Revolutionære Ideer og Klassekamp gennem tiden (II).

Skift til: Revolutionære Ideer og Klassekamp gennem tiden (I) * * Revolutionære Ideer og Klassekamp gennem tiden (III)

Karl Marx

D. 5. maj 1818 blev Karl Marx født i Trier i en Rhinprovins i Tyskland som søn af en advokat. Marx studerede Retsvidenskab og Filosofi på universitet både i Bonn og Berlin på det juridiske fakultet, som han afsluttede, og erhvervede i 1841 Doktorgraden på en filosofisk Afhandling. Det at være diplomdoktor i filosofi kunne have ført den unge Marx til at beskæftige sig med den rene studerekammer videnskab. Men han valgte den revolutionære vej, såvel i teori som i praksis. I sin afhandling erklærede han sig selv som revolutionær demokrat, og i hans anskuelser fra 1842-1843 foregik overgangen fra revolutionær demokratisme til videnskabelig kommunisme. Efter at have været Medarbejder ved Rhinsk Tidende, der udkom i Køln, men som Følge af et Regeringsforbud gik ind d. 31. Marts 1843, rejste Marx til Paris, hvorfra han sammen med en anden af Tidens oppositionelle Skribenter udgav et Par Hefter af tysk-franske årbøger. Marx skrev endvidere lejlighedsvis til et lille Blad Vorwärts, som de tyske Flygtninge i Paris udgav, og dette bevirkede, at han i 1845 efter Opfordring fra den tyske Regering udvistes fra Frankrig og rejste til Bryssel, hvorfra han derpå, da Martsrevolutionen 1848 var udbrudt, vendte tilbage til Køln og fra 1. Juni 1848 udgav Ny rhinsk Tidende, der efter Reaktionens Sejr måtte ophøre at udkomme i Maj 1849. Marx rejste nu atter til Paris, men slog sig efter nogle Måneders Forløb ned i London; her forblev han boende til sin død d. 14. Marts 1883. I de værker, der er offentliggjort i disse år, formulerede K. Marx for første gang ideen om arbejderklassens historiske mission og påviste den videnskabelige teoris enorme betydning for den revolutionære praksis. Han skrev: »Teorien bliver først til en materiel kraft, når den tilegnes af masserne«. Marx’ arbejder viste blandt andet, at til forskel fra den utopiske støtter den videnskabelige socialisme sig ikke på spekulative konstruktioner, men på den reelle virkelighed, på den sande forståelse af samfundets udviklingslove. I sine værker afslørede K. Marx kapitalismens hovedmodsætning mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den privatkapitalistiske tilegnelsesform. Det kapitalistiske samfund avler kriser og arbejdsløshed, og denne modsigelse forårsager uforsonlig klassekamp mellem bourgeoisiet og proletariatet, og slutresultatet bliver den socialistiske revolution.

Friedrich Engels blev født d. 28. november 1820 i Barmen i Westfalen. Hans Fader var Fabrikant, og Sønnen uddannedes ligeledes til Fabrikant. Efter gymnasiet studerede Engels selvstændigt historie, filosofi og litteratur, derefter arbejdede han i et handelsfirma; efter endt militærtjeneste i Berlin 1841-1842 blev han student ved Berlins universitet. Før sin afrejse til England, hvor han skulle arbejde i en afdeling i faderens firma i Manchester, besøgte han i november 1842 »Rheinische Zeitung´s« redaktion, hvor han for første gang mødtes med Marx. Samtidig med, at Engels arbejdede ved denne, skrev han til chartistiske og owenitiske organer, til Rhinsk Tidende og til tysk-franske årbøger. Herigennem knyttedes et livsvarigt Venskab med Marx. I begyndelsen af 1840erne offentliggjorde Engels sine første værker, i hvilke han ligesom Marx går over til den videnskabelige socialismes standpunkter. Selvstændigt, uafhængigt af hinanden kommer det internationale proletariats fremtidige ledere og skabere af den videnskabelige kommunisme til de samme teoretiske synspunkter på natur, tænkning og samfund. På vej fra England til Tyskland gør Engels i august 1844 ophold i Paris, hvor han igen mødes med Marx. Fra dette tidspunkt begynder deres lange dybe venskab, deres fælles skabende arbejde. Fra 1844-1847 udarbejdede de grundlaget for proletariatets nye teori, inkluderer i den filosofi, politisk økonomi og videnskabelig socialisme. I februar 1845 udkom deres første fælles arbejde »Den hellige familie«, som videregiver den materialistiske historieopfattelse, formulerer problemstillingen om folkemassernes afgørende rolle i den historiske udvikling om arbejderklassen som den kommende revolutions grundlæggende drivkraft. Marx og Engels skrev: »Proletariatet udfører den dom, som privatejendommen ved proletariatets opståen fælder over sig selv«. Teoriens direkte forbindelse med den revolutionære praksis udtrykkes meget klart og tydeligt i Marx’ arbejde: »Teser om Feuerbach« (1845): »Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den«. »Forandre den« - det er hovedmotivet i hele den marxistiske teori. I sit arbejde »Arbejderklassens stilling i England« (1845) skrev Engels om uforsonligheden mellem proletariatets og bourgeoisiets klassemæssige interesser og om nødvendigheden af arbejderklassens sammenhold. I det andet fælles arbejde »Den tyske ideologi« udarbejdede Marx og Engels teser, der gør det muligt at betragte historien på en ny måde. Her formuleredes lovmæssighederne for ændringen af de samfundsmæssige økonomiske formationer (slavesamfundet til feudalisme, feudalisme til kapitalisme, kapitalisme til socialisme). I »Filosofiens elendighed« (1847) afslørede Marx den utopiske og reaktionære opfattelse af historie og samfund. I dette værk ligesom i »Den tyske ideologi« beviste Marx kapitalismens forbigående karakter og den proletariske revolutions uundgåelighed. Marx’ og Engels’ teoretisk-videnskabelige virksomhed er tæt forbundet med den politiske kamp og med organiseringen af arbejderbevægelsen i bred international målestok. F. Engels deltog som Marx i Revolutionsbevægelsen i Tyskland i 1848-49, rejste senere til Manchester og arbejdede ved ovenomtalte fabrik fra 1850 til 1869, væsentligst for at kunne understøtte Marx økonomisk. Fra 1870 boede han til Marx’ Død i 1883 sammen med denne i London; F. Engels døde her d. 5. August 1895. K. Marx var under sin Universitetsuddannelse blevet opdraget i den hegelske Dialektik, dvs. en filosofisk Tænke-metode, opkaldt efter den tyske Filosof G. W. F. Hegel (1770-1831). Grundprincippet i denne Tænkemetode, der da var enerådende ved alle tyske Universiteter, er, at ethvert af vore Begreber kun kan opfattes i Forhold til sin Modsætning, f.eks. Frihed i Forhold til Tvang, Rigdom i Forhold til Fattigdom. Og efter Hegel foregår Udviklingen på den Måde, at to modsatte Begreber går op i en højere Enhed. Frihed og Tvang skal således gå op i den højere Enhed, der repræsenteres af den lovordnede Stat. Hegel mente endvidere ad den rene Tænknings, Spekulationens Vej, at kunne nå til Forståelse af den ydre, virkelige Verden. Denne var for ham kun en Genspejling af Idéen, af Tanken. For Hegel var Menneskets Tilværelse bestemt af dets Tanker. Den hegelske Tænkemetode danner Kernen i Marxismen. Men ikke den hegelske Ideologi. Allerede inden Marx rejste til Paris var han kommen til den Erkendelse, at ikke det åndelige, men omvendt det materielle var det bestemmende for Samfundets Indretning og for dets Udvikling, med andre ord, at det var Menneskets Tilværelse, der bestemte dets Tanker. I Paris kastede han sig over Studiet af fransk Socialisme og fransk Arbejderbevægelse og nåede da ved Anvendelse af den hegelske Dialektik til den Opfattelse, der er den bærende i moderne Socialisme, at den borgerlige, på Privatejendom hvilende Samfundsorden må gå til Grunde i Kampen mod sin Modsætning Lønproletariatet, og at der af denne Kamp mellem de to Modsætninger må opstå en ny Samfundsorden, den socialistiske. I Artikler i tysk-franske årbøger i 1844 og i et Skrift mod Proudhon i 1847 Filosofiens Elendighed træder Anskuelsen herom klart frem. F. Engels havde under Opholdet i Manchester studeret Tilstandene i England og fremlagde i 1845 Resultatet af sin Undersøgelse i Værket »Den arbejdende Klasses Tilstand i England«. Han var nået til samme Erkendelse som Marx, og, de udarbejdede derefter i Fællesskab Manuskript til en Bog om deres materialistiske Opfattelse af Historien. Bogen nåede på Grund af Forholdene aldrig at udkomme. Den materialistiske historieopfattelses Tankegang er følgende: Historien viser, at Klassedelinger, Samfunds- og Statsformer har forandret sig fra Tidsalder til Tidsalder, og at Menneskenes Anskuelser om Ret og Uret, om Moral, Filosofi o.s.v.. ligeledes har ændret sig under Historiens Løb. Marx opstiller da det Spørgsmål: hvad er årsagen til disse Ændringer og Omvæltninger, og hvorfor har de nye økonomiske, politiske og åndelige Tilstande og Forestillinger fået netop det Indhold, hvorunder de fremtræder. Og han besvarer Spørgsmålet med, at Omvæltningerne er en Følge af Ændringer i Menneskenes materielle (økonomiske) Livsvilkår; at Menneskenes politiske, juridiske, religiøse, moralske, filosofiske, kunstneriske o.s.v.. Forestillinger og Ideer er bestemt af den vedkommende Tidsalders materielle Forhold. Efter den materialistiske historieopfattelse danner Fremstillingen af Menneskenes Livsfornødenheder Grundlaget for enhver Samfundstilstand. Og Måden, hvorpå Fremstillingen, Produktionen, finder Sted, bestemmes af Produktivkræfterne. Disse er af dobbelt Art: saglige og personlige. De saglige Produktivkræfter er klimatiske Forhold, Jorden, Vandet, Råstoffer, Værktøj og Maskiner. De. personlige Produktivkræfter er det arbejdende Menneske. Af de saglige Produktivkræfter er Teknikken en mægtig omvæltende Kraft i Samfundet. Tages nyt Værktøj, nye Maskiner, nye Arbejdsmetoder, forbedret Transportvæsen i Brug, med andre ord ændres den Måde, hvorpå Menneskene fremstiller deres Livsfornødenheder, altså det materielle (økonomiske) Samfundsgrundlag, må også Standsinddelingen, Statsordningen, Lovene, Moralen o.s.v.., der var tilpasset efter de tidligere nu uddøende Produktivkræfter, ændres, så de kommer til at passe til Samfundets nye materielle Grundlag. Lag af Befolkningen, der hidtil var undertrykte, som f.eks. Borgerskabet, vokser nu i Betydning, medens tidligere førende Stænder, som f.eks. Højgejstligheden og Adelen, går sin Undergang i Møde. Og Tid efter anden finder Menneskene de overleverede politiske, juridiske, moralske o.s.v.. Institutioner og Ideer uretfærdige og forældede; der opstår nye politiske, retslige og moralske Begreber, som i deres Indhold svarer til de nye materielle Tilstande i Samfundet. Men de tidligere førende og herskende Klasser i Samfundet søger at holde de gamle utidssvarende Statsformer oppe og at fastholde de tidligere Rets- og Moralbegreber som gældende for det hele Samfund. Klassekampe, til Tider Revolutioner, må med Nødvendighed udbryde og lige så nødvendigt føre til, at Samfundets politiske og åndelige Overbygning omformes, så den kommer til at passe til det nye materielle Samfundsgrundlag. Menneskene kan ikke uden videre ændre Samfundstilstandene, lave Revolution. En Revolution kan kun gennemføres, når de materielle Betingelser derfor er til Stede og gør en Omformning nødvendig. Og Omformningen fuldbyrdes gennem Klassekampene. Det kommunistiske Manifest er bygget på denne Historieopfattelse. Det udkom i Januar 1848 i London som Program for Kommunisternes Forbund, en international Arbejderforening, der havde afløst det tidligere omtalte ligeledes internationale De retfærdiges Forbund.

Marx og Engels dannede »Bruxelles kommunistiske korrespondentkomite«, der spillede en vigtig rolle i arbejderklassens internationale sammenhold. Denne komite havde forbindelse med andre arbejderorganisationer, blandt andet med »De retfærdiges forbund« der blev grundlagt i 1836 og havde repræsentanter i Frankrig, Tyskland, England og andre lande. I januar 1847 blev Marx og Engels medlemmer af »De retfærdiges forbund« og deltog i udarbejdelsen af dets program. Forbundets 1. kongres blev afholdt i juni 1847 i London og lagde grunden til en ny international organisation. Den blev omdannet til »Kommunisternes forbund«, der gik ind i den internationale arbejderbevægelses historie som forløberen for I. Internationale. Den utopiske parole »Alle folk er brødre« måtte vige pladsen for parolen »Proletarer i alle lande, foren jer!«. »Kommunisternes Forbund´s« love proklamerede deres mål: styrte bourgeoisiet, oprette proletariatets herredømme, omdanne det gamle borgerlige samfund, der bygger på de uforsonlige klassemodsætninger og skabe et nyt samfund uden fjendtlige klasser og uden privatejendom. »Kommunisternes forbund´s« 2. kongres, der foregik i slutningen af 1847, pålagde Marx og Engels at skrive forbundets program. I februar 1848 blev dette program, der er kendt i historien som »Det kommunistiske Manifest«, offentliggjort i London. Det er det første program for arbejderklassens revolutionære parti. I det formuleredes den videnskabelige kommunismes vigtigste teser. Det proletariske forbunds medlemmer fremlagde åbent for hele verden deres synspunkter, deres mål, deres stræben og satte manifestet op mod de falske forestillinger om kommunister og kommunisme. Manifestets forfattere løste vigtige sociale problemer videnskabeligt. Alle hidtidige samfunds historie er klassekampens historie. Det moderne borgerlige samfund, der opstod ved feudalsamfundets undergang, har ikke ophævet klassemodsætningerne. Det har kun sat nye klasser i stedet for de gamle, nye betingelser for undertrykkelse, nye former for kamp. Hele samfundet deler sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står direkte i modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet. »Manifestet« fortolker proletariatets historiske mission som den revolutionære reformator af det gamle samfund og skaberen af det nye, ordfører for alle arbejderes interesser. Det påviser, at kommunisternes parti er en del af arbejderklassen og dens fortrop, fortolker kommunisternes forhold til familie, ejendom, fædreland og nævner de økonomiske aktioner, som proletariatet skal foretage efter magtovertagelsen. Det kommunistiske manifests ideer er for evigt gået ind i de progressive arbejderes bevidsthed. Manifestet fastslår, at alle hidtidige Samfunds Historie har drejet sig om Klassekampe, Kampe mellem Udbyttere og udbyttede, men at denne Kamp i det kapitalistiske Samfund er nået til et Trin, hvor den udbyttede Klasse ikke kan befri sig for Udbytningen uden samtidig helt at ophæve Klassedelingen og befri det hele Samfund for Udbytning. At føre denne Klassekamp er Proletariatets historiske Opgave, og Feltråbet måtte derfor blive: »Proletarer i alle Lande, forener Eder.« Marx og Engels Produktion havde hidtil væsentligst haft agitatoriske Formål.

De revolutionære bevægelser rystede statssystemerne i det gamle Europa i slutningen af 1840erne i det 19. århundrede. D. 24. februar 1848 faldt Juli-monarkiet i Frankrig. Det revolutionære proletariat brændte kongetronen. Under februarrevolutionen opnåede arbejderne en række demokratiske og sociale erobringer. De aktionerede under parolerne: »Dannelsen af en social republik !«, »Retten til arbejde!« o.s.v.. Bourgeoisiet var nødt til at gå med til indrømmelser. Der blev vedtaget dekreter om retten til arbejde, om nedskæring af arbejdsdagen til 10 timer i Paris og til 11 i provinsen, der blev dannet nationale værksteder, hvor mere end hundrede tusinde arbejdere fik arbejde, og der blev indført almindelig valgret for mænd. Men bourgeoisiet overgav sig ikke. Det samlede kræfter og styrkede sine positioner. Henimod sommeren 1848 begyndte arrestationerne af arbejderbevægelsens ledere, de revolutionære klubber blev lukket, demonstrationer og møder blev forbudt. D. 21. juni vedtoges et dekret om at opløse de nationale værksteder. Hundrede tusinder af mennesker var igen sat på gaden. Proletariatet svarede igen med en ny opstand. Påny blev gaderne i Paris spærret af barrikader. I fire dage kæmpede 45.000 arbejdere heltemodigt mod 250.000 svært bevæbnede soldater. D. 26. juni blev opstanden slået ned. De regerende kredse gjorde hårdt op med oprørerne: 11.000 blev dræbt, 25.000 blev arresteret. 3.500 blev sendt på straffearbejde. Lenin vurderede Juni-opstanden som den første store borgerkrig mellem proletariatet og bourgeoisiet. Også i Tyskland foregik der i 1848-1849 væbnede arbejderaktioner. Det var arbejderne fra Køln, der begyndte disse aktioner, da de d. 3. marts krævede gennemførelse af demokratiske. reformer. Efter nogle dage aktionerede også Berlins arbejdere med våben mod hæren og politiet. De revolutionære rystelser i 1848 omfattede byer og lande i de østrigske kejserdømme: Wien, Budapest, Norditalien, Tjekkiet, Galizien og Vestukraine, Kroatien og Slovakiet. Revolutionerne i årerne 1848-1849 i Europa havde stor politisk betydning, selv om de led nederlag. Proletariatet hærdedes i kampene, forenede og styrkede sine rækker, fik erfaring i at organisere aktioner og forberedte sig til de fremtidige klassekampe mod bourgeoisiet. Efter 1848-Revolutionernes Nedkæmpning syntes Mulighederne for Revolutioner og for politisk Virke af revolutionære ånder for lange Tider udelukket. Marx, der erkendte dette, hengav sig derfor til videnskabeligt Arbejde for derigennem at underbygge sin Opfattelse.

Erfaringer fra det revolutionære Europa

Revolutionerne i Europa fremskyndede den videre udvikling af den videnskabelige kommunismes teori. I marts 1850 skrev K. Marx og F. Engels »Henvendelse fra centralledelsen til Forbundet«. Her definerede de proletariatets strategi og taktik i den borgerlig-demokratiske revolution, opstillede tesen om en uafbrudt (permanent) revolution og viste dens grundlæggende ideer og opgaver. Marx og Engels skrev: »Det er vor interesse og vor opgave at gøre revolutionen uafbrudt, indtil statsmagten er erobret af proletariatet«; og videre skrev de: »Det kan for os ikke dreje sig om en forandring af privatejendommen, men kun om dens tilintetgørelse, ikke om en tilsløring af klassemodsætningerne, men om klassernes ophævelse, ikke om en forbedring af det bestående samfund, men om grundlæggelse af et nyt«. Ved at analysere erfaringen fra revolutionen 1848 i Frankrig kunne Marx og Engels udvikle læren om den proletariske revolution og arbejderklassens politiske herredømme. I »Det kommunistiske manifest« fremkom de med ideen om proletariatets diktatur, selv om de ikke brugte selve termen der. Den blev for første gang brugt i »Klassekampe i Frankrig 1848-50«: »Bourgeoisiets fald ! Arbejderklassens diktatur«. Den vigtige konklusion om nødvendigheden af at slå det borgerlige statsapparat i stykker blev draget af Marx i værket »Louis Bonapartes Attende Brumaire«. Alle tidligere revolutioner, skriver Marx, forbedrede statsmaskinenet, men det er nødvendigt at ødelægge det, slå det i stykker. At slå det gamle statsmaskineri i stykker er en absolut betingelse for folkets revolution på kontinentet. Meget senere analyserede Lenin dette værk og betegnede Marx’ konklusion som meget vigtig i den marxistiske lære om staten. I samme værk konkluderede Marx også, at det er nødvendigt at arbejderklassen og bønderne som naturlige forbundsfæller forener deres revolutionære anstrengelser. Marx kaldte proletariatet den ledende kraft i dette forbund. Marx og Engels gik ud fra arbejderklassens kamperfaring og skabte derved læren om den væbnede opstand, som er endnu mere klart fremlagt i F. Engels’ arbejde »Revolutionen og kontrarevolutionen i Tyskland«. »Opstand er en kunst... Den er underkastet visse regler, hvis forglemmelse kan føre til fordærv for det parti, der gør sig skyldig i disse forsømmelser ... For det første må man aldrig lege med opstanden, hvis man ikke er fast besluttet på at påtage sig alle spillets konsekvenser .. . For det andet, er man engang gået ind på opstandens vej, så må man handle med den største beslutsomhed og gå i offensiven. Defensiven er enhver væbnet opstands død. ... Det er nødvendigt at overraske sin modstander, det er nødvendigt dagligt at sørge for nye, også selv om det er nok så små fremgange, det er nødvendigt at fastholde den moralske overlegenhed. Det er nødvendigt at trække de vaklende elementer over på sin side, som altid følger det stærkeste initiativ, og altid står på den sikre side. Det er nødvendigt at tvinge sine fjender til tilbagetog, før end de kan samle deres kræfter mod dig«. Marx’ og Engels’ værker fra 1850erne beskæftiger sig indgående med teorien om klasser og klassekamp. Marx skriver i et af sine breve til Weydemeyer (marts 1852) om dette: Hvad nu mig angår, så tilkommer der mig ikke den fortjeneste at have opdaget hverken klassernes eksistens i det moderne samfund eller deres indbyrdes kamp. Borgerlige historikere havde længe før mig skildret, hvordan denne klassernes kamp historisk har udviklet sig, og borgerlige økonomer havde fremstillet denne udviklings økonomiske anatomi. Hvad jeg tilføjede af nyt var: 1) at påvise, at klassernes eksistens blot er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling; 2) at klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur; 3. at selve dette diktatur kun danner overgangen til ophævelsen al alle klasser og til et klasseløst samfund. Allerede dengang betragtede marxismen proletariatets diktatur som en eller anden forbigående periode. Praksis fra Sovjetunionens udvikling, hvor proletariatets diktatur, da det havde opfyldt sine opgaver og funktioner, ophørte med at være nødvendigt, bekræfter til fulde denne konklusion. Fra 1850erne beskæftigede Marx sig med økonomisk forskning og arbejdede på »Kritikken af den politiske økonomi«. Marx undersøgte kapitalismens udvikling som en naturlig historisk proces på grundlag af produktivkræfternes udvikling, der er den afgørende kilde til alle samfundsmæssige forandringer, når alt kommer til alt. Marx påviser forbindelsen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene, deres enhed og modsigelser, den gradvise, men uundgåelige forandring af produktionsforholdene i det borgerlige samfund som en faktor, der sammensmeder produktionens frie udvikling og kræver en ændring af de borgerlige produktionsforhold til socialistiske. Dette gennemføres kun ved at magten overgår til proletariatet, til de arbejdende masser. Lenin understregede det økonomiske grundlags betydning for proletariatets verdenshistoriske rolle og skrev, at »kun Marx’ økonomiske teori har klarlagt proletariatets virkelige placering i kapitalismens almindelige system«. I 1858 udkom »Kritik af den politiske økonomi«, og som i 1867 efterfulgtes af 1. Bind af Kapitalen.

I slutningen af 1850 flyttedes sædet for Kommunisternes Forbund fra London til Køln, hvorfra der dreves revolutionær propaganda i Tyskland, indtil Kølnerprocessen i 1852 medførte Forbundets Opløsning. Og herefter skulle der hengå tolv år, inden de kommunistiske Bestræbelser påny samledes i et internationalt Forbund. Årene efter de revolutionære Rejsninger i 1848-49 blev som foran omtalt en Reaktionsperiode; men det blev tillige en Periode med vældig økonomisk Opgang, der forstærkedes gennem den Strøm af Ædelmetal, som førtes til Europa fra Guldfundene i Californien og i Australien. Verdenshandelen fremmedes gennem store Jernbaneanlæg, gennem Oprettelse af Dampskibsruter og gennem stigende Anvendelse af Telegrafen. Kapitalismen blev en stadig mægtigere Samfundsfaktor, hvis Sejrsgang bl.a. markeredes ved en voldsom Krise i 1857. De nationale og politiske Frihedsideer, der havde deres Rod i den kapitalistiske Produktionsmåde, måtte påny gøre sig gældende. I begyndelsen af 1860erne indtrådte der et opsving i klassekampen i Europa, og de proletariske og demokratiske bevægelser og organisationer aktiviserede deres virksomhed. Ruslands Nederlag i Krimkrigen 1854-55, Østrigs Nederlag i den italienske Frihedskrig 1859 og de amerikanske Nordstaters Sejr over Sydstaterne 1861-65 var Tegn på, at Reaktionen trængtes tilbage; selv Rusland koketterede i Tressernes Begyndelse med en liberalistisk Politik. Under disse Forhold måtte også blandt Arbejdere og Socialister Trangen til agitatorisk og politisk Virke og Samvirke melde sig, ønsket om at få et Samarbejde i Gang mellem Europas Arbejdere fik Udtryk ved Verdensudstillingen i London 1862. Frankrig, forøvrigt også Tyskland, sendte Arbejderdelegationer over til Udstillingen, og de engelske Arbejdere holdt da i Sommeren 1862 en Fest for de franske Arbejderudsendinge, hvorunder Tanken om regelmæssige internationale Arbejdermøder fremsattes. Et fransk-engelsk Arbejdermøde afholdtes påny i 1863 i London, denne Gang for at protestere mod det russiske Voldsstyre i Polen. Og her behandledes Spørgsmålet om en international Arbejdersammenslutning atter, nu på Foranledning af de franske Arbejderes Ordfører, Tolain, der var elev af Proudhon. Et nyt Møde besluttedes afholdt og kom efter en livlig Agitation i Stand den 28. September 1864, ligeledes i London. Mødet, der var besøgt af franske, engelske, tyske og svejtsiske, ja endog af en italiensk Arbejder, nedsatte et Udvalg på halvtreds Mand til at udarbejde Forslag til Vedtægter og Program for den ny Forening, som fik Navnet Den Internationale Arbejder-Association. Halvtredsmandsudvalget fik forelagt to Udkast, det ene udarbejdet af Italieneren Mazzini, det andet udarbejdet af Marx. Mazzini ville efter Traditionerne fra århundredets første Halvdel gøre Internationale til en hemmelig Forening med en diktatorisk Ledelse. Marx tilsigtede derimod en åben, demokratisk Bevægelse, der kunne rejse Arbejderne Verden over til Klassekamp. Marx’ Udkast blev godkendt af Udvalget. Det indlededes med en Stiftelseserklæring (Inauguraladressen), hvori det bl.a. hed, at »Produktionsmidlerne må blive Samfundets Ejendom. Den Modstand, som de besiddende Klasser vil yde herimod, kan kun brydes ved Arbejdernes Erobring af den politiske Magt.« Og i Udkastet til Programmet udtaltes, at »Arbejderklassens Frigørelse må være Arbejderklassens eget Værk,« at »Arbejdernes Frigørelse er hverken et lokalt eller nationalt, men et socialt Spørgsmål, der omfatter alle Lande, hvori moderne Liv rører sig, og hvis Løsning nødvendiggør deres praktiske og teoretiske Samvirken.« Udkastet nævner ikke Ordene Socialisme eller Kommunisme; disse Ord ville have virket skræmmende på Arbejderne. Og for Marx var det afgørende at få Klassekampen i Gang; var det først sket, ville Forholdene efter hans Mening tvinge Arbejderne til at tænke og handle i Overensstemmelse med den realistiske Socialismes Tankegang. Internationales øverste instans var kongresserne. Internationales generalråd ledede dens enkelte led, de nationale sektioner osv.. Kongresserne blev milepæle i Den internationale arbejderassociations liv. De foregik i 1866 i Geneve, i 1867 i Lausanne, i 1868 i Bruxelles, i 1869 i Basel, i 1871 i London (her fandt de delegeredes konference sted), i 1872 i Haag, i 1873 i Geneve. Derefter blev generalrådet overflyttet til USA, hvor det var indtil 1876. I. Internationale grundlagde arbejderbevægelsen organisatorisk og gav den international karakter. Den internationale arbejderassociation støttede strejkebevægelser, gik ind for gennemførelse af lovreformer, kæmpede mod krigens trussel. I oktober 1864 skrev Marx et manifest, der blev vedtaget som Internationales program på kongressen i Geneve. I manifestet understreges det, at arbejderklassens frigørelse må erobres af arbejderklassen selv, at den politiske kamp er det afgørende middel til at opnå frigørelsesmålene, dvs. arbejderklassens økonomiske frigørelse. Indenfor Internationale begyndte der at foregå en hård kamp mod de fjendtlige anskuelser i den proletariske bevægelse. Efter Stiftelsesmødet holdt Internationale sin første. Kongres i Genf i September 1866. Her stredes to Synsmåder, den mutualistiske (proudhonistiske) og den kollektivistiske (marxistiske). Mutualisterne ville hverken Strejke eller Revolution; de anså Kooperation og Produktionsforeninger for den eneste brugbare Vej til Arbejdernes Frigørelse. Og de rettede ikke deres Krav til Statsmagten, end ikke Statsskoler ville de have oprettet. Kollektivisterne ville også have Kooperation; men de mente ikke, at Arbejderne kunne nå Frigørelse alene ad denne Vej; selv for Mutualisterne ville Herredømme over den politiske Magt være nødvendig, hvis hele Samfundsproduktionen skulle blive kooperativ. De Fordringer, Kollektivisterne opstillede, vendte sig derfor mod Statsmagten; det var Krav om Love for Børnearbejde og for Natarbejde og om en lovfæst et Ottetimers Arbejdsdag for alle voksne Arbejdere. Men hvad Kollektivisterne først og fremmest tilstræbte var oprettelsen af stærke Fagforeninger, der tillige skulle føre en vidsynet Samfundspolitik. Mutualisnien, der navnlig havde Tilslutning blandt Franskmændene, sejrede såvel på Genfer-kongressen som på Kongressen i Lausanne; den sidste vedtog dog, at Samfærdselsmidlerne måtte blive Statseje. Men på Kongressen i Bryssel i 1868, hvor Belgiere, Englændere og Tyskere var i Flertal, kom der en Vending; det vedtoges nu, at ikke alene Samfærdselsmidlerne, men også Jord, Skove og Gruber skulle overtages af Staten. Også Flertallet af Franskmændene var nu blevet Kollektivister; med et Par af deres kooperative Foretagender var det gået galt, og det franske Kejserdømmes Optræden mod Arbejderne havde fået disse til at indse, at Arbejderklassen ikke kunne lade Statsmagten uænset. Lausanne-kongressen havde dog ikke fuldt ud sluttet sig til Kollektivismen, idet den udtalte sig for, at Maskinerne burde ejes af Arbejderne. Først på Kongressen i Basel i 1869 sejrede Tanken om Samfundseje helt, kun fire Udsendinge stemte imod. Og som Realismen i disse år brød igennem i Kunst og Videnskab, var det fra nu af forbi med Utopismen, Romantikken, i Arbejderbevægelse. Ikke således, at Utopier og utopiske Tanker ikke har været fremme siden; men den praktiske Bevægelse, som den har formet sig Verden over, har været båret af den Grundsætning, at Samfundets Omdannelse måtte ske gennem Arbejdernes egen Indsats, gennem Klassekampen. Som Internationale nu stod på sin Højde, sprængtes det indvendig fra på Spørgsmålet Anarkisme-Socialisme Det ny Stridsspørgsmål rejstes af den russiske Revolutionære Michael Bakunin (1814-1876). Bakunin havde deltaget aktivt i Revolutioner rundt om i Europa og levet som forvist i Sibirien i ti år. I Rusland, hvor Enevælden og Kirken holdt alle Frihedsrørelser nede med hård Hånd, måtte enhver Form for Statsmagt, enhver Autoritet føles som et Onde, og Kampen mod Statsmagten nødvendigvis foregå gennem hemmelige Organisationer. Bakunin, hvis Opfattelse var præget af de russiske Tilstande, havde i Italien fået dannet en hemmelig Revolutionsforening, som han omdannede til en international Forening og søgte optaget i Internationale. Dette blev afslået, hvorefter Bakunin selv meldte sig ind i Internationale. Bakunins Program gik ud på Oprettelsen af frie Produktionsforeninger, der frit skulle slutte sig sammen i Kommuner; disse skulle derpå lige så frit samarbejde uden nogen Statsmagt over sig. I alt væsentligt var dette en Genopvækkelse af Mutualismen (Proudhonismen). Og Bakunin havde som Proudhon fortrinsvis sine Tilhængere i de sydeuropæiske Lande, hvor den industrielle Kapitalisme ikke var trængt afgørende igennem, og hvor Arbejderne derfor endnu tænkte småborgerligt. Michail Bakunin var imod centralisering af Internationales politik og ledelse, og mod at arbejderne dannede deres politiske partier osv. På Internationales kongresser vedtoges vigtige beslutninger om den revolutionære kamp, om kollektiv ejendom, om fagforeninger og kooperativer, om arbejdslovgivning, om nationale spørgsmål osv. I. Internationales praktiske virksomhed medførte korrektioner i de teoretiske teser, der var blevet fremsat i »Manifestet« og hjalp Marx og Engels til at udarbejde en enhedstaktik for arbejderklassens kamp mod udbytterne. På Grund af den fransk-tyske Krig afholdt I. Internationale hverken i 1870 eller i 1871 almindelig Kongres. Men i April 1870 holdt den fransk-svejtsiske Gruppe et Møde, hvor Striden mellem Bakunister og Kollektivister brød ud. Bakunisterne, der var i Flertal, indtog det Standpunkt, at Arbejderklassen ved at blande sig i Politik blot til Skade for sig selv ville styrke Statsmagten, der var et Redskab til Borgerskabets Udbytning af Arbejderne. Som Følge heraf måtte efter Bakunin´s Mening Fagforeningerne blive det eneste Redskab, Arbejderne kunne benytte i deres Frigørelsesbestræbelser. Kollektivisterne, som var i Mindretal på Mødet, ville også have Fagforeninger, men hævdede, at det ville være uklogt og mod Arbejdernes Interesser, om de lod Borgerskabet beholde den politiske Magt ubeskåret. Stridsspørgsmålet forelagdes Internationales Styrelse, Generalrådet, der havde Sæde i London. Dette udtalte sig for Mindretallets Opfattelse, og på Kongressen i Haag i September 1872 kom det herefter til et Opgør mellem Bakunisterne, der nu åbent kaldte sig Anarkister, og Marx’ Tilhængere, Kollektivisterne. Disse sidste, der talte 40 Repræsentanter, for hvilke Marx selv var Ordfører, sejrede; Bakunin og hans Tilhængere, ialt 25 Mand, ekskluderedes. Men hermed var Internationale i Virkeligheden sprængt; dets Generalråd forlagdes fra London til New York, hvor det i 1874 blev omdannet til et rent amerikansk Partistyre. Internationale ophørte fra da af også formelt at eksistere. Internationale blev aldrig nogen stor Forening. Det fik Sektioner i England, Frankrig, Tyskland, Østrig, Ungarn, Svejts, Italien og Amerika; i 1871 også i Danmark. Men selv, da det havde størst Tilslutning, nåede dets Medlemstal næppe op over 10.000, hvoraf 5.000 i Amerika, 3.000 i Svejts og 1.000 i Tyskland. Ved Internationales Stiftelse var det ventet, at de store engelske Fagforeninger ville slutte sig til. det, og en engelsk Fagforeningsmand Skomageren George Odger valgtes til Formand. Denne Forventning blev dog ikke opfyldt; kun tre mindre Fagforeninger, Skrædderne, Skomagerne og Garverne meldte sig. Til en international Sammenslutning under de Former, Internationale bød, var Foreningens Grundlag for løst og Arbejderne for lidt skolede og for uklare over Mål og Midler. Alligevel har I. Internationale været af epokegørende Betydning for Arbejderklassen. Det tvang Europas Befolkning til at beskæftige sig med Arbejderspørgsmålet, og det virkede som en mægtig Agitator for Rejsning af de nationale Arbejderbevægelser, på hvilke et nyt Internationale senere kunne bygges op. 

Pariserkommunen - en ny statstype

Året 1871 er gået over i verdenshistorien som Pariserkommunens år. Forhistorien for dens opståen er denne: Der var krig mellem Frankrig og Preussen. Den 2. september 1870 blev 100.000 franske soldater under Napoleon III’s ledelse slået af tyskerne ved Sedan. D. 4. september styrtede det oprørte folk det 2. kejserdømme. Republikken blev igen proklameret i Frankrig. Men krigen mellem Frankrig og Preussen fortsatte. Paris befandt sig i belejring. Pariserne bevæbnede sig, og særlig aktivt kæmpede Nationalgarden, hvori der var mange arbejdere. Den nye borgerlige regering, der lededes af Thiers, frygtede folket mere end den frygtede prøjserne. Under disse forhold begik reaktionen en forbrydelse. I stedet for at gøre modstand mod tyskerne gjorde den borgerlige regering alt for at åbne vejen til Paris for modstanderne. Regeringens leder Thiers flygtede fra den oprørte hovedstad. Over rådhuset vajede den røde fane. Magten i Paris gik over til folket, der blev ledet af Nationalgardens centralkomite - det var arbejderklassens første regering. Allerede fra opstandens første dage blev hæren og politiet udskiftet med det bevæbnede folk, militærdomstolene blev ødelagt. Ministerier og andre administrative organer blev overtaget af den revolutionære regering. D. 26. marts 1871 var der valg til Pariserkommunen, og d. 28. marts blev den højtideligt proklameret i rådhusbygningen. Kommunen forenede den lovgivende og udøvende magt. Kommunen lukkede private lånekontorer, eftergav al huslejerestance, afskaffede natarbejde, forhøjede lønnen for de lavtlønnede arbejdere og funktionærer, afskaffede det bureaukratiske system, indførte folkets valgbarhed til embedsmænd, deres udskiftning og beretningspligt, adskildte kirken fra staten osv. Over for kommunen stod den regerende top fra det franske reaktionære borgerskab, der havde forskanset sig i Versailles. »Hele bourgeoisiet i Frankrig, alle godsejere, børsspekulanter, fabrikanter, alle store og små tyve, alle udbyttere forenede sig imod den«. Men de revolutionære kræfter var endnu alt for svage. D. 21. maj 1871 brød tropperne igennem fra Versailles til Paris. De heltemodige kommunarder forsvarede standhaftigt hver en bydel, gade og barrikade. Men modstandernes overlegne styrker trængte dem tilbage. Og d. 28. maj faldt Pariserkommunens sidste barrikade. Der fulgte et blodigt opgør. Omkring 30.000 kommunarder blev skudt, ti tusinder blev kastet i fængsel eller sendt på strafarbejde - det var bourgeoisiets hårde hævn for 72 dage, der for det var fyldt med rædsler. Kommunen gik under, men ide gik ikke under. Lenin skrev: »Kommunens sag, det er den sociale revolutions sag, den angår arbejdernes politiske og økonomiske befrielse, den angår hele verdens proletariat. Og i den betydning er den udødelig«. Pariserkommunens erfaringer viser, at det er uhyre vigtigt at have en videnskabelig social teori, og de viser betydningen af proletariatets parti som den kæmpende avantgarde, der leder hele revolutionens gang. (De parisiske arbejdere havde ikke noget enhedsparti). Erfaringen viste rigtigheden i den teoretiske tese, at arbejderklassen ikke kun skal overtage det gamle statsmaskineri, men sønderslå det og erstatte det med et nyt. Kommunardernes lære vidner om, at det er nødvendigt med et væbnet forsvar af revolutionens landvindinger og at der kræves angrebstaktik. (De parisiske arbejdere tøvede med at angribe Versailles, kontrarevolutionens rede). Kommunardernes lære viser, at man aldrig skal standse på halvvejen i at ekspropriere ekspropriatørerne; (arbejderne nationaliserede ikke bankerne), osv. Sejrens og nederlagets historie for proletariatets diktaturs første udformning viser, at det er nødvendigt at oprette arbejderklassens politiske herredømme, danne arbejderklassens forbund med de arbejdende masser i by og på land. I adressen »Borgerkrigen i Frankrig« der blev vedtaget d. 30. maj 1871 af Internationales generalråd, fortolkede Marx kommunens erfaring og drog den teoretiske konklusion om statsformen i det fremtidige socialistiske samfund. Marx skrev, at »Kommunen var væsentlig en arbejderklassens regering, resultatet af den producerende klasses kamp mod den udbyttende klasse, den endelig opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå«.

Den sidste fjerdedel af det 19. århundrede var relativt en fredelig periode, der var gavnlig for arbejderbevægelsens udvikling. Lenin karakteriserede denne periode således: »Overalt dannes der ud af proletariatet socialistiske partier, der lærer sig at udnytte den borgerlige parlamentarisme og at skabe sin egen dagspresse, egne oplysningsorganer, egne fagforeninger, egne kooperativer. Marx’ lære vinder fuldstændig sejr og vokser i bredden. Langsomt, men støt foregår der en proces, hvor proletariatet rekrutterer og samler sine kræfter og forbereder dem på de forestående slag«. Den videnskabelige kommunisme fortsætter med at udvikle sig i denne periode, og den bruger erfaringerne fra Pariserkommunen og de proletariske organisationers internationale og nationale virksomhed. Marx og Engels kæmpede såvel mod socialismens åbenlyse modstandere som mod de ledere i arbejderbevægelsen, der gjorde indrømmelser over for bourgeoisiet, der fornægtede nødvendigheden af arbejderklassens parti og talte om at tiden ikke var moden til politisk kamp mod bourgeoisiet osv. Marx og Engels bekæmpede også dem, der gik ind for national isolering af ethvert parti. I »Anti-Düring« fremfører Engels resultaterne af marxismens udvikling i de sidste 30 år, studerer socialismens omdannelsesproces fra utopi til videnskab og forudsiger det kommende kommunistiske samfunds karakteristika. Det vil blive et samfund, der er karakteriseret ved at styre ting og ikke mennesker. Denne teses kilde findes allerede hos Saint-Simon. Staten »afskaffes« ikke, men dør bort. I det fremtidige samfund fjernes den gamle arbejdsfordeling, gradvist forsvinder modsætningen mellem by og land, fjernes den sociale ulighed, der er forbundet med kravet om klassernes tilintetgørelse. Engels inddelte moralen i det fremtidige samfund i to udviklingsstadier: den klassemæssige proletariske moral og den klasseløse kommunistiske moral - den fremtidige moral. I Europa dannedes socialistiske partier. Fra 1863 begyndte det Almene tyske Arbejderforbund at fungere under ledelse af Lassales (1825-1864). I 1869 i Eisenach blev Det tyske socialdemokratiske arbejderparti dannet under ledelse af A. Bebel (1840-1913) og W. Liebknecht (1826-1900). På Gothakongressen i maj 1875 dannedes på grundlag af disse organisationer Tysklands socialistiske arbejderparti, der var et enhedsparti. Fra 1890 hed det Tysklands socialdemokratiske parti. I Marseille 1879 dannedes det Franske Arbejderparti, der lededes af J. Guesde (1845-1922) og Lafargue (1842-1911). I England mente de grundlæggende kræfter i arbejderbevægelsen, at man skulle blive i trade-unions dvs., blive i arbejdernes faglige sammenslutninger. Her blev der i 1900 organiseret en arbejdernes repræsentantskabs komite, der blev kimen til laubor (arbejder) partiet. I Rusland fungerede fra 1883 en gruppe, der hed »Arbejdets frigørelse«, og i 1898 blev Ruslands socialdemokratiske arbejderparti stiftet. D. 14. marts 1883 led den internationale arbejderbevægelse et stort tab, idet revolutionens teoretiker og praktiker, verdensproletariatets leder Karl Marx døde.

I et lille Skrift fra 1880 »Socialismens Udvikling fra Utopi til Videnskab« har Engels fremstillet den realistiske Socialismes Udviklingslære; denne Fremstilling gengives her i sammentrængt Form. I Middelalderen hvilede Produktionen på Smådrift. Producenterne, Arbejderne, ejede i Reglen selv deres Produktionsmidler, Jorden, Værkstedet, Arbejdsredskaberne. Arbejdets Udbytte tilfaldt derfor ganske selvfølgeligt den enkelte Producent, der selv havde fremstillet Produkterne ved sit eget eller sin Families Håndarbejde, ofte også af eget Råstof. Fremmed Arbejde var en Biting; den lavsmæssige Lærling eller Svend arbejdede ikke så meget for Kost og Løn som for selv at lære Håndværket og blive Mester. Og Produktionen havde væsentligst til Formål at tilfredsstille Producentens, Bondens og Håndværkerens, eget og hans Families Forbrug. Bønderne solgte kun Overskuddet herudover, og Håndværkeren, der som oftest tillige drev Landbrug, arbejdede med sit Håndværk kun for Byen og dens nærmeste Omegn. Korstogene, de store Opdagelser og den deraf følgende Kolonisering skabte nye Afsætningsområder og dermed et stigende Behov efter Varer; herved sprængtes den middelalderlige Produktionsform. Produktionen samledes i Manufakturer (Storværksteder, hvor der arbejdedes med den gamle håndværksmæssige Teknik). Men snart formåede Manufakturerne ikke at tilfredsstille Varebehovet. Dampen og Maskinerne trængte ind og forvandlede Manufakturerne til Storindustri. Og samtidig forvandledes de individuelle, kun af en enkelt Person anvendelige Arbejdsredskaber til fælles Produktionsmidler, der kræver Samvirken af en hel Gruppe af Mennesker. Selve Produktionen, Fremstillingen af Livsfornødenhederne, skiftede hermed Karakter. Medens det færdige Produkt tidligere var den enkelte Producents eget Arbejde, blev det nu mange Arbejderes fælles Produkt. Ingen kan længere sige: »det har jeg lavet, det er mit Produkt.« Produktionsmidler og Produktion er således blevet faktisk samfundsmæssig. Til de samfundsmæssige Produktionsmidlers Udnyttelse anvendes Lønarbejdere. Disses Skare dannedes oprindelig af de i Konkurrencen med Storindustrien ruinerede Håndværkere, af fordrevne Bønder og af de opløste adelige Tjenerskaber. Lønarbejdet, der under tidligere Samfundsformer kun forekom som Undtagelser, blev Grundformen for hele Produktionen.. Produktionsmåden blev hermed kapitalistisk, idet Arbejdsudbyttet vedblivende tilegnes af den individuelle Ejer af Arbejdsredskaberne, Kapitalisten. Dennes Udbytte består deri, at han får mere Værdi ud af Arbejdskraften, end han har betalt for den; han tilegner sig således ubetalt Arbejde, Merværdi. Den kapitalistiske Produktionsmådes Tilegnelsesform har bevaret den tidligere lavsmæssige Produktionsmådes individuelle Form, hvorefter Arbejdsudbyttet som en Selvfølge tilfaldt den, der ejede Arbejdsredskaberne. Men da selve Produktionen har mistet sin individuelle Karakter, er blevet samfundsmæssig, indeholder den kapitalistiske Produktionsmåde en Modsigelse mellem den samfundsmæssige Produktion og den kapitalistiske Tilegnelse. Denne Modsigelse træder for Dagen som Modsætningen mellem Proletariat og Bourgeoisie. Med den kapitalistiske Produktionsmåde indtrådte tillige Anarki i Produktionen. Der produceres ikke længere for at tilfredsstille et kendt Varebehov; men hver enkelt Fabrik kaster ganske uden Hensyn til Behovet sine Produkter på Markedet. Og på Tider, hvor Markedet er overfyldt, så Varerne ikke kan finde Købere, opstår Kriser; Fabrikkerne lukker for en Tid, og Arbejdsløsheden raser blandt Lønproletariatet. Endvidere tvinger Konkurrencekampene den enkelte industrielle Kapitalist til at fuldkommengøre sine Maskiner eller at gå under. Men Forbedring af Maskinerne betyder Arbejdsløshed for Lønarbejderne, Skabelsen af en industriel Reservearmé. Kriserne åbenbarer Modsætningen mellem Produktionens Organisation, dens samfundsmæssige Karakter, indenfor den enkelte Fabrik og Produktionsanarkiet i hele Samfundet udenfor Fabrikken. Selv for Kapitalisterne bliver Modsætningen gjort håndgribelig, og den kapitalistiske Produktionsmåde søger selv at overvinde Anarkiet. Under Kriserne ruineres mange Kapitalister, men samtidig finder en voldsom Koncentration af Kapital Sted gennem Dannelsen af Aktieselskaber. På et vist Trin af Udviklingen slår heller ikke denne Form til. Alle store Producenter indenfor et Land forener sig til en Trust for at regulere Produktionen, og Trusten forvandles sluttelig til et kolossalt Aktieselskab. Konkurrencen mellem de forskellige Kapitalister indenfor den pågældende Branche er afløst af et enkelt Selskabs Monopol i hele Landet. Den herved gennemførte Forvandling af den tidligere planløse, anarkiske Produktion til planmæssig Produktion er ganske vist sket til Fordel for Kapitalisterne. Men her bliver Udbytningen så åbenbar, at den må styrte sammen. Intet Folk vil finde sig i, at Trusterne leder Landets Produktion, og ingen Nation vil tillade en lille Bande af Kuponklippere så åbent at plyndre hele Samfundet. Staten, det kapitalistiske Samfunds officielle Repræsentant, må på den ene eller den anden Måde overtage Produktionens Ledelse. Men da bliver Bourgeoisiet aldeles overflødigt. Alle Kapitalistens Funktioner vil blive besørget af lønnede Funktionærer. Løsningen på det kapitalistiske Samfunds Modsætninger må således blive, at Tilegnelsesmåden bringes i Overensstemmelse med Produktionsmidlernes og Produktionens samfundsmæssige Karakter, d.v.s. bliver samfundsmæssig. Og dette kan kun ske derved, at Samfundet tager de Produktivkræfter i Besiddelse, som er vokset fra enhver anden Ledelse end den samfundsmæssige. Det var Bourgeoisiets historiske Opgave at forvandle de individuelle Produktionsmidler til samfundsmæssige Produktionsmidler, at omforme det middelalderlige Samfund efter den kapitalistiske Produktionsmåde og at fuldføre den foran skildrede Koncentration af Produktionsmidlerne. Men ligesom den middelalderlige Produktionsmåde selv skabte de saglige Betingelser for sin Opløsning og den Klasse, Bourgeoisiet, der skulle gennemføre Omdannelsen af Samfundet, skaber også den kapitalistiske Produktionsmåde ikke alene det saglige Grundlag, den faktisk monopoliserede Storindustri, men også det personlige Element, der er nødvendig, for at den kapitalistiske Tilegnelse kan forvandles til samfundsmæssig Tilegnelse. Dette Element er Lønproletariatet. Det kapitalistiske Samfund styrter stadig flere og flere ned i Proletariatets Rækker og forenkler derved sluttelig Klassemodsætningerne til en Modsætning mellem kun to Klasser, Bourgeoisiet og Lønproletariatet. Ved sin samfundsmæssige Stilling tvinges dette Proletariat til at føre Klassekamp mod Bourgeoisiet, at erobre Statsmagten og at forvandle Produktionsmidlerne til Statsejendom. Lønarbejderne må ville Socialismen, Fællesejet. Viljen hertil skabes af Storindustrien. De kan ikke genoprette det selvstændige Småhåndværk; kun gennem Socialismen er de i Stand til at befri sig for Udbytningen. Og med Socialismen ophæver Proletariatet sig selv som Proletariat; men samtidig ophæver det af Klasseforskel og alle Klassemodsætninger. Staten skifter dermed Karakter; den bliver ikke længere et Redskab til den ene Klasses Herredømme over den anden. I Stedet for en Regering over Personer træder Forvaltning af Sager og Ledelse af Produktionsprocessen. Den realistiske Socialisme blev fra først af kun forstået af få. Men eftersom Kapitalismen bemægtigede sig Samfundene, måtte den Verden over blive Arbejderklassens Eje. Og Arbejdet for Socialismen, hvis Virkeliggørelse er ensbetydende med selve det kapitalistiske Samfunds Udvikling, er herefter ikke alene et Arbejde til Fordel for Lønproletariatet, men også et Arbejde ved Proletariatet, en Udførelse af dettes historiske Opgave. Efter Karl Marx’ død i 1883 fortsatte og udviklede F. Engels deres fælles. D. 14. juli 1889, på hundredårsdagen for stormen på Bastillen, åbnedes i Paris Den internationale socialistiske kongres, der var begyndelsen til II. Internationale, der eksisterede indtil 1. verdenskrig (1914-1918). I 1891 udkom Marx’ »Kritik af Gothaprogrammet« (1875). Nogle socialistledere, der var modstandere af marxismen, og som havde indgået forskellige aftaler med bourgeoisiet havde i mere end 16 år forhindret denne bogs udgivelse. Den indeholder en af de vigtigste teser i marxismen, om at »mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur«. I dette værk karakteriserer Marx det kommunistiske samfunds to faser. Han skriver om den første laveste fase -socialismen - »det vi har at gøre med her, er ikke et sådant kommunistisk samfund, som har udviklet sig på sit eget grundlag, men tværtimod et sådant, som lige udgår fra netop det kapitalistiske samfund, og som altså i enhver henseende, økonomisk, moralsk og åndeligt endnu er behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det kommer«. I dette samfund fungerer fordelingsprincippet efter arbejde. »Den enkelte producent får - minus fradragene - nøjagtig lige så meget tilbage, som han giver. Her anvendes lige ret til ulige individer efter deres evner og kræfter. Marx karakteriserer den højeste fase således: »I en højere fase af det kommunistiske samfund, når den lænkebindende underordning af individerne under arbejdsdelingen er forsvundet og dermed også modsætningerne mellem legemligt og åndeligt arbejde; når arbejdet er blevet ikke blot et middel til at opretholde livet, men selve den første livsfornødenhed; når også produktionskræfterne er vokset med individernes alsidige udvikling, og alle den kollektive rigdoms kilder vælder stærkere frem - først da kan den snævre borgerlige retshorisont helt overskrides og samfundet skrive på sine faner: Enhver yder efter evne, enhver får efter behov !« Som det ses, eksisterer der forskelle. Men den største vægt er lagt på de forskellige fordelingsmåder: under socialismen efter arbejde, under kommunismen efter behov. Men fælles for begge faser er den samfundsmæssige ejendomsret til produktionsmidlerne. Engels forsvarede marxismen mod forvanskninger og beskyldninger fra modstandernes side, og videreudviklede den videnskabelige kommunismes teori. Blandt hans værker fra denne periode kan nævnes: »Familiens, privatejendommens og statens oprindelse« (1884), »Til kritikken af det socialdemokratiske programudkast« (1891). I det første værk undersøger Engels de eksisterende familieformer, påviser årsagen til privatejendomsrettens opståen og samfundets deling i klasser, statens oprindelse, dens væsen, former og fremtid. I sine senere værker og breve beskæftigede Engels sig meget med det fremtidige samfund og overgangen til det. Han løste disse spørgsmål ved hjælp af dialektikken, hvis væsen består i, at natur, samfund og tænkning befinder sig i en bestandig udvikling og forandring. Engels understregede mange gange, at det socialistiske samfund er ikke noget for engang givet, men ethvert andet samfundssystem skal det betragtes som en bekræftelse med bestandige ændringer og forandringer. På spørgsmål fra en korrespondent fra den franske avis »Le Figaro« den 8. maj 1893 om det endelige mål for de tyske socialister svarede Engels: »Vi har ikke noget endeligt mål. Vi er evolutionister, vi har ikke til hensigt at diktere menneskeheden endelige love. Forudfattede meninger vedrørende organisationernes virksomhed i det fremtidige samfund ? Sådanne antydninger findes ikke hos os. Vi vil allerede være tilfredse, når vi har lagt produktionsmidlerne i hænderne på hele samfundet.« D. 5. august 1895 døde F. Engels - Karl Marx’ ven og kampfælle, grundlægger af den videnskabelige kommunismes teori.

At Arbejderspørgsmålet er blevet internationalt, er en uundgåelig Følge af de herskende historiske Kræfter. Fra Historiens Gry har der været en stadig videre Kreds af Samfund med internationale Tilknytninger. Civilisationens Vugge stod ved Nilens og Eufrats Bredder. Grækerne og Fønikerne førte den Middelhavets Kyst rundt. Romerne modtog den fra Grækerne, og da de havde givet den deres værdifulde Bidrag, overgav de den til de vest- og centraleuropæiske Nationer. Den kristne Kirke bredte sig i de Lande, hvor Romerfreden herskede, men den lod sig ikke hæmme af Kejserrigets Grænser. Blandt den Gruppe af Nationer, der således fik Andel i den græsk-romerske Kultur og det kristne Kirkeliv, har der altid været en særlig Grad af international Samfølelse: Idéer og Institutioner har for en stor Del været Fælleseje. Lensvæsenet og Kirken, Ridderskabet og Korstogene, alt dette var af international Indflydelse. Dengang, som nu, kunne store Idéer og store Bevægelser ikke holdes indenfor nationale Skranker. Især i de historiske Epoker, der præges af Udvidelsestrang og Fremskridt, har højereliggende Interesser hævet Menneskene over Racefordomme og forenet dem i Kraft af videre og dybere Principper end dem, der deler dem i Nationer. I det sekstende Århundredes store Religionskrige sluttede Tyskere Forbund med Svenske og Franske, mod deres egne Landsmænd. Som dens Navn udtrykker, har den katolske Kirke altid været en stor international Institution og er det endnu. Det attende Århundredes Oplysning havde international Indflydelse, og med den franske Revolution gennembrød store Idéer om politisk og social Frihed for en Tid de konventionelle patriotiske Følelser. Tyskere, Italienere, ja, selv Englændere var i mange Tilfælde rede til at betale Lykken ved en bedre Tingenes Orden med fransk Sejr over deres Landsmænd. Kun for en Tid - indtil Revolutionens Begejstring måtte bøje sig efter det nye Frankrigs Egenkærlighed, blev gjort til et Redskab for en enkelt Mands kolossale Egoisme.

I vor Tid er Dampen og Telegrafen trådt i en videre, international Bevægelses Tjeneste. Alle Menneskehedens store Interesser dyrkes og fremmes på en bredere Basis end nogensinde - Religion, Videnskab, Litteratur, Kunst. Handel og Industri har naturligt taget Del i den almindelige Udvidelse. Vi behøver blot at gennemløbe Meldingerne fra de store Markeder og Børser i Dagspressen for at finde Beviset herfor. På et lille Område omkring Bank of England udføres Finanstransaktioner, der er af vital Interesse for den hele Verden. Selv den jævne Statsborgers Frokost er en omfattende international Funktion, hvori de mest forskellige Landes Produkter forenes for at imødekomme hans Behov. Denne moderne Industris Metoder og Midler har udviklet sig i England siden Midten af det attende Århundrede. For ikke mange År siden var England endnu den førende, næsten den eneste Repræsentant for den nye Industri; nu er den snart Fælleseje for alle de Lande, der beherskes af europæisk Kultur, og vinder hastigt frem i Østens længe isolerede Nationer. Forretningskapløbet mellem de forskellige Landes Kapitalister tilspidses mere for hvert År, der går. Produktionen, der tidligere hovedsageligt eller helt blev drevet med den lokale Efterspørgsel for Øje, arbejder nu for et Marked af mægtig, næsten uberegnelig Dimension. Under disse Forhold er det intet Under, at Arbejdet, Industriens primus motor, har internationale Interesser og Tilknytninger af den dybeste Betydning. Dets Kamp mod Kapitalismen må træde grelt frem på den internationale Arena. Under de sidste tresindstyve Års Konkurrencekampe er den ene Nations billige Arbejdskraft ofte blevet kastet i Vægtskålen for en andens dyrere Arbejdskraft. Irlændere, Tyskere, Belgiere og Italienere har ofte umuliggjort engelske og franske Arbejderes Bestræbelser for at opnå en højere Levefod. Vedvarende Udvandring fra Europa trykker det amerikanske Arbejde. Kinesere og andre af Østens Racer, der er vant til en meget lav Levefod, truer de amerikanske og australske Arbejdere. Den Storindustri, der nu anlægges i Østen, vil i lige høj Grad blive en Fare for Vestens Arbejdere og Kapitalister. Kapitalisterne i de fleste Lande har længe søgt at værne sig mod Konkurrencens Følger, dels ved Beskyttelse, ved hemmelige eller åbenlyse Sammenslutninger af omfattende, ofte international Karakter. I Betragtning af de Kendsgerninger, vi har påpeget, af det Eksempel, der således er stillet Arbejderne for Øje, hvorfor skulle så ikke også de søge at ordne deres internationale Anliggender?

Bestræbelserne for en international Arbejderorganisation er hovedsagelig udgået fra Mænd, der, forvist fra deres Fædreland af reaktionære Regeringer, bragte de nye Tankers Sædekorn til andre Lande. Og da de der traf ligesindede, der led under samme Skæbne, sluttede de sig naturligt sammen for at omstyrte de fælles Undertrykkere. Det berømte internationale Arbejderforbunds Stiftelse skyldes for en væsentlig Part en sådan Gruppe af Landflygtige. I 1836 sluttede en Del tyske Landflygtige i Paris sig sammen i et hemmeligt Forbund under Navn af de Retfærdiges Liga og efter kommunistiske Principper. (Entholungen über den communisten proces zu Köln, von Karl Marx, Einleitung, von Fr. Engels). Da de i 1839 blev indblandede i en Pariseropstand, flyttede de til London. Her mødte de Arbejdere fra de nordeuropæiske Lande, og Ligaen begyndte snart at antage internationalt Præg. Det var ikke den eneste Forandring, der foregik med Ligaen. Dens Medlemmer begyndte at forstå, at under de daværende Forhold var deres virkelige Pligt hverken Sammensværgelse eller Anstiftelse af revolutionære Udbrud, men Propaganda. Ligaens Basis havde været en sentimental Kommunisme udtrykt i dens Motto: „Alle Mennesker er Brødre". Af Marx lærte de, at Proletariatets Befrielse må ledes af videnskabelig Indsigt; dets Eksistensforhold og Historie; at deres Kommunisme ganske vist burde være revolutionær, men en Revolution i Harmoni med den sociale Evolutions uundgåelige Strømordning. Kernen i dets Teorier, der udarbejdet af Marx nu kom til at præge Ligaen, var Læresætningen om, at de økonomiske Forhold bestemmer hele det sociale System, og at Hovedsagen i en social Revolution derfor er Forandring af de økonomiske Forhold. De Landflygtige satte sig i Forbindelse med Marx, og i 1847 blev der i London afholdt en Kongres med det Resultat, at Forbundet blev reorganiseret under Navn af Kommunistligaen. Ligaens Mål er meget udtømmende fremsat i det første Punkt i dens Love: „Ligaens Mål er Bourgeoisiets Omstyrtelse, Proletariatets Herredømme, Afskaffelsen af det gamle Samfund, hvilende på Klassemodsætninger og Grundlæggelsen af et nyt Samfund uden Klasser og uden privat Ejendom." Marx og Engels fik af Ligaen den Opgave at fremsætte dens Principper i et Manifest, der, som Kommunistpartiets Manifest, blev offentliggjort kort før Februarrevolutionen 1848. Vi kan bedst belyse Arbejdets Ånd og Hensigt ved at citere Fr. Engels' Forord til Udgaven fra 1883: „Forordet til den foreliggende Udgave må jeg, desværre! underskrive alene. Marx, den Mand hvem Europas og Amerikas hele Arbejderklasse skylder mere end nogen anden - Karl Marx hviler på Kirkegården i Highgate, og Græsset begynder allerede at spire på hans Grav. Efter hans Død kan der ikke være yderligere Tale om en Revision og Fuldførelse af Manifestet. Det er derfor så meget nødvendigere udtrykkeligt at fremsætte følgende Erklæring:

Den ledende Tanke i Manifestet: at den økonomiske Produktion, med den sociale Organisation, der i hver historisk Epoke nødvendigvis følger heraf, danner Grundlaget for denne Epokes politiske og intellektuelle Historie; at følgelig (siden Opløsningen af den primitive Fælleseje af Jorden) den hele Historie er en Beretning om Klassekampe - Kampe mellem udbyttede og udbyttende, regerede og regerende Klasser på forskellige Stadier af social Udvikling; men at denne Kamp nu har nået et Stadium, hvor den udbyttede og undertrykte Klasse (Proletariatet) ikke længer kan befri sig for den udbyttende og undertrykkende Klasse (Bourgeoisiet) uden samtidig for stedse at befri Samfundet som Helhed fra Udbytning, Undertrykkelse og Klassekamp - denne ledende Tanke skyldes helt og udelukkende Marx." „Hele Samfundets Historie har hidtil været en Beretning om Klassekampe" - det er Manifestets Ledemotiv. „Men det er særegent for vor Tid, at den har simplificeret Klassemodsætningerne; det hele menneskelige Samfund deler sig mere og mere i to store, fjendtlige Lejre, i to store, kæmpende Klasser, Bourgeoisi og Proletariat." Manifestet er hovedsagelig en Fremstilling og Drøftelse af disse to Klasser, de historiske Forhold hvorunder de er vokset op, deres fælles Tilknytninger, Fortid, Nutid og Fremtid.

Det ville ikke være let at give en kortfattet Analyse af Manifestet; heller ikke er det nødvendigt, da vi i Kapitlet om Marx allerede har gjort Rede for de samme Synspunkter i deres moderne og mere filosofiske Form. Manifestet er en Afhandling, båret af et ungt, revolutionært Partis glødende Energi og Begejstring, og dets Lære er Marx' Lære i grove Træk, overdrevet og ubehersket. I en sådan Pamflet, der er forfattet i Agitationsøjemed, kan vi ikke vente at finde den beherskede, mådeholdne Udtryksform, det klare Perspektiv eller den skønsomme Forståelse, der bør karakterisere en ædruelig, historisk Fremstilling. Den jernhårde Lønningslov fremsættes i sin skarpeste og mest overdrevne Skikkelse. Til den Anklage, at de ønsker at afskaffe privat Ejendom, svarer Forfatterne, at individuel Ejendom, Udbyttet af en Mands eget Arbejde, allerede er afskaffet. Hvad de ønsker at afskaffe, er Kapitalistens Tilegnen sig andre Menneskers Arbejde. Til den Anklage, at de ønsker at afskaffe Familielivet, svarer de Bourgeoisiet med et tu quoque: I har allerede afskaffet det ved den Udnyttelse af Kvinder og Børn i Fabrikkerne, der har sønderbrudt Familiebåndene, ved den voksende Prostitution og de talrige Ægteskabsbrud. Anklagen for at afskaffe Fædrelandskærligheden bevarer de på samme Måde: Arbejderen har intet Fædreland.

Vi kan kun forstå dette Manifest, såfremt vi stadig erindrer, at det blev affattet af unge Mænd, der levede i Landflygtighed, og at det blev skrevet i 1847, kort efter at de tidligste Undersøgelser af Arbejderforholdene i England og på Kontinentet havde afsløret Kendsgerninger, der måtte opfylde hvert menneskeligt Hjerte med Sorg og Harme. Som den første internationale Arbejdersammenslutnings Manifest har det særlig historisk Interesse og kræver særlig Opmærksomhed. Og bortset herfra er det en af de mest bemærkelsesværdige Erklæringer, der er fremkommet i det nittende Århundrede. „Manifestet," siger Fr. Engels, „blev givet i Trykken i London nogle Uger før Februarrevolutionen. Siden da er det gået Verden rundt. Det er oversat til næsten alle Sprog og i de mest forskellige Lande tjener det stadig Proletarbevægelsen som Ledestjerne. Ligaens gamle Motto: „Alle Mennesker er Brødre", blev erstattet af det ny Kampråb: „Proletarer i alle Lande, forener Eder," hvilket åbent proklamerede Kampens internationale Karakter. Sytten År senere genlød Verden af dette Kampråb som Internationalt Arbejderforbunds Løsen, og det kæmpende Proletariat i alle Lande har nu skrevet det i deres Banner".

Som vi allerede har set, var Revolutionen i 1848 en Folkerejsning i Frankrig, Italien, Tyskland, Østrig og Ungarn mod forældede Forhold og Institutioner. Det blev delvis en Afbrydelse i Ligaens Operationer, da den var alt for svag til at øve større Indflydelse på Begivenhedernes Gang; men det var også en gunstig Lejlighed for Medlemmerne til at få Adgang til deres Fødeland, og i mange Dele af Tyskland dannede de i de urolige Dage den mest resolutte og yderliggående Fløj af det kæmpende Demokrati. Efter Reaktionens Sejr blev det klart, at der atter for en Tid intet Håb var for effektiv, revolutionær Virken. En eksempelløs industriel Opblomstring fulgte efter. Kapitalismen stod overfor en langt mere omfattende Udvikling end den tidligere havde kendt, en Kendsgerning, der til Overflod beviste, at Tiden ikke var gunstig for aktiv Propaganda for Proletariatets Sag. Når Kapitalismen er blevet en Hindring for fremadskridende social Udvikling, når den åbenlyst er for svag og snæver en Ramme for videre Udvikling, først da er der Chancer for med Held at kunne bekæmpe den. Således ræsonnerede Marx og hans Forbundsfæller. Han trak sig derfra tilbage fra Begivenhedernes Centrum til sine Studier i London. I 1852 opløstes den første internationale Arbejdersammenslutning. Tilskuere, der ikke rettelig kunne kaldes overfladiske, tænkte, at Bevægelsen var død uden Håb om Genopståen. Men de reaktionære Regeringers Sejr i 1848 betød ikke, at de store Spørgsmål, der i denne Revolutionstid var rejste, var endelig afgjorte; det var kun en Udsættelse. Inden mange År var gået, begyndte Europas Folk atter at røre på sig under de forældede politiske Formers Åg. Italiens Rejsning mod Østrig i 1859; de preussiske Liberales Kamp mod Ministeriet, Bismarcks og Kongens Beslutning om at have den preussiske Hær rede til Genopbyggelsen af et samlet Tyskland på det gamle Forbunds Ruiner - alt dette var kun forskellige Symptomer på nyt Liv og Røre. De blev inden længe efterfulgt af tilsvarende Aktivitet i Frankrig, Spanien og Østeuropa, altsammen et Bevis for, at de europæiske Samfunds Historie er en organisk Bevægelse, hvis Rækkevidde og Betydning ofte forstyrrer Politikernes Planer. I den Menneskealder, der fulgte efter 1848, blev Regeringerne overalt tvunget til at gennemføre det politiske Program, som Folket havde trukket op for dem under Revolutionen. Det sociale Spørgsmål kan synes at have kun fjern Forbindelse med de nysnævnte politiske Bevægelser, og dog var Genoptagelsen af det sociale Spørgsmål kun et nyt Tegn på det ny Liv i Europa, der ikke kunne undertrykkes. Stiftelsen af det tyske Socialdemokrati ved Lassalle og Internationales Fremkomst på et bredere og værdigere Grundlag under Marx' Auspicier, var klart Bevis for, at Arbejderklasserne i Europas mest fremskredne Lande nu ville kræve en bedre Andel af Menneskeslægtens moralske og materielle Arvelod. Vi skal nu skitsere Udviklingen af den Bevægelse, der med Rette kaldes Internationale.

Den Begivenhed, der gav den første Lejlighed til Stiftelsen af Internationalt Arbejderforbund, var meget betegnende den internationale Udstilling i London 1862. De franske Arbejdere sendte en Deputation over for at besøge Udstillingen. Dette Besøg blev billiget og endogså finansielt støttet af Kejseren; og nogle af de førende Pariserdagblade omtalte det i hjertelige Vendinger som et Middel, ikke blot til at gøre Arbejderne bekendt med Udstillingens industrielle Skatte, men også til at befri Forholdet mellem de to Lande for gammel Disharmoni og Skinsyge. Under Besøget blev de franske Delegerede beværtede af deres engelske Brødre i Freemasons' Tavern, hvor der udveksledes Tanker om Arbejdets Identitet og Interesser og Nødvendigheden for samlet Optræden for at fremme disse. Det følgende År tog en anden Deputation af franske Arbejdere over Kanalen. Napoleon var interesseret i den polske Opstand 1863, og det passede hans Politik at opmuntre Meningstilkendegivelser til Fordel for Vestmagternes Intervention i det polske Spørgsmål. Under dette Besøg blev der fremsat Ønsker om Polens Genoprettelse som selvstændigt Rige og om almindelige Kongresser til Fordel for Arbejdet mod Kapitalen. Der blev imidlertid intet afgørende udrettet før 1864, da der d. 28. September i St. Martins Hall, London, blev afholdt et stort offentligt Møde af Arbejdere fra alle Lande. Professor Beesly var Dirigent, og Karl Marx var til Stede. Mødet resulterede i Nedsættelsen af en foreløbig Komité, der skulle opsætte det ny Forbunds Love. Denne Komité bestod af halvtredsindstyve Repræsentanter fra forskellige Lande; omtrent Halvdelen var Englændere. Ved det første Komitémøde blev der indsamlet et Beløb på 3 Pund Sterling; en beskeden finansiel Start for en Forening, hvis Hensigt det var at ryste den hele Verden!

Arbejdet med at affatte Vedtægterne blev først overdraget Mazzini, men den italienske Patriots Idéer og Metoder gjorde ham ikke skikket til at stifte et internationalt Arbejdersamfund. De Statutter, han affattede, var tilpassede efter den politiske Konspiration, ledet af et stærkt Centralstyre, hvormed han havde tilbragt sit Liv; han misbilligede stærkt Klasse-uoverensstemmelser, og hans social-økonomiske Begreber var meget uklare. Marx var derimod i fuldkommen Føling med den mest fremskredne Arbejderbevægelse - ja, han havde allerede udrettet meget for at give den Form og Ledelse - og Arbejdet med at affatte Vedtægterne blev derfor overdraget ham. Den Programtale og de Statutter, han forfattede, blev enstemmigt vedtagne af Komitéen. I Programtalen (vedrørende de officielle Dokumenter ang. Internationale se: R. Meyer: Emancipationskamps des vierten standes) er tre Punkter særlig fremhævede. For det første hævdede Marx, at til Trods for Industriens og Nationalrigdommens enorme Udvikling siden 1848 var Elendigheden blandt Masserne ikke blevet mindre. For det andet betød en heldig Kamp for Gennemførelse af 10-timers Arbejdsdagen et Sammenbrud for Mellemklassernes politiske Økonomi, idet det konkurrencebestemte Forhold mellem Tilførsel og Efterspørgsel krævedes ordnet ved social Kontrol. For det tredje havde enkelte dristige Hoveders Forsøg med producerende Sammenslutninger bevist, at Industri i stor Målestok og med alle den moderne Videnskabs Hjælpemidler, kunne gennemføres uden kapitalistisk Overledelse, og at Lønarbejde, ligesom Slavearbejde, kun var en Overgangsform, der var bestemt til at forsvinde for Arbejdssammenslutning, der giver Arbejderen en sikker Hånd, et muntert Sind og et glad Hjerte. Arbejdernes Antal gav dem Muligheden for Held, men dette kunne kun opnås ved Forbund. Det var Internationales Opgave at skabe et sådant, effektivt Forbund, og for at nå dertil måtte Arbejderne tage den internationale Politik i deres egne Hænder, iagttage Regeringernes diplomatiske Gerninger og hævde den simple Morals Regler i Forholdet mellem Privatpersoner og Nationer. „Kampen for en sådan Politik er en Del af Kampen for Arbejderklassens Befrielse; Proletarer i alle Lande, forener Eder!" Fortalen til Vedtægterne indeholder uforbeholdent den internationale Socialismes førende Principper. Arbejdernes økonomiske Afhængighed af dem, der har tilegnet sig Arbejdsmidlerne - dvs. Livets Kilder - er Årsagen til alle Former af Trældom, til social Elendighed, åndelig Nedbrudthed og politisk Afhængighed; Arbejderklassens økonomiske Befrielse er det store Mål, for hvilket enhver politisk Bevægelse må underordnes; Arbejderklassens Befrielse er hverken et lokalt eller nationalt, men et socialt Problem, der kun kan løses gennem de mest fremskredne Nationers forenede Anstrengelser. „Af disse Grunde er Internationalt Arbejderforbund blevet stiftet. Det erklærer: „At alle Foreninger og Enkeltpersoner, der slutter sig til det, anerkender Sandhed, Retfærdighed og Moral som Rettesnoren for deres Optræden overfor hverandre og overfor alle Mennesker uden Hensyn til Farve, Tro eller Nationalitet. Ingen Pligter uden Rettigheder; ingen Rettigheder uden Pligter." Disse er Fortalens ledende Tanker, vi behøver kun at udvikle dem videre, og vi har den internationale Socialismes Program. Hvilken Mening vi end har om den praktiske Gennemførlighed og Sandheden af de deri fremsatte Teorier, må vi bøje os for den klare og mesterlige Form, Marx har givet dem. Det er en Sjældenhed i Verdenshistorien, at så rige Talenter og Kundskaber får Lejlighed til at tjene en så omfattende og vidtrækkende Agitation.

Det Internationale Forbund blev stiftet for Oprettelse af et Forbundshovedsæde og et systematisk Samarbejde mellem de Arbejderforeninger, der stiler mod samme Mål: Arbejderklassens Beskyttelse, Fremskridt og fuldstændige Frigørelse. Det ville være en Misforståelse at betragte dens Organisation som overdrevet centraliseret og diktatorisk. Den skulle være et Sammenknytningsmiddel, et Hovedsæde for Efterretning og Initiativ i Arbejdets Interesse, men de bestående Foreninger, der sluttede sig til den, skulle bevare deres Organisation urørt. Der valgtes en Hovedbestyrelse med Sæde i London. Medens Præsidenten, Kassereren og Hovedsekretæren var Englændere, skulle hver Nation repræsenteres i Bestyrelsen af en særlig Sekretær. Hovedbestyrelsen skulle sammenkalde årlige Kongresser og udøve effektiv Kontrol med Forbundets Forretningsgang, men lokale Foreninger havde frie Hænder i alle lokale Spørgsmål. Som et yderligere Samlingsmiddel blev det anbefalet, at hvert Lands Arbejdere forenede sig til nationale Forbund, repræsenterede af nationale Centralorganer, men ingen uafhængig Lokalforening skulle udelukkes fra direkte Forbindelse med Hovedbestyrelsen. Man vil se, at Forbundets Forhold blev ordnet, så man samtidig sikrede den direkte Centralstyrelse og de lokale nationale Foreningers fulde Frihed og Spillerum, så de frit kunne tilpasse sig de særlige Opgaver, som deres lokale og nationale Stilling måtte medføre. I Stiftelsen så vel som i Ledelsen af Internationale havde Marx den ledende Plads. De forskellige Kongressers Forhandlinger kan betegnes som Diskussion, Klarlæggelse og Udarbejdning af det Program, der af ham var skitseret i Programtalen og i Forbundets Vedtægter. Mænd, der repræsenterede Proudhons Retning (Proudhon døde i 1865), Blanquis og Bakunins, øvede også betydelig Indflydelse, men den overvejende Stemning fulgte Marx og hans Synspunkter. Hensigten var, at den første Kongres, der skulle tage endelig Bestemmelse vedrørende Forbundets Forfatning, skulle afholdes i Bryssel i 1865, men den belgiske Regering forbød Mødet, og Bestyrelsen måtte lade sig nøje med en Konference i London. Den første Kongres blev afholdt i Genf i September 1866, hvor 60 Delegerede var til Stede. Her blev Statutterne vedtaget som affattede af Marx. Blandt andre Resolutioner vedtog Kongressen en Agitation for gradvis Nedsættelse af Arbejdstiden til 8 Timer, og den anbefalede et overmåde omfattende intellektuelt og teknisk Undervisningssystem, der skulle hæve Arbejderklassen over Mellem- og Overklassens Niveau. Socialistiske Principper blev kun fremsatte i de mest almindelige Udtryk. Angående Arbejdet søgte Internationale ikke at opsætte et doktrinært System, men kun at fastslå enkelte, almindelige Principper. Den måtte stile hen imod fri Kooperation, og for at nå dette måtte den afgørende Magt i Staten fra Kapitalisterne og Jordejerne overdrages til Arbejderne. De franske Delegeredes Forslag om at udelukke det intellektuelle Proletariat fra Forbundet, førte til en interessant Diskussion. Kunne dette Proletariat regnes med til Arbejderne? Ærgerrige Talere og Agitatorer af denne Klasse havde forårsaget mange Ulykker. På den anden Side ville deres Udelukkelse fra socialistisk Agitation berøve Arbejderne de fleste af deres største Førere, og det intellektuelle Proletariat led fuldt så vel som nogen anden Arbejderklasse under Kapitalens Tryk. Forslaget om deres Udelukkelse blev afvist.

Den anden Kongres, afholdt i Lausanne 1867, gjorde betydelige Fremskridt i Udformningen af de socialistiske Teorier. Det blev resolveret, at Transport- og Samfærdselsmidler skulle være Statsejendom, for derved at bryde de store Kompagniers mægtige Monopol, under hvilket den menneskelige Værdi og den personlige Frihed krænkes ved Arbejdets Undertrykkelse. Kongressen opmuntrede kooperative Sammenslutninger og Bestræbelser for at hæve Lønningerne, men gjorde indtrængende opmærksom på Faren for, at slige Sammenslutningers Udbredelse kunne forenes med det bestående System og således resultere i Dannelsen af en fjerde Klasse og en håbløst elendig femte. Den sociale Omformningsproces kan kun fuldendes grundigt og definitivt ved at bearbejde det hele Samfund med aldrig svigtende Sammenhold og Lydighed mod Retfærdighedens Krav.

På den tredje Kongres, afholdt i Bryssel i September 1868, blev de socialistiske Principper, der hele Tiden var indbefattede i Internationales Hensigter og Udtalelser, overordentlig udførligt behandlede. 98 Delegerede, repræsenterende England, Frankrig, Tyskland, Belgien, Italien, Spanien og Schweiz, var forsamlede på denne Kongres. Den vedtog, at Miner og Skove og Jorden, så vel som alle Transport- og Samfærdselsmidler skulle blive Samfundets eller den demokratiske Stats Fælleseje, og at de af Staten skulle overdrages Arbejdersammenslutninger, der skulle udnytte dem under rationelle og ligelige Betingelser, fastsatte af Samfundet. Det blev yderligere vedtaget, at de Producerende kun gennem kooperative Sammenslutninger kunne komme i Besiddelse af Arbejdsmidlerne; desuden Oprettelse af et gensidigt Kreditsystem, denne sidste Klausul øjensynlig som en Indrømmelse til Proudhons Tilhængere. Efter at have fremsat en Plan til en bedre Organisation af Strejker, vendte Kongressen tilbage til. Undervisningsspørgsmålet og understregede specielt, at Nedsættelsen af Arbejdstiden var en uomgængelig Forudsætning for et grundigt videnskabeligt, fagligt og produktivt Undervisningssystem. Det fundamentale Princip: „Til Arbejdet, Arbejdets fulde Udbytte", blev anerkendt i følgende Resolution: „Ethvert Samfund grundet på demokratiske Principper afviser enhver Tilegnelse af Kapital i Form af Afgift, Leje, Udbytte eller i nogen anden Form eller på nogen anden Måde. Arbejdet må have sin fulde Ret og fuldstændige Løn." Med Henblik på den optrækkende Krig mellem Frankrig og Tyskland udtalte Kongressen en indtrængende Erklæring, der fordømte den som en Borgerkrig til Fordel for Rusland og opfordrede Arbejderne til at modsætte sig enhver Krig som systematisk Mord. I Krigstilfælde anbefalede Kongressen Generalstrike. Den regnede med Solidaritetsfølelsen hos Arbejderne i alle Lande overfor denne Folkestrejke mod Krigen.

På Kongressen i Basel, September 1869, stod der kun lidet tilbage for Internationale at fastslå vedrørende de socialistiske Standpunkter. Resolutionen om Jordejendommenes Overgang fra privat til Fælleseje, blev gentaget.- Et Forslag om at afskaffe Arveretten kunne ikke samle Flertal; toogtredive Delegerede stemte for Afskaffelsen, treogtyve imod og sytten undlod at stemme( Oscar Testu: L'internatioinale). Vender vi os nu fra Internationales Kongresser til deres Indflydelse på det samtidige Europa, finder vi denne af ikke ringe Omfang. En Konference af Delegerede fra engelske Fagforeninger, der mødte i Sheffield 1866 opfordrede på det alvorligste Foreningerne til at slutte sig til Internationale; og den støttede gentagne Gange effektivt de engelske Fagforeninger ved at forhindre Indførelsen af billig Arbejdskraft fra Kontinentet. Den nåede påviselige Resultater ved sin Understøttelse af Broncearbejderne i Paris under Lockouten 1867. I Begyndelsen af 1868 erklærede et Hundrede og toogtyve sydtyske Arbejderforeninger, forsamlede i Nürnberg, deres Tilslutning til Internationale. I 1870 meddelte Cameron, at han var Repræsentant for 800,000 amerikanske Arbejdere, der havde antaget dens Principper. Den bredte sig snart så langt mod Øst som til Polen og Ungarn; den havde Underafdelinger med egne Blade i alle vesteuropæiske Lande. Den ledende europæiske Presse blev mere end interesseret i dens Bevægelser; Times offentliggjorde fire Ledere om Bryssel Kongressen. Den blev betragtet som meddelagtig i al revolutionær Bevægelse og Agitation i Europa, og vandt således et Verdensnavn som Samlingspunktet for Samfundsangribere og - nedbrydere. Dens Prestige skyldtes imidlertid stadig mere de mægtige Muligheder, der rummedes i den Sag, hvis Repræsentant den var, end dens virkelige Magt. Dens Organisation var løs, dens finansielle Hjælpekilder ubetydelige; Medlemmerne på Kontinentet sluttede sig til den mere for at få end yde Støtte.

I 1870 besluttede Internationale at mødes på den revolutionære Bevægelses gamle Arnested og afholde sin årlige Kongres i Paris. Denne Plan umuliggjordes af den fransk-tyske Krig. Krigen bidrog imidlertid til at bringe Forbundets Principper til at træde stærkere frem for Verdens Opmærksomhed. Under den preussisk-østrigske Krig i 1866 havde Internationale erklæret sin absolutte Fordømmelse af Krigen; og nu udtalte Broderforeningerne i Frankrig og Tyskland, så vel som Hovedbestyrelsen i London, en højtidelig Protest mod en ny Virken af Landesvøben. Nogle af de tyske Medlemmer pådrog sig ligeledes Autoriteternes Vrede ved at vove en Protest mod Anneksionen af Elsass-Lothringen. Alle vil være enige i at det er et lykkeligt Varsel for Fremtiden, at Arbejderdemokratiet, som repræsenteret af Internationale, så prompte og kækt udtalte sin Fordømmelse af Krigens Ulykke. Det giver os berettiget Håb om, at Krigsgalskaben må aftage, efterhånden som Demokratiets Indflydelse gør sig mere gældende i Nationernes Råd. Om dette vitale Spørgsmål har ingen bedre Ret til at tale end Arbejderne - de har til alle Tider båret de sværeste Byrder af Savn og Lidelser, pålagt Verden af den militaristiske Ånd og fået den ringeste Andel i den ynkværdige Hæder, som Sejren kan bringe.

Internationales Forhold til Kommunardopstanden i Paris 1871 er ofte blevet misforstået. Det er klart, at Internationale som sådan ingen Andel havde hverken i Kommunens Planlæggelse eller dens Gennemførelse; nogle af de franske Medlemmer sluttede sig til den, men kun på eget Ansvar. Dens Meddelagtighed efter Begivenheden er lige så åbenbar. Efter Kommunens Fald skrev Karl Marx i Hovedbestyrelsens Navn et langt og uforbeholdent Manifest, der erklærede den for relativ at være en Arbejderklasse-Regering, hvis Foretagender var præget af et effektivt Arbejde for Arbejderklassens Interesser. „Arbejdernes Paris med dens Kommune vil altid stå som en hæderkronet Herold for et nyt Samfund. Dens Martyrer vil stedes til Hvile i Arbejdsklassens store Hjerte. Historien har allerede naglet dens Ødelæggere til den Skamstøtte, hvorfra alle deres Præsters Bønner ikke vil formå at befri dem." (Der Borgerkrieg in Frankreich). Kommunen var utvivlsomt en Opstand for Paris' Autonomi, hovedsagelig båret af de lavere Klasser. Det var en Protest mod overdreven Centralisation fra Paris' Demokrati, der altid har været langt forud for Provinserne, og som fandt sig i Besiddelse af Våben efter Tyskernes Belejring af Byen. Men skønt den hovedsagelig var en Kamp for Selvstyre, var den også et Oprør mod de besiddende Klassers økonomiske Undertrykkelse. Mange af dens Forholdsregler var, hvad vi ville kalde social-radikale.

På to vigtige Punkter var Pariserkommunen derfor nærbeslægtet med Socialismen. For det første var den en revolutionær Hævdelse af Kommunen, eller det lokale Selvstyre, som det store og afgørende sociale Princip overfor Staten eller Centralstyre. Det vil sige, at Kommunen var Demonstration for den politiske Form, der er en Forudsætning for Socialismens Gennemførelse - de selvstyrende Arbejderforbund. Og for det andet var Kommunen hovedsagelig en Opstand af Proletariatet, den Klasse, hvis særlige Forkæmper, Socialismen gør Krav på at være, som i Paris kun så et Middel til delvis Udfrielse, men var træt af Undertrykkelse og opfyldt af Harme mod de Eventyrere af Middelklassen, der efter Kejserdømmets Sammenbrud havde tilegnet sig Regeringen i Frankrig. Det ville imidlertid være fejlagtigt at tillægge Kommunen en Klarhed og omfattende Målbevidsthed, som den i Virkeligheden ikke besad. Vi kan ikke med nogen Ret påstå, at Kommunen var sig klart bevidst den historiske Mission, der er blevet den tillagt. Den frygtelige Rystelse forårsaget af den fransk-tyske Krigs mægtige Begivenheder, havde ret naturligt ført til vidt udbredt Forvirring og Usikkerhed blandt alle Franske; og de, der påtog sig at føre dem, måtte i Paris som overalt, møjsommeligt famle sig frem mod Landets Fornyelse. På et Tidspunkt, da Frankrig næppe kunne siges at have nogen virkelig Regering, greb Kommunen Lejligheden til at gennemføre nye politiske Idealer. Den sandfærdige Beretning om dens Gerninger vil forhåbentlig blive skrevet, når Lidenskaber og Fordomme er så vidt dæmpede, at noget sådant er muligt. Dens Opståen og Fald var kun en Fase i en sørgelig Række af Uroligheder og Katastrofer, der lykkeligvis ikke ofte rammer Nationer med så frygtelig en Virkning. Fra dette Tidspunkt må Forbundets Nedgang og Fald dateres. De engelske Fagforeninger, der var optaget af mere praktiske, hjemlige Anliggender, viste aldrig dens Virksomhed dybere Interesse; de tyske Socialister var splittede indbyrdes, manglede finansielle Hjælpekilder og forfulgtes af Politiet.

Dens værste Fjende var måske at finde i dens eget Hus. I 1869 havde Bakunin med en Del anarkistiske Tilhængere sluttet sig til Internationale, og disse befandt sig fra første Færd i Uoverensstemmelse med Flertallet, ledede af Marx. Det kan næppe påstås, at Marx favoriserede et stærkt centraliserende Styre, men da hans Idéer og Fremgangsmåder var i fuldstændig Modsætning til Anarkisternes, var et Brud uundgåeligt. Bruddet skete på Haag Kongressen i September 1872. Femogtresindstyve Delegerede var tilstede, Marx medregnet, og efter en Diskussion udstødte han og hans Tilhængere Anarkistpartiet og flyttede derefter Hovedbestyrelsens Sæde til New York. Kongressen sluttede med et Møde i Amsterdam, hvis Hovedbegivenhed var en Tale af Marx. „I det attende Århundrede," sagde han, „plejede Konger og Magthavere at samles i Haag for at diskutere deres Dynastiers Interesser. På samme Sted besluttede vi at afholde Arbejdernes Møde" - en Kontrast, der med verdenshistorisk Kraft tegnede Tidernes Skiften -. „Han kunne ikke nægte, at der var Lande, som Amerika, England og - så vidt han kendte dens Institutioner - også Holland, hvor Arbejderne ad fredelig Vej kunne nå deres Mål; men i de fleste europæiske Lande måtte Magten være Revolutionens Løftestang, og Magt måtte de ty til, når Tiden kom." Det var således Marx' Princip at foretrække fredelige Midler, hvor fredelige Midler er anvendelige, men ty til Magt, når det blev nødvendigt. Magt er også en økonomisk Faktor. Han sluttede med at erklære, at i Fremtiden som i Fortiden ville han hellige sit Liv til den sociale Sags sejrrige Gennemførelse.

Overflytningen af Hovedbestyrelsen for Marx' Internationale fra London til New York var Begyndelsen til Opløsningen. Den levede lige længe nok til at afholde en næste Kongres i Genf i 1873 og udåndede derpå i Stilhed. Voldspartiet, der kaldte sig Autonomisterne og lededes af Bakunin, fik en blodigere Skæbne. Som vi vil se i Kapitlet om Anarkismen var det dette Partis Program at nedbryde alle eksisterende Institutioner med det Mål at genopbygge dem på kommunal Basis. Dette søgte de at gennemføre ved de store kommunistiske Rejsninger i Sydspanien 1873, hvor deres Tilhængere oprettede deres specielle Regeringsform i Barcelona, Sevilla, Cadiz og Cartagena - sidstnævnte Sted bemægtigede de sig også en Del af Spaniens Orlogsflåde. Rejsningen blev, ikke uden Vanskelighed, undertrykt af Nationaltropperne. Autonomisterne førte en uvirksom Tilværelse indtil 1879.

I sit praktiske Hovedformål, at tjene som Fællescentrum for alle Landes Arbejderes forenede Bestræbelser for deres almindelige Frigørelse, havde Internationale kun betinget og forbigående Held. Det var en stor Idé, hvortil Tiden endnu ikke var moden. Hvorledes effektivt organisere så mange Millioner Arbejdere, fra forskellige Lande, stående på forskelligt socialt Udviklingstrin - Mænd, der ikke kendte hverandres Sprog, med liden Fritid og uden Rejse- og Agitationsfonds? Sådanne Bestræbelser måtte gøres - vi behøver ikke at gentage, at Arbejdet har internationale Interesser af vital og afgørende Betydning. Og man kunne vente, at Forsøget ville være blevet taget op igen. Men som Internationale var anlagt, på den bredest tænkelige Basis, var den i bedste Fald for tidligt modnet, og for så vidt som den drog Arbejdernes Interesse fra nærliggende og praktiske Opgaver til fjerne og måske utopiske Mål og indblandede dem i revolutionære Planer, hvortil Tiden ikke var moden, om end de på anden Vis var al Ære værd - for så vidt var dens Indflydelse ikke gavnlig. I en så betydningsfuld Bevægelse er det imidlertid store Ting at have gjort det første Skridt, og Internationale gjorde mere end det. Den proklamerede en stor Sag for Verden - den fattige Mands Sag, Arbejdets Millioner af Lidendes og Undertryktes Sag. Som et Middel for Propaganda, som samlet Udtryk for en stor Sag med mægtige og stadig voksende Muligheder, har den haft verdenshistorisk Betydning og rummer en Lære, som alle Regeringer og alle Mennesker kan høste Gavn af. Dens store Mission var Propaganda, og dér har den nået vidunderlige Resultater. For en stor Del gennem den breder Marx' og hans Fællers Tanker sig over hele Verden. De Regeringer, der er mest truede af den sociale Revolution og ivrigst Modstandere af dens Principper, tvinges til at tage Hensyn til de Spørgsmål, der er rejst af Internationale. Den er en Bevægelse, der ikke vil hvile, men på mange Måder og gennem mange År kræve Verdens Opmærksomhed. Skønt Internationale var død, levede de Kræfter, der fødte den, endnu. De Principper, den forkyndte, vedblev at virke på Menneskenes Tanke. Den havde overfor Verden opstillet en hel Række Problemer til Eftertanke og Eksperimenteren; Problemer, der gennem Tvivl, Kamp og Lidelse måtte følges til den vise og velsignelsesrige Løsning, vi brændende håber på.

Vi må ikke lade den Kendsgerning berøve os Modet, at de Bestræbelser, der gøres for at løse sociale Problemer, ofte står i et håbløst Misforhold til Størrelsen af de Opgaver, det drejer sig om. I Begyndelsen af disse høje Bestræbelser, har Menneskene altid famlet i Mørket som Børn. Men den ene Generations mislykkede Anstrengelser har ofte vist Vejen til Held for den næste. Internationale tog fat på vor Tidsalders store Opgave, hvor den var vanskeligst at løse. Vi behøver ikke at forbavses, fordi dens Held kun var begrænset, og vi kan tillidsfuldt håbe, at de Lærepenge, den betalte, i højeste Grad vil komme Fremtiden til Gode. I Virkeligheden var Internationale kun ramt af en kortvarig Stilstand. De forskellige socialistiske Foreninger Verden over vedblev at være sig den internationale Karakter af den Bevægelse, de var med i, fuldt bevidste. Uden formel Organisation repræsenterede de den samme Klasses Krav og Ærgerrighed, havde fælles Sympatier og forfulgte de samme Mål. Skønt de afveg stærkt fra hverandre i Fremgangsmåder, og også i Principper, følte de, at de tilhørte den samme Strømretning i Historien.

Den internationale Bevægelse begyndte snart igen at finde Udtryk i Kongresser, hvor de forskellige Lande var repræsenterede. Således Kongressen i Gent 1877, der ikke prægedes af mere betydende Begivenheder. Større end nogen anden tidligere afholdt Socialistkongres var de to, der trådte sammen i Paris 1889, hundrede År efter Revolutionen, d. 14. Juli, årsdagen for Bastillens Fald. Der var to Kongresser, den ene repræsenterede, hvad Afvigelser i Principper angik, den mere retlinede marxistiske Skole, den anden bestod af Delegerede, der ikke er uvillige til Samarbejde med andre demokratiske Partier. Men den principielle Skillelinie var på ingen Måde skarpt trukket; Spaltningen mellem de to Møder skyldtes for en stor Del personlige Anliggender, særlig for de franske Socialistpartier, der havde udsendt Indbydelserne. Den første Årsag til Uoverensstemmelse var den Måde, hvorpå de Delegeredes Mandater blev prøvede. Begge Kongresser hyldede en energisk Kollektivisme, og begge fremsatte ligeledes Kravet om mere praktiske Forholdsregler ved Arbejderbeskyttelsen, som Søndagshvile, 8-Timers Arbejdsdag etc. Den Marxistiske Kongres bestod af 395 Delegerede; den anden af omtrent seks Hundrede Delegerede fra den civiliserede Verdens forskellige Lande.

Senere internationale Kongresser afholdtes i Bryssel 1891, i Zürich 1893 og i London 1896. Både i Bryssel og London var der stærk Uro, hovedsagelig grundet på Tilstedeværelsen af et betydeligt Antal Delegerede med anarkistiske Sympatier, et kun alt for tydeligt Bevis for, at Arbejdernes Internationale ligesom den europæiske Koncert endnu ikke var i Orden. Efter at være opskræmt af Arbejdernes Internationale blev Verden behageligt overrasket af Planen om en Internationale af Regeringer. I 1889 fremkom den schweiziske Regering med et Forslag om en international Arbejdskonference af de Lande, der var mest interesserede i den industrielle Konkurrence. Spørgsmålet skiftede Karakter, da, tidligt i 1890, den unge tyske Kejser udstedte Reskripter, hvoraf det ene indeholdt det samme Forslag. Selvfølgelig omfattede de Spørgsmål, som Kejseren indbød til at diskutere, kun en ringe del af Internationales Program. Beskyttelsen af voksne Arbejdere, undtagen i Minerne, var udelukket af Konferencens Dagsorden. Søndagsarbejde, Beskyttelse af Kvinder, Børn og unge Mennesker var de vigtigste Spørgsmål, der blev forelagt Mødet. Der kan ingen Tvivl være om, at Konferencen ydede en hårdt tiltrængt og gavnlig Stimulans til de civiliserede Landes Arbejderbeskyttelseslovgivning, skønt den på ingen Måde retfærdiggjorde de sangvinske Forhåbninger, mange havde gjort sig om den.

Konferencens Hovedresultat blev, at Regeringerne anerkendte den Kendsgerning, at der findes Arbejder spørgsmål af største Betydning, og at disse Spørgsmål har internationale Sider, der ikke længer kan lades uænsede. Lad os håbe, at dette må være Begyndelsen til noget bedre. Vi må håbe, at Spørgsmålet om Arbejdets Behov og Rettigheder efterhånden som den menneskelige Udvikling skrider frem altid må hævde sin store Plads ved Siden af militære og diplomatiske Anliggender, og at det muligvis vil overordne sig dem. Arbejderne har en stadig stigende Indflydelse ved Valgene i de civiliserede Lande. Det er deres Pligt at påtvinge Regeringen deres retfærdige Krav og således fremkalde det eftertragtede Resultat.

Kollektivisterne (Marxisterne) fra I. Internationale forsøgte i 1873 at få et internationalt Møde i Stand i Genf; der kom dog ingen udenbys Udsendinge, og Forsøget blev derfor ikke gentaget. Anarkisterne (Bakunisterne), som havde dannet deres eget Internationale, holdt derimod Kongresser indtil 1877; så ophørte også disse. De første Varsler om en ny international Samling kom i Firserne. Kapitalismen havde da i Produktion, i Omsætning og i Politik udfoldet sig så kraftigt, at Arbejderne rundt om i Verden måtte rejse sig til Modstand mod det kapitalistiske Tryk. I 1881 fik de belgiske Socialister et internationalt Møde i Stand i Svejts. Mødet fattede ingen Beslutninger og blev i det hele uden større Betydning; men det efterfulgtes af nye Arbejdermøder, først i Paris 1883, væsentligst kun besøgt af Franskmænd og Englændere, dernæst et mere internationalt præget Møde i 1886, ligeledes i Paris, så et Stævne af Fagforeningsfolk i London 1888 og endelig et rent socialistisk Møde i 1889, atter i Paris. Egentlig var der to internationale socialistiske Møder i Paris 1889, idet den franske Arbejderbevægelse da var delt i to Partier, der hver havde indbudt til internationalt Møde. Vedtagelserne blev dog omtrent enslydende. Man opstillede Krav om international Arbejderlovgivning og besluttede, at Arbejderne Verden over den 1. Maj hvert år skulle demonstrere for Ottetimersdagens Gennemførelse. Med Mødet i 1889 var der i Realiteten skabt en ny international Arbejdersamling, II. Internationale, og denne Gang som en Sammenslutning af de nationale Organisationer. Det andet Møde holdtes i Bryssel 1891, det tredje i Zürich 1893, det fjerde i London 1896. Sidstnævnte Møde vedtog at udelukke Anarkister; kun Foreninger, der stillede sig på Socialismens og Klassekampens Grund, blev tilstedt Adgang. På det femte Møde, i Paris 1900, vedtoges faste Former for Samarbejdet; det besluttedes at oprette et internationalt socialistisk Bureau, i hvilket hver tilsluttet Nation repræsenteredes ved to Delegerede. Bureauet fik Sæde i Bryssel; til dets Formand valgtes E. Vandervelde, til Sekretær C. Hyusmans, begge Belgiere. Internationales 6., 7., 8. og 9. Kongres afholdtes i Amsterdam 1904, i Stuttgart 1907, i København 1910 og i Basel 1912. Disse Kongresser drøftede navnlig Spørgsmålet om den voksende Krigsfare og om Arbejderklassens Optræden i Tilfælde af en Krigs Udbrud. Nogen bindende Beslutning om fælles revolutionær Aktion i så Henseende har dog ikke været truffet. D. 29. Juli 1914 holdt det internationale socialistiske Bureau på Grund af den overhængende Krigsfare et Møde i Bryssel, hvor det besluttedes at sammenkalde Internationales Kongres til den 9. August i Stedet for som oprindelig fastsat til den 23. August. Samme Dag talte tyske, engelske, franske, russiske og hollandske Socialister på et vældigt Møde i Bryssel mod Krigsplanerne. Dette blev det gamle II. Internationales sidste Handling; to Dage senere var Krigen erklæret, og den internationale Solidaritet mellem Arbejderne for en Tid sprængt. De skandinaviske Landes Arbejderpartier søgte gennem Konferencerne i København i 1915, i Haag 1916 og i Stockholm i 1917 at få Forbindelsen mellem de krigsførende Landes Socialdemokratier genoprettet, men uden Held. I 1915 afholdtes i Zimmerwald og i 1916 i Kienthal Konferencer mellem krigsførende og neutrale Socialister, som tilstræbte at få den under Krigen proklamerede Borgfred afløst af en Genoptagelse af den proletariske Klassekamp, såvel indadtil som udadtil. På Kienthaler-konferencen vedtog disse Mindretalsgrupper at oprette et nyt internationalt socialistisk Bureau i Berit Efter Krigen oprettedes II. Internationale efter et forberedende Møde i Bern i 1919 påny på en Kongres i Genf i Juli-August 1920. Til Formand valgtes Englænderen A. Henderson, og Bureauets Sæde, der under Krigen var flyttet fra Bryssel til Haag, forlagdes nu til London; i Slutningen af 1925 flyttedes det til Zürich. Kongressen i 1920 beskæftigede sig foruden med Krigsproblemerne tillige med Spørgsmålet Demokrati og Diktatur og tog her afgørende Standpunkt for Demokratiet og mod Diktaturet. De socialistiske Mindretalsgrupper samledes i to nydannede Internationaler, Moskva Internationale og Wiener-Internationale. Moskva-Internationale (3. kommunistiske Internationale) stiftedes i Marts 1919; det er under bolschevikisk Ledelse og for Diktaturet. Wiener-Internationale (2 1/2 Internationalen) dannedes i Februar 1921 og stillede sig fra først af vaklende overfor Problemet Demokrati eller Diktatur; senere tog det Standpunkt for Demokratiet. Efter nogle Konferencer sammensluttedes dette Internationale på en Fælleskongres i Hamburg i Maj 1923 med 2. Internationale til et nyt II. Internationale, i hvilket den østrigske Socialdemokrat Fr. Adler er Sekretær. Der er derefter afholdt Kongres i Marseille i 1925. Socialistisk Arbejder-Internationale omfattede da 44 Partier med ialt ca. 6.500.000 Medlemmer, og bag disse Partier stod ved de sidst afholdte Valg ca. 25.500.000 Vælgere. 

I »Det kommunistiske Manifest« skrev Marx og Engels i 1848, at det navnlig var »på Tyskland, at Kommunisterne har deres Opmærksomhed henvendt, fordi Tyskland står foran en borgerlig Revolution, og fordi det fuldbyrder denne Omvæltning under mere fremskredne Betingelser i den europæiske Civilisation og med et langt stærkere udviklet Proletariat end England i det 17. og Frankrig i det 18. århundrede, hvorfor den tyske borgerlige Revolution altså kun kan være det umiddelbare Forspil til en almindelig proletarisk Revolution.« Denne Forventning blev ikke opfyldt. Som foran omtalt standsede det tyske Bourgeoisie i 1848-49 allerede ved Begyndelsen af sin Kamp mod de middelalderlige Magter, Adel og Kongedømme. Det lod disse beholde Statsherredømmet, netop fordi Proletariatet var så udviklet, at Bourgeoisiet ikke turde vove et revolutionært Samarbejde med det. Proletariatet i Tyskland måtte således først og fremmest kæmpe for Fremskaffelsen af de åndelige og politiske Friheder, som andre Landes Bourgeoisie gennem deres Klassebevægelse havde fremskaffet. Alligevel skulle Tyskland blive det Land i Europa, hvis Proletariat først af alle rejste en selvstændig proletarisk Klassekamp med Socialismen som Mål. Grunden hertil er antagelig, at den økonomiske Udvikling i hvert Fald fra omkring 1870 og indtil Verdenskrigen var langt kraftigere og hastigere i Tyskland end i noget andet europæisk Land, hvorfor også Klassemodsætningerne trådte så meget stærkere frem her. Samtidig med Otto von Bismarcks (1815-1898) Indtræden i prøjsisk Politik i 1862 begyndte den tyske Lønarbejderklasse påny at røre på sig. Det kapitalistiske Opsving havde i visse Egne af Tyskland, i Rhinegnene, i Sachsen og i Westphalen, skabt Storindustri og et storindustrielt Lønproletariat, der var modtagelig for en Agitation, som gik ud på at rejse Arbejderne til selvstændig politisk Optræden. Dannelsen af Arbejderforeninger var begyndt allerede omkring 1860; men Foreningerne var som Regel under liberalt Førerskab og havde oftest kun til Formål at skaffe Arbejderne liberal Oplysning, der kunne gøre dem til Borgerskabets trofaste Støtter. Forsåvidt de i det hele taget havde et økonomisk Program, gik det ud på »Selvhjælp«, Dannelsen af kooperative Foreninger og lign. Foranstaltninger, der ikke kunne true Kapitalismen. Imidlertid havde Udsendinge fra disse Arbejderforeninger, som det tidligere er anført, i Sommeren 1862 besøgt Verdensudstillingen i London og der set, hvorledes de engelske Arbejdere havde sluttet sig sammen. Da de kom hjem, opstod iblandt dem Tanken om at få et tysk Arbejdermøde i Stand, og denne Tanke blev nu nærmere drøftet mellem Foreningerne i Berlin og i Leipzig. Berliner-arbejderne ville dog stadig holde sig til de liberale og ikke vide af nogen selvstændig Arbejderbevægelse. Leipziger-arbejderne henvendte sig derimod til Ferdinand Lassalle og bad ham fremsætte sine Anskuelser for dem. Ferdinand Lassalle fødtes d. 11. April 1825. Han var Søn af en jødisk Silkehandler, havde gået i Gymnasium, var senere på Handelsskole, men kastede sig derefter over Universitetsstudier. Lassalle deltog som Marx og Engels i den revolutionære Bevægelse i 1848, blev fængslet og straffet. Iøvrigt anvendte han ni år af sit Liv, fra 1845 til 1854, på at skaffe en Grev Hatzfeldts forstødte og uretfærdigt behandlede Hustru Oprejsning. I Modsætning til Marx havde Lassalle lidt under den nedværdigende Behandling, som dengang blev Jøderne til Del i Prøjsen, og dette forklarer sikkert i nogen Grad den Oprørsvilje, der gjorde ham til Proletariatets Fører. 1862 sluttede han sig til den yderste radikale Fløj af de liberale, som han søgte at få til at undlade at møde i Landdagen for derved under en opstået Forfatningskonflikt helt at berøve den reaktionære Regering det Skær af Lovlighed, den stadig kunne omgive sig med. De liberale ville dog ikke for Alvor nogen Kamp mod Regeringen, og Lassalles Forslag bragte ham blot i Konflikt med Partiet. Konflikten uddybedes. yderligere gennem et Foredrag, han holdt d. 12. April 1862 for Maskinarbejderne i Oranienburg om sit Arbejderprogram. Lassalle udtalte i Foredraget, at der snart ville komme en. Arbejderrevolution, idet Samfundet havde udviklet sig udover det borgerlige Stade. Det var derfor på Tide at gøre Arbejderklassen til Herre i Staten, og når dette var sket, ville en højere Statside få Magten. Borgerskabets Statside kaldte han en »Natvægteride«, da Staten efter Borgerskabets Opfattelse kun har den Opgave at sikre den enkeltes personlige Frihed og navnlig hans Ejendom. Efter Arbejderklassens Statside var Statens Formål derimod at kæmpe mod Elendigheden, Uvidenheden o.s.v.; med andre ord at sætte den enkelte i Stand til at nå sådanne Livsvilkår, som kun kan opnås, når alle kæmper og arbejder sammen. Lassalle indprentede sine Tilhørere, at Arbejderklassen var bestemt til at gennemføre denne Statsidé, og at Bevidstheden herom måtte præge Arbejdernes Holdning. Og som Middel til at skaffe Arbejderklassen Herredømmet over Statsmagten krævede han Indførelsen af almindelig Valgret. Foredraget gjorde ikke videre Indtryk på Maskinarbejderne, der hørte til de liberales trofaste; men Lassalle havde henledt Arbejdernes Opmærksomhed på sig, og han fik nu ved Leipzigerarbejdernes Henvendelse Lejlighed til yderligere at forklare sine Ideer. Svaret på Henvendelsen kom i Form af en åben svarskrivelse, som udsendtes d. 1. Marts 1863. Lassalle opstillede heri det Spørgsmål, om Arbejderne ville nøjes med at hjælpe dem, der havde det værst, eller skabe bedre Kår for hele Arbejderklassen. Hvis dette sidste var Tilfældet, og det måtte det fornuftigvis være, var det nødvendigt, at Arbejderne fandt et Middel, der friede dem fra Trykket af den jernhårde Lønningslov, de levede under. Et sådant Middel var Kooperationen (Produktionsforeninger), hvorved Arbejderne kunne gøre sig til deres egne Arbejdsgivere; men Kooperation under sådanne Former var Arbejderne ikke selv i Stand til at gennemføre; hertil måtte Staten yde den fornødne Kapital. Sålænge Staten beherskedes af de besiddende Klasser, var der dog ingen Hjælp at vente for Arbejderne; det gjaldt derfor om at erobre Statsmagten, hvilket kun blev muligt ved Indførelse af almindelig Valgret. Og for at vinde den almindelige Valgret, var det frem for alt nødvendigt, at Arbejderne organiserede sig selvstændigt og agiterede. Lassalles Udtalelse om den jernhårde Lønningslov var bygget på Ricardo og ikke som det almindeligt antages på Marx. Hans økonomiske Program var heller ikke i den realistiske Socialismes ånd, men i det væsentlige baseret på Louis Blanc og fransk Socialisme; han anså iøvrigt Produktionsforeningerne for kun at være et Gennemgangsled på Vejen mod Socialismen. Det politiske Program og de politiske Betragtninger, Lassalle fremførte, var derimod marxistiske. Men medens Marx bedømte Udviklingen og Klassekampen rent økonomisk og opfattede Idéerne og Idealerne som betingede af de økonomiske Tilstande og hentede sit Indhold derfra, vedblev Lassalle at bedømme Samfundsudviklingen ideologisk. Den var for ham et Udslag af Idéernes, »Statsideernes«, Kamp, og han så idéerne som Drivkraften i Verdenshistorien. Efter den åbne Svarskrivelse Udsendelse talte Lassalle på Arbejdermøder i Leipzig og Frankfurt, og derefter stiftedes d. 23. Maj 1863 Den almindelige tyske Arbejderforening, hvis første Programpunkt krævede Gennemførelse af almindelig, lige og direkte Valgret. Lassalle valgtes til Foreningens Præsident og dermed i Virkeligheden til dens Diktator. Han havde ventet, at Foreningen straks ville vinde mægtig Tilslutning, men blev skuffet heri. Tre Måneder efter Stiftelsen talte den 900 Medlemmer, efter et års Forløb 4.610 Medlemmer. I Efteråret 1863 drøftedes mellem Lassalle og Bismarck Muligheden af et politisk Samarbejde. Lassalle anlagde den Betragtning, at da både han og Bismarck bekæmpede de liberale, dvs. Bourgeoisiet, og da det bedste Middel til at svække disse ville være at indføre almindelig Valgret, måtte de begge være interesseret i Gennemførelsen af Arbejderforeningens Program på dette Punkt. Bismarck for sit Vedkommende mente, at Arbejderne, navnlig på Landet, i deres Afstemninger ville følge Adelen og Kongedømmet, således at disse Magter kunne benytte dem mod Borgerskabet; ved det nordtyske Forbunds Dannelse i 1867 gennemførte han også almindelig Valgret til Forbundets Rigsdag, og denne kom ligeledes til at gælde for Valgene til Fællesrigsdagen i det ny Kejserrige. Følingen mellem Lassalle og Bismarck blev dog i1863 tilsyneladende uden praktisk Betydning, allerede af den Grund, at Lassalle, åndelig og legemlig nedbrudt, døde d. 31. August 1864 efter fire Dage forinden at være såret i en Duel i Svejts. Den nyskabte Arbejderbevægelse kom herefter indtil 1871 under Førerskab af en ung Advokat, J. B. von Schweitzer (1833-1875). Fra December 1864 udgav Foreningen et Blad i Berlin Der Sozialdemokrat, til hvis Redaktion bl.a. knyttedes Wilhelm Liebknecht (1827-1900); og Marx og Engels gav Løfte om at skrive til det. Disse tre trak sig dog allerede efter et Par Måneders Forløb tilbage. Grunden hertil var, at Schweitzer og Lassalleanerne ville søge Støtte til deres Kravs Gennemførelse, hvor de kunne opnå den, altså også hos Junkerne og Bismarck, medens såvel Liebknecht som Marx og Engels anså et sådant Samarbejde for stridende mod Arbejderklassens Interesser og kun egnet til at få Bevægelsen til at tabe Målet, Samfundets socialistiske Omdannelse, af Syne. Trods dette Brud vandt Lassalleanerne dog i de første år efter Lassalles Død en stadig voksende Tilslutning blandt Arbejderne. Imidlertid voksede der en ny Arbejderbevægelse frem i Tyskland, idet der fra en i 1863 stedfunden Sammenslutning af de liberale Arbejderoplysningsforeninger dannedes et sachsisk Folkeparti i 1866. Ledere af dette Parti blev August Bebel (1840-1913) og Liebknecht. Partiet var ikke socialistisk; tværtimod. Dets Program forkyndte Udjævning mellem Kapital og Arbejde. Men så snart Bevægelsen var kommet i Gang, slog Klassekampsidéen og den realistiske Socialismes Tankegang igennem, og Partiet blev i Løbet af kort Tid et socialistisk Arbejderparti på det kommunistiske Manifests og Internationales Grund. Og da Bebel i 1867 var blevet valgt til Formand for det ovenfor omtalte Oplysningsforbund, var det også her forbi med det liberale Førerskab. Af Oplysningsbevægelsen og den ny politiske Arbejderbevægelse dannedes i August 1869 i Eisenach Tysklands socialdemokratiske Arbejderparti, almindelig kaldet Eisenacherne til Adskillelse fra Lassalleanerne. Modsætningen mellem de to Partier lå væsentligst i Taktikken. Lassalleanerne ville drive opportunistisk Reformpolitik; Eisenacherne derimod kun benytte Rigsdagen som et Sted, hvorfra de kunne agitere for deres Anskuelser. En anden Modsætning beroede på de to Partiers Styrelsesform; Lassalleanernes Styrelse var på det nærmeste diktatorisk, Eisenachernes derimod demokratisk. Efter at det tyske Rige var skabt i 1871, fremtvang de politiske Forhold en Sammenslutning af de to Retninger. Sammenslutningen fandt Sted på en Kongres i Gotha i Maj 1875, hvor et nyt Enhedsparti stiftedes under Navnet Tysklands socialistiske Arbejderparti; dettes førende Personlighed blev Bebel. Partiets Program, det såkaldte Gotha-program, bar Vidne om at være et Samlingsprogram. Det var ikke udpræget marxistisk; men vigtigere end Programmer var Enheden i Arbejderbevægelsen. Og denne Enhed blev nu højst fornøden. De fem Milliarder Krigsskadeserstatning fra Frankrig og den ny tyske Enhedsstat muliggjorde et mægtigt Opsving af den tyske Storindustri og den tyske Verdenshandel. Men med Kapitalismen vandt også Socialismen stadig frem blandt Arbejderne. I 1867 havde de to Arbejderpartier mønstret tilsammen 55.000 Stemmer; i 1871 blev det til 102.000 og i 1874 til 351.000. I 1877 nåede Enhedspartiet 493.000 Stemmer og var således i Færd med at blive en for de herskende Klasser farlig politisk Magtfaktor. Bismarck, som var skuffet i sit Håb om, at Arbejderne ville vise sig adels- og kongetro, søgte nu at slå Bevægelsen ned gennem en Undtagelseslovgivning. To Attentater på Kejseren udnyttedes af Regeringen til et Opløsningsvalg i1878 i den Hensigt at skaffe Flertal i Rigsdagen for den omtalte Lovgivning. Arbejderpartiet, som var uden Forbindelse med Attentatet, bevarede trods Stormen stillingen blandt Vælgerne; det nåede 437.000 Stemmer. Men Undtagelsesloven gennemførtes den 19. Oktober 1878 og fornyedes ialt fire Gange, sidst den 18. Februar 1888 med Udløb den 30. September 1890, da den bortfaldt. Loven gjorde det socialistiske Arbejderparti ulovligt og tvang det til at føre en underjordisk Tilværelse. Gennem de tolv år forbødes ialt 1.300 Skrifter, opløstes 332 Arbejderforeninger, udvistes 900 Personer, oftest Familiefader, fra Byer, der var erklæret i Belejringstilstand, og idømtes 1500 Personer tilsammen 1000 års Fængselsstraf. Partiet måtte udgive sit Blad i Udlandet, først i Svejts, senere i London, og det måtte afholde sine Kongresser udenfor Tyskland, bl.a. i 1883, fra d. 29. Marts - d. 3. April, i København. Bevægelsen lod sig selvsagt ikke slå ned. Den var vokset ud af det kapitalistiske Samfund og måtte derfor tiltage i Vækst som Kapitalismen tiltog. Det første Valg under Undtagelsesloven, i 1881, bragte langt fra Partiet den Tilbagegang, de besiddende Klasser havde ventet; der afgaves 312.000 socialistiske Stemmer. Valget i 1884 viste påny stor Fremgang: 550.000 Stemmer; og ved Valget i 1887 mønstrede Partiet 763.000 Stemmer, 10 pct. af Vælgerne. Det sidste Valg under Undtagelsesloven, i 1890, viste et Stemmetal for det socialistiske Parti på 1.427.000 Stemmer, 20 pct. af Vælgerne. Efter Undtagelseslovens Bortfald ændredes Partiets Organisationsform og samtidig forandrede det Navn til Tysklands socialdemokratiske Parti. Og på Kongressen i Erfurt i 1891 vedtog Partiet et nyt Program til Afløsning af Programmet fra 1875. Dette nye Program, Erfurterprogrammet, forfattedes af Karl Kautsky, det tyske Partis førende Teoretiker; det var et fuldgyldigt Udtryk for den realistiske Socialismes Udviklingsbetragtning og har dannet Grundlaget for de fleste andre Landes socialdemokratiske Partiprogrammer. Ved Valget i 1893, det første Valg under de nye Tilstande, voksede Partiets Stemmetal til 1.787.000; ved Valget i 1898 til 2.107.000, i 1903 til 3.011.000, i 1907 til 3.259.000 og i 1912, det sidste Valg før Krigen, til 4.239.000, 35 pct. af Vælgerkorpset. Partiets stærke Vækst skabte nye taktiske Problemer. Medens det endnu stod udenfor Loven, havde det måttet koncentrere af sin Kraft på at holde Partiet oppe og at bekæmpe Regeringen. Efter at det var blevet »lovligt« og forlængst Tysklands største politiske Parti, opstod det Spørgsmål, om Partiet, som hidtil, skulle indskrænke sig til at benytte de lovgivende Forsamlinger til Agitation, eller om det skulle lægge an på Fremskaffelsen af en Reformlovgivning. Problemet rejstes allerede i 1891 af den bajerske Rigsdagsmand Georg von Vollmar, derefter i 1897 af Eduard Bernstein, der under Undtagelsesloven havde været Redaktør af Partiets Blad og levet en Række år i London. Bernstein hævdede, at det ikke var rigtigt, at Produktionsmidlerne efterhånden samledes på færre og færre Hænder; efter hans Mening viste Statistikken tværtimod, at de små og mellemstore Bedrifter tiltog i Stedet for at aftage. Og i en meget væsentlig Gren af Samfundets økonomiske Liv, nemlig Landbruget, fandt han overhovedet ingen Tegn til Stordrift. Hvis Socialismens Virkeliggørelse var betinget af den Udvikling, Marx og Engels havde oprullet, lå den derfor efter Bernsteins Opfattelse langt ude i Fremtiden, hvorfor Socialdemokratiet, om det ville opnå noget, måtte gå frem ad de praktiske Reformers Vej. Både Kautsky og Bebel imødegik Bernstein. Kautsky viste på langt solidere basis end Bernstein, at Stordriften også trænger ind i Landbruget, omend på anden Måde end i Industrien. Han fremførte endvidere, at det socialistiske Samfund ikke så meget er det kapitalistiske Samfunds Modsætning, således som Bernstein syntes at have opfattet det, som det er en Videreudvikling af Kapitalismen og dennes Arvtager. Der vil derfor udmærket i et Samfund, hvor socialistisk Besiddelsesform til Produktionsmidlerne er det fremherskende, kunne bestå et vist Antal Småbedrifter, uden at Samfundets Karakter af at være socialistisk derved ændres. I det nuværende borgerlige Samfund findes således Rester fra det middelalderlige Samfund, bl.a. Len og Stamhuse. Bebel påviste ved Hjælp af Statistikken, som Bernstein påberåbte sig, at den tyske Industris kolossale Opsving så godt som udelukkende faldt på Storindustrien, medens de små Virksomheder var uden Betydning for Produktionen og deres Indehavere Proletarer. Partikongressen i 1899 tog Afstand fra Bernstein og Revisionismen. Bevægelsen dukkede dog Gang på Gang frem og var i de senere år før Krigen omtrent til Stadighed Genstand for Behandling på de årlige Kongresser. Når Partiet stillede sig så afvisende overfor Deltagelse i Lovgivningsarbejdet, skyldtes det bl.a., at den tyske Rigsdag bød så ringe Muligheder for at øve Indflydelse på den sociale Reformlovgivnings Udformning; Junkerne og Kejserhoffet var de faktisk bestemmende. Endvidere måtte Partiet anvende sin meste Kraft på Arbejdet for Fremskaffelsen af de borgerlig-demokratiske Friheder, som ville være nødvendige, hvis et praktisk Lovgivnings- og Administrationsarbejde i det hele taget skulle kunne tages op. Uden Betydning for Tysklands Arbejderlovgivning har Partiet dog ikke været. Det skyldes således ganske utvivlsomt Socialdemokratiet, at Regeringen i 1891 gennemførte en Fabrikslov, der udvidedes og forbedredes i 1903. Og også for den senere sociale Lovgivnings Tilblivelse har Partiets Agitation og Vækst været en betydende Faktor. Under Krigen sprængtes det tyske Parti. Allerede i December 1914 afslog en Fløj af Partiets Rigsdagsfraktion at stemme for Ydelsen af Krigskredit, og i Marts 1916 udelukkedes 18 af Partiets Rigsdagsmænd af Fraktionen. I Januar 1917 spaltedes selve Partiet derpå i en reformistisk Flertalsretning, der bl.a. talte Friedrich Ebert og Philipp Scheidemann, og en radikal-revolutionær Mindretalsgruppe; denne sidste konstituerede sig i April samme år som Tysklands uafhængige socialdemokratiske Parti med Hugo Haase (1863-1919) som Formand. Kautsky og Bernstein sluttede sig til denne Retning. Længere til venstre stod det ligeledes nydannede Spartakusforbund med Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg som Førere. Efter November-revolutionen 1918 dannede Flertalspartiet og de uafhængige Regering sammen, medens Spartakusforbundet stillede sig i Opposition og krævede »Proletariatets Diktatur« indført. Samarbejdet mellem de to socialdemokratiske Partier ophørte allerede i December 1918, og. de gik derefter som to selvstændige Partier til Valg til Tysklands Nationalforsamling den 19. Januar 1919. Flertalspartiet opnåede over 11.500.000 Stemmer, de uafhængige over 2.300.000 Stemmer, tilsammen ca. 47 pct. af alle afgivne Stemmer. Spartakisterne, der i Januar 1919 havde konstitueret sig som Tysklands kommunistiske Parti, deltog ikke i Valget. Ved de følgende Rigsdagsvalg i Juni 1919 faldt Stemmerne således: Flertalspartiet: 5.610.000 - 21,2 pct.; Uafhængige: 4.900.000 -18,7 pct.; Kommunisterne: 441.995 - 1,9 pct.. På en Kongres i Görlitz i 1921 vedtog Flertalspartiet et nyt Partiprogram, der i det store og hele er en Gengivelse af Erfurter-programmet. Det principielt socialistiske synes dog på enkelte Punkter afsvækket til Fordel for en mere reformistisk Samfundsopfattelse. I November 1922 sammensluttedes de to socialdemokratiske Partier påny til et Enhedsparti Tysklands forenede socialistiske Parti. Dette nåede ved Valget d. 4. Maj 1924: 5.973.770 Stemmer; på Kommunisterne faldt 3.712.001 Stemmer. Et nyt Rigsdagsvalg d. 7. December 1924 bragte det socialistiske Partis Stemmetal op til ca. 7.900.000, medens Kommunisterne gik ca. 1.000.000 Stemmer tilbage, til ca. 2.700.000. Ved Præsidentvalget i Marts 1925 opnåede Socialdemokratiets Kandidat ca. 8.000.000 Stemmer (29 pct.).

For at forstå den moderne Udvikling i Tyskland må vi betragte nogle af de vigtigste Træk i dets Historie. Tysklands Historie er for en stor Del en Beretning om Splittelse, og denne blev kronisk ved Reformationen, der delte Landet mellem to stridende Religionsformer. Religionskampen nåede sin Kulmination og Katastrofe i Trediveårskrigen. Sjælden i Verdenshistorien - om nogensinde - har en så frygtelig Katastrofe ramt et Folk så højt begavet, så velskikket til at udmærke sig på alle Udviklingens Områder. På alle Områder - økonomiske, politiske, moralske - ramtes Tyskland i Trediveårskrigen af Sår, som det selv i vore Dage ikke helt har forvundet. Splittelse og Svaghed hjemme fremkaldte Indblanding og Angreb udefra. Gennem Generationer var det Hovedhjørnestenen i fransk Politik at være Spliden i Tyskland og således hævde Frankrigs Overherredømme i Vesteuropa. Frederik den Stores Sejre og de store Forfatteres Værker - Lessing, Schiller og Goethe, og de store Filosoffer - Kant Fichte, Schelling og Hegel - og Befrielseskrigens mægtige . Anspændelse i 1813 bidrog meget til at genopvække den tyske Nationalbevidsthed. Men Splittelsen varede ved, og i industriel Organisation stod Landet langt tilbage for Frankrig og England. Feudalismen bestod, især i Egnene Øst for Elben, langt ind i det nittende Århundrede. Selv i de mere fremskredne Rhinlande blev Vævemaskinen ikke indført før Midten af det nittende Århundrede. For det tyske Folk var Frihedskrigens Resultater i højeste Grad en Skuffelse. Efter at have afkastet det franske Åg opdagede både Borger og Bonde, at de forgæves havde ofret Blod og Rigdom. De tyske Fyrster tilegnede sig alle Sejrens Frugter, og de gamle Misbrug vedblev at florere under det gamle Regime. De eneste Reformer af Betydning var dem, som Arvefjenden, Frankrig, havde indført i Rhinlandet, og som den tyske Reaktion ikke vovede at afskaffe. Under disse Forhold er det intet Under, at dybt Misnøje begyndte at ulme i de bedste tyske Sind. Et Fædreland, der var splittet i det indre og svagt udadtil, fyrstelig Despotisme, der avlede Servilitet og rejste en Skranke for Fremskridtet, reaktionære Metoder og Institutioner, der tegnede sig så meget grellere mod den Førsteplads, Tyskland havde vundet i Litteraturen og Filosofien - hvorledes kunne nogen Fædrelandsven være tilfreds med en så elendig Tingenes Tilstand? Således kom det sig, at Tyskland stod forrest i de revolutionære Uroligheder 1848. Både i Wien og i Berlin blev det gamle Styre for en Tid styrtet, og et Nationalparlament trådte sammen i Frankfurt. Men de tyske Reformatorer stod ikke samlede, de var sig ikke deres Mål bevidst, og der stod liden eller ingen materiel Kraft bag dem. Reaktionen var taget ved Overrumpling. Men den faldt tilbage på den militære Magt og var således i Stand til at handle, medens de Liberale talte og stillede Forslag. Inden det urolige År var bragt til Ende, stod Reaktionen som den sejrende både i Wien og i Berlin.

Nu kom mørke Tider for Tyskland, Tider, der føltes og tilsyneladende også var så håbløse som aldrig før. Parlamenter blev opløst; mange af dem, der havde taget Del i Kampen, blev henrettet eller fængslet. I 1849 befandt der sig indenfor Schweiz' Grænser 11,000 tyske Landflygtige, hvoraf de fleste senere fandt nyt Hjem i Amerika. Det så ud, som om der blot var føjet et nyt Nederlag til de foregående på Menneskehedens møjsommelige Vej fremad. Men det var ikke et fuldstændigt Nederlag. De revolutionære Uroligheder havde i det mindste bevist, at mange af de gamle Institutioner var uholdbare og helt eller delvis måtte fjernes. Nødvendigheden af at gøre Liberalismen nogle Indrømmelser blev erkendt. Meget af den gamle Feudalisme blev afskaffet. Frem for alt var der i Mellem- og Arbejderklassen opstået en ny Ånd, der kun ventede på den Lejlighed, der sikkert måtte komme. Den kom også et Par År senere, da de Kræfter, der har skabt Nutidens Tyskland, begyndte at træde i Virksomhed. Under de nye Forhold var det et interessant Spørgsmål, hvor langt Bourgeoisiet og Arbejderklassen kunne følges. Det er en stående socialdemokratisk Beskyldning mod den tyske Liberalisme, at den aldrig med virkelig Kraft eller Mod kæmpede for Fremskridtets Sag mod Reaktionen. Man hævder, at de tyske Liberale under Revolutionskampene 1848 aldrig viste Arbejderklassen Tillid, at de, da Valget skulle træffes mellem Reaktionen og en kraftig demokratisk Politik, støttet på Proletariatet, foretrak at forhandle med Reaktionen og således forrådte Fremskridtets hellige Sag. Dette Spørgsmål har den største Betydning for nyere tysk Politik. Det er et omfattende og indviklet Spørgsmål, der kun kan besvares tilfredsstillende ved nøje at veje den ene historiske Situations Indflydelse mod den anden.

Mellemklassen havde sejret både i Frankrig og England. Men den industrielle Revolution, der naturligt fører Mellemklassens Herredømme med sig, kom langt senere i Tyskland end i Frankrig og England. I 1848 var den tyske Mellemklasse endnu i sin Barndom, havde hverken den fornødne Indsigt eller de materielle Forudsætninger for med Held at kunne lede Demokratiets Kamp mod Reaktionen; heller ikke kunne man vente, at den ville det. Endvidere må det fremhæves, at de tyske Arbejdere, følgende deres franske Brødres Eksempel, havde været alt for villige til at slå ind på revolutionære Fremgangsmåder og ved således at vække Uro og Mistanke hos alle besindige Mand havde de gjort det rationelle og sunde Fremskridt dyb Skade. Der kan ingen Tvivl være om, at de, der er tilbøjelige til revolutionære Fremgangsmåder, og de, der slår sig til Tåls med det, der sædvanlig sammenfattes under Betegnelsen Liberalisme, før eller senere må skilles. Derfor er der ingen Grund til at skilles før Tiden. Hvis de til gensidig Fordel kan slå Følge ad en fælles Vej mod den fælles Fjende, Feudalismen og Reaktionen, hvorfor skulle de så ikke gøre det?

Til Ulykke for de tyske Liberale og det energiske Demokrat-parti var der imidlertid ingen fælles Vej. Splittelsen indtrådte ved den første Start og kan vel betragtes som uundgåelig. Demokraternes Hovedformål var almindelig Valgret, og i det mindste for en Tid ville almindelig Valgret i Tyskland, som i Frankrig, betyde en Styrkelse af Konservatismen. I Tyskland som i Frankrig ville ved almindelig Valgret Hovedindflydelsen ved Valgene tilfalde Bønderne og i Almindelighed Landbefolkningen, der beherskedes af Reaktionen og talmæssigt var Bybefolkningen langt overlegen. De tyske Liberale ønskede ikke almindelig Valgret, da det ikke var i deres Interesse. De behandlede Arbejderne og deres Førere med liden Høflighed eller Respekt. De ønskede at benytte dem som Undergivne eller, i bedste Fald, som afhængige Forbundsfæller. Hvis Arbejderne ikke var villige til at lade sig behandle ud fra den Betragtning, var de Liberale rede til at vise dem Døren.

Arbejderne var ikke oplagte hertil, og de henvendte sig til Lassalle, med hvilket Resultat er allerede kortelig berettet. Som Tiden gik, blev Kløften mellem Liberale og Demokrater bredere, og de demokratiske Arbejdere blev Socialdemokrater. Dette Brud kan med Føje betragtes som yderst skadeligt for den sunde politiske Udvikling i Tyskland. På den ene Side har det ført til det Resultat, at den tyske Mellemklasse aldrig med Beslutsomhed og Målbevidsthed har ledet Demokratiet ad de Veje, som en virkelig fri tysk Stat kunne have fulgt. Delvis af frit Valg, delvis tvunget af sin Stilling har den tyske Middelklasse fulgt den Politik at opnå det mest fordelagtige Kompromis med Reaktionen, og dette, hævder Socialisterne, var at ofre de demokratiske Idealer for Mellemklassens materielle Interesser. „Bourgeoisiets Forræderi", „Bourgeoisiets Abdikation" som den historiske Fører for den demokratiske Bevægelse -: Disse Fraser sammenfatter de værste Beskyldninger, som Socialdemokraterne har fremført mod den tyske Mellemklasse. Arbejderne, der så sig tilsidesatte eller afviste af dem, der efter den historiske Udviklings naturlige Love i det mindste for en Tid burde have været deres Førere, lyttede måske på den anden Side for tidligt til Mænd som Lassalle og Kar] Marx, Mænd af revolutionært Syn og revolutionære Forudsætninger; og på denne Måde dannedes et revolutionært Parti, der på mange Måder ikke har haft gavnlig Indflydelse på det tyske Samfunds organiske Udvikling. I Virkeligheden er det Reaktionen, der har haft Fordelen af Splittelsen mellem Bourgeoisiet og Arbejderklassen.

Vi vil nu vende tilbage til det Almindelige Arbejderforbund, der, som vi har set, i 1863 blev stiftet af Lassalle. (Den bedste Kilde vedrørende Omstændighederne ved det tyske Socialdemokratis Udvikling er Franz Mehring: Geschichte der Deutschen Social-Demokratie). Ved Stifterens Død i 1864 havde det 4610 Medlemmer, et ringe Antal; men vi må erindre, at det kun havde eksisteret omkring fem Fjerdingår. Lassalle havde i sit Testamente som sin Efterfølger anbefalet Bernhard Becker, en Mand, der absolut ikke var kvalificeret til en sådan vanskelig Stilling. Ved Forbundets Stiftelse var det fundet formålstjenligt, at Præsidenten udøvede en Art diktatorisk Myndighed. Dette Arrangement kunne være godt nok, så længe Lassalle beklædte Stillingen. Det var ikke let at finde en kompetent Mand. Vi behøver ikke at sige, at der i en så ung Organisation var få eller ingen, der sad inde med Evner og Erfaring. Lassalles Udvalg var derfor yderst begrænset. Den dygtigste af hans Tilhængere var utvivlsomt v. Schweizer, en ung Mand af en Patricierfamilie fra Frankfurt am Main, men hans Rygte var så langt fra at være uplettet, at de tyske Arbejdere en Tid lang intet ville have med ham at gøre. Becker blev valgt og ledede Forbundets Sager med mere Energi end Klogskab, medens Grevinde Hatzfeldt som Lassalles intime Ven benyttede sin Formue og sociale Position til at råde for dets Affærer på en Måde, der kun lidet var egnet til at tilfredsstille de ærekære tyske Arbejdere. Det var en forvirret og usikker Tid for Forbundet; der rådede Mistænksomhed, Skinsyge og Splid mellem dets førende Medlemmer. Det ville imidlertid ingen Nytte være til at optrævle de Småstridigheder, der hindrede Forbundets Udvikling i dets hjælpeløse Barndom.

Hvis vi med nogen Sympati og Upartiskhed betragter Sagen, kunne en anden Tilstand ret beset næppe være at vente. Lad os forsøge ret at forstå den Fornedrelsestilstand, hvorfra de tyske Arbejdere nu kæmpede for at befri sig. Vi må erindre, at den tyske Arbejder hverken havde Andel eller Erfaring i nogen Art af Regering, det være sig lokal eller national. Gennem Generationer havde Foreningsfrihed, Tale- og Forsamlingsfrihed, ja, endog Bevægelsesfrihed, været ham nægtet. Han kunne næppe røre sig uden at støde mod Politiet og Domstolene. Han havde ingen Førere, han kunne stole på. Det er næppe nogen Overdrivelse at påstå, at hvad social og politisk Optræden angik, havde de tyske Arbejdere alt at lære. Under de mest truende og uvisse Forhold skulle de skabe sig en Politik, der tjente deres Interesser og Idealer, de skulle lære at kende hinanden og samarbejde, og de måtte søge at finde pålidelige og dygtige Førere. Usigelig Elendighed og Nedværdigelse rådede i alt for mange af Industrilandede, ved Rhinen, i Sachsen og Schlesien. Mænd, Kvinder og Børn måtte arbejde femten Timer i Døgnet. Håndværket var ved at forsvinde for Maskindriften under de sædvanlige, unævnelige Lidelser, som den industrielle Revolution førte med sig. Både Håndværket og Fabriksvirksomheden i Tyskland led under Presset af Konkurrencen med den mere fremskredne mekaniske Industri i England. Den tyske Arbejder havde været berøvet Lys, Ledelse og Håb. De Mænd, der repræsenterede Stat og Kirke, Ret og Videnskab, og som burde bære Ansvaret for hans Ledelse, var alt for ofte at finde blandt hans Undertrykkere.

Under Omstændigheder som disse er det intet Under, at Lassalle med al sin Veltalenhed og Energi fandt det vanskeligt at vække de tyske Arbejdere af deres Sløvhed og Håbløshed. Overfor så nedslående Forhold kan det ikke særlig bebrejdes en almindelig Mand som Bernhard Becker, at han intet mægtede. Beckers Virksomhed som Præsident var kun kortvarig. Han fulgtes af Tolcke, en dygtig og energisk Mand, men Forbundets Sager stod alt andet end godt, da han modtog Præsidentværdigheden. Dets Kassebeholdning androg 6 Thaler eller 18 Mark. Hvis Finanserne er Målestok for Resultater, var det sandelig sløjt med det Forbund, Lassalle havde stiftet.

Det lyseste Træk i Forbundets første Tid var »Der Sozialdemokrat«, et Blad, som Schweitzer havde startet i Slutningen af 1864, og som blandt sine Bidragydere talte Marx og Engels. Men også her gjorde Forbundets onde Skæbne sig gældende. I en Artikelserie om Bismarck havde Schweitzer fremsat Meninger om denne Statsmand, der i højeste Grad mishagede de to Revolutionære i England, og de fralagde sig offentlig enhver Forbindelse med Bladet. Efter Lassalles Eksempel havde Schweitzer vist sig rede til Samarbejde med Preussens Konservative, når Forholdene begunstigede det, og det tjente Socialdemokratiets Interesser. En sådan Politik fandt ikke Tilslutning hos Marx og Engels. De fordrede, at Schweitzer skulle iagttage den samme energisk oppositionelle Holdning overfor det feudale og reaktionære Parti som Progressisterne. Schweitzer holdt på sin Ret til at afpasse sin Taktik efter Forholdene i Preussen, som han kendte bedre end Mænd, der levede i Landflygtighed. Som en Socialist, der klart og overskuende kunne opfatte de Teorier, han hyldede, som en Verdensmand, der besad virkelig Indsigt og Takt, ydede Schweitzer med sine Artikler i Der Socialdemokrat Forbundet og den tyske Socialisme uvurderlig Nytte på et Tidspunkt, hvor Situationen var i højeste Grad kritisk. I disse År var de politiske Forhold i Tyskland overmåde uvisse og indfiltrede, og Forbundet måtte famle sig frem gennem Mørket, som det bedst kunne. Det var et nyt Parti, bestående af Medlemmer, der ingen Øvelse havde i samlet Optræden, og som gennem meget Arbejde og Rådvildhed skulle give de fælles Synspunkter klart og samlet Udtryk. Under disse Forhold var en klart optrukket Politik umulig. Det første, store Skridt ud af dette politiske Kaos blev foretaget i 1866, da Bismarck, efter at have besejret Østrig, oprettede det Nordtyske Forbund. Valgene til den nordtyske Landdag, der nu skulle træde sammen, var baserede på den almindelige Valgret. Den første nordtyske Landdag samledes i 1867, og samme År valgtes Schweitzer til Præsident for det Forbund, Lassalle havde stiftet. Hvilken Holdning skulle Tysklands Socialdemokrater iagttage overfor den ny Tingenes Orden? Inden vi besvarer dette Spørgsmål, må vi betragte de betydningsfulde Bevægelser, der foregik på socialdemokratisk Side.

Det Almindelige Arbejderforbunds Tilhængere hørte hovedsagelig hjemme i Preussen og Nordtyskland. I Sachsen og Sydtyskland havde der imidlertid dannet sig et nyt Arbejderparti, der stod i den mest vedholdende Opposition til Schweitzer. Under Indflydelsen af det ny Liv i Tyskland i Årene efter 1860 blev der oprettet mange Arbejderforeninger. Da det var farligt alt for åbent at vise politiske Tilbøjeligheder, antog disse Foreninger Navnet Arbeiterbildungsvereine (Foreninger til Arbejderopdragelse). Nogle af disse Arbejderforeninger havde sluttet sig til Lassalle, men fra Begyndelsen holdt mange sig borte fra ham. Mange af disse Foreninger var dannet under Indflydelse fra liberal-demokratisk Side, og deres Formål var snarere politiske og opdragende end økonomiske; men det ville komme Sandheden endnu nærmere at betegne dem som værende uden klart Formål, uden bestemt Politik og søgende at danne sig en. Det er utvivlsomt, at de som Sachsere og Sydtyskere i væsentlig Grad påvirkedes af det Had mod Preussens stigende Herredømme, der mødte dem fra alle Sider.

Kort efter at Lassalle havde stiftet sit Forbund, blev der som et Bolværk mod Lasselles Indflydelse i Frankfurt 1863 oprettet en Union af Arbejderforeninger, der havde holdt fast ved Fremskridtpartiet. Men denne Union af Foreninger begyndte hastigt at bevæge sig i demokratisk Retning, og gennem Demokrati til Socialisme. Dette Resultat skyldtes hovedsageligt to Mænd: Wilhelm Liebknecht og August Bebel. Liebknecht havde taget aktiv Del i de revolutionære Uroligheder i Tyskland 1848, havde været Medlem af den Gruppe af Landflygtige, der i London samledes om Marx og fra ham havde tilegnet sig den internationale revolutionære Socialismes Principper. Han havde sluttet sig til Lassalles Almindelige Forbund, men aldrig helt vundet sin Leders Tillid. Liebknecht talte Luther mellem sine Forfædre og nedstammede fra Tysklands lærde Mellemstand. Hans Ven August Bebel var en Arbejder, der, tidligt forældreløs, var blevet opdraget i Fattigskoler. Af Håndværk Drejer fortsatte Bebel på egen Hånd sin Opdragelse med den mest rosværdige Flid og Grundighed. I Kraft af sine Kundskaber, sin medfødte Begavelse og Karakterstyrke vandt han snart betydelig Indflydelse blandt sine Kammerater. Inden længe var Bebel i de tyske Arbejderforeninger en Kraft, man måtte regne med. Fra første Færd var Bebel kun stærkt overbevist Radikal og nærede ingen Sympati for en socialistisk Agitation, der, som Lassalles, så stærkt skulle afpasses efter den preussiske Nationalisme. Det var imidlertid kun et Tidsspørgsmål, når en så konsekvent og ihærdig Karakter ville gøre Overgangen fra Radikalisme til Socialisme. Som den, der repræsenterede de tyske Foreninger til Arbejderopdragelse ser vi ham i Løbet af få, korte År gøre Vejen til Socialdemokratiet, og hans Foreninger fulgte ham Skridt for Skridt. Indflydelsesrige Medlemmer udtrykte snart deres Sympati for den almindelige Valgret. På sit Møde i Stuttgart 1865 erklærede Forenings-Unionen sig for almindelig Valgret, medens dens Organ samme År i det mest uforbeholdne Sprog afviste de Schulze-Delitsch'ke Planer. I Chemnitz i Sachsen vedtog 1866 et stort Møde af Arbejderforeninger et Program, der i politisk Henseende var fuldt ud demokratisk og i økonomisk i betydelig Grad nærmede sig Socialismen. På sin Kongres i Nürnberg 1868 erklærede Unionen med overvejende Majoritet sin Tilslutning til Internationales Principper. På en stor Kongres i Eisenach 1869 grundlagde de det socialdemokratiske Arbejderparti og sendte samme År Repræsentanter til den internationale Kongres i Basel. Unionen, der af Progressisterne var planlagt som et Bolværk mod Socialdemokratiet, havde udviklet sig til den Vej, ad hvilken Arbejderne marcherede over i Fjendens Lejr.

Der var således oprettet to Socialistpartier i Tyskland, Lassalles Forbund, der væsentlig talte Medlemmer i Preussen, og Eisenach Partiet, der fandt Støtte i Sachen og Sydtyskland. Begge Partier havde Sæde i den Nordtyske Landdag, hvor på et Tidspunkt seks Socialister havde Sæde. De havde nu en Talerstol, hvorfra de kunne henvende sig til det tyske Folk, men man kan ikke sige, de var Bismarck synderlig taknemlige for den Lejlighed, han havde givet dem. Mændene af Revolutionspartiet fra 1848, hvis Ideal havde været Tysklands Enhed i Kraft af Folkets frie Initiativ, kunne ikke betragte Bismarcks Værk som særlig Anledning til Glæde, endskønt det havde ført den almindelige Valgrets Gave med sig. Schweitzer betragtede det Nordtyske Forbund som en højst ubehagelig og uvelkommen Kendsgerning, som der intet var at gøre ved, som Socialdemokratiet var nødt til at komme ud af det med, som den Basis, hvorpå det måtte konstituere sig som yderste Opposition, hvis det ønskede at bestå som politisk Parti. Liebknecht derimod betragtede det Nordtyske Forbund som en reaktionær og retsløs Voldsdåd, der måtte slås ned. For ikke at styrke den afslog han al praktisk Deltagelse i Landdagens lovgivende Arbejde. Den var for ham kun den Talerstol, hvorfra han kunne udslynge sin Protest mod den ny Tingenes Orden til det tyske Folks store Masse. Efter hans Mening betød Bismarcks Værk Splittelse, Svækkelse og Afhængighed for Tyskland, og Historien ville vandre over dets Ruiner.

Under den fransk-tyske Krig 1870/71 druknede den socialistiske Agitation for en Tid næsten helt i den patriotiske Begejstring. Ved Fjendtlighedernes Begyndelse afholdt Liebknecht og Bebel sig fra at stemme om Krigslånet; de misbilligede i lige Grad Preussens og Napoleons Politik. De andre socialistiske Deputerede, hvoriblandt Schweitzer, stemte for det, da Napoleons Sejr ville betyde Underkuelse af de socialistiske Arbejdere i Frankrig, den franske Militarismes Overherredømme i Europa og Tysklands fuldstændige Tilintetgørelse. Men efter det franske Kejserdømmes Fald stemte de alle mod et yderligere Lån og tilrådede den hurtigste Fredsslutning med Republikken uden Anneksion af fransk Territorium. Slige Synspunkter fandt ikke megen Tilslutning i Tyskland, hverken hos Regeringen eller Folket. Flere af Socialistførerne blev kastet i Fængsel. Ved det første Valg til den tyske Reichstag i 1871 samlede Socialisterne kun 102,000 Stemmer og fik to Medlemmer valgt ind. Snart efter erklærede Schweitzer, at han ville træde tilbage fra Ledelsen af det Almindelige Arbejderforbund. Han var faldet ved Valget. Hans Position som Forbundets Fører (der som fortalt sad inde med en Art diktatorisk Myndighed) var ikke længer holdbar. Hans Processer og Stridigheder med det preussiske Politi og Domstolene, de Vanskeligheder, han måtte kæmpe med indenfor sit Parti, den Forfølgelse og Bagvaskelse, han måtte døje af Eisenach Partiet, og de Ofre af Tid og Penge, Helbred og Ro, der var uadskillelige fra en sådan Stilling, havde gjort den i højeste Grad anstrengende. Han havde ledet Forbundets Sager med en Takt, Indsigt og Forståelse af Situationen, som de senere tyske Socialistledere aldrig synes at have nået. Han døde i Schweiz 1875. Omtrent samtidig, i Foråret 1871, kom Beretningen om den store Rejsning af Arbejderklassen, Pariserkommunen. De tyske Arbejdere afholdt Massemøder i Berlin, Hamburg, Hannover, Dresden, Leipzig og andre store Byer for at udtrykke deres Sympati for deres franske Brødre i de Kampe, de havde taget op. I Rigsdagen holdt Bebel en Tale, hvori forekom følgende Passus: „Vær forvissede om, at hele det europæiske Proletariat og alle, der i deres Hjerte nærer nogen Følelse for Frihed og Uafhængighed, har Blikket rettet mod Paris. Og hvis Paris nu er knust, må jeg minde Eder om, at Kampen i Paris kun er en ubetydelig Forpostfægtning, at den afgørende Kamp i Europa endnu ligger foran os, og at Pariser-Proletariatets Kampråb: »Krig mod Slottet, Fred for Hytten, Død ved Nød og Lediggang«, inden mange Tiår er gået, vil være hele det europæiske Proletariats Kampråb. Da Feberen i 1871 havde lagt sig, genoptog den socialistiske Agitation sin Virken og næredes af Tidens ville Spekulationer og den industrielle Krise, der fulgte efter. Ved Valgene 1874 samlede Socialistpartiet 340,000 Stemmer og fik ni Medlemmer valgt ind.

Fra Lassalles første Optræden i 1862 havde den socialistiske Agitation ved hvert Skridt på sin Bane mødt det tyske Politi. Dets de Ledere blev ført for Domstolene og fængslede. Møder blev splittede, Aviser og Organisationer undertrykte. Ytringsfriheden på Talerstolen og i Pressen knebledes på alle Måder. Af sådanne Erfaringer lærte Socialistførerne Fordelen og Nødvendigheden af Samling overfor den fælles Fjende. Da Schweitzer i 1871 trak sig tilbage fra Ledelsen af Partiet Lassalle, fjernedes den alvorligste Hindring for en Sammenslutning. Hasendclever var valgt til Præsident i hans Sted, men det blev klart, at Partiet var vokset fra den enevældige Ledelse, der i det første År havde været til Nytte og måske nødvendig. Alle Tidens Tendenser og Indflydelser bidrog til at føre Partierne Lassalle og Eisenach sammen. De forfulgte de samme Mål under samme Forhold overfor den samme Opposition, og der var nu intet, der virkelig kunne skille dem ad undtagen Mindet om gammel Rivaliseren og Fjendtlighed, der snart blegnede under Indtrykket af deres mere praktiske Vanskeligheder. Under disse Omstændigheder var Foreningen let, og på en Kongres i Gotha 1875 fuldbyrdedés Sammensmeltningen af Partierne Eisenach og Lassalle. På denne Kongres var 25,000 aktive Medlemmer repræsenterede, hvoraf de 9,000 tilhørte det Marxistiske Parti og 15,000 Lassalles. Den samlede Organisation antog Navnet De tyske socialistiske Arbejderes Parti og opsatte et Program, der, som det mest betydende, der indtil da var fremsat af nogen socialistisk Organisation, fortjener at gengives i sin Helhed. Den således fuldbyrdede Sammenslutning af de to Partier indvarslede ny Fremgang for det tyske Socialdemokrati. Ved Valget 1877 samlede det ny Parti næsten en halv Million Stemmer og sendte tolv Medlemmer til Rigsdagen. Dette Resultat skyldtes for en stor Del den beundringsværdige Organisation, som den socialistiske Propaganda nu var nået til. En Stab af dygtige, intelligente og energiske Agitatorer talte for den ny Lære i hver eneste By i Tyskland, og de støttedes af et virkningsfuldt Apparat af Aviser, Stridsskrifter, Afhandlinger, sociale Møder - ja, selv i Almanakerne blev de socialistiske Læresætninger indsmuglede, antydede og indkapslede på enhver optænkelig Måde. I alle de store Befolkningscentrer - i Berlin, Hamburg og Sachsen og Rhinlandets Industribyer - truede Socialdemokraterne med at blive det stærkeste Parti.

Disse rivende Fremskridt og den aggressive Holdning, Partiets Talsmænd indtog, foruroligede meget naturligt de tyske Magthavere. De besluttede at imødegå det ved Undtagelseslove. Det socialdemokratiske Program rummede intet, der var absolut uforeneligt med en fredelig Udvikling bort fra den eksisterende Statsform. Som vi har set, er det et Princip i den marxistiske Socialisme, at dens Virkeliggørelse betinges af den sociale Udviklings lovbundne Retning, men Processen kan fremskyndes ved intelligent og energisk Samarbejde mellem Menneskene, og da dette Samarbejde måtte ytre sig som revolutionære Magter og i Tyskland virkelig antog en stærkt aggressiv og truende Holdning både i Pressen og på Talerstolen, var det uundgåeligt, at den tyske Regering traf sine Forholdsregler for at undertrykke det.

Anledningen til en anti-socialistisk Lovgivning blev fundet i Hodels og Nobilings Attentater på Kejseren i 1878. Det er overflødigt at sige, at det socialdemokratiske Parti ikke havde Del i noget af disse Attentater. De to Mænd stod ikke i nogen officiel Forbindelse med Partiet. De var svage af Karakter og Intelligens. Deres svage Sind var blevet ophidset af den socialistiske Lære, der gærede omkring dem. Andet og videre Ansvar for deres Handlinger kan ikke pålægges Socialdemokratiet, hvis Principper og Interesser var i absolut Modstrid med sådanne Mordforsøg. Det Lovforslag, der blev fremsat efter Hodels Attentat, blev stemt ned i Rigsdagen. Efter Nobilings Attentat opløste Regeringen Rigsdagen og appellerede til Folket med det Resultat, at et stort Flertal stemte for Undtagelseslove. Ved de almindelige Valg sank det socialistiske Stemmeantal fra 493,000 til 437,000. Den nye Rigsdag vedtog hurtigt strenge Anti-Socialist-Love. Et Træk af største Interesse ved de Diskussioner, der udspandt sig i Forbindelse med Undtagelseslovgivningen, er den Holdning, Bismarck indtog. Nu, da den store Statsmand er død, må det særligt fremhæves, at han med en Uhildethed, der gør ham Ære, søgte at sætte sig ind i Socialismen. Han betragtede det som sin Pligt at lære alt, hvad der vedrørte hans Embede, at kende, og han gjorde sig særlig Umage for at forstå de nye sociale og økonomiske Problemer, der havde fanget Landets Interesse.

I et Rigsdagsmøde d. 17. September 1878 var han ikke bange for at udtrykke sin Sympati, ja, Respekt for Lassalle. Han forklarede, hvorledes han tre eller fire Gange havde talt med Lassalle på dennes Opfordring, og han havde ikke fortrudt det. Ved Omtalen af grundløse, men udbredte Rygter om, at han havde været villig til at forhandle med Agitatoren, erklærede han, at Forholdet dem imellem ikke kunne have antaget Form af en politisk Transaktion, eftersom Lassalle intet havde at byde ham, og der kunne ingen Handel komme i Stand, når den ene af Parterne intet har at give. „Men ved Lassalle som Privatmand var der noget, der i højeste Grad virkede tiltrækkende på mig," vedblev Bismarck. „Han er en af de dygtigste og mest charmerende Mænd, jeg nogensinde har truffet; en Mand der var ærgerrig i stor Stil og på ingen Måde en Republikaner; han besad stærkt udprægede nationale og monarkistiske Følelser, den Tanke, han kæmpede for at virkeliggøre, var det tyske Kejserdømme, og her kunne vi mødes. Lassalle var ærgerrig i stor Stil; det var måske tvivlsomt, hvorvidt det tyske Kejserrige skulle slutte med Dynastiet Hohenzollern eller Dynastiet Lassalle, og dog var hans Syn helt igennem monarkistisk ... Lassalle var en energisk og højtbegavet Mand, hvis Tale var meget lærerig; vore Samtaler trak ud i Timevis, og jeg beklagede det altid, når de sluttede ... Jeg havde været glad ved at have en så rigtbegavet og genial Mand som min Nabo-Godsejer." Det bør også tilføjes, at Bismarck ingen principiel Indvending havde mod Lassalles Plan om producerende Sammenslutninger med Statshjælp. Sådanne Forsøg var i sig selv ikke urimelige, og de var fuldtud foreneligt med det, som han betragtede som Statens Pligter; men de politiske Begivenheders Gang havde ikke levnet ham den fornødne Tid og Lejlighed. Inden vi forlader dette Emne, bør vi bemærke, at hvad almindelig Valgret og producerende Sammenslutninger med Statshjælp angik, var der et sådant Fællesskab i Syn hos Lassalle og Bismarck, at de her kunne have samarbejdet uden principielle Indrømmelser fra nogen af Siderne.

I sin Tale i Rigsdagen d. 17. September 1878 forklarede Kansleren også, hvorfra hans Fjendskab mod Socialdemokratiet stammede. En af dets ledende Repræsentanter, enten Bebel eller Liebknecht, havde i et åbent Møde udtrykt sin Sympati med Pariserkommunen. Denne Hentydning til Kommunen havde kastet Lys over Spørgsmålet; fra det Øjeblik følte han sig ganske overbevist om, at Socialdemokratiet var en Fjende, mod hvem Staten og Samfundet måtte væbne sig. Som vi har set, var det Bebel, der i Rigsdagen havde udtrykt sig så foruroligende, men Liebknecht havde aldrig stået tilbage for ham, når det gjaldt åben og uforbeholden Tilslutning til lignende Anskuelser. Sådanne Anskuelser var ikke et Udtryk for en øjeblikkelig Stemning; de havde Rod i en dyb og fast Overbevisning og kan med Rette tages som repræsenterende det tyske Socialdemokratis Tro og Overbevisning i Almindelighed. Socialdemokraterne var fjendtligt stemte overfor de rådende Tilstande i Tyskland, og de var ikke bange for at sige det. Under sådanne Forhold behøver man næppe at fremhæve, at med en Regering, som den Bismarck repræsenterede, var et Sammenstød uundgåeligt. Bismarck selv var en preussisk Junker, der var blevet en stor europæisk Statsmand, men i mange Henseender var han Junkeren til sine Dages Ende. Med sjældent Skarpsind og Viljestyrke havde han forenet sin Tids bærende Kræfter mod det store Mål, at samle Fædrelandet og gengive det sin berettigede Position mellem Europas Nationer. Han havde, for at bruge hans egne Ord, løftet Tyskland i Sadlen, og hans Opgave var derefter at holde det der. De Veje, ad hvilke han havde løst den ene Del af sin Opgave, var imidlertid næppe så fuldt egnede til Løsningen af den anden.

I det nu samlede Tyskland stødte han på to Fjender, der syntes at true den Bygning, han så ihærdigt havde rejst - den Sorte Internationale eller det ultramontane Parti, og den Røde Internationale eller Socialdemokraterne. Disse Fjender søgte han at undertrykke på den overlegne Måde, der var ham tilvant fra hans Ungdom. Han var omtrent 56 År, da det tyske Kejserrige blev oprettet. Det var at forlange for meget af den menneskelige Natur, at han i så sen en Alder skulle kunne bryde med sine Traditioner som preussisk Junker og Statsmand og slå ind på de Veje, ad hvilke Tyskland kunne gøres til en fri så vel som en samlet Stat. Dog er det kun retfærdigt at sige, at han et langt Stykke fulgte denne ønskelige Vej. Både som praktisk Statsmand og som Patriot ønskede han at have det tyske Folk på sin Side. Når han med Midler, der ikke er en fri og oplyst Nation værdige, søgte at undertrykke Socialdemokratiet, så gjorde han det i fuldt Alvor som tysk Fædrelandsven. Han var et Menneske og arbejdede indenfor de Begrænsninger, der skabtes af hans Fødsel, Fortid og Stilling. På den anden Side var Socialdemokraterne gennem mange Generationer blevet underkuede af de Klasser, som Bismarck repræsenterede. De havde nu i Harme rejst sig fra Samfundets Dyb som et organiseret Parti, der krævede, at den nedarvede Underkuelse skulle ophøre. Set under denne Synsvinkel var Bismarcks anti-socialistiske Lovgivning kun en ny Fase i en hundredårig Proces. Tiden har endnu ikke fuldt ud åbenbaret, med hvilke Midler en sådan Proces kan bringes til Ende. De anti-socialistiske Love trådte i Kraft i Oktober 1878. Socialistiske Blade og Møder blev med ét undertrykte og Partiets Organisation brudt. Det kan i Almindelighed siges, at mens Lovene havde Gyldighed, var Rigsdagens Forum det eneste Sted, hvor Socialisterne havde Ytringsfrihed, og den eneste Art Organisation, der var den tilladt, var den, de dannede som politisk Parti på Rigsdagen. Efterhånden blev Berlin, Hamburg, Leipzig og andre Byer erklærede i den lille Belejringstilstand, og Politiet tøvede ikke med at udnytte den Myndighed, der derved gaves dem til at udvise socialdemokratiske Agitatorer og andre, der måtte genere det.

En Tid lang herskede der Forvirring og til en vis Grad Forfærdelse blandt Socialdemokraterne. Men snart blev det dem klart, at deres Samling og Magt ikke afhang af den ydre Organisation. Som Marx havde lært, må Fabriksorganisationen nødvendigvis medføre Proletariatets Organisation. En veldisciplineret Arbejderklasse er en naturlig og uundgåelig Følge af den moderne industrielle Evolution, som intet Lovens ikke kan splitte, hvis Arbejderne er sig deres Stilling og Opgave klart bevidst. Således forstod den tyske Arbejder, at det Sammenhold, hvortil han satte sin Lid, var udenfor de undertrykkende Loves Rækkevidde, så snedigt affattede og brutalt udøvede disse end måtte være. Savnet af et Presseorgan føltes imidlertid stærkt, og for at råde Bod herpå stiftedes i September 1879 i Zürich Socialdemokraten, internationalt Organ for de tysktalende Socialdemokrater. Fra 1880 redigeredes det af Eduard Bernstein med virkelig Dygtighed og samvittighedsfuld Omhu. Hver Uge blev Tusinder af Eksemplarer sendt til Tyskland og, til Trods for alle Politiets Anstrengelser, uddelt blandt Fædrelandets Socialdemokrater. 1888 flyttedes det til London, hvorfra det udsendtes indtil de anti-socialistiske Loves Ophævelse i 1890. Bismarcks Bekæmpelse af Socialismen var tilsyneladende lykkedes midlertidigt; i 1881, det første Valg efter Lovenes Vedtagelse, sank Partiets Stemmeantal til omkring 312,000. Men det var kun midlertidigt og sandsynligvis mere tilsyneladende end reelt. Valgene i 1884 viste en markeret Stigning til 549,000 og i 1887 til 763,000. Disse Symptomer på Fremgang overfløjedes imidlertid ganske af Valgresultatet i 1890, hvor de socialdemokratiske Stemmer steg til 1,427,000. De var nu det stærkeste Enkeltparti i Riget.

I alle Rigets store Byer og især i de største som Berlin/ Hamburg og Dresden, der var blevet erklærede i den lille Belejringstilstand, kunne Socialisterne opvise en enorm Stemmefremgang. Indtil 1885 havde Socialdemokraterne efter deres egen Indrømmelse kun gjort ringe Fremskridt i Landdistrikterne og blandt den katolske Befolkning både i Byerne og på Landet. Valget i 1890 viste betydelig Fremgang i begge Henseender. Valget gav det Bismarck'ske Undertrykkelsessystem Dødsstødet, og de anti-socialistiske Love blev ikke fornyede. Socialdemokraterne gik således ud af Kampen mod Bismarck med et Stemmeantal, der var tre Gange så stort, som da de anti-socialistiske Love blev vedtaget. Kampen havde bevist Bevægelsens ualmindelige Livskraft. Socialdemokraterne havde udvist en Tålmodighed, Disciplin og Viljestyrke og, under Savnet af formel Organisation, en virkelig og effektiv samlet Målbevidsthed, der i Arbejderbevægelsens Årbøger er uden Sidestykke siden det menneskelige Samfunds Oprindelse. De havde ydet vedvarende og urokkelig Opposition mod den mægtigste Statsmand siden Napoleon I., en Statsmand, der rådede over alle en moderne Stormagts Hjælpemidler og støttedes af en Presse, der brugte ethvert anvendeligt Middel til at bringe Bevægelsen i Miskredit, som Parti havde de aldrig ladet sig udæske til Voldshandlinger. De havde i Virkeligheden vist sig i Besiddelse af alle de overlegne Egenskaber, der gør Mænd og Partier skikkede til at spille en stor Rolle i Historien. Den socialdemokratiske Bevægelse i Tyskland er en af vor Tids mest bemærkelsesværdige Fænomener.

Efter den anti-socialistiske Lovgivnings Ophævelse indså Socialdemokratiet, at dets første Opgave var at tilvejebringe en indre Ordning. Ved et Partimøde i Halle 1890 vedtoges en Organisation af den mest enkle Natur. Det årlige Møde udgør Partiets højeste repræsenterende Forsamling. Partiledelsen skulle bestå af to Formænd, to Sekretærer og en Kasserer, desuden to Revisorer valgte af et Revisionsråd på syv Medlemmer. Der Sozialdemokrat, der, som omtalt, i nogen Tid var blevet udgivet i London, gik ind, og Vorwärts i Berlin blev Partiets Centralorgan.

I 1891 på et Partimøde i Erfurt vedtoges et nyt Program, der afløste Gotha-Programmet, og da det med Rette kan betragtes som det mest fuldstændige Udtryk for de socialdemokratiske Principper, der nogensinde er fremsat af nogen Forsamling af Arbejdere, giver vi det her in extenso: „Det borgerlige Samfunds økonomiske Udvikling fører naturnødvendigt til Undergang for Småproduktionen, der er baseret på Arbejderens Ejendomsret til Arbejdsmidlerne. Den fjerner Arbejderen fra hans Arbejdsmidler og forvandler ham til en besiddelsesløs Proletar, medens Produktionsmidlerne monopoliseres af et forholdsvis ringe Antal Kapitalister og store Jordejere. „Denne Monopoliseren af Produktionsmidlerne ledsages af den spredte Småproduktions Afskaffelse ved den kolossale Storproduktion, af Overgangen fra Redskabet til Maskinen og af gigantisk Stigning i det menneskelige Arbejdes Produktivitet. Men alle Fordelene ved denne Forvandling monopoliseres af Kapitalisterne og de store Jordejere. For Proletariatet og de forsvindende Mellemgrader - Småhandlende og Gårdejere - betyder den stigende Usikkerhed i Livsvilkår, større Elendighed, Undertrykkelse, Afhængighed og Udbyttelse. Stadig større bliver Proletarernes Antal, stadig vokser Hæren af overflødige Arbejdere, stadig bredere bliver Svælget mellem Udbyttere og Udbyttede, stadig mere forbitret den Klassekamp mellem Borgerskab og Proletariat, der deler det moderne Samfund i to fjendtlige Lejre og er et Fællestræk for alle Industrilande. „Svælget imellem Rige og Fattige udvides yderligere af de Kriser, der er en naturlig Følge af den kapitalistiske Produktionsmetode, der stadig bliver mere hærgende og ødelæggende, der gør den almindelige Usikkerhed til den normale Tilstand i Samfundet og beviser, at de producerende Kræfter er voksede fra det eksisterende Samfund, at privat Ejendomsret til Arbejdermidlerne er uforenelig med disses rationelle Udnyttelse og fuld Udvikling. „Privat Ejendomsret til Produktionsmidlerne, der i tidligere Tider var Midlet til at sikre den Producerende Ejendomsretten over hans egne Frembringelser, er nu blevet Midlet til at udbytte Selvejerbønder, Håndværkere og Småhandlende og til at sætte de ikke-arbejdende, Kapitalister og store Jordejere, i Besiddelse af Arbejdernes Frembringelser. Kun Forvandlingen af den kapitalistiske private Ejendomsret over Produktionsmidlerne - Jord, Miner, Råmaterialer, Redskaber, Maskiner, Samfærdselsmidler - til Samfundsejendom og Vareproduktionens Omdannelse til socialistisk Produktion, drevet for og af Samfundet, kan føre dertil, at Storproduktionen og det menneskelige Arbejdes stadig voksende Produktionsevne, i Stedet for en Kilde til Elendighed og Undertrykkelse for de hidtil udbyttede Klasser, kan blive en Kilde til det højeste Velfærd og alsidig harmonisk Udvikling. „Denne sociale Forvandling betyder Frigørelse, ikke blot for Proletariatet, men for hele den Menneskeslægt, der lider under de bestående Tilstande. Men den kan kun ske som Arbejderklassens Værk, fordi alle andre Klasser, til Trods for deres indbyrdes stridende Interesser, holder på den private Ejendomsret over Produktionsmidlerne og som fælles Mål har Bevarelsen af det bestående Samfunds Grundvold. „Arbejderklassens Kamp mod kapitalistisk Udbyttelse er nødvendigvis en politisk Kamp. Uden politiske Rettigheder kan Arbejderklassen ikke føre sin økonomiske Kamp og ikke udvikle sin økonomiske Organisation. Den kan ikke udvikle Produktionsmidlernes Overgang til det kollektive Samfunds Ejendom uden at komme i Besiddelse af den politiske Magt. „At give denne Arbejderklassens Kamp bevidst og samlet Form og vise frem mod dens uundgåelige Mål, det er det socialdemokratiske Partis Opgave. „I alle Lande, hvor den kapitalistiske Produktionsmetode hersker, er Arbejderklassens Interesser de samme. Med Udvidelsen af Verdenshandelen og af Produktionen for Verdensmarkedet bliver Arbejdernes Vilkår i hvert enkelt Land altid i større Grad afhængig af Arbejdernes Vilkår i andre Lande. Arbejderklassens Frigørelse er derfor en Opgave, i hvis Løsning alle civiliserede Landes Arbejdere er lige interesserede. I Erkendelsen heraf føler og erklærer Tysklands socialdemokratiske Partier sig solidarisk med de klassebevidste Arbejdere i alle andre Lande. „Tysklands socialdemokratiske Parti stræber derfor, ikke mod nye Klasseprivilegier og Særrettigheder, men mod Afskaffelsen af Klassestyret og Klasserne og mod lige Rettigheder og lige Pligter for alle uden Hensyn til Køn og Herkomst. Ud fra disse Anskuelser kæmper det i det bestående Samfund ikke alene mod Lønarbejdernes Udbyttelse og Undertrykkelse, men mod enhver Form for Udbyttelse og Undertrykkelse, hvad enten den er rettet mod Klasse, Parti, Køn eller Race. „Ud fra disse Principper kræver Tysklands socialdemokratiske Parti nu: 1) Almindelig, lige og direkte Valgret, med skriftlig Afstemning, for alle Rigets Mænd og Kvinder over 20 År. Forholdstalvalgmåde; og indtil dettes Indførelse, lovmæssig Fordeling af Mandaterne efter hver Folketælling. Toårige Lovgivningsperioder. Valgene finder Sted på en lovbestemt Hviledag. Repræsentanterne lønnes. Afskaffelse af alle Indskrænkninger i politiske Rettigheder, undtagen i Tilfælde af Valgrets Fortabelse. 2) Direkte Lovgivning gennem Folket med Rei til Initiativog Referendum. Folke-Selvstyre i Riget, Staten, Provinsen og Kommunen. Folkevalgte Embedsmænd; ansvarlige Embedsmænd. Skatterne reguleres hvert År. 3)Almindelig Oplærelse i militære Pligter. Folkehær i Stedet for de stående Hære. Folkets Repræsentanter råder for Krig og Fred. Afgørelse af alle internationale Stridigheder ved Voldgift. 4) Afskaffelse af alle Love, der indskrænker eller undertrykker Ytringsfriheden, Forenings- og Forsamlingsfriheden. 5) Afskaffelse af alle Love, der i offentlige eller private Anliggender stiller Kvinden under Manden. 6) Religionen erklæres for en Privatsag. Ingen offentlige Midler anvendes til kirkelige eller religiøse Formål. Kirkelige og religiøse Samfund betragtes som private Foreninger, der fuldstændig uafhængigt styrer deres egne Anliggender. 7) Konfessionsløs Skole. Obligatorisk Møde i de offentlige Folkeskoler. Undervisning, Skolemateriel og Ophold er gratis i de offentlige Folkeskoler og også på de højere Undervisningsanstalter for de Elever, både mandlige og kvindelige, der i Kraft af deres Anlæg findes egnede til videre Uddannelse. 8) Gratis Retspleje. Retten holdes af folkevalgte Dommere. Appel i kriminelle Sager. Skadeserstatning for dem, der uskyldigt anklages, fængsles og dømmes. Afskaffelse af Dødsstraf. 9)Lægehjælp, indbefattet Fødselshjælp og Medicin, er gratis. Gratis Begravelse. 10) Stigende Indtægts- og Formueskat bestrider alle offentlige Udgifter, for så vidt som disse skal dækkes ved Skatter. Tvungen Selvangivelse. Arveafgiften fastsættes efter Beløbet og Familieforholdet. Afskaffelse af alle indirekte Skatter, Toldafgifter og andre finansielle Bestemmelser, der opfører Samfundets Interesser til Fordel for en priviligeret Minoritet. Til Arbejderklassens Beskyttelse kræver Tysklands socialdemokratiske Parti: 1. En effektiv, national og international Beskyttelseslovgivning for Arbejderne på følgende Grundlag: A) Maximalarbejdsdag på 8 Timer. B) Forbud mod Lønarbejde for Børn under fjorten År. C) Forbud mod Natarbejde, undtagen for de Fags Vedkommende, der i Følge deres Natur, af tekniske Grunde eller af Hensyn til det offentlige Vel, kræver Natarbejde. D) En uafbrudt Hvileperiode på mindst seksogtredive Timer i hver Uge for hver Arbejder. F) Forbud mod Byttesystemet. 2) Opsyn med alle industrielle Virksomheder, Undersøgelse
og Regulering af Arbejdsforholdene i By og på Landet af et Rigsdepartement for Arbejdet, Arbejdskontorer i Distrikterne og Arbejderkamre. Et gennemgribende industrielt Hygiejnesystem. 3) Landarbejdere og Tyende stilles på samme Fod som Industriarbejdere; Afskaffelse af Tyendeloven. 4) Foreningsretten sikres.5) Riget overtager en fuldstændig Arbejderforsikring med effektivt administrativt Samarbejde med Arbejderne."

Ser vi nærmere på ovenstående Program, vil vi finde, at Kollektivismen fremsættes som Målet for en langvarig historisk Udviklingsproces. Men dette Mål skal nås gennem den tyske Arbejderklasses bevidste, intelligente og organiserede Optræden i Samarbejde med andre Landes Arbejderklasser. Dette er den dobbelte Hensigt i Programmets første Del. Den anden Del er en detailleret Redegørelse for de socialpolitiske Arrangementer og Institutioner gennem hvilke det tyske Socialdemokrati kan gå mod Målet under og bort fra de bestående Samfundsforhold. Målet, Kollektivisme, er derfor Programmets centrale Punkt. Som man vil se, er Programmet meget udførligt; der kunne skrives mange Afhandlinger gennem mere end en Menneskealder. Det vil ses, at den materialistiske Opfattelse af Historien og Marx' Teori om Overskudsværdien ikke er udtrykt i Programmet, om end de kan påstås at være indbefattede deri af dem, der fremhæver disse Marx' to ledende Principper. Det tyske Socialdemokrati er derfor ikke i så høj en Grad, som det almindeligt antages, bundet til de særligt marxistiske Teorier, skønt de klare Linier, hvormed Programmet er trukket op, skyldes ham mere end nogen anden. Vi kan være forvissede om, at Programmets forskellige Punkter endnu mange År vil øve den energiske og intelligente tyske Arbejderklasses Tænkning og blive diskuteret af den. Det sammenfatter dens Tanker og Interesser, dens Håb og Idealer på det social-økonomiske og politiske Område, men det repræsenterer intet afsluttet dogmatisk System. Det skal være en levende Lære, der afspejler en levende Bevægelse.

Vi har nu kortelig skitseret det tyske socialdemokratiske Partis Udvikling fra 1863 til 1890. Det er et kort Spand af Tid, men fuldt af Forandringer og Uro. Partiet har sejrrigt gennemgået en hård Skole. Vi har set, hvor svagt og famlende Partiet begyndte. Vi har også set, hvilke hårde Erfaringer det ved hvert Skridt på sin Bane gjorde med det tyske Politi. De preussiske og tyske Myndigheder undlod næppe at benytte sig af noget Middel til at undertrykke og ødelægge Bevægelsen. Ser man tilbage på Partiets Udvikling, kan der ingen Tvivl være om, at dets Førere under visse afgørende Situationer kunne have udvist større Klogskab og Indsigt. Preussens stigende Magt burde være anerkendt som en uundgåelig Kendsgerning, der utvivlsomt førte til Tysklands Enhed. Set fra dette Synspunkt var Bismarcks Værk i hvert Fald i dybeste Forstand i Fremskridtets Tjeneste. Vi kan roligt være forvissede om, at Tysklands Samling og Genfødelse aldrig var blevet fuldbragt af en talende Forsamling som Frankfurter Parlamentet af 1848, og vi finder ikke andre Kræfter, der kunne have udvirket det end Preussens Militærmagt. Og vi kan yderligere tilføje, at det i yderste Grad ville være ulykkebringende som Forholdene er i Europa, hvis Socialdemokratiets nuværende Politik, at nægte at stemme for Budgetterne, i alvorligere Grad skulle svække den tyske udøvende Magt. Det var naturligt, at Mænd som Liebknecht hadede Junkerpartiet som de Fattiges Arveherrer og Undertrykkere; men Junkerne havde, og har endnu, den største historiske Betydning som Førere for de politiske og militære Kræfter, der atter har gjort Tyskland til en Nation. Lad os sige, at den Vej, ad hvilken de skabte det nye Tyskland, ikke var den ideelle, men det har været den Vej, Omstændighederne anviste, og hverken Marx' eller Liebknechts revolutionære Utålmodighed har formået at standse eller rokke ved Kendsgerningen. Uddannet i Modgangens Skole har det tyske Socialdemokrati været nødt til at lære Omtanke og erhverve sig alle Disciplinens Dyder - Tålmodighed, Ædruelighed og Selvbeherskelse. Nogle af dets Medlemmer, blandt hvilke Most og Hasselman var fremtrædende, slog stærkt på anarkistiske Fremgangsmåder overfor Autoriteterne, men denne Tendens blev på det kraftigste modarbejdet af det store Flertal. Da Most og Hasselman nægtede at bøje sig for Partidisciplinen, blev de senere udstødt. Ethvert Forsøg på at opmuntre til anarkistiske Teorier eller anarkistisk Praksis indenfor det tyske Socialdemokrati er fast og næsten enstemmigt blevet undertrykt af Partiet. Det lykkedes kun i ringe Grad i Tilfælde, hvor det tyske Politis Agenter anstiftede det i deres egne onde Interesse.

Det socialdemokratiske Partis Modgang havde den overmåde heldbringende Virkning, at den rensede Partiets Rækker for alle, der ikke i Kraft af deres dybeste Overbevisning havde sluttet sig til Arbejdernes Sag. Det er et alvorligt Uheld for nye Bevægelser som Socialismen, at de fra Mellem- og Overklassen drager til sig alle Arter af svage Sjæle og forstyrrede Entusiaster og Eventyrere - tågede og ørkesløse Skvadronører, bitre og sygelige Pessimister, der slutter sig til Bevægelsen, ikke af virkelig Kærlighed til Sagen, men fordi det giver dem Lejlighed til at lægge Planer og tale og fare ud mod det bestående Samfunds Laster. På et Tidspunkt, hvor Socialismen var ved at komme på Moden, frelste den anti-socialistiske Lovgivning det tyske Socialdemokrati for denne farlige Klasse. Det er et overmåde betydningsfuldt Træk i det tyske Socialdemokratis Udvikling, at det nåede sin nuværende, fremskudte Stilling uden Førere af overlegen Begavelse. Det har haft mange trofaste Ledere. Gennem mere end halvtredsindstyve År i Landflygtighed, Nød, Modgang, Forfølgelse og Fængsling - efterfulgt af forholdsvis lykkelige Tider - var Liebknecht til alle Tider den revolutionære Sags udholdende og urokkelige Forkæmper. Bebels Virksomhed strækker sig over omtrent halvtreds År og præges i ikke mindre Grad af Udholdenhed og Mod. Mange andre, som Hasenclever, Auer og Vollmar (af hvilke kun den sidstnævnte endnu lever) tjente dygtigt gennem mange År. Men ingen af disse kan betragtes som særlige Begavelser, Bernstein og Kautsky, der kan betegnes som Partiets ledende Teoretikere i den nyere Tid, har vist omfattende Kundskaber, Dømmekraft og klart Blik, men de ville være de sidste til at gøre Krav på de fremragende Egenskaber, der giver Marx og Lassalle deres ophøjede Plads i Arbejderklassens Historie. Da det forholder sig således, må vi betragte det tyske Socialdemokrati som en Bevægelse, der vel skylder to fremragende og oprindelige Begavelser sin første Begyndelse, men hvis senere Udvikling bæres af hele Rigets Proletariat. I Mangel af anden Ledelse har det socialdemokratiske Parti været Samlingspunktet for de tyske Arbejdere. Når alt andet var usikkert, mørkt og fjendtligt, kunne de stole på Partiet som en venlig og uhildet Rådgiver. De Strejker, der fra Tid til anden brød ud blandt de tyske Arbejdere, blev på det omhyggeligste vejledte og fulgte af de socialdemokratiske Førere, og disse Førere indså snart, at disse Strejker på den grundigste og mest indtrængende Måde tjente til at vække Arbejdernes Klassebevidsthed. Hele Arbejdermasser gik over til Socialdemokratiet under Indtrykket af den strenge og håndgribelige Lære, Strejken havde givet dem.

Det tyske Socialdemokratis Sag har derfor vakt den dybeste Selvfornægtelse blandt alle dets Medlemmer. Da Liebknecht og Bebel blev idømt to Års Fæstningsarrest efter den store Proces i Leipzig 1872, sagde de, at de med Glæde ville sone deres to År, fordi det havde givet dem en pragtfuld Lejlighed til socialistisk Propaganda for Tysklands Ansigt. I de fjorten Dage, Processen varede, havde de under deres Forsvar været i Stand til at slå Fordomme og Misforståelser ned og således opdrage den tyske offentlige Mening i socialistisk Retning. Men d. 10. Marts 1878 foregik en Demonstration, der med Rette kan betragtes som den dybest betydningsfulde i det tyske Socialdemokratis Historie. Det var August Heinsch' Begravelse. August Heinsch var en jævn Arbejder, en Sætter, men han havde gjort sig velfortjent af Proletariatet ved at organisere dets Valgsejre i Berlin. Han var død af Tuberkulose, som Socialisterne kalder Proletarsygdommen, fordi den så ofte skyldes de uhygiejniske Forhold, hvorunder Arbejdet udføres. For August Heinsch' Vedkommende blev Sygdommen i det mindste forværret af hans selvopofrende Anstrengelser for den fælles Sag, og Berlins Arbejdere besluttede at hædre hans Minde ved en højtidelig og virkningsfuld Demonstration. Da Liget blev ført til Kirkegården gennem Øst-Berlins Arbejderkvarterer, vajede sorte Flag fra Tage og Vinduer, og mægtige Folkemasser, der taltes i Hundredtusinder, opfyldte Gaderne og blottede deres Hoveder i ærbødig Medfølelse. Mange Tusind Arbejdere fulgte i sluttede Rækker Kisten til det sidste Hvilested.

Af alle det tyske Socialdemokratis Resultater kan det vel betragtes som det betydningsfuldeste, at det i så høj en Grad har organiseret Rigets nøjsomme, hårdt arbejdende og lovlydige Proletariat og lært det forstandig Selvopofrelse for den fælles Sag. Partiets Program og Principper er i den forløbne Tid undergået Forandring og vil uden Tvivl undergå Forandring i Fremtiden, thi det tyske Socialdemokrati er en Realitet og en levende Organisme. Nye Tider vil bringe nye Krav, der fordrer nye Forholdsregler. Vi håber, de også vil bringe et videre og klarere Syn og besindigere Visdom; thi uden Visdom er selv organiseret Magt kun lidet værd. I Betragtning af Arbejdernes Trofasthed og Opofrelse, kræves det så meget stærkere af det tyske socialdemokratiske Partis Ledere, at de fører det ad Veje, der vil vise sig kloge, praktiske og frugtbringende. Det har alt for længe været deres egen Vanskæbne eller velovervejede Valg at stå udenfor det tyske Samfundslivs Hovedstrømning. De har i ringe Grad deltaget i Arbejdet i Staten, By- og Landkommunen. Partiet begyndte i Opposition til den store Samlingsbevægelse i Tyskland. Det er af største Betydning, at det tyske socialdemokratiske Partis Teorier og Idealer bliver grundigt prøvede ved aktiv Deltagelse i Samfundets praktiske Arbejde. Partiets Ledere foretrækker alle lovlige og fredelige Metoder. På dette Punkt kunne de og det bestående Samfunds Repræsentanter mødes og således skabe Grundlaget for et bedre Forhold i Fremtiden.

Napoleon den III's demokratiske Kejserdømme umuliggjorde en åben politisk og indtil 1864 også en åben faglig Bevægelse blandt de franske Arbejdere. Nævnte år ophævede Kejserdømmet Fagforeningsforbudet; det stræbte da at vinde Arbejderne for sig. Men der sattes meget snævre Grænser for Fagforeningernes Handlefrihed; de fik ikke fri Møderet, måtte ikke slutte sig sammen i Forbund og ikke drive Politik; også Strejkeretten var stærkt begrænset. Slutningen af Tresserne blev imidlertid en Tid fuld af Strejker og Uroligheder og med Tilløb til selvstændig politisk Optræden fra Arbejderklassens Side. I 1865 dannedes Sektioner af Internationale, men de opløstes ved Dom i 1868 og måtte herefter friste Tilværelsen som hemmelige Foreninger. Efter at Kejserdømmet var styrtet under den tysk-franske Krig 1870-71 tog Arbejdere og Småborgere fra d. 18. Marts til d. 28. Maj 1871 herredømmet i Paris. Der valgtes en revolutionær Regering, Kommunen, af hvis Medlemmer dog kun en Trediedel hørte til Internationale. Bevægelsen var i sin Oprindelse mindre kommunistisk end nationalistisk-republikansk, vendt mod den monarkiske Nationalforsamling. Det sociale Reformarbejde, Kommunen nåede at iværksætte eller at planlægge, bl.a. om de forladte Værksteders Overdragelse til kooperative Arbejdersammenslutninger, fik ingen blivende Betydning. Indre Splid mellem Kommunens Ledere og mellem Arbejdere og Småborgere svækkede dens Handlekraft og Evne til Modstand mod Nationalforsamlingens Tropper, som d. 21. Maj brød ind i Byen og i den følgende Uge kvalte Oprøret i Strømme af Blod. Ansvaret for Kommunens Udbrud tillagdes Internationale, der blev forbudt ved Lov af d. 23. Marts 1872. Loven, der blev Forbillede for de senere tyske Undtagelseslove, forbød tillige Foreninger, der hidsede til Strejker eller agiterede mod Ejendomsretten, Familien eller Religionen; blot det at være Medlem af sådanne Foreninger straffedes med Fængsel. En selvstændig Arbejderbevægelse skulle hermed være umuliggjort, så meget mere som de revolutionære fra Internationale og Kommunen enten var dræbt eller deporteret eller levede i Landflygtighed i Udlandet, i England, Svejts eller Amerika. »Arbejdsfriheden« skulle herske, og man ville ikke vide af noget »socialt Spørgsmål«. Den sociale Fred kom dog ikke. Strejker udbrød stadig, og allerede i 1872 søgte Fagforeningerne i Paris at slutte sig sammen i Forbund, hvilket forhindredes af Politiet. Men i 1876 kom et fransk Arbejdermøde i Stand. Det afholdtes i Paris og talte 360 Delegerede. Mødet ville ikke beskæftige sig med Politik eller Statsanliggender, kun drøfte Arbejderspørgsmål. Det sluttede sig til Kooperationen og tog Afstand fra Strejker. Helt undgå at komme ind på Politik kunne det imidlertid ikke, idet Spørgsmål om Alderdomsforsørgelse, om Ulykkeslovgivning, om Kvindearbejde, om Lærlingeuddannelse o.s.v. nu engang har en politisk Side, som Mødedeltagerne ikke var i Stand til at se bort fra. Mødet blev derfor alligevel et Varsel om Dannelsen af et politisk Arbejderparti. Og samme år fik Agitationen for Socialismen fornyet Kraft gennem Jules Guesde (1845-1920). Han vendte i 1876 hjem fra Udlandet, hvortil han var flygtet i 1871, og fik nu i Slutningen af 1877 et socialistisk Blad i Gang. Socialismen vandt dog ikke straks Tilslutning blandt Arbejderne. Det andet franske Arbejdermøde i 1878 afviste den således. Men senere på året gik en seks-syv Arbejderforeninger i Paris over til Socialismen, og på det tredje franske Arbejdermøde i Marseille i Oktober 1879 vedtoges en Dagsorden, der erklærede Produktionsmidlernes Overgang til Samfundseje for Arbejderbevægelsens Mål. Et Arbejderparti dannedes, Frankrigs socialistiske Arbejderes Partiforbund. Det nydannede Partis Program affattedes af Guesde og Paul Lafargue (1840-1913) med Bistand af Marx og Engels. Programmet gav Udtryk for den realistiske Socialismes Samfundsopfattelse og opstillede en Række politiske og sociale Reformkrav, således om Presse-, Forenings- og Forsamlingsfrihed, om Afskaffelse af Skudsmålsbogen for Arbejdere, om en lovfæstet ugentlig Hviledag og en lovfæstet Ottetimersdag, om en lovfæstet Minimalløn, om Forbud mod Børnearbejde. Et Landsmøde i Le Havre i 1890 skulle godkende Programmet. En Del af Mødets Deltagere ville imidlertid ikke vide noget af Socialismen, hvorfor Socialisterne måtte samles til en egen Kongres, der derpå vedtog det forelagte Program. Partiet deltog i 1881 i såvel Kommune- som Rigsdagsvalgene, til hvilke sidste den almindelige Valgret var bevaret ved den republikanske Forfatning, der vedtoges i 1875; men det opnåede kun henholdsvis 40.000 og 50.000 Stemmer. Denne ringe Tilslutning gav Anledning til indre Strid. En Fløj af Partiet, der lededes af Paul Brousse (født 1844), fandt Programmet for principielt socialistisk. Efter Brousses Mening skulle der lægges an på det nærmest opnåelige, det mulige, hvorimod Guesde og hans Tilhængere først og fremmest ville agitere for Socialismen. I 1882 ekskluderedes Guesdisterne, som derefter dannede Det franske Arbejderparti, medens Possibilisterne (possibel =mulig) kaldte deres Parti Det revolutionær-socialistiske Arbejderparti. Ved Siden af disse to Partier fandtes endnu et tredie socialistisk Parti, Blanquisterne, Det revolutionær-socialistiske Parti; det var revolutionære af den gamle Skole, som tænkte sig ved et Kup at kunne erobre Samfundsmagten og gennemføre Socialismen. Op gennem Halvfjerdserne og Firserne stod den politiske Kamp i Frankrig om Republik eller Monarki og bød derfor ikke større Muligheder for social eller politisk Reformlovgivning. Alligevel gennemførtes i Firserne en Række Reformer, der også virkede til Gavn for Arbejderne; i 1880 Mødefrihed, i 1881 Trykkefrihed og i 1884 Foreningsfrihed, det sidste dog med visse Begrænsninger. I 1890 afskaffedes Skudsmålsbogen for Arbejderne, et forhadt Klassemærke fjernedes. Guesdisterne var en Tid gået stærkt tilbage, men vandt derpå Tilslutning i de Egne af Frankrig, hvor Storindustrien var trængt igennem, særlig i Nordfrankrig. Possibilisterne havde vundet frem blandt Fagforeningerne i Paris og opnåede efterhånden sammen med de borgerlige radikale betydelig Indflydelse i Kommunestyrelserne. I 1887 fik de indrettet en Arbejderbørs i Paris, d.v.s. et kommunalt Fagforeningshus, hvori Fagforeningerne har Kontorer og Arbejdsanvisning, og hvori findes Mødelokaler, Lokaler for Afholdelse af Kursus o.s.v. Arbejderbørser oprettedes derefter i en Række Byer og sluttedes i 1892 sammen i et Forbund. Possibilisternes praktiske Arbejde havde imidlertid i nogen Grad udvisket Partiets socialistiske Præg, hvilket førte til, at det i 1890 sprængtes. Et nyt, nærmest antiparlamentarisk Parti skilte sig ud under Ledelse af Jean Allemane; det tog Possibilisternes Partinavn, Det revolutionær-socialistiske Arbejderparti, men kaldtes efter Lederen Allemanister. Possibilisterne ændrede deres Partinavn til Frankrigs socialistiske Arbejderforbund. Til de fire socialistiske Partier kom i 1893 et femte, De uafhængige Socialister. Grunden til dette Parti var lagt midt i Firserne af Benoit Malon (1841-1893), der i 1885 stiftede et videnskabeligt-socialistisk Tidsskrift, som søgte at samle Socialister fra alle Lejre. Til de uafhængige sluttede sig Jean Jaurés (1859-31. Juli 1914) og Etienne Alexandre Millerand (født 1859). 1890erne gav Socialismen den første betydende Fremgang i Frankrig. Ved Rigsdagsvalgene i 1885 havde Socialisterne kun samlet 46.000 Stemmer. I 1889 opnåede de 150.000 Stemmer, men i 1893 blev det til 437.000 Stemmer og 49 Deputerede. Disse forenede sig med Undtagelse af de fem Allemanister til en socialistisk Gruppe i Deputeretkammeret. Og i 1896 opstillede Millerand et Fællesprogram, der også udenfor Kammeret skulle kunne samle de socialistiske Partier. Programmet gik ud på: international Forståelse og Samarbejde mellem alle Landes Arbejdere, Arbejdernes Organisation som Klasse til Erobring af den offentlige Magt, Produktionsmidlernes Overgang til Samfundseje. Enheden kom imidlertid ikke den Gang. Allemanisterne førte et nyt Stridsspørgsmål frem, Generalstrejken. Denne skulle efter deres Opfattelse overflødiggøre det politiske Arbejde og hurtigt fremkalde den sociale Revolution; dens Agitator var Aristide Briand (født 1862). Trangen til Enhed i fransk politisk Arbejderbevægelse voksede sig dog efterhånden så stærk, at et Fællesmøde af Repræsentanter for alle socialistiske Partier i 1899 kunne vedtage at lade de forskellige Partier gå op i et Parti. Men Vedtagelsen var næppe kommet i Stand, før en ny Sprængning indtrådte, denne Gang på Spørgsmålet om, hvorvidt en Socialist kunne sidde i en borgerlig Regering. Ved valgene i 1898 var der afgivet 752.000 socialistiske Stemmer og valgt 40 Socialister, der sammen med de borgerlige radikale rådede over Flertallet i Deputeretkammeret. Det var i disse år, Kampen for og mod Dreyfus, dvs. for eller mod Militarisme og Klerikalisme tilspidsedes, og i 1899 dannede Waldeck-Rousseau et Venstreministerium, væsentligst for at afvikle Dreyfussagen. Han tilbød Millerand (ekskluderet af det socialistiske Parti 1904) at indtræde i Ministeriet. Denne modtog Tilbudet og gennemførte i de tre år, han sad som Minister, en Række Love til Gavn for Arbejderklassen, således en Arbejdstidslov, der i Praksis nedsatte Arbejdstiden til 10 Timer fra 1904; endvidere en særlig Lov for Arbejdstiden i Gruberne, som fra 1906 begrænsedes til 8 Timer, en Lov om lovordnet Strejke og Voldgift og desuden en Række Foranstaltninger til Gavn for Fagbevægelsen og den kooperative Bevægelse. Fagforeningerne fik også i disse år kraftigere Tag i Arbejderne og sluttedes i 1902 sammen i et samvirkende Fagforbund (C.G.T.). Den revolutionære Retning indenfor det nydannede Arbejderparti, Guesdister og Blanquister, fandt imidlertid, at Samarbejdet med de borgerlige Partier og Deltagelsen i den borgerlige Regering afsvækkede Klassekampen og førte til Moderation. Denne Retning skilte sig derfor ud i 1901 og dannede et selvstændigt Parti, Frankrigs socialistiske Parti, medens den reformistiske Retning, Jaurés og hans Tilhængere, i 1902 tog Navnet Det franske socialistiske Parti. Stridsspørgsmålet, der i Realiteten var det samme som det om Bernsteins Revisionisme indenfor det tyske Parti, kom noget på Afstand, da Millerand i 1902 var gået af som Minister. Og efter at den internationale Kongres i 1904 havde opfordret de franske Socialister til påny at forene sig, lykkedes det i 1905 Jaurés, som efterhånden var blevet fransk Socialismes førende Personlighed, at få Flertallet at de to Partiers Medlemmer med til en Sammenslutning i et nyt Parti Det socialistiske Parti, fransk Sektion af Internationale. En moderat Fløj af Det franske socialistiske Parti ville dog ikke være med, men opretholdt det gamle Parti i Samarbejde med de borgerlige radikale. Denne Retning blev ikke optaget i Internationale; den har iøvrigt haft en ikke ringe Tilslutning blandt Vælgerne, men kun øvet uden selvstændig Indflydelse i fransk Politik. I 1902 opnåede de da eksisterende to socialistiske Partier tilsammen 805.000 Stemmer, og ved Valgene i 1906 fik Enhedspartiet 896.000 Stemmer og 52 Deputerede. Det stilledes da påny over for Spørgsmålet om Deltagelse i en borgerlig Regering, idet Briand (ekskluderet af Partiet 1909) gik ind i et radikalt Ministerium. Men denne Gang overtog Partiet ikke Ansvaret, og det bevarede derfor Enheden. Det forøgede ved Valgene i 1910 sit Stemmetal til 1.106.000 og i 1914 til 1.400.000 og opnåede at få valgt henholdsvis 75 og 102 Deputerede. Fra 1902 til 1914 førte Socialdemokratiet i Frankrig en stadig selvstændigere Politik, men formåede kun i ringe Grad at udnytte sin parlamentariske Magt til Fremskaffelse af en social Lovgivning. Dette skyldtes dels, at Venstregrupperne indenfor Deputeretkammeret ikke var afhængig af de socialistiske Stemmer, dels, at de Spørgsmål, der da skilte i fransk Politik, således om Kirkens Adskillelse fra Staten og om Kolonipolitiken, ikke gav større Muligheder for at drage de sociale Problemer frem. Men dernæst har Frankrigs særlige økonomiske Struktur gjort det vanskeligt for den franske Arbejderbevægelse at opnå indre Enhed og at samles om en socialistisk Politik. Af Frankrigs Befolkning er endnu i Dag omtrent Halvdelen Småbønder, og for store Dele af den franske Byarbejderklasse er Klassemodsætningerne trådt frem på anden Måde end f.eks. i Tyskland, idet Kapitalismen i Frankrig ikke alene har kastet sig over Storindustri og Handel, men tillige i meget stor Udstrækning har bemægtiget sig det lille Håndværk, som endnu indtager en kraftig Stilling i Frankrigs Produktion. Arbejderne i disse håndværksmæsssige Bedrifter vender ikke deres Klassekamp så meget mod Arbejdsgiverne, Mestrene, som mod Bankerne og ågerkapitalen, der skal have blodige Renter af Kreditten. De kræver ikke, at Samfundet skal overtage Produktionsmidlerne, men derimod fri Kredit, som Louis Blanc og Proudhon gjorde det. De bevarer desuden en individualistisk Tænkemåde; deres Livsforhold tvinger dem ikke i samme Grad som storindustrielle Arbejdere til at indordne sig under en Klassebevægelses Disciplin. Det franske Håndværk har selvsagt ikke, hvor det gælder almindelige Forbrugsartikler, kunnet klare sig i Konkurrencen med Storindustrien og er derfor blevet tvunget ind på Luksusproduktionen. Og Fremstillingen af Luksusvarer kan ud fra et snævert Interessesynspunkt gøre de vedkommende Arbejdere interesseret i Opretholdelsen af en Samfundstilstand, der vedblivende tillader Luksus for visse Kredse af Befolkningen. Selv om der i Frankrig findes Storindustri, blandt hvis Arbejdere det socialistiske Parti har Flertallet af sine Vælgere, har Partiet dog i sin Agitation og i sit praktiske Arbejde også måttet tage Hensyn til de ovenfor skildrede Tilstande, der i meget præger fransk Arbejderbevægelse, såvel politisk som fagligt. Frankrig er desuden som Følge af disse særlige Produktionsforhold blevet Hjemstedet for Syndikalismen (syndicate=Fagforening). Syndikalismen forkaster Arbejdernes Deltagelse i Politik og dermed også politiske Foreninger og parlamentarisk Arbejde som Led i Arbejderklassens Frigørelseskamp. Denne skal alene føres af Fagforeningerne ved alle Medlemmers direkte Aktion og uden Tillidsmænds Mellemkomst. Almindelige Strejker skal fortrinsvis tilsigte at opøve og vedligeholde Arbejdernes revolutionære Bevidsthed og gøre dem egnede til Anvendelse af Generalstrejken, den direkte Aktions højeste Udfoldelse, gennem hvilken det borgerlige Samfunds endelige Kapitulation agtes fremtvunget. Det Samfund, Syndikalismen derefter vil indrette, baseres på de faglige Industriforbund, der hver indenfor sin Industri skal overtage og lede Produktionen. Syndikalismen havde fra 1892 til 1908 en ret stærk Stilling blandt de franske Arbejdere. Den er en Videreudvikling af Proudhons og Bakunins Anarkisme, efter hvilken Samfundet skulle opløses i små selvstændige Kommuner. Denne Anarkisme passede for Småhåndværket, men kunne ikke uden videre overføres på Storindustrien. Her gav Syndikalismen ved at sætte Industriforbundene i Stedet for Kommunerne Anarkismen en Udformning, som muliggjorde det for den at vinde Tilslutning såvel blandt storindustrielle som blandt håndværksmæssige Arbejdere. Den syndikalistiske Bevægelse fik for en Tid også Tilhængere udenfor Frankrig, stærkest i Lande med tilbagestående Industri. Efter Krigen er Bevægelsen så godt som overalt opslugt af de kommunistiske Partier, der står tilsluttet III. Internationale. Under Krigen bevarede det franske Socialdemokrati den partimæssige Enhed, omend der indenfor Partiet gjorde sig forskellige Opfattelser gældende overfor Spørgsmålene om Borgfred og Krigskredit. Efter Krigen spaltedes det derimod i 1920 i et kommunistisk Flertalsparti, der sluttede sig til 3. Internationale, og et socialistisk Mindretalsparti, som tiltrådte Wiener-Internationale. Kommunisterne er i Frankrig som i andre Lande hurtigt gået tilbage; ved Rigsdagsvalgene i 1924 opnåede de kun 800.000 Stemmer og 27 Deputerede. Det socialistiske Parti fik i Samarbejde med de borgerlige radikale ca. 1.700.000 Stemmer og 106 Mandater.

Efter at 1830ernes og 1840ernes voldsomme, til Tider revolutionære chartistiske Bevægelse var ebbet ud, fik som tidligere omtalt de fredelige Stemninger Overhånd blandt de engelske Arbejdere. Håndværksfagene skabte sig stærke Fagorganisationer med solide Understøttelseskasser, og ved Fagforeningernes Agitation lykkedes det i 1868 at få gennemført en Valgreform, hvorved de bedrestillede Byarbejdere opnåede Valgret. I Begyndelsen af 1870erne søgte den liberale Regering ved en Foreningslov at lamme Fagforeningernes Virksomhed. Dette bevirkede, at Arbejderne, der hidtil trofast havde fulgt de liberale, ved Valget i 1874 stemte på de konservative, som derpå sejrede og i 1875 gennemførte en ny Foreningslov, der imødekom Arbejdernes ønsker. Af Konflikten med de liberale opstod således ikke en selvstændig politisk Arbejderbevægelse. Den indledede blot en Taktik, som Arbejderne herefter gennem årtier benyttede sig af, og som bestod i, at de afgav deres Stemmer på det af de to store politiske Partier Whigger (liberale) eller Torier (konservative), som i den givne Situation kunne benyttes til Fremme af de nærmest foreliggende Arbejderkrav. Fagforeningernes Medlemmer og Ledere holdt sig oftest til de liberale; de var hildede i kapitalistiske Synspunkter i en sådan Grad, at et Forslag om at søge Valgretten udvidet til Landarbejderne forkastedes på Fagforeningskongresserne i 1882 og 1883. De liberale tog imidlertid Forslaget op, da de ventede at opnå partimæssig Fordel af dets Gennemførelse på de konservatives Bekostning; først derefter sluttede Fagforeningerne sig til det; det gennemførtes i 1885. I Halvfjerdserne og Firserne indtrådte Gang på Gang hårde Nedgangstider for Arbejderne, naturligvis særlig følelig blandt de uorganiserede Arbejdere. En ny Klasseånd begyndte med Firserne så småt at vokse frem og samtidig iværksattes fra to Sider en Agitation for det kapitalistiske Samfunds Reformering. Den amerikanske journalist Henry George (1839-1897) vendte sig i Bogen Fremskridt og Fattigdom (1879) og i Korrespondancer fra Irland (1881) mod Grundejernes Udbytning af Befolkningen. Han foreslog alle Skatter afløst af en eneste på Jorden hvilende Skat, hvorved Renten af Jordværdien ville blive inddraget i Statskassen. En sådan Skattereform skulle efter Georges Forkyndelse kunne udrydde Fattigdommen og skabe Samfundstilstande, hvor Arbejdets Udbytte tilfalder dem, der arbejder. Henry George havde ikke øje for Modsætningen mellem Kapital og Arbejde. Denne Modsætning klarlagdes derimod i et Værk af den realistiske Socialismes første indfødte Talsmand i England Henry Meyers Hyndman, der var elev af Marx, og som i 1881 udgav Bogen England for alle, hvori han ikke alene krævede Jordens Nationalisering, men alle Produktionsmidlers Overgang til Samfundseje. Hyndman (1840-1921) stiftede i 1882 sammen med gamle Chartister og Folk fra Internationale Demokratisk Forbund, som i 1884 omdannedes til Socialdemokratisk Forbund. Trods en kraftig Agitation lykkedes det aldrig Hyndman at vinde Tilslutning af Betydning blandt de engelske Arbejdere. Han var en principfast socialistisk Teoretiker, som fordrede fuld og øjeblikkelig Tilslutning til et rent socialistisk Program. Fra Socialdemokratisk Forbund udskiltes i 1884 Socialistisk Liga under Ledelse af Digteren og Kunstneren William Morris (1834-1896). Morris ville gennem Socialismen udrydde Storindustrien og give Kunsthåndværket Førstepladsen i Samfundsproduktionen. Den fabriksmæssige Masseproduktion og det sløvende Fabriksarbejde skulle afløses af Håndværket med dets Skønhedsglæde og Arbejdsglæde. Ligaen gled efterhånden over i anarkistisk Retning og opløstes efter nogle års Forløb. Større Betydning for Socialismens Udbredelse i England end begge de foran nævnte Organisationer har Det fabiske Selskab haft. Det stiftedes i Januar 1884 og tæller blandt sine Medlemmer, der i stor Udstrækning består af Litterater, Videnskabsmænd og Embedsmænd, bl.a. Digteren Bernard Shaw (født 1856) og de engelske Fagforeningers Historieskrivere Ægteparret Sidney og Beatrice Webb (født henholdsvis 1859 og 1858). Navnlig Webb har præget Selskabet og skabt en engelsk Socialisme, der på visse Punkter adskiller sig fra Marxismen. I sine økonomiske Betragtninger lægger han Hovedvægten på, at det er hele Samfundet og ikke Arbejderne alene, som skaber det Overskud, Kapitalisterne tilegner sig. Dette Overskud skal Samfundet Skridt for Skridt tilegne sig, og Kampen mod Kapitalismen skal føres af hele Samfundet; der bliver derfor ingen Plads for Arbejdernes særlige Klassekamp, der er det centrale hos Marx. Fabierne har udgivet en Række Småskrifter (fabiske Essays) om forskellige Samfundsspørgsmål og har ved at afpasse deres Agitation efter Englændernes praktiske Tænkemåde opnået stor Indflydelse. Gennem Deltagelse i Londons Kommunestyre lagde de allerede fra Slutningen af Firserne Grunden til en Kommune-Socialisme, som de siden kæmpede for også i andre Byer. Og eftersom de ikke anerkendte en særskilt proletarisk Klassekamp, søgte de fra først af at skaffe deres Ideer Indpas i de allerede bestående Partier, først og fremmest blandt de liberale. Da det gamle Whigparti i 1891 svingede bort fra den strenge Liberalisme og opstillede et Program med sociale Reformkrav, var det således Fabierne, der stod bag Programmets Udformning. Sidste Halvdel af Firserne førte i England som andet Steds Arbejdsløshed, Strejker og Uroligheder med sig. Socialdemokratisk Forbund foranstaltede under Ledelse af Hyndman og John Burns (født 1858) en Række store Arbejdsløshedsdemonstrationer i London. Demonstrationerne, der førte til Kampe med Politiet, tjente mere til Agitation end til at føre Klassekampen ind i faste Former. I så Henseende fik de store Strejker, der udbrød i 1888 og 1889, større Betydning. Blandt de faglærte Arbejdere var det efterhånden blevet en Trossætning, at det ville være umuligt at organisere de ufaglærte. Men i 1888 førte Tændstikarbejderskerne i London en vældig Strejke, som lededes af Fru Annie Besant (født 1847) og vandtes. Samme år strejkede Gasværksarbejderne i London, vandt ligeledes og skabte en ny Fagforening, som bredte sig over hele England. Og i 1889 kom den store Havnearbejderstrejke, der også førtes til Sejr, ledet af John Burns og Tom Mann (født 1856). De nye Fagorganisationer, der herefter opstod, havde ikke den Styrke og ikke det økonomiske Rygstød som de gamle Fagforeninger; de skulle først nu til at kæmpe sig frem og ville derfor have Staten til at gribe ind i Arbejdsforholdene til Fordel for Arbejderne. På Fagforeningernes årlige Fælleskongres fremsatte den skotske Minearbejder James Keir Hardie (1856-1915) Forslag om, at Fagforeningerne skulle kræve en lovfæstet Ottetimersdag og en lovfæstet Minimalløn. I Begyndelsen stillede Kongressen sig afvisende, og Minearbejderne skildte sig i den Anledning ud i 1888; men i 1890 sluttede Fagforeningskongressen sig til Kravene; socialistiske Tanker begyndte så småt at trænge de liberale Synsmåder tilbage. Keir Hardie, der tilhørte Det fabiske Selskab, brød ligeledes efter Samråd med Friedrich Engels Vejen for Dannelsen af en selvstændig politisk Arbejderbevægelse. Han fik i 1889 dannet et skotsk Arbejderparti, og ved Parlamentsvalgene I 1892 opstilledes en Række Arbejderkandidater, hvoraf tre valgtes. Socialdemokratisk Forbund, hvis Kandidater ved Valgene i 1885 havde opnået ialt 657 Stemmer, samlede denne Gang 659 Stemmer. Af de tre Arbejder-Parlamentsmedlemmer var Keir Hardie den eneste Socialist. De to andre, den ene John Burns, sluttede sig efter Valget til de liberale. Men til Gengæld lykkedes det Keir Hardie på et Møde i Januar 1893 af Udsendinge fra forskellige Arbejderforeninger at få stiftet Det uafhængige Arbejderparti. Programmet var socialistisk; i Hovedsagen det samme som Socialdemokratisk Forbunds. Partiets Formål skulle være at gøre Samfundet til Herre over alle Produktionsmidler og af Omsætning. Men det nævnede ikke Ordene Socialisme eller socialistisk; de ville have virket skræmmende på Fagforeningsfolkene, som man nødvendigvis måtte have med sig; vigtigere end Ordene var det at få Bevægelsen i Gang. Socialdemokratisk Forbund holdt sig borte, netop fordi Socialismen ikke direkte nævntes; derimod støttede Fabierne Partiet, uagtet et selvstændigt politisk Klasseparti egentlig stred mod deres Teorier. Det uafhængige Arbejderparti deltog i Parlamentsvalgene i 1895; det samlede 44.000 Stemmer (mod Socialdemokratisk Forbunds 3.700), men fik ingen Kandidater valgt. Der gik da over England en Bølge af Imperialisme (Spørgsmålet om irsk Selvstyre), som også greb Arbejderne. Og de gamle Fagforeninger vendte sig mod den selvstændige Arbejderbevægelse. Selv en Mand som John Burns fandt, at Socialisterne var farligere Fjender for Arbejderne end de konservative. Trods de ugunstige Vilkår arbejdede Partiet sig dog fremad. Ved Kommunevalgene i 1897 satte det en Række af sine Kandidater igennem. I Fagforeningerne vandt det stadig større Tilslutning, ikke for Socialismen, men for Tanken om, at Arbejderne også politisk burde optræde selvstændigt; de kunne ikke den ene Dag gøre Strejke hos en liberal Arbejdsgiver for så næste Dag at vælge ham ind i Parlamentet som deres Repræsentant. På et Møde i Februar år 1900 af Fagforeningsrepræsentanter, Repræsentanter for Det uafhængige Arbejderparti, Det fabiske Selskab og Socialdemokratisk Forbund vedtoges det derpå, at de af Arbejderne valgte Parlamentsmedlemmer skulle danne en særlig Gruppe i Parlamentet, og at alle Arbejderforeninger ved Valgene skulle støtte hinanden. Til at udføre Mødets Beslutninger nedsattes en Arbejdernes Repræsentationskomité, i hvilken den fabiske Socialist, Medlem af Det uafhængige Arbejderparti James Ramsay Mac Donald (født 1866) blev Hovedsekretær. De liberale Fagforeninger meldte sig fra, ligeledes Socialdemokratisk Forbund. Samme år, 1900, deltog Repræsentationskomiteen i et Parlamentsvalg. Den stillede Kandidater op i 15 Kredse, men fik kun 63.000 Stemmer og to Parlamentsmedlemmer; den ene Keir Hardie. Valget fandt Sted midt under Boerkrigen, og Imperialismen tog atter Arbejderbefolkningen. Men snart efter dreves Arbejderne til at gøre sig selvstændigt gældende i Politik. I 1901 tilpligtede den engelske Højesteret en Fagforening af Jernbanefunktionærer at udrede en Skadeserstatning på ca. en halv Million Kroner til Taff-Vale-Banen, fordi Fagforeningens Strejkevagter under en Arbejdskamp havde forhindret Tilgang af Arbejdskraft. Det øjeblikkelige Resultat blev en stærk Tilslutning til Arbejdernes Repræsentationskomité, som ved Udfyldningsvalg i de følgende år satte fire nye Arbejderkandidater ind i Parlamentet, hvor Gruppen herefter talte seks Mand. Og på et Møde i 1903 vedtoges det, at denne Gruppe skulle optræde som selvstændigt Parti. Den naturlige Konsekvens heraf droges derpå i 1906 gennem Dannelsen af Arbejderpartiet, en Sammenslutning af Fagforeningerne, Det fabiske Selskab og Det uafhængige Arbejderparti. Dets Styrelse vælges af disse tre Enheder. Parlamentsvalgene i 1906 bragte Arbejderpartiet kraftig Tilslutning, 323.000 Stemmer og 29 Parlamentsmedlemmer. Socialdemokratisk Forbund derimod kun 22.000 Stemmer; ingen af Forbundets Kandidater valgtes. Senere udfyldningsvalg bragte yderligere fire Arbejderkandidater ind i Parlamentet, og Minearbejderne, der hidtil havde holdt sig udenfor, sluttede sig i 1909 til Arbejderpartiet med 14 Parlamentsmedlemmer. Ved Valgene i Januar 1910 afgaves 506.000 Stemmer på Partiets Kandidater, og 40 Parlamentsmedlemmer valgtes. Valgene i December samme år, det sidste Valg før Krigen, bragte Stemmetallene ned til 371.000, men to Parlamentsmedlemmer flere, ialt 42. Socialdemokratisk Forbund, som i 1907 havde ændret Navn til Socialdemokratisk Parti, deltog ikke i Valgene; i 1911 skiftede dette Parti påny Navn til Britisk socialistisk Parti. Før Krigen formåede Arbejderpartiet ikke at øve større selvstændig Indsats i Lovgivningsarbejdet. Den sociale Reformlovgivning, som påbegyndtes i 1906, lededes af de liberale. Men det er utvivlsomt, at det selvstændige Arbejderpartis voksende Styrke ansporede den liberale Regerings Reformiver. Og Strejkeloven af 1906, der fritog Fagforeningerne for det Ansvar, Højesteretsdommen af 1901 havde pålagt dem, var afgjort en Frugt af Partiets Agitation og Vækst. De liberale Fagforeningsmedlemmers Modstand mod den selvstændige Arbejderpolitik gav sig et nyt Udslag i 1908-09. Et Liberalt Fagforeningsmedlem lagde i 1908 Sag an mod sin Fagforening, fordi den brugte en Del af hans Kontingent til at støtte en Politik, han ikke var enig i. Sagen førtes til Højesteret, som i December 1909 dømte, at ingen Fagforening lovligt kunne afkræve sine Medlemmer politiske Kontingenter. Dommens Følger blev ikke så store som frygtet. De fleste Fagforeningsmedlemmer betalte herefter det politiske Kontingent som en frivillig Ydelse, og dernæst gennemførtes I 1911 en Lov om Statsløn til Parlamentsmedlemmerne, der hidtil for Arbejderpartiets Vedkommende havde måttet lønnes af Partiet. Og ved en Lov af 1913 fik Fagforeningerne atter Ret til at opkræve Kontingenter til politiske Formål. I årene fra 1910 til 1913 førtes af Tom Mann m. fl. en syndikalistisk Agitation, som imidlertid ikke satte blivende Spor. Under Krigen var de engelske Arbejdere overvejende krigsvenlige; kun Det uafhængige Arbejderparti stillede sig direkte krigsfjendtligt og gik derfor i de første Krigsår stærkt tilbage i Medlemstal. Efter Krigen er Socialismen trængt langt dybere ind blandt de engelske Arbejdere end Tilfældet var før 1914. Og i 1920 fik Partiet for første Gang et eget selvstændigt Parti-Dagblad Daily Herald. Som nedenstående Valgoversigt viser, har Arbejderpartiet haft meget stærk Fremgang. I 1918 fik partiet 2.245.000 Stemmer og 57 Parlamentsmedlemmer. I 1922: 4.237.000 stemmer og 142 Parlamentsmedlemmer. I 1923 (6. December): 4.348.000 Stemmer og 191 Parlamentsmedlemmer. Partiet overtog efter sidstnævnte Valg Regeringsmagten i Januar 1924, men fik ved en Afstemning i Underhuset den 8. Oktober samme år Flertallet mod sig. Der udskreves derefter Valg til den 29. Oktober 1924; ved dette opnåede Arbejderpartiet 5.552.000 Stemmer (33,5 pct. af samtlige Stemmer), men kun 151 Parlamentsmedlemmer. Den konservative Regering, som efter Valget afløste Arbejderregeringen, synes gennem en ny Foreningslov at ville søge at bremse Arbejderbevægelsens voksende Styrke.

Danmark

Trykket af Februarrevolutionen og af den slesvig-holstenske Bevægelse førte i Danmark til Grundloven af 1849. Almindelig Valgret indførtes, men gennem Bestemmelsen om egen Husstand udelukkedes selv i København henimod Halvdelen af Mænd over 30 år fra Valgret. Trangen til at udøve politisk Indflydelse var heller ikke stor. Ved Valgene i 1849 stemte knap 33 pct. af samtlige Vælgere. Og om nogen selvstændig politisk Optræden fra Arbejdernes Side var der ikke Tale. De sociale Problemer, der havde rejst sig i Frankrig og England, hvilede endnu herhjemme. Kun en enkelt Mand, den medicinske Student Frederik Henrik Hennings Dreier (1827 -1853), så klart, hvor den ny Tid bar hen. I sit lille Ugeblad »Samfundets Reform«, som udsendtes fra April til August 1852 og i Februar 1853, opstillede han Forslag om Dannelsen af et Arbejderparti, Krav om Valgrettens Udvidelse, om Lavenes Ophævelse til Fordel for frie Arbejderforeninger, om Statsunderstøttelse til Produktionsforeninger i Industri og Landbrug, om Oprettelse af Forbrugsforeninger og om Oprettelse af en Folkebank efter Proudhons Plan. Dreiers Agitation satte ikke Spor. Arbejderne samledes om den småborgerlige Forening til Arbejderklassens Vel, der i 1853 afløstes af den endnu småborgerligere Arbejderforeningen, senere Arbejderforeningen af 1860. Omkring Midten af Halvtredserne begyndte imidlertid den egentlige nationalliberale Periode i Danmarks politiske Liv og dermed tillige en liberal Reformlovgivning. 1857 ophævedes Øresundstolden og samme år gennemførtes Loven om Næringsfrihed. De bestående Lav ophævedes fra d.1. Januar 1862, og hermed skabtes der Mulighed for en kapitalistisk Industris Opkomst. En Krise i 1857 efterfulgtes af en Opgangsperiode, der begyndte hen i 1858 og fortsattes op gennem Tresserne, fremskyndet ved Krigen 1864. Også de første år af 1870erne blev en udpræget Opgangsperiode. De fem Milliarder, Frankrig måtte betale Tyskland, virkede herop, og dernæst udmærkedes Tiden fra 1871-75 ved ekstraordinært høje Kornpriser. Landbrugets Købeevne forøgedes, hvilket stimulerede Byernes Erhvervsliv. 1871 stiftedes Landmandsbanken, 1873 Handelsbanken, og i Provinserne oprettedes i Halvfjerdsernes første Halvdel et større Antal Banker. Under Medvirkning af Privatbanken (stiftet 1857) dannedes i disse år en Række betydelige Aktieselskaber, således Det forenede Dampskibsselskab, Burmeister & Wain, De danske Sukkerfabrikker m. fl.. De gode Tider havde givet meget Arbejde, men også stigende Varepriser, og vel at mærke uden at Arbejdslønnen var fulgt med. Og selv om Produktionen endnu overvejende var håndværksmæssig og en egentlig Industriarbejderklasse kun i sin Vorden, var Jordbunden dog nu gennem den skildrede økonomiske Udvikling anderledes beredt for en Rejsning af Arbejderklassen end Tilfældet havde været i Halvtredserne. Under Indflydelse af Pariserkommunens Proklamering og Kamp udgav Løjtnant og Postskriver Louis Albert Francois Pio (1841-1894) i Maj 1871 det første Nummer af Socialistiske Blade, udgivne af en Arbejder, hvori han kritiserede de besiddende Klassers Foranstaltninger til at afhjælpe Fattigdommen og sluttede sig til den »geniale Ferdinand Lassalle«. Nr. to af Socialistiske Blade udkom hos Pios Fætter Musikhandler Harald Brix (1841 -1881). Heri krævedes Fastsættelsen af en lovmæssig Normalarbejdsdag, Forbud mod Kvinde- og Børnearbejde o.s.v.. Endvidere opfordredes Arbejderne til at organisere sig i Fagforeninger for om nødvendigt at kunne sætte deres Krav igennem ved Strejker. D. 21. Juli 1871 påbegyndte Pio og Brix Udsendelsen af Ugebladet Socialisten, og Pio, der var indtrådt som Medlem i Internationale, agiterede gennem Bladet for Oprettelsen af en dansk Afdeling af denne Forening. I Oktober 1871 stiftedes da Den internationale Arbejderforening for Danmark. Medlemmerne deltes i Sektioner efter deres Fag. Styrelsen henlagdes til en Centralkomité, hvis Formand fik Titel af Stormester. Til denne Stilling valgtes Pio i Begyndelsen af 1872, medens Brix blev Sekretær. Som Kasserer valgtes Lærer Poul Geleff (født 1842). D. 2. April 1872 standsede 400 københavnske Murersvende Arbejdet Kl. 6 Aften i Stedet for som normalt Kl. 7. En Murerstrejke udbrød og omfattede i Løbet af få Uger op mod 1.200 Svende og 600-800 Arbejdsmænd. Socialisten, der fra d. 2. April, samme Dag Murerstrejken iværksattes, udkom som Dagblad, kastede sig naturligvis i Breschen for Murerne og indbød d. 2. Maj til et Møde på Nørrefælled Søndag den 5. Maj. Mødets Dagsorden lød på Fremskaffelsen af Midler til Understøttelse af de strejkende Murere og Drøftelse af en Henvendelse til Regeringen om Udnævnelse af en Arbejdsminister og om Oprettelse af Voldgiftsdomstole i faglige Stridigheder. Politiet forbød Fælledmødets Afholdelse, men »Internationale« besluttede, at det alligevel skulle finde Sted, og Pio skrev en Artikel herom til Bladets Søndagsnummer. Natten til Søndag blev såvel Pio som Brix og Geleff arresteret og ved Højesterets Dom af d. 6. August 1873 dømtes Pio til fem års Forbedringshus, Brix og Geleff til samme Straf i hver tre år. Og d. 14. August 1873 udstedte Justitsministeren et Forbud mod Internationale, som derefter opløstes; samtidig stiftedes Den demokratiske Arbejderforening. Efter Internationales Opløsning udviklede Sektionerne sig nu til selvstændige Fagforeninger. D. 8. April 1875 benådedes de tre Fanger, og i Juli samme år overtog Pio atter Ledelsen af Bladet, der siden d. 10. April 1874 udkom under Navnet Social-Demokraten. Partiets politiske Standpunkter blev atter trukket skarpt op, og ved Folketingsvalget i 1876 stillede Pio sig i Københavns femte Kreds, hvor han allerede havde været opstillet i 1873. Medens han dengang kun opnåede 199 Stemmer, samlede han ved dette Valg omtrent 1.000 Stemmer. I 1876 afholdt Partiet sin første Kongres, hvortil der mødte ca. 75 Delegerede. Pio gjorde her Fordring på en nærmest diktatorisk Myndighed. Kongressen kunne ikke følge ham heri, men vedtog at organisere Bevægelsen på demokratisk. Grundlag med en Hovedbestyrelse og en Lokalbestyrelse. Til Formand valgtes Pio, til Næstformand Geleff. Pio var efterhånden blevet utilfreds med Partiforholdene og frygtede desuden nye Fængselsophold. Sammen med Geleff forlod han derfor hemmeligt Danmark d. 23. Marts 1877 og rejste til Amerika. Han forsøgte her i Forening med danske Udvandrere at oprette en socialistisk Koloni i Kansas, men Forsøget måtte opgives efter et Par Måneders Forløb. I Slutningen af Halvfjerdserne rasede en økonomisk Krise, der fremkaldte stor Arbejdsløshed, navnlig blandt de københavnske Arbejdere. Under disse Forhold blev Arbejderbevægelsen tilsyneladende lammet ved Pios og Geleffs Flugt, og Arbejdet for at samle og rejse Arbejderklassen måtte så godt som begynde forfra. Da Partiet i Juli 1877 afholdt sin anden Kongres, talte den knapt halvt så mange Delegerede som Kongressen året i Forvejen, og repræsenterede knapt halvt så mange Medlemmer. Man vedtog, at Fagforeningerne som hidtil skulle danne Partiets Grundlag og altså stadig være både faglige og politiske Organisationer. Men Fagforeningerne meldte sig rask ud af Partiet, og på et Møde d. 12. Februar 1878 besluttedes det derfor at danne en ny rent politisk Organisation Det socialdemokratiske Forbund. Til Forbundets Forretningsfører valgtes A. C. Meyer (født 1858), som dog efter nogle Måneders Forløb rejste til Tyskland. C. J. Hørdum (1846-1911) blev derefter Forretningsfører og var det, indtil P. Knudsen (1848-1910) i December 1882 overtog Posten. Social-Demokraten måtte ligeledes under ny Ledelse. Som Redaktør valgtes i 1881 E. Wiinblad (født 1854). Han afløstes i 1911 af F. J. Borgbjerg (født 1866). Ved Folketingsvalget i 1879 opstillede Partiet Kandidater i kun to Kredse, Københavns femte og syvende. I femte Kreds mønstredes ikke mere end 767 Stemmer; i syvende Kreds forlangtes ikke engang skriftlig Afstemning. Men i Firserne begyndte Agitationen at sætte Frugt. 1881 var Partiets Stemmetal vokset til 1.689 i to Kredse, 1884 til 6.806 i tre Kredse; der valgtes da som Partiets to første Repræsentanter i Folketinget P. Holm (1848-1898) og C. J. Hørdum. I 1887 tabtes det ene Mandat, men Stemmetallet forøgedes til 8.408. I Juli 1888 afholdt Partiet sin tredie Kongres, den første siden 1877 og overhovedet den første rent politiske. Kongressen drøftede bl.a. Programmet fra 1876, der i det væsentlige var en Fordanskning af det tyske Partis Gothaprogram. Det blev nu udformet i nøjere Overensstemmelse med den realistiske Socialisme; således slettedes Kravet om Oprettelsen af Produktionsforeninger med Statshjælp. Arbejderne havde i årene fra 1872-1875 oprettet en Række sådanne Foreninger, men i det store og hele kun høstet Skuffelser og økonomiske Tab deraf. Yderligere var Arbejderklassen gennem den industrielle Udvikling, der foregik op gennem Firserne, til Dels som Følge af Omlægningen af Landbrugets Produktionsforhold, blevet overbevist om, at den af Kongressen i 1876 anviste Vej ikke var farbar. Kongressen bragte endvidere Partiets Organisationsforhold ind i fastere Rammer og beskæftigede sig dernæst med Taktikspørgsmålet. Et Mindretal af de Delegerede krævede en mere revolutionær Optræden og Afbrydelse af Samarbejdet med Venstre, medens Kongressens Flertal holdt på, at Partiet vedblivende skulle samarbejde med andre Partier, hvor Forholdene gjorde dette formålstjenligt. Striden mellem de to Retninger antog senere en så skarp Karakter, at Mindretallets Ledelse i 1889 ekskluderedes. Folketingsvalgene i Halvfemserne bragte ny Fremgang for Socialdemokratiet: 1890: 17.232 Stemmer og 3 Mandater. 1892: 20.094 Stemmer og 2 Mandater. 1895: 24.508 Stemmer og 8 Mandater. 1898: 31.872 Stemmer og 12 Mandater. Og i 1890 holdt de to første Socialdemokrater P. Knudsen og C. C. Andersen (født 1849) deres Indtog i Landstinget, som ved Grundlovsændringen i 1866 var omdannet til et Overhus til udelukkende Varetagelse af de besiddende Klassers Interesser. Halvfemserne bragte ligeledes de første kommunale Valgsejre i København, idet K. M. Klausen (1852-1924) og nuværende Overpræsident J. Jensen (født 1859) i 1893 valgtes ind i Borgerrepræsentationen. Byrådsvalgene i Købstæderne i 1894 viste desuden en Række socialdemokratiske Sejre. Også Antallet af Partimedlemmer steg stærkt i dette Tiår; fra 14.000 i 1890 til 27.416 i 1901. Og som et særlig betydningsfuldt Led i den danske Arbejderklasses Samling må nævnes Dannelsen af De samvirkende Fagforbund i 1898. Halvfemserne bragte en Række sociale Love til Fordel for Arbejderklassen, Alderdomsloven, Sygekasseloven og Ulykkesforsikringsloven. Og i Rigsdagssamlingen 1900-1901 Fabriksloven, Loven om den permanente Voldgiftsret samt Loven om hemmelig Afstemning. Den industrielle og kapitalistiske Udvikling, som var foregået med Kæmpeskridt i det 19. århundredes sidste Tiår, fortsattes efter århundredskiftet og gav derved Mulighed for Socialdemokratiets fortsatte Fremmarch. Folketingsvalgene har givet følgende Stemmetal og Antal Mandater: 1901: 42.972 Stemmer, (19,1 pct.) og 14 Mandater. I 1903: 55.593 Stemmer (22,8 pct.) og 16 Mandater. 1906: 76.612 Stemmer (25,4 pct.) og 24 Mandater. 1909: 93.079 Stemmer (28,7 pct.) og 24 Mandater. I 1910: 98.718 Stemmer (28,3 pct.) og 24 Mandater. 1913: 107.365 Stemmer (29,6 pct.) og 32 Mandater. I 1918, det første Valg efter Grundloven af 1915: 262.786 Stemmer (28,5 pct.) og 39 Mandater. 1920, hvor Socialdemokratiet første Gang gik til Valg uden Alliance med et borgerligt Parti, og hvor der to Gange afholdtes Valg, i April og i September: April: 300.345 Stemmer (29,2 pct.) og 42 Mandater. September: 389.653 (32,0 pct.) og 48 Mandater. En tilsvarende Stigning viser Partiets Medlemstal: 57.115 i 1915, 126.603 i 1921 og ca. 150.000 i 1927. Denne voksende Tilslutning og den Omstændighed, at det danske Socialdemokrati i Modsætning til mange andre Landes Arbejderpartier er blevet forskånet for betydende Partisplittelser, har gjort det muligt for Arbejderklassen at udnytte sin politiske Magt til Udbygning af den sociale Lovgivning. Efter Folketingsvalget i 1924, der gav 469.949 socialdemokratiske Stemmer (36,6 pct.) og 55 Mandater, overtog Socialdemokratiet d. 23. April 1924 Regeringen med Th. Stauning (født 1873, siden 1909 Partiets Forretningsfører) som Statsminister. Regeringen nødsagedes til at udskrive nye Folketingsvalg til d. 2. December 1926. Partiet opnåede da 497.106 Stemmer (37,2 pct.), men kun 53 Mandater. Den socialdemokratiske Regering trådte herefter tilbage d. 13. December 1926 og afløstes af en Venstreregering. Ved Kommunevalgene i 1925 mønstrede Partiet ialt 316.491 Stemmer over hele Landet. Antallet af Repræsentanter i Kommunalbestyrelser og Sogneråd udgør 2115. Og der er socialdemokratisk Flertal i København og 17 andre Købstæder samt i 31 Sogneråd.

Partiprogrammet, som det er vedtaget på Kongressen i 1927, lyder således:

»Arbejdet er Kilden til af Værdi, og Arbejdets Udbytte bør derfor tilfalde dem, som arbejder. I det nuværende Samfund bliver den private Ejendomsret til Produktionsmidlerne (Jord, Grund, Fabriker, Maskiner, Råstoffer, Samfærdselsmidler o.s.v.) i stigende Grad Midlet, hvorved Kapitalistklassen, et Mindretal af Samfundets Medlemmer, tilvender sig Udbyttet af Menneskehedens Arbejde. Overklassens Herredømme over Produktionsmidlerne medfører politisk Ufrihed, social Ulighed, Splid mellem Nationerne og skaber Elendighed for Samfundets produktive Medlemmer. Voksende Masser af Befolkningen forvandles til besiddelsesløse Lønarbejdere, og de tekniske Hjælpemidlers mægtige Udvikling, der burde komme alle Samfundets Medlemmer til Gode, bringer i stigende Grad det store Flertal, ikke blot de egentlige Lønarbejdere, men også den øvrige arbejdende Befolkning, ind under Kapitalens Magt og Udbytning. Denne Samfundstilstand - Kapitalismen - umuliggør en retfærdig Fordeling af Samfundsarbejdets Udbytte, fremkalder planløs Produktion, hvorved uhyre Værdier går til Grunde, skaber Kriser og Arbejdsløshed, splitter Samfundet i stadig heftigere Interessekrige og spalter det sluttelig i to modsatte Lejre i en bestandig mere omfattende og bevidst indbyrdes Klassekamp. Socialdemokratiet kræver derfor Produktionsmidlernes Overgang til Samfundsejendom - Socialismen.

Socialdemokratiets Hovedformål.

Ud fra denne Grundopfattelse er det Socialdemokratiets Mål at samle hele Arbejderklassen i et klassebevidst, socialistisk Arbejderparti, at erobre Magten i Samfundet, at afskaffe det kapitalistiske Privateje til Produktionsmidlerne, at omdanne det til socialistisk Fælleseje og at organisere det arbejdende Folk til at overtage og drive Produktionen i det socialistiske Samfund. Som Midler hertil tjener Arbejdernes Organisation på de økonomiske og politiske Områder, Udbredelse af Oplysning og særlig af Kundskab om det kapitalistiske Samfunds Tilstande og Udvikling, Erhvervelse og Udnyttelse af alle Borgerrettigheder og ethvert andet Middel, der er i Overensstemmelse med den foran fremsatte Grundopfattelse. Gennemførelsen af det socialistiske Fælleseje og den socialistiske Produktion vil betyde Tilintetgørelsen af alle Former af Udbytning, Undertrykkelse og social Ulighed. Den vil med alles Samarbejde i den materielle og åndelige Produktion medføre en hidtil ukendt Rigdom både på det materielle og på Kulturlivets Områder. Men Arbejdernes Frigørelse må være Arbejderklassens eget Værk. Arbejdernes Stilling og den voksende Klassekamp er i alle Lande med kapitalistisk Produktion væsentlig den samme, og ved denne Produktionsmådes internationale Karakter bliver Arbejdernes Interesser overalt de samme og fælles. I Erkendelse heraf føler Socialdemokratiet i Danmark sig som en Del af og erklærer sig solidarisk med den klassebevidste internationale Arbejderklasse, hvis verdenshistoriske Opgave er alle Menneskers fuldkomne Frigørelse uden Hensyn til Køn, Race eller Nationalitet. Som Overgang til Samfundets socialistiske Organisation, til Beskyttelse for det arbejdende Folk og til Fremhjælpning af dets økonomiske, intellektuelle og moralske Vel opstiller det danske Socialdemokrati følgende Fordringer:

I. Politiske og kulturelle Krav.

Almindelig, lige og direkte Valgret med hemmelig Afstemning til alle offentlige Hverv for Mænd og Kvinder fra 21 års Alderen. Valgdagen en almindelig Fridag. Etkammer-System. Af udøvende og lovgivende Myndighed hos Folket gennem dets Repræsentation. Folkeafstemning i vigtigere Spørgsmål og Forslagsret for Befolkningen. Administrationen direkte under Folkerepræsentationen. Fuldstændig Ytrings-, Presse-, Forsamlings- og Foreningsfrihed. Religionen en Privatsag. De religiøse Samfund ordner selv deres egne Anliggender. Afrustning. Internationale Stridigheder afgøres ved Voldgift. Skole- og Undervisningsvæsenet ordnes af Staten under Kommunernes Medvirkning. Fælles, vederlagsfri og forpligtende Skoleundervisning i Hverdags- og Heldagsskoler. Religionsundervisning udelukkes. Offentlige Børneopdragelseshjem. Det offentliges Overtagelse af Skolebørns Underhold. Adgang til den højere og højeste Undervisning uden Hensyn til ydre Kår. Offentlig teknisk og faglig Uddannelse. Obligatorisk fysisk Opdragelse af Ungdommen. Vederlagsfri Retshjælp. Offentlig og mundtlig Retspleje, Nævningedomstole udgåede fra almindelig Valgret for alle fuldmyndige Mænd og Kvinder. Sikring mod Misbrug af Varetægtsarrest. Omformning af Straffesystemet til et Forbedringssystem efter humane Principper. Lovovertrædelser, der er en Følge af de sociale og politiske Klassekampe, må ikke behandles som Forbrydelser. Afskaffelse af militære og gejstlige Retter. Tjenestetyende, Søfolk og andre Medborgere, der er underkastet særlige Love, stilles i politisk og retslig Henseende lige med andre Samfundsmedlemmer.

II. økonomiske og sociale Krav.

Afskaffelse af Skatter og Love, som skaber Varefordyrelse for Befolkningen. Direkte Skat på Indkomst, Formue og Grundbesiddelse, herunder Indførelse af en Grundværdistigningsafgift. Arveafgift. Stærkt stigende Skala i Beskatningen. Stat og Kommune overtager de store Samfærdsels- og Samkvemsmidler samt alle Monopoler og alle Virksomheder, der antager Karakter af Monopoler. Også anden Produktion organiseres efterhånden under Samfundets umiddelbare Ledelse eller Kontrol. Stat og Kommune udfører selv de offentlige Arbejder, eventuelt under Medvirkning af Arbejdernes Organisationer. Hvor Licitation endnu består, sikres der Arbejderne tarifmæssige Vilkår. Fideikommisser, Len og Stamhuse samt Præstegårdsjorder inddrages og gøres tilgængelige for det arbejdende Folk. Udyrkede Arealer, Jord, der samfundsmæssigt set er uforsvarlig anvendt, samt andre Jorder, som Samfundet har særlig Interesse i at eje, erhverves. Samfundets Ekspropriationsret udvides. Jord i offentlig Besiddelse bør som Regel ikke afhændes til Privateje. Brugen af den i Samfundets Besiddelse værende dyrkelige Jord overdrages til Landarbejdere og Ligestillede. Hvor det er fornødent, tilvejebringes de nødvendige Driftsmidler af Samfundet. Hvor Fællesdrift helt eller delvis anses at være fordelagtigt bidrager Stat og Kommune til dens Fremme. Staten yder iøvrigt sin Støtte til Fremhjælpning af Landbruget, således ved Ydelse af Driftslån, ved Hjælp til Grundforbedringer og lign, til de små Landbrug. Staten opretter Landbrugsskoler og Forsøgsstationer i Landets forskellige Egne. Staten giver Regler for og fører Tilsyn med private Fæste og Lejehuses Opførelse, Indretning og Benyttelse, ligesom Staten og Kommunerne søger at modvirke Udbytningen gennem Grundspekulation ved Tilvejebringelse af Boliger for Arbejdere. Hvor Brugsretten til Samfundets Jord er overdraget enkelte Personer eller Sammenslutninger, fastsættes en Afgift af Jorden i Forhold til dens Værdi. Offentlig Statistik angående Arbejds- og Omsætningsforhold. Produktion og Forbrug. Offentlig vederlagsfri Sygepleje. Human Omsorg for Syge, Gamle og Arbejdsudygtige ved Staten. Forsikring mod Arbejdsløshed. Lovbestemt Maksimalarbejdsdag på højst 8 Timer. - Mænds og Kvinders Arbejde i samme Industrigren betales efter fælles. Tarif. Afskaffelse af det på Udbytning beregnede Hjemmearbejde. Forbud mod Søndags-, Helligdags- og Natarbejde, som ikke er samfundsnødvendigt. Forbud mod alt Lønarbejde eller Arbejde, der hindrer Børns Skoleuddannelse i den skolepligtige Alder. Kontrol med Arbejdspladser, Fabriker, Værksteder, Forretnings. lokaler, Handels- og Fiskerifartøjer og overhovedet alle Steder, hvor der arbejdes for Løn, samt med Arbejderboliger, der udlejes af Arbejdskøbere, og med Lokaler, der anvises Arbejdere til opholds-, Spise- eller Sovested, ved Personer valgt af Arbejdere. Der opføres kommunale Arbejderboliger, til hvilke der ydes Statstilskud. Boligerne forbliver Kommunens Ejendom. Udgifterne for Brugerne af disse Boliger må ikke overstige de til Vedligeholdelse, Forrentning og Amortisation nødvendige Beløb. Udførelse af Arbejdet i Straffe- og Forsørgelsesanstalter på en sådan Måde, at det ikke konkurrerer med det almindelig normalt udførte Arbejde i Samfundet udenfor. Forbud mod Overdragelse af Arbejdskraften i sådanne Anstalter til private Arbejdskøbere.«

Februarrevolutionen 1848 vakte også Genlyd i Norge, hvor dens sociale Friheds- og Lighedstanker slog ned hos Skolelæreren Marcus Thrane, der var født 1817. Klassemodsætningen mellem Bønder og Embedsmænd, som havde præget århundredets første Halvdel, var da i Færd med at udjævnes, men til Gengæld begyndte Modsætningen mellem besiddende og besiddelsesløse at træde så meget stærkere frem. Thranes Agitation for Rejsning af en proletarisk Klassebevægelse fandt omtrent straks Tilslutning. Allerede i December 1848 stiftedes Drammens Arbejderforening, og i Juni 1850 var der dannet ikke mindre end 273 Arbejderforeninger med over 20.000 Medlemmer. Hovedpunktet i Bevægelsens økonomiske Program var Anerkendelse af Retten til Arbejde, men dens vigtigste Programpunkt gik ud på Gennemførelse af almindelig Valgret. Under den videre Udvikling spaltedes Foreningerne i to Retninger, hvoraf den ene søgte Tilflugt hos de liberale, medens den anden ville vinde frem ad revolutionær Vej, hvad dog kun gav Regeringen en kærkommen Anledning til at skride ind. Thrane selv kom efterhånden til at stå ret ene med sin Hævdelse af den organiserede Klassekamp, og efter at såvel han som mange andre af Lederne i 1851 var blevet fængslet og senere idømt langvarige Fængselsstraffe, døde hele Arbejderrejsningen hen. Efter Løsladelsen rejste Thrane til Amerika, hvor han døde 1890. Fra omkring 1870 tog Industriens Fremvækst Fart i Norge og hermed skabtes i Løbet af de følgende Tiår et Grundlag, langt fastere end 11848, for en selvstændig Arbejderbevægelse. D. 1. Marts 1885 oprettedes Socialdemokratisk Forening med Bogtrykker Chr. H. Knudsen (født 1845) som Formand og derefter stiftedes på Arbejdermødet i Arendal i August 1887 Det norske Arbejderparti. Socialismen mødte dog fra først af Modstand hos største Parten af Arbejderklassen, som var hildet i småborgerlig-demokratiske Synspunkter; således tog Flertallet af Deltagerne på Arbejdermødet i 1891 Afstand endog fra Samarbejde med Socialdemokratiet. Men de socialistiske Tanker stred sig stadig fremad, og Arbejderpartiet tvang Venstre til i Halvfemsernes Begyndelse at gennemføre en Række sociale Love samt i 1898 almindelig Valgret. I 1894, hvor Arbejderpartiet første Gang gik selvstændigt til Valg, opnåede det kun 500 Stemmer; 1897 blev det til 950 Stemmer og 1900 til 7.000 Stemmer. Men i 1903 fik Partiet 24.500 Stemmer og 5 Mandater, 1906: 43.000 Stemmer og 10 Mandater, 1909: 91.000 Stemmer og 11 Mandater, 1912: 128.500 Stemmer og 23 Mandater og 1915: 207.000 Stemmer (32 pct.) og 19 Mandater. I det norske Arbejderparti, der har bevaret det kollektive Medlemsskab, dvs. at Fagforeningerne står som Medlemmer af Partiet, fik Bolsjevismen i 1917-18 Overtaget. Da Partiet derpå i 1921 sluttede sig til 3. Internationale, dannede Socialdemokraterne et nyt Parti, Norges socialdemokratiske Arbejderparti; dette samlede ved Valgene i 1921 83.572 Stemmer og fik 8 Mandater, medens Kommunisterne mønstrede 192.497 Stemmer og 29 Mandater. Det gamle, nu kommunistiske Arbejderparti holdt dog ikke sammen længere end til 1923, hvor Flertallet (ledet af Martin Tranmæl og Edv. Bull) sagde sig løs fra Moskva. De tre Retninger i norsk Arbejderbevægelse opnåede ved Rigsdagsvalgene i 1924 følgende Resultater: Norges socialdemokratiske Arbejderparti (tilsluttet 2. Internationale): 87.000 Stemmer og 8 Mandater, Det norske Arbejderparti (udenfor såvel 2. som 3. Internationale): 178.000 Stemmer og 24 Mandater, Norges kommunistiske Parti (under 3. Internationale): 58.000 Stemmer og 6 Mandater. I 1927 er Arbejderbevægelsens Enhed i det væsentlige blevet genoprettet, idet Socialdemokratiet og Arbejderpartiet på en Samlingskongres i Oslo den 30. Januar er gået op i et fælles Parti, Det forenede Arbejderparti som ved Stortingsvalget i Oktober samme år opnåede 368.000 Stemmer og fik 59 Mandater.

Først i Slutningen af 1870erne træder den proletariske Klassekamp åbent frem i Sverige. I 1879 udbrød indenfor Savværksindustrien i Norrland en mægtig uorganiseret Strejke, som Arbejderne naturligvis tabte, allerede af den Grund, at Staten lod Militæret gribe ind til Fordel for Savværksejerne. Men Arbejderspørgsmålet var nu rejst og lod sig ikke længere holde nede. Rundt om dukkede Arbejderforeninger op, og i 1881 påbegyndte Skrædder August Palm en socialistisk Agitation i Skåne, senere i Stockholm, hvor det i 1885 lykkedes at få udgivet Social-Demokraten, til hvis Redaktion Hjalmar Branting (1860-1925) knyttedes i 1886. Efter Agitationen op gennem Firserne kunne Bevægelsen i 1889 på en Kongres i Stockholm danne Sveriges socialdemokratiske Arbejderparti. Dette byggedes fra først af op på de enkelte Fagforeninger, senere på »Arbejderkommunerne«, d.v.s. de stedlige Fagforeningssammenslutninger. Halvfemserne medførte en vældig Fremgang for Storindustrien i Sverige og dermed også Muligheder for Socialdemokratiets Vækst. Partiet måtte ikke alene føre sin Kamp mod de besiddende Klasser, men til Tider også mod ret kraftige anarko-syndikalistiske Strømninger. Det vandt dog en stadig stigende Tilslutning, men var til langt op i det tyvende århundrede kun i ringe Grad i Stand til at udnytte denne Tilslutning politisk, da største Delen af Arbejderklassen som Følge af de dagældende Valgretsbetingelser var uden Valgret. I 1896 lykkedes det imidlertid ved visse Venstregruppers Hjælp at få Branting valgt ind i Rigsdagen, hvor han til 1902 var Socialdemokratiets eneste Repræsentant. I Foråret 1902 demonstrerede Arbejderne gennem en tre Dages Storstrejke for almindelig Valgrets Indførelse, og ved Valget samme år opnåede Partiet 8.750 Stemmer og 4 Mandater; ved Valget i 1905: 26.000 Stemmer og 13 Mandater og ved Valget 1908: 54.000 Stemmer og 33 Mandater. Endelig i 1909 gennemførtes almindelig Valgret, og fra nu af gik Socialdemokratiet kraftigt frem, uagtet Fagforeningernes Medlemstal efter den faglige Storkamp i 1909 dalede stærkt for en Tid. Valget i 1911 bragte Partiet 173.000 Stemmer (29 pct.) og 64 Mandater; 1914, hvor der afholdtes Valg både i April og September, henholdsvis 228.000 Stemmer (30 pct.) og 73 Mandater og 265.000 Stemmer (36 pct.) og 87 Mandater. I 1917 deltog Socialdemokratiet i en Koalitionsregering, og i Marts 1920 dannede Partiet alene Regering. Denne trådte tilbage i Oktober samme år, men efter Valgene i 1921, hvor Partiet mønstrede 630.901 Stemmer og fik 93 Mandater, kom Socialdemokratiet for anden Gang i Besiddelse af Regeringsmagten, som den nu beholdt til 1923. Valgene i 1924 gav Partiet 726.000 Stemmer (41 pct.) og 104 Mandater, hvorefter det for tredje Gang overtog Regeringen indtil 1926. Et venstresocialistisk Parti udskiltes i 1917 fra Socialdemokratiet. I 1919 sluttede den kommunistiske Fløj sig til Moskva, hvorefter den venstresocialistiske Retning i 1923 atter gik ind i Socialdemokratiet. I 1924 spaltedes derpå Det kommunistiske Parti, idet der dannedes et Uafhængig kommunistisk Parti, ledet af den fra 3. Internationale ekskluderede Z. Høglund. Ved Valgene i 1924 opnåede det kommunistiske Parti 65.000 Stemmer (3,7 pct.) og 5 Mandater, det uafhængige Kommunistparti 25.000 Stemmer (1,4 pct.) og 1 Mandat. Sidstnævnte Parti er siden 1926 påny tilsluttet Socialdemokratiet.

Rusland

Op mod midten af det 19. århundrede bredte den opfattelse sig mere og mere indenfor den russiske Godsejerklasse, at Livegenskabets fortsatte Beståen var ufordelagtig for Godsejerne selv. Kapitalistiske Synspunkter begyndte trods gennemført Afspærring overfor det øvrige Europa så småt at trænge ind, og den stadig hurtigere Overgang fra Naturaliehusholdning til Pengehusholdning og det deraf følgende Begær efter rede Penge skabte ønsker om en Ændring i Landbrugets Ejendomsforhold. Disse samvirkende Faktorer førte da til det kejserlige Ukas af d. 3. Marts 1861, hvorved Livegenskabet ophævedes. Det Jordareal, der overlodes Bønderne, skulle disse betale, og Jorden tilfaldt Miren, dvs. Landsbykommunen. Denne og ikke de enkelte Bønder hæftede for Betalingen, som efter Erstatningsplanen tidligst ville være afviklet i 1912. Det forældede Trevangsbrug bibeholdtes, og Bonden vedblev faktisk som Følge af den solidariske Betalingsforpligtelse af være stavnsbunden. Bondefrigørelsen forvandledes således til en storstilet Forretning til Fordel for Godsejeradelen. Bønderne kunne vanskeligt forsone sig med denne Form for Frigørelse. De hævdede, at Jorden tilhørte dem, og at Problemet om deres personlige Frihed var uden Forbindelse med Ejendomsspørgsmålet. Utilfredsheden, som gav sig Udslag i en Række Bondeopstande, der sloges ned med hård Hånd, søgtes udnyttet i revolutionær Retning af Tressernes. Nihilisme (nihil = intet). Nihilisme blev efterhånden en Fællesbetegnelse for alle revolutionære Bestræbelser i Rusland. Oprindelig betegnede Navnet kun en rent litterær og filosofisk Retning, der tilsigtede at gennemføre Individets absolutte Frihed overfor de samfundsmæssige Bånd, altså nærmest en kapitalistisk præget Opposition, som dog Tid efter anden også måtte give sig politiske Udslag. Den nihilistiske Opposition stillede Krav om en fri Forfatning og om Jord til Bønderne og agiterede i 1860ernes Begyndelse såvel blandt de intellektuelle som blandt Bønderne for dette Program. Agitationen satte ikke nævneværdige Spor og ophørte allerede omkring 1864, hvorefter der indtrådte en Pause på nogle år i den organiserede revolutionære Virksomhed. De små revolutionære Grupper, der bevarede sig, søgte at bekæmpe Regeringen gennem terroristiske Attentater. Omkring 1870 dukkede en ny revolutionær Bevægelse frem, ligeledes båret oppe af Intelligensen; dens mest kendte Navn var Fyrst Peter Krapotkin (1842-1921). Ved at leve blandt Bønder og Arbejdere, sprede Oplysning og agitere iblandt dem, ville Bevægelsens Mænd og Kvinder vække Folket til politisk Bevidsthed og revolutionær Handling. Heller ikke denne Agitation havde synderligt Held med sig, dertil var Misforholdet mellem Antallet af Agitatorer og Ruslands 120 Millioner Bønder for stort. Men Agitatorerne udsattes for skarpe Forfølgelser fra Regeringens Side og dreves derved til at danne hemmelige Foreninger, som førte en underjordisk Kamp mod Politiet og dets Spioner. Den russisk-tyrkiske Krig 1877-78 afslørede som Krimkrigen en Snes år tidligere det herskende Styres Slethed og efterfulgtes af Nød og Uroligheder blandt Bønder og Arbejdere; i Sct. Petersborg udbrød således en Række store Strejker. De revolutionære trådte under disse Forhold dristigere op, men opnåede kun, at Regeringen gik endnu mere hårdhændet frem mod dem end tidligere. Fra begge Sider blev systematisk Terror nu det virksomste Kampmiddel; det formåede dog så lidt som »Agitationen blandt Folket« at skaffe de revolutionære positive politiske Resultater. Regeringen var den stærkeste og allerede omkring 1885 opløstes Organisationerne fra Halvfjerdserne. Firserne blev i Rusland en udpræget Reaktionstid. Her som i det øvrige Europa indlededes Tiåret med en alvorlig økonomisk Krise. Bøndernes Vilkår forværredes, og Arbejdsløsheden hærgede; spredte og uorganiserede Strejker fik overalt et uheldigt Udfald for Arbejderne. Reaktionen viste sig både politisk, økonomisk og socialt; således ophævedes tidligere gennemførte Bestemmelser om Forbud mod Børns Natarbejde og lignende. Halvfemserne banede i Modsætning til Firserne Vej for en kapitalistisk Industris Indtrængen i Rusland. Jernbanebygningen, der havde været standset siden Tyrkerkrigen, toges påny op, finansieret af fransk Kapital; fra 1892 til 1904 anlagdes bl.a. Jernbanen gennem Sibirien til Vladivostok. En Række moderne Storindustrier grundlagdes, for største Delen for tyske Penge og ledet af Tyskere. Denne kapitalistiske Udvikling med ledsagende Afsætningskriser fortsattes efter århundredskiftet, særlig kraftigt i årene fra 1908 til 1913. Men hvor stærkt Industrien end trængte frem, vedblev Rusland dog i langt overvejende Grad at være et Bondeland. Dets Befolkning talte ved Verdenskrigens Udbrud 160-175 Millioner; og heraf var omkring 80 pct. Bønder, af hvilke kun et ringe Mindretal kunne læse og skrive. Under disse særlige politiske, økonomiske og kulturelle Tilstande fik også Arbejdet for Socialismen særegne fra de vesteuropæiske Socialdemokratier forskellige Vilkår og Opgaver. Agitationen måtte for det første føres hemmeligt, da en åben Bevægelse i hvert Fald indtil 1906-1907 var umulig. Bevægelsen blev dernæst fortrinsvis rekruteret fra de intellektuelles Rækker; den måtte endvidere have sit Hovedsæde og sin Ledelse, i Realiteten også Flertallet af sine Medlemmer, i Udlandet, idet så godt som alle Socialister efter kort Tids Forløb nødsagedes til at flygte ud af Rusland. En egentlig socialistisk Agitation begyndte i Firserne, ledet fra Udlandet af Georg Plechanov (1857-1918); men først i Halvfemsernes Slutning kom der en, omend kun løsere, partimæssig Samling over Arbejdet. Den første Partikongres afholdtes hemmeligt i Minsk i 1898, kun besøgt af ni Repræsentanter; den anden i Juni 1903, først i Bryssel, hvorfra den udvistes, derefter i London. På Kongressen i 1903 mødte 43 Repræsentanter, deraf fire Arbejdere. Partiet spaltedes her på Spørgsmålet om Forholdet til det liberale Borgerskab og om Organisationsformen i de to senere så navnkundige Retninger Bolsheviki og Menscheviki. Bolsjevikkerne hævdede, at Socialdemokratiet i Samarbejde med Bønderne skulle føre Kampen til to Sider, såvel mod Zarismen som mod Borgerskabet, og at Proletariatet under en Revolution, der styrtede Enevælden, måtte gå ind i den provisoriske Regering og gennem et foreløbigt Arbejdernes og Bøndernes demokratiske Diktatur tilkæmpe sig Arbejderklassens Diktatur. En sådan Taktik var nødsaget til at bygge på den bevidste Minoritet, Fortroppen, som ved sin Handlekraft kunne trække Masserne med sig. Bolsjevikkerne holdt derfor på, at Partiet fremdeles måtte blive en lille afgrænset, stærk centraliseret og illegal Organisation, hvori hvert enkelt Medlem var en disciplineret og aktiv Soldat. Mensjevikkerne gik ud fra, at den ventede Revolution blev borgerlig. Foreløbig var der derfor ikke andet for Socialdemokratiet at gøre end at støtte de liberale i deres Kamp mod Zardømmet, forudsat at Borgerskabet kæmpede for almindelig Valgret. Efter den mensjevikiske Opfattelse kunne Proletariatets Klassekamp først udfolde sig, når de almindelige borgerlige Friheder, Valgret, Pressefrihed, Forenings- og Forsamlingsfrihed var erhvervet. Og så snart det blev muligt, ville Mensjevikkerne afvikle den illegale Bevægelse og erstatte den med et åbent, demokratisk Klasseparti. Det bolsjevikiske Standpunkt fik Flertallet af Kongressens Deltagere med sig; deraf Retningens Navn Bolscheviki - Flertal. Deres Fører blev Lenin (Vladimir Ulianov Ilitsj, 1870-1924). Tilhængerne af det mensjevikiske Standpunkt, som således kom i Mindretal, fik ligeledes Navn herefter, Menscheviki = Mindretal. Nederlagene i den russisk-japanske Krig 1904-5 og den under Krigen tiltagende Dyrtid og Nød førte rundt om i Riget til Uroligheder, Opstande og Strejker, der sluttelig i August-Oktober 1905 tvang Regeringen til at indstifte en Rigsduma og til at afgive Løfter om en politisk Reformlovgivning. Under Trykket af denne Revolution samledes de to socialdemokratiske Partigrupper i Maj 1906 til en Fælleskongres i Stockholm. 140 Repræsentanter kom til Stede, heraf 35 Arbejdere. Mensjevikkerne var i Flertal, og Partiets Enhed blev tilsyneladende genoprettet. Men også kun tilsyneladende. Bolsjevikkerne ville således boykotte Dumavalgene og bevare den illegale Organisationsform, da de ikke mente, at et åbent politisk Arbejde ville være til Fordel for Arbejdere og Bønder. Mensjevikkerne var derimod af den Anskuelse, at såvel Valgene som Repræsentationen i Dumaen burde udnyttes i Agitationsøjemed, og at man nu måtte se at skabe et virkeligt Arbejderparti. Denne Modsætning førte i 1908 til et nyt og endeligt Brud, og i 1912 konstituerede Bolsjevikkerne sig derpå i Udlandet som et selvstændigt Parti under Navn af Det russiske socialdemokratiske Parti. Allerede få Måneder efter Revolutionen i 1905 satte Kontrarevolutionen ind. Pogromer og Terror rasede snart over hele Riget. De borgerlige Enheder svandt efterhånden bort og dermed Muligheden for en Videreudvikling af den Arbejderbevægelse, som under og efter Revolutionen var vokset frem. I 1907 skal Fagbevægelsen have talt 245.000 organiserede Arbejdere, væsentligst i Metal- og Tekstilindustrien; i 1912 var Tallet svundet ind til 15.000. Valgretten til Dumaen indskrænkedes Gang på Gang og blev tilsidst nærmest illusorisk for Arbejderklassen. For Regeringen var Bondespørgsmålet imidlertid langt farligere end Arbejderspørgsmålet. En isoleret Byarbejderrevolution ville den altid kunne slå ned, hvorimod Stillingen ikke var nær så sikker, hvis Bønderne sluttede sig til Oprøret. Det gjaldt derfor om at løse det stadig brændende Jordspørgsmål på en Måde, der så nogenlunde tilfredsstillede Bønderne. Store Arealer Krongods udstykkedes i den Anledning til Bondebrug. Og hvad der var af større Betydning, der påbegyndtes en Udskiftning af Landsbyjorden med deraf følgende Opløsning af Landsbyfællesskabet (Miren) og Trevangsbruget, altså en Landboreform som den, der gennemførtes i Danmark i slutningen af det 18. århundrede, i Sverige og Prøjsen i Begyndelsen af det 19. århundrede. Gennem disse Reformer førtes vesteuropæiske private Ejendomsformer og individualistiske Synsmåder ind blandt Ruslands Bønder. Også Socialdemokratiet måtte tage Stilling til Jordspørgsmålet. Og et særskilt, tredie Parti, De social-revolutionære, stillede her et eget Program op. De mente, at det på Grundlag af Mirens Jordfællesskab ville være muligt at skabe en socialistisk Samfundsordning i Rusland, og vel at mærke, uden at man som Vesteuropa behøvede at gå Vejen gennem Kapitalismen og Proletariatets Klassekamp. Kun Zardømmet hindrede efter Partiets Opfattelse Socialismens Virkeliggørelse og måtte derfor ryddes af Vejen. Mensjevikkerne, som netop ville nå Socialismen gennem Kapitalismen, tog selvsagt Afstand fra de social-revolutionære. Bolsjevikkerne, der foretrak et Samarbejde med Bønderne fremfor med de liberale, nærmede sig derimod efterhånden det social-revolutionære Program og opstillede selv et Agrarprogram, der på mange Punkter sluttede sig til de socialrevolutionæres. En revolutionær Gæring med Strejker og Uroligheder begyndte påny fra 1912 og fortsattes fremover, øget ved Nederlagene og ved Levnedsmiddelmangelen under Verdenskrigen, indtil den sluttelig under en Konflikt mellem Regeringen og Dumaen udløstes i Martsrevolutionen 1917. Arbejdere, Soldater og Bønder dannede nu, som under Revolutionen i 1905, Sovjets (= Råd), der i Maj samme år tvang den af Dumaen indsatte Regering til at gå af; den erstattedes med en Regering under Ledelse af den socialrevolutionære Alexander Kerenski (født 1881). Indenfor Sovjetterne havde Bolsjevikkerne efterhånden fået en så kraftig Stilling, at de under Anførsel af Lenin, som d. 19. April var vendt tilbage til Rusland, kunne rejse en ny sejrrig Revolution i Petrograd d. 7. November 1917. Et Råd af Folkekommissærer overtog den udøvende Magt i Rusland og udskrev Valg til en Nationalforsamling. Valgene fandt Sted i Slutningen af November 1917, og Forsamlingen trådte sammen d. 17. Januar 1918. Da den viste et anti-bolschevikisk Flertal, opløstes den, og nogle Dage senere samledes Sovjet-kongressen til et Konvent, som gennem Erklæringen af d. 27. Januar 1918 »om det arbejdende og udbyttede Folks Rettigheder« trak Linierne op for Ruslands kommende Forfatning. Rusland erklæredes »for en Arbejder-, Soldater- og Bonderådsrepublik«, hvor »af central Myndighed ligger hos Rådene«, og hvor »Magten nu helt og udelukkende (må) være i Hænderne på de arbejdende Masser og deres Repræsentationsorganer, Arbejder-, Soldater- og Bonderådsrepræsentanternes Sovjets«. Det var Proklameringen af Diktaturet i den Hensigt »ubarmhjertigt at undertrykke alle Udbyttere, grundlægge en socialistisk Samfundsorden og sikre Socialismens Sejr i alle Lande.« Proklamationen ophævede endvidere »al privat Ejendomsret til Jorden« og erklærede »hele Republikens Territorium for Folkets Ejendom .... med lige Ret for alle til at udnytte den« (Jorden). Det økonomiske Program har den bolsjevikiske Styrelse hidtil ikke kunnet gennemføre. Tværtimod er den af Forholdene blevet tvunget til at stabilisere Bøndernes Privatejendomsret til Jorden. Og gennem den »nye økonomiske Politik« med Koncessioner til udenlandske Kapitalistgrupper har kapitalistisk Udbytning atter fået en legal Stilling i Rusland.

Den socialistiske Bevægelse i Rusland kræver særlig Behandling, fordi den kompliceres af Forhold, der er ejendommelige for dette Land. Rusland var og er endnu i politisk Henseende et Århundrede bagud for andre europæiske Stater, og konstitutionel Frihed var det første Krav, der stilledes af alle Fremskridtsvenner lige fra den nyeste Liberale til Anarkisten. Tænkning er for en stor Del international, og de Mænd, der kæmpede for politisk Frihed - svarende til de engelske Rundhoveder og de franske Girondiner - læste Marx og Proudhon og var inde i Tysklands og Frankrigs socialdemokratiske Organisationer. Os forekommer derfor den politiske Scene i Rusland at være uhyggelig opfyldt af uforenelige Anakronismer. Til højre ser vi en middelalderlig Kirke og et Enevoldsherredømme, indtil den seneste Tid af mere asiatisk end europæisk Natur. Til venstre finder vi Anarkister og Nihilister, der håber at kunne virkeliggøre den Idealstat i Morgen, som de fleste Mennesker betragter som et muligt Resultat af en langvarig Evolutionsproces. Den socialistiske Bevægelse i Rusland svarer til den Kamp for Friheden, der i England har strakt sig over de Århundreder, der ligger mellem Magna Charta og Parlamentsakten af 1911.

Ruslands Historie hviler på to store Institutioner, Hærherredømmet og Miren. Zarmagten er Udtrykket for Ruslands politiske Liv, medens Miren er den agerdyrkende Befolknings sociale Organisation og i Almindelighed Nationens økonomiske Grundvold. Ingen forstandig Mand kan betvivle, at Zarmagten har haft den største Betydning for Ruslands historiske Udvikling. Den var den Centralmagt, der samlede det russiske Folk og ledede det i den lange, hårde og sejrrige Kamp mod Tartarer, Tyrker, Litauere, Polakker og Svenskere. Uden den ville Rusland efter al Sandsynlighed have lidt samme Skæbne som Polen, der splittedes, svækkedes og sluttelig blev tilintetgjort ved sin Adels Anarki og uhelbredelige Egoisme.

I Rusland som i andre Lande blev Centralmagten bygget op ved Undertvingelse af Fyrster og Herremænd, der knustes under Zarernes stærke og skånselløse Herredømme. Blandt disse Zarer var ejendommelige og dristige Mænd, som Peter den Store, der tvang Folket ud af den gamle Slendrian, der var det så kær; og når andre Midler slog fejl, betænkte de sig ikke på at bruge Stokken, Knutten og Bøddeløksen for at tvinge det ind på det vesteuropæiske Fremskridts Veje. Medens Adelen var ude af Stand til at trodse Zarmagten, havde Gejstligheden hverken Kraft eller Lyst dertil. Den russiske Gejstlighed havde ikke en international Stormagt som Pavedømmet i Ryggen. Den var opfostret i den østgræske Despotismes Traditioner og følte ingen Tilbøjelighed til Modstand overfor sine Herskere. Bønderne var ingen politisk Magi; undtagen ved sjældne Lejligheder, når Desperationen drev dem til Oprør.Forholdene i Rusland har således forenet sig til at skabe en Enevoldsmagt, der i Kraft og Modstandsdygtighed er uden Sidestykke i det øvrige Europa. Den har hævdet Nationens Eksistens mod forbitrede og mægtige Fjender, den har i hver Menneskealder udvidet det russiske Magtområde, været et virkeligt Midtpunkt for det nationale Liv og med betydeligt Held tilfredsstillet Folkets Krav og Forhåbninger. Hvis vi ikke gør os klart, hvilket overordentlig betydningsfuldt Arbejde, Zarmagten har gjort for Rusland, vil det være os umuligt at forstå den store Magt, den har over det russiske Folks Følelser. Men en virkelig effektiv Indskrænkning i Zarernes Magt repræsenteres af Embedsmændene, hvis Opgave det er at bringe den til Udførelse. Disse Embedsmænd fungerer som Organer for den kejserlige Myndighed fra Rigets Midte til dets yderste Grænser. Men de kan forvanske deres Herres Vilje eller gøre den virkningsløs - ved Tøven, ved passiv Modstand, ved Påvirkning, Falskhed, Hofintriger og alle andre Midler, hvori Despotismens øvede Tjenere er vel bevandrede. Således er Centralmagten. Lad os nu betragte Folket. I Rusland har Industri- og Bylivet kun udgjort en ringe Del af Nationens Liv. Folkets store Masse ernærer sig endnu direkte af Jorden, og er organiseret i Miren. Som det nu er almindelig kendt, er Miren den russiske Form for Landsbysamfundet, der i sin Tid eksisterede i de fleste Lande i Verden, når de nåede til det agerdyrkende Udviklingstrin.

I de fleste europæiske Lande er Landsbylivet, hovedsagelig ved Indflydelser af økonomisk Natur, blevet en Skygge af, hvad det tidligere var, men af Årsager, som vi ikke her kan komme ind på, har den russiske Mir bevaret sig uforandret. Den gav Hovedmassen af det russiske Folk dens eget sociale Liv og Selvstyre; og den var uafhængig i økonomisk Henseende. Det indbyrdes Forhold mellem Mirens Medlemmer var baseret på Lighed og Frihed; men efter Loven var Folkene Livegne indtil deres Frigørelse i 1861. Miren var en social-økonomisk Institution, bekvem både for de adelige Ejermænd og for Zarmagten. Den afgav for Centralstyret en samlet Enhed ved Skatteopkrævningen, ved Udskrivningen af de nødvendige Rekrutter og ved Organisationen af det lokale Styre. Derfor søgte Autoriteterne at give den fast Form og Modstandsdygtighed og derigennem gøre den mere formålstjenlig som Grundlaget for Nationens sociale og økonomiske Liv. I de senere År har Regeringen skiftet Politik og søgt at opløse Miren for at skabe en Klasse af velstående Bønder. Men den Ret, der nu er givet Bønderne til at gøre den hidtil uafhændelige Fællesjord til Selvejerlodder, er foreløbig ikke i større Omfang blevet udnyttet.Det var i en Nation af denne Art, at Vesteuropas mest yderliggående Meninger omsider vandt Indpas. Oprørsånden havde ganske vist ikke været ukendt i Rusland også i tidligere Tider. Blandt Bondebefolkningen, der var nedsunket i forhistorisk Uvidenhed og Elendighed og plaget af den uophørlige Tribut af Mænd og Skatter, som de blev tvunget til at yde, havde Misnøjen altid været mere eller mindre udbredt, og den var til Tider flammet op i åbent Oprør. Under Katharina den Stores og Alexander I.s Regering havde en sentimental Liberalisme været på Moden i de højere Klasser. Men den havde ingen praktisk Betydning og var ingen alvorlig Fare for Enevælden. Ved sin Regerings Begyndelse måtte Nikolaj møde en Opstand af Gården i St. Petersborg, anført af liberale Officerer af fornem Fødsel. Han undertrykte den på den hurtigste og mest summariske Måde. Indtil sin Død i 1855 førte Nikolaj et uafbrudt Underkuelsesregimente indadtil og stod som Føreren for Absolutismen i Europa.

Mange Omstændigheder bidrog til, at Alexander II.s Tronbestigelse betegnede et nyt Afsnit i Ruslands Historie. De gamle Regeringsmetoder var kommet grundigt i Miskredit ved Nederlagene under Krimkrigen. Der herskede almindelig Stemning for, at Vestens Idéer og Metoder, der under Krigen havde bevist deres Overlegenhed, også burde prøves i Rusland. Da den unge Kejser indså Nødvendigheden af en ny Politik, blev store Reformer sat i Gang, og en Tid gik alt godt. Alexander gennemførte de Livegnes Frigivelse, oprettede nye Domstole og et nyt Lokalstyresystem og fremkaldte virkelige Fremskridt indenfor Undervisningen. Det varede imidlertid ikke længe, inden Kejseren blev betænkelig ved Omfanget af de liberale Kræfter, han havde givet fri, og som truede med at ryste det russiske Samfund i dets Grundvold. Som sin Onkel, Alexander I., havde den unge Monark ikke Viljestyrke nok til at gennemføre et praktisk og systematisk Reformarbejde.

De Forandringer, der allerede var indtrådt, og Udsigten til nye kaldte alle det gamle Ruslands konservative Instinkter og Fordomme til Handling. Opstanden i Polen 1863, der vakte Sympati hos så mange russiske Liberale, bevirkede også en kraftig Reaktion i gammelrussiske Kredse. Karakozoffs Attentat mod Kejseren i 1866 kan betragtes som Tidspunktet for Strømkæntringen i hans Regering. Det russiske Temperament har endnu ikke tilegnet sig Tanken om jævnt Reformarbejde og gradvise besindige Forandringer. Som Omstændighederne og Forholdene var i det russiske Samfund, var intet Kompromis muligt mellem dem, der ville reformere alt og dem, der ingen Forandringer ønskede eller ville, at Forandringen skulle foregå uendelig langsomt; og en revolutionær Bevægelse opstod. Når vi tager i Betragtning, at det nye Parti ikke blot truede de politiske Institutioner i Rusland, men også de bærende Principper i hele det bestående Samfund - Ejendomsretten, Religionen og Familielivet - vil vi forstå, at Bruddet var uundgåeligt. (Om den revolutionære Bevægelse i Rusland under Alexander II. se: Alphons Thun, Geschichte der revolutionaren bewegungen in Rusland. Der kan skelnes mellem tre Stadier i den revolutionære Bevægelses Historie. Den første strakte sig over Tiden fra Alexander II.s Tronbestigelse i 1855 indtil omkring 1870. Dens ledende Karaktertræk var Negativismen; og Brugen af Navnet Nihilisme, hvormed sædvanlig den revolutionære Bevægelse som Helhed betegnes, bør begrænses til dette første Stadium. Hovedsagelig var det kun Retningen indenfor det Hegelianske Venstre, der åbent antog Büchners og Moleschotts Materialisme som Filosofiens definitive Løsning. Det var let for den mest nedbrydende Materialisme at erobre et Land, hvor Religionen havde ringe Indflydelse blandt de oplyste Klasser, og hvor Filosofien ikke var en langsom og gradvis Skole for Tanken, men en Mode, importeret fra Udlandet. Den var den sidste Mode; den var den herskende Form blandt dem, der regnedes for de ypperste Tænkere, den var den herskende og havde Svar på alt. Den var særlig velegnet for en Kulturtilstand, hvor Erfaring og Disciplin manglede.

Ifølge Turgenjev, der i sin Roman Fædre og Sønner har skildret Bevægelsen, var Nihilisterne Mænd, der „ikke bøjede sig for Autoriteter af nogen Art og ikke troede blindt på noget Princip, hvor stor en Ærværdighed det end var omgivet af." Politiske Institutioner og Samfundsformer, Religion og Familieliv, alt vejede de med den negative Kriticisme, der var deres fælles Præg, og alt fandt de utilfredsstillende. Med revolutionær Utålmodighed afviste de alt nedarvet, godt som ondt. De havde ingen Respekt for Kunst eller Poesi, Følelse eller Romantik. En Forøgelse af vor positive Viden erhvervet ved Dissekering af en Frø, var for dem af større Betydning end Goethes Digtning eller et Maleri af Rafael.

Nihilismen er ikke tiltrækkende som den, repræsenteret af Bazarof, skildres i Turjenjevs Roman. Vi kan agte hans Mod, Ærlighed, Grundighed og Uafhængighed, men hans Brutalitet, Kynisme og Ligegyldighed for Familiefølelsen er i højeste Grad frastødende. Ved Heltens tidlige Død er vi afskåret fra at følge hans videre Udvikling. Vi er overtydede om, at vi var kommet til at se betydelige Forandringer i mere positiv Retning, hvis Skildringen af dette typiske Liv var blevet fortsat. Den almindelige Negativisme kan kun være en forbigående Fase i Individets eller Nationens Udvikling. Negativisme kan tjene som en Medicin for Sindet, men ikke som daglig Kost. Ingen Frihedsbevægelse kan være udelukkende negativ, og ingen Bevægelse kan fyldestgørende karakteriseres ved Henvisning til et enkelt Karaktertræk. Nihilisterne mødte en videre Verdensopfattelse i Darwins, Herbert Spencers og J. Stuart Mills Skrifter, og de havde også i en tidligere Periode mærket Påvirkningen af Saint-Simon, Fourier, Robert Owen og senere også af Lassalle og Marx. Fra første Færd følte Nihilisterne dyb og oprindelig Sympati med de lidende Klasser. De ville lede Menneskenes Interesse bort fra tomme Ordstrømme om Kunst og Poesi, fra en Sentimentalitet, der ofte var hul, til Spørgsmålet „det daglige Brød for alle" til det store Folk, der gik til Grunde af Mangel på de mest elementære Kundskaber. Og de holdt stærkt på Kvindernes Ligeberettigelse. Det er åbenbart, at den filosofiske Nihilisme kun kunne være en forbigående Fase i den russiske Tænknings Historie, og at den havde sund og gavnlig Indflydelse til Trods for sit frastødende Udseende. I et Land, der tyngedes af en enorm Byrde af ældgamle Fordomme og Misbrug, var en stærk Dosis Negativisme næsten en Nødvendighed. Men Bevægelsen kunne ikke blive ved med at leve af Negativisme alene. I Tidens Løb begyndte den russiske Kamp for Frigørelsen at antage en mere positiv Karakter.

På denne Måde trådte den revolutionære Bevægelse ind i sit andet Stadium - den socialistiske Lære og Propaganda. Begivenheder i Vesten havde opflammet Indbildningskraften hos de ungdommelige Forkæmpere for Friheden i Rusland - Internationales Stiftelse og Fremskridt, den frygtelige Kamp i Paris under Kommunen, det tyske Socialdemokratis Vækst. Et positivt og vidtrækkende Frihedsideal samlede nu Entusiasterne; de stræbte mod Udfrielsen af Proletariatet, der i Rusland repræsenteredes af den uvidende og elendige Bondebefolkning. Bakunins anarkistiske Socialisme var uomtvisteligt det førende Element indenfor den nye russiske Bevægelse. Jævnsides den må vi stille Lavroffs Indflydelse, en anden fremragende russisk Landflygtig, der repræsenterede den mere besindige Afskygning af Anarkismen, der anerkendte en konstitutionel og gradvis Udvikling af Teorien. Også på sit andet Stadium var den revolutionære Bevægelse i Rusland et sammensat Fænomen. Bakunins Anarkisme vedblev imidlertid at være det karakteristiske ved den, og den negative Faktor var således stadig fremtrædende nok.

Fra Bakunin udgik også den revolutionære Bevægelses Løsen i denne Periode: „At gå ud blandt Folket" og udbrede den nye Lære, og Regeringen bidrog sig selv uafvidende til at fremme denne Virken. Tidligt i Halvfjerdserne studerede Hundreder af unge Russere, både Mænd og Kvinder, ved Vesteuropas Universiteter, særlig i Zürich i Schweiz. Da deres Ophold her udsatte dem for stadig Berøring med revolutionære russiske Landflygtige og for Smitte af Vestens nedbrydende Tanker, blev de i 1873 kaldt hjem ved et kejserligt Ukas. De vendte også hjem, men de bragte de nye Tanker med sig. „At gå ud blandt Folket" blev grebet som et systematisk Princip, en Lidenskab og Mode blandt Anarkismens ungdommelige Tilhængere. I Overensstemmelse med deres Tro havde de ingen fast Organisation, ingen bestemt Arbejdsplan. De „gik ud blandt Folket" som en ny Læres Apostle, hver som hans Hjerte bød ham det. De gik ud som Lærere eller Jordemødre eller Læger i Landsbyerne. For bedre at falde sammen med den jævne Befolkning lærte nogle af dem de ringeste Beskæftigelser. Snedker- og Skomagerhåndværket blev hyppigst valgt som de lettest tilegnelige. Andre arbejdede femten Timer om Dagen i Fabrikkerne for at få Lejlighed til at sige et Ord i rette Tid til deres Arbejdskammerater. Mænd og Kvinder af Aristokratiet, opvoksede i al Civilisationens Forfinelse, udholdt tålmodigt de navnløse Lidelser ved Livet blandt de russiske Bønder. De bestræbte sig for at efterligne Bondens Dragt, hans barkede Næver og vejrbidte Ansigt for ikke at vække hans Mistillid, thi i Rusland er Kløften mellem Over- og Underklassen bred og befæstet.

Missionærerne havde kun i begrænset Grad Held med sig. Med sin stærke, letvakte Mistillid og snævre Horisont var det vanskeligt for Bonden at forstå, hvilken Hensigt disse besynderlige Mennesker havde med deres besynderlige Tale. Foruden at være mistænksom var han også sløv. Desuden afleverede Læreren ofte sit Budskab i halvtfordøjede Fraser, der kun sat i Forbindelse med Vesteuropas økonomiske Udvikling havde nogen Mening og ikke stod i virkelig Tilknytning til noget indenfor den russiske Bondebefolknings Erfaringer. Propagandaen fik kun Lejlighed til at virke i kort Tid. Lærerne gik til Arbejdet med liden Omtanke, på den tilfældige, skødesløse Måde, der synes naturlig for det russiske Temperament. Følgelig var der for Regeringen ingen Vanskelighed ved at opdage og opspore Propagandisterne. Inden Året 1876 var til Ende, sad de fængslede næsten allesammen. Mere end 2000 blev arresterede i Årene 1873-76! Mange tilbageholdtes i Fængslerne i Årevis, indtil Politiets Undersøgelser resulterede i, at 50 blev ført for Retten i Moskva og 193 i St. Petersborg i Slutningen af 1877. De fleste frikendtes af Domstolene, men Regeringen sendte dem alligevel i Landflygtighed ad administrativ Vej.

Denne Modgang bevirkede, at Forsøgene på en fredelig Propaganda blev indstillet, og det revolutionære Parti besluttede at drive Propaganda ved Handling. Det besluttede at tage Ophold blandt Folket og forberede det til en Rejsning mod Regeringen. Da fredelig Lære var forbudt, søgte de at vinde frem ved voldsomme Midler. Det var en desperat Politik overfor en Befolkning, der end ikke havde været i Stand til at forstå Revolutionspartiets Hensigter.

Det er meget betegnende for Forholdene i Rusland, at det mest vellykkede Forsøg på at organisere en revolutionær Optræden kun vandt Bondebefolkningens Tilslutning ved at foregive, at det havde Zarens Sanktion. Jacob Stephanovitz, en af de fremtrædende Medlemmer indenfor Revolutionspartiet, udspredte i Sydvest-Rusland, at han af Zaren havde fået Ordre til at danne et hemmeligt Selskab blandt det menige Folk mod Adelen, Præsterne og Embedsmændene, der modsatte sig Kejserens Ønske om at give Bønderne Jord og Frihed. De, han henvendte sig til, kunne næppe tro, at Kejseren var så afmægtig, men det lykkedes ham dog at danne et Selskab med omkring tusind Medlemmer. Da Politiet opdagede Planen, blev Bønderne naturligvis rasende over det Bedrag, der var øvet imod dem. Det bør tilføjes, at Partiet som Helhed ikke billigede en sådan Taktik.

Som med den fredelige Propaganda mislykkedes det også for Handlingens Propaganda at få Hold i Folket. Ved hvert Skridt mødte Revolutionspartiet Centralmagtens Repræsentanter, rede til at slå deres Bestræbelser ned med de kraftigste Midler. De var nu overbeviste om, at de direkte måtte angribe Enevælden og dens Tjenere, og da de ingen Pardon havde modtaget, ønskede de heller ikke at give nogen, og således begyndte Revolutionspartiets resolutte, systematiske og skånselløse Kamp mod Zarmagten. Denne medførte naturligt en stærkt ændret Taktik. De indførte en stærk Organisation i Stedet for den slappe Disciplin eller fuldstændige Mangel på Disciplin, som Bakunin anbefalede. Sagerne blev ledede af en hemmelig Centralkomité, der med usvækkelig Energi udførte Partiets nye Beslutninger. Den første store Handling i dette det tredje Stadium i den revolutionære Bevægelse var Mordet på Politipræfekten, General Trepoff, begået af Vera Sassoulitsch i St. Petersborg 1878. Anledningen til Dåden var, at en politisk Forbryder, der personlig var hende ubekendt, var blevet pisket på General Trepoffs Befaling. Hendes Hensigt var at hævne den oprørte og krænkede Menneskehed på Enevældens Tjener. Under Processen frikendtes hun af Juryen til stor Overraskelse for den kejserlige Ret. Et Forsøg fra Politiet på at anholde hende, da hun forlod Retssalen, blev forhindret af Mængden, og det lykkedes hende at undslippe til Schweiz.

Offentligheden gav de mest utvivlsomme Beviser på sin Sympati med Vera Sassoulitsch, og Begivenheden vakte naturligt levende Begejstring og Røre hos Revolutionspartiets ivrige Sjæle. General Mezentseff, Chef for Politiet, blev ved fuldt Dagslys dolket på Hovedstadens Gader. Fyrst Krapotkin, Guvernør i Charkoff og en Slægtning til Revolutionisten, blev skudt. Også General Drenteln blev åbenlyst overfaldet på Gaden. Efter således at have angrebet Magtens Embedsmænd beredte de sig til at myrde Zaren selv som Hovedet for Enevælden. Solovieff affyrede fem Skud imod ham uden at gøre ham Skade; der blev gjort tre Attentater mod det kejserlige Jernbanetog, hvoraf det ene mislykkedes, fordi Zaren havde forandret sine Bestemmelser, og han undgik kun den frygtelige Eksplosion i Vinterpaladset, fordi han senere end sædvanlig trådte ind i sin Spisesal. Disse mislykkede Forsøg hindrede ikke Eksekutivkomitéen i at fortsætte med sin desperate Virksomhed, og den 13. Marts 1881 fulgte Alexanders tragiske Død.

Vi behøver ikke at sige, at Alexander II.s voldsomme Død vakte Rædsel over hele Europa. Det blev betragtet som en uendelig sørgelig Afslutning på en Regering, der var begyndt med så store og uegennyttige Hensigter og gode Varsler om lykkeligere Tider for det russiske Folk. Det var forklarligt vanskeligt at forstå, hvorfor en Regent, der var velmenende og ikke uvillig til at følge en liberal Politik, skulle blive Offer for en Fremskridtsbevægelse blandt sit Folk. Forklaringen må søges i de særlige Forhold i Rusland, thi Alexander var kun Repræsentanten for et politisk System, der ved sin historiske Udvikling, sin Natur og Stilling, har udøvet et absolut og ofte skånselløst Regimente over sine Undersåtter og har nægtet dem den mest elementære Tanke- og Talefrihed, personlig Frihed i Henhold til Loven og den ringeste Antydning af konstitutionelt Styre.

Det er nu på Tide at ofre de Revolutionister, der har spillet en så fremtrædende Rolle i Ruslands nyere Historie, en nærmere Omtale. Det russiske Revolutionsparti hentede sine Medlemmer fra næsten alle Folkets Klasser. Nogle tilhørte højtstillede aristokratiske Familier, nogle har været Sønner af Præster og lavere Embedsmænd. I den nyere Tid har Landbefolkningen ydet aktive Deltagere til Kamppartiet. Et af de mest iøjnefaldende Træk ved Bevægelsen er den Indflydelse, Kvinder har haft indenfor den. Det var Vera Sassoulitsch, der i 1878 åbnede den dødelige Kamp mod Enevælden. En Dame af fornem Fødsel, Sophia Perovskaia, vejledte, ved at vifte med et Slør, de Mænd, der kastede de skæbnesvangre Bomber ved Alexander II.s Mord.

Men enten de nu var Aristokrater eller Bønder, Mænd eller Kvinder, har Medlemmerne af det russiske Revolutionsparti alle været forbavsende unge. Det store Flertal af Deltagerne i Kampen var ikke fyldt femogtyve. I Betragtning af deres store Ungdom er det derfor intet Under, at de besad mere Begejstring end Klogskab og mere af den Energi, der stiler mod øjeblikkelige Resultater end af den besindige Tålmodighed, der forstår at vente på det bedste og sikreste Fremskridts langsomt modnende Frugter. Når vi betænker de overmåde omvæltende Teorier, som de søgte at gennemsyre de russiske Folkemasser med, forstår vi tilstrækkelig klart, at ingen Enevoldsmagt i Verden kunne undlade at tage den Handske op, som de så dristigt tilkastede Autoriteterne. Kun en Regering over et oplyst Folk, der gennem lange Tider har vænnet sig til åbent at diskutere enhver afvigende Opfattelse, kan tillade sig at give frit Spillerum for en Propaganda som den, det russiske Revolutionsparti drev.

Det må dog fremhæves, at skønt Partiets Teorier fra første Begyndelse var af den mest revolutionære Natur, greb de ikke til voldsomme Midler, før Politiet og de andre Regeringsmyndigheder havde udæsket dem dertil. Ved deres oprørende Undertrykkelsessystem fremkaldte de blandt Studenterne ved Universiteterne Uroligheder, som kvaltes med de mest brutale Midler. Unge Mænd, der var arresterede på Mistanke og holdt indespærrede i Årevis, mens de ventede på, at deres Sag skulle blive undersøgt, blev naturligt tilskyndet lil at nære Had mod den Regering, der behandlede dem så ubilligt.

I Rusland var alle Former for Propaganda ulovlige. Revolutionisterne havde ingen Ret til at afholde offentlige Møder, ingen Pressefrihed, overhovedet ingen Ytringsfrihed af nogen Art. De omgaves af Spioner, der var rede til at give hvert Ord og Handling den værste Udlægning. Bønderne, som de ønskede at undervise i den nye Lære, kunne vidne imod dem. Deres Kammerater indenfor Propagandaen kunne tilskyndes eller tvinges til at forråde dem. Selve det at være mistænkt kunne ofte være skæbnesvangert, da Politiet og de andre Regeringsmyndigheder kun var alt for villige til at tage de mest rigoristiske Forholdsregler overfor alle, der beskyldtes for revolutionært Sindelag. Den Anklagede kunne end ikke med nogen Tillid appellere til Domstolene, thi den ordinære Retspleje kunne suspenderes og hans Skæbne afgøres ad administrativ Vej; det vil sige, han kunne henrettes, eller dømmes til Fængsel, eller forvises til Sibirien uden fjerneste Lov eller Proces. Under sådanne Omstændigheder var det naturligt, at Frihedens energiske Forkæmpere blev drevet til Sammensværgelse af den mest yderliggående Natur og Voldshandlinger af den mest skånselløse Art.

Skønt den historiske Sandhed tvinger os til at fremhæve den Kendsgerning, at Revolutionspartiets Hensigter overgik alt, hvad der rummes i Begreberne Liberalisme og konstitutionelt Styre, må vi derfor alligevel forklare, at de kun tog deres Tilflugt til Voldshandlinger, fordi de mest elementære politiske Rettigheder var dem nægtede. Selv da deres Kamp mod Enevælden var mest forbitret og desperat, var de rede til at nedlægge Våbnene. I den Adresse, som Eksekutivkomitéen sendte Alexander III. efter hans Faders Død i Marts 1881 tilbød de at opgive deres Voldsaktion og uden Betingelser bøje sig for en Nationalforsamling, frit valgt af Folket. Under et konstitutionelt Styre ville de kun benytte sig af konstitutionelle Fremgangsmåder.  Det er ikke let nøjagtigt at opgive Antallet på dem, der deltog i den russiske Revolutionsbevægelse. Det Parti, der direkte var indblandet i Kampen mod Zarmagten, har altid været forholdsvis fåtalligt. På den anden Side har Bevægelsen øjensynlig mødt udbredt Sympati blandt de dannede Klasser i Rusland. I Mangel af nøjagtige Oplysninger kan vi citere en af dem, der har god Ret til at tale på Revolutionspartiets Vegne: „Den russiske revolutionære Bevægelse er i Virkeligheden en Revolution sui generis, der imidlertid ikke udføres af Folkets Masse eller af dem, der har den Behov, men af en Slags Udvalg, der i dette Formål handler for Folket. Ingen har nogensinde påtaget sig, og ingen kunne måske gøre det med Sikkerhed - at beregne Partiets numeriske Styrke - det vil sige Antallet af dem, der deler Revolutionisternes Overbevisning og Håb. Alt, hvad der kan siges, er, at det er et meget stort Parti, og at det i Øjeblikket tæller Hundredtusinder, måske Millioner af Mænd spredte overalt. Denne Folkemasse, der kunne kaldes den revolutionære Nation, tager imidlertid ikke aktiv Del i Kampen. Den betror sine Interesser og sin Ære, sit Had og sin Hævn til dem, der gør Revolutionen til deres eneste og udelukkende Beskæftigelse; thi som Forholdene er i Rusland, kan man ikke vedblive at være almindelige Borgere samtidig med at man helliger sig Socialismen og Revolutionen.

Det virkelig revolutionære Parti, eller, snarere, den kæmpende Organisation rekrutteres fra denne Klasse af revolutionære Ledere (Stepniak: Det underjordiske Rusland). Gennem nogle År var Revolutionisterne slået ned og deres Organisation ødelagt af Regeringens Undertrykkelse. Imidlertid voksede Byindustrien op, og Proletariatet, løsrevet fra Jorden, begyndte at blive en Faktor i Nationens Liv. En mægtig Strejke i St. Petersborg 1896 kan betragtes som Udgangspunktet for en ny revolutionær Bevægelse, der naturligt fødtes af moderne industrielle Forhold. På denne Måde opstod et socialdemokratisk Parti, der lagde megen Vægt på Marx' Teorier. De russiske Socialister repræsenteredes første Gang på en international Kongres i London i 1896. Socialistgrupper var imidlertid opstået og havde organiseret sig overalt i Landet, og mange følte, at de ikke kunne afvente den økonomiske Evolutions Gang, og at en energisk revolutionær Aktion var nødvendig under de specielle Forhold i Rusland. Nogle overlevende Medlemmer af det gamle Revolutionsparti bidrog til at danne Kernen i et socialistisk Revolutionsparti, der derefter dannedes henimod Slutningen af 1901. Der var nu to Socialistpartier af Betydning i Riget: Socialdemokraterne, der fremhævede Nødvendigheden af at afvente den økonomiske Udvikling i Rusland, hvorunder Dannelsen af et fuldstændigt Proletariat, og det socialistiske Revolutionsparti. Det første Parti havde ringe Udsigt til at drage Bondebefolkningen ind i Bevægelsen, så længe de ikke var eksproprierede ved de store Godsers Udvidelse. Det andet Parti holdt på en energisk Propaganda blandt Bønderne så vel som på en aktiv Kampagne mod Zarmagten og dens Tjenere. Foruden disse to Partier finder vi i Litauen, Russisk Polen og andre vestrussiske Provinser en socialistisk Organisation af jødiske Arbejdere kaldet Die Bund. Det er Jødernes ejendommelige Skæbne i Rusland, at deres revolutionære Aktivitet skaffer dem Forfølgelse fra Regeringen, på samme Tid som de er forhadte af Bønderne på Grund af den Virksomhed, de jødiske Handlende og Pengeudlånere udfolder. Det jødiske Spørgsmål i Rusland kan forstås ved nøje at tage begge Omstændigheder i Betragtning. Blandt Bønderne var der en agrarisk Bevægelse, der kan betragtes som den mest indflydelsesrige af dem alle, skønt den både var vag og dårligt organiseret.

I 1901 udbrød der Studenteruroligheder og Hundreder af skyldige blev presset ind i Hæren i Port Arthur. Studenterne fandt Støtte blandt Arbejderne i St. Petersborg og Moskva; der fandt alvorlige Kampe Sted, den offentlige Mening oprørtes ved den hårdhændede Måde, hvorpå Undertrykkelsen foregik, og Ministerkomitéen opnåede, at Ordren om at sende Studenterne til Hæren blev tilbagekaldt. Men Zaren var ikke til Sinds at tåle en Udvikling imod Konstitutionalismen. Grev Witte, der havde gjort et forberedende Arbejde, blev afskediget og v. Plehve udnævnt i Stedet. Så fulgte den ulykkelige Krig og Åbenbaringen af, at den russiske Enevælde ikke var i Besiddelse af de eneste Dyder, der almindelig tillægges Enevælden - militær Styrke og Dygtighed i Udenrigspolitiken. Plehve myrdedes i Juli 1904. På dette Tidspunkt og senere blev den offentlige Mening i Europa sat i Oprør ved Progromer, dvs. almindelige Massakrer og Nedslagtning af Jøderne; særlig fordi det skete, uden at Politiet skred ind og i Virkeligheden med Zarens Billigelse. En Kongres af Zemstvo'er (Amtsråd), sammenkaldt i December, krævede en Konstitution med 102 Stemmer af 104, og i Januar 1905 førte Fader Gapon, en Præst, der i den sidste Tid havde gjort sig bemærket og havde organiseret Arbejderne, en Procession af 100,000 ubevæbnede Mennesker til Vinterpaladset for at kræve politiske Rettigheder. Tropperne fyrede mod Demonstrationen og mere end 1000 blev dræbt eller såret. Fader Gapon undslap, men blev snart efter som Forræder dræbt af Revolutionisterne på en mærkelig, dramatisk Måde. Det lader sandsynligt, at han, som Thomas Wentworth eller Lord Strafford, var en af disse besynderligt sammensatte Karakterer, der begynder som Ledere af Demokratiet og ender med at sælge deres Sjæl til Tyrannerne. „Den blodige Søndag" efterfulgtes øjeblikkeligt af revolutionære Opstande, i Warszawa og det øvrige Polen, hvorfra de snart bredte sig over hele Rusland. I Odessa var stort Oprør, Sortehavsflåden gjorde Mytteri, og et Slagskib, Potemkin krydsede, bemandet af Oprørere, en Tid lang omkring uden at foretage sig noget og blev sluttelig forladt af sit Mandskab i en rumænsk Havn. (The revolt of the Potemkin by Constantine Feldmann. Heineman, 1908.) I August tilstod Zaren endelig en Forfatning med en Valgret, der udelukkede alle af Arbejderklassen og de fleste af de øvrige. Dette tilfredsstillede ingen, og nu fulgte den berømte Generalstrejke, der brød ud i Moskva og bredte sig over hele Rusland; al Jernbanetrafik standsede, og hele Livet i St. Petersborg lammedes. Den var en virkelig Generalstrejke - selv Dommerne sluttede sig til den. Der herskede den mest fuldkomne Orden, og der blev ikke givet Militæret nogen Lejlighed til at skride ind. Zaren kaldte Grev Witte tilbage, og udsendte d. 30. Oktober en Proklamation, hvori han gik ind på at sammenkalde Dumaen; to Dage senere tilstodes almindelig Amnesti. Men selv disse Skridt formåede ikke at berolige det vældige og ophidsede Land. Der fulgte Opstande i Moskva i Januar 1906, og i de baltiske Provinser og ikke færre end 1600 Bondeoprør, og disse blev slået ned med den vanlige Brutalitet i slige Tilfælde.

I Maj 1906 trådte den første Duma sammen og var kun inde i 70 Dage. Socialistpartierne havde holdt sig udenfor, men der valgtes en Arbejdergruppe på 107 Bønder og Arbejdere. Både Socialdemokraterne og de revolutionære Socialister deltog i Valget til den anden Duma i Januar 1907, og af dens 524 Medlemmer var de 132 Socialister. Dette er et højst bemærkelsesværdigt Tegn på den Indflydelse, Socialismen besad til Trods for, eller snarere på Grund af den infame Forfølgelse, der har været, og endnu iværksættes mod dem, der vedkender sig denne Overbevisning. Den anden Duma opløstes i Juni umiddelbart efter et Forslag fra Premierministeren om at arrestere 16 Socialister og anklage 55 andre for at drive revolutionær Propaganda i Hæren og Flåden, og efter Dumaens Beslutning at sende Sagen i Udvalg. Uden Dumaens Samtykke udstedtes derefter en ny Valglov (et Brud på Konstitutionen), hvori Valgretten i stor Udstrækning begrænsedes til de jordejende og velstående Klasser og der gaves Embedsmændene Myndighed til at dirigere Valgene, medens Dumaens Medlemsantal fra 524 nedsattes til 442. Kun 14 Socialister og 14 Medlemmer af Arbejderpartiet valgtes til den tredje Duma, der trådte sammen d. 15. November 1907. Regeringen slog nu øjeblikkelig ind på en Undertrykkelsespolitik: Hundreder af Avisredaktører blev sendt til Sibirien, 26 socialistiske Medlemmer af den anden Duma dømtes til hårdt Fængselsarbejde, 163 Medlemmer af den første Duma dømtes til tre Måneders Fængsel og Tab af politiske Rettigheder for i 1905 at have underskrevet Wiborg-Resolutionen, der opfordrede Folket til passiv Modstand mod Regeringen som Svar på den første Dumas Opløsning, og 600 polske Skoler, oprettede ved private Midler, blev lukket. I Året 1908 herskede Reaktionen: ikke færre end 70,000 Mennesker blev fjernet for politiske Forseelser og 782 henrettet (i 1907 var Antallet 627), medens de, der var udviste, talte ikke færre end 180,000. Dumaen vedtog en Lov, der bekræftede et provisorisk Ukas af 1906, hvorved der gaves Bønderne Adgang til Jordejendom. Fællesdriften, der engang var almindelig i hele Nordeuropa, har kun holdt sig i Rusland. Det kan være tvivlsomt, om den ikke i Rusland, som Tilfældet er andre Steder, er uforenelig med Agerdyrkningens Udvikling, men enten dette nu er Tilfældet eller ej, så er Overgangen fra Fælleseje og Fællesdrift til Særeje en kolossal social Omvæltning i et Land, der som Rusland endnu er overvejende agerdyrkende, og Virkningen af de Forandringer, der nu gradvis foregår, vil blive fulgt med den største Interesse.

I 1909 kom de overraskende Afsløringer i Azev-Affæren. Azev spillede Rollen som Revolutionistleder, men var i Virkeligheden agent provocateur og havde „med Politiets Samtykke arrangeret de fleste af de Opstande og Attentater, der i Løbet af de sidste otte År var forsøgt eller fuldført i Rusland, for derved at lette Arrestationen af Partiets Hovedledere og fremskaffe Påskud for en reaktionær Politik ... I Sammensværgelserne mod M. Plehve og Storfyrst Sergius, der bevisligt var forberedte af Azev under Politiets Medansvar, var det ikke lykkedes dette at komme tidsnok til at hindre Mordene." I Maj blev Lopukhin, forhenværende Chef for Politidepartementet, dømt til fem Års hårdt Arbejde for at „tilhøre et kriminelt Selskab", det vil sige, Medskyldighed i revolutionære Opstande. I December dræbtes Oberst Karpoff, Chef for St. Petersborgs hemmelige Politi, af en Bombe kastet af en Mand, der også bevisligt var Politiets Agent. Disse frygtelige Afsløringer beviser, hvis Bevis var nødvendigt, hvor håbløst umuligt det enevældige Styre er i et stort Land. Verden er gået fremad i det sidste Hundredår, og de Regeringer, der stædigt nægter at tage Lære af Historien, må undgælde derfor. Århundreder af Englands Historie har bevist, at et konstitutionelt Monarki er langt mere stabilt end noget andet, og at Despotismen altid trues af Rystelser og Fald. Den russiske Enevælde lærer langsomt, men også så langsomt, at det kun kan tilskrives dets åndelige Indskrænkethed.

Tidligt i 1910 vedtog Dumaen en Resolution, der krævede Afskaffelse af den administrative Ret til Forvisning, og viste således, at selv et reaktionært Parlament i Rusland stræber mod Friheden. Årets Begivenhed var Tolstois Død d. 2. November. Pladsen tillader ikke at yde denne Mand den Omtale, han fortjener. Han var en mægtig litterær Begavelse, en Personlighed, der fængslede hele Verden; hans Lære var en besynderlig Blanding af moderne og middelalderlige Bestanddele og skiftede Form og Indhold fra Tiår til Tiår i hans lange Liv. Ved sin stadige Protest mod Regeringens Barbari ydede han sit Land de største Tjenester, fordi han alene i hele Rusland i Kraft af sit Verdensry var en Magt, som Zarens Minister ikke turde angribe. Han alene sagde, hvad han fandt var godt, og gjorde, hvad han ville, og ingen skred ind. Men han var i mærkelig Grad begrænset af sine Omgivelser, og gennem mange År havde hans Skrifter en nedslående Virkning på Socialistbevægelsen i England og sikkert også andetsteds. Socialister, der tog ved hans Lære, ophørte med at deltage i det politiske Arbejde og lod sig nøje med at klage over den bestående Samfundstilstand uden at foretage sig noget for at ændre den.

I 1911 forårsagedes en ny Forfatningskrise ved, at Rigsrådet afviste et Lovforslag til Ordning af Valgretten i Polen, som Dumaen havde vedtaget. Regeringen gav Forslaget Lovkraft ved Benyttelse af en Paragraf om Provisorier i Konstitutionen, og Dumaen gav Stolypin et Mistillidsvotum med 202 Stemmer mod 82. I September blev Stolypin dræbt i et Teater i Kiev af en Mand, der ligesom Azev havde været i Politiets Tjeneste. I 1912 valgtes den fjerde Duma, der talte 14 Socialdemokrater, det samme Antal som tidligere, og 10 Medlemmer af Arbejderpartiet, et Tab på 4 Mandater. De andre Partiers Stilling undergik ikke større Ændringer, men skønt Højre stadig hævder sit Flertal, viser det, at et Parlament altid søger at forøge sin Magt overfor et autokratisk Bureaukrati.

Rusland er et markeret Eksempel på, hvad der er fælles for andre Landes Socialistpartier. Det, der foregår der, er en Kamp for elementære politiske Rettigheder, for personlig Frihed og Lighed for Loven, for Ytrings- og Pressefrihed. Socialisterne har været Anstifterne, Førerne, Martyrerne i denne mægtige Kamp, men de har kæmpet, ikke for Socialismen - økonomisk Frihed - men for politisk Frihed. Dette er ikke særligt for Rusland. Kvindevalgretten er det Problem, der nu vies den største Opmærksomhed af de engelske Socialister; Belgierne kæmper for „én Mand, én Stemme", Tyskerne agiterer mod Militærudgifter og Beskyttelse, Amerikanerne for Referendum og Omvalg. I Virkeligheden kæmper de aktive Socialister Verden over i Øjeblikket snarere for Socialdemokrati end for demokratisk Socialisme. Ulykkeligvis havde Socialisterne i de første Dumaer ikke tilstrækkeligt Øje for denne Omstændighed. Der var måske nået større Resultater, hvis de i højere Grad havde støttet Kadetterne, det konstitutionelt demokratiske Parti. Desværre er den store Folkeleder endnu ikke fundet, der kan samle, ikke blot de forskellige Reformpartier, men også de forskellige Nationaliteter - Polakker, Letter, Finner, Georgianere og flere, hvoraf det russiske Rige og dets Folkerepræsentation består.

For Ruslands Studenter, de unge Mænd med Idealer, de sande Patrioter og Frihedselskere, har Kampen været uberegneligt dyr. Det er opgjort, at under Progromerne og de Straffeekspeditioner, der fulgte efter Bondeopstandene, dræbtes i Løbet af 5 År 21,183 Mennesker, medens 31,117 blev såret. I de baltiske Provinser blev i Løbet af 14 Måneder, indtil d. 1. Februar 1906, 18 Personer hængt, 621 skudt og 320 dræbt i Kamp. I de fem År 1906-10 blev der fældet 5735 Dødsdomme for politiske Forbrydelser, hvoraf 3741 blev eksekveret og i samme Tidsrum blev 19,145 overbeviste om politiske Forseelser.(Tallene er taget fra Atrocities in Russian prissons af Francis de Pressensé). Således er den grufulde Skat af Lidelse, den frygtelige Decimering af de ædleste og bedste, som de russiske Fædrelandsvenner i Løbet af få År har gennemgået for at opnå et begrænset konstitutionelt Styre - som de ikke har nået. Sammenlignet med disse moderne Rædselsgeminger, var vore Simon de Montført og Prynnes og Hampden og deres Fæller kun få og heldige, skønt de vandt langt mere for deres Landsmænd end de russiske Revolutionister ved alle deres Ofre.

Anarkismens Oprindelse skyldes Proudhon, men det er hovedsageligt russiske Tænkere, der videre har udviklet Teorien. Den store Apostel for Systemet på dets mest karakteristiske Stadium var Michael Bakunin. Bakunin fødtes 1814 i Torshok, Guvernementet Tver; hans Familie tilhørte den højeste russiske Adel. I en passende Alder indtrådte han i Hæren som Officer i Artilleriet, der var en særlig begunstiget Våbenart. Medens han gjorde Tjeneste i Polen, blev han så dybt grebet af de Rædsler, der gik i Svang under Ruslands despotiske Styre, at han tog sin Afsked og viede Studierne sit Liv. I 1847 besøgte han Paris og traf Proudhon, der fik afgørende Indflydelse på hans Anskuelser.

Den revolutionære Bevægelse 1848 gav Bakunin den første Lejlighed til at optræde som Agitator. Han var særlig medvirkende ved Opstanden i Dresden 1849. Men de reaktionære Regeringer og deres Politi tog hårdt på Revolutionens vildledte Entusiaster. Bakunin fik sin fulde Andel af deres bitre Erfaringer. Som han selv fortæller os i sit Værk om Mazzini, sad han i næsten otte År indespærret i forskellige Fæstninger i Saksen, Østrig og Rusland og blev derefter for Livstid forvist til Sibirien. Til alt Held tilstod Guvernøren over Sibirien, Muravieff, der var hans Slægtning, ham betydelig Frihed og andre Begunstigelser. Efter fire Års Forvisning lykkedes det Bakunin at undslippe, og han nåede, efter at have gennemgået meget, Kalifornien og derfra, 1860, London.

Den europæiske Reaktions triste År efter de revolutionære Bevægelser i 1848 tilbragte Bakunin således i Fængsel og Forvisning. Da han vendte tilbage til London fandt han, at Bevægelsen fremad atter havde taget Fart. Det var en løfterig Tid for hans eget Land efter Alexander II.s Tronbestigelse. I Kolokol bistod han Herzen med at vække sine Landsmænd og forberede dem til en ny Æra, men utålmodig af Temperament som Bakunin var, kunne han ikke finde Ro i den forholdsvis besindige Politik, som Vennen fulgte. Resten af sit Liv tilbragte han, især i Schweiz, som den internationale Anarkismes energiske Talsmand. I 1869 stiftede han Den socialdemokratiske Alliance, der imidlertid opløstes samme År, hvorefter han sluttede sig til Internationale. Han forsøgte en Opstand i Lyon i September 1870 umiddelbart efter det andet Kejserdømmes Fald, men uden mindste Held. På Internationales Haager Kongres blev han nedstemt og udstødt af Partiet Marx. Hans Virksomhed i Årene derefter hæmmedes i høj Grad af svageligt Helbred. Han døde 1876 i Bern.

I deres Forord til Bakunins Værk, Gud og Staten, giver hans Venner, Cafiero og Elisée Reclus os en Del interessante personlige Oplysninger om Agitatoren. „Venner og Fjender véd, at han var stor ved sin Tænkning, sin Viljestyrke og sin udholdende Energi; de véd også, hvor ophøjet hans Foragt var for Rigdom, Rang og Hæder og alle de elendige Goder, som Menneskehedens Flertal er lave nok til at begære. Skønt russisk Adelsmand, af Rigets højeste Adel, var han en af de første, der tiltrådte det stolte Forbund med de oprørte, der vidste at løsrige sig fra Racers og Klassers Traditioner, Fordomme og Interesser at fordømme deres egen Lykke. Med dem kæmpede han den hårde Kamp for Livet, gjort tungere af Fængsel, af Landflygtighed, af alle de Farer og al den Bitterhed, som indviede Mennesker må døje i deres urolige Tilværelse."

Og de fortsætter med at fortælle, hvorledes „hans direkte Indflydelse har været betydelig, i Rusland blandt Studenterne, i Tyskland blandt Insurgenterne, i Dresden, i Sibirien blandt velmenende Mennesker. Hans Tankes Originalitet, hans malende, ildfulde Veltalenhed, hans utrættelige Nidkærhed i Propagandaen, støttet af den medfødte Majestæt, der var ved hans Optræden og af hans stærke Vitalitet, skaffede ham Indpas hos alle revolutionære Socialister, og hans Virken satte dybe Spor selv hos dem, der efter at have budt den Velkommen viste den fra sig på Grund af forskellig Opfattelse af Mål og Middel." Men hans Virken må især forklares af den omfangsrige Korrespondance med den revolutionære Verden, hvormed han tilbragte hele Nætter. Hans udgivne Skrifter er den mindste Del af hans Værker. Hans betydeligste Afhandling, Gud og Staten, var kun et Fragment. „Mit Liv er selv et Fragment," sagde han til dem, der kritiserede hans Skrifter.

Intet kan være klarere eller mere åbent og omfattende i sin nedbrydende Tendens end Bakunins Anarkisme. Den er revolutionær „Socialisme", baseret på Materialismen, og tilsigter Nedbrydelsen af enhver ydre Autoritet ved ethvert anvendeligt Middel. Han afviser alle Idealsystemer af ethvert Navn eller Form fra Idéen om en Gud og nedefter; og han afviser enhver ydre Autoritet, hvad enten den nu udgår fra en Herskers Vilje eller fra almindelig Valgret. „Menneskets Frihed," siger han i Dieu et l'Etat, „består alene deri, at han adlyder Naturlovene, fordi han selv har anerkendt dem som sådanne, og ikke fordi de er blevet ham pålagt af nogen som helst ydre og fremmed Vilje, menneskelig eller guddommelig, kollektiv eller individuel." På denne Måde vil hele Frihedsproblemet løses: Naturlovene erkendes gennem Videnskabens Opdagelser, og Kendskabet til dem spredes almindeligt blandt Masserne. Når hvert Menneske således af sig selv anerkender Naturens Love, kan han intet andet end adlyde dem, thi de er også hans egen Naturs Love; og Nødvendigheden af politisk Organisation, Administration og Lovgivning vil med det samme være borte.

Heraf følger, at han ikke indrømmer nogen priviligeret Stilling eller Klasse, thi, „det er særegent for Privilegiet og for enhver priviligeret Stilling, at det dræber Mennesket i Intelligens og Hjerte. Det priviligerede Menneske er et Menneske, der er fordærvet intellektuelt og moralsk, hvad enten det nu er priviligeret i politisk eller i økonomisk Henseende." „Vi er kort sagt Modstandere af al Lovgivning, al Autoritet og al Indflydelse, priviligeret, patenteret, officiel og retslig, selv når den er udgået fra den almindelige Valgret, i den Overbevisning, at den altid vil blive en Fordel for et herskende og udbyttende Mindretal overfor det umådelige Flertal af slavebundnes Interesser."

Følgende Uddrag af Programmet for Den internationale socialdemokratiske Alliance, som han stiftede, vil bidrage til at lære os denne usædvanlige Agitators Idéer at kende. Alliancen erklærer sig for ateistisk; den søger Afskaffelsen af alle Religioner, Videnskaben som Troens Afløser, den menneskelige Retfærdighed som den guddommelige, Afskaffelsen af Ægteskabet som en politisk, religiøs, retslig og borgerlig Institution. Alliancen kræver frem for alt en definitiv og fuldstændig Afskaffelse af Klasser, Individernes og Kønnenes politiske, økonomiske og sociale Ligestillelse og Afskaffelse af Arveretten, så at fremtidig ethvert Menneske kan nyde en ligelig Andel i Arbejdets Udbytte; at Land og Jord, Arbejdsmidler og enhver anden Kapital som hele Samfundets Fælleseje kun må bruges af Arbejderne - det vil sige af Sammenslutninger af Agerdyrkere og industrielle Arbejdere. Den ser frem imod det sociale Spørgsmåls endelige Løsning gennem almindelig og international Solidaritet blandt alle Landets Arbejdere og fordømmer enhver Politik baseret på såkaldet Fædrelandskærlighed og national Skinsyge. Den kræver universelt Forbund af alle lokale Sammenslutninger ved Frihedsprincippet.

Bakunins Metoder til Virkeliggørelsen af hans revolutionære Program stemmer med hans Principper. Han ville med den største Hast have de politiske og sociale Institutioner fjernede, der forhindrer Gennemførelsen af hans Planer. Nedbrydelsens Ånd kulminerer i den Revolutionære Katekismus, der er blevet tilskrevet Bakunin, men som indeholder yderliggående Idéer, der er uforenelige med hans autentiske Skrifter. Men den skyldes i det mindste Bakunins Skole og er alene derfor Opmærksomhed værd. Revolutionens Ånd kunne ikke drives videre end i dette Dokument. Revolutionisten, som han fremstilles i Katekismen, er et indviet Menneske, der ikke tillader nogen privat Følelse eller Interesse, religiøse, patriotiske eller moralske Skrupler at bortlede ham fra hans Mission, hvis Mål er at styrke det bestående Samfund ved ethvert anvendeligt Middel. Hans Værk er skånselsløs og  almindelig Nedbrydelse. Fremtidens Organisation vil utvivlsomt opstå af Folkets Udvikling og Liv, men den er den kommende Slægts Sag. Alt, hvad Bakunin sætter os i Stand til at betragte som et Løfte om fremtidig Genopbyggelse, er det frie Forbund af frie Sammenslutninger - Sammenslutninger som den vi finder i den russiske Kommune.

Bakunins Indflydelse føltes hovedsageligt på Socialistbevægelsen i Sydeuropa. De betydningsfulde Opstande i Spanien 1873 skyldtes hans Virksomhed. I den senere revolutionære Bevægelse i Italien afløste hans Indflydelse Mazzinis, thi der, som andetsteds, var hos de mest fremskredne den rent politiske Interesse trådt i Baggrunden for den sociale.

Bakunins Lære har også sat Spor i Frankrigs og fransk Schweiz' nyere sociale Historie. Omkring 1879 viste den anarkistiske Propaganda Tegn på Virksomhed i Lyon og de omgivende Industriegne. Nogle Uroligheder blandt Minearbejderne i Monseaules-Mines i 1882 vakte også Politiets og Regeringens Opmærksomhed, med det Resultat, at seksogtres Personer blev anklaget for at tilhøre en international Forening med anarkistiske Principper. Af de anklagede var den mest fremtrædende Fyrst Krapotkin, der, tillige med den eminente franske Geograf Elisée Reclus og Russeren Lavroff kan betragtes som den nyere Tids største anarkistiske Skribenter.

Fyrst Krapotkin er den mest interessante Skikkelse i Europas nyere revolutionære Historie. Som Bakunin tilhørte han af Fødsel Ruslands højeste Aristokrati; hans nære Venner erklærede undertiden, at hans Familie havde bedre Ret til Landets Trone end det nuværende Dynasti. Det kan synes besynderligt, at han, en Videnskabsmand af europæisk Berømmelse, en fredsommelig og godlidende Karakter, er blevet en erklæret Forkæmper for den mest nedbrydende Lære i vore Dage. Nogle få Hovedtræk af hans Liv, som han fremstillede dem i sit Forsvar ved Retssagen i Lyon, vil måske være i Stand til at kaste Lys over dette Spørgsmål.

Hans Fader havde ejet Livegne, og fra sin Barndom havde han været Vidne til Optrin som dem, den amerikanske Romanforfatterinde skildrer i Onkel Torns Hytte. Synet af de Grusomheder, der blev begået mod den undertrykte Klasse, lærte ham at elske denne. Seksten År gammel indtrådte han i Kejserhoffets Pageskole, og havde han i Hytten lært at elske Folket, så lærte han ved Hoffet at afsky de Store. I Hæren som i Administrationen så han Håbløsheden i at vente Reformer af den reaktionære russiske Regering. I nogen Tid derefter havde han helliget sig videnskabelige Arbejder. Da den sociale Bevægelse begyndte, sluttede Krapotkin sig til den. De Krav om større Frihed, som det nye Parti rettede til Regeringen, fik et tydeligt Svar: De blev kastede i Fængsel, hvor de blev behandlede på det grufuldeste. I det Fængsel, hvor Fyrsten sad indespærret, mistede ni Forstanden, medens elleve begik Selvmord. Han blev alvorlig syg og overførtes til Hospitalet, hvorfra han flygtede. I Schweiz, hvor han søgte Tilflugt, blev han Vidne til de Lidelser, en Krise i Urfabrikationen forårsagede blandt Befolkningen; overalt den samme Misere, der skyldtes de samme sociale og politiske Onder. Var det at forbavses over, at han ville søge dette afhjulpet ved en Omdannelse af Samfundet?

Beretningen (Le proces des Anarchistes, Lyon 1883) om den store Anarkistproces i Lyon 1883, hvortil vi allerede har henvist, er et historisk Dokument af største Betydning. Enhver, der ønsker at forstå den anarkistiske Bevægelses Årsager, Motiver og Mål, bør nøje granske det. Med Processen underskrev de anklagede en Erklæring om deres Anskuelser. Følgende Uddrag, der giver det centrale i denne Erklæring, vil måske klarere anskueliggøre det anarkistiske Standpunkt. Hvad de ønsker er den mest absolutte Frihed, den mest fuldstændige Tilfredsstillelse af menneskelige Krav uden anden Grænse end den, der sættes ved fysiske Umuligheder og Næstens Krav, der i samme Grad er værdige at respekteres. De er principielt Modstandere af al Autoritet og al Regering og vil i alle menneskelige Forhold i Stedet for retslig og administrativ Kontrol sætte frie Overenskomster, der stadig er underkastede Revision og Annullering. Men da ingen Frihed er mulig i et Samfund, hvor Kapitalen er monopoliseret af en stadig aftagende Minoritet, tror de, at eftersom Kapitalen, Menneskehedens Fælleskrav, er Frugten af svundne og nulevende Generationers Samarbejde, bør den også være til alles Rådighed, så at intet Menneske er udelukket fra den, og intet Menneske bemægtiger sig en Del af den til de øvriges Forfærdelse. De ønsker kort sagt Lighed, faktisk Lighed som Betingelse eller rettere Forudsætning for Friheden. Fra enhver i Forhold til hans Evne; til enhver i Forhold til hans Behov. De kræver Brød for alle, Videnskab for alle, Arbejde for alle, og for alle Uafhængighed og Retfærdighed.

Som en af de anklagede hævdede, giver selv en Regering baseret på den almindelige Valgret dem ikke Lejlighed til effektivt Arbejde for de fattiges Befrielse, da af Frankrigs otte Millioner Vælgere kun cirka en halv Million er i Stand til at stemme frit. Under sådanne Tilstande og med Proletariatets forsatte Elendighed og Nedværdigelse i Udsigt proklamerer de Oprørets hellige Ret.

Det mest virkningsfulde Træk ved Retssagen var måske Emile Gautiérs Forsvar for Appelretten. Gautier blev af den offentlige Anklager beskrevet som en alvorlig Begavelse, der var kommet på Afveje, en Jurist, der havde taget sine Eksamener med Glans, en overbevisende Taler, der kunne betragtes som den anarkistiske Idés Apostel i Frankrig. Han var kun niogtyve År gammel. Under sit Forsvar beskrev Gautier med lidenskabelig Veltalenhed, hvorledes han, Søn af en Retsbetjent (huissier), var blevet omvendt til Revolution og Anarkisme ved daglig i Retten at være Vidne til Elendigheden hos Skyldnere og Ruinerede og andre Ofre for et kapitalistisk Samfund. På samme Vis som det sagdes, at Voltaire på hver Årsdag for Bartholomæus-Blodbadet fik et Feberanfald, således blev han, langt borte i Bretagne, grebet af en Feber af Raseri og bitter Indignation, hver Gang Almanaken viste de forbandede Dage, hvor Veksler og Afgifter forfaldt.

Anarkismens Hovedprincipper præges af stor Simpelhed og kan sammenfattes som Modstand mod enhver ydre Autoritet og al privat Bemægtigelse af Jord og Kapital. Alle menneskelige Forhold vil betinges af ubundet Handlefrihed og Indvilligelse hos de Mennesker, de vedrører. Der vil dannes frie Sammenslutninger i industrielle og andre Formål, og disse Sammenslutninger vil med samme Frihed indgå Forbund og anden Tilknytning med hverandre. Den sociale Rekonstruktionsproces består med få Ord i frit Forbund mellem frie Sammenslutninger.

Anarkismen er delvis bestemt af Temperament og delvis af Omgivelser: ligesom Socialismen kræver den en økonomisk Revolution, og fælles med Socialismen har den den Oprørsånd, der var så betydende en Faktor det nittende Århundrede igennem. Men den adskiller sig fra Socialismen i sine første Bestræbelser for at genopbygge, hvad enten disse former sig som Forslag til Fremtidsstaten eller øjeblikkelige Forholdsregler ved Lovgivningen. I tidligere Tider var Skellet mellem Anarkisme og Socialisme ikke skarpt optrukket i en Del af Førernes Bevidsthed, i Særdeleshed William Morris, og hos mange af de menige Tilhængere. Så længe Socialismen hovedsagelig var en Protest mod Øjeblikkets politiske og åndelige Magter, kæmpede Anarkister og Socialister for det samme og sluttede ofte Forbund. Men så snart den Udviklingsfase var ved at afsluttes, blev Modsætningerne udprægede og Forbund var umuligt.

Anarkismen er Resultatet af Omgivelserne derved, at den er baseret på to Påstande: at al Regering er af det onde, og at Industrien kan drives uden Organisation. Derfor trivedes den væsentlig i Lande, hvor Regeringen af de mest tænkende betragtes som en Fjende, og hvor Industrien for en stor Del er i Hænderne på små Enkeltproducenter. I Rusland var Regeringen indtil for nylig et fuldstændigt Enevælde, uhæmmet af demokratisk Kontrol af nogen Art. Den var en Magt udenfor Folket, påtvunget det fra oven, og søgte ikke blot at kue dets sociale Liv, men også dets Tanker og Religion. Hver Mand af selvstændigt og uafhængigt Sind måtte nødvendigvis være mod Regeringen, og derfor har mange af Ruslands største Tænkere, især Tolstoi og Krapotkin generaliseret ud fra deres egne Erfaringer, - og fordi den Regering, hvorunder de var født, var dårlig, forekom enhver Regering dem dårlig. I Lande, hvor Regeringen er mere eller mindre folkelig, og hvor Folket erkender, at den kun er det selv organiseret, har Anarkismen aldrig slået Rod. Derfor er den praktisk talt ukendt i Australien og har, undtagen blandt Fremmede, aldrig slået Rod i Amerika og England, medens den er en Magt i Øst- og Sydeuropa, hvor den folkelige Regering er en ny og spæd Spire.

Den anden Faktor, der skyldes Omgivelserne, er den herskende Form for Industri. Anarkismen kan ikke appellere til den Arbejder, der er vant til den sammensatte Organisation i Storfabrikken eller Maskinværkstedet, i Minerne, på Jernbanen eller Oceandamperen. I sin yndefulde Utopi af ideel Anarkisme, News from Nowhere, måtte William Morris forvandle England til en Nation af Hødyrkere, fordi Småbrugs-Agerdyrkningen er næsten den eneste Industri, der forstandsmæssigt lader sig tænke under Anarkismen. Tolstoi, der levede i en Landsby af Småbønder, styret af deres Mir, og hvor Fællesskabet for så vidt rådede som Jorden med få Års Mellemrum blev fordelt iblandt dem - Tolstoi var vant til en Ordning, hvor Ejendomsretten var baseret på Brug, hvor den industrielle Organisation lededes af Grupper af Ligemænd, alle små Ejendomsbesiddere, og hvor Centralregeringen havde liden Indflydelse undtagen som Skatteopkræver og ved Rekruttering til Hæren.

De samme industrielle Forhold hersker til en vis Grad i Sydeuropa, hvor Anarkismen fandt hjemlig Jord. Men så betydningsfuld Omgivelserne eller det åndelige Milieu er ved Skabelsen af Anarkister - Temperamentet er en Faktor af ikke ringere Betydning. Den fuldendte Anarkist er født Anarkist og kan aldrig skabes af Forholdene. Den stædige Individualist, der er ivrig efter at gå sine egne Veje, hvad det end må koste, der let bevæges af høje Idealer og abstrakte Principper, men er utålmodig under Disciplin og foragter beskedne Resultater - han føres mod Anarkismen, hvis han bliver social Revolutionist. Blandt Racer, der står denne Type nær, som Latinere og sydslaviske Folk, florerer Anarkismen på Socialismens Bekostning, medens den i teutoniske Racer, og især i Tyskland, til Trods for dette Lands Mangel på virkeligt Demokrati, kun ejer et meget beskedent Mindretal.

Anarkismen er nødvendigvis en negativ Lære. Dens Principper betinger Afskaffelse af Regering og Love og al Ejendomsret undtagen Brugsret. På samme Måde som i Rusland Jorden, det vigtigste Produktionsmiddel, periodisk uddeles til de Familier, der er i Stand til at udnytte den, og Miren ikke anerkender nogen Ret til Jorden undtagen Evnen til at dyrke den, således har Anarkisterne dannet sig en ubestemt Idé om, at al Kapital kunne blive Fælleseje og enhver frit tjene til Livets Ophold ved at arbejde med de Produktionsmidler, han måtte foretrække.

Det er ikke nødvendigt nøjere at påvise denne industrielle Organisationsmetodes uigennemførlighed, og Anarkisterne har heller aldrig forsøgt at gøre Rede for, hvorledes de tænker sig denne Storindustri praktisk gennemført.

I den almindelige Bevidsthed er Anarkismen nøje forbundet med Mord og Vold, særlig i Form af Bomber. Skønt Forbindelsen er påviselig, er den i Virkeligheden for en væsentlig Del tilfældig. Nogle Anarkister, især Tolstoi, har altid anbefalet den ganske modsatte gennemført passive Politik. Mange Oprørshandlinger, som Anarkisten almindeligt har fået Skylden for, er i Virkeligheden begået af Forbrydere, degenererede og, særlig i Rusland, af politiske Konspiratorer, der bevidst tyede til disse Midler for at opnå - ikke Anarkismen - men simpelthen politisk Frihed. Dog er den Karaktertype, der voldsomt afviser ethvert Herredømme, der forguder personlig Uafhængighed og regner Protest mod Autoriteterne for en Dyd, altid rede til at antage det Synspunkt, at ethvert Middel til at bringe de bestående Regeringer i Miskredit og ødelægge dem er lovligt og formålstjenligt, og Voldshandlinger i Lande, hvor Regeringen er Fjenden, er, især af desperate Landflygtige, blevet efterlignede i andre Lande, hvor sådanne Gerninger næppe finder den svageste Undskyldning.

Anarkismens Samfundsideal må nødvendigvis være enhver Tænkendes Ideal. Loven er til for Misdædere, og vor moderne Industrilov er ganske simpelt et Middel til at bringe Samfundets mindre intelligente og mere skadelige Medlemmer op på Højde med de øvrige. Enhver ville med Glæde gå ind i en Verden, hvor Rigdommen var så uudtømmelig, at alle kunne få deres Ønsker opfyldt og vælge den Beskæftigelse, der egnede sig bedst for hver enkelts Evner og Smag. Mod denne Idealstat går vor Vej. Men den fører gennem en Udvidelse af Loven og ikke dens øjeblikkelige Afskaffelse, og det vil tage lange Tider, inden Overfloden på Rigdom er så stor og Gennemsnitsmennesket så højt udviklet, at enhver uden Tvang vil udføre det Arbejde, der tilkommer ham, og Lønnen for det Arbejde bliver tilstrækkelig stor til at hævde Samfundets Niveau og Velvære.

De kommunistiske Anarkister, som de kaldte sig, var i nogle År fra 1882 og senere en Magt, der måtte regnes med i den engelske Socialistbevægelse. Fyrst Krapotkin gav deres Agitation en intellektuel Betydning, og et ikke ringe Antal Socialister nærede stærk Sympati for deres Idéer, skønt de aldrig formelt sluttede sig til dem. De udgav et Blad, Freedom, og senere bevirkede deres Erobring af Socialistligaen, at William Morris udtrådte af denne Organisation kort inden dens Opløsning. Men både i England og i Udlandet tabte Bevægelsen gradvis sin Betydning, og der hørtes kun meget lidt til den i det tyvende Århundredes første Tiår. En ny Bevægelse, der talte til de samme Sind, var ved at opstå. Den forenede visse nye Tanker med de gamle Idéer, og påkalder nu, under Navnet Syndikalisme, levende Opmærksomhed overalt i Europa.

Vi har påvist, at Anarkismen aldrig nåede til at forestille sig en mere sammensat social Rekonstruktion end den, der er bygget over det russiske Landsbysamfund. For tredive År siden fandt Fagforeningsbevægelsen ringe Anerkendelse indenfor Storbritannien, og de britiske Fagforeningsmedlemmer var ikke en Klasse, som Kontinentets Arbejder ville regne med ved den sociale Revolution. Siden de Dage har frivillige Arbejderklassesammenslutninger, både Fagforeninger og kooperative Foreninger, gjort stærke og hastige Fremskridt i Tyskland, Frankrig, Belgien, Italien og andetsteds. Det var Arbejderne klart, at de kunne organisere sig med visse Formål, kunne administrere store Summer og endogså drive store Forretningsvirksomheder. Historikerne fortalte dem, at i Middelalderen havde Fagene, organiserede i Lav, fuldstændig enerådigt styret deres egne Anliggender, udstedt Regler, der anerkendtes ved Domstolene; og at disse Lav direkte deltog i Byernes Styre. Overgangen til Syndikalismen er nu indlysende. Anarkismen krævede Afskaffelsen af den overalt af Klasserne beherskede Stat - den krævede, at Staten afløstes af frie Arbejdergrupper, der ejede Produktionsmidlerne, og den søgte forgæves at finde en Form for fri Organisation, der kunne drive Storindustri. Fagforeningen afhjalp Savnet.

Den bestående Stat styres af lokale Enheder: Vælgerne grupperes efter deres Bopæl. Den syndikalistiske Stat skal væsentlig organiseres efter Fag, og den Påstand, at Ligheden i Beskæftigelse er et mere reelt Bindemiddel end blot Naboskab, er ikke uden Vægt. Den gamle Stat er nødvendigvis styret af Klasserne, fordi den er stor, centraliseret og alt for sammensat til, at Arbejderen kan forstå den, men hvis hver Arbejder kun deltager i Ledelsen af sit eget Fag, vil Klasserne blive overflødige.

Endelig er det nu anerkendt, at aktiv Revolution af den gamle Type er noget, der hører Fortiden til. Videnskaben spiller så stor en Rolle i Krigen, at Dilettanten håbløst handicappes. Der har været megen Tale om social Revolution siden Pariserkommunen 1871, og til al Lykke er det blevet derved. Men der er blevet smedet et nyt Våben for Revolutionisten - Generalstrejken. Ingen Magt på Jorden kan tvinge en Menneskemasse til at arbejde, hvis den nægter at gøre det. Videnskaben, der anvendt i militære Formål, har umuliggjort Revolution, er også blevet anvendt i Samfundslivet, og den mindste Standsning i en moderne Bys mægtige Maskineri hidfører Resultater, der nærmer sig Katastrofen. Fagforeninger, især i Frankrig, er Organisationer, opbyggede til at gennemføre Strejker. Det er bevisligt, at en Generalstrejke, det vil sige en almindelig Strejke, af blot en Uges Varighed, vil ødelægge den bestående Samfundsorden, og Fagforeningerne, der besluttede Strejken og alene kan afslutte den, vil være i Stand til at slutte Freden på deres egne Betingelser.

Hvor meget eller hvor lidt disse Idéer nu end er værd, må det indrømmes, at de er langt mere plausible end noget, Anarkismen har at byde.

Gennem en lang Periode har Frankrig lidt under Savnet af Partikonflikter. I Stedet for de to eller tre nøje afsondrede Partier, der i alle engelsktalende Lande skiftevis kommer til Roret, har hvert eneste fransk Ministerium siden Mac Mahons Fald i 1877 tilhørt en eller anden Sektion af Republikanerne og har støttet sig til en bloc, en løs Sammenslutning af Partigrupper, der sædvanlig brødes af underordnede Stridigheder for at forenes igen under en ny Fører. Politiken er derfor i væsentlig Grad blevet en Kamp om personlige Fordele, og det menes almindeligt, at den finansielle Korruption har grebet om sig, hvilket jo sædvanlig er Tilfældet, når Partifølelsen er svag. Socialistpartiets Opståen bevirkede kun ringe Forandring i denne Tingenes Tilstand. Kamrets socialistiske Medlemmer kom med Rette til det Resultat, at deres Opgave var at tage Del i Nationens politiske Liv, og de dannede da også en Gruppe eller Grupper, der undertiden sluttede sig til en bloc og støttede Øjeblikkets Ministerium og til andre Tider stod sammen med Oppositionen. Endvidere har flere Socialistførere, Millerand, Briand og Viviani, taget Plads i republikanske Ministerier, med det Resultat, at de blev fornægtede af deres gamle Forbundsfæller og pådrog sig bittert Had fra mange, der betragtede dem som Forrædere.

Det franske Lokalstyre er i høj Grad centraliseret; Skatterne er tunge, og de indirekte Afgifter på Fødevarer særlig trykkende i Byerne. Revolution har i Frankrig altid været forenet med „Kommunisme", hvilket kan oversættes ved »Sogneselvstyre", lokalt Selvstyre i Modsætning til Centralregeringens Overherredømme.

Her var da frugtbar Jordbund for den Tanke, at Arbejderklassen ingen Frelse vil finde i Politiken, at Parlamentet er en Forsamling at højttalende Strugglere, der er rede til at sælge deres Principper for at komme til Magten eller for Bestikkelse - og at Centralregeringen er Fjenden.

Det må erindres, at Ordet Syndikalisme blot er den franske Betegnelse for Fagforeningsbevægelse, og den moderne Syndikalisme er blot en Udvidelse af den gamle og velkendte Arbejderklasse-Idé, at Vejen til sociale Fremskridt for dem snarere må søges i Fagforeningerne end i Politiken.

Det kan på en Måde siges, at Syndikalisterne er vore „gammeldags" Fagforeningers åndelige Afkom. Syndikalismen opstod i Frankrig, hvor Fagforeningerne betragtedes med Mistænksomhed af Regeringen og først i 1884 blev lovligt anerkendte. I 1886 afholdtes en almindelig Kongres, på hvilken der dannedes en national Føderation af Syndikater (Fagforeninger), men den kom under det Guesdistiske Socialistpartis Herredømme og fik ringe Indflydelse.

Der var imidlertid blevet oprettet en anden national Føderation. De franske Byers Bourses du Travail forener i sig de Funktioner, der i England udøves af Labour Exchanges, Traades Councils og en Arbejderklub eller Institut, og de får Tilskud fra Kommunalbestyrelserne. Den første åbnedes i Paris 1887 og i 1892 dannedes en Union af Bourses du Travail. På denne Kongres i 1893 blev Generalstrejkens Princip anerkendt.

Der blev gjort Anstrengelser for at sammensmelte disse to National-Føderationer, men foreløbig uden Held. Fagforeningsbevægelsen voksede hastigt. Antallet af Foreninger var 68 i 1884 og 2178 i 1894, medens Medlemsantallet steg fra 139,692 i 1890 til 403,440 i 1894. På Fagforeningskongressen i Nantes 1894, hvor 1662 Fagforeninger var repræsenterede, vedtoges en Resolution til Fordel for en Generalstrejke, og de Guesdistiske Socialister trak sig tilbage. På Kongressen i 1895 antog Syndikalisternes Føderation en ny Forfatning og et nyt Navn: Arbejdets almindelige Føderation (La Confédération Générale du Travail) almindelig kaldet C. G. T.

Tidligere Tilknytning til Socialistgrupperne havde forvoldt megen Besværlighed, og det var med Henblik herpå, snarere end det begrundedes af mere permanente Vanskeligheder, at G. G. T. som det første Punkt i sine Love vedtog Beslutningen om at bevare sig uafhængig af alle politiske Retninger. Endvidere indbefattede den Generalstrejken i sit Program. Denne Kongres kan betragtes som Syndikalismens Begyndelse som organiseret Bevægelse. Her var definitivt oprettet et Parti med Socialismens revolutionære Idéer og dog forpligtet til at tage Afstand fra den politiske Taktik, som Socialisterne støttede sig til.

Imidlertid gik Føderationen af Bourses du Travail sikkert fremad. Antallet af disse Sammenslutninger voksede fra 34 i 1894 til 96 i 1902 og sidstnævnte År modtog de 250,000 Francs fra de offentlige Myndigheder. I 1894 blev Fernand Pelloutier (1867-1901) Generalsekretær. Han var kommunistisk Anarkist, en usædvanlig dygtig Mand og måske den mest fremragende Fagforeningsorganisator, Frankrig har frembragt. Under hans Ledelse voksede Føderationen støt i Medlemsantal og Indflydelse. Nye Sammenslutningsbestræbelser lykkedes i 1902, da Føderationen af Bourses du Travail blev en selvstændig Afdeling af C. G. T.

Denne sidste Organisation, der, som tidligere nævnt, stiftedes i 1895, var i flere År kun gået langsomt fremad. På dens årlige Kongresser var Generalstrejken Hovedemnet for Diskussionen og billigedes af Flertallet, selv om et Mindretal vedholdende stillede sig i Opposition. I 1897 diskuterede Kongressen for første Gang Boycottning og Sabotage efter en Indberetning affattet af to Anarkister og vedtog enstemmigt en Resolution, der anbefalede disse Fremgangsmåder, når Strejker var uden Virkning. C. G. T.s hele Indtægt var kun 1900 Francs, og på dette Tidspunkt var den ingen Sammenslutning af virkelig Betydning i Sammenligning med engelske Organisationer af lignende Art.

I disse År var C. G. T. ikke fuldt ud syndikalistisk i Ordets nuværende Betydning. Den diskuterede Emner som Alkoholisme og Valget af Fabriksinspektører, og de fleste af Indberetningerne anbefaler Samarbejdet med Lovgivningsmagten. Men da Millerand, Socialistføreren, i 1899 tiltrådte Waldeck-Rousseaus Ministerium, forårsagede dette en så voldsom Uenighed, at Kongressen i Lyon enstemmigt vedtog, at Syndikaterne skulle holde sig uafhængige af alle politiske Partier. Omtrent på denne Tid begyndte Anarkisterne at opgive deres egen Propaganda for at deltage i Syndikaterne, og på Kongressen i Lyon 1901 blev Føderationens revolutionære Karakter mere udpræget. I 1904 havde C. G. T. 150,000 Medlemmer i sine Fagforeninger og en Indtægt på 30,000 Francs. På Kongressen i Bourges søgte Reformsektionen på ny at få Magten, men Revolutionisterne stemte dem ned med 812 Stemmer mod 361. De Delegerede var 450 i Tallet med 1178 Stemmer, der repræsenterede samme Antal særskilte Foreninger. Reformisterne blev også slået i deres Forsøg på at indføre „Kort-Systemet, hvorefter Foreningen får Stemmer i Forhold til sit Medlemsantal, hvilket er almindeligt blandt engelske Fagforeninger. Den Omstændighed, at de store Foreninger under C. G. T. konstant stemmes over af de små Foreninger, gør Forholdene omskiftelige og må tages i Betragtning.

I 1906 organiserede Føderationen en Generalstrejke fastsat til Arbejdets Dag den 1. Maj. 202,507 Arbejdere i 2585 industrielle Virksomheder deltog. Strikens Mål var officielt Gennemførelsen af 8-Timers Dagen, men mange Fagforeninger krævede ikke mere end en 9- eller 10-Timers Dag. Agitationen varede på sine Steder nogle Måneder. Efter de officielle Beretninger fik kun 45 Strejkende deres Krav fuldtud opfyldt; hen ved 10,000 opnåede de 9 eller 10 Timer, de forlangte; 50,000 opnåede noget og 134,000 intet som helst. På Kongressen i samme År gjorde Reformisterne et nyt Forsøg på at få et Samarbejde i Stand med Socialistpartiet, der nu netop var blevet samlet og havde sendt 54 Medlemmer til Deputeretkamret. De blev nedstemt med 724 Stemmer mod 34, og Føderationen havde således på ny forpligtet sig til Anti-Parlamentarisme. I 1910 var Føderationen vokset til 3012 Fagforeninger med 357,814 Medlemmer, men 2248 Fagforeninger med 619,536 Medlemmer stod ikke under den; dog ville mange af disse sidste i England snarere blive betragtet som Friendly Societies end som Fagforeninger.

I Oktober 1910 udbrød den ødelæggende Jernbanestrejke,  der ikke var tilbørlig forberedt og i Virkeligheden blev erklæret mod Ledernes og det store Flertal af Fagforeningsmedlemmernes Ønske. Den fandt næppe den mindste Tilslutning undtagen på Nord- og Vestbanen - Regeringen hidkaldte Tropper og erklærede Strejken for ulovlig i Henhold til en gammel Lov. I Løbet af en Uge var den afsluttet, og dens vigtigste Resultat var, at Jernbanefolkenes Fagforening mistede Medlemmer i Tusindvis. Siden det År har der været en lang Række Strejker, store og små, indenfor næsten alle Industrigrene og hovedsagelig på Foranledning af de „oprørske" Anarkisters Indflydelse i C. G. T. Mange af Fagforeningerne har lidt betydelig Nedgang i Medlemsantal, og Modløshed har i ikke ringe Grad bredt sig i Arbejderbevægelsen.

I Sommeren 1913 organiserede C. G. T. en Protestkampagne mod en ny Lov, der forlængede Militærtjenesten og en Del af dens mest virksomme Tillidsmænd fængsledes for Oprør mod Myndighederne.

I den sidste Tid viser der sig Tegn på en ændret Stemning indenfor C. G. T. Den synes at have brudt med Anarkisterne og begynder alvorligt at arbejde med Problemerne ved Fagforeningernes Organisation, med at bringe sit Medlemstal i Vejret, forøge sine finansielle Hjælpemidler og derved sin Kampevne.

På Kongressen i Le Havre 1912 blev en vigtig indre Reform vedtaget: de gamle Bourses du Travails Afløsning af Departements-Foreninger (Fagbestyrelser for hvert af Landets 86 Departementer). Fra 1. Januar 1914 vil disse ikke længer udgøre en Del af Føderationen. Det nuværende Medlemsantal er omkring 500,000.

Syndikalismen kan betragtes som en Forening af Fagforeningsbevægelse og Anarkisme. Fra den første har den fået den Opfattelse, at Arbejderklassens Frelse ikke er at søge i Politiken, men i Selvhjælp og Selvorganisation; at Kapitalister skal bekæmpes og besejres, ikke af det politisk organiserede Samfund, men af de industrielt organiserede Arbejderklasser, og at Arbejderen frem for alt er Minearbejder, Maskinist eller Bomuldsarbejder og først i anden Række Statsborger.

Fra Anarkismen er lånt, eller snarere arvet, en dyb Tro til Oprørets moralske Værdi. Strejker, siger Syndikalisterne, er gode i sig selv, hvad enten de lykkes eller mislykkes. De er især af Værdi, derved at de vænner Arbejderne til at skabe en Aktion, der vil kulminere i Generalstrejken, der vil blive „Revolutionen".

Fra Anarkismen kommer også den faktisk kommunistiske Opfattelse af Fremtidsstaten. Regering, som vi kender den, skal afskaffes og ligeledes det hele kommercielle System, der er baseret på Ejendomsretten. Det offentlige Liv skal „udelukkende være indenfor Fagforeningerne - Foreningen af lokale Fagforeninger, Arbejdsudvekslingen, skal i sig sammenfatte alle nyttige Funktioner: Statens Funktioner skal overtages af Fag-Føderationerne og konføderationen." (Syndicalism and the co-operative Commonwealth, by Emile Pataud and Émile Pouget, pag. 113. (Engelsk Oversættelse). Fra hver enkelt i Forhold til hans Evner og, kan vi tilføje, Tilbøjelighed, til enhver i Forhold til hans Behov og Ønsker - denne Regel skulle danne Grundlaget for det økonomiske Liv. Livsfornødenhederne - Føde, Klæder og Husly - skulle være gratis på Forlangende, Samfundet ville blive én stor Familie, hvor der var rigeligt til alle, og hvor enhver selv sørgede for at få, hvad han behøvede. Produktionsmaskineriet skulle også være Fælleseje og hver enkelt kun have Ret til det, han benyttede - ligesom der i en Familie ikke eksisterer privat Ejendomsret over Borde og Stole, men kun den midlertidige Brugsret. Under Syndikalismen ville denne fuldstændige Kommunisme blive modificeret af Fagforeningernes Kontrol over hvert Fags Arbejdsmidler.

Endvidere stammer Modstanden mod Brugen af Myndighed fra Anarkismen. Ingen skal give Befalinger - ingen behøver at adlyde dem. Med Bortfjernelsen af Klassestyret, af Konkurrencen om Rigdom og alt, hvad den medfører, troes det, at en vis, blid Forstandighed vil gennemtrænge Menneskeheden. Det vil blive muligt at nå til enstemmige Afgørelser om alle politiske Spørgsmål i et Massemøde, der tilsyneladende uden Dirigent og ganske sikkert uden Regler for Debatten vil diskutere Sagerne, indtil man - som i et Kvæker-Forretningsmøde - finder en Afgørelse, som alle kan slutte sig til; og det er Håbet, at alle virkelig vil blive enige og udføre Bestemmelsen frivilligt og samdrægtigt. Hvordan dette nu er, står det klart, at i Fremtidsstaten vil der ikke være nogen til at give Ordrer og ingen Tvang over nogen, undtagen måske de vrangvillige.

Det hævdes undertiden, at Syndikalismen er baseret på Idéen om, at Ejendomsretten over og Ledelsen af hver Industrigren skal tilkomme dem, der arbejder indenfor den, og Samfundets Organisation på Basis af Beskæftigelse i Stedet for på Opholdssted.

For den franske Retnings Vedkommende har dette i hvert Fald kun betinget Gyldighed. Pataud og Pouget hævder klart og tydeligt, at „ingen Fagforening, intet offentligt Hverv kunne stå isoleret, have sit eget Regnskab, adskille sig fra Samfundet, selv om det var selvstændigt med Hensyn til Ledelse og Arbejde. En anden Ordning ville blive Spiren til kollektive Privilegier, til Begunstigelser for visse Fagforeninger, udviklede af Ruinerne af Kapitalismens individuelle Privilegier, Dette farlige Skær blev undgået." Tanken er med andre Ord kommunistisk Fordeling; Fagforeningen skal lede Produktionen, men ikke have Ejendomsret over Produktet.

Lokalstyret synes at skulle bero hos Fagrådene, og Centralregeringen skal være Fagforeningskongressen, der kun træder sammen med Mellemrum. I hvert Tilfælde antages det, at Ejendomsrettens Afskaffelse vil simplificere Regeringen, reducere den til et rent Minimum.

Med Anarkismen deler Syndikalismen sin stærke Antipati mod Militarismen. Denne Modvilje synes at være sammensat af forskellige Faktorer. Syndikalismens Ideal står i den skarpeste Modsætning til internationale Voldsgerninger, overhovedet til enhver Art af Magtudfoldelse. Dets bevidste Mål er en verdensomspændende Edens Have, og i denne Henseende adskiller det sig kun fra andre sociale Idealer deri, at dets Tilhængere tror, en sådan Utopi straks kan etableres blandt europæiske Folkeslag, medens andre Folkeslag meget bekvemt ignoreres.

Endvidere er Værnepligten, i Frankrig som i andre Lande på Kontinentet, en tung Byrde for Arbejderklassen og en stadig Indgriben i den personlige Frihed, medens overalt Rustningsafgifterne tapper mægtige Summer af Nationernes Rigdomskilder. Og det kan med Rette påstås, at mange Krige er blevet udkæmpet af Arbejderklasserne til de besiddende Klassers Fordel og at Rustningsudgifterne for en stor Del drives op af Kapitalisterne i den Hensigt at øge deres Selskabers Aktieudbytte. Endelig betragtes Hæren som en Magt til Ejendomsrettens Beskyttelse og særlig som et Våben til at slå enhver Generalstrejke ned. Af alle disse Grunde er Syndikalismen altid og overalt antimilitaristisk, og den har Tendens til at komme i Konflikt med de militære Love, når dens Udsendinge driver Propaganda i Hæren med det Formål at overtale den til Insubordination, såfremt den skulle blive udkommanderet for at slå civile Uroligheder ned.

Vi har gemt Syndikalismens mest karakteristiske Læresætning - Sabotagen - til sidst. Den socialistiske Opfattelse af Klassekrigen er blevet forvrænget af Syndikalismen; - oprindelig betød den, at Proletariatets Interesser nødvendigvis måtte være Kapitalisternes modsatte, og at en Kamp måtte opstå mellem dem. I denne Betydning føres der faktisk Krig overalt, hvor Kapitalismen er tilstrækkelig udviklet. Syndikalisten betragter denne Tilstand som en virkelig eksisterende Krig, der suspenderer den civile Lov, som andre anerkender. Ligesom visse Anarkister har hævdet, at Mord på politiske Førere var tilladeligt, fordi „Folket" førte Krig mod de regerende Klasser, således indtager Syndikalisten det Standpunkt, at Arbejderen kan, og under visse Forhold må, føre industriel Krig med Kapitalisterne ved at beskadige deres Maskiner, ved med Overlæg at frembringe mangelfulde Varer for derved at ødelægge deres Forretning og ved at yde så lidt Arbejde som muligt for den modtagne Løn. Denne Taktik bør især føres i Tilfælde af Strejker, der kan betragtes som Slagene i en Krig. Det bliver ofte fremført i England, at den Politik, at indskrænke Ydelsen af hver Arbejder på Timebetaling almindeligt følges af Fagforeningerne. Hvor usandfærdigt dette er, kan man se af Mr. og Mrs. Sidney Webbs Industrial Demokracy Socialøkonomien yder ingen Støtte for den Teori, at det under normale Forhold skulle kunne gavne Lønarbejderen at præstere utilfredsstillende Arbejde, medens den står i lige så skarp Modstrid med den blandt Arbejdsgivere langt mere udbredte Tro, at de i det lange Løb står sig ved at give lave Lønninger.

I én Henseende er Syndikalismen enestående blandt de Bevægelser, vi behandler. Den er en ægte Arbejderklasse frembringelse. Den første Socialisme blev udtænkt af de videnskabeligt uddannede Mænd, vi i de foregående Kapitler har skildret. Den moderne Socialisme skabtes af Marx og Lassalle; de nyere Modifikationer skyldes Sidney Webb og hans Kolleger i Fabian Society. Anarkismen fremstilledes først af enkelte Agitatorer og filosofiske Skribenter.

Syndikalismen er derimod ingen enkelt Mands Værk, den er en spontan Vækst, et samlet Udtryk for Anskuelser, der gradvis er skabt af en Flok navnløse.

Den har ikke desto mindre sine litterære Fremstillere, af hvilke den vigtigste er Georges Sorel, der fødtes 1847 i Cherbourg, fik en god Uddannelse i Paris og efter femogtyve Års Arbejde som Ingeniør trak sig tilbage som Ridder af Æreslegionen. Han skrev Bøger om Biblen og Dreyfus-Affæren og stiftede et socialistisk Tidsskrift, Devenir Social, der ikke levede længe. I 1898 offentliggjorde han en Pjece L'Avenir socialiste des Syndicats, der er den første logiske Fremstilling af Dele af den syndikalistiske Lære og som særlig beskylder de Intellektuelle (dvs. det parlamentariske Socialistparti) for at gøre sig en Forretning af at drive Politik. „Socialismens Fremtid," siger han, „er at finde i de selvstyrende Fagforeningers Udvikling."

Endvidere kan omtales, hans Teori om den sociale Myte, der klarligt er et Stueprodukt og ikke en Idé, der nogensinde kunne opstå hos en Arbejder eller endog en aktiv Politiker. Den er i Virkeligheden den meget gamle Tanke, at Religion er godt for det menige Folk; den Idé, der får Herremanden til at søge Kirken for at sætte sine Landsbyfolk et godt Eksempel. Sorels Tanke er den, at der må opstilles noget dramatisk som Ideal, for derved at skabe Begejstring. Den marxistiske katastrofiske Revolution gjorde sin Nytte: „For revolutionære Syndikalister repræsenterer Generalstrejken den kommende Verdens Gry." Efter dette kom det neppe overraskende, at Georges Sorel for nylig tabte Troen på Syndikalismen. Sorel har befæstet sit Standpunkt ved Henvisning til Henri Bergson, Øjeblikkets Modefilosof. Hvis Instinktet sættes over Fornuften, følger heraf, at Midlet mod den sociale Uretfærdighed snarere vil blive en Rejsning af Proletariatet end en gradvis og lovbunden Proces baseret på en videnskabelig Undersøgelse af Problemet. Men dette er snarere Stof til Tidsskriftartikler end en Faktor i en Folkebevægelse.

Syndikalismen, Anarkismens og Fagforeningsbevægelsens fælles Barn, findes i Lande, hvor disse Bevægelser eksisterer samtidig og, taget i store Træk, i Forhold til deres Styrke. Hvor den ene af Forældrene mangler, som i Spanien og Rusland, der har liden Fagforeningsbevægelse, eller i England og Australien, hvor der kun er ringe Anarkisme, ser vi, at Syndikalismen er sjælden eller ukendt.

Efter Frankrig er Italien det Land, hvor Syndikalismen har flest Tilhængere, og her er den delvis en Krydsning imellem Kooperation og Anarkisme, og får derved et eget Præg. De italienske Syndikalister blev på Socialistkonferencen i Rom 1906 overstemt med 26,547 Stemmer mod 5,278, og konstituerede sig derefter som et selvstændigt Parti. Den italienske Arbejderklasse var dårlig oplyst og meget forarmet. Små Fagforeninger er udbredt både i Byerne og blandt Landarbejderne; Kooperation er almindelig ved Agerbruget, Lokalstyret er folkeligt og i Besiddelse af stor Myndighed. Desuden findes der, som i Rusland og på New Zeeland, kooperative Arbejderforeninger, der slutter Kontrakter med de offentlige Myndigheder og endogså har bygget og fået Koncession på en Jernbane. Syndikalisterne kan foragte en sådan fredelig Virken, men den øver dog Folket i direkte Arbejderorganisation indenfor visse Fag. Socialismen er derimod usædvanlig udbredt blandt Middelklassen, der udgør indtil 50 eller 60 pCt. af Medlemmerne, og de politiske Forhold er afgjort korrumperede.

Syndikalismen i Italien har frembragt to litterære Førere. Arturo Labriola, en neapolitansk Sagfører og Universitetsprofessor, indtager et mindre revolutionært Standpunkt i Sagen, end det er almindeligt i Frankrig. Han foreslår, at de sammensluttede Arbejdere indenfor ethvert Fag kunne leje Kapitalen (Produktionsmidlerne) af Kapitalisten og uddele Udbyttet kommunistisk. Til Slut kunne en Union af sådanne producerende Fagforeninger blive stærk nok til at nægte at betale Renten, og dermed ville Revolutionen være fuldført. Den italienske Syndikalisme går med til, at de Arbejdere, der deltager i Virksomheden, har Ejendomsret over den så vel som Ledelsen af den. Enrico Leone har forfattet en Bog, II Sindacalismo, der er blevet oversat til Russisk og Spansk og sætter Syndikalismen i Forbindelse med Universets Udvikling og Menneskeslægtens Historie.

I Tyskland synes der at være ringe Syndikalisme, selv om en Sektion af Fagforeningerne opponerer imod den fremherskende Centralisering indenfor Bevægelsen og modsætter sig Deltagelse i det parlamentariske Liv. De kaldes Lokalisten eller Anarcho-Socialisten og har to Blade, Die Eigenheit og Der Pioneer.

I de Forenede Stater er Jordbunden netop den rette for Syndikalismen; de politiske Forhold er notorisk korrumperede, Regeringen er folkelig og dog behersket af Klasserne, og en Mængde Politikere driver Politik for deres personlige Fordel. Det er hidtil ikke lykkedes det organiserede Arbejde at sikre sin nogen betydende Repræsentation i Regeringen, hverken den centrale eller den lokale.

Den amerikanske Syndikalistbevægelse består af en Fagforening kaldet Industrial Workers of the World (Verdens industrielle Arbejdere) eller almindeligt I. W. W. Den blev til en vis Grad foregrebet af Knights of Labour (Arbejdets Riddere), et almindeligt Forbund af Fagforeninger dannet omkring 1869 og særlig med det Formål at bistå Strejker. I 1886 havde næsten 9000 Fagforeninger sluttet sig sammen. En Række Nederlag ved mislykkede Sympatistrejker mellem 1886 og 1888 førte til Diskussioner og American Federation of Labour, en Organisation, der svarer til den engelske Fagforenings Kongres, afløste den gradvis.

I. W. W. affødtes af Colorado Minearbejdernes Strejke 1903-04 og oprettedes i Juni 1905 på et Konvent i Chicago af 186 Delegerede, der erklærede at repræsentere 90,000 Medlemmer, men nogle af disse synes at være faldet fra ved Begyndelsen. Den første Erklæring af Principper viste Modsætning til Fagforeningerne. På det andet Konvent, 1906, mødte 83 Delegerede, der repræsenterede 60,000 Medlemmer. En moderat Sektion, der nu kaldes den Sande I. W. W. udskilte sig to År senere og synes nu at være nøje forbundet med det socialistiske Arbejderparti, det Amerikanske Socialistpartis lille og alderstegne Rival.

Det syvende årlige Konvent afholdtes i Chicago 1912. William D. Howard, Minearbejdernes Fører, er Bevægelsens mest fremtrædende Personlighed. Han var indtil fornylig også Medlem af Socialistpartiets National Executive, men hans Valg blev „tilbagekaldt" ved et Referendum i 1913.

Syndikalismen, eller noget dermed nær beslægtet, blev først prædiket i Storbritannien af et fra de Forenede Stater importeret socialistisk Arbejderparti, der anbefalede industrielle Sammenslutninger i et Månedsskrift, Socialisten, udgivet i Edinburgh. Tom Mann var imidlertid den første, der henledte Offentlighedens Opmærksomhed på Sagen. Han kom første Gang frem under Dokarbejderstrejken i 1889, hvor han var sammen med John Burns og Ben Tillett, og 1891-04 var han Medlem af Royal Commission on Labour. Derefter anvendte Mann sin vulkaniske Energi i en Række Bevægelser og Beskæftigelser lige fra London Reform Union'ens Liberalisme til det socialdemokratiske Partis Socialisme og Forretningsvirksomhed som Spækhøker med Borgerskab. Han forlod så England og opholdt sig mange År som Agitator i Australien. Omkring 1910 vendte lian tilbage som den ny Læres Apostel.

Der var på denne Tid betydelig Uro indenfor Industrien. Strejker og Lockout'er i Syd Wales 1910-11 kompliceredes af Striden mellem de gamle Mænd, der i en Menneskealder havde ledet Unionerne, og de unge indenfor den ny Retning som Vernon Hartshorn og Charles Stanton. I 1911 kom Jernbanestrejken, Transportarbejdernes Strejke - og omfattende industriel Forvirring. I 1912 åbnede Storbritaniens Minearbejderes Forbund en Nationalstrejke for at få en Minimalløn gennemført. Her var da en industriel Jordbund, hvori man kunne vente, Syndikalismen ville sætte Blomst, og Anklagerne mod Tom Mann og andre for at have ophidset Soldaterne til Ulydighed i Strejketilfælde skaffede den ny Bevægelse Nationens Opmærksomhed.

Desuden var de socialistiske Journalister henrykte over at få noget nyt at skrive om, og de har da også udgivet en Mængde Bøger om Emnet. Men skønt der har stået megen Gny af Ordet Syndikalisme, lod det i Virkeligheden til, at den virkeligt troende Tilslutning, Syndikalismens Lære har vundet i England, er næsten mikroskopisk. Enkelte gamle Anarkister har sluttet sig til den ny Lære. Fyrst Krapotkin har skrevet et nyt Forord til Charlotte og Frederic Charles' Oversættelse af How we shall bring about the Revolution af Emile Pataud og Emile Pouget, og H. G. Wiltshire, en velstående Amerikaner med forvirrede Anskuelser, er kommet til England for at udbrede den ny Tro, da hans socialistiske Lære ikke vandt nævneværdig Øre i hans eget Land. Syndikalismen patroniseres også af dem, der gør Oprør mod enhver Art af Autoritet. Daily Herald, der blev startet som et Arbejderblad, men snart faldt i Hænderne på Arbejderpartiets Modstandere, og hylder håndgribelige Midler til Opnåelse af Kvindevalgretten, gav Plads i sine Spalter for syndikalistiske Skribenter, der billigede Voldshandlinger i politisk Hensigt og som Forrædere stemplede alle Parlamentarikere i Almindelighed og i Særdeleshed Parlamentets Arbejdermedlemmer.

Den industrielle Uro forledte Folk til at hylde revolutionære Talere, men omvendte hverken Fagforeningsførerne eller de menige Medlemmer til overbeviste Syndikalister. Vore gammeldags Fagforeningsfolk er den polære Modsætning til alt, hvad Syndikalismens er, og gammeldags Fagforeningsbevægelse er endnu en Magt, man må regne med. Den fremskredne Fagforeningsbevægelse har vundet Sejre over de gamle Idéer, men for de britiske Fagforeningsfolk har Udviklingen været henimod politisk Aktion og ikke borte derfra. Tom Mann har stiftet en Industrial Syndikalist Education League (Industriel syndikalistisk Oplysningsliga) og udgivet et Månedsblad The Syndikalist, der bestod fra 1910 til 1913. I September 1913 afholdtes i London en international Syndikalistkongres, hvor omkring 40 Delegerede mødte for egen Regning. Der synes imidlertid ikke at foreligge nogen Beviser for, at Mann hidindtil har vundet synderlig Tilslutning i England eller har Chancer for det i Fremtiden.

Der er nemlig, og må nødvendigvis altid være, et Misforhold mellem det, sociale Foregangsmænd lover, og det, de udretter. Den ny Læres Profeter maler deres ny Jerusalems Pragt med strålende Farver. De tror ærligt og oprigtigt, at alt er muligt for dem, der tror. Midlet til Frelse er politisk Brydning, hævder de meget rigtigt: De kræver Stemmer og får dem omgående. De danner et Arbejderparti i Rigsdagen, og deres Modstandere erklærer, at alle Tings Ende er nær. Og så sker der intet som helst dramatisk! De hævder, at de har tvunget Regeringen til at indrømme Alderdomsunderstøttelse, Skolebørns Bespisning, Lønregulering for hårdt Arbejde. Og alt dette er Fremskridt, betydningsfulde Fremskridt, men det er den samme, gamle Jord og på ingen Måde den ny Himmel. Naturligt og uundgåeligt bliver der Skuffelse. Mændene i Parlamentet kender Vanskelighederne. Sociale Problemer er ikke de eneste Problemer. De irske Agerdyrkere, de walisiske Nonconformister, de skotske Afholdsmænd, har deres Bekymringer - trådløs Telegrafi og Kvindevalgret, åndelig Uarbejdsdygtighed og hundrede andre Sager lægger Beslag på Opmærksomheden. Selv de mest forcerede Regeringer kan kun bevæge sig langsomt. Når alt kommer til alt, hvad Nytte er det så at sende Folk ind i Parlamentet? Der er ikke Tale om et halvt Brød, det er for rene Krummer at regne for dem, der drømmer om et Tusindårsrige. Kan det undre, at enkelte Mennesker her og der i alle Lande er for utålmodige til at følge det politiske Fremskridts langsommelige Vej op ad Bakken? De søger en Genvej til deres Mål. De overtaler sig selv til at tro, at en Generalstrejke kunne bidføre „Revolutionen" i Løbet af færre Dage, end Politiken kræver Tiår. De kræver i hvert Fald „direkte Aktion". Politik er for langsomt, for usikkert - det fører til intet at stemme på andre - lad hver Mand handle for sig selv.

Den syndikalistiske Ånd er den uundgåelige Følge af Socialismens første Sejre. Den vil komme frem igen ved hvert Skridt fremad. En Dag vil Arbejderpartiet komme til Magten, i Alliance med andre som i Frankrig eller alene som i Australien. Selv da vil det, de udretter, ikke formå at stille en Del af deres Tilhængere tilfreds, og et nyt Udbrud af Syndikalisme, eller noget dermed analogt, vil kunne forudsiges. Det hele er „Pendulets Svingninger" i en lidt ændret Form. Men der er et værdifuldt, kritisk Element i den syndikalistiske Idé. Den gamle Opfattelse af Socialismen som Ejendomsret og Ledelse om Produktionsmidlerne med Forbrugerne organiseret som en demokratisk Stat fører i et moderne industrielt Samfund direkte mod centraliseret Bureaukrati. En sådan Tanke er det store Flertal helt igennem modbydelig. Det ville betyde, at ligesom en fem, seks Mænd i Ministeriet nu har reel Magt til (indenfor visse Grænser) at træffe alle Afgørelser vedrørende Regeringen, ligesom Generalpostmesteren i sidste instans styrer hver enkelt Postbuds Skæbne i det hele Land, således ville under en Socialisme af denne Art, hvor demokratisk Regeringen end måtte være, nogle ganske enkelte Mænd få betroet Ledelsen af hver enkelt Borgers Liv, og fra denne Ledelse ville der praktisk talt ingen undslipning findes.

Instinktmæssigt, naturligt og berettiget kræver Arbejderen nogen Kontrol over sit Arbejde. Otte eller ni Timer om Dagen og fem en halv eller seks Dage om Ugen i sine bedste År er han Producent, og han ønsker selv at udøve nogen Myndighed over det Arbejde, han udfører, og de Forhold, hvorunder han udfører det. Og Samfundet - organiseret som det vil blive i Fremtiden eller uorganiseret som det nu for en stor Del er - må som Forbruger træffe Bestemmelse om det Produkt, det kræver: Ledelsen af Dampskibet, Jernbanen, Fabrikken, må nødvendigvis være hos én Kaptajn eller Bestyrer. Men der må udfindes en eller anden Metode til at gengive Arbejderen i hvert Fald en Del af den Bestemmelsesret over hans eget industrielle Liv, som han var i Besiddelse af inden den industrielle Revolution. Men Ordet udfinde er vildledende. Samfundet former sig i Overensstemmelse med Folkets Ønsker. Samfundsorganismen er i bogstaveligste Forstand en Vækst. Syndikalismen er opstået i rette Tid for at gøre os opmærksomme på, at Postvæsenet ikke egner sig som Mønster for hele Landets industrielle Ledelse, og vi kan tillidsfuldt stole på, at Forsøg og Erfaring vil åbne Veje, ad hvilke Arbejdets nødvendige Organisation og Disciplin kan bringes i Harmoni med den Uafhængighed og Selvbestemmelsesret, som Arbejderen med fuld Berettigelse kræver.

Der står nu tilbage kortelig at omtale et af Syndikalismens bærende Principper: Generalstrejkens Formålstjenlighed. Ordet bruges i forskellige Betydninger, der først nøje må skelnes imellem.

Den Generalstrejke, som Syndikalisterne forbereder, er en national Arbejdsstandsning med det Formål at gøre en Ende på det kapitalistiske System. Arbejderne skal kollektivt nægte at arbejde længer for deres Arbejdsgivere; de skal sætte sig i Besiddelse af Produktionsmidlerne - Fabrikkerne, Minerne, Jernbanerne - og, når Strejken ophører, drive dem for sig selv og for Samfundet som Helhed.

Men Socialister og Fagforeningsfolk har også anerkendt Generalstrejken som Kampmiddel, under specielle Forhold i specielle Formål, og særlig som et Middel til at hindre Krigens Udbrud. Vi kan derfor skelne mellem tre Betydninger af Ordet: Den syndikalistiske Strejke med det Formål at revolutionere det økonomiske System. Den socialistiske Strejke for at nå politiske Mål. Fagforeningsstrejken, der blot er den industrielle Strejke i stor Stil.

Den første er endnu ikke forsøgt og bliver det måske aldrig. Den anden har været anvendt ved flere Lejligheder. Den mest dramatiske og den heldigste var den russiske Strejke i Oktober 1905 for at opnå en Forfatning, hvilket også lykkedes. Den belgiske Strejke 1913 mod de konservatives Nægtelse af en Valgretsreform var en Generalstrejke, men på ingen Måde almindelig; hverken Jernbanefolkene, Sporvognsfunktionærerne, Elektrikerne eller Bladarbejderne sluttede sig samlet til den; den bragtes til Afslutning ved et Løfte, der på ingen Måde bragte Spørgsmålet ud af Verden. Den tredje Art er lidet andet end en særlig stor Strejke indenfor forskellige Fag. Det mest typiske Tilfælde er den svenske Strejke 1909 for forbedrede Arbejdsforhold.

Grundet på denne Afvigelse i Definitionen er det yderst vanskeligt at gøre fuldtud Rede for Generalstrejkens Historie. En Fortegnelse ville komme til at indeholde Strejker med politiske Formål og store, sammensatte Strejker indenfor Fag, der direkte berører Landet som Helhed. En Jernbanestrejke antager Karakter af en Generalstrejke. En Bomuldsindustristrejke derimod ikke, hvor vigtig den end ellers er. Fortegnelsen ville også indbefatte lokale Strejker, der stod i Forbindelse med revolutionær Propaganda. En Liste over Generalstrejker eller Strejker, der er blevet kaldet således, (strejkerne indtil 1904 findes i en pjece „The Social general strike" af Arnold Roller. Oversat til engelsk af F. K. New York.) vedføjes som Tillæg. Det vil bemærkes, at meget få af dem viser selv den mindste Tilnærmelse til det syndikalistiske Ideal. De, der antog national Karakter, drejede sig i de fleste Tilfælde om politiske Krav, der er Syndikalisterne en Vederstyggelighed, eller hvilede på et almindeligt Fagforeningsgrundlag.

Til Slut kan vi påpege, at skønt Generalstrejken er et meget vanskeligt Våben at anvende, er det utvivlsomt et Våben af enorm Styrke. Hvis i Fremtiden noget civiliseret Folk skulle føle sig nødtvunget til at gribe til social Revolution, vil denne mest sandsynligt antage en sådan Form. Men en virkelig Generalstrejke er kun mulig, når Arbejderklasserne står samlet overfor Regeringen, og i et konstitutionelt Land med demokratisk Valgret kan dette Forhold umuligt indtræde.

I slutningen af det 19. århundrede voksede kapitalismen over i sit højeste stadium - imperialismen. Under imperialismen foregår udviklingen i de kapitalistiske lande springvis, og der opstår svage led i den kapitalistiske kæde. De økonomiske kriser gennemryster kapitalens verden. Dette fremkalder nye skærpelser i klassekampen. På dagsordenen står spørgsmålet om direkte forberedelse og gennemførelse af den socialistiske revolution. Arbejderbevægelsen træder ind i en ny udviklingsperiode. Den revolutionære bevægelses centrum flyttes til Rusland. Man kan sige, at de revolutionære strømninger, der udgår fra dette land til andre lande, var stærkere end på noget andet sted på kloden. Rusland viste sig som det svageste led i kæden af kapitalistiske lande. Samtidigt med at kapitalen, der var organiseret efter europæisk forbillede, hastigt udviklede sig, eksisterede de gamle feudale levn i landet. Ikke mindre, men snarere mere end de økonomiske gjorde de politiske modsætninger sig gældende: mellem proletariatet og bourgeoisiet, mellem bønderne og godsejerne, mellem bourgeoisiets lærde fløj og tsarismens feudale bureaukratiske institutioner. Dette var modsigelsens knude. Opsvinget i arbejderbevægelsen, dannelsen af det første marxistiske parti i verden, der var organiseret på en ny måde i snævert forbund med arbejderbevægelsen, var ligeledes årsag til at det revolutionære centrum flyttedes fra Europa til Rusland.

Lenin - teoretiker og revolutionær

Industrien fik et opsving i Rusland i 1890erne. På dette tidspunkt dukkede flere nye fabrikker op. Samtidig hermed voksede og styrkedes proletariatet, der dannedes illegale arbejdercirkler. Ruslands arbejderklasse var på vej til at danne sit politiske parti, som senere Lenin skulle lede. Byen Simbirsk, der ligger ved den store russiske flod Volga, og i dag er kendt af mange som Uljanovsk, blev Lenins fødested. Her fødtes d. 22. april 1870 proletariatets kommende fører. Lenins far var skoleinspektør i Simbirskområdet. Sine barne- og ungdomsår tilbragte Lenin i fødebyen, dernæst i Kazan og Samara. Som syttenårig mistede han et menneske, der stod ham meget nært - i maj 1887 i et af de mest kendte tsaristiske fængsler blev hans bror Alexander henrettet. Han var overbevist socialist, aktiv modstander af selvherskerdømmet og deltog i mordforsøget mod tsar Alexander III. Den syttenårige Vladimir Uljanov afsluttede gymnasiet med glans og fik guldmedalje. Han begyndte i 1887 på det juridiske fakultet på universitetet i Kazan, og fra den tid begyndte den unge revolutionæres aktive politiske virke og de første prøvelser. Lenin blev arresteret i december 1887 for at have deltaget i studenteroptøjer og blev under politiopsyn sendt til landsbyen Kukusjkino, hvor han systematisk begyndte at studere samfundspolitisk litteratur. På dette tidspunkt blev Marx’ lære intensivt udbredt og overalt opstod der revolutionære cirkler, hvor marxismen studeredes. I 1888 tilsluttede Lenin sig en af disse cirkler i Kazan (han havde fået lov til at vende tilbage til Kazan uden ret til at komme ind på universitetet). Lenin studerede Marx’ og Engels’ grundlæggende værker og blev overbevist marxist. Året efter flyttede familien Uljanov til Samara, og her fortsatte Lenin med at studere og propagandere den nye teori for de russiske demokrater. I 1891 bestod Lenin sine eksaminer på det juridiske fakultet i St. Petersborg eksternt. Imidlertid følte Lenin sig ikke draget af den juridiske praksis, men af den revolutionære virksomhed. I Samara blev Lenin professionel revolutionær. I august 1893 rejste Lenin til St. Petersborg - centrum for Ruslands arbejderbevægelse, hvor han straks kastede sig ud i aktiv politisk virksomhed: han deltog i de illegale cirkler, førte propaganda for marxismen og blev en af marxisternes ledere i hovedstaden. Blandt arbejderne i St. Petersborg, Moskva, Kiev, Riga og andre byer spredtes hemmeligt bogen »Hvad er »folkevennerne« og hvordan bekæmper de socialdemokraterne?«, som Lenin skrev sommeren 1894. I den gives der en alsidig kritik af de såkaldte narodnikers idemæssige synspunkter, de var repræsentanter for småborgerlige strømninger. Narodnikerne mente blandt andet, at landboerne skulle spille den vigtigste rolle i Ruslands omdannelse. De glemte eller ignorerede fuldstændigt Ruslands industriproletariat. Lenin påviste deres fejlagtige synspunkter og afslørede den marxistiske teoris betydning for Ruslands omdannelse. Allerede i denne bog udviklede han ideen om arbejderklassens og bøndernes forbund, talte om nødvendigheden af at styrte tsarismen og oprette proletariatets magt. Det drejede sig om at forene de marxistiske cirkler i arbejderklassens politiske enhedsparti. I efteråret 1895 forenede de marxistiske cirkler sig i St. Petersborg i en stor organisation »Forbundet til kamp for arbejderklassens frigørelse«. »Forbundet« var kimen til det kommende proletariske parti. Det tsaristiske hemmelige politis forfølgelser førte til arrestation af organisationens medlemmer, heriblandt også Lenin. Efter 14 måneders fængsel i enecelle i St. Petersborg blev han sendt til det fjerneste Sibirien. I forvisningen fortsatte Lenin med at studere marxismen og skrev mere end tredive værker, bl.a.: »De russiske socialdemokraters opgave«, »Udvikling af kapitalismen i Rusland«. Budskabet nåede også til den fjerntliggende landsby i Sibirien, at Ruslands socialdemokratiske arbejderparti (RSDAP) afholdt sin første kongres i Minsk i marts 1898. Imidlertid blev der ikke vedtaget love eller partiprogram på kongressen. Medlemmer af centralkomiteen blev kort tid efter arresteret. Lenin overvejede planerne for forberedelsen til RSDAP’s 2. kongres. Oprettelsen af en alrussisk politisk avis havde stor betydning for dette arbejde. Redaktionen for den første alrussiske revolutionære avis »Iskra« (Gnisten) blev oprettet i München i år 1900, hvortil også Lenin kom. Avisens motto »Af gnisten vil slå en flamme op !« blev profetisk. Der gik kun få år, før der udbrød revolutionær brand i Rusland. Disse år var præget af aktiv klassekamp, et stort arbejde med at organisere et proletarisk parti, at forene arbejderklassen og udbrede den videnskabelige socialismes teori. RSDAP’s 2. kongres åbnedes i Bruxelles i juli 1903. Programmet, der blev vedtaget på kongressen var enestående i forhold til de andre socialdemokratiske partiers programmer, fordi heri skrives direkte kravet om at oprette proletariatets magt som partiets grundlæggende opgave. Der står bl.a.: »Proletariatets sociale revolution omdanner den private ejendomsret til produktionsmidlerne til samfundsmæssig, indfører planmæssig organisering af samfundsproduktionen for at sikre alle samfundsmedlemmers velstand og alsidig udvikling, samtidig hermed tilintetgør den samfundets inddeling i klasser og befrier hele den undertrykte menneskehed og afslutter alle former for at en del af samfundet udbytter den anden del«. På kongressen var der uenighed blandt de delegerede omkring flere vigtige spørgsmål. Blandt de russiske socialdemokraters ledere var der inkonsekvente marxister, der ikke sjældent nærede mistillid til fortolkningen af Marx’ lære. Men under valget til partiets centrale organer fik Lenin-tilhængerne flertallet af stemmerne, og fra den tid af begyndte de at kalde sig bolsjevikker. Deres modstandere, der var i mindretal, fik navnet mensjevikker. (Russisk: bolsje flere; mensje = mindre). RSDAP’s 2. kongres blev et vendepunkt i Ruslands arbejderbevægelse og i den internationale arbejderbevægelse. Der var blevet oprettet et revolutionært proletarisk parti, der adskilte sig meget fra de europæiske socialdemokratier, der ofte indgik kompromis med bourgeoisiet. Det blev partiet, der skulle tjene som forbillede for de europæiske landes proletariske organisationer. Der begyndte en ny etape i marxismens udvikling. Den var betinget af stor aktivitet i den revolutionære bevægelse i Rusland, af Lenins enorme praktiske virksomhed, hans kamp mod forvanskninger af marxismen, for oprettelsen af bolsjevikkernes parti, partiet af en ny konsekvent revolutionær type, og skabende ændringer og udvikling af den marxistiske teori under nye betingelser. 

Rusland på tærsklen til forandring

I begyndelsen af det 20. århundrede gav det revolutionære røre sig stadig mere til kende. Flere samvirkende faktorer - tsarismens antifolkelige væsen, den russiske kapitalismes særegne karakter, partiets kæmpemæssige arbejde for at vække masserne til revolutionær dåd - gav resultater. Begyndelsen til den første revolution i Rusland blev beskydningen af den fredelige demonstration i St. Petersborg d. 9. januar 1905. Demonstranterne ville gå til tsaren, fordi de troede, at han ville hjælpe dem i deres nød. Særlig stormfuldt forløb revolutionens første år. I denne periode ligesom tidligere blev strejker en af de vigtigste kampformer. Således blussede der i oktober 1905 en særlig stor landsomfattende politisk strejke op med mere end 2 millioner. deltagere. Den gennemførtes under parolerne: »Ned med selvherskerdømmet!«, »Leve den demokratiske republik!«. I disse revolutionære dage opstod for første gang arbejdernes politiske masseorganisationer: sovjetterne, som 12 år senere blev den socialistiske stats politiske grundlag. I december 1905 til januar 1906 rullede opstandsbølgen over de fleste industribyer i Rusland. Den nåede sit højdepunkt i december 1905 i Moskva, men her led arbejdernes væbnede opstand nederlag. Herefter, dvs., fra 1906-1907, var revolutionen i aftagende, og reaktionens og de strenge repressioners hårde år begyndte. Det var den første folkerevolution i imperialismens epoke; den opildnede de brede masser til revolutionær kamp. I revolutionen deltog såvel arbejdere og bønder som en del af det russiske bourgeoisi. Den skabte mulighed for frigørelse fra feudalismens og tsarismens lænker, der hæmmede den økonomiske og politiske aktivitet. Proletariatet var den grundlæggende organiserede kraft i denne revolution. Revolutionen 1905-1907 havde stor national og international betydning. Den slog en breche i det tsaristiske selvherskerdømmes system. Dens erfaringer og dens lære blev en aktiv gevinst for arbejderne i de vestlige lande. Den vækkede og gjorde de indtil da slumrende lande i østen revolutionære. Lenin skrev, at uden generalprøven i 1905 havde Oktoberrevolutionens sejr i 1917 ikke været mulig. I årene efter revolutionen fortsatte Lenin og bolsjevikkernes parti med at udvikle den videnskabelige socialismes teori, kæmpede for dens renhed og mod dens forfladigelse og forvanskning. Lenin berigede og udviklede den marxistiske teori med mange meget vigtige teser. Efter Marx og Engels fortsatte han med at udarbejde de filosofiske principper i den videnskabelige kommunismes teori, udviklede læren om det proletariske parti, den socialistiske revolution og proletariatets diktatur, om vejene til socialismens og kommunismens opbygning osv. For at kunne belyse alle spørgsmål i Lenins teori om den socialistiske revolution, kræves der speciel forskning; derfor opholder vi os kun ved nogle enkelte af disse, idet vi stræber efter samtidigt at vise, hvordan denne teori virkeliggøres i praksis.

I sin tid antog Marx og Engels, at den socialistiske revolution vil foregå samtidigt i størstedelen af de udviklede lande. Men betingelserne ændredes, kapitalismens karakter ændredes. I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede trådte kapitalismen ind i sin monopolistiske fase. For at forstå teorien om den socialistiske revolution er Lenins lære om imperialismen meget vigtig, fordi den afslører loven om kapitalismens springvise uregelmæssige udvikling. De nye træk, der viste sig i kapitalismens udvikling ved overgangen til det 20. århundrede blev meget dybtgående generaliseret og analyseret i Lenins værk »Imperialismen som kapitalismens højeste stadium«, (1916). Indenfor det økonomiske område karakteriseres imperialismen som en høj koncentrationsgrad af produktion og kapital: bankkapitalen vokser sammen med industrikapitalen, og det fører til dannelse af finanskapital og finansoligarki; fortrinsvis udførsel af kapital i sammenligning med udførsel af varer; dannelse af internationale monopolsammenslutninger, verdens opdeling (der ikke udelukker krig) mellem kapitalistsammenslutninger, afslutning af den territoriale opdeling af verden mellem de udviklede kapitalistiske stater, og en ny kamp begynder for nyopdeling af verdenen. Indenfor det politiske område karakteriseres imperialismen ved reaktionens offensiv. Fra at være en progressiv klasse, som bourgeoisiet var i overgangsperioden fra feudalismen til kapitalismen, omdannes den til en reaktionær klasse, der bremser for fremskridt og demokrati. Den objektive videnskabelige analyse af de nye fænomener i kapitalismens økonomiske og politiske udvikling på det imperialistiske stadium tillod Lenin at drage konklusionen: »Socialismen kan ikke sejre samtidigt i alle lande. Den vil sejre først i et eller flere, mens de andre i nogen tid vil vedblive at være borgerlige eller førborgerlige«. Lenin videreudviklede den marxistiske tese om den uafbrudte revolution, udviklede lære om at den borgerligt-demokratiske revolution (sådan som revolutionen 1905-1907 i Rusland) vokser over i en socialistisk. Han afslørede den politiske form, hvorunder der foregår en sådan overgang - det er proletariatets og bøndernes revolutionære demokratiske magt. Lenin påpegede, at denne revolution tog sigte på at styrte tsarismen og opnå fuldstændig afskaffelse af feudalismens levn, oprettelsen af en demokratisk republik og gennemførelse af demokratiske omdannelser (8-timers arbejdsdag, konfiskering af godsejer -, tsar- og klosterjord osv.). Lenin byggede på erfaringerne fra revolutionen 1905 i Rusland og konkretiserede teserne om hegemoniet, dvs., proletariatets fremtrædende rolle i den borgerligt-demokratiske revolution. Lenin gik ud fra, at proletariatet var den mest progressive, bedst organiserede og mest bevidste klasse, at det har sit eget politiske parti, og at det mere end andre klasser er interesseret i en revolutionær omdannelse af landet. Men revolutionen kan ikke foregå af sig selv. For at gennemføre revolutionen er modsætninger mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene, klassekampen mellem proletariatet og bourgeoisiet ikke tilstrækkeligt. Det er nødvendigt, at der også foreligger en revolutionær situation. (Termen er for første gang indført af Lenin i den videnskabelige socialismes teori). Lenin skrev, at først når de »lavere lag« ikke vil og de »øvre lag« ikke kan fortsætte på den gamle vis, først da kan revolutionen sejre. Tilstedeværelsen af en revolutionær situation vidner om, at muligheden for revolution kun er reel, hvis der er andre nødvendige betingelser tilstede, heriblandt de subjektive faktorer, der bygger på det, som Lenin kaldte de brede folkemassers deltagelse i kampen under ledelse af det proletariatets parti. Lenin udviklede den marxistiske lære om partiet, der bygger på ideen om partiets ledende rolle i arbejderbevægelsen, udarbejdede de ideologiske og organisatoriske principper for partiets opbygning og virksomhed, dets politik, strategi og taktik. Lenin ydede også et betydeligt bidrag i udarbejdelsen af spørgsmålet om den socialistiske revolutions veje - væbnet eller fredelig. Han understregede, at disse veje afhænger af den konkrete historiske situation, klassekampens udviklingsgrad og karakter, og han påpegede, at en fredelig vej for arbejdernes magtovertagelse, var at ønske og at foretrække. Lenins teori om den socialistiske revolution blev klart bekræftet i den russiske arbejderklasses kampe i 1917, af revolutionerne i 1940erne og 1950erne i Østeuropa og i Asien og revolutionens sejr i Cuba.

Lenins teori om den socialistiske revolution er med tiden blevet virkeliggjort. D. 27. februar 1917 (12. marts efter ny tidsregning) blev monarkiet styrtet som resultat af arbejdernes opstand i Petrograd og i andre byer i Rusland. Arbejdernes dobbelt-magt fremstod i form af sovjetter af arbejder-, bønder- og soldaterdeputerede og bourgeoisiets magt i form af den provisoriske regering. I juli samme år overgik magten fuldstændigt til den provisoriske regering, der hovedsagelig bestod af repræsentanter fra de borgerlige partier. Den blev fjernet af arbejdernes og soldaternes væbnede opstand d. 25. oktober (7. november efter den nye tidsregning). Mellem disse to revolutioner - den borgerligt-demokratiske revolution og den socialistiske - gik der 8 måneder. I alle disse måneder foregik der sammenstød mellem marxister-leninister og repræsentanter fra forskellige småborgerlige partier, marxismens modstandere angående spørgsmålet om Ruslands videreudvikling. Det drejede sig om enten at uddybe revolutionen eller bringe landet ind på den gradvise, evolutionære udviklingsvej. Mellem februar og oktober var der flere gange mulighed for en fredelig udvikling af revolutionen. Sovjetterne, hvor bolsjevikkerne endnu ikke havde flertallet kunne godt fuldstændigt have overtaget magten fra den provisoriske regering. Dette ville have været muligt, hvis de dengang overvejende repræsentanter for de småborgerlige partier i sovjetterne støttede den af bolsjevikkerne vedtagne kurs om overgangen af al magt til sovjetterne. Lenin skrev i september 1917: »Hvis sovjetterne overtog hele magten, kunde de endnu - og det er sandsynligvis deres sidste chance - sikre en fredelig udvikling af revolutionen, folkets fredelige valg af sine repræsentanter, partiernes fredelige kamp indenfor sovjetterne, gennemprøvelsen af de forskellige partiers programmer i praksis, magtens fredelige overgang fra et parti til et andet«. Begivenhederne foregik ikke på den måde. Bolsjevikkernes modstandere i sovjetterne gik imod den socialistiske revolution. Disse forhold tager arbejderpartierne i betragtning i deres praksis i de lande, hvor proletariatet og de demokratiske kræfter kæmper for overgangen af magten til arbejderne. En anden ide i Lenins teori om revolutionen blev fulgt i praksis af bolsjevikkerne under forberedelserne til Oktoberrevolutionen. Det er spørgsmålet om marxisternes forhold til krig, i særdeleshed til den første verdenskrig i hvilken også Rusland blev inddraget. Overalt i Europa, ja over hele verden udviklede der sig en anti-krigsbevægelse. Bolsjevikkernes parti gik imod den imperialistiske krig. Deres fornægtende holdning til denne krig kan ikke på nogen måde sammenlignes med de borgerlige pacifister, der fornægter enhver krig og enhver vold. I Lenins værker fra den tid kan man finde en klar sondring mellem retfærdige og uretfærdige krige. Uretfærdige krige er de, der har som mål at underkue folk, erobre eller røve fremmed jord. Retfærdige krige, skriver Lenin er krige, der er forbundet med folkenes befrielseskamp, med progressive, revolutionære bevægelser. Under 1. verdenskrig vendte Lenin sig imod den småborgerlige parole »fædrelandets forsvar«, ligesom han betragtede krigen som en erobrings- og røverkrig dvs.. uretfærdig, og den blev ført i den imperialistiske tops interesse i de krigsførende lande, deriblandt Rusland. Bolsjevikkerne gik ind for den tsaristiske regerings nederlag i krigen. Dette nederlag kunne kun fremskynde det antifolkelige regimes fald. Lenins syn på krig og fred er også aktuelt i vore dage.

Oktober 1917

De vigtigste problemer, sovjetmagten straks skulle løse, var Ruslands udtræden af krigen og uddeling af jord til bønderne. På den socialistiske revolutions første dag d. 25. oktober (7 november) vedtoges på den 2. alrussiske sovjetkongres Dekretet om freden. Heri blev det foreslået, at alle krigsførende nationer og deres regeringer skulle optage forhandlinger om at afslutte fred på betingelse af at give afkald på annektioner og erstatningsbetalinger. Dekretet ophævede den tsaristiske og den provisoriske regerings hemmelige diplomati og hemmelige aftaler. Dette dekret åbnede vejen for en ny type internationale relationer. Dekretet om jorden var det næste dokument, der blev vedtaget af sovjetkongressen. I overensstemmelse med det blev godsejernes ejendomsret til jorden afskaffet øjeblikkeligt uden nogen erstatning, og godsejernes godser blev stillet til rådighed for jordkomiteerne i landdistrikterne og bonderepræsentanternes kredssovjetter. Dekretet omfattede en »bondeinstruktion om jorden« ifølge hvilken »privatejendomsretten til jorden afskaffes for bestandig«, jorden må hverken købes eller sælges, den overgik til hele folkets ejendom. Dekretet om jorden havde enorm betydning i kampen om at vinde bønderne over på arbejderklassens side og for at styrke forholdet mellem dem. Den nye magts vigtigste mål var at skabe en ny økonomi. Der skabtes nye menneskelige relationer, et nyt samfund for borgerne. Det hirakiske system med standstitler veg pladsen for revolutionær lighed - med et specielt dekret erklæredes alle borgere i landet for borgere i den socialistiske sovjetrepublik. Tidligere undertrykte folk fik samme rettigheder som hele befolkningen i det tidligere russiske kejserdømme. »Deklaration om Ruslands folks rettigheder«, der blev vedtaget i 1917, var det vigtigste dokument i bolsjevikkernes partis og sovjetmagtens nationale politik, der lovmæssigt sikrede ligeberettigelse for Ruslands undertrykte folk. Heri proklameredes afskaffelse af den skændige politik, der havde ophidset folkene mod hinanden, og som var blevet ført af det tsaristiske selvherskerdømme og provisoriske regering. Den proklamerede en ny politik for et frivilligt forbund af Ruslands folk, en politik for fuld gensidig tillid og venskab folkene imellem. I denne deklaration erklærede Sovjetruslands regering, at den lægger følgende hovedprincipper til grund for sin nationalpolitik: Ruslands folks lighed og suverænitet; deres ret til fri selvbestemmelse, herunder ret til at løsrive sig og danne en selvstændig stat; afskaffelse af enhver form for nationale og national-religiøse privilegier og begrænsninger; en fri udvikling for de nationale mindretal og etniske grupper, der bor på Ruslands territorium. Det kommunistiske parti og sovjetmagten proklamerede ikke kun at ville give afkald på den nationale undertrykkelses- og voldspolitik, men gav også arbejderne fra de tidligere undertrykte nationaliteter ret til selv at løse spørgsmålene om styring og national statsopbygning. Også andre problemer blev løst. Kirken blev adskildt fra staten og skolen fra kirken. De hidtil undertrykte kvinder fik ligeret med mændene. Til trods for ødelæggelserne af erhvervslivet, forårsaget af krigen, gjorde den sovjetiske regering alt muligt for at forbedre arbejdernes økonomiske kår. Netop Sovjetrusland var det første land i verden, der ved lov indførte 8-timers arbejdsdag. Der blev vedtaget dekreter om social sikring, om arbejdsbeskyttelse for kvinder, om ungdommen osv.. Henvendelsen fra uddannelsesministeriet til alle borgere i Rusland, hvor kampen mod analfabetismen erklæredes som første samfundsmæssige mål og forpligtelse for enhver borger, og de tilsvarende praktiske skridt, var begyndelsen til en ægte kulturrevolution i landet. Alle standsprivilegier til kulturgoderne blev afskaffet. Skoler, højere læreanstalter, biblioteker og museer åbnede deres døre for arbejderne. Og da en arbejder eller bonde skrev på tavlen i klassen »Vi er ikke slaver, slaver det er ikke os« vidnede det om hans afsked med analfabetismen både bogstaveligt og politisk. Det drejede sig om at give alle arbejdere den nødvendige viden til at opbygge og organisere det nye liv. Kulturrevolutionen, der lovmæssigt følger efter den sociale og politiske revolution, former en ny tilværelse, skaber nye adfærdformer, en ny holdning til arbejdet, til kammeraterne, til samfundet, kort og godt - skaber en ny civilisation. For første gang i historien virkeliggjordes det som utopisterne drømte om, som de første socialister drømte om, det som grundlæggerne af den videnskabelige kommunisme forudså i store træk, det som Lenin skrev konkret om.

Udbytterklasserne, der var blevet styrtet, øvede på enhver måde modstand mod sovjetmagtens foranstaltninger; de organiserede sabotage og mytteri, deres presse opfordrede til åben ulydighed mod regeringen. Revolutionen måtte forsvare sig. Derfor organiseredes en arbejder- og bondemilits, den alrussiske ekstraordinære kommission til bekæmpelse af kontrarevolution og sabotage, samt folkedomstole. Landets i forvejen vanskelige situation blev også kompliceret af, at krigen fortsatte. Det var livsnødvendigt for den unge sovjetrepublik at standse krigen. Til trods for de vanskelige fredsbetingelser, der blev foreslået af Tyskland blev freden underskrevet. Lenin, der ledede Sovjetruslands regering, udarbejdede en plan for den socialistiske opbygning. Denne plan blev fremlagt i artiklen »Sovjetmagtens nærmeste opgaver«. Her defineres overgangsperiodens vigtigste problemer, dvs., udviklingsetapen fra kapitalisme til socialisme. Efter at proletariatet har erobret den politiske magt, er den centrale opgave at administrere landet. »Vi, det bolsjevikiske parti, har overbevist Rusland. Vi har erobret Rusland - fra de rige til de fattige, fra udbytterne til de arbejdende. Vi må nu administrere Rusland«. Administration betød først og fremmest at have styr på økonomien. Den nye magts fremtid afhang af, hvordan de økonomiske problemer løstes. Det var nødvendigt at sikre opsving i arbejdsproduktiviteten indenfor alle økonomiske grene, og dette var umuligt uden at løse de mest påtrængende opgaver. Overgangen til socialismen kræver den strengeste folkelige regnskabsføring og kontrol med produktion og fordeling af produkter. Uden dette kan man ikke sikre en planmæssig udvikling af samfundsøkonomien. Regnskabsføring og kontrol er de vigtigste midler i kampen mod alt det, der på den ene eller anden måde kan genfremkalde kapitalisme. Socialisme er ikke mulig uden bevidst disciplin. Fra sovjetmagtens første dage har man gjort alt for at opdrage masserne til at have en kommunistisk holdning til arbejdet. Den socialistiske kappestrid, som Lenin var ophavsmand til, hjalp i høj grad med hertil. Det var bydende nødvendigt at bruge de gamle specialister til den økonomiske og kulturelle opbygning. Videnskabsmænd, ingeniører, teknikere, agronomer, lærere, læger, repræsentanter fra videnskab og kultur, men også tidligere kapitalister, der havde viden og erfaring i at lede virksomheder, alle disse blev stillet i folkets tjeneste. Alle disse vidt forskellige opgaver var lige komplicerede og lige påtrængende. Inden for den økonomiske opbygning var det nødvendigt at fuldføre nationaliseringen af storindustrien, og den blev gennemført i overensstemmelse med Dekretet om nationalisering. Det var nødvendigt at danne et centraliseret statssystem for planøkonomien. Ligeledes var samfundsøkonomiens normale udvikling umulig uden en progressiv teknisk basis, og det krævede, at industri og transportvæsen blev elektrificeret, og at landsbyerne fik elektricitet. Og allerede foråret 1918 vedtog den sovjetiske regering en beslutning om at bygge en række elkraftværker. Man begyndte at realisere planerne for jernbanebyggeri, bygge overrislingssystemer, fremstille landbrugsmaskiner og varer til folkets forbrug. Alt dette og andre økonomiske foranstaltninger gennemførtes under de vanskeligste betingelser. Landet var ramt af sult. Partiet opfordrede proletariatet til at organisere en kampagne mod kornspekulanter. Kampen for brød blev samtidig kampen for socialismen, ligesom det ikke bare var et spørgsmål om fødevarer, men også et spørgsmål om den socialistiske revolutions skæbne på landet. På landet dannedes fattigbondekomiteer, der blev sovjetstatens støtte i kampen mod kulakkerne, der som regel optrådte imod den nye magt og imod kornforsyningen til byen. 50 mio. hektar jord, der tilhørte kulakkerne, blev overdraget til fattigbønder og middelbønder. De middelstore bønder gik over på sovjetmagtens side, og gradvist blev de sammen med småbønderne en af sovjetmagtens sociale støtter. Rundt omkring dannedes statslige socialistiske landbrug - statsbrug. Den økonomiske opbygning var ikke mulig uden videnskabens udvikling. Sovjetmagten gav store midler til videnskabelige undersøgelser. Der blev dannet nye institutter, laboratorier, det socialistiske akademi for samfundsvidenskab, der var et marxistisk videnskabeligt center. Der blev udgivet mængder af samfundspolitiske bøger, skønlitteratur og lærebøger. Man begyndte at skabe et nyt socialistisk retssystem, at udvikle en lovgivning, skabt af folket. I 1918 vedtoges den første sovjetiske forfatning - RSFSR’s - den Russiske Føderative Socialistiske Sovjetrepubliks grundlov. Forfatningen afspejlede proletariatets organisations- og kamperfaring mod udbytterne, og ved lovgivning styrkedes arbejdernes erobringer, arbejderklassens og bøndernes forbund, de vigtigste produktionsmidlers overdragelse til folket og oprettelsen af det socialistiske demokrati. Betingelserne i det daværende Rusland var særegne, meget specielle, men indstillingen til at løse overgangsperiodens opgaver, havde utvivlsomt almen karakter. Det er senere blevet bekræftet i de lande, hvor arbejderne også kom til magten, de lande, der nu sammen med USSR udgør det socialistiske verdenssystem.

Når historikere omtaler sovjetmagtens første periode, understreger de ofte dens fredelige karakter. Men fra midten af 1918 indledtes i selve landet betydelige militære kamphandlinger, med deltagelse af store troppestyrker fra begge sider (revolutionen og kontrarevolutionen). Det var nødvendigt for den unge republik at yde afgørende modstand imod de kontrarevolutionære kræfter, og ligeledes imod de udefra kommende angreb fra de forenede militærstyrker fra 14 imperialistiske stater. Ruslands nye magt stod over for opgaven om at koncentrere alle landets ressourcer i statens hænder. Republikkens vanskelige økonomiske situation krævede en hård, men nødvendig politik. Sovjetregeringens og det bolsjevikiske partis politik under borgerkrigen og interventionen fik betegnelsen »krigskommunisme«. Selve navnet afslører denne politiks allerførste mål: væbnet forsvar af de socialistiske erobringer mod den indre og ydre fjende. Dette mål satte naturligvis sit præg på sovjetregeringens foranstaltninger i alle andre henseender. Det var også bestemmende for militær fasthed, strenghed og selvbegrænsning samt det arbejdende folks beredthed til afsavn, kompromisløshed og den strengeste selvdisciplin. Staten traf forholdsregler, der ikke kan anses for typiske for overgangen til socialismen, forholdsregler der var overordentlige, nødvendige under disse konkrete historiske betingelser for at redde revolutionen. Hvad var det for forholdsregler? Industrien blev nationaliseret i et hastigt tempo. Staten rådede ikke kun over storindustri, men også over middel- og småindustri. Bourgeoisiet blev pålagt ekstraordinære revolutionære engangsskatter. Der gennemførtes general arbejdspligt, og også bourgeoisiet blev inddraget i pligtarbejde. Styringen af industrien blev strengt centraliseret. Virksomhederne havde ingen selvstyring. Sovjetregeringen foretog også ekstraordinære forholdsregler inden for landbruget. I januar 1919 gennemførte regeringen en levnedsmiddelskat, i overensstemmelse med hvilken bønderne var forpligtet til at give staten de overskydende fødevarer. Til gengæld fik de de industrivarer, der fandtes. Men i realiteten lånte staten en del af kornet. I begyndelsen af 1920 vandt den proletariske magt en afgørende sejr i borgerkrigen. I slutningen af 1922 blev de sidste interventer fordrevet fra Sovjetruslands grænser. Der er ingen tvivl om, at borgerkrigen tilføjede den socialistiske opbygning stor skade for den normale udviklingsvej for revolutionen. Dens følger var store menneskelige tab, forkrøblede menneskeskæbner. Men bolsjevikkerne var ikke skyldige heri, de var ikke initiativtagere og organisatorer til denne krig. Og erfaringerne fra de socialistiske landes udvikling i en række lande i Østeuropa viser, at borgerkrig ikke er et uundgåeligt fænomen. Disse lande kender ikke til en så stærk form for klassekamp, som Rusland oplevede. Processen for at oprette arbejderklassens og dens forbundsfællers magt foregik i disse lande gradvist, ved hjælp af overgangen fra den demokratiske til den socialistiske etape i revolutionen, der varede flere år. Her realiseredes i praksis den marxistisk-leninistiske tese om den fredelige vej i den revolutionære udvikling.

Under borgerkrigen lykkedes det for Sovjetrusland at holde ud, ikke kun takket være militær fremgang, men også det arbejdende folks selvopofrelse, som i forbindelse med den reelle trussel om at oprette undertrykkernes magt gav afkald på personlige interesser. Men kunne denne revolutionære begejstring nu tjene som eneste drivkraft ? Kunne man anvende de tidligere militariserede metoder ? Når alt kom til alt, var det nødvendigt at beslutte, hvordan og med hvad kan landet genrejses af ruinerne. Alle disse spørgsmål stod det bolsjevikiske parti over for. Man kan ikke sige, at det var let straks at finde svar. Størstedelen af partiets ledere med Lenin i spidsen var fuldstændig klar over, at det var nødvendigt at tage landets sociale udseende i betragtning med den overvejende del af små selvejende bønder, der tilmed brødføder landet. Det var vigtigt ikke at miste bondeflertallets tillid. Lenin mente, at denne uopsættelige opgave kunne løses ved at skabe normale gensidigt fordelagtige forhold mellem by og land, mellem proletariatet og bønderne. Den anden opgave var at industrialisere landet. Lenin begyndte at udarbejde en plan for at opbygge socialismen i Rusland. Det skulle ikke være nødvendigt at sige, at det ikke var nogen let opgave, da ingen før ham havde stået over for sådanne opgaver i det virkelige liv, som han stod overfor. Grundlæggeren af den sovjetiske stat døde 1924, og i de sidste leveår afsluttede han de værker, som siden kaldes Lenins testamente. Blandt disse er artiklerne »Om kooperationen«, »Om vor revolution«, »Hellere mindre, men bedre«. Hvordan virkeliggjordes Lenins bud ? Hvordan gennemførtes Lenins plan om at opbygge socialismen i landet ? Mens den økonomiske hensigtsmæssighed veg tilbage for de politiske og militære opgaver under »krigskommunismen«, så blev tyngdepunktet i afgørelsen af de vigtigste problemer flyttet »til den økonomiske politik«. Den nye økonomiske politik (NEP), der var udarbejdet af Lenin, fortsatte og videreudviklede den socialistiske opbygnings første skridt. »Krigskommunismens« nødtvungne politik hørte nu fortiden til. Den nye økonomiske politik begyndte med, at levnedsmiddelskatten afløstes af en hård naturalieskat. Skatten opkrævedes afhængig af bøndernes formue. Det overskud, der var tilovers, kunne bønderne frit sælge på markedet. Handelen blev den grundlæggende form mellem by og land. Man begyndte at udvikle tre former for handel: privat, statsbrug og kooperativ. Alt dette stimulerede bønderne til at forhøje landbrugsproduktionen, og det var til fordel såvel for dem selv, som for hele samfundet. På landet oprettedes forskellige former for produktions- og handelskooperativer på frivilligt grundlag. For at opmuntre disse gav staten dem lån og skattebegunstigelse. Kooperationen spillede en vigtig rolle i oprettelsen af den økonomiske tilnærmelse mellem by og land. Den nye politik gennemførtes også inden for industrien. Den overdrevne centralisation i styringen af den statslige industri blev afviklet, og virksomhederne gik over til rentabel drift og budgetlægning og blev frigjort fra statslig understøttelse. Indføring af arbejdsløn efter kvantitet og kvalitet medvirkede til at øge den materielle interesse og ligeledes interessen for at højne kvalifikationer og forhøje arbejdsproduktiviteten. Sovjetregeringen koncentrerede sine kræfter om at oprette storindustrier, de små virksomheder blev udlejet til private. På den måde førte adgangen til privat handel, koncessioner, forpagtning af statens virksomheder til private til oplivning og vækst i de kapitalistiske elementer, og der forekom nogle afvigelser fra de tidligere forestillinger om socialismens principper. Men det var nødvendigt at tage skridt tilbage for mere sikkert at drive socialismens sag fremad. Til trods for genoplivningen af kampen mellem de kapitalistiske og socialistiske elementer efter princippet »hvem vinder over hvem«, var den ikke skarp og hård, som den væbnede kamp under borgerkrigen. Desforuden blev dens udfald forudbestemt ved, at de afgørende stillinger i samfundsøkonomien var i den socialistiske stats hænder. Det var stor- og middelindustri, transportvæsenet, jord og monopol på udenrigshandlen. Den nye økonomiske politik blev først og fremmest rettet mod at styrke arbejderklassens og bøndernes forbund, styrke sovjetstaten, den fremmede produktivkræfternes udvikling og skabte den socialistiske økonomis faste grundlag.

For at styrke socialismens grundlag og for at komme fremad i udviklingen var det nødvendigt at industrialisere landet og oprette kollektivbrug. Industrialiseringens væsen består først og fremmest i at udvikle sværindustrien, der fremstiller produktionsmidler. Det var nødvendigt i løbet af meget kort tid at skabe en tilstrækkelig stærk økonomi for at overleve den økonomiske blokade fra de kapitalistiske landes side, og for at konsolidere det nye system. Det var nødvendigt at skabe en række helt nye industrigrene: automobil-, traktor-, kemi-, maskinindustri osv., og modernisere størstedelen af virksomhederne. Industrialiseringen gennemførtes på grundlag af videnskabeligt udarbejdede 5-årsplaner og årsplaner. De nødvendige penge blev fremskaffet. Deres vigtigste kilde var: indtægter fra handel, transport, fra sænkning af omkostninger og forhøjelse af produktiviteten. Desuden brugtes befolkningens opsparede penge, statslån og forsikringer. Udenrigshandlens monopol tjente industrialiseringens interesser. Al import og eksport blev underordnet industrialiseringens opgaver. Hele landet var som en stor byggeplads. Der byggedes højovne og elkraftværker, grundlagdes nye virksomheder, og uddannelsen af specialister og kvalificerede arbejdere fremskyndedes. Hele befolkningen deltog i industrialiseringen, den måtte gennem store vanskeligheder og afsavn, men sejrede. Mod midten af 30erne blev Sovjetunionen en stor industrimagt. I 1937 indtog USSR første pladsen i Europa og anden pladsen (efter USA) i verden m.h.t. industriproduktionens omfang. Man skal lægge mærke til, at industrialiseringens former og tempi er forskellige i forskellige lande. Alt afhænger af de konkrete historiske forhold, graden af industriens udviklethed i det ene eller andet land før revolutionen, dets deltagelse i den internationale arbejdsdeling og den internationale situation. Samtidigt med industrialiseringen gennemførtes også den såkaldte kollektivisering af landbruget for at normalisere landets økonomiske og sociale udvikling. De første kollektivbrug og statsbrug dannedes allerede i starten af sovjetmagten. Nu skulle der gennemføres en massekollektivisering for at stille landbruget på niveau med den moderne storproduktion. Bøndernes samarbejde gennemførtes på princippet om frivillighed, at det skulle foregå gradvist og under hensyntagen til særegenhederne i de forskellige distrikter, materiel interesse og selvstyring. Staten ydede al mulig hjælp og støtte til de kooperative landbrug, gav kreditter og begunstigelser, solgte maskiner og kunstgødning fordelagtigt og uddannede ligeledes kadre til at arbejde på landet. Erfaringen fra kooperativbevægelsen i USSR og de folkedemokratiske lande vidner overbevisende om effektiviteten i de små landbrugs overgang til det nye produktionsgrundlag. Den socialistiske opbygning kender i dag i praksis tre hovedtyper for kooperation. Kooperativ, hvor kun arbejdet er fælles. Her dyrkes jorden i fællesskab. Høstudbyttet får kooperativets medlemmer, enten enhver fra sin jordlod, eller det kan deles mellem dem proportionalt i forhold til parthavernes jord. En sådan type havde man også i USSR. For det andet, kooperativer, som forener inventar, maskiner, landbrugsredskaber arbejdsdyr, dvs., praktisk taget alle produktionsmidler, undtagen jorden, som forbliver hvert medlems ejendom. Den største del af indtægterne (indtil 85%) fordeles afhængig af arbejdets mængde og kvalitet. I en række lande gennemføres udbetaling af inventarets værdi, der findes i kooperativerne. Denne type er udbredt i DDR, Ungarn, Polen og Rumænien. For det tredje kooperativer, hvor alle produktionsmidler deriblandt jorden, gøres til fælles eje. Her fordeles indtægterne kun efter arbejde. Imidlertid bevares her det personlige støttebrug, der fortsætter med at spille en betydelig rolle i den materielle sikring af kooperativets medlemmer og deres familier. Til denne type hører arbejdskooperativ landbrug i Bulgarien, produktionskooperativer i Rumænien, kollektivbrug i USSR osv. Det nye system viste, at det også kunne løse et så kompliceret problem som arbejdsløshed. Industrialiseringen åbnede mulighed for at komme overbefolkningen på landet til livs, idet denne i ikke ringe grad fremkaldte arbejdsløsheden. Fremgangen i den industrielle udvikling gjorde det muligt at komme væk fra den spontane vandring af bønder fra land til by, til en mere organiseret hvervning af arbejdskraft på landet. Gennemførelsen af Lenins kooperationsplan på landet spillede sammen med industrialiseringen en stor rolle i overvindelsen af arbejdsløsheden. Arbejdere kom til landsbyerne og arbejdede ikke kun inden for de traditionelle, men også inden for hidtil ukendte fag. Oprettelsen af kollektivbrug og statsbrug fremkaldte efterspørgsel såvel på ledende specialister, som på arbejdere, funktionærer traktorførere mejetærskerførere, mekanikere, bogholdere osv. På 13-årsdagen for Oktoberrevolutionen, den 7. november 1930, skrev det kommunistiske partis centralorgan, avisen »Pravda«: »USSR’s proletariat har i forbund med de arbejdende bønder fuldstændigt afskaffet arbejdsløsheden«. Retten til arbejde, som man havde erobret igennem mange års kamp, blev reelt sikret. Den sovjetiske stat lagde større og større vægt på at udvikle uddannelse, videnskab og kunst. Og frem for alt gennemførtes der et kæmpearbejde for almen læse- og skrivefærdighed. Under den første femårsplan (1928-1932) organiserede Komsomol (Det kommunistiske Ungdomsforbund grundlagt i 1918) en massekampagne over hele landet med det formål at likvidere analfabetismen fuldstændigt. Fra begyndelsen af 1930 fungerede der komiteer under de lokale sovjetter for at afskaffe analfabetismen. Mere end 40 millioner af den voksne befolkning fik lært at læse og skrive frem til slutningen af 30´erne. Der var en af kulturrevolutionens vigtigste handlinger. Allerede fra revolutionen i 1917 blev de nye nationale forhold mellem folkene rodfæstet. Nedkæmpelsen af de kontrarevolutionære styrker og den udenlandske militærinvasion gjorde det muligt at koncentrere sig om at styrke den økonomiske enhed i sovjetrepublikkerne, der var blevet skabt af arbejdere af andre nationaliteter i det tidligere russiske kejserdømme. Fra en sammenslutning af materielle ressourcer, kræfter og midler, der var nødvendige til forsvaret, gik de over til en alsidig sammenslutning, der hvilede på føderative principper. Det vigtigste problem, der blev løst af sovjetrepublikkerne RSFSR, Transkaukasien, Hviderusland og Ukraine i fællesskab, var at afskaffe den reelle økonomiske og kulturelle ulighed mellem nationer og nationaliteter. Således spillede den uselviske hjælp fra de nationer, der var forholdsvis udviklede, til de mere tilbagestående den usbekiske, kazakiske, tadsjikiske og andre, en stor rolle. Det lykkedes at få den hævet op på de førendes niveau. Alle problemer, der vedrørte nationerne og de nationale forholds udvikling blev ikke løst isoleret, men på grundlag af dybe sociale forandringer taget under et i hele landet. I forbindelse med dem var en sådan beslutning konsekvent og den gennemførtes. I sovjetmagtens femte år blev spørgsmålet om at sammenslutte forskelligsprogede republikker i et forbund stillet på dagsordenen. Den 30. december 1922, på den første sovjetkongres med delegationer fra RSFSR, Transkaukasien, Ukraine og Hviderusland vedtoges beslutningen om at oprette Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, vedtoges en Deklaration og Traktat om Sovjetunionens oprettelse. Disse dokumenter ligger til grund for Sovjetunionens forfatning, der blev vedtaget i januar 1924. Ifølge forfatningen har hver republik ret til frit at træde ud af Unionen, der er sikret mulighed for andre sovjetrepublikker til frivilligt at indtræde i den. I dag (dvs. i 1984) forener Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker 15 ligeberettigede unionsrepublikker på frivilligt grundlag. Efter de historiske mål krævedes der af sovjetmagten i løbet af meget kort tid at gennemføre de dybeste sociale og økonomiske forandringer, for altid at gøre ende på det ene menneskes udbytning af det andet, på de klassemæssige antagonismer og nationalt fjendskab. I Sovjetunionen bekræftedes samfundseje til produktionsmidlerne og et sandt demokrati for det arbejdende folk.

 Den historiske skillelinje, med hvilken overgangsperioden afsluttes, definerede Lenin med begrebet , »socialismens sejr«. Han så den som en sejr over de kapitalistiske elementer i landet, som en skabelse af betingelser, der udelukker kapitalismens genoprettelse. Som resultat af den anden femårsplan (1933-1937) afsluttedes overgangen fra kapitalismen til socialismen i Sovjetunionen. Sovjetunionens forfatning, der blev vedtaget i 1936, styrkede socialismens sejr. Dette betød sejr over kapitalismen inde i landet. Sovjetunionen forbløffede hele verden med rekordagtig økonomisk vækst. Brutto industriproduktionen i 1937 var i sammenligning med 1913 (sidste år før 1. verdenskrig) steget 6 gange, og i perioden 1928-1937 mere end 3,5 gange. Skabelsen af det industrielle fundament under socialismen var løsningen af den allervigtigste opgave, men kun en af opgaverne for de økonomiske omdannelser på vejen til socialismens sejr. De socialistiske omdannelser på landet opnåede også gode resultater. Hvis kollektivbrugene i 1929 omfattede 4 % af bondegårdene, så nåede kollektiviseringsprocenten i 1932 op på mere end 60, og i 1937 op på 93 %. For de sovjetiske bønder begyndte der et nyt liv. Kollektivbruget var for den tidligere uoplyste bonde en vej til ny viden, til materiel velstand. De dybtgående økonomiske omdannelser medførte også vigtige sociale forandringer. Arbejderklassen og de kooperative bønder var det sociale grundlag i det sovjetiske samfund, da udbytterklasserne var forsvundet. Den sovjetiske arbejderintelligens opstod i løbet af kort tid. Ved at undertrykke modstanden fra de styrtede udbytterklasser, havde proletariatets diktaturs stat løst sine opgaver og udvidet sin sociale basis. I proletariske demokrati trådte trækkene fra det socialistiske hele folkets demokrati klart frem. Det afspejledes bl.a. i Sovjetunionens forfatning fra 1936, idet sovjetter af arbejdere -, bønder- og soldaterdeputerede blev omdannet til sovjetter af arbejderdeputerede, og der blev indført almindelig valgret. Og endelig blev kulturrevolutionen gennemført. Marxismen-leninismens ideologi blev den herskende verdensanskuelse for alle klasser og lag i samfundet. Med socialismens sejr skulle samfundets og enhver sovjetborgers behov bedre tilfredsstilles. De sovjetiske kommunisters 18. kongres i 1939 opsummerede den vellykkede løsning af opgaverne under overgangsperioden og konstaterede, at i USSR er grundlaget for det socialistiske samfund bygget. Det betød ikke kun skabelsen af fundamentet for den socialistiske økonomi (som var blevet løst allerede i begyndelsen af 30erne som resultat af den første femårsplan), men også en bekræftelse på socialismens basis inden for alle sfærer af samfundslivet. Med socialismens opbygning i det væsentligste gik samfundet ind i den første fase af den kommunistiske formation, som marxismen-leninismens klassikere havde skrevet om. Når den nye formation er blevet til, går den over til at fungere og udvikle sig på sit eget socialistiske grundlag. Der var nu skabt betingelser for at tage det næste store skridt, som Lenin havde antydet. Alle forudsigelser fra de vestlige »sovjeteksperter«, der sagde at det »sovjetiske eksperiment« ikke er muligt, gik ikke i opfyldelse. »Arbejderne kan ikke bygge deres egen stat og selv styre den komplicerede statsmekanisme« - sådanne udtalelser gentog de igennem en årrække. Men arbejderne ikke blot kunne, men i praksis beviste de statens levedygtighed og holdbarhed. Socialismen holdt op med kun at være videnskabelig teori, den blev omdannet til reel historisk praksis. Hverken den økonomiske blokade, eller det diplomatiske pres fra de kapitalistiske omgivelser kunne standse dens sejrrige fremmarch. Også dengang socialismens fjender, imperialismens allerstørste agressive kraft - den tyske fascisme forsøgte ved hjælp af krig at undertrykke den første arbejderstat i verden. Hele det sovjetiske folk gik ind i kampen mod den tyske fascisme. Tabene var store. 20 millioner mennesker mistede livet. Under krigen blev der ødelagt 1710 sovjetiske byer og landsbyer, omkring 25 millioner mennesket blev husvilde. Nedkæmpelsen af den tyske fascisme ændrede på grundlæggende måde den militære og politiske situation i hele verden. Det sovjetiske folks og alle progressive kræfters sejr gav nye muligheder for den revolutionære udvikling i en række lande i Europa og Asien. De folk, der havde afkastet det fascistiske åg, ville ikke længere affinde sig med det kapitalistiske system. Under de demokratiske og socialistiske omdannelser oprettede arbejderne deres folkemagt. Det sovjetiske folk ydede dem international støtte og hjælp. Allerede i førkrigstiden gik Mongoliet igang med at opbygge socialismen. I midten og slutningen af 1940erne sejrede de socialistiske revolutioner i Albanien, Bulgarien, Ungarn, DDR, Kina, Nordkorea, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. I 1954 i Vietnam, og 1961 i Cuba. Og i 1976 begyndte folket i Laos at opbygge socialismen.

Grundlaget for socialismen blev lagt under de social-økonomiske omdannelser i Bulgarien, Ungarn, DDR, Rumænien, Tjekkoslovakiet i slutningen af 1950erne og i begyndelsen af 1960erne og i Polen op til begyndelsen af 1970erne. Det var en objektiv nødvendighed at skabe et nyt samfund. Det var nødvendigt at likvidere udbytterklassernes økonomiske og politiske herredømme, oprette arbejderklassens magt og indføre samfundseje til produktionsmidlerne. At etablere arbejderklassens og det marxistisk-leninistiske partis lederskab af de arbejdende masser. Skabe et forbund, bestående af arbejderklassen og alle andre arbejdende lag. Gennemføre en virkelig socialistisk revolution inden for ideologi og kultur. Likvidere alle former for national undertrykkelse og oprette lighed og broderligt venskab mellem folkene. Højne de arbejdendes leve- og kulturniveau på grundlag af en planmæssig udvikling af samfundsøkonomi. Det blev muligt at skabe kvalitativt nye forbindelser mellem staterne, efter at det socialistiske system blev dannet. Sovjetunionen, som det historisk første socialistiske land, har altid styrket og vil altid styrke fællesskabet mellem de stater, der indgår i dette system. I Sovjetunionens nye forfatning fra 1977 befæstes for første gang betydningen af eksistensen af et sandt broderligt forbund mellem folkene i de socialistiske lande. I den står der: »Som en del af det socialistiske verdenssystem og socialistiske samvirke, udvikler og styrker USSR venskabet og samarbejdet og den kammeratlige, gensidige hjælp med socialismens lande på grundlag af den socialistiske internationalismes princip, og deltager aktivt i den økonomiske integration samt i den internationale socialistiske arbejdsdeling«. Den historiske erfaring viste, at de almene lovmæssigheder genspejlede sig i de forhold, hvorunder socialismen opbygges i ethvert land. Hvori består særegenhederne i de socialistiske omdannelser i de folkedemokratiske lande i sammenligning med Sovjetunionen ? Sovjetunionens sejr i 2. Verdenskrig og opsvinget i den demokratiske bevægelse i de østeuropæiske lande, og det specifikke styrkeforhold mellem klasserne her var en medvirkende årsag. Bourgeoisiet i disse lande turde ikke udløse en borgerkrig, sådan som det skete i Rusland. Den socialistiske revolution udviklede sig her ad relativt fredelig vej. Denne vej svarer fuldstændig til de kommunistiske- og arbejderpartiers idealer i de fleste kapitalistiske lande. Og kun magtanvendelse fra ekspropriatørernes side kan få arbejderklassen til at svare igen med magtanvendelse. Den fredelige udvikling af de socialistiske revolutioner i de europæiske folkedemokratiske lande genspejlede også de politiske og social-økonomiske aktioners karakter. Under de radikale samfundsmæssige omdannelser blev der i nogle af disse lande oprettet folkelige nationale fronter, det var brede politiske blokke med forskellige sociale kræfter, der gik ind for demokratiske og socialistiske forandringer. Kommunisterne var den ledende kraft og udgjorde den politiske kærne i den slags fronter. Den politiske erfaring fra disse sammenslutninger er også vigtig i dag. Det er en kendt sag, at mange marxistisk-leninistiske partier i de kapitalistiske lande i dag går ind for en bred blok, bestående af politiske grupper, der er interesseret i antimonopolistiske reformer, i ændringer af det moderne kapitalistiske samfunds struktur. De social-økonomiske forandringer i de folkedemokratiske lande adskilte sig i høj grad fra Sovjetunionen, hvor de styrtede klassers rasende modstand og borgerkrigen udelukkede den proletariske magts samarbejde med kapitalismen. I de folkedemokratiske lande i Europa gik en del af de middelstore bønder med til at samarbejde med den nye proletariske magt. Her blev der dannet forskellige former for blandede ejerforhold til virksomhederne, der bl.a. i DDR blev bevaret i industrien indtil begyndelsen af 1970erne. I efterkrigsårene ydede Sovjetunionen en uselvisk økonomisk hjælp til de socialistiske broderlande. Den økonomiske blokade, som de kapitalistiske lande i sin tid truede Sovjetunionen med, var ikke så slem for dem. I disse lande blev der oprettet mange industrigrene ved Sovjetunionens hjælp fra grunden af. Som for eksempel i Bulgarien foregår på en del af de virksomheder, der er bygget med teknisk bistand fra USSR, mere end 90 % af al ståludsmeltning og jernvalsning. I Ungarn mere end 30 % stål, mere end 50 % gødningsproduktion. I Polen er det af den forarbejdede olie på 44 %. I de folkedemokratiske lande er grunden gradvist blevet lagt til socialismen. Den socialistiske revolutions sejr og opbygningen af den socialistiske basis bekræftede levedygtigheden af de almene lovmæssigheder for opbygningen af et nyt samfund og ydede sit bidrag til den socialistiske opbygnings teori og praksis.

Den videnskabelige kommunismes grundlæggere afgrænsede klart den nye samfundsformations tilbliven og udvikling til tre kvalitativt forskellige perioder: overgangsperioden fra kapitalismen til kommunismens første eller laveste fase; det egentlige kommunistiske samfunds laveste fase -socialismen; det kommunistiske samfunds højeste fase - kommunismen. Grænsen mellem overgangsperiode og perioden for opbygningen af det Socialistiske grundlag er relativt klar, selv om man ikke kan angive den med nøjagtig dato. Derimod er overgangen fra en periode i den socialistiske udvikling til en anden temmelig lang tidsmæssig. Sagen er at modningen af de forskellige sider og de forskellige sfærer i det samfundsmæssige liv - økonomi, kultur, samfundsbevidsthed - i kraft af indre og ydre årsager ikke kan foregå samtidigt. I slutningen af 1950erne og i begyndelsen af 1960erne viste der sig i USSR særlige træk for den modne socialisme Det kom bl.a. til udtryk ved, at proletariatets diktatur udviklede sig til hele folkets socialistiske stat, og ved at arbejderklassens parti blev hele folkets parti. Og det til trods for at det sovjetiske samfund i denne periode ikke havde opnået den materielle og åndelige modenhed, der er karakteristisk for den udviklede Socialisme. I praksis foregik den socialistiske opbygning i de andre socialistiske lande på den måde, at opgaver fra en etape i udviklingen af den nye formation ofte blev løst i den forudgående eller i efterfølgende etaper. F.eks. er det klart, at den fuldstændige socialisering af samfundsøkonomien er en opgave, der hører overgangsperioden til. Socialiseringen af de vigtigste brancher inden for samfundsøkonomien blev i nogle lande gennemført i overgangsperioden og i andre lande blev disse opgaver løst eller vil blive løst under opbygningen af den udviklede socialisme. Således gik DDR i begyndelsen af 1960erne i gang med at opbygge det udviklede socialistiske samfund og socialisere de omkring 85 % af industrien. Det udviklede socialistiske samfund har i overensstemmelse med sin modenheds niveau en overbygning, dvs., et demokratisk politisk system, der ledes af det marxistisk-leniniske parti. Den udviklede socialismes politiske system og stat har almen folkelig karakter. På SUKP’s 24. kongres i 1971 konstateredes det, at et sådant samfund var blevet opbygget i Sovjetunionen. Seks broderpartier besluttede at opbygge det udviklede socialistiske samfund i 60erne og i 70´erne, det var de kommunistiske partier i Bulgarien, Ungarn, DDR, Polen, Rumænien og Tjekkoslovakiet. Det udviklede socialistiske samfund er en lovmæssig etape i skabelsen af den kommunistiske formation. På denne etape, hvor socialismen allerede udvikler sig på sit eget grundlag, afslører den mere og mere sine skabende muligheder, sit dybe humanistiske væsen. Den udviklede socialisme er karakteriseret ved at forene den teknisk-videnskabelige revolutions resultater med det socialistiske økonomiske systems fordele, med en afgørende vending til intensive metoder i udviklingen af økonomien, med et kvalitativt nyt niveau og omfang i produktionen, der gør det muligt konsekvent at løse opgaver vedrørende den teknisk-materielle basis for kommunismen, den stadige vækst i arbejdernes velstand og opnå betydelig fremgang i den økonomiske kappestrid med kapitalismen.

Socialismen likviderer klasseantagonismen, men kunne endnu ikke afskaffe alle sociale forskelle. De eksisterende sociale forskelle mellem de relativt stabile befolkningsgrupper forsvinder ikke straks under den udviklede socialisme. Den væsentligste sociale inddeling under den udviklede socialisme er samfundets inddeling i klasser: arbejderklassen og de kooperative bønder. Ved siden af disse to klasser er der i samfundet en af de allerstørste sociale grupper, nemlig den arbejdende intelligens. I arbejderklassens struktur og sociale udseende foregår der en række vigtige forandringer. Talmæssigt vokser den fortsat og i en række tilfælde forøges den specifikke indflydelse på den selverhvervende befolkning i landet. I årene fra 1961-1976 voksede gennemsnitsantallet af industriarbejdere, arbejderklassens kerne, i Bulgarien med mere end 65 %, i Ungarn med 30 %, i DDR med 10 %, i Polen med 50 %, i Rumænien med 110 %, i USSR med 50 %, i Tjekkoslovakiet med 20 %. Arbejderklassens voksende indflydelse på landets økonomiske liv er ikke så meget forbundet med dens talmæssige vækst, der naturligvis har sin grænse, som med dens plads og rolle i det moderne produktionssystem, med industriens bestemmende indflydelse på hele samfundsøkonomiens vækst. Dermed er også arbejderklassens arbejdsbidrag til samfundets fond meget afgørende. I 1976 udgjorde produktionen i industribrancherne - industri, byggeri, transportvæsen - i de socialistiske lande, der er medlemmer af Rådet for gensidig økonomisk bistand (Comecon) fra 60 % til 80 % af den samlede nationalindkomst. Industriarbejdernes uddannelsesniveau vokser. I dag har omkring 7/10 af de sovjetiske industriarbejdere højere eller middeluddannelse. Ved siden af de højtkvalificerede arbejdere er størstedelen af de beskæftigede i industrien arbejdere med middelkvalifikationer og der er stadig et stort antal arbejdere, der har lavere kvalifikationer. Derfor er en af de vigtigste opgaver under den udviklede socialisme at opnå ensartethed i arbejderklassens rækker og gøre alle dens medlemmer til højtkvalificerede og højtuddannede arbejdere. I det udviklede socialistiske samfund har arbejderklassen den vigtige rolle - at være drivkraften i samfunds- og statslivet. Arbejderklassens ideologi forandres mere og mere til at være hele folkets ideologi. Arbejderklassens levemåde yder afgørende indflydelse på at forme de andre arbejderes levemåde. Der foregår også betydelige forandringer i de kooperative bønders stilling. Deres antal formindskes. Mens de, der var beskæftiget inden for landbruget i de europæiske Comercon-lande i 1960 udgjorde fra 17 % til 65 % af det samlede antal beskæftigede i samfundsøkonomien så udgjorde de i 1976 fra 11 % til 40 %. I USSR reduceredes i denne periode bondebefolkningens antal med mere end 20 millioner mennesker. Under forandringerne af landbrugsarbejdet til mere industrialiseret arbejde udvikles servicesfæren og kulturlivet på landet, så at bøndernes liv stadig mere kommer til at ligne arbejderklassens liv. Den videre tilnærmelse mellem arbejderklassen og bønderne, og udjævningen af de eksisterende forskelle imellem dem er en vanskelig og mangesidet proces. Under tilnærmelsen af de statslige og kooperative former for socialistisk ejendom drejer det sig ikke kun om ejendomsforhold, selv om de også har store betydning, men også om forskellene mellem to klasser, der er forbundet med deres stilling i det samfundsmæssige produktionssystem Industrialiseringen af landbrugsproduktionen vil netop føre til en gradvis udjævning af disse forskelle. Det udelukker ikke, at der på de afgørende trin under den udviklede socialisme vil være muligt at løse klasseproblemet, der vil blive opnået en omdannelse af arbejderklassen og bønderne til ligestillede arbejdere i det socialistiske samfund. Mens der eksisterer to venligsindede klasser i det udviklede socialistiske samfund, der er forbundet med deres stilling i produktionssystemet og med deres forhold til ejendommen, så eksisterer der også andre sociale grupper, der opfylder specielle funktioner. Netop ud fra dette kendetegn - erhvervsmæssig, hovedsageligt højtkvalificeret åndelig virksomhed - foregår udskillelsen af intelligensen som et særligt socialt lag. Intelligensens rækker vokser betydeligt, hvilket hænger sammen med den teknisk-videnskabelige revolutions udvikling. kulturens bestandige vækst og arbejderklassens uddannelse. Således var antallet af specialister med højere- og middeluddannelse, der var beskæftiget i samfundsøkonomien i Comecon-landene forøget fra 12 til 20 % alene i perioden fra 1960-1976. Enhver branche inden for samfundsøkonomien, enhver sfære inden for samfundslivet kræver i dag ikke kun anvendelse af menneskets fysiske indsats, men også af dets intellektuelle evner. Kvalificerede specialister udgør undertiden mere end halvdelen af personalet på virksomhederne, og undertiden hele grene i den materielle produktion. Intellektualiseringen af arbejdernes arbejde og det at ingeniørernes job bliver en umiddelbar arbejdsform, det er grundtendensen til tilnærmelse mellem arbejderklassen og den tekniske intelligens. På landet foregår der noget lignende under industrialiseringen af landbrugsarbejdet. Men dette taler ikke til fordel for at forenkle indstillingen til problemet om at afskaffe de sociale og klassemæssige forskelle. Også i dag gælder Lenins ord om, at intelligensen udgør »et særligt, tyndt lag lige til det kommunistiske samfunds højeste udviklingstrin«. I fremtiden vil et stadig større antal arbejdere og bønder blive inddraget i intellektuel virksomhed. Når der tales om samfundets sociale struktur, så menes der også de nationale karakteristika. Når socialismen går over i sit udviklede stadium, betyder det en høj grad af nationernes mangesidede tilnærmelse. I USSR gennemførtes konsekvent Lenins nationalpolitik, og enhver af de mere end 100 nationer og nationaliteter blev en organisk del af et forenet sovjetisk folk, og hermed var der skabt et nyt historisk folkefællesskab. Sovjetsamfundets nye sociale, klassemæssige og nationale karakter bestemmer også i dag statens væsen, der ifølge USSR’s forfatning fra 1977 har ret til at kalde sig hele folkets stat. Der er karakteristisk for udviklingen af det socialistiske samfund, at der foregår brede sociale og nationale skydninger. Arbejderklassens rækker får stadig tilgang af arbejdere fra bondemiljø. Mange af intelligensens repræsentanter er børn af arbejdere og bønder. Sammen med den oprindelige befolkning i den ene eller anden sovjetrepublik lever og arbejder der et ikke ringe antal folk, der engang har levet i andre republikker. Og nu er det ikke længere en sjældenhed, at en familie omfatter repræsentanter fra forskellige sociale lag, folk af forskellig nationalitet. Det er endnu en vidnesbyrd om udjævningen af de sociale forskelle, samfundets bevægelse hen mod social ensartethed.

Den udviklede socialismes mål er menneskets velfærd

Alles omsorg for den enkeltes velfærd og den enkeltes omsorg for alles velfærd, forbedring af menneskets levevilkår, det er den konkrete opgave i Sovjetunionens socialpolitik. Den samme opgave løses også i de andre socialistiske lande. Den har altid indtaget en central plads hos den sovjetiske stat, SUKP og de andre marxistisk-leninistiske broderpartier. Men netop under den udviklede socialisme bliver denne opgave, dette mål, virkeliggjort i bredt omfang. Men dens realisering er ikke mulig uden en dynamisk og stabil økonomisk udvikling. I løbet af 60 år har Sovjetmagten ændret samfundsøkonomien til ukendelighed i USSR. Til trods for at i dette tidsrum blev omkring to årtier brugt til krig og genopbygning af den ødelagte økonomi, var landets nationalindkomst i 1976 65 gange højere end niveauet før revolutionen. Før revolutionen udgjorde Ruslands andel af verdens industriproduktion kun lidt over 4 %, i dag udgør den en femtedel. Lenin drømte om, at give hundredtusind traktorer til landbruget. I dag findes der inden for landbruget i USSR 2,3 mio. traktorer, 680.000 mejetærskere og andre tekniske redskaber. Landbrugsproduktionens almene omfang er vokset. Alt dette har gjort det muligt at realisere det enorme sociale program skridt for skridt. Sovjetunionen har ikke haft arbejdsløshed i mange år. Der gennemføres fantastiske byggeplaner inden for boliger, kultur og servicesfæren. Arbejdernes realløn er under sovjetmagten vokset 10 gange, og bøndernes 14 gange. Ydelser og begunstigelser fra de offentlige forbrugsfond er i de sidste 30 år blevet forøget fra 21 rubler til 382 rubler for en person. Enhver kan få gratis lægehjælp. Mere end 800.000 læger sørger for folkets sundhed. I Sovjetunionen, hvor uddannelse også er gratis, er analfabetismen for længe siden blevet afskaffet. Antallet af ingeniører og andre forskellige slags teknikere vokser bestandigt. Således er deres antal fra 1936 til 1977 blevet forøget: i industrien 34 gange, i landbruget 47 gange. I dag er hver fjerde videnskabsmand i verden sovjetisk. Meget hurtigt udvikler økonomien sig og forbedres folkenes levevilkår også i de andre socialistiske lande, hvor den udviklede socialisme bygges i dag. I perioden 1960-1974 voksede gennemsnitslønnen for arbejdere og funktionærer inden for samfundsøkonomiens statslige og kooperative sektorer i Bulgarien og Ungarn 1,8 gange, i DDR 1,4 gange, i Polen 2,0 gange, i Rumænien 1,9 gange, i Tjekkoslovakiet 1,6 gange. Den årlige gennemsnitsstigning i arbejdernes og funktionærernes realløn i disse lande var i perioden 1970-1975 fra 3 til 9,5 %. Også arbejdernes levevilkår ændrede sig. I løbet af 1960erne og 70erne byggedes der boliger i et rivende tempo i disse lande, samtidig med at produktionen af industrivarer og fødevarer voksede. Bare fra 1970 til 1974 blev der i de socialistiske lande bygget mere end 12 millioner, lejligheder og 43-45 millioner, mennesker fik forbedret deres boligforhold. I 1960-1974 voksede detailhandlens omfang fra 1,5 til 3 gange. I årene under de socialistiske omdannelser blev der bygget mange nye biblioteker, teatre, museer, udgivet mange film, bøger, aviser og tidsskrifter. Bibliotekernes bogfonds i de europæiske lande, der er medlemmer af Comecon (inkl. USSR) blev i løbet af 1960-1974 fordoblet og oversteg 1,8 mia. eksemplarer. Men det væsentlige i de forandringer, der foregår i folkenes levevilkår i de socialistiske lande, består ikke kun i, at mulighederne for at forhøje velstanden er vokset betydeligt. Selve spørgsmålet er bredere. I Sovjetunionen i dag drejer det sig om en alsidig udvikling af samfundets medlemmer, om en helhedsløsning af alle de problemer, der opstår i denne forbindelse. Det drejer sig bl.a. om tilnærmelse af arbejdsvilkår og levevilkår i by og på land, en vedvarende likvidering af anstrengende fysisk arbejde, udvikling af kultur- og uddannelsesinstitutioner, forebyggelse af sygdomme samt miljøbeskyttelse. Selv denne enkle opremsning, den er ikke fuldstændig, viser omfanget og indstillingen til udarbejdelsen af et socialt program. Naturligvis kan de forskellige opgaver langt fra løses samtidigt - nogle relativt hurtigt, andre kræver noget længere tid. Men de bliver løst og vil blive løst i det samfund, der for nylig vedtog en ny forfatning, hvori det bekræftes, at det går ud fra sit hovedformål om »fuldstændig velfærd og fri, alsidig udvikling af alle medlemmer i samfundet«. Lad os se på, hvordan man i USSR løser problemet om tilnærmelse af arbejdsvilkår og levevilkår i by og på land. »Tilnærmelse af by og land« er formuleret i SUKP’s program, som det vigtigste mål for den socialistiske stats agrarpolitik. Landsbyen står endnu tilbage for byen både hvad angår velstandsniveau, arbejdsformer og det almene kulturniveau. Men objektivt set kan man sige, at forandringerne på landet aldrig er foregået så hurtigt som i de sidste år. Leveniveauet på landet nærmer sig til byens: bøndernes indtægter er vokset betydeligt mere, end hos alle andre sociale grupper i det sovjetiske samfund. Bønderne fik pension ligesom arbejdere og funktionærer. I løbet af 1971-1976 blev det besluttet at danne et statssystem for socialforsikring, som alle borgere i USSR har ret til uanset deres sociale stilling. Bøndernes velstand vokser betydeligt, de køber lige som byboerne biler, fjernsyn, køleskabe, møbler osv. I sidste femårsplan (1971-1975) er der på landet blevet bygget nye skoler med plads til 4 millioner elever. I den 10. femårsplan er det beregnet at bygge plads til yderligere 4,5 millioner elever. Ud af hver tre nye skoler åbnes de to på landet. I dag har mere end halvdelen af landbefolkningen - 40 % af USSR’s indbyggere - højere eller middeluddannelse, og det er et bevis på, at den sovjetiske landsby hurtigt indhenter byen. Indførelsen af almen middeluddannelse i den 9´fem-årsplan har også fremskyndet løsningen af dette problem. Man kan naturligvis stille det spørgsmål, ville det ikke være billigere og lettere, hvis f.eks. en traktorfører havde en minimumsviden, der var tilstrækkelig for, at han kunne udføre sit arbejde. Men en sådan indstilling ville stride imod det socialistiske samfunds natur. Og det er derfor at den kommende mekaniker i den sovjetiske skole lærer historie fra middelalderen, særegenhederne i Tolstojs forfatterskab og astronomi. De fagtekniske læreanstalter giver på engang eleverne en faglig og en mellemskoleuddannelse. Film og fjernsyn er for længst kommet ud til de allerfleste landsbyer i Sovjetunionen. I den 10-femårsplan (1976-1980) vil 80 % af alle klubber og 55 % af alle biblioteker, der er planlagt bygget, blive åbnet på landet. Særlig stor vægt vil der blive lagt på at oprette lokale kulturhuse og trykkerier. Systemet for den offentlige førskoleopdragelse skal udbygges. I dag går næsten hvert 3. barn i vuggestue og børnehave på landet. Den 10. femårsplan skal åbne nye bygninger for omkring 1 million børn på landet. Servicesektoren er vokset betydeligt for landbefolkningen. Det er værd at lægge mærke til, at mod slutningen af 1975 havde næsten halvdelen af alle huse på landet fået gas. Der bliver bygget ikke så få boliger, men det er ikke nok. Og det er vanskeligt at løse problemet, fordi mange bønder bor i små landsbyer med 10 til 20 huse. At indrette disse små landsbyer godt, der ligger langt fra hinanden, er meget dyrt og vanskeligt. Staten støtter bøndernes trang til at flytte over til store komfortable landsbyer. Et sådant arbejde foregår i dag, f.eks. i den europæiske og nordlige del af RSFSR, hvor der er særlig mange små landsbyer. Arbejdsvilkårene på landet adskiller sig i praksis meget lidt fra byens, her er en arbejdsuge også på 41 timer, 2 ugentlige fridage, og naturligvis betalt ferie. Landsbyen ændrer udseende, folk ændrer sig, de sovjetiske bønders liv ændrer sig til det bedre. Overalt foregår der ændringer - i alle Sovjetunionens republikker.

Socialismens udvikling er forbundet med betydelige forandringer i menneskenes liv, i deres vaner, interesser og behov. Sagt på en anden måde bliver der dannet en ny levemåde. Hvad betyder udtrykket »levemåde«? Det hænger sammen med det konkrete socialistiske system, afspejler dets særegenheder og menneskenes daglige virke, det karakteriserer deres moral og hvordan de forholder sig til arbejdet, tilværelsen, til det samfundsmæssige liv og til samværet med andre. Socialismen skaber en hidtil ukendt type samfundsmæssige forbindelser mellem menneskene, der ikke kender anden magt »end deres egen sammenslutnings magt«. Det samfundsmæssige arbejde ligger til grund for deres adfærd og samvær, ikke kun til gavn for dem selv, »men til hele samfundets gavn«. Den nye levemådes væsen bestemmes først og fremmest af en ny stil, karakter og retning i arbejdet, der under socialismen går over fra kun at være en eksistensbetingelse til i højere grad at blive et middel til at ytre personligheden. Mennesket arbejder i et kollektiv. Det socialistiske kollektiv, der forener menneskene, er ikke kun et fællesskab af produktionsopgaver, men en enhed af mål, interesser og idealer, der formår at hjælpe den enkelte til at vise sine evner og udfolde sin personlighed. Det er netop i produktionen, at arbejdernes socialistiske kvaliteter dannes, og hvor der skabes kammeratlig gensidig hjælp, høje krav af kollektivet til mennesket og af mennesket til kollektivet. Det er netop her »den socialistiske levemåde« som begreb skabes. Kollektivismen er naturligt og organisk knyttet sammen med menneskenes frivillige og bevidste deltagelse i det offentlige liv. Et stort antal mennesker deltager i de folkedeputeredes sovjetter i USSR, der danner grundlaget for statsmagten. Ud af 2,2 millioner deputerede er næsten 900.000 arbejdere, mere 600.000 kollektivbønder, cirka 245.000 arbejdere inden for kultur, uddannelse og sundhedsvæsenet, mens omkring 130.000 er landbrugsspecialister. Disse mennesker forener deres offentlige arbejde som deputerede med deres arbejde i produktionen. 30 millioner mennesker arbejder som fast eller løst ansatte medarbejdere i sovjetter. Eller et andet eksempel. Sovjetborgerne har for længst vænnet sig til, at det frivillige ordensværn hjælper militsen med at holde orden, at der på fabrikkerne fungerer komiteer, der består af veteraner, der er gået på pension, og som nu videregiver deres erfaringer til ungdommen, at der permanent på virksomhederne afholdes produktionskonferencer, der løser forskellige spørgsmål, der opstår i løbet af arbejdsdagen og at der på skolerne findes frivillige forældrekomiteer, der hjælper lærerne med at opdrage børnene. På SUKP’s 25. kongres sagde L. I. Bresjnev: »Intet ophøjer i den grad personligheden som en aktiv holdning til livet, et bevidst forhold til samfundspligten, så enhed i ord og gerning bliver en daglig adfærdsnorm«. . . . En aktiv holdning til livet, et bevidst forhold til samfundspligten - det er selve nøglen til løsningen af det væsentlige for mennesket i det socialistiske samfund. En samfundsmæssig bevidsthed forudsætter, at mennesket har en høj kultur. Denne betydning - uden hvilken den socialistiske levemåde er utænkelig - er meget indholdsrig. Her er der tale om kultur i den allerbredeste opfattelse. Det drejer sig om samfundets og menneskets intellektuelle og åndelige modenhed, og selvfølgelig moralsk, når der tales om at »menneskeliggøre« de gensidige forhold mellem mennesker. Det var det Marx og Engels på deres tid kaldte de kulturelle former for samvær, der under socialismen rummer alle former for samarbejde mellem menneskene, og gennemtrænger alle sfærer i deres liv. Det kulturniveau, der er opnået under det socialistiske samfund, er kendetegnet ved de sæder, skikke og traditioner, der hersker i det i dag. De er talrige og forskelligartede, men frem for alt er de gennemsyret af sand humanisme. For at gøre dette generelle portræt af mennesket i det socialistiske samfund færdigt, er det nødvendigt at sige, at det også udmærker sig ved sådanne træk som flid, uselviskhed, omgængelighed og omsorg for det fælles vel. Dets ideologi er marxismen-leninismen, det er patriot, internationalist, aktiv forkæmper for fred og socialt fremskridt. Spørgsmålet om, hvordan mennesket er, hvordan det lever i samfundet, er samtidigt spørgsmålet om, hvilke reelle muligheder samfundet giver for dets udvikling, hvordan samfundet hjælper mennesket at realisere væsentlige behov. Og hvilke forhold der eksisterer mellem samfundet og personligheden, mellem staten og borgeren. Forholdet mellem dem bygger først og fremmest på ansvarligheden over for hinanden. Mennesket yder sit arbejde til samfundet, deltager i det statslige og offentlige liv. Det forstår sine pligter, nemlig at værne om den socialistiske stats interesser, styrke dens magt og autoritet, bevare kulturværdier og beskytte naturen. Samfundet påtager sig omsorg for sikring af menneskets velstand og alsidige udvikling. Staten sikrer sine borgeres rettigheder og friheder. Dette er juridisk befæstet i de socialistiske landes forfatninger. I 60-året for sovjetmagtens oprettelse vedtoges USSR’s nye forfatning, der bekræfter, præciserer og materielt styrker borgernes garanterede rettigheder og friheder. Dette dokument bekræfter i fuldt omfang de politiske friheder, der har fungeret gennem mange år: tale-, trykke- og forsamlingsfrihed og ret til offentlige møder, gadeoptog og demonstrationer samt trosfrihed. Den tidligere nedskrevne ret til arbejde styrkes nu med retten til at vælge erhverv og arbejde, der svarer til den enkeltes lyst, evner og uddannelse. Mens der tidligere blev talt om menneskets ret til materiel sikring ved sygdom eller i tilfælde af tab af arbejdsevnen, så er det punkt udvidet til at borgerne garanteres ret til sundhedsbeskyttelse. I den gamle forfatning fra 1936 nævntes i almindelighed borgernes ret til uddannelse, men i den nye forfatning tales der om obligatorisk almen middeluddannelse og en bred udvikling af de fagtekniske uddannelser. I USSR’s forfatning proklameres også borgernes ret til bolig. Denne ret vil blive mere fuldstændigt realiseret, desto mere der vil blive bygget. Enhver borger i det ene eller andet socialistiske land mærker gennem sin dagligdag og i sin familie samfundets omsorg, et samfund der ikke er ligeglad med, om man er tilfreds med sit arbejde, fritid, og hvordan man har det. Følelsen af at være nyttig og have betydning, trygheden for morgendagen giver borgeren en følelse af, at samfundet og staten er ansvarlige over for ham. Og dette rummer en af de vigtigste fordele ved socialismen og den socialistiske levemåde. Den socialistiske levemåde er frugten af selve folkets målrettede værk. Dens videre fuldkommengørelse afhænger direkte af den økonomiske og kulturelle opbygnings fremgang, af udviklingen af folkets sociale erobringer. Hvordan det socialistiske samfunds mennesker vil leve i morgen, afhænger i mangt og meget af, hvordan de arbejder og lever i dag. Deres erkendelse af at fremtiden afhænger af nutiden - det er en vigtig faktor i skabelsen af den kommunistiske levemåde.  Verdenshistorien kan ikke fremvise så dybtgående og dynamiske forandringer, som dem der nu er forbundet med socialismen. For øjnene af os foregår der sociale omdannelser, der ikke ville være mulige uden styrkelsen af de socialistiske, demokratiske og alle progressive kræfter. Som aldrig før er det socialistiske verdenssystem styrke vokset; under de nationale befrielsesbevægelsers stormløb er de engang mægtige koloniimperier styrtet sammen. Arbejderne i de kapitalistiske lande kæmper stadig aktivere mod monopolernes magt. Den videnskabelige prognose, som Marx, Engels og Lenin begrundede, gik glimrende i opfyldelse - socialismen blev omdannet fra utopi til virkelighed i vore dage, til et dynamisk udviklende socialistisk samfund. Det socialistiske samfund er det samfund, der har skabt mægtige produktivkræfter, en avanceret videnskab og kultur, hvor folkets velstand hele tiden vokser, og hvor der skabes stadig mere gunstige betingelser for personlighedens alsidige udvikling. Det er et samfund med modne socialistiske og samfundsmæssige forhold, hvor der foregår en tilnærmelse af alle klasser og sociale lag, og hvor der eksisterer reel lighed for nationer og nationaliteter. Det er et gennemorganiseret samfund med høj moralniveau og bevidsthed hos arbejderne som er patrioter og internationalister. Det er et samfund, hvis hovedlov er alles omsorg for den enkeltes vel og den enkeltes omsorg for alles vel. Det er et samfund med ægte demokrati og et politisk system, der sikrer en effektiv ledelse af alle samfundets anliggender, arbejdernes stadig større deltagelse i statens liv, en forbindelse af borgernes reelle rettigheder og friheder med deres pligter og ansvar over for samfundet. Det er et samfund, der lovmæssigt bevæger sig frem mod kommunismen.

Forsæt til: Revolutionære Ideer og Klassekamp gennem tiden (III)

Webmaster