Kort efter den 21. partikongres blev der i en leningradsk fabriks forsamlingsbygning holdt en sammenkomst, i hvilken veteraner fra den socialistiske opbygning mødtes med unge arbejdere. De gamle kolleger fortalte mange interessante ting om de bedrifter, som revolutionens første generationer havde udført. Efter dem trådte en ung arbejder, Mihail Romasjov, der er leder af en kommunistisk arbejdsbrigade, op på talerstolen. Det varede lidt, før han kom i gang, men så sagde han med et undseligt smil. Når der er gået en snes år eller mere, og de unge til den tid tænker på vor generation, så vil de sige: Det var lykkelige folk; det var de første, der kom ind i det kommunistiske samfund.. Det er sikkert nok, at det var enestående år, og at der blev udført udødelige bedrifter af dem, hvis ungdom faldt på borgerkrigens tid eller under de første femårsplaner eller dengang den tyske rigsdagsbygning blev stormet. Men i dag kan de ældre med fuld ret sige til ungdommen: Det er vanskeligt at forestille sig en mere vidunderlig tid, end den I lever i. Vort tyvende århundrede blev i begyndelsen kaldt »flyvningens århundrede« og senere »radioens århundrede«. I fyrrerne sagde man »atomets århundrede«. Fra den 4. oktober 1957, da den første sovjetiske sputnik blev sendt op, kaldes det »rumfartens århundrede«. Men for alle folk på vor klode er det først og fremmest kommunismens århundrede. Kommunismen er ikke længere et fjernt perspektiv, der fortaber sig langt ude i fremtiden. Den socialisme, vi opbygger, er nået så langt i sin udvikling, at det nu er blevet opgaven for hele vort samfund at gå fra socialisme til kommunisme. Denne udvikling vil ikke ske af sig selv, uden arbejde og uden kamp. Når man vil nå frem til kommunismen og tænker på den, må man ikke rive sig løs fra jorden, ikke glemme, at det vigtigste i opbygningen er produktionen af de materielle goder til forbedring af menneskenes levevilkår, det opofrende arbejde for samfundets vel. Kommunisme er for os blevet et praktisk hverdagsproblem, noget menneskeligt og jordbundent. Ungdommen er en aktivt skabende kraft i det nye samfund. Den har fået den enestående lykke at opbygge kommunismen og at leve i det kommunistiske samfund. Og Mihail Romasjov har fuldkommen ret: Vore efterkommere vil kalde nutidens ungdom for historiens lykkeligste generation.

Af Sovjetunionens nuværende befolkning er over 150 millioner mænd og kvinder født efter Oktoberrevolutionen. Det betyder, at hver gang man møder fire mennesker på gaden i Sovjetunionen, er der kun én af dem, der selv har oplevet den før-revolutionære tids rædsler og ulykker og udbytningen af den arbejdende befolkning. Ungdommen i dag synes tilmed, at femårsplanerne før krigen er en fjern historisk periode. Den kender ikke noget andet liv end livet i det socialistiske samfund. Det hænder derfor, at vore unge mænd og kvinder mener, at sådan har det altid været: Menneskene har altid haft ret til arbejde og til hvile, de har altid haft gratis undervisning og lægehjælp og omfattende politiske rettigheder. Men hvordan er man nået så langt ? For sit indre blik ser man en lang række billeder fra barske år, enestående vanskeligheder, som vort folk overvandt, mens det byggede en bred landevej frem til socialismen for sig selv og for hele menneskeheden. Det var på ingen måde let for vore bedsteforældre og fædre at bære det kommunistiske partis fane gennem røgen og ilden fra de store slag ind i fremtiden. På kort tid måtte de gå gennem tre revolutioners storme. Allerede i den første russiske revolution lød kampsangene om socialismen i Ruslands byer. »Despotiet vil falde, og folket vil rejse sig, det store, det mægtige, frie!« sang arbejderne. Efter denne revolutions nederlag brændte socialismen endnu kraftigere hos dem, der ofrede sig i kampen for folkets sag. Socialismen lyste i februar 1917 for dem, der styrtede tsaren, og under revolutionens store hvirvelstorm i oktober 1917 trådte den ud i livet som verdens første arbejder- og bondestat. Alverdens folkeslag har i vor store socialistiske revolution set forbilledet for deres kommende befrielse fra imperialistisk undertrykkelse. Derfor blev den lige fra begyndelsen kraftigt støttet af den internationale arbejderklasse, af alle arbejdende, af alle landes progressive mennesker. Den amerikanske forfatter Theodore Dreiser kaldte Sovjetrusland »et menneskehedens fyrtårn«. Den fremragende franske forfatter og demokrat Anatole France udtalte: »Hvis der endnu findes venner af retfærdighed i Europa, bør de bøje sig i ærefrygt for denne revolution, som efter så mange århundreders forløb har bragt verden det første forsøg på at skabe en magt, der ledes af folket og for folket.« Man kan ikke undre sig over, at den gamle, dødsdømte verdens herrer hilste den nye socialistiske verdens fødsel i Rusland med geværsalver og ikke med klokkeringning. Tropper fra fjorten stater blev sendt mod den unge Sovjetrepublik. Det nye Rusland måtte føre en rasende kamp mod bourgeoisiet i hele verden, der søgte at hævne tabet af en af sine batailloner. Landet hærgedes af hungersnød, ødelæggelser og epidemier. Kontrarevolutionen søgte at svække republikken indefra, med hvidgardistiske revolter, kulakoprør og sabotage. Fra alle sider kastede man sig over den første socialistiske stat. Da sovjetlandets borgere havde afvist de fjendtlige hærskarers stormløb, tog de på partiets opfordring fat på opbygningen af socialismen. Vi måtte bygge landet op med murskeen i den ene hånd og geværet i den anden. Verdensimperialismens agenter var hele tiden på spil ved vore grænser. Da Hitlers hærmasser kastede sig over vort land, blev Sovjetunionens fredelige indbyggere i deres forsvar for socialismen modige og djærve soldater. Beviset herfor foreligger i de eksempelløse kampe ved Moskva og ved Leningrads mure, ved Volga og i Kursk-buen, og i befrielsesoffensiven mod vest - denne endeløse kæde af store sejre. I denne heltemodige kamp lykkedes det vor hær at knække ryggen på det fascistiske udyr, verdensimperialismens afkom. »Rusland behøver femogtyve år for at genrejse det, vi har ødelagt,« skrev en af Hitler-hærens feltmarskaller, Heinrich von Stülpnagel. Han havde ret i, at ingen krig på Jorden nogensinde har tilføjet et land så enorme ødelæggelser, som den sidste krig, der rasede på vor jord. Men Stülpnagel var en dårlig profet: Takket være en heroisk og opofrende indsats fra sovjetfolkets side lykkedes det i løbet af mindre end fem år at genrejse det, der var ødelagt. Husk så på, at alt dette: opbygningen, krigen, genrejsningen og det nye spring fremad foregik i løbet af kun ét slægtled. De folk, der nu er halvtreds år gamle, var medlemmer af Komsomol - det kommunistiske ungdomsforbund - dengang, det store opbygningsarbejde tog fart. Og hvor langt er landet ikke nået på den tid! Fra træplove til traktorer og mejetærskere. Fra fyrrespånen til atomkraftværkerne. Fra trojkaer til jetfly. Fra fattigdom og efterblevenhed til kommunismens tærskel.

Ja, vi står på kommunismens tærskel. Vort partis 21. kongres har kastet et klart lys over den vej, der fører derhen. Kongressen fastlagde hovedopgaverne i den nye periode i landets liv, hvor kommunismen opbygges over en bred front. Vi skal skabe kommunismens materielle og tekniske basis, vi skal styrke staten i økonomisk og forsvarsmæssig henseende, og samtidig skal vi i stigende grad tilfredsstille folkets øgede materielle og kulturelle behov. De måltal for syvårsplanen, som kongressen vedtog, betegner indledningen til denne overordentlig vigtige periode. Når man siger »tal«, plejer man samtidig at sige »tørre«. Det gælder ikke syvårsplanens tal. Hvert af dem fortæller noget interessant om vort lands fremtid. Lad os for eksempel tage industriproduktionen. På dette område vil der i løbet af de kommende syv år blive fremstillet lige så stor en produktion som i alle de år, sovjetstyret har eksisteret hidtil. Den årlige jern- og stålproduktion, den årlige olieudvinding og den årlige kulbrydning når i syvårsplanen op på snese og hundreder af millioner tons, den årlige produktion af kød og sukker vil beløbe sig til mange millioner hektokilo, og der vil blive udvundet mange milliarder kubikmeter naturgas. Byggevirksomheden vil få et enormt omfang. I løbet af de syv år vil staten investere ca. 2 trillioner rubler i byggeriet. Hvis man hertil føjer de beløb, som kollektivbrugene, de lokale sovjetter, de forskellige forvaltningsgrene og det private boligbyggeri vil anvende hertil, kommer man op på et beløb på lige ved 3 trillioner - det vil sige lige så meget, som der er blevet investeret i anlægsvirksomheden i hele sovjettiden. Selv vi, der under socialismen har vænnet os til store forhold og sammenligninger, har svært ved at forestille os, hvad dette tal med tretten cifre indebærer. 3.000.000.000.000. Syvårsplanen er for os en slags skillelinje, fra og med hvilken landet over en bred front er gået over til at opbygge det kommunistiske samfund. Lad os minde om, at den første femårsplan var udgangslinjen for socialismens opbygning over en bred front. Er denne lighed med hensyn til udgangspunktet for den første femårsplan og for syvårsplanen tilfældig? Eller er den eventuelt udtryk for en historisk lov om socialismens og kommunismens udvikling? Der er ikke tvivl om, at det er den sidste forklaring, der er den rette. Lenin sammenlignede menneskehedens historie med en vældig hvirvelstrøm, der bevæger sig opad i stadig større spiraler, og som på sin vej fejer alle dem til side, der stiller sig i vejen for den. Denne sammenligning bekræftes af hele vort samfunds udvikling. Mere, hurtigere, bedre - sådan lyder parolen for alle de år, den socialistiske opbygning har varet. For hver ny snoning af spiralen løfter vort land sig opad, hver ny sejr, vi vinder, betyder en vældig kvantitativ forøgelse og samtidig en fremgang i kvalitet. Er det ikke betegnende, at vi fra den socialistiske opbygnings stødbrigader, som den første femårsplan kaldte til live, er nået frem til kommunistiske arbejdsbrigader på tærskelen til syvårsplanen ? De første femårsplaner banede en bred vej for de sovjetiske folks overgang til socialismen. Med opfyldelsen af syvårsplanen viser Sovjetunionen menneskeheden vej til kommunismen. Og hvor slående er ikke sammenligningerne inden for økonomi, teknik og videnskab! Vandkraftværket ved Dnjepr - og Lenin-værket ved Volga, der er verdens største. Papanins telt på isflagen i det Nordlige ishav - og kolonien Mirnyj på det antarktiske fastland. Flyvemaskinen ANT-4, som vi nu synes sneglede sig af sted - og det vældige turbojetfly TU-114. Vore flyveres distanceflyvninger over Nordpolen, som forbavsede hele verden - og de sovjetiske sputnikker, den sovjetiske kosmiske raket. Når man for tredive år siden ville have en klar forestilling om, hvad socialisme var for noget, måtte man foruden marxismen-leninismens klassikere studere partiets beslutninger om industrialiseringen, om opbygningen af kollektivbrugene og om femårsplanerne. Nu må enhver, der vil have en dybere forståelse af, hvad kommunisme vil sige, foruden marxismen-leninismens klassikere og partiets historiske dokumenter studere beslutningerne fra den 21. partikongres. Man må sætte sig ind i og forstå, hvilken dyb og alsidig udvikling, der på denne kongres er foregået med den videnskabelige kommunismes teori. Socialismen i vort land vandt allerede i førkrigsårene en fuldstændig sejr. Den betød en fundamental omdannelse og fornyelse af vort lands udseende, af dets økonomi og kultur, af selve grundlaget for folkets liv, for menneskers arbejde og hele tilværelse. Men socialismens fuldstændige sejr betød endnu ikke dens definitive sejr. Ved socialismens definitive sejr forstår marxisterne dens sejr i international målestok. For godt et kvart århundrede siden lignede vor socialistiske stat en fæstning, der til alle sider belej redes af hadefulde fjender. De kapitalistiske stater var os langt overlegne både i økonomisk og militær henseende. Derfor kunne vi ikke anse os selv for fuldt ud sikrede mod militær intervention og mod faren for en voldelig genindførelse af kapitalismen ved hjælp af den internationale reaktions kræfter. Der gik endog mange år, før imperialisterne anerkendte den socialistiske stats eksistens. Den amerikanske forretningsmand Elisha Friedman skriver i sin bog »Rusland i overgangsperioden«, at da han i 1922 henvendte sig til de amerikanske myndigheder for at få at vide, om der var nogen mulighed for at besøge Sovjetunionen, fik han som svar: »Et sådant land kender vi ikke.« De Forenede Stater anerkendte først sovjetstaten i november 1933, da den havde eksisteret i seksten år. Efter den anden verdenskrig forandrede situationen sig fundamentalt. Den kapitalistiske indkredsning af Sovjetunionen eksisterer ikke mere, hverken geografisk eller politisk. Nu skrider socialismens vældige lejr, der strækker sig fra Elben til det Sydkinesiske hav, sejrrigt fremad. Der findes to verdensomspændende samfundssystemer på Jorden: Den udlevede kapitalisme og den livskraftige socialisme. Selvfølgelig er Sovjetunionen lige så lidt som de andre socialistiske lande nu sikret imod en eventuel aggression fra imperialistiske staters side. Men det faktiske styrkeforhold er nu sådan, at vi kan afvise ethvert angreb fra enhver fjende. Der findes nu ikke den kraft i verden, der kan genindføre kapitalismen i vort land og knuse den socialistiske lejr. De konklusioner om socialismens fuldstændige og definitive sejr, som den 21. partikongres uddrog af sin analyse af den nuværende internationale situation, er af den største teoretiske og politiske betydning. Det er et vidnesbyrd om, at historien har afsagt den endelige dødsdom over kapitalismen. Og det betyder, at historien definitivt i verdensmålestok har afgjort spørgsmålet om, hvem der vil sejre, socialismen eller kapitalismen. Befolkningen i vort land og i hele socialismens lejr føler sig endnu mere sikker på, at de vil vinde sejren for deres sag - opbygningen af det socialistiske og det kommunistiske samfund. Og det gælder ikke blot dem. Socialismen øver en stigende indflydelse på millioner af mennesker i den kapitalistiske verdens lande. Et stigende antal amerikanere, englændere, italienere og franskmænd begynder at spørge sig selv: Hvad er socialismen? Hvad går dette nye samfundssystem ud på ? Hvad er det, der giver alle dem, der behersker og i praksis anvender marxismen-leninismen - som socialismen bygger på, og som danner grundlaget for dens udvikling - denne klarhed, indsigt og perspektiv ? Desværre er der endnu mange mennesker i de kapitalistiske lande, som ikke véd, hvad socialismen giver folkene, som ikke forstår den kommunistiske opbygnings sande mål. Forklaringen består først og fremmest i, at imperialisterne fremkalder urigtige, forvrængede forestillinger om det nye samfund hos de arbejdende, de lyver om vor teori og forvansker den, og de skræmmer folk med »den kommunistiske fare«. Men alle den borgerlige propagandas forsøg på at udnytte dette ældgamle skræmmebillede er dømt til at slå fejl. Lige så sikkert som Solen hver dag står op i øst, breder kommunismen sig over alle Jordens lande. Hrustjov pegede på dette i sin tale på den 9. fællestyske arbejderkonference den 7. marts 1959. »Menneskene,« sagde han, »begynder i stigende grad at forstå, at kommunismen ikke er noget, man skal være bange for, men noget, man skal byde velkommen, fordi kommunismen bringer det arbejdende folk materielle og åndelige goder og et liv i frihed og lykke. Derfor betragter folkene kommunismen som deres sag og kæmper mere og mere aktivt for den. Og de, der bygger deres politik på at skræmme utilstrækkelig oplyste folk med kommunismen, vil blive bittert skuffede, når disse mennesker indser, at kommunismen ikke er noget, man skal frygte, men at den bringer hele menneskeheden lykke.«

Den videnskabelige socialisme opstod for over hundrede år siden. Dens opståen og udvikling er uløseligt forbundet med Karl Marx, arbejderklassens største tænker og fører. Det betyder selvfølgelig ikke, at den videnskabelige socialisme er noget, der er »opfundet« af en enkelt, genial hjerne. Dens opståen er det uundgåelige resultat af samfundets økonomiske udvikling. Det var ikke tilfældigt, at den opstod på et tidspunkt, da man konstaterede kapitalismens ulægelige modsigelser, og historien rejste spørgsmålet om det kapitalistiske systems afskaffelse til fordel for det nye, socialistiske system. Sammen med sin trofaste kampfælle og ven, Friedrich Engels, gav Karl Marx svaret på de spørgsmål, udviklingen af samfundets materielle liv stillede, og han skabte i midten af forrige århundrede den store lære for arbejderklassens frihedskamp. Marx’ lære blev videreudviklet af Lenin, og derfor kalder vi den nu marxismen-leninismen. Marxismen-leninismen rummer en overmåde dybtgående sammenfatning og kritisk gennemgang af alle de værdifulde og progressive tanker, som videnskaben indtil da havde frembragt inden for filosofi, politisk økonomi og socialisme. Socialismen blev fra utopi forvandlet til videnskab.

Også før Marx kendte man til socialisme og skrev om den. I 1516 udkom bogen »Utopia«. Den var skrevet af englænderen Thomas Moore, der som den første i verden søgte et idealbillede af et socialistisk samfund. 107 år senere offentliggjordes italieneren Tommaso Campanellas »Solstaten«, der skildrede en ny variant af fremtidssamfundet. Så fulgte endnu en række forslag til et samfundssystem, som man ønskede at indføre i stedet for kapitalismen. De klareste og mest omfattende tanker om det nye samfund blev fremsat i begyndelsen af det 19. århundrede af englænderen Robert Owen og franskmændene Saint-Simon og Charles Fourier. De utopistiske socialister skildrede arbejdets befrielse, en alsidig tilfredsstillelse af behovene og en harmonisk udvikling af personligheden. De tegnede fremtidens samfund i de mindste detaljer. Her skulle alle indbyggere være »glade og sorgløse . . . De har alt i overflod, fordi enhver hos dem stræber efter at være den første i arbejdet, som både er let og frugtbart, og selv er de meget dygtige« drømte Campanella. Efter Owen’s mening var et af de vigtigste kendetegn på idealsamfundet, at menneskene »udnyttede deres overskydende tid og midler til grænseløs forskønnelse og forbedring af livsvilkårene, for så vidt dette er muligt med de midler og kundskaber, som samfundet råder over.« De utopistiske socialister kritiserede skarpt og dygtigt forholdene i det feudale og det kapitalistiske samfund, i hvilke de herskende klasser tilegnede sig næsten alle de rigdomme, som arbejderne og bønderne skabte ved deres arbejde, mens de selv levede i luksus og lediggang. De afslørede mange kræftskader og modsætninger i udbyttersamfundet og anså kapitalisternes udbytning af arbejderne for »vanvid«. De søgte at overbevise folk om, at det var nødvendigt at erstatte kapitalismen med socialisme, de forudså privatejendomsrettens afskaffelse, likvideringen af modsætningen mellem by og land. forbindelsen mellem undervisning og produktivt arbejde osv. Deres forslag til et nyt samfund betød, at de oprigtigt troede på en bedre fremtid for menneskeheden. »Guldalderen ligger ikke bag os, men foran os,« skrev Saint-Simon. Men disse forslag til en omskabelse af samfundet, som ofte var meget skarpsindige, var uigennemførlige. Datidens filosoffer kaldte »Solstaten« og lignende lande for utopier, hvilket oversat fra græsk betyder: Steder, der ikke findes. De gav i deres bøger kun udtryk for deres drømme om opbygningen af et retfærdigt samfund. Derfor har historien også givet disse velmenende drømmere navnet utopister. De socialistiske utopister havde ingen forestilling om lovene for samfundets udvikling, de kendte ikke de veje, som faktisk fører til et bedre samfundssystem. Følgen var den naivitet, der præger deres planer for samfundets omskabelse. Owen sagde for eksempel gentagne gange, at det nye samfundssystem kunne komme pludseligt, »som en tyv om natten«. Nogle af utopisterne mente, at man i fremtidssamfundet til udførelse af snavset og ubehageligt arbejde måtte bruge... »slaver, som skulle tages blandt krigsfanger eller forbrydere.« Men hovedsagen er den, at de socialistiske utopister ikke kunne forstå eller forklare selve lønslaveriet under kapitalismen og de forhold, der fører til socialismens sejr. De kunne heller ikke få øje på den samfundsfaktor, der alene er i stand til at skabe det nye samfund. Proletariatet var i deres øjne kun en lidende, underkuet masse, som de sympatiserede med og søgte at hjælpe. Det er heller ikke til at undre sig over. På den tid var arbejderklassen ikke tilstrækkelig organiseret og kunne ikke optræde som en selvstændig politisk styrke. Som Marx sagde: Arbejderklassens fattigdom eksisterede, men betingelserne for dens egen bevægelse eksisterede endnu ikke. Hvem satte de socialistiske utopister så deres lid til ? Til magthaverne. Ophavsmændene til mange af projekterne henvendte sig til kongerne, til de store kapitalister, til fremtrædende politikere i håb om, at disse skulle yde dem hjælp, og hvad de ellers havde brug for, til at indrette det nye samfund. Fourier lod for eksempel trykke meddelelser om, at man altid kunne træffe ham hjemme klokken tolv. Og i mange år, lige til sin død, sad han på dette tidspunkt og ventede på, at der skulle vise sig en rig mæcen. Både med hensyn til deres projekters indhold og med hensyn til de metoder, de ville anvende til deres realisering, mindede de socialistiske utopister altså om ensomme vismænd. De drømte oprigtigt om at skabe lykke for det arbejdende folk, men de ville skabe denne lykke uden selve de arbejdende massers deltagelse. Man kan derfor ikke undre sig over, at alle den tids fantastiske utopier ikke blev forstået eller støttet af folket. De socialistiske utopister havde heller ikke en rigtig opfattelse af de samfundsmæssige ideers betydning for folkenes liv, de troede, at ideerne og ikke samfundets materielle livsbetingelser spillede den afgørende rolle for dets historie og hele udvikling. Alligevel spillede den utopiske socialisme en stor rolle for forberedelsen af den videnskabelige socialisme, og den udgjorde en af dennes teoretiske kilder. Engels understregede, at den videnskabelige socialisme »står på skuldrene af Saint-Simon, Fourier og Owen, tre mænd, som, trods det fantastiske ved dem, trods det utopiske i deres teorier, må regnes blandt alle tiders største begavelser, og som genialt foregreb en umådelig mængde grundsætninger, hvis rigtighed vi først nu er ved at føre et videnskabeligt bevis for.«

I Rusland fremførtes den utopiske socialisme i det 19. århundrede af en række fremragende mænd, folk som Herzen, Belinskij, Dobroljubov og Tjernysjevskij, der er kendt som »de revolutionære demokrater«. De rettede en skarpsindig kritik mod de forskellige systemer inden for den utopiske socialisme i Vesteuropa og indrømmede, at de var praktisk uanvendelige. »Hvorfor folk er utilfredse, er der mange, der véd, men hvordan man skal få det rettet, er der næsten ingen, der véd,« skrev Herzen. Den utopiske socialisme begyndte ikke at brede sig i Rusland i kapitalismens opgangsperiode, som det var tilfældet i Vesteuropa, men i en periode, hvor feudalistiske godsejere med tsaren i spidsen endnu herskede i landet. Grundlæggerne af den utopiske socialisme i Rusland anså det for deres hovedopgave at kæmpe for afskaffelsen af den feudale enevælde og alle former for feudal udbytning. Som den afgørende kraft i revolutionen betragtede de bøndernes mange millioner, der først var livegne og senere blev udplyndret af reformen i 1861. Med andre ord, det var livet selv, der tvang de russiske revolutionære demokrater til at finde frem til en selvstændig teori: bondesocialismens teori. De troede, at landsbyfællesskabet var en særlig russisk livsform, og de troede, at man kunne gennemføre en socialistisk bonderevolution. Mange af dem forenede i sig en tænker og en revolutionær politiker, der ofrede sig for folkets vel og modigt gik i kamp for dets fremtid. Hver af de ovenfor nævnte revolutionære demokrater spillede en vigtig rolle for folkenes frihedsbevægelse i Rusland. Men en særlig kraftig indflydelse på progressive russere i anden halvdel af det 19. århundrede kom Nikolaj Gavrilovitj Tjernysjevskij til at udøve. Han må kaldes socialismens største og dygtigste repræsentant før Marx. Tjernysjevskij gjorde et stort skridt fremad mod den videnskabelige socialisme. Han var forud for alle sine samtidige - ikke blot i Rusland, men også i Vesteuropa, når det gjaldt om at forstå socialismen som den højeste form for samfundets organisation, der var i stand til at udrydde udbyttersamfundets modsigelser. Han havde i højere grad end de andre revolutionære demokrater en moden forståelse for folkemassernes afgørende rolle for samfundets udvikling, for statens rolle for udviklingen af det nye samfund, og for klassekampens betydning. »I hans værker sporer man klassekampens ånde,« skrev Lenin. Tjernysjevskij forstod som ingen anden på hans tid i revolutionær ånd at øve indflydelse på datidens politiske begivenheder, og han førte tanken om massernes kamp for feudalismens omstyrtelse gennem alle den tsaristiske censurs forhindringer. Tjernysjevskij indstillede heller ikke sin kamp, da de tsaristiske myndigheder havde fængslet ham og kastet ham i en mørk og ensom fangecelle i Peter-Paul fæstningen. Samtidig med at han utrætteligt kæmpede for sin frihed og for sit liv over for gendarmerne og sine bødler, skrev han her sin berømte bog »Hvad må der gøres ?«. I denne tegnede han et klart billede af det kommende socialistiske samfund og gav uforglemmelige billeder af de mænd, der kæmpede for den nye verden. Denne romans positive skikkelser - navnlig den professionelle revolutionære Rahmetov - er »nye folk«, folk, der kæmpede for det store revolutionære mål. Det er »blomsten af de bedste mennesker, det er motorernes motorer, det er salt af Jordens salt,« skrev Tjernysjevskij selv om dem. Gennem flere generationer var det sådan, at progressive russere stræbte efter at måle sig med Tjernysjevskijs helte. Lenin boede fra december 1887 til oktober 1888 - efter at være blevet forvist fra universitetet i Kazan - i landsbyen Kokusjkino. Her læste han flere gange alt, hvad Tjernysjevskij havde skrevet. Han fortalte senere, at han fem gange havde læst »Hvad må der gøres?«, og at han for hver gennemlæsning havde opdaget nye sider af den og var blevet opmærksom på nye enkeltheder. Da Lenin senere skrev om denne roman, sagde han, at den »henrev min broder, og den henrev mig. Den påvirkede mig voldsomt... Det er en bog, der ruster én for livet.« Marx og Engels værdsatte i høj grad de russiske revolutionære intellektuelle fra 1860erne og 1870erne, og de betragtede Tjernysjevskij som en fører for hele dette slægtled. De revolutionære demokrater i Rusland nærede ikke de vesteuropæiske utopisters illusioner om, at det skulle være muligt at nå frem til socialismen alene ved hjælp af en fredelig forkyndelse, uden revolutionær kamp. De mente, at kun det arbejdende folk var afgørende interesseret i at erstatte det gamle samfund med et nyt, og at man derfor kun kunne regne med det som en real og kraftig støtte i kampen for de socialistiske idealer. Og dog var også deres socialisme utopisk. De drømte om at nå frem til socialismen gennem det gamle landsbyfællesskab. I det feudale Rusland var proletariatet først nu ved at opstå. Derfor kunne de revolutionære demokrater ikke få øje på dets store rolle for opbygningen af det nye samfund, det vil med andre ord sige, at de ikke kunne nå frem til den videnskabelige socialismes teori. Man spørger uvilkårligt sig selv: Hvorfor kunne menneskene gennem alle de mange århundreder ikke finde den rette vej til lykke for alle ? Svaret på dette spørgsmål finder vi i marxismen-leninismen.

Alle den gamle verdens kræfter, der for et århundrede siden forenede sig til kamp mod »kommunismens spøgelse«, der gik gennem Europa, fremstillede Marx som en skummel og ildevarslende komplotmager. De beskyldte ham for alt det, som reaktionen i vore dage kalder »undermineringsvirksomhed« og »kommunistisk aggression«. Han fik skylden for enhver opstand, for enhver strejke, for enhver demonstration. Også nu anser de herskende klasser i den borgerlige verden Marx for at være kilden til den »sociale uro«, som truer kapitalismens eksistens. Det gamle systems forsvarere føler ingen glæde, men uro og angst over, at Marx’ lære bliver mere og mere populær. Det er ikke tilfældigt, at den engelske filosof Bertrand Russell, der aldrig har udmærket sig ved at være tilhænger af kommunismen, gav en journalist, der spurgte ham: »Hvem er efter Deres mening vor tids mest indflydelsesrige filosof?« følgende svar: »Det er desværre Karl Marx.« Hvorfor er bourgeoisiets ideologer også i vore dage så enige om at bagtale Karl Marx og overøse ham med forbandelser? Fordi den teori, han skabte, betød dødsdommen over det kapitalistiske samfund. Billedligt talt var det Marx, der opdagede kapitalismen. Kapitalismen havde selvfølgelig også eksisteret før hans tid. Som produktionsmåde opstod den allerede i det 16. århundrede, først i England og Frankrig, medens de andre lande i verden først senere kom ind i den kapitalistiske udvikling. Men Engels siger med fuld ret, at man først fra den tid, da Marx’ værker fremkom, begyndte at kalde dette system for det kapitalistiske. Ligesom Darwin opdagede den organiske verdens udviklingslove, fandt Marx frem til de almene love, der gælder for den menneskelige histories udvikling, og til de særlige økonomiske love, der gælder for den kapitalistiske produktionsmåde. Før Marx mente man, at menneskesamfundets udvikling ikke var betinget af love, og at alt afhang af enkelte menneskers - »heltenes« - vilje og bevidsthed. Man mente, at masserne blindt fulgte disse »helte«. Hovedårsagerne til de sociale forandringer og de politiske omskiftelser søgte man i samfundets skiftende ideer og igen i »fremragende« personligheders handlinger. De borgerlige historikere søgte at forklare det gamle Roms og dermed også slavesamfundets fald ved at henvise til, at de store feltherrer forsvandt. Det feudale system, som i de europæiske lande holdt sig i tusind år, brød efter disse historikeres mening sammen, fordi godsejerne, kejserne og kongerne styrede deres bønder dårligt. For denne - idealistiske - historieopfattelse forblev det allervigtigste en gåde: Hvordan dukkede de forskellige ideer op i menneskenes hoveder ? En sådan opfattelse af samfundslivet er til gavn for bourgeoisiet, fordi den ikke levner plads for folkemassernes historiske handlinger. Derfor holder denne opfattelse sig i live og er den dag i dag meget udbredt blandt kapitalismens forsvarere. »De mennesker, der skaber historien er særlige mennesker, der er udstyret med en guddommelig evne til at se forud, «siger den amerikanske professor John Dewey. Er det rigtigt ? Nej, det er ikke, svarede Marx. Han påviste, at det, der lå til grund for samfundets liv og udvikling, ikke var »fremragende« personligheders ideer eller vilje, men produktionsmåden. Menneskene skal først spise, drikke, bo og klæde sig, før de kan beskæftige sig med politik, videnskab og kunst. Levnedsmidler, boliger og klæder frembringes ved folkemassernes arbejde. Det er dem, der er historiens sande skabere. Da Marx havde fastslået dette, gjorde han en af sine største opdagelser: den materialistiske historieopfattelse. Hans hovedkonklusion lyder: Det er ikke ideerne, ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres livsform, det er omvendt menneskenes samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed. Det er følgelig produktionsmåden, der betinger menneskenes anskuelser og ideologiske forestillinger, statsinstitutionerne og samfundsorganisationerne. Deraf følger, at hovedårsagerne til alle samfundsforandringer og politiske omvæltninger ikke skal søges i menneskenes hoveder eller i deres voksende forståelse af den evige sandhed og retfærdighed, men i produktionsmådens forandringer. Der har i historiens løb eksisteret fem produktionsmåder, der hver har dannet grundlaget for et tilsvarende samfundssystem: det urkommunistiske samfund, slavesamfundet, det feudale samfund, det kapitalistiske samfund og det socialistiske samfund. Marx og Engels gav en indtrængende materialistisk karakteristisk af hvert samfundssystem, og de blotlagde med særlig styrke det kapitalistiske samfunds hele mekanisme og pegede på dets ulægelige kræftskader og mangler. Marx’ hovedværk, som han regnede for sit livsværk, er da også »Kapitalen«. Marx fortalte en af sine gamle kampfæller, Johann Becker, at første bind af »Kapitalen« nu skulle udkomme, med følgende ord: »Det er afgjort den frygteligste granat, der nogen sinde er blevet affyret mod bourgeoisiet (inklusive godsejerne).« Marx påviste endvidere, at samfundets udvikling aldrig har været og aldrig er en ophobning af kaotiske tilfældigheder. Ligesom det i naturen forholder sig således, at dagen altid - uafhængigt af menneskers bevidsthed og vilje - følger efter natten, og at en sten, man kaster til vejrs, falder ned igen, således virker der også i samfundet faste love, der bestemmer samfundsudviklingen. De er ligesom naturlovene objektive love, det vil sige, de kan ikke vilkårligt forandres eller helt afskaffes efter menneskers ønske. Men til forskel fra naturlove er de love, der bestemmer samfundets økonomiske liv, ikke af lang varighed. De plejer kun at virke i en bestemt historisk periode, hvorefter de viger pladsen for nye love. Kapitalismens økonomiske love, fastslog Marx, virker spontant i den hårdnakkede kamp, der udkæmpes mellem kapitalisterne indbyrdes for at opnå den størst mulige andel i profitten, med andre ord i den konkurrence, der er karakteristisk for kapitalismen på alle - læg vel mærke til dette ! - afsnit af dens udvikling. Opdagelsen af den materialistiske historieopfattelse havde en i allerhøjeste grad revolutionær virkning: Den hjalp de brede folkemasser til at erkende sig selv som socialismens skabere og til at vinde nye kræfter for deres befrielse for kapitalismens lænker. Det var på denne tid, arbejderne begyndte at forestille sig det, der senere blev udtrykt i »Internationale«s malmfulde strofer: Ej nogen mægtig gud og kejser og folkehøvding står os bi. Nej, selv til kampen vi os rejser, vor folkeret forlanger vi.

Når de arbejdende før Marx så på de uretfærdige samfundsforhold, kunne de ikke finde de årsager, der fremkaldte disse forhold. Og de borgerlige videnskabsmænd forvirrede med vilje dette spørgsmål, idet de søgte at bevise, at menneskenes inddeling i rige og fattige var noget evigt. Forklaringen på uligheden og rigdommen var ifølge dem visse menneskers flid og omhu og andre menneskers dovenskab. Bourgeoisiets lejede videnskabsmænd søger også nu at bevise, at kapitalisterne fremstiller varerne for at tilfredsstille hele samfundets behov. Nationaløkonomen Myers skriver i sin bog »Arbejdsforholdenes økonomi«, der er udkommet i USA, med rene ord, at fabrikkernes indehavere er »samfundets velgørere«, og at de nøjes med en »ringe profit«, der kun er en godtgørelse for deres arbejde med at organisere produktionen. Marx viste, hvor man skal søge årsagen til inddelingen i rige og fattige. Han afslørede det, som de borgerlige nationaløkonomer omhyggeligt havde søgt at skjule for arbejderklassen, nemlig hemmeligheden ved den kapitalistiske udbytning. Under kapitalismen er proletariatet berøvet produktionsmidlerne og nødt til at sælge sin arbejdskraft som vare. Marx fandt ud af, hvori denne vares særlige egenskab bestod: Under arbejdsprocessen skaber den en større værdi, end selve arbejdskraftens værdi. Kapitalisten tilegner sig forskellen mellem lønarbejderens arbejdsløn og den værdi, som denne frembringer i løbet af en arbejdsdag, en måned eller et år. Denne forskel, eller dette værdioverskud, kaldte Marx for merværdien. Den er profittens kilde, den er kilden til kapitalisternes rigdom. Og det forhold, at kapitalisterne tilegner sig den, udgør den kapitalistiske udbytnings væsen. Den af Marx opdagede lov om merværdien udgør også nu kapitalismens økonomiske grundlov. Den giver udtryk for den kapitalistiske produktions sande formål: kapitalisternes umættelige begær efter at tilegne sig arbejdernes ubetalte arbejde og sætte merværdien i vejret. Opdagelsen af loven om merværdien muliggjorde den videnskabelige socialisme, eftersom det var og er dens formål at afskaffe en enkelt samfundsklasses udbytning af en anden, bourgeoisiets udbytning af proletariatet. Læren om merværdien skabte fuld klarhed over forholdet mellem arbejder og kapital og blotlagde deres uforsonlige interessemodsætninger. Før dette var sket, kunne socialismen ikke nå ud over utopierne.

Engels har engang sagt, at to opdagelser som den materialistiske historieopfattelse og merværdien ville være tilstrækkelige til at gøre Marx udødelig. Men Marx har gjort mere end det. Sammen med Engels undersøgte han alle sider af det kapitalistiske samfundssystem lige fra klassekampen til de økonomiske kriser, disse ødelæggende storme på det kapitalistiske verdensmarked. Klassekampteorien, læren om den socialistiske revolution og om proletariatets diktatur er de våben, som Marx lagde i arbejderklassens hånd. Han viste, at kapitalismen ville gå til grunde som følge af de modsigelser, der sønderriver den, og at dette ville ske lige så uundgåeligt, som det var sket med de forudgående samfundsformer: slavesamfundet og feudalismen, der hvilede på privatejendomsretten til produktionsmidlerne og på det ene menneskes udbytning af det andet. Marx var således den første i historien, der forvandlede socialismen fra at være enkelte utopisters drømmerier til en videnskab. Men han var ikke blot skaberen af en progressiv teori, han var først og fremmest en revolutionær, hans element var kampen. Han forkyndte: Ideerne bliver en materiel kraft, når de får tag i masserne. Han vidste, at hans ideer - den videnskabelige socialisme - ville få tag i de bredeste masser. Marx forklarede og beviste, at det er arbejderklassens historiske opgave at være kapitalismens banemand og skaberen af det nye, socialistiske samfund. Marx nærede en grænseløs tillid til proletariatets fremtid. Og i hele sit liv arbejdede han på at oplyse, sammensvejse og organisere proletariatets førende kræfter; han lagde grunden til den kommende sejr. Marx lærte, at proletariatet ikke kan befri sig selv uden at have sit eget parti, uden et energisk, revolutionært parti, der tilskynder arbejderklassen til at marchere fremad, et parti; som klarere og dybere end andre har øje for den proletariske bevægelses forudsætninger, forløb og almene resultater. Allerede i 1840érne kæmpede Marx sammen med Engels utrætteligt for oprettelsen af et sådant parti. De oprettede dengang Kommunisternes Forbund - proletariatets første internationale kommunistiske organisation. De skrev forbundets program: »Det kommunistiske partis manifest«. I dette program for den videnskabelige kommunisme gav de en i sin klarhed genial fremstilling af den nye verdensanskuelse og gjorde rede for det kommunistiske partis rolle som arbejderklassens førende trop, dens avantgarde i kampen.

Da Marx og Engels skabte deres lære, var kapitalismen endnu fuld af kræfter og i fremadskridende udvikling. Den spillede en vis progressiv rolle og fremskyndede udviklingen af samfundets produktivkræfter. Den frie konkurrence var det træk, der udmærkede den tids kapitalisme. Konkurrencekampen om afsætningsmarkederne og råstofkilderne var det område, hvor sammenstødet mellem ejerne af de enkelte og relativt små virksomheder foregik. Men allerede på skellet mellem det 19. og det 20. århundrede afløstes den frie konkurrence af monopolerne, det vil sige sammenslutninger af kapitalister, der koncentrerede den afgørende og en stadig stigende del af den kapitalistiske produktion i deres hænder. Imperialismen var under udvikling, og alle de modsigelser, som det kapitalistiske system rummede, uddybedes og tilspidsedes i overordentlig grad. I Rusland opviste imperialismen alle de træk, der var karakteristiske for de vesteuropæiske lande. Inden for den russiske industri opstod monopolerne allerede i slutningen af 1890erne, deres indbyrdes kamp om afsætningsmarkederne forstærkedes, og antallet af arbejdere var i hurtig stigning i de store fabrikker, ved jernbanerne og bjergværkerne. Samtidig havde den russiske imperialisme sine særlige træk: Til den kapitalistiske undertrykkelse kom her godsejernes undertrykkelse og den nationale undertrykkelse. Dette førte til særlig hårdhændede former for udbytning af arbejderne, til en overordentlig fattigdom blandt bønderne og til en brutal undertrykkelse af de ikke-russiske nationaliteter. Derfor var Rusland også, som man nu plejer at sige, knudepunktet for alle imperialismens modsigelser, og klassekampen udviklede sig derfor i hele landet med usædvanlig kraft og fart. Derfor skete der i begyndelsen af det 20. århundrede det, som allerede Marx og Engels havde forudset: Den revolutionære verdensbevægelses centrum flyttede sig hertil. Ruslands arbejderklasses forvandling til det internationale proletariats avantgarde fremmedes også ved, at der i Rusland fandtes alle betingelser for en kraftig udbredelse af marxismen. Under den utroligt barbariske og reaktionære tsarismes tryk havde Ruslands førende tænkere lige fra 1840érne i det 19. århundrede utrætteligt søgt at finde frem til en ægte revolutionær teori. Som Lenin udtrykte det: Rusland led sig frem til marxismen som den eneste rigtige revolutionære teori gennem et halvt århundredes uhørte pinsler og ofre, takket være en mageløs revolutionær heroisme, en usandsynlig energi og uselvisk søgen, tilegnelse af kundskaber, praktiske forsøg, skuffelser, undersøgelser og sammenligninger med de vesteuropæiske erfaringer. Sådan gik det til, at den revolutionære bevægelse i Rusland i imperialismens første periode ikke blot koncentrerede de rige russiske erfaringer, men alle landes omfattende revolutionære erfaringer hos sig. I denne komplicerede tid, da man i høj grad følte det som en nødvendighed at trænge ind i den nyeste kapitalismes væsen og give en videnskabelig vurdering og sammenfatning af massernes nye praktiske erfaringer, trådte Lenin frem på den revolutionære kamps arena. I et brev, som Lenin i 1916 skrev til Inessa Armand, skrev han: »Her har De min skæbne. Det ene felttog efter det andet - mod politiske tåbeligheder, gemenheder, opportunisme osv. Sådan har det været lige siden 1913.« »Det ene felttog efter det andet« - ja, det var indholdet af Lenins enestående virke. Lenins første bevarede arbejde stammer fra foråret 1893. Det er en artiklen »Nye økonomiske bevægelser i bøndernes liv«. Den 2. marts 1923 læste Lenin korrektur på sin sidste artikel »Hellere mindre, men bedre« og sendte den til trykkeriet. Den rige arv på teoriens område, som Lenin har efterladt os, er blevet til gennem tre årtier. Lenin var den mest over-beviste marxist, man kan tænke sig. Han værdsatte i højeste grad alt, hvad Marx og Engels havde frembragt. Han skrev: »Jeg er stadig forelsket i Marx og Engels og kan ikke holde ud, når nogen smæder dem. Nej, det var virkelige mennesker! Dem skal man lære af. Den jordbund må vi ikke forlade. Han erklærede gentagne gange med største energi, at den retning, han tilhørte, helt og holdent stod på den marxistiske teoris grund. De borgerlige propagandister søger at fremstille Lenins lære som hverken mere eller mindre end marxismen tilpasset de russiske forhold. Det er ikke længe siden den amerikanske sociolog Henry Roberts fremdrog denne gamle og skimlede påstand i en artikel, der blev offentliggjort i tidsskriftet »Foreign Affairs«. Det er rigtigt, at Lenin anvendte marxismen på Ruslands særprægede forhold. Men leninismens rolle er langtfra indskrænket hertil, dermed er dens verdenshistoriske betydning ikke udtømt: Leninismen tilhører hele menneskeheden, thi Lenin gav udtryk for det, alle lidende mennesker på Jorden higer efter og håber på. Den kendte franske kommunist, Vaillant Coutourier, skrev om Lenin: »Den mand, der rystede hele verden, hvis bevidsthed uophørligt tilegnede sig alt, hvad der levede og åndede i denne verden, denne mand bevarede lige til afslutningen af sit bevidste liv en forunderlig evne til at føle og tænke som en kinesisk kuli eller som en negerlastdrager. En undertrykt annamit eller inder forstod han lige så godt, de var en lige så åben bog for ham som en metalarbejder fra Leningrad, en tekstilarbejder fra Paris eller en minearbejder fra Virginia. Lenin var for os et forbillede på fremtiden.« Leninismen opstod i Rusland, men den blev en international lære, der egnede sig for og var nødvendig for proletarerne i alle lande, som stræbte frem mod socialismen. Det er det ypperste, den russiske og den internationale videnskab har frembragt, det er marxismen i vor tid - imperialismens og de proletariske revolutioners epoke, den tid, da overgangen fra kapitalisme til socialisme finder sted. Støttet til Marx’ lære gav Lenin en dybtgående videnskabelig analyse af imperialismen. Blandt Lenins talrige arbejder om dette spørgsmål indtager bogen »Imperialismen som kapitalismens højeste stadium« hovedpladsen. Allerede af dens titel fremgår det, at imperialismen ikke er noget helt forskelligt fra kapitalismen, som nogle af dem, der prøver at modbevise marxismen-leninismen, stadig søger at hævde. Lenin påviste, at imperialismen er det kapitalistiske samfunds højeste og sidste trin eller stadium.

Lenin gjorde grundigt rede for tilspidsningen af alle det kapitalistiske samfunds modsigelser i den nye epoke. Hvad er det for modsigelser ? Allerede Marx og Engels fastslog, at hele samfundets hidtidige historie lige siden klassernes opståen - og de opstod, dengang privatejendomsretten til produktionsmidlerne blev til - er historien om kampen mellem indbyrdes fjendtlige klasser. Først var der kampen mellem slaver og slaveejere, så mellem livegne bønder og godsejere, og endelig mellem arbejdere og kapitalister. Klassekampen i det moderne samfund fører uundgåeligt til arbejderklassens sejr over kapitalistklassen. Da imperialismen opstod, begyndte monopolernes forsvarere at rette rasende angreb på Marx’ klasseteori. De søgte endog at benægte den kendsgerning, at det kapitalistiske system hviler på eksistensen af to hinanden modsatte klasser - bourgeoisiet og proletariatet. Denne inddeling af samfundet svarede ikke til den nye epoke, sagde de, og efter dem har de moderne revisionister endnu mere hårdnakket hævdet det samme. Lenin beviste, at enhver påstand om »klasseinteressernes harmoni« mellem udbyttere og udbyttede er en myte, der tilsigter at holde folket for nar. Når man læser Lenin, ser man på hver eneste side, at han for flere årtier siden gjorde det af med alle »teorier« om en forsoning af arbejdernes og kapitalisternes klasseinteresser, de samme teorier, som nu igen bliver slæbt frem af de borgerlige propagandister og sat i omløb under forskellige mærker som »folkekapitalisme«, »demokratisk kapitalisme« osv. Nu véd vi med sikkerhed: Der findes ikke, og der kan i samfundet ikke findes nogen »klassefred«, så længe privatejendomsretten til produktionsmidlerne eksisterer. Derfor afgøres bourgeoisiets og proletariatets skæbne - det kapitalistiske samfunds to afgørende kræfters skæbne - af den stadig mere tilspidsede kamp mellem dem. Monopolerne forstærker udbytningen af arbejderklassen og søger at fastsætte så lav en arbejdsløn som muligt for at inkassere den størst mulige profit. Arbejderklassen er omvendt interesseret i at forbedre sine levevilkår, at få mere for sit arbejde og ved hjælp af klassekampen afkaste udbytningens hårde åg, det vil sige lønslaveriet for kapitalen. Det kapitalistiske samfunds barske virkelighed har lært arbejderne, at de ikke passivt må vente på en bedre fremtid, men at de skal kæmpe for at bringe den nærmere. To lidende mennesker stod over for Livet. Den ene af dem bad som en træl Livet om at forbarme sig over ham og mindske hans lidelser. Den anden krævede fast og bydende retfærdighed af Livet. »Livet giver ingen almisser,« svarede Livet den første. »Tag,« sagde Livet til den anden. Sådan har Maksim Gorkij med kunstnerisk klarhed i en lidet kendt fortælling gengivet den store leninske sandhed: I et samfund, der er delt i fjendtlige klasser, kan arbejderen ikke opnå retfærdighed ved at tigge, men kun ved at være fast i sine krav og beslutsom i sine handlinger. Og hvordan er ikke modsigelserne mellem de imperialistiske magter blevet uddybet i monopolernes periode! Imperialisterne i hvert land søger at erobre nye og fastholde gamle råstofkilder, afsætningsmarkeder og markeder for kapitaleksport. Konkurrencen er ikke forsvundet, den er for imperialisterne blevet »problem nummer ét«. I konkurrencekampen underlægger den stærkeste og heldigste røverstat - Amerikas Forenede Stater - sig i stigende grad sine engelske, franske og alle andre partnere i de aggressive imperialistiske blokke og bekræfter derved på ny det, Lenin skrev: »Det ene, privilegerede, finansielt set rige lands udbytning af alle de øvrige eksisterer stadig og forstærkes.« Men intet af de lande, der er kommet i afhængighed, ønsker ydmygt at affinde sig med tabet af sin tidligere magt. Dette fremkalder igen konflikter og sammenstød i imperialismens lejr. Også konflikten mellem de få imperialistiske stater og befolkningen i de koloniale og afhængige lande har nået et højdepunkt. Imperialismen gjorde i sin tid over en milliard mennesker, der bor i Asien, Afrika og Sydamerika, til koloniale og halvkoloniale slaver. De udenlandske kolonisatorer huserede og fortsætter med at husere i de frugtbare og rige kolonier, hvor den lokale befolkning er henvist til at udføre tvangsarbejde, mens den sulter og står i fare for at uddø. Til gengæld når den årlige profit, der udvindes gennem udbytningen af kolonibefolkningen, ikke sjældent op på 50, 100, 200, ja endnu flere procent af den investerede kapital. Det kan derfor ikke forbavse nogen, at de imperialistiske magter allerede i begyndelsen af vort århundrede mere og mere forvandledes til snyltere på kolonifolkenes krop. Lenin afslørede imperialismens væsen og dens modsigelser til bunds og pegede på dens tre karakteristiske træk: Imperialismen er den monopolistiske kapitalisme, det er den snyltende eller rådnende kapitalisme, og det er den døende kapitalisme. Af denne omfattende karakteristik af imperialismen uddrog Lenin endnu én væsentlig konklusion: Imperialismen er tærskelen til den proletariske revolution, der nu er blevet praktisk uundgåelig.

Den videnskabelige socialismes grundlæggere påviste, at ingen døende klasse frivilligt afstår sin magt til den klasse, der skal afløse den. En revolutionær omvæltning er nødvendig, for at en opadstigende klasse kan erobre magten. Marx kaldte revolutionerne for historiens lokomotiver, som driver udviklingen fremad. Den socialistiske revolution er ensbetydende med statsmagtens overgang til arbejderklassen, der sammen med sine forbundsfæller - alle de arbejdende masser - afskaffer det kapitalistiske system og opretter socialismen. Marx og Engels mente, at socialismens sejr ville ske samtidigt i alle lande, eller i hvert fald i flertallet af de udviklede kapitalistiske lande. Denne opfattelse var rigtig på en tid, da der endnu ikke fandtes monopoler, og kapitalismen udviklede sig mere eller mindre jævnt og roligt: Det ene land indhentede og overhalede det andet uden spring og uden militære katastrofer. I den nye epoke lagde Lenin mærke til kendsgerninger, der ikke havde eksisteret før i tiden: Visse lande fortrængte i hurtigt tempo andre lande fra verdensmarkedet, deres udvikling skete i spring. Endnu i midten af det 19. århundrede var den engelske nation, som Engels udtrykte det, den nation, »der udbyttede hele verden«. I begyndelsen af dette århundrede begyndte USA at fortrænge England. Tyskland og Japan, som blot et halvt århundrede tidligere havde været langt bagefter, var nu i forreste række. Mellem de nye og de gamle »verdensherrer« kom det til en kamp om byttet, om en nyopdeling af verden. Gennem en analyse af alle disse kendsgerninger opdagede Lenin loven om kapitalismens ujævne økonomiske og politiske udvikling i imperialismens tidsalder. Det betød, at den imperialistiske front på sine steder var stærkere, på andre svagere. I nogle lande kunne kapitalisterne opretholde et fast økonomisk og politisk herredømme over folkene, i andre lande var de svagere, modsigelserne i landet stærkere og klassekampen skarpere. Heraf fulgte, at proletariatet til at begynde med kunne gennembryde imperialismen på ét sted, nemlig det svageste sted. Dertil kom, at også arbejderne i de forskellige lande i forskellig grad var forberedt på revolutionen. Følgelig kan socialismen ikke sejre samtidigt i alle lande. Dens sejr er til en begyndelse mulig i nogle få lande eller blot et enkelt land. De øvrige lande vil i nogen tid forblive kapitalistiske, derpå vil de, efterhånden som den socialistiske revolution udvikler sig videre, ét efter ét falde fra det kapitalistiske system. Den nye teori om den socialistiske revolution blev udarbejdet af Lenin i årene 1915-16. Den var af største betydning for den revolutionære verdensbevægelse. Den sagde til arbejderne i hvert land: Vent ikke på revolutionens sejr i andre lande, tag selv fat på den revolutionære kamp, styrt jeres egne kapitalister og bidrag derved til arbejderklassens sejr i hele verden ! Man må smede, mens jernet er varmt. Der forekommer i historien øjeblikke, præget af en særlig glød, som kaldes en revolutionær situation, i hvilke man må handle med særlig beslutsomhed for at udnytte de gunstige sejrsmuligheder. En sådan situation opstod i Rusland i oktober 1917. Gennem en mesterlig anvendelse af den nye teori om den socialistiske revolution og på basis af dybt videnskabelige forudsigelser fastsatte Lenin med en dags nøjagtighed tidspunktet for den væbnede opstand for sovjetmagten.

Spørgsmålet om statsmagten er revolutionens hovedproblem. Derfor er det meget vigtigt at få klarlagt, hvordan marxismen-leninismen forholder sig til staten. Marx, Engels og Lenin betragtede altid staten som samfundets politiske organisation, som organ for den økonomisk herskende klasses diktatur. Den borgerlige stat er et redskab for imperialisternes klasseherredømme. Det er derfor, arbejderklassen, når den har sejret i revolutionen, ikke simpelt hen kan sætte sig i besiddelse af bourgeoisiets færdige statsmaskine og udnytte den i sin egen interesse. For at kunne omdanne samfundet efter socialistiske principper er det nødvendigt at knuse og ødelægge den borgerlige stats undertrykkelsesmaskine og erstatte den med en ny: med proletariatets statsorganisation. Hvordan skal den nye proletariske stat se ud ? Marxismen-leninismen giver følgende svar på dette spørgsmål: Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger en periode, hvor det første revolutionært forvandles til det andet, og staten i denne periode kan ikke være andet end proletariatets diktatur. Proletariatets diktatur opstår ikke gennem en overenskomst mellem arbejderklassen og bourgeoisiet, men gennem arbejdernes sejr over kapitalisterne. Som form for arbejderklassens statsmagt bygger det på massernes revolutionære kamperfaring, og heri består dets store livskraft. Før Pariserkommunen havde Marx ikke løst spørgsmålet om, hvilken form den proletariske stat konkret ville få. Han svarede først på dette spørgsmål, efter at Paris’ proletariat i 1871 for første gang i historien havde overtaget den politiske magt og hejst kommunens flag. Marx afdækkede »kommunens hemmelighed« og viste, at denne var det første forbillede på proletariatets diktatur, en stat, i hvilken befolkningens flertal, frigjort for lønslaveriet, søgte at knuse sine undertrykkeres modstand. Under nye forhold sammenfattede Lenin teoretisk Pariserkommunens erfaringer med erfaringerne fra den russiske revolution 1905-07, og han fastslog, at sovjetterne er en af det proletariske diktaturs statsformer. Man kan roligt sige, at da det kommunistiske parti i oktober 1917 overtog magten, havde det ikke været i stand til at fastholde den, hvis ikke der havde foreligget en klar teoretisk løsning af spørgsmålet om den konkrete form for proletariatets diktatur. Marx og Lenin betragtede proletariatets diktatur som en ny og bedre type stat, fundamentalt forskellig fra den borgerlige stat og enhver anden udbytterstat. Efter at det menneskelige samfund var blevet delt i klasser, udviklede det sig i løbet af nogle årtusinder gennem slaveejernes, feudalherrernes og bourgeoisiets diktatur. Alle disse former for diktatur var udbytterklassernes diktatur, et diktatur, som en lille håndfuld rigmænd udøvede over folket. Proletariatets diktatur er efter sin natur og væsen fundamentalt forskelligt fra disse diktaturer. Det er de udbyttede klassers diktatur, det er flertallets diktatur over mindretallet, og det har til formål at opbygge det kommunistiske samfund. Det er altså ikke blot det mest progressive, men også det sidste diktatur i menneskehedens historie. Lenin forklarede, at hvis man oversætter det latinske videnskabelige udtryk »proletariatets diktatur« til mere jævnt sprog, så betyder det følgende: Kun én bestemt klasse, nemlig byarbejderne og i det hele taget fabriksindustriens arbejdere, er i stand til at lede hele det arbejdende og udbyttede folks masse i kampen for at afkaste kapitalens åg, under selve afkastningen, under kampen for at fastholde og befæste sejren, under oprettelsen af det nye samfundssystem og under hele kampen for klassernes tilintetgørelse. Ligesom Marx og Engels understregede Lenin gang på gang, at det ville være den største dumhed og den tåbeligste utopisme at anse det for muligt at gå fra kapitalismen til kommunismen uden proletariatets diktatur. Denne overgang, sagde Lenin, må nødvendigvis som følge af folkemassernes indsats i historien antage mange forskellige politiske former, men kernen i dem må uundgåeligt være den samme: Proletariatets diktatur. Livet har for længe siden bekræftet, at læren om proletariatets diktatur er selve kernen og hjertebladet i marxismen-leninismen. Den angiver den vej, der skal følges under kampen for at befri sig for kapitalens udbytning og undertrykkelse. Den lærer arbejderklassen, hvordan man skat skabe en mægtig statsmagt for folkemasserne, hvordan man skal sammensvejse de arbejdende og føre dem frem til opbygningen af det nye samfund. Som følge af sine store opgaver er proletariatets diktatur selvfølgelig forbundet med en vis magtanvendelse. Men mod hvem er denne magtanvendelse rettet ? Mod dem, der i århundreder har undertrykt folket, mod dem, der ikke vil opgive deres privilegier på at udplyndre det arbejdende folk, mod dem, der arbejder på at genindføre de gamle forhold. For så vidt angår magtanvendelse er proletariatets diktatur altså vendt mod klassefjenden, og denne side af proletariatets diktatur er først og fremmest fremkaldt af den magt, som bourgeoisiet selv anvender mod de arbejdende masser. Det væsentlige i proletariatets diktatur er imidlertid ikke alene og ikke hovedsageligt undertrykkelsen af undertrykkernes modstand. Lenin fremhævede altid i særlig grad den vældige organisatoriske, opdragende og skabende rolle, der tilkommer den arbejdende befolknings statsmagt under opbygningen af socialismen og kommunismen. Det er let at forstå, at denne store rolle ikke kan udføres i praksis, hvis ikke arbejderklassens diktatur har en velsmurt, præcist arbejdende maskine, en slags system. Lenin har behandlet spørgsmålet om et sådant system meget grundigt. I sin bog »Radikalismen, kommunismens børnesygdom« forklarede han, at den almene mekanisme i arbejderklassens diktatur omfatter sovjetter, fagforeninger, den kommunistiske ungdomsorganisation og den arbejdende befolknings masseorganisationer. Maskinens styremekanisme er kommunisternes parti. »Vi har altså - skrev Lenin - i det store og hele et formelt ikke-kommunistisk, elastisk og forholdsvis omfattende, overmåde stærkt proletarisk apparat, gennem hvilket partiet er intimt forbundet med klassen og masserne, og gennem hvilket klassens diktatur under partiets førerskab udøves.«

Vi må ikke glemme at sige lidt om en af det proletariske diktaturs vigtigste sider, nemlig den, at dets højeste princip er forbundet mellem arbejderklassen og de arbejdende bønder. Hvorfor taler vi i første række om et forbund mellem arbejderne og bønderne ? Fordi folkemasserne i vor tid først og fremmest er arbejderne og de arbejdende bønder. Grundlaget for forbundet mellem dem er fællesskabet i grundinteresser. Begge er de interesseret i at få afskaffet enhver form for udbytning og følgelig i at få styrtet dét gamle system og opbygget det nye samfund. Men objektivt, uanset deres vilje, spiller disse to klasser en forskellig rolle i historien og indtager en forskellig stilling i det moderne produktionssystem. Arbejderklassen er samfundets bedst organiserede og mest revolutionære klasse, dets mest fremskredne klasse. Under kapitalismens forhold er den fri for privatejendommens hæmsko. Dens arbejde hviler på den maskinelle storproduktion. Denne produktionsproces forener arbejderne, den sammensmelter dem til en klasse, der er forbundet med fælles interesser. I kraft af hele den historiske udvikling forberedes proletariatet til rollen som bourgeoisiets banemand og den socialistiske revolutions leder. Bondebefolkningen er under kapitalismen uensartet. Den deler sig i storbønder (landsbybourgeoisiet), middelbønder og fattige bønder (landsbyproletariatet). De arbejdende bønder, der er fordelt på en mængde små selvejerbrug, kan ikke skabe deres egen stabile revolutionære organisation og selv frigøre sig for deres vanskelige stilling som udbyttet klasse. Den har brug for en mere organiseret fører og finder denne fører i industriarbejderne. Arbejderklassen bliver den naturlige fører for alle arbejdende masser i by og på land. Det er, hvad marxismen-leninismen lærer. Tanken om et forbund mellem arbejderklassen og bønderne blev først fremsat af Marx og Engels. Under nye forhold beskæftigede Lenin sig indgående med dette spørgsmål. Støttet til Marx’ tanke, som denne i billedform udtrykte i et brev til Engels i 1856, hvor han talte om, at det var nødvendigt »at støtte den proletariske revolution med en slags anden udgave af bondekrigen«, påviste Lenin med overbevisende kraft i en række af sine værker, at forbundet mellem proletariatet og bønderne er en afgørende, uafviselig nødvendig betingelse for revolutionens sejrrige udfald. Forbundet mellem arbejderklassen og bønderne er en nødvendighed i hele overgangsperioden fra kapitalisme til kommunisme. Dette store forbund mellem de to store arbejdende klasser har først udspillet sin verdenshistoriske rolle, når kommunismen har sejret i hele verden, og klasserne er afskaffet helt. Under socialismen bevares samfundets inddeling i klasser; der findes fortsat to venligtsindede klasser: Arbejderklassen og bønderne. Dette står i forbindelse med, at den socialistiske ejendomsret til produktionsmidlerne, der hersker uindskrænket i Sovjetunionen, foreløbig findes i to former.

Lige siden Marx’ tid vidste man, at intet samfund kan eksistere uden at have sit eget grundlag: En historisk betinget form for ejendom. Ejendommens form viser, hvem landets rigdom tilhører, og den bestemmer bedre og mere dybtgående end noget andet samfundssystemets karakter. Den herskende klasse har altid været den, der ejede fabrikkerne, gruberne, bjergværkerne, jernbanerne, bankerne, radiostationerne, aviserne osv. Sovjetborgerne kunne ikke lade være med at le, da de hørte, hvad den amerikanske avis-trustejer, V. R. Hearst, sagde i en samtale, han den 22. november 1957 havde med Hrustjov: »I USA udgør arbejderklassen befolkningens flertal. . . Arbejderklassen er hos os den herskende klasse.« Hvis denne udtalelse skal tages alvorligt, må også arbejderne i Coler-Village henregnes til den »herskende klasse«. De bor i en særlig by tilhørende vandledningsfirmaet Coler of Coler. Det er imidlertid klart, at dette udtryk ikke passer på disse arbejdere. Det er fabriksejer Hubert Coler, der er den enevældige hersker i byen. Han har sit eget politi, der er bevæbnet med automatpistoler. Ifølge »New York World Telegraph and Sun« ejer Coler her alt, lige fra hundenes gøen til arbejdernes ret til at nyse«. Coler og de kapitalister, der er hans lige, udgør kun én procent af landets befolkning, men de ejer 59 procent af nationalformuen. Arbejderne og resten af den arbejdende befolkning, der tæller 87 procent af hele befolkningen, ejer derimod kun 8 procent af nationalformuen. Jo, det er sandelig »den herskende klasse« ! Lenins ord står stadig ved magt: »Privatejendom er tyveri, og den stat, der hviler på privatejendom, er en stat for røvere, der strides om byttets deling.« Det afgørende træk ved det nye, socialistiske samfund er afskaffelsen af privatejendommen og indførelsen af samfundets ejendomsret til de grundlæggende produktionsmidler. Det betyder, at under socialismen ophører produktionsmidlerne med at være redskaber til det ene menneskes udbytning af det andet. Alle de fabrikker, der findes i vort land, og al vor jord er blevet samfundseje og udgør det økonomiske grundlag for det socialistiske økonomiske system, et system, der aldrig tidligere har eksisteret i historien. Det politiske grundlag for den socialistiske stat er den arbejdende befolknings sovjetter. De borgerlige propagandister har lige fra det socialistiske systems oprettelse spået dets undergang. Hvorfor ? Fordi der her, som formanden for det amerikanske selskab General Electric, Philip D. Read, udtrykte det, »mangler enhver mulighed for foretagsomhed og incitament for de enkelte kapitalister«. Her kan man virkelig sige, at mr. Read har »opdaget Amerika«. Vort folk gjorde jo netop revolution, fordi det ønskede, at der hos os ikke skulle findes »incitament for de enkelte kapitalister«. Socialismen har skabt incitamenter, der får de arbejdende til at forøge samfundets ejendom. Den vigtigste moralske stimulans er den, at folk arbejder for sig selv, det er dem, der er herre i huset. De mest vidtskuende arbejdsgivere begynder at forstå, hvad det vil sige. Den canadiske forretningsmand, R. J. Adams, der er præsident for et stort handelsfirma, og som har aflagt besøg i Sovjetunionen, fremsatte en udtalelse, der var en sensation for den vestlige verden: »Min rejse til Sovjetunionen stillede mig over for den pinlige nødvendighed, at jeg måtte forandre min mening om den frie foretagsomhed. Jeg blev nødt til at indrømme, at Sovjetunionen er nået langt med sit system med statseje.« Statseje betyder under den sejrrige socialisme det samme som folkeeje, fordi vor stat udtrykker hele samfundets, hele folkets interesser. Derfor kalder vi også statsejendommen for folkeeje. Denne ejendomsform er opstået som den direkte følge af den dybt indgribende revolutionære akt, som Marx og Engels kaldte »ekspropriatorernes ekspropriation«. Disse vanskelige fremmedord har en simpel og klar betydning, privatejendommens forvandling til sovjetstatens ejendom. Dette skete efter Oktoberrevolutionens sejr. I godt og vel fyrre år har vor stat i stigende grad udvidet og styrket folkeejendommen. Nu omfatter den uoverskuelige værdier. Det gælder hele den sovjetiske jord med dens umådeligt rige mineralrigdomme, vandløb og skove, over 200.000 industrivirksomheder, transportvæsenet og et vidt forgrenet net af bedrifter inden for landbruget: Statsbrug, reparationsværksteder og maskin- og traktorstationer. Endvidere banker, hovedmassen af beboelseshusene i byerne, hundredtusinder af butikker, kommunale virksomheder, videnskabelige institutter og kulturinstitutioner. Det er vor statsejendom, der omfatter ca. ni tiendedele af den socialistiske samfundsøkonomis materielle værdier, og som på alle sine udviklingstrin har været forbundet med arbejderklassens arbejde. Hvad er så den anden form for vor socialistiske ejendom: Kollektivbrugenes og kooperationens ejendom. Det er ejendom, der tilhører enkelte kollektiver af arbejdende: Håndværkerkooperativer, brugsforeninger, men først og fremmest kollektivbrug. Kollektivbrugenes eksempel viser tydeligt, at denne ejendomsform er opstået anderledes end den statslige. Kollektivbrugene er ved statens hjælp og under dens ledelse opbygget med bøndernes egne kræfter og midler; de er blevet opbygget ved, at de afgørende produktionsmidler, der tilhørte de enkelte bondefamilier, frivilligt blev sluttet sammen til kollektive bedrifter. Kollektivbrugets herre er kollektivet af bønder, der udgør dettes ligeberettigede medlemmer. Kun den jord, som kollektivbruget ligger på, er statsejendom, men kollektivbrugene har gratis og på ubegrænset tid fået overdraget brugsretten til den. Den omstændighed, at den socialistiske ejendom eksisterer i to former, vidner om den historiske udviklings særlige forløb, idet arbejderklassen og de arbejdende bønder fulgte hver sin vej til socialismen og nu går videre frem mod kommunismen. Der findes selvfølgelig en vis forskel mellem folkeejendommen og kollektivbrugsejendommen. Som vi allerede har sagt, er kollektivbrugsejendommen en bestemt gruppe menneskers ejendom, og ikke hele folkets ejendom. I statsvirksomhederne er forholdet det, at ikke blot alle produktionsmidler, men også den fremstillede produktion tilhører hele samfundet. I et kollektivbrug er det derimod sådan, at de produkter, der frembringes af kollektivbruget, tilhører kollektivbruget som sådant. Kollektivbøndernes arbejde i fællesdriften er den hovedsagelige, men ikke den eneste eksistenskilde for dem; de f år en del af deres indtægter fra deres personlige støttebedrift. For arbejdernes hovedmasse er det derimod sådan, at indtægtskilden alene er deres arbejde i statsvirksomheden. Det vil sige, at folkeejendommen ligger på et højere niveau, hvad produktionens samfundsmæssige karakter angår. Heraf følger, at folkeejendommen er en højere form for ejendom. Sådan opfattede Lenin den. Men samtidig satte han ikke statsejendommen i modsætning til den kooperative ejendom. Han fremhævede tværtimod gang på gang, at begge disse ejendomsformer var socialistiske, at de begge tjente folkets interesser og vort fælles mål: at opbygge det kommunistiske samfund. De er kun to variationer af den socialistiske ejendom, der udelukker muligheden af dét ene menneskes udbytning af det andet. At overdrive forskellen mellem disse former for socialistisk ejendom, for ikke at tale om at sætte dem i modsætning til hinanden, er teoretisk urigtigt og skadeligt i praksis. Følgen ville være en undervurdering af kollektivbrugssystemets rolle for opbygningen af det nye samfund.

Samfundets ejendomsret til produktionsmidlerne gør det muligt at udvikle Sovjetunionens økonomi efter en plan. Planmæssigheden er en af den socialistiske økonomis fordele frem for den kapitalistiske. Der er mange årsager til, at kapitalismen er uforenelig med planmæssig drift af økonomien. Den vigtigste af dem er, at den kapitalistiske økonomi er opdelt i privatvirksomheder, der tilhører enkelte kapitalister eller monopoler. Hver kapitalist fremstiller det, der på ethvert givet tidspunkt indbringer ham størst profit. Det er ikke vigtigt, hvad man producerer, men det er vigtigt at indkassere profit. Og fordi de alle arbejder uden nogen fælles statsplan, opstår der periodisk en situation, hvor der produceres mere af en bestemt vare, end der er brug for på markedet. J begyndelsen af 1959 stod der i USA 800.000 automobiler usolgt på lager, og det samme gjaldt enorme andre varemængder. Der var ingen efterspørgsel efter dem, og følgelig fik samfundet heller ingen gavn af dem. Det er det, økonomerne kalder produktionsanarki. Den fører til økonomiske kriser, det vil sige en vældig overproduktion af varer, som man ikke kan finde afsætning for. Det viser sig, at der findes flere varer, end de arbejdende masser har penge at købe for, men vel at bemærke ikke flere varer, end de arbejdende masser har behov for. For at forhindre et prisfald bliver de varer, som de arbejdende selv har frembragt, brændt, kastet i havet eller på anden måde destrueret af kapitalisterne, samtidig med, at den arbejdende befolkning i en sådan periode lider særlig stor nød. Kriserne er nemlig altid ledsaget af frygtelig vækst i arbejdsløsheden, fordi mange virksomheder bliver lukket. I vore dage søger de borgerlige økonomer at bevise; at kapitalismen er trådt i en »krisefri æra«. Man påstår, at kapitalismen med monopolernes udvikling har fået mulighed for at planlægge produktionen. Men ‘det er kun en ny myte. Allerede Marx påviste i »Kapitalen«, at økonomiske kriser er uundgåelige under kapitalismen. Lenin viste, at kriserne langt fra at forsvinde under imperialismen tværtimod bliver endnu mere ødelæggende. Monopolerne forandrer ikke og kan ikke forandre den kapitalistiske produktions karakter, eftersom privatejendomsretten forbliver urørt. Det er ikke en tilfældighed, at de største kriser har fundet sted under imperialismen, i løbet af de sidste årtier. Den mest ødelæggende var krisen 1929-32, der bogstavelig talt omfattede hele den kapitalistiske verden. Millioner og atter millioner af mennesker mistede deres arbejde og måtte sulte. Og i 1959 skrev New York Times, at i enkelte egne af USA var de »hårde tider« kommet igen, »de værste siden den store depression« (sådan kalder man i USA krisen 1929-32). Krisen er altså en lige så uløselig bestanddel af kapitalismen som for eksempel arbejdsløsheden. Og det ville være en illusion at regne med, at kriser og arbejdsløshed vil kunne forsvinde før selve kapitalismen. Det er en slags »sputnikker«, der kredser omkring kapitalismens guldkalv. Planen er på tilsvarende måde en uløselig bestanddel af socialismen, ligesom for eksempel den manglende udbytning. Det var Lenin, der fremsatte tanken om at planlægge den socialistiske: økonomi. Allerede i sovjetmagtens første år talte han om, at det var nødvendigt at forvandle statens økonomiske mekanisme «til en stor enhedsmaskine, til en økonomisk organisme, der arbejder sådan, at hundreder af millioner mennesker lader sig lede af én plan«. Vor statslige enhedsplan er ikke blevet udarbejdet ud i det blå, men under nøgtern hensyntagen til de objektive økonomiske loves krav. Under socialismen virker de økonomiske love ikke spontane som i det kapitalistiske samfund, men formidlet af den planmæssige og målbevidste virksomhed, der udøves af folket under partiets ledelse. Det vil sige, at partiet og sovjetstaten, der kender lovene for samfundsudviklingen, støttet til disse gennemfører foranstaltninger, der tager sigte på at opbygge det nye samfund. Den lov, man i første række tager i betragtning er loven om samfundsøkonomiens planmæssige, proportionale udvikling. Hvad betyder det: En planmæssig, proportional udvikling ? Det betyder først og fremmest, at planen bestemmer, hvor stor en del af samfundsøkonomien hver gren af økonomien skal udgøre Og disse andele (proportionerne) fastsættes ikke vilkårligt, ikke sådan, som planspecialisterne og økonomerne finder det for godt. De dikteres af en anden lov, af socialismens økonomiske grundlov. Det væsentlige i denne er, at den socialistiske produktions direkte mål er den mest fuldstændige tilfredsstill4se af hele samfundets stadigt voksende behov gennem en konstant og hurtig udvikling af samfundets produktion på basis af den højest udviklede teknik. Det er disse krav, der bestemmer hovedlinjen i samfundsøkonomiens udvikling. Man fastsætter planmæssigt proportionerne mellem produktionsmidler og produktionen af forbrugsvarer, idet man hele tiden sørger for, at sværindustrien kommer til at vokse mest; dernæst mellem industrien og landbruget, mellem de enkelte industri -og landbrugsgrene osv. For det socialistiske samfund er ikke blot produktionens mængde, men også dens sammensætning af vigtighed. Man kan for eksempel ikke uden ødelæggende følger erstatte metalindustriens udvikling med en ubegrænset produktion af møbler eller erstatte olieproduktionen med øget produktion af sko. Planlægning betyder i det socialistiske samfund, at man tager hensyn til samfundets behov for hver slags produktion og fastlægger de opgaver, der påhviler hver gren af økonomien og hver virksomhed i dag og mange år ud i fremtiden. Det er dette, der kommer til udtryk i de løbende planer og langtidsplaner, der udarbejdes af det kommunistiske parti og sovjetregeringen. Vore planer udarbejdes for ét, tre, fem, syv år, og endda for en længere periode. På den øverste Sovjets jubilæumsmøde i november 1957 omtaltes hovedretningen af udviklingen af landets produktivkræfter i de kommende femten år. Syvårsplanen er den vigtigste del af denne perspektivplan. Vore planer bliver gennemtænkt grundigt og alvorligt. Det har længe været en tradition i vort land at lade hele folket tage del i planlægningen. Lad os tage syvårsplanen. Måltallene i Hrustjovs tale om syvårsplanen på det kommunistiske partis ekstraordinære kongres i 1959 blev drøftet i alle byer og landsbyer. Der blev afholdt 968.000 møder på fabrikkerne, i kollektivbrugene og statsbrugene, i videnskabelige institutioner og læreanstalter. De overværedes af over 70 millioner mennesker. Næsten 5 millioner sovjetborgere fremsatte ændringsforslag eller kom med bemærkninger til planforslaget. Vore planer forener til ét hele arbejderens og kollektivbondens praktiske erfaring, videnskabsmandens teoretiske indsigt og parti- og statsledernes generaliserende analyse. Dette er grundlaget for vore planers styrke, deres virkelighedsnære præg og deres sejrrige opfyldelse.

Nu, da vi har fortalt om socialismens hovedtræk, opstår der et naturligt spørgsmål: Hvordan er det nye samfund, der skal afløse kapitalismen, i sin helhed ? De utopiske socialister førte frugtesløse debatter om, hvilket samfundssystem der var mest hensigtsmæssigt: Socialismen eller kommunismen ? I deres fantasi var det to forskellige samfundssystemer. Marxismen-leninismen har med videnskabelig præcision fastslået, at kommunismen og socialismen ikke er forskellige samfundsformer, som menneskene efter forgodtbefindende kan vælge, men to perioder, to trin i det samme samfundssystems udvikling. Men dengang, da den videnskabelige socialismes teori blev udarbejdet, havde livet endnu ikke leveret tilstrækkeligt materiale til en konkret karakteristik af det fremtidige samfund. Derfor svarede Marx og Engels altid, når de blev spurgt om detaljer vedrørende dette samfunds indretning, at disse spørgsmål måtte besvares af de generationer, der skulle opbygge socialismen og kommunismen. Efter Oktoberrevolutionens sejr talte Lenin allerede mere konkret om det nye samfund og betingelserne for overgangen til det. Allerede i begyndelsen af revolutionen talte han om, at det var nødvendigt at nå op på en højere arbejdsproduktivitet end under kapitalismen, at indhente og distancere de højest udviklede kapitalistiske lande i økonomisk henseende. Men da Buharin på den 8. partikongres foreslog, at man skulle indsætte en konkret definition af socialismen i partiprogrammet, svarede Lenin: »Før vi har opbygget socialismen, vil der blive afholdt mere end én partikongres, og vi vil lettere kunne give en konkret definition af det socialistiske samfund.« Nu har imidlertid det kommunistiske partis 21. kongres på basis af erfaringerne fra den socialistiske opbygning beriget marxismen-leninismen med vigtige konklusioner om samfundets udvikling fra socialisme til kommunisme. Konklusionen om socialismens voksen over i kommunismen har den allerstørste teoretiske og praktiske betydning. Sovjetsamfundets udvikling har til fulde bekræftet marxismen-leninismens forudsigelse om kommunismens to stadier eller faser. Det nye samfunds første fase er socialismen. Den følgende, højere fase er det klasseløse kommunistiske samfund. Mellem disse to faser, det vil sige mellem socialismen og kommunismen, findes der ikke noget uoverstigeligt skel. Tværtimod, deres afgørende grundtræk falder sammen. Hverken under socialismen eller under kommunismen findes der privatejendomsret til produktionsmidlerne - de er samfundets ejendom. Der findes ingen udbytterklasser - de er afskaffede. Det ene menneske kan ikke udbytte det andet - hele samfundet består af arbejdende. Et karakteristisk træk ved såvel socialismen som kommunismen er planøkonomien og den uafbrudte udvikling af økonomien med det formål i stadig stigende grad at tilfredsstille alle samfundsmedlemmers materielle og kulturelle behov. Men hver af de to perioder i det kommunistiske samfund har også sine særlige træk. De består hovedsagelig i samfundets forskellige økonomiske modningsgrad. Under socialismen har produktionen af de materielle goder for eksempel endnu ikke nået en sådan højde, at den fuldt ud kan tilfredsstille alle mennesker. »Enhver yder efter evne, enhver modtager efter sit arbejde« lyder det socialistiske samfunds grundlæggende princip. Samfundets klassemæssige inddeling i arbejdere og bønder eksisterer fortsat, for så vidt som samfundets ejendom eksisterer i to former. Den fra det gamle samfund nedarvede modsætning mellem by og land er afskaffet, men der er endnu en væsentlig forskel mellem dem, såvel som mellem dem, der er beskæftiget ved henholdsvis fysisk og åndeligt arbejde. Selve menneskene er under socialismen endnu ikke rede til at leve og arbejde på kommunistisk vis. Overgangen fra kapitalisme til socialisme er jo en overordentlig dybtgående revolutionær omvæltning, der betegner tilintetgørelsen af hele det gamle forhold mellem menneskene, som udbyttersamfundet havde frembragt, og oprettelsen af helt nye samfundsforhold. Eftersom det imidlertid ikke er muligt straks at overvinde resterne af kapitalismen i’ økonomien og i menneskenes bevidsthed, vil det nye samfund uundgåelig i nogen tid bære præg af kapitalismen, altså have en slags modermærker efter kapitalismen. Det socialistiske trin i samfundets udvikling er resultatet af en lovbundet og uundgåelig proces. Netop på dette trin skabes de materielle og åndelige forudsætninger for overgangen til det kommunistiske samfund. »Fra kapitalismen - skrev Lenin - kan menneskeheden direkte kun nå frem til socialismen, det vil sige til fælleseje af produktionsmidlerne og til produkternes fordeling i forhold til hver enkelts arbejde. Derefter vil socialismen i løbet af en mere eller mindre langvarig modning af det nye samfund uundgåeligt vokse over i kommunismen. Den langt mere fremskredne og kraftigere materielle og tekniske basis og den højere arbejdsproduktivitet vil sikre det kommunistiske samfund en afgjort overflod af goder til tilfredsstillelse af alle menneskers behov og virkeliggørelse af kommunismens grundprincipper: »Enhver yder efter evne, enhver modtager efter behov.« Der vil ikke mere eksistere nogen som helst klassedeling eller klasseforskel, fordi ejendomsretten til produktionsmidlerne kun vil eksistere i én form: Den kommunistiske ejendom. Der vil ikke eksistere nogen væsensforskel mellem by og land, mellem fysisk og åndeligt arbejde. Der vil efterhånden opstå et indre behov for at arbejde efter evne. .Dette er de arbejdende massers kommunistiske ideal, og sådan er det bedste og mest retfærdige samfund på Jorden. Folkene i vort land var de første, der gik i gang med at virkeliggøre dette ideal, fordi det af Lenin oprettede kommunistiske parti gik i spidsen for dem. Lenins store fortjeneste over for den russiske og den internationale arbejderbevægelse består i, at han i en ny tidsalder alsidigt videreudviklede læren om arbejderklassens parti: et parti, som i sine rækker forener alt, hvad proletariatet ejer af progressive,’ dristige og heroiske træk, et parti, der er stærkt i kraft af sin revolutionære teori, sine uopløselige forbindelser med de bredeste folkemasser, og den jernhårde enighed der råder i dets rækker. Dette parti - Sovjetunionens berømmelige kommunistiske parti - skabte Lenin allerede i begyndelsen af det 20. århundrede under hårdnakket kamp mod marxismens åbenlyse og skjulte fjender.

Vi sagde allerede ovenfor, at det var Oktoberrevolutionen, der bragte vort fædreland ind på den vej, der fører til opbygningen af det nye samfund. Revolutionen gennemførtes af Ruslands arbejderklasse i forbund med de arbejdende bønder og. under det kommunistiske partis ledelse. Det viste sig, at Lenin havde ret, da han sagde, at det var muligt at føre socialismen til sejr i et enkelt land: Imperialismens front blev først gennembrudt i Rusland, der viste sig at være det svageste led i den kapitalistiske kæde. Når man i fortiden gik fra ét samfundssystem til et andet, for eksempel fra feudalismen til kapitalismen, var det ikke nødvendigt at foretage en gennemgribende rekonstruktion af økonomien, af administrationsapparatet og af de ideologiske og kulturelle institutioner. De nye udbyttere udnyttede alt det, som deres forgængere havde skabt, til at undertrykke folket. Som Lenin billedligt udtrykte det, samfundet havde en god vogn, en velholdt vej og hele udbytterstatens prøvede mekanik. Historien havde ikke lært os noget med hensyn til den socialistiske opbygning. Og hvem vil nægte, at det var svært for os som de første i verden at virkeliggøre overgangen til socialismen, at være den socialistiske opbygnings pionerer.

Sovjetfolket måtte begynde sin opbygning af socialismen helt alene under usandsynligt vanskelige forhold. Vore vanskeligheder skabtes ikke blot af den ødelæggelse og hungersnød, der var en følge af den første verdenskrig og af borgerkrigen og den udenlandske intervention, men også af Ruslands århundredgamle tilbageblevenhed i økonomisk og kulturel henseende. Det tsaristiske Rusland blev anset for en stormagt, men i teknisk og økonomisk henseende hørte det til de mest efterblevne lande i verden. Selv i den førrevolutionære tids gunstigste år - 1913 - producerede Rusland pr. indbygger ti-elleve gange så lidt som USA, 25 gange så lidt kul og 19 gange så lidt elektricitet. Så kan man også forstå, at vort vældige land, der også dengang var verdens største, hvad areal angår, og det næststørste med hensyn til indbyggertal, var forsynet fire gange så dårligt med moderne teknik som England, fem gange så dårligt som Tyskland og ti gange så dårligt som USA. Dertil kom, at det førrevolutionære Ruslands vigtigste industrigrene befandt sig i fuldstændig afhængighed af den udenlandske kapital. Hughes, Rotschild, Bromley, Nobel, Thornton, Hartmann, Vogelsang er nogle af de navne på udenlandske røvere, som gamle russiske arbejdere endnu husker. Udlændingene erobrede næsten tre fjerdedele af Ruslands metallurgi og stenkulsbækkenet Donbass, over halvdelen af olieindustrien og næsten hele elektroteknikken. De ejede også en betydelig del af det guld, der blev udvundet i Rusland. Afhængigheden af den udenlandske kapital viste sig også i, at Rusland, der ejede store naturrigdomme, måtte importere en betydelig del af de kul, det kobber og de maskiner, det brugte, fra andre stater. Det er svært at tro det, men selv sten til bygninger og brosten blev importeret fra udlandet. Den første verdenskrig og borgerkrigen bevirkede, at landets i forvejen underudvildede industri blev kastet langt tilbage. Prøv at tænke over disse tal: I 1920 blev der i landet udvundet lige så meget olie som i 1890, kulproduktionen var ikke meget større end i 1898, og jernproduktionen var kun halvt så stor som i 1862. Endnu dårligere stod det til med bomuldsstof: Der blev nogenlunde fremstillet lige så meget som livegenskabets Rusland havde fremstillet i 1857. Også landbruget i det førrevolutionære Rusland var langt bagefter. Af hver hundrede hektarer landbrugsjord ejede de arbejdende bønder - fattigbønder og middelbønder - kun de 37, medens resten tilhørte en håndfuld godsejere, samt klostre og storbønder. Af hver hundrede bondebrug tilhørte de 65 fattigbønder, og af dem havde 30 ingen heste, og 15 havde ingen såsæd. Blandt de russiske intellektuelle fandtes der mange progressive folk, der oprigtigt ønskede at højne landbrugets niveau, skaffe vand til de tørkeramte områder og lette bøndernes arbejde. Men hvad kunne de gøre, så længe den, der ejede jorden, ikke var den, der dyrkede den? En gruppe entusiaster under ledelse af en ingeniør Lavrov gik i 1902 gennem hele Volga-buen ved Samara og udarbejdede et forslag, hvorefter der skulle anlægges en dæmning ved Zjiguli, så at Volgas vand kunne føres ind over markerne. Det samme drømte de tørkeramtebønder om. Men myndighederne i Samara skyndte sig at begrave projektet, fordi den lokale godsejer, grev Orlov-Davydov, protesterede imod det: »Jeg går ikke med til, at mine besiddelser bliver overrislet.« Sovjetmagtens sejr medførte, at bønderne for bestandig blev befriet for godsejernes undertrykkelse og vilkårlighed, og at de fik jord. Men det lykkedes ikke med det samme at omdanne livet på landet, hvor småbesidderne dominerede. Det er svært at forestille sig, hvor usandsynligt splittet landbrugsproduktionen var dengang. Der fandtes 25 millioner enkeltbrug i landet ved begyndelsen af den første femårsplan. 25 millioner - det er 250 gange så stort et tal, som det antal kollektivbrug, der nu findes hos os. De redskaber, disse enkeltbønder rådede over, var usandsynlig primitive. Nu om stunder kan man også se træplove og bastkurve i visse kollektivbrug, men de bliver opbevaret som museumsgenstande. De fleste af vore unge mænd og piger har aldrig set en træplov. Men det sovjetiske landbrug havde fra det gamle Rusland arvet ikke mindre end 28 millioner stykker træplove og træharver. Der fandtes kun 4 millioner jernplove, og de var overvejende i storbøndernes besiddelse. Hvad de arbejdende bønder angik, var de nødt til i deres ansigts sved at lade disse oldtidslevninger kradse lidt op i deres jord. Det gamle Rusland var usandsynlig tilbagestående, hvad folkemassernes kulturelle udvikling angår. Tre fjerdedele af befolkningen kunne hverken læse eller skrive - de satte et kryds dér, hvor de skulle have skrevet deres navn. Tsaren og hans regering var af den opfattelse, at jo mere uoplyst befolkningen var, des lettere var den at styre. Da guvernøren i Tobolsk indberettede til Aleksander den Tredje, at der i Sibirien næsten ikke fandtes folk, der kunne læse og skrive, udbrød denne: »Gud ske lov !« Enevælden brugte halvt så mange penge til undervisningsvæsenet som til fængsler, domstole og politi. Det daværende ministerium for folkeoplysning blev med fuld ret kaldt for ministeriet for »folkeformørkelse«. Som Lenin sagde: »Tsarens ministre betragtede arbejderne som krudt, og kundskaber og dannelse som gnister.« De var overbevist om, at hvis gnisten faldt på krudtet, ville eksplosionen først og fremmest ramme den tsaristiske regering. Tusinder, ja hundredtusinder af folkelige begavelser gik til grunde, henvist til uvidenhed som de var. Hvilken bitterhed lyder der ikke ud af Leskovs kendte fortælling »Levsja«, hvor kosak-atamanen Platov siger til den russiske kejser: »Vore folk kan gøre alt, hvis blot de får noget at se efter, de får bare ingen lærdom,« eller Levsja selv, der forklarer de engelske sagkyndige, hvad han har lært: »Vor lærdom er simpel nok: Vi har lært salmer og kan tyde drømme, men regning kender vi ikke noget til !« Og hvor skulle folk også få »nyttig lærdom« fra, når der var så få læreanstalter og skoler i landet, og når undervisningen tilmed var så dyr, at kun rige folk havde råd til at gå dér: I 1914 var kun en tyvendedel af studenterne ved de dengang eksisterende otte russiske universiteter børn af arbejdere, bønder og arbejdende intellektuelle. Det var fra dette økonomiske og kulturelle niveau, arbejderne og bønderne i vort land måtte påbegynde opbygningen af verdens første socialistiske samfund.

Marx og Engels nåede ikke at opleve den socialistiske revolution, men Lenin ledede ikke blot slagene for Oktoberrevolutionens sejr, han udarbejdede også en altomfattende plan for socialismens opbygning i vort land. Han fremsatte denne plan i sine mange skrifter. I dem fandt både partiet og arbejderklassen svar på de brændende spørgsmål, som den sejrrige revolution havde stillet på dagsordenen: Hvor skal man begynde omdannelsen af landet ? Hvordan skal økonomien se ud i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme ? Udgangspunktet for den store plan var den fundamentale sætning, som Lenin formulerede koncist og overbevisende: Sovjetrepublikken har alt, hvad der er nødvendigt for at opbygge et fuldstændigt socialistisk samfund. Det betød: Magten i arbejderklassens og fattigbøndernes hånd, ingen social og national undertykkelse. Det betød: Samfundets ejendomsret til de afgørende produktionsmidler og redskaber. Det betød: Vældige mineralrigdomme og uudtømmelige råstoffer af enhver art. - Hvad behøves der nu for at iværksætte den socialistiske opbygning, spurgte Lenin og svarede: - Vi må gennemføre en alsidig udvikling af proletariatets diktatur, det vil sige af staten i overgangsperioden. Vi må utrætteligt styrke forbundet mellem arbejderklassen og bønderne under det kommunistiske partis ledelse. Dette var, efter Lenins opfattelse, de politiske opgaver, som partiet og arbejderklassen stod over for i kampen for det nye samfund. Og de økonomiske opgaver ? Her blev landets socialistiske industrialisering sat på førstepladsen. Industrialiseringen! I den så Lenin den eneste løftestang, ved hvis hjælp man kunne omvælte og omdanne hele vor økonomi, opbygge socialismen og indhente og overhale de i økonomisk henseende førende kapitalistiske lande. Lenin fremhævede eftertrykkeligt, at industrialiseringen ikke slet og ret betød opbygningen af industrien, men i første række opbygning af sværindustrien. Den er moder til alle industriens grene. Den er ikke blot fabrikker, der udsmelter metal, den er ikke blot olieboringsanlæg, der udvinder olie, eller elektricitetsværker, der fremstiller elektricitet. Den er også fabrikker, som fremstiller de maskiner, der bearbejder metal og frembringer elektricitet og borer efter olie, der pløjer og høster eller transporterer fragt og passagerer. Følgelig kunne kun maskiner, og navnlig maskiner der byggede maskiner, for alvor sikre Sovjetunionens tekniske og økonomiske uafhængighed af de kapitalistiske lande og overdøve fortidens sørgmodige sange om slid og slæb. Derfor pegede Lenin i mange artikler og taler på nødvendigheden af så hurtigt som muligt at få oprettet en sværindustri. Han sagde: Ruslands frelse er ikke blot en god høst for landbruget - det er ikke nok, ikke blot en godt arbejdende letindustri - det er heller ikke nok; vi har desuden brug for en storstilet sværindustri, der fremstiller produktionsmidler. Lenin kaldte den for socialismens eneste materielle grundvold. Han sagde, at vi ikke ville kunne opbygge nogen industri uden en sværindustri, uden den ville vi gå til grunde som selvstændigt land. Allerede i 1917 udtalte Lenin følgende i sandhed profetiske ord om vort lands og dets folks fremtidsskæbne: »Revolutionen har bevirket, at Rusland i løbet af nogle måneder har indhentet de førende lande, hvad det politiske system angår. Men det er ikke nok. Krigen er uden skånsel, den rejser spørgsmålet med ubønhørlig skarphed: Enten gå til grunde eller indhente og overhale de førende lande i økonomisk henseende. Enten gå til grunde eller af alle kræfter stræbe fremad. Sådan stiller historien opgaven.« Lenin betegnede det ligesom Marx som en økonomisk lov, at produktionen af produktionsmidlerne måtte udvikles i første række.

Lenin tildelte elektrificeringen en særlig rolle for oprettelsen af socialismens og kommunismens materielle og tekniske basis. Dette udtrykte han i en kort, men særdeles indholdsrigformel: Kommunismen er sovjetmagten plus elektrificering af hele landet. Den nøjagtige betydning af ordet »elektrificering« er: Omfattende indførelse af elkraft i produktionen og i dagliglivet samt opførelse af store elektricitetsværker. Men dette er altid ledsaget af indførelse af nye maskiner, der bruger elektrisk kraft, hvilket igen vil sige, at industrien, jernbanerne og landbruget skal forsynes med den moderne storindustris tekniske basis. Derfor er der en uløselig forbindelse mellem den maskinelle storindustri og elektrificeringen af hele landet. Lenin troede på, at elektrificeringen på basis af sovjetsystemet ville genføde Rusland og skabe betingelser for kommunismens endelige sejr i vort land. Det var ikke tilfældigt, når han i sine sidste artikler henledte partiets opmærksomhed på elektrificeringsproblemerne. En anden ting er heller ikke nogen tilfældighed. Det første, det allerførste skridt på industrialiseringens vej, der blev taget, mens Lenin endnu levede, var den berømte statsplan for Ruslands elektrificering, der efter de russiske begyndelsesbogstaver fik betegnelsen GOELRO. Den regnede med opførelsen af 30 regionale elektricitetsværker, deriblandt værkerne ved Sjatura ved Moskva, Volhov ved Leningrad og Balahino i guvernementet Nizjnij-Novgorod. De skulle have en samlet kapacitet på halvanden million kilowatt. Var det meget? Regn selv efter: En elektromotor på én kilo-watt kan erstatte mere end tyve mennesker, der arbejder i normalt tempo. Der var med andre ord tale om 30 millioner mekaniske arbejdere. Nu tager vi hvert år elværker med en samlet kapacitet på omkring 5 millioner kilowatt i brug. Men dengang, i revolutionens første år, tog det sig ud som en fantastisk drøm at planlægge opførelsen af elværker, hvis kapacitet ligger under en tredjedel heraf, i løbet af femten år. Man mindes Lenins samtale med den kendte engelske forfatter Herbert G. Wells, der besøgte Sovjetrusland i 1920, netop på det tidspunkt, da man udarbejdede GOELRO-planen. Lenin fortalte sin gæst om denne plan og om de nærmeste perspektiver for sovjetlandets omdannelse. Der var næppe nogen, der så godt som Wells vidste, hvad fantasi ville sige. Men han kunne ikke forestille sig morgendagens Rusland som en fornyet og lykkelig socialistisk industrimagt. Og da han var vendt hjem fra vort land, skrev han i sin bog »Rusland i mørke«: »Lenin, der som ægte marxist forkaster alle utopister, er til slut selv endt i en utopi, elektrificeringsutopien. Han gør alt, hvad han kan, for at få opført store elektricitetsværker i Rusland, værker, der kan levere hele guvernementer strøm til belysning, transport og industri. Han sagde, at man som eksperiment allerede havde elektrificeret to distrikter. Kan man forestille sig et mere dristigt projekt i dette vældige, flade, skovdækkede land, der er befolket med analfabetiske bønder, som er uden vandkraft, som ikke har teknisk uddannede folk, og i hvilket handelen og industrien næsten er udslukt.« Lenin læste Wells’ bog og gjorde blandt andet en randbemærkning på det sted, hvor forfatteren billedligt udtrykte kommunisternes faste tro på det af socialismen omdannede Rusland: »Rusland får en ny himmel og en ny jord.« Efter disse ord, som Lenin understregede særlig kraftigt, fulgte Well’s vidtskuende konklusion: »Hvis det virkelig kommer til at gå sådan, ville det være en sand revolution i menneskehedens liv« en socialistiske opbygning har for længst og uimodsigeligt bevist, at Lenins tanker om landets industrialisering havde livskraft i sig.

Lenin fastlagde også de metoder, hvormed man kunne drage bondemasserne ind i socialismens opbygning. Det var et spørgsmål, Lenin havde overvejet i mange år, og han udtalte særdeles værdifulde tanker og betragtninger herom i en række af sine værker. Den 4. og den 6. januar 1923 dikterede han artiklen »Om kooperationen«, i hvilken han fremlagde sin berømte plan om kooperationen - planen for den socialistiske omdannelse af de små enkeltbondebrug gennem deres frivillige oprettelse af kooperativer. Som bekendt er et kooperativ i bred forstand en sammenslutning, en fællesvirksomhed af et stort antal arbejdende personer i samme arbejdsproces eller i forskellige, men indbyrdes forbundne, arbejdsprocesser. Det var noget, man længe havde vidst. Allerede de utopiske socialister havde, lige fra Robert Owen, opfordret til oprettelse af alle mulige kooperativer og fællesskaber under kapitalistiske forhold, og de regnede med, at man ved deres hjælp kunne nå frem til socialismen. Det skulle altså ske uden arbejderklassens erobring af den politiske magt. Uden afskaffelse af privatejendommen. Helt uden klassekamp. Lenin påviste, at denne »kooperationssocialisme« ikke var gennemførlig, han betegnede det som fantasi, når de gamle kooperationstilhængere simpelt hen ved oprettelse af kooperativer ville gøre klassefjenderne til klassemedarbejdere og klassekampen til klassefred. Hvorfor ? Fordi de kooperative foretagender i den kapitalistiske stat uundgåeligt forvandles til kollektive kapitalistiske foretagender, der bliver udbyttet af storkapitalen. Anderledes kan det ikke gå i et samfund, der hviler på privatejendom. Allerede i marts 1918 konstaterede Lenin, at kooperativernes stilling forandrer sig fundamentalt efter den socialistiske revolutions sejr. Kvantiteten slår om i kvalitet, skrev han. Et kooperativ, der ligger som en lille ø i det kapitalistiske samfund, er ikke andet end en lille butik. Et kooperativ, der omfatter et helt samfund, hvor samfundets ejendomsret til produktionsmidlerne er indført, er socialisme. Og ca. fem år senere bemærkede Lenin i en oversigt over sovjetfolkets første anstrengelser under opbygningen af det nye liv: Vi kan nu med rette sige, at en simpel vækst af kooperationen for os er ensbetydende med socialismens vækst. Således nåede Lenin til den vigtigste konklusion, der udgjorde hovedstykket i hans kooperationsplan: Kooperationen er den form for overgang til socialismen, der er lettest forståelig, nemmest og mest tilgængelig for de mange millioner bønder. Under udarbejdelsen af sin kooperationsplan tog Lenin hensyn til de allerede kendte anvisninger, Marx og Engels havde givet: Man må ikke ekspropriere de små selvbønder, man må finde den bedste metode til at føre dem over til socialismen. Kun ved at tilvejebringe en kooperation mellem de små bondebedrifter og ved at skabe store socialistiske landbrug kunne man føre bønderne, der udgjorde flertallet af landets befolkning ud af deres ældgamle fattigdom og drage dem ind i aktivt medarbejde under opbygningen af det nye liv. Og endelig ville kun en højt udviklet kooperation gøre det muligt at befæste en solid økonomisk grundvold i hele samfundsøkonomien, nemlig den socialistiske ejendoms uindskrænkede herredømme. Det var jo nemlig sådan, at dengang, da kooperationsplanen blev skabt, byggede sovjetsamfundet på to modsatte økonomiske principper: Den socialistiske storindustri i byerne og de små enkeltbondebrug på landet. Kernen i Lenins kooperationsplan var altså den, at under arbejderklassens diktatur og gennemførelsen af industrialiseringspolitikken, under det stadig kraftigere forbund mellem arbejderne og de arbejdende bønder måtte bøndernes millionmasser drages ind i den socialistiske opbygning gennem kooperationen. Man skulle gradvis og på frivillig basis, uden at anvende nogen tvang eller tryk over for bønderne, forene de små og mellemstore individuelle producenter i kooperationen, først på afsætningens område, senere også med hensyn til produktion af landbrugsvarer.

Efter Oktoberrevolutionens sejr råbte den nye verdens fjender på gader og stræder op om, at Lenin og bolsjevikkerne havde påtaget sig den afsindige opgave at indføre socialismen i et land med et alt for lavt kulturniveau. Efter deres mening var Lenins tilhængere begyndt fra den forkerte ende. Man burde først have gennemført en kulturrevolution og først derefter have taget fat på den politiske og sociale omvæltning. Det var en vise, de sang på tusind melodier; det var virkelig deres kæphest. I sin kamp med modstanderne rådede Lenin over et våben, som hans modstandere ikke ejede: Han havde det nøjeste kendskab til samfundsudviklingen. I artiklen »Om vor revolution« og i andre af sine arbejder påviste han, at det var i overensstemmelse med samfundsudviklingens love, at kulturrevolutionen fandt sted efter oprettelsen af den arbejdende befolknings statsmagt. Forudsætningen for at bibringe hele folkets masse kultur var en vis materiel basis, man måtte først befri den arbejdende befolkning for sult og fattigdom, disse kapitalismens ondartede svulster. Det var ikke tilfældigt, at Lenin, når han talte om en omfattende folkeoplysning og folkeopdragelse som grundlaget for kulturen, understregede: »Selvfølgelig på betingelse af, at spørgsmålet om brødet er løst.« Lenin hånede også ubarmhjertigt de utopiske socialisters ganske uvidenskabelige og livsfjerne »teorier«. De forestillede sig, at det nye samfund skulle bestå af mennesker, der var hundrede procents dydige og moralsk fuldkomne, mennesker, som man først skulle opdrage under kunstige drivhusforhold. Lenin kaldte dette socialistiske klosterfrøkeners tidsfordriv og leg med dukker, men ikke alvorlig politik. Opbygningen af det nye samfund, sagde han, måtte påbegyndes med de mennesker, som var opdraget af kapitalismen, som var ødelagt af den, men som den også havde hærdet i kampen. Hvorfor skulle vi så ikke, skrev Lenin, hos os gennem kapitalisternes og godsejernes fordrivelse kunne skabe forudsætninger for civilisationen for så, på basis af arbejder- og bondestaten og sovjetsystemet, at gå i gang med den kulturelle omvæltning. Før revolutionen regnede tsarens embedsmænd ud, at med Ruslands daværende udviklingstempo inden for oplysningsarbejdet, ville der kræves ikke mindre end 125 år til indførelse af almindelig undervisning. Og for at lære folkene i Centralasien at læse og skrive skulle der efter beregningerne bruges - hold godt fast ! - 4600 år. Lenin forudså, at det ikke ville vare længe, før sovjetmagten havde gjort ende på befolkningens analfabetisme. Den ville åbne de arbejdende adgang til videnskaben, til alle kulturens goder, den ville gøre dem til aktive deltagere i opbygningen af det nye liv og skabe en ny, folkelig intelligens og en ny kultur, der var socialistisk i sit indhold og national i sin form. Realiseringen af disse opgaver ville efter Lenins mening være hovedsagen i en i verden enestående kulturrevolution. Det leninske program for socialismens opbygning indbefattede således en fast enhed af politiske, økonomiske og kulturelle opgaver.

Som et fyrtårn for industrialiseringen hæver det kommunistiske partis 14. kongres sig i vor historie. Det var den kongres, der i 1925 stillede partiet, arbejderklassen og hele det sovjetiske folk den store opgave at omsætte Lenins plan for Sovjetunionens socialistiske industrialisering til praktisk virkelighed. Kernen i den generallinje i kampen for socialismen, som kongressen fastlagde, bestod i, at man skulle forvandle landet fra et landbrugsland til et industriland, som med egne kræfter kunne fremstille det nødvendige fabriksudstyr. Her kan man spørge: Hvorfor var det nødvendigt endnu en gang at lade kongressen bekræfte Lenins kendte direktiver om den socialistiske industrialisering og socialismens sejr i Sovjetunionen ? Sovjetunionen var jo fuldt ud indstillet på løsningen af dette livsvigtige spørgsmål takket være den vældige teoretiske og praktiske virksomhed, som partiet og dets grundlægger og fører, Lenin, havde udført. Det var nødvendigt, fordi den socialistiske opbygning udviklede sig under den hårdeste klassekamp. Under dennes indflydelse forstærkedes i enkelte perioder kampen i partiet; der fremtrådte forskellige afvigelser fra dets generallinje, og anti-leninistiske strømninger som trotskismen fik nyt liv. Efter Lenins død forstærkede de partifjendtlige grupper yderligere deres angreb på Lenins lære om socialismens opbygning i Sovjetunionen. Trotskisternes »teori« om, at det var umuligt at opbygge socialismen i vort land, uden at den proletariske revolution sejrede i de vesteuropæiske lande - en »teori«, som trotskisterne allerede havde fremsat dengang, Oktoberrevolutionen var under forberedelse - blev igen trukket frem i lyset. Trotskisterne og andre oppositionstilhængere forkyndte, at landets tekniske og økonomiske efterblevenhed var en »uovervindelig hindring« på vejen til socialismens opbygning. Modstanderne af Lenins lære opstillede en anden plan som modsætning til industrialiseringsplanen, der skulle føre til socialismens sejr i Sovjetunionen. Herefter skulle Sovjetunionen forblive et landbrugsland, der overvejende frembragte råstoffer og levnedsmidler. Størstedelen af statens midler skulle derfor ikke investeres i sværindustrien, men i landbruget. Så kunne man forøge eksporten i landbrugsvarer og for det beløb, de indbragte, importere industriprodukter. Nogle af de afvigende grupper ville have, at der hos os i første række skulle opføres virksomheder inden for letindustrien, og ikke metallurgiske værker og kraftværker. »Hvordan skulle vi, der er så langt bagefter,. kunne gå i gang med svær ? industrien,« sagde de. Man vil forstå, at begge disse varianter af den anti-leninske plan var ødelæggende for socialismen; uanset hvilken af dem, der blev gennemført, ville resultatet blive, at landet kom til at mangle det vigtigste, nemlig maskinudstyr til industrien og landbruget. Man ville blive nødt til, ligesom i gamle dage, at købe tekniske hjælpemidler i de industrielt udviklede kapitalistiske lande. Under sådanne forhold ville vort land uundgåeligt have mistet sin økonomiske og dermed sin politiske uafhængighed. Partiet fulgte nøje de råd, Lenin havde givet, og valgte den vej, der gav sværindustrien en fortrinsstilling. Det var en særlig, sovjetisk industrialiseringsmetode, som fundamentalt adskilte sig fra den kapitalistiske industrialiseringsmetode. Kapitalisterne, der kun interesserer sig for deres egen personlige fordel, begyndte med, hvad der var lettest at bygge, og hvad der hurtigst gav profit, altså letindustrien. Sværindustrien udviklede sig først mange årtier senere, da der var blevet akkumuleret profit fra letindustrien, og den krævede en sådan masse maskiner, at fremstillingen at disse også blev til fordel for kapitalisterne. Også de kilder, hvorfra man fik midlerne til industrialisering, var forskellige under kapitalismen og under socialismen. Ligesom opførelsen af pyramiderne og andre af oldtidens kolossale bygningsværker kostede mange tusind slaver livet, sådan er også fundamentet for Englands, USAs og andre imperialistiske staters høje udviklingsniveau i industriel og teknisk henseende blevet lagt på knoglerne af millioner at arbejdende mennesker fra trælbundne lande, navnlig i Asien, Afrika og Sydamerika. De almindelige kilder, hvorfra man fik midlerne til de borgerlige staters industrialisering, bestod i udplyndring af kolonierne, en rystende udbytning af det arbejdende folk, erobringskrige samt udenlandske lån. Vi har ikke bygget for udenlandske lån - kapitalisterne nægtede at hjælpe os, men for indtægterne fra vore egne socialistiske virksomheder, der voksede i takt med stigningen i det udbytningsfri arbejdes produktivitet; vi byggede på bekostning at den strengeste sparsommelighed i alle henseender.

Under udarbejdelsen at den konkrete leninske industrialiseringsplan måtte partiet også løse følgende spørgsmål: Hvordan skal man fordele de nye fabrikker, kraftværker, gruber og bjergværker i landet ? Allerede dengang, da socialismen kun var en videnskabelig teori, skrev Engels: »Kun et samfund, der er i stand til at etablere et harmonisk samvirke mellem produktivkræfterne efter en samlet enhedsplan, giver industrien mulighed for at fordele sig over hele landet, som det er mest hensigtsmæssigt for dens udvikling og vedligeholdelse, og tillige for udviklingen at de øvrige produktionselementer.« Efter en samlet enhedsplan... Som det er mest hensigtsmæssigt. Det var netop dette, der var kernen i partiets direktiver om den rationelle fordeling af produktionen. I socialismens land skal der ikke findes efterblevne, rent agrare områder. Alle områder, med deres natur- og arbejdsressourcer, må efterhånden inddrages i industrialiseringsprocessen. Det betyder, at der må bygges overalt, idet man afgjort må bringe industrien nærmere til råstof- og brændstofkilderne og til de områder, hvor færdigvarerne forbruges, så at der ikke bliver tale om overflødige udgifter til lange transporter. Der skal bygges under hensyntagen til hvert områdes, til hver national republiks og til hele landets behov. I det første årti efter revolutionen planlagde man samfundsøkonomien for et år ad gangen. Under forberedelsen af industrialiseringen følte man nødvendigheden at en samlet enhedsplan for et længere tidsafsnit. Ellers var det umuligt at udføre de vældige byggearbejder, der hver for sig skulle strække sig over en årrække. Partiet fandt en ny form for perspektivplanlægning, nemlig femårsplanerne. Hver sovjetisk femårsplan udgjorde en bestemt etape under opbygningen af det socialistiske samfund. Det ses særlig klart nu, da vi har næsten seks femårsplaner bag os. De har tilsammen udgjort en slags springbræt, fra hvilket vort land nu tager springet til en højere kvalitativ tilstand i sin økonomi. Den første femårsplan omfattede årene 1928-32. Den første femårsplans hovedopgave blev af partiet formuleret på følgende måde: Der skal i vort land oprettes en industri, der gør det muligt at reorganisere alle samfundshusholdningens grene på socialistisk grundlag; der skal skabes betingelser for den definitive tilintetgørelse at de kapitalistiske elementer i by og på land. På landet befandt dengang 97 procent af hele det tilsåede areal sig i hænderne på små selvejende bondebrug, der i højere grad var grobund for kapitalisme end for socialisme. Tallene for den første femårsplan virker selv nu overvældende. Det er let at sige 51 højovne og 42 elektricitetsværker, foruden hundreder at nye maskinfabrikker, automobilfabrikker, traktorfabrikker, kulgruber, oliekilder og bjergværker. I alt 2400 nye industrivirksomheder og anlæg. Men det mest slående er vel nok, at industriproduktionen steg til over det tredobbelte af det højeste niveau, det tsaristiske Rusland havde nået (1913-niveauet). Og ikke i løbet at århundreder, men i løbet af fem år ! Der var dengang mange mennesker i udlandet, der ikke troede på, at vort folk kunne gennemføre femårsplanen. Nogle kunne simpelt hen ikke forstå, hvad det var, der foregik, de tog simpelt hen fejl. Andre - og her drejede det sig om erklærede fjender af socialismen - hylede op og søgte at lyve om os, de forvanskede Lenins industrialiseringstanke og fnøs hovent, bare de hørte ordet »femårsplan«. De borgerlige propagandister skrev om femårsplanen, at den var »endnu et russisk gøglebillede«; de hånede den og sagde, at det var en statistisk fantasiverden. Den kendte amerikanske økonom, Stuart Chase, der dengang besøgte Moskva, skrev følgende om femårsplanen: »Forestil Dem, at man sagde til Dem, at De i morgen skulle tage toget til Washington, sætte Dem ved et skrivebord i en regeringsinstitution, tage blyant og papir og give jernbanerne, elektricitetsselskaberne, stålværkerne, kulgruberne, olieraffinaderierne, finansministeren, bankerne, grossererne, landmændene, rederierne og bilfabrikkerne besked om, hvordan de skulle planlægge produktionen og fordelingen for de følgende fem år. Jeg formoder, at selv Henry Ford ville melde pas over for en sådan opgave. Almindelige dødelige ville det forekomme at være lige så gennemførligt som en rejse til Månen. Stuart Chases verdensanskuelse var begrænset at den kapitalistiske ideologis snævre rammer. Det samme gjaldt mange andre, som dengang ikke forstod, hvem tiden arbejdede for, hverken Chase eller hans meningsfæller drømte dengang om, at det ikke skulle blive Henry Fords Amerika, men de frie arbejderes socialistiske Rusland, der først organiserede livet i deres land efter en fælles plan og først sendte en kosmisk raket afsted mod Månen.

Se engang på et kort over de vigtigste byggepladser under den første femårsplan. Det kan fortælle, hvordan sovjetfolket gjordet det at med sine uvenners »profetier«. Den industrielle opbygning trængte med save og hamre ud i ørkener, i tundraer og i den sibiriske urskov, den vakte nære og fjerne afkroge til nyt liv og gjorde det at med disse egnes patriarkalske, drømmende og halvbarbariske tilstande. På de store byggepladser i Ural og Sibirien, ved Don og Baku, i Tasjkent og Kramatorsk, i Volga-byerne Jaroslavl, Gorkij, Saratov og Stalingrad blev det store spørgsmål om socialismens sejr i et enkelt land besvaret i praksis. Forfatteren at denne bog opholdt sig dengang som journalist på mange at disse byggepladser, han traf sammen med de mænd, som på partiets opfordring opførte de første kæmpefabrikker, de første kæmpekraftværker, bjergværker, fabrikker og socialistiske byer. Det var ikke let for os at gennemføre denne industrialisering. Hver byggeplads havde sine egne, »lokale« vanskeligheder: Det ene sted havde man kvaler med grunden, det andet sted kneb det med vandforsyningen, og ikke alle vegne klarede man frosten. Men byggearbejderne havde én fælles fjende: Den tekniske efterblevenhed. Dengang var der ikke tale om gravemaskiner, byggekraner, fabrikker til fremstilling at byggeelementer, og en simpel lastbil var en sjældenhed. Man byggede med skovl og hammer. I stedet for maskiner brugte man bærebøre og trillebøre. Overalt så man jordarbejdere med primitive hestekøretøjer. Der var i hundredevis og i tusindvis at jordarbejdere på de store byggepladser. Det kneb også med at få industrialiseringen i gang, fordi man ikke havde tilstrækkeligt mange kvalificerede byggearbejdere. På hver byggeplads bestod kun arbejderstabens kerne af fagarbejdere. De kom fra de socialistiske byer. Alle andre kom fra landsbyerne. I det gamle Rusland leverede landbruget to tredjedele at hele produktionen, og industrien kun en tredjedel. Landbefolkningen udgjorde Ca. fem sjettedele at indbyggerne at vort landbrugsland. Nu, da Sovjetunionen var ved at blive en industrimagt, flyttede en del at landbefolkningen over i industrien og byggeriet. Flertallet at dem var halvalfabeter, og adskillige at dem kunne hverken læse eller skrive, der var folk med småbesiddertilbøjeligheder og med småbesidderes psykologi. Alle disse mennesker blev - måske umærkeligt, uden at mange at dem selv mærkede det - genopdraget at partiet, der ledte dem alle i samme retning. Den 20. januar 1929 offentliggjorde Pravda en artikel af Lenin, »Hvordan skal man organisere kappestriden«, som han havde skrevet så tidligt som i begyndelsen at 1918. »Tværtimod at afskaffe kappestriden, skrev Lenin, skaber socialismen for første gang mulighed for at anvende den i virkelig bredt omfang, i virkeligt masseomfang, for virkelig at drage flertallet at det arbejdende folk ind på et arbejdsfelt, hvor de kan vise, hvad de duer til, udvikle deres evner og afsløre de talenter, der findes i folkets uudtømmelige kilder, og som kapitalismen i tusindvis og millionvis har nedtrampet, undertrykt og kvalt.« På fabrikken Den røde Vyborg-arbejder blev Lenins artikel læst højt for arbejderne. En af støberiarbejderne, ungkommunisten Kruglov, udbrød begejstret: »Det er jo som skrevet for os«. »Det er netop skrevet for os arbejdere,« sagde også gruppelederen Mihail Jelisejevitj Putin. Den 15. februar 1929 skete der en bemærkelsesværdig begivenhed i den socialistiske opbygnings historie. Der blev på denne fabrik i Leningrad for første gang afsluttet en overenskomst om en socialistisk kappestrid mellem arbejderne. Den første, der satte navn under den, var gruppelederen Putin. Man plejer at sige, at én svale gør ingen sommer. Men denne svale bragte en virkelig sommer med sig. Tanken om socialistisk kappestrid blev grebet af tusinder af arbejdergrupper. To og en halv måned senere appellerede partiet til alle arbejdende og opfordrede dem til at gå i gang med en socialistisk kappestrid om opfyldelse af femårsplanen. Kappestriden fik karakter af en massebevægelse, navnlig på byggepladserne. Jævne folk så i den et vidunderligt middel til at virke mere og bedre for socialismens opbygning, og dermed også for sig selv. Og selv de, der endnu ikke havde fået helt fat på, hvad socialisme var for noget, øjnede allerede i skelettet til de industrigiganter, de var ved at opføre med deres egne hænder, socialismens konkrete omrids. De aktive deltagere i kappestriden, som overopfyldte deres produktionsopgaver, blev kaldt for stødarbejdere. Dette ord var vel nok det mest populære på den tid. Alle ville være stødarbejdere. Produktionsopgaverne blev overopfyldt alle vegne. Efter et halvt års tid var det tydeligt, at femårsplanen kunne opfyldes ikke på fem år, men langt hurtigere. I stødarbejdergrupperne opstod parolen: »Femårsplanen på fire år.« På nybygningerne og i fabrikkerne hang der ved siden af billederne af stødarbejderne plakater med Vladimir Majakovskijs fængende strofer: »Under femårsplanen vil vi som præmie spare et år. Fremad, tid! Tid - fremad !« 

»Femårsplanen på fire år« lød dengang ungkommunisternes - komsomollernes - feltråb. Ungdomsforbundet sendte 350.000 unge mænd og kvinder ud til femårsplanens byggepladser. Ungkommunisterne udførte gravearbejde, de hældte beton i kraftværkernes dæmninger, de byggede fabriksbygninger og monterede maskiner - og de gjorde det ikke bare for at udmærke sig eller tjene en stor arbejdsløn. Nej, de gjorde det, for at socialismen kunne triumfere så hurtigt som muligt. Maskinerne til vore første fabrikker købte vi som bekendt i udlandet, og fabrikkerne blev opført ved hjælp af udenlandske specialister. En af repræsentanterne for de amerikanske firmaer, der havde leveret maskiner til traktorfabrikken i Stalingrad, var Rollo Ward, der var udsendt af firmaet Glisson, der fremstillede tandhjulsskæremaskiner. Og den godmodige og tilsyneladende så besindige Ward kunne ikke på nogen måde få ind i sit hoved, hvorfor ungkommunisterne, når de var færdige med deres normale arbejde, tog fat på at aflæsse maskiner, hvorfor de med glæde gik i gang med ethvert arbejde, som var til gavn for byggeriet, og tilmed uden at få nogen ekstrabetaling for det. »Hvad er det, der får jer til det ?« spurgte Ward forbavset. »Socialismen,« svarede de unge. Ward indrømmede, at sovjetarbejderne var fremragende, for det lykkedes dem at få traktorfabrikken i Stalingrad færdig på rekordtid - på elleve måneder. Og det var ikke kun i Stalingrad, det forholdt sig sådan. Ved byggeriet i Magnitogorsk forlangte det udenlandske firmas repræsentant 60 dage til montering af en kedel. Ungkommunisten Bannyhs stødbrigade udførte opgaven på tyve dage. »Vort verdensfirma er besejret, og Sovjetunionen har sat en verdensrekord både med hensyn til hastighed og kvalitet,« lod den forbløffede ingeniør sin tolk sige til brigadeføreren. »Vent blot! Vi skal vise det, der er endnu bedre,« svarede ungkommunisten. »Et verdensfirma! Pyt! Vort firma er Sovjetunionen !« Og de viste, at de stod ved deres ord. Byggetempoet ved de første komsomolhøjovne i Magnitogorsk overtraf alt, hvad man havde kendt i verdens højovnsbygning. Det var en barsk og heroisk skole for ungkommunisterne. Og når man i dag spørger mange bygningsarbejdere af den ældre generation: »Hvor fik De Deres første praktiske erfaring ?« så får man meget ofte som svar: »I Magnitogorsk.« I 1958 blev der afholdt et møde for gamle byggeledere ved vandkraftværket i Kujbysjev. Da lød kommandoen: »Alle de, der har begyndt deres praksis ved komsomolhøjovnene i Magnitogorsk, skal rejse sig!« og en tredjedel af alle tilstedeværende rejste sig. Ungkommunisterne på byggepladserne måtte selvfølgelig undvære mange ting. De boede i kolde barakker, i telte, der blev oplyst af petroleumslamper, kosten var dårlig, de blev gennemblødt under arbejdet i moserne - men de drømte om nye fabrikker og byer. De drømte - og med en heroisk kraftanstrengelse gjorde de drømmen til virkelighed. De havde et overskud af virketrang. De glædede sig over arbejdet og livet, de overvandt vanskelighederne og besejrede naturen, fordi partiet havde opdraget dem til virketrang og tro på fremtiden. 

I januar 1933k gjorde partiet resultatet op af arbejdet på den første femårsplan. Den var blevet opfyldt før tiden - på fire år og tre måneder. Dens store historiske betydning lå i, at den lagde det økonomiske fundament til det socialistiske samfund. Fundamentet bærer bygningen. Den kloge bygherre sørger derfor for, at fundamentet bliver solidt og en garanti for hele den kommende bygnings holdbarhed. Sådan handlede vort parti også. Det gjorde alt for at gøre socialismens fundament uforgængeligt. Overalt i landet rejste der sig med fabelagtig hast fabrikker, der fremstillede metal og maskiner, kraftværker, der forsynede byer og landsbyer med elektricitet, oliekilder og gruber, der skaffede vort land brændsel. Det vigtigste var, at produktionen af produktionsmidler ikke længere udgjorde en ubetydelig del af den samlede produktion - som det havde været tilfældet før revolutionen - men over halvdelen af hele industriproduktionen. Det var på dette fundament, folket i de følgende år under partiets ledelse opførte selve socialismens bygning. Etage efter etage. Femårsplan efter femårsplan. Den anden femårsplan blev også opfyldt før tiden - på fire år og tre måneder. Den industrielle opbygning fik i disse år et endnu større omfang: 4500 nye vældige fabrikker, kraftværker, gruber og bjergværker blev taget i brug. Samtidig med denne økonomiske opgave løstes også en anden, der var hovedopgaven under den anden femårsplan: Gennemførelsen af en gennemgribende teknisk rekonstruktion af hele samfundsøkonomien. Landet var ikke længere underforsynet med teknik. De nye fabrikker forøgede dag for dag produktionen af moderne maskiner, biler, traktorer og lokomotiver. På kort tid havde alle samfundsøkonomiens grene fået nyt teknisk udstyr. Mange arbejdere formåede imidlertid endnu ikke at udnytte den. Da udstedte partiet feltråbet: »Til kamp for teknisk viden !« Overalt, hvor man brugte den nye teknik, tog folk, der lige var blevet færdig med ABC-bogen, fat på læsningen af tekniske bøger og tog del i tekniske studiekredse. Da arbejderne havde sat sig ind i den nye teknik, kunne de med lethed over-opfylde dé gamle produktionsnormer og blev foregangsmænd på deres felt. Initiativtagerne til denne bevægelse af foregangsmænd var en række unge arbejdere; kulminearbejderen Aleksej Stahanov i Donets-bækkenet, lokomotivføreren Pjotr Krivonov inden for jernbanerne, stålstøberen Makar Mazaj inden for jern- og stålindustrien og væverskerne Jevdokija og Maria Vinogradova inden for letindustrien. Komsomol - det kommunistiske ungdomsforbund - hjalp de unge arbejdere med at sætte sig ind i teknikken. Takket være dens indsats blev der i disse år i virksomhederne og på byggepladserne oprettet en mængde forskellige skoler og kurser. De unge aflagde prøver i »teknisk minimum« og tog eksamener i tekniske fag. Alene i 1934 aflagde over én million ungkommunister og unge arbejdere eksamen i »teknisk minimum«. Komsomol-organisationerne på fabrikkerne påtog sig fadderskabet over maskiner og oprettede rationaliseringsgrupper og opfindercirkler i fabrikkernes afdelinger. Der fandtes mange ungdomsgrupper i fabrikkerne, der kaldte sig DIP-grupper (efter begyndelsesbogstaverne i de russiske ord for: indhente og overhale). Disse grupper påtog sig i praksis at gennemføre den opgave, partiet havde stillet: at indhente og overhale de førende kapitalistiske lande med hensyn til produktionen af nye maskiner. 

I slutningen af den anden femårsplan, i 1937, havde Sovjetunionen med hensyn til industriproduktionens størrelse indhentet England, Tyskland og Frankrig og stod på førstepladsen i Europa og på andenpladsen i verdensmålestok (næst efter USA). Med hensyn til industriproduktionens omfang pr. indbygger lå Sovjetunionen imidlertid fortsat langt bag efter de førende kapitalistiske lande. Under den tredje femårsplan, der begyndte i 1938, skulle vort folk tage et stort skridt fremad mod løsningen af sin økonomiske hovedopgave, der bestod i at indhente og overhale de højest udviklede kapitalistiske lande med hensyn til industriproduktionens størrelse pr. indbygger. Den frygtelige krig, som de tysk-fascistiske erobrere påtvang vort land, gjorde det umuligt at opfylde den tredje femårsplan fuldt ud. Først under efterkrigstidens femårsplaner kunne Sovjetunionen i praksis tage fat på løsningen af sin økonomiske hovedopgave, hovedsageligt under den femte og sjette femårsplan, eftersom størstedelen af den fjerde femårsplan blev brugt til genrejsning af de områder, der havde lidt under den fascistiske besættelse. På det kommunistiske partis 21. kongres gjorde man resultatet op af den industrielle udvikling, der havde fundet sted i vort land. Hvad industriproduktionens omfang angår, svarede Sovjetunionen i 1958 til 36 stater som det førrevolutionære Rusland. En 36-dobling ! Det betyder, at der lige før syvårsplanens iværksættelse blev fremstillet en lige så stor industriproduktion på ti dage som i hele 1913. Men 36 er et gennemsnitstal. Det omfatter både maskiner og tekopper, fodtøj og jern, olie og bomuld. Hvis man udskiller produktionen af produktionsmidler, får vi et helt andet tal for væksten: en 83-dobling. 36 og 83! Dette er hemmeligheden ved socialismens økonomiske sejre. Det var og er vort partis urokkelige generallinje at give sværindustriens udvikling en fortrinsstilling. Denne generallinjes rigtighed har stået sin prøve i tiden, i hele den mangeårige kamp, som sovjetfolket har ført for socialismen. Vore tanker går til januardagene i 1959, da Sovjetunionens kommunistiske Parti afholdt sin 21. kongres. Da Nikita Hrustjov var midt i sin beretning, skinnede Solen pludselig ind i salen i det store Kreml-palads, hvor kongressen holdt sine møder. Dens stråler spillede i søjlernes snehvide marmor. Den højtidelige, majestætiske sal fyldtes af muntre forårsfarver. Hrustjov holdt et øjeblik inde, så op mod vinduerne, smilede og sagde under langvarigt bifald fra kongressens delegerede og gæster: »Der kan I se, så snart vi taler om sværindustrien, så skinner Solen. Det er symbolsk: Også naturen synes at hilse vore sejre.« Man får imidlertid ikke et korrekt billede af vore sejre, hvis man ikke kommer ind på de forandringer, der i femårsplanernes løb er foregået inden for sværindustriens vigtigste grene. Ordet »forandringer« er for resten ikke det rette her. Mange af sværindustriens grene, for eksempel bil- og traktorindustrien, værktøjsmaskinindustrien, flyvemaskinefremstillingen, produktionen af mejetærskere, store turbiner og generatorer og af kvalitetsstål er blevet skabt på bar bund. Metallurgien er kilden til hele sværindustrien. Den er vokset som følger: 1928: Året før den første femårsplan. I hele dette år blev der udsmeltet 4,3 millioner tons stål, det vil sige mindre end i noget af de industrielt udviklede lande i Vesteuropa. 1958: Året før syvårsplanen. Der blev udsmeltet lige ved 55 millioner tons stål, det vil sige mere end i den Tyske Forbundsrepublik, England og Italien tilsammen. Og råjern! I løbet af de samme tredive år er produktionen heraf steget fra 3,3 millioner tons til 39,6 millioner tons. Alene i året 1958 opførte ungkommunisterne syv højovne med en årsproduktion af lige ved 4,7 millioner tons råjern, det vil sige næsten halvanden gang så meget som hele landet fremstillede i 1928. Man kan også dømme om en stats styrke ved at se på, hvor megen elkraft den producerer. Før revolutionen fremstillede vi 1,9 milliarder kilowatttimer, men nu 233 milliarder kilowatttimer. Det vil sige, at de kraftværker, der er blevet opført i sovjettiden, i løbet af tre dage fremstiller lige så megen elkraft, som det gamle Rusland fremstillede i løbet af 365 dage, altså i løbet af et år. Lad os tage endnu et eksempel på industriproduktionens udvikling: Værktøjsmaskinfremstillingen. I det førrevolutionære Rusland fremstillede man kun omkring halvandet tusind ukomplicerede værktøjsmaskiner til metalbearbejdning om året. Nu ligger den årlige produktion af værktøjsmaskiner på over 138.000. I samfundsøkonomien arbejder der omkring to millioner metalskærende værktøjsmaskiner. Der findes alle mulige arter af dem. Tunge specialmaskiner, der vejer over 500 tons, automater og halvautomater. Her skulle man også sammenligne med fortiden, men her er ikke noget at sammenligne med. Sådanne maskiner kendtes dengang slet ikke hos os ! Hvis vi alligevel skal sammenligne, og ikke tager metalbearbejdningen alene, men hele maskinbygningsindustrien, når vi op på et tal, som selv vi synes er overvældende: Produktionen er nu 240 gange - 24.000 procent - så stor. Også sværindustriens øvrige grene har gennemgået en kolossal udvikling, det gælder både olie og kul og cement og kemi. Hver fordobling, ja hver stigning på én procent betyder her boretårne, kraftværker, bjergværker og først og fremmest fabrikker, fabrikker, fabrikker... Det drejer sig virkelig om kæmpevirksomheder. Se engang på Ural-fabrikken for svære maskiner. En eller anden har kaldt den for »fabrikkernes fabrik«. Og det er sandt. Tre fjerdedele af de højovne, der arbejder i Sovjetunionen, er forsynet med udrustning, der er fremstillet på denne fabrik. Tre fjerdedele af al malm og fire femtedele af al råolie i landet bearbejdes med maskineri fra denne fabrik. Dens produktion eksporteres både til Kina, Indien og mange andre lande. Og vi har mange af den slags kæmpevirksomheder inden for værktøjsmaskinbygningen, bilindustrien, traktorindustrien, kraftproduktionen og den kemiske industri. Tilsammen udgør de »vor stærke hest«, som Hrustjov på den 21. partikongres kaldte industrien og produktionsmidlerne. 

Når man ser på resultatet af Sovjetunionens industrielle udvikling, må man huske på, at henved en snes år af sovjetstatens liv hengik med krige, der blev påtvunget os, og med den efterfølgende genrejsning af samfundshusholdningen. Den udmærkede moderne industri, der muliggør en stadig stigende og alsidig produktion, er altså faktisk skabt af os i løbet af 22-23 år. USA, Tyskland og England måtte bruge fra 80 til 150 år for at forøge deres industriproduktion i samme omfang som vi. Den afstand, der skiller os fra den kapitalistiske verdens førende og rigeste land, USA, formindskes med forbløffende fart. Vi har allerede indhentet USA både med hensyn til væksttempoet og omfanget af den årlige forøgelse inden for en række industrier. I den senere tid har den årlige forøgelse af råjernsproduktionen gennemsnitlig udgjort 2,6 millioner tons, mens den har været 800.000 tons mindre i USA. Eller tag olieudvindingen. Den er hos os steget med 11,4 millioner tons om året, medens den i USA er steget med 8,8 millioner tons. Billedet er det samme, når vi taler om stål, jernmalm, kul, cement og uldstof. Afstanden mellem industriproduktioneris niveau pr. indbygger i Sovjetunionen og USA formindskes hurtigt. Før revolutionen lå USA her 21 gange højere end vi, men nu kun 2,2 gange. I denne forbindelse må vi minde, om, at det tsaristiske Ruslands industrielle udviklingsniveau lå på en tredjedel af det gennemsnitlige verdensniveau. I dag er billedet det stik modsatte: Sovjetunionens industriproduktion pr. indbygger ligger tre gange så højt som verdensgennemsnittet. Som Lenin havde forudset, udvikler Sovjetunionen sin industriproduktion i et tempo, som kapitalismen slet ikke kan nå op på. Væksttempoet inden for industri har lige siden revolutionen ligget fra tre til fem gange over det industrielle udviklingstempo i de kapitalistiske lande. Man kan selv sammenligne: Gennem fyrre år var den årlige stigning hos os gennemsnitligt 10 procent, hos amerikanerne og franskmændene var den 3,2 procent og hos englænderne 1,9 procent. Man kan benægte hvad som helst, men ikke fakta. Vi går hurtigere frem, det vil sige vi vil uundgåeligt indhente og overhale alle de kapitalistiske lande. Og de herrer fra den anden side Atlanterhavet, der håber på, at det måske alligevel ikke vil gå sådan, vil have nytte af at blive mindet om nogle kendsgerninger fra den nyeste historie. Da Sovjetunionen slog ind på den industrielle udvikling, lå industrien i en række kapitalistiske lande i Europa langt foran vor. Monopolherrerne i disse lande anså deres førerstilling inden for Europas industri for urokkelig. Før der var gået ti år, havde Sovjetunionen med hensyn til industriproduktionen overhalet hvert eneste af disse lande. Og siden 1958 fremstiller vor industri mere end England, Frankrig og Vesttyskland tilsammen. De amerikanske monopolherrer har altså god grund til at være urolige. Og det er ikke en tilfældighed, når økonomer, der er i kapitalisternes tjeneste, ivrigt søger at bevise, at efterhånden som vor industriproduktion stiger, vil vort tempo begynde at aftage og falde til det tempo, der er det »almindelige« for den kapitalistiske økonomi. Formålet med denne kampagne er klar nok: Man vil sprede tvivl om Sovjetunionens evne til at løse sin økonomiske hovedopgave. Og en ting til: Man vil skjule den ubestridelige kendsgerning for den arbejdende befolkning i sit land, at kun socialismen med sit samfundseje af produktionsmidlerne og sin krisefri, planmæssige udvikling af økonomien kan garantere et højt og stabilt industrialiseringstempo. Under hele den fredelige socialistiske opbygning har vi ikke haft ét år, hvor produktionen hos os ikke er gået frem. Men i USA er industriproduktionen i dette tidsrum ni gange gået tilbage. Det var overproduktionskriserne, der kastede landet tilbage. Årsagerne til vor industris overordentlig høje væksttempo bunder altså i det socialistiske systems fortrin, idet dette system hverken kender til kriser, produktionsanarki eller andre af kapitalismens kræftskader. Vort tempo skyldes partiets rigtige leninske politik, folkets stigende politiske og arbejdsmæssige aktivitet og den omstændighed, at vi råder over talstærke kvalificerede kadrer. Det skyldes desuden, at Sovjetunionen er verdens rigeste land med hensyn til mineralforekomster. Hvis man tager det kendte verdensforråd af de seksten vigtigste mineraler, så ligger Sovjetunionen på førstepladsen for de tretten mineralers vedkommende. Mineralrigdommene er en af de vigtigste forudsætninger for Sovjetunionens uafhængighed. I alle de år, den socialistiske opbygning har stået på, selv i begyndelsen af den, klarede vi os uden at skulle bukke og skrabe for kapitalisterne: Vi kunne forsyne alle industrigrene med egne råstoffer. Der findes endnu en overordentlig vigtig faktor, der fremmer industriproduktionens hurtige vækst. Det er den reorganisation af industriens og byggeriets administration, der i de seneste år er blevet gennemført under ledelse af partiets centralkomité og sovjetregeringen. Det var selvfølgelig meget vanskeligt at lede hele landets industri fra et enkelt centrum, fra ministerier, der lå i Moskva. Med oprettelsen af de økonomiske råd er alle spørgsmål om virksomhedernes arbejde blevet f lyttet ud til de steder, hvor industrien findes, og det har i høj grad gavnet hele sagen. Tempoet, den størst mulige tidsgevinst i den fredelige kappestrid mellem socialismen og kapitalismen - denne opgave var den afgørende under alle femårsplaner, og den er det også under syvårsplanen. Når syvårsplanen er opfyldt, vil Sovjetunionen også ligge forud for England og Vesttyskland med hensyn til den vigtigste faktor: industriproduktionen pr. indbygger, og den vil også på dette punkt ligge på førstepladsen i Europa. Hvad USA angår, så vil vi i 1965 være nået op på den industriproduktion, som USA har i dag. Men USA vil ikke stå stille, og vi vil behøve endnu omkring fem år for at indhente USA. 1970 er altså det år, da Sovjetunionen har indhentet USA og er blevet verdens største industriland. Stillet over dette trøstesløse perspektiv for kapitalismen har Sovjetunionens uvenner mistet al lyst til at le ad vore planer for industriproduktionen og fremstille dem som frugter af en løssluppen fantasi. »Sovjetunionen har gode udsigter til at nå de mål, den har sat sig på industriens område... Sovjetunionen har hidtil opfyldt sine femårsplaner med godt resultat,« læser vi i de amerikanske monopolherrers blad »Business Week«. »Når russerne først har erklæret, at de vil opfylde planerne for industriens udvikling, er det bedst at regne med, at de vil gøre det,« svarede den engelske minister Macleod på et spørgsmål om syvårsplanen. Sådan er den almindelige tone i den borgerlige presse og hos de kapitalistiske politikere, der har udtalt sig om syvårsplanen. Tiderne har i sandhed forandret sig.  

Det forvandlede landbrug 

Vort landbrug nærmede sig sin fundamentale omformning i et ganske andet tempo end byernes erhverv. Inden for industrien var spørgsmålet om, »hvem der skulle besejre hvem« afgjort til socialismens fordel så tidligt som i 1927. Situationen inden for landbruget var dengang en ganske anden. Bruttoproduktionen inden for landbrugets vigtigste område - kornproduktionen - lå kun på 91 procent af det førrevolutionære niveau, og dertil kom, at den del af kornet, der kom på markedet, knap nok nåede op på 37 procent af dette niveau. Markedsproduktionen af kvægavlsprodukter og kulturafgrøder blev ved med at gå ned. Denne situation gjorde det selvfølgelig umuligt at gennemføre en konstant forøgelse af byernes og hærens forsyning med levnedsmidler og sikre industrien de nødvendige råstoffer fra landbruget. Det blev i stigende grad en indlysende nødvendighed hurtigst muligt at omsætte Lenins kooperationsplan i praksis. Udgangspunktet for den socialistiske omdannelse af landbruget var den 15. partikongres. Den fandt sted i december 1927 og er i partiets historie kendt som kollektiviseringskongressen. Det var på den kongres, at partiet, i fuld overensstemmelse med Lenins lære om, at socialismen kunne sejre i et enkelt land, satte kursen mod en omfattende kollektivisering af landbruget. Sammenslutningen af de små individuelle bondebedrifter til store kollektive bedrifter var den hovedopgave, kongressen stillede partiet overfor på landbrugsområdet. Man understregede navnlig, at sammenslutningen skulle gennemføres gradvis og afgjort på frivillig basis. Der må ikke udøves tryk på bønderne! Søg at overbevise dem! Man skulle i praksis påvise den kollektive drifts fordele gennem anvendelse af landbrugsmaskiner og traktorer. Partiet fandt også den bedst egnede form for bøndernes produktionskooperativer: landbrugsartellet (Artel er gammel russisk betegnelse for et andelsselskab). Her faldt kun de vigtigste produktionsmidler ind under fællesdriften: trækdyr, maskiner, inventar og visse landbrugsbygninger. Indtægterne fra arteldriften skulle fordeles efter det socialistiske princip, det vil sige efter arbejdets mængde og kvalitet. Samtidig fik hver gård i kollektivbruget ret til at have en lille personlig støttebedrift, der også omfattede en jordlod ved gården. Denne støttebedrift tjente til at dække en del af kollektivbrugsmedlemmernes behov, som i den første tid naturligvis ikke fuldt ud kunne dækkes af fællesdriften. Landbrugskartellet var således en heldig forening af medlemmernes samfundsmæssige og personlige interesser. Derfor satte de arbejdende bønder også lige fra begyndelsen pris på det og anså det for den bedste form. for kollektivt landbrug i hele overgangsperioden fra kapitalisme til kommunisme. I det konkrete program for den gennemgribende omformning af landbruget havde partiet nøje forudset alle de faktorer, der skulle være til stede for at gøre det til en succes. Ifølge den 15. partikongres’ direktiver fik opførelsen af fabrikker, der fremstillede traktorer og andre landbrugsmaskiner, en fortrinsstilling; der skulle i stigende grad ydes hjælp til fattigbønderne; forbundet med middelbønderne skulle styrkes yderligere; og der skulle føres en usvækket kamp mod landsbybourgeoisiet, mod kulakklassen. Partiet og sovjetmagten havde siden borgerkrigens af slutning ført en politik, der gik ud på at begrænse og fortrænge de kapitalistiske elementer på landet. Kulakbedrifterne skulle svare en særlig høj skat, det var forbudt dem at anvende lejet arbejdskraft og at forpagte jord ud over bestemte normer, der var fastsat i de sovjetiske love. Sovjetmagten krævede af kulakkerne, at de skulle sælge korn til staten til faste priser. Denne politik hæmmede kulakklassens vækst. I begyndelsen af den første femårsplan fandtes der kun en tredjedel af de kulakker, der havde eksisteret før revolutionen, men de udgjorde stadig en betydningsfuld faktor og var den største udbytterkategori i vort land. Dengang var betingelserne for at afskaffe kulakbrugene endnu ikke til stede. De leverede endnu hovedmassen af det korn, der blev solgt på markedet. Det ringe antal statsbrug og kollektivbrug, der fandtes på den tid, kunne ikke præstere denne kornmængde og erstatte kulakbrugene. Så længe en sådan erstatning ikke fandtes, måtte man føre en politik, der gik ud på at begrænse og fortrænge kulakkerne. Derfor bestemte den 15. partikongres, at man skulle videreudvikle offensiven mod kulakkerne og gennemføre en række foranstaltninger, der begrænsede kapitalismens udvikling på landet og førte bønderne i retning af socialismen. Partiet forklarede bønderne, at de kun kunne slippe ud af deres afhængighed af kulakkerne og nå frem til et liv i velstand, hvis de sluttede sig sammen i kollektivbrug. Mod denne klare kurs, der skulle sikre kollektivbrugssystemet sej ren, rejste leninismens modstandere en rasende kamp. Tilhængerne af højreafvigelsen (Buharins tilhængere) gentog trotskisternes gamle melodier og jamrede over, at man søgte at drage bønderne ind i den socialistiske opbygning, ligesom de søgte at bevise, at der under proletariatets diktatur uundgåeligt måtte findes »uløselige konflikter« mellem arbejderklassen og bønderne. Disse kapitalismens genrejsere satte deres lid til »kulturelementerne« på landet, det vil sige til kulakkerne, og de blev ved med at forkynde, at det ikke ville blive til noget med kollektivbrugene, og at man ikke skulle røre ved kulakkerne, fordi de af sig selv ville »vokse ind i socialismen«. Partiet afslørede højreoppositionens antileninistiske synspunkter og rejste de arbejdende bønder til den afgørende kamp mod kulakkerne og for kollektivbrugssystemets sejr. 

Da partiet gik i gang med kampen for kollektiviseringen, huskede det Lenins ord om statsbrugenes betydning og deres revolutionære rolle under landbrugets omformning. Allerede i 1919, da sovjetstatens midler og muligheder var yderst begrænsede, anså Lenin det for nødvendigt, at statsbrugene fik al mulig støtte. Han sagde: »Vi vil sende alle de agronomer, der findes, og alt, hvad der er tilbage af landbrugsmaskiner, ud til disse bedrifter. . . så at der i de store bedrifter ved fælles arbejde kan blive produceret bedre end før, billigere end før og mere end før.« Som store statslige landbrugsbedrifter havde statsbrugene som formål at få bondemasserne til at vende sig i retning af kollektiviseringen, de skulle ved deres praktiske eksempel overbevise bønderne om det socialistiske landbrugs fortrin gennem anvendelse af moderne teknik og videnskabens resultater. Deres oprettelse skyldtes Lenin, og partiet skabte dem som støttepunkter for den socialistiske omdannelse af landbruget. Også oprettelsen af maskin- og traktorstationerne står i forbindelse med statsbrugene. Det begyndte i Berjozovka-distriktet i provinsen Odessa. Der ankom en gruppe tilflyttere til et uopdyrket område i distriktet. Hver af dem fik sin egen lod. Hvad der videre skete, fremgår af et brev fra disse bønder fra 1927: »De fleste af os var fattige bønder, der hverken ejede heste eller inventar, så vi kunne ikke dyrke den jord, vi havde fået, men måtte bortforpagte den til storbønderne på egnen mod at få en del af høsten...« Da fik bønderne hjælp af en traktorafdeling fra statsgodset i Berjozovka. »Til vor store glæde og til ærgrelse for storbønderne - hed det videre i brevet - pløjede traktorerne hele jorden for os en fem-seks gange, de harvede og rensede den for at udrydde ukrudtet og såede til sidst den fineste hvede på hele arealet.. Nu har vi ikke én tønde land, der ikke er under plov, og ikke én af storbønderne har noget af jorden i forpagtning... Efter det traktorarbejde, vi har set, vil vi ikke længere drive jorden som små fattigbønder, men oprette en fælles bedrift, der skal gøre brug af traktorer, og der skal ikke findes små jordlodder for hver enkelt landmand.« I efteråret 1928 blev der på basis af traktorkolonnen fra statsbruget i Berjozovka oprettet en maskin- og traktorstation, der fik navn efter den ukrainske digter Taras Sjevtjenko. Det var den første i landet. Derefter blev der i vældig fart oprettet maskin- og traktorstationer i alle de afgørende landbrugsegne. Den 5. juni 1929 vedtog Rådet for Arbejde og Forsvar et dekret, hvorefter der i hele landet skulle oprettes et net af maskin- og traktorstationer. Siden da har maskin- og traktorstationerne i næsten tredive år været den socialistiske stats vigtigste støttepunkter for ledelsen af kollektivbrugene. Her samledes de nyeste landbrugsmaskiner, som staten ejede: Traktorer, mejetærskere og andre maskiner. Det var selve udviklingen, der førte frem til dette system, hvor maskin- og traktorstationerne betjente kollektivbrugene i produktionsteknisk henseende; systemet skabtes af masserne selv i den periode, da kollektiviseringen kom på dagsordenen. 

Ved maskin- og traktorstationernes hjælp voksede kollektivbrugene op. Men til at begynde med var det overvejende fattigbønder og landarbejdere, der blev medlemmer af dem. Det afgørende omsving i kollektivbrugsbevægelsen indtrådte i efteråret 1929, da landbefolkningens hovedmasse - middelbønderne - rykkede ind i kollektivbrugene. På dette tidspunkt fandtes betingelserne allerede for den sidste og afgørende kamp mod den sidste kapitalistklasse på landet, mod kulakklassen. I slutningen af 1929 var man nået så vidt, at kollektivbrugene sammen med statsbrugene leverede staten mere korn end kulakkernes landbrug. De kunne allerede fuldt ud erstatte kulakbedrifterne. Socialismen erobrede den ene position efter den anden i landsbyerne. Det blev derved muligt for partiet at forlade begrænsnings- og fortrængningspolitikken overfor kulakkerne og gå over til en politik, hvis mål var kulakkernes afskaffelse som klasse på basis af total kollektivisering. Sovjetmagten udstedte forbud mod at forpagte jord og beskæftige lejet arbejdskraft i bondebedrifterne. Derved mistede kulakkerne både jorden og landarbejderne. Bønderne fik tilladelse til at fratage kulakkerne maskiner, inventar, besætning og korn til fordel for kollektivbrugene. Kulakkerne havde hele tiden håbet på, at imperialisterne ville angribe vort land, der ganske alene havde opbygget socialismen, og genindføre kapitalismen. Derfor satte de sig så rasende til modværge mod kollektivbrugsbevægelsen. Lenin havde kaldt dem »de mest brutale, de mest hensynsløse, de mest barbariske udbyttere, som i andre landes historie mere end én gang har genoprettet godsejernes, tsarernes, præsternes og kapitalisternes magt«. Selvfølgelig kunne der heller ikke fra sovjetmagtens side vises overbærenhed over for kontrarevolutionære, som ved hjælp af terror, diversionshandlinger og en voldsom agitation søgte at forhindre den socialistiske opbygning på landet. Man byggede på bar bund under oprettelsen af kollektivbrugene, og den nye udvikling var forbundet med mangfoldige vanskeligheder, undertiden også med fejl. Under gennemførelsen af den totale kollektivisering forekom der i adskillige egne i landet forvrængninger af partiets politik. Man overholdt ikke alle vegne det princip, at bøndernes indtræden i kollektivbrugene var en frivillig sag. Flere steder blev der ikke oprettet landbrugsarteller, men »kommuner«, i hvilke man foruden de afgørende produktionsmidler straks lod beboelseshuse, mindre husdyr og fjerkræ gå over i fælleseje. Man overskred centralkomiteens direktiver om kollektiviseringstempoet i Sovjetunionens forskellige egne: Der fandtes lokale funktionærer, der skyndte sig med at gennemføre kollektiviseringen uden at tage hensyn til, om bønderne var indstillet på at blive medlemmer af kollektivbrugene eller ej. Kulakkerne udnyttede de lokale overdrivelser og fejl under kollektivbrugenes opbygning og søgte at forlede de bønder, der var trådt ind i kollektivbrugene, til at slagte deres kvæg. Hensigten med disse aktioner fra klassefjendens side var at fremkalde forbitrelse blandt bønderne og at så fjendskab mellem dem og sovjetmagten. Partiets centralkomité traf en række energiske beslutninger for at korrigere forvrængningerne af partiets linje under kollektiviseringen. Afskaffelsen af kulakkerne som klasse på basis af total kollektivisering blev urokkeligt ført ud i livet. I kampen for kollektivbrugene måtte man ikke blot overvinde kulakkernes forbitrede modstand, men også den kvalfulde tvivl, man stødte på hos tilbagestående arbejdende bønder, der havde hovedet fuldt af overtro og fordomme. Disse fordomme var særlig kraftige i de nationale republikker i Centralasien. Hele Sovjetunionen kender i vore dage det tadzjikiske kollektivbrug Vorosjilov, hvis formand er Saidhodzja Urunhodzjajev, der bærer titlen Det socialistiske arbejdes helt. Kollektivbruget har mange maskiner, der gør arbejdet lettere, folk har vænnet sig til dem og er glade for dem. Men Urunhodzjajev kan huske, hvordan man for tredive år siden mødte den første traktor i kollektivbruget. En flok gamle mænd under anførsel af en mulla (muhamedansk præst) spærrede vejen for traktoren. De råbte, at »sjaitan-arbe« (sjaitan-arbe er djævelens køretøj.) vanhelligede fædrenes jord og gjorde den ufrugtbar. De krævede, at raisen kollektivbrugets formand skulle sende traktoren tilbage. Den høje, rolige rais rystede på hovedet. Så lagde de gamle sig ned på vejen lige foran traktorens hjul. De grå skæg strittede op fra disse ansigter, der var stivnede i tanketom fanatisme. Uden at sige et ord løftede raisen nænsomt den ene gamling efter den anden op og lagde ham over ved vejsiden. Traktoren fortsatte ud på marken, og ingen vovede at sætte sig op mod raisen, fordi Saidhodzja Urunhodzjajev var kendt som den stærkeste mand i vid omkreds. Ja, det tog sin tid for bønderne at komme over århundreders fordomme. Det varede også noget, før de havde fået erfaring i at drive et stort kollektivbrug. Arbejderklassen hjalp dem med at blive kollektivister, aktive deltagere i opbygningen af det socialistiske liv. Lige fra kollektiviseringens begyndelse blev der i stort omfang sendt kvalificerede arbejdere fra byerne ud på landet som organisatorer og hjælpere. I Sovjetunionen husker man ordet »de fem og tyve tusind«. Det var de fremragende organisatorer af kollektivbrugsbevægelsen, som partiet i 1930 udvalgte blandt arbejderne og sendte ud i landsbyerne for at hjælpe de fattig- og middelbønder, der havde gennemført kollektiviseringen. Tre år senere sendte partiet yderligere 25.000 stovte bolsjevikker, fremragende repræsentanter for arbejderklassen, ud til de da oprettede politiske afdelinger ved maskin- og traktorstationerne og ved statsbrugene. Det kommunistiske ungdomsforbund deltog aktivt i kampen om kollektivbrugene og for afskaffelsen af kulakkerne som klasse. Ungkommunisterne på landet optrådte som udbredere af partiets linje blandt bønderne og drev propaganda for det kollektive arbejde. Næst efter kommunisterne var de de første, der indtrådte i kollektivbrugene. De første! Hvad kostede det ikke. Ikke sjældent lagde de sig ud med deres egen familie. Problemet fædre og sønner fik et nyt indhold på denne tid. De unge gik imod de ældgamle traditioner. Og mens fædrene ofte var bange for det nye, som de ikke forstod, så hilste sønnerne kollektivbrugene med begejstring og trådte dristigt ind i dem. I midten af 1929 var allerede 93 procent af ungkommunisterne på landet medlemmer af kollektivbrug. Dengang lærte ungkommunisterne på landet at holde af traktoren. »Jerngæsten« kaldte de den, og de hilste den med begejstring, når den viste sig på kollektivbrugets marker. Og da den socialistiske industri havde sendt hundredtusinder af traktorer ud til landmændene, lød overalt partiets parole: »Ungkommunist, op på traktoren!« Af de to og en halv millioner traktorførere, mejetærskerførere, chauffører og mekanisatorer, der blev uddannet i årene fra 1931-34, var de 80 procent unge. I slutningen af den første femårsplan var kollektiviseringen afsluttet i de afgørende landbrugsområder. Kollektivbrugene omfattede dengang allerede 60 procent af alle landbrugsbedrifter og tre fjerdele af det dyrkede areal i landet. I slutningen af den anden femårsplan var kollektiviseringen næsten fuldstændig afsluttet. Der fandtes da 24.200 kollektivbrug i Sovjetunionen. Kollektivbrugssystemets sejr var en triumf for Lenins kooperationsplan. Det var en revolution, der befæstede den socialistiske produktionsmåde inden for landbruget. Den løste på én gang tre fundamentale opgaver i forbindelse med socialismens opbygning på landet: Den afskaffede kulakklassen, den sidste og talstærkeste udbytterklasse i landet; den førte bønderne, den talstærkeste arbejdende klasse, over til socialistisk fællesdrift; den forvandlede vore bønder til en helt ny befolkningsgruppe, idet den gjorde dem til kollektivbrugsmedlemmer, der ikke, kendte til udbytning, og som byggede deres produktion på socialistisk fælleseje, på kollektivt arbejde og på den mest moderne teknik. Kollektivbrugene er en uløselig bestanddel af det sovjetsystem, som skabtes af Oktoberrevolutionen, og derfor har partiet og staten i Sovjetunionen altid støttet dem og ydet dem al mulig hjælp på det finansielle og tekniske område. Før den store fædrelandskrig fandtes der over en halv million traktorer, 182.000 mejetærskere og flere hundrede tusind lastbiler i det socialistiske landbrug.

Allerede dengang viste de resultater, der blev opnået af landbrugets førende folk, at det socialistiske landbrug som det mest progressive kunne udvikle fællesdriften i et meget hurtigt tempo. Men det var også givet, at man for at opnå et sådant tempo måtte udnytte de vældige muligheder, som kollektivbrugssystemet rummede, dygtigt og konsekvent. Indtil for nylig blev de imidlertid ikke udnyttet i tilstrækkelig grad. Fra 1948-53 forøgedes kornhøsten og kornsalget til staten i virkeligheden ikke. Heller ikke mælkeproduktionen steg, og den gennemsnitlige årsproduktion af kød lå under det niveau, landet havde nået før krigen. Landbrugsproduktionens vækst hæmmedes af store mangler i ledelsen af kollektivbrugene og statsbrugene og af en række forvanskninger af den leninske politik i kollektivbrugenes opbygning. Det, der blandt andet hindrede udnyttelsen af de vældige reserver af revolutionær begejstring, der fandtes på landet, var, at kollektivbrugene ikke havde nogen materiel interesse i at udvikle fællesproduktionen. Dette afspejledes i de daværende lave statslige opkøbspriser. Vi kan tage kartofler som eksempel. De opkøbtes af staten til en pris fra 2,5-3 kopeker pr. kilogram. Det var ikke engang nok til at dække transportudgifterne fra kollektivbruget til opkøbsstedet. Resultatet var, at jo flere kartofler et kollektivbrug solgte til staten, des større tab led det. Landbrugets halten-bag-efter kunne få farlige følger: Det kunne sinke sovjetlandets udvikling henimod kommunismen, hvilket til syvende og sidst ville betyde en svækkelse af Sovjetunionen og hele den socialistiske lejrs økonomiske styrke. Det kommunistiske partis centralkomités møde i september 1953 var det udgangspunkt, fra hvilket partiet dristigt og revolutionært satte kurs mod en hurtig forøgelse af landbrugsproduktionen. Mødet vedtog det overordentlig vigtige dekret »Om foranstaltninger til fremme af det sovjetiske landbrugs udvikling«. Det samme spørgsmål behandledes af endnu en række centralkomitémøder, og det blev indgående diskuteret på partiets 20. kongres. Partiets beslutninger og regeringsorganernes dekreter indeholdt et omfattende program for udviklingen af det socialistiske landbrug. Den folkekamp for virkeliggørelsen af dette program, der udviklede sig efter centralkomiteens septembermøde, betegnede et nyt trin i udviklingen og styrkelsen af kollektivbrugssystemet. Nu er princippet om landbrugernes materielle interesse i en forøgelse af landbrugsproduktionen atter sat i høj sædet. Kollektivbrugene og statsbrugene er blevet styrket med kadrer af specialister, mekanisatorer og førende funktionærer. Fællesproduktionen planlægges nu efter en ny ordning: Det er de lokale folk selv, der bestemmer, hvordan de bedst kan udnytte de forhåndenværende muligheder og reserver. Der er indført et nyt system for statens opkøb af landbrugsprodukter, og der er fastsat enhedspriser. Kollektivbrugenes medlemmer, ja hele folket, udtrykker den største tilfredshed med disse og andre foranstaltninger, som partiet har indført, og med den gavnlige virkning, de har haft for kollektivbrugssystemets styrkelse. Nu kan alle se, at kollektivbrugene er meget forskellige fra, hvad de var i de første år efter krigen. Flertallet af de nuværende kollektivbrug er store og økonomisk stærke bedrifter, der driver landbrug på basis af en omfattende anvendelse af de resultater, forskningen og de praktiske foregangsmænd har indhøstet. Kollektivbrugenes styrke kan bedømmes på mange måder, men først og fremmest kan man se på, hvor megen jord de disponerer over. I 1949 havde et kollektivbrug i Sovjetunionen gennemsnitlig 557 hektarer agerjord. Nu er det tilsvarende tal 1954 hektarer. Vort landbrug har aldrig før fået så mange maskiner fra staten som i årene fra 1953-58: 670.000 traktorer og ca. en million mejetærskere og lastbiler. Der er i kollektivbrugene opvokset talstærke kadrer, der er i stand til at udnytte den moderne teknik og videnskabens resultater. Jord, teknik og fagfolk - det er hovedfaktorerne for en forøgelse af landbrugsproduktionen. Kun på dette grundlag kan kollektivbrugenes indtægter stige - og de gør det virkelig ! For ti år siden beløb et kollektivbrugs gennemsnitsindtægt i penge sig til 111.000 rubler. Kort før syvårsplanens iværksættelse var pengeindtægten elleve gange så stor, nemlig 1.247.000 rubler. De udvidede kollektivbrug med deres vældige tilliggender, deres fagfolk og deres millionindtægter var ikke blot i stand til at købe maskinerne, men også til at udnytte dem. Det blev nu muligt at klare sig uden det mellemled mellem staten og kollektivbrugene, som maskin- og traktorstationerne udgjorde. I foråret 1958 besluttede partiet og sovjetmagten at omdanne maskin- og traktorstationerne til reparationsværksteder, medens landbrugsmaskinerne blev solgt til kollektivbrugene. Før omdannelsen af maskin- og traktorstationerne var landbrugets afgørende produktionskraft - kollektivbrugsmedlemmerne - ligesom uden forbindelse med de vigtigste arbejdsredskaber: Traktorerne og de øvrige maskiner. På én og samme jord var der to socialistiske virksomheder, der drev landbrug: Kollektivbruget og maskin- og traktorstationen. Nu er arbejdsredskaberne og -midlerne alle forenet i kollektivbrugenes hænder. Takket være denne omstændighed har der åbnet sig store muligheder for en bedre udnyttelse af teknikken og for en meget hurtigere tilvejebringelse af en overflod af landbrugsprodukter i vort land. Maskinparkens flytning fra maskin- og traktorstationerne til kollektivbrugene har stor praktisk og teoretisk betydning. Kollektivbrugene, der har erhvervet traktorer, mejetærskere og andre landbrugsmaskiner hos staten, udvider deres udelelige fonds og forandrer dem kvalitativt, hvorved der skabes forudsætninger for en gradvis overgang fra kollektivbrugsejendom til folkeejendom. Partiet siger: Vejen til kommunismen går gennem en alsidig styrkelse, udvidelse og fuldkommengørelse af såvel statens som kollektivbrugenes ejendom. Først under kommunismen vil de forenes til fælles kommunistisk ejendom. Derfor må man på det nuværende udviklingstrin styrke begge de bestående former for socialistisk ejendom og samtidig søge at udslette de skel, som endnu adskiller disse former fra hinanden.

Landbrugets vigtigste grundlag er kornproduktionen. Befolkningens ernæring, mange industrigrenes arbejde og kvægavlens udvikling er direkte afhængige heraf. Men netop indenfor kornavlen opstod den alvorligste forsinkelse. Partiets centralkomité udarbejdede de mest nødvendige foranstaltninger til fremme af kornavlen og fik dem også ført ud i livet. Den afgørende forudsætning for kornavlens forøgelse var opdyrkningen af 36 millioner hektarer jomfruelig jord. En opdyrkning af jomfruelig jord i et sådant omfang og i et sådant tempo har hidtil ikke været kendt i noget land. Nu findes der moderne småbyer, elektricitet, veje og frodige græsgange på de nyopdyrkede jorder. Men hvordan begyndte kampen for nyopdyrkningen i 1954 ? Snestorm, ingen veje, floder der gik over deres bredder, telte som vinden blæste omkuld, og en heroisk arbejdsindsats: 12-14 timer på traktoren hver eneste dag. 350.000 unge patrioter rejste på partiets opfordring ud til Kazahstans og Sibiriens stepper. Disse opdyrkningspionerer var med til at skabe et vældigt korndyrkende område i landets østlige del og forøgede samtidig landets kornreserver. Da der var gået fem år havde staten ikke blot fået dækning for de 30 milliarder 700 millioner rubler, som den havde anbragt i opdyrkningsarbejdet, men tilmed fået et nettooverskud på over 18 milliarder rubler. En anden meget vigtig foranstaltning til fremme af kornavlen er majsarealernes udvidelse og majsudbyttets forøgelse. Majsen bliver med rette kaldt for »markernes dronning«. Den er af stor nytte for kvægavlen. I de senere år er der gjort meget for at udvide majsarealet, men høsten af majskorn er endnu for ringe. Af den samlede kornhøst udgør USAs majshøst 46 procent, Sovjetunionens kun 7 procent. I december 1958 gjorde centralkomiteen det til en opgave at gennemføre en kraftig forøgelse af majsens andel i den samlede kornhøst. Partiets tredje foranstaltning tager sigte på at forøge kornudbyttet pr. hektar på såvel de gamle som de nyopdyrkede jorder. Takket være det arbejde, partiet har udført, er kornafgrøderne steget fra 81 millioner tons i 1953 til 136 millioner tons i 1958. Medens der for få år siden fandtes nogle hundrede foregangsmænd, arbejdsgrupper, kollektivbrug og statsbrug, der høstede fra 1,5-2,5 tons korn pr. hektar, er der nu titusinder af dem. Statens opkøb af korn er i løbet af denne tid blevet næsten tredoblet og lå i 1958 på ca. 56 millioner tons. Der er aldrig blevet opkøbt så store kornmængder i vort land. Kornavlen i Sovjetunionen hviler nu på et solidt grundlag. Statsbrugene har spillet en stor rolle for forøgelsen af kornproduktionen, navnlig i de nyopdyrkede områder. Der findes nu 6000 statsbrug, og de råder over en fjerdedel af hele statens agerjord. 40 procent af den kornmængde, staten fik leveret, faldt på statsbrugene. I 1965 skal vor kornhøst nå op på mindst 160-175 millioner tons. Opfyldelsen af syvårsplanen for kornavlen forudsætter, at høstudbyttet pr. hektar tilsået jord skal øges med tre-fire hektokilo. Forøgelsen af kornafgrøderne har i betydelig grad fremmet udbyttet af de tekniske kulturer. Nu, da staten får store kornmængder fra de nyopdyrkede områder, har staten tildelt disse kulturer en del af den bedste jord i Ukraine, Nordkaukasus, det centrale sortjordsområde og andre egne. Høsten af sukkerroer, bomuld, hør, olieplanter er steget betydeligt, og under syvårsplanen vil der ske en vældig forøgelse på dette område. Centralkomiteen har på det nye udviklingstrin også skabt betingelser for en forøgelse af kvægavlen, der gennem en lang periode var den mest forsømte del af landbruget. Her opnåede man gode resultater ved, at partiet ikke mere som før i tiden behandlede kvægavlens udvikling isoleret fra landbrugets øvrige grene, men i uløselig forbindelse med forøgelsen af kornproduktionen og tilvejebringelsen af en stabil foderbasis. Resultatet har været en betydelig forøgelse af kvægbestanden og en vældig stigning af produktionen af animalske landbrugsprodukter. Kødproduktionen (i slagtet vægt) udgjorde i 1958 ca. 8 millioner tons, det vil sige 2,1 million tons mere end i 1953. Mælkeproduktionen steg samtidig til det dobbelte. I foråret 1957 tog de førende kollektivbrug og statsbrug initiativet til en bevægelse for i løbet af de nærmeste år at indhente USA, hvad produktionen af kød, mælk og smør pr. indbygger angår. Denne bevægelse hviler på et solidt grundlag. Den samlede produktion af mælk og smør i vort land ligger allerede nu over Amerikas og er den største i verden. Det er lykkedes os at gennemføre dette, fordi produktionen af kvægavlsprodukter hos os stiger langt hurtigere - ligesom det er tilfældet med industriproduktionen. Den årlige stigning i mælkeproduktionen har for eksempel i de sidste fem år udgjort 9,6 procent, mod kun 0,9 procent i USA. Den årlige stigning i kødproduktionen er hos os fire-fem gange så stor som hos amerikanerne. Selv om vi har en så kraftig produktionsstigning, må vi alligevel anstrenge os meget for at indhente USA, hvad angår produktionen af animalske landbrugsprodukter, navnlig kød, pr. indbygger. Hvad angår mælk og smør, vil opgaven blive løst i løbet af få år. I løbet af syvårsplanen vil der også blive taget et stort skridt i den retning, for så vidt angår produktionen af kød. Partiet har udsendt en appel om at arbejde for at dække landets behov for kød med samme energi, kraft og begejstring som den, der prægede sovjetmenneskenes kamp for opdyrkningen af Sibiriens og Kazahstans jord. Vi må igen tænke på vor store digter Maj akovskij, hvis flammende digte udtrykker vor kampvilje, vor sejrssikkerhed. Det var ham, der allerede i tyverne skrev: »Borgere ! Se mod vore kommunistiske strande ! I vort arbejde, med fly og med tog vil vi indhente, overhale, lægge bag os jeres berømte ,rapfodede Amerika«.

Sovjetfolkets kamp for industrialiseringen og den gennemgribende omdannelse af landbruget var forbundet med en energisk opbygning af en ny, socialistisk kultur. Det, der er blevet gjort for hele befolkningens uddannelse og åndelige udvikling, kan med fuld ret kaldes en kulturrevolution. En af betingelserne for dens vellykkede gennemførelse var befolkningens egen aktive deltagelse i den: Den var brændende interesseret i så hurtigt som muligt at komme ud af sin uoplysthed for at kunne tage del i det fællesmenneskelige fremskridt. Det var det kommunistiske parti, der inspirerede og organiserede kulturrevolutionen. Partiet forstod udmærket, hvor vigtigt det var, at hele folkets masse fik del i kundskaberne og kulturen og tog derfor allerede i begyndelsen af sovjettiden fat på at likvidere analfabetismen. Det føltes af alle som en af revolutionens vigtigste opgaver. Overalt - i industribyerne og i de fjerneste og mindste landsbyer - blev der opretter punkter for analfabetismens likvidering. I 1920 fandtes der 37.000 af disse punkter. De stod under ledelse af en ekstraordinær alrussisk kommission til likvidering af analfabetismen. Tre år senere oprettede arbejdere og bønder et frivilligt selskab »Ned med analfabetismen«. Selskabet havde afdelinger spredt over hele Sovjetunionen. Fagforeninger, sovjetter, undervisningsvæsenet og ungkommunisterne hjalp selskabet med at løse sin opgave: analfabetismens afskaffelse. I 1940 var analfabetismen blandt voksne i Sovjetunionen afskaffet på sjældne undtagelser nær. 50 millioner voksne mænd og kvinder havde lært at læse og skrive. Samtidig gennemførte man, fra 1930, indførelsen af obligatorisk undervisning for børn. Sovjetunionen brugte hverken 4600 år eller 125 år - som de gamle tsaristiske embedsmænd havde regnet med men kun to årtier til at gøre hele landet læse- og skrivekyndigt. Og mere end det. Oktoberrevolutionen åbnede dørene til de højere læreanstalter på vid gab for millioner af mennesker. I den første tid fandtes der imidlertid simpelt hen ikke nok arbejdende unge, der havde den nødvendige gymnasieuddannelse for at kunne påbegynde et studium. Sovjetmagten fandt en udvej af denne situation: Der oprettedes specialskoler, de såkaldte arbejderfakulteter. Den 2. februar 1919 åbnedes det første arbejderfakultet i Moskva. Begivenheden fejredes som en stor og glædelig begivenhed i sovjetlandets liv. Der oprettedes arbejderfakulteter i alle byer hvor der fandtes læreanstalter. De gav i løbet af tre år (dagsarbejderfakulteter) eller fire år (aftenarbejderfakulteter voksne arbejdere og bønder den nødvendige uddannelse, så de kunne gå videre ved en højere læreanstalt. I slutningen af 1930érne, da de almendannende skoler havde gennemgået en vældig udvikling, havde arbejderfakulteterne mistet deres betydning og blev nedlagt. Landet havde nu et tilstrækkeligt stort antal almendannende skoler, der forberedte ungdommen til optagelse i de højere læreanstalter. 

I disse år udvikledes hos os det undervisningssystem, der eksisterede lige til 1959. Grundlaget for det var de almendannende skoler: begynderskolen, syvårsskolen og middelskolen (den ti-klassede skole), hvortil kom højere læreanstalter og teknika. Den sovjetiske skole - middelskolen og de højere læreanstalter - har spillet en afgørende rolle for kulturrevolutionen. Det kan man overbevise sig om, når man ser på den stilling, Sovjetunionen nu indtager i kulturel henseende. Først og fremmest har Sovjetunionen allerede i lang tid indtaget førstepladsen i verden, hvad befolkningens deltagelse i undervisning angår. Over 54 millioner mennesker - næsten en fjerdedel af befolkningen - deltager i en eller anden form for undervisning. Antallet af elever i middelskolernes øverste klasser er i sovjettiden steget til det fyrredobbelte! Med 4000 procent ! Også med hensyn til den højere undervisning er der sket vældige forandringer. Før revolutionen fandtes der 127.000 studenter ved de højere læreanstalter. Nu er tallet 2.150.000. Det er fire gange så mange som det samlede antal studenter i store kapitalistiske lande som England, Frankrig, Vesttyskland og Italien tilsammen, skønt disse lande nogenlunde har samme indbyggerantal som Sovjetunionen. Hvad angår antallet af studerende ved de højere læreanstalter i forhold til befolkningstallet ligger sovjetstaten nu langt foran USA. Det er en præstation, som man ikke kan lade være med at være stolt af. Vore læreanstalter har uddannet et nyt lag af intellektuelle. I 1913 havde Rusland under 200.000 specialister med uddannelse på højeste og mellemste trin. Nu har vi i vort land ca. 7,5 millioner af sådanne specialister. For at fuldstændiggøre billedet må det tilføjes, at vi nu har 280.000 videnskabelige forskere. Det er 28 gange så mange som før revolutionen. Disse tal viser tydeligt, hvilke fordele socialismen rummer i forhold til kapitalismen, hvad massernes kulturudvikling og videnskabens fremskridt angår. Der gik lang tid, før imperialismens ideologer fik øje for denne udvikling. Ja, de fremhævede ustandseligt, at de ikke troede på, at befolkningen i vort land havde gjort fremskridt, de sagde og skrev, at der under socialismen ikke var betingelser for en selvstændig udvikling af videnskabsmænd og åndsarbejdere. Nogle måneder før den første sputnik blev sendt op, viste man i biograferne i den kapitalistiske verden en amerikansk film, der hed »Menneskeraketten og den skønne pige fra Sibirien«. Filmen var let at forstå: En amerikansk raket med en mand om bord lander i Sibirien. Den amerikanske officer, der er filmens helt, møder i Sovjetunionen folk, der ikke kender noget til raketter, og som ikke har nogen forestilling om moderne videnskab. Og pludselig...Verden blev bogstavelig talt rystet ved meddelelsen om, at Sovjetunionen den 4. oktober 1957 havde opsendt den første kunstige jorddrabant. Den vejede 83,6 kilo - det var ca. ti gange så meget, som man dengang i udenlandske videnskabelige kredse anså det for muligt at sende ud i verdensrummet. Og det var blot den første spejder i verdensrummet; den havde kun den meget beskedne opgave at fastslå, om der overhovedet i længere tid kunne eksistere kunstige jorddrabanter, og om man kunne etablere radioforbindelse med dem. Den anden sputnik, der blev sendt op en måned senere, den november, vejede 508,3 kilo og var et sandt laboratorium i det kosmiske rum. For første gang bragte den et levende væsen hunden Lajka - ud i rummet. Et halvt år senere fulgte en ny verdenssensation: Den 15. maj 1958 steg den tredje sovjetiske kæmpesputnik op i verdensrummet. Dens vægt - 1327 kilo - svarede til vægten af en mellemstor bil.., det var mere, end selv de dristigste videnskabsmænd havde vovet at spå om. Den 2. januar 1959 bragte radioen bud om en ny glimrende præstation af sovjetisk videnskab og teknik: Sovjetunionen havde med held sendt en kosmisk raket op i retning af Månen. For første gang i historien havde man skabt et flyveapparat, som ikke blot havde nået, men også overskredet den anden kosmiske hastighed, 11.000 meter i sekundet. Rakettens sidste trin, der vejede 1472 kilo (uden brændstof) fløj forbi Månen og blev for bestandig den første kunstige planet i solsystemet. Og hvilke andre videnskabelige bedrifter har vort land ikke fejret i de seneste år! De kan næsten allesammen karakteriseres med ordet »første«. I 1954 opførte vi verdens første atomværk. Fire år senere blev første afsnit af verdens største atomværk med en kapacitet på 600.000 kilowatt, altså 120 gange så meget som det første atomværk, taget i brug. Vi har frembragt verdens kraftigste accelerator af ladede partikler med en energi på henimod 10 milliarder elektronvolt. Alene dens elektromagnet vejer 36.000 tons. Vi har bygget verdens første overfladeskib med atommotor - isbryderen- »Lenin«. Vi har som de første indført kæmpemæssige jetfly - TU-104 og TU114 - i passagerflyvningen. Disse kendsgerninger har gjort et sådant indtryk, at mange af den kapitalistiske verdens repræsentanter, som endnu for ganske nyligt stædigt og hadefuldt talte om Sovjetunionens svaghed, om »socialismens krise« og om den sovjetiske kultur’s og videnskabs forfald, nu taler helt anderledes om videnskabens og kulturens niveau i Sovjetunionen.

I USA slog ikke blot monopolherrerne, men også skolefolkene alarm. De véd nemlig, at der eksisterer den snævreste forbindelse mellem det sovjetiske undervisningssystem og den sovjetiske videnskabs og tekniks resultater. Det er selvfølgelig svært at karakterisere videnskabens og kulturens udvikling med et eller andet tal, sådan som man for eksempel kan gøre det med hensyn til produktion. For anskuelighedens skyld kan man imidlertid også her tillade sig at anføre tal. De sovjetiske læreanstalter dimitterer for tiden over 71.000 ingeniører om året, USA kun 26.000. Det drejer sig imidlertid ikke blot om en kvantitativ forskel. Vi ligger også forud for de Forenede Stater med hensyn til undervisningens kvalitet. Som bekendt spiller det en meget stor rolle for uddannelsen af specialister, at man studerer de eksakte videnskaber i skolerne. Hos os bruges næsten halvdelen af skolernes timetal til fysik, kemi, naturfag, matematik og astronomi. Alle sovjetiske skolebørn lærer disse fag. På denne måde lægges der en solid grund for en grundig tilegnelse af de forskellige videnskaber. Selv en så afgjort uven af socialismen som USAs afdøde udenrigsminister John Foster Dulles var nødt til at indrømme, at »Sovjetregeringen giver et stadig større antal af sine folk en uddannelse, navnlig på naturvidenskabernes og de anvendte videnskabers område.« I USA har statistikerne regnet ud, at man i USA kun anvender en fjerdedel af skoletimerne til studiet af de eksakte videnskaber. I 43 procent af middelskolerne bliver der ikke undervist i fysik, i 18 procent hverken i fysik eller kemi, og i hver tredje skole véd eleverne ikke, hvad algebra er for noget. Karakteristisk er følgende udtalelse af den fremtrædende amerikanske fysiker Ruby om den amerikanske skoles utilstrækkelighed: »Efter hvad jeg forstår, får russerne en uddannelse, der svarer til det 20. århundrede, medens ungdommen i de Forenede Stater og England får en uddannelse, der svarer til midten af det 19. århundrede.« Årsagerne til dette sociale fænomen er følgende: Socialismen sikrer alle borgere gratis undervisning. Vi anser det for en selvfølge, at vore skoler og læreanstalter tilhører staten, helt og holdent bekostes af den, og at studenterne får statsstipendier. Det er jo staten, der regulerer undervisnings- og opdragelsessystemet. Men kapitalismen ? »Vi har ikke råd til et godt system af gratis statsskoler,« udtaler senator Fullbright, der dermed gav udtryk for den officielle opfattelse i Amerikas herskende kredse. USAs regering, der ikke sparer på pengene, når det gælder rustningskapløbet, er særdeles påholdende, når det gælder om at finansiere folkeundervisningen. Derfor tilhører de fleste skoler og colleges i USA privatfolk. Det er dem, der bestemmer, hvad der skal, og hvad der ikke skal undervises i, og de retter sig her efter monopolernes interesser. Men det er kun den ene side af sagen. Den anden side er, at de private skoler ikke er tilgængelige for de brede arbejdende masser. Undervisningen i et privat college koster 8-9000 dollars i fire år, hvilket næsten er lige så meget som en amerikansk gennemsnitsfamilies faktiske lønindtægt. Derfor siger man i amerikanske ungdomskredse: »I Rusland optager læreanstalterne dem, der har evner; i Amerika optager de dem, der har penge.«

Til trods for den sovjetiske skoles ubestridelige fortrin og dens store fortjenester, udtalte partiet i 1958, at det var nødvendigt at gennemføre en vidtgående reform for at videreudvikle undervisningsvæsenet. I tyverne og trediverne lagde vor middelskole hovedvægten på at give eleverne den almendannelse, de skulle have for at blive optaget i en højere læreanstalt. Denne kurs var dengang den eneste rigtige. Lad os tage skoleåret 1927-28. Hvor mange elever fandtes der dengang i middelskolernes øverste klasse ? 50.000. Hvor mange kandidater dimitterede de højere læreanstalter ? 42.500. Det vil sige, at næsten alle de elever, der gennemgik middelskolen, fortsatte i en højere læreanstalt. I tidens løb steg antallet af de elever, der gennemgik den ti-klassede skole, meget stærkt. Alene i 1958 tog 1.600.000 unge afgangseksamen fra den. Den højere læreanstalt optager ca. 450.000 studenter om året, og af dem følger ca. halvdelen korrespondance- eller aftenkurser. Det vil sige, at kun en fjerdedel af dem, der udgår fra middelskolen, bliver optaget i en højere læreanstalt. Hvad så med resten? De burde med det samme gå over i en samfundsgavnlig beskæftigelse, men ak! Skolen, der har givet dem en betydelig mængde kundskaber, har ikke forberedt dem til praktisk arbejde. Kundskabsmængden som sådan har, som formanden for Sovjetunionens videnskabsakademi, A. N. Nesmejanov, engang med rette bemærkede, »værdien nul«. Hovedsagen er evnen til at anvende sin viden. Vor skole lagde imidlertid vægt på kundskabsmængden, og ikke på evnen til at anvende kundskaberne i arbejdet, først og fremmest det praktiske arbejde. Grundlæggerne af den videnskabelige socialisme, fremhævede gang på gang: Uden fysisk arbejde er en harmonisk udvikling af mennesket utænkelig. Lenin påpegede længe før Oktoberrevolutionen, at man kun kunne forestille sig fremtidens idealsamfund som et samfund, hvor den unge generation forener undervisning med produktivt arbejde. Lenins princip om forening af undervisning og produktivt arbejde blev konkretiseret og udviklet i vort partis vigtigste dokumenter. Den 20. partikongres bragte noget principielt nyt ind i spørgsmålet om ungdommens uddannelse til arbejde. Kongressen foreslog, at man i skolerne ikke blot skulle give undervisning i nye fag, der gav en grundlæggende viden om teknik og produktion, men at man også systematisk skulle lade eleverne få del i arbejdet i virksomhederne, i kollektivbrugene, statsbrugene, forsøgsstationerne og skoleværkstederne. Det lykkedes ikke straks at finde den form, hvorunder eleverne skulle delagtiggøres i arbejdet. Dertil krævedes oprettelse af en ny type arbejdsskoler, tilpasset det socialistiske samfund. Først i en snes, siden i hundreder af skoler søgte man at finde frem til den bedste måde, hvorpå undervisningen kunne forenes med livet, og disse forsøg kronedes i mange tilfælde med held. Middelskolen i kosaklandsbyen Grigorijpolisskaja i provinsen Stavropol blev kendt i vide kredse. Her oprettede man landets første elevbrigade, bestående af tolv elever fra de ældste klasser. Børnene dyrkede, så godt de kunne og i overensstemmelse med skoleplanen for det praktiske arbejde, majs, hvede, grøntsager og solsikker, de anlagde haver og vinmarker. Om vinteren og om foråret var der afsat faste timer til arbejdet, og i sommertiden blev eleverne hovedsagelig beskæftiget i kollektivbruget. Eksperimentet gav gode resultater. Denne form for skoleelevernes deltagelse i arbejdet vandt stærk udbredelse i landet. Elevbrigadernes fortjeneste ligger ikke alene i, at de opnår gode økonomiske resultater. Det vigtigste er, at drengene og pigerne opdrages til at holde af landbrugsarbejdet, de lærer produktionsdisciplin og bliver oplært i fag som traktorkørsel, betjening af mejetærskere, agerdyrkning og husdyrbrug. Efter at have studeret erfaringerne fra de mange skoler forberedte partiet en reform af hele undervisningsvæsenet. Nøglen til denne reform er en forening af undervisning og produktivt arbejde. Partiet opstillede følgende parole: »Alle børn, der kommer i skole, skal uddannes til et nyttigt arbejde, til deltagelse i opbygningen af det kommunistiske samfund.« Den tid er ikke fjern, hvor et menneske, der forstår en symfoni og kender komponisten, når det har hørt nogle takter, og læser og holder af de klassiske forfattere, kun kan betragtes som dannet, hvis det tillige har forstand på maskiner og marker, så at det kan skabe både åndelige og materielle værdier. Det undervisningssystem, som partiet har udarbejdet, tager netop sigte på at opdrage et så harmonisk udviklet menneske. Hvad er det, der udmærker dette undervisningssystem ? Middelskoleundervisningen deles nu i to etaper. Den første etape er en otteårig skole, der er tvungen for alle. Dens fulde navn er: Den ufuldstændige almendannende polytekniske arbejdsmiddelskole. Dens fordele i forhold til den tidligere syvårige skole er, at den uddanner børn med en større mængde almendannende kundskaber, børn, der etisk og praktisk er bedre forberedt på at deltage i samfundsnyttig virksomhed. Efter afslutningen af denne skole skal alle elever deltage i samfundsnyttigt arbejde. På den anden etape får ungdommen den fuldstændige middelskoleundervisning. Dette sker ved, at man på forskellige måder forener undervisning og arbejde: I skolerne for arbejder - eller landsbyungdommen foregår undervisningen samtidig med deltagelse i produktionen; i den almendannende polytekniske arbejdsmiddelskole gives der produktionsundervisning; endelig findes der teknika. Middelskolereformen bidrager til fortsat forbedring af den højere undervisning, der for alvor får forbindelse med produktionslivet. De højere læreanstalter optager nu hovedsageligt unge, som allerede har praktisk erfaring fra produktionslivet. De sovjetiske studenter, der påbegynder studierne, er nu i almindelighed unge arbejdere eller kollektivbrugsmedlemmer. Der lægges vægt på, at man kan gennemføre studiet ved en læreanstalt eller et teknikum gennem deltagelse i korrespondance- eller aftenkurser. Derved tilvejebringes de nødvendige forudsætninger for, at folk, der er beskæftiget med samfundsnyttigt arbejde, kan udnytte deres fritid til at få videregående uddannelse og forøge deres kvalifikationer. Undervisningssystemet vil blive fuldstændig reorganiseret i løbet af syvårsplanen. I denne periode vil alle led af vort forbedrede undervisningssystem, navnlig kostskolerne, blive videreudviklet. Kostskolerne har allerede fået et godt ry som en særdeles vigtig form for opdragelse af den opvoksende generation. Af disse skoler findes der imidlertid kun få; i 1958 havde de i alt 180.000 elever. I 1965 vil der findes fjorten gange så mange. 

Socialismen har skabt de gunstigste betingelser for en udvikling af kulturen og har gjort alle åndelige værdier til folkeeje. Alle sovjetborgere har nu adgang til teatre, biografer, radio, kunstudstillinger og navnlig bøger. Alle kan gratis låne bøger i et af landets 400.000 folkebiblioteker. Men dertil kommer, at næsten hver sovjetisk familie er bogkøber. »Jeg har fået et eksemplar af Arbejdernes lommebog,« skrev Lenin i slutningen af 1918, da forlaget Priboj havde udsendt en lommebog af dette navn. »5000 eksemplarer er allerede blevet solgt ! Hurra !« Lenins glæde var let at forstå. Det gennemsnitlige oplag af en bog var dengang 3300 eksemplarer, og på hundrede indbyggere i Rusland faldt der 62 bøger, det vil sige mindre end én pr. indbygger! Nu er det gennemsnitlige oplag pr. bog 19.000 eksemplarer, og der falder 550 bøger på hver hundrede indbyggere. Det gennemsnitlige »forbrug« af bøger i hele verden er kun to bøger om året pr. indbygger. Det er interessant, at selv med bogproduktionens lave niveau i 1913, blev der i det tsaristiske Rusland udsendt dobbelt så mange bøger som i USA. Selv nu ligger bogproduktionen i USA på næsten det samme niveau. Det er bemærkelsesværdigt, at Sovjetunionen også ligger på førstepladsen, hvad udgivelsen af oversat litteratur angår. Der udkommer hos os tre gange så mange bøger som i USA. På denne måde sørger vor stat for, at ungdommen i fuldt omfang kan stifte bekendtskab med de bedste kulturværdier, ikke blot dem, der er skabt af Sovjetunionens folkeslag, men af forfattere fra hele verden. Efterhånden som vi nærmer os kommunismen, får folkets virke for samfundet stadig større betydning. Også spørgsmålet om sovjetkunstens videre udvikling forandrer karakter. Indtil for nylig lagde man hos os hovedvægten på statsteatre og statsorkestre, sammensat af professionelle kunstnere. Nu er det sådan, at amatørvirksomhed er i overordentlig kraftig udvikling side om side med denne professionelle kunst. I den Russiske Føderation, Moldavien og Letland og andre republikker er der opstået amatørteatre. Der opstår symfoniorkestre, korsammenslutninger samt opera- og balletgrupper af amatører. Partiet opmuntrer og støtter denne massebevægelse af amatører som kalder fremragende talenter frem fra folket og medvirker til hele den socialistiske kulturs opblomstring.

»Lad os for et øjeblik antage, at bolsjevikkerne sejrer. Hvem skal så regere os ? Det skal måske være kokkepigerne, disse kotelet- og bøfkendere ? Eller brandmændene ? Hestepasserne, fyrbøderne ? Eller måske skal barnepigerne midt i blevasken styrte hen til statsrådets møder ? Eller hvem skal det være? Hvem er disse politikere ? Hestepassere, barnepiger, kokkepiger ! Det er åbenbart dem, der efter bolsjevikkernes mening er kaldet til at styre landet. Kommer det til at gå sådan ? Nej! Er dette muligt ? På dette vanvittige spørgsmål vil historien give et kraftigt svar.« Nu véd alle, hvordan historien svarede på dette infame spørgsmål, som man i 1917, kort før Oktoberrevolutionen, kunne læse i det reaktionære blad »Den nye tid«. Sovjetsystemet, den socialistiske livsform, har gjort det af med den tåbelige fordom, at kun de såkaldte »højere klasser« og deres åndelige tjenere kan styre et land. Det har vist sig, at også en almindelig arbejder og bonde med sin viden og praktiske erfaring kan deltage i styrelsen af sovjetstaten. »Det er vidunderligt,« sagde Lenin om folkemassernes deltagelse i statsstyrelsen. Alle sovjetmagtens led, lige fra de lokale sovjetter i by og på land til Sovjetunionens Øverste Sovjet, udgør et smidigt og samtidig stabilt folkestyre. De repræsenterer 134 millioner vælgere, det vil faktisk sige hele landets voksne befolkning. Det er i ordets fulde betydning en organisation, der omfatter hele folket. Vore repræsentanter er forpligtet til at udføre folkets vilje og give udtryk for dets interesser. Det er gennem dem, sovjetterne med utallige tråde er forbundet med hele befolkningen; der findes ca. to millioner sovjetmedlemmer i landet. Af dem er ca. en fjerdedel unge. Hvem er disse repræsentanter ? I den nuværende Øverste Sovjet kan man i Kreml se den unge stålarbejder Vladimir Lukjanov. Det er hans opofrende arbejde, der har skaffet ham vælgernes tillid. Hans forældre var almindelige medlemmer af et kollektivbrug i en fjerntliggende landsby i Kirov-området. Han var seksten år gammel, da han for første gang så en jernbane. Det skete, da han rejste til deri metallurgiske fabrik i Nizjnij Tagil. Her blev han hjælpearbejder i martinafdelingen. Samtidig med at han arbejdede på fabrikken, søgte han skolens 5., 6. og 7. klasse, derefter gennemgik han fabrikkens stålarbejderskole og senere et teknikum for metallurgi. Han har to gange fået ærestitlen »Sovjetunionens bedste stålarbejder«. Hans arbejdergruppe passer martinovn nr. 5 på fabrikken og præsterer den højeste produktivitet pr. time i hele landet. Lukjanov er ikke blot en dygtig producent, skønt dette selvfølgelig er hovedsagen. Han holder tit foredrag for eleverne i fabrikkens teknikum, og han har skrevet en lille bog »Hvert minut er kostbart«, hvori han skildrer sine erfaringer fra stålproduktionen. Man kunne også fortælle om mange andre unge sovjetmedlemmer. De er født i forskellige egne af landet, de har forskellige professioner, men deres liv har formet sig efter de samme linjer som Lukjanovs: en arbejdende sovjetisk familie, skolen, komsomol, fabrikken eller kollektivbruget, derpå igen undervisning sammen med fortsat produktivt arbejde. Dertil kommer så anspændt kommunistisk arbejde for det fælles vel. I Sovjetunionens Øverste Sovjet stammer for tiden 60 procent af medlemmerne fra arbejdere eller bønder. Der findes ikke et parlament i noget kapitalistisk land, der har en sådan sammensætning. Tag for eksempel USA. Der sidder ikke én arbejder i kongressen, ikke én arbejdende farmer. Flertallet af senatorerne og af medlemmerne i Repræsentanternes Hus er enten selv kapitalister eller embedsmænd, der er i monopolernes tjeneste. Marxismen-leninismen har for længst fastslået, at den kapitalistiske stat er det monopolistiske bourgeoisis diktatur. Jo mere imperialismen rystes i sin grundvold, des mere søger monopolisterne at underkaste sig den borgerlige stats apparat, og de udnytter det først og fremmest for at bevare det døende kapitalistiske system. Milliardærerne og millionærerne fylder statsapparatet med deres protegeer og overtager selv regeringsposterne. I USA udgør de for eksempel en stigende del af regeringen. I efteråret 1958 kunne Nelson Rockefeller, en af det amerikanske olieimperiums hovedmænd, sætte sig i New York-guvernørens stol. Stillingen som guvernør i en så indflydelsesrig stat som New York er i USA altid blevet anset for det sidste trin på vejen til præsidentposten. Vor sovjetstat er den direkte modsætning til den kapitalistiske stat. Det er verdens første socialistiske arbejder- og bondestat, og den er opstået som følge af Oktoberrevolutionens sejr og oprettelsen af proletariatets diktatur. Den udtrykker og forsvarer arbejderklassens og alle arbejdendes interesser og er i deres hånd det vigtigste redskab til opbygning af det nye, kommunistiske samfund.

Sovjetstaten er en kompliceret social organisme. Dens virksomhed omfatter mange af det socialistiske samfunds sider. På det nuværende udviklingstrin er vor stats vigtigste opgave dens økonomiske og organisatoriske, dens kulturelle og opdragende arbejde, kontrollen med arbejdets og forbrugets omfang, beskyttelsen af den socialistiske ejendom, overholdelsen af de socialistiske love og varetagelsen af borgernes rettigheder. Så længe der eksisterer en aggressiv imperialistisk lejr, sørger sovjetstaten for landets forsvar mod angreb udefra. Hovedretningen i den socialistiske stats udenrigspolitik har, lige så længe denne stat har eksisteret, været den konsekvente, målbevidste kamp for fred mellem folkene. Oprettelsen af en socialistisk verdenslejr har givet vor stat en ny funktion: At organisere et økonomisk og kulturelt samarbejde og gensidig hjælp mellem de socialistiske lande. Partiets 21. kongres fastslog, at mange af de funktioner, som statsorganerne udførte, efterhånden skulle overgå til masseorganisationerne. I den henseende er der allerede sket meget. Lige til den seneste tid blev idrætsbevægelsen i vort land ledet af et statsorgan: Komiteen for Fysisk Kultur og Sport under Sovjetunionens Ministerråd. Nu er det idrætsfolkenes egen organisation: Sammenslutningen af Sovjetunionens Frivillige Sportsforeninger, der tager sig af denne opgave. Masseorganisationerne har påtaget sig en stor del af arbejdet med at opretholde den offentlige orden og overholde reglerne for livet i et socialistisk samfund. Erfaringen har vist, at de med fordel kan påtage sig opgaver på det kulturelle område, vedrørende sundhedsplejen og forvaltningen af ferie-hjemmene. Man kan spørge, om dette ikke vil føre til en svækkelse af den socialistiske stats rolle for opbygningen af kommunismen. Nej, denne udvikling vil tværtimod styrke det socialistiske samfunds politiske grundlag. Sovjetstaten kan ofre endnu flere kræfter på udviklingen af økonomien, der udgør det materielle grundlag for vort system. Under de bestående forhold udvikler vor socialistiske stat sig altså - som partiets 21. kongres bemærkede - i retning af alle borgeres deltagelse i ledelsen af den økonomiske og kulturelle opbygning og administrationen af de offentlige anliggender; der foregår kort sagt en videreudvikling af det sovjetiske demokrati. Det græske ord demokrati betyder folkets magt. Det socialistiske demokrati er, som et demokrati skal være: et system, hvor den arbejdende befolkning i by og på land har den fulde magt, idet arbejderklassen med det kommunistiske parti i spidsen har den ledende rolle. Ordet demokrati bliver nu brugt i stor udstrækning i alle de lande, hvor kapitalismen har herredømmet. De borgerlige politikere lovpriser med en energi, der var en bedre sag værdig, de kapitalistiske forhold og snakker om frihed og lighed. Men hvem kan gøre brug af denne frihed ? Hvem har lighed med hvem ? I lande, hvor produktionsmidlerne og statsmagten er i kapitalisternes hænder, har frihed og lighed altid været en realitet for udbytterne, men et bedrag, et fatamorgana for de udbyttede. Den definition, som Lenin gav af det borgerlige demokrati, bliver ved med at være rigtig. Han sagde, at det borgerlige demokrati er »et kostyme for en røver, for den mest brutale og kyniske røver, der er parat til at ruinere hundreder af millioner mennesker.« Imperialisterne forvandler demokratiet til en farvestrålende skærm, bag hvilken kapitalens almagt og folkets magtesløshed skjuler sig. Alt mens de i parlamenterne snakker om folkestyre, fører de faktisk en politik, der berøver arbejdende mennesker deres mest elementære menneskerettigheder. Det ses med særlig tydelighed, når man betragter negrenes stilling i USA, hvor de er fuldstændig forsvarsløse og retsløse. I byens Dawson skød politibetjenten Cherry en 48-årig negerarbejder ved navn Toby Latimer, fordi denne ikke havde rettet sig efter en eller anden ganske ligegyldig anordning. Og med hvilken ydmygende procedure er ikke indregistreringen af negervælgere forbundet! I Alabama skal for eksempel to hvide stå inde for en negervælgers »gode« karakter, eller han skal være ledsaget af en »god« hvid mand. Af de ti millioner negre, der bor i sydstaterne, har kun ca. én million stemmeret. Hvilken værdi har så tilføjelse nr. 15 til USAs forfatning, som de borgerliges propaganda er så begejstret for, og som siger, at »USA-borgernes valgret ikke må nægtes eller indskrænkes ... under påskud af race, hudfarve eller tidligere slaveri.« I vort land har man ikke alene forkyndt omfattende demokratiske rettigheder og friheder for alle borgere, men også materielt sikret realiseringen af alle rettigheder og friheder. Den frihedsatmosfære, den respekt for personligheden, der findes i vort land, fremgår for eksempel af et brev, som spanieren D. Laso sendte til den fabriksavis, der udsendes af Moskva-fabrikken Hammer og Segl. Laso havde været arbejder på denne fabrik, men var rejst hjem til Spanien. Her følte han det imidlertid, som var han kommet til en helt anden verden. »Arbejderne var fuldstændigt afhængige af fabrikanten,« skrev han, »ingen troede, at fremtiden ville bringe ham noget godt.« I Sovjetunionen »havde jeg vænnet mig til at drømme,« skrev Laso, »jeg havde vænnet mig til at tro på, at morgendagen ville blive bedre end dagen i dag. Og, hvad der er det allervigtigste, jeg havde vænnet mig til frihed.. . Luften i Spanien er dejlig, den er ren, gennemsigtig og varm. Men jeg kunne ikke ånde frit. Der var hele tiden noget, der trykkede mig, og jeg forstod, at jeg ikke kunne leve dér. Der var også noget andet, jeg tænkte på. Hvordan ville det gå min lille Galja, hvis jeg fik hende ned til Bilbao ? Jeg var fuldstændig klar over, hvordan min datters fremtid vil blive i Sovjetunionen. Hun ville komme i skole. Hvis hun var dygtig og havde lyst til det, kunne hun få en eksamen fra en højere læreanstalt. Har hun ikke lyst til at studere, kan hun få arbejde. Min datter kan under alle omstændigheder indrette sit liv, som hun synes bedst om. Men i Spanien kan Galja kun komme i begynder-skolen, for efter femte klasse skal man betale for undervisningen, og jeg var langtfra overbevist om, at jeg kan tjene nok til at give min datter den nødvendige skolegang. Derfor vendte jeg tilbage til Sovjetunionen, til det land, der blev mit andet fædreland, hvor jeg har det godt, og hvor jeg føler mig som en fri mand.« Man kan næppe forestille sig et mere veltalende og overbevisende vidnesbyrd om den sovjetiske livsform, om det socialistiske demokratis overlegenhed. Det socialistiske demokratis udvikling betyder den socialistiske stats udvikling og fortsatte styrkelse. Leninismen lærer, at staten vil dø bort, når kommunismen har sejret fuldstændig. Men hvis man sætter spørgsmålet om statens bortdøen på dagsordenen allerede nu, sådan som de moderne revisionister gør, søger man bevidst at afvæbne det socialistiske samfund. Man må huske på, at der kun vil blive skabt betingelser for en gradvis bortdøen af statens forskellige funktioner, efterhånden som vi sejrer under kommunismens opbygning og højner statens rolle. Ingen af statens funktioner vil dø bort, før de fuldstændig har udtømt sig selv, før de nødvendige økonomiske og politiske forudsætninger herfor er blevet skabt. Derfor er det vor vigtigste pligt på enhver måde at styrke vor socialistiske stat. 

Venskabet mellem de socialistiske nationer er sovjetstatens urokkelige fundament. Dette venskab har vort parti skabt gennem kampen for virkeliggørelsen af den leninske nationalitetspolitik, gennem oprettelsen af et frivilligt forbund mellem folkene, den hviler på fuldkommen ligeberettigelse og tillid, på en klar erkendelse af broderlig enighed. Lenin anså det for en af partiets vigtigste opgaver hurtigst muligt at få udryddet resterne af den borgerlige nationalisme, dette forgiftede våben i den imperialistiske reaktions hånd. Han påviste, at de borgerlige nationalister, der påstod at ville forsvare »deres« nations »fællesinteresser« i virkeligheden søgte at splitte nationens arbejdere og forfulgte det mål at befæste den ene nations herredømme over den anden. Som modstykke til den borgerlige nationalisme fremdrog Lenin den proletariske internationalisme: De arbejdendes forening uden hensyn til nationalitet og race med det formål at føre en fælles kamp mod fælles klassefjender. Vor socialistiske mangenationale stat er en levendegørelse af den leninske nationale politik. På vor forbundsstats - Sovjetunionens - våben er de gyldne aksomvundet med femten bånd. Det betyder, at den omfatter femten selvstændige stater, nemlig unionsrepublikkerne. De er ikke ensartede med hensyn til befolkningstal, areal, naturrigdomme eller økonomiens og kulturens udviklingsniveau, men de er alle ligeberettigede. I den sejrrige socialismes land kender man ikke til at inddele nationerne i undertrykkende og undertrykte, i udbyttende og udbyttede, i historiske og uhistoriske. De mere end hundrede nationer, der findes i Sovjetunionen, lever som ligeberettigede medlemmer af den ene store familie af sovjetiske folk. Denne retfærdige og ægte demokratiske opbygning af den mangenationale sovjetstat var af overordentlig stor betydning for den hurtige overvindelse af de tidligere undertrykte folks økonomiske og kulturelle efterblevenhed. Det er på sin plads at minde om, at Oktoberrevolutionen traf folkene i vort land på forskellige økonomiske og kulturelle udviklingstrin. Ruslands nationale mindretal omfattede ca. 25 millioner mennesker, som før revolutionen stod på det feudale og undertiden på det urkommunistiske udviklingstrin. Dengang triumferede vore fjender: Bolsjevikkerne klarer aldrig socialismen, sagde de, fordi nogle af folkene i Rusland ikke engang er nået frem til kapitalismen. Men Lenin forudså, at det kapitalistiske udviklingsstadium, der for menneskeheden som helhed er et uundgåeligt udviklingstrin, på ingen måde er uundgåeligt for alle folk. Hvor de tilbagestående folk får hjælp fra proletariatet i de fremskredne lande, kan de gå over til socialismen og derefter til kommunismen uden at passere kapitalismen. Lenin gav da også følgende definition af kernen i det kommunistiske partis nationale politik under den socialistiske opbygning: Man skulle gøre ende på den økonomiske og kulturelle efterblevenhed, som folkene havde fået i arv fra fortiden og give dem mulighed for at indhente det centrale Rusland i såvel statslig som økonomisk og kulturel henseende. Han opfordrede proletariatet i landets fremskredne nationer til at yde de tidligere undertrykte nationaliteter hjælp, og han understregede samtidig, at en fri udvikling og opblomstring for dem kun var mulig under socialismen. 

Vort parti rettede sig efter Lenins ord og skabte reale muligheder for en alsidig udvikling inden for såvel store som små folkeslag. Og det gik som Lenin havde sagt: Folkeslag, som tidligere ikke havde haft nogen rettigheder, og som havde været henvist til at uddø under tsarismen, rankede sig og vågnede til nyt liv. Besøg engang de sovjetiske republikken. Hvor forskellige de end er i deres livsform, så vil De overalt se en moderne industri, et socialistiske storlandbrug og en ny kultur, den er national i sin form og socialistisk i indhold. Særlig slående er de resultater, der er blevet opnået i den sidste tid, efter at partiets centralkomité og regeringen han udvidet unionsrepublikkennes rettigheder vedrørende den økonomiske og kulturelle opbygning. De administrerer nu titusinder af virksomheder. I begyndelsen af 1959 fremstillede de virksomheder, den administreres af unionsrepublikkerne, 94 procent af hele industriproduktionen. Regeringsorganerne i unionsrepublikkerne han nu også ledelsen af tusindvis af kulturinstitutioner. Vi har her ingen mulighed for i detaljer at belyse de resultater, som alle femten unionsrepublikker har opnået, og vi vil kun bemærke, at hver republik for sig er nået langt ud over det niveau, som hele det førrevolutionære Rusland stod på, og hver af dem en kommet forud for mange kapitalistiske lande inden for forskellige grene af økonomi og kultur. Ukraine producerer over fire gange så meget jern, stål, valseprodukter og kul som hele Rusland gjorde i 1913. Ukraine fremstiller mene råjern end England, Frankrig og en række andre kapitalistiske lande i Europa. Alene i løbet af de sidste fine år er der i Ukraine blevet opført og ibrugtaget 650 store virksomheder, deraf 234 kulgruber og ni højovne. Og Uzbekistan ! Ligesom sine sovjetiske naborepublikker ligger Uzbekistan i Asiens hjerte. Hos koloniherrerne lyder ordet Asien som et udtryk for barbari og eftenblevenhed. Men Asien er langt fra at være det, det var i gamle dage. Uzbekistan en et overbevisende vidnesbyrd herom. I sovjettiden er Uzbekistan ikke blot blevet Sovjetunionens vigtigste bomuldsbasis, men tillige en af dens vigtigste industriområder. I Uzbekistan fandtes der før revolutionen kun ubetydelige værksteder. Nu findes den hen over 1300 moderne industrivirksomheder. Antallet af arbejdere er steget til det tyvedobbelte. Af specialister med højere uddannelse findes der inden for økonomien og på kulturfronten pr. 10.000 indbyggere dobbelt så mange som i Frankrig. Lige så store er fremskridtene i de øvrige unionsrepublikker: Hviderusland, Kazahstan, Armenien, Kirgizien, Gruzien, Azenbajdzjan, Letland, Litauen, Tadzjikistan, Moldavien, Turkmenien og Estland. Så en den endelig RSFSR. De autonome republikken og områder samt nationale distrikter, som den Russiske Føderation omfatter, har gennemgået en fuldstændig forandring. Forestil Dem et land, der er ti-tolv gange så stort som Italien eller Storbritannien. Urskove, hvor ingen han sat sin fod, tundra, sletter langs med vældige floder og ved de nordlige haves kyst og sneklædte bjergkæder. Hele denne industri, der fandtes i dette land, bestod af nogle guldminer, deriblandt de så sørgeligt berømte minen ved Lena-floden, den tilhørte udenlandske kapitalister. Landet var et frygtet forvisningssted for politiske »forbrydere«: Dekabristerne og Tjernysjevskij, Pjotr Aleksejev, Babusjkin og Ordzonikidze, Jaroslavskij, Petrovskij og tusindvis af andre revolutionære forkæmpere. Den indfødte befolkning bestod af jakutter, evenken og andre stammer, der blev undertrykt af tsarismen (kun to procent kunne læse og skrive), og som langsomt uddøde. Sådan var Jakutien før Oktobennevolutionen. Og nu nogle ond om dette land - den Jakutiske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik - i vore dage. Fra det nordlige Ishav til Jablonov-bjergene udvikler det jakutiske folk sin egen stat, sin økonomi og sin kultur. Der findes i republikken hundreder af virksomheder, den udvinder guld, kul, byggematerialer og salt. Kollektivbrugene og statsbrugene er i fremgang. I de seneste år er man begyndt at oprette en diamantindustri. Der findes over 600 skoler, og i oktober 1956 blev der i byen Jakutsk åbnet et universitet. Og her er et andet billede, der er karakteristisk for den kapitalistiske verden med dens nationale undertrykkelse. Billedet er tegnet af den engelske journalist Ralph Parker. Han beskrev den skæbne, der han ramt eskimostammen igalmiuterne, der er beslægtet med tjuktjerne. Igalmiuterne lever ligesom tjukjterne i en barsk natur - i Nordamerikas arktiske egne. Men hvor har deres skæbne ikke været forskellig. I 1912, skriver Parker, »fandtes der 2000 igalmiuter. I 1916 var der i alt 300 tilbage ... i 1947 fandtes der 46... Hvad angår de sidste rester af stammen - den er nu ikke engang 10 tilbage - så er det allerede en død stamme, der er ingen kvinder tilbage... Jeg skriver om døde... Den dødens ånde, der udgik fra kapitalismen, bevirkede, hvad polarlandenes isnende kulde ikke formåede: Den dræbte et helt folk, et ærligt og flittigt folk med sin særlige nationale kultur.« Når man husker på disse sammenligninger kan man kun le ad de imperialistiske skribenter der udgyder krokodilletårer over den »sørgelige« skæbne, der har ramt... uzbekerne, tadzjikerne, kirgizerne, tunkmenerne, jakuterne, bunjaterne, tjuktjerne og andre sovjetiske folk. Skal man tro disse skribenter, så lever både ukrainere og russere og hviderussere og azerbajdzjanere og tartarer, kort sagt alle Sovjetunionens folk, i »kommunistisk slaveri«. Men jævne folk i alle lande, som undertrykkes af imperialismen, kender sandheden om vort land, og de ser i Sovjetunionen legemliggørelsen af de undertryktes drøm om retfærdighed, lykke og frihed for menneskeheden. Da man forud for den 6. ungdomsfestival spurgte Lo Sheik Ban, der repræsenterede ungdommen i det fjerne Senegal i Afrika, hvorfor han glædede sig sådan til den forestående rejse til Moskva, svarede han: »I Moskva kan vi se ind i fremtiden. Jeg vil gerne læne kulturen at kende i de republikker i Sovjetunionen, som var kolonier før revolutionen. Jeg vil gerne forstå, hvordan mit fædreland kunne være nu, hvis det var frit.« Under de nuværende forhold går vort partis nationale politik ud på en alsidig udvikling af alle socialistiske nationens økonomi og kultur på grundlag af kammeratligt samarbejde og gensidig hjælp. Inspireret af beslutningerne på den 21. partikongres forener vort land alle folkeslags anstrengelser til ét hele. Og vi véd, at det er et fællesskab, der vil vare evigt. Det kan ikke sønderrives, for det er det socialistiske system, der tilfører det sin livgivende næring.

Donets-bækkenet havde besøg af en delegation af skotske minearbejdere. I bjergværket Vetka-Glubokaja blev en af gæsterne opmærksom på ærestavlen og gav sig til at spørge, hvorfor der her hang billeder af ganske almindelige minearbejdere. Han fik en indgående forklaring, og efter at han længe havde stået og lyttet, sagde han: »Jeg forstår, at disse folk har brudt meget kul. Men sig mig så, hvorfor de er berømte ?« Han levede i et kapitalistisk samfund, og han forstod ikke straks det, som vi er vant til fra barnsben: At det for udbytningen befriede arbejde hos os for længst er blevet noget heroisk og berømmeligt. Sovjetmenneskene opfatter deres arbejde som en skabende indsats, de søger hele tiden at udføre det på en mere fuldkommen måde og at yde mere og bedre arbejde, fordi de véd, at ingen vil fratage dem, ingen vil tilegne sig frugterne af deres arbejde. Og derfor han arbejdet aldrig i historien så klart og overbevisende vist, hvilken eventyrlig kraft det rummer, en kraft, den kan omforme landet og folket. De, der arbejder under. kapitalismen, befinder sig i en anden situation. Samfundsproduktionen, der er underordnet bourgeoisiets interessen, er en udbytningsproces og står for arbejderne som en fremmed og fjendtlig kraft. Derfor er arbejdet under kapitalismen faktisk lejede slavens tvangsarbejde. Det er typisk, at man i Amerika stadig sjældnere anvender udtrykket: »fagarbejder«, det vil sige smed, drejer, maskinarbejder, murer osv. Kapitalisten ansætter »specialarbejdere«. En sådan arbejder skal kun have to-tre dages uddannelse, og derefter er han nødt til dag efter dag så hurtigt som muligt at gentage de få bevægelser, der kræves af ham. Kan De huske en bestemt scene fra filmen »Moderne tider« ? Filmens helt står ved samlebåndet og skal kun gøre en eneste ting: skrue skruer i. Det er en specialarbejder, »en menneskelig maskine«. Alle hans tanker og alle hans bestræbelser er samlet om det ene at kunne følge med samlebåndet. Han har ikke tid til at vifte en flue væk og tørre sveden af panden.. Til slut kommer vor helt til at ligne en automat. Også efter at samlebåndet er standset fortsætter han med de tillærte bevægelser; han prøver på at skrue på alt, hvad der minder ham om en møtrik: formandens næse, knapperne på en dames kjole osv. Det er selvfølgelig til en vis grad overdrevet, det er en spøg, men den er desværre meget nær ved sandheden. Dertil kommer, at det billede af arbejdet i en kapitalistisk fabrik, som Chaplin gav os i trediverne, også er karakteristisk for vore dages Amerika. En arbejder fra Lincoln-Mercury, der tilhører Ford-koncernen, fortæller følgende: »Vi arbejder elleve og tolv timer pr. skift i en seks- eller syvdages uge og udfører 2500 bevægelser i timen. Vi har umenneskelige arbejdsvilkår. Skønt vor fabrik har ry for at være moderne, hersker der en frygtelig varme, der er en masse støv og ingen sollys... Produktionskravene er utrolig høje, og arbejdsdagen er alt for lang.« Denne skildring er også karakteristisk for andre kapitalistiske lande. . . I kødkonservesfabrikken Jehaux i Frankrig forlader hvert sjette sekund en svinekrop det løbende bånd. »Selv om natten, når jeg sover, ser jeg hele tiden døde svin for mig,« skriver en arbejder fra denne fabrik. »Jeg trækker og skubber dem, og jeg gør det hele natten, hvert sjette sekund.« Ja, kapitalistisk produktion bliver med rette sammenlignet med tvangsarbejde. Dér bygger arbejdsorganisationen på arbejdernes frygt for ikke at have noget at leve af, og det er også det, der tvinger dem til at sælge deres arbejdskraft til kapitalisterne. Det var sikkert også det, der fik den skotske minearbejder i Donets-bækkenet til at falde i tanker ved ærestavlen i bjergværket Vetka-Glubokaja: Han havde truffet en anden indstilling til arbejdet, end den han kendte hjemmefra.

Hvordan bliver arbejdet under socialismen og kommunismen ? Allerede de gamle utopistiske socialister stillede sig dette spørgsmål. Men deres svar bestod i fantasier, der var langt fra videnskaben. De regnede med, at arbejdet i det nye samfund ikke ville kræve nogen som helst fysiske og åndelige anstrengelser af mennesket. Når kapitalismen bliver afskaffet, bliver arbejdet forvandlet til en ren fornøjelse, en leg, mente Charles Fourier. Marx vendte sig kraftigt mod den slags formodninger. »Arbejdet kan ikke forvandles til en leg, sådan som Fourier ønsker,« skrev han i et af sine forarbejder til »Kapitalen«. I det samfund, der skal afløse kapitalismen, ophører arbejdet ikke med at være en vis formålsbestemt anvendelse af menneskelig muskel- og nerveenergi. Men arbejdets karakter og menneskenes forhold til det forandres fundamentalt. Vor socialistiske virkelighed bekræfter fuldstændig denne konklusion hos Marx. Vi véd ikke blot teoretisk, men også praktisk: Socialismen er ikke et herremandsliv, hvor der råder lediggang og dovenskab. Socialismen er vokset frem af sovjetmenneskenes ihærdige arbejdende og skabende virksomhed. Og kommunismens opbygning er først og fremmest en ihærdig kamp for, at produktionsplanen bliver opfyldt og overopfyldt af hvert kollektiv, af enhver, der arbejder i det sovjetiske samfund. Alles lykke afhænger altså først og fremmest af den indsats, som hele folket yder gennem sit arbejde. Derfor er det for første gang i historien de jævne arbejdere, der i det socialistiske samfund er blevet tidens helte. Arbejdsheroismen er vel nok det tydeligste vidnesbyrd om den dybe, fundamentale forandring, der er foregået med sovjetmenneskenes indstilling til arbejdet. Se engang, hvilken udbredelse heroismen har fået i folket: Alene i efterkrigstiden er over to millioner arbejdere og kollektivbrugsmedlemmer, videnskabsmænd og specialister blevet udmærket med sovjetiske ordener og medaljer for deres arbejdsindsats. Tusindvis af førende folk fra industri, landbrug og videnskab har fået titlen Det Socialistiske Arbejdes Helt - den højeste udmærkelse, der gives for deltagelse i den økonomiske og kulturelle opbygning. Her er en af disse helte: Zjansultan Demejev, der fører en mejetærsker i statsbruget Pavlov, der ligger på nyopdyrket jord i Kazahstan. Zjansultan er kazah. Hans bedstefader og oldefader var nomader, der vogtede store kvæghj orde. Sin fader mistede han allerede som dreng, og han var kun fjorten år gammel, da han tog ivrigt del i arbejdet i sit kollektivbrug 3. Internationale. Kazahstans ældste mejetærskefører Zjaken Nurmanov fik hurtigt lært ham at passe denne komplicerede maskine. Sammen med sin lærer fik han arbejde på det nye statsbrug. Her arbejdede Demejev med forbløffende dygtighed og lå langt foran sine kammerater. Til at begynde med tog det sig ud som et mirakel: Hvordan kunne sådan et ungt menneske præstere to eller tre gange så meget, som sine kammerater ? Hemmeligheden var den, at Zjansultan indtil de mindste enkeltheder gennemtænkte sit arbejde, vidste hvordan det skulle tilrettelægges og arrangeres og anvendte de bedste af sine kollegers erfaringer. I nogle fag er der en bestemt præstation, der siger, hvor meget en arbejder har udrettet. Minearbejderne taler for eksempel om tusind jernbanevogne kul, tekstilarbejderne om en million meter stof. Zjansultan regnede med hektokilogram. Han har høstet mange, mange tusind hektokilogram korn med sin mejetærsker S-6. Da Zjansultan havde fået sin gyldne heltestjerne, gik han til Nurmanov for at takke ham. »Du har ikke noget at takke mig for,« sagde den gamle venligt til ham. »Det er ikke mig, der har gjort dig til det, du er nu. Hvis der ikke havde eksisteret socialisme, var du ikke blevet en arbejdets helt.« Ja, det er kun under socialismen, at tusinder og millioner af folk som Demejev har fået de højeste æresbeviser for deres ærlige arbejde. Og man skal lægge mærke til, at der er opstået en helt ny slags arbejdere. Hvem er denne unge mejetærsker i et statsbrug? Han er arbejder, men han er også landmand, fordi han har at gøre med jorden og dens produkter. Dertil kommer, at han også er med til at styre staten: Befolkningen i Kustanai-provinsen har valgt ham til medlem af Sovjetunionens Øverste Sovjet. Og der er endnu et karakteristisk træk: Hans kundskabstørst; han tilegner sig til stadighed lærdom, som han kan bruge i sit arbejde. Læg mærke til, hvor fast arbejderens vilje og kløgt, bondens stædighed og økonomiske sans og statsmandens patriotiske følelser er sammensvejset i dette jævne, arbejdende sovjetmenneske. Denne arbejder, hvis lige man aldrig tidligere har set på vor planet, er ikke opstået af sig selv. Han er opdraget af det kommunistiske parti og det kommunistiske ungdomsforbund; det er dem, der har stålsat ham i kampen for den socialistiske omdannelse af landet.

Det var ikke let at nå så langt. Man måtte først uddrive den forbandede leveregel, man havde arvet fra udbyttersamfundet: »Enhver er sig selv nærmest,« og at indpode den nye socialistiske leveregel: »Alle for én og én for alle,« og gøre den til en vane, en selvfølgelig ting i det daglige liv. Jeg véd ikke, om De kender den dygtige arbejder Sjvetsov fra Bazjovs eventyr »Den dybe hemmelighed«. Det var længe før revolutionen. Arbejderen kendte hemmeligheden om stålet fra Zlatoust, men røbede den ikke til nogen. Selv da han lå for døden, røbede Sjvetsov ikke sin hemmelighed til nogen. Det fortælles, at det pinte ham, men alligevel var der ikke så meget som et støvkorn i hans skrin, han efterlod sig ikke spor. Således vogtede han sin hemmelighed over for dem, der målte hans kunnen med en dagløn, men ikke regnede hans livs arbejde for noget. Han tog altså det berømte ståls hemmelighed med sig i graven.. . Og hvem vil fordømme den gamle? Man kan kun sige med et suk: »Det var en skam, han ikke levede i vor tid !« Folk som Sjvetsov er hos os for længst gået over i sagnverdenen. Denne moral lever kun videre uden for de socialistiske landes grænser. Hos os er det omvendt: De førende arbejdere fortæller gavmildt om deres hemmeligheder, de tænker ikke på at berige sig personligt, men har samfundets vel i tankerne. Det er noget af det, der slår vore gæster fra den kapitalistiske verden mest. På betonfabrik nr. 4 i Moskva præsenterede man en ung arbejder for en engelsk specialist: »Dette er vor gruppeleder Pjotr Kuzin. Han har for nylig opfundet en overordentlig værdifuld indretning, som alle arbejdere har stor gavn af at bruge.« Den udenlandske gæst så på arbejderen, som om denne havde begået en stor skændselsgerning, og sagde ved hjælp af sin tolk: »Det undrer mig, at De kunne handle således.« Da han så gruppelederens forbavsede blik, forklarede han: »Det, De har opfundet, er Deres egen produktionshemmelighed. Jeg forstår ikke, hvordan De kunne røbe Deres hemmelighed til andre, når dog Deres eget vel afhang af den.« Nu var det den sovjetiske arbejders tur til at undre sig. Hvordan kunne der dog eksistere folk, der ikke forstod, at det fælles vel også var den enkeltes vel. Man tør formode, at Zjansultan Demejev ikke ville have undret sig mindre, hvis han havde været i Kuzins sted. Efter at han var blevet Det Socialistiske Arbejdes Helt, uddannede han i løbet af et år tyve mejetærskerførere i sit eget statsbrug uden at hemmeligholde nogen af sine værdifulde erfaringer. Gensidig hjælp, udveksling af erfaringer, kammeratlig kappestrid - det er den nye indstilling til arbejdet, der præger mennesket i socialismens tidsalder. Den første form for de frie menneskers arbejde for samfundets vel var de frivillige kommunistiske arbejdsdage (subbotnikker), som Lenin kaldte »det storslåede initiativ«, fordi han i dem så begyndelsen til fremtidens storslåede arbejdsheroisme. Stødarbejderne betegnede en ny etape i det socialistiske arbejdes udvikling. De beredte under den første femårsplan jordbunden for den socialistiske massekappestrid og for foregangsmændenes store folkebevægelse. Under kappestriden forud for den 21. partikongres opstod der noget nyt i ungkommunisternes kollektiver: Det var de kommunistiske arbejdsbrigader. De, der deltager i dem, kalder sig for arvtagere og fortsættere af »det storslåede initiativ«. Det er symbolsk, at den første af disse brigader opstod i reparationsværkstedet ved Moskvas rangerbanegård, samme sted, hvor den første kommunistiske subbotnik opstod for fyrre år siden. Denne patriotiske bevægelse betegner et nyt og højere trin i den socialistiske kappestrid. Det vigtigste i den er kampen for at nå op på en højere arbejdsproduktivitet end den kapitalistiske, og at gøre det på basis af moderne teknik. Men der er nu ikke blot tale om at overopfylde produktionsnormerne, tilegne sig kundskaber, skaffe sig saglig og faglig kunnen. De kommunistiske arbejdsbrigader sætter sig også som mål at opdrage menneskene og at nå helt ud over de levn og fordomme, som endnu findes fra fortiden. Denne bevægelse vænner ungdommen til kommunistisk arbejde og til den kommunistiske livsform. Den har fået tag i store kredse af ungdommen i by og på land: Da den 21. partikongres åbnedes, omfattede den allerede over 35.000 ungdomskollektiver. Også et andet bemærkelsesværdigt initiativ - kappestriden mellem de kommunistiske stødarbejdere - er stærkt udbredt inden for ungdommen.

Historien vidner om, at hvert nyt samfundssystem karakteriseres af en højere arbejdsproduktivitet: Kapitalismen fremkaldte en arbejdsproduktivitet, hvis lige man ikke kendte under feudalismen. Kapitalismen vil blive definitivt besejret, fordi socialismen skaber en ny og langt højere arbejdsproduktivitet. Deraf drog Lenin den slutning, at det vigtigste, hovedsagen for det nye samfundssystems sejr, er, at de samfundsbevidste forenede arbejdere på basis af den mest moderne teknik har en høj arbejdsproduktivitet, der ligger over kapitalismens. Livet har givet en strålende bekræftelse af Lenins profeti. De mange millioner arbejdende menneskers samfundsbevidste ejerindstilling til produktionen frembringer sande mirakler. Nu producerer én mand i en socialistisk virksomhed lige så meget som ti mand producerede for en russisk kapitalist i 1913. Hvad stigningen i arbejdsproduktiviteten angår, har Sovjetunionen for længst overfløjet alle Jordens lande. Og arbejdsproduktivitetens vækst spiller en afgørende rolle for produktionsstigningen. Lad os for et øjeblik antage at arbejdsproduktiviteten i vor industri ikke var steget og lå på samme niveau som i 1913. Så skulle man have forøget antallet af beskæftigede inden for industrien lige så stærkt, som produktionens omfang er blevet forøget. I 1958 ville vor industri så have haft brug for et produktivt personale på ca. 465 millioner, det vil sige dobbelt så mange som hele landets befolkning. Takket være den omstændighed, at arbejdsproduktiviteten i den forløbne tid er blevet tidoblet, har man imidlertid kunnet forøge industriproduktionen til det 36-dobbelte samtidig med at antallet af arbejdere og funktionærer kun er blevet firedoblet. For at sikre en hurtig udvikling af sin økonomi udnytter Sovjetunionen to velkendte kilder for produktions stigning: forøgelse af arbejdsproduktiviteten og udvidelse af arbejderantallet. Men hovedsagen er arbejdsproduktivitetens vækst. Og denne kildes betydning stiger, efterhånden som tiden går. Under den første femårsplan skyldtes henved halvdelen af industriproduktionens vækst den øgede arbejdsproduktivitet, under den femte femårsplan var det to tredjedele, og under syvårsplanen regner man med at over tre fjerdedele af hele industriproduktionens stigning skal ske ved hjælp af forøget arbejdsproduktivitet. Hvad landbrugsproduktionen angår, skal dens stigning i løbet af de syv år for 70 procents vedkommende gennemføres uden nogen forøgelse, og endog ved nogen formindskelse af antallet af beskæftigede, idet en del af disse vil gå over til andre grene af samfundsøkonomien. Arbejdsproduktiviteten i Sovjetunionen er på kort tid nået op over arbejdsproduktiviteten i de europæiske lande, og afstanden til det amerikanske niveau er blevet betydelig formindsket. I 1913 var produktionen pr. arbejder hos os en niendedel af den amerikanske arbejders. Nu er arbejdsproduktiviteten inden for industrien 2-2,5 gange så stor i USA og i landbruget 3 gange så stor. Arbejdsproduktivitetens årlige stigning er nu i vor industri 6-8 procent, medens den i USA, efter borgerlige økonomers beregninger, er 1,5-2 procent. Det vil sige, at produktionen pr. arbejder hos os stiger fire gange så hurtigt. Dette er den sikre garanti for, at den tid ikke er fjern, hvor Sovjetunionen vil have verdens højeste arbejdsproduktivitet. Hvad skyldes den stigende arbejdsproduktivitet hos os? Den skyldes først og fremmest indførelsen af ny teknik, mekanisering af arbejdskrævende processer og stigende kvalifikationer. Socialismen skaber særlig gunstige vilkår for stadige tekniske fremskridt inden for alle økonomiens grene. Og sagen er ikke blot den, at der hos os fremstilles overordentlig mange nye maskiner: Alene i de tre år, der gik forud for syvårsplanen, optog man produktionen af over 4500 af de mest moderne maskiner, mekanismer og apparater. Det er også vigtigt, at kampen for teknisk fremskridt under socialismen er blevet et sandt folkeanliggende, og at de bredeste masser tager del i det. Og resultatet heraf er følgende: I løbet af de sidste ni år er ti millioner opfindelser og rationaliseringsforslag blevet indført i økonomien. Hvem er disse opfindere og rationalisatorer ? Det er overvejende foregangsmænd blandt arbejderne, der har fået så megen teknisk viden og erfaring, at de selv konstrueret maskiner og instrumenter eller opdager, at de gamle konstruktioner rummer muligheder, som man tidligere ikke var klar over. »Maskinarbejder Vasiljevs laboratorium« står der på et skilt i Leningrad-fabrikken Vibrator. På fabrikken har denne arbejder, Nikolaj Nikolajevitj Vasiljev, fået alle muligheder for at udfolde sine evner. De automatiske maskiner, instrumenter og indretninger, han har frembragt, udnyttes i mange industrigrene. Det er ikke længe siden, vi var langt bag efter USA, hvad produktionens automatisering angår. Men nu ? I 1958 viste man på en industriudstilling om produktionens automatisering i New York 77 sovjetiske automatserier og en række forsøgsmodeller. Og alle lå de, efter hvad amerikanske specialister enstemmigt indrømmede, på et langt højere niveau end det amerikanske. Dette gælder blandt andet styringen af metallurgiske processer og udnyttelsen af vore aggregaters kapacitet, hvor vi længe har ligget forud for USA. Pr. kubikmeter højovn udvinder vi godt og vel 20 procent mere råjern end amerikanerne. Arbejderne fra by og land tager aktivt del i produktionens automatisering og frembringelsen af ny teknik. Det er almindeligt, at originale og yderst nyttige tekniske tanker opstår i folkets dyb. Således opfandt den unge traktorfører Ivan Loginov ved statsbruget Irtysj i Kazahstan et glimrende instrument til automatisk traktorstyring. Takket være den rationelle udnyttelse af teknikken, forbedringen og automatiseringen af produktionsprocesserne stiger produktionen pr. arbejder voldsomt inden for alle økonomiens grene. En arbejder i Magnitka producerede under den første femårsplan for 14,87 rubler pr. dag; under den sjette femårsplan var det tilsvarende tal 145,97 rubler. En traktorfører tilsår nu op imod hundrede hektarer pr. skift, medens en kollektivbonde ved kollektiveringens begyndelse næppe klarede to hektarer. Som vi ser gør maskinerne under socialismen menneskenes arbejde mere produktivt og lettere. Fremskridtene i vor økonomi og teknikkens udvikling gør det muligt at befri menneskene for det mest besværlige arbejde og planmæssigt at forsyne den stigende samfundsproduktion med arbejdskraft. Derfor er arbejdsløshed også umulig hos os. Under kapitalismen vender den nye teknik og automatiseringen sig imidlertid mod arbejderen, den bringer ham øget arbejdstempo, frygt for morgendagen og arbejdsløshed. I USA fører den svagt stigende produktion til, at det samlede antal mennesker, der er beskæftiget i landets økonomi, år for år går ned. Automaten og maskinen sætter arbejderen på gaden, ud i de arbejdsløses rækker. Derfor indtager arbejderne i de kapitalistiske og i de socialistiske lande en forskellig holdning til den nye teknik. I USA strejkede 55.000 arbejdere på de mange elektrotekniske fabrikker, der tilhører firmaet Westinghouse, i fem måneder i protest mod automatiseringen. Arbejderne vel kuglelejefabrikken i Moskva kom derimod, efter at have drøftet syvårsplanen, enstemmigt til det resultat, at de i løbet af de syv år ville automatisere masseproduktionen. De omdannet selv deres virksomhed til en automatiseret fabrik. Da partiets 21. kongres havde bekræftet måltallene for syvårsplanen, besluttede ungkommunisterne i de forskellige virksomheder på land og i by, at de ved hjælp af de eksisterende reserver ville øge arbejdsproduktiviteten så meget, at de allerede i 1963 kom til at arbejde lige så produktivt, som de ifølge planen skulle gøre i 1965. »Syvårsplanens stigning i arbejdsproduktiviteten på fem år !« - denne parole fra Leningrads ungkommunister opfordrer millioner af unge til at opfylde den 21. partikongres’ beslutninger på værdig måde.

Det socialistiske princip: »Enhver yder efter evne, enhver modtager efter arbejde« er en meget betydelig stimulans for arbejdsproduktiviteten under hele overgangsperioden fra kapitalisme til kommunisme. Det betyder: Under socialismen er hovedmålestokken for den andel, enhver modtager af samfundet, arbejdet, dets mængde og kvalitet. Forud for Oktoberrevolutionens fire års dag skrev Lenin, at det nye samfund ikke skulle opbygges »direkte på begejstring, men ved at udnytte den begejstring, som den store revolution har fremkaldt, på personlig interesse.« Lenin sagde dengang ligeud, at uden de arbejdendes materielle interesse i resultaterne af deres arbejde kunne man ikke hæve landets produktivkræfter, skabe en socialistisk økonomi og føre mange millioner mennesker frem til kommunismen. Således konkretiserede og tilspidsede Lenin et af den videnskabelige kommunismes vigtigste problemer: Problemet om fordelingen af de af samfundet fremstillede materielle og åndelige goder. Hvordan skal det forklares, at man lige fra den socialistiske opbygnings første år ikke kunne klare sig uden den materielle interesse og fordelingen efter arbejde ? Først og fremmest selvfølgelig fordi der under socialismen endnu ikke er skabt den overflod af forbrugsvarer, uden hvilken man ikke kan foretage nogen fordeling efter behov. Men det er ikke hele sagen. I det samfund, der følger umiddelbart efter kapitalismen, og som endnu rummer mange af dennes mangler, er menneskene endnu ikke indstillet på at tage arbejde og leve på kommunistisk vis uden den strengeste samfundsmæssige kontrol med arbejdsmængden og forbrugets omfang. Denne kontrol består i fordelingen efter arbejde. I vort land findes der endnu folk, også blandt arbejderne, der har en fejlagtig opfattelse af den socialistiske lighed og naivt antager, at det socialistiske system er et system med ligelig fordeling af produkterne mellem alle arbejdende, uafhængigt af hver enkelts arbejdsanstrengelse og personlige indsats i den fælles sag. Når først overgangen fra kapitalisme .til socialisme er sket, siger de, så må alle være lige ! Partiet forklarer, at lighed under socialismen betyder alle arbejdendes befrielse for udbytning, alle borgeres ligeret til produktionsmidlerne, lige muligheder for at få arbejde, lige belønning for lige arbejde. Hvad derimod ligemageri i fordelingen angår, så er det uforeneligt med socialismen. Ligemageriet er en fjende af socialismen, det ville føre til en uretfærdig fordeling, det ville bevirke, at en dårlig og en god arbejder fik samme andel, hvilket kun ville være til fordel for de dovne. Fordeling efter arbejde er det eneste formålstjenlige og retfærdige under socialismen. Dette princip sikrer harmoni mellem hver enkelt arbejdendes og hele samfundets interesser. Materiel opmuntring af dem der arbejder godt stimulerer ikke blot produktionens foregangsmænd til at fortsætte fremefter, men tjener også som et kraftigt middel til at hæve hele massen af arbejdende op til de bedstes niveau.

Man må imidlertid tage i betragtning, at betaling efter arbejde nok er en vigtig, men ikke den eneste indtægtskilde for sovjetborgerne. En stor del af de materielle goder fordeles mellem samfundets medlemmer efter deres behov, det vil sige gratis. Samfundet anvender vældige summer til gratis undervisning og lægehjælp for befolkningen, til forsamlingsbygninger, biblioteker og sport, til støtte til børnerige familier og til andre sociale og kulturelle foranstaltninger. Det betyder, at vort folks leveniveau ikke alene bestemmes af befolkningens arbejdsløn, men også af de udgifter, som staten påtager sig. Og disse udgifter er enorme. I 1959 skal der til sociale og kulturelle formål anvendes næsten en tredjedel af statens samlede udgifter: 232 milliarder rubler. Ca. 100 millioner mennesker deltager hos os i samfundsproduktionen. Det vil sige, at der i løbet af et år alene i henhold til denne del af statsbudgettet føjes ca. 2500 rubler til hver arbejdendes arbejdsløn. Dette tal vil i syvårsplanen sidste år være nået op på 3800 rubler. Man får et endnu tydeligere billede af den arbejdende befolknings andel i landets rigdom, hvis man ser på nationalindtægtens fordeling hos os og i det borgerlige samfund. Nationalindtægten er værdien af samtlige de materielle goder, som befolkningen i et land har skabt i løbet af et år, minus de anvendte produktionsmidler. Derfor kan man betegne den som nettoresultatet af et lands materielle produktion i det pågældende år. Samtidig angiver nationalindtægtens størrelse landets rigdom og befolkningens forsyning med materielle goder. Man kommer til at tænke på hovedpersonen i Dickens’ roman »Strenge tider«. Da man spurgte hende, om et folk, der havde en indtægt på 50 millioner pund sterling, var rigt, svarede hun med at spørge: »Hvor stor bliver så min andel ?« Hvordan fordeles nationalindtægten ? Vi må igen tage vor tilflugt til tal. Her er de: De arbejdende, som udgør befolkningens hovedmasse, får i den kapitalistiske verden kun 40-45 procent af hele den nationalindtægt, de fremstiller. Foruden deres arbejdsløn får de altså ingen ting. Den borgerlige stat påtager sig næsten ingen udgifter for at tilfredsstille befolkningens behov. I USA bliver der til folkets vigtigste sociale og kulturelle behov - undervisning og kultur kun anvendt omkring én procent af statsbudgettet. De borgerlige propagandister har brugt meget blæk til at beskrive det relativt høje gennemsnitsniveau som forbruget har i USA. Men de ønsker ikke at gøre nærmere rede for disse gennemsnitstal for ikke at komme ind på de uhyrlige kontraster, som de dækker over. I gennemsnit har hver USA-borger et tilstrækkeligt beboelsesareal, men 15 millioner amerikanere bor i usle hytter. De gennemsnitlige udgifter til levnedsmidler er for et medlem af overklassen otte gange større end hos befolkningsgrupper med lav indtægt., Udgifterne til beklædning er hos rige mænd sytten gange så store, og hos rige kvinder 24 gange så store som hos »middel«amerikaneren. I Sovjetunionen går ca. tre fjerdedele af landets nationalindtægt til tilfredsstillelse af selve den arbejdende befolknings materielle og kulturelle behov, medens resten benyttes til udvidelse af den socialistiske produktion og andre almenstatslige formål. Den ustandselige udvidelse af den socialistiske produktion ledsages naturligvis af en vældig forøgelse af produktionen af forskellige materielle goder. Som følge heraf stiger også nationalindtægten under socialismen i et tempo, som man ikke kender magen til i det kapitalistiske samfund. Beregnet pr. indbygger steg den siden 1913 i USA til knap det dobbelte, i England og i Frankrig med 60 procent, men i Sovjetunionen til det femtendobbelte. Nationalindtægtens hurtige vækst og dens retfærdige fordeling i overensstemmelse med samfundets interesser er en af socialismens vigtigste fordele sammenlignet, med kapitalismen. Under socialistiske forhold er den garantien for folkenes velstand, garantien for, at arbejdernes og funktionærernes realløn stiger. Vi taler om reallønnen, fordi pengelønnen ikke altid bestemmer befolkningens leveniveau. Det er af stor betydning, hvordan forbrugsvarernes pris er, og hvilken mængde materielle goder man kan købe for en bestemt sum. I USA, England, Frankrig og de fleste andre kapitalistiske lande stiger og stiger priserne på forbrugsvarerne; de er nu langt højere end de var i 1947, for slet ikke at tale om førkrigstiden. Det vil sige, at arbejdernes og funktionærernes realløn falder. Et af de amerikanske monopolers tidsskrifter, United States News and World Report, blev nødt til indrømme følgende: »For hver måned kan man for de dollars, som en familie lægger til side til løbende udgifter, købe mindre end man kunne før. Sammenlignet med tidligere tiders dollar, for eksempel fra tiden før den anden verdenskrig, er den nuværende dollar en temmelig sørgelig kontrast. Den er mindre værd end halvdelen af dollaren fra 1939.« Og her følger så kendsgerninger fra vort sovjetliv. Priserne på masseforbrugsvarer er i efterkrigsårene hos os gået ned til under det halve: For de varer, som vi i 1947 betalte 100 rubler for, betalte vi i 1956 43 rubler. Landets forretninger sælger nu uden sammenligning mange flere industrivarer og levnedsmidler end før krigen og i de første efterkrigsår. Dette er selvfølgelig sket gennem en forøget produktion af alle varer. Vor sværindustris hurtige udviklingstempo og vort landbrugs kraftige fremgang har skabt et solidt grundlag for let- og 1ev-nedsmiddelindustriens opsving. Produktionen af forbrugsvarer er i sovjettiden steget til det fjortendobbelte, produktionen af varige forbrugsgoder endog til det 45-dobbelte. Den stadige formindskelse af de personlige skatter tjener også til at højne leveniveauet. Også her kan man konstatere socialismens fordele. Man har altid vidst, at et kapitalistisk statsbudget næsten helt og holdent bygger på skatter. Finanspolitikerne stikker for hvert år, der går, deres hænder dybere ned i befolkningens slunkne lommer. I de første 156 år, USA eksisterede som stat, blev der afkrævet de amerikanske borgere 244 milliarder dollars i skat, men i de sidste fem år 373 milliarder dollars eller halvanden gang så meget. Selv efter officielle oplysninger tager skatten over en tredjedel af den amerikanske arbejdende befolknings lønindtægt. I vor socialistiske stat udgør de personlige skatter en ubetydelig del - 7,8 procent - af landets indtægter. Hele samfundsøkonomien og kulturen udvikler sig hos os hovedsageligt på basis af indtægter, der stammer fra de socialistiske virksomheder. Den tid er ikke fjern, da disse indtægter bliver den eneste kilde til videreudvikling af vor økonomi og højnelse af befolkningens levestandard. Under disse forhold bliver det, som man fremhævede på partiets 21. kongres, ikke nødvendigt at pålægge befolkningen skat. Skatterne vil derfor om få år blive fuldstændig afskaffet i vor stat. En anden vigtig betingelse for levestandardens forbedring er nedsættelsen af arbejdstiden. I de senere år er arbejderne og funktionærerne hos os ved at gå over til 7 timers arbejdsdag. Arbejdsdagen er blevet forkortet med to timer på dage før fri- og helligdage for alle arbejderes og funktionærers vedkommende. Der er indført 6 timers arbejdsdag for unge. Og, hvad der er særlig vigtigt at lægge mærke til: Overgangen til den nedsatte arbejdsdag sker uden formindskelse af arbejdslønnen. På den 21. partikongres satte man sig som opgave at indføre verdens korteste arbejdsdag og verdens korteste arbejdsuge. Sovjetborgerne skal ikke arbejde mere end 6-7 timer om dagen og have to fridage om ugen. Og det er ikke kun en plan. På nogle virksomheder, blandt andet på tekstilfabrikken Det organiserede Arbejde i Vladimir, har arbejderne allerede to fridage om ugen. Forkortelsen af arbejdsdagen og formindskelsen af antallet af arbejdsdage om ugen er et tydeligt udtryk for den omsorg, den socialistiske stat viser for befolkningens fritid. Sovjetborgernes ret til fritid sikres imidlertid også på anden måde. Arbejderne og funktionærerne får en årlig ferie på statens bekostning. Til gavn for befolkningen er der oprettet en lang række sanatorier og hvilehjem. Der findes ca. 4000 helbredelsesanstalter i Sovjetunionen, og de optager hvert år over 5,5 millioner mennesker. De fleste af dem har gratis ophold eller får ophold til reduceret pris. Det socialistiske samfund yder alle arbejdende gratis lægehjælp. Staten har over hele landet ‘opført sygehuse, poliklinikker, ambulatorier og andre helbredelsesanstalter. Samtidig er der blevet uddannet et meget stort antal læger og sygeplejersker. Resultatet har været følgende: Før revolutionen var der gennemsnitlig én læge pr. 10.000 indbyggere, nu er der sytten. Til sammenligning skal vi anføre, at der pr. 10.000 indbyggere i de Forenede Stater er tolv læger, i England og Frankrig er der halvt så mange. Hertil kommer, at vi må huske på, at hvert lægebesøg i et kapitalistisk land oftest koster patienten et betydeligt beløb. Hos os er det sådan, at når en mand bliver syg, gør lægerne gratis alt for at gøre ham rask igen. I det kapitalistiske samfund er alderdommen for de fleste mennesker en tid fuld af besværligheder og bekymringer, fordi de gamle ikke kan klare sig selv. Socialismen medfører, at ingen behøver at frygte fattigdom og alderdom. Gamle sovjetborgere - mænd fra 60 års alderen, kvinder fra de er 55 år -får en pension fra staten, der varierer mellem 50 og 100 procent af deres arbejdsløn. Vi har nu i vort land ca. 20 millioner pensionister, der alle forsørges af den socialistiske stat. Her er det igen interessant at drage sammenligninger. Pensionsalderen i USA er for mænd 65 år, for kvinder 62 år; i Vesttyskland er den for mænd og kvinder 67 år, I Sverige 67 år, i Canada, Irland og Norge 70 år. Dertil kommer, at udgifterne til pensionen i de kapitalistiske lande i betydelig udstrækning bæres af den arbejdende befolkning selv. I USA betaler arbejdere og funktionærer for eksempel 2,25 procent af deres arbejdsløn til en pensionsfond. Takket være sovjetmagtens omsorg for menneskene er levetiden i vort land steget til det dobbelte. I Rusland var den gennemsnitlige levetid i 1896-97 32 år. I Sovjetunionen nåede den i begyndelsen af den sjette femårsplan op på 67 år. Det er højere end i de allerfleste kapitalistiske lande, for slet ikke at tale om de af imperialismen hærgede koloniale og halvkoloniale lande, hvor den gennemsnitlige levetid selv nu ligger på 27-32 år. Alle de supplerende goder, som det socialistiske samfund stiller til befolkningens rådighed, afspejler sig i sovjetborgerens budget. Lad os som eksempel tage en ganske almindelig sovjetisk arbejderfamilie: Minearbejder Semjon Mihajlovitj Dedelov fra Kuzbass. Hans familie består af ni medlemmer. Af de syv børn har de tre allerede arbejde. De er alle beskæftiget ved den grube, hvor deres fader har arbejdet i 27 år. Da Dedelov senior for nylig fik pension, regnede han ud, hvad sovjetstaten udover arbejdslønnen havde ydet ham under den socialistiske opbygning. Børnene havde i 49 år gået gratis i skole. Et barns skolegang koster gennemsnitlig staten 660 rubler om året. Ganget med 49 giver det 32.340 rubler. Datteren Lydia og sønnen Vladimir har fået højere uddannelse. Den har kostet staten over 90.000 rubler. Børnene havde tilsammen gået 18 år i børnehave. Det koster gennemsnitlig staten 3000 rubler pr. barn. Familien betaler 30 procent af dette beløb. Besparelsen i de 18 år var altså 32.400 rubler. Gratis sanatorieophold havde alene i de senere år betydet besparelser til et beløb af 11.500 rubler. Som børnerig familie havde Dedelovs ved fødslen af den yngste datter modtaget 1250 rubler som engangshjælp og derefter 100 rubler om måneden. Det er sværere at regne ud, hvor meget det har betydet i penge, at man havde gratis lægehjælp, helbredsundersøgelser osv., gratis adgang til forsamlingsbygningen. Endelig får familieoverhovedet, som han siger, »fuld pension«, 1200 rubler om måneden. Det samlede resultat er, at familien udover arbejdslønnen har modtaget ydelser for ca. en kvart million rubler. Et afgørende udtryk for levestandarden er boligforholdene. Det socialistiske samfund har udrettet meget på dette område. Boligarealet er i sovjettiden steget til det firedobbelte i byerne. Alene i efterkrigsårene har vi opført og genrejst beboelseshuse med et samlet stueareal på 350 millioner kvadratmeter. Dette er næsten dobbelt så meget som hele boligmassen i byerne i det førrevolutionære Rusland. Også i vore landsbyer har boligforholdene forandret og udviklet sig meget stærkt. Alene i efterkrigsårene er der her blevet opført ca. 6 millioner beboelseshuse. Sovjetunionen ligger nu på førstepladsen i verden, hvad antallet af opførte lejligheder pr. 1000 indbyggere angår. I 1957 opførte vi for eksempel 10,2 lejligheder pr. 1000 indbyggere, USA 6,7, England 5,9 og Frankrig 6,2. Og dog er boligproblemet hos os langtfra løst og er fortsat et af de mest brændende problemer. I mange byer og landsbyer er der en stor mangel på moderne lejligheder, og mange familier bor fortsat i gamle huse. Partiets centralkomité og Sovjetunionens regering har derfor sat sig som opgave, at boligmangelen i landet skal afskaffes i løbet af de kommende ti-tolv år. Boligbyggeriet under syvårsplanen indgår som en del af denne byggeplan. I årene fra 1959 til 1965 skal der i byerne og de bymæssige bebyggelser opføres 15 millioner lejligheder. Det er 130 procent mere, end der blev opført i de syv foregående år. Dertil kommer, at der på landet vil blive opført 7 millioner huse for befolkningens egne midler. Partiet og regeringen gør meget for at forbedre den offentlige bespisning. Der oprettes et stadig større net af kantiner i fabrikkerne, læreanstalterne og skolerne, samt udsalg af færdige retter. Der oprettes også restauranter i beboelsesejendomme. Om få år vil Sovjetunionen være det land i verden, der har det højeste leveniveau. Gennem opfyldelsen af syvårsplanen demonstrerer sovjetmenneskene på ny over for hele verden, hvad et folk er i stand til at udrette, når det sidder inde med magten, og produktionen er underordnet befolkningens interesser, og når det kommunistiske parti går i spidsen for dets arbejde og kamp.

Socialismens store sejre i vort land, der har skabt forudsætningerne for overgangen til den nye etape under den kommunistiske opbygning, er resultatet af det skabende arbejde, sovjetfolket har udført under det kommunistiske partis ledelse. Støttet til arbejderklassens og hele folkets kollektive fornuft og rige erfaring opstiller og virkeliggør vort parti storslåede planer. Sovjetfolket betragter derfor partiet som sin erfarne fører og kloge lærer. Alle de sejre, socialismen har vundet i vort land, er tydelige udtryk for enheden mellem parti og folk. Denne enhed er den urokkelige fæstning, som gang på gang har knust de illusioner og onde planer, som socialismens mange fjender nærede. Partiet har altid, i nøje overensstemmelse med Lenins lære, forsvaret sin enhed. Det har aldrig tilladt forvirring, manglende orientering, indre splid og vaklen at vinde indpas i sine rækker. Under kampen for at gennemføre partiets generallinje, afslørede og knuste det kommunistiske partis centralkomité Malenkovs, Kaganovitj’, Molotovs, Bulganins og Sjepilovs partistridige gruppe, der med sin splittelsesvirksomhed søgte at ødelægge partiets enhed og at fjerne partiet og landet fra den leninske vej. Partiet fordømte og fjernede den partistridige gruppe og sluttede endnu tættere op om sin leninske centralkomité. Vort parti betragter sig som en bestanddel af vor tids arbejderbevægelse af arbejdere og kommunister. »Kommunisternes forbund,« som Marx og Engels oprettede i 1847, havde i alt 400 medlemmer. Under Oktoberrevolutionen fandtes der allerede 400.000 kommunister på Jorden. Nu findes der kommunistiske partier i 83 lande, og de har et samlet medlemstal på 33 millioner. »Vi er sandhedens parti,« sagde Henri Barbusse om kommunisterne. Den kommunistiske bevægelse er skabt af proletariatets og alle arbejdendes klassekamp og udtrykker deres interesser og deres sandhed. Og hvor meget end den internationale reaktion raser, er den ikke i stand til at knuse den kommunistiske bevægelse. De kommunistiske partier er arbejderklassens politiske partier, og de vil eksistere lige så længe, som der eksisterer en arbejderklasse. Kommunisterne, det er de nye mennesker, som Tjernysjevskij drømte om. Det er betegnende, at agenterne i USAs sikkerhedspoliti - FBI - besvarede spørgsmålet: »Hvad får Dem til at tro, at Deres bekendt er kommunist?« nogenlunde på følgende måde: »1. Han taler altid om verdensfred, 2. Han er belæst og 3. Han interesserer sig ikke for penge...« Et særlig overbevisende vidnesbyrd om kommunisternes stigende popularitet finder man i et rundspørge, som den engelske avis Daily Express foretog om, hvem der skulle stå i spidsen for en international koalitionsregering, hvis man skulle oprette en sådan »over for truslen fra verdensrummet«. Hrustjov fik det største antal stemmer, medens den engelske premierminister måtte nøjes med posten som landbrugsminister. En »verdensregering« nu er selvfølgelig en utopi, men besvarelsen af rundspørget er i højeste grad bemærkelsesværdig. Hos os og i andre socialistiske lande søger kommunisterne hen til de vanskeligste afsnit, hvor socialismens og kommunismens opbygning afgøres, og de påtager sig den tungeste byrde under opbygningsarbejdet. Alle vegne søger de at vise, at de med rette kaldes den nye verdens stålskelet, dens organiserende og retningsgivende kraft. Under de kommunistiske partiers ledelse udnytter de arbejdende i de folkedemokratiske lande Sovjetunionens rige erfaringer, og de har, støttet til disse, på kort tid opnået store resultater under en gennemgribende omskabelse af deres liv. Under gennemførelsen af den socialistiske industrialisering og bøndernes overgang til den kooperative vej er nogle af de folkedemokratiske lande allerede ved at afslutte socialismens opbygning. De socialistiske landes resultater er i sandhed storslåede. Den Kinesiske Folkerepublik har i sine første ni år fordoblet industriproduktionen. USA var i sin tid syv år om at forøge stålproduktionen fra 5 til 11 millioner tons, Japan brugte tyve år hertil, England 32 år. Kina præsterede denne fremgang i løbet af 1958. Allerede i 1957 stillede Kinas kommunistiske parti det som sin opgave i løbet af de kommende ti-femten år at overgå England med hensyn til produktionen i de vigtigste industrigrene. I dette land med 650 millioner indbyggere opstod der en folkebevægelse for at foretage dette store spring. Metallurgiens, maskinindustriens, cementfremstillingens og elektricitetsværkernes folk regner med, at de vil kunne løse opgaven dobbelt så hurtigt. Og bjergværksarbejderne har erklæret, at de allerede i 1959 vil indhente England, hvad kulbrydningen angår. Folkedemokratierne, Tjekkoslovakiet, den Tyske Demokratiske Republik, Polen, Ungarn, Bulgarien med flere har gennemført en kraftig udvikling af deres industri. I de fem år fra 1954 til 1958 var den gennemsnitlige produktionsstigning i industrien 11 procent inden for den socialistiske lejr, medens den lå under 3 procent i den kapitalistiske lejr. Det hurtige udviklingstempo i Sovjetunionens og alle de socialistiske landes økonomi har ført til, at disse lande, i hvilke der bor ca. en tredjedel af Jordens befolkning, fremstiller over en tredjedel af verdens industriproduktion. De socialistiske lande er nu ved at træde ind i et nyt afsnit af den økonomiske kappestrid med kapitalismen: De skal i praksis arbejde hen på at sikre det socialistiske system overvægten inden for verdensproduktionen og overgå de højest udviklede kapitalistiske lande med hensyn til produktion pr. indbygger. Allerede i 1965 vil over halvdelen af verdens industriproduktion falde på landene i den socialistiske lejr. Det betyder, at det socialistiske verdenssystem vil have vundet overvægten over kapitalismens verdenssystem på det afgørende område for menneskelig virksomhed: Den materielle produktion. Socialismens forvandling til et verdenssystem har særlig tydeligt vist, at historien har dømt kapitalismen til undergang. I et forsøg på at forlænge sin eksistens sætter bourgeoisiet alle mulige falske paroler i omløb, paroler om »folkekapitalisme«, om en borgerlig stat med »blomstring for alle« og tyer til raffinerede maskeringer. Ja, kapitalisterne påstår, at de allerede har »opbygget socialismen« for deres arbejdere. Imperialismen søger at fremstille sig selv som den kraft, der afgør menneskehedens skæbne. Mao Tse-tung har kaldt imperialismen og alle de reaktionære kræfter for »papirtigre«. De raser, men det er kun de sidste krampetrækninger. Det betyder selvfølgelig ikke, at kapitalismen vil forsvinde »fra i dag til i morgen«. Historien regner med en stor målestok. Men allerede nu kan vi fastslå: Tiden arbejder for os, og menneskehedens fremtid tilhører kommunismen. På Sovjetunionens kommunistiske Partis 21. kongres talte mange repræsentanter fra de kommunistiske broderpartier om deres urokkelige tro på socialismens sejr i verdensmålestok. Hver af deres taler bekræftede, at Lenin havde ret, da han med henblik på vor socialistiske revolutions internationale betydning fremhævede: »Det afgørende er, at isen er brudt, at vejen ligger åben.« Ja, der er allerede mange nationer, der drager frem ad den vej, der fører til den nye verden, og socialismens sol skinner ikke blot på os. Dens livgivende stråler er trængt ud til alle verdens egne. Og vi tror: Den tid vil komme - og den er allerede nær - da alle arbejdende mennesker har gennemført den socialistiske ombygning på hele vor Jord.

Webmaster