Brudstykker af Normandiets historie

les normands dans la province Lugdunensis secunda.

Indledning.

Normanner, dvs. mænd fra nord er det navn, hvormed de fra Norden udgående folkeskarer fra begyndelsen af 800-tallet betegnedes af størstedelen af de kristne skribenter i Sydvesteuropa. I over 200 år derefter kom en folkestrøm fra Norden ud over både Øst- og Vesteuropa i en frihedskrig mod kristendommen, og mod den trældom og det ejendomsrov, som de kristne gennemførte. Viking - (askmænd, ascomani, dani, gall, lochlannach) - var en sen betegnelse på folk fra Norden, nordboere. Vargærer (varangians, væring) kaldes de nordiske folk, der drog ned ad floderne i Østeuropa til Miklagård (Konstantinopel) og dannede Kiev-Rus riget i 862. Normannerne kaldtes også af de finske og slaviske folk i disse egne for rus (jfr. det svenske navn på Uplands kystdistrikter, Roslagen), og det var nordboen Rurik (Rørek), der i det 9 århundrede grundlagde et rige i Novgorod (Holmegård), og dette rige, - Gardar, Gardarige, landet med gårdene, - udvidedes af hans efterfølgere mod syd, og efterhånden blev Kiev rigets centrum. På deres videre togt mod syd stødte normannerne på både grækere og arabere. Rurik's grundlæggelse af det russiske rige var en begivenhed af stor rækkevidde. Men her var normannerne for få, selvom man i en tid lang møder overvejende nordiske navne ved det russiske hof. Og i omtrent. 200 år vedligeholdtes forbindelsen med stammefrænderne i Norden. Men nordboerne/vargærene gik dog efterhånden op i det slaviske folkeelement. Arabiske købmænd havde gjort oprør mod de kristne byzantinske skatteopkrævere, og de arabiske ryttere viser sig at være det byzantinske og det persiske kavaleri overlegne. I 635 indtager de Damaskus, i 636 Antiochia, i 638 Jerusalem, i 640 er hele Syrien på arabiske hænder, og i 651 falder Persien og Egypten og hele Mellem- og Nærøsten er nu under arabisk kontrol.

Nordmændene koloniserede Færøerne og Island, og øerne omkring Skotland samt en stor del af Skotlands og Irlands kystlande. De svenskes (sveerne, svea) hovedstyrke havde derimod vendt sig mod øst, mod de senere finske områder, Estland, Novgorod, - og ligesom i det vestlige Europa gik normannerne i øst også over til etablering af rigsdannelser.

Den første danske konge der kom til frankernes og frisernes land var kong Chochilaicus (Hugleik). Det skete i begyndelsen af 516/17. De bedste efterretninger om Hugleik er fra den frankiske historiker, Gregor af Tours, der fortæller, at danernes konge, Chochilaicus angreb hetvarernes stamme (attuariernas, angelsaksisk: hetioare) i udkanten af merovingernes rige, men da han nåede tilbage til stranden med stort bytte, blev han angrebet af den frankiske kongesøn Theudebert med en stor hær og flåde, - og Hugleik faldt, og byttet blev tilbageerobret. Muligvis er den slesvigske by, Hollingsted (Huglæstath) udgangspunkt for hans togter. Beovulfs-kvadet omtaler også det togt til frisernes og frankernes land. Andre mener at der også er et navnesammenfald med geaternes konge (måske jydernes konge). Hugin er iøvrigt navnet på en af Odin’s to Ravne. Men Hugleik mener man også var en "svensk sagnkonge" i Upsala af Ynglingeætten. Den danske søkonges Hake Haamundsøn overvinder Hugleik, og hersker i Sverige. Saxo nævner Hugleik, som i et søslag besejrede de svenske høvdinge (Øgrim og Ømod ) Hømothus och Høgrimus.

Danerne var søfolk og via store og omfattende sejladser, drog de ud og drev handel og forsvarede deres kultur mod »den kristne kultur«, som havde antaget de romerske undertrykkelsesnormer. På markedspladserne og overalt i samfundet, havde fyrsterne i syden ikke fået en modmagt i kristendommen, men en medspiller, der deltog i fyrsterne skatteopkrævninger og landvindinger….i svindel med betalingsmidler, indførelse af monopolmønter, udstedelsen af privilegier, nyt skriftsprog (latinen), nye retsnormer og ejendomsrettigheder, og en omfattende ideologi og retsopfattelse, der kunne bøjes og radbrækkes mod folkenes sædvaner, skikke og tingsrettigheder. De kristne startede jo også som uvidende æsler, der forkastede den kendte verdens erkendelser. Disse bastarer i den vestromerske kirke, ville kun handle med monopolmønter og med kristne købmænd, og med monopolmønterne som betalingsmiddel kunne de opsamle formuer, og holdt befolkningerne i trældom og uvidenhed. Kirken byggede sammen med fyrsterne nye »forter«, og undertvang den ene stamme efter den anden. Kirkerne havde ophobet utrolige rigdomme og samtiddig gjort folk ejendomsløse…og med deres litterære røverhistorier, kunne de så uddele almisser til de fattige, som de selv havde gjort ejendomsløse. Kirken fik monopol på viden og vidensformidling, og folk skulle nok få besked på hvilke pligter de havde…hoveri, tiende og afgifter, - og folkets rettigheder forsvandt i en ordstrøm af løgn. Og i syden, kunne de tyske og franske stammer næppe forstå hinanden, og med dygtighed satte man stammerne op mod hinanden, og etablerede nye voldsomme magtkampe…også mellem stormændene. De myrdede løs på ikke-kristne, og deres rigsdannelser var i løbende opløsning. I tiden med Karl den Store (742-814), var der mange uroligheder. Karl den Store slog »pjalterne« sammen med paven i Rom, og Karl gjorde meget for kristendommen. Karl var dog i en opposition mod den vedtagne billeddyrkelse fra 787, men i 779 indførte han tienden for alle, ligesom han gjorde greverne afsættelige, idet han brugte sin ufattelige magtanvendelse. I 769 undertrykte han en opstand i Aquitanien; i 774 indtog han Pavia, hvorved Longobarderrigets selvstændighed blev tilintetgjordt. Kong Desiderius blev fanget og de longobardiske hertuger måtte hyldede Karl som konge, og i 775 slog han sakserne; og i 776 måtte han dæmpe en opstand i Friuli i Italien. En frankist hær blev slået og tilintetgjort ved Süntel i 782, og efter at Karl havde hævnet dette ved på en dag at lade 4,500 saksere henrette, som var udleveret til ham, brød i 783 en almindelig opstand af alle saksiske stammer løs. Efter et uafgjort slag ved Detmold trak Karl sig tilbage, men sejrede derefter ved Hase og »genoprettede ro« blandt sakserne i 784/85. Men nu blev friserne mellem Ems og Weser også underkastet af Karl i 787; men så gjorde hertug Arigo af Benevent oprør, som dog blev kuet. I 788 blev Bayern underkastet Karl, og i perioden 787-96 besejrede Karl den Store avarerne. Paven i Rom kunne nu i år 800 krone Karl som Kejser, og også byzantinerne tvang han til at anerkende ham som kejser. Men oprørene forsatte. Karl lod da 10,000 saksiske familier tvangsdeportere fra Nordalbingien og dette land var gav han til obotriterne. Og nu kom så den tysk-romerske kejser og krævede overhøjhed over danerne, ligesom han havde gjort overfor sakserne…….så det var virkeligt nødvendigt at Nordens folk stod samlet - de kristne skulle inddæmmes og nedkæmpes,….Nordens folk skulle ikke betale skatter til de røvere og ikke holdes i trældommens lænker. Vi skulle ikke fyldes med deres orientalske eventyrsfortællinger. I Norden var der velorganiserede samfund med runeskriften, de nordiske sæder, ætter og guder fra folkevandringerne i 550erne og fælles tungemål. Målet var klart - kamp mod de romer-katolske kristne fyrster! Nordboerne var kampberedte!

Omkring årene 790 blev folk grebet af overraskelse ved det uventede syn af nordiske vikingeskibe med deres frygtelige krigere. Tre vikingeskibe fra Hæredeland var allerede i året 787 ankommet til Dorsetshire, på kysten af Wessex, hvor de danske havde dræbt shiregreven Beaðuheard - den første angelsakser, der faldt - landede vikinger fra Hordaland fra Norges vestkyst igen i 793 på Nordhumberlands kyst. De indtog øen Lindisfarne d. 8. juni 793, og ødelagde kirken. Året efter bemægtigede de sig Egferts kloster ved mundingen af Wear floden, og myrdede munkene og trådte de relikvier under fode. Flere af skibene forgik dog senere i en storm, hvorved mange nordboer mistede livet. Fra det sidste angreb på Nordhumberland i 794 hengik der næsten 40 år inden nogen ny fjendtlig vikingeflåde landede ved Englands kyster. Danerne havde imidlertid heller ikke haft lejlighed til føre deres hærtog derover. De havde haft fuldt op at gøre med heftige kampe mod de frankiske kejsere og med deraf følgende, storartede vikingetogter til det frankiske riges kyster. De norske vikinger ankommer til Færøerne, Hjaltland (Shetland), Orknøerne og Hebriderne, de af nordmændene såkaldte Syderøer. De norske vikinger overvintrede og satte sig fast på disse øer. I 795 når vikingerne til øerne Holmpatrick og Rachlin på Irlands nordkyst. Flere gange før og efter år 800 anrettede de ødelæggelser på øen Jona eller Icolmkill (beliggende mellem Skotland og Irland), der havde været en ideologisk læreanstalt for kristendommens udbredelse til vestlige egne, og som endnu dengang havde et berømt kloster, indviet til den hellige Columba, efter hvem øen havde fået navn. Som ved Lindisfarne og Wearfloden, slog normannerne hårdt ned og opbrændte alle munkenes bygninger på øen, ved hvilken lejlighed næsten halvfjerdsindstyve mennesker, både gejstlige og lægmænd omkom. Senere igen blev Icolmkill atter hærget af normannerne, fordi de religiøse kristne fanatikere vandrede til øen, og ville bringe mange kostbarheder til den hellige Columbas kloster. Lignende sejladser gennemføres i de følgende år på forskellige andre steder af Englands og Irlands kyster i 807. Den angelsaksiske Alkuin udtaler i breve sin forbavselse over, at sådanne sørejser var mulige. Irland havde gennem 400 år været arnested for en fanatisk missionsvirksomhed der var vidt forgrenet på det europæiske kontinent, og som i øvrigt blev bekæmpet af de kristne magthave på kontinenter..

Omtrent ved år 812 begyndte »de fremmede« (»gaill«) at komme i store mængder til Irland. De ankom bl.a. med en flåde på 120 skibe, og mange byer på Irland blev nedbrændt. efter et nederlag, som nordmændene til sidst led, varede det flere år, før der igen viste sig vikingeskibe på de irske kyster. Men i løbet af få år (820-25) kom nu atter flåder til den nordøstlige del af landet, til Ulster, som jo også lå nærmest ved nordmændenes tilhold på øerne ved Skotlands vest- og nordkyst. Normannerne ødelagde bl.a. Bangor, hvor de opbrød den hellige Comhghalls skrin, dræbte biskoppen og 8 gejstlige, hvorefter de hærgede det omliggende land.

I Frankerriget havde kejser Karl den Store havde ved overmagt, grusomhed og vold fået saksere i Nordtyskland omvendt til kristendommen, og havde stjålet deres land, og som kristne ordsvindlere udtrykker: »kejseren havde forenet landet med sit rige«. Men han havde ikke kunne kue saksernes gamle, stærkt gærende friheds- og uafhængighedsfølelse, og omkring år 800 lavede de et voldsomt oprør, der blev dobbelt farligt for Frankerriget, da deres høvding Widukind, søgte hjælp i Danmark, hvor dengang kong Sigfred var død, men hvor en endnu kraftigere og mægtigere kong Godfred herskede. En ligefrem virkning heraf var det sikkert, at talrige vikingeflåder netop nu begyndte at hærge på Frislands og andre af Frankerrigets kyster under frygtelige ødelæggelser af borge, byer og især af de forhadte kirker og klostre. Vikingeskibene viste sig allerede ved denne tid omkring år 800 på Frankrigs sydkyst ved Narbonne, altså i Middelhavet, efter at de skulle have omsejlet Portugal, Spanien og passeret Gibraltarstrædet. Karl den Store var særdeles overrasket. Karl den Store afstod en ø eller et stykke land på kysten Somlen til en dansk eller nordisk vikingehøvding imod at han da skulle påtage sig forsvaret af kysten, selv imod sine egne landsmænds angreb. På en sådan måde fik den normanniske høvding Halfdan, som i året 807 underkastede sig kejseren med en stor skare mænd, sandsynligvis besiddelsen af øen Walcheren under kysten af Flandern. Men heller ikke denne foranstaltning blev til synderlig nytte for Frankerriget, idet sådanne høvdinger, som antog den kristne lære, jo blev behandler som forrædere af landsmænd, og det skete hyppigt, at de gjorde fælles sag med de danske vikinger, imod hvem de netop var satte til at kæmpe. Men samtidig lykkedes det kejseren at dæmpe det saksiske oprør, men også at skaffe sit rige fremtidig ro fra den kant af, ved at tvangsforflytte flere tusinde saksere fra deres gamle besiddelser i Elb-egnene, og disse landstrækninger blev givet til venskabeligsindede slaviske folk. Men det lykkedes ikke kejseren at opnå varig fred og god forståelse med sin nabokonge Godfred i Danmark, som jo kæmpede for deres frihed og uafhængighed fra de kristen fyrsters voldsregime. Kong Godfred stod bag nordboernes søtogter, der i 810 nåede Frisland. Men Godfred blev myrdet i 810. I 814 efterfølges Karl den Store af sin søn Ludvig den Fromme. efter kong Godfreds død opstod strid blandt sønnerne og en tronprætendent Harald, der sikrede sig støtte hos kejser Ludvig den Fromme, bl.a. ved at han lod sig kristne. Denne Harald blev i 827 forjaget fra Danmark af Godfreds søn Horik, som fra nu indtil sin død i 854 hævdede positionen som dansk konge. Denne Harald bar tilnavnet »Klak«, dvs. »den smudsige«. Men efter 820 fik nordboernes søtogter et opsving, og nu komme de i større mængder, der snart begynder at overvintre på enkelte småøer udenfor kysterne, og for senere at sejle op ad floderne - endog ved vintertid. I 834 angreb normannerne frisernes hovedby Dorestad, der lå midt i Nederlandene ved bifloden Lek. I Dorestad blev præget mønter, dvs. Karl den Stores »Dorestadspenge«. Dorestad var vel Nordeuropas største handelsplads mellem 780 til 834. I 839 ankommer den norske høvding Turgeis til Nordirland, og unævner sig til konge over alle fremmede i Erin. Nordboerne grundlægger i 840 Dublin i Irland, og samtidig etablerer de også faste lejre på forskellige steder i Frisland samt på øen Noirmoutiers i Loires munding. I 840 døde kejser Ludvig den Fromme, og nu kom en nedgangens og splittelsens tid for Frankerriget, der ved forliget i Verdun 843 deltes mellem de tre kejsersønner: Ludvig den Tyske i øst, Lothar i midten og Karl den Skaldede i vest. Deres egne stormænd kunne de ikke stole på, og i denne feudaltid, var der kampe mellem mægtige hertuger overfor mindre mægtige lensherrer. De store vikingetog mod Frankrig, blev ført frem af danske og norske høvdinge med mægtige friskarer. Fra 840erne og fremefter væltede store nordiske togter ind over frankerlandet. Rouen, Paris, Chartres og Tours blev mål for vikingeangrebene. Den danske kong Horik (Haarik) sender i 845 sende flere hundrede skibe op ad Elben til afbrænding af Hamborg ved hvilken lejlighed Ansgar med nød og næppe overlever. Hamburg bliver elimineret og kirkerne var velegnet som hestestalde. Samtidig kommer Regnar Lodbrog med en noget mindre flåde til Seine-mundingen mod Paris. I 850-851 overvintrer nordboerne for første gang på øen Thanet i Themsens munding, og samtidig slog andre nordboer vinterlejr i Seine-landet. For det meste stod nordboerne under selvstændige høvdinge. Blandt disse træder navnlig Regner Lodbrog's sønner frem, hvoriblandt Bjørn Jernside, Ivar Benløs. Ubbe og Halvdan samt den kendte Hasting. Under disse anførere sejlede nordboerne til Spanien, der allerede i 844 havde haft gæster fra Norden, men de sejlede også i 859-861 helt ind i Middelhavet, hvor de mønstrede op på Spaniens, Sydfrankrigs, Italiens og Marokkos kyster. I 854 faldt kong Horik i Danmark og det meste af hans slægt. Kun en dreng, Horik den Unge, overlevede. Kong Horik den Unge var vistnok alt for venlig overfor de kristne og forjog den præstefjendtlige jarl Hori fra Slesvig. Omkring 860 sejlede store normanniske søstyrker til en ø i Seinen ved Jeufosse nordvest for Paris. Karl den Skaldede besluttede at fordrive de her forskansede nordboer, og broderen Lothar hjalp ham. Store frankiske hære gik til angreb på øen, men uden held, og imens rykkede den tredje kejserbroder, Ludvig den Tyske, som fjende ind i Frankrig østfra. Karl måtte opgive for denne gang. Senere fik tilbud fra en vikingehøvding, Weland, der rådende over 200 skibe, og Weland ville påtage sig mod betaling af 5000 pund sølv samt naturalier at fordrive Jeufosse-normannerne og derefter forpligte sig til selv at drage bort. Det var det rene forrædderi. I 864 kom den store oversvømmelse, hvor store dele af Frisland og Nederland sattes under vand. De mægtige sandaflejringer, der indtil da havde strakt sig fra de nederlandske kyster over mod England blev bortskyllet. Mennesker og dyr i store mængde druknede ved Utrecht og over hele Nederland,- og Dorestad forsvandt i vandmasserne. Byens rolle overtoges af andre byer eller handelspladser med mere stabile flodforhold, bl.a. Utrecht og Deventer. Og i 864 synes Seinen at have været befriet for vikingeflåder. Kong Karl havde på denne tid sammenkaldt møder af grever, bisper og andre stormænd til Pitres (Pistes), et kongeligt slot ved sammenløbet af floderne Andelle og Seinen, hvor normannerne ofte førhen havde slået lejr. Mødernes hensigt var bl.a. at træffe foranstaltninger til et bedre forsvar for Frankrigs floder, og for Seinens bredder. Mødedeltagerne klagede højt over den sørgelige tilstand, hvori egnene her befandt sig. Næsten hele den ene Seine-bred var blottet for indbyggere, som i deres skræk var flygtede til den anden side af floden. Under dødsstraf blev det nu forbudt at sælge de danske eller normannerne brynjer, våben, heste eller andet, som kunne begunstige deres indfald i landet. Men disse regler viser jo også, at vikingerne ikke altid stod i krigerske, men også havde fredelige handelsforbindelser med frankerne. Følgerne af disse møder i Pitres blev anlæggelsen af en hel del fæstningsværker langs Seinen, befæstningen af Pitres, af broen ved Pont de l'Arche, hvor der opførtes et brohoved, og ligeledes ved indløbet til floderne Oise og Marne og formodentlig af den store bro ved Paris. Ved alle de nye fæstningsværker sattes vagter. Men både kongen og folket blev snart kede af at holde den strenge bevogtning vedlige. Vikingerne greb dog til list og tricks, og herom vidner de berømte fortællinger om Hasting's falske begravelse ved Luna i Norditalien (som vikingerne antog for Rom), og om hvordan spurve med ild under vingerne sendtes mod fæstningstårne af træ. Karl den Skaldede til Pitres kom allerede i året 865 en vikingeflåde på 50 skibe, hvis høvding havde det overmod at sende en flok på 200 mand til Paris, for at hente vin. Denne håndfuld folk vendte dog uskadt tilbage til vikingernes lejr, hvorfra senere afdelinger på nogle hundrede mand ligeledes strejfede om i det indre af Frankrig lige til Bourges i Berry. Noget senere i 865 bemægtigede vikingerne sig endog abbediet St. Denis ved Paris, hvor de forblev i over tre uger og hvorfra de førte et uhyre bytte til deres skibe. Ikke desto mindre var der på den tid en begyndende aftagen af vikingefærden i Frankrig. Ved Loiren havde normannerne, fundet en hidtil ukendt farlig modstand af den tapre grev Robert-le-Fort, hvem kong Karl havde overdraget forsvaret af landet mellem Seinen og Loiren såvel imod bretonner som imod normanner. Flere gange vandt grev Robert over adspredte danske vikingehobe, hvis erobrede faner og våben han som yderst sjældent sejrsbytte kunne sende kongen, indtil han selv tillige med grev Rainulf af Aquitanien faldt i en kamp i nærheden af Angers. Danerne havde dog dengang i 863-866 hærget egnene både nord og syd for Loiren bl.a. byerne Angers, Poitiers, Bourges og flere. De var i forbund med bretonner, som var kristne, men som dog af frankerne ansås for at være omtrent ligeså barbariske, som de hedenske daner. I forening med bretonnerne dannede Loire-normannerne rytterhobe på flere hundrede mand. I Aqvitanien syd for Loiren blev forøvrigt samtidig de af Pepin mod kong Karl vakte uroligheder lykkelig tilendebragte. Pepin, var til sidst gået i forbund med de danske vikinger, og han havde afsvoret sin kristendom og antaget danernes tro, men Pepin blev fanget af frankerne og dømt til døden. Men derefter benådet og indespærret under bevogtning i et kloster. Aqvitanerne anerkendte da atter kong Karls herredømme. Erfaringen havde lært frankerne, hvor farligt det var, når misfornøjede stormænd sluttede sig til normannerne. Da derfor grev Balduin af Flandern hemmelig var flygtet fra kong Karls hof med Karls datter enken Judithe, der i forvejen havde vakt forargelse ved at ægte sin afdøde mands, den vestsaksiske kong Ethelwulfs egen søn Ehelbald, bidrog frygten for at Balduin skulle indgå forbund med normannerne og især med sin nabo, den danske høvding Rørek i Dorestad. Men kong Karl tog det flygtede par til nåde. Han forstørrede endog Balduins len på den betingelse, at Balduin skulle forsvare Frankrigs nordlige kyster mod normannerne. Et sådant forsvar var så meget mere nødvendigt, som vikingerne vedblev jævnlig at hærge, ja endog at tage temmelig fast stade på kysterne såvel af Flandern som af Frisland. I ikke ringe grad lettedes vikingernes fremgang her ved de fortsatte delinger og den deraf følgende svækkelse af Karl den Stores allerede tidligere tredelte rige. Karls søn Lothar, som med kejserværdigheden havde arvet Italien, Provence og Lothringen (hvortil Frisland hørte), var næppe død i 855, før hans rige deltes mellem hans tre sønner, af hvilke Lothar den Anden som sin part fik Lothringen. Lothars forhold til Rørek i Frisland kan næppe, i al fald ikke straks, have været fredeligt. Thi på Røreks opfordring blev i hans eget len Dorestad gentagne gange plyndret og afbrændt af de danske, især dog i året 863, da en anseelig dansk vikingeflåde trængte op i Rhinen til en ø ved Neus, hvor den udholdt en belejring af kong Lothar og sakserne, og hvorfra den først på Røreks forestillinger igen drog bort. Året efter måtte den samme kong Lothar udrede en stor skat af penge, levnedsmidler og vin til normannen Rodulf (Rolf) Haraldsøn, som sandsynligviis, efter at have hærget Lothars land, kun på denne betingelse ville forlade dets kyster henimod år 866 havde dog de danskes vikingetog til Frisland og Frankrig med det tilhørende Flandern sammenligningsvis ikke nogen synderlig udstrækning eller betydning, og nu vendte normannerne sin opmærksomhed på større erobringer i det lige overfor liggende England, hvor derfor de fleste danske vikingeflåder i de vestlige farvande og fra de mange lejre på Frislands, Frankrigs og selv tildels Irlands kyster ligesom samlede hele deres kraft. Men sålænge denne erobringskamp endnu var uafgjort, kunne de danske alligevel ikke ganske forlade deres tidligere vundne faste punkter under de nævnte kyster. Dels kunne de her have et godt tilhold, hvis det gik dem ilde i England, og dels kunne de, når det løb heldigt af der, bagefter tænke på lignende erobringer navnlig i Frankrig. Det var følgelig i sin orden, at de danske ikke ganske rømmede Frankrigs floder, men at de efterlod besætninger i deres vigtigste lejre, og at de fra dem vedblev med jævnlige små skærmydsler for at holde frankerne i uro og bange forventning. Den frygtelige storm, som ved de forenede vikingeflåder nu brød løs i England, synes ikke at have været forudset og ventet. I Nordfrankrig var der desuden i 860-70erne livlig vikingeaktivitet mod vest, syd for Bretagne, hvor nordboernes flåder gik ind gennem Loire-mundingen.

I England optræder normannerne fra nu af som erobrere, der i 865 satte sig fast i Østangel, hvorfra de drog mod Northumberland, hvis to konger: Ella og Osbryht blev slået og faldt i 867. Kort efter i 870 faldt Østangels kong Edmund, der snart blev helgen blandt de kristne angelsaksere. Halvdan sad i 871-872 som herre i London, og vikingerne optrådte til hest. Men så lykkedes det angelsaksernes kong Alfred den Store at slå vikingernes hovedstyrke, der anførtes af kong Gudorm, ved Ethandun i det sydvestlige England i 878. Alfred fik en i hans afgørende sejr ved Edington i Wiltshire. Vikingerne tilbød nu forlig, der kom i stand på vilkår af, at de fik beholde den nordlige og østlige del af riget: Northumberland, Østangel og det meste af Mercia, medens Alfred bevarede de sydlige og vestlige landskaber for angelsakserne. Angelsaksernes kong Alfred i England traf i de følgende år efter 878 kloge foranstaltninger mod vikingerne, og vikingernes hovedhær gik over til Frankrigs nordkyst og Nederlandene. En ny dansk flåde ankrede op i Themsmundingen samme år, men et flertal foretrak at vende sig mod fastlandet. Forstærket ved tilstrømning af vikingeskarer i nærheden satte normannerne sig i fart mod Belgien og sejlede i april 878 op ad Schelde-mundingen mod Gent. Fortvivlelse greb frankerne, da det så ud til at de kristne folk skulle gå under. Nordboerne brændte og plyndrede nu uhindret i øst, ved Rhinen og Mosel, og tumlede sig vildt mellem Triers mægtige bygninger fra romertiden. Den vestfrankiske kong Ludvig, der var søn af Karl den Stammende gik i 881 mod vikingerne ved Saucourt ikke langt fra Somme-floden og slog dem hårdt. Men det hjalp ikke synderlig, for i de følgende år drog andre skarer af normannere langt op ad Rhinen og Maas, og plyndrede Køln og Aachen, ja trængte helt op til Trier. Den tyske kong Karl den Tykke fra Bayern (ca. 839-888) søgte nu forlig med normannerne, der fik penge udbetalt for at drage bort, og kong Gudfred lod sig døbe og modtog forleninger i Frisland. I de følgende år anlagde den store vikingehær sin virksomhed til Seine-landet og trængte i 885 op til Paris. Men her mødte de modstand og en belejring begyndte. Under Paris' belejring stod normannerne ikke tilbage i bygning af sindrige belejringsmaskiner, og talrige er beretningerne om de af normannerne anvendte krigspuds mod belejrede byer. Normanner dannede en hær en veldisciplineret og et velordnet samfund. Paris' forsvar blev et vigtigt led i denne bys udvikling hen imod at blive det franske riges hovedstad, og den mand, hvis navn under belejringen var på alles læber, tilhørte Frankrigs kommende kongeslægt. Da strømmen rev en bro over Seinen bort, trængte normannerne forbi byen og drog rundt i landet om den øvre Seine. Men byens modstand, der lededes af grev Odo og hans broder Robert, formåede de ikke at bryde. Karl den Tykke, der også havde fået tilraget sig Frankrig, kom til stede med en hær. Men i stedet for at kæmpe købte han vikingerne bort med penge og gav dem vinterkvarter i Burgund. Disse år regnes for kulminationen af nordboernes togt på fastlandet. Ved Løwen i Nederlandene vandt den tyske kong Arnulf en sejr over dem i 891. Og selv om denne sejr ingen varig betydning fik, blev togterne på Nederlandenes og Frislands kyster efterhånden sparsomme. Nordboernes hovedstyrke ved Seinens nedre løb samlede nu sin energi på det samme formål, som delvis var nået i England, nemlig at vinde landet og bebygge det. Normannerne's kolonisation af dette land fik sin officielle anerkendelse, da deres høvding Rollo i 911 fik det til len af Karl III af Frankrig og antog kristendommen. Det blev efterhånden almindeligt at benævne landet efter dets nye indbyggere, og dets udstrækning regnedes snart fra byen Eu i øst til Bretagnes grænse i vest. Lenet gik fra begge bredder af den nedre Senie fra grænsen mod Picardiet i nordøst (floden Bresle), til grænsen mod Bretagne i sydvest (St. Malo). Rollo delte landet mellem høvdingerne ved lodtrækning og gav strenge love. Forbindelsen med Danmark vedligeholdtes i den følgende tid, og da der ved midten af århundredet udbrød opstand mod Rollo's sønnesøn Rikard, kom Harald Blåtand ham til hjælp med en flåde. Også under de senere danske erobringstog til England var der venskab mellem Danmarks konger og Normandiets hertuger. Ikke alene skete der stor fremgang i materiel henseende, landet opdyrkedes godt, trældommen forsvandt tidligere her end i det øvrige Frankrig. Mærkeligt nok antog normannerne kristendommen og synes temmelig snart at have tilegnet sig den indfødte befolknings sprog, skønt også her talrige stednavne røber deres nordiske oprindelse Nogle af de »franske« normannerne trådte i det 11. århundrede's begyndelse i tjeneste hos de longobardiske hertuger i Syditalien, og en af deres førere, Rainulf, fik i 1030 en del af det rige Campanien til len med Aversa som hovedstad. Andre normannerne følte sig tiltrukne af de eventyrlige og opløste forhold dernede, og under anførsel af Vilhelm Jærnarm og hans brødre, hvoriblandt Robert Guiscard og Roger, satte de sig fast i Apulien i 1038, hvorfra de fordrev grækerne. I 1053 fratog de paven byen Benevent i Campania, men udsonede sig senere med ham og tog deres lande til len af ham. efterhånden bredte normannerne sig over hele Syditalien. Robert Guiscard førte endog kampen med grækerne over i disses eget land; og andre normannerne under Roger's anførsel erobrede Sicilien fra araberne. Roger's søn af samme navn, oprindelig greve af Sicilien, lagde også hele Syditalien under sig i 1121 og opnåede 1130 kongenavn af paven. De franske normanner havde således grundlagt et rige, der omfattede næsten halvdelen af Italien. Den normanniske kongeslægt uddøde i 1194, hvorefter kejser Henrik VI bemægtigede sig riget - sidst må fremhæves de franske normanneres erobring af England under Vilhelm Erobreren i 1066, der for Englands historie blev fuldstændig revolutionerende ved indførelsen af lensvæsenet fra fastlandet, og ved det overmægtige element af fransk ridderkultur, som den førte med sig. Med Vilhelm's 'sejr over Englands kong Harold begynder en ny periode af Englands historie.

Normannerne's historie i det 10. århundrede blev fornyede med vikingetogter mod vest og øst - og Jomsborg blev grundlagt i Odermundingen. Men i England kæmpede normannerne for deres uafhængighed mod det angelsaksiske kongedømme. Kong Alfred's dygtige efterfølgere frarev nordboerne herredømmet i det ene stykke land efter det andet ved stadig at bygge nye borge i grænsestrækningerne og således underlægge i sig disse landområder, og angelsaksernes overhøjhed over normannernes område i England, Danelagen, sikredes ved kong Æthelstan's store sejr ved Brunanburh i 937. Dog hævdede Northumberland endnu en tid sin uafhængighed, og her opkastede bl.a. Erik Blodøkse sig en kort tid til høvding. Men efter 980 tog vikingetogene til England atter fart, og kong Æthelred var ingenlunde i stand til at standse dem. I spidsen for normannerne stod nu ingen ringere end Danmarks kong Sven samt i nogle få år også den norske kongeætling Olaf Tryggveson. efter kampen ved Maldon i 991 købte stormændene for første gang vikingerne bort med danegæld. Snart sigtede søtogterne tydelig på landets erobring, og det store mord på danerne i 1002 kunne ikke hindre kong Sven's planer, der gennemførtes med Englands erobring. Hermed begynder danevældens tid i England, der varede til 1042. Ved normannernes bebyggelse af Danelag tilførtes der Englands befolkning en helt ny klasse af fribårne selvejende bønder i modsætning til det angelsaksiske samfunds store klasse af afhængige fæstebønder - et forhold, der endnu træder tydelig frem i Vilhelm Erobrerens store jorde- og skattebog over England (Domesdaybook). En ny inddeling af landet i wapentac (navnet af det »våbentag«, hvormed beslutningerne på tinge stadfæstedes) synes også at stamme fra normannerne, ligeså forskellige retslige institutioner, navnlig indførelse af nævninger. Også i sproget efterlod nordboerne sig spor, ligesom en stor mængde nordiske stednavne i det nordlige og østlige England vidner om deres kolonisation af landet. normannerne I Danelag vedligeholdt en livlig forbindelse med moderlandene og med de norske riger i Skotland og Irland, indtil de blev fuldstændig kuede af Vilhelm Erobreren. Varige spor efterlod også nordmændenes kolonisation af de skotske øer; tidligere sygnede de norske kolonier i Irland hen; her satte kong Brian i slaget ved Clontarf i 1014 en stopper for normannernes fremdrift, hvorefter de væsentlig måtte holde sig til de større byer, der i øvrigt for en stor del netop skyldte normannerne deres opkomst.

Det arbejde, som her offentliggøres, er en fortsættelse af mit værk »Normannerne« (I-IV, 1876-82) og kan opfattes som dets femte bind.

Ved min kaldelse til universitetsvirksomhed og ved påtrængende videnskabelige arbejder af anden art blev jeg hindret i at fortsætte dette værk, og da jeg efter flere års standsning påny optog de normanniske studier, følte jeg mig ved hvert skridt hæmmet ved, at en sådan hovedkilde som Vilhelm af Jumiéges' krønike ikke var udkommet i en ny udgave, da man dog nu havde påvist, at den hidtil foreliggende tekst bestod af mange fra forskellige tider og forfattere hidrørende bestanddele. efter at en ny udgave, der på grundlag af manuskripterne klart gør bede for disse forhold, er udkommet (1914), tror jeg også, at det vil erkendes, at det uden disse oplysninger om tekstens oprindelige kerne og de senere udvidelser ikke var muligt at kunne behandle de første 150 år af Normandiets historie på en tilfredsstillende måde.

De studier, som nu fremlægges, er begyndt for mange år tilbage, også ved besøg i franske arkiver og biblioteker, men de stammer dog især fra de sidste år. Det har naturligvis været mig til stor hjælp og støtte, at Frankrigs almindelige historie i det behandlede tidsrum er blevet skildret i en fortløbende række af fortræffelige og indgående værker over de enkelte kongers regeringstid, ligesom også at mange kilder er blevet udgivne i nye og fortrinlige udgaver. Jeg må dog bemærke, at jeg ved den endelige udarbejdelse har måttet savne ikke få skrifter, som jeg kun har haft lejlighed til at rådspørge i franske biblioteker, hvad der kan tjene til undskyldning for mulige ukorrektheder, der kunne være indløbne.

For al den venlighed, der er mødt mig hos embedsmænd ved biblioteker og arkiver i Frankrig, bringer jeg min hjertelige tak. Særlig vender mit sind sig med dyb taknemlighed mod de to bortkaldte lærde Leopold Delisle og Jules Lair - som de har ydet Normandiets historie uforglemmelige tjenester, gav de mig altid den mest redebonne hjælp - dernæst vender mindet sig til en ven, der ligeledes er bortkaldt, forskeren med den fintfølende historiske sans, min trofaste studiefælle gennem et langt liv, Paul Viollet.

Også for al den forekommenhed og bistand, der er blevet mig til del af embedsmændene ved vore hjemlige offentlige biblioteker, bringer jeg min oprigtige tak.

Kapitel I.

Historieskrivningen i Normandiet og i de øvrige franske lande i de fire første normanniske hertugers tidsalder 911-1026.

 En levende sans for historieskrivning i den normanniske hertugslægt.

Hvad der først påtrænger sig opmærksomheden ved den normanniske historieskrivning - når man har den i Frankrig i det hele øvede historiefortælling for øje - er de normanniske hertugers levende interesse for historie. Hos Frankrigs konger fandtes nemlig ingen. Man må næsten forbavses over en sådan forskel i to tidsaldres opfattelse og syn som den, der fremtræder i historieforskningen, således som den var i Frankrig under Karl den Store og på hans sønners og sønnesønners tid, ofte ledet og støttet af ærekære konger, der ønskede deres gerninger fortalte til nytte og belæring for efterverdenen, - og så ser modstykket dertil, da man gennem hele det 10 århundrede kun levede for øjeblikket og var så optaget af dets begivenheder, at ingen tanke opstod om at bevare mindet derom for de kommende tider. Dette gælder både rækken af de sidste Karolingerkonger som det gælder Kapetingernes slægt og kong Rodulf af Burgund. De to eneste historikere af nogen betydning, Flodoard og Richer, forfattede deres arbejder på opfordring af ærkebispen af Reims, men ikke efter anmodning af nogen konge. Der var heller ingen konge, som sørgede for, at begivenhederne optegnedes fra år til år, således som det skete under de ældre Karolinger. Alle disse konger var desuden blottede for litterær interesse i det hele. kong Karl, som fik den Enfoldiges tilnavn, havde denne egenskab i mere end én henseende; om hans dygtigere søn Ludvig IV siges det, at han ikke forstod latin, der dog var alle aktstykkers og alle litterære arbejders sprog, men han tilbragte jo også næsten hele sin regeringstid til hest. Også om Hugo Kapet fortælles det, at han ikke forstod latin, ligesom der heller ikke er noget vidnesbyrd om, at han havde sans for litteratur. Og dog var der i de sidste årtier af århundredet vågnet en vis renæssance, takket være den kundskabsrige og kloge Gerbert (senere pave Sylvester II) og den lærervirksomhed, han udfoldede. Gerberts breve, som nutiden har lært at kende, har da også bragt et godt historisk materiale ind i vor magre viden om disse tider af Frankrigs historie. Men først med Robert I. den Fromme (996-1031), Gerberts elev, kommer en konge på tronen, der viser sans for studier, har teologisk interesse, kærlighed til musik og anden åndsgerning, alt dette dog uden at det satte frugt i nogen bestræbelse for at fremme historieskrivningen.

Vender vi os derpå til de normanniske hertuger, er det vist, at vi ingensomhelst kundskab har om, at de kunne læse eller skrive eller havde kendskab til latin. Vi har fra de første hertugers tid næsten ingen breve bevarede, og retshandler synes i lang tid at være foregåede mundtlig eller gennem symbolske akter. Men det er vist, at allerede den anden af hertugerne Vilhelm var stærkt optaget af livet indenfor kirken og havde samtaler af teologisk indhold med abbed Martin i klostret i Jumiéges. Ved Vilhelms død i 942 sang en kirkelig mand et latinsk sørgekvad, der desværre kun er os overleveret i to barbariske afskrifter, men hvis oprindelige form ingenlunde har været ringe, og som giver en række historiske oplysninger; man kan vist vanskelig finde et sidestykke dertil i de andre provinser i Frankrig på den tid.

Langt stærkere mærkes dog den litterære og historiske interesse hos det næste slægtled. Man får en formodning om Rikard I's historiske sans allerede af det udsagn om ham, at da han byggede den prægtige store kirke i Fécamp, lod han dens indre smykke med »historiske« billeder, hvad der sikkert ikke vil sige fremstillinger af bibelhistorien, og knap nok skildringer af en helgens historie, snarere har i disse billeder den fromme hertug Vilhelms mord været fortalt, eller hertugernes virksomhed for kirker og klostre har været skildret.

Den samme hertug sørgede for, at det normanniske hertugdømmes historie blev skrevet i det store og indholdsrige værk af kanniken Dudo fra Saint-Quentin.

Dudo stammede sikkert fra Vermandois, Normandiets Nabolandskab, og kan vel være født ved tiden 960; han blev kannik og til sidst dekan, forstander for kannikerne, ved kirken og klostret i St. Quentin. Dudo fortæller, hvordan han nogle gange havde været i sendefærd i Normandie, og at han af hertug Rikard havde fået til belønning nogle gejstlige beneficier i Pays de Caux. Nogen tid før Rikards død i 996 rettede hertugen den mest indtrængende anmodning til ham om at skrive Normandiets historie, hvad han efter nogen betænkelighed gik ind på. Han havde knap nok begyndt sit skrift, da han modtog efterretningen om Rikards død. Men hertugens søn Rikard II og ligeledes hans halvbroder grev Rodulf af Ivry tilskyndede varmt Dudo til at fortsætte og fuldføre arbejdet. Især blev han vejledet og støttet af grev Rodulf, som også skaffede ham hertugens bekræftelse på de beneficier, faderen havde tilstået ham i 1015. Dudo lader i den grad den tradition, hvormed Rodulf sad inde, eller de oplysninger, som han skaffede ham, danne grundlaget for hans værk, at han kalder Rodulf for den egentlige beretter, en udtalelse, hvorpå man dog ikke bør lægge for stor en Vægt.

Men der var andre medlemmer af hertugfamilien, som delte denne interesse for historien. Herhen kan vi sikkert regne hertug Rikard I's hustru Gunnor, idet Dudo blandt mange i almindelighed holdte lovord over hende har de mere særtegnende. Hun viste stor snildhed i verdslige foretagender, hun var veltalende og bevarede i sin gode hukommelse en skat af minder. Gunnor har sikkert været en både selvfølende og for litteratur interesseret kvinde, hvad der også fremgår af udtalelser af digteren i Rouen Garnier i hans store satiriske digte, han forudsætter hende som læser eller tilhører sammen med hendes søn ærkebisp Robert velvilje og hjælp af denne søn har Dudo sikkert også stolet på, siden han lader sit værk ledsage af et digt til ham.

Slægtens interesse for at bevare mindet om samtiden kommer endvidere frem hos Gunnors datters Emma, Æthelreds og Knud den Stores dronning, der fik en flandersk gejstlig til at skildre hendes levnedsløb i det lærerige skrift »Encomium Emmæ«, hvorom jeg snart skal tale.

Den således påviste sans for historie hos hertugslægten er den grundvold, hvorpå Dudo kan bygge sin historie. Hans værk giver desuden vidnesbyrd om, at der hos folket har været en rig tradition at høste af, og at det har forstået, hvor lærerig historisk beretning er. I sin skildring af hertug Vilhelms levned udtaler Dudo, hvordan hertugens historie, når den ofte bliver fortalt, kan opflamme alle, og ikke mindst den slægt, der nedstammer fra ham, til at stræbe mod livets højeste mål.

Når jeg efter denne skildring af det litterære liv i hertugdømmet i det første århundrede, efter at det er blevet givet til normannerne, vender mig til de andre franske provinser, vil der i disse kun være sparsomme historiske optegnelser at fremdrage. Af årbøger findes så at sige ingen, førend Flodoard i 919 begynder at nedskrive dagens begivenheder og vedbliver dermed i et halvt århundrede. Flodoards annaler har vundet den højeste ros og fortjener det i udmærket grad, ved deres pålidelighed og forfatterens fuldkomne upartiskhed, ved deres opmærksomhed for begivenheder i alle franske landsdele. Men det ville være ganske urigtigt at opfatte dem som om de på nogen måde gav et udtømmende billede af landets almindelige eller af de enkelte kongers historie. I min redegørelse for Dudos historieskrivning skal jeg belyse dette nærmere.

Efter 966 står vi atter uden hjælp af årbøger. I 990årene begynder munken i Reims Richer at forfatte en krønike, opfordret dertil af sin lærer ærkebisp Gerbert; den omfatter Frankrigs historie i hele det 10 århundrede. Vi må være erkendtlige for dog at møde en enkelt historiker fra denne periode. Men Richers krønike må benyttes med største forsigtighed, idet han både er skødesløs og partisk, og da han i sin glæde over det underholdende og i sin stræben efter æstetisk virkning meddeler uhjemlede ting og let fordrejer det virkelig hændte. værket bringer imidlertid mange oplysninger, især for Hugo Kapets tidsalder. efter den tid møder os atter en periode, der er ubetjent af historikere. »om Hugo Kapets efterfølgere har vi ingen historisk kilde af betydning«.

Den normanske historieskrivnings lovtalende karakter.

Man bør lægge mærke til, at den normanniske historieskrivning helt igennem har en lovtalende karakter - hvad man hidtil ikke har forsømt at fremdrage - men tillige af hvilken art denne lovtale er - hvad der endnu ikke ret er blevet indset. De lovtaler over de normanniske hertuger, der strømmer ud af Dudos mund, må overvælde enhver læser. Når Vilhelm eller Rikard I karakteriseres med hundrede rosende adjektiver, når de prydes med lige så mange berømmende Substantiver, har dette jo på nutidens læsere en modsat virkning af den, forfatteren sigter imod. Men man må også huske på, i hvilken grad denne udtryksmåde er blevet stil og manér, en art litterær omgangstone, der af dem, som modtog hyldesten, ikke blev opfattet således, at ordlyden til punkt og prikke gengav den skrivende forfatters mening og dom.

Det er naturligvis en tåbelig skik altid at bruge superlativer, det er urimeligt at give lokale forhold i en enkelt provins karakter og betydning som Verdenstildragelser. Det må dog erindres, at Dudo ikke overdriver hver enkelt hertugs betydning på bekostning af hans omgivelser. Tværtimod betones det stærkt, hvordan hertugen handler i overensstemmelse med sine høvdinger og har spurgt sine mænd om råd. Betydningen af disse rådgivere bliver stadig betonet, ikke mindst på de første hertugers tid. Ikke heller lægges der skjul på, hvor modløs eller rådvild en så beundret hertug som Vilhelm kunne være, indtil hans høvdinger fik ham til at stole på egen kraft.

Kernepunktet bliver alligevel dette, om lovtalen er gået videre end at se ensidigt på personer og begivenheder, om den også bringer falske efterretninger, om den fordrejer sandheden ved at fortie kendsgerninger, som ville vise os sagen i en helt anden sammenhæng. Man bør spørge, om det kan påvises, at den lovtalende mand er forsømmelig, skødesløs og falsk i sin benyttelse af kilderne, så at han omdanner modtagne efterretninger efter behag, forvansker kildernes ord eller endog frit opdigter handlinger og forhold til gunst for den, han skildrer med så stor beundring. Men intet sådant kan godtgøres om Dudo, således som den følgende fremstilling vil vise.

Dudo som æstetiker.

Foruden at være lovtaler er Dudo æstetiker, og dette har givet hans værk nogle af de ejendommeligheder, der ikke mindst efter nutidens opfattelse af, hvorledes en historisk beretning bør fremtræde, må anses for uheldige. Bogen er for det første fuld af digte, ved hvilke Dudo viser sin færdighed i at lave latinske poemer i halvhundrede forskellige versearter; de fremtræder i indledningen og i slutningen af værket og af hver enkelt af dets fire bøger, og desuden rundt om i teksten, de fortsætter ikke og udvider ikke den historiske beretning, men de udtaler forfatterens mening og ønsker; de henvender sig til læseren, til de handlende personer, til forfatterens velyndere, til muserne og mange andre væsener.

Dudos æstetiske sans viser sig endvidere i, at han lader hver enkelt af de fire bøger have en enkelt person til hovedskikkelse, den kommer frem i hans bestræbelse for at give skildringen et dramatisk liv, i hans stadige anvendelse af samtaler og replikker. Og den samme side af hans ånds indhold taler ud af hans blomstrende sprog, hans kunstfærdige stil med de mangfoldigt varierede udtryk, en uendelighed af ord og betegnelser, langt mere hentede fra den klassiske litteraturs verden end fra bibelen i dens latinske skikkelse. Og det fortjener at bemærkes - og for så vidt at roses - at Dudo så at sige aldrig optager hele Sætninger eller stykker fra andre forfattere, således som det er så almindeligt hos middelalderens forfattere og uden at vedkommende benytter anfører det som et lån. Men netop derfor er det så vanskeligt at udpege Dudos kilder. Det har åbenbart været ham om at gøre, at alt, hvad han modtog udefra, fuldstændig gjordes til del af hans viden og tankegang, at ikke noget ind flød i hans tekst, som ikke var præget at værkets almindelige ånd og karakter eller stod i samklang dermed.

Endelig står det vist også i forbindelse med Dudos æstetiske standpunkt, hans stræben efter harmonisk enhed, at han aldrig udtaler sig om, med hvilken forskellig Vished de enkelte tildragelser kan meddeles, eller om at en begivenhed også bliver fortalt på en forskellig måde og ud fra en anden opfattelse.

Ejendommeligheder hos Flodoard som historiker og en sammenligning med Dudo.

I årbøger eller krøniker fra Normandie har der vel næsten intet været at finde for Dudo. I alt fald er der intet sådant blevet overleveret til efterverdenen. Derimod fandtes der i det øvrige Frankrig enkelte årbogsoptegnelser, først og fremmest Flodoards annaler.

Flodoard er den største franske historiker på den tid. I vore dage prøver man altid værdien af efterretninger om Frankerrigets historie fra 919 til 966, det tidsrum, hvorover hans årbøger spænder, på denne kilde, og Flodoards »Reims-kirkens historie« har en lignende betydning for ældre tider med hensyn til de emner, den omhandler; den er skrevet senere end årbøgerne, til hvis optegnelser den støtter sig. Flodoard var klerk ved domkirken i Reims og havde embedet som dens arkivar. Gejstligheden ved Reims ærkesæde havde på denne tid en førende stilling i det politiske liv og stod i nær forbindelse med hoffet, foruden at Reims var vidtkendt som et lærdommens sæde. Således havde Flodoard ypperlig lejlighed til at kunne erfare og optegne vigtige begivenheder.

Flodoard besad en enestående evne til at skaffe sig oplysninger om kendsgerninger og til at afveje pålideligheden af dem. Hans nylig nævnte kirkehistorie indeholder i videste mål aktstykker eller referater af sådanne, eller endog blot korte angivelser af brevenes indhold i registerform. På tilsvarende måde søger han i sine »årbøger« altid at optegne de nøjagtigste oplysninger, man kan blot studse ved at se, at den samme mand kan være så lettroende overfor mirakler, som skal være hændte, og være så opmærksomt lyttende til fortællinger om vidundere og jærtegn.

Derimod har Flodoard kun i ringe grad evne eller trang til at sammenbygge det erfarede, så at læseren kan nå en forståelse af begivenheden, se forbindelse mellem årsag og virkning eller få indblik i tidens tilstande. Det var områder, som lå helt udenfor hans ånds indhold, han gør end ikke forsøg på en tolkning eller en opfattelse.

Flodoard giver derfor heller aldrig nogen karakteristik af de handlende, han tillader sig ikke at knytte et rosende eller dadlende ord til omtalen af personer, eller at lade vrede over en misgerning, beundring for en smuk bedrift få udtryk, han angiver kun sjælden motiver for en handling og er sparsom i at nævne formål, der sigtes imod.

For at give en forestilling om, i hvilken grad det rene faktum interesserede Flodoard, medens forståelsen af det var ham ligegyldig, skal jeg nævne, at han ved 929 fortæller at »hertug Hugo og grev Heribert af Vermandois belejrer Montreuil«. Udgiveren af Flodoards årbøger bemærker, at man aldeles ikke kan forklare sig grunden til denne belejring. Nu skulle man dog tro, at Flodoard i sin udførlige og mere skildrende »Kirkehistorie« ville have givet oplysninger om hvad der gav anledning til dette togt, men her står igen det samme nøgne faktum gengivet uforklaret.

Flodoard nedskriver begivenheden, når den kommer til hans kundskab, dog kan man se, at han stundom sammenfatter en optegnelse fra et tidligere år med noget senere hændt. Som regel står dog hver optegnelse for sig, spiddet på en Nål, uden at en ordnende forståelse gør sig gældende. Derfor er hans årbøger, betragtet som litterært arbejde, ganske ulæselige, og de danner ved deres hele spredte, mosaikagtige bygning den mærkeligste modsætning til hvad Flodoards forgænger i denne Art af historisk virksomhed ærkebisp Hincmar af Reims (død 882) ydede for et lidt ældre tidsrum (861-882). Hincmars sandfærdige årbøger giver en flydende fortælling, der samler de enkelte års begivenheder til en afrundet fremstilling, hvori det ifølge udviklingens lov sammenhørende betones. Af det meddelte ser man forfatterens standpunkt, hans skøn og dom, hans opfattelse af stat og kirke, uden at han derved har hildet læserens forståelse og indsigt.

Som følge af de nævnte ejendommeligheder hos Flodoard bliver det ofte en ren gådegætning om en optegnelse hos ham har den betydning, vi formoder, eller den lige stik modsatte. Man vil kunne overbevise sig derom blot ved at læse følgende linier og deres tolkning: 940. Hugo et Heribertus, loculi cum quibusdam Lothariensibus. Lauer: det mest sandsynlige er, at lothringerne vist ville slutte sig til den franske konge. Dümmier: de ville vist forbinde sig med oprørerne mod ham.

Flodoard har i Reims-kirkens historie de selv samme ord, uden fortolkning. - Flodoard 941 i. f.: Hugo et Heribertus, Willelmus et Arnulfus simili locuti sunt. Kalckstein: hertug Vilhelm af Normandie slutter sig til kongens fjender. Lauer: Vilhelm står på kongens side. I Reims-kirkens historie har Flodoard intet herom.

På grund af Flodoards beretningsmåde overraskes vi jævnlig ved angivelser hos ham; vi måtte tro, at en indledning til det fortalte eller dets foranledning måtte være omtalt tidligere. Vi får til eksempel først at vide, at byen Evreux var blevet underlagt hertug Hugo, da senere kong Ludvig har erobret byen og vægrer sig ved at give de gidsler tilbage, han har taget af den (944 i. f.). Ret karakteristiske for Flodoard er derfor de af ham ofte anvendte plusquamperfekter, der sigter til noget forudgået, men af ham ikke omtalt, 923: qui eis [Nordmannis] latitudinem terræ pollicitus fuerat; det har ikke været nævnt. 939: Heribertus per Veromandinsem pagum messem eorum qui se reliquerant vel quibus Hugo ipsam terram dederat colligens. Der er ikke sagt noget tidligere herom. Ikke mindst vil læseren føle savnet af den logiske forbindelse i Flodoards fremstilling ved hans omtale af de mange og afgørende nederlag, som normannerne skal have lidt, eftersom følgen dog stadig bliver, at der skal betales Danegæld til dem, eller at nye landsdele afstås til dem.

Men på samme måde, som man i Flodoards tekst kan savne noget forudgående, vil man jævnlig have den skuffelse, at der mangler oplysning om noget følgende. Vi mennesker har nu engang interesse af at se, hvordan noget udvikler sig, og hvilke følger det har. Således fortælles det, at kong Ludvig fører grev Arnulf af Flandern og ligeledes Herluin af Montreuil, der hidtil har været Arnulfs arge fjende, med sig til Rouen (944 i. f.), medens en forklaring af dette forandrede forhold ikke gives; desuden undres man over, at det ikke nævnes, at Herluin bliver dræbt af normannerne, hvad vi kan læse hos Dudo og hvad der stemmer med, at det ved en senere angivelse hos Flodoard antydes, at han er død. Ved år 945 meddeler Flodoard, at en søn af kong Ludvig og to bisper må lades tilbage i Rouen som gidsler; af Dudo får vi at vide, at sønnen døde i Rouen, og at der på denne tid blev tilsagt Normandiet fuldkommen uafhængighed; den første angivelse er sikker, og den anden har al sandsynlighed for sig.

På den her skildrede egenart af Flodoards årbøger har man alt. for lidt været opmærksom, og dog må den haves for øje, når man vil benytte disse som værdimåler overfor Dudo, hvad der stadig sker. Det er forbavsende at læse, hvor sikkert historikerne kan tro, at der på dette grundlag kan fældes en dom over Dudo. Med hvilken hån omtaler således ikke en historiker som Le Prévost Dudos fortælling om at hertug Vilhelm skulle have haft det forsæt at gå i kloster! »Den slags munke-noveller får ulykkeligvis af den upartiske Flodoard et kraftigt dementi, idet han viser os Vilhelm i dette år 940 mere end nogensinde optaget af krigerlivet og som deltager i et togt mod Reims«. Dette sidste kan dog vel intet bevise om hvad der var Vilhelms inderste ønske, og »ulykkeligvis« fik den af Le Prévost udtalte dom det kraftigste dementi ved det senere fundne, ved Vilhelms død i 942 skrevne digt, der fortæller om Vilhelms forsæt at blive munk.

Som andre eksempler på, hvor fuldstændigt historikerne bøjer sig for Flodoards ord, kan jeg nævne følgende. Når en hedning tvinger Drengen Rikard til at forlade kristendommen, er denne også blevet overbevisningstro hedning. Når Flodoard ikke benævner den høvding Harald, der stævner kong Ludvig til et Møde, med titlen konge, så var det ikke Harald Blåtand. Dudo omtaler, at chartres brændte i 962, men Flodoard véd intet derom, og derfor måtte man have grund til at tro, at det var snak og opdigtelse - denne antagelse behøver jeg ikke at gætte på, thi den er fremsat, - heldigt er det da, at vi har en optegnelse om branden i en gammel kilde.

Af det påviste vil det fremgå, hvilken fuldkommen modsætning de to forfatter personligheder udgør. Flodoard er den strenge overholder af tidsfølgen, medens Dudo lader sig lede ved den af årsag og virkning givne sammenhæng. Flodoard skrider frem efter år og dag, han ser sjælden tilbage eller hen mod det kommende, Dudo er så karrig med årstal, at der i hele hans værk kun findes fire, han ynder tidsafstande af mere ubestemt vidde (lustrum, æra). Flodoard har kun lidt om årsag og virkning, endnu mindre om motiver, medens Dudo altid kender sådanne. Flodoard skildrer aldrig personligheder, medens Dudo netop ønsker at gruppere begivenhederne om enkeltmand. Det lykkes aldrig Dudo at give en skikkelse særpræg, stadig anvender han superlativer, og han kender kun godt og ondt, ingen af de nuancer, som altid er tilstede. Denne malemåde er altfor grov og skrigende til at den kan behage, derfor ser vi da også Vilhelm af Jumiéges tage afstand fra den, selv om også han af nutidens forskere får dadel for overdrivelser i sin karakteristik. Men Dudo ejer ikke desto mindre en udmærket evne til at skildre ulige standpunkter, han kan ypperligt fremstille en forhandlings gang, ligesom de replikker, han lægger de handlende i munden, kan være fortræffeligt formede og virke så slående, at de huskes og ofte citeres. Hos Flodoard finder man aldrig en replik.

I én henseende danner Dudo en mærkelig modsætning ikke blot til Flodoard, men til flertallet af historikere i middelalderen. Hos disse løber fortællinger om et sket mirakel jævnlig ind i beretningen. Flodoard er et karakteristisk eksempel herpå. Midt i den nøgterne opregning af krigsbegivenheder og politiske forhandlinger dukker pludselig frem nogle linier om en vidunderlig hændelse. Ofte sket hos den almue, der i øvrigt ligger udenfor hans synskreds. I Dudos store værk, hvor et kristeligt eller et teologisk standpunkt ofte så stærkt træder frem, ligesom virkningen af en bøn til gud ofte findes omtalt, er ikke en eneste gang en mirakuløs handling nævnt.

Dudos kilder. Hans sandfærdighed.

Vi går derefter over til at undersøge, om nedskrevne kilder har tjent Dudo til vejledning. En af Dudos kilder må det sikkert antages, at sørgesangen ved hertug Vilhelms død har været. Dette digts indhold stemmer fuldstændig med Dudos skildring af Vilhelms virksomhed og begivenhederne ved hans død. På den anden side vil det næppe være muligt at godtgøre dette ved at henvise til lånte udtryk eller en fra digtet overtaget vending.

Hvad Flodoards annaler angår, er det karakteristisk, at ligesom der er lærde, der bestemt hævder at Dudo har kendt og benyttet dem, er der andre, der ligeså afgjort ikke har kunnet finde spor deraf. Benyttelsen må altså sikkert ikke fremtræde på nogen tydelig måde. Det forekommer mig nu, at man ofte forveksler en forfatters umiddelbare benyttelse af en kilde, under udarbejdelsen af sit manuskript, med den kundskab til en kilde, der alene består i, at han engang har set og læst den. Her må det nu for det første erindres, at Flodoards årbøger, med deres tørre opregning og ringe evne til at fængsle, var på hin tid og længe derefter meget lidt kendte og afskrifter af dem sjældne. Nu har man ganske vist sagt, at de tre manuskripter af Flodoards annaler, som senere fandtes i Normandiets samlinger, utvivlsomt må hidledes fra et nu tabt manuskript, som skal have været udført i Fécamp i tiden mellem 1001 og 1028, da Vilhelm af Dijon ledede klostret, men fuldt bevist er dette dog ikke. Men selv om der i Fécamp fandtes et manuskript af Flodoard på Vilhelms tid, bliver det jo et spørgsmål, om det var her på de tidspunkter, da Dudo besøgte Normandie.

Imidlertid skal det ikke bestrides, at Dudo engang kan have set og læst Flodoards årbøger. Her skal kun hævdes, at Dudos værk ikke på noget enkelt sted viser, at han har benyttet det som kilde, lige så lidt som vi ser, at han har taget afstand fra en efterretning eller opfattelse, som Flodoard har fremsat. Hvis Dudo havde Flodoards bog liggende for sig, kan man f.eks. ikke forstå, at han, ved at fortælle om den samme begivenhed som Flodoard, kan gøre sig skyldig i en så grov fejl som den stadig at kalde den tyske konge Henrik i stedet for Otto. Hvis Dudo havde en sådan årbog til hjælp, ville han da virkelig have ladet sit arbejde fremtræde blottet for tidsangivelser? Det er da heller ikke muligt at påvise, at Dudo har benyttet optegnelser i andre årbøger. Henri Prentout har ganske vist ment at kunne godtgøre enkelte sådanne lån, men han er blevet imødegået af René Poupardin. I den påberåbte kilde ville Dudo således ikke kunne finde den dato for biskop Immos død, som han opgiver; en lokal tradition kan her lige så vel have været Dudos kilde.

Man må for at fælde en retfærdig dom huske på, overfor hvor store vanskeligheder Dudo stod. Her var sikkert ingen eller såre sparsomme annaloptegnelser at bygge på, af krøniker fandtes vel ingen, i alt fald er ingen os bekendte, ejendomsbreve eller andre diplomer var meget lidt i brug, Dudos nærmeste kilde måtte være den tradition, som han forefandt i Normandiets forskellige landskaber eller i nabolandene. Fremfor alt byggede han dog på de skildringer, som Rollos sønnesøn og dennes nære slægt meddelte ham.

En vis prøve på, med hvor stor omhu en forfatter har søgt at sætte sig ind i det i fortiden virkelig foregåede, vil man have ved at se, i hvilken grad han har forstået at knytte begivenheder til bestemte lokaliteter og har haft kundskab om disses geografiske egenart. Netop fordi man ellers bebrejder Dudo hans svulmende ord og høje svæven, er det værd at lægge mærke til, hvorledes hans arbejde giver vidnesbyrd om hans gode kendskab til det normanniske land. Vi finder således omtalt af ham en halv snes af Normandiets ofte ubetydelige vandløb, han er ikke blot velkendt med de topografiske forhold i Rouen og ved Seinens løb, han bringer os navne på landsbyer, skove og andre lokaliteter rundt om i Normandie. Det samme kommer frem ved hans skildringer af felttog og tildragelser udenfor dette lands grænser; han opgiver navne på ejendomme, godser og ofte ret ubetydelige punkter.

Lignende iagttagelser vil man kunne gøre ved hans omtale af de handlende personer, også her stræber han efter bestemte angivelser. Flere af de nævnte mænd forekommer kun ved en enkelt lejlighed eller har ingen betydning for det berettede, nogle gange er det rent underordnede betjente eller menige krigere, som han dog mener det er værd at angive.

En uret, som man har gjort sig skyldig i overfor Dudo, er endvidere den, at man ikke har sørget for at få den udgivne tekst rettet for adskillige af de fejl, som findes i den og som ikke skyldes forfatteren. Ved at være opmærksom på hans sprogs egenart og på parallelsteder i værket vil sikkert en del ændringer kunne foretages. Jules Lairs udgave af Dudo var omhyggelig og smuk, og den bragte, i forbindelse med Lairs fortræffelige undersøgelser, et overordentligt fremskridt i studiet af Dudo og i kendskabet til Normandiets ældste historie. Men der står endnu adskilligt tilbage at forbedre. for en del nødvendige rettelser vil der blive redegjort i mine undersøgelser i det følgende.

Encomium Emmæ.

Som Dudos værk skyldes hertug Rikards interesse for historie, er et andet historisk arbejde blevet skrevet på tilskyndelse af hans datter. Det angår vel mest Englands og Danmarks historie, men det berører stærkt Normandie, og det belyser hertugslægtens historiske sans. I ånd og tone står det Dudos værk så nær, at det bør medtages i denne fremstilling. Emma, Rikard I's datter, blev gift med kong Æthelred; senere med Knud den Store. En munk i de to sammenhørende klostre St. Bertin og St. Omer (Depart. Pas de Caiais) fik af hende det Hverv at skrive beretningen om hendes og kong Knuds skæbne. Han har uden tvivl lært dronningen at kende under hendes ophold i egnen ved Brygge (1037-40) og kalder sig hendes tjener; om Emmas Andel i Rogens tilblivelse og Medvirken ved Affattelsen udtaler han klare ord.

Dette værk blev tidligere betegnet som Encomium Emmæ, medens man i den nyeste tid har ombyttet navnet og kaldt det Gesta Cnutonis Regis, således som det med en hånd fra 14-15 århundrede er blevet kaldt i det bevarede hovedhåndskrift. Det forekommer mig, at den tidligere titel var rigtigere. værket er delt i 3 bøger, af hvilke de første skildrer, hvorledes kong Svend og de danske blev herrer i England, kong Knud nævnes ikke før i det sidste Kapitel. Hans historie skildres derpå i anden bogs 23 kapitler, fra det 17de også dronning Emmas og børnenes, den sidste bog omhandler udelukkende Emma i hendes enkestand. Allerede heraf vil det ses, hvilken hovedrolle Emma indtager. forfatteren- har desuden ved sin indledende første bog villet belyse hendes kommende stilling som den danske erobrers dronning, i »Prologus«, der er henvendt til dronningen, erklærer han, at han vil skrive til hendes ære, da hendes dyd stråler så klart som dagslyset, uden at han dog vil i nogen henseende afvige fra sandheden, som en historiker alene bør følge. I det følgende »Argumentum«, der er rettet til læseren, redegør han for værkets indhold og hævder, at det fra først til sidst angår dronningen og overalt bringer hendes ros. Han slutter med de linier, at læseren vil indse, at bogens indhold svarer til denne ros over hende. Der kan vist derfor ikke være tvivl om, at titlen bør indeholde dronningens navn, og at »Encomium« gengiver forfatterens formål med sit arbejde, ligesom denne titel ville betegne bogens plads indenfor den lovtalende historieskrivning.

Vi står altså overfor et historisk arbejde af lignende natur som det, Emmas søskende modtog fra Dudos hånd. Det har fået en lovtales form, men dets forfatter hævder, at han på intet sted er veget bort fra sandheden. Og atter her har nutidens kritikere i ringe grad forstået, at denne art historieskrivning i virkeligheden kan give et fuldkommen brugbart materiale, og at stoffet er godt nok, selv om den farve, som er påsat det, må modtage nogen ændring og lys og skygge falde lidt anderledes.

Ser man bort fra den lovprisende tone, kan værkets fortælling og meddelelser ikke på forhånd angribes som usandfærdige, tværtimod giver det en række oplysninger, som ikke kendes andenstedsfra og som der ikke er grund til at anfægte, det er derfor en kærkommen kilde, for hvis efterretninger man også synes mere og mere at bøje sig.

Man har især søgt at stemple »Encomium« for usandfærdighed ved at henvise til, hvordan det betegner Emma, uagtet hun vitterligt nok var enke efter kong Æthelred og havde født ham flere børn, som en ung pige, virgo, og hvordan det fremstiller de to sønner Alfred og Edvard (Bekender), som hun havde i sit ægteskab med Æthelred, som om de havde kong Knud til fader, men var født senere end de to børn, som hun havde født Knud, Hardeknud og Gunhild. Hvis dette virkelig var tilfældet, må hendes historiker siges at have gjort sig skyldig i en grov forvanskning af de sande forhold, som måtte være ham fuldt bekendte. Men er denne beskyldning rigtig?

Emma var i foråret 1002 blevet gift med Æthelred, der da var enkemand efter Ælfgifa, som havde født ham 10 børn. Nogle Måneder efter brylluppet viste Æthelred sit blodige sind og sine følelser overfor de Danske ved at lade alle Danske i England udenfor Danelagen overfalde og dræbe på Sct. Briccii dag (d. 13. november). Dette var en ejendommelig modtagelseshilsen for en prinsesse af dansk herkomst. Hendes husbond var udygtig som styrer af sit land, uheldig i sine krige, han var upålidelig som ægtemand og holdt friller, foruden at han viste dronning Emma liden agtelse. Det er vel intet under, at Emma, der var en kraftig og ærekær kvinde, og som efter Æthelreds død vandt en så betydelig ægtefælle som kong Knud, havde lidet tilovers for sin første husbonde, og at derfor hendes historieskriver var i fuld overensstemmelse med hendes eget ønske, når han omtalte Æthelred så lidt som muligt eller slet ikke. Men enhver, der læser »Encomium«, må dog kunne forstå, at som »en berømt dronning« kan en ung, normannisk Pige ikke være betegnet, og kong Knud frier til hende utpote regina famosa, i »Argumentum« læses: nunquam bellandi fmis, nisi tandem hujus nobilissimæ reginæ jugali copula potiretur. Knud sender nogle mænd på bejlerfærd ad dominam, og domina Emma, midierum nobilissima, fd conjux regis fortissimi Cnutonis. Således er her med vilje benyttet domina, der ikke passer på en ung Pige, ordet puella er undgået (medens mulier er anvendt); om en ung piges hånd anholder man desuden hos forældrene, man henvender sig ikke direkte til hende.

Men så stå der i en efterfølgende sætning ordet virgo, hvorover man især har forarget sig. Emma forlanger nemlig, at kun sønner, som hun føder Knud, og ikke de, kongen havde af en tidligere forbindelse, skulle arve England, og om Knud og Emma hedder det så: placuit ergo regi uerbum virginis ei iusiurando facto uirgini placuit uoluntas regis. Grebet af oratorisk løftelse er forfatteren kommen til at benytte virgo for bogstavrimenes skyld. Men i klassisk latin kan man finde både hos digtere og prosaforfattere virgo i betydning af en ung kvinde, uanset om hun var hustru eller som ugift havde børn, og dette forekommer også i middelalderens sprog. Og at Emma, uagtet hun havde været gift med Æthelred i 12 år og havde født ham flere børn, endnu var ungdommelig, viste hun ved at føde Knud en søn og en datter.

Man siger endvidere, at »Encomium« skildrer Emmas børn af første ægteskab som om de var hendes og kong Knuds børn, om end yngre af år end Hardeknud og Gunhild. Skriftet nævner dog Alfred udelukkende som Emmas søn, Edvard ligeså, intetsteds står der, at de skyldte kong Knud livet, og under »børn« må dog vel også »stedbørn« kunne indbefattes; det siges ikke heller, at de var fødte senere end Hardeknud, medens der netop er en antydning af det modsatte, idet det umiddelbart efter omtalen af Hardeknuds fødsel fortælles, at de andre ædelinge - thi liberales filii må vel dække det angelsaksiske ætlinge (prinser) - blev sendt til opdragelse i Normandie.

Således er de mod forfatteren rettede beskyldninger ubegrundede, og det gælder om »Encomium« som overfor Dudos værk, at forståelsen af dets ejendommelighed forøger tilliden til dets sandfærdighed.

Kapitel II.

Historieskrivning i Vilhelm Erobrerens tidsalder. 

Vilhelm af Jumiéges og Vilhelm af Poitiers.

Der er os intet bekendt om at Rikard III og hans broder Robert havde særlig interesse for historieskrivning - deres styrelse af landet varede jo knap 10 år, og begge døde unge. Derimod har vi om Vilhelm Erobreren klare vidnesbyrd om, at han forstod, hvor lærerigt det var for folket, at det kendte sin egen fortid, og hvor nødvendigt det var for fyrsterne, at der nedskreves beretninger om de skete begivenheder. Dette har sat frugt i en litteratur af den righoldigste Art.

Dudos brede, af talrige uvedkommende udgydelser og Poesier fyldte værk kunne trænge til, at alt dette overskyggende snitværk blev skåret ned, og at kærnen i hans udspindende fortælling trådte frem i et udtog. Vilhelm, munk i klostret Jumiéges, påtog sig denne opgave, og tillige fortsatte han fortællingen om hertugerne indtil erobringen af England. At han for sit arbejde ville vinde bifald hos Sejrherren ved Senlac, kunne han forudsætte, og i indledningen til sin bog tilegner han ham egentlig denne: opus hoc, prudentissime rex et serenissime, contexui, etc., ligesom vi véd, at han overrakte ham den. om Vilhelms personlige forhold er iøvrigt slet intet kendt. for de fire første bøger af sit arbejde har han haft Dudos værk som hovedkilde, han har ved siden deraf benyttet enkelte helgenlevneder og krøniker, foruden mundtlig tradition. for det følgende tidsrum er det vanskeligt at påvise nogen skreven kilde - og indenfor Frankerriget var der så lidt at ty til; han har støttet sig til de optegnelser, han kunne finde i Normandiets klostre eller ved dets kirker, dernæst til hvad han selv har iagttaget, og han har søgt efterretninger hos dalevende.

Benyttelsen af Vilhelms værk har imidlertid for nutidens forskning været såre vanskelig, fordi det fra gammel tid er trådt frem i en stærkt interpoleret form og i alle ældre udgaver er blevet offentliggjort i denne skikkelse uden nogen kritisk udrensning. Det var let at se, at teksten var undergået ændringer fra sin oprindelige form, men på hvilken tid og af hvem disse tilføjelser og forandringer var foretagne, kunne ikke fremgå af den udgivne, overleverede tekst. Først den nye udgave ved Jean Marx har udskilt disse dele fra hinanden.

Vi kan nu se, at der i klostret St. Étienne i Caen er blevet tilføjet nogle små fortællinger, og ligeledes at en lang række af tilføjelser, der især omhandler de store normanniske slægters historie, skyldes munken i St. Evroul Orderic Vital (ca. 1109), samt at andre stammer fra abbed Robert af Torigny (ca. 1150); disse angår især klostrenes historie.

Vilhelm Erobrerens indholdsrige historie måtte lokke mange til at fortælle derom. En med kongen samtidig normannisk klerk Vilhelm af Poitiers satte sig til opgave at give en udførlig skildring af kongens bedrifter. om denne forfatter véd vi lidt nærmere besked end om hans navnefælle munken i Jumiéges. Vilhelm var født i Préaux (Depart. Eure) og tilhørte oprindelig ridderstanden. Han havde fået sin uddannelse i de gode skoler i Poitiers, hvad der er grunden til at han gerne betegnes efter denne Ry (Pictaviensis). I nogen tid var han kriger og gjorde tjeneste i flere af hertug Vilhelms felttog, men så trådte han over i præstestanden, blev hofkapellan hos hertugen og senere ærkedegn i Lisieux.

Sit store arbejde har Vilhelm skrevet i årene 1071-76. Hans Gesta Guillelmi ilucis Normannorum et regis Anglorum har afgjort karakter af en lovtale; han ser næsten al Vilhelms gerning i det skønneste lys, han beundrer normannerne og er ikke retfærdig mod angelsakserne. På den anden side er det kun hans opfattelse og skøn, man kan gøre indsigelse imod, hans flid og hans omhu i at indsamle oplysninger, hvorpå han kunne bygge en beretning, er ubestridelig, og om hans sanddruhed kan der ikke være tvivl. Vilhelms værk er ikke tilegnet kongen, men det er højst sandsynligt, at denne har tilskyndet sin tidligere sekretær til at påtage sig denne opgave eller til at føre værket til Ende.

Berettere om erobringen af England. Hertug Vilhelms interesse for historie.

I nær sammenhæng med de to nævnte værker bør et tredje arbejde nævnes, selv om det ikke skyldes en normannisk forfatter, nemlig digtet Carmen de Hastingæ proelio, som biskop Guido af Amiens har skrevet. Fra normannisk standpunkt gives her en detailleret fremstilling af Vilhelms togt til England og hans erobring af landet indtil hans kroning i Westminster. Også dette digt har stor værdi som historisk beretning. formodentlig er det skrevet efter anmodning af kong Vilhelm eller dronning Mathilde, i hvert fald stod dets forfatter hoffet nær; da dronningen to år efter erobringen drog over til England, fulgte Guido med som hendes Almisseuddeler.

En skildring af togtet til England findes endvidere i det latinske digt, som den meget virksomme forfatter abbed Baudri af Bourgueil (Depart. indre et Loire) skrev til Vilhelm Erobrers datter Adela, som var gift med grev Stefan af Blois. Heri redegør Baudri for den fremstilling i billeder af Vilhelms togt, der skal findes på et tapet i Adelas Sovekammer. Gennem hans fortælling om hvad man her ser, mindes man helt igennem om de Scener, som findes på Bayeux-Tapetet, og det er vel derfor snarest dette, der har stået for digterens fantasi.

Således leder flere af disse værker afgjort tanken hen på Vilhelm Erobrer som den, der har tilskyndet til historisk fremstilling eller dog som den, hos hvem Skrifter om Normandiets historie ville finde en gunstig modtagelse. Vi kan måske også drage slutning om kongens sans for historie af ytringer, som tillægges ham. Således når han siger til sin urolige søn Robert: »Har nogen af mine forfædre, lige siden Rollos tid, måttet tåle sådant af sin søn? Se hvor trofast under Vilhelm, de tre Rikarder og min fader Robert sønnerne har tjent deres fader indtil hans dødsdag!« Vi har endog så at sige en selvbiografi af Vilhelm, nemlig den lange Redegørelse for hans livs gerning og den selvbekendelse, som han skal have fremsat på sit dødsleje for sine omgivelser og som Orderie Vital meddeler. Den indeholder vigtige meddelelser, som Orderic ikke nævner andetsteds i sit værk, og det ville ikke stemme med denne forfatters hele ånd og hans fortællemåde, om han selv skulle have forfattet den og lagt Vilhelm den i munden. Den har sikker foreligget i en eller anden form i de optegnelser om Vilhelms Sygeleje og død, der har dannet grundlaget for Orderics meget udførlige beretning, og for hvilken vel nogle af de mange, der var tilstede ved dødslejet, kan anses for hjemmelmænd.

Det stærkeste vidnesbyrd om kong Vilhelms og hans hofs historiske sans foreligger imidlertid i den skildring af hans store bedrift, som er givet i Bayeux-tapetets billeder. Det er i fuldt mål en sandfærdig skildring af Englands erobring, om end fra sejrherrens standpunkt, med forsvar for hans ret og med anklage mod Harald Godwinsøn, dog stadig uden hån mod de overvundne. Tapetet var bestemt for den nye katedral i Bayeux, som Vilhelms halvbroder biskop Odo havde ladet bygge og som indviedes 1077. Der kan vist ikke være tvivl om, at Odo var den, der havde bestilt arbejdet. En sådan fortælling i billeder af en krigs hele forløb - tilmed belysende dens forhistorie og ledsaget af tekst - havde der vel ikke været givet i hen imod tusind år; vi må gå tilbage til Reliefferne på Trajansøjlen og på Marcus Aurelius-Søjlen i Rom for at finde sidestykker dertil.

I denne sammenhæng vil det være rigtigt endnu at nævne et skrift, skønt det er forfattet en menneskealder senere end de allerede nævnte; det slutter sig dog nøje til de omtalte arbejder om Vilhelm Erobrer. Dets titel er: brevis relatio de origine Wdlelmi Conquestoris. Uden at kunne kaldes nogen lovtaler er den ukendte forfatter en stor beundrer af kong Vilhelm, og han stræber efter at se ham som led i rækken af de normanniske hertuger lige fra »danskeren Rollo«; han giver bidrag, som ikke kendes andetstedsfra, til belysning af hertug Robert, kong Vilhelm og hans sønner lige til kong Henrik (1100-1135), der endnu regerede, medens forfatteren skrev.

I det foregående er del påvist, at den lovtalende fremstilling har ligesom i den tidligere periode været ejendommelig for den normanniske historieskrivning, stadig dog uden at sandheden derved har lidt Skade, selv om værdsætningen af personer og begivenheder kan være blevet ensidig. Man kan iagttage det samme hos normannerne i Italien, der også sørgede for at deres historie blev skrevet. Således lod Robert Guiscards broder Roger normannen Gaufredus Malaterra udarbejde en fremstilling af hans erobring af Sicilien. Fyrsten var selv en vigtig hjemmelsmand for skildringen. Dette værk Historia Sicula er en berømmende bog, der næppe kender andre end lyse sider hos Roger og hos normannerne, men det er ikke desto mindre en udmærket og pålidelig kilde.

 Historieskrivningen i Normandie og i England i de følgende menneskealdre.

De i det foregående omtalte arbejder er de første bebudende led indenfor den overordentlig rige Vækst, som historieskrivningen i Normandie og i England tog i slutningen af det 11 og gennem hele det 12 århundrede. Der vil for min opgave kun være grund til at omtale de forfattere, der behandlede Normandiets historie i tiderne før 1066. En af de ypperste blandt disse historikere var Robert af Torigny. Af fødsel var han normanner. Gennem en menneskealder forestod han som abbed klostret på Mont St. Michel (1154-86) og blev værdsat højt af sin konge Henrik II. Robert var omhyggelig som ingen anden i at søge oplysninger om begivenheder i samtiden, derfor blev også den krønike, som han fortsatte til sin dødsdag og hvori han i årbogsform beretter om Normandiets, senere om Englands historie et af de righoldigste arbejder, i alt fald for den tid, han selv gennemlevede.

Enestående i omfanget af verdenshistorisk kundskab, i interesse for al menneskelig virksomhed var Orderic Vital. Han var af fransk slægt, men født i England af en engelsk moder i 1075, han kom som 10 års dreng til klostret St. Evroul (Depart. Orne), og her skulle han tilbringe hele sit liv; han bevarede dog en kærlighed til England, der ofte kommer til orde i hans omfattende værk. Orderic fortæller både verdenshistorie og Normandiets og Englands historie, ofte i en forstyrrende blanding, men værket har sin ypperlige værdi ved forfatterens store viden, sanddru ærlighed og stræben efter retfærdighed, ved hans skarpe syn for alle livets forhold, for menneskelige karakterer og samfundstilstande. Han har sluttet sit arbejde ved tiden 1141.

I den store flok af historikere, som det anglo-normanniske England kan være stolt af at besidde, er der mange, som fortæller Normandiets ældre historie, og enkelte af dem bringer oplysninger, som ikke kendes fra andre kilder. Men der er her ikke grund til nærmere at omtale disse værker af Florentius af Worcester (død 1118), Simeon af Durham (død ca. 1129), Vilhelm af Malmesbury (død ca. 1143), Henrik af Huntingdon (død 1155) og andre.

Optegnelser af gejstlige og skildringer af kirkens historie.

Jeg vender tilbage til den litterære virksomhed før erobringstiden.

Der levede rundt om i klostrene fortællinger om hertugerne, og naturligvis mest i de klostre, som den enkelte hertug særlig havde beskyttet - således for Rikarderne i Fécamp, for Robert i Cérisy, for Vilhelm i klostrene i Caen - og derfra flød stadig nye oplysninger ind i den tradition om hertugerne, hvorover normannerne var stolte. Men man må ikke tro, at det alene var hertugernes eller landets almindelige historie, som man i rigt mål dyrkede. Der fandtes en levende interesse for fortiden, også som den fremtrådte gennem hellige mænds historie og ved meddelelser om den skæbne, som deres jordiske levninger havde haft i de urolige tider, eller som den viste sig gennem klostres og kirkers eller betydelige kirkemænds historie. Disse skildringer kan komme ind på hertugdømmets almindelige historie og endog give udmærkede bidrag dertil.

Her må således nævnes den meget oplysende Historia inventionis et miraculorum Sancti Wulframni; en del deraf er blevet betegnet som Gesta abbatum Fortanellensium. Forfatteren var munk i Fontenelle (Depart. Seine Inférieure), og han giver i indledningen i korte træk en fremstilling af de danskes bosættelse i Normandie og af hertugdømmets første tidsrum. Intet udsagn peger på, at han har lånt af Dudo eller nogen anden skreven kilde; hans fremstilling stemmer med hvad andre forfattere har meddelt, men han supplerer ofte deres oplysninger, idet han særlig har opmærksomheden henvendt på de indre tilstande i landet. beretningen angår imidlertid væsentlig Fontenelle-klostrets (St. Wandrilles) historie, den standser ved tiden 1047. Hertil er der føjet af andre forfattere nogle tillæg, der fortæller klostrets historie i den nærmest følgende tid, og som ved siden af mange mirakuløse fortællinger giver en del gode efterretninger om gejstliges og lægmænds virksomhed.

Et kildeskrift af noget lignende natur er fortællingen om den hellige Katrines skrinlæggelse. Man vil her finde mange oplysninger om hertug Rikard II's forhold til kirker og klostre, om den normanniske gejstligheds mærkelige forbindelser med hele den kirkelige verden lige til Østens lande, også om del religiøse liv i Normandie. Skriftet er forfattet noget efter 1050.

I klostret på St. Michels Øbjerg blev der i midten af århundredet gjort historiske notitser, men de er få i tal, og indholdet vedrører ikke Normandiet. Derimod er nogle optegnelser fra klostret St. Etienne i Caen meget lærerige. Det er små fortællinger, man kan kalde dem anekdoter, der dog kulturhistorisk og psykologisk har værdi, foruden at meddelelserne gør et sandfærdigt indtryk. En af dem omhandler filosofen Bernhards besøg hos Rikard II og hans med hertugen sluttede venskab. Den anden fortæller om en smed i Beauvais, hans besøg hos Rikard og hans taknemlighed lige overfor denne, den tredje om nogle enkeltheder ved hertug Roberts rejse til det Hellige land. De findes som indskud i Vilhelm af Jumiéges' værk, og her står også deres hjemmelsmand nævnt, nemlig Isembert, abbed i Trinité du Mont i Rouen, der yndede at fortælle disse træk; han døde i 1054.

Som et tillæg til Vilhelm af Jumiéges' krønike findes endvidere i to manuskripter et mærkeligt stykke De obitu Wilhelmi med en interessant karakteristik af Vilhelm Erobrers personlighed. Også dette hører hjemme i det nævnte abbedi St. Etienne i Caen.

To klerke ved katedralen i Rouen var på Vilhelm Erobrerens tid beskæftigede med ærkebispernes historie. Den ene har i latinske Distika sunget om hver enkelt af disse mænd, men uden at give noget historisk nyt. Den anden har skrevet et virkelig godt arbejde i prosa om hele rækken af ærkebisper, han viser sig som en sanddru, fordomsfri og velunderrettet forfatter. Et lignende arbejde er den velunderrettede og med forstående indsigt skrevne fremstilling af bispedømmet Coutances' historie og dets bispers levned på normannertiden; forfatteren slutter med en udførlig og lovtalende skildring af biskop Gaufrid (1049-93), som sikkert også har været en højt fortjent kirkens mand.

Af lidt yngre oprindelse er den af Gilbert Crispin (død 1114) givne skildring af ridderen og munken Herluin, der stiftede klosteret Bec (han døde i 1089), og endvidere nogle årbøger fra Bec, skrevne i begyndelsen af det 12 århundrede.

Historisk fortælling på modersmålet.

Af det foregående vil det være set, at der i Normandie gennem hele del 11 århundrede har hos store bestanddele af samfundet været en årvågen sans for historie og en glæde ved at høre historisk fortælling. Man har besiddet en levende tradition, støttet af mange berettere og lyttet til af mange hørere, nedskrevet af mange og på mange steder. Der er i Normandie opstået en litteratur, som tæller værker af fremragende betydning indenfor middelalderens historieskrivning. Endvidere er der ikke det mindste spor til, at der fandtes modstridende retninger indenfor traditionen, således til eksempel at den skulle dele sig i en fyrstelig og en mere folkelig, en tradition hos kirken og en anden i stormændenes kredse. Det er derfor ganske urigtigt at tale om en »vedtaget« historieskrivning. Den, som man kunne pege på som en sådan, bliver idelig krydset af optegnelser fra Rouen, Caen, Mont St. Michel, Jumiéges, Fécamp, Fontenelle, desuden ved meddelelser fra nabolandskaber, St. Riquier (ved Somme), Nantes og andensteds, og disse optegnelser giver ikke på nogetsomhelst afgørende punktoplysninger, der taler imod de normanniske kilder. Ikke heller kommer en sådan benægtelse eller kritik frem hos de senere forfattere, uagtet disse, således som den i England fødte Orderic, ofte har i deres opfattelse en kritik på rede hånd overfor normannerne.

I den følgende tid opstod også den rimede krønike i det franske sprog, der skulle blive så betegnende for den anglo-normanniske litteratur. Wace, der var født (ca. 1100) på den normanniske ø Jersey, skrev sin berømte Roman de Rou, hvori han fortæller Normandiets historie lige fra Rollos tid til 1100. Han har benyttet mange af de foran nævnte kilder og i sin gengivelse vist god forståelse og ikke så lidt omhu, han har tillige, støttet af den normanniske tradition og ved forespørgsler i klostrene, kunnet tilføje mangt et træk. Wace var desuden en øvet rimkunstner og en ypperlig fortæller. At skrive et sådant digt var blevet givet ham som opgave af kong Henrik II, men senere havde Wace den græmmelse, at hoffet gav en anden sanger det samme hverv, altså har man af en eller anden grund været misfornøjet med hvad han ydede. Den digter, til hvem man henvendte sig, var Benoit de Sainte-More, der i sin omfattende Chronique har på lignende måde fortalt Normandiets historie gennem tiderne (indtil 1135). Benoit, der stammede fra Touraine, er i sin fortællemåde vidtløftigere, han kan sværme stærkt lyrisk og erotisk, men Wace er mere hjertevindende og overgår Benoit ved sit arbejdes fastere bygning og mere gennemførte plan, ved dramatisk Kraft og ved sine ofte vægtige udsagn. I begge disse omfattende værker, men dog især hos Wace, er der altså Mulighed for at finde vigtige oplysninger om Normandiets historie under de syv ældre hertuger.

Foruden i sådanne omfattende rimkvad ønskede normannerne at læse om og høre om Normandiets historie i et kortere uddrag på fransk prosa. Der findes tre sådanne krøniker, som gengiver den fra de latinske kilder kendte, sædvanlige tradition, dog med enkelte nye træk; disse arbejder hører dog hjemme i en noget senere tid. Den af disse krøniker, der er forfattet tidligst, synes Histoire des dues de Normandie at være, den foreligger i en del håndskrifter med en lidt afvigende affattelse, og den stammer vist fra det 12 århundredes slutning. Noget udførligere er to i det 13 århundrede forfattede Chroniques de Normandie. 

Traditionen i Normandie, dens karakter og dens former.

De foran nævnte store rimkvad fører os naturligt ind på det spørgsmål, i hvilke former den ofte nævnte, af dem benyttede normanniske tradition har foreligget. Har der været digtet på modersmålets beretninger om enkelte begivenheder eller enkelte personer, eller har der muligvis været sådanne digte i det latinske sprog, med mere lærd tilsnit? Eller har man på fransk eller latin haft fortællinger om de enkelte hertuger eller om krige i prosaform, mulig med en med sagaerne stemmende stil?

Vi har et vidnesbyrd om, at der i Rouen blev skrevet digte på modersmålet, nemlig ved et i et enkelt manuskript bevaret Vie de Saint Alexis, der beåndet og smukt fortæller denne helgens levned. Forfatteren, Thetbald de Vernon, var kannik i Rouen (ca. 1040), og han skal have skrevet folkesange om helgener, det, vi søger, er imidlertid fremstillinger af normannisk historie i folkelige sange.

Derom kunne nu Wace synes at give en oplysning, idet han fortæller om, hvordan Taillefer i Slaget ved Senlac red foran skarerne og æggede krigerne til kamplyst ved at synge om Charlemagne og Roland, om Oliver og heltene, som døde ved Ronceval. Wace digtede imidlertid hundrede år efter Englands erobring, og af samtidige forfattere erfarer vi kun, at Taillefer opildnede de kæmpende normanner, og at han var Jongleur (histrio; Incisor ferri mimus cognomine dictus), men vi hører ikke noget om at han sang, og altså heller ikke om emnet for hans sang.

Endvidere står vi overfor det spørgsmål, om der allerede ved tiden 1066 fandtes en fransk heltedigtning. Den almindelige Antagelse er for tiden, at det ældste af de kvad, vi kan regne herhen, først stammer fra den senere del af det 11 århundrede, og at det berømteste, Rolandskvadet, vel er opstået i Nordfrankrig, men ikke i Normandie, hvor yndet det end her blev.

Man vil hyppigt finde udtalt, at det af den latinske prosaberetning hos Dudo, Vilhelm af Jumiéges eller andre historikere klart kan mærkes, at forfatteren har haft til grundlag en fortælling i et kvad på modersmålet, hvad der skimtes gennem enkelte udtryk eller en halvt rytmisk form for meddelelsen. Hvad dette sidste angår véd jeg ikke, at der nogensteds er ført et bevis af afgørende Art herfor. Og skal der af beretningens indhold udledes noget om et til grund liggende digt, må det dog haves for øje, at en fortælling af digterisk værd ikke behøver at have haft bunden form eller at have lydt på modersmålet. Det var ikke et fransk digt, man stødte på, da man for et halvt århundrede siden blev bekendt med det latinske sørgekvad, der fortalte om hertug Vilhelms liv og levned og om hans Mord, hvorved meget af den tradition, der var nedskrevet i Dudos værk, blev bekræftet og udvidet. Og hvis man lader sig lede af forekommende bogstavrim, går man afgjort vild, da sådanne snarere peger på lærd indflydelse og på latinsk stil.

Wace fortæller, at han i sin ungdom har hørt trouverer (dvs. trubadurer)synge om, hvilke grumme straffe hertug Vilhelm I. lod oprøreren Riulf og flere andre mænd tildele. Men Waces ungdom ville falde omkring 1110-20, og det, der da var skik eller indgik som emner for sang, behøver jo ikke at svare til forholdene et halvt hundrede år tidligere eller endog længere tilbage i tiden. Dertil kommer, at hvad trouvererne sang om de nævnte mænd, er så afgjort i strid med hvad der virkelig var hændt dem, at kvadene snarere må være digtede på et tidspunkt, der lå meget fjernt fra begivenheden, og da fantasien tillod sig løbske indfald.

En så morsom fortælling som den, Wace meddeler om den tilrejsende filosof, der ikke véd nogen anden udvej for at få Audiens hos hertug Rikard II end ved med bue i hånd at lade som om han ville skyde ham, og som derfor bliver grebet og ført for hertugen, måtte man vel antage, stammede fra en sang, men kilden er et latinsk prosastykke, og på samme måde går det med Waces beretning om den taknemlige smed fra Beauvais.

For at komme på Spor efter de former, hvori den normanniske tradition kan have foreligget, tror jeg, at det vil være nyttigt at se, hvad der særlig udmærker den normanniske historiefortælling, og ved hvilke egenskaber den er blevet så fængslende og underholdende. Man må da nævne dens evne til at pointere og til at skabe en dramatisk Afrunding, dens gode forståelse af at meddele sådanne enkeltheder, der er betegnende for manden og for situationen. Vi kommer altså snarere i nærheden af den stil, der udmærker Nordboernes historiske fortælling, den knappe, sagamæssige form, sansen for dramatisk virkning, Glæden ved at skildre personer og at meddele betegnende træk om dem, således som vi danske kender fra Saxos værk med dets righoldige samling af dramatiske optrin, karakteristiske replikker, dvælen ved betegnende småtræk, og således som denne fortællemåde viser sig i sagaerne.

Jeg når altså derhen, at der ikke foreligger nogen Nødvendighed for at tænke sig en folkedigtning i bunden form - selv om jeg ikke benægter, at man har haft en sådan i Normandie - og at de nævnte ejendommeligheder kun fører os til at tro, at der har været mange sådanne småfortællinger eller korte udsagn som dem, jeg foran har redegjort for, de gik ved siden af de udførligere og gennemførte skildringer af landets eller hertugernes historie.

Man må endvidere have for øje, at enkelte udsagn eller meddelelser meget vel kan have deres Herkomst fra få verslinier eller fra Rimpar, altså på en ordsprogsmæssig måde, uden at der foreligger Nødvendighed for at tænke sig et helt kvad eller en folkevise. Dette gælder til eksempel det udsagn, der lød om hvorfra den kriger stammede, der i kampen ved Val-des-Dunes stødte kong Henrik af hesten: De ceo distrent li paisant ~ e dient encore en gabant; ~ de Costentin essi la lance ~ qui abati le rei de France. Benoit har det samme: Mais de Costentin uint la lance ~ qui abati le rei de France. Der er ingen Nødvendighed for, eller rettere sagt, det er slet ikke rimeligt, at disse linier har hørt hjemme i et digt om kampen.

Da grev Ebalus efter en kamp ved Chartres i 911 fandt et skjulested hos en garver, blev der digtet nidvers derom, således fortæller Benoit. Når nu deraf udledes, at der har været digtet en sang om kampen ved Chartres og særlig om episoden med den ildestedte greve, og at Benoit har kendt denne sang, er man fuldkommen på vildspor. Folk har gjort sig lystige over Ebalus' uheld ved nogle spottende verslinier; Benoit bruger netop det udtryk "estrabot", som passer på sådanne korte smædevers. Men at Benoit skulle have kendt disse vers, ja endog Dudo før ham, står der intet om, og det hele udsagn om at spotten fik versform, er åbenbart udelukkende et påfund af Benoit; de andre kilder véd intet derom. 

I Frankrig udenfor Normandie fandtes næsten ingen historieskrivning.

Jeg vender mig derpå - som i det foregående Kapitel - mod det øvrige Frankerrige og spørger, om der her kan påvises en historieskrivning i lighed med den, der blev øvet af normanner eller på tilskyndelse af de normanniske hertuger. Svaret må lyde, at der her møder os et vidt forskelligt billede. Hvis vi allerede i det i forrige Kapitel skildrede tidsrum fandt en knapt tilmålt historieskrivning, er forholdet nu blevet endogså ringere. Vi kan end ikke nævne en historiker i lighed med Richer, endsige da med Flodoard. Ademar af Chabannes, der var præst i Angouléme, skrev en krønike, der fortæller frankernes historie; dens tredje og sidste bog, der går til ca. 1030, har megen værdi ved at meddele brugbare efterretninger om forfatterens samtid, om end den indeholder mange rygter og uhjemlede angivelser. Men Ademar har kun Aqvitanien for øje, om Frankrig nord for Loire meddeler han meget lidt. Også Rodulfus Glaber (den Skaldede) har i en krønike behandlet denne tids historie (fra ca. 900 til 1044), han var munk, snart i Cluny, snart i Dijon og i mange andre klostre, men de mærkelige, ofte fantastiske meddelelser, som hans brogede og uordnede bog indeholder, giver os snarere et billede af tidens anskuelser og dens sæder end af tildragelserne. En begavet mand har han været, dette erkendte den hellige Vilhelm af Dijon, der fik Rodulf til at skrive dette arbejde; af taknemlighed mod Vilhelm skrev Rodulf også sin Velynders levned.

Når derfor Frankrigs historie på denne tid skal skrives, må man især bygge på kongers og privates diplomer, på aktstykker af juridisk eller kirkeligt indhold, på biografier af enkelte mænd, og lignende. I en og anden provins gjordes der på enkelte tidspunkter optegnelser, der dog er altfor spredte til at en samlet bygning let kan lade sig opføre. Det er derfor karakteristisk, at endog skildringer af de franske kongers personlighed kan være vanskelig, medens de normanniske hertugers billeder tegner sig klart. De utallige lovprisende udbrud hos Normandiets historikere udvisker kun billedet, men fortællingen af de mange småtræk, disse Anekdoter og bevarede Replikker, har en evne til at karakterisere, til at skabe omrids, farve og tone.

For at kunne skrive Frankrigs historie på denne tid bliver det derfor nødvendigt al benytte Tysklands indholdsrige og udførlige årbøger og krøniker. Men man er også nødsaget til at søge bistand i Normandiets kilder. Således er det på flere måder ved deres hjælp, at man kan skildre kong Roberts mangeårige kamp for at vinde Burgund. Da kong Henrik i 1031 jages fra tronen af sin egen moder Konstance, må han flygte til hertug Robert og genvandt med hans bistand sin kongestilling. Dette fortæller Vilhelm af Jumiéges, og heldigvis haves kong Henriks navn og segl under to på denne tid i Normandiet udfærdige breve for klostret St. Wandrille, ellers ville vel dette ophold i Normandie og denne hjælp være blevet bestridt, idet ingen fransk kilde omtaler den. En krig af kong Henrik mod Godfred Martel af Anjou er udførligt omtalt af normanniske historikere, idet hertug Vilhelm hjalp kongen med en stor hær, men den berøres kun strejfvis af franske kilder. Det mærkelige togt, som den unge Rikard (III) foretog midt ned gennem franske lande for at tugte og ydmyge grev Hugo af Chálon, er ikke omtalt af nogen fransk kilde.

Til slutning spørger jeg - som i forrige kapitel - om der da fremdeles fra de franske kongers side slet ingen interesse blev vist for at fremme en historieskrivning. Svaret må blive det samme som tidligere, de havde ingensomhelst tanke for sådant.

Jeg har været udførlig i min opregning af de historiske kilder fra Normandie, hvad der har været nødvendigt som grundlag for den følgende fremstilling. Jeg har medtaget mange korte optegnelser, medens der dog også fra det øvrige Frankrig kunne nævnes adskillige sådanne. Men det må erindres, at Normandie, hvad størrelsen af det geografiske område og hvad folketallet angår, knap nok udgjorde en tolvtedel af det territorium og den folkemængde, der hørte under den franske konge, og at der derfor fra de øvrige provinser burde kunne ventes en ydelse, der i omfang langt overgik den normanniske.

Til slutning vil jeg kaste et blik på Englands forhold i denne henseende. Man kan ikke sige, at angelsakserne manglede i det 10 og 11 århundrede en historieskrivning, omend den i omfang og indhold er ubetydelig i sammenligning med normannernes. Det gælder iøvrigt om de oplysninger, som de engelske årbøger og krøniker giver, at de på ingen måde står i modstrid med, hvad der er fortalt syd for Kanalen, når man da bortser fra forskellen i den nationale opfattelse. Og karakteristisk er det, at til eksempel det vigtige spørgsmål, om hertug Vilhelm II har af kong Edvard Bekender eller af Harald Godwinsøn fået et løfte om at det engelske rige skulle ved Edvards død gå over til Vilhelm - således som de normanniske kilder påstår, og således som kravene vitterlig nok lød fra normannisk side lang tid før kong Edvards bortgang - aldrig bliver behandlet af nogen engelsk kilde og kravet bestridt.

 Kapitel III.

Rollos fortid inden afståelsen af Seine-landet.

 Rollos herkomst og hans hændelser før ankomsten til Seine.

Rollos, såvel som hans følgesvendes herkomst fra Danmark - dette er en grundfæstet normannisk overlevering; i halvandet eller to hundrede år efter erobringen er den aldrig blevet bestridt. Den fortaltes af Rollos sønnesøn og den øvrige samtidige familie; alle hertugerne har set hen til Danmark som hjemland, de søgte ved flere lejligheder støtte hos danske konger og Danmarks krigere.

Man har sagt, at Vilhelm af Jumiéges tog afstand fra Dudos fortælling og anså den som en fabel, men det er urigtigt. Vilhelm siger, at han ikke har tillid til hvad Dudo fortæller om Rollos hedenske afstamning, hans lange liv som hedning og sene omvendelse, tillige med hans drømme; dette kan være godt for dem, der giver sig hellige skoler i vold, men synes snarest skrevet for at smigre. Han forkaster det ikke, fordi det strider imod hvad han ellers har erfaret, men fordi det synes anlagt på religiøs opbyggelse. I Vilhelms egen nøgterne stil ville da også Dudos religiøse fingerpeg og drømmesyner kun passe slet.

Hvad Vilhelm vil fremhæve især, er formodentlig, at Rollo ikke fra første færd var en sådan hovedmand og fører for hæren, som Dudo vil gøre ham til, men han fortæller iøvrigt Rollos fortid ganske på samme måde som Dudo. Disse vikinger kommer fra Danamarcha, de går med 6 skibe til Scanza insula, derpå til Britannia, hvor Athelstanus slutter fred med Rollo, han skaffer ham skibe og stor udrustning, så at han kan drage til Walcheren - altså ganske efter Dudo. Vilhelm følger ligeledes Dudo i fremstillingen af kampene med Regner Langhals, vikingernes ankomst til Seine, belejringen af Paris. Således er den eneste forskel den, at han først efter at danerne har erobret Rouen og gjort byen til deres hovedstad, lader Rollo blive valgt til fører og høvding. Men stikordet for denne fremstilling har Dudo selv givet ved den betegnende replik, som han lader de danske ved Mødet med landsmænd ved Eure udtale: »Vi har ingen Herre, vi er alle lige!«

Så lidt som Vilhelm af Jumiéges tager Robert af Torigny afstand fra Dudos beretning om Rollos forhistorie, han har i en afskrift af Vilhelms værk indskudt en forkortet fremstilling af Rollos oplevelser i Danmark, England og Frisland. Og hvor meget end Orderic Vital kan have at indvende mod Dudos stil og hans smiger over for hertug Rikard, erkender han, at Dudo har med omhu fortalt om normannernes Ankomst til Frankrig fra Dacia og deres grumme barbari. Alle på fransk skrevne krøniker i vers eller prosa gengiver Dudos skildring.

Det vil altså ses, at der intetsomhelst foreligger om en tidlig udtalt mistillid til fremstillingen hos Dudo af Rollos forhistorie. efter denne Redegørelse for det grundlag i de historiske kilder, hvorpå fortællingen om Rollos fortid hviler, går jeg over til at meddele denne.

Rollos fader var en mægtig mand i Danmark - fortæller Dudo - og efter hans død arvede hans to sønner Rollo og Gurim (Gorm) hans lande. På grund af Danmarks overbefolkning var det stundom skik at udjage det unge mandskab for at søge underhold i fremmede lande. Kongen lod netop et sådant påbud udgå, men mange af de unge søgte for at undgå denne landflygtighed beskyttelse hos Rollo og hans broder. Derfor drog den danske konge med en hær mod brødrene for at fratage dem deres arveland. Således opstod en krig, der varede gennem mange år, og i denne faldt Gurim; Rollo og hans krigere så sig nødsagede til at drage til Scanza insula (formodentlig Skåne).

Efter et midlertidigt ophold her sejlede han med sine skibe til England, og kæmpede med landets befolkning. Af en kristen konge Alstemus fik han tilladelse til at overvintre, idet han så til næste forår ville drage til Flandern. Vi er nu nået til dele af denne overlevering, som kan prøves ad anden vej.

Denne kong Alstemus, der optræder som Rollos ven og hjælper, må være den danske kong Gudrum, der ved sin dåb i 878 fik navnet Adelstan og havde sit rige i Østangel, derom synes forskerne ret enige. Af andre kilder véd vi, at den »store hær« på denne tid virkede eller var ved at danne sig, vi véd også, at nye skarer fra hjemlandet stødte til den, efter et kort vinterophold drog de mod fastlandet.

I den følgende vår sejlede Rollo med sin flåde til Walcheren. Da befolkningen syntes at mærke, at de fremmede ville sætte sig varigt fast, sluttede man sig sammen for at bekæmpe dem under anførsel af Regner Langhals, greve af Haspengau (landet mellem Maas og Dyle) og Hennegau, og af den frisiske grev Radbod. Kampen var heldig for Danskerne, og Rollo besluttede i sin Vrede over angrebet at falde ind i Frisland; han sejrede, og friserne måtte betale ham Skat. Rollo ville derpå hævne sig på Regner Langhals og sejlede ind i Schelde, hvor han slog lejr ved Condé. Da Regner engang forsøgte et overfald, blev han taget til fange, men det lykkedes flanderne at fange tolv danske høvdinger. Regners hustru bad om at få sin mand frigivet, og dette tilstod da også Rollo, imod at de tagne høvdinger blev udleverede, og at der desuden betaltes en umådelig sum af guld og sølv. Derpå besluttede Rollo, efter rådslagning med høvdingerne, at sejle til Seinen.

Dette er beretningen om Rollos hærtog til Holland og Flandern, som den lød, når den blev fortalt Dudo af danskerne i Normandie. Således var det berettet af gamle folk, og i folkemunde havde landets forhistorie fået denne form. At underkaste traditioner af denne art et krydsforhør, som var det efterretninger, nedskrevne af vidner i døgnet efter begivenheden, er ganske urimeligt. Forskydninger kan let være sket, enkelte navne være forvekslede, man bør nøjes med at prøve, om det fortalte i sin helhed genspejler det, som virkelig var hændt.

Regner Langhals er en velkendt personlighed. Dudo kalder ham Hasbacensis et Heinaucensis dux, og der er ingen Nødvendighed for at oversætte dux ved hertug. Iøvrigt omfattede det således angivne geografiske område flere grevskaber og i virkeligheden blev Regner på Karl den Enfoldiges tid hertug af Lothringen. Når det endvidere bestrides, at Regner havde tilnavnet Langhals, som blev båret af hans sønnesøn Regner, må det dog huskes, at tilnavne let blev arvegods, især for personer med samme døbenavn, derfor kan det mulig have være båret allerede af farfaderen, endvidere har i det mindste to forfattere, der er ældre end eller samtidige med Dudo, begået samme fejl, som altså har hjemmel i datidens tradition. Skulle tiltroen til en kilde lide ved den art fejl, så det slemt ud for flere kilder til Kapetingernes historie.

Vanskeligere er det at påvise grev Radbod i andre kilder. Vi kender en frisisk grev Radbod fra det 10 århundredes midte, men ingen, der levede et halvt århundrede tidligere. navnet Radbod har haft en ret stor Rolle i frisernes historie, en kong Radbod levede på Karl den Stores tid, et i middelalderen optegnet sagn kender en dansk konge i Frisland Radbod, biskop Radbod af Utrecht (899-917) havde ofte strid med vikinger. Det kan jo være, at der på dette punkt er en urigtighed i Dudos angivelse. Men da Radbod er et hos friserne hyppigt forekommende navn, er det meget muligt, at traditionen har husket ret.

Seine-landskabernes skæbne i årtierne før og efter år 900.

Forinden vi følger Dudos fremstilling af Rollos togt til Frankrig, vil der være grund til at undersøge, hvad vi af andre kilder véd om tilstanden i Seine-landene på disse tider.

I året 896 var 5 barker under anførsel af Huncdeus løbet ind i Seine, og snart var en hel flåde tilstede. Vikingerne løb op ad Seine og Oise og tog vinterkvarter ved Choisy ved Aisne. Karl den Enfoldige var tre år forinden blevet hyldet som konge af et stort Parti, der ikke ville anerkende kong Odo; han måtte for at bevare sin magt overfor sin modstander se sig om efter forbundsfæller og må have ment, at vikingeskarerne nu var modne til at optages i Frankerriget som kolonister. Vi ser det af et brev, som ærkebisp Fulko i Reims tilskrev ham om at opgive enhver forbindelse med normannerne. Imidlertid blev vikingernes høvding Huncdeus ved påsketid i 897 døbt i klostret Denain ved Schelde, og Karl stod selv fadder til ham. Dette var som en bebudelse af de begivenheder, der fandt sted 911.

Imidlertid var heller ikke kong Odo i stand til at fordrive normannerne, han sluttede en overenskomst med dem om at de måtte tage vinterophold i det indre af landet, ved Loires øvre løb i 897, og nytårsdag i det følgende år døde Odo, således at Karl nu var enehersker. Ved forårstid drog normannerne tilbage til Seine, og derfra faldt de ind i de nordøstlige landskaber, således i Vïmeu (mellem Bresle og Somme), hvor kong Karls kamp med dem ikke synes at have været heldig.

I december 898 vendte de sig mod Burgund og slog lejr ved St. Florentin ved Yonne, men allerede d. 28. december led de et nederlag ved Argenteuil (i Tonnerre), således at de så sig nødsagede til at vende tilbage til Seine. Kong Karl synes på den tid atter grebet af tvivl om, hvilken holdning man skulle indtage overfor de uovervindelige fjender. På en forsamling ved Oise i juni 900 forelagde han stormændene det spørgsmål, hvad man skulle beslutte sig til overfor normannerne, men forhandlingerne førte hverken da eller senere til nogen afgørelse.

Fra dette øjeblik af og gennem en halv Snes år mangler der i årbøgerne meddelelser om enkeltheder i normannernes togter. Af spredte oplysninger synes det at fremgå, at de stadig har taget vinterkvarter godt inde i Frankrig, medens de har deres flåde liggende i behold i Seinens nederste, brede løb. Kong Karl udsteder endnu i disse år breve, der vedrører klostre og ejendomme i den sydlige del af det senere Normandie, men dette oplyser jo kun i ringe grad disse egnes virkelige tilstand. Kilder fra en senere tid lader Jeufosse, der ligger syd for Eptes udløb i Seine, være et stade for vikingerne. Ved tiden 906 ses munkene fra St. Markulfs kloster på østsiden af Cotentin at være flygtede, og der oprettes et nyt kloster for dem ved Laon; i en anden gammel beretning betragtes besiddelsen af Cotentin som opgivet.

I Normandiet har man utvivlsomt, efter at hertugdømmet var vel befæstet i den danske fyrsteslægts hånd, spurgt sig selv, når stamfaderen holdt sit indlog i Seinen, og det står i mange kilder fast, at året var 876, ja flere af dem angiver endog dagen, nemlig d. 17. november. Dudo har da også dette år, omend ikke dagen, han har følt sig bundet ved traditionen i befolkningen, og da han skal skildre Rollos historie på dette tidspunkt af hans liv, benytter han, hvad han har erfaret om vikingernes kampe i Seine-landskaberne på den tid; han er derved kommet til at henføre meget til Rollo, der næppe kan vedrøre ham. Året 876 kan ikke være rigtigt, på grund af de begivenheder, som efter Dudos skildring er gået forud, men det rette år lader sig ikke angive.

Rollo sejlede forbi Jumiéges - hedder det derpå, men ville dog foreløbig ikke tage stade her, men slog lejr ved den modsatte bred. Her lå et kapel for St. Vaast, og i dette nedlagde han levninger af den hellige Hameltrude, som han - efter andre kilder - medbragte fra England; stedet kom senere til at bære navn efter hende. Dudo har her benyttet den stedlige tradition, vi finder andetsteds oplysning om, at der her i middelalderen lå en ecclesia, dvs. kirke, St. Amgertrudis. Men når Dudo derpå lader ærkebisp Franco forhandle med Rollo på Rouen-købmændenes vegne, har han givet Franco en stilling, som han næppe havde før ca. 910.

I Dudos værk findes derpå den for normannernes fortællekunst, for deres evne til at skildre Situationer og skabe replikker så betegnende fremstilling af et møde mellem Rollos krigere og den berømte høvding Hasting, der nu var gået i frankisk tjeneste. Hertug Ragnold af Maine gav Hasting det Hverv at udspørge de Danske, som stod på den anden bred af floden Eure, om hvad der var deres forehavende. Hvem er I?, råbte Hasting over floden til dem. Vi er Danske og kommer fra Danmark, og vi agter at erobre Frankrig. Hvad hedder Eders Herre?, råbte Hasting og fik til Svar: Vi har ingen Herre, vi er alle lige i magt. Hasting spurgte så: »Har I nogensinde hørt om en mand Hasting, der kom fra Eders land med en stor krigerskare?« - »Ja, han lovede godt og begyndte vel, men han fik en dårlig Ende!«. Under den fortsatte forhandling viste det sig, at de Danske ikke ville indlade sig på nogen fredelig overenskomst med Frankerkongen, de ville med våben i hånd erobre sig land.

Selv om i virkeligheden den spørgende ikke har været Hasting, er jo samtalen lærerig. Men det var altså en normannisk overlevering, at Hasting var endt som frankisk jordbesidder og embedsmand. Ifølge Vilhelm af Jumiéges var Chartres hans forlening. En vis Thetbald - fortæller denne historiker - forestillede Hasting, at Frankerkongen nærede mistanke mod ham og stræbte ham efter livet; dette indjog ham en sådan frygt, at han solgte Chartres til Thetbald og forlod landet; man hørte senere intet til ham. Denne Thetbald synes ikke at have været nogen anden end den over hele Frankrig for sin Snuhed bekendte grev Thetbald af Chartres, men hans levetid falder betydeligt senere, så at Vilhelms meddelelse i denne henseende må være urigtig.

Derimod kan Dudos og Vilhelms fortælling om, at Hasting var trådt i kongens tjeneste, være rimelig nok. Hasting var en af de vikingehøvdinger, som kongerne indlod sig i forhandling med og var villige til at tage i deres tjeneste. Kong Ludvig III havde således, da Hasting stod med sine krigere i egnene ved Loire, indledet forhandlinger om »venskab« med ham, kongen siges også at have opnået det, hvad dog de senere begivenheder ikke netop bekræfter. På Hastings togt til England knyttede også kong Alfred pagt med ham, fik gidsler af ham og modtog hans sønner, for at de kunne blive døbte, selv stod han fadder til en af dem.

Når i Dudos beretning Ragnold bliver betegnet som princeps totius Franciæ, er denne titel ikke uberettiget, idet årbøgerne fra St. Vaast, ved at berette om hans uheldige kamp med normannerne i 885, kalder ham dux Cinomannicus og lader ham være anfører for hære fra flere landskaber, de nævner også, at han faldt; Dudo oplyser, at det var en under Rollo stående fisker ved Seine, som dræbte ham på flugten.

Rollo besluttede sig til at plyndre Dunois og landskabet omkring Chartres. Denne by følte sig truet, og dens biskop Gualtelm sendte bud om at få hurtig hjælp til grev Robert af Paris og ligeledes til hertug Rikard af Burgund og grev Ebalus af Poitou. Frankerne og burgunderne ilede da også til med deres krigere, således at de belejrende normanner måtte vende deres våben både mod byen og den hær, der var kommen til undsætning. Der blev kæmpet med ulige held, men en dag - lørdag d. 20 juli 911 - stod biskop Gualtelm, omgivet af sine klerke, frem over byens Porta nova, han var iført messekåben, i den ene hånd førte han et kors, i den anden holdt han Domkirkens kostelige stykke, Jomfru Maries særk, der i sin tid var bragt fra Konstantinopel og af Karl den Skaldede skænket til kirken. Porten åbnede sig, og ud styrtede byens krigere; ildnede af bispens ord fornyede de kampen mod fjenderne. Disse blev slagne af skræk, de følte ligesom en vidunderlig kraft lagt i de kristnes våben, og Rollo, der så sig angrebet både forfra og i ryggen, besluttede at trække sig tilbage.

Denne kamp og frelsen ved Jomfru Maries hjælp vandt en overordentlig berømmelse, og den blev i tidens løb fortalt af talrige årbøger og krøniker.

Beretningen hos Dudo er nær i slægt med den, der findes i Cartulaire de St. Pére, ed. Guérard, hvis forfatter efter de fleste historikeres opfattelse har benyttet Dudo. Dette er vel rigtigt nok, men på den anden side må jo Dudo sikkert have fået sin meddelelse i Chartres, da den bestemt er skrevet fra byens forsvareres standpunkt, og da den taler domkirkens og dens præsters sag. Dernæst er der afvigelser i de to beretninger og oplysninger i Cartulaire, som ikke findes hos Dudo, så et gensidigt lån synes at være en rimelig forklaring.

En del af hedningernes hær var imidlertid draget til højderne ved Leves, få Kilometer fra Chartres; her havde der været et kloster, som i tidligere tid vikinger havde lagt øde. Ebalus, med krigere fra Poitou, var kommet tilstede ved aftenstid, og han bebrejdede de franske og burgunderne, at de havde begyndt kampen uden at vente hans ankomst. Han fik da af anførerne anvisning på at angribe vikingerne på højden. Dette var nu ikke så let. De danskes kastespyd og pile standsede angriberne og drev dem tilbage til foden af højden. Ebalus' folk bragte da de flettede værn og gærder, som de danske havde anvendt under angrebet på Chartres, hen til højdens fod, men de danske tog dem tilbage og dannede en skanse af dem. Ebalus måtte nu henvende sig til frankerne, der havde slået lejr og iøvrigt kun været tilskuere ved kampen. Så tog da den samlede hær fat og indesluttede højden fra alle sider.

Det så meget betænkeligt ud for danskerne; deres undergang syntes vis, medmindre da nattens mørke kunne bringe nogen hjælp. En friser i deres skare gav da det råd, at nogle lurblæsere skulle i nattens stilhed liste sig ned gennem lejrpladsen og efter at være kommet bagved den lade signaler klinge. De franske ville da tro, at Rollo var kommet dem til undsætning, og forfærdede ville de flygte til alle sider; under forvirringen kunne man da bryde gennem fjendernes rækker. Dette råd blev anset for godt, og det blev fulgt. Det lykkedes i nattens mulm nogle mænd at liste sig gennem de franskes rækker, lurerne lød, og samtidig stormede med umådeligt skjoldebrag de danske ned fra højden, trængte gennem de forfærdede, af søvn endnu fortumlede franskes lejrsteder og nåede ind på den vej, ad hvilken Rollo var draget. efter at være kommet på den anden side af floden Eure, standsede de foreløbig på et sumpigt sted. Der fortælles om Ebalus, at han under forfærdelsen om natten havde i nogen tid søgt skjul i en garvers hus.

Imidlertid havde de franskes hær ved daggry sat sig i bevægelse for at forfølge vikingerne, og da de nåede dem, mødte der dem et mærkeligt skue. De Danske havde nemlig slæbt en utallig flok af heste, æsler, kvæg og geder med sig; nu da de følte sig i fare, havde de dræbt dem og flået dyrenes ene side. De havde dannet en skanse ved at stable de halvflåede dyrs kroppe op over hinanden, således at indvoldene lå ud mod fjenden. Det var et så græsseligt syn, af hestene ikke turde nærme sig og selv krigerne blev skræmte. »Hvem tør binde an mod denne kødborg!« sagde de og holdt sig i afstand. De Danske kunne således i ro gå til deres skibe. Da de nåede Rollo, modtog han dem med lovord og lykønskning. Han begyndte derpå påny at hærge landet.

Rollo foretog et togt til Nivernais, landskabet ved højre bred af Loires øvre løb, men hertug Rikard af Burgund og biskop Geramnus af Auxerre samlede en krigerskare og drog mod normannerne. Med byttebelæssede vogne ville de drage hjem til deres standlejr, men de led nu et fuldkomment nederlag.

Disse forskellige nederlag må alligevel i ringe grad have berørt normannernes virkelige stilling, thi umiddelbart efter at frankerne havde kæmpet så heldigt i disse egne, besluttede de at afstå et stort landskab til vikingerne. En fred kom i stand ved St. Clair-sur-Epte. Rollo var villig til at lade sig døbe, og kong Karl lovede at give ham en datter til ægte. Dåben fandt sted i 912, og ærkebiskop Franco af Rouen døbte ham, hertug Robert af Francien, af hvis lande det afståede område var taget, var hans fadder, efter ham fik Rollo det kristne navn Robert.

På flere af disse enkeltheder kommer jeg ind i de følgende kapitler. Der vil imidlertid være grund til først at kaste et blik på det vestlige Frankrigs skæbne.

Kapitel IV.

Togter til Bretagne og egne ved Loire.

 Bretagnes kystforhold og de ældre vikingetog.

For at forstå på rette måde Bretagnes forhold til Normandie på den tid, da det nordiske hertugdømme grundlagdes, vil det være nødvendigt at kaste et blik tilhage på den skæbne, som Bretagne i det hele havde på vikingetiden.

Bretagne er et fjeldland med en uvenlig kyst, fuld af klipper og skær. Så at sige ingen af landets floder eller betydeligere vandløb løber op mod nordkysten, hvor der også kun er få vige og bugter. På halvøens vestkyst og i den brede dobbelbugt ved Brest og Douarnenez, hvori floden Aune udløber, bryder sig det urolige Atlanterhav. De større Vandløb i Bretagne findes på Sydkysten, således Blavet, Vilaine, og især hen imod Loires munding, og de har gerne udløb i smalle vige.

Vikingerne kom fra vige og søgte hen til vige, fremfor alt var det flodmundinger, som lokkede dem. Man vil derfor på forhånd være noget utilbøjelig til at tro, at Bretagne netop skulle være et land, som de særlig søgte til, når da Sydkysten undtages.

Skildringen lyder gerne helt anderledes, ikke mindst hos bretonske forfattere. efter dem skulle landet på alle dets kanter, i dets ydre og dets indre, være blevet brændt og plyndret, nogle gange skulle befolkningen, måske med undtagelse af de fattigste agerdyrkere, være blevet fordrevet og udjaget og vikingerne have været landets erobrere og styrere. Jeg skal nu undersøge, om dette har medhold i kilderne.

Idet vi går tilbage lige til vikingealderens begyndelse, spørger vi, om der nogensinde er berettet om indfald på Nordkysten. Dersom vi holder os til de historisk sikre kilder, til årbøger og krøniker, må svaret være, at direkte omtales aldrig et sted på Nordkysten som angrebet, og når beretningen lyder i større almindelighed om angreb på Bretagne, er der ingen særlig anledning til at tænke på den nordlige kyst, langt snarere på sydlige eller sydøstlige egne. Af flere forfattere er der udtalt en formodning om at Hasting, da han i året 882 efter sluttet overenskomst forlod Loire-egnen, skal have angrebet Nordkysten af Bretagne; dette ville dog kun kunne støtte sig til fremstillinger i helgen levneder, og dermed står vi ved et meget skrøbeligt materiale. (Witto, der nævnes i 892, kan påvises i 909 ved Conciliet i Trosly, men heller ikke senere. Franco nævnes i 918. Se E. Vacandard, La liste chronologique des évéques de Rouen. Revue catholique de Rouen. 13e année 1903. )

For det første angiver disse kilder næsten aldrig et årstal og har knap nok tidsbestemmelser af anden Art. Det er fortællinger om, hvordan man førte Relikvier bort af frygt for et ventet Anfald af vikinger. Men en frygt kan have et langt forspring for begivenheden, eller det frygtede togt blev måske slet ikke til virkelighed. Hos et så religiøst anlagt folk som bretonerne var der en vågen omsorg for helgenernes Relikvier, Antallet af de dér i landet ærede helgener beløb sig til mange hundreder - de allerfleste af disse lader sig ikke fæste til nogen bestemt levetid.

Der er 5-6 punkter på Nordkysten, der snart i én, snart i en anden kilde siges angrebne - nemlig Batz, Tréguier, klostret Val-de-Trécor, St. Rion, St. Mandez. Disse steder ligger, med undtagelse af Batz, alle i den østlige halvdel af Nordkysten, og angrebene kan derfor godt være sket fra Normandie eller fra de normanniske øer i den store bugt ved Mont St. Michel. Endvidere er Batz, St. Rion og St. Mandez øer i havet udenfor kysten og således særlig udsatte. Alle disse steder ligger endvidere ved strandene og deres geografiske beliggenhed gør dem let angribelige.

Gennemgår vi derefter kilderne for disse efterretninger, er hjemmelen for angrebet på Batz Vita S. Pauli Leonensis, forfattet i 884, der beretter om at øen hyppigt blev plyndret af vikinger. Om Tréguier og Val de Trécor handler Vita tertia S. Tuduali, der hører hjemme i det 11 århundrede, og som lader Hasting være høvdingen. Og på samme måde går det med hensyn til angrebene på de andre punkter; vi står ved så løse og usikre angivelser og ved oplysninger fra så sen en tid, at man skyer at bygge derpå.

Mod den yderste Vestkyst ved Atlanterhavet er det næppe muligt at påvise togter i det 9 århundrede. Vi har den første efterretning om et angreb på disse strande mærkeligt nok i en på det Kgl. Bibliotek i København bevaret kalender. Den stammer fra St. Vivalois kloster i Landevennec, inde i den store bugt syd for Brest; ved år 913 eller 914 er det her optegnet, at klostret blev ødelagt af normannerne.

Sydlandet i Bretagne var derimod et hjemsøgelsens sted, dog således at udgangspunktet eller midtpunktet, hvorfra flåderne kom, var mundingen af Loire. Tæt syd for denne flods udløb ligger øen Noirmoutier, hvor vikingerne havde deres tilhold eller standplads; derfra løb flåderne op ad floden Vilaine til klostret i Redon eller endnu højere op ad floden til Rennes og til landskaberne øst derfor indtil henimod Coesnon, der senere blev Normandiets grænseflod.

Den store forsigtighed, som normannerne udviser ved angrebene på den bretonske halvø, får formentlig også et udtryk deri, at vikingerne - således som vi nogle gange læser - når de forlader Loire sejler uden angreb eller landing rundt om den hele halvø for at nå til Seine, og omvendt drager fra Seine direkte til Loire-mundingen.

Når kilderne fremstiller det som om normannerne på noget tidspunkt skulle have affolket Bretagne, har det al sandsynlighed imod sig. Højst vil det kunne gælde enkelte egne; vikingetogene mod dette land har en så spredt og tilfældig karakter, at man må tvivle om, at angrebene har virket dybt. Vi savner jo også enhver efterretning om, at vikingerne skulle have grundlagt kolonier i Bretagne, endsige riger, således som dem, der bestod i England, Irland og Gallien, ikke heller kan der påvises det mindste kulturelle spor af vikingernes kortvarige bosættelser. Kun i Nantes-egnen og på steder nord og syd for Loire-mundingen havde normannerne i en menneskealder eller to et mere blivende stade, men også her er ingen kulturminder og ingen nordiske stednavne blevne tilbage.

Togtet til Tours i 903.

Hvor ofte end i det 9 århundrede flåder havde vist sig ved Loire-mundingen eller endog taget fast ophold her, var der i de sidste år af århundredet stilhed for vikinger i disse egne. Det var et godt tegn derpå, at relikvierne af den hellige Martin lå i ro i en kirke i den befæstede del af Tours. Men i året 903 blev byen genstand for et alvorligt angreb; vi har en ret udførlig og i det hele pålidelig beretning om dette togt.

Der kom en flåde fra havet, anført af Baret og Heric, den løb op ad floden lige til Tours, hvis forstæder og nærmeste omegn blev plyndrede. borgerne skyndte sig at lukke byens porte, at besætte tårnene med krigere og ruste sig med allehånde våben. Men byen havde få krigsmænd, og i sin fortvivlelse over de talløse fjender samlede man sig om St. Martins helligdom for at påkalde helgenens hjælp. Borgerne tog skrinet, hvori hans hellige legeme lå, og bar det hen til den port, uden for hvilken hedningerne rasede. Der kom derved en forunderlig fortrøstning og en kamplyst over forsvarerne, medens de angribende Danske først blev slået af forbavselse og derpå af rædsel, ja næsten vanvid. De ville fly, men tørnede kun mod hinanden indbyrdes og snublede, som om de gik på is. borgerne gjorde så et udfald og forfulgte fjenderne gennem marker og lunde, henved 900 af dem blev dræbte, og med vundet bytte vendte forsvarerne straks tilbage til staden. Dette skete d. 30 juni 903.

Dette lyder nu meget stolt, men ikke desto mindre skal ved dette angreb 28 kirker i byens forstad være gået op i luer, og ligeledes var her St. Martins kloster brændt. I hvor stærk en trang munkene var komne, fremgår af, at de var nødsagede til at sælge en guldkrone til kong Alfons af Galicien; i et brev udtaler han sin beklagelse over de lidelser, munkene har været udsat for, og han ønsker dem tillykke med at de nu i 906 var begyndt at befæste St. Martins Basilika.

Hvorfra denne flåde kom og hvad dens senere skæbne blev, derom ved vi intet om, således som det så ofte er tilfældet med flåderne i Loire. Biskop Radbod har i sin skildring af togtet en indledning om vikingernes tidligere optræden i Frankerriget, og her hedder det, at Daner og Svever kaldes normanner, men ved omtalen af angrebet på Tours bruger han udelukkende navnet Daner. Da i et foregående år (901 eller 902) alle Nordboer på Irland, altså væsentlig Norske, var blevet helt forjagne fra øen, ligger det nær at antage, at disse vikinger har søgt ned til Loire. Navnet Baret (Baridh) er det nordiske Báed og forekommer ofte i denne tid på Irland. I året 914 dræbtes på Anglesey en Baridh, Ottirs søn, mulig er det den samme høvding. En konge Heric (Eoric) i Østangel blev dræbt i 905.

Vi har ingen efterretninger om, at der i de efter 903 følgende 10-15 år var vikinger i Loire eller at der fandt plyndringer sted på sydkysten af Bretagne. Man har sagt, at der i 910 (eller 915) var et vikingestade i Bretagne, men dette støtter sig til en urigtig oversættelse af et sted i den angelsaksiske krønike - således som jeg andetsteds har påvist - idet man har tolket ordene om at en flåde, der angreb England, kom of lidwicum som: fra Bretagne (Letavia), medens dens hjemsted var Lid-lejrene, vikingernes hærlejre i det østlige Frankrig.

Kapitel V.

Overdragelsen af Seine-landet til Rollo og afståelsens karakter.

Størrelsen af det afståede område.

Det skal nu undersøges, hvilket det afståede område var. Og jeg mener det rigtigt at tage til udgangspunkt, hvad Dudo beretter om omfanget af det Rollo givne land.

Frankerne - siger Dudo - foreslog kong Karl at søge fred med Rollo ved at afstå ham landet »fra Andelle til havet«. Denne lille flod falder nord-nordøstfra i Seine lidt nedenfor Rouen. Imidlertid havde Rollo besat landet lige til Epte, en flod, der, ret parallelt med Andelle, dog mere bestemt i retning nord-syd falder i Seine, 30 km. sydligere end denne. Ved Eptes nordlige bred stod Rollos hær, ved St. Clair-sur-Epte fandt sammenkomsten mellem de to hæres høvdinger sted, og frankerne afstod landet »fra Epte til havet«. Det må være den omstændighed, at Andelle har været nævnt ved et tidligere tidspunkt af forhandlingerne, der har bevirket, at Andelle i en meget sen kilde er nævnt som grænse, hvad der er vitterligt urigtigt. Epte fastsloges som landets sydlige skel, og den vedblev altid at være grænselinien for den på Seinens højre bred liggende del af Normandie.

Når havet nævnes som grænse, må man spørge, om derved menes det nuværende Normandies hele kystrand eller blot havkysten øst for Seines udløb. Ifølge Dudo må man antage, at herved skal forstås alle landskaberne i det, senere hertugdømme, eftersom han aldeles ikke omtaler, at der i den følgende tid skete nogen udvidelse af landet. Dudo siger endvidere, at Bretagne lå ved Rollo-landets grænse, og da Rollo ved sin dåb spørger om de vigtigste, kirkelige stiftelser indenfor hans område, bliver der nævnt ham 6 sådanne, deriblandt kirkerne i Bayeux, Evreux og på Mont St. Michel, således må hans land have strakt sig lige til Mont St. Michel bugten og ved floden Coesnon, der dengang som senere har været landets vestlige skel.

Når endvidere Dudo angiver området som strækkende sig »fra Epte til havet« har man grund til at søge en kystlinie der går parallel med Eptes løb, og ikke en strandlinie, der danner en ret vinkel med dette, men en kyst af denne Art træffer man ikke før netop ved bugten ved St. Michel, her er Seine-landets naturlige Vestgrænse, som den var det senere. Under kong Ludvig d'Outremer var der hos frankerne planer fremme om en deling af Normandie, den ene del skulle strække sig »fra Seine til havet«, den anden være landet øst for Seine, således tænkes stadig bugten ved Mont St. Michel som den vestlige grænselinie.

Til forsvar for Dudos opfattelse kan også anføres, at landet øst for Seine ville være en altfor ringe vinding for normannerne efter de beståede kampe, og endvidere, at de utvivlsomt måtte kræve, at den frie sejlads på Seine blev dem sikret ved at begge sider af Seines løb kom i deres magt. Kong Karl betegner dem også kort efter som »Seine-normannerne«.

Det må endvidere erindres, at de afståelser af land fra frankerkongernes side, hvorom årbøgerne på forskellige tidspunkter taler, ganske afgjort kommer bagefter, at landskaberne faktisk er gået over i vikingernes hånd. Det er en juridisk stadfæstelse af den tagen i besiddelse, som normannerne fra deres side anså for en erhvervelse.

Et hjælpemiddel til at finde den sydlige grænse har man søgt i et af Karl den Enfoldige udstedt brev fra klostret St. Germain des Prés i Paris. Kongen overlader det abbediet La Croix St. Leufroi, dog undtagen den del af klostrets ejendomme, som han havde tilstået Seine-normannerne. St. Leufrois kloster lå med sine hovedbygninger på den østre bred af den fra syd mod nord løbende flod Eure, og landet vest for Eure er altså tilfaldet normannerne, Evreux er derfor blevet deres by. Såfremt nu Eure har været grænse lige til dens udløb i Seine - ikke meget nedenfor Andelles udløb i Seine øst fra - må en lang tunge af land mellem Eure og Seine være forblevet i frankisk besiddelse, men det er rimeligt, at dette forhold snart er blevet forandret og at en Linie er blevet draget tværs over denne Tunge hen imod Eptes udløb i Seine. Vi ser ialtfald, at da Rollos søn Vilhelm skal give sin brud Leutgarde medgift, benytter han dertil en ejendom liggende i denne trekant.

Mod sydvest må vel floden Avre, der vest fra falder i Eure, have udgjort skellet, den nævnes i det 11 århundrede som grænselinie.

Den østlige grænse har floden Bresle dannet, dengang som senere, derom kan der ikke være tvivl. Den falder i havet ved Tréport, ved dens vestre bred ligger Eu, en grænsefæstning, hvorhen Rollo i 925 sender krigere fra Rouen.

Jeg går derefter over til at undersøge, om disse resultater stemmer med Flodoards udsagn om størrelsen af del afståede område. Denne historiker var ikke begyndt at skrive »årbøger«, da landet overdroges til Rollo, men i sin »kirkehistorie« har han en efterretning derom, angivelsen er her meget ubestemt. Hvad der afstås til normannerne er »nogle sølandskaber tillige med byen Rouen, som de næsten havde tilintetgjort, og andre byer, der hørte under Rouen«. Ordene synes at omfatte et større begreb end Rouens bispedømme, omend ikke alt hvad der gik ind under ærkebispen af Rouen (altså ikke hele det senere Normandie).

Det påstås, at de vestlige landskaber ikke går ind under disse udtryk. Men vi véd jo, at i de foregående åringer var både Bayeux og St.-Lô blevet erobrede, vi hører om, hvor overladt til sig selv man følte sig i disse egne, hvor bispesæderne

også synes ubesatte - faktisk var disse landskaber overladt til normannisk rådighed, om så end Frankrigs konge endnu ikke ved en retsakt havde erklæret dem for afståede. Hertil kommer, at selv om disse egne ikke indbefattedes i kongens udsagn, ville indtægterne af dem tilkomme normannerne i kraft af en anden bestemmelse i overenskomsten.

Mod Dudos angivelse beråber man sig på Flodoards ord, at i året 924 blev normannernes land med samtykke af kong Rodulf udvidet derved, at Bessin og Maine tillagdes dem. De, som ikke har den umådelig sikre tro på, at hvert ord af Flodoard står klippefast, uanset at andre berettere meddeler noget forskelligt, vil næppe føle Dudos udsagn afkræftet derved. Bessin er landet mellem floderne Orne og Vire, Maine ligger i lang afstand derfra syd derfor, og man må spørge om, under hvis herredømme de mellemliggende landskaber, der går ind under de to bispedømmer Avranches og Séez og ikke, som Bessin, under Bayeux, kom til at stå. Fremdeles er Maine et vidstrakt landskab, som Dudo end ikke på nogen tid af Normandiets historie lader gå ind under hertugdømmet. Og endelig har Flodoard umiddelbart i forvejen fortalt, at kong Rodulf, havde tillagt hertug Hugo Maine. Under disse forhold forekommer det mig betænkeligt at ville kræve større tiltro til Flodoard end til Dudo. Og hvis kong Karl virkelig har ladet normannerne få Maine, mon så ikke hans erklæring er gået ud på, at han opgav enhver beskyttelse af dette landskab og lod normannerne have fri hånd derover, så langt deres magt kunne nå, netop på samme måde, som jeg har formodet, at de var stillede overfor de vestlige landskaber ved havet.

Inden jeg slutter denne undersøgelse, vil jeg erindre om en mærkelig udtalelse i den foran omtalte skildring af, hvordan det normanniske hertugdømme blev grundlagt, som mange har villet tillægge en ganske særlig værdi og en selvstændig karakter, nemlig Fontenelle munkens beretning i Historia inventionis S. Wulframni, dér læser man, hvad man ikke finder i nogen anden kilde, at Rollo var den, som først efter egen beslutning satte skel mellem sit eget land og Naboernes. Man studser over denne efterretning og spørger, om forfatteren lader normannernes erhvervelse af Normandie have et andet grundlag end Frankerkongens overdragelse af landet. Man lægger da mærke til, at beretteren ikke med et ord omtaler kong Karls overenskomst med Rollo, han skildrer Erhvervelsen som en erobring. Rollo, som var dygtigere end alle tidligere høvdinger, har lagt disse landskaber fuldkommen ind under sit vælde, al modstand var slået ned, og nu bestemmer han selv, hvad der for fremtiden skal være hans råderum. Når man erindrer alt, hvad der i den sidste Snes år havde tildraget sig i disse egne, når man husker, hvordan gang efter gang frankernes høvdinger har opfordret vikingerne til at holde inde med plyndringer og at slå sig ned som kolonister, får man et indtryk af, at en erobring snarere end frankernes godvillige indrømmelse var det bestemmende for, hvor grænserne mellem normannernes og frankernes eje skulle drages. Man kan da også forstå den utydelighed om hvad der gik ind under Rollos og de andre danske høvdingers magt, som er så karakteristisk for de frankiske kilders udsagn.

Fandt en forlening eller en afståelse sted?

Vor undersøgelse må derefter omhandle, hvilken juridisk eller statsretlig karakter kong Karls overdragelse af Seine-landet til Rollo havde.

Det forekommer mig mærkeligt, at man har villet opfatte afståelsen af Normandie til Rollo som en forlening af almindelig art til en vasal, og at man har villet anvende almindelige lensrettige vilkår og formler på den retsakt og på den stilling for Rollo, som da kom i stand. Man har derfor også været lidet i stand til at forstå, hvad Dudo meddeler herom.

Det er jo dog klart, at afståelsen af landet indeholdt langt mere end hvad en forlening rummer, den brød ind i private forhold, den omfattede meget af hvad en jordoverdragelse, et skøde, har til mål, den ophævede forpligtelser eller bånd, som påhvilede den tidligere indehaver af landsherremagten. Rollo og hans folk skulle jo bringe landet på fode ved at opdyrke det, de måtte tage jord i besiddelse ved at fordrive de tidligere dyrkere eller ved at lade disse drive jorden ikke længere som ejere eller som fæstere, med en delvis tilsikret ret imod opsigelse eller fjernelse, idet de fra nu af blev simple forvaltere eller arbejdere. Vi véd jo, at sådant skete, ja at der var egne, som antog et helt »dansk« præg, hvor mangfoldige nye landsbyer og nye gårde opstod, ofte med danske navne. Rollo og hans mænd måtte være sikrede mod at kongen nogensinde kunne tilbagetage det afståede land eller til eksempel give fordrevne besiddere ret til at få deres gårde eller deres godser tilbage. Det måtte afhænge af deres vilje, som nu overtog landets styrelse, om de hidtil besiddende kunne vedblive i deres stilling, eller under hvilke vilkår det tillodes dem at fortsætte.

Det er derfor naturligt, at Dudo bruger ord, der klart udtaler den fuldkomne overdragelse af grunden til evig tid, uden ret til at tage tilbage: quasi fundum et alodum in sempitenum, terram determinatam in alodo et in fundo, a flumine Eptæ usque ad mare.

Derfor betoner de franske kilder også, at det snarere er en overdragelse til de danske end til Rollo. Kong Karl siger i det foran omtalte brev, at landet er blevet »indrømmet« Seine-normannerne, nemlig Rollo og hans kammerater; annuere, concedere er vel egentlig lidet lensmæssige udtryk. I Flodoards annaler, der begynder i 919, er der i en del år Tale om Seine- eller om Rouen-normannerne, først inde i året 925 nævnes Rollo, princeps eorum, hvorimod høvdingen Ragnvald i Loire er blevet nævnt flere gange tidligere og betegnet som princeps nord-mannorum, således som det nu sker med Rollo.

Derfor hører vi intet om en lenspligt eller om dens omfang, intet om, hvor stort et antal krigere der skulle stilles til kongens tjeneste. Man må vel også antage, at frankerne kunne være betænkelige ved at se i deres hære disse krigere, som nylig havde hærget og brændt de franske lande, og hvis kampmåde, hvor dygtig den end var, dog så betænkeligt afveg fra deres egen. På det tilståede område var der jo desuden opgaver nok at løse. Det måtte overlades en kommende tid nærmere at bestemme landsdelens forhold til det øvrige rige. Hvis man vil påberåbe sig, at der i den følgende tid kan påvises normanniske troppedelinger i den franske konges hær, kan dette jo være følge af en senere af den normanniske hertug overtaget forpligtelse, eller det kan være en frivillig tilbudt hjælp eller en lejet styrke. Ingen forfatter har vist påstået, at de flere gange til vikingerne i Loire afståede landstrækninger påførte høvdingerne en lenspligt, og hvorfor forholdet skulle være anderledes ved Seine, kan ikke indses.

Men én art hærtjeneste skulle normannerne dog yde. Landet var tilstået dem pro tutela regni, altså skulle de sørge for at intet angreb af vikinger fandt sted på deres landsdel og at der ingen fjendtlige flåder løb op ad Seine. For så vidt var landet et markgrevskab, og det var vel også kendt andetsteds, at beboerne af et sådant kun varetog denne forsvarspligt ved grænsen, men var fritagne for anden hærpligt; i alt fald gjaldt en sådan ordning i Frisland.

De pligter, som efter kildernes vidnesbyrd var pålagt normannerne og deres høvdinger, var endvidere, at de holdt fred og tilvejebragte fred, og at de antog kristendommen. Deres opfyldelse af disse pligter vil blive skildret i det følgende.

Kapitel VI.

Bretagne som afgiftpligtig til Normandiet.

Bretonske landskaber under normannisk herredømme på Rollos og Vilhelms tid.

Fremstillingen af de bretonske forhold har vanskeligheder at overvinde på grund af en tvetydig terminologi. Hele den store halvø mod vest bliver betegnet som Galliens Horn eller hjørne, men Cornu Galliæ var desuden blevet betegnelse for en mindre landsdel, et enkelt grevskab på denne halvøs sydkyst, ikke fjernt fra strandene mod vest. Landskabet Cornouaille får dog så ringe betydning i vikingernes historie, at en forveksling med det større land ikke let indløber, tilmed da navnet på hin vestlige provins ofte lyder Cornubia. Endvidere kunne man jo nære frygt for, at det store øland nord for Kanalen Britannia og ligeledes dets indbyggere kunne blive forvekslet med halvøen på fastlandet og dens beboere. Det må dog bemærkes, at til eksempel Flodoard i sine to værker ikke betegner England eller dets indbyggere med et med Bretagne eller bretoner beslægtet navn.

Dudo beretter, at Rollo ikke ville modtage kong Karls tilbud om afståelse af Seine-landet, medmindre der overlodes ham ret til i en anden provins at skaffe sig fødemidler ved kontribution, indtil det udplyndrede land ved Seine blev opdyrket således, at det kunne føde indbyggerne. efter den tilstand, hvori disse egne vitterligt henlå, må vel dette forlangende siges ret naturligt, og kong Karl tilbød Rollo Flandern »til at skaffe ham fødemidler«, men Rollo vragede dette landskab på grund af dets mange sumpe. Her må vel især være tænkt på det nærliggende flanderske kystland omkring Boulogne, og det fortjener at erindres, i hvilken grad landet langs kysten her helt har skiftet karakter siden det 10 århundrede. Kongen overlod ham da hele Bretagne til underhold.

Mod rigtigheden af den normanniske overlevering har der været protesteret i gammel tid og i ny, ikke mindst fra bretonernes side. Men da der i 911 ikke blev betalt nogen danegæld, som ved tidligere og senere Lejligheder, er tanken om en sådan naturalpræstation jo ret naturlig. I året 926 bliver der betalt danegæld, men da nævnes kun Francien og Burgund som de landskaber, hvor udskrivning finder sted. Fra tidligere overenskomster kendes det godt, at bretonerne ved naturalydelser købte sig fri for vikingeangreb. I 869 ydede de således normannerne 500 køer for at få tilladelse til at høste vin i Anjou. Endvidere har jo vikingetidens historie mange eksempler på at konger og fyrster unddrog landsdele deres beskyttende hånd, enten af uformuenhed eller til straf, og overfor bretonerne var man vel i ringe grad følsom, fordi disse så ofte havde vist, hvor lidt de mente sig knyttede til riget. Når det er sagt, at kongen ved en sådan overladen af Bretagne fratog Loire-normannerne et landskab, hvorover de havde rettigheder, har denne indvending intet værd, da der på den tid ingen normanner var i Loire.

Spørges der derpå om, hvilke egne af Bretagne normannerne særlig havde for øje som tributpligtige, må der vel først og fremmest tænkes på de egne af det senere hertugdømme, der stod under bretonsk styrelse, nemlig de vestlige dele af det senere Normandie. I året 867 havde Karl den Skaldede overdraget til Salomon af Bretagne grevskaberne Coutances og Avranehes med alle kongelige indtægter, godser og abbedier (dog ikke bispedømmet); Salomon kunne nu skrive sig: totius Britanniæ magnæque partis Galliarum princeps.

Flodoard fortæller ved år 919: Nordmanni omnem Britanniam in Cornu Galliæ, in ora scilicet maritima sitam depopulantur, proterunt alque delent, abductis, venditis, ceterisque cunctis ejectis Brittonibus. Det synes klart, at her må være forstået et mere begrænset landskab end den hele halvø, hvis befolkning de ikke kunne fordrive. Ordet scilicet peger på denne indskrænkende betydning: »Vel al mærke landskabet ved søkysten«. Men ved denne søkyst forstås strandene ved La Manche.

Man kan nemlig iagttage en forskel i Anvendelsen af ordene Oceanus og Mare. Naturligvis kan havet nord for Gallien blive kaldt Oceanus, især når man vil skildre, hvordan det rummer så uhyre store øer som England og Irland, derfor vil man også hos Rodulfus Glaber jævnlig finde Oceanus anvendt om Kanalen og Nordhavet.

Ikke desto mindre er der en tilbøjelighed til helst at anvende Oceanus om Atlanterhavet, medens La Manche får den mere fredelige betegnelse Mare. Således har Flodoard i sin »Reims-kirkens historie« kun på to steder Oceanus og da brugt om Atlanterhavet, medens han i sine årbøger slet ikke anvender Oceanus, men betegner La Manche ved Mare. Derfor må der hos ham stadig ved terra maritima og lignende udtryk tænkes på Galliens nordkyst. Også om de længst mod øst ved Nordsøkysten boende franker bruger Flodoard ordet, således når han omtaler greven af Ponthieu og »de øvrige søfranker«, eller når kong Ludvig drager til sølandskaberne og bygger en borg ved havet i nærheden af Boulogne.

Det synes heraf at fremgå, at der ved ora maritima må sigtes til kystlandet ved Kanalen. Det må være landskaberne ved Mont St. Michel bugten, hvorom der er tale, landet vest og øst for Coesnon-floden. Vi har set, hvordan bretonerne for en tid havde fået besiddelsen af Cotentin, her har været et grænseområde, der snart har været regnet med til Neustria, snart til Bretagne. Dette fremgår også af en optegnelse, der i det 11 århundrede er føjet til i manuskripter af Ademars krønike; i anledning af Rikard I's genopførelse af klostret på Mont St. Michel siges det: Ricardus ….edificavit in ea Nortmandia quæ antea vocabatur marcha Franciæ et Britanniæ monasterium sancti Michaelis de Monte ubi monacos posuit.

Vi må derfor forstå Flodoards efterretning fra 919 således, at normannerne vendte sig mod de bretoner, der rådede i de mod vest for deres egne besiddelser liggende landskaber og fordrev dem derfra.

At nu fordrivelsen af bretonerne in Cornu Galliæ ikke var så fuldstændig, som Flodoard skildrer det, fremgår af en senere angivelse hos ham: »931, de bretoner, der var forblevet under normannernes Herredømme i Cornu Galliæ, rejste sig mod dem, der havde gjort sig til herre over dem, på St. Michels dag, og det siges, at de har tilintetgjort alle normanner, der boede mellem dem, efter at de havde dræbt deres høvding Felecan«. At der også derved sigtes til de samme landskaber, bestyrkes ved den kundskab, vi andensteds fra har om, at lederen af denne opstand var grev Berengar i Rennes, altså i det østlige Bretagne og i en by, der lå næsten udenfor halvøen. Måske kan man også se et Tegn på, at det netop var landskaber ved St. Michel-bugten, der rejste sig, deri, at de netop havde valgt St. Michels dag som tidspunkt for opstanden.

For Flodoards annalistik er det karakteristisk, at man ofte kun får begyndelsen eller Enden af en Episode at vide. Vi hører derfor heller intet om, hvordan normannerne tog hævn for dette oprør, og hvad Bretagnes skæbne senere blev. Dette må læses hos Dudo. Han fortæller om hvordan efter Rollos død bretonerne opsagde Vilhelm troskab og erklærede, at deres land kun var blevet overdraget Rollo for så lang tid, som befolkningen i Normandie havde fødemidlerne fra Bretagne behov, men den tid var forbi; overfor Rollos arving måtte afhængigheden ophøre. Hertug Vilhelms mænd harmedes over bretonernes holdning og tilskyndede ham til at føre dem i kamp. Vilhelm gik over Coesnon, og det lykkedes ham at bringe Bretagne ind under sin magt. efter at han var vendt tilbage til Rouen, faldt bretonerne imidlertid ind i Normandie og plyndrede Bessin, så at Vilhelm måtte påny føre hæren mod dem. Han lod en hård straffedom overgå dem. Da bad bretonerne om fred, som blev tilstået dem, imod at grev Berengar af Rennes svor på for fremtiden at anerkende Vilhelm som overherre og at være ham tro og lydig. Den egentlige ophavsmand til opstanden - her menes vel, til det sidste indfald i Normandie - nemlig grev Alan af Nantes og Vannes, ville Vilhelm ikke tilgive, han måtte forlade Bretagne og tage ophold i England. Uagtet Flodoard - som det alt er sagt - intet har at berette om denne opstand, er dens følger ham vel bekendte, idet han nogle år senere i 936 må fortælle, hvordan de fordrevne bretoner da vendte tilbage fra England.

Imod Dudos fremstilling kan der vanskelig gøres nogen indvending. Det er vitterligt, at Alan i flere år levede i udlændighed i England, og det er vel sandsynligt, at den anden høvding for opstanden, hvis land lå nærmere ved Normandiets grænse, kun fik lov til at forblive i sine besiddelser, imod at han trådte i underordnelsesforhold til Vilhelm. Frankerkongen har som sædvanlig ladet bretonerne selv ordne deres sager. Men han har tillige nu godkendt, at Vilhelm tog landet helt hen til Coesnon i besiddelse. Flodoard giver ved år 933 den karakteristiske oplysning, at Vilhelm hyldede kong Rodulf, og at denne gav ham bretonernes land ved havkysten. Dette vil altså sige, at normannerne nu fik kongens stadfæstelse på deres besiddelse af landskaberne hen til Coesnon, som de hidtil havde haft inde i Kraft af erobring eller som et land, der var forpligtet til tribut.

Kapitel VII.

Rollos ægteskab med kong Karls datter.

Karl den Enfoldiges ægteskaber, hans datter Gisla og hendes Skæbne.

Dudo beretter, at Rollo ved erobringen af Bayeux tog tilfange Popa, datter af en højtstående mand og høvding, og at hun blev hans hustru. Senere, da Rollo har underlagt sig hele Seine-landet og Karl den Enfoldige afstår det til ham, tilbyder kongen ham sin datter Gisla som hustru; fredsslutninger var på den tid jævnlig ledsagede af aftaler om ægteskabelige forbindelser. Rollo skilte sig da af med Popa og ægtede Gisla.

Om denne kongedatter har Dudo ikke lidt at fortælle. Hendes fader sendte engang to riddere i sendefærd til hende, Gisla tog imod dem i løn og lod dem tage ophold i et hus uden at sige sin mand noget derom, ligesom hun overvældede dem med gaver. Hos Rollos høvdinger måtte det vække forundring, at udsendinge fra den franske konge kunne opholde sig i Rouen uden at stedes for Rollo. De følte sig vel også tilsidesatte og spurgte Rollo: »Hvorfor meddeler Du ikke os, hvad de franske udsendinge har at forebringe?« På Rollos forundrede spørgsmål om, hvor disse var, måtte de svare, at Rollo nok ikke levede med sin hustru på ægtefællers måde. Over denne hån blev Rollo rasende, han sendte sine huskarle hen for at gribe ridderne, han lod dem føre til byens torv og her i almuens påsyn hænge. efter nogle sildige kilder skal Gisla være død af sorg over dette, men vist er i alt fald, at hun døde tidligt. Dudo fortæller endvidere, at den misstemning, som opstod mellem kong Karl og Rollo på grund af det skete, blev benyttet af hertug Robert til at få et forbund imellem dem imod kongen i stand, men Rollo gav afslag.

Nutidens kritik, der jo intet nægter sig, har påstået, at hele denne ægteskabshistorie er løgn og opdigtelse - jeg vælger med forsæt milde ord blandt de brugte udsagn. Eller også har kilderne uforsigtigt overført til Rollo hvad der var hændt 30 år tidligere en vikingehøvding med et andet navn på et andel sted overfor en anden fyrste og under afvigende forhold. Ved denne sidste formodning skal jeg først dvæle.

Kong Godfred, Haralds søn, havde i en lang årrække kriget mod det frankiske rige, han havde dog især hærget ved Schelde og Rhin; hans våben føltes som uimodståelige, men da hele det østfrankiske riges kræfter begyndte at samle sig imod ham, besluttede han at søge fred og at antage kristendommen. Kejser Karl den Tykke forlenede ham med besiddelser i Frisland, stod fadder ved hans dåb og gav ham en datter af Lothar II Gisla til ægte i 883. Dette ægteskab varede kun kort. Kong Godfred blev mistænkt for forræderisk forbindelse med sin hustrus broder Hugo af Lothringen, og da Gisla i maj 885 var i besøg i Worms, holdt kejseren hende i nogen tid tilbage som gidsel. Godfred fremsatte truende fordringer om nye forleninger, og kejseren besluttede at anvende Svig. Ved Rhinens og Waals delingssted skulle der holdes et møde, Gisla var også kommet tilstede for at mægle forlig, men frankerne nedhuggede Godfred og hans mænd. Gisla blev derpå abbedise i Nivelles.

Således er denne Gislas skæbne vidt forskellig fra den, som Rollos hustru havde. To navne forekommer i begge beretninger, Karl og Gisla, men disse findes jo snese af gange i Karolingernes æt. Vi ser i det ene tilfælde en konge give sin datter bort, i det andet en kejser sin fætters datter, den ene tildragelse foregår ved Seine, den anden ved Rhinen. Normannerne måtte ikke blot have sammenblandet to vidt forskellige begivenheder, de måtte på egen hånd have omlavet tildragelsens hele forløb og virkninger.

Den vægtigste indvending mod Rollos ægteskab måtte vel være den, at Karl den Enfoldige ikke kunne i sit ægteskab have en giftefærdig datter, og Dudo udtaler bestemt, at hun var ægte født. Der findes et i året 907 af kong Karl udstedt brev, hvorved han giver sin hustru Frederune en medgift, og deraf har man draget den slutning, at han på dette tidspunkt har haft bryllup. Fire år efter dette kan der jo ikke være en giftefærdig datter.

Men allerede denne slutning er usikker, når vi ser, hvor tidligt døtre gives bort i ægteskab. Hundrede år efter denne tid var kong Roberts datter et barn, da hendes vordende husbond hertug Rikard III gav hende en medgift. Han døde imidlertid i det samme år (1027), og så skyndte grev Balduin af Flandern sig med at erhverve den herlige kongedatter som brud, han førte hende med sig »i hendes barneseng«.

Vi ser et halvt hundrede år senere af forskellige forespørgsler til den i kanonisk ret så kyndige biskop Ivo af Chartres, hvor hyppige den slags ægteskaber med småbørn var (sex anrtorum vel infra)). Iøvrigt har man netop af Dudos fortælling villet se antydet, at Gisla endnu ikke var mandbar.

Endvidere kunne det jo tænkes, at alene Dudos angivelse af, at hun var ægtefødt, var urigtig. Kong Karl var i 911 en 32årig mand, han har vitterlig nok levet usædeligt og havde flere uægte børn, således kunne fortællingen om ægteskabet med Gisla alligevel være rigtig. Og hvor store huller møder der os ikke i vor viden om Karolingernes mangegrenede slægt, så store huller, at man skulle synes, at her lidt forsigtighed måtte tilrådes, ikke mindst overfor en kvinde med navnet Gisla. Først fornylig er en hidtil ukendt datter af Ludvig den Fromme Julia dukket op. Kun for få år siden kunne det fastslås, at Ludvig den Stammende havde en datter Gisla, der var gift med grev Robert af Troyes. Hun var kendt af lærde indtil begyndelsen af det 17 århundrede, men hendes tilværelse blev forkastet, indtil hun nu atter er fuldt erkendt. En brevbog fra klostret Cysoing i Flandern har for ikke længe siden bragt en hidtil ukendt efterretning om, at Ludvig den Frommes datter Gisla, der var gift med Eberhard af Friaul, havde en datter Gisla.

I datiden var der desuden altfor ofte uenighed om, hvorvidt en indgået forbindelse var et ret ægteskab eller ikke. Således stredes der, om den ene eller den anden af Ludvig den Stammendes to hustruer var den rette eller ikke; den første havde han ægtet uden faderens vilje, den anden, Karl den Enfoldiges moder, var blevet ham påtvunget, og forbindelsen kom i stand, medens den første levede.

Som en hovedindvending siges det imidlertid, at Gisla ganske vist var navnet på en af kong Karls døtre i ægteskabet med Frederune, men hun var født så sent, at hun ikke kan have ægtet Rollo.

Kilden er en genealogi, skrevet af en flandersk forfatter midt i 10 århundrede, han nævner Gisla som den fjerde i rækken af Karls børn. Den slutning, som kunne drages, ville jo falde bort, hvis ægteskabet i virkeligheden var foregået langt tidligere end i året 907. Men dernæst er det jo et stort spørgsmål, om angivelsen nævner børnene efter deres alder, og endvidere om den i det hele er pålidelig eller omhyggeligt afskrevet. De opgivelser, som i genealogien følger derefter, skal for så vidt ikke kunne bestyrke os i tilliden til arbejdet, idet det ikke var kong Karl, men hans søn Ludvig d'Outremer, der ægtede Gerberga og som blev fader til Lothar og dennes 3 søskende, således al i alt fald denne del af optegnelsen er urigtig eller fejlagtigt afskrevet.

Men endvidere - vi véd jo i virkeligheden slet intet om, hvornår kong Karl er blevet gift. Brevet om en medgift til hustruen kan ikke være afgørende, ja jeg vil påstå, at det er helt usandsynligt, at kong Karl først skulle have taget sig en hustru i 907. Når vi undersøger indenfor Karolinger-slægten, på hvilket tidspunkt dens mandlige medlemmer indgår ægteskab, vil vi se, at det falder meget tidligt, endog så tidligt, at Ludvig II den Stammende var gift, da han var 16 år gammel, hans broder kong Karl af Aqvitanien, da han ikke var 15 år gammel. Og stormændene måtte sørge for, at deres regent eller at tronfølgeren ved tidlig at have livsarvinger gjorde sin stilling sikker. Karl var født i 879, og allerede i 893 havde hans tilhængere ladet ham krone i Reims, ved en bestemmelse af kong Odo var han blevet godkendt og udpeget som hans tronfølger, og Karl fulgte ham også i regeringen i 898. Det ville være usandsynligt, at de mægtige i landet ikke skulle på et tidligt tidspunkt have sørget for, at han tog sig en hustru.

Efter at disse linier var skrevne, blev jeg bekendt med følgende udtalelse hos en forfatter, som ingen vil kunne nægte både skarpsindighed og omfattende genealogisk kundskab. Karl den Enfoldiges ægteskab med Frederune - udtaler han - må henlægges til 893, det øjeblik, da den unge fyrste kronedes i Reims af ærkebisp Fulko. Vi afviger således fra alle historikere, der med støtte af den kontrakt, hvormed han giver Frederune medgift, har udskudt denne forbindelse til året 907. Det er klart, at i året 893, da Karl intet ejede, kunne han ikke give sin trolovede medgift. Han må have truffet andre forholdsregler, og brevet er simpelthen den endelige form for den modificerede bestemmelse. Det ville være utænkeligt, at Karls tilhængere, der i den grad bar omsorg for at redde dynastiets fremtid, ikke skulle have ladet deres kandidat gifte sig, så såre hans alder tillod det, og endnu mere besynderligt, at Karl i 907, da han besad et rige, som han måtte tro sig tilsikret for altid, skulle have stræbt efter en så tarvelig forbindelse som den med Frederune.

Om denne historiker har ret i de resultater, hans afhandling i øvrigt vil hævde, derpå skal jeg ikke komme ind, men det udtalte godtgør i hvert fald, på hvor usikker en grund vi befinder os, når tidspunktet for Karls ægteskabelige forbindelse skal fastslås.

Det vil således ses, at hver og en af de grunde, som man har anført mod Dudos angivelse, eller hvormed man i alt fald har villet mistænkeliggøre den, ikke har den fjerneste betydning. Men den hovedstøtte, hvorpå angivelsen hos Dudo hviler og som ikke burde tillade sygelig tvivl at komme til orde - en tidligere tids historikere havde ofte et mere sundt omdømme - er selvfølgelig, at Rollos egne børnebørn er hjemmelsmænd for meddelelsen, de måtte dog vel vide besked derom og havde ingen grund til at opdigte et ægteskab, der kun blev en episode i Rollos liv, og som ingensomhelst betydning fik for hans efterkommere. fortællingen derom gik igen i hele den normanniske historieskrivning og ligeledes i senere franske kilder, uden at nogensinde en tvivl eller indsigelse kom til orde.

Her møder os imidlertid det mærkelige, at nutidens historikere endog vil påstå, at fortællingen om hint ægteskab har sin oprindelse i normannisk hovmod, som vil prale med den nære forbindelse med Karolinger-slægten, ja man kan læse: »formålet var at skaffe Rollos descendenter det glimrende standpunkt, som karolingisk blod måtte give«. Nu må jeg dog spørge om, hvordan der ved ægteskab med Gisla kunne komme den mindste dråbe af karolingisk blod ind i hertugslægten, eftersom ikke blot Dudo, men samtlige normanniske og franske kilder er enige om, at dette ægteskab var lige så barnløst, som det var kortvarigt. De normanniske krøniker angiver som stammoder for hertugslægten en pige af beskeden herkomst, og det blev kvinder af familier, der efter frankisk forstand var lidet fremtrædende, der fortsatte ætten.

Der findes endvidere vidnesbyrd, som peger i en helt anden retning end mod lysten til al prale med karolingisk slægtskab. Det er absolut ikke navnene Karl, Karloman, Pippin, Ludvig, Lothar, som Karolingerætten var så at sige ene om at bære, der går igen ved opkaldelser i den normanniske hertugslægt. Hvad var rimeligere end at den så tidligt bortkaldte kongedatter blev mindet ved at man døbte et pigebarn indenfor familien med navnet Gisla? Men dette navn forekommer ikke, og det går i Normandie, som iøvrigt i Frankrig, næsten helt af brug.

I tilslutning til det fremsatte skal følgende meddeles om navnebrug. Man kunne antage, at Karl har haft to døtre med navnet Gisla, og at den foran nævnte genealogi kun gav oplysning om den yngste af dem. Sådant ville jo være såre rimeligt, når den ældre Gisla, som Dudo nævner, døde ung; faderen har da af en naturlig følelse opkaldt den afdøde ved at give en senere født søster eller halvsøster navnet Gisla. På den måde handlede ialtfald Karls søn kong Ludvig IV, da han, efter at have mistet en søn Karl, kaldte en senere født søn med dette navn. Men der er endvidere intet til hinder for, at to søskende bærer samme navn. Allermest gælder det, hvor den ene af disse navnebærere er et ægte barn, den anden derimod født af en frille, idet en sådan netop gerne vil bestræbe sig for at få sit barn tillagt et navn, der kan minde om faderen eller hans slægt; derpå er der til alle tider eksempel. hertug Rikard II har to ægte sønner Vilhelm, en med sin første hustru Judith, en anden med Papia. kong Henrik I af England har to uægte sønner med navnet Robert og en ægte og to uægte døtre med navnet Mathilde, Henrik II havde to ægte sønner Godefred og Vilhelm, tillige to uægte sønner med disse navne. Kong Svend Estridsøn havde en ægte søn Svend og to uægte, der bar dette navn.

Efter at Gisla var død, genoptog Rollo forbindelsen med Popa.

Kapitel VIII.

Rollos troskab mod kong Karl den Enfoldige.

Normanner i Loire og deres samvirken med normannerne i Seine.

Efter mange års stilhed løb en vikingeflåde - ved tiden 919 - under stor Larm og Hujen op ad Loire til Nantes. Her var kun almuebefolkningen blevet tilbage, så at staden dårligt var istand til at forsvare sig. Men omkring kirken var der bygget forsvarsværker, og bag dem optog borgerne kampen mod vikingerne. Den første dag holdt de godt stand, angriberne blev trætte og trak sig tilbage til skibene. Forsvarerne havde dog tabt modet på grund af fjendernes store tal, derfor flygtede om natten biskop Adalardus bort med alle sine Klerke og drog til Burgund. Den næste morgen fandt normannerne ingen forsvarere i fæstningen, de tog alt hvad der var af prydelser og andet i kirken med til skibene, bygningen selv, der så ofte tidligere var blevet brændt, fik nu den samme skæbne.

Efter at Nantes var erobret - hedder det videre - sejlede normannerne op ad Loire, de løb ind i dens nordfra kommende biflod Maine og ind i Mayenne, som denne flods øvre løb kaldes. Beboerne fra byen Angers var flygtede, så den var let at indtage. Togtet gik derpå tilbage til Loire og videre op ad denne flod til Tours, der også erobredes. I Orleans beredte man sig til forsvar, men da indbyggerne så, hvor talrige fjenderne var, foretrak de at købe sig fri, hvorpå normannerne atter gik tilbage til Loires munding og satte sig fast på øen Biesse, der nu er indgået i Nantes' byområde.

Således lyder den beretning om togtets fortsættelse op ad Loire, som man hidtil har godkendt. Den støtter sig ikke til nogen samtidig, eller endog til nogen gammel kilde. Fortællingen findes kun hos Pierre Le Baud (ca. 1500), men han siges at have skrevet på grundlag af gamle kilder, hvad der også er sikkert nok. Tavsheden i Flodoards årbøger om et så vidtstrakt togt midt ind i Frankrig må dog vække nogen forundring, hvor brudstykkeagtig end hans meddelelser kan falde. Og Le Baud slutter sin fortælling om togtet med at skildre, hvordan der om byttets deling opstod strid mellem to forskellige afdelinger af vikingernes flåde; den førte til blodig kamp og til mandefald på begge sider, indtil det sejrende parti kunne drage afsted med rigt ladede skibe til andre egne af Bretagne. Denne fortælling hører imidlertid hjemme på et helt andet tidspunkt, nemlig ved togtet i året 856. Man ledes da til at spørge, om ikke den øvrige del af beretningen må på lignende måde flyttes tilbage i tiden. På hint togt i 856 løb vikingerne langt op ad Loire til Orleans, som netop købte sig fri for angreb; i det følgende år hjemsøgtes Blois og Tours. Den hæderlige Pierre Le Baud har sikkert ladet sig vildlede af en gammel kilde, der har sammenblandet forskellige foreliggende optegnelser. Kun hvad der i dem har været meddelt om indtagelsen af Nantes på denne tid kan måske være rigtigt, og at helgenlevningerne førtes bort, er sikkert.

Man kan dog være i tvivl, om angrebet på Nantes netop er sket i året 919. Først ved slutningen af 921 beretter Flodoard, at grev Robert overlod normannerne Bretagne og Nantes-området.

Den første gang, vi får sikker kundskab om normanner i Loire, er i 921, da Flodoard ved årets slutning beretter: »Grev Robert af Francia belejrede i fem måneder de normanner, der havde slået sig ned i Loire; efter at have fået gidsler af dem, afstod han til dem Bretagne, som de havde plyndret, tillige med Nantes-området, og nu begyndte de at antage den kristne tro«.

Efter tekstens ord ligger det nærmest at antage, at det kun var den del af Bretagne, som de havde plyndret, og dernæst egnene ved Nantes, som overlodes dem. Men iøvrigt havde grev Robert kun en meget tvivlsom ret til at råde over Bretagne, og meningen synes derfor snarest at være, at landet blev overladt til sin skæbne.

Hvorfra disse normanner kom, og om de var en del af de i Seinelandene bosatte Nordboer, siges ikke, men de har altså på samme måde som disse været beredte til at blive boende og følt sig modne til at antage kristendommen. En senere kilde, der imidlertid støtter sig til ældre optegnelser, fremstiller det således, at det var Seine-normannerne, der sendte en flåde rundt om Bretagne til Loire-mundingen. Og i ethvert fald er det sikkert, at der fandt en samvirken sted mellem normannerne i de to floder. Det er derfor ganske urigtigt, når nyere forfattere beskylder Dudo for at have overført forskellige gerninger fra Seine-normannernes historie til Rollos og Vilhelms normanner.

Fra 919 eller 921 er der gennem et tidsrum af 10-12 år en fast koloni af normanner ved Loires udløb. Under dygtige høvdinge udfoldede de en omfattende krigerisk virksomhed, og de fik stor indflydelse under de politiske forviklinger i Frankrig. Min opgave må være at se denne kolonis forhold til det ved Seine bestående rige, at undersøge om de var Rivaler indbyrdes eller støttede hinanden, og om mulig Loire-normannerne lededes fra Rouen.

Efter freden ved St. Clair går der 6-8 år, forinden der påny høres noget om Seine-normannerne, de har åbenbart i disse år været travlt optagne af at ordne den nye stat, af bebyggelsen og opdyrkningen af landet og af at omdanne hærordningen til en styrelse af et jordområde, hvor frankiske og nordiske mænd skulle bo sammen i enighed. Men derefter, og mindst gennem en halv Snes år, viser disse normanner sig atter på den samme store kampplads i Frankrig som tidligere. For at forstå deres optræden bliver det nødvendigt at kaste et blik på de såre forviklede politiske forhold, som Frankrig frembød.

Karl den Enfoldige havde været konge over frankerne siden 898, men disse havde bøjet sig for ham, mere som et sidste skud på Karolinger-stammen end af Agtelse for hans personlighed eller for hans styreevne; hverken ærefrygt eller hengivenhed havde han formået at vinde. Der var mellem den tids mænd høvdinge, der viste langt større dygtighed og evne til at vinde magt og at udvide den. Således Robert af Francien, broder til den i 898 bortkaldte, ansete kong Odo. Han havde åbnet vejen til tronen for Karl den Enfoldige, da han ved sin broders død vægrede sig ved at blive valgt; han besad desuden et område, der var lige så stort som det, der gik ind under kong Karls magt, det omfattede Vermandois, Champagne, Anjou, han var herre over Paris, Chartres, Tours, Blois, Orleans og Dreux.

En anden betydende personlighed, desværre af en højst utiltalende karakter, var grev Heribert af Vermandois; han havde forstået at udvide sine besiddelser, såvel som sin indflydelse, overordentlig. Men der fandtes rundt om ærgerrige og selvrådige grever og fyrster, der vidste at benytte gunstige øjeblikke, og der toges i sådanne lidet hensyn til den konge, der burde være alles fælles Herre. efter at hertug Robert i året 922 havde sluttet forbund med Rodulf af Burgund, med Heribert af Vermandois og andre store, var kong Karls sag tabt, og Robert udråbtes til konge (922-23), kong Karl søgte hjælp hos normanner og Lothringer, og i et slag ved Soissons i juni 923 måtte Robert lade sit liv, medens hans hær sejrede. Kong Karl blev taget til fange og sat i fængsel af grev Heribert; hans hustru flygtede med børnene til sin broder kong Æthelstan i England. Den faldne kong Roberts søn Hugo ville ikke modtage kongeværdigheden, og man fik hans svoger grev Rodulf af Burgund valgt til konge (923-936). Dette blev ulykkeligt for Frankrig, idet flere landskaber og fyrster ikke ville anerkende den nye konge, således det vestlige og sydlige Frankrig (Aqvitanien), ligeledes benyttede kong Henrik I. af Tyskland sig af forholdene til at bringe Lothringen ind under sit rige. Heribert kunne dog ikke forliges med den konge, han havde fået valgt, han gav da atter Karl den Enfoldige friheden og stillede sig under hans fane i 927. Men Heriberts overmod kendte nu ingen grænser, han fik sin femårige søn valgt til fremtidig ærkebisp af Reims, han satte sig i besiddelse af Péronne og ville gøre sig til verdslig herre i Reims, han stræbte efter at vinde kongens hovedby Laon. Kong Rodulf måtte vende sine våben mod Heribert, der blev nødsaget til at slutte fred; den løsgivne konge måtte atter gå i fængsel, og her døde han i 929. Fra nu af lykkedes det Rodulf at vinde mere almindelig anerkendelse.

Vi skal nu se, hvorledes Rollos holdning var under alle disse forviklinger. Af taknemlighed mod den konge, der havde afstået land til ham, gjort ham til fyrste og givet ham sin datter til ægte, måtte Rollo slutte sig til modstanden mod den nylig valgte kong Rodulf. Flodoard beretter, at normanner plyndrede Aqvitanien og Auvergne. Hertug Vilhelm af Aqvilanien og grev Raimond af Toulouse drog imod dem, og i kampen skal 12,000 normanner være faldne i 923. Man må ved denne efterretning give sig Flodoards vel bekendte pålidelighed i vold, selv om man har tvivl om de faldnes tal. Vi har her et vidnesbyrd om, hvor overordentlig magert tidens kildestof er, når en så vældig kamp ikke er nævnt i nogen anden optegnelse.

Den afsatte kong Karl havde flere gange sendt opfordring til Ragnvald, høvdingen i Loire, om at komme sig til hjælp, og ligeledes havde han givet Rollo tilsagn om en udvidelse af hans område, dersom han stod ham bi. Kort efter hin kamp i syden ser vi da, at Ragnvalds folk, i forbindelse med mange fra Rouen, gør et plyndrende indfald i landet hinsides Oise, altså i grev Heriberts besiddelser i Vermandois (923); besætningen i hans borge holdt dog stand og fik hjælp af Rodulf af Gouy (i Cambrésis) og af grev Ingobran (Enjorren) fra Hainaut; det lykkedes dem at fratage normannerne det store bytte og at befri 1000 fanger. Ragnvald blev rasende derover og rykkede ind i Artois, men grev Adelelm lykkedes det i en kamp at dræbe 600 af disse plyndrere og at jage resten på flugt. Ragnvald måtte trække sig tilbage til den forskansning, han havde anlagt, og der udgik derfra stadige plyndringstog. Kong Robert havde været i Burgund, men kom nu tilbage og nåede Compiégne ved Oise; ved at høre om normannernes plyndringer i Beauvoisis besluttede han at gøre gengæld på normannernes egen grund. sammen med ærkebisp Seulf og grev Heribert gik han over Epte og plyndrede løs; dog hørte ikke derfor den normanniske hær i Vermandois op med at hærge. På begge sider arbejdedes der dog på at få fred i stand, imod at der tilstodes normannerne i Rouen en udvidelse af deres land. Disse sendte forhandlere og gidsler til Laon, og en våbenstilstand indtil midt i Maj 924 blev afsluttet.

Man skulle ikke tro, at der efter de mange nederlag, som normannerne efter Flodoards beretning havde lidt, kunne være grund til, at frankerne betalte dem Danegæld, og dog begyndte man det følgende år i 924 med at lade en sådan indsamle i Francien. Dette overraskende skridt har man villet forklare ved, at det måtte være nødvendigt for kong Rodulf at skaffe fred for at kunne tage en kamp op mod hertug Vilhelm af Aqvitanien, der stadig nægtede at hylde og tjene ham. Denne fortolkning er noget anstrengt, dog blev Vilhelm ved det hurtige angreb så bestyrtet, at han faldt til føje.

Medens kong Rodulf var optaget af regeringshverv andensteds, havde han givet hertug Hugo, grev Heribert og ærkebisp Seulf fuldmagt til at forhandle med normannerne, og overfor de danske i Rouen blev man enig om, at deres land skulle udvides med nogle vestlige landskaber, hvad der sikkert kun vil sige, at en lovmæssig ret afløste den bestående faktiske besiddelse.

Men nu Loire-normannerne? Skulle de nøjes med penge, uagtet de netop krævede land? Høvdingen Ragnvald ville ikke finde sig deri, og han besluttede et dristigt togt op til kongens rigeste land Burgund. Og mærkeligt nok ser man to af kongens egne vasaller træde i forhandling med Ragnvald om, at han på sit togt skal lade deres lande i fred. Hertugerne Hugo af Francien og Vilhelm af Aqvitanien tillader ham at drage gennem deres lande for at optage kampen med rigets hersker. Man har sagt, at de vel ønskede og håbede, at vikingerne derved ville løbe i en fælde, men atter her er fortolkningen anstrengt, og Flodoard kunne da passende have givet oplysning om denne bagtanke.

Toget til Burgund fandt sted hen imod årets slutning i 924. Greverne Warner af Sens og Manasse af Dijon, bisperne Ansegis af Troyes og Gosselin af Langres samlede deres stridskræfter og gik normannerne imøde, netop da de var ved at trække sig tilbage. Ved Chalmont på grænsen af Gâtinois kom det til en kamp d. 8. december, og i den skal 800 normanner være faldne, men grev Warner, hvis hest var blevet dræbt, blev fanget og nedhugget, og biskop Ansegis såredes. Normannerne fortsatte deres march mod nord til Seine, hvor de slog lejr, vistnok i nærheden af Écoles udløb i Seine.

Imidlertid havde kong Rodulf samlet tropper fra nordligere landskaber, således krigere fra Reims bispedømme og tropper, førte af biskop Abbo af Soissons. Ligeledes satte grev Heribert af Vermandois sig i bevægelse, og der kom endvidere tropper fra Burgund i 925. Man nåede til normannernes lejr. Disse gjorde et udfald, og krigere fra Francien måtte optage kampen med dem, men de så med fortrydelse, at de under kongens kommando stående store skarer ikke hjalp med til at angribe lejren, og at deres ryttere ikke steg af hestene. Der blev dannet en forskanset lejr i nogen afstand fra normannernes lejrplads, og på den anden side af Seine slog ligeledes Hugo lejr. Dag efter dag gik hen, man ventede på skibe fra Paris til undsætning, og til sidst brød normannerne ud og slap bort gennem en skovstrækning. Det påstås - siger Flodoard - at nogle af vore havde givet dem lov dertil. Dette er jo troligt, sligt var hændt så mange gange tidligere, og Hugos holdning havde været i høj grad tvetydig. Vist er, at nu var krigen til Ende, og enhver drog til sit, ligesom det er vist, at ved årets slutning fik Hugo sig fred tilsikret af normannerne.

Men der var også blevet kæmpet i de nordlige landskaber. Normannerne i Rouen brød den fred, som de havde sluttet i det foregående år i 924 - siger Flodoard - og de kunne jo også klage over, at man stadig nægtede deres våbenfæller fra Loire det land, som var lovet dem. De faldt ind i Beauvoisis og plyndrede landet omkring Amiens; da rundt om fra befolkningen strømmede ind i denne by, opstod der ved uforsigtighed brand, og byen brændte. Det gik Arras på samme måde. Normannerne nåede helt hen til omegnen af Noyon, hvis forstæder de tændte i brand; men ved et udfald blev de dog fordrevne fra en del af disse. På den tid blev normannerne truede på et andet hold; i deres eget land havde folkene i Bessin angrebet landskaberne vest for Seine, hvad der tilskyndede flere af hertug Hugos mænd i Paris og i andre borge til at plyndre i normannernes land øst for Seine. Heribert lå med sine ryttere ved Oise for at hindre fjenderne i at gå over denne flod, men efter de hjemmefra modtagne efterretninger skyndte normannerne sig til deres eget land.

Ved Eu, der ligger ved Bresles udløb i havet på den normanniske østgrænse, skulle der komme til at stå en alvorlig kamp. Kong Rodulf havde udskrevet en betydelig hær, grev Heribert kom dragende med Reims-kirkens krigerskare, og grev Arnulf af Flandern og de øvrige grever fra søprovinserne angreb Eu, hvorhen Rollo fra Rouen havde sendt 1000 mand til forstærkning.

De ydre Skanser omkring Eu blev stormede, derefter byens Mure gennembrudte, alle indbyggerne blev nedhuggede og borgen brændt. En del af besætningen havde søgt tilflugt på en ø, som det faldt frankerne vanskeligere at tage end selve byen, men omsider var modstand ikke længere mulig, nogle af forsvarerne kastede sig i bølgerne og druknede, andre omkom for frankernes våben, og atter andre styrtede sig i deres eget sværd. efter denne sejr kunne frankerne drage hjem med rigt bytte, kong Rodulf forblev i Beauvoisis med Hugo og med burgunderne i 925.

Hertug Hugo havde, som allerede fortalt, fået sig tilsikret fred af normannerne for sine lande, det vedtoges udtrykkelig, at derunder skulle ikke være indbefattet de lande, der stod under grev Balduins sønner, under Rudolf af Gouy og Hilgaud af Ponthieu. Mod disse østlige naboer kunne normannerne fortsætte krigen i del følgende år i 926. Vi har set, at de kongelige tropper stod i landskabet mellem Epte og Oise. Normannerne ville nu foretage et angreb fra havkysten. Fra Rouen sendte de en flåde med tropper op til Guines eller et andet punkt ved Kanalen og rykkede derfra ind i Artois. Ved Faucquemberge i nærheden af St. Omer havde de sat sig fast i en skov, hvori kong Rodulf og forskellige høvdinger holdt dem indesluttede i nogle dage, men en nat angreb normannerne uventet kongens lejr, grev Heribert måtte ile med at komme kongen til hjælp, og det lykkedes at slå angrebet tilbage, ja det siges endog, at 1100 normanner skal være faldne. Men grev Hilgaud af Ponthieu blev dræbt og kong Rodulf såret; han måtte vende tilbage til Laon. Frankerne har sikkert også lidt store tab, idet deres fjender uhindret rykkede en Snes mil ind i landet, helt op i Ardennernes skovegne (Porcien). Samtidig faldt øst fra ungarer ind i Ardennerne, medens hertug Vilhelm af Aqvitanien truede fra syd. Kong Rodulf havde ingen anden udvej end at købe sig fred. Der blev igen udskrevet en stor Danegæld fra Burgund og Francien.

Efter 926 høres der ikke om nogen kamp med Seine-normannerne. Som foran fortalt løslod grev Heribert Karl af sit fangenskab og førte ham til St. Quentin; en sammenkomst med de normanniske høvdinger blev aftalt, og på denne, der holdtes i Eu, hyldede Rollos søn Vilhelm kongen og sluttede venskab med Heribert i 927.

Jeg kaster nu blikket tilbage på de forløbne års begivenheder. Man ønsker jo dog at se principper og idealer udtalte i de frankiske herrers holdning; men i alle disse skiftende forbund og knudrede forviklinger er det ikke muligt at finde andet udtalt end stormændenes lyst til at udvide deres magt, deres benyttelse af alle foreliggende kombinationer, deres skinsyge og uberegnelige lune. Når vi så tilmed som hovedkilde har en beretter som Flodoard, der aldrig vil skildre årsager og motiver, kan man sige sig selv, at fremstillingen af den tids historie må gøre et usammenhængende indtryk. Vender vi os derpå til en undersøgelse af Rollos stilling til den franske konge, vil man ikke kunne beskylde ham for at have skiftet standpunkt. Han har i alle disse år sluttet sig til dem, der bekæmpede kong Rodulf, han har holdt fast ved den karolingiske stammes mand. Og da der for at drage ham over på den burgundiske side bliver lovet ham en udvidelse af hans land og dette ikke overholdes, har han grund til at fortsætte kampen, ligesom da hans forbundsfæller i Loire narres for at få den tilsagte udvidelse af deres område. I ethvert fald måtte enhver, der fra frankernes standpunkt ville rette beskyldninger mod normannerne, ønske, at disses egen sag ikke stod så afgjort ilde.

Det er derfor ikke muligt at beskylde normannernes historieskriver for en urigtig fremstilling af Rollos forhold til landets konge.

Dudo fortæller, at da hertug Robert havde bragt i Erfaring, at det gode forhold mellem Rollo og kong Karl var blevet brudt ved at Rollo havde ladet de to frankiske riddere dræbe, der var kommet i sendefærd til Gisla, begyndte Robert at vise fjendskab mod sin konge og at lægge planer op om at fordrive ham. Han sendte mænd til Rollo og ønskede hans hjælp til at få kongen stødt fra tronen, for at han selv kunne blive hersker. Men Rollo svarede dem: »Nu går Eders Herre for vidt og bryder loven; han kan lægge øde hvad der er kongens, men jeg vil ikke, at han bliver landets styrer«.

Med normannerne i Loire havde endnu ingen opgørelse fundet sted. I begyndelsen af året 927 drog hertug Hugo og grev Heribert på togt imod dem og holdt dem indesluttede i 5 uger. Det kom så til forhandlinger, og efter at man havde givet hinanden gidsler, sluttedes en overenskomst om at normannerne fremdeles skulle beholde Nantes-området.

Om endnu en kamp meldes der, og endda en sådan, hvoraf der senere i sagnene gik stort ry. Normannerne rettede i 930 et angreb mod Aqvitaniens sydlige landskaber nord for Gironde, de plyndrede Saintonge, Angoumois og Périgord, de trængte helt frem til Limousin. Kong Rodulf drog imod dem og tilføjede dem et afgørende nederlag ved Estresse i nærheden af Beaulieu (Depart. Corréze). Sejren havde den følge for kong Rodulf, at han nu hyldedes almindelig i Aqvitanien .

Kapitel IX.

Fordeling af land og jord i Normandie.

Loddeling og ejendomsret.

Ved tanken om, hvordan krigerne i vikingehæren nu for fremtiden skulle være fastsiddende landboere, må det spørgsmål stærkt træde frem, hvorledes stillingen blev til de tidligere besiddere af jorden. Man kan vel gå ud fra, at kun de færreste steder af landet var lagt så aldeles øde, at end ikke de egentlige jordens Dyrkere var tilbage. Og man kunne ønske at vide, i hvilken grad vikingerne tillod de tidligere besiddere at nyde indtægter af deres jord, omend nu kun som forvaltere for andre eller mod at svare en afgift eller en del af Afgrøden. Men at normannerne i ethvert fald havde absolut frihed til at ordne forholdet som de ville, uden appel til nogen, er vel klart; det fremgår også af det foran nævnte brev, hvorved kong Karl begrænser sin myndighed overfor et klosters gods til det område, der ikke var overdraget normannerne.

Mange Nordboer havde endvidere sikkert allerede bosat sig og taget landsbyer og ejendomme i endelig besiddelse, således at fordelingen af jord ved overdragelsen i 911 ikke kom til at vedrøre dem; i næsten en menneskealder havde der jo stået vikingehære i Seine-landskaberne uden synderlig at blive anfægtede af frankerne.

Vi har kun en eneste oplysning om, hvorledes jordfordelingen foregik, nemlig de ikke let fortolkelige ord hos Dudo. Her er ordet verbis ganske uforståeligt. Man vil forgæves søge i Dudos værk en tilsvarende anvendelse af verbis, ganske blottet for et tillægsord; ikke heller i Vulgata eller i middelalderlige kilder har jeg truffet en sådan. Allerede for længe siden har jeg udtalt, at her måtte foreligge en fejllæsning og at verbis bør rettes - men på hvilken måde? Som det af grafiske grunde nærmest liggende kunne jeg foreslå stedet rettet til terram orbis, dvs. landets, provinsens jord. På den måde finder jeg ordet brugt i forskellige verslinier hos Dudo, men dels er disse parallelsteder ikke helt sikre, dels har de den fejl at skyldes Poesi, medens jeg i Dudos prosa tekst kun kan anføre en ikke tydelig sætning: fama Ricardum, toto orbe principem, obiisse nuntiavit. Hos Dudo har orbis sædvanlig en videre betydning, hele jorden, verden.

Det næste ord, som trænger til forklaring, er metiri, og til hjælp ved tolkningen har man henvist til to andre udsagn: antequam dividatur terra meis principibus, -illam terram suis fidelibus funiculo divisit. Ved dette sidste udtryk menes der bestemt peget på en rebdeling, således som det kendes fra nordiske retssædvaner. Jeg har imidlertid påvist, at funiculus distributionis og lignende udtryk stammer fra Vulgatas latin og at funiculo dividere kun betyder at dele i lodder, men ikke særlig har at gøre med reb. Jeg har fremdraget eksempler på denne anvendelse, og disse kunne forøges i det mangfoldige.

Men når de brugte udtryk ikke gør det nødvendigt at tænke på anvendelsen af reb, gør den handling af Rollo, som omtales, det usandsynligt, at en rebdeling skulle være benyttet. I Norden er jo rebning en fordeling af en enkelt landsbymarks område eller af et enkelt jordstykke, medens der her er Tale om hvordan et stort landskab fordeles mellem de enkelte jarler (principibus) og høvdinge (fidelibus), ikke om at anvise den enkelte jordbruger hans marker og parter af marker. efter Dudos fremstilling foregår den hele loddeling på en enkelt dag, den ottende dag efter dåben, og den til metiri knyttede dativform (principibus) viser, at der langt snarere end på en udmåling er tænkt på en tildeling, hvilken betydning metiri jo også kan have.

Det ligger endvidere nær at spørge om Dudos ord er blevet forstået af de gamle historieskrivere som at en rebdeling foretoges, og om de kender til at en sådan proces forekom ved landets besiddelsestagelse. Men hverken Vilhelm af Jumiéges eller Wace, Benoit, prosakrønikerne eller overhovedet nogen kilde, således heller ikke de senere ejendomsbreve, nævner det allermindste herom. Det er først den nyere tids viden om den nordiske rebning, der har villet presse denne fortolkning ind i de brugte udtryk.

Derimod er der ikke tvivl om at der efter at de enkelte lodder var bestemte, blev anvendt lodtrækning ved fordelingen mellem høvdingerne. Dette var jo ligefrem en følge af det rådende princip: »Vi er alle lige« og af Fontenelle-krøniken: auapicio sortium inter comites et commilitones distribuit. Denne krønike har iøvrigt den foran omtalte meddelelse om, at Rollo først fastslog landets grænser.

Naturligvis blev store dele af land, og sikkert i forskellige egne, forbeholdt hærens øverste høvding og den fremtidige markgreve, hvad Gaufred Malaterra udtrykkeligt udtaler. Vi ser da også i den følgende tid Normandiets herre råde over vidtstrakte besiddelser og talrige ejendomme.

Der findes en beretning fra det 11 århundredes midte, der kommer ind på spørgsmålet om jordfordelingen dengang da landet blev vundet. Den kan ikke godkendes i sin helhed, men dens belysning af de normanniske jordbesidderes holdning er vist fuldkommen rigtig.

Abbed Girard i Gent kunne råde over relikvier af St. Wandrille, der tidligere havde hørt hjemme i denne helgens kloster Fontenelle ved Seine. Han red engang til hertug Rikard I i Rouen og tilbød at ville give disse relikvier tilbage, hvis atter de jorder ville blive givet ham, som han ved hjælp af breve og privilegier kunne bevise havde tilhørt ham. efter sine stormænds råd befalede hertugen, at abbeden i et offentligt møde skulle forelægge brevene og lade dem oplæse. Dette skete, men der lød fra alle sider knurren og indsigelse, de kunne ikke lade den hædersløn gå sig af hænde, som deres forgængere ved krigersk dygtighed, ved våbendåd og blod havde erhvervet, eller som de selv havde vundet ved dagligt, møjsomt arbejde og mange anstrengelser. Således måtte abbed Girard vende tilbage med uforrettet sag.

Senere hændte der følgende. En fornem og anset mand Torstin var på jagt i skovene ved Jumiéges, han forfulgte en hjort, da denne pludselig standsede, som om den var nået til et fristed, også de halsende hunde stod som naglede til pletten. Gennem de tætte buske kunne man se, at her var et overgroet alter fra St. Wandrilles gamle kloster. Torstin følte sig grebet og kastede sig til jorden i bøn, hundene kaldte han tilbage og lod hjorten i fred. Han henvendte sig nu til hertug Rikard og opnåede hos denne, at stedet blev overladt til de munke, der ville rydde pladsen og genoprette klostret på dets gamle grund.

Vi nævnte, at meget af landet blev direkte underlagt hertugen. Herhen må man vist regne områder af så stort et omfang, at de vanskelig kunne være en privatmands eje, store vidtstrakte skove, heder og øde steder, altså med andre ord, at den fra Danmark kendte sætning, at hvad ingen ejer, det ejer kongen, (reglen er indført af kristne konger) også var gældende i Normandie. Vi ser da også, at hertugerne har fra tidlig tid haft rådighed over de store skovstrækninger, over de halvt træklædte, vidtstrakte heder og moser.

En mere indgående belysning af hvad der efter erobringen blev hertugens og hvad der gik ind i privateje, kunne man tænke sig opnået ved betragtning af besiddelsesforholdene på sådanne begrænsede områder som øer, og der findes ved Normandiets kyst en del sådanne. De betydeligste er de nu i engelsk besiddelse værende normanniske øer, mod dem har jeg derfor vendt min opmærksomhed.

Deres ældste historie er meget lidt kendt, og selv i vikingetiden findes de næsten ikke omtalt. Nogle af dem har navne, som nok kunne minde om nordiske mandsnavne, og det nordiske ey, de danske runestenes öy, synes indgået i flere navne: Alderney (Alreneio), Guernesey (Greneroi), Jersey (Gersoi). Den sidste ø´s navn kunne altså være opstået ved, at en mand Gér tog øen i besiddelse, en by på denne ø hed Gerovilla.

Vi hjælpes dog måske bedre på vej ved at undersøge besiddelsesforholdene på øerne. Om Jersey finder vi, at kong Vilhelm Erobreren og hans dronning har rådighed over og bortgiver en mølle, samt tiender af 5 sogne, og allerede Rikard II har rådet over jord her. Vi véd endvidere, at klostre som Mont St. Michel og St. Sauveur-le-Vicomle havde besiddelser på øen, og private ligeså. Således synes der ikke i besiddelsesforholdene at være noget, der afveg fra hvad der fandtes i andre egne af Normandie.

Allerede hertug Robert I havde skænket halvdelen af Guernesey bort, nemlig til klostret Mont St. Michel, men af det udstedte brev herom ser vi, at overdragelsen alene gjaldt rettigheder over kirker og tiender. Af andre breve lærer vi da også, at private ejede jord her, og at sådan jord gik i arv.

Nigel II, der havde arvet sin faders stilling som Vicecomes af Cotentin, mistede denne efter at have deltaget i en opstand, han måtte opgive besiddelsen af den halvdel af Guernesey, hvormed allerede hans fader havde været forlenet, hvorpå hertug Vilhelm overførte den til klostret i Marmoutier ved Tours, der allerede besad et priori Héauville på Genbokysten; det var 6 sognekirker med tiender og ret til at udnævne sognepræst. munkene fik straks af Nigel bekræftelse på, at denne overdragelse skulle have bestand, kun tog Nigel et forbehold med hensyn til de besiddelser, han tidligere havde overdraget kanniker i St. Sauveur.

Om Alderney synes det samme at gælde. Hvor meget end hertugen disponer over øen som helhed, forbliver private uforstyrret at have ejendomme her. Det er altså kun Afgifter og rettigheder, især af kirkelig natur, som hertugen har forbeholdt sig og hvorover han råder. Lignende iagttagelser ville kunne gøres om Serk.

Der findes i Normandie en del lokale traditioner, der nævner navne på enkelte ledsagere af Rollo, formentlige stamfædre for slægter, grundlæggere af godser, bygherrer af borge. Men disse sagn har ikke nogen fast grund at stå på. navne på personer, som Dudo nævner, synes benyttede, stednavne er søgt tolkede, og lignende tilblivelsesmåder spores.

Anslech tog det landskab i besiddelse, hvor byen St. Ymer-en-Auge blev bygget, foruden at han fik andre ejendomme i denne egn (øst for Caen) og ude på Halvøen Cotentin. Af Dudo bliver Anslech nævnt som en af hertug Vilhelms Sekretærer.

Der findes i Néville i Caux rester af en borg, som i traditionen siges anlagt af hertil, en af høvdingerne ved Rollos side.

Gournay ved Normandiets østgrænse skal oprindelig være tildelt Odo, hans søn Hugo byggede det tårn, la Tour Hue, der stod til ca. 1600. Men der kan først for den tredje besidder Bernard føres brevlige vidnesbyrd.

Om en farbroder til Rollo Malahulcius vil der senere blive talt.

Den mærkeligste og mest forgrenede meddelelse om en fælle af Rollo er dog beretningen om Gerlo og hans besiddelse af Blois. Tidligst er den i blomstrende bredde fremsat af Richer. Gerlo er søn af Ingo, der var fanebærer hos kong Odo (død 898), han dræbte normannen Catillus netop i det øjeblik, denne modtog dåben, men blev ikke desto mindre af kongen forlenet med Blois og ægtede enken efter byens tidligere Herre, der var faldet i kampen mod vikingerne. Ingo levede kun kort, men hans søn Gerlo vedblev at besidde byen. Richer lader på et andet sted Rollo være søn af Catillus. Det siges ikke udtrykkeligt, at Ingo var norman, men både Ingos og Gerlos navn tyder derpå, ligesom også drabet synes fremkaldt af mistro mod en landsmand.

Anderledes lyder den fortælling, der først kommer frem hos Lambert af St. Bertin (ca. 1120); ifølge den fik Gerlo Blois samtidig med at kong Karl overlod Rollo Normandie. En søn af Gerlo var Tetbaldus vetulus af Chartres. Fra denne forfatter gik meddelelsen over til André af Marchiennes (ca. 1200), der oplyser, at Rollo og Gerlo var cognati og fra André atter til Johannes Longus af Ypern i Chronicon Sithiense fra det 13 århundrede. navnet Incon bliver båret af en høvding for vikinger i Loire, som Flodoard nævner ved året 931.

Gerlo er næppe noget frankisk navn. Det bringer os det lignende navn på Rollos datter Gerlog i Erindring, og mulig kunne navneligheden pege på, at der virkelig var et slægtskab mellem Rollo og besidderen af Blois. Gerlog er utvivlsomt det nordiske kvindenavn Gerlog, men da dette lød fremmed for frankerne, havde hun tillige navnet Adela.

Gerlo gengiver mandsnavnet Gerlev; når navnet Rolf kan af frankerne almindelig gengives ved Rollo, ville Gerlev meget vel kunne få formen Gerlo.

Den hele tradition om Gerlo vækker ikke megen tillid, da den fremkommer så sent og tillige krydses af eller sammenblandes med traditionen om en Thetbald, der ved sine Erhvervelser af mange, spredte besiddelser var blevet de franske en Gåde og som var vel kendt både som den mangeårige bekæmper af normannerne og som den snu mand, der fik Hasting til at afstå Chartres.

Kapitel X.

Kristendom og hedenskab på Rollos tid.

Rollos uforandrede kristne holdning.

I det foregående er fortalt om Rollos dåb og om hans forpligtelse overfor frankerne til at lade kristendommen råde i landet. efter dåbshandlingen spurgte han ærkebisp Franco om, hvilke kirker der var stiftets mest ansete, og denne opgav ham da domkirkerne i Rouen, Bayeux og Evreux, endvidere kirken på Mont St. Michel, den St. Ouen viede kirke i Rouens forstad og St. Peters kirke i Jumiéges, udenfor stiftet var kirken for den hellige Dyonisius, der havde prædiket kristendommen i Frankrig, den ærværdigste. På enhver af den efter dåben følgende uges dage kunne Rollo så bortgive ejendomme til disse hellige steder, inden han på den ottende dag tog fat på at uddele land til sine mænd. Vi er i stand til ved breve at belyse Rigtigheden af nogle af disse gaver. Således når Berneval ved Dieppe siges givet til St. Denis; vi ser senere hertug Rikard bekræfte overdragelsen af denne ejendom, som hans bedstefader Robert og hans fader Vilhelm havde skænket til St. Denis, i virkeligheden var det kun en tilbagegivelse til kirken af en ejendom, som var gået tabt i vikingetiden. Gaven til St. Ouen er omtalt i et brev af Rikard II, der nævner Godser »som min oldefader Rolphus dels gengav, dels skænkede til denne kirke«.

Gejstligheden i det afståede land var stillet overfor en såre vanskelig opgave, men den havde mange år tidligere været i virksomhed med at døbe hedninger, der havde bosat sig i landet, den havde erfaret vanskelighederne ved at have nyomvendte for sig, og den havde mærket tilbagefald til den gamle Thorstro.

Der er bevaret ordlyden af et brev, som ærkebisp Heriveus af Reims skrev til ærkebisp Witto af Rouen på hans forespørgsel om, hvordan han skulle forholde sig med sådanne døbte, der svigtede den kristne tro og faldt tilbage til hedenskabet Da Heriveus først tiltrådte sit ærkedømme i året 900, og da den sidste efterretning, der haves om Witto, er fra 909, synes brevet at være skrevet i disse første år af det 10 århundrede. »eftersom I har anmodet os i vor ydmyghed om at undersøge i de guddommelige udsagn om, hvordan man burde forholde sig overfor dem, der er blevet gendøbte og dog på samme måde som før dåben levede på hedensk Vis og vendte tilbage som svinene til deres søle og hundene til deres spy [2. Peters brev II. 22] og øvede deres skammelige begær efter skændig hedningeskik, eller mod dem, som endnu ikke havde fortjent at modtage dåben, har vi ladet det være os magtpåliggende at efterkomme Eders bøn, så godt tidens knaphed tillader«. Derpå meddeles en snes udtalelser om disse spørgsmål, tagne af kirkefædre og Legender.

Imidlertid må Heriveus have følt, at denne lærde vejledning ikke kunne forslå, han må have søgt at få en udtalelse af paven i den vanskelige sag. Det er dog først pave Johan X (914-928), der har svaret på henvendelsen i efterfølgende brev. »Vi sørger over de store ulykker, de store trængsler og besværligheder, som ikke blot hedninger, men kristne i Eders lande forvolder, hvorom vi har fået meddelelse gennem Eders breve, men vi glæder os dog over selve normannernes folk, som ved guddommelig Nåde nu er blevet omvendt til den kristne tro og som nu, om det end nylig i sin basen glædede sig ved menneskers blod, ved Eders anstrengelser med guds bistand fryder sig ved at blive genløst ved Kristi hellige blod…Når I broderlig spørger om, hvad I skal foretage Eder overfor dem, som er døbte og gendøbte, men som efter dåben levede hedensk og på hedensk måde dræbte kristne, ihjelslog præster, ofrede til Afgudsbilleder og deltog i offermåltider, da lad dem, som ikke er nyomvendte, lide den kirkelige straf. Men eftersom de er rå i troen, overlader vi Eders skøn og dom at prøve dem, da I har dette folk boende nær ved Eders grænser og fremfor andre formår flittigt at iagttage og kende deres sæder, handlinger og levevis. I vil ved Eders indsigt have erfaret, at man helst bør gå mildere frem imod dem end de hellige lovbud bestemmer, for at de ikke ved at bære uvante byrder skal finde sådanne utålelige og ved den gamle fjendes rænker falde tilbage til det tidligere levned og det gamle menneske, som de havde afført sig.

Og dog, skulle der findes sådanne mellem dem, der heller ville underkaste sig den kanoniske lovs bod og pine, og som ved værdige Klagesuk vil afsone de således begåede grumme forseelser, da skal I ikke undlade at dømme dem efter kanonisk lov«.

Man kan glæde sig over den klogskab og forståelse af menneskelig skrøbelighed, hvorom brevet vidner. Men det forekommer mig, at brevet også må vække forundring, da det går ud fra, at disse nylig døbte og senere frafaldne bor indenfor Reims' ærkestift, så at stiftets gejstlige har opgaver overfor dem. Det må angå beboere af Beauvais, Noyon, Amiens, Arras, Thérouanne og de andre bispedømmer under Reims, som »ved deres grænser« har normannernes nydøbte »folk«. Vi har jo heller ikke nogen efterretning om, at Reims-stiftets gejstlige skulle have medvirket, da kristendommen indførtes i Seine-landskabet, hvorom brevet heller ikke giver nogen Antydning.

Traditionen i Normandie, som den er fortalt i en snes forskellige kilder, går enstemmig ud på - jeg bortser fra et omtvistet udtryk i sørgesangen over Vilhelm, hvorom jeg straks skal tale - at Rollo, efter at have modtaget dåben, blev en god kristen og gavmild mod kirken, og at han uforandret bevarede sin tro, indtil han gammel lagdes i sin grav indenfor domkirken i Rouen. I Normandiet har man æret ham som den, der indledede rækken af hertuger, for hvem oprigtig kristen tro og varm interesse for kirken var et fælles karakteristisk træk.

Imidlertid har en forfatter, der fødtes halvhundrede år efter Rollos død og som døde hundrede år efter denne, fra sin fjerne bopæl i Angouléme fortalt følgende. Det læses i den af Ademar af Chabannes (ca. 988-1034) skrevne krønike: »efter at være blevet kristen lod Rosus (Rollo) i sit påsyn flere fanger henrette til ære for de guder, han havde dyrket, og ligeledes fordelte han en umådelig mængde guld til den sande guds ære, i hvis navn han havde taget mod dåb«. Således læses i det bedste af håndskrifterne ligesom i enkelte andre håndskrifter. I et interpoleret og ret ringe håndskrift fra det 12 århundrede hedder det, at Rollo ved dødens komme blev afsindig og lod hundrede kristne fanger dræbe til ære for de hedenske guder og gav hundrede pund til kirker.

Den sidste ordlyd, med den skærpede beretning, kan man måske se bort fra og blot spørge, om Rollo var - for at bruge sagaernes udtryk - så »blandet i tro«, at han både ofrede til hedenske guder og var gavmild mod kirken. Selve akten, at Rollo dræbte fanger, behøver ikke at bestrides. Rollo kunne ligesom ældre vikingehøvdinger lade fanger dræbe, men det samme fortælles utallige gange om frankiske grever og høvdinger, det kunne ske efter almindelig krigsbrug eller fordi fangerne havde forsyndet sig ved troløshed, irregulær krigsmåde eller af andre grunde. Spørgsmålet er altså kun, om det skete til guders ære; kristne fjender kunne ganske naturligt lægge denne tanke ind i henrettelsen. Men spørges der, om der er mindste Rimelighed for, at Rollo skulle være faldet tilbage til Hedenskab, møder det på det bestemteste modsigelse af hele den normanniske tradition, der stiller ham i række med de hertuger, som værnede om eller skabte det rige kristenliv i Normandie, der i mange henseender blev Mønster for andre folk.

I hvilken grad den sydfranske forfatters synsmåde afveg fra opfattelsen og traditionen i Normandie, vil fremgå af en optegnelse fra begyndelsen af det 12 århundrede: »Der er nogle, der siger, at Rollo oprindelig var hedning«, en ærkebisp i Rouen fik ham omvendt til kristendommen og døbte ham, og senere blev han den ydmygste kristen og bragte hele sit folk til at antage den kristne tro. Da man i Rouen ønskede at få relikvierne af St. Ouen tilbage fra Francien, hvorhen de var blevet bragte netop af frygt for Rollo, opnåede han hos den franske konge tilladelse til, at de førtes til Rouen, hvor de modtoges af de gejstlige, der på deres nøgne fødder i en højtidelig procession gik dem imøde. Rollo selv kastede sig ned foran båren, og han gav St. Ouens kirke stort jordegods.

Vilhelms fødsel og dåb.

Om Rollos uforandrede bekendelse af den kristne tro, efter at han først har antaget kristendommen, derom er, som alt sagt, alle kilder fra Normandiet enige. Men hvad der var det særegne ved Rollo som vikingehøvding, var, at han, da han endnu var hedning, tog en kristen hustru og tillod, at deres søn, enten straks ved fødslen eller dog snart efter denne, blev døbt som kristen.

Rollo fulgte her det eksempel, som hans store forgænger i vikingehærene havde givet; Hasting vedblev at være hedning, men på kong Alfreds anmodning tillod han, at hans to sønner blev døbte. Vilhelms tidlige dåb fremgår også indirekte af Dudos fortælling, thi var han blevet døbt sammen med faderen, ville han have nævnt det; men hverken Dudo eller nogen anden af de talrige kilder, der omtaler dåbshandlingen, lader den omfatte sønnen. indirekte ligger det også deri, at Vilhelm aldrig har båret noget andet Navn end sit kristne.

Har man dette forhold for øje, vil man forstå, at det er hertil klagesangen ved Rollos død sigter, når den synger: »hie in orbe [eller: hac in urbe] transmarino natus patre, in errore paganorum permanente, matre quoque consignata alma fide sacra fuit lotus unda«. 

Her i byen - jeg retter de tre første ord til: hac in urbe, se det følgende - blev han, der var født af en mand fra den anden side af havene, som forblev i den hedenske tro, og af en moder, der var bekræftet i den hulde tro, tvættet ved dåbens Vande.

Jeg retter altså hic in orbe (i det andet håndskrift orbem) til hac in urbe, men ville også kunne godkende: hoc ih orbe. Jeg finder det ganske urigtigt, når man mod en sådan rettelse indvender, at det er »kritisk utilladeligt« ikke at tage en kildes ord som de findes, men at ville ændre dem til at stemme overens med andre kilder, thi dette digt forefindes kun i to usselt bevarede former, hvor de forkortelser, der fandtes i forlæggene, er blevet slet opløste, og hvor teksten viser en så ukorrekt og umulig latinsk sprogform, at der i kvadets 68 strofelinier (foruden omkvædet) må foretages mindst 68 rettelser, således som alle forskere har indset, medens endda mange sætninger er ganske uforståelige. Det forekommer mig tværtimod at man karrikerer den moderne kritiks sætninger ved at gøre det utilladeligt under sådanne forhold at foretage en rettelse, som andre forhold gør mer end sandsynlig. Og hvis Dudo har benyttet sørgekvadet som kilde, hvad der er al Rimelighed for, eller dette endog, som man har sagt, har været en hovedkilde for hans tredje bog, må der jo i den tekstform af kvadet, som har foreligget ham, have stået urbe.

Dernæst bør man lægge mærke til - med hensyn til rettelsen orbe, urbe - hvor mange gange o er blevet forvekslet med u i alt fald i det ene af de to manuskripter. (Her er så udeladt et par latinske rettelser). Rettelsen anser jeg endvidere forsvarlig af tekstlige eller æstetiske hensyn. At begynde et kvads fortælling med hic, han, eller her, er ikke tiltalende og hvis man læser in orbe transmarino bliver det en altfor direkte, og i prosa hjemmehørende ordforbindelse, der næppe kan støttes ved andre udtryk i kvadet. Dernæst tabes for digteren modsætningen mellem byen eller landet ved Seine og den udenlandske mand, som svarer til modsætningen i de næste Linier mellem den hedenske mand og den kristne kvinde.

Endvidere ligger en ret til ændringen deri, at Dudo udtrykkelig angiver, at Vilhelm var født i Rouen; af hans skildring fremgår også på flere steder, hvordan borgerne i Rouen betragter ham som deres bysbarn. Det er jo da også ganske utænkeligt, at Rollos sønnesøn og de øvrige slægtninge, som stod Dudo bi i hans historieskrivning, ikke skulle vide besked om, hvor hertug Rikards fader var født, og fremfor alt er det utroligt, at de ikke skulle vide besked om, at hans frankiske moder havde født ham i England eller i et andet land hinsides havet.

Endelig er der ét forhold, som med nødvendighed tvinger os bort fra tanken om, at Vilhelm skulle være født andetsteds end i Frankrig og som særlig må gøre en fødsel i England - således som man har villet påstå - umulig, og det er Navnet Vilhelm. Det forekommer aldrig i disse århundreder i England; det vandrer først ind dér i Vilhelm Erobrerens tid. På Europas fastland er det et rent særsyn, at det findes udenfor Frankrig og Lothringen, medens det er almindeligt i disse lande. Hvis vi kendte noget nærmere til Popas afstamning, ville vi sikkert finde den slægtning, hvorefter Rollos søn er opkaldt.

Jeg vender nu tilbage til påstanden om at Rollo skulle have svigtet kristendommen og være blevet hedning påny. Man påberåber sig den, efter den nys behandlede strofe, følgende strofe) i sørgekvadet: Moriente infidelis (A infidete) suo patre surrexerunt contra eum bellicuosie (B belli causa) quos confisus Deo valde sibi ipse subjugavit dextra forte.

Man anser læsemåden infidele for den rette, og Rollo skal altså til sin dødsdag være forblevet hedning. At dette er i strid med alle mulige kilder, agter man ikke på, at digtet end ikke nævner, at Rollo er blevet døbt, hvad der dog er en vitterlig kendsgerning, og Rollo altså yderligere burde stemples som en frafalden, studser man ikke ved; man tiltror den gejstlige, som synger et sørgedigt og et trøstedigt til Rollos sønnesøn, at han ikke blot vil berøre Rollos oprindelige Hedenskab, men tillige erindre ham om hans bedstefaders stadige Mangel på kristen tro. Og dog har formen b det s i ordets ende (infidelis), som også sætningens rent grammatiske forhold synes at nødvendiggøre, da bellicose er et adjektiv, der vanskeligt kan bruges som substantiv, medens fidelis både er adjektiv og substantiv og netop ypperligt passer til verbet surrexerunt, ligesom adverbiet bellicose fortrinligt slutter sig dertil.

Det er ganske urigtigt at tro, at på denne tid infidelis særlig sigtede i religiøs retning og altså betød vantro. Man undgik snarere at anvende det på denne måde og foretrak paganus eller andre udtryk, fordi fidelis og infidelis ordentligvis og i de allerfleste tilfælde var betegnelse for egenskaber i den verdslige og politiske Verden. Det angav en mands politiske holdning, ja det kan betegne en embedsstilling. I denne lensvæsenets tidsalder havde enhver mand af nogen betydning fideles, ligesom han jævnlig havde infideles. Man kan finde en mand og hans infideles omtalt, nemlig dem, der var utro sammen med ham mod fyrsten. Flodoard 921: Carolus rex…receptisque per vim cujusdam Ricuini infidelis sui præsidiis (troløs mod Karl). Et brev er dateret anno tertio regni Rodulfi regis, Karolo cum suis in fidelibus captis (utro mod kong Rodulf), et andet brev: anno XXX quando fuit Karolus detentus cum suis infidelibus (utro mod Rodulf).

Disse eksempler vil vel tilstrækkeligt oplyse om, i hvilken grad infidelis var benyttet til daglig brug i verdslig betydning. Det er jo Riulfs opstand og Vilhelms tapre bekæmpelse af den, hvortil der i digtet sigtes. Robert af Torigny og Annales uticenses benytter tilmed ved deres omtale af denne kamp det samme udtryk infideles.

Mod ordstillingen i strofens første Linie - nemlig at infideles er indsat mellem moriente og suo patre, kan der intet indvendes; den svarer fuldkommen til hvad den latinske poesi på den tid og ligeså kvadet selv på mange steder anvender.

Til slutning vil jeg endnu kun fremdrage følgende besynderlighed. Hvis man antager, at sørgekvadet er skrevet af en gejstlig i Rouen - hvad der jo er sandsynligt, da det var her, at et litterært liv især udfoldede sig - må jo dog denne digter have vidst besked om, at Rollo lå begravet som kristen mand i hovedkirken, hvad samtlige gamle kilder omhyggelig fortæller med en række oplysende enkeltheder; det er dog vanskeligt at tro, at han kunne have skildret ham som en forstokket hedning.

Til slutning skal jeg kun erindre om, hvordan kristne forfattere var tilbøjelige til i enhver handling, som ikke svarer til kristen brug, at se et frafald fra den kristne tro. Således skal den unge Rikard være blevet hedning, fordi Flodoard udtaler - Dudo har intet derom - at normannen Thormod, der var faldet tilbage til Afgudsdyrkelse og hedenske skikke, tvang Rikard og andre til det samme. Men man bør dog vel ikke tilregne folk hvad de med vold og magt bliver tvungne til, og man bør dog vel skelne mellem ydre ceremonier og indre tro. Ingen vil dog vel påstå, at Hakon Adelstansfostre blev hedning påny, fordi han af trønderne blev tvunget til at drikke Asegudernes skål og til at æde en hestelever. Ingen mener dog vel, at Harald Harefod blev hedning, fordi han ikke tog sig det nær; at ærkebispen vægrede sig ved at salve ham, og fordi han gik på jagt på helligdage, og dog drager Encomium Emmæ deraf den slutning, at han helt havde forladt kristendommen.

Kapitel XI.

Riulfs opstand mod hertug Vilhelm.

Uroligheder i de vestlige landskaber og deres foranledning i 933.

I sine sidste leveår var Rollo stærkt legemlig svækket og havde med stormændenes billigelse taget sin søn Vilhelm til medstyrer. Formodentlig er Rollo død ved tiden 932, men dødsåret er os ikke bekendt. I året 933 godkendte kong Rodulf Vilhelm som arving. Men denne hylding af den franske konge gav vist netop anledning til brydninger i landet. Høvdingen Riulf så, hvorledes Vilhelm i høj grad befæstede sin magt ved et venskabeligt forhold til frankerne og deres konge. Han kaldte derfor flere af de normanniske høvdinger til et møde og forestillede dem, at hertugen havde i sinde at skyde dem til side og mulig forjage dem af landet for så at styre mere selvrådigt. Mod sådanne farlige planer måtte man træde op, man burde sende bud til ham og spørge, om han ønskede, at høvdingerne fremdeles skulle tjene ham, eller om han ville afstå til dem landets vestlige del indtil åen Risle. Da udsendinge bragte Vilhelm deres budskab, studsede han over det formastelige forslag. efter at have sammenkaldt sine høvdinger til rådslagning, bad han sendemændene bringe Riulf dette svar: »Det land, I fordrer af mig, kan jeg ikke give Eder, men alle mine skatte, mit rørlige gods vil jeg gerne afstå til eder, ringe og rustninger, smykker, sværd og heste. Hvis I vil træde i min tjeneste, skal I ved min hird nyde al min gunst. Iøvrigt vil jeg gerne fremme, hvad I ønsker, ophøje og ydmyge efter Eders vilje«.

Svaret tilfredsstillede aldeles ikke Riulf, og han opfordrede sine tilhængere til at gøre modstand mod Vilhelm og hans rådgivere i Rouen. De drog frem i sluttet trup mod Seine, satte over floden til en eng tæt ved Rouen. Vilhelm blev da for alvor bange og gjorde et tilbud om at optage deres høvdinger i sit råd og at give dem landet helt hen til Seine. Dette forsagte tilbud gjorde kun oprørerne modigere, nu forlangte de, at han skulle forlade Rouen og ty til sine frænder blandt frankerne; desuden kunne han ikke give dem et stykke land, han ikke besad. Forlod han ikke byen, ville de erobre den og nedhugge ham og hans mænd.

Vilhelm blev forfærdet, ikke mindst da han fra en Højde udenfor Rouen havde set fjendens store tal. Til Bernhard den Danske sagde han, at han ville drage til sin Morbroder Bernhard af Senlis for at få hjælp af ham. Men Bernhard lod Vilhelm vide, at hans mænd vel ville drage med ham til Epte, men ikke ind i Frankrig, hvor der rådede altfor stor harme over normannernes tidligere hærtog. hellere ville de sejle tilbage til Danmark. Modet steg da op i Vilhelm, han gav Bernhard og høvdingerne et djærvt svar, han ville i spidsen for sine mænd gå mod fjenden. Bernhard glædede sig over hans beslutning, han spurgte krigerne om, hvor mange der ville gå med i dysten, og tre hundrede mænd gav på de Danskes måde ved våbentag deres løfte om at deltage, resten drog sig tilbage til byen. Vilhelm foretog så et pludseligt udfald og slog sine fjender fuldkomment. Riulf undslap i skovene, sammen med en del andre, mange fandt deres død i Seine, hvorimod ingen af Vilhelms mænd skal være blevet dræbt. Den eng hvor kampen stod, hed i Dudos dage og endnu helt til den nyeste tid Pré de la Bataille.

Da Vilhelm vendte hjem fra kampen, trådte en ridder fra Fécamp frem for at melde ham det glædelige budskab, at hans hustru havde født ham en søn. Vilhelm sendte den fromme biskop Heiric af Bayeux til Fécamp for at forrette dåbshandlingen, den ypperste af høvdingerne Botho fulgte med for at være fadder for drengen.

Enhver, som læser Dudos udførlige beretning, der i høj grad har sandsynlighedens præg, vil vist få det indtryk, at Dudo, der så stærkt fremdrager Bernhards sikre holdning i modsætning til hertugens modløshed, her har benyttet meddelelse fra Bernhards slægtninge. Dudo var iøvrigt den eneste kilde for meddelelsen om Riulfs opstand, selvom den også blev nævnt af senere historikere, indtil sørgesangen over Vilhelm blev fundet; den bekræfter ganske Dudos udsagn.

Jeg skal derefter undersøge tidspunktet for rejsningen og årsagen til den, to spørgsmål, der står i nøje forbindelse med hinanden. Dudo kunne synes bestemt at angive tiden, da han lader Vilhelm få budskab om sønnens fødsel ved kampens ophør, og da han kalder Rikard 10årig ved faderens død, der fandt sted d. 17. december 942. Derfor ville kampen være at sætte til 932. Imidlertid kunne jo decennis være anvendt på de runde tals måde, og mange årbøger angiver dødsåret som 943, hvad også findes hos Orderic Vital, derved ville vi komme til 933. Dette er formentlig det rette år, da vi i dette træffer en begivenhed, som kunne have foranlediget opstanden. Men først bør vi undersøge, hvor Riulf og hans fæller hørte hjemme. Orderic Vital knytter ham til Evreux, hvad der vel kun er denne historikers gætning, langt sandsynligere er i alt fald Wace´s ord: quens fa de Cotentin entre Vire e la mer. Ude i disse egne havde netop talrige Danske slået sig ned, her var man i fjern afstand fra frankiske grever og fra det danske herskersæde i Rouen, her synes bispedømmerne endnu at være ubesatte. Nu så Riulf og høvdingerne herude, at Vilhelm trådte i nøje forhold til de franskes hersker, kong Rodulf gav ham terram Brittonum in ora maritima sitam; disse egne var allerede for længe siden gået ind under normannernes herredømme, men nu kom en bekræftelse på denne besiddelsetagen, så at de fuldt gik ind under markgrevskabet. Det er vist rimeligt, at Vilhelms tilknytning til frankerkongen og landskabernes forandrede stilling har indgydt Riulf og hans fæller frygt og derved foranlediget opstanden.

Kong Rodulfs overdragelse fandt sted i foråret 933; har opstanden da fundet sted kort efter og ligeledes Rikards fødsel, har denne ved faderens død været over 9 ½ år gammel.

Det er højst rimeligt, at der blandt Riulfs tilhængere var mange hedninger, da disse sikkert især fandtes i de vestlige egne. Men Dudo siger intet derom, ikke heller antydes det af nogen anden kilde. Jules Lair har dog peget på de ord, Vilhelm nogle år senere skal have udtalt om sine gerninger: paganos, nostrorum finium pervasores, redargui, men det ville ikke være rimeligt, at Vilhelm betegnede sine egne undersåtter som dem, der falder ind i landet, foruden at jo dog sikkert hovedparten af oprørerne var kristne. Man må erindre, at Vilhelm havde, ligesom Rollo, til hovedopgave fået af kongen at værne landet mod vikinger udenlands fra. Allermest urigtigt ville det dog være at oversætte infideles i sørgekvadet ved vantro, de kaldes udtrykkelig Vilhelms infideles i andre kilder.

Endnu skal følgende oplysninger gives om navnene på enkelte af de handlende personer. Den rette form for oprørerens navn er vist Riulf, medens den mand, der senere deltog i mordet på Vilhelm, hed Ridulf. Riulf er næppe et nordisk navn, hvad derimod Ridulf kunne være; vi minder, om Hraithulfr på rökstenen, en runesten fra Helsingland har Hrithulf, i Sverige findes 1360, 1405 Redhulf. Hreiodúlfr findes i Norge, men først i det 13 århundrede. Iøvrigt er Hretolf, Reidolf velkendt i Tyskland.

Om navnet Botho har Henri Prentout den mærkelige udtalelse: ce n'est pas un nom scandinave; je l'ai cherché en vain aux tables des Origines Islandicæ ou de Heimskringla. Det er ret ejendommeligt at skulle se et dansk navn benægtet, fordi det menes ikke at være nævnt i islandske skrifter. Bodethorp i kong Valdemars Jordebogs Falsterliste, Buderup ved Ålborg, Budderup ved Mariager, Bothethorp (1348) i Skåne kan vel vise, hvor udbredt dette navn var i Danmark. Iøvrigt kunne navnet også godt være frankisk.

Kapitel XII.

Hertug Vilhelm og kong Ludvig d'Outre-Mer.

Vilhelm støtter hjemkaldelsen af kong Ludvig. 936.

I januar 936 døde den sønneløse kong Rodulf, og nu vendte manges blik sig henimod den gamle kongestamme. Karl den Enfoldiges søn Ludvig »fra den anden side af havet« blev kaldt hjem fra sin bolig hos kong Æthelstan og kronedes i juni måned til konge.

Efter Dudos fremstilling skal kong Æthelstan have sendt mænd med herlige gaver til hertug Vilhelm og bedt ham om at virke for, at hans søstersøn blev kaldt tilbage og toges til konge. Ligeledes bad han Vilhelm om at tilgive grev Alan af Nantes og tillade ham at vende hjem til Bretagne. Det bliver nu påstået, at Dudo også i dette punkt har faret med usandhed; man henviser til, at Flodoard ikke nævner Vilhelm mellem de store i riget, der var virksomme ved hjemkaldelsen af Ludvig.

Det vil være rimeligt at kaste et blik på, hvilken stilling i politisk henseende England i det hele indtog til det normanniske hertugdømme. Dets beboere havde jo nu ophørt med vikingetogter, og kristendommen trængte stadig stærkere igennem i det hele folk. Mellem Danske og angelsaksere havde der aldrig været racehad det er ganske urigtigt, når sådant påstås de Danske havde på denne tid blandet sig i den grad med Englands ældre befolkning, at det ofte kunne være vanskeligt at angive enkeltmands herkomst. Kong Æthelstan havde gjort ende på de særlige danske riger, og man mærker hos ham i årene 928-935 en stærk bestræbelse for at knytte danske til sit hof og at anvende dem i høje stillinger; mange af dem nød stor anseelse i det engelske samfund. Men Æthelstans styremåde havde også et præg af internationalitet. Han stod i godt forhold til mange udenlandske magter, fordrevne fyrster havde fundet ly i hans rige. Endvidere tog gejstligheden og kirken dengang som ofte senere lidet hensyn til politiske grænser, og mellem kirken i England og i Frankrig var der livlig forbindelse.

Fra normannisk side mærkes også kun et venligt forhold til England. Under Riulfs opstand sender hertug Vilhelm den svangre Sprota til Fécamp for at hun i yderste fald kunne blive sat over »til englænderne«.

Det ville være ganske besynderligt, om kong Æthelstan, der havde set, hvordan det normanniske hertugdømme havde vundet anseelse og betydning og hvorledes hertugerne stadig havde været støtte for kongerne af karolingisk æt, ikke skulle have søgt fremfor alt at få Vilhelms bistand, tilmed når kongen tillige havde ønsker at frembære for den fordrevne bretonske fyrste. Og hvis Æthelstan ikke selv havde øje derfor, ville han kunne vejledes derom af den mand, som han ofte anvendte som rådgiver og hjælper, også ved ordningen af forholdet til de danske i England, nemlig biskop Odo af Ramsbury i Wiltshire (han blev senere ærkebisp af Canterbury). Odo var af dansk herkomst, hans fader sagdes at være kommen til England sammen med Lodbrog-sønnerne og det var netop ham, som Æthelstan lod drage til Frankrig for at forhandle om kongesønnens hjemvenden og for at skaffe alle de garantier tilveje, som kongen og hans søster på det bestemteste krævede.

Endelig nævner sørgesangen over Vilhelm som en af hertugens gerninger, hvordan han var med til at kalde kong Ludvig tilbage, for at han med støtte af hertugen kunne med kraft styre Frankrig og byde sine fjender trods.

Det er mærkeligt at se, hvordan en ellers så skarpt tænkende forsker som Jules Flach på den besynderligste måde har misforstået disse linier (udeladt i teksten her), som om det var Vilhelms ønske med den franske konges hjælp at regere som konge. Det ville være mærkeligt at rose Vilhelm for, at han havde sat en konge på Frankrigs trone for selv at styre som konge, de to sidste linier ville stå i strid med de to første, hvor Ludvig kaldes hertugens senior og regent. Digtet udtaler, at Vilhelm tilsiger Ludvig hjælp mod dem, der havde været hans faders fjender, Hugo og Heribert, den sidste havde holdt Karl i langvarigt fangenskab, hos Hugo skulle Ludvig ikke mange år efter sidde i fængsel gennem et helt år.

Således er der ikke den fjerneste grund til at tvivle om, at hertug Vilhelm har været virksom ved hjemkaldelsen af kong Ludvig, eller måske endog haft en vigtig rolle derved, som Dudo havde grund til at betone. Flodoard nævner ham ikke særlig, hos ham lyder beretningen således: »Grev Hugo sendte bud over havet for at hente Ludvig, Karls søn, tilbage, for at overtage regeringen. Efter at hans morbroder kong Æthelstan havde fået en edelig tilsikring af frankernes udsendinge, sendte han ham med nogle bisper og andre tro mænd til Frankrig. Hugo og de øvrige frankiske stormænd modtog ham på selve stranden ved Boulogne, så såre han var steget ud af skibet, og hyldede ham, således som det i forvejen var aftalt fra begge sider. Derpå førtes han af dem til Laon, hvor han viedes til konge, salvedes og kronedes af ærkebisp Artold i nærværelse af rigets fyrster og over 20 bisper«.

Ingen kan være i tvivl om, at hertug Hugo har været en hovedmand for hjemkaldelsen, han var den mægtigste mand i Frankrig, kong Ludvig kalder ham nogle måneder derefter: Francorum dux, in omnibus regnis nostris secundus a nobis. Kong Æthelstan og ligeledes Ludvigs moder havde forlangt garantier af al art og måtte derfor særlig kræve Hugos tilsagn. Dette hindrer jo ikke den antagelse, at også Vilhelm har udfoldet betydelig virksomhed for at få Ludvig på Frankrigs trone. Det var i grev Arnulfs by Boulogne, at Ludvig steg i land, og således må også greven af Flandern have samtykket i hjemkaldelsen, skønt Flodoard lige så lidt nævner ham som hertugen af Normandie.

Historikeren Richer fortæller med mange enkeltheder, hvordan i Frankrig stemningen var delt mellem hertug Hugo og Ludvig. Stormændene sammenkaldte et møde, og på dette vægrede Hugo sig ved at modtage valg, men rådede til at opsøge Ludvig i England. Hertugen sendte en udsending til Ludvig, hvem der blev lovet en sikker hjemrejse og fremtidig troskab. Kong Æthelstan forlangte dog, at de skulle bekræfte dette med ed. Tillige sendte kongen biskop Odo over til Frankrig for yderligere at blive forvisset om, at hans søstersøn fik en tryg trone, og efter at Hugo og de andre store edeligt havde lovet dette, lod kong Æthelstan efter Odos tilbagekomst Ludvig drage til Frankrig.

Den udsending, som fra fransk side anvendtes ved forhandlingerne, var ærkebisp Vilhelm af Sens. Dette får vi at vide af Hugo af Fleury: Hugo Magnus una cum Francis accersiens Guillelmum archiepiscopurn, misit illum ad Ogivain…ut idem reduceret Hludowicum fitium eius…,Veniensque illuc Guillelmus archiepiscopus, datisque obsidibus …sub sacramenti titulo Ogivæ, matri eius reduxit Hludowicum.

Orderic Vital har mærkeligt nok i sin ordrette gengivelse af dette stykke indsat hertug Vilhelm istedet for ærkebisp Vilhelm. Det må jo antages, at Orderic, fordi han kendte efterretningen om hertugens medvirken, har anset kildens meddelelse om, at udsendingen var Vilhelm af Sens, for urigtig.

At denne ærkebisp Vilhelm blev benyttet fra fransk side, har man altså erindret i klostret i Fleury. Dette var netop et af de klostre, som havde en levende forbindelse med England. Dengang da Odo valgtes til ærkebisp i Canterbury, forlangte han først at have taget munkekutten, og det var abbeden i Fleury, det kloster, som Odo elskede, der blev hentet til England for at vie Odo til munk.

Grev Alan vender hjem til Bretagne.

Hos kong Æthelstan opholdt sig bestandig den fra Bretagne fordrevne grev Alan.

Kongen sendte bud til hertug Vilhelm fortæller Dudo med bøn om, at han ville tilgive Alan hans opstand, og af godhed for den engelske konge gik Vilhelm ind derpå. Det er derfor afgjort ikke med nogen militær bistand fra Æthelstans side, at hjemvendelsen skete, hvad da heller ikke nogen gammel kilde har påstået. Hvadenten den fandt sted samtidig med eller senere end Ludvig d'Outremers hjemkomst, måtte Æthelstan jo være ivrig for, at Vilhelm ikke blev krænket.

Hertugen gav Alan den landstrækning tilbage, som normannerne havde besiddet. Der skulle dog ikke gå lang tid hen, førend bretonerne kom i kamp med normannerne, idet det viste sig, at disse i stort tal havde bosat sig i landets østlige del. Flodoard fortæller ved året 937, at de hjemvendte bretoner »kæmpede i hyppige kampe mod normanner, der var trængt ind i de tilgrænsende landskaber; de vandt sejr i flere af disse og genvandt de besatte egne«. De i kilder fra Bretagne givne oplysninger bekræfter da også, at disse sammenstød skete i de østlige egne. (Den eneste efterretning om en kamp i den nordvestlige del af halvøen findes i St. Golvins Vita, der kan suppleres ved hjælp af lokale sagn og folkesange om kamp med »saksere«. Her er Helten Even, greve af Leon, der skal være død før 955; selve St. Golvin levede i det 6 århundrede efter at dani og normanni er landede, går Even i kamp mod dem ved Run-Even, og de må flygte til deres skibe. Den hele beretning synes at være en sådan sammenblanding af begivenheder fra forskellige århundreder, at man rolig kan afvise den).

Ved en bryllupsfest i Dol var således en hob normanner samlede, bretonerne angreb dem pludselig og nedhuggede alle. Ligeledes fik de nys om, at der i St. Brieux (vest for Dol) var samlet en anden skare, hvorfor de sejlede derhen og lod dem lide samme skæbne. Nu blev normannerne i Bretagne grebet af frygt, og rundt om forlod de landet, medens bretonerne sluttede sig sammen om Alan og valgte ham til deres hertug.

Dette held ville Alan benytte til at sikre sig Nantes. Han erfarede, at en stor hærdeling normanner havde deres standlejr i nærheden af denne by, og ville erobre den. Med en mindre skare krigere nærmede han sig stedet og traf normannerne ude på St. Anians enge. De var så mange, at de let kunne trænge bretonerne op på højderne; her led disse tørst, men ved bøn til jomfru Maria sprang en kilde frem (den findes dér endnu, siger krøniken). Styrket på denne måde tog de påny fat på kampen og vandt en fuldkommen sejr. På deres skibe flygtede de tiloversblevne ned ad Loire.

Alan kunne nu rykke ind i byen, som i flere år havde stået øde og forfalden; de fandt således St. Peters og St. Pauls kirke uden tag og tilgroet af et helt krat af tjørne. Nu valgte Alan Nantes til sit herskersæde og befalede alle bretoner, forsynede med fødemidler, at komme tilstede og hjælpe med til at genopbygge de fæstningsværker, der hidtil havde omgivet katedralen. Efter at hovedtårnet var rest, opslog Alan sin bolig i dette. Ved denne efterretning om voldbygningen ledes man uvilkårlig til at tænke på de erfaringer, som Alan kan have gjort i England om befæstningers store nytte og om alle borgeres pligt til at deltage i rejsningen af dem; også voldbygningen ved Danevirke fandt sted på denne tid og under lignende forhold.

Den sidste kamp mod normannerne skal have stået d. 1. august 939 ved Trant, der ligger i nærheden af den østlige grænseflod Coesnon og af nordkysten; efter valpladsens beliggenhed kan der ikke være tvivl om, at det var mod normanner i øst og ikke ved Loire, hvormed der kæmpedes. Fra den tid af var Coesnon fastslået som grænseskellet, og bretonerne fejrede senere slagdagen som Bretagnes befrielsesdag.

Man kan se med nogen tvivl på, om disse fra bretonsk overlevering stammende efterretninger angår andet end grænsespørgsmål og strid om enkelte pladser. Ialtfald skulle den normanniske overvægt snart gøre sig gældende, støttet ved den uophørlige strid og skinsyge mellem de to greveslægter i Rennes og i Nantes.

Kapitel XIII.

De normanniske hertugers ægteskabelige forhold.

Rollos og Vilhelms hustruer.

De ægteskabelige forhold i de normanniske hertugers historie er blevet så at sige berygtede, som i det hele hertugernes forhold i sædelig henseende. Man skal her møde en løshed, som ellers er ukendt, hvorfor der hos moderne historikere har lydt udtryk af dyb forargelse. Det er dog værdi at betragte disse forhold lidt nærmere.

Her må det da for det første betænkes, at de samtidige, eller ikke meget senere levende historikere, der beretter derom, gik ud fra et vidt forskelligt syn på samfundsforhold, på sæd og skik. Hvad for det første opfattelsen af ægteskabet angår, må den store forskel erindres, der var mellem det uopløselige forhold mellem mand og hustru, som den katolske kirke krævede og således som den søgte at gennemføre sit bud, og så ægteskabet hos nordboerne, en forbindelse, der tillagde mand og hustru, måske med lidt større lethed for manden, en ret til at få ægteskabet opløst, når visse former iagttoges og navnlig bestemte økonomiske rettigheder tilsikredes den fraskilte. Om forstødte hustruer fortæller Saxo og sagaerne i rigt mål. Men uagtet en sådan mulighed for en opløsning var tilstede, agtedes ægteskabet ikke mindre i den tid, det bestod, og det havde samme retskraft som et ægteskab indenfor den katolske kirke. Imidlertid ville i en katoliks øjne en sådan forbindelse, allermest når en opløsning havde fundet sted, let have udseende af et konkubinat.

Besynderligt er det endvidere, når der tillægges den manglende kirkelige vielse så stor betydning. Selv i de kristne samfund var det gennem hele middelalderen antaget, at et ret og gyldigt ægteskab kunne opstå ved længere tids hævd, i kraft af, at det i en årrække havde haft alle et ægteskabs ydre vilkår. Dette erkendtes således i Danmarks provinslove og i den gamle rettergangs praksis.

Endvidere så de hedenske nordboer med andre øjne på det udenfor ægteskab fødte barn end tilfældet var i de kristne lande. Afgørende betydning havde det, hvorledes faderen stillede sig lige over for barnet. Der var uægte børn, der kunne anses for tilfældige frugter af en øjeblikkelig og forbigående forbindelse, hvor faderen kun viste moderen lidet hensyn og i ringe grad ænsede hendes barn.

Rollo havde for mange år tilbage indgået en forbindelse med Popa, datter af høvdingen i Bayeux. Hun var ved indtagelsen af denne by blevet hans fange og ifølge Dudo indgik han ægteskab med hende. Men et ægteskab mellem en hedning og en kristen kunne ikke ske efter kanoniske regler og med kirkelige ceremonier. Muligvis ønskede Rollo ikke heller at tillægge forbindelsen den samme uopløselige karakter, som ægteskabet havde efter kristen opfattelse, og muligvis ønskede Rollo, at danske love også med hensyn til andre juridiske virkninger skulle være bestemmende, i ethvert fald oplyser Vilhelm af Jumiéges, at ægteskabet stiftedes efter dansk ret.

Dudo betegner Popa som prævalentis principis Berengarii filia, Vilhelm af Jumiéges som filia Berengerii, illustris viri. Der var på denne tid en grev Berenger af Rennes i 890. Hans søn Juhel Berenger nævnes i 931-970, men dette navn var for almindeligt til, at identiteten med Popas fader kan påstås; således forekommer der også en grev Berenger i Le Mans. Nogen forvirring ind i dette spørgsmål er blevet bragt derved, at 3 håndskrifter af Robert af Torignys krønike har kaldt Popa en datter af Wido af Senlis, og denne angivelse går igen i to årbøger. Det kan dog påvises, hvad der har givet anledning til denne misforståelse. Dudo omtaler nemlig grev Bernhard af Senlis som morbroder til Rollos søn Vilhelm, og deraf har man sluttet, at familien stammede fra Senlis. Imidlertid kan man se, at Robert af Torigny selv er blevet opmærksom på sin fejltagelse; angivelsen om Senlis er blevet overstreget og rettet til filia comitis Baiocensis, således som også angivelsen lyder i et femte håndskrift. Vi har ingen grund til at tvivle om, at Popa stammede fra Bayeux, således som Dudo angiver, men vi er så lidt kendte med greveslægterne fra Bayeux eller fra Senlis, at intet nærmere tør udtales om slægtforbindelsen. Flere forfattere har da også antaget, at det var samme slægt, der havde Bayeux og Senlis inde. Man har forsøgt på forskellig måde at tegne et stamtræ, der fører Popa op til Karl den Stores sønnesøn Bernhard af Italien. Det er kuriøst, at nutidens historikere vil gyde karolingsk blod ind i hertugslægten, hvad denne, og Normandiets historikere, som foran påvist ikke har forsøgt.

Ægteskabet med Popa var altså opløseligt. Da så Rollo fik tilbud om kongedatteren Gisla som brud, måtte forbindelsen med Popa vige for et i politisk henseende så vigtigt ægteskab. Dette varede dog kun kort, og Rollo fornyede da forbindelsen med Popa eller lod kirken velsigne ægteskabet. Vist er det, at der aldrig mod Vilhelm blev rettet nogen indvending med støtte i, at han skulle være uægte født.

Netop på samme måde som Rollos ægteskabelige forhold skulle sønnens tegne sig. Vilhelm indgik en forbindelse med en pige af fornem slægt Sprota, og Dudo betegner hende som hans hustru, Vilhelm af Jumiéges og efter ham Robert af Torigny lader forbindelsen være sket på dansk måde. Kun arkivaren ved domkirken i Reims kalder hende fra sit standpunkt Vilhelms bretonske frille. Denne opfattelse hindrede dog ikke kong Ludvig i at anerkende hendes søn som arving til hertugdømmet, men den svarer fuldkommen til den stemning, der i Frankrig rådede overfor Sprota og som straks skal omtales.

Da blev der tilbudt Vilhelm et fyrsteligt ægteskab; og heller ikke denne gang kunne den normanniske hertug undslå sig for at knytte en så betydningsfuld forbindelse. Der fandt en sammenkomst og jagtfest sted i skovene ved Lions (Depart. Eure) i hjortenes brunsttid; som gæster var her tilstede hertug Hugo af Francien, greverne Heribert af Vermandois og Vilhelm af Poitou, og den sidste anmodede Vilhelm om hans søster Gerløgs hånd. Den blev også tilstået ham. Men nu foreslog hertug Hugo grev Heribert, at han skulle give Vilhelm sin datter Leutgarde til hustru, og også dette ægteskab blev aftalt. Fulgt af en stor skare riddere og overbringende de kosteligste gaver drog Vilhelm til Heriberts land og hjemførte den unge brud til Rouen.

Man har villet hævde, at Leutgarde kun kan have været et barn, så at der derfor ikke kan være tale om el fuldbyrdet ægteskab, et sådant skal, da Vilhelm kort efter blev dræbt, ikke være kommet i stand; for denne antagelse er der dog ikke blevet ført noget afgørende bevis.

Kort efter Vilhelms død ægtede Leutgarde grev Thetbald af Chartres; om dette ægteskab vil der blive talt i det følgende.

Også Sprota indgik et nyt ægteskab. I et indskud i Vilhelm af Jumiéges' krønike fortæller Robert af Torigny to hundrede år derefter, at på den tid, da Sprotas unge søn var blevet ført bort til kong Ludvigs hof, så moderen sig nødsaget til at søge beskyttelse hos en velstående mand, Esperlengus, der foruden sine øvrige ejendomme havde de hertugelige møller ved Pitres (ved Seine) i forpagtning. Med ham fik hun sønnen Rodulf (senere greve af Ivry) og flere døtre, der giftedes ind i stormændenes familier. Det får stå hen, om ordene i denne kilde kan påberåbes for at denne forbindelse ikke havde et ægteskabs karakter, eller vel rettere oprindelig ikke var et ægteskab, eller i alt fald ikke et sådant, der fyldestgjorde de kanoniske krav. Med hvilke øjne frankerne så på det, fremgår af, at kong Ludvig i et ophidset øjeblik skældte den unge Rikard ud for søn af en skøge, der holdt til med en gift mand. Man kan dog ingenlunde stole på, at dette ubeherskede vredesudbrud taler sandhed; det er jo også muligt, at kongen vil beskylde Sprota for, at hun ikke havde villet slippe Vilhelm uagtet hans ægteskab med Leutgarde. I ethvert fald er det vist, at de børn, som Sprota fødte Esperlengus, nød den største anseelse.

Det vil af det skildrede ses, at der hos de to første hertuger næppe er andet at dadle end at de fulgte den nordiske opfattelse, at et ægteskab er opløseligt.

Kapitel XIV.

Danske kolonier i Flandern og Holland.

Grev Sigfred af Guines.

Der vil være grund til at tage kystlandene øst for Normandie, både ved La Manche og ved Nordsøen, i øjesyn for at få oplysning om de havde undgået en lignende indtrængen af danske nybyggere som den, der var hændt i Seine-landene. Dette vil også være nødvendigt for at forstå de begivenheder, der fandt sted efter hertug Vilhelms død. Men i fremstillingen heraf nødsages vi til at gå noget tilbage i tiden, ligesom også til at skildre udviklingen gennem nogle årtier efter Vilhelms død.

I kystlandenes udseende nordøst for Normandie, og ganske særlig i de flanderske lande, er der foregået store forandringer siden vikingetiden. Allerede Montreuils historie som gammel handelsnavn vækker opmærksomhed, idet den nu ligger et par mil fra havstranden. Men især har kystlandet fra Boulogne til Calais fået et forandret udseende. Boulogne er kendt allerede fra romertiden (Gessoriacum), Calais dukker først frem i det 12 århundrede. Dette står sikkert i forbindelse med ændringer i kystens bygning og terrænforholdene. Disse strandegne var indtil langt ind i den nyere tid mere sumprige og vandfyldte, og åerne meget bredere. Havet gik ind over landstrækninger, som efterhånden er blevet tørlagte. Det er vel disse forhold, som Rollo har i tanke, når han vrager frankernes tilbud om at få Flandern overladt, fordi det var for fugtigt, således som det foran er fortalt. Af denne karakter var også de geografiske forhold ved Guines, det landskab, der ligger som nærmeste genbo til Englands sydøstkyst; her strakte sig mange sumpe fra landskabets nordøstlige grænse til henimod St. Omer. Ved naturforhold af anden art var dette område beskyttet mod sydvest, hvor en række højder, klædte med skove, som ofte blev røverskjul, dannede en naturlig grænse; den endte ved kysten ved forbjergene Grisnez og Blanenez. Ad et snævert pas steg man ned mod Artois, ved dette lå borgen Tournehem. Som det vil ses, dannede det beskrevne område en enhed, det havde fra naturens hånd fået en selvstændighed, der svarede til den, hvorom denne egns historie beretter.

Vi har to kilder at kunne støtte os til. Den ene, udførlige beretning findes i den meget indholdsrige krønike, som ved tiden 1200 præsten Lambert i Ardres har forfattet på grundlag af den lokale tradition og gamle kilder. Det er en farverig skildring, der indeholder mange fabler, men også mange rigtige og værdifulde oplysninger. En fremstilling findes endvidere hos historikeren Johannes Longus fra Ypern (han døde i 1383); den afviger i nogle enkeltheder fra Lamberts skildring, omend hovedindholdet er det samme. Efter min opfattelse bør Lamberts fremstilling foretrækkes. Den er nedskreven 150 år tidligere end den af Johannes Longus givne. Forfatteren var særlig kendt med stederne og med egnens tradition, og medens det er sikkert, at Johannes har benyttet Lambert, er det ikke ret påviseligt, at han har haft andre kilder; hans fremstilling er også præget af en bestemt tendens, der går imod greverne af Guines.

Ved tiden 928, medens Arnulf den Gamle herskede over Flandern, kom en anset mand Sifrid, der nedstammede fra en af de gamle herrer af Guines og nærliggende egne, dragende til dette land. Han bar tilnavnet den Danske, Dachus, fordi han i lang tid havde tjent sin slægtning den danske konge; i Danmark havde han vundet sig stort ry som en dygtig kriger og haft høje stillinger. Da han nu hørte, at Arnulf efter den sidste greves død havde tilegnet sig Guines, forlod han det danske hof, og efter at have samlet krigere af sin egen nation eller slægt og af fremmede omkring sig, bemægtigede han sig Guines som et land, hvor han ville hævde sin uafhængighed midt mellem grevskaberne Ponthieu, Térouanne og Saint-Pol. Da han så, at landskabet ved forgængeres forsømmelse var ubeskyttet og udsat for indfald fra alle sider, og at selve hovedbyen var ubefæstet, omgav han den med volde og grave, uden at søge det nødvendige samtykke hos nogen. Han ønskede at være herre af egen magt og vilje.

Grev Arnulf blev højlig fortørnet herover og ville gribe til våben mod Sifrid, men først ville han dog stævne ham for sig for at høre hans forsvar for sin gerning. Sifrid modtog grevens sendebud på det venligste, og efter gode venners råd besluttede han sig til at rejse til Arnulf og forhandle med ham. Sifrid traf greven i Saint Orner, omgivet af sit hof; som snild politiker havde han vidst at stemme omgivelserne gunstig for sig, ligesom han også mødte frem med største beskedenhed og høflighed. Ved hoffet var tilstede Knud, en broder til den danske konge, som således var en slægtning af Sifrid og tillige hans gode ven, hvem Sifrid ofte, medens han tjente i Danmark, havde gået tilhånde. Da denne fyrste gik i forbøn for ham, formildedes grev Arnulf og rakte ham hånden til forsoning. Således fik nu Sifrid bekræftelse på besiddelsen af sit grevskab. Da han var en lige så dygtig krigsmand som snild og høvisk, blev han snart grev Arnulfs højtbetroede ven.

Efter Arnulfs død fortæller Lambert videre beholdt grev Sifrid sin indflydelsesrige stilling hos hans søn Balduin. Denne havde en søster Elstrude, som var meget smuk, og Sifrid havde fattet elskov til hende. Efter at han havde vist hende opmærksomhed og bejlet til hende i løn, opstod der en kærlighedsforståelse mellem dem, og hun blev besvangret. Af frygt for grevens vrede flygtede Sifrid fra hoffet og vendte hjem til Guines, men da han led under det ulykkelige forhold og længtes efter sin elskede, tog han livet af sig. Ikke mange dage derefter blev grev Balduin syg og døde. Elstrude fødte imidlertid en søn, og grev Arnulf, som havde bemægtiget sig Guines, stod fadder til barnet, der blev kaldt Arnulf. Da drengen var blevet myndig, lod Arnulf ham overtage faderens grevskab.

Der er grund til at dvæle ved nogle enkeltheder i det således berettede. Vi har ingen kilde, der kan bekræfte efterretningen om Sifrid, men det hos Lambert fortalte har i alt fald sandsynlighedens præg, og nogle angivelser deri stemmer godt med hvad vi ellers kender. Som det tidspunkt, da Sifrid satte sig fast i Guines, nævnes ca. 928, og det vil erindres, hvordan Flandern og de tilgrænsende landskaber netop ved den tid var skueplads for mange vikingekampe. Ragnvald med normannerne fra Loire, og nordboerne fra Rouen var faldet ind i Artois og havde hærget i Beauvoisis i 923. To år senere var de atter i Beauvoisis, de plyndrede Amiens og senere Arras. I 926 var de atter i Artois, de franske måtte belejre en skov, hvori normannerne havde sat sig fast hvad der meget ligner Sifrids stilling i Guines - senere drog de helt hen i Ardennerne. Den flanderske greve har sikkert på disse tider måttet overlade forskellige egne til den skæbne, de kunne få.

Ved den danske konges broder Knud føres tanken naturlig hen på Knud Danaast, der som bekendt færdedes på vikingetog i vestens lande.

Der er i Lamberts fortælling en kronologisk urigtighed, for så vidt han lader Sifrid tjene Balduin »efter Arnulfs død«; han kan have tjent Balduin allerede i faderens levetid, idet nemlig Arnulf frasagde sig stillingen som landsherre eller tog sønnen til medregent, men Balduin døde d. 1. januar 962, faderen først d. 27. marts 965.

Sifrid skulle altså have taget sig af dage ved nytårstid 962, og det er da mærkeligt, at den angelsaksiske krønike ved året 962 optegner: »Kong Sigferd dræbte sig selv og hans lig ligger i Wimborne« (Dorsetshire). Selvmord er jo ikke almindelige hos nordboere, og her optegnes et sådant netop ved det samme tidspunkt, som Lambert angiver. Man kan egentlig heller ikke undres over, at en vikingehøvding, således som Sifrid havde været, kan blive kaldt konge, således som så mange anførere for vikingeskarer før ham var blevet benævnt. Det nære forhold til England, hvori Flandern stod på disse tider, kan forklare, at en engelsk kilde optegner Sifrids død, og at han bliver jordet i Wimborne (Dorsetshire).

Vi har grund til at antage, at der andensteds i de flanderske lande var vikinger bosatte. Floden Aa løber på den østlige side af grevskabet Guines, og ved Aa ligger, men meget sydligere, byen Wichingehem, i stor nærhed af floden Canche og af den i Normandiets historie så ofte omtalte by Montreuil. Wichingehem kendes allerede fra det 11 århundrede og nævnes ofte i det 12 århundrede navnets tilknytning til vikingetiden og dens krigere synes ret utvivlsom.

Særlig mærkelig er dog en udtalelse i et brev, som en engelsk biskop tilskriver grev Arnulf den Gamle. Denne biskop, der formodes at være biskop Ælfeah af Winchester (934-951), beder Arnulf indstændig om at skaffe sig et evangeliehåndskrift tilbage, som to klerke ved hans kirke efter deres egen tilståelse har borttaget og solgt til greven i en by i Flandern, for at de dermed kunne løskøbe en lille pige, som »Eders Danske« havde røvet. Det fremgår heraf utvivlsomt, at der var Danske i Flandern, som endnu drev sørøveri og som stod under Arnulfs overherredømme.

Man kan ikke heller undlade at lægge mærke til, hvorledes flandere nævnes ved siden af Danske som bestanddel af vikingehæren, eller dog enkelte flanderske mænd ses som kæmpende i deres rækker.

De foran givne oplysninger indeholder iøvrigt en advarsel om ikke at drage for hurtige slutninger om at »normanner«, der omtales til eksempel i en mod Frankrigs konge fjendtlig hær netop hører hjemme i Normandie. Såfremt der fandtes urolige elementer i de flanderske kystegne, ligger deri måske forklaringen til kong Æthelstans hovedkulds tog mod disse strande i 939. Vi erindres også om pave Johannes' brev til ærkebisp Heriveus af Reims om dåb af normanner, der hørte under Reims ærkestift, men boede i Normandiets nærhed.

Bosættelser af vikinger i Holland og Frisland.

Efter at have forfulgt spor af danske vikinger og truffet deres kolonier i flanderske lande, er der al grund til at undersøge, om der kan gøres iagttagelser af lignende art ved Vestersøens kyster nærmere ved Danmark og særlig i hollandske og frisiske landskaber.

Frisernes forhold til normannerne var i vikingetiden i enkelte henseender forskellige fra hvad der mødte disse hos andre kystfolk, til eksempel hos angelsakserne, der havde dannet større riger og folkesammenslutninger. Friserne var sent, og kun svagt, blevet undergivne det store Frankerrige, desuden var kristendommen først for nylig blevet prædiket her, og den var vistnok ikke trængt fuldt igennem hos dem, i ethvert fald kunne der her frembyde sig kætterske forhold.

Friserne var derfor ikke så fjendtlig stemte mod de Danske, der havde bosat sig på deres strande, og hvis høvdinger havde nogle gange her fået embedsstillinger, de kunne hjælpe dem mod de sydlige naboer, der ville påtvinge dem kristendom, og overfor hvis krav om at være deres herrer og styrere, de i hvert fald følte sig frastødte. Tilmed var der en gammel handelsforbindelse mellem Frisland og Danmark, der gav fordele og som de ønskede fortsat; ligesom også friser havde i stor udstrækning bosat sig på Slesvigs vestkyst. I ethvert fald er det vist, at der jævnlig nævnes friser i normannernes hære.

Karakteristisk er det også, at de gamle frisiske love har bestemmelser for det tilfælde, at en friser har måttet følge med den normanniske hær og endog taget del i togter mod sit eget land. Således bestemmer den 20de landret: »Dersom normannerne tager en mand og mod hans agt og vilje fører ham ud af landet, og dersom han da gør skade på nogen by eller brænder den eller slår nogen mand ihjel og han da inden det femte år derefter kommer tilbage og kender sig ved sit land og sin lod og sin odel og sin arv og sine forældres sted, fare han da igen dertil. Og dersom man sigter ham for at han indenfor byen har brændt eller slået ihjel, så lad ham bekende, at han har gjort alt dette og at det ikke bør sig, at han giver bod og søger fred, fordi han kun gjorde, hvad hans herre bød ham, og selv var han kun træl, som lystrede for sit livs skyld«.

Det er ubestrideligt, at der i de frisiske love findes bestemmelser, der stammer fra vikingetiden. Richthofen, hvem vi skylder den fortrinlige udgave af lovene og mange ypperlige undersøgelser over frisisk ret, har påvist, at »de 17 küren« og »de 24 landrechte« er i den skikkelse, hvori de foreligger, fra det 12 århundrede eller en senere tid, men dette hindrer ikke, at de har optaget bestemmelser af langt ældre oprindelse. Når der i dem er regler om forhold overfor den ville viking og den hedenske hær, må sådanne stamme fra tider, der ligger et hundrede år længere tilbage end den tid (ca. 1020), da der for sidste gang omtales angreb af normanner på de frisiske kyster, hvor man dog allerede et hundrede år tidligere (ca. 920) havde vundet fredelige strande.

Utrecht havde i løbet af det 9 århundrede ofte været i vikingevold, og der var ikke mange bispedømmer, der havde lidt så meget som dette. Da nu i 899 Radbod valgtes til biskop, kunne han ikke tage bopæl her, eftersom kirken såvel som byen var aldeles ødelagt af danskerne, han opholdt sig i Deventer, om han end, så ofte forholdene tillod det, besøgte Utrecht.

Engang, da han var på besøg i Frisland for at se, om der endnu skulle stå stubbe tilbage af den gamle vildfarelse, som han kunne oppløje med åndens jern, mødte han danske, der ville hindre ham i hans forsæt. Uden at forskrækkes talte han sandhedens ord til dem, hvilke de dog i deres hjerters forhærdelse ikke ville høre, men de truede ham med død, hvorfor han slyngede bandstrålen mod dem. Da ramtes de af himlens hævn, idet en pest, som ved en lynstråle fra himlen, næsten tilintetgjorde dem alle, og det gik ingenlunde ustraffet hen, hver gang de voldte ham plage i Utrecht.

Af det fremstillede fremgår klart, at de danske har kolonier og tilholdssteder på de hollandske kyster, og Utrecht var endnu så udsat for angreb, at man ikke vovede at genopbygge kirken. Det var da også i Deventer, at Radbod fik sit sidste hvilested. Til Baldric, som skulle blive Radbods efterfølger, havde denne sagt: »Det vil blive dig, som kommer til at genopbygge kirken i Utrecht!« Og efter Radbods død i 917 blev det i virkeligheden Baldric, der genrejste kirken og byen.

Kong Henrik I valgte biskop Baldric til opdrager for sin 4årige søn Bruno (929), der var bestemt til den gejstlige stand. »Ved dette gidsels nærværelse« var det ligesom om normannernes forhadte tyranni fortog sig, og kirken og de andre bygninger, hvoraf der knap nok var ruiner tilbage, rejste sig påny.

Af de foran givne oplysninger synes det klart at fremgå, at de nævnte hollandske egne i det andet og tredje årti af det 10 århundrede var så stærkt underlagte vikingers magt, som det næppe var kendt andensteds på fastlandet; det er ikke ret muligt andet end at her må have været en fast koloni af danske, således som det jo også antydes.

Frisernes stræben efter selvstændighed fortsættes i den følgende tid. De giver deres trælle frihed ved tiden 1100, for at de som frie mænd kan hjælpe med i forsvaret mod »de sydlige bevæbnede« - man bliver mindet om, hvorledes bretonerne ophævede trældommen for at få krigere til landets forsvar.

Af nyere tyske forfattere er der fremdraget eksempler på, med hvilken følelse af uafhængighed friserne kunne se på den tyske konge, og hvordan de endnu i det 13 og 14 århundrede søgte forbund med franske konger. Også i kirkelig henseende stræbte de efter og nåede et vist selvstyre.

Kapitel XV.

De politiske forhold i Frankrig, hertug Vilhelms stilling til kong Ludvig og hans vasaller.

Kampe om havnebyen Montreuil ved La Manche.

Det er utvivlsomt, at Normandiets lykkelige trivsel og dets hertugs anseelse avlede misundelige følelser hos mange naboer; de så betænkeligt på den magt, der udfoldede sig i Seine-landet, også den franske konge kunne vel, uagtet al ydre venlighed, gemme et sindelag af denne art. Dette behøver ikke at bevises ved kildesteder, det fremgår tydeligt af begivenhederne. Men Dudo udtaler det udtrykkeligt, og Richer ligeså.

Frankrigs nordkyst var ved de danskes bosættelse her blevet et fredet land, hvor handel og omsætning kunne trives. Rouen har sikkert efter lange tiders stilstand fået en betydelig blomstring. Man ser da også, hvorledes de frankiske stores opmærksomhed stadig stærkere vender sig mod de nordlige kyster og her søger udgangspunkter for søfart, handel og fiskeri. De kampe, som førtes om Montreuil, skulle få en skæbnesvanger betydning.

Ved Normandiets østlige grænse ligger ved havet Borgen og byen Eu. Fortsætter man lidt videre øst på, møder man Sommes udløb, derpå bøjer kysten mod nord og i en afstand af nogle mil fra denne flod ligger Montreuil (i vore dage, på grund af kystliniens forandring, 17 km. fra havet. Den var en vigtig handelsby, der gav en betydelig toldindtægt, men naturligvis måtte den også have værdi som en art grænsefæstning nær ved Normandiets enemærker. Byen sagdes at tilhøre kongen, men vist er, at Herluin, søn af grev Helgaud, var vasal under Hugo den Store. Arnulf af Flandern, der havde lande i nærheden, måtte af mange grunde ønske at gøre sig til herre over byen. Han fik en af dens befalingsmænd til at begå forræderi. En nat åbnede denne en af portene, så at Arnulfs mænd slap ind i byen, bemægtigede sig Herluins ejendele og skatte, og medens han selv undslap i forklædning, tog de hans hustru og børn til fange og sendte dem over havet til kong Æthelstan.

Herluin drog til sin lensherre for med hjælp af ham at vinde borgen tilbage. Men Herluin blev modtaget lidet venligt af Hugo, han kunne ikke overtale ham til at hjælpe sig. Så besluttede Herluin at opsøge hertug Vilhelm, og denne modtog ham med stor gæstfrihed, men på hans bøn om at blive støttet med krigere, svarede Vilhelm, at Herluin først måtte rette en ny anmodning til Hugo og dernæst få tilsagn af ham om, at han ikke ville tage andenmand det ilde op, hvis han støttede ham med krigere. På en ny henvendelse fra Herluins side svarede Hugo, at han havde sluttet venskab med Arnulf og ikke ville bryde dette for Herluins skyld, hjælp måtte han søge, hvor han ville.

Således kunne Vilhelm imødekomme Herluins bøn. Han sendte bud til sine krigere i Cotentin, og med en betydelig styrke af sådanne lod han Montreuil indeslutte til lands og fra søen. Byen måtte overgive sig; Arnulfs krigere toges alle til fange, og Herluin lod nogle henrette, andre beholdt han i fangenskab for således at kunne udløse sin hustru og sine børn. Vel sendte Arnulf nye skarer frem mod Herluin, og de plyndrede hans land lige til Montreuils volde, men ved et udfald fra byen slog Herluin angriberne ned for fode, og de tiloversblevne flygtede.

Borg og by var atter i Herluins magt, men uden støtte andetsteds fra kunne han ikke holde den. Vilhelm lovede ham derfor at være hans hjælper, han ville lade fæstningsværkerne sætte i fortrinlig stand, give ham normanniske skarer til besætning og forsyne dem med fødevarer. Ligeledes ville han støtte Herluin, hvis Arnulf angreb ham, men hvis denne ville indlade sig i fredelige forhandlinger, var Vilhelm beredt dertil.

Striden om ærkesædet i Reims.

På denne tid søgte kong Ludvig at blive erkendt som fyrste i Lothringen, hvor mange havde sluttet sig til ham. Men Tysklands kong Otto var lige så virksom og brød plyndrende ind i dette land. Der fandt da en sammenkomst sted mellem flere franske fyrster, således Hugo, Heribert, Arnulf, Vilhelm og kong Otto, og en overenskomst blev sluttet, således at kong Otto atter kunne vende tilbage hinsides Rhinen. Flodoard beretter om denne overenskomst (som Richer ikke nævner), men som sædvanlig angiver Flodoard ikke, hvad overenskomsten gik ud på. Det højeste, som kan være tilsagt den tyske konge, må vel være som de følgende begivenheder viser at disse franske fyrster ikke, ville deltage i noget angreb, men holde sig neutrale, såfremt Otto ville undlade at plyndre deres lande. Imidlertid havde disse forviklinger givet kong Æthelstan det indtryk, at hans søstersøn var i fare, hvorfor han sendte en flåde over mod Flandern (Morinernes land; den plyndrede ved kysten, men udrettede ellers intet og vendte hjem, da den så at »kongen ingen fjender havde«. Dette gode resultat kan jo skyldes Vilhelms deltagelse i hin sammenkomst, og en påstand om det modsatte er i alt fald aldeles ubeføjet.

I slutningen af året 939 havde Hugo og Heribert en ny sammenkomst med kong Otto - denne gang nævnes ikke Vilhelm, så lidt som Arnulf. Og hvor lidt kong Ludvig opfattede den normanniske hertug som en fjende, men langt snarere som en trofast forbundsfælle, vil fremgå af, at han i begyndelsen af det følgende år 940 drager ham imøde til en sammenkomst i Amienois; her hylder Vilhelm ham, og Ludvig bekræftiger ham i besiddelse af Normandie. Richer tilføjer, at Vilhelm her udtalte, at han hellere så sin egen død end at han ikke skulle hjælpe Ludvig til fuld kongemagt.

Men så fortæller Flodoard videre: »Hugo, med forskellige bisper ved sin side, både fra Francien og fra Burgund, belejrer sammen med grev Heribert og Vilhelm byen Reims, og på belejringens sjette dag rykker Heribert ind i byen, Idet næsten hele den militære besætning gik over til Heribert og forlod ærkebisp Artold«. Vil man nu påstå, at dette skridt er rettet mod kong Ludvig? Hvad er det, der sker? Om kamp og mandefald er der ikke sagt et ord i kilden. Et forbund af fyrster, med forskellige gejstlige ifølge, øver ved indeslutning af Reims en tvangsforanstaltning mod en ærkebisp, hvis berettigelse til at indtage denne stilling de ikke vil erkende. Heribert havde i året 925 fået sin femårige søn Hugo valgt til ærkebisp i Reims, men ikke desto mindre havde i 931 Artold opnået at få denne stilling af kong Rodulf. Drengen Hugo var nu blevet mand, han havde uddannet sig i kirkens tjeneste og var nået at blive diakon, faderen ønskede, at den nu 20årige søn fik den ham tilkommende værdighed. Endvidere havde det vakt betænkelighed, at kong Ludvig havde yderligere styrket sin yndling Artolds stilling ved at forlene ham med grevskabet Reims, tillige havde Artold frataget Heribert borgen Chausot. Der var således forviklinger nok at tage hensyn til, og i Reims havde befolkningen ingen grund til at holde på Artold, da han ikke havde formået at fjerne forskellige uregelmæssigheder hos stiftets gejstlige. Selv Flodoard har tvivl om, at Artold besad ærkestolen med rette. Stemningen blev så trykkende for Artold, at han forlod bispegården og tog bolig i et kloster, han gav afkald på sit ærkesæde og fik til gengæld nogle abbedier, imod at forpligte sig til at blive ved dem.

Under disse brogede forhold, hvor vitterlige overgreb var skete, og hvor kirkelige hensyn gjorde sig stærkt gældende, har altså hertug Vilhelm medvirket ved et tvangsmiddel mod en mand, over hvem kongen har holdt sin hånd.

Hugo og Heribert »tillige med Vilhelm«, siger Flodoard rykker derpå videre frem mod Laon. Kong Ludvig havde fordrevet dens biskop Rodulf, under beskyldning for forræderi. Byen holdt imidlertid stand, og kong Ludvig kom den til hjælp.

Jeg vil gå ud fra, at Flodoard har ret i sin angivelse af, at Vilhelm har deltaget i de to belejringer (da senere Laon for anden gang indesluttes, nævner han ikke Vilhelm som deltager). Det er dog ret mærkeligt, at Richer hverken omtaler Vilhelm ved erobringen af Reims eller ved indeslutningen af Laon. Og det er mærkeligt, at Flodoard nogle linier i forvejen har fortalt om det fredelige venskabsforhold mellem kongen og Vilhelm. Hvordan kong Ludvig opfatter striden med Artold som en strid mellem vasaller, fremgår af Flodoards meddelelse om, at kongen »arbejder på at bringe fred til veje mellem biskop Artold og Heribert«.

Det var desuden netop en kirkelig sag, som hertug Vilhelm ville påtale og som i højeste grad måtte personlig berøre ham som den alvorlige kristen og velynder af kirken, han var. Han blev beskyldt for at have plyndret og brændt nogle af grev Arnulfs landsbyer, og derfor blev han lyst i band af nogle af kong Ludvigs bisper deriblandt vel Arnold ligesom samme skæbne vederføres Heribert, fordi denne stadig sad inde med ejendomme, der tilhørte Reims-kirken. Selvom beskyldningen mod Vilhelm var rigtig, ville det jo være en anvendelse af kirkens straffemidler på et grundlag, som ingen kunne godkende; de normanniske hertuger viste sig også i den følgende tid som de ivrigste modstandere af en kirkelig indblanding i statens anliggender. Vi kan formode, at bispen i Laon har været blandt de bandsættende, så at også over for ham havde Vilhelm grund til at vise tænder.

Der er så meget mindre anledning til at antage Vilhelm for en modstander af kongen, som grev Vilhelm Tete d'Etoupe af Poitiers, der var gift med hertugens søster Gerløg, stadig var tro mod kong Ludvig og stod hjælpende ved hans side.

Hertug Vilhelm ved mødet mellem kongerne Ludvig og Otto i 942.

Kong Ludvig havde indset, at han i hertug Vilhelm ville under al sin modgang have en trofast støtte. Han sendte grev Roger af Laon til Rouen for at forhandle med Vilhelm, men under opholdet her døde Roger. Kong Ludvig drog derpå selv til Rouen og blev modlaget med alle æresbevisninger.

Om den betydningsfulde stilling, som Vilhelm indlog i disse år, har Dudo en udførlig og højst lærerig beretning. Vi skal nu se, om denne er i strid med de frankiske, over al måde magre kilder.

Kong Ludvig søgte at knytte kong Otto af Tyskland til sig ved i forbund, for at han derved kunne have en modvægt imod sine mange modstandere indenfor landet, men Otto svarede ham, at han kun ville indlade sig herpå, når hertug Vilhelm ville være mellemmand. Kong Ludvig søgte da en sammenkomst med Vilhelm, han drog til Baionis [Balonis] Mons ved grænsen, og her fremsatte han for Vilhelm sin anmodning om med hans bistand at få hjælp af den tyske konge. Vilhelm førte ham til Rouen, hvor kongen boede i hans borg og fik en modtagelse, som hørte han til Vilhelms nærmeste.

Vilhelm sendte så høvdingen for sine huskarle Tetger til kong Otto, og kongen, som var nøje knyttet ved venskab til Vilhelm, modtog Tetger godt og sendte fra sin side sin betroede mand, den saksiske hertug Kono til Vilhelm. Denne skulle virke for at få en sammenkomst i stand mellem de to konger, og som sikkerhed for at kong Ludvig trygt kunne begive sig derhen, skulle Kono forblive som gidsel i Normandie. For at prøve Kono sagde Vilhelm en dag til ham: »Gør dig nu færdig til at rejse, for jeg vil sende dig til Bayeux!« Kono svarede: »Du må sende mig, hvorhen du vil, også til de Danske, hvis herre du er!« Men Vilhelm lod ham da vide, at han havde fuld tillid til ham, og at han skulle rejse sammen med ham til mødet.

Vilhelm drog afsted i spidsen for store skarer af bretoner og normanner, så at det var intet under, at hertug Hugo og grev Heribert blev betænkelige ved at se det store tal af væbnede mænd; de gav deres ledsagere befaling om at holde sig afsides og ikke at indlade sig med Vilhelms folk. Kong Otto kom også med store skarer til mødestedet, byen Veusegus, nu Visé, på højre bred af Maas. Kono fremstillede sig for sin konge og fortalte ham om, hvilke udmærkede egenskaber der smykkede Vilhelm som fyrste og som menneske. Han gik Vilhelm imøde, da han nærmede sig, tog hans sværd og rakte det til kong Otto. Det blev aftalt, at mødet mellem de to konger skulle finde sted næste dag.

Imidlertid begyndte lothringerne og sakserne at knurre og at spotte over denne normanniske fyrste, der optrådte med så stor pragt i spidsen for 500 krigere. Vilhelm forstod ved sit kendskab til dansk, hvad de sagde i deres, med dansk beslægtede sprog, og blev lidt fortørnet derover.

De normanniske krigere må have haft en følelse af, at der skulle tilføjes deres herre en tilsidesættelse, hvad de på ingen måde ville tåle. Den næste dag besatte de i den sal, hvor mødet skulle holdes, de pladser, der var forbeholdt andre, og de nedbrød skillerum og skranker. Kong Otto blev ængstelig over hvad der foregik, og bad Kono om at få hertugen til at skride ind. Kono traf Vilhelm som han var ved at gå til mødet, og denne bad Kono straks gå til krigerne og sige til dem, at han befalede dem at trække sig tilbage. Soldaterne brød sig kun lidt om Konos budskab, de fortsatte tværtimod voldshandlingerne og skreg stærkere op. Skrækslagen gik Kono for anden gang til Vilhelm og bad ham om at skride ind. Da rakte Vilhelm ham sit sværd, hvis fæste var dækket med guld til 6 punds værdi og besat med de skønneste ædelstene, han bad ham vise krigerne det og gentage hans befaling. Næppe havde Kono vist dem den prægtige kårde, førend de, næsten bukkende for den, stille trængte sig sammen hen mod indgangen og forlod salen.

Kongerne trådte ind, omfavnede hinanden og tog sæde. Deres forhandlinger førte til det ønskede mål, at et ubrødeligt venskabsforhold blev sluttet mellem Tysklands og Frankrigs herskere.

På det tidspunkt, da de to konger var i samtale med hinanden, begyndte sakseren hertug Herman at tiltale Vilhelm på dansk, så at denne måtte udbryde: »Hvem har dog lært dig dansk?« »Dine kampkære slægtninge er del, der mod min vilje har undervist mig i dansk, de erobrede mit hertugdømmes borge, og vi kæmpede talrige kampe med dem, jeg blev fanget og ført til deres land, således lærte jeg mod min vilje sproget«.

Beretningen om dette møde er så frisk og omstændelig, at den oprindelig må skrive sig fra meddelere, der har været nærværende; formodentlig har der hos huskarlene i Rouen været en levende tradition om tildragelserne ved denne lejlighed, da normannernes hertug for første gang mere selvstændigt virkede med i Frankrigs historie. Men i enkeltheder kan der være urigtigheder.

Flodoard omtaler dette møde mellem de to konger, hvorved fred tilvejebragtes mellem rigerne, ligesom det lykkedes kong Otto at udsone Hugo og Heribert med kong Ludvig. Hos Richer finder man en skildring af denne sammenkomst der urigtigt henlægges til Attigny og det fremdrages særlig, hvordan Vilhelm, uagtet han var tilstede, tilfældigt eller forsætligt ikke var blevet kaldt med ved forhandlingerne; han tiltvang sig da selv adgang med magt, og da han så den tyske konge sidde på en mere fremragende plads end kong Ludvig, råbte han: »Rejs dig, konge!« Otto blev rød, men rejste sig og lod Ludvig sidde øverst, Otto valgte selv at blive stående under forhandlingerne, men han var rasende over Vilhelms opførsel.

Det er let at se, at her foreligger senere tiders overdrivelse; man har tilspidset til det grelle og urimelige, hvad Dudo har fortalt og hvad der vel virkelig er forefaldet. Ifølge Dudo har Vilhelm på intetsomhelst punkt fornærmet kong Otto, men tværtimod vist sig ærbødig, hans mænd har gjort sig skyldige i overgreb og optøjer, men blot ved synet af hans sværd i Konos hånd, trækker de sig tilbage og holder sig i ro en fortælling, der jo i og for sig er gyldne penge værd. Vilhelm har ikke blandet sig i noget spørgsmål om, hvem der skulle sidde øverst.

Hermanus, dux Saxonum, er let at genkende, og hvad der meddeles om ham, stemmer udmærket med andre kilder. Herman var grundlægger af det saksiske hertughus. Allerede i kong Ottos første regeringstid havde denne Herman af Luneburg udmærket sig i kampene ved Elbens nedre løb og mod obodriter og liutitier. Dudo må vel have lov til at betegne den mand som dux Saxonum, der allerede i 936 havde overbefaling over hærene, der kæmpede mod vender, selv om han på hint mødes tid kun var markgreve ved Eider »til landets forsvar mod danske, wagrer og obodriter«.

Vanskeligere er det at angive, hvem Cono, dux Saxonum, er. Betegnelsen dux kan jo ikke være taget for bestemt, da Dudo i det følgende giver Herman denne tilel. Og Konrad eller Kono var et så almindeligt navn og bæres af så mange grever og høje herrer, at der ingen grund er til at tvivle om rigtigheden af Dudos udsagn.

På hjemrejsen fra mødet modtog kong Ludvig det glædelige budskab, at dronning Gerberga havde født ham en søn. Ludvig bad da Vilhelm om at stå fadder til drengen og lod ham tillige med bisperne drage i forvejen til Laon, hvor dåben fandt sted. Derpå vendte Vilhelm tilbage til kongen. Kort efter skiltes han fra ham og drog til Rouen.

Således fortæller Dudo, og han kalder denne søn Lothar. Men Lothar synes dog at være født i slutningen af året 941, og hvis dette er tilfældet, må det have været et andet af kongens børn, Vilhelm har stået fadder til.

Kapitel XVI.

Hertug Vilhelm myrdes.

Grev Arnulfs svig ved sammenkomsten på øen i Somme d. 17 december 942.

Hertug Vilhelm havde under sin styretid altid vist sig som en retfærdig, fredsvenlig og from regent. Hans gudsfrygt gav sig mange vidnesbyrd. Nogle munkebrødre var begyndt at genrejse det af vikingerne ødelagte kloster i Jumiéges, Vilhelm tog sagen i hånd og lod bygninger opføre, han sendte bud til sin søster grevinde Gerløg, eller som hendes frankiske navn var, Adela, om at få munke overladt til klostret, og Adela, som var varmt interesseret for kirken hun stiftede senere i Poitiers Trefoldigheds klostret - lod da også 12 munke fra St. Cypriani kloster under ledelse af deres abbed Martin drage til Rouen, Vilhelm modtog dem med den største gæstfrihed. Ledsaget af en krigerskare drog han og munkene til klostret, hvis ejendomme Vilhelm forøgede. Ofte havde hertugen her alvorlige samtaler med Martin om troen, Treenighedslæren og dens praktiske anvendelse både Dudo og sørgesangen over Vilhelm dvæler derved selv havde hertugen et inderligt ønske om at blive munk, hvad Martin, af hensyn til landets tarv, indtrængende bad ham om at opgive.

Imidlertid havde Vilhelm sin mulige bortgang fra verden skarpt for øje, han ville sikre sig, at landet ikke kom i en herreløs tilstand, foruden at han ønskede stillingen som hertug bevaret i sin slægt. Hans søn Rikard havde hidtil opholdt sig hos sin moder, han lod ham nu en gang bringe til landsbyen Quévilly i nærheden af Rouen, og Vilhelm drog derhen, ledsaget af sine tre fortrolige rådgivere Bernhard, Botho og Anslech, idet han ville gøre dem bekendt med drengen. De fandt, at Rikard åndeligt og legemligt lovede særdeles vel, og Vilhelm bad dem da tilsige sig, at de ville virke til, at han blev sin faders efterfølger. Dette lovede de også, de tilsvor Rikard det og hyldede ham1. Derpå gav Vilhelm Botho det hverv at være opdrager for Rikard og tage bolig i Bayeux, hvor det danske sprog var i overvægt, så at Rikard kunne lære at tale sproget med de danske.

Men Vilhelm ville sikre sig yderligere. Nogen tid efter kaldte han ved en pinsefest syv af landets stormænd til sig og fremsatte også for dem sit ønske; de efterkom det beredvilligt og tilsvor Rikard tjeneste og troskab.

Vilhelms smukke løbebane skulle blive pludseligt afbrudt ved hans mord. Den skændige handling kunne kun kaste yderligere glans over hans styrelse og hans hæderlige vandel, den afbrød Seine-landets rolige udvikling og førte dette, som Frankrig i det hele ind i de alvorligste forviklinger, foruden at begivenheden satte mærkelige spor i digt og sange. Vi skal kortelig fortælle tildragelsen, som er udførligt skildret i kilder fra Normandie og andre lande.

Grev Arnulf havde anmodet Vilhelm om en sammenkomst for at afgøre forskellige stridspunkter mellem fyrsterne, og det bestemtes, at Vilhelm skulle til en aftalt tid indfinde sig på en ø i Somme ved Picquigny, lidt længere ned ad floden end Amiens. På den aftalte dag kom Vilhelm derhen, ledsaget af et følge på 12 mand, satte over floden til øen, hvorhen Arnulf også var kommet med fire ledsagere. Forhandlingerne mellem fyrsterne førtes på den venskabeligste måde og med gunstigt udfald. Vilhelm kyssede Arnulf til afsked og steg i den ene af bådene, hans mænd i den anden. Men da han var kommet i nogen afstand, råbte Arnulfs fire følgesvende til ham, om han ikke ville komme tilbage, da Arnulf havde glemt at omtale et enkelt punkt. Godtroende vendte Vilhelm om, og næppe var han trådt ud af båden, førend han blev hugget ned af Arnulfs fire krigere, der havde skjulte våben under kåberne. Forsvaret for denne dåd skulle ligge i, at det lejde, som var givet Vilhelm, kun var gældende, da han første gang var steget i land.

Som hovedmand for forbrydelsen angiver alle de normanniske kilder, i fuld overensstemmelse med den ved hertugens død digtede sørgesang, grev Arnulf. Flodoard udtaler det samme. Hans skyld lyser da også ud af alt, hvad der var gået forud og fulgte efter, således af hans nølen med at retfærdiggøre sig overfor anklagen.

Som de fire egentlige gerningsmænd nævner Dudo Eiricus, Balzo, Robertus og Ridulfus; denne sidste bliver ikke af de normanniske kilder opfattet som den samme som oprøreren Riulf. Når det udtales, at der egentlig kun var to udådsmænd, støtter dette sig til nogle linier i sørgekvadets strofe 14: quod videntes punitores illi duo jugularunt mox inermes nautas suos. Men duo kan ikke knyttes sammen med illi, da der ikke i det foregående er nævnt 2 punitores, det forbindes med de våbenløse nautas - uden at man behøver at rette det til duos; iøvrigt lader digteren i mange af stroferne de to første linier ende med assonans eller rim, hvad man altså ved en rettelse kunne få: duos, suos. Rigtigheden af denne tydning vil fremgå af fremstillingen hos Richer, hvorefter der i den båd, der førte Vilhelm tilbage til stranden, var to unge, våbenløse mænd og styrmanden, som blev sårede: duobus quoque puberibus qui cum eo inermes aderant, et nauta sauciatis.

Ingen norman deltog i sammensværgelsen. Man har påstået, at det var tilfældet på grund af en udtalelse, som udsendinge fra grev Arnulf fremkom med overfor kong Ludvig; de hævder deres herres uskyldighed og gør det tilbud, at Arnulf vil forvise de skyldige: milites vero, quibus Willelmus plurima mala intutit, quique morti illum applicuerunt, exterminabit. Men disse riddere, som Vilhelm har tilføjet ondt, må jo være Arnulfs egne mænd og ikke Vilhelms, det fremgår af, at det er Arnulf, der skal gøre dem landflygtige, de omfattes alle af dette udsagn, og der var jo vitterligt flandrere blandt dem. Hvis der var nogen tvivl om denne forståelse af Dudos tekst, bliver den klar ved de ord, som kong Ludvigs mænd anvender, da de søger at overtale deres herre til at modtage Arnulfs tilbud; han vil lade »sine mænd« bevise deres uskyld eller landsforvise dem: immunem se a doloso scelere mandat, suosque justificare aut exterminare deliberat. Beskyldningen mod Vilhelm for at have gjort flanderske mænd ondt, er jo fuldt forståelig efter hvad er forefaldet ved hans indgriben i Herluins forhold. Man har derfor fuldstændig uret i at hævde, at Dudo véd, at der mellem de sammensvorne var enkelte af Vilhelms egne undersåtter. Man vil da heller ikke finde i sørgesangen nogen antydning af, at der var mænd af Vilhelms folk mellem de sammensvorne. Vilhelm af Jumiéges kender intet til et sådant. Wace egentlig ikke heller, uden for så vidt at han har gjort drabsmanden Riulf til den samme mand som oprøreren Riulf. Benoit kan næppe siges at udpege normanner som medskyldige.

Hvad der foran er påvist om hvilke de sammensvorne og morderne var, bør stå fast og holdes bestemt ude fra de senere tiders sagn. Det stygge mord satte datidens i sind i stærk bevægelse, og der opstod allehånde gisninger om medskyldige og om motiver, der ret var i stand til at forvirre og forvanske opfattelsen af hvad der var foregået.

Således angiver Rodulf Glaber, at det var Thetbald le Tricheur, der i forening med Arnulf havde fået denne sammenkomst aftalt og som endog var den, der med egen hånd nedhuggede Vilhelm, da han ved Seines bred steg ud af båden. Dette er jo ren fantasi, affødt af Thetbalds senere holdning som hadefuld fjende af Vilhelms søn og normannerne. Dudo har mange onde ord om Thetbald, men det falder ham ikke ind at beskylde ham for nogen deltagelse i mordet på Vilhelm.

Ifølge Richer skal kong Otto have ophidset Hugo og Arnulf mod hertug Vilhelm på grund af den fornærmelse, som denne havde tilføjet ham i Visé. Som det foran er set, er det urigtigt, at Vilhelm personlig skulle have fornærmet Otto, og efter kongens politiske holdning er det ret utænkeligt, at han skulle have ønsket fjendskab mellem Vilhelm og Hugo.

Med en af de sammensvorne har sagnet været særlig virksomt, nemlig Balzo, og det har forstået at slynge hans skæbne sammen med oprøreren Riulfs.

Vilhelm af Malmesbury beretter, at Ansketil, søn af denne Riulf, havde i modsætning til faderen været Vilhelm tro. Det faldt i Ansketils lod at tage sin egen fader til fange, og han overlod Riulf til hertugen på den betingelse, at han kun måtte straffe ham med fangenskab. Senere sendte Vilhelm Ansketil til Pavia med et budskab, men dette indeholdt en hemmelig befaling om at lade overbringeren dræbe. Ansketil blev dræbt, men Balzo, der var hans kammerat og formodentlig hans svorne fostbroder, drog til den franske konge og anklagede Vilhelm; hertugen havde uagtet sit tilsagn ladet Riulf blinde. Vilhelm blev kaldt til Paris, og midt i Seine dræber Balzo ham. Dette er jo ren og skær roman. Fortællingen går igen hos Wace, der i sin ungdom har hørt trouverer synge om, hvordan Vilhelm lod Osmund og Riulf blinde, andre mænd straffe på anden måde, han kan intet finde derom og véd ikke om det er sandt; løgn vil han ikke bekræfte og ikke dølge sandhed.

Yderligere tillavning af sagn på grundlag af navne kan læses i Joh. Meyers Annales rerum Flandricarum, ved 934; her fortælles, at Baldrieus Curtus, søn af Rodulphus, greve af Cambrai, ved at myrde Vilhelm hævner, at hans fader var blevet dræbt af normannerne i Vermandois. Om dette og andre vildskud i sagnverdenen henvises til Lair, Guillaume Longue-Èpée.

Mordet fandt sted i 942, derom kan ingen tvivl være, og når nogle årbøger optegner det ved 943, tilmed i begyndelsen af året, ligger det i, at man lod Året begynde på et tidspunkt før d. 1. januar, eller også deri, at efterretningen om hvad der var sket midt i december ikke var nået frem. Men også angivelsen af dagen for mordet står fast. Dudo har XVI calendas januarii, altså d. 17. december; og denne dag findes i en række årbøger.

Da man klædte den dræbte hertug i sit jordelin, fandt man skjult på hans bryst en lille sølvnøgle. En af hans fortrolige vidste, for hvilket gemme den åbnede, det rummede efter hertugens udsagn hans kosteligste skat. Man åbnede gemmet og fandt dér en munkekutte og underskjorte, det havde jo været Vilhelms ønske at slutte sine dage som munk i en klostercelle.

Ved denne fortælling vil vi Danske uvilkårlig mindes, hvad der berettes om kong Erik Plovpenning. Også han blev dræbt ved svig på en strøm (Slien), han havde sagt, at den bedste skat, han besad, lå i en kiste hos franciskanerne i Roskilde, og nøglen til denne bar han på sig. Da så kisten blev åbnet, fandt man deri kun en kutte og et reb, hvad der viste, at det havde været hans forsæt at træde ind i denne orden. Men en tilsvarende fortælling finder man på andre steder.

Man kan nu ikke drage den slutning, at fordi den samme fortælling kommer igen, er den af mer end tvivlsom sandhed, thi den art fromme handlinger virker som forbillede til efterligning, så at de næsten kan få karakter af en skik. Og ihvertfald er meddelelsen om Vilhelm for så vidt godt afhjemlet, da den allerede er berørt i det kvad, som skreves ved hans død; den i fere henseender selvstændige Fontenelle-krønike har også meddelelse derom.

Vilhelm blev dog aldrig af normannerne opfattet som en kirkens helgen eller martyr. Det tilnavn, som mange slægtled senere blev knyttet, og ret uadskilleligt, til hans navn, var af en anden art, nemlig Langsværd, Longue-Épée.

Kapitel XVII.

Kong Ludvigs indgriben i Normandiets styrelse.

Kong Ludvig i Rouen. Hans kamp mod nyankomne danske. 943-44.

Så såre efterretningen om Vilhelms drab var nået til Normandie, skyndte de store sig at bringe hans søn Rikard til Rouen. I fuld enighed sluttede bretoner og normanner sig sammen om at hylde den unge fyrste. Grev Berengar fra Bretagne tog ordet for alle og forlangte, at han skulle være deres fælles herre, for at man kunne holde stand mod alle fremmede, og bifald lød ham imøde fra alle sider. Alle høvdinger fra Normandie, ligeså bretonerne Alan og Berengar, tilsagde Rikard deres tjeneste, relikvier blev førte frem, og over dem svor de på kristen måde fuld troskab. Derpå vendte hver hjem til sit, men Rikard forblev, med sine svende og sin faders huskarle, i Rouen.

Imidlertid ville kong Ludvig også gøre sig gældende som landets overherre. Efter at have fået efterretning om mordet begav han sig på vej til Rouen. Han modtoges godt af normannerne, der havde den tro, at han ville gå på hævntog mod flandrerne. Ludvig viste sig øm og kærlig mod Rikard, dog syntes han ikke at ville slippe ham af syne; Rikards opdrager fik ikke lov til at føre drengen over til en anden bolig. Efter at et par dage var gået, mærkede man, at Rikard i virkeligheden var i fangenskab. Borgerne blev urolige, den omboende landbefolkning trængte sig frem til byen, alle stormede hen mod byrådets hus, og man råbte på svig og forræderi. Ikke få høvdinger iførte sig rustning og våben og blandede sig med mængden, medens andre af frygt for bøndernes raseri holdt sig hjemme og låsede dørene. Imidlertid flokkede almuen og de væbnede krigere sig om den gård, hvor kongen opholdt sig, og da grunden til opløbet blev ham meddelt, sendte han bud til Bernhard, befalingsmanden over den normanniske hær, om endelig at komme sig til hjælp. Bernhard svarede, at han ikke kunne frelse ham, og at han kun ville føre sig selv og kongen i ulykke ved at prøve derpå. Da kongen påny bad om i det mindste at få et råd, fik han et sådant, som han fulgte. Med drengen i sine arme trådte han ud mod den væbnede hob, talte til den og forsikrede om, at del ikke var hans agt at holde den unge fyrste i fangenskab, han ønskede kun, at han blev oplært i kongelig gerning og i hofmæssig optræden. Hoben førte da drengen med sig og lod kongen i fred.

Medens det under Vilhelms regering ikke har været omtalt, at der ankom nye hedenske kolonister til landet, men at hertugen tværtimod havde forsvaret det lige overfor fremmede hedninger, må Vilhelms død straks have givet anledning til, at skarer af vikinger søgte derhen. Vi ser, at kongen ikke mange måneder efter Vilhelms drab må gå i kamp mod nyankomne hedninger. De fandt især tilhold i del vestlige Normandie, hvor hedenskab endnu holdt sig. Her havde straks efter Vilhelms død flere foretrukket at hylde hertug Hugo fremfor den franske konge. Hugo måtte kæmpe med en del nyankomne hedninger og med beboere af landet, der var faldne tilbage til hedenskabet. En del af hans kristne fodfolk led nederlag overfor dem, men det lykkedes Hugo at vinde nogle sejre og at gøre sig til herre over Evreux ved hjælp af de kristne normanner, som havde byen inde.

Den nyankomne vikingeskare, der var anført af kong Sitrik, havde imidlertid bragt et farligt element til landet. Man mærkede hos befolkningen frafald til den hedenske tro. Således forlod normannen Thurmod kristendommen og tvang drengen Rikard til at gøre det samme. Kong Ludvig ilede til Normandie og optog kampen med dem; han sejrede, og både kong Sitrik og Thurmod skal være faldne. Om denne kamp har Richer en udførlig fortælling, hvis enkeltheder dog er så grelle, at enhver tiltro til hans udsagn svinder. Med en styrke på ialt 800 mand skulle kongen have i den grad tilintetgjort en nordisk hær, at der lå 9000 døde på valpladsen og at kun få undslap. Ingen i kongens hær var blevet såret, dog var kong Ludvig blevet gennemboret af Thurmods lanse, men kongen havde med sit sværd afhugget hans hoved. Kong Sitrik blev fundet på flugten mellem nogle siv, han faldt for tre lansers stik.

Efter at have vundet denne sejr over det hedenske parti måtte Ludvig ønske at få det hele land lagt ind under sin magt. Fra Rouen drog han til Evreux og fik af Hugo denne by overdraget til sig. Ludvig havde ført Rikard med sig, og indbyggerne måtte tilsværge drengen troskab. Efter at være vendt tilbage til Rouen fortalte kongen høvdingerne, hvordan hans agt var at drage med en hær mod Arnulf, erobre hans byer og tage hævn for mordet på deres herre. Derfor fandt høvdingerne sig også i, at han tog den unge hertug med sig til sin borg, hvor han efter kongens udsagn ville blive langt bedre oplært.

Herluin var af kong Ludvig blevet sat til høvedsmand for krigerne i Rouen. Med dem angreb han Arnulfs flanderske lande. Det lykkedes ham at vinde en sejr over Arnulf og at fælde den værste af de sammensvorne mod Vilhelm Balzo; Herluin sendte hans afhuggede hænder til Rouen. Men kong Ludvigs løfte om at tage hævn mentes dermed fyldestgjort. Ved udsendinge til kongen havde Arnulf forsikret om sin personlige uskyld, og kongen bragte en forsoning i stand mellem Herluin og Arnulf, han gav derpå Herluin borgen i Amiens i forlening.

 Den unge Rikards flugt fra Laon.

Spændingen mellem kong Ludvig og Hugo den Store. 944-45.

Rikard skulle ikke forblive længe ved kong Ludvigs hof. Fortællingen om hans ophold dér og hans flugt findes kun hos normanniske forfattere, men der er ingensomhelst grund til at tvivle derom, da den bygger på, hvad Rikard selv og hans børn har fortalt. Hos Flodoard kan man ikke vente at finde det mindste derom. Efter at have fortalt, at ved faderens død »Vilhelms søn« blev hertug og at hedninger søgte at omvende ham til deres tro (943), taber han ham helt af syne. Først 17 år senere i 960 får vi at vide, at hans navn var Rikard.

Rikard opholdt sig i Laon sammen med sin opdrager og fosterfader Osmund. En dag under kongens fraværelse havde Osmund taget Rikard med på falkejagt for at oplære ham i denne idræt, men da kong Ludvig ved sin hjemkomst fik dette at vide af dronning Gerberga, kaldte han Osmund til sig og truede med, at hvis dette atter skete, ville han lade haserne overskære på drengen og lade Osmund blinde. Han satte nu nogle af sine hoffolk til at have tilsyn med drengen sammen med Osmund. I Rouen gjorde efterretningen om at Rikard var en fange dybt indtryk, og man bad til gud om at han måtte blive befriet.

Osmund lagde nu sammen med Rikard planer om flugt. Rikard anstillede sig syg, og da et par dage var gået, mente hans vogtere, at han var så alvorligt bundet til sygelejet, at deres tilstedeværelse ikke var fornøden. Ved aftentid, da alle var beskæftigede i husene, og gaderne var tomme, listede Osmund og Rikard sig bort, steg til hest og ilede til Coucy (Depart. Aisne). Her overgav Osmund sin unge herre til borgfogeden, medens han selv i nattens mørke red til Bernhard i Senlis. Denne modtog med glæde budskabet om hans slægtnings flugt og om hans ophold i Coucy, han satte sig straks til hest for at bringe hertug Hugo i Paris budskab derom. Og Hugo var villig til at tage sig af Rikards sag, til at overgive ham herredømmet over Bretagne og Normandie, således som hans fader havde haft det, og at hjælpe ham mod alle. Bernhard begav sig derpå til Coucy for at hilse på drengen og føre ham med sig til Senlis.

Fra kong Ludvig udgik der en befaling til Hugo om at han skulle tvinge Bernhard til at udlevere drengen, men Hugo svarede, at dette kunne man ikke opnå, inden man havde frataget Bernhard hans borge Senlis, Coucy, Thierry og Creil.

I Normandiet jublede man over, at Rikard var befriet. Bernhard af Senlis mødtes sammen med den danske Bernhard fra Rouen, og alt fornødent blev aftalt.

Kong Ludvig begyndte for alvor at ængstes over Hugos holdning og det forbund, som syntes at rejse sig imod ham. Han søgte derfor at få grev Arnulf over på sin side og havde en sammenkomst med ham. Efter Arnulfs råd søgte Ludvig at vinde hertug Hugo for sig. I Compiégne mødtes han med Hugo, og kongen tilbød hertugen at ville overlade ham grevskaberne Evreux og Bayeux, ja hele landet fra Seine til havet, så at kongen kun beholdt landet på den højre side af Seine. Dette fristende tilbud kunne Hugo ikke modstå. Han satte sig kort efter i besiddelse af Bayeux.

Overfor normannerne var dette en stor troløshed, den skulle blive overgået af en troløs handling fra kongens side mod Hugo; denne tidsalder var jo rig på brudte løfter.

Bernhard af Senlis ilede til Hugo for at foreholde ham hans uordholdenhed, og Hugo indrømmede, at han havde svigtet sit tilsagn. Han bad Bernhard hjælpe ham ud af denne forlegenhed, thi om 16 dage skulle han, i forening med kongen, drage til Normandie, kongen mod Rouen, han selv mod Bayeux, for at tvinge alle til underkastelse. Bernhard lod derfor straks gå bud til Bernhard den Danske i Rouen, at man endelig måtte modtage kongen på bedste måde, men forestille ham, at Normandiet ikke burde deles.

Kong Ludvig var imidlertid, med grev Arnulf og Herluin i sit følge, rykket frem med sin hær i landskabet Caux, han slog nogle vagtposter ved Arques og hærgede løs, hvorfor Bernhard den Danske sendte bud til ham om endelig ikke at lægge det land øde, der var hans eget, men at komme til Rouen. Ved sin ankomst her modtoges han med de største æresbevisninger; den følgende dag forestillede Bernhard kongen, hvordan han havde svækket sin egen magt ved at give de landskaber, Coutances og Evreux, hvor netop så tapre og kloge krigere hørte hjemme, i fremmed hånd. Normandiet burde være en samlet helhed og tilhøre kongen. Ludvig begyndte nu at vakle i sin holdning, han sendte bud til Hugo om, at han måtte tilbagegive Bayeux, og da Hugo udbrød: »Hvorfor tager han fra mig, hvad han frivilligt har givet?«, fik han det svar, at Normandiet burde være udelt og at de danske kun ville tjene en enkelt herre.

Ludvig havde bragt sig i en vanskelig stilling, og i denne vinter 944-945, da han havde slået sig ned i Rouen, gærede det i befolkningen på mange måder. Nogle af de til de vestlige provinser ankomne vikinger forlod landet, men mange var blevet tilbage. I Rouen havde man følelsen af, at kongen her ville skabe et frankisk regimente, han syntes at ville fratage høvdingerne deres rigdomme og at skaffe sine egne krigere normanniske piger til ægte. I al stilhed besluttede de Danske derfor at søge hjælp hos frænderne i Danmark, og kong Harald sendte en flåde til mundingen af La Dive.

På denne tid stod der imidlertid også kampe ved Normandiets vestgrænse, og disse synes at have bragt normannerne en udvidelse af deres land. Hidtil havde bretonerne sluttet sig nøje til normannerne, men en strid, der opstod mellem grev Berengar og grev Alan, bragte normannerne til at gribe ind. Byen Dol blev indtaget, indbyggerne trængte sig så stærkt sammen i domkirken, at stedets bisp derved satte livet til. Bretonerne vandt dog atter overtag, men i en tredje kamp bukkede de fuldstændig under, og de nylig fra norden ankomne vikinger kunne sætte sig i besiddelse af disse landskaber.

Kapitel XVIII.

Kong Harald Blåtand i Normandie.

Høvdingerne i Rouen søger hjælp hos Danmarks konge. 945.

Kong Ludvig havde vist uklogskab i mange forhold overfor frankerne, han havde i Normandie slet ikke haft øje for befolkningens nordiske sind og karakter, de Danskes trang til selvstændighed og det rygstød, de stadig havde i deres hjemland. Han havde trodset de følelser, de måtte nære overfor grev Arnulf, ved at tage ham med på togtet til Normandie, og Ludvig havde fået Arnulf forsonet med Herluin, den mand, som normannerne måtte anse som den naturlige hævner for mordet på Herluins gode hjælper hertug Vilhelm. Nu måtte man se Herluin som anfører for en deling af Arnulfs krigere på et togt mod Reims, hvor han også benyttede normanniske tropper.

Kong Ludvig burde også have forstået, hvordan hans hele uklare holdning måtte jage hertug Hugo bort fra hans side. Men kongen mente sig tryg i sadlen, han ville nu forsøge på at fordrive ærkebisp Hugo fra Reims, hvor så nylig kongens fuldtro ven Artold havde styret. Med sine tropper rykkede han mod byen, der dog ikke var let at tage.

Samtidig var normanner faldne ind i hertug Hugos lande, idet de åbenbart mente at have et regnskab med ham at opgøre; men det lykkedes ham at slå dem fuldstændig, og nu var Hugo ivrig for at få kongen til at standse de uhyggelige hærgninger, som havde præget hans march mod Reims. Det lykkedes hans udsendinge at få kongen til at opgive belejringen og til at slutte en våbenstilstand, der skulle vare til midten af august.

De vanskelige politiske forhold, hvori Normandiet var stedt, havde, som det er fortalt, bragt de ledende stormænd til at søge hjælp i Nordens lande. De sendte nogle højbårne mænd beretter Dudo til Danmark for at bede landets konge Harald om skyndsomst at komme sin frænde hertug Rikard til hjælp, da Frankrigs konge truede med at underlægge sig hele det normanniske rige. Den ædelmodige Harald modtog udsendingene godt, lod straks skibe udruste og samlede krigerskarer. Med en flåde landede Harald ved mundingen af Dive (Arrond. Caen, Dep. Calvados), og ved efterretningen derom strømmede krigere fra landskaberne omkring Coulanees og Bayeux til og stillede sig under hans kommando.

At der ved den hidkaldte konge menes Harald Blåtand, er efter Dudos udtryk utvivlsomt. Vilhelm af Jumiéges véd også besked om den danske konges hjælp, men han har ladet Harald på et tidligere tidspunkt være kommet til Normandie, fordrevet af sin søn Svend; derfor havde hertug Vilhelm overladt ham Cotentin, for at han her kunne samle stridskræfter til med dem at genvinde sit rige. Derfor var det til Cherbourg, at stormændene sendte bud om hjælp.

Dette må jo være urigtigt. Svend Tveskæg kan ikke på dette tidspunkt have været voksen, hans strid med faderen falder i den sidste del af Haralds regeringstid. Men spliden mellem fader og søn har været kendt i Normandie man kan også læse derom i Encomium Emmæ Vilhelm har urigtigt formodet, at Haralds nærværelse i Normandie stod i forbindelse med denne familiestrid.

Men det er blevet påstået, at den Harald, der optræder i Normandie, aldeles ikke var Danmarks konge, han var en almindelig høvding fra Contentin af nordisk afstamning. Flodoard omtaler ham nemlig kun som høvding i Bayeux.

Nu må imidlertid denne normanniske høvding have været en ret mægtig mand, thi da han sender bud til kong Ludvig, at han ønsker en sammenkomst med ham, kommer kongen straks tilstede. Og der er ét forhold, som afgjort tvinger os til bag navnet Harald at se en konge. Dette navn tilhører nemlig så at sige udelukkende de nordiske kongeslægter og findes ikke i nogen privat familie eller hos almuen. Dette har E. H. Lind påvist i sin bekendte afhandling om den norske kongestammes afstamning og senere i sin store navnebog. Før Sverres og Hakon den Gamles tid er det så at sige ikke muligt at finde en mand udenfor kongeslægten, der hedder Harald. Men således var forholdet også her i Danmark. Når vi bortser fra enkelte figurer i Braavallarythmen, der måske endda var konger, finder vi hos Saxo i hine ældre tider ingen Harald, der ikke tilhørte nordiske kongeslægter. Kong Valdemars Jordebog har slet ingen Harald, derimod Haraldstath ved Ringsted, der var kununglef. Hvad Strut-Harald angår - som Saxo ikke omtaler - er det vanskeligt at bestemme hans stilling, men efter den rolle, der tillægges ham, må han have været en mægtig mand med et hverv som underkonge i Sjælland eller Skåne; sædvanlig kaldes han jarl, men Snorre betegner ham som konge. Forholdet er det samme i kolonilandene. Vilhelm af Jumiéges og Orderic Vital kender kun de bekendte konger af navnet Harald, og til kongeslægten må vel også Harald Godwinsøn regnes.

Lad mig tilføje, at svensker kan hin Harald ikke have været, da dette navn ikke synes at forekomme i Sverige før i det 13 århundrede; også de svenske stednavne, hvori det er indgået, er formentlig af yngre oprindelse.

Således bekræftes på denne måde Dudos ord om, at det var en konge, der bragte hjælp til Normandie. Spørgsmålet bliver da om hvilken af de i Danmark eller Norge på den tid herskende konger Harald der kan være tale. Harald Graafeld, Erik Blodøkses søn, var vel i året 945 et barn, Harald Grenske, Olaf den Helliges fader, var sikkert ikke født, disse mænds virketid falder en snes år senere, hvad der også er tilfældet med Guld-Harald, søn af Knud Danaast, og med Strut-Harald.

Om alle disse mænd gælder det, at de kun var konger over en provins eller over dele af et rige, eller konger af navn, eller som Munch udtaler om Harald Grenske »godsejer med kongenavn«. Man kan næppe lukke øjnene for det urimelige i, at det i nødstedte Normandie, der dog var et land af betydelig udstrækning og magt, skulle have henvendt sig til herregårdsejere for at hjælpes ud af kviden. Når nu den normanniske tradition uanfægtet går ud på, at det var Danmarks konge, som kom til hjælp med en dansk hær, må man vel bøje sig for denne efterretning, der har al sandsynlighed for sig. Vore hjemlige efterretninger om Harald Blåtands regering er så mangelfulde, at det ikke kan undre os, at de ikke omtaler togtet til Normandie".

Kong Ludvigs møde med kong Harald d. 13. juli 945.

Ludvigs fangenskab.

Kong Ludvig beredte sig til at komme til mødet med Harald, men Bernhard den Danske bad ham om at være forsigtig, da normannerne var et folk af helt anden sæd og skik end frankerne og fuldt af list; han frygtede for alt, hvis de skulle blive Herluin var, den mand, for hvis skyld Vilhelm havde tilsat livet. Kongen lod sig dog ikke skræmme fra sit forsæt, og en fornyet henstilling af Bernhard hjalp ikke.

Kongen nærmede sig med sine skarer Dive d. 13. juli 945 på hvis anden bred de Danske stod sammen med normanner fra Coutances og Bayeux. Disse skred nu over floden, og kong Ludvig begyndte at forhandle med den danske konge. Medens dette stod på, gav Herluin sig i samtale med en norman, som han kendte fra tidligere tid, han spurgte overlegent, om han var velbeholden, og om han havde nogen stilling. De omkring stående blev opmærksomme og forstod, at denne franker var Herluin, for hvem deres herre havde virket til sin egen ulykke, og nu var Herluin trådt i forbindelse med Vilhelms fjender. Der blev uro i skarerne, de trængte sig sammen om Herluin, greb til våben og huggede ham ned. Frankerne ville hævne den faldne, en frygtelig kamp udspandt sig, men normannerne vandt fuldkommen sejr; 18 fornemme frankiske høvdinger var da faldne og kongen jaget på flugt. Under denne gled bidslet ud af munden på Ludvigs hest, så at han tabte magten over den og blev fanget. Kong Harald overgav ham til nogle krigere til bevogtning, men med befaling om ikke at dræbe ham.

I et øjeblik, da krigerne var altfor optagne af at tage bytte, lykkedes det Ludvig at slippe bort fra bevogterne, han flakkede en stund hid og did, indtil han blev genkendt af en normannisk ridder, der holdt ham an. Kongen bad bønlig sin fjende om at lade ham slippe og at hjælpe ham over grænsen, han ville belønne ham rigt derfor. Ridderen lod sig bevæge og førte kongen ad lidet kendte veje. Imidlertid havde Bernhard sendt bud til alle færgesteder for at få kongen opsnappet. Redningsmanden turde ikke have kongen i sit hus og skjulte ham derfor om natten på en ø i Seine. Men forfølgerne vidste, hvem der skjulte ham, og førte derfor ridderens hustru og børn, hans besætning og bohave til Rouen. Han indså da umuligheden af at skjule kongen længere, han angav for Bernhard hans skjulested og fik sin hustru tilbage.

Imidlertid havde kong Harald fået alle Normandiets indbyggere, danske og franske, til at hylde den unge Rikard og til i et og alt at overholde Rollos love og anordninger. Ligeledes drog han omsorg for, at byer og borge blev forsvarligt befæstede, så at ikke fjenden skulle påny få overhånd .

Den ulykkelige dronning Gerberga søgte hjælp overalt for at få sin ægtefælle befriet af fangenskabet, men hendes broder kong Otto så sig ikke i stand til at hjælpe. Også med hertug Hugo begyndte hun forhandlinger, og denne fik gennem Bernhard af Senlis aftalt en sammenkomst med Bernhard og de andre normanniske høvdinger ved St. Clair-sur-Epte. Normannerne forlangte kongens to sønner som gidsler for at ville udlevere kongen, men dronningen ville kun afgive den ene søn. Det bestemtes så, at hendes ikke et halvt år gamle barn tillige med biskop Hildier af Beauvais, biskop Guido af Soissons samt en del riddere skulle gå til Rouen som gidsler, og at der endvidere skulle tilstås Normandie fuld uafhængighed. Efter at gidslerne var modtagne, førte hertug Hugo kongen bort med sig.

Ikke meget længe efter sluttedes den endelige fred ved et stort møde ved St. Clair-sur-Epte, hvor kong Ludvig og mange frankiske stormænd, hertug Rikard og et stort antal bretonske og normanniske høvdinger var komne tilstede. Gidslerne blev udleverede, dog var den lille prins død under opholdet i Rouen. Kong Ludvig og hans gejstlige og verdslige herrer gav løfte om, og besvor løftet på helligdomme, at Rikard og hans efterfølgere i hertugdømmet ikke skulle være nogen anden end gud tjeneste skyldig, og at den franske konge skulle komme dem til hjælp, hvis de blev angrebne.

På dette møde tilsvor også alle de bretonske og normanniske høvdinger Rikard påny ubrødelig troskab. Da den unge hertug vendte tilbage til Rouen, ledsaget af de talrige deltagere i mødet, og da efterretningen om den sikre stilling, som Rikard og hans land havde vundet, bredte sig, strømmede befolkningen i store skarer sammen til Rouen, og der lød en uendelig jubel.

Normannerne havde opfyldt, hvad den sluttede overenskomst pålagde dem. Hertug Hugo havde været dronningens mellemmand for at få freden tilvejebragt, og til ham blev kongen udleveret. Men nu viste det sig, at for kongen var kun en fængselsdør blevet åbnet, for at andre fangerum kunne modtage ham. Hugo ville ikke slippe kong Ludvig, han overgav ham til bevogtning af en lensmand i Chartres, og i henimod et år (indtil sommeren 946) skulle han være en fangen mand.

Kapitel XIX.

Rodulf Torta.

Den unge hertug tvinger Rodulf til at forlade landet.

Styrelsen af Normandie har efter hertug Vilhelms død sikkert været betroet til en mindre kreds af mænd. Kong Ludvig havde vel nok ønsket at have en hånd med i regeringen, han havde givet Herluin en høj stilling, men han havde indset det farlige i, at en franker stod på denne post, og han havde forsat ham til Amiens. Kong Ludvig havde vel sørget for, at de franske interesser blev varetagne i det indsatte råd, og dette bestod ifølge Vilhelm af Jumiéges af Rodulf, Bernhard den Danske og Anslak. Hvis vi antager, at Anslak (Aslak), på grund af hans danske navn, og Bernhard på grund af hans tilnavn, var garanter overfor den nordiske befolkning, kan vi have grund til at tro, at Rodulf var knyttet stærkere til frankerkongen - ham havde nemlig kong Ludvig tidligere gjort til høvding for krigere i Rouen, og han opfattede sig ialtfald selv som en statholder i landet.

Rodulf Torta fortæller Dudo tillagde sig en større magt end sine jævnlige og udøvede rettigheder, der tilkom fyrsten. Samtidig viste han dog stor karrighed; han betalte den unge Rikard og hans huskarle kun 18 penninge daglig i løn, således at de led nød og savn. Rikard kaldte da høvdingerne fra de forskellige egne af Normandie sammen til et møde og forestillede dem, hvor urimelig lav denne løn var. Høvdingerne berettede om hertugens misfornøjelse til Rodulf, og denne bad om, at han i nærværelse af hertugen måtte forsvare sin handlemåde. Høvdingerne blev imidlertid af Vilhelm mødt med det djærve spørgsmål, om de vidste, at hans farfader havde med sit sværd vundet denne by, og at den var gået som arvegods til hans fader og til ham, og om han derfor ikke havde større ret til den end Rodulf. Lad ham og hans familie drage ud af Rouen en milsvej bort, så vil jeg forhandle med hans udsendinge, og lystrer han ikke, vil jeg bede frankerne om et godt råd. Efter at høvdingerne havde meddelt Rodulf hertugens holdning, fandt denne det rådeligst at drage ud af byen. Rikard lod derpå krigerne, der altfor villigt havde bøjet sig for Rodulf, og ligeledes alle byens borgere aflægge ed til sig. Da udsendinge fra Rodulf bad om, at han måtte forsvare sig ved rettergang på tinge, fremstillede Rikard for sine mænd, hvordan Rodulf stadig havde øvet uret, han havde slået hø på enge, som hertugens bønder besad, græsset dér sine heste, dræbt og tilegnet sig bøndernes kvæg; hvis han ikke drog ud af landet, ville han selv let komme i fare. De opgav da alle at holde hånden over Rodulf, og denne havde ingen anden udvej end at drage med sin hele husstand til Paris, hvor hans søn var biskop. Senere forsøg fra disse mænds side på at få hertugen forsonet mislykkedes. Men Rikards kloge og faste holdning indgød alle agtelse for ham.

Denne episode om Rodulf Torta bliver af Dudo fortalt, efter at Harald Blåtand har været i Normandie og landet er blevet frigjort for at stå under frankerne. Den nævnes som et eksempel på Rikards selvstændige karakter, og denne kunne først udfolde sig efter at frankerne er fjernede. Man må jo også efter fortællingens indhold antage, at Rikard på dette tidspunkt var nået noget op i årene, omend ikke helt voksen.

Vi kender ikke Rodulfs herkomst og slægt, ikke heller den biskop i Paris, som skal være hans søn. Senere ser vi ærkebisp Hugo af Rouen, søn af Hugo af Calvocanpus, give fratri suo Rodulfo potentissimo viro Podiniacum. Kalckstein udkaster det rimelige spørgsmål, om denne broder skulle være Rodulf Torta.

Hvad der sigtes til ved tilnavnet Torta er ikke let at afgøre, men ordet er frankisk og betyder det snoede, krumme. Grev Konan le Tort haltede; ved hans sejr over angevinerne sagde man: tortum superavit rectum. På det snoede må man vel også tænke, når Eriks Sjællandske Lov II 43 siger: hoggit mæth hændi æthær mæth vændi ællær mæth horsa tortæ (dvs. den af hestehalens hår snoede tamp). Skal tilnavnet opfattes som svøbe, passer det jo godt nok på Rodulf. Men Torta kan også betyde tærte, den snoede kage, eller det kan betyde fletning, faskine.

Kapitel XX.

Kong Ludvigs straffetog til Paris og Rouen.

Støttet af kong Otto drager Ludvig mod Paris og Normandiet. 946.

Den forsmædelse, der var overgået kong Ludvig ved hans lange fangenskab hos Hugo, måtte ægge ham til hævn. End mere greben af trang til at få oprejsning var vel hans ærgerrige og foretagsomme dronning, hun måtte se den naturlige hjælper i sin broder kong Otto. Som den, der gav stødet til et forestående angreb på Normandiet, ville man dér naturligvis anse grev Arnulf; kun fire år var gået siden mordet på hertug Vilhelm. Flandrerne måtte fra deres side også være betænkelige ved, at en så nær forbindelse mellem Francien og Normandie syntes indtrådt; der ymtedes vel allerede dengang om et fremtidigt ægteskab mellem Hugos lille datter og den unge Rikard.

Grev Arnulf skal efter hvad Dudo beretter have forestillet kong Ludvig, hvor farlig det normanniske hertugdømme ville blive for hans magt, og hvor langt mere tryg hans kongestilling ville være, dersom han overlod Lothringen til den tyske konge imod at denne hjalp ham til at krige mod Hugo og til at erobre Normandiet tilbage, idet man forjog hertugen og de nordiske indbyggere. Kong Ludvig gav så Arnulf det hverv at overbringe kong Otto et sådant forslag, og den tyske konge viste sig straks beredt til at gøre et togt mod Frankrig.

Vi har ikke netop bekræftelse fra anden side på at Arnulf har udfoldet denne virksomhed, men at der afgik en sendefærd til kong Otto om at yde bistand mod hertug Hugo, er sikkert nok, og Arnulfs politiske standpunkt i spørgsmålet om Lothringen er vistnok rigtigt angivet. Frankrigs konger havde jo stadig vist sig magtesløse, og landets østlige fyrster havde ofte stået vaklende i deres holdning overfor den tyske konge. At Arnulf blev anset for den egentlige ophavsmand til togtet og leder af det, derom var normannerne og Hugos mænd enige, hvorfor straffen også vender sig imod ham. Det er jo også betegnende, at indmarschen i Frankrig sker fra nordøst; det er i Cambrai, at tropperne samles, vest for Cambrai lå Arras og de andre flanderske besiddelser.

Når der mod Dudos udsagn gøres den indvending, at Lothringen ikke kunne overdrages til kong Otto, eftersom han allerede besad det i forvejen, må det dog erindres, at en udtrykkelig, i retslige udtryk formet afståelse også var noget værd, og at der vitterligt nok var dele af de lothringske lande, som endnu hørte under kong Ludvig.

Kong Otto samlede en stærk hær ved Cambrai (Depart. Du nord) og fik også tropper fra kong Konrad af Burgund. Da hertug Hugo fik efterretning om det ventede indfald, skal han have sendt kong Otto en advarsel med truende spottende ord, han ville sluge i én mundfuld syv af de feje sakseres pile; derpå skal kongen have svaret, at han skulle vise Hugo så mange stråhatte, som han eller hans fader aldrig havde set. Virkelig skal i Ottos hær 30 legioner have båret denne saksiske hovedbedækning.

Efter at den franske hær havde forenet sig med de fremmede tropper, rykkede kongerne frem mod Laon (i eftersommeren 946), men byen var altfor vel befæstet og bemandet til, at de vovede en belejring. De vendte sig derfor mod Reims. Byens gejstlige herre var ærkebisp Hugo, kong Ludvigs gamle modstander, og han lod sig skræmme af de talrige skarer foran murene. Han havde slægtninge i kongernes hær, og disse fik lejlighed til at forestille ham den fare, han udsatte sig for, dersom byen skulle tages med storm, rimeligvis ville hans øjne blive udstukne. Allerede på den tredje dag efter at den var blevet indesluttet, drog han derfor med givet lejde ud af Reims med næsten alle sine krigere. Derpå overgav byen sig. Således kunne den forjagne og af kongen støttede ærkebisp Artold atter indtage sit sæde. Reims blev overladt dronning Gerberga til styrelse, medens kongerne drog mod vest til Senlis, som de dog måtte lade urørt. Ved Seine lykkedes det dem ved en list at komme i besiddelse af fartøjer, der var lagt over på den venstre bred; således nåede de over floden, og nu gik togtet mod Paris. Men en fjende, som kommer langvejs fra, kan ikke indlade sig på en belejring, dertil medgår længere tid end den, hvortil de fornødne fødemidler kan skaffes, og hvorover ledingspligten kan udstrækkes. Befæstningskunsten havde desuden udviklet sig så stærkt, at det ikke uden tunge maskiner og svære stormmidler var muligt at binde an mod mure og andre stærke værn. Således kunne fjenderne kun vise sig truende i Paris' forstæder. Som på hele deres vej blev det det åbne land, der led under deres plyndring.

Kong Otto drog derpå i forening med kong Ludvig over Epte ind i Normandie - således fortæller Dudo - den følgende dag slog de lejr ved Andelle. Stadig æggede grev Arnulf kong Otto til at drage videre frem, idet så Rouen ville indse umuligheden af at kunne forsvare sig og borgerne ville sende ham byens nøgler. En slægtning af Otto, som tidligere havde kæmpet mod dacer, alaner, goter, ungarer, men ikke mod normanner, bad om at måtte få en afdeling af hæren overladt og at drage forud for at udæske Rouens forsvarere til kamp og indtage byen. Dette blev tilstået ham. Næppe var hans krigere nået hen imod Beauvais-Porten, førend de udenfor den som forpost stående skarer tog flugten, hvad der tilskyndede sakserne til en hovedkulds fremrykning. Men flugten var kun et krigspuds, og da kongens slægtning med sine krigere var nået ind på broen foran porten, drog normannerne sig tæt sammen om dem. »Som kvæg for ulvens tand«, således blev de overfaldne med lanser, økser, pile, blandt de mange faldne var Ottos frænde, andre slap bort med hårde sår, atter andre toges til fange. Dette nederlag og ikke mindst hans slægtnings død måtte græmme kong Otto, tilmed så han, hvordan landboerne på den anden side af Seine strømmede sammen til byens forsvar, medens floden afspærrede hans hær fra at angribe dem. Han lod vel sine tropper nærme sig byen, men opgav at belejre den.

Tæt udenfor murene lå St. Ouens kirke, og Otto ønskede at holde bøn ved den berømte helgens alter, han sendte bud til hertugen om at dette måtte tillades ham, og efter at lejde var tilsagt ham, kunne han med sit følge af hertuger og bisper, alle våbenløse, gå til andagt i kirken, der den dag modtog mange gaver.

Derpå sammenkaldte kong Otto alle sine øverste befalingsmænd for med dem at rådslå om, hvad der kunne udrettes, og alle rådede til at slutte togtet; der lød også stærke udbrud af vrede mod Arnulf, der havde givet dem så slette råd og lokket dem til et håbløst foretagende.

Grev Arnulf var af nogle blevet advaret om stemningen imod ham, og i nattens stilhed drog han hemmeligt bort med sine skarer. Den støj, som hestene og de pakkede vogne forårsagede, havde imidlertid vækket de to konger og krigerne, de kunne ikke forstå, hvad der var på færde og frygtede for et udfald fra Rouen. I byen var man også blevet urolig og lod posterne forstærke. Da morgenen kom, drog sakserne bort. Man besluttede nu i Rouen at gøre et udfald, og hertugen ville deltage deri, men han blev holdt tilbage som altfor ung. Krigerne, som forfulgte de bortdragende, havde held med at fælde adskillige fjender, således forefaldt der en lykkelig kamp ved skoven Maliforamen (Maupertuis). En anden deling kom i kamp med fjenderne ved en skovkant og forfulgte dem helt hen til Amiens-egnen.

Det vundne resultat af det med anvendelse af så store kræfter foretagne togt må vel for angriberne siges at have været såre ringe. Reims var atter i kongens magt, men ingen af de andre byer havde kunnet erobres, og Laon var stadig i Hugos besiddelse. Selv efter Flodoards fremstilling var intet nået uden plyndring af det åbne land. Sakseren Widukind taler da også om »uforrettet sag«, hvor meget han end stræber efter at vise togtets frugter; han fremstiller som grund til at tyskerne måtte trække sig tilbage, at tre måneder var forløbne, vinteren forestod og en svær pest var udbrudt.

Man må vel spørge, om kong Ludvig havde med glæde set en så vældig hær rykke ind i sit rige. Den tyske og den burgundiske konge førte med sig et stort antal af deres riges ypperste gejstlige og verdslige herrer, også Dudo omtaler den glimrende kreds af stormænd omkring fyrsterne. Men hele denne skare turde aldrig vove en alvorlig kamp, den måtte tære på dens forbundsfæller, og ved plyndringer ødelagde den landene. Man kan ikke forstå, at nyere forfattere kan se praleri hos Dudo, idet hans fremstilling gennemgående mere støttes end den modsiges af kilder, der står på modstandernes standpunkt. Og Dudo har en række enkeltheder, der ikke findes i andre kilder. Man må erindre, at hertug Rikard og hans slægtninge, der har været hjemmelsmænd for Dudo, selv havde oplevet togtets tid og endog været i stillinger, der gav dem god lejlighed til at se og at iagttage. Endvidere knytter beretningen kampene til bestemt angivne steder, hvor tradition derom kan have levet. Efter de regler, som ellers godkendes, måtte vel i alt fald sandsynligheden af hvad der ikke modsiges af andre kilder stå fast. Således må vel fortællingen om, at kong Otto har ønsket adgang til St. Ouens kirke og at han har ofret ved alteret, være erindret og fortalt af kirkens præster. Efter datidens opfattelse var det både fromt og politisk klogt, at en indtrængende fjende viste et steds helgen ærefrygt, således som kong Otto handlede foran Paris. Og når det siges, at kongen ikke behøvede tilladelse dertil, da St. Ouens helligdom lå udenfor fæstningsværkerne, da var beliggenheden her selvfølgelig Dudo bekendt - han udtaler det endog udtrykkeligt: monasterium quod est in suburbio civitatis. Naturligvis ville Otto ikke gå til gudstjeneste inde i en fjendes by, men han kan godt have sikret sig lejde til at besøge et sted, der var særlig udsat for et udfald fra voldene.

Det må vel også skyldes stedlig tradition eller overlevering blandt huskarlene i Rouen, når en slægtning af kong Otto siges at have ledet et letsindigt angreb på Beauvais-Broen og her at være faldet; at tyske kilder ikke kender til at nogen kongen nærstående mand er blevet dræbt, kan vel ikke bevise fortællingens urigtighed.

Krigen havde endelig nogle efterspil. Hertug Hugo havde set, at det var forgæves at vove en kamp mod de forenede fjender, han skal have trukket sig tilbage helt til Orleans. Da fjenderne var ude af Frankrig, rustede han en hær i begyndelsen af det følgende år (947) og faldt ind i de flanderske lande. Det er muligt, at han ikke vovede at binde an med kongen, men han fandt vel også, at Arnulf havde en særlig skyld i felttoget. Han for rasende løs på disse egne, men kunne dog ikke indtage nogen befæstet plads, så at det hele felttog kun varede kort. Samtidig havde kong Ludvig kastet sig mod Mouzon (ved Maas), der var i Hugos besiddelse, rimeligvis for at tvinge Hugo til at trække sig tilbage fra Flandern, men også denne belejring var forgæves.

Kapitel XXI.

Kampe med kong Lothar og grev Thetbald af Chartres.

Thetbald ægter hertug Vilhelms enke Leutgarde.

Efter de urolige år, hvorom der er fortalt, fulgte et kort pusterum for Normandie, da det kunne samle sig kræfter og den unge hertug vokse i erfaring og anseelse. At han trods sine unge år også udenfor sit eget land vandt tillid og mødte tilslutning, derom fik man et klart vidnesbyrd gennem hertug Hugo den Stores stilling til ham. Ikke blot valgte han Rikard til sin vordende svigersøn, men han indsatte ham til at være værge og tilsynsmand for hans søn Hugo, og ved den ældre Hugos død i 956 blev Rikard formynder for Hugo Kapet. Stormændene i Francien viste ham redebon lydighed og velvilje.

Rikard var hertug i 54 år, og den første halvdel af hans styretid var ligeså fuld af kampe og uroligheder, som den sidste del deraf var fredelig. Men dette rolige tidsrum skulle først indtræde, efter at Rikard havde ført en flerårig krig med naboer og med Frankrigs konge, og først efter at han havde været nødsaget til endnu engang at hidkalde danske krigere fra hjemlandet.

Den, som var den onde ånd overfor det normanniske hertugdømme og hvem derfor dets historieskriver tillægger de værste egenskaber, var Thetbald, greve af Chartres. Dudo indfører ham på den historiske skueplads ved at nævne ham med det ildevarslende tillægsord »en vis«, quidam, og mærkeligt nok har Flodoard nogle gange ved omtale af ham det samme »en vis« (945, 962, 964), uagtet han har nævnt ham ved en tidligere lejlighed. Hvad der har givet anledning til at knytte dette bestemmelsesord til ham, véd vi ikke, mulig skal det forstås som: den nok som bekendte eller berygtede. Men vist er det, at han var en personlighed, hvorom der i datiden taltes meget, og som i vor tid har givet anledning til talrige studier. Det tillægsord, som samtiden mest knyttede til hans navn, var: le tricheur, tricator, den underfundige, snyderen.

Uagtet forskernes mange undersøgelser om ham er det ikke lykkedes fuldt ud at klargøre hans herkomst, så lidt som hvad der gav ham adkomst til de besiddelser, han havde rundt om i de franske lande. Vist er det, at han ved sin død havde under sig en omfattende del af Vestfrankrig, så at kun hvad der gik ind under hertugdømmet Francien overgik hans del i størrelse og rigdom; han var herre over grevskaberne Tours, Blois, Chartres og Chateaudun. Som greve af Chartres var han nabo af Normandiet, men det var åbenbart mere end grænsestridigheder, der bragte kampen med Rikard til udbrud. Man behøver imidlertid ikke at søge om andet motiv hos Thetbald end den uvilje og skinsyge, hvoraf beboerne af alle franske landsdele var fyldte overfor de nordiske indbyggere i Seine-landskaberne, for hvem alt synes at skulle lykkes. Fremdeles kan grunden være den ærgerrige stræben og stridslyst, der beherskede alle Frankrigs fyrster og stormænd, og som aldrig lod dem få hvile, altid var de på færde for at danne partier og skabe modvægt mod hvad der truede dem eller mod hvad der formodedes rettet mod dem fra anden side.

Man har dog villet se et udgangspunkt for den lange strid i et andet forhold. Efter Vilhelms mord havde hans enke Leutgarde ægtet den mægtige greve af Chartres. Nutidens historikere har udtalt, at det er særlig hende, der har hidset sin ægtefælle op mod Normandiet og dets hertug. Vi skal se, hvorpå denne påstand hviler.

Hjemlen herfor er alene Dudos ord. Uagtet Dudo slet ikke omtaler, at Vilhelms enke havde ægtet Thetbald, skal der være sigtet til denne forbindelse ved ordene novercalibus furiis, og man har med de stærkeste farver skildret det had, der fyldte Leutgarde mod den unge hertug.

Nu kunne måske Leutgarde have ret til at betegne Rikard som hendes stedsøn, skønt forholdet var dette, at Rikard var en søn af den af hendes afdøde ægtefælle forstødte hustru (eller, om man vil, frille), og at Leutgarde måske aldrig havde stået i noget personligt forhold til drengen, idet han var blevet opdraget hos sin moder. Men på det anførte sted af teksten bruges novercalis ikke om sindelaget hos Leutgarde, men hos hendes senere ægtefælle Thetbald; på hans stilling til Rikard måtte efter latinsk sprogbrug mulig ordet vitricus, for Rikard privignus være anvendelig.

Som bekendt kan man blive stedmoderlig behandlet af andre end sin stedmoder. Ligesom denne sprogbrug var almindelig i den klassiske litteratur, var den velkendt i middelalderen. Novercalibus furiis vil ikke sige andet og mere end det følgende zelo, enhver ubillig, ugrundet, egenkærlig eller skinsyg følelse. Orderie Vital fortæller, at kong Henrik I af Frankrig blev af sin kødelige moder Konstance forfulgt med en stedmoders had. I fortalen til Rikard af Cirencesters Speculum Historiale nævner forfatteren, hvordan glemsel som en stedmoder hindrer fremtiden i synet af fortiden. I denne overførte betydning anvender Dudo ordet på det eneste sted, hvor han ellers benytter det. Kong Ludvig vendte tilbage til Laon, fulgt af normannernes skinsyge had, novercalis odii telo, her kan man da umulig tænke på en familieforbindelse. Således er det afgjort, at Dudo kun taler om Thetbalds politiske nag, nogle blade længere frem i teksten skildrer han ham som: excruciatus invidia et furiis, livoris et perfidiæ suffusus veneno. Dertil kommer, at det slet ikke er Dudos skik eller ville passe med hans natur at give hentydninger til forhold, som han underforstår og ikke vil gå ind på.

Jeg kunne endog fristes til at påstå, at Leutgardes stilling til det normanniske hof var lige det modsatte af den, som man ville hævde. Hun havde ved sit ægteskab med Vilhelm fået gods i Normandie til morgengave, og man ser hende i den følgende tid uanfægtet i besiddelse af det om det var med streng juridisk ret, da ægteskabet var barnløst, får stå hen hun disponerer uhindret over det. Der kommer engang en sendefærd fra Thetbald til hertug Rikard og nogle af disse mænd giver hertugen et vink om at Thetbald har svig i sinde, og vil lægge baghold for ham. Man kan spørge, om ikke netop Leutgarde ved sine gode minder fra Normandie står bag ved dette venskabstegn. Alt dette er naturligvis ren gætning, men det bidrager til at belyse, hvor lidt underbygget påstanden om hendes hadefulde følelser er.

Thetbald ophidser kong Lothar mod hertug Rikard.

Kong Ludvig havde fundet en uventet død i september 954, og da hertug Hugo fremdeles ikke gjorde nogen fordring på tronen, var regeringen gået over til Ludvigs 13årige søn Lothar (954-986) og til dronning Gerberga. Hun havde en meget vanskelig stilling og måtte stole på støtte hos sine brødre kong Otto og ærkebisp Bruno af Køln.

Thetbald drog til dronning Gerberga og kong Lothar i Laon fortæller Dudo og opfordrede dem til at gøre ende på hertugdømmet ved Seine og Rikards farefulde magt. Rikard yder jo ikke kongen nogen tjeneste - lød hans ord - og han øver en indflydelse i alle egne af Frankrig, ret som var han konge over landet; han har også forstået at knytte danske, lothringer og sakser til sig i forbund. Først når hans lande blev frataget ham, ville Lothar blive virkelig hersker i sit rige. Da så dronningen bad Thetbald om et råd i denne sag, svarede han, at man ikke skulle indlade sig på en krig, men hellere gå frem med list; man burde indlede forhandlinger med Rikard og hertil benytte dronningens broder ærkebisp Bruno af Køln.

Dette råd blev fulgt. Bruno kom til Frankrig, fra Vermandois sendte han en biskop til Rikard med anmodning om en sammenkomst i egnen ved Amiens for om muligt at bringe en forsoning i stand mellem ham, Thetbald og andre fjender.

Da Rikard var på vejen derhen med sit følge, blev han i Beauvoisis hemmelig advaret af nogle af Thetbalds egne undergivne; på forblommet måde spurgte de ham, om han ønskede at være hertug fremdeles, eller at gå som en hyrde bag fårehjorden i fremmede lande. Rikard lønnede disse mænd rundeligt for det givne vink, og da han fortalte sine høvdinger derom, nødte de ham til at vende tilbage til Rouen. Ved et sendebud underrettede Rikard Bruno om, at han ikke kom til mødet, og da Bruno foreslog, at mødet holdtes ved grænsefloden Epte, gav han budet et bestemt afslag.

Imidlertid vedblev Thetbald at ophidse kong Lothar mod Rikard og at forestille ham faren ved at Rikard besad et så stort landområde. Lothar besluttede omsider at prøve forhandlinger med Rikard og stillede et nærmere forbund i udsigt. Rikard besluttede da at komme til et møde med kongen ved østgrænsen. Han drog derhen med en trup af krigere, idet han dog ved udsendte spejdere søgte at forvisse sig om, at han ikke blev overrasket. Disse mænd kunne imidlertid meddele ham, at en kreds af hans fjender var med deres rytteri rykket frem i hans land mod åen Eaulne, der østfra falder i Béthune (denne har sit udløb ved Dieppe); mellem de fremrykkende nævnedes således foruden kong Lothar, Thetbald af Chartres, Godfred af Anjou, Balduin af Flandern og endnu andre. Rikard modtog budskabet derom med stor ro, han lod sig ikke forstyrre i sit måltid, end ikke da et følgende bud meldte fjendens yderligere fremrykning; først da et tredje bud på sin galopperende hest meldte, at nu var frankerne dem nær på livet, brød Rikard op og trak sig tilbage over åen. Herhen var imidlertid kongens tropper nåede. Rikard måtte i selve strømmen kæmpe med dem, han så sin jæger Walter omringet, men fik ham reddet ved at ile til med sine huskarle. I kampen var imidlertid mange fjender blevet fældede. Rikards krigere tog opstilling ved vadestedet; da de havde set, i hvilken grad dette overfald var rettet mod Rikards person, fik de ham ved indtrængende bøn formået til at vende tilbage til Rouen.

Der findes hos Flodoard en notits, der synes at angå dette sammenstød; men her lyder beretningen helt anderledes. I Soissons blev der holdt et rigsmøde og en sammenkomst af landets store (961). Hertug Rikard var rykket frem for om muligt at hindre dette, men han blev fortrængt af nogle af kongens tro mænd, Og efter at nogle af normannerne var dræbte, flygtede Rikard.

Nu må man vel spørge, om Rikard eller nogen af de tidligere hertuger har lagt bestræbelser for dagen efter at blande sig i rigsanliggender medmindre de var rettede mod normannerne selv; at denne sammenkomst havde noget sådant for øje, var vel i øvrigt ikke usandsynligt. Men er det muligt, at den ikke 30 år gamle Rikard skulle have forsøgt på at rykke 150 km ind i Frankrig med den tanke at sprænge et rigsmøde? Lyder ikke den normanniske fortælling om et sammenstød indenfor Normandiets grænser, ved Eaulne og ved Dieppe, med alle dens forskellige detaljer, fuldt så pålidelig i sin nøgternhed, som påstanden om Rikards »hensigt«, der jo dog kun er en formodning. Flodoard antyder selv en sådan plans udsigtsløshed (»hvis det var muligt«), og han véd, at angrebet på normannerne kun kom fra »nogle af kongens vasaller«. Der var på den tid en levende mistænksomhed både hos franker og normanner, under sådanne forhold kan en konflikt let opstå, og sagens sammenhæng kan få et forskelligt skær, når den ses fra Reims eller Laon, og når den iagttages fra Rouen.

For tredje gang fortæller Dudo søgte Thetbald at få Lothar til at gribe til våben mod hertugen, idet han gjorde ham det bestemte forslag, at kongen med sin hær skulle indtage Evreux og overgive byen til Thetbald, der så ville erobre hele Normandiet for kongen. Dette ville Lothar prøve. Han udbød en stor hær af franske og burgundiske krigere, og det lykkedes ved et pludseligt angreb at erobre Evreux, som derpå blev givet til Thetbald.

Flodoard er atter tavs herom, og dog var det en erobring af stor betydning. Et vigtigt punkt i nærheden af sydgrænsen var gået tabt for Normandiet. Man har ganske vist villet bestride, at kong Lothar har medvirket ved erobringen, men af Flodoards tavshed herom kan i ethvert fald intet udledes. Når det siges, at Lothar på dette tidspunkt var optaget af andre anliggender eller i andre egne, betyder det lidet, da vi ikke kender tiden, da erobringen skete. Mulig har kun kongelige tropper medvirket, uden at Lothar var tilstede. Vist er, som vi straks skal se, at Thetbald havde et gunstigt øre hos kongen.

Hertug Rikard rustede sig for at gøre gengæld. Han sendte store skarer ind i landskaberne Chartrain og Dunois, hvor de hærgede og brændte. Et hævntog fra Thetbalds side kunne ventes, men Rikard havde igen en snild rytter ude som spejder. »Lille Rikard« vendte blødende hjem fra en nærkamp, men han kunne melde, at Thetbald med 3000 mand rykkede frem på Seines venstre bred. Hertugen stod med sine krigere på den højre bred, fjenderne var trængt frem lige til Ementruville (Hermentrudis villa), nu St. Sever, lige overfor Rouen). Skjult af natten benyttede Rikard et andet overfartsted, hele hæren nåede over, så at den ved daggry kunne gå løs på den frankiske hær. Kampen blev hidsig og langvarig, men normannerne vandt en afgjort sejr. Resterne af den frankiske hær måtte flygte hovedkulds, Thetbald trak sig tilbage til Chartres; tilfældig opstod der her en brand, der ødelagde byen. Efter kampen var Rikard draget tilbage til Rouen, næste morgen besøgte han valpladsen, og man fandt da 640 dræbte.

Denne, som det synes, ret alvorlige kamp er kommen Flodoard for øre. Han giver følgende oplysning, som er betegnende for Thetbalds stilling til Lothar, 962: »En vis Thetbald kom i kamp med normannerne, der tilføjede ham et nederlag, hvorpå han flygtede. Han havde på grund af det hændte [dvs. Thetbalds overfald på normannerne] mærket fjendskab hos sin lensherre [dvs. Hugo, hertug af Francien, der altså har misbilliget hans handling]. Thetbald blev modtaget venligt af kongen og dronning Gerberga, han hørte af dem venlige ord og blev trøstet«. Mon nogen kan undre sig over, at man i Normandie havde sin egen opfattelse af, hvorledes forholdet var mellem kongen og den intrigante greve! Man kan vel ikke heller holde den tanke tilbage, at den Tetbaldus qaidam, hvorom Flodoard taler, har type tilfælles med de fidelibus regis quibusdam, som efter Flodoards udsagn i det forudgående år (961) har angrebet Rikard på hans rejse til en sammenkomst med kongen. Og i ethvert fald, normannerne mente, at man stod overfor en større fare end den, der stadig truede fra hin enkelte nabo. Dette fremgår af det skridt, hvortil hertug Rikard allerede for nogen tid siden havde besluttet sig.

En vikingeflåde fra Danmark kommer til bistand. Freden sluttes i 965.

Hertugen havde sendt nogle af sine mest betroede mænd til Danmark for at søge hjælp, og det varede ikke længe, førend en dansk flåde landede ved Rouen. Rikard gav disse krigere anvisning på at løbe op ad Seine til Jeulusse, en mils vej sydligere end den normanniske grænse; herfra skulle de plyndre løs på Thetbalds lande. De lod da også byer gå op i luer, og de erobrede borge. Landet kom til at ligge øde hen, efter at markens dyrkere var flygtede; hungersnød plagede den befolkning, som endnu var tilbage, og kirkerne stod forladte. Samtidig måtte man se, hvordan hertug Rikards nærliggende land hvilede i den største fred, og at enhver her rolig kunne passe sin gerning.

De ulykker og lidelser, som overgik Thetbalds lande, bevægede de frankiske biskopper til at samles i en synode for at rådslå om, hvordan der kunne gribes ind. Thetbald hævdede, at han kun havde grebet til våben af hensyn til Frankrigs vel og af troskab mod landets konge, men hans ord fandt ikke tiltro. Man enedes om at give biskop Vulfald af Chartres det hverv at indlede forhandling med hertug Rikard. Da bispen, efter tilstået lejde, stod frem for Rikard, kunne denne overfor hans anmodning om fred, fremdrage, i hvilken grad han nu gennem flere år havde været genstand for anslag, svig og forfølgelse, og hvor stort et tab der var tilføjet ham ved at Evreux var blevet taget, desuden ved de plyndringer, hans land havde været udsat for. Dog tilbød Rikard, at han ville forsøge på at få de ankomne hedninger til at standse deres hærgninger, men han var i tvivl om, at det ville lykkes. Han anmodede om, at de franske bisper og grever ville samles med ham til et møde, der blev fastsat til maj måneds midte.

Thetbald kunne mærke, at han var blevet ladt i stikken af sine egne forbundsfæller, og snu som han var, ville han komme dem i forkøbet. Han sendte i al hemmelighed en munk til Rikard og tilbød ham fred og venskab imod at Evreux blev givet tilbage. Herpå gik Rikard ind, og seks dage derefter mødtes han, tillige med nogle af sine rådgivere, med Thetbald udenfor Rouen. Thetbald tilsvor hertugen over hidbragte relikvier venskab og fred, og mænd fra begge parters side bekræftede den sluttede pagt. Endnu på samme dag blev Evreux forladt af Thetbalds krigere og besat af normanniske tropper.

Det berammede møde med de frankiske store skulle holdes ved Jeufosse. Her havde Rikard rejst et prægtigt telt, hvor han kunne modtage bisperne og greverne, der havde opslået deres telte i nærheden.

Med frankerne var det let at komme til enighed, men at få de danske vikinger til at slutte en overenskomst var ikke muligt, de ville fortsætte kampen og erobre sig land. Forhandlingerne trak ud i nogle uger, uden at noget resultat blev nået.

Rikard sagde da til sine mænd: »Dette folk er hårdt og stivt! Engang kaldt herned bøjer de sig ikke for vor bøn. Lad os i al stilhed komme sammen med deres høvdinger og få dem ved gaver til at give efter!«

Denne plan blev fulgt, og på et lønligt møde i den følgende nat havde Rikard held med at vinde høvdingerne for sig. I de næste dage blev der så forhandlet mellem dem og de menige skarer, og efter store brydninger sejrede omsider de fredsvenlige. De vikinger, der ville fortsætte piratlivet, fik tilsagn om rigelige fødevarer, og der blev lovet dem lodser, der kunne føre dem til lande, de kunne plyndre, medens de, der ville blive tilbage og drive fredeligt erhverv, fik løfte om jord.

Den med frankerne sluttede overenskomst måtte imidlertid stadfæstes af kongen. Til den fastsatte tid (juni-juli 965) kom Lothar til stede ved Epte, og han og hans stormænd tilsvor Rikard, at han og hans efterkommere skulle have Normandiet til eje uanfægtet af nogen.

Rikard samledes derpå med de danske høvdinger og deres skarer. Han sørgede for, at de krigere, der ville antage kristendommen, blev døbte, og at de fik tildelt land og forleninger. De, som forblev i deres hedenske tro, fik rundelige forråd af korn og svinerygge. Mænd fra Cotentin fulgte som lodser med på deres skibe i et togt til Spanien. Her kæmpede de vidt om og indtog 18 byer; omsider samlede befolkningen sig til kamp imod dem, men vikingerne sejrede. Da de tre dage senere vendte tilbage til valpladsen for at udplyndre de faldne, måtte de med undren se, at æthiopernes kroppe var på den side, der lå mod jorden, hvidere end sne, medens den øvrige del af legemet havde beholdt sin tidligere farve; årsagen dertil véd kun den alvidende.

En episode af normannernes krig med Thetbald er endnu ikke omtalt. Nanteskrøniken fortæller følgende: »Dengang da normannerne, disse sørøvere og djævelske mænd, hørte om Alan Barbatortas død (952), kom de atter til Bretagne og begyndte at plyndre; de nåede til Nantes, hvor de tog biskop Walter og flere andre til fange og ville også erobre den fæstning, som Alan af frygt for dem havde rejst omkring domkirken. Indbyggerne sendte bud om hjælp til grev Fulko af Anjou, som da ved sit ægteskab med Alans enke nød indtægterne af Nantes, der var hendes medgift; han lovede vel at komme, men svigtede, skønt han havde sendt sendebudet tilbage med den besked, at han straks ville komme til hjælp. Hans hustru, der kendte hans sløvhed, udbrød ved meldingen derom, at den store pæl i Loires munding, der skræmmede normannerne, var styrtet om. Efter forgæves at have ventet i otte dage gik indbyggerne løs på normannerne og slog dem med stor tapperhed på flugt. Biskop Walter og de andre fanger var førte til Guérande og blev af indbyggerne købte fri for en høj løsesum«.

Dette togt mod Nantes kendes ikke af Flodoard eller af nogen anden frankisk kilde. Krøniken angiver intet andet tidspunkt derfor, end at normannerne havde erfaret Alans død (952); nogle mirakelhistorier, der slutter sig til fortællingen og skyldes samme forfatter, henfører begivenheden til kong Lothars første tid (altså årene efter 954). Endvidere skal det være sket, medens Fulko levede, og det antages men på ret usikkert grundlag at han skal være død ved tiden 960-961.

Det synes jo dog at være klart, at skal dette togt være udgået fra Normandie og ikke skyldes vikinger, der kom direkte fra den anden side af havet, må det have været led i en krig. Det kan ikke bevises, at der fra Normandie udgik vikingetog af mere privat art; Seine-landet ved kysten stod nu under en markgreve. Men da må togtet have været en bestanddel af krigen mod Thetbald og hans fæller, altså være sket i årene efter 960. I så fald må efterretningen om, at der forgæves var sendt bud til grev Fulko, være urigtig, hans hustrus eller hans enkes udsagn om pælen i Loire bliver ikke derfor mindre rigtig. Togtet skildres jo desuden på en måde, som minder om de ældre vikingetogter og således som man kunne vente det af de hidkaldte hedenske Danske. Forfatterens udtryk her som i øvrigt flere gange i krøniken om disse piratici et diabolici viri passer endog fortræffeligt med den betegnelse, der gives dem i en henvendelse til hertug Rikard fra frankisk side: tui diaboli et lupi.

Men så bliver spørgsmålet dette, om da Rikard havde fjender i Nantes, så at der var grund til at angribe denne by. Hertug Alan Barbatorta havde haft militærmagt over hele Bretagne og desuden alle indtægter som lensherre over landet, men han besad endvidere som særlig personlig besiddelse byen og grevskabet Nantes og nogle andre egne. Han havde indsat Thetbald le Tricheur som værge for sin umyndige søn, nu ved hans død ægtede hans enke grev Fulko af Anjou, og Thetbald havde overladt Fulko halvdelen af byen og grevskabet Nantes. Allerede af denne grund kunne der være anledning for hertug Rikard til at angribe de rige besiddelser ved Loire, der stod under Thetbald, og såfremt på dette tidspunkt grev Fulko allerede var død, var hans lande gået over på sønnen Godfred, og som det ovenfor er set optræder Godfred ved Dieppe som en af Rikards fjender.

Kapitel XXII.

Hertug Rikard I's hustruer.

Rikards ægteskab med Hugo den Stores datter Emma og efter hendes død med Gunnor.

Hertug Hugo den Store havde, som det foran er fortalt, ønsket at knytte Rikard til sig som svigersøn ved at trolove ham med sin datter Emma, som dog ikke var voksen endnu, en aftale om ægteskabet blev højtideligt svoret. Først 960 Vilhelm var da henimod 30 år gammel kunne brylluppet finde sted. Emma levede endnu i 968, vi ser hende da omtalt i et brev, men ikke længe efter må hun være død. Ægteskabet var barnløst, og Rikard bad sin svoger Hugo (Kapet) om tilladelse til at måtte uddele til kirken og til de fattige, hvad hun havde medbragt af smykker og skatte. Hugo samtykkede deri, og Rikard skænkede da disse kostbare ejendele til mange kirker i Frankrig og Normandie, ligesom han, for sin bortgangne hustrus sjæl, gav af sin egen formue rigeligt til de fattige.

Efter at have mistet sin hustru gav Rikard efter for kødets fristelser fortæller Dudo og han indlod sig i løse forbindelser. Medens der intet er berettet om, at Rollo eller Vilhelm har haft uægte børn, angives det, at Rikard havde sådanne, nemlig to uægte sønner Godfred og Vilhelm, og to uægte døtre. En blivende og varig forbindelse indgik han derimod med en ung pige Gunnor af dansk herkomst og af en fornem, anset og velstående slægt.

Dudo og talrige andre normanniske kilder betegner hende alle som ung pige, da Rikard indledede sin forbindelsen med hende, og det har været vor tids historikere forbeholdt at rejse tvivl om dette udsagn og at påstå, at hun var en gift kone og at hendes børn med Rikard var avlede i hor. Dette støttes på Dudos ord om, hvorledes Rikard blev knyttet til hende: eamqne prohibitæ copulationis fædere sortitus est amicabiliter. Ordet prohibitæ skulle antyde, at Rikard havde en hindring at overvinde, og denne måtte være, at en gældende lov eller en anden mands ret måtte brydes. Nu er der imidlertid i hele dette stykke tekst ingen som helst antydning af en forhindring. Ved overenskomst med Gunnor og hendes slægt ordnes alt amicabiliter; endvidere stemmer det slet ikke med Dudos brede stil at give antydninger eller uforklarede udtalelser, hvis betydning læseren skal gætte, han ville hellere sige en ting to eller flere gange. Under disse forhold ligger det nær at tænke sig, at Dudos originale tekst er læst urigtigt og at stedet kræver en rettelse. Denne ligger lige for. Ved at rette prohibitæ til perhibitæ får man et ord, der fuldkommen svarer til sammenhængen: »ved venskabelig overenskomst fik han den ordnede, fuldbyrdede forbindelse bragt i stand«. Det kan tilføjes, at i alt fald en af afskriverne af Dudos værk har fundet prohibitæ for meningsløst, han har i stedet for skrevet probatæ.

Men mistænkeligheden mod Dudo, der næsten er blevet til fanatisme, har sat yderligere frugt. Dudo har formentlig tildelt Gunnor en langt finere herkomst end den, hun besad, kun ved en list skal denne kvinde af tarvelig stand være spillet Rikard ihænde. Det sande forhold skal komme frem hos en senere forfatter.

Robert af Torigny har i et indskud i Vilhelm af Jumiéges' værk fortalt hvad han har hørt af gamle folk om, hvorledes Rikards bekendtskab med Gunnor var blevet indledet. Hertugen havde hørt, at en forestarius i Sauqueville (ikke langt fra Arques) skulle have en overordentlig smuk hustru, og han drog derhen for at erfare, om det forholdt sig således. Han tog ind hos sin tjenestemand, og ved at se hans hustrus Sainfrias skønhed lod han ham vide, at han skulle lade hende om natten dele leje med sig. Ægtemanden var ulykkelig over befalingen, men hans snilde hustru fandt på råd, idet hun lod sin endnu skønnere søster være den, der kom til hans leje. »Da denne svig omsider blev opdaget, glædede hertugen sig over at han ikke havde syndet overfor en anden mands hustru«. En sådan fortælling var altså gængs to hundrede år efter at begivenheden skal have fundet sted.

Fortællinger af denne støbning er imidlertid vel bekendte. Den engelske kong Edgar befaler, at en jarls skønne datter skal føres til hans leje; hendes moder lader i nattens mørke en trælkvinde træde i hendes sted, hvorfor kongen, da han opdager det rette forhold, giver trælkvinden friheden og sætter hende til herskerinde over den tidligere husmoder. Hertug Robert af Normandie fortæller en sildig kilde - bliver i Falaise, ved at se byfogedens datter danse, forelsket i hende og befaler faderen at føre datteren til sig om natten; men der bliver i hendes sted bragt en garvers datter. Den danske konge Knud den Hellige forlanger, at en præsts hustru skal dele hans leje; dette sker, men hun får kongen til at afstå fra sit forsæt, han takker hende for, at hun har afholdt ham fra at bedrive hor, og han belønner præsten. Man kan undre sig over, at de på talrige romantiske episoder rige digtere Wace og Benoit ikke har erfaret noget om dette natteeventyr i skovboligen.

Denne sladder, der er skåret over en bestemt læst, har man altså fortalt, efter at 56 slægtled var gået, og så oplyser fortællingen endda det modsatte af, at forbindelsen med Gunnor mødte »en hindring«, og den lader hende være en ung pige, ikke en mands hustru.

Det er nu endvidere kronologisk ganske usandsynligt, at Gunnor skulle have været gift, førend hun blev knyttet til Rikard. Deres søn Robert blev ærkebisp i Rouen 990, og han har vel da været mindst 20 år gammel, han var den anden i rækken af Gunnors børn, hvorfor Rikards forbindelse med Gunnor må være begyndt kort efter hertuginde Emmas død (ca. 968). Endvidere døde Gunnor i 1030; det angives ikke, at hun var særlig gammel, men vi kan antage, at hun har nået en alder af 80 år. Hun er da født i ca. 950 og har i 968 været 18 år gammel. Den rimelige tid, da hun har kunnet føde Rikard børn, falder da før 990, og hun fødte ham 8 børn. Denne tidsregning stemmer også godt med hendes børns levetid.

Men vi spørger endvidere, om den nævnte fortælling, hvis den var sand, kom til at belyse noget om den stilling, Gunnors slægt indtog i samfundet, og om den strider mod Dudos meddelelse. Beretningen siger os, at hun til svoger havde en forestarius, men dette kan jo umulig være nedsættende, når man er bekendt med, hvad denne betegnelse betyder. Her er man kommet til helt barokke indfald. Således er forestarius nylig blevet gengivet ved: en kulsvier. Man tænkesig, at der ved hertughoffet, mod hvilket der stadig stærkere blev rettet bebrejdelser for at det blev for fint og hvis rigdom er en kendsgerning, bliver fortalt, at en kulsvier har en køn kone og at hertugen beslutter at se hende, han tager ind som gæst i kulsvierens hytte! Det er en fuldkommen misforståelse af den høje stilling, som forestarier vel endog sædvanligt indtog, i alt fald når de var af dansk byrd. En af de største tillokkelser for de Danske, som det vundne landskab besad, var netop dets mange og store skove, over dem lyder der i kilderne stadig lovsang, her kunne erobrerne øve den idræt, som de satte højst, jagten; de skulle senere ved erobringen af England udvikle denne yndingsdont til overmål. Men desuden var skoves drift og pasning et af deres kæreste erhverv. Der kan derfor ikke være tvivl om, at mænd af endog meget fornem herkomst overtog med glæde stillinger som forestarii, overførstere, naturligvis især, når det angik et så vidtstrakt skovområde som i dette tilfælde. Vi finder under talrige breve fra 1012 århundrede forestarier nævnte som vidner, og de sætter deres segl under brevene, mange af dem på en sådan plads i rækken af vidner, at det synes klart, at seglets ejermand indtog en anset stilling i samfundet. I det franske samfund har stillinger indenfor forstvæsenet altid øvet en særlig tiltrækning på adelen, og således har det jo også været i andre lande.

Man må endvidere sige, at har denne formentlige almuekvinde været snild ved at få sin søster knyttet til Rikard, så har hun været mærkelig heldig også med sine øvrige søstre. En af disse Wevia ægtede Osbern af Bolbec, en tredie Awelina Turolf af Pont-Audemer. Mon virkelig Gunnors og Sainfrias indflydelse alene skulle have bragt søstrene til så fremtrædende stillinger i samfundet? Det er dog vel rimeligere at antage, at de ægtede så ansete mænd, fordi de selv var udgået af fornem dansk byrd, således som Dudo udtaler. Man har desuden aldrig erfaret, at Rikards børn er blevet spottede, fordi de skulle have en moder af almuestand, medens Vilhelm (Erobrer) jævnlig må høre for, at hans moder var af garverfamilie. Det har vel fra først af været et frilleforhold, hvori Gunnor stod til Rikard, altså end ikke et ægteskab »efter dansk sædvane«. Men da Gunnor var en højtbegavet kvinde med mange fortrinlige egenskaber og endvidere af anset slægt, ønskede stormændene, at han tog hende til ægte på kirkelig måde, og en vielse fandt sted. Efter udtrykkene bos Dudo skulle man tro, at de 5 sønner og 5 døtre, som Gunnor blev moder til, var fødte efter at kirken havde viet forbindelsen. Vilhelm af Jumiéges har ingensomhelst antydning af at forholdet til Gunnor oprindelig var el frilleforhold. Men i et indskud, som Robert af Torigny har gjort i Vilhelms værk, fortælles det, at da Rikard ville gøre sin søn til ærkebisp af Rouen, blev det af nogle sagt ham, at dette ikke kunne lade sig gøre efter kanoniske regler, da hans moder ikke var viet til hertugen. Af denne grund tog Rikard Gunnor til ægte på kristelig måde, og de sønner, der allerede var fødte, blev under vielsen hyllede af den samme kåbe, som dækkede deres fader og moder, og på denne måde kunne Robert blive ærkebisp i Rouen.

Denne beretning giver dog anledning til forskellige bemærkninger. Det er vist, at man i Frankrig som i andre lande i sådanne tilfælde havde den skik, at lade ved vielsen en fælles kåbe omslutte forældrene og de tidligere fødte børn. Der kendes dog ikke noget eksempel derpå netop fra så tidlig tid som Rikards ægteskab med Gunnor, og i Roman de Rou, der omtaler brylluppet, nævnes intet sådant. Endvidere kan det ikke indses, hvorfor en sådan legitimation skulle være nødvendig af hensyn til sønnens valg til ærkebisp, da det jævnlig var tilfældet, at mænd af uægte fødsel modtog høje stillinger i kirken. Netop på denne tid blev således Arnulf, en uægte søn af kong Lothar, taget til ærkebisp i Reims i 988 og modtog straks efter palliet af paven. Endelig indeholdt den kirkelige lovgivning på Rikards tid endnu ikke nogen bestemmelse om at de tidligere fødte børn blev legitimerede ved forældrenes vielse; det var en regel, som først pave Aleksander III i tilslutning til Lateran-conciliet af 1179 fik gennemført. Reglen trængte derefter ind i landenes lovgivning, dog ikke overalt, og i England har til eksempel bestemmelsen aldrig været gældende.

Kapitel XXIII.

Den lange fredstid under Rikard I.

Rikards strenge overholdelse af freden.

Om det betydningsfuldeste, der hændte under hertug Rikards regering, er der intet at fortælle, og dog har det været grundlæggende for hertugdømmets skæbne og udviklingen i den følgende tid. Kilderne lader det uomtalt, vi må læse det ud af de manglende optegnelser. Men da hertug Rikards død indtræffer i 996, vækkes vi til erindring om, at der i tredive år, bortset fra en enkelt begivenhed, som straks skal omtales, intet er hændt, med andre ord, at landet har gennem en menneskealder haft en fredsperiode. Vi behøver ikke at fremhæve, hvilken betydning dette med nødvendighed må have haft for landskaber, der gennem halv hundrede år eller rettere gennem halvandet hundrede år havde været gennemrystede af krige, ofte plyndrede og brændte, eller for en befolkning, der havde modtaget så talrige nye elementer, udgåede fra en kultur af helt forskellig art og fra en anden religiøs tro.

Det er Rikards store fortjeneste, at det lykkedes ham at skaffe hertugdømmet en sådan hviletid. Der har vel nok nu og da været gæringer i landet, men han forstod ved gode love og retfærdige afgørelser at holde folket i ave, og der er ikke bevaret efterretning om nogen uro af betydning. Man kan ikke undre sig over, at den fra oldtidens kejserstyrelse berømte Pax Romana blev bragt i erindring. Krøniken fra Fontenelle udtaler: Rikard, der i et og alt byggede på himlens bistand, prydede sit land med gode institutioner og bragte det i rigdom og berømmelse næsten op til lighed med det romerske kejserrige.

Denne stilhed benyttes som en beskyldning mod Dudo. Hvis Dudo havde kunnet fortælle om, hvorledes hertugen på de andre franske vasallers måde var en ivrig partigænger, der snart stillede sig ved én førers side, snart holdt med hans modpart, hvis Dudo havde kunnet meddele, hvordan Normandiets indre var splittet ved kampe mellem stormænd og rivaler, medens ingen styrende og dæmpende hånd holdt igen, da havde alt været i orden.

I det øvrige Frankerrige så det helt anderledes ud på denne tid. Småherrerne lå ofte i kamp indbyrdes, men mest fortæredes landets kraft ved at vasallerne så ofte vendte sig mod kongen. Lothars forsøg på at vinde Lothringen mislykkedes, Tysklands konge kunne igen sende en hær mod Paris, og en af de franske kort efter vundet sejr kunne ikke udnyttes på grund af den tvivlsomme holdning, hertug Hugo (Kapet) indtog.

Man ville kunne spørge, om Rikard ikke forsømte at efterkomme en skyldig lenspligt. Det er imidlertid ikke fortalt, at der er stillet noget forlangende til ham om at yde nogen hjælp, og det synes jo ikke, at Normandiets hertug var skyldig til anden hærtjeneste end den at forsvare Seine-landskaberne mod alle angreb udefra. Iøvrigt kunne Rikard vel, efter at hans land i en snes år havde været udsat for angreb af de franske konger og deres vasaller, have krav på, at det lodes i ro og passede sine egne forhold. Da desuden hertug Hugo var Rikards nærmeste overherre, måtte dennes ofte lunkne holdning overfor Lothar nødsage ham til at holde sig tilbage.

Kirker og klostre på Rikard I's tid.

Samtidig med at de fra klostret Cluny udgåede tanker havde begyndt at reformere klosterlivet i Frankrig, var en lignende bevægelse opstået i Flandern, hvor Girard af Brogne var den ivrige reformator. Efter en foran meddelt beretning skulle han have tilbudt hertug Rikard at tilbagegive St. Wandrille-klostret de relikvier af den hellige Wandregisel, hvoraf han var kommen i besiddelse, dersom de ejendomme, som havde tilhørt klostret, atter kunne blive dets eje og klostret reformeres i den nye retning. Men hertugen måtte give et afslag. Denne beretning kan dog næppe være rigtig, så rundhåndet kan man ikke have været i Flandern, hvor grev Arnulf selv var en ivrig samler af relikvier. Ikke desto mindre er det vist, at en munk fra Gent Mainard fik af hertug Rikard overladt de tilgroede jorder, hvor klostret havde stået, og at dette efter hånden rejste sig. Mainard virkede her med kraft og hævdede klostertugten. Hertugen kaldte ham senere (ca. 966) til at omordne tilstanden i klostret på Mont Saint-Michel. Dette blev dog ikke til held for St. Wandrille, der havde en nedgangstid under de tre følgende rectores, formodentlig læge forstandere eller læge abbeder, indtil atter på Rikard II's tid bedre forhold indtrådte.

Når vi kaster blikket tilbage på, hvad der i kirkelig henseende var nået i Normandie i tiden før Rikard I's død i 996, må dette dog kaldes ret ringe, med hvor stor en varme end hertugerne havde omfattet kristendommen.

De store administrative poster, bispesæderne var nu atter alle besatte, men disse stillinger havde stadig en overvejende verdslig karakter. Om nogen tilknytning til Rom er der aldrig tale, hertugen tilsatte bisper såvel som abbeder, ordningen af kirkelige forhold var i hans hånd, og en henvendelse til Rom var ukendt; allermindst ville hertugen have tålt, at en pavelig legat kom i sådant anliggende til Normandie. Han dømte i gejstliges stridigheder indbyrdes og sikkert også i kirkelige eller gejstlige spørgsmål, Dudo dvæler ved den upartiskhed og retfærdighed Rikard i denne henseende udviste. Concilier eller synoder kendtes ikke, så lidt som det vides, at nogen normannisk biskop deltog i et andetsteds holdt concilium.

Forskellige klostre var blevet genrejste, dog kan vi med navns nævnelse kun pege på klostrene i hovedstaden Rouen, klostret på den navnkundige klippeø Mont St. Michel og de tre klostre i landskabet på Seines højre bred Jumiéges, St.Wandrille og Fécamp.

Vi kan tro, at flere stormænd fulgte hertugernes eksempel ved at vise gavmildhed mod kirker og klostre, men vi har for denne tid ingen afgjorte beviser derfor. Så meget desto mærkeligere bliver derfor også den iver, der udmærker de to følgende slægtaldre.

Med særlig kærlighed tog Rikard sig dog af kirken i hans fødeby Fécamp. Dudo fortæller og senere krøniker dvæler med forkærlighed ved dette træk hvordan hertugen en dag, da han kom til sin borg i Fécamp, standsede foran dens port og følte sig skamfuld over at hans bolig i højde og størrelse overgik Treenighedskirken. Han kaldte en arkitekt til sig og sagde til ham, at guds hus burde være højere end alle huse i staden og højere end hans egen borg; prøv om der ikke i omegnens bakker skulle findes et materiale egnet for en kirkebygning. Arkitekten drog ud med sin hakke, han fandt et rigt leje af kalksten og kunne bringe en prøve deraf til hertugen. Denne gav da straks ordre om at lade stene hugge og kalk brænde; ingen omkostning måtte spares, så at den prægtige kirke hurtigt kunne rejse sig. Den blev da også en vidunderlig skøn og rigt udstyret bygning, en korskirke med en dobbelt række buer. Op over de hvide ydermure ragede mange tårne mod himlen, i det indre var væggene malede med historiske billeder, altrene strålede af guld og ædelstene, foran dem stod store kors og bægere af rent guld, store forgyldte lysestager og røgelseskar; duge og tæpper var af frygisk vævning, hvide eller purpurfarvede med guldsyning.

Vi nulevende kan ikke ved øjesyn overbevise os om rigtigheden af det fortalte, da af det dengang byggede og tilvejebragte intet er bevaret til vor tid. Men vi har ingen grund til at tvivle om, hvor stort og strålende alt her var, da vi af mange oplysninger fra samtiden og den nærmeste eftertid véd, hvilken varm skønhedsfølelse, i forening med hang til at vise rundhåndet pragt, normannerne besad og allerhelst lagde for dagen i kirkens tjeneste.

Naturligvis måtte nu tallet af de ved kirken tjenende klerke forøges og dens indtægter forbedres. Rikard bad også den mand, der da havde den største indflydelse i den franske kirke, abbed Majolus i Cluny (965-994), om at tage bolig i Fécamp og medtage munke fra sit kloster, men det lykkedes ikke.

Kapitel XXIV.

Landets stilling udad til i den senere del af Rikard I's styretid.

Rikard mægler i stridigheder om Flandern. Det gode forhold til Bretagne.

Grev Arnulf af Flandern døde d. 27 marts 965. Kong Lothar påstod, at Arnulf havde i 962 sluttet en overenskomst med ham om at han ved Arnulfs død skulle arve hans besiddelser. Greveslægtens adkomst til de flanderske lande var sikkert af noget ulige art overfor disse landskabers nordlige og sydlige del. Arnulf havde i 932 ved grev Adelelms død bemægtiget sig Arras, vistnok også St. Amand. Det er formentlig disse erhvervelser, Lothar nu, tilmed i overensstemmelse med Arnulfs testamente, ønskede tilbage. Men flandrerne ville ikke have den franske konge som overherre og udråbte en sønnesøn af Arnulf til greve og herre; da han endnu var et barn, blev han sat under værgemål af en slægtning Balduin Baldzo.

Efter optegnelsen hos Flodoard måtte man antage, at Lothar satte sig i besiddelse af hele Flandern, og at de store her hyldede ham, efter at biskop Roriko af Laon havde virket som mellemmand mellem dem og kongen. Andre kilder bringer os dog til at antage, at kongen alene bemægtigede sig St. Amand, St. Vaast i Arras, Douai, altså landet op til den i vest-østlig retning løbende flod Lys.

Dudo fortæller, at flandrerne henvendte sig til hertug Rikard om at være mægler overfor kongen. Man vil iøvrigt kunne tænke sig, at Rikard på egne vegne var betænkelig ved, at kongens besiddelser udvidedes så stærkt på hans lands østlige side. Rikard opnåede da også ifølge Dudo, at Anas blev givet tilbage til den flanderske greve, ja det synes ifølge Richer som om hele landet syd for floden Lys hurtigt efter at Lothar havde besat det, er blevet tilbagegivet. Dersom Flodoard ikke havde standset sin annalskrivning midt i året 966, havde vi vel erfaret noget derom.

Man har imod denne antagelse indvendt, at Lothars uforstyrrede besiddelse af landet fremgår af, at han udstedte to breve i Arras 967 (966) og at en retshandel af ham foretoges i Douai 976 (975). Men som forskellige forfattere har udtalt stedet, hvor sådant sker, kan ikke afgive bevis for, hvem der er stedets ejer eller herre. Endvidere har Arnulf II - som Vanderkindere har påvist - i disse tider disponeret over besiddelser, der ligger syd for Lys.

Da nu Dudo ganske sikkert har sin meddelelse om Rikards mægling fra hertugen selv, kan der ingen grund være til at tvivle om beretningens rigtighed. Disse flanderske forhold har været genstand for mange undersøgelser, og vidt afvigende anskuelser har gjort sig gældende.

Om de mellemmænd, der har virket, er der næppe grund til at strides. Når Dudo nævner hertug Rikard, Flodoard biskop Roriko, behøver ingen modsigelse at foreligge, da to mæglere, hver måske fra sin side, kan have arbejdet, og da naturligvis hver af parterne vil fremdrage en enkelt talsmand som den, der tilvejebragte forliget. Der er den karakteristiske forskel mellem de to angivelser, at vi véd, for hvis sag Rikard gjorde sig til talsmand, medens Flodoard på sædvanlig, orakelmæssig måde intet siger, om hvorvidt Roriko påvirkede flandrerne til at falde til føje eller om han søgte på deres vegne at få kongen til at opgive altfor vidtgående krav.

Tidspunktet må være den nærmeste tid efter Arnulfs død i 965, Dudo fortæller det umiddelbart efter at have nævnt denne. Flach finder det urimeligt, at Rikard skulle have kunnet påvirke kong Lothar på en tid, da han lå i krig med ham, men fred var allerede sluttet i 965, og i krigens sidste del var Thetbald næsten alene normannernes fjende, medens de franske længe havde ønsket ro. Efter Flachs opfattelse er Lothar kun optrådt som beskytter af den umyndige arving, han vil hindre anarki og værne sine egne rettigheder. Men hverken Flodoards eller de andre kilders udtryk peger i den retning.

Der bestod på disse tider et godt forhold mellem Normandie og Bretagne. I dette land var der imidlertid en evindelig strid mellem de to fyrstehuse i Rennes og i Nantes.

Grev Konan le Tort af Rennes lå i stadig kamp med herrerne over Nantes, som fik støtte i Anjou. Således havde der i året 981 stået en dyst ved Conquereuil (St. Nazaire, Depart. Loire Infér.) I den havde Konan sejret, men var blevet såret. Omsider lykkedes det Konan at bemægtige sig Nantes, og han lod sig da kalde hertug af Bretagne. Hans datter Judith ægtede hertug Rikard II, og Rikards søster blev gift med Konans søn Godfred. Konan fik også støtte fra Normandie, da grev Fulko Nerra af Anjou påny vendte sig mod Nantes, efter at have fået en hjælpestyrke fra landet omkring Mantes og fra Poitou. Den hjælp, som normannerne ad søvejen bragte Konan, gjorde det muligt for ham at holde nogle af Nantes' forter, men i en ny kamp ved Conquereuil (d. 27. juni 992) sejrede grev Fulko, omend med tab af mange folk, og Konan faldt i slaget. Nantes blev derefter givet til Judichael, et tipoldebarn af grev Alan, men han måtte dog snart bøje sig for fyrstehuset i Rennes. Judichael tog Nantes til len af Konans søn Godfred, og denne kaldte sig, ligesom faderen, hertug af Bretagne.

Efterretningen om den hjælp, normannerne i 992 bragte Konan, stammer fra Richer. Den kampmåde, som siges anvendt i slaget, de med grønsvær skjulte grave, er jo også et kendt normannisk krigspuds. Nantes-krøniken omtaler ikke nogen normannisk hjælp, hvorimod den kender en sådan ved den tidligere kamp ved Conquereuil; det er sandsynligt, at traditionen her har urigtigt forlagt normannernes deltagelse tilbage til denne første kamp.

Da Dudo intet fortæller om den normanniske hjælp, bemærker Prentout, at her er en lakune i Dudos beretning om Rikard I, men han tilføjer, at måske udgik denne hjælp slet ikke fra hertugen, men var en bistand af vikinger; sådanne fandtes jo endnu stadig på havene. Dette sidste forekommer mig ikke sandsynligt, på grund af sammenhængen, og da Richer stadig benytter udtrykket pirater om de Danske i Normandie. Derimod er det rimeligt nok, at de normanniske krigere ikke er udsendte fra hertugen, men udgåede fra nærliggende egne i Normandie, eller at det var lejede krigere, netop som det hedder om modstanderen Fulko´s tropper, at disse delvis var lejede. F. Lot bemærker, at her er et af de ældste eksempler på lejetropper, der dog ellers først blev almindeligere ved slutningen af det 12 århundrede. I den normanniske verden var det dog kendt tidligere.

Rikard som støtte for kong Hugo Kapet.

Kong Lothar døde i marts 986, og hans søn og efterfølger Ludvig V havde kun i et år kongesædet inde, idet han bortreves af døden i maj 987, kun 20 år gammel. Om der end var mænd af kongeslægten, som gjorde arvekrav gældende, indså de fleste klart, at nu måtte der gives den mand værdighed og titel som konge, der hidtil havde været den mægtigste vasal.

Vi kan på forhånd gå ud fra, at hertug Rikard I har været blandt dem, der arbejdede for at Hugo Kapet blev taget til konge; han havde været gift med hans søster, og han viste sig senere som hans tro mand. Vilhelm af Jumiéges bekræfter udtrykkeligt denne formodning.

Men Hugo Kapets tronbestigelse kunne ikke behage grev Albert af Vermandois, den mægtige Heriberts søn, og han har næppe lagt skjul på sin stemning, ialtfald gjorde kong Hugo tegn til at ville angribe hans land. Alberts område var imidlertid kun en ubetydelig del af hvad hans fader havde besiddet, det bestod kun af selve grevskabet Vermandois med hovedbyen St. Quentin. Således var der al grund for Albert til at ængstes, hvorfor han sendte kanniken ved domkirken Dudo til hertug Rikard for at bede ham om at være mellemmand overfor kongen og få hans angreb forhindret. Rikard rejste da også til kongen, og det lykkedes ham at bringe den ophidsede Hugo til at opgive sit felttog, imod at Albert stillede ham gidsler. Iøvrigt døde Albert året derefter i 988.

En af kong Hugos mest betroede mænd var grev Burkard af Vendôme, han var blevet overvældet med beviser på kongens nåde og havde således også modtaget Corbeil og Melun som forleninger. Hans besiddelse af denne sidste by, der på forskellige sider omsluttes af Seine og som ved sin beliggenhed og sine fæstningsværker havde en ikke ringe betydning, måtte særlig være en torn i øjet på grev Odo af Chartres, der mente at have arvelige rettigheder overfor byen efter sin fader Thetbald le Tricheur. Engang på et tidspunkt, da Burkard opholdt sig ved hoffet, fik Odo ved en udsending befalingsmanden i Melun Walter ved bestikkelse lokket til at falde fra sin herre og overgive byen til Odo. Kong Hugo befalede straks Odo at levere byen tilbage til Burkard, men Odo stolede på de gode forsvarsværker og svarede, at så længe han levede, ville den ikke blive givet tilbage. Dette svar harmede kongen, han kaldte hertug Rikard til sig og bad ham om som tro vasal at angribe borgen. Dertil kunne vel Rikard også af andre grunde føle sig kaldet. Han samlede en stor hær og begyndte at belejre byen fra Seines venstre side, medens kongens hær indesluttede den fra højre bred. Allehånde belejringsmaskiner kom til anvendelse, og det viste sig snart, at et forsvar var håbløst. Krigerne lod deres høvding i stikken og åbnede byens porte for hertugen. Denne viste skånsel mod borgerne, men han sendte den fangne Walter til kongen og overgav byen til besættelse af kongens krigere. Hugo Kapet gav Melun påny i Burkards hånd, forræderen og hans hustru blev hængte i en galge ved byens port.

Kilderne er ret mange. Enkelte af disse kilder og derved også nyere forfattere har hensat begivenheden til kong Roberts tid, 999, men det er påvist, at den hører hjemme i Hugo Kapets tid, 991. Skønt vi ikke andetstedsfra kender noget til, at angeviner deltog i belejringen, findes der i skriftet De majoratu et senescalcia Franciæ meddelelse om at det var dem, der indtog staden og beundredes for deres tapperhed. Dette praleri, der er i nært slægtskab med et stykke af lignende natur i Gesta consulum Andegav. Vilhelm af Jumiéges slutter sin fortælling om erobringen af Melun med følgende: cujus tempore etatis semper fuerunt assueti hostes fugare normanni, terga vertere nulli. Man spørger uvilkårlig, om ikke en af disse rosende udtalelser, netop i anledning af den samme krig, har givet anledning til den anden som modstykke.

Uagtet det erkendes, at Rikard var kong Hugos trofaste støtte, menes det, at han dog ved lejlighed - ganske på de franske vasallers måde - også kunne vende sig imod kongen. Dette savner enhver grund. Man anfører således Rikards holdning under en ny krig mellem grev Odo af Chartres og kongen. Odo havde vidtrækkende politiske planer, han knyttede forbund med kong Otto III af Tyskland for at styrte kong Hugo, og denne havde derfor al grund til at understøtte Odos gamle fjende grev Fulko Nerra af Anjou. Ved at bygge en borg tæt op ad Chartres kunne Fulko forudse et angreb fra Odos side, hvorfor Fulko søgte hjælp hos kongen. Odo måtte da skaffe sig forbundsfæller, og sådanne fandt han let i Flandern - kong Hugos søn Robert havde forskudt sin flanderske hustru, moder til den unge grev Balduin - ligeledes sluttede Odo forbund mod nogle grever i det nordøstlige Frankrig, han sendte bud til Normandie om at hjælpe sig, og normannerne formentes at være ham gunstige, han havde altså sikret sig, at han ikke ville blive faldet i ryggen.

Krigen blev ganske kortvarig (993-994); Odo indså, da kongens hær stødte til Fulkos, at han måtte give efter, og han fik et gunstigt forlig med kong Hugo. Denne havde nemlig ingen grund til at knuse den ene af de to rivaler, der ved at være nogenlunde lige stærke bedst kunne skabe overlegenhed for kongemagten. Med Fulko fortsættes kampen, men Odo døde i marts 996.

Det er blevet sagt, at hertug Rikard i denne krig svigtede kongen, og historikeren Richer siger det udtrykkeligt, men et udsagn, der alene stammer fra ham, kan aldeles ikke være afgørende. Og Richer synes desuden kun at støtte sig til, at Odo troede, at normannerne ville stå på hans side. Måske tog han fuldkommen fejl deri, og endelig har hertug Rikard mulig på dette tidspunkt slet ikke vidst, hvilken stilling kongen ville indtage, først under krigens gang er kongen trådt til. Når Odo kan anføre overfor kong Hugo, at han slet ikke havde tænkt på at føre krig med ham, men kun at ville bekæmpe en fjende, måtte det vel end mere gælde om Rikard, der ikke havde deltaget i krigen. Det synes ret uforståeligt, at man ved sådanne uklare kildeudsagn, der muligvis er helt falske, vil lade sig fravriste tro på hertugens ved sikre oplysninger godtgjorte trofasthed og tillige tildele ham en politisk holdning, som har al sandsynlighed imod sig.

Normandiets forhold til England.

Forholdet til England synes under hele Rikards regering at have været godt. Vi hører aldrig tale om, at der udgik vikingetog fra Normandie til Englands kyster. Formentlig har der i hertugdømmet også været et ønske om at drage så megen nytte som mulig af handelen med England, og Rouen synes at have været en betydelig handelsstad. Ikke mindst var dog forbindelsen levende mellem de gejstlige i begge lande, således som det allerede var tilfældet under hertug Vilhelm. Abbeden i St. Ouen i Rouen henvender sig da også i et brev til kong Edgar (959-975) med bøn om at få hjælp til genopbyggelsen af denne kirke, idet han forsikrer, at de gejstlige dér »beder ikke alene for vor berømte greve Rikard, men også for eder«.

Ved midten af 980erne begynder de Danske en ny række vikingetog mod Englands sydlige kyster og mod Irland, ligesom de på denne tid har tilhold og fast bolig i mange af Englands vestlige egne omkring Severn. Det mærkes nu også, at de Danske søger støtte hos deres frænder i Normandie. I den anledning opstod der forviklinger mellem kong Æthelred og hertug Rikard. Pave Johan XV afsendte da biskop Leo af Trier til England for at bringe en forsoning i stand. Kong Æthelred lod bisp Æthelsige af Sherborne og to andre mænd ledsage Leo til Rouen. Ved forhandling med hertug Rikard blev der tilvejebragt en overenskomst om, at der skulle holdes fred mellem landene, at enhver af parterne skulle udrede bøde for alle overgreb, og at hertug Rikard ikke måtte modtage nogen af kong Æthelreds mænd, heller ikke nogen af hans fjender, medmindre de medbragte brev og segl fra kongen, ligesom tilsvarende regler skulle gælde i England. Denne overenskomst blev besvoret af de engelske udsendinge og af hertugen, hans sønner og døtre og flere stormænd (d. 1. marts 991).

Denne traktat kendtes oprindelig fra Vilhelm af Malmesbury, der meddeler brevet eller gengiver dets indhold, hvilket ligeledes findes i Memorials of St. Dunstan. Der har været rejst tvivl om brevets rigtighed. Den pavelige udsending Leo kaldes ærkebisp af Trier, men dette ærkesæde indehavdes da ikke af nogen Leo. En pavelig legat Leo var virksom på disse tider og deltog sammen med ærkebisp Leodulf af Trier i conciliet i Mouzon 995. Af Gerberts breve ser vi også hans forbindelse med en virksom biskop Leo. Mulig har denne Leo fået løfte om at blive ærkebisp i Trier og har kaldt sig derefter. Men der kan jo også i dette punkt være sket en sammenblanding, uden at brevets indhold iøvrigt er urigtigt. Nyere forfattere har derfor tillagt den hele fortælling fuld troværdighed.

Flere af de i brevet nævnte personer er velbekendte. Biskop Æthelsige, thegnerne Leofstan og Æthelnoth forekommer i flere breve. Der nævnes ex parte Ricardi Rogerus epicopus, Rodulfus, Hugonis fdius, Turstenc fllius Turgis. Roger, bisp af Lisieux, nævnes i 988, han døde i 1022. Ærkebispe-krøniken fortæller, at ærkebisp Hugo gav en ejendom. Under Rikards brev om Berneval fra 968 er følgende vidners segl: S. Rodulfi, S. Turistingi; Bouquet.

Hertug Rikard var begyndt at føle, at hans legemskræfter tog af, han indså, at hans tid var udløbet, omend han kun var 63 år gammel. Han lod sig bringe til borgen i Fécamp, for at være i nærheden af den kirke, op ad hvis mure han i ydmyghed havde ønsket at få sin grav i tagdryppet. Sit hus havde hertugen beredt, han havde tiltænkt kirken og de fattige rige gaver, han havde udpeget sin ældste søn Rikard som den, der skulle arve hertugdømmet. Rikard I døde i 996.

Kapitel XXV.

Samfundets bygning på Rikard II's tid.

Hertugens magt. Uroligheder hos bønderne.

Samfundets bygning havde efterhånden fortættet sig mere og mere i aristokratisk og monarkisk retning. Allerede for et par menneskealdre siden var høvdingernes tanker om, at »vi er alle lige«, opgivet. De mange forskellige bestanddele indenfor samfundet, de ulige lag i den ældre frankiske og bretonske befolkning, den nu bosatte hærs mange standstrin - alt måtte lade nytten af en fast ordnende hånd træde frem og kræve ledelse af en enkelt mand eller højst af en snævrere kreds.

Det er vanskeligt i enkeltheder at godtgøre denne omdannelse eller at påvise udslag af den i bestemmelser, men formentlig vil bevægelsens retning være set i de allerede skildrede begivenheder, i hertugernes handlinger og i stormændenes holdning. Mange enkelte forhold bliver også forståelige eller får en egen belysning, når en sådan bevægelse tænkes bagved.

I Roman de Rou bliver det fremstillet, hvordan på Rikard II's tid alt var blevet mere fornemt, og hvordan det ikke var muligt at få en bestilling ved hove, endog den laveste, når man ikke tilhørte adelen. Det er med en vis føje blevet sagt, at Wace, der levede et århundrede senere, ikke kunne vide noget derom.

Men der er efterretninger, som taler for rigtigheden af denne skildring. Filosoffen Bernhard har vanskelighed ved at få adgang til hertug Rikard. Om hertugerne bliver det fortalt, hvordan de vægrer sig ved at deltage i munkenes tarvelige måltider og senere bebrejder sig det. Ligeledes bliver tanken om mænds og kvinders stamtræ stadig stærkere fremdraget. Hertugernes slægtninge, hvad enten de er udgåede af forbindelser på »dansk« eller kirkelig måde eller kun stammer fra frille forhold, kommer til at spille en betydelig rolle. Under de tre første hertuger fortælles der intet om, at mænd som Bernhard den Danske eller Botho hørte til Rollos slægt. Hertugerne var også blevet i stand til at knytte flere store til sig ved forleninger eller overdragelser af ejendomme, fordi den jord, som efter hånden var kommen ind under deres rådighed, var vokset overordentlig ved nybebyggelser på forladt jord, ved konfiskationer efter uroligheder og lignende. Samtidig havde hertugernes forrettigheder strakt sig videre og videre, ligesom de viste en ivrig bestræbelse for at lade deres embedsmænd indgå ægteskaber med rigt bemidlede kvinder og for at gifte deres mænds døtre ind i de stores familier.

Men det var jo også naturligt, at den normanniske hertugstol rykkedes op efter, da den, som beklædte den, havde fået en stor indflydelse indenfor Frankrig og stod landets konge så nær. På denne tid bliver da også hertugtitlen jævnlig anvendt på den mand, der tidligere oftest havde været kaldt greve, markisus, dominus, patricius.

Siden Riulfs opstand havde der ikke været mærket nogen modstand fra de stores side mod hertugen. Tværtimod må man med beundring læse om, i hvilken grad landets fyrste fandt støtte hos stormænd og høvdinger, hvor meget der end ved naboers uro og indgriben kunne gives stof til at tage parti eller stilles lokkemidler for utroskab. Der skulle komme en tid, hvor forholdet blev helt anderledes, men endnu mærkedes intet, selv ikke i Cotentin og Bessin, hvor de mest selvbevidste nybyggere havde hjemme. Kun om en enkelt ulydighed fra de stores side bliver der fortalt, og den udgik fra en mand af hertugslægten.

Rikard I havde en uægte søn Vilhelm, som hans halvbroder hertugen havde gjort til greve af Hiémois, imod at han ydede den befalede hærtjeneste. Slette rådgivere fik ham imidlertid til at vægre sig derved, og alle påmindelser og advarsler var forgæves, han vedblev i sin halsstarrighed. På tilskyndelse af Rodulf af Ivry og med hans bistand blev Vilhelm fængslet, men hans tilhængere fortsatte modstanden; flere af dem tilsatte livet, andre blev af hertugen som fredløse jagne ud af landet. Efter at Vilhelm havde siddet i fem år som fange i et højt tårn i Rouen, lykkedes det ham ved hjælp af et tov, han havde fået indsmuglet, at hejse sig ned til tårnets fod og at slippe bort. Han benyttede nætterne til at komme fra sted til sted, men om dagen måtte han holde sig skjult, og han indså, at det ville være bedre at ty til hertugens nåde. En dag, da Rikard var på jagt i Vernon-skoven, kastede han sig ned for hans fod og bad om tilgivelse. Rikard rørtes over sin broders ulykke, grev Rodulf talte også hans sag, og fra dette øjeblik havde han vundet Rikards venskab. Hertugen forlenede ham med grevskabet Eu; han gav ham til ægte en smuk pige af en anset, adelig slægt, Lescelina, Turketils datter. I kirkens historie har dette ægteskab et godt navn; deres sønner var Hugo, biskop af Lisieux (1050-1077), Robert, greve af Eu, og Vilhelm Busac, greve af Soissons.

Karakteristisk for udviklingsgangen er en bevægelse i begyndelsen af Rikard II's regering. Der viste sig tegn til uro hos bønderne i alle egne af Normandie. De holdt møder i de forskellige landskaber, ja de besluttede indenfor hver kreds at vælge to udsendinge, der skulle samles til et møde for det hele land, hvor en fælles beslutning skulle tages. Deres krav gik ud på, at der blev givet dem uhindret ret til at benytte skove, søer og vandløb.

Så såre Rikard hørte derom, sendte han sin onkel grev Rodulf af Ivry med en stor troppestyrke ud mod dem for at hindre deres sammenkomster. Rodulf fik fat i alle udsendingene og i enkelte andre bønder, han lod en hånd og en fod hugge af dem; de kunne så vende tilbage til deres hjemstavn og berette om, at hertugen og de store alene havde ret til alle de større skove, vande og vandløb.

Vilhelm af Jumiéges er vor eneste kilde for beretningen om denne bevægelse, og man studser over den hårde og ufølsomme måde, hvorpå han fortæller om dette forsøg fra bøndernes side på at hævde deres formentlige ret. Man synes at mærke, hvordan det særlig er bøndernes stræben efter at organisere sig, der har indjaget hertugen skræk. Endelig føler man sig utiltalt af den hårde straf, der anvendes; den står imidlertid i en vis samklang med de straffebestemmelser, der gjaldt om forhold, hvor et hensyn til statens tarv og et ønske om at skærpe dens myndighed gør sig stærkt gældende.

I anledning af den benyttelse af landets skove, hvorom der her er tale, fortjener iøvrigt følgende at erindres. Hertug Rikard I havde anmodet abbeden i Cluny, den hellige Maiolus (død 994), om at komme til Normandie for at reformere klostret i Fécamp. Han stillede imidlertid som betingelse, at hertugen skulle give kirken i Normandie retten til al svinsolden i de normanniske skove og ikke tillade nogen af sine ombudsmænd at tillægge sig en sådan. Rikard rådførte sig med sine mænd, men det blev besluttet ikke at imødekomme dette forlangende.

Kapitel XXVI.

Rikard II's forhold til kong Æthelred og til de danske i England.

Æthelreds upålidelige holdning og hans ægteskab med Rikards søster.

Vi har set, at der var blevet sluttet en traktat om fredelige forbindelser mellem den engelske konges og hertugens undersåtter. Det gode forhold mellem de to fyrster har vist sat frugt i en fra Æthelreds tid stammende lovoptegnelse fra London, hvori det hedder, at folk fra Rouen, der kommer til London med vin og hvalkød, skal af et stort skib betale 6 Sk. i afgift og en tyvendedel af hvert stykke hvalflæsk, medens skibe fra andre normanniske og franske havne skal lægge deres varer frem og betale told; der er således givet Rouen-skipperne en bestemt forret. Den forpligtigelse, som Rikard I havde påtaget sig om ikke at modtage i sit land Englands fjender, må senere være ophørt. Grunden dertil kender vi ikke, men sammenligner man Æthelreds og Rikard II's karakter og styremåde, vil man vist ikke være i tvivl om, at skylden herfor må lægges over på Englands konge. Den angelsaksiske årbog fortæller ved år 1000, at »den fjendtlige flåde om sommeren sejlede til Rikards rige«. Æthelred havde i disse år ikke blot vendt våbnene mod de stadig angribende danske vikinger, men også mod de i hans lande boende mænd fra Norden, han havde udrustet en flåde og sendt den rundt om Wales' kyster for at støtte en engelsk hærs angreb på nordboerne i Cumberland, men flåden nåede ikke frem, hvorfor den i stedet derfor angreb den norske koloni på Man.

Til dette tidspunkt må vi vist henføre et tåbeligt angreb af angelsakserne på Cotentin, der passer fortræffeligt med det så slet planlagte indhug på Englands kyster mod vest.

Æthelred skal have udbudt hærskarer fra hele landet til en bestemt dag og sendt flåden over Kanalen for at plyndre og brænde i Normandie, dog skulle den lade Mont St. Michel urørt; hertugen måtte den fange og bringe i lænker til England. Skibene landede ved Val-deSaire på den nordøstlige side af halvøen Cotentin, den begyndte at brænde løs, men Nigel, der var vicegreve, fik af sine vagtmænd straks underretning og lod hurtigt ikke blot landskabets hærmænd, men almuen udbyde, de strømmede til og tilføjede englænderne et så alvorligt nederlag, at det kun lykkedes få at slippe bort i tre af flådens skibe. De hjemvendte måtte fortælle Æthelred, at i det land var der ikke alene tapre krigere, selv kvinderne var gået til angreb med de åg, hvorpå de bar deres spande.

Den flåde, der havde overvintret i Normandie, sejlede næste år til mundingen af floden Exe i Devonshire og op til Exeter. Snart var ikke blot dette landskab, men hele den engelske sydkyst prisgivet, den eneste løsning var at betale vikingerne Danegæld (1001).

Disse begivenheder må have henledet hertugens opmærksomhed på det angelsaksiske rige. Det åbenbarede sig på alle måder, at her var et land i forfald, et folk, der manglede evne til ved opofrelse og disciplin at samle sig til enhed. Her var en utålmodig befolkning, der nærede mistillid til sin regering og sin konge og som var beredt til at knytte forbindelser med fremmede nationer, der syntes at eje større dygtighed og syn på fremtidens muligheder. Normandiet var bragt til en blomstrende udvikling, her var en ungdom, øvet i våbenbrug med krigermod og med sindet fyldt af minder om fortidens store bedrifter, den følte, at landet ikke indenfor dets egne grænser bød opgaver nok frem, således som normannerne snart skulle vise ved at optræde i Spanien, Italien og andensteds. Hertugen måtte tænke på, om der ikke i England var mulighed for at vinde indflydelse og bane vej for normannerne, i alt fald således, at det kom deres næringsveje til gode. Tanker af denne natur må have rørt sig hos hertug Rikard, da han lod sin søster indgå ægteskab med kong Æthelred, og Emma har vel også haft fremtids drømme af denne natur, da hun indvilligede i en forbindelse med denne meget ældre konge, der hverken som regent eller ægtemand nød anseelse. I alt fald kan man efter hendes karakter og følelser tiltro hende sådanne tanker.

Emmas bryllup stod i foråret 1002, og et halvt år senere øvedes blodbadet på de Danske i England, St. Briccii dag (d. 13. november).

På det hævntog, som kong Svend udførte i det følgende år, drog han mod Exeter, der var givet dronning Emma i morgengave og som havde en norman Hugo til høvding. Denne overgav straks byen til kongen. Svend kom på dette togt med nogle skibe til Normandie for at opnå en overenskomst med hertug Rikard II. Denne modtog venligt Svend og hans krigere, der også efter felttoget kunne trænge til hvile; det blev vedtaget, at der stadig skulle herske fred mellem de nu regerende og fremtidige konger i Danmark og hertuger i Normandie og at de Danske frit måtte sælge i Normandie, hvad de havde frataget fjender. Ligeledes skulle enhver dansk, der var blevet såret eller var lidende, kunne få ly og pleje i Normandie, som var han i sit eget hjem. Svend kunne vende tilbage med disse gode tilsagn foruden med rige gaver.

I de følgende år fortsatte de Danske deres togter mod England med held, og landet var ilde stedt i en række af år. Æthelred sendte i 1009 mænd til Normandie for at formå hertug Rikard til at bringe ham hjælp, hvad dog ikke lykkedes.

Kampen med grev Odo af Chartres og Olaf Haraldssøns togter til Frankrig.

Under begivenhederne i de følgende år i England optrådte der her to vikingehøvdinger, som også skulle vise sig på det franske fastland og få betydning i den krig, som Rikard II på den tid førte med en nabofyrste; det er skildringen af denne krig, vi i det følgende stykke har til opgave.

Grev Odo af Chartres var hertug Rikard II's svoger, denne havde givet ham sin søster Mathilde til ægte. Vi véd ikke, når dette ægteskab er blevet sluttet, men allerede i året 1005 var Odo gift med en anden hustru. Med Mathilde havde han fået halvdelen af borgen Dreux som hendes medgift, nu, efter at hun var død, uden at have født sin mand børn, skulle Odo give borgen tilbage; han vægrede sig imidlertid derved og holdt den besat. For Normandiet var imidlertid denne befæstning af betydning; den ligger syd for Normandiets grænseflod Avre, og dens tilliggende strakte sig lige op til floden. Rikard besluttede med krigerskarer fra Normandie og Bretagne at rejse en borg ved Avre, han kaldte den Tilliéres, og dens forsyning med fødemidler blev pålagt de egne, der hidtil havde hørt under Dreux. Til befalingsmænd i borgen indsatte han Nigel af Coutances, Rodulf af Toeny og dennes søn Roger, det fornødne mandskab fik de fra deres besiddelser.

I al stilhed satte grev Odo sig i forbindelse med de to grever Hugo af Maine og Gualeran af Meulan. Skjulte af nattens mørke nærmede deres rytterskarer sig Tilliéres; men så såre man i borgen fik øje på dem, besluttede man at overraske dem ved et pludseligt udfald. Fjenderne blev aldeles overvældede, mange faldt og mange såredes, resterne søgte hovedkulds tilflugt i skovene. Grev Odo flygtede til Dreux, grev Hugo, hvis hest var blevet dræbt, fik i en hyrdes hytte sin rustning af sig og blev klædt i en fåreskindspels, han tog en fårefolds staver på ryggen og vandrede fra sted til sted, idet han tilskyndede normannerne til at forfølge de flygtende fjender. Forrevet af torne og med sår på ben og fod nåede han til sidst Maine.

Kong Robert blev imidlertid ængstelig ved denne krig. Vikinger fra havet plyndrede samtidig i Bretagne, og det sagdes, at hertug Rikard ville tage dem i sin tjeneste. Kongen ønskede derfor en forhandling ved en sammenkomst med begge parter; den skulle finde sted indenfor Normandiet i Coudres, ca. 15 km. nordvest for Dreux. Efter at have fået en fremstilling af stridsspørgsmålet fra begge sider fik kongen sindene mildnede og bragte et forlig i stand, hvorefter Odo skulle beholde Dreux, medens Rikard fik ret til det land, han havde henlagt under Tilliéres.

Der er imidlertid en episode af denne krig, som ikke endnu er omtalt og som den historiker, der er hjemmel for beretningen derom, tillægger en afgørende betydning.

Hertug Rikard skal have sendt bud hinsides havet til de Norskes konge Olaf og Suavernes konge Lacman og bedt dem komme med store krigerskarer. De lovede at drage afsted straks og landede med deres flåde ved en kyst nær ved Bretagne; derfor samlede da også denne landsdels befolkning sig rundt omkring fra imod dem og ville overrumple dem ved et uventet angreb. Hedningerne anvendte imidlertid det gamle kunstgreb, de gravede skjulte grave med en smal åbning foroven, som hestene ikke ville blive var; de styrtede da også ned i dem med brudte ben. Nu kunne vikingerne kaste sig over skarerne, de dræbte for fode, og kun få undslap. Hedningerne drog så videre, belejrede borgen Dol, indtog og brændte den, indbyggerne blev nedhuggede, således også byens foged (advocatus) Salomon.

Derpå sejlede vikingerne til Seine-mundingen og op ad floden til Rouen, hvor hertug Rikard modtog dem med alle æresbevisninger.

Der er et forhold, som nødvendig tvinger os til at forkaste denne beretning hos Vilhelm af Jumiéges, i alt fald i den sammenhæng, hvori den her er bragt. Det er umuligt, at forbundsfæller af hertug Rikard kan have angrebet Bretagne, allermindst på tilskyndelse af ham.

Rikards første hustru Judith var en datter af grev Konan af Rennes; han var faldet i kamp med angevinerne (992), og derpå styrede hans søn Godfred, der var gift med Rikards søster Hadvise, men da Godfred døde 1008, overtog Rikard sammen med sin søster styrelsen og værgemålet for børnene. Derfor var forholdet mellem normanner og bretoner afgjort venligt og fredeligt; det nævnes også af Vilhelm af Jumiéges, at bretonerne hjalp hertug Rikard med at rejse borgen Tilliéres. En omhyggelig forsker som La Borderie måtte se, at beretningen indeholdt en urimelighed, men han er kommet ud over vanskeligheden ved at lade Olaf og Lacman være komne til Dol ved en fejltagelse, idet de blev kastede derhen af en heftig vind. Hertug Rikard har intet dermed at gøre; han har vel givet bretonerne erstatning, thi det gode forhold mellem dem og normannerne vedblev.

På så let en måde ved at tildigte ukendte oplysninger kan spørgsmålet dog ikke løses. Men for at nå til en forståelse, bør vi redegøre for, hvad nordiske kilder angiver om kong Olafs vikingetogter.

Af nordiske og engelske kilder kender vi så meget til Olaf Haraldssøns togter i vestlandene, at tidspunktet for dem må falde i årene 1012-14. Fra England drager Olaf på togt til Frankrig, og han gør en række anfald på dets vestlige kyster; de er omtalte i Sigvat Skjalds Digte, med nærmere geografiske angivelser, og de er derfra gået over i beretningen i Heimskringla. Der er gjort mange skarpsindige forsøg på at tolke navnene på de steder, som Olaf angreb, men synderligt overbevisende er de givne forklaringer ikke, når da nogle enkelte navne undtages. Vist er det imidlertid, at togterne har strakt sig ned langs Frankrigs vestkyst og at også Spaniens kyster er blevet angrebne, endog helt ned til Gibraltar.

Findes der nu ingen efterretninger om disse anfald i fremmede kilder? Der er grund til at antage, at Adenar af Chabannes har en optegnelse, som hører herhen. Han fortæller om, hvordan en umådelig flåde fra danske og irske lande kom til en havn i Aqvitanien (Poitou). Blandt dens krigere var både kristne og hedninger. Fra deres lejr ved stranden drog de ud på plyndring, og hertug Vilhelm talen er om den højt ansete og mægtige hertug Vilhelm III af Aqvitanien drog ud mod dem med så talrige skarer, at vikingerne i høj grad forskrækkedes derved. I nattens mørke gravede de grave, som de halvvejs bedækkede med grønsvær; da frankerne gik til angreb, styrtede deres heste ned i disse huller, og mange høvdinger toges til fange. Næste dag kunne flåden sejle bort med fangerne, og dem måtte Vilhelm løskøbe i dyre domme.

Tidspunktet for dette togt angiver Ademar ikke, men når Sigvat Skjald i en af stroferne synger om Olafs kamp foran »Vilhelms by«, ligger det nær at tænke på herskeren over Poitou. Og vel kan vi oftere se krigspudset med de skjulte grave anvendt, men urimeligt er det vel ikke at antage, at fortællingen hos Vilhelm af Jumiéges netop sigter til det i Poitou skete, uagtet han lader bretonerne være de angrebne. Han synes tilmed at lade vikingerne lande udenfor Bretagnes grænse, inden de går mod Dol, og bretonerne havde besiddelser langt ud over Loires sydside ned mod grænsen af Poitou.

Endnu en kilde fortjener at erindres. Det sted, hvor vikingerne lander, betegnes af Ademar som portus Aquitanicus, et håndskrift har dog tilføjet: juxta Pictavorum terminos. Endvidere giver en kilde den oplysning: apud S. Michaelem de Eremoi), hvilket vil sige St. Michel-en-l'Herm, en ø i Marais Poitevin (13 km. sydøst for Luçon. Hos Ademar fortælles på et andet sted, at Emma, der var gift med vicecomes Guido af Limoges, da hun på St. Peters og St. Pauls og på St. Marcialis dags tid rejste til festen i klostret i St. Michel-en-l'Herm, blev ved nattetid røvet af normannerne og ført over havet, hvor hun forblev i tre år. Normannerne fik udbetalt en umådelig mængde guld og sølv af St. Marcialis' skat og ligeledes et gyldent billede af St. Michael, samt mange klenodier, men troløst udleverede de ikke deres fange, indtil omsider hertug Rikard ved en sendefærd hinsides havet fik Emma frigivet og hjembragt til hendes ægtefælle.

Denne begivenhed må sikkert henføres til Olaf Haraldssøns togt. Der høres jo ikke ellers på disse tider om vikingeangreb på Atlanterhavskysten.

Jeg vender nu tilbage til beretningen hos Vilhelm af Jumiéges. Han fortæller jo åbenbart om et virkeligt historisk forhold, som tilmed delvis bliver bekræftet af nordiske kilder. Men den forbindelse, hvori her angrebet på Dol er sat med Rikards krig med grev Odo af Chartres må være urigtig. Chartres ligger langt inde i Frankrigs indre og kunne ikke angribes af pirater. Olaf Haraldssøn kom med sine skibe til Rouen, men for at nå til Chartres-landet måtte han sejle en tre gange så lang strækning op ad Seine og endvidere tilbagelægge dagsmarcher for at nå til Dreux. Endvidere står der jo ikke i Heimskringla, at Olaf og hans mænd kom til Normandie for at kæmpe, det skildres som et fredeligt besøg. Mærkeligt er endelig, at efter Vilhelms beretning var det, der skræmmede kong Robert, vikingeangrebet på Bretagne.

Det vil derfor ses, at vi kan redde beretningernes sandhed blot ved at opgive den forbindelse, hvori historikeren Vilhelm har stillet dem. Olaf Haraldssøn har været på vikingetog og har blandt andre egne også angrebet Bretagne. Dette har været ganske mod Rikards ønske, og han har søgt at hindre gentagelse ved at indbyde Olaf til Rouen. Eller også har Rikard under Olafs togter mod den franske vestkyst kaldt ham til Normandie for at bruge hans nærværelse som trussel mod normannernes fjender mod syd. Ved en sådan flådes ankomst måtte nemlig alle franske i landskaberne ved Normandiets grænse mindes de såre sørgelige begivenheder for halvhundrede år siden på grev Thetbalds tid og de store vanskeligheder, der da var ved at få de tilkaldte danske vikinger fjernede. Det kan derfor med god grund siges, at angrebet på Bretagne havde indgydt kong Robert ønsket om at få fred bragt istand overfor greven af Chartres.

Ifølge Snorre »regnede jarlerne i Rouen længe siden frændskab med Norges høvdinger og derfor satte de dem lang tid siden højt«. I kilderne fra Normandie læser vi intet sådant, derimod står der om Svend Tveskægs besøg på den tid i Rouen.

Ifølge sagaerne kom Olaf til Seine om høsten og blev i Rouen vinteren over. Det var siger Snorre på den tid, da kong Æthelreds sønner kom til deres morbrødre i Frankrig, og vi véd af den Angelsaksiske Krønike, at det var henimod midvinter 1013-14, at dronning Emma og hendes sønner, efter Svend Tveskægs sejrrige kampe, nødsagedes til at drage til Normandie. Ikke længe efter kom kong Æthelred.

Ifølge Vilhelm af Jumiéges blev Olaf ved bestræbelse af ærkebisp Robert overtalt til at antage kristendommen, og han blev døbt af ham. En afvigende norsk tradition lader Olaf være døbt tidligere, og i England; der vil ikke være grund til at komme ind på dette spørgsmål.

Kapitel XXVII.

Rikard II som kong Roberts ven og trofaste hjælper.

Kampene om Burgund og i Flandern.

Rikard II var gennem hele sin regeringstid en trofast støtte for den franske konge.

I året 1002 var den barnløse hertug Henrik af Burgund død, og vel havde han adopteret en burgundisk greve Otto Vilhelm som søn og indsat ham til arving både af hertugdømmet og af de to grevskaber Auxerre og Autun, som han besad indenfor det, men kong Robert kunne på ingen måde tillade, at et hertugdømme således uden hans samtykke blev overdraget til en uvedkommende; kongen var tilmed onkel til den afdøde hertug Henrik. Desuden ville han ikke svigte, den opgave, Kapetingerne havde sat sig, atter at bringe tabte besiddelser ind under den kongelige domæne. I foråret 1003 samlede han en betydelig hær; det siges, at hertug Rikard stillede 30,000 mand til hans tjeneste. Krigen blev dog hård, de fleste burgundiske herrer gjorde modstand, så at kampen varede, under mange afbrydelser, gennem en årrække, og Burgund led frygteligt under plyndringerne.

Kampen drejede sig således om Avallon, der forsvarede sig hårdnakket; omsider indtoges den ved normannernes bistand. Ligeledes faldt Auxerre i kongens hånd (1005). Endnu gennem en halv snes år fortsattes kampen, indtil omsider hovedbyen Dijon overgav sig i 1015. Landet var altså nu vundet, og kong Robert kunne indsætte sin yngre søn Robert til dets styrer.

Også i en anden krig var hertug Rikard sin konges hjælper.

Kong Robert var på Kristi Himmelfartsdag i 1006 på besøg hos hertug Rikard i Fécamp, og i september samme år drog de, sammen med kong Henrik II af Tyskland, på togt mod grev Balduin af Flandern.. Han havde bemægtiget sig Valenciennes, der hørte under Tyskland, men belejringen af byen, der forsvaredes kraftigt, førte ikke til noget resultat. Rikard skal have øvet frygtelige ødelæggelser i omegnen af Arras og ikke skånet munkene i klostret St. Eloi i Noyon.

Ved pinse 1017 fejrede kong Robert en prægtig fest i Compiégne. Talrige bisper var tilstede dog ingen fra Normandie og ligeledes en kreds af verdslige fyrster og store. Kong Robert lod sin tiårige søn Hugo salve til konge. Blandt deltagerne i højtideligheden var hertug Rikard; han havde givet den kostbare, fint ciselerede kalk, hvori altervinen blev skænket.

Kong Roberts jævnlige besøg i Normandie er bevis på hans venlige forhold til hertugen, men et af de mærkeligste vidnesbyrd om Rikard II's stilling blandt den franske konges vasaller knytter sig dog til forsamlingen af stormænd i Compiegne d. 1. maj 1028. Der skulle her forhandles om reformer indenfor kirken - året forinden havde hertug Rikard angivet for kongen, at der fandtes kætterier i Orleans, men tillige om vigtige sager af politisk natur. Her var tilstede greverne Balduin af Flandern og Rodulf af Valois, hertug Rikard og hans broder ærkebisp Robert af Rouen, bisperne af Beauvais og Amiens, foruden mange andre gejstlige og verdslige. En sag, der skulle forhandles, var kong Robeds strid med Odo II, greve af Blois, Tours og Chartres, om successionen i grevskaberne i Champagne. Disse var i sin tid efter Herbert II af Troyes' død overgåede til hans to nevøer som len til fælles hånd og derefter til disses sønner; da nu den ene af dem var død uden arvinger, mente den anden, altså den afdødes fætter, Odo II af Blois sig eneberettiget til hele den samlede arv af Champagne. Kong Robert formente sig imidlertid berettiget til at inddrage den ledig blevet arvedel.

Hvilken rolle der var tildelt hertug Rikard ved ordningen af dette forhold, vil fremgå af det brev, som grev Odo II tilskrev sin konge: »Herre konge! Jeg har nogle ord at sige dig, hvis du vil værdige mig at høre dem. Grev Rikard, din tro vasal, har bedet mig komme til dit retterting eller til at prøve forlig angående de beskyldninger, du har rettet imod mig. Jeg har lagt sagen helt i hans hånd. Derpå har han med dit samtykke berammet tinget, hvor denne sag kunne komme til afgørelse. Men kort før den fastsatte tid, og medens jeg beredte mig til at møde, meldte han mig, at jeg ikke skulle gøre mig den ulejlighed at drage til tinget, fordi det ikke var dig til sinds at tage mod nogen dom eller noget forlig, som ikke erklærede mig uværdig til at holde nogen forlening af dig, og fordi, som han sagde, det ikke tilkom ham at kalde mig til et sådant ting, uden at pairerne samledes.

Dette er grunden til at jeg ikke har villet fremstille mig for dig på tinge. Jeg undrer mig i høj grad, herre konge, over at du på så hovedkulds måde, uden at min sag er hørt, har dømt mig uværdig til at holde et len af dig.

I brevet udvikler derpå Odo, hvordan Champagne ikke er et len under Fiscus, men har været arveligt i hans slægt, og at han altid har tjent kongen til hans tilfredshed hjemme og ude. Han beder om, at kongen vil ophøre med sin forfølgelse, da han intet højere ønsker end at have hans nåde, han anmoder om, al kongen vil lade sine daglige rådgivere eller fyrsterne bringe et forlig i stand.

Dette smukke og værdige brev har sikkert Odo udarbejdet med bistand af den ansete biskop Fulbert af Chartres.

Man har sagt, at kong Robert har valgt hertug Rikard til voldgiftsmand i tvisten, men dette er jo åbenbart ikke rigtigt. I kilderne findes ikke nogen udtalelse, hverken fra kongens eller grev Odos side, om at de har overdraget Rikard sådan magt. Snarere ville vi kunne benytte den moderne betegnelse »forligsmand« om Rikards hverv. Da så kongen stiller det krav, at Odo i ethvert tilfælde skal sætte alt til kongens nåde, opgiver Rikard at virke, fordi kun en forsamling af samtlige pairer kunne fælde en sådan dom over en af kongens vasaller.

Det synes som om Odo virkelig har haft en arveret at støtte sig til, og hans henstilling om, hvem afgørelsen kan tilkomme, synes meget rimelig, medens kong Roberts afvisende holdning er uforståelig. Men karakteristisk er det, at hertug Rikard uagtet sit gode forhold til kongen dog bestemt stiller sig på vasallens side. Nogen afgørelse af sagen synes ikke at være kommet i stand.

Den unge Rikards togt til Mimande.

Under Rikard II foretog normannerne et højst mærkeligt felttog; det har et næsten fantastisk skær, men er fuldt afhjemlet. Beretningen derom lærer os, hvilken slagfærdig og foretagsom hær Normandiet nu besad, men også, hvor diplomatisk velforberedt togtet må have været, idet det gjaldt om at marschere langt ud mod Frankrigs yderkant, flere hundrede kilometer fra Normandiets grænse til steder, hvorhen ingen skibe kunne bringe krigerne ad flodveje.

Rikard II's datter Adeliza var blevet gift med grev Rainald af Burgund, det vil sige den del af de burgundiske lande, der strakte sig mellem Saones østlige, venstre bred til henimod Rhinen og hvoraf det såkaldte Franche Comté skulle opstå. Det var endnu ikke gået ind under det tyske kejserrige, hvad dog snart efter skulle blive tilfældet.

Grev Rainald havde en uforsonlig fjende i sin nabo hinsides Saone grev Hugo af Châlon-sur-Saone i hertugdømmet Burgund, og Hugo havde ved list taget grev Rainald til fange, han måtte under tunge lænker sidde i et hårdt fængsel. Da hertug Rikard fik meddelelse om sin svigersøns skæbne, sendte han straks sendebud til Hugo og bad ham hurtigst mulig gengive Rainald friheden. Hugo brød sig imidlertid så lidt om den fjerne hertugs formanende anmodning, at han tværtimod gjorde Rainalds fængsel endnu hårdere. Da tøvede Rikard ikke, men gav sin søn Rikard ordre om at holde den normanniske hær rede og drage på et hævntog til Burgund. Den unge hertug brændte af begærlighed efter at sætte det i værk så hurtigt som muligt. »Som en susende vind, der fejer alt til side,« for han ud fra landets grænser og trængte med en talløs normannisk styrke ind i Burgund. Da krigerne i borgen Mimande med kastevåben angreb normannerne, gik disse løs på fæstningen og indtog den, derpå brændte de den, med alle dens beboere, unge og gamle. Hæren drog så videre med ild og sværd mod det nærliggende Châlon. Da indså Hugo, at hans sag var tabt. Med en sadel på sin ryg krøb han hen for den unge Rikards fod og bad om tilgivelse. Rikard tilstod ham fred. Rainald blev givet fri, Hugo måtte stille gidsler og love at komme til Rouen for at udsone sig med hertug Rikard. Den unge Rikard førte så hæren tilbage til Normandie.

Den nævnte symbolske handling, hvormed Hugo erklærer sig for overvunden og beder om sejrherrens nåde er velkendt fra andre beretninger. Togtets eventyrlige karakter ligger i mange forhold. Man må således undre sig over, at kong Robert ikke har holdt sin hånd over Hugo, da denne havde været kongens så at sige eneste støtte hernede under de lange kampe for at vinde Burgund for kronen og da det aldrig vides, at han er optrådt imod kongen. Denne må endvidere have tilladt marchen gennem sine egne og sine vasallers lande, selv om normannerne overalt har betalt for de fødemidler og for anden hjælp, de havde behov, hvad da kilderne også oplyser. Vi har efterretning om at hertug Rikard afstod to gode landsbyer til greven af Vexin for at få tilladelse til at lade tropperne drage gennem hans land, lignende tilsagn har vel hertugen erhvervet andensteds. Men hvor lang var ikke den vej, som hæren skulle tilbagelægge! Châlon ligger i lige linie henimod 400 km. fra Rouen, og selv med en anstrengt marsch kunne hæren næppe nå derhen på mindre end 12-14 dage.

Kapitel XXVIII.

Rikard II og kirken.

Vilhelm af Dijon bliver abbed i Fécamp.

Af afgørende betydning for hele Normandiets udvikling og for muligheden af at dette land kunne, også i åndens verden, opnå den førsterang, som det afgjort var i færd med at erobre sig på våbnenes og den praktiske statskunsts områder, var det, da hertug Rikard bevægede abbed Vilhelm af Dijon til at flytte til Normandie for at omdanne landets klostre i cluniacensisk ånd. Det var at formæle vikingernes gamle kraft og mod med stræben mod andre mål end det håndgribelige og umiddelbart nyttige, at åbne synet for frugter, der kunne vindes i hjertets dybder og tænkningens gruber.

Da hertug Rikards udsending fremsatte anmodningen for Vilhelm, svarede denne: »Det er sagt os, at de normanniske hertuger er barbariske og ville mennesker, der snarere sønderbryder kirker, end bygger dem, og hellere lægger åndelige menneskers hellige samfund øde, end de understøtter dem; svar derfor eders hertug, at vi ikke har de fornødne heste og pakdyr, der kunne bringe mig og de ledsagende brødre til hans land«. For nu at vise, hvor brændende Rikard ønskede hans komme, sendte han et betydeligt antal heste og lastdyr til Dijon, og kort efter kom da Vilhelm med mange munke til Rouen (1001), hvor hertugen personlig gik ham tilhånde, kort efter førte han ham til Fécamp. Det blev opfattet som et heldigt varsel, at der på den dag, Vilhelm ankom, samlede sig en mængde ørne på kirkens tag.

Vilhelms komme til Fécamp blev en sand velsignelse for klostret. Arbejde, orden, disciplin, afholdenhed blev nu løsnet for munkenes gerning, desuden udbredelse af kundskab. Abbed Vilhelm havde erfaret, at mange steder i Frankrig forstod præsterne ikke at messe rigtigt eller at oplæse bibelteksterne på rette måde, men værst stod det til i denne henseende i Normandie. Nu blev der ved klostret indrettet skoler, til hvilke også andre kunne søge end dem, der havde valgt den gejstlige livsbane, derfor sendte stormændene deres sønner derhen. Og man så ansete mænd både fra Normandie og nabolandene, der ville trække sig tilbage fra verden, blive munke i klostret.

Der sker nu noget såre mærkeligt. Hertug Rikard ønsker, at klostret skal være fritaget for enhver indgriben fra bispers og andre gejstliges side, det skal kun stå under paven i Rom. På en forsamling af bisper og verdslige høvdinger i Fécamp opnår han at få denne stilling for klostret erkendt. Ærkebisp Robert ønsker og vil denne frihed, og »til erindring om hans fader og på hans broders bud« udstrækker han klostrets ret over 12 andre kirker. De øvrige bisper samtykker også heri og sætter deres navn under brevet, sammen med mange verdslige stormænd. Under et besøg i Fécamp bekræfter kong Robert og flere højtstående franskmænd denne afgørelse.

Derpå blev abbed Vilhelm sendt afsted til Rom, godt forsynet med gaver. Pave Benedikt VIII udtalte sin beundring for hertug Rikards kirkelige iver og stadfæstede bestemmelsen om, at klostret kun skulle stå under paven.

Det er let forståeligt, at et kloster, der skal virke som et eksempel for andre klostre og tillige har en gerning som et universitet og en dannelsesanstalt, kan ønske en sådan frihed. Derimod er det vanskeligt at forstå, at ærkebispen og bisperne kan dele dette ønske og uden betænkelighed se deres myndighed beskåret. Dog ser vi i den følgende tid andre klostre, som Cérisy og St. Wandrille, få den samme frihed for biskoppelig og anden kirkelig sædvaneret.

Rikards hensigt at stille sig under pavestolen og at forsynes med et skjold mod bispemagten fremgår også af et senere (1016) fra pave Benedikt VIII modtaget brev, hvori denne skriver, at han har opfyldt alt, hvad der stod i hans magt, om end ikke alt, hvad han gerne havde villet. Paven overtager hvervet at være hans beskytter, og han bestemmer, at ingen biskop skal kunne sætte hertugen i band, uden at sagen forinden er prøvet i Rom.

Abbed Vilhelm forestod klostret i næsten 30 år, og det vandt en anseelse som det ypperste af klostrene i Normandiet. Hertug Rikard havde en ubegrænset tillid til Vilhelm og betroede ham også tilsyn med klostrene Jumiéges, St. Ouen og Mont St. Michel. Vilhelm besøgte desuden klostre i Frankrig, Lothringen og Italien; det siges, at han skal have reformeret 40 klostre. Da omsider Vilhelm på hertug Roberts tid ønskede at nedlægge sin abbedstilling (1031), overlod Robert ham at vælge sin eftermand. Han valgte italieneren Johannes fra Ravenna, der på grund af sin lille skikkelse blev kaldt Johannelinus; han var en velstuderet mand og havde, på tilskyndelse af Vilhelm, lagt sig efter lægekunst.

Hvorledes Rikards godhed strakte sig til franske klostre udenfor hans eget land, kan erfares af, at da Angelram, abbed i St. Riquier ved Somme, besøgte hertugen og vandt yndest hos ham og hans omgivelser, blev med stormændenes samtykke kirken i Scabellivilla (Équemauville, Arrond. Pont-l'Évêque) skænket til klostret, imod at det forøgede munkenes tal med endnu en broder. Rikard gav også til kirken en prægtig purpurkåbe, hvortil ærkebisp Robert føjede et smukt tapet.

Af en discipel af Vilhelm af Dijon er der givet følgende vidnesbyrd om, med hvilken varme det kirkelige liv endog i fjerne lande blev omfattet i Normandie: »Normannerne sendte de kostbareste gaver til hellige kirker næsten i den hele verden, således at der endog fra Orienten, fra det berømte Sinai bjerg, årlig kom munke til Rouen; de kunne hjembringe fra hertugen mangfoldige gaver af guld og sølv. Rikard sendte 100 pund guld til vor Frelsers Grav, ligesom han med overordentlig store pengegaver hjalp alle dem, der agtede sig derhen«.

Om besøg af munke fra Sinai fortæller en anden kilde, der tillige har den interesse at berette om, hvordan også private begyndte at stifte klostre. Hertug Rikards ry havde ladet St. Katrines kloster på Sinai sende nogle brødre til Normandie for at bede hertugen om understøttelse. Han modtog dem også vel og anbefalede dem til Goscelinus, vicegreve af Arques; hos ham fik de husly og underhold. Uagtet sin høje stilling var Goscelinus en såre beskeden mand, og han og hans hustru Emelina var utrættelige i at hjælpe fattige og støtte kirker og klostre. Den ene munk og hans tjener forblev i to år i Goscelinus' hus, de andre brødre var tidligere draget bort, rigt hjulpne af hertugen.

Goscelinus grundede, sammen med sin hustru, i Rouens forstad klostret St. Trinité-du-Mont, der senere fik navn efter den hellige Katrine. Klostrets kirke blev indviet 1030 i nærværelse af hertug Robert; dets første abbed var den udmærkede tysker Isembert, der tiltrådte 1033.

I året 1026 fandt en stor pilgrimsfart til Palæstina sted; lægfolk og klerke fra hele Frankrig var deltagere i den. Pilgrimmene fra Normandie, hvoriblandt var to herrer fra Bayeux, var under ledelse af abbed Rikard af St. Vannes i Verdun; Normandiets hertug havde som sædvanlig givet tilskud til omkostningerne ved færden.

Der findes en smuk lille fortælling, der ikke blot bidrager til at belyse hertug Rikards personlighed, men lader os se ind i hans daglige liv. Bernhard, der havde været forstander for nogle skoler i Toskana, havde af gennemrejsende hørt hertugen berømme og ville gerne selv erfare, om det ry om ham, der gik så vide om lande, også svarede til virkeligheden. Han kom da til Rouen og tog ind hos en borger, hvem han udspurgte om hertugen og om hvordan man kunne få ham i tale. Han bor her i borgen svarede denne og idag er det tirsdag, da holdes der møde i tårnet til behandling af hele landets sager; ingen kan få adgang til ham, uden han først er anmeldt af kammertjeneren og dørvagten. Men du vil kunne se ham i tårnets karnapvindue, hvorfra han plejer efter frokost at se ud over byens huse og over floden. Bernhard tog da, i stedet for sin dragt som filosof, en almueklædning på, til den nævnte tid gik han, med en bue i sin hånd, hen foran tårnet; han fik øje på hertugen, lagde en pil på buen og sigtede flere gange efter ham. Rikard blev opmærksom på manden og spurgte vagten, om de havde set ham. De blev ham vár og ville gribe og dræbe ham, men Rikard bad dem føre ham frem for sig. Dette skete, og da Bernhard blev spurgt om grunden til hans opførsel, svarede han: »Da du, som et skovens dyr, holder dig så alene og ingen kan få adgang til dig uden på dit bud, har jeg villet gøre jagt på dig som på skovens vildt«. Rikard blev straks venligt stemt mod Bernhard, han erfarede nu, hvem han havde for sig, og omfavnede ham.

Ved samtaler med Bernhard vandt hertugen så stor tillid til Bernhard og til hans indsigt, at han, foruden at drøfte religiøse spørgsmål med ham, også forhandlede offentlige anliggender med filosoffen.

Nogle år senere var Rikard, med Bernhard ved sin side, på besøg i Cherbourg. Da hertugen her i kapellet holdt andagt, greb Bernhard hans hånd og bad ham om, at han måtte blive begravet på den plet, hvor hertugen havde holdt bøn, thi han følte, at han ville blive kaldt bort, inden tre dage var til ende. Rikard tilstod ham naturligvis hans bøn, og det skete virkelig, at Bernhard døde tredje dagen derefter.

Kapitel XXIX.

Rikard II's ægteskaber og hans børn. Rikard III's korte styretid, 1026-27.

Hertuginderne Judith og Papia. Rikard III's ægteskab med kong Roberts datter.

I modsætning til den berettigede dadel eller de ugrundede beskyldninger, der har været rettet mod de tidligere hertuger med hensyn til deres sædelige vandel, har man overfor Rikard II aldrig kunnet fremdrage noget forkasteligt. End ikke i beretninger fra senere tider, der jo gerne er travle i så henseende, er nogen beskyldning fremkommet mod ham.

Rikard II ægtede - vi kender ikke tidspunktet - en datter af grev Konan le Tort af Rennes, hvem det var lykkedes at blive hertug af Bretagne (990-992), en stilling, som hans søn Godfred også opnåede (han døde 1008). Datterens navn var Judith, og det brev, hvorved Rikard giver hende medgift, er mærkeligt i mange henseender. For det første udtales det med klare ord, at hun går ind til sin ægtefælle som ret ægtehustru; man kan sige, at enhver »dansk« forbindelse eller nogen til nordiske sædvaner knyttet særstilling underforstås som udelukket. »Jeg førte dig hjem med dine forældres samtykke, jeg trolovede mig med dig ved fæstensgave, vor forbindelse fuldbyrdedes på lovmæssig måde«. Nu giver han hende medgift, hun er erhvervet ved en købesum eller ved overdraget gods, der bliver hendes, altså på en sådan måde, som det ifølge Saxo var indskærpet i love for normannerne. Judith erhverver altså denne medgift eller morgengave på en anden måde end den, der kendes i den senere Coutumier fra Normandie, hvor hustruens douaire kun var en del af arvingernes lod, som hun udtog forlods af boet, frit og ubehæftet, men kun som besiddelse for livstid. Rikard udtaler udtrykkeligt, at det er en gave med blivende ret: dono tibi donatumque in perpetuum esse volo, måske var en sådan retsvirkning allerede bestemt ved hertug Vilhelms ægteskab med Leutgarde.

Endvidere er det mærkeligt at se, hvilket umådeligt omfang denne gave havde; der navnes i brevet over 110 ejendomme rundt om i Normandie, en stor del af dem var omfattende godser. Jeg skal vel vogte mig for at udtale, hvad en jordbesiddelse af denne art kunne anses for værd eller vor tids målestok, men i 1849 anslog Leopold Delisle denne medgifts værdi til at svare til mindst to millioner Franc.

Vi kender intet nærmere til Judiths personlighed; men at hun delte sin ægtefædres religiøse interesse, fremgår af, at hun af sit gods stiftede klostret i Bernay for benediktinermunke. Efter hendes død forøgede Rikard klostrets besiddelser med 16 ejendomme og overlod det endvidere 10 andre, som Judith havde besluttet at give klostret.

Judith døde i 1017 og begravedes i Bernay, hun havde født Rikard 3 sønner, Rikard og Robert, der blev hertuger, og Vilhelm, som blev munk i Fécamp, endvidere 3 døtre, Adeliza, gift med Reinald af Burgund, Mathilde, der ægtede grev Odo af Chartres, en tredje datter døde ung.

Rikard iindgik senere et nyt ægteskab med Papia. Vi véd intet om hendes herkomst, men hun synes ikke at have hørt til de store slægter. Vi kender to brødre af hende, de havde af deres svoger hertugen fået en ejendom og fik af ham lov til at skænke den til det kloster, hvori de indtrådte. Der foreligger intet, der kunne give anledning til at tro, at Papia ikke fuldt havde nydt anseelse som hertugens hustru. Hun fødte Rikard to sønner, Malger, der blev ærkebisp af Rouen, og Vilhelm, greve af Arques.

Rikard II døde d. 23. august 1026 og blev begravet i Fécamp ved sin faders side. Han havde med sine stormænds billigelse udpeget sin ældste søn Rikard til sin efterfølger, og denne havde også under faderens sidste sygdom været hans medstyrer.

Det knyttedes store forventninger til den unge Rikard III, han havde jo også vist stor dygtighed ved sit mærkelige felttog mod Burgund. Hans broder Robert, hvem faderen havde tildelt grevskabet Hiémes, viste ulydighed mod ham, samlede krigere og indesluttede sig i Falaise, så at Rikard måtte rykke mod uven og belejre den. Men så faldt Robert til Føje, og brødrene sluttede venskab.

Rikard III havde i sine unge år indgået en forbindelse, der næppe havde et ægteskabs karakter. Han havde en søn, der bar et navn, der på denne tid, ikke blot i Normandie, men i Frankrig var usædvanligt, Nicolaus. Man fristes til at tro, at han er blevet døbt Nigel og mulig er opkaldt efter den ansete vicegreve fra Cotentin Nigel, og at han, som allerede fra de unge år var blevet bestemt for kirken, har forandret navnet til helgennavnet Nicolaus. Rikard havde endvidere to døtre, og den ene af dem bar samme navn som hans søster Adeliza, den anden som hans stedmoder Papia, begge giftedes bort til stormænd. Man får derfor det indtryk, at her var forhold af godkendt art, men vi véd intet om, hvem børnenes moder var, eller endog om de tre børn havde samme moder.

Naturligvis måtte ethvert sådant forhold vige, når der for den mand, som var anerkendt som arvtager af hertugstillingen, var udsigt til at vinde en fyrstelig brud, tilmed en kongedatter.

I januar 1027 ægtede hertug Rikard kong Roberts datter Adela. Ved et brev gav hertugen sin hustru i morgengave byen og grevskabet Coutances og mange besiddelser indenfor dette grevskab, ligesom også i grevskabet Bayeux: »Jeg giver dig dette gods som en hustrulod og med en sådans navn og ret, for at du, efter at være beskænket på denne måde efter din høje rang, kan forenes med mig ved et ægteskabs uløselige bånd, og når du bliver min ægtefælle, kan nyde disse besiddelser, som jeg overlader dig i overensstemmelse med loven«.

Bruden var imidlertid et barn, så at ægteskabet først senere kunne endelig fuldbyrdes, og da Rikard nogle måneder derefter døde, skyndte en ny bejler sig med at gribe til. Grev Balduin at Flandern bortførte pigen, så lille som hun var, til sit land.

Kong Hubert havde i sit ægteskab med Konstance, foruden nævnte datter, 4 sønner. Dronningen var al en meget selvrådig og herskesyg natur. Overfor hendes føjelige mand havde det været hende forholdsvis let at få sin ærgerrighed tilfredsstillet, men da sønnerne begyndte at vokse til, så hun sin magt truet. Den ældste søn Hugo tegnede til at blive en lovende yngling. Hans fader havde, da Hugo var 10 år gammel, fået stormændene til at erkende ham som arving til tronen, og han var blevet salvet i Reims, men kun 18 år gammel reves han bort af døden i 1025. Som rimeligt var, ønskede kong Robert at få stormændene til at hylde den næstældste søn Henrik, men denne havde vist sig fast og bestemt, hvorfor Konstance arbejdede for at få den tredje søn Robert, der formentlig havde en mere bøjelig vilje, til arving. Trods alle dronningens intriger sluttede de store sig sammen om Henrik, og der blev til pinsetid i 1027 indkaldt en forsamling af rigets gejstlige og verdslige stormænd i Reims. Her optog kong Robert sin søn til medregent, og han salvedes til konge i domkirken. Dronningen havde forinden i vrede forladt byen.

Tilstede ved festen var den unge hertug Rikard. Man vil kunne forstå, at det under de gærende forhold i kong Roberts omgivelser måtte være denne magtpåliggende at knytte fyrsterne nøje til sig. Der forløb da også kun få år før der blev brug for den bistand, som hertugen i Rouen kunne bringe, overfor den herskesyge Konstance.

Det skulle dog ikke blive Rikard III, som bragte denne hjælp; han blev revet bort ved en uventet død, få måneder efter den nævnte fest, d. 6. august 1027.

Kapitel XXX.

Indre brydninger i landet på hertug Roberts tid.

Strid med gejstlige og verdslige høvdinger.

Hvor gammel Robert var, da han overtog hertugstillingen, véd vi ikke, da hans fødselsår er ukendt, men mange kilder kalder ham en endnu ganske ung mand ved hans broders død. Af forskellige breve og optegnelser kan vi se, at der i de første år af hans styretid var indre uroligheder i landet, der dog så længe havde været forskånet for sådant. Det vil være rigtigt at betragte nærmere de enkelte optegnelser.

Fontenelle-munken fortæller følgende. I dyd og kraft stod Robert ikke tilbage for nogen af de tidligere hertuger. Fyrig af sind blev han imidlertid vildledt af slette rådgivere, og skønt han var i sine første ungdomsår, tog han mere end villigt styrelsen af landet i sin egen hånd, hvorved han kom til at
svække det i mange forhold. Ved himlens nåde og i kraft af sin medfødte gode natur og ved modtaget vejledning kom han imidlertid atter til fornuft, og han fjernede sig fra sit råd og fra omgang med sig de mænd, der havde ledt ham bort fra den rette vej. Greben af anger over hvad der var sket, drog han til Jerusalem.

Angivelsen af motivet til Roberts Jorsalfærd kan vi lade stå ved sit værd, men meddelelsens øvrige indhold stemmer godt med en overenskomst fra tiden 1035-40, der er optegnet i det samme Fontenelle-kloster. Heri hedder det om Ticheville (i Dep. Orne), at den er klostrets rette ejendom. Den ædle kvinde Emma var gået i kloster og havde givet sit arvegods til Saint-Wandrille, med samtykke af hertug Rikard II. Men hans søn Robert havde, vildledt af slette mænds råd, i sine unge år frataget klostret jorden. Nu havde abbed Gradulf gjort indsigelse mod den skete uret og ved mange vidner godtgjort sin adkomst til denne besiddelse. »ved den ihærdige og fortsatte påtale og ved den i rigt mål anvendte, uheldsvangre bandsættelse« havde den unge hertug Vilhelm, for sin egen og sin faders frelses skyld, lovet inden tre år at give ejendommen tilbage; klostret fik midlertidigt en del tiender som sikkerhed for løftets opfyldelse. En anden ejendom Breuil (Dep. Calvados), som Emma havde overdraget klostret, havde hertug Robert allerede tilbagegivet det »som frataget klostret med urette«.

Da giverinden Emma har søgt bekræftelse på sine overdragelser hos hertugen, synes der jo at måtte have tilkommet denne en vis ret over dem, og Robert må have ment, at der alligevel ved gaven var sket et indgreb i hans ret som fyrste eller som repræsentant for sin slægt. Men man bliver opmærksom på ordene om, at der ofte var udtalt bandsættelse, idet herved en anden strid fra disse år bringes i erindring.

Ifølge Vilhelm af Jumiéges havde i begyndelsen af Roberts hertugtid hans egen farbroder ærkebisp Robert vakt hans mistanke. Han var af Rikard II blevet forlenet med grevskabet Evreux. Hovedbyen her havde han utvivlsomt befæstet, og sandsynligvis er det besiddelsen af dette faste punkt, der har gjort hertugen ængstelig; Robert havde bortforlenet byen og andre besiddelser til sine tre sønner. Hertugen sendte en troppestyrke mod Evreux og indesluttede ærkebispen; han fik dog efter anmodning derom lov til at drage til kong Robert. Men fra Frankrig sendte ærkebispen en bandstråle ud over Normandie. Han havde søgt råd hos de franske bisper, og Fulbert af Chartres udtalte: »Du har i din magt: kærlighed til at kalde den vildfarne tilbage, kanoniske straffemidler til at tvinge ham, den biskoppelige stav til at slå ham med«. Altså lyste han hertugen i band. Robert indså, at han havde handlet overilet, han kaldte sin farbroder tilbage, indsatte ham i hans gamle stillinger og optog ham i sit råd.

Hertug Robert har vel været ledet til dette skridt mod ærkebispen af en frygt for, at medlemmer af hertugslægten og endvidere frænder af halvblods art, der sad i gejstlige stillinger, ville opnå for stor verdslig magt. Man kan bestyrkes i denne opfattelse ved at se Roberts handlemåde overfor en anden frænde biskop Hugo af Bayeux; han havde af sin fader Rodulf af Ivry fået Bayeux i forlening. Hertugen troede at mærke, at Hugo ikke ville være ham lydig, og han bestyrkedes i sin opfattelse ved at erfare, at Hugo i al hemmelighed lod borgen sætte i forsvarsstand og forsyne med fødemidler, ligesom han rejste til Frankrig for at hverve krigere. Hurtigt besluttede Robert at komme ham i forkøbet; byen blev indesluttet af hans hær, Hugo måtte bede hertugen om at tillade besætningen at drage ud, hvorpå Robert tog borgen i besiddelse. Biskop Hugo levede i lang tid i udlændighed.

Der kan næppe være tvivl om, at biskop Hugo nærede oprørske planer, så at hertugen ved sin optræden var i sin gode ret. I nogle af de foran nævnte forhold kommer dog tillige en bestemt uvilje mod kirken frem, og dette synes erkendt af de skyldige, næsten ved et offentligt skriftemål. Man ser i alt fald enkelte af dem villige til at give erstatning.

Tydeligt fremgår denne tids bevægelser af et af Roger af Montgomery udstedt brev. Han udtaler i dette: »Lokket af slette mænds råd begyndte hertug Robert ikke at omfatte guds kirke med samme kærlighed som hans fader. Ved at se det overgik jeg sandelig alle disse ugerningsmænd i ondskab; på djævelens tilskyndelse satte jeg mig op mod gud, jeg begyndte at tilføje St. Peter i Jumiéges utalligt ondt og tog med vold ejendele fra det. Blandt andet, jeg påførte det, var også, at jeg ødelagde det torv, det holdt i Vimoutiers, ved at indrette et torv i Montgomery, hvilket senere den samme hertug, grebet af kærlighed til gud og i sin anger over de skete onde gerninger, afskaffede og henlagde til det tidligere sted«. Nu havde Roger af Montgomery fået en overenskomst istand med munkene.

Nogen tid efter at de nævnte uroligheder var hørte op og et godt forhold til stormændene syntes indtrådt, udbrød der dog nede ved sydgrænsen en ny opstand. Vilhelm af Belléme, der var forlenet med den vest for hans besiddelser liggende grænseby Alencon, viste trods og nægtede lydighed. Hertug Robert samlede krigere og drog mod Alencon; han indesluttede den så tæt, at Vilhelm måtte overgive sig; på bare ben, med sadel på sin ryg, trådte han frem for hertugen, og denne tilgav ham og lod ham beholde byen. Men Vilhelms ydmyghed var kun et skalkeskjul. Ikke længe efter sendte han to af sine sønner Fulko og Robert ud på et plyndringstog i Normandie; i skovene ved Blavou (ikke langt fra Belléme) kom det til et sammenstød med hertugens folk, Fulko blev dræbt, og Robert undslap kun efter at have mistet størstedelen af sine folk. Faderen Vilhelm var da syg; meddelelsen om sønnernes skæbne nedslog ham helt, så at han døde.

Hertugens strid med kirken var bragt tilende og hans forfædres gode forhold til de gejstlige atter indtrådt. Robert ønskede da også på slægtens gamle måde at være klosterstifter. Han ville forny det kloster i Cérisy, lidt vest for St. Lô, som St. Vigor i Merovingertiden havde grundet, men som var blevet ødelagt af vikinger. Han rejste de bygninger, der delvis står her endnu og vidner om den samme strenge og storladne stil, der præger den ældre del af kirken St. Étienne i Caen, som Roberts søn Vilhelm byggede. Han udstyrede klostret rigt med gods og med rettigheder, men han forlangte også alvorlig klostertugt overholdt; det fortaltes senere, at allerede fra hans tid stammede befalingen om, at ved måltiderne skulle to drenge gå rundt og sige til abbeden og hver enkelt af munkene: »I skal dø!«. Hertugen var også betænkt på at skaffe klostret relikvier. Hans hirdmand Torstin, der ledsagede hertugen på hans rejse til Jerusalem, hjembragte fra hans dødsleje i Nicæa de relikvier, som Robert havde købt i Jerusalem og bestemt for klostret. Dette bliver os fortalt af digteren Wace, der synes at have været Torstins dattersøn, og som i det hele er velunderrettet om klostret. Af Wace, men også af andre kilder, véd vi, at en rigmand Alvred Gigas, der som en trofast høvding havde tjent Robert, også gav klostret ejendomme i taknemlig erindring om sin herre, ligesom han i en ældre alder selv blev munk i klostret.

Kapitel XXXI.

Hertug Roberts deltagelse i krige. Hans pilgrimsrejse og død.

Kampe med oprørere mod kong Henrik og med Bretagne Roberts død i Nicæa i 1035.

Balduin IV af Flandern havde fået sin søn Balduin gift med kong Roberts lille datter Adela. Næppe var hun blevet voksen og ægteskabet fuldbyrdet, førend sønnen sluttede sig sammen med flere stormænd og ved et oprør nødte faderen til at flygte. Han ilede til hertug Robert og bad ham hjælpe sig, og denne samlede en hærstyrke og faldt med en hvirvelvinds magt ind over Flandern, han lod flammerne rase og indebrændte således i borgen Chocques (ved Béthune, Pas-de-Calais) alle indbyggerne. Herved skræmmedes oprørerne i den grad, at de påny stillede sig på faderens side og sendte gidsler til hertug Robert. Den unge Balduin måtte indse, at alt var tabt, han bad Robert om at bringe en forsoning i stand med faderen. Dette lykkedes også for hertugen, og senere levede Balduin og hans søn i fuld forståelse og fred.

Kong Robert blev efterfulgt af sin søn Henrik i 1031. Vi har set, hvorledes den lunefulde dronning Konstance havde søgt at hindre, at Henrik valgtes til tronarving, idet hun ønskede sin søn Robert på tronen; nu ved kongens død satte hun sig atter i forbindelse med Robert og fik enkelte stormænd over på sin side. Kong Henrik så sig nødsaget til at flygte; med en tylvt af sine vasaller kom han til hertug Robert i Fécamp og bad ham om at understøtte sig. Hertugen hjalp ham da også straks med heste og våben, og da hans farbroder Malger var greve af Corbeil (ved Seine, nogle mil syd for Paris), lod han sine krigere ledsage kongen derhen og tilskyndede Malger til at plyndre løs og brænde i alle de landskaber, der hørte under utro vasaller af kongen. Hertugen lod også lægge besætninger i alle byer ved Normandiets grænse med ordre om at angribe alle dem, der faldt fra kong Henrik. Lykkeligvis var flere af de store vasaller i Frankrig blevet kongen tro - således Fulko af Anjou og Balduin af Flandern. Dronningen og Robert blev overvundne og måtte bede om nåde. Freden kom i stand, endog på det gode vilkår for Robert, at han forlenedes med hertugdømme! Burgund. Til held for Frankrig døde dronning Konstance allerede i juli 1032.

Til tak for den ydede hjælp lod kong Henrik sin ret til det franske Vexin gå over til hertug Robert. Denne ret bestod ikke i forleningsretten, thi den var hos abbeden af St. Denis, og Drogo besad dette len siden 1027, men hertugen af Normandie var nu den øverste herre over fransk Vexin, således som han alt forinden var over den normanniske del af Vexin. Drogo blev homo ligius under hertugen. Det huede ikke frankerne, at hertugens magt var blevet udvidet på denne måde.

Alan af Bretagne vægrede sig ved at hylde sin fætter hertug Robert, enten fordi han ikke anså sig forpligtet dertil efter Bretagnes forhold til Normandiet, eller fordi han antog en så nær slægtning fritaget derfor; men Robert ville ikke finde sig heri, han drog med en betydelig hær mod grænsefloden Coesnon og anlagde her en fæstning Cherrueix med det formål derfra at holde bretonerne i tømme; ved plyndringer i det tilgrænsende grevskab Dol lod normannerne deres stærke hånd mærke, og deres hær vendte hjem med stort bytte. Men umiddelbart efter faldt Alan på et hævntog ind i grevskabet Avranchin, hvad der dog blev til hans egen ulykke, idet de to høvdinger Nigel og Alvred Gigas, der var befalingsmænd i Cherrueix, kastede sig over bretonerne og fældede så mange, at markerne omkring Coesnon lå bedækkede af lig. Alan måtte efter disse store tab vende hjem til Rennes.

Men hertug Robert ville for alvor tvinge sin fætter til lydighed. Samtidig med at han sendte en flåde ud for at plyndre på kysterne af Bretagne, stod en hær beredt til at drage over grænsen ind i landet. Da blev Alan bange og formåede sin og Roberts onkel til at udvirke en forsoning. Ærkebisp Robert fik lov til efter givet lejde at føre Alan til klostret på Mont saintmichel, hvor også hertugen kom tilstede. Her blev en udsoning bragt i stand, Alan tilsvor sin fætter troskab, og denne kunne nu kalde den udsendte flåde tilbage

Robert samlede alle hertugdømmets gejstlige og verdslige store til en forsamling, og her fremsatte han for dem sin plan om at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem. Alle blev forskrækkede over denne tanke. De bad ham om endelig at opgive sit forsæt, da de frygtede for uroligheder udenlands fra; skulle døden overraske ham, ville de stå uden herre. Robert fremstillede da for dem sin 7årige, lovende søn Vilhelm, som var født ham i en forbindelse med en borgerlig pige; han udpegede ham som sin arving og bad dem om at sværge troskabsed til ham. Virkelig indvilligede de heri, og Robert bestemte, hvem der skulle være lærere og formyndere for drengen. Derpå rejste han med sønnen til kong Henrik, og denne gav tilsagn om, at Vilhelm skulle arve hertugdømmet efter sin fader.

Det kan overraske, at de normanniske stormænd uden indsigelse godkendte en uægte søn som arving. De tre sidste hertuger havde jo været fødte i ægteskab eller var blevet legitimerede ved en senere påfulgt vielse. Man kan måske drage den slutning heraf, at drengens moder næppe har været af helt ringe herkomst; det kan anses for givet, at Robert har vist sin kæreste, Arlette, al mulig ære - hvad kilderne også udtaler - og ligeledes at Robert havde forhåbning om i sønnen at få en værdig arvtager til hertugstillingen. Robert må endvidere have stolet på, at han havde skabt så trygge forhold i landets indre, at han turde tabe det af syne i et årstid.

At det lykkedes ham at få sønnen erkendt som arving af kong Henrik, må vel have sin forklaring i den taknemlighed, kongen måtte føle overfor Robert, da han nylig havde stået ham bi i et vanskeligt øjeblik. Men Henrik har vel også været lidet tilbøjelig til at blande sig i ordninger af Normandiets forhold, hvorved han mulig ville skabe sig fjender. Endelig gør man vel ikke kongen uret i at antage, at han ikke følte sig for stærkt bundet ved tilsagnet overfor hertugen; derom taler i alt fald hans senere holdning.

På sin pilgrimsfærd til Jerusalem ville Robert optræde med en vis glans, han havde ikke så lille et følge med sig. En af hans ledsagere var grev Drogo af Vexin, der nylig ved kong Henriks afståelse af dette landskab var blevet vasal under hertugdømmet.

Om Roberts sindelag og levevis på denne rejse er der i kilderne meddelt en del træk, som uvilkårlig vækker sympati for hans personlighed. Uagtet hans og hans følges fyrstelige pragt mærker man samtidig hos hertugen hans rundhåndethed og godmodighed, forbundet med en vis humor. Da han drager gennem borgen Mimande - den samme, som hans broder for ti år siden havde indtaget - og hans folk ikke kunne komme hurtigt nok frem, greb borgvægteren til sin stok, og uheldigvis var det hertugen, som fik pryglene. Hans folk blev rasende, men Robert dæmpede deres vrede og sagde, at for en pilgrim var sådant en ringe modgang. I Grækenland måtte han på grund af en lidelse, og da han ikke ville forsinke rejsen, leje nogle saracener til at bære sig i en bærestol. Medens han hvilede i den, mødte han en pilgrim fra Cotentin, denne beklagede hertugens tilstand og spurgte om, hvilke nyheder han kunne bringe hjem. Robert svarede, at han kunne sige, at han havde set hedenske djævle bære ham til Vor Herre. Overalt på rejsen viste han sig gavmild, ikke mindst mod fattige pilgrimme, men han var da også i sit hjemland kendt for sin medfølelse overfor arme og lidende; med spedalske havde han således inderlig medynk, de kaldte ham deres broder.

I Konstantinopel vakte Roberts pragtfulde optræden megen opmærksomhed; i det Hellige land lagde han alvorlig fromhed og stor rundhåndethed for dagen. På hjemrejsen blev Robert syg og døde i Nicæa i juli 1035.

Kapitel XXXII.

Hertug Vilhelms mindreårighed.

Vilhelms moder og hendes slægt.

Vilhelm er født i 1027 eller i 1028, vi véd ikke bestemt det rette år. Orderic angiver ham på tre steder som 8 år gammel ved faderens død (1035); Wace lader ham være 7 år gammel ved faderens bortrejse (1034). Både optegnelsen De obitn Willelmi og Vilhelm af Torigny angiver Vilhelms alder ved hans død i september 1087 som »næsten 60 år gammel«, dette ville bringe hans fødsel tilbage til de første 8 måneder af 1027.

Robert havde haft en forbindelse med en ung pige Herleva (Arlette) og var ved hende blevet fader til denne søn Vilhelm. Herleva var af borgerlig herkomst, derom kan der ikke tvivles, men hvilket erhverv faderen havde og på hvilket standstrin indenfor borgerskabet han stod, er usikkert. Det almindelige udsagn har været, at han var garver. Hvis vi skal lade kildernes alder være afgørende, måtte Roman de Rou komme i første række med sit udsagn om, at Vilhelm under belejringen af Alencon bliver hånet af byens indbyggere ved at de lægger huder på byens mure og råber: »Her er skind til garveren!« Imidlertid er spottere opfindsomme, og de tager ofte rygter for fuld sandhed. Benoit fører spotten videre, her råber de belejrede borgere ikke blot, at bedstefaderen var feldbereder, men også at han bryggede øl. Og mærkeligt nok siger digteren af Roman de Rou ikke, at Vilhelms fader var garver i Falaise, men at der i denne Vilhelms fødeby fandtes mange garvere. Orderic Vital angiver, at Herlevas fader var kammertjener hos hertug Robert, men på et andet sted udtaler han, at Vilhelm af spotterne kaldtes garver, fordi hans moders forældre (eller mulig: slægt) var feldberedere. Men hos Benoit og mange andre forfattere er det en kendsgerning, at Herlevas fader var garver.

Efter at Vilhelm havde vundet England og hans efterkommere var blevet berømte herskere, opstod der allehånde sagn om forældrene til denne grundlægger af riget. Hertug Roberts kærlighed til Herleva fik mange smykkende tillæg; der fremkom udsagn om, hvordan slægtens fremtidige storhed var blevet spået, og der dannede sig tillige sagn om, fra hvilket land Herlevas familie var kommet. Her skal kun nævnes et i bestemt angivelser formet udsagn af Albert af Trois Fontaines (i midten af det 13 århundrede). Fra Huy, en lille by ved Lüttich, var bundtmageren Herbert og hans hustru Doda vandret ud til Falaise. Her så Robert deres datter danse i de unge pigers flok

Når Robert ikke ægtede den unge pige, var grunden sikkert den, at hun ikke var af fyrstelig stand. Herleva fødte Robert kun det ene barn.

Herleva blev efter hertug Roberts død gift med Herluin af Conteville; han grundede St. Marie kloster i Grestain, hvor han og hans hustru ligger begravet. Med Herleva havde Herluin to sønner, Odo, der blev biskop af Bayeux, og Robert, greve af Mortain, desuden en datter Muriel.

Vilhelm gav sin stedfader og sine stedbrødre betydelige embedsstillinger og ejendomme i Normandie, som også senere i England. Af et tidligere ægteskab havde Herluin en søn Rodulf, som Vilhelm også gav stillinger.

Herlevas broder Walter er os vel bekendt. Det var ham, der reddede den unge Vilhelm, som fjender efterstræbte, og vi træffer ham senere i hertugens nærhed.

Vilhelms værger og deres styrelse.

Som formyndere for Vilhelm og styrere af landet havde hertug Bobert indsat grev Giselbert af Eu, en sønnesøn af Rikard I, og Osbern, der var søn af Herfast, en broder til hertuginde Gunnor, og gift med en datter af grev Rodulf af Ivry; begge disse mænd må derfor have haft en ret fremskreden alder. Som drengens lærer blev ansat en ridder Turold, der i hertug Roberts senere år ofte sås i hans nærhed. Vilhelms egentlige opdrager eller hushovmester synes dog Turketil af Neuf-Marché at have været.

Normandiet var åbenbart ikke modent til at have en sådan styrelse af oligarkisk art. Det viste sig i disse år, at kun en enkelt kraftig hånd formåede at holde de mange selvbevidste store i ave.

Formynderne havde alle den skæbne at blive myrdede. Da Gislebert, som havde styret klogt og kraftigt, en dag var redet ud med en ridder Fulko og de var i samtale med en tredjemand, blev de pludselig overfaldne af en broder til denne Fulko og nogle fæller, der nedhuggede både Gislebert og Fulko. Turketil blev dræbt af nogle mænd, der var blevet landsforviste på grund af utroskab. Medens drosten Osbern en nat lå i hertugens sovekammer på en gård i Vaudreuil (Dep. Eure), blev han overfaldet og dræbt af Vilhelm, en søn af Roger af Montgomery. Det var en hævn, fordi hans fader, han selv og fire brødre var blevet gjort fredløse, fordi de havde vist utroskab mod deres herre og øvet andre grove forbrydelser. Men dette mord blev snart hævnet. Barno, der var høvedsmand under Osbern, lod det hus, hvori Vilhelm af Montgomery og hans hjælpere sov, omringe ved nattetid og dræbte dem alle.

Man nævnede som den egentlige anstifter af mordet på grev Gislebert Rodulf af Gacé, en søn af ærkebisp Robert. Denne oplysning giver dog kun Orderic Vital i en af de sladderhistorier, han har stukket ind i Vilhelm af Jumiéges' krønike; i sin egen kirkehistorie nævner han den ikke. Nu véd man, hvor let den, der får fordelen af en andens død, bliver beskyldt for at have foranlediget denne, og kan man ikke nævne ham som gerningsmand, er det let at udpege ham som anstifter. Den dræbte Gislebert må vel have haft nogen skyld, siden hans sønner må flygte af landet til Flandern, og hans besiddelser bliver inddragne. Snart efter sammenkalder den unge hertug stormændene til en forsamling, og efter hans forslag bliver netop Rodulf af Gacé anerkendt som hans egentlige formynder.

Kapitel XXXIII.

Det venskabelige forhold til kong Henrik.

Gæringer i hertugdømmet i Vilhelms unge år.

Kong Henrik har vel ikke direkte blandet sig ind i styrelsen af Normandie under denne værgemålstid, dertil har han for meget frygtet for at krænke de rådende herrer, men noget tilsyn har han vel haft, og i ethvert fald har han søgt at fravriste den mindreårige hertug, hvad der stod i hans magt. Efter at grev Odo af Chartres havde overladt kronen Dreux, var kong Henriks besiddelser udstrakte lige til Normandiets grænse, og det var kongen en stadig kilde til frygt, at normannerne besad Tilliéres. Han bad derfor den unge hertug om at få denne fæstning udleveret, han ville så nedrive forsvarsværkerne og love ikke at genrejse dem i 4 år, formodentlig det tidsrum, da hertugen endnu ville være umyndig. Vilhelm og hans værger mente at måtte efterkomme kongens ønske.

Men Gislebert Crispin, der skulle udføre denne befaling, samlede tværtimod en krigerstyrke i borgen og nægtede at udlevere den, således at både franske og normanniske tropper måtte vende sig imod den. På hertug Vilhelms bøn gav dog Gislebert efter; han måtte med sorg se kongens folk rykke ind i borgen og afbrænde forsvarsværkerne. Snart efter kastede kong Henrik sig ind over Hiémois, brændte Argentan og plyndrede løs - det skulle vel være en hævn for modstanden ved Tilliéres - og ligeledes måtte man snart se kongen, trods sit tilsagn, påny befæste Tilliéres og lægge mandskab i borgen.

Hertug Vilhelm stod overfor vanskelige forhold på grund af sin ungdom, men desuden ved sin illegitime fødsel.

Roger af Toeni (Arr. Louvier, Depart. Eure) har vi set som høvedsmand under krigen med grev Odo af Chartres (på hertug Rikards tid var han, der var Normandiets mærkesmand, draget med en trup normanner til Spanien for at kæmpe mod saracenerne, og han vandt stor berømmelse ved sine sejre over dem. Her havde han også ægtet en datter af en grevinde af Barcelona. Roger vendte så tilbage til Normandie, men blev meget misfornøjet ved at se, at en uægte søn af en hertug var landets herre, selv havde han nemlig på sit stamtræ en farbror til Rollo Malahulcius. Han vægrede sig ved at tjene den unge Vilhelm, dog vendte han ikke sine våben mod landets styrere, men urolig som han var, indlod han sig i stridigheder med naboer om jordegods. I denne fejde blev Roger og hans to sønner dræbte.

Uviljen mod den franske konge skulle komme frem hos en af Normandiets mest betydende mænd.

Vilhelm af Jumiéges beretter: »Da Thorstin, vicegreve af Hiémois, så, at drengen havde ikke så lidt givet efter for kong Henrik og nu som overvundet til en vis grad fandt sig i trykket af den kongelige hånd, tændtes der i ham en brændende utroskab. Han tog kongelige tropper i sin sold og lagde dem som besætning i borgen Falaise; den skulle nu ikke længere stå under hertugen. Så snart hertug Vilhelm fik nys om denne ondsindede plan, trak han rundt om fra normanniske skarer til sig og belejrede borgen. De opildnede krigere kæmpede med så stor behjertethed, at de på et øjeblik brød gennem en del af muren og sikkert, hvis ikke natten havde afbrudt kampen, ville have gennemført den erobring, som de så ivrigt stræbte imod. Da Thorstin så, at han ikke længer kunne gøre modstand, bad han hertugen om at give sig lejlighed til at slippe bort, og således drog han som flygtning til udlandet«.

Mærkeligt nok findes der i de senere kilder fra Normandie, som gentager denne fortælling, ikke nogen yderligere oplysning om Thorstins opstand.

Man har sagt, at Thorstin åbenbart har været i ledtog med kong Henrik. Hvis jeg imidlertid ovenfor har gengivet Vilhelms latinske tekst rigtigt, synes denne jo dog snarest at udtale, at rejsningen stammede fra en mand, der var misfornøjet med, at den franske konge havde fået så stor indflydelse i Normandie, således at her i virkeligheden foreligger en gentagelse af Riulfs opstand mod Vilhelm I, udgået af samme følelse. Det siges ikke, at kongen sendte ham tropper til hjælp, men at Thorstin i kongens lande lejede krigere. Desuden måtte Thorstin som vicegreve af Hiémois nære fjendtlige følelser mod kongen på grund af de i hans landskab nylig øvede plyndringer. For den forståelse taler jo også, at hertug Vilhelm giver Thorstin lejlighed til at flygte, om han end er nødsaget til at forvise ham.

Vi kender også Thorstins senere skæbne, idet Orderic i en tilføjelse til Vilhelms tekst beretter, at Thorstins søn Rikard tjente hertugen ypperligt, »han fik derved sin fader forsonet med hertugen; selv erhvervede Rikard meget større besiddelser end dem, hans fader havde mistet«. Thorstin findes da også snart i hertug Vilhelms nærhed. 

Wace har intet hørt om udsoningen. Thorstin og hans søn ses at være vidner ved et af Vilhelm 1048 udstedt brev for klostret St. Riquier. Her anføres nemlig: Storinstingus, Richardus filius ejus, Yvo de Relismo etc. F. Lot har i sin udgave (Hariulf. Chronique de St. Riquier) ikke genkendt manden, men har opfattet ham som den af Orderic Vital i et tillæg til Vilhelm af Jumieges omtalte Willelmus cognomine Sorengus. Sprogligt har dette jo ingen rimelighed for sig, og disse Sorengere var en familie af røvere. Storinstingus er opstået ved en let indløbende metatese; i formen Stostringus findes han i nogle breve hos J. J. Vernier, Chartes de Jumieges. Thorstin Guz var en anset mand og vicegreve på Rikard II's og hans sønners tid. Man kunne fristes til at tro, at der to slægtled tidligere havde levet en Thorstin Guz, altså vel en farfader til den nævnte. Tilnavne arves jo let, især af personer med samme døbenavn, og Guz blev senere et tilnavn i familien Nu læses der om en begivenhed i 10de århundredes midte, følgende i Miracula I. Wulframni. Den jagede hjort standser pludselig som på et fristed, og det viser sig at være en gammel altarplads. Om denne fortælling er der fortalt foran, her skal kun Thorstins tilnavn Dives betragtes. At en mand »på grund af »sin omfattende embedsstillings strålende glans« kaldes »den rige«, synes ikke helt logisk, og da magnificus og magnifieentia stadig i Vulgata anvendes på gud, fristes man til at tro, at der snarere end Dives skal læses Divus (gud, gudlignende), med andre ord, at denne Thorstin har båret det samme tilnavn Guz som den senere levende Thorstin.

Oprøret mod hertugen og den med kong Henriks hjælp vundne sejr ved Valdesdunes. 1047.

Siden hertug Roberts død var der hengået en halv snes år og mere, stadig under uro; da skulle de ulydige elementer samle sig om et alvorligt angreb mod hertugen.

Det var en opstand, udsprunget af krænket slægtfølelse. Frænder af den unge hertug følte sig tilsidesatte for en yngling, der ikke var udgået af en legitim ægteskabelig forbindelse, og hvis moder ikke hørte til nogen familie eller slægt, for hvis anseelse eller magt man behøvede at bøje sig.

En dattersøn af Rikard II Guido - moderen havde været gift med Rainald af Burgund - måtte anse sig for mere berettiget til at arve hertugdømmet. Han var blevet opdraget sammen med Vilhelm, men hverken dette nære samliv, eller at Vilhelm havde forlenet ham med to borge i det sydlige Normandie, Brionne og Vernon, kunne holde hans ærgerrighed i ave.

Guido blev støttet af vicegreven af Bessin Ranulf, der var gift med hans kusine, en datter af Rikard III, og af to andre vicegrever Nigel II af Cotentin og Ranulf af Bayeux, endvidere af Grimold af Plessis og Haimon Dentatus (as Dens, med Tænderne), herre af Torigny (ved St. Lô). Tilsyneladende havde de sammensvorne også fået løfte om bistand af Rodulf Taison, herre af Cinqueleiz (sydvest for Caen); på et møde i Bayeux havde Rodulf i alt fald vovet en udtalelse om, at han ville slå Vilhelm, hvor han traf ham.

Del vil ses, at ingen af oprørerne hørte hjemme i landskaberne øst for Seine og ligeledes, at ingen gejstlig synes at have deltaget, så lidt som befolkningen i nogen af købstæderne rejste hovedet; Rouen stod afgjort på Vilhelms side.

Vilhelm var på jagt i Valognes, langt ude på halvøen Cotentin, da narren Goles en nat vækkede ham og rådede ham til ilsomt at flygte fra Cotentin. Kun halv påklædt kastede hertugen sig på sin hest, gik i mørke over Vire; han vovede ikke at lægge vejen over Bayeux, men red nærmere ved stranden, ved kirken St. Clement holdt han bøn, og han nåede ved solopgang kirken og borgen Ryes. Her stod borgens herre Hubert udenfor porten; på hans spørgsmål om grunden til Vilhelms hastige ridt fortalte denne om de fjender, som truede ham. Hubert gav så Vilhelm sin gode hest, og han lod sine tre sønner følge ham til Falaise. Imidlertid ankom forfølgerne til Ryes og spurgte Hubert, om han havde set bastarden. Hubert lod som om han fuldkommen delte deres planer, han ville være den, der førte det første hug mod ham, derfor fulgte han med dem som vejviser, men ledte dem grundigt på vildspor og red så hjem igen.

Vilhelm frygtede for, at han ikke var sine fjender voksen og besluttede at søge hjælp hos kong Henrik. Man kan undre sig over dette skridt. Store dele af Normandiet var jo dog blevet tro mod Vilhelm, og kong Henrik havde hidtil kun vist en lunken holdning overfor ham, ja man kunne tænke, at kongen måske snarere kunne nære ønsker om at se landet sønderslidt af en borgerkrig, der ville gøre en tilbageerobring mulig. Dog har formodentlig Vilhelm, såvel som kongen, indset, at et herredømme udgået fra urolige baroner i de vestlige landskaber ville berede det franske rige langt større vanskeligheder end en stærk, fra Rouen udgående hertugmagt, der blev knyttet til Frankrigs konge ved taknemligheds gæld.

Landskaberne mellem Dive og Orne skulle blive felttogets skueplads. Her ligger mod syd Hiémois, mod nord la Plaine de Caen. Den franske hær rykkede frem gennem Hiémois og var nået til Valdesdunes, henved 16 kilometer sydøst for Caen, byen ved Orne. Kampens udfald blev en afgørende sejr for hertugen og kongen, oprørerne huggedes ned for fode, og mange af de flygtende fandt døden i Ornes bølger.

Med så knappe udtryk og i så få ord kan fortællingen lyde om en af de mærkeligste og mest afgørende kampe i Normandiets historie. Det ville imidlertid ligne normannerne slet, om de ikke havde talrige enkeltheder at melde om denne dyst, og om hvorledes de enkelte førere eller krigere havde bidraget til, at sejren blev vundet eller nederlaget lidt. Disse meddelelser findes hos Wace, der først skrev hundrede år efter slaget, men som har benyttet ældre kilder foruden en tradition, som man ingen særlig grund har til at mistænke.

Således skal Rodulf Taison, herre af Cinqueleiz, nok være rykket frem sammen med oprørerne, men dog have holdt sig i afstand fra dem; da nu hans mænd foreholdt ham det urigtige i at kæmpe mod sin herre, skal han for dog at efterkomme den Ed, han havde svoret i Bayeux om at ville slå Vilhelm, hvor han traf ham, være redet hen og have stillet sig på Vilhelms side, idet han slog ham med sin handske.

Under kampen blev kong Henrik ved et sammenstød kastet af hesten, hvorfor det foran - nævnte rim da også var gængs i Normandie: de Costentin issi la lance, qui abati le rei de France.

Guido flygtede til sin borg Brionne, hvor han indesluttede sig, men hertugen opkastede skanser på begge sider af Risle, så al tilførsel til byen blev umulig. Guido nødsagedes således til at opgive både Brionne og Vernon, og hertugen fordrede ikke andet af ham, end at han skulle tage ophold i nærheden af ham. Men Guido flygtede snart til Burgund.

Blandt dem, over hvem oprøret og nederlaget mest havde bragt skam, var Nigel, sønnen af den mand, der altid havde tjent hertugerne med troskab, han så kun redning ved at flygte af landet og levede flere år i Bretagne. Hans len og ejendomme blev konfiskerede, dog varede det ikke længe, førend han fik lov at vende tilbage, og han blev senere Vilhelm en fuldtro mand.

Som det vil ses, er Vilhelm optrådt med stor mildhed overfor oprørerne. Hans straf har især været fredløshed eller rettere landsforvisning, som i det hele var den hårdeste straf, man greb til overfor landets store, derimod ses ikke lemlæstelse eller død at være anvendt. Overfor dem, der fik lov til at blive indenfor landet, benyttedes desuden det tvangsmiddel, at de måtte stille gidsler. De borge, som ulovligt var blevet byggede, nedreves.

Der var dog én mand, mod hvem hertugen mente at måtte skride ind med strenghed, nemlig Grimold af Plessis, der havde påtaget sig at ville overraske og dræbe Vilhelm om natten i Valognes. Han blev fanget og kastet i fængsel, og under anklagen mod ham påstod han, at han havde en medskyldig; men denne, ved navn Serto, hævdede sin uskyld og tilbød holmgang med Grimold. Inden denne kunne finde sted, fandt man imidlertid Grimold død i fængslet. Hans ejendomme gaves til kirker i Bayeux og Caen.

Kampe med grev Godfred af Anjou. 1048.

Måske havde kong Henrik forudset, dengang han bragte hertug Vilhelm hjælp, al han snart ville få brug for hans bistand. I ethvert fald er det vist, at normannerne kort efter stod ved hans side, da der var udbrudt en krig med den mægtige grev Godfred Martel af Anjou i 1048.

Hidtil syntes kong Henrik at have begunstiget denne vasal, således ved at tillade ham at gøre sig til herre over Tours; men kongen er vistnok begyndt at frygte hans stærke magt. »Tirret ved Godfreds fornærmelige ord« førte kong Henrik en hær mod ham og angreb Mouliherne.

»Her måtte de franske se - siger Vilhelm af Poitiers - hvad de af misundelse ikke havde villet blive var, at den hær, som blev ført derhen fra Normandie alene, var større end den kongelige hær og enhver anden styrke, som de mange grever havde ført eller sendt derhen. Da jeg på denne tid opholdt mig i Poitou, erfarede jeg, hvad også mine landsmænd kan bekræfte, hvordan den normanniske hertugs ry løb viden om, da han var deltager i dette togt. Det blev sagt, at han overgik alle i indsigt, iver og færdighed. Kongen foretrak at spørge ham til råds og fulgte i vigtige sager hans afgørelse, da han anså ham for at overgå alle i at udfinde den bedste plan. Kun dadlede han ham for én ting, at han udsatte sig for stærkt for farer og ofte søgte kamp, når han vitterlig kun havde 10 mand eller endda færre ved sin side«.

Da Vilhelm på den tid kun var 20 år gammel, vidner udtalelsen om, hvor tidligt hans kløgt og evner var erkendte, og der er næppe grund til at betvivle udsagnets rigtighed. Den samme forfatter beretter yderligere om en nærkamp, som hertugen bestod under denne krig. »Fra den tid fastslog Godfred Martel, at der ikke fandtes under solen nogen ridder eller kriger, der var den normanniske hertugs lige«.

Godfred Martel havde stadig udvidet sine besiddelser og var ved sin erhvervelse af Touraine rykket Normandiet nær. Endnu skilte landskabet Maine Godfreds område fra normannernes land, men i Maine var Godfred faktisk rådende som værge for eller beskytter af den unge arving Hugo, Herberts søn.

Domfront, som var Maines grænsefæstning mod Normandie, var derfor nu i Godfreds magt, og han lod plyndringstog foregå derfra ind i Normandie. Hertug Vilhelm måtte føle, hvor ønskeligt det var at komme i besiddelse af denne borg, der beherskede landet omkring Mayenne-floden, og ligeledes at kunne råde over den længere mod øst ved Sarthe liggende grænseborg Alençon; det blev hævdet, at både Domfront og Alençon var blevet bygget efter tilladelse af hertug Rikard I, men at begge borge havde måttet lyde både hans og de følgende hertugers befalinger. Her var åbenbart et område under blandet herskab, og der mærkes da også upålidelighed hos disse byers indbyggere. Således var man i Alençon velfornøjet med, at grev Godfred så igennem fingre med deres plyndringer, hvorimod de vidste, at der i Normandie holdtes den strengeste justits over alt sådant, man lod derfor Godfred og hans krigere rykke ind i byen.

Der findes mange fortællinger om den tapperhed og uforfærdethed, som Vilhelm viste under dette, ret langvarige felttog. Skønt han havde upålidelige folk eller forrædere i sine egne skarer og færdedes i fjenders land, kunne han føle sig så tryg, at han frejdig gik på jagt i skovene med sine hunde og falke.

Vilhelm havde opkastet fire skanser foran Domfront i ca. 1049, og Godfred havde bebudet et angreb, men næppe var normannerne rykkede ud til kamp, førend angevinerne trak sig tilbage. Egnen lå åben, hvis Vilhelms hær ville plyndre, men hertugen foretrak at gå løs på Alençon; han lod en styrke blive tilbage, men ilede med den øvrige del af hæren i hurtig marsch mod byen ved Sarthe. Ved morgengry stod normannerne ved den forskansede bro over floden. Alençons forsvarere tillod sig nu en forhånelse, som skulle komme til at stå dem dyrt. De bredte huder og skind ud og råbte: Her er huder til garveren! Denne hån måtte ophidse Vilhelm til et skånselløst angreb, og ved hjælp af flammer og sværd var snart port, skanse og bro i hans vold. 32 af forsvarerne måtte som straf miste hånd og fod, de afhuggede lemmer blev kastede ind over murene, og garnisonen søgte rædselslagen at få fred på bedst mulige vilkår. Vilhelm lod dem da uskadte, mod at de overgav byen, og efter at Alençon var faldet, overgav Domfront sig også på de samme vilkår.

Vilhelm kunne nu uhindret tænke på at sætte sig i besiddelse af Maine. For at sikre sig fast fod drog han syd på til Ambriéres (ved Mayenne-floden), hvor han anlagde en borg, som han forsynede med fødemidler og mandskab.

Kapitel XXXIV.

Hertug Vilhelms kampe med Frankrigs konge.

Imod øst havde hidtil siddet en pålidelig slægt i Eu, der efter at Vilhelm (Rikard I's uægte søn) var død, indehavdes af hans søn Robert. Men på en eller anden måde var dennes broder Vilhelm Busac kommen i besiddelse af fæstningen, og han nærede ærgerrige planer. Han tænkte på intet mindre end at forjage hertugen, hvorfor denne med en hær måtte rykke mod Eu og tvinge Vilhelm til at gå i landflygtighed. Vilhelm drog til kong Henrik og forestillede ham sin nød, og kongen ynkedes over den statelige mand; han lod ham ægte arvingen til grevskabet Soissons, og således gik denne Vilhelm helt ud af Normandiets saga, han blev stamfader til en stor slægt.

Hertug Robert havde en halvbroder Vilhelm - hertuginde Papia var hans moder - og ham havde hertug Vilhelm givet det ved søkysten og nær ved østgrænsen liggende landskab Talou; i Arques, lidt syd for Dieppe, havde han på den øverste rand af en over dal og å fremragende højde bygget en borg. Men Vilhelm havde allerede fra de unge år vist sig upålidelig, han havde under belejringen af Domfront i utide trukket sine krigere tilbage, han havde skaffet sig tilslutning udenfor landet, idet han var gift med en datter af Guido af Ponthieu og stod i fortroligt forhold til Eustache af Boulogne, ligesom han havde indyndet sig hos kong Henrik. Han følte sig som den ægtefødte arving indenfor hertugslægten og så ned på bastarden, hvem han nogle gange nægtede at gøre hærtjeneste. Nu følte han sig tryg i sin stærke borg og viste åbenbar trods, idet han tillige ved togter i omegnen tog sig rov og søgte at true til frafald. Hertug Vilhelm byggede derfor en fæstning ved højdens fod for at holde hans krigere i ave og for at udhungre hans borg.

Medens hertug Vilhelm en dag opholdt sig oppe i Cotentin ved Valognes, bragtes der ham bud om, at en fransk hærstyrke var ved at rykke frem mod Arques, og straks drog han i spidsen for de skarer, han kunne få samlet, i ilmarsch frem mod fjenden. Til Rouen var budskabet også kommet, og 300 ryttere var straks ilet mod nord. De franske var nået til St. Aubin (tæt sydøst for Arques), da normannerne stod overfor dem; ved at lade som om de måtte vige, lokkede de franskmændene til et forhastet angreb og kunne tilføje dem et alvorligt nederlag. Grev Ingelram af Abbeville blev dræbt, en anset høvding Hugo Bardulf og mange andre kom i fangenskab. Hertug Vilhelm var ikke nået frem til kamppladsen, men der gik dog ry i Normandie om, med hvilken hast og udholdenhed han var ilet frem, så at til sidst kun få ledsagere var ved hans side.

Om det end var lykkedes den franske hær at forsyne Arques med fødemidler, nødsagedes den til at forlade landet. For Vilhelm af Arques var det umuligt i længden at holde borgen, han flygtede over grænsen og vendte aldrig tilbage. Han fandt indtil sin død underhold hos Eustache af Boulogne.

Vilhelm af Poitiers fortæller, at hertugen havde medlidenhed med sin farbroder, tilgav ham og forlenede ham med store besiddelser og indtægter. Hertil bemærker Le Prévost »le caractére bien connu de Guillaume ne nous permet d'adopter la version de son panégyriste«. Deri har Le Prévost afgjort uret. Efter den mildhed, som hertugen ofte viser overfor de betvungne oprørere, måtte man netop kunne tillægge ham en sådan handlemåde. Men angivelsen må alligevel forkastes, da hertugen selv på sit dødsleje siger: perjnrum comitem exulare coegi; nec in omni vita sua redire ad id, quod amiserat, permisi. I det anførte, afvigende udsagn af Vilhelm af Poitiers taler denne sikkert ikke imod bedrevidende, han er vel løbet vild i efterretningerne om de talrige Vilhelmer - både greven og vicegreven af Arques hed Vilhelm, vicegreven var hertugen tro og fik senere Arques i forlening - netop således som det er hændt Le Prévost, idet han som hjemmel for meddelelsen om tilgivelsen angiver Vilhelm af Jumieges; den står hos Vilhelm af Poitiers. 

Strid med kong Henrik, kampene ved Morterner 1054 og Varaville 1058.

Den styrke udadtil og indadtil, som smykkede Normandiet, måtte vække både skinsyge og frygt. Rundt om landets grænser sad ærgerrige hertuger og grever, der måtte ønske Vilhelm kuet; efter deres påstand teede han sig som om han besad et selvstændigt rige, helst burde det hele land fratages ham, i ethvert fald skulle han afgive dele deraf til kongens slægtninge.

Mægtigst blandt hertug Vilhelms fjender var vel nok, foruden kong Henrik, Godfred Martel af Anjou. Men da kongen gav befaling om udbud og om angreb på Normandie, kom der talrige skarer også fra de sydlige landskaber Burgund, Gascogne og Auvergne foruden fra de hævnlystne og misundelige naboer Bretagne, Francien og grevskaberne ved den normanniske østgrænse.

Der var grund til forfærdelse i Normandie, men her vidste man da også, hvilken rådsnar forkæmper man havde i den unge hertug Vilhelm.

Den franske hær delte sig i en østlig og vestlig afdeling. I spidsen for østhæren stillede kongen sin lidet dygtige broder Odo og endvidere Rainald af Clermont, Rodulf af Valois og Guido af Ponthieu; den skulle drage over Epte ind i Braie og Talou og hjemsøge alt med sværd og flammer lige til Rouen. Mod denne hær sendte hertug Vilhelm de dygtige krigere grev Robert af Eu, borgherren Roger af Morterner, Walter Giffard og Vilhelm Crespin. Ved et hurtigt angreb lykkedes det dem fuldkomment at jage franskmændene på flugt, grev Guido af Ponthieu blev taget til fange.

Kampen stod ved Morterner (Arr. Neufchatel) ikke langt fra østgrænsen. Roger af Morterner kom under denne kamp i en af de konflikter, som lensvæsenets ejendommeligt slyngede forpligtelser måtte føre med sig. Grev Rodulf af Montdidier, der var lensherre over den del af Vexin, som hørte under Frankrig, var blevet indesluttet og ville være blevet taget til fange, når ikke Roger af Morterner havde skjult ham, hvad den troskabsed, han havde aflagt til Rodulf for en besiddelse i det franske Vexin, gav ham en vis forpligtelse til; i tre dage tog han ham i beskyttelse i sin borg, hvorpå han førte ham uskadt hjem til sit. Hertug Vilhelm udtaler selv senere om Rogers handlemåde: »Det var en smuk og forsvarlig tjeneste, men for hans forseelse udjog jeg Roger af Normandie. Jeg udsonede mig dog kort efter med ham, jeg gav ham hans andre stillinger tilbage, men jeg fratog ham borgen Morterner, hvor han havde skjult min fjende, jeg tror, at det var med rette, og jeg gav borgen til hans slægtning Vilhelm af Varenne, en kriger, der kender lovens bud«.

Den vestlige del af den franske hær var under kong Henriks egen anførsel rykket over sydgrænsen og ind i Evreux; den skulle udplyndre landskabet på Seines venstre bred lige til Rouen. Imod den var Vilhelm beredt til at føre den øvrige del af den normanniske hær, men efter at der ved nattetid var bragt ham budskab om de franskes nederlag ved Morterner, anså han det for klogt straks at give fjenderne, der stod lige overfor ham, kundskab om deres våbenfællers skæbne. Han sendte Roger af Toeni afsted med budskabet derom, og denne krøb op på en højde og råbte her ud over de sovende fjender: