition for det samlede Korps. Med Hensyn til Anvendelsen havde Marineministeriet taget det Forbehold, at det kun måtte bruges til Patruljetjeneste, Besættelse af Søbatterier, Strandvagter eller i det Hele den Tjeneste, som hidtil var udført af Hammer og den ham underlagte Styrke, og hvortil nautisk Kendskab og Sømandserfaring kunne være til Nytte. Til Trods for kaptajnløjtnant Meinertz Ønske om, at Hammer og hans Folk skulle gå ind som en integrerende Del af Marinekorpset, blev det udtrykkelig fastslået, at Marinekorpsets ovennævnte Styrke (2 Officerer og 100 Mand) var underlagt Hammer, og af ham skulle fordeles til de forskellige Steder i Ejdersted, hvor deres Tjeneste var ønskelig. Hammers tjenstlige Stilling blev derfor ikke forandret, han vedblev at fungere som Adjudant og maritim Rådgiver hos Oberstløjtnant Lemmich, der var højstkommanderende på Ejdersted.
Efter at Hammers Styrke var vokset så betydeligt, blev der iværksat en Bevogtning af hele Kysten omkring Ejdersted-Halvøen lige fra Kating på Sydsiden til Limonsberg på Nordsiden. Langs denne Strækning blev der etableret 22 Feltvagtposter, med Vagtstue hos de i Nærheden boende Frisere. Vagterne havde en Besætning af fra 4 til 20 Mand efter Posternes Vigtighed, således at der på de Steder, hvor der fandtes Kanoner, Signalmateriel, Transportfartøjer og lignende, også fandtes Mandskab, som forstod at betjene dem. I Omegnens Kirketårne blev der holdt stadig Udkig af Matroser. Til Inspektion af disse 22 Vagtposter var der fire løjtnanter, som hver havde sit Distrikt og disponerede over to Heste, der blev stillet af Landskabet. Hver Dag blev der givet Ordre for, hvornår og hvorledes Inspektionen skulle foregå. På 11 af de nævnte Stationer fandtes Signalbomber og Tjæretønder, hvorved de eventuelt kunne alarmere eller tilkalde Assistance, såfremt det skulle lykkes Fjenden at komme over Ejderen og angribe Posterne. I Tetensbüllspieker (Halvøens Vestside) var oplagt 8 Transportskibe og i Katingsiel 3 til eventuel Afbenyttelse som Retræte for vore egne Tropper, såfremt dette skulle vise sig nødvendigt.
Efter at Marineministeriet gennem kaptajn Suensons Indberetninger havde fået Underretning om, hvor udsat „Heklas” og „Gejsers“ Stilling var, gav det Ordre til, at de begge skulle forlade Ejderen og afgå til en sikker Havn på Vestehavsøerne, hvorfra de jævnligt skulle vise sig i Ejderens Munding og derved gøre det betænkeligt for de fjendtlige Kanonbåde at vove sig ud fra Büsum. „Hekla“ og „Gejser“ gik derfor den 10. november til List, hvorfra „Gejser“ nogle Dage senere efter Marineministeriets Ordre gik til London for at få sin Dampmaskine repareret.
„Hekla“ foretog d. 17. og 29. november en Rekognoscering til Ejdermundingen og Ditmarskens Kyst, samt til Elben og Helgoland, hvorved det bragtes i Erfaring, at de fjendtlige Kanonbåde af Dampskibet „Kiel“ var ført til Glückstadt i Elben, samt at der allerede var en Del Is imellem Sandene, som bevirkede, at Fartøjer kun med Vanskelighed kunne komme igennem. Et Angreb af Kanonbådene var derfor næppe udførligt.
Den 3. december fik kaptajn Suenson Ordre fra Marineministeriet til at afgå med „Hekla“ til København, hvortil også „Gejser“ gik efter endt Reparation.
Såvel på Føhr som ved Ejdermundingen og omkring Frederikstad blev der foretaget en Del fortifikatoriske Arbejder, beregnet på at skabe Stillinger til Kanoner og Mandskab, såfremt Fjendtlighederne skulle bryde løs igen. Hammer og hans Matroser var ved flere forskellige Lejligheder behjælpelig ved disse Arbejder. Det blev ligeledes overdraget ham at foretage en Broslagning over Tønning Havn, som blev udført efter Ordre fra Oberstløjtnant Lemmich. Det drejede sig om at slå en militær Bro, som var så stærk, at Infanteri i Rodemarch med Lethed kunne passere den. Desuden skulle den være passabel både ved højeste Flod og ved laveste Ebbe, ligesom det let skulle kunne åbnes og lukkes for ind eller udpasserende Skibe. Den påbegyndtes midt i december 1850 og blev afleveret færdig d. 9. januar 1851.
Det vil af ovenstående ses, at det var en stor og omfattende Virksomhed, som blev overdraget Hammer, og den blev ikke ringere ved, at Vagterne ret jævnligt arresterede mistænkelige Personer, som var anholdt for Spioneri, og som ikke kunne gøre Rede for, hvor de hørte hjemme, og derfor snarest skulle afleveres hos Hammer til Forhør m. m.
I Skrivelse af d. 23. november fra kaptajnløjtnant E. A. Wulff, der havde overtaget Kommandoen efter Kommandørkaptajn Ellbrecht, der var kaldt til København, blev Hammer anmodet om, blandt de 15 Mand af Fanø-Stationen, som hele dette Felttog igennem havde gjort Tjeneste under Hammer, at udpege een, højst 2, som ved deres Forhold i det Hele taget havde udmærket sig i den Grad, at der var grundet Anledning til at indstille dem til en Dekoration.
Denne Anmodning var det meget vanskeligt for Hammer at efterkomme. Af de oprindelig 15 Mand havde han 14 tilbage, og disse var alle særdeles flinke og pålidelige, og de havde alle lagt Mod, Uforfærdethed og sund Fornuft for Dagen, så det var ham umuligt at udpege to, som var bedre end de andre. En af Matroserne havde Hammer straks forfremmet til Underofficer, og der var ingen Tvivl om, at han burde dekoreres, men med Hensyn til den anden var Vanskeligheden stor, idet enhver af de resterende 12 med Rette måtte kunne sige: „Hvorfor skal han trækkes frem for os andre“. Hammer reddede sig ud af den Forlegenhed ved at sammenkalde alle 14 Matroser, forklare dem, at han selv ville vælge den ene og overlade de øvrige at vælge den, som de fandt mest værdig til at modtage Dannebrogskorset.
Det resulterede i, at Hammer indstillede Helbefaren Stephan Stephansen af Varde, og at Kammeraterne valgte Helbefaren Joachim Bartholin Grumsen af Ribe. — Det endelige Resultat blev ikke desto mindre, at Stephansen ikke blev dekoreret, da månedløjtnant Møller, som havde gjort Tjeneste ved Fanø Stationen og senere ved Hammers Korps, blev foretrukket af Autoriteterne. Hammer selv blev under d. 22. december udnævnt til Ridder af Dannebrog og modtog i samme Anledning de hjerteligste Lykønskninger fra en stor Del af de mange gode Venner, som han havde samlet sig under Felttoget.
I december Måned fortsattes Patruljering og Bevogtning af Ejdersteds Kyster på samme Måde som ovenfor anført. Ret jævnligt kom der Rygter frem, om at Krigen fra Oprørernes Side ville blive taget op med Kraft, men heldigvis blev det ved Rygter. Hammer holdt stadig Kommandørkaptajn Ellbrecht á jour med Sagernes Stilling, og af nedenanførte Brev fra Hammer til Ellbrecht af 11. december får man et godt Indblik i, hvorledes Forholdene var under denne Vinterkampagne.
„Herude går forresten alt ved det gamle. Den afskyelige Menneskejagt fortsættes endnu daglig fra Tyskernes Side, der plaffes over Ejderen, så snart de ser et Menneske på vor Side. — Denne Måde at føre Krig på, bliver i Længden yderst triviel, der udfordres en ægte Jerntålmodighed til at holde det ud. De korte Dage med Slud og Regn, de lange mørke Nætter, Klæg og Dynd til Knæene, en evig, resultatløs Patruljering og Forposttjeneste i en yderst eksponeret Stilling, gør alt dette ubehageligt, navnlig i Forbindelse med slet ingen Udsigt til, at det skal få en Ende. Således kan man naturligvis ikke lade være med at tænke engang imellem, når man rigtig betragter Tingene, som de er; forresten er det forbavsende at se den udmærkede Holdning og Tilfredshed, der er over Soldaten og den Ufortrødenhed, hvormed han udøver sin Dont. Når man skulle tro at finde ham mest forknyt og nedslået, hører man ham som oftest stå smånynnende på sin Post i Klæg og Mudder til mindst op på Benene. Det samme er også Tilfældet med vore Folk, og jeg for mit Vedkommende besørger min Tjeneste til Hest og til fods, ved Dag og ved Nat, ganske som tilforn, jeg er stærk, rask og fornøjet, efter at min Forlovede nu, — Gud være lovet — er kommet sig såvidt, at jeg forleden modtog det første Brev, jeg i næsten to Måneder har modtaget fra hendes Hånd. Tøvejret vedvarer, „Gudskelov," det er vor bedste Allierede; men lægger først Ejderen således til, at Isen kan bære, så ved jeg rigtignok ikke, hvorledes vi skal holde vor Stilling hernede. Sign. O. C. Hammer.
Den 11. januar 1851 standsede Fjendtlighederne. Den 23. januar afgik det til Ejdersted detacherede Mandskab atter til Føhr. På denne ø forblev Vinteren over kaptajnløjtnant E.A. Wulff med Dampskibet „Vildanden“ samt 2 Officerer og ca. 40 Mand. Marinens øvrige Mandskab blev hjemsendt i Dagene fra d. 24. til 27. januar. Fra de 15 Mand, som fra Felttogets Begyndelse havde fulgt Hammer i tykt og tyndt, fik han en Erkendtlighedsgave bestående af et Sølvcigarfutteral med følgende Indskrift: På den ene Side: „1. januar 1851”. På den anden Side: „Skænket til taknemlig Erindring af løjtnant O. Hammers hengivne Mandskab”.
Efter at have afsluttet sit Regnskab med de forskellige Leverandører på Vestkysten afrejste Hammer med 8 Dages Permission til sin Forlovede på Hjortholm, hvor der blev Jubel og Glæde over imellem sig at have en Mand, som havde forstået at skabe sig så smuk en Krigshistorie, og som havde både Evne og Lyst til at fortælle livligt og interessant om sine Oplevelser.
Den 24. januar 1851 afholdt 3. Brigades Officerskorps en
Fest imellem Frederikstads Ruiner, ved hvilken Major Vilster overrakte den
brave Oberstløjtnant Helgesen en smuk Æressabel som Tak for hans kække og
fortrinlige Forsvar af Frederikstad. Festen forløb på den skønneste Måde og
Ruinerne af den nedskudte By gav Festen en stemningsfuld Baggrund.
PERIODEN FRA 1851 TIL 1864.
Allerede forinden Krigen var afsluttet, havde Hammer indsendt en Ansøgning til Marineministeriet om at komme i Betragtning ved Besættelse af Posten som Krydstoldinspektør på Vestkysten. Der syntes straks at være nogen Vanskelighed forbunden med at få Ansøgningen bevilget, idet der fra flere ældre Officerers Side var indkommet Ansøgning om denne Post, men Kammerherre Tillisch’s Anbefaling og Hammers i Krigen erhvervede Kendskab til Befolkningen på Øer og Fastland samt til Farvandene imellem disse slog Hovedet på Sømmet; d. 28. december 1850 blev Hammer beordret til i tre år at fungere som Krydstold- samt Fyr- og Vagerinspektør på Monarkiets Vestkyst med Hovedstation i Wyk på Føhr. Da de tre år var forløbne, blev han d. 20. november 1854 udnævnt til fast Krydstoldinspektør og udtrådte som Følge deraf af Marinens Tjeneste. Den 3.august 1851 blev han udnævnt til Premierløjtnant, fik d. 17. februar 1858 kaptajnløjtnants Karakter og udnævntes d.3. august 1860 til Dannebrogsmand. Endelig overtog han d. 1. april 1862 Bestyrelsen af Ejderens Lods-Fyr og Vagervæsen ved Siden af sine øvrige Pligter.
Efter Fredsslutningen var der to Ting, som fremfor alt lå Hammer på Hjerte. Det ene var snarest muligt at overtage sit Embede, og det andet, snarest muligt at holde Bryllup. Han benyttede sin Orlov til at få det i så Henseende fornødne ordnet. Der skulle lyses i Kirken 3 Gange, og dette kunne akkurat nås til d. 28. februar; men hvad det kneb mest med, var Bolig og Møbler samt Brudens personlige Udstyr. Ved en foreløbig Undersøgelse havde det vist sig vanskeligt at få en passende Bolig i Wyk, fordi alle, som på nogen Måde kunne leje Værelser ud, foretrak at leje ud til Badegæster. At bo på Hotel ville man meget nødig indlade sig på. De nødvendige Møbler og lignende skulle først anskaffes i København, delvis efter Tegning, og derefter indskibes og sejles til Føhr. Til at assistere sig med disse Indkøb havde han fået en af sine svogre, Justitsråd Bøjesen, og sin Søster Frk. Emilie Hammer, som begge med Glæde påtog sig dette vanskelige Hverv.
Det lå jo ret nær at udsætte enhver Tanke om Bryllup, til alle disse Ting var i Orden, men herimod protesterede Hammer på det kraftigste. Han indså vel, at han ikke kunne bringe sin unge Hustru over til Føhr, før alt var i Orden, og at han ville blive nødsaget til at rejse fra hende straks efter Brylluppet, men hellere det end at udsætte Brylluppet på det uvisse. Han indså godt, at denne Ordning ikke var behagelig for nogen af Parterne, men han trøstede sig med, at både han og hans Hustru ville få meget travlt i den nærmeste Fremtid, han med at sætte sine Underordnede i Trit, og hun med at sy Udstyr, og når så de 6 Uger var forløbne, ville alle være glade.
Så snart Hammers Orlov var udløben, vendte han tilbage til Føhr og fuldendte sine Rejser rundt til alle de forskellige Kryds-Told og andre Stationer, som var underlagt hans Tilsyn og Kommando. Efter mange forgæves Forsøg lykkedes det Hammer at leje et rigtig godt Hus for den billige Pris af 200 Reichsmark om året, og inden året var gået, havde han købt Huset og så meget af den omliggende Geest-Jord, at han kunne drive et mindre Landbrug på Stedet.
Bryllupsdagen blev fastsat til d. 28. februar 1851. Den 26. mødte Brudgommen igen på Hjortholm, hvor Bruden ventede ham med Længsel. Han erklærede nu, at han havde grundet Håb om, at alt kunne være i Orden til at modtage Bruden ved Midten af april, og hermed erklærede alle Parter sig tilfreds. Dagen før Brylluppet blev Hammer på højtidelig Måde opfordret til at møde i Dagligstuen, da der var en Meddelelse, som hans svigerfader ville gøre ham. Alle de tilstedeværende Medlemmer af Familien var forsamlede her, og alle havde taget de mest højtidelige Ansigter på. Hammer blev efter Opfordring anbragt i en Stol lige overfor den gamle Godsejer. Denne tog derefter Ordet og udtalte sig i det væsentlige således: „I morgen er det altså Meningen, at Du vil indgå Ægteskab med min yngste Datter Henriette. Forinden Du foretager dette vigtige Skridt, vil jeg ikke undlade at underrette Dig om, at der hviler en Skamplet på vor Familie, idet vi nedstammer i lige Linie fra Landsforræderen Corfitz Ulfeldt og hans Hustru Eleonore Christine, idet en af deres Sønner skal have bosat sig i Holsten og antaget Navnet Leth. (Slægtskabet udredes på følgende Måde: En Søn af Korfits Ulfeldt og Leonora Christine, Michael Grosen Leth Ulfeldt, blev Byfoged i Stege, bortkastede Navnet Ulfeldt og kaldte sig Leth; han var gift med Cecilie Wegener, med hvem han havde Sønnen Christian Leth, født i 1698, Birkedommer i Sønder Gudme Herred og gift med Martha Schurman. Deres Søn Morten Leth ejede Ørslev Gård på Fyn, han havde Datteren Cecilie Wegner Leth, der blev gift med Skovrider Jens P. Hastrup, Fader til Julianus Hastrup til Hjortholm). Fra denne nedstammer vi, og ganske vist er den Skamstøtte, som blev rejst over ham på Gråbrødretorv i København, nu nedrevet (i 1842), men Mindet om hans Skændselsdåd lever endnu i det danske Folk. Nu har jeg meddelt Dig den Skam, som hviler på Familien, og omend der er løbet meget Vand i Stranden siden den Tid, så står dog den Dom ved Magt, som blev fældet i juli 1663, og lød på, at Ulfeldt som Landsforræder skulle miste Ære, Liv og Gods, ligesom også hans Børn til evige Tider forvistes fra Landet og mistede deres Adelsskab. Såfremt Du, efter at have fået dette at vide, ønsker at trække Dig tilbage fra Indgåelse af dette Ægteskab, så står det Dig frit for, men jeg har ikke villet undlade, forinden Du binder Dig til min Datter, at give Dig denne Meddelelse, som Du sikkert vil forstå, ellers ikke bliver nævnet i vort Hjem”.
At Hammer ikke så på denne Sag på samme Måde som hans Svigerfader, vil være klart for alle, men denne lille Affære viser, i hvor høj Grad den gamle Herre har følt sig trykket af dette Slægtsforhold.
Dagen efter blev Brylluppet fejret med Pomp og Pragt i den til Godset hørende Fodslette Kirke, hvor de blev viet af Sognepræsten Pastor Drejer. Efter Vielsen blev Festen forlagt til Hjortholm, hvor Brudeparret fejredes på den skønneste Måde, og hvor Dansen gik lystigt til langt ud på Natten. To Dage kunne Hammer tage sig fri og tilbringe sammen med sin unge Hustru, men så kaldte Pligten! Den 3. marts måtte han tage en foreløbig Afsked med hende og rejse tilbage til sin Virksomhed på Vestkysten.
Tiden gik sin rolige Gang, og Posten gik flittigt imellem Hjortholm og Føhr. Fra sin Søster i København fik han Meddelelse om, at der var god Gang i Anskaffelserne, en Del af Møblerne stod allerede parat til at gå ombord i et Sejlfartøj, som var lejet til at bringe Sagerne over til Føhr.
Man nærmede sig efterhånden stærkt den af Hammer fastsatte Frist — Midten af april — hvor alt skulle være klart til at modtage den unge Frue. Kort efter kom der Melding om, at Skibet var afgået fra København, og man gik nu og ventede med Længsel, at det skulle komme. Hammer begyndte at blive urolig for, at der var tilstødt det et eller andet Uheld undervejs, og at hans Løfte om at have alt i Orden til at modtage sin Hustru ved Midten af Måneden skulle glippe. Endelig den 13. april om Morgenen kom det længselsfuldt ventede Fartøj til Wyk, og der blev Travlhed med at få alt bragt i Hus og pakket ud. Det lykkedes at få alt bragt i Orden, så at Hammer den 15. april kunne hente sin unge Hustru i Dagebøl Havn, hvor han lå med sit Inspektionsfartøj „Neptun”, flagsmykket fra Top til Tå. Fruen kom, ledsaget af sin Fader, og nu gik det over til Føhr, hvor de blev højtidelig modtaget af Øens Honoratiores.
Forinden vi går videre vil jeg give en ganske kort Beskrivelse af Øen Føhr, som nu skulle være Hammers Hjemstavn for en længere årrække. Øen er 1,2 kvadratmeter Mil stor og havde i 1860 ca. 5,300 Indbyggere, men af disse var en stor Del Søfarende, som kom og gik. Antallet af disse var i Reglen imellem 1500 og 1600. Ligesom Fastlandet og de fleste andre Småøer er Føhr ganske lav, over Halvdelen af Øen er Marsk, kun på den sydlige og vestlige Del er Landet „Geestland“ — dvs. så højt liggende, at det kan benyttes til Bebyggelse og Agerbrug. Rundt om hele Øen løber høje Diger, som skærmer den lavtliggende Marsk mod de Flodbølger, der så hyppigt om Vinteren med Storm af Vest og Nordvest gør Forsøg på at gennembryde disse ved at slikke alle løse Bestanddele bort og true med Gennembrud. Et sådant er så meget mere farligt, som Flodbølgens Niveau ligger højt over Vandstanden i Marsken, så at et Digebrud ville medføre Oversvømmelse og Ødelæggelse af denne. På Grund af den store Betydning, det har for Øen og dens Befolkning, at Digerne holdes i fuldstændig Orden, har, foruden en Digeingeniør, de højeste Embedsmænd det øverste Tilsyn med Digerne, således er Amtmanden over Tønder Amt ved Siden af sine andre Hverv er Overdigegreve og Landfogeden og Digegreve for Øen Føhr.
På Øens sydøstlige Hjørne ligger Vesterhavsøernes største By Flækken Wyk, der er bekendt for sit gode Klima og sine fortrinlige Saltvandsbade, Byen består i det væsentlige af en Hovedgade „Sandvallen", der ligger parallel med Kysten og ganske tæt ved denne, og en anden Gade eller Vej, der går omtrent lodret på denne ind til det indre af Øen. Langs denne ligger en Mængde mindre Byer, som delvis er sammenbyggede, men som hver for sig har sin Kro.
Ved Nordenden af Wyk ligger Havnen, der støder op imod „Kongens Have", som bærer dette stolte Navn, fordi den blev anlagt på Foranledning af Kong Christian VIII, men iøvrigt består af nogle stakkels forkrøblede Træer, som med deres halvvisne Grene danner en sørgelig Baggrund for et ret hyppigt benyttet Traktørsted.
Omtrent midt på „Sandvallen“ lå dengang et „Hotel Erholungen”, hvorfra der i Badetiden flere Gange daglig lød Musik til Badegæsternes Underholdning. Ved Sydenden af „Sandvallen" lå Hammers Hus, omgivet af en efter Forholdene ret stor Have, som var skærmet for Oversvømmelser ved et Dige, på dette var anbragt en høj Flagstang, hvorfra det danske Splitflag blev hejst ved højtidelige Lejligheder. Indenfor det nævnte Dige lå Haven, som efter Forholdene var ret anselig. Den bestod af en Blomsterhave og en Køkkenhave, hvor alt trivedes ret godt takket være det Læ, som Digerne forskaffede. På Hovedbygningens Tag var anbragt en Altan, hvorfra man havde en fortrinlig Udsigt til de omliggende Øer og over hele Omegnen. I Krigstid blev Altanen benyttet som Udkigsstation.
Efterhånden som Tiden gik og Hammer følte sig mere sikker i Sadlen, købte han Jord, to små Heste, en Del Køer og Svin, fik indrettet Stalde, bygget Lade, og drev et mindre Landbrug ved Hjælp af en flink Karl og under Tilsyn af sin gamle Fader, som trods sine 70 år var rask og rørig, og glad ved at have nogen Virksomhed.
Da Hammer var færdig med at bygge til eget Brug, lod han, tæt Nord for sin Bolig, bygge en Villa til sin Fader og sine Søskende. Villaen var særdeles rummelig og indrettet således, at noget mere end det halve kunne lejes ud til Badegæster.
Det, der gav Øen sin Karakter og Indbyggerne en væsentlig Del af deres Indtægter, var Badelivet. Antallet af Badegæster varierede stærkt fra år til andet. Det havde sin Glansperiode i Somrene 1842-47, de år, i hvilke Kong Christian d. VIII hver Sommer tog Ophold på Øen. Føhringerne var i den Grad taknemmelige for dette gentagne Kongebesøg, at de oprejste et Mindesmærke for ham på Vejen mellem Wyk og Nieblum. Under Krigsårene aftog Besøget betydeligt, men steg senere igen. I 1861 var Badegæsternes Antal 814. Badestedet havde dengang fået stort Ry på sig for sin sunde Beliggenhed og styrkende Søbade. Af denne Grund kom adskillige af Badegæsterne igen år efter år, så der var rig Lejlighed til at stifte Bekendtskaber. Da Vejen til Badepladserne gik tæt forbi det Hammerske Hus, var det ikke sjældent, at en og anden kom indenfor i Haven for at hilse på Fruen og få sig en lille Passiar. Blandt Badegæsterne var der Folk af alle mulige Nationer, man hørte mange Sprog, både dansk, norsk, svensk, tysk, polsk og russisk og endnu flere, men flest var der dog af Tyskere.
Den bedste Badestrand lå tæt syd for hvor et Stykke af Stranden var forbeholdt Damerne og et andet Herrerne. Man kunne ikke bade fra Stranden, fordi Forskellen imellem Høj- og Lavvande var meget betydelig. Man benyttede derfor Vogne, der var indrettet som Badehuse og blev kørt ud i Vandet af en ridende Kusk, indtil man havde nået en passende Dybde. Så slog Kusken Forbindelsen imellem Hest og Badevogn fra, og red ind til Stranden til Disposition for en anden badende. Når man var færdig med Badet, hejste man et lille rødt Flag på Badevognen som Signal til, at man ville køres i Land.
Befolkningen på Føhr var meget blandet, i det daglige blev der talt Højtysk, Plattysk, Frisisk og Dansk imellem hinanden, men det var sjældent, at en Dansk kunne tale med en Plattysker eller en Friser, dertil var Sprogene for forskellige. I politisk Henseende stod danske og tyske skarpt over for hinanden. På Østerlands-Føhr, den østligste Halvdel af Øen, var Stemningen mest Tysk, hvorimod den på Vesterlands-Føhr var så godt som udelukkende Dansk.
Blandt Øens Mærkværdigheder må endnu nævnes Fuglekøjerne, hvoraf der fandtes flere anbragt på ensomme og vandrige Steder i Marsken. En Fuglekøje består af en stor Dam, omgivet af en Jordvold, der er beplantet med Buskvækster. Fra Dammen udgår til alle Sider Kanaler (Piger), hver omtrent 100 alen lange, og aftagende i Bredde. Langs med Kanalens ene Side er anbragt Kulisser af Stråfletning, således at Fangerne kan gå fra Kulisse til Kulisse og derved jage Ænderne længere ind i Kanalen. Denne er til begge Sider og foroven overtrukket med et Garn, og til dens inderste smalle Ende er fastgjort en Ruse. Kommer der nu en Drift Ænder fra Havet, søger de Dammen med Omgivelser som Hvilepunkt, hvortil de bliver lokkede af tamme Ænder, af hvilke der altid i Fangetiden findes et stort Antal. Fangerne strør nu Korn i en af Pigerne, hvor Vinden bærer hen, og den hele Skare af Ænder søger nu den lokkende Føde, og medens de tamme, dertil afrettede Ænder, bliver ved Dammens Kant, drives de vilde længere og længere ind og hildes til Slutning i Rusen. Fangetiden er fra september Måneds Begyndelse, indtil Frosten indtræder, samt en kort Tid om Foråret. En Køje kan årlig give 20—25,000 Ænder, fornemlig de små velsmagende Krikænder.
I sin Egenskab af Krydstoldinspektør havde Hammer 13—15 små Toldkrydsere under sig. På Strækningen fra Fanø til Ejderen var disse små Sejlfartøjer stationeret i de Løb, som førte fra Søen ind til de forskellige Havne på Øerne eller Fastlandet for at forhindre Smuglerier. Dette blev udført på følgende Måde: Når et Skib under Sejl eller Damp nærmede sig fra Søen, gik en Krydstoldassistent ombord og forseglede Lasten med Toldvæsenets Segl, så at Toldvæsenet i Land dermed kunne få Sikkerhed for, at der ingen Smuglerier havde fundet Sted, efter at Forseglingen var foretaget. Disse Toldkrydsere var ganske små Skibe på omkring 3,5 Kommercelæsters Drægtighed. De førtes af en Krydstoldassistent og havde en Besætning på 3—5 Mand. Det var en ret dyr Institution, men den har gjort sin Gavn ikke alene ved at forhindre Smugleri, men også som et virksomt Søpoliti i de danske Farvande. For at føre en virksom Kontrol med alle disse Fartøjer, var det nødvendigt for Krydstoldinspektøren at have et godt velsejlende Inspektionsfartøj, hvad han fik i Kutteren „Neptun”, et forholdsvis stort Fartøj på 18 Kommercelæster og armeret med to Falkonetter.
At Hammer var tilfreds i sin nye Stilling fremgår af følgende Uddrag af et Brev, som han i november 1852 skrev til sin Fader: „Her er mange Sager at organisere og ordne, især nede i Holsten. Ministeren sender mig mange Sager til Betænkning, men jeg har også den Glæde at se mine Forslag blive taget til Følge, det er ingen Sag at arbejde, når man ser sit Arbejde bære Frugt. Det holstenske Toldvæsen trænger til en Reorganisation, som også skal komme snart; det lider af Slaphed og gammel Slendrian”.
I det hele taget var Stillingen og Opholdet her på Øerne særdeles tilfredsstillende, både for ham og for hans Hustru. Ofte i deres senere Samliv var de enige om, at denne Periode var den hyggeligste og bedste i deres Liv. I december 1852 kom den førstefødte Søn til Verden under et Ophold på Hjortholm, og efterhånden forøgedes Familien, så at de i 1864 havde 4 Sønner og 2 Døtre.
Under Felttoget i 1850 var Hammer flere Gange kommet i nær Forbindelse med Oberstløjtnant Helgesen, som ved mange Lejligheder havde vist, at han satte stor Pris på den unge Mand. Da de tog Afsked med hinanden i januar 1851 anmodede Helgesen Hammer om at komme og besøge sig. Da Hammer også satte stor Pris på Helgesen, blev dette Løfte meget snart indfriet og efterfulgt af flere. Helgesen blev efter Fredsslutningen i 1851 udnævnt til Kommandant i Slesvig By og blev senere i samme Egenskab forflyttet til Rendsborg, hvor han blev til sin Død, som indtraf i hans 65. år d. 28. februar 1858. En af hans største Glæder her i Livet havde altid været Jagt og Fiskeri, hvad han havde rig Lejlighed til på begge disse Steder. Desuden havde han en lille Dyresamling, om hvilken der i sin Tid blev skrevet en Bog. Han passede disse Dyr med stor Kærlighed og Omhu. Da han mærkede, at det gik ned ad Bakke med Helbredet, gjorde han, hvad han kunne, for at få Dyrene anbragt på bedste Måde, det vil sige hos Folk, hvor han vidste, at de ville få det godt. De fleste af Dyrene var allerede kommet bort, men han havde endnu en Papegøje tilbage, som han gerne ville havde anbragt et godt Sted. Han fik sine Omgivelser til at skrive til Hammer og bede ham om at komme og besøge den Gamle endnu engang, inden han skulle forlade denne Verden. Hammer var ikke sen og delvis ved Istransport lykkedes det ham at komme over til Fastlandet og omtrent midt i februar kom han til Rendsborg, hvor han blev modtaget med Glæde af den gamle Oberst, der lå i sin Seng og var faldet meget af.
Da Hammer havde siddet lidt ved Siden af hans Seng, spurgte Helgesen: „Holder De af Papegøjer?”. Uden straks at gøre sig klart, hvad dette Spørgsmål betød, svarede Hammer rask: „Nej, det gør jeg ikke”. — „Nå ja”. sagde Helgesen, „jeg bryder mig nu heller ikke så meget om, hvad De synes, men jeg er sikker på, at Deres Frue holder af dem”. Nu forstod Hammer, hvor Helgesen ville hen og bekræftede, at hans Hustru satte stor Pris på Papegøjer. Helgesen svarede: „Ja det vidste jeg jo nok; når De rejser hjem, så skal De tage min Jacob med til Deres Frue, og hilse hende fra mig, og bede hende om at tage sig af den. Hvor gammel den er, det ved jeg ikke rigtig, men jeg er sikker på, at den er meget gammel, og jeg stoler på, at Deres Frue vil være god imod den på dens gamle Dage, den har ikke så lang Tid at leve i”. Nu var der ikke mere at gøre ved den Ting. Da Hammer rejste hjem, havde han Jacob med og afleverede den til sin Hustru, som tog imod den med blandede Følelser. Begejstret for Gaven var hun ikke, men, som Manden sagde: „Nu har vi den og må gøre det bedste ud af det“. hvortil hans Hustru føjede: „Ja, så betragter vi den som en Arv fra Din gamle Ven, og som sådan skal den være velkommen her i Huset”.
Når det var smukt Vejr, stod den i sit Bur ude på Gårdspladsen, hvor den lærte sig selv at kagle som Hønsene og skrige som Kragerne. Når Vejret var mindre godt, kom den ind i Stuen og gik da frit omkring i Værelserne. Den befandt sig absolut bedst, når et af de mindste Børn skulle ud at køre, og den fik Lov til at følge med Barnevognen. Den satte sig så et eller andet Sted på Vognen, hvorfra den kunne se Barnet. Her holdt den Konversationen vedlige på sin Måde ved at komme frem med hele sit Repertoire, som ikke var stort. I Reglen kaldte den på et af Børnene, og hvis den var i godt Humør, småsludrede den hele Tiden med den mest indsmigrende Stemme: „Poppedreng, Poppedreng skal ha Sukker", eller „Lille Jakob, Lille Jakob". Efterhånden havde den lært at sige Børnenes Navne, og når den kedede sig, kaldte den snart på den ene og snart på den anden. Til at begynde med havde den kastet hele sin Kærlighed på Husets Frue, men efterhånden som Børnene voksede til, gik en stor Del af Kærligheden over på dem, og såfremt hun havde tilladt sig at skænde på et af dem, viste den hende sin allerhøjeste Unåde, den spilede Vingerne ud, for frem og tilbage i Buret og skreg op. Hvis den var udenfor Buret, røg den hen i hendes Kjole og hagede sig fast i den. Når den var alene i Stuen, kedede den sig, den råbte så på Børnenes Navne, og hvis der ingen kom, blev den rigtig gnaven og hylede op med de mest modbydelige Skrig, som kunne gå gennem Marv og Ben. Hvis den på denne Måde kom til at forstyrre Hammer i hans Skriverier, kunne han ikke dy sig, han foer ind imod den med sit Penneskaft i Hånden og ville prygle den, hvad der resulterede i, at den skreg endnu mere op. Resultatet blev, at Husets Fader i Reglen var Luft for Jakob, og det var ganske umiskendeligt, at den ikke så på ham med blide Følelser, men havde den blot et af Børnene om sig, var den blid, sød og indsmigrende; de kunne gøre ved den, hvad de ville, og der var aldrig Tale om, at den hakkede dem med sit spidse Næb, som godt kunne give et alvorligt Sår.
Hammer fandt engang på, at han ville se, om Jakob kendte ham, når han var delvis maskeret. Han stillede Børnene op i en lang Række og spredte et Lagen ud således, at det dækkede for Personerne, men lod Fødderne fri. Selv stillede han sig bag Lagenet og stak den ene Fod ind imellem to af Børnenes. Et Par af Sko, som der ingen Fødder var i, blev anbragt på samme Måde. Jakob blev derefter taget ud af sit Bur og anbragt for Enden af den lange Række Fødder. Den var uden Tvivl forbavset ved dette Syn, men spankulerede roligt og værdigt videre. I Anledning af det usædvanlige ved Situationen gav den sig til at sludre og markere sin Nærværelse ved i sin blideste Tone at sige: „Lille Jakob skal ha’ Sukker”; samtidig hermed gik den videre, da den kom til en af Hammers tomme Sko, gav det et Sæt i den, den så lidt nærmere på Skoene, men gik så videre. Da den nåede Hammers rigtige Fod, holdt den op med at sludre, den kærlige Tone hørte op, og i stedet for spilede den Vingerne ud, skreg op og hakkede løs i Støvlen med al sin Energi. Når Hammer trak sin Fod tilbage, fortsatte Jakob sin Vandring, genoptog sin blide Tone, indtil den passerede Hammers anden Fod, hvor Komedien genoptoges. Resultatet blev altså, at Jacob straks kendte Hammer, til Trods for at den ikke så andet end hans Fødder, og kun når Fødderne stak i Skoene, tog den Notits af dem.
Til Trods for Helgesens Udtalelse om, at den var så gammel, at den umuligt kunne leve længe, overlevede den dog Krigen i 1864, kom med til København og levede dér i 28 år. Den blev ikke blidere med årene, men bevarede sin Kærlighed til Husets Børn til det sidste. Man kunne på flere Ting mærke, at Jakobs Endeligt nærmede sig. Den havde Vanskelighed ved at sidde på sin Pind og måtte have en ekstra Pind, hvorpå den kunne støtte sin Hale, den blev efterhånden ganske tavs og kunne hverken tale eller skrige. Vi var ganske klar på, at nu måtte den slås ihjel, men ingen af os kunne bringe det over sit Hjerte. Efter at have talt om, hvorledes vi bedst skulle bære os ad, tog min Søster den ud af Buret og lagde den i sit Skød. Så kom Jakob for sidste Gang med sit „lille Jakob“, lagde sit Hoved ned på hendes Hånd og døde, uden at nogen af os havde behøvet at række Hånd hertil. Jeg vil ikke sige, at dens Død var en Sorg for Familien, tværtimod, i mange Henseender var det en Lettelse, og uvilkårligt gik der en Tanke til Oberst Helgesen, med Ordene: „sit Løfte har hun holdt”. Den blev begravet i Nyboder, i den Have, som hører til Huset i Krokodillegade Nr. 1, hvor den ældste af Sønnerne dengang havde Bolig.
Det var en trist og mørk Stormdag i november 1859. Det havde blæst og regnet det meste af Dagen. Hen på Eftermiddagen tog Stormen Fart fra N. V. og samtidig steg Vandstanden mere og mere. Flodbølgen blev så høj, at den truede Digerne med Gennembrud, og der blev alarmeret hos alle omboende, som mødte med fyldte Sandsække for at stoppe de Huller, som Stormflod og Bølgeslag dannede i Digerne. Hen på Natten var Flodbølgen på sit højeste. Efter et utroligt Slid i Nattens Mørke lykkedes det at holde Vandet ude. Snart efter begyndte Vandet at falde, og Faren var foreløbig afværget.
Den næste Morgen, kort efter at det var blevet lyst, kom Martin og meldte, at et Skib var strandet på „Seesand“, en Grund, som dengang lå tør ved Lavvande, og på hvilken der var bygget en Baake, som, foruden at vejlede de Søfarende, var forsynet med et Rum, i hvilket Skibbrudne kunne søge Læ for Storm og Regn, og i hvilket der var opbevaret Vand og Proviant i Form af hårdt Skibsbrød (Skonnerokker), hvormed de kunne stille deres værste Sult. Endvidere fandtes en Del Køjer og Tæpper til eventuel Afbenyttelse. I Baaken fandtes tillige et Flag, som, når det var hejst, angav, at Baaken var beboet, og at man bad om Hjælp. Skibet lå et Stykke fra Baaken, det var kommet på Grund med Højvande og lå nu på tørt Sand væltet om på den ene Side.
Hammer, som havde været virksom det meste af Natten med Digearbejde, gav straks Ordre til det ved Føhr stationerede Krydsfartøj, om snarest muligt at sætte sig i Forbindelse med de Skibbrudne og bringe dem i land på Føhr. Det viste sig, at Skibet var i Ballast, det kom fra en engelsk Havn og var på Hjemrejse til en norsk Havn. I Regn tykning og Storm var Skibet forslået og var den foregående Dag drevet ind på „Seesand“. Om Eftermiddagen var Besætningen tyet over i Baaken og havde installeret sig der for Natten, indtil Krydsfartøjet om Morgenen tog dem ombord og bragte dem i land i Wyk, hvor de fik deres Tøj tørret og hvor Hammer sørgede for, at de fik Logis og Proviant. Kaptajnen, der var norsk, var meget taknemlig for den Assistance, de havde fået, og fortalte, at der endnu var to levende Væsner ombord, en stor New Foundlænder Hund og en lille Vaskebjørn. Disse to Dyr bad han Hammer om at modtage som en lille Erkendtlighed for alt, hvad han havde hjulpet dem med. Kaptajnen ville dog gøre opmærksom på, at Hunden, som lystrede Navnet „Sultan“, var meget glubsk, så den absolut måtte stå bunden, samt, at det sandsynligvis ville knibe med at få den fra Borde.
Det urolige Vejr varede nogle Dage. Da Forholdene blev bedre, gik Hammer med sin Kutter „Neptun“ ud for at bese Vraget og udløse de to Dyr. Han tog de to ældste af sine Sønner med samt en af det forliste Mandskab, som havde fodret Dyrene på Rejsen og som de derfor holdt meget af. For at have noget, hvormed man kunne gøre sig gode Venner med Dyrene, havde man forsynet sig godt med Kødben, Fedtebrød og anden lækker Hundemad, idet man var på det rene med, at Dyrene ikke havde fået noget at leve af i flere Dage og derfor uden Tvivl var meget sultne. Da vi nærmede os Vraget, blev „Neptuns“ Båd sat i Vandet og roede os over. Da vi kom på Siden, var Hunden aldeles rasende, den ville ikke på nogen Måde give os Lov til at komme ombord, den gøede, snerrede og skabede sig, så ikke engang dens gamle Skibskammerat kunne få Tilladelse til at gå ombord. Der blev nu kastet nogle Kødben op til den, og det hjalp, imedens den gnavede på Benene fik vi et Fad med Hundemad anbragt på Dækket, og da den havde stillet sin værste Sult og fået Vand at drikke, blev den så medgørlig, at vi alle fik Lov til at gå ombord, og nu fulgte en meget kærlig Genkendelsesscene mellem Sultan og hans gamle Skibskammerat. Denne fandt en Blikdåse, hvori der havde været Mastefedt (Harsk Smør som benyttes til at indfedte Masterne med), og som nu var slikket ganske ren, til Trods for at Låget på Dåsen var fuldt af skarpe Kanter. Hvorledes den har kunnet gøre dette, uden at skære Hul på Tungen, var os alle ubegribeligt. Et temmelig medtaget Hundehus fik vi anbragt i Båden, men alle Forsøg på at få Sultan til at gå godvilligt i Båden mislykkedes. Til sidst måtte Skibskammeraten tage den om Livet og kaste den ned i Båden. Vaskebjørnen var der ikke så meget Halløj med, den lå i en Kasse med Tremmer for og havde sit Vaskefad ved Siden af sig. Da den havde fået Vand og Kød, var den tilsyneladende veltilpas. Efter at den var kommet iland på Føhr, blev den sendt til Zoologisk Have i København.
Sultan var et meget stort og pragtfuldt Eksemplar af en New Foundlænder Hund; den havde svære Kræfter og et Sæt Tænder, som det ikke ville være rart at komme i nærmere Berøring med. Den fik sig snart et nyt og dejligt Hundehus, hvortil den blev lænket. Efterhånden blev den og Børnene bedste Venner og Legekammerater; det blev vanskeligt at sige, hvem der holdt mest af hinanden, enten Børnene af Hunden eller Hunden af Børnene. Den blev en trofast Ven for hele Familien Hammer og, som vi senere skal se, blev den i Krigens Tid, ved flere Lejligheder et Led i Forsvaret imod den tysksindede Pøbel.
Sommeren 1860 blev et Mærkeår for Befolkningen på Føhr, idet Kong Frederik VII havde anmeldt sin Ankomst til Øen i juli Måned. Der blev Travlhed på den lille ø med at pudse sig og sit Hus op. Også i det Hammerske hus mærkede man dette, idet der fra København var anskaffet en ny magelig Lænestol, som Kongen skulle have at sidde i, såfremt han ville gøre Huset den Ære at komme på Besøg. Det er intet Under, at Stolen straks fik Navnet „Kongestolen“, mere mærkeligt er det, at den eksisterer endnu og stadig bærer dette pompøse Navn.
Da Kongen kom til Føhr, var der stor Begejstring overalt. Fra de fjerneste Huse på Øen og fra de omliggende Øer var mange Mennesker draget til Wyk for at se den folkekære Konge, og de optrådte så loyalt, at man skulle tro, at de alle var gode danske Mænd. Kongen og hans Følge blev installeret i Byens bedste Hotel, og hans Majestæt var meget interesseret i at se Øens Mærkværdigheder, som så sandt ikke var mange.
Der kom Melding fra Kongen, at han ønskede at besøge det Hammerske hus. Denne Meddelelse kom ikke rigtig tilpas, da Fruen lå i Barselseng og to Dage forinden havde fået en lille Datter, men der var jo ingenting at stille op, man måtte lade, som om Besøget i alle Måder var velkomment. Vi Drenge var meget optagne af Tanken om Kongens Besøg i vort Hjem og lod straks forespørge hos vor Moder, om hvilke Klæder vi skulle have på ved den Lejlighed. Vi blev meget skuffede, da Svaret lød, at vi skulle blive i vort daglige Tøj. De to ældste af os syntes dog, at det var for galt, vi måtte da også have Lov til at gøre Ære af Kongen. Vi fik fat i et Par gamle Aviser og lavede trekantede Hatte af dem, på den Måde som Børn plejer at lave sådanne. Ved Hjælp af en gammel Farvelade fik vi med Besvær lavet Kokarder, som blev anbragt på Hattene. Disse blev omhyggeligt skjulte, til vor Fader var gået Kongen imøde, for ikke at risikere, at Fader skulle tage dem fra os. Vor Fornemmelse var, at med sådanne Hatte på Hovedet kunne man nok være bekendt at vise sig for Kongen, selv om man ikke havde Søndagstøjet på. Vi begav os derefter gennem Gården til Indgangsporten og stod parat til at hilse på Majestæten. Vi fik dog straks en Skuffelse; vi havde ventet at se Kongen i stor Stads med rød Frakke og Krone på Hovedet, men Skuffelsen fortog sig snart ved Bevidstheden om, at det var en virkelig Konge. Nu kom han nærmere og idet han trådte ind ad Porten, gik vi frejdigt henimod ham, rakte Hånden ud og sagde: „Goddag Konge”. Da Kongen rakte sin Hånd ud imod os, trak vi vor tilbage og gav ham et Dask i hans fremrakte Hånd, så kraftigt, som det kunne præsteres af to Småfyre på 5 og 7 år. Kongen spurgte os nu om, hvad vi hed og sagde, at vi skulle slægte vor Fader på, hvad vi var meget stolte over.
Kongen gik derefter rundt i alle Bygninger og interesserede sig for Landbruget, han standsede ved en stor Sandstensligkiste, som var anbragt på Gårdspladsen og benyttedes som Drikkekar for Heste og Køer. Sarkofagens Størrelse og Bredde var således, at den kunne passe til en velvoksen Mand. Den var dækket af et Låg, som var så tungt, at det ikke kunne borttages med almindelige Midler. Selv havde jeg aldrig set den åben, men i Låget var hugget et temmelig uregelmæssigt Hul, som var stort nok til at Heste og Køer kunne stikke Mulen ned i Hullet og drikke. (Flere sådanne Stenligkister er fundet på Vesterhavsøerne og synes at have været ret jævnligt benyttede i det 11. og 12. århundrede. (Årbøger fra Nordisk Oldkyndighed og Historie 1873, Pag. 73). Kongen fandt denne Ligkiste så interessant, at han bad om den måtte blive sendt til København, så ville han sørge for, at den blev anbragt på et passende Sted. Resultatet blev, at den blev anbragt i en Niche i Rundetårns Ydermur.
Efter Krigen i 1864 samledes Familien Hammer i København og en Del af os gik en skønne Dag op i Rundetårn for at se, hvorledes Stenkisten var anbragt. Låget var helt bortfjernet (formentlig ituslået under Transporten) og selve Kisten var stillet på Højkant i en Niche omtrent i Tårnets halve Højde og i Bunden var med store Bogstaver malet: „Føhr“. Her har den stået til 1867, da den med en Del Runesten blev flyttet til Nationalmuseet, hvor den findes endnu.
Efter at have beset Staldene og Haven, endte Kongen i Dagligstuen i Kongestolen, hvor han sad længe og passiarede. I Samtalens Løb erkyndigede Kongen sig om Fruens Befindende og fik at vide, at det lille nyfødte Barn var en lille Pige (senere Fru Kjølsen). Kongen erklærede da, at han ønskede at stå Fadder til Barnet. Hammer takkede straks Kongen for den store Nåde, som herved bevistes ham og erklærede, at han ville kalde hende Frederikke. Kongen smagte lidt på dette Forslag og kom med en Udtalelse om, at hun snarere måtte kaldes Louise efter Grevinde Danner. På Grund af forskellige Omstændigheder kunne Barnedåben ikke blive afholdt før efter Kongens Afrejse, det blev derfor aftalt, at daværende Amtmand i Tønder Amt L. F. Greve Brockenhuus Schack skulle repræsentere Kongen ved denne Højtidelighed. Moder var ikke til at rokke, hun ville ikke på nogen Måde have, at hendes Barn skulle opkaldes efter Grevinde Danner. Barnet blev døbt „Frederikke" og Resultatet blev, at den unge Dame aldrig fik nogen Faddergave af Kongen. Der er ingen Tvivl om, at Fru Hammer dengang ikke har været bekendt med Grevinde Danners storslåede Godgørenhed og hendes varme Hjerte for de små i Samfundet. Senere sendte Kongen flere Gange Bud efter Hammer og ved en sådan Lejlighed forærede han ham en Merskumspibe, som Majestæten sagde: „til Minde om vore hyggelige Samtaler“.
Det var ikke sjældent, at Øen fik Besøg af kongelige Personer, som ville høste Gavn af det milde Klima og de så el renommerede Saltvandsbade. Således kom en Sommer Hertuginden af Anhalt-Bernburg, Prinsesse Frederikke af Glücksborg (Kong Chr. IX.s ældste Søster). Da hun anmeldte sit Besøg, blev det udtrykkelig præciseret, at hun ikke ønskede nogen officiel Modtagelse. Ikke desto mindre mødte en Del af Øens Embedsmænd ved hendes Ankomst til Wyk, hvad Prinsessen tog ret fortrydelig op. Hammer var selv ikke tilstede ved Ankomsten, men stillede Vogn og Heste til hendes Disposition under Opholdet, samt aflagde hende senere et Besøg. Ved sin Afrejse tilstillede hun ham Ridderkorset af den Anhaltske Albrecht der Bar Orden.
Efter Afslutningen af Treårskrigen (1848-51) havde man i Danmark håbet at få Ro til at ordne de indre Anliggender. Alt syntes at tyde på, at dette skulle lykkes. I maj 1852 fik man afsluttet og underskrevet „Londoner Traktaten“, hvori de fleste europæiske Magter havde lovet at anerkende Prins Christian af Glücksborgs Arveret til det samlede danske Monarki. Ikke desto mindre var der stadig Uro på den politiske Horisont, idet der rejste sig Stridigheder om Forfatningssagen. Det tyske Forbund, som ikke havde underskrevet Londonner-Traktaten, ville ikke anerkende Christian IX’s Arveret til Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg. Flere Gange gik Bølgerne så højt, at man i Danmark så sig nødsaget til at ruste både til Lands og til Vands.
Der blev blandt andet i det tidlige Forår 1861 sendt en Division af 8 Kanonjoller og en anden på 4 Kanonchalupper til Vestkysten. I denne Sommer drev Krigsfaren dog over, hvorefter de 4 Chalupper blev oplagt i Tønning og de 8 Kanonjoller på Fanø. Året efter blev de 4 Chalupper ført fra Tønning til København, uden senere at blive erstattet af andet Krigsmateriel. Man havde håbet hertil at få nogle lavtliggende armerede Dampfartøjer, som med deres Dampkraft kunne råde Bod på Kanonjollernes ringe Bevægelighed; men de udeblev.
Det danske Monarkis fremtidige Forfatning var stadig Stridens Æble. Den 13. november 1863 vedtoges den ny Grundlov, November-Forfatningen, som man håbede kunne skaffe Ro tilveje, men inden den var underskreven, døde Kong Frederik VII på Glücksborg Slot d. 15. november og nu bristede alle Håb om en fredelig Udgang af Striden. Det tyske Forbund protesterede stadig imod Christian IX's Ret til Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg, og truede med, at Forbundet ville tage disse Landsdele i Besiddelse. Herimod protesterede Preussen og Østrig, som ville foregribe denne Handling. De benyttede November-Forfatningen som Påskud hertil, til Trods for at Preussen derved kom til at indtage en Stilling til denne, som var i Strid med den tidligere hævdede.
Ved Frederik VII’s Død besteg Christian IX den danske Trone. Han underskrev November-Forfatningen d. 18. november 1863. Den 2den slesvigske Krig, i hvilken det lille Danmark kæmpede alene imod de to Stormagter Preussen og Østrig, blev erklæret d. 31. januar 1864.
Den nedenfor givne Redegørelse for denne Del af Krigen har i alt væsentligt tidligere været trykt i Tidsskrift for Søvæsen, 85. årg. (1914), Pag. 685 f. f., og er et Uddrag af Bogen „Vesterhavsøernes Forsvar i året 1864“ af Otto Chr. Hammer, forlagt af den Gyldendalske Boghandel i 1865.
I 1863, da Udsigterne til Krig bestandig blev mere og mere truende, og da Begivenhederne til Slutningen syntes at overvælde Regeringen i den Grad, at den næppe selv havde Tid til at tænke på Alt, hvad der skulle ske, navnlig på den fjerne Vestkyst, benyttede Hammer på Grund af sin Stilling og sit særlige Lokalkendskab til disse Farvande Lejligheden til at henlede Regeringens Opmærksomhed på forskellige Ting, der burde iagttages, forinden Is og fjendtligt Indfald gjorde dette umuligt. Som Følge heraf blev alle brugbare Krydsfartøjer samt Sømærker fra Holstens Vestkyst og Ejderen ført bort fra deres tidligere Stationer og oplagt i Wyk på Føhr, hvor tillige Fyr-og Lods-Gallioten blev henlagt. Derimod blev alle de frisiske Binnendigsbåde, over 1000 i Tallet, ikke som foreslået bragt i Sikkerhed over til Øerne, og der blev heller ikke gjort noget Skridt til at udføre denne vigtige Forholdsregel. Marineministeriet forhandlede med Rederierne for de to i Husum oplagte Dampskibe, „Hammer“ og „Augusta", om at lade disse overføre til Wyk, da de på Grund af deres ringe Dybgående og særlige Konstruktion ville være fortrinligt egnede til Brug i Vestkystens lave Vatfarvande. Forhandlingerne herom trak dog så meget i Langdrag, at Dampskibene, da Ordren omsider kom, var indefrosne. Da Fjenden først i februar rykkede ind i Slesvig og besatte hele Landet, var der ikke andet for end at gøre Maskineriet ubrugeligt, for at Dampskibene ikke ved første åbne Vande skulle blive benyttede af Fjenden til at besætte Øerne, hvilket, med så bekvemme Midler ved Hånden, let kunne have været udført fra Husum, længe før det var muligt at få de for al Dampkraft blottede Kanonjoller fra Fanø Syd på. Da en Katastrofe nærmede sig, blev der fra Regeringens Side givet det første Tegn til at røre sig på Vestkysten, idet løjtnant Holbøll af Marinen, der dengang fungerede som Næstkommanderende ved det vestlige Krydstold væsen, ved Ordre af 12. januar blev beordret til at gå til Fanø for at tage Kommandoen over Stationen der. På Grund af Is nåede han dog ikke Fanø før d. 1. februar Her fandt han en ministeriel Skrivelse af d. 19. januar med Ordre til ham om at overtage Kommandoen over 40 Mand, der var beordret dertil, og hvoraf der var mødt en 30 Stykker. I Skrivelsen var der givet Ordre til at opkaste Batterier på Nordkysten af Fanø for dermed at beskytte Indløbet til Fanølo. Dette Arbejde blev straks iværksat, men forsinkedes dels på Grund af hård Frost og Sne og dels fordi det blev nødvendigt at forfærdige Slæder til Kanonernes Montering.
Efter i Begyndelsen af januar at have været i Husum og Tønning for at instruere sine underordnede Bestillingsmænd om, hvorledes de havde at forholde sig, når Landet blev besat af Fjenden, gik Hammer atter tilbage til Føhr, hvor han ved Isgang blev afskåren fra al Forbindelse med Fastlandet indtil d. 3 februar. Så snart Hammer fik Underretning om Krigens Udbrud d. 31. januar 1864 ilede han til Fastlandet for efter Aftale at slutte sig til General Vilster i Frederikstad. Hammer nåede Dagebøl d. 6. februar; der vidste man ikke noget om, hvad der var sket. I Nybøl herskede almindelig Bevægelse. Gendarmeriet havde Ordre til at trække bort. De kgl. Embedsmænd vidste intet, men Bønderne sagde, at den danske Hær trak fra Dannevirke, og de politiske Agenter begyndte allerede deres Forretning med at afsætte Embedsmænd. Hammer drog nu Sydpå for at se, hvad der lod sig udrette med de i Husum Havn indefrosne Dampskibe, men undervejs mødte han Artilleriet fra Frederikstad og fik nu Vished for, at Dannevirkestillingen var opgivet. Under disse Omstændigheder — Fjenden overskredet Dannevirke, den danske Hær på Tilbagetog til Flankestillingerne, ingen Forsvarsanstalter truffet på Vesterhavsøerne — måtte Hammer som ansvarlig Embedsmand på denne Kyst, og som den, der havde sammenhobet en Del kgl. Materiel på Føhr, søge at sætte sig i Forbindelse med Regeringen så hurtigt som muligt og imidlertid handle efter Konduite. Dampskibet „Hammers” fører, kaptajn C. C. Lind, blev afsendt til Føhr med Underretning til Befolkningen om, at Hammer meget snart ville vende tilbage. Han håbede derved i nogen Tid at holde de Optøjer nede, der ligesåvel ville blive sat igang der som overalt i Slesvig, hvor der ingen danske Tropper var tilstede.
Hammer fortsatte derefter Rejsen Nordpå. I Tønder og Ribe havde Amtmændene endnu ingen Meddelelse fået om, hvad der var sket. Hammer ankom til Kolding d. 7 februar og afsendte følgende Telegrammer: Til Marineministeriet d. 7 februar: „Ministeriets Ordre udbedes om, hvorledes at forholde med Materiellet på Føhr. Skal Føhr holdes, må et Dampskib uopholdeligt sendes, helst til Fanø. Denne ø, såvel som Føhrs Sikring udfordrer et Militærdetachement. Om Fanøs Sikring har Stiftamtmanden gårs dato tilskrevet Krigsministeriet. Svar udbedes pr. Telegraf til Fredericia”. -Til Generaldirektoratet: „Finder det urigtigt, at Intet er sket for at sikre Føhr og derværende Materiel. Holder det for Pligt at gøre opmærksom herpå. Venter Ordre i Fredericia. Agter at afgå til Fanø og til søs Sydpå. Fjenden er nu tæt ved Aabenraa”.
Den næste Dag modtog Hammer i Fredericia følgende Telegrafsvar fra Marineministeriet: Fra Marineministeriet. d. 8 februar Kl. 11.37 Formiddag; Ingen Dampskib at sende Dem. Virk med de Kræfter De har. Reserveløjtnanter sendes herfra. Komplettering af Besætningerne kommer fra Sessionerne i Jylland. Ordre til Dem afgået igår til Fanø. Materiellet på Fanø ødelægges hellere end at falde i Fjendens Hænder, men man stoler på, at dette dog kun sker i yderste Nød. sign. O. Lütken.
Fra Generaltolddirektoratet d.8. februar Kl. 13.37 Eftermiddag: „Marineministeriet har svaret Hr. kaptajnløjtnanten. Idet jeg henviser til dette Svar, meddeles i Anledning af Deres Telegram af gårs dato, for hvilket jeg takker, at De anmodes om på bedst mulige Måde at drage Omsorg for Krydstoldvæsenets Materiel, der mulig helst må føres til Fanø, hvor det dog i det mindste er på jysk Grund”. sign. Ramus.
Da Hammer uden Dampskib ikke havde Udsigt til at kunne udrette noget på en Tid, hvor Sønderjylland var så godt som besat af en mægtig fjendtlig Hær, og Forbindelsen mellem Øerne var spærret ved Isgang, var hans første Pligt at gøre sit yderste for at beskytte det til hans Embeder hørende Materiel. Hammer kunne derfor ikke lade sig berolige ved det Telegrafsvar, han havde fået fra Marineministeriet. Han telegraferede derfor straks tilbage således: „Dampskibet „Limfjorden“ eller en anden lille Damper er absolut nødvendig for at sikre Føhr og det derværende Materiel til 150.000 Rdb.s Værdi. Jeg afrejser nu over Land til Fanø og gør mit bedste. Jeg lader Lods holde Udkig ved Grådyb”.
Da Marineministeriet imidlertid havde underrettet Hammer om, at det intet Dampskib havde at sende, turde Hammer ikke forsømme at henvende sig, hvor der endnu kunne være Tale om at få den nødvendige Hjælp. Efter at have konfereret med Fredericias Kommandant, General Lunding, afsendte Hammer derfor følgende Telegram til Hovedkvarteret på Als: „Kanonjollerne på Fanø kan ikke sættes ud for Is. Har Ordre til at ødelægge dem, før de falder i Fjendens Hænder, de to små Dampskibe i Husum er indefrosset der. Et betydeligt Materiel ligger på Føhr. Et Kompagni dirigeret til Strandby, vil sætte mig istand til at holde Fjenden fra Øerne. For at kunne bruge Kanonjollerne og sikre Føhr, må Dampskibet „Limfjorden“ eller et andet, helst 5 Fod Dybgående sendes til Fanø snarest muligt. Jeg rejser nu i Forvejen over Land”.
På Grund af Snefog og Storm ankom Hammer først d. 9. KL 16 Eftermiddag til Varde. Han henvendte sig nu til de nærmest boende Udskrivningschefer for at påskynde Ankomsten af det i Telegram fra Ministeriet nævnte Mandskab, men endnu d. 10. februar var der ingen Ordre desangående kommet dem ihænde. Derimod fik Hammer et Telegram af d. 6. februar ifølge hvilket han beordredes til som Chef at tage Kommandoen over den på Fanø oplagte Division af 8 Kanonjoller. Denne Ordre bekræftedes ved Skrivelse fra Marineministeriet af d. 7. februar sålydende: „Idet Ministeriet herved bekræfter den Hr. kaptajnløjtnanten i går ved Telegrafen givne Ordre til som Chef at tage Kommandoen over den på Fanø oplagte Division af 8 Kanonjoller, skal man meddele Dem følgende med Hensyn til, hvad De i denne Kommando har at iagttage. Øjemedet med at holde en Division Kanonjoller på Vestkysten er så vidt muligt at forhindre en fjendtlig Besættelse af Vesterhavsøerne og for så vidt Omstændighederne skulle føje sig hertil, at assistere Arméen eller Dele af den i Foretagender på Vestkysten. Desuden vil De, når en Blokadeeskadre kommer til Nordsøen, have på bedste Måde at assistere den, og vil denne Assistance efter Ministeriets Skøn fornemmelig komme til at bestå i at drage Omsorg for Eskadrens Forsyning med Kul og Proviant, samt muligheden for Kommunikationen. De vil selvfølgelig erholde nærmere Ordre i så Henseende.
Ministeriet overlader Dem med de Dem underlagte Kræfter at træffe de Foranstaltninger, som De skønner hensigtsmæssigt for Sikringen af Øerne, og man stoler på, at De i så Henseende vil gøre Deres bedste, men man vil ikke undlade at indskærpe Dem at tage alt behørigt Hensyn til Øernes Befolkning og dens Tarv, samt at drage Omsorg for, at intet af den Dem underlagte Styrke falder i Fjendens Vold. Materiellet måtte i yderste Nød hellere ødelægges. På Fastlandet vil De behage at afholde Dem fra Foretagender, medmindre Deres Assistance forlanges fra Arméen, i andre Tilfælde vil De forud have at indhente Ministeriets Bestemmelse.
Løjtnant Holbøll vil underlægge sig Deres Kommando og overlevere Dem alt Stationen på Fanø vedkommende, hvoraf De vil erfare, at 8 Reserveløjtnanter er afrejst herfra til Fanø for at gøre Tjeneste på Kanonbådene, at omtrent 140 Søværnepligtige er beordret til at møde på Fanø, efterhånden som de udskrives ved Sessionerne i Jylland, og at sandsynligvis 10 Ejderlodser vil komme til Fanø. Af disse har man tænkt sig 2 anvendt som Bekendte Mænd ved Divisionen og de øvrige som Underofficerer på Jollerne.
Som Ministeriet igår telegraferede, ønskes Dampskibene „Hammer" og „Augusta" til Disposition for Divisionen. Det vil være at foretrække om Rederierne godvillig vil overlade Marinen disse Skibe til Brug, men i modsat Fald må der lægges Beslag på dem, for at de ikke skal falde i Fjendens Hænder. Forinden De imidlertid slutter nogen Overenskomst med dem, vil De behage at gøre Ministeriet Forslag om Fragten eller Erstatningen, som må søges ansat så billigt som muligt. sign. O. Lütken/N. V. Petersen.
Hammer overtog straks Kommandoen og sammenkaldte — samme Eftermiddag — til et Møde på Tinghuspladsen, hvor han gav Besked om, hvorledes Sagerne stod. Alle Folk på Fanø er som bekendt Søfolk, og de lovede at stå den kommanderende bi efter bedste Evne og Kræfter. Stemningen på Mødet var fortræffelig, man besad en urokkelig Tro på den retfærdige Sags Sejr, og Mødet sluttede med et nifoldigt, begejstret Hurra for Konge og Fædreland. Alle Arbejder med Kanonjollernes Kalfatring og øvrige Klargøring, blev sat iværk i så stor Udstrækning som Forholdene tillod. Den 11. februar afsendtes Rapport til Marineministeriet om, hvad der var foretaget på Øen. Rapporten sluttede med endnu engang indtrængende at anmode om et Dampskib og henviste i denne Anledning til Kommandofartøjet „Hauch“, og dersom dette heller ikke kunne undværes til eventuelt at købe eller rekvirere et dertil passende Dampfartøj fra England.
Hammer fremsendte desuden Afskrift af en Protokol, optaget over fem af Krydstoldvæsenets Assistenter, der den foregående Aften var kommet hertil for at melde sig ved Stationen. Af dem erfarede Hammer tillige, at Lodsoldermanden, Fyrskipperen og seks Lodser fra Ejderen til Fods havde forladt Husum for om muligt at nå til Føhr, medens de øvrige Lodser havde svigtet deres Ed. De fem Assistenter blev fordelt til Kanonjollerne som bekendte Mænd.
Under d. 13. februar modtog Hammer følgende Skrivelse fra Marineministeriet: København, februar 1864: „Ministeriet har modtaget Hr. kaptajnløjtnantens Telegram fra Fredericia af gårs Dato, hvori De gør opmærksom på Nødvendigheden af et lille Dampskib som „Limfjorden" for at sikre Føhr, og af et Telegram fra Orlogskaptajn Muxoll har Ministeriet desuden erfaret, at De havde henvendt Dem til Arméens Overkommando med Anmodning om, at et Kompagni måtte blive dirigeret til Strandby for at assistere Dem med at holde Fjenden fra Vesterhavsøerne, samt om, at Dampskibet „Limfjorden“ eller et andet lille Dampskib hurtigst måtte blive sendt til Fanø. Ministeriet skal i den Anledning meddele Dem, at Dampskibet „Limfjorden”, hvis det kan fås til Disposition, skal blive oversendt Dem, så snart dette overhovedet bliver muligt.
Med Hensyn til, at De har henvendt Dem til Arméens Overkommando, dels om Tropper dels om Dampskib, må Ministeriet indskærpe Dem, at De udelukkende er dette Ministerium underlagt, og at Deres Hverv er, således som i Ordren udtalt, med de Dem underlagte Midler at søge at sikre Øerne på bedste Måde, men at det ikke er Dem overladt at søge at forøge de Dem underlagte Kræfter ved Forlangender til Arméen. Når De har noget i så Henseende at foreslå, vil De behage at henvende Dem her til Ministeriet”. sign. O. Lutken/N. V. Petersen.
Under d. 14. februar tilskrev Hammer Ministeriet angående det forventede Mandskab til Stationen samt svarede på ovennævnte Skrivelse således: „Det høje Ministerium meldes underdanigst, at der indtil Dato endnu ikke er mødt nogen af de i Ministeriets Skrivelse af 6. ds. til uopholdeligt Møde fra Jylland indkaldte Folk, ligesom jeg hidtil forgæves har søgt Oplysning om, hvorfra dette Mandskab kunne ventes. Jeg indøver nu det her tilstedeværende Mandskab så stærkt som muligt og har i de sidste 2 Dage begyndt Skydeøvelser med Gevær.
Med Hensyn til den i det høje Ministeriums Skrivelse af 9. indeholdte Indskærpelse under Henvisning til tidligere givne Ordre, meldes underdanigst, at da jeg fra Fredericia telegraferede til Overkommandoen om Assistance, havde jeg endnu slet ingen Ordre modtaget fra Marineministeriet; kun en telegrafisk Henvisning til visse Ordrer, der endnu ikke var kommet mig i Hænde, samt et Afslag på min Anmodning om Assistance til at sikre Materiellet. Da jeg imidlertid samtidig havde modtaget en telegrafisk Ordre fra Generaltolddirektoratet om på bedst mulige Måde at drage Omsorg for Krydstoldvæsenets Materiel, måtte jeg anse mig berettiget til at foretage de Skridt, som var nødvendige for at nå dette Øjemed. sign underdanigst Hammer"
Skønt der endnu manglede en stor Del af det udskrevne Mandskab, mente Hammer det nødvendigt at inspicere de sydlige Øer. I den Anledning overleverede han d. 16. februar Kommandoen til løjtnant Holbøll. Morgenen efter arbejdede han sig ud gennem Isen i et lille Fartøj og krydsede sig Syd om Amrum til hvor han ved en af sine Tøndelæggere fik Underretning om, at der havde været Optøjer i Wyk, og at Landfogeden havde set sig nødsaget til at forlade Øen. Han opholdt sig for Tiden ombord i Kutteren „Neptun“ i Amrum Havn. Samme Dag tog Hammer videre til Wyk, hvor han landede Kl. 20 Aften.
Et Par Dage før dette skete, var der udbrudt Optøjer. Straks efter Dannevirkes Fald begyndte de oprørske Elementer at sammenrottesig. Prætendenten, Prins Frederik af Augustenborg, havde oversendt Agenter til Øerne for at gøre Propaganda for Slesvig-Holsten, bearbejde Befolkningen og beværte de tvivlsomme, så godt de kunne. Et Par af Byens Borgere havde overtaget Agenturet. Oprørssangen blev sungen gennem Gaderne, slesvig-holstenske Kokarder påhæftede osv.; straks ved Oprørets Begyndelse havde Inspektionsassistent Viborg ladet alle ved Wyk liggende Krydsfartøjer udruste og føre til Amrum Havn for ikke at falde i Urostifternes Hænder. Flækkekollegiet havde frataget Landfogeden Opbebørselskassen, og da Urolighederne efterhånden antog en alvorligere Karakter, så han sig nødsaget til at flygte. Han kom ned til Fru Hammer, som med 6 Børn boede ret isoleret i den sydligste Udkant af Byen og uden anden Beskyttelse end den i forrige Kapitel nævnte, store, glubske Lænkehund „Sultan", som hele Byens Befolkning heldigvis havde en panisk Skræk for. En Skare mere eller mindre drukne Individer, forsynede med Jagtbøsser, Høtyve og lignende demonstrerede op imod det Hammerske hus og ville med Vold og Magt trænge ind i dette. Fru Hammer var en ualmindelig resolut og modig Dame, løste i en Fart „Sultan“, tog den med hen til Porten og truede med at pudse den på hver en, der vovede sig indenfor Rækværket. Det hjalp! Skaren spredtes hurtig.
Med Assistance af ovennævnte Assistent Viborg blev Landfogeden anbragt ombord i Kutteren „Neptun“ der gik til Amrum, hvor Befolkningen gennemgående var dansksindet. Toldvæsenet havde allerede ifølge Opfordring anerkendt Civilkommissærerne, nedtaget det Kgl. Toldskilt og strøget Dannebrog. Postvæsenet havde endnu ikke anerkendt den fjendtlige Øvrighed, men havde dog af Frygt for Pøbelen nedtaget Skiltet.
Efter Hammers Ankomst forsvandt, i det mindste tilsyneladende, enhver Bevægelse, og alle oprørske Tegn og Kokarder blev borttaget. Enhver rettede sig efter udstedte Ordrer og Anordninger. Afsendelsen af en Deputation til Flensborg, som i Stilhed var besluttet af Flækkekollegiet, for at anerkende Regeringskommissæren, blev foreløbig forhindret. Hammer sammenkaldte Flækkekollegiet og Landskabsrepræsentanterne for Østerlandsføhr, og efter nogen Forhandling med disse kommunale Myndigheder blev det besluttet, at Landfogeden atter skulle komme tilbage, samt at alt skulle gå sin gamle Gang.
Det var med en udpræget Stolthedsfølelse, at de største af os Børn så på og hørte om alt det, der var passeret; vi havde dengang en Følelse af, at det var vore Forældre, som ved deres resolutte Optræden, hver på sin Vis, havde bidraget til at standse de Optøjer, som berusede Mennesker og Fanatikere fik sat i Scene i Wyk, og denne Beundring af vore Forældres Optræden blev ikke mindre med årene.
Efter et Par Dages Forløb var således Ro og Orden genoprettet på Føhr, men da der var daglig Postforbindelse med Fastlandet og som Følge deraf fri Indpassage for Agitationen og fjendtlig Indflydelse, var det umuligt at svare for, hvor længe denne Ro ville vare, såfremt der ikke snart kom væbnet Magt til Øen.
Hammer gik nu over til Amrum og til de i Havnen indefrosne Krydsfartøjer for at få dem organiserede. Han beordrede dem til, så snart Isforholdene tillod det, at krydse ved Føhr og Amrum og vedligeholde en fingeret Forbindelse med et dansk Krigsskib udenfor Smaldyb. Selv tog han over til Hørnum Odde (på Sild), derfra den næste Dag til Tinnum på Sild, hvor han havde en Sammenkomst med Landfoged Tvede. Denne Embedsmand havde sin gode Konduite at takke for, at han endnu sad ukrænket i sit Embede. Her erfarede Hammer, at det ildesindede Parti også der havde gjort Forsøg på at bringe en Folkedemonstration istand, men Forsøget mislykkedes, da Landskabsfuldmægtigene satte sig derimod. En Hyldingsadresse til Prætendenten blev båret omkring og Agitatoren Dr. Jenner var især virksom med Overtalelser og Trusler for at få Øens Befolkning til at underskrive, hvilket dog kun tildels lykkedes, da over Halvdelen af Befolkningen var loyal. En Deputation af to Mænd fra Vesterland var udvalgt for at rejse til Hertugen, som nu opholdt sig i Kiel, men på Grund af Is var den endnu ikke nået til Fastlandet. Toldvæsenet på Sild havde opført sig flinkt. Opfordringen fra Civilkommissærerne om at anerkende disse var afvist, støttet på, at Fjenden ikke havde noget faktisk Herredømme over Øen. Efter Aftale med Generalpostdirektøren blev det arrangeret, at al Post til Øerne gik over Nørrejylland og Strandby.
Den næste Morgen d. 25. februar gik Hammer videre Nordpå og kom til Fanø om Aftenen. På Grund af Storm og Uvejr var Arbejderne på Kanonjollerne kun ubetydeligt fremskredne, og det under d. 6. februar indkaldte Mandskab var endnu langt fra fuldtalligt mødt, hvad der bevirkede en Del Skriverier og Telegramudveksling imellem Udskrivningsautoriteterne og Hammer, der endte med en Skrivelse fra Marineministeriet dateret d. 23. februar hvori Hammer blev bemyndiget til at gøre sit Mandskab fuldtalligt, dels med Folk, der endnu opholdt sig på Fanø med anden Bestemmelse, og dels med andet Mandskab, der også med anden Bestemmelse måtte møde på Fanø.
Da Hammers Stilling som Chef for Kanonjollestationen knyttede ham til det Sted, hvor Jollerne var, og ville forhindre ham i hurtig at bevæge sig fra den ene ø til den anden, indstillede han til Marineministeriet, at Kommandoforholdet forandredes således, at løjtnant Holbøll blev udnævnt til Chef for selve Kanonjolle Divisionen, medens det blev overdraget Hammer at tage Overkommandoen over „Flotillen på Vestkysten”, det vil sige over den samlede Styrke af en Division Kanonjoller, Krydsfartøjer, mindre Dampskibe og de Tropper, der ville blive oversendt.
Ved Tilbagekomsten fra de sydlige Øer modtog han Ministeriets Approbation på dette Forslag, og det forandrede Kommandoforhold indtrådte d. 26. februar. Såvel fra Marineministeriets som fra Flotillechefens Side blev der gentagne Gange gjort Forsøg på at skaffe en Læge fast knyttet til Flotillen, men alle Forsøg i så Henseende mislykkedes.
Den Omstændighed, at der var forlangt Mandskab stillet til Flåden fra Øerne, bidrog meget til at forværre Stemningen på disse. Rømø samt Vesterlandsføhr og Amrum gjorde, hvad de kunne for at opfylde Forpligtelsen, men på Østerlandsføhr og Sild viste der sig en afgjort Uvilje derimod. Da Stillingsordren kom til Øerne omtrent samtidig med Efterretningen om Dannevirkes Rømning, fik Agitationen en kærkommen Hjælp, som den også benyttede med Held. En Del af det unge Mandskab løb bort, og da Forholdene udviklede sig som foran anført, var det ikke muligt for Øvrigheden at få de kommunale Myndigheder til at efterkomme Forpligtelserne og selv efter Ordenens Genoprettelse på Føhr anså Hammer det for rettest at lade Sagen bero. Tilstanden på Øerne var således meget tvivlsom og det måtte regnes for en absolut Nødvendighed, så hurtigt som på nogen Måde muligt at få en militærstyrke herned, selv om denne var nok så ubetydelig.
Endelig den 1. marts blev Kommandoen hejst i de to Kanonjoller „Barsø" og „Hørup“. Disse to samt „Neptun“ og nogle Krydsfartøjer blev beordret til fra Fanø at hente en Del af det nu nogenlunde indøvede Mandskab, og med dette, hvoriblandt en af de endnu ikke færdige Kanonjollers Besætning, gik Hammer Sydpå for at iværksætte Øerne Sild og Føhr’s Afspærring fra Fastlandet og benytte den overtallige Kanonjollebesætning som Besættelsestropper på Sild. For at berolige Stemningen indsendte Hammer en Proklamation til Øernes Beboere, som lød således: „Beboere af Vesterhavsøerne! Mit nuværende Hverv hos Eder er at beskytte Øerne imod den Fjende, som har gjort Indfald i det danske Fastland! Af Eders sunde praktiske Forstand venter jeg, at I ville understøtte mine Bestræbelser, som næst Øernes Forsvar går ud på at fremme Eders Tarv og sande Vel. Misbilliget af enhver brav og rettænkende Mand iblandt Eder, har enkelte Pøbeloptøjer fundet Sted, som det langt overvejende loyale Flertal af Beboerne under Forholdenes Tryk ikke har kunnet hindre. Mod Gentagelse af sligt advarer jeg alvorlig, med Tilføjende, at den militære Magt, på vedkommende Øvrigheders Forlangende, er beredt til at skride ind. Ved Forholdenes Udvikling er det påbudt mig at håndhæve en komplet Afspærring med Fastlandet, så længe det er besat af Fjenden. For Postforbindelsen vil der indtil videre på anden Måde blive draget Omsorg. Hammer, Chef for Flotillen på Vestkysten.
På List fik Hammer en Skrivelse fra Landfogeden på Sild, hvorefter Keitum By med Omegn befandt sig i Oprørstilstand, og da der samme Eftermiddag Kl. 14 skulle afholdes en stor Forsamling, hvori det skulle besluttes at organisere en Folkevæbning for at modsætte sig enhver kongelig dansk Styrke, som muligvis kunne blive sendt til Keitum, bestemte Hammer sig til straks at tage derop med den ene Jollebesætning for derved at kvæle dette Foretagende i Fødslen og muligvis genoprette lovlige Tilstand.
Han sendte løjtnant Rasmussen med Jollebesætningen til Kejtum og gik selv til Landfogeden i Tinnum. Løjtnant Rasmussen medbragte skriftlig Ordre til de i Kejtum bosatte Hovedmænd for Oprøret med Besked om, at de uopholdelig havde at indfinde sig i Landfogdiet. En Times Tid efter kom løjtnant Rasmussen med sit Mandskab og de 6 Hovedmænd for Oprøret, dog med Undtagelse af Dr. Jenner, der ikke fandtes i sit Hus, og efter Angivelse var fraværende i en anden By for at forberede det fornødne til Forsamlingen Kl. 14.
Da Hammer kun havde en ringe Magt at støtte sig til, måtte han optræde med Mådehold og finde sig i at forhandle med disse Oprørere, der var frække nok til at vedkende sig deres Anerkendelse og Hylding af Prætendenten (dvs. person der gør krav på eller er udset til at overtage en magtfuld stilling eller position). Hammer gav dem Valget imellem at undertegne en af ham opsat Erklæring eller at blive ført bort som Fanger. De fleste af dem var tilbøjelige til at vælge det første, men det strandede på een Mands Modstand, Corn. Lorenzen. Medens disse Forhandlinger stod på, stormede en Folkehob af over 100 Mand fra Keitum ud imod Landfogdiet, i hvis indre gård Matroserne var opstillet. Hammer gik ud imod Folkehoben og forbød dem at trænge ind i Landfogedens Gård, men Stemningen var så fanatisk og Modet så højt, at de ikke efterkom Opfordringen, men vedblev at storme løs. For at Hammers lille Hob af ikke synderlig våbenøvede Folk, ikke skulle blive omringet og afvæbnet, så han sig nødsaget til at gribe til det sidste Middel og kommanderede: „læg an“, og kun Truslen om, at der ville blive fyret, så snart en eneste trådte indenfor Rækværket, udøvede den forønskede Virkning.
Medens dette foregik udenfor, fortsatte Oprørets Hovedmænd Forhandlingerne inde i Landfogdiet, og da Hammer kom tilbage forelagde de ham et af dem opsat Udkast til en Erklæring, som de alle var villige til at underskrive, og endskønt denne med Omhu undgik enhver Hentydning til, at de anså Christian IX som deres retmæssige Konge, så kan det dog næppe misbilliges, at Hammer under så kritiske Forhold besluttede sig til at tage Erklæringen for god, med den Bemærkning, at den i Realiteten omtrent indeholdt det samme som Hammers Udkast. Erklæringen lød således: „Wir Unterzeichneten verplichten uns, so lange der factische Zustand unserer Insel fortdauert, nämlich so lange als unsere Insel von der Flotille unter dem Obercommando des Herrn Capitain Hammers, oder auf irgend andere Weise durch militärische Mittel Seiner Majestät des Königs von Dänemark vom Festlande abgeschnitten ist, und bis dahin, dass dieser Zustand durch Maas-regeln der verbündeten Occupationscommando oder der Civilcommission aufgehoben werden möchte, mit allem unserem Einfluss und soviel in unserer Macht steht, fur gesetzliche Ruhe und Ordnung auf dem Lande sorgen zu wollen”. - Sylt, d. 3. marts 1864.(sign.) A. Andersen. A. J. Simonsen. C. J. Jansen. Lornzen. U. Bleicken.
Efter at den ommeldte Erklæring med Underskrifterne var bleven oplæst for Folket, begav alle sig roligt hjem. Der var altså genoprettet en Slags lovlig Tilstand på Sild, men jeg var overbevist om, at den ikke ville være af lang Varighed, fordi den mest fanatiske og ufortrødne „Wuhler“ og „Agitator” forhenværende Friskaremand Dr. Jenner, ikke kunne bringes tilstede, og på de andres mundtlige Løfte om at ville indestå for Jenner, stolede jeg ikke”.
Til yderligere Belysning af hvor fanatisk Stemningen var iblandt det oprørske Mindretal af Befolkningen, skal endnu anføres, at den Deputation, som var afrejst med Hyldingsadressen til Prætendenten, tillige havde det Hverv at skaffe fjendtlig Militærbesætning over til Sild, hvad de, med deres Kendskab til Farvandene, mente let lod sig gøre med Dampskibet „Hammer“ i Husum, da de vidste Besked med, at Flotillen til Dato intet Dampskib havde.
Hammer satte nu al Kraft ind på at få Kanonjollerne Sydpå, et Arbejde, hvortil han i høj Grad savnede Dampkraft. Den 6. marts blev Kommandoen hejst i Kanonjollerne „Ærø“, og „Aarøsund“, ført af Reserveløjtnanterne Hansen og Kønig. Samme Dag arbejdede de sig Syd efter, assisteret af Kutteren „Neptun”. Det var nogle hårde Ture for Kanonjollebesætningerne, idet de ikke kunne komme til køjs, hverken Dag eller Nat, og næppe nok få tørre Klæder på, men de blev forplejet og opmuntret så godt som Forholdene tillod. Efter nogle meget anstrengende Roture samledes Hammer med de fire Kanonjoller i Havn d. 7. marts, men Besætningerne var da i så høj Grad forkomne, at det var nødvendigt i de første Dage at indkvartere og forpleje dem i Land, dog således, at en Kanonjolle ad Gangen lå på Vagt imellem Wyk og Dagebøl. Endvidere blev adskillige Krydsfartøjer holdt i Gang for at gennemføre Afspærringen fra Fastlandet.
I enhver Rapport til Marineministeriet påviste Hammer det umulige i at forsvare Øerne uden Dampskibshjælp, og forskellige Løsninger blev bragt i Forslag; ligeledes gentog han sin tidligere Indstilling om at få oversendt et Kompagni Soldater, selvom det ikke var andet end Invalider eller andre for Felten mindre velskikkede Folk.
I Wyk havde der igen været Uroligheder, idet man ville efterligne Keitummernes Adfærd. Der var afholdt en Forsamling, hvori man besluttede at gøre Modstand, såfremt der fra den militære Magts Side skulle blive arresteret nogen af de Folk, som havde været bortrejst fra Øen i ulovligt Ærinde, eller såfremt der skulle blive udskrevet Folk fra denne. Da Partiet kun havde en mindre Del af Wyks Befolkning bag sig, tog Hammer foreløbig ingen Notits deraf, men mærkede sig nøje såvel Lederne som Bagmændene.
På Føhr modtog Hammer en Skrivelse af d. 4. marts, hvori der blev tilkendegivet ham Ministeriets fulde Anerkendelse af, hvad der hidtil var foretaget; samtidig fik han Meddelelse om, at Krigsministeriet havde bestemt at ville afsende et Detachement på 100 Mand til Fanø, og at dette ville blive underlagt Hammers Kommando. Endelig blev han bemyndiget til at erklære Belejringstilstand på Vesterhavsøerne, enten for alle disse Øer, eller for enkelte Dele af dem. Det pålagdes ham dog at anvende denne Bemyndigelse med den yderste Varsomhed, og så snart den var bragt i Anvendelse, uopholdelig at gøre Indberetning derom til Ministeriet.
Den 11. marts var de fire sidste Kanonjoller på Fanø færdige, men endnu manglede nogle af Besætningen. Den 14. marts blev Kommandoen hejst og Jollerne lagt ud. Ved denne Tid blev det galt igen på Øerne, navnlig på Føhr, hvor Ministeriets gentagne Ordre om Stilling af Mandskab blev forelagt Flækkekollegiet og vakte stor Ophidselse i Befolkningen. Navnlig begyndte man i Landsbyen Øvenum at sammenrotte sig og forsyne sig med Knipler og Pigge for om muligt at få Kanonbådsvagten dreven bort fra Wyk. Optøjer efter en større Målestok end hidtil blev sat i Værk; „Schleswig-Holstein“ blev afsunget af de forskellige Hobe, der drog gennem Landsbyen ind til Wyk. Tilstanden blev så alvorlig, at Øvrighedens Myndighed var brudt. Det traf sig så heldigt, at der netop blæste en Storm af vestlig Vind, således at Kanonjollerne kunne undværes fra Afspærringen (med vestlig Storm var det umulig for Fjenden at foretage noget Overgangsforsøg fra Fastlandet). De blev derfor samlede i Wyk Havn, Besætningerne koncentreredes i to større Lokaler, og Forplejning rekvireredes fra Byen. Hammer gjorde sit yderste for at undgå Belejringstilstand, da hans Styrke endnu var for lille til at hævde en sådan. Hammer handlede derfor i Overensstemmelse med Øvrigheden og sendte Patruljer ud til forskellige Sider. Enkelte Arrestationer blev foretaget, og en af Urostifterne, en indvandret preussisk Barber, blev sat ombord i Fyrskibet. Efter nogle Dages Forløb var Rolighed genoprettet, og Øvrighedens Myndighed igen befæstet.
Der var dog mange Vanskeligheder at overvinde. Jollerne var ganske vist kalfatrede på Fanø, men dette Arbejde bliver, når det foretages om Vinteren, kun højst ufuldkomment, og det viste sig også snart, at flere Joller var læk. De måtte derfor skiftevis sættes på Grund for at blive efterset. Da de første Gang foretog Skydeøvelser med Skarpt, sprang Kanonjollen „Aarøsund”, så læk, at den sank på Wyk Red. Der blev stor Glæde blandt de tysksindede, og tyske Blade meldte allerede triumferende, hvorledes denne Jolle havde gjort sin sidste Rejse til Havets Bund. Der blev dog hurtigt truffet Foranstaltninger til atter at tage Jollen op, hvilket ikke alene lykkedes, men det lykkedes også at optage den 60 skålpundi Kanon og alle Rekvisitter, der hørte til Jollen, bjergedes. Krudtet var dog naturligvis fordærvet. Et Par Dage senere lå Jollen atter med Kanon og alt Tilbehør ombord i Wyk Havn.
Det viste sig, at Bjælkerne under Pontondækket var gennemrådne og Jollen blev derfor snarest forsynet med et nyt Pontondæk. For ikke at udsættes for lignende Uheld, blev de andre Joller nøjagtig undersøgt, og det viste sig, at de alle led af lignende Skade, hvorfor de Tid efter anden fik nyt Pontondæk.
Den 20. marts lykkedes det løjtnant Holbøll at føre de sidste fire Kanonjoller „Snoghøj“, „Fænø“, „Ekernsund“ og „Middelfart“, ledsaget af Kutteren „Neptun“ og to Krydsfartøjer udenom Rømø til List, og alle var helt stolte af, at det var lykkedes uden Dampskibshjælp at få alle Kanonjollerne bragt fra Fanø over åben Sø til de sydlige Øer; men endnu var det lovede Dampskib og Tropperne ikke kommet, skønt Ankomsten var anmeldt ved Telegram fra Marineministeriet af d. 8. marts. Årsagen til denne Udsættelse var uforståelig. For at få Klarhed i Sagen og fremskynde Troppernes Ankomst, henvendte Hammer sig under d. 18. marts direkte til Kommandoen for Det nørrejyske Armékorps og anmodede indstændigt om snarest mulig at få såvel Dampskibet „Limfjorden” som Tropperne ført over.
Endelig d. 24. marts ankom Dampskibet „Limfjorden“ gennem dette fik man at vide, at Detachementet havde været på vejen fra Lemvig, men havde fået Kontraordre, da vejen ikke ansås for sikker, og dog var Dampskibet afgået uden at blive benyttet til at bringe Tropperne til Fanø ad Søvejen. For at Sagen ikke skulle blive endnu mere trukket i Langdrag, blev Reserveløjtnant S. Rasmussen sendt over Land til Nykøbing på Mors med en Skrivelse til Kommandoen om at afgive Detachementet til bemeldte Reserveløjtnant, der havde det Hverv om nødvendigt at føre det ad den sikre Vej langs Klitterne til „Skallingen”. Den 31. marts om Formiddagen mødte endelig det forventede Detachement, stort 100 Mand, af 11te Regiment under løjtnant Uldalls Kommando ved Hjerting, hvor det blev afhentet af Dampskibet „Limfjorden“ og ført videre til Føhr. Her blev „Wühlerne“ meget lange i Ansigterne ved, i stedet for de hver Dag så længselsfuldt ventede østrigsk-preussiske befriere at se vore tapre Jenser fra Sankelmark og Vejle. Det skal dog siges, at en Del af Landbefolkningen modtog og behandlede vore Soldater som Landsmænd og beværtede dem på det bedste. Venskabet befæstedes mere og mere, og det overvejende Flertal af Øens Befolkning var taknemlig for hver Dag, de blev bevarede imod at falde i Fjendens Hænder. Efterhånden som Forholdene gjorde det ønskeligt, blev Tropperne selvfølgelig forlagt til de andre Øer, når deres Tilstedeværelse der af en eller anden Grund blev nødvendig.
Øen Femern var imidlertid taget ved Overrumpling, og igennem Hammers Efterretningsvæsen var man underrettet om, at der påtænktes noget lignende med Vesterhavsøerne. Det lød ikke urimeligt, thi danske Krigsskibe havde endnu ikke vist sig ved disse Kyster. Derimod syntes det efter tyske blades og Elb-skipperes Efterretninger utvivlsomt, at der var kommet nogle preussiske Krigsskibe til Bremerhafen, navnlig Dampkanonbåde, hvis Bestemmelse skulle være at gå til Vesterhavsøerne. Det var tydeligt, at der ligesom lå noget i Luften. Befolkningen var urolig, fra forskellig Side blev der givet hemmelige Vink, og det syntes klart, at der påtænktes Overgangsforsøg enten fra Sydvesthjørne, Dagebøl eller måske fra Okholm. Der blev udvist den største årvågenhed fra dansk Side, og de to nævnte Havne blev rekognosceret om Natten, uden at der fandtes Forberedelser. Det var en vanskelig og for Besætningen såre anstrengende Tid, altid måtte de være i Virksomhed, og det tog svært på Kræfterne at drage omkring med de tungtroende Kanonjoller, men Folkene var flinke og alle besjælede af den største Iver for at tjene Fædrelandets Sag og holde Fjenden borte fra Øerne.
Den 26. marts gik Hammer med Dampskibet og to Kanonjoller Sydpå og nærmede sig Okholm. Herved kulkastedes Fjendens Planer, som var fra Okholm med en Mængde Binnendigsbåde at gå op under Øland, for derfra om Natten at overrumple Føhr. Fra nu af måtte man altså være parat til at modtage Angreb såvel fra Søen som fra Elben og fra Fastlandet. Krydsfartøjerne blev stationeret således, at der fra det ene til det andet kunne gives Signal over hele Linien, så snart en Fjende nærmede sig. For at være belavet på Følgerne af et overlegent Angreb fra Søsiden, anskaffedes Proviant for længere Tid samt en rigelig Kulbeholdning. Det var nemlig Hammers Hensigt i så Tilfælde at indtage en Stilling i Vatterne, hvor han kunne holde sig, så længe der var Proviant, og hvorfra der stadig ville kunne tilføjes Fjenden væsentlig Skade.
Den 27. marts rekognoscerede Hammer Farvandene omkring Nordstrand, Pelvorm og Heveren op til Husum, men under de nuværende Omstændigheder, med kun et Dampskib til Hjælp, truet fra forskellig Side af Fjenden, uden at have Forbindelse med danske Krigsskibe i Nordsøen, var hans Styrke for lille til også at besætte disse Øer. (Heveren strøm er en indviklet system af store priler (tidevandsrender), der starter nord for halvøen Ejdersted som søgat og forgrener sig derefter ind i vadehavet. Hovedløbet (Gammel Hever) går syd om halvøen Nordstrand ind mod byen Husum, mens Nørre Hever mod nordøst skærer sig ind mellem Nordstrand og Pelvorm og forgrener sig ved halligen Nordstrand Mor i flere små priler. De mange sandbanker i Heverstrømmen gjorde det tidligere svært for skibsfarten at manøvrere i den store pril). Han besluttede derfor at nøjes med at forsvare de nordlige Øer fra Amrum og Nordefter. For at bøde på den ringe Styrke var det nødvendigt at udvikle den største årvågenhed i alle Retninger og stadig stå i sikker Forbindelse med det af Fjenden besatte Fastland samt med Helgoland. Med Fastlandet havde Hammer organiseret en fortrinlig virkende Efterretningstjeneste, som var ham til uvurderlig Nytte, idet den bevirkede, at han stadig var ajour med de Overgangsforsøg, der planlagdes af Fjenden.
Disse Efterretninger kom ham ihænde på den Måde, at en ham hengiven Fisker på Fastlandet, der stod i Forbindelse med Venner oppe i Landet, anbragte Breve og Depecher i en Flaske. Om Aftenen ved Lavvande, når han røgtede sit Fiskeri, bandt han Flasken til en nærmere aftalt Pæl i sit Bundgarn, og når Højvandet indtrådte, kom Folkene fra en af de udenfor posterede Joller og hentede Indholdet.
Da Hammer i længere Tid ikke havde modtaget nogen Meddelelse fra Marineministeriet, og man vidste, at Jylland var besat af Fjenden, blev han urolig for, at hans Breve og Rapporter skulle være faldet i Fjendens Hænder. Han sendte derfor den forhenværende Fører af Dampskibet „Hammer", C. C. Lind, til København for at undersøge denne Sag og udrette forskellige tjenstlige Hverv, hvoraf de vigtigste var: 1) Personligt at overbringe flere af Hammer fremsatte Forslag og Indstillinger, samt forhandle med Ministeriet om disse og om Forholdene på Vestkysten. 2) Sætte alt ind på om muligt at få Isefjord Dampskibet „Frederik den 7“ sendt ud så snart som muligt og eventuelt med Lind som Fører. 3) At få Ministeriet til at lempe den i Instruksen optagne Bestemmelse om at afholde sig fra Foretagender på Fastlandet.
Lind afrejste fra Føhr den 3. april og blev den 8. april for første Gang fremstillet for Marineministeren. Han fik Lejlighed til at forklare Forholdene som de var, og underrettede jævnligt Hammer om Sagernes Gang i København. Han blev fra Tid til anden opfordret til at udsætte Hjemrejsen for at afvente nærmere Resultat, men det lod ikke til, at der var synderlig Udsigt til, at Ministeriet kunne skaffe Hammer, hvad han ønskede.
Da der efter 14 Dages Ophold i Byen endnu intet Resultat forelå, meldte Lind Afrejse i Ministeriet og tog tilbage til Vestkysten. Det var kun med beklemt Hjerte han tog denne Bestemmelse, thi han var ganske klar på, at Rejsens Resultat var yderst ringe. Det viste sig, at alle ind- og udgåede Skrivelser var ankommet til rette Tid og Sted.
Med Hensyn til Måden, hvorpå de ovennævnte Hverv blev udført, henvises til tre Breve fra Lind til Hammer, som aftrykkes her. Det fremgår af disse, at den Behandling, der blev Hammers Sendebud til Del i Marineministeriet ikke var meget imødekommende, særlig ikke for så vidt angår Ministerens Adjudant, kaptajn C. Schønheyder.
København, d. 9. april 1864. Velbårne Hr. kaptajn. I går var jeg i Ministeriet og blev af Etatsråd Eskildsen indladt til Hr. Marineministeren, der var i fuld Galla og skulle til Kongen, hvis Fødselsdag det var. Han så uden på Brevene og spurgte, om der var noget Nyt. Jeg svarede: „Ikke videre, Deres Exe., uden at vi trænger til at have et Dampskib mere, og så vidt mig bekendt, var Hensigten med min Sendelse og med de Breve, jeg medbragte, at se at få et Dampskib til over til Vestkysten”. - Ministeren: „Hvem er De?" — „Jeg er Fører af et Dampskib, som før Krigen gik i Fart imellem Vestøerne og Husum og har været med Dampskibet „Limfjorden“ som bekendt Mand på de forskellige Ekspeditioner mod Nord og Syd”. — „Ja! men De har det vel nu ganske godt derovre”. — „Ja! Deres Excellence, så lala; da vi med „Limfjorden“ var i Hjerting for at hente de 100 Soldater, viste et Dampskib sig udenfor Smaldyb, da man vidste, at der kun var tyske Orlogsskibe i Nordsøen, blev vi naturligvis urolige derover, thi vi var jo uden Dampkraft, men i et Øjeblik var Jollerne bemandede og klar”. Kaptajn Schønheyder: „De kunne jo flygte op på Vatterne”. Jeg: „Hr. kaptajn, jeg troede Kanonjollerne var dér; ikke for at flygte, men for at holde Fjenden ude!“ — „Ja! det kunne de jo også ganske godt, de har jo mange flere Kanoner end som et Par tyske Kanonbåde”. „Jeg må dog tillade mig at sige, at de Kanonjoller uden Dampkraft duer meget lidt”. — Ministeren gik og Etatsråden bad mig komme igen som i Dag Kl. 15.
I dag gik jeg derhen Kl. 14. Thi Kl. 15 lukkes Kontorerne. Jeg ventede, efter at både adjudanten, kaptajn C. Schønheyder som Etatsråd Eskildsen havde set mig 1/2 Time; men da det lod til, at ingen tog Notits af mig, gik jeg ind til kaptajn Schønheyder og spurgte ham, om han eller Ministeren havde gjort sig bekendt med de Skrivelser, som jeg havde bragt: „— Nej! — det kunne ikke ske så gesvindt, og hvad egentlig mit Ærinde var?” (Jeg er ganske vis på, at han dog havde læst Deres Skrivelser). „Jeg er kommen herover for efter Indstilling af kaptajn Hammer at føre det Dampskib, som det måtte behage Ministeriet at sende ham over til Vesterhavsøerne og siden føre det, da jeg, som bekendt på Kysten, ved at have ført et Dampskib der i 7 år kvalificerede mig til denne Post”. — „Ja! hvad kan det nytte, at han får et Dampskib, så vil han straks have et til, og tror, at han dermed kan erobre hele Tyskland”. — „Ja! Hr. kaptajn, det er ganske rigtig, når vi skal besætte alle Øerne, må vi have 4 Dampskibe, men to er absolut nødvendige, og hvad det angår, at erobre Tyskland, så synes mig det må være en hel Fornøjelse for Marinen, at kaptajn Hammer arbejder sig Sydefter og det med en så lille Styrke”. Jeg gjorde ham nu opmærksom på, at Jollerne kun med Højvande kunne komme op på Vatterne og med 1/2 Tid eller Ebbe måtte man søge ind i Lejerne, hvor Vandet efterhånden grundede op, men at Jollerne ikke kunne arbejde sig op imod Strømmen, og at således Damp var nødvendig. Jeg forestillede ham, at når man slæbte 3 Joller, en fra hver af Vingerne og en i Midten, ville man kunne operere bekvemt og med god Virkning”. — „Ja! men disse Fartøjer — Dampbåde — er så uhyre dyre”. — Jeg: „Det får vi rigelig betalt, thi nu skal der udskrives Skatter og Afgifter på Øerne, og de blive ikke betalt, uden man tager dem med Magt”.
Jeg gjorde fremdeles opmærksom på, at det var mig ganske ligegyldigt, om jeg fik Skibet at føre. Hovedsagen var, at der blev sendt kaptajn Hammer et Dampskib mere. Dertil svarede han, at det var aldeles naturligt, at jeg fik Skibet at føre, og at kaptajn Hammer havde gjort rigtig i at sende mig hertil, da mundtlig var 100 Gange bedre end alt Skriveri. Han snakkede en Del mere, hvoraf Misundelsen lyste ud; men jeg blev ham ikke Svar skyldig og gav ham det glatte Lag, så han til sidst måtte stryge Flag og falde tilføje; men så siger han — Gud hjælpe mig — til sidst, at han har intet at gøre med det hele, og at jeg skulle gå ind og tale med Etatsråd Eskildsen derom. „Nej", siger jeg, „så vil jeg hellere tale med Ministeren, for hvad kan en Etatsråd forstå af det jeg kan forklare ham”. „Nej! Ministeren havde slet ikke med den Sag at gøre, ene og alene Etatsråden”. „Så gå De da ind til Etatsråden og tal den Sag," siger Jeg. — „Nej, Gu vil jeg ikke nej”. siger han. „Adjø" sagde jeg og „Farvel" sagde han.
Da jeg kom til Etatsråden bad jeg at undskylde, at jeg havde henvendt mig på forkert Sted og ikke hos ham. „De er Hammers Adjudant," siger han. — „Ja!“ sagde jeg. „Vil de komme igen i morgen Kl. 11”. Der skal jeg hen nu i dag, da vi skriver den 10, men da jeg formodentlig dog ikke får noget Resultat i dag, sender jeg dette Brev afsted.
Efter Bladene ser jeg, at de 300 østrigske Soldater, som besøgte Ribe, var udsendt efter mig for at få fat i Deres Breve. Jeg må være bleven forrådt af Cornelius Lornzen eller en anden af de tyske, som opholdt sig på Rømø, da jeg var der, for at drive Handel ved de to Auktioner, der skulle afholdes. sign. ærbødigst C. C. Lind.
København, d. april 1864. Velbårne Hr. kaptajn. I dag var jeg igen i Ministeriet og fik Ordre til at afvente nærmere Besked. Jeg tror, at Deres Ønske vil blive opfyldt, og at man ser sig om efter et passende Skib. Jeg fandt det ikke passende at spørge, men man behøvede jo ikke at lade mig vente her, dersom man ikke havde besluttet at sende Dem et Skib. Jeg har talt med mange slesvigske Embedsmænd, de fortælle alle, at man i Husum ikke kan sove roligt om Natten for Dem, og at Wühlerne have pakket deres Tøj sammen for at flygte, ifald De skulle komme. Der har stået flere ret gode Stykker om Dem i Bladene, „Dagstelegrafen“, „Folkets Avis" og „Folkebladet". Jeg havde tænkt at skrive noget til „Berlingske" eller „Dagbladet", men da jeg ikke kunne fortælle dem andet end hvad der egentlig er skrevet, så har jeg undladt det, og man ved i Grunden ikke, om man gavner Dem derved; thi Misundelsen er stærk i denne Verden, skønt Misundelsens Brød bliver også spist. Imidlertid glæder det alle Mennesker at høre Dem omtale. Jeg har talt med så mange, som har bedt mig hilse. sign. Ærbødigst C. C. Lind.
København, d. 15. april 1864. Velbårne Hr. kaptajn! Efter at have modtaget Ordre om at forholde mig rolig i mit Logis og afvente nærmere Ordre, forgik til sidst Tålmodigheden mig, og jeg begav mig i dag til Ministeriet og traf Etatsråd Eskildsen, for hvem jeg ytrede, at Tiden faldt mig lang, og om det var nødvendigt at blive længere i København. Han svarede, at jeg måtte blive, men at det ville trække nogle Dage ud. Man er her meget urolig for Dybbøl og navnlig for det store Antal Sårede, som daglig ofres, man ønsker blot, at Dybbøl må holde sig Konferensen over. Gud give det! Forresten er man ved godt Mod og trøster hinanden på det bedste; her er ingen Tale om at give efter. Vi skal nok komme til vor Ret igen. sign. Ærbødigst C. C. Lind.
Som det fremgår af alle Hammers Rapporter, anså han det for en uafviselig Nødvendighed at få endnu et Dampskib til Disposition, såfremt han skulle gennemføre sin Hovedopgave: „at forhindre en fjendtlig Besættelse af Øerne“. Det må erindres, at der findes to Hovedindgange fra Søen, som kan benyttes af de fjendtlige Dampkanonbåde, nemlig Smaldyb og Listerdyb. Afstanden mellem disse er ca. 9 danske Mil. Såfremt et Angreb fra Søen foretages der, hvor der intet Dampskib er, så vil de derværende Rokanonjoller ikke kunne komme til at deltage i Forsvaret, da de ved Roning alene er meget langsomme og besværlige at manøvrere med. Hammer pålagde derfor Lind på det kraftigste at fremstille denne Sag for Ministeren og gøre opmærksom på det umulige i at forsvare disse Farvande med Robåde alene, og Lind havde, som det vil ses af hans Breve, gjort dette med stort Eftertryk.
Efter i tidligere Rapporter at have bragt forskellige dertil egnede Dampfartøjer i Forslag, uden at det var lykkedes at få dem til Disposition, foreslog han denne Gang, at Isefjordsdamperen „Frederik VII” snarest muligt blev sendt derover, ført af kaptajn Lind, som efter at have ført Dampskibet „Hammer” i disse Farvande i en Række år var særdeles egnet til at overtage dette Hverv. Da Forslaget blev fremsat, syntes det, som det vil fremgå af Linds Breve, som denne Tanke blev nådigt optaget i Ministeriet, og Forhandlinger desangående blev indledet, men også denne Gang syntes den døde Hånd at hvile over de af Hammer fremsatte Forslag. I Skrivelse af 23. april til Hammer beklagede Ministeriet meget, at disse Forhandlinger ikke førte til noget Resultat, så at dette Dampskib ikke kunne fås, og da det ikke ville være muligt at få noget andet dertil egnet Dampskib, så Ministeriet sig ikke istand til, hvor gerne det end ønskede, at forskaffe ham yderligere Dampskibsassistance.
Hammer havde allerede under 3. april anmodet Ministeriet om, at den i hans Instruks opførte Passus, „om at afholde sig fra Foretagender på Fastlandet”, lempedes, idet han, såfremt han ikke var bundet af denne Bestemmelse, muligvis selv kunne have skaffet sig Dampskibshjælp ved at udskære to i Husum Havn oplagte mindre Dampskibe, der tidligere havde gået i Postfart imellem Fastlandet og Øerne. Lind medbragte ved sin Hjemrejse en Skrivelse, hvori den ønskede Bemyndigelse var givet, men denne kom først Hammer ihænde i Slutningen af april, og da var de danske Krigsskibe borte. De viste sig, som det fremgår af det nedenfor anførte, kun d. 9. maj for at vinde den for vor Marine så ærefulde Sejr ved Helgoland, hvorpå de forsvandt lige så pludseligt som de var kommet, for ikke mere i denne Krig at optræde på den Valplads, de forlod som Sejrherrer.
Planen for Ekspeditionen til Husum var lagt således, at den kunne udføres, så snart Ministeriets Billigelse indløb, men det var en Hovedbetingelse, at Hammer havde Ryggen fri; med andre Ord, at den danske Flåde var Herrer i Helgolandsbugten. Det var Meningen om Natten at lande på et Sted i Nærheden af Byen, besætte Banegården, afskære Telegrafen, afbryde Jernbanen og afkaste Broerne. Samtidig skulle Søfolk med Dampskibet „Limfjorden" bringe de to i Havnen liggende Dampskibe „Hammer" og „Augusta“ ud af Havnen. Hertil påregnedes en Time, i hvilken der ville blive skaffet Vogne tilstede. Med disse ville Hammer tage ad Landevejen til Tønning ved Ejderen og indskibe Tropperne i et Dampskib, som lå sejlklart på Reden. Dampskibet „Limfjorden“ skulle imidlertid stå ud af Heveren (Indløbet til Husum) og møde Hammer i Ejderen. Han var ikke i Tvivl om, at en sådan Ekspedition måtte lykkes, thi både Husum og Tønning var blottet for Tropper, og når Telegraf og Jernbane var afbrudt, ville enhver fra Flensborg eller Slesvig rekvireret fjendtlig Styrke være kommet for sent til at forhindre Udførelsen. Dette Kup ville med et Slag have skaffet Hammer netop den Dampskibshjælp, som egnede sig bedst for Farvandene, og som Marineministeriet ikke kunne skaffe.
Da de danske Krigsskibe endelig kom, ventede Hammer med Utålmodighed Ministeriets Svar, men desværre, som foran nævnt, kom Bemyndigelsen først efter ca. 4 Ugers Forløb, og da var de danske Krigsskibe borte, og Forudsætningen for Ekspeditionen dermed bristet.
I april Måned lysnede det efterhånden lidt for Forsvarsstyrken. Dampskibet „Limfjorden“ og det militære Detachement var ankommet i Slutningen af marts. Kort efter kom den danske Eskadre til Nordsøen og gav derved Ryggen fri, så Opmærksomheden væsentligst kunne henvendes på Afspærringen mellem Øerne og Fastlandet.
Afmærkningen i Farvandene blev nu bragt på Plads igen, og alt gjort klar til at assistere de danske Orlogsskibe. Den 11. april traf Hammer første Gang sammen med Korvetten Dagmar udenfor Listerdyb, hvor den løb ind med en Prise, samt for at fylde Kul. Senere opsøgte han Eskadren under meldte sig hos Eskadrechefen, Orlogskaptajn E. Suenson og traf fornøden Aftale om Kulfyldning, Afmærkning osv., særlig blev Smaldyb fuldstændig forsynet med Sømærker, så at de største Fregatter med Sikkerhed kunne gå ud og ind.
Glæden over at have den danske Eskadre i Ryggen varede dog kun
kort. Allerede fra den 20. april holdt al Forbindelse med den op og „Niels
Juel“, som efter Aftale skulle fylde Kul ved Øerne, udeblev. Hammer løb derfor
med „Limfjorden“ til Helgoland for at opsøge Eskadren, men her fik han
skriftlig Meddelelse om, at Eskadren var afgået til Christianssand. I de
nærmeste Dage derefter fik han Vished for, at en forholdsvis stærk fjendtlig
Styrke hvert Øjeblik kunne vise sig. Gode Råd var nu dyre. Fyrskibe og Sømærker
var jo udlagt for vore Skibe og måtte af hensyn til disse ikke inddrages et
eneste Øjeblik for tidligt, men af Hensyn til Fjenden var det nødvendigt, at de
blev inddragne, forinden denne var Herre i Farvandene.
KAMPEN
VED HELGOLAND
Den 4. maj anløb Hammer med „Limfjorden“ atter Helgoland, hvor man ikke havde set eller hørt noget til danske Skibe siden d. 21. april. Befolkningen på Øen, som dengang var i engelsk Besiddelse, havde så godt som udelukkende danske Sympatier, og der herskede overalt almindelig Spænding. Man var overbevist om, at de danske Skibe opholdt sig mere vestlig i Nordsøen for at levere østrigerne Slag, forinden de kunne forene sig med Preusserne; om Udfaldet af en sådan Kamp nærede man ikke mindste Tvivl, og man mente, at det var ganske selvfølgeligt, at de velorganiserede danske Skibe passede de fjendtlige Skibe op, så snart de havde passeret Kanalen. Det var ret pinligt for Hammer at høre på disse Udtalelser, da han jo vidste, at den danske Eskadre lå i Christianssand; men han måtte jo lade, som om han var ganske af deres Mening. Midt under en sådan Samtale blev der fra Fyrtårnet meldt: „Danske Fregatter i S.V. Det var kendeligt, at der gik en glad Stemning gennem hele Øens Befolkning ved denne Efterretning, men få Øjeblikke efter blev Hammer selv Vidne til, at — ikke de danske, men — en fjendtlig Eskadre, bestående af de østrigske Fregatter „Schwarzenberg“ og „Radetsky“ og de tre preussiske Krigsskibe „Adler“, „Blitz“ og „Basilisk“ nærmede sig Helgoland. Han afsendte øjeblikkelig Rapport til Marineministeriet, returnerede til Smaldyb, inddrog Fyrskibe og Sømærker og afsendte Kutteren „Neptun“ for at bringe Underretning til den danske Eskadre ved Christianssand. Han fordelte derpå sin lille Styrke til at modtage et eventuelt Angreb såvel fra Sø- som Landsiden, samtidig med at en Retrætestilling i Vatterne blev forberedt ved Udlægning af Depotfartøjer med Proviant, Vand og Kul.
I de følgende Dage blev den fjendtlige Eskadre ret jævnligt meldt i Sigte udfor øerne, og den 9. maj om Morgenen vistes atter Signalet: „fjendtlige Skibe i Sigte“. Hammer løb som sædvanlig ud med Limfjorden for at iagttage de fjendtlige Skibe, men så snart til sin store Glæde, at det denne Gang var de danske Krigsskibe. Han gik ombord i „Niels Juel“ og traf Aftale med Eskadrechefen om Farvandenes Afmærkning, om Eskadrens Forsyning med Kul og lignende, samt om at møde samme Eftermiddag udfor Smaldyb. Der blev nu sat al Kraft på Genudlægning af Sømærkerne, og om Eftermiddagen mødte „Limfjorden“ efter Aftale udfor Smaldyb, hvor Eskadren ganske rigtig indtraf. Først på klods Hold så Hammer, at Eskadren havde været i Kamp, og få Øjeblikke efter fik han fuld Underretning om den for vore Våben så glimrende Kamp ved Helgoland. Det var på Tale straks at bringe Eskadrens ca. 50 Sårede i Land med Limfjorden, men da Flotillen ingen Læge havde, og ingen sådan kunne undværes fra Skibene, hvor man var belavet på en Genoptagelse af Kampen, bestemte Eskadrechefen sig til næste Formiddag, så snart det passede med Flodtiden, at løbe ind til Wyk med de sårede for samtidig at fylde Kul. Hammer løb derefter ind og lod i Løbet af Natten et Lazaret indrette i et Hotel i Byen. Efterretningen om Kampen vakte Jubel hos alle danske på Øerne, som straks fattede Håb om, at Øernes Trængselstid var omme, medens de slesvig-holstensk sindede slet ikke ville tro på Efterretningen om Sejren og betragtede det hele som et Krigspuds for at styrke den fra alle Sider truede Stilling.
Den 10. maj om Morgenen var der stor Travlhed med at lægge den sidste Hånd på Værket med Farvandenes Afmærkning, og da Tiden var kommet til, at Skibene kunne stå ind, stod Hammer med „Limfjorden“ ud imod dem for at lodse dem ind. De lå efter Aftale udfor Smaldyb, men pludselig satte de Sejl og stod for alle Sejl og fuld Damp Nord i. I „Limfjord“ ville man knap tro sine egne Øjne; Skibenes Forsvinden var fuldstændig uforklarlig for alle. En Tid stod man efter dem; men så fik man en lille Helgolands Båd i Sigte, stod efter den og fik fra denne en Skrivelse fra Eskadrechefen med Underretning om, at han med den samme Båd havde fået Ordre fra Marineministeriet via Helgoland om at gå til Christianssand. Ligeså jublende glade man havde været om Morgenen, ligeså bedrøvede blev man ved denne Efterretning, som med et Slag forandrede Øernes Stilling fra at være i høj Grad gunstig til at være nærmest fortvivlet, idet man vidste, at et stort kombineret Angreb fra Land- og Søsiden var under Forberedelse, og at de preussiske Kanonbåde, hvis Dybgående tillod dem at stå ind i de indre Farvande, var gået ud af Kampen uden at have taget Skade. Med Sorg i Sinde måtte man nu snarest muligt inddrage alle de Sømærker, som man Dagen i Forvejen med så store Forventninger og med de største Anstrengelser havde lagt ud for anden Gang i Løbet af kort Tid. Slesvig-holstenerne jublede; deres Formodning havde dog altså været rigtig, mente de! Hele Helgolands-affæren var nu kun som en lys Drøm for Forsvarerne, og der var ikke andet at gøre end at afvente det bebudede Angreb i den bedst mulige Forsvarsstilling med de få Kræfter, man rådede over.
Hvorledes Englænderne så på Kampen og dens Resultater fik Hammer at vide gennem en engelsk Søofficer fra Fregatten Aurora, som havde været Øjenvidne til hele Kampen. Da han nogen Tid efter traf sammen med Hammer på Helgoland, sagde han med Harme, „De Danske plukkede Æblerne af Træet, men de lod dem ligge ved Foden af det”.
Heldigvis havde Kampen dog haft mere end blot moralsk
Betydning for Øernes Forsvar, thi den forhindrede det større kombinerede Angreb
fra Land- og Søsiden, som netop skulle have været iværksat på denne Dag. Planen
for denne var, at de to preussiske Dampkanonbåde skulle løbe ind i Farvandene
for at angribe Kanonjollerne. Samtidig skulle 400 Mand Landtropper overføres
fra Højer til Sild og 1000 Mand til Føhr, dels fra det lige overfor liggende
Fastland med Både og dels fra Husum med Dampskib. General Gondrecourt og en
østrigsk Søofficer var ankommet til Højer om Formiddagen for at lede Angrebet;
men kort før Ekspeditionen skulle starte, kom der Ekspres med Melding om Slaget
ved Helgoland og Ordre til, at Indskibningen af Tropper skulle standses, fordi
de preussiske Kanonbåde ikke kunne deltage i Angrebet. Generalen med hele sin
Hær trak sig derefter i største Skynding tilbage fra Kysten, og Uvejret var
således trukket forbi for denne Gang.
Under
Våbenhvilen fra d. 12. maj til d. 26 juli kl. 1 Em.
Den 12. maj indtrådte Våbenhvilen. Snarest muligt efter at alt i den Anledning var ordnet, overgav Hammer Kommandoen til sin Næstkommanderende løjtnant Holbøll og begav sig d. 16. maj via Århus til København for at forsøge på, ved personlig at fremstille Sagen for Marineministeren, at få Forstærkning til Øernes Forsvar. Når Krigen brød ud igen, ville Forholdene stille sig betydelig vanskeligere i Anledning af den store Forstærkning, som Fjenden ville få i Linieskibet „Kaiser“, Panserfregatten „Don Juan d’Austria“, Korvetten „Friederich“ og de mindre Dampskibe „Elisabeth“, „Wall" og „Seehund”. Da de sidste tre Skibe i Forbindelse med de preussiske Kanonbåde „Blitz” og „Basilisk“ var egnede til at løbe ind i Vestkystens Farvande, ville han med sine små Ro-kanonjoller være meget ilde stedt, hvis der ikke blev opkastet nogle Batterier, og hvis han ikke på anden Måde fik Forstærkning, særlig da det havde vist sig, at Dampskibet „Limfjordens“ Plader var så godt som fortærede af Rust, så at der endog på flere Steder i Kølpladerne var Huller, der måtte tilstoppes med Talg og Værk. Han havde så godt som daglig Konferencer herom med Ministeren, denne henviste Hammer til at retirere med Flotillen til Fanø, og der indtage en sådan Position, at han i yderste Nødsfald kunne tilintetgøre Materiellet og dernæst slippe bort med Besætningen til søs. Hertil gjorde Hammer opmærksom på, at Farvandet mellem Fanø og Fastlandet og selve Havnen ved Nordby var fuldstændig behersket af Fjendens riflede Skyts fra Fastlandet, imod hvilket vi var aldeles magtesløse. Hammer erklærede, at han absolut ville foretrække en Retræte i de sydlige Vatter imellem Føhr og Sild. Han fornyede sin gentagne, indstændige Anmodning om mere Dampkraft og bad Ministeren om endelig at tilstå ham en Dampkanonbåd. Ministeren indvilgede til Slutning og lod sin Adjudant kalde, for nærmere at bestemme hvilken. Denne gjorde imidlertid Ministeren opmærksom på, at så længe Als skulle holdes, kunne ingen Dampkanonbåde undværes. Hammer tillod sig at bemærke, at en af disse i Krigens første Afdeling havde haft det Hverv at ligge på Siden af „Rolf Krake“ for at afgå med Melding til Eskadrechefen i Høruphav, når „Rolf Krake“ havde fået Ordre til at angribe. Dette kunne udføres af hvilken som helst anden lille Dampbåd. Adjudanten lod imidlertid falde en ytring om, at en sådan Dampkanonbåd var til ingen Nytte på Vestkysten, fordi den ikke kunne gå gennem Vatterne. Hertil svarede Hammer, at når han havde forlangt Kanonbåden var det, „fordi han vidste, at han kunne bruge den med Nytte”, og påviste hvorledes. Resultatet blev dog, at Marineministeren erklærede, at man måtte lade den Sag med Dampkanonbåden fare.
Ordren om så vidt mulig at forhindre en fjendtlig Besættelse af Øerne skulle fremdeles stå ved Magt, men man kunne, turde eller ville ikke give ham den Assistance, som efter hans Mening var påtrængende nødvendig til Udførelsen af denne Ordre. Han måtte derfor forlade Hovedstaden med uforrettet Sag og ankom via Nørresundby—Vestkysten til Wyk den 6. juni, netop — som vi snart skal se — tidsnok til selv at skaffe sig en lille Forøgelse i den så meget savnede Dampkraft.
Ved den Forbindelse, der under Våbenhvilen plejedes med Fastlandet, fik Agitationen atter Indpas på Øerne og især på Sild, hvor det viste sig, at de Mænd, der på Æresord havde underskrevet Erklæringen af d. 3. marts, ikke regnede deres Ære for at være meget værd. Demonstrationer af forskellig Art foretoges i Keitum, og det gik endog så vidt, at der blev sendt en Deputation til Berlin med Anmodning om at beskytte Øen mod de danske. Deputationens Medlemmer vendte endog tilbage til Øen og fortsatte med Demonstrationerne i så høj Grad, at alvorlige Udbrud måtte befrygtes. Landfogeden erklærede sig ude af Stand til at skaffe Ro og Orden til Veje. Hammer måtte derfor erklære Keitum i Belejringstilstand, og Byen blev afspærret. Lederne blev arresterede, og de, der bekendte at have handlet i landsforræderisk Øjemed, blev straks samme Dag bragt ombord i „Limfjorden“, der førte dem til den militære Kommando i Nykøbing på Mors, hvorfra de blev sendt videre til København. De slesvig-holstenske Fanatikere blev rasende over denne Arrestation, og det gik endog så vidt, at en Præst fra en af de mindre Øer, der havde svoret Troskabsed til Kong Christian den 9de, endnu i sin Stilling som dansk Præst opfordrede de slesvig-holstenske Beboere på Sild til at øve Lynchjustits mod den danske Kommanderende. Forinden Hammers Afrejse fra Sild var der bragt Ro til Veje, Belejringstilstanden hævedes, og Roligheden blev ikke senere forstyrret.
Under Våbenhvilen blev der fra de pågældende Rederiers Side gjort Skridt til at sætte de ovennævnte i Husum Havn liggende Skibe „Hammer” og „Augusta” i Fart. Nogle Maskindele, som før Krigens Begyndelse på Hammers Foranstaltning var beslaglagt, blev udleverede og Ekviperingen påbegyndt. Men pludselig kom der Ordre fra feltmarchalløjtnant Gablenz om, at Dampskibene ikke måtte sættes i Fart. De besattes af fjendtligt Militær, rimeligvis af Frygt for, at de ved Våbenhvilens Ophør skulle komme i danske Hænder. Desuagtet lykkedes det det slesvig-holstensksindede Parti at få Beslaglæggelsen hævet på Dampbåden „Augusta“ for at sætte den i Fart imellem Byen Høyer på Fastlandet og Øen Sild, utvivlsomt for at sikre sig Brugen af den til at overføre fjendtlige Tropper fra Fastlandet til Sild. Den 6. juni kom Dampbåden første Gang i Sigte fra Føhr, få Timer efter at Hammer var kommet hjem fra København. Han lod den løbe ind til Wyk og fik i en Fart afsluttet en Kontrakt med Rederiet om, at den fremtidig skulle gå i dansk Tjeneste som Transportskib for Flotillen; det lykkedes ham herved at forhindre, at Fjenden fik Nytte af Dampbåden, samtidig med at Flotillen fik en kærkommen omend ubetydelig Forøgelse af Dampkraft. Båden anvendtes senere som Kommandofartøj for løjtnant Holbøll.
Det søværnepligtige Mandskab fra Distrikterne Syd for Kongeåen helt ned til Møgeltønder og Højer, som havde været forhindrede i at efterkomme Opfordringen til at møde på Fanø i februar, troede nu, at der nok ville blive Brug for deres Tjeneste på Flåden, når Krigen atter skulle begynde. Disse brave Folk benyttede derfor allerede de første Dage af Våbenhvilen til uden Opfordring i al Stilhed at begive sig til Fanø for der at få nærmere Ordre.
Der blev straks givet Melding herom til Marineministeriet. I Slutningen af Maj var der mødt henved 100 Mand, og hver Dag bragte flere, da der i de første Dage af juni kom Besked fra Marineministeriet, at de kunne gå hjem igen, da man ingen Brug havde for dem.
Nogle af de Skibe, som for imellem Husum, Nordstrand og Pelvorm troede sig berettigede til under Våbenhvilen at føre det såkaldte slesvig-holstenske flag. Dette kunne selvfølgelig ikke tåles, og da et sådant Fartøj engang var bleven opbragt til Wyk og Skipperen idømt en Straf af fem Dages Vand og Brød, ophørte dette Uvæsen.
Fjendens Officerer viste under Våbenhvilen Lyst til at besøge Vesterhavsøerne, og den 6. juni landede seks (der senere var med på Ekspeditionen imod os) ledsaget af en Vinhandler fra Ribe og en Proprietær fra Fanø. Da de havde beset alle Lokaliteterne, navnlig Kyststrækningen langs med „Grådyb”, afrejste de igen fra Øen. For at forhindre slige Overgreb blev en lille Afdeling Militær forlagt til Fanø. Et senere påtænkt Besøg af Fjenden blev derved afvist. — Der blev på alle Måder sørget for, at Kongens Autoritet på Vestkysten under Våbenhvilen blev opretholdt overfor de mangfoldige Forsøg på at undergrave den.
Da der henimod den Tid, hvor Våbenhvilen skulle sluttes, kom Meddelelse om, at den blev forlænget i 14 Dage, forsøgte Hammer endnu engang at få Forstærkning. Han indgav en ny Forsvarsplan til Ministeriet, baseret på Stillingen Amrum-Føhr-Smaldyb, ved hvilken Plan han mente at kunne reducere de tidligere stillede Fordringer i så betydelig Grad, at der efter hans Mening var Grund til at tro, at man ville og kunne imødekomme hans Ønsker. Han ville påtage sig at hævde den nævnte Stilling og påviste den Betydning, det ville have, blandt andet for Flådens Skibe. Såfremt disse blev sendt til Nordsøen, ville de altid kunne gøre Regning på en god Havn i Smaldyb, hvor de kunne være sikre på Forsyninger af såvel Kul som Proviant, hvor eventuelle sårede kunne bringes i Land, og hvorfra de efter Behag kunne søge ud eller ind, uden at det ville være muligt selv for en overlegen Fjende at angribe dem, idet Fjenden lige så lidt ville vove at søge ind i det krogede Smaldyb for at angribe vore Skibe indenfor et foreslået fast Batteri på Amrum, som vore Skibe ville tænke på at opsøge den fjendtlige Flåde indenfor de faste Batterier ved Cuxhaven.
Den Forstærkning, som han mente nødvendig til at hævde denne Stilling var: 1) 4 Stk. Positionsskyts på Amrum Sydpynt; 2) 4 Stk. Feltkanoner med tilhørende Mandskab; 3) 1 Bataljon Infanteri; 4) 10 Kavalerister; 5) 1 Bugserbåd og en eller to Dampkanonbåde med riflet Skyts, 6) samt 40 Søfolk til Forstærkning af Besætningen på Krydsfartøjer og Transportbåde. Såfremt Ministeriet ville ønske, at Øen Sild inddroges i Forsvaret, foreslog han 4 Stk. Positionsskyts anbragt på List og en Bataljon Landtropper til Fordeling på Øen.
Først den 25. juni — Dagen før Våbenstilstandens Slutning — kom Svaret. Som det jo var at vente efter Ministeriets tidligere Standpunkt i Sagen, blev dette igen en Skuffelse, men man havde dog ikke ventet, at den skulle blive så stor som den blev.
Man henviste Hammer til at søge Retræte på Fanø og ville i den Anledning sende 6 Stk. 24 skålpund glatløbede Kanoner med tilhørende Ammunition og Besætning samt en Afdeling Infanteri på 60 á 70 Mand dertil. Kanonerne beordredes monterede på Fanø. løvrigt overlod man ham selv at bestemme Anvendelsen af den ham underlagte Styrke. Man lovede at sende det fragtede Dampskib „Dan” til Flotillen, men det kom aldrig. Hammer havde allerede tidligere både mundtlig og skriftlig påvist det umulige for ham i at retirere til Fanø, dels fordi de lokale Forhold forhindrede ham i at sikre en sådan Retræte, og dels fordi Stillingen med Lethed ville kunne nedkæmpes af Fjendens riflede Skyts fra Fastlandet, imod hvilket de glatløbede Kanoner var aldeles magtesløse. Han gentog nu dette straks efter Modtagelsen af Ministeriets Svar og gjorde yderligere Rede for årsagen til, at Fanø var det Punkt på Vestkysten, der mindst egnede sig til Retrætepunkt for Flotillen.
Da Ministeriet havde givet udtrykkelig Ordre til at anlægge Batterierne på Fanø, blev Hammer nødsaget til straks at sende hele Troppestyrken fra Føhr derop, dels for at forhindre Fjenden i at besætte Øen, før Artilleriet ankom, dels for at forberede de nødvendige Skansearbejder, og endelig fordi den Styrke af 60 Mand Infanteri, der var undervejs, var alt for lille til Dækning af det Artilleri, der ventedes. Alt, hvad han fik ud af sin sidste Indstilling, resulterede altså i, at den i Forvejen meget ringe Styrke, som han havde til Disposition til Forsvaret af de sydligere Øer, blev betydelig svækket, i Stedet for at den skulle have været væsentlig forøget.
Først den 4. juli ankom de 60 Infanterister og de 6 Kanoner med Betjeningsmandskab til Fanø. Kanonerne opstilledes straks i de færdige Værker. Overkommandoen over den samlede Styrke på Fanø blev overdraget til Reserveløjtnant i Marinen, Petersen.
Henimod Våbenstilstandens Slutning blev iøvrigt alt
forberedt til Fjendtlighedernes Genoptagelse. Vel var der endnu ikke kommet
Svar på den sidste Indstilling, men i Håb om, at denne ville blive taget til
Følge, blev der bestilt Indkvartering på Føhr til 1000 Mand og på Sild til en
lignende Styrke. Batterier blev opkastet på forskellige dertil egnede Steder og
stråtækte Barakker anlagt ved Digerne, Signalstænger med Bauner oprettedes og
Espingoler anbragtes på Trillebøre. 2 gamle 30 punds skibskarronader, som
fandtes på Fanø, men som var ubrugelige til at skyde skarpt med, anbragtes, den
ene i Batteriet på Amrums Sydpynt, den anden på Føhrs Østpynt. Med disse Kanoner
blev der ved forskellige Lejligheder holdt fingeret Skydning. De knaldede så
højt og udbredte så megen Røg, at man skulle tro, det var det bedste
Positionsskyts. Alle disse Forberedelser blev trufne så betids, at Spionerne
fik Tid til at meddele Fjenden Underretning om alt, hvad der var i Vente; men
den strenge Afspærring, som trådte i Kraft straks ved Våbenhvilens Udløb den
26. juni, forhindrede, at der kunne gives Melding om, at der — Intet kom af,
hvad der var bebudet. For at gennemføre Afspærringen så fuldstændig som muligt
blev alle Både fra Øerne henlagt under Bevogtning i Wyk Havn og i Kongehavn på
List. Samtidig blev al Afmærkning i de ydre Farvande inddraget og alle Fyr
slukkede.
KRIGENS GENOPTAGELSE
For at vedligeholde Troen på, at Øerne var stærkt besat, blev der af og til foretaget Diversioner imod Fastlandet af Dampskibet „Limfjorden“ med Kanonjoller og mindre Fartøjer, som skulle give det Udseende af, at man ville kaste Tropper i Land. Disse Diversioner havde altid Alarmeringer til Følge, som sporedes langt ind i Landet. Navnlig var det af Betydning at vedligeholde Troen på Batteriet på List og Arnum, thi, som det senere blev bekræftet, Kanonbådene turde ikke trænge ind i Farvandene, så længe de troede på disse Batteriers Tilstedeværelse.
Den indre Orden og Disciplin på Øerne blev håndhævet med Alvor og Bestemthed. Enhver, der viste Tegn til oprørske Handlinger eller Mangel på Lydighed, blev summarisk behandlet; en Protokol blev optaget, og når Forbrydelsen bekræftedes, blev vedkommende straks anbragt på en af Kanonjollerne. Blandt disse var en ung Person på nogle og tyve år fra Keitum på Sild, der ville trodse Ordren om at aflevere sit Fartøj i Kongehavn. Han havde tidligere, da der var Udskrivning til dansk Orlogstjeneste, pralende forsikret, at der var ingen, som skulle få ham til nogensinde at sætte sine Fødder som tjenstgørende i et dansk Orlogsskib, thi når han ikke ville, så ville han ikke, og så skulle ingen Magt i Verden tvinge ham dertil. Nu ville Skæbnen, at hans Ulydighed og Brud på givet Løfte bragte ham ombord i en dansk Kanon jolle, hvor han snart lærte upåklageligt at udføre en anstrengende dansk Orlogstjeneste.
Tiden til den 11. juli gik, uden at der indtraf Begivenheder af væsentlig Betydning. Den 9. og 10. juli havde der været Skibe i Sigte langt til Søs, den 11. juli ved Daggry blev Signal for Skib i Sigte atter vist. „Limfjorden“ løb ud Kl. 02,30 om Morgenen og så 2 Fregatter ud for Smaldyb. Først troede man, at det var den danske Eskadre, der var kommet tilbage; men det viste sig snart, at det var østrigere. De tonede ikke Flag, men sendte nogle Skud efter „Limfjorden”, dog på så lang Afstand, at der ikke kunne være Tale om at ramme; efter Bestemmelsen besvaredes Skydningen straks ved Signalskud fra den gamle Karronade på Amrum. Samtidig sås nogle mindre Skibe længere nordpå op imod Sild. Desværre blev det en sjælden smuk Dag med fint Vejr og let østlig Brise uden Dønning. De østrigske mindre Skibe stod derefter tæt ind under Land, sendte nogle armerede Både ind til Sild og bemægtigede sig to af Øens Beboere, som de tog med ombord og lod afgive Forklaring om den danske Styrke og dens Stilling. Da de erklærede, at de med deres Liv ville indestå for Rigtigheden af deres Forklaringer om, at der ingen Batterier var på List, blev Fortryllelsen hævet, og Kl. 14 Eftermiddag stod de fjendtlige Skibe ind ad Listerdyb, begunstiget af det fine Vejr og den rolige Sø. De i Nærheden af List liggende Kanonjoller og Logiskibe måtte derfor trække sig Sydefter imod Hovedstyrken, medens to foran Højer Kanal liggende Kanonjoller, på Grund af Lavvande, måtte holdes tilbage, indtil Højvandet næste Dag. Dette viste sig at være særdeles heldigt, thi tidligt næste Morgen den 12. juli lykkedes det disse to Joller fuldstændigt at tilbageslå et fjendtligt Overgangsforsøg fra Højer til Sild. Fjenden har formodentlig antaget, at Jollerne, på Grund af de østrigske Skibes Besættelse af Listerdyb var trukket tilbage i Løbet af Natten, og at kun Logiskibet var blevet på sin Plads. Med 30 Både, hver med 8 á 10 Soldater ombord, styrede de i 3 Kolonner lige imod Logiskibet, som de formodentlig har villet erobre. Jollerne som lå på den udvendige Side af dette, ventede ganske roligt til Bådene var i Nærheden, satte så af fra Logiskibet og beskød Kolonnerne med Granater. Straks efter den første Granat var sprunget midt imellem Bådene, styrede disse, stadig beskudt af Kanonjollerne, ind imod Land i det grunde Vand Syd for Højer. Soldaterne sprang i Vandet og løb tillige med Bådførerne gennem Vand og Mudder i alle Retninger op efter Digerne. Efter endt Affære trak Kanonjollerne sig tilbage over Grundene henimod „Limfjorden“, der imidlertid var stået Nordpå for at hente dem. De stod derefter samlede ned til Farvandene omkring Føhr, hvor den øvrige danske Styrke samtidig havde været i travl Virksomhed. Den fjendtlige Eskadre ved List, som bestod af to østrigske Fregatter og en preussisk Kanonbåd måtte indskrænke sig til på Afstand at se på, at to små danske Rokanonjoller fuldstændig afslog Overgangsforsøget og derefter trak sig uhindret tilbage.
Medens dette foregik forsøgte Fjenden samtidig at iværksætte Overgang fra Fastlandet til Føhr på to forskellige Steder. Fra Havnen ved Sydvesthjørne (N.O. for Føhr) stak 23 Både i Søen tæt besat med Tropper og roede af fuld Kraft ad Føhr til. De to Kanonjoller, der havde Station i Føhr Leje, gik straks i Angreb mod dem og begyndte, så snart de var kommet på Skudvidde, så kraftig Beskydning, som kunne præsteres med deres 2 Kanoner. En halv Snes Skud var tilstrækkeligt til at tvinge Bådene til at vende om og søge ind til det nærmeste Sted på Kysten, hvor Tropperne landsattes i Huj og Hast.
Løjtnant Holbøll lettede tidligt om Morgenen fra Wyk med Dampbåden „Augusta" og stod med Kanonjollerne „Ærø" og „Ekernsund", over imod Dagebøl (Øst for Føhr), hvorfra en større Evert og 5 Både var udgået. Også disse blev modtaget med så varm en Hilsen fra Kanonjollerne, at de hurtigst muligt vendte om, og dermed var alle tre Overgangsforsøg afviste for denne Gang.
På Grund af de fjendtlige Skibes Ophold ved List var man nu nødsaget til at opgive Forsvaret af Sild, thi en Overgang fra Ballum over Rømø til List kunne til enhver Tid iværksættes under Dækning af de fjendtlige Skibe, uden at den danske Styrke kunne gøre det ringeste for at forhindre det. Hele Styrken blev derfor koncentreret i Stillingen Føhr-Amrum. Intet Under at alle var glade og fornøjede over Formiddagens gode Resultater.
Det varede dog ikke længe, inden de atter skulle komme i Virksomhed. Om Eftermiddagen så man fra Udsigtstårnet i Wyk, at der var travl Virksomhed med at træffe Foranstaltninger til en fornyet Overgang fra Dagebøl, idet en Mængde Både samledes på Digerne. Hammer beordrede straks Holbøll til med „Augusta” og 4 Kanonjoller at angribe og ødelægge Bådene. Fra to Sider løb Jollerne tæt ind under Dagebøl og åbnede på 800—1000 Alen en livlig Granat- og Kardæskild, der øjensynlig gjorde fortrinlig Virkning. Efter ca. 1/2 Times Forløb kom der fjendtlig Artilleri tilstede og rettede en heftig Ild mod Jollerne, medens disse fortsatte Beskydningen. Efter ca. 1 Times Skydning var Bådmateriellet ødelagt. Holbøll gav Signal: „Ophør med Kampen“, og Jollerne trak sig tilbage, ivrigt beskudt af det fjendtlige riflede Skyts, som nåede ud til 5—6000 Alen fra Land, medens Jollernes glatløbede Kanoner kun kunne række ca. 1000 Alen. Jollerne fik en Del Skud gennem Sejl og årer, men hverken Bådene eller Besætningerne tog Skade.
Da den danske Styrke havde trukket sig tilbage fra Farvandene mellem Højer og Sild, var Vejen fri for østrigerne, og den 13. juli iværksatte de Overgangen til denne ø, som jo nu var blottet for Forsvar. Den 13. juli om Formiddagen viste der sig et Fartøj med Parlamentærflag på Toppen, kommende fra Dagebøl. Et Krydsfartøj sendtes imod det og indbragte en Parlamentær fra Feltmarchallieutenant v. Gablenz, der lod Hammer underrette om, at den danske Styrke nu var fuldstændig indesluttet af den allierede østrigsk-preussiske Krigsmagt til Lands og til Vands, og opfordrede ham til at overgive sig med hele sin Styrke. Hammer gav herpå et kort og bestemt Afslag.
Han kunne dog ikke skjule for sig selv, at Stillingen efterhånden var i høj Grad kritisk. Fjenden var nu ubestridt Herre i Nordsøen og kunne, hvad Øjeblik han ville, sende fem stærkt armerede Kanonbåde ind i Farvandene, og desuden udsende Barkasser, Travailler og andre med riflet Skyts armerede Fartøjer fra sine Linjeskibe og Fregatter uden at der var noget Batteri i Land, som man kunne støtte sig til, og endelig kunne han møde med lige så mange små Dampere med Landgangstropper fra Elben, som han ønskede at disponere over, hvorimod den danske Styrke ikke engang havde sine Infanterister til Forsvar i Land. I Længden at forhindre en Besættelse af Øerne var umuligt; blev en sådan iværksat, var man henvist til Stillingen i Vatterne, men også denne var der kun ringe Chance for at forsvare i længere Tid med det forældede Materiel, hvis Skyts ikke rakte halvt så langt som Fjendens, og endeligt var det prekært uden Assistance af Læger at optage en Kamp, når al Forbindelse med Land var afskåret. Han sammenkaldte derfor et Krigsråd, hvor man besluttede at opgive Føhr og Stillingen i Vatterne, såfremt man kunne få fri Affart med Transportskibe og Mandskab. En Skrivelse herom til feltmarchallieutenant v. Gablenz blev under Parlamentærflag bragt til Dagebøl af løjtnant Holbøll. Da Svar herpå først kunne ventes den 15. juli, blev alt forberedt til indtil videre at fortsætte Forsvaret på bedste Måde.
En fremskudt Stilling under Fastlandet indtoges, alle Mand var på Post hver Nat, og ved Daggry blev Jollerne trukket noget tilbage for at give Mandskabet Hvile.
Fjenden havde efter det sidste mislykkede Landgangsforsøg jævnligt foretaget Alarmeringer ved at indskibe Tropper, lade Både sætte fra Land og atter vende om. Man sluttede heraf, at der måtte være noget i Gære andet Steds. Og ganske rigtigt, den 14. blev der meldt, at der samledes Tropper og Både på Halvøen Hørnum (Sydenden af Sild). Østrigerne, som den 13. havde iværksat Overgangen til Sild, belavede sig altså på at falde den danske Styrke i Ryggen ved at gøre Landgang på Vestsiden af Føhr. Dette måtte forhindres. Hammer gik derfor med og to Kanonjoller sent om Aftenen den 14. til vestsiden af Føhr, søgte i Nattens Mørke over mod Hørnum, og den 15. ved Daggry Kl. 02 om Morgenen kunne han skelne en Del Både, der var lagt op på den smalle Landtange. Kanonjollerne blev lagt i Angrebsstilling, og fra Dampskibet gjordes Landgang. Vagten flygtede, Bådene med Sejl og Redskaber blev sat i Vandet så hurtigt, at det ikke var muligt for en fremrykkende større fjendtlig Styrke at forhindre det. Bådene blev derefter bragt til Føhr, hvor de blev ødelagt.
Medens Hammer var ude på denne Ekspedition, havde Holbøll foretaget en Fremrykning mod Sydvesthjørnet. De Ildesindede i Wyk fik herved den Tro, at den danske Styrke, betrængt som den var fra alle Sider, var i Færd med at iværksætte en Flugt.
Demonstrationer og Skandaler sattes igang, det første slesvig-holstenske Flag blev hejst på en Flagstang ved Holbølls Bolig, i en Fart kom det ene Oprørsflag op efter det andet, og Pøbelen jublede i Gaderne. Da hejste Fru Hammer, som var omtrent ene tilbage i den kommanderendes Bolig, et stort Dannebrog på den til Huset hørende Flagstang og beroligede derved i høj Grad Stemningen iblandt de danske. Holbøll kom kort efter tilbage, tilkaldt ved det hejste Flag. Han lod Byens Borgere underrette om, at Byen ville blive skudt i Brand, hvis Oprørsflagene ikke blev halet ned, Landgangskorps blev sendt i Land, Urostifterne adsplittede og Roen i Byen genoprettet. Ved Hammers Tilbagekomst fra Ekspeditionen til Hørnum blev Hovedmændene arresterede og anbragt på Flotillen, alle Oprørsflag konfiskeredes og brændtes under Dampkedlen i Limfjorden, de erobrede Både blev hugget op og fordelt som Brændsel. Jeg behøver næppe at tilføje, at det var en bevæget Dag, som gjorde et uudsletteligt Indtryk på alle og ikke mindst på os Drenge.
Fra feltmarchallieutnant v. Gablenz kom der i Løbet af Dagen Afslag på det stillede Forslag, et Afslag, som blev modtaget med en vis Tilfredsstillelse, dels på Grund af, at det nu fjerde Gang forsøgte Overgangsforsøg var afslået, og dels fordi der var forskellige Grunde til at antage, at en Våbenhvile snart ville blive afsluttet.
I de følgende Dage fra 14. til 16. juli fortsattes med skarp årvågenhed til alle Sider, uden at der forefaldt andet, end at Fjenden fra Hørnum Odde søgte at hævne Tabet af de tagne Både. Artilleriet blev bragt i Stilling bag Klitterne, og da Kanonjollen „Barsø“ om Natten mellem den 15. og 16. juli patruljerede udfor Kysten, blev den pludselig heftig beskudt af dette. Det lykkedes dog Reserveløjtnant Rasmussen at trække Jollen ubeskadiget ud af Ilden. Den næste Formiddag blev Kanonjollerne „Barsø“ og „Middelfart“ atter beskudt af 4 Stykker riflet Skyts fra Hørnum på en Afstand af 5—6000 Alen, uden at Ilden dog havde den ringeste Virkning. Stemningen blandt Officerer og Mandskab var fortrinlig, og de sidste Dages heldige Resultater indgød alle og enhver godt Håb om et heldigt Udfald.
Den 17. om Morgenen blev der stor Jubel i den danske Lejr. Hammer modtog et Telegram fra Generalkonsul Pontoppidan, dateret Hamborg, den 16. juli Kl. 10,46 Formiddag sålydende: „Waffenruhe bis Ende dieses Monats abgeschlossen“. Pontoppidan. - Det var altså lykkedes den lille Styrke, trods Fjendens gentagne Angreb og uhyre Overlegenhed, at bevare et lille Stykke af Sønderjylland i vor Konges Besiddelse, mange Mile borte fra den danske Armé og den danske Flåde.
Jubelen blandt de ufortrødne Gutter på Kanonjollerne og de danske i Land var almindelig, men Glæden varede kun kort. Op ad Formiddagen sås fjendtlige Skibe i Smaldyb. Hammer stod med Limfjorden ud imod dem med Parlamentærflag på Toppen og sin Kommandostander hejst. Han gik ombord for — ifølge det modtagne Telegram — at nedlægge Protest imod Fjendens Fremtrængen. Chefen for Ekspeditionen, oberstlieutnanten Schidlack, havde ingen Meddelelse fået om Våbenstilstanden, men standsede indtil videre Ekspeditionens Fremtrængen og gik med sin Stab over i Limfjorden for via Dagebøl-Højer at få Efterretningen bekræftet. I Ventetiden gik man tilbage til Wyk, hvor de fremmede Officerer i Hammers Hjem blev behandlet med al mulig Forekommenhed. Om Eftermiddagen gik Limfjorden påny til Dagebøl, hvorfra det blev meldt, at man i Højer ingen Efterretning havde om Våbenhvilen, men ikke var i telegrafisk Forbindelse med Omverdenen. Oberstlieutnanten afsendte derefter K1. 21,30 Aften et nyt Ilbud, der skulle indhente telegrafisk Efterretning. Hammer førte derefter de fremmede Officerer tilbage til deres Eskadre, der lå til Ankers under Nieblum Strand, Syd for Føhr. Man ventede først Svar næste Formiddag, og indtil da skulle den faktiske Våbenhvile vedvare, som var begyndt den 17. om Formiddagen.
Natten til den 18. kom Parlamentæren, Prins Louis d’Arenberg, tilbage og medbragte Depecher direkte fra Hovedkvarteret, til den Højstkommanderende for Ekspeditionen. På Forespørgsel erklærede Prinsen, at det var ham bekendt, at den danske Stabschef Oberst Kauffmann havde haft en Sammenkomst med den preussiske Stabschef i Snoghøj den 15. juli, men han vidste intet om Våbenhvile og kendte iøvrigt ikke Depechernes Indhold. Da Hammer gik ud fra, at disse bragte Efterretninger om Våbenhvilen, gik han selv med Parlamentæren ombord i den fjendtlige Eskadre. Til sin store Overraskelse og Harme fandt han, at Fjenden i Løbet af Natten uden at afvente Svaret og uden i Forvejen at have givet ham den mindste Meddelelse derom, havde landsat Tropper på Nieblum Strand. Han nedlagde straks Protest imod denne Adfærd som ganske uforsvarlig og stridende imod Tro og Love, da Fjendtlighederne ifølge fælles Aftale jo var indstillet på begge Sider, indtil Svaret indløb. Hammer henholdt sig til den fra Hamborg modtagne Depeche, på hvis Rigtighed han stolede, så meget mere som Hauptmann Urschitz af den K. K.9 Jægerbataljon samme Dag på Dagebøl havde meddelt såvel Oberstløjtnant Schidlack som Hammer, at han i den officielle „Norddeutsche Zeitung” havde læst en ordret Gentagelse af nævnte Depeche.
Chefen for den østrigske Kanonbåd „Seehund“, kaptajn Kronowetter, med hvem han forhandlede, underrettede ham imidlertid om, at Fjendtlighederne ville blive genoptagne Kl. 06 Morgen, altså et Par Timer efter at Hammer kunne forlade den tyske Eskadre. Også herimod protesterede Hammer energisk, fordi dette Klokkeslet på Grund af Ebben var det aller uheldigste for de danske Stridskræfter. Hammer erklærede, at han havde fuld Tillid til Telegrammets Rigtighed, samt at han af samme Grund havde suspenderet alle Forsvarsforanstaltninger på Øen Føhr.
Det lykkedes ham at få udvirket, at kaptajn Kronowetter afsendte en Billet til Chefen for Ekspeditionen med Forslag om, at Fjendtlighedernes Genoptagelse blev udsat til Kl. 11 Formiddag, og bad sig underrettet om, hvorvidt man gik ind på dette Forslag.
De danske gik nu straks i Værk med at trække Fartøjerne bort fra Wyk, men på Grund af Ebben og et tilstødt Uheld, blev Kanonjollen Ekernsund, Dampskibet Limfjorden og et af Krydsfartøjerne siddende fast i Mundingen af Føhrleje. Allerede Kl. 5,30 om Morgenen begyndte fjendtlige Tropper at beskyde Flotillen. Kl. 06 var den fjendtlige Eskadre på Wyk Red, og de to grundstødte Skibe blev nu også beskudt fra Kanonbåden , der nærmede sig så meget som Vandstanden tillod. Med den indtrædende Flod kunne Blitz nærme sig betydeligt. Infanteriilden fra Nishørn på Føhr blev bestandig heftigere. Faren for de grundstødte Fartøjer og disses Mandskab blev snart så overvældende, at Hammer bestemte sig til at forlade disse. De forlodes med Flaget vajende. De Fartøjer som flød, fjernede sig noget, men ikke længere, end at de kunne forbyde Fjenden at besætte de grundstødte. Så snart Vandet var steget tilstrækkeligt til at Limfjorden kunne flyde, gik Besætningen atter ombord for at vove det farlige Forsøg at bringe Skibet flot. Under Fjendens Ild blev der fyret op under Kedlerne og Skibet bragtes derefter i Sikkerhed for Fjendens Beskydning. Ombord i Kanonjollen Ekernsund var der kun en Mand tilbage, nemlig Overkonstabel Wissmann, der ved denne Lejlighed lagde stor Uforsagthed for Dagen. Da hans Kanonjolle blev heftig beskudt af fjendtlige Tropper på Nishørn, anbragte han en af Jollens Espingoler i Skudstilling og beskød Diget, så at Skytterne måtte gemme sig bag dette. Da Jollen stadig ikke kunne bringes flot, stak han den i Brand på tre forskellige Steder, sprang i Søen og svømmede, uden at blive ramt af Fjendens Kugler, til det nærmest liggende Fartøj.
Ilden bredte sig hurtigt over hele Jollen, snart hørte man små Eksplosioner; det var de fyldte Granater, som sprang, da Ilden nåede Brandrørene. Så kom der en større Eksplosion. Denne Gang var det Krudtbeholdningen, det gik ud over. Ved denne Eksplosion blev Jollen delt i to Dele; man så For- og Agterstavn bøje sig imod hinanden. Ilden nåede nu Flaget og i et Øjeblik var dette fortæret af Luerne.
Disse Begivenheder foregik så at sige lige for Øjnene af os Drenge, der stod på Altanen på mine Forældres Hus, hvorfra der som tidligere nævnt var en glimrende Udsigt. Lige ud for Huset lå de østrigsk-preussiske Skibe og dundrede løs med deres langtrækkende riflede Kanoner imod den danske Flotille, som lå nogle Tusind Alen nordligere. Med spændt Opmærksomhed fulgte vi Begivenhedernes Gang; det var ikke langt fra, at vi kunne følge hvert enkelt Skud, men til vor Sorg så vi også, at Skuddene fra de danske glatløbede Kanoner landede langt fra Fjenden. Endelig kom det længselsfuldt ventede Øjeblik, da de danske Skibe og Både kunne stå Nordpå, dels roende og dels bugserede af Dampskibene, og kort efter forsvandt de bag en Pynt på Øen ind i det smalle, grundede Løb, hvor de større fjendtlige Skibe ikke kunne følge dem; omtrent samtidig rykkede de østrigske Soldater ind og besatte Byen, som til deres store Forundring var helt blottet for Militær.
Den danske Styrke trak sig tilbage til den forberedte Retrætestilling i Vatterne imellem Sild, Føhr og Fastlandet og fjernede med det samme alle Sømærker i Farvandene. I Løbet af Eftermiddagen blev samtlige Fartøjer forsynet med Proviant og Vand fra de i Vatterne udlagte Depotfartøjer. Om Eftermiddagen Kl. 7 kom en Båd til Wyk med en Officer fra det engelske Orlogsdampskib „Salamis”, der efter Ordre fra Lord Russel af Guvernøren på Helgoland var afsendt for at bringe Hammer Efterretning om Fjendtlighedernes Standsning, medens „Salamis“ selv var forbleven til Ankers i Smaldyb.
Da den engelske Officer fik Sagernes Stilling at vide, meldte han sig hos oberstlieutnant Schidlack med Beskeden, men blev afvist med den Bemærkning, at man takkede Guvernøren for Ulejligheden, men da man selv rådede over en Telegraftråd, ville man uden Tvivl rettidigt få den fornødne Melding. Oberstlieutnanten rådede ham til på Tilbagevejen til sit Skib at holde sig så langt fra Amrum som muligt, da de derværende østrigske Soldater hverken kendte det engelske Flag eller Sprog.
Hammer, som imidlertid lå isoleret ude i Vatterne, sendte den 19. en skriftlig Protest til Oberstløjtnant Schidlack og fordrede Øerne rømt, så snart Efterretningen om Våbenhvilen bekræftede sig. Denne Sendelse krydsedes af en Parlamentær fra oberstlieutenanten, som meddelte, at der endnu ingen Våbenhvile var afsluttet, men at han tværtimod havde fået Ordre til på det mest energiske at fortsætte Fjendtlighederne. Da den danske Stridsmagt nu på alle Sider var tæt indesluttet af den forenede østrigsk-preussiske Stridsmagt, gjorde han opmærksom på, at selvom en Våbenhvile måtte blive afsluttet en af de nærmeste Dage, så ville den danske Flotille, om det end lykkedes den at afslå det tilsigtede Angreb, dog være fuldstændig indesluttet, og inden en endelig Fred være forhindret i at løbe ud. I ethvert Tilfælde ville Flotillen sluttelig blive nødsaget til at overgive sig under selve Våbenhvilen af Mangel på Proviant. Han opfordrede derfor påny Hammer til at overgive sig. Denne indlod sig ikke på Forhandlinger, men gav et bestemt Afslag. En Time efter modtog han Svar på en Henvendelse til den kommanderende Officer på Sydvesthjørne, hvorfra det syntes yderligere godtgjort, at der ingen Våbenhvile var afsluttet.
Der blev sammenkaldt et Krigsråd, bestående af løjtnant Holbøll og samtlige Chefer for Kanonjollerne. Hammer udviklede Stillingens Alvor og Betydning. Man var på det rene med, at Forhandlinger om Våbenhvile havde fundet Sted, men man frygtede for, at disse Forhandlinger fra Fjendens Side var forhalet eller opsat, indtil man havde fået Bugt med den lille Styrke ved Vesterhavsøerne, som man vidste var blevet en Torn i Øjnene på Fjenden. Det kunne tænkes, at man ved Fortsættelse af Kampen ville medvirke til at forhale Afslutningen af en Våbenhvile, som vort betrængte Fædreland måske højlig trængte til. Denne Tydning syntes sandsynlig og den modnedes efterhånden til Overbevisning. Det blev derfor efter en længere Forhandling enstemmig besluttet at opgive Kampen og at tilintetgøre alle virkelige Krigsfartøjer og alt Krigsmateriel.
Man drøftede derefter Spørgsmålet, om man skulle overgive sig eller forsøge at undslippe i Nattens Løb med Dampskibet „Limfjorden". Det sidste ville jo absolut være at foretrække, men Bunden i Dampskibet var, som tidligere nævnt, upålideligt, mange Huller var stoppede med Talg og Værk. Det var vel muligt i Nattens Mørke at finde ud i åben Sø forbi de fjendtlige Skibe, men ingen turde påtage sig det Ansvar at stå til Søs i Nordsøen med 200 Mand ombord i et så usødygtigt Fartøj, særlig med den forhåndværende Kuling af Nordvest. Forholdene havde forhindret Marineministeriet i at tage Hensyn til Indstillingerne om forøget Dampkraft og om at erstatte Limfjorden med et stærkere Dampskib. Det havde vel været Hammer muligt at undkomme selv med nogle få Folk, men det stred imod hans Følelse. Han foretrak at følge med sine Folk i Fangenskab, der var derfor nu kun een Udvej tilbage, at overgive sig og lade Besætningerne gå i Fangenskab. Krigsrådet tog enstemmig denne Beslutning, og man gik derefter straks i Gang med at bore alle Kanonjoller i Sænk. Kanoner, Espingoler og Projektiler blev kastet overbord. Der blev hugget Hul på Skibssiden. En Del af Kølen blev hugget bort. Da Bådene sank blev alt løst Inventarium, som Luger, åre, Master og lignende skyllet over Bord og flød med Strømmen i lange Strimer. Besætningerne blev ført over i deres respektive Moderskibe. (De Krydsfartøjer, hvori de logerede).
Imidlertid var Kanonbåden „Blitz“ stået ind fra Søen imellem Føhr og Sild, hvor den midlertidig var kommet på Grund med faldende Vande. Da dette var nærmeste fjendtlige Post, gik Hammer der ombord for at meddele den i Krigsrådet fattede Beslutning. Ombord i „Blitz“ traf han en preussisk Oberstløjtnant v. Sperling af Generalstaben. Chefen kaptajn Mac Lean, henviste ham til denne, der optrådte som Befuldmægtiget for Hovedkvarteret, hvorfor Hammer overleverede ham sin Sabel og overgav sig, sine Officerer og sit Mandskab til den forenede østrigsk-preussiske Krigsmagt til Lands og til Vands.
Den 20. juli om Formiddagen begav „Blitz“ sig til Wyk. Ombord i „Seehund“ modtog Hammer oberstlieutenant Schidlacks Svar på sin Skrivelse af 19., hvori han meddelte Hammer en Afskrift af Betingelserne for Våbenhvilen. Dermed fulgte en Skrivelse fra den danske Oberst Kauffmann, som meddelte, at Våbenhvilen indtrådte d. 20. juli Kl. 12 middag. Det er forståeligt, at Modtagelsen af denne Efterretning til en vis Grad ærgrede Hammer og hans Officerer, thi Afgørelsen måtte altså være truffet, da de den foregående Dag bestemte sig til Overgivelse, netop for ikke at lægge Hindringer i Vejen for Afslutningen. Overhovedet måtte Hammer jo kun beklage, at han havde fået Telegrammet om Våbenhvilen, thi såfremt han ikke af den Grund den 17. juli havde standset Fjendtlighederne, men modtaget Angrebet, så ville han i ethvert Tilfælde kunne have trukket sig tilbage til Stillingen i Vatterne i god Orden og holdt denne til ud over den 20. juli.
Hammer beordrede den øvrige Del af Flotillens Mandskab til at melde sig til Chefen for „Seehund“, hvad der på Grund af dårligt Vejr først kunne ske d. 21. juli om Morgenen. Hele Styrken, som bestod af 9 Officerer og 236 Mand, var endnu før Våbenstilstanden indtrådt i Krigsfangenskab og blev over Husum førte til Rendsborg. Dampskibet „Limfjorden“ blev straks efter Overgivelsen besat af østrigerne og benyttet til at overføre den danske Styrke til Husum.
Af den fjendtlige Flådes Officerer erfarede Hammer, i hvor høj Grad de havde været ængstelige for Batterierne på List og Amrum, idet de bestemt erklærede, at såfremt de to Mand, som blev taget ombord på Vestsiden af Sild, havde udtalt, at der fandtes Kanoner, havde de ikke indladt sig på at trænge ind. Det samme burde Marineministeriet have tænkt, da de beordrede Batterierne anlagt på Fanø.
Da Våbenhvilen indtraf, var altså Vesterhavsøerne i Fjendens Besiddelse med Undtagelse af Fanø, hvor Reserveløjtnant Petersen havde Kommandoen, og hvor et Detachement af 11. Regiment under løjtnant Uldall holdt Øen besat. Intet Skyts, Krigsmateriel eller Krigsfartøj faldt i Fjendens Hænder; det eneste Bytte, de gjorde, var to ubevæbnede Dampfartøjer og en Del ubevæbnede Toldkrydsere. Et af disse havde Kanonbåden „Blitz“ taget ved Overfaldet på Wyk den 18. om Morgenen, da det var gået på Grund under Retræten til Vatterne.
Den preussiske Handelsstand skænkede Besætningen på „Blitz“ en betydelig Pengebelønning, fordi def havde kapret et dansk Krigsskib, men det såkaldte danske Krigsskib var rigtignok kun en uarmeret Toldkrydser på 3 1/2 Kom. Læst, og 4 Mands Besætning.
Hammer selv opholdt sig på Føhr til den 22. juli, og afgik dernæst efter Hovedkvarterets Bestemmelse over Land til den preussiske Fæstning Schweidnitz i Schlesien, hvor han blev behandlet med stor Sympati af Befolkningen.
Det er ikke til at undres over, at den tysksindede Befolkning på Vesterhavsøerne så på Hammer med onde Øjne, men alle de, som havde danske Sympatier og rent Mel i Posen, så op til ham med Beundring. Dette viste sig i Praksis, ved at der efter Fredsslutningen på højtidelig Måde overraktes ham en smuk Æressabel, forarbejdet som Kopi af Tordenskjolds Sabel. På Klingen bærer den følgende Inskription på den ene Side: „Til kaptajnløjtnant O. C. Hammer 1864“, på den anden Side: „Fra Venner ved Vesterhavet”. Det er en Selvfølge, at denne Sabel opbevares som et Klenodie i Hammers Familie. Af Regeringen blev han belønnet med Kommandørkorset af 2den Grad.
Efter Krigen i 1864 blev Hammer på Grund af sin smukke
Krigshistorie malet i Legemsstørrelse af Portrætmaler F. C. Lund. Maleriet kom
på Forårsudstillingen i 1866, og erhvervedes her af Grosserer Møller i
København. Kort Tid efter kom Grosserer Møller hjem til Fru Hammer i hendes
Bolig og forærede hende Maleriet, idet han udtalte, at Maleriets rette Plads
var i det Hammerske Hjem, dér, og kun dér hørte det til, han overrakte det som
Gave til Fru Hammer, men stillede den udtrykkelige Betingelse, at det efter
hendes Død skulle gå i Arv til den ældste Søn i Familien, og at det fremtidig
skulle være et Arvestykke, der skulle være i den Hammerske Slægts Eje. Det er
en Selvfølge, at denne storslåede Gave blev modtaget med Taknemlighed af hele
Familien og særlig af Børnene, som med den største Beundring så op til deres
Fader. Hammer lod derefter F. C. Lund male et Maleri af sin Hustru som Pendant
til det andet, og de bestemte at begge Billeder skulle følges ad og gå samlede
i Arv efter de af Giveren stillede Betingelser.
FANGENSKABET
Da Hammer meldte sig hos Kommandanten, spurgte denne ham, om han ville give sit Æresord på, at han ikke ville forsøge at flygte. Da Hammer beredvilligt afgav dette, blev det sagt ham, at han kunne bevæge sig frit omkring indenfor nærmere angivne Grænser i Posen og Schlesien på Betingelse af, at han indfandt sig på Schweidnitz Fæstning hver 8de Dag.
De polske Godsejerfamilier i det Distrikt, hvor han måtte færdes, kappedes om at indbyde ham til sig, og han rejste nu fra det ene Gods til det andet og fra den ene begejstrede Fest til den anden. Polakkerne fejrede ham som dansk Nationalhelt og han medbragte til Hjemmet et Album med Portrætter fra sine polske Venner og deres Damer. Festerne udviklede sig efterhånden til polske Demonstrationer, som gik så vidt, at Kommandanten fandt sig foranlediget til at internere ham som Krigsfange i Schweidnitz med Besked om kun at spadsere på Fæstningens Volde en Gang om Dagen og med en Vagt efter sig. Dette varede dog ikke længe. En preussisk General kom på Inspektion til Fæstningen. Ved denne Lejlighed fremførte Hammer en Beklagelse til Generalen over den strenge Behandling, som stred imod den Aftale, der blev gjort, da han gav sit Æresord. Følgen blev, at Hammer atter fik Lov til at bevæge sig frit på de tidligere Betingelser.
Da Udveksling af Fangerne skulle foregå, blev det bestemt,
at Hammer skulle rejse via Hamborg og Altona. Men da de preussiske Autoriteter
blev bange for, at der skulle finde Demonstrationer Sted ved hans Afrejse og
Gennemrejse, blev Ruten i sidste Øjeblik forandret til at gå over Lybæk, og
samtidig blev han anmodet om at rejse i civile Klæder.
STYRKEN
På VESTKYSTEN BESTOD AF:
A) Det uarmerede Dampskib „Limfjorden",30 á 40 hestes Kraft. Kommandofartøj for Hammer, disponibel fra 24. marts. B) En Division på 8 Kanonjoller, hvoraf de 4 var armeret med en 60pundig Bombekanon og 4 med en 30pundig Kuglekanon. Som Chef for Divisionen var ansat løjtnant Holbøll. Hver Kanonjolle havde en Besætning af: En Reserveløjtnant, 2 Underofficerer og 20 Mand. Kanonjollerne hejste Kommando efterhånden som de blev klargjorte i Tiden fra 1. marts til 14. marts.
Det uarmerede Kommandofartøj „Augusta“ på 12 Hestes Kraft, var disponibel fra d. 6. juni, og blev benyttet som Kommandofartøj for løjtnant Holbøll. C) 15 Krydsfartøjer, hver med fra tre til fem Mands Besætning. D) Et Infanteri Detachement på 160 Mand under løjtnanterne Uldall og Lund, heraf 100 Mand disponible fra 31. marts og 60 Mand fra 4. juli. E) 6 Stk. 24pundige Kuglekanoner, med 24 Mands Betjeningsmandskab, monterede efter Marineministeriets udtrykkelige Ordre i Batterier på Fanø. Af disse blev Kanonjollen „Ekernsund“ brændt under Fjendens Angreb d. 18. juli. De øvrige 7 Kanonjoller blev alle sænkede Nord for Føhrs skulder d. 19. juli om Aftenen.
Infanteriafdelingen og de 6 Stk. Positionsskyts med Betjeningsmandskab samt Inspektionsfartøjet, Kutteren „Neptun“ og 4 Krydsfartøjer, som havde været anvendt til Forsvaret af Fanø, faldt altså ikke i Fjendens Hænder og blev efter Våbenhvilen ført til København. Der faldt således intet dansk Krigsfartøj, og lige så lidt som Skyts eller Krigsmateriel i Fjendens Hænder. Hele det Bytte, han fik ved Anvendelsen af den forenede Flåde i Forbindelse med Arméen fra Fastlandet, var: 10 Stk. ubevæbnede krydsfartøjer og 2 Stk. ubevæbnede Dampskibe.
Hammer slutter sin Bog med følgende Udtalelser. „Det var det glimrende Resultat, hvoraf der i Tyskland gik så stort et Ord, ja den preussiske Handelsstand skammede sig ikke engang for at tilstå Besætningen på Dampkanonbåden „Blitz“ en betydelig Pengebelønning for at have kapret „et dansk Krigsskib". Denne samme „Blitz“ var armeret med tre Stk. drejelige Kanoner, hvoraf de to var riflede, og det såkaldte „danske Krigsskib“ var et uarmeret Toldkrydsfartøj på 3,5 C. L. og 4 Mands Besætning”. I den østrigske Militærzeitung for juni 1904 har daværende generalmajor v. Wieser, der i juli 1864 under Angrebet på Vesterhavsøerne gjorde Tjeneste som Stabschef hos den Højstkommanderende, obertsløjtnant v. Schidlach, givet en Fremstilling af Forholdene som i alt væsentligt passer med det ovenfor anførte. Han udtaler sig med stor Anerkendelse om Hammers Forsvar af Øerne og særligt beundrer han alt det, Hammer kunne udrette med de ringe Midler, han havde til Disposition. Han giver følgende sympatiske Skildring af Hammer, da denne d. 17. juli i Smaldyb gik ombord i „Seehund“: „Han var bredskuldret, af Middelhøjde, med lyse blågrå Øjne, som sad i et frisk nordisk Sømandsansigt”.
I 1922 skænkede den italienske Regering gennem Udenrigsministeriet den danske Regering nogle såkaldte Krigstrofæer, som var fundet i det tidligere østrigske Marineetablissement i Pola. Disse Trofæer blev overrakt det danske Marineministerium ved en Højtidelighed, som fandt Sted i Marineministeriet d. 2. februar 1922 i Overværelse af den italienske Legation samt en Del særlig indbudte højere Officerer i den danske Flåde. Disse Genstande, som for Tiden findes i Sø-Arsenalets Museum på Orlogsværftet, bestod af følgende: 1) Et dansk Orlogsflag mærket marts 1864. 2) En Kommando Stander (uden Mærke) håndsyet. 3) Et Navnebræt, hvor der på en Baggrund af de slesvig-holstenske Farver, blåt, hvidt og rødt, er udskåret Navnet „Føhr“. 4) To Espingoler (mærket Nr. 21 fra 1837 og Nr. 50 fra 1850). 5) Fem danske Fuldkugler og to danske Stykgranater, udtaget af „Schwarzenberg“ og „Radetskys“ Skrog efter Kampen ved „Helgoland" d. 9. maj 1864.
Som det nedenfor skal vises, er de under Pkt. 1—4 nævnte Genstande alle tagne fra Flotillen på Vestkysten og kun det under Pkt. 5 anførte (de 7 Kugler) har noget med Helgolandsslaget at gøre. Med Hensyn til de nævnte Genstande er følgende at bemærke: ad 1 og 2. Orlogsflaget er et reglementeret dansk Splitflag, forarbejdet på Orlogsværftet og påstemplet 3,5 Dug, (Dug er betegnelse for flagets størrelse) samt marts 1864. Det er meget stærkt tilsmudset af Kulrøg og kan derfor kun skrive sig fra et Dampskib. Af sådanne fandtes kun to ved Flotillen, nemlig Hammers Kommandofartøj „Limfjorden“ og Dampbåden „Augusta“ (den sidste dog kun fra d. 6. juni). Det i Orlogsflaget værende mærke (marts 1864) tyder på, at det har vajet på „Limfjorden", som ankom til Føhr i marts 1864. Når hertil kommer, at østrigerne, straks efter at Hammer havde overgivet sig, besatte „Limfjorden“ for at benytte denne til at overføre Fangerne til Husum, kan der næppe være nogen Tvivl om, at Flaget og den under Pkt. 2 nævnte Kommandostander ved denne Lejlighed er faldet i deres Hænder.
Ved det ovennævnte Splitflag var fra italiensk Side heftet et Kort, hvorpå der stod: „Bandiera da guerra danese conquestada dagli austriari alla battaglia navale di Helgoland 1864”. Hvilket betyder i Oversættelse: „Dansk Orlogsflag erobret af østrigerne i Søslaget ved Helgoland 1864”.
Det Spørgsmål ligger nær: hvorledes er det gået med de i Kanonjollerne daværende Flag. Det er i så Henseende oplyst gennem forhenværende Overkanoner Ditz, der gjorde Tjeneste som Underofficer i en af Kanonjollerne, at Regnskabsførerne i Jollerne efter Aftale stak Flagene i deres Randsel, for at de ikke skulle tjene som Krigsbytte for østrigerne.
ad 3) Det herunder nævnte Navnebræt er det vanskeligere at identificere. Ved første Øjekast er man tilbøjelig til at tro, at det har været anvendt som Navneplade på et Skib eller Fartøj, men de slesvig-holstenske Farver viser tydeligt, at det ikke kan have været anbragt på noget af Flotillens Skibe eller Fartøjer, og Folk, som er født på Føhr, har erklæret, at der i 1864 heller ikke var noget tysk Skib af dette Navn. Bogstaverne „er udskårne med Omhu og ganske godt udført. Ser man nøje efter, finder man, at der er boret to små Huller gennem Brættet og at disse Huller rimeligvis har været anvendt til Ophængning af Brættet på et Søm eller lignende, men Hullerne er så små, at man ikke kan tænke sig, at de har været benyttet til deri at ophænge Navnebrættet til et Skib. På Brættet er malet Datoen 18/7 1864, som netop er den Dag, da de østrigske soldater gik i land på Niblum Strand. Dette kunne tyde på, at Brættet er bleven til for at forherlige denne Begivenhed, men en Krigstrofæ kan det aldrig blive.
ad 4. Espingoler er en Slags Kuglesprøjter, som benyttedes
en Del i den danske Marines Skibe. Hver af Kanonjollerne havde to sådanne, og
så vidt jeg har kunnet bringe i Erfaring, var der endvidere to sådanne anbragt
i „Limfjorden".
PERIODEN EFTER KRIGENS OPHØR - Det danske Fiskeriselskab.
Da Hammer efter Fredsslutningen i Wien d. 30. oktober 1864 kom tilbage til København efter endt Fangenskab, stillede uvilkårligt det Spørgsmål sig for ham: „Hvad nu“. Ved Afslutningen af den sørgelige Krig i 1864 var Hertugdømmerne afstået til Preussen, Vesterhavsøerne dermed kommet på preussiske hænder, og så godt som alle slesvigske og holstenske Embedsmænd blev derfor afskediget og kom på Vartpenge.
I november 1864 meddelte Marineministeriet Hammer, at det under d. 28. oktober havde behaget hans Majestæt Kongen at afskedige ham som Fyr- og Vagerinspektør i det vestlige Distrikt, på samme Måde, navnlig med Hensyn til Vartpenge eller Pension, som måtte blive bestemt ved hans Afsked fra Embedet under Finansministeriet.
Der var Tale om, at Hammer skulle træde ind i Nummer igen i Marinen, men da han i så mange år havde været udenfor aktiv Tjeneste, rejste der sig Vanskeligheder, om hvilket Nummer han skulle indtage i Søofficerskorpset. Han mente sig berettiget til at gå ind i sit gamle Nummer, men da der omtrent samtidig blev foretaget en betydelig Reduktion af Korpsets Officerer, ville hans Genindtræden efter så lang Tids Forløb blive betragtet som en Tilsidesættelse af mange yngre Kammerater, hvorfor Spørgsmålet faldt bort. Der var også Tale om, at han skulle overtage Posten som Krydstoldinspektør i Kongeriget, men da denne var besat med en Officer, som havde været i Embedet i længere Tid, og som man var godt fornøjet med, kunne denne Udvej heller ikke benyttes.
Finansministeriet fastsatte nu Hammers Pension til 2/3 af hans Embedsindtægter, medens han selv mente sig berettiget til Vartpenge i Lighed med det, der var tilstået andre slesvigske Embedsmænd. Endvidere havde Finansministeriet ved Beregning af Embedsindtægterne ikke medregnet et Tillæg, som han havde fået for Varetagelsen af Forretningerne som Inspektør ved Ejderens Lods- og Vagervæsen. Dette Tillæg betragtede Finansministeriet som et Honorar og som sådant var det ifølge Pensionsloven ikke berettiget til Pension. Spørgsmålet gav Anledning til en Retssag, men ved Hof- og Stadsretsdom af d. 15 juli 1867 fik Finansministeriet Medhold, medens Sagens Omkostninger ophævedes.
Hammer stod nu uden særlig Virksomhed. Hans Stilling som Medlem af Rigsrådets Landsting gav ham foreløbig noget at bestille, men da han kun var 42 år gammel, følte han sig alt for ung til ingen direkte Virksomhed at have, og han arbejdede derfor på at skaffe sig en Stilling. Efter moden Overvejelse rettede Hammer sine Bestræbelser mod Dannelsen af et større Fiskeriforetagende, som særlig skulle virke på Island, hvor forskellige Nationers Fiskefartøjer i mange år havde skabt sig en meget betydelig Erhvervskilde, som Danmark og dets Befolkning ikke havde draget Nytte af. Han udarbejdede en Plan for et sådant Selskab, der foresloges dannet som et Aktieselskab med Aktier á 100 Rdl., med successiv Indbetaling, ialt med en Kapital på 500,000 Rdl. For denne Sum havde han tænkt sig anskaffet ca. 100 Fiskefartøjer på 10—16 Læster, samt en Del dobbelt så store Føringsfartøjer, som skulle holde Forbindelsen vedlige imellem Stationerne i Land og Skibene på Søen. I Land skulle der etableres Fisketørringspladser samt Bygninger til Behandling af Fangsten, Trankogeri og lignende. Fiskeriet skulle væsentligst gå ud på Torsk og Havkal, (en Haj som særlig efterstræbes på Grund af sin meget store Lever, der giver et forholdsvis stort Udbytte af Olie). Endelig var det Meningen som en Biting at gøre Forsøg på Hvalfangst i Lighed med et Foretagende, som Amerikanerne Liliendahl og Roys i 1865 havde sat igang med Seydisfjord som Hovedstation.
Hammer henvendte sig til forskellige ansete Mænd, fornemlig af Godsejer- og Købmandsstanden, hos hvem hans Planer blev modtaget med stor Velvilje. Dog mærkede man straks en Del Uvilje fra islandske Købmænds Side. Grunden hertil var uden Tvivl Frygt for Konkurrence. Formentlig har disse Købmænd tænkt sig, at det let kunne betragtes som en upatriotisk Handling, såfremt de ville modsætte sig Selskabets Dannelse, og da Hvalfangsten var et Område, hvor deres Interesser kun i ringe Grad ville blive skadet, slog man til Lyd for denne, men søgte at ramme en Pæl igennem Torske- og Havkal-Fiskeriet samt fremfor alt handel med Islænderne.
Efter at Hammer havde drøftet Planen med forskellige formående Mænd, udgik der i november 1865 en Indbydelse, hvoraf følgende er et kort Uddrag: „Grænsen for det danske Folks Virksomhed på Landjorden er ved de seneste ulykkelige Krigsbegivenheder bleven betydelig indskrænket. For så meget det står i vor Magt at råde Bod på de lidte Tab, er det nødvendigt, at vi Danske søger at udvide vor Virksomhed på den Mark, der altid har stået os åben, nemlig på Søen. Havene omkring de danske Kyster, såvel som Island og Færøerne, rummer store Rigdomme af mangfoldige Slags Fisk, der hentes af mange fremmede, men kun i ubetydelig Grad af Landets egne Børn. Andre europæiske Stater, navnlig Frankrig, England, Holland og Sverrig-Norge har ganske anderledes vidst at drage Udbytte af Fiskerierne under Island og Færøerne end vi“. „Som Eksempel herpå skal nævnes, at franske Fiskere — ganske vist med Tilskud fra deres Regering — ifølge officielle Lister i Femåret 1858—1862 ved Terre Neuve og Island årlig har fisket Torsk for omtrent 16 Millioner Francs. I året 1864 var et Antal af 260 franske Fiskerskibe med en Besætning af 4,337 Mand beskæftiget med Fiskeri under Island, medens der i 1831 kun var 63 Skibe med 795 Mand”.
„For at være med til at indhøste nogle af disse Rigdomme indbyder vi herved til Deltagelse i et Aktieforetagende, med det Formål at danne et Dansk Fiskeriselskab, som særligt har Fiskerierne ved Island og Færøerne for Øje”. „Vi Danske har den Fordel fremfor alle andre Nationer, at vi med større Lethed kan benytte Havnene som Tilvirkningssteder for Klipfisk, Trankogerier m. m., medens de fremmede Fiskere nødsages til at nedsalte Fisken ombord”. „Af andre Fiskerier, der kan give et godt Udbytte må nævnes Hvalfangst og Havkalfangst”. „Vi tror, at et sådant Foretagende ikke alene vil fremme og befæste den nationale og materielle selvstændighed, både på Island og her, men også knytte hin fjerne Landsdel endnu fastere til Riget”. „Tillige har vi haft for Øje, at en sådan Beskæftigelse vil være en fortrinlig Skole til at uddanne hårdføre og dygtige Sømænd, som også herved vil bevares for deres Fædreland og Hjem, medens så mange af vore dygtige Sømænd af Mangel på Beskæftigelse under vore nuværende Forhold, forsvinder i de store Nationer og går tabt for Fædrelandet".
„Vi tror, at Erfaringen også her vil være den bedste Læremester, og vi tilråde derfor at begynde Foretagendet efter en mindre Målestok og først at udvide samme, når det, hvad vi ikke drager i Tvivl, har vist sig at svare Regning. Vi foreslår derfor, at der foreløbig ved fælles Indskud tilvejebringes en Kapital af 150,000 Rdl”. „Da det første år for en stor Del vil medgå til at forberede og indlede det hele Foretagende, vil der i den Tid ikke kunne gøres Regning på noget Udbytte”. På et forberedende Møde imellem Indbyderne blev valgt en foreløbig Direktion bestående af 11 Medlemmer. Geheimekonferensråd Grev Moltke-Hvitfeldt til Glorup lovede at overtage Posten som Selskabets Formand. Kaptajn. O. C. Hammer, fra hvem Planen til dette Foretagende først var udgået, og som havde stillet en ikke ubetydelig Del af sin Formue til Selskabets Rådighed, overtog Ledelsen som Driftsbestyrer, hvorved han påtog sig den vanskeligste Del af Foretagendet. Endelig lovede Grosserer Moses & Søn G. Melchior at overtage Forretningerne som merkantil Forretningsfører. Indbydelsen blev underskrevet af samtlige Medlemmer af Direktionen, men den blev ikke offentliggjort, da Kapitalen snart blev tilvejebragt under Hånden. Indbyderne traf Bestemmelse om Bestyrelse og Statutter for „Det danske Fiskeriselskab“ og dette konstitueredes i december 1865.
Ved Drøftelser i Direktionen og delvis efter de af islandske Købmænd fremsatte Udtalelser blev man enige om, at lægge meget mere Kraft på Hvalfangst end oprindelig påtænkt. Grønlandshvalen, som i århundreder med godt Udbytte var jaget i de nordlige Have, var nu fuldstændig forsvunden fra disse. Det var derfor nødvendigt at omlægge hele Fangstmåden og basere denne på den meget mere sejlivede Finhval og andre med den beslægtede Hvaler, der holdt til omkring Island, uanset at man var på det rene med, at disse langtfra ville give det Udbytte i Retning af Spæk og Barder, som Grønlandshvalen havde givet. Medens denne altid havde været fanget med Håndharpun, der kastedes med Håndkraft i Dyret, var det nødvendigt at anvende mere dræbende Apparater for at gøre det af med Finhvalen. Denne er vildere og hurtigere i sine Bevægelser, så det er meget vanskeligere at komme den på nært Hold og at få Bugt med den, da den i Reglen stikker til Bunds, så snart den er såret.
Flere Slags Skydevåben havde været forsøgt, men kun med ringe Held. Endelig i Midten af 1860erne lykkedes det de amerikanske Hvalfangere Liliendahl og Roys at konstruere et Våben, der syntes at love et bedre Resultat. Dette Våben var den såkaldte amerikanske Raketharpun. Af Hensyn til Forståelsen af det nedenfor anførte vil det være nødvendigt at give en kort Beskrivelse af denne. Princippet i den var, at Våbnet blev drevet frem af en Raket af lignende Slags som de Raketter, der længe har været anvendt på Redningsstationer til at skyde en Line ombord i forliste Skibe. I Spidsen af Apparatet anbringes en ladt Sprænggranat og bagved denne Raketten. Indvendig står Raketten ved et Brandrør i Forbindelse med Granaten. Til Harpunen er fastgjort Tampen af en Line, som må ligge opskudt i Hvalbåden, klar til at løbe ud og danne Forbindelse imellem Hvalbåden og Dyret. På Siden af Apparatet er anbragt en lille Lommepistol. Når denne affyres tændes Raketten, denne ryger frem og tænder Brandrøret. Når dette er brændt igennem tændes Krudtet i Granaten, og såfremt alt går som det skal, springer Granaten i Dyrets Indre, og dette dræbes efter kortere eller længere Tids Forløb; i Reglen går det imidlertid til bunds og i så Tilfælde kommer den vanskelige Opgave at få Hvalen til Overfladen igen, men ikke sjældent kommer den op af sig selv efter 2 á 3 Døgns Forløb. Harpunen anbringes i et Skyderør, der er forsynet med Sigtekorn. Ved Benyttelsen anbringes det på Skyttens højre skulder.
Thomas Roys var den ældste af 5 Brødre, som alle var mere eller mindre interesserede i Hvalfangst. Han havde i flere år med Sejlskib og Raketapparat drevet Hvalfangst såvel i det sydlige som i det nordlige Atlanterhav, og det hed sig, at hans Apparater var meget vellykkede. I 1865 fik Amerikanerne Lilliendahl & Roys fast Station på Island ved at købe et Etablissement i Seydisfjord på Islands Østkyst. De blev herved Borgere på Seydisfjord og som sådan danske Undersåtter, dog uden Ret til at drive Handel fra Etablissementet. De drev Hvalfangst med to Skibe med tilhørende Hvalbåde, som firedes i Vandet, når der var set Hvaler i Nærheden. Så snart en Hval var dræbt, blev den bugseret ind til Seydisfjord, hvor den blev afspækket og udkogt til tran.
Hammer satte sig i Forbindelse med Thomas Roys og fik arrangeret, at kaptajn Tvede, som var udset til Fører for et af Fiskeriselskabets Skibe, kom ombord i Roysernes Skibe for i Sommeren 1865 og 1866 at studere Hvalfangsten i Praksis. Man aftalte Samarbejde på den Måde, at Hammer skulle købe et større Parti af Roys’ Raketharpuner, imod at Tvede skulle få alle de Oplysninger, han havde Brug for, at Thomas Roys broder John Roys skulle gå ombord i Fiskeriselskabets Hvalfangerdamper som Fiskemester, samt at han skulle medtage tre Amerikanere, som var uddannede Hvalskytter og Hvalbådsførere. Endelig skulle han være forpligtet til at uddanne danske Folk som sådanne.
Efter Meddelelser fra kaptajn Tvede gik der i 1865 lang Tid,
før Amerikanerne fik nogen Hval. Til trods for Thomas Roys’ Udtalelser om de
glimrende Resultater, han havde haft med Raketharpunerne, viste det sig, at
såvel Raketter som Granater var meget ufuldkomne, idet Raketten snart ikke
havde Kraft nok til at føre Våbnet ind i Dyret, og snart sprang Granaten ikke.
Hvalen løb da sin Vej med en Fart, der ofte var så stor, at Hvallinen måtte
kappes for at Båden ikke skulle trækkes med ned i Dybet. Ofte traf Skuddet
ikke, og ofte sank de dræbte Hvaler, uden at man kunne få dem op fra Bunden
igen. Senere hen på Sommeren, efter at der var lavet nye Raketter, gik det
bedre, der blev fanget ialt 20 Hvaler. Hammer var efter dette forholdsvis
gunstige Resultat berettiget til at tro, at Raketapparaterne nu virkelig var
blevet så gode, at man turde lide på dem.
Selskabets
Start.
Straks efter at Bestemmelsen om Hvalfangst var taget i Direktionen, blev der stor Travlhed med at skaffe det nødvendige Materiel både til Skibe og Hvalbåde, og man satte sig straks det Mål at få det hele i Gang så tidlig som mulig i 1866. De Skibe, som anskaffedes, var følgende: Hvalfangerdamperen „Thomas Roys“ opkaldt efter den ældste af Brødrene Roys 108,5 Kmlstr; Den lille Damper „Vikingen“; Skonnerten „Gardar” 50 Kmlstr; Skonnerten „Skallagrimur“ 53,5 Kmlstr; Jagten „ Ingolfuru 25,5 Kmlstr; Jagten „Gudrun“ 17,5 Kmlstr. I Glasgow gik Hammer ombord i „Thomas Roys” som Skibets Fører og Driftsbestyrer for Selskabets øvrige Skibe. Med Skibet fulgte det ovennævnte amerikanske Personel og det i København påmønstrede Mandskab. Den 15. april forlod Skibet Skotland og ankom d. 21. april til Havnefjord på Islands Sydvestkyst.
Ved Anduvningen rejste sig pludseligt en orkanagtig Storm, som satte høj Sø og ledsagedes af Regntykning. Midt under dette sås to små islandske Fiskerbåde i det frådende Hav, hver med to Mands Besætning. Bådene bjergede sig godt i den høje Sø, men Folkene var dog i den øjensynligste Fare. Thomas Roys holdt ned efter dem, bjergede Mandskabet og tog Bådene ombord, hvad der under den forhåndenværende høje Sø var meget vanskeligt. Der blev sørget godt for Fiskerne, som var meget forkomne, men de kunne ikke tale et Ord dansk, så det var umuligt at få nærmere Oplysning fra dem. De gik med til Havnefjord, og da de forlod Skibet, forsøgte de at tolke deres Tak. Ordene var det umuligt at forstå, men af deres Miner og Bevægelser var det tydeligt at se deres Taknemmelighed. Senere fik Hammer at vide, at der var stor Glæde iblandt Befolkningen over, at de fire Mand og to Både var bjergede, så meget des mere som flere andre Både med Mandskab var gået tabt i Stormen. Den almindelige Mening var, at „Thomas Roys“ ikke kunne være kommet til Landet under heldigere Varsel, og Menigmands Sympati for Selskabet steg betydeligt.
I de følgende Dage havde Hammer travlt med at forberede alt til at anlægge en Station i Havnefjord; der blev søgt Plads til Tilvirkning af Fisk, til Trankogeri, Pakhusrum, Bødkerværksted og lignende. Der blev underhandlet med og sluttet Kontrakt med de forskellige Lodsejere, Hvalbåden blev rigget ud til Hvalfangst og „Thomas Roys“ klargjort. De øvrige af Selskabets Skibe samledes efterhånden og klargjordes til Fiskeri. Fra Land sås flere Hvaler ude i Faxe Bugt. Det kriblede i Hammer for at komme ud og prøve sin Lykke. Postskibet skulle snart gå til København, og det var Hammer om at gøre at kunne bringe Efterretning til Hjemmet om, at man havde fanget den første Hval. Endelig kom en Dag med fint Vejr. Hammer gik ud med Dampbåden „Vikingen“ og en Hvalbåd på Slæb. Det varede ikke længe, før man så Hvaler rundt omkring. Det var det første Skud, som skulle affyres efter Hval. Spændingen var stor. Alle fulgte Hvalernes Gang med stor Interesse, men mærkelig nok synes Fiskemesteren John Roys slet ikke at interessere sig for noget, skønt det var ham, der skulle lede det hele. Han havde sat en af Amerikanerne til at være Skytte i Hvalbåden, til Trods for at han endnu aldrig havde affyret et Raketskud. John Roys havde endvidere givet Ordre til, at der ingen Hvalline skulle anbringes i Vikingen, da han ikke mente, at der ville blive skudt fra denne.
Der kom en stor Finhval op imod Vikingen, den måtte passere i en passende Skudafstand: „nu er den lige tværs, hvorfor skydes der ikke"!! „Hvallinen mangler". Tableau! Kort efter ser man et „Spout" (sprøjt fra en Hval) tæt ved. Hvalbåden ror til af alle Kræfter! Nu kommer Hvalen op igen! med Kurs imod Hvalbåden. Den må passere Båden i en Afstand af 10 til 15 Skridt, en Chance så fin som det kun sjældent vil bydes. Nu falder Skuddet! Raketten sender sin hvislende Lyd ud over Søen. Linen løber ud, men ak! Skuddet er en Forbier! og Hvalen stikker uskadt ned i Dybet. Hammer blev forbitret, ikke så meget på Skytten, men mere på John Roys, der ikke viste mere Interesse for Sagen, end at han havde overladt det første Skud til en fuldstændig uøvet Mand, i stedet for selv at tage denne vigtige Post. Da dette blev bebrejdet ham, brugte han som Undskyldning, at han vidste, at det kun var Finhvaler, de ville møde, og at disse så godt som ingen Værdi havde. Hammer blev selvfølgelig ikke formildet af dette Svar. En Oplysning af så stor Vigtighed for hele Foretagendet, burde han have givet for længe siden og i alle Tilfælde, før Jagten begyndte.
Det var ikke første Gang, Hammer var misfornøjet med sin amerikanske Fiskemester og hans Folk. Der var idelig Ufred ombord; de søgte at chikanere de danske Folk på alle mulige Måder, kom med uberettigede Klager over de danske Styrmænd og forsømte de dem pålagte Pligter. Blandt andet var de Skyld i, ar en af Hvalbådene blev skyllet overbord i en af de hyppige Storme, som raser i disse Egne. Årsagen hertil var, at Amerikanerne havde forsømt at anbringe en Sikring på de Hager, hvori Fartøjet hang.
Det var derfor nok overraskende, men ikke uvelkommen for Hammer, at John Roys, endnu under Opholdet ved Havnefjord, kom med det Forslag, at han skulle forlade Skibet, fordi han var ked af Sølivet. Hammer var efterhånden kommet til den faste Overbevisning, at Roys’ Nærværelse snarere var skadelig end gavnlig. Han kaldte derfor Roys’ Styrmænd til sig, og da de hørte, hvorledes Sagerne stod, ville de også gå.
Af enkelte Hentydninger fra den danske Del af Besætningen fremgik, at de efterhånden var overbevist om, at Amerikanerne var bestukne til at arrangere alt således, at Selskabet intet nævneværdigt Udbytte skulle få. Under et Ophold ved Reykjavik forlod de Skibet efter at have underskrevet en Overenskomst med Hammer om, at alle gensidige Fordringer imellem det danske Fiskeriselskab og Royserne fra idag var hævet. Hammer giver i sin Dagbog følgende Kritik af disse Mænd: „Løshed og Upålidelighed synes at være et Grundtræk hos disse Amerikanere. De mangler ethvert Begreb om Teori og har kun en overfladisk praktisk Duelighed. En hel Del af deres påtagne dygtighed opløser sig i Ordskvalder. Der er intet de forstår bedre end at rose sig selv". — Det virkede derfor som en sand Befrielse på alle ombord, da de forlod Skibet, men al Tanke om i dem at have gode Læremestre for vore Folk måtte dermed skrinlægges.
Under Opholdet i Havnefjord fik Hammer fra særdeles pålidelig Kilde Underretning om, at Berufjord, og i det hele taget Islands Sydøstkyst var det Sted, hvor det bedste Hvaltræk for Tiden fandtes. Efter at have afsluttet Arbejderne i Havnefjord gik Hammer derfor med „Thomas Roys“ til Berufjord. På denne Rejse sås en Del Hvaler, og flere Gange firedes Bådene for at jage dem, men de var for hurtige i deres Bevægelser, og Jagten måtte opgives. Da han nærmede sig Berufjord, så han til sin Sorg, at Polarisen blokerede Østkysten helt ned til forbi Berufjord. Den ville i alt fald for det første forhindre al Hvalfangst, og Hammer besluttede sig derfor til at benytte Tiden til at anlægge et Etablissement i pavog (en lille Bugt i Berufjord) i Lighed med det, der var anlagt i Havnefjord. „Thomas Roys“ og Sejlskibene fik her et Sted, hvor de kunne holde til for Proviantering, Kulfyldning m.m., uden at være for langt fra deres Fangstpladser.
Hver Gang Isen tillod det, gik Hammer ud med „Thomas Roys“ for at søge Hvaler og jage dem, og hvis der ingen Hvaler fandtes, benyttedes Tiden til at holde Øvelser med Roning. Hver Mand i Skibet blev fordelt til de 5 Hvalbåde, så at enhver vidste, hvor hans Plads var. Ved disse Jagtture viste det sig, at Raketapparaterne var langt fra at være, som de skulle være; skønt Thomas Roys havde lovet, at alt skulle være iorden ved Afleveringen og Skyderørene indskudt, viste det sig, at Sigtemidlerne var anbragt på må og få efter et skødesløst Øjemål. Hammer lod derfor afholde Prøveskydning fra et fast Underlag i Land imod en opsat Skive. Det konstateredes herved, at såvel Højde- som Sideretning var forskellig i de forskellige Rør, så at alle Sigtemidler måtte flyttes. Desuden var der adskillige væsentlige Forbedringer at gøre ved Skyderørene, der yderligere var meget råt udført og havde kostet urimelig meget. Der er ingen Tvivl om, at man i Danmark kunne levere alt langt bedre og billigere. Vel havde Roys taget Patent i Danmark, men han havde mistet sin Patentret ved ikke inden år og Dag at anlægge et Værksted i Danmark. Også Antændelsesmidlerne var det galt med. De leverede pistoler var det rene Nürnberger Kram. Meget jævnligt klikkede de eller brændte for. Endelig hændte det hyppigt, at Raketten ikke havde Kraft nok til at bore sig gennem Skindet og Spækket og få Harpunen til at gribe; sker dette ikke, vil den snart blive trukken ud og Hvalen gå fri.
Den første Hval. Hammer skildrer denne Fangst på følgende Måde: „Efter at Sigtemidlerne var bragt i Orden på alle Skyderørene, stod jeg med „Thomas Roys“ ud i sydvestlig Retning fra Berufjord, hvor der var isfrit, og hvor man adskillige Gange havde set Hval. Jeg stod på Bakken og filosoferede over de Uheld, som stadig havde fulgt os, da der fra Mastetoppen blev prajet „Sprut", og ikke længe efter opdagede jeg fra Dækket flere Sprut i Nærheden. Jeg gav straks Ordre til at „falde på Fartøjerne". Et Øjeblik efter var alle Bådene sat af, og fem Minutter senere sad Harpunen fra den ene af Hvalskytterne, Waldorff, i en køn lille Hval på 22 Alens Længde. Granaten sprængte Hovedskallen og dræbte den øjeblikkelig. Den sank på nogle og tyve Favne Vand, men lettedes meget bekvemt ved Harpunlinen. Hvalens Flænsning foregik fra Skibet under Waldorffs Ledelse og udførtes med stor Dygtighed og Præcision. 6 Timer efter at Hvalen var dræbt, var hele Flænsningen fuldført, og det endda i åben Sø. Vi arbejdede også uafbrudt til vi var færdige; så tømte vi en Bolle Punch sammen med hele Besætningen og forfriskede Lungerne ved et kraftigt Hurra for den første Hval og for flere af den Slags”.
Nogle Timer efter skulle der opleves en Jagt med et mindre heldigt Resultat, og dem kom der desværre flere af i Løbet af Sommeren, men Jagten var så fuld af spændende Episoder, at jeg ikke vil undlade at give en Skildring af den, idet jeg også her benytter Hammers egne Ord i Dagbogen for d. 26. maj: „Næppe var det sidste Glas tømt, før Hvaler i Mængde atter tumlede sig omkring os. Endskønt det var Midnat, var det dog lyst nok til at dræbe en Hval. Bådene blev firet i Vandet. Uagtet vi altid anvender den største Omhu med vore Pistoler, hænder det ikke desto mindre alt for ofte, at de som ovenfor nævnt enten klikker eller brænder for. Således klikkede Larsens Pistol for anden Gang, og da jeg lidt efter lagde an på en Hval, brændte min Pistol for i den Grad, at jeg allerede havde begyndt at tage Skyderøret fra Skuldrene, da Raketten tændte. Jeg gik ombord og fik en anden Pistol og Granat, og et Øjeblik efter, omtrent Kl. 12 3/4 Midnat, havde jeg atter meget godt Skud på en stor Hval. Pistolen brændte atter for; men da jeg var forberedt, blev jeg ved med at holde Skyderøret på skulderen og sigte så godt som mulig. Raketten fløj også ud et Øjeblik senere, hvilket havde til Følge, at Granaten borede sig ind i Bagkroppen i stedet for i Nærheden af Sidefinnen. Således stærkt såret satte Hvalen Fart med Båden på Slæb; i Begyndelsen langsomt, men senere hurtigere og hurtigere. Under dette bredte der sig en tyk Tåge over Vandet, og de andre Både samt Skibet tabtes af Sigte, medens vi med vort usædvanlige Forspand som en Pil fløj henover Bølgerne. Flere Hvaler sluttede sig til, og foruden vor egen, der var den største og som vistnok mindst målte 40 Alen, var der i Reglen en 3—4 Stykker på Siden af den og foran den. Jeg halte ind og firede på Linen efter Omstændighederne og var snart helt oppe i Nærheden af Hvalen for at give den et Lansestød, men så spændte den på med sådan Magt, at vi atter måtte fire, for ikke at få Båden halet under Vand. Over 40 Favne Line fik den dog aldrig, og undertiden var der halet ind til 10 Favne. Der blev imidlertid blæst i Hornet for at få Dampskibet efter. Vi gik vistnok mindst en Mils Vej mod Nordvest uden at høre noget til Dampskibet, men til al Lykke svingede Hvalen og gik omtrent samme Vej tilbage. Vore Signaler blev nu gensidig hørt. Damperen havde fået fuld Damp op og løb 9 Miles Fart. En Jagt af den mest ejendommelige Beskaffenhed udviklede sig — måske den første i sin Slags, som nogensinde er opført. Når Hvalen sagtnede sin Fart, halede Damperen, med de to Både på Slæb, ind på os, men så snart den var ifærd med at omgå Hvalen, for at give en af Bådene Lejlighed til at sende den et dræbende Skud, svingede den med sine Forløbere og Følgesvende så hurtig i en anden Retning, at Manøvren mislykkedes. Ved Hjælp af en af de andre Hvalbåde fik jeg imidlertid ny Line og nyt Skud ombord. Jeg halede ved Hjælp af Spillet Båden så tæt op under Hvalen som muligt; det var vanskeligt at give den et dræbende Skud på langs, men det måtte forsøges. Pistolen fejlede imidlertid og forinden dette kunne afhjælpes, slap Harpunen, efter at vi i 5 Timer havde gennemfaret Myrebugten (en stor Havbugt Syd for Berufjord) med dette mærkelige Forspand. Det var en af de ejendommeligste og interessanteste Situationer, jeg har oplevet. Efter Kl. 2 klarede Tågen bort, og den hele Situation i Morgenbelysning med de høje snedækte Bjergtinder i Baggrunden, netop beskinnet af Solens første Stråler, forskellige franske Fiskere rundt omkring med „Thomas Roys“, og jeg med Hvalen farende omkring i de mest forskellige Retninger, gjorde et så storartet og ejendommeligt Indtryk, som man kun sjældent har Lejlighed til at opleve Mage til. Jeg havde imidlertid stadig godt Håb om at komme i Besiddelse af Hvalen — vi kaldte den allerede „vor Hval“ — og jeg havde ikke kappet mig fra den, om vi så skulle have fulgt den uden Proviant endnu fulde 24 Timer. Det pludselige Omslag i Følelser, som fulgte med, da Harpunen slap, lader sig derfor næppe beskrive. Jagten fik en brat Ende og Kl. 06.30 om Morgenen søgte vi den Hvile, som vi trængte til, uden at nogen af os havde tænkt derpå”. En Ting var ganske uforståeligt for alle, og det var, at de fra Thomas Roys modtagne Raketter så godt som alle viste sig ubrugelige, idet de ikke kunne bringe Granaterne ind i Hvalerne. Den af Thomas Roys leverede Beholdning af Raketter skulle efter Aftalen være af samme Slags som de, Royserne i Slutningen af 1865 lavede i Seydisfjord, og som dengang havde vist sig at tilfredsstille alle rimelige Fordringer. Hvorfor skulle de samme Raketter nu vise sig ubrugelige hos os? Den eneste rimelige Forklaring var, at Amerikanerne havde pudset os og leveret os de gamle kasserede Raketter fra 1865. Der var meget som tydede herpå, blandt andet John Roys pludselige Forsvinden fra Skuepladsen, og ikke mindst, at hans tre amerikanske Bådførere fulgte ham på det mindste Vink og uden at gøre noget Krav gældende overfor Selskabet.
Et Faktum var, at så godt som alle Raketter svigtede. Der blev derfor snarest muligt skrevet til København for ved Orlogsværftets Laboratorium og hos Fyrværker Amici at få lavet nye 'og kraftigere Raketter. Hammer undersøgte nu Fjordene på Vest- og Nordkysten, stadig søgende efter Hvaler, men uden nævneværdigt Udbytte. Den 18. september kom Thomas Roys tilbage til Berufjord, hvor kaptajn Tvede, der på Fiskeriselskabets Vegne havde gjort Tjeneste i Roysernes Skibe, kom ombord. Hans Meddelelser syntes ikke at bekræfte den Mistanke, der var rejst imod Amerikanerne, om at de havde solgt Selskabet kasserede Raketter. De havde lidt under de samme Vanskeligheder som de danske, og deres Udbytte havde hidtil været i høj Grad utilfredsstillende.
Hammer gik derefter Nordpå og afsøgte Kyster og Fjorde, men udover et godt lokalt Kendskab bragte denne Rejse intet Udbytte, Vejret var, som overhovedet under Opholdet ved Island, meget stormende, så man kun rent undtagelsesvis kunne fire Hvalbådene i Vandet. Under et Ophold på Seydisfjord besøgte Hammer Thomas Roys, hvis Modtagelse var venlig, og der var nu Lejlighed til at opgøre det opkomne Mellemværende. På Thomas Roys Initiativ blev der foretaget Prøveskydninger med de forskellige Raketter; efter disse måtte Thomas Roys indrømme, at de af ham leverede Raketter var svagere, end Bestemmelsen havde været, men han hævdede bestemt, at dette ikke var gjort med Forsæt. Med Forekommenhed viste han hele Etablissementet og de derværende Trankogerier, hvoriblandt en af ham opfunden ny hensigtsmæssig Måde, på hvilken Olien kan udkoges af Hvalknogler.
Den 19. oktober forlod „Thomas Roys“ Island, anløb Færøerne og kom til København d. 2. november. Som Resultat af dette Togt må det siges, at det havde været rigt på Erfaringer, men Udbyttet af Hvalfangsten havde været endnu slettere, end Hammer i værste Tilfælde havde tænkt sig. Man havde kun fanget 6 Hvaler og Andel i to ilanddrevne, medens nogle og tredive gik tabt efter at være dræbt.
Hvad de andre Skibes Udbytte angår havde Resultatet heller ikke været godt, væsentlig fordi den ny og velsejlende Skonnert „Gardar“ først kom på Fiskepladsen tæt ved Fiskerisæsonens Slutning. Jagterne „Gudrun"- og „Ingolfur“, der havde været på Havkalfangst, havde kun fået 74 og 78 Tdr. Lever. Grunden hertil var de hyppige Storme, og at Polarisen havde hindret Fangst på de bedste Fiskepladser. Det økonomiske Resultat havde derfor været meget slet, idet man gik ud af året med en Underbalance på 60,000 Rdl., der væsentligst stammede fra „Thomas Roys“ og Hvalfangstforsøget.
Til trods for dette sørgelige Resultat, mente Hammer dog, at man i Fremtiden ville kunne nå det Mål, han havde sat sig. For at have de dertil nødvendige Pengemidler til Disposition, blev man, i Tillid til Driftsbestyrerens Energi og Dygtighed, på Generalforsamlingen enige om at vedtage, at Aktiekapitalen skulle udvides til 250,000 Rdl. og Driften fortsættes.
I Løbet af Vinteren 1866—67 blev der foretaget en Del
Forandringer og Reparationer ombord i „Thomas Roys“. Ved velvillig
Imødekommenhed fra Marineministeriet blev der på Orlogsværftets Laboratorium
gjort en Del Forandringer ved Hvalvåbenet, som ved Prøveskydning viste sig at
være Forbedringer. Man mente herigennem at have fået et Raketapparat, som ved
Skydning imod Hvaler ville være, om ikke fuldt tilfredsstillende, så dog
betydeligt bedre end de hidtil benyttede.
Robbefangst
i det nordlige Ishav.
Ved Robbefangst forstås Jagt på Sælhunde og deres Unger, der foretages i marts og april mest af norske og engelske Fangstskibe. Sælhundene yngle i store Flokke på de Isflager, som med Polarisen drive ned imellem Jan Main og Grønlands Østkyst. Stedet, hvor de samles, (kaldet Stabelen), ligger de forskellige år på forskellige Steder, afhængigt af Isens Beskaffenhed og Beliggenhed, og det gælder derfor for Fangstskibene at finde den store Stabel. I denne ligger de voksne Dyr omgivet af deres Unger og bliver et let Bytte for de grådige Fangere, som, når de er heldige, på få Dage kan få deres Skib fuldt lastet med store og små Sælhunde.
Det er ikke ubetydelige Værdier, som på denne Måde indfanges i dette „Ingenmands Område“. Hammer var klar over, at der var forbunden mange Farer, både for Skib og Besætning, ved at færdes i Polarisen, særlig når i stormende Vejr de store Isskodser skrue imod hinanden og truer med at knuse alt som kommer imellem, men da „Thomas måtte anses for at være et stærkt bygget Skib, mente han at turde påtage sig det Ansvar at søge ind i Polarisen for at tage sin Part af de store Værdier. For at have en Mand, som var bekendt med Forholdene i Polarisen og med Robbefangst i Særdeleshed, engagerede han Bornholmeren kaptajn Kofoed som Styrmand i „Thomas Roys“. Han havde gjort flere Rejser med norske Skibe og var som gammel Ishavsfarer særlig egnet til denne Post.
„Thomas Roys“ afgik fra København den 20. februar 1867; på Grund af Modvind anløb det nogle norske Havne og ankom d. 2. marts til Færøerne. Opholdet på Færøerne blev en Del længere end påtænkt, dels på Grund af uroligt Vejr, og dels fordi det tog lang Tid at samle Mandskab. Hammer havde nemlig forhyret en Del Færinger, som, da det kom til Stykket, meldte sig fra. Den 19. marts forlod Hammer Færøerne og satte Kurs efter Jan Main. Efterhånden som man kom Nordpå aftog Temperaturen til 12°. Skibet blev derved så overiset, at det så ud som et svømmende Isbjerg. Allerede d. 23. marts fik man de første Stykker Polaris i Sigte, og henad Aften var man midt i dem. — I det følgende skal gives enkelte Uddrag af Hammers Dagbog, som giver et Billede af Forholdene og Sælhundejagt i Polarisen.
„Søndag d. 24. marts var Vejret smukt. Ismasserne tog sig malerisk ud i det smukke Solskin og frembød allehånde forskellige Billeder. Af og til sås enkelte spredte Sælhunde, og det lykkedes på en Times Tid at bringe omtrent 30 Stk. ombord. Da der ikke var flere i Nærheden, arbejdede vi os længere ind i Isen for at finde Stabelen. Under disse Farter dræbtes en gammel Klapmyds, der gav en ret interessant Jagtscene, idet den tappert satte sig til Modværge, den slog tre Mand til Jorden og knækkede 4 Køller, inden den overgav sig.
Da Natten til den 27. marts nærmede sig, stoppede vi og lod Skibet drive med Isen. På Grund af Storm og høj Dønning var dette Natteleje mindre behageligt, idet Skibet rullede stærkt og tørnede op imod Isflagerne, så man næppe kunne stå på Dækket.
Om Middagen var vi så heldige at nå den Plads, som var Målet for vor Virksomhed. Allerede om Formiddagen havde vi set 6 Skibe forude, der lå i en stor Ismark, ivrigt beskæftigede med at dræbe Sæler. En af disse Skibes Førere var Kongen for Norges Virksomhed i Ishavet Sven Foyn. Vi stod ind imellem de svære Ismasser nærmest Foyns Skib. Vort Mandskab blev sendt ud på Isen, hvor det vrimlede med Sæler, og få Øjeblikke senere udfoldedes der en travl Virksomhed. Nogle skød de gamle Sæler, andre slæbte dem ombord og hejste dem op.
Det var et mærkeligt Skue at se Folk i Mængde spredt over den højt bølgende Isflage. Dønning fra Stormen, der raser udenfor, løber ind under Isen og bryder denne i små Stykker, der hæver og sænker sig ligesom Oceanets Bølger. På disse Isstykker sprang Mandskabet omkring, som berusede af Jagtiver. Alle må vogte sig for ikke at glide med Foden, et Fejltrin kan bevirke, at han dumper ned imellem to Isstykker og ikke kan komme op igen. Endnu er det for tidligt at dræbe Ungerne, de er for små og giver for lidt Udbytte. Det er derfor kun de forholdsvis få Gamle som Jagten i disse Dage går ud over, men de er også langt mere værdifulde. Alle deltog i Jagten, selv Skibslægen nedlagde 7 store Sæler.
Kl. 22.45 Aften ophørte Jagten, og Skibet blev liggende stille i Isen, det vil da sige for så vidt skibsskruen ikke var igang, thi forøvrigt kan man ikke sige, at vi lå stille, thi Dønningen væltede Skibet fra den ene Side til den anden, og de flere Favne tykke Isblokke bibragte det hyppige Stød og Puf, som man måtte undre sig over, at Skibet kunne tåle. I morgen tidlig Kl.03.30 er Grøden færdig og Appetitten stor; Kl. 04.30 begynder Jagten, for, dersom Omstændighederne tillader det, at vedblive til det bliver mørkt.
Torsdag d. 28. marts. Natten blev som sædvanlig tilbragt imellem gyngende Isskodser og „Thomas“ fik sig mangt alvorligt Bums uden dog at tage Skade. Kl. 04 Morgen begyndte Jagten. En levende Tiraillørild udviklede sig snart fra de 7 Skibe, der lå hinanden temmelig nær. I dag blev Jagten frigivet til at gælde både gamle og unge. Da vi ved Middagstid havde fået 170 store og 100 små Sæler, begyndte Isen efterhånden at skilles ad. „Thomas Roys“ måtte derfor dampe omkring for at samle Folkene op fra de forskellige Isstykker. Da der nu ikke var mere at gøre på dette Sted, gik vi Sydpå og endnu samme Aften stod vi ind i en stor uoverskuelig Ismark, den rigtige Stabel, hvor der fandtes Millioner af Sæler, så langt Kikkerten kunne række. Morsomt var det at iagttage kaptajn Kofoeds Iver. Han lå på Spidsen af Bovsprydet for at dirigere Styringen imellem Isskodserne, og når „Thomas Roys” til Tider løb sig fast i Isen, begyndte han uvilkårligt at slå Hælene i Sprydet i sin utålmodige Iver, ligesom man sætter Sporerne i en Hest for at få den frem.
I de nærmest følgende Dage fortsattes Jagten på lignende Måde, og Udbyttet blev betydeligt. Mange besynderlige Scener forefaldt, som Eksempel skal nævnes: Kofoed forfølger en stor Sæl ud på den svage Is. Isen brister under Sælen. Kofoed får akkurat Tid til at slå sin Kølle i Sælen, men nu brister Isen under ham. Han holder fast i sin Kølle for ikke at miste sit Bytte, men selv ligger han i det iskolde Polarvand. En flink og resolut Mand — også Bornholmer — kommer til og får sin Kølle anbragt i Nakken på Kofoed og haler ham op på Isen med samt hans Sælhund. Foruden Kofoed faldt tre Mand gennem Isen, men alle blev bjergede. To af dem blev syge af Anstrengelse ved Kampen med Isstykkerne og en forvred sin Fod.
Efter fire Dages anstrengende Arbejde var Kofoed nær segnet af Overanstrengelse. Han måtte forlade Arbejdet på Isen, og Hammer løste ham af. Mandskabet fik ikke megen Hvile i disse Dage, kun 4 Timers Søvn i Døgnet, men de var alle flinke og udholdende. Kofoed var Fyr og Flamme, han sagde: „Der må arbejdes, medens der er noget at hente, thi siden er det for silde“. Vi måtte love for, at der var Læge ombord, thi der forefaldt hvert Øjeblik på Dagen Beskadigelser, som krævede hans Hjælp.
Virksomheden på Isen frembyder også andre Farer og da særlig den levende Krydsild, der fremkommer, når flere Skibe arbejder i Nærheden af hinanden. I går blev en Kølle skudt over og en Kugle slog ned imellem Benene af en Mand, der var ifærd med at flænse en Sæl. Den uhyggelige Lyd af Kugler, der piber i Luften, vænner man sig snart til. Frisk Proviant savner man ikke, thi den unge Sæl afgiver en delikat Steg, ikke ulig Haresteg. Hjerte, Nyrer og Lever er som stegt en fortræffelig Spise. Vi lever i denne Tid både Morgen, Middag og Aften højt på ferske Provisioner.
Ved et ihærdigt Arbejde lykkedes det allerede den 5. april at få fuldt Skib, og vort Ophold i Polarisen havde kun varet i 14 Dage. Forinden vi forlod Stedet, fik vi kaptajnen på et af de engelske Fangstskibe til at tage Melding og Telegram med til England. I Telegrammet stod: „Fuldt Skib, omtrent 800 Tdr. Alt vel“ og i Rapporten stod „1344 gamle og 4022 unge Sæler". Det var med stor Tilfredsstillelse, at Hammer afsendte dette Telegram, thi det var første Gang, man kunne sende gunstige Efterretninger til Hjemmet.
Den 6. april forlod „Thomas Roys“ Polarisen med Kurs på Island. Efter et kort Ophold på Se gik „Thomas Roys” til Djupavog, hvor den ankom d. 10. Den traf Polarisen langs Islands Østkyst, hvor den blokerede Kysten helt ned til Berufjord. Da „Thomas Roys“ kom i Sigte fra Djupavog blev Folkene her meget ængstelige ved at se den ligge så dybt i Vandet. De troede, at Skibet kom ind fuld af Vand, i synkefærdig Tilstand, men de blev snart bragt ud af deres Vildfarelse ved 3 rungende Hurraer fra Mandskabet. I Djupavog traf man „Skallagrimur” som blev udrustet til Hvalfangst med Waldorff og Larsen som Hvalskytter.
Vinteren på Island havde været meget streng. Fra november til Begyndelsen af april havde det frosset uafbrudt med svært Snefald. Temperaturen var endnu - minus 8° Reamur. Hele Landet var dækket med et tykt Snelag. En så hård Vinter og en så stor Nød havde man ikke kendt i mange år. Man var vant til at græsse Kreaturerne ude til efter Nytår, men iår var dette umuligt, og alt Foder var opbrugt. Man gav Kreaturerne det sidste Korn, og dersom en Forandring ikke meget snart indtrådte, ville hele Besætningen uddø og Menneskene hungre hen; Handelsskibenes Ankomst var den sidste Redning — og med den nuværende Isblokade var der ingen Sandsynlighed herfor. Der var ikke en Købmand på hele Østkysten, som havde Varer, alt var brugt lige til den sidste Tår Brændevin. Ombord i „Thomas Roys“ gik man straks igang med at losse den store Last, skære Spæk fra Sælhundene og gøre alt klar til Hvalfangst. De fattige Islændere kom for at hente det Sælkød, som blev skåret fra Spækket, men de var ikke til at formå til at tage Arbejde uden en urimelig høj Løn. Da en sådan ikke kunne gives, foretrak de at ligge ledige.
Søndag den 21. april — Påskedag — så Hammer fra Bondevarden
(dvs. et sømærke, der var rejst på et af Fjeldene), at Isen var tiltaget i
Mængde, såvel ude til Søs som ind i Fjorden. Inde i Berufjord sås en Hval
indesluttet af Isen. Der blev straks gjort Jagt på den, men først Dagen efter
blev Hvalen dræbt og slæbt på Land, hvor den blev flænset. Da „Thomas Roys“
ikke kunne komme ind til den på Grund af Is, måtte den flænses på Stranden.
Hvalen var udmærket fed, men vanskelig at behandle. Man måtte føre tomt
Fadeværk ind til den og nedlægge Spækket i dette, indtil man kunne hente det
under gunstigere Forhold.
Hammer
og hans Folk driver på en Isflage i det åbne Hav.
(Efter Hammers Dagbog; aftrykt i „Fædrelandet for 27. og 28. juni 1867)
„Onsdag d. 24. april. I morges Kl. 06 blev det meldt mig, at et dansk Krigsskib, en tremastet Skonnert, med Lodsflag på Toppen, befandt sig Nord for Papey, tæt udenfor Isen. Da Omstændighederne var af en sådan Beskaffenhed, at ingen islandsk Lods med egne Midler og Kræfter kunne tænke på at give den af Krigsskibet forlangte Lodshjælp, opfordrede jeg Lods Jon Jonson af Djupavog til at gå ud, idet jeg tilbød ham personlig at ville gå med samt give ham en passende Båd med fornøden Besætning. Jon er kendt som en flink Lods og en dygtig og hæderlig Mand. Han svarede mig, at han havde lovet Chefen for „Fylla, kaptajn Schultz, at gå ud, så snart en dansk Orlogsmand viste Lodsflag, og at han var villig til at gå, når der var ringeste Mulighed for at nå derud. Orlogsmanden lå Nordover, og da der var en bred åbning i Isen fra Svartafus ud i åben Sø, var det at antage, at han agtede at løbe ind i samme, for derved at lette Lodsen Arbejdet med at komme ud. Jeg lod derfor en Båd transportere over Land ud til Svartaskær, og viste Flag fra dette, såvelsom et stort Flag fra Bondevarden for derved at tilkendegive Orlogsmanden, at han var bemærket, og at Lodsen var undervejs. Orlogsmanden, som var Skonnerten „Fylla“, løb imidlertid ikke ind i den åbne Rende, men vedblev at stå 1/2 Mils Vej fri af Iskanten nordefter udfor Brejdalsbugten; her vendte den og lod sig atter med Strømmen drive Sydpå. Lodsflaget blev nu halet ned, medens Nationalflaget vedblev at vaje, og da „Fylla“ atter undlod at stå ind i den åbne Rende, var det umuligt at skaffe ham Lods ombord fra Svartaskær og ud igennem Berufjord. Da han omtrent Kl. 12, i Nærheden af Papey, atter viste Lodsflag, såvidt det herfra kunne bemærkes, og blev liggende stille tæt udenfor Isen, syntes det dog, som om det var meget magtpåliggende at få Lods.
Jeg lod nu en anden af vore Både transportere over Land fra Djupavog til Sydsiden af Bulandsnæs. Her var Isforholdene således, at når „Fylla“ holdt sig på den Plads, den nu indtog, ville vi være istand til at nå derud, begunstiget af den stærke sydgående Flodstrøm på 1,5 á 2 Timer. Da vi var stærkt sysselsatte med uopsættelige Forretninger både på „Thomas Roys” og „Skallagrimur“, den første med at losse Sælspæk og den anden med at flænse en Hval, kunne jeg kun undvære ganske få Folk. Foruden mig selv og Lodsen Jon bestod Bådens Besætning af Fiskemesteren Waldorff, kaptajn Tvede og polyteknisk Kandidat Petersen. Da der var størst mulig Udsigt til om få Timer eller højst en halv Dag at arbejde sig frem til Målet, var vi kun forsynede med en halv Dags Proviant.
Omtrent Kl. 12.30 forlod vi Bredevigen og nåede snart ud til en lille ø, hvor vi landede, for endnu engang nøjere at overskue de Farer, der var at overvinde på den forestående Tur imellem Polarisens Ismasser. „Fylla“ lå endnu på samme Plads tæt Syd for Papey med Lodsflaget hejst, og den hvide Damp ud af Damprøret. Vi kunne ikke tvivle på, at den snart ville bemærke Båden, og da vi i så Tilfælde turde gøre sikker Regning på, at den ville blive, hvor den var, og optage os, besluttede jeg at vove Forsøget på at nå derud, hvilket under de øjeblikkelige Forhold og ved rask Arbejde fra vor Side kunne nåes på een Times Tid. Vi passerede to små Skær. Da vi var kommet herhen, bemærkede vi til vor store Forbavselse, at „Fylla“ fjernede sig i sydlig Retning, og at Lodsflaget var halet ned. Vi viste nu vort Flag fra en høj Isskodse og gjorde os al mulig Umage for at blive bemærkede og optagne, men forgæves, uagtet „Fylla“ ikke var længere borte end at vi kunne se Skroget til Vandgangen og med blotte Øjne skelne Enderne i Rejsningen. Kort efter fyredes der op, og da „Fylla“ nu fjernede sig med rask Fart, var vi overgivne til vor Skæbne, uden Mulighed for med den indtrædende Strømforandring at kunne komme tilbage. At nå Papey, som var nærmest Land, var umuligt, da Strømmen med rivende Fart kørte os Syd efter, og trods al vor Anstrengelse var det umuligt at stoppe den.
En stor Isflage kom så hurtig ned på os, at vi netop fik Tid til at redde Båden fra at blive knust, ved rask at trække den op på Isen. Denne skruede bestandig mere og mere sammen, og få Øjeblikke var tilstrækkelige til at forandre Forholdene således, at vi ikke havde andet at gøre end med vor Båd at drive magtesløs om med Isen. Efter et Par Timers Forløb forbedrede Forholdene sig noget, men vi befandt os et godt Stykke til søs Syd for Papey, afskåret fra al Udsigt til for det første at nå Land. Da vi var blottet for Levnedsmidler og Overtøj, var Situationen dobbelt fortvivlet og af en så alvorlig Beskaffenhed, at vi, trods de ugunstige Omstændigheder, vedblev dels at slæbe Båden over de høje Isskodser, dels at hage og stage os frem imellem dem og igennem Sjapisen, indtil det Kl. 23 om Aftenen var os umuligt at arbejde længere. Kort før vi ophørte med vor trøstesløse Gerning, indtraf en lille Begivenhed, som for os var af så stor Betydning, at Døden havde været vor visse Lod, ifald denne ikke var indtruffen.
Vi så nemlig en grønlandsk Sæl på Isen og kort efter var den vort Bytte. Straks efter fangede vi en Sæl til, og således udrustede med Proviant så vi os istand til at leve en hel Uge på Isen, dersom ikke Storm eller andre uforudsete Omstændigheder, hvad der var stor Sandsynlighed for, forinden gjorde Ende på vor Tilværelse. Kl. 23 blev Båden sat op på en Skodse, og da det frøs stærkt, turde vi ikke sove, men vedblev at holde os i Bevægelse på Isen. Natten var for Resten smuk og Vejret stille.
Torsdag d. 25. april. Ved Daggry begyndte svære Skyer at trække op i S. S. O. og Dønningens Brøl mod Iskanten forkyndte, at et Uvejr nærmede sig. Små åbninger dannede sig imellem den svære Is, og Båden blev sat til vands; vi arbejdede dels med årerne, dels med Hagerne, men det var kun lidt vi avancerede, og efter et Par Timers Forløb var videre Arbejde umuligt, dels fordi Isen atter skruede sammen, dels fordi alt indhylledes i en tyk Snestorm fra S. O. Da vi ikke havde andre Klæder end dem vi gik og stod i, turde vi ikke uden den højeste Nød udsætte os for at blive våde. Det var klart, at vi måtte være belavede på et flere Dages Ophold på Isen, og den eneste Betingelse, under hvilken Redning kunne tænkes mulig, var at holde Legemet tørt og efter Omstændighederne vel forsynet med Føde, således at Træthed og Slaphed ikke pludselig skulle få Magt over os. Omtrent Kl. 05 om Morgenen blev Båden atter sat op. Med Bunden i Vejret og ved Hjælp af Sne indrettedes den til en tæt Bolig, kun forsynet med en lille Indgang, stor nok til at en Mand på alle fire kunne krybe ind og ud, Flag og årer plantedes på en høj Isskodse ved Siden af Båden, om man muligt skulle få Øje på os fra Land, så snart det lettede i Vejret; som det nu var og blev i mange Timer, var alt skjult i en tæt Snetykning. Vi lejrede os i vort lille Hus så hyggeligt som Omstændighederne tillod, og da vor sidste Proviant var forbrugt den foregående Aften på pund Smør nær, gik jeg straks ifærd med at indføre det nye Spisereglement af vore to kostbare Dyr, Sælhundene. Det var lidt hårdt at gå på de rå Hunde, men jeg fandt det nødvendigt at begynde straks, inden Maverne blev ganske tomme og uimodtagelige for den rå Føde. Jeg gjorde selv Begyndelse med at sluge nogle Stumper Spæk, og Lodsen Jon gjorde straks ligeså. Vi fandt denne Spise ret behagelig og både styrkende og oplivende, således at vi endog gik over til ordentlig at tygge og synke Spækket som anden almindelig Spise. Det smagte sødt og lignede mest søde Nøddekerner. Derefter begyndte de andre tre, endskønt med mindre Appetit, at indtage små Partier Spæk. Jeg var glad ved dette heldige Forsøg med den ny Slags Føde, som langt overtraf mine Forventninger. Jon og jeg gjorde nu Forsøg på at spise det rå Sælkød, også deri fandt vi stort Behag. Dette var i højeste Grad glædeligt og styrkede vort Mod ved Udsigten til herved endnu i mange Dage at kunne holde vore Kræfter oppe og være fri for Hungersnød. Det var en Gene, at intet Vand fandtes; Indsugning af Is og Sne forhindrede jeg så meget som muligt. Ovenpå dette styrkende Måltid benyttede vi Snestormen til Søvn. Vi hang med Kroppen over en Tofte, eller fandt et Leje på nogle Hager og Pigge ovenpå Sneen. Den Vagthavende krøb af og til ud af Hytten for at holde Udkig; men langt Ophold udenfor blev aldrig taget, så længe Nedslaget varede.
Dette vedblev imidlertid hele Dagen og gik om Eftermiddagen over til stærk Regn. Efter at Formiddagen var tilbragt med Søvn, følte vi os ved Middagstid højlig styrkede, men atter hungrige. Vi forsøgte nu at indrette os lidt hyggeligere og navnlig faldt det os ind, om vi ikke kunne gøre Fyr og få varm Mad. Nogle Svovlstikker fandtes i en Lomme; en tom Blikdåse, der var medtaget i Stedet for Øsekar, kunne tjene som Gryde, et halvt Sælhundeskind var tilstrækkeligt til Ildsted og Spæk samt Spåner, skårne af Bådens Tofter og Ribber, var udmærket Brændsel. Alt dette blev i en Fart lavet tilrette; Kød og Spæk skares i små Stykker og kastedes i Kedlen, noget Sne og en Klat Smør imellem, og snart hørte vi den fornøjelige Lyd af Kogepottens Snurren og Brasen. Medens Røgen trak ud gennem et Hul i Sneen, bragte Ilden os en hyggelig Varme, rigtignok blandet med nogen Røg, inde i Båden. Det varede ikke længe, inden Maden var færdig, og vi nød, rigtignok på en til Menneskets Naturtilstand grænsende Måde, et velsmagende og styrkende Måltid varm Mad. Især smagte Suppen, som bestod af Tran, Blod, Vand, Smør og Kraft af Sælhundekødet, delikat. Dette glimrende Resultat gjorde os næsten elleville af Glæde, og vi så intet til Hinder for i længere Tid at føre dette, som det skulle synes, forladte og ensomme Liv på en Isskodse i det stormende Ocean. Om Eftermiddagen, medens det vedblev at plaskregne, benyttede vi Tiden til gemytlig Passiar og fik vore tomme Ølflasker fyldte med Vand. Vi blev således ved Regnen rigelig forsynet med Drikkevand, hvad vi hidtil havde savnet, men forresten var Regnen os en langt større Ulempe, end den tørre, hårde Frost; thi mindst af alt kunne vi tåle i længere Tid at være våde; der blev derfor intet Arbejde foretaget udenfor, selv når Omstændighederne tillod os at avancere et lille Stykke.
Isen skruede i Løbet af Dagen endnu tættere sammen, de store Blokke, der som oftest målte 8—10 Favne i Tykkelse, malede og skruede imod hinanden og knuste alt, hvad der kom imellem dem. Brændingen på Iskanten kom os kendeligt nærmere og Dønningen satte så stærkt ind på os, at vi måtte benytte det første mulige Øjeblik til at trække os tilbage. Da det henimod Aften holdt op med at regne, lagde vi alle vore Kræfter sammen og trak den, efter Besætningens Størrelse ret tunge Båd, hen over de høje Isskodser, snart op og snart ned ad Isskrænterne. Da vi noget længere inde i Isen, hvor Bevægelsen var mindre stærk, traf på en stor, flad Skodse med et smukt Isslot af blå krystalklar Is, flere Stokværk højt, på den ene Ende, opslog vi der vort Natkvarter og indrettede vor Husstand, medens vort Dannebrog plantedes på Slottets Tinde. Flere Sæler var i Løbet af Dagen bemærket på Isen hist og her omkring, men vi kunne ikke formedelst de vanskelige Isforhold nå hen til dem; alt Vildt, vi skulle have, måtte slås med Knipler, da vi ikke var forsynet med Skydevåben. Da vi desuden i de to Sæler havde Føde i længere Tid, end vi kunne vente at holde Livet på Isen, gjorde vi os heller ikke Umage for at forøge vort Proviantforråd. Vi skulle hvert Øjeblik flytte med Hus, Proviant og alt, og det var vanskeligt nok for vore Kræfter at overkomme dette. Vor Stilling blev med hvert Øjeblik mere og mere kritisk, Stormen, som blæste ind imod Land, malede og knuste Isen bestandig i mindre og mindre Stykker og vi kunne med den mindste Vind forandring vente at se Isen spredt med store åbninger, i løse Skodser omkring mellem høje Bølger, der stadig skyllede over Isbakserne, og som da ville have bortskyllet og begravet os tilligemed vor Båd. Isforholdene, især her ude i det åbne Ocean, er noget af det mest lunefulde og uberegnelige, man kan tænke sig; det var derfor vanskeligt at sige, hvad der ville indtræffe; kun så meget kunne man være overbevist om, at således som det nu var, ville det ikke vedblive at være ret længe, og enhver Forandring måtte antages at blive til vort Fordærv. Vore Bestræbelser gik derfor stadig ud på at nærme os Kysten så meget som muligt, men det gik yderst småt, fordi vi ikke kunne magte Båden over den ufremkommelige Is; at forlade Båden og forsøge at nå Land til fods, var en sidste, men højst farlig Udvej, da vi måtte gøre Regning på, ind mod Skærene at træffe store grundsatte Skodser med åbent Vand imellem, som det var umuligt at passere uden Båd.
I hvor kritisk og pinlig vor Stilling end var, havde vi den Aften ikke andet at gøre end forblive under vor Båd, og rolig afvente, hvad Natten ville give os, Liv eller Død; thi Afstanden fra Land var for stor til, at vi selv med Held kunne nå derind inden Aften, og det var dertil hvert Øjeblik Tykning, som trods et lille Lommekompas ville forvilde os, da Isen ville nøde os til hvert Øjeblik at gå i forskellige Retninger. Vi nød da vort sædvanlige Måltid og gik til Ro.
Fredag d. 26. april. Det vedblev Natten over at storme og regne af S. O. Den Skodse, vi boede på, blev stødt og hugget imod sine Naboer med sådan Kraft, at bumpene gennemrystede hele vor lille Verden, og Fornemmelsen var omtrent den samme, som vi havde i „Thomas Roys“, da den lå i Storm mellem Storisen oppe under Jan Mayn. Alt dette var imidlertid ikke til vor Skade, tværtimod var disse Forhold de heldigste, vi kunne have, thi Isen blev ved Stormens og Bølgernes Magt bestandig ført nærmere ind imod Yderskærene og vi fulgte med. Ved Daggry iagttog jeg Situationen ved at krybe udenfor og tage et Overblik oppe fra Slottet. Da det endnu regnede og stormede af S. O., sagde jeg til mine Ledsagere, at vi kun skulle forholde os rolige under Tag. Vort Morgen-Sælhundemåltid blev nydt med sædvanlig Appetit, og en almindelig Trampen, Støden og Bumpen med Legemet bragte snart Blodet til at cirkulere i de stivnede, kolde Lemmer; den almindelige Klapren med Tænder blev også snart overvundet, og vi var alle både i legemlig og åndelig Henseende så godt udrustede, som fattig Lejlighed tillod, til at tage fat på den Gerning, som det næste Øjeblik foreskrev os at foretage til vor Redning.
Kl. 5,30 sagtnede Regnen og hørte efterhånden op. Vinden lagde sig noget og begyndte samtidig at trække sig nordligere. Nu måtte en Beslutning tages. Jeg løb hen til Båden, og Råbet: „Nu eller aldrig“, bragte alle Mand på Benene i et Øjeblik. Båden blev vendt, alle vore Fornødenhedsartikler stuvede ned i den, og vi lagde vore samlede Kræfter til for at føre den med os så nær Land som muligt. En lille Times Arbejde bragte os højst et Par hundrede Alen nærmere Målet. Vore Kræfter til at slæbe Båden var udtømt. Vi tog nu hver sit, en slæbte Sælhunden, der endnu var hel, jeg bar fraskåren Spæk i en Taske, en anden tog Flaget og Kogepotten, en fjerde og femte årene og Flasker med Vand, og endelig var enhver forsynet med en Sejsing om Livet og en Knippel i Hånden. Vi anbefalede os i Guds Vold og forlod Båden, ved hvilken vi havde oprejst en åre til Mærke, dersom vi skulle blive nødte til at vende om. Vi gik nu den ene efter den anden, med Sejsingen slæbende, for at Bagmanden kunne tage fat og hale sin Formand op, når han faldt igennem Isen. Den første Timestid af vor Vandring gik ret heldig, men nu begyndte det igen med Snetykning, og vi kunne ikke mere øjne den Plet, hvor vi havde efterladt vor Båd. Heldigvis var vi kommen så nær Land, at vi vedblev at skimte det Skær, vi styrede efter. Men nu indtraf også det, vi havde frygtet. Isen blev langt vanskeligere; store, høje blå Skodser stod på Grund, og der var stort åben Vand imellem dem. Vi måtte gå i de forskelligste Retninger og vove de farligste Spring, som man under andre Omstændigheder ikke ville have indladt sig på. Mange Steder kunne vi kun komme over ved at lægge årerne fra den ene Kant af Skodsen til den næste og krybe over på alle fire; et Uheld, og man var styrtet ned mellem lodrette, flere Favne høje, blå Isvægge. På andre Steder måtte vi bane os Vej ved at springe fra en lille flydende Isflage til en anden; det gik længe godt, men til Slutningen kom der et Sted, der var endnu vanskeligere end de foregående. Vi måtte og skulle over; jeg sprang ud på et lille Stykke Is for derfra at springe over på det næste. Det første Stykke var så lille, at det ikke kunne bære mig, og jeg måtte derfor uden Betænkning springe over på det næste Stykke, inden jeg havde fået Tid til at undersøge det. Jeg kom også i et Spring hen på Midten af det, men gik igennem og blev halet i Land af min Bagmand, Petersen. Fiskemester Waldorff råbte til mig, at han havde fundet en god Skodse til at springe ud på; jeg så straks, at det var af samme Beskaffenhed, som den, jeg nys var gået igennem, men jeg havde næppe fået udtalt min Advarsel, før han vovede Springet og gik igennem; jeg var tidsnok ved Siden af ham til igen at få ham halet op på Isen. Endelig lykkedes det at finde en lille Skodse, der kunne bære en Mand, og ved Hjælp af Knipler og årer lykkedes det os omsider een for een at komme over dette vanskelige Sted. Flere sådanne Overgange måtte foretages, indtil det endelig lykkedes os at sætte Fod på fast Grund.
Vi takkede Gud og anså os for frelste fra den mest overhængende Fare. Men vor Stilling var i Sandhed ikke misundelsesværdig. Vi befandt os på et lille, ubeboet Skær, der ikke var landfast, men derimod ved Brænding kunne overskylles af Havet, det første vi havde at gøre var at trække nogle af de drivvåde Klæder af, og efter at have vredet Vandet af dem, syntes vi, at vi fik tørre Klæder på. En Forfriskning af Spæk og Kød blev hurtig indtaget, og nu gjaldt det om at nå over til det næste Skær, hvorfra Lodsen troede, at vi kunne nå i Land på en Øgruppe, som hedder Tvota-øerne. For at udføre dette, var der ingen anden Udvej, end atter at begive os ud på den vanskelige, farefulde Is. Vi nåede forholdsvis heldig det næste Skær, men derfra var heller ingen Overgang mulig, og så langt vi kunne se henad Skærene, var der åbent Vande.
Vi havde intet andet Valg end atter at begive os ud på Isen og om muligt opsøge en Forbindelse med de nævnte Øer. Efter en lang og besværlig Vandring kom vi tæt i Nærheden af en Klippevæg, der faldt lodret ned fra Tvota-øerne, men der var dybt Vand og en ubestigelig Klippe foran os. Endelig opdagedes en Klipperyg under Vandet, hvor der ikke var dybere, end at det var muligt at vade. Denne førte os endnu længere ind til Klippevæggen, men her blev det atter dybt, og det så et Øjeblik ud, som al Redning var umulig. Imidlertid bemærkede vi, at den Klipperyg, som vi stod på, under Vandet drejede til højre langs Fjeldet. Ved at følge denne blot nogle få Skridt drejede den pludselig om et Hjørne af Fjeldet, og her viste det sig til vor ubeskrivelige Glæde, at den ikke alene stod i Forbindelse med Landet, men der var endog i den stejle Klippevæg formelig dannet en Trappe som af regelmæssig tilhugne Sten, hvorpå vi med Lethed besteg Klippen, og nu befandt vi os ved Målet for vore Anstrengelser på de ubeboede Tvota-øer. Disse ligger på Sydsiden af Hamarfjord og ved at vandre til Nordsiden af Øerne, omtrent en 1/2 Mils Vej, kunne vi plante vort Flag der og håbe, at det engang skulle blive bemærket af Beboerne på Nordsiden af Fjorden, nemlig Bulandsnæs og pavog, hvor vore Skibe lå. Det havde hele Dagen lige fra 1/2 Time, efter at vi havde forladt Båden, været uophørlig Snestorm, der bestandig tiltog i Voldsomhed; vi kunne derfor ikke nære noget Håb om, at vort Signal den Dag kunne blive bemærket fra den anden Side, men vi måtte straks belave os på at opslå vort Nattekvarter på Øen. Da vi passerede en til dette Brug passende Klippe blev Waldorff, Petersen, og Tvede tilbage for straks at begynde Bygningen af et Snehus. Jon og jeg fortsatte vor Vandring gennem den alenhøje Sne, helt ud til Øens Nordpynt, og da vi der havde plantet Flaget, vendte vi omtrent Kl. 1.30 tilbage til de andre.
Snehuset blev i en Fart gjort færdig, støttet til og i Læ af Fjeldet, Køkkenet indrettet, og snart blussede en liflig Ild, hvortil vi benyttede de sidste Stumper af vore årer og en ilanddreven Spækbalje, som vi fandt på Øen. Vi nød et herligt, styrkende Måltid, og den tidligere omtalte Suppe formelig gennemstrømmede vore Legemer med en velgørende Varme og friske Kræfter. Vi følte os, som om vi slet ikke havde døjet det mindste, og det hele havde et ganske hyggeligt og patriarkalsk Præg. Efter endt Måltid trak vi vore våde Klæder af i Snehytten og tørrede dem over Ilden. Kl. var nu 3, og det regnede og stormede svært; vi spadserede op og ned i Læ af Klippen i gemytlig Samtale, da jeg pludselig bemærkede Mennesker på Nordsiden af Fjorden, dels samlede i Klynge tæt ved Bredden, dels bevægende sig i forskellige Retninger. Det var tydeligt, at vort Signal var set, og at man var i Færd med at befri os.
Da vort Flag stod 1/4 Mil borte, og vi vanskeligt kunne bemærkes ved vor Bolig, begav vi os så hurtigt som muligt ned til Flaget, først to og dernæst de tre andre, medbringende alle vore Rekvisitter. Vi øjnede en lille Båd på Fjorden, men det var desto værre alt for tydeligt, at den rasende Strøm og Storm havde fået Magten over den og kørte dem med en rivende Fart ind i Bunden af Hamarfjord. Vi stod nu i en næsten værre Situation, end vi nogensinde havde været i: uden Læ, rasende Storm, Sne og Regn, og vi som nylig var blevet temmelig tørre, blev atter gennemblødte og fik Støvlerne fulde af Vand. I denne Stilling måtte vi forblive i 4—5 Timer, indtil endelig en Hvalbåd med en udsøgt Besætning efter store Anstrengelser var slæbt over Bulandsnæs og lykkeligt tog os ombord.
Glæden og Taknemligheden over vor vidunderlige Frelse var stor og gensidig, især var Glæden stor over at finde os i en så fuldkommen ubeskadiget Tilstand. Vi nåede snart den anden Bred og blev modtaget med alle Slags Forfriskninger, som vi næppe trængte til. De Håndslæder, som var skaffet tilveje for at transportere os på, blev ikke benyttede. Jeg kastede mine vandtrukne Støvler og løb på de bare Strømper gennem den alenhøje Sne den halve Mil, der var at tilbagelægge til Djupavog, og alle mine Ledsagere fulgte efter på samme Måde. Vi var de første, der nåede ombord i „Thomas Roys“, hvor vi tog os en Kop varmt øl med Kognak i og gik straks til Køjs. De små Hunde, Whisky og der havde ledsaget os på denne Tur, holdt trolig ud, men det var tydeligt, at de havde et Slags Begreb om Faren. Den havde sandelig også været større for dem, end de anede; thi dersom vi ikke havde fået de to herlige Sæler, havde vi været nødt til at spise Hundene.
Lørdag d. 27. april. I morges stod vi op til sædvanlig Tid og befandt os alle efter Omstændighederne meget vel. Et Par af Ledsagerne havde lidt hovne Fødder og Hænder og jeg følte Smerter i Ankelsenen på den højre Fod, der var noget hævet. Lægen lagde et Bind på, og Smerten tog kendeligt af i Løbet af Dagen. Jeg ville gerne straks vise min Erkendtlighed mod de flinke Folk, som så bravt hver især havde taget deres Del i denne eventyrlige Tur, men havde ikke synderlige Midler til min Rådighed. For dog at gøre noget, tilskrev jeg Lodsen Jon Jonsen og sendte ham 25 Rdl., fordi han så beredvillig havde sat sit Liv i Vove for at skaffe Lodshjælp til et dansk Krigsskib, der havde gjort Signal efter Lods. Fiskemester Waldorff fik ligeledes en anerkendende Skrivelse”.
På samme Dag blev Mandskabet klar med at losse det sidste Sælspæk fra „Thomas Roys" og da Hammer og hans Følgesvende netop var kommet hjem fra den så lykkeligt overståede Fare, var Begejstringen stor. Folkene var så glade ved at se deres uforfærdede Fører rask og flink imellem sig, at de hilste ham med tre rungende Hurraer.
Den i Berufjord fangede Hval var man længe om at få flænset. Først den 3. maj blev man klar med at pakke Spækket i Fade, og få Dage efter lykkedes det endelig efter nogle Timers hårdt Arbejde at komme ud gennem Isen, men den var så tæt, at der vankede adskillige Knubs. Da Isen lå så langt til søs, at der ikke var megen Mulighed for Hvalfangst, gik Hammer til Havnefjord og Reykjavik for at hente forskellige Materialer, som ventedes med Postskibet, samt for at forsøge Hvalfangst på Vestkysten, som i alle Tilfælde var isfri. Her fandtes ingen Hvaler, hvorfor Hammer midt i Måneden vendte tilbage til Østkysten. På Rejsen var han så heldig at træffe „Ingolfur“, der havde ligget på Havkalfangst i Myrebugten. Den havde, til Trods for det stormfulde Vejr, haft en glimrende Fangst og havde fået godt 120 Tdr. Lever. Den manglede kun 30 Tdr. i fuld Last. Hammer gik ombord for at bringe Besætningen en Tak for deres Ihærdighed, Dristighed og Dygtighed, og med Glæde drak han et Glas Vin på deres Velgående.
Skipperen kaptajn Malmkvist fortalte følgende Curiosa fra Havkalfangsten: „For nogle Dage siden havde han fanget en stor Havkal med en hel, frisk Sælhund i Bugen. Når de tog Kød og Spæk af denne Sælhund til Madding, bed Havkalene på med en rivende Fart”. Deres Grådighed ses bedst af følgende: En fanget Havkal var, efter at være stukken og opskåret, atter kastet i Havet. Til trods for denne Medfart, og uagtet alle Indvoldene var taget ud, bevægede Finner og Krop sig, så den spadserede afsted som en ganske fornuftig Havkal. Ikke et Kvarter efter fangedes en anden Havkal, og ved at åbne Maven på den fandtes hele det tidligere udkastede Skrog i denne.
Resultatet af denne Fangst var endelig engang en gunstig Efterretning, men det varede ikke længe, inden Jobsposterne skulle komme igen. Waldorff og Larsen, Selskabets bedste Hvalskytter, som havde holdt til ved Berufjord med og „Vikingen" berettede, at de under særdeles gunstige Omstændigheder havde gjort to Skud hver uden at træffe og nogle få Dage efter kom der Melding om, at Waldorff havde haft fat i 7 Hvaler og Larsen i 5, men de undslap alle. Snart var det Raketterne, der ikke gik tilfredsstillende, snart var det Granaterne, der ikke ville springe, eller Antændingsmidlerne, der forsagede. Det kunne ikke blive ved at gå på den Måde, man henvendte sig derfor til Amici for at få en ny Sending af Redskaber sendt op. Disse kom dog først til Island den 17. juni, og det tog lang Tid at tilpasse Skyderørene til de gamle Stativer og sammensætte Våbnenes enkelte Dele. Da dette Arbejde nærmede sig en Afslutning, gik „Thomas Roys” til Vest- og Nordkysten af Island, hvorfra der var meldt flere store Hvaler. Den 25. juni indtraf det skønneste Vejr, og flere meget store Hvaler sås. Nu skulle den nyankomne Sending prøves.
Alle Bådene blev forsynet med Amici’s ny Apparater. Spændingen var stor. Nu skulle da alt være i Orden. Men! Oh Skuffelse! Båd Nr. 1 fik Skud på en stor Hval, men Pistolen klikkede. Samme Båd fik atter Skud, men Granaten sprang ikke. Hammer lod nu Båd Nr. 2 og 3 skyde til Måls, for at se Virkningen af Raketter og Granater. Ingen af Granaterne eksploderede. Vandet var trængt ind og Krudtet var bleven vådt. Resultatet af Skydeforsøgene var, at Amici’s Raketter var gode, men hans Brandrør ubrugelige i Vand. Sprængning af de fra Orlogsværftet leverede Granater svigtede næsten aldrig, men deres Raketter duede ikke. Man var altså ilde farne.
Der blev gjort en Del Forsøg med at kombinere de forskellige Dele af Granat-Harpunen, men stadig kom der ny Vanskeligheder og stadig slog der Uheld til. Det var derfor ganske naturligt, at de to Hvalskytter Waldorff og Larsen var ved at miste Tålmodigheden. De anmodede derfor Hammer om Tilladelse til at henvende sig til Liliendal for at få Redskaber, der kunne bruges (Royserne havde efter forrige års Kampagne opgivet Hvalfangsten og overdraget denne til Liliendal). De mente nemlig, at Liliendal havde været uskyldig i, at Det danske Fiskeriselskab i fjor havde fået slette Raketter, endskønt Skinnet i lang Tid havde været imod ham. De to Skytter mente nu, at Liliendal ville blive glad ved at få en Lejlighed til at hjælpe os. — Hvor nødig Hammer end ville henvende sig til denne Mand, kunne han under de nuværende Forhold ikke godt nægte de to Hvalskytter at prøve den eneste Udvej, der endnu åbnede nogen Udsigt til at skaffe Midler til at udføre den Gerning, der skulle give dem og Besætningen Oprejsning for den lange Tid, der var hengået uden Fortjeneste.
Hammer henvendte sig derfor selv til Liliendal, som var særdeles velvillig og forekommende, og lovede at sælge Hammer 12 Raketter. Selv var han langtfra tilfreds med Resultatet af Hvalfangsten i år. Han havde fået 13 Hvaler, som flød, medens 14 var gået til Bunds, uden at man havde været i Stand til at hæve dem.
Tiden gik nu hen hele juli og en Del af august med forgæves Jagt efter Hvaler. Liliendals Raketter havde vel enkelte Fordele fremfor Amici’s, men i det store Hele led de af de samme Svagheder som de danske. Det gamle Uheld fulgte Jagten og alle de Anstrengelser, man gjorde, gav kun det Resultat, at Tiden gik tabt. I Løbet af 3 Uger blev der skudt 15 Træffere, men ikke i en eneste var Harpunen trængt så langt ind, at Hagerne havde fået fat. En Del af de anskudte Hvaler blev fundet drivende omkring og bragt til Berufjord, hvor de blev flænsede. Enkelte Hvaler lykkedes det at få Bugt med, men det vil forstås, at Humøret hos de ledende var langt under Nulpunktet. Det var tydeligt at se, at Hvalfangsten ville give et endog meget betydeligt Underskud. Hele Skydningen i dette år har været en uafbrudt Række af Eksperimenter med de forskelligste Kombinationer af Raketter, Granater og Brandrør.
Den 22. august var Hammers Fødselsdag. Han havde om Morgenen sagt, at han havde på Følelsen, at der ville hænde noget usædvanligt på denne Dag. Det skete også. Da de med „Thomas Roys“ var kommet 4—5 Mil fra Land og havde smukt Vejr, så de flere Hvaler omkring sig. Hammer fik fra sin Hvalbåd Skud på meget langt Hold, men under vanskelige Omstændigheder, idet der var høj Dønning, og såvel Hvalen som Båden havde stor Fart. Ikke desto mindre trængte Skuddet smukt ind midt i Dyret, og Granaten sprang, dog uden øjeblikkelig at dræbe Hvalen. Den foer afsted med en umådelig Fart. Skønt der blev firet rask på Linen, trak den Bådens forende under Vand. Hammer sagde: „Jeg gik nødig til det, men der var ingen anden Frelse”. Vandet stod flere Tommer højt over Bådens Forende, det styrtede ind i Båden, til trods for at Linen løb ud, alt hvad den kunne. I næste Øjeblik ville Båden være fyldt, kæntret og gået til Bunds, dersom han ikke straks fik kappet Linen. Han greb den — altid ved Hånden værende — Økse. Det var vanskeligt at kappe Linen, fordi den rovsede ud med stærk Fart, og selv stod Hammer i Vand til midt på Livet, han huggede til, Linen blev hugget over, men samtidig huggede han en Stump af den venstre Langemand og et Stykke af Ringfingeren. Han roede straks ombord og blev forbundet af Lægen, og kunne glæde sig ved, at Skaden ikke var større. Vejret var nu blevet efterårsagtig, det var stadig uroligt, tykt og regnfuldt. Hammer mente nu, at det ikke kunne forsvares under de forhåndenværende Omstændigheder at forlænge det dyre Ophold på Island.
Den 30. september forlod han derfor Island for at vende hjem via Skotland, hvor han ville forsøge at afsætte de forskellige Hvalprodukter. På denne Rejse måtte Skibet udholde en voldsom Orkan, inden det nåede Færøerne, hvor en Del af Mandskabet blev afmønstret. Opholdet i Skotland blev ret langvarigt, da det tog Tid at sælge Tran og Barder. „Thomas Roys“ afgik med en Ladning Kul og nåede København d. 21. oktober 1867. Resultatet af Selskabets Virksomhed i 1867 var følgende: Robbefangsten havde været fuldt ud tilfredsstillende og havde afgivet ca. 780 Tønder Tran.
Hvalfangsten derimod havde været alt andet end tilfredsstillende, der var dræbt 14 Hvaler, som havde givet et Udbytte af ca. 750 Tdr. Tran. Robbe og Hvalfangst tilsammen havde indbragt 50,000 Rdl. Foruden de 14 afspækkede Hvaler var mere end det dobbelte Antal dræbt og gået til Bunds, altså gået tabt. Endnu var der Mangler ved Skydevåbnet, men man var kommet et betydeligt Skridt videre. Ved Kombination af de forskellige Raketter, Granater og Brandrør havde man opnået at få en Granat-Harpun, som ved eventuel Forarbejdelse i Danmark formentlig ville vise sig formålstjenlig.
Af de to Havkalfangere havde den ene været heldig og fået
ca. 300 Tønder Lever, den anden noget mindre. Torskefangsten havde også bragt
et tåleligt Udbytte, så at de to sidstnævnte Fiskerier dette år omtrent ville
kunne bære Omkostningerne.
ROBBEFANGST
I DET NORDLIGE ISHAV I 1869
I året 1868 mislykkedes Fangsten fuldstændigt; der fangedes kun få Hvaler og Robbefangsten gav intet Udbytte. Det eneste Lyspunkt var et heldigt Torskefiskeri under Island, men det varede kun i 4 Dage og kunne ikke bøde på den iøvrigt så uheldige Sommer; at Hammer her delte Skæbne med alle andre, der den Sommer førte Fiskefartøjer ved Island og Færøerne, var kun en stakket Trøst. Den 24. februar 1869 gik Hammer imidlertid påny med „Thomas Roys“ fra København. Den anløb norske Havne og indkom til Bergen d. 4. marts, hvor Hammer gjorde Aftale med Notebas Hille om til Efteråret at mødes i Seydisfjord for herfra at drive Sildefangst. Hammer bestilte hos Hille Note- og Torskegarn samt andre til denne Fangst nødvendige Redskaber.
Den 9. marts gik Hammer til søs med Kurs på Jan Main og kom d. 16. ind i løs Is. I Slutningen af marts rejste der sig svære Storme med Snefnog, som vel åbnede flere Render i Isen, men tillige gav Skibet flere alvorlige Knubs. Ved Hjælp af Damp og Sejl lykkedes det at komme ud af Klemmen. Der viste sig en åben Rende i Isen og ved at benytte denne var Hammer så heldig ved Aftenstid at løbe lige ind i Stablen, som lå på samme Sted som i 1867. I Løbet af en Times Tid havde Folkene taget 126 gamle og unge Sæler. Den følgende Morgen Kl. 04 gik hele Mandskabet ned på Isen. Skibet fulgte med, så godt det kunne, men Isen blev efterhånden så svær og pakket, at det med fuld Kraft ikke var muligt at trænge en Tomme længere frem. Da man befandt sig i Kanten af Stablen blev det efterhånden vanskeligere at slæbe Sælerne ombord. Jagten fjernede sig over 1/4 Mil fra Skibet, men Mandskabet arbejdede med Liv og Lyst og alt var lutter Glæde. I Løbet af Dagen havde Lægen og to Skytter nedlagt 64 gamle Sælhunde, medens Folkene havde taget 785 Unger, der næsten alle var i god Stand. I Løbet af Dagen kom 4 andre Dampskibe til, men også de sad snart fast i den svære Is. Alt gik godt indtil d. 5. april om Morgenen, da Dønningen satte svært ind, samtidig med at der blæste en svær Snestorm af N.O. Under disse Omstændigheder indtraf en stor Ulykke, idet Skrueakslen brast imod Isen og Roret knækkede. Storm og Dønning vedvarede. Stillingen blev efterhånden mere end mislig. Ingen Dampkraft var til Disposition og Roret ubrugeligt. Det eneste Håb var ved Hjælp af Sejlene at nå åbent Vand og Island, men at manøvrere i Isen uden Ror var mere end vanskeligt. Der blev anbragt Styretaljer på Roret og disse hjalp nogenlunde. Der var ikke andet at gøre end at afbryde Fangsten og benytte enhver Lejlighed til at slippe ud. Det var svært at tage denne Bestemmelse, netop nu, da Fangsten var så godt begyndt og under de bedste Udsigter til et godt Resultat.
Så længe Stormen og Snefoget varede, var det umuligt at gøre Fremgang; „Thomas Roys“ blev derfor fortøjet til en svær Isskodse, men efter en halv Times Forløb sprængtes Fortøjningerne. Med stor Møje og Besvær blev Skibet fortøjet igen ved Hjælp af 4 svære Trosser, der holdt Natten over. Næste Morgen blev Folkene atter sendt ud og kom tilbage med 64 Unger, så man havde ialt 1403 Unger og 74 gamle Sæler.
Det lykkedes efterhånden at arbejde Skibet ud i åbent Vand, men det havde fået en temmelig betydelig Læk. Denne stammede væsentlig fra Forstavnen, som viste sig at være brækket under Vandlinien. Vejret var heldigvis blevet godt, og Fremgangen var ret god, men Lækagen var så stor, at Mandskabet måtte holde gående ved Pumperne hele Natten. Den 13. april kunne man på Lodskuddene mærke, at man nærmede sig Island, men svær Tåge forhindrede Landkending. På en gang sås Is tæt ved. Hammer sluttede deraf, at Isen var ifærd med at lukke de islandske Fjorde. Situationen var alt andet end hyggelig. Udskrift af Hammers Dagbog: „Såfremt Berufjord skulle være spærret af Is, ville vi være udelukkede fra den eneste Havn, der endnu kunne tænkes at være isfri. Endskønt jeg ingen Landkending havde haft og ingen Observationer i tre Dage, besluttede jeg at sætte ind efter Berufjord alene ved Vejledning af Loddet og Bestikket. Vel var denne Fremgangsmåde med et så slet sejlende og lidet sødygtigt Skib forbundet med megen Risiko, men på den anden Side, var det en given Sag, at dersom Isen lukkede os ude, ville vi drive iland med den første pålands Storm uden Mulighed for at redde hverken Skib eller Mandskab. Jeg valgte, trods den svære Tykning, at sætte ind imod det, jeg antog for at være Berufjords Nordkyst. Loddet holdtes stadig gående. Jeg var så heldig at få sikre Lodskud af Berufjord-Dybet med 60—70 Favne og dernæst af den opgående Landgrund. Vi fik bestandig mere og mere Is, dog så spredt, at vi kunne trænge igennem. Da den indgående Strøm henad Kl. 9 var afløbet, lod jeg Varpankret falde i 22 Favne, medens der tæt omkring os var stærkt opgående Klippegrund. Jeg antog efter Bestik og Lodskud, at vi måtte ligge tæt inde ved Kysten, men da Tågen stadig hindrede os i at få nogen Landkending, var det umuligt at få Bekræftelse herpå. Stillingen var meget kritisk. Hele Besætningen blev kaldt på Dækket, og Bådene forsynet med Kompasser og Proviant. Dersom Vinden pludselig skulle falde ind på Land, måtte vi nærmest gøre Regning på at være fortabte.
Mandskabet holdtes ved Pumperne og Maskinpumpen arbejdede
uafbrudt. Imellem 24 og 01 i Natten til d.
Jeg stod netop i Begreb med at lette og forsøge at arbejde Skibet bort fra dette farlige Sted, da jeg pludselig Kl. 02 Morgen igennem Tågen øjnede Is, der med rivende Fart og i tæt sluttede, flere Favne tykke Blokke satte ind imod os. At undgå denne Is var umuligt, og skønt den øjensynlig førte Undergang med sig, var der ikke andet at gøre end at tage imod den, hvor vi lå. Pertline og Kabeltov fra Varpankret blev sønderslidt i et Øjeblik. Jeg lod straks Styrbords Sværdanker falde og stak til 75 Favne på Kæden. Ankret holdt, og ved Hjælp af den lange Kæde og den rivende Strøm blev det os muligt med det beskadigede Ror at styre fri af nogle af de sværeste Isblokke. Isen var tæt sluttet, så det kunne ikke undgås, at Skibet jævnligt fik de voldsomste Stød; det sitrede og bragede i alle Fuger og man ventede hvert Øjeblik, at Kæden sprang eller, at Skibet skiltes ad, begge Dele var lige galt og lige nær Undergang. Vi havde som meldt Skærene tæt agten for os. Her grundstødte Isen med sin fulde Fart, skruede og malede, så den ville havde knust alt, hvad der var kommet imellem.
Denne Situation varede i over to Timer, men heldigvis holdt både Skib og Kæde. Kl. 04 blev Isen lidt tyndere. Vi lettede og arbejdede med Sejl, Hager og årer og havde Folk på Isen for at hjælpe os ud. Tågen lettede nu så meget, at jeg tydelig kunne se, at den Fjord, vi havde for os, var tæt sammenpakket med Is. Jeg holdt langs med denne, og da det yderligere lettede i Vejret, viste det sig, at det alligevel var Berufjord, og at den Aftenen forud udtalte Mening om at være ved Bjarnaskær var rigtig.
Da der ingen åbning fandtes i Isen, holdt jeg henimod Papey (en lille ø, som ligger et Par Mil udenfor Berufjord) for at se, om en eller anden af Småhavnene på denne ø var tilgængelig, men de fandtes alle lukkede af Is. Jeg holdt nu Skibet så godt som muligt i åbent Vand. Vejret var godt, og hvad der hidtil havde frelst os fra at forlise på denne Kyst, var at vi i flere Dage havde haft laber Kuling (vindstyrke 1). Det plejer her ret jævnligt at blæse en Storm, og en sådan måtte uundgåeligt komme meget snart, og kom den med pålandsvind, måtte vi være forvissede om at drive i land. Under disse Omstændigheder måtte der handles, om ikke andet, blot for at frelse Besætningen, medens det var Tid, selv med Opofrelse af Skib og Ladning. Jeg besluttede derfor om muligt at sætte Skibet imellem Skærene på Papey, hejste Lodsflag og dansk Flag under Gaflen og styrede atter imod Papey. Vi avancerede kun meget lidt og jeg lod derfor Styrmanden ro ind under Øen for at se, om der var noget Sted, hvor man kunne stikke Skibet ind gennem Isen, og om muligt få en bekendt Mand ombord fra selve Stedet.
Et Par Timer efter kom Styrmanden tilbage med den Besked, at der ikke fandtes Mulighed for Adgang til Øen, så at han ikke engang kunne få en Mand sat iland, og at det heller ikke var muligt for nogen at komme ud fra Øen. Jeg lod nu Flagene hale ned og stod under Sejl udefter. Da vi var ca. 2 Mil fra Papey varskoede Styrmanden, at han så en Båd inde under Øen. Kikkerten bekræftede Rigtigheden. En lille Nøddeskal af en islandsk Båd med 3 Mand i roede af alle Kræfter ud imod os. Jeg drejede rundt og hejste Flagene. Ved 6—7 Tiden kom Båden til Borde og blev straks sat ind på Dækket. De tre uforsagte Mænd var lodsen Jon, hans Svigersøn og en Tjenestekarl.
Jon meddelte mig, at han hele Dagen havde bemærket, at Skibet var i Fare. Han havde set Lodsflaget og Båden under Øen, men dengang var det umuligt at komme ud. Lidt efter havde Isen åbnet sig så meget, at det var muligt at komme ud fra Øen, og han begav sig da straks afsted. Jeg spurgte denne flinke Mand, hvorledes han under disse Omstændigheder, og i en så ussel Båd, turde begive sig så langt ud på Søen. Han svarede mig, at han betænkte sig stærkt, inden han besluttede sig, men da så hans Kone spurgte, hvad han tøvede efter, når han vidste, at Skibet var i Fare, så var al Betænkelighed forbi, og han gik øjeblikkelig. Vi har således denne brave Kone at takke for den betimelige Hjælp. Vi stod nu under Jons Vejledning op imod Papey. Vejret var stadig godt.
Den 16. april om Formiddagen sprang en Brise af Nord op, som bestandig blev friskere og friskere. Med ganske god Fart stod vi N. O. over langs med Iskanten. Det var umuligt at nå Papey, men derimod var det tænkeligt, at denne Vind kunne føre Isen så meget ud af Fjorden, at der kunne blive en Rende til at komme igennem. Vi fulgte Iskanten tæt om nogle Skær og gjorde den samme Tur, som vi var gået for to Dage siden. Vi så en lastet Jagt, som krydsede sig ind igennem Isen på et urigtigt Sted. Kulingen tiltog og vi måtte med Pres af Sejl arbejde os gennem Isen. Jagten bemærkede snart sin Fejltagelse og holdt med Lodsflag på ud efter os. Vi var kun ilde stedt til at hjælpe andre, men da Jons Svigersøn var bekendt med Farvandet, lod jeg en Båd sætte ham over i Jagten for at lodse den ind.
Efter heldig at have bragt „Thomas Roys“ gennem flere Isbakser, og netop som det så ud til at få fat i Landgrunden, løsnede en Strimmel svær Is sig fra Landisen og slog en Bom tværs over hele Farvandet. Kulingen var meget stiv og med svært Pres af Sejl gjorde jeg fire Forsøg på at trænge igennem, men forgæves. Endelig hen på Aftenen kom vi ind i grundere Vand, hvor jeg lod Sværankeret falde. Det holdt, og jeg blev nu liggende, indtil Isen var drevet ud forbi os.
Lørdag d. 17. april lettede jeg ved Daggry og forsøgte at krydse Fjorden ind. Det blæste nu en Storm fra Nord med smult Vande, men da Skibet ikke kunne stagvende og jeg med denne Kuling ikke kunne hjælpe herpå med Bådene, viste det sig umuligt, og jeg blev nødsaget til at ankre på samme Sted — udenfor Bjarnaskæret — hvor vi ankrede onsdag aften. Der var dog en himmelvid Forskel. Dengang var det umuligt at slippe ind i Berufjord, nu tydede alt på, at det skulle lykkes, når Vinden lagde sig eller blev god.
Da vi så godt som alle i de sidste 5 Døgn havde „holdt overalt“ (hele Mandskabet på Dækket), var vi noget udmattede og benyttede derfor dette Pusterum til at få lidt Søvn, medens Skibslægen, der er i Besiddelse af et pålideligt Sømandsblik, betroedes og overtog Vagten. Det varede kun et Par Timer før han purrede mig ud med den Besked, at det var bleven stille, og at en Søbrise nærmede sig. I et Øjeblik var alle Mand på Benene og Bådene i Vandet. Ankret blev hevet hjem og alle Sejlene sat. Det lykkedes akkurat ved Bådenes Hjælp at gå fri af Skærene og nå ud i Dybet, inden den tiltagende Søbrise gjorde dette umuligt. Forinden jeg i morges gik til Ro, sendte jeg pr. Båd en Ekspres til Sysselmanden med Melding om Skibets usødygtige Tilstand, sammen med den lovbefalede „Protest". Vi stod nu med god Vind og frit Farvand betydeligt længere ind i Fjorden, end vi plejede at komme, og ankrede Kl. 14 Eftermiddag i en god Havn kaldet Skálavik.
Søndag d. 18. april holdt vi Gudstjeneste ombord og takkede Gud, fordi han ved sin Nåde havde bragt os ud af den øjensynligste Livsfare. Mandskabet fik en længe tiltrængt Fridag. Jon forsøgte den 17. med sin lille Båd at nå hjem tilPapey, men på Grund af Storm og Is nåede han kun over til den anden Side af Fjorden. Jeg følte mig meget taknemlig over for denne Mand og ikke mindre hans Kone. Om Jon kan jeg kun udtale den største Ros og Anerkendelse. Det er vanskeligt og næsten umuligt at betale den Slags Tjenester. Som et Tegn på min gode Vilje i så Henseende, forærede jeg ham en stor Udtrækskikkert og betalte ham 25 Rdl. i Lodspenge. Til dem alle tre sendte jeg en Del Proviant og nogle gode Drikkevarer.
Den nærmeste Tid blev benyttet til at skære Spækket fra Sælhundene og andet nødvendigt Skibsarbejde. Den 24. april ankom Sysselmanden. Der blev optaget Forhør og en Kommission udnævntes til at besigtige Skaden og afgive et Skøn over Skibets Tilstand. Da denne stemmede med den af Hammer gjorde Protest, billigede Øvrigheden denne, samt Hammers Påstand om, at Skibet fra samme Dag ligger for Assurandørernes Regning og Risiko. Isen i Fjorden var stadig tæt pakket, først d. 28. april lykkedes det at bringe „Thomas Roys“ til Djupavog, hvor Lasten blev losset og forskellige Oplægningsarbejder udført.
Efter at have afgivet Kommandoen til Styrmand Kaiser, gik Hammer d. 5. maj ombord i Postdampskibet „Arcturus“ for at gå til København og være tilstede ved de med Assurandørerne forestående Forhandlinger m. m. I København blev Assurancesagen ordnet således: „Assurandørerne udbetaler Selskabet 15,000 Rdl. Selskabet overtager selv „Thomas Roys“ med alle påløbende Havariudgifter, skaffer fornøden Dampskibsassistance til at overføre “Thomas Roys“ til Skotland, samt bærer selv Omkostningerne ved Skibets Reparation”.
Nøden i Landet oversteg næsten alle Begreber. Ingen af Nordlandsskibene havde nået deres Bestemmelsessted; nogle af dem lå endnu på Havnen ved Djupavog og de andre lå indesluttede på forskellige Fjorde. Fødemidlerne var næsten overalt forbrugt. På Grund af Fodermangel og Is i Fjordene var der intet Fiskeri muligt. Under disse Omstændigheder var det en sand Fest for de forsultne Beboere, at Styrmand Kaiser d. 10. juni var så heldig at skyde en Hval på Berufjord. Efter at Hvalen havde ligget sunken i to og et halvt Døgn, kom den op af sig selv og blev bugseret til Djupavog, hvor 16 islandske Arbejdere gik igang med at beskære den. Tilstrømningen af Folk og Heste var så stor, at hele Omegnen lignede en Markedsplads. Hvalkød blev kogt uopholdelig Dag og Nat i en stor Gryde under åben Himmel, og der gaves næppe noget Øjeblik i hele Døgnet, hvor ikke Folk af begge Køn og alle Aldre fandtes grupperede om denne herlige Gryde, ivrigt beskæftigede med at fylde deres Maver med glohedt Hvalkød. Ringi blev solgt til de velhavende, så længe det strakte til. Til alle Fattige på hele Egnen blev der uddelt Kød under Repstyrerens og Præstens Ledelse. Hammer siger, at det er første Gang han har set en Hval blive så fuldstændig benyttet; selv de store Knogler kappedes man om at få eller købe. Hvalen lå nu forvandlet til et fuldstændigt Skelet, hvoraf der snart heller ikke var noget tilbage.
11 franske Fiskerskibe var skruet ned af Isen, uden at det havde været muligt at bjerge Mandskabet. Ved Hammers Ankomst befandt „Thomas Roys“ sig i samme Tilstand som ved Afrejsen, undtagen at den var noget mere læk. Folkene gik straks igang med at gøre den klar til Skotlands-Rejsen, som ville blive foretaget ved Hjælp af Orlogsskonnerten „Fylla“, kaptajn C. F. Wrisberg, der ventedes til Berufjord i Løbet af nogle Dage og af Marineministeriet havde fået Ordre til at assistere Fiskeriselskabet med at bringe „Thomas Roys” til Skotland.
Midt i juni Måned blev en Ekspedition under Ledelse af Waldorff sendt til Seydisfjord for i påkommende Tilfælde at drive Hvalfangst fra de islandske Fjorde. Ekspeditionen bestod af 10 Mand, Dampbåden „Vikingen", en Hvalbåd og en Transportbåd. Blandt de 10 Mand var der en Del Bødkere, som skulle opsætte Sildetønder til Brug ved den ventede Sildefangst.
Den 6. juli var „Fylla“ meldt klar til Afgang, men Dagen før indtraf et beklageligt Ulykkestilfælde, som nær kunne have berøvet Hammer Livet. Den 5. juli om Aftenen spadserede han en Tur med Chefen og Officererne fra „Fylla“ imellem Klipperne ved Djupavog. Her hændte det Uheld, da løjtnant Bardenfleth og Hammer var gået ned over en temmelig stejlt Affald, at en tredje Officer, løjtnant von der Recke, som kom bagefter, faldt og rev nogle svære Sten løs i Faldet. En af dem tørnede løjtnant Bardenfleths Hoved og bibragte ham en Flænge, hvorefter den slog Hammer på Panden, så Hovedhuden revnede. Den flækkede Næse, Mund m. m. og slog flere Tænder ned i Underkæben; den ene Knebelsbart fandtes næste Morgen ved Siden af Stenen. Livsfarligt såret blev han taget under Lægebehandling af „Fyllas“ Skibslæge Dr. Hagen og Skibslæge Tegner og indlagt i Beboelseshuset i Djupavog, hvor der blev holdt Vagt over ham Nat og Dag, og hvor han nød den bedste Pleje. Løjtnant Bardenfleths Sår var af en mindre alvorlig Beskaffenhed og løjtnant v. d. Recke, som faldt ned af Klippen og i Faldet ramte Hammer straks efter, at Stenen havde ramt ham, havde ingen synlig Beskadigelse, men lå i flere Dage til køjs med svære Smerter i Lemmerne. Da Hammer d. 10. juli var så rask, at han kunne tages ombord i „Fylla“, afgik denne med „Thomas Roys“ på Slæb samme Dags Eftermiddag fra Berufjord og ankom d. 16. juli til Granton. Da han ikke kunne behandles af de danske Læger på et engelsk Hospital, blev han foreløbig anbragt på et Hotel i Edinburgh, hvor han blev undersøgt af den ansete Kirurg Professor Spence. Denne erklærede, at han i enhver Henseende var så godt behandlet, at der for Øjeblikket intet videre var at gøre for ham. Hammer befandt sig efter Forholdene ret vel. Sårene heledes forbavsende godt, og når undtages lidt Mathed og nu og da nogen Svimmelhed, var han d. 21. juli ganske rask og istand til at varetage sine Forretninger. Da den Tjeneste, „Fylla“ ydede Selskabet, var af meget stor Betydning, anmodede Hammer pr. Telegram Chefen for Huset om at takke Marineministeren for den fortrinlige Assistance.
Hammer havde en Hund, en lille skotsk Terrier. Den hed Wisky og havde sejlet med ham i flere år; den havde ved forskellige Lejligheder vist sig at være i Besiddelse af et forbavsende Instinkt, som grænsede op imod den Tænkeevne, der ellers frakendes Dyr. Den fulgte Hammer overalt, både ombord og i Land og viste sin Sorg over den Medfart, han havde lidt. Den ville på Overrejsen til Lieth absolut ligge i Nærheden af ham, og den var meget ublid, når den ikke fik Lov til at få sin Vilje. Da Hammer blev bragt op på et Hotel i Lieth fulgte den med og var til at begynde med ikke til at formå til at forlade Sygeværelset, den knurrede, viste Tænder og bed fra sig, så man til sidst lod den få sin Vilje.
Da der var gået nogle Dage, absenterede den sig hver Formiddag og blev borte et Par Timer, men vendte derefter tilbage til Sygeværelset. Man vidste ikke, hvor den gik hen, men senere oplystes det, at den hver Dag gik ned til Dokkerne og snusede til alle Skibene, for så på en gang at fortrække og gå op til Sygeværelset. En skønne Dag blev den helt borte. Den havde opsnuset det danske Postdampskib fra Island, var gået ombord i dette og var ikke til at formå at forlade Skibet. Da Skibet skulle gå til København, sagde kaptajnen til Styrmanden: „Smid det Bæst i Land”. Men Styrmanden sagde: „Vi har forsøgt det, men den bider og skaber sig som tosset, hver gang vi forsøger det”. Til sidst sagde kaptajnen: „Nå lad den så blive”. Da Skibet kom til København, lagde det til ved Ny-Toldbod, og så snart Landgangen var etableret, stak den af fra Skibet.
Familien Hammer boede dengang i Rigensgade 21 i København og havde endnu ikke hørt noget om det Uheld, der var tilstødt Hammer. En skønne Dag blev man overrasket ved at høre Wisky gø på Trappegangen og kradse på Døren. Da der blev lukket op for den, var den ellevild af Glæde og sprang op og ned af os alle. Dens Tilsynekomst i København var en Gåde, man begreb ikke, at Hunden, som man vidste var ombord i „Thomas Roys“ på Island, på en gang dukkede op her. Fru Hammer var dog temmelig på det rene med, at der måtte være noget galt på Færde. Hun vidste, at Postdamperen fra Island ventedes i disse Dage, og gik ud fra, at man der ombord kunne forklare årsagen til Hundens pludselige Tilsynekomst. Hun tog derfor sit Overtøj på, til Hundens store Henrykkelse, den sprang foran hende ned ad Gaden til Toldboden og ombord i Postdamperen. Her fik hun den første Besked om den Ulykke, der var overgået hendes Mand, og om hans Ophold i Lieth.
Hun betænkte sig ikke længe, men tog med første Lejlighed til Lieth, sammen med „Wisky“, for at pleje sin Mand. Hun fandt ham over al Forventning flink. Der var ovenud Henrykkelse både hos Mand og Hustru og Hunden. Hun blev nu hos ham og plejede ham, indtil „Thomas Roys“ var klar til at gå til Island igen. Efter at være nogenlunde restitueret efter sine Sår blev Hammer angrebet af et heftigt Kolorinetilfælde (diarré og opkastning), som med Tilbagefald nær havde slået ham ihjel. I det hele taget må man sige, at han kunne takke sin kraftige Natur, sit sunde Legeme og den gode Pleje for, at han kom godt over alle disse Kalamiteter.
Skibets Reparation tog langt længere Tid end påregnet. Først d. 19. august var det klar til Afgang og den 24. ankom det til Djupavog, hvor „Thomas Roys“ blev gjort klar til Hvalfangst. Den 26. august gik „Thomas Roys” til Seydisfjord, hvor der var så meget at gøre med Klargøring til Sildefangst, at Hammer mente det rigtigst at opslå sit Paulun (bolig/opholdssted) her for at lede alle Arbejder. Han sendte derfor kaptajn Tvede med „Thomas Roys“ til Bergen for at hente Noter, Salt og andre til Sildefiskeriet nødvendige Grejer. Han indkvarterede sig selv ved Etablissementet på Vestdalsøre, som han lejede af Sysselmanden for 200 Rdl. om året.
Den 14. september kom „Thomas Roys“ tilbage til Seydisfjord medbringende Notebas Hille med et dobbelt Notebrug med Tilbehør samt to norske Fiskere. Som Forberedelser til Sildefangsten skal nævnes, at der blev bygget en stor Salteri-Bro udfor Etablissementet, der blev ryddet Plads for Sten, så man havde en nogenlunde plan Flade til Anbringelse af Sildetønder. Kystlinien i Fjorden blev opmålt for at finde de bedste Steder til Anbringelse af Sildenoter. 3 Bødkere havde et stort Arbejde med at rejse Sildetønder. Henimod Slutningen af september var disse Ting nogenlunde færdige. Der var rejst ca. 4,000 Sildetønder og man manglede nu kun Sildene. Alle Selskabets Skibe samledes efterhånden på Seydisfjord for at være behjælpelige ved det forventede Sildefiskeri. De blev midlertidig anvendt til Torskefiskeri i og udenfor Fjorden, men Udbyttet var mere end tarveligt.
Af norske Skibe var ankommet flere fra tre forskellige Kompagnier, som agtede at tage deres Part af den forventede rige Sildefangst. Nordmændene beundrede vore Redskaber, som de fandt så fuldstændige og udmærkede, at der næppe fandtes noget bedre Notebrug i Norge. Men hvor blev Silden af? Af og til sendtes „Vikingen“ ud af Fjorden for at se, om Sildestimerne var i Anmarch. Af og til viste der sig gode Tegn, som Småhvaler, der plejer at følge Sildestimerne, og enkelte Gange blev der fanget en Torsk med så godt som hele Sild i Maven. Hver Gang jublede de mange Sildefiskere og mente, at nu var Silden i Anmarch, men hver Gang blev det Skuffelse. „Thomas Roys“ var flere Gange ude at søge, om Silden var kommet i andre af Østkystens Fjorde, men alle Steder var der dødt, og man mente, at årsagen hertil var, at hele Østkysten havde været spærret af Is til henimod Slutningen af August, og at Silden derfor var søgt andre Steder hen.
Således gik Tiden til hen i november Måned. Hammer nærede stadig Håb om, at den dog måtte komme, og var temmelig fortvivlet over de store Udgifter, han havde sat Selskabet i, skulle være ganske tabt. Vinteren satte ind med Storm, Snefog og streng Kulde, men stadig vedligeholdt Hammer et lille Håb om, at der dog måtte komme nogen Sild, for at ikke alle de anvendte Kræfter skulle være spildte. Efter Udtalelser af fornuftige Islændere plejede Silden at komme i den sidste Halvdel af september, undertiden trak det ud til oktober, men at den skulle komme så sent som i november ville være et Særsyn.
Den 10. november opgav Nordmændene Ævred og sejlede hjem. Proviantbeholdningen i Fiskeriselskabets Skibe mindskedes svært, det blev nødvendigt at tænke på Hjemrejse. Selskabets mindre Skibe blev oplagt dels på Seydisfjord og dels på Berufjord og den 21. november forlod „Thomas Roys” Island. Den anløb Mannefjord i Norge for at landsætte Notebas Hille og de to norske Fiskere og d. 27. ankom den til København.
Den 8. september skriver Hammer i et Brev til sin Hustru: „Den største géne jeg havde af mit Uheld på Berufjord var en ulidelig Svimmelhed, som af og til kom over mig og gjorde mig usikker i min Gang. Den skrev sig fra de hårde Slag, mit Hoved havde fået. I flere Måneder var jeg aldrig sikker på, hvornår denne Svimmelhed meldte sig, indtil den på en Gang forsvandt ved et besynderligt Tilfælde. — Jeg var redet en Tur ind i Landet for at gå på Jagt og var netop ved at ride henad en smal Ridesti, da Hesten snublede med mig. Jeg blev kastet på Hovedet ned ad en stejl Skrænt ned imod nogle der liggende store Sten. Jeg var straks bange for, at det skulle blive Berufjord Uheldet om igen, men heldigvis havde jeg min store Filthat på, og den afbød Slaget, så jeg ikke fik noget ydre mén af Faldet. Da jeg rejste mig op, var det ligesom noget klarede i mit hoved, og siden den Tid har Svimmelheden fuldstændig forladt mig”.
1870 - Robbefangst i det nordlige Ishav.
Vinteren 1869—70 havde været usædvanlig streng. Københavns Havn havde i lang Tid været spærret af Is. Da det gjaldt om at få „Thomas Roys“ afsted så tidligt som muligt, blev der ved Marineministeriets Assistance d. 3. og 4. marts iset en Rende på Inderreden til udenfor Trekroner og den 5. marts afgik Skibet fra København, anløb Frederikshavn og flere norske Havne, heriblandt Bergen. Her kom Notebas Hille og 5 forhyrede norske Matroser ombord. Foruden den almindelige Besætning havde Hammer forhyret sin Broder løjtnant Harald Hammer som Skytte, i hvilken Egenskab han gjorde særdeles god Fyldest på hele Togtet.
Den 14. marts forlod „Thomas Roy" Bergen med en fin Lejlighed. Dagen derefter fik de hårdt Vejr, men Medvind, og Skibet løb for Sejl alene 9 Miles Fart. Søen var svær og brød jævnligt ind over begge Skibets Sider. Ved en sådan Brådsø hændte der en sørgelig Ulykke, som gjorde et dybt Indtryk på alle ombord, idet en norsk Matros faldt overbord og druknede.
Den 19.marts nåede „Thomas Roys“ Iskanten og var Dagen efter på den Plads, hvor Stablen fandtes i 1867 og 1869. Den 21. og 22. marts blæste det en Storm, som spredte Isen. På denne sås en Del Sælhunde, både gamle og unge, men det var tydeligt, at det kun var løsrevne Stykker af den store Stabel. Fangsten begyndte, men den var meget vanskelig på Grund af den spredte Is, som gjorde det umuligt at komme ind til Sælerne med Båd, og i høj Grad besværliggjorde Folkenes Færdsel på de løse Isstykker. Der var adskillige, som faldt i Vandet, men slap med at måtte arbejde i vådt Tøj.
Den 31. marts satte en meget høj Dønning ind under den tynde Is, og Passage på denne blev kun mulig ved at fordele Folkene i små Grupper og lade hver af disse samle Udbyttet ind til et rejst Flag, medens Hammer dampede omkring med „Thomas Roys“ og optog hvad der var samlet, for derefter at flytte Gruppen til et andet Sted. Skibet slingrede voldsomt i den høje Dønning og ofte var det besværligt at manøvrere ind til de Steder, hvor Sælerne var samlet.
Midt under dette Arbejde indtraf det Uheld, at samtlige Rorbeslag sprang i Stykker; og da Skibet således var uden Styremagt, var det umuligt at manøvrere for at hente Folkene. På Signalet „Folkene ombord og Flaget i Sjov“ lykkedes det omsider at få alle Folkene ombord fra de forskellige Steder, men uden at der var nogen Mulighed for at bjerge Fangsten og ingen Udsigt til at bringe Skibet i sødygtig Stand. Vel var der et Reserveror ombord, men det var umuligt at anbringe dette i åben Sø, og særlig når Skibet rullede, som det gjorde. Stillingen var i Øjeblikket mislig, og Udsigten til ikke alene at bjerge, hvad der var fanget, men også til al videre Fangst, var meget mørk.
Notebas Hille kom straks med et Forslag, hvorved der var en Mulighed for at få Roret til at virke uden Rortapper. Ved Hjælp af en smækker Jernkæde, som blev anbragt med to Rundtørn omkring Roret, og en Talje i hver Ende af Kæden, blev Forkanten af Roret tvungen tæt ind til Stævnen, på en sådan Måde, at Roret ved Hjælp af Rattet kunne bevæge sig noget til begge Sider. Forslaget blev straks sat iværk, og i Løbet af en lille Time var det udført. Det viste sig så tilfredsstillende, at „Thomas Roy” endnu samme Eftermiddag dampede omkring og samlede de nedlagte Sælhunde fra flere forskellige Steder. Man hjalp sig på denne Måde og fortsatte Fangsten, men Roret var naturligvis svagt og måtte behandles med den største Forsigtighed. — Til Trods for den uventede Afbrydelse var Fangsten på denne Dag god, idet der blev nedlagt 138 gamle og 545 Unger.
Det lykkedes i de følgende Dage at arbejde „Thomas Roys“ ind i Isen på Steder, hvor der fandtes Rester af Stablen, og ikke få såvel gamle som unge blev i disse Dage føjet til de allerede nedlagte. Således gik Tiden med større eller mindre Udbytte indtil d. 7. april, da man måtte anse Stablen for splittet, idet der kun sås enkelte Sæler spredt på forskellige Isstykker. Den samlede Fangst udgjorde da 604 gamle og 2405 Unger, ialt 3009 Stykker.
I de senere Dage havde det vist sig, at Forskibet trak en Del Vand. Da der i Nærheden fandtes et ret stort Stykke med åbent Vand, arbejdede Hammer sig ud i dette for at undersøge, hvorfra denne Læk stammede. Det viste sig, at Stævnen under Vandet var helt borte til ned i Nærheden af Kølen. Alle de Skinner, som var anbragt omkring Stævnen for at styrke denne under Arbejdet i Isen, var knækkede og tildels afrevne, så at de Bolte, som skulle have holdt sammen på det hele, stak 1 á 2 Fod frem. En Del af Ishuden var afreven, og Skibets Plankeender beskadiget. Dette i Forbindelse med de brækkede Rorbeslag var et så betydeligt Havari, at det umuligt kunne forsvares længere at arbejde i Isen. Der var intet andet Valg end at søge åben Sø og sætte Kurs efter nærmeste Havn.
Vejret var heldigvis godt, og det gik nu med 6—7 Miles Fart ad Island til. Om Eftermiddagen d. 9. april faldt det ind med Tykning og høj Dønning. Pludselig kom de ind i svær Polaris. De forsøgte at omgå denne, men mødte påny Isen. De vedblev hele Natten så godt som muligt at klare Isen fra sig, men pludselig befandt de sig så indesluttet til alle Sider, at de måtte bryde igennem for om muligt at nå Island. Om Eftermiddagen d. 10. april blæste det op til en Storm af N.N. V. Den hårde Kuling gjorde Skibet mindre tilbøjeligt til at lystre sit svage Ror, og da Isen blev tættere og tættere, kunne det ikke undgås, at Skibet kom til at støde imod enkelte Skodser, hvorved det interimistiske Ror beskadigedes. Imellem Kl. 15 og 16 Eftermiddag bemærkedes det, at Vandet pludselig begynder at stige stærkt i den forreste Del af Skibet. Det var umuligt at standse Vandets Stigen ved Hjælp af Skibets sædvanlige Pumper. Et ombordværende Trykværk blev øjeblikkelig sat igang. Ved Hjælp af dette mægtige Sugeværk lykkedes det at holde Vandet fra at vokse over Dækket i Forlukafet, men det var nødvendigt, at hele Besætningen arbejdede såvel ved Trykværket som ved Pumperne. Om Aftenen Kl. 22 blev „Thomas Roys“ drejet under på Grund af Mørke og Storm. Da Roret nu slet ikke ville virke, besluttede Hammer at nedtage Storråen og anvende den som Ror.
Den 11. april. I Løbet af Natten lykkedes det med megen Besvær, trods Mørke, Storm og streng Frost, at få Råen gjort klar til at virke som Nødror. Under disse Arbejder måtte Folkene standse Arbejdet ved Trykværket, medens de andre Pumper stadig blev holdt igang. Imidlertid voksede Vandet op over Dækket i Forlukafet, og da Folkene igen skulle arbejde med Trykværket, viste det sig, at Vandet i Rørene var frosset, så det ingen Vand ville give. Situationen var kritisk, men ved hurtigt anvendte Midler, og væsentligt ved Maskinmester Jensens rolige og kraftige Fremgangsmåde, lykkedes det i forholdsvis kort Tid ved rigelig Anvendelse af kogende Vand fra Dampkedlerne og glødende jern, atter at få Trykværket til at gøre Gavn. Så snart det dagedes, sattes Kursen efter Land. Vejret bedagedes og Skibet lystrede atter sit ny primitive Ror nogenlunde. Kl. 6 fik de Land i Sigte og Kl. 10 stod de ind i Seydisfjord.
Uagtet Mandskabet arbejdede uafladelig, voksede Vandet dog stadig i Skibet. Da det Øjeblik måtte være nær, hvor Skibet ville synke, løb Hammer det i Land i en Sandvig ved Vestdalsøre. Alle Folkene befandt sig i en overanstrengt og udmattet Tilstand. Under de vanskelige og farefulde Omstændigheder gjorde alle Officerer og Mandskab deres Pligt, men navnlig udviste Notebas Hille, 2den Styrmand Jensen og Maskinmester Jensen megen Dygtighed og Konduite.
Stedets Øvrighed, Sysselmand Smith, var tilstede ved Landsætningen af Skibet og Hammer gjorde øjeblikkelig Protest. På Grund af Mandskabets udmattede Tilstand overleverede Hammer Skibet til Øvrigheden, de fornødne Fortøjninger udlagdes, og Mandskabets Tøj blev bjerget og bragt i Land til Tørring. Sysselmanden udnævnte straks en Besigtigelseskommission, der besigtigede Skibet både ved Høj- og Lavvande.
Straks efter Forliset var der en Mængde Ting, som skulle foretages. Ekspresbud blev sendt til Reykjavik med Melding om Forliset, Skibsproviant og Inventarium blev bjerget og bragt i Land. Vandet i Skibet var nu steget til 1 á 2 Fod over Gulvet i Kahytten, men faldt og steg med Høj- og Lavvande. For at komme til at bjerge den værdifulde Last, var det nødvendigt at få Vandstanden i Skibet sænket. Hammer henvendte sig derfor til Øvrigheden og fik dennes Bemyndigelse til at bore Hul i Skibssiden. Der forestod nu et stort Arbejde med at losse den med Vand delvis fyldte Last, fraskære Spækket og koge Tran af det. Arbejdet hermed trak ud til Slutningen af maj.
Den 20. april kom Orlogsskonnerten „Fylla” med kaptajn Skibsted, i brandtyk Tåge ind til Seydisfjord for at forhøre, om der var noget, hvormed han kunne assistere. Han havde på Eskefjord fået Underretning om Forliset og var straks derefter gået til Strandingsstedet for at tilbyde sin Hjælp. Han havde aldrig før været på denne Kyst, og til trods derfor var han, uden Lods og i så tæt Tåge, at man ikke kunne se en Skibslængde frem for sig, stået Fjorden ind. Dagen efter gik han med „Skallagrimur“ på Slæb til Berufjord, hvor den skulle losse Spæk til Afkogning. Den 23. april gik Maskinmester Jensen med 6 Mand fra „Thomas Roys” med Postskibet til København.
Endskønt der i dette år kun havde vist sig meget få Hvaler på Islands Fjorde, ville Hammer dog være forberedt på at kunne fange Hvaler, såfremt sådanne skulle vise sig. Han lod derfor Skonnerten „Gardar” gøre klar til Hvalfangst med to Hvalbåde. Til Betjening af Raketapparaterne satte han Waldorff og løjtnant Hammer, og til Bådstyrere to af de flinkeste Matroser. Såfremt der ingen Hval viste sig, skulle „Gardar” gå på Hvakalfangst. Tiltrods for flere Forsøg lykkedes det ikke at fange nogen Hval.
På Seydisfjord traf Hammer sammen med en hollandsk Hvaldamper, som havde truffet en Flok Hvaler og gjort Jagt på dem, men i henved 100 Skud havde de kun fået een Hval, Resten af Skuddene var Forbiere. Han havde anvendt Roysernes Raketapparat og var meget misfornøjet med det, derimod var han meget begejstret for Hammers Apparater.
Den 29. maj blev 22 Mand af „Thomas Roys" Mandskab hjemsendt med „Skallagrimur“ med Tilsagn om Hyre indtil Ankomsten til København.
Den 25. juni afgik Hammer med Postdampskibet fra Reykjavik til København for at konferere med Selskabets Direktion, og kom i Slutningen af august tilbage til Seydisfjord, hvorfra han ordnede alt vedrørende Selskabets øvrige Skibe i den resterende Del af året og gav Ordre til, at Skibene skulle gå hjem til Danmark ved Midten af oktober.
Ved den endelige Opgørelse af dette års Drift, viste det sig, at Tabet fra de foregående år var bleven betydelig større, først og fremmest på Grund af „Thomas Roys“ Forlis, men tillige fordi Torskefiskeriet havde været tildels mislykket, ikke alene for Fiskeriselskabet, men også for de fremmede, særlig franske Fiskere. Hvaler havde man kun set lidt til, og de, der havde vist sig, var så urolige, at man ikke kunne komme dem på Skud. Det eneste af Selskabets Skibe, der havde givet et nogenlunde godt Udbytte, var i år ligesom de tidligere år Jagten „Ingolfur” med kaptajn Malmkvist, der havde været på Havkalfangst og i Løbet af året havde givet et Udbytte, der omsat i Penge beløb sig til 1835 Rdl.
Efter Hammers Hjemkomst fra Island drøftedes naturligvis Spørgsmålet, om Selskabet skulle fortsætte Virksomheden med de endnu resterende Skibe; Grosserer Moses Melchior turde imidlertid ikke længere tilråde dette, men anså Selskabets Opløsning for nødvendig, og dette Forslag vandt Generalforsamlingens Tilslutning.
Ved Opløsningen af Selskabet fremhævede Grosserer Melchior, at Selskabet stadig havde virket med stor Uegennytte, og ville i så Henseende særlig nævne kaptajn Hammer og Selskabets Formand Greve Moltke Hvitfeldt, der altid havde været rede til at yde de største ofre. Endelig ville han pointere, at årsagen til det dårlige Resultat uden Tvivl var den, at man ikke havde fulgt Hammers oprindelige Plan, der gik ud på med små Fartøjer at gå på Torske- og Havkalfangst, medens Hvalfangsten skulle være aldeles underordnet.
I Sommeren 1871 var Hammer igen på Island for at varetage
Selskabets Interesser samt for at afhente en Del Hvalfanger-Rekvisitter, som
skulle benyttes ved den nedennævnte Udstilling i Moskva 1872.
DEN
POLYTEKNISKE UDSTILLING I MOSKOV (Moskva) 1872
Efter det danske Fiskeriselskabs Opløsning stod Hammer igen uden Virksomhed. Det var derfor overordentlig velkomment, da han i Begyndelsen af 1871 fra den russiske Minister i København, Baron v. Mohrenhejm, fik en Anmodning fra den russiske Regering om på den forestående store russiske, polytekniske Udstilling, som skulle afholdes i Moskva i 1872 om at udstille, ordne og forklare Brugen af Hvalfangerredskaber. Man anmodede derfor Hammer om at indkøbe og indpakke et Sæt af alle de Ting og Redskaber, som hørte med til en vel udrustet Hvalfangerekspedition og at indpakke disse, således at de kunne indskibes i en russisk Korvet, som i juni Måned 1871 skulle anløbe København. Han anmodedes endvidere om at udarbejde et Foredrag om Hovedtrækkene i Hvalfangstens Historie samt dens nuværende Tilstand. Dette Foredrag skulle ved Ministerens Hjælp oversættes på russisk og foreligge på Udstillingen.
Endvidere blev han af den russiske Regering indbudt til på Regeringens Bekostning at komme til Moskva nogen Tid forinden Udstillingens åbning for at ordne alt vedrørende Hvalfangstredskabernes Udstilling. Hammer modtog med Glæde disse ærefulde Hverv. Det var forholdsvis let for ham at få de nævnte Sager samlet, da de alle fandtes i Fiskeriselskabets Efterladenskaber. Han var i den nærmeste Tid stærkt optaget af at få alt bragt i Orden og Foredraget skrevet. Midt i juni 1871 ankom den russiske Korvet „Jahaut” på Københavns Red og indskibede alle de Koli, som skulle benyttes til Udstillingen. Til Assistance ved Indpakningen af Udstillingsgenstandene benyttede Hammer en af Hvalskytterne fra „Thomas Roys“ og fik af den russiske Regering Tilladelse til at medtage denne Mand til Moskva, for at han kunne være Hammer behjælpelig under Udstillingen.
Det bestemtes, at Fru Hammer skulle med på denne interessante Rejse, dog selvfølgelig på egen Regning. Det faldt hende lidt hårdt at sige Farvel til sine 6 Børn, men det trøstede hende, at en Slægtning flyttede ind i Lejligheden og tog sig af Huset. I god Tid forinden Udstillingen skulle åbnes, afrejste Hammer og Hustru fra København.
Rejsen gik over St. Petersborg, hvor Hammer blev modtaget af en russisk Søofficer, Popoff, som var attacheret ham under hans Ophold i Rusland. Man rejste direkte til Moskva, hvor der blev sat Kraft på for at få alt i Orden til åbningshøjtideligheden. Den gamle mindeværdige, ægte asiatisk-russiske Hovedstad gjorde et storartet Indtryk, og der var Tid nok til at bese alle denne pitoreske gamle Bys Mærkværdigheder. Der var også Tid nok til at lære forskellige af Russernes Svagheder at kende, hvoriblandt en grænseløs Mangel på Præcision. Havde man aftalt en Tid til et Møde med Russere, kunne man være overbevist om, at de ikke kom i den første Time og undertiden ikke i de første 2 Timer.
Endelig oprandt åbningsdagen. Hammer havde sine Ting i den fuldstændigste Orden, men der var mange Udstillere, som endnu ikke havde pakket deres Sager ud, de puffede og råbte i Munden på hverandre, og i den sidste Time måtte adskillige fyldte Kasser fjernes uden Ansvar for at få Lokalet ryddeligt til åbningshøjtideligheden. Denne foregik med ægte russisk Pragt. Czar Aleksander II med Czarewitsh Alexander og Prinsesse Dagmar (Maria Feodorovna), alle i pragtfulde Uniformer og Toiletter, fulgt af hele det store Hof, gik igennem Udstillingshallen, til de for dem anbragte Stole. Hammer var iført sin Gallauniform og hans Hustru bar en meget smuk, lyseblå nedringet Silkekjole, garneret med fine tønderske Kniplinger.
Efter at Storfyrsten som Komitéens Formand havde holdt en Tale, blev Udstillingen erklæret for åbnet, hvorefter Czaren, med hele sit Følge gik rundt på Udstillingen og lod sig forklare de mere interessante Ting.
Efter Afslutning af åbningshøjtideligheden var der stor Gallamiddag hos Czaren, hvortil forskellige Udstillere, blandt andre Hammer var indbudt. Da han indfandt sig, blev han modtaget af en af Marchallerne, der præsenterede ham for en Landsmand, som han skulle have til bords. — Hammer blev højlig forbavset ved at høre, at denne gamle Herre talte dansk. Det var en pæn ældre Mand med hvidt Skæg, iført en strålende Uniform og stærkt dekoreret, men han talte et udpræget lollandsk Bondesprog. Hans Navn erindrer jeg ikke, men han var Husmandssøn fra Lolland og var kommen til Rusland som Gartner. Hammer spurgte: „Men hvorledes er de kommen op til den Stilling, som De nu indtager?” „Jo! det skal jeg fortælle Dem. Mit Gartneri gik godt, og efterhånden blev det godt bekendt. Jeg levede ikke flot, som Russerne plejer at gøre, men passede mit Gartneri. Så fik jeg Tilbud om at overtage en Landbrugsskole. Jeg tog imod Tilbuddet og administrerede min Skole efter de Principper, jeg var opdraget i. Alle de Midler, som var bevilget til Skolen, anvendte jeg naturligvis til Skolens Bedste. Skolen voksede snart op til en anset Anstalt. Til at begynde med fik jeg en hel Del Fjender, som bebrejdede mig, at jeg anvendte for mange Penge til Skolens Udvikling. Man antydede for mig, at jeg burde gøre som alle de andre; de anvendte nemlig det mindst mulige på Skolen, så at de netop kunne holde den igang. Resten stak de i deres egen Lomme. Dette kunne jeg ikke være med til, og man chikanerede mig derfor på alle Måder. Jeg vedblev med at stjæle så lidt som muligt, det vil sige, jeg vedligeholdt min Skole og gjorde alt for at udvikle den. Det, der var tilovers af Bevillingen, tog jeg selv. Således fik jeg efterhånden Fred, og min Skole er nu en af de mest ansete Højskoler i hele Rusland”.
Hammers Foredrag blev holdt på tysk og trykt i Udstillingens Skrifter. Såvel dette som Hvalfangerredskaberne vakte almindelig Interesse og mange sagkyndige studerede Detaljerne, særlig var Hammers Raket-Harpun Genstand for Beundring. Ved Prisuddelingen blev der tildelt Hammer det kejserlige Videnskabs-Akademis store Guldmedalje, i hvilken Anledning der blev overrakt ham et pragtfuldt Diplom. Da Hammer spurgte om selve Guldmedaljen, fik han det Svar, at den måtte han selv bestille og betale, hvis han ønskede at få den. Efter Popoffs Anskuelse kunne han godt anskaffe den og sætte den på Regningen, men det stemte jo ikke med vesteuropæisk Opfattelse.
Under Opholdet i Moskva blev Hammer en Dag tilsagt til Frokost hos Storfyrsttronfølgeren og Prinsesse Dagmar. Han var hos dem ganske en famille, og der var ingen andre tilstede end de to Børn. Hammer omtalte gerne denne Frokost og var i lutter Lovtaler over den store Elskværdighed, som blev udvist af Vært og Værtinde. Samtalen drejede sig for en Del om Vesterhavsøernes Forsvar i 1864, den gik i Reglen på tysk, men engang imellem slog Prinsesse Dagmar over i dansk, og hun gik ikke afvejen for at benytte danske Slangudtryk. Samtalen kom ind på Børnene, og Prinsessen talte om, hvorledes den yngste var en lille energisk Fyr; når de bliver Uvenner, slår den lille den store „En på Torsken”.
Czarewitsh talte flere Gange med Hammer om, at man ønskede at få startet en Ekspedition, som skulle åbne N.O. Passagen, og foreslog at Hammer skulle påtage sig at lede en sådan. Da han udtalte sin Interesse for Sagen, blev han forestillet for Storfyrst Wladimir, som var Chef for den russiske Flåde og som sådan var den afgørende i Sagen. Storfyrsten var meget interesseret og bad Hammer om at opsøge sig, når han kom til Petersborg.
På Hjemrejsen opholdt Hammer og Hustru sig en Tid i St. Petersborg for at bese denne store Stad med alle dens Seværdigheder. Han søgte nu Storfyrsten, men fik Besked om, at denne var kaldet til Krim for at ordne noget angående Sortehavsflåden. Der var stærkt Tale om, at Hammer skulle rejse til Sevastopol for at genoptage Forhandlingerne, men forskellige Ting særlig Hensynet til hans Hustru bevirkede, at Hammer opgav denne Tur. — 6 år senere kom som bekendt denne Ekspedition i Gang fra Sverrig med „Vega“, og det blev Nordenskjold og Palander, der høstede Æren af at gennemføre denne verdensberømte Rejse.
Løjtnant Popoff fulgte Hammer og Hustru til St. Petersborg. Da de skulle rejse hjem, anmodede Popoff Hammer om at få hans Rejseregning, så ville han sørge for, at den blev betalt. Hammer svarede et bestemt „Nej"; han havde modtaget Indbydelsen igennem Baron Mohrenheim i København, og han ville derfor også aflevere Regningen til denne Minister. Popoff anmodede derfor om at få Regningen at se. Da han så den, udbrød han: Det havde han nok tænkt sig, Regningen var alt for lille. Han tilbød Hammer at være ham behjælpelig med at skrive Regningen som den burde skrives. Hammer svarede: „Regningen er rigtig og skal ikke skrives anderledes”. „Ja! men Fruens Rejse kan da umuligt gå med ind i dette Beløb”. „Nej" svarede Hammer, „hun er ikke indbudt af den russiske Regering og kan derfor ikke opføres på denne Regning”. Det blev Afslutningen. De skiltes uden særlige Venskabsbeviser. — Da de var kommen hjem til København sagde Baron Mohrenheim til Hammer: „De har handlet meget korrekt. De kan være vis på, at dersom Popoff havde fået fat i Regningen, havde han fordoblet den, og inden den var kommen til rette Vedkommende, havde den nok været fordoblet adskillige Gange”.
Fra St. Petersborg rejste Hammer og Hustru til Helsingfors, derfra til Imatra og flere andre af Finlands smukke Steder. De afsluttede Rejsen med et Besøg i Stockholm, hvor de særligt beundrede den herlige Skærgård med de nydelige Villaer og de mange Flag.
Efter Hjemkomsten blev Hammer, som Tak for hans Arbejde for den russiske Regering, udnævnt til Kommandør af St. Stanislaus Ordenen med Stjerne. Kommandørkorset kom, men der fulgte ingen Stjerne med. Da han gjorde Visit hos Baron Mohrenheim for at takke for Dekorationen, gjorde han opmærksom på, at Stjernen ikke var kommen og bad Baronen om at sige ham, hvad han skulle gøre for at få den. Hertil svarede Baronen, at den desværre måtte være kommen bort undervejs, men det var ikke nogen Sjældenhed, thi det var gået ham på samme Måde, da han i sin Tid fik denne Dekoration. Stjernen kom aldrig.
Hammers Virksomhed i Sverige.
Efter at Ruslandsrejsen var afsluttet trængte Spørgsmålet om Beskæftigelse sig atter på. Hammer så, at flere og flere af hans Med-Embedsmænd fra Slesvig blev beordrede til Embeder i Moderlandet. Selv havde han søgt om flere Embeder, som havde med Søen at gøre, således om Skibstilsyn, Embedet som Direktør for Grønlandske Handel med flere og hver gang havde han henvendt sig til Kongen og fået Tilsagn om Hans Majestæts allernådigste Støtte, men når det kom til Stykket, havde de forskellige Ministre altid en anden Mand, som absolut skulle foretrækkes.
Det er intet Under, at Hammer efterhånden mistede Tålmodigheden. Den Entusiasme, hvormed han efter Krigen var bleven mødt, ikke alene af sine Landsmænd, men også af Befolkningen i Posen og Schlesien, hvortil hans Ry var nået, før han selv, har uden Tvivl været medvirkende til den Utålmodighed, som disse Skuffelser efterhånden medførte. Da han så, at de Ansøgninger, som han havde indsendt, ikke blev taget for gode Varer, tiltrods for at Kongen interesserede sig for ham, svandt efterhånden Håbet om at kunne finde nogen Virksomhed her i Landet. I 1872 foretog Hammer derfor sammen med sin Svoger Godsejer Hastrup fra Hjortholm en Rejse for at undersøge Mulighederne for et fordelagtigt Køb af Ejendomme. Resultatet blev, at der ingen tilfredsstillende fandtes. De berejste derefter Sverrig, hvor de i Fællesskab købte Ejendommen „Drakulla“ i det sydlige Småland. Hammer trak sig dog snart ud af Forretningen, hvorefter han sammen med sin Nevø fhv. skibskaptajn Hakon Bojesen købte Ejendommen „Ubbalt“ i Vitsiø Sogn i det nordlige Skåne. Ejendommen kunne føde 4 Heste, 10 Køer og 40 Får, og kort Tid, efter at Købet var afsluttet, indså Bojesen, at Ejendommen var for lille til en og meget mere for to. Han overtalte derfor Hammer til at løse sig ud, så Hammer blev Eneejer af „Ubbalt“.
Som Lystgård var „Ubbalt“ en idyllisk Ejendom, beliggende i en af Skånes smukkeste Egne. Hammer, som elskede at færdes i Guds frie Natur, nød i høj Grad Tilværelsen her især i Sommerferien, idet hans Hustru og de tre yngste Børn tilbragte denne på „Ubbalt”. Hammer lod flere Forbedringer og Udvidelser foretage, men efter et Par års Forløb indså han, at Virksomheden ikke lønnede sig, hvorfor han solgte „Ubbalt".
Da Hammers Bestræbelser for at skabe sig en Virksomhed i Danmark stadig mislykkedes, rejste han til Stockholm for at se sig om efter en anden Ejendom. Han kom her i Forbindelse med en Godsejer Albom, hvis Gods „Ed“ der var Tale om, at han skulle købe, men der kom intet ud heraf, udover at han lånte Albom nogle Penge mod Sikkerhed i en Del af „Eds“ Skove.
Ved et Besøg, som Hammer aflagde på „Ed”, blev han angrebet af Ansigtsrosen, hvorfor hans Hustru måtte tilkaldes. Sygdommen tog en meget alvorlig Vending, og i samme Anledning måtte en stor Fest aflyses, som var forberedt, for at fejre deres Sølvbryllup. Det var kun med de største Betænkeligheder, at Hammer fik Lov af Lægen til at rejse til København for at være tilstede på Sølvbryllupsdagen, den 28. februar 1876. Dagen kom, men Hammer var så medtaget af sin Sygdom, at han måtte ligge på en Sofa i Værelset ved Siden af Spisestuen. I stedet for den planlagte store Fest var det kun de allernærmeste Slægt og Venner, som var tilstede, men Stemningen var god, og særlig bragte den ældste Søn, senere Kommandør Frits Hammer, en udmærket, god og varmtfølt Tak fra alle Børnene for alt, hvad Forældrene havde været for dem.
Hammers Sygdom tog jo en Del af Glansen fra Festen, men der blev Jubel, da Hammer og Hustru lovede, at den, om alt ellers var vel, skulle fejres påny med et stort Bal i Seekamps Lokale. Dette Løfte blev indfriet i Begyndelsen af oktober, og jeg behøver vel næppe at tilføje, at Festen forløb på den smukkeste Måde. Som et Kuriosum kan anføres, at Ballet blev åbnet af vor gamle Bedstefader, der som 14årig Dreng i 1807 havde været med som Herregårdsskytte i forskellige Udfald imod Englænderne og der havde udmærket sig som Skytte. Han var på dette Tidspunkt 84 år gammel, og han dansede mere stilfuldt end de fleste unge.
Ballet kunne nær have fået et trist Efterspil, idet der i Løbet af Natten brød et Udslet ud på en af de unge Mænd, og Dagen efter viste det sig at være Kopper. Da dette rygtedes, var der mange Mødre, som med Angst og Bæven frygtede for, at deres Børn skulle være smittede, men heldigvis gik alt over Forventning godt. Da Hammer var bleven rask, modtog han Meddelelse om, at Godsejer Albom var gået fallit. Han blev derfor nødsaget til at tage op til „Ed“ for at varetage sine Interesser. Et nyt Forsøg fra Konkursboets Side på at få Hammer til at overtage Godset blev atter afvist.
Der forestod nu et stort Arbejde med at afvirke de store Skove på „Ed“. Hermed kom Hammer ind på Skov- og Savværksindustrien. Han sikrede sig Ejendomsretten til en lille Halvø, „Hertugberget“ kaldet, som stak ud i Furesøen, og på denne fandtes en Plads, som var vel egnet til Anlæggelsen af et Savværk. Hammer byggede nu et mindre Savværk på „Hertugberget“ og begyndte Afvirkningen af en Del af de store Skove. Dette Foretagende tog flere år, men resulterede i, at Hammer fik hele den indsatte Kapital ud. Afvirkningen fordrede ikke så få Midler og for at gennemføre denne, så han sig nødsaget til at låne en Kapital af sine Søskende.
Gällö Savværk.
Ved det Tidspunkt, hvor „Hertugbergets” Savværk havde endt sin Mission, nærmede et nyt Jernbaneanlæg sig sin Fuldendelse, nemlig den Bane, der skulle forene Stambanen med Sundsvall og hjem. Den gik fra S. O. i nordvestlig Retning gennem det skovrige Jemteland. Hammer havde et åbent Blik for den ny Banes store Betydning for de mægtige Skovdistrikter i Jemteland. De havde ganske vist længe været udnyttede af Savværkerne i Sundsvall, men Tømmeret måtte flådes op til 30 Mil ned gennem Elvene, hvad der medførte, at man dengang ikke anså det for at være økonomisk at bekoste denne lange Flådning for andet end de største Tømmerstokke. Alt mindre Tømmer blev liggende i Skoven eller blev anvendt som Brændsel.
Hammer foretog en Rejse til Jemteland for at sætte sig ind i Sagerne. I Østersund traf han Trafikchefen for den ny Statsbane, Tersmeden. Denne indså også det fordelagtige ved at anlægge et Savværk i Jemteland, ikke alene fra skovøkonomisk Synspunkt, men også af Interesse for Trafikken på den ny Bane. Tersmeden påtog sig at undersøge Sagen og finde den bedste Plads for Anlægget af et Savværk. Han fandt snart det for Øjemedet gunstigste, nemlig ved Gällö Station, hvor Hammer købte den udfor Stationen liggende ø Gällö, hvor han byggede et nyt og stort Savværk.
Det vakte stor Opsigt i Sundsvall Distriktet, at en dansk Mand dristede sig til at gøre et sådant Skridt, og det kritiseredes stærkt af Savværksejerne i Sundsvall, som dømte Anlægget til en snarlig Død, fordi det var en fastslået Kendsgerning, at et Savværk oppe i Landet ikke havde Livsbetingelser. Efter nogen Tids Forløb så man, at Gällö Savværk trivedes godt, og at der var Livsbetingelser ikke alene for det, men også for adskillige andre Savværker, idet de skød op som Paddehatte i Jemteland, og adskillige af disse blev anlagt af Matadorerne i Sundsvall, som tidligere havde dømt Gällö Savværk til en tidlig Død.
Savværket blev anlagt i 1882 og samtidig lod Hammer bygge en stor Villa som Hovedbygning, hvor der var Plads til hele Familien, men på Grund af en alvorlig Rygmarvssygdom, som holdt den yngste Søn i Sengen i flere år, turde hans Læge Professor Studsgård ikke udsætte ham for så lang en Rejse. Efter to års Forløb mente Professoren, at det nu ville være gunstigt for hans Helbred at komme op i den friske, klare Jemte landsluft, og nu nåede Hammer sine Ønskers Mål om at få sin trofaste Hustru og de hjemmeværende Børn op til sig.
På denne Rejse besøgte han Hammer i Gällö. Han var en sympatisk og tiltalende Mand, som forstod at vinde Hammers Tillid og der blev dannet et Aktieselskab, hvor Hammer disponerede over den ene Halvdel af Aktiekapitalen, medens Klingenberg tilskød den anden Halvdel. Klingenberg skulle sælge Trævarerne; disse skulle transporteres pr. Bane til Trondhjem og oplægges der for videre Befordring til England.
Efter nogle års Forløb viste det sig, at det var en uheldig Spekulation, og Hammer blev mere og mere bekymret over denne Situation, men hans Venskab for Klingenberg stod fast. Til Slut fandt han dog, at det ikke kunne gå længere, som det gik. For ikke at bryde med Klingenberg, som efterhånden var bleven en stor Kreditor, besluttede Hammer at gøre Forsøg med en begyndende Udskibning over Sundsvall.
Disse Forsøg lykkedes, og det var nu muligt på Generalforsamlingen at fremlægge utvetydige Beviser for, at det var forenet med betydelige Udgifter at udskibe over Trondhjem. Klingenberg måtte bøje sig så vidt, at han indrømmede, at Sundsvall var den bedste Plads for Gällö’s Eksport, men han forbeholdt sig, at alt, hvad han kunne sælge, skulle sendes til Trondhjem. Dette Resultat blev til stor Nytte for Gällö. Hammer havde nu frie Hænder til selv at sælge, og det viste sig også, at Balancen blev bedre for Savværket. Selvom der var stor Gæld til Klingenberg, var der dog Forhåbninger om med Tiden at kunne afvikle denne.
Det var dog ikke alene Savværket og Klingenberg, som voldte Hammer Bekymringer. Medens de fleste af hans Børn var kommen godt i Vej, var den yngste Datter stadig ugift og uforlovet, hun nærmede sig nu 30 år, og Hammer indså, at således som Sagerne stod, med den store Gæld til Klingenberg, ville der næppe blive Midler tilbage, som kunne sikre hendes Fremtid. Han forsøgte derfor at få hende indskrevet i et Kloster, f. Eks. Støvringgård Kloster, hvor hun med Tiden ville kunne komme på Hævning, så at hun dog havde noget, som hun selv kunne disponere over. Men det viste sig, at Hammer — som endnu var kaptajnløjtnant — ikke var højt nok på Rangstigen til at kunne indskrive sin Datter. Da han havde bragt i Erfaring, at adskillige Søofficerer, der havde fået deres Afsked som løjtnanter, efterhånden var blevet karakteriserede kaptajner og Kommandører, håbede han på, at han, som dog havde en smuk Krigshistorie at se tilbage på, også kunne blive karakteriseret Kommandør. Derved ville han opnå, at han kunne indskrive sin Datter i Støvringgård Kloster. Han skrev derfor en Ansøgning til daværende Marineminister Ravn, hvori han forklarede årsagen til denne Anmodning. Da Ministeren og han var gamle Kadetkammerater, troede han sikkert, at Ministeren ville gøre sit til, at Hammer fik dette beskedne Ønske opfyldt. Ansøgningen var bilagt med glimrende Anbefalinger fra Mænd som General Steinmann. Kabinetssekretær Rosenstand og flere. Til Trods for disse fik Hammer Meddelelse fra Ministeren om, at hans Ansøgning ikke kunne imødekommes. Ministeren var villig til at skaffe Hammer et nyt Afskedspatent som kaptajn, men han ville ikke gøre ham til kar. Kommandør. Hammer erklærede hertil, at når han ikke kunne opnå sit Formål at skaffe sin ugifte Datter en Klosterplads, ville han foretrække at bibeholde den Titel, han havde, da han i Farens Stund kæmpede for de danske Vesterhavsøer på en Måde, der skaffede ham hans Landsmænds Beundring.
Ikke desmindre lod Marineministeren ham d. 6. april 1889 udnævne til karakteriseret kaptajn. Der udspandt sig i denne Anledning en Korrespondance imellem de to gamle Kadetkammerater, som ikke manglede noget i Skarphed. Havde Hammer tidligere følt nogen Bitterhed i Anledning af de mislykkede Forsøg på at få Embede i Danmark, så var det intet i Sammenligning med den Følelse, som besjælede ham i Anledning af den Mangel på Anerkendelse, som lå i den ovennævnte Afgørelse.
Som det senere viste sig, havde denne Ansøgning og den deraf følgende Krænkelse været ganske unyttig, thi inden året var omme var den nævnte Datter Frederikke Hammer både forlovet og gift med kaptajn i Marinen R. H. Kjølsen.
Hammer udvidede nu Gällö Savværk så det kom til at omfatte tre Savrammer med tilhørende Hjælpemaskiner, og han anlagde et Høvleri, som fungerede udmærket. — Gällö Trælastforretning havde efterhånden vundet Anerkendelse, ikke alene i England, men også i Holland og delvis i Spanien, så kunderne kom tilbage hvert år. Også i Sundsvall havde Gällö’s Trævarer vundet et godt Navn.
Hammer var altid en velkommen Gæst ved de store Savværksmøder, og han påtog sig Overledelsen og Salget for et andet Savværk, som lå nærmere Sundsvall. Hans Udskibninger gik mere og mere op, så at der til sidst blev udskibet 6000 Standard Tømmer pr. år. Hans Anseelse steg og overalt vandt han en stor Kreds af Venner i alle Samfundslag. Blandt disse må nævnes Landshøvding, Friherre Eriksson, som ved flere Lejligheder og hyppige Besøg viste, hvor stor Pris han satte på Hammer og hans Hustru.
I Sverige findes en Institution, som kaldes Husholdningsselskabet. Det er en offentlig Institution, som er delt i Afdelinger for hvert Len. Disse Husholdningsselskaber består af Lenenes mest ansete Mænd, som udnævnes af Landshøvdingen på Regeringens Vegne. Til Trods for, at Hammer var dansk, blev han dog kaldet til Medlem af Jemtelands Lens Husholdningsselskab.
Fru Hammer lærte aldrig at føle sig tilpas i Sverige. Hun skabte sit Hjem der som hjemme i Danmark og syslede meget med sin Have og sine Blomster. Hun interesserede sig også meget for Savværksarbejderne og deres Familier, især når der var en stor Børneflok. Hun var tillige en stor Hjælp i Ulykkestilfælde, som desværre var ret almindelige og uundgåelige ved Værket. De Familier, der boede nærmest, var ca. 1,5 Mil borte. Hos dem kom hun af og til, men iøvrigt indskrænkede hun sig til at foretage mindre Rejser i det vidunderligt skønne Jemteland.
Imidlertid havde Klingenberg — uden Hammers Vidende — kastet sig ind i vilde Skovspekulationer i det vestlige Jemteland, langt udenfor Gällös Interessesfære. Som ikke Skovmand var han bleven grundig narret.
Hammer måtte nu overtage Bestyrelsen af disse Skove og overdrog dette Hverv til sin yngste Søn, Sigurd Hammer. Klingenberg havde spændt sin Kredit til Bristningspunktet, og hans Spekulationer begyndte at forurolige Bankerne i Trondhjem. Hammer begyndte at blive træt. Bekymringerne med Klingenberg tog stærkt på ham. Han søgte at skjule sin Træthed og strammede sig op, når han kom i Nærheden af Villaen, men man kunne ikke undgå at se, hvor udslidt han var. En alvorlig Sygdom gjorde sit til, at han blev gammel før Tiden; og hans Hustru arbejdede nu på at skaffe ham Ro ved at flytte til Danmark, hvortil hun selv længtes i høj Grad, ikke mindst for at leve sammen med sine Børn og Børnebørn.
Det var svært for Hammer at tage den endelige Beslutning om at trække sig tilbage fra sin Virksomhed, men efter moden Overvejelse indså han, at det var det fornuftigste. Han overlod Forretningerne til sin yngste Søn, Sigurd Hammer, og endelig i Sommeren 1891 skete Opbruddet, for Hammers Vedkommende med Vemod, for hans Hustru med stille Glæde. Afvirkningen gik godt, men det mørke Punkt var Klingenbergs økonomiske Vanskeligheder; et halvt år efter at Hammer var flyttet til København, gik Klingenberg fallit og rev Gällö med sig.
Hammer efterlod Gällö Savværk i en mønsterværdig Orden. Det var udviklet til at blive et smukt og godt Savværk med ret store Ejendomme, bestående af 5 Gårde med tilhørende fin og god Skov. Som gammel militær holdt han så streng Justits som Forholdene tillod, men han var retfærdig og velvillig imod alle sine Arbejdere, og han blev derfor respekteret og agtet. Hans Hustru var mindst ligeså populær som han. Alle søgte til hende for Trøst, når der var noget, der var gået dem imod, og hun havde altid et venligt Råd til alle. Da hun efter sin Mands Død var rejst op til Gällö for at hjemsende sine Møbler, havde Arbejderne samlet en Sum Penge sammen og købt en Mindegave, der bestod af et Billede, der forestillede Askepot. På Rammen var der fæstet en Sølvplade, hvorpå der var indgraveret følgende Ord: „Til Fru Henriette Hammer. I taksam Erinnring från Gällö Saagværks Arbetare”. Fru Hammer overlevede sin Mand i mange år; hun døde i 1912 som Priorinde i det Harboeske Enkefruekloster.
Gällö Savværk eksisterer endnu, der hvor Hammer har anlagt det. For ca. 8 år siden solgtes det for 600,000 Kr. til et Bolag i Sundsvall. Sidste gang, Familien hørte derfra, levede endnu Hammers Minde imellem de gamle Arbejdere deroppe. Og da Hammer rejste fra Gällö, udbrød han: „Nu rejser jeg hjem til Danmark for at dø”. Hans Omgivelser smilede ad denne Ytring, thi de håbede på endnu i mange år at have ham iblandt dem. Han har uden Tvivl haft en Forudfølelse af, at han ved at afbryde sin Virksomhed også ville afbryde sit Liv. Det viste sig, at denne Forudfølelse var rigtig, han blev angrebet af Ansigtsrosen, som gik over til Nyrebetændelse og fremkaldte en Blodforgiftning, som i kort Tid gjorde det af med den ellers så stærke Mand.
Han døde på Frederiks Hospital den 9. marts 1892, et halvt år før han fyldte 70 år. Han blev begravet på Holmens Kirkegård. Ved denne Lejlighed skrev Professor Nicolai Bøgh omstående Mindevers over ham.
Uddrag/klip fra N. M. Kromann´s: Fanøs Historie bind 3:
Tre-års krigen 1848-51.
I 1840erne havde de økonomiske forhold forbedret sig betydeligt og Fanøs skibsflåde var blevet udvidet i antal og tonnage for hvert år. Ved begyndelsen af 1848 er Øens samlede skibsflåde oppe på 127 større og mindre skibe, hvoraf flere nu sejler til Middelhavet, Brasilien og Sydamerika. Velstanden er tiltagende og de hjemlige skibsbyggerier havde nok at bestille. Men så bryder oprøret løs i hertugdømmerne natten mellem d. 23. og 24. marts overrumplede Prinsen af Nøer i spidsen for oprørske tropper Rendsborg og med ét slag bredte oprøret sig over hele Holsten, og i Slesvig sluttede en del af befolkningen sig til bevægelsen. Rygterne herom gik nordpå og skabte uro blandt jyderne. Da begivenhederne var blevet bekendt i Nordby, sammenkaldte Sogneforstanderskabets formand, Pastor Biering, Forstanderskabets medlemmer til møde d. 31. marts 1848. Her drøftedes, hvad der burde gøres for at forsvare Øen mod mulige overfald af Oprørerne. Tilstede ved mødet var 2 Officerer, Kommandørkaptajn Carl Ludvig Ellbrecht og Kaptajnløjtnant Wullf, hidsendt efter Ordre fra Marineministeriet for at forberede et muligt Forsvar af Øen og at sætte sig i Besiddelse af de ved Øen stationerede Toldkrydsere, hvis Chef var Johan Otto Donner, og som man frygtede ville gå over til Oprørerne. Denne Frygt var ikke uden Grund; thi da Ellbrecht ankom til Fanø, havde Donner beordret samtlige Toldkrydsere sydpå. På Toldkrydseren, der var stationeret ved List på Øen Sild, var min Bedstefar, Mads N. Kromann, ansat. Han havde været i Krydstoldvæsenets Tjeneste under Donner siden 1836 og af ham anerkendt som en dygtig Mand. Ham tilbød Donner at ville skaffe en god Stilling som Lods ved Elben, hvis han ville føre Krydseren sydpå og gå over til Oprørerne; men Kromann svarede med de djærve Ord: „Vig fra mig Satan, jeg vil ikke være forrædder mod mit Fædreland", derpå spyttede han Donner i Ansigtet og forlod ham, der blev så forfjamsket over Kromanns Ærlighed, at han intet gjorde ham. På ovennævnte Møde enedes man om et Forslag af Biering om at sammenkalde alle forsvarsdygtige Mænd til at møde næste Dag ved Havnen og at medbringe så mange Geværer som muligt. Det antoges, at der i Sognet fandtes 150 forsvarsdygtige Mænd, og at der kunne tilvejebringes mindst 50 Geværer. Endvidere udpegedes en Del Mænd til i Hold på 3 at patruljere fra Havnen til Batteriet på Nordpynten. Det vedtoges dernæst, at ingen måtte tilstedes Landgang eller med Skib eller Båd at indløbe i Havnen mellem Kl. 21 Aften og 05 Morgen, og „som det bliver de vagthavende at indskærpe Årvågenhed og Påpasselighed, således måtte de også påmindes om særdeles Forsigtighed med Geværer og strengt advares for uden grundet Årsag at løsne noget Skud, da sådanne let ville blive antaget som Signal til, at hele Styrken hastig skulle kaldes til Alarmpladsen, hvortil Pladsen ved Tinghuset bestemtes.“ Mandskab, der var villig til at forsvare Øen, samt Geværer havde man, - men man havde ingen ammunition. Der blev derfor tilskrevet Amtmanden med Anmodning herom samt et Ønske om at få et Par Feltkanoner skaffet tilveje. Senere fastsattes at sammenkalde det forsvarsdygtige Mandskab til at møde til øvelse d. 5. april og for at få geværerne efterset samt for at antage Befalingsmænd. Enhver, der ikke kunne medbringe et brugeligt Gevær, havde at anskaffe sig og medbringe et andet passende Våben som Sabel, Spyd, Leer, Høforke og lignende. Den 5. april mødte alle våbendygtige Mænd på Pladsen ved Tinghuset. Nærværende var også Birkedommeren og de to forannævnte Officerer. Det var imidlertid kun et ringe Antal Geværer, der var tilvejebragt. Stiftamtmanden fik derefter tilsendt 50 Flintgeværer med bajonetter, 300 pund bly og 2 kugleformer til støbning af kugler. Helt villige til at deltage i Øens Forsvar syntes Beboerne ikke at have været at dømme efter et Brev, kommandør Ellbrecht skrev til Stiftamtmanden d. 27. maj, hvori det bl. a. hedder: „Min første Plan var på selve Fanø at danne et Forsvar til Øens Beskyttelse, og i dette Øjemed blev der indrettet en Kanon, der kunne transporteres fra den ene ende af Øen til den anden, og med hvilken jeg i Forening med 40 veløvede Matroser med skydevåben kunne gøre en ret antagelig Modstand, støttende mig til den Hjælp, Beboerne ville yde mig til Øens Forsvar. Hvad denne Plan angår, måtte jeg snart opgive den, da jeg hos de fleste Øboere mødte Ligegyldighed og Mangel på Lyst til at underkaste sig de højst nødvendige Øvelser. De unge Søfolk var udskrevet til Krigstjeneste på Flåden, og de ældre er Fiskere, der hverken kunne eller ville opgive deres Erhverv. Egennytte har ved flere Lejligheder søgt at gøre sig gældende. At have gjort Fanø til Oplagssted for Våben og andre betydningsfulde Genstande er sikkert en Fejl, da disse snarere bringer Fjenden til at gøre et Forsøg på at sætte sig i Besiddelse af Øen, end de ellers ville have gjort. Hvad der hidtil har afholdt dem, fatter jeg ikke; thi så ubeskeden er jeg ikke at tiltro min lille Søstyrke at have bidraget dertil.“ Den 11. april afholdt Nordby Forstanderskab påny møde, hvorom det hedder i Protokollen: „Formanden meddelte, at sognefoged Spangsberg i Strandby med flere sognefogeder havde besluttet at give de udkommanderede Søfolk fri Rejse til Vejle, hvilket Tilbud man med Tak modtog og vedtog at meddele sognefoged Spangsberg dette. På forespørgsel om hvorledes man skulle forholde sig med fiskerbådene, som kunne være nødt til at sejle ved nattetid, bestemtes det, at sådant ikke burde forbydes, men dog skulle fiskerbådene pålægges at løbe så nær ind til Pakhuspladsen som muligt, og dér kunne da en mand af den stedlige nattevagt have Station og på anråb, skal skipperen ombord nævne sit navn, hvorpå båden kan passere med et „Vel“. Da Fredsudsigterne desværre endnu ikke var synlige, anses det fornødent - hvad man foreløbig havde udsat - at sammenkalde det forsvarsdygtige mandskab og foretage den fornødne Ordning til Selvforsvaret. Mødet bestemtes til søndag eftermiddag kl. 16.00; hver mand havde da at medbringe et våben. Dernæst fremlagdes en gennem Amtet tilsendt Opfordring fra brigadegeneral Henrik Castenskiold († 1856 ) til ved frivillige Bidrag at stille én eller flere med Hest og alt Tilbehør udrustet Rytter, som på given Ordre kunne drage bort for at indøves til Krigstjeneste og Landets Forsvar. Skønt nu unægtelig Forholdene her stiller sig langt forskelligt fra dem på Fastlandet, hvortil den egentlige Opfordring synes rettet, og skønt man således navnlig på denne Måde ikke kunne stille hverken Hest eller Rytter af Sognets egne Midler, fandtes det dog, at man ej burde afvise eller undslå sig for Opfordringen, om hvis Anvendelse så senere Bestemmelse kunne tages. Man gjorde Begyndelsen ved samme Møde, idet Forstanderskabets Medlemmer, blandt hvilke også den konstituerede Birkedommer var tilstede, tegnede sig for en Sum af 62 Rbdl. Sølv.“ Af andre Foranstaltninger, der foretoges, kan nævnes, at Ringning med Kirkeklokkerne blev forbudt, da sådan skulle være Signal for Fjendens ankomst. Som frivillige Bidrag til Fædrelandets Forsvar tegnede Beboerne i Nordby sig for 280 Rdl. Sølv. Af Hensyn til de mange bankeneserfiskere, der til stadighed lå udenfor Øen og fiskede, om hvilke man frygtede havde sympati for oprørerne, blev der ansat strandvagter med 3 Mand i hvert Hold og en bemandet Båd udlagt ved Indsejlingen i Grådyb. Blankeneserfiskere er fra landsognet Blankenese ved Elbens munding. Et Ønske fra Beboernes Side om at få en Kanonbåd stationeret ved Fanø, så ministeriet sig ikke istand til at imødekomme, da Vejen til samme for Tiden var afskåren. Men i juni kom der Ordre fra Ministeriet, at Øens våbendygtige Mandskab skulle grundig indøves i Brugen af Våben og stilles under kommandør Ellbrechts Kommando. „Da imidlertid nu den travle Høbjergning m. m. stod for Døren, måtte man bede hr. kommandøren om at tage al mulig Hensyn hertil. De ønskede Feltkanoner fik man ikke, hvilket var en stor Skuffelse. Så fik man imidlertid at vide, at restauratør Rosenvinge i Ringkøbing var i besiddelse af en 28 pundiger Kanon, som han godt ville afhænde. Forstanderskabet var villig til at købe den, når den kunne skaffes tilveje uden al for stor Bekostning for Sognet. Kanonen kom, og smed Beck fik travlt med at støbe Kugler til den. Herfor fik han i første Omgang 13 Rdl. 2 Mark 8 Skilling, og da kommunekassen var tom, måtte man låne dette beløb i havnens kasse. Nu havde man Kanon og Kugler, men intet Krudt. Dette syntes at være vanskeligt at opdrive, og uden dette var Kanonen værdiløs. Den tidligere birkefuldmægtig Nees, der nu var prokurator i Varde, hørte om Fanøboernes Nød, og han fik hos købmændene i Varde samlet 5,75 pund Krudt for et Beløb af 2 Rdl. 2 Mark 9 Skilling. Dette blev så sendt til Fanø. Nu var Forsvaret i betryggende Tilstand! Fjenden kunne bare vove at komme, så vankede der brådne Pander. Han kom ikke, og der blev vist ikke løsnet et Skud fra Batterierne på Fanø i denne Krig. Men Fanø blev Basis for Ekspeditioner sydpå for at fordrive Oprørerne på de sydlige Vesterhavsøer. Som Højstkommanderende over den til Besættelse af Øerne i Vesterhavet bestemte Styrke beordredes Ellbrecht til at operere med størst mulig Kraft og Hurtighed. Han måtte ikke vige for en noget stærkere Fjende; men skulle denne stille aldeles overlegne Kræfter imod ham, blev det ham pålagt at retirere så langsomt som muligt til Fanø, men på ingen Måde videre, da han med sine Undergivne måtte stå og falde med denne Ø’s Forsvar. Den 15. marts 1849 kom der ca. 100 Mand til Fanø, som han skulle udskibe sig med for at gå sydpå og besætte Øerne dér. Til dette Brug udtog han på Fanø 4 Everter, der blev armeret, og tillige 10 andre Fartøjer til Transport af de 100 Mand Landsoldater og Officerer. Kommandoen hejses på denne Eskadrille d. 30. marts, og den følgende Dag om Morgenen indskibedes Tropperne, og med en jævn sydøstlig Vind stod Eskadrillen ud af Grådyb; men Vinden gik mere i Syd, og Kulingen tiltog, så Eskadrillen blev nødsaget til at returnere til Fanø, hvor den ankrede d. 1. april om aftenen, og Tropperne landsat dér. Det blæste fremdeles hårdt, og Ekspeditionen blev foreløbig udsat. Først d. 8. april lykkedes det at nå Sild. Ellbrecht kom tilbage til Fanø d. 4. maj, efter at han fra Sild havde gjort en Tur med en Jagt til Helgoland. Major Kjærulf, der kommanderede Tropperne på Sild, måtte vige for den derværende alvorlige fjendtlige Styrke og retirerede med sine Folk tilbage til Fanø, hvortil de ankom d. 3. maj. Nu frygtedes der alvorligt for, at Fjenden skulle forsøge at besætte Fanø, hvorfor man straks tog fat på at træffe Foranstaltninger til Øens Sikring med de ringe Midler, man havde til Rådighed. Alle Sømærker borttoges fra Indsejlingen, 2 armerede Fartøjer stationeredes ved Sønderho, hvor der henlagdes et Detachement på 1 Officer og 40 Mand samt 2 stk. 3 punds Kanoner og 2 Haubitzere, medens Resten af Kompagniet forblev i og ved Nordby. Fjenden forsøgte heldigvis ikke nogen Landgang på Fanø. Herfra foretoges der fra Tid til anden Rekognosceringer til Fastlandet for at skaffe Underretning om Fjenden, som dér udskrev Kontributioner (krigsskatter), ligesom der også foretoges Rekognosceringer i Farvandet sydpå. En Dag i juni Måned (1849) ankom stiftamtmand Grev Sponneck fra Ribe som flygtning til Fanø. Han havde opholdt sig i Kolding, hvor der var Fare for, han skulle blive taget af Oprørerne. Stiftamtmanden blev på Fanø, til han erfarede det heldige Udfald af Slaget ved Fredericia. Den 7. juli var han atter i Ribe. Den 8. august blev den på Fanø værende militære Styrke overført til Fastlandet for at slutte sig til 4. Forstærkningsbataljon i Fredericia. Der blev dog så meget Mandskab tilbage, som var nødvendigt til Besætning på de 2 armerede Fartøjer. Den 15. juli 1849 døde en af Soldaterne i Nordby. Hans Navn var Jens Lauridsen Fruerlund af 6. Linie Infanteribataljon. Han blev begravet med al militær Honnør. Til Sønderho nåede Efterretningerne om Oprøret i Holsten omkring d. 1. april med en fra Ribe ankommen Skipper, som fortalte alt det frygtelige, man kunne vente fra Oprørernes Side, og den Frygt, man i Ribe nærede derfor. Foranlediget heraf blev Sogneforstanderskabet af den konstituerede Formand Pastor vikar. C. C. Møller sammenkaldt til Møde d. 4. april for at drøfte, hvad der burde foretages under disse Forhold og „hvorledes man i Tilfælde af Angreb fra Søsiden bedst skulle kunne forsvare sig, og det blev da bestemt at undersøge, hvilke Skydevåben man kunne disponere over, hvis mistænkelige Skibe, f. eks. de store Fiskerbåde fra Blankenese, der idelig ligger for Kysten af Øen for at fiske og derfor er kendt med alle Farvande her, skulle vise sig i Nærheden. Man besluttede da at lade patruljen vise sig på Klitterne og ved Stranden for mulig allerede derved at afholde dem fra Udøvelse af fjendtlige Hensigter”. Der blev derefter udstillet Vagtposter langs Stranden for at kunne alarmere Beboerne, hvis Landgang af Fjenden ville blive forsøgt. Dette skete dog ikke. Nogle Dage efter blev det fra Amtet henstillet til Sønderho - ligesom til Nordby - at Byen stillede en armeret rytter til den påbegyndte Folkevæbning. Herpå svarede Forstanderskabet, at „da alle unge Mænd er udskreven til Orlogs og ingen, selvom også nogle af de unge var hjemme, havde Øvelse i at ride, udbad man sig Amtets Tilladelse til i Stedet for en armeret Rytter at sende et Pengebeløb eller også 2 Heste". Ved frivillige Bidrag indsamledes 160 Rdl. hertil. Siden blev det pålagt, at Sønderho og Nordby i Forening med Ho-Oksby Kommune skulle levere en Trækhest. Hesten blev indkøbt i Ho for et Beløb af 87 Rdl., heraf skulle Sønderho udrede 7 Rdl. og Nordby 17 Rdl., Ho-Oksby Resten. Til en Begyndelse var Stemningen på Fanø en Del tung og trykkende. Man frygtede for at skulle opleve 7 Års Krigens Rædsler endnu engang. Der er også Eksempler på at Folk af Forskrækkelse begravede deres Sølvtøj i Klitterne borte fra Hjemmet og først drog det frem, da Krigen var sluttet. En enkelt Mand i Sønderho fandt ikke alt det begravede Sølvtøj. Et Par Oplevelser, der virkede oplivende på Beboerne, skal her anføres: Nogle Dage efter Oprørets Udbrud - sidst i april - kom skipper Wilhelm Holm af Nordby fra Antwerpen med en Ladning Stykgods bestemt for Altona, deriblandt 47 Kasser med Geværer og Ammunition, der uden Tvivl var bestemt for Oprørerne. På Grund af Modvind forsatte hans Skib nordpå, og her blev han antruffet af kommandør Ellbrecht, der beordrede ham ind til Fanø, hvor Ladningen blev beslaglagt. Den 30. august indkom til Nordby lodsgaleasen, der havde Station på Elben. Besætningen havde vist oprørske Sympatier. Den indbragtes af kommandør Bille med Fregatten „Belladona“, og besætningen på 6 Mand, blev gjort til Fanger. Lodsgalioten blev omdannet til dansk Krigsskib og overgivet til kommandør Ellbrecht. Den 3. september indkom til Nordby orlogsskonnerten „Hermod“, ført af løjtnant Skibsted, og han have fyrskibet fra Elben og dennes Besætning som Fanger, da også de bekendte sig til Oprørerne. Den 15. april indkom på Fanøs Red det oldenburgske galiotskib „Vrou Margrethe“, der kom fra England med en Ladning Stenkul bestemt for Oprørerne. Skibet var taget af Fregatten „Rota“, kaptajn C. B. Jansen, på Højden af Helgoland. Ladningen blev beslaglagt. I Efteråret 1849 har man nok overvundet Skrækken for Krigens Følger, thi da fejres kong Frederik VII.s Fødselsdag d. 6. oktober i Sønderho med al mulig Lystighed. Der var efter Ribe Stifts-Tidende ikke alene almindelig Flagning fra Husene, men også fra alle i Havnen værende Skibe samt ved Sødiget langs Havnen. Der affyredes Kanonsalut Morgen, Middag og Aften. Efter den sidste Salut om Aftenen udbragtes et Leve for Kongen af den ved Havnen talrige Forsamling ledsaget af et trefoldigt Hurraråb. Derefter samledes man til Spisning i den gamle Kro, om hvis Indgang Kongens Navnetræk med Ønske „Længe leve Kongen!“ var anbragt i Transparent. Efter Måltidet blev udbragt Skåler for Kongens Held og Lykke og for Danmark til Ejderen. Derefter dansedes til den lyse Morgen. Noget egentligt Afbræk i Søfarten, når undtages den rent lokale Fart langs Hertugdømmernes Kyst, skete mig bekendt ikke i denne Krigsperiode. Tyskland havde ikke nogen Flåde, der kunne understøtte Oprørerne eller forhindre danske Skibes Sejlads. Farten gik i al Fald udmærket på neutrale Havne. Kun manglede Skibene ofte Mandskab, da så mange af Fanøs unge Sømænd blev udskreven som Orlogsmænd, så man måtte nøjes med helt unge Mænd, der endnu ikke var orlogspligtige; dette virkede selvfølgelig lidt hæmmende på Sejladsen. Af dem, der var med i Tre-Års Krigen, kan nævnes fra Nordby Skibsfører Math. M. Nørby, død 1888 (var med i Egernfjord), Bådskipper Niels P. Jepsen, død 1915 (Fregatten „Rothe"), Fisker P. H. Pedersen, død 1914, Skibsfører Math. S. Jepsen, død 1915 („Skjold" og „Hertha“), Styrmand Hans Andersen, død 1914 („Skjold" og „Rothe"), Skibsfører Chr. H. Nielsen („Chr. 8.“), Skibsfører N. N. Gregersen, død 1901 (var med i Egernfjord), Gårdejer Søren L. Nørby, død 1905 (Egernfjord), Gårdejer Jens Jensen, død 1909 (kom i Fangenskab), Smed H. M. Beck, død 1904, Købmand Niels H. Ende, Skibsbygmester H. M. Jepsen, død 1901, Manufakturhandler Math. S. Mathiasen, død 1902, Skibstømrer S. N. Madsen, Skibsfører P. Sv. Svarrer, død 1902, Skibsfører P. M. Lauridsen, død 1902, Skibsfører Søren N. Mortensen, død 1909, Skibsfører Laust Jp. Hansen, død 1906, Skomager J. Chr. Beck, død 1904, Politibetjent Hans Terkelsen (dekoreret for Tapperhed med Danebrogskorset), Skibsfører P. Poulsen, død 1900, Bådskipper H. Chr. Gundersen, død 1910, Skibsfører Gregers P. Gregersen, død 1904, Anders Jensen og M. S. Rødgård. Fra Sønderho Skibsførerne Peder Mathiasen, død 1878, Jes P. Brinch, død 1905, Niels Anthonisen, død 1908, Jens Christiansen ældre, død 1915, Jens H. Lydom, død 1915, C. C. Christiansen, død 1898, H. H. Olsen, død 1919 („Havfruen" i Egernfjord), Hans N. Mikkelsen, død 1900, Anth. N. Kromann (hårdt såret i Låret under Affæren i Egernfjord), død 1910, Mikkel J. Brinch, død 1879 („Gefion" i Egernfjord, såret i Kinden), Niels Andersen, død 1895, Peder Poulsen Clausen, død 1880, Niels H. Ibsen, død 1867, Jens N. Pedersen, død 1895, Chr. Clausen Kallesen, død 1888, Styrmand Jes N. Kromann, (de 8 sidstnævnte blev taget til Fange), Bådskipper Hans Pedersen (Clemmensen), død 1905, Skibstømrer Jens Abraham Jensen, Snedker N. Poulsen, død 1910, Ravdrejer N. C. Clausen, død 1917, og Gårdejer P. N. Gammelby, død 1891. Sidstnævnte var den eneste Landsoldat fra Sønderho. Han fik ved sin Hjemkomst overrakt af Beboerne en Gave af 20 Rdk, da han sad i små Kår, og til de 8 Fanger blev der indsamlet og sendt godt 200 Rdl.
1864
Efter 3 års-krigen i 1848-1851 kom der en Opgangstid for Skibsfarten. I Ringkøbing, Varde og Ribe var Befolkningen steget betydelig, og mange dygtige Forretningsmænd anlagde Fabriksvirksomheder som Cikoriefabriker, Saltværker, Jernstøberier, Bryggerier, Tekstilfabrikker, Kalkværker, Tobaksfabrikker og andre større Virksomheder, der til Importen af Kul og Råstoffer havde Brug for Tonnage, og de 9 Skibsværfter, der dengang var på Fanø, havde rigeligt at bestille med at bygge nye skibe, særlig skonnerter. Men værfterne kunne ikke tilfredsstille byggebehovet, så mange valgte at bygge skibe i Altona, Haderslev især og i Middelfart. Hvad der også bidrog til en forøget Handel og Vareomsætning med deraf følgende Skibsfart var de frie Næringsforhold, der opstod som en Følge af Næringsloven af 1857. Med de større Skibe, som Fanø nu byggede, kom man efterhånden videre omkring på Kloden. Før 3 års-krigen havde enkelte Skibe været i Middelhavet og i Brasilien med godt Udbytte, og en Nordby skipper havde sejlet på Vestindien i 1790erne og blev kapret og indbragt til St. Martinique, hvor Skib og Ladning (Sukker) blev beslaglagt. I 1800 tallet var skibe fra Fanø nået til Senegal i Afrika, Californien i USA og på Kinakysten. En Del foruroligende Omstændigheder i 1861, der nærede Frygten for en Krigsfare, bevirkede, at der blev sendt en Division Kanonjoller til Fanø. De ankom d. 15. maj, 8 både ialt, bugseret dertil af Dampskibet „Hammer", og fik Station ved Nordby. Disse små Krigsfartøjer, som ved første Øjekast syntes såre uskyldige, var imidlertid ikke at foragte, navnlig ikke i Farvandene på Vestkysten og på Vaderne mellem Øerne. Her var kun grundet Vand, og Tidevandet måtte iagttages ved alle Manøvrer, så at kun mindre, letflydende Fartøjer havde Betingelser for at kunne gøre Gavn i påkommende Krigstilfælde og kunne i høj Grad være farlige for Angribere, - selv for et større Krigsskib. De var dertil ret svært bemandet. De 4 både førte hver 1 sekspundet Bombekanon, der kunne skyde på meget lang Afstand. Foruden den svære Kanon førte de 3 mindre Skyts, og dertil var Besætningen, 23 Menige, på hver Jolle forsynet med Geværer, Pistoler og Huggerter, i hvis Brug de efter Ankomsten hver Dag indøvedes og ekserceredes. Besætningen skulle nemlig gøre Tjeneste som Landgangskorps. Nærværelsen af denne lille Orlogsflåde, hvis Besætning med Officerer (8 Løjtnanter) udgjorde henimod 200 Mand, bragte Liv i den på denne årstid ellers rolige Nordby. Søfolkene var nemlig alle i Farten, og Badesæsonen var endnu ikke begyndt. Chefen for Divisionen var Løjtnant Braag. Eskadrechef var Kaptajn Muxoll, til hvis Benyttelse Dampskibet „Limfjorden" blev stillet til Rådighed. Der arrangeredes flere Festligheder for såvel Menige som Officererne i den Tid, Divisionen opholdt sig på Fanø. Den 17. juni var Marineministeren Admiral Steen Bille på Fanø for at inspicere, og Flotillen afholdt da Øvelser i Farvandet mellem Fanø og Hjerting. Uvejrsskyerne drev imidlertid over. Den 25. juli permitteredes Mandskabet, og de 8 Kanonjoller oplagdes. Tilbage blev een Underofficer og 10 Menige for at have Opsyn med Jollerne og Inventariet m. v. Det skulle dog ikke vare mere end godt et Par år, inden det blev til Virkelighed med en Krig. I december 1863 blev alle Styrmænd og Helbefarne beordret til at møde i logiskibet ved Nyhavn d. 5. januar 1864. Omtrent samtidig henledte Chefen for Krydstold- og Vagervæsenet på Vestkysten Kaptajnløjtnant Otto Chr. Hammer Regeringens Opmærksomhed på, at der straks burde iagttages adskillige Ting til Øernes Forsvar, forinden Vinteren og fjendtlige Indfald gjorde det umuligt. Som Følge heraf blev alle Krydsfartøjer samt Sømærket fjernet fra Holstens Vestkyst og Ejderen og oplagt i Vyk på Føhr. Da Situationen syntes at blive alvorlig, beordredes Løjtnant Holbøll af Marinen til at begive sig til Fanø og overtage Kommandoen over de dér oplagte Kanonjoller. Han ankom dertil d. 1. februar og fandt dér 30 Mand, der var beordret til at opkaste Batterier på Fanøs Nordspids for at beskytte Indløbet til Nordby Havn. På Grund af hård Frost blev dette Arbejde noget forsinket. Efter at Hammer havde foretaget adskillige Foranstaltninger til Sikring mod Overfald på de sydlige Vesterhavsøer, ankom han efter Ordre til Fanø d. 10. februar 1864 og overtog straks Kommandoen. Her fandt han et Telegram fra Marineministeriet, der bl. a. indeholdt den Ordre, at „Materiellet på Fanø ødelægges hellere end at falde i Fjendens Hænder, men man stoler på, at dette dog kun sker i yderste Nød.“ Samtidig meddeltes, at der var beordret 140 Mand Søværnspligtige til at møde på Fanø. Dagen efter sammenkaldte O.C. Hammer til et Møde ved Tinghuset i Nordby og gav Beboerne Besked om, hvorledes Sagerne stod. „Alle Folk her, der som bekendt er Søfolk, lovede på min Opfordring at stå mig bi efter bedste Evne og Kræfter med at sætte Kanonjollerne til Vands og til enhver Håndsrækning, som jeg i påkommende Tilfælde måtte forlange. Uagtet de Ulykker, der allerede havde ramt Danmark, var Stemningen her fortræffelig; man besad en urokkelig Tro på den retfærdige Sags Sejr, og Mødet sluttede med et nifoldigt begejstret Hurra for Konge og Fædreland" skriver Hammer i sin Bog Vesterhavsøernes Forsvar, hvorfra en Del af følgende også er hentet. Kanonjollerne blev kalfatrede og sat i Vandet, men på Grund af stærk Isgang blev Kommandoen ikke hejst ombord i nogen af dem før d. 1. marts. Hammer var stadig i stærk Aktivitet og var snart på den ene og snart på den anden af Vesterhavsøerne. Han undslog sig endog ikke for at lade sig ro i åben Båd gennem Iskvadder fra den ene ø til den anden. Da Fjenden slog sig ned ved Strandby og derved forhindrede Overfart og al Samfærdsel med Øen, beordrede Hammer, at Posten til ham skulle dirigeres ned gennem Skallingen og derfra med Båd sættes over til Fanø. Den Mand, der påtog sig denne Tjeneste, hed Jes Chr. Mortensen og var fra Oksby Sogn. Han har fortalt mig, at han et Par Gange, da der ingen Båd var tilstede til Overfarten, svømmede over Dybet med Posten bunden på Hovedet og ellers med Tøjet på. I dette våde Tøj begav han sig så til Fods til Sønderho med Posten, der blev modtaget af Toldkrydsskipper Mads N. Kromann, der sejlede sydpå med den til Hammer, mens Jes gik til Sengs, og Kromanns Kone havde fået Tøjet tørret. Det Jes Chr. Mortensen mange år efter tildelte Danebrogskors havde han vel fortjent. Skipper Gregers P. Gregersen af Nordby var også en af Hammers betroede Mænd under Krigen, og Toldassistent Th. N. Thækker, Sønderho, var som Lods med ved Helgoland. Han var under hele Slaget på Broen ved Suensons Side. Fjenden fik aldrig sat en Fod på Fanø, endskønt han mente at have Ejendomsret til den. I et af ham udsendt Flyveskrift påstod han, at „Fanø, som Dansken har røvet fra den frisiske Jord" må med til Slesvig. Nogen større Nervøsitet var der vist ikke tilstede hos Beboerne. Selv skulle de ikke - som Menigmand - deltage i Forsvaret i Modsætning til tidligere Krige. De stolede også fuldt ud på O.C. Hammer og de Foranstaltninger, han gjorde for at beskytte Øen mod Overfald. Dog kom der en Uro blandt Befolkningen, da Våbenstilstanden hævedes. Dette foranledigede Sogneforstanderskabet til at sammenkalde til et Møde, hvorom følgende Udtog af Forhandlingsprotokollen beretter: „Anno 1864 d. 31. juli blev et Møde afholdt i Sønderho Skole, efter at Beboerne Dagen i Forvejen ved Trommeslag var underrettet om Mødetiden, for at tage under Overvejelse, hvad der skulle gøres, da Våbenhvilen mellem de krigsførende Magter udløb d. 31. Kl. 24 Midnat, og som Følge deraf en fjendtlig Overgang til Øen kunne befrygtes, da den danske Militærstyrke havde forladt Øen. Ved nærværende Forsamling blev besluttet, at Lærer Sørensen, Forstanderskabsformand Hans Hansen, Skipper N. Nielsen jr. og Sognefoged P. Sonnichsen Dagen efter skulle rejse til Nordby for at erfare, hvad man dér i byen agtede at foretage, hvis Fjenden ville gæste Øen. Ankommen til Nordby tog Udvalget ind til Nordby Forstanderskabs Formand, Pastor Kuhlmann, der meddelte, at der ville blive sammenkaldt møde samme Dag Kl. 14.30 på Tinghuset, og vi blev tilrådet at danne en Komité, der sammen med en Komité fra Nordby i Forening kunne optræde på Beboernes Vegne i det Tilfælde, at Fjenden skulle komme over og gøre Fordringer. Komitéen i Sønderho kom til at bestå af N. Nielsen jr., Agent N. Sonnichsen, Gæstgiver L. Christensen, Sognefoged P. Sonnichsen og Forstanderskabsformand H. Hansen, der da fik Bemyndigelse til at forhandle med Fjenden, og om dens Fordringer skulle være af den Beskaffenhed, at det ville være umuligt at imødekomme disse, da at optræde med vel overlagt Betænksomhed med Hensyn til, hvad der kan være i Sagens Interesse at foretage sig på Sognets Vegne“. Samtidig tilgår der Birkedommer Schønau følgende Skrivelse fra Infanteridetachementet på Vesterhavsøerne. Nordby på Fanø, d. 31. juli 1864: Ifølge Skrivelse fra Kommandoen for Flotillen på Vestkysten anmodes Hr. Birkedommeren herved tjenstligst om at foranledige, at alle vogne i Odden og Nordby, hver forspændt med to Heste, hurtigst muligt bringes tilstede i Tilfælde af, at Fjenden forsøger Landgang på Øen, for at disse, hvis Øen ej kan holdes mod et overlegent Angreb, kunne transportere det herværende Militær til Sønderho. Hr. Birkedommeren ville behage at tilstille mig en Liste på de her i Odden og Nordby værende vogne og iøvrigt varetage det med Hensyn til ovenstående fornødne samt navnlig indskærpe Ejerne af bemeldte Vogne at give øjeblikkelig Møde med, såsnart det måtte komme til deres Kundskab, at en fjendtlig Landgang forsøges mod Øen. Vognene skulle holdes opkørte i en Række på Landevejen til Sønderho i den sydlige Udkant af den tætsluttede By Odden. Ærbødigst F. Uldall. Løjtnant, Detachementskommandør. Grunden til Beboernes Nervøsitet, der giver sig tilkende i Forstanderskabets Beslutning, var en Begivenhed, som indtrådte en Dag (d. 6. juni) under Våbenstilstanden, da nemlig 6 af de Officerer, der lå i Strandby, ledsaget af Vinhandler Reicke fra Ribe og Proprietær Danielsen fra Sneumgård, begge af tvivlsom politisk Sindelag, landede på Fanø, og uden at nogen forhindrede det, beså Krudtmagasinet, Kanonjollernes Oplagssted samt Kysten fra Nordby nord efter og Klitrækken vest for Byen. Da O.C. Hammer, der opholdt sig på Føhr, erfarede dette, indberetter han det passerede til Marineministeriet d. 8. juni og skriver bl. a.: „Beboerne på Fanø er meget ilde stemte ved dette Besøg af Fjendens Officerer, da dette ikke kan anses stemmende med Betingelserne for Våbenhvilen; men da der ingen dansk Militærmagt var tilstede, troede de ikke at kunne modsætte sig deres Landgang, så meget mere som bemeldte fjendtlige Officerer siges at have været i Besiddelse af et Pas fra den danske Regeringskommission i Nørrejylland (selvfølgeligt falskt), hvilket de som Legitimation skal have forevist den Færgemand, som førte dem over.“ O. C. Hammer skriver derefter, at hvis han havde været tilstede ville de nævnte Personer være bleven afvist på Trods af, hvilket som helst Pas de måtte forevise og for at forebygge sligt i Fremtiden, vil han nu sende en Afdeling Infanteri til Fanø. En af de Soldater, der i 1864 som underkorporal opholdt sig på Fanø, S. Schaltz fra Thisted, har i „Esbjerg Folkeblad" for d. 17. og d. 18. juli 1896 givet en Skildring af sine Oplevelser dengang. Han skriver bl. a.: „Jeg hørte til et Detachement på 100 Mand af 11. Regiment, som under Kommando af Løjtnant Ulldal (senere bekendt som Arkitekt i Randers) og 4 Underofficerer blev beordret til Vesterhavsøerne og den 31. marts blev modtaget af kaptajnløjtnant Hammer i Hjerting. Vi blev indskibet og straks overført til Føhr, hvorfra vi gjorde kortere og længere Afstikkere til flere af de andre Øer, bl. a. var jeg en gang med nogle andre en lille Sviptur på Fanø. Som Forholdene udviklede sig, blev det nødvendigt for Bevarelsen af Fanø, at hele Detachementet blev sendt derop, og den 26. juni afgik vi over Rømø og Mandø til Fanø, hvor vi kom den 27., og da der skulle komme noget Fodfolk og noget Artilleri, begyndte vi straks med Skansebygning. Den ene, og største, lå lige overfor Strandby, den anden midt imellem denne og „Odden", en mindre nærmere Byen. Jeg var, om end kun underkorporal, skiftevis Feltvagtkommandør over disse Værker. Den 4. juli ankom Dampskibene „Freja" og „Vidar" med 60 Mand Fodfolk, 1 Løjtnant og 2 Underofficerer, 6 Stk. 24 pundige Kanoner samt 24 Mand Betjeningsmandskab fra Søværnet og 2 Kvartermænd. Skanserne, der forresten så godt nok ud, men var ikke af 1. Klasses Arbejde eller Materialer, som jo ikke var til at få, blev straks monteret, og da der ikke var Skyts nok, blev der, formodentlig efter Hammers Ordre lavet nogle Trækanoner og sat i Stedet. Fjenden kunne selvfølgelig ikke i Kikkert se, om det var rigtige Kanoner. Fjenden var på Fastlandet, navnlig lige overfor lå, efter hvad vi kunne forstå, en større afdeling østrigere. Vi gjorde alt for at gøre os til så svære Karle som muligt. Således brugte vi ved Afløsningen at gå i Gåsegang og gøre så langt imellem os som muligt. Og for at det ikke skulle opdages i Kikkert, gik nogle raskere til, så at der i enkelte Øjeblikke var 2, 3, 4, ja 5 Mand på Siden af hinanden, - så kunne den blinde march ikke opdages. En søndag Eftermiddag, efter at jeg var blevet afløst om Formiddagen, fik jeg Ordre til at tage 6 Mand af de bedste Skytter og gå ud til Skansen lige overfor Strandby. Samtidig blev Kanonerne rettet i skudfærdig Stand mod Strandbygården. Projektilerne skulle slå ned ved Siden af Gården, så det Mandskab, som vi formodede var derinde, kunne lokkes ud. Fiffet lykkedes. Fjenden - det var østrigere - kom ud i et Antal mellem 50 og 100 og kiggede nysgerrigt efter disse Løjer. Pludselig knaldede det fra Batteriet, og Pokker tog så ved østrigerne. Der var ikke sigtet så galt, men Skade gjorde Skuddet ikke, og vi fik heller ingen pålidelig Efterretning om, hvor mange Fjender, der var. Men jeg tror, at hvis Fjenden havde tænkt på Overgang, blev dette nu opgivet. Under Opholdet på Fanø i 1864 var Beboerne meget opmærksom mod os Soldater. Vi fik både Morgendrik og Middag sendt ud på Feltvagt, når vi ikke kunne gå hjem. Vore Måltider var de nationale. Vi fik ristet Bakskuld og Kaffepunch. De fleste fik alt gratis....Kære Fanniker! Jeg er glad ved Mindet om Eders lille ø og en hjertelig Tak for udvist Venlighed mod os danske Soldater. Når af og til nogle af os fra dengang træffer sammen, mindes vi tit vort Ophold hos Eder med Glæde. Først i August ankom en svensk Damper for at overføre os til København ...Schaltz omtaler, at han og en Del andre Soldater over Rømø og Mandø kom til Fanø (Sønderho) d. 27. juni. Denne Begivenhed har jeg ofte hørt omtalt af ældre Folk i Sønderho. Til en Begyndelse hensattes Folk i en Skræk for, at det var Fjenden, der kom. Fra Mandø var Kompagniet i både blevet sat over til Kjeldsandet, øst for Sønderho, i Ebbetiden, da Sandet lå tørt og marcherede mod Sønderho, hvor man fra Havnen havde iagttaget det passerede og troet som anført, at det var Fjenden. Først da Soldaterne kom i Nærhed af Havnen, blev Dannebrog sat op, og man vidste nu i Sønderho, at det var vore egne Jenser; disse blev nu i en Fart afhentet med Både og modtaget med Hurraråb og forsynet med Mad og Drikke. Kompagniet blev ført af Løjtnant Ulldal. En Underofficer og 14 Menige blev indkvarteret i Sønderho i 3 Dage, hvorfor der senere ydedes Værterne en Godtgørelse på 12 Skilling pr. Dag. En Del Tab og Forstyrrelser i Sejladsen led enkelte af Fanø-Skipperne. Skipper Toft af Nordby kom med sit Skib, Galeasen „Edel“, til Flensborg i Efteråret 1863, forinden Krigen var udbrudt. Efter at have losset Skibet lod han det ligge i Vinterleje dér. Da de tyske Tropper i februar 1864 gik over Dannevirke og besatte Flensborg, blev Skibet beslaglagt af disse. Efter Fredsslutningen søgte han at få Skibet frigivet, og ved en Skrivelse til Udenrigsministeriet søger han om at få sine Tab ved Beslaglæggelsen godtgjort. Han opgør disse ialt til 3050 Rdl. Jørgen Svendsen af Nordby havde en lille Skonnert, som blev anvendt til Transportfartøj af Kaptajnløjtnant Hammer. Den faldt i Fjendens Hænder ved Hammers Overgivelse ved Føhr, og Svendsen, der måtte gå i Fangenskab, opgiver sit Tab af Skibet til en Værdi af 1600 Rdl.. Skipper Nørby af Nordby, førende Skonnerten „Rebekka Abrahamsen", gik det ligeså. Han fordrer en Godtgørelse af 3280 Rdl.. Skipper Anthonis Nielsen Kromann af Sønderho blev af den militære Kommando på Fanø forbudt at gå ud med sit Fartøj „Karen Marie" på en Rejse til England, da man frygtede for, at Skibet ville blive taget af Fjenden og anvendt til Transportskib. Han ansætter sit Tab til 250 Rdl.. Skipper af Sønderho Th. Meinertz’s Skib blev beslaglagt i Åbenrå. Han fordrer en Skadeserstatning af 1121 Rdl.. Skipper Math. J. Knudsen ses også at have gjort Erstatningskrav gældende af samme årsag. Som bekendt måtte O.C. Hammer overgive sig med hele Flotillen og dens Mandskab ved Føhr d. 19. juli. Blandt Mandskabet, der måtte vandre i Fangenskab, var der flere både fra Nordby og Sønderho. Hammers Overgivelse skyldes mange indtrædende Omstændigheder, som han var uden Skyld i. Han har redegjort herfor i sin Bog Vesterhavsøernes Forsvar i 1864. Otto Christian Hammer var bleven Officer i Marinen 1843; to år efter var han med Briggen „Ørnen“ på Togt til Guinea og deltog dér i Undertrykkelsen af et Negeroprør. I 1848-49 var han udkommanderet på Eskadren, der blokerede Elben. Det følgende Krigsår ansattes han som næstkommanderende ved den maritime Styrke på Fanø. Han besatte herfra Øerne Nordstrand og Pelworm og deltog tillige i Frederiksstads Forsvar. På Pelworm og Nordstrand gjorde han et Bytte af flere Tusinde Infanterigeværer, Jagtrifler og en 12 pundiger Kanon. En Dag i 1850 blev Hammer som ung Løjtnant med en lille Styrke på 15 Mand i en Båd afskåret fra de øvrige danske Skibe. Ombord havde han kun 2 små Messing-Haubitser, der ikke var stort andet end Legetøjskanoner. Med denne lille Styrke, omgivet af Fjender både til Lands og til Vands, indtog han ved flere Kunstgreb flækken Højer. Der fortælles, at han om Natten havde anbragt nogle Jydepotter i Havdiget vendende således mod Byen, at de havde Udseende af at være Mundinger på Kanoner. Fjenden troede så, han rådede over en større Styrke, der var placeret bag Havdiget, og overgav sig straks, da han ellers truede med at ville bombardere Byen. Efter 3års-Krigen konstitueredes han som Krydstold- og Vagerinspektør på Vestkysten, og fra 1854 var han fast ansat og udtrådte dermed af Marinen. Ved Krigens Udbrud indtrådte han påny i aktiv Tjeneste og ansattes som Chef for Forsvaret af Vesterhavsøerne, hvortil ingen bedre næppe fandtes. Han kom med ringe Hjælpemidler og under ret håbløse Forhold (halvrådne Kanonjoller - en jolle sank ved Afgivelsen af det første Skud) til at kæmpe mod en betydelig Overmagt og mod en Del af de sydlige Øers ildesindede Befolkning; men under alt dette udviste han et Mod og en grænseløs Aktivitet og Energi. („Han var en hård Hund at stå under“ fortalte engang en af hans undergivne mig, „han var ikke til at følge, men alligevel en prægtig Mand at stå under. Her skal lige fortælles om et Par af hans modige Optrin fra 1864. Medens han en Dag lå med en af sine Kanonbåde ved Føhr, hejste en derboende slesvig-holstener, opmuntret ved østrigernes Nærhed, Oprørsflaget lige for Hammers Øjne. Han lod straks Oprøreren - en Skibsfører - samt hans Håndlangere hente om Bord på sin Kanonbåd og tvang dem til at ro flere Timer, indtil Oprørsiveren var kølnet. Flaget kom ikke op mere. Selv i Fangenskab skal Hammer have vidst at indgyde sine Fjender både Ærefrygt og Respekt, og der siges, at den Officer, der skulle bevogte ham, aldrig havde mere Glæde end til sig selv. I januar 1864 gjorde han et lille Besøg i den prøjsiske Orlogshavn ved Jahdebugten. Han sejlede lige ind i Havnen med sin Krydskutter og gik derfra, kun ledsaget af en Bådsmand lige op til den prøjsiske Kommandant og udbad sig Tilladelse til at bese Befæstningen. Prøjseren blev så forfjamsket, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Han undskyldte sig til en Begyndelse med, at der intet var at se, men Hammer gentog sin Begæring, og Kommandanten var i den største Forlegenhed; imidlertid kom hans Frue ind; hun gav sig til at skælde Hammer ud. Hammer stod ganske rolig til det hele og fremsatte sin Begæring påny; men Fruens Optræden havde givet Manden mere Mod, og nu nægtede han at opfylde Hammers Anmodning. Hammer forføjede sig så rolig bort, men Kommandanten og Besætningen i Fæstningen var sikkert i lang Tid derefter urolige for, at Hammer ved given Lejlighed ville planlægge et Overfald. Efter Hammers Hjemkomst fra Fangenskab gik han over i det praktiske Liv. Han blev Leder af et større Hvalfanger- og Fiskeriselskab og senere Direktør for et Savværk. I 1866 fik han af beboerne på øerne i Vesterhavet overrakt en Æressabel, hvis rigt damascerede Klinge på den ene Side bar Indskriften: O. C. Hammer 1850-64 og på den anden: Fra venner ved Vesterhavet. Og da han i 1881 stillede sig som Folketingskandidat i Esbjerg og i den Anledning holdt Vælgermøde i Nordby og Sønderho, blev han mødt med den største Hjertelighed af sine gamle Stridskammerater og fik en Passiar med hver især af dem. På Valgdagen stemte de - og forøvrigt alle Fanøboere på ham. Han blev dog ikke valgt. Hammer døde d. 10. marts 1892, 70 år. I 1870 oprettedes en Våbenbroderforening på Fanø med Sæde i Nordby. Den fik til en Begyndelse 48 Medlemmer, hvoraf nogle dog var fra Esbjerg. I Esbjerg blev der året efter oprettet en selvstændig Forening med 76 Medlemmer. Fanø Våbenbroderforening fik en Fane indviet d. 20. marts 1871 beretter „Ribe Amtstidende".