I marts 1881 var dødsdommen over Nikolaj I. Kibaltjitj afsagt, og i enecelle i Peter-Paul fæstningen i Skt. Petersborg afventede han henrettelsesdagen, der hastigt nærmede sig; han var dømt for sin aktive modstand mod det tsaristiske selvherskerdømme. Men Kibaltjitj skænkede ikke sig selv en tanke. Han var optaget af et fascinerende videnskabeligt problem, som han mente at have løst netop nu, umiddelbart før sin død. I fængselscellen havde han udformet projektet til et flyveapparat, udstyret med jetmotor, den første i videnskabens historie. 22 år senere, i 1903, lagde Konstantin E. Tsiolokovskij grunden til den banebrydende teori om flyvning ved hjælp af jetdrevne motorer. Han havde udarbejdet detaljerede tegninger til disse motorer og demonstreret, at de ville kunne anvendes til interplanetariske flyvninger. 30 år senere havde man konstrueret og testet luftfartøjer, der blev drevet af jetmotorer. Snart efter fremkom jetflyet, og i 1957 opsendte Sovjetunionen den første kunstige jorddrabant. Efter en lang række ubemandede rumflyvninger blev det første bemandede rumskib opsendt. Om bord var den sovjetiske kosmonaut Jurij Gagarin. Hermed indledtes en ny æra. Jetdrevne rumskibe blev afsendt mod Månen, Venus og Mars. Denne udvikling kunne naturligvis først tage fart, efter at mennesket havde forstået jetdriftprincippet, udviklet videnskabelige teorier samt metoder for deres anvendelse ved rumflyvninger og ikke mindst sat sig selv den opgave at trænge ud i rummet. Alle menneskeskabte kosmiske legemer er produkter af videnskabelig tænkning. Og da tænkning ikke nødvendigvis behøver at være et monopol for os jordboere, og da universet måske omfatter andre væsener, som udmærket kan være os åndeligt overlegne, er det naturligt at antage, at andre kosmiske legemer, hvis oprindelse vi endnu kender meget lidt til, også kan være produkter af tænkning. Så hvorfor ikke antage, at Jorden og alt, hvad der findes på den, også er produkter af tænkning? Det kunne man måske antage! Men ville det stemme overens med de oplysninger, vi har fra videnskab og praksis?

På et år tilbagelægger lyset 9.440 milliarder kilometer. Denne strækning kaldes et lysår. Mælkevejen - en gigantisk sværm af stjerner og andre legemer - hvori solsystemet indgår, har en diameter på næsten 100.000 lysår. Den bevæger sig blandt andre stjernetåger (galakser), som befinder sig i umådelig afstand fra den. Alene den del af universet, som videnskabsmænd i vore dage kun kan observere ved hjælp af det kraftigste optik- og radioapparatur, har en diameter på 26 milliarder lysår. Men dette enorme område er ubetydeligt i sammenligning med alle universets øvrige områder, som endnu befinder sig uden for de forhåndenværende observationsmidlers rækkevidde. Og i dette kæmpeunivers er Jorden med hele sin rigdom af kontinenter, oceaner, planter, dyr og mennesker blot en uendelig lille plet. Ifølge den viden, moderne videnskab råder over, har der i hele vor planets eksistensperiode kun været liv på Jorden i meget kort tid, ligesom de levende organismer blot udgør en ubetydelig del af den samlede sum af legemer, vi kalder Jorden. Og menneskeracen er endnu yngre - kun lidt over en million år gammel. Rumflyvninger og videnskabelige undersøgelser har fastslået som sikkert, at der mellem Jorden og dens naturlige satellit, Månen, ikke findes levende organismer, endsige tænkende væsener. Skønt universet formentlig indeholder en kolossal mangfoldighed af former for liv, er det altså kun en uendelig lille del af dem, der besidder evnen til at tænke. Moderne videnskab har bekræftet Friedrich Engels' udsagn om, at „tiden for det organiske liv og endnu mere tiden for selvbevidste og naturbevidste væseners liv er lige så knapt tilmålt som det rum, i hvilket livet og selvbevidstheden bliver virkelighed. ..

Ifølge moderne videnskab fremtræder tanken som et af universets mangfoldige produkter, hvorimod formodningen om, at det i tid og rum uendelige univers skulle være et produkt af tanken, ser alt andet end overbevisende ud. Tilhængere af dette synspunkt vil måske indvende, at den videnskabelige viden, vi råder over, langtfra er fuldstændig, og at der stadig er meget, vi ikke ved. Dette er selvfølgelig sandt. Men uvidenhed er dog ikke noget argument. Vi er således nået frem til et punkt, som fortjener omhyggelig overvejelse. For at danne sig begreb om en videnskab, må man først få klaring på de væsentligste problemer, den beskæftiger sig med. Inden for kemi er det f.eks. spørgsmålet om, hvordan atomer forbindes og adskilles, og som følge heraf hvordan ét stof forvandles til et andet; i kemien er dette spørgsmål afgørende for løsningen af alle andre problemer. Når vi ved dette, er vi allerede i stand til at danne os en grundlæggende forestilling om den kemiske videnskab. Og således forholder det sig med alle andre videnskaber. Kender vi en bestemt videnskabs grundspørgsmål og begynder at studere den mere indgående, får vi en indledende - ikke fuldkommen, men dog korrekt forståelse af den, en forståelse, som under studiet af den pågældende videnskabs indhold bliver mere omfattende og dybtgående. Således må vi for at danne os et begreb om, hvad filosofi er, finde frem til dens grundspørgsmål. Alle legemer, som omgiver os, og de mekaniske, fysiske, kemiske og fysiologiske processer, de gennemgår, beskrives som regel som materielle fænomener eller materie. Stolthed, skam, vrede, glæde og alle andre følelser, frembragt dels af vore fem sanser, dels af de tanker, der hele tiden optager vor bevidsthed, beskrives som ideelle eller åndelige bevidsthedsfænomener eller bare som bevidsthed.

Man har længe vidst, at såvel menneskets evne til at skelne farver, lyde og lugte som dets følelser og intelligens udvikles og forbedres med alderen, idet kroppen udvikler sig, og mennesket lærer at udføre forskellige arbejder, herunder at håndtere forskellige genstande og at omgås andre mennesker. Visse alvorlige fysiske lidelser medfører afvigelser eller endda tab af bevidstheden, mens sanseindtryk og tænkning helt ophører ved ødelæggelse af menneskets legeme. Dette fortæller os, at åndelige fænomener er baseret på materielle fænomener. Også andre kendsgerninger er imidlertid blevet bemærket. Når vi siger, at en dreng er kommet til at knuse en rude, giver vi udtryk for, at han ikke havde til hensigt at gøre det. Det betyder dog ikke, at hånden kastede stenen af sig selv mod drengens vilje og ønske. Han blev naturligvis tilskyndet til sin handling af en eller anden følelse eller tanke, men sigtede simplet hen ikke godt, og stenen ramte ved siden af.

Mennesket er ingen maskine, men et væsen, der tænker og føler. Alle dets handlinger - bevidste eller ubevidste - er fremkaldt af dets følelser eller tanker. Før mennesket laver en plov og derefter pløjer og sår marken, gennemtænker det fremgangsmåden. Længslen efter frihed og vreden mod social uretfærdighed fik for længe siden slaverne til at gøre oprør og kæmpe mod deres undertrykkere. Kærlighed til deres land og deres folk har bevæget mennesker til at sætte livet ind i kampen mod angriberne. Og den umiddelbare kilde til disse handlinger er igen udsprunget af menneskets tanker og følelser. Disse kendsgerninger førte til den tilsyneladende naturlige konklusion, at materielle fænomener måtte være produkter af åndelige, som derfor var udslaggivende for menneskenes virksomhed.

Dette synspunkt vandt udbredelse, da samfundet opdeltes i stridende klasser: masserne, der arbejdede hårdt og levede i fattigdom, og herrerne, som ikke arbejdede, men tilegnede sig de rigdomme, masserne havde produceret. Uddannelse, videnskab og kunst blev et privilegium for en ubetydelig minoritet, de herskende klasser. Deres vilje blev den lov, som styrede alles gøren og laden. Herved kom det til at se ud, som om bevidstheden var primær i forhold til samfundets materielle liv. Konklusionen måtte derfor være, at også uden for samfundet, i hele verden, herskede åndelige fænomener over materielle.

Hvad stammer så fra hvad? Det materielle fra det åndelige eller omvendt? Stammer materien fra bevidstheden eller bevidstheden fra materien? Hvad er primært - ånd eller materie? Allerede i oldtiden var dette spørgsmål genstand for diskussion blandt filosofferne. Og det er fortsat nøglen til alle andre filosofiske problemer. Filosofferne deltes i to lejre: de, der betragtede naturen, den materielle verden, som et produkt af bevidstheden, af ånden, som efter sigende eksisterede uafhængigt af den materielle verden, af naturen, dannede den idealistiske lejr; mens de, der betragtede bevidstheden, ånden, som et produkt af den materielle verden, af naturen, udgjorde den materialistiske lejr. Engels betegnede spørgsmålet om forholdet mellem bevidstheden og den materielle verden som filosofiens store grundspørgsmål, idet han bemærkede, at det også omfatter en anden side, nemlig hvorvidt bevidstheden er i stand til at genspejle verden korrekt. De forskellige filosoffers synspunkter på dette område vil blive behandlet senere. Her vil vi se på hovedspørgsmålet, som har forårsaget diskussion blandt filosoffer gennem århundreder.

Hvad er primært - ånd eller natur? Stilles spørgsmålet til en troende, kan man være sikker på svaret. For gud, som han mener er verdens herre og skaber, er for ham også kilden til alt eksisterende. Den troende er ganske vist ikke i stand til at bevise det, fordi han stoler på den religiøse lære og dermed sætter tro langt over viden. I middelalderen, da kirken ikke alene besad den gejstlige, men også den politiske magt, blev videnskabsmænd forfulgt af gejstligheden; de blev fængslet, tortureret og brændt på bålet som kættere. Gejstlige i vore dage benægter ikke videnskabens betydning. De hævder tilmed, at videnskab er helt forenelig med tro, selv om den videnskabelige viden efter deres opfattelse er foranderlig, unøjagtig og begrænset til forskel fra den religiøse tros evige, eksakte og grænseløse sandhed. Videnskaben har sine grænser, skrev metropolit Nikolaj. - Den beskæftiger sig kun med det, mennesket kan se, føle og høre eller slutte sig til ud fra iagttagelser. Men der findes et område til - troen. Ved siden af den synlige verden findes en usynlig. Videnskaben kan ikke nå den, men troen kan.

Selvfølgelig rummer mikroverdenen og kosmos meget, som vi ikke kan se; ikke desto mindre var det videnskaben og ikke religionen, der trængte ind i den „usynlige verden" ved hjælp af mikroskoper, teleskoper og andre præcisionsinstrumenter og derved bidrog til at opnå eksakt viden om mange processer dér. Og teologernes „usynlige verden" er stadig et mysterium, ganske som kejserens usynlige klæder i H. G. Andersens eventyr. Ligesom i eventyret er træn på det „usynlige" kun for folk, der ikke vil tro deres øjne, ører og forstand. Er det sandt, at tro og viden er forenelige? Hvorved adskiller de sig? I Anatole Frances Pingvinernes 0 fortælles om en mand, der står anklaget uden nogen form for bevis. „At Pyrot havde stjålet de firsindstyve tusind knipper hø, var der så at sige ingen, der betænkte sig på at tro. Man tvivlede ikke, fordi det almindelige ukendskab til hele denne affære ikke lod plads for tvivl, som altid forlanger grunde, thi menneskene tvivler ikke uden grund, ligesom de tror uden grund." Indenfor den katolske jesuitterordens skoler og seminarier er følgende forskrift i brug den dag i dag: „Vi må tro på, at det vi ser som hvidt er sort, hvis den hierarkiske kirke vælger at definere det således. . . idet vi overbeviser os selv om, at alt dette er rigtigt; idet vi med blind lydighed opgiver enhver overbevisning om det modsatte."

Jean Bodin, en af det 16. århundredes modstandere af tidens obskurantisme, skriver, at en matematikstuderende, som uden at forstå tror på en læresætning, fremsat af læreren, kan beskrives som værende i besiddelse af tro, men ikke viden. Den dag, han imidlertid forstår beviset på læresætningen, ser sandheden i den og på den måde opnår viden, mister han troen. En videnskabelig antagelse kan vise sig at være unøjagtig eller endda fejlagtig. Men der er stadig tale om viden, ikke tro, eftersom antagelsen er baseret på beviser, omend utilstrækkelige for at fastslå antagelsens gyldighed. Det betyder ikke, at vi skal forkaste enhver mening, vi ikke kender begrundelsen for. Når vi har kontrolleret den og overvejet den rationelt, må vi fastslå hvorvidt den kan anses for sand eller ej. Vil man ikke afprøve sine tanker, men blindt følge en pludselig indskydelse, almindelige fordomme eller postulater fra bøger, går man en forkert vej til erkendelse. Vladimir Iljitj Lenin påpegede f.eks., at kommunisme ikke er blind tillid til konklusioner i bøger, men anskuelser hver enkelt når frem til efter omhyggelig overvejelse og gennemtænkning af det læste, efter sammenstilling af konklusioner med beviser og deraf følgende sikkerhed for, at konklusionerne er grundigt bevist. Lenin skriver: „En kommunist bliver kun en simpel vigtigpeter, hvis ikke alle modtagne kundskaber bliver bearbejdet i hans bevidsthed. . .", hvis han ukritisk accepterer „. . .færdigt modtagne konklusioner uden at gøre et meget alvorligt, meget vanskeligt og omfattende arbejde, uden at finde rede i kendsgerningerne, som han er forpligtet til at tage kritisk på. . ." Opbygningen af socialismen, skriver Lenin tillige, kræver „ . .virkeligt oplyste elementer, for hvis vedkommende man kan garantere, at de ikke vil godkende noget ubeset. . ."

Lad os antage, at vi stiller filosofiens grundspørgsmål til en, der aldrig havde drømt om dets eksistens, og lad os antage, at vedkommende straks siger: „Materien er selvfølgelig primær og bevidstheden er sekundær." Her er det vigtigt at undersøge, hvordan denne person vil bevise sin påstand og modbevise det modsatte. Hvis det mislykkes, må vi indrømme, at hans eller hendes mening bygger på tro og ikke på viden. Vedkommende vil måske endda synes, at der overhovedet ikke kan anføres noget argument til fordel for idealismen, således at der faktisk ikke er noget at modbevise, mens materialismens rigtighed er så indlysende, at den ikke behøves bevist. I virkeligheden giver enhver filosofisk lære dog bestemte grunde til sine konklusioner. Søger man viden i stedet for tro, må man prøve at finde rede i de konklusioner og argumenter, som de forskellige filosofiske retninger er udrustet med.

I det følgende gives en kort sammenfatning af en af disse filosofiske retninger. Den postulerer, at vor viden blot omfatter tre former for objekter: 1) sanseindtryk, dvs. det vi hører, ser, føler osv.; 2) forestillinger, dvs. det vi forestiller os ved hjælp af hukommelse eller fantasi; 3) vi kender desuden os selv, vort eget „jeg", vor „ånd", der fornemmer, mindes, føler og drømmer. Vi opfatter udelukkende forskellige ting omkring os, fordi vi ser, hører, lugter eller føler, dvs. sanser dem. Hvis vi intet så, hørte, sansede osv., ville vi intet som helst vide om den ydre verden. Når vi ser en rund genstand, der er gyldenrosa på den ene side og mørkerød på den anden, når vi føler dens kugleagtige, glatte overflade og mærker en karakteristisk duft, ved vi, at det er et æble. Og disse sanseindtryk er det eneste, vi ved om den pågældende genstand. Æblet er altså kun en kombination af sanseindtryk. På samme måde er alle andre objekter, vi observerer i stuen, på gaden, i skoven eller på marken, dvs. fænomener i den ydre verden eller materielle fænomener, blot kombinationer af synlige, følbare og andre indtryk. Alt hvad vi ved om dem, er vore indtryk af dem. Og disse indtryk eksisterer kun i menneskenes bevidsthed. Men syns- eller andre sanseindtryk betragter menneskene som regel som genspejlinger eller billeder af ting, der eksisterer uden for vor bevidsthed. Der gås ud fra, at med mindre vi anerkender eksistensen af ting uden for os (og som frembringer sanseindtryk i os), er det umuligt at forklare, hvorledes, sanseindtryk opstår. Når vi drømmer, opstår der imidlertid også sanseindtryk, skønt de ting og begivenheder, vi oplever i drømme, ikke eksisterer uden for vor bevidsthed. For at forklare sanseindtryk er det altså ikke nødvendigt at forudsætte tingenes eksistens uden for vor bevidsthed. Og når man nu engang ikke behøver denne forudsætning for at forklare drømme, så behøves den heller ikke til forklaring af det, vi sanser i vågen tilstand.

Denne filosofiske retning, ifølge hvilken materielle fænomener kun eksisterer i menneskets, subjektets bevidsthed, kaldes subjektiv idealisme, til forskel fra objektiv idealisme, der går ud fra, at verden ikke er baseret på menneskets bevidsthed, men på en bevidsthed uden for mennesket, en særlig ånd, der eksisterer objektivt, uden for og uafhængigt af menneskenes bevidsthed. Det vi netop har fremført, stammer fra en af den subjektive idealismes mest fremtrædende autoriteter, George Berkeley (1685-1753). Han skriver, at „. . .alle disse legemer, som tilsammen udgør verdens mægtige ramme, har ingen eksistens uden en ånd. . ." Berkeleys lære bygger på to hovedpunkter: 1) der findes intet uden for vor bevidsthed; 2) at eksistere er at blive oplevet; hvad ingen oplever, eksisterer ikke. Denne lære går imod den materialistiske opfattelse: 1) uden for og uafhængigt af vor bevidsthed eksisterer objekter, der fremkalder sanseindtryk hos os; 2) objekterne, de materielle fænomener, eksisterer, hvad enten de opfattes af vore sanser eller ej.

Men lad os se på, hvad Berkeley har at sige videre. Han påstår, at forestillinger opstår og forsvinder udelukkende i kraft af menneskets vilje, og skriver: „Men. . . de ideer, der virkelig kan opfattes af sanserne, har ikke en lignende afhængighed af min vilje. Når jeg i fuldt dagslys åbner mine øjne, står det ikke i min magt at beslutte, hvad jeg vil se eller ikke se. Og på samme måde forholder det sig med de andre sanser. De indtryk, jeg får, skabes ikke af min vilje." I dette tilfælde har Berkeley fuldstændig ret. Men hvad er konsekvensen af hans ord? At der uden for og uafhængigt af vor bevidsthed eksisterer fænomener, som med deres påvirkning af vore øjne, ører osv. fremkalder sanseindtryk. Sanseindtryk (bevidsthedsfænomener) afhænger altså udelukkende af de fænomener, der fremkalder dem, dvs. af materielle fænomener, og som eksisterer uafhængigt af vor bevidsthed. At det netop forholder sig således har naturvidenskaberne påvist. Lenin skriver: „Altså eksisterer der uden for os, uafhængigt af os og af vor bevidsthed en bevægelse i materien, som for eksempel bølger i æteren. . ., som ved at indvirke på nethinden i mennesket frembringer et sanseindtryk af en eller anden farve. Sådan ser naturvidenskaben netop på sagen.. . Og dette er netop materialismen: materien, der påvirker vore sanseorganer, frembringer sanseindtryk." Videnskabeligt bevismateriale og de fakta, som selv Berkeley er nødt til at anerkende, bekræfter altså materialismens rigtighed. Men selv efter at have anerkendt den af vor bevidsthed uafhængige kilde til sanseindtryk forbliver Berkeley modstander af materialismen. I et forsvar for religionen tiltaler han materialisterne således: „.. .Jeg antager lige såvel som jer, at siden vi påvirkes udefra, må vi anerkende, at der findes kræfter udenfor, kræfter, der tilhører et væsen forskelligt fra os. . . Men vi er uenige med hensyn til karakteren af dette magtfulde væsen. Jeg påstår, at det er ånd, I, at det er materie. . ."

For at frelse troen på åndens primære karakter er Berkeley altså nødt til at forsage både logik og videnskab og søge tilflugt hos gud. Han fastholder, at gud eksisterer, men giver intet bevis for hans eksistens - gud er ikke med på den liste over objekter, hvormed Berkeley indleder sine betragtninger om tilegnelse af viden. Han lover at fremføre filosofisk viden, hvis rigtighed er påvist, men præsenterer os for en fremstilling, som må antages på grundlag af tro. Berkeley fastholder, at kilden til vore sanseindtryk er gud, som eksisterer uden for og uafhængigt af vor bevidsthed, at der uden for og uafhængigt af vor bevidsthed eksisterer „noget", som fremkalder sanseindtryk; at et objekt, der fremkalder sanseindtryk, eksisterer, uanset om vi opfatter det eller ej, at det også eksisterer, selv om vi overhovedet ikke opfatter det. Uden at ville det modbeviser Berkeley i realiteten den subjektive idealisme. Hvad fik så Berkeley til med egne ord at erkende, at der „uden for vor ånd" findes noget, hvis eksistens ikke afhænger af os, og at dette noget fremkalder sanseindtryk i os? Det var fremfor alt den ubestridelige kendsgerning, at sanseindtrykkenes opståen, indhold og forsvinden sker uafhængigt af „vor ånd" til væsentlig forskel fra forestillinger, som vi i regelen kan fremkalde i vor bevidsthed, når vi ønsker det. Denne forskel mellem sanseindtryk og forestillinger er en kendsgerning, der er aldeles uforenelig med den subjektive idealisme. Og man kan kun forblive subjektiv idealist, når man benægter, at sanseindtryk fremkaldes af årsager, der eksisterer uden for og uafhængigt af vor bevidsthed. Dette er netop, hvad mange af vore dages subjektive idealister gør, for eksempel den fremtrædende Rudolf Carnap, som skriver, at grænsen mellem sanseindtryk og forestillinger er „temmelig vilkårlig". Denne påstand strider mod kendsgerningerne. Hvis jeg for eksempel har lyst, kan jeg godt forestille mig, at jeg ligger på stianden og tager solbad. Men jeg kan ikke - bare ved at ønske det - få min krop til at føles varm af solen eller få mine øjne til at se bølgerne. Forvandlingen af det, vi forestiller os, til det, vi ser eller føler, beror ikke på vilkårlighed. Og konklusionen heraf må være, at den subjektive idealisme, som fornægter, at der uden for vor bevidsthed eksisterer en materiel kilde til de sanseindtryk, vi modtager, er i strid med kendsgerninger, som af videnskab og praksis er fastslået som uigendrivelige.

Ingen ved sine fulde fem vil benægte, at illusioner og realitet er to forskellige ting. Hvordan kan man skelne drøm fra virkelighed, illusion fra kendsgerning? Det gøres sædvanligvis ved at betragte alt det, der kun eksisterer i bevidstheden som illusioner; og alt det, som eksisterer udenfor (uanset om det opfattes eller ej) som virkelighed eller kendsgerninger. Berkeley forkaster denne metode til at skelne mellem det tilsyneladende og det virkelige. Han hævder, at de ting og begivenheder, vi iagttager i vågen tilstand, udelukkende eksisterer i vor bevidsthed, ligesom de ting og begivenheder vi ser i drømme. Ingen vil vel skrive under på, at kendsgerninger og illusioner er et og samme. Derfor erklærer Berkeley, at også hans filosofi har et kriterium, et middel til at skelne illusion fra virkelighed; og dette middel er udvekslingen af indtryk med andre mennesker. Det sanseindtryk, som af flest anses for virkelighed, er virkelighed, mens et sanseindtryk, som flertallet forkaster, er illusion. Ikke desto mindre udtaler Berkeley selv, at flertallet kan tage fejl og ofte gør det. Flertallet af mennesker benægtede jo i årtusinder, at Jorden var rund, og var overbeviste om, at Solen kredsede omkring Jorden. Begge disse opfattelser viste sig som bekendt at være forkerte.

Det siger sig selv, at rundspørger, udveksling af indtryk, ikke kan bruges som middel til at skelne mellem det tilsyneladende og det virkelige. Alligevel har hverken Berkeley eller hans arvtagere fundet noget andet middel. Nogle hævdede endda, at det var ganske overflødigt med sådanne midler, fordi der praktisk taget ingen forskel var på illusion og virkelighed, sagde de. En anden subjektiv idealist, Ernst Mach (1838-1916), giver følgende eksempel. En blyant, delvis nedsænket i vand, virker knækket, og dette kaldes en illusion. Men ifølge Mach er der ikke tale om illusion. Han skriver: „Det har kun praktisk, men ingen videnskabelig betydning at tale om illusion i disse tilfælde. Det hyppigt stillede spørgsmål, om verden virkelig eksisterer, eller om vi blot har drømt den frem, har ligeledes ingen mening ud fra et videnskabeligt synspunkt. Desuden er selv den mest mærkværdige drøm en kendsgerning, så god som nogen anden." Hvad Mach forstår ved et „videnskabeligt synspunkt" er i bund og grund uantageligt for videnskaben, fordi videnskabens mål er at trænge gennem det tilsyneladende til det faktiske. Man kan let forestille sig, hvad der ville ske for en videnskabsmand (eller hvem som helst for den sags skyld), der henter vejledning i Machs lære. Vedkommende ville gå i alle de faldgruber, der åbner sig, når formodning og realitet, ønsketænkning og virkelighed, sammenblandes.

Vore sanseindtryk er alt, hvad vi ved om en ting, siger Berkeley, og følgelig er „. . .objektet og sanseindtrykket en og samme sag". Således hviler den grundlæggende forudsætning for Berkeleys subjektive idealisme på påstanden om, at vi absolut intet ved om tingene bortset fra vore sanseindtryk af dem. Dog ved vi om en vare, at den besidder værdi, som ikke på nogen mulig måde kan ses eller opfattes af sanserne. Om lyset ved vi, at det bevæger sig med en hastighed af 300.000 kilometer i sekundet, en hastighed, mennesket ikke kan sanse, endsige forestille sig. En radiosender udsender bølger, hvis egenskaber er studeret indgående, men opfattes af sanserne kan de ikke. Eksemplerne er utallige. Berkeleys lære overser begreberne eller de abstrakte tanker, en meget væsentlig del af menneskenes viden; han benægter deres eksistens og reducerer al vor viden til sanseindtryk og forestillinger. En sådan teori, der principielt fornægter begreber, er uforenelig med sand videnskab. Lad os nu antage, at enhver ting blot er kombinationer af sanseindtryk. Så er Jorden - med alt hvad der findes på den, herunder også menneskene - kombinationer af sanseindtryk. Det vil sige, at vi hver især er det eneste menneske i verden, mens alle andre blot er vore sanseindtryk. Dette synspunkt kaldes solipcisme. Berkeley og hovedparten af hans arvtagere indrømmer, at andre mennesker også eksisterer; de forkaster altså solipcismen.

Bertrand Russell, vort århundredes idealistiske filosof, skriver om solipcismen, at „det er psykologisk umuligt at tro på den, og den forkastes faktisk selv af dem, der mener, de støtter den. Jeg modtog engang et brev fra en strålende logiker, Mrs. Christine Ladd Franklin, der skrev, at hun var solipcist og forundret over, at der ikke fandtes andre solipcister end hende. Denne forundring fra en logiker overraskede mig". Og ikke underligt. Det er svært at mistænke en person for at være logisk, når hun påstår at være den eneste i verden, og i samme åndedræt spørger, hvorfor hun ingen åndsfæller har. . . Men en subjektiv idealist som Rudolf Carnap skriver, at det i filosofien er aldeles utilladeligt overhovedet at rejse spørgsmålet om, hvorvidt andre mennesker eksisterer. Heller ikke dét er tilfældigt, for subjektiv idealisme fører direkte til solipcisme. Når det kommer til stykket, findes kun to mulige svar. Man må enten godtage rigtigheden af den subjektive idealisme og dermed erkende, at vi hver især er det eneste eksisterende menneske i verden, eller man må som materialisterne erkende, at der også findes andre mennesker, dvs. erkende den subjektive idealismes absolutte uholdbarhed. Dér findes intet tredje svar. Både menneskehedens livserfaringer og videnskaben beviser materialismens rigtighed og slår bunden ud af den subjektive idealisme.

Vi finder en anden form for idealisme, repræsenteret ved for eksempel Platon (428/427-347 f.v.t.) i oldtidens Grækenland og i nyere tid ved Hegel (1770-1831) i Tyskland. Disse filosoffer anerkender naturens eksistens uden for og uafhængigt af vor bevidsthed. Ifølge deres betragtninger sanser vi de enkeltstående ting, som verden består af, men sanseindtrykkene bibringer kun overfladisk viden, som selv små børn kan tilegne sig. Sansninger formår ikke at give os sand viden, dvs. viden om tingenes væsen. Mennesket kommer ud for sanselige oplevelser af farve, lugt eller smag. Erindringen om disse oplevelser fremkalder forestillinger om de forskellige ting. Det, der imidlertid er fælles for dem og gør dem til givne ting, dvs. deres væsen, kan mennesket hverken opfatte med sanserne eller forestille sig. Selv på Platons tid indskrænkede videnskaben sig ikke til sansedata. Når alt kommer til alt, fortæller sansninger og forestillinger os blot, hvordan enkeltstående, forbigående, tilfældige tings ydre ser ud. Videnskaben søger imidlertid at trænge ind i deres væsen. Men det forlanger, at man får begreb om det, der er fælles, stabilt og vedvarende, dvs. ligger til grund for og som fremtræder i de enkeltstående, tilfældige kendsgerninger og ting. Kort sagt, for at begribe hvad de ting, verden består af, virkelig repræsenterer, må man udforme et begreb om dem.

Genstanden for en sansning eller forestilling er et bestemt enkeltstående fænomen, f.eks. den ligebenede trekant i min kladdebog. Men genstanden for tænkning er selve væsenet (de væsentligste, vigtigste egenskaber) i alle trekanter, der har eksisteret eller fremover vil eksistere. Dette væsen er fastlagt i begrebet „trekant". For trekantens natur er det aldeles uden betydning, hvilket materiale den er lavet af, hvilken størrelse eller farve den har osv. Individuelle forskelle mellem de utallige trekanter i verden er ligeledes uvæsentlige. Dog må alle trekanter besidde samtlige de træk ved en trekant som sådan, der tilsammen udgør dens væsen, som altid er det samme, hvad der end sker med dets mangfoldige fremtrædelsesformer. Alle materielle ting, der opfattes af sanserne, er således ydre fremtrædelsesformer af de pågældende tings væsen, mens deres væsen er fænomenernes indre grundlag, deres indre kilde - den, de skylder deres eksistens. Sanselige materielle genstande eksisterer objektivt, uden for menneskenes bevidsthed. Men dette er kun den ydre side af virkeligheden. Grundlaget for de materielle fænomener, der udgør universet, er det evige væsen af enkeltstående fænomener, som optræder på overfladen - et væsen, der ikke kan skabes eller tilintetgøres.

Hvordan opfatter Hegel så disse væsener? Han siger, at en trekants væsen hverken omfatter dens materiale, størrelse eller farve. Væsenet af alle trekanter repræsenteres af det, der er fælles for dem alle: en trekant er altid en lukket retliniet figur, der danner tre vinkler. At se eller endda forestille sig trekantens væsen er umuligt, eftersom man kun kan forestille sig det, der besidder sanselige træk. Man kan forestille sig en trekant tegnet op med kridt på en sort tavle eller med blyant på hvidt papir, men en „trekant i almindelighed" kan ingen tænke sig til. Den er ikke en materiel genstand, ikke engang en anskuelig forestilling, men en abstrakt tanke, dvs. et begreb. Væsenet (varme i almindelighed, en plante i almindelighed, hastighed i almindelighed) bliver tilgængeligt for os gennem tænkning alene. Er konklusionen så ikke, at de materielle tings sande natur er selve begrebet, tanken, som mennesket kan fatte med sin forstand, men som eksisterer uden nogen sinde at opstå eller forsvinde, hvad enten vi har forstået det eller ej.

Heraf drog Hegel den konklusion, at det virkelige grundlag for verden, som eksisterer uden for vor bevidsthed og som vi undersøger, er begreber eller tanker, mens alle materielle ting og kendsgerninger er produkter af og udtryk for disse tanker. Men hvis tanker? Siden de omfatter hele verden, må de naturligt være frembragt af en eller anden „ånd", der af Hegel kaldes „verdensånden" eller „den absolutte idé". Ifølge Hegel er den absolutte idé og verden identiske. Her er naturen „den absolutte idés anden væren", og „vi må. .. tale om naturen som et system af den bevidstløse tanke, som. . . forstenet intelligens" og om mennesket som „den bevidste tanke" (til forskel fra dyr for slet ikke at tale om planter og mineraler). Ligesom enhver materiel ting er mennesket udtryk for den uendelige ånd, der ligger til grund for verden, et udtryk, der er i besiddelse af bevidsthed, af „den endelige ånd", af evnen til at tænke og forstå tingenes væsen eller begreberne og opfatte verden som verdensåndens tænkning. Følgelig erkender verdensånden sig selv gennem mennesket. Hegel skrev om sin filosofi, at den var en „fremstilling af Gud i hans evige væsen før skabelsen af naturen og en endelig ånd".

Dette er kernen i den objektive idealisme, som mener, at verden ikke er baseret på menneskets personlige bevidsthed, men på den upersonlige ånd, den absolutte idé. Den objektive idealismes udgangspunkt er, at vi gennem tænkning erkender de materielle objekter, der eksisterer uden for vor bevidsthed, ved at udvikle begreber om tingenes væsen. Tænkning er altså et middel til at opnå viden om tingenes væsen, og denne viden udgør begrebet om deres væsen. Konklusionen er indlysende. Objektive idealister siger imidlertid, at hvis vi erkender tingenes væsen ved hjælp af tænkning, så må den virkelighed, der befinder sig uden for vor bevidsthed, og som undersøges af os, bestå af begreber og ikke af ting. Men er det måske logisk? Hvis vor viden om de materielle tings væsen er et begreb, er det absolut ikke ensbetydende med, at tingenes væsen selv er et begreb. Begreber eksisterer i vor bevidsthed, mens såvel tingenes væsen som tingene selv eksisterer udenfor. Det vil sige, at tingenes væsen ligesom tingene selv er materielle, til forskel fra begreberne, der er ideelle. En trekants væsen eksisterede også dengang, menneskene intet begreb havde om det, og selv da menneskene endnu ikke eksisterede. Begrebet „trekant" opstod først, da menneskenes viden havde nået et tilstrækkeligt højt niveau. Det siger sig selv, at tingenes materielle væsen er primært, mens tanken om dette væsen, dets genspejling i begrebet er sekundært. Videnskaben bekræfter derfor materialismens rigtighed og den objektive idealismes uholdbarhed.

Hertil indvender de objektive idealister, at den materielle verden er enkeltstående ting, som hver især har deres begyndelse og afslutning, mens den ideelle verden er almene begreber, der hverken opstår eller forsvinder; de er med andre ord evigt eksisterende. Men selv om hver ting virkelig er forgængelig, kan det samme ikke siges om den materielle verden som helhed. Enhver materiel ting udspringer af andre materielle ting (i modsat fald måtte den udspringe af intet). Den kan ikke forsvinde sporløst, for idet den dør, afføder den andre materielle ting. Den materielle verden har altså hverken nogen begyndelse eller afslutning, den er evigt eksisterende. Ser vi tilbage på begrebsverdenen, deler den selvfølgelig skæbne med menneskeheden, som har udformet begreberne og bruger dem. Og menneskeheden opstod på et bestemt tidspunkt; heller ikke Hegel tilskrev den nogen evig eksistens. Vi ved, hvornår begreber som „patricier", „len", „fabrik", „elektron" og mange andre opstod, og omvendt, hvornår begreber som „epicyklus", „flogiston" og andre blev opgivet. Begreberne er foranderlige og forgængelige. De opstår på bestemte trin af den menneskelige videns udvikling, de præciseres og udvides. Naturen, som er uden begyndelse og afslutning, er primær, mens dens genspejling i menneskenes bevidsthed, begrebsverdenen, som har sin begyndelse og dermed også sin afslutning, er sekundær.

„Den uendelige verdensånds" tænkning, der eksisterede før skabelsen af naturen og en eller anden „endelig ånd", dvs. mennesket, anses i den objektive idealisme for at være verdens grundlag. Men selv om mennesker for det første ofte har iagttaget en person uden tænkning (ved besvimelse, under narkose osv.), har ingen nogen sinde truffet tænkning uden menneske. For det andet: selv ved at gå ind på det usandsynlige - at tænkning eksisterer uden en materiel bærer, kan det så også godtages, at naturen er et produkt af denne tænkning? For at realisere en tanke er det påkrævet, at bestemte materielle fænomener er til stede (som også eksisterer før tanken realiseres). Grundlaget for realiseringen af en tanke er nogle materielle fænomeners omdannelse til andre, der er opstået under idéprocessen. Materielle fænomener er aldrig et produkt af ingenting. Det har videnskab og praksis bevist. Ingen objektiv idealist har nogen sinde været i stand til at modbevise dette eller kunnet fremlægge et eneste bevis for, at en kropsløs ånd har skabt naturen af intet. Kun den, der ikke regner fornuft og videnskab for noget, kan tro på den slags påstande. „Det har været min agt at medvirke til at bringe filosofien nærmere til videnskabens form.. ." skrev Hegel, at gøre den til faktisk viden. Men ligesom Berkeley bryder Hegel imidlertid med videnskabelig viden og tilslutter sig troen.

Ligesom der er subjektive idealister, som ikke tror på gud, således finder vi også objektive idealister, der i ord benægter hans eksistens. Men kan man undgå, at idealisme fører til religion, blot ved at stryge ordet „gud" af den filosofiske lære? Lenin besvarer spørgsmålet således: enhver form for idealisme betragter naturen som sekundær, som produkt af bevidstheden. For at „producere" naturen må man imidlertid eksistere uafhængigt af den. „Det vil sige, der eksisterer noget uden for naturen og som ydermere frembringer naturen. På russisk kaldes det for gud. De idealistiske filosoffer har altid bestræbt sig for at ændre denne sidste benævnelse, gøre den mere abstrakt, mere tåget. . ." Det ændrer dog ikke sagens kerne. Det idealistiske svar på filosofiens grundspørgsmål strider mod videnskabelig viden, mod menneskenes fornuft og praksis; derfor åbner enhver form for idealisme objektivt vej for religionen, selv hvis idealisterne benægter det nok så meget.

Den subjektive og objektive idealisme har endnu ét træk tilfælles. Alt eksisterende, siger Hegel, - både naturen („den forstenede", ubevidste tanke) og menneskets bevidsthed (tanken, der erkender sig selv) - er tanke. Kernen i den objektive idealisme er netop, at tænkning og væren gøres identiske. Og de subjektive idealister anser alt eksisterende - både naturen og menneskets bevidsthed - for at være den menneskelige ånds subjektive oplevelser. Derfor er både objektive og subjektive idealister enige i at reducere alt eksisterende til bevidsthed, såvel det, der normalt kaldes materielt, som det, der normalt kaldes ideelt. De sætter med andre ord lighedstegn mellem materie og bevidsthed. Resultatet er, at alle former for idealisme bestrider så åbenlyse kendsgerninger som for eksempel, at mine tanker om en teaterbillet og billetten selv er to forskellige ting. Ligegyldigt hvor indtrængende jeg forsøger at overbevise billetkontrolløren om, at tanken om en billet og billetten selv kommer ud på ét, så lader han mig aldrig slippe indenfor på tanken.

I hverdagen støtter folk sig på, at alle vore opfattelser, forestillinger, tanker og begreber om ting afhænger af tingene selv og ikke omvendt. Når alt kommer til alt, eksisterer tingene jo også, selv om vi ikke opfatter dem. Derfor støtter menneskene i deres dagligdag det materialistiske standpunkt. Men de spekulerer ikke på hvorfor. De tager det for givet. Hvori består forskellen mellem denne „hverdagsmaterialisme" og den filosofiske materialisme? Ved at stille argumenter for og imod den filosofiske materialisme op mod hinanden kan vi se, at det materialistiske svar på filosofiens grundspørgsmål ikke er nogen instinktiv forhåndsafgørelse, men en logisk slutning, som nødvendigvis følger af alle videnskabers opdagelser om naturen, om mennesket og dets tænkning - kort sagt af menneskehedens erfaringer som helhed. Vi vil nu komme nærmere ind på to vigtige videnskabelige beviser for det materialistiske svar på filosofiens grundspørgsmål.

Eftersom videnskaben aldrig har opdaget tegn på sansning eller tænkning i døde (uorganiske) objekter, anses liv som den første og ubetingede forudsætning for bevidsthed. Hvornår opstod der liv på Jorden? Her bidrager forskellige videnskaber til at finde svar på spørgsmålet. Fysikerne har for eksempel opdaget, at man kan fastslå geologiske aflejringers alder med ret stor præcision ved at måle halveringstiderne for de radioaktive stoffer i en bjergart. Gennem denne metode har geologerne kunnet fastslå såvel jordskorpens alder - den er omkring fire milliarder år - som varigheden af de enkelte geologiske perioder. Ved at undersøge jordskorpens forskellige lag har geologer og palæontologer opdaget, at der for mere end tre milliarder år siden ikke engang fandtes de mest primitive former for liv på Jorden.

Mikrobiologiske undersøgelser har vist, at mikroorganismer - de ældste levende legemer på Jorden - er ude af stand til sansning, for ikke at tale om tænkning. De besidder kun pirrelighed. Palæontologernes studier af forstenede dyr har vist, at der over en periode på flere hundrede millioner år udvikledes stadig mere komplicerede dyr; frem til tertiærtiden (for 69 millioner til 1 million år siden) opstod pattedyrene, indbefattet højere pattedyr, der både formåede at sanse, opfatte og nære forestillinger. Bevidsthed, evnen til at tænke, mødes imidlertid kun hos mennesker. Og analyser af radioaktive stoffers halveringstid i de lag af jordskorpen, som indeholder forstenede knogler af hominider, menneskets umiddelbare forfædre, har vist, at mennesket udskilte sig fra dyreriget for 5 til 1 million år siden.

Hvis Jorden og alt, hvad der findes på den, er produkt af sanser eller tanker, har man ret til at spørge, hvis sanser, hvis tanker Jorden var gennem de milliarder af år, da der intet levende fandtes på Jorden. Men dette spørgsmål kan idealisterne ikke besvare videnskabeligt. Lenin påpeger: „Naturvidenskaben bekræfter positivt, at Jorden engang eksisterede i en tilstand, hvor ikke noget menneske eller overhovedet noget levende væsen fandtes eller kunne findes på den. Den organiske materie er et senere fænomen, frugten af en langvarig udvikling. . . Materien er det oprindelige - tanken, bevidstheden og sanseindtrykkene er produkter af en meget høj udvikling." Det eneste alternativ er altså at anerkende enten den moderne naturvidenskab og materialismen, der udspringer heraf, eller idealismen med deraf følgende fornægtelse af elementære sandheder, som videnskaben har fastslået med sikkerhed.

Undersøgelser af den højere nervevirksomheds fysiologi har vist, at vi under hjernebarken finder storhjernens såkaldte hemisfærer, højt specialiserede områder i hjernen, hvor sanseindtrykkene opstår, når pirring af sanseorganerne (øjet, øret osv.) overføres til dem af det respektive områdes centripetale (indadledende, sensitive) nerver. Hvis ét område i endehjernen bliver alvorligt skadet, er resultatet blindhed; hvis et andet område i tindingen bliver beskadiget, tabes hørelsen. Ødelæggelse af visse områder i hjernebarken sætter en person ude af stand til at opfatte genstande som helhed, skønt farver stadig kan opfattes. Der findes områder (eller snarere punkter) i barken, hvis pirring ved elektricitet vækker klare erindringer i menneskets bevidsthed, osv. Selv en ubeskadiget hjerne reagerer skarpt på iltmangel. Det mindste fald i ilttilførslen til hjernen efter beskadigelse af blodomløbet vil påvirke dens funktioner alvorligt og senere medføre total bevidstløshed.

Videnskaben har uigendriveligt bevist, at sanseindtryk og tanker kun opstår, når hjernen, dette komplicerede materielle organ, fungerer normalt. Bevidstheden afhænger med andre ord af en specielt opbygget materie (hjernen), som ikke afhænger af bevidstheden. Naturvidenskaben „holder ufravigeligt fast ved, at tanken er en funktion af hjernen, og at sanseindtrykkene, dvs. billederne af den ydre verden eksisterer i os fremkaldt af tingenes indvirkning på vore sanseorganer". På den anden side mener subjektive idealister, at ethvert legeme, herunder også hjernen, er en kombination af sanseindtryk, hvoraf følger, at hjernen er et produkt af bevidstheden og ikke omvendt. Ligesom Mach, forkaster også den subjektive idealist Richard Avenarius (1843-1896) naturvidenskabernes domme, idet han hævder, at „hjernen ikke er et tænkeorgan", at forestillinger og sanseindtryk ikke er psykiske funktioner af hjernen. Lenin bemærker, at han således „fornægter. . . fysiologiens mest elementære sandheder". Igen må vi vælge mellem de af fysiologien dokumenterede kendsgerninger og følgelig materialismen, eller idealismen, som tvinger os til at afvise, hvad der er blevet bevist af den højere nervevirksomheds fysiologi.

Hvorved adskiller filosofisk viden sig fra anden videnskabelig viden? Før Marx var det en udbredt opfattelse, at filosofien leverede udtømmende, færdige svar på bogstavelig talt alle spørgsmål om naturen, mennesket og dets tænkning. Den tyske idealistiske filosof Johann G. Fichte (1762-1814) skrev, at filosofi „udtømmer al menneskelig viden i dens grundtræk. . . Enhver gennemført undersøgelse løser et spørgsmål en gang for alle. ." De tyske filosoffer Leibniz', Kants og Hegels filosofiske systemer repræsenterede forsøg på at give færdige løsninger på alle afgørende spørgsmål, selv hvor de nødvendige videnskabelige resultater endnu ikke var til stede.

Marx og Engels havde en anden opfattelse af filosofien og dens opgaver. De problemer og love, som kemien, botanikken og enhver anden enkeltvidenskab beskæftiger sig med, angår kun et område eller en side af virkeligheden. Men der findes almene problemer, som berører alle områder, og almene love, der virker inden for alle områder af natur, samfund og tænkning. Disse almene problemer og love behandles hverken af kemien, botanikken eller nogen anden enkeltvidenskab. De undersøges af filosofien. Da vi behandlede filosofiens grundspørgsmål, erfarede vi, at dets korrekte løsning udsprang af den viden, som var indhøstet af alle videnskaber tilsammen. Det samme gælder alle andre filosofiske problemer. Filosofien undersøger og sammenstiller kendsgerninger og love, der er opdaget af forskellige videnskaber; den sammenfatter dette materiale og drager de konklusioner, som nødvendigvis følger deraf. Filosofi er altså videnskaben om de mest almene love, der bestemmer udviklingen i natur, samfund og tænkning. Filosofi er den videnskab, der udgør konklusionen af menneskenes samlede viden.

Uanset forskningsområde anvender enhver videnskabsmand begreber som det materielle og det ideelle, årsag og virkning, bevægelse og hvile, kontinuitet og diskontinuitet, sandhed og vildfarelse. Den betydning, forskeren tillægger disse begreber, er for ham eller hende ofte selvindlysende. Betydningen af disse begreber er imidlertid nært knyttet til en bestemt opfattelse af de almene problemer og love, som filosofien undersøger. Ved at tillægge begreberne en bestemt betydning bygger videnskabsmanden faktisk sine undersøgelser på løsningen af visse almene problemer, skønt han måske ikke er sig det bevidst. Når han støtter sig til en bestemt opfattelse af de almene love, til en bestemt løsning af de almene problemer, indtager han, bevidst eller ubevidst, et bestemt filosofisk standpunkt. Dette hindrer ikke nogle forskere i at være fuldstændig uvidende om, at deres arbejdsprincipper repræsenterer en bestemt filosofi, akkurat som Moliére's Jourdain, der ikke anede, at han hele livet havde talt prosa.

Det grundlag, en videnskabsmand bygger på i sin forskning, i sit arbejde, kaldes for forskningens grundprincipper eller metode. Og som vi netop har set, tegner det den filosofi, som den pågældende videnskabsmand faktisk anvender. Filosofi er altså ikke blot konklusionen af alle videnskaber (og den praksis, de anvender), men tillige en metode, en ledetråd for alle videnskaber og al praksis. Videnskaben står ikke stille. Vigtige opdagelser har ofte medført revolutionerende omvæltninger og gjort det nødvendigt at præcisere og endda revidere hidtidige videnskabelige konklusioner. Herom bemærkede Lenin: „.. .Naturvidenskaberne skrider fremad så hurtigt og oplever en tid med så dybtgående revolutionerende brydninger på alle områder, at de under ingen omstændigheder kan undvære filosofiske konklusioner." Derfor kan der ikke findes noget færdigt eller udtømmende system af viden. Filosofien må udvikles, efterhånden som de enkelte videnskabers viden tiltager, præciseres og uddybes. Således bidrager videnskaberne til udvikling af filosofien. Og ligesom den filosofi, der er udformet på grundlag af et højere udviklingstrin i videnskaben, er mere sand og præcis, således er også den deraf følgende videnskabelige og praktiske virksomhed mere resultatrig og frugtbar. Den fremragende engelske fysiolog John Scott Haldane (1860-1936) skrev: „Mit gradvist stigende kendskab til den dialektiske materialisme har inspireret mig til en god del af mine nyligt publicerede undersøgelser... Jeg anser dialektisk materialisme for et værdifuldt redskab i forskningen. ..". Den materialistiske filosofi bidrager således til videnskabernes udvikling, som til gengæld hæmmes af den idealistiske filosofi. I en kommentar til den skadelige indflydelse, som idealistiske opfattelser havde haft på fysikeren Ernst Machs videnskabelige arbejde, skrev Albert Einstein: „Dette er et interessant eksempel på, hvordan filosofiske fordomme kan hæmme selv videnskabsmænd med dristig tænkning og fin intuition, når kendsgerningerne skal fortolkes."

Filosofi er altså viden, som ikke findes i nogen anden videnskab. Marxismen forkaster den opfattelse, som opstod i oldtiden, og som nu forfægtes af eksistentialisterne; ifølge den har filosofien angiveligt intet tilfælles med viden om virkeligheden, og ved at ignorere og se bort fra videnskabelig viden viser filosofien mennesket, at det ikke bør stole på denne viden, men udelukkende på sin egen indre verden, hvor det finder svar på alle spørgsmål om, hvad det skal stræbe efter og i almindelighed gøre og ikke gøre. Endnu en opfattelse fra oldtiden kan vi støde på i vore dage. Den hævder, at viden om, hvad der sker i naturen, samfundet og menneskenes bevidsthed, er det eneste, der vedkommer filosofien. Og intet andet. Udtrykket „at se tingene filosofisk" anvendes ofte med en vis bagtanke; det gælder om kun at iagttage begivenhederne, ikke harmes eller begejstres, ikke blande sig; ondt og godt kommer ud på ét. Hvis en person derimod har idealer, hvis han kæmper for sine idealer og bekæmper det, han opfatter som uretfærdigt eller forkert, siges om vedkommende, at han er praktiker, at hans mål og idealer intet har at gøre med filosofi.

Denne opfattelse af filosofien blev fuldstændig forkastet af Marx, der skrev: „Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den."² Filosofien besvarer ikke kun spørgsmålet om verdens beskaffenhed, men også hvilken holdning vi skal tage til den, hvordan vi skal omforme den. Dette er ikke ren og skær viden om det eksisterende, men vor holdning til det eksisterende, et bestemt syn på verden - en verdensanskuelse, som stiller os bestemte mål og opgaver. Filosofien gør selve den videnskabelige forklaring af virkeligheden til et redskab, hvormed samme virkelighed kan forandres. Her møder vi endnu en forskel mellem filosofien og de øvrige videnskaber. Som eksempel kan nævnes den lov, der fastslår, at „akkumulation. . hele tiden producerer. .. en tilskuds- eller overskydende arbejderbefolkning", dvs. arbejdsløshed. Denne lov anerkendes af videnskaben, ikke fordi Marx eller andre anser den for rigtig, men fordi den giver sand viden om kapitalismen. Enhver videnskab søger kun viden inden for det område, den undersøger. Objektiv viden afhænger ikke af forskerens idealer eller sympatier og antipatier. Spørgsmålet om, hvad vi skal stræbe efter og hvilken holdning vi skal indtage til virkeligheden, besvares af filosofien. Den udtrykker menneskets praktiske holdning til verden, dets verdensanskuelse. Da mennesket er et samfundsmæssigt væsen, er dets verdensanskuelse et samfundsmæssigt fænomen, og i klassesamfundet udtrykker denne verdensanskuelse en bestemt klasses interesser. Modsætningen mellem de to retninger i filosofien (materialismen og idealismen) er nu som før et af klassekampens udtryk. Disse to modstående retninger udtrykker altså filosofiens partiskhed.

Af den grund ræsonnerer modstandere af marxismen omtrent således: enten er filosofi sand viden og dens påstande er sande i den udstrækning, det er lykkedes for filosofiens ophavsmænd at finde ud af, hvad den sande virkelighed repræsenterer. Om de enkelte påstande er til fordel for nogen eller ej, har ingen betydning i det givne tilfælde, eftersom sandhedens røst gør interesserne stumme; eller det er filosofiens opgave at fremsætte teser, der gavner en bestemt klasses interesser. Her spiller det ingen rolle, om de nævnte teser er sande eller ej, for nu behøver de jo ikke at svare til virkeligheden, men blot til den givne klasses interesser. Derfor konkluderer de, at påstandene om, at „filosofien udtrykker sand viden" og „filosofien udtrykker klasseinteresser" gensidigt udelukker hinanden. Vi må imidlertid huske, at filosofien opstod som følge af samfundets deling i klasser. I hver konkrete periode af klassesamfundets historie ser vi, hvordan de klasser, der har udlevet sig selv - ligesom det system, hvori de besad magten - bekæmpes af andre klasser, som må knuse det forældede system for at hjælpe samfundet op på et højere udviklingstrin. De reaktionære klassers bevidsthed afspejler samfundet af i går; de er ikke i stand til at se, at løbet er kørt for den gamle orden, at den har udlevet sig selv. Kort sagt rummer deres bevidsthed forkerte forestillinger om tingenes faktiske tilstand. Men dertil kommer, at de reaktionære klasser har vital interesse i at få alle samfundets medlemmer til at dele deres forkerte forestillinger, for så længe de er fremherskende, vil masserne tro på det eksisterende systems urokkelighed og acceptere det uden indvendinger.

De revolutionære klasser er derimod objektivt interesseret i at gøre sandheden tilgængelig for så mange medlemmer af samfundet som muligt, for så længe masserne fæster lid til de reaktionæres skrøner, er det vanskeligt at rejse dem til kamp mod den eksisterende samfundsorden. Kun ved at erkende sandheden kan de sejre i den revolutionære kamp. Betyder dette, at sande og falske påstande om selve samfundslivet kun øver indflydelse på, hvad der sker i samfundet? For at undersøge om det forholder sig sådan eller ej, vil vi se på den bitre strid, der udviklede sig gennem renæssancen mellem tilhængere og modstandere af Kopernikus' og hans arvtager Galileis ideer. De stridende parter og deres idemæssige holdninger var udtryk for modsatte klasseinteresser. Skønt hverken Kopernikus eller Galilei nogen sinde havde berørt samfundsmæssige eller politiske problemer i deres skrifter, blev mange mennesker brændt på bålet for at støtte deres ideer. Heller ikke Kopernikus og Galilei ville have undgået samme skæbne, hvis ikke Kopernikus var død omkring udgivelsen af sit hovedværk Om himmellegemernes kredsbevægelser (De revolutionibus orbium coelestium) i 1543, og hvis ikke Galilei efter anklagen om kætteri havde afsværget sin opfattelse. Alligevel måtte den 70-årige Galilei tilbringe de sidste ni år af sit liv i arrest, påtvunget ham af inkvisitionen for, som dommen lød, „at have forsvaret... doktrinen om, at Solen er jordbanens centrum, og at det ikke er Solen, men Jorden, der bevæger sig fra vest mod øst.. ." Galilei blev dømt, fordi den videnskabelige sandhed, han forsvarede, væltede den fremherskende anti-videnskabelige verdensanskuelse. Vi har tidligere været inde på modsætningsforholdet mellem den videnskabelige og anti-videnskabelige verdensanskuelse. En videnskabelig opfattelse af virkeligheden lærer menneskene at være kritiske og at kontrollere det, de hører, med erfaringen og fornuften; dette hjælper dem til at trænge ind til sandheden om samfundets udvikling. Den anti-videnskabelige verdensanskuelse indgiver menneskene den opfattelse, at de hverken skal stole på videnskaben eller deres egen erfaring og forstand, men udelukkende på hvad deres ledere fortæller dem („føreren tænker for dig"). Det vil sige, at selv i tilfælde, hvor videnskabsmændene ikke ytrer ét ord mod det bestående system, vil den viden og den videnskabelige verdensanskuelse, de lægger frem, hjælpe menneskene til at finde rede i de eksisterende forhold. Forståelsen heraf betyder også, at menneskene mister den blinde tillid til dem, der skamroser systemet, og i stedet indser, at den givne samfundsorden har udlevet sig selv og må vige pladsen for et nyt system. Når massernes bevidsthed således gribes af den videnskabelige verdensanskuelse, vil den tjene deres interesser og hjælpe dem til at forstå de opgaver, der rejser sig og hvordan de løses.

Sandheden er massernes ideologiske våben i kampen mod den bestående orden og de reaktionære klasser, som forsvarer den. Og løgnen, der udbredes af de reaktionære klasser, forvandler masserne til afmægtige og lydige undersåtter. Af den grund er kampen for sandhed mod løgn, for viden mod tro, for videnskab mod religion klassekampens ideologiske udtryk. Den materialistiske løsning på filosofiens grundspørgsmål er den sande opfattelse af virkeligheden, mens den idealistiske løsning er falsk. Derfor er modsætningen mellem de to lejre i filosofien altid genspejlet i klasseinteressernes modsætningsforhold. Også i vore dage tjener materialismen proletariatets og andre progressive klassers interesser, mens idealismen står i bourgeoisiets og andre udbytterklassers tjeneste. Lenin påviste, at idealismen imidlertid ikke udspringer af klasseinteresser alene. Selve erkendelsesprocessen kan afføde idealisme, da den er proces, som „. . . i sig rummer mulighed for fantasiens flugt fra virkeligheden; hvad mere er: mulighed for en forvandling (og tilmed en af mennesket ubevidst forvandling) af det abstrakte begreb, ideen, til fantasi". Hvis indholdet af alle idealistiske retninger blot kunne reduceres til påstanden om bevidsthedens primære karakter - eller med andre ord, hvis påstanden var falsk fra a til z - ville deres rolle i historien udelukkende have været reaktionær, og de ville intet som helst kunne bibringe os. Imidlertid har Leibniz, Kant, Hegel og andre filosoffer, trods deres idealisme, ydet betydelige bidrag til menneskets søgen efter sand videnskabelig viden. Idealisten Hegel udviklede for eksempel den dialektiske metode. Selv om han ikke anvendte den på naturens, men kun på begrebernes udvikling, var der her tale om en revolutionær metode.

Hvilke klasseinteresser, en filosofisk retning tjener, afhænger af dens indhold og ikke af dens ophavsmands hensigter. Den tyske ideolog Ernst Haeckel, som for øvrigt støttede borgerlige politiske synspunkter, udgav i 1899 sit hovedværk Das Welträtsel (Verdensgåden), hvori han ved sit forsvar for materialismen slog bunden ud af idealismen. Følgen var, at bourgeoisiet i alle lande indledte en heksejagt mod ham, og i Rusland blev der afsagt dom for, at hele oplaget af bogen i russisk oversættelse skulle brændes. Lenin bemærkede, at „den populære bog blev til et våben i klassekampen", et våben mod bourgeoisiet, trods forfatterens borgerlige politiske holdning. Bogdanovs filosofiske skrifter derimod (kritiseret af Lenin i Materialisme og empiriokricisme), hvis hensigt var at bekæmpe bourgeoisiet til fordel for proletariatets interesser, tjente i praksis førstnævnte, eftersom forfatteren dybest set forfægtede idealistiske standpunkter. Den marxistisk-leninistiske filosofi udgør såvel videnskaben om de love, der styrer udviklingen i natur, samfund og tænkning, som arbejderklassens verdensanskuelse, der fastholder de kommunistiske idealer og moralprincipper. Opklaring af sandheden og forsvar af klasseinteresserne udelukker ikke hinanden, de betinger tværtimod hinanden. Det er grunden til, at den marxistisk-leninistiske filosofi tjener som redskab for revolutionær omformning af samfundet og som metode til videnskabelig analyse af samfundsmæssige fænomener, hvorved den bidrager til at finde korrekte veje til arbejderklassens historiske mål.

Da kapitalismen blev rodfæstet i Vesteuropa og forvandlede millioner af bønder til lønarbejdere, som måtte slide sig ihjel i umådelig fattigdom, troede mange arbejdere, at kilden til deres elendighed lå i maskinerne, i den maskinelle produktion, der havde erstattet manuelt arbejde. Dette er baggrunden for den spontane massebevægelse af maskinstormere (the Luddites), som blussede op i begyndelsen af det 19. århundrede. Men selve livet fik snart masserne til at se anderledes på samfundsprocesserne. I forskellige lande udspilledes de første klassekampe mellem proletarer og magthavere. Chartistbevægelsen i 1830érnes og 1840érnes England, de franske arbejderopstande i 1831 og 1834, væveropstandene i Schlesien (Tyskland) i 1844 og de efterfølgende strejkekampe gjorde det klart, at en ny klasse var opstået, der var bestemt til ikke alene at afskaffe kapitalismen, men også afslutte den æra, hvor mennesker udbyttes af andre mennesker. For at fuldbyrde denne drastiske omvæltning måtte proletariatet have langt bedre viden om samfundets udviklingslove og langt større forståelse for at anvende dem, end tilfældet havde været for andre revolutionære klasser, der på tidligere trin havde gennemført mindre dybtgående sociale omdannelser. Der krævedes et nyt ideologisk våben, en ny verdensanskuelse for at fuldføre opgaver, som var uden fortilfælde i historien. Således var de materielle, socialhistoriske forudsætninger for den marxistiske filosofi. Dens opståen i idemæssig forstand var forberedt af hele den forudgående udvikling inden for filosofi, naturvidenskab og samfundsvidenskab, hvis resultater Karl Marx (1818-1883) og Friedrich Engels (1820-1895) byggede på.

En af de største landvindinger i filosofien før marxismens opståen var Hegels dialektik. Hvad er så dialektik? For 2500 år siden fandtes endnu ingen enkeltvidenskaber som fysik, geografi, botanik osv. Der eksisterede kun én form for viden - filosofi (græsk: kærlighed til visdom), som omfattede alt. Filosofferne favnede såvel de jordiske som de himmelske fænomener, såvel den døde som den levende natur, såvel samfundet som tænkningen. Herved kunne de naturligvis ikke undgå at bemærke visse fælles træk ved fænomenerne, nemlig at de alle befandt sig i en tilstand af stadig bevægelse, opståen og forsvinden, at de alle var forbundet med hinanden på en eller anden måde og mærket af indre modsætninger. „Denne primitive, naive, men inderst inde rigtige opfattelse af verden" kaldes almindeligvis dialektisk tænkning eller blot oldtidens dialektik. „Men denne opfattelse, så rigtigt den end gengiver den almene karakter af fænomenernes totalbillede, rækker dog ikke til at forklare de enkeltheder, hvoraf helhedsbilledet er sammensat, og så længe vi ikke kender dem, har vi heller ikke nogen klar forestilling om helhedsbilledet. For at erkende disse enkeltheder må vi tage dem ud af deres naturlige eller historiske sammenhæng og undersøge dem hver for sig. . Himmellegemernes, Jordens, mineralernes, planternes og dyrenes opbygning og karakteristika studeres af specialvidenskaberne. Men i oldtiden fandtes sådanne videnskaber ikke, ej heller den tilsvarende viden. Det, der fandtes, var rent og skært grubleri, baseret på simple iagttagelser uden videnskabelige eksperimentelle beviser. Heri lå svagheden i oldtidens dialektik.

Tiden gik, og en efter en opstod specialvidenskaberne. Men i mere end to tusinde år var forsøgene på at finde ind til naturfænomenernes kerne domineret af grublerier og spekulationer. Først i det 16.-17. århundrede tog den eksperimentelle naturvidenskab form. I denne periode opstod den klassiske mekanik, der med forbløffende præcision kunne forklare en mængde jordiske og astronomiske fænomener, som fandt udstrakt anvendelse i produktionen. Fysikken opnåede kolossal viden om lys, varme, magnetisme og elektricitet. Den nye videnskab, astronomien, erhvervede så detaljeret viden om solsystemets opbygning, at dens hovedteser på dette område har bevaret deres gyldighed den dag i dag. Datidens jordomrejser og geografiske opdagelser udvidede menneskets kendskab til kontinenter, oceaner, have, bjerge, stepper, ørkener, floder og søer. I slutningen af det 18. århundrede havde botanikere og zoologer studeret og beskrevet titusinder af plantearter og næsten 20.000 dyrearter. For første gang blev menneskets anatomi undersøgt. Mekanikken løb dog fra alle øvrige videnskaber. Dens succes på en lang række områder, dens eksperimentelle bekræftelse og matematiske præcision indgav videnskabsmændene tro på, at mekanikkens love var nøglen til alle fænomener i både den døde og levende natur. Dette mekanistiske syn var fremherskende blandt videnskabsmænd i det 17.-18. århundrede. Ud fra mekanikkens princip om, at ethvert legeme forbliver i en tilstand af hvile eller jævn retliniet bevægelse, med mindre det af ydre kræfter tvinges til at ændre denne tilstand, blev det udledt, at al bevægelse skyldes en ydre kraft, som tvinger legemet til at forandre sin hidtidige tilstand. Naturvidenskabsmændenes mekanistiske opfattelser blev fuldt ud delt af samtidens materialistiske filosoffer.

Astronomiens opdagelser i det 16.-17. århundrede besad et væsentligt særtræk, idet videnskabsmændene dengang ikke vidste, at solsystemet engang havde været anderledes end nu, eller at det tidligere slet ikke havde eksisteret. Tværtimod udledte man af den klassiske mekaniks love, at planeterne altid havde bevæget sig i de samme baner og ville gøre det i al evighed. De geografiske opdagelser havde givet megen ny viden, men intet bevis for, at Jordens overflade engang havde set anderledes ud end i dag. Heraf konkluderede man, at kontinenter, oceaner, bjergkæder, floder, stepper og ørkener var, som de altid havde været. Jordens overflade ville med andre ord forblive som i tidernes morgen. Botaniske og zoologiske oplysninger om mange tusinder dyre- og plantearter gav intet fingerpeg om, at de i forgangen tid ikke havde eksisteret. Tværtimod syntes alt at bevise, at selv om hver enkelt plante og hvert enkelt dyr kom til verden og forgik, eksisterede arterne og deres specielle iboende træk uendeligt. De var, som de altid havde været. De indsamlede videnskabelige kendsgerninger tydede på, at selv om alt i naturen befandt sig i en tilstand af bevægelse, var bevægelsen blot en gentagelse af de samme uændrede kredsløb og former. Og da disse former - de vigtigste på alle områder af naturen - var evige og uforanderlige, frembragte bevægelsen intet væsentligt nyt (mens intet væsentligt nogen sinde var forsvundet fra det gamle). Denne konklusion var naturlig for datidens videnskab. For at undersøge objekternes indbyrdes forbindelser og vekselvirkning og som følge deraf deres indre processer og forandringer, måtte videnskabsmændene have tilstrækkelig information om objekternes struktur. Datidens forskere kunne imidlertid kun få disse oplysninger ved at se bort fra, hvad der skete med objekterne (fra deres forbindelser, vekselvirkning og forandringer). Således kom det undersøgte område til at fremstå som en helhed af uforanderlige legemer, dvs. færdige ting. De opdagede forskelle og modsigelser eksisterede udelukkende mellem de enkelte objekter og aldrig inden i dem, hvilket blev anset for aldeles usandsynligt.

Denne fremgangsmåde var nødvendig og effektiv i begyndelsen, men blev siden en vane. Forbindelserne og forandringerne, som man midlertidigt havde set bort fra, begyndte nu at forekomme uvæsentlige og siden som ikke-eksisterende. Følgen var, at den enkelte videnskabsmand på sit snævre forskningsområde opdagede en mængde helt specifikke træk, som gjorde det aldeles usammenhængende med og forskelligt fra de andre områder i naturen. Således opstod den mening, at enhver bevægelse var en gentagelse af de samme evige, uforanderlige former, at verden var en helhed af legemer, af færdige objekter, som ikke kunne rumme indre modsigelser, og at fænomenernes indbyrdes forbindelser kun var af ydre, uvæsentlig karakter. Denne opfattelse retter kun søgelyset mod én side af alt det, der sker i verden: de for bevægelsen karakteristiske gentagelser og den for materielle legemer karakteristiske stabilitet og dernæst kun mod modsigelser mellem ting. En så ensidig opfattelse af verden, stik modsat dialektikken, kaldes for den metafysiske metode eller metafysik. Med udgangspunkt i datidens videnskabelige viden benyttede materialistiske filosoffer den metafysiske metode, som dengang var fremherskende i videnskaben. Ligesom mekanicismen spillede metafysikken en progressiv rolle på sin tid. og videnskabsmænd samlede omfattende viden om verden ved at følge denne metode. Men den metafysiske opfattelse af bevægelsens indhold, af sammenhænge og modsætninger, var et tilbageskridt i forhold til oldtidens dialektik.

Svaghederne i det 18. århundredes materialisme blev taget op af idealisterne, som kritiserede dens mekanistiske og metafysiske fremgangsmåde. Men kritikken var som regel baseret på ren spekulation og ikke på naturvidenskabelige resultater, hvorved idealisterne blev ude af stand til at præsentere deres modstandere for en mere korrekt videnskabelig udviklingsopfattelse, fordi de selv i høj grad ræsonnerede efter metafysisk mønster. Forandringen kom med Hegels lære, der markerede et vendepunkt i dialektikkens historie. Marx skrev, at Hegel var „den første, som alsidigt og bevidst har givet en fremstilling af dens [dialektikkens] almindelige bevægelsesformer". Hegels lære øvede stor indflydelse på hans samtidige. I den ideologiske kamp, der udviklede sig i Tyskland på tærsklen til 1848-revolutionen, støttede både modstandere og tilhængere af monarkiet og religionen (henholdsvis ung- og gammelhegelianere) sig til Hegels dialektiske idealisme. Men senere skiltes deres veje. Ludwig Feuerbach (1804-1872), en af unghegelianerne, gik imod Hegels filosofi, idet han kunne påvise, at den faktisk var et filosofisk forsvar for religionen. Ved at vise, at religionen og idealismen var fejlagtig og derudover spillede en reaktionær rolle i samfundslivet, indtog Feuerbach et konsekvent materialistisk standpunkt. Feuerbachs forsvar for materialismen og ateismen gjorde kolossalt indtryk. Engels har beskrevet „hvor begejstret Marx hilste den nye opfattelse, og i hvor høj grad han. . . stod under dens indflydelse. .. .Begejstringen var almindelig: vi var alle feuerbachianere med det samme". Da Feuerbach i 1839 tilsluttede sig materialismen, var Marx 21 og Engels 19 år. Begge var hegelianere, men deres kæmpende ateisme og revolutionær-demokratiske synspunkter fik dem snart til at bryde med idealismen. Det var uundgåeligt, at Marx og Engels blev materialister; Feuerbachs arbejde var i høj grad med til at lette og fremskynde denne overgang. Engels skrev, at næst efter Hegel var Feuerbach den af alle filosoffer, der øvede størst indflydelse på hans og Marx' senere arbejde. Det blev dog hurtigt klart for dem, at samtidig med at Feuerbach nedbrød idealismen i Hegels filosofi, forkastede han også dens rationelle kerne, dialektikken. Så skønt Feuerbach var nået langt videre end det 18. århundredes materialister, formåede han dog ikke at gøre op med deres største mangler.

Hvad er så indholdet af Hegels dialektik, som Marx og Engels i modsætning til Feuerbach satte så højt, og som de benyttede ved udformningen af den dialektiske og historiske materialisme? Hegels dialektik lyder først og fremmest på, at skønt der også er gentagelser i bevægelsen, gentages intet fuldstændigt i bevægelsen, hverken de enkelte ting eller udviklingens trin og former. Verden indeholder ingen former, som i al evighed gentager sig selv og er uforanderlige. Der findes overhovedet intet evigt i verden, bortset fra den evige udskiftning af gamle former og fænomener med nye. Ifølge Hegel er alt i verden kædet sammen til ét hele, hvis enkelte bestanddele er indblandet i en uendelig mangfoldighed af forbindelser. Dette er et punkt, som under ingen omstændigheder må overses i videnskabeligt arbejde. Hegels dialektiske metode anerkender, at der findes modsigelser mellem tingene, men opfatter kun dette som én side af sagen. Langt vigtigere er den anden side, nemlig at alle ting er modsigelsesfyldte i sig selv, og at de indre modsigelser er roden til al bevægelse og livskraft; kun såfremt noget indeholder en modsigelse, bevæger det sig. Hegels dialektiske metode afslørede uholdbarheden i den metafysiske opfattelse, der blot rettede sin opmærksomhed mod stabiliteten i de reale fænomener og vor opfattelse af dem, og som derfor betragtede verden som en helhed af færdige ting (og tænkningen som en helhed af færdige begreber). En sådan opfattelse, påpeger Hegel, overser det andet, det vigtigste aspekt: alle tings evige foranderlighed i verden, som ikke er en helhed af færdige ting, men af processer, sammenhænge og. forbindelser. Hermed var Hegel den første til at fremføre, formulere og i detaljer udarbejde dialektikkens hovedlove, der styrer al udvikling. Han gav en dybtgående dialektisk fortolkning af de mest almene begreber (kategorier), som spiller en overordentlig stor rolle i videnskab og praksis. Endelig var Hegel den, der mere udførligt og korrekt end nogen før ham klarlagde den komplicerede, mangesidede og modsigelsesfyldte karakter ikke kun af tænkningen, men af hele erkendelsesprocessen.

Men hvor meget Marx og Engels end påskønnede Hegels dialektik, kunne de ikke indarbejde den i deres lære, fordi den var idealistisk og følgelig led af alvorlige skavanker. For det første udledte Hegel ikke dialektikkens love fra livet, men fra tænkningen. Han fastholdt, at naturen og menneskets historie måtte være underkastet disse love, fordi alt i natur og samfund blot er en afglans af tænkningens udvikling, af den absolutte idé. For Marx og Engels gjaldt det imidlertid ikke om, „at indbygge dialektikkens love i naturen, men at opdage dem i naturen og udvikle dem af den". Marx og Engels udviklede en materialistisk dialektik, hvori de dialektiske love først og fremmest viser sig som den materielle verdens (naturens og samfundets) udviklingslove, mens tænkningens love er en særegen genspejling heraf i menneskenes bevidsthed. For det andet: skønt Hegel anså udviklingen for evig, afslutter den absolutte idé i hans filosofiske system sin udvikling. Derfor betragtede Hegel sin filosofi som endelig, altomfattende viden, mens det samfund, hvori den var udviklet, fremstod som det afsluttende trin i menneskehedens udvikling. Men et „altomfattende, en gang for alle afsluttet system til erkendelse af naturen og historien står i modsætning til den dialektiske tænknings grundsætninger"¹ ligesom det „sidste", endelige trin i samfundets udvikling. Hegel ofrede den dialektiske metodes vigtigste princip, udviklingsprincippet, til fordel for sit idealistiske system. Eftersom Hegel var idealist, betragtede han det som nedværdigende for den absolutte idé at være legemliggjort i naturen. Den fremadskridende dialektiske udvikling tilskrev han udelukkende den „bevidste tanke", dvs. mennesket. Hvad angår den „ubevidste tanke", dvs. naturen, udvikler den sig, ifølge Hegel, ikke i tid. Af denne grund skriver Marx, at „hos Hegel står dialektikken på hovedet. Man må vende den om. . .". For Marx og Engels drejede det sig om at udvikle en materialistisk dialektisk metode, diametralt modsat Hegels idealistiske dialektik.

Kritisk brug af Feuerbachs materialistiske ideer og Hegels dialektik er blot et aspekt af Marx' og Engels' filosofiske arbejde, der sikrede kontinuiteten mellem deres egen og deres filosofiske forgængeres lærer. Det andet aspekt er Marx' og Engels' teoretiske sammenfatning af den nye videnskabelige viden. I det 19. århundrede havde studiet af varme, magnetisme, elektricitet og lys afsløret, at det var udelukket, at alt, selv inden for fysikken, kunne reduceres til mekaniske fænomener. Og endnu tydeligere sås det på områderne kemi, botanik og zoologi. Naturvidenskabernes fremskridt fjernede fuldstændig grunden under mekanicismen. Hvor Hegel på overbevisende måde havde påvist tænkningens indre modsigelsesfyldte karakter, kunne det 19. århundredes videnskabelige undersøgelser lige så overbevisende demonstrere et utal af natur- og samfundsfænomeners indre modsigelsesfyldte karakter. I 1840érne opdagede man den universelle, for hele naturen gældende lov, som siger, at energien i et lukket system er konstant, og at energien kan forvandles fra en form til en anden, men ikke nyskabes eller gå tabt. Loven fastslog, at mekanisk, elektrisk, kemisk og varmeenergi under visse betingelser gensidigt kan antage hinandens former, og førte til den konklusion, at alle fænomener i universet er forbundne på en eller anden måde, at „enheden af al bevægelse i naturen ikke mere er en filosofisk påstand, men en naturvidenskabelig kendsgerning".

I sidste halvdel af det 18. århundrede gav Mikhail Lomonosov og James Hutton udtryk for, at Jordens overflade, dens kontinenter, have, bjerge, floder osv. engang havde set ganske anderledes ud. I det 19. århundrede havde man indsamlet så meget materiale om de utallige og væsentlige forandringer, jordklodens overflade havde gennemgået, at geologien som videnskab opstod. Geologien kunne fastslå, at ingen periode i Jordens udvikling (prækambrium, palæozoikum, mesozoikum og kænozoikum) havde været en gentagelse af de forudgående perioder. Hver ny periodes indtræden betød, at flere kontinenter, øer, have, bjerge osv. forsvandt, mens helt nye geologiske fænomener tillige med væsentlige klimatiske ændringer opstod. I 1775 fremlagde Kant den tanke, at solsystemet ikke havde eksisteret evigt, men engang i fortiden var opstået ad naturlig vej; han formulerede en hypotese, ifølge hvilken solsystemet havde udviklet sig af en kosmisk tågedannelse. Men samtidens videnskabsmænd, hvis holdning var domineret af metafysikken, forblev passive over for opfordringen om ikke at betragte astronomiske fænomener som uforanderlige, evigt gentagne kredsløb. I 1796 blev Kants hypotese imidlertid støttet og videreudviklet af Laplace, og i midten af det 19. århundrede blev den underbygget matematisk. Selv om Kant-Laplaces hypotese om solsystemets oprindelse nu er forkastet til fordel for andre hypoteser, anerkendes grundtanken den dag i dag, nemlig at solsystemet engang opstod som et naturligt resultat af materiens udvikling.

Sammenlignende anatomi samt plante- og dyrefysiologi opstod som videnskaber og afslørede væsentlige ligheder og sammenhænge mellem temmelig fjerne arter. I første halvdel af det 19. århundrede kom den sensationelle opdagelse, at alle planter og dyr er opbygget af celler efter et stort set ensartet mønster, og at de ernærer og formerer sig på omtrent samme måde, uanset om der er tale om celler i alger eller træer, i infusionsdyr eller mennesker. Denne opdagelse levnede ingen tvivl om, at alle levende organismer er gensidigt forbundne. En anden ny videnskab, palæontologien, fastslog, at gennem millioner af år havde plante- og dyrearter afløst hinanden; nogle uddøde og andre kom i deres sted. Man erfarede, at intet i naturen var evigt, at udviklingstrin aldrig gentog sig, men bestandigt havde afløst hinanden. I midten af det forrige århundrede opdagede den engelske videnskabsmand Charles Darwin loven om den naturlige udvælgelse (natural selection), der forklarer sammenhængen mellem alle levende væsener, og som påviser, at deres udvikling ikke er gentagelse, men derimod uddøen af det gamle og tilblivelse af det nye. Allerede i første halvdel af det 19. århundrede havde naturvidenskaben altså forladt studiet af enkelte objekter og var i stedet gået over til at undersøge objekternes vekselvirkning og deres indre og indbyrdes forandringer. Man gik bort fra studiet af færdige ting til fordel for studiet af processer, sammenhænge og forbindelser. Og herunder opdagede man natur- og samfundsfænomenernes modsigelsesfyldte karakter.

Metafysisk tænkemåde kom således i konflikt med det 19. århundredes videnskabelige viden, som fastholdt den „universelle, alsidige, levende sammenhæng mellem alt og alle. . ." Den nyopnåede viden havde gjort det klart, at naturen ikke indeholder noget evigt ud over den evige skiften af udviklingsstadier, som hver især forsvinder før eller siden for at blive erstattet af et nyt stadium, som vil dele skæbne med sin forgænger; at verden ikke er en helhed af ting, men af processer, sammenhænge og forbindelser, at alle fænomener er kendetegnet af indre modsigelser. Disse konklusioner måtte nødvendigvis afføde en revision af de dominerende mekanistiske og metafysiske opfattelser, som havde grebet videnskabsmænd og filosoffer og nærmest antaget karakter af fordomme. Usædvanlig intellektuel styrke og dristighed var nødvendig for at sammenfatte videnskabens landvindinger filosofisk og erklære, at „i sidste instans fungerer naturen dialektisk og ikke metafysisk". Denne styrke og dristighed besad Marx og Engels.

Naturen eksisterer uafhængigt af mennesket, mens hele menneskets eksistens - både fysisk og åndeligt - afhænger af naturen. Om et menneske lever eller dør, om dets liv vil forme sig godt eller dårligt, afhænger af omgivelserne, af omverdenen. Denne verden indvirker på menneskets sanseorganer og fremkalder derved visse sanseindtryk, følelser og tanker i mennesket. Således begrundede materialisterne før Marx åndens afhængighed af naturen, bevidsthedens afhængighed af materien. Marx var den første til at forstå og afsløre ensidigheden i denne opfattelse, der hævdede, at kun den ydre verden er i stand til at påvirke mennesket; mennesket modtager denne påvirkning passivt og nøjes med at tænke over tingene og begivenhederne omkring sig. Men kan man overhovedet finde en person, som blot betragter ting, hører lyde, tænker og ellers intet gør. Ikke med mindre vedkommende er lammet og ude af stand til at bevæge hænder og fødder; men kun ganske få mennesker er ramt af så alvorlige lammelser og må da passes af andre, der bestemt ikke nøjes med at modtage sanseindtryk.

For at leve - som Feuerbach rigtigt bemærkede - må mennesket have tilfredsstillet visse behov. Men længere gik Feuerbach ikke. Marx påviste derimod, at for at overleve må mennesket have mad, klæder, husly, redskaber osv., og følgelig er mennesket tvunget til at indvirke på tingene omkring sig, således at de opfylder dets behov. Til forskel fra de gamle materialisters fantasimenneske, nøjes det virkelige menneske ikke med at se på - det handler; det finder sig ikke passivt i den ydre verdens indflydelse, men påvirker den selv. Den ydre verden forandrer mennesket, men mennesket forandrer også verden. Menneskets virke, hvorigennem det forandrer den ydre verden, kaldes praksis. Praksis er for det første indvirkning på naturen for at skaffe sig eksistensmidler (arbejde, produktion), for det andet påvirkning af andre mennesker (samfundsengageret virke) og for det tredje indvirkning på naturen for at opnå viden (videnskabelige forsøg).

Marx og Engels beviste, at praksis - som de gamle materialister overså - havde umådelig betydning for menneskets eksistens. 1) Praksis som produktion af eksistensmidler er den første betingelse for menneskets eksistens. Betydningen af denne form for praksis er klar, eftersom menneskets overlevelse afhænger heraf. 2) Både dyr og mennesker må indvirke på deres naturlige omgivelser for at beskytte sig selv mod sult, kulde og fjender. Der er imidlertid en afgørende forskel på menneskets arbejde og dyrets opførsel; dyret går i lag med et givent objekt direkte, mens mennesket virker ved hjælp af redskaber, det selv har fremstillet, og herigennem indtræder i visse relationer med andre mennesker. Disse relationer sætter sig spor i hele menneskets væremåde og former det til et samfundsmæssigt væsen. Arbejde gav stødet til menneskets tænkning, og takket være arbejde forvandledes den primitive hjord til menneskesamfundet med dettes moral, videnskab og kunst. Det var kort sagt arbejdet, der udskilte menneskene fra dyrene. Arbejdet er således den praksis, der gør os til mennesker, der er vort væsen. 3) Som den første påviste Marx, at menneskehedens udvikling fra lavere til højere civilisationstrin bestemmes af den materielle produktions udvikling, som i det lange løb bestemmer hele historiens gang. Følgelig har praksis den altafgørende rolle i historien. 4) De gamle materialisters fejltagelse var, at de talte om menneskets absolutte afhængighed af den ydre verden, og derved overså den anden side af sagen - omgivelsernes afhængighed af menneskets indflydelse. Menneskene har forandret Jordens ansigt til ukendelighed. Der er fældet enorme skovområder, drænet moser, skabt kunstige søer og floder; jordbunden, klimaet og atmosfærens sammensætning er i høj grad forandret, ligesom menneskene har udviklet nye plante- og dyrearter med henblik på dyrkning og opdræt. Naturen omkring os er præget af menneskets praktiske virke. Menneskene selv, deres indbyrdes relationer og de ting, de har frembragt, er alle produkter af dette virke. Selv om det stemmer, at de materielle betingelser i høj grad påvirker mennesket, er disse betingelser altså selv i stor udstrækning produkter af generationers praksis. De materielle betingelsers indflydelse på mennesket omfatter således også indflydelsen af andre menneskers praksis.

Med denne afsløring af den beskuende materialismes uholdbarhed viste Marx og Engels, at praksis spiller den afgørende rolle i menneskenes materielle og åndelige tilværelse. Frem til midten af det 19. århundrede havde endnu ingen formået at give en materialistisk forklaring på menneskesamfundets historie. Alle filosoffer, både idealister og materialister, var nået frem til en idealistisk fortolkning af samfundslivet. Men udviklingen af de samfundsmæssige relationer og samfundsvidenskaberne havde som bekendt fremlagt rigeligt materiale til en løsning af problemet. Først var det imidlertid nødvendigt at analysere og sammenfatte materialet grundigt, at drage korrekte konklusioner og overvinde de indgroede opfattelser, som havde domineret samfundet i århundreder, for derefter at betræde helt nye veje. Det gjorde Karl Marx. Han påviste, at de gamle materialisters historieopfattelse var uholdbar, og ved at bruge de seneste samfundsvidenskabelige oplysninger og underkaste det moderne samfund en tilbundsgående analyse, blev Marx i stand til at give en materialistisk forklaring på menneskehedens historie, hvilket vil blive behandlet senere. Lenin gjorde opmærksom på, at Marx var „grundlæggeren af den moderne materialisme, som er umådelig rigere i indhold og af en helt anderledes konsekvens end alle tidligere former for materialisme.. .". Den marxistiske filosofi betød nederlag for den mekanicisme og metafysik, som havde domineret den gamle materialisme, og at den dialektiske materialisme vandt indpas. Den gamle materialismes beskuende karakter blev overvundet og praksis' umådelige rolle forklaret. De gamle materialisters idealistiske syn på samfundet blev overvundet og den historiske materialisme skabt. Disse forandringer var så omfattende, at de gjorde den marxistiske læres opståen til et virkeligt, revolutionært vendepunkt i filosofien.

For 2.500 år siden ræsonnerede den indiske filosof, Kapila, således: intet er evigt; ting opstår ikke af intet, men af andre ting, som når de dør ikke forvandles til intet, men tjener som materiale for nye ting. Det, tingene er dannet af, vil kort sagt altid være til stede. Og Kapila når til den konklusion, at der findes et materiale, som hverken skabes eller tilintetgøres, hvoraf alle ting dannes, nemlig materie. Flere andre datidige filosoffer nåede på lignende måde frem til tanken om en materie. Oldgræske filosoffer på Kapilas tid søgte materien blandt de legemer, der umiddelbart kunne iagttages i naturen. Thales opfattede vandet som alle tings grundstof. Anaximenes mente, at luften var det egentlige grundstof, og Heraklit, at det var ilden. Empedokles troede, at universet var opbygget af elementer - jord, vand, luft og ild. Senere udformede Demokrit sin detaljerede opfattelse af materien, der efter hans mening, bestod af udelelige, evige, uforgængelige og uforanderlige partikler, som han kaldte atomer (græsk: átomos, „kan ikke deles"). Ifølge Demokrit er atomer så små, at de hverken kan ses eller føles, men de besidder hårdhed, størrelse, form, vægt og bevægelse. Enhver ting består af atomer, der er sat sammen og ordnet på en særlig måde. Tingen forgår, når den givne kombination af atomer brydes. Naturens mangfoldighed af legemer henfører Demokrit til atomkombinationernes mangfoldighed. Legemets overflade afstøder et ganske tyndt lag af atomer, der bibeholder det gamle legemes struktur; de indåndes ved vejrtrækningen og gennemtrænger vore sanseorganer, hvorved der skabes sanseindtryk, som på sin side afføder begreber. Både sanseindtryk og begreber stammer altså fra udstrålingen af atomer. Demokrits opfattelse går i korthed ud på: 1) materien, såvel som de legemer, den udgør, er virkelig og eksisterer uden for og uafhængigt af vor bevidsthed; 2) materien fremkalder vore sanseindtryk; 3) sanseindtryk og begreber er materiens aftryk, genspejlinger; 4) materien har bestemte fysiske egenskaber og er det stof, hvoraf alle ting er opbygget; den er naturens endelige og mest dybtgående trin; 5) materien er uforanderlig; atomerne vil i al evighed forblive, som de altid har været.

Demokrits opfattelse - at materien består af atomer, og at disse atomer er naturens uforanderlige, endelige niveau, der styres af mekanikkens love - blev delt af naturvidenskabsmændene helt frem til slutningen af det forrige århundrede, da man opdagede sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme. Kort efter blev de elektromagnetiske felter, bølger, ladninger og lysets elektromagnetiske natur opdaget og undersøgt. Dette førte til den nye videnskab, elektrodynamikkens opståen. Hverken felter, bølger, ladninger eller lys viste sig at indeholde atomer. Nogle mennesker håbede, at tiden trods alt ville vise, at det var atomer, som lå til grund for de elektromagnetiske fænomener. Andre indså, at man ikke kunne reducere alt til atomer og udtalte formodning om, at der ved siden af atomholdige legemer, dvs. materien, som de opfattede den, fandtes naturfænomener af en ganske anden art, f.eks. elektromagnetismen, som de anså for immateriel. Andre forskere betragtede ikke elektromagnetiske felter, bølger, ladninger osv., som reelle naturfænomener, men som kunstige begreber, fysikerne havde opfundet for at gøre det lettere at beskrive deres observationer. De fastholdt, at til forskel fra materie og atomholdige legemer, som angiveligt eksisterede reelt, fandtes de såkaldte elektromagnetiske fænomener kun i menneskenes bevidsthed og ikke reelt.

Den østrigske fysiker Ernst Mach indtog en anden holdning. Han erklærede, at intet (og ikke kun elektromagnetiske fænomener) kunne eksistere uden for bevidstheden. Der findes overhovedet intet ud over vore sanseindtryk, skrev han, og troen på atomer er ikke spor bedre end troen på hekse og trolde. Denne subjektive idealistiske teori blev forkastet af næsten alle naturvidenskabsmænd; kun nogle ganske få støttede Mach. Omkring århundredskiftet opdagede man, at atomerne i nogle grundstoffer forvandles til atomer i andre grundstoffer (radium-atomer forvandles for eksempel til radon-atomer og så til bly-atomer); man opdagede, at atomet er et system af elektrisk ladede partikler (elektroner) og elektromagnetiske felter, og at elektronmassen, i modsætning til den klassiske mekaniks love, forandrer sig med elektronernes hastighed. Det, som videnskabsmændene havde kaldt materie (atomer), blev nu reduceret til elektromagnetiske fænomener, til elektricitet eller energi, og anset for immaterielt! Efter disse opdagelser var flertallet af videnskabsmænd tilbøjeligt til at mene, at materien ikke bestod af atomer, men elektroner. Andre forskere, der tidligere havde anerkendt atomernes eksistens, men benægtet realiteten af elektromagnetiske fænomener, gik nu over til at mene, at hvis atomet fremstod som felter, bølger og ladninger, måtte det være ensbetydende med, at der ingen materie fandtes, men kun fysiske begreber. Alle tidligere, alment accepterede opfattelser inden for naturvidenskaberne blev nu underkastet skarp kritik. Naturvidenskaberne blev ramt af krise. Idealisterne var ikke sene til at udnytte denne krise og erklære, at de nye opdagelser angiveligt bekræftede de idealistiske opfattelser. Det blev tvingende nødvendigt at modbevise den nye form for idealisme; gennem filosofiske konklusioner af de nyeste videnskabelige resultater måtte man berige den marxistiske filosofi og vise vej ud af naturvidenskabernes krise. Denne opgave blev løst af Vladimir Iljitj Lenin i hans værk Materialisme og empiriokriticisme.

Lenin fastslog, at Machs „nye" lære faktisk var Berkeleys gamle lære om igen, og at den var aldeles uforenelig med videnskab. De nye opdagelser, skrev Lenin, havde afsløret uholdbarheden af den metafysiske materialisme, der betragtede naturen (atomerne) , som uforanderlig, uendelig i omfang, men endelig i dybde, og kun så alt som mekanisk bevægelse. Ikke alene var de nye videnskabelige opdagelser en bekræftelse af den dialektiske materialisme, men de gjorde det tilmed muligt at berige den gennem de filosofiske konklusioner, som Lenin kunne drage på grundlag af opdagelserne. På overbevisende måde klarlagde Lenin, at naturen er uendelig såvel i dybde som i bredde, at „elektronet er lige så uudtømmeligt som atomet, naturen er uendelig. . ." den når ikke noget „endeligt" trin. Påstanden om, at materien bestod af elektroner i stedet for atomer, ville derfor blot være en ny variant af den metafysiske materieopfattelse. Kernen i denne sag er, at ved overgangen fra et trin til et andet og mere dybtgående trin forsvinder mange egenskaber ved det tidligere trin og erstattes af andre, nye egenskaber. Der findes ingen uforanderlige ting eller egenskaber,; ingen uforanderlig bevægelsesform, hvortil bevægelse på noget trin kan reduceres. Atomets elektromagnetiske struktur er ikke bevis på dets „afmaterialisering", men på at mennesket har opnået større viden om atomet. Fysikernes problem var, at de kun kendte den mekanistiske og metafysiske materialisme. Og derfor antog de mekanicismens og metafysikkens sammenbrud for materialismens sammenbrud. „Når de bestred uforanderligheden af de hidtil kendte elementer og egenskaber i materien, lod de sig forlede til at bestride selve materien. . ." Naturvidenskaben, skrev Lenin, „... vil besejre alle slags kriser, dog kun gennem den uundgåelige udskiftning af metafysisk materialisme med den dialektiske materialisme.. ", og fremfor alt ved at udskifte det snævre materiebegreb (kun omfattende atomer) med et bredt dialektisk begreb. Materien er „. . . den objektive realitet, der eksisterer uafhængigt af den menneskelige bevidsthed og genspejles af denne". „... Materien er det, der fremkalder sanseindtrykket ved at indvirke på vore sanseorganer. . ". Sådan lyder Lenins definition af materien. Den omfatter tre punkter: 1) materie er det, der eksisterer uden for og uafhængigt af bevidstheden; 2) materie er det, der fremkalder sanseindtryk i os; 3) materie er det, som vore sanseindtryk og bevidsthed genspejler. Det, der fremkalder sanseindtryk er materielt, men ikke alle materielle fænomener fremkalder sanseindtryk. Vi sanser for eksempel ikke ultraviolette stråler eller processer i Solens indre. Under al hensyntagen til betydningen af andet og tredje punkt består hovedforskellen mellem det materielle og det immaterielle i, at førstnævnte eksisterer uden for bevidstheden. Lenin skriver: „.. .Den eneste ,egenskab' ved materien, som filosofisk materialisme binder sig til at anerkende, er den egenskab at være en objektiv realitet, at eksistere uden for vor bevidsthed." Netop her finder vi kernen i Lenins materieopfattelse. Ikke kun alt materielt, der eksisterer objektivt, men også alt objektivt eksisterende, er materielt.

Nu kan man spørge: er skygger materielle? Eller er det manglende genskær af lysstråler fra en overflade materielt? Eller et eksempel fra hverdagslivet: den kendsgerning, at jeg har en sum penge, er uden diskussion et materielt fænomen. Men hvad med den kendsgerning, at jeg står uden penge. Enhver, der har oplevet at stå uden en krone på lommen, ved udmærket, at såvel pengemangel som det modsatte er realiteter, der eksisterer uden for menneskenes bevidsthed. Begge fænomener er altså lige materielle. Når vi desuden tager i betragtning, at verden ikke er en samling af færdige ting, men en helhed af processer, sammenhænge og forbindelser, vil vi se, at forestillingen om det materielle som noget legemligt, noget håndgribeligt (dvs. den metafysiske materialismes opfattelse) må vige pladsen for et nyt syn, ifølge hvilket både gravitationsfeltet, de elektromagnetiske bølger og alle slags forbindelser, der eksisterer uden for menneskenes bevidsthed (herunder også samfundsmæssige relationer) er materielle fænomener.

Videnskabelige opdagelser i vor tid bekræfter Lenins materieopfattelse, hvis betydning er kolossal. Tidligt i vort århundrede mente man, at alt i naturen enten bestod af diskontinuerte mikropartikler (stof) eller kontinuerte elektromagnetiske felter. Man anså dem for i det store og hele at være underlagt de samme love som objekter med masse og hastighed, også kaldet makroobjekter, som vi møder i hverdagen. Det forekom lige så indlysende, at når diskontinuert stof (hvor bevægelsen sker ad en bestemt linie, med en bestemt impuls i hvert punkt på linien) er det modsatte af et kontinuert felt (hvor bevægelsen har form af bølgeudbredelse), så kan intet objekt være stof og felt samtidigt. Med udforskningen af disse felter og partikler, hvis masse er milliardendedele af en milliardendedel af et gram, og som bevæger sig omtrent med lysets hastighed, opdagede videnskabsmændene en forunderlig verden, mikrokosmos. I denne mærkelige verden mister visse af den klassiske mekaniks love deres gyldighed og erstattes af andre; stof og felt falder sammen i et og samme objekt, og partikler besidder ikke samtidig en bestemt impuls (bevægelsesmængde) og en bestemt beliggenhed. Tværtimod. Jo mere bestemt en partikels beliggenhed er, jo mindre bestemt bliver dens impuls og omvendt. Da disse og andre usædvanlige love i mikrokosmos blev opdaget, udvikledes en ny gren af fysikken, kvantemekanikken. Dette skete frem til midten af vort århundrede.

Og nok engang fik idealisterne travlt med at bruge dens usædvanlige karakter, idet de hævdede, at kvanteobjekter og -processer ikke eksisterede reelt, men blot var begreber, som videnskabsmændene havde opfundet til forklaring af deres forsøg. Dette blev imidlertid afvist af tidens største fysikere. Således skrev en af kvantemekanikkens ophavsmænd, Louis de Broglie, at hvad enten en fysiker studerede mikro- eller makroobjekter, ville han som fysiker være sikker på deres objektive eksistens, for „det er tvivlsomt, om vedkommende kunne drive sin forskning nyttigt, hvis han opgav troen på en objektiv realitet". Einstein gjorde igen og igen opmærksom på, at sikkerheden for den ydre verdens eksistens uafhængigt af forskeren lå til grund for hele naturvidenskaben. Planck og Born, der bidrog betydeligt til kvantemekanikkens udformning, indtog samme holdning. Om mikropartikler skrev Born: „Jeg fastholder, at vi er berettiget til at anse disse partikler for reale i en betydning, der ikke er væsentlig forskellig fra ordets sædvanlige betydning." Om den dobbeltbundede holdning, der accepterer realiteten af tingene i hverdagen (makrokosmiske objekter), men benægter realiteten af mikrokosmiske objekter, skrev Born, at „der er en kontinuert overgang mellem dem. . . Hvor slutter den makrokosmiske realitet, som eksperimentatoren lever i. .. og hvor begynder atomernes verden, hvori tanken om virkelighed er illusion og forbandelse? En sådan grænse findes selvfølgelig ikke; hvis vi er tvunget til at tillægge de almindelige ting i hverdagen, inklusive videnskabelige instrumenter og materialer, der benyttes ved forsøg, realitet, kan vi ikke undlade at gøre ligeså med objekter, som kun kan observeres ved hjælp af instrumenter". Og Born konkluderer, at kvanteteorien „kalder på nye veje til beskrivelse af den fysiske verden, men ikke på benægtelse af dens realitet". Dét er holdningen blandt vor tids største fysikere, hvis forskning har bevirket, at de spontant er nået frem til visse af den dialektiske materialismes grundsætninger, skønt de ikke støtter den marxistiske filosofi. Men en række af nutidens fremragende fysikere stiller sig bevidst på den dialektiske materialismes side, idet de anerkender den som den eneste filosofi, der er i overensstemmelse med moderne videnskab. Det gælder således Paul Langevin, Frédéric Joliot-Gurie, Jean-Pierre Vigier, Sakata Shoi-chi og mange andre. Alt dette bekræfter Lenins forudsigelse om, at materialismens ånd, der ligger i selve naturvidenskaben, vil gøre denne videnskab i stand til at overvinde alle kriser.

Først må man gøre sig klart, hvad henholdsvis materie og bevægelse er. Vi har tidligere været inde på materiens natur og vil nu se på bevægelsens. Allerede i det forrige århundrede blev det fastslået, at mekanisk bevægelse blot er en af materiens forskellige, omend indbyrdes forbundne bevægelsesformer. Engels udviklede følgende principper i den marxistiske opfattelse af materiens bevægelsesformer. For det første er materiens bevægelsesformer kvalitativt forskellige, og ingen af dem kan reduceres til en anden form. Selv om kemiske reaktioner spiller en betydelig rolle i de processer, der forekommer i et dyrs organisme og i dyrearternes dannelse, ville det være en slem fejl at reducere dyrelivet til en kemisk bevægelsesform. Når liv opstår, indtræder en række biologiske lovmæssigheder, som ikke forekommer i den uorganiske natur; liv er en af materiens bevægelsesformer, der adskiller sig kvalitativt fra de øvrige (skønt den er forbundet med andre bevægelsesformer). For det andet forvandles nogle bevægelsesformer under bestemte betingelser til andre former. Således opstod livet som en ny form for materiens bevægelse på et vist trin af de kemiske processers udvikling og tiltagende kompleksitet. I en bestemt fase af denne udvikling blev mennesket skilt ud fra dyreverdenen; hermed opstod en ny form for materiens bevægelse, nemlig de samfundsmæssige processer. For det tredje indeholder materiens komplicerede bevægelsesformer også relativt simple former, men er på ingen måde summen af disse. Kemiske reaktioner omfatter altid elektromagnetiske og andre fysiske processer, skønt den afgørende rolle her tilkommer kemiens love. Ingen vitale processer i planter og dyr kommer uden om et stort antal kemiske reaktioner, selv om den afgørende rolle her tilkommer de biologiske love. Alle samfundsmæssige processer må nødvendigvis indeholde de biologiske processer, der forekommer i menneskets organisme. Men den afgørende rolle tilfalder selvfølgelig samfundets udviklingslove.

Engels fremsatte desuden den vigtige tanke, at klassificering af materiens bevægelsesformer er grundlaget for videnskabernes klassificering, en tanke, som videnskabernes senere udvikling har bekræftet. På baggrund af vor tids videnskabelige opfattelser kan vi gruppere materiens bevægelsesformer i følgende: 1) dens fysiske bevægelsesformer, dvs. forandringer af de materielle objekters beliggenhed i rum samt deres hastighed, masse, energi, elektrisk ladning, temperatur, omfang og andre karakteristika; 2) dens kemiske bevægelsesformer, dvs. forvandling af ét stof til et andet; dannelse og opløsning af molekyler, forbindelser mellem atomer; 3) dens biologiske bevægelsesformer, dvs. liv, og forandringer der forekommer i plante- og dyreorganismen; 4) dens samfundsmæssige bevægelsesformer, dvs. forandringer, der objektivt indtræffer i menneskesamfundet og kun dér. Disse bevægelsesformer eksisterer objektivt, uden for menneskets bevidsthed og er materielle processer, mens bevægelse i menneskets følelser, stemninger og tanker kun eksisterer i bevidstheden. Selvfølgelig kan følelser og tanker ikke eksistere uden deres materielle bærer, dvs. hjernen. Hertil påpegede Lenin: „Men at kalde tænkningen for materiel betyder at gøre et fejltrin i retning af sammenblanding af materialisme og idealisme." Samtidig med at menneskets tanker og følelser fremtræder som samfundsmæssige fænomener, er de også åndelige processer, og herved adskiller de sig fra alle øvrige samfundsmæssige fænomener, der er materielle processer. Dette viser ensidigheden i de mekanistiske materialisters opfattelse, der jo lød på, at bevægelse alene skulle være omrokering i rum, som udelukkende skyldes mekanikkens love, og at legemer i bevægelse herunder forbliver uforanderlige. Derfor er materien ifølge denne opfattelse uforanderlig og ubevægelig. Men jo dybere naturvidenskaberne trænger ind i naturens hemmeligheder, jo klarere bliver det, at naturen ikke indeholder uforanderlige objekter, og at materiens bevægelse ikke er indskrænket til en enkelt form, men omfatter enhver forandring overhovedet. Findes der da slet ingen hvile i verden?

Når lavaen fra et vulkanudbrud er stivnet, indtræder den tilsyneladende i en tilstand af hvile. Men kun tilsyneladende. Den faste lavamasse undergår hele tiden forandringer som følge af temperatursvingninger, regn, blæst, bølgeslag, elektromagnetiske processer osv., der før eller siden vil få lavamassen til at smuldre. Hvor længe dens hviletilstand end varer, vil denne altid være et midlei tidigt, forbigående fænomen. Endelig bevæger lavamassen sig i forhold til Solen på samme måde som Jorden. Generelt inden for mekanikken vil to legemer, der foretager ensartede bevægelser i forhold til et tredje, befinde sig i hvile i forhold til hinanden. Ethvert legeme i hvile bevæger sig altså; kun i et bestemt forhold befinder det sig i hvile. Det vil sige, at hvile kun er bevægelsens specifikke tilfælde. Mens hvile er midlertidig, relativ, er bevægelsen evig, absolut. Bevægelsen kan med andre ord hverken skabes eller tilintetgøres. Af denne grund mislykkes alle forsøg på at udlægge naturlovene som bevis for, at bevægelse kan tilintetgøres, og at der kan forekomme materie uden bevægelse. Man prøvede for eksempel at udlægge termodynamikkens anden lov på den måde. Denne lov siger, at i et lukket system, der ikke modtager og afgiver energi, vil alle energiformer have tendens til at forvandle sig til én form, nemlig varme. Da varme kun kan overføres fra et varmere til et koldere legeme, må temperaturen i alle dele af systemet før eller siden blive nøjagtig den samme; i systemet opstår varmebalance, hvorunder ingen af energiens former kan omdannes til andre former. Nogle fysikere, f.eks. Rudolf Glausius og William T. Kelvin, betragtede universet som et lukket system og konkluderede derfor, at i løbet af en kortere eller længere periode ville alle energiformer, undtagen varme, forsvinde, hvorefter varmebalance („universets varmedød") ville indtræde.

Bevægelsen kan imidlertid ikke tilintetgøres, hverken kvalitativt eller kvantitativt. Hvis bevægelsen mistede sin evne til at ændre form, ville en eventuel varmebalance føre til bevægelsens undergang. Engels satte lighedstegn mellem teorien om universets varmedød og påstanden om, at bevægelsen kan tilintetgøres. Desuden ville teorien om universets varmedød indebære, at bevægelsen både skulle have begyndelse og afslutning. Hvis der indtræder et tidspunkt, da bevægelsen mister evnen til at forvandle form, må der altså også have været et tidspunkt, da den fik denne evne. Den, der tror, at universet går en varmebalance i møde, må dermed mene, at „verdensuret må trækkes op, så går det, indtil det kommer i den ligevægtstilstand, fra hvilken kun et mirakel kan bringe det i gang igen". Hvis universet kun kan bringes ud af sin truende ligevægt ved en ydre impuls, en overnaturlig krafts mellemkomst, dvs. et mirakel, må det altså også have været et mirakel, som anbragte universet i dets nuværende temmelig uafbalancerede tilstand. Derfor fastholder Engels, at ideen om, at bevægelsen kan tilintetgøres som antydet i varmedødsteorien, uvægerligt fører til religion. Og faktisk henviste pave Pius XII i 1951 til nævnte teori: „Jo længere vi går tilbage, jo rigere af fri energi finder vi materien. . . Alt tyder således på, at det materielle univers var ladet med utrolig store energireserver og på et vist tidspunkt modtog en kraftig første impuls. Således skabelse i tid: og derfor en Skaber; og følgelig Gud."

I sin kritik af varmedødsteorien udtrykte F. Engels sikkerhed for, at naturvidenskabernes udvikling ville gendrive den. I det 19. århundrede udtalte fysikeren Ludwig Boltzmann, at tendensen i retning af, at alle bevægelsesformer forvandles til varme i et lukket system, er det samme som en forandring af systemet fra mindre til mere sandsynlige tilstande. I midten af vort århundrede blev det imidlertid fastslået, at alle tilstande i et system, bestående af et uendeligt antal partikler, er lige sandsynlige. Antager vi, at universet er et system af et uendeligt antal partikler, må vi følgelig erkende, at varmebalance aldrig bliver dets mest sandsynlige tilstand. Og ifølge den almene relativitetsteori forbliver de betingelser, hvorunder universet eksisterer, ikke uændrede. Derfor er universet ikke et lukket system, og selv om det skulle indeholde et begrænset antal partikler, ville det stadig ikke opnå varmebalance. Moderne naturvidenskab bekræfter den dialektiske materialismes grundsætning, at bevægelse er materiens indre egenskab, dens eksistensmåde.

Termodynamikken og den elektromagnetiske teori, som opstod i det 19. århundrede og dækkede et meget bredt område af naturfænomener, tog ikke hensyn til atomerne (forbindelsen mellem atomer og elektromagnetiske fænomener var endnu ikke fastslået) . Næsten alle videnskabsmænd var af den opfattelse, at kun materien bestod af atomer, mens alt andet (energiprocesser, elektromagnetisme) blev regnet for at være „energi", ikke materie. Wilhelm Ostwald, tysk kemiker og fysiker, mente, at når nu termodynamikken og elektrodynamikken havde løst et utal af fysikkens og kemiens problemer uden hensyn til atomernes eksistens, så måtte det antages, at også de øvrige naturvidenskabers problemer kunne løses uden at tage højde for atomet. For atomet eksisterede ikke i energien, og alle naturfænomener kunne indordnes under energibegrebet, mente han. Med den konklusion og uden tvivl om, at atomer og kun atomer var materie, afgjorde Ostwald, at naturens „sidste" trin ikke var materien, der for øvrigt ikke eksisterede, men bevægelsen alene. Alt i verden bestod af denne „rene" bevægelse. Hermed var stødet givet til „energetismen", en filosofisk retning, ifølge hvilken verden hverken var baseret på materie eller ånd, men på energiprocesser, som blev identificeret med bevægelse. Ostwald opfordrede til at gøre op med såvel materialisme som idealisme og erstatte dem med energetisme: „Den enkle og naturlige fjernelse af de gamle vanskeligheder, som er affødt af modsætningen mellem begreberne ,ånd' og ,materie', ved at underordne dem begge under begrebet ,energi", forekommer "mig at vatre en stor gevinst.. ."

I Materialisme og empiriokriticisme afdækkede Lenin denne teoris fejlagtige natur. Påstanden om, at både ånd og materie lader sig reducere til energi, bemærkede han, er det samme som at sige, at der hverken findes materie eller tænkning, men kun bevægelse. Ingen forsker har imidlertid nogen sinde benægtet tankens eksistens. Og ikke underligt, for hvordan kan man udtrykke tanker og samtidig påstå, at de ikke eksisterer? Siger man tilmed, at tanker eksisterer, mens materie ikke gør det, er man inde på et idealistisk standpunkt, som ikke indeholder noget nyt. Dette er Lenins første argument mod energetismen. Hans andet argument lyder: „Ostwald forsøgte at slippe uden om dette uundgåelige filosofiske alternativ (materialisme eller idealisme) ved hjælp af en ubestemt brug af ordet ,energi'." Ostwald troede, at han på den måde ophævede modsætningen mellem materialisme og idealisme. Hvis man betegner bevægelsen uden for bevidstheden (de materielle,, fysiske, kemiske, fysiologiske og andre processer) som bevægelse i bevidstheden, „hvis man ,underordner' såvel materie som ånd under dette begreb, da er tilintetgørelsen af modsætningen i ord ubestridelig. . .". Men i virkeligheden består spørgsmålet fortsat, hvorvidt åndelige processer afhænger af materielle eller omvendt! Det samme gør den uforenelige modsætning mellem materialisme og idealisme, der giver modsatte svar på dette spørgsmål.

Opdagelsen af atomets elektromagnetiske natur gjorde det åbenbart, at Ostwald tog fejl, og i 1908 anerkendte han, at atomernes eksistens var hævet over enhver tvivl. I midten af det 20. århundrede kunne forskerne se atomerne ved hjælp af elektronmikroskopet. Alligevel blev der for relativt få år siden gjort forsøg på at genoplive det synspunkt, som Ostwald selv havde opgivet. I 1948 skrev Bertrand Russell nemlig: „Det er energi, ikke materie, der er grundlæggende i fysikken," fordi „. . . både relativitets- og kvanteteorien har erstattet det gamle begreb ,masse' med begrebet ,energi' ", og hvis energi har erstattet masse, har førstnævnte erstattet materie, da masse er materie. Russells henvisning til relativitetsteorien drejer sig om den vekselvirkning mellem energi og masse, som Einstein havde opdaget. Selv hvis vi antager, at Einsteins opdagelse virkelig betyder, at masse erstattes af energi, siger det intet om, at materien ikke eksisterer, at dens plads er overtaget af energi. Spørgsmålet om materiens eksistens drejer sig om, hvorvidt verden indeholder noget ud over tanker, følelser og sanseindtryk. Svaret på dette spørgsmål afhænger ikke af, om virkelige objekter besidder egenskaber som inerti og tiltrækning, dvs. masse. Desuden indebærer Einsteins opdagelse ingen udskiftning af masse med energi. Hvis vi anbringer et stykke jern på en kakkelovn, bliver det varmt, idet det modtager energi fra ovnen (der selv mister den samme mængde energi). Ifølge den klassiske mekaniks love ændrer jernstykkets og kakkelovnens vægt sig ikke - deres masse forbliver den samme. Einsteins opdagelse forkaster imidlertid denne antagelse og fastslår, at når ét objekt overfører sin energi til et andet, overfører det også en vis mængde af sin masse; og omvendt, når masse overføres fra ét objekt til et andet, ledsages det af en vis mængde energi. Einstein skriver: „. . . Et stykke jern vejer mere i rødglødende tilstand end i kold; stråling.. . udsendt fra Solen indeholder energi og har derfor masse; Solen og alle lysende stjerner mister masse ved at udsende stråling." Når et stykke jern ophedes på en kakkelovn er den derved tilførte masse ubetydelig. Men Solen, som udstråler enorme mængder af energi, mister hvert sekund fire millioner ton masse. Derfor var også dette forsøg på at genoplive energetismen en fiasko.

Nu rejser der sig et andet spørgsmål. Tanker, sanseindtryk og ønsker er immaterielle fænomener, som kun findes i menneskenes bevidsthed. Kan man derfor ikke konkludere, at sanseindtrykkenes, tankernes osv. skiften er bevægelse uden materie? Hvor det er forkert at tro, som energetisterne gør, at enhver form for bevægelse er bevægelse uden materie, vil det så ikke være korrekt at sige, at i de tilfælde, hvor processerne sker i menneskenes bevidsthed, er der tale om bevægelse uden materie? Det er korrekt, at opfattelser, sanseindtryk og ønsker ikke er materielle fænomener. Men hvert enkelt af disse er altid knyttet til en person. Tanker, følelser og ønsker har aldrig eksisteret noget sted uden mennesker. Og mennesket er et materielt væsen. Derfor er tankernes, følelsernes osv. skiften langt fra at være bevægelse uden materie, de kan kun finde sted i et materielt væsen, i mennesket. Kun idealisterne går imod alle videnskabelige og praktiske beviser og hævder, at tankerne eksisterer uden nogen materiel bærer. Men når det kommer til stykket, er bevægelse i og uden for bevidstheden umulig uden materie.

Alle materielle objekter har form, besidder størrelse i tre dimensioner, indtager en bestemt placering og befinder sig i en bestemt afstand og vinkel til andre objekter. Disse forhold betegnes også som rumlige former og relationer, som udstrækning eller rum. Rækkefølgen af skiftende eller samtidige materielle fænomener samt deres varighed og den uafvendelige karakter af fænomenernes skiften, har kun én dimension, én retning - fra fortid til fremtid. Disse forhold kaldes tidsmæssige relationer eller relationer i tid. Kan materien eksistere uden for tid og rum? Spørgsmålet har kun gyldighed for dem, der anerkender materiens eksistens. De subjektive idealister, som benægter eksistensen af noget som helst uden for bevidstheden, mener, at tid og rum kun er til stede i vor bevidsthed. De, der ikke betvivler materiens eksistens som objektiv realitet tager det imidlertid for givet, at alle materielle fænomener eksisterer i tid og rum, der ligesom materien ligger udenfor vor bevidsthed.

Spørgsmålet om, hvorvidt materien kan eksistere uden for tid og rum, blev rejst i det 18. århundrede af den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804). Han anerkendte, at tingene omkring os eksisterer uden for og uafhængigt af vor bevidsthed: „.. .Jeg er lige så fast overbevist om, at der findes ting uden for mig.. ., som jeg er sikker på, at jeg selv er bestemt til at eksistere i tid. " Kant var af den opfattelse, at tid- og rummæssige relationer, der er tingene iboende, kan vi kun lære at kende gennem vor kontakt med tingene, gennem erfaring, hvorunder „. .. objekter, som påvirker vore sanseorganer og delvis af sig selv fremkalder forestillinger, delvis vækker vor forståelsesevne til at sammenligne, forbinde eller adskille disse forestillinger og således omdanne råmaterialet fra vore sanseindtryk. . ." Erfaring er kilden til vore forestillinger om tingene. Det er umuligt at iagttage alle kendsgerninger af en bestemt art (f.eks. alle tilfælde af legemer, der nedsænkes i en væske). Uanset hvor mange kendsgerninger vi observerer, rækker vore erfaringer ikke til at udlede nogen almen lov, der udelukker undtagelser. Vi kan således ikke erklære, at alle legemer, der nedsænkes i en væske, udsættes for tryk. Af vor erfaring kan vi kun drage en enkelt konklusion; det kunne jo tænkes, at visse legemer ikke udsættes for tryk. Følgelig siger Kant: „Hvis en bedømmelse indebærer stram almengyldighed, dvs. ikke indrømmer mulige undtagelser, er den altså ikke udledt af erfaringen..." Vore geometriske slutninger om rum (for eksempel „den korteste afstand mellem to punkter er den lige linie") opfattes som almene regler uden mulighed for undtagelser. Vore slutninger om tid anses ligeledes for at være regler uden undtagelse. Disse slutninger er altså ikke blevet udledt af erfaringen. Og hvis vore forestillinger om tid og rum ikke er erfaringsbestemte, må kilden til dem findes i og ikke uden for bevidstheden. Heraf følger, at forestillinger om tid og rum er bevidstheden iboende som beskuelsesformer, der er til stede i bevidstheden før nogen som helst beskuen, iagttagelse eller erfaring.

For at bevise sin tanke anførte Kant desuden følgende. Man forestiller sig, at alle ting i verden er forsvundet; for sit indre øje vil man se et fuldstændig tomt rum. Men prøver man at forestille sig, at ikke blot tingene, men også den plads, det rum, de indtog, er forsvundet, vil man finde det umuligt. Man kan forestille sig, at ingen begivenhed finder sted. I vor bevidsthed opstår „tom" tid, hvor absolut intet sker. Men vi kan ikke forestille os, at selve tiden er forsvundet, at den har standset sin gang. Forestillingerne om tid og rum er med andre ord så organisk forbundet med vor bevidsthed, at denne ikke er i stand til ved egen magt at frigøre sig fra dem. Forestillingerne om tid og rum er kort sagt bevidstheden iboende og befinder sig i den, før tingene iagttages.

Påstanden om, at vore forestillinger om tid og rum ikke modsvarer virkeligheden, at de ikke fortæller om virkelige, objektivt eksisterende relationer eller egenskaber ved tingene, men om ideelle relationer, der kun eksisterer i bevidstheden, gør Kant til subjektiv idealist. Efter hans mening er forestillingerne om tid og rum et par briller, hvorigennem vi ser tingene. Uden for bevidstheden findes hverken tid eller rum. Således når Kant til den konklusion, at materien eksisterer uden for tid og rum. Kant har ret i, at almengyldige slutninger ikke kan udledes af beskuelseserfaringen. Imidlertid er erfaring ikke kun passiv beskuen; den påvirker også tingene aktivt og gør det muligt at drage slutninger, der har karakter af almengyldige regler. Vore matematiske slutninger om tid og rum besidder ifølge Kant en almengyldighed, der ikke er til stede i andre videnskabelige bedømmelser, som Kant selv erkendte var udledt af erfaring. Men love, som fysikken, kemien og andre videnskaber har opdaget, er også af almen karakter. Modsat Kants opfattelse findes ingen kløft mellem geometriske (og matematiske generelt) eller andre videnskabelige begreber. Vi forestiller os for eksempel et punkt som en lille prik på et stykke papir, en lige linie som en stram tråd og en flade som overfladen af et spejlglas. Vore forestillinger om rum er anskuelige gengivelser af det, vi har set eller følt.

Med sine rumbegreber udskilte geometrien visse egenskaber og forbindelser ved fysiske objekter og så bort fra deres øvrige egenskaber og forbindelser. Geometriske figurer besidder hverken stof, farve eller temperatur, og deres rummæssige karakteristika genspejles i geometriske begreber på en ret specifik måde. Oldtidens fremragende græske matematiker Euklid (ca. 300 f.v.t.) definerer et punkt som noget uden størrelse i alle tre dimensioner; en linie defineres som noget, der kun besidder længde, men mangler højde og bredde; en flade defineres som todimensional, i længde og bredde. Vi forstår det, men vi kan ikke forestille os det. Disse begreber bliver i vor bevidsthed gengivet som anskuelige forestillinger om en prik, en tråd eller et spejlglas. Skønt vore forestillinger og begreber om rummet utvivlsomt stemmer overens med tingenes faktiske rummæssige relationer og egenskaber, opstår der alligevel forskelle, idet geometriske ligesom alle andre videnskabelige begreber er mere udtømmende og præcise end vore forestillinger. Imidlertid er heller ikke geometriske begreber absolut præcise, men kun tilnærmelsesvist korrekte genspejlinger af objektive rummæssige relationer, idet de blot er sammenfatninger af menneskenes erfaring frem til det øjeblik, da begreberne blev skabt. Eftersom geometriske begreber kun tager en lille del af tingenes rummæssige egenskaber og relationer i betragtning og lader alt andet ude, kan man fra de givne egenskaber udlede en række logiske og præcise grundsætninger. I videnskaber, der er baseret på forsøg, må hver grundsætning præciseres og korrigeres, efterhånden som nyt bevismateriale indsamles. Det samme gælder geometrien, hvis grundsætninger ikke udtrykker legemernes egenskaber med absolut, men kun tilnærmelsesvis præcision.

Nikolaj I. Lobatjevskijs og Georg Riemanns grundlæggelse af nye geometrier (i henholdsvis 1826 og 1854) havde vist, at geometriske begreber udmærket kunne præciseres og korrigeres, og at vore konklusioner om rum ikke besad nogen „almengyldighed uden undtagelser". Følgende hypotese - „gennem et punkt uden for den rette linie kan der i samme flade kun trækkes én ret linie, parallelt med den givne rette linie" - havde for eksempel ingen gyldighed i Lobatjevskijs geometri. Desuden havde fysikerne opdaget materielle objekter, som modsvarede Lobatjevskijs geometri. I vort århundrede har relativitetsteorien ført til endnu en fundamental ændring af vore forestillinger om tid og rum. Denne ændring, dette omsving var på sin side en følge af menneskenes stadig større viden og erfaring.

Hermed fik man også den mest overbevisende gendrivelse af Kants tanke om, at disse begreber ikke er afhængige af erfaringen, at de udspringer af bevidstheden og ikke af den ydre verden. Hvis vi som følge af vor kontakt med tingene udleder den tanke, at tingene eksisterer uden for os, og at tanken er en genspejling af deres objektive eksistens - hvilket også Kant erkendte - da genspejler tid- og rumbegreberne (som ligeledes er afledt af kontakten med tingene) de materielle fænomeners objektivt eksisterende tid- og rummæssige egenskaber og relationer. Praksis gendriver den idealistiske opfattelse af tid og rum og bekræfter den materialistiske opfattelse, ifølge hvilken der ud over sanseindtrykkene, forestillingerne og opfattelserne af tid og rum, også findes tid- og rummæssige egenskaber og relationer uden for menneskets bevidsthed. Sådanne relationer er karakteristiske ikke for enkelte, men for alle materielle fænomener. Tid og rum er materiens almene eksistensformer.

Hvad ligger til grund for denne materialistiske opfattelse? For det første opstår sansninger uafhængigt af menneskets vilje og bevidsthed. Dette får de fleste filosoffer, bl.a. Kant, til at erkende, at sanseindtryk fremkaldes af objekter, der eksisterer uden for bevidstheden. For det andet opnår vi den mest pålidelige viden om naturen gennem videnskabelige undersøgelser af de forandringer, der kun forekommer i tid og rum. Hvad ville geologien være uden data om den rummæssige placering af jordskorpens lag, om kontinenternes beliggenhed, om varigheden af de skiftende geologiske perioder osv.? Hvad ville være tilbage af den elektromagnetiske teori, hvis vi afskar den oplysninger om elektromagnetiske felters rummæssige placering og elektromagnetiske bølgers bevægelse i tid og rum? Naturvidenskaben kan ikke eksistere uden tid- og rummæssige begreber, der er lige så korrekte genspejlinger af den objektive virkelighed som hele naturvidenskabens indhold. For det tredje viser dyrs adfærd, at de koordinerer deres handlinger med tid- og rummæssige forhold i naturen. Selv Mach, som ellers benægter, at tid og rum eksisterer uden for bevidstheden, indrømmer så meget. Han skriver: „. . . Tid og rum er velordnede systemer af orienteringssanseindtryk," der afføder biologisk hensigtsmæssige tilpasningsreaktioner. Dette gælder naturligvis også mennesket. „Hvis fornemmelserne af tid og rum kan give mennesket en biologisk formålstjenlig orientering, da er det udelukkende betinget af, at disse fornemmelser genspejler en objektiv realitet uden for mennesket: mennesket ville ikke kunne tilpasse sig biologisk til omgivelserne, hvis dets sanseindtryk ikke gav det en objektivt rigtig forestilling om dem." For det fjerde forandrer mennesket (i modsætning til dyret) omgivelserne og tilpasser dem sine behov. Herunder udvikler og afklarer mennesket sine begreber om tid og rum. Hvis ikke disse begreber var mere eller mindre korrekte genspejlinger af de objektivt eksisterende relationer mellem materielle fænomener, ville ethvert forsøg på at støtte sig til dem ved omformning af virkeligheden være dømt til at mislykkes.

De fleste filosoffer, fra oldtiden til 18. århundrede, mente, at der uden for og uafhængigt af atomerne eksisterede et ubegrænset tomrum, hvori atomerne bevægede sig; at der - som den franske materialist Pierre Gassendi skrev i det 17. århundrede - uden for atomerne kun eksisterer en eneste tid, som ikke afhænger af ting, for om tingene eksisterer eller ej, bevæger sig eller er i hvile, så flyder tiden jævnt og udsættes ikke for forandringer. Men den store græske filosof, Aristoteles (384-322 f.v.t), der anerkendte den objektive realitet af tid og rum, mente dog, at rummæssige egenskaber og relationer var uadskillelige fra legemerne, at de ikke eksisterede uden for materien, og at noget tomrum ikke fandtes. I middelalderen tolkedes Aristoteles' tanke som „naturen frygter tomrum", og indtil det 17. århundrede mente man, at det blev bekræftet gennem bl.a. driften af en pumpe, hvori væsken forebygger tomrum, idet den overvinder sin egen vægt og bevæger sig opad (en frigang mellem stemplet og væskens højde i røret). Tanken om, at rummet var uadskilleligt fra materien blev i det 17. århundrede støttet af to fremragende filosoffer, Decartes og Leibniz. For eksempel afviste Descartes eksistensen af et tomrum: „Der findes intet andet end materie i hele universet." Alle nabolegemer kommer i berøring med hinanden og påfører hinanden tryk eller stød, som øjeblikkeligt spreder sig gennem hele universet. Leibniz skrev på sin side: „. . . der findes intet rum, hvori der ikke findes materie." Alligevel mente flere videnskabsmænd, at der virkelig fandtes et tomrum, og blandt dem var grundlæggeren af den klassiske mekanik, Isaac Newton. Han troede på eksistensen af et såkaldt absolut rum - et absolut ubevægeligt tomrum, der adskilte himmellegemerne fra hinanden - og en absolut tid - en strøm af varighed, der eksisterede uden for materien, og som ikke kunne forandres af materielle processer eller begivenheder. Den opfattelse af tid og rum var fremherskende i naturvidenskaberne frem til begyndelsen af det 20. århundrede.

Marx, Engels og senere Lenin formulerede en række overordentlig vigtige teser om, hvorvidt tid og rum kan eksistere uden materie. Således skrev Engels, at tanken om absolut tid og absolut rum uden for og uafhængigt af materien var et klart udtryk for metafysisk materialisme, og ud fra den dialektiske materialisme kritiserede han denne opfattelse. Hvordan dannes et begreb? Ud af en mangfoldighed af objekter (og deres egenskaber, relationer og tilstande) udskiller vi de væsentligste og ser bort fra resten. Begrebet er netop en genspejling i vor bevidsthed af forskellige genstande, fænomener og processer ud fra deres væsentligste karakteristika. Men det hænder, at for længst opståede begrebers oprindelse glemmes, og at folk lidt efter lidt får den formodning, at det materielle objekts karakteristika, der ligger til grund for begrebet, eksisterer selvstændigt. På samme måde forholder det sig med begreberne tid og rum, der er dannet ved at se bort fra de materielle fænomener og fra de tid- og rummæssige relationer, som eksisterer de materielle fænomener imellem, fra selve de materielle fænomener. Men hvis man kan godtage, at højde, længde og bredde eller at materielle processers samtidighed, skiften og varighed eksisterer adskilt fra og uafhængigt af de pågældende genstande og processer, da må man også godtage, at et tyktflydende stofs klæge substans eksisterer uafhængigt af stoffet selv, eller at fornuft eksisterer ved siden af og uafhængigt af mennesket. Engels skrev herom: ,,Det er den gamle historie. Først laver man abstraktioner af de sanselige ting, og så vil man sanseligt erkende dem, se tiden og lugte rummet.. . Uden materien er materiens to eksistensformer naturligvis intet, tomme forestillinger, abstraktioner, som kun eksisterer i vort hoved." Men hvis det stemmer, at tid og rum er materiens eksistensformer, kan de naturligvis ikke eksistere uden for materien; hverken tid eller rum findes uden for materien.

Den af Engels udformede dialektiske opfattelse af tid og rum pegede klart i den retning, som naturvidenskabelig forskning skulle komme til at følge. Og det gjaldt især udviklingen inden for fysikken i vort århundrede. Med udgangspunkt i en række opdagelser, der blev gjort i slutningen af forrige århundrede - først og fremmest den opdagelse, at alle vekselvirkninger fremkommer ved en endelig hastighed, og at lysets hastighed er konstant i alle koordinatsystemer - udviklede Albert Einstein (1879-1955) relativitetsteorien. Denne teori gjorde ende på den opfattelse, at begivenheders samtidighed og legemers længde ikke afhænger af de materielle systemers bevægelse, hvori de pågældende begivenheder finder sted, og hvori de pågældende genstande befinder sig. Da Einstein blev bedt om i få ord at forklare kernen i sin teori, sagde han: „Tidligere troede man, at hvis alle ting i verden forsvandt, ville tid og rum blive tilbage; men ifølge relativitetsteorien vil tingenes forsvinden medføre, at også tid og rum forsvinder." Einstein udviklede den specielle og den almene relativitetsteori. Ifølge den specielle relativitetsteori eksisterer alle materielle objekter og processer i en integreret tid-rum form, hvori tid- og rumrelationerne er forskellige, men uløseligt forbundne sider. To begivenheder er adskilt af et tid-rum interval, hvis størrelse er uafhængigt af valget af koordinatsystemet; størrelsen er den samme i alle koordinatsystemer. Tidsintervallet mellem begivenhederne er kun ét aspekt af deres tid-rum karakteristika, og det er forskelligt i forskellige koordinatsystemer. Ifølge den almene relativitetsteori er tid-rum strukturen betinget af materiens fordeling og bevægelse under indflydelse af gravitationsfelte. Og samtidig giver strukturen sig udslag i forandringer af såvel gravitationsfeltet som materiens bevægelse. Lad os bemærke, at tid-rum strukturen kan ændre sig alt efter betingelserne. Den er for eksempel anderledes i kosmisk målestok end den struktur, tid-rum relationerne har i en for os tilvant målestok. Disse opdagelser viste, at den integrerede absolutte tid-rum form for materiens eksistens kommer til udtryk i enkeltstående henholdsvis tid- og rummæssige relationer, som er relative; at tid og rum er uadskillelige fra materien, og at deres struktur såvel betinges af som indvirker på materiemassernes fordeling, bevægelse og vekselvirkning; at de fælles træk ved tid-rum er udtrykt i forskellige tid-rum strukturer, afhængig af de materielle fænomeners områder og udstrækning.

Idealisterne prøver at udlægge disse opdagelser til egen fordel. De påstår, at når et legemes længde og et tidsintervals varighed afhænger af koordinatsystemet, må det være ensbetydende med, at tid- og rumrelationer overhovedet ikke er materien iboende, men udelukkende afhænger af iagttagerens evner og sindsstemning. Deres konklusion er, at et legemes længde og tidsintervallet mellem begivenheder kun eksisterer i vor bevidsthed. For eksempel hævder Herbert Dingle, at denne konklusion blot er den logiske konsekvens af relativitetsteorien, som efter hans opfattelse afviser alle forsøg på at tilskrive materien nogen som helst egenskaber. Hertil lød Max Borns kommentar: „. . . dette er nu en falsk fremstilling af relativitetsteorien, som aldrig har opgivet forsøget på at vise materiens egenskaber, men som blot har forfinet metoderne dertil. . . For anskuelighedens skyld anvender vi nu et af Max Borns eksempler. Lad os antage, at vi af en eller anden grund ikke kan iagttage en udskåret papcirkel direkte; derimod kan vi se de skygger, den kaster tilbage på skærme, som er placeret i forskellige vinkler i forhold til cirklen. Skyggerne vil være forskellige, men alle ellipseformede. Ved at studere ellipsernes akser får vi tilstrækkeligt bevis for, at den figur, der afgiver sådanne skygger, er en cirkel, og vi kan tilmed beregne dens radius. Projekteringerne af den pågældende genstands (papcirklens) egenskaber i forhold til andre genstande, der optræder som referancesystemer (skærmene), er forskellige. Men i alle tilfælde forbliver det pågældende objekts (cirklens) reelle egenskaber de samme. Skygger af forskellig størrelse og form er relative udtryk for papcirklens absolutte størrelse og form. På nøjagtig samme måde er legemers længde eller tidsintervallers varighed relative udtryk for tid-rum intervallets absolutte omfang, uafhængigt af koordinatsystemet. Skyggerne fra cirklen er lige så objektivt eksisterende som selve cirklen og de skærme, hvorpå de falder. Legemers og tidsintervallers forskellige omfang i forskellige koordinatsystemer eksisterer lige så objektivt og uafhængigt af vor bevidsthed som tid-rum intervallet og de tilsvarende koordinatsystemer. Det er klart, at den fortolkning, som den nye teori giver af tid og rum, ikke kun er dialektisk, men også fuldt ud materialistisk. Dette er altså de filosofiske konklusioner af naturvidenskabernes nyeste resultater, der bekræfter den dialektiske materialismes tese om, at tid og rum er uadskillelige både fra hinanden og fra materien, og som tillige har gjort det muligt at præcisere og berige tesens indhold.

En hospitalspatient var indlagt for at have mistet brugen af alle sine sanseorganer, på nær hørelsen og synet. Lægerne bemærkede, at når han fik bind for øjne og ører, faldt han hen i bevidstløshed. Bevidstheden vendte først tilbage, da hans raske sanseorganer igen blev bragt til funktion. Lad os tage et mere dagligdags tilfælde. Når en fuldstændig udmattet person falder i søvn, sover han „som en sten", en drømmeløs søvn. Han mister bevidstheden, har hverken tanker eller følelser og reagerer ikke på stærkt lys eller støj. Men hvis hans sanseorganer udsættes for en eller anden usædvanlig stærk pirring, vil han reagere. Ved affyring af et skud på nært hold vil han for eksempel opfatte lyden. Sanseindtrykket efterfølges af forestillinger, følelser og til sidst tanker - han genvinder bevidstheden. Dette viser, at et menneske, som ikke oplever sanseindtryk, hverken har forestillinger eller tanker. Tanker kan kun opstå og eksistere på grundlag af sanseindtryk, opfattelser og forestillinger, som derpå bearbejdes. Hvad er sanseindtryk? Hvad er opfattelse? Ved at berøre én genstand, mærker vi, at det er en kugle, ved at berøre en anden, at det er en terning; vore opfattelser genspejler disse genstandes form. Når vi senere erindrer os, hvordan vi mærkede disse legemer, opstår der en forestilling om dem i vor bevidsthed. Det er klart, at forestillinger, ligesom sanseindtryk og opfattelser, er genspejlinger af materielle objekters forskellige sider, egenskaber og relationer. Tanker, begreber, domme og slutninger opstår altså i sidste ende af sanseindtryk og opfattelser, som er den ydre verdens genspejlinger i vor hjerne. Alle vore tanker er med andre ord også genspejlinger af den ydre verden. Enhver genspejling er sekundær i forhold til det, den genspejler. Således er bevidstheden altså sekundær i forhold til materien. Dette benægtes imidlertid af idealisterne, som hårdnakket fastholder, at bevidstheden og især tænkningen ikke er en genspejling af den materielle verden. Hvordan forsvarer de deres synspunkt?

Vi ved, at det er menneskeligt at fejle. Kan man betragte en fejlagtig tanke, der overhovedet ikke modsvarer noget i den materielle verden, som en genspejling? Trolde, nisser og havfruer eksisterer ikke i virkeligheden, men begreberne „trold", „nisse" og „havfrue" kendes dog og bruges af menneskene. Her mener idealisterne, at hvis disse begreber ikke genspejler noget, er andre begreber og forestillinger heller ikke genspejlinger af virkeligheden. Idealister griber også til andre argumenter. De siger blandt andet, at ved en analyse af begreber, der almindeligvis betragtes som sande, f.eks. „otte", „kvadratroden af 81" og „flade", bliver det klart, at der i den materielle verden ikke findes noget „otte i almindelighed", ligesom man i naturen ikke vil støde på „kvadratroden af 81" eller på noget legeme, der besidder længde og bredde, men ikke højde. Der findes således ingen genstande, som modsvarer de matematiske begreber; følgelig er de nævnte begreber ikke genspejlinger af noget som helst. Videre hævder idealisterne, at menneskene har mangfoldige begreber om noget, der for længst er ophørt at eksistere. Indholdet af palæontologi og historie omfatter udelukkende tanker om noget, der engang var, men som nu er væk. På den anden side er mennesket i stand til at se ind i fremtiden. Tsiolkovskij forudsagde for eksempel interplanetariske flyvninger på et tidspunkt, da man kun kunne fantasere om det. Men hvilken realitet genspejlede hans slutninger dermed?

Lad os først se på de såkaldte fejlagtige begreber, f.eks. „havfrue". Begrebet omfatter et væsen, der er halvt kvinde, halvt fisk; hun danser og synger og har forkærlighed for smukke unge mænd, siges det. Både kvinder, fisk, dansere og sangere eksisterer i virkeligheden. Begrebet er kun forkert, fordi det forbinder noget, som eksisterer selvstændigt i virkeligheden (kvinden og fisken), og adskiller noget, som udgør ét hele hos et levende væsen (kvindens krop er adskilt fra benene og fiskenshale fra dens hoved). Tanken om havfruen er derfor en, omend fordrejet genspejling af virkeligheden, ligesom menneskets genspejling af sig selv forvrænges i et hvælvet spejl. Selvfølgelig finder man ikke „otte i almindelighed" eller todimensionale legemer i naturen; men naturen kan heller ikke byde på noget væsen, der kun besidder biens, ørnens eller elefantens almene træk, uden at være et helt bestemt, konkret dyr. Den omstændighed, at begrebet „dyr" ikke omfatter samtlige træk ved en elefant, at begrebet „frugt" ikke omfatter samtlige træk ved et æble, fjerner på ingen måde det faktum, at disse begreber genspejler nogle af elefantens (og andre dyrs) træk eller nogle af æblets (og andre frugters) træk. Begrebets egenart består i, at det ikke genspejler samtlige, men visse træk, karakteristika, ved det genspejlede objekt. Dette gælder også de matematiske begreber. Ved begrebet „otte" forstår vi kun tingenes kvantitative aspekt og ser bort fra alle andre. Begrebet „flade" omfatter kun to dimensioner af et legeme, idet vi ser bort fra den tredje dimension og alle øvrige karakteristika véd det pågældende legeme. Men denne, lad os kalde det ensidighed i matematiske begreber, ændrer ikke en tøddel ved den kendsgerning, at de er genspejlinger af bestemte egenskaber og relationer, som eksisterer reelt.

Og lad os nu se på de tilfælde, hvor vi tænker på noget, som ikke længere findes, eller som endnu ikke eksisterer. Fra et metafysisk synspunkt er verden en helhed af færdige ting, og derfor vil tanken om en ting, som ikke eksisterer i tankeøjeblikket, heller intet genspejle. Fra en dialektisk synsvinkel er verden derimod en helhed af processer, sammenhænge og relationer. Den dialektiske opfattelse af verdens genspejling er snarere genspejlingen af reelt eksisterende processer og sammenhænge, end af færdige ting. I sin udvikling fra den tilstand, den befandt sig i for hundrede millioner år siden og til dens nuværende tilstand, har Jorden gennemløbet et utal af processer. Når forskerne søger at trænge til bunds i sammenhængene mellem disse processer og perioder - i geokemiske og geofysiske love, der også eksisterer i dag - med udgangspunkt i Jordens nuværende tilstand, erfarer de gennem tænkning, hvilken tilstand Jorden befandt sig i for hundrede millioner år siden. Da for eksempel Tsiolkovskij havde trængt til bunds i de fysiske love, der jo også eksisterede på hans tid, kunne han gennem tænkning følge den begivenhedskæde, som ville resultere i rumflyvninger (da mennesket tog disse love i anvendelse). Det kapitalistiske samfunds historiske udviklingsproces, som har bevirket, at en tredjedel af menneskeheden er slået ind på en socialistisk udviklingsvej, består således også af en række led i indbyrdes sammenhæng. Da Marx havde undersøgt disse sammenhænge med udgangspunkt i samfundets tilstand i 1860érne og 1870érne, forstod han gennem tænkning de begivenheder, som skulle udspille sig 50-100 år senere. I begge tilfælde vil menneskenes tanker, hvad enten de er vendt mod fortiden eller fremtiden, først og fremmest genspejle de relationer, der eksisterer i tankeøjeblikket. Påstanden om, at tænkning ikke er genspejling, viser sig altså heller ikke holdbar. Således „er vor bevidsthed kun et billede af den ydre verden", en genspejling af den. Materielle fænomener eksisterer uden for os, mens deres genspejlinger, „billederne af den ydre verden eksisterer i os".

Hvordan forholder tanken sig til hjernen? Carl Vogt, en tysk videnskabsmand, der levede i forrige århundrede, var af den opfattelse, at tanken næsten forholdt sig til hovedhjernen som galden til leveren. Men galden er nøjagtig så materiel som leveren, der producerer den. Ifølge Vogts antagelse er tanken lige så materiel som hjernen, der frembringer den. Bevidstheden skulle med andre ord være en afart af materien, eller materie. Men som vi ved, er materie alt det, der eksisterer uden for og uafhængigt af menneskenes bevidsthed. Hvis vi antager, at bevidsthed er materie, når vi frem til følgende: bevidsthed er det, der eksisterer uden for og uafhængigt af menneskenes bevidsthed. Sætningen er fuldkommen forvrøvlet; den illustrerer meningsløsheden i Vogts konklusioner, som af Engels blev kaldt vulgær materialisme. Også idealisterne reducerer den materielle verden til bevidsthed. Hvad er så forskellen på deres og Vogts holding? Lenin pointerer: „... at kalde tænkningen for materiel betyder at gøre et fejltrin i retning af sammenblanding af materialisme og idealisme."

I det 17.-18. århundrede, da man endnu ikke vidste ret meget om de væsentlige forskelle mellem organisk og uorganisk natur eller mellem mennesker og dyr, mente flere materialistiske filosoffer, at ikke kun levende væsener, men også uorganisk natur besad evne til tænkning eller i det mindste til sansning. Deraf fulgte, at selv sten var følsomme. Dette standpunkt, som siger, at al materie er levende, og som således udvisker skellet mellem det levende og det døde og ikke opfatter overgangen fra uorganisk til organisk natur som fremkomsten af noget nyt, men blot som en vis forandring af noget gammelt, kaldes hylozoisme. Lenin stillede hylozoisternes metafysiske opfattelse op mod det dialektiske synspunkt, ifølge hvilket overgangen fra det uorganiske til det organiske ikke kun indeholder en vis forandring af det gamle, men tillige fremkomsten af noget helt nyt, af sanseindtryk, som kun er „knyttet til visse processer i den på en bestemt måde organiserede materie", mens materie, der ikke er organiseret på denne bestemte måde, er ude af stand til sansning. Lenin forkaster altså både den opfattelse, der sætter lighedstegn mellem bevidstheden og materien, og den opfattelse, som undervurderer betydningen af den eksisterende modsætning mellem bevidstheden og materien. Samtidig betoner Lenin, at denne modsætning kun har ubetinget, absolut karakter ved løsning af filosofiens grundspørgsmål. Lenin noterer videre, at denne modsætning ikke må opfattes metafysisk, som om materie og bevidsthed overhovedet intet har tilfælles: „Naturligvis har modsætningen mellem materie og bevidsthed også kun absolut betydning inden for. . . rammerne af det erkendelsesteoretiske grundspørgsmål om, hvad der anerkendes, som primært og hvad der anerkendes som sekundært. Uden for disse rammer er denne modsætnings relativitet ubestridelig."

Hvad er det så, materien og bevidstheden har tilfælles, og som gør modsætningen mellem dem relativ? Her foreslår Lenin, at man må „.. .antage, at hele materien besidder en egenskab, som i sit væsen er beslægtet med sansningen, dvs. genspejlingen". Hermed menes, at når den materielle genspejling, som er al natur iboende, har passeret en række udviklingsstadier, når den et stadium, hvorunder den forvandles til et væsentligt nyt fænomen, til menneskelig bevidsthed, som følgelig ikke blot adskiller sig fra materien, men også har det tilfælles med den, at den er genspejling, omend af en meget specifik karakter. Denne brilliante tanke fremsatte Lenin i 1908, og den er siden blevet bekræftet af videnskaben, især takket være de betydelige resultater inden for neurofysiologi og de nye videnskaber, informationsteori og kybernetik.

Hvis en meteorit rammer Jorden med en hastighed, der ikke overstiger nogle hundrede meter i sekundet, vil der på nedslagsstedet dannes et krater, som er lidt større end meteoritten. En meteorit, der falder med større hastighed, knuses ved nedslaget og frembringer et krater, som er betydeligt større end den selv. Men hvis hastigheden er mellem to og fire kilometer i sekundet, forvandles både meteoritten og den jord, den rammer, øjeblikkelig til gas, dette fremkalder en eksplosion, hvorved der opstår et kæmpemæssigt krater. Det spor, en meteorit således efterlader sig på Jorden, er en slags aftryk af dens karakteristika, dvs, af dens størrelse, form og sammensætning samt af nedslagets hastighed og vinkel. En og samme meteorit vil efterlade spor af forskellig størrelse og form, afhængigt af om den falder på fast klippe eller blød engjord. Men i begge tilfælde vil sporet gengive meteorittens særlige kendetegn. Dette spor er meteorittens genspejling som følge af dens indvirkning på jordoverfladen.

Det samme gælder alle andre genspejlinger. Når ét materielt objekt indvirker på et andet, vil der i sidstnævnte ske visse forandringer, som gengiver visse karakteristika ved førstnævnte. Genspejling finder sted, når ét materielt fænomen (det genspejlende) reproducerer karakteristika fra et andet materielt fænomen (det genspejlede) som følge af det genspejlede fænomens indvirkning på det genspejlende fænomen. Ifølge dialektikken hænger alle objekter, fænomener, processer osv. sammen, således at „.. .enhver foreteelse virker på noget andet og omvendt"; derfor erkendes også vekselvirkningen i alle materielle processer. Dette bekræftes tillige af moderne fysik, der betragter alle naturprocesser som forskellige former for materiel vekselvirkning. Men vekselvirkning, materielle fænomeners indvirkning på hinanden, fører som bekendt til fænomenernes genspejling i hinanden; hvis vekselvirkning således er al materie iboende, er genspejling det også. Et af de vigtigste træk i den forbindelse er, „... at en genspejling ikke kan eksistere uden det genspejlede, men det genspejlede eksisterer uafhængigt af det genspejlende". Meteoritaftrykket kan ikke opstå uden meteoritten, hvorimod en meteorit udmærket kan eksistere i meget lang tid uden at falde ned og efterlade sig aftryk.

Genspejling er reproduktion af det genspejlede objekts særegenheder. Hvad vil det sige? Når lyden fra et lavineskred fremkalder ekko i bjergene, er vi vidne til en genspejlingsproces; lyden er det genspejlede, bjergene er det genspejlende, mens ekkoet er selve genspejlingen. Lyden består af lydbølger, dvs. bestemte svingninger af luften. Også ekkoet er lydbølger, luftsvingninger, der er indrettet på næsten samme måde som de luftsvingninger, der danner lavinebraget. I dette tilfælde er genspejlingen og det genspejlede af samme fysiske natur. Det behøver imidlertid ikke altid at være tilfældet. Den vigtigste kilde til information om plantelivet i den geologiske fortid er de aftryk af blade, rødder, frugter, blomster osv., der findes i visse lagdelte bjergarter. Fossile blade gengiver for eksempel hver enkelt detalje i et blads overflade. I dette tilfælde har genspejlingen - klippestykket, bjergarten - i fysisk forstand intet tilfælles med det genspejlede, dvs. bladet. Hvorfor betegner vi både ekkoet af lavinen og plantefossilet som genspejlinger? Hvad har disse to vidt forskellige fænomener tilfælles? De har ligheden mellem genspejlingen og det genspejlede tilfælles. Udtrykket „reproduktion af visse særegenheder ved det genspejlede fænomen" indebærer overensstemmelse mellem genspejlingen og dens objekt; det vil sige, at ethvert element eller enhver tilstand og forbindelse mellem elementer eller tilstande ved det genspejlede kun modsvares af ét element, én tilstand eller én forbindelse ved det genspejlende. Derudover er enhver genspejling altid begrænset. Aftrykket af et blad genspejler for eksempel den rummæssige form af bladets overflade, men ikke bladets indre celle- eller molekylærstruktur. Afhængigt af det genspejlende fænomens eller proces' natur kan det genspejlede reproduceres i de mest forskellige former. Men hvor forskellige formerne end kan være, har de samme indhold, samme disponering, som det genspejlede fænomen. Således ser nogle af genspejlingens fælles træk ud i såvel organisk som uorganisk materie.

Enhver levende organismes første særtræk er dens stofskifte. Dyr og planter udskiller vedvarende stoffer i deres omgivelser. Det andet vigtige særtræk kan vi betegne som „overlevelsesevnen", dvs. den levende organismes evne til at reagere på ydre påvirkning, således at den opretholder sig selv. Videre besidder alle levende organismer evne til at vokse og til at formere sig. Vi har tidligere omtalt den lov, der siger, at alle materielle systemer, alt efter deres lukkethed i forhold til omgivelserne, udvikler sig fra højere til lavere velordnethed, fra komplekse bevægelsesformer til partiklers simple kaotiske varmebevægelse. Herunder vil organiseringen i et dyr eller en plante og tillige i arternes udvikling opretholdes eller måske endda tiltage. Et voksent dyrs reaktioner på omgivelserne er mere velorganiserede end nyfødtes. Arter af senere oprindelse er som regel højere organiseret end for længst uddøde plante- og dyrearter.

Levende organismers overlevelsesevne er af stor vigtighed for genspejlingen. Overlevelse er det vigtigste krav, som må opfyldes af alle forandringer i en organisme. Når en lysstråle trænger gennem en dørsprække og falder på en grøn plante, der er begyndt at spire i et mørkt rum, vil stænglen vokse i retning af lyset for at få de kulstoffer, der er nødvendige for dens vækst. Når planterødder møder en forhindring, kan de slå knuder på sig selv for at komme forbi. Planter reagerer som regel temmelig langsomt på ydre påvirkninger, men hos enkelte planter kommer pirringsreaktionen hurtigt. En græskarranke begynder for eksempel at krumme sammen fem minutter efter berøring og er tyve minutter senere helt sammenrullet. Insektædende planter reagerer endnu hurtigere på pirring. Og de simpleste encellede dyr, amøber, infusionsdyr mil., reagerer overordentlig hurtigt på ydre påvirkninger.

Pirrelighed - en egenskab, der adskiller levende organismer fra døde ting, og som omfatter organismens evne til at reagere på ydre påvirkninger, således at den stadig opretholdes - afhænger af den levende organismes struktur, som ved påvirkning udefra for det første genspejler de særtræk ved ydre fænomener, som er nyttige eller skadelige for organismens beståen, og for det andet omdanner genspejlingen af ydre fænomener til indre kemiske og fysiske processer, hvorved organismen giver det svar på udefra kommende påvirkninger, der er afgørende for selvopholdelsen. Denne evne hos levende organismer er opstået under den naturlige udvælgelsesproces. De organismer, der var opbygget således, at deres svar på miljøpåvirkninger sikrede deres fortsatte beståen, overlevede og formerede sig, mens alle andre bukkede under. Strukturen i en levende organismes krop er altså en specifik genspejling af de betingelser, hvorunder den eksisterer. Grundlaget for den pirrelighedsmekanisme, der omdanner genspejlinger af ydre påvirkning til reaktioner i planter og simple dyr, er de kemiske reaktioner, som opstår i organismen under indflydelse af forskellige pirringer. Lad os for eksempel tage den kæde af kemiske reaktioner og deraf følgende bevægelser, hvormed fluefangerplanten (Dionaea muscipula) besvarer en kæde af på hinanden følgende pirringer. Et insekt lander på et af bladene, og straks indledes en kemisk reaktion, der får bladet til at lukke sig; som svar på insektets undvigelsesmanøvrer begynder en ny kemisk reaktion, hvorved takkerne på bladets yderste kant klapper ind over hinanden; nu er insektet låst inde, og som følge af dets panikslagne bevægelser startes endnu en kemisk reaktion - utallige små hår på bladets inderside begynder at udskille fordøjelsesvæske. Insektet går i opløsning, og næringsstofferne optages af bladet. Vi er her vidne til to slags kæder, nemlig én kæde af på hinanden følgende pirringer og en anden af tilsvarende kemiske reaktioner. Da begge kæder er gentaget milliarder af gange, er der til sidst opstået en bestemt forbindelse mellem de kemiske reaktioner (en forbindelse, der genspejler sammenhængen mellem de begivenheder, som fremkalder de respektive reaktioner). Den kemiske reaktion, der får bladet til at lukke sig, afføder en ny kemisk reaktion, som får bladkantens takker til at klappe ind over hinanden. Sidstnævnte reaktion starter på sin side den kemiske proces, hvorunder fordøjelsesvæsken produceres og insektet opløses. Den forbindelse, der er opstået mellem de omtalte tre kemiske reaktioner, indebærer, at den første reaktion fremkalder den anden, der fremkalder den tredje, og da reaktionerne fremskyndes betydeligt af proteiner (enzymer), følger de langt hurtigere efter hinanden end pirringerne. Det betyder, at i samme stund insektet sætter sig på bladet, lukker bladet sig, takkerne klapper ind over hinanden og fordøjelsesvæsken produceres. Straks ved første pirring besvarer planten altså tillige anden og tredje pirring, som endnu ikke har fundet sted. Den første pirring (insektets landing) er signalet til, at der vil følge endnu to pirringer, og planten reagerer på forhånd. En amøbe på jagt efter bytte, som forsøger at udslippe, optræder på lignende måde.

Da mange proteiner virker som katalysatorer, vil de fremskynde reaktioner i levende organismer i op til milliarder af gange; dette giver os en forestilling om, hvor stor rolle denne forskel mellem hastigheden af kemiske kædereaktioner i levende organismer og hastigheden af forandringer i omgivelser og begivenheder, der genspejles i reaktionerne, spiller i planters og dyrs liv. I mere højt organiserede dyr udvikles et særligt væv, hvormed organismens reaktioner i stigende grad foregriber ydre fænomener. Dette væv er nervesystemet. En foregribende genspejling gennem nervesystemet kaldes en refleks. Men herom senere. På dette sted skal vi blot bemærke, at moderne videnskabelige resultater har fastslået, at ikke kun mennesker (som tidligere omtalt), men også de simpleste dyr, ja selv planter, genspejler forbindelsen mellem ydre fænomener og således også er i stand til at genspejle det, der endnu ikke forekommer, men som hænger sammen med det eksisterende. Genspejling, der opstår, videregives, bevares, forarbejdes og anvendes i styringsprocessen, kaldes information. Information betegner informationsbærerens, det genspejlende objekts indretning, der reproducerer informationskildens, det genspejlede objekts indretning, som anvendes i styringsprocessen. Da enhver levende organisme er et selvstyrende system, fremtræder genspejlingen i dette tilfælde som information. Det samme kan ikke siges om uorganiske systemer, hvor selvstyring ikke er til stede. Information overføres fra den udførende del af et levende system, der er i umiddelbar berøring med og som modtager impulser fra omgivelserne, til systemets styrende del, hvori informationen opsamles og forvandles til den forandring, hvormed organismen må reagere på ydre påvirkninger for at overleve. Denne nye information overføres derefter til systemets udførende del, som er i direkte berøring med omgivelserne og derfor besvarer pirringen, impulsen. Information cirkulerer ikke kun inden i én levende organisme, men gives videre fra generation til generation og sikrer således egenskabernes arvelighed. At arvelighed sker gennem molekyler, som de levende celler består af, er en af dette århundredes store videnskabelige opdagelser.

Da hverken planters eller dyrs opståen og udvikling er mulig uden naturlig udvælgelse og derfor heller ikke uden arvelighed, der afhænger af informationsoverførsel (dvs. genspejlinger) er al udvikling af arterne baseret på biologiske genspejlingsprocesser. Vi har ingen grund til at antage, at genspejlingen hos planter, vira og de simpleste encellede dyr ledsages af sanseindtryk eller endnu mindre af oplevelser. I disse tilfælde er der kun tale om pirrelighed og ikke om nogen, selv ikke den simpleste form for psyke. Kim til psyke findes i mere højt organiserede hvirvelløse, flercellede dyr, hvoraf de fleste (leddyr, bløddyr, rundorme) har et centralnervesystem, som regulerer organismens svar på miljøændringer og koordinerer deres organers bevægelser. Skønt det af og til lykkes at fremkalde en betinget refleks hos disse dyr, har deres optræden i det store og hele automatisk karakter. Deres handlinger er ubetingede reflekser, dvs. arveligt bestemte svar på pirringer af en vis art. Af den grund lægger hunedderkoppen sine æg i en rugekokon, som den bærer i 15-20 dage. Og i den tid vogter den nidkært over kokonen, også selv om æggene måske er døde. En hunedderkop, der ikke lægger æg, vil alligevel forblive i ægliggende stilling i den tid, det sædvanligvis tager at lægge æg, hvorefter den lukker den tomme kokon og begynder at bære rundt på den. Lignende adfærd udviser bier og hvepse. Hvad er den væsentlige forskel mellem dette og pirrelighed? Vi har tidligere været inde på, at med livets opståen bliver de forskellige fænomener opdelt i nyttige og skadelige, alt efter deres betydning for organismens overlevelse. Genspejling i den levende materie på førpsykisk niveau består i differentiering mellem nyttige og skadelige fænomener og i regulering af de reaktioner, der er nødvendige for at overleve. Mange millioner års naturlig udvælgelse af organismer resulterede i et helt nyt fænomen, dyrets emotioner. Disse emotioner er på den ene side genspejlinger af visse fænomener i den ydre verden, dvs. sanseindtryk, og på den anden side tilskyndelsestilstande, motivationer, der tiltrækker nyttige og frastøder skadelige objekter.

Både sanseindtryk og tilskyndelser er subjektive sindsbevægelser, der betegnes som psyke. Sindsbevægelsens (psykens) subjektive karakter består i, at et sanseindtryk, en følelse osv. udelukkende opleves af et bestemt væsen (subjektet). Dette gjorde Lenin opmærksom på, da han skrev, at kun „. .. de almindelige menneskelige sanseindtryk, som alle kender. . .", eksisterer, og at „. . . nogle udtænkte sanseindtryk hos ingen er noget vrøvl. Hermed understreges, at ethvert sanseindtryk nødvendigvis må tilhøre en eller anden. Det gælder også dyr. Et sanseindtryk vil altid blive oplevet af en helt bestemt organisme og ikke eksistere uden for den. Vi ved, at sanseindtryk er genspejlinger af fænomener i den ydre verden. Af den grund modtager levende væsener af samme art identiske sanseindtryk, når de påvirkes af det samme ydre fænomen. Når en kunstner af bilder genstande, som han ser dem, vil andre mennesker som regel se deres egen opfattelse i billedet. Her afsløres det, at indholdet af sanseindtryk og forestillinger ikke afhænger af det genspejlende subjekt (mennesket), men af de genspejlede objekter, som eksisterer uden for os. Et væsens sanseindtryk er selvfølgelig kun identisk med et andet væsens, hvis de sanseorganer, hvormed det givne fænomen opfattes, er identiske.

Psykens subjektive karakter består desuden i, at den ikke kun omfatter genspejling af egenskaber ved ydre fænomener, men også subjektets bestemte holdning til dem, dvs. en bestemt tilskyndelsestilstand. Hos laverestående arter er den indskrænket til tilfredshed eller smerte, tiltrækning eller frastødning, mens den i højt organiserede væsener omfatter et vidt spektrum af behov og følelser. Men hverken den mest simple tilskyndelsestilstand hos bier eller menneskets overordentlig komplekse behov og følelser er rent subjektive. Disse tilskyndelser er genspejlinger af den positive eller negative betydning, som fænomenerne objektivt har for de givne væsener. Disse psykiske fænomener har ligesom sanseindtrykkene et vist objektivt indhold, som er uafhængigt af subjektet. Af den grund kan vi hver især forstå og forestille os, hvad et andet menneske føler under forskellige omstændigheder.

Hvis sanseindtryk og tilskyndelsestilstande intet ændrede i sammenhængen mellem organisme og omgivelser, ville den naturlige udvælgelse have slettet denne for livet nytteløse psyke. En russisk fysiolog, Ivan M. Setjenov (1829-1905), opdagede, at for levende væsener var sanseindtryk af dobbelt betydning, idet de tjente til at skelne mellem betingelserne for en handling og til at lede handlingen i overensstemmelse med disse betingelser (dvs. hensigtsmæssigt eller tilpasset). Sanseindtrykkenes og tilskyndelsestilstandenes enorme betydning for levende organismers adfærd og evne til at orientere sig blev gang på gang understreget af Setjenovs elev og arvtager, Ivan P. Pavlov (1849-1936).

Miljøforandringer som følge af den aktivitet, der udfoldes af miljøets skabninger, afhænger selvfølgelig ikke kun af disse skabningers egenart, men også af miljøets egne særtræk. De forandringer, som levende organismer undergår under indflydelse af den ydre verden, bærer tillige præg af disse organismers indre organisering. De kaniner, som for 400 år siden havnede på øen Santo Porto i Atlanterhavet, forandrede sig så meget, fordi der ingen rovdyr fandtes, at en helt ny art opstod, halvt så stor som den oprindelige og med anden pelsfarve og anderledes adfærdsmønster. Men hvis andre dyr, f.eks. ræve og ulve, var blevet bragt til øen i stedet for kaninerne, ville de have undergået helt andre forandringer.

Miljøet udøver kun sin indflydelse på dyret gennem dyrets indre organisering. I forholdet mellem dyr på det førpsykiske niveau og deres omgivelser, spiller dyrenes indre organisering en forholdsvis lille rolle, mens omgivelsernes rolle er enorm. Tilføjelsen af et nyt led, psyken (først sanseindtryk og simple tilskyndelsestilstande og dernæst hos mere højt organiserede dyr opfattelser, forestillinger og følelser), forandrer fuldstændig det indbyrdes forhold mellem organismen og omgivelserne. Efterhånden som dyr udvikler en mere kompliceret psyke, bliver også deres indvirkning på miljøet mere kompliceret. Pavlov var den første til at fastslå de såkaldte orienteringsreflekser hos dyr; disse reflekser indebærer, at i enhver ny faretruende situation hæmmes dyrets almindelige adfærdsformer, og det begynder at udføre handlinger med sigte på at orientere sig i den konkrete situation. Når en handling, der fremkalder det ønskede resultat, bliver opdaget, fastholdes denne adfærdsform, og der opstår en betinget refleks.

Med det tiltagende antal højt organiserede dyrearter, vokser psykens betydning som adfærdsregulator, og derfor øges også betydningen af hjernen, det organ, som styrer de ikke-nedarvede adfærdsformer. En frø, der har fået fjernet de store hjernehalvdele, opfører sig som før indgrebet. Det samme indgreb på en due medfører, at den stadig kan flyve og holde balancen på en pind, men at den ikke længere kan reagere rigtigt på pirringer eller tage føde til sig. En hund ville blive fuldstændig invalid efter et indgreb af den art. Det vil sige, at jo mere kompliceret dyrets indre organisering er, jo større rolle spiller hjernen.

Moderne videnskab har fastslået, at der findes mange fælles træk mellem menneskers og dyrs nervevirksomhed og psyke. Men betydelige forskelle er naturligvis også fundet. Hvad er da mest betegnende for menneskets psyke, for bevidstheden? Videnskabelige resultater i vort århundrede bekræfter utvetydigt den marxistiske opfattelse, at betingelsen for, at mennesket udskilte sig fra dyreverdenen, var forvandlingen af dyrets virksomhed til arbejde. Adskillige udgravninger har bevist, at stenredskaber blev fremstillet helt tilbage i den palæolitiske periode (ældre stenalder), da abemennesket udviklede sig. Det førte gradvis til, at det biologiske fællesskab, dyreflokken, forvandledes til et socialt fællesskab og til sprogets opståen.

I slutningen af den palæolitiske periode, for omkring en million år siden, opstod det første, primitive menneske, neanderthaleren. Udgravninger ved de klippehuler, hvor neanderthalerne levede, har vist, at de fremstillede stenøkser og mindre redskaber af flintesten. Senere blev fælles jagt på store dyr deres hovedbeskæftigelse, og de lærte at fremstille flintespydspidser, stendolke, knive, skrabere og benredskaber (mellemste stenalder). Legemsproportionerne og hjerneskallens størrelse hos neanderthaleren svarer til nutidsmenneskets. Men kraniehvælvingen var lav. mens lemmerne var korte, kraftige og let krummede. Med arbejdets og arbejdsredskabernes udvikling (yngre stenalder) forvandledes neanderthalernes primitive menneskeflok til de såkaldte Gro-Mag-non-menneskers stammefællesskab. De fysiske forskelle mellem Cro-Magnon-racen og nutidsmennesket er små, men Cro-Mag-non-mennesket besad endnu kun en særdeles simpel, ukompliceret bevidsthed.

Et dyrs livsform, vaner og psyke bestemmes af naturlige betingelser; dvs. af dets egen natur og omgivelserne. Mennesket er derimod et socialt væsen. Dets livsform, aktivitet og psyke er næsten udelukkende bestemt af det samfund, det lever i. Naturligvis blev arbejdets, samfundets og den menneskelige psykes, bevidsthedens, opståen ledsaget af store forandringer i hjernens og hele nervesystemets struktur og funktion; menneskets hjerne og nervesystem besidder en række egenskaber, som ikke findes hos dyr. Men selv om et nyfødt barns nervesystem er uundværligt, er det dog ikke den eneste betingelse for bevidsthedens opståen. Hvis et barn vokser op uden for menneskesamfundet, vil dets psyke forblive på dyrenes niveau. Menneskets bevidsthed, dets psyke, opstår først i samværet med andre mennesker, dvs. i samfundet.

For at blive i stand til at fremstille og anvende redskaber, for at blive i stand til at nedlægge store dyr, måtte urmenneskene handle i fællesskab og videregive information af stadig større omfang og forskelligartethed. Fordelen ved det kollektive arbejde havde to sider: ved fælles indsats realiserede man det, der tidligere havde været umuligt for den enkelte; information fra stammefællesskabets medlemmer blev tilgængelig for alle. Men hvis informationen skal være tilgængelig for alle, må den også være forståelig for alle. Og hvis den rummer forskellige elementer, må det signal, der gengiver den, kunne tilkendegive ikke et enkelt, men forskellige fænomener, som dog besidder visse fælles træk, der kræver en ensartet reaktion fra alle fællesskabets medlemmer. Hvilken information skal dette signal så gengive? Sanselige billeder af og forestillinger om identiske fænomener vil kun være mere eller mindre ensartede hos forskellige subjekter, hvis fænomenerne iagttages under ensartede betingelser. Hvis betingelserne varierer væsentligt, vil også de sanselige billeder af fænomenerne blive forskellige hos forskellige subjekter. Signalet må være fælles for en bestemt klasse af fænomener såvel som for alle deltagere i arbejdsprocessen. Den information, der gengives af signalet, er altså ikke et sanseligt billede, men en tanke, der genspejler noget alment; og signalet selv er det ord, som udtrykker denne tanke. Lenin skrev: „Ethvert ord (tale) er allerede en sammenfatning."

Begrebet „træ" indeholder for eksempel ingen henvisning til dets højde, stammens tykkelse, kronens og løvets form eller dets placering. At forestille sig et træ uden en vis størrelse, form og placering i rummet er umuligt, for ingen har nogen sinde set et sådant træ. Kun et ord, der udtales og opfattes som et signal, der genspejler de fælles kendetegn ved alle træer i almindelighed, muliggør dannelsen af dette begreb. Ingen begreber eller tanker er opstået uden det materielle fænomen som signal, der i det foreliggende tilfælde repræsenterer en kombination af lyde, dvs. sproget. „Sproget er så gammelt som bevidstheden." At selv de højest udviklede dyr, menneskeaberne, ikke er i stand til at danne begreber, fremgår af følgende eksempel. Ved efterligning af mennesker lærte en chimpanse at få tag i en klase bananer, der var omgivet af tændte stearinlys. Den drejede op for en vandhane, fyldte et krus vand og hældte vandet over lysene. Samme chimpanse lærte også at krydse en dam ved hjælp af en tømmerflåde og en stage. Da den engang blev bragt ud til dammen, fandt den en tømmerflåde og en stage ved bredden, hvorfra den kunne se, at der midt i dammen lå en anden tømmerflåde med bananer på; hele vejen rundt om bananerne stod tændte stearinlys, og ved siden af stod det bekendte krus. Chimpansen entrede den første tømmerflåde og stagede ud til den anden; her tog den kruset, stagede tilbage til bredden, løb hen til vandhanen, åbnede for vandet, fyldte kruset og ilede tilbage til dammen, hvor den igen stagede ud til bananerne for at slukke lysene med vandet fra hanen. Chimpansen var ikke i stand til at se bort fra forskellen mellem vandet i hanen og vandet i dammen og derved danne sig begreb om „vand i almindelighed". Men når et femårigt barn anvender et og samme ord for at beskrive det, der rinder ud af hanen, det, der fylder en dam, og det, der drypper ned fra himlen som regn, bruger det begrebet „vand".

Menneskets evne til at tænke er en af de mest afgørende egenskaber, som adskiller den menneskelige bevidsthed fra dyrets psyke. Et dyr orienterer sig kun efter de genstande og fænomener i omgivelserne, som kan tilfredsstille dets behov. Det er ikke i stand til at forstå de love, som disse genstande er underlagt, eller opfatte deres komplicerede indbyrdes forbindelser. Anderledes forholder det sig med mennesket. Selv vore tidligste forfædre forstod at indvirke på én genstand med en anden (der i sig selv var uegnet til umiddelbart forbrug, f.eks. en sten) for at få en ny genstand, et redskab, som heller ikke kunne imødekomme biologiske behov. Et redskab kan desuden ikke fremstilles af en hvilken som helst sten, men kun af stenarter, der er hårde og faste, og som tillige kan forarbejdes. Også den sten, der anvendes ved forarbejdningen, må opfylde bestemte krav. Og selve forarbejdningsprocessen forlanger ikke vilkårlige, men sikre bevægelser, ligesom redskabet skal gives en bestemt form for at blive brugbart. Vildt kan kun nedlægges, hvis jagtredskabet anvendes rigtigt. Der er her tale om en kæde, hvor hvert led er forbundet med naboleddene på en ganske bestemt måde. Disse indbyrdes forbindelser måtte vore forfædre altså kende for at kunne arbejde. Og de måtte genspejles korrekt i psyken. Milliarder af gange gentoges menneskenes handlinger (både med og uden resultat), og gradvist, i løbet af mange hundredtusinder af år, begyndte man at forbinde objekternes genspejling i bevidstheden på samme måde, som de var forbundet i naturen.

Dette omfattede ikke kun sporadiske forbindelser, men tillige forbindelser, der forekom overalt og altid. For eksempel: hvis én genstand er hårdere end en anden, som er hårdere end en tredje, så er den første genstand hårdere end den tredje. Eller: hvis én genstand befinder sig inden i en anden, som er inden i en tredje, så befinder den første genstand sig inden i den tredje. Således udvikledes evnen til at gå fra det kendte til det ukendte, fra det iagttagede til det ikke-iagttagede, fra det, der var, til det, der ville komme. Takket være denne arbejdsskabte egenskab begyndte vore tidlige forfædre at ræsonnere: hvis jeg lader en bestemt slags sten indvirke på en anden, får jeg en bestemt genstand, som jeg kan nedlægge et bestemt dyr med, hvis jeg bruger den på en bestemt måde.

Dyrets handlinger består i tilpasning til omgivelserne. Herunder kan dyret selvfølgelig også ændre omgivelserne. Det så man for eksempel i årene 1966-1969, da søstjerner fik ødelagt et 350 kvadratkilometer stort område af det store barriererev ved Australiens nordøstkyst. Men den slags miljøændringer er utilsigtede og ofte til skade for de dyr, der har fremkaldt dem. Menneskets virksomhed, arbejdet, består derimod i tilpasning af naturen til menneskets behov gennem tilbundsgående omdannelse af tingene, hvorved mennesket sætter naturen i sin tjeneste. Alt dette genspejles i psyken som dybtgående bearbejdning af opfattelser og forestillinger, som begrebers og slutningers opståen, kort sagt som tanker. En af de afgørende egenskaber, der adskiller den menneskelige bevidsthed fra dyrets psyke, er således tænkningen, der udvikledes i kraft af arbejdet og sproget. Lad os desuden bemærke, at før mennesket fremstiller en helt ny genstand, f.eks. et arbejdsredskab, vil det have en forestilling om genstandens udseende, men denne forestilling, dette billede, er ikke kun dannet på grundlag af forbindelsen mellem sanseindtryk og forestillinger, eftersom sanselige billeder blot genspejler tidligere iagttagede objekter. Og et nyt redskab er noget, som ikke tidligere er iagttaget. Nyttig information, som en generation af dyr har erhvervet, overføres kun til den næste ad biologisk vej, gennem gener, dvs. gennem arv, hvilket er grunden til dyrearternes yderst langsomme udvikling. Men i menneskesamfundet videregives information fra generation til generation gennem sproget. Den materialiseres i arbejdsredskaber og andre genstande af materiel og åndelig kultur. Dette fremskynder naturligvis udviklingsprocessen kolossalt.

Videnskabsmænd i forskellige lande har fastslået, at såvel omgivelserne som dyrets fysiske forudsætninger, dets sindsbevægelser, handlinger og de deraf følgende resultater altid optræder i dyrets psyke som et uløseligt hele. „De subjektive og objektive faktorer udgør en ubrydelig enhed," konstaterer den franske videnskabsmand Henri Wallon. Da dyret hverken udskiller omgivelserne eller sig selv fra denne situation, genspejler dets psyke ikke de relationer, der eksisterer mellem dyret selv og dets omgivelser. „. . . Dyret ,forholder sig' ikke til noget. . . For dyret eksisterer dets forhold til andre ikke som relation." Såvel dyrets orienterende handlinger, der har til formål at finde den rigtige handlemåde, som fastholdelse af den fundne handlemåde, genspejler blot enheden mellem de ydre betingelser, dyrets tilstand, dets reaktioner samt slutresultatet i en bestemt situation, mens mennesket i arbejdsprocessen lærer at beherske nogle forbindelser i den ydre verden og nogle relationer mellem dets egne og andre arbejdsdeltageres handlinger. Efterhånden som vore forfædre lærte at beherske disse relationer, genspejledes de i stigende grad i menneskenes bevidsthed. Og vigtig var især den oparbejdede evne til at skelne mellem genspejlinger af miljøet og af én selv (og således af relationerne mellem én selv og miljøet). På sin side blev genspejlingerne af miljøet splittet op i billeder af ting, mennesker, deres handlinger og relationer, mens genspejlingen af én selv til billeder af ens egen krop, dens dele og disses handlinger og endelig til billeder af ens egne oplevelser. Forbindelserne mellem disse billeder i bevidstheden genspejler forbindelserne mellem deres forbilleder, som de fremtræder i virkeligheden. Således forvandledes dyrets psyke til menneskets, dvs. til bevidsthed. „Bevidstheden er naturligvis i begyndelsen kun bevidstheden om den nærmeste sanselige omverden og bevidstheden om den begrænsede sammenhæng med andre personer og ting uden for det individ, der bliver sig bevidst."

Menneskets oparbejdede evne til at adskille sig selv fra miljøet skyldes i første række de samfundsmæssige relationer. Kun ved at omgås andre mennesker, kun ved at indtræde i bestemte relationer med andre mennesker i arbejdsprocessen, kunne det enkelte individ udskille alt det af situationen, der tilhørte ham alene, og blive sig selv og sin holdning til ydre forhold bevidst. Selvbevidsthed og bevidst holdning til omverdenen er det, der fundamentalt adskiller menneskets bevidsthed fra dyrets psyke; men lige så vigtig er menneskets evne til at tænke over sine egne tanker, sanseindtryk, følelser, ønsker osv. For ikke kun materielle fænomener i miljøet og menneskets organisme genspejles i bevidstheden; det gør også ideelle fænomener, som forekommer i selve bevidstheden. Bevidstheden er i stand til at genspejle sig selv, til at være „genspejlingens genspejling". Når jeg genkalder mig de indtryk, som den evige sne på bjergtinderne gjorde på mig, tænker jeg på min egen opfattelse. Når jeg analyserer min mening om en person, jeg traf i går, tænker jeg på mine egne tanker. Herunder er jeg klar over, at min opfattelse kun er omtrentlig genspejling, at sneen måske ikke var så kridhvid i virkeligheden, og at personen fra i går måske kan vise andre sider end dem, jeg opfattede. Menneskets bevidsthed genspejler ikke kun de relationer, der eksisterer i dets omgivelser eller mellem omgivelserne og mennesket selv, men også relationerne mellem dets egne sanseindtryk, forestillinger og begreber på den ene side og de objekter, hvis kopier, hvis genspejlinger disse sanseindtryk, forestillinger og begreber er. Mennesket sammenholder billederne i bevidstheden og disses forbilleder i virkeligheden som kopi og original.

Når dyret handler under indflydelse af sine behov og emotioner, er det dem ikke bevidst, eftersom dets psyke ikke formår at „genspejle sig selv". Også mennesket har tilskyndelsestilstande (f.eks. tiltrækning eller frastødning), som det er helt ubevidst om, skønt dets adfærd kan være stærkt påvirket af dem. Men mange behov og ønsker er mennesket sig bevidst som mål, det har sat sig og bevidst forfølger. Hos mennesket har den genspejlingsaktivitet, som vi også har set hos dyr, nået et meget højere trin. Formuleringen af et bestemt mål og udarbejdelsen af en fremgangsmåde for at nå det, sker gennem de førnævnte genspejlinger af både ydre objekter, disses indbyrdes relationer, personen selv og vedkommendes holdning til objekterne. Alle disse genspejlinger udgør en slags erstatning (model) for de objekter og forbindelser, der genspejles. Gennem tænkning kan mennesket operere med disse erstatninger (modeller) på nogen lunde samme måde, som det ville gøre med deres materielle originaler i praksis. Men før der træffes praktiske skridt, som måske og måske ikke har den ønskede virkning, kan mennesket gennem tænkning afprøve sine handlinger for at undersøge, hvad deres resultat vil blive og således udvælge den bedste fremgangsmåde.

I al sin egenart er verdens genspejling i menneskenes bevidsthed blot endnu et trin i udviklingen af de genspejlingsformer, der har eksisteret før menneskets tilblivelse. Engels skrev, at vi i højere dyrs adfærd kan finde de simpleste former for opløsning af et ukendt objekt i bestanddele (analyse), kombinationer af ting og handlinger for at nå det ønskede resultat (syntese) samt det, Pavlov senere kaldte orienterende virksomhed (en slags eksperiment). Engels har beskrevet det således: „Metodens grundtræk er ens og fører til ens resultater hos menneske og dyr, så længe begge arbejder eller klarer sig udelukkende med disse elementære metoder. - Derimod er den dialektiske tænkning - netop fordi den har undersøgelsen af selve begrebernes natur til forudsætning - kun mulig for mennesket.. . Det vil sige, at før menneskets bevidsthed var udviklet, fandtes der i dyrs psyke ret udviklede forudsætninger for tænkning. Dyr kunne danne subjektive billeder af den objektive verden (sanseindtryk, opfattelser, forestillinger) og havde et forholdsvis rigt følelsesregister, længe før mennesket opstod. Den for vor bevidsthed karakteristiske adskillelse af subjektet fra objektet er altså ikke opstået på noget tomt sted. Menneskets bevidsthed foregriber virkeligheden flere år og årtier frem. Men foregribende genspejling findes også hos andre organismer, omend for kortere perioder. Generelt må man sige, at alle særegenheder ved menneskets psyke, dvs. bevidstheden, skyldes samfundet. Men menneskesamfundet opstod ikke af intet; det udviklede sig af dyreflokken. Alt dette må vi have for øje, hvis vi vil forstå „. .. menneskeåndens forhistorie, for at forfølge dens forskellige udviklingstrin fra de laveste organismers simple. . . protoplasma til den tænkende menneskehjerne. Uden denne forhistorie forbliver den tænkende menneskehjernes eksistens imidlertid et mirakel".²

Idealisterne fastholder, at bevidstheden er en uforklarlig egenskab ved den hemmelighedsfulde immaterielle „sjæl". Men antropologien, dyrepsykologien, neurofysiologien og andre videnskaber har imidlertid vist, at denne påstand ikke har noget at holde sig til. Kybernetikken har været overordentlig effektiv i gendrivelsen af den idealistiske bevidsthedsopfattelse og givet en naturvidenskabelig begrundelse for den dialektisk materialistiske opfattelse af bevidstheden. Kybernetikken beskæftiger sig med lovene for styring, kontrol og information i komplicerede systemer af vidt forskellig art (i maskiner, maskinsystemer, organismer, hele plante- og dyrearter, befolkningsgrupper, samfundet osv.). På grundlag af kybernetikken har man udviklet apparatur, som kan modtage, formidle, analysere, opbevare og anvende information. Desuden har man udviklet selvlærende systemer, sygdomsdiagnosticerende dataanlæg osv. Såvel kybernetikkens teoretiske resultater som de resultater, der er opnået ved hjælp af dataanlæg, beviser genspejlingsprocessernes enhed i den levende og døde natur, på det førpsykiske og psykiske trin, i menneskets nervesystem og i samfundets økonomiske system. Alle disse videnskabelige landvindinger i vort århundrede er en glimrende bekræftelse af Lenins tanke om, at uden for rammerne af spørgsmålet, hvorvidt det materielle eller ideelle er primært, da „er forskellen mellem det ideelle og det materielle heller ikke ubetinget. . .^U1 For ud over deres indbyrdes forskelle har både materielle og ideelle fænomener dét tilfælles, at der i begge forekommer genspejling som følge af ét materielt objekts indvirkning på et andet, dvs. den genspejling, der udgør „fundamentet af selve materiens bygning". Bevidstheden udskilles blot som den højeste kendte form for genspejling, som det højeste produkt af materien, som „en funktion af det særlig komplicerede stykke materie, som kaldes menneskets hjerne".

I 1911 beregnede den engelske fysiker Ernest Rutherford, hvorledes alfastråler ville blive spredt af et guldatom, hvis dets kerne viste sig at være punktformet eller af større omfang. Rutherford lod et tyndt ark guldfolie udsætte for alfastråling, og den derved opnåede spredning viste, at atomkernens diameter var omtrent en milliardendedel af en millimeter eller med andre ord, at atomkernen var punktformet. Opdagelsen betød en omvæltning i forståelsen af atomets struktur. Rutherfords opdagelse af forbindelsen mellem hans beregninger, eksperimenter og konklusioner var absolut endegyldig. Opdagelsen var gjort en gang for alle, hvad enten Rutherford ville gentage sit forsøg en eller flere gange endnu. Men den ubetingede refleks (f.eks. den uvilkårlige blinken, når en genstand pludselig viser sig tæt ved øjet) er derimod en forbindelse, der uafladeligt gentages ikke alene gennem et enkelt menneskes, men gennem flere hundrede generationers liv. Således forekommer nogle forbindelser kun én gang, mens andre gentages. Derudover findes væsentlige og uvæsentlige forbindelser. For eksempel forbinder brint og kvælstof sig kun til ammoniak ved et bestemt tryk, en bestemt temperatur og tillige kun ved tilstedeværelse af en katalysator, der fremskynder reaktionen. Forbindelsen mellem disse elementer er væsentlig for at danne ammoniak.

Hvad uvæsentlige forbindelser angår, må man holde sig for øje, at forbindelser, der i en henseende er uvæsentlige, kan vise sig væsentlige i andre og omvendt. Desuden skelnes mellem tilfældige og nødvendige forbindelser. Et dyrs levetid afhænger af de betingelser, hvorunder det kom til verden og af dets livsbetingelser som helhed. Her er tale om en mangesidet forbindelse. Måske lever dyret kun nogle få timer eller dage, måske i årtier. Disse forbindelser, der måske og måske ikke forekommer, alt efter omstændighederne, betegner vi i den forstand som tilfældige. Men uanset omstændighederne omkring et dyrs fødsel .og liv, vil det før eller siden dø. Forbindelsen mellem dets fødsel og død er af en sådan art, at den ikke kan undgås, og i den forstand kalder vi den nødvendig. Forskellige forbindelser har forskellig betydning. Det gælder både, når vi skal forstå det, der sker i og omkring os, og når vi vil opnå positive resultater af vor aktivitet på et bestemt område. Vigtigst er de gentagne (dvs. fælles for et utal af fænomener og processer), de væsentlige og de nødvendige forbindelser. Disse forbindelser kaldes love. En lov er en forbindelse, der varer ved lige så længe som de fænomener, der er underlagt den, består (uanset hvilke forandringer de undergår i tidens løb).

Fysikkens, kemiens, biologiens, historiens, den politiske økonomis og alle andre videnskabers love i almindelighed er bevidsthedens genspejling af de love, der styrer udviklingen i natur og samfund. Disse natur- og samfundslove er gentagne, væsentlige og nødvendige forbindelser, som eksisterer uafhængigt af menneskenes bevidsthed, og som menneskene får kendskab til, når de undersøger naturen, samfundet og tænkningen. Vi har tidligere nævnt, at ved at sammenfatte enkeltvidenskabernes resultater, herunder de love, der har gyldighed for enkelte områder eller sider af virkeligheden, udleder den dialektiske materialisme de mest almene love, kaldet dialektikkens love, som vi nu vil gennemgå.

Den oldgræske filosof Heraklit (530-470 f.v.t.), der af Lenin betegnedes som en af dialektikkens grundlæggere, erklærede, at alt strømmer, alt er i forandring. Han illustrerede sin tanke på denne måde. Når man træder ud i en flod for anden gang, er vandet for længst strømmet videre. Altså kan man ikke bade to gange i samme flod. Kratylos, en af Heraklits elever, gik endnu videre. Han sagde, at man end ikke kan bade én gang i samme flod; vandet i floden strømmer uafbrudt, og ens fødder er hele tiden under nyt vand. I det hele taget, sagde Kratylos, kan man ikke udtale sig sandt om noget, for mens man ytrer sig, forsvinder det, man taler om og erstattes af noget andet. Intet af det, der siges, kan altså modsvare virkeligheden.

Ved første øjekast ser dette ud som rent ordkløveri. Men en nærmere undersøgelse afslører, at Kratylos' påstand er en uundgåelig følge af en bestemt opfattelse af forandring og bevægelse. Ifølge Kratylos består enhver forandring i det gamles forsvinden og det nyes opståen. Følgelig ligger der en dyb, uigennemtrængelig kløft mellem det vand, som for et øjeblik siden strømmede ned ad floden, og det vand, der har erstattet det. Hvorledes må forandring tage sig ud for en konsekvent tilhænger af denne opfattelse? Et fantastisk syn vil træde frem for hans blik: en drivende sky forsvinder i samme nu og erstattes i hurtig rækkefølge af en egekrone, en sovende kattekilling, en stejl klippe, en dansende ballerina osv.. Nu overdriver vi selvfølgelig. Men det standpunkt, der betragter enhver forandring som nogle tings absolutte forsvinden og andre tings pludselige opståen, medfører i sit væsen, at ethvert objekt kun eksisterer et kort øjeblik, at det næppe er opstået, før det igen forgår. Kan et menneske da nå at udtale noget, som blot er en lille smule i overensstemmelse med virkeligheden? Bestemt ikke. Hvis forandring virkelig er, som Kratylos opfatter den, ville ingen sande fremstillinger være mulige overhovedet. :

Men sådan er virkeligheden ikke. Skønt materielle objekter befinder sig i stadig forandring, forsvinder de ikke; de består i kortere eller længere tid. Hvor en skys levetid er forholdsvis kort, løber en klippes alder op i millioner af år. Den masse af, vand- eller ispartikler, vi kalder skyer, opstår ikke af intet, men ved fortætning af vanddamp. Og når skyen forsvinder, forvandler den sig ikke til intet. Således forholder det sig med al opståen og forsvinden. Den opfattelse, at enhver forandring omfatter et objekts undergang og et andets fødsel, er altså fejlagtig. Den modsatte opfattelse siger, at et objekt under forandring aldrig forsvinder, men tværtimod bevares. Således er Ganges for eksempel, trods alle forandringer, stadig den samme store flod som for hundredtusindvis af år siden, og det vil den fortsat være i de kommende årtusinder.

Lad os nu se på den opfattelse, ifølge hvilken enhver forandring er forandring af det, der var, er og vil være, og sammenholde den med videnskabeligt bevismateriale. Opfattelsen er som nævnt den stik modsatte af Kratylos'. På mikrofilmoptagelser er det lykkedes at fastholde delingen af en levende celle; i menneskets organisme varer den fra en til to timer. Under delingen fuldbyrdes en mængde vigtige forandringer, kromosomtallet i cellen fordobles, cellekernen deles osv., men cellen bevarer sin identitet. Så indtræder et punkt, da de gradvise forandringer ophører. Den gamle celle forsvinder, og to nye opstår. På præcis samme måde sker det i planter. Knopperne udvikler sig gradvist og undergår en række vigtige forandringer, som ikke kan ses med det blotte øje, og indtil et vist punkt er de stadig knopper. Men herefter indtræffer et brud i denne kontinuitet. Knopperne springer ud, og pludselig er træet dækket af ungt løv. Også frøet er en levende organisme, hvori der hele tiden foregår stofskifte såvel som andre processer og ofte i meget lang tid. Alligevel forbliver frøet et frø uanset alle disse forandringer, indtil det øjeblik da der indtræffer et spring. Frøets hinde brister, og kimet begynder at spire. I stedet for frøet, som forsvinder, udvikles nu en plante, som tidligere ikke eksisterede.

Derfor er det aldeles forkert at påstå, at enhver forandring i en plante eller et dyr indebærer, at noget tidligere eksisterende forsvinder og erstattes af noget hidtil ikke-eksisterende. Det er imidlertid lige så forkert at påstå, at enhver forandring i planter og dyr blot er en forandring af noget, der var, er og vil være. I virkeligheden forekommer begge slags forandringer, såvel af det, der var, er og vil være (denne proces foregår uafbrudt), som af det, der medfører nogle objekters undergang og andres opståen (dvs. spring, brud i kontinuiteten). Botaniske og zoologiske undersøgelser har vist, at hverken Kratylos: eller tilhængerne af den stik modsatte opfattelse har ret. Her vil det være på sin plads at erindre sig, hvad der tidligere er nævnt om de processer i den uorganiske natur, der også fremstår som en enhed af det gamles forandring og det nyes opståen. Ligegyldigt hvordan en eller flere partikler flytter sig i rummet, er disse processer stadig mekaniske og reversible. Men så snart antallet af partikler i tilfældig, kaotisk bevægelse når en vis størrelse, opstår en ny bevægelsesform, nemlig varmeprocesser, som forløber i én retning, er irreversible. På samme måde forholder det sig i samfundet.

Reformisterne påstår, at kapitalisme kan forvandle sig til socialisme gennem gradvise, uafbrudte forandringer. Men disse forandringer kan kun berede grunden for socialismen, som først vil opstå efter en revolution, et brud i kontinuiteten. Det er en kendt sag, at et samfund forbliver kapitalistisk, dvs. baseret på udbytning, fra og med de kapitalistiske produktionsrelationers (produktionsforholds) dominans og frem til afskaffelsen af dem gennem en revolution. Det kapitalistiske samfund gennemgår en række uafbrudte, meget vigtige forandringer: produktivkræfternes; vækst, øget kapitalkoncentration osv. Men alt dette bidrager blot til at uddybe kapitalismens iboende modsigelser og skærpe klassekampen. Kun et brud i kontinuiteten, en revolutionær omvæltning, der fordriver bourgeoisiet fra den politiske magt og fratager det ejendomsretten til de vigtigste produktionsmidler, kan gøre ende på kapitalismen og frembringe et nyt samfund, der bygger på samfundseje til produktionsmidlerne, et samfund, hvor magten er overtaget af arbejderklassen, ledet af dens parti, og hvor det ene menneskes udbytning af et andet helt afskaffes.

Vi har tidligere omtalt de værdifulde erkendelsesmæssige resultater, som filosofien og natur- og samfundsvidenskaberne nåede i sidste fjerdedel af 18. århundrede og særlig i første halvdel af det 19. århundrede. Både den viden, som enkeltvidenskaberne skaffede til veje, og filosofien undergik anseelige forandringer i den periode. Men i midten af forrige århundrede indtrådte et vendepunkt i menneskehedens åndelige udvikling. På grundlag af en kritisk bearbejdning og filosofisk sammenfatning af menneskenes hidtidige resultater på erkendelsesområdet udviklede Marx og Engels en ny lære, der adskilte sig radikalt fra alle tidligere filosofiske teorier. Der var tale om et brud i kontinuiteten, en revolution i udviklingen af den menneskelige tænkning, markeret ved tilblivelsen af en filosofi, som var uden sidestykke i historien. På nøjagtig samme måde havde de uafbrudte forandringer inden for videnskaberne om naturen banet vej for et spring, en revolution i naturvidenskaberne.

Det vil sige, at såvel i videnskaberne som på forskellige områder af samfundslivet vil de uafbrudte, gradvise forandringer medføre noget hidtil eksisterendes undergang, forsvinden, og noget nyts opståen gennem et spring, et brud i kontinuiteten. Forandringer, der består i et hidtil eksisterende objekts forsvinden og et nyt objekts opståen, beskrives i filosofien som kvalitative forandringer. Alle andre forandringer, hvorunder forskellige dele eller sider af et objekt omgrupperes, vokser eller formindskes, mens objektet beholder sin identitet, beskrives i filosofien som kvantitative forandringer. I forhold til alle de forandringer, som et dyr for eksempel udsættes for, udgør dets fødsel og død kvalitative forandringer. Og i forhold til dets fødsel og død er alle øvrige forandringer, det undergår livet igennem, kvantitative, da det hele tiden forbliver netop det bestemte dyr. Den kvalitative forandring kan optræde i to former - „noget, der ikke eksisterede, men som nu gør det" eller „noget, der eksisterede, men som ikke gør det længere". Kvantitative forandringer er derimod uendelig forskelligartede og optræder for eksempel som „større - mindre", „mere - mindre", „oftere - sjældnere", „hurtigere - langsommere", „varmere - koldere", „tungere - lettere", „værre - bedre", „rigere - fattigere".

I vore dage finder vi næppe nogen, der deler Kratylos' metafysiske opfattelse, men tit og ofte kan man støde på mennesker, der støtter det diametralt modsatte, men lige så metafysiske synspunkt. Deres hyppigste argument er, at der kun tilsyneladende forekommer brud i de processer, som finder sted i omgivelserne og i vor bevidsthed, og at vi ved omhyggelig undersøgelse vil erfare, at alt befinder sig i uafbrudt forandring. For bliver en proces afbrudt, vil den aldrig komme i gang igen uden hjælp udefra, lige så lidt som en knækket skal kan gøres hel, med mindre nogen tilfældigvis limer dens knækkede kanter sammen igen.

Lad os for en stund godtage, at forandringer altid forløber i en uafbrudt kæde. Det vil da se ud som om, at en poppel i vækst kun befinder sig i en tilstand af uafbrudt forandring; poppelskuddet forvandler sig uafbrudt til en moden poppel, ligesom frøet uafbrudt havde udviklet sig til et skud, blomsten til frugt og frø, og knoppen til blomst. Den lille poppels forvandling til en stor er uomtvisteligt en uafbrudt forandring, for træet er hele tiden en poppel. Men hvis frøets forvandling til en lille poppel ligeledes er en uafbrudt proces, må der i frøet findes en lillebitte poppel; og hvis blomstens forvandling til frugt og frø er en uafbrudt proces, må der i blomsten findes uendelig små frø og dermed også popler. Poppeltræet kan jo kun befinde sig i uafbrudt forandring, så længe det er en, omend nok så lille poppel. Forandringen fra „ikke-poppel" til „poppel" kan ikke være en uafbrudt proces. Når frøet, hvoraf poppelkimet er dannet, forsvinder, er vi vidne til et brud i dens (poplens) udvikling.

Tilhængerne af denne metafysiske opfattelse, ifølge hvilken brud i kontinuiteten ikke kan forekomme, fremfører også andre argumenter. Blandt andet siger de, at alle bevægelsens faser og led er indbyrdes årsagsforbundne og følgelig sammenhængende. Al bevægelse er derfor uafbrudt, kontinuert. For hvis vi antager, at der findes et brud, en kløft, mellem f.eks. trin A og det efterfølgende trin B, kan de altså ikke være sammenhængende, og således har trin B ingen årsag. Men at godtage årsagsløse fænomener er det samme som at tro på mirakler, og mirakler i ordets egentlige forstand forekommer som bekendt ikke. Af den grund, siger de, kan der aldrig være tale om nogle spring eller brud i kontinuiteten. Her må vi i første række slå fast, at springet, bruddet i kontinuiteten, absolut ikke er noget årsagsløst fænomen uden forbindelse med bevægelsens forudgående trin. Et spring er altid forberedt, fremkaldt og årsagsbetinget af den forudgående uafbrudte bevægelse. Fødslen af et levende væsen forberedes og fremkaldes således efter afgørende forandringer af fosteret under svangerskabet. Den sociale revolution forberedes og fremkaldes af de uddybede modsigelser i samfundet og den skærpede klassekamp. En omvæltning i videnskaben fremkaldes af den tiltagende mængde af teoretiske og praktiske oplysninger, der gør omvæltningen uundgåelig. På den anden side bestemmer selve springet karakteren af den efterfølgende uafbrudte bevægelse. Karakteren af alle processer i levende væsener og den hastighed, hvormed de skrider frem, er fuldstændig forskellig i henholdsvis fostertilstand og nyfødt tilstand.

De mest forskellige sider af menneskenes liv i et samfund, der er opstået efter en revolution, udvikler sig fuldstændig anderledes end før revolutionen. Og udviklingshastigheden og retningen af menneskenes kundskaber efter en omvæltning i videnskaben bliver væsentlig anderledes, end det før var tilfældet. Således findes der en snæver forbindelse mellem springet og det, der kommer før og efter springet. Uafbrudte forandringer betinger et bestemt brud, som på sin side fremkalder bestemte uafbrudte forandringer. Man bør holde sig for øje, at springet ikke indtræder i et vilkårligt øjeblik, men først når de uafbrudte, kontinuerte forandringer har nået den helt bestemte grænse, der gælder for den respektive proces. Hvor bestemt karakter, dette øjeblik i en sejrrig revolution har, fremgår tydeligt af Lenins brev af d. 24. oktober (d. 6. november) 1917, hvori han skriver om opstanden: ,,. . . Sagen må ubetinget afgøres i aften eller i nat. Historien vil ikke tilgive de revolutionære, hvis de tøver, når de kan sejre i dag (og afgjort vil sejre), mens de... risikerer at miste alt. . .En udsættelse af aktionen er ensbetydende med døden." Også videnskaben modnedes til den uundgåelige omvæltning på et ganske bestemt tidspunkt. Da de ophobede kundskaber klart antydede nødvendigheden af at skabe relativitetsteorien, var Poincaré og Langevin hver for sig på sporet af denne opdagelse. Hvis omvæltningen ikke var blevet fuldbyrdet af Einstein, der tidligere og mere dybtgående end andre forstod den påtrængende nødvendighed af en radikal revision af en række fysiske anskuelser, ville den være foretaget måske noget senere og i en lidt anden form - af andre videnskabsmænd, fordi denne omvæltning var blevet en uomgængelig nødvendighed. Einstein selv var for øvrigt af samme opfattelse. Således udvikler forandringerne sig uafbrudt frem til den grænse, som er bestemt af den givne proces' natur, hvorefter der indtræffer et spring. Den grænse, de uafbrudte forandringer afbrydes ved, beskrives i filosofien som mål.

Og lad os nu undersøge, om brud i kontinuiteten er ensbetydende med et absolut brud mellem på hinanden følgende udviklingstrin, sådan som metafysikerne påstår. Tag et dyr, en hund for eksempel. De forandringer, den undergår i livet, er kun uafbrudte i forhold til to brud - dens fødsel og død. Men også i andre henseender forekommer der brud eller spring i hundens liv. Først og fremmest når hunden opnår fuld fysiologisk modenhed (fra atten måneder til toethalvt år). Omvendt er de forandringer, en hvalp undergår kun uafbrudte i forhold til de to brud, mellem hvilke forandringerne sker, dvs. mellem fødslen og den fysiologiske modenheds indtræden. Men denne periode indeholder ligeledes brud i andre henseender. Hvis vi tilmed underkaster dyrets fødsel en grundigere undersøgelse, viser det sig, at dette spring, dette brud, ikke indtræffer øjeblikkeligt, men er af en vis varighed og består af en række på hinanden følgende uafbrudte forandringer og tilsvarende spring. Således kunne vi blive ved i det uendelige.

Enhver uafbrudt forandring i natur, samfund og tænkning er kun uafbrudt i forhold til dens „egne" brud og spring. For på et dybereliggende plan består uafbrudt forandring af en særlig kontinuitet og særlige spring. Desuden er ethvert spring kun et spring i forhold til dets „egne" kontinuerte, uafbrudte forandringer. Springet selv er af en uendelig kompliceret struktur. Det består af kontinuitet og spring, som på et dybereliggende plan igen omfatter kontinuitet og spring - og så fremdeles i det uendelige. Forandring er kun uafbrudt i forhold til forandringens „egne" brud, dvs. dens begyndelse og slutning. For i andre henseender indeholder den brud. Der findes med andre ord ingen absolut, „ren" kontinuitet. Et brud er kun et brud i forhold til den forandring, hvis kontinuitet det har brudt. I andre henseender indeholder bruddet imidlertid selv uafbrudte forandringer. Det er ikke noget absolut, "rent" brud, eller et „mellemrum" som metafysikerne siger, men en uudtømmelig, kompliceret proces, hvori alle trin er årsagsforbundne.

Den tese i dialektikken, der fastslår, at når uafbrudte kvantitative forandringer har nået deres mål, fremkalder de springvise kvalitative forandringer, dvs. brud i kontinuiteten, som på deres side bestemmer karakteren af de videre uafbrudte kvantitative forandringer, kaldes loven om kvantitative forandringers omslag i kvalitet og omvendt. Denne lov spiller en vigtig rolle i hele vor praktiske virksomhed.

I lang tid koncentrerede ingeniører og kemikere sig for eksempel om at udvikle nye metoder til forarbejdning af naturmaterialer, der kunne imødekomme industriens og husholdningernes stadig voksende behov på forskellige områder. Da denne kontinuerte, vedvarende proces til forbedring af forarbejdnings-metoderne, sammen med andre forandringer inden for teknik og videnskab, nåede et vist punkt, affødte den et spring, en kvalitativ forandring på dette område. Og nu satser ingeniører og kemikere i første række på at udvikle syntetiske materialer med forudbestemte egenskaber, der modsvarer bestemte behov, i stedet for at finde nye metoder til forarbejdning af eksisterende naturmaterialer (som alligevel ofte ikke ville kunne opfylde kravene).

Og et andet eksempel. Med holdepunkt i loven om kvantitative forandringers omslag i ny kvalitet afviser de revolutionære såvel reformismen som det ekstreme venstres anarkisme, der begge er ude af stand til at indse vigtigheden af den revolutionære bevægelses kontinuerte udvikling. Denne bevægelse inddrager stadig større dele af befolkningen og åbner vej for revolutionen, som vil finde sted, ikke efter en håndfuld menneskers vilkårlige ønske, men kun hvor og når de nødvendige forudsætninger er modnet. For således at sikre positive resultater af menneskenes virksomhed i produktion, samfund og videnskab må vi opmærksomt følge de processer, vi har med at gøre, og holde øje med hvornår de uafbrudte kvantitative forandringer afløses af et brud i kontinuiteten, for tilsvarende og rettidigt at korrigere vor handlemåde,

Den lille plante, der spirer fra et agern, virker så spæd og ubeskyttet, som om det mindste slag kunne tilintetgøre den. Men som årene går, vokser den til et kæmpemæssigt træ, der overlever flere generationer af mennesker, og som indgyder respekt ved sin opbygning af rodsystem, stamme, bark, grene og blade. De første encellede dyr, der opstod på Jorden for mere end en milliard år siden, var ufattelig ubetydelige, kortlivede, skrøbelige og primitive i opbygning og adfærd. Og omvendt er anatomi, fysiologi, psyke og adfærd hos nutidige højtorganiserede pattedyr (f.eks. hunde og aber) utrolig kompliceret og stabil. Fænomener af den art støder vi på for hvert skridt. Det lille, hjælpeløse barn udvikler sig til et fysisk stærkt og intelligent menneske, til en kender på sit område, til en person, der kan magte indviklede opgaver.

Umådelige afstande skiller det primitive ursamfund, der næsten helt beherskedes af naturkræfterne, fra det moderne samfund, der har sat disse kræfter, herunder atomenergien, i menneskets tjeneste og skabt kunstige søer, skove, ja sågar jorddrabanter. Lige så iøjnefaldende er fremskridtene i vor viden, som gennem århundredlang udvikling i dybde, bredde og omfang er umådeligt større end vore tidligste forfædres. Vi har før set, at denne fremadskridende bevægelse fra lavere til højere former forløber gennem en uendelig udskiftning af udviklingstrin, hvor hvert trin væsentligt adskiller sig fra sin forløber. Hvorledes sker så forvandlingen af ét udviklingstrin til et nyt, som skal afløse det ?

Temperaturer på flere tusinde grader Celsius vil medføre tilintetgørelse (negation) af en amøbe; dens næste udviklingstrin vil således ikke finde sted. Amøbens liv ophører og erstattes af fysisk-kemiske processer i den uorganiske natur. Men den for amøben iboende måde, hvorpå udviklingstrinene afløser hinanden (negationsmåden), består i en deling (der indtræder under visse betingelser), som resulterer i, at den gamle mikroorganisme forsvinder, og to nye opstår. Hvis et agern fortæres af et dyr, er der selvfølgelig tale om en negation, fordi agernet forsvinder og på sin side bidrager til dyrets videre vækst. Men hermed afsluttes agernets iboende udvikling. Havde det fået lov til at fortsætte sin trinvise udvikling i overensstemmelse med sin iboende måde, ville det have forvandlet sig til en eg. Udviklingstrinenes skiften, der forløber efter det givne objekts iboende love (til forskel fra den skiften, der følger af ydre kræfters indblanding, hvorved den givne bevægelsesform tilintetgøres) kaldes en dialektisk negation.

Hvorledes sker en dialektisk negation ? Hvis man graver i jorden under en spirende eg, vil man ikke finde noget agern. Hvor er det blevet af ? I lighed med de fleste grønne planter opbygger egen sin organisme af de stoffer, den optager fra jorden (gennem rødderne) og fra luften (gennem bladene, som indeholder klorofyl). Når en ny plante er ved at opstå, har den endnu ingen rødder eller blade. De første spæde blade og rødder dannes af stoffer i agernet. Det beskyttende hylster nedbrydes og bliver ikke en del af den nye plante. Skønt en del af agernet således går tabt ved dets forsvinden, bevares den vigtigste del, omend i forandret form. Kimet og de næringsstoffer, der omgiver det, forvandles til en spire. Ikke så snart har den spæde rod udviklet sig, før den begynder at opsuge den næring af jorden, som medgår til at opbygge planten, mens de første grønne dele af skuddet straks begynder at optage de stoffer i luften, som skal opbygge egetræets krop. Det vil sige, at den plante, der afløser agernet, både indeholder stoffer fra agernet og stoffer, som ikke fandtes t det. Det samme kan siges om det egetræ, der udvikler sig af spiren. Den unge eg vil på mange måder være som sine forældre, men i kraft af de specifikke betingelser, hvorunder den er blevet til og har udviklet sig, arver den ikke alle forældrenes træk, mens den får træk, som forældrene ikke havde. En dialektisk negation består i, at noget fra det negerede trin går tabt, noget optages i det nye, negerende trin (omend i forandret form), og noget helt nyt, der ikke tidligere fandtes, tilføjes. Alle tre elementer er også til stede, når én dyreart forsvinder og afløses af en anden.

Efter undersøgelse af et enormt antal plante- og dyrearter, som har afløst hinanden gennem hundrede millioner år, har palæontologerne ikke opdaget et eneste tilfælde, hvor en uddød art er genopstået. Intet i naturen bliver nogen sinde gentaget fuldstændigt. Skønt senere arter besidder visse af tidligere uddøde arters træk, vil de altid mangle nogle af deres forgængeres karakteristika, mens de besidder andre, som deres forgængere ikke havde. Videnskabeligt materiale modbeviser fuldstændig den metafysiske opfattelse, ifølge hvilken udvikling er ensbetydende med gentagelse af identiske kredsløb, der altid vender tilbage til udgangspunktet, dvs. cirkelformet bevægelse. Men den enkelte, levende organisme udvikler sig ikke i en cirkel. Når et agern udvikler sig til en eg af samme art som dens forfædre, er der selvfølgelig i visse henseender tale om en tilbagevenden til det, der allerede har eksisteret. Men i visse andre henseender adskiller den nye eg sig fra sine forfædre. Hvis den nye eg virkelig var en præcis gentagelse af sine forfædre, som på deres side havde gentaget alle tidligere generationers træk, måtte egetræet eksistere evigt. I øvrigt er det med sikkerhed fastslået, at der i længst forsvunden tid hverken fandtes egetræer eller de arter, som egene afløste. Nogle arter uddør og andre opstår, netop fordi enhver organisme både arver meget fra forældrene, men også adskiller sig fra dem på en eller anden måde. Ophobningen af disse forskelle over en lang periode fremkalder gamle arters afløsning af nye.

Når et nyt trin i samfundsudviklingen opstår, er det heller ikke ensbetydende med, at alle de mennesker eller al den teknik og videnskab, som fandtes i det gamle samfund, forsvinder. Hvis det var tilfældet, ville det nye trin ikke kunne indtræde. Et nyt trins opståen i samfundsudviklingen er betinget af, at den udlevede samfundsorden tilintetgøres sammen med det statsapparat og den ideologi, som henholdsvis beskyttede og velsignede den; at medlemmerne af det gamle samfund inddrages i det nye samfund (hvorunder de forskellige klassers rolle væsentlig forandres); at de industrielle, tekniske og videnskabelige fremskridt fra det tidligere trin udnyttes på det nye; at der på basis af disse fremskridt og en ny ideologi etableres kvalitativt nye produktionsrelationer og en ny stat; at produktivkræfterne hæves til et nyt, højere trin.

Således er intet trin i udviklingsprocessen evigt. Hvert trin forsvinder før eller siden, idet det „negeres" af et nyt trin, der senere selv „negeres" og så fremdeles. Den dialektiske negation (udviklingstrinenes skiften, der forløber efter det pågældende objekts eller proces' iboende love) består dels i de udlevede træks forsvinden fra det negerede trin, dels i bevarelsen af visse træk ved dette trin og dels i fremkomsten af helt nye træk, der ikke tidligere har eksisteret. Af disse årsager har udviklingstrinenes skiften fremadskridende karakter. Da intet trin nogen sinde gentages helt, og da visse træk fra tidligere trin altid vil forekomme, omend i forandret form, på senere trin, antager udviklingen spirallignende karakter. Alle ovennævnte udviklingstræk beskrives som loven om negationens negation.

Når et land afkaster koloniåget og begynder at opbygge et nyt liv, må dets folk nødvendigvis afskaffe alle levn af undertrykkelse, alle det imperialistiske overherredømmes sørgelige rester, alle imperialismens menneskefjendske metoder og institutioner, som er med til at bremse den nationale udvikling. Men bygninger, virksomheder, læreanstalter osv., der opførtes under kolonivældet, skal selvfølgelig bevares og nu sættes i folkets tjeneste. Ligeledes må man til folkets gavn bevare, udvide og bruge de videnskabelige kundskaber, som en lille del af det undertrykte folk erhvervede sig under kolonialismen. Men derudover må et folk, som er slået ind på en selvstændig udviklingsvej, skabe meget nyt, som tidligere slet ikke fandtes på det sociale, statslige, økonomiske og kulturelle område i deres land. I denne situation genfinder vi alle tre træk, der indeholdes i loven om negationens negation. 

Hvad får en ting til at bevæge sig, til at udvikle sig? Hvorfor forandrer den sig? Hvorfor ruller en nød for eksempel hen ad jorden? Måske blev den revet af sin kvist af en gren, der var knækket af sit træ og havde ramt nødden i faldet. Grenen blev måske knækket af en sten, der pludselig rullede ned ad en bjergskråning. Og måske blev stenen sat i bevægelse af et jordskred, som på sin side var fremkaldt af et hårdt vindstød. Denne kæde kunne fortsættes længe. Observationer af netop den art førte tidligere tiders filosoffer ind på den tanke, som en af det 17. århundredes mest fremtrædende materialister, Baruch (Benedikt) Spinoza, havde formuleret således: „Et legeme, der befinder sig i bevægelse eller i hvile, må være bestemt til bevægelse eller hvile af et andet legeme; dette legeme må ligeledes være bestemt til bevægelse eller hvile af et andet legeme, og dette igen af et andet legeme og så videre i det uendelige!

Tesen om, at ethvert objekt kun kan sættes i bevægelse eller standse sin bevægelse under påvirkning udefra af et andet objekt, er tæt knyttet til en anden tese, nemlig at modsatte egenskaber, karakteristika og tendenser, f.eks. bevægelse og hvile, er uforligelige i et og samme objekt på en og samme tid. Et objekt i bevægelse kan ikke samtidig være i hvile. Og er det i hvile, kan det naturligvis ikke bevæge sig. Begge disse teser repræsenterede den eneste fornuftige forklaring på årsagerne til bevægelse, til udvikling, mente så at sige alle filosoffer og videnskabsmænd i det 17. og det 18. århundrede. Prøver vi at undersøge, hvordan tingene er opbygget „. . . hver for sig, side om side og efter hinanden", vil vi som Engels bemærkede "... rigtignok ikke støde på nogle modsigelser hos dem. Vi finder da visse egenskaber, som dels er fælles, dels forskellige, ja indbyrdes modsigende, men i sidstnævnte tilfælde er de fordelt på forskellige ting og indeholder altså ikke nogen modsigelse".

Ved undersøgelse af objekternes struktur, egenskaber og særtræk er det fuldt forståeligt, at videnskabsmændene først og fremmest opdager modsigelser mellem ting og ikke ser modsigelserne inden i det enkelte objekt. Men når videnskabsmændene begynder at forske i de processer, som finder sted i et legeme, og i dets forbindelser med den ydre verden, konfronteres de med en ganske anden situation. Hvis vi for eksempel undersøger en levende organisme og er opmærksomme på dens indre processer og på dens forbindelser med omverdenen, opdager vi, at den hele tiden optager stof fra og udskiller stof til omgivelserne. Disse diametralt modsatte processer er tilmed så snævert forbundne, at i samme stund organismen forhindres i at optage visse stoffer udefra, stoppes også dens udskillelse af stoffer til omgivelserne, og hvis den omvendt fratages muligheden for at udskille stoffer, holder den øjeblikkeligt inde med at optage stoffer fra omgivelserne.

En lignende situation møder vi i den uorganiske natur. Så længe atomerne i de forskellige grundstoffer blev betragtet side om side, og før menneskene havde opdaget, at nogle grundstoffers atomer kan forvandles til andre grundstoffers, syntes modsatte fysiske og kemiske egenskaber at være fordelt mellem de forskellige grundstoffers atomer, mens modsætninger inden i det enkelte atom ikke blev observeret. Da man siden gik i gang med at udforske radioaktivitet, dvs. forvandling af nogle grundstoffers atomer til andre grundstoffers atomer, ændrede situationen sig. Atomkernen, hvori næsten hele atommassen er koncentreret, viste sig at bestå af positivt ladede partikler, protoner. Skønt ens ladede objekter frastøder hinanden, flyver protonerne ikke fra hinanden; de holdes sammen i kernen af andre diametralt modsatte kræfter, de såkaldte kernekræfter, hvorved protonerne bindes til hinanden. Disse modsætninger i atomkernen - protonernes bindning og frastødning - er så snævert forbundne, at den ene ikke kan eksistere uden den anden. Det er netop udviklingen af denne, atomkernen iboende modsigelse, som betinger forvandlingen af nogle grundstoffers atomer til andre grundstoffers atomer.

Hvis man saver en magnet midt over, får man som bekendt ikke to adskilte poler. Begge halvdele vil fortsat være magneter, hver med en nordpol og en sydpol. Hvis vi igen deler stykkerne over i to, vil resultatet blive det samme. Man kan selvfølgelig godt fratage magneten dens nordpol. Det gøres ved at afmagnetisere stangen. Men gør man det, forsvinder sydpolen samtidig med nordpolen. Vi har tidligere nævnt, at et legeme ser ud til at være enten i hvile eller i bevægelse, hvis vi ser bort fra legemets indre processer og forbindelser til omgivelserne. Men så snart vi tager det hele med i billedet, erfarer vi, at alle legemer i hvile er i bevægelse, at alle legemer i bevægelse er i hvile, at bevægelse og hvile er indeholdt i et og samme legeme på en og samme tid og at de er uadskillelige.

To af dialektikkens love, der sammenfatter alle vore kundskaber om naturen, samfundet og tænkningen, viser, at al bevægelse er en enhed af uadskillelige modsætninger: kvantitative og kvalitative forandringer; kontinuerte forandringer og brud i kontinuiteten; egenskabers forsvinden og bibeholdelse hos det negerede trin; gentagelighed og uigentagelighed; stabilitet og foranderlighed. At kende fænomenernes og processernes modsigelsesfyldte natur gør det meget lettere at få øje på de årsager, som får alle objekter til at bevæge og forandre sig. Hvad fremkalder for eksempel den særlige bevægelsesform, vi kalder plante- eller dyreliv?

En organisme lever kun så længe, stofskifteprocessen fortsætter; den omfatter to modsatte processer - assimilation (optagelse af stoffer til legemets opbygning) og dissimilation (stoffers opløsning i organismen og udskillelse af opløsningsprodukterne). Med stofskiftets ophør standser organismens liv. I alle planter og dyr finder stofskiftet ikke sted „. . . som følge af en proces, der påtvinges dem udefra. . . Tværtimod er livet, det stofskifte, som følger af ernæringsoptagelse og udskillelse, en selvudført proces. . ." dvs. en proces, der er den levende organisme iboende. Alt efter organismens alder, det arbejde, den har udført, dens helbredstilstand og adskillige andre faktorer, dominerer enten det opbyggende stofskifte (assimilationen) eller det nedbrydende stofskifte (dissimilationen). Selv hvor de to stofskifteprocesser forløber med næsten samme intensitet (hvilket altid kun er midlertidigt), fremkommer kun tilnærmelsesvis, relativ ligevægt mellem disse modsatte processer. Deres modsigelse forsvinder ikke, den formindskes blot. Således er liv bevægelse, hvis årsag ikke ligger uden for organismen. Det er en indre årsag, som sætter organismen i bevægelse. Kilden til denne bevægelse er vekselvirkningen mellem dens iboende modsætninger (assimilationen og dissimilationen). Selv delvis, tilnærmelsesvis ligevægt mellem disse to modsætninger er kun mulig i et begrænset tidsrum. De er aldrig i så fuldstændig ligevægt, at de neutraliserer hinanden. Misforholdet, modsigelsen mellem dem, vil altid være til stede, så længe der er liv i almindelighed (og følgelig også kilden til liv - modsætningernes kamp). Således er liv selvbevægelse.

Hvordan forholder det sig i et samfund, hvor produktionsmidlerne er privatejendom, et samfund, som er splittet op i klasser af udbyttere og udbyttede. Udbytternes eksistens er umulig uden de udbyttede. Hvem skulle de ellers udbytte? Og hvor der ingen udbyttere er, kan der heller ikke være udbyttede. Kampen mellem disse klasser, hvor som helst privatejendom er fremherskende, repræsenterer hovedkilden til samfundets bevægelse fra lavere til højere trin, fra slaveri til feudalisme, fra feudalisme til kapitalisme, fra kapitalisme til socialisme. Samfundet sættes ikke i bevægelse af en eller anden ydre kraft. Tværtimod er samfundsudviklingens drivkraft (klassekampen) samfundet iboende. Og følgelig er menneskets historie selvbevægelse, fremkaldt af kampen mellem modsatte klasser i samfundet selv. Selv når deres kræfter mere eller mindre befinder sig i ligevægt, vil ligevægten dog aldrig blive fuldstændig. Det ville være en fejl at benægte den rolle, som ydre påvirkninger spiller; de kan fremme eller hæmme en bevægelsesform. Men ikke desto mindre har al bevægelse sin kilde i indre modsigelser, idet nye modsigelsers opståen giver anledning til nye bevægelsesformer, mens de med deres forsvinden giver plads for en anden bevægelsesform, hvis drivkraft er andre modsigelser.

Alle materielle eller åndelige fænomener og processer er altså en enhed af modsætninger, som er dem iboende og uadskillelige fra hinanden. Kilden til et objekts bevægelse er dets iboende vekselvirkning („kamp") mellem modsætninger. Derfor er bevægelse selvbevægelse. Modsætninger kan kun opnå delvis, relativ ligevægt, og da kun midlertidigt; fuldstændig ligevægt er umulig. Misforholdet, modsigelsen mellem dem, er altid til stede i skiftende grad og er lige så uforgængelig som selvbevægelsen. Enheden, modsætningernes ens effekt, er midlertidig og relativ, mens kampen mellem dem er evig og absolut. Således er de grundsætninger i den materialistiske dialektik, der beskrives som loven om modsætningernes enhed og kamp. Betydningen af denne lov for dialektikken er så stor, at Lenin skrev: „Kort kan dialektikken defineres som læren om modsætningernes enhed. Derved har man taget fat om dialektikkens kerne. . .Faktisk kan såvel loven om kvantitative forandringers omslag i kvalitet som loven om negationens negation betragtes som sider af loven om modsætningernes enhed og kamp, den lov, som af dækker kilden til al bevægelse.

Det følgende er et eksempel til illustration af denne lovs betydning for den arbejdende befolknings kamp mod imperialistisk undertrykkelse. Fortalerne for det kapitalistiske system hævder, at de indre modsætningers kamp (klassekampen) ikke er nogen kilde til samfundsudviklingen, men tværtimod en hindring. Strejker og demonstrationer, siger de, standser fabrikkerne i perioder og bremser således produktionens og samfundets udvikling i det hele taget. Videre påstår de, at klassefred og -samarbejde mellem ejere og lønarbejdere bidrager til det tekniske fremskridt og fremskynder produktionens udvikling. Men i kapitalistiske lande, hvor arbejderklassen er velorganiseret, tvinger arbejdernes økonomiske kamp kapitalisterne til at hæve lønningerne, nedsætte arbejdstiden og forbedre arbejdsforholdene. Kapitalisterne tvinges til at forbedre anlæg, teknologi og arbejdsgang. Men vigtigst af alt: jo bredere og jo mere energisk befolkningens kamp udfolder sig, jo snarere indtræffer den revolution, som vil afskaffe kapitalistisk undertrykkelse og hæve produktionen og hele samfundslivet til et udviklingstrin, som er uopnåeligt for kapitalismen.

Jorden har en måne. Også andre planeter i vort solsystem har måner, og det samme gælder planeter i andre stjernesystemer. Planeten Saturn i vort solsystem har for eksempel ni måner, hvoraf Titan er den største. Som Saturns måne er Titan en biplanet i solsystemet, og således er den en af alle biplaneter i kredsløb om planeter i andre stjernesystemer. Disse måner, biplaneter, tilhører gruppen af faste kosmiske legemer, som blot udgør en del af alle kosmiske legemer i det hele taget. Ved således at gå fra det snævreste begreb til stadig bredere begreber, afdækkes en begrebsrække, hvori hvert på hinanden følgende begreb er bredere end det foregående: Titan→Fast kosmisk legeme; Saturns måne→Kosmisk legeme; Biplanet til en planet i solsystemet→ Materielt objekt; Biplanet til planet→Materie. Eller lad os tage begrebet „hvede". Hvede er en kornsort, og alle kornsorter er dækfrøede planter med ét kimblad. Sammen med planter, der har to kimblade udgør de gruppen af dækfrøede planter, som på sin side og sammen med de nøgen-frøede planter tilhører kimplanterne, der igen indgår i plantegruppen som helhed (sammen med de frøløse planter). Også her får vi en række af begreber, der spænder fra det specifikke til det almene: Hvede→Organisme; Kornsort→Selvregulerende system; Dækfrøet plante med ét kimblad→ Materielt objekt; Dækfrøet plante→Materie. Alle begreber for materielle objekter, f.eks. „eg", „bi", „biplan", er led i tilsvarende rækker, og disse rækker er indbyrdes forbundne. Da hvede er en kornsort vil alle egenskaber ved begrebet „kornsort" indgå i begrebet „hvede", som på sin side omfatter en række specielle træk, der adskiller den fra alle andre kornsorter. Begrebet „kornsort" indeholder alle specielle træk ved dækfrøede planter med ét kimblad samt de træk, som adskiller kornsorterne fra alle øvrige dækfrøede planter med ét kimblad.

På præcis samme måde forholder det sig med alle andre begreber; indholdet af det bredere begreb indgår i indholdet af det snævrere begreb, som på sin side også indeholder de specielle træk, hvorved det som undergruppe adskiller sig fra alle øvrige undergrupper i sin gruppe. Derfor vil en organismes kendetegn være indeholdt i begreberne for alle planter (over en halv million arter kendes) og for alle dyr (mere end en million arter kendes). Men begrebet „materie" indtager en særlig plads blandt begreberne for materielle objekter. Ved at være det mest omfattende, det højeste begreb på området, indgår det i millioner af forskellige begreber for organiske eller uorganiske, naturlige eller menneskeskabte materielle objekter. Materie er ikke det eneste begreb, der omfatter et umådelig stort antal af snævrere begreber. Filosofien beskæftiger sig med følgende brede begreber: materie og bevidsthed, bevægelse og hvile, det almene og det enkelte, væsen og fænomen, kvalitet og kvantitet, kontinuitet og diskontinuitet, årsag og virkning, nødvendighed og tilfældighed, mulighed og virkelighed, indhold og form, struktur og funktion osv. Disse yderst brede begreber kaldes kategorier. Hver kategori omfatter en enorm mængde af snævrere begreber, mens alle kategorier tilsammen omfatter samtlige begreber, som den menneskelige tænkning råder over. Og eftersom kategoriernes indhold ligger i alle de begreber, som hører ind under dem, afhænger forståelsen af de mest forskelligartede fænomener og processer i natur, samfund og tænkning i høj grad af, hvad der lægges i hver kategori. Forskellen mellem kategorier og andre begreber blev observeret allerede i oldtiden og er lige siden blevet diskuteret blandt filosoffer, som har fremlagt forskellige teorier om kategorierne.

Lad os se på Kants udlægning af spørgsmålet. Kant understreger især, at ved at samle en mængde af snævrere begreber, bidrager hver enkelt kategori til at knytte al vor viden sammen til et hele, systematisere den og sammenfatte den, og at kategorierne derfor spiller en overordentlig stor rolle i erkendelsen. Kant ræsonnerer som følger: da menneskene første gang stødte på et metal, der ikke kunne ilte, dannede de det nye begreb „guld". Den første jordomrejse skabte begrebet „klode". De første søfarere, der nåede Ishavet, kunne berette om utrolige, flydende bjerge af is. Og således opstod begrebet „isbjerg". Alle almindelige begreber er resultat af menneskenes kontakt med materielle ting, af disse tings indvirkning på vore sanseorganer; de er altså erfaringsbestemte. Derfor udgør de tilsammen vore kundskaber om fænomener i den materielle verden. Anderledes forholder det sig med kategorierne. Støder vi på et for os ukendt fænomen, begynder vi straks at lede efter dets årsag, og vi prøver at finde ud af, hvad der er tilfældigt, hvad der er nødvendigt osv. ved fænomenet. Ingen kontakt med ting, ingen erfaring, kan opnås uden brug af begreber. Selv om vi ikke kender årsagen til et givent fænomen, er vi sikre på, at det har en årsag, og at det rummer både noget tilfældigt og noget nødvendigt. Således besidder vi, ifølge Kant, begreberne om nødvendighed og tilfældighed, årsag og virkning, kort sagt alle kategorierne, forud for kontakten med de materielle ting, dvs. forud for erfaringen. Efter Kants opfattelse er kategorier ikke udledt af erfaringen, men går forud for erfaringen, som dennes forudsætning.

Kant mente, at eftersom kategorierne (til forskel fra de almindelige begreber) forekommer i vor bevidsthed før nogen erfaring, indeholder de ingen som helst viden om den materielle verden; intet i den objektive virkelighed modsvarer kategorierne. Alle kategorier - nødvendighed og tilfældighed, årsag og virkning osv. - er noget, menneskene tænker sig til, hvilket dermed vil sige, at vore vigtigste begreber, kategorierne, slet ikke afhænger af den materielle verden, at tænkningen er uafhængig af materien. Ud fra dette idealistiske standpunkt påstod Kant, at kategorierne ikke opstår, men at de har eksisteret i den menneskelige bevidsthed lige siden menneskehedens tilblivelse. Hverken kategoriernes antal eller væsen vil nogen sinde ændre sig. Der findes i dag lige så mange kategorier som for tusinder af år siden, og indholdet af dem opfattes på præcis samme måde, som vore forfædre gjorde det. Kant påstod videre, at når nødvendighed er det modsatte af tilfældighed, må de være absolut uforligelige; ved at forbinde dem må vor forstand modsige sig selv, hvilket logikkens love ikke tillader. Årsag og virkning og andre sæt af kategorier er lige så uforenelige, eftersom de jo også er modsætninger.

Lad os se på denne fortolkning af kategorier, som vore dages idealister stadig anvender på forskellig måde. I den daglige berøring med materielle fænomener kommer vi ikke uden om begreberne, f.eks. skive, motor, afbryder, elektrisk strøm, tv, industri, værdi, arbejdsproduktivitet, ilt, mikrobe, nervesystem. Ikke et af disse begreber har vi selv udledt af erfaringen; vi har lært dem at kende gennem undervisning eller læsning. Med undtagelse af opfindere og forskere, der på grundlag af erfaring har skabt helt nye begreber, kan intet menneske hævde at have udledt et ikke tidligere kendt begreb af erfaringen. Vi har modtaget alle vore begreber i færdig form fra andre mennesker. Følger heraf ikke, at disse begreber således ikke kan være udledt af erfaringen, men er bevidstheden iboende og går forud for vor erfaring. Afgjort ikke. Selv om du og jeg ikke har udledt noget begreb af erfaringen, har andre gjort det længe før vor tid, og senere har andre igen udvidet, præciseret og udviklet dem på grundlag af nyt erfaringsmateriale. At vi anvender færdige begreber i hverdagen betyder overhovedet ikke, at disse begreber aldrig er blevet udledt af nogen, af nogens erfaring. Menneskenes brug af færdige begreber er intet bevis for, at begreberne skulle være opstået uafhængigt af erfaringen. Den dialektiske materialisme råder over vægtige beviser for det modsatte.

For det første: hvis menneskenes tænkning til alle tider har rummet alle kategorier, skulle vi også kunne genfinde dem i tænkningen hos de stammer, der levede i det tidlige ursamfund. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Nikolaj Miklukho-Maklaj (1846-1888), en berømt russisk opdagelsesrejsende, antropolog og etnograf, kunne for eksempel fastslå, at papuaerne på Ny Guinea kendte nogle kategorier (bl.a. årsag og virkning), mens andre var helt ukendte for dem. Når de byttede varer, placerede de dem stykvis over for hinanden, da de ikke kunne tælle. Ikke alene var de uvidende om kvantitet som sådan, men de havde heller ingen forestilling om begrebet tal. Engels skrev: ,,At tælle kræver ikke kun genstande, som kan tælles, men også evne til, ved betragtning af disse genstande, at se bort fra alle deres øvrige egenskaber ud over deres antal - og denne evne er resultatet af en lang historisk, erfaringsmæssig udvikling." Videnskabelige undersøgelser har bevist, at mange primitive stammer manglede såvel denne erfaring som begrebet tal, for slet ikke at nævne kategorierne kvantitet eller materie.

For det andet: hvis kategorierne var bevidstheden iboende og således gik forud for erfaringen, ville de også være at finde i barnets tænkning. Men selv om et toårigt barn nok besidder en mængde forskellige begreber, har det dog ingen forestilling om begrebet tal (og dermed heller ikke om kvantitet). Disse kendsgerninger illustrerer på overbevisende måde, at kategorier i lighed med alle andre begreber opstår af menneskenes erfaring på bestemte trin af erfaringsudviklingen, at nogle kategorier opstår tidligere end andre, og følgelig at antallet af kategorier ikke er uforanderligt. Den periode, der bruges til at forberede en kategoris opståen, er naturligvis meget længere end for et snævrere begrebs vedkommende. Denne proces fortsætter også i vore dage. Kategorierne „struktur" og „funktion" opstod for eksempel efter Kants tid, og vore efterkommere vil uden tvivl udvikle nye, for os ukendte kategorier på grundlag af den erfaring, der fremover bliver indhøstet.

Ved at modbevise den idealistiske påstand om, at hverken årsag eller virkning, nødvendighed eller tilfældighed, kvalitet eller kvantitet skulle findes i den materielle verden, og at de kun er begreber, der eksisterer i vor bevidsthed, forud for og uafhængigt af erfaringen, har den dialektiske materialisme demonstreret, at alle kategorier, alle begreber og ,,. . .alle ideer er hentet fra erfaringen, er genspejlinger. .. af virkeligheden". Disse overordentlig brede begrebers egenart består blot i, at de genspejler træk ved den objektive virkelighed, som ikke kun er gældende for enkelte, men alle processer og fænomener i universet. Heraf udspringer disse nøglebegrebers store erkendelsesmæssige betydning, hvorom Lenin skrev: „Mennesket står overfor et net af naturfænomener. .. Kategorierne er trin i udskillelsen, dvs. i erkendelsen af verden, de er nettets knudepunkter, som hjælper med at erkende og mestre det."

Ved at modbevise den metafysiske påstand om, at kategoriernes indhold og antal er uforanderligt, at de ingen forbindelse har med hinanden, og at enhed mellem modsatte kategorier er umulig, har den dialektiske materialisme vist, at kategorierne udvikler sig, at de udgør en enhed af modsætninger, og at alle kategorier er indbyrdes forbundne, idet de genspejler forskellige træk, sider og processer i omverdenen, hvor alle fænomener udgør ét hele. „... Hvis a 11 udvikler sig, - skrev Lenin, - gælder dette så ikke også for de mest almene begreber og kategorier i tænkningen? Hvis nej, er tænkningen altså ikke forbundet med væren. Hvis ja, findes der altså en begrebernes dialektik og en erkendelsens dialektik, som har objektiv betydning." Her vil vi kun beskæftige os med visse af den materialistiske dialektiks kategorier, nemlig årsag og virkning samt nødvendighed og tilfældighed.

I det 18. århundrede var det en udbredt opfattelse, at legemers evne til at brænde skyldtes deres indhold af et særligt stof, „flogiston". Jo mere flogiston et legeme indeholdt, jo lettere brændte det, mens et legeme uden flogiston overhovedet ikke kunne brænde. Flogiston var altid årsag til ild, og ild var altid en virkning af flogiston. Ud fra dette synspunkt kunne flogiston ikke være en virkning af ild og ild ikke en årsag til flogiston. En anden datidig opfattelse gik ud på, at legemers opvarmning var forårsaget af et særligt vægtløst stof „kalorik". Man mente, at når et koldt legeme opvarmes ved berøring med et varmere legeme, skyldes det virkningen af overført kalorik fra det varmere legeme. Helt op til midten af forrige århundrede stod kalorik opført på listen over kemiske grundstoffer i lærebøgerne i kemi. Man mente, at kalorik altid var årsag til varme, at varme altid var en virkning af kalorik. Det forekom indlysende, at den modsatte tilstand - varmefænomener som årsag til kalorik og kalorik som en virkning af varme - var aldeles umulig. Alle dengang kendte elektriske fænomener blev tilskrevet virkningen af særlige, usynlige elektriske væsker, som ved at flyde fra et legeme over i et andet producerede elektrisk strøm. Efter datidens opfattelse var disse elektriske væsker altid årsag til elektriske fænomener, som på deres side altid var en virkning, en følge af elektriske væsker. Disse forestillinger om varme, elektricitet og andre fænomener var grundlaget for datidens opfattelse af årsag og virkning. Man mente, at når først A var årsag til B, kunne A umuligt også være en virkning af B. Denne opfattelse af forholdet mellem årsag og virkning resulterede i den udialektiske, metafysiske påstand om, at modsætninger (her: årsag og virkning) ikke kan eksistere side om side i et og samme objekt. Den metafysiske opfattelse af kategorierne årsag og virkning er imidlertid blevet væltet af den stadig tiltagende viden, der har vist, at verden ikke er en samling af færdige ting, men en helhed af processer, sammenhænge og forbindelser.

I dag ved vi, at det i et vandkraftværk er vandstrømmens mekaniske bevægelse, som er årsag til den elektriske strøm, der produceres af kraftværket. Men når en værktøjsmaskine startes, er det elektrisk strøm, som er årsag til dens mekaniske bevægelse. I første tilfælde er elektrisk strøm en virkning af mekanisk bevægelse; i andet tilfælde er den derimod årsag til mekanisk bevægelse. I et diesellokomotiv er varme årsag til drivakslernes mekaniske bevægelse, mens lokomotivdelenes mekaniske bevægelse, deres gnidning mod hinanden, forårsager en så stærk ophedning af dem, at der må installeres særligt køleapparatur i lokomotivet for at undgå brand. Varme er med andre ord både årsag til og virkning af mekanisk bevægelse. Betragter vi leddene i en årsagsbestemt kæde som processer, viser det sig, at proces A indvirker på proces B og fremkalder en ændring i denne, mens proces B på sin side også indvirker på proces A og fremkalder ændring i den, således at kæden kommer til at se ud som her: A→←B. En proces, der indvirker på en anden proces, vil selv blive påvirket af den, hvilket betyder, at alle forbindelser i natur og samfund er vekselvirkninger og at modsætningerne (årsag og virkning) er indbefattet i en og samme ting eller proces. Når årsagen til et fænomen er konstateret, må forskeren nødvendigvis finde ud af, hvilken omvendt virkning, fænomenet har på sin årsag, hvilken side af vekselvirkningen, der er dominerende (og i hvor høj grad), og hvilke betingelser dette afhænger af.

Virkningens indflydelse på sin årsag spiller en særlig stor rolle i den organiske natur. Når en organismes styrende del informeres af den udførende del om forandringer i omgivelserne - for eksempel om, at noget, måske spiseligt, er inden for rækkevidde - „beordrer" den, den udførende del til at reagere på en bestemt måde - for eksempel til at prøve at få fat på det måske spiselige. Udfaldet heraf kan være heldigt eller mislykket. Objektet kan vise sig at være spiseligt eller uspiseligt. Den udførende del informerer straks den styrende del, som på baggrund af oplysningerne udsteder næste ordre. I første tilfælde vil ordren være at prøve at fortære objektet, i andet tilfælde at trække sig tilbage så hurtigt som muligt. Under betegnelsen feedback anvendes denne proces i vid udstrækning i moderne teknologi, specielt kybernetisk apparatur. Såvel naturlige som menneskeskabte feedback systemer ville være utænkelige, hvis ikke virkningen (dvs. systemets svar på et ydre objekts påvirkning) også var årsag til sin egen årsag (dvs. hvis ikke systemets svar blev årsag til visse forandringer i det ydre objekt, som fremkaldte svaret).

Lad os nu se på de betingelser, hvorunder et tidligere koloniland, der lider under økonomisk og kulturel tilbageståenhed, udvikler sig. For at hæve den lave arbejdsproduktivitet er det absolut påkrævet, at befolkningens kulturelle stade og materielle levevilkår hæves betydeligt. Jo mere viden, jo bedre ernæring, jo bedre leveforhold, desto højere arbejdsproduktivitet. Derfor optræder øget velstand og stigende kulturniveau blandt de vigtigste årsager til voksende arbejdsproduktivitet i et sådant land. Men hvis vi betragter sagen dialektisk (og ikke metafysisk), vil vi også her se, at årsag og virkning skifter pladser, at de befinder sig i indbyrdes vekselvirkning. Det siger sig selv, at øget kulturel og materiel velstand i et sådant udviklingsland fremfor alt afhænger af en højere arbejdsproduktivitet eller med andre ord, at øget kulturel og materiel velstand er virkningen af højere arbejdsproduktivitet. Den voksende arbejdsproduktivitet er både årsag til og virkning af stigningen i kulturniveau og levevilkår, som igen er både årsag til og virkning af den højere arbejdsproduktivitet. Bestræbelserne på at opnå national trivsel må bygge på en dialektisk forståelse af kategorierne årsag og virkning.

Tilfældighed anses almindeligvis for at være det, der måske og måske ikke sker, eller som kan ske på måske den ene, måske den anden måde. Nødvendighed opfattes derimod som det, der må ske, som ikke kan undgå at ske. Hvordan forholder det sig med den indbyrdes forbindelse, med sammenhængen mellem nødvendighed og tilfældighed i verden omkring os? Et af svarene på dette spørgsmål lyder: der findes intet, som nødvendigvis må ske og intet, der ikke kan ske. Alt, enhver begivenhed, hvor utrolig den end synes, kan forekomme måske på den ene, måske på den anden måde. Ud fra dette standpunkt findes der i den reelle virkelighed ingen nødvendighed. Alt er resultat af absolut tilfældighed.

Den franske satiriker Francois Rabelais (16. århundrede) beskrev denne opfattelse i sin roman om kæmpen Gargantua, der kom til verden gennem sin moders øre. Da F. Rabelais forudså, at hans læsere ikke ville tro det, tilføjede han, at selv om en så underlig fødsel tilsyneladende ikke havde det mindste skær af sandhed over sig, kunne den dog ikke bestrides, da intet er umuligt for gud. Og hvis gud ønskede det, ville alle kvinder fra nu af forløse deres børn gennem øret. De, der benægter nødvendighedens eksistens og mener, at alt er muligt (de såkaldte indeterminister), burde følgelig indrømme, at nok er den sten, man sidder på, for øjeblikket tavs, men den kunne da meget vel tænkes at bryde ud i sang om lidt; at nok er hunden et firbenet dyr, men det burde da ikke udelukke, at den en dag fik hvalpe med tyve ben; at nok er to plus to fire i dag, mens to plus to i morgen måske viser sig at være én. Hvor uholdbar indeterministernes teori er, illustreres bedst ved den kendsgerning, at de i ord benægter nødvendigheden og naturens love, men i praksis anerkender begge dele. Selv når kirkens fædre fastholder, at for gud findes ingen nødvendighed, at for ham er alt muligt, afviger de hele tiden fra deres indeterminisme. En af tidligere tiders teologer, Thomas Aquinas, der i vore dage udråbes som katolicismens største autoritet, måtte indrømme, at mange områder af virkeligheden var underlagt nødvendigheden, mod hvilken selv den almægtige var magtesløs. For eksempel kan gud ikke afskaffe fortiden eller ændre den kendsgerning, at summen af vinklerne i en trekant er lig to rette vinkler, eller forvandle løgn til sandhed osv.. Blandt indeterminismens modstandere er tilhængerne af den mekanistiske determinisme. Troen, hævder de, kan fremkalde ethvert brud på naturlovene, ethvert mirakel. Men videnskaben demonstrerer jo, at alt i verden er underlagt naturens love og beherskes af uomgængelig nødvendighed. Det, der sker, kan umuligt ske på nogen anden måde. Hvis bare en eneste begivenhed fandt sted i strid med den eksisterende lovmæssighed, en begivenhed, som ikke nødvendigvis måtte ske (tilfældighed), ville den være årsagsløs, dvs. et mirakel. Men mirakler forekommer aldrig. Således nåede den materialistiske filosof Spinoza til den konklusion, at intet sker tilfældigt i naturen, at alt i verden beror på nødvendighed, at alt er forudbestemt.

Dette synspunkt vandt støtte i den klassiske mekanik, hvis love med absolut præcision og uomgængelighed forudbestemmer den bane, som beskrives af et enkelt legeme. Hermed var videnskabsmændene blevet i stand til at forudsige kosmiske og jordiske legemers nøjagtige bevægelse. Men da videnskaben blev konfronteret med mere komplicerede fænomener end enkelte legemers bane, blev bunden slået ud af den mekanistiske determinisme. Lad os se på følgende eksempel. I et samfund af vareproducenter, skrev Marx, ". . . angiver prisen varens værdistørrelse". Dette er en lov, men den forudbestemmer ikke prisen, som den enkelte køber betaler. I enhver handel er prisen enten højere eller lavere end varens værdi. Eller et andet eksempel. En klasses ideologi bestemmes af den placering, som klassen indtager i det givne system af produktionsrelationer. I feudalsamfundet anså adelsmændene livegenskab for at være tingenes naturlige tilstand. Og dog forudbestemmer denne lov ikke holdningen hos hvert enkelt medlem af klassen. Som eksempel kan nævnes Aleksander Radisjtjev, dekabristerne og Aleksander Herzen i Rusland; de var alle adelsmænd, men samtidig imod livegenskabet.

I plante- og dyreriget ser vi aldrig nogen organisme leve evigt - det er naturens lov. Der findes desuden love, som bestemmer de enkelte arters maksimale levetid. Egetræer kan blive tusind år gamle, men for hver enkelt spire findes forskellige muligheder. Den kan bukke under på den første eller den tyvende eller den totusinde dag af sit liv. Der findes ingen lov, som forudbestemmer den nøjagtige dødsdag og dødstime for, lad os sige, det træ, der vokser foran vort hus. Dette gælder alle planter og dyr. Hvis vi accepterer, at alle begivenheder er forudbestemte, at absolut intet kan afværge dem, når „deres time kommer", ender vi i fatalisme. Netop således ræsonnerede Vulitj, en af personerne i Lermontovs roman Vor Tids Helt. Han satte pistolen for sin tinding og sagde: „Hvis jeg af skæbnen er forudbestemt til at dø i dette øjeblik, vil det ske, hvad enten jeg skyder eller ej; og hvis jeg er forudbestemt til at leve videre, vil jeg forblive i live, hvad enten jeg rører aftrækkeren eller ej." Fatalismen strider så åbenlyst mod menneskenes daglige praksis, at selv de mest fremtrædende tilhængere af den mekanistiske determinisme tog afstand fra den. Men ingen af dem var i stand til at forklare, hvorledes man undgår fatalisme, når man samtidig fastholder, at alle begivenheder er forudbestemte. Selvfølgelig kunne de ikke forklare det, eftersom fatalisme er en uundgåelig følge af mekanistisk determinisme.

Den for biologien så vigtige lov om naturlig udvælgelse betyder på ingen måde, at ethvert væsen, der er dårligere tilpasset livet end andre, er dømt til goldhed og tidlig død, eller at alle bedre tilpassede væsener lever længere og får adskillige efterkommere. Et dårligere tilpasset væsen har både mulighed for at opnå så høj alder, som er mulig for dets art, eller det kan dø i fødslen. For hvert væsen er mulighederne mangfoldige, og loven forudbestemmer ikke, hvilke af disse muligheder, der kommer til at gælde for det givne enkeltvæsen. På lignende måde fungerer lovene i den uorganiske natur. Vi har tidligere været inde på, at et lukket materielt systems overgang fra en tilstand til en anden sker ved, at mere velordnede bevægelsesformer udvikler sig i retning af at blive mindre velordnede. I sidste fjerdedel af det 19. århundrede blev det fastslået, at loven ikke forudbestemmer alle forandringer i et sådant system; dets enkelte dele har forskellige muligheder, de kan udvikle sig fra mere velordnede til mindre velordnede bevægelsesformer og omvendt. Men sandsynligheden for, at den første mulighed realiseres, er væsentlig større end for den anden muligheds vedkommende. Tiltagende uorden er langt mere sandsynlig end tiltagende orden. Lovens væsen udtrykker forandringernes almene tendens i et lukket system.

Lad os tage et andet eksempel. Hvis et opløseligt stof anbringes i en væske og lades i ro, vil det efter en vis tid have fordelt sig jævnt i hele væsken. Anbringer vi et lille mangankorn ved venstre væg i en beholder med vand, vil dets molekyler først fordele sig ujævnt i vandet. Efter nogen tid vil opløsningens koncentration være den samme i hele beholderen. Hvert manganmolekyle stødes af vandmolekylerne. Ved tilstrækkelig mange stød viser det sig, at antallet af stød mod et område, hvor opløsningens koncentration er mindre (til højre), er omtrent lige så stort som antallet af stød mod et område med højere koncentration (til venstre), fordi vandmolekylerne befinder sig i en konstant tilstand af uordnet (varme-) bevægelse, hvorved antallet af molekyler, der bevæger sig i enhver retning, er omtrent det samme (hvis antallet vel at mærke er tilstrækkelig stort). Men hvis hvert manganmolekyle modtager lige mange stød fra venstre og højre, hvor optræder så loven om den ensartede fordeling af opløseligt stof, som i dette tilfælde kun er mulig under den forudsætning, at langt flere manganmolekyler bevæger sig fra venstre mod højre end fra højre mod venstre.

Lad os forestille os, at vi opdeler vandet i beholderen i afsnit. I hvert afsnit vil manganmolekylerne være mere eller mindre ligelig fordelt. Men jo tættere til venstre et afsnit befinder sig, jo flere manganmolekyler vil det indeholde. Hvert molekyle bevæger sig med forskellig grad af sandsynlighed både mod højre og venstre, men eftersom venstre afsnit indeholder flere manganmolekyler end højreafsnittet, vil antallet af molekyler, der krydser linien fra venstre mod højre, være større end antallet fra højre mod venstre. Dette fortsætter, indtil mangankoncentrationen i naboafsnittene bliver lige høj eller snarere næsten lige høj; for at opnå helt ensartet fordeling af manganet må antallet af såvel mangan- som vandmolekyler i beholderen være uendeligt. Men selv om beholderen kun rummer et begrænset antal molekyler, er det stadig enormt. Det er grunden til, at loven under sådanne forsøg virker med stor præcision, og at afvigelser kun kan påvises ved hjælp af meget følsomme måleinstrumenter.

Indeterminismens og den mekanistiske determinismes uholdbarhed får nogle filosoffer til at vælge den gyldne middelvej. Enhver begivenhed er enten nødvendig eller tilfældig, siger de; små, ubetydelige hændelser er tilfældige, mens store, afgørende begivenheder er nødvendige og uomgængelige. Eftersom tilfældige begivenheder ikke indeholder nogen nødvendighed, er de heller ikke underkastet love, og ud fra denne synsvinkel er de i bogstavelig forstand mirakler. De påståede nødvendige begivenheder er derimod alle nøje forudbestemte. Således skal vi endnu en gang blive fatalister, trække på skuldrene og blot afvente, at skæbnen slår til. Denne midt-imellem-holdning indeholder fejlene ved begge de førnævnte anskuelser og lader det tilmed afhænge af menneskets vilkårlighed, om begivenheder skal beskrives som skæbnebestemte eller som mirakler. Vi kan således hverken være enige i, at alle begivenheder er tilfældige, eller at alle begivenheder er uundgåelige, ligesom vi heller ikke kan acceptere opdelingen af alle begivenheder i tilfældige og nødvendige. Tilhængerne af disse opfattelser mener, at enhver begivenhed enten er absolut nødvendig eller absolut tilfældig, og at disse modsætninger ikke kan indeholdes i en og samme begivenhed. Men i virkeligheden er enhver begivenhed imidlertid et sammenfald, en enhed af disse modsætninger. Hvordan kan det ske?

De ovenfor beskrevne eksempler viser, at enkelte begivenheder inden for det område, hvor lovene virker, adskiller sig betydeligt fra hinanden. Hvor er så gentageligheden? Og hvis der ingen gentagelighed findes, hvor er så loven? Lad os som eksempel se på prisdannelsen, der omfatter hundredtusindvis af varer i flere lande gennem årtier og århundreder. Alle steder vil vi se, at med undtagelse af tilfælde, hvor normal prisdannelse er blevet forhindret af usædvanlige omstændigheder, gentager det samme sig; prisen på en vare er i det store og hele bestemt af varens værdi. Dette gælder også andre økonomiske love. Som Engels bemærkede, har hver af dem kun gyldighed som en tendens, som et gennemsnit. Det samme gør sig gældende i naturen. Tendensen til, at de stærke overlever og de svage bukker under, gentager sig således i hundredtusindvis af plante- og dyrearter. At intet nogen sinde gentager sig i fuldstændig samme form, hverken i natur eller samfund, har vi nævnt i gennemgangen af dialektikkens love. Men visse forbindelsers gentagelighed, der ikke er absolut, men tilnærmelsesvis, vil ubetinget forekomme. Netop heri kommer nødvendigheden til udtryk.

Under henvisning til, at der for hver enkelt begivenhed findes et utal af muligheder, og at realisering af en af disse muligheder er en afvigelse fra loven, siger indeterministerne: når en begivenhed kan afvige fra loven i ligegyldig hvilken grad, eller med andre ord bryde den, må det være ensbetydende med, at der ikke findes nogen lov, og at alt kan ske. Dette ville være vanskeligt at imødegå, hvis den enkelte begivenhed virkelig kunne afvige fra loven i ubegrænset omfang. En lovs væsen ligger imidlertid i, at den ved at tillade en mangfoldighed af muligheder for den enkelte begivenhed, også sætter en grænse for dem og trækker en linie mellem det mulige og det umulige. Den energi, som ét molekyle gennem stød har tilført et andet, har således et væld af variationsmuligheder. Men loven sætter en grænse for disse muligheder; området udenfor er utilgængeligt. Et molekyle kan ikke afgive mere energi, end det selv råder over. Enkeltstående begivenheder kan afvige fra loven inden for visse grænser. Overtrædelse af loven, en lovstridig begivenhed, er umulig.

Hver af den mangfoldighed af begivenheder, hvis resultat udgøres af en lov, er i sig selv en afvigelse fra loven i en eller anden retning, i større eller mindre grad, og i den forstand er begivenheden en tilfældighed, men en tilfældighed, der selvfølgelig altid har en årsag. Der er ikke tale om overtrædelse, men om overholdelse af loven, idet tilfældigheden er nødvendighedens ytringsform. En lov virker netop kun gennem tilfældigheder, idet den afgrænser det område, inden for hvilket tilfældighedernes spredning er mulig. En lov er vanskelig at opdage, netop fordi den kun ytrer sig gennem sine modsætninger, gennem afvigelser fra loven, eftersom den almene, nødvendige, gentagelige sammenhæng kun ytrer sig i enkeltstående, ofte uigentagelige, tilfældige begivenheder. Der findes hverken rent tilfældige eller rent nødvendige kendsgerninger; hver af dem udtrykker modsætningernes enhed.

Somme tider støder vi på følgende betragtning. For masseobjekter (molekyler i en opløsning eller mikropartikler i kosmiske stråler) ytrer nødvendigheden sig virkelig i tilfældighederne, og lovene opfyldes tilnærmelsesvist, gennemsnitligt, uden entydigt at forudbestemme det enkelte molekyles eller mikropartikels skæbne. Men i enkeltstående objekter, der er underlagt den klassiske mekaniks love, finder vi den rene nødvendighed, som ikke levner tilfældighederne nogen plads. Her forudbestemmer lovene hver enkelt objekts skæbne præcist og uafvendeligt. Har den klassiske mekanik måske ikke klarlagt, at Jorden, Mars og andre planeter har gentaget de samme bevægelser igennem milliarder af år? Det havde man i hvert fald grund til at tro, så længe målingerne blev foretaget med instrumenter af forholdsvis ringe præcision. Da man i vort århundrede tog mere præcist udstyr i anvendelse, blev det opdaget, at hver af Jordens omdrejninger omkring dens akse adskiller sig fra den foregående. Heller ikke Jordens bevægelse rundt om Solen gentager sig fuldt ud.

Ved minutiøs undersøgelse viser det sig, at det enkelte objekts bane består af millioner, uendelig små afsnit, der hver især er en afvigelse fra den af loven foreskrevne kurs. Kun deres sum modsvarer loven. Det samme gælder alle enkeltobjekter. Hvert af dem er et resultat af de utallige elementer, der indeholdes på et dybereliggende niveau, hvor hvert enkeltobjekt viser sig at være et masseobjekt, og hvor den lov, objektet er underkastet, udgør summen af afvigelser i det givne objekts utallige elementer. Lenin skrev: „... I samfundsvidenskab (som i videnskab i almindelighed) drejer det sig om massefænomener og ikke om enkeltstående tilfælde." Hvis forskellen mellem enkelt- og masseobjekter således er relativ, da er forskellen mellem eksakte love og love, som blot formulerer et gennemsnit, en tendens, også relativ. Eller som Lenin udtrykte det: „En lov, enhver lov er snæver, ufuldstændig, tilnærmelsesvis."

En dialektisk forståelse af dette spørgsmål er vigtig for både teknik og videnskab, og navnlig for datateknik, hvor man intet kan udrette uden en dialektisk forståelse af forholdet mellem nødvendighed og tilfældighed. På andre områder end datateknik kan det gamle mekanistiske syn kun anvendes ved konstruktion af relativt ukomplicerede mekanismer af lav præcisionsgrad. Men hvis man ud fra denne gamle holdning (at loven opfyldes med absolut præcision i alle led) vil bygge et anlæg, der skal indeholde et væld af forholdsvis uafhængige elementer, og som skal fungere med en præcision, der er tusind gange højere end for den mest præcise drejebænks vedkommende, vil det være nok, at bare et lille ubetydeligt element sættes ud af drift, før hele anlægget bryder sammen. Jo højere præcision og kompleksitet, der kræves af en mekanisme, jo mindre pålidelig er den. Som eksempel kan nævnes den raket, der i 1962 opsendtes fra USA mod Venus; den måtte man bringe til eksplosion, ene og alene fordi et skilletegn var blevet udeladt af computerprogrammet. (Raketten havde kostet 18 millioner dollars). Derfor er nyere apparatur indrettet således, at dets elementer kan afvige fra normerne eller endda sættes ud af drift, mens slutresultatet af alle elementers opførsel sikrer den påkrævede funktionsdygtighed af specialapparaturet som helhed. Kun en dialektisk forståelse af forholdet mellem nødvendighed og tilfældighed kan bidrage til at øge pålideligheden af meget komplicerede præcisionsanlæg.

Kvantemekanikkens, genetikkens og kybernetikkens udvikling i det 20. århundrede har leveret så stærke beviser for denne opfattelse, at størsteparten af vor tids førende naturvidenskabsmænd har tilsluttet sig det dialektiske syn på nødvendighed og tilfældighed. Som konklusion kan det siges, at kategorier, ligesom alle andre begreber, er udledt af erfaringen og er åndelige genspejlinger i menneskenes tænkning af visse træk i den objektive virkelighed Med indsamlingen af ny erfaring og ny viden ændres og præciseres kategoriernes indhold. Kategorierne genspejler kun den objektive verden korrekt, når de opfattes som modsætningernes enhed.

Vi vil nu se på en anden side af filosofiens grundspørgsmål. Denne anden side af spørgsmålet om bevidsthedens forhold til den ydre verden formuleres således: er bevidstheden i stand til at genspejle den materielle verden korrekt? Kan mennesket opdage naturens og samfundets love? Og kan mennesket afdække de grundlæggende egenskaber ved og forbindelser mellem ydre objekter? Hvis ja, er menneskets viden da fuldstændig, udtømmende og endelig, eller er den kun delvis og ufuldstændig? Opfattelser og lærer, der søger at besvare disse spørgsmål, beskrives tilsammen som erkendelsesteori eller gnoseologi (græsk gnoseo, jeg ved, og logos, ord, videnskab).

Vi har alle kendskab til de mest forskellige ting, og vi er alle i besiddelse af forskellig viden, hvis gyldighed ingen vil betvivle. Vi ved, hvordan man tænder det elektriske lys, lodder en metaldåse, starter en maskine eller slår et nummer op i telefonbogen. Denne mængde af viden, som er afprøvet og bekræftet af menneskenes almindelige livserfaring, synes at bortfeje enhver tvivl om rigtigheden af vore kundskaber. Men det, som ved første øjekast forekommer aldeles indiskutabelt, viser sig alligevel ofte at være fejlagtigt. Ud fra almindelig erfaring var menneskene i århundreder helt sikre på, at Jorden var flad, at den lå stille, og at Solen bevægede sig op og ned på himmelhvælvingen. Frem til udgangen af det 19. århundrede mente videnskabsmændene, at atomerne var de mindste, udelelige bestanddele af verdensbygningen. I meget lang tid blev disse meninger ikke draget i tvivl. I dag ved ethvert skolebarn imidlertid, at Jorden er kugleformet og bevæger sig rundt om Solen, og at ikke blot atomet, men også atomkernen er delelig og består af elementarpartikler. Dette må på sin side få os til at spekulere over, om den viden, vi råder over, mon er pålidelig og indiskutabel. En skønne dag viser vore nuværende kundskaber sig måske at være indbildning og vildfarelse, sådan som det før er sket både i videnskab og dagligdag? Findes der en troværdig erkendelsesmetode, som sikrer os mod vildfarelse? Spørgsmål af den art stillede filosofferne sig allerede i oldtiden. Mens de oldgræske materialister Demokrit (ca. 470-360 f.v.t.) og Epikur (341-270 f.v.t.) var overbeviste om, at verden kunne erkendes, og at vore kundskaber giver os korrekte oplysninger om tingene og begivenhederne omkring os, hævdede Kratylos, som vi tidligere har omtalt, at verden ikke kan erkendes, fordi tingene ændrer sig, før vi formår at erkende dem.

I filosofiens historie findes altså argumenter både for og imod muligheden af at erkende verden. Derfor drejer det sig ikke om at indsamle diverse tilfældige kendsgerninger, men snarere om at analysere erkendelsesprocessens væsen og uddrage dens grundlæggende træk og lovmæssigheder. Forskellige filosofiske systemer griber problemet om verdens erkendbarhed an forskelligt, ligesom de opstiller forskellige løsninger. For nøjere at forstå den dialektiske materialismes erkendelsesteori er det nødvendigt med en nogenlunde klar forestilling om tidligere filosoffers erkendelsesmæssige opfattelser, eftersom den dialektiske materialisme ikke er opstået ud af den blå luft, men er resultat af en kritisk bearbejdning af de forskellige gnoseologiske lærer, hvis mangler og svagheder er kommet for dagen i løbet af den historiske udvikling, som følge af fremskridtene inden for teknik, videnskab og andre former for menneskelig aktivitet. Men samtidig har den dialektiske materialisme optaget alt det værdifulde, som forudgående filosofiske systemer indeholdt om erkendelsens natur, grundlag og kriterier.

Den lære, som hævder, at verden overhovedet ikke kan erkendes, kaldes agnosticisme (græsk a, ikke, og gnosis, viden). Agnostikerne anerkender, at vore sanseindtryk er kilden til al viden, men derefter ræsonnerer de som følger: hvis vore sanseindtryk, vore opfattelser, stemmer overens med det, der sker i virkeligheden, er vor viden sand; men hvis sanseindtrykkene, opfattelserne slet ikke svarer til objekterne, som de er uden for sanseindtrykkene, må menneskenes viden altså være forkert. Men kan man sammenligne vor sanselige opfattelse af et objekt med objektet selv? Den engelske filosof David Hume (1711-1776) siger herom: „Forstanden har aldrig andet for hånden end sanseindtrykkene og kan på ingen måde opnå nogen erfaring om deres forbindelse med objekterne." Følgelig har vi intet, hvormed vi kan sammenligne vore sanseindtryk, vi har ingen midler til at fastslå, hvorvidt det, de meddeler os, stemmer overens med virkeligheden. Derfor kan vi heller ikke besvare spørgsmålet, om de genspejler verden, eller om de er indbildning. Uden for os findes måske ting, som er i besiddelse af de egenskaber, sanseindtrykkene informerer os om. Men det kan lige så vel tænkes, at noget sådant overhovedet ikke findes. Dette er efter agnostikernes mening et problem, som mennesket ikke er i stand til at løse.

Vi har tidligere nævnt, at en af Humes forgængere, den subjektive idealist George Berkeley, også betragtede sanseindtrykkene som den eneste kilde til viden. Men samtidig med sin påstand om, at tingene omkring os kun er kombinationer af sanseindtryk, anerkender han, at der findes en gud, hvis eksistens er uafhængig af sanseindtryk. Gud selv er kilden til vore sanseindtryk. Netop på dette punkt kom Berkeleys inkonsekvens til udtryk - han modsagde jo sig selv ved at påstå, at sanseindtrykkenes kilde (gud) eksisterer uafhængigt af sanseindtrykkene. Hume er da også uenig med Berkeley på dette område. Ved mere konsekvent at følge tanken op om, at sanseindtrykkene er vor eneste kilde til viden, når Hume frem til at benægte eksistensen af en gud (skønt han forbliver idealist). Denne side af Humes agnosticisme tiltalte en del naturvidenskabsmænd, som heri så et skjold mod teologien. De mere klarsynede videnskabsmænd forstod imidlertid hurtigt, at agnosticismen var uforenelig med videnskab, hvis hovedmål var - og er - at erkende verden omkring os, hvorimod konsekvent agnosticisme uvægerligt fører til benægtelse af selve muligheden for at erkende den objektive virkelighed.

Det enkelte menneskes og hele menneskehedens livserfaring fortæller os, at sanseindtryk faktisk er kilden til vor viden om den ydre verden. Hovedparten af den viden, vi modtager i dagligdagen eller under videnskabelige forsøg er netop baseret på sanseindtryk, på sansninger. Dette er både materialister og agnostikere enige om. Uenigheden mellem dem begynder ved spørgsmålet om sanseindtrykkenes oprindelse og rolle for erkendelsen. Materialisterne fastholder, at sanseindtrykkenes rolle består i at overføre og behandle den information, som hjernen modtager fra omgivelserne. Agnostikerne benægter den materielle verdens eksistens og følgelig selve muligheden af at erkende noget som helst. Ved at reducere al erkendelse til sansning bliver agnostikerne ude af stand til at forklare, hvordan ideer og begreber, der ikke kan reduceres til sanselige billeder og sanseindtryk, opstår i menneskets bevidsthed og specielt inden for videnskab. Agnosticismen som selvstændig retning er af nyere dato. Den opstod, da de eksperimentelle naturvidenskaber og matematikken begyndte at gøre hurtige fremskridt, blandt andet på områderne matematisk analyse og højere algebra. I disse videnskaber anvendes begreber som uendelighed, funktion, størrelsen uendelig lille, flerdimensional vektor mil. Ingen af disse begreber kan konstrueres af eller reduceres til sanseindtryk alene. Deres betydning er imidlertid fastslået som uundværlig, både ved udvikling af teori og ved opnåelse af praktiske resultater. Disse kendsgerninger afdækkede manglerne ved agnosticismen, som var ude af stand til at forklare mange grundlæggende videnskabelige begrebers oprindelse og betydning.

Erkendelsesteoriens udvikling blev mærkbart påvirket af den filosofiske rationalisme (latin ratio, fornuft). Ved at tillægge sanseindtryk og sansninger en underordnet rolle, mente rationalisterne, at erkendelsens højeste mål - at afdække de undersøgte objekters love, grundegenskaber og relationer - kun kan nås gennem fornuften og udelukkende på grundlag af logisk ræsonnement. Men ethvert ræsonnement må imidlertid have et udgangspunkt, en begyndelse. Dette udgangspunkt må dannes af visse postulater, aksiomer eller principper, der vedrører verden som helhed eller dens enkelte dele. Men hvor stammer disse principper eller postulater fra? Hvorfra stammer logikkens love og regler, der sætter os i stand til skridt for skridt at udlede den videnskabelige viden af principperne? Religiøst indstillede repræsentanter for rationalismen mente, at de blev skænket til filosoffer og videnskabsmænd efter det guddommelige forsyns forgodtbefindende. Ateistiske rationalister hævdede på den anden side, at principper, postulater og love kan opdages af de tænkere, som gennem vedvarende træning af deres fornuft bliver i stand til intuitivt at trænge igennem til den nødvendige udgangsviden, der må være klar, bestemt, indiskutabel og uimodsigelig. Den menneskelige fornuft er den højeste dommer, og hvis den ikke finder modsigelser i de af fornuften skabte begreber og teorier, er det således det bedste bevis på deres rigtighed. Denne tænkemåde bærer mærkbart præg af ideer og metoder, som anvendes i matematikken, herunder geometrien. Det var ingen tilfældighed, at en af rationalismens grundlæggere, den franske filosof René Descartes (1596-1650), også var skaber af den analytiske geometri.

Som bekendt havde man i flere århundreder betragtet den euklidske geometri som model for videnskabens opbygning. Mange tænkere fandt Euklids geometri særlig tiltrækkende, fordi den begynder med at fremsætte et mindre antal indlysende aksiomer, hvoraf man skridt for skridt (efter logikkens love) og under grundig bevisførelse udleder stadig nye teoremer (læresætninger). Netop denne aksiomatiske metode blev betragtet som idealet af rationalisterne, der satte den opnåede videns logiske sikkerhed højere end alt andet. Men hvis vi ser bort fra en guddommelig indblanding, hvor kommer så disse aksiomer fra? Hvorfor er vor intuition i stand til at skaffe os klar og præcis viden om den virkelige verden, og hvordan kan vi kontrollere forbindelsen mellem de egentlige konsekvenser af aksiomerne og de materielle objekter, hvis sanseindtryk er upålidelige informationskilder? Disse spørgsmål kunne rationalismen ikke besvare. Tværtimod blev den ramt af et hårdt slag i 19. århundrede af videnskaben selv, idet tre matematikere - Lobatjevskij, Riemann og Bolyai - uafhængigt af hinanden påviste, at den euklidske geometris „uomtvistelige", „indiskutable" femte postulat (om parallelle linier) kunne erstattes af andre postulater. Herunder udvikledes forskellige ikke-euklidske geometrier; de var forskellige, men også logisk uden indbyrdes modsigelser. Især efter relativitetsteoriens tilbliven og gennemførelsen af utallige, bl.a. kosmiske forsøg, har disse geometrier bibragt os en mere dybtgående og mere korrekt forestilling om den ydre verden, end Euklids geometri kunne. Når rationalister skulle forklare visse kendsgerninger inden for videnskabelig (navnlig matematisk) erkendelse, var de således ude af stand til at forstå den sande forbindelse mellem videnskabens love og erkendelsesmæssig aktivitet på den ene side og materielle fænomener på den anden side.

Som vi ser, har hverken agnostikere eller rationalister formået at skabe et samlet helhedsbillede af erkendelsesteorien. Ved at overvurdere betydningen af enten det sanselige eller det rationelle moment og ved at stille de to sider op mod hinanden, fejlede såvel agnostikere som rationalister i at se den forbindelse, der samler begge disse sider i den levende menneskelige erkendelse. Når en fysiker for eksempel iagttager (dvs. sanser ved hjælp af synet) viseren på en måleskala, forbinder han dens svingninger med forandringer i det elektromagnetiske felt. I én samlet proces forbinder han altså logisk forklaring med visuelle sansninger. De, der imidlertid sætter erkendelsesprocessens sanselige og logiske sider op mod hinanden, forsimpler processen, de gør den ensidig og fordrejer erkendelsesaktivitetens virkelige, komplicerede natur.

Grundlæggeren af den klassiske tyske idealisme, Kant, forsøgte at overvinde modsætningsforholdet mellem agnosticismen og rationalismen ved at bringe erkendelsesteorien i overensstemmelse med den samtidige naturvidenskabs og matematiks resultater. Naturvidenskab er som bekendt baseret på observationer og forsøg. Men viden, som opnås ad denne vej, fastholder kun begivenhedernes foranderlige og tilfældige ydre side. Bag den ydre, tilsyneladende side - eller med Kants terminologi - bag fænomenet skjuler sig de objektivt eksisterende materielle ting eller „tingene i sig selv", som netop er dem, der frembringer fænomenerne. Men mellem fænomenet og „tingen i sig selv" findes en kløft. Gennem sanseindtryk erfarer vi om fænomener, mens „ting i sig selv" kun kan fattes med fornuften. Fornuften er udstyret med a priori kategorier, dvs. kategorier, der er uafhængige af erfaringen. Kant opregner tolv sådanne kategorier, herunder nødvendighed og årsagssammenhæng. Ved formulering af videnskabelige love spiller disse kategorier en altafgørende rolle. Af den grund giver sanseindtrykkene os, ifølge Kant, ingen viden om „tingene i sig selv" og lader spørgsmålet stå åbent, hvorfra vi overhovedet kender til deres eksistens.

Som tidligere nævnt lod Kant også tid og rum henregne til de former for erkendelse, der eksisterer uafhængigt af erfaringen. Med deres hjælp ordnes og systematiseres den empiriske, erfaringsbestemte viden, som er baseret på sanserne. Kant er imidlertid ikke i stand til at forklare, hvordan og hvorfor kategorier og andre a priori former overhovedet kan anvendes på sansedata, eller hvilken information sidstnævnte leverer om „tingene i sig selv", som ifølge Kant principielt ikke kan erkendes. Kants filosofi er selvmodsigende. Med en indrømmelse til naturvidenskaben, anerkendte han på den ene side eksistensen af objektive „ting i sig selv", som han mente var kilden til sanseindtryk. Men i forsøget på at gennemføre rationalismens principper konsekvent benægtede Kant dog, at sanseindtryk og sanselige forestillinger giver os en tilstrækkelig sandfærdig genspejling af den objektive verden, hvorefter han tillagde erkendelsens a priori former den afgørende rolle. Den tyske filosof, Jacobi, påpegede denne modsigelse i Kants gnoseologi og skrev, at der ikke fandtes anden indgang til Kants filosofi end „tingen i sig selv", men at forblive inden for denne filosofi med „tingen i sig selv" var lige så umuligt.

Den store tyske filosof og dialektiker, Hegel, stræbte efter at overvinde modsigelserne i den kantianske filosofi og gøre den mere konsekvent. Han formåede at befri den klassiske tyske idealismes erkendelsesteori for „tingen i sig selv", men samtidig kasserede han også dens elementer af naturvidenskabelig materialisme. Ifølge Hegel udvikles den menneskelige erkendelse til stadighed, idet den drives frem af indre modsigelser. Verden kan erkendes, men jo dybere tænkningen trænger ind i værens hemmeligheder, jo klarere bliver det, at den absolutte ånd gennem erkendelsesprocessen afdækker sine egne lovmæssigheder i verden omkring os. At erkende verden er at erkende dens åndelige, ideale indhold, siger Hegel. Og skønt Hegel ydede et stort bidrag til læren om den menneskelige erkendelses aktive og dialektiske natur, var hans erkendelsesteori helt igennem idealistisk og blev derfor mødt med misbilligelse af den eksperimentelle videnskab. Dertil kom, at Hegel ikke altid var på højde med sin tids fysik og matematik, og at hans konklusioner om naturens udviklingslove ofte var i strid med de videnskabelige opfattelser, som 19. århundredes største videnskabsmænd havde fremsat. Det lykkedes ikke de idealistiske filosoffer at udforme en erkendelsesteori, som modsvarede den teoretiske og eksperimentelle naturvidenskabs behov og resultater. Det lykkedes heller ikke de materialistiske filosoffer, som talte mange fremragende tænkere. Til trods for sin store udbredelse og indflydelse på kultur og videnskab, var den førmarxistiske materialisme heller ikke fri for en række mangler i forståelsen af erkendelsesprocessen.

I det 17., 18. og begyndelsen af det 19. århundrede var naturvidenskaben mekanistisk i sine forskningsmetoder, hvilket på mange måder blev bestemmende for den metafysiske erkendelsesteoris mest karakteristiske træk. Det afgørende princip for denne teori lød på, at mennesket skulle være i stand til mere eller mindre korrekt at forestille sig og erkende den ydre verden. Erkendelsens grundlag eller menneskets forbindelsesmiddel til den materielle virkelighed stammer fra sanseindtryk. Sanseindtrykkene er billeder, kopier, næsten spejlbilleder af den ydre verden. Denne opfattelse af sanseindtrykkenes rolle i erkendelsesprocessen var ikke kun udtryk for almindelig sund fornuft, som ethvert normalt menneske besidder, den var tillige karakteristisk for samtidens naturvidenskab. Det var netop denne opfattelse af sanseindtryk, som subjektive idealister og agnostikere angreb med særlig uforsonlighed.

Det svage punkt i den metafysiske materialismes gnoseologi var imidlertid dens overbetoning af passiv beskuen, af iagttagelse, som ikke blev kædet sammen med forandring af de iagttagne objekter. Den førmarxistiske materialismes beskuende karakter skyldtes absolutiseringen af et videnskabeligt princip, ifølge hvilket forskerens hovedopgave var at observere naturen, ikke at forandre den. Dette princip var i samklang med det forholdsvis tidlige trin i den eksperimentelle naturvidenskabs udvikling, hvor videnskaben først indsamlede og derefter systematiserede og klassificerede videnskabelige fakta. Naturligvis blev erkendelsens eksperimentelle metoder, der var forbundet med aktiv indvirkning på undersøgelsesobjektet eller fænomenet, til stadighed forbedret og udviklet igennem det 17.-19. århundrede. Men betydningen heraf gik ikke i fuldt omfang op for de metafysiske materialister. Passiv beskuen og undervurdering af erkendelsens aktive rolle skyldtes desuden, at de metafysiske materialister undervurderede vigtigheden af at analysere tænkningens objektive love. Og heri lå, som Marx bemærkede, den forudgående materialismes største svaghed. Metafysiske materialister betragtede erkendelse af verden som en passiv proces, baseret på iagttagelse og ikke på aktiv omformning af natur og samfund. Kendsgerningen er imidlertid, at sand videnskabelig viden kun opnås under aktiv omformning af verden.

De metafysiske materialister erkendte, at vore begreber og sanseindtryk er billeder af materielle ting og processer, men de var ikke i stand til at forklare de principper, der ligger til grund for tænkningens udvikling. De kunne ikke undersøge grundlaget for forandringer i erkendelsen, eftersom de betragtede dens grundlæggende former og metoder som stabile og uforanderlige. På dette punkt var de sårbare og ude af stand til at besvare mange af de spørgsmål, som samfundets og videnskabens udvikling rejste. Det var derfor nødvendigt at finde en principielt ny indfaldsvinkel til de spørgsmål, der opstod i forbindelse med udforskningen af menneskets erkendelsesmæssige aktivitet. Og denne indfaldsvinkel blev fundet med den dialektiske materialismes erkendelsesteori.

I århundreder havde mennesket funderet over, hvorfor og hvordan himmellegemerne bevægede sig. Især Månen lagde beslag på megen opmærksomhed. Da teleskopet blev opfundet, og man begyndte at anvende kompliceret astronomisk udstyr, astrofotografering, radar osv., fik menneskene et væld af oplysninger om Månens størrelse, overflade og mange andre karakteristika. Disse oplysninger blev indsamlet efter utallige observationer. Alligevel kunne astronomer og astrofysikere indtil for nylig ikke give tilfredsstillende svar på, hvordan Månen var opstået, hvordan dens bagside så ud, hvorvidt måneoverfladen var hård eller porøs, og hvad der var årsag til Månens kratere og „have". Svarene på disse spørgsmål ville afsløre adskillige af naturens gåder og give klarere forestilling om solsystemets historie. Videnskabsmændene fremsatte forskellige forslag, der kunne give mere eller mindre plausible forklaringer på forskellige kendsgerninger, og til hvert spørgsmål af betydning udvikledes flere hypoteser, men hvilken der var sand, var man i lang tid ikke i stand til at afgøre. I sin tid hævdede den franske filosof Auguste Gomte (1798-1857), at mennesket aldrig ville blive i stand til at erkende Månens bagside. Men takket være kunstige satellitter, som har fotograferet Månens fjerne side, og takket være automatiske rumlaboratorier og bemandede rumfartøjer, der har bragt prøver af måneklippe til Jorden, er det lykkedes at give helt præcise svar på mange af ovennævnte spørgsmål. Dette foranlediger os til at fastholde to særdeles vigtige punkter. For det første, at menneskets iagttagelser ved hjælp af sanseorganer eller instrumenter spiller en betydelig rolle i erkendelsen af et objekt. For det andet, at kun gennem aktiv vekselvirkning med de undersøgte fænomener kan mennesket få adgang til de vigtigste oplysninger om genstandes og processers egenskaber, særegenheder og lovmæssigheder.

At iagttage den ydre verdens fænomener uden at gribe aktivt ind i selve deres vitale funktioner, uden at træde ind i en vekselvirkning med de undersøgte processer, er at indlade sig på passiv beskuen. Passiv beskuen kan give os visse oplysninger om disse fænomener og processer, men deres dybereliggende sammenhænge, de fundamentale egenskaber og relationer mellem forskellige objekter og processer, kan passiv beskuen alene ikke afsløre. Når vi iagttager et træ, kan vi beskrive dets farve, formen af dets blade og krone, barkens særlige udseende, den jordbund, træet foretrækker osv. Men for at bestemme træets alder ud fra antallet af ringe i et tværsnit af stammen, må vi save træet over. For at finde ud af, hvordan plantecellerne er opbygget, eller hvordan deres biokemiske processer forløber, må vi anvende mikroskop og kemiske reagenser. Vi må anbringe træet eller dele af træet i kunstige omgivelser, uden lys, uden visse næringsstoffer, der normalt ville være til stede i jordbunden, osv. Vi må underkaste træet en stadig mere kompliceret undersøgelse for at fastslå tømmerets grad af hårdhed eller smidighed eller dets kemiske sammensætning; før vi kan fastslå noget som helst, må vi udsætte dele af stammen, rødderne, grenene og bladene for at blive bøjet, flækket, bearbejdet med kemikalier osv. snesevis af gange. Denne aktive indvirkning på og vekselvirkning med objektet kaldes genstands- og værktøjsaktivitet. Herigennem opnår vi kendskab til det, som passiv beskuen ikke kan skaffe os viden om. Vi er således nået til følgende vigtige konklusion: erkendelsesprocessen består af 1) erkendelsens objekter; 2) bearbejdning af objekter med genstande og værktøj; 3) viden som genspejling af objekternes egenskaber og særtræk, der er afdækket under denne aktivitet. Herefter kan vi formulere hovedforskellen mellem den dialektiske materialismes erkendelsesteori og erkendelsesteorierne i alle tidligere filosofiske systemer.

Hvad enten disse systemer var materialistiske eller idealistiske, beskrev de alle erkendelsesprocessen som et toleddet forhold, hvis elementer bestod af undersøgelsesobjekterne og menneskets viden. Genstands- og værktøjsaktiviteten, menneskets aktive vekselvirkning med objekterne, der erkendes, blev overset. Derfor formåede hverken materialister eller idealister at pege på en effektiv metode, der kunne begrunde de af dem foreslåede løsninger på spørgsmålet om, hvorvidt mennesket var i stand til at erkende verden. De tidligere filosofiske systemer savnede med andre ord en målestok, et kriterium, hvormed den objektive værdi af filosofiske holdninger kunne bevises.

Den dialektiske materialisme lagde hovedvægten på et for erkendelsesteorien helt nyt område, idet den rykkede spørgsmålet om det materielle grundlag og det objektive kriterium for verdens erkendbarhed i forgrunden. Til forskel fra agnostikere og kantianere gav den dialektiske materialisme positivt svar på, om verden kunne erkendes. Men afgørende var det, at selve spørgsmålet blev rejst på et andet plan. I stedet for at spekulere over, i hvor høj grad sanseindtryk, forestillinger og begreber er i overensstemmelse med de respektive „ting i sig selv", koncentrerer den dialektiske materialisme sig om at undersøge, hvordan disse sanseindtryk, forestillinger og begreber opstår, og hvorledes den viden, de indeholder, sætter mennesket i stand til at handle og orientere sig i omgivelserne og omforme dem i samklang med de historisk opståede krav. Herom skrev Engels: „Når vi kan bevise rigtigheden af vor opfattelse af en naturproces ved selv at lave den. . . og oven i købet benytte den til vore formål, så er det forbi med den kantske ufattelige „ting i sig selv."

Beviset for, at vi virkelig har erkendt de specifikke træk ved måneoverfladens struktur, fremgår af automatiske rumstationers landing på og returnering fra Månen, månebilers kilometerlange færd på overfladen, astronauters undersøgelser osv. Vore kundskaber om for eksempel den fysisk-kemiske struktur af levende organismers arvelighedsbærere blev bekræftet, da forskere i 1970 gennemførte kunstig syntese af et gærsvampegén. Man kan således udtrykke grundholdningen i den dialektiske materialismes erkendelsesteori på følgende måde: grundlaget for erkendelse af den ydre verden er menneskets genstands- og værktøjsaktivitet ved hjælp af arbejdsredskaber, instrumenter og andre hjælpemidler. Viden om de væsentligste egenskaber ved de ting, som er omfattet af denne aktivitet, betragtes som rigtig, virkelig, sand, hvis vi med dens hjælp kan reproducere eller frembringe materielle objekter eller fremkalde målrettede forandringer. Aktivitet med genstande og værktøj kaldes praksis (græsk praksis, handling, virksomhed). Lad os nu se på praksis' specifikke træk, struktur og rolle i erkendelsen.

Praksis er et ord med mange betydninger. For unge under uddannelse er det måske synonymt med erhvervspraktik, andre opfatter det i betydningen „sædvane", for læger er praksis ensbetydende med antallet af patienter. Det filosofiske praksisbegreb har sin helt specielle betydning. Mennesket kommer i berøring med højst forskellige fænomener i naturen, samfundet og tænkningen. For at kunne orientere sig og handle under så komplicerede forhold, som det moderne samfund byder på, må mennesket kende samfundets udviklingslove. Man vil snart erfare, at samfundsformationernes udvikling og skiften, klassekampens love og kulturens udviklingslove ikke lader sig undersøge ved hjælp af de arbejdsredskaber og hjælpemidler, som anvendes ved undersøgelse og omformning af naturobjekter. Betyder det så ikke, at den genstands- og værktøjsaktivitet, der netop er blevet beskrevet som erkendelsens grundlag og kriterium, viser sig uholdbar ved det første sammenstød med mere komplicerede erkendelsesmæssige handlinger?

Lad os ikke drage for hastige konklusioner. Sagen er, at arbejde og genstands- og værktøjsaktivitet i almindelighed er et samfundsmæssigt fænomen. Det forlanger, at menneskene omgås hinanden, at de opretholder en vis form for selvorganisering, udveksler informationer samt opsamler, videregiver og udvider de indhøstede erfaringer. Derfor vil vi opfatte praksis, eller endnu bredere, samfunds- og produktionspraksis, som helheden af de processer og handlinger, der følger af menneskets aktivitet med genstande og værktøj, og som skaber betingelserne for denne aktivitets eksistens og udvikling. I den betydning er klassekampen i det antagonistiske samfund et af den samfunds- og produktionsmæssige praksis' vigtigste elementer, eftersom klassekampen udspringer af produktivkræfternes og produktionsrelationernes udvikling; klassekampens forløb og udfald er tillige afgørende for muligheden af den samfundsmæssige produktions videre fremadskridende bevægelse. Under klassekampen fremsættes forskellige politiske doktriner, og i denne kamp bliver det afprøvet, hvor korrekt de udtrykker bestemte klassers interesser, i hvor høj grad deres erklærede mål stemmer overens med samfundsudviklingens behov, og i hvilken udstrækning de af dem foreslåede kampformer og -midler er effektive.

Menneskets aktivitet som helhed kan således opdeles i to snævert forbundne former - den objektive og den subjektive. Den objektive aktivitet omfatter menneskets samlede samfunds- og produktionsmæssige praksis, idet den udføres på grundlag af love, som er uafhængige af menneskenes subjektive hensigt og vilje. Det er for eksempel ikke muligt at smede vand eller at slå søm i med bor, der er beregnet til at bore huller i jorden. Det er umuligt at afskaffe klassekampen i et samfund, der hviler på privatejendom. I vekselvirkningen med naturen støtter mennesket sig først og fremmest til objektive egenskaber ved de ting og redskaber, det har at gøre med. Selvfølgelig sætter mennesket sig bevidste mål, ligesom dets skridt og handlinger er bevidste, men den vigtigste og bestemmende rolle tilhører de objektive betingelser og love, som disse skridt og handlinger er underlagt, uafhængigt af menneskets vilje og bevidsthed. Grundlæggerne af den dialektiske materialisme betonede netop, at oprindelig var menneskenes subjektive, dvs. erkendelsesmæssige aktivitet flettet sammen med den objektive, praktiske aktivitet med genstande og værktøj. Og først på et forholdsvis senere stadium udskiltes den subjektive aktivitet. Sammenligner man en vildmands og et barns tænkning, vil det fremgå, at selv de mest enkle færdigheder udi tænkning samt evnen til at iagttage, til at fastslå forskelle og ligheder mellem ting, udspringer af den direkte håndtering af materielle genstande. Man bør imidlertid ikke tro, at blot der appelleres til praksis, løses alle erkendelsens komplicerede problemer. Ønsket om at finde definitive, uforanderlige svar på alle de spørgsmål, som opstår i videnskaben og menneskenes dagligdag, er karakteristisk for den metafysiske holdning til erkendelsen. Nogle af disse svar forekommer ubestridelige og giver ganske god vejledning i dagligdagen. Engels har alligevel indvendinger: „Men deri sunde menneskeforstand, så respektabel en svend den end er inden for sin dagligdags fire vægge, oplever de mest fantastiske eventyr, så snart den vover sig ind i forskningens vide verden."

Netop den måde, hvorpå vor erkendelse undergår forandringer, afhænger af praksis' former. Hvor disse former er stabile, og hvor visse handlinger har tendens til at blive gentaget i årtier, ja århundreder, giver den deraf opståede viden således udseende af at være stabil og urokkelig. Men så snart der indtræder alvorlige forandringer i den praktiske aktivitet, vil også menneskenes viden på området undergå hastige forandringer. Som helhed er praksis uhyre forskelligartet, den rummer et vist element af ubestemmelighed, den besidder et så stort udvalg af egenskaber, karakteristika og individuelle særtræk, at det faktisk er umuligt for os at rumme dem i vor erkendelse en gang for alle. Og netop denne ubestemmelighed, foranderlighed og bevægelighed ved praksis er en af erkendelsens vigtigste faktorer. Lenin betegnede praksis som så ubestemmelig, at den aldrig vil lade vor viden stivne, stå stille. Men kan den i så fald være noget kriterium, noget middel til kontrol af viden? Vi ved, at nogle filosoffer førte antagelsen om de ydre tings foranderlighed og bevægelighed igennem til yderste konsekvens og derefter konkluderede, at det var umuligt at erkende verden, fordi tingenes egenskaber forandrer sig hurtigere, end de kan bedømmes og beskrives. Den idealistiske holdning til erkendelsen modbevises imidlertid netop af den praktiske virksomhed, hvorunder menneskenes handlinger gentages igen og igen og udmunder i mere eller mindre ensartede slutresultater.

Den kendsgerning, at for eksempel hundreder af kunstige jorddrabanter kredser omkring Jorden i forud fastlagte baner, og at kunstige månesonder foretager landinger på forud fastlagt tid og sted, er solide beviser for, at praksis - det være inden for produktion eller forskning - bidrager til at afdække fænomenernes stabile, gentagne træk og egenskaber og følgelig til at udlede korrekt, sand viden om dem. Vi kan heraf drage tre konklusioner: 1) praksis optræder som erkendelsens objektive grundlag og er samtidig kriterium for, hvor grundigt og sandt et fænomen er erkendt; 2) praksis er så bevægelig, ubestemmelig og foranderlig, at den ikke lader vor erkendelse stivne; praksis optræder som hovedfaktor i erkendelsens udvikling; 3) praksis er tilstrækkelig bestemt, til at korrekt viden kan adskilles fra forkert, til at materialistiske fremgangsmåder kan adskilles fra idealistiske samt til at bekræfte den materialistiske erkendelsesteoris rigtighed.

Erkendelsen er en proces, hvori subjektive tankeoperationer og -fremgangsmåder er snævert forbundne med objektive praktiske genstandsoperationer og virksomhedsformer. Viden, der opstår som produkt af denne proces, bærer præg af disse indbyrdes forbundne sider. Derfor er det meget vigtigt at klarlægge, hvilke dele af vor viden der afhænger af henholdsvis objektive og subjektive faktorer. Retter vi blikket mod videnskabens historie, kan vi for eksempel følge udviklingen af vore kundskaber om de kosmiske legemer i solsystemet, i særdeleshed Månen. Den første, primitive viden, som går langt tilbage i oldtiden, viser sig ved nærmere analyse at bestå af to forskellige lag. En vis del af vore kundskaber afhænger af de menneskelige sanseorganers struktur (f.eks. synets), af det sted, hvorfra iagttagelsen er gjort, af iagttagerens færdigheder, iver, koncentrationsevne osv. Men i denne viden findes tillige et lag, som hverken afhænger af enkeltpersonen eller af menneskeheden som sådan. Når vi på forskellige tider af året, på forskellige dage af måneden, ser Månen enten som en rund skive eller som et segl, beror det til dels på iagttagerens placering og til dels på Månens og Solens objektive placering. Men Månens form og den hastighed, hvormed den drejer omkring Jorden, eller månegrundens kemiske sammensætning afhænger ikke af iagttagerens placering.

I takt med observationsmidlernes forbedring og udskiftningen af optiske teleskoper med radioteleskoper, radar, laserudstyr og rumlaboratorier bliver vor viden om Månen stadig mere kompliceret og forskelligartet. Samtidig øges også omfanget af det lag, af det indhold, som hverken afhænger af enkeltpersonen eller af menneskeheden i almindelighed, men som er bestemt af objektive faktorer. Kan det imidlertid gå så vidt, at vi på et vist trin enten har nået eller vil nå et erkendelsesniveau, hvor indholdet af alle oplysninger helt og holdent beror på objektive faktorer og ikke længere vil rumme noget, som afhænger af mennesket?

Hovedparten af den information, videnskaben råder over i dag, afhænger ikke kun af de undersøgte objekter, men også af de redskaber og måleinstrumenter, der sætter forskeren og undersøgelsesobjektet i stand til at vekselvirke. Alle disse midler til erkendelse eksisterer objektivt, men er skabt af menneskene og må derfor til en vis grad bero på den subjektive faktor. Ydermere kommer vi ikke uden om den menneskelige hjerne, nervesystemet, sanseorganernes tilstand, iagttagerens evner, uddannelse osv. Således består det subjektive element fortsat, skønt den del af erkendelsen, som ikke afhænger af mennesket, til stadighed øges. Videnskaben har netop til opgave at udvide den del af vore kundskaber, som genspejler de undersøgte objekters objektive love, egenskaber og relationer, og som hverken afhænger af enkeltpersonen eller af menneskeheden. Denne del af den menneskelige viden betegnede Lenin som objektiv sandhed.

Ovenstående eksempel foranlediger os til at påpege en af den objektive sandheds grundlæggende egenskaber, som består i, at den objektive sandhed hele tiden forandres, udvikles og suppleres. Oldtidens tænkere rettede megen opmærskomhed mod astronomien og besad en forholdsvis omfattende viden om planeterne, hvilket blandt andet fremgår af datidens månekalendere, optegnelser over mørke pletter på måneskiven, beregninger over fuldmånens faser og forudsigelser af solformørkelser. Alt dette er åbenlyse elementer af objektiv sandhed. Men deres andel af den samlede mængde af fantasifyldte, mytologiske beskrivelser af Månen var forsvindende lille. Siden opfindelsen af teleskopet for omkring 350 år siden er mængden af objektiv information om Månen vokset uophørligt.

Vi kan sige, at på hvert enkelt trin af den menneskelige erkendelses historie, hæves den objektive sandhed til et nyt trin, mens det subjektive element mere og mere fortrænges fra vor viden. Disse trin i den objektive sandheds udvikling beskrives som relativ sandhed (eller den objektive sandheds relative form). Eftersom den objektive sandhed påvirkes af stadig mere kompliceret og tiltagende aktivitet, vil den også selv befinde sig i konstant udvikling og aldrig optræde i en definitiv, afsluttet, færdig form. Tværtimod optræder den objektive sandhed som en fortløbende kæde af relative sandheder om et givent objekt, hvor hvert efterfølgende trin i sandhedens udvikling er en uddybning og udvidelse af det forudgående. Lenin beskrev denne proces som erkendelsens dialektik. Til forskel fra Kant og dennes efterfølgere, der mente, at fænomenet og „tingen i sig selv" var adskilt af en kløft, betragter den dialektisk materialistiske gnoseologi erkendelsesprocessen som en fortløbende kæde af indbyrdes forbundne handlinger til udformning af relative sandheder, som indeholder objektiv information om ting, om tingenes egenskaber og deres indre sammenhænge.

Kan en sådan proces afsluttes med tilvejebringelse af udtømmende, altomfattende viden om de givne objekter? Hvis vi erindrer os, at den materielle verden og endda dens enkelte dele besidder et praktisk taget uendeligt antal af egenskaber, sammenhænge og relationer, vil det tydeligt fremgå, at afsluttet, definitiv viden om alle sider af de undersøgte fænomener er umulig at opnå. Dette er så meget mere sandt, som fænomenerne omkring os vedbliver at udvikle og forandre sig, hvorunder der opstår nye egenskaber og sammenhænge. Levende organismer, der tæller milliarder af gensidigt forbundne celler, eller økonomiske systemer, som omfatter hundreder af virksomheder, millioner af arbejdere, hundredtusindvis af maskiner og instrumenter til fabrikation af mangfoldige produkter, er så komplicerede, at det reelt er umuligt at tilvejebringe fuldstændig og udtømmende viden om den slags objekter og fænomener.

Følgelig kan afsluttet, udtømmende viden, eller absolut sandhed som det også kaldes, kun opnås, hvor der er tale om yderst simple undersøgelsesobjekter med forholdsvis få elementer og forbindelser. Objekter af denne art forekommer somme tider, for eksempel i matematikken, men selv der kræves en meget stærk abstraktion og afgrænsning for at blive i stand til at fremlægge en oplysning som absolut sandhed. Indebærer det ikke risiko for, at indrømmelse af, at man ikke kan opnå udtømmende sandhed, fører til fornægtelse af sandhedens objektive karakter? Og betyder det ikke, at agnostikerne, der jo benægter verdens erkendbarhed, har ret? Nej, sådanne formodninger er ikke holdbare. Hvis man opfatter erkendelsen dialektisk, ikke som noget, der må og skal finde en definitiv afslutning, og ser den som en vedvarende proces, hvorunder menneskenes viden om den ydre verden til stadighed udvides og uddybes, da må det medgives, at verden kan erkendes - ikke én gang for alle, men ved hele tiden at supplere og udvide de relative sandheder, som står til vor rådighed, idet vi efterprøver og præciserer dem gennem praktisk virksomhed. Således kan absolut og relativ sandhed beskrives som den objektive sandheds to former, hvoraf den absolutte sandhed kan betragtes som resultatet af en uendelig kæde af relative sandheder, der afløser hinanden.

Den dialektiske materialisme overvandt metafysikernes modstilling af sanselig og rationel erkendelse; den såvel rejste som løste spørgsmålet om verdens erkendbarhed på en ny måde. Erkendelsesteoriens problemstilling blev for første gang udvidet med spørgsmål i tilknytning til den samfunds- og produktionsmæssige praksis' rolle og betydning som grundlag og kriterium for verdens erkendbarhed. Dette muliggjorde en ny forståelse af sammenhængen mellem sanseindtryk og logisk tænkning i erkendelsesprocessen. Der blev kastet nyt lys over en hel række af komplicerede spørgsmål vedrørende de moderne former og metoder for videnskabelig erkendelse.

Efter at have gennemgået hovedpunkterne i den dialektiske materialismes erkendelsesteori, vil vi nu undersøge, hvordan selve erkendelsesprocessen skrider frem, hvilke faser den består af, hvordan disse faser er indbyrdes forbundne og den rolle, de spiller i vor erkendelse af verden. „. .. Og pludselig.. . så jeg et usædvanlig skarpt og blændende sort lyn, der i samme nu forsvandt..., - siger en af forfatteren Kuprins personer. - Jeg kan stadig ikke fatte grunden til dette fænomen. Var det forkert, var vort syn blevet overanstrengt af lynenes uophørlige leg over himlen, eller skyldtes det skyernes tilfældige position, eller nogle særlige egenskaber ved denne modbydelige, sumpede dalsænkning i bjergene?" Lignende, måske knap så usædvanlige hændelser, forekommer i næsten hvert menneskes liv. Vore syns-, høre-, føle- og andre sanseindtryk tillader os som regel at orientere os i omgivelserne, og dog kommer vi ofte i tvivl om deres rigtighed, fordi indtryk af denne art af og til viser sig at være vildledende. Hvor ofte hører vi ikke nogle sige, at det er koldt, mens andre påstår, at de sveder. En overflade kan af nogle opfattes som glat, hvor andre synes, den er nopret. Sådanne indtryk anvendes ofte som bevis for, at vore sanseorganer er upålidelige, at sanseindtryk fra dem langtfra genspejler tingenes og processernes egenskaber og derfor ikke kan ses som bekræftelse af den ydre verdens eksistens.

Hvad er da et sanseindtryk, hvordan er det forbundet med sanseorganerne, og under hvilke omstændigheder, i kraft af hvilke årsager opstår sanseindtrykket? Vi bør skelne mellem to betydninger af ordet. For det første kan der ved sanseindtryk forstås den vekselvirkningsproces, som finder sted mellem sanseorganerne og omgivelserne og den hermed forbundne materielle informationsproces inden i nervesystemet. For det andet bruges dette ord til at beskrive resultatet af ovennævnte proces, dvs. det billede, der opstår i hjernen, og som allerede er en kendsgerning i bevidstheden. Man kan for eksempel prøve at forestille sig, hvordan synsindtrykkene opstår. De spiller en vigtig rolle i menneskets aktivitet, eftersom de leverer næsten 90 procent af den modtagne informationsmængde.

Når solstråler falder på en genstand, vil en del af dem blive absorberet og en anden del blive reflekteret og opfanget af øjet. Sollys består af elektromagnetiske bølger af forskellig energi, og hvilke bølger, der henholdsvis reflekteres og absorberes afhænger af objektoverfladens fysisk-kemiske natur. Følgelig kan det siges, at selve karakteren af de reflekterede bølger rummer endnu uidentificeret information om det pågældende objekts natur. Den første forvandling af de stråler, som modtages af øjet, sker når strålerne brydes ved at passere gennem den gennemsigtige hinde, der dækker øjeæblet. Derefter samles de på linsen og trænger gennem glaslegemet til nethinden, hvor der efter den geometriske optiks love skabes et geometrisk billede af det objekt, som øjet er rettet mod. Billedet vil ligne det, vi ser på den matte glasplade på bagvæggen af et fotografiapparat. I slutningen af forrige århundrede udvikledes en kemisk metode, hvorved det blev muligt at forstå, hvordan synsbilledet fikseres på nethinden, og vi ved nu, at dette billede i mange henseender afviger fra sit objekt. For det første er billedet fladt (todimensionalt), mens alle materielle objekter er tredimensionale. For det andet er det som regel mindre end objektet og desuden vender det på hovedet. For det tredje fastholder billedet på nethinden kun de detaljer og elementer ved objektet, som er tilstrækkelig store. Dette afhænger for øvrigt ikke kun af objektets størrelse, men også belysningen og afstanden mellem objektet og øjet.

Vi kan sige, at billedet på nethinden er en naturlig genspejling, der er betinget af objektets fysiske natur samt øjet og lyset. Hvorledes opstår så de visuelle sanseindtryk? Når lysbølgerne falder på nethinden, fremkaldes en række komplicerede fysisk-kemiske og biokemiske processer i modtagecellerne. Disse processer tjener til at kode de af øjet modtagne informationer. Hvert signal udefra modsvares af ganske bestemte bioelektriske impulser. Når disse impulser når cellerne i hjernens synscentrum, igangsættes en ny forvandling, nemlig dechifreringen, der fremkalder det, vi betegner som visuelle sanseindtryk. Den proces, hvorunder visuelle sanseindtryk fremkaldes, er således af materiel natur. Den er et resultat af vekselvirkningen mellem to forskellige materielle systemer, mellem lysbølgerne og menneskets synssystem. Her er tale om en meget kompliceret proces, der indeholder en række på hinanden følgende forvandlinger, hvorved nogle former for energi, nogle former for bevægelse, omdannes til andre. Men princippet om, at bestemte former for pirringer udefra modsvares af ganske bestemte, indbyrdes forskellige synsbilleder, vil nøje blive fulgt under alle de førnævnte forvandlinger. Alle billeder på nethinden vender som bekendt på hovedet. Men de genstande, vi ser, vender jo ikke på hovedet. Det viser sig, at hjernen ikke kun opfatter de visuelle billeder, den griber også aktivt ind i opfattelsesprocessen. Hjernens synscentrum korrigerer de modtagne billeder efter menneskets individuelle og samfundsmæssige erfaring på basis af den viden, som er blevet til gennem den sociale praksis. Viden opstår på grundlag af sanseindtryk, men samtidig udformes og bearbejdes sanseindtrykkene under indflydelse af den viden, som allerede er indhøstet og efterprøvet i praksis. Dette bekræftes af følgende eksperiment, hvor en person for sine øjne anbringer et optisk specialapparatur, der får alle objekter i synsfeltet til at vende på hovedet. I et mørkt rum placeres et stearinlys på en usynlig stage mod en sort baggrund. Personen vil nu se stearinlyset omvendt, med vægen nedad. Men så snart lyset tændes, vil det fuldstændig ubevidst og uafhængigt af special-apparaturet blive opfattet som værende i normal stilling. Dette hænger sammen med, at vi af erfaring ved, at en flammetunge altid peger opad, og derudfra vil hjernen automatisk korrigere forsøgsapparaturets „fejltagelse".

Visuelle sanseindtryk, der optræder som bevidsthedsfaktum, er altså langtfra enkle fænomener. De kan ikke opstå uden forbindelse med den ydre verden, men er heller ikke rene spejlbilleder. På den ene side kan vi ikke klare os uden sanseindtryk, fordi vi med deres hjælp modtager sanselige billeder af objekterne omkring os. På den anden side kan vi heller ikke fuldt ud stole på dem, da de i vor bevidsthed ofte skaber illusioner, fejlagtige forestillinger og billeder, som helt eller delvis strider mod hele vor livserfaring og alle videnskabelige forsøg. Hvordan overvinder vi denne strid, denne modsigelse? I hvor høj grad kan vi stole på sanseindtryk, og hvilken rolle spiller de i erkendelsen af virkeligheden? Før disse spørgsmål kan besvares, må vi nøjere undersøge, i hvilken grad sanseindtrykkenes karakter afhænger dels af det ydre objekts natur og dels af det sansende subjekt.

Menneskets og dyrenes synsorganer adskiller sig temmelig meget fra hinanden. Dette sætter sit præg både på de visuelle sanseindtryk og på de deraf opståede synsbilleder. I normalt dagslys kan mennesket skelne mellem nogle hundrede grundfarver og nuancer, mens visse dyr, f.eks. hunde, kun ser objekterne i sort-hvide toner, alt efter den grå farves intensitet. Bier opfatter ikke den røde farve, men ser kun gule, blå og violette farver samt ultraviolet stråling. Følgelig vil det samme objekt, under ensartede betingelser, blive opfattet forskelligt af forskellige synssystemer og dermed fremkalde forskellige sanseindtryk. Synsorganerne opstod og udviklede sig ligesom de øvrige sanseorganer gennem en langvarig biologisk evolution. De hjalp de levende organismer med at tilpasse sig omgivelserne og var vigtige faktorer i kampen for deres eksistens. Eftersom livsbetingelserne for de mange forskellige levende organismer på Jorden i høj grad varierer, er også sanseorganerne meget forskellige fra art til art. Det „ultraviolette" syn hos bien, hvis aktive liv foregår i klart sollys, gør den i stand til at modtage et maksimum af biologisk nyttig information. Et syn af denne art ville ikke være en klapperslange til nogen nytte, da den er et nattedyr. Derfor har klapperslangen i sin evolution udviklet et særligt „varmesyn". Slanger er i besiddelse af adskillige tusinde nerveceller, der er placeret i små fordybninger lige under øjnene. Disse nerveceller er i stand til at opfatte infrarøde stråler, hvilket sætter slanger i stand til i fuldstændig mørke at jage varmblodede dyr, hvis legemstemperatur er blot nogle få grader højere end omgivelsernes. Sanseindtrykkene afhænger altså både af sanseorganernes specifikke struktur og af objektets natur samt af de ydre betingelser. Sanseindtrykket er et billede af de objekter, der har fremkaldt det. Samtidig er det et subjektivt billede, som ikke kun afhænger af det, der opfattes og under hvilke betingelser, men også af, hvem der opfatter.

Hjernen, som erkender, og sanseorganerne, som forsyner den med information, er ikke ukomplicerede objekter for ydre påvirkning. Anerkendelsen af, at der sker en aktiv vekselvirkning mellem erkendelsens subjekt og objekt, er hjørnestenen i den dialektiske materialismes erkendelsesteori. Netop i denne vekselvirkning vil sanseorganerne supplere og korrigere hinanden og derved gøre det muligt at danne de billeder af den ydre verden, som er nødvendige for at leve og orientere sig i den. Til forskel fra dyrene, hvis aktivitet næsten udelukkende er forudbestemt af nedarvede mekanismer, der kun giver forholdsvis lille spillerum til udvikling af individuelle færdigheder, har menneskene gennem tusinder og atter tusinder af år udviklet umådelige evner, hvad angår formålstjenlige adfærdshandlinger. Udformningen af specifikke menneskelige handlinger, herunder erkendelsesmæssige, viser sig at være umulig uden for samfundet. Et lille barn er i stand til at opfatte forskellige farver og geometriske former af genstande, mens det kun udvikler sin forestilling om afstand, størrelse osv. under aktiv bevægelse i rummet, hjulpet af voksne. Evnen til at skelne farve, form og afstand udvikles som følge af personlig erfaring, forbundet med vedvarende aktivitet. Sanseindtrykkenes karakter afhænger imidlertid ikke kun af den individuelle erfaring, men af hele kulturniveauet, af samfundets udviklingsstade, af det system af social aktivitet, hvori det enkelte menneske indgår. En sammenligning af rumopfattelser af ting hos henholdsvis højtudviklede og historisk efterblevne folkeslag viser for eksempel, at de sidstnævnte så godt som ikke opfatter det såkaldte centralperspektiv. Dette beror ikke på et eller andet specielt nationalt eller racemæssigt træk, men udelukkende på produktionens, livsmønstrets og kulturens samfundsmæssige udviklingstrin hos de respektive folkeslag.

Sanseindtrykkenes indhold afhænger således af 1) de materielle objekters egenskaber og særegenheder; 2) de betingelser, hvorunder de indvirker på sanseorganerne; 3) det opfattende systems (herunder hjernens) opbygning og tilstand; 4) tidligere indhøstet individuel erfaring og viden; 5) samfundets kulturniveau; 6) karakteren af praktisk virksomhed, udført under opfattelsen. Sanseindtryk er med andre ord billeder, som både fastholder de opfattede objekters egenskaber og specifikke træk, og som desuden bærer præg af en mængde andre faktorer. Hvorledes sker overgangen fra sanseindtryk til kundskaber, der i mere eller mindre „ren" form genspejler og fastholder de forbindelser, som er den objektive virkeligheds genstande iboende?

Når to personer betragter eller berører samme objekt eller hører samme melodi, opstår bestemte sanselige billeder. For at kunne fungere sammen i produktions-, samfunds- og familielivet må menneskene meddele sig til hinanden om set og hørt, de må udveksle indtryk og vide at oplagre og viderebringe forskellige former for viden. Sanseindtryk og deraf opståede visuelle billeder indeholder bestemte informationer om genstande i omgivelserne. Men vi kan ikke videregive hinanden sanseindtryk, vi kan ikke trække dem ud af vort hoved og forære dem til en anden. Hvordan overføres da information i det menneskelige samfund? Hvilket middel har vi til oplagring af vore kundskaber? Vi har sproget.

Sanseorganerne sætter os i stand til at opfatte materielle fænomener. Ved at bruge teleskoper kan vi på lang afstand betragte himmellegemer; ved hjælp af en oscillograf eller en fotografisk plade kan vi se sporet af en elementarpartikel. Men vi kan ikke se eller berøre tanken. For i sin form er tanken jo ideel. Menneskets tænkning er ikke kun resultat af den samfundsmæssige udvikling. At mestre tænkningens umådelige rigdom, videnskabens og kulturens skatkammer, er forudsætningen for menneskehedens videre fremskridt og grundlaget for alsidig udvikling af personligheden. „Tankens umiddelbare virkelighed er sproget,"¹ skrev Marx og Engels. De påviste, at den af natur ideelle tanke finder sit eneste materielle udtryk i sproget, hvorved den kan opfattes af menneskene. I kraft af at være tænkningens materielle bærer, bliver sproget i stand til at spille dobbeltrollen som kommunikationsmiddel mellem menneskene og som middel til erkendelse af virkeligheden.

Sproget er et særligt tegnsystem. Se på det, der omgiver os, på almindelige husholdningsting, på det, vi møder i arbejdet og på gaden, og du vil konstatere, at verden er fuld af tegn og tegnsystemer. Den stribede bom ved jernbaneoverskæringen er ikke kun en stang, der er malet sort og hvid - den er et tegn, som fortæller, at man skal standse. En vielsesring er ikke kun et stykke metal og en hvid lægekittel ikke bare en beklædningsgenstand, de er tegn på civilstand og profession. I den udstrækning ting ikke kun udfylder en nyttig funktion i industrien eller hjemmet, men viderebringer bestemt information, er de tegn. Ethvert materielt sanseligt objekt, der i kraft af visse særtræk er i stand til at viderebringe information om andre ting eller personer, er et tegn. I denne forstand omtales tegnene somme tider som andre objekters stedfortrædere. Genstande, der ikke er menneskeskabte, kan også optræde som tegn. Aftrykket af et forhistorisk dyr i en kalkstensblok eller røg, som stiger op over en fjern skov, er eksempler på såkaldt naturlige tegn. Det første fortæller om et uddødt dyr og det andet om et bål eller en skovbrand.

Et naturligt tegn er resultat af vekselvirkningen mellem to eller flere materielle objekter, f.eks. mellem det forhistoriske dyr og kalkstensblokken. Det naturlige tegn besidder en række ulemper, som gør det mindre egnet til overførsel og udformning af viden i det menneskelige samfund. Det er ofte umuligt at viderebringe over afstande, ligesom det ikke kan oplagres eller reproduceres perfekt (jvf. røgen eller kalkstensblokken). Desuden videregiver det kun information om en enkelt begivenhed, hvorimod beskrivelse af en klasse af dyr ved hjælp af naturlige tegn ville kræve tusind, måske en million sådanne tegn. Og selv da ville beskrivelsen være ufuldstændig, eftersom intet aftryk formår at informere om alle dyrets egenskaber, karaktertræk, adfærdsmønster osv.

Der kan trækkes en vis parallel mellem naturlige og menneskeskabte tegn, som er baseret på større eller mindre lighed mellem tegnet og den ting, det står for. En god forestilling om menneskeskabte tegn giver for eksempel et portræt, en tegning, et geografisk kort, et teknisk diagram eller en arkitekttegning. Disse tegn er ikke resultat af nogen umiddelbar vekselvirkning mellem forskellige materielle objekter. De er skabt af mennesker ved hjælp af arbejdsredskaber. De indeholder et meget stærkt element af konvention. Denne konvention mærkes allerede i portrættet, men bliver af primær betydning i arkitekttegningen og maskindiagrammet. Men uanset konventionen eksisterer der en vis, omend fjern lighed mellem tegnet (f.eks. maskindiagrammet eller det geografiske kort) og det respektive objekt. Sovjetiske kosmonauter har bekræftet, at kontinenternes konturer svarer til de geografiske korts fremstilling. Dog øges graden af konventionet, når vi går fra et portræt til et geografisk kort og derfra til en teknisk tegning. Dette sætter os i stand til at markere en vis helhed ved genstandene, snarere end den enkelte genstand. Her af dækkes et vigtigt træk ved tegnene: jo mere konventionelt tegnet er, jo mere generelt bliver det; herved kommer det til at markere et stadig større antal ensartede objekter. Alligevel er disse tegns sammenfattende evne begrænset, eftersom de i det mindste til en vis grad skal ligne de respektive objekter i farve, form, materiale osv.

Et af de specielle træk ved det menneskelige sprog er, at det overhovedet ikke besidder de andre tegnsystemers begrænsninger. I denne betydning er sproget et særligt tegnsystem. Sprogets grundelementer er ordene. De er dannet af enkelte eller kombinerede lyde og optræder som selvstændige sprogenheder. Med skriftsprogenes opståen lærte menneskene at skildre ord ved hjælp af forskellige grafiske tegn. Lydformen var - og er - imidlertid afgørende for alle eksisterende sprog. Sprogtegn eller ord er materielle fænomener. De indvirker på vore sanseorganer (øret) og fremkalder høresanseindtryk. Men til forskel fra andre materielle fænomener - naturlige eller menneskeskabte - har ordene ingen værdi i sig selv; den får de først, når de producerer, viderebringer og oplagrer information. Ord er således fuldkommen konventionelle og kan under ingen omstændigheder betragtes som billeder af materielle fænomener og processer, fordi de hverken genspejler disses egenskaber eller indbyrdes forbindelser. Men strider dette mod påstanden om, at sproget tjener som middel til at udtrykke og viderebringe kundskaber, som jo er genspejlinger af virkeligheden? Overhovedet ikke. Der findes ingen modsigelse på dette punkt.

For at forstå, hvordan sproget som helhed og dets enkelte ord bidrager til at genspejle virkeligheden (skønt de ikke genspejler den i sig selv), må vi nøjere undersøge, hvad ord er. Vi ved, at ordene i alle sprog er konventionelle. De specifikke materielle fænomener, ordenes egenskaber, er på ingen måde forbundet med det fænomen, de navngiver. Det er grunden til, at ens objekter eller grupper af objekter kan repræsenteres af forskellige ord på et og samme sprog. Helheden af ting, processer, tilstande, psykiske oplevelser, sociale fænomener osv., der betegnes af ét ord, danner dets betydning. Denne betydning er ikke ordet iboende som sådan, men tilskrives det af menneskene, afhængigt af, hvordan det bruges i praksis, i menneskeligt samkvem. Da sproget udvikler sig sammen med samfundet og ord gradvis skifter betydning, kan et og samme ord have flere forskellige betydninger, hvoraf nogle måske udelukker hinanden, når alt kommer til alt. Ordet „pas" står således både for et lavere parti af en bjergkæde, en melding i kortspil, et rejsedokument og et dansetrin. Ved disse flertydige ord kan det i givne situationer være vanskeligt at pege på den præcise betydning.

Netop fordi ordene ikke er billeder, men konventionelle tegn, besidder de til forskel fra andre menneskeskabte tegn en ubegrænset evne til at udtrykke generelle træk og forbindelser. Heri ligger deres kvalitative egenart. Ingen ord - f.eks. bygning, elektron, revolution, fremskridt - henviser til enkeltfænomener eller processer, men til en helhed af dem i større eller mindre grad. Med understregning af denne særlige egenskab skrev Lenin, at „alle ord. .. generaliserer. . ." Naturlige tegn (aftryk eller spor) gengiver et objekts individuelle, uigentagelige træk og er derfor uegnede til at udtrykke almene egenskaber og forbindelser. Menneskeskabte tegn (kort, diagrammer osv.) rummer et element af konvention og er derfor velegnede til ubegrænset generalisering. Ordene i et sprog er helt igennem konventionelle, deres evne til at generalisere er ubegrænset; med ord kan man udtrykke enhver viden om individuelle, konkrete genstande. Dette viser dialektikken i tegnsystemernes udvikling.

Vi må nu undersøge, hvordan et begrænset antal ord danner et ubegrænset antal sproglige udtryk, som fastholder forskellig viden. Et sprog består jo ikke kun af ord. Det omfattes tillige af særlige regler, nemlig grammatik. Disse regler bidrager til at samle enkelte ord - tegn - i særlige kombinationer - sætninger. Ikke alle ordrækker udgør en sætning. Således er „Jord Sol omkring kredse" ingen sætning, den udtrykker ingen viden. Derimod er „Jorden kredser omkring Solen" en sætning, der meddeler en astronomisk kendsgerning. Ofte er man sig ikke grammatiske regler bevidst; man bruger dem ubevidst, idet man gradvis tilegner sig grammatisk sproglige færdigheder gennem opdragelsen og i samværet med andre mennesker.

Det er navnlig kombinationsevnen, der adskiller menneskenes sprog fra dyrenes lydsignalisering. Dyr benytter også lyde til overførsel af den mest enkle information. Denne evne er hovedsagelig medfødt, nedarvet. Selv hos flokdyr som visse fugle, bævere og forskellige pattedyr afhænger evnen til lydsignalisering ikke af samkvemsformen. En kylling, der er udruget i rugemaskine og opdrættet i ensomhed, reagerer lige så godt på andre høns' signaler som kyllingen, der er udruget af en høne. Nogle højtudviklede dyr, f.eks. delfiner, bruger adskillige snese lydsignaler til at udtrykke frygt, tilkalde hjælp, gøre opmærksom på tilstedeværelsen af føde, udfordre en rival, kalde til angreb osv. Nogle forskere er endda tilbøjelige til at tale om et særligt delfinsprog. Men hverken delfiner eller andre dyr besidder noget sprog i den føromtalte betydning. Dette fremgår navnlig af den manglende kombinationsevne, der gør det muligt at samle forskellige lydsignaler til et uendeligt antal sætninger. Dette er grunden til, at den samlede information, som dyrene er i stand til at modtage og videregive, er begrænset til et forholdsvis lille forråd af lyde. Og derfor kan dyr ikke udvikle den form for psyke, vi betegner som menneskelig tænkning.

Som en understregning af sprogets vigtighed for erkendelsens og tænkningens udvikling skrev Lenin: „Sanserne viser virkeligheden; tanken og ordet - det almene." Sproget kan udtrykke det almene på to måder. For det første fastholder ord samt sætninger af disse ord ikke enkeltstående objekter, egenskaber og forbindelser, men deres helhed. For det andet er sproget almengyldigt. Til forskel fra sanseindtryk kan ord og sætninger videregives fra person til person, uden at deres mening eller betydning fordrejes. Skønt noget af den individuelt og subjektivt bestemte viden delvis går tabt, bevares dog det almene og væsentlige, uden hvilket menneskenes tilværelse og fælles indsats er umulig.

Processen fra sansning til sproglig tænkning beskrives som abstrahering (latin abstrahere, trække bort) og dens resultat som abstraktioner eller begreber. I dagliglivet opfattes en „abstraktion" ofte som noget ubestemt, vagt, usammenhængende, løsrevet fra livet. Dette har en vis årsag. Nogle abstrakte begreber, der er løsrevet fra menneskenes praktiske aktivitet, er vanskeligt tilgængelige og af ringe nytte i hverdagen. Erkendelsesteorien er imidlertid først og fremmest interesseret i dybtgående videnskabelige abstraktioner, uden hvilke man simpelt hen ikke kan forstå naturens hemmeligheder, afdække de virkelige årsager til samfundsmæssige fremskridt eller formulere videnskabelige love. Hvad er da videnskabelige abstraktioner? Hvad udspringer de af? Og hvad adskiller dybtgående og sande abstraktioner fra overfladiske og falske? Mange tror, at abstraktioner opstår efter simpel udskillelse af de fælles træk ved ting og processer, som genspejles i vore sanseindtryk. Herudfra kasseres sekundære eller uens træk, mens de træk, der er fælles for helheden, betragtes som almene og fastholdes i abstraktionen. Abstraheringsprocessen omfatter en tilsidsættelse af det forskellige og uens tillige med en udvælgelse af det almene, men hermed er sagen ikke afsluttet. Tag for eksempel den videnskabelige abstraktion „firedimensionalt rum"; den er fundamental for den specielle relativitetsteori og spiller en vigtig rolle i moderne fysik.

Vi ved, at det virkelige materielle rum er tredimensionalt, og at vore sanseorganer under ingen omstændigheder sætter os i stand til at opdage fænomener, som forekommer i et firedimensionalt rum. Imidlertid anvender vi ofte begreber en-, to- og tredimensionalt rum. Disse begreber er abstraktioner, som opstår, når vi ser bort fra visse egenskaber og særtræk ved virkelige legemer. Begrebet kugle (dvs. en tredimensional sfære) dannes for eksempel ved at se bort fra kugleformede legemers forskelle i størrelse, farve og materiale og ved at udskille deres geometriske form som almen egenskab. Begrebet lineær eller endimensional vej er også en abstraktion, hvor vi ser bort fra legemernes størrelse, geometriske form osv. og fastholder afstanden mellem dem som det eneste fælles træk. Begrebet todimensionalt rum er ligeledes en abstraktion. Flade geometriske figurer (cirkler, ellipser, trapezer, trekanter) besidder kun to dimensioner.

Disse abstraktioner er i større eller mindre grad forbundet med sanseindtryk, med sanselige billeder af objektive ting og fænomener. Vi kan forestille os en kugle, en firkantet byggegrund, en lige linie mellem punkt A og punkt B, men at se eller føle en firedimensional terning eller sfære eller tænke os til en begivenhed, der foregår i et firedimensionalt rum, kan vi ikke. Alligevel findes der såvel en flerdimensional geometri, der er opbygget efter alle matematikkens regler, som en fysisk teori, der beskriver materielle begivenheder ved hjælp af abstraktionen firedimensionalt rum. Heraf følger, at der i vore begreber, i abstraktionerne, findes noget, som ikke umiddelbart forekommer i sanseindtrykkene, og som ikke kan udledes blot ved at kassere eller udskille de af den objektive verdens egenskaber, der fastholdes i sanseindtryk. Hvordan udvikler den sande abstraheringsproces sig da?

Erkendelsen er ikke noget rent spejlbillede af virkeligheden. Den dialektiske materialisme, der betragter bevidstheden, tænkningen, som sekundær, fastslår, at når først bevidstheden er opstået, følger den sine egne love, der er kendetegnet af visse specifikke træk. Et af dem består i, at bevidstheden er i stand til at forbinde, gruppere og samle elementer af sansning på en helt anden måde end den, de er forbundet eller grupperet på i de umiddelbare sansebilleder. Ydermere forbedres denne evne, når mennesket lærer at udskille enkelte sammenhænge og forbindelser ved at skabe og udtænke nye sammenhænge og forbindelser og forbinde dem på en ofte meget fantasifuld måde. Således opstod for eksempel mytologiens og folkeeventyrernes skikkelser - nisser, trolde, kentaurer, Samson osv. Kentaurens elementer - halv mand, halv hest - blev samlet af virkelige synssanseindtryk, men på en måde, som den objektive virkelighed ikke tillader. Begrebet firedimensionalt rum er også frugten af en vis fantasi, blot ikke mytologisk, men videnskabelig. Denne abstraktion blev ikke til ved at udskille eller kassere nogle af den objektive virkeligheds elementer, men derimod ved at overdrive og „tildigte" visse egenskaber til de eksisterende abstraktioner to- og tredimensionalt rum.

Heraf ses, at abstrahering er en kompliceret, dialektisk, modsigelsesfyldt proces. Ud over sammenligning, udskillelse af det almene og udeladelse af det forskellige, omfatter processen tillige „tildigtning" og omgruppering af virkelige sammenhænge og elementer. Det må bemærkes, at dette ikke kun forekommer ved meget komplicerede abstraktioner som uendelighed eller firedimensionalt rum, men også ved udformning af forholdsvis simple og velkendte begreber som cirkel eller rød. Allerede i skolen lærer vi, at en cirkel defineres som en jævn, lukket kurve, hvis punkter alle ligger i samme afstand fra et bestemt punkt, kaldet centrum. Abstraktionen cirkel opstår efter en sammenfatning af geometriske egenskaber ved velkendte ting som et vognhjul, en frakkeknap, fuldmånens synlige side. Ved hjælp af moderne slibemaskiner kan man med stadig større præcision fremstille skiver, hvis radier kun afviger med tusindedele af en millimeter. På grund af de faste stoffers struktur er det reelt umuligt at dreje en skive med absolut jævne radier; derfor vil ingen træ-, sten- eller metalskive svare helt til den geometriske definition af en cirkel. Selv om vi i praksis kan fortsætte med at skærpe præcisionen, vil vi ikke være i stand til at overskride den grænse, der er sat af naturen. Men intet forhindrer os i at gøre det i tænkningen. Dette punkt i tænkningsprocessen kaldes den marginale overgang og er medvirkende ved dannelse af abstraktioner, skønt vi måske ikke er den bevidst i hverdagen. Ved at sammenstille en valmueblomst, en moden tomat og blod kan vi danne begrebet rød. Også her findes en form for marginal overgang, eftersom virkeligheden ikke tilbyder nogen rent røde genstande; der vil altid være forskelle i klarhed, nuancer osv. Men begrebet rød udskiller noget alment, som vi kan anvende ved beskrivelse af millioner af mere eller mindre ens farvede objekter, i stedet for at bruge millioner af forskellige navne. Vi kan nu udskille abstraheringsprocessens grundlæggende faser. Den første, dannelse af den indledende helhed, består af udskillelse og fastholdelse af et antal ting, processer, fænomener, situationer osv..

Den anden, sammenstilling og sammenligning af elementerne i den indledende helhed, omfatter to trin - konstatering af henholdsvis forskelle og ligheder. Hensigten med denne fase er at udskille bestemte fælles egenskaber, sammenhænge og forbindelser, som er karakteristiske for elementerne i den givne indledende helhed. Den tredje fase omfatter benævnelse og generalisering. Her vil de fælles egenskaber, sammenhænge eller forbindelser, der er udskilt i den tidligere fase, blive navngivet - de bibringes en sproglig, verbal form. Fra nu af opererer vi med tegn, med alle de konsekvenser det indebærer. Et ord eller en gruppe af ord kommer til at udtrykke et bestemt begreb. Det fjerde trin udgøres af den marginale overgang og videre præcisering af indholdet. Ganske vist er de sidste tre faser sjældent adskilt i tid, og som regel afvikles de samtidigt, idet de sammenflettes, vekselvirker og supplerer hinanden. Ved indholdet af en abstraktion eller et begreb forstås helheden af de karakteristika, der kan betragtes som definitionen af det givne begreb. Vi husker for eksempel definitionen af begrebet cirkel. Summen af alle dens karakteristika danner begrebets indhold, mens elementerne i sig selv former dets betydning, eller for at sige det mere præcist, dets oprindelige betydning.

I abstraheringsprocessen går vi fra den sanselige form for erkendelse til abstrakt, sproglig tænkning. Denne overgang er altid forbundet med tabet af det, som umiddelbart kan anskues. Somme tider siger man, at der findes anskuelige og ikke-anskuelige begreber, og at et af de vigtigste træk ved moderne videnskab, til forskel fra klassisk videnskab, består i overgangen fra anskuelige til ikke-anskuelige begreber. I virkeligheden kan ingen abstraktion anskues. Men nogle af dem er mere almindelige end andre og forbundet med sanselige, anskuelige forestillinger på en forholdsvis enkel måde, mens andre er mindre almindelige og har en lang række mellemliggende abstraktioner mellem sig og sansebillederne. Vi kan let forestille os billedet af en bekendt, men ikke af et menneske som sådan, der hverken er mand eller kvinde, ung eller gammel, europæer eller afrikaner. Mennesket som sådan er en abstraktion, som ikke besidder større anskuelighed end det firedimensionale rum eller den matematiske uendelighed. Selvfølgelig er begrebet menneske nærmere ved det sanselige materielle fænomen end begrebet firedimensionalt rum. Dette forklarer også, hvorfor sidstnævnte begreb er vanskeligere at forstå. Tab af anskuelighed medfører imidlertid ikke, at abstrakte begreber ophører at være genspejlinger af virkeligheden. Selvfølgelig er de ikke sansebilleder på samme måde som sanseindtryk og forestillinger, men dermed ikke være sagt, at de ikke er billeder overhovedet. Den omstændighed, at begreberne eksisterer og udtrykkes i tegnform, har mere end en gang givet idealisterne påskud til at hævde, at vore begreber er lige så konventionelle og symbolske som tegnene selv. Men den sproglige tænknings dialektik består netop i brugen af konventionelle tegn, dvs. ord, der således repræsenterer den højeste form for virkelighedens genspejling. Lenin sagde, at vore begreber er kopier, billeder af virkeligheden. Beviset herpå er, at vi ved hjælp af selv de mest abstrakte begreber er i stand til at identificere, vekselvirke med og omforme sanselige fænomener.

Vi er nu nået frem til spørgsmålet om, hvorledes videnskabelige og uvidenskabelige abstraktioner adskiller sig fra hinanden. Det er jo en kendsgerning, at ved at fantasere, lave nye sammenhænge, forkaste nogle og indføre andre elementer og forbindelser, skabte menneskene også begreber som gud, kentaur, udødelighed. Her vil det være på sin plads at minde om det tidligere behandlede kriterium for sandhed, nemlig praksis. Abstraktioner eksisterer ikke isoleret, uden tilknytning til andre produkter af den menneskelige tænkning. En række særligt forbundne begreber kan danne et nyt begreb, en ny viden, som er mere konkret, mere præcis, mere fyldestgørende, og som giver en mere omfattende beskrivelse af et fænomen. Hvis direkte eller indirekte anvendelse af disse begreber gør os i stand til at iagttage de egenskaber og forbindelser, som fastholdes i dem, kan vi sige, at begreberne genspejler de iagttagne fænomener korrekt. Hvis vi ved at bruge sådanne begreber når det opstillede mål, kan vi have tiltro til, at vore abstraktioner har bestået deres prøve i praksis, at de er rigtige og dækkende. Praksis som kriterium afslører på ny sin erkendelsesmæssige betydning, denne gang som middel til at bedømme, hvor dybtgående og dækkende, hvor objektive og videnskabelige vore abstraktioner er. Da Lenin fremlagde en kort formel for erkendelsesprocessen som helhed, påpegede han, at den skrider frem fra levende beskuelse til abstrakt tænkning og derfra til praksis, der er såvel udgangs- som endepunkt for al erkendelsesmæssig aktivitet. Imidlertid er selve overgangen fra abstraktion til praksis ikke enkel. Den omfatter en række mellemliggende trin, hvoraf de vigtigste er modelleringsprocessen og den teoretiske tænkning.

Erkendelsens endemål er at frembringe viden, hvormed mennesket bliver i stand til at gennemføre nogle handlinger, der imødekommer dets materielle og åndelige behov. En af de vigtigste betingelser herfor er brugen af modeller. Model hører til de ord, som har adskillige betydninger, og som i vid udstrækning anvendes både i videnskaben og hverdagslivet. Man taler om en ny drejebænksmodel, tøjmodel, kunstnermodel, bilmodel osv. I erkendelsesteorien har dette ord en særlig betydning. Lad os antage, at der findes to objekter, A og B. Objekt A optræder som objekt B's model, hvis 1) A i visse henseender er enklere, mere tilgængelig eller lettere at studere end B; 2) hvis bestemte træk, egenskaber eller særegenheder ved A er genspejlinger af undersøgte egenskaber, særegenheder eller træk ved B; 3) hvis A i alle andre henseender er forskellig fra B (disse forskelle kan berøre materiale, form, størrelse osv.); 4) hvis den viden, der opnås ved at undersøge A med visse justeringer kan anvendes til forklaring af særegenheder ved B, til forudsigelse af B's adfærd osv.

Hvis A opfylder disse betingelser er det en model af B, og vi kan under visse omstændigheder bruge A i stedet for B med samme resultat for erkendelsen. Men hvorfor skal vi anvende en model, en erstatning, i stedet for undersøgelsesobjektet selv? Sagen er, at vi til tider enten ikke kan bruge det undersøgte objekt af forskellige grunde, eller at vi kan opnå det nødvendige resultat hurtigere og billigere med en model. Ved projektering af store hydrotekniske anlæg eller meget komplicerede aggregater fremstilles først mindre og forenklede modeller. Ved en kunstig sø opføres derefter nogle miniature-elværker i forholdet 1:100 eller 1:1000. Disse elværker vil nu reproducere alle væsentlige træk og særegenheder ved anlægget. Under eksperimenterne med sådanne modeller kan man luge fejltagelser ud, forebygge fejlberegninger og indføre forbedringer, hvis omkostninger bliver langt mindre, end det ville være tilfældet ved byggeri af selve objektet.

Ikke alle modeller er imidlertid enkle kopier af de undersøgte objekter. Den algebraiske formel x²-f-y² = z² kan under en bestemt synsvinkel betragtes som model af den geometriske cirkel. En tegning af cirklen giver selvfølgelig en mere anskuelig forestilling, der også kan betragtes som model, men formlen har, uden at være anskuelig, en række fortrin. Matematiske beregninger, bl.a. algebraiske, er mere præcise end målinger med passer og lineal. Desuden kan mange komplicerede processer overhovedet ikke fremstilles anskueligt. Det gælder for eksempel biologiske og sociale systemer med deres millioner, ja milliarder af vekselvirkende elementer. Vore sanseorganer giver os ingen mulighed for at medtage anskuelige billeder af vekselvirkningen mellem alle industriforetagender, kommunikationslinier, transportmidler, råstofressourcer og varemængder i landsmålestok. Men viden herom er påkrævet for at kunne planlægge og lede den socialistiske økonomi på videnskabeligt grundlag. Derimod kan man skabe et system af matematiske ligninger, som med større eller mindre præcision kan beskrive denne vekselvirkning. Ligningerne vil da fremtræde som modeller, og det økonomiske system som det modellerede objekt. Ved at indsætte konkrete tal i stedet for variable størrelser, kan vi beregne andre variabler meget nøjagtigt. Eftersom den matematiske model kan være særdeles kompliceret, bearbejdes den i vore dage i edb anlæg.

Modellerne kan således være stoflige (fysiske) såvel som symbolske. Miniature opstillinger eller forenklede kopier er eksempler på stoflige, fysiske modeller, mens matematiske ligninger, diagrammer osv., fremtræder som symbol- eller tegnmodeller. Mellem disse yderpunkter finder vi andre modeltyper, som i bestemte proportioner indeholder fysiske og symbolske modellers træk. Det gælder for eksempel en almindelig globus. Man må imidlertid skelne mellem tegnmodeller og andre tegnsystemer, f.eks. sproget. Ordtegn genspejler ikke genstande, men kan som allerede nævnt være deres betegnelse. Alligevel er alle modeller, herunder også tegnmodeller, i en vis forstand mønstre af de undersøgte fænomener. Hvad er forholdet mellem abstraktion og modelbygning? Hvordan er abstraktioner og modeller indbyrdes forbundne?

Som det fremgår af definitionen, gengiver en model ikke alle objektets træk, men kun de træk, der er vigtigst for undersøgelsen. For at kunne bygge eller vælge en model, må man selvfølgelig på forhånd kende visse egenskaber og sammenhænge ved de objekter eller processer, der skal undersøges. Disse kundskaber, der udtrykkes i form af særlige begreber, går naturligvis forud for modellens tilblivelse. Modellens praktiske og videnskabelige anvendelighed afhænger af, hvor korrekt de tilgrundliggende abstraktioner er blevet udviklet, og hvor væsentlige de genspejlede træk ved undersøgelsesobjektet er. Når modellen er fremstillet og efterprøvet i laboratoriet eller i produktionen, sætter den os i stand til at udfylde et hul i vor viden og udvikle nye abstraktioner, der genspejler hidtil ukendte særegenheder ved det givne objekts elles fænomens struktur og opførsel.

Abstraktions- og modelbygningsprocesserne er altså snævert forbundne. Abstraktionens legemliggørelse i en model beskrives som dens realisering eller materialisering. Før opsendelsen af den automatiske månebil Lunokhod-1 havde videnskabsmændene indsamlet alt til rådighed stående materiale om måneoverfladens udseende og fysisk-kemiske struktur. Ud fra dette materiale byggede man adskillige modeller af månekøretøjer, som blev afprøvet under forhold, der var mest muligt lig Månens. Herefter kunne man forbedre og korrigere konstruktionen af det apparat, der opsendtes til Månen.

Fremstillingen af en model sker således trinvis. På første trin udvikles de grundlæggende abstraktioner, som fastholder og udskiller de vigtigste af objektets allerede kendte træk. Samtidig formuleres opgaven og målet med den videre erkendelse. På andet trin opstilles forskellige tænkte skitser, der siden omsættes i en tegnmodel eller i en fysisk eller teknisk konstruktion. På tredje trin gennemføres de såkaldte modeleksperimenter. På fjerde og sidste trin bringes den opnåede viden i anvendelse på det modellerede objekt. Men hvor vigtig modelbygningsprocessen end er, kan den alene ikke give de nødvendige resultater. For at fremstille og afprøve en model og derefter anvende den opnåede viden på objektet, må vi besidde en speciel form for viden, der kaldes videnskabelig teori. Marx' og Engels' lære om den videnskabelige kommunisme, Darwins lære om den organiske naturs evolution, Newtons og Galileis klassiske fysik og vor tids kvantemekanik er alle videnskabelige teorier. Teorien er erkendelsens højeste form, fordi den samler iagttagelse og abstraktion, modelbygning og eksperiment, til et hele. Uden teori er disse trin i erkendelsen begrænsede og perspektivløse. Netop dette foranledigede grundlæggerne af den dialektiske materialisme til at vise teoretisk tænkning så stor opmærksomhed.

I 1543 lod Nikolaus Kopernikus sin nye teori om himmellegemernes bevægelse offentliggøre. Ifølge denne teori var Jorden ikke universets centrum, hvorom Solen og de andre planeter kredsede. Kopernikus' teori var i strid med den oldgræske filosof og astronom, Ptolemæus' geocentriske verdensbillede, som blev støttet af kirken. Den nye teori vakte opstandelse, ikke kun fordi den underminerede kirkens autoritet og modsagde Ptolemæus, men den forekom også at være i modstrid med menneskenes egne iagttagelser. Det var jo klart for enhver, at Jorden ikke bevægede sig, hvorimod Solen beskrev en regelmæssig bue over himmelhvælvingen ved at stå op i øst og gå ned i vest. Om natten kunne man se Månen og planeterne bevæge sig på himlen i deres forskellige baner. Netop dette afspejledes i Ptolemæus' lære, som i virkeligheden ikke var nogen videnskabelig teori (i bogstavelig forstand), men en beskrivelse af iagttagelser. Eftersom himmellegemernes synlige baner var overordentlig komplicerede, førte geocentrismen selv til meget komplicerede konstruktioner, som imidlertid ikke kunne kaste lys over en række uforklarlige fænomener. Men Kopernikus' teori, som ved første øjekast var i strid med observerede kendsgerninger, gav ikke desto mindre den videnskabelige tænkning et kraftigt skub fremad og kom til at øve revolutionerende indflydelse på menneskehedens verdensanskuelse og kultur. På en enkel og præcis måde kunne den forklare undersøgte fænomener, ligesom den gjorde det muligt at forudsige nye fænomener og bane vej for videnskabelige og eksperimentelle undersøgelser.

De tre vigtigste funktioner i enhver videnskabelig teori består i forklaring, forudsigelse og definition af forskningens, eksperimentets og observationens karakter. Et glimrende eksempel herpå er Marx' økonomiske teori. Da Marx skrev Kapitalen, støttede han sig ofte på materiale, som var blevet beskrevet af andre forskere. Datidens borgerlige filosoffer og økonomer var ikke uvidende om fænomener som klassekamp, økonomisk og politisk ulighed, udbytning og forarmelse af arbejdende mennesker. Blot var de ikke i stand til at forklare dem ud fra én, for disse fænomener fælles synsvinkel; derfor var de heller ikke i stand til at forudsige historiens gang eller klarlægge hovedretningen i den revolutionære omformning af samfundet. Det var først Marx' økonomiske teori, der - på grundlag af det kapitalistiske samfunds udviklingslove, som Marx havde afdækket og formuleret - kunne forklare en række da velkendte kendsgerninger og desuden med stor nøjagtighed forudsige hovedfaserne i og lovmæssighederne ved overgangen fra kapitalismen til den nye, kommunistiske samfundsformation, hvilket senere er blevet bekræftet af hele den revolutionære verdensbevægelses praksis. Men i kraft af hvilke egenskaber er teorien i stand til at opfylde sine egne grundlæggende funktioner? Hvorfor kan de ikke opfyldes alene på grundlag af iagttagelser eller menneskenes umiddelbare praktiske aktivitet?

Ikke enhver sum af anskuelser kaldes for en teori; det gør kun et særlig organiseret system af en eller flere videnskabers indbyrdes forbundne love. Og videnskabelige love er, som vi ved, genspejlinger af objektive love, som de undersøgte fænomener er underlagt. Disse fænomener omfatter det, der ofte kaldes en teoris emneområde. Når videnskabelige love, som genspejler dybtgående, stabile, gentagne og nødvendige forbindelser inden for det givne emneområde, er indbyrdes forbundne i bestemte logiske relationer, danner de en tilsvarende teori. Således udgør Keplers love teorien om planeternes bevægelse, fordi de udtrykker stabile, nødvendige forbindelser, der er planeterne i solsystemet iboende. Marx' økonomiske lære, der er udformet i Kapitalen, er også en teori i bogstavelig forstand, eftersom de love, den er dannet af, genspejler nødvendige økonomiske sammenhænge og forbindelser og tillige er indbyrdes forbundne i overensstemmelse med den dialektiske logiks principper.

De grundlæggende love i en teori kaldes ofte principper eller postulater, mens de i strengt matematisk formulerede teorier betegnes som aksiomer. Disse love i en given teori bevises ikke ad logisk vej; det gør til gengæld de andre love, som udledes heraf, og som således anses for beviste. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at en teoris principper eller aksiomer er ubeviselige. I videnskab godtages intet på grundlag af tro. Love, som accepteres uden logisk bevis inden for én teori, kan bevises inden for en anden, mere almen teori. Keplers love, der først fremtrådte som postulater i teorien om planeternes bevægelse i solsystemet, blev siden bevist, dvs. udledt af de mere generelle principper for himmellegemers mekanik, som Newton opdagede. Hvis de grundlæggende love i en teori ikke er udledt af mere almene principper, accepteres de, enten fordi deres sande, retfærdige karakter umiddelbart fremgår af forsøg eller praksis, eller fordi slutkonsekvenserne af disse love er i overensstemmelse med eksperimentet og iagttagelsen. Sidstnævnte faktor spiller afgørende rolle i bedømmelsen af en teori. Man bør ikke tro, at lovene i enhver videnskab altid opstår efter en mere eller mindre kompliceret og grundig sammenfatning af observationsresultaterne. Hvis det altid var tilfældet, ville det være forholdsvis let for enhver øvet fagmand at opdage nye videnskabelige love. Vanskelighederne ved virkeligt skabende forskning består netop i, at formuleringen af en ny lov eller et nyt princip ofte kræver pludselige og uventede fremgangsmåder, fantasi og endda afvigelser fra de iagttagne fænomener.

Mange nyere videnskabelige teorier er ikke blevet til i laboratorier, men ved skrivebordet i et arbejdsværelse, fordi udviklingen af nye principper kræver omfattende og komplicerede abstraktioner og abstrakt, teoretisk tænkning. Det gælder for eksempel værdiloven, som fastslår, at varer, der besidder forskellige nyttige egenskaber, kan udveksles under betingelse af, at der er nedlagt samme mængde samfundsmæssigt nødvendigt arbejde i dem. Denne lov kunne ikke afdækkes gennem simpel iagttagelse af markedsspontaneiteten eller på grundlag af sporadiske handelstransaktioner. Det reelle varebytte påvirkes jo af udbud og efterspørgsel og af en række andre faktorer, som sætter priserne over eller under den gennemsnitlige vareværdi. Marx måtte udvikle en række abstrakte begreber (abstrakt arbejde, mængden af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde osv.) for at blive i stand til at hæve sig over de kaotiske vare-penge relationer, der er fremherskende i det kapitalistiske samfund, og derefter formulere værdiloven. Denne lov, som ved første øjekast synes at modsige åbenbare kendsgerninger, gjorde det muligt at formulere og udlede en række andre love inden for kapitalismens politiske økonomi, f.eks. merværdiloven, loven om den kapitalistiske profit og loven om kapitalens oprindelige akkumulation, som alle gav grundlag for at forudsige kapitalismens videre skæbne.

Den videnskabelige teori gør det muligt at forklare og forudsige objektive fænomener, fordi den er et system af love og ikke en beskrivelse af isolerede iagttagne begivenheder eller fænomener i den materielle verden. Lovene udfylder derfor en dobbelt funktion. På den ene side fremtræder de som den mest dybtgående genspejling af objektive, stabile forbindelser, der eksisterer inden for den givne videnskabs emneområde. På den anden side optræder de som logiske former, der er nødvendige for at kunne udlede andre love og såkaldte slutkonsekvenser, dvs. forslag, udsagn, som indeholder information om enkelte begivenheder og fænomener. En lov besidder en høj grad af almengyldighed, som i koncentreret form genspejler de undersøgte objekters væsentligste træk, grundlæggende egenskaber og opførsel. Netop dette tildeler lovene en særlig rolle i erkendelsen. Udfaldet af målrettet menneskelig aktivitet af enhver art beror på, i hvor høj grad den er baseret på videnskabelig teori. Dette er af særlig betydning for den kommunistiske omformning af samfundet, og af denne grund lægger Sovjetunionens kommunistiske parti så stor vægt på at videreudvikle den videnskabelige kommunismes teori. Med udgangspunkt i teoriens særegenheder og dens rolle i videnskabelig erkendelse kan vi nu anskue abstraktionens rolle på en ny måde.

Lovene i enhver videnskabelig teori formuleres altid gennem abstraktioner. De indeholder som regel ingen oplysninger om sanselige fænomener, de appellerer ikke til sanselige forestillinger og billeder, men til mere almene og abstrakte begreber. Dette stiller enhver videnskabsmand over for problemet at fortolke, at udlægge de abstrakt formulerede love, som de kommer til udtryk i iagttagelserne. For at anvende lovene og deres logiske konsekvenser på sanselige ting og processer, for at kunne kontrollere dem gennem forsøg og iagttagelser, må de altså „oversættes" fra abstraktionernes til sansebilledernes sprog, som vi anvender til beskrivelse af vore sanseindtryk og forestillinger. I dette brændpunkt koncentreres såvel problemet omkring forbindelsen mellem begreber og sanseindtryk som omkring tænkningen, der forløb« på forskellige sproglige niveauer, samt spørgsmålet vedrørende vekselvirkningen mellem teoretisk og praktisk aktivitet med genstande og værktøj.

Vi har flere gange været inde på, at praksis som sandhedskriterium og grundlag for vor viden er fundamentalt for den marxistiske gnoseologi. Men det almene filosofiske spørgsmål om forbindelsen mellem menneskenes tænkning og praktiske aktivitet med genstande antager en særlig form ved gennemgang af den videnskabelige erkendelse. Dette spørgsmål drejer sig om sammenhængen mellem teori og eksperiment, mellem erkendelsens teoretiske og empiriske niveau, for hvor den videnskabelige teori er den højeste form for erkendelse af virkeligheden, optræder det videnskabelige eksperiment som en vigtig del af den samfunds- og produktionsmæssige praksis, der er uløseligt forbundet med udvikling og forbedring af teorien.

Udbredt anvendelse af forsøg, af eksperimenter, som et af de vigtigste midler til erkendelse, er det dominerende træk ved moderne videnskab. Fortidens naturvidenskabsmænd og filosoffer samlede og klassificerede mange for os værdifulde kendsgerninger om forskellige sider af naturen. Det gjorde de på grundlag af erfaringer i hverdagen, sund fornuft og iagttagelser. Deres gisninger og hypoteser, for eksempel om verdens opbygning af atomer, kan stadig forbløffe os ved deres dybde og klarhed. Og alligevel var den eksperimentelle forskning fuldstændig fremmed for videnskaben både i oldtiden og i middelalderen. Det skyldtes på den ene side produktivkræfternes relativt lave udviklingstrin og væksttempo, og på den anden side den filosofiske idealismes dominans (især i middelalderens Europa) samt knæfaldet for kirkens autoriteter. Teknikkens rivende udvikling i forbindelse med den kapitalistiske produktionsmådes opståen gav en stærk impuls til den nye retning i forskningen og skaffede den de materielle betingelser og forudsætninger. Overgangen til eksperimentel naturvidenskab, der markerede vendepunktet fra passiv beskuen af naturen til aktiv indgriben i dens hemmeligheder, fandt først og fremmest sted i de grene af videnskaben, som var snævert forbundne med industri, søfart og våbenproduktion.

For at krydse oceaner og navigere efter stjernerne, for at bygge dampmaskiner og jernbaner og producere syntetiske materialer, måtte mennesket først lære at se naturen med egne øjne og ikke efter den hellige skrifts forskrifter. Men det betød også, at menneskene måtte frembringe en grundlæggende omvæltning i deres filosofiske syn på verden, at de måtte overvinde idealismen, som så med foragt på eksperimenter og tilmed betragtede kirkens dogmer og ikke videnskabelige kendsgerninger som endegyldige sandhedsbeviser. Dette er grunden til, at moderne naturvidenskab ikke kun blev bebudet af matematikere og andre videnskabsmænd som Galilei og Newton, men også af materialistiske filosoffer, som inspireret af Francis Bacon proklamerede iagttagelsen og eksperimentet som de afgørende faktorer i erkendelsen af naturen.

Grundprincippet i den filosofiske materialisme består som helhed i anerkendelse af den objektive verden, der eksisterer uafhængigt af den menneskelige bevidsthed. Som en direkte konsekvens af dette følger kravet om, at erkendelsen må koncentrere sig om at undersøge denne verdens egenskaber og lovmæssigheder. Materialister har altid betragtet iagttagelse, der giver os en række umiddelbare sansedata, som den vigtigste metode til erkendelse af materien. Men som vi ved, er det ikke altid muligt at forklare komplicerede fænomener ud fra iagttagelser alene. Erkendelsen af de væsentligste egenskaber og lovmæssigheder ved undersøgelsesobjekterne opnås ofte lettere ved at placere disse objekter under usædvanlige, somme tider kunstige betingelser, eller ved at udsætte miljøet for kunstig påvirkning med dertil bygget specialapparatur.

Den eksperimentelle naturvidenskab opstod i det 17. århundrede. I løbet af tre århundreder opnåede den flere resultater, end videnskaben som helhed havde formået gennem de forudgående to tusinde år. Succes'en skyldtes fremfor alt den udbredte anvendelse af forsøg. Hovedmålet for den klassiske eksperimentelle naturvidenskab var at erkende, at studere fænomenernes egenskaber og lovmæssigheder, der var skjult for den passive iagttager. Resultatet heraf i praksis var en gendrivelse af den kantianske tese om, at der mellem „tingen i sig selv" og vore kundskaber eksisterer en uovervindelig kløft; man forlangte herunder, at forskeren skulle gå frem uden at påføre objektet nogen forandringer, således at det kunne erkendes i sin rene „uberørte" tilstand, upåvirket af forskerens indblanding. Men strider dette ikke mod selve begrebet eksperiment? Ødelægger vi ikke fænomenernes og processernes naturlige sammenhængende helhed og egenskaber, når vi sender højspænding gennem dem, udsætter dem for enorme tryk, placerer dem i vakuum eller bringer deres temperatur ned til næsten det absolutte nul? Selvfølgelig er en sådan frygt ikke helt uden grund. Men når eksperimenterende naturvidenskabsmænd bruger instrumenter, som udvider grænserne for vor naturlige følsomhed og i det hele taget anvender kompliceret udstyr, tilstræber de altid at reducere forskerens indflydelse på objektet til et minimum.

Historisk var denne problemstilling betinget af, at den eksperimentelle naturvidenskab ikke straks kunne skride til komplicerede forsøg, som tog hensyn til den subjektive faktors rolle. En anden årsag bestod i, at de eksperimentelle metoder, der udvikledes i naturvidenskaben, ingen berøring havde med samfundslivet. Og endelig hang det sammen med det filosofiske standpunkt, som størstedelen af naturvidenskabsmændene dengang indtog. I forskningen støttede de sig til den spontane naturvidenskabelige materialisme, der ligesom den førmarxistiske metafysiske materialisme mente, at erkendelse blot var det samme som forklaring af verden. Denne holdning overser menneskets aktive, omdannende, praktiske virksomhed, som af den dialektiske materialisme anses for at være erkendelsesteoriens kerne. Kravet om at tage vekselvirkningen mellem det erkendende subjekt og objektet i betragtning, og om at deres indbyrdes afhængighed og gensidige påvirkning genspejles i det teoretiske verdensbillede, blev formuleret af Marx i hans Teser om Feuerbach og senere realiseret gennem eksperimentel praksis i den nyeste naturvidenskab, teknik og samfundsvidenskab. Som kvantemekanikken har demonstreret, er mikroobjekters bevægelse af en sådan natur, at de instrumenter, vi undersøger dem med, øver mærkbar indflydelse på nogle af objekternes træk. Når vi derfor skal beskrive objekternes tilstand under forsøg inden for kvantemekanik, må også instrumenternes tilstand og betingelserne for forsøget tages i betragtning.

Efter de subjektive idealisters opfattelse beviser dette, at objektet ikke eksisterer uden subjektet, og at subjektet spiller den udslaggivende rolle i deres indbyrdes forhold. Men det forholder sig imidlertid således, at hvert niveau af materiens bevægelse er underkastet sine egne objektive lovmæssigheder, der nødvendiggør specielle metoder i den eksperimentelle og teoretiske undersøgelse. Elementarpartiklernes bevægelse er objektivt præget af ubestemthed, den er af sandsynlig, statistisk karakter, hvilket forskeren må tage med i sine beregninger. Ved at påvirke nogle af mikroobjektets træk, fremkaldes forandringer i andre, således at et fuldstændigt billede af processen kun fås ved at tage vekselvirkningen mellem forsøgsapparaturet og det undersøgte mikro-objekt i betragtning. Dette er ikke udtryk for subjektiv vilkårlighed, men tværtimod for dyb indsigt i naturens lovmæssigheder. Nødvendigheden af at undersøge objekterne sammen med den person, som indvirker på dem og erkender deres virkning, er i moderne teknik forbundet med udviklingen af superkompliceret maskineri, automatiske systemer, hurtigtvirkende dataanlæg, rumlaboratorier, komplekse styringssystemer osv. Som eksempel kan nævnes rumflyvningseksperimenterne. Den lange sene af forsøg har ikke kun haft til formål at undersøge rumskibsparametre eller virkningen af vægtløshed, fysisk overbelastning osv. på kosmonauternes tilstand. Hovedsagen var, at disse og mange andre fænomener blev undersøgt i lyset af deres vekselvirkning og indbyrdes sammenhæng.

Eksperimenter af en ny type, hvori objektet erkendes i sin vekselvirkning med subjektet, finder ligeledes vid udbredelse i samfundslivet. Under opbygningen af kommunismen støder vi for hvert skridt på forskellige sociale forsøg, hvorunder vi erkender og bedømmer forskellige former for organisering af produktion og styring, uddannelse og opdragelse, service og byplanlægning. I hvert tilfælde optræder det erkendende individ både som forsøgets subjekt og objekt, idet det på én gang påvirker og påvirkes af forskellige eksperimentelle faktorer. Således er det videnskabelige forsøg en særlig form for erkendelsesmæssig virksomhed, hvis formål er at opnå mere viden om objekter og processer i natur og samfund. Det videnskabelige forsøg udføres ved hjælp af specialapparatur, instrumenter og udstyr efter en på forhånd udarbejdet plan og i streng overensstemmelse med videnskabelige krav. Disse krav undergår forandringer i takt med videnskabens udvikling og forandringerne af selve forsøgsapparaturet. De vigtigste krav, der stilles til det videnskabelige forsøg er 1) at det tekniske apparatur sikrer den størst mulige præcision af målinger og iagttagelser; 2) at forsøget kan gentages (dette er væsentligt, fordi garantien for resultaternes sikkerhed og præcision i de fleste tilfælde kræver en stor mængde eksperimentelle data, der kan behandles statistisk, hvorved indflydelse af tilfældigheder og forstyrrelser udelukkes); 3) at forsøget gennemføres i overensstemmelse med et på forhånd fastlagt sæt af metoder, der sikrer kontrol med eksperimentet i alle dets faser.

Alle eksperimenter, alle forsøg, som opfylder disse betingelser, og som ikke kun omfatter materielle objekter, men også materielle anlæg og betingelser, kaldes ofte materielle eksperimenter. Derudover spiller det såkaldte tankeeksperiment en betydelig rolle i moderne videnskab. Det adskiller sig fra det materielle eksperiment ved, at dets objekter og specialapparatur udelukkende eksisterer i forskerens fantasi. Tankeeksperimentet er en slags model af det materielle eksperiment; modellen tilfredsstiller alle de krav, der stilles til sidstnævnte, men med den ene forskel, at den af forskellige årsager ikke kan afprøves i praksis. Alt efter deres formål opdeles eksperimenter i tre hovedgrupper: søgen, efterprøvning og realisering.

Det søgende eksperiment har til opgave at afdække tidligere ukendte egenskaber, relationer og særegenheder ved et fænomen eller et helt nyt fænomen. Et eksempel herpå finder vi i Edisons berømte forsøg, hvorved han fandt frem til et materiale, der kunne anvendes til glødetråd i en glødelampe. Næsten seks tusinde forsøg måtte til, før det egnede materiale blev fundet. Dette beskrives til tider som forskning efter „trial and error" (forsøgs- og fejl) metoden; den består i at afprøve en række varianter, hvoraf de mislykkede forkastes. Normalt foretrækker videnskabsmanden dog ikke at gennemføre sådanne forsøg på må og få, men på grundlag af en teori eller en hypotese for derved at reducere antallet af mulige forsøg og fejl til et minimum. Love, der fastslås efter en sammenfatning af data, som afgives af sådanne forsøg eller iagttagelser, kaldes empiriske love.

En anden rolle spiller de såkaldte efterprøvningseksperimenter. Formålet med dem er at af- eller bekræfte en hypotese. En hypotese, der bekræftes gennem forsøg, bliver til en efterprøvet videnskabelig teori, mens en hypotese, der ikke finder bekræftelse gennem forsøg, forkastes og erstattes af en ny. Efterprøvnings eksperimenterne er meget vigtige, når der arbejdes med flere hypoteser, hvoraf nogle enkelte skal udvælges. Et eksempel herpå finder vi i den eksperimentelle opdagelse af nye kemiske grundstoffer. Den russiske videnskabsmand Dmitrij I. Mendelejev (1834-1907), der havde afdækket de kemiske grundstoffers periodiske lov, opdagede, at kemiske egenskaber gentages i en vis orden, og på dette grundlag kunne han opstille hypotesen om nogle dengang ukendte grundstoffers egenskaber. Eftertidens opdagelser har til fulde bekræftet Mendelejevs hypotese.

Den tredje gruppe, de realiserede eksperimenter, udføres med henblik på at frembringe nye, hidtil ukendte objekter, som derpå undersøges eller anvendes i praksis. For få år siden opdagede en gruppe sovjetiske videnskabsmænd under ledelse af akademimedlem Flerov et nyt grundstof, som de navngav kurtjatovium til ære for den sovjetiske fysiker Igor V. Kurtjatov. Dette element, der hører til de ved kernereaktioner fremstillede transuraner, eksisterer kun under laboratoriebetingelser og falder meget hurtigt fra hinanden. Ikke desto mindre er fremstillingen af det, såvel som syntesen af andre transuraner, der ikke mødes i naturen, en vigtig eksperimentel landvinding, som fremmer et dybere studium af stoffets struktur.

Således kan eksperimenter tjene som grundlag for nye love, hypoteser eller teorier eller som middel til at af- eller bekræfte dem. I videnskaben sker det imidlertid ofte, at et og samme forsøg spiller begge roller. Af den grund er vor inddeling kun relativ og skal ikke betragtes som absolut eller afsluttet. Vedrørende eksperimentets betydning i erkendelsesprocessen understregede Lenin, at eksperimentet er en afart, en del af den samfunds- og produktionsmæssige praksis. ,,Et forsøg er allerede praksis", skrev han. Sammenligner man strukturen af eksperimentet og arbejdsprocessen, er det ikke svært at fastslå deres lighed. I begge tilfælde finder vi objektet for den praktiske aktivitet med genstande og værktøj tillige med mennesket. Forskellen består i, at arbejdsprocessens hovedformål er at producere visse materielle værdier, genstande og betingelser, der imødekommer forskellige behov, mens den viden, der indhøstes i produktionsprocessen spiller en underordnet, omend betydningsfuld rolle. Eksperimentets hovedformål er derimod at frembringe ny viden. Alligevel findes ingen principielle forskelle mellem videnskabeligt eksperimenterende og produktionsmæssig virksomhed.

Det foregående viser tydeligt den snævre forbindelse mellem kundskabernes to niveauer - det teoretiske og det empiriske. Viden på et højere, teoretisk niveau realiseres i form af videnskabelige principper, postulater og love. Empirisk viden opstår på grundlag af umiddelbare iagttagelser og eksperimentelle data. Begge niveauer supplerer hinanden, og kun i snæver enhed fremkalder de et billede af den ydre verden, der tilfredsstiller kravene til objektiv sandhed. Lenins formel „fra levende beskuelse til abstrakt tænkning og derfra til praksis" afdækker erkendelsesprocessens dybe dialektiske karakter og dens spirallignende form. Empirisk viden, som opstår af levende beskuelse, af videnskabelige eksperimenter, stiller os over for nye problemer, der leder os til nye teoretiske sammenfatninger. En videnskabelig hypotese, udledt af teoretisk forskning, kræver en eksperimentel efterprøvning, hvorunder hidtil ukendte egenskaber ved det undersøgte objekt måske opdages. Hver enkelt spiralvinding giver os ikke kun relativ sandhed, men skaber også forudsætning for videre fremskridt. Samtidig vil fremkomsten af nye former og typer for eksperimentel forskning fremdrage nye, komplekse teoretiske og erkendelsesmæssige opgaver af filosofisk karakter, der tvinger os til at tænke over særegenhederne ved forskellige former for teoretisk empirisk viden. Denne sammenfletning af filosofiske og naturvidenskabelige problemer danner grundlag for det frugtbare samarbejde mellem naturvidenskabsmænd og materialistiske filosoffer, som allerede Lenin tilskyndede til. Undersøgelse af hovedproblemerne og -principperne i den dialektiske materialismes erkendelsesteori viser ikke blot den kvalitative forskel fra alle andre filosofiske systemer eller dens fulde overensstemmelse med moderne videnskabs resultater og metoder, den beviser også, at studiet af denne teori er en af de vigtigste betingelser for at beherske den marxistisk-leninistiske lære som helhed.

Menneskeheden har eksisteret i flere årtusinder. Den har tilbagelagt en lang og vanskelig historisk vej, præget af kamp mod naturkræfterne, mod sult, nød, undertrykkelse, masseepidemier og blodige krige. Troner sank i grus, mægtige stater gik i opløsning, og nye kom i deres sted. Civilisationer forandrede sig. Nogle forsvandt sporløst, mens andre efterlod sig uudslettelige spor i menneskehedens historie. Berømte hærførere, mægtige konger og kejsere, heroiske folkeledere indskrev deres navne i historien. Men der var millioner og atter millioner, som forblev navnløse. Det var dem, der gjorde hære stærke og kongedømmer mægtige. Det var dem, der satte livet ind i folkeopstande. Hvilken rolle har disse ukendte, navnløse masser spillet i historien? Hvilken teori er i stand til at forklare hele dette kaos af fænomener, som danner historien ? Regimer, som tilsyneladende var urokkelige, er blevet rystet i deres grundvold af store folkelige revolutioner. Men hvad er disse revolutioner for noget? Er de uventede katastrofer, der forstyrrer historiens normale gang, eller er de lovmæssige fænomener, som udspringer af fortidens historie og betinger begivenhedernes kommende forløb? Hvilke håb og interesser får menneskene til at rejse sig mod mægtige kræfter? Hvor er den teori, som er i stand til at forklare alle disse fænomener i nøje overensstemmelse med de reelle historiske kendsgerninger?

Vor tid er præget af sejrrige folkelige revolutioner. I vor tid afgør folkene, hvilken udviklingsvej de vil følge. Hvilken videnskabelig teori kan forklare de socialistiske landes store resultater? Hvilken teori kan forklare arbejderklassens stadig bredere bevægelse i de kapitalistiske lande? Hvilken teori kan forklare folkenes befrielse fra koloniåget i Asien, Afrika og Latinamerika? Hvor er den teori, som kan forklare teknikkens og videnskabens rivende udvikling, folkemassernes aktive og udslaggivende deltagelse i verdenshistoriens tilblivelse? Hvilken videnskabelig teori kan med andre ord forklare selve indholdet af vor tidsalder? Selvfølgelig kan både vor tids og tidligere tiders historie udlægges forskelligt. Eller man kan lade historien ligge og blot leve fra dag til dag uden at tænke nærmere over teoretiske problemer. Men det bliver sværere og sværere at leve på den måde, fordi det enkelte menneskes tilværelse bliver stadig tættere knyttet til verdenshistoriens almene forløb, hvad enten vedkommende vil det eller ej. Under disse forhold bør hvert menneske forstå sin placering i verden og prøve at trænge ind i de forbindelser, der eksisterer mellem enkeltpersonens aktivitet og de processer, som udfolder sig i den moderne verden. Det har aldrig skortet på teorier, som gør krav på at forklare menneskesamfundets indretning og udvikling. Mange er forlængst glemt, andre er af nyere dato, og kun tiden vil vise, hvor længe de består.

Marxismen-leninismens videnskab om samfundet - den historiske materialisme - er den eneste teori om menneskehedens historiske udvikling, som siden sin opståen for mere end 125 år siden har usvækket livskraft, og som tillige vinder stadig større støtte. Årsagen hertil er, at den historiske materialisme i teoretisk form giver svar på de spørgsmål, som udspringer af samfundets udviklingsgang, og at den lever op til folkemassernes håb og ønske om socialt fremskridt. Årsagen er også, at den historiske materialisme ikke er en samling stivnede dogmer, men en levende, skabende teori, der hele tiden udvikles og beriges gennem analyse og sammenfatning af nye historiske erfaringer. Den historiske materialisme er en teori, som ikke alene forklarer fortid og nutid; den gør det tillige muligt for os at forudse fremtiden samtidig med, at den baner vej for hvert menneskes aktive deltagelse i den historiske proces.

Hvilken slags videnskab er den historiske materialisme? Hvad er dens emne, og hvad er det egentlig, den undersøger i samfundet? Hvordan forholder den sig til andre filosofiske og samfundsvidenskaber? Har den allerede givet udtømmende forklaring på samtlige historiske udviklingslove? Hvordan besvarer den spørgsmålet om forløbet og indholdet af historien og menneskenes skæbne? Først om den historiske materialismes emne. Samfundet udforskes af flere videnskaber, hvilket kun er naturligt, da samfundslivet har flere aspekter. Alle samfundsvidenskaber har ét undersøgelsesobjekt - samfundslivet. Men deres emner er forskellige. Hver enkelt samfundsvidenskab studerer samfundet ud fra en bestemt synsvinkel, økonomisk, sociologisk, historisk, kulturelt osv. En samfundsvidenskabs emne er således en speciel side af samfundslivet, der med henblik på særskilt undersøgelse trækkes ud af den generelle helhed af indbyrdes forbundne sociale fænomener. Hvorved adskiller den historiske materialismes emne sig da fra alle øvrige samfundsvidenskabers?

Samfundsvidenskaberne har forskelligt sammenfatningsniveau. Det fremgår blandt andet ved at undersøge, hvad forskningsgrene som økonomisk historie, økonomisk statistik, driftsøkonomi, handelsøkonomi, finansteori og -historie beskæftiger sig med. Sammenlignet med disse økonomiske videnskaber optræder den politiske økonomi som en mere almen videnskab, idet den sammenfatter de øvrige økonomiske videnskabers resultater, giver os kundskaber på et højere sammenfatningsniveau og afdækker de mest almene lovmæssigheder i samfundets økonomiske liv. Også nationalhistorie hører til de sammenfattende samfundsvidenskaber. Den giver os viden på et højere almentrin, end for eksempel befolkningslære (demografi) er i stand til. Nationalhistorie ser sin opgave i at klarlægge særegenhederne ved de enkelte landes og folkeslags historiske udvikling. Derfor går historikerne grundigt til værks, når de undersøger, hvorledes almene historiske tendenser ytrer sig konkret og specifikt i de enkelte folkeslags liv. Disse tendenser, der ytrer sig i sammenkædninger af flere faktorer, styres af samfundets udviklingslove. Men hvordan kan vi afdække disse love?

Den dialektiske materialismes principper, som vi har gennemgået i bogens første del, gælder ikke kun erkendelse af naturen, men også af samfundet. Men i dialektisk materialisme drejer det sig om maksimal sammenfatning af kundskaberne, dvs. om naturens, samfundets og tænkningens mest almene love. Følgelig behandler den dialektiske materialisme ikke spørgsmålet om de specifikke træk, der adskiller samfundslivet fra naturen. Den historiske materialisme er en filosofisk videnskab, der beskæftiger sig med lovene for ethvert samfunds liv og udvikling, og som undersøger dem ud fra deres specifikke forskelle fra værens universelle love i almindelighed. De love, den historiske materialisme klarlægger, virker ikke i naturen. Deres indhold og virkning har udelukkende gyldighed i samfundslivet. Samfundet er jo uadskilleligt fra menneskenes liv og aktivitet. Derfor vil samfundets udviklingslove kun ytre sig gennem menneskenes aktivitet. Som filosofisk videnskab undersøger den historiske materialisme samfundsudviklingens almene sider, tendenser og love.

Netop som følge af at være en filosofisk videnskab er historisk materialisme til stadighed opmærksom på spørgsmål vedrørende forholdet mellem samfundsmæssig væren og samfundsmæssig bevidsthed, mellem den historiske proces' objekt og subjekt. Uanset hvilket problem den historiske materialisme undersøger, vil dens filosofiske metode til analyse og forklaring af samfundsmæssige fænomener altid bære præg af, at den er opmærksom på forholdet mellem det objektive og det subjektive, betingelserne og mennesket, forudsætningerne og den menneskelige vilje, hvilket i sidste ende vil sige mellem den samfundsmæssige væren og den samfundsmæssige bevidsthed. Hermed kan vi mere konkret besvare spørgsmålet om, hvad det egentlig er, den historiske materialisme undersøger i samfundslivet, og hvorved den i kraft af sit emne adskiller sig fra alle øvrige samfundsvidenskaber.

For det første undersøger den historiske materialisme de almene lovmæssigheder i ethvert menneskesamfunds liv og udvikling. Disse almene love for den verdensomspændende historiske proces virker imidlertid forskelligt i forskellige historiske epoker eller faser af menneskehedens udvikling. Derfor studerer den historiske materialisme de mest almene faser af menneskehedens historie, dvs. de økonomiske samfundsformationer og lovene for disses opståen, opblomstring og undergang. For det andet undersøger den historiske materialisme altid forholdet mellem samfundsmæssig væren og samfundsmæssig bevidsthed. Netop herved bliver den i stand til at fortolke historiens love korrekt, dvs. ikke som resultat af mystiske kræfters magt over menneskene, men som følge af de historiske loves virkning gennem menneskenes handlinger, gennem menneskenes kamp for at nå bestemte mål, der undertiden intet som helst har tilfælles med historiens almene gang, men som ikke desto mindre er en fuldstændig organisk del af den. De historiske love fremtræder med andre ord for forskeren som reale historiske drivkræfter og faktorer; han ser lovene virke gennem folkemasserne og de reale historiske personligheder, der er opfyldt af klasseinteresser, lidenskab og viljestyrke, bevidsthed og illusioner, organisatorisk slagkraft eller historisk magtesløshed.

Som filosofisk videnskab forkaster den historiske materialisme ethvert krav om at være den absolutte teori til forklaring af alle historiens gåder og omvæltninger, et krav, der er betegnende for de gamle filosofiske retninger. Hver eneste kendsgerning og begivenhed i historien forlanger alsidig videnskabelig undersøgelse og forklaring. Filosofiens opgave i så henseende er netop at gribe undersøgelsen an korrekt, at finde en sand forskningsmetode, at sammenstille de reale kendsgerninger og begivenheder med historiens almene love og tendenser, at vurdere dem ud fra de kriterier, som er gældende for det historiske fremskridt. Den historiske materialismes fortjeneste er netop, at den udruster os med en metode til undersøgelse og vurdering af de mest forskelligartede samfundsmæssige fænomener. Men den historiske materialisme er ikke kun en metode til undersøgelse af samfundsmæssige fænomener. Den har sin egen teori, sit eget teoretiske indhold, der belyser de mest almene tendenser i den historiske proces.

Ved analyse af historiens forløb har den historiske materialisme klarlagt, at den skrider frem fra lavere til højere former for samfundsmæssig organisering, at overgangen til eller omslaget til højere former for samfundsudvikling er uundgåelig, eftersom de gamle former har udlevet sig selv og således står i vejen for samfundets videre udvikling. Den historiske materialisme tager sit udgangspunkt i menneskehedens århundredlange erfaringer, kort sagt i historiske kendsgerninger. Herigennem er den blevet i stand til at bevise, at et samfund uden undertrykkelse og udbytning, men baseret på menneskenes frie arbejde, ikke er drøm og utopi, men derimod en konsekvens af samfundets indre udvikling, og at overgangen til dette, kommunistiske samfund er lige så uundgåelig, som samfundets fremadskridende forløb fra lavere til højere former for organisering har været det gennem hele historiens forløb. Denne vigtige konklusion bekræftes af de verdenshistoriske kendsgerninger, af den økonomiske analyse af produktionens udvikling tillige med erfaringerne fra klassekampen.

Den revolutionære arbejderbevægelses resultater i praksis viser, hvorledes historiens progressive tendenser slår igennem. Oktoberrevolutionen i Rusland og de socialistiske revolutioner i en række andre lande har givet denne tendens globalt omfang og vist folkene i hele verden, hvor deres fremtid ligger. Den historiske materialisme behandler ikke samtlige spørgsmål af betydning for den socialistiske og kommunistiske opbygning af samfundet. Disse spørgsmål undersøges af den videnskabelige kommunisme, en speciel gren af samfundsforskningen. Derimod optræder historisk materialisme som den videnskabelige kommunismes metode, idet den som supplement til det historiske og økonomiske tillige giver det mest almene, nemlig den filosofiske begrundelse for samfundets uundgåelige overgang til en kommunistisk udviklingsvej, og desuden afdækker den revolutionære vej for samfundets overgang fra kapitalisme til socialisme. Derfor er den historiske materialisme uløselig knyttet til den videnskabelige kommunismes teori. Gennem den organiske forbindelse mellem historisk materialisme- som er den teoretiske genspejling af arbejderklassens interesser og mål - og teori og praksis i kampen for kommunismen kommer den historiske materialismes partiskhed til udtryk. Borgerlige kritikere af marxismen stiler efter at bevise, hvorledes den af marxistiske filosoffer erklærede forbindelse mellem den historiske materialisme, arbejderklassens interesser og kommunismens ideer ikke skulle være udtryk for andet end den marxistisk-leninistiske samfundsvidenskabs klassemæssige snæversyn og indskrænkethed. Videre påstår de, at filosoffer kun er i stand til at udvikle en sand videnskabelig teori, hvis de hæver sig over klasseinteresser, fordi enhver klassebestemt holdning til videnskaben angivelig fører til forudindtagethed, subjektivisme og begrænsninger i tænkningen.

Har de ret? Kan et menneske, der lever i et klassedelt samfund, hæve sig over klasseinteresser? I klassesamfundet findes ikke et eneste menneske, som står uden for klasserne. At leve i samfundet og samtidig være fri for det er en umulighed. En person kan nok betragte sig selv som „fri", men i realiteten kan vedkommende aldeles ikke gøre sig fri af klasseinteresser i det moderne samfund. Denne „frihedside" er en borgerlig illusion. Hver eneste filosof, maler, forfatter osv. vil altid - bevidst eller ubevidst - formidle en bestemt samfundsklasses interesser. Heri udtrykkes hvert menneskes partitagen, dvs. klassemæssige holdning, uanset om vedkommende formelt er medlem af et politisk parti eller ej. Men det indebærer naturligvis ikke, at enkeltpersonen altid udtrykker sin samfundsklasses interesser, eller at en klasses interesser kun understøttes af dens egne medlemmer. Ideologens partiskhed bestemmes i mindre grad af hans tilhørsforhold til en bestemt klasse end af de klasseinteresser, han er talsmand for.

Da Karl Marx i sin tid analyserede de synspunkter, som Louis Blanc, Ledru-Rollin, Proudhon og visse andre franske filosoffer stod for, måtte han konkludere, at de var det franske småborgerskabs ideologiske fortalere. De nævnte personer blev særdeles opbragte, fordi Marx efter deres opfattelse havde kaldt dem parisiske kræmmere. Marx forklarede på sin side, at han på ingen måde havde hentydet til deres livsform, som i den forbindelse ikke spillede nogen rolle. Derimod havde han kritiseret indholdet af deres teoretiske værker, som objektivt genspejlede og forsvarede småborgerlige interesser. Endelig bør man holde sig for øje, at udbyttersamfundets dybe kløft mellem åndens og håndens arbejde medfører, at de samfundsklasser, hvis lod er manuelt, fysisk arbejde, dvs. arbejdere og bønder, som regel ikke er i stand til at fostre ideologer fra deres eget miljø. Disse klassers ideologer er hyppigst udgået fra andre samfundsklasser, der gav dem tid og materielle muligheder for at uddanne sig; herunder viste de pågældende sig i stand til at forstå historiens fremadskridende gang og derpå tilslutte sig den holdning, som de progressive samfundsklasser indtager. Et eksempel herpå er de revolutionære russiske demokrater i forrige århundrede; de fremstod som den revolutionære bondestands ideologer, men ingen af dem var bønder. Herzen var for eksempel adelig, mens Tjernysjevskij, Belinskij og Dobroljubov stammede fra forskellige sociale lag. Arbejderklassens ideologer, Karl Marx og Friedrich Engels, var som bekendt heller ikke arbejdere, men i deres værker forsvarede de konsekvent arbejderklassens interesser, hvis kampmål og kampmidler de gav et teoretisk, videnskabeligt grundlag.

Enhver tænker udtrykker således altid bestemte klasseinteresser. Men behøver det at være tegn på snæversyn? At besvare dette spørgsmål entydigt med ja eller nej er umuligt; det afhænger helt af, hvilken natur den klasse har, som tænkeren gør sig til fortaler for. Bourgeoisiet som klasse har længe været i modstrid med historiens gang. Dets interesser i vore dage strider ikke alene mod andre klassers interesser, men mod samfundsudviklingen som helhed. Hvis en ideolog således støtter borgerskabets holdning, kommer vedkommende uundgåeligt til at give et fordrejet billede af samfundets reelle udviklingsproces og er altså ude af stand til at skabe en videnskabelig teori.

En principielt anden situation gør sig gældende for arbejderklassens ideologer, hvis interesser til forskel fra bourgeoisiets genspejler historiens udviklingstendens. Arbejderklassen er en konsekvent revolutionær klasse. Den har interesse i samfundsmæssige fremskridt og behøver derfor ikke at ty til forvrængede fremstillinger af samfundslivet. Dertil kommer, at en sand videnskabelig teori om samfundsudviklingen kun kan udformes på grundlag af arbejderklassens holdning, den klasse, som er bærer af socialt fremskridt. Således er det ingen tilfældighed, at denne teori netop blev udviklet af arbejderklassens ideologer, Karl Marx og Friedrich Engels. Den marxistisk-leninistiske filosofis partiskhed er med andre ord ikke udtryk for snæversyn, men tværtimod for videnskabelig objektivitet. Den historiske materialisme er en teoretisk sammenfatning af menneskehedens virkelige historie, af alle samfundsvidenskabers forskningsresultater. Den videnskabelige dialektiske metode, hvormed historisk materialisme udforsker samfundslivet, og som anskuer samfundet i dets uafbrudte udviklingsproces, forudsætter, at den historiske materialisme også selv videreudvikles ved til stadighed at sammenfatte den historiske udviklings og samfundsvidenskabernes nyeste erfaringer og resultater.

I længst forsvunden tid begyndte menneskene at fremsætte gisninger om, hvilke kræfter der egentlig styrede samfundets udvikling. Religionen og præsteskabet fortalte de syndige mennesker, at de skulle vende blikket mod gud og håbe på hans barmhjertighed og tilgivelse. Historien hviler i guds hånd, med underdanigt, ydmygt, lydigt tålmod skal I afvente underet fra den almægtiges hånd, prædikede kirken. Nogle tænkere afviste de kirkelige autoriteter og appellerede til fornuften. Historiens drivfjeder så de i menneskenes rationelle, skabende arbejde. I bogens første del har vi redegjort for, hvorledes filosofferne deltes i to lejre - i materialister og idealister - alt efter deres svar på filosofiens grundspørgsmål om, hvad der var primært, materie eller bevidsthed. Uenigheden afspejledes i deres forklaring af verden som helhed, af forholdet mellem ånd og natur. Men for materialistiske filosoffer før Marx gjorde det sig imidlertid gældende, at de ved undersøgelse af samfundet alle endte i idealisme. At objektive idealister, f.eks. Hegel, betragtede samfundet som et af den absolutte ånds udviklingsstadier, vækker ingen forundring. Dengang blev idealisternes syn på samfundet imidlertid også delt af filosoffer, hvis navne er uløseligt forbundne med materialismens historie.

Det revolutionære franske bourgeoisis ideologer - Diderot, Holbach, Helvétius og andre store materialister i 18. århundrede - gjorde forsøg på at forstå de faktorer, der var bestemmede for samfundets udvikling, og hævdede i den forbindelse, at menneskenes meninger til enhver tid var bestemt af de fremherskende samfundsmæssige betingelser, som i sig selv var fuldstændig underlagt menneskenes vilje. Den sidste store materialistiske filosof før Marx, Ludwig Feuerbach, der i flammende vendinger havde kritiseret idealismen og religionen, var samtidig af den opfattelse, at samfundshistoriens grundlag netop blev skabt af religionen, at religionens former var udslaggivende for den respektive historiske periode. Hvis samfundet er dårligt, skyldes det efter Feuerbachs opfattelse, at den religion, samfundet bygger på, er dårlig. For at gøre samfundet godt, må man udskifte den dårlige religion (f.eks. kristendommen) med en god. Følgelig opfinder Feuerbach en ny „fuldendt kærlighedens religion" ud fra den betragtning, at et samfund, der bygges op omkring en sådan religion, selv må blive fuldkomment.

Ideen om, at samfundet var et produkt af ånden eller en følge af menneskenes åndelige (religiøse, politiske, juridiske) virksomhed, var eneherskende i al filosofisk, sociologisk og historisk litteratur før Marx. Synspunktet antog karakter af tradition, det vandt udbredelse i skønlitteraturen og forekom stort set så indlysende, at nærmere bevisførelse ikke var påkrævet. Der krævedes enestående mod af den person, som ikke alene tillod sig at drage ideen i tvivl, men som tillige ad strengt videnskabelig vej kunne bevise dens uholdbarhed. Her var det nødvendigt med en kombination af videnskabelig genialitet og menneskeligt mod. Disse kvaliteter besad Karl Marx. Som den første i historien kunne han bevise, at mennesket måtte have mad, klæder, tag over hovedet osv., før der kunne blive tale om at tænke eller beskæftige sig med filosofi, videnskab, politik, religion m.m. Som det første skal mennesket med andre ord have tilfredsstillet sine materielle behov. Denne tanke, som i vore dage, så mange år efter marxismens opståen, forekommer selvindlysende, betød en revolution i opfattelsen af samfundet - en ny, materialistisk historieopfattelse var blevet til. På trods af sin tilsyneladende enkelthed er Marx' tanke dybtgående af indhold. Hvis mennesket skal have dækket sine materielle behov, før det bliver i stand til at tænke, betyder det først og fremmest, at historiens fundament er produktionen af de ting, hvormed menneskenes materielle behov opfyldes, dvs. af fødevarer, klæder, boliger. Produktionen af materielle goder er med andre ord den historiske proces' grundlag. Heraf følger den næste konklusion. Hvis grundlaget for den historiske udvikling udgøres af produktionen af materielle goder, betyder det altså, at den afgørende rolle i historien tilhører de mennesker, som producerer de materielle goder, dvs. den arbejdende befolkning.

Betydningen af den omvæltning i samfundsopfattelsen, som Marx tegnede sig for, bliver mere forståelig, når det tages i betragtning, at sociologerne før Marx i bedste fald kun havde undersøgt de idemæssige motiver til menneskenes aktivitet, mens de økonomiske omstændigheder blev tilsidesat som nogle for historien uvæsentlige bivirkninger. Før Marx havde samtlige filosoffer overset massernes virke og reduceret den historiske proces til kun at omfatte enkelte personligheders handlinger. Historiens skaber, mente de, var ikke folket, men heltene, der hævede sig over masserne.

Den materialistiske historieopfattelse, som udvikledes af Marx og Engels, viste folkets virkelige rolle som skaber af historien, af alle de materielle og kulturelle goder, som samfundet råder over. Netop derfor skrev Lenin: „Opdagelsen af den materialistiske historieopfattelse eller rettere sagt materialismens konsekvente fortsættelse og udstrækning til samfundsfænomenernes område, fjernede to store mangler ved de tidligere historieteorier." Marx beviste for det første, at det ikke var ideerne, men den materielle produktion, som udgjorde historiens grundlag, og for det andet, at det ikke var enkelte helte og hærførere, men derimod den brede befolkning, i første række de arbejdende, som skabte historien. Menneskesamfundet er et af verdens mest komplicerede fænomener. Selv et flygtigt, overfladisk blik på samfundslivet fortæller os, at det repræsenterer en kompliceret sammenfletning af relationer og vekselvirkninger, som er vidt forskellige af karakter. Menneskene arbejder eller udbytter fremmed arbejde, de lider, elsker, kæmper mod fjender og dør, de tilbeder gud eller de forbander ham, hvorunder de indtræder i de mest forskelligartede relationer til hinanden.

Men historien består ikke kun af enkelte menneskers handlinger. Den omfatter først og fremmest handlinger, som udføres af grupper og masser. Klasser og nationer kæmper på liv og død i heftige slag, folkeslag rejser sig til kamp mod deres undertrykkere, ødelæggende krige og frygtelige epidemier hærger hele lande. Det var denne indviklede sammenfletning af faktorer og begivenheder, der var så vanskelig at finde rede i. I årtusinder havde fremragende tænkere, for hvem menneskehedens skæbne lå på sinde, uden held forsøgt at forstå, hvad der styrede historien, dette kaos af begivenheder og faktorer. Var det en gud? Eller sammenstødet mellem det gode og det onde? Eller var det kejserens vilje? Fandtes der overhovedet love, som styrede samfundsudviklingen? Disse og lignende spørgsmål kunne idealismen, hvis syn på samfundet dominerede alt, ikke besvare videnskabeligt.

Svaret kom først med den materialistiske historieopfattelse. Konklusionen om den materielle produktions udslaggivende rolle i historien, om dens primære karakter i forhold til åndelig virksomhed, befordrer i sig selv den tanke, at blandt alle disse komplicerede samfundsmæssige forhold - det være sig familiemæssige, religiøse, klassemæssige, nationale, politiske, retslige osv. - fremtræder de relationer, der opstår mellem menneskene i den materielle produktion og som er direkte betinget af denne, som primære og bestemmende. Fortidens filosoffer var ikke i stand til at finde vej ud af dette kaos af begivenheder og faktorer, eftersom de ikke havde et kriterium, hvormed de kunne skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige, mellem det primære og det sekundære. Et kriterium af den art blev først fundet af Marx. Ved at udskille de relationer, der opstår mellem menneskene i produktionen af materielle værdier, dvs. produktionsrelationerne (produktionsforholdene) som grundlæggende, primære og bestemmende for hele samfundslivet, blev Marx i stand til at anvende det alment videnskabelige gentagelighedskriterium på samfundsmæssige fænomener; uden dette kriterium er det nemlig ikke muligt at afdække samfundets udviklingslove.

Vi ved alle, at der ikke findes to, absolut ens lande. Hvert land har sine særegenheder. Det adskiller sig fra alle andre i kraft af økonomisk udviklingsstade, specialiserede produktionsgrene, historie, sprog, nationalkultur, sæder og skikke, parlamentarisk struktur, politisk system osv. Men indebærer det, at de forskellige lande intet som helst har tilfælles? Nej, på ingen måde. Da Marx havde formuleret begrebet produktionsrelationer og analyseret disse relationers virkning i lande med forskellige betingelser, blev han i stand til at finde dét, der var fælles for alle lande i samme udviklingsfase, f.eks. den kapitalistiske, og derpå sammenfatte det i disse lande eksisterende system i begrebet „økonomisk samfundsformation". I forordet til første udgave af Kapitalen skriver Marx, at hvis den tyske læser hævder, at Kapitalen ikke vedrører Tyskland, fordi den hovedsagelig behandler kapitalismens udvikling i England, da tager han fejl, eftersom „det. . . mere udviklede land blot viser det mindre udviklede et billede af dettes egen fremtid".

Den materialistiske historieopfattelse og brugen af gentagelighedskriteriet på samfundslivet gjorde det muligt for Marx og Engels at afdække samfundets udviklingslove og forstå menneskehedens historie som en objektiv proces, der ligesom naturen følger sine egne love, uafhængigt af menneskenes vilje, og altså ikke - som man før havde ment - var en følge af enkeltpersoners vilkårlighed eller nogen guddommelig magts indflydelse. Marx og Engels førte uigendriveligt bevis for, at samfundet udvikler sig gennem klassemodsætninger og klassekamp fra lavere til højere former hen mod et klasseløst kommunistisk samfund, at kommunismen ikke er drøm og utopi, men en nødvendig konsekvens af samfundsudviklingen. Marxismens grundlæggere kunne ikke alene begrunde kommunismens uundgåelighed, de beviste også, at arbejderklassen var den kraft, der ville knuse kapitalismen og bygge det kommunistiske samfund. Til grund for deres bevisførelse lå virkningen af de objektive love, der styrer samfundsudviklingen .

Borgerlige filosoffer har i første række prøvet at afvise selve eksistensen af objektive love for samfundsudviklingen. Til formålet har de opkastet en teori om, at samfundet i modsætning til naturen ikke kan udsættes for gentagelighed, da hvert historisk fænomen er specielt og uigentageligt. Det stemmer, at en og samme historiske begivenhed ikke forekommer to gange i en og samme form. I sin totale helhed af bestanddele er det enkelte samfundsmæssige fænomen uigentageligt. Man kan for eksempel sammenligne den borgerlige revolution i Frankrig i det 18. århundrede og den borgerlige revolution i England i det 17. århundrede. Den franske revolution forbindes som regel med stormen på Bastillen, med guillotineringen af den franske konge og dronning, med navne som Robespierre, Danton og Marat, med parisiske gader, fulde af kampstemte, glade og syngende menneskemasser. Den engelske borgerlige revolution huskes især for halshugningen af kongen, for oprettelsen af Gromwells diktatur, der skulle vare i fyrre år, og for sin lidet glorværdige afslutning med kompromis'et mellem bourgeoisiet og adelen og genindførelsen af monarkiet. De to begivenheder er tilsyneladende ret forskellige. Landene er forskellige, ligesom englændere og franskmænd har forskellige skikke og nationale træk. Men lad os engang se på, hvad der i disse to begivenheder er afgørende og mest væsentligt. Er det de sange, man sang i London og Paris dengang? Sikkert ikke. Er det den måde, man henrettede kongerne på? Næppe heller. Hvor finder vi da hovedindholdet af de to revolutioner?

Afskaffelse af det gamle system, feudalismen, og indførelse af et nyt, kapitalismen, var hovedindholdet af den borgerlige revolution i England. Og selv om kompromis'et mellem adelen og bourgeoisiet medførte, at revolutionen blev ude af stand til at løse sine opgaver konsekvent, skabte den dog betingelserne for en hurtig udvikling af kapitalismen. Hovedindholdet af den borgerlige revolution i Frankrig var det samme. Det gjaldt om at knuse det gamle, feudale regime og oprette nye, kapitalistiske forhold. Disse to begivenheder har med andre ord noget tilfælles, de udtrykker en gentagelighed. Og det gentagelige viste sig netop som det væsentligste og mest afgørende, mens det uigentagelige hovedsagelig kom til udtryk i faktorer, der var uvæsentlige for begivenhedsforløbet. De to begivenheders fælles hovedindhold blev formuleret i begrebet „borgerlig revolution".

Historiske begivenheder repræsenterer altså en enhed af det gentagelige og det uigentagelige. Det gentagelige, det fælles, udgøres af det, som er væsentligst i begivenhederne, mens det uigentagelige, det specielle, det enkeltstående som regel er uvæsentligt og sekundært. Da samfundsmæssige fænomener rummer gentagelighed, må der følgelig eksistere nogle love, som styrer samfundslivet og menneskenes historie. Når et ungt menneske skal til at stå på egne ben, vil han eller hun finde et samfund med allerede udformede relationer mellem menneskene, med allerede udformet produktion, statsform osv. Gennem sit arbejde eller virkefelt kan vedkommende til en vis grad øve indflydelse på de nævnte faktorers videre udvikling eller forandring, men han kan ikke frit vælge dem. De love, som virker i samfundet, er lige så objektive, lige så uafhængige af hans vilje, som naturens love.

Men naturligvis findes også forskelle mellem naturens og historiens love. Hovedforskellen er, at naturens love ikke alene virker uafhængigt af menneskenes vilje og bevidsthed, men uafhængigt af menneskene overhovedet. Naturens love har slet ikke brug for mennesket. De har altid og vil fortsat virke, hvad enten mennesket er til stede eller ej. Men når mennesket har erkendt disse love, kan det naturligvis i mange tilfælde fremskynde deres virkning og lede den ind i en retning, som er nyttig for samfundet. Når mennesket således er fortrolig med lovene for arternes opståen og udvikling, kan det gå målbevidst ind i processen og på forholdsvis kort tid opnå det ønskede resultat i form af nye dyre- og plantearter, som samfundet kan have gavn af. Dette kaldes kunstig udvælgelse eller selektion. Men de omtalte love virker i sig selv uafhængigt af mennesket. Den naturlige udvælgelse har hersket i naturen, siden de første levende væsener opstod, dvs. før menneskets tilblivelse. For øvrigt er mennesket som biologisk art selv et resultat af den naturlige udvælgelse. Naturens love virker med andre ord, hvad enten mennesket blander sig i dem eller ej.

Anderledes forholder det sig med samfundsudviklingens love. Selv om også dé virker uafhængigt af menneskelig vilje og bevidsthed, realiseres de altid gennem menneskene, gennem menneskenes aktivitet. Hele historien er et resultat af menneskelig aktivitet. Det er menneskene, der skaber historien, ikke efter forgodtbefindende, ikke vilkårligt, men i overensstemmelse med de objektive omstændigheder, der gør sig gældende i hver generations liv. Menneskelig aktivitet indgår således i den helhed af betingelser, som får historiens love til at fungere. Menneskenes aktivitet er ydermere hovedbetingelsen for lovenes virkning. I et forsøg på at bevise marxismens angivelige uholdbarhed, hævdede den borgerlige filosof, Rudolf Stammler, der for øvrigt var en af marxismens første kritikere, at når en solformørkelse indtræder i kraft af objektive naturloves virkning, ville ingen vel drømme om at oprette et parti til fremme af solformørkelsen. Hvordan så danne et parti „til fremme af den proletariske revolution", hvis man alligevel regner med, at denne revolution er en følge af objektive historiske loves virkning? Solformørkelsen indtræder jo uden menneskers medvirken; det samme må gøre sig gældende for revolutionen, hvis den er uundgåelig.

Solformørkelsen indtræder ganske rigtig uden menneskers medvirken og indflydelse. Men menneskelig aktivitet indgår heller ikke i de betingelser, der fører til en solformørkelse. Tanken om at starte et „parti til fremme af solformørkelsen" kan derfor - som Plekhanov i sin tid med rette bemærkede - kun opstå i et galehus. Med revolutionen er det en ganske anden sag. Den iværksættes og fuldføres af mennesker. Uden mennesker - ingen revolution. Menneskenes aktivitet indgår som hovedbestanddel i den helhed af betingelser, uden hvilke en revolution er utænkelig. Det beror altså på menneskene, på deres organiserthed og bevidsthedsniveau, på deres vilje til at tage kampen op, hvorvidt revolutionen skal finde sted eller ej og i givet fald hvornår. Oprettelse af et parti, der bevidst og målrettet kan forberede folkemasserne til gennemførelse af revolutionen, er derfor nødvendig og lovmæssig.

Samfundsudviklingens love ytrer sig altså gennem menneskenes aktivitet. Men selv ved et flygtigt blik på den historiske udvikling vil vi kunne se, at menneskene i deres aktivitet har sigtet efter mål, der som oftest ikke er udsprunget af disse love. Samfundets udviklingslove opdagedes jo i det 19. århundrede af Marx og Engels, men blev først senere tilgængelige for masserne, og da langtfra i alle lande. Hvilke ledetråde fulgte menneskene inden da? Til forskel fra dyrene er menneskene fornuftsvæsener, de er i besiddelse af bevidsthed. Fuldstændig bevidst sætter de sig bestemte mål, og lige så bevidst vælger de sig midler, hvormed de givne mål skal nås. Men det er ikke altid ensbetydende med, at menneskene sætter deres individuelle mål i relation til historiens almene gang. Dette er grunden til, at forskeren i tidligere tid så historien som en kaotisk masse af de mest forskelligartede menneskelige handlinger og mål. Nogle steder kom det til direkte sammenstød mellem modsatte bestræbelser, hvorved begge blev tilintetgjort, andre steder gik forskellige bestræbelser op i en højere enhed, eller de affødte mere komplicerede bestræbelser. Og gennem hele dette kaos af tilfældigheder banede den historiske lovmæssighed sig vej, på samme måde som nødvendighed overhovedet baner sig vej gennem en ophobning af tilfældigheder. Det betyder på sin side, at historiens udvikling er forløbet spontant, at menneskene har skabt historien ubevidst, hvilket gav det falske indtryk, at historien er blevet til uafhængigt af menneskene, uden deres medvirken. Under sådanne betingelser måtte kolossale menneskelige anstrengelser nødvendigvis gå til spilde. Dette er tillige en del af forklaringen på historiens langsomme udviklingstempo i tidligere tider.

Med marxismens opståen, med opdagelsen af lovene for historiens udvikling, har samfundsudviklingen ændret karakter. Dermed fik de bredeste folkemasser for første gang mulighed for at påvirke historiens gang bevidst. Og efter den proletariske revolution gøres denne mulighed til virkelighed. Under de nye forhold reduceres spildet af menneskenes anstrengelser til et minimum, eftersom kaotiske sammenstød mellem forskellige menneskers individuelle vilje afløses af hele den arbejdende befolknings fælles vilje til at bygge det nye, kommunistiske samfund. Denne enighed kommer til udtryk gennem det kommunistiske parti, der virker som massernes organiserende kraft og som sikrer, at deres bestræbelser fører til det fælles mål. Som følge heraf skrider samfundsudviklingen frem hurtigere end nogen sinde. De dybtgående sociale forandringer, der har fundet sted i Sovjetunionen siden oktoberrevolutionen i 1917, er et eksempel herpå. I sin beretning i anledning af revolutionens 60-år udtalte Leonid Bresjnev bl.a.: „På et historisk set minimum af tid er det vidtstrakte og tilbagestående land forvandlet til et land med højt udviklet landbrug og industri. På bare to en halv arbejdsdag produceres nu lige så meget som i hele 1913... Inden for en enkelt generation befriede sovjetlandet sig én gang for alle for analfabetismens tunge byrde."

Hvilken rolle spiller menneskene i den historiske proces? Dette spørgsmål opstår naturligt, hvis lovene for samfundsudviklingen er objektive, men kun realiseres i kraft af menneskenes virksomhed. Er menneskene i så fald ikke slaver af den objektive nødvendighed? Kan menneskene da være frie? Her drejer det sig ikke om politisk frihed, ikke om de såkaldte borgerrettigheder, men om frihed i forholdet mellem mennesket og historiens objektive love. Spørgsmålet indtog en betydelig plads i tidligere filosoffers tænkning. Mange var af den opfattelse, at menneskets vilje kunne skabe historien, men som vi allerede har set, er dette standpunkt uholdbart, eftersom historien følger sine egne objektive love. Andre filosoffer mente, at mennesket stod magtesløst over for den historiske nødvendighed, at mennesket var dens slave. Men er det måske rigtigt, at intet som helst beror på menneskene? Er samfundsgoderne måske ikke menneskeskabte? Er det måske ikke menneskene, som har lavet revolutioner og knust de mægtigste regimer, der blev anset for urokkelige? Det videbegærlige menneskesind søgte hårdnakket svar på disse og lignende spørgsmål. Spinoza, den store hollandske materialist, var den første, som nåede frem til en korrekt forståelse af forholdet mellem frihed og nødvendighed. Det var imidlertid først Hegel, som kunne give en dybere definition af dette forhold, idet han sagde: Frihed er den erkendte nødvendighed. Men denne definition, der begrænser frihedsproblemet til kun at omfatte erkendelsen, hvilket var nok for Hegel, kan imidlertid ikke tilfredsstille dem, der støtter en materialistisk historieopfattelse.

Marxismen var den første videnskab, som greb dette problem an på en principielt anden måde, end Hegel havde gjort. Vi nøjes ikke med at behandle spørgsmålet om frihed i erkendelsen; vi interesserer os i første række for spørgsmålet om frihed i menneskenes aktivitet, om menneskets praktiske frihed. Hvordan er betingelserne for frihed af den art? Er det nok at erkende nødvendigheden for at blive fri? Et menneske ved måske, at der i kraft af visse faktorer vil indtræde en bestemt, uønsket begivenhed. Hvis vedkommende har mulighed for at modvirke begivenheden, men kun begrænser sig til at erkende selve muligheden og ikke handler, hvorefter den uønskede begivenhed virkelig indtræffer - hvor meget er den viden så værd, og er mennesket frit under sådanne betingelser?

Eller vi kan forestille os, at alle arbejdere under kapitalismen har erkendt de love, ifølge hvilke kapitalismen opstår, udvikler sig og forsvinder, idet den afløses af socialismen. Er dette i sig selv nok til at afskaffe kapitalismen? Næppe. Mennesket har ubetinget brug for viden om nødvendigheden for at blive reelt fri. Så længe man følger nødvendigheden blindt uden at erkende den, er man dens slave. Nødvendigheden skal altså erkendes. Men det i sig selv er ikke nok til at blive fri. Erkendelse af nødvendigheden er blot den første forudsætning for reel frihed. Den anden forudsætning eller betingelse er at omsætte viden i handling og erkendt nødvendighed i praktisk aktivitet. Når arbejderne har erkendt den historiske nødvendighed af kapitalismens undergang og kommunismens opbygning og aktivt handler derefter, vil kapitalismen uundgåeligt falde og derpå bliver afløst af det kommunistiske samfund. Derfor giver marxismen følgende definition af begrebet frihed: „Frihed består... i herredømme, grundet på erkendelse af naturnødvendigheden, over os selv og over den ydre natur." Som det fremgår, er Hegels tanke ikke forkastet, men radikalt omarbejdet. Lad os se på den af Engels formulerede definition af frihed. Ordet „herredømme" må under ingen omstændigheder opfattes som menneskets vilkårlige magt over den ydre verden. Her drejer det sig om, at hvis nødvendigheden ikke er erkendt, bliver mennesket dens slave; hvis den derimod erkendes, gør mennesket sig til herre over den.

I historiens morgen var det naturen, som beherskede mennesket, gjorde det til sin slave. Efterhånden som mennesket erkendte naturlovene og udviklede mægtige produktivkræfter, frembragtes de forudsætninger, som var nødvendige for menneskets tiltagende frigørelse fra naturnødvendighedens greb. I denne forbindelse betragtes mennesket ikke som enkeltindivid, men som medlem af et samfund. Og dette samfunds indretning afgør netop menneskets frihed i forhold til såvel den historiske som den naturbestemte nødvendighed. I et forkert organiseret samfund, baseret på udbytning, gøres medlemmerne til slaver af den historiske nødvendighed, hvorved de hindres i at sætte tilstrækkelig stærkt ind i omformning af naturen. Ganske anderledes forholder det sig i et samfund, der er organiseret bevidst, og som udvikles efter planer, hvilket i vor tid vil sige det socialistiske samfund. Her har man indset nødvendigheden af historiens love og handler derefter.

Menneskelig frihed er altså et samfundsmæssigt problem. Menneskene kan kun være helt frie i et samfund uden udbytterklasser, et samfund, hvis produktivkræfter ikke skal berige en lille håndfuld kapitalister, men tjene hele samfundet, og som udnyttes til at underlægge sig og øge herredømmet over naturen. Netop dette fik V. I. Lenin til at betegne overgangen fra kapitalisme til socialisme som et spring fra nødvendighedens til frihedens rige. Frihed er ikke ensbetydende med, at den objektive nødvendighed afskaffes eller ophæves. Den kan ikke forsvinde. Hvor mennesket erkender den objektive nødvendighed, ophører den med at eksistere som noget „ydre". Nødvendigheden bliver derimod selve indholdet af menneskets overbevisning. Herefter bliver mennesket i stand til at handle frit, dvs. i overensstemmelse med sin overbevisning. Samtidig bliver mennesket også redskab for den historiske nødvendighed. En revolutionær, som holdes fængslet eller i lænker drives ud på tvangsarbejde, er fri i forhold til den historiske nødvendighed, mens hans bevæbnede fangevogtere er slaver af samme nødvendighed. Reelt frit bliver mennesket således først, når det har erkendt den objektive nødvendighed og lært at handle derefter.

Karakteren af menneskenes praktiske virksomhed, af deres bevidste, aktive, frie deltagelse i omformningen af verden, er ikke noget abstrakt, teoretisk spørgsmål. Det er et praktisk spørgsmål. I et samfund, der bygger socialisme og kommunisme er det enkelte menneskes aktive, konstruktive arbejdsindsats i og for fællesskabet af særlig betydning. Det nye samfund kan kun blive realitet under forudsætning af alle samfundsmedlemmers frie deltagelse i dets opbygning. Derfor er det særdeles vigtigt, at hvert medlem af samfundet kender den historiske udviklings love og bringer sine handlinger i overensstemmelse med disse love. En anden side af dette vigtige spørgsmål går ud på, at historien ikke må anskues som en forudbestemt proces, hvorunder menneskene blot skal realisere den eneste ene mulighed, dikteret af den historiske nødvendighed. Den historiske nødvendighed slår igennem ad forskellige veje og langtfra altid på én gang. Historien udvikler sig lovmæssigt, men dens veje er ikke forudbestemte. Hvilke veje der vælges, beror på udfaldet af kampen mellem de sociale kræfter. Udfaldet af denne kamp fremtvinger en af den historiske udviklings mulige varianter. Herunder kan man naturligvis ikke udelukke mulige, men midlertidige sejre for reaktionen og midlertidige tilbageslag for fremskridtets kræfter. Men i sidste ende er det fremskridtets kræfter, som slår igennem.

Et folks historie bestemmes blandt andet af dets geografiske placering og af de dermed forbundne naturlige betingelser. Disse betingelser, som under ét ofte kaldes det geografiske miljø, kan være højst forskellige. Dette gælder også det geografiske areal, som måske hovedsagelig er bjerg-, skov-, ørken-, tundra- eller muldjordsområde. Også de klimatiske betingelser varierer. Endelig er det ikke uden betydning, om landet ligger tæt ved eller langt fra vigtige knudepunkter for industri, handel og kultur. Frugtbar jord, gunstigt klima, rige mineralforekomster, god beliggenhed i forhold til andre lande, hvilket befordrer handelsmæssigt og kulturelt samkvem, tjener altsammen til fordel for et lands historiske udvikling. Mangel på disse ting anbringer derimod landet i en ufordelagtig stilling.

Gunstige naturbetingelser kan fremskynde et samfunds udvikling, mens ugunstige kan sinke den. For at afdække den konkrete rolle, som de naturlige betingelser spiller for samfundslivet, bør de tilsammen opdeles i to grupper, bestående af de naturlige ressourcer som eksistensmidler og de naturlige ressourcer som arbejdsfremmende midler. Første gruppe omfatter tilstedeværelse af eller mangel på vildtvoksende spiselige planter, vildt i skovene, fisk i vandløbene osv. Anden gruppe indbefatter mineralforekomster, naturlige samfærdselsveje naturlige energikilder osv. På samfundets tidlige udviklingstrin, da den materielle produktion endnu var yderst primitiv, havde de naturlige eksistensmidler stor indflydelse på samfundslivet, mens naturens arbejdsfremmende midler så at sige ingen rolle spillede, og heller ikke kunne gøre det. I vore dage spiller de imidlertid den afgørende rolle for et samfunds udvikling.

Men det geografiske miljøs indflydelse på samfundslivet udtømmes imidlertid ikke med naturrigdommene. Klimaet, vanskeligt tilgængelige områder eller ødannelser, som vanskeliggør kontakt til omverdenen, har alle dage været af stor betydning for et folks tilværelse. De geografiske betingelser kan lette eller vanskeliggøre et lands grænsebevogtning og forsvar mod væbnede overfald. Over en lang periode spillede de naturlige handelsveje stor rolle; byer og havne blev ofte anlagt ved sejlbare floder. Også bestemte søveje øvede deres indflydelse på udviklingen af kystegnenes håndværk, handel og senere også manufakturproduktion. Søvejene fra Europa til Afrika og Orienten via Middelhavet havde en ikke uvæsentlig andel i de italienske havnebyers rivende økonomiske udvikling. Den senere udvikling af skibsruterne til det nordlige Europa via Kanalen og Pas de Calais havde gunstig betydning for den økonomiske udvikling i Nederlandene, Flandern og England. Er det ensbetydende med, at det er et lands geografiske miljø, som bestemmer dets historiske udvikling, således som nogle filosoffer mente tidligere? Nej, det geografiske miljø kan ikke være udslaggivende faktor i samfundsudviklingen, om ikke af anden grund, så fordi det i millioner af år har været af forholdsvis permanent karakter, mens forandringerne i samfundslivet indtræder med langt kortere tidsintervaller. Frankrigs naturlige betingelser har således kun ændret sig ubetydeligt igennem en periode på flere tusinde år, hvorimod det franske samfund har undergået kolossal udvikling. Hele Frankrigs begivenhedsrige historie er blevet til inden for et tidsrum, da dets geografiske miljø enten slet ikke har ændret sig eller i givet fald kun undergået nærmest ubetydelige forandringer. Dette gælder for øvrigt ikke kun Frankrigs, men alle landes historie.

I menneskesamfundets tidligste stadium, da produktivkræfterne endnu var forsvindende små, herskede naturen over mennesket, som ikke var i besiddelse af viden og ej heller var i stand til at beskytte sig mod naturkræfterne. Mennesket var naturens slave. Under sådanne forhold måtte det naturlige geografiske miljøs indflydelse på menneskesamfundets udvikling naturligvis være væsentlig større end på de senere stadier af menneskehedens historie. I takt med samfundsudviklingen, i takt med produktivkræfternes udvikling og i kraft af voksende kundskaber kunne menneskene lidt efter lidt løsrive sig fra den trældomslignende afhængighed af naturkræfterne. Og i takt med de fortsatte fremskridt inden for teknik og videnskab er det geografiske miljøs rolle blevet mindre og mindre. Ved at bruge de tekniske og videnskabelige fremskridt har menneskene ydermere fået mulighed for selv at indvirke på omgivelserne i stadig større omfang. Men i lande, hvor der er tale om privatejendom og kapitalistisk produktion, har denne indflydelse ofte været til ubodelig skade for miljøet, og den rummer fortsat alvorlige farer. Man ved, at naturen er et strengt afbalanceret, materielt system med evne til selvregulering, og at rovdrift eller letfærdig omgang med naturressourcerne nedbryder dette system tillige med dets muligheder for naturlig selvregulering.

Hvor store de tekniske og videnskabelige resultater end er, vil naturens indflydelse på samfundslivet fortsat være en positiv størrelse, da samfundet, uanset udviklingsretning, altid vil eksistere i et konkret geografisk miljø, i en bestemt helhed af naturlige betingelser, som også fremover øver indflydelse på samfundslivet. Den socialistiske produktionsmåde, der anvender naturressourcerne hensigtsmæssigt og med omtanke, det socialistiske system, der bygger på samfundseje til produktionsmidlerne, åbner store muligheder for at bevare miljøet. I Sovjetunionen er der således vedtaget en samlet lovgivning med henblik på bevarelse af naturressourcerne og beskyttelse af det naturlige miljø. Til kontrol af lovens overholdelse har staten oprettet en række styrelser og institutioner.

Produktions- og byudviklingstempoet i vor tid indebærer imidlertid, at ét lands eller endda en enkelt gruppe af landes indsats på miljøbeskyttelsesområdet ikke er nok til at forebygge de uoprettelige skader, naturen påføres i verdensmålestok. Derfor er det af så stor betydning at få udarbejdet et sæt af internationale forholdsregler til miljøbeskyttelse, omfattende samtlige eller i det mindste de højtudviklede industrilande. Ud over det geografiske miljø er befolkningsforholdene, befolkningens størrelse og tæthed, en af de nødvendige betingelser for et samfunds eksistens og udvikling. Dette er klart, eftersom historien skabes af mennesker; de er dens første forudsætning. Befolkningens størrelse, tilvækst, tæthed og en række andre faktorer er væsentlige for samfundsudviklingen. Uden et vist minimum af mennesker kan et samfund ikke fungere. Men selv om de forskellige befolkningsmæssige faktorer spiller en rolle for samfundsudviklingen i positiv eller negativ retning, kan hverken befolkningstilvæksten, - tætheden eller -sammensætningen være den hovedkraft, der bestemmer samfundets udvikling. Befolkningstilvæksten kan således ikke forklare de økonomiske samfundsformationers skiften.

I en tid, da Jordens befolkning vokser stadig hurtigere og omkring år 2000 - efter beskedne beregninger- vil passere de fem milliarder indbyggere, gør borgerlige sociologer og økonomer særdeles meget ud af den teori, ifølge hvilken befolkningstilvæksten forløber i geometrisk progression og eksistensmidlerne i aritmetisk. Befolkningstilvæksten anses derfor for et evigt onde, der truer verden med sult, krige og utallige andre ulykker. Men overbefolkning er ikke nogen naturlov. Og overskudsbefolkning opstår ikke, fordi der i det hele taget er for mange mennesker. Den skabes af kapitalistiske produktionsbetingelser. Kapitalisme producerer uophørligt overskydende befolkning. Økonomiske kriser, kronisk arbejdsløshed, fattigdom - alt dette er ikke følger af overbefolkning, men tværtimod de årsager, der skaber overbefolkning. Fejlagtigheden af de borgerlige befolkningsteorier består i, at deres ophavsmænd betragter de af kapitalismen fremkaldte betingelser som absolutte og evige. I virkeligheden kan den stigende arbejdsproduktivitet, som især er tiltaget under den tekniske og videnskabelige revolution, skabe betingelser for en hidtil uset opblomstring af samfundet. Men denne mulighed støder på forhindringer, som er forårsaget af kapitalismen, hvis interesser længe har været i strid med den arbejdende befolknings interesser i national og global målestok. Den økonomiske efterblevenhed i en række lande, der for forholdsvis nylig har gjort sig fri af kolonivældet, er ligeledes affødt af den kapitalisme, som drev rovdrift på deres naturressourcer og i enhver henseende bremsede deres økonomiske udvikling. Netop som konsekvens af denne økonomiske efterblevenhed, som kapitalismen bærer ansvaret for, lider en række lande i Asien og Afrika nu under, at deres befolkningstilvækst er højere end stigningen af produktivkræfterne. Dette er naturligvis et midlertidigt fænomen. Ved at udvikle deres nationale økonomi og regulere befolkningstilvæksten efter den økonomiske vækst, kan også disse unge nationalstater komme til at opleve økonomisk opblomstring. Heraf følger, at det geografiske miljø og befolkningstilvæksten hverken er eller kan være de afgørende faktorer til samfundets karakter og udvikling eller til overgangen fra et samfundssystem til et andet. De nævnte faktorer, som i sidste ende selv afhænger af produktionsmåden, kan kun fremme eller bremse samfundets udvikling. Den historiske proces' grundlag, dens bestemmende kraft udgøres af den materielle produktion.

For at eksistere skal mennesket som bekendt have dækket sine materielle behov i form af mad, klæder, bolig osv. Disse behov kan ikke opfyldes direkte med produkter, som naturen leverer i færdig form. Siden sin udskillelse fra dyreverdenen har mennesket i stadig større omfang været forbruger af naturprodukter, der er forarbejdede. Kød er således et naturprodukt, men mennesket kan ikke fortære det råt; det må først koges, steges eller på anden måde tilberedes. Når urmennesket skulle skaffe sig klæder, måtte det først nedlægge et dyr, flå skindet og forarbejde det på en bestemt måde. For at sikre sin eksistens må mennesket altså producere materielle goder af de ressourcer, naturen har at tilbyde.

Produktionen af materielle goder har altid og vil fortsat være grundlaget for menneskets eksistens. Med historiens fremadskridende gang ændres også produktionen, dens former, midler osv. Produktion er historiens grundlag. Menneskene har altid fremstillet mad, klæder, bygget sig tag over hovedet m.m. De forskellige perioder i samfundets historie adskiller sig imidlertid ikke fra hinanden ved det, menneskene producerer. Forskellen ligger i, hvordan de producerer, på hvilken måde de producerer materielle goder, som er nødvendige for at eksistere. Eller sagt med andre ord - de forskellige historiske perioder adskiller sig i første række ved deres tilgrundliggende produktionsmåde af materielle goder. Historiens fundament udgøres således af forskellige produktionsmåder, der afløser hinanden.

Hver produktionsmåde har to sider. Den ene udtrykker menneskets forhold til naturen, dets grad af herredømme over naturkræfterne. Denne side af produktionsmåden kaldes også samfundets produktivkræfter. Jo højere udviklingsstade produktivkræfterne befinder sig på, jo større er menneskets herredømme over naturen. Jo lavere udviklingsstadet er, jo mere afhængige er menneskene af naturen. I ursamfundet, hvor produktivkræfternes udvikling var forsvindende langsom, beherskedes menneskene fuldt ud af naturen. Men produktivkræfternes udvikling i hele samfundets følgende historie har ændret dette magtforhold. Og i det socialistiske samfund, som råder over avanceret teknik, og som gennemgår en rivende udvikling inden for teknik og videnskab, gør mennesket sig i stadig større grad til herre over naturen, hvis spontane kræfter sættes i samfundets tjeneste.

Den anden side af produktionsmåden udgøres af produktionsrelationerne. De udtrykker de relationer mellem menneskene, som opstår i produktionsprocessen, og bestemmes af produktivkræfternes udviklingsniveau og karakter. Produktionsmådens to sider er uløseligt forbundne. De kan ikke eksistere isoleret, men vil altid udgøre en helhed, eftersom mennesket under forarbejdningen af forskellige genstande, dvs. i vekselvirkningen med naturen, træder i kontakt med andre mennesker, der deltager i produktionsprocessen, eller med andre ord vekselvirker med dem.

Ud over fremstilling af materielle goder rummer den materielle produktion endnu en faktor, nemlig produktion af selve mennesket. Denne faktor varetages af familien, hvis former ligeledes har ændret sig i historiens løb, mens dens indflydelse på den historiske proces er mindsket i takt med samfundsudviklingen. Naturligvis ville det ikke være korrekt blot at betragte familien som et af leddene i den materielle produktion. Familien omfattes jo også af andre forhold end de materielle, f.eks. moralske og juridiske. Familien varetager ikke kun den fysiske reproduktion af mennesket; den er tillige en særdeles væsentlig faktor i opdragelsen af den nye generation. Men herunder vil familiens materielle funktioner i forbindelse med reproduktion af mennesket fortsat være væsentlige for samfundet. Grundlaget for den historiske proces er samfundets produktionskræfter.

Produktivkræfterne omfatter menneskene og arbejdsmidlerne, dvs. arbejdsmaterialet og arbejdsredskaberne. Selve arbejdsmaterialet må enten udvindes eller produceres af mennesket, mens arbejdsredskaberne allerede er resultat af menneskets arbejde Produktivkræfterne består således dels af menneskenes levende arbejde, dels af deres forudgående arbejde, som er tingliggjort i arbejdsmaterialer og -redskaber (arbejdsmidler).

Alle disse elementer bliver produktivkræfter, hvis de medgår i produktionsprocessen. Mineralforekomster, der er fundet, men som ikke udvindes, er ikke produktivkræfter; det bliver de først, når og hvis udvinding igangsættes. Selv de mest avancerede værktøjsmaskiner, som befinder sig på lager, er ikke produktivkræfter; det bliver de først, når de sættes ind i produktionsprocessen. For menneskene gør det samme sig gældende. Hvis et arbejdsdygtigt menneske af forskellige grunde ikke ønsker at arbejde, kan vedkommende heller ikke henføres til produktivkræfterne. Mennesker og arbejdsmidler bliver først dele af produktivkræfterne, når de vekselvirker og resultatet heraf er produktion af materielle goder.

Det ville være forkert at reducere produktivkræfterne til kun at omfatte produktionsteknik, således som mange vestlige forskere gør, når de på deres egen facon skal udlægge teksten i Marx' lære om samfundet. Arbejdsmidler alene kan ikke fungere produktivt uden menneskers medvirken. Derfor vil produktivkræfterne ubetinget omfatte det menneske, som realiserer (eller kontrollerer!) arbejdsmidlernes produktive virksomhed. I enhver fase af samfundets historiske udvikling vil dets produktivkræfter således bestå af to elementer - arbejdsmidler og mennesker, hvoraf sidstnævnte besidder produktionsfærdigheder og -evner. Begge disse sider af produktivkræfterne udgør en enhed, hvori menneskene i kraft af deres arbejdsfærdigheder og produktionserfaring sætter arbejdsmidlerne i produktiv bevægelse.

Igennem historien har produktivkræfterne som regel udviklet sig i fremadskridende retning. Herunder kan man iagttage, hvorledes produktionsredskabernes kapacitet tiltager; det gælder energikilder, transmissionsanlæg og -maskineri, arbejdsredskaber og instrumenter m.m.. Som følge heraf forandres det arbejdende menneske også selv, han indhøster større produktionserfaring, og nye fag opstår. Således sker der en gradvis øgning af menneskets magt over tingenes naturlige egenskaber, over naturkræfterne. Mennesket frembringer til stadighed nye genstande og nye egenskaber ved genstandene, som ikke træffes i naturen. Men dette er blot én side af de forandringer, produktivkræfterne undergår. En anden side af denne proces ytrer sig ved, at også produktivkræfternes karakter ændrer sig.

Produktivkræfternes karakter falder i det store og hele sammen med karakteren af arbejdsprocessen - den kan være individuel (privat) eller kollektiv (samfundsmæssig). Denne afgrænsning bestemmes af, hvorledes menneskene sætter arbejdsmidlerne i bevægelse, om det gøres af en enkelt person eller af et helt kollektiv, hvori de enkelte medlemmers handlinger er forud fastlagte og koordinerede. Hvad enten arbejdsprocessen er individuel eller samfundsmæssig, afhænger den imidlertid ikke af menneskenes valg eller skøn. Den er betinget af arbejdsmidlernes karakter, hvis indre og afgørende kraft er produktionsredskaberne, dvs. produktionsprocessens „ben- og muskelkraft".

Men nogle redskaber må og skal mennesket bruge individuelt (især i de små håndværksfag). Andre kan derimod kun anvendes af flere mennesker i fællesskab, kollektivt. En maskine hører for eksempel til de produktionsredskaber, der kræver kollektiv udnyttelse. Den skal have leveret råstoffer, energi, halvfabrikata osv. Det indebærer med andre ord, at ud over de arbejdere, som bringer maskinen i bevægelse, er det yderligere nødvendigt med andre, måske hundreder, ja tusinder af menneskers arbejde, for at maskinen kan fungere produktivt. Og her drejer det sig ikke om ejendomsrelationerne. Under alle ejendomsrelationer er arbejde i den maskinelle produktion af umiddelbar kollektiv, samfundsmæssig karakter. Dette var også grunden til, at damp og maskiner i sin tid forårsagede revolutionerende omvæltninger i den kapitalistiske produktion; de gav produktionen dens samfundsmæssige karakter, hvilket på sin side tilvejebragte den vigtigste materielle forudsætning for socialisme.

Så længe mennesket anvendte færdige eller primitivt forarbejdede arbejdsredskaber i produktionen, oplagrede det elementære kundskaber inden for de forskellige områder af sin virksomhed. Produktionsprocessens stadige udvikling betingede videnskabernes opståen og udvikling. Astronomien opstod således, fordi menneskene af hensyn til agerbrug og kvægavl havde brug for at kunne fastslå årstiderne ud fra himmellegemernes placering. Geometrien udviklede sig i kraft af behovet for landmåling og byggeri. Geografien skylder søfartens og handelens udvikling sin opståen. Produktionen er med til at udvikle videnskaben mere, end snesevis af universiteter formår, skrev Engels i sin tid. De oplagrede kundskaber efterprøves af menneskene i praksis, og vil, hvis de bekræftes, blive forvandlet fra hypoteser til videnskabelige sandheder.

Når primitive arbejdsredskaber afløses af maskiner, vil den rolle, videnskaben spiller for udvikling af produktionen i kraft af at være systematiseret viden om den ydre verden, tage et skarpt opsving. Det har sin naturlige forklaring. Maskinel produktion forlanger omfattende kundskaber om tingenes egenskaber, naturkræfterne og disses udnyttelse. Disse kundskaber anvendes og legemliggøres i produktionens redskaber, mekanismer og teknologiske processer. Videnskaben begynder at forvandle sig til en umiddelbar produktivkraft. I forbindelse med den store mængde af vigtige videnskabelige opdagelser i det 19. århundrede øgedes videnskabens rolle i den materielle produktion ganske betydeligt, selv om den på ingen måde kan sammenlignes med den rolle, videnskaben spiller i vor tid. I de mest udviklede lande kommer den tekniske og videnskabelige revolution til bred udfoldelse. Under de betingelser, som denne revolution har tilvejebragt, indgår de anvendte videnskaber direkte i produktivkræfterne og er blevet en del af dem. I disse lande iagttages en vedvarende stigning af videnskabelige opdagelser, hvoraf nogle direkte tjener til udvikling af den materielle produktion. Mængden af videnskabelig information, der stort set fordobles hvert tiende år, har taget et gigantisk omfang. Der går stadig kortere tid, før videnskabelige opdagelser er indført i produktionen. Den tekniske og videnskabelige revolution har ført til, at produktionsprocessen i stigende omfang bliver teknologisk anvendelse af videnskaben, hvorunder selve videnskaben optræder som umiddelbar produktivkraft.

Da produktionsudviklingen - og herunder de sidste nye videnskabelige opdagelser - under kapitalismen som helhed tjener til berigelse af et lille antal kapitalister, har den en lang række negative følger for den arbejdende befolkning, bl.a. stigende arbejdsløshed. Under socialismen sættes de tekniske og videnskabelige fremskridt derimod i hele samfundets, hele befolkningens tjeneste. I et socialistisk land vil disse fremskridt derfor være praktisk taget ubegrænsede, idet alle nyder godt af fremskridtene (større og bedre produktion, renere og lettere arbejdsforhold osv.). Videnskabens rolle som umiddelbar produktivkraft betinges ikke blot af dens direkte indflydelse på udviklingen af produktionens teknik og teknologi, på hele det tekniske fremskridt. Den spiller tillige en enorm rolle for selve producenterne af de materielle goder, for deres kulturelle og fagprofessionelle udvikling, for en stadig bedre tilrettelægning af produktionsgangen.

Sovjetunionens kommunistiske parti har truffet alle nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre den tekniske og videnskabelige revolutions fortsatte udfoldelse i USSR. Således hedder det i resolutionen fra SUKP's 24. kongres: „Den afgørende betingelse for at højne samfundsproduktionens effektivitet er en forcering af det tekniske og videnskabelige fremskridt. Den videnskabelige grundforskning må udvides, de tekniske og videnskabelige resultater må udnyttes mere fyldestgørende, ligesom der vedvarende og planmæssigt må foretages modernisering af alle samfundsøkonomiske brancher på grundlag af moderne, højeffektiv teknik. . ." Kongressen stillede partiet og hele det sovjetiske folk over for den opgave at sikre en organisk sammenkobling mellem den tekniske og videnskabelige revolution og socialismen, hvilket også vil sige - at udnytte socialismens overlegenhed over kapitalismen ved udvikling af den materielle produktion og den deraf følgende velstandsstigning for hele befolkningen. Hertil udtalte Leonid Bresjnev senere: „Resultatet har været, at vort land aldrig tidligere har rådet over et så kolossalt økonomisk, teknisk og videnskabeligt potentiel."

Ikke alle relationer, som opstår mellem menneskene i produktionsprocessen, kan henføres til produktionsrelationer. Menneskenes indbyrdes relationer er komplicerede og facetterede. Produktionsrelationer er først og fremmest økonomiske relationer mellem menneskene, der på den ene eller den anden måde er knyttet sammen af produktionsprocessen. Disse relationer er materielle. Deres materielle karakter består imidlertid ikke i nogen tinglighed (de kan hverken måles eller vejes!), men i deres objektive eksistens. Det vil sige, at produktionsrelationer er økonomiske relationer mellem mennesker, der er beskæftiget i den materielle produktion, og at disse økonomiske relationer opstår og forandres uafhængigt af menneskenes vilje og bevidsthed. Hvad består disse relationer konkret af ? Kernen og grundindholdet af produktionsrelationer under enhver form dannes af menneskenes ejendomsrelationer til produktionsmidlerne. Det er klart, eftersom formen for ejendom til produktionsmidlerne udgør det vigtigste grundlag for samtlige økonomiske relationer i ethvert samfund. Ejendom er ikke nogen ting og ikke nogen relation mellem mennesket og tingen. Ejendom er i sidste ende menneskenes indbyrdes økonomiske relationer, der opstår gennem deres relationer til tingene, i første række produktionsmidlerne.

Den anden væsentlige faktor ved produktionsrelationeme er udvekslingen af virksomhed mellem de mennesker, der er beskæftiget i den materielle produktion. Folk medvirker i produktionen på forskellig vis. De „udveksler" resultaterne af deres virksomhed. Kapitalisten, der ejer produktionsmidlerne, optræder således i rollen som organisator af produktionen, mens arbejderen ved at sælge sin arbejdskraft optræder som den umiddelbare producent. Udveksling af menneskenes arbejdsresultater sker ikke kun under kapitalismen. Den finder sted i ethvert samfund, eftersom der altid har eksisteret arbejdsdeling mellem menneskene, selv under den mest primitive form som i ursamfundet. Også i det socialistiske samfund foretages udveksling af arbejdsresultater, såvel mellem de to klasser af arbejdende (arbejdere og bønder) som mellem forskellige sociale lag og faggrupper. Endelig omfatter produktionsrelationerne endnu en side, nemlig fordeling af den færdige produktion. Af den samlede nationalindkomst modtager hver klasse „sin" andel efter en nøje fastlagt måde og i en mængde, der betinges af de eksisterende ejendomsrelationer. De her nævnte sider af produktionsrelationerne er uadskillelige i den materielle produktions levende proces. Enheden mellem produktionsrelationernes tre sider er lige så objektiv som indholdet af produktionsrelationerne som helhed. Det vil sige, at radikale, kvalitative forandringer af produktionsrelationerne kun kan foretages ved at gribe ind i deres system som helhed og ikke i en enkelt side.

Menneskesamfundets historie kender forskellige typer af produktionsrelationer: ursamfundets, slavesamfundets, det feudale samfunds, det kapitalistiske samfunds og det kommunistiske samfunds. Menneskeheden følger en vej, der går fra lavere til højere former for produktionsrelationer. Denne vej kan frembyde enkelte afvigelser og siksak bevægelser, da den historiske udvikling ikke forløber i en lige linie. I enkelte tilfælde har reaktionens kræfter formået at bremse historiens gang. Det så man blandt andet efter den borgerlige revolution i Frankrig, da reaktionen gjorde forsøg på at genindføre såvel monarkiet som de feudale relationer. Forsøget betød en bremsning af Frankrigs udvikling, så længe det stod på, men i sidste ende mislykkedes det. Den historiske proces' objektive karakter består netop i, at samfundet, før eller siden, med uomgængelig nødvendighed vil nå det udviklingstrin, som udspringer af de objektive historiske loves virkning. Ingen kan afskaffe de historiske love. I enkelte tilfælde kan det historiske fremskridt blokeres, men før eller siden slår det alligevel igennem.

Samfundets fremadskridende udvikling, fra lavere til højere former, betegnes som samfundsmæssigt fremskridt. Historien frembyder to grundtyper af sådanne fremskidt. Første type omfatter fremskridtet inden for rammerne af det antagonistiske udbyttersamfund, hvorunder selv mindre fremadskridende bevægelser betales med umådeligt store ofre. I en billedlig omskrivning af denne type fremskridt bemærkede Karl Marx, at fremskridt af den art mindede om de afskyelige helteskikkelser, der kun ville drikke nektar af ofrenes hjerneskal. Det samfundsmæssige fremskridt under socialismen er af en helt anden karakter, eftersom alle samfundets klasser og sociale lag har interesse i fremskridtet. Det socialistiske samfunds udvikling forløber planmæssigt; den ledende og retningsgivende kraft i denne udvikling er det kommunistiske parti eller arbejderpartiet. Dets opgave er at erkende samfundsudviklingens love og derpå med befolkningens opbakning at lade alle bestræbelser tage sigte på endemålet, hvorved samfundsudviklingen sikres de størst mulige resultater.

Helheden af produktivkræfter og produktionsrelationer danner produktionsmåden. I hver historisk epoke hersker en bestemt produktionsmåde. Således har ursamfundets, slavesamfundets, det feudale samfunds og det kapitalistiske samfunds produktionsmåder afløst hinanden i nævnte rækkefølge. Undersøger vi historiens forløb, vil det imidlertid fremgå, at ingen af disse produktionsmåder har eksisteret i ren form i deres respektive historiske epoker. Billedet vil altid blive vanskeliggjort af, at elementer af den gamle produktionsmåde fortsat bevares i den periode, hvorunder den nye produktionsmåde bliver til. Vor tid har oplevet fremkomsten af den socialistiske produktionsmåde, som i tiltagende grad trænger den kapitalistiske produktionsmåde i baggrunden på globalt økonomisk plan. Socialistisk integration mellem socialistiske lande og disse landes stabile og hurtige væksttempo i økonomisk udvikling er faktorer, som foreskriver verdenssocialismens uundgåelige sejr i den økonomiske kappestrid med kapitalismen.

Efter at have gennemgået produktionsmåden og dens bestanddele kan vi nu undersøge lovene for dens funktion og afløsning af en anden produktionsmåde. Hvori består disse love, og hvordan virker de? Produktionsmåden følger tre grundlæggende love, nemlig loven om enhed, loven orn overensstemmelse og loven om modsigelse mellem produktionsmådens sider. Netop disse love afdækker produktionsmådens iboende udvikling og virkemåde. Og da menneskenes produktionsvirksomhed i sidste ende er grundlaget for al anden samfundsmæssig aktivitet, er netop disse love af enorm social betydning.

Loven om enhed mellem produktivkræfter og produktionsrelationer udtrykker den organiske forbindelse mellem produktionsmådens sider. I enhver produktionsmåde og i enhver periode af dens historie vil produktivkræfterne og produktionsrelationerne altid befinde sig i en kompliceret vekselvirkning. Hvor produktivkræfterne udgør den materielle produktions indhold, repræsenterer produktionsrelationerne dens økonomiske form. I det reale samfundsliv fungerer produktionsmåden som en helhed, som et levende socialt og økonomisk system, hvori produktionsprocessen i enhver af dens faser antager form af økonomiske fænomener, uden hvilke den ikke kan eksistere. De kapitalistiske produktivkræfter i det borgerlige samfund eksisterer således reelt i form af konstant og variabel kapital, dvs. i form af de produktionsmidler, der tilhører kapitalisten, og i form af den arbejdskraft, der som vare er købt af kapitalisten. Kun i kraft af den økonomiske vekselvirkning mellem arbejdskraften og produktionsmidlernes vigtigste bestanddel - arbejdsmidlerne - kan kapitalismens produktivkræfter opstå og fungere. I samfundslivet optræder produktivkræfterne altså ikke i „ren tilstand", uden for deres økonomiske form. Isoleret fra deres økonomiske form, dvs. produktionsrelationerne, findes de kun tænkt, i abstrakt teoretisk tilstand, når det ved analytisk undersøgelse er formålstjenligt at skille dem ud fra produktionsrelationerne.

Loven om enhed mellem produktivkræfterne og produktionsrelationerne afstedkommer en række vigtige konsekvenser for det økonomiske liv og samfundets udvikling som helhed. Det fremgår klart, at når produktionsmåden eksisterer og fungerer som et hele, vil en hvilken som helst væsentlig forandring af en af produktionsmådens sider komme til at berøre produktionsmåden som helhed. Jo stærkere samfundsmæssig karakter produktionen således antager på den moderne kapitalistiske arbejdsplads, jo stærkere modnes også de materielle forudsætninger for et socialistisk økonomisk system; denne modning er med andre ord den kapitalistiske produktionsproces iboende. Og dernæst: jo højere grad af produktionskoncentration og kapitalcentralisering der finder sted i moderne kapitalistisk økonomi, jo klarere fremtræder det økonomiske behov for en udskiftning af privatejendomsretten til produktionsmidlerne med samfundseje. Følgelig drejer det sig om at udskifte produktionsmåden som helhed. Hvorledes fungerer da vekselvirkningsmekanismen mellem produktionsmådens sider? Dette spørgsmål besvares af loven om overensstemmelse og loven om modsigelse mellem produktionsmådens sider.

Loven om overensstemmelse mellem produktionsrelationerne og produktivkræfternes niveau og karakter opdagede Karl Marx efter at have indsamlet og sammenfattet enorme mængder materiale om samfundets økonomiske historie. For at begrunde loven havde Marx undersøgt, hvorledes arbejdsdelingen, kooperationen, manufakturproduktionen og den maskinelle produktion var opstået og havde udviklet sig. Resultatet af denne forskning er fremlagt i første bind af Marx' udødelige værk - Kapitalen, og går i korthed ud på følgende: Europas økonomiske udviklingshistorie viser, at behovet for masseproduktion af varer var ødelæggende for laugsproduktionen, hvor mesteren og hans lærlinge forestod fremstillingen af en vare i alle faser, fra start til slut. Laugshåndværket fandt sin styrke i, at hver enkelt vare bar præg af mesters håndværksmæssige kunstfærdigheder. Arbejdet var af skabende karakter, og mester selv indtog en fremtrædende plads på den sociale rangstige. Men laugshåndværket, der var så karakteristisk for middelalderen, og som i vore dage kun findes i meget begrænset form, kunne imidlertid ikke hamle op med den stærkt ekspanderende handel; markedet krævede masseproduktion af varer, og dette krav var den individuelle mester ikke i stand til at imødekomme. Desuden virkede den nidkærhed, hvormed mester vogtede over sine håndværksmæssige hemmeligheder af hensyn til konkurrenterne, som en bremseklods for produktionsudviklingen.

Arbejdsdelingen og maskinernes fremkomst havde dømt laugshåndværket til undergang. I dets sted opstod først simpelt produktionssamvirke, der forestod en opdeling og koordinering af håndværkernes arbejde. Alene denne såre enkle nyskabelse i produktionsgangen affødte en kolossal vækst i arbejdsproduktivitet og profit. Men hertil må bemærkes, at samme nyskabelse også medførte, at arbejdet mistede sin skabende karakter. Det var ikke længere udtryk for mesters egenhændige kunst, og mester selv ophørte at være kunstner i sit arbejde. Kreativitet blev afløst af monotont, opslidende arbejde, hvorunder den enkelte blot udførte den samme operation igen og igen, dag efter dag. Således opstod det, Marx betegner som „et delmenneske", dvs. en arbejder, der udfører en enkelt operation ved fremstillingen af et helt produkt. Hans arbejde skaber kun en del af produktet, og hele hans tilværelse viser sig at være bundet til denne del, som ikke kan realiseres på markedet. Den mester, der førhen var så stolt af sin kunst og sine håndværksmæssige hemmeligheder, ville under pres af økonomiske interesser, som varetoges af produktionssamvirket, blive forvandlet til en ikke-selvstændig producent, en benarbejder, hvis endelige udformning slog igennem med manufakturproduktionen. Hvad sker da siden? Under pression af de samme økonomiske interesser, dvs. den stigende efterspørgsel på varer og trangen efter stadig større profit, som igen kan investeres i givtig produktion, finder maskinerne vej til produktionssamvirket.

Det er klart, at maskinernes opfindere havde gjort sig såvel tekniske og produktionsmæssige som økonomiske overvejelser. Det gjaldt om at lette arbejdet, fremme arbejdsproduktiviteten og øge produktionens økonomiske rentabilitet. Hvilke følger det ville have for hele det økonomiske system og samfundslivet som helhed, havde de selvsagt ikke skænket en tanke. Da maskinerne vandt indpas i det simple produktionssamvirke, forandredes karakteren af de økonomiske relationer mellem de koopererede håndværkere. Deres fordums uafhængighed, som det opdelte arbejde i produktionssamvirket allerede havde beskåret, forsvandt nu fuldstændigt. Som regel var maskinen jo ikke den enkelte håndværkers ejendom; den tilhørte ejeren af manufakturen og bidrog til at øge hans udbytning af arbejderne. Arbejderne havde derimod ingen mulighed for at etablere en egen produktion, fordi anskaffelse af produktionsredskaber fra nu af ville løbe op i meget store penge. Med manufakturens videre udvikling indførtes hele maskinsystemer, og således opstod fabrikken. Gårsdagens håndværkere, manufakturens arbejdskraft, blev proletarer. Proletaren ejer ingen produktionsredskaber, han er kun i besiddelse af én vare, sin egen arbejdskraft, som han sælger ved at tage arbejde hos en privat driftsherre. Andet kan han ikke gøre, hvis han skal leve og forsørge familien. Gennem sit arbejde dækker arbejderen ikke alene produktionsomkostningerne, han skaber tillige en merværdi. Og denne merværdi tilegner kapitalisten sig i form af profit.

Marx' analyse af den kapitalistiske produktion affødte konklusionen om, at forandringer i produktionen altid begynder med arbejdsmidlerne, idet menneskene forbedrer arbejdsredskaberne, øger maskinernes tempo og højner energikildernes ydeevne. De nye maskiners og mekanismers opståen ledsages selvfølgelig af nye krav til arbejderens fagprofessionelle færdigheder. Derfor forandres også selve det menneske, der sætter arbejdsmidlerne i bevægelse eller som kontrollerer mekanismernes produktionsfunktion. Ud over indførelse af mere avanceret teknisk udstyr forbedres produktionsprocessen tillige ved, at menneskene deler den op i enkelte, mere detaljerede operationer, der enten knyttes til en bestemt arbejder eller varetages af en bestemt mekanisme.

Efter disse forandringer af arbejdsmidlerne, af produktionens tekniske tilrettelægning, af arbejdsdelingen i mere detaljeret retning, af menneskenes færdigheder inden for produktion og teknik, kort sagt, efter alle disse forandringer af produktivkræfterne indtræder de økonomiske forandringer - produktionsrelationerne forandres. Det er netop denne afhængighed, der udtrykkes i loven om overensstemmelse mellem produktionsrelationerne og produktivkræfternes niveau og karakter. Denne lov virker som økonomisk tendens. Den foreskriver ikke produktionsrelationerne nogen stiv, mekanisk afhængighed af produktivkræfternes niveau og karakter, og derfor vil det heller ikke være rigtigt at kalde den „loven om obligatorisk overensstemmelse". Også i det moderne kapitalistiske system virker denne lov som økonomisk tendens. Men kravet om overensstemmelse kolliderer imidlertid med de moderne monopolers altopslugende økonomiske interesser. Medmindre monopolernes styrke og magt overvindes, kan lovens krav ikke imødekommes.

På dette tidspunkt når vi uundgåeligt frem til den materielle produktions tredje lov - loven om modsigelse mellem produktionsmådens sider. Produktionsrelationerne, der kun som tendens modsvarer produktivkræfternes niveau og karakter, befinder sig som regel i modsigelse til dem. Uden denne modsigelse ville produktionsmåden være frataget sin indre udviklingskilde. Hvori består denne indre modsigelse i produktionsmåden, og hvad udspringer den af? Hvordan udvikles den, og hvordan finder den sin løsning? Før Marx, var og blev disse spørgsmål mysterier for samtlige økonomer og sociologer. Forudsætningen for at besvare dem korrekt var jo, at forskeren både skulle trænge helt ind til samfundets økonomiske udviklings inderste kerne og dertil være revolutionær, dvs. sammenkoble streng økonomisk analyse med social analyse af klassekræfternes dynamik, af de tendenser, der indvarslede sociale revolutioner.

Loven om modsigelse mellem produktionsmådens sider ytrer sig i tre vigtige aspekter. For det første i, at produktivkræfterne som produktionsmådens mest bevægelige element overhaler (dette er en fremherskende verdenshistorisk tendens!) produktionsrelationerne, der sædvanligvis er mere konservative og langsommere i udvikling. Det hænger naturligt sammen med, at produktionsrelationerne forandrer sig objektivt i overensstemmelse med de forandringer, som allerede er sket i produktivkræfternes udviklingsniveau og karakter. Dette beviser også, at modsigelse mellem produktionsmådens sider er en uundgåelighed i samfundets økonomiske udvikling.

Det andet aspekt består i, at hvor der er tale om privateje af produktionsmidlerne vil modsigelsen i produktionsmåden, i en bestemt fase af sin udvikling, vokse over i antagonisme. Denne uovervindelige konflikt mellem produktivkræfter og produktionsrelationer finder sit levende udtryk i antagonistiske klasser. Inden for rammerne af kapitalismens system er proletarerne således den vigtigste del, legemliggørelsen, af produktivkræfterne, mens kapitalisterne optræder som produktionsrelationernes (i første række kapitalens) personificering. Derfor vil modsigelsen i produktionsmåden før eller siden, afhængig af det økonomiske systems modenhed, ytre sig ved antagonisme mellem disse klasser, ved klassekonflikt. Den stadig tiltagende antagonisme på alle økonomiske og sociale områder af samfundslivet vil uundgåeligt føre til en social revolution i det borgerlige samfund.

Det er altså modsigelsen i produktionsmåden, der afføder den økonomiske og sociale forudsætning for social revolution. Ved at træde i konflikt med deres produktivkræfter virker produktionsrelationerne som bremseklods for samfundets økonomiske og sociale udvikling. De vanrøgter og forvrænger udviklingens karakter og sinker dens tempo. Et eksempel herpå er vor tids statsmonopolistiske kapitalisme, der har forvredet den materielle produktions udviklingskarakter for at komme militarismen tilpas - krigsindustrien ekspanderer på bekostning af kulturelle og sundhedsmæssige goder til befolkningen. Økonomiens militarisering trækker den kapitalistiske verden ud i nye økonomiske kriser. Produktionsrelationerne er blevet en hæmsko for produktivkræfternes videre udvikling. Sammenholder man den økonomiske udviklingstakt i henholdsvis socialistiske og kapitalistiske lande, vil man få en tydelig illustration af det socialistiske økonomiske systems overlegenhed, som socialistisk økonomisk integration bidrager til at øge og realisere på forskellige områder af samfundslivet.

Forældede produktionsrelationer optræder som bremseklods for samfundets økonomiske og sociale udvikling. Imperialismen afføder arbejdsløshed, racehad, politivold, neokolonialisme, undertrykkelse af de demokratiske rettigheder osv. Den hæmningsløse profitjagt og forsøget på at forlænge den af historien dødsdømte kapitalismes levetid gennem midler som aggressionskrige og fortsat udplyndring af udviklingslandene under dække af såkaldt bistand er altsammen udtryk for de borgerlige produktionsrelationers tilstand i vor tid og for den statsmonopolistiske kapitalismes magtudøvelse.

Det tredje aspekt ved modsigelsen i produktionsmåden ytrer sig i det faktum, at selv om produktionsrelationerne har forvandlet sig til en hæmsko for produktionens udvikling og fremskridt i den sociale sektor, opretholder de alligevel deres rolle som produktionsudviklingens drivkraft. Man kan således spørge, hvad der får den materielle produktion i USA og andre statsmonopolistiske lande til at udvikle sig. Drivkraften er fortsat den hæmningsløse jagt efter profit. Og i stedet for gennemsnitsprofit har de største sammenslutninger af kapitalistiske storforetagender nu fået mulighed for med statens hjælp at opnå monopolhøj profit. Produktionsrelationerne i vor tids borgerlige samfund befinder sig, som vi ser, i en paradoksal situation. For samtidig med at have forvandlet sig til en hæmsko for produktionens udvikling som helhed og dermed blive en tung bremseklods for den sociale udvikling, sikrer disse produktionsrelationer (som profitten er en del af!) også videreudviklingen af det kapitalistiske økonomiske system. Dette bekræfter den konklusion, som marxister-leninister for længst har draget: kapitalismens totale sammenbrud kommer ikke af sig selv. Den snyltende og forrådnende kapitalisme har ikke mistet evnen til fortsat at udvikle sig. Opgaven for vor tids revolutionære verdensbevægelse lyder derfor på at mobilisere og samle alle kræfter for at nedbryde monopolernes almagt, der ikke kun truer fremskridtet, men selve menneskehedens eksistens. Kun aktionsenhed mellem alle anti-monopolistiske kræfter kan bane vej for videre historiske fremskridt.

Den materielle produktions udviklingslove virker i alle faser af menneskesamfundets udvikling. Verdenshistorien kan således opdeles i ursamfundet, slavesamfundet, det feudale samfund, det kapitalistiske samfund samt det socialistiske og kommunistiske samfund, hvis fase er indtrådt i vor tid. Alle disse faser, der er trin i det verdenshistoriske fremskridt, beskrives som økonomiske samfundsformationer. Begrebet økonomisk samfundsformation blev introduceret i videnskaben af Karl Marx og i vid udstrækning anvendt af Friedrich Engels og V. I. Lenin. Ifølge Lenin repræsenterer den økonomiske samfundsformation en social organisme, der har sit eget skelet, sit eget kød og blod.

Enhver formations skelet eller økonomiske grundlag dannes af dens herskende produktionsrelationer. De bestemmer karakteren af tidens økonomiske tendenser tillige med eksistensen og udseendet af den givne formations klasser; og i sidste ende betinger de hele dens sociale system og indholdet af de i samfundet herskende ideer, organisationer og institutioner. Formationens kød og blod dannes af det givne samfunds klasser samt af de organisationer og institutioner, klasserne opretter for at forsvare deres grundlæggende interesser. Her drejer det sig ikke kun om den herskende klasses organisationer, institutioner m.m., som betjener og direkte har rod i de herskende produktionsrelationer - det drejer sig i lige høj grad om alle øvrige samfundsinstitutioner af vigtig betydning for det givne samfund, og som for fleres vedkommende er affødt af den eksisterende produktionsmådes indre modsigelser. Under kapitalismen finder socialistiske ideer således deres kilde i modsigelsen mellem produktionsprocessens samfundsmæssige karakter og den private tilegnelsesform. Når alt kommer til alt, er samme modsigelse årsag til kommunistiske partiers opståen.

Nøgleproblemet ved karakteristik af en samfundsformation er imidlertid relationerne mellem den økonomiske basis, dvs. de herskende produktionsrelationer, og hele overbygningen, dvs. de herskende ideer og synspunkter samt de dertil knyttede organisationer og institutioner. Samfundsformationer kan være meget lig hinanden, hvad angår produktivkræfternes niveau og karakter, men de vil altid være forskellige, når det drejer sig om den for dem karakteristiske basis og overbygning, der for begges vedkommende ikke bare er det bestemmende element i samfundsformationernes struktur, men som tillige - hvilket er specielt vigtigt - befinder sig i funktionel afhængighed af hinanden. Basis afføder overbygningen, mens overbygningen betjener basis. Men deres funktionelle forbindelse går endnu dybere. Og det er netop denne forbindelse, der afdækker væsenet af alle sociale, samfundsmæssige fænomener, idet den viser, om de tilhører basis eller overbygning. Lad os som eksempel tage staten. Bør staten altid betegnes som overbygning? Det beror på omstændighederne. Hvis vi betragter staten i dens forhold til kirken, vil den ikke være at betragte som overbygning. Det er den reelt kun i forholdet til de herskende produktionsrelationer.

Er staten at betragte som overbygning i forhold til produktivkræfterne? Under ingen omstændigheder. Der findes lande i vor tid, hvis produktivkræfter befinder sig på stort set samme stade, mens deres økonomiske basis og overbygning er fuldstændig forskellige af karakter. Netop her udtrykkes vor tids hovedmodsigelse mellem kapitalismen, der har udlevet sin tid, og socialismen, som er blevet den afgørende kraft i verdensudviklingen. Denne problemstilling gælder også økonomiske fænomener. De bør kun henregnes til basis, hvor der er tale om forholdet til de ideer, organisationer og institutioner, som er betinget af de pågældende økonomiske fænomener, og som betjener dem. Kan man for eksempel kalde produktionsrelationerne for basis under henvisning til deres økonomiske rolle i forhold til produktivkræfterne? Ikke under nogen omstændigheder, for i dette tilfælde hverken kan eller vil produktionsrelationerne spille nogen basisrolle for udviklingen af produktivkræfterne.

Et samfund vil altid byde på utallige fænomener, der har så mange funktioner, at de overhovedet ikke kan passes ind i opdelingen mellem basis- og overbygningsfænomener. Det gælder således sproget, familien, maskinerne og produktivkræfterne i almindelighed, det gælder også naturvidenskaberne, de tekniske videnskaber, nationen osv. Det er klart, at basis- og overbygningsfænomener i ethvert samfund øver betydelig indflydelse på de ikke-klassificerbare fænomener, hvis natur som specifikke sociale fænomener imidlertid ikke ændres, og hverken strukturelt eller funktionelt vil de fuldt ud kunne henregnes til basis eller overbygning. De nævnte sociale fænomener indgår ganske vist i den samlede samfundsorganisme, i samfundsformationens indhold, men uden at være de kendetegn, hvorved de forskellige samfundsformationer adskiller sig fra hinanden. Det forekommer ikke sjældent, at disse sociale fænomener fremtræder temmelig ens, endda sammenfaldende, i vidt forskellige samfundsformationer. Kun basis- og overbygningsfænomener, der er strengt specifikke for hver økonomiske samfundsformation, og som er betinget af produktionsmådens karakter, kan anvendes som kendetegn.

Efter hvilke love opstår, udvikles, modnes og forsvinder den samfundsorganisme, der betegnes som en økonomisk samfundsformation? Som tidligere nævnt, virker den materielle produktions love i hver eneste formation. De sikrer verdenshistoriens kontinuitet og dens almene progressive retning, ligesom de sammenknytter forskellige typer af samfundsstrukturer og ofte modstående faser af den historiske udvikling. Men kan de sikre, at så specifikke samfundsfænomener som samfundsformationer opstår, udvikler sig og forsvinder? Afgjort ikke. Hvilket får Lenin til at tale om det blod, som er enhver økonomisk samfundsformation iboende, nemlig de for den specifikke udviklingslove.

Enhver formations specifikke økonomiske love undersøges af den politiske økonomi. Marx' Kapitalen er således en detaljeret undersøgelse af det kapitalistiske økonomiske system, dvs. af de for dette system specifikke love, ifølge hvilke kapitalismen som økonomisk samfundsformation opstår, udvikles, modnes og forsvinder. Den vigtigste specifikke lov i så henseende er loven om merværdiens produktion, den merværdi, som kapitalisten inddrager i form af gennemsnits- eller monopolprofit. I detaljer havde Marx undersøgt denne lovs virkning, dens umiddelbare og mere fjerntliggende konsekvenser, dens vekselvirkning med andre økonomiske love. Herved blev han i stand til at påpege den tendens i samfundsudviklingen, der udspringer af lovens virkning. Lovens vidtgående betydning udtrykkes i den tendens, som udstikker retningen for samfundets udvikling under objektiv indflydelse af de økonomiske kræfter. Loven om merværdiens produktion afslører proletariatets stilling og rolle i det kapitalistiske økonomiske system. Men netop denne stilling og denne rolle gør også proletariatet til kapitalismens banemand og det nye, socialistiske systems skaber. Derfor vil proletariatets verdenshistoriske revolutionære rolle fremtræde helt klart, når den betragtes ud fra denne, kapitalismens vigtigste specifikke økonomiske lov. Af denne grund betegnede Marx også Kapitalen som en granat, der var affyret i hovedet på verdensbourgeoisiet.

Uanset den enorme sociale betydning af enhver samfundsformations specifikke økonomiske love, spiller også de specifikke sociale love, der ikke har noget umiddelbart økonomisk indhold, en vigtig rolle for samfundsformationens eksistens. Ved at sammenfatte de historiske erfaringer kunne Marx således fastslå klassekampens generelle udviklingslinie gennem hele kapitalismens historie. Klassekampen mellem proletariatet og kapitalisterne vil med historisk uundgåelighed føre til proletariatets diktatur. Den af Marx formulerede lov om klassekampen under kapitalismen har naturligvis sine økonomiske kilder, men selve lovens indhold kan ikke henføres til det økonomiske område af samfundslivet. Der er tale om en social lov med specifik gyldighed for den kapitalistiske formations udvikling. Vekselvirkningen mellem samfundsformationens specifikke økonomiske og sociale love på den ene side og menneskesamfundets almene love på den anden bestemmer hver formations skæbne. Marx' undersøgelse af denne særdeles komplicerede vekselvirkning i det modne kapitalistiske samfund førte ham frem til den videnskabeligt underbyggede konklusion om verdenshistoriens kommunistiske udviklingstendens under selve den kapitalistiske samfundsformation. Marx konkluderede, at eftersom historien er af fremadskridende, progressiv karakter, vil den fra døende kapitalisme kun kunne slå om i kommunisme.

Socialismen og kommunismen er to faser, to trin, to store perioder i det samfund, der bygger på fælleseje af de grundlæggende produktionsmidler, og som har afskaffet ét menneskes udbytning af et andet. I dette samfund er socialismen første fase; den ser dagens lys efter en socialistisk revolution, lægger den politiske magt og landets materielle værdier i den arbejdende befolknings hænder og giver den mulighed for at tilegne sig alle kulturelle værdier. Den gør kort sagt de arbejdende mennesker til samfundets egentlige herrer. Perspektivet i denne fase er kommunismen, men her støder vi på forskellige sociale udviklingsformer. Socialismen er opstået af kapitalismen eller måske endda af et førkapitalistisk samfundssystem; den har ikke været i stand til at opbygge sit økonomiske og sociale grundlag inden for rammerne af det gamle samfund, der var baseret på privateje af produktionsmidlerne. Derfor er det nødvendigt at gøre op med udbyttersamfundets grundlag under den sociale revolution. Kommunismen udvikler sig derimod på sit eget økonomiske og sociale grundlag og skal altså ikke igennem „fødselsveer" som klassekamp og social revolution.

Det socialistiske samfunds bevægelse frem mod kommunisme bygger på bestemte sociale lovmæssigheder, der omfatter samfundslivets hovedområder, dvs. menneskenes økonomiske, politiske, sociale og kulturelle aktiviteter. Disse lovmæssigheders virkning fører i sidste ende til, at der tilvejebringes en teknisk og materiel basis for kommunismen, at de socialistiske sociale relationer udvikles til kommunistiske, og at den alsidigt udviklede personlighed udformes. Hvor kompliceret overgangsprocessen fra socialisme til kommunisme er, fremgår bl.a. af, at vi har at gøre med et umådelig stort antal sociale lovmæssigheders virkning. Blandt de økonomiske lovmæssigheder i overgangsperioden fra socialisme til kommunisme kan vi for eksempel nævne følgende: høje og stabile vækstrater i produktionen, der er fritaget for økonomiske kriser og arbejdsløshed, og som sikrer opbygning af kommunismens materielle og tekniske basis; de tekniske og videnskabelige fremskridts tiltagende rolle; organisk sammenkobling af den tekniske og videnskabelige revolution med den udviklede socialismes fortrin; socialistisk arbejdes voksen over i kommunistisk, hvorved arbejdet bliver menneskets første livsfornødenhed; uafbrudt stigning i arbejdsproduktiviteten; tilnærmelse mellem den kooperative og hele folkets ejendom med efterfølgende sammensmeltning i kommunistisk ejendom; samfundsmæssige forbrugsformers tiltagende betydning.

På det sociale og politiske område af samfundslivet vil vi i overgangsperioden fra socialisme til kommunisme desuden støde på en kompliceret sammenfletning af sociale lovmæssigheder, herunder gradvis tilnærmelse af leveniveauet i by og på land, mellem arbejderklassen, kollektivbrugsbønderne og intelligensen, hvorved klassemæssige og sociale forskelle udviskes; organisk sammensmeltning af fysisk og intellektuelt arbejde; styrkelse af samfundets sociale enhed på alle områder; fortsat opblomstring af og tilnærmelse mellem nationerne; gradvis udformning af social ensartethed og fuld social lighed mellem alle samfundets medlemmer; gradvis omformning af fællesfolkeligt socialistisk selvstyre til kommunistisk selvforvaltning; altomfattende udbygning af det socialistiske demokrati; gradvis omformning af menneskenes levemåde på kommunistiske principper. Denne opremsning af sociale lovmæssigheder ved overgangen fra socialisme til kommunisme er langtfra fuldstændig. Omdannelserne på det kulturelle område af samfundslivet er ikke mindre komplicerede. Man behøver blot at nævne følgende: indgivelse af en ny holdning til arbejdet; overvindelse af privatejendomsmentaliteten og andre levn fra fortiden; videre opblomstring af den socialistiske kultur; alsidig harmonisk udvikling af den enkeltes personlighed samt tiltagende afhængighed mellem den sociale udviklings karakter og tempo og det enkelte menneskes åndelige egenskaber og skabende, konstruktive indsats.

Ordet „klasse" stammer fra det latinske classis, som egentlig betyder inddeling. Oldromersk historie tilskriver kejser Servius Tullius (6. århundrede f.v.t.) opdelingen af det romerske samfund i klasser, ordener. På det tidspunkt havde et borgerværn set dagens lys i det gamle Rom. Heri indgik hovedsageligt jordbesiddere, men man hvervede alle våbendygtige frie borgere. Servius Tullius opdelte samfundet i fem klasser eller ordener, alt efter deres velståenhed. Hver klasse skulle stille et vist antal hærenheder (hundreder), der udrustedes efter et bestemt mønster. Senere fik ordet „klasse" bredere betydning og kom til at omfatte store menneskegrupper, som samfundet var splittet op i. Men kan enhver større gruppe af mennesker betragtes som en klasse? Vi plejer jo at henføre begrebet klasse til store grupper som bourgeoisiet, arbejderklassen og bondestanden. Men i vor tid udgør for eksempel lægerne en stor gruppe, alene i USSR tæller de mere end 700.000 mennesker. Bliver lægerne dermed en klasse? Eller stålværksarbejderne, som også udgør en stor gruppe?

Adskillige lærde prøvede forgæves at definere begrebet klasse, skønt samfundets opdeling i klasser og kampen mellem disse klasser længe havde været en kendt sag. Allerede i restaurationstiden i Frankrig fostredes historikere (Thierry, Guizot og Mignet), der kunne se klassekampen som en nøgle til forståelse af hele Frankrigs historie. Men spørgsmålene om, hvad en klasse var, og hvilke nødvendige kendetegn, der bestemte menneskenes tilhørsforhold til den ene eller den anden klasse, stod fortsat åbne. Nogle forskere mente, at klasseinddelingen havde sin årsag i menneskenes intelligensniveau. Efter deres opfattelse dannedes de herskende klasser af de folk, som var mest begavede, talentfulde, aktive og i besiddelse af lederegenskaber. De mindre begavede, inaktive og sløve hørte følgelig til i de undertrykte klasser. Men historien og livet selv har vist, hvor uholdbare den slags forestillinger er. De herskende klasser byder også på ubegavede, uvidende mennesker, ligesom de undertrykte klasser har fostret højt begavede, talentfulde mennesker med de mest forskelligartede evner. Andre forskere mente at finde grundlaget for klassedelingen i indkomst- og formueniveauet. Ved analyse af klassestrukturen i ethvert udbyttersamfund vil indtægtsforskellene mellem de herskende og de undertrykte klasser ganske rigtig falde i øjnene. Men hermed gives intet svar på, hvorfor disse forskelle eksisterer, hvorfor de herskende klasser er rige, mens de undertrykte er fattige. Endelig mente en tredje gruppe af forskere, at klasserne ad-' skilte sig fra hinanden i kraft af deres sociale placering. Nogle klasser er privilegerede, mens andre må underkaste sig, parere ordre. Heller ikke disse forskere var imidlertid i stand til at sige, hvorfor nogle klasser var privilegerede i modsætning til andre.

Først med den marxistisk-leninistiske teoris opståen blev det vanskelige spørgsmål besvaret. Karl Marx og Friedrich Engels leverede mønstereksempler på materialistisk analyse, idet de med deres påvisning af, at klassekamp under enhver form er politisk kamp, kunne fastslå den sociale placering af hver enkelt klasse, og gruppe eller lag i klassen. Den mest omfattende og tilbundsgående definition af klassebegrebet tilhører V. I. Lenin, som i sin pjece Et Storstilet Initiativ formulerer det på følgende måde: „Klasser kalder man store menneskegrupper, der adskiller sig ved deres placering i den samfundsmæssige produktions historisk bestemte system, ved deres forhold [relation] til produktionsmidlerne (hvad der i hovedsagen er nedfældet og udformet i love) , ved deres rolle i den samfundsmæssige organisering af arbejdet, og følgelig ved de måder, hvorpå de får og det omfang, hvori de får den part af samfundsrigdommen, som tilfalder dem."

I denne definition berører Lenin fire kendetegn, hvorved klasserne adskiller sig fra hinanden: 1) placeringen i den samfundsmæssige produktions historisk bestemte system; 2) relationen til produktionsmidlerne; 3) rollen i den samfundsmæssige organisering af arbejdet; 4) måden, hvorpå og omfanget, hvori der gives part i samfundsrigdommen. Af disse fire kendetegn påpegede Lenin relationen til produktionsmidlerne som det vigtigste. Det er netop ejendomsretten til produktionsmidlerne, som gør en given social gruppe af mennesker til herskende klasse med råderet over alle privilegier. Fremmedgørelse fra produktionsmidlerne gør en klasse til undertrykt klasse, hvis lod er fattigdom og retsløshed. Det frugtbare i Lenins klassedefinition kommer for det første til udtryk i, at den udskiller en klasses objektive kendetegn, hvis helhed netop gør en stor gruppe af mennesker til klasse. Den var et slag mod de subjektivistiske og voluntaristiske forskere, som i deres klassedefinitioner stod for en idealistisk holdning, eftersom de vilkårligt lod grupper af mennesker indgå i eller stå uden for en konkret klasses sammensætning. For det andet uddrager Lenins definition de grundlæggende og mest karakteristiske træk, som er alle klasser iboende. Hermed gives en ledetråd, en nøgle til undersøgelse af en økonomisk samfundsformations klassestruktur. Lenins klassedefinition har kort sagt stor teoretisk betydning for en korrekt forståelse af samfundslivet. For det tredje formulerede Lenin ikke alene en definition af klasserne overhovedet (hvormed analyse af enhver klasseformation gøres lettere); han formåede tillige at definere de herskende klasser i en udbytterformation: „Klasser, det er menneskegrupper, af hvilke den ene kan tilegne sig den andens arbejde, i kraft af deres placering i den givne økonomiske samfundsstruktur."

Da vi nu ved, hvad en klasse er, må vi finde rede i det ikke mindre komplicerede spørgsmål om klassernes oprindelse. Klassernes oprindelse går helt tilbage til den tid, da skriftsproget endnu ikke var udviklet eller kun lige var ved at blive det, hvorfor vi råder over såre fattigt materiale, der beskriver perioden. Men et stort antal forskere har med flid og omhu indsamlet materiale om vore tidlige forfædre i forskellige dele af verden og herigennem frembragt tilstrækkelig mange oplysninger til afklaring af de almene konturer, der tegner sig for de historiske processer i den tidligste oldtid. Arkæologiske udgravninger af bopladser og gravsteder fra oldtiden, fund af arbejdsredskaber, husgeråd, smykker, knogler af nedlagte dyr osv. har bidraget til at skabe et billede af vore forfædres fællesskab, beskæftigelse og livsform. Selv om datidens arbejdsredskaber var yderst simple og hyppigst fremstillet af sten eller træ, formåede menneskene dog med disse redskaber at skaffe sig føde og jage storvildt. Det var de i stand til, fordi de levede i store fællesskaber og sammen gik på jagt eller indsamlede vilde planter. Uden gensidig hjælp havde de ikke kunnet eksistere eller forsvare sig mod de tilbagevendende angreb fra vilde dyr.

Ursamfundet kendte ikke til klassedeling eller underkastelses-, undertrykkelses- og udbytningsrelationer. Ved fælles arbejdsindsats skaffede menneskene sig eksistensmidler, som de i fællesskab forbrugte. Ved at sammenfatte de konkrete forskningsresultater kan marxismen give et alment billede af samfundets opsplitning i klasser. Klassernes opståen og udformning finder sted i ursamfundets opløsningsperiode. Ursamfundets opløsning og klassesamfundets tilblivelse forløber over en meget lang periode og på forskellige tidspunkter i forskellige dele af verden. Ifølge historiske oplysninger udformedes klassesamfundet i oldtidsrigerne Ægypten, Assyrien og Babylonien omkring slutningen af det 4. og begyndelsen af det 3. årtusinde før vor tidsregning, i Indien og Kina omkring det 3.-2. årtusinde, i Grækenland omkring det 1. årtusinde før vor tidsregning og lidt senere i det gamle Rom. Det økonomiske grundlag for samfundets opdeling i klasser var fremkomsten af et merprodukt, som i tidens løb forvandledes til privatejendom. For ursamfundet gjaldt det, at produktivkræfterne befandt sig på et særdeles lavt udviklingsniveau, hvilket afspejledes i den meget lave arbejdsproduktivitet. Følgelig blev der i ursamfundet produceret så lidt, at det straks blev forbrugt.

Under de betingelser fandtes således ingen basis for social ulighed. Men de periodiske sammenstød mellem ætter og stammer førte til, at stridsparterne engang imellem tog krigsfanger, og da opstod problemet - hvad skulle man stille op med disse fanger? Lade dem blive i fællesskabet kunne man ikke, der var ikke mad nok til dem. Tvinge dem til at arbejde for sig kunne man heller ikke, der manglede såvel brugsgenstande som arbejdsmidler. I den periode blev en krigsfange enten ædt (mens der endnu fandtes kannibalisme) eller sendt tilbage til sit gamle stammefællesskab efter endt strid, eller under gunstige forhold optaget som ligeberettiget medlem af det sejrende stammefællesskab. Dette var sædvane, så længe samfundet kun producerede lidt. Men tiden gik, arbejdsredskaberne udvikledes og arbejdsproduktiviteten steg. Denne proces førte i sidste ende til, at produktionen nåede et udviklingsniveau, hvor mennesket kunne producere mere, end det selv var i stand til at forbruge straks. Der opstod et merprodukt, et overskudsprodukt, hvis fremkomst fik store sociale følger for menneskehedens historie: den sociale ulighed blev en kendsgerning.

Merproduktet betød, at man fik rådighed over midler til at holde og anvende ny arbejdskraft. Hvor man tidligere ikke havde fundet anvendelse for krigsfanger og derfor blot dræbte dem eller endnu tidligere spiste dem, fik de på et vist trin af samfundsudviklingen værd som arbejdskraft og dermed lov til at beholde livet. Skønt denne proces fandt sted i en meget fjern fortid, kan vi alligevel finde beviser for den i nutidige etnografiske paralleller hos folkeslag, som i kraft af en række konkrete historiske årsager stadig befinder sig på dette ursamfundsstadium. Der findes for eksempel etnografiske oplysninger om, at den østafrikanske Masai-stamme (kvægnomader) dræbte sine krigsfanger, fordi den endnu ikke havde materielle muligheder for at anvende dem som slaver. Masaiernes naboer, Wakamba-stammen, der var agerbrugere, havde opnået mulighed for at holde slaver og gjorde det. Wakambaerne producerede et merprodukt, som satte dem i stand til at holde ny arbejdskraft med føde og arbejdsredskaber. Wakambaernes krigsfanger blev gjort til slaver. Men krigsfanger var ikke den eneste kilde til slaveklassens opståen. Også stammemedlemmer, som af forskellige grunde var kommet i gæld til fæller, der kunne tilrane sig merproduktet, blev gennem trællearbejde forvandlet til slaver.

På dette sted kan man spørge, hvorfor merproduktet ikke blev ligeligt fordelt mellem stammefæller? Hvorfor årtusinders tradition for ligelig fordeling af de indsamlede eller fremstillede produkter måtte vige pladsen for social ulighed? Sagen er, at fordeling og forbrug af de fremstillede produkter bestemmes af den måde, hvorpå de er blevet til. Tidlige folkeslag, beskæftiget med jagt og fiskeri, arbejdede i store grupper for at skaffe sig føde. De primitive arbejdsredskaber betød, at man ikke kunne klare sin eksistens alene; fællesskabet var en eksistensbetingelse. På samfundsudviklingens første trin udformedes således den samfundsmæssige produktion, og som en nødvendig følge heraf udvikledes det samfundsmæssige forbrug, hvorunder der som regel ikke opbyggedes reserver; byttet blev straks ligelig fordelt mellem fællesskabets medlemmer og derpå forbrugt. Dette forhold betingedes i første række af det økonomiske system, hvorefter datidens folkeslag og stammer indrettede deres tilværelse.

At samle forråd eller opbygge reserver var ukendte foreteelser al den stund, det hverken var bekvemt, endsige muligt at praktisere. Kød fra nedlagte dyr kunne kun opbevares i meget kort tid, før det blev dårligt og uegnet til forbrug. Ved at sælge kødet kunne man selvfølgelig få midler til opsparing. Men på dette trin af den økonomiske udvikling fandtes endnu ikke penge. Datidens økonomiske liv satte med andre ord snævre grænser for udvikling af „sparsommelighed". Desuden blev der produceret alt for lidt til, at det kunne indgå i et forråd; det nødvendige forbrug efterlod intet overskud. Dertil kom, at jagt var et usikkert foretagende. En jæger kunne være heldig i dag og nedlægge et stort dyr, hvis kød blev delt mellem alle. I morgen ville han måske vende tomhændet hjem, men få del i andres bytte. Herom skrev Plekhanov, russisk materialistisk filosof og marxist, at skikken med at dele var en slags gensidig forsikring og garanti, uden hvilken jægerstammerne ikke kunne overleve. De kollektive adfærdsnormer, skikke og traditioner i ursamfundet var således betinget af det herskende fælleseje.

Men i takt med arbejdsredskabernes udvikling og forbedring begynder den individuelle produktion at bane sig vej, allerede inden for rammerne af ursamfundets fællesskab. Ting som våben, klæder, føde og smykker begynder at blive personlig ejendom til personligt forbrug, hvilket udspringer af selve disse tings egenskaber. Hvis ursamfundsjægeren skulle blive dygtig til at håndtere sit spyd, sin bue, sin boomerang, måtte han kende alle dets individuelle egenskaber og udvikle sine individuelle evner og færdigheder derefter. Den stigende brug af individuelt betonede arbejdsredskaber begyndte at sætte sit præg på normer, skikke og traditioner for det samfundsmæssige forbrug. Man kan formode, at urtidsstammerne fulgte forskellige normer ved byttets fordeling, alt efter den enkeltes rolle i jagten og individuelle bidrag til vildtets nedlæggelse. Etnografer har således beskrevet, hvorledes nutidige folkeslag på ursamfundsstadiet praktiserer fordeling. I tilfælde af, at et stykke vildt er nedlagt efter skud fra to jægere, vil skindet tilfalde den, hvis pil ramte nærmest hjertet; eller den jæger, som leverede det sidste og afgørende hug, vil få det største og bedste stykke kød. Anvendelse af individuelt betonede arbejdsredskaber og tiltagende individuel produktion gav det første stød til ursamfundets opløsning og social uligheds opståen. Udviklingen af samfundsmæssig arbejdsdeling opløste ursamfundet for bestandig, og stammefællesskabet blev revet op.

Den første store samfundsmæssige arbejdsdeling opstod med kvægavlsstammernes udskillelse fra de øvrige stammer. På dette stadium kunne kvægavlsstammer, der rådede over tilstrækkelig store dyreflokke, frembringe et vist overskud ud over deres eget forbrug. Hvor udveksling tidligere havde været af tilfældig karakter og kun omfattet tilfældigt opstået overskud, begyndte der nu at komme betingelser for en vedvarende udveksling mellem kvægavls- og agerbrugsstammer. Det førte på sin side til stigende samfundsmæssig rigdom og mere udbredt anvendelse af slavearbejde. Den anden store samfundsmæssige arbejdsdeling kom med håndværkets udskillelse fra agerbruget. Hermed trængte udveksling ind i selve fællesskabet, hvorved den økonomiske ulighed skærpedes. Den hidtil eksisterende opsplitning mellem frie mennesker og slaver blev nu udvidet med standsforskelle mellem rige og fattige. Den tiltagende fremstilling af produkter med udveksling for øje førte til, at udvekslingen mellem de enkelte producenter forvandledes til en livsnødvendighed for samfundet. Den næste store samfundsmæssige arbejdsdeling førte til åndsarbejdets udskillelse fra det fysiske arbejde og gjorde åndsarbejde til monopol for et ubetydeligt mindretal - de herskende klasser, der havde tiltaget sig styringen af produktion og samfundsanliggender. Hårdt fysisk arbejde blev det altovervejende flertals lod.

Vi har her behandlet de grundlæggende årsager til og betingelser for opsplitningen af menneskesamfundet i store sociale grupper, i modstående klasser. Hvordan opstod da disse klasser? Det skete ad to veje. For det første ved, at der i selve fællesskabet udskilte sig en lille udbyttergruppe, oprindeligt bestående af stammens fremtrædende folk, og de forarmede, gældsatte stammefæller forvandledes til slaver. For det andet ved, at krigsfanger forvandledes til slaver. Lad os se på den første faktor. Hvordan forløb udskillelsen af en lille udbyttergruppe i et fællesskab af oprindeligt ligestillede mennesker? Blandt urfællesskabets medlemmer herskede en vis balance i levevilkår, og slægtsoverhovederne, fællesskabets ledere, nød samme sociale status.

Forsvaret af fællesskabets interesser blev varetaget af enkelte medlemmer under hele fællesskabets tilsyn. Det gjaldt ved løsning af stridsspørgsmål, opsigt med vandforråd (især i områder med hedt klima) og ikke mindst ved udøvelse af hedenske ritualer. Personer, der varetog fællesskabets interesser, var udstyret med visse fuldmagter og besad en vis besluttende myndighed, men i det store hele forblev de fællesskabets tjenere. Produktivkræfternes vækst og fællesskabernes sammenslutning i større enheder affødte den videre arbejdsdeling og oprettelsen af specielle organer til varetagelse af fælles interesser og løsning af stridsspørgsmål. Som repræsentant for hele gruppers interesser kom disse organer til at indtage en særskilt, selvstændig og under visse omstændigheder fjendtlig stilling i forholdet til de enkelte fællesskaber, og gradvis opnåede de stadig større magt. De samfundsmæssige funktioners selvstændighed i forholdet til resten af samfundet forstærkedes med tiden og blev til et regulært overherredømme. Den tidligere tjener havde forvandlet sig til herre. Enkeltpersonerne, der havde opnået herredømmet, smeltede sammen i herskende klasser.

Klassernes dannelse kunne også følge et andet forløb. Med produktionens udvikling viste der sig behov for mere arbejdskraft. Men i den første tid fandtes ingen overskydende arbejdskraft, hverken i det enkelte fællesskab eller i sammenslutningen af fællesskaber. Denne påkrævede arbejdskraft skaffede krigen. Sejrherrerne begyndte at indse det fordelagtige og formålstjenlige i at lade krigsfangerne leve og tvangsarbejde for at øge mer-produktet. Som tiden gik blev denne ulighed og underkastelse udvidet til også at omfatte stammefællerne. Lederne af fællesskabet havde råderet over merproduktet og begyndte efterhånden at trællebinde de menige medlemmer, at forvandle dem til slaver. Hovedsageligt ad disse to veje opstod klasserne. De havde samme følgevirkning - slaveriet, der var udbytningens første fast etablerede form, karakteristisk for oldtiden. Slavesamfundet opdeltes i tre klasser. Den ene repræsenteredes af slaveejerne (i de tidlige stadier: stammefælleskabets herskende medlemmer; i de senere stadier: et bredere lag af rigmænd). Den anden klasse omfattede frie fællesskabsmedlemmer - agerbrugere, kvægavlere og håndværkere, der som regel før eller siden faldt i afhængighed af slaveejerne. Den sidste og tredje klasse omfattede en broget, flersproget masse af slaver fra forskellige stammer. Således forløb samfundets deling i klasser, i udbyttere og udbyttede, i undertrykkere og undertrykte.

Fra og med ursamfundets opløsning fremstår alle efterfølgende antagonistiske samfunds historie som en klassekampens historie. Frie og slaver, patriciere og plebejere, feudalherrer og livegne, kapitalister og arbejdere, kort sagt undertrykkere og undertrykte har siden da befundet sig i evig kamp mod hinanden. Kampen har stået på uafbrudt, i det skjulte eller åbenlyst, og den har altid resulteret i revolutionerende omformning af hele samfundet eller i de stridende klassers undergang. Herunder bør man fastholde opmærksomheden ved de arbejdende klassers rolle i samfundsudviklingen. Samfundsvidenskaberne er i tidens løb ofte stødt på spørgsmålet om, i hvor høj grad samfundets forskellige klasser er nyttige eller endda nødvendige. Hvis spørgsmålet gælder alle epoker og tider, kan det ikke besvares entydigt. I en vis periode var godsejeraristokratiet et uundgåeligt og nødvendigt element i samfundet. Senere indtrådte et tidspunkt, da bourgeoisiet med historisk nødvendighed fravristede godsejeraristokratiet herredømmet, knuste dets politiske magt og etablerede sit økonomiske og politiske herredømme. Men siden klasserne opstod, har samfundet på intet tidspunkt kunnet klare sig uden arbejdende klasser. Klassernes navn, deres sociale placering ændrede sig, i stedet for slaven kom den livegne bonde, som på sin side blev afløst af proletaren, fri af livegen afhængighed, men uden at eje andet end sin arbejdskraft. Alle klassers historie i antagonistiske samfundsformationer viser, at uanset hvilke forandringer der end måtte forekomme i de ikke-produktive klassers sammensætning, kan samfundet ikke eksistere uden klassen af producenter.

Med de antagonistiske klasseformationers skiften ændredes også udbytningsformen, men de arbejdende klassers undertrykte stilling opretholdtes. I sin groveste, hårdeste og mest åbenlyse form optrådte denne udbytning i slavesamfundet. Slaveejernes ejendom til slaven adskildte sig ikke synderligt fra hans ejendom til ting i almindelighed. Slaven havde ingen rettigheder overhovedet, ingen familie, og i det gamle Grækenland havde han ikke engang eget navn, højst et øgenavn, der kunne skille ham ud fra andre. I sin traktat om landbruget tillod den romerske forfatter Varron (1. århundrede f.v.t.) sig som noget helt naturligt at foreslå, at man opdel te landbrugsredskaberne i tre grupper: talende redskaber (slaver), lydfrembringende redskaber (stude) og stumme redskaber (trækvogne).

Det feudale samfunds klassestruktur betinges af følgende faktorer. For det første herskede naturaløkonomi, der stilede efter selvforsyning på alle områder. For det andet kom udbytningsredskabet til udtryk gennem bondens fæste til jorden. Jordbesidderen, feudalherren, tildelte bønderne hver deres jordlod, hvor de var forpligtede til at arbejde for ham. For at opnå et merprodukt af jorden måtte feudalherren have bønder med lodder, inventar og kvæg. En bonde uden jord, trækdyr og tag over hovedet var et uegnet objekt for feudal udbytning. For det tredje var bonden personligt afhængig af feudalherren; han arbejdede under tvang, havde bestemte forpligtelser over for feudalherren. Det feudale økonomiske system var ligesom slaveriet baseret på ikke-økonomisk tvang, på bøndernes livegne, juridiske afhængighed af herremanden, som kunne straffe en bonde fysisk eller fratage ham bedriften, hvis han ikke opfyldte sine forpligtelser.

Med kapitalismen indtrådte ændringer i samfundets klassestruktur. I stedet for feudalherren og den livegne bonde kom kapitalisten og arbejderen. Sammenlignet med slaven, som fuldt og helt var slaveejerens eje, eller den livegne bondes stavnsbinding til herremanden, var arbejderen juridisk fri. Arbejderens afhængighed af kapitalisten er imidlertid ikke mindre, den fremtræder blot i andre former. Arbejderen er frataget produktionsmidler, han har kun sin egen arbejdskraft, som han må sælge for at overleve. Og i det kapitalistiske samfund er det kun kapitalisten, som kan købe og udnytte arbejdskraft. Arbejderen er altså tvunget til at binde sig til kapitalisten.

Slaver og slaveejere, livegne bønder og feudalherrer, arbejdere og kapitalister repræsenterer de modstående hovedklasser i de tre antagonistiske økonomiske samfundsformationer - slavesamfundet, feudalismen og kapitalismen. Det vil imidlertid være en utilladelig forenkling at reducere en samfundsformations klassestruktur til kun at omfatte de to hovedklassers indbyrdes relationer, som udtrykker indholdet af det respektive samfunds produktionsrelationer. Ingen økonomisk samfundsformation har eksisteret i ren form, den har altid indeholdt elementer af samfundsudviklingens tidligere stadier tillige med kim af den kommende formations elementer. De klasser, som enten er knyttet til resterne af tidligere produktionsrelationer, eller som er bærere af kommende, opstående produktionsrelationer, beskrives som sekundære klasser.

Ud over hovedklasserne i slavesamfundet fandtes således sekundære klasser og sociale grupper som frie fællesskabsmedlemmer, der var rester af ursamfundet, tillige med småbønder og håndværkere. Med slavesamfundets udvikling ruineredes disse sociale grupper og kom til at danne et lag af pjalteproletarer. Under feudalismen fandtes sociale lag som købmænd og håndværkere, der var koopereret i værksteder og laug. I den sene middelalder udformedes bourgeoisiet og arbejderklassen, som i den efterfølgende økonomiske samfundsformation blev hovedklasserne. Over en lang periode bibeholder godsejere og bønder en placering som sekundære klasser i kapitalistiske lande, hvor også småborgerskabet spiller en betydelig rolle blandt de sekundære klasser. Disse sekundære klasser og andre sociale grupper inddrages i klassekampen og tilslutter sig de stridende hovedklasser.

Hvor uforsonlige de modstående klassers hovedinteresser er, fremgår af den uafbrudte kæde af klassekampe, væbnede opstande og skarpe sammenstød, som menneskenes historie opviser. Slavesamfundet blev rystet i sin grundvold af kæmpemæssige slaveopstande - i Lilleasien under Aristonikus' ledelse og i det gamle Rom, anført af Spartakus. Slavernes oprør er gået over i historien som befrielseskrige, og eftertiden har betragtet dem som symbol på slavernes enestående mod og selvopofrelse. Mange bondeopstande under feudalismen er ligeledes gået over i historien som befrielsesbevægelser. Det gælder for eksempel den legendariske Jacquerie i 1300-tallets Frankrig, da Jacques Bonhomme, som de franske herremænd så foragtelig kaldte bønderne, hensatte feudalherrerne fra de sydlige distrikter til Paris i en tilstand af skræk og rædsel. Eller man kan nævne bondekrigen i Tyskland i 1525, der af Engels blev betegnet som hjørnestenen i hele Tysklands historie, eller de mangeårige bonderejsninger i Rusland, anført af Ivan Bolotnikov, Stepan Rasin og Jemeljan Pugatjov.

Proletariatets kampe har efterladt dybe spor i menneskehedens historie. Arbejderopstandene i Lyon i 1830, væveropstandene i Schlesien i 1840érne, arbejdernes aktive deltagelse i 1848-revolutionerne og Pariserkommunen (1871), verdens første socialistiske revolution, er altsammen faser i det 19. århundredes revolutionære arbejderbevægelse. Disse begivenheder viste, at samfundet i proletariatet havde fået en selvstændig kraft, som var i stand til at lede de sociale fremskridt. Eftersom klassekampen berører alle væsentlige sider af samfundslivet, trænger den sig naturligvis ind på alle samfundets vigtigste, dvs. materielle, sociale og kulturelle områder. Efter at have studeret et enormt historisk materiale kunne Marx og Engels fastslå, at klassekampen i alle antagonistiske samfund udfolder sig i tre hovedformer - økonomisk, politisk og ideologisk. I hver af disse kampformer beskytter og forsvarer klasserne deres interesser, men metoderne, der tages i anvendelse, er naturligvis forskellige.

I den økonomiske kamp værner kapitalisterne om deres profit og gør sig alle anstrengelser for at øge den, mens arbejderne kæmper for at få opfyldt deres krav om menneskelige arbejdsbetingelser og socialsikring ved uarbejdsdygtighed, sygdom og alderdom. Allerede i denne kamp udvikler arbejderne solidaritetsfølelse og bevidsthed om fælles klasseinteresser. Her lægges grundlaget til internationalismen. Arbejdernes økonomiske kamp kan - selv i tilfælde hvor den udvikler sig spontant - vokse over i politisk kamp. Det sker, hvor og når staten med sine magtmidler træder ind i kampen på den herskende klasses side. Når staten begynder at tage retslige og ikke-retslige metoder i brug over for arbejderne, når den sætter ind med politivold og udkommanderede tropper til nedkæmpelse af arbejder- og studenterdemonstrationer, som de kalder for uroligheder eller optøjer, indfører udbytternes stat vold, ja tilmed væbnet vold i klassekampen. I så fald tvinges det revolutionære proletariat til at vende kampen mod udbytternes politiske magtapparat, dvs. den borgerlige stat. Det første kampskridt, som antager politisk karakter, er den politiske strejke. Et eksempel herpå fra Rusland er Petersborg-arbejdernes storstrejke i 1901, som voksede over i kampe mod politi og militær. Også vor tid er rig på eksempler, hvor arbejdernes økonomiske kamp vokser over i politisk.

Men den politiske kamp kan være af højst forskellig karakter. Det beror på det politiske indhold, på de mål, som kampen forfølger. Politik inden for arbejderbevægelsen kan være reformistisk (Lenin brugte udtrykket trade-unionistisk) eller revolutionær. Reformistisk politik rejser ikke kampmål, som fører samfundet ud over kapitalismens rammer, den antaster ikke ejendomsgrundlaget eller den borgerlige magt, men nøjes med at føre kampen for bedre levevilkår og udvidede rettigheder til arbejderne inden for rammerne af det eksisterende system. Revolutionær politik sigter derimod efter afskaffelse af dette system. Derfor er det netop den revolutionære politik, der bidrager til at bibringe proletariatet og de befolkningsmasser, som proletariatet står i spidsen for, politisk modenhed. Hvor arbejderbevægelsen selv eller under ledelse af fagforeninger når frem til en reformistisk politik, er det arbejderklassens parti, som må føre arbejderbevægelsen frem til en revolutionær politik. Kun dette parti er i stand til at gøre proletariatet og dets forbundsfæller politisk bevidste i en sådan grad, at spørgsmålene om afskaffelse af privatejendomsretten til produktionsmidlerne og proletariatets erobring af magten gøres til den daglige politiske kamps uopsættelige mål. Bestræbelserne for at bringe arbejderbevægelsen op på et bevidst og organiseret, revolutionært kampniveau møder alle hånde forhindringer i de socialdemokratiske partiers højrefløj, ligesom der inden for kommunistiske partier findes opportunister og revisionister, som ser deres opgave i at revidere marxismen-leninismens grundlæggende ideer. Småborgerlige og nationalistiske „re-re-revolutionære" (Lenins betegnelse for det yderste venstre i arbejderbevægelsen) er kun egnede til at strø om sig med revolutionære floskler, men ikke til at føre konsekvent revolutionær politik. Da de i bund og grund er eventyrmagere, vil de, disse „re-re-revolutionære", før eller siden isolere sig fra masserne og enten erstatte revolutionær kamp med provokationer eller føre kampen ind på en nationalistisk vej, som forholder sig fjendtligt til proletariatets internationalisme. Derfor er det marxistisk-leninistiske parti, som står i spidsen for arbejderklassens politiske kamp, nødt til at føre kampen på to fronter - mod højreopportunismen og mod „venstrerevolutionismen".

Hovedfaren for international arbejderbevægelse optræder i vor tid i form af den venstreafvigelse, der har fundet sit klareste udtryk i den politik, som lederne af Kinas kommunistiske parti fører. Da de kinesiske partiledere slog sig på nationalisme, iblandet elementer af kinesisk racisme, brød de også med marxismen-leninismen. Deres linie tager sigte på at splitte den kommunistiske verdensbevægelse og underminere det socialistiske verdenssystems enhed. Af denne grund kunne SUKP's 25. kongres fastslå: „Nu er det ikke længere tilstrækkeligt at sige, at maoisternes ideologi og politik er uforenelig med den marxistisk-leninistiske lære. Deres politik og ideologi er den direkte fjendtlig."

I gennemgangen af proletariatets politiske kampform er vi også kommet ind på ideologiske spørgsmål. Klassekampens politiske og ideologiske former er jo snævert forbundne, idet klasserne gennem deres respektive ideologer motiverer de mål og opgaver, som formuleres politisk. Materielle interesser har altid været den dybeste årsag til enhver politik. Den teoretiske begrundelse for den givne politiks mål, opgaver, strategi og taktik er derimod et ideologisk anliggende. Ideologien er en form for politisk kompas. Den kan indeholde illusoriske forestillinger, falske mål, ubeviselige „beviser", tomme ønskedrømme og uopfyldelige håb. Alt dette er betegnende for ideologien hos de klasser, der er dømt af historien og på vej ud af den historiske arena. Kun en eneste ideologi står helt fremmed for illusioner. Og denne ideologi er arbejderklassens, den videnskabelige, marxistisk-leninistiske ideologi. Den forener den højeste grad af videnskabelig objektivitet med maksimal proletarisk revolutionær ånd. Heri findes dens styrke, og heri ligger kilden til dens stadig voksende autoritet.

Den videnskabelige socialistiske ideologi står i modsætning til borgerlig ideologi, som har de mest forskelligartede rødder i kapitalismens virkelighed. Elementer af borgerlig ideologi forekommer også under socialismen, især på de første udviklingstrin. Det hænger sammen med den kendsgerning, at bevidsthed udvikles langsommere end væren, at der stadig er levn af den gamle tid både i økonomi, dagligdag og sociale relationer, at borgerlige synspunkter kan trænge ind i det socialistiske samfund fra den kapitalistiske verden. På SUKP's 25. kongres hæftede man sig ved, at „de positive forskydninger i verdenspolitikken og afspændingen skaber gunstige muligheder for vid udbredelse af socialismens ideer. Men på den anden side bliver den ideologiske kamp mellem de to systemer mere intensiv og imperialismens propaganda mere raffineret. I kampen mellem de to verdensanskuelser kan der ikke gives plads for neutralitet eller kompromis'er. Her er det nødvendigt med stor politisk årvågenhed, et aktivt, hurtigt og overbevisende propagandaarbejde og rettidig tilbagevisning af fjendtlige ideologiske afsporingsforsøg". Dette er grunden til, at loven om klassekampens skærpelse virker i alle tre kampformer under kapitalismen. I ethvert antagonistisk samfund er klassekampen i alle tre former drivkraften i samfundsudviklingen. Klassekampens betydning bliver særlig stor, når arbejderklassen, den historiske udviklings mest revolutionære klasse, træder frem på arenaen. I den revolutionære bevægelse optræder den som eksponent for hele samfundets vilje og interesser, hvilket gør den til avantgarde for alle arbejdende under kapitalismen.

Den socialistiske oktoberrevolution i Rusland tillige med de socialistiske revolutioner i andre lande efter anden verdenskrig har til fulde bekræftet proletariatets evne til at virkeliggøre dets idealer og blive herskende klasse. Bourgeoisiets herredømme kan kun omstyrtes af arbejderklassen som særlig klasse, hvis økonomiske eksistensbetingelser har forberedt den til denne kamp og givet den kraft og vilje til at gøre det. Mens bønderne og andre småborgerlige lag under kapitalismen splittes og spredes, vil proletariatet i kraft af samfundets indre love blive en sammensmedet, disciplineret og organiseret faktor. I kraft af sin økonomiske rolle i storproduktionen er det således kun proletariatet, der er i stand til at optræde som leder af alle arbejdende og udbyttede masser, som holdes nede og undertrykkes af det udbyttende bourgeoisi. Bourgeoisiet kan kun omstyrtes, når proletariatet opkaster sig til herskende klasse, i stand til at undertrykke bourgeoisiets uundgåelige, desperate modstand og organisere alle arbejdendes deltagelse i opbygningen af det socialistiske samfund. Derfor fastholder Marx konsekvent, at „klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur".

Både Marx, Engels og Lenin stillede sig altid ironisk til alle forslag om ligestilling af klasserne og harmoni mellem lønarbejde og kapital. I sin afvisning af et sådant uigennemførligt projekt skrev Marx: „Det store mål. . . er ikke Ugestilling af klasserne - logisk set en meningsløshed, umulig at realisere - men tværtimod afskaffelse af klasserne, dette kernepunkt for den proletariske bevægelse. . ." Hvad betyder afskaffelse af klasserne? Og kan det overhovedet lade sig gennemføre? I samfundets sociale struktur har klasserne jo eksisteret i årtusinder. Lenin forbandt klassernes afskaffelse med ophævelsen af klasseforskelle. Han skrev: „At afskaffe klasserne - det betyder at sætte alle borgere i samme relation til hele samfundets produktionsmidler, det betyder, at alle borgere har samme adgang til arbejdet med de samfundsejede produktionsmidler, på den samfundsejede jord, på de samfundsejede fabrikker og så videre." Afskaffelse af klasserne er en langvarig proces. Den optager en hel historisk periode, som åbnes med den socialistiske revolution, gennemløber en række faser og fuldbyrdes med klassernes forsvinden. Den socialistiske revolution løser den opgave, som lyder på at styrte udbytterklassernes magt, hvilket er den første og afgørende forudsætning for at afskaffe klasserne i virkeligheden. Nok er omstyrtelse af udbytterklassernes magt særdeles vigtig, men den er ikke den vanskeligste af de opgaver, som menneskeheden må løse for at afskaffe klasserne, mente Lenin.

Efter den socialistiske revolutions sejr vil overgangsperioden' fra kapitalisme til socialisme være den næste vigtige fase i klassernes tilintetgørelsesproces. Denne periode løser efter Lenins opfattelse to vigtige opgaver. For det første afskaffes privatkapitalistisk ejendom og dermed også kapitalistklassen. For det andet gennemføres en nyorganisering af hele samfundsøkonomien, idet man fra bøndernes og håndværkernes individuelle, isolerede småvareproduktion lægger om til samfundsmæssig, kollektiv stordrift. På grundlag af socialistisk kooperation afskaffes hovedforskellene mellem arbejderklassen og bondestanden.

I det kommunistiske samfunds første fase - under socialismen - gøres et gigantisk arbejde for at overvinde tilbageblevne klasseforskelle. Forløbet af denne proces kan illustreres med eksempler på, hvorledes det socialistiske samfunds klassestruktur i Sovjetunionen har ændret sig. I 1939 bestod 52,5 pct. af USSR's befolkning af arbejdere og funktionærer (indbefattet ikke-arbejdende familiemedlemmer), 44,9 pct. var kollektivbrugsbønder, mens 2,6 pct. udgjordes af småbønder og håndværkere, der ikke ønskede at tilslutte sig kooperativ stordrift. 20 år senere, i 1959, talte arbejdere og funktionærer allerede 68,3 pct. af befolkningen, mens kollektivbrugsbøndernes andel var dalet til 31,4 pct. Den sidste lille gruppe af enkeltbønder og håndværkere var næsten forsvundet, idet den nu kun udgjorde 0,3 pct. I 1976 repræsenterede arbejdere og funktionærer 83,6 pct. og kollektivbrugsbønderne 16,4 pct. af befolkningen. Efterhånden som den tekniske og materielle basis for kommunismen tilvejebringes, og de væsentligste forskelle mellem fysisk og intellektuelt arbejde overvindes, og skellet mellem arbejderklasse, bondestand og intellektuelle vil blive mindre og mindre for til sidst helt at forsvinde. På dette tidspunkt er det klasseløse kommunistiske samfund udviklet, hvorunder alle borgere er sikret den samme sociale placering, samme relation til produktionsmidlerne, samme arbejds- og fordelingsbetingelser og samme muligheder for at medvirke i styringen af samfundets anliggender.

De Borgerlige ideologer har altid søgt at fremstille staten som et organ, der tager vare på den offentlige orden og således i lige høj grad forsvarer alle klassers og sociale gruppers interesser. Dette synspunkt har også fundet vid udbredelse i moderne sociologisk litteratur af borgerligt tilsnit og støttes desuden ofte af ideologiske talsmænd for småborgerlige sociale lag. De skildrer den moderne stat i kapitalistiske lande som et organ, der værner om arbejdsgivernes, arbejdernes, funktionærernes, de interlektuelles, bøndernes, de uddannelsessøgendes og andres interesser uden skelen til gruppernes klassemæssige tilhørsforhold. De mener, at den borgerlige stats love er lige acceptable for kapitalister som for arbejdere, for velbjærgede samfundslag som for mindrebemidlede. Denne stat gør efter deres opfattelse ikke forskel på rige og fattige, på arbejdsgivere og lønarbejdere, den er et organ, der står over klasserne, og som sikrer „harmoni mellem forskellige sociale interesser" og „almindelig velfærd". Tilhængerne af denne opfattelse nøjes ikke med lutter ord, men stiler efter at underbygge deres teorier med eksempler fra hverdagen.

Lad os se på et af deres eksempler. Der er udbrudt strejke på en virksomhed. Fagforeningen ønsker at få opfyldt en række krav om højere arbejdstidsbetaling, bedre arbejdsforhold og andre foranstaltninger, som de ansatte på virksomheden vil have gavn af. For virksomhedens ejere vil opfyldelse af kravene imidlertid betyde indhug i profitten, hvilket de naturligvis ikke kan godtage. Forhandlingerne er vanskelige, ingen af parterne ønsker at gå på kompromis, forhandlingsatmosfæren er ikke præget af høflighed, måske tværtimod. På et vist tidspunkt bliver situationen så tilspidset, at en arbejdsgiverrepræsentant forløber sig, griber en revolver, begynder at skyde og kommer til at ramme en arbejder.

Den første naturlige konsekvens er, at politiet tilkaldes, og arbejdsgiverrepræsentanten arresteres, hvorefter han stilles for retten. Efter sit lands lov vil han blive dømt og straffet for væbnet overfald eller manddrab. Herefter vil klasselighedsteoretikerne anføre en liste over lande og byer og med nøjagtige adresser på steder, hvor begivenheder af den art har fundet sted. De opfordrer deres læsere til at kontrollere fakta for herigennem selv at overbevise sig om rigtigheden af det skrevne. Herefter konkluderer de: hvis staten kun forsvarede én klasses interesser, nemlig arbejdsgivernes, kapitalisternes, ville den ikke straffe en arbejdsgiver for at antaste en arbejder voldeligt. Staten ville ikke have blandet sig. Men i det konkrete tilfælde ser vi jo, at i en konfliktsituation står den moderne borgerlige stat ikke kun på arbejdsgivernes side, den forsvarer såvel den ene som den anden klasses lovlige interesser.

At den borgerlige stat skulle være et organ, som forsoner klasserne og sørger for klasseharmoni, er en påstand, der tilbagevises af historien selv. Lad os i korthed se på det historiske materiale, som beskriver statens opståen. Vi noterer os i første række, at staten ikke har eksisteret altid. Menneskene på ursamfundsstadiet havde således ingen stat. Ej heller finder vi den hos de folkeslag, der i kraft af konkrete historiske årsager står tilbage i social udvikling. Disse folkeslag kender ikke til klassedeling. Konklusionen er, at staten opstår, hvor og når samfundet deles i klasser, i udbyttere og udbyttede.

I ursamfundet levede menneskene i ætter. Her herskede rodfældede sæder og skikke, og ættens ældste nød autoritet, agtelse og magt. Visse steder tilfaldt denne magt kvinderne, hvis stilling ikke kan sammenlignes med den undertrykte, ofte retsløse stilling, der er kvinder til del i antagonistiske samfundsformationer. Men intetsteds i ursamfundet finder vi en speciel gruppe af mennesker, der skilles ud for at herske over de øvrige mennesker, og som til formålet er i varig besiddelse af et tvangsapparat i form af væbnede styrker, fængsler og lignende undertrykkelsesmidler, hvormed gruppens vilje sættes igennem. Ursamfundet har med andre ord ikke det, vi betegner som et statsapparat.

Og manglen på et statsapparat generede ikke samfundslivets normale gang. Det betød heller ikke, at forskellige konflikter brød samfundsordenen eller truede systemet med kaos. Nok fandtes der ingen stat, til gengæld fandtes en almen forbindelse mellem menneskene, og samfundet levede og udviklede sig. Skikkenes og traditionernes kraft, de ældstes autoritet og agtelse var fuldt tilstrækkeligt for at opretholde livets normale gang uden brug af et særligt tvangsapparat. I ursamfundet stod alle mennesker lige, ingen nød specielle privilegier, stammens ældste modtog ingen belønning for udøvelse af deres funktioner ud over den enorme agtelse, den ubestridelige autoritet, som stammefællerne viste dem. Ursamfundet kendte ikke til klassesammenstød og havde derfor ikke brug for noget som helst tvangsorgan.

Historien fortæller os, at staten først opstår, når samfundet splittes i klasser, dvs. i grupper af mennesker, hvoraf nogle vedvarende kan tilegne sig resultatet af andres arbejde, hvor én social gruppe udbytter en anden. Det grundlæggende og afgørende kendetegn for enhver stat er den politiske magt, som vil altid repræsentere den herskende klasses diktatur. Og diktatur kan defineres som magt, der baseres på tvang, dvs. på et selvskabt lovgrundlag til legitimering af magtudøvelsen. Det næste vigtige kendetegn for enhver stat er den politiske magts redskaber eller organer. Hertil hører hæren, domstolene, fængslerne, politiet, efterretningsvæsenet og kontraspionagen. Til den politiske magts organer henregnes ligeledes regeringen, som råder over de nævnte magtredskaber. Ligesom selve magten har også dens redskaber klart udtrykt klassekarakter. Som eksempel kan nævnes hæren i de borgerlige lande. For at en hær, der er rekrutteret fra folket - vi lever i et århundrede, da lejehærenes tid er ved at være forbi - kan sættes op mod folket og om fornødent ind mod det, berøves soldaterne deres politiske rettigheder, de isoleres fra befolkningen og oplæres i en folkefjendsk ånd.

Hvis magtorganerne skal efterleve den herskende klasses påbud effektivt, må de udfyldes med veldisciplinerede embedsmænd, som forstår at værdsætte deres plads i statens tjeneste. Med ubetydelige undtagelser er samtlige topstillinger besat med folk fra den herskende klasse. For at opretholde statsapparatet må staten beskatte folket direkte og indirekte på alle tænkelige måder; og naturligvis er beskatning i den borgerlige stat indrettet efter kapitalisternes interesser. Det sidste kendetegn for en stat er befolkningens opdeling i territoriale enheder. Denne opdeling har afløst den tidlige oldtids opdeling i stammer og ætter. Hver for sig er hverken territorium eller befolkning imidlertid noget kendetegn for staten, eftersom staten ikke er et evigt eksisterende fænomen. Den opstod historisk og vil uundgåeligt bortdø. Men territoriet og befolkningen vil bestå. Kun tilsammen giver disse kendetegn mulighed for at fastslå, hvorvidt en given samfundsdannelse er eller ikke er en stat.

Staten opstod altså ud fra bestemte klassers behov for at holde andre klasser i tømme. Den opstod under sammenstød mellem disse klasser og blev et redskab for den mægtigste, økonomisk herskende klasse, som på sin side med statens hjælp opkastede sig til politisk herskende klasse og herigennem fik rådighed over nye midler til undertrykkelse og udbytning af de øvrige befolkningsklasser. Da samfundets første form for klassedeling var en kendsgerning, blev der brug for et apparat, som kunne varetage den herskende klasses privilegier. Dette apparat fik sin første historiske form i slavesamfundets stat. Den gav slaveejerne magt og mulighed for at udbytte slaverne. Datidens samfund og stat rådede selvfølgelig over et betydelig svagere kontaktapparat, eftersom kommunikationsmidlerne befandt sig på et yderst primitivt niveau. På den tid lagde bjerge, floder og have umådelige hindringer i vejen for samkvem mellem menneskene, hvorfor statsdannelserne i geografisk forstand ofte var langt snævrere end i vor tid. Også teknisk set var statsapparatet svagt, men alligevel tilstrækkelig stærkt til at holde slaverne i ave og befæste udbyttersystemets stabilitet.

Staten har alle dage været et organ, hvormed én klasse undertrykte en anden. Slavestaten var slaveejernes redskab til undertrykkelse af slaverne, feudalstaten var adelens og herremændenes redskab til undertrykkelse af fæstebønderne og de afhængige bønder, den moderne borgerlige stat er kapitalens redskab til udbytning af lønarbejderne. Denne lovmæssighed har sat sine præcise spor i menneskehedens historie, lige siden menneskene splittedes i fjendtlige klasser af udbyttere og udbyttede. Har der da aldrig eksisteret stater, som var hævet over samfundet og optrådte relativt selvstændigt i forhold til de stridende klasser? Findes der ingen undtagelser fra reglen? Et eksempel på en sådan undtagelse kan vi finde i det 17.-18. århundredes uindskrænkede monarki, som holdt adelen og bourgeoisiet i skak ved at sætte dem op mod hinanden. Eller i bonapartismen under det første og især det andet franske kejserdømme, som spillede proletariatet ud mod bourgeoisiet og bourgeoisiet ud mod proletariatet. Men det bør straks bemærkes, at sådanne situationer udvikler sig i særlige historiske perioder, da de stridende klasser har nået en så høj grad af balance i styrkeforhold, at staten for en vis tid opnår relativ selvstændighed i forholdet til begge klasser og herunder optræder som tilsyneladende mægler mellem dem.

Men tilstande af den art varer ikke længe. Efterhånden som styrkeforholdet mellem de kæmpende klasser træder tydeligere frem, og der begynder at tegne sig en sejrende klasse og en klasse, som tvinges på tilbagetog, må statsapparatet træffe sit valg. Eller rettere sagt: statsapparatet kan ikke vælge, det bliver selv valgt af den klasse, der har befæstet sit herredømme. Den franske enevælde i det 17.-18. århundrede manøvrerede temmelig længe mellem bourgeoisiet og adelen og gik ofte på kompromis først med den ene, så med den anden klasse. Men i sidste ende overtog det sejrende bourgeoisi statsapparatet. Herom skrev Engels: „Staten er ikke andet end en maskine, med hvilken den ene klasse undertrykker den anden, og det ikke mindre under den demokratiske republik end under monarkiet; og i bedste fald er den et onde, der går i arv til proletariatet, når dette har sejret i kampen om klasseherredømmet, og hvis værste sider det ligeså lidt som Kommunen vil kunne undgå straks at beskære så meget som muligt, indtil et slægtled, der er opvokset under nye, frie samfundsforhold, bliver i stand til at kaste hele den lurvede stat fra sig."

Historien viser, at staten har antaget yderst forskelligartede former. Selv i slavesamfundsepoken møder vi forskellige statsformer, for eksempel i oldtidens Grækenland og i det gamle Rom, den tids mest fremskredne slavelande. Allerede dengang udvikledes statsformer som monarki og republik, aristokrati og demokrati. Monarkiet stod for ét menneskes magt, republikken for en valgt myndighed, aristokratiet for et relativt lille mindretals magt og demokratiet for folkets magt (oversat fra græsk betyder demokrati bogstaveligt: folkets magt). Datidens politikere opsatte præcise skillelinier mellem disse statsformer, og tilhængerne af den ene eller den anden styreform udkæmpede heftige politiske kampe. Men uanset forskellene mellem monarki og republik, aristokrati og demokrati, var og blev de slavestater. Ved en gennemgang af slavesamfundets historie vil vi se, at der på trods af alle forskelle mellem monarkiske og republikanske styreformer, var det fællestræk, at slaver ikke regnedes for borgere med bestemte rettigheder og pligter i staten, de regnedes slet ikke for mennesker. Staten, hele lovsystemet, beskyttede alene slaveejerne som de eneste af staten anerkendte fuldt berettigede borgere.

Slaverepublikkerne var indbyrdes forskellige. Der fandtes såvel aristokratiske som demokratiske republikker. I den aristokratiske republik deltog kun et ringe antal privilegerede slaveejerne i det politiske liv, mens den demokratiske republik i sit politiske liv havde deltagelse af praktisk taget alle frie borgere. Disse kendsgerninger må man altid holde sig for øje, for kun herigennem kan man forstå en stats sande væsen. Slavesamfundet afløstes af det feudale samfund; der blev her tale om et skift, som fik usædvanlig stor betydning for statens historie. I feudalsamfundet begyndte staten at tjene den nye herskende klasse, adelen. Hovedkendetegnet for feudal lovgivning var, at bondestanden, dvs. det altovervejende befolkningsflertal, blev tvangsfæstet til en bestemt jord. Kun adelen og godsejerne nød borgerlige rettigheder, mens bønderne var retsløse. Deres situation adskilte sig ikke meget fra slavernes i slavesamfundet. Dog blev den livegne bonde ikke regnet for herremandens fulde ejendom; han kunne til en vis grad dyrke sin egen jord og i samme beskedne omfang tilhøre sig selv.

I middelalderen dominerede livegenskabet. Men også dengang var statsformerne forskelligartede, der fandtes såvel monarkier som republikker, sidstnævnte dog i mindre omfang end i den foregående historiske epoke. Men uanset statsform repræsenterede adelen og herremændene den herskende klasse. Det er fuldstændig klart, at et ubetydeligt mindretals udbytning af det store flertal i såvel slavesamfundet som det feudale samfund kun kunne praktiseres gennem tvang. Også under feudalismen gjorde de undertrykte folkemasser flere forsøg på at styrte udbytternes magt. Bonderejsningerne i 1500-tallets Tyskland tog et sådant omfang, at de til sidst endte i borgerkrig mod godsejerne. Men ligesom slaverne led også de livegne bønder nederlag, da de herskende klassers statsapparat blev sat ind i kampen. Såvel slaverne som bønderne led nederlag, fordi de som klasser ikke havde historisk perspektiv, de kunne ikke skabe et samfundssystem med sig selv som herskende klasse. Fra den berømte Leyden-papyrus kender vi til en sejrrig slaveopstand i oldtidens Ægypten. Men hvad var resultatet? Slaverne indtog delvis slaveejernes plads, erobrede deres rigdomme og gjorde dem til slaver. Slavesamfundets grundpiller forblev uantastede. For at opretholde herredømmet og bevare magten måtte godsejerne have et apparat, som var i stand til at holde et umådeligt antal mennesker i ave. Hvor feudalstaten var monarkisk, anerkendtes enevælden, hvor den var republikansk, anerkendtes en myndighed, valgt af godsejer- og adelstanden. Men det forandrede ikke statens væsen.

Det kapitalistiske samfund blev en vigtig milepæl i statens historie, ligesom slavesamfundet og det feudale samfund havde været det. Kapitalistiske relationer begyndte at udvikle sig i slutningen af middelalderen, da verdenshandelen efter Amerikas opdagelse tog et kolossalt opsving; udvindingen af ædle metaller steg stærkt, sølv og guld blev udvekslingsredskaber, og pengeomsætningen bidrog til dannelsen af enorme formuer på få hænder. Samfundets omlægning førte til, at den tidligere standsinddeling af befolkningen i herre og livegen blev ophævet. I stedet proklameredes alle lige for loven, som i lige høj grad skulle beskytte alle og stå vagt om besiddernes ejendom mod overgreb fra de besiddelsesløse masser, proletarerne. På trods af disse forandringer forblev staten et maskineri, hvormed kapitalisternes klasse kunne holde arbejderklassen og de fattigste bønder nede, skønt disse klasser formelt blev regnet for frie. Den kapitalistiske stat proklamerede almindelig valgret, hvorefter dens ideologer erklærede, at staten ikke længere var en klassestat, eftersom den nu udtrykte folkeviljen. Men alt dette er kun maskering af den kapitalistiske stats virkelige væsen.

Hvis staten er borgerlig (uanset formen), hvis staten beskytter den private ejendomsret til jorden og fabrikkerne, hvis den beskytter privatkapitalens ret til at udsuge lønarbejdet, er og bliver den de herskende klassers redskab til undertrykkelse af masserne. Arbejderklassens indstilling til dette statsmaskineri er klar. Det skal fravristes bourgeoisiet, knuses og erstattes af nyt statsapparat, som udtrykker arbejderklassens og dens forbundsfællers interesser. Efter analyse af det konkrete historiske materiale, af selve statens og de forskellige historiske epokers udvikling, kan vi således drage en række konklusioner. For det første ser vi, at staten opstår med klassernes opståen. For det andet, at staten altid udtrykker den givne herskende samfundsklasses vilje og interesser; den udfylder rollen som én klasses undertrykkelsesmaskineri mod en anden klasse. For det tredje, at historien frembyder et utal af statsformer, som hver for sig må bedømmes ud fra deres klassemæssige indhold for herigennem at klarlægge, hvilken klasse der behersker statsmaskineriet, og hvilke klasser staten undertrykker.

Hvad skal vi så stille op med det eksempel, kapitlet indledtes med? Det illustrerer jo tydeligt, at den borgerlige stat under visse omstændigheder stiller sig på arbejdernes side. Kapitalisten, repræsentanten for den herskende klasse, blev jo straffet. Beviser det ikke, at staten kan stå over klasserne, forsone dem, bilægge klassekonflikter? I dette tilfælde drejer det sig om, at borgerlige ideologer og deres halehæng blandt socialdemokratiske ledere har trukket en enkelt arbejdsgiver frem som eksempel. Men det fortæller intet om den borgerlige stats virkelige væsen. Udtrykker den samfundets interesser som helhed eller kun bourgeoisiets? Vi kan forestille os, at begivenhederne på fabrikken tog et andet forløb, at arbejderne ikke trådte i forhandlinger med arbejdsgiverne, men i stedet erklærede virksomheden for arbejdernes og funktionærernes ejendom med besked til arbejdsgiverne om at forføje sig bort. Hvad vil der så ske?

Politiet vil ankomme talstærkt til virksomheden; om fornødent indsættes også delinger fra hæren. Den borgerlige stat vil gøre alt for at vise arbejderne, at privatejendomsprincippet er urokkeligt. I praksis vil staten forsvare kapitalistklassens interesser som helhed. Den enkelte arbejdsgivers og kapitalists interesser forsvares af staten, eftersom han tilhører netop den bestemte klasse. Men hvis den enkelte arbejdsgiver foretager handlinger, som er ufordelagtige eller ligefrem skadelige for klassen som helhed, vil han blive ofret. I førnævnte tilfælde har en enkelt arbejdsgiver begået handlinger, som kan skade kapitalisternes klasse som helhed. Hans drab på en fagforeningsmand vil fremkalde rasende harme blandt arbejderne, begivenhederne kan let tage et ukontrollabelt forløb, uroen på arbejdspladserne vil sprede sig som ringe i vandet. Før denne uro er nedkæmpet, måske med voldelige metoder, vil arbejdsgiverne have lidt alvorlige tab som følge af arbejdsstandsninger og materielle skader efter sammenstødene mellem arbejdere og politi.

Endelig vil kapitalisterne lide et alvorligt moralsk tab, da begivenhedsforløbet kan undergrave almindelige menneskers tillid til den borgerlige stats „folkelige" karakter og til de borgerlige ideologers påstande om, at kapitalismen er det system, der harmonerer bedst med „menneskets inderste væsen". Det vil sige, at kapitalisternes klasse som helhed og den stat, som udtrykker klassens interesser, kan ofre (og ofte gør det) enkelte arbejdsgivere, enkelte kapitalister, hvis klassen som helhed har brug for det. Livet selv bekræfter rigtigheden af den marxistiske teori, ifølge hvilken det borgerlige statsmaskineri bruges af én klasse mod en anden, som et organ til fastholdelse af klasseherredømmet.

Ideen om og erkendelsen af, at klassekampen uundgåeligt vil føre til proletariatets diktatur, betragtede Marx som et af sine vigtigste bidrag til læren om klasser og klassekamp. Ideen om proletariatets diktatur blev første gang formuleret af Karl Marx og Friedrich Engels i Det Kommunistiske Manifest i 1848. Her anvendes ganske vist ikke selve begrebet „proletariatets diktatur", men „proletariatet, organiseret som herskende klasse". Dette har imidlertid ingen principiel betydning, da det reelt er et og samme. Marx anvender første gang begrebet „proletariatets diktatur" i sit brev til Weydemeyer af d. 5. marts 1852.

Men hermed kunne Marx og Engels naturligvis ikke give svar på, hvilke konkrete former proletariatets diktatur ville antage, ligesom det heller ikke var muligt at forudsige det eksisterende, borgerlige statsapparats konkrete skæbne, eftersom historien endnu ikke havde givet svar på nogle af disse spørgsmål. Erfaringen fra 1848-revolutienerne i Frankrig, Tyskland og Østrig-Ungarn havde vist, at proletariatet ikke kunne bruge det gamle, borgerlige statsmaskineri. Ikke mindst fordi den gamle stat, der er tilpasset udbytningsformål, selv udgør et vigtigt organ til kontrarevolution og nedkæmpelse af revolutionære kræfter. Da Marx og Engels sammenfattede erfaringerne fra de europæiske revolutioner i 1848, nåede de derfor frem til konklusionen om nødvendigheden af at knuse det gamle borgerlige statsmaskineri under den proletariske revolution og erstatte det med proletariatets diktaturs stat. Det var imidlertid endnu uklart, hvilke konkrete former proletariatets diktatur kunne eksistere i. Svaret herpå blev givet af Pariserkommunen - proletariatets diktaturs første statsform i historien. Under de revolutionære kampe i Rusland 1905-1907 udvikledes en ny form for proletariatets diktatur, sovjetterne, som sejrede i 1917.

Den verdenshistoriske udvikling har frembragt endnu en form, nemlig folkedemokratiet, som slog igennem i efterkrigsperioden i en række lande. Der kan ikke herske tvivl om, at folkenes revolutionære skaberkraft i kampen for socialistiske revolutioner i kapitalistiske lande vil bringe nyt ind i de former for proletariatets diktatur, der udvikles som følge af denne kamp. Som motivering af proletariatets diktaturs historiske nødvendighed understregede Marx, at uden dette diktatur vil arbejderklassen ikke kunne fastholde magten, nedkæmpe den borgerlige kontrarevolution, omlægge samfundsøkonomien, ændre menneskenes bevidsthed og fuldføre overgangen til den kommunistiske formation.

I sin Kritik af Gotha-programmet påpegede Marx, at der mellem kapitalismen og socialismen som kommunismens første fase ligger en overgangsperiode, som ikke er til at komme udenom. I løbet af denne overgangsperiode skal den socialistiske revolution uddybes og fuldføres, et helt nyt økonomisk system skal opbygges, samfundets sociale struktur skal ændres og befries for udbytterklasser, nye kadrer af intellektuelle skal uddannes, omformningen af menneskenes bevidsthed skal føres til ende, og den kommunistiske ideologis sejr skal sikres. Samfundets politiske organisationsform i denne overgangsperiode må og skal være proletariatets diktatur, betonede Marx. Hvordan har historisk praksis kontrolleret og bekræftet rigtigheden af den marxistisk-leninistiske lære om uundgåeligheden af et proletariatets diktatur? Erfaringerne fra alle socialistiske revolutioner i vort århundrede har til fulde understreget rigtigheden af denne lære, ikke kun i Rusland 1917, men i alle lande, der har oplevet socialistiske revolutioner. Den eneste vej, som fører fra kapitalisme til kommunisme, går gennem en overgangsperiode, gennem en epoke af proletariatets diktatur.

Opgaverne for proletariatets diktatur som den socialistiske revolutions våben er mangfoldige. I korthed omfatter de: fastholdelse og befæstelse af arbejderklassens politiske magt, sikring af arbejderklassens og dens marxistiske politiske partis ledelse af samfundet, nedkæmpelse af de omstyrtede, men endnu ikke tilintetgjorte udbytterklassers modstand, definitiv overvindelse af den økonomiske spontanitet, nationalisering af de grundlæggende produktionsmidler, omlægning af samfundsøkonomien efter socialistiske retningslinier med opbygning af den kommunistiske samfundsformation for øje samt gennemførelse af en kulturrevolution. Det siger sig selv, at alle disse opgaver løses i hård klassekamp med såvel det internationale bourgeoisi som med resterne af de omstyrtede udbytterklasser. Den ledende og retningsgivende kraft i hele proletariatets diktaturs system er arbejderklassens parti.

I en sammenfatning af proletariatets diktaturs erfaringer i den unge sovjetstat påpegede Lenin fem former, som klassekampen havde antaget: 1) undertrykkelse af de omstyrtede udbyttere; 2) borgerkrig; 3) neutralisering af småborgerskabet: 4) udnyttelse af borgerlige eksperter; 5) indgivelse af en ny arbejdsdisciplin. Med undtagelse af borgerkrigen, som ikke nødvendigvis følger i kølvandet af en socialistisk revolution, har de øvrige klassekampformer under proletariatets diktatur universel, international betydning.

Uden undertrykkelse af de omstyrtede udbytteres modstand er den socialistiske revolutions sejr utopisk. Bourgeoisiet afgiver ikke sin magt frivilligt, uden modstand. Det vil i enhver henseende udnytte sin politiske erfaring mod arbejdernes og bøndernes socialistiske magt, Derfor vil den socialistiske revolutions fremmarch altid blive fulgt af sabotage, undergravende virksomhed og politiske sammensværgelser fra modstanderside. Proletariatets diktatur undertrykker resterne af de omstyrtede udbytteres modstand og tilvejebringer reale betingelser for fuld moralsk og politisk enhed i samfundet, hvorefter proletariatets diktatur ikke længere udfylder nogen funktion som undertrykker af disse udbytterresters modstand i landet selv. Lenin fastholdt til stadighed, at undertrykkelsesfunktionen nok er vigtig, men den er ikke det proletariske diktaturs hovedfunktion.

Socialisme er et samfund, hvori der ikke findes uforsonlige modsigelser eller kampe mellem arbejderklassen og bondestanden, og mellem disse to klasser og intelligensen, som er udgået af folket. Blandt klassekampens former i overgangsperioden nævner Lenin borgerkrigen. I den unge sovjetstat blev borgerkrigen påtvunget den arbejdende befolkning af udbytterklasserne og var en frygtelig tragedie, der gjorde det sovjetiske folks vej til socialismen umådeligt vanskeligere. Også det kinesiske folk måtte gennem svære lidelser som følge af borgerkrig. Men i de europæiske lande, som efter anden verdenskrig slog ind på en socialistisk udviklingsvej, kom det ikke til borgerkrig. Heraf følger, at denne klassekampform ikke nødvendigvis behøver at forekomme alle vegne.

Og nu om neutralisering af småborgerskabet. Her drejer det sig i første række om bondestanden. Neutralisering må på ingen måde opfattes som politisk isolation af småborgerskabet fra revolutionen. Det er et spørgsmål om ved dygtig taktik at lamme de brede småborgerlige lags (først og fremmest bøndernes) mulige vaklen i retning af kontrarevolution og i stedet inddrage dem i den socialistiske opbygning. Alle bolsjevikkernes paroler om bondespørgsmålet tog sigte herpå, og det var ingen tilfældighed, at sovjetmagtens triumftog mødte bred støtte blandt middelbønderne. Bondestanden er en solid forbundsfælle for proletariatet under revolutionen, hvis den vel at mærke ledes rigtigt. SUKP's erfaringer på dette område er af stor international betydning, i vore dage ikke mindst for udviklingslandene og de nationale befrielsesbevægelser, hvor bonde- og agrarspørgsmålet står som et af de øverste punkter på programmet.

Brugen af borgerlige eksperter i revolutionens og socialismens interesser var et spørgsmål, som affødte lidenskabelige debatter i den unge sovjetstat. Adskillige „venstrerevolutionære" ville ikke høre tale herom. Men deres ekstreme mistænksomhed over for alle fagfolk af borgerlig herkomst og uddannelse blev tilbagevist af livet selv. Og i vore dage drager socialistiske lande på alle måder nytte af eksperter, som blev uddannet under det gamle styre. Det må blot sikres, at de ikke får negativ indflydelse på landets politiske kurs, at de ikke tjener anti-socialistiske mål. Sidst, men ikke mindst kommer indgivelse af en ny arbejdsdisciplin. Denne klassekampform anså Lenin for særlig vigtig. Hvilket er forståeligt, eftersom det drejer sig om millioner af mennesker, som mobiliseres af revolutionen til at gøre op med den gamle levemåde. Det er således yderst vigtigt at kanalisere den revolutionære kampgejst ind i opbygningen af det nye samfund og indgive masserne en ny holdning til arbejdet, til staten, til begrebet disciplin.

På dette punkt må man trække en skillelinie mellem sidstnævnte kamps ytringsformer i overgangsperioden til socialisme og under socialismen. Hvor den indenlandske ideologiske kamp i overgangsperioden er en skærpet klassekampform, vil den under socialismen finde ganske andre udtryk, eftersom samfundets moralske og politiske enhed nu har sejret. Den ideologiske kamp vil da med Lenins ord blive „. . . systematisk og ledende påvirkning. . . af alle arbejdende. . . Dette er også kamp, men af en særlig karakter, det er overvindelse af en vis, omend ganske anden modstand, og overvindelse af en ganske anden art". Nu føres kampen ikke længere mellem klasser eller sociale grupper, men mellem et enigt samfund og enkelte samfundsmedlemmer, som stadig er bærere af levn fra fortiden.

Proletariatets diktatur udvikler sig i takt med samfundet. Under den opbyggede, udviklede, modne socialisme vokser det over i hele folkets stat. Sovjetstatens historie kan opdeles i tre perioder: 1) proletariatets diktatur i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme; 2) det proletariske diktaturs voksen over i hele folkets stat (1934-1960); 3) hele folkets stat, som i takt med den kommunistiske opbygnings resultater vil vokse over i borgernes kommunistiske selvforvaltning. Skal man karakterisere den første periode i sovjetstatens historie, bør man mærke sig Lenins tanke om, at det proletariske diktaturs væsen ligger i statens opbyggende, opdragende og organiserende virksomhed, den stat, som for første gang i historien skal realisere den storslåede opgave - at opbygge socialismen.

Statens gradvise overgang fra proletariatets diktatur til hele folkets stat indledes det øjeblik, da socialismen er opbygget. En klar dokumentarisk bekræftelse herpå finder vi i den forfatning, som blev vedtaget i USSR i 1936, og som markerede den sejrende socialismes opbygning. Den formulerede en række nye demokratiske principper, som omfattede hele folket. Uligheden mellem arbejderes og bønders repræsentationsnormer ved valg til magtorganerne blev afskaffet. Der indførtes almindelig og lige valgret ved direkte og hemmelig afstemning. Udviklingen af demokratiet under socialismen er en objektiv proces. Socialismen kan ikke følge en fremskridtets vej, medmindre den udvider og forbedrer sit demokrati.

Den proces, hvorunder staten forvandlede sig fra proletariatets diktatur til hele folkets stat, fuldførtes i Sovjetunionen omkring 1960 som et resultat af socialismens totale og endelige sejr. Det betød ikke, at arbejderklassens diktatur var blevet afskaffet, men at diktaturet i takt med socialismens udvikling var vokset over i hele folkets stat. Herunder bevares og udbygges arbejderklassens ledende rolle i samfundets og statens udvikling. Også hele folkets stats gennemgår væsentlige forandringer under opbygningen af kommunismen.

I 1977 vedtoges Sovjetunionens nuværende forfatning. Heri har opbygningen af hele folkets stat i USSR fundet sit lovgivningsmæssige udtryk. Således bekræfter forfatningens artikel 48 alle borgeres ret til at medvirke i styringen af statslige og samfundsmæssige anliggender samt i debatten og behandlingen af alle love og afgørelser af landsomfattende og lokal betydning. Der er tale om en yderst vigtig artikel, som konkretiserer forfatningens tekst om, hvem der besidder den politiske magt og retten til at deltage i offentlige anliggender. Det er jo ikke nok blot at proklamere den politiske magt som tilhørende folket. Vi ved for eksempel, at forfatningerne i oldgræske samfund som regel fastslog, at den fulde magt tilhørte folket, mens det i århundreder reelt forholdt sig som beskrevet af Jean-Jacques Rousseau: „Mennesket fødes som fri, men alle vegne finder vi det i lænker." Den nævnte artikel i Sovjetunionens forfatning har netop som mål at påpege de grundlæggende aspekter, der sikrer folket virkelig ret til at deltage i styringen af statens og samfundets anliggender. Lad os se på, hvordan det konkret gøres i Sovjetunionen.

Vi kan begynde med det vigtigste aspekt - folkets ret til den fulde politiske magt. Hele Sovjetunionens politiske system er bygget op omkring folkevalgte sovjetter, som findes overalt. Landets øverste magtorgan er den Øverste Sovjet og det lille landdistrikts - lokalsovjetten. Sovjetmedlemmerne, de deputerede, er repræsentanter for arbejderne, bønderne og den arbejdende intelligens, andre sociale grupper findes ikke i Sovjetunionen. Talmæssigt har sovjetterne nu over to millioner medlemmer. Hver sovjet nedsætter en række faste udvalg, hvori indgår sovjettens aktivister, dvs. folk, som på frivillig basis deltager i sovjettens arbejde. Disse aktivister tæller nu ca. 30 millioner sovjetborgere.

Nok er det en vigtig side af processen, at borgerne har ret til at deltage direkte i styringen af offentlige anliggender, men lige så vigtigt er det, at de har mulighed for at kontrollere beslutningernes udførelse. Hvem kontrollerer, hvorledes trufne beslutninger føres ud i livet i Sovjetunionen? Og hvordan gør de det? En af de vigtigste institutioner i så henseende er folkekontrollen, hvis organer findes overalt og på alle niveauer. De sammensættes af valgte repræsentanter for den respektive virksomhed, institution, styrelsesorgan osv. og har til opgave at kontrollere administrationens dispositioner og virksomhed som helhed. Hertil har folkekontrollen lovbestemt ret og pligt. I vor tid tæller folkekontrollen ni millioner valgte medlemmer fra de tre sociale grupper.

Det sidste eksempel til illustration af mulighederne for at deltage i styringen af samfundsanliggender kan hentes i kvindernes stilling. Hvis de ikke kan deltage i disse anliggender på lige fod med mændene, er al snak om fuld politisk magt til folket illusorisk. I Sovjetunionen er man nu nået så vidt, at 32,6 pct. af den Øverste Sovjets medlemmer er kvinder (procenttallet stiger lidt, men sikkert for hvert valg), og at lige knap 30 pct. af medlemmerne af landsdels-, område-, kreds-, distrikts-, by- og landsbysovjetterne er kvinder. Således er de sovjetiske realiteter vedrørende menneskenes ret til at medvirke i styringen af statslige og samfundsmæssige anliggender.

Ved gennemgangen af samfundets materielle tilværelse nævnte vi, at overgangen fra én økonomisk samfundsformation til en anden som almen regel kun sker gennem en social revolution. Det indebærer naturligvis ikke, at vi i historien må og skal lede efter en „slavernes revolution", som angiveligt skulle have knust slavesamfundet. Ingen som helst „slaverevolution" har fundet sted. Og det var på ingen måde slaverne, som fældede slavesamfundet, omend deres opstande rystede systemet i dets grundvold. Slavesamfundet var blevet en blindgyde på menneskehedens historiske vej. Det faldt på grund af dets indædte modvilje mod og manglende respekt for arbejdet. Et samfund, der ikke respekterer arbejdet, har ingen fremtid for sig. Netop dette var grunden til den lethed, hvormed krigeriske barbarer erobrede slavestaten Rom - den var rådnet op indefra.

Historien kan opvise sociale revolutioner ved overgangen fra feudalisme til kapitalisme og i vor tid fra kapitalisme til socialisme. Der er imidlertid ganske stor forskel mellem disse to typer for sociale revolutioner, der beskrives som henholdsvis borgerlige og socialistiske revolutioner. I sin borgerlige type er den sociale og politiske revolution opdelt i tid. Inden for selve rammerne af det modne feudale samfund udvikles et kapitalistisk økonomisk system, som før eller siden ender i uforsonlige modsigelser med den gamle feudale overbygning som system. Der opstår behov for en politisk revolution, som kan krone den sociale omvæltning i feudalsamfundets indre med et borgerligt overbygningssystem. Derfor findes ingen speciel overgangsperiode fra feudalisme til kapitalisme, man kan sige, at den forløber i feudalsamfundets skød, og at den borgerlige revolution blot skal lægge sidste hånd på værket ved at fuldbyrde magtskiftet. Derfor er det muligt med rent politiske borgerlige revolutioner, som ikke anfægter samfundslivets økonomiske og sociale grundpiller.

Ganske anderledes forholder det sig med en proletarisk revolution. Her er den sociale revolution ikke gået forud for den politiske, tværtimod. Den kommer først til udfoldelse efter den politiske omvæltning, som proletariatet gennemtvinger i forbund med de småborgerlige befolkningsmasser. Mens en borgerlig revolution afsluttes med magtovertagelsen, vil en proletarisk revolution først tage sin begyndelse med erobringen af den politiske magt. Mens en borgerlig revolution som almen regel ikke har noget vidtgående socialt og økonomisk program, vil en proletarisk revolution altid have et sådant program, hvis langsigtede mål er opbygning af socialismen. Mens udviklingen mod kapitalisme ikke forlanger nogen overgangsperiode, vil overgangen til socialisme være umulig uden. Sidst, men ikke mindst ændrer en borgerlig revolution kun udbytningsformen, hvorimod en socialistisk revolution sætter sig som opgave at befri menneskeheden fra udbytning overhovedet. Netop derfor vil en borgerlig revolution ikke engang rejse spørgsmålet om at knuse det feudale statsmaskineri - bourgeoisiet tilkæmper sig nemlig dette maskineri og indretter det efter sine interesser. I en socialistisk revolution er tilintetgørelse af det borgerlige statsmaskineri derimod et nøglespørgsmål. Hvis det borgerlige statsapparat ikke knuses, har proletariatets diktatur ingen reale muligheder for at etablere sig. En grundig analyse af revolutionernes historie satte marxismen-leninismens grundlæggere i stand til at fastslå de love, ifølge hvilke de sociale revolutioner udvikler sig og sejrer. Lad os først understrege, at hovedspørgsmålet i enhver revolution er spørgsmålet om magten, som kun afgøres gennem revolutionær vold. Denne lov virker med særlig kraft under en socialistisk omvæltning. Ingen herskende klasse har endnu af egen fri vilje eller på grund af samvittighedsnag veget pladsen for en anden klasse. Og historiske erfaringer viser, at netop bourgeoisiet vil give det revolutionære proletariat desperat modstand.

Grundlæggerne af marxismen-leninismen opdagede den sociale revolutions grundlov. Som almen regel er en revolution umulig uden tilstedeværelsen af en revolutionær situation, dvs. en landsomfattende revolutionær krise, der ytrer sig ved, at folkets nederste lag ikke længere vil leve på den gamle måde, men er rede til at sætte livet ind for at vælte det forhadte system, og at samfundets øverste top ikke længere er i stand til at regere på den gamle måde. Under en revolutionær situation vil ingen klasser eller lag forblive neutrale, alle samfundets kræfter involveres i den politiske kamp, linierne trækkes op mellem revolutionens tilhængere og modstandere.

Historien frembyder imidlertid adskillige tilfælde, hvor en revolutionær situation har været til stede, uden at det kom til revolution. I Rusland udvikledes en sådan situation for eksempel i begyndelsen af 1860'erne, men tsar-reformen af 1861 fik neutraliseret den revolutionære vrede. Også i 1914 oplevede Rusland en revolutionær situation, som imidlertid blev kvalt med første verdenskrigs udbrud. Tilstedeværelse af en revolutionær situation er altså ikke tilstrækkeligt for at fuldbyrde en revolution. Ud over de objektive ændringer i samfundslivet - de udgør selve indholdet af en revolutionær situation - må også subjektive faktorer være til stede, nemlig en leder i form af et politisk parti samt en virkelig kraft i form af et forbund mellem de klasser, som de revolutionære masser tilhører. Kun når disse betingelser er til stede kan den revolutionære situation afføde en revolution, som under klogt og rigtigt lederskab kan sejre.

Lenins nu klassiske formulering af revolutionens grundlov lyder som følger: „For revolutionen er det ikke tilstrækkeligt, at de udbyttede og undertrykte masser indser umuligheden af at leve videre på den gamle vis og kræver en forandring, for revolutionen er det nødvendigt, at udbytterne ikke kan leve og styre på den gamle vis. Først når de ,lavere lag' ikke vil, og de ,øvre lag' ikke kan fortsætte på den gamle vis, først da kan revolutionen sejre. Denne sandhed kan også udtrykkes med andre ord: revolutionen er ikke mulig uden en almen national krise (som berører både de udbyttede og udbytterne). Følgelig er det for revolutionen nødvendigt for det første at opnå, at flertallet af arbejderne (i hvert fald flertallet af de bevidste, tænkende, politisk aktive arbejdere) helt og fuldt forstår omvæltningens nødvendighed og er rede til at gå i døden for den, for det andet, at de herskende klasser gennemgår en regeringskrise, som trækker selv de mest efterblevne masser ind i politik (et kendetegn på enhver virkelig revolution er den hastige tidobling, ja hundreddobling af antallet af politisk kampdygtige repræsentanter for de arbejdende og undertrykte masser, som hidtil har været apatiske), og som afkræfter regeringen og gør det muligt for de revolutionære at styrte den hurtigt."

Vi er nu nået frem til et andet vigtigt spørgsmål: kan proletariatets diktatur indføres ad fredelig vej? Spørgsmålet blev rejst af marxismens grundlæggere. Marx udelukkede ikke muligheden af proletariatets fredelige magtovertagelse i England, USA og de skandinaviske lande, som ved midten af forrige århundrede ikke led under et stærkt militært og politistatsapparat. Det bør bemærkes, at en sådan fredelig magtovertagelse under alle omstændigheder ville være en revolution, og at erobringen af den politiske magt stadig måtte afgøres med magt. Lige så vigtigt er det straks at fastslå forskellen mellem udtrykkene „revolutionær vold" og „væbnet revolution". Førstnævnte er en nødvendig betingelse for enhver proletarisk revolution. Sidstnævnte afhænger af de konkrete omstændigheder. Ligesom borgerkrig ikke er en nødvendig følge af enhver proletarisk revolution, således er heller ikke proletariatets væbnede magtovertagelse den eneste, nødvendige vej. Historiske erfaringer har vist os, at der desuden findes en fredelig udviklingsvej for den socialistiske revolution eller med andre ord, en fredelig vej til oprettelse af proletariatets diktatur.

Den teoretiske begrundelse for denne anden vej blev givet af Lenin i 1917, da han i April-teserne påviste, at den dobbelt-magtsituation, der var opstået i Rusland efter den borgerlig-demokratiske revolution i februar samme år, ikke alene åbnede mulighed for at videreudvikle den socialistiske revolution i fredelig form under parolen „Al magt til sovjetterne!", men at det i den givne, konkrete situation tilmed var den eneste mulige bevægelse frem mod et proletariatets diktatur. Med harme vendte Lenin sig mod dem, der i april 1917 opfordrede til væbnet opstand mod den borgerlige provisoriske regering. Disse mennesker betegnede han direkte som eventyrmagere. Nogle vil måske indvende, at den socialistiske revolutions fredelige udvikling blev brudt i juli 1917, og at proletariatet alligevel måtte gribe til væbnet opstand. Det er ganske korrekt. Men for det første forløb den socialistiske revolutions udvikling fredeligt indtil juli 1917. For det andet blev revolution i Ungarn i 1919, der gennemførtes uden væbnet opstand, en klar og utvetydig bekræftelse af Lenins teori om den fredelige vej til indførelse af proletariatets diktatur. Også i dette tilfælde vil nogle måske indvende, at revolutionens fredelige udvikling i Rusland var betinget af de helt specifikke omstændigheder, som den russiske dobbeltmagt frembød i foråret og sommeren 1917, mens den ungarske revolution i 1919 sejrede som følge af andre, men lige så specifikke og historisk uigentagelige betingelser. Også dette er rigtigt. Men hvem tør vove den påstand, at fremtiden ikke vil byde på betingelser, der begunstiger en fredelig vej for overgangen til proletariatets diktatur?

Størsteparten af de kommunistiske partier i vore dages borgerlige stater betoner i deres programdokumenter, at under de nuværende betingelser er fredelig gennemførelse af den socialistiske revolution en real mulighed. Dette betyder naturligvis ikke, at spørgsmålet om magtanvendelse ved erobring af den politiske magt stryges eller tages op til revision, eller at spørgsmålet om realiteten af en væbnet magtovertagelse lades ude af billedet. Den væbnede vej kan blive en nødvendighed, sådan som tilfældet var i Rusland 1917. Spørgsmålet om magten i den socialistiske revolution kan således løses ad to veje - fredeligt og væbnet. Men begge forudsætter brug af folkets revolutionære kraft. Hvilken vej revolutionen vil følge i det enkelte land, beror på den egenartede helhed af betingelser, som opstår under selve revolutionens forløb. Kommunisterne opfatter det som deres ubestridelige pligt at forberede masserne på såvel den ene som den anden vej. Den væbnede vej kræver særlig forberedelse, men den fredelige vej er heller ikke let. Den kræver, at partiet forstår at bistå den brede befolkning med at opnå tilstrækkelig politisk forståelse og erfaring for at mestre de problemer, der melder sig under udviklingen af en socialistisk revolution. Begge metoder blev glimrende behersket af de russiske kommunisters parti under Lenins ledelse, og begge stod deres prøve i historien.

Men hvilken af disse veje er at foretrække? Svar på dette spørgsmål gives alene af den konkrete situation, og svaret vil blive entydigt. Hvis mulighederne for revolutionens fredelige vej er udtømte, eller hvis de aldrig har været til stede, står den væbnede vej frem som en nødvendighed. Vil en fredelig udvikling af revolutionen indebære, at tilintetgørelse af det borgerlige statsmaskineri ikke længere er uundgåelig? Marx mente, at som en undtagelse fra reglen kunne det blive tilfældet i bl.a. England, Amerika og de skandinaviske lande. Han begrundede det med, at den borgerlige magts hær og politi i disse lande var forholdsvis ringe udviklet. Under imperialismens epoke nåede Lenin frem til den konklusion, at disse dele af magtmaskineriet i alle borgerlige lande nu var så modne, at de af Marx nævnte undtagelser bortfaldt, og at kravet om tilintetgørelse af det borgerlige statsapparat var blevet almengyldigt. Det vil med andre ord sige, at det borgerlige magtapparat også fældes af en fredelig revolution.

Forudsætter den socialistiske revolutions fredelige vej, at parlamentet og alle parlamentarismens institutioner bibeholdes? Også dette afhænger af de konkrete omstændigheder. I lande med rodfældede parlamentariske traditioner vil det formentlig ikke blive presserende nødvendigt at lukke parlamentet, hverken under eller efter revolutionen. Proletariatets diktatur kan udmærket eksistere og udvikle sig i form af en parlamentarisk demokratisk republik. Også i denne statsform kan det udføre alle sine funktioner, eftersom det nyder støtte fra det socialistiske verdenssystem, der kan garantere den sejrende magt mod borgerlig kontrarevolution og genindførelse af kapitalismen. SUKP's 25. kongres fastslog, at „Chiles tragedie slår på ingen måde streg over kommunisternes konklusion om muligheden af forskellige veje for revolutionen, også den fredelige, hvis de nødvendige betingelser er til stede herfor. Men den har eftertrykkelig påmindet om, at revolutionen skal kunne forsvare sig. Den lærer os årvågenhed over for nutidens fascisme og den udenlandske reaktions intriger, den kalder til forstærket international solidaritet med alle, der slår ind på frihedens og fremskridtets vej"

Tesen om den reale mulighed af den socialistiske revolutions fredelige udvikling, om muligheden af proletariatets diktaturs sejr ad fredelig vej, har i vore dage enorm taktisk betydning, idet den bidrager til at øge arbejderbevægelsens og den kommunistiske bevægelses rækker, til at bibringe masserne politisk oplysning, til at afsløre og gendrive borgerlig bagvaskelse af den revolutionære bevægelse og teori. Denne tese, som de kommunistiske partier i borgerlige stater bruger i videst mulig udstrækning, er tillige et solidt våben i den ideologiske kamp med „venstregrupperinger" og eventyrmagere, som søger at presse arbejderklassen og dens parti ud i sekterisme og eventyrpolitik. De samlede erfaringer af verdenssocialismen viser, som påpeget af Leonid Bresjnev, at også under vore dages betingelser forbliver spørgsmålet om magten revolutionens hovedspørgsmål, at overgangen til socialisme kun er mulig, hvis arbejderklassen og dens forbundsfæller bruger den politiske magt til tilintetgørelse af udbytternes herredømme, at socialismen kan sejre, hvis arbejderklassen under ledelse af sit parti organiserer masserne til opbygning af socialismen, at socialismen kun kan fastholdes, når den arbejdende befolknings magt formår at beskytte revolutionen mod indre og ydre klassefjender. (Pravda, d. 3. november 1977).

De sociale revolutioners betydning i menneskehedens historie er umådelig stor. Ikke uden grund kaldte Marx dem for „verdenshistoriens lokomotiver". Revolutionerne har i usædvanlig grad forceret historiens udviklingstempo, de har modnet nye sociale og politiske kræfter, som er nødvendige for en progressiv samfundsudvikling, de har løst gennem århundreder ophobede modsigelser og derved banet vej for det historiske fremskridt. I den forbindelse spiller de socialistiske revolutioner en særlig rolle. De opfylder en stor historisk mission, nemlig at befri menneskeheden for udbytterrelationernes system, overvinde de sociale antagonismer, gøre ende på den tidligere samfundsudviklings uundgåelige spontanitet samt overvinde alle former for fremmedgørelse af personligheden i forholdet til samfund og kultur. I forbindelse hermed bør man mærke sig den omstændighed, at marxismen-leninismens teori understreger kernen i revolutionær praksis, dvs. de socialistiske revolutioners skabende, konstruktive natur. De gør op med menneskehedens forhistorie. Med dem begynder den befriede menneskeheds virkelige historie. Med dem indledes opbygningen af et kommunistisk samfund og en helt anden type civilisation.

Samfundet er en kompliceret dannelse, bestående af forskellige klasser og sociale grupper. Deres rolle i samfundsudviklingen varierer. Under feudalismen var det for eksempel bønderne og håndværkerne, som måtte påtage sig det tungeste arbejde. Det var dem, der dyrkede jord, opdrættede kvæg, fremstillede fødevarer og beklædning, byggede huse og tilmed frembragte luksusartikler. Feudalherrerne var optaget af hofintriger, politiseren, magtkampe, krigserklæringer, fredsslutninger og lediggang. Hvem spillede da den betydeligste rolle i historien? Vi ved allerede, at grundlaget for menneskenes historie er den materielle produktion, hvori den vigtigste, afgørende rolle tilfalder de mennesker, som er beskæftiget i produktionsprocessen, dvs. den arbejdende befolkning. Deres arbejde frembringer alle materielle værdier, som samfundet har til sin rådighed. Deres daglige arbejde foregår måske mere upåagtet end kongernes og feltherrernes, men ikke desto mindre er det dette arbejde, som danner historiens egentlige grundlag.

En konsekvent materialistisk historieopfattelse indebærer anerkendelse af, at den afgørende rolle i samfundsudviklingen tilhører den materielle produktion og følgelig, at de arbejdende masser spiller den afgørende rolle som historiens skabere, som samfundsudviklingens hovedkraft. Den arbejdende befolkning, det altovervejende flertal i samfundet, er folket, folkemasserne. I de forskellige faser af historien er det imidlertid ikke kun arbejdende masser, som indgår i folket. Som helhed vil en social karakteristik af de lag, der indgår i folket i forskellige historiske perioder, være forskellig. Man kan således kun nå frem til en korrekt forståelse af, hvad folket er, ved at betragte det i dets konkrete historiske sammenhæng.

I det klasseløse ursamfund, hvor alle deltog i arbejdet, repræsenterede også alle samfundsmedlemmer folket. Med samfundets deling i klasser, i arbejdende og udbyttere, ændredes folkets struktur. De arbejdende masser kom til at udgøre dets hovedindhold, men i forskellige historiske perioder er selv udbytterklasser indgået i folket. Man kan med rimelighed sige, at begrebet folket omfatter de samfundsklasser og sociale grupper, som slutter sig sammen for at løse de progressive opgaver, samfundet står overfor. I overgangsperioden fra feudalisme til kapitalisme er det således ikke alene de arbejdende masser (bønder, håndværkere, arbejdere), men tillige bourgeoisiet, der er interesseret i feudalismens undergang, som udgør folket.

Historien kender utallige situationer, hvor folket med våben i hånd har rejst sig mod udenlandske erobrere for at redde landet. I sådanne perioder bliver folkets rolle som landets og nationens frelser helt tydelig. Det var tilfældet, da det russiske folk rejste sig mod tatar-åget i middelalderen og senere mod Napoleons felttog. Det var folkene og i første række det sovjetiske folk, som spærrede vejen for fascismen, tilintetgjorde den og således frelste verdenscivilisationen fra truslen om tilintetgørelse. Eftersom folket i et klassesamfund kan bestå af forskellige, ofte modstående klasser, vil det ikke være rigtigt at betragte det som en homogen klassedannelse. Lenin advarede mod, at ordet „folket" blev brugt „til at afsløre en manglende forståelse af klassemodsætningerne inden for folket".

I vor tids borgerlige lande udgøres folket af arbejderne, bønderne og de progressive intellektuelle tillige med de småborgerlige befolkningslag i by og på land. I en lang række nyligt befriede lande og lande, som fortsat kæmper for national frigørelse, indgår også betydelige dele af det nationale bourgeoisi i folket, eftersom kampen står om fælles nationale interesser. Men der er som sagt kun tale om dele - ikke det samlede bourgeoisi, idet det såkaldte compradorbourgeoisi, der er kommet til tops og har beriget sig efter samarbejde med kolonimagten, er rede til at forråde folkets interesser. Denne del af bourgeoisiet er en åbenlyst anti-folkelig kraft.

Helt anderledes udvikler situationen sig under socialismen. Hele landets befolkning udgør da folket. Dette er ikke overraskende, da alle anti-folkelige kræfter er blevet elimineret og samfundet som helhed består af venligsindede klasser af arbejdere og bønder, der får tilslutning af den arbejdende intelligens, udgået fra folket. Under socialismens opbygning sker der således en konsolidering af samfundskræfterne. Et eksempel på en sådan konsolidering finder man i det sovjetiske folk, der udgør et historisk fællesskab af ny type. Det består af forskellige nationaliteter og nationer, af to venligsindede klasser samt intelligensen, knyttet sammen i stærk enhed omkring fælles livsinteresser, politisk holdning, verdensanskuelse og moralnormer. Denne enhed udelukker muligheden af klassekamp i folket, hvilket er en af socialismens vigtigste landvindinger i Sovjetunionen. I det sovjetiske folks enhed, i dets opslutning omkring det kommunistiske parti, fremtræder den udviklede socialismes grad af modenhed, den socialisme, som skaber forudsætningerne for overgang til kommunismen.

For at afdække folkets rolle i historien bør man fastslå, hvilken betydning dets aktivitet har for samfundets materielle og åndelige liv. Vi ved, at folket er producenten af alle materielle goder, at netop dets arbejde tilvejebringer alle eksistens- og produktionsmidler. Friedrich Engels skrev i sin tid, at naturen er rigdommens moder og arbejdet dens fader. Men hvem er det så, der lægger arbejde i arbejdsmaterialerne og omformer naturen, således at tingenes naturlige egenskaber og naturkræfterne kommer til at tjene mennesket, hvem er det, der frembringer nye egenskaber og kræfter, som ikke mødes i naturen i færdig form? Det er menneskene, de arbejdende mennesker, den slægt på Jorden, der fortjener størst respekt, og som har størst betydning. Ved at arbejde skaber folket alle de materielle rigdomme, samfundet råder over.

Hvilken rolle spiller folket, i første række de arbejdende masser, i produktionsmåden? Lad os først minde om, at de mennesker, som er beskæftiget i den materielle produktion, udgør en del af produktivkræfterne. De er bærerne af det levende arbejde. Uden dem vil det akkumulerede, døde arbejde i produktionsmidlerne ikke blive vækket til nyt liv. Skønt produktivkræfternes karakter ikke beror på menneskenes forgodtbefindende, er det ikke desto mindre de arbejdende, som ved at slutte sig sammen med arbejdsredskaberne individuelt eller kollektivt, med eller uden arbejdsdeling, i simpelt produktionssamvirke eller kompliceret kooperation), reelt er bestemmende for produktionsprocessens karakter og følgelig for produktivkræfternes karakter i almindelighed. Dette er en særdeles væsentlig karakteristik af den materielle produktion, og den er tilmed af stor vigtighed for at kunne fastslå samfundslivets udviklingsveje.

Lad os nu se på den arbejdende befolknings rolle i produktionsrelationerne. Det ville være forkert at tro, at det kun er ejerne af produktionsmidlerne og ikke arbejderne, der legemliggør produktionsrelationerne i et økonomisk system, baseret på udbytning. Det er indlysende, at kapitalisterne fremtræder som den klareste personificering af kapitalen, men samtidig må man ikke glemme, at denne kapital i sin borgerlige form (og ikke ågerkapital for eksempel) kun eksisterer, fordi arbejdernes arbejdskraft optræder som vare på arbejdsmarkedet, og som sådan bliver købt af kapitalisten og forbrugt i den kapitalistisk organiserede produktionsproces. For et kapitalistisk økonomisk system er dette element lige så vigtigt som kapitalen. Og bærerne af dette element (arbejdskraften) er arbejderne, den klasse, som er bestemmende for historiens skæbne, og som i vor tid udgør folkets grundbestanddel.

Den borgerlige produktionsmåde betinger arbejderklassens modning og udvikling som verdenshistorisk revolutionær kraft. Dette meget vigtige spørgsmål fremstår som hele den marxistisk-leninistiske verdensanskuelses kernepunkt og nøglespørgsmål. Som et produkt af det kapitalistiske samfund optræder arbejderklassen også som bærer af nye sociale relationer, som en kraft, der er forudbestemt til at knuse kapitalismen. Arbejderklassen, dvs. hovedparten af den arbejdende befolkning i det borgerlige samfund, er ikke alene producent af de materielle goder, som er afgørende for samfundet, og ikke alene skaber af den kapitalistiske profit (og dermed også af kapitalens magt som helhed), men tillige bærer af fremtidige tendenser i det økonomiske liv, en levende eksponent for produktionsprocessens samfundsmæssige karakter og andre materielle forudsætninger for et socialistisk økonomisk system.

I Den Hellige Familie giver Marx og Engels en meget præcis definition af arbejderklassens rolle. I historien afhænger ikke alt af, skriver de, hvad det enkelte menneske eller ligefrem den enkelte klasse vil eller ikke vil - heller ikke selv om det er en stor og stærk klasse som proletariatet; det hele drejer sig om, hvad proletariatet er, og hvilken rolle det skal spille i kraft af sin placering i det kapitalistisk organiserede økonomiske system. Proletariatets revolutionære rolle som kapitalismens banemand, som hele samfundets befrier og skaber af socialismen kan motiveres objektivt, idet proletariatets revolutionære holdning med nødvendighed udspringer af de materielle levevilkår, af placeringen i det kapitalistiske økonomiske system, af modsigelserne i den kapitalistiske produktionsmåde.

Folket er ikke alene skaber af alle samfundets materielle goder og værdier. Folket er historiens objekt og subjekt. Samfundets historie er først og fremmest folkets historie, og i denne forstand er folket historiens objekt. Samtidig laver folket historie, det er historiens skaber, dens subjekt. Det skaber ikke historien vilkårligt eller i et anfald af lunefuldhed, men i overensstemmelse med samfundsudviklingens objektive love. Folket er den afgørende kraft i alle revolutionære forandringer. Alle revolutioner i historien er gennemført af folkemasser. Selv såkaldte toprevolutioner, gennemført af et mindre antal personer, er altid bygget på folkelig utilfredshed med de herskende tilstande i samfundet.

I flere århundreder har udbytterklasserne søgt at holde folket borte fra direkte deltagelse i den historiske udvikling, men det er langtfra altid lykkedes. Umenneskelig undertrykkelse har igen og igen tvunget masserne til kamp mod undertrykkerne. Først med den proletariske revolutions sejr er folkemasserne blevet en aktiv, opbyggende, konstruktiv kraft i den historiske proces. I takt med det socialistiske samfunds udvikling tiltager folkets aktive rolle som historiens skaber, som den kraft, der bygger det kommunistiske samfund.

Folket leverer et umådelig stort bidrag til skabelsen af de kulturværdier, menneskeheden råder over. Det er folket, som har skabt sproget, midlet til fastholdelse og videregivelse af information. Uden sproget ville kulturen overhovedet ikke være til. Ikke alene spillede sproget en enorm rolle ved organisering af det fælles arbejde og de fælles aktiviteter blandt menneskene. Det blev tillige grundlaget for al åndelig kultur, for udvikling af den folkelige fortællekunst, som er udgangspunkt for hvert folks litteratur. Folkets fantasi har frembragt enestående værker i form af sange, danse, skulpturer, maleri og arkitektur. Folkets kunstværker et det skatkammer, som professionelle digtere, malere, billedhuggere, komponister og arkitekter øser af. I deres daglige praktiske arbejde har folkemasserne indsamlet enorme mængder af viden om forskellige områder af den ydre verden, og heraf er videnskaben vokset frem.

I ursamfundet, da åndsarbejde endnu ikke var udskilt fra fysisk arbejde, var folkemassernes rolle som skaber af åndelige kulturværdier helt åbenbar. Da samfundet deltes i klasser, og åndsarbejdet skiltes ud fra det fysiske arbejde, tilstræbte de herskende klasser med alle midler at begrænse folkets skabertrang, isolere det fra kulturværdierne og selv tiltage sig monopol på kulturlivet,, hvilket naturligvis hæmmede folkets åndelige, kulturelle aktivitet. Men den gik ikke i stå. Folket er en uudtømmelig skaberkilde og fremtræder også i klassesamfundet som skaberen af kulturværdier. Alle fremtrædende kulturpersonligheder har altid tyet til den folkelige kunst for der at hente inspiration til deres egne værker.

Således er folkemasserne den afgørende kraft i historiens udvikling. Men historien kan desuden fremvise enkeltpersoner, personligheder, som har spillet en betydelig rolle. Tidligere var historikere og sociologer hyppigst af den opfattelse, at det var de store mænd, som udgjorde historiens drivkraft, mens folket fremstod som en træg masse, der sattes i bevægelse af de store mænd. Verdenshistorien blev reduceret til konger, kejsere, feltherrer, politikere osv., hvilket også fik Plekhanov til at bemærke, at historiebøgerne mest af alt var beretninger om store mænds liv og levned. Hver klasse, hver epoke, har haft sin opfattelse af, hvilke personligheder der var fremtrædende. I feudaltiden mente herremændene og adelen, at kun den, der var født ind i de herskende klasser, kunne være en fremtrædende skikkelse. Følgelig måtte konger og kejsere være fremtrædende personligheder. Nogle herskere besad selvfølgelig evner ud over det sædvanlige, men de var uhyre få. I det store og hele udmærkede ingen af dem sig ved særlige talenter eller evner, og kun i kraft af nedarvede rettigheder var de endt som herskere over hele lande og folk.

Kapitalismen gjorde op med feudal tidens privilegier og opfattelser. Fra da af var kun folk fra kapitalistklassen at regne som personligheder; målestokken for betydning i samfundet var rigdom. Men bliver man en fremtrædende personlighed af at være millionarving? Selvfølgelig ikke. Eksemplerne herpå er mangfoldige. Men ser vi bort fra feudale og kapitalistiske fordomme, må vi efter et nøgternt syn på historien anerkende, at den opviser et betydeligt antal fremtrædende statsmænd, politikere, hærførere m.fl., der som personer satte præg på det historiske begivenhedsforløb. Den historiske materialisme tilkender folkemasserne den afgørende rolle i historien, hvilket ikke er ensbetydende med, at den fornægter store personligheders fremtrædende rolle. Historisk materialisme fastholder derimod, at det er folket, som laver historien, og ikke de store mænd. Denne sandhed blev af og til forstået, blandt andet af den preussiske „jernkansler" von Bismarck. I en tale holdt i 1869 sagde han som svar til de tilhængere, der nærede næsegrus beundring for ham: „Min indflydelse på de begivenheder, der har båret mig, bliver alt for ofte overdrevet, men man vil vel ikke tiltro mig at lave historien."

Fremtrædende personligheder er selv et produkt af historien, af bestemte sociale betingelser, som giver personligheden mulighed for at komme til udfoldelse. Som Plekhanov rigtigt bemærker, havde det store flertal af Napoleons marskaller før den borgerlige revolution ingen baggrund i militæret. En var for eksempel lærer i fægtning, en anden skuespiller, en tredje frisør osv. Under feudalismen havde ingen troet, at disse mennesker kunne rumme så store evner for krigsførelse. Og Napoleon selv ville såmænd være forblevet en ukendt oberst eller general til sin dages ende. For at spille en fremtrædende rolle må personligheden naturligvis være i besiddelse af fremtrædende evner. Men disse evner gør først personligheden fremtrædende, når og hvis de passende sociale relationer er til stede.

I deres historiske virke optræder menneskene ikke individuelt. Sociale handlinger udføres af menneskemasser. Hvis handlingerne udføres af flere klasser, vil en af dem som regel optræde i rollen som leder. Under kampen mod feudalismen var det for eksempel bourgeoisiet, der ledte folkemasserne. I moderne tid, under imperialismen, optræder arbejderklassen som leder af alle udbyttedes kamp mod bourgeoisiet. For at føre kampen igennem er det nødvendigt med en avantgardeorganisation, bestående af den førende klasses mest bevidste medlemmer. Klassen har med andre ord brug for sit eget politiske parti. Dette parti vælger de mest erfarne, mest talentfulde som politiske ledere. At anerkende det kommunistiske partis ledere som fremtrædende personligheder er at anerkende deres autoritet, erfaring og klarsynethed. Kommunistiske partilederes styrke ligger i deres ubrydelige forbindelse med masserne, i deres dygtighed til at udtrykke og forsvare den arbejdende befolknings vitale interesser. Samtidig er folket ikke nogen anonym masse, men en masse af personligheder, af levende og aktive historieskabere. Hvad er da det almindelige menneskes personlighed, og hvordan er dets relationer til samfundet?

Med udgangspunkt i personlighedens ubrydelige forbindelse med omgivelserne grundlagde marxismen et helt nyt syn på personlighedens sociale natur. Også før Marx var der naturligvis gjort forsøg på at forstå personligheden i snæver forbindelse med det sociale miljø; det gjaldt blandt andet det 18. århundredes materialister. Men først med marxismen blev der givet en sand videnskabelig metode til løsning af personlighedsproblemet. Den klassiske formulering, der afdækker personlighedens sociale indhold, stammer fra Marx' hånd. Personlighedens væsen er ifølge Marx indbegrebet af alle sociale relationer. Denne formulering gør fuldstændig op med den abstrakte antropologisme, ud fra hvilken såvel materialister som idealister forgæves prøvede at afdække og klassificere de specifikke træk, som den menneskelige natur angiveligt måtte bestå af. Deres forsøg resulterede som oftest i, at de bevidst eller ubevidst overførte den bibelske Adams træk til samtidens personlighed, som i deres filosofiske og sociologiske skrifter optrådte med glorie, med det himmelske forsyns strålekrans omkring hovedet.

Hvis menneskets væsen er indbegrebet af alle sociale relationer, må det enkelte menneske selvsagt være et barn af sin tid og bærer af tidens produktionsmæssige, klassemæssige, familiemæssige, nationale, politiske, retslige, religiøse osv. relationer. Vil det sige, at mennesket blot er en slags beholder for indbegrebet sociale relationer? Ifølge marxismen-leninismens opfattelse er personligheden på ingen måde et passivt opbevaringssted for disse relationer, den er fremfor alt aktiv deltager i den historiske proces. Fremtrædende skikkelser er de fakler, som ansporer andre og viser dem vej. Således skildrede også Maksim Gorkij sin Danko, der lod sit hjerte lyse som en brændende fakkel over menneskene. Ud fra denne sociale opfattelse af personlighedens natur afklarer marxistisk teori også spørgsmålene om personlighedens udvikling og rigdom. Personligheden lever og udvikler sig i sociale forbindelser, hvori den gennem handling bekræfter sig selv. Personlighedens rigdom bestemmes af samværet med andre mennesker. Alsidigheden, intensiteten og den aktive karakter af dette samvær er faktorer, som bidraget til at udvikle personligheden. Lad os straks fastslå, at de ikke må betragtes som rent ydre faktorer i forhold til personligheden. Samværets aktive karakter er en personlighedskarakteristik, men med umiddelbar social vægt.

På samfundsudviklingens tidlige trin, f.eks. i ursamfundet, optræder enkeltindividet mere helstøbt end nutidsmennesket Årsagen hertil, forklarer Marx, er, at urtidsindividet endnu ikke havde udviklet sine relationer fuldt ud og ikke sat dem op som nogle af individet uafhængige sociale kræfter. Denne fremmedgørelse af individet fra de sociale kræfter indledes i civilisationens første tid og bliver stadig mere kompliceret i takt med civilisationens udvikling helt frem til det kommunistiske samfund. Hvilke faser gennemløber denne proces? Marx opridser dem på følgende måde: „Personlige afhængighedsrelationer (i begyndelsen helt naturgivne) er de første samfundsformer, hvori menneskets produktivitet udvikler sig, men kun i ringe omfang og enkelte steder. Personlig uafhængighed, baseret på tinglig afhængighed, er den anden store form, hvori der først danner sig et system af almindeligt samfundsmæssigt stofskifte, af universelle relationer, af alsidige behov og universelle kræfter. Fri individualitet, baseret på individernes universelle udvikling af og underordning under deres fælles samfundsmæssige produktivitet som deres samfundsmæssige kræfter - det er det tredje stadium."

Disse tre typer af relationer mellem samfundet og personligheden markerer også de faser, hvori menneskets sociale væsen formes og udvikles. Kapitalismen undergravede de umiddelbart personlige forbindelser ved at udskifte dem med tinglige forbindelser mellem menneskene, således at ting i form af varer greb herredømmet over menneskene og kom til at bestemme normerne for deres indbyrdes forhold. Kapitalistisk arbejdsdeling og maskinel produktion skabte et menneske, som var tilpasset udførelsen af en delfunktion i produktion og samfund, men som mistede sin helstøbthed og fulde evne til at gøre sig gældende i samfundet. Kun kommunismen fjerner alle degenererende produkter fra personlighedens historiske udvikling og former en helstøbt og alsidigt udviklet personlighed.

Hvad repræsenterer den helstøbte og alsidigt udviklede personlighed ? Den fremtrædende franske utopist Charles Fourier (1772-1837) og andre utopiske socialister drømte om at frembringe den helstøbte og alsidigt udviklede personlighed gennem loven om arbejdsvariation. Denne lov eksisterer realt. Hvis et menneske behersker op til flere vanskelige professioner, vil det i betydelig grad medvirke til at ændre vedkommendes personlighed i positiv retning, da noget af ensidigheden og opsplittetheden i personligheden overvindes. Fouriers drøm var herigennem at nå frem til en genfødelse af den helstøbte personlighed, som efter hans opfattelse var betegnende for middelalderens håndværker. Det var en romantisk drøm, som ikke stod mål med realiteterne, men snart gik i opløsning. I den maskinelle produktions tidsalder kunne der ikke være tale om, at proletaren på ny gjordes til middelalderlig håndværker. Og havde det til en vis grad alligevel været muligt, ville det have medført et skridt tilbage i den historiske udvikling af såvel personligheden som af helheden af relationer mellem samfundet og personligheden. Det vil sige, at skønt loven om arbejdsvariation baner vej for en vis personlighedsudvikling, løser den dog ikke problemet om formning af den helstøbte, alsidigt og harmonisk udviklede personlighed. Hvilke veje skal man da gå?

Ude af stand til at løse dette problem for hele befolkningen har borgerlig samfundsforskning grebet til opdeling af samfundet i lønslaver på den ene side og en kreativ elite på den anden; kun sidstnævnte gruppe får real mulighed for at udvikle en efter borgerlige samfundsforskeres mening alsidig personlighed. Men er det rimeligt, at den arbejdende befolkning skal kastes ud i nyt slaveri for at betale den pris, det koster at give en lille elite mulighed for at frigøre sig fra ikke-kreativt arbejde og udelukkende hellige sig kreativ virksomhed, hvilket så skulle løse problemet om den alsidige personlighedsudvikling? Dette er rendyrket utopi, men til forskel fra Fouriers ædle drømme er vi nu stødt på reaktionær utopi.

Hvor finder vi da et realistisk program til formning af den helstøbte og harmoniske personlighed? Hvad får Lenin til at gentage Fouriers sætning om, at i fremtidens samfund vil alle kunne alt? Er det overhovedet muligt? Menneskeheden tager jo ikke afstand fra arbejdets opdeling i fag. Hvordan kan man så gribe fat i personlighedsudviklingen? Mennesket kan og vil blive en skabende personlighed på alle de vigtigste områder af tilværelsen. Personlighedsproblemet løses med andre ord ved at flytte vægten fra det kvantitative plan (mængden af professioner) til det kvalitative: at forvandle arbejdet til kreativitet, gøre mennesket til den kreative, omforme almindelig virksomhed til selvstændig aktivitet. Kun ad denne vej ophører arbejdet med at være en økonomisk nødvendighed. Det vil tværtimod blive ethvert arbejdsdygtigt samfundsmedlems primære livsnødvendighed. Men hvad så med den alsidige udvikling af personligheden?

Ser vi bort fra den utopiske og elitære løsningsmodel, bør problemet omkring personlighedens alsidige karakter anskues ud fra de områder, hvor menneskets aktivitet gør sig stærkest gældende. Hvilke områder er det? Mennesket skal være den kreative, en skikkelse i samfundslivet, en moralsk personlighed, bæreren af de bedste kulturværdier, fysisk stærk og sund. Alle disse krav er nedfældet i SUKP's program ud fra indeværende fase af kommunismens opbygning i Sovjetunionen. Den alsidige karakter af personlighedens udvikling ud fra denne synsvinkel indebærer, at personligheden på alle de nævnte aktivitets- og adfærdsområder i samfundet ytrer sig aktivt, kreativt, i en ånd af kollektivitet, og herigennem opnår den højeste tilfredsstillelse. Men betyder det ikke, at personlighedens individuelle interesser og tilbøjeligheder ofres på den kommunistiske pligts alter?

Den kommunistiske verdensanskuelse og den kommunistiske pligt spiller ganske rigtig en stor rolle i personlighedens moralske profil, men programmet for alsidig personlighedsudvikling må ikke opfattes som simpel udførelse af den kommunistiske pligt. Anatolij Lunatjarskij (den unge sovjetstats første undervisningsminister) refererer en replik fra Lenin, da de i en samtale var kommet ind på Lenins mønsterværdige udførelse af sin pligt. Lenin havde repliceret: behøver man at fortælle et æbletræ, at det gør sin pligt ved at bære frugt ? Når den kommunistiske pligt har rodfæstet sig i personligheden, ophører den med at være egentlig pligt; den er da forvandlet til et indre behov hos frie personligheder. Og netop dette behov vil være en uadskillelig del af mennesket i det kommunistiske samfund.

Marxistisk filosofi fastslår, at den samfundsmæssige bevidsthed er en genspejling af den samfundsmæssige væren. Men er dette ikke en forenkling af hele den problemfyldte mængde af lovmæssigheder, som iagttages i menneskehedens åndelige liv? Netop på dette punkt angribes den marxistiske verdensanskuelse ofte fra antikommunistisk side. Og kan man overhovedet klassificere åndelig kultur, så mangfoldig den er, i bestemte former og niveauer og heraf udlede de mest karakteristiske særegenheder? Lad os se på disse problemer og prøve at udskille de grundlæggende former for menneskenes åndelige kultur.

Det, der først og fremmest slår os, er den åndelige kulturs problemfyldte og stærkt forskelligartede karakter i samfundslivet. Den omfatter folkesange, mangfoldige former for poesi, litterære værker af alle genrer, musikværker, bildende kunst, opfindelser, videnskabelige opdagelser, ordsprog, talemåder osv. Denne ydre forskelligartethed i menneskenes frembringelser er imidlertid hverken kaotisk eller udtryk for noget tilfældigt spil i menneskenes tænkning. Allerede i længst forsvunden tid kom forskere på den tanke, at menneskehedens åndelige kultur er en genspejling af de materielle vilkår i samfundet. En videnskabelig forklaring på dette problem blev imidlertid først givet af den marxistiske teori. Begrebet åndelig kultur er i sig selv noget vagt. Af den grund anvender marxismen det præcise begreb samfundsmæssig bevidsthed, hvorved understreges, at menneskenes frembringelser på den åndelige kulturs område er resultat af menneskenes bevidsthedsmæssige aktivitet. Da mennesket ikke blot er sig selv og ikke optræder som et isoleret individ, men er forbundet med samfundets øvrige medlemmer og med samfundet som helhed, fremtræder dets åndelige, bevidste liv som samfundsmæssig bevidsthed, som helheden af menneskenes bevidsthed i et givent samfund.

Marxistisk filosofi baseres på materialismen. Det vil sige, at i spørgsmålet om det indbyrdes forhold mellem materie og bevidsthed, mellem materiel væren og åndelig aktivitet, definerer marxismen materien som primær og bevidstheden som sekundær. Anvendt på den materialistiske historieopfattelse indebærer denne almene filosofiske tese, at samfundsmæssig væren er primær og samfundsmæssig bevidsthed sekundær. Det betyder på sin side, at samfundsmæssig væren - menneskenes økonomiske, materielle liv, produktionen af materielle goder og de relationer, menneskene indtræder i under produktionsprocessen - ligger til grund for menneskenes åndelige aktivitet. Samfundsmæssig bevidsthed - samfundets åndelige, ideologiske liv, menneskenes forskelligartede synspunkter og forestillinger, de politiske, juridiske, etiske og andre teorier - genspejler den samfundsmæssige væren.

Lad os prøve at analysere den samfundsmæssige bevidsthed og udskille dens vigtigste aspekter. Det første, som falder i øjnene ved analyse af det åndelige liv i moderne tid, er nok de forskellige staters, de mest indflydelsesrige politiske partiers politik samt de utallige politiske opfattelser, teorier, synspunkter osv. Den mangesidede og problemfyldte helhed af politiske teorier, politiske programmer, politiske opfattelser, politiske synspunkter og forestillinger udgør netop indholdet af den samfundsmæssige bevidstheds politiske form. Tæt op ad denne form finder vi en anden af den samfundsmæssige bevidstheds former, der har fået betegnelsen ret. Retten er den helhed af normer og regler, som staten har sat for menneskenes adfærd, og som er den herskende klasses vilje, ophøjet til lov. Overholdelsen af disse adfærdsregler og -normer kontrolleres af statsapparatet og hele dets vidtforgrenede net af tvangsorganer.

Men samfundslivet har også andre adfærdsnormer, hvis overholdelse ikke kun er baseret på statens autoritet og indgriben. Her er tale om adfærds- og værdinormer for godt og dårligt, rigtigt og forkert, pænt og ondt, hvis efterlevelse dikteres af traditioner, skikke, den offentlige mening, samfundets eller en bestemt social gruppes autoritet. Helheden af disse adfærds- og værdinormer udgør indholdet af den form for samfundsmæssig bevidsthed, som kaldes moral. Nutidsmennesket har stærkt behov for at læse, se på kunst, gå i biografen eller teatret. Bøger, billeder, film, scenekunst bringer menneskene glæde eller skuffelse, fornøjelse eller mishag, de vækker til eftertanke, rammer visse strenge i menneskets sind. Hele denne alsidige virksomhed inden for det kulturelle liv danner indholdet af den form for samfundsmæssig bevidsthed, som kaldes kunst.

Menneskets tilværelse i vore dage kan heller ikke adskilles fra den form for samfundsmæssig bevidsthed, som kaldes videnskab. Vi henviser til videnskabens autoritet, til forskernes autoritet, til videnskabelige forestillinger om forskellige sider af verden omkring os, vi appellerer til brug af videnskabelige metoder ved udforskningen af natur, samfund og tænkning, vi bekæmper uvidenskabelige metoder og udtaler med stolthed, at vi lever i den tekniske og videnskabelige revolutions århundrede. På et tidligere sted har vi mere udførligt behandlet videnskabens rolle i samfundslivet. Blandt de mange videnskabelige discipliner kan vi udskille én, der søger at give os en almen forestilling om verden, et alment billede af den, der søger at udruste os med viden om virkeligheden som en samlet, kompleks helhed og levere en almen metodik ved undersøgelse af verden omkring os. Denne specielle form for samfundsmæssig bevidsthed kaldes filosofi.

I samfundets, klassernes og de sociale gruppers liv spiller filosofien enorm rolle. Vi kan for eksempel nævne, at under den borgerlige revolution i Frankrig gik borgerskabet til sejr under paroler, som var udviklet af materialister og oplysningsfilosoffer i 1700-tallet. Og endelig er marxismen-leninismen det teoretiske fundament for kommunismen. Alene dette viser, hvilken usædvanlig stor rolle filosofien spiller i samfundslivet. Sidst, men ikke mindst omfattes det åndelige liv i samfundet af forkyndelser, gudstjenester, kirkelige disputter osv. Denne form for samfundsmæssig bevidsthed betegnes som religion.

Dette er de vigtige former for menneskenes åndelige aktivitet, eller sagt med andre ord - den samfundsmæssige bevidstheds hovedformer. Lad os nu undersøge, hvordan de forholder sig til den samfundsmæssige væren. Vi vælger at begynde med den politiske form, eftersom politiske synspunkter spiller så stor en rolle i det moderne klassesamfund. Indledningsvis anfører vi et historisk eksempel. Den oldgræske historiker Plutarchos beretter, at Filippos II af Makedonien vakte sin søn Alexanders uro på grund af årelange og omfattende erobringsfelttog. Filippos indlemmede den ene græske by efter den anden i Makedonien - nogle blev indtaget efter langvarig belejring, andre efter stormangreb. I visse tilfælde bestak Filippos' mænd vagterne til at åbne byportene ved nattetide, så byen lå åben. Et æsel læsset med guld kunne indtage enhver by, plejede Filippos gerne at sige.

Men oldtidens Grækenland var for små for Filippos, og han gjorde forberedelser til et storstilet felttog mod øst. Dette huede ikke hans stræbsomme søn (der senere skulle få tilnavnet, den Store). Alexander drømte om at se sig selv som skaberen af et mægtigt imperium, men „min fader når at erobre alt, intet stort og strålende bliver tilbage at udføre for mig". Men Alexander fik mulighed for at virkeliggøre sine ambitiøse drømme. Midt under forberedelserne til østfelttoget blev Filippos myrdet efter en sammensværgelse. I år 334 f.v.t. førte Alexander - han var da 20 år - sine tropper ind i Lilleasien. Efter ni års felttog var folkene i Lilleasien, Ægypten, Syrien, Fønikien, Persien og de nordlige områder af Indien blevet bastet og bundet. Alexander skyede ingen midler for at nå sit mål, og folk, som gjorde modstand, blev enten henrettet eller gjort til slaver. Alexander fik etableret det storimperium, han havde drømt om. Han knuste og tiltog sig det persiske kongerige, underkastede sig hele områder af Lilleasien og indsatte sig som hersker over Ægypten. Men imperiet skulle ikke eksistere længe. I 325 f.v.t. måtte Alexander den Store bøje sig for troppernes krav om at indstille felttoget, de var udmattede og ville hjem. To år senere døde han af en febersygdom. Endnu før han var lagt i graven blussede magtkampen op mellem hans hærførere, diadokerne, og på kort tid blev det tilsyneladende så mægtige imperium splittet op i mindre riger under de forhenværende kampfæller. Dette var Alexander den Stores imperiums rent historiske skæbne. Lad os, som flere historikere og sociologer har gjort, betragte sagen fra en noget anden synsvinkel. Filippos II af Makedonien besluttede at indlemme Grækenland i Makedonien, og han gennemførte sin beslutning. Alexander den Store besluttede at etablere et storimperium. Og han skabte det.

Heraf kan man åbenbart konkludere, at den politiske leder får en idé, opkaster en forberedende plan og derefter realiserer den. Først opstår med andre ord ideen, som realiseres af massernes handlinger, der igen fremkalder ændringer i den samfundsmæssige væren. Intet er simplere end at forklare det verdenshistoriske udviklingsforløb ud fra diverse statsmænds gerninger eller som følge af politiske synspunkters og teoriers indflydelse. Denne fremgangsmåde følger for eksempel førnævnte Plutarchos. Således mener han, at Athénai (Athen), en af de vigtigste byer i oldtidens Grækenland, må takke den græske sagnskikkelse Theseus og dennes handlinger for sin opståen. Roms grundlæggelse tilskriver han den mytologiske skikkelse Romulus. Når vi undersøger verdenshistorien dybere og mere detaljeret forsker i de kræfter, som afføder fremtrædende personligheders handlinger og handlemåde, bliver vi klar over, hvor overfladiske sådanne forklaringer er. Ud fra konkret materiale er vi i stand til at analysere Filippos' og Alexander den Stores virksomhed.

Filippos II af Makedonien er gået over i historien som den mand, der samlede Grækenland. Men hvilke betingelser bidrog hertil? Grækenland var svækket efter uophørlig krigsførelse mellem bystaterne. Frugthaver og vinplantager var hugget om, høsten brændt af, gårde og landsbyer nedbrændt. Samtidige historikere beretter om landsbyer i ruiner, forkullede olivenlunde, ukrudttilgroede marker. Her ligger en af årsagerne til Grækenlands svækkelse. Men der er endnu en grund, og den findes i selve slavesamfundets væsen. De mange indbyrdes krige betød en stigning i antallet af slaver, hvilket på sin side førte til ruinering af de frie håndværkere og bønder. Da det var langt billigere at holde slaver, kunne ejerne af de store værksteder, som beskæftigede slaver, sælge varerne billigere end de små håndværkere og bønder. Således faldt antallet af små værksteder i Grækenland, mens der blev stadig flere store. Bønderne ruineredes og måtte afhænde deres jord til rigmændene.

De forarmede masser rejste sig til opstand. Fra historien kender vi den store fattigdomsopstand i Korint, hvor oprørerne dræbte de rige i gaderne og ødelagde deres huse. Men sejren blev i sidste ende de riges, som med brutale midler slog opstanden ned. Ifølge Aristoteles aflagde rigmændene denne ed: „Jeg sværger at forblive folkets evige fjende og gøre det så meget ondt jeg kan." De hyppige sammenstød mellem besiddere og besiddelsesløse var med til at svække de oldgræske bystater. Adskillige rige slaveejere var rede til at anerkende en hvilken som helst stats overherredømme, blot den kunne beskytte deres rigdom og sikre deres herredømme over slaver og fattigfolk. Derfor satte de deres lid til den stærke makedonske nabostat. Alt dette gjorde det lettere for Filippos at forene de oldgræske bystater under Makedoniens lederskab. Han drog fordel af Grækenlands svækkelse efter de uophørlige, ødelæggende krige, ligesom han udnyttede den omstændighed, at flere græske slaveejere var indstillet på at anerkende hans magt, da de satte deres rigdom højere end landets uafhængighed.

Og lad os nu vende tilbage til Alexander den Store. Også her møder vi en række indre årsager, som lå i det daværende Grækenlands samfundsmæssige væren, og som betingede Alexanders handlinger. I det 4. århundrede f.v.t. fik det græske slavesamfund i stigende grad at mærke, at dets indre udviklingskilder var ved at være udtømte. For at sikre sin videreudvikling måtte slavesamfundet hele tiden forsynes med friske slaver. På det tidspunkt var hovedparten af den tidligere frie fattige befolkning enten gjort til slaver eller tjente som lejesoldater i forskellige hære. Andre forsyningskilder trådte i forgrunden, nemlig erobringskrige og underkastelse af fremmede folkeslag, der kunne sikre Grækenland nye strømme af slaver. Undersøger vi Alexander den Stores krigshandlinger og udviklingen af hans militære felttog, vil vi finde en interessant lovmæssighed. Hvert vundet slag afsluttedes med afsendelse af et stort antal slaver til Grækenland. Efter den første sejr over perserne blev 60.000 persiske slaver således sendt til Grækenland. Efter den næste sejr fulgte 90.000 slaver. Erobringen af hver ny by betød nye slaveforsyninger til Grækenland.

Alsidig analyse af konkret historisk materiale, af de forskellige synspunkter, hensigter og bestræbelser, som statsmænd og politikere har stået for, viser os, at bevidsthed aldrig kan være andet end erkendt væren, og menneskenes væren er deres reale tilværelse. Dette har vi søgt at vise med to fremtrædende historiske personligheder - Filippos II af Makedonien og Alexander den Store - som eksempel. Denne fremgangsmåde ved analyse af forskellige resultater inden for åndelig kultur vil vise, at resultaterne af bevidsthedsmæssig aktivitet på alle områder er genspejlinger af den samfundsmæssige væren. Men menneskenes åndelige kultur er overordentlig rig og forskelligartet. Vi vil nu undersøge, om ovennævnte tese bekræftes af eksempler fra andre områder af den åndelige kultur.

I første afsnit behandlede vi kun en enkelt del af menneskets åndelige virksomhed, nemlig de politiske synspunkter, den politiske bevidsthed, der genspejler bestemte sider af den samfundsmæssige væren, bestemte samfundsmæssige behov. Åndelig aktivitet er imidlertid yderst kompliceret og berører ikke kun politik. Menneskelig åndelig kultur omfatter, som vi før har omtalt, andre områder af eller former for samfundsmæssig bevidsthed som moral, kunst, religion, videnskab, filosofi og ret. Af egen erfaring ved vi, hvilken stor rolle forskellige moralbestemte adfærdsnormer, kunstværker, religiøse holdninger, filosofiske anskuelser, retsbestemte adfærdsnormer og videnskab spiller i vort liv. Spørgsmålet er da, om de nævnte former i lige så høj grad som politiske synspunkter genspejler den samfundsmæssige væren. Gør de samme lovmæssigheder sig gældende? Er også disse former for samfundsmæssig bevidsthed en genspejling af samfundsmæssig væren?

Her må vi først være opmærksomme på, at det ikke er tilstrækkeligt at analysere mere eller mindre teoretisk udformede synspunkter i form af politiske opfattelser, filosofiske teorier, moralholdninger osv. Det menneskelige samfund påvirkes i høj grad af stemninger og følelser. Det er således vigtigt at gøre sig klart, at alle ideologier har én fælles rod, nemlig den respektive epokes psykologi, som omfatter helheden af menneskenes vaner, skikke, følelser, holdninger, bestræbelser og idealer i netop den epoke. Hvert trin af produktivkræfternes udvikling vil skabe bestemte relationer mellem menneskene i produktionsprocessen, eller med andre ord en bestemt samfundsstruktur. Og samfundsstrukturens karakter afspejles i menneskenes psykologi, i deres vaner, skikke, følelser, holdninger, bestræbelser og idealer, som nødvendigvis må tilpasses menneskenes livsform, deres måde at opretholde livet på. Samfundets psykologi, socialpsykologien, vil i sidste ende altid bestemmes af og modsvare samfundets økonomi.

Vi kan illustrere denne tanke med eksempler fra fransk kunsts og litteraturs historie. Kunsthistorikere har med rette betegnet forfatteren Victor Hugo, maleren Eugéne Delacroix og komponisten Hector Berlioz som en romantikkens trio. Men herunder er det interessant at mærke sig, at ikke alene arbejdede disse tre geniale kunstnere på hver sit felt, de stod tilmed særdeles langt fra hinanden. Det vides, at Hugo ikke brød sig synderligt om musik, mens Delacroix direkte foragtede sin tids romantiske musikværker. Ikke desto mindre genspejles de samme sociale stemninger i alle tre, vidt forskellige kunstneres arbejder. Det er således samme stemning, som går igen i Victor Hugos „Hernani", Eugéne Delacroix' „Dante og Virgil" og Berlioz' „Symphonie Fantastique". Hvorledes kan man forklare, at værker af en forfatter, en maler og en komponist udtrykker samme psykologi? Psykologien i fransk romantisme bliver forståelig, når vi betragter den som helheden af stemninger i en bestemt klasse, der eksisterer under specifikke historiske betingelser. Vi vil også kunne forstå, hvorfor denne af indhold borgerlige retning i kunsten i lang tid ikke nød bourgeoisiets gunst.

Sagen var, at datidens franske bourgeoisi ikke forstod, hvad dets egne repræsentanter stilede efter at udtrykke i litterær, billedlig og musikalsk form. Lignende divergenser mellem ideologer og den klasse, hvis håb og bestræbelser de udtrykker, er langtfra usædvanlige i historien. Heri ligger forklaringen på en række særegenheder i menneskehedens intellektuelle og kunstneriske udvikling. I nævnte tilfælde resulterede divergensen blandt andet i, at den „forfinede elite" gjorde det „forstokkede bourgeoisi" til genstand for stor foragt, hvilket til stadighed vildleder de kunsthistorikere, som er fuldstændig ude af stand til at forstå den franske romantismes i bund og grund borgerlige karakter. Denne komplicerede vekselvirkning - den samfundsmæssige værens indflydelse på socialpsykologien og videre på mere klart udformede områder af den samfundsmæssige bevidsthed - må aldrig tabes af syne. Med mindre vi er opmærksomme på denne vekselvirkning, vil meget i den menneskelige kultur kunne forvirre os. I det klasseløse ursamfund øvede menneskenes produktionsvirksomhed for eksempel direkte indflydelse på deres verdensanskuelse, på helheden af deres vaner, skikke, følelser, holdninger, bestræbelser og idealer.

I det klassedelte samfund er den materielle aktivitets umiddelbare indflydelse på det åndelige liv, især ideologien, langt mindre iøjnefaldende. Mens kvinderne i den australske urbefolkning for eksempel havde en dans, som skildrede hvordan de indsamlede vilde planter, kan ingen af de danse, som 1700-tallets franske aristokrati yndede, føres tilbage til produktionsmæssig virksomhed, al den stund aristokratiet overhovedet ikke arbejdede. For at forstå de australske kvinders dans, behøver man blot at kende den rolle, som vilde planter og rødder spillede for stammens eksistens. Men for at forstå menuetten, er det langtfra nok at have kendskab til Frankrigs økonomi i det 18. århundrede. Her har vi at gøre med en dans, som udtrykker en ikke-produktiv klasses psykologi, og denne psykologi ligger til grund for det såkaldt bedre selskabs skikke og „pæne manerer". Ved første øjekast kan det se ud som om, at menneskenes økonomiske liv, den samfundsmæssige væren her rykker i baggrunden til fordel for rent psykologiske faktorer. Det ville imidlertid være en overfladisk betragtning, eftersom selve fremkomsten af ikke-produktive klasser i et samfund er et produkt af det givne samfunds økonomiske udvikling. Også i dette tilfælde bevarer den samfundsmæssige væren sin dominerende betydning.

Den herskende klasse ser på samfundets lavere lag med åbenlys foragt; dette er blevet et karakteristisk træk ved dens psykologi. Som eksempel kan nævnes den begejstring, hvormed franske feudalherrer i middelalderen modtog et smædevers, der skildrede bønderne på følgende særdeles frastødende måde: Bonden er en vanskabt sag Enten kæmpe eller dværg Han er bred og dum og træg Og har pukkel for og bag. Bøndernes socialpsykologi gik i en ganske anden retning. De så sig selv med andre øjne og i harme over herremændenes hovmod sang de: Vi er mennesker, som de er Og vi kan lide, som de kan. Eller de spurgte: „Hvor var herremændene dengang Adam pløjede og Eva spandt?" Hver af de to klasser anskuede kort sagt tingenes tilstand ud fra deres egen synsvinkel, alt efter klassens placering i samfundet. Klassernes placering og kampen mellem dem farvede deres psykologi, dvs. helheden af de stridende parters stemninger, bestræbelser og håb. Jo skarpere klassekampen blev, jo stærkere blev dens indflydelse på klassernes psykologi. Vil man derfor undersøge ideologiens historie i det klassedelte samfund, må man tage højde for denne indflydelse, ellers kan meget forekomme uforståeligt.

Moral er summen af de mange forskellige adfærdsnormer, som den offentlige mening samt traditioner, vaner og skikke i samfundet pålægger os at overholde. Af egen erfaring ved vi, hvor stor betydning disse normer har. Visse handlinger omtaler vi som gode, andre som slette. Vi bedømmer et menneskes adfærd som fin eller ufin, anstændig eller uværdig. Der findes tilsyneladende ingen love, som foreskriver os at sige godmorgen til vore bekendte, og vi bliver tilsyneladende ikke idømt nogen straf, hvis vi undlader at gøre det. Uhøflighed, taktløshed og grovhed over for sine medmennesker er efter gældende lov ikke strafbart. Alligevel ønsker langt de fleste mennesker at overholde disse adfærdsnormer, og kun i sjældne tilfælde bliver de systematisk tilsidesat. Ingen bryder sig om at blive anset for storsnudet, grov, uhøflig og taktløs. Man ved, hvad det vil sige at lægge sig ud med den offentlige mening, at blive fordømt af sin gruppe, og derfor tilstræber vi (eller giver udseende af) at overholde almindeligt gældende moralske adfærdsnormer.

Moral er den samfundsmæssige bevidstheds allerældste form. Den udvikledes i ursamfundet længe før kunst og religion, som også hører til de ældste former for samfundsmæssig bevidsthed. Man kan sige, at med det første menneskelige fællesskab opstod også moralnormerne. Det er klart i sig selv, eftersom ingen gruppe, hvor lille den end er, kan eksistere eller fungere uden et vist sæt af adfærdsnormer. Historikerne har da heller aldrig fundet noget folk eller fællesskab uden i det mindste primitive moralske normer. Der er eksempler på folk uden filosofi og videnskab, uden ret og lovfæstede adfærdsnormer. Der findes også eksempler på folk, hos hvem kunst næsten ikke var udviklet. Og historikere er fortsat uenige om, hvorvidt bestemte folkeslag havde eller ikke havde en religion. Men der findes ikke et eneste folkeslag eller fællesskab, som har været uden et minimum af moral. Dette faktum tiltrak for længe siden både historikeres og ideologers opmærksomhed. I forsøg på at forklare begrebet moral og moralens oprindelse har nogle forskere ladet den tilskrive gud eller guddommelige kræfter. Mennesket må have fået moralen fra gud, fordi den er uforanderlig og på ingen måde forbundet med det, vi kalder materielle levevilkår.

Men hvis vi undersøger moralbegrebernes og -normernes historie nærmere, vil vi se, at moral ikke rummer noget absolut, at menneskenes moralske adfærdsnormer ændrer sig i takt med de betingelser, hvorunder menneskene lever. Normerne er betinget af produktivkræfternes tilstand, og med forandringer i produktionsrelationerne ændres også de moralske normer. Ursamfundets kollektivt betonede produktionsrelationer affødte kollektivt betonede skikke, traditioner og moralbegreber. Da menneskene under produktivkræfternes udvikling blev anbragt i relationer, hvor det viste sig, at privat tilegnelse af visse produkter var mere hensigtsmæssig for produktionsprocessen, ændredes også menneskenes holdning. Hvor privateje af denne eller hin genstand tidligere blev betragtet som noget unaturligt og usædvanligt, om ikke amoralsk, begyndte menneskene nu at se på det som noget almindeligt, der ikke stred mod fælles interesser. Heraf kan vi konkludere, at menneskene bevidst eller ubevidst, i sidste ende udvikler deres moralholdninger af de faktiske økonomiske relationer.

Ved analyse af moral inden for klassesamfundet bør man altid holde sig for øje, at klassestrukturen påvirker menneskenes moralske holdninger, opfattelser og adfærdsnormer på den mest direkte måde. Tager vi for eksempel de udviklede europæiske lande, vil vi finde forskellige moralopfattelser, hvoraf nogle har deres rod i fortiden, mens andre udspringer af menneskenes væren i vor tid. Vi vil for det første støde på den kristelig-feudale moral, som er nedarvet fra fortiden og fortsat indeholder elementer af feudaltidens moralholdninger. Denne kristelig-feudale moral opdeles hovedsageligt i katolsk og protestantisk moral, som igen opdeles i en lang række strømninger, afskygninger og retninger fra det jesuitisk-katolske og ortodoks-protestantiske til det liberalt-oplyste. Side om side hermed finder vi den moderne borgerlige moral, som ved sin side har den proletariske moral, der sigter mod fremtiden. I lande, der følger en socialistisk udviklingsvej, og som enten har opbygget socialismen eller befinder sig i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme, rykker den kommunistiske moral gradvis i forgrunden. Dens normer bygger på kollektivistiske principper, som udspringer af det herskende fælleseje, der modsvarer den moderne produktions udvikling.

Borgerlige ideologer bebrejder ofte marxismen, at den angiveligt skulle benægte enhver form for moral og af væsen være amoralsk. Anklager af den art er enten bevidste eller ubevidste fordrejninger af marxismens væsen; de forfalsker dens væsen. Marxismen benægter eksistensen af en evig moral, baseret på uforanderlige dogmer. Marxismen forkaster ethvert forsøg på at påtvinge menneskene moraldogmer som evige, endegyldige og uforanderlige love under påskud af, at moralens verden skulle følge sine egne bestandige principper. Marxismen fastholder, at enhver moralteori, enhver helhed af moralnormer i sidste ende er produkt af samfundets givne økonomiske stilling. I det antagonistiske klassesamfund vil moralen altid have klassekarakter. Enten retfærdiggør den den herskende klasses herredømme og interesser, eller den er udtryk for den undertrykte klasses harme over dette herredømme.

Kommunistisk moral repræsenterer den mest resolutte form for vrede mod udbytternes herredømme. Den udtrykker arbejderklassens og hele den arbejdende befolknings interesser. I sin tale på det sovjetiske kommunistiske ungdomsforbunds 3. kongres i 1920 udtalte Lenin, at kommunistisk moral „er det, som fremmer ødelæggelsen af det gamle udbyttersamfund og samlingen af alle arbejdende omkring proletariatet, som skaber kommunisternes nye samfund". Kommunistisk moral tjener proletariatets kamp for menneskehedens lyse fremtid, for kommunismen, den samler den arbejdende befolkning mod enhver form for udbytning, mod privatejendommen, som tildeler én person det, der er skabt ved hele samfundets arbejde. Vi kan således konkludere, at de i ursamfundet herskende kollektivistiske principper betingede den kollektivistiske moral, at det opståede klassedelte samfunds forandringer af klassestrukturen øvede den mest direkte indflydelse på menneskenes og klassernes moralholdninger, at det socialistiske samfund betinger udviklingen af den kommunistiske moral. Også på dette område af menneskenes åndelige liv, i denne form for samfundsmæssig bevidsthed, iagttages med andre ord den tidligere fastslåede lovmæssighed, at ændringer i den samfundsmæssige væren fremkalder ændringer i den samfundsmæssige bevidsthed.

Fra Plutarchos' beretninger kan vi rekonstruere en af det gamle Roms religiøse skikke. Vi forestiller os Roms gader, badet i sol. En procession bevæger sig langsomt gennem dem; man ledsager en dødsdømt til henrettelsespladsen. Fascesbevæbnede liktorer går forrest sammen med den dømte fange; de følges af borgerne, som livligt udveksler indtryk af retssagen og diskuterer den forestående henrettelse. Kun den dødsdømte går som apatisk, han ænser intet omkring sig. Og dog; han fornemmer en pludselig uro i mængden. Og hvorfor har vagterne så travlt med at skubbe ham ind i en sidegade? Den dødsdømte får øje på noget, som med ét giver ham alle sanser tilbage. Mod dem kommer en anden procession, som bærer en vestalinde frem, en af den evige ilds vogtere i Vestas tempel. Ifølge datidens skik ville en dødsdømt, som på vej til henrettelsen mødte en vestalinde, blive benådet og frigivet. Vestalinden skulle blot sværge, at mødet var „uvilkårligt, uoverlagt og uforsætligt". Således måtte menneskenes love vige pladsen for det, de udlagde som guddommeligt forsyn og lov. Dette ene eksempel illustrerer klart, hvilken fremtrædende plads religionen indtog i samfundslivet. Der kunne anføres et væld af lignende eksempler på religionens rolle hos andre folk, i andre lande, i andre epoker.

Korstogene i middelalderen blev gennemført for at tilbageerobre Jerusalem og Det hellige Land. I guds navn foranstaltede tusindtallige skarer af korstogsriddere massakrer på den muhamedanske lokalbefolkning. Eller vi kan nævne Bartholomæus-natten, da 30.000 franske protestanter, huguenotterne, blev myrdet ved en massakre, iværksat af katolikkerne. Hvad er da religion, som har styrke til at redde en dødsdømt fra skafottet og massakrere titusinder af uskyldige mennesker? Hvorledes skal en revolutionær forholde sig til dette fænomen, der spiller så stor en rolle i menneskenes liv? Hvordan løser marxismen-leninismen dette problem? Lad os først høre, hvad religionens fortalere, teologerne, selv har at sige. De arbejder til stadighed med religionsproblemer, det er dem, der udlægger ordet og forkynder religionens principper. Hvordan definerer de religion?

Et flertal af kristne teologer udleder ordet „religion" af de latinske ord religio - tilbedelse, og religare - binde sammen. Ud fra et teologisk synspunkt er religionen bindeled mellem mennesket og gud. Den fremtræder som et af gud fastlagt sæt af forskrifter, dogmer, ritualer, ceremonier og handlemåder, der knytter det troende menneske sammen med gud. Denne opfattelse deles også af ikke-kristne teologer. Buddhisterne mener for eksempel, at religionens væsen koncentreres i Buddhas lære om vejen til frelse og udfrielse af sjælevandringen med efterfølgende absolut sammensmeltning med Buddha.

For muslimerne ligger religionens væsen i de af Allahs vilje fastsatte regler for livsførelse, nedfældet i Koranen. Ved at overholde disse regler sikres mennesket (muslimen) forbindelse med Allah, der lover ham frelse. Teologernes hoveddogme går altså i korthed ud på, at religion er menneskets bindeled til en given gud. Men først bør de bevise, at denne gud eksisterer. Et sådant bevis foreligger imidlertid ikke og det vil der heller ikke komme til.

Menneskenes historie kan fremlægge en alenlang liste over guder. Menneskene troede på deres eksistens og tilbad dem på forskellige måder, indtil det viste sig, at de var fantasifostre. Vi nævner i flæng: Herakles, Hermes, Osiris, Isis, Hera, Artemis, Jupiter, Ikaros, Mars, Odin, Janus, Vesta, Thor, Ægir, Apollo, Zeus, Set, Hades, Anubis, Poseidon, Sif. Listen kunne fortsættes længe. Oldtidsmenneskenes tro på guder var meget stærk. Da de to græske filosoffer Anaxagoras og Sokrates tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved de olympiske guders eksistens og endda ironiserede over dem, kom det til at stå dem dyrt. Anaxagoras reddede livet, da Perikles, en af Athens mest indflydelsesrige statsmænd på den tid, gik i forbøn for ham. Men han måtte forlade Athen. Sokrates blev dømt for gudsbespottelse og måtte drikke en skål dødbringende gift. Kristne, muhamedanske og andre teologer er sikre i deres overbevisning om religionens vigtige rolle for menneskeheden, fordi de mener, netop deres gud virkelig eksisterer. Kendsgerningerne fortæller os imidlertid, at religiøsitet også spillede en stor rolle i menneskenes liv, da objekterne for tilbedelse var af klar mytologisk karakter. Den teologiske forestilling om religionens placering i samfundslivet er altså ganske uholdbar. Hvad er da religionens egentlige placering i et samfund ?

Religion er først og fremmest en del af menneskehedens åndelige kultur. Vi kan tage en hvilken som helst historiebog. Hvad enten den er skrevet af en teolog, en borgerlig forsker eller en marxist, vil vi med sikkerhed finde religionen behandlet under et af afsnittene om idé- og kulturhistorie. Religion møder vi først og fremmest på de områder af samfundslivet, der har at gøre med menneskenes kultur og samfundets åndelige liv som helhed. Eller sagt mere præcist: religion er en af den samfundsmæssige bevidstheds hovedformer, et af hovedelementerne i menneskenes åndelige virksomhed, i menneskehedens åndelige kultur. Som en form for samfundsmæssig bevidsthed kan den i en vis forstand måles med andre vigtige former som politik, ret, moral, kunst, videnskab og filosofi. Den samfundsmæssige bevidsthed genspejler jo ikke blot virkeligheden, den samfundsmæssige væren. Den er med til at forme menneskenes adfærd og lede dem til at handle som de gør. Hver af den samfundsmæssige bevidstheds former retter menneskenes handlinger ind i bestemte baner. Dette gælder også religionen.

Engels og Lenin gjorde særdeles meget for at afdække religionens væsen. Vi kender allerede én side af marxismens definition af religion: religion er en af den samfundsmæssige bevidstheds former. Dette er imidlertid ikke alt. Marxismen fastslår tillige den specifikke karakter af verdens religiøse genspejling. Mens de øvrige former for samfundsmæssig bevidsthed genspejler virkeligheden mere eller mindre dækkende, et det kun religionen som genspejler verden omkring os i en fordrejet, fantasifyldt form. Karl Marx har skrevet, at religionen „er virkeliggørelsen i fantasien af det menneskelige væsen", at den er folkets illusoriske lykke, en forvrænget verdens forvrængede verdensanskuelse, „en almen teori" om denne forvrængede verden, dens encyklopædiske kompendium, dens logik i populær form, dens spiritualistiske æresspørgsmål, „. . . denne verdens entusiasme, dens moralske sanktion, dens højtidelige udfyldning, dens almene trøste- og retfærdiggørelsesgrund".

I en karakteristik af denne specifikke side af religionen som en forvrænget form for genspejling af virkeligheden bemærkede Engels, at „al religion ikke er andet end en fantasiskabt genspejling i menneskenes hoveder af de ydre kræfter, som behersker deres daglige tilværelse, en genspejling, hvori jordiske kræfter antager form af overjordiske". Dette er de specifikke træk ved religiøs genspejling af verden. Men religion kan ikke reduceres til en almen verdensanskuelse, til et alment syn på verden. Den indeholder også et emotionelt, følelsesmæssigt element; den lader mennesket reagere på verden inden for visse rammer. Religion bør ikke udelukkende opfattes som en bestemt tro på, hvordan verden er indrettet og styres af guder eller andre overnaturlige kræfter. Religion er ikke udelukkende en bestemt, omend forvrænget udlægning af virkeligheden, en bestemt verdensteori. Hvis det var tilfældet, ville religionen forlængst være blevet afvist, for det ville ikke have været vanskeligt at påvise mangelen på alt erfaringsgrundlag for en sådan forestilling om verden og at sætte en videnskabeligt underbygget opfattelse i stedet for den fantasiskabte forestilling.

Religion er tillige en bestemt holdning til verden. Et troende menneskes forbindelse med verden, dets håb, illusioner og forventninger udspringer af en religiøs forestilling om denne verden. Der er tale om en helhed af følelser, som religionen har affødt, og som gør den usædvanlig sejlivet. Religiøse stemninger tilhører den religiøse mentalitet, som er af dobbelt karakter. På den ene side udtrykker den hjælpeløshed, svaghed og frygt og på den anden side håb og forventninger, som i en række tilfælde slår om i religiøs protest, ekstase og fanatisme. I den forbindelse understregede Marx, at „den religiøse elendighed er på samme tid udtryk for den virkelige elendighed og protest mod den virkelige elendighed".

Marxistisk teori udskiller således to niveauer i religionen, idet der sondres mellem verdensanskuelsen og det følelsesmæssige. Religiøse forestillinger og ideer udgør det såkaldt mytologiske verdensanskuelseselement i religionen og omfattes af alle hånde sagn og legender om guder, helte, ånder osv. og disses forhold til verden og mennesket. Religionens følelsesmæssige niveau fremtræder også som et s fordrejet, forvrænget lag i menneskets bevidsthed. Religionen fordrejer ikke blot menneskets verdensanskuelse, dets almene syn på verden, men også dets følelser og emotionelle holdning til virkeligheden. Men eftersom vi har fastslået, at den samfundsmæssige bevidstheds former er med til at lede menneskenes adfærd ind i bestemte baner, kan vi ikke lade os nøje med behandling af alene disse to niveauer i den religiøse bevidsthed. Religionens iboende forvrængede verdensanskuelse og -opfattelse leder menneskene til at begå lige så utilsvarende, fordrejede, forvrængede handlinger. Den troende tilbeder sin gud på en bestemt måde, udfører forskellige ritualer, bringer ofre, fremsiger bønner, knæler osv. Alt dette er den rituelle eller kultiske side af religionen.

Men kulten er ikke det eneste indhold af religiøse handlinger og religiøs aktivitet. Grupper og organisationer af troende, deres sammenslutninger og kirker indtager en bestemt holdning til livet i samfundet, til sociale problemer, de tager del i samfundslivet, i sociale konflikter, i klassekampen. Alle disse aktiviteter præges af en religiøs verdensanskuelse. Religion fremtræder således som et overordentlig kompliceret socialt fænomen, hvori der tegner sig bestemte niveauer med tråde til såvel menneskelig bevidsthed som menneskelig aktivitet. Disse niveauer udspringer af en fordrejet, forvrænget, fantasifyldt genspejling og opfattelse af virkeligheden. Det var konklusionen af alt dette, som fik Marx til at betegne religion som „folkets opium". Denne kortfattede sætning betragtede Lenin som hjørnestenen i marxismens vurdering af religion. Lad os prøve at sammenfatte ovenstående. Religion er en af den samfundsmæssige bevidstheds former; den er en forvrænget, fantasifyldt genspejling af de kræfter i natur og samfund, som behersker menneskene, og hvori jordiske kræfter antager form af overjordiske, overnaturlige kræfter; religion er et mere eller mindre stramt system af mytologiske forestillinger om verden, religionspsykologi og religiøse handlinger.

Marx bemærkede, at visse perioder af kunstens udvikling ikke altid modsvarer samfundets udvikling som sådan og udviklingen af dets materielle grundlag, der kan betragtes som en slags skelet for samfundets organisering. Når vi undersøger kunstens rolle i samfundet, melder der sig uvilkårligt en række spørgsmål. Hvordan kan det være, at folkeslag (f.eks. oldtidens grækere) på et betydeligt lavere udviklingstrin end vor tids mennesker når så ypperlige højder i kunsten? Hvordan kan det gå til, at kunstværker, som er frembragt under slavesamfundets vilkår, den dag i dag er til stor æstetisk nydelse for menneskene? Først og fremmest må man forstå, at kunsten i enhver historisk epoke er forbundet med bestemte sociale udviklingsformer. Græsk mytologi var således ikke blot inspirationskilde for Grækenlands kunst, den var også kunstens grundlag. Mytologi er nemlig intet andet end folklore, der giver en ubevidst kunstnerisk fortolkning af fænomener i natur og samfund.

Men kan man i vore dage anskue naturen og samfundslivet på samme måde, som de gamle grækere gjorde det? Vil der være plads til tordenguden Zeus ved siden af en lynafleder, og kan handelens og købmændenes gud, Hermes, passes ind i vor tids bank- og kreditsystem? Hvordan harmonerer alle Olympens guder med vore avancerede transportmidler, dataanlæg og robotter? Det er imidlertid en kendsgerning, at de gamle grækeres geniale værker fortsat bringer menneskene glæde og fornøjelse. Men hvordan kan det forklares? For nutidsmennesket er antikkens græske kunst på sin vis udtryk for menneskehedens barndom. Et voksent menneske kan ikke sidestilles med et barn, men det kan fryde sig over barnets oprigtige naivitet,' det tiltrækkes af barnets umiddelbarhed. Heri finder vi årsagen til, at menneskesamfundets barndom til stadighed og på mange måder bliver ved med at tiltrække os som et særegent, uigentageligt trin i samfundets udvikling. Der findes uartige børn og gammelkloge børn, sagde Marx. De gamle grækere var normale børn. Deres charmerende kunst strider derfor ikke mod det ret primitive samfundsmæssige miljø, hvoraf den udsprang. Den er tværtimod et resultat af dette miljø; den kan ikke løsrives fra de umodne, uigentagelige samfundsmæssige betingelser, hvoraf den opstod.

Den oldgræske kunsts rigdom og frodighed gør den til et temmeligt vanskeligt eksempel. Men også her finder vi virkningen af den tidligere fastslåede lovmæssighed - at samfundsmæssig væren udvikler den samfundsmæssige bevidstheds former, og præger, i vort tilfælde, de gamle grækeres kunst. Vi kan trænge endnu dybere ned i historien og undersøge den epoke, da menneskenes relationer var betydelig enklere og klarere, da forbindelsen med den materielle produktion trådte frem som en umiddelbarhed. Kan ursamfundet ikke give os eksempler, der bekræfter virkningen af de af marxismen opdagede lovmæssigheder? Vi kan for eksempel undersøge, hvorledes menneskets opfattelse af skønhed har udviklet sig. I forskellige historiske epoker, i forskellige lande, hos forskellige folk har forestillingerne om skønhed både været forskellige og endda modstridende. Det, der betragtedes som smukt i én periode, er i senere perioder måske blevet opfattet som smagløst, og omvendt. Hvad er årsagen hertil? Hvordan har skønhedsbegrebet udviklet sig gennem tiderne? Forskere, der har undersøgt ursamfundets kunst, siger næsten samstemmende, at skind, klør og tænder fra dyr var eftertragtede smykkeartikler blandt urmenneskene. Ikke på grund af tingenes farve eller form, men fordi de var et indirekte budskab om ejermandens list og styrke. Et menneske, som kunne smykke sig med tigerskind eller bisonhorn, måtte være en klog og stærk jæger.

Disse konklusioner bekræftes af etnografiske oplysninger om de folkeslag, der fortsat lever på ursamfundsstadiet. For eksempel vides det, at visse nordvestamerikanske stammer sætter størst pris på smykker af den farlige baribalbjørn. Indianerne stoler på, at den, som bærer bjørnenegle, overtager baribalbjørnens raseri og tapperhed i krig. Her får vi således bekræftet konklusionen om, at de æstetiske forestillinger om og opfattelser af skønhed i en fjern fortid var direkte forbundet med menneskenes liv, med deres produktionsvirksomhed og hverdag. Vi kan tage endnu et eksempel fra etnografien, der til en vis grad sætter os i stand til at forstå urmenneskenes levevis. Det er klart, at ingen af de folkeslag, som i kraft af forskellige historiske årsager stadig befinder sig på ursamfundsstadiet, fuldt ud kan sidestilles med de tidlige ursamfunds indbyggere. Men vi kan trække etnografiske paralleller, der hjælper os til at få en forestilling om vore tidligste forfædres tilværelse. For eksempel ved man, at kvinderne i mange afrikanske stammer bærer jernringe på arme og ben. Kvinder af rig familie går til tider rundt med smykker, som tilsammen vejer op mod ti kilo. Set med vore øjne, kan det ikke være særlig behageligt, men ikke desto mindre bærer de afrikanske kvinder „skønhedslænkerne" med fornøjelse; at bære jern, gør én smukkere, mener de. Denne opfattelse udspringer af en kompliceret associationskæde. Lidenskaben for jernsmykker ses netop hos de stammer, der ifølge forskerne for nylig har lagt jernalderen bag sig. For dem er jern et ædelt metal. Og ædelt er smukt, det er dyrt, det associeres med rigdom.

Batokaerne, en kvægavlerstamme ved Zambezi-flodens øvre løb, har deres specielle opfattelse af smukt og grimt. En person, som ikke har fået fjernet fortænderne, er for eksempel grim. Mennesker i den civiliserede del af verden vil nok opfatte dette skønhedsbegreb som mærkværdigt og uforståeligt. Men også i dette tilfælde har vi at gøre med en kompliceret associationskæde. Ved at fjerne de øverste fortænder søger batokaerne nemlig at efterligne drøvtyggere. De forguder deres kvæg, det er deres dyrebareste eje. Og hvad der er dyrebart, er smukt. Disse eksempler illustrerer forskellige sider af skønhedsbegrebet hos forskellige folkeslag. Kun ved første øjekast ser de ikke ud til at rumme fællestræk. Vi opdager imidlertid snart, at skønhedsbegrebet hos ursamfundets indbyggere ganske klart genspejler deres livsform, bestemte sider af deres samfundsmæssige væren. Folkeslag, der hovedsageligt ernærer sig ved jagt, betragter enten klør, tænder eller skind fra nedlagte dyr som smukke. Det, der er hårdt at erhverve sig, anses for smukt. Folkeslag, der har stiftet bekendtskab med rigdom og forskellige former for social ulighed, forbinder skønhedsbegrebet; med rigdom og social ulighed. Folkeslag, der ernærer sig ved kvægavl, og som er direkte afhængige af deres dyr, sammenkæder skønhedsbegrebet med det vigtigste de ejer - dyrene.

Denne lovmæssighed bekræftes også af konkret materiale om andre kunstarter. Det vides for eksempel, at medlemmerne af mange afrikanske stammer har en yderst ringe udviklet musikalitet, mens deres rytmesans er særdeles veludviklet. Bådmanden synger i takt med årenes bevægelser, bæreren synger i takt med gangarten, kvinden synger i takt med kornmalestenen. Kvinder af Bassuto-stammen bærer således metalringe på armene. Når de samles for at male korn, vil armenes nøje afmålte bevægelser frembringe en stærk metalklingende rytme, der er god at synge til. I Bassuto-stammens musik spiller rytmen en vigtig rolle; jo stærkere rytme, jo smukkere og dejligere anses melodien at være. En tilsvarende holdning til musik og rytme kunne iagttages hos vore tidligste forfædre. Hvorfor er rytmen så vigtig? Svaret ligger i produktionsprocessens karakter, i produktionsteknikken på ursamfundets stadium. Hver slags arbejde ledsages af en bestemt sang, en bestemt! melodi, der er tilpasset arbejdsprocessens rytme. Med produktiv-! kræfternes udvikling svækkes betydningen af rytmisk arbejdsudførelse, selv om den ikke bortfalder helt. Nogle tyske landdistrikter har for eksempel stadig, ifølge forskere, bestemte „klange" for hver årstid og bestemt musik for hvert arbejde.

Sammenfattes alle disse kendsgerninger, må man konstatere, at der tegner sig en snæver forbindelse mellem ursamfundets kunst og dets produktivkræfters udviklingsniveau. Vanskeligheden ved at forstå mange af de kunstværker, der frembringes i klassesamfundet, beror på kunstens manglende, direkte afhængighed af produktionsmåden og -teknikken. Men herunder bør det erindres, at denne forskel ene og alene er betinget af de samfundsmæssige produktivkræfters udvikling, som har ført til opdeling af det samfundsmæssige arbejde mellem forskellige klasser. Den kendsgerning, at samfundslivet og kunstens forbindelse med den samfundsmæssige væren er blevet mere kompliceret, gør ikke det materialistiske syn på kunstens historie mindre rigtigt, tværtimod. Den materialistiske opfattelse får herigennem nyt og overbevisende materiale, som beviser dens rigtighed.

Lad os se på det franske samfund i det 18. århundrede. Dets klassekarakter satte umiddelbart præg på kunstens udvikling, ikke mindst teatrets. I middelalderens Frankrig, som i det øvrige Vesteuropa, domineredes teaterlivet af de såkaldte farcer, der blev skrevet og opført for folket; de var udtryk for holdninger, stemninger og håb i folket. Under Louis XIII begyndte farcen at forsvinde. Den blev nu regnet for en forlystelse, der måske var lakajerne værdig, men ikke standspersoner med forfinet smag. Farcen afløstes af tragedien. Men fransk tragedie havde intet som helst tilfælles med folkemassernes holdninger og forhåbninger. Den udtrykte aristokratiets smag, idealer og bestræbelser, det aristokrati, der praktisk taget ikke løftede en finger for at sikre sig til dagen og vejen, men udelukkende levede af andres arbejde. Dette kunne naturligvis ikke undgå at få indflydelse på den kunst, som udvikledes i aristokratiske lag. Tiden gik og aristokratiets herredømme kom for nedadgående. Den tredje stand (bourgeoisiet, bønderne, håndværkerne) begyndte at lade høre fra sig, den var i offensiv; stemningen i tredjestanden forplantede sig i kunsten. Den gamle litteratur og det gamle teater begyndte at vække mishag blandt det voksende borgerskab, som ønskede noget mere opbyggende. Side om side med den klassiske tragedie opstod det borgerlige drama, som stillede den foretagsomme borger op mod den depraverede aristokrat. Vi ser her, hvorledes ændringer i samfundets sociale liv, i dets sociale struktur, i klassernes indbyrdes relationer, sætter sit mest direkte præg på den form for samfundsmæssig bevidsthed, som kunsten repræsenterer.

Eksempler fra andre områder af den samfundsmæssige bevidsthed ville på lignende måde fremstå som genspejlinger af den samfundsmæssige væren. I udviklingen af den samfundsmæssige bevidstheds forskellige former afdækkes den almene lovmæssighed, som marxistisk teori var den første til at påpege. giver mennesket kendskab til de metoder, hvormed tilværelsen kan omformes. Når den samfundsmæssige bevidsthed bliver massernes ejendom, driver den dem til at arbejde for omformning af virkeligheden. Netop derfor fastslog Marx, at „teorien bliver til materiel magt, så snart den får tag i masserne".

Som afslutning vil vi behandle et problem af overordentlig stor betydning til forståelse af forholdet mellem den samfundsmæssige bevidsthed og den samfundsmæssige væren. Hidtil har vi understreget, at den samfundsmæssige bevidsthed genspejler den samfundsmæssige væren, at de forskellige værker og produkter af den samfundsmæssige bevidsthed i et vist omfang er genspejlinger af den samfundsmæssige væren. Kan vi således konkludere, at den samfundsmæssige bevidsthed er passiv, at den kun er et egenartet spejl af den samfundsmæssige væren? Nej, det er ikke tilfældet. Men det er præcis den opfattelse - at den samfundsmæssige bevidsthed, ideerne, menneskehedens åndelige liv er passive af karakter - som marxismen tilskrives af borgerlige ideologer, af ideologerne for de klasser, som forholder sig fjendtligt til arbejderklassen og hele den arbejdende befolkning.

Marxismen-leninismen har fastslået den samfundsmæssige bevidstheds afhængighed af den samfundsmæssige væren. Den har fastslået, at samfundsmæssig bevidsthed genspejler samfundsmæssig væren. Men den har på ingen måde forklejnet eller reduceret den samfundsmæssige bevidstheds rolle. Med sin korrekte forklaring af den samfundsmæssige bevidsthed har marxismen-leninismen tillige påvist dens placering i samfundslivet. Samfundslivet, menneskenes tilværelse, kan ikke omformes ved kun at gennemføre forandringer på ideernes og bevidsthedens område. Hvis samfundslivet skal forbedres og gøres mere menneskeværdigt, er det først og fremmest den samfundsmæssige væren, som skal forandres. Og her udfylder den samfundsmæssige bevidsthed en særdeles vigtig rolle. Den erkender de veje, som omformningen af samfundslivet skal følge. Den giver mennesket kendskab til de metoder, hvormed tilværelsen kan omformes. Når den samfundsmæssige bevidsthed bliver massernes ejendom, driver den dem til at arbejde for omformning af virkeligheden. Netop derfor fastslog Marx, at „teorien bliver til materiel magt, så snart den får tag i masserne".

Den filosofiske og politiske tænknings historie opbyder en utrolig mængde af forskellige ideer og teorier. Et betydeligt antal filosoffer har ærligt og oprigtigt søgt at give menneskene kundskaber om verden som helhed og ønsket at vise dem veje til social retfærdighed og trivsel. Men hvor oprigtigt disse filosoffer end har talt og skrevet for menneskelig velfærd, er de altid forblevet enere; i bedste fald øvede de idémæssig indflydelse på en mindre gruppe efterfølgere. Hvilke opskrifter på menneskelig lykke og velfærd de end fandt frem til, var der intet, som bragte menneskene social retfærdighed og trivsel.

Da arbejderklassen - den klasse, som er forudbestemt til at gennemføre den revolutionære omformning af verden - trådte frem på international arena, opstod presserende nødvendighed for en teori, der kunne pege på vejene til virkeliggørelse af denne verdenshistoriske mission. En sådan revolutionær teori er givet med marxismen-leninismen, som formår at besvare de praktiske spørgsmål, der rejser sig under proletariatets klassekamp. Marxismen-leninismen har ikke blot forklaret verden videnskabeligt, den har også vist veje til dens omformning. Den lære, som Karl Marx og Friedrich Engels udviklede i slutningen af 1840érne, og som under imperialismen videreudvikledes af V. I. Lenin, er i vor tid blevet mange hundrede millioner menneskers verdensanskuelse. Det var ikke storsindede drømme og illusioner om menneskelig trivsel, men objektiv videnskabelig analyse af virkeligheden, som gjorde det muligt at definere de undertrykte og udbyttede menneskers kampmål for samfundets omformning og udvikle konkrete kampformer. Dette er marxismen-leninismens fortjeneste, og derfor er den et redskab til praktisk omformning af verden.

De socialistiske revolutioner i en række lande, opbygningen af socialismen og den kommunistiske opbygning er blevet realiteter i kraft af, at den marxistisk-leninistiske filosofi og det kommunistiske partis verdensanskuelse danner det teoretiske fundament for dette gigantiske arbejde. Marxismen-leninismen opstod dels på grund af behovet for en revolutionær lære i klassekampen, dels på grund af de nye videnskabers behov for en sammenfattende videnskab. Marxismen-leninismen giver således en sand videnskabelig metode til erkendelse af virkeligheden og er tillige det teoretiske grundlag for videnskabelig ledelse af samfundsudviklingen. Marxismen-leninismens styrke ligger i dens almagt. Den har siden sin opståen for mere end 125 år siden vundet større og større udbredelse. Den er stærk, fordi den er sand, fordi den genspejler virkeligheden rigtigt og griber fat om problemernes kerne. At tage udgangspunkt i den marxistiske filosofi, er netop en af betingelserne for sand erkendelse af virkeligheden. Og ved tilbundsgående, videnskabelig begrundelse af sine læresætninger, adskiller marxismen-leninismen sig fra alle tidligere teoretiske opfattelser.

Det var ingen tilfældighed, at både Marx, Engels og Lenin såvel var store politikere, økonomer og praktikere i den revolutionære bevægelse som store filosoffer. Livet igennem viste de studiet og udviklingen af filosofien overordentlig stor opmærksomhed. Det satte dem i stand til i tide, når komplicerede og bratte samfundsændringer satte ind, at finde rigtige løsninger og vurdere de sociale processers udviklingsforløb korrekt. Studiet af marxismen-leninismen gør det muligt at opnå indsigt i verdens udviklingslove og med deres hjælp finde rede i samfundsudviklingens komplicerede processer, forudse den menneskelige histories forløb, få et glimt af fremtiden.

Webmaster