Det første, den gjorde, var at sende Thiers på vandring til alle hoffer i Europa for dér at tigge om mægling mod at tilbyde at ombytte republikken med en konge. Fire måneder efter belejringens begyndelse, da øjeblikket syntes at være inde til at lade det første ord om kapitulation falde, talte Trochu i Jules Favres og andre regeringsmedlemmers nærværelse således til Paris' forsamlede maires (distriktsborgmestre): »Det første spørgsmål, der blev forelagt mig og mine kolleger selve den 4. september om aftenen, var dette: Kan Paris med nogen som helst udsigt til sejr udholde en belejring fra den preussiske armés side? Jeg tog ikke i betænkning at benægte dette. Flere af mine kolleger, der er til stede her, vil stå inde for, at mine ord er sande, og jeg har holdt fast ved denne mening. Jeg sagde til dem, med netop disse ord, at som tingene lå, var forsøget på at holde Paris mod en preussisk belejring dårskab. Uden tvivl, tilføjede jeg, heroisk dårskab; men det ville også være det hele ... Begivenhederne (som han selv ledede) har ikke gjort mine ord til skamme.« Denne nydelige lille tale af Trochu blev senere offentliggjort af en af de tilstedeværende maires, hr. Corbon.

Altså: samme aften, som republikken blev proklameret, vidste Trochus kolleger, at Trochus »plan« bestod i Paris' kapitulation. Hvis det nationale forsvar havde været mere end et rent og skært påskud for Thiers, Favre og Co's personlige herredømme - så ville de nye magthavere fra d. 4. september være trådt tilbage den 5., de ville have indviet Paris' befolkning i Trochus »plan« og opfordret den til enten at kapitulere straks eller til at tage sin skæbne i sin egen hånd. Men i stedet besluttede de æresløse bedragere at kurere Paris' »heroiske dårskab« ved at behandle den med sult og brådne pander, og ved i mellemtiden at holde den for nar med stortalende manifester, f.eks.: »Trochu, Paris' guvernør, kapitulerer aldrig!« Og Jules Favre, udenrigsministeren, »vil ikke afstå en fodsbred af vor jord og ikke en sten af vore fæstninger«. I et brev til Gambetta tilstod den samme Jules Favre, at det, de »forsvarede« sig imod, ikke var de preussiske soldater, men Paris' arbejdere. Under hele belejringen fortalte de bonapartistiske snigmordere, som Trochu viseligt havde betroet kommandoen over hæren i Paris, i deres privatkorrespondance skændige vittigheder om forsvaret, som de udmærket forstod var en hån. (Se f.eks. den korrespondance, som Alphonse Simon Guiod, øverstkommanderende over artilleriet i Paris, storkors af æreslegionen, førte med Susane, divisionsgeneral ved artilleriet, en korrespondance, der blev offentliggjort af Kommunen. Endelig, d. 28. januar 1871, lod de masken falde. Med den yderste selvfornedrelses hele heltemod trådte den nationale forsvarsregering ved Paris' kapitulation frem som Frankrigs regering sammensat af Bismarcks fanger - en så afskyelig rolle, at selv Louis Napoleon var veget tilbage for den i Sedan. På deres vilde flugt til Versailles efter den 18. marts lod »kapitularderne« de dokumenter, der beviste deres forræderi, blive liggende i Paris. For at ødelægge dem, siger Kommunen i et af sine manifester til provinsen, »ville disse folk ikke vige tilbage for at forvandle Paris til en ruinhob, omgivet af et hav af blod«. Men flere af forsvarsregeringens vigtigste medlemmer havde desuden ganske særlige private grunde til at hidføre en sådan udgang.

Kort efter våbenstilstandens afslutning offentliggjorde Millière, en af Paris' deputerede í nationalforsamlingen, som nu er skudt på udtrykkelig befaling af Jules Favre, en række autentiske juridiske dokumenter, der beviste, at Jules Favre, der levede i polsk ægteskab med hustruen til en i Algier boende drukkenbolt, var blevet en rig mand ved hjælp af en mængde yderst dristige falsknerier, der strakte sig over en lang årrække, idet han havde tilsneget sig en stor arv ved at gøre gældende, at han handlede på sine børns vegne -; og at han i den sag, som de retmæssige arvinger anlagde imod ham, kun undgik at blive opdaget, fordi de bonapartistiske domstole begunstigede ham i særlig grad. Da man ikke kunne komme bort fra disse tørre juridiske dokumenter, heller ikke med nok så mange retoriske hestekræfter, holdt Jules Favre mund for første gang i sit liv og ventede i al stilhed på, at borgerkrigen skulle bryde ud, hvorpå han rasende skældte Paris' befolkning ud for at være en bande undvegne tugthusfanger, der gjorde oprør mod familie, religion, orden og ejendom. Og denne falskner var næppe kommet til magten, før han straks efter d. 4. september medfølende satte Pic og Taillefer i frihed, som begge - tilmed under kejserdømmet - var blevet dømt på grund af falsknerier i forbindelse med »L'Etendard«-skandalen. Den ene af disse ædle mænd, Taillefer, var under Kommunen fræk nok til at tage til Paris og blev straks igen puttet i fængsel. Derpå forkyndte Jules Favre fra nationalforsamlingens talerstol for hele verden, at pariserne satte alle deres tugthusfanger på fri fod!

Ernest Picard, den nationale forsvarsregerings Karl Vogt [14], der udnævnte sig selv til republikkens indenrigsminister, efter at han forgæves havde gjort sig umage for at blive kejserdømmets indenrigsminister, er broder til en vis Arthur Picard, der som svindler var blevet udstødt af Paris' børs (meddelelse fra Paris' politipræfektur af d. 13. juli 1867), og som selv tilstod, at han havde stjålet 300.000 francs, og at han havde begået dette tyveri som direktør for en filial af Société Générale, Rue Palestro nr. 5 (meddelelse fra politipræfekturet af d. 11. december 1868). Det var denne Arthur Picard, som Ernest Picard udnævnte til redaktør af sit blad »L'Electeur Libre«. Mens de almindelige børsfolk blev vildledt af dette ministerialblads officielle løgne, løb Arthur Picard frem og tilbage mellem ministeriet og børsen og forvandlede her de franske armeers nederlag til ren profit. Hele dette brave broderpars forretningskorrespondance faldt i Kommunens hænder.

Jules Ferry, der før d. 4. september var en brødløs advokat, præsterede som maire i Paris under belejringen at tilsvindle sig en formue på hungersnøden. Den dag han skal stå til ansvar for sit elendige styre, vil også blive dommens dag for ham. Disse mænd kunne nu kun finde deres tickets-of-leave [15] i Paris' ruiner; det var netop den slags folk, Bismarck havde brug for. En smule taskenspillerkunst - og Thiers, hidtil regeringens hemmelige rådgiver, stod nu i spidsen for den, med ticket-of-leave-mændene som ministre.

Thiers, dette misfoster af en dværg, har i over et halvt århundrede fortryllet det franske bourgeoisi, fordi han er det mest fuldendte åndelige udtryk for dets egen klasses degeneration. Inden han blev statsmand, havde han allerede som historieskriver aflagt bevis for sin dygtighed til at lyve. Beskrivelsen af hans offentlige liv er historien om Frankrigs ulykker. Mens han før 1830 stod i forbund med republikanerne, fik han under Louis Philippe fat i en ministerstilling ved at forråde sin beskytter Laffitte. Hos kongen indsmigrede han sig ved at provokere pøbeludskejelser mod gejstligheden, under hvilke kirken Saint-Germain l'Auxerrois og ærkebiskoppens palads blev plyndret, samt ved sin opførsel over for hertuginden af Berry, hos hvem han på samme tid spillede rollen som ministerspion og fængselsfødselshjælper. Blodbadet på republikanerne i Rue Transnonain var hans værk, ligesom de påfølgende infame septemberlove mod presse- og foreningsfriheden. I 1840, da han på ny dukkede op som ministerpræsident, forbavsede han Frankrig med sin plan om at befæste Paris. Republikanerne, der anklagede denne plan for at være et lumsk komplot mod Paris' frihed, svarede han på følgende måde i deputeretkammeret: »Hvorledes? De indbilder Dem, at fæstningsværker nogen sinde kan true friheden? Fremfor alt bagtaler De enhver tænkelig regering, hvis De antager, at den nogen sinde kunne forsøge på at holde sig ved magten ved at bombardere Paris... en sådan regering ville efter sin sejr være hundrede gange mere umulig end før sejren.« I sandhed, ingen regering ville nogen sinde have vovet at bombardere Paris fra forterne undtagen den regering, der i forvejen havde udleveret netop disse forter til preusserne.

Da kong Bomba [16] i januar 1848 forsøgte sig ved Palermo, rejste Thiers, der dengang allerede længe ikke havde været minister, sig i kammeret: »De ved, mine herrer, hvad der foregår i Palermo. De gyser alle forfærdet (i parlamentarisk forstand), når De hører, at en stor by er blevet bombarderet i otte og fyrre timer - af hvem? Af en fremmed fjende, der gjorde brug af krigens ret? Nej, mine herrer, af dens egen regering. Og hvorfor? Fordi den ulykkelige by krævede sin ret. Og fordi den krævede sin ret, blev den bombarderet i otte og fyrre timer ... Tillad mig at appellere til Europas mening. Man viser menneskeligheden en tjeneste, når man rejser sig fra den talerstol, der måske er Europas største, udslynger nogle harmfulde ord (javel, ord!) mod sådanne handlinger. Da regenten Espartero, der har ydet sit land tjenester (og det var mere, end Thiers nogen sinde havde gjort), havde til hensigt at bombardere Barcelona for at undertrykke et oprør, rejste der sig fra alle verdens egne et almindeligt skrig af harme.«

Atten måneder senere var Thiers blandt dem, der mest rasende forsvarede den franske hærs bombardement af Rom [17]. Kong Bombas fejl synes faktisk kun at have ligget i, at han indskrænkede sit bombardement til otte og fyrre timer. Thiers, der vejrede, at der nærmede sig en folkebevægelse, og som var vred og gnaven over den langvarige forvisning fra embeder og underslæb, som Guizot havde fordømt ham til, erklærede i deputeretkammeret få dage før Februar-revolutionen, i den falske heltestil, der indbragte ham øgenavnet Mirabeau-mouche (Mirabeauflue): »Jeg tilhører revolutionens parti, ikke blot i Frankrig, men i Europa. Jeg ønsker, at revolutionens regering skal ligge i hænderne på mådeholdne mænd; ... men skulle denne regering falde i hænderne på heftige folk, ja, selv på radikale, så vil jeg alligevel ikke lade min sag i stikken. Jeg vil altid tilhøre revolutionens parti.«

Februar-revolutionen kom. I stedet for at erstatte ministeriet Guizot med ministeriet Thiers, som mandslingen havde drømt om, satte den republikken i Louis Philippes sted. På sejrens første dag skjulte han sig omhyggeligt, idet han glemte, at arbejdernes foragt beskyttede ham mod deres had. Alligevel holdt han sig med sit gammelkendte mod borte fra den offentlige scene, indtil juniblodbadet [18] havde fejet den ren, så at den kunne bruges til hans form for aktion. Derpå blev han den ledende mand i »ordenspartiet« med dets parlamentariske republik, dette anonyme interregnum, i hvilket alle den herskende klasses forskellige fraktioner konspirerede med hinanden for at undertrykke folket og mod hinanden for hver især at genoprette sit eget monarki. Dengang som nu anklagede Thiers republikanerne for at være den eneste hindring for at befæste republikken; dengang som nu talte han til republikken ligesom bøddelen til Don Carlos: »Jeg vil myrde dig, men til dit eget bedste.« Nu som dengang vil han dagen efter sejren blive nødt til at udbryde: »L'Empire est fait!« - kejserdømmet er færdigt. Til trods for sine hykleriske prækener om »nødvendige friheder« og til trods for, at han personligt havde et horn i siden på Napoleon, der havde brugt ham og smidt parlamentarismen ud - og uden for parlamentarismens kunstige atmosfære skrumper mandslingen, som han selv ved, ind til ingenting - trods alt dette havde Thiers sin hånd med i alle det andet kejserdømmes infame handlinger, lige fra de franske troppers besættelse af Rom til krigen med Preussen, som han ophidsede til ved sine heftige udfald mod den tyske enhed - ikke fordi den var et skalkeskjul for den preussiske despotisme, men fordi den var et indgreb i Frankrigs nedarvede ret til den tyske uenighed. Mens han med sine dværgarme gerne svingede den første Napoleons sværd for Europas åsyn - thi han var jo blevet Napoleons historiske skopudser -, kronedes hans udenrigspolitik bestandig af Frankrigs dybeste fornedrelse, lige fra London-konventionen i 1841 til Paris' kapitulation i 1871 og til den nuværende borgerkrig, under hvilken han med Bismarcks allernådigste tilladelse jagede krigsfangerne fra Sedan og Metz mod Paris.

Trods sit bevægelige talent og sine stadigt skiftende mål har denne mand hele sit liv igennem været lænket til den mest forstenede rutine. Det er klart at det moderne samfunds dybere liggende strømninger bestandig måtte være skjult for ham; men selv de mest håndgribelige forandringer på samfundets overflade trængte vanskeligt ind i en hjerne, hvis hele livskraft var flygtet ud i tungen. Således blev han aldrig træt af at anklage hver afvigelse fra det forældede franske toldbeskyttelsessystem for at være en helligbrøde. Som Louis Philippes minister forsøgte han at tale jernbanerne sønder og sammen som vanvittigt blændværk; da han var i opposition under Louis Bonaparte, brændemærkede han ethvert forsøg på at reformere det rådne franske hærvæsen som en vanhelligelse. Han har aldrig under hele sin lange politiske karriere nogen sinde gjort sig skyldig i blot den mindste foranstaltning af praktisk værdi. Thiers var kun konsekvent i sin grådighed efter rigdom og i sit had til de folk, der frembringer den. Han trådte ind i sit første ministerium under Louis Philippe fattig som Job; han forlod det som millionær. Da hans sidste ministerium under den samme konge (fra d. 1. marts 1840) førte til, at han i kammeret offentligt blev anklaget for underslæb, nøjedes han med at svare med tårer - en vare, som han »gør« lige så flot i som Jules Favre eller enhver som helst anden krokodille. I Bordeaux i 1871 var hans første skridt til Frankrigs redning fra den truende finanskatastrofe at udstyre sig selv med tre millioner om året; det var det første og sidste ord fra den »sparsommelige republik«, som han i 1863 havde stillet sine vælgere i Paris i udsigt. En af hans tidligere kolleger fra kammeret i 1830, selv kapitalist - hvilket ikke hindrede ham i at være et opofrende medlem af Pariserkommunen - hr. Beslay, sagde for nylig på offentlige plakater til Thiers: »Kapitalens knægtelse af arbejdet har altid været hovedhjørnestenen i Deres republik, og efter at De har set, at arbejdets republik er indsat í Paris' rådhus, har De uden ophør tilråbt Frankrig: Se disse forbrydere!« - En mester i de små statsnederdrægtigheder, en virtuos i mened og forræderi, udlært i alle den parlamentariske partikamps tarvelige manøvrer, lumske kneb og gemene troløsheder; altid rede til at puste til revolutionen, når han er fortrængt fra sit embede, og til at kvæle den i blod, så snart han er ved statsroret; med klassefordomme i stedet for ideer; med forfængelighed i stedet for hjerte; med et privatliv lige så infamt som hans offentlige liv er afskyeligt - sådan er han, og selv nu, da han spiller rollen som fransk Sulla, kan han ikke lade være med at forøge sine gerningers afskyelighed med sit praleris latterlighed.

Paris' kapitulation, der udleverede ikke blot Paris, men hele Frankrig til preusserne, var slutstenen på de langvarige forræderiske intriger med fjenden, som usurpatorerne fra d. 4. september - efter Trochus eget udsagn - allerede havde påbegyndt den selv samme dag. På den anden side var den begyndelsen til den borgerkrig, som de nu med Preussens støtte måtte føre mod republikken og Paris. Allerede i selve kapitulationens ordlyd var snaren lagt. Dengang var over en tiendedel af landet i fjendens hænder, hovedstaden var afskåret fra provinsen, alle samfærdselsmidler var i uorden. Under sådanne omstændigheder var det umuligt at vælge en virkelig repræsentation for Frankrig, hvis man ikke fik tilstrækkelig tid til forberedelse. Netop af den grund var det en betingelse i kapitulationen, at der skulle vælges en nationalforsamling inden otte dages forløb, så at man i mange dele af Frankrig først dagen i forvejen fik meddelelse om valget. Endvidere skulle forsamlingen ifølge en udtrykkelig paragraf i kapitulationen vælges med det ene formål at træffe afgørelse om krig og fred og for i givet tilfælde at afslutte en fredstraktat. Folket måtte føle, at våbenstilstandsbetingelserne gjorde krigens fortsættelse umulig, og at de dårligste folk i Frankrig netop var de bedste til at stadfæste den fred, Bismarck havde påtvunget landet. Men Thiers, der ikke var tilfreds med alle disse forsigtighedsforanstaltninger, havde allerede, inden hemmeligheden om våbenstilstanden blev meddelt pariserne, begivet sig ud på en valgrejse til provinserne for at puste liv i det legitimistiske parti, som nu sammen med orleanisterne skulle udfylde pladsen efter bonapartisterne, der for øjeblikket var umulige. Han var ikke bange for dem. Umulige som det moderne Frankrigs regering og derfor foragtelige som medbejlere - hvilket parti var et mere velkomment redskab for reaktionen end det parti, hvis aktion med Thiers' egne ord (deputeretkammeret d. 5. januar 1833) »altid havde indskrænket sig til tre hjælpekilder: udlandets invasion, borgerkrig og anarki«? Men de selv, legitimisterne, troede i sandhed på deres bagudvendte tusindårsriges komme. Dèr havde man et kejserdømmes fald og en Bonapartes tilfangetagelse; og her havde man dem selv igen. Historiens hjul havde øjensynligt drejet sig tilbage til chambre introuvable (amtmands- og junker-kammeret) fra 1816. I republikkens lovgivende forsamlinger fra 1848 til 1851 havde de været repræsenteret af deres dannede og skolede parlamentariske førere; men nu trængte partiets menige soldater sig frem - alle Frankrigs Pourceaugnac'er [19].

Så snart denne forsamling af ruraux (landjunkere) [20] var blevet åbnet i Bordeaux, lod Thiers dem forstå, at de straks, som den eneste betingelse, på hvilken Preussen ville tillade dem at åbne krigen mod republikken og dens faste borg Paris, måtte vedtage fredsbetingelserne, selv uden at forslagene beæredes med en parlamentarisk debat. Kontrarevolutionen havde faktisk ingen tid at spilde. Det andet kejserdømme havde fordoblet statsgælden og styrtet de store byer ud i dyb lokalgæld. Krigen havde i frygtelig grad øget kravene til nationen og hensynsløst hærget dens hjælpekilder. For at gøre ruinen fuldstændig stod den preussiske Shylock [21] der med sit dokument om forsørgelse af en halv million af sine soldater på fransk jord, om skadeserstatningen på fem milliarder og fem pct. renter af de ubetalte afdrag på dem. Hvem skulle betale regningen? Kun ved med magt at styrte republikken kunne rigdommens ransmænd håbe på at vælte omkostningerne ved en selvforskyldt krig over på dem, der frembringer denne rigdom. Og derfor ansporede netop Frankrigs umådelige ruin disse patriotiske repræsentanter for jorden og kapitalen til for øjnene af den fremmede erobrer og under hans høje protektion at supplere den udenrigske krig med en borgerkrig, et slaveholderoprør.

En stor hindring for denne sammensværgelse var Paris. At afvæbne Paris var den første betingelse for sejren. Paris blev derfor af Thiers opfordret til at nedlægge sine våben. Derpå blev Paris provokeret af landjunkerforsamlingens tåbelige anti-republikanske demonstrationer og af Thiers' egne tvetydige udtalelser om republikkens lovlige eksistens; af truslen om at hugge hovedet og hovedstadsværdigheden af Paris (décapiter et décapitaliser); udnævnelsen af orleanistiske gesandter; Dufaures love om forfaldne veksler og forfalden husleje, der truede Paris' handel og industri med undergang: Pouyer-Quertiers tocentimeter-skat på hvert eksemplar af alt, hvad der blev trykt; dødsdommene over Blanqui og Flourens; forbudet mod republikanske blade; nationalforsamlingens overflyttelse til Versailles; fornyelsen af den belejringstilstand, der var erklæret af Palikao og tilintetgjort d. 4. september; decemberhelten Vinoys udnævnelse til guvernør; gendarmen Valentins udnævnelse til politipræfekt og jesuitergeneralen d'Aurelles de Paladines udnævnelse til øverstkommanderende for Paris' nationalgarde.

Og nu har vi et spørgsmål at stille til hr. Thiers og hans håndlangere, d'herrer fra det nationale forsvar. Det er en kendt sag, at Thiers gennem sin finansminister hr. Pouyer-Quertier stillede forslag om et lån på to milliarder, der straks skulle betales. Er det nu sandt eller ej: 1) at denne forretning blev afsluttet således, at der strømmede en provision på flere hundrede millioner over i Thiers', Jules Favres, Ernest Pouyer-Quertiers og Jules Simons lommer, og 2) at der ikke skulle foretages nogen udbetaling før efter »fredeliggørelsen« i Paris? I hvert fald må sagen have været meget vigtig, thi Thiers og Jules Favre bad skamløst i Bordeaux-forsamlingens navn om at få Paris besat af preussiske tropper. Men det passede ikke i Bismarcks kram, hvad han spottende og ganske offentligt fortalte de beundrende filistre i Frankfurt, da han vendte tilbage til Tyskland.

Paris var den eneste alvorlige hindring på den kontrarevolutionære sammensværgelses vej. Paris måtte altså afvæbnes. På dette punkt var Bordeaux-forsamlingen oprigtigheden selv. Hvis dens landjunkeres rasende brøl ikke havde været hørlige nok, så ville Thiers' overgivelse af Paris til triumviratet - december morderen Vinoy, den bonapartistiske gendarm Valentin og jesuitergeneralen d'Aurelles de Paladine - havde gjort selv den sidste tvivl til skamme. Men mens de sammensvorne frækt stillede det sande formål med afvæbningen til skue, opfordrede de Paris til at strække våben under et påskud, der var den mest skrigende, den mest skamløse løgn. Nationalgardens artilleri, sagde Thiers, tilhører staten og må atter afleveres til staten. Det faktiske forhold var dette: fra den dag, da kapitulationen fandt sted, da Bismarcks fanger havde udleveret Frankrig til Bismarck, men på betingelse af, at de fik en talrig livvagt, der udtrykkeligt skulle have til formål at holde Paris nede, fra den dag var Paris på sin post. Nationalgarden reorganiseredes, og den øverste ledelse blev betroet en centralkomité, der var valgt af hele dens masse med undtagelse af nogle af de gamle bonapartistiske afdelinger. Dagen før preussernes indmarch i Paris sørgede centralkomiteen for, at de kanoner og kuglesprøjter, som kapitulanterne på forræderisk måde havde efterladt i og ved de bydele, der skulle besættes af preusserne, blev transporteret til Montmartre, la Vilette og Belleville. Disse kanoner var blevet anskaffet for nationalgardens egne bidrag. I kapitulationen af 28. januar var de officielt blevet anerkendt som dens ejendom og i denne særlige egenskab undtaget fra den almindelige aflevering af de våben, der tilhørte staten, til sejrherren. Og Thiers var så fuldstændig blottet for selv det mest gennemsigtige påskud til at indlede krigen mod Paris, at han var henvist til en ren og skær løgn: at nationalgardens artilleri var statsejendom!

Beslaglæggelsen af kanonerne skulle tjene som forspil til Paris' almindelige afvæbning og dermed til afvæbning af revolutionen af d. 4. september. Men denne revolution vat blevet Frankrigs lovlige tilstand. Dens værk, republikken, var anerkendt af sejrherren i kapitulationens ordlyd. Efter kapitulationen var den blevet anerkendt af alle fremmede magter; i dens navn var forsamlingen blevet indkaldt. Arbejderrevolutionen i Paris d. 4. september var den eneste retshjemmel, som nationalforsamlingen i Bordeaux og dens udøvende magt havde. Hvis d. 4. september ikke havde været, havde nationalforsamlingen straks måttet vige pladsen for den lovgivende forsamling, der var valgt ved almindelig valgret i 1869 under fransk og ikke under preussisk herredømme, og som med magt var blevet sprængt af revolutionen. Thiers og hans ticket-of-leave-mænd ville have været nødt til at forhandle om lejdebrev, undertegnet af Louis Bonaparte, for at undgå en rejse til Cayenne [22]. Nationalforsamlingen med sin fuldmagt til at slutte fred med Preussen var kun en enkelt episode i den revolution, hvis sande legemliggørelse stadig var det bevæbnede Paris, det samme Paris, som havde gennemført denne revolution, som for dens skyld havde udholdt en femmåneders belejring med hele dens rædselsfulde hungersnød, og som i sin fortsatte modstand - trods Trochus »plan« - havde været grundlaget for en hårdnakket forsvarskrig i provinsen. Og Paris skulle nu enten nedlægge sine våben, så såre de oprørske slaveholdere i Bordeaux stillede dette fornærmelige krav, og anerkende, at dets revolution d. 4 september kun betød, at statsmagten ganske simpelt gik over fra Louis Bonaparte til hans kongelige medbejlere; - eller Paris måtte træde frem som selvopofrende forkæmper for Frankrig, der ikke kunne frelses fra undergang og genfødes uden revolutionær omstyrtelse af de politiske og sociale betingelser, der havde skabt det andet kejserdømme og under dets beskyttende varetægt var modnet til den værste råddenskab. Paris, der endnu var hærget af fem måneders udsultning, tøvede ikke et øjeblik. Paris besluttede heltemodigt at udholde alle de farer, der fulgte med modstanden mod de franske sammensvorne, til trods for at preussiske kanoner stadig vendte deres gab mod byen fra dens egne forter. Men centralkomiteen fastholdt vedblivende sin defensive holdning i sin afsky for den borgerkrig, som Paris skulle drives ud i, til trods for forsamlingens provokationer, den udøvende magts indgreb og de truende troppekoncentrationer i og omkring Paris.

Det var altså Thiers selv, der begyndte borgerkrigen, idet han sendte Vinoy i spidsen for en skare politisergenter og nogle linjeregimenter ud på et natligt røvertogt mod Montmartre for der ved overrumpling at hente nationalgardens kanoner. Alle ved, hvorledes dette forsøg strandede på nationalgardens modstand og på troppernes forbrødring med folket. Aurelles de Paladine havde allerede i forvejen trykt sin sejrsbulletin, og Thiers holdt de plakater rede, der skulle forkynde hans statskupsforholdsregler. Begge dele måtte nu erstattes af Thiers' opråb, i hvilke han forkyndte sin ædelmodige beslutning om at lade nationalgarden beholde sine våben; han tvivlede ikke om, sagde han, at den ville benytte dem for at slutte sig til regeringen mod rebellerne. Blandt alle 300.000 nationalgardister svarede kun 300 på lille Thiers' opråb om at slutte sig til ham mod sig selv. Den strålende arbejderrevolution d. 18. marts satte sig i ubestridt besiddelse af Paris. Centralkomiteen var dens provisoriske regering. Europa syntes et øjeblik at tvivle om, hvorvidt dets forbavsende skuespil og krigsaktioner i den seneste tid havde nogen som helst realitet, eller om de var drømme fra en længst forsvunden fortid.

Fra d. 18. marts og indtil Versailles-tropperne trængte ind i Paris, holdt den proletariske revolution sig så ren for alle de voldshandlinger, som de »højere klasser«s revolutioner og endnu mere deres kontrarevolutioner vrimler af, at modstanderne ikke kunne finde andre støttepunkter for deres harme end henrettelsen af generalerne Lecomte og Clement Thomas og sammenstødet på Place Vendôme. En af de bonapartistiske officerer, der spillede en rolle under det natlige overfald på Montmartre, general Lecomte, havde fire gange befalet 81. linjeregiment at fyre på en ubevæbnet skare på Place Pigalle; da tropperne nægtede dette, skældte han rasende ud på dem. I stedet for at skyde kvinder og børn skød hans egne folk ham selv. De indgroede vaner, der indpodes soldaterne, når de står under arbejderfjendernes tugt, mister de selvfølgelig ikke i samme øjeblik, som disse soldater går over til arbejderne. De samme folk henrettede også Clement Thomas.

En utilfreds eksvagtmester, »general« Clement Thomas, havde i Louis Philippes sidste tid ladet sig hverve af det republikanske blad »Le National«s redaktion, hvor han på samme tid udfyldte stillingen som ansvarlig stråmand (gérant responsable, som påtog sig at sidde fængselsstraffene af) og duellant for dette meget kamplystne blad. Da herrerne fra »National« efter Februarrevolutionen kom til roret, forvandlede de denne gamle vagtmester til general. Dette var lige før juniblodbadet, som han ligesom Jules Favre havde været med til at planlægge, og under hvilket han overtog en af de mest nederdrægtige bøddelroller. Så forsvandt han for lange tider sammen med sin generalværdighed for igen at dukke op d. 1. november 1870. Dagen i forvejen havde »forsvarsregeringen« i rådhuset højtideligt lovet Blanqui, Flourens og andre arbejderrepræsentanter at ville overgive sin tilranede magt til en frit valgt Pariserkommune. I stedet for at holde sit ord slap den Trochus bretoner, som nu trådte i stedet for Bonapartes korsikanere, løs på Paris. Alene general Tamisier nægtede at plette sit navn med et sådant løftebrud og nedlagde sin stilling som nationalgardens øverstkommanderende. I hans sted blev Clement Thomas nu igen general. I hele den tid, han havde overkommandoen, førte han krig, ikke mod preusserne, men mod Paris' nationalgarde. Han forhindrede dens almindelige bevæbning, hidsede bourgeoisbataljonerne op mod arbejderbataljonerne, fjernede de officerer, der stod fjendtligt over for Trochus »plan«, og opløste, idet han brændemærkede dem som feje, de samme proletariske bataljoner, hvis heltemod nu har aftvunget deres mest forbitrede fjender beundring. Clement Thomas var overordentlig stolt over at have tilbageerobret sin gamle juniforrang som pariserproletariatets personlige fjende. Allerede nogle dage før den 18. marts forelagde han krigsminister Leflô sin egen plan til »udryddelse af pariserpøbelens spidser«. Efter Vinoys nederlag kunne han ikke lade være med selv at optræde på kamppladsen som privatspion. Centralkomiteen og Paris' arbejdere var ligeså ansvarlige for, at Clement Thomas og Lecomte blev skudt, som prinsessen af Wales var ansvarlig for den skæbne, der ramte de folk, der blev klemt ihjel i trængslen under hendes indtog i London.

Den påståede nedslagtning af ubevæbnede borgere på Place Vendôme er en myte, som Thiers og landjunkerne hårdnakket har tiet stille med i forsamlingen, og hvis udbredelse de udelukkende har betroet den europæiske dagspresses bydrenge. »Ordensmændene«, Paris' reaktionære, rystede over sejren d. 18. marts. For dem var den et varsko om, at folkets gengældelse endelig stod for døren. Ofrenes ånder steg op for deres indre blik, de ofre, som de selv havde ladet myrde, fra junidagene 1848 til d. 22. januar 1871. Deres rædsel var deres eneste straf. Selv politibetjentene, som man burde have afvæbnet og fængslet, opdagede, at Paris' porte stod vidt åbne, så at de kunne bringe sig i sikkerhed i Versailles. Ikke alene skete der ikke ordensmændene noget, man tillod dem endog at samle sig igen og at besætte mere end én stærk stilling midt i Paris. Denne overbærenhed fra centralkomiteens side, denne de bevæbnede arbejderes storsind, der stod i en så besynderlig modstrid med ordenspartiets vaner, blev mistydet af dette parti som et tegn på, at man selv var klar over sin svaghed. Dette var årsagen til deres tåbelige plan, hvorefter de, forklædte som en ubevæbnet demonstration, endnu en gang ville forsøge at gøre det, som Vinoy med sine kanoner og kuglesprøjter ikke havde været i stand til at opnå. D. 22 marts satte der sig et tog af »fine herrer« bevægelse fra luksuskvartererne, med alle lapsene i deres rækker og med kejserdømmets velkendte stamgæster, Heeckeren, Coëtlogon, Henri de Pene o.s.v. i spidsen. Under det feje påskud at ville afholde en fredelig demonstration, men i al hemmelighed rustet med snigmordervåben, stillede denne bande sig op, afvæbnede og mishandlede de poster og patruljer af nationalgarden, som deres tog stødte på, trængte frem fra Rue de la Paix til Place Vendôme og forsøgte under råbet: »Ned med centralkomiteen! Ned med morderne! Leve nationalforsamlingen!« at bryde igennem den dèr opstillede vagt og at overrumple nationalgardens hovedkvarter, der lå bagved. Som svar på deres revolverskud rettede man - som loven bød - de foreskrevne opfordringer til dem; da disse forblev virkningsløse, kommanderede nationalgardens general: fyr! Een salve var nok til at få de tåbelige narre til at sprede sig i vild flugt, mens de havde ventet, at blot de stillede deres »ordentlige selskab« til skue, ville det virke på Pariserrevolutionen som Josvas trompeter på Jerikos mure. De efterlod to dræbte nationalgardister, ni hårdt sårede (blandt dem et medlem af centralkomiteen) og hele skuepladsen for deres stordåd overstrøet med revolvere, dolke og stokkårder som bevis på deres »fredelige« demonstrations »ubevæbnede« karakter. Da Paris' nationalgarde d. 13. juni 1849 havde foretaget en virkelig fredelig demonstration for at protestere mod franske troppers røveriske angreb på Rom - da blev Changarnier, dengang ordenspolitiets general, udråbt til samfundets redningsmand af nationalforsamlingen og især af Thiers, fordi han fra alle sider havde sluppet sine tropper løs på disse ubevæbnede folk for at skyde og hugge dem ned og trampe dem ihjel under hestenes hove. Dengang blev Paris erklæret i belejringstilstand; Dufaure fik forsamlingen til at vedtage den ene undertrykkelseslov efter den anden; nye arrestationer, nye fredløserklæringer; der indtrådte et nyt rædselsherredømme. Men de »lavere klasser« bar sig anderledes ad. Centralkomiteen af 1871 lod simpelthen den »fredelige demonstration«s helte løbe. Og på denne måde var de allerede to dage senere i stand til under admiral Saisset at slutte sig sammen til den væbnede demonstration, der endte med den bekendte flugt til Versailles. I sin modstræben mod at gå ind i den borgerkrig, som Thiers havde begyndt med sit natlige indbrud i Montmartre, gjorde centralkomiteen sig denne gang skyldig i en afgørende fejl ved ikke straks at marchere imod det dengang fuldstændig hjælpeløse Versailles og dermed sætte en stopper for Thiers' og hans landjunkeres sammensværgelser. I stedet tillod man ordenspartiet endnu en gang at forsøge sin styrke ved valgurnen, da Kommunen blev valgt d. 26 marts. På den dag vekslede ordensmændene velvillige forsoningsord med deres kun alt for højmodige sejrherrer, samtidig med at de i deres hjerte mumlede højtidelige løfter om at tage blodig hævn, når tiden var inde.

Og lad os nu se på medaljens bagside! Thiers åbnede sit andet felttog mod Paris i begyndelsen af april. Den første kolonne af fanger fra Paris, der kom til Versailles, blev behandlet oprørende, alt mens Ernest Picard med hænderne i bukselommen spankulerede omkring og forhånede dem, og Thiers' og Favres hustruer omgivet af deres æres(?)-damer oppe fra tribunen gav deres bifald til kende over Versaillespøbelens skændige opførsel. De fangne linjesoldater blev simpelt hen skudt; vor tapre ven, jernstøberen Duval, blev myrdet uden nogen form for ret. Galliffet, sin hustrus »alfons« - hende, der var så berygtet på grund af den skamløshed, med hvilken hun stillede sit legeme til skue ved det andet kejserdømmes orgier - Galliffet pralede i en proklamation med, at han havde befalet, at nogle nationalgardister, som hans ryttere havde overrasket og afvæbnet, skulle myrdes sammen med deres kaptajn og løjtnant. Vinov, der var stukket af fra Paris, blev af Thiers dekoreret med storkors af æreslegionen for sin dagsbefaling, i hvilken han gav ordre til at skyde hver linjesoldat, der blev taget til fange hos kommunarderne. Gendarmen Desrnarét blev dekoreret, fordi han forræderisk på slagtermanér havde hugget den ædelmodige og ridderlige Flourens i stykker, Flourens, der d. 31. oktober 1870 havde frelst forsvarsregeringens hoveder. De »opmuntrende enkeltheder« ved hans mord meddelte Thiers vidtløftigt og med velbehag nationalforsamlingen. Med en opblæst forfængelighed som hos en parlamentarisk tommeliden, hvem man tillader at spille Tamerlans rolle, nægtede han rebellerne enhver ret til civiliseret krigsførelse mod hans egen ubetydelighed, selv retten til deres forbindingspladsers neutralitet. Der er ikke noget mere afskyeligt end denne abe, som allerede Voltaire havde spået om, der for en kort tid kan lade sine tigerlyster få frit løb.

Da Kommunen (dekretet af d. 7. april) havde givet befaling til gengældelsesforanstaltninger og erklæret det for sin pligt »at beskytte Paris mod Versaillesbanditternes kannibalske gerninger og forlange øje for øje og tand for tand«, holdt Thiers alligevel ikke op med den grusomme behandling af fangerne; han fornærmede dem oven i købet i sine referater således: »Aldrig er ærlige folks bedrøvede blik faldet på et degenereret demokratis degenererede ansigter« - ærlige folk som Thiers selv og hans ticket-of-leave-mænd. Alligevel holdt man en tid lang op med at skyde fangerne. Men næppe havde Thiers og hans decembergeneraler bemærket, at Kommunens gengældelsesdekret kun var en tom trussel, at selv deres gendarmspioner, der var blevet taget til fange i Paris forklædt som nationalgardister, at selv politibetjente, der bar brandgranater på sig, blev skånet - før massenedskydningen af fangerne igen begyndte og blev gennemført til det sidste. Huse, som nationalgardister var flygtet ind i, blev omringet af gendarmer, overhældt med petroleum (der her forekommer for første gang) og stukket i brand; de halvforbrændte lig blev senere hentet frem af pressens ambulance (i Les Ternes). Fire nationalgardister, der den 25. april havde overgivet sig til nogle beredne jægere ved Belle Epine, blev senere den ene efter den anden skudt ned af ritmesteren, en værdig tjener af Galliffet. En af de fire, Scheffer, som man havde ladet ligge, fordi man anså ham for død, krøb tilbage til Paris' forposter og afgav vidneforklaring om denne kendsgerning til et udvalg af Kommunen. Da Tolain interpellerede krigsministeren angående dette udvalgs beretning, overdøvede landjunkernes råb hans stemme; de forbød Leflô at svare. Det ville være en fornærmelse for deres »berømmelige« hær at tale om dens bedrifter. Den overlegne tone, i hvilken Thiers' beretninger delte nedslagtningen af de nationalgardister, som man havde overrasket sovende ved Moulin Saquet, og massenedskydningerne i Clamart, gik selv det i sandhed ikke overfølsomme Londonblad »Times« på nerverne. Men det ville være latterligt at opregne de blot indledende afskyeligheder, som Paris' bombardører og slaveholderoprørets provokatører begik under den fremmede erobrers beskyttelse. Midt under alle disse rædsler glemmer Thiers sin parlamentariske jamren over det frygtelige ansvar, der hviler på hans dværgskuldre, praler med, at l'Aseemblée siège paisiblement (forsamlingen holder møde i fred), og beviser med sine stadige festmåltider, i dag med decembergeneralerne, i morgen med tyske prinser, at hans fordøjelse ikke i mindste måde er ødelagt, ikke engang af Lecomtes og Clement Thomas' ånder.

Om morgenen d. 18. marts 1871 blev Paris vækket af det tordnende råb: »Kommunen leve!« Hvad er Kommunen, denne sfinks, der sætter bourgeoisforstanden på så hårde prøver? »Paris proletarer,« siger centralkomiteen i sit manifest af d.18. marts, »har midt under de herskende klassers nederlag og forræderi forstået, at timen er inde, da de må redde situationen ved at tage ledelsen af de offentlige anliggender i deres egen hånd De har forstået, at det er deres højeste pligt og deres absolutte ret at gøre sig til herre over deres egen skæbne og sætte sig i besiddelse af regeringsmagten« - Men arbejderklassen kan ikke simpelt hen tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne mål.

Den centraliserede statsmagt med dens allestedsnærværende organer - stående hær, politi, bureaukrati, gejstlighed og dommerstand, organer, der er skabt efter en plan for en systematisk og hierarkisk deling af arbejdet - stammer fra enevældens tid, da den tjente som et mægtigt våben for det fremvoksende bourgeoisisamfund i dets kampe mod feudalismen. Alligevel hæmmes dens udvikling af alskens middelalderligt ragelse, herremands- og adelsforrettigheder, lokale privilegier, provinsforfatninger og monopoler for byer og lav. Den franske revolutions kæmpekost fejede i det 18. århundrede alle disse ruiner fra svundne tider væk og rensede således samtidig samfundets grundlag for de sidste hindringer, der stod i vejen for overbygningen, den moderne statsbygning. Denne moderne statsbygning rejste sig under det første kejserdømme, der på sin side igen var skabt gennem det gamle halvfeudale Europas koalitionskrige mod det moderne Frankrig. Under de påfølgende former for herredømme blev regeringen sat under parlamentarisk kontrol, dvs. under de besiddende klassers direkte kontrol. På den ene side udviklede den sig nu til et drivhus for en kolossal statsgæld og trykkende skatter og blev på grund af den uimodståelige tiltrækningskraft, som dens embeder, dens indtægter og dens uddeling af stillinger udøvede, til et stridens æble for de konkurrerende fraktioner og eventyrere inden for de herskende klasser - på den anden side forandrede dens politisker karakter sig jævnsides med samfundets økonomiske forandringer. I samme grad som den moderne industris fremskridt udviklede, udvidede og uddybede klassemodsætningen mellem kapital og arbejde, fik statsmagten mere og mere karakter af en offentlig magt til undertrykkelse af arbejderklassen, en maskine for klasseherredømmet. Efter enhver revolution, der betegner et fremskridt for klassekampen, træder statsmagtens rent undertrykkende karakter mere og mere åbent frem. Revolutionen i 1830 overførte regeringen fra godsejerne til kapitalisterne og dermed fra arbejdernes fjernere til deres mere direkte modstandere. Bourgeois-republikanerne, der i Februar-revolutionens navn greb statens ror, brugte det til at hidføre juniblodbadet for at bevise arbejderklassen, at den »sociale« republik ikke betød andet end republikkens sociale undertrykkelse af denne klasse, og for at bevise bourgeois'ernes og godsejernes kongeligt sindede masse, at de roligt kunne overlade regeringens sorger og pengefordele til bourgeois-republikanerne. Efter denne deres eneste heltebedrift i juni var der imidlertid ikke andet at gøre for bourgeois-republikanerne end at træde tilbage fra første geled til sidste geled i »Ordenspartiet« - en koalition, der var dannet af alle de tilegnende klassers konkurrerende vrimmel af fraktioner i deres nu åbent erklærede modsætning til de producerende klasser. Den rette form for deres fællesregering var den parlamentariske republik med Louis Bonaparte som præsident, en regering for utilsløret klasseterrorisme og forsætlig fornærmelse af »la vile multitude« (den gemene hob). Hvis den parlamentariske republik, som Thiers sagde, var den statsform, der satte det mindste skel mellem den herskende klasses fraktioner, så fik den til gengæld en afgrund til at åbne sig mellem denne klasse og hele der samfundslegeme, der levede udenfor dens tyndt såede rækker. De bånd, som denne klasses indre splittelse endnu havde pålagt statsmagten under tidligere regeringer, var nu fjernet på grund af dens forenelse Lige over for proletariatets truende rejsning benyttede den forende besiddende klasse sig nu hensynsløst og frækt af statsmagten som kapitalens nationale krigsredskab mod arbejdet. Men dens uafbrudte korstog mod de producerende masser tvang den ikke blot til at udstyre den udøvende magt med en stadig voksende undertrykkelsesmagt; den tvang den også til lidt efter lidt at blotte sin egen parlamentariske højborg - nationalforsamlingen - for alle forsvarsmidler over for den udøvende magt. Den udøvende magt, i Louis Bonapartes skikkelse, satte den på porten. Den kødelige efterkommer af »Ordenspartiet«s republik var det andet kejserdømme.

Kejserdømmet, med statskuppet som fødselsattest, den almindelige valgret som bekræftelse og sablen som scepter, påstod at støtte sig til bønderne, til den store masse af producenter, der ikke var umiddelbart indviklet i kampen mellem kapital og arbejde. Det påstod at frelse arbejderklassen ved at bryde parlamentarismen og dermed regeringens utilslørede uafhængighed af de besiddende klasser. Det påstod at frelse de besiddende klasser ved at opretholde deres økonomiske overhøjhed over arbejderklassen; og endelig påstod det at forene alle klasser ved at genoplive den nationale hæders gøglebillede. I virkeligheden var det den eneste mulige regeringsform på en tid, hvor bourgeoisiet allerede havde mistet evnen til at beherske nationen, og hvor arbejderklassen endnu ikke havde erhvervet denne evne. Hele verden tiljublede det som samfundets redningsmand. Under dets herredømme nåede bourgeoissamfundet, der var befriet for alle politiske bekymringer, en udvikling, som det end ikke selv havde drømt om. Dets industri, dets handel udvidede sig kolossalt; finanssvindelen fejrede kosmopolitiske orgier; massernes elendighed stak grelt af mod den skamløse prunk og pragt, der prægede den skinnende, overlæssede og af forbrydelser stinkende luksus. Statsmagten, der tilsyneladende svævede højt over samfundet, var alligevel selv dette samfunds mest skandaløse skandale og samtidig arnested for al dets råddenskab. Dens egen forrådnelse og forrådnelsen i det samfund, den havde frelst, blev blottet af preussiske bajonetter, og Preussen brændte selv af begærlighed efter at flytte dette herredømmes tyngdepunkt fra Paris til Berlin. Bonapartismen er den mest prostituerede og samtidig den sluttelige form for den statsmagt, det var blevet skabt af det opstående borgerlige samfund som det redskab, hvormed det kunne befri sig selv for feudalismen, og som det fuldt udviklede bourgeoissamfund havde forvandlet til et redskab, hvormed kapitalen kunne knægte arbejdet.

Kejserdømmets direkte modsætning var Kommunen. Det råb efter den »sociale republik«, med hvilket pariserproletariatet indledede Februar-revolutionen, udtrykte kun det ubestemte ønske om en republik, der ikke blot skulle fjerne klasseherredømmets monarkiske form, men klasseherredømmet selv. Kommunen var denne republiks bestemte form. Paris, midtpunktet og sædet for den gamle regeringsmagt og samtidig det sociale tyngdepunkt for den franske arbejderklasse, Paris havde rejst sig under våben mod Thiers og hans landjunkeres forsøg på at genoprette og forevige den fra kejserdømmet overleverede gamle regeringsmagt. Paris kunne kun yde modstand, fordi det som følge af belejringen var sluppet af med hæren, i hvis sted det havde sat en nationalgarde, hovedsagelig bestående af arbejdere. Det gjaldt nu om at forvandle denne kendsgerning til en varig institution. Kommunens første dekret var derfor afskaffelsen af den stående hær og dens erstatning med det bevæbnede folk.

Kommunen blev dannet af byrådsmedlemmer, der blev valgt ved almindelig valgret i de forskellige distrikter i Paris. De var ansvarlige og til enhver tid afsættelige. Deres flertal bestod selvfølgelig af arbejdere eller anerkendte repræsentanter for arbejderklassen. Kommunen skulle ikke være et parlamentarisk, men et arbejdende organ, på samme til udøvende og lovgivende. Politiet, der hidtil havde været et redskab for statsregeringen, blev straks berøvet alle sine politiske egenskaber og forvandlet til et ansvarligt og til enhver tid afsætteligt redskab for Kommunen; ligeledes embedsmændene i alle andre grene af administrationen. Fra Kommunens medlemmer og nedefter måtte den offentlige tjeneste udføres for arbejderløn. De høje statsembedsmænds traditionelle privilegier og repræsentationsudgifter forsvandt sammen med disse høje herrer selv. De offentlige embeder holdt op med at være privatejendom for centralregeringens håndlangere. Ikke alene den kommunale forvaltning, men også hele det initiativ, som staten hidtil havde udøvet, blev lagt i Kommunens hånd.

Da den stående hær og politiet, redskaberne for den gamle regerings materielle magt, først var fjernet, gik Kommunen straks i gang med at knække det åndelige undertrykkelsesapparat: præstevældet; den forordnede, at alle kirker skulle opløses og eksproprieres, forsåvidt de besad ejendom. Præsterne blev sendt tilbage til privatlivets fred for dèr efter deres forgængere, apostlenes forbillede at ernære sig af de troendes almisser. Samtlige undervisningsanstalter blev vederlagsfrit åbnet for folket og samtidig renset for al indblanding fra statens og kirkens side. Dermed var ikke blot skoleuddannelsen gjort tilgængelig for enhver, men også selve videnskaben var blevet befriet for de lænker, som klassefordommen og regeringsmagten havde lagt den i. Dommerne mistede den tilsyneladende uafhængighed, det kun havde tjent til at skjule, at de havde underkastet sig alle på hinanden følgende regeringer, som de havde svoret og brudt deres troskabsed til, efterhånden som de kom til magten. Ligesom alle andre af samfundets tjenere skulle de for fremtiden være valgte, ansvarlige og afsættelige.

Pariserkommunen skulle selvfølgelig tjene som forbillede for alle store industricentre i Frankrig. Så snart Kommunens ordning af forholdene først var blevet indført i Paris og centrene af anden rang, ville den gamle centraliserede regering også i provinsen være blevet nødt til at vige for producenternes selvstyre. I en kort skitse af den nationale organisation, som Kommunen ikke havde tid til at udarbejde i enkeltheder, hedder det udtrykkeligt, at Kommunen skulle være selv den mindste landsbys politiske form, og at den stående hær på landet skulle erstattes af en folkemilits med yderst kortvarig tjenestetid. Landkommunerne i hvert distrikt skulle styre deres fælles anliggender gennem en forsamling af deputerede i distriktshovedstaden, og disse distriktsforsamlinger skulle så igen sende deputerede til nationaldelegationen i Paris; de deputerede skulle til enhver tid være afsættelige og bundet til bestemte instruktioner fra deres vælgere. De få, men vigtige funktioner, som så endnu blev tilbage til en centralregering, skulle ikke, som man bevidst har forfalsket sagen, afskaffes, men overdrages til kommunale, d.v.s. strengt ansvarlige embedsmænd. Nationens enhed skulle ikke brydes, men tværtimod organiseres ved hjælp af kommunalforfatningen; den skulle blive til virkelighed ved at tilintetgøre den statsmagt, der udgav sig for at være legemliggørelsen af denne enhed, men som ville være uafhængig og overlegen over for nationen, på hvis legeme den dog kun var en snyltende udvækst. Mens det gjaldt om at bortskære de af den gamle regerings organer, der kun var undertrykkelsesorganer, skulle dens berettigede funktioner løsrives fra en magt, det gjorde krav på at stå over samfundet, og gives tilbage til samfundets ansvarlige tjenere. I stedet for en gang hvert tredje eller sjette år at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke folkets mål i parlamentet, skulle den almindelige valgret tjene det i kommuner konstituerede folk til at udsøge arbejdere, opsynsmænd og bogholdere til sin forretning, ligesom den individuelle valgret tjener enhver anden arbejdsgiver dertil. Og det er velkendt, at selskaber ligesom enkeltpersoner i virkelige forretningssager i almindelighed forstår at finde den rette mand og, hvis de en gang tager fejl, snart skal få det gjort godt igen. På den anden side kunne intet være Kommunens ånd mere fremmed end at erstatte den almindelige valgret med hierarkisk investitur [23].

Det er nye historiske frembringelsers almindelige skæbne, at de fejlagtigt anses for at være et sidestykke til ældre og ligefrem forældede former af samfundslivet, som de til en vis grad ligner. Således er denne nye Kommune, der bryder den moderne statsmagt, blevet anset for at være en genoplivelse af middelalderens kommuner, der først var forløber for denne statsmagt og så dannede grundlaget for den. - Kommunalforfatningen er fejlagtigt blevet anset for at være et forsøg på at sætte et forbund af små stater, som Montesquieu og girondinerne drømte om, i stedet for den enhed af store nationer, der, selvom den oprindelig blev tilvejebragt med vold, alligevel er blevet en mægtig faktor i samfundsproduktionen nu. - Modsætningen mellem Kommunen og statsmagten er fejlagtigt blevet anset for at være en overdreven form for den gamle kamp mod overcentralisationen. Særlige historiske omstændigheder i andre lande kunne forhindre den klassiske udvikling af bourgeoisiets regeringsform, som den er foregået i Frankrig, og kunne tillade, at de store centrale statsorganer - som i England - kompletteres af korrumperede sogneråd (vestries), pengepugende byråd og harmfnysende fattigforstandere i byerne og af fredsdommere på landet, der faktisk er arvelige embeder. Kommunalforfatningen ville tværtimod have givet samfundslegemet alle de kræfter tilbage, som den snyltende udvækst »staten«, der lever af samfundet og hæmmer dets frie bevægelse, hidtil har fortæret. Denne bedrift alene ville have været nok til at give stødet til Frankrigs genfødelse. - Bourgeoisiet i provinsbyerne så i Kommunen et forsøg på at genoprette det herredømme, som det under Louis Philippe havde udøvet over landbefolkningen, og som under Louis Bonaparte blev fortrængt af landbefolkningens påståede herredømme over byerne. I virkeligheden ville kommunalforfatningen imidlertid have bragt producenterne på landet ind under distriktshovedstædernes åndelige førerskab og dèr, i byernes arbejdere, have sikret dem naturlige repræsentanter for deres interesser. - Kommunens blotte eksistens medførte som noget selvfølgeligt det lokale selvstyre, men ikke mere som modvægt mod statsmagten, der nu var blevet overflødig. Kun en Bismarck kunne komme på den tanke - når han ikke er optaget af sine blod- og jernintriger, vender han gerne tilbage til sit gamle håndværk som medarbejder ved »Kladderadatsch« [24], et håndværk, der i så høj grad passer til hans åndelige kaliber - kun et sådant hoved kunne komme på den tanke at pådutte Pariserkommunen en længsel efter den preussiske kommunalforfatning, denne karikatur af den gamle franske kommunalforfatning af 1791, der fornedrer bystyret til at være et rent underordnet hjul i det preussiske statsmaskineri. - Kommunen virkeliggjorde alle borgerlige revolutioners stikord: billig regering, idet den ophævede de to største udgiftskilder, hæren og embedsstanden. Dens blotte eksistens forudsatte, at der ikke eksisterede et monarki, som, i hvert fald i Europa, er den normale ballast og det uundværlige skalkeskjul for klasseherredømmet. Den indførte virkelig demokratiske institutioner som grundlag for republikken. Men hverken den »billige regering« eller den »sande republik« var dens endelige mål; begge dele fulgte med af sig selv.

Den mangfoldighed af fortolkninger, som Kommunen har været udsat for, og den mangfoldighed af interesser, der kom til udtryk i dem, beviser, at den var en helt igennem udviklingsdygtig politisk form, mens alle tidligere regeringsformer væsentligt havde været undertrykkende. Dens sande hemmelighed var følgende: Den var væsentlig en arbejderklassens regering, resultatet af den producerende klasses kamp mod den udbyttende klasse, den endelig opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå. Uden denne sidste betingelse var kommunalforfatningen en umulighed og en illusion. Producenternes politiske herredømme kan ikke bestå ved siden af en forevigelse af deres sociale trældom. Kommunen skulle derfor tjene som løftestang til at omstyrte det økonomiske grundlag, på hvilket klassernes eksistens og dermed klasseherredømmet hviler. Når arbejdet først er frigjort, så bliver hvert menneske arbejder, og produktivt arbejde hører op med at være en klasseegenskab.

Det er en ejendommelig kendsgerning: trods de sidste 60 års megen snak og umådelige litteratur om arbejdernes frigørelse har arbejderne næppe noget sted taget sagen i deres egen hånd, før der straks igen lyder forsvarende talemåder fra ordførerne for det nuværende samfund med dets to poler: kapital og lønslaveri (jordbesidderen er nu blot kapitalistens passive kompagnon). Som om det kapitalistiske samfund endnu levede i sin reneste jomfruelige uskyldighed! Som om dets modsætninger endnu var uudviklede, dets selvbedrag uafslørede og hele dets prostituerede virkelighed endnu ikke lagt blot! Kommunen, udbryder de, vil afskaffe ejendommen, grundlaget for al civilisation! Javel, mine herrer, Kommunen ville afskaffe den klasseejendom, der forvandler de manges arbejde til rigdom for de få. Den havde til hensigt at ekspropriere ekspropriatørerne. Den ville gøre den individuelle ejendom til sandhed ved at forvandle produktionsmidlerne, jorden og kapitalen, der nu fremfor alt er midlet til at underkue og udbytte arbejdet, til blotte redskaber for det frie og samvirkende arbejde. - Men dette er kommunisme, den »umulige« kommunisme! Nuvel, de folk af de herskende klasser, der er fornuftige nok til at indse, at det nuværende system umuligt kan vare ved - og dem er der mange af - har opkastet sig selv til påtrængende og storkæftede apostle for den kooperative produktion. Men hvis den kooperative produktion ikke skal være det rene skin og bedrag, hvis den skal fortrænge det kapitalistiske system, hvis samtlige kooperationer skal regulere den nationale produktion efter en fælles plan og derved tage den under deres egen ledelse og gøre ende på det bestandige anarki og de periodisk tilbagevendende krampetrækninger, der er den kapitalistiske produktions uundgåelige skæbne - hvad er det så andet, mine herrer, end kommunisme, den »mulige« kommunisme!

Arbejderklassen forlangte ikke mirakler af Kommunen. Den har ingen fiks og færdige utopier, som skal indføres ved folkevedtagelse. Den ved, at for at arbejde sig frem til sin egen befrielse og dermed til den højere livsform, som det nuværende samfund uimodståeligt stræber henimod i kraft af sin egen økonomiske udvikling, må den, arbejderklassen, gennemgå langvarige kampe, en hel række historiske processer, der fuldstændig omformer menneskene og forholdene. Den har ingen idealer, den skal virkeliggøre; den skal blot sætte det nye samfunds elementer i frihed, elementer, der allerede har udviklet sig i det sammenbrydende borgerlige samfunds skød. I fuld bevidsthed om sin historiske mission og med heroisk vilje til at handle således, at den er sin mission værdig, kan arbejderklassen nøjes med at smile ad de plumpe skældsord fra pressens lakajer og ad de belærende og beskyttende ord fra velmenende doktrinære borgeres side, der aflirer deres uvidende trivialiteter og sekterergriller i den videnskabelige ufejlbarligheds orakeltone.

Da Pariserkommunen tog ledelsen af revolutionen i egne hænder, da simple arbejdere for første gang vovede at antaste deres »naturlige overordnedes«, de besiddendes, regeringsprivilegium, og udførte deres arbejde beskedent, samvittighedsfuldt og virksomt, under forhold, der var uhørt vanskelige, - de arbejdede for en løn, der højt regnet var knap en femtedel af det, der ifølge en højtstående videnskabelig hjemmelsmand (professor Huxley) er det mindste, en sekretær i Londons skoledirektion får - da vred den gamle verden sig i rasende krampetrækninger ved synet af den røde fane, der vajede over rådhuset som symbol på arbejdets republik.

Og alligevel var dette den første revolution, i hvilken arbejderklassen åbent blev anerkendt som den eneste klasse, der endnu var i stand til at vise samfundsmæssigt initiativ, anerkendt selv af det store flertal af Paris' middelstand - småhandlende, håndværkere og købmænd -, alene med undtagelse af de rige kapitalister. Kommunen havde reddet dem ved på glimrende måde at fjerne den stadig tilbagevendende årsag til strid inden for selve middelstanden, spørgsmålet om forholdet mellem debitorer og kreditorer [25]. Den samme del af middelstanden havde i 1848 taget del i undertrykkelsen af arbejderoprøret i juni; og umiddelbart efter havde den grundlovgivende forsamling uden omsvøb ofret den til kreditorerne. Men det var ikke den eneste grund til, at den nu sluttede sig til arbejderne. Den følte, at den nu kun havde ét valg: Kommunen eller kejserdømmet, ligegyldigt under hvilket navn. Kejserdømmet havde ruineret middelstanden økonomisk ved at ødsle den offentlige rigdom bort, ved at fremme finanssvindelen, ved at hjælpe med til kunstigt at fremskynde kapitalens koncentration og den deraf betingede ekspropriation af en stor del af denne middelstand. Den havde undertrykt den politisk, forarget den moralsk med sine orgier, det havde fornærmet dens voltairianisme ved at overlade opdragelsen af dens børn til de »uvidende patere«, det havde oprørt dens nationalfølelse som franskmænd ved over hals og hovcd at styrte sig ud i en krig, der kun gav én erstatning for al den ødelæggelse, den anrettede - kejserdømmets tilintetgørelse. Og efter at den fornemme bonapartistiske og kapitalistiske sigøjnerbande var udvandret fra Paris, trådte middelstandens sande ordensparti frem som »Union Républicaine« [26], stillede sig under Kommunens fane og forsvarede den mod Thiers' forsætlige forvanskninger. Hvorvidt taknemmeligheden hos dette flertal af middelstanden vil bestå den nuværende tunge prøvelse, må man endnu afvente.

Kommunen havde fuldstændig ret, da den tilråbte bønderne: »Vor sejr er jeres håb!« Af alle de løgne, der blev udklækket i Versailles og kolporteret videre af de berømmelige europæiske avissmørere, var en af de mest uhyrlige den, at landjunkerne i nationalforsamlingen var repræsentanter for de franske bønder. Man behøver blot at forestille sig den franske bondes kærlighed til de folk, som han efter 1815 måtte betale èn milliard i erstatning til! I den franske bondes øjne er jo allerede en godsejers blotte eksistens et indgreb i hans erobringer fra 1789. Bourgeois'en havde 1848 lagt en tillægsskat på 45 centimer pr. franc på bondens jordlod, men han gjorde det i revolutionens navn; nu havde han antændt en borgerkrig mod revolutionen for at læsse hovedbyrden af den krigsskadeserstatning på 5 milliarder, der var bevilget preusserne, over på bønderne. Kommunen derimod erklærede straks i en af sine første proklamationer, at de virkelige ophavsmænd til krigen også måtte bære dens omkostninger. Kommunen ville have befriet bonden for blodskatten, givet ham en billig regering og forvandlet hans nuværende blodsugere, notaren, sagføreren, pantefogeden og andre juridiske vampyrer, til fastlønnede kommunale embedsmænd, valgt af ham selv og ansvarlig over for ham. Den ville have befriet ham for landpolitiets, gendarmens og præfektens despoti; i stedet for præstens fordummelse ville den have sat skolelærerens oplysning. Og den franske bonde er fremfor alt en mand, der regner. Han ville have fundet det yderst fornuftigt, at præstens betaling ikke skulle inddrives af skatteopkræveren, men kun skulle afhænge af menighedens frivillige tilkendegivelse af sin trang til fromhed. Det var de store umiddelbare velgerninger, som Kommunens - og kun dens - herredømme stillede de franske bønder i udsigt. Det er derfor ganske overflødigt her at gå nærmere ind på de mere indviklede, virkelige livsspørgsmål, som Kommunen alene var i stand og samtidig tvunget til at løse til bondens gunst - prioritetsgælden, der hvilede som et mareridt på hans jordlod, landproletariatet, der daglig voksede frem på den, og hans egen ekspropriation fra denne jordlod, der vandt frem med stadig voksende hurtighed på grund af det moderne landbrugs udvikling og konkurrencen fra det kapitalistiske agerbrug.

Den franske bonde havde valgt Louis Bonaparte til republikansk præsident; men det var Ordenspartiet, der skabte det andet kejserdømme. Hvad den franske bonde virkelig trængte til, begyndte han at vise 1849 og 1850, idet han overalt stillede sin maire op mod regeringspræfekten, sin skolelærer mod regeringspræsten og sig selv mod regeringsgendarmen. Alle love, som Ordenspartiet udstedte i januar og februar 1850, var vitterlige tvangsforholdsregler mod bønderne. Bonden var bonapartist, fordi den store revolution med alle dens fordele for ham i hans øjne var legemliggjort i Napoleon. Denne illusion, der hurtigt brød sammen under det andet kejserdømme (og den var ifølge hele sin natur fjendtlig over for landjunkerne), denne fordom fra fortiden, hvordan kunne den have holdt stand over for Kommunens appel til bøndernes levende interesser og tvingende behov?

Landjunkerne vidste - og det var faktisk deres største bekymring -, at tre måneders frit samkvem mellem Kommunens Paris og provinsen ville føre til en almindelig bondeopstand. Derfor deres ængstelige travlhed med at omgive Paris med en politiblokade for at hæmme kvægpestens udbredelse. Var Kommunen således den sande repræsentant for alle sunde elementer i det franske samfund og derfor den i sandhed nationale regering, så var den samtidig som arbejderregering, som den dristige forkæmper for arbejdets befrielse, i ordets fulde betydning international. For øjnene af den preussiske armé, der havde annekteret to franske provinser for Tyskland, annekterede Kommunen hele verdens arbejdere for Frankrig.

Det andet kejserdømme havde været den kosmopolitiske svindels jubelfest. Alle landets storsvindlere var kommet farende, da det kaldte, for at tage del i dets orgier og udplyndringen af det franske folk. Selv i dette øjeblik er den valakiske slyngel Ganesco Thiers' højre hånd, og den russiske spion Matkovskij hans venstre hånd. Kommunen lod alle fremmede få adgang til den ære at falde for en udødelig sag. - Ind imellem krigen med udlandet, som bourgeoisiet havde tabt på grund af sit forræderi, og borgerkrigen, som det havde fået til at flamme op ved sin sammensværgelse med den fremmede erobrer, havde det fundet tid til at vise sin patriotisme i praksis ved at organisere politijagter på tyskerne i Frankrig. Kommunen gjorde en tysker til arbejdsminister. - Thiers, bourgeoisiet og det andet kejserdømme havde uafbrudt ført Polen bag lyset med højrøstede løfter om deres deltagelse, mens de i virkeligheden forrådte det til Rusland og udførte Ruslands beskidte arbejde. Kommunen ærede Polens heltesønner, idet den stillede dem i spidsen for Paris' forsvar. Og for umiskendeligt at betegne den nye historisk sera, som den var sig bevidst at indlede, væltede Kommunen for øjnene af de sejrrige preussere og de bonapartistiske generalers bonapartistiske hær det kolossale symbol på krigshæderen: Vendômesøjlen.

Kommunens store sociale foranstaltning var dens egen arbejdende tilværelse. Dens særlige foranstaltninger kunne kun antyde den retning, i hvilken en regering af folket bevæger sig. Herhen hører afskaffelsen af bagersvendenes natarbejde; forbudet mod arbejdsgivernes almindelige praksis med at trykke lønnen ved at idømme arbejderne bøder under alle mulige påskud - en fremgangsmåde, hvor arbejdsgiveren i samme person er lovgiver, dommer og fuldbyrder og oven i købet indkasserer pengene; denne praksis blev nu strafbar. En anden forholdsregel af samme art var udleveringen af alle lukkede værksteder og fabrikker til arbejder- produktionsforeninger mod ret til erstatning, ligegyldigt om den pågældende kapitalist vat flygtet eller foretrak at indstille arbejdet.

Kommunens finansielle foranstaltninger, der udmærker sig ved deres indsigt og mådehold, kunne kun være forholdsregler, som svarede til en belejret bys stilling. I betragtning af de uhyre tyverier, som de store finanskompagnier og byggeentreprenører under Haussmanns [27] herredømme begik mod byen Paris, ville Kommunen have haft langt større ret til at konfiskere deres ejendom, end Louis Bonaparte havde til at konfiskere familien Orléans'. Hohenzollerne og de engelske adelsmænd, hvis ejendom i stort omfang stammer fra røvet kirkeejendom, var naturligvis højst forargede over Kommunen, der kun fik et overskud på 8.000 francs ud af konfiskationen af kirkens ejendom.

Mens Versaillesregeringen, så snart den igen var kommet lidt til mod og kræfter, anvendte de voldsomste midler mod Kommunen; mens den undertrykte ytringsfriheden i hele Frankrig og endogså forbød møder af delegerede fra de store byer; mens den underkastede Versailles og det øvrige Frankrig en spionage, der var langt værre end det andet kejserdømmes; mens den gennem sine gendarminkvisitorer brændte alle aviser, der blev trykt i Paris, og åbnede alle breve fra og til Paris; mens de mest ængstelige forsøg på i nationalforsamlingen at lægge et ord ind for Paris blev hylet ned på en måde, der var uhørt selv i junkerkammeret i 1816; mens Versaillesregeringen førte en blodtørstig krig uden for Paris og gjorde forsøg på bestikkelse og sammensværgelse inde i Paris - ville Kommunen da ikke skændigt have forrådt sin stilling, hvis den som under dybeste fred havde iagttaget alle liberalismens anstandsformer? Hvis Kommunens regering havde været beslægtet med hr. Thiers', ville der lige så lidt have været anledning til at forbyde ordenspartiblade i Paris som Kommuneblade i Versailles.

Det var faktisk ærgerligt for landjunkerne, at netop på den tid, da de erklærede, at det eneste middel, der kunne frelse Frankrig, var at vende tilbage til kirken, afslørede den vantro Kommune de ejendommelige hemmeligheder i nonneklostret Picpus og St. Laurentkirken. Det var en satire over Thiers, at mens han lod det regne med storkors over de bonapartistiske generaler for deres mesterskab i at tabe slag, undertegne kapitulationer og rulle cigaretter på Wilhelmshöhe, afsatte og arresterede Kommunen sine generaler, så snart de var mistænkt for at forsømme deres tjeneste. Da den ekskluderede og arresterede et medlem, der havde sneget sig ind under falsk navn, og som tidligere havde siddet seks dage i fængsel i Lyon på grund af svigagtig fallit - var det så ikke en velovervejet fornærmelse, der blev slynget i ansigtet på falskneren Jules Favre, dengang stadig Frankrigs udenrigsminister, som stadig solgte Frankrig til Bismarck og stadigvæk dikterede befalinger til den uforlignelige belgiske regering? Men Kommunen gjorde i sandhed ikke krav på ufejlbarlighed, som alle de gamle regeringer uden undtagelse gør. Den offentliggjorde alle taler og handlinger, den indviede publikum i alle sine ufuldkommenheder.

I enhver revolution trænger der sig, ved siden af dens virkelige repræsentanter, folk frem, der har et andet præg. Nogle er de overlevende fra tidligere revolutioner, som de hænger fast i: de er uden indsigt i den nuværende bevægelse, men endnu i besiddelse af stor indflydelse på folket på grund af deres kendte mod og karakter eller af ren tradition. Andre er blot skrålhalse, der ved i årevis at gentage de samme deklamationer mod den siddende regering har tilsneget sig et ry som revolutionære af reneste vand. Også efter d. 18. marts kom der sådanne folk frem, og de spillede endogså i nogle tilfælde en fremtrædende rolle. Forsåvidt det stod i deres magt, hæmmede de arbejderklassens virkelige aktion, ligesom de havde hæmmet enhver tidligere revolutions fulde udvikling. De er et uundgåeligt onde; med tiden ryster man dem af sig; men netop denne tid fik Kommunen ikke.

Den forvandling, som Kommunen havde foretaget med Paris, var i sandhed vidunderlig! Der var ikke spor tilbage af det andet kejserdømmes letlevende Paris. Paris var ikke længere mødested for britiske godsejere, irske absentees [28], amerikanske eksslaveholdere og opkomlinge, russiske eksbesiddere af livegne, og valakiske bojarer. Ingen lig mere i la Morgue, ingen natlige indbrud og næsten ingen røverier; for første gang siden februardagene i 1848 var Paris' gader virkelig igen sikre og det uden noget som helst politi. »Vi,« sagde et medlem af Kommunen, »vi hører nu ikke mere noget om mord, røveri og overgreb på personer; det ser faktisk ud, som om politiet har slæbt alle sine konservative venner med sig til Versailles.« Kokotterne havde igen fundet sporet af deres velyndere - familiens, religionens og fremfor alt ejendommens flygtede mænd. I deres sted kom Paris' virkelige kvinder igen frem til overfladen - heroiske, højsindede og opofrende som oldtidens kvinder. Det arbejdende, tænkende, kæmpende og blødende Paris, der næsten glemte kannibalerne uden for sine porte for sin forberedelse af et nyt samfund, strålende af begejstring i sit historiske initiativ!

Og se så overfor denne nye verden i Paris den gamle verden Versailles - denne forsamling af alle afdøde regeringers genfærd, legitimister og orleanister, grådige efter at æde af nationens lig - med en hale af overgemte republikanere, der ved at være til stede i forsamlingen godkendte slaveholderoprøret og håbede på, at den bedagede bajads i spidsen for regeringen i sin forfængelighed ville opretholde deres parlamentariske republik, og som karikerede 1789 ved at afholde sine spøgelsesagtige møder i Jeu de Paume [29]. Dèr var den, denne forsamling, repræsentanten for alt, hvad der var dødt i Frankrig, og alene Louis Bonapartes generaler med deres sabler stivede den af til en positur, der skulle foregøgle liv. Paris: helt igennem sandhed, Versailles: helt igennem løgn, og denne løgn sluppet løs gennem Thiers' mund.

Thiers siger til en deputation af borgmestre fra Seine- og Oise-departementet: »De kan stole på mit ord, som jeg aldrig har brudt«. Til selve forsamlingen sagde han, at den er »den frieste valgte og mest liberale forsamling, som Frankrig nogen sinde har haft«; til sin brogede blanding af soldaterhorder sagde han, at den var »genstand for verdens beundring og den smukkeste armé, Frankrig nogensinde havde haft«; til provinsen sagde han, at Paris' bombardement var en opdigtet historie: »Hvis der er faldet nogle kanonskud, så er det ikke Versailleshæren, der har affyret dem, men nogle oprørere, der ville have folket til at tro, at de kæmpede, skønt de i virkeligheden ikke vovede at vise sig nogetsteds.« Så siger han atter til provinsen: »Versailles' artilleri bombarderer ikke Paris, det kanonérer det blot.« Til ærkebiskoppen af Paris siger han, at de nedskydninger og repressalier (!), som man fortæller, at Versaillestropperne har begået, ikke er andet end løgn. Han forkynder for Paris, at han kun har til hensigt »at befri det for de modbydelige tyranner, der underkuer det«, og at Kommunens Paris faktisk »kun er en håndfuld forbrydere«.

Thiers' Paris var ikke den »gemene hob«s virkelige Paris, men et fantasi-Paris, kapitulanternes Paris, boulevardflanernes Paris, de mandliges som de kvindeliges, det rige, det kapitalistiske, det forgyldte, det dagdrivende Paris, som nu med sine lakajer, sine storsvindlere, sin litterære sigøjnerbande og sine kokotter flokkedes i Versailles, Saint Denis, Rueil og Saint Germain; det Paris, som borgerkrigen kun var et behageligt mellemspil for; som betragtede kampen gennem kikkerten, talte kanonskuddene, og ved sin egen og sine skøgers ære svor på, at skuespillet var iscenesat uendelig meget bedre, end det nogen sinde havde været i Porte Saint Martin teatret. De faldne var virkelig døde, de såredes skrig var ramme alvor; og så, hvor verdenshistorisk var ikke det hele! Dette er hr. Thiers' Paris akkurat ligesom emigrationen i Koblenz [30] var hr. de Calonnes Frankrig!

Slaveholdersammensværgelsens første forsøg på at underkaste sig Paris, ved at preusserne skulle besætte byen, strandede på Bismarcks vægring. Det andet forsøg, d. 18. marts, endte med hærens nederlag og regeringens flugt til Versailles, hvorhen hele administrationsmaskineriet måtte følge den. Under skin af fredsforhandlinger med Paris vandt Thiers nu tid til at forberede krigen mod Paris. Men hvor skulle man få en hær fra? Resterne af linjeregimenterne var svage i antal og deres stemning usikker. Hans indtrængende appel til provinsen om at ile Versailles til hjælp med sine nationalgarder og frivillige stødte på åben modstand. Kun Bretagne sendte en håndfuld chouaner, der kæmpede under den hvide fane, hver med Jesu hjerte i hvidt linned på brystet, og hvis kampråb var: Vive le roi! (kongen leve!) Thiers var altså henvist til i en fart at tromme en broget bande sammen, matroser, marinesoldater, pavelige zuaver, Valentins gendarmer, Pietris bysergenter og politispioner. Denne hær ville imidlertid have været ligefrem latterligt utilstrækkelig uden de bonapartiske krigsfanger, der indtraf lidt efter lidt, og som Bismarck slap løs i ratebetalinger, der var tilstrækkelige på den ene side til at holde borgerkrigen i gang og på den anden side til at holde Versailles i krybende afhængighed af Preussen. Under denne krig havde Versaillespolitiet til opgave at passe på Versailleshæren, mens gendarmerne måtte rive denne hær med sig ved alle vegne at være de første, der satte sig selv på de farligste poster. De forter, der faldt, blev ikke taget, men købt. Kommunardernes heltemod overbeviste Thiers om, at Paris' modstand ikke kunne brydes ved hjælp af hans eget strategiske geni og de bajonetter, der stod til hans rådighed.

Samtidig blev hans forhold til provinsen stadig vanskeligere. Der indløb ikke en eneste tillidserklæring for at opmuntre Thiers og hans landjunkere. Tværtimod. Deputationer og adresser strømmede ind fra alle sider og forlangte i en ingenlunde respektfuld tone forsoning med Paris på grundlag af en utvetydig anerkendelse af republikken, bekræftelse af de kommunale friheder og opløsning af nationalforsamlingen, hvis mandat var udløbet. De ankom i sådanne masser, at Thiers' justitsminister, Dufaure, i et cirkulære af d. 23. april befalede statsadvokaten at behandle »råbet om forsoning« som en forbrydelse! Med henblik på det håbløse perspektiv, som dette felttog åbnede for ham, besluttede Thiers imidlertid at skifte taktik og udskrev kommunerådsvalg for hele landet til d. 30. april på grundlag af den nye kommunallov, som han havde dikteret nationalforsamlingen. Med sine præfekters intriger nogle steder og med sit politis terrorisme andre steder ventede han fuld af fortrøstning på, at provinsvælgernes dom ville give nationalforsamlingen den moralske magt, som den aldrig havde ejet, og at han ville få den materielle magt af provinsen, som han behøvede for at besejre Paris.

Til supplering af sin røverkrig mod Paris, som han forherligede i sine egne bulletiner, og af sine ministres forsøg på at indføre et nyt rædselsherredømme i hele Frankrig havde Thiers lige fra begyndelsen anset det for nødvendigt at spille en lille forsoningskomedie, der skulle tjene mere end ét formål. Den skulle føre provinsen bag lyset, være et lokkemiddel for middelstanden i Paris og fremfor alt give de såkaldte republikanere i nationalforsamlingen lejlighed til at undskylde deres forræderi mod Paris med deres tillid til Thiers. D. 21. marts, da han endnu ikke havde nogen hær, havde han i forsamlingen erklæret: »Komme hvad der vil, jeg vil ikke sende nogen hær til Paris.« D. 27. marts rejste han sig atter: »Jeg har forefundet republikken som en fuldbyrdet kendsgerning, og jeg er fast besluttet på at opretholde den.« I virkeligheden undertrykte han revolutionen i Lyon og Marseilles [31] i republikkens navn, mens hans landjunkere i Versailles hylede den blotte nævnelse af ordet republik ned. Efter denne heltedåd reducerede han den fuldbyrdede kendsgerning til en hypotetisk kendsgerning. Orleansprinserne, som han forsigtigt havde fået væk fra Bordeaux, fik nu, hvad der var åbent lovbrud, tilladelse til frit at intrigere i Dreux. De indrømmelser, som Thiers stillede i udsigt i sine endeløse sammenkomster med de delegerede fra Paris og provinsen, gik - hvor meget de end uafbrudt skiftede tone og farve - til syvende og sidst altid ud på, at hans hævn sandsynligvis ville indskrænke sig til den »håndfuld forbrydere, det har taget del i mordet på Clement Thomas og Lecomte«, under den velforståede betingelse, at Paris og Frankrig uden forbehold skulle anerkende hr. Thiers selv som den bedste af alle republikker, akkurat som han i 1830 havde anerkendt Louis Philippe som den bedste af alle republikker. Og selv disse indrømmelser - ikke blot gjorde han sig umage for at gøre dem tvivlsomme gennem de officielle kommentarer, som hans ministre føjede til i nationalforsamlingen; nej, han havde også sin Dufaure til at handle. Dufaure, denne gamle orleanistiske advokat, havde altid været belejringstilstandens overdommer; ligesom han var det nu, i 1871, under Thiers, havde han været det i 1839 under Louis Philippe og i 1849 under Louis Bonapartes præsidentskab. Når han ikke var minister, berigede han sig, idet han talte pariserkapitalisternes sag og slog politisk kapital af at plædere mod de love, han selv havde indført. Nu, da han ikke var tilfreds med at jage en række undertrykkelseslove gennem nationalforsamlingen - love, som efter Paris' fald skulle udrydde de sidste rester af republikansk frihed i Paris -, nu antydede han selv i forvejen Paris' skæbne, idet han afkortede krigsdomstolenes procedure, der var ham alt for langvarig, og forelagde en nybagt drakonisk deportationslov. Revolutionen i 1848, der afskaffede dødsstraffen for politiske forbrydere, havde erstattet den med deportation. Louis Napoleon vovede ikke at genoprette guillotinens herredømme, i hvert fald ikke åbent udtalt. Junkerforsamlingen, der endnu ikke var dristig nok til selv blot at antyde, at pariserne ikke var rebeller, men mordere, måtte derfor indskrænke den hævn, som de allerede på forskud tog over Paris, til Dufaures ny deportationslov. Under alle disse omstændigheder ville Thiers absolut ikke have spillet sin forsoningskomedie så længe, hvis den ikke - og det var netop det, han ville - havde fremkaldt rasende protester fra landjunkerne, hvis drøvtyggerforstand hverken forstod spillet eller nødvendigheden af Thiers' hykleri, falskhed og henholdende manøvrer.

Med henblik på de forestående kommunerådsvalg d. 30. april opførte Thiers d. 29. en af sine store forsoningsscener. Midt i en strøm af sentimentale udgydelser råbte han fra nationalforsamlingens talerstol: »Den eneste sammensværgelse mod republikken, der findes, er den i Paris, som tvinger os til at udgyde fransk blod. Jeg gentager det atter og atter: lad disse ryggesløse våben falde ud af hænderne på dem, der fører dem, og straffen vil øjeblikkelig blive standset af en fredsakt, der kun udelukker det lille antal forbrydere.« På landjunkernes heftige afbrydelser svarede han: »Sig mig, mine herrer, jeg beder Dem indstændigt om det, har jeg uret? Gør det Dem virkelig ondt, at jeg kunne sige sandheden, at der kun findes en håndfuld forbrydere? Er det ikke en lykke midt i al vor ulykke, at de folk, der var i stand til at udgyde Clement Thomas' og general Lecomtes blod, kun udgør sjældne undtagelser?«

Frankrig vendte imidlertid kun det døve øre til Thiers' taler, i hvilke han troede at have præsteret en parlamentarisk sirenesang. Af alle de 700.000 kommunerådsmedlemmer, der blev valgt i de 35.000 kommuner, der endnu var blevet ved Frankrig, fik de forenede legitimister, orleanister og bonapartister ikke 8.000 ind. De påfølgende suppleringsvalg faldt endnu mere fjendtligt ud. Nationalforsamlingen fik altså ikke den materielle magt fra provinsen, som den i så høj grad trængte til, men mistede i stedet det sidste holdepunkt for moralsk magt: det at være udtryk for Frankrigs almindelige valg. Og for at fuldende nederlaget truede de nyvalgte kommuneråd i alle franske byer den usurpatoriske forsamling i Versailles med en modforsamling i Bordeaux.

Dermed var det længe ventede øjeblik til en afgørende aktion kommet for Bismarck. Han befalede i herskertone Thiers ufortøvet at sende udsendinge til Frankfurt til den endelige fredsslutning. I ydmyg lydighed mod sin herre og mesters kalden skyndte Thiers sig med at sende sin prøvede Jules Favre af sted, understøttet af Pouyer-Quertier. Pouyer-Quertier, en »fremragende« bomuldsspinder fra Rouen, en glødende, ja servil tilhænger af det andet kejserdømme, havde aldrig opdaget noget råddent ved dette, bortset fra handelstraktaten med England, der skadede hans egne fabrikantinteresser. Næppe var han i Bordeaux blevet udnævnt til finansminister af Thiers, før han anklagede denne »ulykkelige« traktat, kom med antydninger om, at den snart blev afskaffet, og var endda uforskammet nok til, omend forgæves (da han havde gjort regning uden Bismarck), at forsøge en øjeblikkelig genindførelse af den gamle beskyttelsestold over for Elsass, hvor der, som han sagde, ikke stod gyldige internationale traktater i vejen for det. Denne mand, der anså kontrarevolutionen for et middel til at trykke arbejdslønnen i Rouen ned, og afståelsen af franske provinser for et middel til at skrue prisen på sine varer i vejret i Frankrig - var han ikke allerede forudbestemt til at være Jules Favres værdige staldbroder i hans sidste forræderi, der satte kronen på hele hans værk?

Da disse to fortræffelige udsendinge kom til Frankfurt, overfusede Bismarck dem øjeblikkelig med kommandoen: Enten genopretter I kejserdømmet, eller I vedtager uden indvendinger mine egne fredsbetingelser! Disse betingelser indeholdt en afkortelse af betalingsfristerne for krigsskadeserstatningen samt de preussiske troppers vedvarende besættelse af Paris-forterne, indtil Bismarck erklærede sig tilfreds med tingenes tilstand i Frankrig - så at Preussen blev anerkendt som højeste voldgiftsdommer i Frankrigs indre anliggender! Derimod var han rede til at slippe den fangne bonapartistiske hær løs for at udrydde Paris og til at lade kejser Wilhelms tropper yde dem direkte støtte. Han stod inde for sin ærlighed ved at gøre betalingen af den første skadeserstatningsrate afhængig af Paris' »pacificering«. En sådan mading slugte Thiers og hans udsendinge naturligvis villigt. De underskrev traktaten den 10. maj og fik allerede den 21. nationalforsamlingen til at bekræfte den.

I tiden fra fredsslutningen til de bonapartistiske fangers ankomst følte Thiers sig så meget mere forpligtet til at genoptage sin forsoningskomedie, som hans republikanske håndlangere var i største bekneb for at få et påskud til at lukke øjnene for forberedelserne til blodbadet i Paris. Endnu den 8. maj svarede han en deputation af forsoningsvenlige middelstandsfolk: »Så snart oprørerne beslutter sig til at kapitulere, skal Paris' porte en uge igennem stå vidt åbne for alle undtagen generalerne Clement Thomas og Lecomtes mordere.«

Nogle dage senere, da landjunkerne heftigt krævede ham til regnskab på grund af dette løfte, nægtede han at give nogen som helst oplysninger, men gav dem denne betegnende hentydning: »Jeg siger Dem, der findes utålmodige iblandt Dem, der har alt for travlt. Disse må endnu vente otte dage; efter disse otte dages forløb vil der ikke mere være nogen fare, og opgaven vil da svare til deres mod og deres evner.« Så snart Mac Mahon var i stand til at love, at han snart kunne rykke ind i Paris, erklærede Thiers over for nationalforsamlingen, at han »ville rykke ind i Paris med loven i hånden og forlange fuld bod af de elendige, der har ofret soldaters liv og ødelagt offentlige mindesmærker.« Da afgørelsens øjeblik rykkede nærmere, sagde han til nationalforsamlingen : »Jeg vil være uden barmhjertighed«; til Paris, at dommen over det var fældet; og til sine bonapartistiske banditter, at de havde statens tilladelse til af hjertens lyst at øve hævn mod Paris. Da general Douays forræderi d. 21. maj havde åbnet Paris' porte, røbede Thiers endelig d. 22. for sine landjunkere, hvad der havde været »målet« for hans forsonlighedskomedie, som de så hårdnakket havde misforstået. »Jeg sagde for nogle dage siden til Dem, at vi nærmede os målet; i dag kommer jeg for at sige Dem, at målet er nået. Ordenens, retfærdighedens og civilisationens sejr er endelig vundet.«

Og det var den. Bourgeoissystemets civilisation og retfærdighed træder frem i sit sande, uvejrssvangre lys, så snart slaverne i dette system rejser sig mod deres herrer. Så viser civilisationen og retfærdigheden sig som utilsløret vildskab og lovløs hævn. Hver ny krise i klassekampen mellem rigdommens ranere og rigdommens frembringere stiller denne kendsgerning i et grellere lys. Selv bourgeoisiets afskyeligheder i juni 1848 blegner ved siden af den usigelige nederdrægtighed i 1871. Det selvopofrende heltemod, hvormed Paris' befolkning - mænd, kvinder og børn - vedblev at kæmpe otte dage igennem efter Versailleshærens indrykning, genspejler i lige så høj grad deres sags storhed, som soldaterhordernes djævelske handlinger genspejler den ånd, der er den civilisation medfødt, hvis lejede forkæmpere og hævnere de er. I sandhed en strålende civilisation, hvis store problem det er, hvordan den skal slippe af med de dynger af lig, som skyldtes dens myrderier, efter at kampen var forbi!

For at finde et sidestykke til Thiers' og hans blodhundes opførsel, må vi gå tilbage til Sullas og de to romerske triumviraters tid. Den samme massenedslagtning med koldt blod; den samme ringeagt for alder og køn under myrderierne; det samme system med tortur mod fanger; de samme proskriptioner, men denne gang mod en hel klasse; den samme vilde jagt efter de skjulte førere, for at ikke én eneste skulle undslippe; det samme angiveri over for politiske og private fjender; den samme ligegyldighed ved nedslagtningen af folk, der slet ikke havde noget at gøre med kampen. Der er kun den ene forskel, at romerne endnu ikke havde kuglesprøjter til i snesevis at gøre det af med de proskriberede, og at de ikke gik med »loven i hånden« eller om råbet om »civilisation« på læberne. Og efter disse skændselsgerninger, se på den anden, endnu mere modbydelige side af denne bourgeois-civilisation, som den beskrives af dens egen presse!

»Mens der endnu lyder enkelte skud i det fjerne,« skriver pariserkorrespondenten til et toryblad i London, »og glemte sårede ligger og dør mellem gravstenene på Père Lachaise, mens 6.000 rædselsslagne oprørere i fortvivlelsens dødskamp har forvildet sig i katakombernes labyrint, og man endnu ser ulykkelige blive drevet gennem gaderne for i snesevis at blive skudt ned af kuglesprøjter, er det oprørende at se cafeerne fyldt af absinthdrikkere, billard- og dominospillere; at se, hvorledes kvindelig fordærvethed gør sig til på boulevarderne, og at høre, hvorledes larmen af orgier fra fornemme restauranters separatværelser forstyrrer natteroen.« Hr. Eduard Hervé skriver i »Journal de Paris«, et versaillesk blad, der var blevet forbudt af Kommunen: »Den måde, hvorpå Paris' befolkning(!) i går lagde sin tilfredsstillelse for dagen, var faktisk mere end frivol, og vi frygter, at det vil blive værre med tiden. Paris ser nu ud som under en fest, hvilket sandelig ikke er på sin plads, og hvis vi ikke ønsker at kaldes 'forfaldsparisere', må der gøres en ende på dette.« Og så citerer han stedet hos Tacitus: »Og alligevel, morgenen efter den forfærdelige kamp og endog før den var kæmpet fuldstændig til ende, begyndte Rom, fornedret og fordærvet, på ny at vælte sig i den sump af vellyst, der ødelagde dens legeme og tilsmudsede dens sjæl - alibi proelia et vulnera, alibi balnea popineque (her kampe og sår, dèr bade og restauranter)«. - Hr. Hervé glemmer kun, at den »Paris' befolkning«, som han taler om, kun er befolkningen i Thiers' Paris, kapitulanternes, der i skarevis vender tilbage fra Versailles, Saint Denis, Rueil og Saint Germain, i sandhed »forfaldets Paris«.

I hver af sine blodige triumfer over de selvopofrende forkæmpere for et nyt og bedre samfund overdøver denne skændige civilisation, det bygger på arbejdets underkuelse, sine slagtofres skrig med en bagtalelsens hetz, der gentages af et verdensomspændende ekko. Kommunens muntre arbejder-Paris forvandler sig pludseligt under hænderne på »ordenen«s blodhunde til en tumleplads for onde ånder. Og hvad betyder denne uhyre forvandling for bourgeoisforstanden i alle lande? Intet andet end at Kommunen havde sammensvoret sig mod civilisationen! Paris' befolkning ofrer sig begejstret for Kommunen; antallet af dens døde er større end i noget tidligere slag. Hvad betyder det! Intet andet end at Kommunen ikke var folkets egen regering, men en håndfuld forbryderes voldshandling! Paris' kvinder ofrer med glæde deres liv på barrikaderne og på retterstedet. Hvad betyder det! Intet andet end at Kommunens dæmon havde forvandlet dem til megærer og hekater! Kommunens mådehold under et to måneder langt ubestridt herredømme finder man kun magen til i det heltemod, hvormed den blev forsvaret. Hvad betyder det! Intet andet end at Kommunen to måneder igennem skjulte sine djævelske lysters blodtørst under mådeholdets og humanitetens maske for at slippe den løs i dødskampens time!

Arbejdernes Paris har under sin heroiske selvopofrelse draget bygninger og monumenter med ind i flammerne. Når proletariatets beherskere sønderriver dets levende legeme, bør de ikke længere regne med i triumf at kunne vende tilbage til ubeskadigede boliger. Versaillesregeringen råber »brandstiftelse!« og hvisker dette stikord til alle sine håndlangere helt ud til den mest afsidesliggende landsby, for at de overalt skal gøre jagt på dens modstandere som mistænkte for professionel brandstiftelse. Bourgeoisiet i hele verden ser med velbehag på massenedslagtningen efter slaget, men det forfærdes over vanhelligede mure og tagsten!

Når regeringerne giver deres krigsflåder officiel tilladelse til »at dræbe, brænde og ødelægge«, er det så tilladelse til brandstiftelse? Var det brandstiftelse, da de britiske tropper lystigt brændte Kapitol i Washington og kejseren af Kinas sommerpalads? Var det brandstiftelse, da preusserne, ikke af militære grunde, men af ren og skær hævngerrighed afbrændte byer som Cháteaudun og talløse landsbyer med petroleum? Var det brandstiftelse, da Thiers seks uger igennem bombarderede Paris under påskud af, at han blot ville antænde de huse, i hvilke der var folk? - I en krig er ild et fuldt ud lovligt våben. Bygninger, der er besat af fjenden, bombarderer man for at sætte ild på dem. Bliver forsvarerne nødt til at forlade dem, så stikker de selv ild på dem, for at angriberne ikke skal sætte sig fast i dem. At blive brændt ned var altid den uundgåelige skæbne for alle bygninger, der lå i alverdens regulære hæres frontlinje. Men i de underkuedes krig mod deres undertrykkere, den eneste retfærdige krig i historien, skal dette sandelig ikke gælde! Kommunen har i ordets strengeste forstand brugt ilden som forsvarsmiddel. Den brugte den til at spærre Versaillestropperne de lange, lige gader, som Haussmann med vilje havde anlagt så åbne for artilleriild; den brugte den til at dække sit tilbagetog, akkurat ligesom Versailleshæren under sin fremrykning anvendte sine granater, der ødelagde mindst lige så mange huse som Kommunens ild. Endnu i dag er det omstridt, hvilke huse, der blev stukket i brand af forsvarerne, og hvilke af angriberne. Og forsvarerne tog først deres tilflugt til ilden, da Versaillestropperne allerede var begyndt med deres massemord af fangerne. - Desuden havde Kommunen lange tider i forvejen offentligt bebudet, at den, hvis den blev drevet til det yderste, ville begrave sig selv under Paris' ruiner og gøre Paris til et andet Moskva, hvilket forsvarsregeringen - ganske vist kun som et skalkeskjul for sit forræderi - ligeledes havde lovet. Netop med dette formål for øje havde Trochu anskaffet den nødvendige petroleum. Kommunen vidste, at dens modstandere ikke brød sig om den parisiske befolknings liv, men i høj grad om deres egne parisiske bygninger. Og Thiers havde på sin side erklæret, at han ville være ubønhørlig i sin hævn. Så snart han havde sin hær rede på den ene side, og preusserne på den anden side spærrede udgangen, råbte han: »Jeg vil være ubarmhjertig! Boden vil blive fuldstændig, justitsen streng.« Hvis pariserarbejdernes handlinger var vandalisme, så var de det fortvivlede forsvars vandalisme, ikke triumfens vandalisme som den, de kristne gjorde sig skyldig i overfor den hedenske oldtids virkelig uvurderlige kunstværker; og selv denne vandalisme er blevet retfærdiggjort af historieskriveren som et uundgåeligt og forholdsvis ubetydeligt moment i den gigantiske kamp mellem et nyt samfund i fremvækst og et gammelt samfund, der var ved at bryde sammen. Endnu mindre var det Haussmanns vandalisme, der fejede det historiske Paris væk for at skaffe plads for dagdrivernes Paris.

Men Kommunens henrettelse af de fire og tres gidsler med ærkebiskoppen af Paris i spidsen! - Bourgeoisiet og dets hær havde i juni 1848 genindført en skik, der for længst var forsvundet fra krigsførelsen - nedskydningen af sine værgeløse fanger. Denne brutale skik er siden da i større eller mindre grad blevet anvendt ved hver undertrykkelse af en folkeopstand i Europa og Indien, hvorved det er bevist, at skikken var et virkeligt »fremskridt for civilisationen«! På den anden side havde preusserne i Frankrig sat nyt liv i den skik at tage gidsler - uskyldige folk, der med deres liv hæftede for andres handlinger. Da Thiers, som vi har set, lige siden kampens begyndelse havde sat den humane skik i kraft at skyde tilfangetagne kommunarder, var der ikke andet at gøre for Kommunen - for at beskytte disse fangers liv - end at tage sin tilflugt til den preussiske skik at tage gidsler. Gidslernes liv var atter og atter blevet forbrudt ved Versaillesregeringens fortsatte nedskydning af fanger. Hvorledes kunne man skåne dem endnu længere efter det blodbad, mod hvilket MacMahons prætorianere [32] fejrede deres indmarch i Paris? Skulle selv den sidste modvægt over for bourgeoisregeringernes hensynsløse vildskab - arrestationen af gidsler - kun være tomme ord? Ærkebiskop Darboys virkelige morder er Thiers. Kommunen havde atter og atter tilbudt at udveksle ærkebiskoppen og en hel skare præster, oven i købet mod Blanqui alene, som dengang var i Thiers' magt. Thiers satte sig hårdnakket imod det. Han vidste, at han med Blanqui ville give kommunen et hoved, mens ærkebiskoppen bedst ville tjene hans formål som - lig. Thiers kopierede her Cavaignac. Hvilket forfærdelsens skrig udstødte Cavignac og hans ordensmænd ikke i juli 1848, da de brændemærkede oprørerne som ærkebiskop Affres mordere! Og dog vidste de udmærket, at ærkebiskoppen var blevet skudt af ordenssoldaterne. Jacquemet, ærkebiskoppens generalvikar, havde umiddelbart efter udåden overrakt ham et dokument, hvori han som vidne skildrede, hvad det var sket.

Hele dette bagtalelseskor, som Ordenspartiet i sine blodfester aldrig undlader at istemme mod sine slagtofre, beviser blot, at den nuværende bourgeois anser sig selv for retmæssig efterfølger af den tidligere feudalherre, der anså ethvert våben i sin egen hånd for berettiget overfor plebejeren, mens ethvert våben i plebejerens hånd på forhånd var en forbrydelse. Den herskende klasses sammensværgelse, der havde til formål at fælde revolutionen ved en borgerkrig under den fremmede erobrers beskyttelse - en sammensværgelse, hvis spor vi har fulgt fra september indtil de Mac Mahon'ske prætorianeres indmarch gennem St. Cloud porten - nåede sit højdepunkt i blodbadet i Paris. Bismarck ser glad i hu på Paris' ruiner, i hvilke han måske har set den »første rate« af den almindelige ødelæggelse af de store byer, som han allerede havde drømt om, da han endnu var en simpel landjunker i det preussiske »mageløse kammer« af 1849. Han skuer tilfreds på pariserproletariatets lig. For ham er det ikke blot revolutionen, der udslettes, men også Frankrig, som nu virkelig har mistet hovedet, og oven i købet takket være den franske regering selv. Med den for alle heldige statsmænd karakteristiske flygtighed ser han kun overfladen af denne vældige historiske begivenhed. Hvor i historien har man nogen sinde tidligere oplevet en sejrherre, der kroner sin sejr med, at han ikke blot lader sig bruge som gendarm, men også som den besejredes regerings lejede snigmorder? Mellem Preussen og Pariserkommunen var der ikke krig. Tværtimod, Kommunen havde godkendt de foreløbige fredsbetingelser, og Preussen havde erklæret sig for neutralt. Preussen var altså ikke noget krigsførende parti. Det handlede som snigmorder; som fej snigmorder, fordi det ikke udsatte sig for nogen fare; som lejet snigmorder, fordi det i forvejen gjorde betalingen for sine blodpenge på 500 millioner afhængig af Paris' fald. Og således kom da endelig denne krigs sande karakter for dagen, en krig, som forsynet havde iværksat, for at det fromme og sædelige Tyskland skulle tugte det gudløse og liderlige Frankrig! Og dette uhørte brud på folkeretten, selv således som den gamle verdens jurister opfattede det, rusker ikke Europas »civiliserede« regeringer op til at lyse dette retsbrydende Preussen, dette simple redskab for Petersborg-kabinettet, i folkenes band - men får dem kun til at overveje, om de få slagtofre, der undgår den dobbelte kæde af poster omkring Paris, ikke også bør udleveres til Versaillesbødlerne!

At den sejrende og den besejrede armé efter den største krig i nyere tid sluttede sig sammen til fælles nedslagtning af proletariatet - en så uhørt begivenhed beviser ikke, som Bismarck tror, den endelige undertrykkelse af det nye samfund, der er ved at arbejde sig i vejret, men det gamle bourgeoissamfunds fuldstændige hensmuldren. Det største heroiske opsving, som det gamle samfund endnu var i stand til, var den nationale krig, og denne viser sig nu at være en ren regeringssvindel, der ikke tjener noget andet formål end at udskyde klassekampen, og som kastes til side, så snart klassekampen flammer op i borgerkrigen. Klasseherredømmet er ikke længere i stand til at skjule sig bag en national uniform; de nationale regeringer er ét overfor proletariatet!

Efter pinsesøndag 1871 kan der ikke mere gives fred eller våbenhvile mellem Frankrigs arbejdende og ranerne af deres arbejdsprodukter. Lejede soldaterhorders jernhånd kan måske en tid lang holde begge klasser nede i fælles undertrykkelse. Men kampen må bryde ud atter og atter og brede sig mere og mere, og der kan ikke være tvivl om, hvem der vil blive den endelige sejrherre - de få udbyttere eller det uhyre arbejdende flertal. Og de franske arbejdere udgør kun fortroppen af hele det moderne proletariat.

Mens de europæiske regeringer således viser klasseherredømmets internationale karakter foran Paris, bjæffer de ud over hele verden, at hovedkilden til al denne ulykke er Den internationale arbejderassociation - arbejdets internationale modorganisation over for kapitalens verdenssammensværgelse. Thiers anklagede den for at være arbejdets despot, der udgiver sig for dets befrier. Picard befalede at afskære al forbindelse mellem de franske tilhængere af Internationale og dem i udlandet; grev Jaubert, Thiers gamle medskyldige fra 1835, der nu var blevet til en mumie, erklærede, at det var en hovedopgave for alle regeringer at udrydde dem. Nationalforsamlingens landjunkere hylede imod Internationale, og hele den europæiske presse stemte med i koret. En hæderværdig fransk forfatter, det står absolut fremmed overfor vor association, udtaler sig som følger: »Medlemmerne af nationalgardens centralkomité samt størstedelen af Kommunens medlemmer er Den internationale arbejderassociations mest virksomme, indsigtsfulde og energiske hoveder ... folk, der er helt igennem ærlige, oprigtige, intelligente, fulde af hengivelse, rene og fanatiske i ordets gode betydning.« Den politifarvede bourgeoisforstand forestiller sig naturligvis Den internationale arbejderassociation som en slags hemmelig sammensværgelse, hvis centralledelse fra tid til anden befaler oprør i forskellige lande. Men vor association er faktisk kun det internationale bånd, der forener de mest fremskredne arbejdere i den civiliserede verdens lande. Hvor og i hvilken skikkelse og under hvilke betingelser klassekampen end giver sig blot nogenlunde håndgribeligt udtryk, dèr er det også naturligt, at medlemmer af vor association står i forgrunden. Den jordbund, den vokser frem af, er selve det moderne samfund. Den kan ikke trampes ned med nok så megen blodsudgydelse. For at trampe den ned, skulle regeringerne fremfor alt trampe kapitalens tyranni over arbejdet ned - altså betingelsen for deres egen snyltertilværelse.

Arbejdernes Paris med sin Kommune vil til evige tider blive fejret som den berømmelige bebuder af et nyt samfund. Dens martyrer gemmes i arbejderklassens store hjerte. Dem, der tilintetgjorde den, har historien allerede nu naglet til den skampæl, som alle deres præsters bønner ikke vil magte at frelse dem fra.

14. I den engelske udgave Joe Miller, i den franske Falstaff.

Karl Vogt, en tysk småborgerlig demokrat, der blev hemmelig agent for Napoleon III. Joe Miller, en bekendt engelsk skuespiller fra det 18. århundrede. Falstaff, typen på en svindler og pralhans i Shakespeares dramaer.

15. I England får almindelige forbrydere ofte løsladelsesattester, når de har afsonet størstedelen af deres straf. De løslades med disse og stilles under politiopsyn. Disse attester kaldes tickets-of-leave og deres indehavere tickets-of-leave-mænd. (Note til den tyske udgave 1871.)

16. Kong Bomba - øgenavn for Ferdinand II, konge af de to Sicilier.

17. Til undertrykkelse af den italienske revolution blev der i april 1843 sendte franske tropper til Italien. De bombarderede det revolutionære Rom, en himmelråbende krænkelse af den franske forfatning, i hvilken det hed, at republikken aldrig ville bruge sin magt til undertrykkelse af noget foks frihed.

18. Der sigtes til undertrykkelsen af pariserproletariatets juniopstand i 1848.

19. Pourceaugnac - person i en komedie af Molière, typen på en sløv og indskrænket godsejer.

20. Den nationalforsamling, der åbnedes den 12. februar 1871 i Bordeaux, bestod for langt de flestes vedkommende af monarkister (450 af 750 deputerede), dvs. repræsentanter for godsejerne og de reaktionære lag i by og på land. Derfor kaldtes den »rurauxforsamlingen« eller »landjunkerkammeret«.

21. Shylock - ågerkarl i Shakespeares drama »Købmanden fra Venedig«.

22. Cayenne - hovedstaden i Fransk Guyana i Sydamerika, tvangsarbejds- og forvisningssted.

23. Investitur - indsættelse af embedsmænd ovenfra.

24. Kladderadatsch - tysk satirisk vittighedsblad, udkom i Berlin fra 1848.

25. Den 18. april offentliggjorde Kommunen et dekret om udsættelse af betalingsfristerne for gældsforpligtelser i tre år.

26. Republikansk Union.

27. Baron Haussmann var under det andet kejserdømme præfekt for Seinedepartementet, dvs. for byen Paris. Under hans ledelse blev visse bydele ombygget for at lette bekæmpelsen af arbejderopstande. (Note til den af V. I. Lenin redigerede russiske oversættelse).

28. Absentees - af ordet absent (fraværende). Der sigtes til godsejere, der aldrig viser sig på deres godser.

29. Boldspilsalen, hvor nationalforsamlingen 1789 tog sin berømte beslutning. (Note til den tyske udgave 1871).

30. Koblenz - by i Tyskland, centrum for den franske adels kontrarevolutionære emigration under den franske borgerlige revolution i slutningen af det 18. århundrede.

31. Kort efter d. 18. marts 1871 kom det i Lyon og Marseille til revolutionære rejsninger, med det formål at proklamere Kommunen. Bevægelsen blev undertrykt af regeringen Thiers. - Red.

32. Med udtrykket »prætorianere« sigtes her til Versailleshæren.

Nicolaj L. Petersen (1854-1916) kom i lære som stokkedrejer på Det Kongelige Opforstringhus, da han tidligt blev forældreløs. I 1875-88 rejste han rundt i Europa og Amerika, og sluttede sig til de førende internationale socialister i London, og da han vendte hjem til Danmark organiserede han sammen med Gerson Trier en venstreopposition i socialdemokratiet, men blev ekskluderet af partiet i 1889. På grund af en avisartikel fik han i 1891 ét års fængsel, og samme år - 20 året for den voldelige knusning af Pariserkommunen, fremstiller han denne artikel:

Findes dér en begivenhed, som mere end nogen anden har været istand til at indgyde den herskende klasse skræk, som har været genstand for dens had, og som af den er blevet bagtalt og forvrænget i det uendelige, så er det Pariserkommunen. Findes der en begivenhed, som mere end nogen anden kan begejstre arbejderne i alle lande, som kan samle alle klassebevidste arbejdere til højtidelig mindefest, da er det arbejderrevolutionen i Paris 1871. Hvad var denne kommune, som endnu står for de herskende som en skrækindjagende begivenhed, men som hos de internationale arbejdere vækker følelse af had mod de herskende og af hævn over hine, som har udgydt deres brødres blod? Det var den tredje blodige arbejderkamp i Frankrig i løbet af 40 år; men det vil ikke være den sidste.

I 1830 rejste Lyons arbejdere sig imod det samfund, der tvang dem til lediggang og nød. På deres faner skrev de deres fordring: »Leve arbejdende eller dø kæmpende«. I stedet for brød gav bourgeoisiet de hungrende bly. I 1848 hjalp Pariser-arbejderen de borgerlige radikale til det direkte politiske herredømme ved indførelsen af den borgerlige republik. Da arbejderne også ville have noget af sejrens frugter, da de ville have arbejde og brød, da de fordrede »retten til arbejde«, da holdt man dem lumskelig hen med tomme løfter, indtil man havde samlet så mange pålidelige tropper, at man kunne knuse arbejderne med magt - de arbejdere, som kun forlangte »retten til arbejde« - og 20,000 arbejderes blod måtte flyde på Paris' gader. »Retten til arbejdet«, blev virkeliggjort gennem det industrielle system, den moderne fabrik, hvor arbejderen blev tvunget til 12-14 timers åndssløvende, udmattende arbejde; men retten til at leve er endnu ikke virkeliggjort.

Kommuneopstanden er den tredje i rækken. Den førtes med endnu større grusomhed fra bourgeoisiets side. Paris arbejderklasse blev forringet med over 100,000, som enten måtte ende deres liv under gadekampene i Paris, blev forvist til New Caledonien, eller flygtet til udlandet for at unddrage sig det blodtørstige bourgeoisi. Klassekampene bliver for hver gang større og mere grusomme, indtil de ender med den ene af parternes fuldstændige nederlag. Det er latterligt at tro, at de blodige kampes tid er forbi, det er kun godtkøbs politikere, som opstiller sådanne påstande, mænd, som vel vil spille en rolle i den »frisindede« politik, men som er for feje til at føre den konsekvent igennem. Dog begivenhedernes gang ledes ikke af individer, og når kampen igen udbryder, da vil vi, som ved alle tidligere kampe, se de »moderate frisindede« stille sig på reaktionens side; thi allerede nu erklærer de disse kampe for et overvundet stadium, hvad andet kan vi da vente af dem, når kampen udbryder. De er kun snakkesalige parlamentarister, der skyer enhver energisk optræden, et hvert frisk vindpust, som forlanger personlige ofre og kraftudfoldelse, som kunne bortfeje noget af det vante spindelvæv i krogene og er en afvigelse fra deres vante træde og resultatløse virksomhed. Arbejderklassen kan kun lære af tidligere revolutioner, den kan af dem lære, hvorledes den herskende klasses sande følelser er overfor proletariatet, lære at vogte sig for de fejl, som tidligere er begået, vogte sig for politikernes fraser, og kun at stole på sig selv.

Kommuneopstanden var en direkte følge af den herskende klasses mangel på vilje og evne til at varetage nationens interesser, efter at den tyske armé havde vundet den ene store sejr efter den anden over de franske tropper. Bestræbelserne, hvorunder denne opstand udviklede sig, gik ud på opnåelse af kommunal selvstændighed. Paris har mere end nogen anden by i Frankrig været tilsidesat på det kommunale område. Paris har aldrig kunnet forstå, hvorfor en by, som rummer mere intelligens og dygtighed end nogen anden by, just derfor skulle berøves sine kommunale friheder, derfor være ude af stand til at våge over ledelsen af sine egne finanser. Denne fornærmelse har Paris følt så meget dybere, eftersom den var vidne til - uden at kunne gribe ind - at dens finanser blev forødet på en måde, som ikke havde andet formål end at blænde udlandet, og ikke andet resultat end en trykkende gæld.« (jfr. diskussionen om amnesti i det franske deputeretkammer d. 16 maj 1876). Under hele kejserdømmets tid havde Paris bestandig stillet fordring om kommunal selvstændighed; det var herom, at den frisindede politik væsentlig drejede sig. Arbejderspørgsmålet blev der ikke ofret nogen tanke af de liberale, tværtimod søgte de at mistænkeliggøre socialisterne ved at fremstille det, som om de spillede under dække med Bonaparte (Geschichte der Kommune, side 9).

Mistænkeliggørelsen er altid et middel i deres hænder, som er sig bevidst, at deres virksomhed ikke bringer det tilstræbte resultat; men som dog søger at beholde deres indflydelse. De socialistiske arbejdere kendte de liberale politikere, de ventede sig ingen hjælp fra den kant. Under kejserdømmets sidste år, 1869/70, udfoldedes en energisk agitation, hvor man samtidig med at man angreb kejserdømmet, blottede venstrepartiet og udfordrede det til diskussion. D. 15 juli 1870, da ministeren Olivier fremmanede den krig, som Bismarck på en så snu måde havde forberedt, drog Paris' arbejdere med fredsfaner, som bar indskriften: »Leve freden« gennem byen, syngende: »For os er alle folkeslag brødre og tyranniet vor fjende.« Den størstedel af vejen blev de hilst med bravo, indtil de kom til de finere kvarterer, hvor de kom i strid med de krigslysne bander, og den følgende dag blev de angrebne af gendarmerne med blanke våben.

Da vendte de sig mod de tyske arbejdere og erklærede: »Brødre, vi protesterer mod krigen! Vi ønsker fred, arbejde og frihed! Brødre, hør ikke på de lejede stemmer, som søger at bedrage eder med hensyn til Frankrigs sande ånd.« Berlins arbejdere svarede tilbage: »Også vi ønsker fred, arbejde og frihed. Vi ved, at der på begge sider af Rhinen bor brødre, med hvem vi er beredte til at dø for verdensrepublikkens sag.« Stolte ord og socialistiske arbejdere værdige. Studenterne i Berlin besvarede derimod de franske studenters fredsadresse med en fornærmelse.

Et socialistisk arbejderparti var på dette tidspunkt ikke tilstede i nogen bestemt form. De forskellige diskussions- og modstandsklubber havde vel sluttet sig sammen til et forbund, og »Internationale«, dette århundredes bedste revolutionære idé, vandt mere og mere indgang i Frankrig, og dets talsmænd søgte at påvirke de øvrige arbejdergrupper; men da krigen udbrød i juli 1870, befandt det revolutionære parti sig på et højst uklart udviklingstrin. Ved krigens udbrud søgte man at bringe lidt mere disciplin ind i rækkerne, og tillige at stramme det radikale venstre lidt op, men dette forblev uimodtageligt for situationens alvor. Krigens gang er bekendt. Tyskernes systematiske fremgangsmåde afgjorde hurtig krigens udfald, og d. 2 september måtte Frankrigs kejser, med en stor og kampdygtig armé, overgive sig til kongen af Prøjsen. Denne begivenhed blev endnu samme dag telegraferet hele verden over, men i Paris omtaler regering og rigsdagsmænd ikke sagen med et eneste ord. Først d. 4 september om natten besluttede man sig til at tale, efter at nogle energiske mænd havde vækket befolkningen, som om aftenen i en ophidset stemning trængte frem til den lovgivende forsamlings mødesal. Gambetta søgte at holde folket tilbage: »I har uret, vi må holde sammen, vi må ikke gøre nogen revolution«, og andre »frisindede« fulgte hans eksempel.

Pariserbefolkningen hørte imidlertid ikke på venstremanden, og samlede sig om morgenen i store masser foran rigsdagsbygningen. De forskrækkede gendarmer lader indgangen fri, og trods venstres anstrengelser fylder mængden snart alle gallerierne. Kammeret søger at bemægtige sig regeringen og er højest forarget over, at man vover at tale om republik. Da mængden bliver larmende, gør Gambetta utrolige anstrengelser for at berolige den: man burde dog først se udfaldet af kammerets beslutning. Denne kendte man i forvejen. Det var Thiers' forslag og gik ud på, at kammeret skulle udnævne en regeringskommission, der skulle slutte fred for enhver pris, og, for at sætte kronen på skandalen, indføre et parlamentarisk monarki. Heldigvis sprænger en ny menneskemasse dørene, og fra gallerierne spreder mængden sig i salen og tvinger dels de deputerede til at forlade den. Gambetta bliver trængt op på talerstolen og nødt til at forkynde kejserdømmets afskaffelse; men mængden forlanger mere; den udbryder i larmende råb for republikken og fører venstres deputerede (rigsdagsmænd) bort med sig til rådhuset, for at proklamere republiken. Rådhuset var allerede i befolkningens hænder. Her havde nogle af de mænd installeret sig, som i måneder havde forsøgt at rejse en offentlig stemning. Her havde de samlet folket om sig, og søgte at gøre det klar over situationen. Da venstres deputerede ankom, erklærede de sig for regeringen, og nægtede at tage nogle af de af folkemængden foreslåede revolutionære i deres midte. Deres udløbne rigsdagsmandater var deres seneste adkomst til overtagelsen af regeringen.

Da Pariserarbejderne havde proklameret republikken, jublede så godt som hele Frankrig. Det var en kraftanstrengelse fra Pariserbefolkningens side; men den tænkte ikke på at udnytte sin sejr. Den lod en bande af karrieresøgende advokater med Thiers som leder og Trochu som general tage rådhuset i besiddelse. Disse benyttede den opnåede magt i egen interesse. En revolution er aldrig fuldt forberedt, og efter den første sejrsrus gav man sig hen til folk, som dog bestandig havde vist arbejderne deres åbne fjendskab. Disse glemte at hine tidligere havde forrådt dem, havde ladet deres fædre og brødre myrde i tusindvis i 1848, og de overlod dem magten, hvormed de endnu engang på en grummere måde end tidligere lod deres had mod arbejderklassen træde frem. Rigtignok var det kun på den udtrykkelige betingelse, at statsmagten kun skulle tjene til det nationale forsvar men Paris kunne kun forsvares når dens arbejderklasse blev væbnet og forvandlet til en organiseret krigsmagt. Men at bevæbne og organisere arbejdermasserne, det er det samme som at give revolutionen våben i hænde. Pariserarbejdernes sejr over de prøjsiske angribere var det samme som en sejr over de franske kapitalister og over den klikke, som nu havde sat sig i besiddelse af statsmagten. I denne strid, mellem nationale pligter og klasseinteresser vaklede den nationale forsvarsregering intet øjeblik, den blev til en regering for et nationalt forræderi (jfr. »Der bürgerkrieg in Frankreich«, udgivet af Internationalens Generalråd).

I spidsen for denne regering stod Adolf Thiers. Fortællingen om hans offentlige liv er Frankrigs ulykkers historie. I forbund med republikanerne før 1830 tilrev han sig under Ludvig Filip en ministerpost ved at forråde sin beskytter Lafitte. Hos kongen indsmigrede han sig ved at foranstalte pøbelangreb mod gejstligheden, under hvilken en kirke og ærkebispens palads blev plyndret. I 1840 foreslog han at befæste Paris, og da republikanerne udpegede denne plan som en sammensværgelse mod Paris' frihed, svarede han i deputeretkammeret: »Hvorledes kan de tro, at fæstningsværker nogensinde kan blive en fare for friheden! Først og fremmest bagvasker de en hvilken som helst regering ved at forudsætte, at den kunne forsøge på at holde sig ved magten ved et bombardement af Paris .... En sådan regering ville efter sin sejr være hundrede gange mere umulig end før.« I 1871 bombarderede Thiers' regering selv Paris. Lad andre landes arbejdere mærke sig dette. Nogle dage før Februarrevolutionen erklærede han: »Jeg hører til revolutionens parti, ikke blot i Frankrig, men i Europa. Efter revolutionens udbrud, og Juni-slagterierne, blev han den ledende mand i ordenspartiet. Han var fuldstændig blottet for forståelse af de store bevægelser i den moderne samfundshusholdning. Enhver ændring i det forældede toldsystem var ham en forargelse. Jernbanerne udskreg han som et afsindigt hjernespind. Kun i en henseende var han moderne, han trådte ind i Ludvig Filips ministerium fattig som en kirkerotte, da han trådte ud af det, var han millionær. I Bordeaux, under den Fransk-Tyske krig, var hans første skridt til at redde Frankrig fra en finansiel ruin, at skaffe sig tre millioner francs i årspenge.

Jules Favre, den republikanske oppositionsmand fra kejserdømmet, erklærede kort efter republikkens oprettelse, i et brev til Gambetta, at det ikke var de prøjsiske soldater, men Paris' arbejdere, man »forsvarer« sig imod. Rigsdagsmanden Milliére, som blev skudt i majugen, havde offentliggjort nogle retslige aktstykker, hvoraf det fremgik, at Jules Favre havde en »arvesag«, der kunne sige »spar to« til alle tidligere og senere prøver på arten. Han levede »på polsk« med en i Algier bosat drukkenboldt kone. Ved hjælp af en mængde bedragerier, der strakte sig gennem en række år, havde han i hendes børns navn tillistet sig en stor arv, og var blevet en rig mand. En af hans første regeringshandlinger var at sætte to mænd, Pie og Taillefer, der under kejserdømmet var dømt for falsknerier, i frihed.

Ernest Picard var indenrigsminister. Han havde en broder, Arthur Picard, som var blevet udstødt af Paris' børs som svindler og i 1868 var blevet overbevist om at have stjålet 300,000 francs som bankdirektør. Denne broder gjorde indenrigsministeren til redaktør af sit organ, »Den fri Vælger«, og benyttede ham, som det fremgår af deres korrespondance, til at slå mønt af de franske hæres nederlag. Jules Ferry var før d. 4 september en brødløs advokat. Under belejringen bragte han det hurtig som borgermester til at skabe sig en formue af hungersnøden. Hærens overgeneral var Mac Mahon, den overvundne fra Sedan. I krigen havde han kun spillet en general baglæns rolle. Ved Sedan nedlagde han sin kommando, for at en anden kunne overgive den franske hær til tyskerne. Overfor sine landsmænd i Paris genfandt han hele sit blodtørstige mod. Da han var blevet republikkens præsident, søgte han ved alle mulige midler at forråde den. Det var til en sådan bande, at Paris hengav sig i fuld tiltro. Man ønskede at slå de fremmedes indtrængen tilbage og troede, at forsvarsregeringen havde evner og vilje til at gennemføre dette; thi den optrådte i ethvert tilfælde som om den havde det afgørende middel i lommen. For lukkede døre talte disse forrædere kun om fredsslutning og erklærede, at »modstand er en heltemodig dårskab« (Trochu). »Man må forsvare sig for ærens skyld, men ethvert håb er dårskab« (Picard). »Vi kan ikke forsvare os, vi er bestemt på ikke at forsvare os« (chefen for Trochus generalstab). I et manifest til befolkningen udtalte regeringen derimod, at Trochu aldrig ville kapitulere, og at de ikke ville afstå en fodsbred jord eller en sten af Frankrigs fæstninger. Paris, som glødede af iver og begejstring, fik imidlertid snart øjnene op, da regeringen ikke traf nogen alvorlig foranstaltning, og Paris kort efter blev indesluttet af den prøjsiske armé. De revolutionære havde tilsagt regeringen deres »virksomme og ubetingede bistand« for det nationale forsvar, men ikke blind tiltro. Lige overfor regeringens uvirksomhed samlede de, sig til handling. Allerede d. 4 september havde de i offentlige forsamlinger opfordret til at danne opsynskomitéer i alle distrikter, til at våge over borgermestrene, og til at sende 4 medlemmer til en centralkomité. Resultatet af disse stormende valg var en komité af arbejdere, embedsmænd og forfattere, som allerede for længere tid havde været virksomme i den revolutionære bevægelse.

D. 14 september forlangte denne komité ved offentlige plakater valget af en kommunalregering (kommune), som skulle have politimagten under sin kontrol; at man burde tilegne sig alle uundværlige levnedsmidler, væbne alle borgere, afsende kommissionærer til provinserne, for at bringe disse til at rejse sig, vælge alle embedsmænd og have fuldstændig presse- og forsamlingsfrihed. Bourgeoisibladene stemplede dette som noget prøjserne havde deres hænder med i spillet i. Dog Paris levede endnu i salig tillid til regeringen. D. 20 september lovede regeringen denne komité, at de ville forsvare Paris til det yderste, og at kommunalvalgene skulle finde sted inden en måned. To dage senere udsattes, de til ubestemt tid. Imidlertid blev fordringen om en kommunalregering bestandig lydeligere, eftersom man indså at forsvarsregeringen ikke traf nogen alvorlig foranstaltning til landets forsvar. Disse fordringer båres væsentlig frem af de revolutionære. Deres tilhængere voksede hurtig i antal, og de gav ofte deres anskuelser tilkende ved demonstrationer foran rådhuset, hvor råbene »Kommunen leve«, »Ned med Trochu«, mindede regeringen om den stigende utilfredshed. Hverken en Trochus eller Jules Favres veltalenhed var i stand til at berolige mængden, og tilsidst gik man ind på at forhandle, men ikke med det formål at tage hensyn til mængden, thi regeringen erklærede det senere for under sin værdighed, at tage et sådant hensyn.

Da kom efterretningen om overgivelsen af Metz, og samtidig efterretningen om Thiers' forhandlinger med prøjserne om en våbenstilstand. Hele Paris rejste sig harmfuld ved denne efterretning. Toulouse, Marseille og St. Etienne kom ligeledes på benene. »Pariserbefolkningen var« siger Jules Ferry, »lige fra de højeste til de laveste, fjendtligsindede imod os«. En dydig harme gennemtrængte alle. Altså var regeringens store løfter og pralende ord, med hensyn til nationens forsvar, humbug; man havde altså bedraget offentligheden. Kl. 11 om formiddagen strømmede mængden sammen foran rådhuset og råbte »ingen våbenstilstand« trods militærets modstand bemægtigede man sig forpladsen. Da kom nogle af regeringens venner og standsede mængden, idet de svor dyrt på, at regeringen anstrengte sig for det almene vel. En ny menneskestrøm trængte frem, og under råbene »Ned med Trochu«, »Kommunen leve« når den frem indtil tronsalen. Fra arbejderkomitéen blev regeringens afskaffelse proklameret, og regeringen var næppe sluppet så nådigt fra den harmfulde mængde, dersom denne ikke var blevet beroliget af arbejdernes førere. I løbet af dagen forbliver rådhuset i de revolutionæres magt, men da ingen planmæssig sammenvirken øjeblikkelig var mulig mellem de forskellige grupper, lykkedes det igen regeringen at sætte sig i besiddelse af magten, og dermed at fortsætte sit forræderi imod nationen. Regeringen havde i farens øjeblik lovet at ville udskrive valgene til en kommunalregering; så snart den imidlertid troede faren vel overstået, modsatte den sig valget efter bedste evne, og i stedet for lod den en offentlig afstemning om sin egen berettigelse foretage, der vel, som stemningen var, skaffede den en majoritet; men 60,000 af Paris' borgere nægtede at give den et tillidsvotum.

Til at forsvare sig gjorde man derimod ikke noget alvorligt skridt. 253,000 militære fandtes i Paris foruden 300,000 nationalgardister; men denne masse bevæbnede lod man ikke en gang kæmpe, ja, hvad mere er, man inddelte den i grader, hvorved arméen ikke blev noget samlet hele, og der forårsagedes had og rivninger mellem de forskellige dele. Ophidset af generalstaben fattede arméen had mod det Paris, der pålagde den unødvendige anstrengelser. Mobilgardisterne fra provinserne blev ligeledes forbittrede efter at være ophidsede af deres officerer, de ædle junkere. Man foragtede nationalgarden og kaldte dem hånligt »kæmperne til det yderste« og »de 30 sous«, fordi pariserne siden belejringen fik 30 sous i godtgørelse. Man kunne hver dag befrygte et sammenstød. Nationalgarden, som bestandig forlangte at blive ført mod fjenden, tvang man til lediggang. »De borgerlige havde erklæret, at de ikke ville slås, når arbejderklassen var bevæbnet og havde udsigt til at få overhånd.« Tiltrods for at man offentligt pralte med, at befolkningen havde godkendt regeringens fremgangsmåde, så følte man sig dog overbevist om, at Paris var en afgjort modstander af regeringens fremgangsmåde, og derfor søgte man med alle midler at svække det og sløve dets våben. Det første skridt i denne retning var udfaldet ved Champigny, hvor general Ducros, som en anden Leonidas, erklærede: »Jeg aflægger her for hele nationen den ed, at jeg kun vil vende tilbage som sejrherre eller som død. I vil kunne se mig falde, men ikke vige.« Denne ed forhindrede ikke den tapre general i at vende tilbage, slået og med resterne af sin arme. Ja, man fortæller endog i Paris, at en general spillede billard i Vincennes, medens hans soldater sloges. Udfaldene ved Buzenval og Montretout var ligeledes kun åreladninger af nationalgarden (»man må lade nationalgarden hugge ned, da den absolut vil have det«, sagde en infanteri oberst, undersøgelsen d. 4 september, Oberst Chaper); man måtte give det udseende af, at man ville lade den kæmpe, men man udsatte den kun for den fjendtlige ild, uden at den selv kunne få lejlighed til at anvende sine våben. Af 150 kanoner blev kun 30 bragt i anvendelse ved Buzenval. Med et mod, der var gamle tropper værdig, indtog pariserne Redouten ved Moutretout, og parken ved Buzenval, og så befalede man dem tilbage til Paris, efterladende de erobrede stillinger uden skyts, som et let bytte for prøjserne. De tilbagekommanderede nationalgardister skummede af raseri over denne krigsførelse, og de forstod, at man kun havde ført dem ud, for at de kunne blive åreladte.

Nu indså Paris, hvilken afgrund forsvarsregeringen havde ført dem til, og forsvarsregeringen anså det heller ikke mere om at være nødvendigt at forstille sig og lod masken falde. Jules Favre og Trochu sammenkaldte borgermestrene og meddelte dem, at alt var tabt, og at man måtte slutte fred for enhver pris - kapitulere. Efterretningen herom gennemløb byen og frembragte en opvågnen af Pariser befolkningen. Altså havde man udholdt kulde, sult og nød, man havde betroet sig til en regering, som havde lovet at befri Paris for den skændsel at overgive sig til fjenden, som havde svoret aldrig at ville kapitulere, for tilsidst at opdage at den kun havde holdt byen i uvished med store ord. Uviljen mod regeringen truede med at bryde ud i åbent oprør. De ledende mænd bliver tvivlrådige, og Trochu må trække sig tilbage. Befolkningen befrier Flourens og andre politiske fanger fra fængslet, og politidirektøren indgiver sin demission med den motivering, at han ikke mere har nogen autoritet. Den ny guvernør begynder sin virksomhed med at ruste sig imod Paris; han samler tropper i Paris og befæster rådhuset. Regeringen lader talrige personer (83) arrestere, og naturligvis sådanne, som for en stor del var fuldstændig uskyldige, samt undertrykker de republikanske blade og stempler dertil de revolutionære som folk, der går i fjendens ledebånd. Der var kun én alvorlig hindring, der stod i vejen for regeringens forræderiske sammensværgelse. Det var Paris' arbejderbefolkning. At afvæbne denne, gøre denne skadesløs, måtte derfor ligge regeringen meget mere på sinde, end organisationen af modstanden mod den ydre fjende. Paris' arbejderbefolkning, som brændte af begærlighed efter at gøre en hæderlig ende på kampen mod prøjserne; den kunne man dog ikke godt afvæbne, men at lade den slås og eventuelt sejre, det turde regeringen heller ikke, thi da havde den jo ikke mere spor af ret til at optræde som regering.

Republikken det var revolutionens værk fra d. 4 september, på grundlag af den var forsvarsregeringen dannet. Nationalforsamlingen i Bordeaux havde ligeledes kun sin retstittel af den nye tingenes orden, som var fremkaldt af revolutionen. Og dog bekæmpede man republikken og alle republikanske bestræbelser, med et grænseløst had. Republikanske blade blev undertrykte, kendte energiske republikanere fængslede. Blanqui og Flourens, to af de mest energiske blandt de revolutionære, blev dømt til døden, og regeringen gik hensynløst frem imod alle, der havde taget del i den folkelige bevægelse. De betydningsfuldeste embeder bliver besat med personer, hvis had mod republikken var almindelig bekendt. General Vinoy, som i 1852 havde været Napoleon d. IIIs værktøj til at knuse republikken, bliver således udnævnt til guvernør for Paris, den bonapartistiske gendarm Valentin til politidirektør og jesuiter generalen Aurelles de Palladine, der havde svoret troskab til 3 forskellige regeringer, til kommandant for nationalgarden, og nationalforsamlingen i Bourdeaux var en eneste stor demonstration mod det republikanske Paris.

Fra nu af indser det republikanske Paris, at det kun har sig selv at stole på. De revolutionære organiserer sig. Nationalgarden, som talte 300,000 mand, vælger en centralkomité, bestående af delegerede fra de respektive bataljoner (nogle enkelte bonapartistiske undtagne). Det var ikke bekendte folk, der dannede denne komité, ingen agitatorer eller bekendte politikere; det var arbejdere, revne bort fra deres værksted, småhandlende, hentede ud af deres butik, det var folk, som regeringen hånlig kaldte »de ubekendte«, men som dog kom til at spille en betydelig rolle i den nærmeste tid. Thiers havde af sine venner ladet sig udnævne til chef for den udøvende magt, og gik nu mere systematisk, om end mindre retslig frem mod Paris' arbejderbefolkning, og han havde af sejrherrerne fået tilladelse til at beholde et antal tropper med det udtrykkelige formål, at holde Pariserne nede. Det første skridt måtte derfor for ham være, at afvæbne nationalgarden. Denne ejede nemlig selv sine kanoner; som dens ejendom var de blevet anerkendt af sejrherrerne, da de ellers måtte have været udleveret sammen med andre våben ved kapitulationen. D. 26 februar, da det rygtedes, at prøjserne ville trænge ind i byen, havde nationalgarden opbygget barrikader i de kvarterer, hvor de ventede at støde på den tyske hær. 20,000 mand var trængt frem til Champs Etyséés, alt var forberedt til en gadekamp, og man var bestemt på at forsvare sig til det yderste. Da kom efterretningen om, at freden var undertegnet, og det var nu nationalgardens første tanke at bringe de af dens kanoner i sikkerhed, som regeringen på en forræderisk måde havde ladet henstå i de kvarterer som skulle besættes af de tyske tropper.

Thiers forlanger nu af nationalgarden, at den skal udlevere sine kanoner, og han støtter sin fordring på en notorisk løgn, nemlig, at kanonerne var statsejendorn. Nu var imidlertid Paris blevet sig faren bevidst og stod på vagt. Tiltrods for de lange lidelser det havde udstået under belejringen, besluttede det dog at vedblive med modstanden imod de franske forrædere. Regeringens beslaglæggelse af nationalgardens kanoner skulle kun være et forspil til en almindelig afvæbning af Paris og dermed gøre ende på den revolution, hvis værk var republikken. Regeringen påbegyndte nu underhandlinger med nationalgarden om udlevering af kanonerne; men samtidig vedblev den sine forfølgelser mod de republikanske folkeledere og lod 3 dødsdomme fuldbyrde mod folk, som havde taget del i folkebevægelsen d. 31 oktober. Midt under forhandlingerne sendte Thiers general Aurelles de Palladine til Montmartre medtagende heste (rigtignok utilstrækkelig), for straks at bortføre kanonerne. Befolkningen modsatte sig dog det med held, og nationalgarden var nu overbevist om, at regeringen ville søge at overrumple den, for at bortføre kanonerne. Den indså nu nødvendigheden af at gøre det afgørende skridt og tage ledelsen af byen i sine hænder. Dagen efter var d. 18 marts. Den første begyndelse til borgerkrigen gik således ud fra Thiers, idet han sendte en hob politisoldater og nogle linieregimenter til Montmartre, for at bortføre nationalgardens kanoner. Dog dette natlige røvertog blev slået tilbage af befolkningen. General de Palladine havde i forvejen ladet sine sejrsberetninger trykke, og Thiers havde plakater parat til at forkynde landet sit statskup. Da det nu ikke blev en sejer for regeringen, måtte Thiers udstede andre opråb, hvori han meddelte sin højmodige beslutning om at lade nationalgarden beholde sine våben, og han håbede, sagde han, at den ville slutte sig til regeringen imod oprørerne. Af 300,000 nationalgardister var der kun 300 som fulgte Thiers' anvisning.

Centralkomiteen var på dette tidspunkt den ledende sjæl i Paris. D. 18 april satte den sig, uden at en dråbe blod måtte flyde, i besiddelse af Paris. I den proklamation som den udsteder til befolkningen, hedder det:» midt i den herskende klasses afmægtighed og forræderi, har hovedstadens proletarer forstået, at timen er kommet for dem, til at frelse situationen, ved at tage ledelsen af de politiske affærer i hånden«. »Skal arbejderne, de, som frembringer alt og intet nyder, de, som lider midt imellem de ophobede produkter, som er frugten af deres anstrengelse og sved - skal de uophørlig være udsatte for hån og skændsel? Skal det aldrig tilstedes dem at arbejde for deres egen befrielse, uden at der rejses et enstemmigt forbandelseskor imod dem? »deres ældre broder, bourgeoisiet som har fuldført sin befrielse for over ¾ århundrede siden, - forstår ikke nu, at tiden til proletariets befrielse er kommen….»hvis den herskende klasse, siden afvigte 4 september havde ladet folkets bestræbelser få frit løb, hvis den frivilligt havde indrømmet arbejderne den fælles ret, udøvelsen af alle friheder, hvis den havde tilladt dem at udvikle deres anlæg, udøve deres rettigheder, tilfredsstille deres fornødenheder, hvis den ikke havde foretrukket fædrelandets ruin fremfor republikkens sikre triumf i Europa, så ville vi ikke have været hvor vi er ...« »Fremskridtets ild, som et øjeblik er blevet afbrudt, vil genoptage sin gang, og proletariatet vil, trods alt, fuldføre sin befrielse«.

Denne nye regerings formål var at fremskynde valgene til kommunalregeringen, og da nedlægge sin magt i dens hænder. Thiers' regering flygtede hovedkulds til Versailles, og tog med sig hele det »pæne« selskab som kun kan leve i korruptionens mudderpøl, og som skyer en virkelig folkelig regering. Men ved denne hastige flugt glemte Thiers at medtage de aktstykker, som beviste hans regerings forræderi mod den franske nation. Og for at tilintetgøre disse beviser »ville disse folk ikke sky tilbage for at forvandle Paris til en bunke ruiner, overskyllet af et blodhav«, sagde Kommunen i et af sine manifester til provinserne. For ordensheltene var dette et skrækkens budskab. De frygtede, at arbejderne nu ville tage hævn, men skrækken blev deres eneste straf. Hvis man nogensinde med ret kan sige, at stilstand er tilbagegang, så passer det uden tvivl på d. 18 marts. Paris var enig på denne dag, man åndede atter frit, da Thiers og hans banditter var flygtet til Versailles. Men centralkomiteen var for skånsom imod republikkens fjender. Politisoldater og gendarmer fik uhindret lov til at gøre hvad de ville, man lod reaktionen i fred, lod den samle kræfter og tage den ene gode stilling efter den anden i besiddelse.

D. 22 marts havde en del, mod republikken fjendtligsindede mænd, samlet sig til en »fredelig« demonstration, de vare ledede af bekendte bonapartister. Overalt mishandlede de nationalgardens patruljer og poster. De trængte frem mod Vendome-pladsen for at overrumple nationalgardens hovedkvarter. Med råbene: »Ned med morderne«, »Ned med centralkomiteen» søgte de at gennembryde vagten. Som svar på demonstranternes revolverskud, blev den regelmæssige lovformelige opfordring stillet til dem, og da dette ikke frugtede, kommanderede generalen »fyr«, og en salve var tilstrækkelig til at drive dem i vild flugt. De efterlod talrige våben, som et bevis på demonstrationens »fredelige« karakter. Denne begivenhed er af reaktionen blevet stemplet som en »skændig af slagtning af ubevæbnede borgere«. Centralkomiteen traf nu foranstaltninger til at bringe de civile autoriteter til at udskrive valgene. Ved befolkningens truende holdning blev valgene udskrevet til d. 26 marts, og denne dag var en af Paris stolteste. 230,000 vælgere afgav deres stemme; et antal, som viser en overordentlig livlig deltagelse i valgene, og af valgene fremgik en forsamling af arbejdere, socialister og forfattere. En del af Versailles-regeringens venner var ligeledes blevet valgt, men da de så, at flertallet var arbejdere og arbejdervenner, så trak de sig tilbage. Var valgene faldet ud til reaktionens fordel, så ville man ikke have haft noget imod dem, men da udfaldet blev en arbejderforsamling, så blev denne, endskønt lovformigt udskrevet og valgt, erklæret for forbryderisk, blev bagtalt og kvalt i blod.

Kommunen var en forsamling, der beskæftigede sig direkte med at afhjælpe den forhåndenværende trang: men den tog også fat på at organisere hele den politiske magt på et nyt og bedre grundlag end hidtil,, så at det arbejdende folk kunne gøre sin berettigede indflydelse gældende. Da Paris nu en gang havde en bevæbnet arbejderklasse, og kun ved hjælp af den var i stand til at gøre modstand, så gjaldt det for kommunen at gøre det bevæbnede folk til en varig institution i modsætning til den stående hær. Den udøvende og kontrollerende magt skulle være hos folket selv. Alle embedsmænd, alle dommere skulle vælges ved almindelige valg og være ansvarlige over for deres vælgere, embedsmændene skulle være folkets tjenere, ikke deres herrer, og det skulle gøres umuligt for dem at benytte deres embeder til at tilegne sig fordele. Alle store lønninger blev afskaffet, enhver offentlig tjeneste fra kommunens medlemmer og nedefter skulle udføres for arbejdsløn. Pariserkommunen skulle være et mønster for alle større byer i Frankrig, og Kommunen skulle være den politiske form for selv den mindste landsby. Kommunerne skulle være selvstyrende og forbunden med hverandre gennem kredsforsamlinger og disse igen sende repræsentanter til en nationalforsamling i Paris. De få hverv, som endnu var tilovers for en centralregering, skulle udføres af kommunens embedsmænd, som vare strengt ansvarlige. Kommunalforfatningen ville give samfundet alle de kræfter tilbage, som det ved staten, der tærede på det og hæmmede dets fri bevægelse, havde mistet.

»Pariserkommunen« var den første revolution, hvor arbejderklassen var den eneste klasse, der var situationen voksen, og det var en storartet forandring, der foregik med Paris under dens herredømme. Der var ikke mere spor af det overdådige, udsvævende Paris, det var ikke, som tidligere, samlingsstedet for de »fine«, der her forødede den rigdom, de havde udpint af deres landsmænd. Der var ingen natlige indbrud, næsten ingen tyverier. Gaderne var virkelig sikre, og det uden noget som helst politi. Kommunen blev forvaltet med en billighed, som kun arbejderne kan gøre det, og Paris var blevet en arbejderby i ordets virkelige betydning.

Den sejrrige arbejderrevolution d. 18 marts bragte den herskende klasses onde samvittighed i oprør, og dog forløb denne dag, med at arbejderklassen tog den udøvende magt i besiddelse, uden at en dråbe blod måtte flyde. Fra d. 28 marts indtil versaillernes indtrængen i Paris var revolutionen så fri for alle de grusomheder, der kendetegner de borgerlige modrevolutioner. Thiers åbnede borgerkrigen for anden gang d. 12 april, efter at Mac Mahon havde samlet så mange tropper, som formentes at være nødvendige, til at undertrykke Paris. Dagen i forvejen havde han i rigsdagen erklæret krigen. D. 2 april, om middagen, åbnedes krigen mod Paris, idet versaillerne angreb kasernen og barrikaden ved Courbevoie. På dette sted blev indtrængerne vel dreven tilbage, men trods det, at pariserne her, som andre steder, kæmpede med en udholdenhed og tapperhed, der var deres sag værdig, måtte de alligevel trække sig tilbage. Ved lyden af kanonskuddene blev Paris opmærksom; men man troede ikke på noget angreb. Det måtte være en eller anden festlighed eller i det højeste en misforståelse. Da imidlertid ambulancevognene bragte de sårede til byen, da den efterretning spredte sig i den, at nu begyndte belejringen påny, udbrød der en sand panik. Barrikaderne blev igen opbyggede, man bragte kanonerne på voldene, og i løbet af et par timer var 80,000 mand på benene, og råbte: »Mod Versailles«. Kvinderne fremskyndede deres mænd og ville selv marchere foran. Belejringens rædsler væltede igen ind over den ulykkelige by. Intet under at kvinder og mænd tænkte på at afvende dem.

Den planløshed, som man kan forstå der opstod ved samvirken af de i temperament, anskuelse og forståelse højst forskellige individer, som dannede Kommunen og centralbestyrelsen, umuliggjorde en virksom fremgang imod Versailles. Den store mængde af menige besad begejstring og tapperhed nok til, under den rette ledelse at sejre over Versailles. Blandt de ledende derimod var der uklarhed, og de enkelte, som havde energi nok til at gribe sagen praktisk an, mødte modstand hos dem, som ikke gjorde andet end tale, ja blev endogså mistænkeliggjort. De menige soldater kæmpede beundringsværdig i regn og slud, uden at der blev truffet ordentlige foranstaltninger til at forsyne dem med proviant og ammunition, eller til at afløse dem til passende tid. Versailles derimod fik bestandig forstærkning af de fra fangenskabet hjemvendende franske soldater, som ikke vidste, hvad der i løbet af deres fangenskab havde tildraget sig, og for hvem man, lige så vel som for provinserne, fremstillede sagen i et falskt lys. Pariserne, som kun ville forsvare deres nærmeste interesser, gik frem efter folkerettens love. Thiers bande havde personlige fordele at varetage, den måtte tilintetgøre beviserne for sine forræderier imod nationen, og derfor myrdede den med en vildhed og hensynsløshed, som man forgæves søger mage til i historien. Der var ikke tale om at give pardon, alt blev slået ned for fode; i den blodige maj uge måtte over 30,000 arbejdere bide i græsset. I de efter kommunens fald foretagne massearrestationer og domme, søger man at tilintetgøre alt det, som i virkeligheden stiller sig på arbejdernes side. I blod drukner en bevægelse, som går i retning af frihed og fremskridt, og dens bødler er det egoistiske , hensynsløse og magtlystne bourgeoisie, hvis udelukkende formål er rigdom og magt.

Forholdsregler, der blev vedtaget af Kommunen: a) Arbejderne fritages for at betale den forfaldne husleje for terminerne oktober, januar og april. b) Forbud mod at sælge de sager, som var pantsat på assistentshuset. c) Kirkens adskillelse fra staten, afskaffelse af kultusbudgettet. Konfiskering af legater til kirken til fordel for det almindelige vel. d) Der tilstedes enhver kommunekæmper, som er blevet såret i kampen for den kommunale frihed, en sum fra 300-1200 francs. e) Der tilstedes de faldne kommunekæmperes enker (legitime eller ej) en årlig pension på 600 francs og 365 francs for hvert barn til dets 18de år. f) Adoption af familierne efter ofrene fra d. 22 og d. 18 marts. g) Forbud mod at en person har flere kommunale embeder samtidig. Fastsættelsen af den højeste løn for nationale og kommunale embedsmænd til 6000 francs. h) Skolen frigøres såvel fra statens som kirkens indblanding. Lærernes såvel som lærerindernes løn fastsættes til 2000 francs, hjælpelærernes af begge køn til 1500 francs. i) Nedrivelse af vendomesøjlen. j) Afskaffelse af edsaflæggelsen. k) Lov, hvorefter alle arbejderforeninger såvel som industri- og handelskamre opfordres til at indsende lovforslag angående vareomsætningen. l) Fastsættelse af arbejdslønnen ved alle offentlige arbejder. m) Frigivelse af alle genstande, som var pantsat på assistentshuset. n) Fabrikker og værksteder, som var blevet forladt af deres ejere, blev genåbnet og overdragen arbejderforeningerne til afbenyttelse. o) Fremlæggelsen af en protokol for arbejdssøgende og arbejdskøbere på alle mairerierne (magistratens kontorer) tilligemed de gensidige betingelser. p) Forbud mod natarbejde i bagerierne. q) Ophævelse af alle private arbejds- og fæstekontorer. r) Ophævelse af æreslegionen og lignende ærestitler og de dermed forbundne pensioner. s) Nedsættelse af en permanent komite til at undersøge de sociale spørgsmål. t) For at vise sit broderlige og menneskelige sindelag sendte Kommunen understøttelse til nogle kvinder, hvis mænd var i versailles-armeen, og skrev på en opfordring til frivillige gaver: «kommunen har sendt brød til 92 kvinder, hvis mænd kæmper imod os. u) Enker hører ikke til nogen fane. v) Republikken har brød for alle ulykkelige og et kys for alle faderløse.«

Dersom den franske nation bestod af kvinder, hvilken skrækkelig nation ville den da ikke være? Daily News, maj 1871

»Tro ikke, i kan holde stand, alle eders fjender svømmer i tårer, vore derimod græder ikke», sagde en kommunard d. 25 marts til storborgernes bataljon i 1 kreds. Proletarkvinden holdt ikke sin mand tilbage, tværtimod, hun påskyndede ham. Hun bragte ham mad og drikke på valpladsen, som hun tidligere havde bragt det på værkstedet. Kvinderne greb selv til våben, de var de sidste i ilden i fægtningen ved Chátillon. Kvinden ofrer sit liv for menneskehedens sag lige så vel som manden. »Den hellige feber, som gløder i kvindens hjerte«, kan udnyttes i enhver kamp for den lidende menneskehed. Kvinderne plejede med over menneskelig anstrengelse de sårede og udmattede. De faldt i massevis på valpladsen og som ofrer for de hævngerrige Versailles forfølgelser. Glædespigerne (le demi-monde), som var opfostrede i den kejserlige urenhed, kunne ikke blive i Paris under revolutionen. De ledsagede deres kunder til Versailles, eller også udbyttede de prøjserne i St. Denis. For dem var der ingen plads i det kæmpende revolutionære Paris.

På boulevarden Filles de Calvaire havde kommunekæmperne længe forsvaret deres barrikade mod versaillestropperne. Geværilden blev svagere og svagere og da soldaterne tilsidst stormede barrikaderne, fandt de kun en 15 års knøs levende tilbage. Kommandanten befalede at han skulle skydes. Drengen bad om tilladelse til først at bringe sin gamle moder et guldur, som han bar hos sig, og lovede straks at komme tilbage. Ledet af et øjebliks medfølelse lod kommandanten ham gå og gjorde ikke regning på at se ham igen. Desto større blev hans forundring da drengen kort efter viste sig og sagde: »me voila« - »her er jeg«. Han blev stillet op ad muren og skudt.

Under det natlige overfald på Montmartre, førte Lecomte det 81 linieregiment. På pladsen Pigale stødte han på en hob ubevæbnede. Han befalede 4 gange at give fyr; dog tropperne nægtede at skyde på værgeløse kvinder og børn, og i stedet for skød de ham selv. Det var de samme soldater, som henrettede general Clement Thomas. Denne general var en utilfreds oversergent. Han blev general ved nationalgarden da general Tamisier trådte tilbage, fordi han ikke ville besmudse sit navn med en skændselsgerning. Cl. Thomas brugte sin myndighed til at ophidse de borgerlige bataljoner imod arbejderbataljonerne, han opløste flere af disse sidste under påskud af fejhed og just dem, som ved deres tapperhed havde aftvungen selv fjenden beundring. Han modarbejdede den almindelige bevæbning, og havde et par dage i forvejen forelagt krigsministeren en plan til »udryddelse af pariserrakket«. Efter det mislykkede røveri af nationalgardens kanoner kunne han ikke dy sig, men gik til kamppladsen som privatspion, og blev her genkendt af Lecomtes-soldater og skudt.

«De fangne gjorde holdt på Uhrich avenuen, og blev opstillede i 4-5 geledder på gangstien. Generalen marquis de Gallifet og hans stab steg af hesten og inspicerede rækkerne. Generalen gik langsomt langs rækkerne; hist og her standsede han, idet han berørte en mand ved skuldrene, eller vinkede ham frem fra de bageste rækker. Den, der således blev udsøgt, blev for det meste uden nogen forhandling, opstillet midt på vejen, hvor de snart dannede en kolonne. Det er klart, at her var mulighed for betydelige fejltagelser. En bereden officer gjorde generalen opmærksom på en mand og en kone på grund af en særlig misgerning. Konen styrtede frem al rækkerne og besvor med udstrakte arme sin uskyldighed. Generalen ventede et øjeblik og sagde da med fuldstændig køligt ansigt og holdning: »madam, jeg har besøgt alle teatre i Paris, så det et ikke umagen værd at spille komedie«. »På den dag var det ikke godt for nogen at være mærkelig større, smudsigere, renligere, ældre eller hæsligere end de øvrige. Ved en mand var det mig særdeles påfaldende, at han havde en indslået næse at takke for sin hurtige forløsning fra den jordiske jammerdal. Over hundrede blev således udsøgt, og en afdeling soldater kommanderede frem til nedskydning; den øvrige kolonne marcherede videre, medens hine blev tilbage. Et øjeblik efter hørte vi geværild bag ved os, som med korte afbrydelser varede over et kvarter. Det var henrettelsen af hine ulykkelige på denne måde dømt«. Fra Pariser-korrespondance til Daily News d. 8 juni 1871.

D. 24 maj opstod der en stor larm foran fængslet la Roquette, hvor man dagen i forvejen havde bragt 300 gidsler hen, der var blevet holdt i fangenskab for at sætte en dæmper på versaillernes grusomme fremgangsmåde mod de fangne kommunekæmper. Blandt en mængde nationalgardister, som var yderst forbitret på grund af den stedfundne nedslagtning, befandt sig en delegeret fra sikkerhedskomiteen, som sagde: »Da man på en så morderisk måde har nedskudt vore folk, så skal seks af gidslerne henrettes. Hvem af eder vil danne pelotonen?« »Jeg, jeg!« råbtes der fra alle sider. Den ene trådte frem og sagde: »Jeg vil hævne min fader« - en anden »jeg vil hævne min broder« - »jeg vil,« råbte en nationalgardist, »thi de har skudt min kone.« Enhver stillede sin ret til hævn i forgrunden. 30 mand bliver udvalgt som træder ind i fængslet og efter at de seks gidsler er blevet betegnet, henretter dem. Blandt disse seks var ærkebiskoppen Darboy. Kommunen havde adskillige gange tilbudt Versailles regeringen at ville udlevere ham sammen med andre imod Blanqui, den berømte revolutionære, som befandt sig i Versailles fængsel. Thiers modsatte sig bestandigt hårdnakket dette. Ærkebiskop Darboy var nemlig en af de mest frisindede præster under kejserriget, og den sorte klikke, som var Thiers styrke, havde ingen interesse af at denne mand blev i live.

Faubourg St. Antoine, denne revolutionernes mindeværdige forstad, forsvarede sig tappert, og tusinde af proletarer fandt her deres død. Gade efter gade trænger Paris fjender frem, efter at forsvarerne er falden. I rue Croatie bliver en kanonér fra armeen, som d. 18 marts gik over til folket, indesluttet. »Du skal skydes!« Tilråbte soldaterne ham. Han trækker på skuldrene og svarer: »Man dør kun én gang.« I en anden gade forsvarer en olding sig. Officeren vil med raffineret grusomhed lade ham skyde på en skarndynge, oldingen modsætter sig dette: »Jeg har kæmpet tappert, jeg har ret til ikke at dø på en skarnbunke. «

Den tyske armé hjalp versaillerne efter bedste evne. I majdagene trængte de frem mod Paris, afvæbnede Kommunens soldater, og jagede dem som vildt for versaillestropperne. 130,000 mand blev af Thiers benyttede til at overvinde Paris. I lange uger varede kampen, og da al modstand var ophørt, begyndte et blodbad, der altid vil stå som en skændsel for den franske historie. Mænd, kvinder, oldinge, børn, alle blev de uden undersøgelse, uden dom myrdet, hensynsløst myrdede, fordi bourgeoisiet var blevet sat i skræk, et øjeblik havde frygtet for, at dets herredømme, dets udbytning, dets uretfærdighed skulle have en ende.

Efter at kampen i Paris var ophørt, var antallet af de direkte frembringere af rigdom, arbejderne, formindsket med 100,000. Disse var enten faldne for prøjsernes og versaillesarméens kugler, smægtede i Ny Kaledoniens fængsler eller var flygtet til udlandet. En slet gerning hævner sig selv. De franske kapitalister var intet uden deres arbejdere, og de manglende 100,000 arbejdere blev et frygteligt knæk for industrien i Paris. Fra Pariser municipalrådets side blev der nedsat en komité til at undersøge dette forhold. Hr. Lockroy, senere fransk minister, meddelte herom i rigsdagen, at flere af Paris industrier havde lidt betydelig skade, medens andre var fuldstændig forsvundne på grund af den mangel på arbejdskraft, som opstod ved nedslagtningen af proletariatet i Paris. Og det var ikke de dårligste arbejdere, der manglede, som det udtrykkelig indrømmedes af hr. Lockroy, der var alt andet end en ven af Kommuneopstanden. Han siger: »Jeg har personlig søgt oplysninger hos pariserbefolkningen, på værksteder og arbejdspladser i alle fag, og overalt har man sagt mig: ganske sikkert stod vore bedste arbejdere i spidsen for opstanden, og hvorledes kunne det være andet? Da man så, at magten kom i hænderne på folket, kunne det ikke godt falde de revolutionære andet ind, end at stille dem i bevægelsens forgrund, som man fra værkstedet kendte som dygtige og indsigtsfulde mænd.«

De arbejdere, som blev behandlet så grusomt af deres egen moder, Frankrig, kappedes fremmede nationer om at få i deres arbejde. Amerikanske agenter tilbød regeringen en pengesum for at overlade dem 4000 fanger til udvandring til Amerika, og ved Satory, hvor 43,000 arbejdere var ført hen som fanger, fandtes der masser af udenlandske agenter, som søgte at hverve de franske arbejdere. De som slap levende igennem den blodige maj uge og de senere forfølgelser, forlod Frankrig og søgte anvendelse for deres arbejdskraft andetsteds, og således hævnede bourgeoisiets grusomhed sig på den franske industri.

Efter kommuneopstanden måtte de store eksporthuse i Paris tilbagevise en stor del af de bestillinger, som indløb. De havde nemlig ikke arbejdere til at udføre dem, og »det var netop vore bedste arbejdere, dem som gav sig af med at lave mønstre og modeller….og i de fag, hvor der forlanges en større intelligens, dygtighed og åndsbevægelighed, mangler forholdsvis det største antal« (Lockrov). I de enkelte fag steg antallet af manglende arbejdere til 10-12.000, ja 15,000. I litografien og specielt kromolitografien, en industri, som væsentlig var opstået i Paris, og hvis mekaniske fremgangsmåde hidtil var ukendt i udlandet, konstaterede general Appert, at der manglede 819 arbejdere. Disse var flygtet til Tyskland og Belgien, og havde dertil medbragt deres dygtighed og fagkundskab, og tyske varer oversvømmede det marked, hvor Paris tidligere havde haft eneret.

Møbelindustrien, som er meget betydelig i Paris, viser lignende resultater. Tidligere blev udenlandske møbler aldrig indført i Paris, nu i 1876 indfører man for henved et par millioner. General Appert opgiver et antal af 1337 snedkere og 204 drejere som blev forviste fra Frankrig. Trægravørerne udvandrede til Metz, hvor de tyske arbejdere havde lejlighed til at lære dem kunsten af. »Af musikalske instrumenter« - harmoniumet blev opfundet i Paris i 1840 - sagde en fabrikant, »udfører vi ingen flere, fordi vore arbejdere er udvandret«. En af Paris fineste kunstindustrier: perlemor- og elfenbensudskæreriet, er næsten fuldstændig forsvunden; en mand, Devarenne, forplantede den til Belgien, ligesom også tyskerne laver en stor del af disse sager. Udførslen af optiske instrumenter faldt med 1/10 af dens værdi. Modeartikler opviser den samme tilbagegang. Udførslen sank med mere end en million, mens der blev indført en masse for over 4 millioner af sådanne artikler, som tidligere kun blev lavet i Paris. Bronceindustrien var ligeledes en af Paris særlige industrier, men da de flygtede kommunarder kom til London, åbnede engelske kapitalister store værksteder, hvor de franske arbejdere kunne gøre deres tekniske kundskaber frugtbringende for engelske fabrikanter. I Brüssel har en fabrikant optaget 400 flygtede filthattearbejdere og derved ruineret flere pariserhuse samt taget en del af de sydamerikanske kunder bort fra Frankrig. Dette var ligeledes tilfældet med hensyn til skotøjsfabrikationen; huse, som tidligere beskæftigede 70-80 arbejdere, havde efter kommunens fald kun 7-10. Hvorledes skulle de da være i stand til at udføre de bestillinger, som indløb fra Sydamerika eller andre steder? Af skræddere var efter general Appert opgivelse 400 udvandrede. Således har kapitalisterne i England, Tyskland, Holland, Belgien, Schweitz og Amerika haft fordel af den fejl, som det franske bourgeoisi begik ved at nedslagte det franske proletariat i den blodige majuge, og ved sin hensynsløse forfølgelse af enhver, der havde taget del i Kommunebevægelsen. Og endnu den dag i dag lider den franske industri under følgerne af, at de flygtede kommunarder forplantede den franske industri til andre lande og således skabte en konkurrance, der ikke så let ville være opstået uden bourgeoisiets blodtørst.

Men dette uhyre blodbad svækkede også i høj grad arbejderbevægelsen; men kun for en tid. Hr. Thiers udtalte i den franske rigsdag, at nu var socialismen død i Frankrig. Hvilken kortsynethed. Af Paris blod og aske hævede det nye århundredes fugl phønik sig. Kommunekampen i Paris gav stødet til oprettelsen af socialistiske partier i forskellige lande: Holland, Portugal, Serbien og Danmark, og de proletariske ideer spreder sig med styrke over hele verden, Frankrig ikke undtagen. Men det skændige blodbad måtte selvfølgelig virke svækkende på bevægelsen i Frankrig. Ikke desto mindre vedblev man endnu en 6-7 år efter Kommunens fald at forfølge og fængsle mænd, som havde deltaget i Kommunens opstande, medens enhver fri foreningsret var afskaffet. Vel dannede arbejderne både fag- og diskussionsforeninger, men disse havde ingen lovlig ret til at eksistere, og blev kun tålte fordi man ikke vovede en så oprørende uretfærdighed, som at ophæve arbejdernes fagforeninger og lade mestrenes blive stående. Først i 1884 bliver arbejderforeningernes lovmæssige beståen anerkendt. Kommunen beviste, at den herskende klasse modsatte sig ethvert fremskridt for arbejderklassen, og efter at den dygtigste, energiske og tapreste del af arbejderklassen havde måttet bide i græsset, er det forklarligt at bevægelsen kan blive ført ind i et possibilistisk spor, og at der kun tales om sådanne ting, og kan udføres, hvad der ikke kommer i strid med det borgerlige samfund (possibilismen). Imidlertid synes det som possibilismen snart har udspillet sin rolle, thi den revolutionære socialisme tiltager bestandig i indflydelse.

Kommuneopstandens direkte virkninger er i første linie republikken, afskaffelsen af monarkiet af guds nåde og al den korruption, som hang så nøje sammen med Napoleon d. IIIs hof og regering, administrationsforholdene bliver gjort mere åbne og tilgængelige for befolkningen, indførelsen af et municipalråd, som vel ikke har nogen stor udøvende magt, men som dog ofte bliver til et talerør for det socialistiske Paris. Dette er, i forbindelse med større politiske friheder, i det hele taget frugten af den blodige sæd fra 1871. Uden arbejderklassens energiske optræden, uden at den havde vist, at den besad vilje og kraft nok til selv at tage ledelsen af byen i sine hænder, uden at have vist, at den var en magt, som man måtte regne med, så ville republikken, som de ledende fra 1870/71 havde vist sig som hadefulde fjender af, ikke have overlevet versaillernes sejr. Republikken er det franske folks arv efter Kommunen. Den herskende klasse tager også mere hensyn til en arbejderklasse, som viser mod og vilje til at byde de herskende trods, og ikke modtager ethvert forbud, ethvert lovbrud med en »energisk protest« og en »ydmyg henvendelse« til undertrykkerne, som ikke blot gør hvad modstanderne tillader, thi disse vil selvfølgelig kun tillade, hvad der ikke kan skade dem selv.

I denne vinter, hvor kulden og nøden har været større i Frankrig end i tidligere år, har regeringen og municipalrådet ydet millioner til de nødlidende, har gjort mere for at lindre den ved kulden fremkaldte nød end noget andet land. Vel er denne understøttelse, som er blevet ydet, langt fra tilstrækkelig til at tilfredsstille alle humane fordringer; men det er et bevis på, at man tager hensyn til Kommunekæmpernes efterkommere. Som et eksempel på udstrækningen af Pariser-municipalrådets hensyn til byens fattige, kan nævnes, at iår fra midten af januar til midten af februar er 109,000 mennesker blevet huset, og at regeringen har stillet offentlige bygninger til rådighed for de husvilde, har indrettet varmesteder for de forfrosne i den koldeste tid overalt i byen. I dette forhold mellem regering og befolkning afspejler sig arbejderklassens energi og selvbevidsthed. Et folk, som reaktionen tør byde enhver hensynsløshed tiden at det knyer, tager man heller ikke hensyn til når det lider nød. Kun der, hvor man frygter proletarerne, frygter, at de muligvis vil tage sig selv til rette, der lukker man pungen op når nøden bliver for stor.

Forordet til den engelske udgave i 1892 indeholder bl.a. en gennemgang af det engelske borgerskabs kamp fra midten af 1600-tallet frem til 1830'erne for at blive herskende klasse.

Kapitel I handler om udviklingen af de første socialistiske ideer - de utopiske socialister: Saint-Simon, Fourier og Owen.

Kapitel II handler om udviklingen i den tyske filosofi - Hegels dialektik, som Marx »sætter på virkelighedens grund« ved at rive den ud af sin idealistiske indpakning. Herved opdager han kapitalismens indre logik.

Kapitel III er den konkrete anvendelse af disse filosofiske erkendelser på historiens udvikling - kapitalismens modsætninger og den nødvendige ophævelse af disse gennem en socialistisk revolution og ophævelsen af klassemodsætninger er sjældent formuleret klarere.

Nærværende lille skrift er oprindelig en del af et større hele. Omkring 1875 forkyndte dr. E. Dühring, privatdocent ved Berlins universitet, pludseligt og temmelig larmende sin omvendelse til socialismen og præsenterede for det tyske publikum ikke alene en udførlig socialistisk teori, men også en komplet praktisk plan til samfundets reorganisering. Det var en selvfølge, at han faldt over sine forgængere; han beærede fremfor alt Marx med at udgyde hele sin vrede over ham.

Dette skete på den tid, da de to dele af det socialistiske parti i Tyskland - eisenach'ere og lassalleanere - netop havde fuldbyrdet deres sammensmeltning og derved ikke blot fik et vældigt tilskud af nye kræfter, men også, hvad der var mere, fik evne til at sætte hele denne kraft ind mod den fælles fjende. Tysklands socialistiske parti stod i begreb med hurtigt at blive en magt. Men den første betingelse for at gøre det til en magt var, at den nyvundne enhed ikke blev truet. Og dr. Dühring gik offentligt i gang med at danne en sekt omkring sin person, kærnen til et kommende splittelsesparti. Det var altså en nødvendighed at tage den handske op, man havde tilkastet os, og at udkæmpe denne dyst, hvad enten det behagede os eller ej.

Selv om dette nu heller ikke var alt for vanskeligt, så var det dog øjensynligt en langvarig historie. Som man vel véd, er vi tyskere i besiddelse af en forskrækkelig tung grundighed, en grundig dybsindighed eller en dybsindig grundighed, hvordan man nu end vil kalde det. Så såre en af os fremsætter noget, som han anser for en ny doktrin, har han først at anbringe det i et altomfattende system. Han har at bevise, at såvel logikkens første principper som universets grundlove har eksisteret fra evighed af uden noget andet formål end til syvende og sidst at lede hen til denne nyopdagede teori, der sætter kronen på det hele. Og dr. Dühring var i denne henseende ganske efter det nationale snit. Intet mindre end en komplet »systematisk filosofi«, åndens, moralens, naturens og historiens filosofi; en komplet »systematisk fremstilling af den politiske økonomi og socialismen« og endelig en »kritisk fremstilling af den politiske økonomis historie« - tre store oktavbind, tunge udvendig og indvendig, tre armékorps af argumenter, ført i marken mod alle tidligere filosoffer og økonomer i almindelighed og mod Marx i særdeleshed - faktisk et forsøg på en fuldstændig »omvæltning af videnskaben« - det var det, jeg skulle tage på min kappe. Jeg skulle behandle alle tænkelige emner, lige fra anskuelserne om tid og rum til bimetallismen; lige fra materiens og bevægelsens evighed til moralens forgængelige natur; lige fra Darwins naturlige udvælgelse til ungdomsopdragelse i et fremtidigt samfund. Imidlertid gav min opponents systematiske vidtløftighed mig lejlighed til at udvikle de anskuelser, som Marx og jeg havde om disse meget forskellige emner i modsætning til ham og i en mere sammenhængende form, end dette var sket hidtil. Og dette var den hovedårsag, der fik mig til at gå i gang med denne utaknemmelige opgave. Mit svar blev først offentliggjort i en række artikler i Leipzigbladet Vorwärts, det socialistiske partis centralorgan, og senere i bogform: Hr. Eugen Dührings omvæltning af videnskaben, som udkom i andet oplag i Zürich i 1886.

Tilskyndet af min ven Paul Lafargue, der for tiden repræsenterer Lille i det franske deputeretkammer, sammenstillede jeg tre kapitler af denne bog til en pjece, som han oversatte og i 1880 offentliggjorde under titlen: »Socialisme utopique et Socialisme scientifique«. Efter denne franske tekst blev der redigeret en polsk og en spansk udgave. 1883 udgav vore tyske venner pjecen på originalsproget. Siden er der på grundlag af den tyske tekst blevet offentliggjort italienske, russiske, danske, hollandske og rumænske oversættelser. Sammen med nærværende engelske udgave er dette lille skrift altså udbredt på ti sprog. Jeg kender ikke noget andet socialistisk værk, der er blevet oversat så mange gange, ikke engang vort Kommunistiske Manifest fra 1848 eller Marx' Kapitalen. I Tyskland er det udkommet i fire oplag på i alt cirka 20.000 eksemplarer.

Tillægget »Die Mark« blev skrevet for at udbrede nogle grundlæggende kundskaber vedrørende jordbesiddelsens historie og udvikling i Tyskland i det tyske socialistiske parti. Det forekom særlig nødvendigt på en tid, hvor byernes arbejdere i ret høj grad var vundet for det socialistiske parti og det gjaldt om at tage landarbejderne og bønderne i hånden. Dette tillæg blev taget med i oversættelsen, fordi de oprindelige og for alle germanske stammer fælles former for jordbesiddelse, og historien om dens forfald, er endnu langt mindre kendt i England end i Tyskland. Jeg har ladet originalteksten stå uforandret, altså ikke taget hensyn til Maxim Kovalevskys nylige hypotese, ifølge hvilken der forud for delingen af ager- og græsningsjorden mellem »Markens«, medlemmer gik en dyrkning for fælles regning, udført af et stort patriarkalsk familiefællesskab, som omfattede flere generationer (hvad den sydslaviske Zádruga, som består den dag i dag, er et eksempel på), og der så senere skete en deling, da fællesskabet var blevet så stort, at det blev for uhåndterligt til en fælles drift. Kovalevsky har sandsynligvis fuldkommen ret, men hele spørgsmålet er endnu ikke afgjort.

De i denne bog benyttede økonomiske udtryk stemmer, for så vidt de er nye, med dem, der er benyttet i den engelske udgave af Marx' »Kapitalen«. Som »vareproduktion« betegner vi den økonomiske fase, hvor tingene ikke blot produceres for producenternes behov, men også for markedet, dvs. som varer, ikke som brugsværdier. Denne fase strækker sig fra dengang, man først begyndte at producere for markedet ned til vor tid; sin fulde udvikling når det alene under den kapitalistiske produktion, dvs. under betingelser, hvor kapitalisten, ejeren af produktionsmidlerne, beskæftiger arbejdere mod at give dem løn, folk, der er berøvet alle produktionsmidler med undtagelse af deres egen arbejdskraft, og hvor han putter det overskud, hvormed produkternes salgspris overstiger hans udgifter, i sin egen lomme. Vi inddeler industriproduktionens historie siden middelalderen i tre perioder: 1) håndværk: små håndværksmestre med få svende og lærlinge; hver arbejder fremstiller hele produktet; 2) manufaktur: et større antal arbejdere, grupperet i et stort værksted, fremstiller hele produktet efter arbejdsdelingens princip, idet hver arbejder kun udfører en del af det samlede arbejde, så produktet først er færdigt, efter at det er gået gennem hænderne på dem alle; 3) moderne industri: produktet fremstilles ved hjælp af maskiner, der drives med mekanisk kraft, og arbejderens præstation indskrænker sig til at overvåge og korrigere mekanismens præstationer. Jeg véd meget godt, at denne lille bogs indhold vil støde an hos en stor del af det britiske publikum. Men hvis vi folk fra fastlandet havde taget mindste hensyn til den britiske »respektabilitets« fordomme, ville vi være endnu værre stedt, end vi er. Denne bog går ind for det, vi kalder »historisk materialisme«, og ordet materialisme skurrer i ørerne på det uhyre flertal af britiske læsere. »Agnosticisme« kunne gå an, men materialisme er komplet utilstedelig.

Den moderne socialisme er efter sit indhold først og fremmest et resultat af iagttagelsen, dels af de klassemodsætninger, der i der nuværende samfund hersker mellem besiddende og besiddelsesløse, mellem kapitalister og lønarbejdere, dels af det anarki, der hersker i produktionen. Men efter sin teoretiske form fremtræder den i begyndelsen som en videreførelse, et forsøg på en mere konsekvent fortsættelse af de grundsætninger, der blev opstillet af det 18. århundredes store franske oplysningsfilosoffer. Som enhver ny teori måtte den i begyndelsen bygge videre på det foreliggende tankemateriale, hvor meget den end bundede i de materielle økonomiske kendsgerninger.

De store mænd, som i Frankrig klarede hovederne for den kommende revolution, optrådte selv yderst revolutionært. De anerkendte ingen ydre autoritet, af hvilken art den end måtte være. Religion, naturopfattelse, samfund, statsordning, alt blev underkastet den mest skånselsløse kritik; alt skulle enten retfærdiggøre sin eksistens for fornuftens domstol eller også give afkald på sin eksistens. Alt blev målt med den tænkende forstand som eneste målestok. Det var den tid, hvor - som Hegel siger - verden blev stillet på hovedet [1], først i den betydning, at menneskets hjerne og de ved dets tænkning fundne grundsætninger gjorde fordring på at være grundlag for al menneskelig handlen og samfundsdannelse; men siden også i den videre betydning, at den virkelighed, som var i strid med disse sætninger, faktisk blev vendt om fra øverst til nederst. Alle hidtidige samfunds- og statsformer, alle overleverede forestillinger blev smidt på pulterkammeret som ufornuftige; verden havde hidtil udelukkende ladet sig lede af fordomme; alt det forgangne fortjente kun medlidenhed og foragt. Først nu brød dagslyset, fornuftens rige frem; fra nu af skulle overtroen, uretten, privilegiet og undertrykkelsen fortrænges af den evige sandhed, den evige retfærdighed, den i naturen begrundede lighed og de umistelige menneskerettigheder.

Vi véd nu, at dette fornuftens rige ikke var andet end bourgeoisiets idealiserede rige; at den evige retfærdighed fandt sin virkeliggørelse i bourgeoisjustitsen; at ligheden blev til den borgerlige lighed for loven; at man som en af de væsentligste menneskerettigheder proklamerede - den borgerlige ejendomsret; og at fornuftstaten, den rousseauske samfundspagt, blev ført ud i livet og kun kunne føres ud i livet som borgerlig demokratisk republik. Ligeså lidt som alle deres forgængere kunne det 18. århundredes store tænkere nå ud over de skranker, som deres egen tid havde sat for dem.

Men ved siden af modsætningen mellem feudaladelen og borgerskabet, der optrådte som repræsentant for hele det øvrige samfund, bestod den almene modsætning mellem udbyttere og udbyttede, mellem rige lediggængere og arbejdende fattige. Det var jo netop denne omstændighed, som gjorde det muligt for bourgeoisiets talsmænd at træde frem som talsmænd for hele den lidende menneskehed og ikke for en særlig klasse. Ja, mere end det. Lige fra sin oprindelse var borgerskabet behæftet med sin modsætning: kapitalister kan ikke bestå uden lønarbejdere, og i samme forhold som den middelalderlige lavsborger udviklede sig til den moderne bourgeois, udviklede også lavssvenden og den uden for lavet stående daglejer sig til proletar. Og selv om borgerskabet i det store og hele kunne påstå, at det i kampen mod adelen også samtidig repræsenterede de forskellige arbejdende klassers interesser på den tid, så brød der dog ved enhver større borgerlig bevægelse selvstændige rørelser frem i den klasse, som var en mere eller mindre udviklet forløber for det moderne proletariat. Således opstod gendøberne og Thomas Münzer under den tyske reformation og på bondekrigenes tid, »the levellers« under den store engelske revolution, og under den store franske revolution Babeuf. Ved siden af disse revolutionære rejsninger i en endnu ufærdig klasse gik tilsvarende teoretiske tilkendegivelser; i det 16. og 17. århundrede utopiske skildringer af ideale samfundstilstande; i det 18. allerede direkte kommunistiske teorier (Morelly og Mably). Lighedskravet blev ikke mere begrænset til de politiske rettigheder, det skulle også udstrække sig til de enkeltes sociale stilling; ikke blot skulle klasseforrettighederne ophæves, men også klasseforskellene selv. Den ny læres første iklædning var således en asketisk kommunisme, der fordømte al livsnydelse og tog Sparta som forbillede. Derpå fulgte de tre store utopister: Saint-Simon, hos hvem den borgerlige retning endnu beholdt en vis betydning ved siden af den proletariske; Fourier; og Owen, som i det land, hvor den kapitalistiske produktion var mest udviklet, under indtryk af de derigennem opståede modsætninger systematisk udviklede sine forslag til fjernelse af klasseforskellene i direkte tilknytning til den franske materialisme.

Alle tre har det tilfælles, at de ikke optræder som talsmænd for det proletariats interesser, historien i mellemtiden havde frembragt. Ligesom oplysningsfilosofferne vil de ikke først befri en enkelt klasse, men vil straks befri hele menneskeheden. Ligesom disse vil de indføre fornuftens og den evige retfærdigheds rige; men deres rige er himmelvidt forskelligt fra oplysningsfilosoffernes. Også den borgerlige verden, som er indrettet efter disse oplysningsfilosoffers grundsætninger, er ufornuftig og uretfærdig og vandrer derfor ligeså vel i brokkassen som feudalismen og alle tidligere samfundstilstande. At den virkelige fornuft og retfærdighed ikke tidligere har hersket i verden, kommer kun af, at man ikke havde erkendt den rigtigt. Der manglede netop den enkelte, geniale mand, som nu er fremstået og har erkendt sandheden; og at han er fremstået nu, at sandheden er blevet erkendt netop nu, det er ikke en uundgåelig begivenhed, som med nødvendighed følger af den historiske udviklings sammenhæng, men er et rent lykketræf. Han kunne ligeså godt være født 500 år tidligere og havde da sparet menneskeheden for 500 års fejltagelser, kampe og lidelser.

Vi så, hvordan de franske filosoffer i det 18. århundrede, som forberedte revolutionen, appellerede til fornuften som den eneste dommer over alt bestående. En fornuftig stat, et fornuftigt samfund skulle skabes; alt som stred mod den evige fornuft skulle udryddes uden barmhjertighed. Vi så ligeledes, at denne evige fornuft i virkeligheden ikke var andet end den idealiserede forstand hos middelborgeren, der netop på det tidspunkt var ved at udvikle sig til bourgeois. Da så den franske revolution havde virkeliggjort dette fornuftsamfund og denne fornuftstat, viste det sig, at de nye institutioner, hvor rationelle de end var i sammenligning med de tidligere tilstande, aldeles ikke var absolut fornuftige. Fornuftstaten havde lidt fuldstændigt skibbrud. Den rousseauske samfundspagt havde fundet sin virkeliggørelse i rædselsperioden, fra hvilket borgerskabet, der var kommet i vildrede med sin egen politiske duelighed, var flygtet, - først over i direktoriets korruption og endelig ind under den napoleoniske despotismes beskyttelse. Den forjættede evige fred var slået om i en endeløs erobringskrig. Fornuftsamfundet var ikke bedre faren. I stedet for at opløse sig i almindeligt velfærd var modsætningen mellem fattig og rig blevet skærpet ved fjernelsen af lavsprivilegierne og andre privilegier, der havde slået en bro over den, og ved ophævelsen af de kirkelige velgørenhedsanstalter, der havde mildnet den; den nu realiserede »ejendommens frihed« fra feudale lænker viste sig for småborgerne og småbønderne som friheden til at sælge deres lille ejendom, der var trykket af storkapitalens og godsejernes overmægtige konkurrence, til netop disse store herrer, og denne frihed forvandlede sig for småborgerne og småbønderne således til en frihed fra ejendom; industriens opsving på kapitalistisk grundlag ophøjede de arbejdende massers armod og nød til livsbetingelser for samfundet. Den kontante betaling blev mere og mere, som Carlyle siger, det eneste bindeled i samfundet. Antallet af forbrydelser voksede fra år til år. Var de feudale laster, der tidligere dristigt var gået i svang ved fuldt dagslys, om ikke tilintetgjort, så dog foreløbig trængt i baggrunden, så blomstrede til gengæld de borgerlige laster, der tidligere kun havde været dyrket i det skjulte, så meget desto frodigere. Handelen udviklede sig mere og mere til snyderi. Det revolutionære slagord »broderskab« virkeliggjordes i konkurrencekampens chikanerier og misundelse. I stedet for den voldelige undertrykkelse trådte korruptionen, i stedet for kården som første sociale magtfaktor trådte pengene. Retten til den første nat gik fra feudalherrerne over til de borgerlige fabrikanter. Prostitutionen vandt udbredelse i hidtil uhørt målestok. Ægteskabet selv var nu som før den lovmæssigt anerkendte form, det officielle skalkeskjul for prostitution og suppleredes yderligere i udstrakt målestok med ægteskabsbrud. Kort og godt, sammenlignet med oplysningsfilosoffernes strålende forjættelse viste de sociale og politiske institutioner, der var frembragt ved »fornuftens sejr«, sig som bittert skuffende karikaturer. Kun manglede der endnu folk til at konstatere denne skuffelse, og de kom med århundredskiftet. I 1802 udkom Saint Simons Genferbreve; 1808 kom Fouriers første værk, selv om grundlaget for hans teori allerede skrev sig fra 1799; den l. januar 1800 overtog Robert Owen ledelsen af New Lanark.

På dette tidspunkt var imidlertid den kapitalistiske produktionsmåde og sammen med den modsætningen mellem bourgeoisi og proletariat endnu meget lidt udviklet. Storindustrien, der først lige var opstået i England, var endnu ukendt i Frankrig. Og først storindustrien udvikler på den ene side de konflikter, som gør en omvæltning af produktionsmåden, en ophævelse af dens kapitalistiske karakter, til en tvingende nødvendighed - konflikter ikke blot mellem de klasser, den selv har frembragt, men også mellem selve de produktivkræfter og udvekslingsformer, den har skabt, - og den udvikler på den anden side netop i disse kæmpemæssige produktionskræfter midlerne til at løse disse konflikter. Var altså omkring 1800 de konflikter, der udsprang af den ny samfundsordning, blot i deres vorden, så gælder dette i langt højere grad om midlerne til deres løsning. Havde de besiddelsesløse masser i Paris under rædselsperioden på et tidspunkt været i stand til at erobre herredømmet og derigennem at føre den borgerlige revolution til sejr, selv mod borgerskabet, så havde de derved blot bevist, hvor umuligt deres herredømme under de daværende forhold i længden var. Proletariatet, der netop var i færd med at udsondre sig af disse besiddelsesløse masser som stammen i en ny klasse, var endnu ganske ude af stand til selvstændige politiske aktioner; det var en undertrykt, lidende stand, som var ude af stand til at hjælpe sig selv og højst kunne hjælpes udefra, fra oven nedad.

Denne historiske tilstand beherskede også socialismens stiftere. Til den umodne udviklingsgrad af den kapitalistiske produktion, til den umodne klasseudvikling svarede umodne teorier. Løsningen af de sociale opgaver, som endnu lå skjult i de uudviklede økonomiske forhold, skulle skabes ud af hovedet. Samfundet frembød kun misforhold; det var den tænkende fornufts opgave at bortskaffe disse. Det drejede sig om at udfinde et nyt og mere fuldkomment system for samfundsordningen og at påtvinge samfundet dette udefra gennem propaganda, så vidt muligt ved hjælp af eksemplet fra mønstereksperimenter. Disse ny sociale systemer var på forhånd fordømt til at være utopier; jo mere de blev udarbejdet i enkeltheder, desto mere måtte de løbe ud i rene fantasterier.

Efter at dette er slået fast, opholder vi os ikke et øjeblik mere ved denne side, der nu helt tilhører fortiden. Vi kan overlade til litterære pedanter at foretage en højtidelig granskning af disse i vore dage morsomme fantasterier og at gøre deres egen nøgterne tænknings overlegenhed gældende over for sådanne »afsindigheder«. Vi glæder os hellere over de geniale tankekim og tanker, som overalt bryder frem under den fantastiske overflade, og som den slags filistre er blinde for.

Saint-Simon var en søn af den store franske revolution, ved hvis udbrud han endnu ikke var tredive år gammel. Revolution var en sejr for tredjestand, dvs. den store, i produktion og handel virksomme masse af nationen, over de indtil da privilegerede uproduktive stænder, adel og gejstlighed. Men tredjestandens sejr havde snart vist sig at være en sejr udelukkende for en lille del af denne stand, at være erobringen af den politiske magt for det socialt privilegerede lag af den, det besiddende bourgeoisi. Og dette bourgeoisi havde udviklet sig stærkt allerede under revolutionen ved at spekulere i adelens og kirkens konfiskerede og siden solgte jordejendom, og ved hærleverandørernes bedrageri over for nationen. Det var netop disse svindleres herredømme, som under Direktoriet bragte Frankrig og revolutionen på undergangens rand og derved gav Napoleon påskud til hans statskup. Således antog i Saint-Simons hoved modsætningen mellem tredjestand og de privilegerede stænder form af modsætningen mellem »arbejdere« og »lediggængere«. Lediggængere var ikke blot de gamle privilegerede, men også alle, som uden at deltage i produktion og handel levede af renter. Og »arbejderne« var ikke blot lønarbejderne, men også fabrikanterne, købmændene, bankierne. Det stod fast og var definitivt beseglet af revolutionen, at lediggængerne havde mistet evnen til åndelig ledelse og politisk herredømme. At de besiddelsesløse ikke besad denne evne, anså Saint-Simon for godtgjort af rædselsperiodens erfaringer. Men hvem skulle da styre og herske? Efter Saint-Simons mening videnskaben og industrien, holdt sammen ved et nyt religiøst bånd, der havde til formål at genoprette den enhed i de religiøse anskuelser, som var sprængt efter reformationen, en »ny kristendom«, som nødvendigvis måtte være mystisk og strengt hierarkisk. Men videnskaben, det var de boglærde, og industrien, det var i første linje de aktive bourgeoiser, fabrikanter, købmænd, bankierer. Disse bourgeoiser skulle rigtignok forvandles til en slags offentlige embedsmænd, samfundets tillidsmænd, men dog beholde en bydende og også økonomisk begunstiget stilling over for arbejderne. Navnlig skulle bankiererne have til opgave at regulere den samlede samfundsmæssige produktion ved regulering af kreditten. - Denne opfattelse svarede ganske til en tid, hvor storindustrien og dermed modsætningen mellem bourgeoisi og proletariat først var ved at opstå i Frankrig. Men hvad Saint-Simon særligt betoner er dette: det drejer sig for ham overalt og altid først og fremmest om »den talrigeste og fattigste klasses« skæbne (la classe la plus nombreuse et la plus pauvre).

Saint-Simon opstiller allerede i sine Genferbreve den sætning, at »alle mennesker skal arbejde«. I det samme skrift véd han allerede, at rædselsperioden var de besiddelsesløse massers herredømme. »Se,« tilråber han dem, »hvad der er foregået i Frankrig i den tid, da jeres kammerater herskede der, de har skabt hungersnød«. At opfatte den franske revolution som en klassekamp, og det som en kamp ikke blot mellem adel og borgerskab, men mellem adel, borgerskab og besiddelsesløse, var imidlertid i 1802 en særdeles genial opdagelse. I 1816 erklærer han, at politikken er videnskaben om produktionen, og forudsiger, at politikken ganske vil gå op i økonomien. Selv om der heri kun ligger en spire til den erkendelse, at den økonomiske tilstand er grundlaget for de politiske institutioner, så tales der dog allerede her klart om at omskabe den politiske hersken over mennesker til en forvaltning af ting og ledelse af produktionsprocesser, altså om den nylig med brask og bram udbasunerede »afskaffelse af staten«. Med samme overlegenhed over sine samtidige proklamerer han i 1814, umiddelbart efter de allieredes indtog i Paris, og endnu i 1815, under de »100 dage«, Frankrigs alliance med England og i anden række mellem begge og Tyskland som den eneste garanti for Europas heldige udvikling og fred. Der hører sandelig ligeså meget mod som historisk vidsyn til at tage til orde for en alliance mellem franskmændene fra 1815 og sejrherrerne fra Waterloo.

Mens vi hos Saint-Simon opdager et genialt vidsyn, i kraft af hvilket næsten alle ikke strengt økonomiske tanker hos de senere socialister allerede ligger som kim hos ham, så finder vi hos Fourier en ægte fransk åndrig, men derfor ikke mindre dybtgående kritik af de bestående samfundsforhold. Fourier tager bourgeoisiet, dets begejstrede profeter fra før revolutionen og dets havesyge smigrere fra efter revolutionen på ordet. Han afslører ubarmhjertigt det materielle og moralske forfald i den borgerlige verden, han fremholder til sammenligning de tidligere oplysningsfilosoffers strålende løfter om det samfund, i hvilket kun fornuften ville komme til at råde, om den lyksaliggørende civilisation, om menneskets ubegrænsede evne til at fuldkommengøre sig, såvel som de samtidige bourgeois-ideologers rosenrøde talemåder; han påviser, hvorledes der allevegne til den klangfuldeste frase svarer den jammerligste virkelighed, og overdænger denne frases redningsløse fiasko med bidende spot. Fourier er ikke blot kritiker, hans evigt muntre natur gør ham til satiriker, og det til en af alle tiders største satirikere. Han skildrer ligeså mesterligt som morsomt den svindelspekulation, der blomstrede op med revolutionens nedgang, og den datidige franske handels almindelige kræmmeragtighed. Endnu mere mesterlig er hans kritik af den borgerlige ordning af kønsforholdene og kvindens stilling i det borgerlige samfund. Han er den, der først udtaler, at graden af den kvindelige frigørelse i et givet samfund er den naturlige målestok for den almene frigørelse. Mest storartet er Fourier dog i sin opfattelse af samfundets historie. Han inddeler hele dens hidtidige forløb i fire udviklingstrin: vildskab, barbari, patriarkat og civilisation, idet den sidste falder sammen med det såkaldte borgerlige samfund, altså med den samfundsorden, der er opstået siden det 16. århundrede, og han påviser, »at den civiliserede orden hæver hver last, som barbariet udøver på en ligefrem måde, op til en sammensat, mangesidet, tvetydig, hyklerisk tilværelsesform«, at civilisationen bevæger sig i »en ond cirkel«, i modsigelser, som den stadig frembringer påny uden at kunne overvinde dem, således at den stedse opnår det modsatte af det, den vil opnå eller foregiver at ville nå. Således at f.eks. »fattigdommen under civilisationen udspringer af selve overfloden«. Fourier omgås, som man ser, dialektikken med samme mesterskab som hans samtidige, Hegel. Med samme dialektik fremhæver han over for snakken om menneskets ubegrænsede evne til fuldkommengørelse, at ethvert historisk stadium har sin opadstigende linje, men også sin nedadgående, og han anvender også denne betragtningsmåde på hele menneskehedens fremtid. Ligesom Kant indfører jordens fremtidige undergang i naturvidenskaben, således indfører Fourier menneskehedens fremtidige undergang i historiebetragtningen.

Mens revolutionsorkanen i Frankrig fór henover landet, foregik der i England en mere stille, men derfor ikke mindre vældig omvæltning. Dampen og de nye værktøjsmaskiner forvandlede manufakturen til den moderne storindustri og revolutionerede dermed hele grundlaget for det borgerlige samfund. Manufakturtidens søvnige udviklingsgang forvandlede sig til en sand Sturm- und Drangperiode for produktionen. Med stadigt voksende hurtighed fuldbyrdedes samfundets deling i store kapitalister og besiddelsesløse proletarer, og mellem disse førte nu en ustabil masse af håndværkere og småhandlende i stedet for den tidligere stabile middelstand en vaklende tilværelse, som den mest fluktuerende del af befolkningen. Endnu var den nye produktionsmåde først ved begyndelsen af sin opadstigende linje; endnu var den normale, regelrette, under de daværende omstændigheder eneste mulige produktionsmåde. Men allerede dengang frembragte den skrigende sociale misforhold: sammenstuvning af en hjemløs befolkning i de sletteste boliger i de store byer - opløsning af alle nedarvede bånd: afstamning, den patriarkalske underordning, familien - overanstrengelse, især for kvinder og børn i forfærdende omfang - umådelig demoralisering af den arbejdende klasse, som pludselig blev kastet ud i ganske ny forhold, fra landet til byen, fra agerbruget til industrien, fra stabile til dagligt vekslende, usikre levevilkår. Da optrådte en 29-årig fabrikant som reformator, en mand, hvis karakter var af en næsten ophøjet barnlig enkelhed, en mand, der tillige som få var født til at lede mennesker. Robert Owen havde tilegnet sig de materialistiske oplysningsfilosoffers lære, at menneskets karakter er et produkt dels af dets medfødte anlæg og dels af de forhold, der omgiver mennesket i hele dets levetid, især i dets udviklingsperiode. I den industrielle revolution så de fleste af hans standsfæller blot forvirring og kaos, det rette element for den, der vil fiske i rørt vande og berige sig i en fart. Han så deri en lejlighed til at bringe sin yndlingssætning i anvendelse og dermed orden i kaos. Han havde allerede i Manchester med held forsøgt det som leder af en fabriks 500 arbejdere; fra 1800 til 1829 ledede han i samme retning det store bomuldsspinderi New Lanark i Skotland som direktør, blot med større frihed og med et resultat, der indbragte ham europæisk ry. En befolkning, der efterhånden voksede til 2500 personer og som oprindelig var sammensat af de mest blandede og for størstedelen stærkt demoraliserede elementer, forvandlede han til en fuldstændig mønsterkoloni, i hvilken drukkenskab, politi, dommere, processer, fattigforsorg og trang til velgørenhed var ukendte ting. Og det simpelthen derved at han gav folkene mere menneskeværdige kår og navnlig lod den opvoksende generation opdrage omhyggeligt. Han var børnehavernes opfinder og indførte dem for første gang her. Fra det andet leveår kom børnene i skole, hvor de befandt sig så godt, at de næppe var til at bringe hjem igen. Mens hans konkurrenter krævede 13 til 14 timers arbejde om dagen, blev der kun arbejdet 10½ time i New Lanark. Da en bomuldskrise tvang til stilstand i fire måneder, blev den fulde løn udbetalt til de lediggående arbejdere. Og samtidig havde foretagendet mere end fordoblet sin værdi og lige til det sidste afkastet rigeligt udbytte til ejerne.

Hermed var Owen imidlertid ikke tilfreds. Den tilværelse, han havde skaffet sine arbejdere, var i hans øjne endnu langt fra menneskeværdig; »folkene var mine slaver«; de forholdsvis gunstige kår, hvori han anbragte dem, var endnu langt fra at tillade en alsidig rationel udvikling af karakteren og forstanden, for ikke at tale om en fri livsudfoldelse. »Og dog producerede den arbejdende del af disse 2500 mennesker ligeså megen virkelig rigdom for samfundet, som en befolkning på 600.000 kunne frembringe næppe et halvt århundrede tidligere. Jeg spurgte mig selv: Hvad bliver der af forskellen mellem den af 2500 fortærede rigdom og den, som de 600.000 måtte have fortæret?« Svaret var klart. Den var blevet anvendt til at betale ejerne af foretagendet 5% renter af anlægskapitalen og desuden mere end 300.000 pund sterling i udbytte. Og hvad der gjaldt om New Lanark, gjaldt i endnu højere grad om alle Englands fabriker. »Uden disse ny, af maskinerne skabte rigdomme, havde det ikke været muligt at gennemføre krigene til Napoleons fald og til de aristokratiske samfundsprincippers opretholdelse. Og dog var denne ny magt den arbejdende klasses værk« [2]. Frugterne tilhørte derfor også den. De nye vældige produktivkræfter, som tidligere kun havde tjent til berigelse af de enkelte og til knægtelse af masserne, blev for Owen grundlaget for en social nydannelse og var bestemt til, som alles fælles ejendom, kun at arbejde for alles fælles velfærd.

På denne rent forretningsmæssige måde, så at sige som frugt af købmandsmæssig beregning opstod den owenske kommunisme. Den samme karakter af at være indrettet på det praktiske har den helt igennem: således foreslog Owen i 1823 at afskaffe nøden i Irland ved hjælp af kommunistiske kolonier og vedlagde fuldstændige beregninger over anlægsomkostninger, årlige udgifter og forventede indtægter. Og i hans definitive fremtidsplan er den tekniske udarbejdelse af enkelthederne, indbefattet grundplan, snit og fugleperspektiv, gennemført med en sådan sagkundskab, at der - når man først har bifaldet den owenske metode til samfundreformering - selv fra fagmandens standpunkt ikke er meget at indvende mod hans indretninger i detaljer.

Skridtet frem til kommunismen var vendepunktet i Owens liv. Sålænge han blot optråde som filantrop, havde han udelukkende høstet rigdom, bifald, ære og berømmelse. Han var den populæreste mand i Europa. Ikke blot hans standsfæller, også statsmænd og fyrster påhørte ham bifaldende. Men da han fremtrådte med sine kommunistiske teorier, vendte bladet sig. Der var tre store hindringer, som fremfor alt syntes ham at spærre vejen for social reform: privatejendommen, religionen og ægteskabets nuværende form. Han vidste, hvad der forestod ham, når han angreb dem: den almindelige bandlysning fra det officielle samfund, tabet af hele hans sociale position. Men han lod sig ikke afholde fra at angribe dem, og det gik, som han havde forudset. Udstødt af det officielle samfund, tiet ihjel af pressen, forarmet ved fejlslagne kommunistiske forsøg i Amerika, på hvilke han havde ofret hele sin formue, vendte han sig direkte til arbejderklassen og arbejdede i dens midte endnu i 30 år. Alle sociale bevægelser, alle virkelige fremskridt, som er blevet gennemført i England i arbejdernes interesse, knytter sig til navnet Owen. Således gennemtvang han 1819 efter fem års anstrengelser den første lov om indskrænkning af kvinde- og børnearbejdet i fabrikkerne. Således præsiderede han ved den første kongres, på hvilken fagforeninger fra hele England forenede sig til en eneste stor fagforeningssammenslutning. Således indførte han som overgangsforholdsregel til den fuldstændigt kommunistiske ordning af samfundet på den ene side kooperativselskaberne (forbrugs- og produktionsforeninger), som siden i hvert fald har leveret det praktiske bevis for, at såvel købmanden som fabrikanten er personer, der udmærket kan undværes; på den anden side arbejdsbasarer, anstalter til udveksling af arbejdsprodukter ved hjælp af en slags arbejdspapirpenge, hvis enhed var arbejdstimen; foranstaltninger, der nødvendigvis måtte gå i stykker, men som fuldstændigt foregreb den langt senere proudhonske byttebank, men netop adskilte sig fra denne derved, at de ikke skulle være et universalmiddel mod alle sociale onder, kun et første skridt til en langt mere radikal omformning af samfundet.

Utopisternes synsmåde har længe behersket det nittende århundredes socialistiske forestillinger og behersker dem for en del endnu. De hyldedes endnu indtil for kort tid siden af alle franske og engelske socialister, og også den tidligere tyske kommunisme, indbefattet Weitlings, tilhørte den. Socialismen er for dem allesammen udtryk for den absolutte sandhed, fornuft og retfærdighed, og skal bare opdages for gennem sin egen kraft at erobre verden; eftersom den absolutte sandhed er uafhængig af tid og rum og menneskelig historisk udvikling, så er det en ren tilfældighed, hvor og hvornår den bliver opdaget. Ikke desto mindre er den absolutte sandhed, fornuft og retfærdighed forskellig hos enhver, der stifter skole; og da den særlige art af den absolutte sandhed, fornuft og retfærdighed hos hver enkelt igen er betinget af hans subjektive forstand, hans livsforhold, hans kundskabsmængde og logiske skoling, så er der i denne konflikt mellem absolutte sandheder ikke anden mulighed for løsning, end at de sliber sig af på hinanden. Deraf kunne der da ikke komme andet end en art eklektisk gennemsnits-socialisme således som den, der faktisk den dag i dag hersker i hovederne på de fleste socialistiske arbejdere i Frankrig og England, en blanding af de mindre anstødvækkende kritiske udgydelser, økonomiske læresætninger og sociale fremtidsforestillinger hos de forskellige sektstiftere, som tillader yderst mangfoldige nuancer, en blanding der så meget lettere lader sig gennemføre, som de enkelte bestanddele i debattens strøm har fået afslebet bestemthedens skarpe hjørner ligesom runde småsten i en bæk. For at socialismen skulle blive en videnskab, måtte den først stilles på virkelighedens grund.

I mellemtiden var den nyere tyske filosofi opstået ved siden af og efter det 18. århundredes franske filosofi og havde fundet sin afslutning i Hegel. Dens største fortjeneste var genoptagelsen af dialektikken som den højeste form for tænkning. De gamle græske filosoffer var alle fødte, ægte dialektikere, og det mest universelle hoved blandt dem, Aristoteles, havde også allerede undersøgt de væsentligste former for dialektisk tænkning. Den nyere filosofi derimod var, selv om også dialektikken havde strålende repræsentanter inden for den (f.eks. Descartes og Spinoza), især under engelsk indflydelse mere og mere kørt fast i den såkaldte metafysiske tænkemåde, som også næsten fuldstændigt beherskede franskmændene i det 18. århundrede, i det mindste i deres specielt filosofiske arbejder. Uden for den egentlige filosofi var de ligeledes i stand til at skabe mesterværker af dialektik; vi minder blot om »Rameaus nevø« af Diderot, og Rousseaus afhandling »Om oprindelsen til uligheden mellem menneskene«. - Vi angiver her kort det væsentligste i begge tænkemetoder.

Når vi underkaster naturen, menneskehistorien eller vor åndelige virksomhed en tænkende betragtning, så frembyder der sig først for os billedet af en uendelig sammenslyngning af forbindelser og vekselvirkninger, i hvilken intet forbliver, hvad, hvor og som det var, men hvor alt bevæger sig, forandrer sig, bliver til og forgår. Vi ser altså først helhedsbilledet, i hvilket enkelthederne endnu træder mere eller minder i baggrunden, vi agter mere på bevægelsen, overgangene og forbindelserne, end på hvad der bevæger sig, danner overgange og sammenhæng. Denne oprindelige, naive, men sagligt set rigtige opfattelse af verden er den gamle græske filosofis og er først klart udtalt af Heraklit: Alt er og er samtidig ikke, thi alt flyder, befinder sig i stadig forandring, i stadig opståen og undergang. Men så rigtigt denne opfattelse end gengiver den almene karakter af fænomenernes helhedsbillede, er den dog ikke tilstrækkelig til at forklare de enkeltheder, som dette helhedsbillede er sammensat af; og sålænge vi ikke kender disse, er vi heller ikke klar over helhedsbilledet. For at erkende disse enkeltheder må vi tage dem ud af deres naturlige eller historiske sammenhæng og undersøge dem hver for sig, med hensyn til deres beskaffenhed, deres særlige årsager og virkninger osv. Dette er først og fremmest naturvidenskabens og historieforskningens opgave; undersøgelsesgrene, som af gode grunde kun indtog en underordnet rang hos den klassiske tids grækere, eftersom disse først måtte slæbe materiale sammen til det. Først efter at det naturgivne og historiske stof til en vis grad er indsamlet, kan man tage fat på den kritiske sigtning og sammenligning, henholdsvis inddeling i klasser, grupper og arter. Spirerne til den eksakte naturforskning videreudvikles derfor først hos grækerne i den aleksandrinske periode og senere, i middelalderen, af araberne; en virkelig naturvidenskab daterer sig imidlertid først fra anden halvdel af det 15. århundrede, og fra da af har den med stadigt voksende hastighed gjort fremskridt. Analysen af naturen i dens enkelte dele, sondringen af de forskellige naturprocesser og naturgenstande i bestemte klasser, undersøgelsen af de organiske legemers indre efter deres mangfoldige anatomiske udformninger, var grundbetingelsen for de kæmpeskridt, som de sidste fire hundrede år har bragt os af kendskab til naturen. Men den har tillige efterladt den sædvane hos os at opfatte naturtingene og naturprocesserne isoleret og uden for den store helhedssammenhæng; altså ikke i deres bevægelse, men i deres stilstand; ikke som væsentligt foranderlige, men som faste, bestående ting; ikke i deres liv, men i deres død. Og idet denne betragtningsmåde overførtes fra naturvidenskaben til filosofien, således som det skete gennem Bacon og Locke, skabte den de sidste århundreders specielle bornerthed, den metafysiske tænkemåde.

For metafysikeren er tingene og deres tankebilleder begreberne enkeltstående, faste, stive genstande, der er givet én gang for alle, og som skal betragtes den ene efter den anden og uden den anden. Han tænker i lutter uformidlede modsætninger; hans tale er ja, ja, nej, nej, hvad der er derudover, er af det onde. For ham må en ting enten eksistere eller ikke eksistere: en ting kan ligeså lidt samtidig være sig selv og en anden. Positivt og negativt udelukker absolut hinanden; årsag og virkning står ligeledes i stiv modsætning til hinanden. Denne tænkemåde forekommer os ved første øjekast yderst indlysende af den grund, at det er den såkaldte sunde menneskeforstands. Men den sunde menneskeforstand kan komme slemt op at køre, så snart den vover sig ud i forskningens vide verden, hvor respektabel en fyr den end er inden for sine fire vægges snævre område; og hvor berettiget, ja nødvendig den metafysiske betragtningsmåde end er på visse områder, alt efter genstandens natur, så støder den dog altid før eller siden på en skranke, uden for hvilken den bliver ensidig, bornert, abstrakt og indvikler sig i uløselige modsigelser, fordi denne betragtningsmåde ser de enkelte ting, men glemmer deres sammenhæng, ser deres væren, men glemmer deres tilblivelse og undergang, ser deres hvile, men glemmer deres bevægelse; den ser ikke skoven for bare træer. Til hverdagsbrug ved vi f.eks. og kan med bestemthed sige, om et dyr eksisterer eller ikke; ved nærmere undersøgelse finder vi imidlertid, at dette ofte er en højst indviklet sag, hvilket juristerne meget godt ved, som forgæves har plaget sig med at finde en rationel grænse for, hvornår drabet af barnet i modernes liv er mord; og ligeså umuligt er det at fastslå dødsøjeblikket, idet fysiologien påviser, at døden ikke er en øjeblikkelig, pludselig begivenhed, men er en meget langvarig proces. På samme måde er ethvert organisk væsen i hvert enkelt øjeblik det samme og ikke det samme; i hvert øjeblik forarbejder det udefra tilførte stoffer og udskiller andre, i hvert enkelt øjeblik dør der celler i dets legeme og danner sig nye; ja, efter en kortere eller længere tids forløb er stoffet i dette legeme fuldstændig fornyet, erstattet med andre stofatomer, således at ethvert organiseret væsen stadig er det samme og dog et andet. Vi finder også ved nøjere betragtning, at de to poler i en modsætning, som positiv og negativ, i ligeså høj grad er uadskillelige fra hinanden som modsatte, og at de trods al modsætning gensidigt gennemtrænger hinanden; ligeledes, at årsag og virkning er forestillinger, der kun har gyldighed som sådanne, når de anvendes på det enkelte tilfælde, men så snart vi betragter det enkelte tilfælde i dets almene sammenhæng med verden som et hele, går de sammen, opløser sig i opfattelsen af den universelle vekselvirkning, hvor årsager og virkninger til stadighed skifter plads, hvor det, der i eet øjeblik og på eet sted er virkning i et andet øjeblik og på et andet sted bliver årsag og omvendt.

Alle disse processer og tænkemetoder passer ikke ind i den metafysiske tænknings rammer. For dialektikken derimod, som væsentlig opfatter tingene og deres begrebsbilleder i deres sammenhæng, deres sammenkædning, deres bevægelse, deres tilblivelse og undergang, er processer som de ovennævnte ligeså mange bekræftelser på dens egen fremgangsmåde. Naturen er dialektikkens prøvesten, og vi må sige om den moderne naturvidenskab, at den har leveret et yderst rigt og dagligt voksende materiale til denne prøve og derigennem bevist, at det i naturen til syvende og sidst går dialektisk og ikke metafysisk til, at den ikke i een evindelighed løber rundt i een og samme ring, men gennemløber en virkelig historie. Her må først og fremmest nævnes Darwin, som gav den metafysiske naturopfattelse det vældigste stød ved sin påvisning af, at hele den nuværende organiske natur, planter og dyr og dermed også mennesket, er et produkt af en udviklingsproces, der er gået for sig i millioner af år. Men da de naturforskere, der har lært at tænke dialektisk, indtil nu er lette at tælle, så giver denne konflikt mellem de opdagede resultater og den overleverede tænkemåde forklaringen på den grænseløse forvirring, som nu hersker i den teoretiske naturvidenskab og bringer såvel lærere som elever, forfattere såvel som læsere til fortvivlelse.

En eksakt fremstilling af verden som helhed, af dens og menneskehedens udvikling, og af denne udviklings genspejling i menneskenes hoveder kan altså kun blive bragt tilveje ad dialektisk vej, under stadig hensyntagen til den almene vekselvirkning mellem tilblivelse og undergang, mellem de frem- og tilbageskridende ændringer. Og i denne retning optrådte den nyere tyske filosofi da også straks. Kant begyndte sin løbebane med at opløse det stabile newtonske solsystem og dets - efter at den famøse første impuls engang var givet - evige varighed i en historisk proces: i solens og alle planeternes opståen af en roterende tågemasse. Samtidig drog han allerede den slutning at med denne opståen var ligeledes solsystemets fremtidige undergang nødvendigvis givet. Hans lære blev et halvt århundrede senere matematisk begrundet af Laplace, og endnu et halvt århundrede senere godtgjorde spektroskopet, at der i verdensrummet fandtes sådanne glødende gasmasser på forskellige trin af fortætning.

Sin afslutning fandt den nyere tyske filosofi i Hegels system, hvori for første gang - og det er hans store fortjeneste - hele den ydre natur, den historiske og den åndelige verden bliver fremstillet som en proces, dvs. som værende i stadig bevægelse, forandring, omdannelse og udvikling, og hvor der tillige bliver gjort forsøg på at påvise den indre sammenhæng i denne bevægelse og udvikling. Udfra dette synspunkt tog menneskehedens historie sig ikke mere ud som et vildt virvar af meningsløse voldshandlinger, der alle er lige forkastelige for den nu modnede filosoffornufts domstol, og som man helst skal glemme så hurtigt som muligt, men var selve menneskehedens udviklingsproces, hvis gradvise trinfølge det nu blev tænkningens opgave at forfølge gennem alle omskiftelser, og hvis indre lovmæssighed igennem alle tilsyneladende tilfældigheder den skulle påvise.

At det hegelske system ikke løste den opgave, som det havde stillet sig er her ligegyldigt. Dets epokegørende fortjeneste var, at det havde stillet den. Det var netop en opgave, som ikke nogen enkeltperson nogensinde vil kunne løse. Skønt Hegel - ved siden af Saint-Simon - var det mest universelle hoved på sin tid, så var han dog begrænset for det første af det nødvendigvis begrænsede omfang af sin egen viden og for det andet af sin epokes ligeledes både efter omfang og dybde begrænsede viden og anskuelser. Men dertil kom endnu noget tredje. Hegel var idealist, dvs. for ham var tankerne i hans hoved ikke de mere eller mindre abstrakte billeder af de virkelige ting og processer, men tingene og deres udvikling var omvendt for ham ikke andet end de virkeliggjorte billeder af »ideen«, som på en eller anden måde eksisterede allerede før verden. Således var alt stillet på hovedet og den virkelige sammenhæng i verden fuldstændig vendt om. Og så rigtigt og genialt mange enkeltforbindelser end blev opfattet af Hegel, så måtte dog af de angivne grunde også meget i detaljerne tage sig sammenstykket, kunstlet, konstrueret, kort sagt bagvendt ud. Det hegelske system som sådant var et kolossalt misfoster - men også det sidste i sin art. Det led nemlig desuden af en indre uhelbredelig modsigelse: på den ene side havde det til væsentlig forudsætning den historiske betragtning, hvorefter den menneskelige historie er en udviklingsproces, der efter sin natur ikke kan finde sin intellektuelle afslutning ved opdagelsen af en såkaldt absolut sandhed; men på den anden side påstår det at være indbegrebet af netop denne absolutte sandhed. Et altomfattende, et for altid afsluttende system for erkendelsen af natur og historie strider mod den dialektiske tænknings grundsætninger; hvilket imidlertid ingenlunde udelukker, men tværtimod indbefatter, at den systematiske erkendelse af den samlede ydre verden kan gøre kæmpefremskridt fra generation til generation.

Forståelsen af den hidtidige tyske idealismes fuldstændige bagvendthed førte nødvendigvis til materialismen, men vel at mærke ikke til det 18. århundredes rent metafysiske, udelukkende mekaniske materialisme. I modsætning til den naivt-revolutionære, ligefremme forkastelse af al tidligere historie betragter den moderne materialisme historien som menneskehedens udviklingsproces, hvis bevægelseslove det er dens opgave at opdage. l modsætning til den forestilling, der herskede både hos det 18. århundredes franskmænd og endnu hos Hegel, ifølge hvilken naturen bevæger sig i snævre kredsløb og stadig forbliver den samme helhed, med evige verdenslegemer, sådan som Newton havde lært, og med uforanderlige arter af organiske væsener, som Linné havde lært, sammenfatter den moderne materialisme naturvidenskabens nyere fremskridt, hvorefter naturen ligeledes har sin historie i tiden, himmellegemerne og de forskellige slags organismer, af hvilke de under gunstige omstændigheder bliver beboet, opstår og forgår, og kredsløbene antager, for så vidt de overhovedet lader sig bibeholde, uendelig mere storslåede dimensioner. I begge tilfælde er den i sit væsen dialektisk og behøver ikke mere nogen filosofi oven over de andre videnskaber. Så snart der til hver enkelt videnskab stilles fordring om, at den skal blive klar over sin stilling i helhedssammenhængen mellem tingene og i vort kendskab til tingene, er enhver særlig videnskab om helhedssammenhængen overflødig. Hvad der da bliver tilbage som noget selvstændigt af hele den hidtidige filosofi, er læren om tænkningen og dens love - den formelle logik og dialektikken. Alt andet går op i den positive videnskab om natur og historie.

Men mens omsvinget i naturopfattelsen kun kunne fuldbyrdes i samme målestok, som forskningen leverede det tilsvarende positive erkendelsesstof, havde der allerede meget tidligere gjort sig historiske kendsgerninger gældende, som hidførte en afgørende vending for historieopfattelsen. 1831 havde det første arbejderoprør fundet sted i Lyon; 1838/42 nåede den første nationale arbejderbevægelse, den engelske chartistbevægelse, sit højdepunkt. Klassekampen mellem proletariat og bourgeoisi trådte i forgrunden i de mest fremskredne europæiske landes historie i samme målestok, som på den ene side storindustrien, på den anden bourgeoisiets nyerobrede herredømme udviklede sig dér. Den borgerlige økonomis lære om, at kapitalens og arbejdets interesser var identiske, om den almindelige harmoni og den almindelige folkevelstand som følge af den fri konkurrence, blev stadig mere slående modbevist af kendsgerningerne. Alle disse ting var ikke mere til at afvise, lige så lidt som den franske og engelske socialisme, der var deres teoretiske, omend højst ufuldkomne udtryk. Men den gamle idealistiske historieopfattelse, som endnu ikke var fortrængt, kendte ikke til klassekampe, hvilende på materielle interesser, og overhovedet til materielle interesser; produktion ligesom alle økonomiske forhold forekom i den kun som biting, som underordnede elementer i »kulturhistorien«.

De nye kendsgerninger gjorde det nødvendigt at underkaste hele den hidtidige historie en ny undersøgelse, og da viste det sig, at al hidtidig historie, med undtagelse af urtilstandene, var en klassekampenes historie, at disse indbyrdes kæmpende klasser i samfundet altid var skabt af produktions- og omsætningsforholdene, kort sagt af epokens økonomiske forhold: at altså samfundets økonomiske struktur til enhver tid danner det reale grundlag, udfra hvilket den samlede overbygning af retslige og politiske institutioner, såvel som af religiøse, filosofiske og øvrige forestillinger på ethvert historisk trin i sidste instans må forklares. Hegel havde befriet historieopfattelsen for metafysikken, han havde gjort den dialektisk - men hans opfattelse af historien var hovedsagelig idealistisk. Nu var idealismen fordrevet fra sit sidste tilflugtssted, fra historieopfattelsen; der var skabt en materialistisk historieopfattelse, og vejen var fundet til at forklare menneskenes bevidsthed ud fra deres væren i stedet for som hidtil deres væren ud fra deres bevidsthed.

Herefter var socialismen nu ikke mere en tilfældig opdagelse af et eller andet genialt hoved, men det nødvendige resultat af kampen mellem to historisk opståede klasser, proletariatet og bourgeoisiet. Dens opgave var ikke mere at forfærdige et samfundssystem så fuldkomment som muligt, men at undersøge den historisk-økonomiske proces, af hvilken disse klasser og deres modsætninger nødvendigvis var udsprunget, og at udfinde midlerne til konfliktens løsning i de derved skabte økonomiske tilstande. Den hidtidige socialisme var imidlertid lige så uforenelig med denne materialistiske opfattelse som den franske materialismes naturopfattelse med dialektikken og den nyere naturvidenskab. Den hidtidige socialisme kritiserede ganske vist den bestående kapitalistiske produktionsmåde og dens følger, men kunne ikke forklare den og altså heller ikke magte den; den kunne blot forkaste den som dårlig. Jo heftigere den ivrede imod udbytningen af arbejderklassen, der er uadskilleligt forbundet med den kapitalistiske produktionsmåde, desto mindre var den i stand til tydeligt at angive, hvori denne udbytning bestod, og hvordan den var opstået. Det drejede sig imidlertid dels om at fremstille den kapitalistiske produktionsmåde i dens historiske sammenhæng og dens nødvendighed for et bestemt historisk tidsafsnit, altså også dens nødvendige undergang, men dels også om at klarlægge dens indre karakter, der stadigvæk var skjult. Dette skete gennem afsløringen af merværdien. Det blev godtgjort, at tilegnelsen af ubetalt arbejde er grundformen for den kapitalistiske produktionsmåde og den udbytning af arbejderen, som denne bevirker; at kapitalisten, selv når han køber sin arbejders arbejdskraft til den fulde værdi, som den har som vare på varemarkedet, alligevel får mere værdi ud af den, end han har betalt for den; og at denne merværdi i sidste instans udgør den værdisum, der lader en stadig voksende kapitalmasse hobe sig op i den besiddende klasses hænder. Hermed var det forklaret, hvordan den kapitalistiske produktion bliver til, og hvordan kapitalen produceres.

Disse to store opdagelser: den materialistiske historieopfattelse og afsløringen af den kapitalistiske produktions hemmelighed ved hjælp af merværdien skylder vi Marx. Med dem blev socialismen til en videnskab, som det nu først og fremmest drejer sig om at udarbejde videre i alle dens enkeltheder og forbindelser.

Den materialistiske opfattelse af historien går ud fra den sætning, at produktionen og næst efter produktionen udvekslingen af dens produkter er grundlaget for al samfundsorden; at fordelingen af produkterne og dermed den sociale inddeling i klasser eller stænder i ethvert samfund i historien retter sig efter, hvad og hvorledes der bliver produceret, og hvorledes det producerede udveksles. Efter denne opfattelse skal de endelige årsager til alle sociale forandringer og politiske omvæltninger ikke søges i menneskenes hoveder, i deres stadig større indsigt i den evige sandhed og retfærdighed, men i forandringer af produktions- og udvekslingsmåden; de skal søges ikke i den pågældende periodes filosofi, men i dens økonomi. Den vågnende indsigt, at de bestående samfundsindretninger er ufornuftige og uretfærdige, at »fornuft er blevet vanvid og velgerning en plage«, er kun et tegn på, at der ganske stille er foregået forandringer i produktionsmetoderne og udvekslingsformerne, som den samfundsordning, der var afpasset efter tidligere økonomiske betingelser, ikke mere passer til. Dermed er samtidig sagt, at midlerne til at fjerne de opdagede misforhold ligeledes - i større eller mindre grad - må være til stede i selve de forandrede produktionsforhold. Disse midler skal ikke opfindes ud af hovedet, de skal ved hjælp af hovedet opdages i de foreliggende materielle kendsgerninger i produktionen.

Hvordan forholder det sig nu ifølge dette med den moderne socialisme?

Den bestående samfundsordning - det er nu så nogenlunde almindeligt anerkendt - er blevet skabt af den nu herskende klasse, bourgeoisiet. Den for bourgeoisiet ejendommelige produktionsmåde, som efter Marx betegnes med navnet kapitalistisk produktionsmåde, var uforenelig med den feudale ordnings lokale privilegier og standsprivilegier og også med dens gensidige personlige bånd; bourgeoisiet sønderslog den feudale ordning og skabte på dens ruiner den borgerlige samfundsforfatning med dens fri konkurrence, bevægelsesfrihed, ligeberettigelse for varebesidderne, og hvad nu de borgerlige herligheder allesammen hedder. Den kapitalistiske produktionsmåde kunne nu udfolde sig frit. De under bourgeoisiets ledelse udarbejdede produktionsforhold udviklede sig, efter at dampen og de nye værktøjsmaskiner havde forvandlet den gamle manufaktur til storindustri, med hidtil uhørt hurtighed og i hidtil uhørt målestok. Men ligesom manufakturen og det under dens indflydelse videreudviklede håndværk i sin tid kom i konflikt med lavsvæsenets feudale lænker, således kommer storindustrien i sin fuldstændigere udformning i konflikt med de skranker, indenfor hvilke den kapitalistiske produktionsmåde holder den indespærret. De ny produktionskræfter er allerede vokset den borgerlige form for deres udnyttelse over hovedet; og denne konflikt mellem produktivkræfter og produktionsmåde er ikke en konflikt, der er opstået i menneskenes hoveder, som f.eks. konflikten mellem den menneskelige arvesynd og den guddommelige retfærdighed, men den eksisterer i kendsgerningerne, objektivt, udenfor os, endog uafhængigt af de menneskers villen og færden, som har fremkaldt den. Den moderne socialisme er ikke andet end tankerefleksen af denne faktiske konflikt, dens ideelle genspejling i hovederne, først og fremmest på den klasse, som direkte lider under den, arbejderklassen.

Hvori består nu denne konflikt?

Før den kapitalistiske produktion, altså i middelalderen, herskede der allevegne småbedrifter, der hvilede på arbejdernes privatbesiddelse af deres produktionsmidler: de små, fri eller livegne bønders agerbrug, håndværket i byerne. Arbejdsmidlerne - jord, landbrugsredskaber, værksted, håndværktøj - var den enkeltes arbejdsmidler, kun beregnet for enkeltmands brug, derfor nødvendigvis små, dværgagtige, begrænsede. Men de tilhørte netop derfor også i reglen producenten selv. At koncentrere og udvide disse splittede og snævre produktionsmidler, at forvandle dem til nutidens mægtigt virkende løftestang i produktionen var netop den historiske rolle, som den kapitalistiske produktionsmåde og dens bærer, bourgeoisiet, havde. Hvorledes bourgeoisiet siden det 15. århundrede historisk har gennemført dette gennem de tre trin: simpel kooperation, manufaktur og storindustri, har Marx udførligt skildret i fjerde afsnit af »Kapitalen«. Men bourgeoisiet kunne, som det ligeledes påvises dér, ikke forvandle disse begrænsede produktionsmidler til vældige produktionskræfter uden at forvandle dem fra den enkeltes produktionsmidler til samfundsmæssige produktionsmidler, der kun var anvendelige for en samlet mængde mennesker. I stedet for spinderokken, håndvæven og smedehammeren trådte spindemaskinen, den mekaniske vævestol og damphammeren; i stedet for enkeltmandsværkstedet, fabrikken, der krævede hundreders og tusinders samarbejde. Og på samme måde som produktionsmidlerne forvandledes selve produktionen fra en række enkelthandlinger til en række samfundsmæssige handlinger, og produkterne fra enkeltmands produkter til samfundsmæssige produkter. Garnet, stoffet og metalvarerne, som nu kom fra fabrikken, var et fælles produkt, frembragt af mange arbejdere, hvis hænder det måtte passere efter tur, før det blev færdigt. Ingen enkelt af dem kunne sige: Det har jeg lavet, det er mit produkt.

Hvor imidlertid den spontane, planløst og gradvist opståede arbejdsdeling inden for samfundet er produktionens grundform, påtrykker den produkterne form af varer, hvis gensidige udveksling, køb og salg sætter de enkelte producenter i stand til at tilfredsstille deres mangeartede behov. Og dette var tilfældet i middelalderen. Bonden solgte f.eks. landbrugsprodukter til håndværkeren og købte til gengæld dennes håndværksprodukter. Den ny produktionsmåde skød sig nu ind i dette samfund af enkeltproducenter, vareproducenter. Midt i den spontane, planløse arbejdsdeling, som herskede i hele samfundet, stillede den den planmæssige arbejdsdeling, således som den var organiseret i den enkelte fabrik; ved siden af enkeltproduktionen optrådte den samfundsmæssige produktion. Begges produkter blev solgt på det samme marked, altså til i det mindste tilnærmelsesvis samme priser. Men den planmæssige organisation var mægtigere end den spontane arbejdsdeling; de samfundsmæssigt arbejdende fabriker fremstillede deres produkter billigere end de enkeltstående småproducenter. Enkeltproduktionen bukkede under på det ene område efter det andet, den samfundsmæssige produktion revolutionerede hele den gamle produktionsmåde. Men dens revolutionære karakter blev i så ringe grad erkendt, at den tværtimod blev indført som middel til højnelse og fremme af vareproduktionen. Den fremstod i direkte tilknytning til bestemte allerede forhåndenværende løftestænger i vareproduktionen og vareudvekslingen: købmandskapital, håndværk, lønarbejde. Idet den selv optrådte som en ny form for vareproduktion, bibeholdt tilegnelsesformerne under vareproduktionen også deres fulde gyldighed for den.

Under vareproduktionen, som den havde udviklet sig i middelalderen, kunne der slet ikke opstå spørgsmål om, hvem arbejdsresultatet skulle tilhøre. Den enkelte producent havde i reglen fremstillet det ved hjælp af egne arbejdsmidler og med eget eller familiens håndarbejde, af råstoffer, der tilhørte ham og ofte var frembragt af ham selv. Han behøvede slet ikke først at tilegne sig det, det tilhørte ham ganske af sig selv. Ejendomsretten til produktet hvilede altså på eget arbejde. Selv hvor der blev benyttet fremmed hjælp, var denne i reglen af underordnet betydning og fik ofte ved siden af lønnen også anden godtgørelse: lavstidens lærling og svend arbejdede mindre for kostens og lønnens skyld end for selv at blive uddannede til mestre. Da kom koncentrationen af produktionsmidlerne i store værksteder og manufakturer, deres forvandling til faktisk samfundsmæssige produktionsmidler. Men de samfundsmæssige produktionsmidler og produkter blev behandlet, som om de nu som tidligere var enkeltes produktionsmidler og produkter. Mens arbejdsmidlernes ejer hidtil havde tilegnet sig produktet, fordi det i reglen var hans eget produkt og fremmed arbejdshjælp var undtagelsen, så fortsatte nu besidderen af arbejdsmidlerne med at tilegne sig produktet, skønt det ikke mere var hans produkt, men udelukkende et produkt af fremmed arbejde. Således blev altså de nu samfundsmæssigt frembragte produkter ikke tilegnet af dem, som virkelig havde sat produktionsmidlerne i bevægelse og virkelig havde frembragt produkterne, men af kapitalisten. Produktionsmidlerne og produktionen er ifølge deres væsen blevet samfundsmæssige. Men de bliver underkastet en tilegnelsesform, som har de enkeltes privatproduktion til forudsætning, hvor altså enhver ejer sit eget produkt og bringer det på markedet. Produktionsmåden underkastes denne tilegnelsesform, skønt den ophæver forudsætningen for den [3]. I denne modsigelse, som giver den ny produktionsmåde dens kapitalistiske karakter, ligger allerede spiren til hele nutidens kollision. Jo mere den ny produktionsmåde slog igennem på alle afgørende produktionsfelter og i alle økonomisk afgørende lande og dermed fortrængte enkeltproduktionen til ubetydelige rester, desto grellere måtte også den kapitalistiske tilegnelses uforenelighed med den samfundsmæssige produktion komme for dagen.

De første kapitalister forefandt, som sagt, allerede lønarbejdets form, men lønarbejde som undtagelse, som bibeskæftigelse, som nødhjælp, som midlertidighed. Landarbejderen, der fra tid til anden arbejdede for dagløn, havde sit eget lille stykke jord, som han til nød kunne leve af, når han ikke havde andet. Lavsordningen sørgede for, at svenden af i dag blev mester af i morgen. Men så snart produktionsmidlerne forvandledes til at være samfundsmæssige og blev koncentreret i hænderne på kapitalister, forandrede dette sig. De små enkeltproducenters produktionsmiddel såvel som deres produkt blev mere og mere værdiløst; der blev ikke anden udvej for dem end at gå på lønarbejde hos kapitalisten. Lønarbejdet, der tidligere var undtagelse og nødhjælp, blev regel og hele produktionens grundform; tidligere var det bibeskæftigelse, nu blev det arbejderens eneste virksomhed. Den midlertidige lønarbejder blev forvandlet til livsvarig. Desuden blev mængden af livsvarige lønarbejdere kolossalt forøget ved den feudale ordnings samtidige sammenbrud, opløsningen af lensherrernes følge, bøndernes fordrivelse fra deres gårde osv. Skillelinjen var trukket klart op mellem på den ene side produktionsmidlerne, der var koncentreret i kapitalisternes hænder, og på den anden side producenten, som var reduceret til ikke at besidde andet end sin arbejdskraft. Modsigelsen mellem samfundsmæssig produktion og kapitalistisk tilegnelse træder frem som modsætning mellem proletariat og bourgeoisi.

Vi så, at kapitalistiske produktionsmåde skød sig ind i et samfund af vareproducenter, enkeltproducenter, hvis samfundsmæssige forbindelse blev bragt tilveje gennem udveksling af produkter. Men ethvert samfund, der hviler på vareproduktion, har det ejendommelige ved sig, at producenterne har mistet herredømmet over deres egne samfundsmæssige forbindelser. Hver for sig producerer med de produktionsmidler, han tilfældigvis besidder, og for sit eget særlige byttebehov. Ingen ved noget om, hvor meget der kommer på markedet af hans vare, hvor meget der overhovedet bliver brugt af den, ingen ved, om hans enkeltprodukt forefinder et virkeligt behov, om han vil være i stand til at få sine omkostninger dækket, eller om han overhovedet vil kunne sælge. Der hersker anarki i den samfundsmæssige produktion. Men vareproduktionen har, som enhver anden produktionsform, sine ejendommelige, indre love, som er uadskilleligt knyttet til den, og disse love gør sig gældende trods dette anarki, i det og ved hjælp af det. De fremtræder i den eneste form for samfundsmæssig forbindelse, der vedbliver at bestå, i udvekslingen, og gør sig gældende over for de enkelte producenter som konkurrencens tvangslove. De er altså i begyndelsen ukendte for producenterne selv og opdages først af disse lidt efter lidt gennem langvarig erfaring. De gør sig altså gældende uden producenterne og mod producenterne, som blindtvirkende naturlove for deres produktionsform. Produktet behersker producenterne.

I det middelalderlige samfund, især i de første århundreder, var produktionen hovedsagelig indstillet på selvforbruget. Den dækkede overvejende kun producentens og hans families behov. Hvor der bestod personlige afhængighedsforhold, som på landet, bidrog den også til at dække feudalherrens behov. Nogen omsætning fandt altså ikke sted dengang, produkterne antog derfor heller ikke karakter af varer. Bondens familie producerede næsten alt, hvad den behøvede, redskaber og klæder såvel som levnedsmidler. Først da den kom så vidt, at den kunne producere et overskud udover, hvad den selv havde brug for, og hvad den skyldte feudalherren i naturalafgifter, først da producerede den også varer; dette overskud, kastet ind i den samfundsmæssige udveksling, udbudt til salg, blev det, man kalder varer. Ganske vist måtte byernes håndværkere allerede straks fra begyndelsen producere for markedet. Men også de producerede selv størstedelen af deres eget forbrug; de havde haver og små marker, de sendte deres kvæg ind i byskoven, der desuden leverede dem gavntræ og brænde; kvinderne spandt hør, uld osv. Vareproduktionen, produktionen med salg til formål, var først ved at opstå. Derfor begrænset udveksling, begrænset marked, stabil produktionsmåde, lokal afsluttethed udadtil og lokalt sammenhold indadtil: landsbyfællesskabet på landet, lavet i byen.

Men med vareproduktionens udvidelse og navnlig med den kapitalistiske produktionsmådes fremkomst trådte også lovene for vareproduktionen, der indtil da havde ligget i slummer, mere åbent og mægtigt i virksomhed. De gamle forbindelser blev løsnet, de gamle begrænsede skranker gennembrudt, producenterne mere og mere forvandlet til uafhængige, isolerede vareproducenter. Anarkiet i den samfundsmæssige produktion kom for dagen og blev mere og mere udpræget. Det vigtigste redskab, hvormed den kapitalistiske produktionsmåde øgede dette anarki i den samfundsmæssige produktion, var imidlertid det stik modsatte af anarki: den stigende organisation af produktionen som samfundsmæssig produktion i hvert enkelt produktionsforetagende. Med denne løftestang gjorde den ende på den gamle, fredelige stabilitet. Hvor den blev indført i en industrigren, tålte den ingen ældre driftsmetode ved siden af sig. Hvor den bemægtigede sig håndværket, tilintetgjorde den det gamle håndværk. Arbejdsområdet blev en kampplads. De store geografiske opdagelser og de derpå følgende kolonistationer mangedoblede afsætningsmarkedet og fremskyndede håndværkets forvandling til manufaktur. Ikke blot udbrød kampen mellem de enkelte lokalproducenter; de lokale kampe voksede til nationale, til det 17. og 18. århundredes handelskrige. Storindustrien og skabelsen af verdensmarkedet har endelig gjort kampen universel og samtidig givet den en uhørt heftighed. I kampen mellem enkelte kapitalister såvel som mellem hele industrier og lande afgøres eksistensspørgsmålet af, om de besidder gunstige naturgivne eller kunstigt skabte produktionsbetingelser. Den, der bukker under, ryddes skånselsløst af vejen. Det er den darwinske kamp for enkelttilværelsen, overført fra naturen til samfundet med potenseret heftighed. Dyrenes naturtilstand synes at være som højdepunktet for den menneskelige udvikling. Modsigelsen mellem samfundsmæssig produktion og kapitalistisk tilegnelse fremtræder nu som modsætning mellem produktionens organisation i den enkelte fabrik og produktionens anarki i samfundet som helhed.

Den kapitalistiske produktionsmåde bevæger sig i disse to fremtrædelsesformer af den modsigelse, som den rummer fra sin oprindelse, heri beskriver den hin »onde cirkel«, som den ikke kan finde udvej af, og som allerede Fourier havde opdaget. Hvad Fourier imidlertid ikke kunne se på sin tid, er, at denne cirkel efterhånden bliver snævrere, at bevægelsen rettere sagt er en spiral og ligesom planetbevægelsen må nå sin afslutning ved at støde sammen med centrum. Det er det samfundsmæssige produktionsanarkis drivende kraft, som mere og mere forvandler det store flertal af menneskene til proletarer, og det er atter proletarmasserne, som til sidst vil gøre ende på produktionsanarkiet. Det er det sociale produktionsanarkis drivende kraft, som gør muligheden for ubegrænset forbedring af maskinerne i storindustrien til et tvangsbud for hver enkelt industrikapitalist, som nødsages til at forbedre sine maskiner mere og mere, hvis han ikke vil bukke under. Men forbedring af maskinerne betyder overflødiggørelse af menneskearbejde. Når indførelse og forøgelse af maskinerne betyder, at millioner af håndværkere bliver fortrængt af nogle få maskinarbejdere, så betyder forbedring af maskinerne, at flere og flere maskinarbejdere selv bliver fortrængt og i sidste instans, at der frembringes et antal disponible lønarbejdere, der overskrider kapitalens gennemsnitlige beskæftigelsesbehov, en fuldstændig industriel reservearmé, som jeg allerede i 1845 kaldte den, disponibel for de tider, hvor industrien arbejder under højtryk, kastet på gaden af det sammenbrud, der nødvendigvis følger efter, og til alle tider en blyvægt om benene på arbejderklassen i dens eksistenskamp mod kapitalen, en regulator til at holde arbejdslønnen nede på det lave niveau, som passer for kapitalistens behov. Således går det til, at maskinerne, for at bruge Marx' ord, bliver kapitalens kraftigste krigsredskab mod arbejderklassen, at arbejdsmidlerne til stadighed slår eksistensmidlerne ud af hånden på arbejderen, at arbejderens eget produkt forvandler sig til et redskab til undertrykkelse af arbejderen. Således går det til, at økonomisering med arbejdsmidlerne på forhånd samtidig bliver den mest hensynsløse bortødslen af arbejdskraft og rovdrift med arbejdsfunktionens normale forudsætninger; at maskinerne, det vældigste middel til arbejdstidens forkortelse, slår om til at blive det ufejlbarligste middel til at forvandle al arbejderens og hans families levetid til disponibel arbejdstid til udnyttelse af kapitalen; således går det til, at den enes overbebyrdelse med arbejde bliver forudsætningen for den andens arbejdsløshed, og at storindustrien, som jager hele kloden rundt efter nye forbrugere, hjemme indskrænker massernes forbrug til et sulteminimum og således undergraver sit eget indre marked. »Den lov, som til stadighed holder den relative overbefolkning eller industrielle reservearmé i ligevægt med kapitalakkumulationens omfang og energi, smeder arbejderen fastere til kapitalen end Hefaistos' kile holdt Prometheus til klippen. Den betinger en akkumulation af elendighed, som svarer til akkumulationen af kapital. Akkumulationen af rigdom på den ene pol er altså samtidig akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, bestialisering og moralsk nedværdigelse på den modsatte pol, dvs. på den klasses side, som producerer sit eget produkt i form af kapital«. (Marx: Das Kapital, s. 671). Og at vente en anden fordeling af produkterne af den kapitalistiske produktionsmåde, ville være det samme som at forlange, at et batteris elektroder skulle lade være med at sønderdele vandet, så længe de står i forbindelse med batteriet, og ikke udvikle ilt ved den positive pol og brint ved den negative.

Vi har set, hvordan de moderne maskiners evne til stadig at forbedres - der drives til det yderste - gennem samfundets produktionsanarki forvandler sig til et tvangsbud for den enkelte industrikapitalist, der er nødt til stadig at forbedre sine maskiner, stadig at forøge deres produktionskraft. En reel mulighed for at udvide sit produktionsområde forvandler sig til et tilsvarende tvangsbud for ham. Storindustriens enorme udvidelseskraft, mod hvilken luftarternes er den rene børneleg, fremtræder nu for vore øjne som et kvalitativt og kvantitativt udvidelsesbehov, som spotter ethvert modtryk. Modtrykket skabes af forbruget, afsætningen, markederne for storindustriens produkter. Men markedernes udvidelsesevne, ekstensiv såvel som intensiv beherskes først og fremmest af ganske andre love, der virker langt mindre energisk. Markedernes udvidelse kan ikke holde trit med produktionens udvidelse. Sammenstødet bliver uundgåeligt, og da det ikke kan bringe nogen løsning, så længe det ikke sprænger den kapitalistiske produktionsmåde selv, bliver det periodisk. Den kapitalistiske produktion frembringer en ny »ond cirkel«.

Siden 1825, da den første almindelige krise brød ud, går hele den industrielle og kommercielle verden, produktionen og udvekslingen hos samtlige civiliserede folk og deres mere eller mindre barbariske vedhæng faktisk i ulave så nogenlunde hvert tiende år. Samkvemmet går i stå, markederne er overfyldte, produkterne ligger i lagre, der er ligeså mægtige som uafsættelige, de kontante penge bliver usynlige, kreditten forsvinder, fabrikkerne står stille, de arbejdende masser lider under mangel på livsfornødenheder, fordi de har produceret for mange livsfornødenheder, bankerot følger på bankerot, tvangsauktion på tvangsauktion. År efter år varer standsningen, produktivkræfter og produkter spildes og ødelægges i massevis, indtil de ophobede varemasser endelig under større eller mindre værdiforringelse svinder ind, indtil produktion og salg efterhånden kommer i gang igen. Lidt efter lidt fremskyndes gangen, slår over i trav, det industrielle trav slår over i galop, og dette øges yderligere til et fuldstændigt industrielt, kommercielt, kreditmæssigt og spekulativt forhindringsløbs tøjlesløse ridt, for endelig efter de mest halsbrækkende spring igen at ende i - sammenbruddets grøft. Og således om og om igen. Det har vi oplevet hele fem gange siden 1825, og vi oplever det for øjeblikket (1877) for sjette gang. Og disse krisers karakter er så skarpt udpræget, at Fourier ramte dem allesammen, da han betegnede den første som: crise pléthorique, krise på grund af overflod.

I kriserne kommer modsigelsen mellem samfundsmæssig produktion og kapitalistisk tilegnelse til voldsomt udbrud. Vareomløbet er for en tid tilintetgjort: cirkulationsmidlet, pengene, bliver en hindring for cirkulationen; alle love for vareproduktion og varecirkulation bliver vendt på hovedet. Det økonomiske sammenstød har nået sit højdepunkt: produktionsmåden gør oprør mod udvekslingsmåden. Den kendsgerning, at produktionens samfundsmæssige organisering i fabrikken har udviklet sig til det punkt, hvor den er blevet uforenelig med det produktionsanarki, der består ved siden af og over den i samfundet - denne kendsgerning bliver håndgribelig for kapitalisterne selv gennem den voldsomme kapitalkoncentration, som fuldbyrder sig under kriserne, idet mange store og endnu flere små kapitalister bliver ruineret. Hele den kapitalistiske produktionsmådes mekanisme svigter under trykket af de produktivkræfter, som den selv har frembragt. Den kan ikke mere forvandle hele denne masse af produktivmidler til kapital: de ligger brak, og netop derfor må også den industrielle reservearmé ligge brak. Der er overflod af produktionsmidler, livsfornødenheder, disponible arbejdere, alle produktionens og den almindelige rigdoms elementer. Men »overfloden bliver nødens og mangelens kilde« (Fourier), fordi det netop er den, som forhindrer produktionsmidlernes og livsfornødenhedernes forvandling til kapital. Thi i det kapitalistiske samfund kan produktionsmidlerne kun træde i virksomhed, hvis de først er blevet forvandlet til kapital, til midler til udbytning af menneskelig arbejdskraft. Nødvendigheden af, at produktionsmidler og livsfornødenheder forvandles til kapital står som et spøgelse mellem dem og arbejderne. Den alene forhindrer, at de saglige og personlige kræfter i produktionen forenes; den alene forbyder produktionsmidlerne at fungere, arbejderne at arbejde og leve. Herved afsløres altså på den ene side den kapitalistiske produktionsmådes egen uduelighed til videre forvaltning af disse produktivkræfter. På den anden side stræber disse produktivkræfter selv med stigende kraft efter at ophæve denne modsigelse, efter at blive frigjort fra at være kapital, efter faktisk anerkendelse af deres karakter af samfundsmæssige produktivkræfter.

Det er de vældigt voksende produktivkræfters modtryk mod deres kapitalkarakter, denne stigende tvang til at anerkende deres samfundsmæssige natur, som mere og mere tvinger kapitalistklassen selv til at behandle dem som samfundsmæssige produktivkræfter, for så vidt dette overhovedet er muligt indenfor kapitalforholdet. Både den industrielle højtryksperiode med dens ubegrænsede kreditopsvulmen og selve krakket ved store kapitalistiske foretagenders sammenbrud fører hen mod den form for mere samfundsmæssig drift af større masser af produktionsmidler, som vi møder i de forskellige arter af aktieselskaber. Mange af disse produktions- og samfærdselsmidler er på forhånd så kolossale, at de, som f.eks. jernbanerne, udelukker enhver anden form for kapitalistisk udbytning. På et vist udviklingstrin slår heller ikke denne form mere til; de indenlandske storproducenter i en og samme industrigren slutter sig sammen i en »trust«, en sammenslutning, der har til formål at regulere produktionen; de bestemmer hvor meget der i alt skal produceres, fordeler det mellem sig og fremtvinger således den på forhånd fastsatte salgspris. Da imidlertid sådanne truster for det meste går op i limningen, så snart der indtræder dårlige tider, ansporer de netop derved til en endnu mere koncentreret samfundsmæssig drift: hele industrigrenen forvandler sig til et eneste stort aktieselskab, og dette ene selskabs indenlandske monopol indtager den indenlandske konkurrences plads; således skete det allerede 1890 med den engelske alkali produktion, som nu, efter sammensmeltningen af samtlige 48 store fabriker, bliver drevet som et eneste selskab, der ledes som en helhed og har en kapital på 120 millioner mark.

I trusterne slår den fri konkurrence over i monopolet: det kapitalistiske samfunds planløse produktion kapitulerer over for det frembrydende socialistiske samfunds planmæssige produktion. Foreløbig imidlertid kun til gavn og glæde for kapitalisterne. Men her bliver udbytningen så håndgribelig, at den må bryde sammen. Intet folk ville finde sig i en produktion, der blev ledet af truster, i en så utilsløret udbytning af hele befolkningen gennem en lille bande kuponklippere. På den ene eller den anden måde, med eller uden trust, bliver staten, det kapitalistiske samfunds officielle repræsentant, til sidst nødt til at overtage ledelsen af produktionen [4]. Ved de store samfærdselsforetagender: post, telegraf og jernbane, kommer det først frem, at overgangen til statsejendom er nødvendig.

Mens kriserne godtgjorde bourgeoisiets udulighed til videre forvaltning af de moderne produktivkræfter, så viser omdannelsen af de store produktions- og samfærdselsforetagender til aktieselskaber, truster og statsejendom, at bourgeoisiet kan undværes på dette punkt. Alle kapitalisternes samfundsmæssige funktioner bliver nu udført af lønnede funktionærer. Kapitalisten har ikke mere nogen anden samfundsmæssig virksomhed end at indkassere fortjenesten, klippe kuponer og spille på børsen, hvor de forskellige kapitalister indbyrdes fratager hinanden kapitalen. Har den kapitalistiske produktionsmåde i begyndelsen fortrængt arbejderne, så fortrænger den nu kapitalisterne og forviser dem, akkurat ligesom tidligere arbejderne, til den overflødige befolkning, omend ikke straks til den industrielle reservearmé.

Hverken forvandlingen til aktieselskaber og truster eller til statsejendom ophæver imidlertid produktivkræfternes kapitalkarakter. Ved aktieselskaberne og trusterne er dette åbenbart. Og den moderne stat er igen ikke andet end den organisation, som det borgerlige samfund giver sig selv for at opretholde de almene ydre forudsætninger for den kapitalistiske produktionsmåde mod overgreb såvel fra arbejdernes side som fra enkelte kapitalisters. Den moderne stat, hvilken form den end har, er hovedsagelig en kapitalistisk maskine, kapitalisternes stat, den ideelle overkapitalist. Jo flere produktivkræfter, der går over i dens besiddelse, desto mere bliver den virkelig overkapitalist, desto flere statsborgere udbytter den. Arbejderne bliver ved med at være lønarbejdere, proletarer. Kapitalforholdet ophæves ikke, det bliver tværtimod sat på spidsen. Men på spidsen slår det om. Statsbesiddelsen af produktivkræfterne er ikke konfliktens løsning, men den indebærer i sig det formelle middel, nøglen til løsningen.

Denne løsning kan kun blive, at de moderne produktivkræfters samfundsmæssige natur faktisk bliver anerkendt, at altså produktions-, tilegnelses- og udvekslingsmåden bliver bragt i samklang med produktionsmidlernes samfundsmæssige karakter. Og dette kan kun ske på den måde, at samfundet åbent og uden omveje tager de produktivkræfter i besiddelse, der er vokset fra enhver anden ledelse end samfundets. Dermed bliver da produktionsmidlernes og produkternes samfundsmæssige karakter, der i øjeblikket vender sig mod producenterne selv, og som periodisk gennembryder produktions- og udvekslingsmåden og kun gør sig gældende voldsomt og ødelæggende som blindtvirkende naturlov, med fuld bevisthed gjort gældende af producenterne og forvandler sig fra en årsag til forstyrrelser og periodiske sammenbrud til den mægtigste løftestang for selve produktionen.

De drivende kræfter i samfundet virker på akkurat samme måde som naturkræfterne: blindt, voldsomt og ødelæggende, så længe vi ikke har erkendt dem og ikke regner med dem. Har vi imidlertid først erkendt dem, lært deres virksomhed, deres retninger og deres virkninger at kende, så afhænger det kun af os, hvornår vi mere og mere underkaster dem vor vilje og når vore mål ved hjælp af dem. Og i særlig grad gælder dette om nutidens vældige produktivkræfter. Sålænge vi hårdnakket vægrer os ved at forstå deres natur og karakter - og den kapitalistiske produktionsmåde og dens forsvarere prøver faktisk at forpurre denne forståelse - sålænge vil disse kræfter udfoldes uafhængigt af os, mod os, sålænge behersker de os, sådan som vi udførligt har fremstillet det. Men er deres natur først én gang begrebet, kan de i hænderne på de forenede producenter forvandles fra dæmoniske herskere til lydige tjenere. Det er forskellen mellem elektricitetens ødelæggende voldsomhed i uvejrslynet og telegrafens og buelysets bundne elektricitet; forskellen mellem ildebranden og ilden taget i menneskets tjeneste. Ved denne behandling træder en samfunds- og planmæssig regulering af produktionen efter helhedens og hver enkelts behov i stedet for det samfundsmæssige produktionsanarki. Dermed bliver den kapitalistiske tilegnelsesmåde, under hvilken produktet først underkuer producenten og dernæst udbytteren, erstattet af den tilegnelsesmåde af produkterne, som er begrundet i selve de moderne produktionsmidlers natur: på den ene side direkte social tilegnelse som middel til opretholdelse og udvidelse af produktionen, på den anden side direkte individuel tilegnelse som middel til at leve og nyde.

Idet den kapitalistiske produktionsmåde mere og mere forvandler befolkningens store flertal til proletarer, skaber den selv den magt, som er tvunget til at fuldbyrde denne omvæltning, da de ellers må gå under. Idet den mere og mere tvinger til at forvandle de store samfundsmæssige produktionsmidler til statsejendom, anviser den selv vejen til omvæltningens fuldbyrdelse. Proletariatet sætter sig i besiddelse af statsmagten og forvandler først produktionsmidlerne til statsejendom. Men dermed ophæver det sig selv som proletariat, dermed ophæver det alle klasseforskelle og klassemodsætninger, og dermed også staten som stat. Det hidtidige samfund, der bevægede sig inden for klassemodsætninger, havde brug for staten, dvs. en organisation af vedkommende udbyttende klasse til opretholdelse af sine ydre produktionsbetingelser, altså navnlig til med magt at holde den udbyttede klasse nede i den form for undertrykkelse (slaveri, livegenskab eller stavnsbånds lønarbejde), som den bestående produktionsmåde betingede. Staten var hele samfundets officielle repræsentant, dets sammenfatning i et synligt organ, men den var det kun, for så vidt den var den klasses stat, som på sin tid selv repræsenterede hele samfundet: i oldtiden var den de slaveholdende statsborgeres stat, i middelalderen lensadelens, i vor tid bourgeoisiets. Idet den endelig faktisk bliver hele samfundets repræsentant, gør den sig selv overflødig. Så snart der ikke mere findes nogen samfundsklasse, der skal holdes nede, så snart klasseherredømmet er fjernet og den kamp for den enkeltes eksistens afskaffet, som opstår på grund af det hidtidige anarki i produktionen, og altså de sammenstød og udskejelser, der udspringer heraf, er der ikke mere noget, der skal undertrykkes, og som kunne nødvendiggøre en særlig undertrykkelsesmagt, en stat. Den første handling, under hvilken staten virkelig optræder som repræsentant for hele samfundet - overtagelsen af produktionsmidlerne i samfundets navn - er samtidig dens sidste selvstændige handling som stat. Statsmagtens indgriben i samfundsforhold bliver overflødig på det ene område efter det andet og sover så hen af sig selv. I stedet for hersken over personer træder nu forvaltning af ting og ledelse af produktionsprocesser. Staten bliver ikke »afskaffet«, den dør bort. I forhold hertil må man måle frasen om den »fri folkestat«, altså både med hensyn til dens tidsbegrænsede agitatoriske berettigelse og med hensyn til dens endelige videnskabelige utilstrækkelighed; det samme gælder de såkaldte anarkisters krav om, at staten skal afskaffes fra den ene dag til den anden.

Lige siden den kapitalistiske produktionsmåde trådte ind på historiens scene, har samfundets overtagelse af samtlige produktionsmidler ofte, mere eller mindre uklart, foresvævet både enkeltpersoner og hele sekter som fremtidsideal. Men den kunne først blive mulig, først blive en historisk nødvendighed, da de faktiske forudsætninger for dens gennemførelse var til stede. Som ethvert andet socialt fremskridt bliver dette gennemførligt, ikke ved, at man er nået til erkendelse af, at tilstedeværelsen af klasser står i modstrid med retfærdighed, lighed osv., ikke ved hjælp af den blotte vilje til at afskaffe disse klasser, men ved visse nye økonomiske betingelser. Samfundets spaltning i en udbyttende og en udbyttet, en herskende og en undertrykt klasse, var den nødvendige følge af produktionens ringe udvikling i fortiden. Så længe samfundets samlede arbejde kun afkaster et udbytte, der kun i ringe grad overskrider det, som kræves til den tarveligste eksistens for alle, så længe arbejdet altså lægger beslag på al eller næsten al tid for det store flertal af samfundsmedlemmer, så længe må dette samfund nødvendigvis dele sig i klasser. Ved siden af det store flertal, som udelukkende træller for arbejdet, danner der sig en klasse, der er befriet fra direkte produktivt arbejde, som varetager samfundets fælles anliggender: arbejdsledelse, statsforretninger, justits, videnskab, kunst osv. Det er altså arbejdsdelingens lov, som ligger til grund for klassedelingen. Men det hindrer ikke, at denne inddeling i klasser er blevet sat igennem ved vold og rov, list og bedrageri, og at den herskende klasse, når den først er i sadlen, aldrig har undladt at befæste sit herredømme på den arbejdende klasses bekostning og at forvandle den samfundsmæssige ledelse til en forøget udbytning af masserne.

Men selv om inddelingen i klasser således har en vis historisk berettigelse, så har den det dog kun for et givet tidsrum, for givne sociale forudsætninger. Den bundede i produktionens utilstrækkelighed: den vil blive fejet væk ved de moderne produktivkræfters fulde udfoldelse Og faktisk forudsætter afskaffelsen af de sociale klasser en sådan historisk udviklingsgrad, at det bliver en anakronisme, en forældet indretning, når ikke blot den og den bestemte herskende klasse eksisterer, men når en herskende klasse overhovedet, altså selve klasseforskellen, eksisterer. Den har altså til forudsætning en udviklingsgrad af produktionen, på hvilken tilegnelsen af produktionsmidlerne og produkterne og dermed en særlig samfundsklasses politiske herredømme, monopol på dannelse og åndelig føring, ikke blot er blevet overflødig, men også økonomisk, politisk og intellektuelt en hindring for udviklingen. Dette punkt er nu nået. Er bourgeoisiets politiske og intellektuelle bankerot næppe længere en hemmelighed for det selv, så gentager dets økonomiske bankerot sig regelmæssigt hvert tiende år. I hver krise kvæles samfundet under vægten af dets egne produktivkræfter og produkter, som det ikke kan anvende, og står hjælpeløst over for den absurde modsigelse, at producenterne ikke har noget at konsumere, fordi der er mangel på konsumenter. Produktionsmidlernes ekspansionskraft sprænger de bånd, som den kapitalistiske produktionsmåde har lagt på dem. Deres befrielse for disse bånd er den eneste betingelse for en uafbrudt, stadig hurtigere fremadskridende udvikling af produktivkræfterne og dermed af en praktisk talt ubegrænset forøgelse af selve produktionen. Ikke nok med det. Den samfundsmæssige tilegnelse af produktionsmidlerne fjerner ikke blot de nuværende kunstige hæmninger for produktionen, men også den positive bortødslen og ødelæggelse af produktivkræfter og produkter, som i øjeblikket er produktionens uundgåelige ledsager, og som når sit højdepunkt i kriserne. Den frigør endvidere en mængde produktionsmidler og produkter til fordel for hele samfundet, idet den gør ende på den nu herskende klasses og dens politiske repræsentanters vanvittige luksus. Muligheden for ved hjælp af samfundsproduktionen at sikre alle samfundsmedlemmer en eksistens, som ikke blot er materielt fuldtud tilstrækkelig og fra dag til dag bliver bedre, men som også garanterer dem den fuldstændigt fri uddannelse og udfoldelse af deres legemlige og åndelige anlæg, denne mulighed er der nu for første gang, men den er der. [5]

Med samfundets overtagelse af produktionsmidlerne er vareproduktionen afskaffet og dermed produkternes herredømme over producenterne. Anarkiet inden for den samfundsmæssige produktion erstattes med planmæssig bevidst organisation. Kampen for den enkeltes eksistens hører op. Dermed træder mennesket i en vis forstand endeligt ud af dyreriget, træder fra dyriske kår ind i virkelig menneskelige. Summen af de livsforhold, som omgiver menneskene, og som indtil nu beherskede dem, kommer nu ind under menneskenes herredømme og kontrol, og menneskene bliver for første gang bevidste, virkelige herrer over naturen, fordi de og idet de bliver herrer over deres egne samfundsforhold. Lovene for deres egen sociale handlen, som tidligere stod for dem som fremmede naturlove, der beherskede dem, bliver da med fuld sagkundskab anvendt og derved behersket af menneskene. Menneskenes samfundsmæssige tilværelse, der tidligere stod for dem som påtvunget af natur og historie, bliver nu deres fri virksomhed. De objektive, fremmede magter, som tidligere beherskede historien, træder ind under menneskenes egen kontrol. Først fra da af skaber menneskene selv deres historie med fuld bevidsthed, først fra da af vil de sociale årsager, som sættes i bevægelse af dem, overvejende og i stadigt stigende grad få de tilsigtede virkninger. Det er menneskehedens spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige.

Lad os til slut kort sammenfatte vor udviklingsgang: I. Det middelalderlige samfund: Lille enkeltproduktion. Produktionsmidlerne tilpasset efter enkeltmandsbrug, derfor primitivt ubehjælpsomme, småtskårne, med dværgagtig virkning. Produktion for det umiddelbare forbrug, enten producentens eget eller herremandens. Kun dér, hvor der er et overskud af produktion ud over dette forbrug, bliver dette overskud udbudt til salg og kommer ind i en omsætning: vareproduktionen er altså først ved at opstå; men allerede nu indeholder den i sig spiren til anarkiet i den samfundsmæssige produktion.

II. Den kapitalistiske revolution: Industriens omdannelse først gennem simpel kooperation og manufaktur. Koncentration af de indtil da spredte produktionsmidler i store værksteder, og som følge deraf forvandling fra produktionsmidler for enkeltmand til samfundsmæssige - en forvandling, som i det store og hele ikke berører formen for udvekslingen. De gamle tilegnelsesformer eksisterer vedblivende. Kapitalisten dukker op: i sin egenskab af produktionsmidlernes ejer tilegner han sig også produkterne og gør dem til varer. Produktionen er blevet en samfundsmæssig handling; udvekslingen og dermed tilegnelsen er stadig individuelle handlinger, den enkeltes handlinger: det samfundsmæssige produkt tilegnes af enkeltkapitalisten. En grundmodsigelse, af hvilken alle de modsigelser udspringer, inden for hvilke det nuværende samfund bevæger sig, og som storindustrien bringer for dagens lys. A) Producentens adskillelse fra produktionsmidlerne. Arbejderens fordømmelse til livsvarigt lønarbejde. Modsætning mellem proletariat og bourgeoisi. B) De love, som behersker vareproduktionen, træder stærkere frem og virker med stigende styrke. Tøjlesløs konkurrencekamp. Modsigelse mellem den samfundsmæssige organisation i den enkelte fabrik og det samfundsmæssige anarki i den samlede produktion. C) På den ene side en forbedring af maskinerne, hvad der gennem konkurrencen bliver til et tvangsbud for hver enkelt fabrikant og ensbetydende med, at en stadig stigende mængde arbejdere afskediges: industriel reservearmé. - På den anden side ubegrænset udvidelse af produktionen, ligeledes konkurrencens tvangslov for hver fabrikant. - Af begge grunde uhørt udvikling af produktivkræfterne, tilbudets overskridelse af efterspørgslen, overproduktion, overfyldning af markederne, kriser hvert tiende år, »ond cirkel«: på den ene side overflod af produktionsmidler og produkter - på den anden side overflod af arbejdere uden beskæftigelse og uden eksistensmidler. Men begge disse løftestænger for produktionen og den samfundsmæssige velstand kan ikke forenes, fordi den kapitalistiske produktionsform forbyder produktivkræfterne at virke, produkterne at cirkulere, medmindre de da først har forvandlet sig til kapital: hvilket netop overfloden af dem forhindrer. Modsigelsen er steget til meningsløshed: produktionsmåden gør oprør mod udvekslingsformen. Bourgeoisiets manglende evne til fortsat at lede sine egne samfundsmæssige produktivkræfter er afsløret. D) Delvis indrømmelse af produktivkræfternes samfundsmæssige karakter, en indrømmelse kapitalisterne selv nødes til at gøre. De store produktions- og samfærdselsorganismer overtages først af aktieselskaber, senere af truster, endelig af staten. Bourgeoisiet fremtræder som overflødig klasse; alle dets samfundsmæssige funktioner bliver nu udført af lønnede funktionærer.

III. Den proletariske revolution, opløsning af modsigelserne: proletariatet sætter sig i besiddelse af den offentlige magt og forvandler i kraft af denne magt de samfundsmæssige produktionsmidler, som glider ud af hænderne på bourgeoisiet, til offentlig ejendom. Gennem denne handling frigør det produktionsmidlerne fra deres hidtidige kapitalkarakter og giver deres samfundsmæssige karakter fuld frihed til at gøre sig gældende. En samfundsmæssig produktion efter en forudbestemt plan bliver nu mulig. Produktionens udvikling gør den fortsatte eksistens af forskellige samfundsklasser til en anakronisme. I samme forhold, som anarkiet i den samfundsmæssige produktion svinder bort, sover også statens politiske autoritet ind. Menneskene, der endelig er blevet herre over deres egen form for samfundsdannelse, er dermed samtidig blevet herre over naturen, herre over sig, selv - fri.

At gennemføre denne verdensbefriende handling er det moderne proletariats historiske mission. Den videnskabelige socialisme, det teoretiske udtryk for den proletariske bevægelse, har til opgave at udfinde denne handlings historiske forudsætninger og dermed selve dens natur og således bringe den klasse, der er kaldet til at udføre denne handling, men som i øjeblikket er undertrykt, til bevidsthed om dens egens handlings betingelser og natur.

1. Følgende er det omtalte sted om den franske revolution: »Retstanken, begrebet ret, gjorde sig med et slag gældende, og mod det kunne urettens gamle støtter ikke yde nogen modstand. Retstanken er altså nu blevet lagt til grund for en forfatning, og på dette grundlag skulle nu alting bygges op. Sålænge solen har stået på himlen, og planeterne har kredset om den, har man endnu ikke set, at mennesket har stillet sig på hovedet, dvs. på tanken, og bygget virkeligheden efter denne. Anaxagoras var den første, der sagde, at nous, fornuften, regerer verden; men først nu er mennesket nået til at erkende, at tanken skal regere den åndelige virkelighed. Dette var således en herlig solopgang. Alle tænkende væsner har været med til at fejre denne tidsalder. På den tid rådede der en ophøjet bevægethed; en åndens begejstring fik verden til at skælve, som var det først nu kommet til forsoning mellem det guddommelige og verden.« (Hegel: Historiens filosofi, 1840, s. 535). - Skulle det ikke være på høje tid at sætte socialistloven i bevægelse mod salig professor Hegels nedbrydende og samfundsfarlige lære?

2. Fra The Revolution in Mind and Practice (»Revolutionen i ånd og praksis«), en betænkning, som er rettet til alle »røde republikanere, kommunister og socialister i Europa« og som blev sendt til den provisoriske franske regering 1848, men også til »dronning Victoria og hendes ansvarlige rådgivere«.

3. Det er ikke nødvendigt her at udrede, at selv om også tilegnelsesformen vedbliver at være den samme, bliver tilegnelsens karakter ved den ovenfor skildrede proces revolutioneret ikke mindre end produktionen. Om jeg tilegner mig mit eget produkt eller andres produkt, det er naturligvis to meget forskellige arter af tilegnelse. I parentes bemærket: lønarbejdet, i hvilket allerede spiren til hele den kapitalistiske produktionsmåde ligger, er meget gammelt; isoleret og spredt fandtes det i århundreder side om side med slaveriet. Men spiren kunne først udfolde sig til kapitalistisk produktionsmåde, da de historiske forudsætninger var tilvejebragt. (Note af Engels).

4. Jeg siger bliver nødt til. Thi kun i det tilfælde, at produktions- og samfærdselsmidlerne virkelig er vokset fra at blive ledet af aktieselskaber, at altså nationaliseringen er blevet økonomisk uafviselig, kun i dette tilfælde betyder den, også når den fuldbyrdes af den moderne stat, et økonomisk fremskridt, kun da betyder den, at man har nået et nyt trin på vejen til selve samfundets overtagelse af alle produktivkræfter. Der er imidlertid i den sidste tid, efter at Bismarck har slået sig på nationalisering, optrådt en vis falsk socialisme, som hist og her endog har udartet til øjentjeneri, som uden videre erklærer, at enhver nationalisering, selv den bismarckske, er socialistisk. Javist, hvis statsproduktion af tobak var socialistisk, så måtte Napoleon og Metternich regnes med til socialismens grundlæggere. Når den belgiske stat af ganske dagligdags politiske og finansielle grunde har bygget sine hovedjernbanelinjer selv, når Bismarck, uden at det på nogen måde var økonomisk nødvendigt, har socialiseret Preussens hovedjernbanelinjer, simpelthen for at kunne indrette og udnytte dem bedre i krigsøjemed, for at opdrage jernbanepersonalet til regeringens stemmekvæg og hovedsagelig for at skaffe sig en ny indtægtskilde, der var uafhængig af parlamentsvedtagelser - så var det på ingen måde socialistiske handlinger, hverken direkte eller indirekte, hverken bevidst eller ubevidst. Ellers ville også den kongelige skibsfart, den kongelige porcelænsmanufaktur, ja selv kompagniskrædderen ved militæret være socialistiske institutioner, for ikke at tale om, at der i trediverne under Frederik Vilhelm III af en udspekuleret fyr for alvor blev foreslået socialisering af - bordellerne.

5. Et par tal kan give en tilnærmelsesvis forestilling om de moderne produktionsmidlers enorme ekspansionskraft, selv under det kapitalistiske tryk. Efter Giffens beregning udgjorde Storbritanniens og Irlands samlede rigdom med runde tal:

1814: 2200 mill. pund sterling = 44 milliarder mark

1865: 6100 mill. pund sterling = 122 milliarder mark

1875: 8500 mill. pund sterling = 170 milliarder mark

Hvad ødelæggelsen af produktionsmidler og produkter under kriserne angår så blev på de tyske industridrivendes 2. kongres i Berlin d. 21. februar 1878 det samlede tab alene i den tyske jernindustri under det sidste krak opgjort til 455 mill. mark.

Men ikke nok med det. Filosofiens og samfundsvidenskabens historie viser med fuld klarhed, at marxismen ikke indeholder noget, der ligner »sekterisme«, forstået som en verdensfjern, forbenet lære, der er opstået afsides fra den landevej, ad hvilken verdenscivilisationens udvikling har bevæget sig. Tværtimod, hele Marx' genialitet ligger netop i, at han besvarede spørgsmål, som menneskehedens fremskredne tænkere allerede havde rejst. Hans lære opstod som en direkte og umiddelbar fortsættelse af de lærebygninger, som filosofiens, den politiske økonomis og socialismens største repræsentanter havde skabt.

Marx' lære er almægtig, fordi den er rigtig. Den er udtømmende og harmonisk, den giver menneskene en sluttet verdensanskuelse, uforenelig med al overtro, al reaktion, al retfærdiggørelse af borgerlig trældom. Den retmæssige arvtager til det bedste, som menneskeheden har frembragt i det 19. århundrede - den tyske filosofi, den engelske politiske økonomi og den franske socialisme.

Disse tre kilder til marxismen, der samtidig er bestanddele af den, vil vi dvæle ganske kort ved.

Marxismens filosofi er materialismen. I al historie fra den nyere tids Europa og særlig slutningen af det 18. århundrede i Frankrig, hvor det afgørende slag mod alle hånde middelalderligt skrammel, mod feudalismen i institutioner og ideer udkæmpedes, har materialismen vist sig som den eneste konsekvente filosofi, trofast mod alt, hvad naturvidenskaben lærer, fjendtlig mod overtro, hykleri osv. Demokratiets fjender bestræbte sig derfor af alle kræfter for at »modbevise«, undergrave og bagtale materialismen og forfægtede de forskellige former for filosofisk idealisme, der altid på en eller anden måde munder ud i forsvar for eller støtte til religionen.

Marx og Engels forfægtede altid den filosofiske materialisme ganske kategorisk og klarlagde adskillige gange det bundurigtige i forskellige afvigelser fra dette grundlag. Klarest og mest udførligt er deres anskuelser skildret i Engels' værker Ludwig Feuerbach og Anti-Dühring, der ligesom Det Kommunistiske Manifest er håndbøger for enhver klassebevidst arbejder.

Marx blev imidlertid ikke stående ved det 18. århundredes materialisme, han udviklede filosofien videre. Han berigede den med de fremskridt, der var nået af den klassiske tyske filosofi, særlig i Hegels system, som atter havde ført til Feuerbachs materialisme. Det vigtigste af disse fremskridt var dialektikken, dvs. den mest fuldstændige og dybtgående og ensidighedsfri lære om udviklingen, læren om relativiteten i den menneskelige viden, der giver os et spejlbillede af materien i dens evige udvikling. Naturvidenskabens nyeste opdagelser - radium, elektroner, grundstoffernes forvandling - har på bemærkelsesværdig måde bekræftet Marx' dialektiske materialisme, trods de borgerlige filosoffers teorier med deres »nye« tilbagevenden til den gamle og rådne idealisme.

Idet Marx uddybede og udviklede den filosofiske materialisme, fuldendte han den; han udvidede dens erkendelse af naturen til at omfatte videnskaben om det menneskelige samfund. Marx' historiske materialisme viste sig at være en vældig vinding for den videnskabelige tænkning. Det kaos og den vilkårlighed, som indtil da havde hersket i anskuelserne om historie og politik, blev brat og grundigt afløst af en sluttet og harmonisk videnskabelig teori, der påviste, hvorledes der af den ene form for samfundsliv opstår en anden, højere form som følge af produktivkræfternes vækst - hvorledes kapitalismen f.eks. vokser frem af feudalismen.

Nøjagtig ligesom menneskenes erkendelse genspejler den uafhængigt af erkendelsen eksisterende natur, dvs. materien i udvikling, således genspejler menneskets samfundserkendelse (dvs. de forskellige anskuelser og teorier af filosofisk, religiøs, politisk art osv.) samfundets økonomiske struktur. De politiske institutioner er en overbygning over det økonomiske grundlag. Vi ser f.eks., hvorledes de nuværende europæiske staters forskellige politiske former tjener til at befæste bourgeoisiets herredømme over proletariatet.

Marx' filosofi er den fuldendte filosofiske materialisme, som har givet menneskeheden og især arbejderklassen mægtige midler til erkendelse.

Efter at Marx havde erkendt, at den økonomiske struktur er det grundlag, på hvilken den politiske overbygning rejser sig, beskæftigede han sig mere og mere med studiet af dette økonomiske grundlag. Marx' hovedværk Kapitalen er viet studiet af det nuværende, dvs. det kapitalistiske samfunds økonomiske struktur.

Den klassiske politiske økonomi før Marx var blevet udformet i England - det mest udviklede kapitalistiske land. Adam Smith og David Ricardo, der undersøgte den økonomiske struktur, lagde grunden til arbejdsværditeorien. Marx fortsatte deres arbejde. Han skabte en fast begrundelse for denne teori og udviklede den konsekvent. Han påviste, at værdien af en hvilken som helst vare bestemmes ved den mængde samfundsmæssigt nødvendig arbejdstid, der skal til for at producere varen.

Der hvor de borgerlige økonomer så et forhold mellem ting (ombytningen af vare mod vare), der afdækkede Marx relationer mellem mennesker. Varebyttet udtrykker forbindelsen mellem de enkelte producenter ved hjælp af markedet. Pengene betyder, at denne forbindelse bliver mere og mere intim og knytter de enkelte producenters økonomiske liv uløseligt sammen til et hele. Kapitalen betyder en yderligere udvikling af denne forbindelse: Menneskets arbejdskraft bliver til en vare. Lønarbejderen sælger sin arbejdskraft til den, der ejer jord, fabrikker, arbejdsredskaber. En vis del af arbejdsdagen anvender arbejderen til at dække udgifterne til sit eget og familiens underhold (arbejdslønnen), mens han slider gratis resten af dagen og skaber merværdi til kapitalisten, kilden til profitten, til kapitalistklassens rigdom.

Læren om merværdien er hjørnestenen i Marx' økonomiske teori. Kapitalen, som er skabt ved arbejderens slid, trykker arbejderen ned, den ruinerer de små næringsdrivende og skaber en hær af arbejdsløse. I industrien er stordriftens sejr iøjnefaldende, men i landbruget ser vi det samme: det store kapitalistiske landbrugs overlegenhed vokser, anvendelsen af maskiner tiltager, bondebruget bliver indfanget i pengekapitalens snare, det forfalder og forarmes, fordi en gammeldags teknik holder det nede. I landbruget ser man andre former for den lille bedrifts nedgang, men selve nedgangen er en ubestridelig kendsgerning.

Samtidig med at kapitalen slår den lille bedrift i stykker, bevirker den en forøgelse af arbejdets produktivitet og skaffer de største kapitalistsammenslutninger en monopolstilling. Selve produktionen bliver mere og mere samfundsmæssig - hundredtusinder og millioner af arbejdere knyttes sammen i en planmæssig økonomisk organisme - mens produktet af det fælles arbejde tilfalder en håndfuld kapitalister. Anarkiet i produktionen, kriserne, den vilde jagt efter markeder, folkemassernes usikre eksistens - alt dette tager til.

Samtidig med at det kapitalistiske samfund forstærker arbejdernes afhængighed af kapitalen, frembringer det det forenede arbejdes vældige kraft. Fra vareøkonomiens første spirer, fra det simple varebytte fulgte Marx kapitalismens udvikling til dens højeste former, til storindustrien. Og erfaringerne fra samtlige kapitalistiske lande, de gamle som de nye, viser anskueligt år efter år gennem et større og større tal af arbejdere, at Marx' lære er rigtig. Kapitalismen har sejret i hele verden, men denne sejr er kun forspillet til arbejdets sejr over kapitalen.

Da feudalismen blev styrtet, og det »frie« kapitalistiske samfund så dagens lys, viste det sig straks, at denne frihed betyder et nyt system til undertrykkelse og udbytning af de arbejdende. Forskellige socialistiske teorier dukkede snart frem som en genklang af dette åg og som protest mod det. Men den oprindelige socialisme var en utopisk socialisme. Den kritiserede det kapitalistiske samfund, fordømte og forbandede det, drømte om at knuse det, fantaserede om en bedre samfundsorden og søgte at overbevise de rige om det umoralske i udbytningen.

Men den utopiske socialisme kunne ikke anvise en virkelig udvej. Den evnede hverken at klarlægge, hvad lønslaveriet under kapitalismen indebar, eller at afsløre lovene for kapitalismens udvikling eller finde den sociale kraft, der er i stand til at blive skaber af et nyt samfund.

Imidlertid har de stormfulde revolutioner, som overalt i Europa og særlig i Frankrig ledsagede feudalismens, livegenskabets undergang, stadig klarere vist, at klassekampen er grundlaget for hele udviklingen og drivkraften i den.

Ikke en eneste sejr har den politiske frihed vundet over feudalherrernes klasse uden at møde fortvivlet modstand. Ikke et eneste kapitalistisk land er blevet udformet på mere eller mindre frit demokratisk grundlag uden kamp på liv og død mellem de forskellige klasser i det kapitalistiske samfund.

Marx' genialitet ligger i, at han før nogen anden forstod at drage og konsekvent forfølge den slutning, der fulgte heraf, og som verdenshistorien lærer os. Denne slutning er læren om klassekampen.

Menneskene har altid været naive ofre for bedrag og selvbedrag i politik, og de vil blive ved med det, indtil de lærer at finde frem til denne eller hin klasses interesser, der ligger bag de forskellige moralske, religiøse, politiske og sociale fraser, erklæringer og løfter. Tilhængerne af reformer og forbedringer vil altid blive taget ved næsen af det gamles forsvarere, indtil de forstår, at enhver gammel institution, hvor barbarisk og rådden den end synes at være, opretholdes af disse eller hine herskende klassers kræfter. Og til at bryde disse klassers modstand er der kun ét middel: nemlig i selve samfundet omkring os at finde de kræfter, der kan - og efter deres stilling i samfundet må - danne den magt, som kan fjerne det gamle og skabe det ny, at oplyse dem og organisere dem til kamp.

Kun Marx' filosofiske materialisme har vist proletariatet en udvej af det åndelige slaveri, hvori alle undertrykte klasser hidtil har fristet livet. Kun Marx' økonomiske teori har klarlagt proletariatets virkelige placering i kapitalismens almindelige system.

I hele verden, fra Amerika til Japan og fra Sverige til Sydafrika, vokser antallet af selvstændige proletariske organisationer. Proletariatet arbejder på sin egen oplysning og opdragelse, mens det fører sin klassekamp. Det frigør sig fra det borgerlige samfunds fordomme, rykker stadig tættere sammen, lærer at anlægge en rigtig målestok på sine resultater, stålsætter sine kræfter og vokser uophørligt.