Artikler af Vladimir Iljitsj Uljanov - Lenin.

Forberedelse og gennemførelse af den socialistiske Oktoberrevolution i 1917:

Bourgeoisiet er for bourgeoisiets eneherredømme. De klassebevidste arbejdere er for arbejder-, landarbejder-, bonde- og soldaterrepræsentanternes sovjetters eneherredømme - et eneherredømme, der forberedes ved at afklare den proletariske bevidsthed, ved at frigøre den fra bourgeoisiets indflydelse, og ikke ved en eventyrpolitik. Småborgerskabet - »socialdemokraterne«, de socialrevolutionære o.s.v., o.s.v. - svajer hid og did og hindrer denne afklaring, denne frigørelse. Sådan ligger det faktiske, klassemæssige styrkeforhold, som bestemmer vore opgaver. Det historiske øjeblik, Rusland gennemlever, karakteriseres af følgende grundtræk:

Den gamle tsarmagt, som kun repræsenterede en lille kreds af feudale godsejere, der rådede over hele statsmaskineriet (hæren, politiet, embedsstanden), er slået ned og fjernet, men ikke slået ihjel. Monarkiet er formelt ikke afskaffet. Romanovbanden fortsætter sine monarkistiske intriger. De feudale godsejeres umådelige jordbesiddelse er ikke likvideret. Statsmagten i Rusland er kommet en ny klasse i hænde, nemlig bourgeoisiet og de nye bourgeois-godsejere. For så vidt er den borgerlig-demokratiske revolution i Rusland tilendebragt.

Efter at bourgeoisiet er kommet til magten, har det sluttet en blok (et forbund) med åbent monarkistiske elementer, som udmærkede sig ved en usædvanlig ihærdig Understøttelse af Nikolaj den blodige og bøddelen Stolypin fra årene 1906-1914 (Gutsjkov og andre politikere til højre for kadetterne). Lvov og co´s nye borgerlige regering har forsøgt og har indledet forhandlinger med romanov´erne om genoprettelse af monarkiet i Rusland. I ly af revolutionære fraser sætter denne regering tilhængere af det gamle regime på de ledende poster. Denne regerings bestræbelser går ud på, at hele statsmaskineriet (hæren, politiet, embedsstanden) skal reformeres mindst muligt, efter at den har lagt det i bourgeoisiets hænder. Den nye regering er allerede begyndt at lægge alle mulige hindringer i vejen for masseaktionernes revolutionære initiativ og for folkets erobring af magten nedefra - den eneste garanti for, at revolutionen virkelig kan vinde fremgang.

Denne regering har hidtil ikke engang fastsat noget tidspunkt for den konstituerende forsamlings indkaldelse. Godsejernes jordbesiddelse, det materielle grundlag for den feudale tsarisme, rører den ikke ved. At undersøge, at fremlægge de monopolistiske finansorganisationers, storbankernes, kapitalistsyndikaternes og kartellernes o.s.v.. virksomhed og føre kontrol med dem, det ikke så meget som tænker denne regering på. De vigtigste, de mest afgørende ministerposter i den nye regering (indenrigsministeriet, krigsministeriet d.v.s. kommandoen over hæren, politiet, embedsstanden, hele apparatet til undertrykkelse af masserne) tilhører oplagte monarkister og talsmænd for de store jordegodser. Kadetterne, republikanere af i går, republikanere mod deres vilje, har fået overladt andenrangs poster, som ikke har nogen direkte forbindelse med kommandoen over folket og med statsmagtens apparat. A. Kerenskij, repræsentant for trudovikkerne og »også-socialist«, spiller absolut ingen rolle, undtagen den at sløve folkets vagtsomhed og opmærksomhed ved hjælp af klingende fraser. Af alle disse grunde fortjener den nye borgerlige regering ingen som helst tillid fra proletariatets side, ikke engang på indenrigspolitikkens område, og den må afgjort ingen støtte få fra proletariatet.

Udenrigspolitikken er nu i kraft af de objektive forhold trådt i forgrunden, og på dette område ser den nye regering sin opgave i at fortsætte den imperialistiske krig, en krig i forbund med de imperialistiske magter, England, Frankrig o.s.v., for at dele det kapitalistiske bytte, for at kvæle de små og svage folk. Den nye regering, som tjener den russiske kapital og dennes mægtige beskytter og herre, den engelsk-franske imperialistiske kapital, der er den rigeste i hele verden, har på trods af de ønsker, som er udtalt aldeles utvetydigt af soldater- og arbejderrepræsentanternes sovjet som talerør for det utvivlsomme flertal af de russiske folk, ikke taget nogen som helst reelle skridt til at standse folkemyrderiet for kapitalisternes interesser. Den har ikke engang offentliggjort de hemmelige traktater med vitterligt røverisk indhold (om opdeling af Persien, om plyndring af Kina, om plyndring af Tyrkiet, om opdeling af Østrig, om anneksion af Østpreussen, om anneksion af de tyske kolonier o.s.v.), som vitterligt binder Rusland til den engelsk-franske imperialistiske røverkapital. Den har stadfæstet disse traktater, der er afsluttet af tsarismen, som i århundreder har plyndret og underkuet flere folkeslag end andre tyranner og despoter, tsarismen, som ikke blot har underkuet, men også vanæret og korrumperet det storrussiske folk ved at gøre det til bøddel overfor andre folkeslag.

Den nye regering bekræftede disse skændige og røveriske traktater og undlod at foreslå alle de krigsførende folk øjeblikkelig våbenstilstand, på trods af de krav, som det russiske folks flertal klart har udtrykt gennem arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. Den tog sin tilflugt til højtidelige, velklingende, svulstige, men fuldstændig tomme deklarationer og fraser, som borgerlige diplomater altid har brugt og stadig bruger til at bedrage de undertrykte folks godtroende og naive masser.

Derfor fortjener den nye regering ikke blot ikke den ringeste tillid på det udenrigspolitiske område, men selv det at stille et yderligere krav til den om, at den skal forkynde Ruslands folkeslags vilje til fred, at den skal afstå fra anneksioner o.s.v., o.s.v., er i virkeligheden blot at bedrage folket, at indgyde det uopfyldelige forhåbninger, at forhale afklaringen af dets bevidsthed, indirekte at forsone det med fortsættelsen af krigen, hvis virkelige sociale karakter ikke bestemmes af fromme ønsker, men af den krigsførende regerings klassekarakter, af forbindelsen mellem den klasse, den givne regering repræsenterer, og den imperialistiske finanskapital i Rusland, England, Frankrig og andre, af den reelle, virkelige politik, som denne klasse fører.

Den vigtigste særegenhed ved vor revolution, en særegenhed, der på det mest bydende kræver, at man tager stilling til den med eftertanke, er den dobbeltmagt, der opstod straks efter revolutionens sejr. Denne dobbeltmagt viser sig ved, at der eksisterer to regeringer: hovedregeringen, den egentlige, virkelige regering, bourgeoisiets regering, Llov og co´s »provisoriske regering«, som sidder inde med alle magtorganer, og en supplerende, »kontrollerende« sideregering i form af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet i Petrograd, som ikke sidder inde med organer for statsmagten, men som støtter sig direkte på et oplagt, ubetinget flertal af folket, på de bevæbnede arbejdere og soldater.

Denne dobbeltmagts klassekilde og klassebetydning ligger i, at den russiske revolution i marts 1917 ikke blot fejede hele tsarmonarkiet bort, ikke blot overgav al magt til bourgeoisiet, men også nåede helt frem til proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur. Netop et sådant diktatur (d.v.s. en magt, der ikke støtter sig på en lov, men på de bevæbnede folkemassers umiddelbare kraft) og netop de nævnte klassers diktatur repræsenteres af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter i Petrograd og andre steder.

Den næste, yderst vigtige særegenhed ved den russiske revolution er, at Petrograds arbejder- og soldaterrepræsentanters sovjet, som efter alt at dømme nyder tillid hos flertallet i de lokale sovjetter, frivilligt overgiver statsmagten til bourgeoisiet og dets provisoriske regering, at det frivilligt overlader den førstepladsen efter at have indgået en overenskomst om at støtte den, lader sig nøje med rollen som iagttager, som kontrollør, der overvåger indkaldelsen af den konstituerende forsamling (hvis indkaldelsesdato den provisoriske regering end ikke har bekendtgjort endnu). Denne overmåde egenartede omstændighed, som i denne form ikke har sin lige i historien, har skabt en sammenfletning, en forening af to diktaturer: bourgeoisiets diktatur (thi regeringen Lvov og co. er et diktatur, d.v.s. en statsmagt, som ikke støtter sig på loven og et forud indhentet udtryk for folkeviljen, men på voldelig erobring af magten, gennemført af en bestemt klasse, nemlig bourgeoisiet) og proletariatets og bøndernes diktatur (arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet). Der er ikke den ringeste tvivl om, at en sådan »sammenfletning« ikke kan vare længe. Der kan ikke bestå to slags magt i een stat. En af dem må forsvinde, og hele det russiske bourgeoisi arbejder allerede for fuld kraft med alle midler og overalt på at fjerne, svække, tilintetgøre arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter og oprette bourgeoisiets eneherredømme. Dobbeltmagten er kun udtryk for en overgangstid i revolutionens udvikling, hvor denne er gået videre end den sædvanlige borgerlig-demokratiske revolution, men endnu ikke er nået til proletariatets og bøndernes »rene« diktatur.

Denne ustabile overgangssituations klassemæssige betydning (og klassemæssige forklaring) ligger i følgende: som enhver anden revolution har vor revolution krævet det største heltemod, den største selvopofrelse fra massernes side i kampen mod tsarismen, og den har tillige med eet slag trukket et uhyre antal spidsborgere ind i bevægelsen. Et af de vigtigste videnskabelige og praktisk-politiske kendetegn på enhver virkelig revolution er den usædvanlig hurtige, bratte, stejle vækst i antallet af »spidsborgere«, som går over til aktiv, selvstændig, virksom deltagelse i det politiske liv, i statens opbygning. Således også i Rusland. Rusland er nu i kog. Millioner og atter millioner, som politisk har sovet i ti år, som politisk blev kvalt af tsarismens frygtelige åg og af tvangsarbejdet for godsejerne og fabrikanterne, er nu vågnet og higer efter at deltage i politik. Men hvem er disse millioner og atter millioner? Størstedelen er små ejendomsbesiddere, småborgere, folk, som står midt imellem kapitalisterne og lønarbejderne. Rusland er det mest småborgerlige af alle europæiske lande.

En kæmpemæssig småborgerlig bølge har fejet alt over ende og har overvældet det klassebevidste proletariat, ikke alene i kraft af sin talmæssige styrke, men også ideologisk; d.v.s. den har smittet og gennemsyret meget vide kredse af arbejdere med småborgerlige anskuelser. Småborgerens liv afhænger af bourgeoisiet, han lever selv som ejendomsbesidder, ikke som proletar (efter sin stilling i den samfundsmæssige produktion), og også i sin tænkemåde følger han bourgeoisiet. Blind tillidsfuldhed overfor kapitalisterne, fredens og socialismens værste fjender, dét kendetegner massernes nuværende politik i Rusland, dét er med revolutionær hast skudt frem af den sociale og økonomiske jordbund i Europas mest småborgerlige land. Det er klassegrundlaget for »overenskomsten« (jeg betoner, at jeg ikke så meget sigter til den formelle overenskomst som til den faktiske støtte, den stiltiende enighed, den blindt tillidsfulde afståelse af magten) mellem den provisoriske regering og arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet, en overenskomst, som har givet Gutsjkov'erne en fed bid, nemlig den virkelige magt, mens sovjetten har fået - løfter, hædersbevisninger (foreløbig, midlertidigt), smiger, talemåder, forsikringer og bukken og skraben fra Kerenskij'ernes side.

Proletariatets talmæssige svaghed i Rusland, dets utilstrækkelige bevidsthed og organiserthed, det er den samme medaljes anden side. Alle narodnikpartierne, de socialrevolutionære indbefattet, har altid været småborgerlige; det samme gælder organisationskomitéens parti (Tsjkheidse, Tsereteli o.s.v.); de partiløse revolutionære (Steklov og andre) har ligeledes ladet sig rive med af bølgen eller kunne ikke, forstod ikke at holde stand overfor den.

Den ovenfor omtalte særegenhed ved den faktiske situation pålægger marxisten, der må regne med de objektive kendsgerninger, med masser og klasser, men ikke med enkeltpersoner eta, at følge en særegen taktik i det givne øjeblik. Denne særegenhed kræver frem for alt, at der »blandes en portion eddike og galde i de revolutionær-demokratiske frasers sødlige limonade« (som min kammerat Teodorovitj fra vort partis centralkomité yderst træffende bemærkede på mødet i går på jernbanefolkenes alrussiske kongres i Petrograd). Kritisk arbejde, klarlæggelse af de socialrevolutionæres og socialdemokraternes småborgerlige partiers fejl, forberedelse og sammensvejsning af elementerne til et bevidst proletarisk, kommunistisk parti, frigørelse af proletariatet fra den »almindelige« småborgerlige rus.

Tilsyneladende er dette »kun« propagandistisk arbejde. Men i virkeligheden er det i højeste grad praktisk revolutionært arbejde, thi på anden måde kan man ikke drive en revolution fremad, som er gået i stå, som er kvalt i talemåder, og som er begyndt en »march på stedet«, ikke på grund af ydre hindringer, ikke fordi bourgeoisiet anvender vold mod den (foreløbig nøjes Gutsjkov med at true med at bruge vold mod soldatermassen), men fordi masserne er hildet i blind tillidsfuldhed. Kun ved at bekæmpe denne blinde tillidsfuldhed (og det kan og skal man kun gøre rent ideologisk, ved kammeratlig overtalelse, ved at henvise til livets erfaring) kan vi befri os for den grasserende revolutionære frase og virkelig højne proletariatets og i det hele taget massernes bevidsthed, kun derved kan vi vække massernes dristige, beslutsomme initiativ på de enkelte steder i landet og fremme den egenmægtige virkeliggørelse, udvikling og konsolidering af frihederne, demokratiet og det princip, at al jord skal være hele folkets eje.

De erfaringer, bourgeoisiets og godsejernes regeringer over hele verden har gjort, er resulteret i to metoder til at holde folket under åget. Den første er vold. Nikolaj Romanov I, kaldet Nikolaj knippel, og Nikolaj II, den blodige, har vist det russiske folk alle mulige og umulige udslag af denne bøddelmetode. Men der er en anden metode, som er udviklet mest fuldkomment af det engelske og franske bourgeoisi, der er blevet »klog af skade« ved en række store revolutioner og revolutionære massebevægelser. Den metode består i bedrageri, smiger, fraser, utallige løfter, små almisser, eftergivenhed i uvæsentlige ting og umedgørlighed i vigtige ting.

Det særegne ved det nuværende øjeblik i Rusland er den svimlende hurtige overgang fra den første til den anden metode - fra vold mod folket til smiger og bedrageri ved hjælp af løfter. Katten Vasjka lader sig ikke forstyrre, den æder videre. Miljukov og Gutsjkov er ved magten, de beskytter kapitalens profit, de fører imperialistisk krig i den russiske og den fransk-engelske kapitals interesse og tyr til forjættelser, deklamationer og effekt fulde erklæringer, når sådanne »kokke« som Tjskheidse, Tsereteli og Steklov holder tale og truer, formaner, besværger, bønfalder, kræver, proklamerer…. Katten Vasjka lader sig ikke forstyrre, den æder videre. For hver dag, der går, vil den tillidsfulde blindhed og den blinde tillidsfuldhed imidlertid svinde mere og mere, navnlig hos proletarerne og de fattige bønder, som livet (deres sociale og økonomiske stilling) lærer ikke at stole på kapitalisterne. Småborgerskabets førere »må« lære folket at stole på bourgeoisiet. Proletarerne må lære folket mistro til bourgeoisiet.

Det vigtigste, det grelleste udslag af den småborgerlige bølge, der har oversvømmet »næsten alt«, er utvivlsom den revolutionære forsvarsvilje. Den er nemlig den værste fjende for den russiske revolutions videre udvikling og heldige udfald. Den, der er bukket under på dette punkt og ikke har forstået at klare sig ud af det igen, er tabt for revolutionen. Men masserne ligger under for den anderledes end førerne, og de klarer sig ud af den anderledes, gennem en anden udviklingsgang, på en anden måde. Den revolutionære forsvarsvilje er på den ene side en frugt af bourgoisiets bedrageri overfor masserne, en frugt af bøndernes og nogle arbejderes blinde tillidsfuldhed, på den anden side er den et udtryk for småbesidderens interesser og indstilling, han er til en vis grad interesseret i anneksioner og bankprofitter, og han »vogter« tsarismens traditioner fra den tid, da tsarismen korrumperede storrusserne ved at bruge dem som bøddel mod andre folk.

Bourgeoisiet bedrager folket ved at appellere til dets ædle stolthed over revolutionen og fremstille sagen, som om krigen på Ruslands side har ændret sin sociale og politiske karakter, siden denne etape af revolutionen er indtrådt, siden Gutsjkov-Miljukovs næsten-republik er trådt i stedet for tsarmonarkiet. Og folket tror det - en tid - for en stor del takket være de gamle fordomme, som altid får det til at betragte andre russiske folk end storrusserne næsten som en slags storrussisk ejendom eller stamgods. Tsarismens afskyelige korrumpering af det storrussiske folk ved at vænne det til at se noget lavere i de andre folk, noget, der »retmæssigt« tilhører Storrusland, kunne ikke forsvinde på een gang.

Det, der forlanges af os, er evne til at forklare masserne, at krigens sociale og politiske karakter ikke bestemmes af den »gode vilje« hos personer og grupper og ikke engang hos nationer, men af den klasses stilling, som fører krigen, af den klasses politik, som krigen er en fortsættelse af, af de bånd, kapitalen pålægger som den herskende økonomiske magt i det moderne samfund, af den internationale kapitals imperialistiske karakter, af Ruslands finansielle, bankmæssige, diplomatiske afhængighed af England, Frankrig o.s.v.. at forklare alt dette godt og forståeligt for masserne er ikke let; ingen af os kunne fra første færd klare det uden at begå fejl. Men retningen eller rettere sagt indholdet i vor propaganda må være sådan og kun sådan. Den mindste indrømmelse til den revolutionære forsvarsvilje er forræderi mod socialismen, fuldstændig prisgivelse af internationalismen, uanset hvilke smukke talemåder og »praktiske« overvejelser man vil retfærdiggøre det med.

Parolen »ned med krigen« er rigtig, naturligvis, men den tager ikke de øjeblikkelige opgavers særpræg i betragtning, nemlig nødvendigheden af på anden måde at nærme sig den brede masse. Efter min mening minder den om parolen »ned med tsaren«, som den uheldige agitator i den »gode, gamle tid« uden videre gik ud på landet med - og fik prygl for. Den revolutionære forsvarsviljes menige talsmænd er ærlige, ikke i personlig, men i klassebetydning, d.v.s. de tilhører klasser (arbejderne og de fattige bønder), som anneksionerne og kvælningen af fremmede folk faktisk ikke bringer nogen fordel. Det er helt anderledes med bourgeois´erne og d'herrer »intellektuelle«, som udmærket ved, at det er umuligt at give afkald på anneksioner, hvis man ikke giver afkald på kapitalens herredømme, og som samvittighedsløst bedrager masserne med smukke talemåder, med løfter uden måde og forsikringer uden tal.

Forsvarsviljens menige talsmænd ser sagen primitivt, spidsborgerligt: »jeg ønsker ikke anneksioner, men tyskeren er efter mig, følgelig forsvarer jeg en retfærdig sag og aldeles ikke imperialistiske interesser«. Et sådant menneske må man forklare og forklare, at det ikke kommer an på hans personlige ønsker, men på politiske masse- og klasseforhold og -betingelser, at det drejer sig om krigens sammenhæng med kapitalens og det internationale banknets interesser o.s.v.. Kun en sådan kamp mod forsvarsviljen er alvorlig og lover succes, måske ikke nogen særlig hurtig, men en sikker og varig succes.

Krigen kan man ikke gøre ende på »efter behag«. Den kan ikke bringes til ophør ved en beslutning af een af parterne. Den kan ikke bringes til ophør ved at »støde bajonetten i jorden«, som en forsvarsvenlig soldat udtrykte sig.

Krigen kan man ikke gøre ende på ved en »overenskomst« mellem socialisterne i de forskellige lande, ved en »aktion« af proletarer i alle lande, ved folkenes »vilje« o.s.v.. Alle den slags fraser fylder artiklerne i de forsvarsvenlige og halvforsvarsvenlige, halvinternationalistiske blade og ligeledes de utallige resolutioner, opråb, manifester og resolutioner fra arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet - alle disse fraser er ikke andet end småborgernes tomme, naive, fromme ønsker. Der er ikke noget skadeligere end sådanne fraser om »'forkyndelse' af folkenes vilje til fred«, om rækkefølgen af proletariatets revolutionære aktioner (efter det russiske proletariat »kommer turen« til det tyske) o.s.v.. Alt dette er Louis Blanc-politik, dagdrømme, leg med »politiske kampagner«, i virkeligheden en gentagelse af fablen om katten Vasjka.

Krigen er ikke et produkt af de kapitalistiske røveres onde vilje, skønt den uomtvistelig kun føres i deres interesse, kun beriger dem. Krigen er et produkt af verdenskapitalens udvikling i et halvt hundrede år, af dens milliarder af tråde og bånd. Det er umuligt at springe ud af den imperialistiske krig, det er umuligt at opnå en demokratisk fred og undgå en voldsfred, hvis ikke kapitalens herredømme styrtes og statsmagten går over til en anden klasse, til proletariatet. Med den russiske revolution i februar-marts 1917 indlededes den imperialistiske krigs forvandling til borgerkrig. Denne revolution har gjort det første skridt til afslutning af krigen. Først det andet skridt kan sikre dens afslutning, nemlig: statsmagtens overgang til proletariatet. Det vil være begyndelsen til et internationalt »gennembrud af fronten«, kapitalinteressernes front, og først når denne front er gennembrudt, kan proletariatet befri menneskeheden for krigens rædsler og give den en varig freds velsignelser. Og den russiske revolution har allerede bragt det russiske proletariat tæt op til et sådant »gennembrud« af kapitalens front, idet den har skabt arbejderrepræsentanternes sovjetter.

Sovjetterne af arbejder-, soldater-, bonderepræsentanter og andre bliver ikke opfattet rigtigt, ikke blot i den forstand, at folkets flertal ikke er klar over deres klassemæssige betydning, deres rolle i den russiske revolution. De bliver heller ikke forstået i den henseende, at de udgør en ny statsform eller rettere sagt en ny statstype. Den mest fuldendte, fremskredne type på en borgerlig stat er den parlamentariske demokratiske republik: magten tilhører parlamentet; statsmaskinen, det administrative apparat og forvaltningsorganerne er de sædvanlige: stående hær, politi og en praktisk talt uafsættelig, privilegeret, over folket stående embedsstand.

Men fra slutningen af det 19. århundrede frembringer de revolutionære epoker en højere type på en demokratisk stat, en stat, som i flere henseender, efter Engels' udtryk, allerede ophører med at være en stat, »ikke mere er en stat i egentlig forstand«. Det er en stat af pariserkommunens type, som erstatter den fra folket adskilte hær og politimagt med den direkte og umiddelbare bevæbning af folket selv. Det er det væsentlige i kommunen, som borgerlige forfattere har beløjet og bagtalt, og om hvilken man fejlagtig har påstået, blandt andet, at den ville »indføre« socialismen straks.

Det er netop en stat af denne type, den russiske revolution i 1905 og 1917 er begyndt at skabe. En republik af sovjetter, sammensatte af arbejder-, soldater-, bonderepræsentanter og andre, forenede i den alrussiske konstituerende forsamling af folkerepræsentanter eller i sovjetternes sovjet o.s.v. - det er det nye, som nu kommer til verden hos os, i dette øjeblik, på initiativ af et millionfolk, som skaber demokratiet egenmægtigt, på sin egen måde, uden at vente på, hvorledes d'herrer professorer fra kadetpartiet vil skrive deres lovforslag om en parlamentarisk, borgerlig republik - og uden at vente på, at pedanterne og rutinepolitikerne i det småborgerlige »socialdemokrati« a la Plekhanov og Kautsky skulle høre op med at forfalske den marxistiske lære om staten.

Marxismen adskiller sig fra anarkismen ved, at den anerkender statens og statsmagtens nødvendighed i en revolutionær periode i almindelighed, og specielt i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme. Marxismen adskiller sig fra d'herrer Plekhanov, Kautsky og co´s småborgerlige, opportunistiske »socialdemokratisme« ved, at den i de nævnte perioder anerkender nødvendigheden af en stat som Pariserkommunen, ikke en stat som den sædvanlige parlamentariske borgerlige republik. Hovedforskellene mellem førstnævnte statstype og den gamle er følgende: Fra den parlamentariske borgerlige republik kan man med lethed vende tilbage til monarkiet (dét har historien bevist), thi hele undertrykkelsesmaskinen: hær, politi, embedsstand, forbliver uantastet. Kommunen og sovjetterne af arbejder-, soldater-, bonderepræsentanter og andre sønderslår og afskaffer denne maskine. Den parlamentariske borgerlige republik indsnævrer og kvæler massernes selvstændige politiske liv, deres direkte deltagelse j en demokratisk opbygning af hele statslivet fra øverst til nederst. Omvendt er det med arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. Disse frembringer igen den statstype, som pariserkommunen formede, og som Marx kaldte »den endelig opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kan foregå«.

Man indvender sædvanligvis: det russiske folk er endnu ikke modent til »indførelsen« af kommunen. Sådan argumenterer livegenskabets forsvarere, når de taler om, at bønderne ikke er modne til friheden. Kommunen, d.v.s. arbejder- og bonderepræsentanternes sovjetter, »indfører« ikke, agter ikke at »indføre« og må ikke »indføre« nogen som helst omdannelser, som ikke er fuldt ud modne både i den økonomiske virkelighed og i det overvældende folkeflertals bevidsthed. Jo alvorligere det økonomiske sammenbrud og den af krigen skabte krise er, jo mere bydende nødvendigt er det at finde en så fuldkommen politisk form som muligt, der kan lette helbredelsen af de frygtelige sår, krigen har tilføjet menneskeheden. Jo mindre organisatorisk erfaring det russiske folk har, jo mere beslutsomt må man tage fat på den organisatoriske opbygning ved hjælp af folket selv og ikke simpelthen overlade det til borgerlige politikus'er og embedsmænd med »fede ben«.

Jo hurtigere vi skiller os af med de gamle pseudo-marxistiske fordomme, som d'herrer Plekhanov, Kautsky og co. opflasker, jo mere energisk vi går til arbejdet for at hjælpe folket med straks og overalt at danne sovjetter af arbejder- og soldaterrepræsentanter og lægge alle livsspørgsmål i deres hånd, jo længere d'herrer Lvov og co. udskyder indkaldelsen af den konstituerende forsamling, desto lettere vil folket bestemme sig for arbejder- og bonderepræsentanternes sovjetters republik (med den konstituerende forsamling som mellemled eller uden den, hvis Lvov udskyder den alt for længe). Under det nye organisatoriske opbygningsarbejde ved hjælp af folket selv er fejl i begyndelsen uundgåelige, men det er bedre at gøre fejl og komme fremad end at vente, indtil hr. Lvovs' samling af juridiske professorer får skrevet deres udspekulerede love om, hvordan den konstituerende forsamling skal indkaldes og den parlamentariske borgerlige republik gøres evig, og om hvordan arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter skal kvæles.

Hvis vi organiserer og driver vor propaganda klogt, vil ikke blot proletarerne, men også ni tiendedele af bønderne være imod genoprettelsen af politiet, imod den uafsættelige og privilegerede embedsstand, imod en hær, der er skilt fra folket. Og det er jo alene deri, den nye statstype består. Politiets erstatning med en folkemilits - det er en omdannelse, som følger af hele revolutionens forløb, og som nu gennemføres de fleste steder i Rusland. Vi må gøre det klart for masserne, at i de fleste borgerlige revolutioner af sædvanlig type har en sådan omdannelse altid været af kort varighed, og at bourgeoisiet, selv det mest demokratiske og republikanske, altid har genoprettet politiet i den gamle tsaristiske form, som var skilt fra folket, underlagt bourgeoisernes kommando og egnet til at holde folket nede på enhver måde.

Der findes kun eet middel til at forhindre politiets genoprettelse: at der dannes en folkemilits, og at den smeltes sammen med hæren (at den stående hær erstattes med almindelig bevæbning af folket). Alle borgere og borgerinder må uden undtagelse høre til denne milits fra det 15. Til det 65. leveår; disse eksempelvis anførte aldersgrænser skal kun give en forestilling om deltagelsen af unge og gamle. Kapitalisterne skal betale lønarbejderne, tjenestefolkene o.s.v. løn for de dage, de ofrer på samfundstjenesten i militsen. Hvis man ikke inddrager kvinderne i selvstændig deltagelse, ikke blot i det politiske liv i almindelighed, men også i den stadige offentlige tjeneste, der skal ydes af enhver, kan man ikke tale om et fuldstændigt og varigt demokrati, endsige om socialisme. Men sådanne »politi«funktioner som sygepleje, forsorg for hjemløse børn, levnedsmiddelkontrol o.s.v. kan overhovedet ikke udføres tilfredsstillende, uden at man gør kvinderne ligeberettigede i virkeligheden og ikke blot på papiret.

Ikke tillade politiets genoprettelse, sætte hele folkets organisatoriske styrke ind på at oprette en altomfattende milits - det er de opgaver, proletariatet må bringe til massernes bevidsthed for at forsvare, konsolidere og udvikle revolutionen.

Vi kan i øjeblikket ikke vide bestemt, om der i den nærmeste fremtid vil udvikle sig en vældig agrarrevolution i den russiske landsby. Vi kan ikke nøjagtigt vide, hvor dybtgående bøndernes klassedeling i karle, daglejere og fattige bønder (»halvproletarer«) på den ene side og i velhavende bønder og middelbønder (kapitalister og småkapitalister) på den anden side går. Denne klassedeling er i den sidste tid uden tvivl blevet stærkere. Kun erfaringen kan og vil give svar på sådanne spørgsmål.

Men som proletariatets parti er vi ubetinget forpligtet til ikke blot straks at fremlægge et agrarprogram (jordprogram), men også at agitere for en række praktiske forholdsregler, som ufortøvet kan gennemføres, for at fremme bøndernes agrarrevolution i Rusland. Vi må kræve nationalisering af al jord, d.v.s. at al jord i staten går over til at blive den centrale statsmagts ejendom. Denne magt må fastsætte omfang o.s.v. af udflytningsfonden, udstede love til skovenes beskyttelse, grundforbedring o.s.v., den må ubetinget forbyde ethvert mellemled mellem jordejeren, staten, og forpagteren, brugeren (forbud mod enhver videre afhændelse af jorden). Men hele dispositionsretten over jorden, hele fastsættelsen af de lokale betingelser for besiddelses- og brugsretten må på ingen måde ligge i bureaukratiske embedsmandshænder, men udelukkende hos bonderepræsentanternes sovjetter, distriktsvis og lokalt.

For at forbedre kornavlens teknik og øge dens omfang, og også for at udvikle en rationel stordrift og en samfundskontrol med den, må vi indenfor bondekomitéerne søge at få ethvert konfiskeret gods gjort til et stort mønsterbrug under kontrol af landarbejderrepræsentanternes sovjetter. Som modstykke til den småborgerlige frase og politik, der huserer hos de socialrevolutionære, navnlig i deres tomme snak om en »forbrugs«- eller »arbejds«norm, om »socialisering af jorden« o.s.v., må proletariatets parti klart gøre rede for, at småbrugssystemet i vareproduktionen ikke er i stand til at befri menneskeheden for elendigheden blandt masserne og undertrykkelsen af dem.

Uden straks og ubetinget at spalte bonderepræsentanternes sovjetter må proletariatets parti forklare masserne, at det er nødvendigt at danne særlige sovjetter af landarbejderrepræsentanter og særlige sovjetter af de fattigste (halvproletariske) bønder, eller i det mindste særlige stående udvalg af repræsentanter, som klassemæssigt hører hjemme dér, i form af særlige fraktioner eller partier indenfor de almindelige sovjetter af bonderepræsentanter. Ellers vil alle narodnikernes smukke, småborgerlige fraser om bønderne som en helhed tilsløre det bedrageri, som de velhavende bønder, der kun er en slags kapitalister, begår mod den besiddelsesløse masse.

Overfor de borgerlig-liberale eller rent bureaukratiske prædikener, der holdes af mange socialrevolutionære og arbejder- og soldatersovjetter, som råder bønderne til ikke at bemægtige sig godsejernes jord og til at vente med ændringen af jordforholdene, indtil den konstituerende forsamling er indkaldt, må proletariatets parti opfordre bønderne til straks og egenmægtigt at ændre jordforholdene og ufortøvet beslaglægge godsejernes jord efter de lokale bonderepræsentanters beslutning. Det er her særlig vigtigt at holde fast ved, at produktionen af levnedsmidler til soldaterne ved fronten og til byerne ubetinget må forhøjes, og at enhver beskadigelse eller ødelæggelse af kvægbestanden, redskaber, maskiner, bygninger o.s.v. er absolut utilladelig.

I nationalitetsspørgsmålet må proletariatets parti frem for alt gå ind for, at alle nationer og folkeslag, som tsarismen har undertrykt, voldeligt indlemmet eller voldeligt fastholdt indenfor statsgrænserne, d.v.s. annekteret, får tilkendt fuld frihed til med øjeblikkelig virkning at skille sig ud fra Rusland. Alle erklæringer, deklarationer og manifester om at give afkald på anneksioner er kun et borgerligt bedrag mod folket eller småborgerlige fromme ønsker, når de ikke er forbundet med en faktisk gennemførelse af retten til løsrivelse.

Proletariatets parti stræber efter at skabe en så stor stat som muligt, eftersom dette er til gavn for de arbejdende; det tilstræber en tilnærmelse og fortsat sammensmeltning af nationerne, men det ønsker ikke at nå dette mål ved tvang, men udelukkende ved et frit, broderligt forbund mellem arbejderne og de arbejdende masser i alle nationer. Jo mere demokratisk republikken Rusland bliver, jo mere resultatrigt den organiseres som arbejder- og bonderepræsentanternes sovjetters republik, jo stærkere vil de arbejdende masser i alle nationer frivilligt føle sig tiltrukket af en sådan republik. Den fulde ret til løsrivelse, det mest vidtgående lokale (og nationale) selvstyre, retsgarantier for de nationale mindretal, udarbejdet i alle enkeltheder - det er det revolutionære proletariats program.

Proletariatets parti må under ingen omstændighed sætte sig det mål at »indføre« socialismen i et småbondeland, sålænge befolkningens overvejende flertal ikke har erkendt nødvendigheden af en socialistisk revolution. Men kun borgerlige sofister, som forskanser sig bag »næsten marxistiske« slagord, kan bruge denne sandhed til at retfærdiggøre en politik, der udskyder øjeblikkelig nødvendige revolutionære forholdsregler, der praktisk talt er fuldstændig modne, forholdsregler, som under krigen ofte er blevet gennemført af en række borgerlige stater, og som er absolut påkrævede i kampen mod det truende, fuldstændige økonomiske sammenbrud og hungersnøden.

Sådanne forholdsregler som nationaliseringen af jorden, af samtlige kapitalisternes banker og syndikater eller i det mindste øjeblikkelig kontrol med dem fra arbejderrepræsentanternes sovjetter o.s.v., hvad der aldeles ikke betyder »indførelse« af socialismen, må man ubetinget gå ind for og gennemføre ad revolutionær vej i videst mulig udstrækning. Uden sådanne forholdsregler, som kun er skridt til socialismen, og som økonomisk er fuldt ud gennemførlige, er det umuligt at helbrede de sår, som krigen har slået, og at forebygge det truende sammenbrud; og det revolutionære proletariats parti vil aldrig vige tilbage for at lægge hånd på de uhørt høje profitter, der tilfalder kapitalisterne og bankiererne, som beriger sig skandaløst »på krigen«.

Den russiske arbejderklasses internationale forpligtelser kommer netop nu særlig stærkt i forgrunden. Kun den dovne sværger ikke til internationalismen i vore dage; selv forsvarsvennerne, chauvinisterne, selv d'herrer Plekhanov og Potresov, selv Kerenskij kalder sig internationalist. Det er derfor så meget mere nødvendigt, at det proletariske parti fuldkommen klart, præcist og bestemt stiller internationalismen i gerning op imod internationalismen i ord. Hule opråb til alle landes arbejdere, tomme forsikringer om hengivenhed for internationalismen, forsøg på direkte eller indirekte at fastsætte »rækkefølgen« af proletariatets revolutionære aktioner i de forskellige krigsførende lande, krampagtige forsøg på at slutte en »overenskomst« mellem socialisterne i de krigsførende lande om den revolutionære kamp, postyr med socialistiske kongresser for at føre kampagne for freden etc. etc. - alt dette er objektivt set kun ordskvalder, hvor oprigtige ophavsmændene til disse idéer, forsøg eller planer end er, i bedste fald uskyldige, fromme ønsker, som er egnede til at dække over chauvinisternes bedrageri mod masserne. De franske socialchauvinister, som er de mest drevne og erfarne med hensyn til parlamentariske svindelnumre, har forlængst slået rekorden, hvad angår kunsten at bruge store og buldrende pacifistiske og internationalistiske fraser, samtidig med at de med uhørt kynisme forråder socialismen og internationalen og går ind i de ministerier, som fører den imperialistiske krig; samtidig med at de stemmer for krediter eller for lån (som Tsjkheidse, Skobjelev og Steklov har gjort det i de sidste dage i Rusland) og modvirker den revolutionære kamp i deres eget land o.s.v., o.s.v.. De gode folk glemmer ofte den atmosfære af grusomhed og vildskab, som den imperialistiske verdenskrig medfører. Denne atmosfære tåler ikke fraser, den bryder sig pokker om uskyldige og smukke ønsker. Internationalisme i gerning - det er eet og kun eet: selvfornægtende arbejde for at udvikle den revolutionære bevægelse og den revolutionære kamp i sit eget land, støtte (ved propaganda, sympati og materiel hjælp) til en sådan kamp, til en sådan linje og den alene, i alle lande uden undtagelse. Alt andet er bedrageri og dagdrømmeri.

Der har i alle lande vist sig tre strømninger i den internationale socialistiske bevægelse og arbejderbevægelse i de godt to år, krigen har varet. Enhver, der forlader det reale grundlag for bedømmelsen af disse tre strømninger, for analysen af dem, det konsekvente forsvar for den strømning, der repræsenterer internationalismen i gerning - han dømmer sig selv til hjælpeløshed og fejltagelser. Disse tre strømninger er følgende: socialchauvinisterne, d.v.s. socialister i ord, chauvinister i gerning, folk, som godkender »fædrelandsforsvaret« under den imperialistiske krig (og fremfor alt under den nuværende imperialistiske krig). Disse folk er vore klassefjender. De er gået over på bourgeoisiets side. Sådan er flertallet af de officielle førere for det officielle socialdemokrati i olie lande. D'herrer Plekhanov og co. i Rusland; Scheidemann og hans lige i Tyskland; Renaudel, Guesde, Sembat i Frankrig; Bissolati og co. i Italien, Hyndman, fabianerne og »labour«-folkene (førerne for »arbejderpartiet«) i England, Branting og co. i Sverige; Troelstra og hans parti i Holland; Stauning og hans parti i Danmark; Victor Berger og andre »fædrelandsforsvarere« i Amerika o.s.v..

Den anden strømning er det såkaldte »centrum«, folk, som vakler mellem socialchauvinisterne og internationalisterne i gerning. Hele »centrum« sværger og kalder gud til vidne på, at. De er marxister, internationalister, at de er tilhængere af fred, af at lægge alt muligt »tryk« på regeringerne, af at stille alle mulige »krav« til deres regeringer for at få dem til at »forkynde folkets vilje til fred«, at de er tilhængere af alle mulige kampagner for fred, tilhængere af fred uden anneksioner o.s.v., og af fred med socialchauvinisterne. »centrum« er tilhænger af »enhed«, »centrum« er mod splittelse. »Centrum« er tumleplads for den skikkelige, småborgerlige frase, internationalismen i ord, den fejge opportunisme og tjenstvilligheden overfor socialchauvinisterne i gerning. Kærnen i sagen er, at »centrum« ikke er overbevist om nødvendigheden af revolution mod ens egen regering, ikke virker for den, ikke fører en hensynsløs, revolutionær kamp, men udspekulerer de fladeste, »ærke-marxistisk« klingende undskyldninger for at slippe uden om den.

Socialchauvinisterne er vore klassefjender, bourgeois'erne i arbejderbevægelsen. De repræsenterer visse arbejderlag, grupper, dele, der objektivt er bestukket af bourgeoisiet (bedre lønninger, æreshverv o.s.v.) og som hjælper deres bourgeoisi med at plyndre og kvæle de små og svage folk og føre krig om fordelingen af det kapitalistiske bytte. »Centrum« består af rutinemennesker, som er gennemsyrede af rådden lovlighed, fordærvede af parlamentarismens atmosfære o.s.v., embedsmænd, som er vant til lune poster og »roligt« arbejde. De udgør fra et historisk og økonomisk synspunkt ikke noget særskilt socialt lag, de repræsenterer kun overgangen fra en nu tilbagelagt fase i arbejderbevægelsen, perioden 1871-1914, som gav meget værdifuldt, navnlig den for proletariatet nødvendige kunst at udføre langsomt, støt, systematisk, organisatorisk arbejde i stor, meget stor målestok - til en ny periode, der blev objektivt nødvendig fra udbruddet af den første imperialistiske verdenskrig, som indledede den sociale revolutions æra.

»Centrum«s førstemand og vigtigste repræsentant er Karl Kautsky, en overmåde anset autoritet indenfor II internationale (1889-1914). Siden august 1914 har han været en levende illustration til marxismens fuldstændige sammenbrud, et billede på uhørt karakterløshed, på ynkelig vankelmodighed og forræderi. »centrum«s retning er folk som Kautsky, Haase og Ledebour, det såkaldte »arbejdsfællesskab« i rigsdagen; i Frankrig er det Longuet, Pressemane og overhovedet de såkaldte »minoritaires« (mindretalsfolk); i England er det Philip Snowden, Ramsay Mac-Donald og mange andre førere for »det uafhængige arbejderparti« og en del af det britiske socialistiske parti; det er Morris Hillquit og mange andre i Amerika; Turati, Treves, Modigliani og andre. I Italien; Robert Grimm og andre i Svejts; Victor Adler og co. i Østrig; organisationskomitéens parti, Axelrod, Martov, Tsjkheidse, Tsereteli og andre i Rusland o.s.v.. Det er klart, at enkelte personer undertiden, uden at vide det, går over fra socialchauvinismens standpunkt til »centrum«s og omvendt. Enhver marxist ved, at klasserne adskiller sig fra hinanden, selv om personer frit kan gå over fra den ene klasse til den anden; de politiske strømninger adskiller sig ligeledes fra hinanden, selv om personer frit kan gå fra den ene til den anden, og trods de forsøg og anstrengelser der gøres for at få dem smeltet sammen.

Den tredje strømning er internationalisterne i gerning; de får deres bedste udtryk i »Zimmerwald-venstre«. Dens hovedkendetegn er, at den fuldstændig bryder med både socialchauvinisterne og »centrum«. Hensynsløs revolutionær kamp mod ens egen imperialistiske regering og ens eget imperialistiske bourgeoisi. Princip: »hovedfjenden står i ens eget land«. Ubarmhjertig krig mod socialpacifisternes smukke fraser (socialpacifisten er socialist i ord, borgerlig pacifist i gerning; de borgerlige pacifister drømmer om evig fred uden at bryde kapitalisternes åg og herredømme) og mod alle mulige udflugter, som går ud på at benægte, at proletariatets revolutionære kamp og den proletariske socialistiske revolution er mulig eller betimelig eller belejlig i forbindelse med den nuværende krig. De mest markante repræsentanter for denne strømning er: i Tyskland »Spartakusgruppen« eller »internationales gruppe«, som Karl Liebknecht hører til. Karl Liebknecht er en af de mest berømte repræsentanter for denne strømning og for den nye, ægte, proletariske internationale. Karl Liebknecht har opfordret arbejderne og soldaterne i Tyskland til at vende våbnene mod deres egen regering. Det har han gjort åbent, fra rigsdagens talerstol. Derefter gik han med illegalt trykte løbesedler til demonstration på Potsdamerplatz, en af de mest befærdede gader i Berlin, og udslyngede sin appel: »ned med regeringen!« Han blev arresteret og idømt tugthus. Han sidder nu i tugthuset, ligesom hundreder eller måske tusinder af sande socialister i Tyskland sidder i tugthuset for deres kamp mod krigen.

Karl Liebknecht har i sine breve og taler ubarmhjertigt bekæmpet ikke blot sine egne Plekhanov'er og Potresov'er (Scheidemann, Legien, David og co.), Men også sine egne centrumsfolk (Kautsky, Haase, Ledebour og co.). Karl Liebknecht og hans ven Otto Rühle har ene blandt 110 rigsdagsmænd brudt disciplinen, knust »enheden« med »centrum« og chauvinisterne, de gik mod dem alle. Liebknecht alene repræsenterer socialismen, den proletariske sag, den proletariske revolution. Hele resten af det tyske socialdemokrati er et stinkende lig, et træffende udtryk, der stammer fra Rosa Luxemburg (som også er medlem af og en af førerne for »Spartakusgruppen«). En anden tysk gruppe af internationalister i gerning er gruppen omkring bladet »Arbeiterpolitik« i Bremen.

I Frankrig er det Loriot og hans venner, der står internationalisterne i gerning nærmest (Bourderon og Merrheim er gledet over til socialpacifismen); der er også franskmanden Henri Guilbeaux, som udgiver tidsskriftet »Demain« i Geneve; i England bladet »The Traade Unionist« og en del medlemmer af det britiske socialistiske parti og det uafhængige arbejderparti (f.eks. William Russell, som åbent har krævet et brud med de førere, der forråder socialismen), den skotske socialist, folkeskolelærer Mac Lean, der er dømt til tugthus af den borgerlige engelske regering for sin revolutionære kamp mod krigen; hundreder af engelske socialister sidder i fængsel for den samme forbrydelse. De, og de alene, er internationalister i gerning; i Amerika det »socialistiske arbejderparti« og de elementer i det opportunistiske »socialistiske parti«, som siden januar 1917 har udgivet bladet »The Internationalist«; i Holland »tribunisternes« parti, som udgiver bladet »tribune« (Pannekoek, Hermann Gorter, Wijnkoop, Henriette Roland-Holst) og som hørte til Zimmerwalds centrum, men nu har sluttet sig til os; i Sverige de unges eller venstrefolkenes parti med førere som Lindhagen, Ture Nerman, Karlsson, Ström, Z. Höglund, som personlig var i Zimmerwald ved grundlæggelsen af »zimmerwald-venstre«, og som nu er idømt fængsel for sin revolutionære optræden mod krigen; i Danmark G. Trier og hans venner, som har forladt det fuldstændig borgerlige »socialdemokrati«, der ledes af »minister Stauning; i Bulgarien de »snæverhjertede«; i Italien er de folk, der står os nærmest, partisekretæren Constantin Lazzari og Serrati, redaktøren af partiets centralorgan »Avanti«; i Polen Radek, Hanecki og andre førere for socialdemokratiet, samlet i »landsstyret«, og Rosa Luxemburg, Tyszko og andre førere for socialdemokratiet, samlet i »hovedstyret«; i Svejts de venstrefolk, som har affattet motiveringen for »referendum'et« (januar 1917) til kamp mod socialchauvinisterne og »centrum« i deres eget land, og som på den socialistiske kongres for kanton Zürich, som afholdtes i Toss den 11. februar 1917, fremsatte en i princippet revolutionær resolution mod krigen; i Østrig Friedrich Adlers unge venstre venner, som tildels har virket i klubben »Karl Marx« i Wien, som nu er blevet lukket af den ærkereaktionære østrigske regering, der vil gøre det af med Friedrich Adler på grund af det heltemodige, omend lidet overvejede skud, han rettede mod en minister o.s.v., o.s.v..

Det kommer ikke an på de nuancer, som findes også mellem venstrefolkene. Det kommer an på retningen. Sagen er den, at det ikke er let at være internationalist i gerning under den frygtelige imperialistiske krig. Af sådanne mennesker er der ikke mange, men kun hos dem ligger hele socialismens fremtid; kun de er massernes førere, og ikke massernes forførere. Forskellen mellem reformister og revolutionære blandt socialdemokraterne, i det hele taget blandt socialisterne, måtte med objektiv nødvendighed undergå forandringer under den imperialistiske krig. Den, som nøjes med at »kræve«, at de borgerlige regeringer skal slutte fred eller »forkynde folkenes vilje til fred« o.s.v., han synker i gerning ned i reformisme. Thi spørgsmålet om krigen kan objektivt kun løses ad revolutionær vej.

Hvis man vil opnå en demokratisk fred, ikke en voldsfred, opnå at befri folkene for et renteslaveri på milliarder til d'herrer kapitalister, der beriger sig »på krigen«, så er der ingen anden udvej end den proletariske revolution. Man kan og skal kræve alle mulige reformer af de borgerlige regeringer, men man kan ikke uden at henfalde til dagdrømmeri og reformisme kræve af disse folk og disse klasser, der er indspundet i den imperialistiske kapitals tusinder af tråde, at de skal sønderrive disse tråde; hvis de imidlertid ikke sønderrives, er al tale om krig mod krigen tomme, bedrageriske fraser. »Kautskyanerne«, »centrum«, er revolutionære i ord, reformister i gerning, de er internationalister i ord, men socialchauvinismens håndlangere i gerning.

17. Zimmerwald-internationalen har fra første færd indtaget et vaklende »kautskyansk«, »centristisk« standpunkt, hvad der også har tvunget zimmerwald-venstre til ufortøvet at afgrænse sig fra den, skille sig ud og udstede sit eget manifest (trykt i Svejts på russisk, tysk og fransk). Hovedfejlen ved Zimmerwald-internationalen, årsagen til dens sammenbrud (den er nemlig allerede brudt sammen moralsk og politisk) er dens vaklen, dens ubeslutsomhed i det vigtigste, praktisk altbestemmende spørgsmål om et fuldstændigt brud med socialchauvinismen og den gamle socialchauvinistiske internationale, der ledes af Vandervelde, Huysmans i Haag (Holland) og andre.

Hos os ved man endnu ikke, at zimmerwald-flertallet netop er kautskyanere. Det er imidlertid en grundlæggende kendsgerning, som man ikke kan undlade at regne med, og som nu er almindelig kendt i Vesteuropa. Selv en chauvinist som den yderliggående tyske chauvinist Heilmann, redaktør af det ærkechauvinistiske »Chemnitzer-Zeitung« og medarbejder ved Parvus' ærkechauvinistiske »Glocke« (naturligvis er han »socialdemokrat« og ivrig tilhænger af socialdemokratiets »enhed«), har måttet indrømme i pressen, at »centrum« eller »kautskyanismen« og zimmerwald-flertallet er ét og det samme.

I slutningen af 1916 og begyndelsen af 1917 er denne kendsgerning blevet endelig bekræftet. Trods Kienthal-manifestets fordømmelse af socialpacifismen er hele zimmerwald-højre, hele zimmerwald-flertallet sunket ned i socialpacifismen; Kautsky og co. Ved mange lejligheder i januar og februar 1917; Bourderon og Merrheim i Frankrig, som enigt stemte sammen med socialchauvinisterne for de pacifistiske resolutioner fra det socialistiske parti (december 1916) og fra C.G.T. (d.v.s. de franske fagforeningers landsorganisation, også i december 1916); Turati og co. I Italien, hvor hele partiet har taget en socialpacifistisk stilling, og hvor Turati selv i sin tale den 17. december 1916 »lod sig henrive« (naturligvis ikke tilfældigt) til nationalistiske fraser og besmykkede den imperialistiske krig. Formanden for Zimmerwald og Kienthal, Robert Grimm, har i januar 1917 indgået en alliance med socialchauvinisterne i hans eget parti (Greulich, Pflüger, Gustav Müller od andre) imod internationalisterne i gerning.

På to konferencer, der afholdtes af zimmerwald-folk fra forskellige lande i januar og februar 1917, blev zimmerwald-flertallets tvetydige og tvetungede optræden udtrykkelig brændemærket af venstre-internationalisterne i flere lande: Münzenberg, sekretær for den internationale ungdomsorganisation og redaktør af det udmærkede internationalistiske blad »Ungdomsinternationale«, Sinovjev, repræsentant for vort partis centralkomité, Radek, der repræsenterer det polske socialdemokratiske parti (»landsstyret«), Hartstein, tysk socialdemokrat og medlem af »spartakusgruppen«.

Det russiske proletariat er meget givet; intet sted på jorden har arbejderklassen endnu kunnet udfolde så megen revolutionær energi som i Rusland. Men den, som meget gives, forlanges der meget af. Zimmerwald-sumpen kan ikke tolereres længere. Vi kan ikke blive véd med halvvejs at stå i forbindelse med Plekhanov'ernes og Scheidemann'ernes internationale for zimmerwald-»kautskyanernes« skyld. Vi må øjeblikkelig bryde med denne internationale. Vi kan kun blive i Zimmerwald for at få informationer. Dét er vor opgave, netop nu, uden tøven at grundlægge en ny, revolutionær, proletarisk internationale, eller rettere sagt ikke være bange for højt og tydeligt at erklære, at den allerede er grundlagt og i virksomhed. Det er en internationale for de »internationalister i gerning«, som jeg udførligt har opregnet ovenfor. De og kun de er de revolutionære internationalistiske massers talsmænd, og ikke massernes forførere. Vel er der kun få af sådanne socialister, men enhver russisk arbejder må spørge sig selv, hvor mange bevidste revolutionære der var i Rusland lige før februar-marts-revolutionen i 1917?

Det drejer sig ikke om antallet, men om at få et rigtigt udtryk for det virkelig revolutionære proletariats idéer og politik. Det væsentlige er ikke at »proklamere« internationalisme, men at være internationalist i gerning selv i de vanskeligste tider. Vi vil ikke bedrage os selv ved at sætte vor lid til overenskomster og internationale kongresser. Sålænge den imperialistiske krig varer, vil de internationale forbindelser være klemt inde i det imperialistiske, borgerlige militærdiktaturs jernhårde skruestik. Når selv »republikaneren« Miljukov, som er nødt til at finde sig i arbejderrepræsentanternes sovjets sideregering, ikke gav den svejtsiske socialist Fritz Platten, der er partisekretær, internationalist og deltager i Zimmerwald og Kienthal, indrejsetilladelse til Rusland i 1917, skønt han er gift med en russerinde og var på rejse til sin kones slægtninge, skønt han deltog i revolutionen i 1905 i Riga og derfor blev sat i fængsel i Rusland og nu kræver den kaution tilbage, som han måtte give den tsaristiske regering for at blive løsladt - når »republikaneren« Miljukov kunne gøre dette i Rusland i april 1917, så kan man nok tænke sig, hvad bourgeoisiets løfter, forsikringer, fraser og erklæringer om fred uden anneksioner o.s.v. er værd.

Og hvad med den engelske regerings arrestation af Trotskij? Og hvad med, at man nægtede at lade Martov forlade Svejts og håbede at lokke ham til England, hvor Trotskijs skæbne venter ham? Lad os ikke hengive os til illusioner. Vi må ikke bedrage os selv. At »afvente« internationale kongresser eller konferencer betyder at være forræder mod internationalismen, eftersom det er bevist, at selv fra Stockholm lader man ikke socialister, der er trofaste mod internationalismen, slippe igennem til os, og ikke engang breve fra dem, skønt man udmærket kunne gøre det, selv om man opretholder den strengeste militærcensur. Vort parti må ikke »vente«, men ufortøvet grundlægge III internationale. Så vil hundreder af socialister i Tysklands og Englands fængsler ånde friere; tusinder og atter tusinder af tyske arbejdere, hvis strejker og demonstrationer får kæltringen og røveren Wilhelm II til at skælve, vil i illegale flyveblade læse om vor beslutning, om vor broderlige tillid til Karl Liebknecht, til ham alene, om vor beslutning om også nu at kæmpe mod den »revolutionære forsvarsvilje« - de vil få dette at læse og blive bestyrket i deres revolutionære internationalisme. Den, som meget gives, forlanges der meget af. Der er ikke noget land, hvor der i dag er så frit som i Rusland. Lad os bruge denne frihed, ikke til at prædike støtte til bourgeoisiet eller »revolutionær forsvarsvilje«, men til dristigt og ærligt, proletarisk og på Liebknechts vis at grundlægge III internationale, én internationale, som er båret af uforsonligt fjendskab både mod de forræderiske socialchauvinister og mod de vaklende »centrum «folk.

18. At der ikke kan være tale om en sammenslutning af socialdemokraterne i Rusland, det skal der ikke spildes mange ord på efter det, der er sagt ovenfor. Det er bedre at forblive selvanden som Liebknecht - og det betyder at blive sammen med det revolutionære proletariat - end blot et øjeblik at give plads for tanken om sammenslutning med organisationskomitéens parti, med Tsjkheidse og Tsereteli, som tolererer en blok med Potresov i »Rabotsjaja Gaseta« og stemmer for lånet (»frihedslånet«, som den provisoriske regering optog for at fortsætte den imperialistiske krig) i eksekutivkomitéen for arbejderrepræsentanternes sovjet, og som er gledet over til »forsvarsviljen«. Lad de døde begrave deres døde. Den, som vil hjælpe de vaklende, må selv høre op med at vakle. Hvad bør vort parti hedde, når navnet skal være videnskabeligt nøjagtigt og bidrage til at afklare proletariatets politiske bevidsthed?

19. Jeg går over til det sidste spørgsmål, vort partis navn. Vi skal kalde os kommunistisk parti - sådan som Marx og Engels kaldte sig. Vi skal igen slå fast, at vi er marxister, og at vi som grundlag tager »Det kommunistiske Manifest«, som socialdemokratiet har forvansket og forrådt på to væsentlige punkter: 1) arbejderne har ikke noget fædreland: »fædrelandsforsvar« under den imperialistiske krig er forræderi mod socialismen; 2) marxismens lære om staten er blevet forvansket af II internationale. Navnet »socialdemokrati« er videnskabeligt ukorrekt, hvad Marx har påvist mere end en gang, navnlig i »kritik af Gotha-programmet«, og Engels gentog det mere populært i 1894. Fra kapitalismen kan menneskeheden direkte kun nå frem til socialismen, d.v.s. fælles besiddelse af produktionsmidlerne og fordeling af produkterne i forhold til hver enkelts arbejde. Vort parti ser længere: socialismen må uvægerligt lidt efter lidt vokse over i kommunismen, på hvis fane der står skrevet: »enhver yder efter evne, enhver får efter behov«. Det er mit første argument.

Det næste er: heller ikke anden del af vort navn (social-demokrater) er videnskabelig nøjagtigt. Demokratiet er en af formerne for staten. Men vi marxister er modstandere af enhver stat. Førerne for II internationale (1889-1914), d'herrer Plekhanov, Kautsky og deres lige, har forfladiget og forvansket marxismen. Marxismen adskiller sig fra anarkismen ved, at den anerkender, at en stat er nødvendig for at kunne gå over til socialismen, men (og her er det, vi adskiller os fra Kautsky og co.) ikke en stat som den sædvanlige borgerlige parlamentariske demokratiske republik, derimod en stat som Pariserkommunen i 1871 eller arbejderrepræsentanternes sovjetter i 1905 og 1917.

Mit tredje argument: hos os har livet, revolutionen i virkeligheden skabt netop denne nye »stat«, omend i en svag form, i kimform, en »stat«, som ikke mere er en stat i ordets egentlige betydning. Det er allerede et praktisk spørgsmål, som masserne løser, og ikke kun en teori blandt lederne. Staten i egentlig forstand er den kommando, som udøves over masserne af afdelinger af bevæbnede personer, som er adskilt fra folket. Vor spirende nye stat er også en stat, thi vi behøver afdelinger af bevæbnede folk, vi behøver den strengeste orden, vi må ubarmhjertigt med magt undertrykke alle mulige forsøg på kontrarevolution, både tsaristiske og Gutsjkovsk-borgerlige. Men vor spirende nye stat er ikke længere en stat i ordets egentlige betydning, for flere steder i Rusland er disse afdelinger af bevæbnede mennesker massen selv, hele folket, og ikke noget, der står over det, adskilt fra det, noget privilegeret, praktisk talt uafsætteligt. Man må ikke se bagud, men fremad, man må ikke blive ved det almindelige, borgerlige demokrati, som stivede bourgeoisiets herredømme af ved hjælp af de gamle, monarkistiske administrationsorganer: politi, hær og embedsmænd.

Man må se fremad til det spirende, nye demokrati, som allerede hører op med at være et demokrati, thi demokratiet er folkets herredømme, og det væbnede folk kan ikke herske over sig selv. At bruge ordet demokrati i forbindelse med kommunistisk parti er ikke blot videnskabelig unøjagtigt. Nu, efter marts 1917, er det en skyklap, man sætter på det revolutionære folks øjne, for at forhindre det i frit, dristigt og egenmægtigt at bygge det nye: sovjetter af arbejder-, bonde- og andre repræsentanter som den eneste magt i »staten«, som budbringer om enhver stats »bortdøen«.

Mit fjerde argument: man må tage socialismens objektive stilling verden over i betragtning. Stillingen er ikke den samme som i 1871-1914, da Marx og Engels bevidst forsonede sig med det urigtige, opportunistiske udtryk »socialdemokratiet«. Thi dengang, efter Pariserkommunens nederlag, havde historien sat det langsomme organisations- og opdragelsesarbejde på dagsordenen. Anden vej var der ikke. Anarkisterne havde (og har fremdeles) uret, ikke blot teoretisk, men også økonomisk og politisk. Anarkisterne vurderede øjeblikket galt, idet de ikke forstod den internationale situation: den engelske arbejder var demoraliseret af den imperialistiske profit, pariserkommunen var slået ned, den borgerlig nationale bevægelse havde først lige sejret i Tyskland (1871), det halvfeudale Rusland sov sin århundredlange søvn. Marx og Engels vurderede øjeblikket rigtigt, de forstod den internationale situation, de forstod, hvordan man langsomt måtte nærme sig den sociale revolutions begyndelse. Også vi må forstå den nye situations opgaver og særegenheder. Vi vil ikke efterligne disse jammer-marxister, om hvem Marx sagde: »jeg såede dragetænder og høstede lopper«. Da kapitalismen var vokset over i imperialismen, måtte den med objektiv nødvendighed afføde den imperialistiske krig. Krigen har bragt hele menneskeheden på afgrundens rand og udsætter den for al kulturs undergang, forråelse og død for nye millioner mennesker, utallige millioner.

Der er ingen anden udvej end proletariatets revolution. Og i det øjeblik, da denne revolution begynder, da den gør sine første tøvende, usikre, ubevidste skridt og endnu er altfor tillidsfuld overfor bourgeoisiet, i det øjeblik har flertallet (det er sandheden, det er en kendsgerning) af de »socialdemokratiske« førere, »socialdemokratiske« parlamentarikere, »socialdemokratiske« blade - og det er jo netop sådanne organer, der påvirker masserne - forrådt socialismen, sveget socialismen og er gået over på »deres eget« nationale bourgeoisis side. Disse førere har forvirret, vildledt, bedraget masserne. Skulle vi så stimulere og lette dette bedrageri ved at beholde det gamle og forældede navn, der er lige så råddent som II internationale!

Der er ganske vist »mange« arbejdere, der opfatter dette navn ærligt. Men det er på tide at lære at skelne det subjektive fra det objektive. Subjektivt er disse socialdemokratiske arbejdere yderst trofaste førere for de proletariske masser. Men den objektive verdenssituation er sådan, at vort partis gamle navn letter bedrageriet mod masserne og bremser bevægelsen fremad; for ved ethvert skridt, i ethvert blad, i enhver parlamentsfraktion ser massen førere, d.v.s. folk, hvis ord høres bedst, hvis handlinger er mest synlige - og alle disse førere er »også-socialdemokrater«, de er alle »tilhængere af enhed« med forræderne mod socialismen, med socialchauvinisterne, de præsenterer alle de gamle veksler, der er udstedt af »socialdemokratiet« ...

Og modargumenterne?... »man vil forveksle os med anarkist-kommunisterne« ... Hvorfor er vi ikke bange for at blive forvekslet med de social-nationale, de social-liberale eller de social-radikale, et borgerligt parti i den franske republik, som er dygtigst og mest behændigt til at udføre bourgeoisiets bedrageri mod masserne? ... »masserne har vænnet sig til deres socialdemokratiske parti - arbejderne 'elsker', det«...det er det eneste argument, men det er jo et argument, som bryder sig pokker om den marxistiske videnskab, om morgendagens revolutionære opgave, om socialismens objektive stilling verden over, om II internationales forsmædelige sammenbrud, om den skade, som forvoldes det praktiske arbejde af de sværme af »også-socialdemokrater«, der kredser om proletarerne.

Det er et rutineargument, et sløvhedsargument, et træghedsargument. Men vi vil bygge verden om ! Vi vil gøre ende på den imperialistiske verdenskrig, som hundreder af millioner mennesker er trukket ind i, som kapitalinteresser på hundreder af milliarder er vævet ind i, og som kun den største proletariske revolution i menneskehedens historie kan gøre ende på ved en virkelig demokratisk fred. Og så er vi bange for os selv. Vi beholder den »tilvante«, »kære«, snavsede skjorte. Det er på tide at kassere den snavsede skjorte og tage rent undertøj på.

Al godsejerjord og jord i privat eje såvel som tsarfamiliens og kirkernes godser o.s.v. skal straks overgå til folket uden nogen som helst erstatning. Bønderne må straks på organiseret måde gennem deres sovjetter af bonderepræsentanter tage al jord landet over i besiddelse og ordne dens drift, uden dermed at ville foregribe den endelige ordning af jordforholdene, som sker gennem den konstituerende forsamling eller gennem sovjetternes alrussiske sovjet, i tilfælde af at folket lægger den centrale statsmagt i hænderne på en sådan sovjetternes sovjet. Privatejendomsretten til jorden overhovedet må afskaffes, d.v.s. ejendomsretten til jorden skal udelukkende tilhøre hele folket; disponere over jorden skal derimod de stedlige demokratiske organer.

Bønderne må forkaste kapitalisternes, godsejernes og deres provisoriske regerings råd om at hidføre en »forståelse« med godsejerne landet over med det formål at ordne rådighedsretten over jorden med det samme; rådighedsretten over jorden må fastlægges ved en organiseret beslutning af flertallet af de stedlige bønder, og ikke ved forståelse mellem flertallet, d.v.s. bønderne, og mindretallet, tilmed et forsvindende mindretal, d.v.s. godsejerne.

Ikke blot godsejerne kæmper og vil stadig med alle midler kæmpe imod, at al godsejerjorden uden erstatning overgår til bønderne, men det vil også kapitalisterne gøre, som råder over meget stor magt, ikke alene gennem pengenes magt, men også gennem den indflydelse, aviserne udøver på den endnu uoplyste masse, og gennem de mange embedsmænd, der er vant til kapitalens herredømme, o.s.v.. Derfor kan overgivelsen af al godsejerjorden til bønderne uden erstatning hverken gennemføres fuldstændigt eller sikres, uden at bondemassernes tillid til kapitalisterne bliver ødelagt, uden et fast forbund mellem bønderne og byarbejderne, uden den samlede statsmagts fuldstændige overgang til sovjetter af arbejder-, soldater-, bonderepræsentanter o. a.. Kun en statsmagt, der ligger i sådanne sovjetters hænder, og som regerer staten, ikke ved hjælp af politiet, ikke ved hjælp af embedsmændene, ikke ved hjælp af en stående hær, der er løsrevet fra folket, men ved hjælp af arbejdernes og bøndernes almindelige, bevæbnede folkemilits, kun den er i stand til at sikre de jordreformer, der er anført ovenfor, og som alle bønderne forlanger.

Landbrugets lønarbejdere og de fattigste bønder, d.v.s. dem, der delvis skaffer sig midler til livets opretholdelse ved lønarbejde, fordi de ikke ejer jord, kvæg og redskaber nok, må af al kraft stræbe efter at organisere sig selvstændigt i særlige sovjetter eller særlige grupper indenfor de almindelige bondesovjetter, for at kunne forfægte deres egne interesser mod de rige bønder, som uvægerligt søger forbund med kapitalisterne og godsejerne.

Som følge af krigen trues Rusland ligesom alle krigsførende og mange neutrale (ikke-krigsførende) lande af forfald, katastrofe og hungersnød, fordi der mangler arbejdskraft, kul, jern o.s.v.. Landet kan kun reddes ved, at arbejder- og bonderepræsentanternes sovjetter overtager kontrollen og ledelsen af produktion og varefordeling. Derfor er det nødvendigt allerede nu at forberede aftaler mellem bondesovjetterne og arbejdersovjetterne om udveksling af korn og andre landbrugsprodukter med redskaber, fodtøj, klæder og andet, uden kapitalisternes mellemkomst, samtidig med at disse fjernes fra fabrikkernes ledelser. Med samme formål må man også anspore til at overdrage godsejernes kvægbestand og redskaber til bondekomitéerne til fælles udnyttelse. Ligeledes må man anspore til oprettelse af mønsterlandbrug på hver eneste stor herregård med fælles dyrkning af jorden med de bedste redskaber, under vejledning af landbrugs konsulenter og dirigeret af sovjetter, der sammensættes af landarbejdere.

Kammerater, med den korte tid, der står til min rådighed, kan jeg kun - og jeg tror, at det er det mest formålstjenlige - komme ind på de væsentlige, principielle spørgsmål, som eksekutivkomitéens ordfører og de følgende talere har draget frem.

Det første spørgsmål, grundspørgsmålet, vi stod overfor, er hvor vi befinder os, hvad de sovjetter er, der nu er trådt sammen til en alrussisk kongres, hvad det revolutionære demokrati er, som man her taler så uendelig meget om, for at skjule, at man fuldstændig har misforstået det og aldeles fornægter det. Thi at tale om det revolutionære demokrati til den alrussiske sovjetkongres og skjule denne institutions karakter, dens klassemæssige sammensætning, dens rolle i revolutionen, ikke at sige en stavelse om dette og samtidig gøre krav på betegnelsen demokrater, det er løjerligt. Man skitserer for os programmet for en borgerlig-parlamentarisk republik, som man kan finde den i hele Vesteuropa; man skitserer for os et program for reformer, der nu anerkendes af alle borgerlige regeringer, også af vor, og samtidig taler man til os om revolutionært demokrati. Til hvem taler man sådan? Til sovjetterne. Men nu spørger jeg jer, findes der et land i Europa, et borgerligt, demokratisk, republikansk land, hvor der eksisterer noget, der ligner disse sovjetter? I må svare, at det gør der ikke. Intetsteds eksisterer der en lignende institution, og det kan der heller ikke, thi eet af to: enten en borgerlig regering med de reform »planer«, som man skitserer for os, og som snese af gange har været foreslået i alle lande, og som er blevet på papiret, eller den institution, som man i øjeblikket appellerer til, den nye type »regering«, som revolutionen har skabt, som der kun findes eksempler på under historiens største revolutionære opsving, f.eks. 1792 i Frankrig, 1871 samme sted, 1905 i Rusland. Sovjetterne - det er en institution, der ikke eksisterer i nogen af de sædvanlige borgerligt-demokratiske stater, og som heller ikke kan bestå ved siden af en borgerlig regering. Det er den nye, mere demokratiske statstype, som vi i vore partiresolutioner har kaldt arbejdernes og bøndernes demokratiske republik, hvor hele magten ligger hos arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. Det er hen i vejret at tro, at dette skulle være et teoretisk spørgsmål, det er hen i vejret at ville fremstille sagen, som om man kunne komme uden om dette spørgsmål, det er hen i vejret at knibe ud ved at sige, at der for tiden består institutioner af forskellig art ved siden af disse arbejder- og soldatersovjetter. Ja, de består ved siden af hinanden. Men netop det bevirker utrolig mange misforståelser, konflikter og gnidninger. Netop det er årsagen til, at den russiske revolutions første opsving, dens første skridt fremad, nu afløses af stagnation og af det tilbageskridt, som vi nu er vidne til i vor koalitionsregering, i hele indenrigs- og udenrigspolitikken i sammenhæng med den imperialistiske offensiv, der forberedes.

Eet af to: enten en sædvanlig borgerlig regering - og så behøver man ikke arbejder-, bonde-, soldater- og andre sovjetter, så vil de enten blive, jaget fra hinanden af generalerne, de kontrarevolutionære generaler, der har hæren i deres magt og ikke tager det ringeste hensyn til minister Kerenskijs veltalenhed, eller de vil dø en lidet berømmelig død. Anden vej findes der. Ikke for disse institutioner, som ikke kan tåle at gå tilbage, at blive stående, men kun kan eksistere, hvis de marcherer fremad. Se det er en statstype, der jo ikke blev opfundet af russerne, men blev skabt af revolutionen, for på anden måde kan revolutionen ikke sejre. Indenfor den alrussiske sovjet er gnidninger og partiernes kamp om magten uundgåelig. Men derigennem vil eventuelle fejl og illusioner blive overvundet ved hjælp af massernes egen politiske erfaring (uro), og ikke ved hjælp af taler af ministre, der henviser til, hvad de har sagt i går, vil skrive i morgen og love i overmorgen. Dette sidste er latterligt, kammerater, set udfra den institution, der blev skabt af den russiske revolution og hu står overfor spørgsmålet: at være eller ikke være. Sovjetterne kan ikke blive ved at eksistere, som de gør nu. Voksne mennesker, arbejdere og bønder, skal samles for at vedtage resolutioner og påhøre beretninger, der ikke kan belægges med kendsgerninger! En institution som sovjetterne - det betyder overgangen til den republik, der vil skabe en fast magt, uden politi, uden stående hær, og det ikke i ord, men i gerning, den magt, der endnu ikke kan eksistere i Vesteuropa, den magt, uden hvilken den russiske revolution ikke kan sejre, i den forstand, at den sejrer over godsejerne, sejrer over imperialismen.

Uden denne magt kan der heller ikke være tale om, at vi vinder en sådan sejr, og jo mere vi tænke? Over det program, som man her anbefaler os, og de kendsgerninger, vi står overfor, des grellere træder den fundamentale modsigelse frem. Man siger os, som hovedtaleren og andre talere gjorde, at den første provisoriske regering var jo dårlig! Men dengang, da bolsjevikkerne, de usalige bolsjevikker, erklærede: »ingen støtte, ingen tillid til denne regering«, hvor blev vi da ikke overdænget med beskyldninger for »anarkisme«! Nu siger alle, at den tidligere regering var dårlig, men hvorved adskiller koalitionsregeringen med de næsten-socialistiske ministre sig fra den tidligere regering? Er der ikke talt nok om programmer og projekter, er der ikke nok af dem, er det ikke på tide at gå over til handling? Der er jo allerede gået en måned, siden koalitionsregeringen dannedes den 6. maj. Se på kendsgerningerne, se på forfaldet i Rusland og i alle lande, der er inddraget i den imperialistiske krig. Hvad er årsag til forfaldet? Kapitalisternes røverpolitik. Dér hersker virkeligt anarki. Og den erkendelse stod ikke i vort blad, ikke i et eller andet bolsjevikblad, gud fri os, men i ministerbladet »Rabotsjaja Gaseta«; priserne på kulleverancer er blevet forhøjet af den »revolutionære« regering!! Koalitionsregeringen har imidlertid ikke ændret noget i denne henseende. Man spørger os, om socialismen da kan indføres i Rusland, om man overhovedet med eet slag kan gennemføre radikale forandringer - alt det er tomme udflugter, kammerater, Marx' og Engels' grundsætning er følgende, hvad de gang på gang har erklæret: »vor lære er intet dogme, men en vejledning til handling«. En ren kapitalisme, der går over i en ren socialisme, eksisterer ikke og kan ikke eksistere i noget land under krigen, men der er en mellemting, noget nyt, uden sidestykke, fordi hundreder af millioner af mennesker er revet ind i kapitalisternes forbryderiske krig og går deres undergang i møde. Det kommer ikke an på at love reformer - det er tomme ord; det kommer an på at tage det skridt, vi har brug for nu.

Hvis i vil påberåbe jer det »revolutionære« demokrati, må i skelne mellem dette begreb og det reformistiske demokrati under et kapitalistisk ministerium, fordi det omsider er på tide at holde op med fraserne om »revolutionært demokrati«, de gensidige lykønskninger til det »revolutionære demokrati«, og gå over til en klasse karakteristik, sådan som marxismen og overhovedet den videnskabelige socialisme har lært os. Det, man foreslår os, er overgangen til et reformistisk demokrati under et kapitalistisk ministerium. Det ville måske være storartet, målt med den almindelige vesteuropæiske alen. Men i dette øjeblik trues en hel række lande af undergang, og de praktiske skridt, der angivelig er så komplicerede, at de er svære at gennemføre og må udarbejdes ganske særlig omhyggeligt, sådan som den foregående taler, borger ministeren for post- og telegrafvæsen sagde - disse skridt er ganske ligetil. Han sagde, at der i Rusland ikke findes noget politisk parti, der er rede til at overtage magten helt og holdent. Jeg svarede: jo! Det kan intet parti afvise, og det afviser vort parti ikke: det er til enhver tid rede til at overtage magten helt og holdent. (bifald, latter). I kan le, så meget i vil, men når borger ministeren stiller os overfor dette spørgsmål på linje med højrepartiet, får han det tilbørlige svar. Intet parti kan afvise dette. Og i et øjeblik, da der endnu hersker frihed, da truslerne om arrestation og forvisning til Sibirien - truslerne fra de kontrarevolutionære, som vore næsten-socialistiske ministre sidder sammen med i regeringen - da de endnu kun er trusler, i et sådant øjeblik siger ethvert parti: vis os tillid, og vi vil give jer vort program.

Vor konference af 29. april har fastlagt dette program. Desværre tager man intet hensyn til dette program og lader sig ikke lede af det. Åbenbart må man forklare det populært. Jeg vil forsøge at give borger ministeren for post- og telegrafvæsen en populær redegørelse for vore resolutioner, vort program. Vort program angående den økonomiske krise består i, at man øjeblikkelig forlanger - dette behøver man ikke på nogen måde at udsætte - at alle kapitalisternes uhørte udbytter skal offentliggøres; de når op på 500-800 pct., og kapitalisterne tager dem ikke som kapitalister i det frie marked, under den »rene« kapitalisme, men på krigsleverancer. Her er da virkelig et område, hvor arbejderkontrollen er nødvendig og mulig. Her er en foranstaltning, som i, når i kalder jer »revolutionært« demokrati, må virkeliggøre i sovjettens navn, og som kan virkeliggøres fra i dag til i morgen. Det er ikke socialisme. Det betyder at åbne folkets øjne for det virkelige anarki og det virkelige spil med imperialismen, spillet med folkets eje, med hundredtusinder af menneskeliv, der i morgen vil gå til grunde, for at vi vedblivende kan kvæle Grækenland. Offentliggør d'herrer kapitalisters profiter, arrester 50 eller 100 af de største millionærer. Det er nok at sætte dem fast nogle uger, selv med sådanne begunstigelser, som Nikolaj Romanov nyder, simpelthen for at tvinge dem til at klarlægge de tråde, de bedrageriske manipulationer, den pøl og den havesyge, der også under den ny regering koster vort land tusinder og millioner daglig. Her har vi grundårsagen til anarkiet og forfaldet, det er derfor vi siger: hos os er alt ved det gamle, koalitionsministeriet har ikke ændret noget, det har kun forøget bunken af deklamationer og svulstige erklæringer. Hvor oprigtige folk end har været, hvor oprigtigt de end har villet det arbejdende folks vel, det har ikke ændret noget, det er den samme klasse, der har beholdt magten. Den politik, der føres, er ingen demokratisk politik.

Man fortæller os om »demokratiseringen af de centrale og lokale myndigheder«. Ved i da ikke, at det kun er i Rusland, disse ord er noget nyt? At snese af næsten-socialistiske ministre i andre lande har givet folket dér lignende løfter? Hvad betyder disse løfter, når vi står overfor de levende, håndgribelige kendsgerninger: den stedlige befolkning vælger sig et magtorgan, men demokratiets abc krænkes af centrets krav om at udnævne eller godkende de lokale magtorganer. Kapitalisternes plyndring af nationens ejendom fortsætter. Den imperialistiske krig fortsætter, men os lover man reformer og atter reformer, der overhovedet ikke kan virkeliggøres under de nuværende forhold, fordi krigen holder alt nede, bestemmer alt. Hvorfor er i enige med dem, der siger, at krigen ikke føres af hensyn til kapitalisternes profit? Hvad er det, der bestemmer krigens karakter? Først og fremmest, hvilken klasse har magten, hvilken klasse fortsætter som herre, hvilken klasse kan stadig skrabe hundreder af milliarder til sig gennem bank- og finansoperationer? Det er den samme kapitalistiske klasse, og derfor er krigen nu som før en imperialistisk krig. Hverken den første provisoriske regering eller regeringen med de næsten-socialistiske ministre har ændret noget ved dette: de hemmelige traktater er stadig hemmelige, Rusland fører krig for Bosporus og Dardanellerne, for at fortsætte Ljakhovs politik i Persien o.s.v..

Jeg ved, at i ikke ønsker dette, at flertallet af jer ikke ønsker det, og at ministrene ikke ønsker det, for det kan man ikke ønske, eftersom det betyder mord på snese af millioner af mennesker. Men tag den offensiv, som Miljukov, Maklakov og konsorter nu taler så meget om. De forstår udmærket, hvad det drejer sig om; de ved, at det hænger sammen med spørgsmålet om magten, med spørgsmålet om revolutionen. Man siger til os, at man må skelne mellem politiske og strategiske spørgsmål. Det er latterligt at stille det sådan op. Kadetterne forstår glimrende, at det her drejer sig om et politisk spørgsmål. At den begyndende revolutionære kamp nedefra for freden skulle kunne føre til en separatfred, det er bagtalelse. Det første skridt, vi ville tage, hvis vi havde magten, ville være at arrestere de største kapitalister og at sønderrive hele deres intrigespil. Uden dette er alle fraser om fred uden anneksioner og erstatninger tomme ord. Vort næste skridt ville være uden hensyn til regeringerne at sige til folkene, at vi anser alle kapitalister for røvere, såvel Teressjenko, der ikke er et hår bedre end Miljukov, blot lidt dummere, som de franske og engelske kapitalister og alle andre.

Jeres eget blad »Isvestija« er kommet ud at svømme og foreslår status quo i stedet for en fred uden anneksioner og erstatninger. Nej, sådan opfatter vi ikke en fred »uden anneksioner«, og her kommer selv bondekongressen sandheden nærmere, idet den taler om en »føderativ« republik og dermed giver udtryk for den tanke, at den russiske republik ikke vil undertrykke noget folk, hverken med ny eller med gamle metoder, at den ikke vil lægge voldsmetoder til grund for samlivet med nogen nation, hverken med Finland eller med Ukraine, som krigsministeren chikanerer så grundigt, og med hvem man fremkalder ganske utilgivelige og utilstedelige konflikter. Vi ønsker en hel og udelelig russisk republik med en stærk regering, men en stærk regering opstår kun med folkets frivillige samtykke. »revolutionært demokrati« - det er store ord, men de bliver anvendt på en regering, der ved smålige chikanerier komplicerer spørgsmålet om Ukraine og Finland, der overhovedet ikke vil rive sig løs, men blot siger: »i må ikke udskyde anvendelsen af demokratiets abc til den konstituerende/forsamling træder sammen!«

Man kan ikke slutte fred uden anneksioner og erstatninger, sålænge man ikke giver afkald på egne anneksioner. Det er jo latterligt, det er jo at lege med tingene! Enhver arbejder i Europa ler af det og siger: »de er meget veltalende, de opfordrer folkene til at styrte bankiererne, men selv sætter de deres indenlandske bankierer ind i ministeriet«. Arrester dem og afslør deres manipulationer, find ud af trådene - men det gør i ikke, skønt i har magtfulde organisationer, som man ikke kan sætte sig op imod. I har gennemlevet årene 1905 og 1917, i ved, at man ikke kan lave revolution på bestilling, at revolutionen i andre lande har gået opstandens tunge og blodige vej, men i Rusland findes ingen gruppe, ingen klasse, der vil kunne modsætte sig sovjetternes magt. I Rusland er revolutionen undtagelsesvis mulig som en fredelig revolution. Lad denne revolution i dag eller i morgen foreslå alle nationer fred gennem et brud med alle kapitalistklasser, så vil i løbet af kortest mulig tid Frankrigs såvel som Tysklands folk give deres tilslutning, fordi disse lande er ved at gå til grunde, fordi Tysklands stilling er håbløs, fordi Tyskland ikke kan redde sig, og fordi Frankrig....(dirigenten: taletiden er udløbet) jeg er færdig i løbet af et halvt minut (uro, tilråb: fortsæt!, Protester, bifald). (dirigenten: jeg kan meddele kongressen, at præsidiet foreslår at forlænge taletiden. Er der nogen indvendinger? Forlængelsen er vedtaget med et flertal.)

Jeg sagde, at hvis det revolutionære demokrati i Rusland var et virkeligt og ikke et formelt demokrati, ville det drive revolutionen fremad og ikke træffe aftaler med kapitalisterne, ikke nøjes med snak om fred uden anneksioner og erstatninger, men ophæve anneksionerne i Rusland og direkte erklære, at det anser enhver anneksion for forbryderisk og røverisk. Så ville det være muligt at undgå den imperialistiske offensiv, der truer tusinder og millioner mennesker med undergang for at få opdelt 'Persien og Balkan. Så ville vejen til freden være åben, det er ingen let vej - det siger vi ikke - en vej, der ikke udelukker en virkelig revolutionær krig. Vi stiller ikke spørgsmålet sådan, som Basarov stiller det i dag i »Novaja Sjisn«, vi siger kun, at Rusland er sådan stillet, at dets opgave ved slutningen af den imperialistiske krig er lettere, end det kunne se ud til. Ruslands geografiske forhold er sådan, at de magter dér ville vove at støtte sig på kapitalen og dens røverinteresser og gøre front mod den russiske arbejderklasse og det tilknyttede halvproletariat, d.v.s. de fattigste bønder - hvis de indlod sig på dette, ville det være en yderst vanskelig opgave for dem. Tyskland står på afgrundens rand, og efter Amerikas indgriben, Amerika, der vil sluge Meksiko og sandsynligvis i morgen være i kamp med Japan - efter denne indgriben er Tysklands stilling håbløs, Tyskland vil blive tilintetgjort. Frankrigs geografiske beliggenhed er sådan, at det lider mest, og dets udmattelse har nået et maksimum. Dette land sulter mindre end Tyskland, men det har mistet et langt større menneskemateriale. Hvis man nu fra første færd beskar de russiske kapitalisters profit og fratog dem enhver mulighed for at skrabe hundreder af millioner til sig; hvis man foreslog alle nationer fred mod kapitalisterne i alle lande gennem den direkte erklæring, at i afslår at træde i forhandling eller forbindelse med de tyske kapitalister og dem, der direkte eller indirekte støtter dem eller er i kompagni med dem, at i afslår at forhandle med de franske og engelske kapitalister - så ville i anklage dem overfor arbejderne. Så ville i ikke betragte det som en sejr, at Mac Donald har fået sit pas (dvs. »socialisterne«, deriblandt Mac Donald, fik af de allierede magter udleveret pas til den internationale »socialistiske« konference i Stockholm), han, der aldrig har ført en revolutionær kamp mod kapitalen, og som man lader rejse, fordi han aldrig har optrådt mod de engelske kapitalister med den revolutionære kamps tanker, idéer, principper, praksis og erfaring, den revolutionære kamp, for hvis skyld vor kammerrat Mac Lean og hundreder andre engelske socialister sidder i fængsel, og for hvis skyld vor kammerat Liebknecht sidder i tugthuset, han, som sagde: »tyske soldater, vend våbnene mod jeres kejser«.

Ville det ikke være rigtigere at sende de imperialistiske kapitalister på det selvsamme tvangsarbejde, som flertallet af den provisoriske regering i den specielt med dette formål genoprettede tredje duma - jeg ved forøvrigt ikke, hvad nummer den har, den tredje eller den fjerde - daglig forbereder og lover os, og som der allerede skrives nye lovforslag om i justitsministeriet? Mac Lean og Liebknecht - det er navnene på de socialister, der praktiserer tanken om revolutionær kamp mod imperialismen. Sådan må man sige til alle regeringer for at kæmpe for freden, man må anklage dem overfor folkene. Så vil i bringe alle imperialistiske regeringer i en kilden situation. Men nu er i selv kommet ud at svømme, da i henvendte jer til folket med opråbet om fred af 14. marts, hvori det hedder: » styrt jeres tsarer, jeres konger og bankierer«, samtidig med at vi, der har en så enestående talstærk, erfaren, materielt kraftig organisation som arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet, danner blok med vore bankierer, opretter en næsten-socialistisk koalitionsregering og skriver reformforslag af samme art, som man har skrevet i Europa gennem årtier. Der, i Europa, ler man af den slags kamp for freden! Der vil man først kendes ved den, når sovjetterne griber magten og går revolutionært til værks.

Kun eet land i verden kan tage skridt til at standse den imperialistiske krig med det samme, i klassemålestok, mod kapitalisterne, uden blodig revolution, kun eet land, og det land er Rusland. Og sådan vil det være, sålænge arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet består. Ret længe vil denne ikke kunne bestå ved siden af en provisorisk regering af almindelig type. Og den vil kun bestå som hidtil, sålænge man ikke er begyndt på offensiven. At indlede en offensiv vil betyde et omsving i hele den russiske revolutions politik, d.v.s. man venter ikke længere en fred, man forbereder ikke freden ved en revolutionær opstand fra neden, men genoptager krigen. En overgang fra forbrødring på een front til forbrødring på alle fronter, en overgang fra spontan forbrødring, hvor mandskabet gav de sultne tyske proletarer en brødskorpe i bytte for en lommekniv, hvad de risikerer at komme på strafarbejde for, til bevidst forbrødring - det var den vej, der tegnede sig for os. Når vi tager magten i vore hænder,, så vil vi tøjle kapitalisterne, og så vil det ikke være den krig, der føres nu - thi krigen bestemmes af, hvilken klasse der fører den, og ikke af, hvad der står på papiret. På papiret kan man skrive, hvad man vil. Men sålænge kapitalistklassen har flertallet i regeringen, fortsætter krigen med at være en imperialistisk krig, hvad i end skriver,

Hvor veltalende i end er, hvilke næsten-socialistiske ministre i end måtte have i regeringen. Det ved alle, og alle kan se det. Eksemplerne Albanien, Grækenland og Persien har vist det så klart og anskueligt, at jeg undrer mig over, hvorfor alle angriber vore skriftlige erklæringer (om offensiven), mens ingen siger et ord om de konkrete eksempler! Det er let at love planer, men de konkrete forholdsregler bliver stadig udskudt. At skrive en deklaration om fred uden anneksioner er let, men eksemplerne Albanien, Grækenland og Persien faldt jo i tiden efter koalitionsministeriets dannelse. »Djelo Naroda«, der ikke er organ for vort parti, men et regeringsorgan, et ministerorgan, har jo også skrevet, at man håner det russiske demokrati, at man kvæler Grækenland. Og denne Miljukov, som i forestiller jer som gud ved hvad - han er et almindeligt medlem af sit parti, og Teressjenko er heller ikke andet - han skrev, at ententediplomatiet har lagt tryk på Grækenland. Krigen er stadig imperialistisk, og i kan nok så meget ønske fred - jeg er fuldstændig overbevist om, at massernes ønske om fred er absolut oprigtigt - i er dog magtesløse, fordi krigen ikke kan føres på anden måde end ved at føre revolutionen videre. Da revolutionen begyndte i Rusland, da begyndte også den revolutionære kamp nedefra for freden. Hvis i havde taget magten, hvis magten var gået over til de revolutionære organisationer med det formål at føre kampen mod de russiske kapitalister, så ville de arbejdende i andre lande have troet på jer, og så kunne i foreslå fred. Så ville vi have sikret os fred i det mindste med to parter, med to folk, der er ved at forbløde, og hvis stilling er håbløs, med Tyskland og Frankrig. Og hvis omstændighederne så havde stillet os overfor en revolutionær krig - det kan ingen vide, og vi benægter ikke denne mulighed - så ville vi sige: »vi er ikke pacifister, vi viger ikke tilbage for en krig, hvis den revolutionære klasse har magten, hvis den virkelig har afskåret kapitalisterne fra enhver indflydelse på sagerne og fra at forøge det forfald, der tillader dem at skrabe hundreder af millioner til sig«. Den revolutionære magt ville forklare alle nationer uden undtagelse, at alle nationer skal være frie, at lige så lidt som det tyske folk vover at kæmpe for at fastholde Elsass-Lothringen, vil det franske folk vove at føre krig for sine kolonier, for hvis Frankrig kæmper for sine kolonier, så har Rusland Khiva og Bukhara, som også er en slags kolonier, og så begynder opdelingen af kolonierne påny. Men hvordan skal de opdeles, på hvilken basis? Efter styrkeforhold. Men styrkeforholdet har imidlertid ændret sig, kapitalisterne er i en sådan situation, at der ikke findes anden udvej end krig. Når i tager den revolutionære magt, vil i også have den revolutionære vej til fred: en henvendelse til folkene med en revolutionær appel, en forklaring af taktikken på grundlag af jeres eksempel. Så vil vejen åbne sig for jer til en fred, der er erobret på revolutionær vis, og så er der den største sandsynlighed for, at hundredtusinder af menneskers undergang kan undgås. Så kan i være sikker på, at det tyske og det franske folk vil udtale sig til gunst for jer. De engelske, japanske og amerikanske kapitalister vil imidlertid, selv om de ønsker krigen mod den revolutionære arbejderklasse, hvis kræfter vil tidobles, så snart kapitalisterne er tøjlet, så snart de er fjernet fra magten, og kontrollen går over på arbejdernes hænder - selv om de amerikanske, engelske og japanske kapitalister ønsker krigen, så er der 99 procents chancer for, at de ikke vil være i stand til at føre den. Det vil være tilstrækkeligt at erklære, at i ikke er pacifister, at i vil forsvare jeres republik, jeres arbejderdemokrati, jeres proletariske demokrati mod de tyske, franske og andre kapitalister - det vil være tilstrækkeligt til at sikre freden.

Derfor har vi tillagt vor erklæring om offensiven så stor en betydning. Der er indtrådt et vendepunkt for hele den russiske revolutions historie. Da den russiske revolution begyndte, fik den hjælp af Englands imperialistiske bourgeoisi, som troede, at Rusland var noget i retning af Kina eller Indien. I stedet for skete der det, at ved siden af regeringen, hvor godsejerne og kapitalisterne nu har flertallet, opstod sovjetterne, et magtfuldt repræsentationsorgan med en kraft uden lige, som i ødelægger ved at deltage i bourgeoisiets koalitionsministerium. I stedet for har den russiske revolution bevirket, at sympatien for den revolutionære kamp nedefra mod den kapitalistiske regering overalt i alle lande er blevet tredoblet. Spørgsmålet står sådan: skal vi gå fremad eller tilbage? I en revolutionær tid kan man ikke blive stående på samme sted. Derfor er offensiven et vendepunkt i hele den russiske revolution, ikke på grund af offensivens strategiske betydning, men i politisk og økonomisk henseende. Offensiven nu er en fortsættelse af det imperialistiske myrderi og af nedslagtningen af hundredtusinder, ja millioner af mennesker, objektivt, uafhængigt af denne eller hin ministers vilje eller hensigter, med det formål at kvæle Persien og andre svage folk. Magtens overgang til det revolutionære proletariat, som støttes af de fattige bønder, er ensbetydende med overgangen til den revolutionære kamp for freden i de sikreste, de mest smertefri former, som menneskeheden nogensinde har kendt, overgangen til, at de revolutionære arbejderes magt og sejr sikres såvel i Rusland som i hele verden. (bifald fra en del af forsamlingen).

Enhver revolution betyder et brat omsving i vældige folkemassers liv. Er tiden ikke inde for et sådant omsving, kan der heller ikke udbryde nogen rigtig revolution. Og ligesom ethvert omsving i et hvilket som helst menneskes liv lærer ham meget og gør, at han oplever og gennemgår meget, således giver også revolutionen i løbet af kort tid hele folket den mest indholdsrige og værdifulde lære. I revolutionens tid lærer millioner og atter millioner mennesker hver uge mere end ellers på et år af det sædvanlige søvnige liv. Thi ved et brat omsving i et helt folks liv kan man særlig klart se, hvilke klasser i folket der forfølger disse eller hine mål, hvilken styrke de råder over, med hvilke midler de går frem. Enhver klassebevidst arbejder, enhver soldat, enhver bonde må opmærksomt sætte sig ind i den russiske revolutions lære, særlig nu, sidst i juli, hvor det er blevet klart, at det første afsnit af vor revolution er endt med en fiasko.

I

Lad os da se, hvad arbejdernes og bøndernes masser i virkeligheden tilstræbte, da de gennemførte revolutionen. Hvad ventede de af revolutionen? Man ved, at de ventede frihed, fred, brød og jord. Men hvad ser vi nu ? I stedet for frihed begynder man at genindføre den tidligere vilkårlighed. For soldaterne ved fronten indføres der dødsstraf, bønderne bliver stillet for retten, hvis de egenmægtigt tager godsejerjorden i besiddelse. Arbejderbladenes trykkerier ødelægges. Arbejdernes blade bliver forbudt uden nogen retskendelse. Bolsjevikkerne bliver arresteret, og ofte rejses der endda ingen anklage eller en åbenlyst løgnagtig anklage mod dem. Man vil måske indvende, at forfølgelserne mod bolsjevikkerne ikke er nogen krænkelse af friheden, da man jo kun forfølger bestemte personer for en bestemt beskyldning. Men denne indvending er en notorisk og åbenlys usandhed, thi hvorledes kan man ødelægge et trykkeri og forbyde aviser på grund af enkelte personers forbrydelser, selv om disse beskyldninger var bevist og fastslået af en domstol? Noget andet ville det være, hvis regeringen ved en lov havde erklæret hele bolsjevikkernes parti, selve deres retning, deres anskuelser for forbryderiske. Men enhver ved, at det frie Ruslands regering ikke kunne gøre noget sådant og heller ikke har gjort det.

Det væsentlige er nu, at godsejernes og kapitalisternes blade har skældt rasende ud på bolsjevikkerne på grund af deres kamp mod krigen, mod godsejerne og kapitalisterne og åbent har krævet arrestation og forfølgelse af bolsjevikkerne allerede på et tidspunkt, hvor man endnu ikke havde fundet på en eneste beskyldning mod nogen bolsjevik. Folket ønsker fred. Men det frie Ruslands revolutionære regering har igen begyndt en erobringskrig, og det på grundlag af de samme hemmelige overenskomster, som den tidligere tsar Nikolaj II havde afsluttet med de engelske og franske kapitalister, og som går ud på, at de russiske kapitalister skal udplyndre fremmede folk. Disse hemmelige overenskomster er stadig ikke blevet offentliggjort. Det frie Ruslands regering har nøjedes med udflugter uden at foreslå alle folk en retfærdig fred.

Brød er der ikke ! Hungersnøden nærmer sig igen. Alle ser, at kapitalisterne og de rige samvittighedsløst bedrager staten ved hærleverancerne (krigen koster nu folket 50 millioner rubler om dagen), at de ved hjælp af de høje priser opnår en uhørt profit, mens der ikke bliver gjort det ringeste, for at arbejderne for alvor kan føre kontrol med produktionen og fordelingen. Kapitalisterne bliver frækkere og frækkere og smider arbejderne på gaden på en tid, hvor folket lider nød, fordi der ingen varer er. Bøndernes uhyre flertal har på en lang række kongresser højt og tydeligt erklæret, at de anser godsejernes ejendomsret til jorden for en uretfærdighed og for røveri. Men regeringen, som kalder sig revolutionær og demokratisk, har i måneder taget bønderne ved næsen og snydt dem med løfter og trækken i langdrag. Måneder igennem hindrede kapitalisterne minister Tsjernov i at udstede en lov om forbud mod køb og salg af jord. Og da loven endelig blev udstedt, påbegyndte kapitalisterne en infam bagvaskelseskampagne mod Tsjernov, og denne kampagne fortsætter de stadig. Regeringen går så vidt i sin frækhed, at den for at forsvare godsejerne begynder at stille bønder for retten for »egenmægtigt« at have taget jord i besiddelse.

Man tager bønderne ved næsen og søger at få dem til at vente til den konstituerende forsamling. Denne forsamlings sammentræden bliver imidlertid atter og atter udsat af kapitalisterne. Nu, da denne sammentræden under indflydelse af bolsjevikkernes krav er fastsat til den 30. September, råber kapitalisterne åbent op om, at det er en »umulig« kort frist, og forlanger, at den konstituerende forsamlings sammentræden udsættes ... De mest indflydelsesrige medlemmer af kapitalisternes og grundejernes parti, »kadetternes« eller »folkefrihedens« parti, f.eks. Panina, går åbent ind for, at den konstituerende forsamlings sammentræden skal udskydes til efter krigens afslutning. Vent med jorden til den konstituerende forsamling. Vent med den konstituerende forsamling til krigens afslutning. Vent med krigens afslutning til den fulde sejr. Det er, hvad der kommer ud af det. Kapitalisterne og godsejerne, som har flertal i regeringen, forhåner ligefrem bønderne.

II

Hvorledes kunne dette nu ske i et frit land, efter omstyrtelsen af den tsaristiske magt? I et ufrit land bliver folket regeret af en tsar og en lille klat godsejere, kapitalister og embedsmænd, som ingen har valgt. I et frit land bliver folket kun regeret af dem, som det selv har valgt dertil. Ved valgene deler folket sig i partier, og sædvanligvis danner hver klasse af befolkningen sit særlige parti, for eksempel danner godsejerne, kapitalisterne, bønderne og arbejderne særlige partier. Derfor regeres folket i frie lande ved åben kamp mellem partierne og ved frie aftaler mellem disse indbyrdes. Efter at tsarens magt var blevet styrtet den 27. februar, blev Rusland omtrent fire måneder igennem regeret som et frit land, nemlig ved åben kamp mellem de partier, der frit dannede sig, og ved frie aftaler mellem disse. For at forstå den russiske revolutions udvikling må man altså fremfor alt studere, hvem de vigtigste partier var, hvilke klassers interesser de repræsenterede, og hvorledes alle disse partiers forhold var til hinanden.,

III

Efter den tsaristiske magts omstyrtelse gik statsmagten over i hænderne på den første provisoriske regering. Den bestod af repræsentanter for bourgeoisiet, d.v.s. for kapitalisterne, som også godsejerne havde sluttet sig til. »kadetternes« parti, kapitalisternes vigtigste parti, stod på første plads som bourgeoisiets førende og regerende parti. Det er ikke tilfældigt, at magten tilfaldt dette parti, selv om det naturligvis ikke var kapitalisterne, der kæmpede mod de tsaristiske tropper og udgød deres blod for friheden, men arbejderne og bønderne, matroserne og soldaterne. Magten tilfaldt kapitalisternes parti, fordi denne klasse besad den styrke, der ligger i rigdom, organisation og viden. I tiden efter 1905 og navnlig under krigen havde kapitalisternes klasse og de til dem knyttede godsejere gjort de største fremskridt, hvad deres organisering angår.

Kadetpartiet har altid været monarkistisk, både i 1905 og fra 1905 til 1917. Efter folkets sejr over det tsaristiske tyranni erklærede dette parti sig for republikansk. Den historiske erfaring viser, at når folket har besejret monarkiet, har kapitalisternes partier altid været parat til at være republikanske, når bare de kan bevare kapitalisternes privilegier og almagt over folket. I ord går kadetpartiet ind for »folkefrihed«. I virkeligheden går det ind for kapitalisterne, og alle godsejere, alle monarkister, alle reaktionære er også straks gået over på deres side. Beviset herfor er pressen og valgene. Alle borgerlige blade og hele sorthundred-pressen sang efter revolutionen med på kadetternes melodi. Alle monarkistiske partier, som ikke vovede at optræde åbent, støttede ved valgene kadetpartiet, for eksempel i Petrograd.

Efter at kadetterne havde fået regeringsmagten, satte de alt ind på at fortsætte den røveriske erobringskrig, der var begyndt af tsar Nikolaj II, som havde sluttet hemmelige røveraftaler med de engelske og franske kapitalister. I henhold til disse overenskomster blev det lovet de russiske kapitalister, at de i tilfælde af sejr kunne sætte sig i besiddelse af Konstantinopel, Galicien, Armenien o.s.v.. men over for folket indskrænkede kadetternes regering sig til tomme udflugter og løfter, idet de udskød alle afgørelser af de vigtige sager, der var nødvendige for arbejderne og bønderne, til den konstituerende forsamling, uden at fastsætte noget tidspunkt for dennes sammentræden.

Folket udnyttede friheden og begyndte at organisere sig selvstændigt. Arbejderne og bønderne udgør det overvældende flertal af Ruslands befolkning, og deres hovedorganisation var arbejder-, bonde- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. Disse sovjetter begyndte allerede at opstå under Februarrevolutionen, og nogle uger senere var i de fleste større byer i Rusland og i mange landkredse alle klassebevidste fremskredne elementer i arbejderklassen og bondebefolkningen forenet i sovjetterne. Sovjetterne blev valgt fuldkommen frit. Sovjetterne var ægte organisationer for folkemasserne, for arbejderne og bønderne. Sovjetterne var de virkelige organisationer for folkets overvældende flertal. Arbejderne og bønderne i uniform var bevæbnede.

Selvfølgelig kunne og skulle sovjetterne have taget hele statsmagten i deres hænder. Indtil den konstituerende forsamlings sammentræden skulle der ikke have eksisteret nogen anden magt i staten end sovjetterne. Kun i så fald ville vor revolution være blevet en virkelig folkerevolution, en virkelig demokratisk revolution. Kun i så fald kunne de arbejdende masser, som virkelig higer efter fred, og som virkelig ingen interesse har i en erobringskrig, påbegynde og beslutsomt og fast gennemføre en politik, som gjorde ende på erobringskrigen og førte til fred. Kun i så fald kunne arbejderne og bønderne lægge bånd på kapitalisterne, som tjener vanvittigt med penge »på krigen«, og som har bragt landet på randen af opløsning og hungersnød. Men i sovjetterne stod kun mindretallet af de deputerede sammen med de revolutionære arbejderes parti, de bolsjevikiske socialdemokrater, som krævede, at hele statsmagten skulle overgives til sovjetterne. Flertallet af de deputerede i sovjetterne stod sammen med de mensjevikiske socialdemokrater og de socialrevolutionære, der var imod, at magten skulle overgives til sovjetterne. I stedet for at fjerne bourgeoisiets regering og erstatte den med en sovjetregering gik disse partier ind for at støtte bourgeoisiets regering og forhandle sig til rette med den; de var for dannelsen af en fælles regering. Denne kompromispolitik, som de partier, folkets flertal viste tillid, nemlig de socialrevolutionære og mensjevikkerne, førte overfor bourgeoisiet, er hovedindholdet af hele revolutionens udvikling i de fem måneder, der er forløbet siden dens begyndelse.

IV

Lad os nu først se på, hvordan de socialrevolutionære og mensjevikkerne drev deres kompromispolitik overfor bourgeoisiet, og så søge at finde forklaringen på, hvorfor folkets flertal viste dem tillid. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære drev deres kompromispolitik overfor kapitalisterne i alle perioder af den russiske revolution, snart i én og snart i en anden form. I slutningen af februar, straks efter at folket havde sejret og den tsaristiske magt var blevet styrtet, blev Kerenskij optaget i kapitalisternes provisoriske regering som »socialist«. I virkeligheden har Kerenskij aldrig været socialist, han var kun Trudovik, og han begyndte først at regne sig til de »socialrevolutionære« fra marts 1917, da det ikke var farligt mere og ikke uden fordel. Kapitalisternes provisoriske regering forsøgte straks gennem Kerenskij, der var næstformand for Petrograds sovjet, at knytte sovjetten til sig og tæmme den. Sovjetten, d.v.s. dens flertal af socialrevolutionære og mensjevikker, lod sig tæmme og erklærede sig straks efter dannelsen af kapitalisternes provisoriske regering parat til at »støtte den«, »for så vidt« den ville holde sine løfter.

Sovjetten betragtede sig som et organ, der overvågede og kontrollerede den provisoriske regerings handlinger, sovjettens førere nedsatte en såkaldt »kontaktkommission«, d.v.s. en kommission, der skulle have kontakt, føling med regeringen. I denne kontaktkommission førte sovjettens socialrevolutionære og mensjevikiske førere stadige forhandlinger med kapitalisternes regering, så at de egentlig indtog stillingen som ministre uden portefølje eller uofficielle ministre. Denne tilstand varede ved i hele marts og næsten hele april. Kapitalisterne arbejdede med forhalinger og udflugter og søgte at vinde tid. Kapitalisternes regering tog i denne tid ikke et eneste blot nogenlunde alvorligt skridt for at udvikle revolutionen. Selv for sin direkte, umiddelbare opgave, sammenkaldelsen af den konstituerende forsamling, gjorde regeringen ikke det ringeste, den gav ikke spørgsmålet videre til provinsen, ja den skabte ikke engang en central kommission til forberedelse af sagen. Regeringen tog kun vare på eet: i stilhed at forny de røveraftaler, som tsaren havde sluttet med Englands og Frankrigs kapitalister, bremse revolutionen så forsigtigt og ubemærket som muligt, love alt og intet holde. De socialrevolutionære og mensjevikkerne spillede i »kontaktkommissionen« rollen som narre, der blev fodret med pragtfulde fraser, løfter og trøsterige ord. Ligesom kragen i den bekendte fabel bukkede de socialrevolutionære og mensjevikkerne under for smiger og hørte gerne på kapitalisternes forsikringer om, at de satte sovjetterne højt og ikke ville gøre et skridt uden dem.

I virkeligheden gik tiden, og kapitalistregeringen gjorde intet for revolutionen. Men i denne tid præsterede den noget mod revolutionen, idet den fornyede eller rettere sagt bekræftede de hemmelige røveraftaler og »genopfriskede« dem ved supplerende, lige så hemmelige forhandlinger med den engelsk-franske imperialismes diplomater. Mod revolutionen præsterede den i denne tid at lægge grunden til en kontrarevolutionær organisation (eller i det mindste en nærmere sammenknytning) af felthærens generaler cg officerer. Mod revolutionen præsterede den at gøre skridt til dannelse af en organisation af industridrivende og fabrikanter, som under arbejdernes tryk blev tvunget til at gøre den ene indrømmelse efter den anden, men som samtidig begyndte at sabotere produktionen og forberede dens standsning, idet de ventede på en gunstig lejlighed hertil. Men organiseringen af de fremskredne arbejdere og bønder i sovjetterne gik støt fremad. De undertrykte klassers bedste mænd følte, at regeringen trods sin overenskomst med Petrograd-sovjetten, trods Kerenskijs snakkesalighed, trods »kontaktkommissionen« var og blev en fjende af folket, en fjende af revolutionen. Masserne følte, at fredens sag, frihedens sag, revolutionens sag uundgåelig ville gå under, når man ikke brød kapitalisternes modstand. Massernes utålmodighed og forbitrelse voksede.

V

Den brød igennem den 20.-21. april. Bevægelsen udbrød spontant, uden at være, forberedt af nogen. Bevægelsen rettede sig mod regeringen med en sådan skarphed, at der endog var et regiment, der marcherede op under våben og indfandt sig ved Mariapaladset for at arrestere ministrene. Det blev indlysende for alle, at regeringen ikke kunne holde. Sovjetterne kunne have overtaget magten uden den ringeste modstand fra nogen side og burde have gjort det. I stedet for støttede de socialrevolutionære og mensjevikkerne den faldende kapitalistregering, indviklede sig endnu mere i kompromiser med den og gjorde endnu mere skæbnesvangre skridt, som fører til revolutionens undergang. Alle klasser lærer af revolutionen med en hurtighed og grundighed, som aldrig forekommer i sædvanlige, fredelige tider. Kapitalisterne, som er bedst organiseret, som er de mest erfarne i alt, hvad der angår klassekamp og politik, har lært hurtigere end de andre. Da de så, at regeringens stilling var blevet uholdbar, greb de til en metode, som i alle årtier efter 1848 er blevet brugt af kapitalisterne i andre lande til at tage arbejderne ved næsen, splitte og svække dem. Denne metode er det såkaldte »koalitions«ministerium, d.v.s. et forenet, af bourgeoisiet og overløbere fra socialismen sammensat fællesministerium.

I de lande, hvor frihed og demokrati har bestået længst ved siden af den revolutionære arbejderbevægelse, i England og i Frankrig, har kapitalisterne flere gange og med stort held anvendt denne metode. De »socialistiske« førere, som trådte ind i bourgeoisiets ministerium, viste sig uvægerligt at være stråmænd, dukker, en skærm for kapitalisterne, et værktøj til at bedrage arbejderne. Ruslands »demokratiske og republikanske« kapitalister anvendte den samme metode. De socialrevolutionære og mensjevikkerne lod sig straks tage ved næsen, og den (5. maj var »koalitions«ministeriet med Tsjernov, Tsereteli og co. en kendsgerning. De socialrevolutionære og mensjevikiske partiers narre jublede og forelsket i sig selv solede de sig i glansen af deres føreres ministerry. Kapitalisterne gned sig i hænderne af glæde over, at de i »sovjetførerne« havde fundet medhjælpere i kampen mod folket, som lovede dem at støtte »angrebsaktionerne ved fronten«, d.v.s. genoptagelsen af den imperialistiske røverkrig, som næsten var gået i stå. Kapitalisterne kendte disse føreres hele opblæste afmagt, de vidste, at bourgeoisiets løfter - med hensyn til kontrol mod og endog organisering af produktionen, fredspolitik o.s.v. - aldrig ville blive opfyldt. Således gik det også. Det andet afsnit i revolutionens udvikling, fra 6. maj til 9. eller 18. juni, har fuldt ud bekræftet kapitalisternes spekulation i de socialrevolutionæres og mensjevikkernes lettroenhed.

Mens Pesjekhonov og Skobjelev narrede sig selv og folket med højtravende fraser om, at man ville fratage kapitalisterne 100 procent af profitten, at »deres modstand var brudt« og lignende, blev kapitalisterne ved med at konsolidere deres stilling. I virkeligheden blev der i denne tid absolut intet gjort for at lægge bånd på kapitalisterne. Ministrene, der hørte til blandt socialismens overløbere, viste sig at være talemaskiner, som skulle aflede de undertrykte klassers opmærksomhed, mens hele statsforvaltningsapparatet i virkeligheden blev ved med at være i hænderne på bureaukratiet (embedsmændene) og bourgeoisiet. Den berygtede Paltsjinskij, der var stedfortrædende industriminister, var den typiske repræsentant for dette apparat, som bremsede enhver forholdsregel mod kapitalisterne. Ministrene snakkede, og alt blev ved det gamle. Især blev minister Tsereteli anvendt af bourgeoisiet til at bekæmpe revolutionen. Det var ham, man sendte ud for at »berolige« Kronstadt. Da de derværende revolutionære i deres formastelighed vovede at afsætte den udnævnte kommissær. Bourgeoisiet åbnede i sine blade en usandsynlig larmende, ondsindet, rasende løgne- og bagvaskelseskampagne mod Kronstadt, som man beskyldte for at ville »rive sig løs fra Rusland«, og disse og lignende tåbeligheder gentog man i tusinde variationer og satte skræk i småborgerskabet og filistrene. Den mest typiske repræsentant for det bornerte og forskrækkede filisteri, Tsereteli, lod sig »ærligere« end alle andre lokke ind i den borgerlige kampagnes fælde og søgte ivrigere end alle andre at »berolige« Kronstadt og »gøre det føjeligt«, uden at forstå sin rolle som lakaj for det kontrarevolutionære bourgeoisi. Resultatet var, at han blev brugt til at gennemføre en »aftale« med det revolutionære Kronstadt, hvorefter kommissæren for Kronstadt ikke simpelthen skulle udnævnes af regeringen, men vælges i Kronstadt og bekræftes af regeringen. Det var den slags jammerlige kompromiser, de ministre, der var overløbere fra socialismen til bourgeoisiet, spildte deres tid på.

Hvor ingen bourgeois-minister kunne vise sig for at forsvare regeringen over for de revolutionære arbejdere eller i sovjetterne, der kom en »socialistisk« minister, Skobjelev, Tsereteli, Tsjernov o.s.v. (eller rettere sagt: der blev han sendt hen af bourgeoisiet) og udførte samvittighedsfuldt bourgeoisiets arbejde; han gjorde, hvad han kunne for at forsvare ministeriet, vaske kapitalisterne rene og holde folket for nar med gentagelse af løfter, løfter og atter løfter, med råd om at vente, vente og vente. Minister Tsjernov var især optaget af at slå en handel af med sine borgerlige kolleger: lige til ind i juli måned, lige til den nye »magtkrise«, der udbrød dengang, efter bevægelsen den 3.-4. juli, lige til kadetterne trådte ud af ministeriet, var minister Tsjernov hele tiden optaget af den nyttige, interessante og i sandhed folkelige sag at »overtale« sine borgerlige kolleger, tale til deres samvittighed, for at de i det mindste skulle indvilge i et forbud mod køb og salg af jord. Dette forbud var på den mest højtidelige måde blevet lovet bønderne på bonderepræsentanternes alrussiske kongres (sovjet) i Petrograd. Men det blev også ved løftet. Tsjernov kunne hverken opfylde det i maj eller i juni, indtil den revolutionære bølge ved det spontane udbrud den 3.-4. juli, som faldt sammen med kadetternes udtræden af regeringen, gav mulighed for at gennemføre denne foranstaltning. Men selv da var denne foranstaltning isoleret og ude af stand til at fremme bøndernes kamp mod godsejerne for jorden.

Ved fronten havde imidlertid den »revolutionære demokrat« Kerenskij, det nybagte medlem af de socialrevolutionæres parti, med bravour opfyldt en kontrarevolutionær, imperialistisk opgave, fornyelsen af den imperialistiske røverkrig, en opgave, som den af folket forhadte Gutsjkov ikke kunne opfylde. Han berusede sig i sin egen veltalenhed; imperialisterne, der brugte ham som en brik i deres spil, overøste ham med virak, han blev feteret, han blev forgudet af dem - altsammen fordi han trofast og redeligt tjente kapitalisterne og søgte at overtale de »revolutionære tropper« til at gå med til en genoptagelse af den krig, som føres for at overholde tsar Nikolaj II's traktater med Englands og Frankrigs kapitalister, for at de russiske kapitalister kan få Konstantinopel og Lvov, Erzerum og Trapezunt. Således gik det andet afsnit af den russiske revolution, fra 6. maj til 9. juni. Det kontrarevolutionære bourgeoisi styrkedes og konsolideredes skjult og beskyttet af de »socialistiske« ministre, og forberedte offensiven både mod den ydre fjende og den indre, d. v s. de revolutionære arbejdere.

VI

Til den 9. juni forberedte de revolutionære arbejderes parti, bolsjevikkerne, en demonstration i Petrograd for at give massernes uopholdeligt voksende utilfredshed og harme et organiseret udtryk. De socialrevolutionære og mensjevikiske førere, som havde rodet sig ind i aftaler med bourgeoisiet og var bundet af den imperialistiske offensivpolitik, blev forfærdede, da de mærkede, at de havde tabt deres indflydelse hos masserne. Der rejste sig et almindeligt hyl mod demonstrationen, et hyl, som denne gang forenede de kontrarevolutionære kadetter med de socialrevolutionære og mensjevikkerne. Under deres førerskab, som resultat af deres kompromispolitik med kapitalisterne, trådte det ganske tydeligt frem, viste det sig med forbløffende klarhed, at de småborgerlige masser var svinget over til et forbund med det kontrarevolutionære bourgeoisi. Dette er den historiske betydning, dette er klassebetydningen af krisen den 9. juni.

Bolsjevikkerne aflyste demonstrationen, da de ikke havde den ringeste lyst til at føre arbejderne ind i en fortvivlelsens kamp mod de forenede kadetter, socialrevolutionære og mensjevikker. Men for at redde blot en lille rest af massernes tillid så de sidstnævnte sig nødsaget til at fastsætte en almindelig demonstration til den 18. juni. Bourgeoisiet var ude af sig selv af raseri, da det heri med rette så en vaklen af det småborgerlige demokrati i retning ; af proletariatet, og besluttede at lamme demokratiets aktion gennem en offensiv ved fronten. Og virkelig, den 18. juni førte til en overordentlig virkningsfuld sejr for det revolutionære proletariats, for bolsjevikkernes paroler blandt Petrograds masser, og den 19. juni forkyndte bourgeoisiet og bonapartisten Kerenskij højtideligt den offensiv, der netop den 18. juni påbegyndtes ved fronten. ((bonapartisme er opkaldt efter de to franske kejsere bonaparte, og man kalder en regering, som søger at se upartisk ud - bonapartisk, idet den udnytter den yderst skarpe kamp, kapitalisternes og arbejdernes partier fører med hinanden. Mens en sådan regering i virkeligheder tjener kapitalisterne, bedrager den for det meste arbejderne med løfter og almisser.))

Offensiven betød faktisk genoptagelse af røverkrigen i .kapitalisternes interesse mod den arbejdende befolknings uhyre flertals vilje. Det stod derfor i uundgåelig forbindelse med offensiven, dels at chauvinismen blev styrket enormt og at den militære (og følgelig også den statslige) magt gik over til en militærklike af bonapartister, dels at man gik over til voldshandlinger mod masserne, til forfølgelse af internationalisterne, til ophævelse af agitationsfriheden, til arrestation og skydning af dem, der er imod krigen. Hvis den 6. maj havde bundet de socialrevolutionære og mensjevikkerne til bourgeoisiets triumfvogn med et reb, så har den 19. juni smedet dem fast med en lænke som kapitalisternes tjenere.

VII

Massernes forbitrelse som følge af røverkrigens genoptagelse voksede naturligvis endnu hurtigere og stærkere. Den 3. og 4. juli udløstes deres harme i en eksplosion, en eksplosion, som bolsjevikkerne forsøgte at hindre, og som de naturligvis måtte prøve at give en så organiseret form som muligt. De socialrevolutionære og mensjevikkerne, bourgeoisiets slaver, som var lagt i lænker af deres herrer, gik med til alt: reaktionære troppers ankomst til Petrograd, dødsstraffens genindførelse, afvæbning af arbejderne og de revolutionære tropper, arrestationer, forfølgelser, forbud, mod blade uden retskendelse. Magten, som bourgeoisiet i regeringen ikke helt kunne tilrane sig, og som sovjetterne ikke ville overtage, gled over i hænderne på militærkliken, på bonapartisterne, som naturligvis fuldtud blev understøttet af kadetterne og de sorte hundreder, godsejerne og kapitalisterne.

Det ene skridt trak det andet efter sig. Efter at de socialrevolutionære og mensjevikkerne var kommet ud på skråplanet med kompromispolitiken overfor bourgeoisiet, rutsjede de ustandseligt nedad, til de nåede bunden. Den 28. februar lovede de i Petrograds sovjet den borgerlige regering betinget støtte. Den 6. maj frelste de den fra sammenbruddet og lod sig forvandle til dens tjenere og forsvarere ved at give tilslutning til offensiven. Den 9. juni forenede de sig med det kontrarevolutionære bourgeoisi i det felttog med rasende ondskab, løgne og bagvaskelser, som rettedes mod det revolutionære proletariat. Den 19. juni godkendte de den påbegyndte genoptagelse af røverkrigen. Den 3. juli gik de med til at tilkalde reaktionære tropper: det var begyndelsen til den fuldstændige overgivelse af magten til bonapartisterne. Det ene skridt trak det andet efter sig. Dette forsmædelige endeligt for de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier er ikke nogen tilfældighed, men resultatet af småbesiddernes, småborgerskabets økonomiske stilling, noget man ofte har erfaret i Europa.

VII

Enhver har naturligvis kunnet iagttage, hvordan småborgerne slider og slæber, hvordan de anstrenger sig for at »arbejde sig op« og blive rigtige forretningsfolk, blive »velsituerede« forretningsfolk, blive bourgeoisi. Sålænge kapitalismen hersker, er der ingen anden udvej for småbesidderen: han må enten selv nå op i kapitalisternes rækker (og det er i bedste fald muligt for een småbesidder blandt hundrede) eller synke ned til at blive en ruineret småbesidder, halvproletar og så - proletar. Det samme gælder også i politik: det småborgerlige demokrati, navnlig dets førere, løber efter bourgeoisiet. Det småborgerlige demokratis førere trøster deres masser med løfter og forsikringer om, at man kan nå til forståelse med storkapitalisterne, i bedste fald får de en kort tid små indrømmelser af kapitalisterne for et lille bedrestillet lag af de arbejdende masser, men på alle afgørende, på alle vigtige punkter har det småborgerlige demokrati stadig vist sig som efterabere af bourgeoisiet, som dets afmægtige vedhæng, som et føjeligt redskab i finanskongernes hænder. Erfaringerne fra England og Frankrig har mere end en gang bekræftet dette.

Erfaringerne fra den russiske revolution, hvor begivenhederne navnlig under indflydelse af den imperialistiske krig og den deraf fremkaldte yderst dybtgående krise har udviklet sig med usædvanlig hurtighed, denne erfaring fra februar til juli 1917 har på en overordentlig slående og anskuelig måde bekræftet den gamle marxistiske sandhed om småborgerskabets vaklende holdning, den russiske revolution lærer os, at hvis de arbejdende masser vil redde sig ud af krigens skruestik, hungersnøden og slavearbejdet for godsejerne og kapitalisterne, gives der ingen anden vej end et fuldstændigt brud med de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier, klar erkendelse af deres forræderrolle, afvisning af enhver form for kompromispolitik overfor bourgeoisiet, energisk tilslutning til de revolutionære arbejdere. Ene og alene de revolutionære arbejdere er, hvis de bliver støttet af de fattige bønder, i stand til at bryde kapitalisternes modstand, føre folket frem til erobring af jorden uden nogen afløsningssum, til fuldstændig frihed, til sejr over hungersnøden, til sejr over krigen, til en retfærdig og varig fred.

Efterskrift

Denne artikel er, som det ses af teksten, skrevet sidst i juli måned 1917. Revolutionens gang i august har fuldtud bekræftet det i artiklen fremførte. I slutningen af august 1917 har så Kornilovs oprør fremkaldt et nyt omsving i revolutionen, idet det tydeligt har vist hele folket, at kadetterne i forbund med de kontrarevolutionære generaler tragter efter at jage sovjetterne fra hinanden og genoprette monarkiet. Hvor kraftigt dette omsving er, om det vil lykkes det at gøre ende på den skæbnesvangre kompromispolitik overfor bourgeoisiet, vil den nærmeste fremtid vise. Det kontrarevolutionært kup, som general Kornilov forsøgte d. 1. august-september 1917 for at knuse revolutionen, skulle opløse sovjetterne og oprette et militærdiktatur. Det skyldtes alene det bolsjevikiske partis energiske optræden i spidsen for den væbnede modstand mod revolten, at denne plan blev slået ned.

En uafvendelig katastrofe truer Rusland. Jernbanetransporten er utrolig desorganiseret, og desorganisationen bliver større og større. Jernbanerne vil komme til at stå stille. Tilførslen af råstoffer og kul til fabrikkerne vil ophøre. Korntilførslen vil gå i stå. Kapitalisterne saboterer (skader, hindrer, undergraver, bremser) bevidst og hårdnakket produktionen i håb om, at en uhørt katastrofe vil føre til sammenbrud for republikken og demokratismen, for sovjetterne og i det hele taget for arbejdernes og bøndernes sammenslutninger og således lette monarkiets tilbagevenden og genoprettelsen af bourgeoisiets og godsejernes almagt. En katastrofe af hidtil uset omfang, ledsaget af hungersnød, er blevet en uafvendelig trussel. Det er der allerede skrevet om utallige gange i alle blade. Der er blevet vedtaget utrolige mængder af resolutioner både af partierne og af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter - resolutioner, hvor det indrømmes, at katastrofen er uafvendelig, at den rykker meget nær, at der må føres en desperat kamp mod den, at folket må gøre sig »heroiske anstrengelser« for at afvende undergangen og så videre. Det siger alle. Det erkender alle. Det har alle slået fast. Og der bliver ikke gjort noget.

Der er gået et halvt års revolution. Katastrofen er rykket endnu nærmere. Der er opstået massearbejdsløshed. Betænk blot: landet er uden varer, landet går til grunde af mangel på produkter, af mangel på arbejdskraft, skønt der er korn og råstoffer nok - og i et sådant land, i et så kritisk øjeblik er der opstået massearbejdsløshed! Behøves der flere beviser for, at der i det halve års revolution (som nogle kalder den store, men som det nok ville være retfærdigere at kalde den rådne) i en demokratisk republik, med et væld af sammenslutninger, organer, institutioner, som stolt kalder sig »revolutionær-demokratiske«, i virkeligheden absolut intet alvorligt er gjort mod katastrofen, mod hungeren? Vi nærmer os sammenbruddet hurtigere og hurtigere, thi krigen venter ikke, og den derved fremkaldte desorganisation af alle sider af folkets liv bliver stærkere og stærkere. Og dog behøves der blot en smule opmærksomhed og eftertanke for at overbevise sig om, at der findes midler til at bekæmpe katastrofen og hungeren, at foranstaltningerne til bekæmpelsen er fuldkommen klare og enkle, fuldkommen gennemførlige, at folkets kræfter fuldtud kan magte dem, og at grunden til, at disse foranstaltninger ikke bliver truffet, ene og alene er den, at gennemførelsen ville gå en håndfuld kapitalisters og storgodsejeres uhyre profiter for nær.

I sandhed. Man kan være sikker på, at der ikke kan findes en eneste tale, ikke en eneste artikel i ligegyldig hvilken avis, ikke en eneste resolution fra en hvilken som helst forsamling eller institution, hvor man ikke ganske klart erkender den grundlæggende foranstaltning, hovedmidlet i kampen for at afvende katastrofen og hungeren. Denne foranstaltning er: kontrol, opsyn, registrering, statslig regulering, rigtig fordeling af arbejdskraften i produktionen og varefordelingen, økonomisk anvendelse af folkets kræfter, undgåelse af enhver overflødig indsats af kræfter, sparsommelig brug af dem. Kontrol, opsyn, registrering - det er det første bud i kampen mod katastrofen og hungeren. Det er ubestrideligt og almindeligt anerkendt. Og netop det bliver ikke gjort af frygt for at antaste godsejernes og kapitalisternes almagt, deres umådelige, uhørte, skandaløse profiter, profiter, der tjenes ved prisforhøjelser og hærleverancer (og næsten alle »arbejder« nu direkte eller indirekte for krigen), profiter, som alle kender, som alle ser, som alle stønner og sukker over. Men der gøres absolut intet for at indføre nogen som helst alvorlig kontrol, registrering og opsyn fra statens side.

Der foregår allevegne en systematisk og uophørlig sabotage af enhver slags kontrol og registrering, af ethvert forsøg på at få staten i gang med dette. Man må være utrolig naiv for ikke at begribe - og man må være dobbelt hyklerisk for at lade, som om man ikke begriber hvorfra denne sabotage udgår, og med hvilke midler den arbejder. Thi når bankiererne og kapitalisterne saboterer og forpurrer enhver slags kontrol, opsyn og registrering, tilpasser de sig efter den demokratiske republiks statslige former, efter de bestående »revolutionær-demokratiske« institutioner. D'herrer kapitalister har udmærket forstået den sandhed, som alle tilhængere af den videnskabelige socialisme fører i munden, men som mensjevikkerne og de socialrevolutionære gjorde alt for at glemme, så snart deres venner fik nogle »ben« som ministre, statssekretærer o.s.v. nemlig den sandhed, at den kapitalistiske udbytnings økonomiske indhold aldeles ikke antastes ved, at monarkistiske regeringsformer afløses af republikansk-demokratiske, og at det omvendte følgelig også gælder: i kampen for den kapitalistiske profits ukrænkelighed og hellighed behøver man kun at ændre formen, så kan man forsvare profitten nøjagtig lige så heldigt i den demokratiske republik som i det enevældige monarki.

Den moderne, nyeste, republikansk-demokratiske sabotage af enhver slags kontrol, registrering og opsyn består i, at kapitalisterne i ord »af ganske hjerte« anerkender kontrollens »princip« og nødvendighed (ligesom alle socialrevolutionære og mensjevikker, det siger sig selv), de holder blot på, at denne kontrol skal indføres »gradvis«, planmæssigt, »reguleret af staten«. I virkeligheden dækker disse tilsyneladende harmløse ord over, at kontrollen forpurres, gøres til intet, til en fiktion, en leg med kontrol, en forhaling af alle saglige og praktisk vigtige skridt, oprettelse af utrolig komplicerede, vidtløftige, bureaukratisk livløse kontrolorganer, som helt igennem dirigeres af kapitalisterne og absolut ikke foretager sig noget, hvad de heller ikke kan. For at dette ikke skal mangle bevis, vil vi påkalde vidner fra mensjevikkernes og de socialrevolutionæres rækker, d.v.s. netop de folk, som havde flertallet i sovjetterne i revolutionens første halvår, som deltog i »koalitionsregeringen«, og som derfor overfor de russiske arbejdere og bønder er politisk ansvarlige for, at man har set gennem fingre med kapitalisterne og ladet dem forpurre enhver kontrol.

Det officielle organ for det højeste af det »revolutionære demokrati«s såkaldte »suveræne« (lad være at smile!) Organer, »Isvestija fra CEK«, d.v.s. centraleksekutivkomitéen for arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes alrussiske sovjetkongres, offentliggør i nr. 164 for 7. september 1917 en beslutning fra det specielle institut for kontrolanliggender, som de samme mensjevikker og socialrevolutionære har skabt, og som befinder sig i deres hænder. Dette specielle institut er centraleksekutivkomitéens »økonomiske afdeling«. I beslutningen erkender man officielt det faktum, at »de ved regeringen oprettede centralorganer til regulering af det økonomiske liv er absolut uvirksomme«. I sandhed, kan man tænke sig et mere talende vidnesbyrd om den mensjevikiske og socialrevolutionære politiks bankerot end dette, som mensjevikkerne og de socialrevolutionære egenhændigt har underskrevet?

Allerede under tsarismen erkendte man nødvendigheden af at regulere det økonomiske liv, og der blev oprettet forskellige institutioner med dette formål. Men under tsarismen voksede forfaldet mere og mere og nåede et skrækindjagende omfang. Det blev straks set som en opgave for den republikanske revolutionære regering at gribe til alvorlige, energiske forholdsregler for at bekæmpe forfaldet. Da »koalitionsregeringen« med deltagelse af mensjevikker og socialrevolutionære blev dannet, gav den i en særdeles højtidelig deklaration af 6. maj til hele folket løfte om og forpligtede sig til at indføre statskontrol og statsregulering. Både Tsereteli, Tsjernov og de øvrige mensjevikiske og socialrevolutionære ledere svor dyre eder på, at de ikke blot var ansvarlige for regeringen, men at de »suveræne organer for det revolutionære demokrati«, som var i deres hænder, virkelig ville overvåge regeringens arbejde og kontrollere det.

Siden den 6. maj er der gået fire måneder, fire lange måneder, i hvilke Rusland har ofret soldater i hundredtusindvis for den tåbelige imperialistiske »offensiv«, mens forfaldet og katastrofen er rykket frem med syvmileskridt, skønt sommertiden gav enestående mulighed for at gøre et stort arbejde i skibsfarten, i landbruget, ved boringer og grubeundersøgelser o.s.v., o.s.v. - og efter fire måneder er mensjevikkerne og de socialrevolutionære nødt til at indrømme officielt, at regeringens kontrolinstitutioner er »absolut uvirksomme«!! Og disse mensjevikker og socialrevolutionære vrøvler nu (vi skriver netop disse linjer lige før den demokratiske konference den 12. september) med alvorlig statsmandsmine om, at det vil hjælpe på sagen, hvis man i stedet for koalitionen med kadetterne får en koalition med industriens og handelens hajer, med Rjabusjinskij, Bublikov, Teressjenko og konsorter! Man må spørge: hvordan skal denne forbavsende blindhed hos mensjevikkerne og de socialrevolutionære forklares? Skal man betragte dem som politiske pattebørn, der er så ufornuftige og naive, at de ikke ved, hvad de gør, men griber fejl med et ærligt sind? Eller har de mange ben, de har fået som ministre, statssekretærer, generalguvernører, kommissærer og mange andre, den egenskab at frembringe en særlig, »politisk« blindhed?

Det spørgsmål kan opstå, om kontrollens metode og midler da frembyder noget overordentlig kompliceret, vanskeligt, uprøvet, ja endog ukendt? Skal forhalingen måske forklares med, at statsmændene i kadetpartiet, i industri- og handelsklassen, i de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier nu i et halvt år har slidt i deres ansigts sved for at udfinde, studere, opdage kontrollens midler og metoder, men at opgaven har vist sig usandsynlig svær og derfor stadig er uløst? Ak og ve! De uoplyste og forkuede bønder, som hverken kan læse eller skrive, og spidsborgerne, som tror på alt og ikke ser til bunds i noget - dem vil man stikke blår i øjnene ved at fremstille sagen på denne måde. Men i virkeligheden kendte selv tsarismen, selv det »gamle regime«, da det dannede krigsindustrikomitéerne, den grundlæggende foranstaltning, hovedmidlet og hovedvejen til kontrol: sammenslutning af befolkningen efter forskellige erhverv, arbejdsformål, arbejdsgrene o.s.v.. Men tsarismen frygtede denne sammenslutning af befolkningen og lagde alle mulige hindringer i vejen, beskar kunstigt denne velkendte, yderst lette, fuldtud anvendelige metode og vej til kontrol.

Alle krigsførende stater, som mærker krigens elendighed og trængsler og mere eller mindre lider under forfald og hungersnød, har længe udpeget, fastsat, anvendt, gennemprøvet en hel række kontrolforanstaltninger, som næsten alle går ud på at sammenslutte befolkningen, at danne eller opmuntre foreninger af enhver art, med deltagelse af repræsentanter fra staten og under opsyn af staten o.s.v.. Alle disse kontrolforanstaltninger er almindelig kendte, der er talt og skrevet meget om dem, de love, de fremskredne krigsførende magter har udstedt om kontrol, er oversat til russisk eller udførligt behandlet i den russiske presse. Hvis vor stat faktisk ønskede at gennemføre kontrollen sagligt og alvorligt, hvis statens kontrolinstitutioner ikke ved deres kryberi for kapitalisterne havde dømt sig selv til »absolut uvirksomhed«, så behøvede staten jo kun at øse med begge hænder af det rige forråd af allerede kendte og anvendte kontrolforanstaltninger. Den eneste hindring for dette - en hindring, som kadetterne, de socialrevolutionære og mensjevikkerne skjuler for folket - var og er den omstændighed, at en kontrol ville afsløre kapitalisternes vanvittige profiter og gå disse profiter for nær.

For at forklare dette yderst vigtige spørgsmål (som i grunden drejer sig om programmet for enhver virkelig revolutionær regering, der vil redde Rusland fra krigen og hungersnøden) vil vi opregne disse yderst vigtige kontrolforanstaltninger og behandle hver enkelt af dem nærmere. Vi vil få at se, at en regering, som ikke kun ironisk vil kaldes revolutionær-demokratisk, blot havde behøvet at bruge sine første otte dage til at dekretere (anordne, befale) gennemførelsen af de vigtigste kontrolforanstaltninger, at fastsætte alvorlige og ikke latterlige straffe for kapitalister, som på bedragerisk vis søger at unddrage sig kontrollen, og at opfordre befolkningen til selv at holde, opsyn med kapitalisterne og våge over, at disse nøje overholder kontrolforordningerne, så havde kontrollen forlængst været gennemført i hele Rusland.

Her er de vigtigste foranstaltninger: 1) Sammenslutning af alle banker til en enkelt bank og statskontrol med dens operationer, eller nationalisering af bankerne. 2) Nationalisering af syndikaterne, d.v.s. kapitalisternes største monopolsammenslutninger (sukker, olie, kul, metal o.s.v.). 3) Ophævelse af forretningshemmeligheden. 4) Tvungen sammenslutning (i forbund) af industrifolk, købmænd, erhvervsdrivende i det hele taget. 5) Tvungen organisering af befolkningen i forbrugsforeninger eller ansporing af en sådan organisering og kontrol med den.

Lad os undersøge, hvilken betydning hver enkelt af disse foranstaltninger ville have, under forudsætning af, at de blev gennemført revolutionær-demokratisk.

Bankerne er som bekendt midtpunktet for det moderne økonomiske liv, de store nervecentrer i hele kapitalismens økonomiske liv. At tale om »regulering af det økonomiske liv« og gå udenom bankernes nationalisering betyder enten at lægge komplet uvidenhed for dagen eller at bedrage det »jævne folk« med højtravende talemåder og rundhåndede løfter, som man på forhånd har besluttet ikke at holde. Det er tåbeligt at ville kontrollere kornleverancerne eller produktionen og varefordelingen i det hele taget, hvis man ikke samtidig kontrollerer og regulerer bankoperationerne. Det er omtrent som at gribe efter småpenge, man tilfældigt får indenfor rækkevidde, mens man lader millioner af rubler upåagtet. De moderne banker er så intimt og fast sammenvokset med handelen (kornhandel og al anden handel) og industrien, at man absolut ikke kan foretage sig noget alvorligt, noget »revolutionær-demokratisk«, uden at »tage hånd i hanke« med bankerne.

Men måske er dette, at staten »tager hånd i hanke« med bankerne, en meget vanskelig og kompliceret operation? Man søger sædvanligvis at kyse filistrene med den slags foregivender - det er naturligvis kapitalisterne og deres advokater, der gør det, for de har fordel af det. I virkeligheden frembyder bankernes nationalisering, hvorved der ikke fratages en eneste »ejer« så meget som en øre, absolut ingen vanskeligheder, hverken tekniske eller kulturelle, og den saboteres udelukkende af hensyn til en forsvindende håndfuld rigfolks usle havesyge. Når nationaliseringen af bankerne så tit forveksles med konfiskation af privatformuerne, så bærer den borgerlige presse, som har interesse i at bedrage offentligheden, skylden for denne begrebsforvirring.

Ejendomsretten til de kapitaler, som bankerne opererer med, og som er koncentreret i bankerne, bevidnes ved trykte eller skrevne dokumenter, som man kalder aktier, obligationer, veksler, kvitteringer o.s.v.. Ikke et eneste af disse dokumenter vil gå tabt eller blive ændret ved bankernes nationalisering, d.v.s. alle bankernes sammensmeltning til en eneste statsbank. Den, som havde 15 rubler på en bankbog, vil også efter bankernes nationalisering være ejer af 15 rubler, og den, som havde 15 millioner, han vil efter bankernes nationalisering stadig have 15 millioner i form af aktier, obligationer, veksler, købekontrakter og lignende.

Hvori ligger så betydningen af bankernes nationalisering? I, at en virkelig kontrol med de mange enkelte banker og deres operationer (selv når forretningshemmeligheden o.s.v. bliver ophævet) er umulig, for det er umuligt at gennemskue de meget komplicerede, uigennemsigtige og raffinerede metoder, som anvendes ved opstilling af balancer, ved grundlæggelse af fiktive virksomheder og filialer, ved at sætte stråmænd ind o.s.v., o.s.v.. Kun en sammenslutning af alle banker til en enkelt bank, hvad der i sig selv ikke betyder den ringeste forandring af ejendomsforholdene og (det gentager vi) ikke fratager en eneste ejer en øre, giver mulighed for en virkelig kontrol - naturligvis under forudsætning af, at alle de andre ovenfor anførte forholdsregler kommer til anvendelse. Kun hvis bankerne nationaliseres, kan man opnå, at staten får kendskab til, hvor millionerne går hen og hvordan, hvor de kommer fra og hvornår. Og kun kontrol med bankerne, med centrum, med den kapitalistiske cirkulations hovedakse og hovedmekanisme ville gøre det muligt at iværksætte en virkelig kontrol, ikke en kontrol på papiret, med hele det økonomiske liv, med produktionen og fordelingen af de vigtigste produkter, at iværksætte den »regulering af det økonomiske liv«, som ellers ikke kan blive andet end en ministerfrase, der bedrager det jævne folk. Kun kontrol med bankoperationerne giver (under forudsætning af bankernes sammenslutning i een statsbank) mulighed for, at man under anvendelse af yderligere, let gennemførlige forholdsregler virkelig kan inddrive indkomstskatterne, uden at formuer og indkomster kan skjules; som det nu er, er og bliver indkomstskatten jo i høj grad en fiktion.

For at nationalisere bankerne ville det være nok simpelthen at dekretere det - direktørerne og funktionærerne skulle så selv gennemføre det. Der behøves ikke noget særligt apparat, ingen særlige forberedende skridt fra statens side; denne forholdsregel lader sig realisere med eet dekret, »med eet slag«. Den økonomiske mulighed for en sådan foranstaltning har kapitalismen nemlig selv skabt, efter at den har udviklet sig til veksler, aktier, obligationer o.s.v. Her mangler der kun en ensartet bogføring, og hvis den revolutionære stat forordnede, at der i hver by straks telegrafisk skal indkaldes møder og i provinsen og hele landet konferencer af direktører og funktionærer for ufortøvet at sammenslutte alle banker til een statsbank, så ville denne reform blive gennemført på få uger. Ganske vist ville netop direktørerne og de højere funktionærer forsøge at gøre modstand, at bedrage staten, at trække sagen i langdrag o.s.v.; thi disse herrer ville jo gå glip af deres særdeles indbringende stillinger, miste muligheden for særlig indbringende svindleroperationer; det er sagens kærne. Tekniske vanskeligheder ved en sammenslutning af bankerne findes der derimod slet ikke, og hvis statsmagten ikke blot er revolutionær i ord (d.v.s. hvis den ikke er bange for at bryde med træghed og rutine), hvis den ikke blot er demokratisk i ord (d.v.s. hvis den handler i folkeflertallets og ikke i en håndfuld rigmænds interesse), så var det nok at dømme direktørerne, bestyrelsesmedlemmerne og storaktionærerne til formuekonfiskation og fængselsstraf for ethvert forsøg på at forhale sagen og hemmeligholde dokumenter eller afregninger; det var f.eks. nok at sammenslutte de fattige funktionærer for sig og give dem præmier for at afsløre bedragerier og manipulationer fra de riges side - og bankernes nationalisering ville ske glat og hurtigt.

De fordele, som hele folket, ikke specielt arbejderne (for arbejderne har kun lidt at gøre med banker), men bøndernes og de små erhvervsdrivendes masse vil få ved bankernes nationalisering, vil være uhyre. Arbejdsbesparelsen vil være kæmpemæssig, og hvis man antager, at staten beholdt det hidtidige antal bankfunktionærer, vil det betyde et meget stort skridt fremad, idet man derved vil gøre brugen af bankerne mere universel (almindelig), forøge antallet af filialer, gøre bankoperationerne mere tilgængelige o.s.v., o.s.v. netop de små besiddere, bønderne, ville få langt lettere ved at opnå krediter. Staten selv ville for første gang få mulighed for først og fremmest at overse og så kontrollere alle vigtige pengeoperationer uden tilsløring, derefter at regulere det økonomiske liv og endelig få millioner og milliarder til store statsoperationer uden at betale d'herrer kapitalister vanvittige »provisioner« for deres »tjenester«. Derfor, og kun derfor, skummer alle kapitalister, alle borgerlige professorer, hele bourgeoisiet og dets tjenstvillige støtter, Plekhanov, Potresov og co., af raseri og er rede til at kæmpe mod bankernes nationalisering, til at opfinde tusinder af indvendinger mod denne ganske lette og påkrævede foranstaltning, skønt den selv fra lands»forsvaret«s synspunkt, d.v.s. fra et militært synspunkt, ville være et vældigt plus og forøge landets »militære magt« uhyre.

Her kunne man måske indvende: hvorfor gennemfører da så fremskredne lande som Tyskland og Amerikas forenede stater en storstilet »regulering af det økonomiske liv« uden så meget som at tænke på bankernes nationalisering? Fordi begge disse stater, svarer vi, ikke blot er kapitalistiske, men også imperialistiske, selv om den ene er et monarki, den anden en republik. Derfor kan de gennemføre de fornødne reformer ad reaktionær-bureaukratisk vej, vi derimod taler her om den revolutionær-demokratiske vej. Denne »lille forskel« er af meget væsentlig betydning. Det er for det meste »ikke skik og brug« at tænke på den. Ordet »revolutionært demokrati« er hos os (navnlig hos de socialrevolutionære og mensjevikkerne) næsten blevet en konventionel frase, omtrent som ordet »gudskelov«, der også bruges af folk, som ikke er så udannede at tro på en gud, eller som udtrykket »ærede borger«, som man undertiden sågar bruger overfor »Djen«s eller »Jedinstvo«s medarbejdere, skønt næsten alle ved, at disse blade er grundlagt og opretholdt af kapitalisterne og for kapitalisterne, og at såkaldte socialisters medarbejderskab ved disse derfor er lidet »æret«.

Hvis man ikke vil bruge ordene »revolutionært demokrati« som en vedtagen paradefrase, som en konventionel talemåde, men overveje deres betydning, så betyder det at være demokrat i gerning at tage hensyn til folkeflertallets interesser, ikke til mindretallets, og at være revolutionær betyder at ødelægge alt skadeligt og forældet med den største beslutsomhed og ubarmhjertighed. Hverken i Amerika eller i Tyskland gør regeringerne eller de herskende klasser, efter hvad man hører, krav på betegnelsen »revolutionært demokrati«, som vore socialrevolutionære og mensjevikker gør krav på (og prostituerer). I Tyskland findes der ialt fire private storbanker af landsomfattende, national betydning, i Amerika ialt 16: det er lettere, bekvemmere, fordelagtigere for disse bankers finanskonger at rotte sig sammen privat og hemmeligt, reaktionært og ikke revolutionært, at gøre det bureaukratisk og ikke demokratisk, og så bestikke statsembedsmændene (det er den almindelige regel såvel i Amerika som i Tyskland), mens de bevarer bankernes private karakter netop for at bevare forretningshemmeligheden, netop for at flå staten for millioner og atter millioner i »ekstraprofit«, netop for at sikre de bedrageriske finansmanipulationer. Både Amerika og Tyskland »regulerer det økonomiske liv« således, at der for arbejderne (og tildels for bønderne) kommer militært tvangsarbejde ud af det, men for bankiererne og kapitalisterne et paradis. Deres regulering består i, at man »strækker« arbejdernes rationer ned under sultegrænsen, mens man (hemmeligt, ad reaktionær-bureaukratisk vej) sikrer kapitalisterne højere profiter end før krigen.

Også i det republikansk-imperialistiske Rusland er en sådan vej fuldtud mulig; den bliver også betrådt, ikke blot af Miljukov'erne og Sjingarjov'erne, men også af Kerenskijs hånd i hånd med Teressjenko, Nekrasov, Bernatskij, Prokopovitsj og co., som ligeledes beskytter bankernes reaktionær-bureaukratiske »uantastelighed« og deres hellige ret til vanvittige profiter. Lad os dog hellere sige sandheden: man vil gerne regulere det økonomiske liv i det republikanske Rusland på reaktionær-bureaukratisk vis, men man har »ofte« vanskeligheder ved at gøre det, sålænge »sovjetterne« eksisterer, som det ikke lykkedes Kornilov nr. 1 at jage væk, men som Kornilov nr. 2 vil forsøge at jage væk . . .Det vil jo vise sig at være sandheden. Og denne enkle, omend bitre sandhed er nyttigere for vort folks oplysning end den smukke løgn om »vort« »store« »revolutionære« demokrati. . .

Bankernes nationalisering ville i høj grad lette den samtidige nationalisering af forsikringsvæsenet, d.v.s. sammenslutningen af alle forsikringsselskaber til et enkelt selskab, centraliseringen af deres virksomhed, statens kontrol med dem. Kongresser af forsikringsselskabernes funktionærer ville også her straks og uden nogen vanskelighed kunne gennemføre denne sammenslutning, hvis den revolutionær-demokratiske stat anordnede det og foreskrev de ledende direktører og storaktionærerne ufortøvet at foretage sammenslutningen, som hver af dem skulle være strengt ansvarlig for. I forsikringsvæsenet har kapitalisterne anbragt hundreder af millioner, hole arbejdet gøres af funktionærer. En sammenslutning her ville nedsætte forsikringspræmierne, bringe talrige fordele og lettelser for alle forsikrede og med de samme kræfter og midler udvide de forsikredes kreds. Udover træghed, rutine og havesyge hos en håndfuld indehavere af indbringende ben er der absolut intet, der står i vejen for denne reform, en reform som igen vil hæve landets »forsvarsevne«, spare på folkets arbejde og åbne en række meget betydningsfulde muligheder for at »regulere det økonomiske liv« ikke blot på papiret, men i virkeligheden.

Kapitalismen adskiller sig fra de gamle førkapitalistiske systemer for folkehusholdning ved, at den har skabt snæver forbindelse og gensidig afhængighed mellem forskellige grene. Hvis dette ikke var tilfældet, ville forøvrigt alle skridt i retning af socialismen være teknisk uigennemførlige. Den moderne kapitalisme har gennem bankernes herredømme over produktionen øget denne gensidige afhængighed mellem folkehusholdningens forskellige grene til det yderste. Bankerne og de vigtigste grene af industri og handel er vokset uløseligt sammen. Det betyder for det første, at det ikke er muligt at nationalisere bankerne alene og undlade at oprette et statsmonopol af handels- og industrisyndikaterne (sukker, kul, jern, olie o.s.v.), at nationalisere disse syndikater. Og det betyder for det andet, at reguleringen af det økonomiske liv, hvis den skal gennemføres alvorligt, nødvendiggør at både banker og syndikater nationaliseres samtidig.

Lad os f.eks. tage sukkersyndikatet. Det opstod allerede under tsarismen og førte til en stort anlagt kapitalistisk sammenslutning af fortræffeligt indrettede fabriker og bedrifter, og denne sammenslutning, der naturligvis er gennemsyret af den mest reaktionære og bureaukratiske ånd, sikrede kapitalisterne skandaløst høje profiter mens den bød funktionærerne og arbejderne absolut retsløshed, fornedrelse, undertrykkelse og slaveri. Staten kontrollerede og regulerede allerede dengang produktionen til gunst for pengemagnaterne. Man behøver her kun at forvandle den reaktionær-bureaukratiske regulering til en revolutionær-demokratisk ved enkle dekreter om indkaldelse af en konference af funktionærer, ingeniører, direktører og aktionærer, om indførelse af ensartet regnskabsføring, om arbejderorganisationernes kontrol o.s.v.. Dette er så ligetil - og netop dette bliver stadig ikke gjort!! I den demokratiske republik bliver den reaktionær-bureaukratiske regulering af sukkerindustrien i virkeligheden ved med at bestå, alt bliver ved det gamle: rovdrift med folkets arbejde, rutine og stagnation, berigelse for Bobrinskij'erne og Teressjenko'erne. Opfordre demokratiet, ikke bureaukratiet, opfordre arbejderne og funktionærerne, ikke »sukkerkongerne« til selvstændigt initiativ - det var det, man kunne og skulle have gjort på et par dage, med eet slag, hvis ikke de socialrevolutionære og mensjevikkerne havde forplumret folkets opfattelse med planer om en »koalition« netop med disse sukkerkonger, en koalition med pengesækkene, som nødvendigvis må medføre regeringens »fuldstændige uvirksomhed« med hensyn til regulering af det økonomiske liv. (NB. disse linjer var allerede skrevet, da jeg læste i bladene, at Kerenskij regeringen indfører sukkermonopol; naturligvis gør den det reaktionært-bureaukratisk, uden konferencer af funktionærer og arbejdere, uden offentlighed, uden at tøjle kapitalisterne)

Lad os tage olieindustrien. Den er allerede i kæmpemæssigt omfang blevet »gjort samfundsmæssig« ved kapitalismens forudgående udvikling. Et par oliekonger omsætter hundreder og atter hundreder af millioner; de beskæftiger sig med at klippe kuponer og skovler eventyrlige gevinster ind på den »forretning«, som faktisk, teknisk, allerede nu er organiseret samfundsmæssigt i landsmålestok og allerede nu ledes af hundreder og tusinder af funktionærer, ingeniører o.s.v. Olieindustriens nationalisering er mulig straks, og det er en pligt for en revolutionær-demokratisk stat at gøre det, tilmed når den gennemgår en svær krise, hvor det gælder om for enhver pris at spare på folkets arbejde og forøge brændselsproduktionen. Det er klart, at en bureaukratisk kontrol ikke vil nytte noget, ikke ændre noget, thi oliekongerne kommer nøjagtig lige så let ud af det med folk som Teressjehko og Kerenskij og Avksentjev og Skobjelev, som de kom ud af det med de tsaristiske ministre; de ordner det ved forhaling, udflugter og løfter, endvidere ved direkte og indirekte bestikkelse af den borgerlige presse (det kalder man »den offentlige mening«, som Kerenskij, Avksentjev og konsorter »tager hensyn til«), ved bestikkelse af embedsmænd (som Kerenskij og Avksentjev og konsorter har ladet blive på deres gamle poster i det gamle uantastede statsapparat).

For at kunne gøre noget alvorligt må man gå over fra bureaukrati til demokrati og gøre det virkelig revolutionært, d.v.s. erklære oliekongerne og olieaktionærerne krig, dømme dem til formuekonfiskation og fængselsstraf, hvis de forhaler olieindustriens nationalisering, skjuler indtægter eller regnskaber, saboterer produktionen eller undlader at træffe forholdsregler til at forøge produktionen. Man må appellere til arbejdernes og funktionærernes initiativ, straks sammenkalde dem til drøftelser og kongresser og overlade dem en bestemt andel af fortjenesten på betingelse af, at de indfører en alsidig kontrol og forøger produktionen. Hvis sådanne revolutionær-demokratiske skridt var blevet taget straks i april 1917 uden forhaling, så ville Rusland, et af de lande i verden, der er rigest på flydende brændsel, i løbet af sommeren have kunnet gøre uendelig meget for at forsyne folket med de nødvendige mængder brændsel ved at benytte vandvejene.

Hverken den borgerlige regering eller den socialrevolutionær-mensjevikisk-kadettiske koalitionsregering har gjort det ringeste; de lod sig nøje med en bureaukratisk reformkomedie. De vovede ikke et eneste revolutionært-demokratisk skridt. De samme oliekonger, den samme stagnation, det samme had hos arbejderne og funktionærerne mod udbytterne, det samme forfald, som vokser frem på denne jordbund, den samme rovdrift med folkets arbejde - det hele, som det var under tsarismen; det eneste, der har ændret sig, er »hovederne« på de papirer, der går ind og ud i de »republikanske« kancellier! I kulindustrien, som teknisk og kulturelt ikke er mindre »moden« til nationalisering, og som forvaltes lige så skam løst af folkets udbyttere, kulkongerne, har vi en række åbenlyse fakta: direkte sabotage, direkte ødelæggelse og standsning af produktionen fra industriherrernes side. Selv det mensjevikiske ministerblad »Rabotsjaja Gaseta« har indrømmet disse fakta. Og hvad så? Man har slet ingenting gjort, kun trukket de gamle reaktionær-bureaukratiske »fifty-fifty« nævn frem igen, som består af lige mange arbejdere og røvere fra kulsyndikatet.

Ikke et eneste revolutionær-demokratisk skridt, ikke skygge af forsøg på at oprette den eneste reelle kontrol fra neden, gennem funktionærforbundene, gennem arbejderne, gennem terror mod kulbaronerne, som styrter landet i fordærv og standser produktionen! Hvordan skulle man også det - vi er jo »alle« tilhængere af »koalitionen«, om ikke med kadetterne så med handels- og industrikredsene, og koalition betyder netop at overlade kapitalisterne magten, lade dem skalte og valte ustraffet, tillade dem at bremse alt, vælte alt over på arbejderne, forstærke forfaldet og på denne måde forberede et nyt Kornilovkup!

Uden ophævelse af forretningshemmeligheden bliver kontrol med produktion og fordeling enten et tomt løfte, hvormed kadetterne snyder de socialrevolutionære og mensjevikkerne, og disse igen de arbejdende klasser, eller også kan den kun gennemføres med reaktionær-bureaukratiske midler og metoder. Dette er åbenbart for ethvert uhildet menneske, og »Pravda« krævede hårdnakket forretningshemmeligheden ophævet (hvad der netop i høj grad bidrog til, at bladet blev forbudt af kapitalens tjener Kerenskij-regeringen) - men hverken vor republikanske regering eller »det revolutionære demokratis kompetente organer« bare så meget som tænkte på dette en virkelig kontrols første bud. Netop her ligger nøglen til al kontrol. Netop det er kapitalens ømme punkt, kapitalen, som saboterer produktionen og udplyndrer folket. Det er også grunden til, at de socialrevolutionære og mensjevikkerne ikke vover at røre ved dette punkt.

Kapitalisternes sædvanlige argument, som tankeløst gentages af småborgerne, går ud på, at den kapitalistiske økonomi absolut ikke kan finde sig i forretningshemmelighedens ophævelse, thi den private ejendomsret til produktionsmidlerne, de enkelte bedrifters afhængighed af markedet, nødvendiggør forretningsbøgernes og handelsomsætningens »hellige ukrænkelighed«, bankforretningerne naturligvis indbefattet. Den, der under en eller anden form anfører disse eller lignende argumenter, narrer sig selv og narrer folket, thi man lukker herved øjnene for to grundlæggende, yderst vigtige, almindelig kendte fakta i nutidens økonomiske liv. Det ene faktum er storkapitalismen, d.v.s. bankernes, syndikaternes, storbedrifternes og lignende foretagenders særlige driftsform. Det andet faktum er krigen.

Netop den moderne storkapitalisme, som overalt bliver til monopolkapitalisme, berøver forretningshemmeligheden ethvert skær af fornuft, gør den til hykleri og bruger den udelukkende til at tilsløre finanssvindlerierne og storkapitalens utrolige profiter. Den kapitalistiske stordrift er allerede efter sin tekniske natur samfundsmæssig drift, d.v.s. den arbejder for millioner af mennesker og forener ved sin virksomhed direkte og indirekte hundreder, tusinder, ja titusinder af familier. Det er noget helt andet end en lille håndværkers eller en middelbondes bedrift; de fører slet ingen forretningsbøger og bliver derfor ikke berørt af forretningshemmelighedens ophævelse!

I en stordrift er virksomheden alligevel kendt af hundreder, ja endnu flere personer. Loven til beskyttelse af forretningshemmeligheden tjener her ikke produktionens eller omsætningens behov, men spekulation og havesyge i den groveste form, den direkte svindel, der som bekendt særlig breder sig i aktieselskaberne og tilsløres særlig behændigt af beretninger og regnskaber, der sættes sammen på en sådan måde, at man kan tage publikum ved næsen. Mens forretningshemmeligheden er uundgåelig i den lille varehusholdning, d.v.s. hos småbønderne og håndværkerne, hvor produktionen i sig selv ikke er samfundsmæssig, men stykket ud, splittet, så betyder beskyttelsen af denne hemmelighed i storkapitalistiske bedrifter kun, at man beskytter bogstavelig talt en håndfuld folks privilegier og profiter mod hele folket. Det er allerede anerkendt i loven, for så vidt som den foreskriver offentliggørelse af aktieselskabernes regnskaber. Men denne kontrol, som allerede er indført i alle fremskredne lande og også i Rusland, er netop en reaktionær-bureaukratisk kontrol, som ikke åbner øjnene på folket og ikke tillader det at erfare hele sandheden om aktieselskabernes virksomhed.

For at handle revolutionær-demokratisk skulle man straks udstede en lov, som ophæver forretningshemmeligheden, forpligter storbedrifterne og de rige til at aflægge ganske udførlige regnskaber og give en hvilken som j helst gruppe borgere, der rummer et solidt demokratisk antal mennesker, lad os sige 1000 eller 10.000 vælgere, ret til at gennemgå samtlige dokumenter i en hvilken som helst storbedrift. En sådan foranstaltning er let at gennemføre ved et simpelt dekret; kun den ville bringe folkeinitiativet til udfoldelse ved en kontrol gennem funktionærforbundene, arbejderorganisationerne og alle politiske partier, kun den ville gøre det til en alvorlig og demokratisk kontrol. Hertil kommer krigen. Det overvældende flertal af handels- og industrivirksomheder arbejder i øjeblikket ikke for det »frie marked«, men for statskassen, for krigen. Jeg har derfor allerede i »Pravda« sagt, at folk, som argumenterer mod os ved at sige, at det er umuligt at indføre socialismen, svindler og svindler groft, thi det drejer sig ikke om indførelse af socialismen nu, straks, fra i dag til i morgen, men om at afsløre tyverierne fra statskassen.

Den kapitalistiske virksomhed »for krigen« (d.v.s. den virksomhed, som direkte eller indirekte har med krigsleverancer at gøre) beriger sig her med uhørte profiter, og det samme gør d'herrer kadetter i kompagni med mensjevikkerne og de socialrevolutionære, idet de modsætter sig ophævelsen af forretningshemmeligheden og ikke er andet end statskassetyveriets hjælpere og hælere. Krigen koster nu Rusland 50 millioner rubler om dagen. Disse 50 millioner om dagen går for størstedelen til krigsleverandørerne. Af disse 50 millioner udgør mindst 5 millioner daglig, sandsynligvis 10 millioner eller mere, »lovlige biindtægter« for kapitalisterne og embedsmændene, der på en eller anden måde er i ledtog med dem. Navnlig de store firmaer og bankerne, der forstrækker dem med penge til udførelse af krigsleverancerne, beriger sig her med uhørte profiter netop gennem statskassetyverierne, for anderledes kan man ikke kalde dette bedrageri, denne flåning af folket »i anledning af« krigen, »i anledning af«, at hundredtusinder og millioner af mennesker går til grunde.

Disse skandaløse profiter på leverancerne, »garantibrevene«, som hemmeligholdes af bankerne, og hvilke personer der beriger sig på de stadige prisforhøjelser, det er noget, »alle« ved, det taler man smilende om i »de bedre kredse«, det findes der endog ikke så få præcise bemærkninger om i den borgerlige presse, der som regel fortier de »pinlige« kendsgerninger og omgår de »kildne« spørgsmål. Alle ved det - og alle tier, alle tåler det, alle affinder sig med regeringen, som holder smukke taler om »kontrol« og »regulering«!! Revolutionære demokrater ville, hvis de virkelig var revolutionære og demokrater, straks have udstedt en lov, som ophæver forretningshemmeligheden, forpligter leverandørerne og købmændene til regnskabsaflæggelse, forbyder dem at opgive deres specielle virksomhed uden myndighedernes tilladelse, indfører formuekonfiskation og skydning* for hemmeligholdelse og bedrageri mod folket, organiserer efterprøvelse og kontrol fra neden, demokratisk, gennem folket selv, gennem sammenslutninger af funktionærer, arbejdere, forbrugere o.s.v. ((jeg har allerede haft lejlighed til i den bolsjevikiske presse at påvise, at et rigtigt argument mod dødsstraffen kun kan findes i udbytternes anvendelse af den mod de arbejdende masser for at bevare udbytningen. Formodentlig vil ingen som helst revolutionær regering kunne komme udenom dødsstraf for udbytterne (d.v.s. godsejerne og kapitalisterne)).

Vore socialrevolutionære og mensjevikker har helt igennem fortjent navnet forskræmte demokrater; thi i dette spørgsmål gentager de, hvad alle forskræmte spidsborgere siger, nemlig at kapitalisterne vil »stikke af«, hvis man anvender »for skrappe« midler, at »vi« ikke kan klare os uden kapitalisterne, at også de engelsk-franske millionærer måske bliver »fornærmede«, og de »støtter« os jo, etc.. Man kunne tro, at bolsjevikkerne foreslog noget, der var ukendt i menneskehedens historie, noget uprøvet, »utopisk«, skønt der i Fankrig allerede for 125 år siden var mænd, som var virkelig »revolutionære demokrater«, som virkelig var overbevist om, at krigen for deres vedkommende var retfærdig og havde forsvarskarakter, og som virkelig støttede sig på folkemasserne, der oprigtigt delte den samme overbevisning - mænd, som forstod at indføre en revolutionær kontrol med de rige og opnå resultater, der fremkaldte hele verdens beundring. Og i de forløbne 125 år har kapitalens udvikling, ved oprettelsen af banker, syndikater, jernbaner o.s.v., gjort det hundrede gange lettere og simplere at øve en virkelig demokratisk kontrol fra arbejdernes og bøndernes side mod udbytterne, godsejerne og kapitalisterne.

I grunden går hele spørgsmålet om kontrollen ud på, hvem der kontrollerer hvem, d.v.s. hvilken klasse der er den kontrollerende, og hvilken klasse der er den kontrollerede. Hos os, i det republikanske Rusland, hvor der medvirker »kompetente organer« for et såkaldt revolutionært demokrati, har man hidtil anerkendt og tolereret godsejere og kapitalister som kontrollører. Den uundgåelige følge heraf er kapitalisternes ligrøveri, som vækker almindelig harme i folket, og endvidere det forfald, som kunstigt fremmes af kapitalisterne. Man må beslutsomt, uigenkaldeligt, uden frygt for at bryde med det gamle, uden frygt for dristigt at opbygge det nye tage fat på en kontrol med godsejerne og kapitalisterne fra arbejdernes og bøndernes side. Men det frygter vore socialrevolutionære og mensjevikker som pesten.

Tvungen oprettelse af syndikater, d.v.s. tvungen sammenslutning i forbund f.eks. af industrifolk, er allerede blevet anvendt i praksis i Tyskland. Det er der ikke noget nyt i. Og her er de socialrevolutionære og mensjevikkerne skyld i, at vi oplever en fuldkommen stagnation i det republikanske Rusland, som disse lidet ærede partier »underholder« med en æggedans, som de danser enten med kadetterne eller med Bublikov'erne eller med Teressjenko og Kerenskij. Den tvungne oprettelse af syndikater er på den ene side en slags statslig fremskyndelse af den kapitalistiske udvikling, hvad der overalt fører til organisering af klassekampen, til forøgelse af sammenslutningernes antal, forskelligartethed og betydning. Og på den anden side er den tvungne oprettelse af sammenslutninger en nødvendig forudsætning for enhver nogenlunde alvorlig kontrol og enhver økonomiser en med folkets arbejde. Den tyske lov forpligter f.eks. læderfabrikanterne i en bestemt by eller i hele riget til at slutte sig sammen i et forbund, idet en repræsentant for staten indtræder i dette forbunds ledelse for at føre kontrol. En sådan lov berører umiddelbart, d.v.s. taget for sig, ikke ejendomsretten det ringeste, den berøver ikke en eneste ejer en skilling og foregriber ikke afgørelsen af, om kontrollen skal gennemføres i reaktionær-bureaukratisk eller revolutionær-demokratisk form, retning og ånd.

Sådanne love kunne og skulle man også straks udstede hos os uden at spilde blot en uge af den kostbare tid, idet man overlader det til selve den sociale situation at afgøre, hvordan loven mere konkret skal gennemføres, hvor hurtigt det skal ske, hvordan man skal kontrollere gennemførelsen o.s.v.. Staten behøver hverken et særligt apparat eller særlig forskning eller nogen som helst forudgående undersøgelser for at udstede en sådan lov; der behøves kun vilje til at gøre op med visse privatinteresser hos kapitalisterne, som »ikke er vant« til en sådan indblanding og ikke ønsker at miste deres ekstraprofitter, der sikres dels ved mangelen på kontrol, dels ved fortsættelsen af driften på gammeldags manér. Man behøver ikke noget særligt apparat eller nogen »statistik« (det var den, Tsjernov ville sætte i stedet for bøndernes revolutionære initiativ) for at udstede en sådan lov, thi dens gennemførelse må pålægges fabrikanterne eller industrimændene selv, må pålægges de forhåndenværende samfundsmæssige kræfter, under kontrol af ligeledes forhåndenværende samfundsmæssige kræfter (d.v.s. ikke regeringskræfter, ikke bureaukratiske kræfter), blot må disse ubetinget søges i de såkaldte »lavere stænder«, d.v.s. i de undertrykte og udbyttede klasser, som altid i historien har vist sig at stå umådelig meget højere end udbytterne, hvad angår

Evne til heroisme, selvopofrelse og kammeratlig disciplin. Lad os sige, at vi har en virkelig revolutionær-demokratisk regering, og at den beslutter: alle fabrikanter og industrifolk i enhver produktionsgren er, hvis de f.eks. beskæftiger mindst 2 arbejdere, forpligtet til straks at slutte sig sammen i kreds- og guvernementsforbund. Ansvaret for den ubetingede opfyldelse af loven pålægges i første række fabrikanterne, direktørerne, bestyrelsesmedlemmerne og storaktionærerne (thi de er den moderne industris virkelige førere, dens virkelige herrer). De betragtes som desertører fra militærtjeneste og bliver også straffet som sådanne, hvis de søger at unddrage sig den ufortøvede gennemførelse af loven; de skal være solidarisk ansvarlige med hele deres formue, een for alle og alle for een. Desuden skal alle funktionærer være ansvarlige (og pligtige at oprette et enkelt forbund) og ligeledes alle arbejderne og deres fagforening. Formålet med oprettelsen af sammenslutninger er at indføre den mest fuldstændige, den strengeste og mest detaljerede regnskabsaflæggelse, men hovedsagelig at sammenfatte operationerne ved indkøb af råstoffer, ved afsætning af produkterne, for at spare på folkets midler og kræfter. Denne besparelse ved sammenslutningen af splittede virksomheder til eet syndikat er enorm, således som den økonomiske videnskab lærer, og som eksemplet med alle syndikater, karteller og truster viser. Det må her endnu en gang gentages, at denne sammenslutning i et syndikat i og for sig ikke ændrer ejendomsforholdene det ringeste og ikke berøver nogen ejer en skilling. Man må stærkt understrege denne omstændighed, thi den borgerlige presse »skræmmer« bestandig de små og mellemstore ejere med, at socialisterne i almindelighed og bolsjevikkerne i særdeleshed vil »ekspropriere« dem: en oplagt løgnagtig påstand, eftersom socialisterne selv under en fuldstændig socialistisk omvæltning ikke ønsker at ekspropriere småbøndernes ejendom og ikke kan eller vil gøre det. Og vi taler hele tiden kun om de nærmeste og mest tiltrængte forholdsregler, som allerede er gennemført i Vesteuropa, og som et nogenlunde konsekvent demokrati straks skulle gennemføre hos os for at bekæmpe den truende og uafvendelige katastrofe.

Det vil støde på alvorlige tekniske og kulturelle vanskeligheder at sammenslutte de små og de mindste ejere i forbund; dette skyldes den dybtgående splittethed, den tekniske primitivitet i deres bedrifter, indehavernes mangel på almindelige skolekundskaber og dannelse. Men netop disse bedrifter kunne undtages fra loven (som allerede antydet ovenfor i det tænkte eksempel), og deres ikke-sammenslutning, for slet ikke at tale om deres forsinkede sammenslutning, kunne ikke udgøre nogen alvorlig hindring, thi den rolle, det uhyre antal småbedrifter spiller i produktionens samlede sum, deres betydning for folkehusholdningen som helhed er forsvindende ringe, og desuden er de ofte på en eller anden måde afhængige af storbedrifterne. Af afgørende betydning er kun storbedrifterne, og her er de tekniske og kulturelle midler og kræfter til oprettelsen af sammenslutninger forhånden; der mangler kun den revolutionære magts faste, beslutsomme, overfor udbytterne skånselsløst hårde initiativ for at sætte disse kræfter og midler i bevægelse.

Jo fattigere et land er på teknisk uddannede og overhovedet intellektuelle kræfter, jo mere bydende er nødvendigheden af så hurtigt og beslutsomt som muligt at dekretere den tvungne sammenslutning og begynde at gennemføre den i de store og de største bedrifter, thi netop denne sammenslutning vil spare intellektuelle kræfter, gøre det muligt at udnytte dem fuldt og helt og fordele dem rigtigere. Når selv de russiske bønder i deres ravnekroge, under den tsaristiske regering, hvor de måtte kæmpe mod tusinde hindringer fra regeringens side, har forstået at gøre et vældigt skridt fremad efter 1905 og skabe alle mulige sammenslutninger, så kunne en sammenslutning af den store og mellemstore industri og handel naturligvis gennemføres på nogle måneder eller måske hurtigere, forudsat at der udøves tvang i denne' retning af en virkelig revolutionær-demokratisk regering, som bygger på støtte, deltagelse, aktiv interesse, begunstigelse fra demokratiets »lavere lag«, funktionærerne og arbejderne - og som opfordrer disse til at øve kontrol.

Krigen har tvunget alle krigsførende og mange neutrale stater til at gå over til regulering af forbruget. Brødkortet så dagens lys, det blev en vane og trak andre kort med sig. Rusland holdt sig ikke tilbage og indførte ligeledes brødkortet. Netop ud fra dette eksempel kan vi måske mest anskueligt sammenligne de reaktionær-bureaukratiske metoder til bekæmpelse af katastrofen, hvor man stiler efter færrest mulige forandringer, med de revolutionær-demokratiske, som, hvis de vil gøre sig fortjent til dette navn, må stille sig den direkte opgave med magt at bryde med det gamle og forældede og stimulere bevægelsen fremad mest muligt. Brødkortet, dette skoleeksempel på forbrugsregulering i de moderne kapitalistiske stater, har til opgave og realiserer (i bedste fald) een ting: at fordele den forhåndenværende brødmængde således, at den slår til for alle. Der indføres et maksimumsforbrug, ikke nær af alle, men kun af de vigtigste »folke«produkter. Og det er alt. Mere bekymrer man sig ikke om. Man sammenregner ganske bureaukratisk de forhåndenværende kornforråd og fordeler dem pr. Hoved, fastsætter en ration, indfører den og nøjes så med det. Luksusartikler rører man ikke ved, for de er »alligevel« så dyre, at de er uoverkommelige for »folket«. Derfor ser vi i alle krigsførende lande uden undtagelse, selv i Tyskland, som man sikkert uden at blive modsagt kan betragte som mønster på den mest omhyggelige, pedantiske, strenge regulering af forbruget, selv i Tyskland ser vi, hvorledes alle forbrugs»rationer« bestandig omgås af de rige. Det ved »alle«, det taler »alle« også om med et smil, og i den tyske socialistiske - undertiden også i den borgerlige - presse kan man atter og atter, trods den kaserneagtigt strenge tyske censurs rasen, finde notitser og meddelelser om de riges »menu«, om at rigfolk på det og det badested får franskbrød, så meget de vil (alle, der har penge, rejser derhen som patienter), om at rigmændene erstatter de produkter, det jævne folk bruger, med udsøgte og sjældne luksusartikler.

Den reaktionær-kapitalistiske stat, som er bange for at undergrave grundlaget for kapitalismen, grundlaget for lønslaveriet, grundlaget for de riges økonomiske herredømme, som er bange for at fremme arbejdernes og overhovedet de arbejdendes selvvirksomhed, som er bange for at »vække« deres begærlighed - en sådan stat behøver ikke andet end brødkortet. En sådan stat taber ikke et øjeblik, ligegyldigt hvad den gør, det reaktionære mål af syne: at befæste kapitalismen, forhindre dens undergravelse, indskrænke »reguleringen af det økonomiske liv« i almindelighed og reguleringen af forbruget i særdeleshed til kun at omfatte forholdsregler, som er ubetinget nødvendige for at fodre folket, uden på nogen måde at tage fat på en virkelig forbrugsregulering gennem en kontrol med de rige og ved at pålægge disse bedre situerede, privilegerede, mætte og i fredstid overfodrede mennesker større byrder i krigens tid.

Den reaktionær-bureaukratiske løsning at den opgave, krigen har stillet folket, indskrænker sig til brødkort, til ensartet fordeling af de for ernæringen absolut nødvendige »folke«produkter, og man opgiver ikke en tøddel af bureaukratismen og den reaktionære ånd, ikke en tøddel af sit mål: ikke at øge selvvirksomheden hos de fattige, proletariatet, folkets masse (»demos«), ikke at tillade en kontrol fra deres side med de rige, men holde flest mulige bagdøre åbne, for at de rige kan holde sig skadesløs ved hjælp af luksusartikler. Og i alle lande, gentager vi, selv i Tyskland, for slet ikke at tale om Rusland, findes der et utal af bagdøre, i alle lande sulter det »jævne folk«, mens de rige rejser til badesteder, supplerer den sparsomme officielle ration med alle mulige »ekstraportioner« og ikke lader sig selv kontrollere.

I Rusland, som lige har lavet revolution mod tsarismen i frihedens og lighedens navn, som med eet slag er blevet en demokratisk republik ifølge sine faktiske politiske institutioner, er det særlig påfaldende for folket og fremkalder særlig utilfredshed, uvilje, forbitrelse og harme hos masserne at se, hvor let de rige kommer udenom »brødkortene«. Denne lethed kan alle se. Og den er virkelig stor. »underhånden« og til særlig høje priser kan man få alt i store mængder, navnlig når man har »forbindelser« (og det har kun de rige). Men folket sulter. Forbrugsreguleringen holdes indenfor de snævreste bureaukratisk-reaktionære rammer. Regeringen har ikke skygge af tanke for, den drager ikke skygge af omsorg for at organisere denne regulering på virkelig revolutionær-demokratisk basis. »Kø'erne« lider »alle« under, men ... De rige sender en tjenestepige hen i kø'erne og lejer endog en speciel tjenestepige til det! Der har i »demokratiet«!

I en tid, hvor landet gennemgår uhørte lidelser, ville en revolutionær-demokratisk politik ikke nøjes med brødkort for at bekæmpe den truende katastrofe, men den ville for det første indføre tvungen sammenslutning af hele befolkningen i forbrugsforeninger, thi uden en sådan sammenslutning kan man ikke gennemføre en fuldstændig kontrol med forbruget; den ville for det andet indføre arbejdspligt for de rige og lade dem arbejde gratis i disse forbrugsforeninger som sekretærer eller på anden måde; for det tredje ville den sørge for en ligelig fordeling af alle forbrugsvarer blandt befolkningen, så krigens byrder blev virkelig ligeligt fordelt; for det fjerde ville den organisere kontrollen således, at netop de fattigste klasser i befolkningen kontrollerer de riges forbrug. Skabelsen af et virkeligt demokrati på dette område, en virkelig revolutionær optræden netop ved at lade de mest nødlidende folkeklasser organisere kontrollen, ville være den kraftigst mulige spore til at anspænde enhver forhåndenværende åndelig kraft, til virkelig at udvikle hele folkets revolutionære energi. Det republikanske og revolutionær-demokratiske Ruslands ministre bruger imidlertid nu, ganske som deres kolleger i de øvrige imperialistiske lande, højtravende ord om »fælles arbejde til folkets bedste«, om »anspændelse af alle kræfter«, men folket ser, sporer og føler hykleriet i disse ord.

Følgen er en march på stedet og et ustandseligt voksende forfald, stadig nærmere katastrofen, thi indføre militært tvangsarbejde for arbejderne efter Kornilovs og Hindenburgs mønster, efter det almindelige imperialistiske mønster, kan vor regering ikke - dertil er revolutionens traditioner, mindelser, spor, vaner og institutioner endnu for levende i folket; men virkelig alvorlige skridt på den revolutionær-demokratiske vej vil vor regering ikke foretage, thi den er helt igennem, fra øverst til nederst gennemsyret af og indspundet i afhængighedsforhold til bourgeoisiet, gennem »koalitionen« med det, af angst for at gå dets faktiske privilegier for nær.

Vi har behandlet de forskellige midler og metoder til bekæmpelse af katastrofen og hungersnøden. Vi har overalt set den uforsonlige modsætning mellem demokratiet på den ene side og regeringen sammen med den blok af socialrevolutionære og mensjevikker, der støtter den, på den anden side. For at påvise, at disse modsætninger eksisterer i virkeligheden og ikke blot i vor fremstilling, og at deres uforsonlighed bevises af de faktiske konflikter, som har almenfolkelig betydning, er det nok at erindre om to særlig typiske »resultater« og lærdomme af vor revolutions historie i det forløbne halvår. Paltsjinskijs »regeringstid« har givet den ene lære. Pesjekhonovs »regeringstid« og fald har givet den anden. De ovenfor anførte forholdsregler til bekæmpelse af katastrofen og hungersnøden kan i grunden karakteriseres som en alsidig spore (der også kan være tvang) til at sammenfatte befolkningen i forbund, og i første række demokratiet, d.v.s. befolkningens flertal - altså først og fremmest de undertrykte klasser, arbejderne og bønderne, især de fattigste. Og denne vej har befolkningen selv betrådt, ganske spontant, for at bekæmpe krigens uhørte vanskeligheder, byrder og lidelser.

Tsarismen bremsede på enhver måde befolkningens selvstændige og frie sammenslutning i forbund. Men efter omstyrtelsen af det tsaristiske monarki begyndte demokratiske organisationer at opstå og vokse hurtigt i hele Rusland. Det var selvbestaltede, demokratiske organisationer, forsyningskomitéer af enhver art, ernæringskomitéer, brændselsudvalg og lignende, der tog kampen op mod katastrofen. Og det mest bemærkelsesværdige ved vor revolutions historie i dette halve år, hvad det her undersøgte spørgsmål angår, er jo, at regeringen, som kalder sig republikansk og revolutionær og støttes af mensjevikkerne og de socialrevolutionære på »det revolutionære demokratis kompetente organer«s vegne, denne regering bekæmpede de demokratiske organisationer og nedkæmpede dem!!

Paltsjinskij erhvervede sig i denne kamp den sørgeligste og videste berømmelse i hele Rusland. Han arbejdede bag regeringens ryg, trådte ikke åbent frem for folket (ganske som kadetterne i det hele taget yndede at gøre, idet de helst skød Tsereteli frem »for folket«, mens de selv i al stilhed tog sig af alle vigtige sager). Paltsjinskij bremsede og saboterede alle alvorlige foranstaltninger fra de selvbestaltede, demokratiske organisationers side, thi der kunne ikke gennemføres en eneste alvorlig foranstaltning, uden at pengesækkenes umådelige profiter og udskejelser led »afbræk«. Og Paltsjinskij var netop pengesækkenes tro advokat og tjener. Det gik så vidt - og denne kendsgerning blev meddelt i pressen - at Paltsjinskij direkte ophævede de selvbestaltede, demokratiske organisationers anordninger!!

Hele Paltsjinskijs »regeringstid« - han »regerede« i mange måneder, og netop mens Tsereteli, Skobjelev og Tsjernov var »ministre« - er een uafbrudt, hæslig skandale, en sabotage af folkeviljen, af demokratiets beslutninger til fordel for kapitalisterne, for deres usle havesyges skyld. Bladene kunne naturligvis kun bringe en forsvindende del af Paltsjinskijs »bedrifter«, og en fuldstændig undersøgelse af, hvordan han forpurrede kampen mod hungersnøden, vil kun den ægte demokratiske regering, proletariatets regering, kunne gennemføre, når den har erobret magten og uforbeholdent forelægger alle Paltsjinskijs og konsorters gerninger for folkets domstol.

Man vil måske svare os, at Paltsjinskij dog var en undtagelse, og at man jo har fjernet ham... Der er netop det ved det, at Paltsjinskij ikke er undtagelsen, men regelen, at det ikke står spor bedre til efter fjernelsen af Paltsjinskij, at der i hans sted er trådt andre Paltsjinskij'er med andre navne, at man slet ikke har rørt ved kapitalisternes hele »indflydelse«, hele sabotagen af kampen mod hungersnøden til fordel for dem. Thi Kerenskij og co. er kun et skjold til forsvar for kapitalisternes interesse. Det bedste bevis herpå er, at Pesjekhonov, ernæringsministeren, er trådt tilbage fra sin post. Som bekendt er Pesjekhonov en meget, meget mådeholden narodnik. Men han ville samvittighedsfuldt arbejde sammen med de demokratiske organisationer og støtte sig til disse for at organisere ernæringsvæsenet. Så meget interessantere er det eksperiment, Pesjekhonovs virksomhed var, og hans tilbagetræden, den kendsgerning, at denne yderst moderate narodnik, medlem af det »folkesocialistiske« parti, parat til ethvert kompromis med bourgeoisiet, dog så sig nødsaget til at træde tilbage! Thi Kerenskij-regeringen har forhøjet maksimalpriserne på korn til fordel for kapitalisterne, godsejerne og kulakkerne!! M. Smit beskriver i »Svobodnaja Sjisn« nr. 1, der er et mensjevikisk blad i Petrograd d. 2. september, dette »skridt« og dets betydning således: »Nogle dage før regeringen besluttede at forhøje maksimalpriserne, udspilledes der følgende scene i rigsernæringskomitéen: højres repræsentant Rolovitsj, der er en stædig forsvarer for privathandelens interesser og en forbitret fjende af kornmonopolet og statens indblanding i det økonomiske liv, erklærede åbent med et selvglad smil, at så vidt han vidste, ville maksim priserne på korn snart blive forhøjet.

Repræsentanten for arbejder- og soldatersovjetten svarede herpå, at noget sådant ikke var ham bekendt at en sådan handling var umulig, sålænge revolutionen i Rusland varede ved, og at regeringen i hvert fald ikke kunne indlade sig på en sådan handling udi først at have rådført sig med demokratiets kompetente organer, det økonomiske råd og ernæringskomitéen. Repræsentanten for bondesovjetten tilsluttede sig denne erklæring. Men ak! Virkeligheden sagde sit grusomme ord i denne kontrovers: det var ikke demokratiets repræsentanter der fik ret, men de besiddende klassers repræsentant. Det viste sig, at han var udmærket underrettet om det planlagte attentat på demokratiets rettigheder, skønt dets egne repræsentanter med harme tilbageviste muligheden af et sådant attentat.« Altså, såvel arbejdernes som bøndernes repræsentant fremfører udtrykkelig deres mening på folkets vældige flertals vegne, men Kerenskij-regeringen handler stik modsat i kapitalisternes interesse! Rolovitsj, kapitalisternes repræsentant, viste sig at være fortrinligt underrettet, bag demokratiets ryg - ganske det samme så vi før og ser vi nu med de borgerlige blade »Rjetsj« og »Birsjovka«, som er bedst underrettet om, hvad der foregår i Kerenskij regeringen. Hvad viser denne velunderrettethed? Det er klart: den viser, at kapitalisterne har deres egne »veje« og faktisk har magten i hænde. Kerenskij er kun en stråmand, de bruger, som det passer dem, og når det passer dem. Snese af millioner arbejderes og bønders interesser ofres for en håndfuld rigmænds profit.

Hvorledes besvarer nu vore socialrevolutionære og mensjevikker denne oprørende forhånelse mod folket? Kanske har de rettet et opråb til arbejderne og bønderne om, at Kerenskij og hans kolleger efter dette hører hjemme i et fængsel? Gud bevare os! De socialrevolutionære og mensjevikkerne nøjedes med i deres »økonomiske afdeling« at vedtage den bistre resolution, vi allerede har omtalt! I denne resolution erklærer de, at Kerenskij regeringens forhøjelse af kornpriserne »er en fordærvelig foranstaltning, som betyder et over måde tungt slag både for ernæringsvæsenet og for hele landets økonomiske liv«, og at disse fordærvelige forholdsregler er blevet gennemført ved en direkte »krænkelse« af loven!! Det er resultatet af kompromispolitiken, af kompagniskabet med Kerenskij og den »skånsomme« politik overfor ham! Regeringen bryder loven, idet den til gavn for de rige, godsejerne og kapitalisterne, træffer en foranstaltning, der gør al kontrol umulig, ødelægger ernæringsvæsenet og saneringen af de i bund og grund ruinerede finanser - men de socialrevolutionære og mensjevikkerne bliver ved at tale om forståelse med handels- og industrikredsene, bliver ved at gå til møde med Teressjenko, at skåne Kerenskij og nøjes med en kraftesløs protestresolution, som regeringen roligt begraver i en skuffe!!

Her ser man særlig klart, hvor sandt det er, at de socialrevolutionære og mensjevikkerne har forrådt revolutionen, og at bolsjevikkerne bliver de virkelige førere for masserne, selv de socialrevolutionære og mensjevikiske. Thi ene og alene proletariatets magterobring, med bolsjevikkernes parti i spidsen, ville være i stand til at sætte en stopper for Kerenskij og co´s uvæsen og genoprette det arbejde i de demokratiske ernærings-, forsynings- og andre organisationer, som Kerenskij og hans regering saboterer. Bolsjevikkerne handler - det anførte eksempel viser det med al tydelighed - som repræsentanter for hele folkets interesser, for at sikre ernærings- og forsyningsvæsenet, for at tilfredsstille arbejdernes og bøndernes mest brændende behov på trods af de socialrevolutionæres og mensjevikkernes vaklende, ubeslutsomme, i sandhed forræderiske politik, der har ført landet ud i den skændsel, som denne forhøjelse af kornpriserne er!

Forhøjelsen af maksimalpriserne på korn har også en anden side. Denne forhøjelse betyder en ny kaotisk vækst af seddeludstedelsen, et nyt skridt til fremme af prisstigningsprocessen, den forøger den finansielle opløsning og bringer det finansielle sammenbrud nærmere. Alle indrømmer, at seddeludstedelse er den værste form for tvangslån, at den forværrer situationen mest for arbejderne, den fattigste del af befolkningen, at den er hovedskavanken i det finansielle virvar. Og netop denne foranstaltning griber Kerenskij s regering til med støtte af de socialrevolutionære og mensjevikkerne!

Hvis man alvorligt vil bekæmpe den finansielle opløsning og det uundgåelige finansielle sammenbrud, gives der ingen anden vej end at bryde revolutionært med kapitalens interesser og organisere en virkelig demokratisk kontrol, d.v.s. en kontrol »fra neden«, en kontrol fra arbejdernes og de fattigste bønders side med kapitalisterne - den vej, vi har talt om i hele den forudgående redegørelse. Den ubegrænsede seddeludstedelse opmuntrer spekulationen, tillader kapitalisterne at indtjene millioner på denne måde og skaber uhyre vanskeligheder for den så nødvendige udvidelse af produktionen, thi prisstigningen på materialer, maskiner o.s.v. øges og går opad i spring. Hvordan kan man afhjælpe dette, når de formuer skjules, som de rige erhverver sig ved spekulation?

Man kan indføre en indkomstskat med progressivt stigende og meget høje satser for de store og de største indtægter. Vor regering har fulgt de andre imperialistiske regeringer og indført denne skat. Men den er i høj grad en fiktion, et dødt bogstav, thi for det første synker pengenes værdi hurtigere og hurtigere, og for det andet skjules indtægterne desto mere, jo mere kilden til dem er spekulation, og jo mere solidt forretningshemmeligheden beskyttes. For at gøre skatten til en virkelig og ikke en fiktiv skat må man have en virkelig kontrol og ikke en papirkontrol. Men en kontrol med kapitalisterne er umulig, hvis den bliver ved med at være bureaukratisk, thi bureaukratiet selv er med tusinde tråde forbundet og sammenflettet med bourgeoisiet. Derfor kan man i de vesteuropæiske imperialistiske stater, ligegyldigt om det er monarkier eller republikker, kun få orden i finanserne ved at indføre »arbejdspligt«, som for arbejderne betyder militært tvangsarbejde eller militært slaveri.

Den reaktionær-bureaukratiske kontrol - det er det eneste middel, de imperialistiske stater kender, de demokratiske republikker Frankrig og Amerika ikke undtaget, til at vælte krigens byrder over på proletariatet og de arbejdende masser. Den grundlæggende modsigelse i vor regeringspolitik består netop i, at man - for ikke at rage uklar med bourgeoisiet, for ikke at ødelægge »koalitionen« med det - må gennemføre den reaktionær-bureaukratiske kontrol og kalder den »revolutionær-demokratisk«, mens man ustandselig bedrager folket og skaber misstemning og forbitrelse hos masserne, som lige har styrtet tsarismen.

Imidlertid vil jo revolutionær-demokratiske foranstaltninger, hvorved der dannes sammenslutninger netop af de undertrykte klasser, af arbejderne og bønderne, netop af masserne, give mulighed for at indføre den mest effektive kontrol med de rige og for med held at gå løs på de skjulte indtægter. Man søger at fremme brugen af checks for at dæmme op for den enorme seddeludstedelse. For de fattige har denne foranstaltning ingen betydning, thi de fattige lever alligevel fra hånden i munden, deres »økonomiske kredsløb« sluttes alligevel hver uge, således at de karrige, surt fortjente skillinger vender tilbage til kapitalisterne. For de rige kunne brugen af checks få en meget væsentlig betydning; den ville gøre det muligt for staten, navnlig i forbindelse med sådanne forholdsregler som bankernes nationalisering og forretningshemmelighedens ophævelse, virkelig at kontrollere kapitalisternes indtægter, virkelig at beskatte dem, virkelig at »demokratisere« finanssystemet (og samtidig bringe det i orden).

Hindringen her er netop angsten for at antaste bourgeoisiets privilegier, angsten for at sprænge »koalitionen« med det. Thi uden ægte revolutionære forholdsregler, uden den alvorligste tvang vil kapitalisterne ikke underkaste sig nogen som helst kontrol, fremlægge deres budgetter og gøre den demokratiske stat »regnskab« for deres beholdninger af papirpenge. Når man nationaliserer bankerne, gør brugen af checks lovpligtig for de rige, ophæver forretningshemmeligheden, indfører formuekonfiskation for hemmeligholdelse af indtægter o.s.v., så kunne de i forbund sammensluttede arbejdere og bønder overordentlig let gøre kontrollen effektiv og universel, netop en kontrol med de rige, netop en kontrol, som ville bringe de udstedte papirpenge tilbage til statskassen fra dem, der har dem, fra dem, der skjuler dem. For at opnå dette må man have demokratiets revolutionære diktatur med det revolutionære proletariat i spidsen, d.v.s. for at opnå dette må demokratiet blive revolutionært i gerning. Det er sagen. Og det ønsker vore socialrevolutionære og mensjevikker ikke; de bedrager folket med det »revolutionære demokrati«s fane og støtter i gerning den reaktionær-bureaukratiske politik, bourgeoisiet nu som altid fører under mottoet »aprés nous le déluge« - lad syndfloden så komme, når først vi er væk!

Vi mærker sædvanligvis slet ikke, hvor dybt de antidemokratiske vaner og fordomme med hensyn til den borgerlige ejendoms »ukrænkelighed« har ædt sig ind i os. Hvis en ingeniør eller bankier publicerer en arbejders indtægter og udgifter, oplysninger om hans løn og hans arbejdes produktivitet, betragtes det som ærkelovligt og retfærdigt. Det falder ikke et menneske ind at se det som et attentat på arbejderens »privatliv«, som »spioneri« eller »angiveri« fra ingeniørens side. Lønarbejdernes arbejde og fortjeneste betragter det borgerlige samfund som sin åbne bog, som enhver bourgeois altid har ret til at kigge i for at stille arbejderens »luksus«, hans »driverliv« o.s.v. i gabestokken. Vel, og den omvendte kontrol? Hvad om den demokratiske stat indbød funktionærernes, kontorfolkenes og tjenestefolkenes fagforeninger til at afprøve kapitalisternes indtægter og udgifter, publicere oplysninger om dem, hjælpe regeringen med at gå løs på de skjulte indtægter?

Hvor ville bourgeoisiet hyle op om »spioneri«, om »angiveri«! Når »herskaberne« kontrollerer tjenestefolkene, kapitalisterne arbejderne, så er det helt i orden, de arbejdende og udbyttedes privatliv regnes ikke for ukrænkeligt, bourgeoisiet har altid ret til at drage enhver »lønslave« til regnskab, til at trække hans indtægter og udgifter frem for offentligheden. Men de udbyttedes forsøg på at kontrollere udbytteren, trække hans indtægter og udgifter frem i dagslyset, afsløre hans luksus, navnlig i krigstider, hvor denne luksus ligefrem bringer arméerne ved fronten sult og undergang - nej, »spioneri« og »angiveri« vil bourgeoisiet ikke tillade! Spørgsmålet munder altid ud i den ene ting: bourgeoisiets herredømme er uforeneligt med et virkelig revolutionært demokrati. I det 20. århundrede kan man ikke være revolutionær demokrat i et kapitalistisk land, hvis man er bange for at gå henimod socialismen.

Det foregående kan hos en læser, der er opdraget i de socialrevolutionæres og mensjevikkernes gængse opportunistiske tankegang, let fremkalde følgende indvending: de fleste her skildrede foranstaltninger er i grunden ikke demokratiske, men allerede socialistiske! Denne gængse indvending, som (i en eller anden form) er almindelig i den borgerlige, socialrevolutionære og mensjevikiske presse, er et reaktionært forsvar for den tilbages tående kapitalisme, fikset op på Siruves manér. Vi er jo ikke modne til socialisme endnu, det er for tidligt at »indføre« socialisme, vor revolution er borgerlig - altså må man være trælle for bourgeoisiet (skønt Frankrigs store borgerlige revolutionære for 125 år siden gjorde deres revolution stor ved at anvende terror mod alle undertrykkere, godsejere og kapitalister!). De overfor bourgeoisiet så tjenstivrige jammer-marxister, som tænker således, og som også de socialrevolutionære er gået over til, begriber ikke (når man betragter det teoretiske grundlag for deres argumentation), hvad imperialisme er, hvad imperialistiske monopoler er, hvad staten er, hvad revolutionært demokrati er. Thi har man begrebet det, må man absolut indrømme, at man ikke kan komme fremad uden at gå henimod socialismen. Imperialisme taler alle om. Men imperialisme er ikke andet end monopolistisk kapitalisme.

At kapitalismen også i Rusland er blevet monopolistisk, det ser man tydeligt nok på kulsyndikatet »Produgol«, metalsyndikatet »Prodamet«, sukkersyndikatet o.s.v. samme sukkersyndikat er et iøjnefaldende eksempel på, hvordan den monopolistiske kapitalisme vokser over i den statsmonopolistiske. Og hvad er staten? Det er den herskende klasses organisation, f.eks. I Tyskland junkernes og kapitalisternes. Derfor er dét, som de tyske Plekhanov'er (Scheidemann, Lensch og andre) kalder »krigssocialisme«, faktisk en militærstatslig monopolistisk kapitalisme, eller sagt enklere og klarere, militært tvangsarbejde for arbejderne, militær beskyttelse af kapitalisternes profitter. Og forsøg nu i stedet for den junkerkapitalistiske, i stedet for den godsejerkapitalistiske stat at sætte den revolutionær-demokratiske stat, d.v.s. en stat, som revolutionært splintrer alle privilegier og ikke er bange for revolutionært at indføre den mest fuldkomne demokratisme. I vil se, at den statsmonopolistiske kapitalisme i en virkelig revolutionær-demokratisk stat uvægerligt, uundgåeligt betyder et skridt henimod socialismen! Thi når et kapitalistisk kæmpeforetagende bliver til et monopol, betyder det, at det forsyner hele folket. Når dette foretagende er blevet statsmonopol, betyder det, at staten (d.v.s. befolkningens væbnede organisation, i første række arbejdernes og bøndernes, når det er et revolutionært demokrati) leder alle virksomheder - i hvis interesse? Enten i godsejernes og kapitalisternes interesse, og så får vi ikke en revolutionær-demokratisk, men en reaktionær-bureaukratisk stat, en imperialistisk republik; eller i det revolutionære demokratis interesse, og så er det et skridt henimod socialismen.

Thi socialisme er ikke andet end selve det første skridt fremad fra det statskapitalistiske monopol. Eller med andre ord: socialisme er ikke andet end det statskapitalistiske monopol, anvendt til gavn for hele folket, og for så vidt hører det op med at være et kapitalistisk monopol. Her er der ikke nogen mellemting. Udviklingens objektive gang er sådan, at man ikke kan komme fremad fra monopolerne (og krigen har tidoblet deres tal, rolle og betydning) uden at gå henimod socialismen. Enten er man revolutionær demokrat i gerning. Så behøver man ikke at frygte skridt henimod socialismen. Eller man frygter skridt henimod socialismen og fordømmer dem som Plekhanov, Dan og Tsjernov med de argumenter, at vor revolution er borgerlig, at man ikke kan »indføre« socialismen, og mere af samme slags - og så rutsjer man uundgåeligt ned til Kerenskij, Miljukov og Kornilov, d.v.s. man undertrykker ad reaktionær-bureaukratisk vej arbejder- og bondemassernes »revolutionær-demokratiske« bestræbelser. En mellemting er der ikke. Og her har vi grundmodsigelsen i vor revolution. Stå stille kan man ikke - hverken i historien i almindelighed eller i krigstider i særdeleshed. Man må enten gå fremad eller gå tilbage. At gå fremad i det 20. århundredes Rusland, der har erobret republikken og demokratiet ad revolutionær vej, er umuligt uden at gå henimod socialismen, uden at tage skridt i denne retning (skridt, som betinges og bestemmes af kulturens og teknikkens stade: man kan ikke »indføre« maskinel stordrift i bondebruget, man kan ikke afskaffe den i sukkerfabrikationen).

Men hvis man er bange for at gå fremad, så betyder det at gå tilbage, og det er da også det, d'Herrer Kerenskij'er beskæftiger sig med, mens Miljukov'erne og Plekhanov'erne gnider sig i hænderne og Tsereteli'erne og Tsjernov'erne stupidt hjælper til. Historiens dialektik er netop sådan, at krigen, der har fremskyndet den monopolistiske kapitalismes forvandling til statsmonopolistisk kapitalisme overordentligt, derved har bragt menneskeheden overordentlig nær til socialismen. Den imperialistiske krig er tærskelen til den socialistiske revolution. Og det ikke blot, fordi krigen med sine rædsler avler den proletariske opstand - ingen opstand vil skabe socialismen, hvis tiden ikke er moden økonomisk set - men fordi den statsmonopolistiske kapitalisme er den mest fuldstændige materielle forberedelse til socialismen, dens forgård, det trin på den historiske stige, som uden mellemtrin efterfølges af dét trin, man kalder socialismen. Vore socialrevolutionære og mensjevikker behandler spørgsmålet om socialismen doktrinært, de behandler det ud fra en udenadlært og dårligt forstået doktrin. De fremstiller socialismen som noget fjernt, ukendt, som en dunkel fremtid. Socialismen ser imidlertid nu ud på os gennem alle den moderne kapitalismes vinduer; socialismen tegnes op direkte, praktisk, af enhver stor foranstaltning, som betyder et skridt fremad på grundlag af denne nyeste kapitalisme.

Hvad er den almindelige arbejdspligt for noget? Det er et skridt fremad på basis af den nyeste monopolistiske kapitalisme, et skridt til regulering af det økonomiske liv som helhed, efter en bestemt almindelig plan, et skridt til at spare på folkets arbejde, til at forebygge kapitalismens meningsløse ødslen med dette arbejde. I Tyskland er det junkerne (godsejerne) og kapitalisterne, der indfører almindelig arbejdspligt, og så bliver den uundgåeligt til militært tvangsarbejde for arbejderne. Men tag den samme indretning og gennemtænkt dens betydning i en revolutionær-demokratisk stat. Almindelig arbejdspligt, indført, reguleret og ledet af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter, det er endnu ikke socialisme, men det er heller ikke kapitalisme mere. Det er et vældigt skridt henimod socialismen, et skridt af en sådan art, at når man bevarede det fuldstændige demokrati, ville det være umuligt at gøre skridtet om og vende tilbage til kapitalismen uden en uhørt voldsanvendelse mod masserne.

Spørgsmålet om foranstaltningerne til bekæmpelse af den kommende katastrofe gør det nødvendigt for os at kaste lys over et andet yderst vigtigt problem: indenrigspolitikkens sammenhæng med udenrigspolitikken, eller med andre ord, forholdet mellem en imperialistisk erobringskrig og en revolutionær, proletarisk krig, mellem en forbryderisk, røverisk krig og en retfærdig, demokratisk krig. Alle de her skildrede foranstaltninger til bekæmpelse af katastrofen ville, som vi allerede har fremhævet, betyde en overordentlig styrkelse af landets forsvarsevne eller, sagt på en anden måde, landets militære styrke. Det er det ene. Og det andet er, at man ikke kan realisere disse foranstaltninger, hvis man ikke forvandler erobringskrigen til en retfærdig krig, forvandler den krig, som kapitalisterne fører i kapitalisternes interesse, til en krig, som proletariatet fører i alle arbejdendes og udbyttedes interesse.

Thi bankernes og syndikaternes nationalisering i forbindelse med forretningshemmelighedens ophævelse og arbejderkontrollen med kapitalisterne ville ikke blot betyde en kæmpemæssig besparelse, hvad folkets arbejde angår, en mulighed for at økonomisere med kræfter og midler, det ville også betyde bedre kår tor befolkningens arbejdende masser, dens flertal. I den moderne krig er, som alle ved, den økonomiske organisation af afgørende betydning. I Rusland er der nok af brød, kul, olie og jern; i denne henseende står vi bedre end noget andet krigsførende europæisk land. Og ved at bekæmpe forfaldet med de nævnte midler, ved at mobilisere massernes selvvirksomhed i denne kamp, ved at forbedre deres kår, ved at nationalisere bankerne og syndikaterne ville Rusland udnytte sin revolution og sin demokratisme til at hæve landet op på et langt højere trin af økonomisk organiserthed.

Hvis de socialrevolutionære og mensjevikkerne i stedet for at danne »koalitionen« med bourgeoisiet, som bremser alle kontrolforanstaltninger og saboterer produktionen, havde gennemført magtens overgang til sovjetterne i april og brugt kræfterne, ikke på »ministerkarussellen«, ikke på bureaukratisk at slide .stolene ved siden af kadetterne som ministre, statssekretærer o.s.v., o.s.v., men på at lede arbejderne og bønderne under disses kontrol med kapitalisterne, under disses krig mod kapitalisterne - så ville Rusland nu være et land i fuldstændig økonomisk forvandling: jorden ville tilhøre bønderne, bankerne ville være nationaliseret, d.v.s. Rusland ville for så vidt (og disse ting er en yderst vigtig økonomisk basis for det moderne liv) stå højere end alle andre kapitalistiske lande. Forsvarsevnen, den militære styrke i et land med nationaliserede banker er større end i et land, hvor bankerne er på private hænder. Den militære styrke i et bondeland, hvor jorden er på bondekomitéernes hænder, er større end i et land, hvor jorden ejes af godsejere.

Man påberåber sig altid den heroiske patriotisme og de vidundere af militær tapperhed, franskmændene præsterede i 1792-93. Men man glemmer de materielle, historisk-økonomiske betingelser, som alene muliggjorde disse vidundere. En virkelig revolutionær afregning med den udlevede feudalisme, hele landets overgang til en højere produktionsmåde, til bondens frie jordbesiddelse, fuldført med en hurtighed, beslutsomhed, energi og selvfornægtelse, som i sandhed var revolutionær-demokratisk - det var de materielle, økonomiske betingelser, som med »vidunderlig« hurtighed reddede Frankrig, idet de omskabte og fornyede det økonomiske grundlag. Frankrigs eksempel siger os eet og kun eet: for at gøre Rusland forsvarsdygtigt, for også her at opleve »vidundere« af masseheroisme må man med »jakobinsk« ubarmhjertighed feje alt det gamle væk og forny, omskabe Rusland økonomisk. Men i det 20. århundrede kan dette ikke gøres alene ved at feje tsarismen bort (det nøjedes Frankrig ikke med for 125 år siden). Det kan man heller ikke gøre gennem en revolutionær afskaffelse af herremændenes jordegodser (ikke engang det har vi gjort, thi de socialrevolutionære og mensjevikkerne har forrådt bønderne!), Det kan man ikke gøre ved simpelthen at give bønderne jorden. Thi vi lever i det 20. århundrede; herredømme over jorden uden herredømme over bankerne er ikke i stand til at omskabe, forny folkets liv. Den materielle fornyelse af Frankrig, fornyelsen af dets produktion i slutningen af det 18. århundrede gik hånd i hånd med den politiske og åndelige fornyelse, med det revolutionære demokratis og det revolutionære proletariats diktatur (demokratiet havde endnu ikke afsondret sig fra proletariatet, endnu var de næsten eet), med en ubarmhjertig krig mod alt reaktionært. Hele folket, navnlig masserne, d.v.s. de undertrykte klasser, var grebet af grænseløs revolutionær begejstring: de anså alle krigen for en retfærdig krig, en forsvarskrig, og det var den også i virkeligheden. Det revolutionære Frankrig forsvarede sig mod det reaktionær-monarkistiske Europa. Det var ikke i 1792-93, men mange år senere, efter reaktionens sejr i landet selv, at Napoleons kontrarevolutionære diktatur gjorde Frankrigs krige til erobringskrige, mens de før var forsvarskrige.

Og i Rusland? Vi bliver ved at føre en imperialistisk krig i kapitalisternes interesse, i forbund med imperialisterne, i overensstemmelse med de hemmelige traktater, som tsaren afsluttede med kapitalisterne i England o.s.v., og som giver de russiske kapitalister lov til at røve fremmede lande, Konstantinopel, Lvov, Armenien o.s.v.. Ruslands krig bliver ved at være en uretfærdig, reaktionær krig, en erobringskrig, sålænge Rusland ikke har tilbudt en retfærdig fred og brudt med imperialismen. Krigens sociale karakter, dens sande betydning bestemmes ikke af, hvor de fjendtlige tropper står (sådan som de socialrevolutionære og mensjevikkerne mener, idet de synker ned på den uoplyste bondes ringe niveau). Dens karakter bestemmes af, hvilken politik krigen fortsætter (»krigen er politikkens fortsættelse«), hvilken klasse der fører krigen og med hvilke mål. Man kan ikke føre masserne ud i en røverkrig på grundlag af hemmelige overenskomster og så håbe på begejstring hos dem. Det revolutionære Ruslands fremskredne klasse, proletariatet, erkender klarere og klarere krigens forbryderiske natur, og det er ikke blot sådan, at bourgeoisiet ikke har kunnet få masserne fra dette, men erkendelsen af krigens forbryderiske natur tager tværtimod til. Proletariatet i begge hovedstæder i Rusland er definitivt blevet internationalistisk! Hvordan kan man så tale om massebegejstring for krigen! Det ene hænger uløseligt sammen med det andet, indenrigspolitikken med udenrigspolitikken. Man kan ikke gøre landet forsvarsdygtigt uden den største heroisme hos folket, som dristigt og beslutsomt gennemfører store økonomiske omformninger. Og man kan ikke vække nogen heroisme hos masserne, hvis man ikke bryder med imperialismen, tilbyder alle nationer en demokratisk fred og således forvandler den røveriske, forbryderiske erobringskrig til en retfærdig, revolutionær forsvarskrig. Kun et hensynsløst konsekvent brud med kapitalisterne både i inden- og udenrigspolitikken er i stand til at redde vor revolution og vort land, som nu sidder fast i imperialismens skruestik.

For at være virkelig revolutionært må det nuværende Ruslands demokrati marchere i det mest intime forbund med proletariatet og støtte den kamp, proletariatet som den eneste helt igennem revolutionære klasse fører. Det er det resultat, man kommer til ved at undersøge, hvilke kampmidler der skal sættes ind imod den uafvendelige katastrofe,, som bliver af uhørt omfang. Krigen har skabt en så ufattelig krise, har i den grad anspændt folkets materielle og moralske kræfter og tilføjet hele den moderne samfundsorganisation sådanne slag, at menneskeheden står foran valget: enten at gå under eller betro sin skæbne til den mest revolutionære klasse for ad den hurtigste og mest radikale vej at gå over til en højere produktionsmåde. Som følge af en række historiske årsager - Ruslands større tilbageståenhed, krigens særlige vanskeligheder for Rusland, tsarismens enestående råddenskab, de overordentlig levende traditioner fra 1905 - er revolutionen brudt ud i Rusland før i andre lande. Revolutionen bevirkede, at Rusland efter sit politiske system har indhentet de fremskredne lande på nogle måneder. Men det er for lidt. Krigen er ubønhørlig, den stiller spørgsmålet med ubarmhjertig skarphed: enten gå under eller indhente og overgå de fremskredne lande også økonomisk.

Det er muligt, thi foran os ligger et stort antal fremskredne landes færdige erfaring, teknikkens og kulturens færdige resultater. Vi finder moralsk støtte i den tiltagende protest i Europa mod krigen, i den stemning, der bærer den voksende internationale arbejderrevolution. Vi anspores, drives fremad af en revolutionær-demokratisk frihed, der er yderst sjælden under en imperialistisk krig. Gå under eller ile fremad for fuld damp. Således har historien stillet spørgsmålet. Og proletariatets forhold til bønderne i et sådant øjeblik bekræfter - med de nødvendige ændringer - den gamle bolsjevikiske tese: man må løsrive bønderne fra bourgeoisiets indflydelse. Kun heri ligger garantien for revolutionens redning. Bønderne er imidlertid den talmæssigt stærkeste repræsentant for hele den småborgerlige masse. Vore socialrevolutionære og mensjevikker har påtaget sig en reaktionær rolle: at fastholde bønderne under bourgeoisiets indflydelse, føre bønderne ind i en koalition med bourgeoisiet og ikke med proletariatet. Masserne lærer hurtigt af revolutionens gang. Og de socialrevolutionæres og mensjevikkernes politik lider skibbrud: de er blevet slået i sovjetterne i begge hovedstæder. I begge disse småborgerlig-demokratiske partier vokser der en »venstre«-opposition frem. I Petrograd har de socialrevolutionæres bykonference den 10. september 1917 givet to tredjedeles flertal for de venstre-socialrevolutionære, som hælder til et forbund med proletariatet og afviser forbundet (koalitionen) med bourgeoisiet.

De socialrevolutionære og mensjevikkerne kopierer en tankegang, som bourgeoisiet ynder, idet de uden videre sammenstiller to ting: en sådan sammenstilling er i grunden lige så meningsløs som en sammenligning mellem pund og alen. Et er, at bourgeoisiet undertiden har været demokratisk, et andet, at demokrati kan være borgerligt; kun hvis man er fuldstændig uvidende om historie og politisk økonomi, kan man benægte det. De socialrevolutionære og mensjevikkerne har brug for den urigtige sammenstilling til at skjule den ubestridelige kendsgerning, at mellem bourgeoisiet og proletariatet står småborgerskabet. Dette svinger i kraft af sin økonomiske klassestilling uvægerligt mellem bourgeoisiet og proletariatet. De socialrevolutionære og mensjevikkerne vil drage småborgerskabet ind i et forbund med bourgeoisiet. Det er kærnen i hele deres »koalition«, hele koalitionsministeriet, hele Kerenskijs politik, denne typiske halvkadet. Efter et halvt års revolution har denne politik lidt fuldstændigt skibbrud. Kadetterne er skadefro: revolutionen har jo lidt skibbrud, revolutionen har hverken fået bugt med krigen eller med forfaldet. Det er ikke sandt. Det er kadetterne tillige med de socialrevolutionære og mensjevikkerne, der har lidt skibbrud, for denne blok (dette forbund) har regeret Rusland i et halvt år og har i dette halve år forstærket forfaldet og forviklet og vanskeliggjort den militære stilling. Jo mere fuldstændigt bourgeoisiets forbund med de socialrevolutionære og mensjevikkerne spiller fallit, desto hurtigere vil folket tage ved lære. Desto lettere vil det finde den rigtige udvej: forbundet mellem de fattigste bønder, d.v.s. flertallet af bønderne, og proletariatet.

Webmaster