Under 1´verdenskrig spillede de militære begivenheder i kolonierne ingen større rolle. Tyskerne havde kun i ringe grad gjort deres kolonier til militære støttepunkter og holdt - i modsætning til franskmændene kun få indfødte hærstyrker. I 1914 tænkte ingen af de allierede på koloniale erobringer. Lloyd George udtalte: »vi forlanger ikke een fodsbred af Tysklands kolonier«. Men eftersom tiden gik, voksede appetitten. Fra allieret, navnlig engelsk side udkom en meget aggressiv pjecelitteratur, der stærkt angreb tyskerne for deres behandling af de indfødte. Argumenterne var tildels hentede fra den kritik, som socialdemokraterne og centrumsfolk i den tyske rigsdag havde rettet mod kolonialforvaltningen. Selvom tyskerne ikke havde opført sig som engle i forholdet til de indfødte, var angrebene uvederhæftige eller overdrevne, men der opnåedes derved at oparbejde en følelse af det umoralske i atter at udlevere de indfødte befolkninger til tyskerne. I sommeren 1918 blev dette synspunkt fremsat af fremtrædende engelske politikere, og i december sagde koloniministeren: »vi har erobret de tyske kolonier i ærlig kamp. Og jeg håber, der ikke hersker nogen tvivl om, at vi vil beholde dem«. D. 23. januar 1919 rejste Lloyd George spørgsmålet om kolonierne på fredskonferencen. Han erklærede, understøttet af de tilkaldte premierministre fra Dominions, at den tyske kolonipolitik havde været slet, i Sydvestafrika nærmest en udryddelsespolitik, og at man derfor ikke kunne udlevere kolonier til tyskerne. Dette synspunkt tiltrådtes af alle, også af Wilson. Hermed var sagen afgjort, tilbage stod kun delingen af byttet. I henhold til Versaillesfredens § 119 gav Tyskland afkald på alle sine rettigheder i de oversøiske besiddelser til fordel for de allierede og associerede magter. Folkeforbundspagtens § 22 fastslog derefter, at de tyske kolonier så vel som de områder, Tyrkiet måtte afstå i Forasien, at Folkeforbundet skulle overdrages som mandater til andre stater. Mandatsystemet, hvis opfinder er general Smuts, består af tre grupper: a) mandaterne burde væsentlig have belæring og støtte af mandatarerne, indtil de kunne stå på egne ben. England fik i denne klasse overdraget Iraq, Palæstina og Transjordanien. Medens Syrien og Libanon tilfaldt Frankrig. I b. klassen var mandatarerne ansvarlige for administrationen. England fik her Tanganyika. Belgien Ruanda-Urundi og Frankrig og England hver en del af Cameroun og Togo. Hvad c. mandaterne angik, kunne disse administreres som dele af mandatarernes territorier. I denne klasse fik Japan de nordlige, tidligere tyske Stillehavsøer, England og Australien Nauru, Australien Ny Guinea, New Zealand Samoa og den Sydafrikanske Union det tidligere Sydvestafrika. Tyskland var hermed tilintetgjort som kolonimagt. Det måtte i Kina afstå Kiautschau og give afkald på de begunstigelser, som det tidligere havde aftvunget Kina. De tyske koncessioner i Shantungprovinsen i jernbane, telefon og minedrift overdroges til Japanerne. I Siam blev Tysklands konsulære rettigheder ophævet, alle koncessionerne i Liberia og Marokko bortfaldt, og det målte anerkende Englands protektorat over Ægypten. Der må således siges at være gjort rent bord. Men endnu fulgte en række bestemmelser, som væsentlig havde til formål at gøre kalken bitrere at tømme. Efter en fransk opstilling skulle tyskerne således godtgøre franske statsborgere i Cameroun de tab, de måtte have lidt ved stridigheder med tyskere i tiden fra 1900-1914. Endvidere ophævedes de rettigheder, Tyskland havde i henhold til de med Frankrig under 4-11-1911 og 28-9-1912 afsluttede traktater, medens det på den anden side måtte forpligte sig til at overholde de af de allierede til enhver tid fastsatte bestemmelser vedrørende handel med våben og spirituosa i Afrika. Til Kina skulle afleveres de fra dette land i 1900-1901 erobrede astronomiske instrumenter, ligesom Tyskland måtte afgive sultan Nikwawas hjerneskal, der var fjernet fra Østafrika, og kalifen Otmar´s koran, som overraktes kongen af Hedjaz. Tysk privatejendom i kolonierne indgik som anden tysk ejendom i afståede egne i den store mellemregning mellem sejrherrerne og Tyskland, og de personer, det gik ud over, henvistes til at søge erstatning hos den tyske stat. De tabte koloniers værdi er af tyskerne anslået til mellem 70 og 100 milliarder guldmark. Fra engelsk side henvises til de beskedne resultater. Tyskerne havde nået før 1914, og man er tilbøjelig til kun at ville anerkende tabet af tysk investeret kapital. Naturligvis lader værdien af et nyt kun lidet opdyrket og udnyttet land sig ikke bestemme. General Smuts omtalte i 1918 i tysk Østafrika således: »om Østafrikas pragt kan man ikke gøre sig noget begreb-økonomisk må det henregnes til de mest værdifulde kolonier. Ingen del af Afrika har en jordbund mere egnet til storproduktion af kokusnødder, kaffe, sukker, sisal, gummi, bomuld eller halvtropiske produkter som majs og hirse. Efter overvindelsen af tropesygdommene vil landet høre til de mest produktive dele af troperne. .. «. Man har først fornylig fuldt ud erkendt, at uden en stor rigdom på råmaterialer, er de moderne højtudviklede industrier umulige. Hvad tysk Sydvestafrika angår, er sandsynligheden for at opdyrke en større råstofbasis betydelig ringere, men til gengæld vil der her være mulighed for en hvid kolonisation.

Medens erobringen af de tyske kolonier først planlagdes mod slutningen af verdenskrigen, indgik Tyrkiets sønderlemmelse allerede fra dennes begyndelse i stormagternes imperialistiske politik, først og fremmest som et led i kampen om Mesopotamiens olie - ¹/₈ af verdens samlede beholdninger. I 1915 anerkendte englænderne Ibn Saud som hersker over et stort arabisk rige i form af et protektorat. En hemmelig traktat mellem England og Frankrig gjorde Syrien til fransk interessesfære, Palæstina skulle stilles under international kontrol, og en uafhængig arabisk stat anerkendes. Rusland tiltrådte disse planer i 1916 og fik til gengæld løfte om Armenien og Kurdistan, og i 1917 gav man Italien tilsagn om en interessesfære ved Smyrna, som grækerne forøvrigt også gjorde krav på. Under krigen erobrede englænderne Palæstina og anlagde en jernbane fra Haifa til Port Said. På konferencen i San Remo delte England og Frankrig interessesfærerne op, hvilket ikke gik af uden større brydninger.

De for-asiatiske mandatområder - 1918

Damaskusstaten, Aleppostaten og Alaouites udgør tilsammen Syrien. Alexandrette blev internationaliseret i 1937. Englands mandat over Iraq ophørte i 1932.

A-mandaterne for Palæstina, Syrien og Libanon blev først udført i praksis i 1923. Hvad Iraq (Mesopotamien) angår, godkendtes udkastet til mandatet aldrig af Folkeforbundsrådet, men dets bestemmelser gik igen i en alliancetraktat mellem den britiske regering og regeringen i Iraq, undertegnet i oktober 1922 og antaget af rådet i september 1924. Årsagerne til forsinkelsen var først og fremmest, at det lemlæstede Tyrki påny rejste sig under Mustapha Kemal og bragte uro i sejrherrernes dispositioner i forasien. I 1920 foretog tyrkerne en ekspedition mod armenierne, der førte til disses delvise udryddelse, og efter denne tyrkiske sejr gærede det overalt i Orienten. Herefter gav Frankrig afkald på Sicilien samt den sydlige del af Kurdistan til fordel for Tyrkiet. Ægypten, der under krigen var gjort til engelsk protektorat, fik sin formelle uafhængighed tilbage. I krigsårene havde man givet jøderne store løfter om et nyt hjem i Palæstina, nu reduceredes de betydeligt i 1922 af frygt for araberne. Samme år blev Iraq en selvstændig stat med få forbehold over for mandataren - England. Feisal, som måtte overlade Syrien til Frankrig, blev konge i Iraq, og hans broder blev Emir i Transjordanien. Herved fik englænderne etableret en fare for det franske mandat i Syrien - de to allierede magter optrådte i Forasien som hadefulde modspillere, og England tog de bedste stik hjem. Man bøjede klogt af for de nationalistiske strømninger i Levanten og opnåede alligevel meget vigtige støttepunkter for et verdensherredømme såvel på det politiske som det økonomiske område. I henhold til Folkeforbundspagten oprettedes en permanent mandatkommission på 9 medlemmer, hvoraf flertallet repræsenterede stater, som ikke havde fået noget mandat overdraget. Kommissionen undersøger de årlige rapporter, mandatarerne skal indsende, og de indfødte eller andre på deres vegne kan henvende sig til den med petitioner. Fra kommissionen sendes så atter beretning til Folkeforbundsrådet. De 5 C-mandaters bestemmelser er nøjagtig ens. Hvad B-mandaterne angår, er de engelske og franske for Cameron og Togo og de belgiske for Ruanda-Urundi ens på en vigtig undtagelse nær, idet franskmændene i tråd med deres almindelige kolonipolitik forbeholder sig ret til at bruge indfødte soldater fra mandatet, hvor i verden det måtte passe dem. A-mandaterne varierer mere. Men indeholder dog en række fælles bestemmelser. I Palæstina fik mandatarerne fuld lovgivende og udøvende ret. For Syrien og Iraq lovedes udarbejdelsen af en organisk lov, som skulle tage hensyn til befolkningens interesser, rettigheder og ønsker, i Syrien, Libanon og Palæstina gaves tilsagn om udvikling af det lokale selvstyre og for de franske mandaters vedkommende om en snarlig statslig selvstændighed. Endelig fik kong Feisal af Iraq overdraget regeringen, dog med støtte og råd af England. En række af de forpligtelser, mandatarerne påtog sig, var i overensstemmelse med internationalt gældende lov og praksis. Andre viser imidlertid afvigelser herfra. I B- og C-mandaterne måtte der således ikke anlægges befæstninger eller oprettes militære og maritime støttepunkter. Der måtte ikke holdes indfødte troppestyrker ud over hvad der var nødvendigt til territoriernes forsvar i henhold til Folkeforbundspagtens § 22, men franskmændene satte sig koldblodigt ud over denne bestemmelse i sine B-mandater. I A-mandaterne findes overhovedet intet sådant forbud, og i en krig mellem to europæiske mandatarmagter vil det næppe være tænkeligt, at mandatområderne kan bevare deres neutralitet. Kun i B-mandaterne fastslås den åbne dørs politik for alle medlemmer af Folkenes Forbund. Men i A-mandaterne blev en lignende politik anerkendt, ikke mindst af hensyn til De forenede Staters ønske herom. Anderledes derimod i C-mandaterne, der betragtes som en del af mandatarens land, og hvor dennes love derfor er gældende. Japan har fra første færd protesteret mod, at C-mandaterne ikke blev gjort lige tilgængelige for alle medlemmer af Folkeforbundet. Spørgsmålet om mandaternes suverænitet er meget kompliceret. Kun i Iraq kan man tale om, at suveræniteten lå hos en indfødt myndighed, omend den måtte deles med den engelske krone. Da mandaterne er gået fra de allierede og associerede stormagter over til mandatarerne, ligger suveræniteten heller ikke hos Folkeforbundet, selvom dette har approberet systemet, og mandatarmagterne er indgået på at udøve deres myndighed på Folkeforbundets vegne. De forenede Stater har som en af sejrherrerne hævdet, at dets samtykke er nødvendigt for at udøve et mandat og protesteret mod, at kun medlemmer af forbundet kunne nyde privilegier i mandatstaterne. Protesten gjaldt navnlig oliekoncessionerne i Forasien, og man stillede Amerika tilfreds ved at lade amerikansk kapital deltage i olietransaktionerne. Med Japan som mandatar over de tidligere tyske Stillehavsøer sluttede USA en overenskomst, der placerede det på samme linie som Folkeforbundsstaterne. Den rigtigste forklaring må sikkert blive, at suveræniteten ligger hos mandatarstaten, begrænset af de bestemmelser, som indeholdes i mandatar-statutterne. Mandatsystemet dækker således i praksis over en maskeret annektion. I mangt og meget er mandatet stillet som et protektorat, hvor den indre og ydre overhøjhed er overgået til den beskyttende stat. De indfødte eller kolonisterne har således ikke samme nationalitet som mandatarerne, men kan naturligvis få det. Dette skete bl.a. i 1923 med de fleste af de 7.000 tyske kolonister i tysk Sydvestafrika, idet disse fik sydafrikansk nationalitet. Versaillesfreden blev også for koloniernes vedkommende en voldsfred, der skulle tjene stormagternes imperialistiske politik. Gevinsterne deltes under bitre indbyrdes kampe mellem England, Dominions og Frankrig. Af hensyn til Wilson og den offentlige opinion kamoufleredes erobringen under mandatsystemets dække. På den anden side kan det ikke nægtes, at visse principper i dette system betød et fremskridt i forhold til tidligere. Ikke mindst værdifulde var de lige kår i handel og industri, som visse mandater bød alle Folkeforbundets medlemmer. Men også med hensyn til behandlingen af de indfødte betød mandatsystemet et fremskridt, idet prøvelsen af rapporterne til mandatkommissionen gav en mere end teoretisk mulighed for at overvåge, at mandaterne ikke styredes alt for fjernt fra det, som forbundspagtens § 22 opstillede som civilisationens hellige opgave: de indfødte befolkningers velfærd og udvikling. I 1932 ophævedes mandatet over Iraq. England blev militær rådgiver og sikrede sig 2 luftbaser i 25 år. Iraq, der blev medlem af Folkeforbundet, måtte afgive visse garantier, særlig hvad angik handels- og minoritetspolitikken.

Under 1´verdenskrig var USA trængt frem på mange af de markeder, hvor de europæiske industrilande tidligere havde haft en solid position, og i de oversøiske og de neutrale lande var der opvokset nye industrier, der ingenlunde tænkte på at likvidere ved krigens slutning. I Japan gik industrialiseringen frem med kæmpeskridt, og det begyndte gennem sine lave lønninger at true europæisk eksportindustri. I Europa var der opstået en række nye stater, som i ly af toldmure søgte at opbygge et nationalt erhvervsliv. Ved revolutionen i Rusland i 1917 faldt et stort østeuropæisk marked bort. For de gamle vesteuropæiske industrilande tegnede situationen sig således alt andet end lysteligt. Da de første par år var gået med indre opbygning og konsolidering, meldte besværlighederne sig for alvor. Overalt stødte man på told eller restriktioner, som skulle holde fremmede varer ude. Økonomisk nationalisme blev det bærende princip for samkvemmet mellem folkene. Den erstatning, de besejrede magter, navnlig Tyskland, skulle yde, viste sig hurtigt også at være til skade for sejrherrerne. For at kunne betale måtte Tyskland eksportere til billige priser, og dette føltes som en stadig kilde til ængstelse for den øvrige verdens erhvervsliv. På de asiatiske markeder trængtes den engelske bomuldsindustri hårdt af den japanske. Formindskelse af købekraften i industrilandene tillige med ændringer i selve ernæringen skabte vanskeligheder for kornproduktionen allerede fra 1920. Hele perioden kendetegnes af mangel på stabilitet, og fra 1929 kan man tale om en permanent krise med en arbejdsløshed af enorme dimensioner. Karakteristisk for efterkrigstiden og forceret frem af periodens økonomiske og finansielle vanskeligheder er den stærke koncentration og rationalisering indenfor erhvervslivet. Truster med aktiekapitaler på mellem 50 og 100 millioner £ - f.eks. stål- og farvetrusterne i Tyskland, den engelske kemikalietrust, Unilever og Vickers-Armstrong samt United Steel Corporation i USA, de amerikanske og engelske olietruster - og adskillige andre indtager en dominerende stilling indenfor verdensøkonomien. Under landenes økonomiske trængsler er erhvervslivet i langt højere grad end tidligere, direkte eller indirekte, blevet underlagt statsmagten. Produktionen er blevet organiseret og rationaliseret, også ud over storindustrien, hvorved produktionsmulighederne er vokset stærkt. Men denne ekspansionskraft, skabt af organisation, teknik og videnskab, har aldrig fået frit løb, idet den overalt støder mod skranker af social og politisk karakter. Ofte har man måttet regulere produktionen nedad i stedet for at udnytte produktionsapparatet fuldt ud. Hvor stærk denne kraft er, viser bl.a. følgende kendsgerninger: i 1925-29 voksede den tyske industriproduktion med 25 %; USA's med 15 %.; Frankrigs med 30 % og Kanadas med 40 %. Rusland, der kom senere med, havde fra 1929 til 1934 en stigning i sin industriproduktion på 229 %. I 1925 var verdensproduktionen 18 % større end i 1913, i 1925-29 var væksten endnu hurtigere. I 1913 til 1928 steg produktionen af levnedsmidler og råstoffer 25 % og industriproduktionen mere, medens folketallet kun voksede med 10 %. Om nogen almindelig overbefolkning i verden kan der således ikke siges at være tale; noget andet er, at befolkningstæthed, råstofmængde, national rigdom og levevilkår indenfor de enkelte stater er vidt forskellige. Versaillesfreden gjorde uligheden mellem magterne større, idet de mere velhavende sejrherrer delte byttet og søgte at slå deres rivaler, og da navnlig Tyskland, ned for tid og evighed. Man undlod tillige at give det tætbefolkede og råstoffattige Italien større del i sejrens frugter, og i fredstraktaterne lå derfor sæden til kommende kampe. Hertil kom så, at imperialismens ofre, de ikke-europæiske folk, begyndte at røre på sig, inden freden var endelig sluttet. Det var derfor ikke ro og hvile, det krigstrætte Europa gik ind til. Først fulgte svære sociale rystelser. I Rusland havde Lenin erklæret imperialismen krig og forkyndte folkenes - også de farvedes - frigørelse gennem en kollektiv organisation af produktionen og oprettelse af et Folkenes Forbund af Socialistiske Samfund. Svaret herpå var en »hvid« modrevolution, der førtes mod Sovjet på ikke mindre end 23 fronter, uden at det dog er lykkedes at løbe Sovjetstaten over ende. Men bolchevismen havde smittet i de fleste europæiske lande, således særlig i Finland, Tyskland, Østrig og Ungarn. Der opstod uroligheder og revolutioner, som dog blev dæmpet, dels ved våbenmagt, dels ved løfter til arbejderne, - løfter, der kun i ringe grad blev indfriede. I de gamle vesteuropæiske industristater fik bolchevismen kun ringe hold. Den vigtigste årsag hertil var sikkert, at arbejderklassens levestandard lå betydeligt højere end i Østeuropa, måske ikke mindst takket være de fordele, som netop den imperialistiske udvikling havde bragt. Dette gjorde arbejderne i Vesteuropa oppertunistisk indstillet og gav imperialismen større slagkraft. Sociale dønninger, strejker og lignede rystede dog Vesten, og ængstede dog den kapitalistiske verden til 1924. Da der ved hjælp af amerikansk kapital for en tid skabtes en stabilisering, så man begyndte at tale om en stadig vedvarende velstand »prosperity«. Men med den skærpede krise i 1929 blussede de sociale modsætninger op igen, naturligvis stærkest, hvor de økonomiske forhold var slettest. Allerede i 1922 var den socialistiske bevægelse i Italien besejret af en national fascisme, der bortamputerede »klassekampen« ved at slå arbejdernes organisationer ned og proklamere, at vejen til national velstand førte over ydre ekspansion. Fascismen fik hurtigt et solidt tag i de mellem- og østeuropæiske stater, og i 1933 sejrede nazismen i Tyskland. Denne er i sin art lige så ekspansiv som fascismen, og det var hermed givet, at den ved Versaillesfreden etablerede tilstand definitivt var forbi. Medens man hidtil i årene efter verdenskrigen havde drøftet krigsgældens betaling og en begrænsning af rustningerne, blev nu ganske andre og mere vidtrækkende spørgsmål sat på dagsordenen. De ikke mætte nationer »have nots«, i Europa: Tyskland og Italien, i Østasien: Japan, stillede krav om forandring af den bestående tilstand, revision af fredstraktaternes landegrænser og øvrige for dem uantagelige bestemmelser, en opdeling af kolonierne, ret til ubegrænset oprustning o.s.v.. Bag disse krav stod først og fremmest Tysklands og Japans industrikapital, som krævede ekspansionsmuligheder for at udnytte produktionsapparatet. Man har derfor sagt, at »have nots« var japanske, italienske og tyske millionærer. De fandt sangbund hos meget store lag af befolkningen, der var pint af årelang depression og arbejdsløshed og i Versaillesfreden så årsagen til alle ulykker. Man kan med rette sige, at denne har været medvirkende til at forværre forholdene, men heller ikke mere. Hvad kolonierne angår, havde opdelingen af verden fundet sted, før »have nots«magterne endnu var betydelige industristater. Tyskland, Italien og Japan var kommet for sent og måtte derfor nøjes med resterne fra gildet. Med udgangspunkt i magternes politiske og militære styrkeforhold var skævheden i kolonifordelingen iøjnefaldende. Spørgsmålet blev i virkeligheden først og fremmest om prestige, underbygget af krav om lige ret til verdens økonomiske goder.

Efter krigen var USA blevet den førende industristat, medens Japan og de britiske dominions havde arbejdet sig stærkt frem. I Europa handlede England og Frankrig om, hvorledes det oversøiske bytte skulle deles mellem dem, og i hvor høj grad de overvundne skulle slås ned. I Frankrig havde imperialistiske kredse til hensigt at annektere venstre Rhinhred for derved at vinde afgørende indflydelse på det europæiske jern-, kul- og stålmarked. Så langt nåede man dog ikke. Men Frankrig søgte til gengæld at udøve et hegemoni i Europa - som det ikke havde styrke til at gennemføre - til dels ved hjælp af de nye stater, der mere eller mindre måtte søge deres fremtid, økonomisk og politisk, sikret ved alliancer med Frankrig. Også neutrale stater spillede en rolle i den franske sikkerhedspolitik. Af de besejrede lande var Østrig-Ungarn opløst, og Tyskland havde måttet opgive store dele af sine råstoffer og landområder og underkaste sig økonomiske byrder og militærpolitiske restriktioner, der skulle holde det i en tilstand af afmægtighed. Endelig var en nydannelse - det socialistiske Rusland - kommet til. I adskillige kolonilande ulmede det iblandt de indfødte, som med større eller mindre udsigt til held krævede selvstændighed. På det gamle Tyrkis ruiner rejste sig i Lilleasien en ny stort magt, der skulle komme til at krydse de imperialistiske staters planer og blive forbillede for de arabiske folk i deres bestræbelse efter at frigøre sig for den europæiske imperialisme. Det var således ikke harmoni og stabilitet, der prægede verdens struktur. Uligheden i rigdom og ernæringsmuligheder mellem stormagterne indbyrdes var vokset, og overalt brødes stærkt modgående kræfter. Der var uro i og udenfor Europa, endda inden fredstraktaten blev underskrevet. Man rustede sig til kamp, først sejrherrerne, der ønskede at bevare deres magtstilling, dernæst »have not«-magterne, som med alle midler ville gennemtvinge en nydeling af verden. Rustningsudgifterne var i 1913 2.551 millioner $. I 1825 på 3.522 millioner $. I 1934 på 4.900 millioner $, og steg i de følgende år til astronomiske højder. Kampen om en ny verden indlededes med en række traktatbrud, der ialtfald for en tid har gjort international ret til et svævende begreb, og man har fra sejrherrernes side, væsentlig på grund af dårlig samvittighed og rædsel for de kræfter, en ny krig uvægerlig slipper løs, hidtil ladet »have not »-magterne få frit spil. Men forøvrigt blev slagordet om »have«s og »have-not»s efterhånden næsten ophævet til videnskab, idet det anerkendtes, at økonomisk-geografiske forhold med en naturlovs styrke måtte gøre de mætte magter statiske - og »have-nots« dynamiske. Dette er en teori, som ikke har almen gyldighed. Hvis mangler på råstoffer uvægerlig skulle føre til ekspansion, måtte de små stater være de førende i kravet om revision af det politiske verdenskort. Hvis »overbefolkning« var grund nok til ekspansion, ville Indien, Kina og Java være de største dynamiske kræfter i verden. Det er ganske klart, at teorien kun gælder imperialistiske stormagter, medens småstaterne, for ikke at tale om de koloniale folkeslag, lades ude af betragtning. Med anerkendelse af det berettigede i stormagternes ekspansionstrang fulgte naturligt drøftelsen af en omplacering af magten over kolonierne og de koloniale råstoffer for derigennem at undgå den krig, alle de mætte stormagter ikke ønskede. For at forstå hvilke realiteter, der ligger bag, vil det være nødvendigt at kaste et blik på kolonierne og kolonimagterne i tiden efter verdenskrigen.

Før Japanernes erobring af Manchukuo og italienernes af Abessinien var forholdet mellem kolonimagterne følgende:

Det vil heraf ses, at Frankrig og Holland er de to største kolonimagter i verden. Imidlertid bliver billedet noget anderledes, hvis man i stedet for det engelske kolonirige tager det engelske imperium som udgangspunkt. I så fald vokser de 61½ million med 400 millioner, boende i lande, der strækker sig over en fjerdedel af jordens overflade. Imperielandene består af tre hovedgrupper: Dominions, næsten Dominions og »The colonial Empire«, det vil sige kronkolonier. Protektorater og mandater, hvor moderlandet har hele styrelsen eller den væsentligste del deraf under sig.

Der er nu foruden England 5 Dominions: Kanada, Australien, New Zealand, den Sydafrikanske Uunion og den irske fristat. På grund af økonomiske vanskeligheder gav New Foundland op som Dominion i 1933 og blev kronkoloni.

Kanada dækker 3¾ million engelske kvadratmil og har en befolkning på 11 millioner, de 28 % er franske kanadiere, og 52 % er af engelsk og irsk oprindelse. I de 9 provinser, hvoraf føderationen består, er reglerne for opnåelse af valgret varierende, og forskellige grupper, indianere, japanere og kinesere udelukkes helt. De vigtigste næringsveje er agerbrug, skovhugst, fiskeri og bjergværksdrift. På nikkelmarkedet har Kanada næsten monopol, af en produktion på ca. 45.000 metriske tons kommer de 94 % fra det engelske imperium og hovedsagelig fra Kanada. I 1929 blev to store grupper nikkelproducenter, The American International Nickel Company og det engelske Mond National Nickel Company sammensluttede og dannede The International Nickel Company of Canada, der helt behersker verdensmarkedet og har en kapacitet, som kun er halvt udnyttet. Selskabets kapital andrager 2 milliarder $, og af aktierne ejer USA 43 %, Kanada 35,2 % og England 20 %. Som råstoffrembringende land har Kanada således en mægtig position på et vigtigt felt. Som biprodukt ved nikkelfremstillingen fås tillige kobber og platin, desuden findes asbest, jern, guld etc.. I Quebec er i krigs- og efterkrigsårene opvokset en betydelig industri, bl.a. papirfabrikation, hvortil landet selv leverer råmaterialer. Ydermere er Kanada en stor hvedeproducent.

Den australske føderation, der består af seks ret selvstændigt stillede stater, er 33 gange så stor som Storbritannien, men har kun en befolkning på knap 7 millioner mennesker, hvoraf de 47 % bor i byerne. 88 % af indbyggerne er af engelsk oprindelse. Fra deltagelse i det offentlige liv udelukkes de indfødte australske stammer på nær maorierne, samt folk fra Asien og Stillehavsøerne, dog undtages herfra siden 1925 engelske indere. Australiens hovedprodukter er uld, hvede og kød, men der findes desuden rige sølvlejer samt zink og bly, og industrien er i stærk vækst.

New Zealand har en befolkning på 1,0 millioner, hvoraf de 91 % er af britisk oprindelse og 73.000 maorier (polynesiere), som er tilsikret en vis repræsentation. Landet er imperiets mejerifarm, men der findes også nogen bjergværksdrift (kul, guld) og en betydelig industri.

Den Sydafrikanske union har 8½, million indbyggere på et område af 472.500 engelske kvadratmil. Knapt 2 millioner er englændere og hollændere, der ikke lever alt for idyllisk sammen, 200.000 asiater, resten væsentlig negre. Unionens og de enkelte provinsers politik har til formål at trænge de farvede folk ud af byerhvervene, en politik, som også de hvide arbejdere har billiget. De har så valget imellem at blive dårligt lønnede kontraktarbejdere på farmene eller i minerne, hvortil der dog også indskrives negre fra de portugisiske kolonier, eller bo i reservater, som praktisk talt ingen ernæringsmuligheder rummer. Efter 1937 har man så godt som udelukket alle farvede fra deltagelse i det offentlige liv. Unionen er verdens største guldproducent og har også en del industri samt et betydeligt agerbrug og kvæg- og fåreavl.

Det var krigen som hævede Dominions op i de selvstændige staters række, de deltog i 1917-18 i imperiets krigskabinet, og ved fredskonferencen rangerede de på lige fod med de mindre allierede stater. De var med til at underskrive fredstraktaten og blev medlemmer af Folkenes Forbund. Slagordet om de små nationers selvbestemmelsesret udnyttedes behændigt af Dominions, til at frigøre sig for engelsk formynderskab. Frygt for, at Englands udenrigspolitik kunne bringe dem i en ikke ønsket krig, bevirkede vedtagelse i deres parlamenter om, at en engelsk krigserklæring ikke kunne binde dem, men at de selv ville bestemme over krig og fred. Locarnopagten i 1925 blev således kun gyldig for England, ikke for Dominions, og i Folkeforbundet har de gang på gang indtaget en anden stilling end moderlandet. Også i andre forhold til udlandet gjorde de sig helt eller delvis uafhængige, krævede og gennemførte ret til selv at afslutte traktater med fremmede magter, at betragte deres højkommissærer i England som ambassadører ved et fremmed hof og ansætte og modtage gesandter. Det var navnlig Kanada, den Sydafrikanske union og den irske fristat Eire, der gav tonen an. Fra 1926 satte angrebene ind på generalguvernørstillingen. Det var Dominions´ ønske, at disse embedsmænd helt skulle være afhængige af og vælges af deres egne parlamenter. Hvad handelspolitikken angik, gennemførte man en skarp protektionisme, ofte vendt direkte mod andre Dominions eller England, der gav eller på alle punkter. I 1926 vedtog imperiekonferencen, at dominions er »i sig selv hvilende samfund indenfor det engelske imperium på lige fod, på ingen måde underordnet hverandre, hvad angår inden- og udenrigspolitiske forhold, skønt forenet ved fælles troskabspligt over for kronen og frit forbundne som medlemmer af det britiske Commonwealth of Nations«. Disse synspunkter blev indarbejdet i den såkaldte Westminsterstatut af 1931, der er en slags grundlov for forholdet mellem Dominions indbyrdes og disse og England. Den statsretslige stilling er efter Westminsterstatutten ganske uklar, og det er stadig et juridisk tvivlsspørgsmål, hvor langt de enkelte staters suverænitet rækker i krig og fred. Der er imidlertid ingen som helst tvivl om, at i praksis har Dominions en udstrakt selvstændighed, som de udnytter fuldt ud - kun New Zealands generalguvernør udnævnes endnu af kongen efter det engelske ministeriums indstilling. Kanada har stærkt nærmet sig USA og i 1938 fået løfte om støtte i krigstilfælde - det er især frygten for Japan, som førte Kanada og USA sammen. Den Sydafrikanske union har, hvor det var gørligt, demonstreret sin uafhængighed af England. Navnlig lagde boerkredse deres uvilje for dagen og krævede en særlig afrikansk imperialistisk politik, hvis formål er at samle hele syd- og Centralafrika under Unionen, af hvilken grund man vil have de engelske protektorater Basutoland og Bechuanaland, - der samtidig begæres af syd-Rhodesia. Endvidere ønsker de afrikanske nationalister at indlemme mandatet over det tidligere tyske Sydvestafrika som 5. Provins i Unionen. Medens Kanada holder en mindre flådeenhed, har Unionen ingen krigsskibe og betaler ikke længere subsidier til England. Intimere er forholdet mellem Australien. New Zealand og England. Japans nærværelse i Stillehavet har bevirket, at de to Dominions er mere villige til at deltage i udgifterne til imperiets søforsvar. Australien holder en flådeenhed i samarbejde med England og har foretaget udvidelser på sit flådebudget. New Zealand bidrog i årene 1927-36 med 1 million £ til udbyggelsen af Singapores krigshavn og underholder 2 større krydsere.

I 1920érne så det ud til, at Dominions' forhold til det tidligere moderland gik mod næsten fuldstændig opløsning, trods de store fordele det frembød at være borger indenfor det britiske verdensrige. Krisen i 1929-30 bragte imidlertid en forandring heri. Prisfaldet traf i første omgang meget hårdt 3 af Dominions' hovedprodukter: hvede, uld og kød. Kun den Sydafrikanske union klarede sig helt godt igennem, takket være en stigning i guldpriserne. Da England ramtes føleligt af krisen og i 1931 måtte forlade guldet, bevirkede den fælles nød, at en økonomisk imperiepolitik nu endelig trængte igennem. England forlod sin traditionelle frihandelspolitik, der efter krigen kun var blevet brudt for enkelte færdigvarers vedkommende samt for sukker, hvor der var givet imperielandene præference. Opfordringen kom fra Dominions, som i 1920érne havde rejst stærkere toldskranker mod engelsk handel end de allerfleste lande uden for imperiet. På konferencen i Ottawa i 1932 fastsattes 10 % værditold på varer som tømmer, fisk, læder, bly, zink ligesom tolden blev forøget på ost, smør, æg, majs, ris og kobber fra ikke-imperielandene. For andre varer, f.eks. bacon, fastsattes indførselskvoter. Hermed fik Dominions en præferencestilling på det engelske hjemmemarked. Dominions ønskede helst at gøre gengæld ved at forhøje tolden på ikke-engelske varer yderligere, men England stillede krav om visse toldreguleringer og toldnedsættelser, så britiske fabriksvarer kunne konkurrere på mere lige fod med de lokale i Dominions. Kun New Zealand honorerede denne fordring fuldt ud, medens de andre bevarede deres højprotektionisme også overfor England, omend en række satser reguleredes nedad. Ottawa-overenskomsten førte således til en slags ny-merkantilisme, omend ikke til et imperium, der økonomisk hvilede i sig selv. Importen til Storbritannien fra Dominions og Indien udgjorde 1925-29 22,6 % af den samlede import. I 1935 28,6 %, medens eksporten den modsatte vej i 1925-29 beløb sig til 36,5 % og i 1935 til 36,9 % af totaleksporten. Det er således sikkert Dominions, der har haft størst udbytte af Ottawa-aftalerne. Men årene efter 1931 førte også til en større politisk samfølelse mellem England og Dominions. Årsagerne hertil man søges i den stærkt imperialistiske aggressivitet, de tre sultne have-not magter, Tyskland, Italien og Japan lagde for dagen. Den Sydafrikanske union frygtede på een gang Tyskland, der stillede krav om at få tysk Sydvestafrika tilbage, og Italien, som arbejdede på at oprette et italiensk imperium i Afrika, hvor unionen havde tænkt sig at blive fremtidens førende magt, også i Centralafrika. Dette resulterede bl.a. i, at boere og englændere indenfor Unionen fandt hinanden i et mere intimt politisk samarbejde. Australiens og New Zeelands frygt gjaldt Tyskland, der ikke ønskedes tilbage som nabo i Stillehavet, og naturligvis først og fremmest Japan, for hvem de så den eneste frelse i nær tilknytning til Imperiet.

Næsten dominions: Indenfor kolonierne indtager fire lande: Indien. Burma, Ceylon og syd-Rhodesia en særstilling. De er ikke Dominions, men har et mere udstrakt selvstyre end de egentlige kolonier. Kejserriget Indien, der er 35 gange så stort som England, har en befolkning på 335 millioner, hvoraf de 85 lever i lydstater, som regeres af indfødte fyrster. Europæernes antal er forsvindende lille, få hundred tusinde, hvoraf en stor del er militære. Indien er den største producent i verden af ris, te og jute, den næststørste af bomuld og sukker. Landbruget drives stadig under meget primitive former, og landarbejderproletariatet er i rivende og faretruende vækst Industrien og navnlig tekstilindustrien har haft en betydelig fremgang efter 1918, - den beskæftiger nu i 1938 12 % af befolkningen. Under krigen stillede Indien en hær på 1 million mand til Englands disposition, men forholdene i Indien var politisk alt andet end stabile, navnlig blandt muhamedanerne, der så England som deres trosfællers, tyrkernes, bitre modstander. Imidlertid kom det oprør ikke, som tyskerne håbede på, og englænderne frygtede. I 1917 lovede statssekretæren for Indien, Montagu, landet en forfatning med større selvstyre, og en sådan blev indført i 1919. Der oprettedes et indisk parlament med 2 kamre, hvortil medlemmerne dels udnævntes, dels valgtes. Ministrene var ikke parlamentarisk ansvarlige, og vicekongen havde ret til i udstrakt grad at udstede love uden om parlamentet. En større selvstændighed fik de enkelte provinser. Her dannedes forsamlinger med virkelig lovgivende myndighed for en række sager (skolevæsen, sundhed etc.), medens andre forhold (politi, skattevæsen, skovvæsen etc.) direkte underlagdes den engelske guvernør. Ministre, der beskæftigede sig med sager af den første kategori, var ansvarlige overfor parlamentet. Mministre under hvem politi etc. sorterede, derimod ikke. Det var et kompliceret apparat, som ikke tilfredsstillede nogen. I praksis kom magten til at ligge hos guvernøren, og utilfredsheden gav sig udtryk i en række protestmøder bl.a. i byen Amritsar. Da et møde her blev afholdt trods forbud, gav en general ordre til at skyde. 4 -500 mennesker dræbtes og over dobbelt så mange såredes. Gandhi, nationalistbevægelsens fører, der havde givet parolen »passiv modstand« mod forfatningen, det vil sige ikke-deltagelse i parlamentsvalg, boykot af engelske varer etc., rejste i 1920 krav om Indiens uafhængighed. Gandhis program er i dybeste forstand nationalt. Man skal, siger han, i et og alt holde sig til det hjemlige, hvad enten det gælder åndelige eller materielle behov, idet al import skaber rodløshed. Denne lære fører konsekvent til genoprettelse af de gamle landsbysamfund og tilintetgørelse af al industri og storhandel. Omkring ham samlede sig derfor bl.a. skarer af folk, der var slået ud, bønder, som havde måttet gå fra deres hjem, arbejdsløse soldater og mange muhamedanere. Bevægelsen finansieredes af indiske tekstilfabrikanter, der ønskede at ramme den engelske bomuldsindustri. Gandhis ulydighedskampagne var også skattenægtelse, og fik efterhånden et blodigt forløb. Men samtidig begyndte tilhængerskarer at falde fra og hinduer og muhamedanere begyndte atter at bekrige hinanden. I marts 1922 blev Gandhi arresteret. Den nationalistiske bevægelse fik nu et mere socialistisk skær og forsøgte ikke uden held en anden taktik, nemlig at ødelægge parlamenterne indefra. Imidlertid vandt mere moderate strømninger snart indpas, og det så ud til, at et samarbejde kunne etableres, da i 1927 forfatningens revision atter kom på tale. Men da den nedsatte kommission - John Simon-kommissionen - ikke rummede en eneste inder, brød utilfredsheden ud i lys lue. Gandhi, som var blevet løsladt i 1924, kom atter i spidsen for den nationalistiske bevægelse. Han krævede nu Dominion-stilling for Indien inden udgangen af 1929, og opfyldtes dette ikke, ville man kræve fuld uafhængighed. I 1930 begyndte en ny og blodig ulydighedskampagne over hele Indien med Gandhis berømte togt til kysten for at udvinde salt og derved bryde statens saltmonopol. Bondeoprør og myrderier hørte snart til dagens orden i det store rige. Gandhi og flere andre førere blev fængslet, og Mac Donald indkaldte nu til en round table konference i London. Indbydelsen blev modtaget af de indiske fyrster og alle indiske partier, undtagen det vigtigste, det nationalistiske Kongresparti. I 1931 blev Gandhi løsladt, og det lykkedes at få et kompromis i stand, og Kongrespartiet deltog i en ny round table konference. På en tredje konference opnåedes der enighed med alle partier undtagen Kongrespartiet om en forfatning, som går videre end Simon-kommissionens udkast. Indien skulle være en føderativ stat, bestående af provinserne og fyrstestaterne, stemmeretten blev udvidet betydeligt og kom til at omfatte 27 % af voksne mænd og kvinder mod tidligere 6 %. Centralregeringen består af vicekonge, ministre og et parlament med 2 kamre. Fyrstestaterne vælger ca. en trediedel af medlemmerne. I provinsforsamlingerne er praktisk talt alle valgte, og de forskelligste befolkningslag repræsenterede, ligesom ministrene er fuldt parlamentarisk ansvarlige. Men udenrigspolitik, forsvar og visse finansielle sager sorterer direkte under »India Office« i London. Forfatningen trådte i kraft i 1937 og blev til at begynde med stærkt saboteret af Kongrespartiet, der havde flertal i 6 af de 11 provinser. Imidlertid synes det, som om der er en vis mulighed for et samarbejde, fordi englænderne har vist sig villige til helt at overlade provinsstyret til den indfødte befolkning. Men principielt holder Kongrespartiet på, at forfatningen er uantagelig. Føderationen er foreløbig suspenderet, ikke mindst på grund af modstand fra fyrsterne, der ængstes for at få deres magt beskåret og deres lande hårdere beskattet. Stillingen er således i det store og hele uklar, men det er muligt, at frygt for Japan for en tid kan bevirke, at kravel om fuld uafhængighed træder noget i baggrunden. For England har Indien i første række betydning som investeringsmarked. Fra 1921 har det drevet selvstændig toldpolitik, til skade for engelske industrivarer, der er blevet meget hårdt trængt, dels af den nye indiske industri, dels af japansk konkurrence. Englands import fra Indien udgør ca. 5 % af totalbeløbet, medens eksporten dertil er dobbelt så stor. Indtil 1936 var landet det største samlede marked for engelske varer; af Indiens import havde England i 1936- 37 ca. 38 % (i 1923 -24 ca. 57,8 %.), mod Japans 17 %, Tysklands 9,7% og USA's 6,5 %. Indiens betydning for England er således fremdeles overordentlig stor. Burma er 230.001 engelske kvadratmil i areal og har 15 millioner indbyggere. Der dyrkes særlig ris, og landet er desuden rigt på mineraler, sølv, guld, tin, tungsten etc., endvidere findes der olie og teaktræ. Burma blev udskilt fra Indien i 1935 og har en forfatning som den indiske fra 1937. Da befolkningen, væsentlig buddhister, ikke er så stærkt religiøst eller socialt delt som den indiske, fungerer forfatningen betydeligt bedre. I 1938 har regeringen under hensyn til situationen i østen besluttet at udvide forsvaret og udbygge havnen Rangoons befæstning. Ceylon er 25.000 engelske kvadratmil stort og har en befolkning på 5¾ million mennesker. Landet er rigt på krydderier, kopra, te og gummi. Der findes 10.000 europæere, en del halvkaster og arabere, men den store befolkning er dravidaer eller ariodravidaer. Religionen er buddhistisk. En nationalistisk bevægelse på øen førte til, at der fra 1927 gaves indbyggerne et vist selvstyre, og i 1931 fik Ceylon sin forfatning. I stedet for 2 kamre kom et statsråd, som er et kombineret parlament og ministerium. Det består af 3 høje embedsmænd, 11 af guvernøren udnævnte medlemmer samt 50 folkevalgte medlemmer. Valgret har enhver mand og kvinde over 21 år. De tre embedsmænd leder på kronens vegne udenrigspolitikken, justits- og finansvæsenet. Systemet virker ret godt uden dog at tilfredsstille befolkningen, og i 1938 er kravet om fuldt selvstyre igen blevet rejst. Syd-Rhodesia´s befolkning udgør 1,3 millioner, hvoraf 56.000 europæere og 5.000 asiater. Dets areal er 150.000 engelske kvadratmil. En del er højland og har et forholdsvis tempereret klima, hvilket muliggør en hvid kolonisation. Der findes store tobaks- og frugtfarme, endvidere værdifuld minedrift, guld og asbest I 1923 fik syd-Rhodesia et ret indskrænket selvstyre, nogenlunde som de hvide Dominions omkring år 1900. Udenrigspolitikken sorterer under England og de hvides sager under den engelske højkommissær for Sydafrika. Der arbejdes stadig med planer om en sammenslutning med nord-Rhodesia og de tilstødende protektorater. En påtænkt opgåen i den Sydafrikanske union støder ikke mindst på modstand fra de engelske kolonister mod boerne i unionen.

Det egentlige kolonirige: Dette kan deles i store grupper. Vestafrika: Nigeria, Guldkysten, Sierra Leone, Gambien, samt øerne Ascension, St. Helena. Østafrika: Kenya. Uganda, Nyasaland. Somaliland, Zanzibar, nord-Rhodesia og den lille øgruppe Seychellerne, nordøst for Madagascar. Under den engelske højkommissær kommer så i Sydafrika: Basuto-, Bechuana- og Swaziland, endelig St. Mauritius i Det indiske Ocean og det engelsk-ægyptiske styre over Sudan, der er mere end én million engelske kvadratmil med 5¾ million indbyggere og mandatlandene: Cameroun, Togo og Tanganyika. Vestindien: Bahama, Barbados, Bermuda, Jamaica, Trinidad, Tobago med flere øer, Honduras. Sydamerika: Falklandsøerne og britisk Guayana. Engelsk Asien: Cypern, Aden, Perim, Socotra, nord Borneo, Brunei, Sarawak, Straits Settlements, de fødererede og ikke-fødererede Malajstater, Hongkong samt mandaterne Palæstina og Transjordanien og Australien: Tonga, Fiji, Gilbert-og Solomonøerne, det engelsk-franske fællesstyre over Ny Hebriderne samt mandatet over Nauru. Hertil kommer så i Europa de militære støttepunkter Gibraltar og Malta. Af kolonierne er de Vestafrikanske de vigtigste. Den betydeligste på vestkysten er Nigeria med en befolkning på 20 millioner og et areal på 372.000 engelske kvadratmil. I Vestafrika findes meget få europæere, og afhændelse af jord til hvide er kun tilladt i begrænset omfang. Territorierne betragtes som indfødt land med undtagelse af visse koncessioner i Nigeria, særlig tin- og kulminer, på guldkysten er der tillige få europæiske landmænd. Efter de sidste folketællinger var der i Nigeria 5.246 hvide og 490 asiater, i Sierre Leone 718 hvide og 1.216 asiater, i Gambien 217 hvide og 57 asiater, på Guldkysten 2.509 hvide og 630 asiater, og i mandatet Cameroun 354 hvide, i Togo 43 hvide. Negerbefolkningen udgjorde i disse lande tilsammen godt 25 millioner. I kolonierne her forefindes tin, noget guld, manganerts, diamanter, samt kakao og et af det moderne samfunds vigtigste råstoffer, vegetabilske olier. Nigeria producerer alene 42,9 % af al palmeolie, 11,3 % af kakaoen samt 12,4 % af manganmalmene og Guldkysten 40 % af al kakao. I 1937-38 brændte farmerne her store forråd kakao, fordi de var utilfredse med de priser, en kakao-pool bød dem. Det er i det hele taget karakteristisk for koloniernes afhængighed af verdensmarkedet, at krisen efter 1929 har ramt hårdt og med samme virkninger som i Europa. For Østafrikas vedkommende ligger forholdene noget anderledes med hensyn til befolkningens sammensætning. Her findes foruden negre mange efterkommere af arabiske erobrere eller indiske emigranter, de sidstnævnte ernærer sig væsentlig som handelsmænd. I Kenya muliggør bl.a. de klimatiske forhold en hvid kolonisation. Af 144 millioner acres er 7½ udlagt til en sådan. Her findes nu ca. 18.000 europæere, 12.000 arabere, 42.000 andre asiater og godt 3 millioner negre. Uganda har 1.994 europæere, 14.860 asiater og 3.644.000 negre, Nyasaland 1.781 hvide, 1.400 asiater og 1,6 millioner- negre, Somaliland 628 hvide, 499 asiater og 344.000 negre, nord-Rhodesia 13.846 hvide, 176 asiater og 1.3 millioner negre. Zanzibar har en befolkning på 235.000, hvoraf 278 er europæere og 37.513 asiater. Mandatet Tanganyika er et højland med mulighed for hvid kolonisation, her findes en befolkning på 5,1 million negre, 8.455 europæere og 33.447 asiater. I disse lande spiller bomuldsdyrkning og kvægavl en betydelig rolle. Desuden dyrkes kaffe, tobak, sisalhamp og jordnødder, og der er værdifulde mineraler. Nord-Rhodesia råder således over 12,3 % af verdensproduktionen af kobber. Basuto- Bechuana- og Swaziland rummer knapt 1 million mennesker, hvoraf 6.000 er hvide og 409 asiater. De er gennemgående ret fattige kvæglande og i økonomisk henseende ofte afhængige af den Sydafrikanske Union, med hvilken de har fælles toldområde. Mauritius må også henregnes til Afrika. Befolkningen her udgør 408.000, hvoraf 645 europæere, 300.000 asiater mest indere - og 102.252 negre. Øen er rig på vegetabilsk olie, hamp og sukker. Sproget er en slags fransk. Af de engelsk-afrikanske besiddelser har Mauritius en lovgivende forsamling med ret udstrakt valgret. I Vestafrika findes der de fleste steder ved siden af guvernøren lovgivende råd, hvori de valgte eller udnævnte medlemmers flertal ikke er embedsmænd. Nigeria, der som Sierra Leone både er koloni og protektorat, består af to provinser, af hvilke den sydlige i 1922 fik et lovgivende råd. Dette er foruden af embedsmænd sammensat af repræsentanter for erhvervene, skatteborgerne, og 7 medlemmer er udnævnt med særlig henblik på varetagelsen af den indfødte befolknings interesser. Guvernøren har dog i realiteten langt den største indflydelse på lovgivningen; for det nordlige Nigerias vedkommende er han eneste lovgiver undtagen i finansielle sager, hvor han må dele magten med det lovgivende råd. Men forøvrigt har de indfødte høvdinge en meget stor del af administrationen, såvel den civile som den kriminelle, under sig, naturligvis med ret til appel til de engelske embedsmænd og domstole. Det synes, som om det engelske »indirect rule«, hvorved man opnår at stabilisere det bestående negersamfund, virker nogenlunde tilfredsstillende. For englænderne er det en mere smertefri måde at få skatterne ind på og ordenen opretholdt, ligesom det er af betydning for bevarelsen af negrenes agrarsamfund. Ikke mindst dette moment spiller en rolle i store dele af Afrika, fordi det har vist sig muligt at rationalisere det lille bondebrug og drive produktionen i vejret. Systemet med europæiske farmere fører til dårligere kår for negrene, samtidig med at svære problemer rejser sig, fordi farmersystemet altid uvægerligt bevirker, at de indfødte berøves store dele af deres jord, og derfor enten udryddes eller fredes på reservater, som ikke byder dem tålelige levevilkår. Det er sporene fra den Sydafrikanske Union og dele af Østafrika, der skræmmer, og den engelske regering synes ikke at være tilbøjelig til at forlade det indirekte styre til fordel for et udvidet europæisk farmersystem. I Sierra Leone er styreformen noget lignende som i Nigeria, i det lovgivende råd her har foruden embedsmænd og valgte medlemmer tre høvdinge sæde. Mandatet Cameroun regeres af Nigerias myndigheder og Togo af Guldkystens guvernør. Af de Østafrikanske kolonier fik Kenya, der både er koloni og protektorat, et lovgivende råd i 1919. Blandt de udnævnte medlemmer, der alle var europæere, skulle to repræsentere inderne og een araberne. I 1934 kom en ny forfatning med mere udstrakt valgret, af de valgte medlemmer er fem indere og een araber, medens to udnævnte skal varetage negrenes, een arabernes interesser. De hvide farmere i højlandet arbejder stadig uden held på at bringe kolonien helt under sig. Noget lignende ligger forholdene i Tanganyika, det tidligere tyske Østafrika. I 1926 fik dette mandat en forfatning med et lovgivende råd. Men den væsentlige magt hviler - som i Kenya - hos guvernøren. Negerbefolkningen bliver meget stærkt beskattet, hvilket bevirker, at den må søge dårligt betalt arbejde på de hvides farme eller drage til kobberminerne i Rhodesia og Belgisk Kongo for at skaffe penge til skatteopkræverne. De hvide kolonister, der er utilfredse med regeringens negerpolitik og ønsker farmersystemet udvidet, kræver en stilling som Dominion. Af europæerne var i 1936 2.149 tyske, og nazistisk agitation har efter 1934 virket stærkt for genforening med Tyskland. Som modtræk herimod har engelske kolonister dannet en anti-nazistisk union, der bl.a. erklærer sig villig til selv at overtage Tanganyika, hvis England ikke skulle ønske at bevare mandatet. I nord-Rhodesia er der et lovgivende råd af udnævnte medlemmer, hvoraf de 95 vælges af høvdingene og de 5 af guvernøren, medens høvdingene i Bechuanaland sammen med indfødte råd praktisk talt styrer landet. I Swaziland findes både et europæisk og et indfødt rådgivende råd, der beskæftiger sig med henholdsvis europæernes og de indfødtes sager. Hvad endelig kondomiet Sudan angår, har guvernøren et råd af embedsmænd ved sin side, men den indfødte befolkning - arabere, nubiere, negre og blandede - nyder et udstrakt selvstyre. Mange distrikter står under indfødt administration, og foruden et voksende antal indfødte folkeskoler findes der tillige en højere undervisning, hvis formål er at uddanne befolkningen til embedsmænd. Der er fra regeringens side gjort betydelige anstrengelser for at oplære de Sudanske bønder, og i flere distrikter dyrker indfødte som fæstere bomuld for syndikater mod at få overdraget bolig og 40 % af høsten. Kondomiet er naturligvis i overvejende grad præget af Englands vilje, medens Ægypten træder i anden række. Under verdenskrigen blev Ægypten engelsk protektorat. I 1922 ophævedes ganske vist dette, og landet blev selvstændigt, men med meget betydelige indskrænkninger. Først i 1936 opnåede Ægypten større selvstændighed, den militære besættelse ophørte - undtagen for Suezområdet, og der afsluttedes en alliancetraktat med England. Der gælder det samme for Ægypten som for Dominions, at frygten for de totalitære stater giver England gode kort på hånden, og hverken i Ægypten eller Sudan er derfor de engelske interesser særlig udsatte. 1 Sudan består disse navnlig i finansieringen og dyrkningen af bomuld. De Vestindiske besiddelser, hvoraf de vigtigste er Jamaica med 1.122.000, Trinidad med 440.000 og Barbados med 185.000 indbyggere, beboes ialt af 2½ million mennesker, hvoraf ca. 5 % hvide, medens resten er negre med undtagelse af et ganske lille asiatisk folkeelement. Øerne er fra naturens hånd rige. På Trinidad findes værdifulde oliefelter, og der dyrkes overalt foruden bananer sukker, og navnlig på Jamaica, kakao samt bomuld. I Vestindien træffer man på mange forskellige slags styreformer, fra stærk guvernørmagt til udstrakt selvstyre. Bermuda, Barbados og Bahamaøerne har parlamenter med to kamre, til underhusene har både hvide og negre en meget udstrakt valgret, medens førstekamrenes medlemmer er udnævnt af kronen. Jamaica og Trinidad har etkammersystem, medlemmerne er dels folkevalgte, dels udnævnte. Besiddelserne har voldt englænderne store bekymringer i den sidste snes år. For øernes velstand er sukkerprisen af aldeles afgørende betydning, og der har hvad denne vare angår praktisk talt hersket konstant krise siden 1921. En forøget præference for vestindisk sukker har ikke bedret forholdene stort, og arbejdernes kår er blevet trykket langt ned - i 1937 udtalte guvernøren på Trinidad, at slumkvartererne var en vanære for et civiliseret samfund. I 1937 og 1938 kom det til store strejkebevægelser og blodige uroligheder, der kun dæmpedes ved løfter om højere lønninger, udrensning af slumkvartererne i havnebyerne og hjælp til etablering af småbrug for landarbejdere. Til disse formål er stillet meget store beløb til disposition, dels af de lokale regeringer, dels af England, og der gøres store anstrengelser for at få landbruget til at optage andre kulturer og udvidet kreaturdrift, således at fremtidige kriser slår mindre hårdt. Fastlandsbesiddelserne Honduras og i Sydamerika Guayana er bedre stillet. Den første har værdifulde skove og Guayana et udmærket klima, hvor risen ved siden af sukkeret har vundet indpas. Landet, der har en befolkning på 333.000 indbyggere, hvoraf 141.000 er ostindiske og knap 3.000 hvide indvandrere, er vel et af de steder i verden, som bedst egner sig til at optage et europæisk emigrant-element. De meget værdifulde Østasiatiske besiddelser samler sig om Malajstaterne og engelsk nordh-Borneo. Malaya består af kolonien Straits Settlements, 4 såkaldte fødererede stater og 6 ikke-fødererede stater, hvoraf den ene er Brunei på Borneo. Befolkningen udgør mellem 4 og 5 millioner. I Straits Settlements lever ca. 10.000 europæere, i Malajstaterne ca. 80.000. Den indfødte befolkning, malajerne, tæller 1,9 million mennesker, kineserne ikke mindre end 1,7 millioner og inderne 625.000. Landet er meget rigt på såvel vegetabilske råstoffer som mineraler, her dyrkes frugter, bananer, kokus, sukker, ris, majs og bomuld, men vigtigst er produktionen af gummi og tin, herfra kommer 46 % af verdens forsyninger af gummi og 31 % af tin. Nord-Borneo og Sarawak dyrker gummi, kaffe og krydderier, desuden findes gode oliefelter. Singapore, centrum for handelen på Indien og Stillehavet, er tillige en meget betydelig flådehavn, efter Japans fremstød i østen er den blevet stærkt udbygget. I 1937 udgjorde Malayas eksport 105,5 £ og indførselen 81,5 millioner £. Kineserne er det driftigste element og har derfor englændernes særlige bevågenhed. I Malajstaterne regerer rajaherne, der ved deres side har engelske rådgivere, som de i realiteten er nødsaget til at lyde. I de føderale staters lovgivende råd er de vigtigste folkeslag repræsenteret (5 europæere, 5 indfødte, 5 indere og 16 embedsmænd), men en stor del af administrationen er overladt indfødte høvdinge. De sociale forhold for underklassen er meget slette. I de sidste år har englænderne søgt at gribe ind, bl.a. ved forbud mod det kinesiske Mui Tsai system, der er en maskeret form for børneslaveri. I Brunei er sultanen lønnet med 2.100 £ årlig, 2 ministre får hver 1.190 £. Sarawak er et protektorat, medens britisk nord-Borneo stadig administreres af et kompagni, hvis guvernør skal godkendes af staten. Hongkong, der omfatter en ø og halvøen Kowloon, har godt 1 millioner indbyggere, hvoraf kun 23.000 er ikke-kinesere. Dertil kommer så det engelske militær- og flådepersonale. Den er stadig et stort handelscentrum, men har tabt som militært støttepunkt, efter at England ved Washington flådeaftalerne overfor Japan havde forpligtet sig til ikke yderligere at udbygge fæstningsværkerne. Hongkong har foruden et byråd også et lovgivende råd, hvor kineserne er repræsenterede. De Vestasiatiske besiddelser, øen Socotra og Aden har først og fremmest strategisk betydning for vejen til Indien. Aden blev i 1932 skilt ud fra den indiske regering og i 1937 gjort til kronkoloni, desuden er Aden også et protektorat over flere sultanater omfattende 1.200.000 mennesker. Med de nærboende araberstammer holder man sig gode venner ved at udbetale subsidier. Aden har en ikke ringe handel, der bl.a. nyder godt af en frihavn. Cypern var nominelt under tyrkisk overhøjhed indtil 1914, da England annekterede øen, hvis befolkning er på 350.000 mennesker, hvoraf 78 % muhamedanere. Næringslivet er kun lidt udviklet, og der gøres ikke stort for at skabe det bedre kår. I 1925 fik øen egen forfatning med delvis valgt lovgivende forsamling. Flertallet af indbyggerne ønsker samhørighed med Grækenland, og i 1931 brød et oprør løs, det blev slået ned, hvorefter forfatningen ophævedes for i 1933 at erstattes med et rådgivende råd. Det ulmer dog stadig på øen. Utilfredshed med skatter og en afgift til imperiets forsvarsvæsen bidrager til at holde gløden vedlige. England har adskillige gange overvejet at blive kolonien kvit, fordi den militært ikke længere føltes som værende af større betydning, men den italienske aktivitet i Middelhavet siden 1935 har atter rejst spørgsmålet om Cyperns stilling som militært strategisk støttepunkt. Til kolonierne kommer så de to mandater: Palæstina og Transjordanien. I Palæstina fandtes 1937 410.000 jøder, 109.000 kristne, 809.000 arabiske muhamedanere og 11.500 andre, hvilket vil sige, at jøderne udgør 33 % af befolkningen. Mandatet har stor betydning. Haifa er i færd med at blive det østlige Middelhavs store krigs-, olie- og lufthavn. Gennem mægtige rørledninger, der går over ørkener, bjerge, floder og basaltsletter, ledes olien siden 1935 fra Iraq over Syrien og Transjordanien til Haifa, - en strækning på ca. 600 engelske mil. Den stærke jødiske indvandring blev muliggjort ved den såkaldte Balfourdeklaration af 1917, hvorved jøderne fik tilsagn om et nationalt hjemsted i Palæstina. Herved kom man hurtigt i strid med araberne, hvem man under krigen uden noget forbehold havde givet løfte om et frit Arabien, til gengæld for deres hjælp i kampen mod tyrkerne. I 1920 indsattes en højkommissær og i 1923 et rådgivende råd, medens et zionistisk råd fik overdraget opbygningen af det ny jødesamfund. Fra 1927 gav man jøderne en ret udstrakt autonomi med hensyn til styrelsen af deres indre anliggender. Allerede fra 1920 begyndte urolighederne i Palæstina, de gentoges i 1921 og i 1929 for at bryde voldsomt igennem med den øgede indvandring efter de nazistiske jødeforfølgelser. I snart et par år har der hersket latent krigstilstand mellem arabere og jøder, og den engelske regering har måttet skride kraftigt ind. Der er ingen tvivl om, at den tysk-italienske agitation bidrager til al forværre forholdene, men afgørende har dog de sociale strukturforandringer været, som den jødiske indvandring medførte. Denne er sikkert foregået i et for hurtigt tempo, hvilket bl.a. har skabt et arabisk, jordløst landarbejderproletariat. De arabiske fellaer, der i kultur og driftighed står langt tilbage for jøderne, kan ikke klare sig i konkurrencen, og det går atter ud over overklassen, effendierne, som lejer jorden ud til fellaerne mod en afgift af op til 33 % af høsten og halvdelen af bruttofortjenesten. 250 førende arabiske familier, der danner kredsen om Stormuftien, ejer alene 1 million acres land. Det jødiske landbrugs mere demokratiske organisation rummer en varig trussel for effendiernes herredømme over deres egne bander, deraf navnlig deres fjendskab mod jøderne, til hvem de dog stadig for gode priser har overdraget betydelige jordarealer. Denne permanente krigstilstand bevirker, at man indtil nu ikke har kunnet udbygge et parlamentarisk styresæt, under hvilket jøderne som minoritet ville være ilde farne. I 1939 indkaldte den engelske regering en konference af arabere og jøder for at ordne forfatningsforholdene. Det forjættede land flød ikke med mælk og honning, da det 20. århundredes jøder vendte hjem. Store strækninger var ude af kultur, og resten gav kun ringe udbytte. I løbet af utrolig kort tid skabte de jødiske indvandrere, der ikke udgjorde en enhed, men bestod af mange forskellige elementer - religiøse sekterere, ortodokse og ateister, kapitalister og kommunister, intellektuelle og arbejdere, et nyt land ud af Palæstina. Med stor offervilje fra alverdens jøder er indtil 1938 77 millioner palæstiniensisk £ (næsten som engelske £.) blevet investeret i landet. Sumpe og øde jord er forvandlet til frugtbart agerland samtidig med, at malariaen næsten er udryddet. Boringer har skaffet nye muligheder for overrisling, elektrisk kraft har fremmet intensiveringen inden for landbrug og industri, og nye byer er skudt op - f.eks. havde Tel Aviv i 1917 1.000 indbyggere og i 1937 150.000 indbyggere. Samtidig hermed er der opstået en hebræisk videnskab og kunst med det hebræiske universitet som midtpunkt, og skolevæsenet er udmærket organiseret. I 1937 udgjorde eksporten 5,8 mill £ (3,0 mill £ i 1936) og importen 15,9 millioner £ (13,9 mill £ i 1936). Den store import skyldes væsentlig råmaterialer til opførelse af nye foretagender, og forskellen udlignes ved de store kapitaler, som stadig strømmer til landet. En del af landbruget er ordnet på kooperativ basis. I 1937 fandtes 217 kolonier på 310.000 acres og en befolkning på 100.000. Transjordanien er et arabisk emirat under engelsk mandatstyre; befolkningen, der udgør 300.000 mennesker, ernærer sig som agerdyrkere eller nomader. 1928 fik landet en ret fri forfatning med et administrativt og et valgt lovgivende råd under emirens ledelse. I Stillehavet ejer England en række øer med en forholdsvis ringe befolkning, bestående af adskillige polynesiske stammer, en del indere og andre asiater samt forholdsvis få europæere. De vigtigste produkter er sukker og kopra samt sydfrugter. Fiji-øerne har tillige en konservesindustri (ananas etc.). Protektoratet Tonga har en indfødt dronning og et råd med indfødte og europæiske ministre. Den reelle magt ligger naturligvis hos guvernøren, og den lokale administration for en stor del hos indfødte høvdinge. Europæernes udbytning af de indfødte har været så hård, at polynesierne truedes af fuldstændig tilintetgørelse. I de senere år skrider den engelske regering mere effektivt ind til beskyttelse af den indfødte befolkning. Mandatet Nauru er meget værdifuldt, takket være sine forråd af fosfor. Til minedriften her anvendes kinesiske kulier, der skaffes fra Hongkong på 3-års kontrakter, det samme er tilfældet på Gilbertøerne, hvor der også udvindes fosfor. På Ny Hebriderne, som er under fransk-engelsk fællesstyre, anvendes kinesisk og japansk arbejdskraft i de engelske og franske kopra-, bomuld- og kaffeplantager. Af en ganske særlig karakter er Englands to stærkt befæstede europæiske militær kolonier, Gibraltar og Malta. Den første rummer en væsentlig spansk - men over for England loyal - civilbefolkning på 21.000 personer, medens Malta, der ligger 70 engelske mil syd for Sicilien, har en befolkning på 256.000 mennesker, som taler et semitisk præget sprog, men religiøst og kulturelt står Italien nær. Efter krigen fik Malta en ret fri forfatning, som imidlertid gang på gang måtte suspenderes på grund af uroligheder, og i 1936 blev den helt ophævet. Der er dog næppe tale om, at et flertal vil løsrivelse fra England, selv ivrige italiensk orienterede maltesere ønsker at bevare det engelske £. I 1939 fik øen atter en delvis repræsentativ forfatning.

Tilbage indenfor imperiet er endelig Dominions´ mandater: den Sydafrikanske Union er mandatar over det tidligere tyske Sydvestafrika, der har en befolkning på 356.000, hvoraf 31.600 er europæere (deraf 7.850 tyskere). Få år efter krigen begyndte de tyske farmere at vende tilbage, og i tiden efter 1933 er der ført en stærk nazistisk agitation, som regeringen har måttet skride energisk ind over for. Mandatet egner sig særlig til kvægavl. Her findes dog også minedrift, navnlig diamanter. I årene 1927-34 oprettedes 1.261 nye farme. Kolonisterne måtte råde over mellem 1.000 og 2.000 £ for at kunne købe deres steder. Til gengæld fik de 5 års skattefrihed, såfremt driften blev passet ordentlig. Siden 1926 har mandatet haft et ret indskrænket selvstyre med et lovgivende råd på 18 medlemmer, hvoraf de 6 er valgte af europæerne. Den beskyttelse, der ydes de indfødte, er kun ringe, og negrene har her hårdere kår end i noget andet mandat. I 1922 forårsagede den Sydafrikanske regering en blodig massakre på en lille negerstamme, Bondelzwarts, som på grund af fattigdom ikke kunne betale en hundeskat. Mandatkommissionen kom til det ikke overraskende resultat, at hundeskatten og andre af den Sydafrikanske regerings foranstaltninger var utilbørlig strenge. Australien har som mandat de tidligere tyske besiddelser Ny Guinea, Bismarcksøerne og øerne Buka og Bugainville. Hertil kommer så som koloni Papua og Norfolk-øerne, alle med en primitiv befolkning og en fåtallig klasse af europæere og kinesere. I mandatterritoriet lever 611.000 mennesker, i Papua 275.000. På ny Guinea og Papua er landet frugtbart og rigt på mineraler, guld, nikkel, samt sulfater og olie, men kun dele af det er endnu under kultur. Der findes endvidere et rigt fiskeri, også perlefiskeri. Den australske regerings politik går ud på at hindre indvandring fra Asien og forbeholde hvide dyrkningen af jorden med den tilstedeværende indfødte arbejdskraft. Næsten som koloni betragtes den sparsomt befolkede nordlige del af Australien, der ligesom mandaterne styres af en administrator. Også her er der visse steder er gode betingelser for en kvægavl samt dyrkning af tobak, bomuld og kokus. Men man hindrer en kraftigere udnyttelse af jorden ved mangel på arbejdskraft og forbud mod farvet indvandring. Papua har sin egen guvernør bistået af et administrativt og et lovgivende råd. I Papua tvinges de indfødte til at anlægge og dyrke plantager. Halvdelen af høsten tilfalder så dem, medens regeringen tager den anden halvdel. Også i mandatet må de indfødte foretage tvangsdyrkninger siden 1922. Begrundelsen er, at de mangler sans for jordbrug og derfor må opdrages dertil. New Zealand ejer nogle øgrupper, hvoraf en del er overdraget det af England i 1921, samt mandatet over vest-Samoa. Dette har delvis selvstyre med et lovgivende råd, hvori sidder 5 embedsmænd, 2 af europæerne valgte medlemmer samt 2 af regeringen udnævnte, der skal varetage de indfødtes interesser. Disse har endvidere en egen repræsentation, som medvirker i sager angående indfødte. Samoa har 55.000 indbyggere, og der dyrkes kokus, kakao og sydfrugter. Til at udføre arbejdet på plantagerne indforskrives kinesere fra Hongkong. For alle Stillehavsbesiddelserne gælder det, at polynesiere og melanesere ikke egner sig til plantagearbejde, og at de er i mere eller mindre rivende tilbagegang. Kun et system med små indfødte brug kan i det lange løb redde dem fra udslettelsen. I administrationen af mandatet Nauru deltager Australien og New Zealand. Arbejdet i fosforminerne udføres for det meste af kinesiske kulier. Det egentlige kolonirige er i modsætning til de fleste Dominions væsentlig råstofproducerende og derfor af stor betydning for et stærkt industrialiseret land som Storbritannien. Tager man Imperiet som helhed, er det selvforsynende på få vigtige varer nær, særlig gælder det olie. Hvor stor samhandelen er mellem kolonierne og det øvrige Imperium fremgår af, at i 1935 gik 35,8 % af de engelske koloniers og protektoraters eksport til England, 17,6 % til andre engelske lande mod 46,6 % til fremmede lande. I deres import deltog i samme tid England med 24,5 %, andre britiske lande med 20,5 % mod udlandets 55 %. For mandaternes vedkommende havde imperielandene 30,2 % af importen og tog 54,9 % af eksporten. Udlandet har således en betydelig andel i de engelske koloniers handel, hvis import og eksport i 1935 var henholdsvis 182 og 121 millioner £. For mandaterne var de tilsvarende tal 24 og 11 millioner £. Af Englands samledes import kom 7 % fra kolonier og protektorater og 0,6 % fra mandaterne, medens de af eksporten fra moderlandet aftog henholdsvis 10.4 % og 0,8 %. Det bærende princip for styrelsen er, at kolonierne så vidt gørligt skal hvile i sig selv og om muligt give et tilskud til imperiets forsvar. Det er ikke småpenge, der er pålignet de rigeste af dem de seneste år, på den anden side får en række kolonier betydelige tilskud. Kolonierne giver tillige et levebrød til mange unge englændere. Ialt 200.000 personer har beskæftigelse indenfor den civile administration. I det engelske Imperium er kolonierne fundamentet. Parlamentet har her stadig føling med forholdene, selv hvor der findes lokale lovgivende forsamlinger. Siden 1925 har kolonierne deres eget ministerium »Colonial Office« udskilt fra »Dominions Office«. Den magt, der er tillagt ministeriet for Dominions, er som følge af disses selvstyre meget ringe, medens koloniministerens beføjelse rækker langt videre. Under ham sorterer guvernørerne i kolonierne og højkommissærerne i protektoraterne. Indien har et særligt ministerium, der selv efter at dets magt er indskrænket ved provinsernes selvstyre, besidder en ret stor myndighed, særlig hvad angår forsvars-, finans- og udenrigspolitik. Vicekongen er foruden at være generalguvernør i Indien tillige kejserens repræsentant overfor de indfødte fyrstestater. I Dominions var generalguvernøren tidligere bindeleddet mellem den lokale regering og den engelske, nu er han, undtagen på New Zealand, kun kongens personlige repræsentant i praksis udpeget af Dominion-regeringen. I Irland er stillingen helt afskaffet. Tidligere var endvidere det engelske Privy Councils Dommerkomité overinstans for hele Imperiet, men efter Westminsterstatutten betyder den mindre. De såkaldte imperiekonferencer, der holdes hvert fjerde år, er ikke et parlament for Imperiet, men en konference af Imperiets premierministre og ministeren for Indien. Her drøftes væsentlig linierne for forsvars- og handelspolitikken. Kolonierne har en særlig konference, som mødes fra tid til anden for at forhandle om kolonispørgsmål. Over det hele svæver kronen, hvis stilling overfor Imperiets indbyggere er vidt forskellig i landene, for mange kun et symbol på tilhørighed til Imperiet, et vigtigt, men et ubestemmeligt led i maskineriet. I det hele taget er det engelske verdensrige en bygning, i hvis fuger det af og til knager uhyggeligt. Efterhånden som udviklingen er skredet frem, har de hvide kolonier opnået næsten selvstændighed, medens Indien og flere af de mere fremskredne farvede nu begynder at gå samme vej. Måske betyder tilhørigheden til imperiet for folkeslagene, at de derved slipper for at komme under nye brutale imperialistiske magters jernhæl, og for så vidt må udviklingen for dem siges at ligge i sunde baner. Et andet spørgsmål er, om dette ikke i det lange løb kommer til at betyde en opløsning af selve verdensriget.

Det franske kolonirige: De franske besiddelser i Afrika er: Algier, Tunis, Marokko, Fransk Vestafrika og Ækvatorialafrika, Madagascar, Somaliland og Reunion samt mandaterne over Cameroun og Togo. I Amerika ejer det nu kun øerne St. Pierre, Michelon, Guadeloupe og Fransk Guayana, i Asien: fransk Indien og Indokina samt mandaterne Syrien og Libanon; i Stillehavet ny Kaledonien, Fransk Oceana og Kondomiet over Ny Hebriderne. Algier har et areal på 847.000 engelske kvadratmil med 6,5 millioner indbyggere. Store dele af landet er ørken eller saltsumpe, men andre er efterhånden under fin kultur, tildels ved kunstig vanding. Der dyrkes korn, oliven, sydfrugter, tobak, vin, og fåre- og gedeavlen er ikke ubetydelig. Der findes fosfat samt lidt bly og zink. Af befolkningen er ca. 750.000 af fransk oprindelse, ca. 100.000 indfødte jøder, 76.000 naturaliserede franskmænd, 110.000 spaniere og 26.000 italienere, resten hovedsagelig arabere. Der findes kun i den sydlige del et arabisk høvdingearistokrati, hvilket naturligvis har lettet landets pacificering. Tunis´ størrelse er 48.300 engelske kvadratmil med 2,5 millioner indbyggere, heriblandt 2,2 millioner arabere, 56.000 jøder, godt 100.000 italienere og lidt flere franskmænd. Der dyrkes korn, vin, oliven, dadler etc. Og fåreavlen er af nogen betydning, ligesom der forefindes samme mineraler som i Algier. Marokko har på 200.000 engelske kvadratmil 6,3 millioner indbyggere. Befolkningen, fraregnet de militære, talte i 1936 ca. 156.000 franskmænd, 24.000 spaniere, 16.000 italienere, 12.000 andre hvide, 162.000 jøder og 5,9 millioner arabere. De vigtigste næringsveje er dyrkningen af oliven, vin og korn, endvidere findes der nogen bjergværksdrift, særlig bly og tin. Først i 1934 underkastede den sidste stammehøvding sig det franske regimente. Fransk Vestafrika har 15,5 millioner indbyggere og Ækvatorialafrika 3,2 millioner. De omfatter et område på 2,7 millioner engelske kvadratmil. Der dyrkes olie, gummi, bomuld, frugter etc. i fransk Vestafrika er fundet lovende guldminer. Antallet af europæere er ubetydeligt, ca. 25.000 ialt. I mandaterne Cameroun og Togo bor 3 millioner mennesker, hvoraf 3.000 er hvide og 500 asiater. Nord- og Vestafrika er kernen i det franske imperium, Algier hovedhjørnestenen i det kolossale område, som strækker sig fra Atlanterhavet til Tunis, fra Middelhavet til Senegal, Kongo og Sudan. 1934 fuldførtes jernbanen fra Tunis til Marokko, og autoruter gennemkrydser besiddelserne fra Algier til Nigerlandene. I Algier er den franske befolkning bønder som i Frankrig, medens de i protektoraterne Tunis og Marokko nærmest danner en overklasse af farmere uden al for intim tilknytning til jorden. Algier nord for Atlas er i virkeligheden et stykke Frankrig. De fremmede hvide kolonister, der kommer til, assimileres hurtigt. I de tre kolonier dyrkes væsentlig de samme produkter som i Frankrig, navnlig hvad angår vin er de moderlandet hårde konkurrenter. De betyder derfor ingen større gevinst som fødestation for industrien, men man søger at opelske bl.a. dyrkningen af bomuld og er begyndt på udvindingen af mangan i Marokko. Dette sidste land har gennemgået en meget betydelig økonomisk udvikling efter verdenskrigen. 1919 påbegyndtes havnen i Casablanca, og trafiknettet er meget forbedret - ialt menes der at være anbragt 30 milliarder francs. I Marokko. Da landet i henhold til Marokkoaftalerne mellem stormagterne er forpligtet til at drive den åbne dørs politik, er dets handelspolitiske stilling under de nuværende internationale afsætningsforhold ikke misundelsesværdig, idet det marokkanske marked udsættes for stadig dumping. Af størst interesse for Frankrig er vel kolonierne militært - det er ikke mindst i kraft af dem, at det kan stille en stor hær på benene, hver fjerde soldat i den franske hær hører hjemme i kolonierne. I Algier er araberne stærkt franskorienterede, og Overklassen helt gallisk i klædedrag og vaner. Siden 1865 kunne muselmænd få fransk nationalitet, og hvis de ville underkaste sig fransk ret. Statsborgerstilling og adgang til alle embeder. I 1870 fik de Algierske jøder fuld borgerret og muhamedanerne i 1930 løfte om udstrakt valgret til det franske parlament. Dette strandede dog på modstand fra den europæiske befolkning, som forlangte, at muhamedanerne skulle stemme særskilt på deres egne deputerede, hvilket disse ikke var tilfredse med. Spørgsmålet har stadig ingen endelig afgørelse fundet, men må løses, såfremt en arabisk separatistbevægelse ikke skal få vind i sejlene blandt den fransk opdragne arabiske overklasse og de mere rettroende muhamedanere, der står i kontakt med de østlige arabergrupper, som rejste Islams fane på kongressen i Jerusalem i 1931. Uenighed mellem muhamedanerne indbyrdes stiver dog det franske regimente af. 30 % af dem er desuden berbere, der ikke forstår arabisk, men derimod fransk. I Tunis og Marokko regerer officielt en bey og en sultan, ved hvis side står franske rådgivere. Begge steder ønsker mange arabere en uafhængig stilling under fransk protektion, nogenlunde efter samme skema som i Ægypten. Navnlig overklassen i Tunis er stærkt ægyptisk orienteret, men tilstedeværelsen af en stor italiensk koloni virker som en dæmper på anti-fransk agitation. Der findes dog også her et gymnasieuddannet anti-fransk overklasseparti, hvis væsentlige formål er at drive franskmændene ud af centraladministrationen for selv at overtage embederne. Oppositionen støttes af arabiske stammer, der gør krav på den jord. Som er givet de mange tusinde franske kolonister, indvandrede efter verdenskrigen. I Tunis har Frankrig ydermere det italienske problem at slås med. I årene indtil 1936 var italiensk opposition i aftagende, og mange italienere lod sig naturalisere, men så tog den fascistiske agitation fat. 1935. Da Mussolini trængte til allierede under sit abessinske felttog, sluttedes Laval-Mussolini overenskomsten. I henhold til denne skulle italienske skoler i Tunis underkastes fransk lovgivning og italienske undersåtter automatisk blive franske, dog var der for det første punkt en frist til 1945. For det andet til 1965. I 1938 opsagde Mussolini overenskomsten og spillede derved franskmændene et slemt puds. Siden lød fra Italien råbene om Tunis til Italien, men det kan ikke siges, at det ny fascistiske fremstød har svækket Frankrigs stilling - arabere og berbere ønsker ikke det mere liberale franske styre afløst af et fascistisk. Situationen i Marokko er i virkeligheden besværligere for Frankrig. Der findes her et velorganiseret arabisk Bourgeoisi, hvoraf en del har optaget den hitlerske blod- og jordlære og søger at opstille Sultanen som deres bevægelses fører. Rørelsen er stærkt anti-jødisk. Hvilket ikke mindst skyldes, at jøderne i kraft af deres større energi og tilpasningsevne indtager en meget betydelig position her som i de andre Nordafrikanske lande. Men bevægelserne er indbyrdes splittede, og det har hidtil ikke voldt franskmandene større vanskeligheder at holde oppositionen stangen. Et moment, der har bidraget ikke så lidt hertil, er den ypperlige franske administration. I det store og hele må det siges, at de opstande og den uro, man har mærket i de senere år, ikke på nærværende tidspunkt rummer nogen større fare for det franske imperium, det farligste var Rifkabylernes opstand i 1925. Fransk kolonistyre roses i almindelighed med rette for sin liberalitet overfor de indfødte. Det må dog siges, at dette ikke gælder de Central- og Vestafrikanske lande, ej heller mandaterne, hvorfra man også udskriver militære kontingenter. Under de store jernbane- og vejarbejder manglede man arbejdskraft, af hvilken grund man har foretaget tvangsflytninger af hele negerlandsbyer og udskrevet arbejdskraft. Af samme årsag har mange licensindehavere, som driver de store plantager, fået eller tiltaget sig en magt over negrene, der næsten har givet disse samme stilling som slaver. Fra 1929 begyndte den franske regering dog at gribe ind, og i 1936 indførte Blum en ikke særlig vidtrækkende arbejderbeskyttelse - i modsætning til Nordafrika, hvor fransk arbejderlovgivning er gældende. Det gamle stammesystem har nogle år været i opløsning, men er atter kommet til ære og værdighed, idet Frankrig nu ivrigt bestræber sig for at bevare systemet og indføre mere indirekte styre med de behageligheder, dette medfører for fransk administration. De Afrikanske kolonier er meget hårdt beskattede, af hvilken grund mange negre søger over i andre, særlig engelske kolonier. Da det franske parlament sidder inde med den højeste lovgivningsmagt, er de lokale råds myndighed ret begrænset. Til gengæld sender tre departementer i Algier deputerere til det franske parlament, dog således at nogle sager stadig sorterer under generalguvernøren. Landet har et vist finansielt selvstyre, militær- og flådeudgifter bæres fremdeles på det franske budget. Det fjerde departement i Algier - Sahara - står under militær administration. Tunis regeres af en bey og Marokko af en sultan, hvis embedsmaskineri følger de traditionelle linier under opsigt af franske kontrollører og franske residenter. Der findes en fransk civiladministration i kystdistrikterne i Marokko, medens der i det indre stadig er militære kommandoposter. Efter 1934 søges tilvejebragt en centralisation af styrelsen over de tre Nordafrikanske provinser, som sorterer under hvert sit franske ministerium, gennem fælles konferencer, og i 1937 oprettedes et permanent sekretariat under det franske statsministerium. I Tunis er der siden 1922 et stort råd med repræsentanter for kolonister og indfødte. I Marokko oprettedes i 1919 ved siden af generalresidenten et fransk rådgivende råd og i 1923 et indfødt råd oprindelig kun bestående af delegerede fra handels- og landbrugskamre, men udvidet på mere demokratisk basis i 1926. Af de Vestafrikanske provinser sender kun Senegal en deputeret til Paris, det meste af landet er, når kystegnene undtages, under indfødt administration. I spidsen står to generalguvernører. Kun Senegal har et administrativt råd, medens adskillige af høvdingene har et indfødt råd ved deres side. Madagascar har en befolkning på 3,8 millioner, hvoraf 22.000 er hvide og 12.000 asiater (7.500 indere, 2.500 kinesere), medens resten er negroide, tildels med malajisk islæt. En del af øen er højslette, anvendelig til hvid kolonisation. Her dyrkes bl.a. kaffe og vanillie, ligesom der forefindes kobber, grafit og lidt olie. Til Madagascar henregnes de omliggende øer, Komorerne. Madagascar har siden 1921 en af hvide og farvede sammensat repræsentation, såkaldte finansielle og økonomiske delegationer, og sender to delegerede til kolonirådet. Store dele af landet administreres af indfødte. De, der ikke gør militærtjeneste, kan indrulleres i arbejdsbatailloner i 2 år og anvendes både til offentligt og privat arbejde, et system, som også er taget i brug i Vestafrika. Øen Reunion, hvor der dyrkes sukker og rom, har en befolkning på 200.000, heraf er de 70.000 hvide, resten stærkt blandede. (Det gælder om tallene fra alle kolonierne, at de i skelnen mellem hvide og farvede er meget tilfældige, de mange halvkaster optræder skiftevis under den ene eller den anden kategori. Selve befolkningstallene må også tages med forbehold.) Magten ligger - selv om der findes et råd - næsten fuldstændigt hos guvernøren, men reunion er repræsenteret i det franske parlament. Somali-kysten har 70.000 indbyggere, hvoraf de 68.000 er et eransk-negroidt folk af kvægavlere, medens 630 er europæere, resten indere og abessiniere. Her findes havnebyen Djibuti, indfaldsporten til Abessinien, som italienerne derfor ønsker at eje efter Abessiniens erobring. For Frankrig har Somaliland kun ringe betydning som koloni. Frankrigs amerikanske besiddelser er nu ubetydelige, de vigtigste er Guadeloupe med 270.000 og Martinique med 240.000 indbyggere, væsentlig negre og mulatter foruden en del indere og kinesere samt 30.000 hvide. Her dyrkes bl.a. sukker, rom og kakao. Fransk Guayana er som den engelske og Hollandske del deraf, et endnu tildels ukendt land, der rummer visse muligheder, også for minedrift. Befolkningen er på ca. 40.000, bestående af europæere, negre, asiater og de oprindelige beboere, indianerne. Blandt de hvide findes mange frigivne straffefanger. I 1936 bestemtes det at nedlægge den berygtede straffekoloni på Djævleøen. Martinique, Guadeloupe og Guayana sender repræsentanter til det franske parlament. De franske asiatiske besiddelser - fransk Indien og Indokina - er af meget betydelig størrelse, 285.000 engelske kvadratmil med 23,3 millioner indbyggere. Der findes få hvide i disse lande, ca. 32.000, desuden godt 40.000 kinesere og 10.000 indere, resten af befolkningen står sydkineserne meget nær. Der dyrkes særlig ris, gummi, peber, og kvægavlen er ikke ubetydelig, desuden findes kul, også fiskeriet spiller en rolle. Foruden en række kolonier, af hvilke Cochinchine er den vigtigste, omfatter besiddelserne protektoraterne Annam, Cambodge, Laos og Tonkin. De danner politisk en føderation af provinser, som hver har sit særlige styre, men trods forskellighederne er administrationen ret ensartet, og et øverste råd for hele Indokina har en betydelig magt. I provinserne og protektoraterne er de lokale råd nu blevet stærkt demokratiserede, og de indfødte har stor andel i styrelsen, navnlig hvad økonomiske og finansielle spørgsmål angår. Der er gjort ikke så lidt for skolevæsenet, og derigennem uddannes befolkningen til embedsmænd i civiladministrationen. Nogle af provinserne sender repræsentanter til pariserparlamentet. Det er langt fra, at franskmændene kan regne med ro i Østasien. Der findes stærke nationale bevægelser, i 1921 og i 1932 kom det til alvorlige revolter, og det ulmer stadig. En langt større fare truer dog fra japansk imperialisme, så meget mere som man i ryggen har det franskfjendtlige og japansk venlige Siam. Frankrig er i virkeligheden ude af stand til at forsvare Indokina og de ret ubetydelige Stillehavsbesiddelser og helt henvist til at søge støtte hos England. Efter 1´verdenskrig overtog Frankrig som mandatar Syrien og Libanon, et område på 68.000 engelske kvadratmil med 3,2 millioner indbyggere. Frankrig har her fra gamle dage store kapitalanbringelser at værne om, og efter krigen kom olien fra Iraq - gennem rørledninger herfra modtager det 40 % af sit samlede forbrug. Under fransk styre er navnlig agerbruget stærkt udviklet, takket være kunstig overrisling. Her dyrkes bl.a. vin, sydfrugter og hvede. I Syrien har der hersket bitre stridigheder mellem syrerne, de etniske og religiøse mindretal, tyrkere, armeniere, persere, jøder, assyrer og andre, medens forholdene har været fredeligere i Libanon. Af den grund skar franskmændene i 1920 havnen Tripoli fra Syrien og gav den til Libanon - 10 år efter påbegyndtes en olieledning fra Iraq til Tripoli. Syrien opdeltes - for at skaffe ro - i fire stater, som i 1922 samledes i en føderation under fransk overhøjhed. I 1925 rejste druserne en opstand i egnen omkring Damaskus, der først efter et års forløb blev den slået ned. Men den syriske nationalisme levede stadig videre, og en anti-fransk følelse tog til i vækst på grund af franskmændenes håndfaste politik for at skaffe ro i landet. Fransk skattepolitik har desuden vakt syrernes forbitrelse, og de beskylder - ikke helt med urette - franskmændene for gennem koncessioner og på anden vis at brandskatte landet. Disse fortjenester er dog alle gået i privatlommer, for selve den franske stat har Syrien været et kostbart foretagende. I Libanon er muhamedanerne anti-franske, men den kristne del af befolkningen franskvenlige. I 1926 fik Libanon en forfatning, der to gange siden er blevet revideret. I Syrien voldte forfatningsspørgsmålet større vanskeligheder, og både Folkeforbundet og Frankrig søgte et par forgæves løsninger i 1928 og i 1930. I 1930-32 styredes Syrien af en provisorisk regering. I 1933 afsluttedes mellem den syriske regering og den franske højkommissær en venskabstraktat, som det syriske parlament imidlertid forkastede. I 1934 suspenderedes det syriske kammer efter alvorlige uroligheder, bl.a. i Aleppo, og herefter herskede et meget spændt forhold med delvis erklæret krigstilstand i begyndelsen af 1936. Så kom det til et forlig, hvorefter Syrien fik nogenlunde samme forfatning som Iraq, men med større garantier for de kompakte mindretal. Desuden fik det løfte om mandatets ophør i 1940. Også med Libanon afsluttedes en lignende traktat. Her beholdt Frankrig dog stadig sin garnison, medens man lovede at trække tropperne bort fra Syrien inden 5 år efter traktatens ratifikation og kun sikrede sig et par luftflådebaser i 25 år. Utilfredsheden med Frankrig er stadig stor i Syrien, dels fordi det har forbeholdt Tripoli for Libanon og sig selv, dels fordi Frankrig og Tyrkiet i 1937 udenom Syrien enedes om at internationalisere provinsen Alexandrette, som syrerne gjorde krav på. Fransk politik i Syrien har derfor lige så store besværligheder at kæmpe med som engelsk i Palæstina. Indenfor det franske imperium hersker en stærk protektionisme. En lov af 1928 omfatter de lande, der sorterer under koloniministeriet og således ikke Algier og de Nordafrikanske protektorater. Kolonierne deles i assimilerede - Indokina, Madagascar, Reunion og de vestindiske øer - og ikke-assimilerede. I de første gælder samme importtold som i Frankrig og i de sidste særlige regler. Der findes med andre ord toldunion for den første gruppe. Den gensidige frihed omfatter også Algier. De lokale koloniråd kan dog, såfremt nødvendigheden kræver det, nedsætte tolden på fremmede varer. I de ikke-assimilerede kolonier er der fri indførsel for franske og algierske varer, såfremt dette ikke er forbudt ved international overenskomst. Lande, som giver franske og algierske varer præference, får den laveste told og fri indførsel til Frankrig for visse levnedsmidlers og råstoffers vedkommende giver de ikke præference, nyder de alligevel laveste told i Frankrig og Algier. Indførte fremmede varer i ikke-assimilerede kolonier fortoldes efter satser, der fastsættes af koloniministeriet. For fransk-algiersk toldpolitik gælder det, at ydelse af toldfrihed er betinget af, at transporten foregår på franske eller franske koloniers skibe. Tunis har næsten samme toldbetingelser som Algier, dog med undtagelse af visse varer, deriblandt vin, og i Marokko hersker i henhold til Algeciras-traktaten den åbne dørs politik, og det samme er tilfældet i mandaterne. Det franske imperium er således i mangt og meget et lukket toldområde, og under verdenskrisen i 1929 har fortrinstillingen i moderlandet ydet kolonierne en værdifuld, men for Frankrig selv kostbar hjælp. Da imperiet også på en række andre områder får tilskud, er det for den franske stat for tiden en bekostelig affære at være imperium, til gengæld forøges dets militære styrke herigennem enormt. Handelen mellem kolonier og moderland er de sidste år steget stærkt. Af Frankrigs samlede import kom 1935 25,8 % fra kolonierne (i 1925-29 11,9 %), medens der af totaleksporten gik 31.6 % (i 1925-29 16,4 %) til disse.

Det Hollandske kolonirige: De Hollandske besiddelser er Hollandsk Indien, og i Amerika curacao og Surinam. Hollandsk Indien har 64,5 millioner indbyggere, hvoraf ¼ million er europæere, hovedsagelig hollændere. Af europæerne er ¼ embedsmænd, resten beskæftiget i erhvervslivet. Der lever i Hollandsk Indien 1.234.000 kinesere og ca. 1.000 japanere. Siden 1928 er der sat skarpe betingelser for indvandring af europæere af ikke Hollandsk oprindelse og japanere. Der produceres særlig gummi, tin, sukker, kaffe, kopra, tobak og krydderier. Endvidere forefindes meget betydelige oliefelter. I 1919 udvandtes 2 millioner tons råolie, i 1930érne kom man op på over 7 millioner. Den rigeste af øerne er Java, og her er investeret enorme kapitaler. De indfødte, hvis kår gennemgående er slette, navnlig på det overbefolkede Java, arbejder dels som næsten slavebundne kontraktarbejdere på private plantager, dels som bønder. Da indfødte bondebrug rammes mindre hårdt under kriser end plantagedrift, har regeringen truffet foranstaltninger til at bevare jorden for de indfødte. Hvor betydelig disses andel i produktionen er, kan bl.a. ses af, at ca. en trediedel af eksporten stammer fra indfødt jord. Mange farvede bønder, både store og små, arbejder på rationel kapitalistisk basis med lån i høst eller gård. Da Holland trådte ind i de internationale aftaler om restriktioner for gummiproduktionen, voldte dette store vanskeligheder med de indfødte, hvis gummieksport derfor blev pålagt en særlig afgift. Kineserne er enten handelsmænd eller plantere og udgør et gennemgående velstillet element på øerne. På grund af de kinesiske købmænds boykot af japanske varer søger japanerne at få større del i handelen, nogle af dem er også begyndt at anlægge bomuldsplantager. På Java med dens 42 millioner indbyggere er overbefolkning et alvorligt problem. Her bor 316 mennesker pr. kvadratkilometer, - på de andre øer kun i gennemsnit 11. Man arbejder derfor med planer, dels om en hurtig industrialisering af Java, dels med en overflytning af en del af befolkningen til Sumatra, Borneo og Celebes, hvor der skal oprettes små bondebrug. Regeringen har hidtil bevilget 25 millioner gylden i årene 1937-39. Også overfor kontraktarbejdet har regeringen grebet ind for at skabe bedre kår; der er som i de engelske og franske kolonier gjort ikke så lidt for opdragelse og hygiejne, og alle embeder står åbne for kvalificerede indfødte. Curaqao har 75.000 indbyggere og fremstiller bl.a. fosfater samt en pomeransolie, hvoraf der laves likør. Surinam er et endnu ikke helt udforsket land med en befolkning på 150.000 mennesker. Det er muligt, at der her er betingelser for en kolonisation. I 1922 erklæredes Hollandsk Indien og de Vestindiske besiddelser for dele af det Hollandske kongerige. I 1925 fik Hollandsk Indien en ny forfatning. Generalguvernøren kunne herefter udnævne indfødte til medlemmer af det rådgivende indiske råd, medens det rådgivende Volksråd blev en lovgivende forsamling på 60 medlemmer, hvoraf halvdelen indfødte, både udnævnte og valgte. Den lokale inddeling sker efter provinser eller efter mere eller mindre afhængige fyrstelande. Styrelsen er blevet mere decentraliseret, og man søger at fremme det indirekte styre under høvdingene. I provinserne er der oprettet nye provins- og byråd med andel i den lokale administration. I de Vestindiske besiddelser findes delvis valgte lovgivende råd. Det selvstyre, som er givet de indfødte, har dog langt fra formået at holde utilfredsheden nede. Der findes adskillige nationalistiske bevægelser, hvis formål er at drive hollænderne ud, flere af dem har en udpræget kommunistisk karakter, medens andre arbejder på en national samling under en indfødt fyrste. Der har været en del oprørsagtige bevægelser, og hollænderne trænges ret alvorligt, efter at krisen har forværret forholdene på øerne. Samtidig er udgifterne til disses forsvar steget meget betydeligt, særlig på grund af flådeudvidelser rettet mod et eventuelt japansk angreb. Det er ganske givet, at Holland for at hævde sit kolonirige helt og holdent er prisgivet engelsk støtte. Krisen ramte kolonierne hårdt. Eksporten faldt - navnlig sukkeret - og det samme gælder importen fra Holland og England, hvorimod den japanske gjorde et alvorligt indhug. Siden 1934 er udførselen til Europa i aftagende, medens den siden 1935 er stigende til Asien og Amerika. Af den samlede Hollandske import udgjorde Indiens del i 1935 kun 6,1 %, den Hollandske eksport til kolonien 4,7 %. Af eksporten derfra tog Holland 22,7 % og havde 13,1 % af importen. Fra 1933 indførte man restriktioner, særlig rettet mod Japan, hvorved man opgav den tidligere frihandelsprægede handelspolitik. For visse varer - ris og soyabønner - indførtes importforbud til stabilisering af priserne, og det nye toldsystem indeholder tillige bestemmelser, hvis formål er at ophjælpe en hjemlig industri. Også den Hollandske skibsfart blev begunstiget. Det er muligt, at restriktionerne mod japansk industriimport med tiden vil skabe en egen industri i Hollandsk Indien. Foreløbig virker det som i engelsk Indien, i engelsk Vestafrika og andre kolonier, kun som en beskyttelse for engelsk og anden europæisk industri, og som en sænkning af levestandarden for de fattige indfødte befolkninger.

Belgiske kolonier: Belgien har foruden sin koloni i Kongo mandatet over Ruanda-Urundi. Kongo har en størrelse af 920.000 engelske kvadratmil med en befolkning på 9,4 millioner mennesker. Mandatet rummer på 21.300 engelske kvadratmil 3,5 millioner indbyggere. Der findes ca. 25.000 europæere og nogle få hundrede asiater, resten er negre. Belgisk Kongo er i det hele et rigt land, hvorfra der udføres vegetabilske olier, kaffe, bomuld, kobber, guld, ædelstene og radium. Minerne og store plantager er overdraget europæiske koncessionarer, der har skaffet sig arbejdskraft i form af kontraktarbejdere, tvangsudskrevet med høvdingenes hjælp. I 1930 var 400.000 mandlige arbejdere eller 16 % af de arbejdsdygtige negre beskæftiget i europæiske foretagender. I 1936 gik Belgien med til at ophæve tvangsarbejde med visse undtagelser, og i 1933 meddeltes det, at der ikke ville blive givet flere koncessioner. Til de hvide farmeres forbitrelse har staten organiseret overdragelsen af store kaffefarme til negrene. Grunden til regeringens større interesse for negrene er, at tvangsudskrivninger tømte landsbyerne for arbejdskraft, og opfattelsen af, at denne er det centrale i landenes økonomi, trængte navnlig under kriseårene stærkt igennem. Derfor søger man nu at opmuntre det indfødte bondebrug, selv om eksporten og dermed negrenes tilskud til administrationen går noget ned. I Belgien er der et ministerium for Kongo og et råd. Der dels udnævnes af kongen, dels af den lovgivende forsamling. Selve kolonien styres af en generalguvernør, 6 provinskommissærer og et råd af udnævnte medlemmer. Ruanda-Urundi blev i 1925 forenet med Belgisk Kongo under en viceguvernørs styrelse. Dele af administrationen ligger hos høvdinge, og man arbejder på en udvidelse af det indirekte styre. I henhold til St. Germain konventionen af 1919, der omfatter Kongobassinet, er Belgien forpligtet til i begge lande at føre den åbne dørs politik, men trods dette udgør handelen med moderlandet omkring 50 % af totalhandelen. Af Belgiens import kom 1935 7,2 % fra Kongo, medens eksporten dertil kun udgjorde 1 % af Belgiens samlede eksport. Administrationen af kolonierne har i de sidste år krævet meget betydelige tilskud.

Portugisiske kolonier: Det portugisiske kolonirige består i Afrika af Angola, Mozambique, de Kapverdiske øer, portugisisk Guinea, St. Thomé og Principe og i Asien af portugisisk Indien, Macao, Goa og Timor. En lille bid af tysk Østafrika, som Portugal kun med uvilje havde set komme under tysk overhøjhed i 1894, blev efter verdenskrigen sluttet til Mozambique. Til koloniriget henregnes undertiden Madeira og Azorerne, men disse er i realiteten en del af Portugal. Angola har med ringe befolkningstæthed et indbyggerantal på 2,7 millioner, hvoraf 60.000 er europæere eller europæiserede halvkaster. Der dyrkes kaffe, gummi og sukker og forefindes olie samt ædelstene. Højlandet er velegnet til europæisk kolonisation, og efter at spørgsmålet om overdragelse af portugisiske kolonier atter er rejst, har portugiserne udkastet storstilede kolonisationsplaner, der også omfatter Mocambique. Det er meningen, at hele landsbyer af portugisiske bønder skal overflyttes, og der er foreløbig stillet 300.000 £ til disposition. Øerne St. Thome og Principe har tilsammen 60.000 indbyggere, herfra udføres kakao og krydderier. De Kapverdiske øer's befolkning er på 160.000, hvoraf 6.000 er hvide, 60.000 halvkaster og resten negre. Fra øerne udføres kaffe, sisal og vegetabilske olier. Portugisisk Guinea tæller 380.000 mennesker, hvoraf 1.000 hvide og 1.400 halvkaster, medens resten er negre. Her findes en lignende vegetation som på Afrikas vestkyst Portugals folkerigeste besiddelse i Afrika, Mozambique, ligger på østkysten. Den har en befolkning på 4,2 millioner. Heraf er 18.000 hvide, 8.500 halvkaster, 8.500 indere, resten negre. Der dyrkes bl.a. sukker og gummi, og der findes flere mineraler, bl.a. guld. De portugisiske kolonier i Indien omfatter 1,3 millioner mennesker, og giver Portugal andel i handelen med indisk-kinesiske og hollandsk-indiske produkter. De portugisiske kolonier regnes for mindst udviklede af de europæiske staters. Der er ikke gjort meget hverken for kolonisation eller for social udvikling, hvilket vel hænger sammen med, at portugiserne udmærket finder sig til rette med at leve på samme niveau som de bedre stillede indfødte. Denne evne til assimilation betyder, at der ikke findes nogen dyb afstand mellem hvide og negre, og blandingernes antal bliver derfor meget stort. Dette er dog ikke ensbetydende med, at negrene behandles særlig lemfældigt. De indfødte anvendes i høj grad til slet betalt tvangsarbejde, og i henhold til Mocambique-konventionen - sidst fornyet i 1934 - udlejes mod en licens til den portugisiske stat 65-80.000 negre årlig til minearbejde i Transvaal. Herimod får den portugisiske havn Lourenco Marques 47 % af, hvad der søværts indføres til industriegnen omkring Johannesburg, tidligere desuden visse toldbegunstigelser i de samme egne. Portugal har ingen løbende udgifter til sine kolonier, de må for så vidt hvile i sig selv. Et dekret af 1928 erklærer kolonierne for en politisk enhed. Der tilstås dem et vist administrativt og finansielt selvstyre og rådgivende råd i hver koloni, med dels udnævnte, dels valgte medlemmer. Alle vigtige spørgsmål skal dog afgøres af det portugisiske koloniministerium. Efter 1934 afholdes økonomiske konferencer, hvor kolonierne er repræsenterede. Mocambique styres delvis af Mocambique Kompagniet, hvis likvidation der fra 1933 er truffet foranstaltninger til. Et dekret af 1923 går ind for en mere human behandling af negrene, men dets virkninger har til dato ikke været imponerende. Handelen mellem koloni og moderland er voksende. Der gives præference i den interkoloniale handel, i Lissabon således 20 % for kolonivarer, undtagen majs, kaffe, kakao og frosset kød, hvor præferencen er 50 %. Desuden er skibsfarten beskyttet, dog arbejder engelsk skibsfart på lige fod med den portugisiske. Af Portugals samlede import kom 1935 8,2 % fra kolonierne, medens 12,3 % af dets eksport gik dertil.

Spanske kolonier: Spanien har i Nordafrika spansk Marokko med 865.000. Rio de Oro med 20.000 og spansk Guinea med 120.000 indbyggere. Marokko har en spansk befolkning på 38.000 og 13.000 jøder, resten er væsentlig berbere. Der produceres figner, oliven, vin og sydfrugter og forefindes jern, bly og zink. Byen Ceuta har 6.000 spanske indbyggere og regnes i strategisk henseende for bedre end Gibraltar, den rummer foruden en god havn også en fortrinlig lufthavn. Fra 1921 har Spanien i lange tider været i krig med kabylerne, I 1925 sloges en opstand under Abd el Krim ned med fransk hjælp. Under den spanske borgerkrig lykkedes det general Franco at føre de marokkanske tropper i marken mod den spanske regering - et uhyggeligt perspektiv for kommende tiders europæiske opgør. Spansk Marokko betyder i en stærk magts besiddelse en trussel mod Frankrig, idet det kan afskære forbindelsen mellem fransk Marokko og Algier. Marokko er officielt spansk protektorat og styres af den indfødte hersker under den spanske højkommissærs opsyn. Byerne Ceuta og Melilla regnes administrativt for dele af Spanien. Rio de Oro og spansk Guinea har samme vegetation som Afrikas vestkyst. Oro er både protektorat og koloni. Dets havn regnes for at have strategisk betydning. I begge kolonier findes valgte råd ved guvernørens side. I spansk Marokko hersker den åbne dørs politik, men en meget stor del af handelen er dog på spanske hænder. I kolonierne indføres varer fra Spanien frit, medens de nyder lave toldsatser eller toldfrihed i moderlandet. Endvidere er skibsfarten beskyttet. For Spanien har kolonihandelen ingen større betydning, af dets import kommer ca. 2 % fra kolonierne, medens 4.9 % af dets eksport går til disse.

Italiens kolonier: Italiens Afrikanske besiddelser var før Abessiniens erobring Eritrea, Somaliland og Libyen med en befolkning på tilsammen 2,4 millioner. Af disse var 55.000 europæere, deraf alene i libyen 49.000. De italienske kolonier er fattige på råstoffer, og kun en begrænset del af deres jord kan med store bekostni