Brudstykker af Ruslands historie II.

»Folkenes fængsel«

Lenin kaldte det zaristiske Rusland et »folkenes fængsel«. Dermed gav han et afrundet og skarpt billede af de talrige nationaliteters liv i det »russiske imperium«. Under selvherskerdømmet levede alle arbejderne i trykkende kår, men mest utålelige var kårene for de ikke-russiske nationaliteters arbejdende masser, de »stammefremmede«, som de dengang ringeagtende blev kaldt. Den økonomiske udbytning af dem blev skærpet gennem den grusomste nationale undertrykkelse. Endog de sparsomme rettigheder, der blev tilstået de arbejdende af russisk nationalitet blev beskåret til det yderste for de undertrykte nationaliteters vedkommende. For de underkuede folkeslag betød zarismen politisk retsløshed, administrativ vilkårlighed og kulturel undertrykkelse. De russiske zarers politik har en udpræget erobringskarakter. I det 16. og 17. århundrede foretager den russiske zarisme som repræsentant for de herskende klasser stort anlagte militære fremstød mod øst. Den strækker sin røverhånd ud mod egnene ved Mellem- og Nedrevolga, underlægger sig Sibirien, hvorved den når Stillehavets kyst, og trænger ind på Ukraines stepper på Dnjeprs venstre bred. Endnu skarpere kommer adelens, handelens og den opstående industrikapitals interesser til syne i Peter den Stores krigsplaner, idet han søgte at »få fodfæste« ved Østersøen, Sortehavet og det Kaspiske Hav. I hans regeringstid blev det Estland, dele af Letland og Finland og de kaukasiske kyster ved det Kaspiske Hav erobret. Katarina II indlemmede i zarriget nordkysten af Sortehavet, Krim, Ukraine vest for Dnjepr, Hviderusland, Litauen og Kurland. Alexander i erobrede Finland fra svenskerne og Bessarabien fra tyrkerne og fik efter krigen mod Napoleon en del af Polen med Warszawa. Rusland fik ligeledes i hans regeringstid fodfæste i Georgien og begyndte en langvarig krig for at undertrykke de kaukasiske bjergfolk. Denne krig blev fortsat under hele Nikolaj I's regeringstid. Alexander II fuldførte Kaukasus' undertvingelse, røvede Amur- og Ussuriområdet fra Kina og tilrev sig vældige territorier i mellemasien. Nikolaj II, den sidste af de russiske zarer, fortsatte sine forfædres politik, han forsøgte til at begynde med at annektere Manchuriet og Korea og gik så ind i 1. Verdenskrig med det mål at tilrive sig Konstantinopel, Tyrkisk Armenien, Nordpersien og Galicien. Den zaristiske dobbeltørns uheldssvangre skygge lå over det kæmpemæssige rige, fra Østersøens kyst til Kaukasus' tinder og fra Ukraines solrige stepper til Mellemasiens sandørkener og bjergene i det Fjerne Østen. Ethvert af den russiske zarismes skridt var, som alle de europæiske borgerlige regeringers handlinger, kendetegnet ved ild, blod og vold. Nød og endeløse lidelser ledsagede kapitalismens sejrstog til Kaukasus' Aul'er, til Turkestans Kisjlak'er og til de tyrkisk-finske landsbyer ved Volga. I tilfælde af modstand veg zarregeringen ikke tilbage hverken for at udrydde eller deportere indbyggerne i de erobrede egne. Snese af blomstrende bjerglandsbyer blev forvandlet til grus og aske. Røgen fra brandstederne lå over bjergslugterne. Skove blev tilintetgjort, landsbyer jævnet med jorden, sæden trampet ned, bjergfolkenes ejendom, også husgeråd, blev røvet. Det land, der blev røvet fra den indfødte befolkning, blev uddelt til russiske officerer, godsejere og kulaker. Tusinder af rige herresæder opstod på de fra basjkirerne røvede landområder ved Volga; vældige, rige zar- og fyrstegodser skød i vejret i Kaukasus, Krim og Mellemasien. Hånd i hånd med denne »jordreform« gik livegenskabets indførelse i de underkuede egne. Peter den Store indførte livegenskabet i de baltiske områder, Katarina II i Ukraine, Nikolaj I styrkede det energisk i Kaukasus. Efter zargeneralerne fulgte den russiske godsejer, derpå kom købmanden og fabrikanten til de erobrede egne. De nationale områder blev oversvømmet med russiske soldater, gendarmer og embedsmænd. Sammen med dem kom også de græsk-ortodokse poper, der med deres kors bekræftede bajonettens og pengepungens ret. De militære misgerninger og plyndringer blev afløst af en endnu værre økonomisk undertrykkelse. De annekterede egne forvandledes til kapitalismens kolonier og blev de vigtigste leverandører af råstof og brændsel til den opvoksende russiske industri. Ukraine leverede kul fra Donets og erts fra Krivoi Rog, Kaukasus leverede olie, Centralasien bomuld o.s.v.. Istedet for de ældgamle fæstninger med deres tårne og kanoner blev der oprettet godser, kulakgårde og kapitalistiske fabriker. Sammen med dem opstod tusinder, ja titusinder af »vorherres« kirker og lige så mange kejserlige knejper. I zarens knejper blev den indfødte befolkning med snapsens hjælp opdraget til drukkenskab, i kirkerne blev der svinget med røgelseskar og opsendt bønner for et godt resultat af den »hvide zars« koloniseringspolitik. En kæmpearmé af poper beflittede sig ivrigt for at banke den græsk-ortodokse kirkes og det zaristiske selvherskerdømmes grundtanke ind i de »vilde«. De nybyggede kirker blev midler til en yderligere udplyndring af den indfødte befolkning. Man bibragte de nydøbte »stammefremmede« den rette tro ved idømmelse af bøder for ikke at komme til skriftemål, for ikke at have lært bønnerne, for ikke at følge de religiøse forskrifter o.s.v.. Kristendommens udbredelse blandt de undertrykte nationaliteter skete på den mest hæmningsløse og kyniske måde. De metoder, der blev brugt af missionærerne i det religiøse oplysningsarbejde blandt de halvvilde folkeslag i Sibirien, havde ofte ligefrem provokatorisk karakter. Når en missionær kom til en landsby, begyndte han sin propaganda med »anstand« og fordelte små gaver: kors, små helgenbilleder, tobak o.s.v.. Hvis det ikke hjalp, bosatte han sig for længere tid hos de ulydige og greb til mere »energiske« forholdsregler mod dem. Til slut havde missionæren opnået, at egnens befolkning begyndte at true ham. Så blev de skyldige grebet, deres ejendom konfiskeret og de selv kastet i fængsel. De første »kristne kulturspredere« blandt de sibiriske stammer var flygtede, vagabonderende munke, der sammen med bønnerne og vievandet førte vodka og syfilis med sig til Sibiriens tundraer. Det system at gøre den indfødte jægerbefolkning så drikfældig som muligt blev også senere brugt flittigt, dengang det »ortodokse missionsselskab«, et vældigt foretagende med 200.000 rublers grundkapital, udøvede sin virksomhed. Som følge af denne »kristelige« forsorg uddøde de sibiriske stammer med forfærdende hast i de sidste år 1914. Også på de muhammedanske folkeslag i Rusland havde det frygteligste kirkelige åg hvilet gennem tre et halvt århundrede. De religiøse forfølgelser, lukningen af moskeer (alene kasan-biskoppen Lukas [1738-1755] ødelagde i Tatarområdet 418 af 536 moskeer) var ledsaget af voldelige bortførelser af muhammedanske børn til de græsk-ortodokse kirkeskoler. Det russiske oplysningsarbejde blandt de tyrkisk-finske volgastammer begyndte med grundlæggelsen af et gejstligt akademi i Kasan. Også ved Kasanuniversitetets orientalske fakultet uddannedes professionelle græsk-ortodokse missionærer. En af de krasseste handlinger i den nyere tids russificeringspolitik var den af undervisningsminister grev I. I. Tolstoj udstedte lov: »Forordningen af d. 31. marts 1906«. Under henvisning til nødvendigheden af ved »videnskabens« hjælp at styrke de underkuede folks »kærlighed til det fælles fædreland« indførte loven i samtlige skoler obligatorisk undervisning af »stammefremmede« i det russiske sprog. Den russiske stats skoler havde imidlertid samvittighedsfuldt opfyldt denne pligt allerede før Tolstojs´ lov. I Polen var samtlige nationale universiteter og gymnasier blevet lukket allerede efter opstanden i 1863 og erstattet med russiske skoler; det var forbudt at tale polsk højt på offentlige steder, på kontorer, i butikker og på gaden. Ukraine måtte bære det samme åg. Ordet »Ukraine« blev erklæret for oprørsk og erstattet med betegnelsen »Lillerusland«. Trykning af bøger og aviser på det ukrainske sprog var ikke tilladt, endog i privatskoler blev undervisning i modersmålet forbudt, ligeledes var det forbudt at benytte det offentligt. Undertrykkelsen havde de mest ødelæggende følger for det ukrainske folks kultur. Før indlemmelsen i Rusland havde Uraine kulturelt set stået højere end Storrusland. Ved forrige århundredes slutning kunne en selv for det zaristiske Rusland forbavsende høj procentdel af de ukrainske guvernementers befolkning hverken læse eller skrive. Ved hjælp af hæren og statsapparatet - den russiske stats skoler og den græsk-ortodokse kirke - gennemførte zarregeringen overalt en hensynsløs russificering. Opgaven blev kun lettere ved den kendsgerning, at flertallet af de underkuede folk bestod af kulturelt lavtstående nationaliteter. Men selv der, hvor den russiske imperialisme stødte sammen med nationaliteter, hvis økonomiske og kulturelle niveau ikke var lavere, men undertiden endog højere end storrussernes, som f.eks. hos polakkerne, finnerne, esterne, letterne, delvis georgierne, armenierne, ukrainerne og andre, blev russificeringen gennemført med samme grusomhed og ubønhørlighed. Da Alexander I tilrev sig Finland, lovede han at opretholde det lokale selvstyre, som Finland havde haft under svenskerne. Men den russiske regering afskaffede lidt efter lidt dette selvstyre for at gøre Finland lige så retsløst som hele riget. Polen var forlængst blevet trådt under fode af de zaristiske gendarmer. Ikke engang den fattige reform, der lå i oprettelsen af de såkaldte lokale selvstyreorganer (semstvoer og bydumaer), kom til at gælde for Polen. Polen fik heller ingen edssvorneretter. Der blev fastsat talrige retsindskrænkninger for polakkerne i statstjenesten og i hæren. Særlig retsløse var jøderne i det zaristiske Rusland. Deres ret til at bo og tage ophold, hvor de ville, blev indskrænket. En undtagelse derfra blev kun gjort for de rige jøder - købmændene i første gilde - og for personer med universitetsuddannelse. Også i nationale spørgsmål førte den zaristiske regering klassepolitik, og dette fandt udtryk i visse lempelser for de velhavende lag af den ikke-russiske befolkning. Men i sammenligning med den herskende russiske bourgeois og godsejer følte den jødiske eller armenske købmand sig dog retsløs. Jødernes adgang til skolerne indskrænkedes gennem en bestemt norm, stillinger i staten og ved jernbanerne havde de overhovedet ikke adgang til o.s.v.. Opholdsretten blev for den jødiske befolkning indskrænket til den såkaldte »bosættelseszone«. Sammenhobet i byerne og flækkerne i guvernementerne i Polen, Litauen, Hviderusland og en del af Ukraine var de jødiske masser fordømt til håbløs elendighed. Den fastboende nationale befolkning blev skamløst udplyndret af de zaristiske myndigheder. Bestikkelsessystemet, der i det hele var vidt udbredt i det zaristiske Rusland, antog et utroligt omfang i de fjerntliggende grænseområder. Sværme af begærlige embedsmænd hærgede de undertrykte nationaliteter som græshopper og åd den sidste bid ud af munden på den arbejdende befolkning dér. I Centralasien steg den stedlige befolknings skattebyrde som følge af den russiske kolonisering til det tre-firedobbelte, ja i enkelte tilfælde til det femtendobbelte. Befolkningen uddøde. I et distrikt, hvor der før russernes indtog fandtes 45 landsbyer med 956 gårde, var der efter 20 års kolonisering kun 36 landsbyer med 817 gårde tilbage, af hvilke 225 var forladt. Dette beretter rejsende, som i slutningen af forrige århundrede opsøgte de egne, hvor usbekerne levede. De giver åbenbart langtfra et fuldstændigt billede af alle de rædselsgerninger, der blev forøvet i de zaristiske kolonier: den zaristiske censur ville ikke have tilladt det. Men alligevel omtaler de de skånselsløse, blodige afregninger med den indfødte befolkning ved det ringeste forsøg på opstand. Hele kisjlak'er (nomadelandsbyer) blev fuldstændig brændt af som straf, fordi en myrdet russers lig var blevet fundet i nærheden. I en befaling, der udstedtes af en russisk officer, der i 1910 slog opstanden i Katta-Kurgan ned, hedder det rent ud, at »en russisk soldats skosåler er mere værdifuld end tusind ulyksalige sarters (usbekers) hoveder«. Og sådanne befalinger var ikke blot ord. Derom vidner det frygtelige blodbad blandt befolkningen i Andisjan i maj 1898. Det er således ikke mærkværdigt, at folkeslagene i Centralasien ligesom i de øvrige kolonier skælvede for ordet »russisk«. Enhver nok så ubetydelig repræsentant for den zaristiske forvaltning, en hvilken som helst politibetjent følte sig som uindskrænket hersker over de ham undergivne »vilde«. Hele forvaltningssystemet var indstillet på at opretholde og fremme forudsætningerne for national undertrykkelse. Statsmagt og kirke formanede den russiske befolkning til ikke at betragte den »udøbte stammefremmede« som et menneske. For at afværge agrarrevolutionen søgte den russiske regering at tilfredsstille jordhungeren hos en del af dens egne bønder på de undertrykte folkeslags bekostning. Kolonierne blev overladt storbønder og kosakker til udbytning og udplyndring. De bønder og kosakker, der var flyttet til randdistrikterne, udgjorde samtidig en støtte for zarismen i kampen mod den indfødte nationale befolkning. De største godsejere, repræsenteret af partier som »det russiske folks forbund«, »nationalisterne« og andre førte sammen med militærkliken, bureaukratiet og den monarkistiske presse en rasende nationalistisk kampagne mod alle »stammefremmede«; særlig raffinerede var de til at opflaske antisemitisme, de organiserede jødepogromer i Ukraine, blodbad mellem armeniere og tyrker i Transkaukasien o.s.v.. Regeringen på sin side fremmede de nationale modsætninger mellem de forskellige folkeslag. Ved at ophidse de underkuede nationaliteter mod hinanden søgte zarismen at styrke sit herredømme over dem, at hindre dem i at slutte sig sammen og skabe en international enhedsfront af de undertrykte folkeslag mod det russiske selvherskerdømme. Zarismens politik overfor de undertrykte nationaliteter svarede til det gamle roms politiske løsen: »del og hersk«. Hele befolkningen i det russiske rige blev skarpt adskilt i to lejre: på den ene side storrusserne, hvem man på enhver måde søgte at bibringe den overbevisning, at de tilhørte en stormagt, en privilegeret nation, på den anden side de afhængige, ikke ligeberettigede folkeslag. En af førerne for det »Alrussiske Nationalforbunds« parti skrev i »Novoje Vremja«, udmærkede sig ved særlig hæmningsløshed, når det gjaldt om at puste til nationalhadet og forfægte den russiske stormagtspolitik: »Vi, det gudbenåede russiske folk, hersker over det store, det Lille og det Hvide Rusland, opfatter dette herredømme som en særlig guds nåde, som vi er forpligtede til at skatte højt og kaldede til at opretholde på enhver måde. Vi russere har ikke vundet dette herredømme uden møje. Frivilligt at dele de vundne herskerrettigheder med de undertvungne småfolkeslag, ville det måske være forstandigt? Tværtimod, det ville være topmålet af politisk dumhed, det ville betyde at forøde vor historie, ganske som en »fars søn« af købmandsstanden, som har arvet en million og kaster den i grams til lakajer og faldne kvinder. Naturen har selv udvalgt den russiske stamme blandt mange andre som den stærkeste og bedst begavede. Historien selv har bevist de små stammers mindreværd i forhold til os.« Den nationalistiske stormagtsindstilling kom skarpest til udtryk i programmet for »Det russiske folks Forbund«, sorthundredorganisationen. Det hed deri: »Der tilkommer det russiske folk, som har samlet den russiske jord og skabt en stor og mægtig stat, en overvejende indflydelse i statslivet og statens opbygning. Alle den russiske stats institutioner forener sig i en beslutsom bestræbelse for ubøjeligt at fremme Ruslands storhed og den russiske folkestammes forrettigheder, dog indenfor lovlighedens strenge grundsætninger, for at det store tal af stammefremmede, der lever i vort fædreland, skal regne det for en ære og lykke at tilhøre det russiske rige og ikke skal føle deres afhængighed som en byrde . . .« De »sorte hundreders« nationale politik fandt fuld tilslutning hos oktobristernes parti og »nationalisterne«. »Nationalisternes« første programpunkt lød: »befæstelse af den russiske stat efter den enevældige magts grundsætninger.« De mere moderate borgerlige partier, f.eks. kadetterne, der kaldte sig »folkefrihedens« parti, og andre partier, der repræsenterede de kapitalistiske grundejeres og industrikapitalens, særlig letindustriens interesser, altså grupper, der mere end andre var henvist til det indre marked, søgte at nå deres nationalistiske mål ved tilsyneladende indrømmelser til de borgerlige elementer i de undertrykte nationaliteter. Men også disse partier anså selvfølgelig enhver vaklen for utilladelig, når det gjaldt at hævde den russiske stats enhed og røve nye fremmede områder. Parolen om »et helt og udeleligt Rusland« var fælles for hele den borgerlige lejr. Da Lenin talte om kadetternes stilling til det nationale spørgsmål, spurgte han, hvori de adskilte sig fra »Novoje Vremja« og Co´s nationalisme og chauvinisme, og svarede: »Kun ved hvide handsker og mere diplomatiske, forsigtige talemåder. Men chauvinismen er også modbydelig, når den har hvide handsker på og anvender de mest udsøgte talemåder.« Også de såkaldte socialistiske partier, der i ord anerkendte de undertrykte nationaliteters selvbestemmelsesret, gik i praksis ind for den russiske stats ubetingede udelelighed. De social-revolutionæres parti udtalte sig for en statsopbygning på føderativt grundlag, men tilstod ikke på nogen måde nationerne ret til at rive sig løs fra staten; det nationale spørgsmål skulle efter deres opfattelse løses ene og alene på kulturens og sprogets område.

Tidsbilleder af Rusland af Gustav Bang.1908

År igennem har al offentlig interesse samlet sig om Rusland. I feberagtig spænding har man fulgt de vældige begivenheder, som foregår dér. Overfor dem blegner alt andet. Thi hvad der her sker, er meget mere, end at et enkelt land står i revolution, er i færd med at skifte forfatning under det voldsomme pres af en folkevilje, som er drevet op til det yderste højtryk; det er et nyt afsnit af verdenshistorien, der begynder. Alt offentligt liv hele verden over vil dermed få en anden karakter. Har zarens selvherskerdømme hidtil været bolværket imod alle frihedsbevægelser, det sikre rygstød for al reaktion i Europa, hvordan vil det så ikke se ud, når selvherskerdømmet knækkes og den revolutionære flodbølge fra Rusland vælter sig ud over landene? Fremtidssvanger som den Franske Revolution var det i slutningen af det 18. århundrede, således er den russiske revolution i begyndelsen af det 20. århundrede, et vårbrud, ud af hvilket en ny sommer spirer. Det er, i et lille land som vort, vanskeligt at danne sig noget rigtigt overblik over, hvor kæmpemæssig en bevægelse det er, som foregår. Forholdene er altfor svimlende store. Man må tænke på, at det Europæiske Rusland er 90.000 kvadratmil stort, større end hele det øvrige Europa tilsammen, og har 110 millioner indbyggere, og at det samlede russiske rige spænder over sjettedelen af hele jordklodens landområde og rummer tolvtedelen af hele jordklodens menneskemængde! Eller man tænke på, at mellem Lodz og Samara, to af revolutionens brændpunkter, er der i lige linje fra vest til øst en afstand som mellem København og nordkysten af Afrika. Denne mægtige bevægelse er forberedt gennem et halvt århundredes stadig fortsatte økonomiske udvikling. Gradvis og sikkert, dråbe for dråbe, har underjordiske kræfter i det skjulte udhulet jordbunden, så kolossen nu vakler og raver. Indtil 1861 herskede den rene middelalder. Landet var omtrent ligelig delt mellem stats- og adelsgodser, men det dyrkedes udelukkende af livegne, ufri og stavnsbundne bønder, trælle, der kunne købes og sælges som andre kreaturer og i enhver henseende var prisgivet godsejerens vilkårlighed. Nogle steder drev bønderne på egen hånd hele godset og svarede en del af udbyttet, i regelen halvdelen eller tredjedelen, som landgilde til godsejeren; andre steder havde de kun en del af jorden som deres egen og måtte så møde til hoveri, i regelen tre dage om ugen, for at dyrke den jord, godsejeren havde forbeholdt sig selv. Landbruget stod allevegne på et rent barbarisk trin; tilførsel af gødning forekom kun yderst sjælden; hovedredskabet til jordens dyrkning var den gammel russiske plov, som kun ridser en fure af halvanden tommes dybde. Landbrugets udbytte var da også elendigt, og det var umuligt at nå over til nogen ny og fordelagtigere driftsform. Alligevel var bønderne som oftest i stand til at skaffe sig det daglige brød. Man levede endnu i alt væsentligt under den middelalderlige naturalhusholdning. Kun i ringe grad var Rusland lagt åbent for den internationale handel. Ingen jernbaner gennemskår det uhyre land, skibsfarten op ad de store floder var sparsom, landevejene var ufarbare en stor del af året, og der var tilmed ingen talrig bybefolkning, som kunne danne nogen indenlandsk kundekreds af betydning for landbrugets produkter. Kornet kunne kun rent undtagelsesvis sælges; det måtte fortæres på stedet. Der var da ingen fristelse for godsejeren til at presse mere ud af bønderne, end han selv og hans husstand havde brug for; hvad hjalp det ham, om han havde mere korn i sin lade, når han dog ikke kunne få det solgt til ordentlige priser? Det overskud ud over livets daglige behov, som bønderne frembragte, fik de selv lov til at beholde; de oplagrede det i landsbyens fælles forrådshus som en reserve, de kunne tage af, når høsten et år slog fejl og hungersnød truede. Og de havde tilmed en god hjælp i den husindustri, der blev drevet rundt om i hytterne den lange strenge vinter igennem; nogle steder flettede man bastsko, andre steder smedede man søm eller knive, andre steder lavede man pottemagerarbejde osv.. Det var den største del af Ruslands industri, der på den vis blev udøvet af bønderne som bierhverv. Vel var der hist og her oprettet store fabrikker, dels af godsejerne, dels af staten, men det var mest livegnes tvangsarbejde, de benyttede, en ufri arbejdskraft, der ganske naturlig var slet, uvillig og uordentlig, uintelligent og uinteresseret, ude af stand til at tilvirke andet end de aller tarveligste produkter. Det var middelalderen, der herskede. Men imidlertid var trangen til en moderne udvikling begyndt at melde sig, og det første og afgørende skridt måtte være livegenskabets afskaffelse. Det var påvirkningerne udefra, som gjorde sig gældende. De mest fremskredne blandt godsejerne drømte sig den russiske jord under stordrift, med maskiner og kunstgødning, med korneksport i stor stil og høje og stigende forpagtningsafgifter. Og de mest fremskredne blandt fabrikanterne tænkte med misundelse på den stab af dygtige arbejdere, som havde udviklet sig i frihed i Vesteuropa. Så kom Krimkrigen i årene 1854-56 med et stort nederlag for Rusland, og nu blev regeringen tvunget med. Den havde lært af bitter erfaring, hvor nødvendigt det var for Ruslands stilling som stormagt at have vidtstrakte jernbaner og en moderne finanshusholdning. Men en betingelse herfor var forøgede statsindtægter, voksende skatteevne, flere penge mellem hænderne på folk. Og alt dette var umuligt, så længe livegenskabet kunstig holdt landet tilbage i middelalderlige tilstande. I 1861 blev så livegenskabet ophævet; den personlige frihed blev gennemført - og dermed begyndte den udvikling, der med en naturmagts nødvendighed har ført Rusland frem til revolutionen. To kræfter er det, som har virket: dels den voldsomme og stadig stigende forarmelse blandt bønderne, dels den voldsomme og stadig stigende vækst i industriarbejdernes tal. Bønderne fik deres personer fri, men de fik ikke deres jord fri. Det meste af den jord, hvorfra de før havde hentet sig udkommet, blev udlagt til godsejeren som hans private ejendom, og hvad de selv beholdt, måtte de betale i dyre domme, gerne til meningsløst høje priser, langt over jordens virkelige værdi. Staten udstedte obligationer for disse afløsningssummer, som bønderne så måtte forrente og efterhånden afdrage. Renter og afdrag blev opkrævet sammen med de stærkt voksende statsskatter. Altsammen skulle det betales i rede penge, og for at få penge måtte bønderne sælge. Før havde de gemt deres overskud af korn hen som en nødhjælp; nu måtte de sælge så meget som muligt for at kunne klare deres forpligtelser. Og netop samtidig begyndte de store jernbanelinjer at anlægges, dampskibsfarten op ad floderne at indrettes; transportvæsenet udviklede sig, og alt dette gjorde det muligt for bønderne at sælge. Udførslen af korn fra de russiske havne, hvede fra syd, rug og byg fra nord, kunne tage voksende fart. Den russiske bonde kunne levere sine produkter til verdensmarkedet. Den russiske bonde begyndte at sælge, men det forslog ikke. Byrderne var for tunge; han magtede dem ikke. Han kom i restance med skatter og afgifter, og restancerne summede sig op fra år til år. Bringe mere ud af sin jord, end han gjorde, formåede han ikke. Han var ikke i stand til at slå ind på nogen ny, mere fordelagtig drift, havde simpelthen ikke råd dertil, ligeså lidt som han havde oplysning, kundskaber, intelligens nok. Han dyrkede sin jord, som hans forfædre havde gjort det i umindelige tider, under helt middelalderlige former. I de nordlige egne er trevangsbruget det almindelige, men en mængde andre driftsmåder forekommer, alle lige forældede. Jo længere man kommer sydpå, ned i den frodige »sorte jord«, des mere barbarisk bliver driften. Der er egne, hvor jorden dyrkes år ud år ind med den samme kornsort, uden tilførsel af gødning og uden andet end den allermest overfladiske bearbejdelse; sæden bliver sået på stubmarken og harvet ned, hvis man da ikke nøjes med at lade okser trampe den ned i jorden. Gødning anvendes kun de allerfærreste steder og aldrig i tilstrækkelig mængde, og redskaberne til jordens dyrkning er de samme, som brugtes i Vesteuropa for årtusinder siden. Udbyttet er da også kun kummerligt; på hver tønde land hvedemark avles der i Rusland gennemsnitlig 23 skæpper om året, i Østrig-Ungarn derimod 45 og i Frankrig 53. Indtil midten af 1870érne, så længe prisen på korn var høj, gik det endda så nogenlunde. Men da det billige amerikanske korn ved slutningen af 1890érne begyndte at nå til Europa i millionvis af tønder og prisen på korn dalede, da kom ødelæggelsen over den russiske bondes hoved; hans lidelseshistorie begyndte. Priserne dalede; det vil sige, at han måtte sælge stadig mere af sin høst, før han fik det samme pengebeløb i hænderne til at klare sine skatter og afgifter med, fire-fem tønder for hver tre, han før havde solgt, uanset om han derved berøvede sig selv korn til brødet, foder til kvæget, sæd til næste år. Men høstudbyttet vokser ikke; den eneste måde, hvorpå han kan drive det i vejret, er at udpine jorden til det yderste, at slå ind på den rene rovdrift. Det kan hjælpe lidt i øjeblikket, men det gør nøden så meget des større sidenhen. Jordens frugtbarhed aftager, ukrudtplanterne breder sig, kulturplanterne udarter. Hvert efterår, så snart høsten er omme, kommer skatteopkræveren; og den bonde, der ikke har pengene på rede hånd, kan risikere at blive straffet med tvangsarbejde. Han er da nødt til at sælge straks, og kun en ringe del af høsten bliver tilbage, altfor lidt til at dække det aller nødtørftigste behov. For de fleste russiske bønder slipper kornet op allerede ved juletid, og kun de mere velstående iblandt dem kan holde ud til påske. Resten af året må de fægte sig frem, som de kan bedst. Selv spiser de hvededyrkende bønder aldrig hvedebrød, og endog rugbrød er begyndt at blive en luksus for dem. Mange gange må stråtaget rives af hytterne for at tjene som foder til køer og heste, og når det ikke forslår, må dyrene slagtes eller sælges for spotpris. Mange gange må næste års høst pantsættes mod ågerrenter - den pengeudlåner, der nøjes med en snes procent, regnes for en velgører - for at man i dyre domme kan købe sæd i stedet for det korn, man om efteråret solgte billig. Dybere og dybere synker bonden i gæld og forarmelse; enhver nødhjælp i øjeblikket gør i det lange løb kun ondt værre. Et liv lige på hungersnødens tærskel er den regelmæssige tilstand, og fra tid til anden, når høsten slår fejl, indtræder den absolutte hungersnød. Med stadig kortere mellemrum nægter den udpinte jord at give afgrøde, og tusinder af mennesker dør af sult, mens skørbug og hunger tyfus raser. Og ethvert sådant uår rummer ikke blot i sig selv en umådelig sum af lidelser, men det betyder også et nyt skridt ned ad bakke; afkræftede tager bønderne fat på arbejdet; deres gæld er vokset, deres arbejdsevne svækket, deres kvægbestand udtyndet; de er endnu mindre modstandsdygtige end før. Den russiske bonde ødelægges ved modsætningen mellem den vareafsætning til markedet, der er blevet ham påtvunget af de voksende skatter og afgifter, og den lavtstående, efter naturalhusholdningen tilpassede arbejdsmåde, som han ikke er i stand til at hæve sig ud over. Det er hele dette system, der virker som en skrue uden ende og tvinger ham ned i stadig ny og dybere elendighed. Og hertil kæder sig så andre forhold. Det er ikke blot den rovdrift, han selv har øvet med sin jord, der gør høstens udbytte stadig ringere og usikrere, men også den rovdrift, som er blevet øvet med skovene. De store russiske skovstrækninger er blevet voldsomt forhuggede i de senere årtier, og det har virket ind på klimaet, har gjort tørken hyppigere og alvorligere, har gjort sommeren hedere og vinteren koldere, har gjort de naturlige betingelser for landbruget ugunstigere. Samtidig går den gamle husindustri, som før skaffede bonden et godt bidrag til livets ophold, til grunde i konkurrencen med fabriksindustrien. De maskintilvirkede varer fortrænger de håndforarbejdede, og bonden bliver henvist til udelukkende at leve af landbruget, det landbrug, der i stadig svindende grad kan give ham brødet. Og endelig hviler den høje toldbeskyttelse for industriens produkter som en mare over ham. Den fordyrer hans forbrugsgenstande og lammer hans evne til at slå ind på nye og bedre driftsmåder. Især tynges han af de frygtelige priser på jern; han har ikke råd til at købe plov og harve af jern, men må nøjes med træredskaber, som kun er forsynede med spinkle jernspidser; han har ikke råd til at købe jernbeslåede vogne, men må tømre sig vogne helt af træ, i det højeste med hjulene omgivne af en ganske tynd skal af metal. Man må ved »musjiken«, den russiske bonde, ikke tænke sig noget i lighed med den vesteuropæiske gårdmand. Hans jordbesiddelser svarer i almindelighed til en mindre husmandslod, og de herskende sociale forhold gør det umuligt for ham at udnytte den på en sådan intensiv måde, at den kan give ham et tåleligt udkomme. Man har med et rundt tal beregnet, at af hver ti bønder fik ved livegenskabets ophævelse de syv så lidt jord, at de ikke kunne skaffe sig selv brødkorn nok derpå; de to så meget, at de kunne ernære sig selv, men ikke skaffe foder til de trækdyr, der var nødvendige til dyrkningen; og kun den ene fik jord nok til at leve selvstændig deraf. Og i den tid, der er gået siden, er befolkningen vokset og lodderne blevet yderligere udstykkede, og forholdene bliver stadig mere fortvivlede. For overhovedet at eksistere har bønderne da som oftest været nødt til at leje eller forpagte jordstykker af godsejeren, i regelen for et år ad gangen; de fleste godser er på den måde blevet splittede i talløse småparceller, der bestandig skifter bruger; de ublu afgifter må betales enten i hoveri eller hyppigere i rede penge. En ny, trykkende afhængighed er opstået derved. Jord, mere jord - er da blevet det, hvorom bøndernes tanker kredser. At de uhyre godser, som tilhører staten, kejserfamilien, kirken og de private godsejere, skal beslaglægges og deles ud til bønderne, således at hver familie får nok til livets ophold - det er det første, mest nærliggende krav, hovedpunktet i bonderepræsentanternes program i dumaen, brændpunktet i alle de mange bondeuroligheder rundt i landet. Og bagom dette krav tegner der sig andre, af fjernere rækkevidde, som selvopholdelsesdriften kalder frem - om et ordentligt skolevæsen, der kan bringe bønderne oplysning, dygtiggøre dem til at hæve landbruget op til et højere trin; om en reform af skattevæsenet, der kan tage de værste af de byrder bort, som nu knuger dem i knæ; om en nedsættelse af industritolden, der kan gøre deres forbrugsgenstande billigere og gøre det muligt for dem at anskaffe sig bedre redskaber; og først og sidst om en fri forfatning, det eneste middel, hvorved de i længden kan gøre deres interesser gældende. Således virker hele den økonomiske stilling til at revolutionere bondens bevidsthed, til at ruske ham op af sløvhed og søvn. Bondens voksende forarmelse er den ene af de store linjer, der strækker sig gennem det russiske samfunds moderne udvikling. Den anden er industriens voksende betydning. Den industri, der var blevet drevet i livegenskabets dage, husindustrien rundt om i bondehytterne og trællearbejdet i de enkelte større fabriker, den havde haft en helt middelalderlig karakter, og den blev for største delen fejet bort med det friske pust, bondefrigørelsen bragte over det russiske samfund. Men snart efter begyndte en ny, moderne storindustri at gro frem. De uhyre summer, adelsmændene fik i hænde ved livegenskabets afløsning, strømmede ud på pengemarkedet og søgte anbringelse i banker, jernbaneanlæg, fabriker og deslige; og samtidig drog frigivne bønder og herregårdstjenere i titusindvis ind til byerne og søgte plads som arbejdere. Især blev begyndelsen af 1870érne her som overalt i verden en feberagtig opgangsperiode. Store jernbaneanlæg havde i de foregående år lagt den ene egn af landet efter den anden åben for handelen, og man nød nu frugten deraf. Fabrik rejste sig ved fabrik, og fabrikanterne tjente store penge. Da så tilbageslaget kom ved midten af 1870érne, tog man sin tilflugt til toldbeskyttelsen. Og man gik stadig videre ad denne vej. Toldsatserne forøgedes, indtil de nåede deres højdepunkt med loven af 1891, der fuldstændig ofrede landbrugets interesser til fordel for industrien. Gennemsnitlig regnes tolden at udgøre tredjedelen af de indførte varers værdi, men i mange tilfælde er den langt højere og virker som et rent indførselsforbud. I læ bag denne toldmur kunne industrien udfolde sig drivhusmæssig frodig. Der er tre egne, hvor den særlig er vokset frem. Dels i Midtrusland, fra Moskva og østpå, hvor der allerede i forvejen var en gammel industri, og hvor der også stadig har holdt sig flest rester fra de gammeldags forhold, hvor arbejdernes kår er slettest, arbejdsmåden står lavest og maskinerne er dårligst og mest forældede; dels i Polen, hvor man er kommet under stærkere påvirkning af Vesteuropa, hvor teknikken er højere og arbejdernes stilling noget gunstigere; dels endelig i Sydrusland, nord for Sortehavet og det Asovske hav, hvor mægtige lejer af kul og jern netop i den allersidste tid har lagt grunden til en voldsomt opblomstrende industri af rent moderne, vesterlandsk karakter, i Odessa, Kisjinev, Kiev, Kharkov, Jekaterinoslav, Rostov og andre store byer, der er skudt hastig frem. Endnu i 1887 talte man i Rusland næppe 1 ⅓ million industriarbejdere, men allerede i 1897 over 2 millioner, og ialt kan deres tal nu regnes til mindst 3 millioner. Det er kun et lavt tal, en ringe brøkdel af kæmperigets vældige folkemasse. Og dog er det netop dette lille antal industriarbejdere, som sætter det skarpeste skel mellem det gamle og det nye Rusland. De danner et moderne befolkningselement; de er stillet anderledes end alle de andre lag af samfundet, og de ser og tænker og føler helt anderledes. De slutter sig sammen i fagforeninger for at værne om deres interesser; de strejker for at tiltvinge sig indrømmelser; de gennemtrænges af socialistisk klassebevidsthed; de gribes af sympati og forståelse for deres kæmpende klassefæller i fremmede lande. Under de samme former som i Vesteuropa rykker det sociale spørgsmål med dem ind i det russiske samfund. Få som de endnu er af tal, er de stærke ved den ejendommelige, fremskudte stilling, de indtager. I hele den revolutionære bevægelse har de været den drivende kraft. Engang før, i den »nihilistiske« periode, omkring år 1880, har Rusland stået i en krise, hvor det kunne se ud, som om landet skulle gøre skridtet over i de moderne staters rækker. Men hvilken forskel mellem dengang og nu! Dengang endnu kun forsvindende få industriarbejdere, som knap havde revet sig rigtig løs fra landbruget, og som var uden al virkelig forståelse af deres nye stilling - og nu en rask voksende arbejderklasse, levende under samme vilkår som vestens lønarbejdere, gennemtrængt af klassebevidsthed og kun ventende på det forløsende ord for at træde ind i den revolutionære kamp. Dengang småbønder, som endnu klarede sig så nogenlunde, og som var sløvt tilfreds med deres kår - og nu en landbefolkning, som udsultes mere og mere fra år til år, og som af elendighed piskes op til vild, fortvivlet lidenskab. Dengang en lille skare af idealistiske studenter, som var grebne af vestens idéer, men talte for døve øren, hvor de vendte sig hen, en generalstab uden en hær bag sig - og nu et helt folk i oprør. Så stærk, så vældig en forandring har den økonomiske udvikling i blot en god snes år ført med sig, at hvor dengang det russiske samfund lå som en stivfrossen, død, ubevægelig masse, dér er det nu som et frådende hav. Det var i fremmede universitetsbyer, at unge russiske mænd og kvinder i begyndelsen af 1870érne var blevet påvirkede af de socialistiske tanker, der netop dengang fængede overalt i Vesteuropa, og var blevet dybt besjælede af viljen til at arbejde for det russiske folks befrielse. Naivt begejstrede, uden at være nået til teoretisk klarhed og uden forestilling om de uhyre praktiske vanskeligheder, der stod i vejen, vendte de hjem og tog fat på arbejdet. De gik ud i folket for at drive agitation, tog plads, under opdigtede navne, som arbejdere og arbejdersker, som landsbyhåndværkere og skolelærere, og søgte ved samtaler og foredrag at vække bønder og arbejdere til socialismen. Det gik, som det måtte gå. Tiden var ikke moden. Blandt industriarbejderne i de store byer fandt de hist og her en smule forståelse; hos bønderne, som de især havde sat deres lid til, mødte de kun sløvsind og mistænksomhed. Og samtidig begyndte regeringen en grusom forfølgelse. En formelig klapjagt blev anstillet på »folkegængerne«; hundrede af mennesker blev dømt til døden eller sendt til Sibirien. Under alt dette løb hele bevægelsen sporløst ud i sandet. Så begyndte en ny periode. »nihilisterne« havde forstået, at den fredelige agitations vej under de herskende politiske forhold var ufarbar. Først måtte enevælden overvindes, politivilkårligheden forsvinde og frie statstilstande gennemføres. Havde man før udelukkende holdt sig til det rent sociale spørgsmål og skyet enhver berøring med politik, så trængte nu det politiske spørgsmål sig i forgrunden; det var kravet om en fri forfatning og presse, forenings, forsamlingsfrihed og andre borgerlige rettigheder, man rejste. Og midlet blev terrorismen. Imod rædselsregimentet fra oven satte nihilisterne rædselsregimentet fra neden; deres våben var først dolk og revolver, siden dynamit. Tidligere var i ny og næ en spion eller en særlig brutal politimand faldet for deres hævnende hånd, men disse handlinger havde været spredte og båret tilfældighedens præg. Nu blev det politiske mord metoden. Autoriteterne skulle skræmmes til at give efter, og befolkningen skulle ruskes op af sin dvale. Attentatet var nødværge, fortvivlelsens selvhjælp, den eneste desperate mulighed, man så for at føre sin sag frem. I løbet af 1878 og 1879 fulgte slag i slag en lang række attentater på de højeste politimænd, attentater, der for største delen var heldige og som oftest begåede med en ubegribelig dristighed. Samtidig dukkede planen op om kejsermordet. I april 1879 blev det .første revolverskud affyret mod Alexander II; i slutningen af samme år forsøgte man ved hjælp af underjordiske miner at sprænge et jernbanetog, i hvilket kejseren befandt sig, i luften; i begyndelsen af 1880 eksploderede et dynamitlager i selve det kejserlige palads i Petersburg - altsammen uden held; hver gang undgik kejseren ved et rent tilfælde den skæbne, der var ham tiltænkt. Først d. 13 marts 1881 faldt han for en bombe, der slyngedes mod hans vogn på gaden i Petersburg. Nihilisterne havde tænkt sig, at en folkerejsning ville blive følgen, en revolutionær flodbølge, der rev de gamle forhold over ende; men alt var stille. De havde tænkt sig, at den nye kejser, skræmt ved faderens skæbne, ville bøje sig og give landet en fri forfatning; men svaret var kun et dobbelt reaktionært styre, en dobbelt skånselsløs forfølgelse af alle demokratiske strømninger. Hermed var forudsætningen for terrorismen bristet. Thi hvad nyttede det at lægge sig i breschen for folkets frigørelse, når folket selv stod sløvt og ligegyldigt derfor! Og hvad nyttede det at dræbe tyrannerne, når tyranniet kun trivedes derved! Det sidste sund var spærret for nihilismen. Dens tilhængere var rådløse og modløse. En lille håndfuld mennesker, som de var, nogle få hundrede højt regnet, blev de hurtig revet op; nogle af dem søgte fristed i fremmede lande, andre endte i galgen, og atter andre vansmægtede i Sibiriens eller statsfængslernes kasematter. 1880érne blev for dem »det fordømte årti«, da alt syntes håbløst. Men imidlertid gik den økonomiske udvikling sin jævne gang fremad og satte med jernhård nødvendighed år efter år stadig flere revolutionære bestanddele ind i det russiske samfund. Bøndernes tiltagende forarmelse var den brede basis for den rejsning, som forberedtes; den voksende arbejderklasse var den magt, som var bestemt til at gå forrest i kampen. Allerede ved midten af 1890érne sporede man virkningerne af det nye sprængstof, der var kommet ind i den russiske befolkning. En række store strejker udbrød rundt om i landet, især i Petersburg og egnen omkring Moskva. Og for at forstå, hvilket højtryk af spænding det var, som her gav sig udslag, må man huske, at i Rusland er enhver fagforening forbudt, og at straffeloven fastsætter fra 2 til 4 måneders fængsel for den, der deltager i en strejke. Det var kravene om en kortere arbejdstid, en højere løn, en menneskeligere behandling, som arbejderne rejste og for størstedelen også fik ført igennem. Fabrikanterne måtte gøre adskillige indrømmelser, og en følge af hele bevægelsen var en ny fabrikslov, af 1897, som fastsætter en maksimalarbejdsdag af 11 timer og gør ende på en del af de værste former for arbejdernes udbytning. I slutningen af 1890érne var tilstanden roligere. Industriens glimrende kår gjorde det muligt for arbejderne at sætte betydelige forbedringer af arbejdsforholdet igennem, og en stund så det ud, som om de ville slå sig til tåls med de små økonomiske fremskridt og tabe det store politiske mål af syne. Men kun for en kort stund. Da den russiske industri i året 1900 kom ind i krise og arbejdsløsheden huserede og lønnen dalede, da blussede bevægelsen op påny, og nu i en ganske anderledes revolutionær skikkelse. I året 1901 fandt der 120 arbejdsnedlæggelser sted; i årene 1902 og 1903 bredte de sig videre og videre, i stadig mere kæmpemæssigt omfang, forplantede sig fra sted til sted, smittede fra fag til fag og antog rundt omkring karakter af generalstrejker. Især i de sydrussiske byer var bevægelsen voldsom; dampskibs, jernbane og sporvognstrafikken standsede, gasbelysningen og den elektriske belysning indstilledes, aviserne udkom ikke, butikkerne måtte lukke, idet handelsmedhjælperne sluttede sig til de strejkende, alle livsfornødenheder steg voldsomt i pris. Hele arbejderbefolkningen blev revet med. Og selv om røret fra første færd havde sin oprindelse i rent faglige konflikter, så slog det hurtig om og fik et politisk indhold. Den hjælp, som autoriteterne allevegne ydede fabrikanterne, ved at lade politi og kosakker fare frem på den grusomste måde mod de strejkende arbejdere, hidsede stemningen op. »ned med selvherskerdømmet!« »leve den kommende revolution!« - var råb, der hyppigere og hyppigere lød. Det var arbejderklassens revolutionære stemning, der, dump og uklar endnu, kom til udbrud. Et øjenvidne skildrer stemningen, som den var i Kiev i Sydøstrusland i juli 1903: »Mange arbejdere strejkede uden at opstille nogen somhelst fordringer. Når man f.eks. spurgte sporvognsfunktionærerne om, hvad de forlangte, svarede de: »Ingenting«. »Hvorfor strejker i da?« »Jo, i går blev der skudt på de strejkende ved banegården; derfor vil vi ikke arbejde i dag.« Straks da strejken udbrød, endnu før der var skudt, sporede man iblandt de strejkende det politiske protestelement. En instinktiv utilfredshed med den herskende statsordning rørte sig iblandt dem og var den egentlige anledning til generalstrejken. Denne utilfredshed fandt yderst forskellige udtryk. »Hvorfor strejker man her?« Spurgte jeg på strejkens første dag en droskekusk. »Jo, hvor skulle man kunne holde det ud og lade være med at gøre oprør«, svarede han, »i fabrikkerne bliver folk jo undertrykt og flået, og overalt er man uforskammet.« Disse ord kendetegner bedst den almindelige stemning.« Samtidig lod terrorismen påny høre fra sig, efter tyve års tavshed. I marts 1901 fandt et attentat sted mod undervisningsministeren, i april et andet mod »den hellige synodes«  generalprokurør Pobjedonosev, den yderste reaktions mest fremtrædende repræsentant. Begge var de uheldige. Først i foråret 1902 lykkedes det at dræbe indenrigsministeren, Sipjagin, og nu fulgte en række nye attentater. Det var det socialrevolutionære parti, der stod bag, en fortsættelse af den gamle nihilistiske gruppe. Imod dette parti står det socialdemokratiske, der ikke blot tager afstand fra den terroristiske taktik, som det i al almindelighed anser for uklog og unyttig, men også væsentlig vender sig til andre lag af samfundet. Medens de socialrevolutionære tænker sig, at Ruslands genfødelse først og fremmest skal komme fra bønderne, ser socialdemokraterne i industriarbejderne den stærkeste revolutionære drivkraft, som det fremfor alt kommer an på at vække og organisere. I løbet af 1890érne havde socialdemokratiet bredt sig stærkt i industribyernes arbejderbefolkning; i 1898 afholdt partiet sin første kongres, og i de følgende år gik det frem med rivende fart blandt arbejderne og også rundt omkring blandt landets husmænd. Under så oprørte forhold, mens de vulkanske kræfter overalt i riget var i færd med at bryde igennem, begyndte Rusland i januar 1904 krigen med Japan. Det var et fortvivlet skridt; nu måtte det briste eller bære. Vendte den russiske hær hjem efter et hurtigt og sejrrigt felttog, med hæder og erobringer, ville regeringens moralske anseelse være styrket, dens magt vokset, og den havde håb om en tid endnu at kunne ride stormen af. Det var et højt spil, og det blev tabt. Nederlag fulgte på nederlag i den lange, forfærdelige krig, det ene mere hårdt og forsmædeligt end det andet, og det gamle regimente forspildte den sidste rest af respekt - samtidig med at statsgælden voksede i en uhyre grad og de idelige soldaterudskrivninger vakte den voldsomste misfornøjelse i befolkningen. Og dermed trådte den russiske revolution ind i en ny periode. »Den blodige Søndag«, d. 22 januar 1905, danner vendepunktet. Et par dage i forvejen var der udbrudt en massestrejke i Petersburg; henved 100.000 arbejdere havde standset arbejdet, og de besluttede at gå i procession til kejseren for at overrække ham en skrivelse, der bønfaldt ham om at hjælpe folket ud af dets fortvivlede tilstand - i den naive tro, at fik kejseren blot sandheden at vide, om hvor galt det var fat, ville han straks være rede til hjælp. Med klagende ord skildrede Petersburgs arbejdere i bønskriftet den elendighed, hvori de befandt sig; ikke som mennesker levede de, men som slaver, der sank dybere og dybere i nød, men måtte bære deres lidelser i tavshed; døden var bedre for dem end at fortsætte den ulidelige kval. De havde strejket for blot at få det allernødvendigste til at holde livet oppe, men ved enhver fordring havde de fået det svar fra deres arbejdsherrer, at den stred imod loven, og at deres optræden var en forbrydelse. Retsløse var de; enhver af dem, der talte om bedre kår, blev slæbt i fængsel eller sendt til Sibirien. »Kejser, stemmer dette med den guds love, i hvis navn du regerer?... Hos dig søger vi vor sidste redning. Afvis ikke dit folks bøn om hjælp; udløs det fra den grav af retsløshed, af armod, af elendighed og uvidenhed, hvori det befinder sig; giv det en mulighed for selv at styre sin skæbne; befri det fra den ulidelige byrde, som dine embedsmænd lægger på det; riv den væg ned, som skiller dig og dit folk fra hinanden - lad det sammen med dig styre landet! Du er dog indsat for at varetage dit lands lykke, og denne lykke river dine embedsmænd ud af vore hænder. Til os når den ikke; vi har kun ulykke og elendighed. Se uden vrede ned på vore bønner; de sigter ikke til ondt, men kun til godt - både for os selv og for dig, kejser!« I så ydmyge ord var det, de anråbte om en fri forfatning som det første og vigtigste middel til at bedre deres kår, og om en række borgerlige friheder og sociale reformer. Det var bønner, ikke trusler. Det var den gamle, naive forestilling om zaren som den »lille fader« for sit folk, der intet ønskede andet end folkets lykke, det var denne forestilling, som for sidste gang kom til orde i den russiske lønarbejderklasse. Og til bønskriftets ord svarede processionens optræden. Ubevæbnede kom de, mænd, kvinder og børn, salmer sang de, kejserens billede så man på de faner, de bar, og forrest gik en præst med højt løftet kors. Men da de nærmede sig slottet, fandt de pladsen afspærret. De mødte kun en mur af soldater, som bar skarpladte geværer og havde ordre til skånselsløst at skyde ned for fode. Et par tusinde mennesker blev myrdede og dobbelt så mange sårede. Den Blodige Søndags massenedslagtning af værgeløse mennesker satte skel i den russiske revolutionære bevægelses historie. Alle illusioner om imødekommenhed fra oven, om en fredelig samvirken mellem kejser og folk for i fællesskab at føre samfundet ind i lykkeligere forhold, var bristede. Krigen på kniven var det eneste middel, hvorved folket kunne føre sin sag frem. Den harme og forargelse, despotiets sidste skænselsgerning havde vakt, blev signalet til en rejsning, som historien ikke kender sidestykke til. Straks efter begyndte vældige strejker hele landet over og holdt sig foråret og sommeren igennem, ebbede fra tid til anden ud ét sted, men kun for at bryde frem med så meget mere voldsom styrke andre steder, og bestandig mere glødende blev den revolutionære stemning. Havde arbejdernes politiske bevidsthed hidtil de fleste steder været uklar og famlende, så fik den nu et bestemt mål: selvherskerdømmets afskaffelse, indførelsen af en demokratisk republik. I de 122 russiske byer, hvor der straks efter d. 22. januar udbrød generalstrejke, var dette det råb, som enstemmig lød. Regeringen vaklede ved at se den bevægelse, der havde rejst sig, og svingede fra den ene side til den anden i sine forsøg på at dæmme op imod den. Det ene øjeblik sendte den skrivelser ud til folket, forsikrede om sin gode vilje og advarede mod de fædrelandsforræderske agitatorer, der kun ville ødelægge det russiske folk. Det næste øjeblik lod den militæret gå frem med bestialsk grusomhed imod fuldstændig fredelige folkeskarer, mens de uhyggelige »sorte bander« under autoriteternes beskyttelse drog ud på de grufulde jødemyrderier, der også før var blevet forsøgt som middel til at dreje den ophidsede stemning ind i en ny retning. Men ondt gjorde kun ondt værre. Hen i sommeren begyndte også bønderne at røre på sig og rejse kravet om en fri forfatning og uddeling af de store godsers jord til de små bønder. I Sydrusland og i Polen antog ophidselsen blandt arbejderne en stadig voldsommere karakter; i Lodz, den polske industriby, var der processioner med over 50.000 deltagere, og frygtelige barrikadekampe blev udkæmpet samtidig sporede man tegn til, at hærens pålidelighed vaklede; militærrevolter forekom hist og her; det hændte sig, at soldaterne nægtede at skyde på arbejderne; og i juli hejsedes den røde fane på Sortehavsflådens største krigsskib. Da begyndte endelig regeringen at gøre indrømmelser. D. 19. august udstedte den forordningen om indkaldelse af en rigsduma - det første skår i det russiske enevælde. Men den kunne umulig tilfredsstille og berolige stemningen. Valgretten  var så stærkt indskrænket, at hele den ubemidlede del af befolkningen ville blive lukket ude, og dumaen selv fik kun anvist den beskedne plads som en rådgivende forsamling, uden nogen virkelig indflydelse på statens styrelse. Svaret var en ny vækst af den revolutionære bevægelse; rundt om blussede nye strejker op, og rastløst blev der arbejdet på at styrke og udvide de faglige organisationer. Ikke blot lønarbejderne samlede sig i fagforeninger med politisk program, men også læger, lærere, kontorister, dyrlæger og mange andre elementer af den russiske »intelligens«. Og særlig jernbanefunktionærernes fagforbund kom i de nærmest følgende begivenheder til at spille en mægtig rolle. I slutningen af oktober brød en jernbanestrejke ud i Moskva og nærmeste omegn; i løbet af få dage forplantede den sig over hele Rusland og standsede al samfærdsel; og en uendelighed af mægtige strejker sluttede sig dertil; det var ikke blot fabrikkerne og værkstederne, der lukkede, men også apotekermedhjælpere og skolelærere, bankfunktionærer og embedsmænd i offentlige kontorer sluttede sig til de strejkende. Arbejdernes voldsomme angreb på despotismen rev store dele af de øvrige klasser med sig; fabrikanterne ytrede mange steder deres sympati med de strejkende arbejdere; godsejerne, der frygtede ville bondeopstande, hvis ikke folket blev tilfredsstillet, krævede udvidet valgret; i statsbanken måtte finansministeren personlig indfinde sig for at tale funktionærerne til ro, men man svarede ham: »hvad vil vore børn sige, hvis de hører, at vi i denne svære politiske tid er gået imod friheden«, hvorefter man forlod lokalerne og lukkede for banken. Myndighederne stod fuldstændig magtesløse overfor denne mægtige bevægelse; d. 27 oktober forbød Petersburgs politimester alle offentlige møder og befalede sine underordnede ikke at affyre løse skud, men at skyde med skarpt og ikke spare på patronerne - og samme dag fandt der alligevel to offentlige folkemøder sted, med 40.000 deltagere. Omsider måtte regeringen give efter for dette tryk. D. 30 oktober blev der udstedt et manifest, som forøgede dumaens myndighed, idet ingen lov skulle have gyldighed uden at være vedtaget af den, udstrakte valgretten, således at også arbejderklassen kunne sætte et vist antal repræsentanter ind, og lovede forenings, forsamlings og talefrihed. Det var meget betydelige indrømmelser, og var de blevet givet på et tidligere tidspunkt, ville de måske have været i stand til at besværge stormen. Men nu var det for sent. Gennem oktoberstrejken var den revolutionære stemning kommet i altfor voldsom ophidselse. Og tilmed viste en række nye overgreb fra militærets og autoriteternes side straks efter manifestets udstedelse, hvor lidet løfterne om fred og forsonlighed betød. Allerede dagen efter, d. 31 oktober, foranstaltede de sorte bander de grusomste, mest bestialske jødeforfølgelser i 85 byer, de fleste steder med virksom støtte af politi og militær, således at man tydelig forstod, at regeringen stod bag. Bevægelsen varede da naturlig ved, og i Petersburgs »Arbejderdeputeretråd« - en forsamling af repræsentanter for de forskellige arbejderforeninger - fik den sit brændpunkt. Overfor den vældige revolutionære kraft, der her var opsamlet, veg autoriteterne tilbage, og en tid igennem havde Arbejderdeputeretrådet en slags herskende stilling i Petersburg; de offentlige møder, det afholdt, vovede politiet ikke at trænge ind i. I forskellige andre byer blev lignende arbejderrepræsentationer oprettet; en bondekongres viste, hvor dybt den revolutionære stemning allerede var trængt ind på landet; organisationerne antog stadig større omfang og fastere karakter. Strejkebevægelsen tog til i styrke. I november udbrød en post- og telegrafstrejke, der fuldstændig lammede forbindelsen mellem de forskellige landsdele. Regeringen var vaklende; den 5. December måtte den ophæve dødsdommen over en del socialdemokratiske agitatorer, da jernbaneorganisationen truede med, at der i modsat fald ville blive erklæret strejke på alle jernbanelinjer; tre dage senere vovede den dog at fængsle formanden for det Petersburgske Arbejderdeputeretråd. Svaret var en opfordring til masseudtagelser af sparekasseindskud - og i løbet af et par dage blev der udtaget 175 millioner kr., hvad der i høj grad bragte hele landets finansforfatning i uro. Nu følte regeringen sig imidlertid stærk nok til at kunne rette et afgørende slag imod den revolutionære bevægelse; d. 16 december blev Arbejderdeputeretrådets medlemmer fængslede. Modsætningerne tilspidsedes mere og mere, og det var tydeligt, at man ikke kunne undgå en kamp, hvor våbnene ikke længer var arbejdsnedlæggelse og sparekasseudtagelse og deslige, men geværer og revolvere. Det var Moskva, der blev centrum for de store kampe i slutningen af december 1905. Også i en mængde andre byer kom det til voldsomme opstande, med blodige sammenstød og barrikadekampe; men alt dette trådte dog i skygge for begivenhederne i Moskva. D. 20 december udbrød generalstrejken, og allerede dagen efter stod næsten alle værksteder og fabriker stille og alle butikker lukkede. Samme aften begyndte kampene med militæret, der med kanoner beskød et lokale, hvor der afholdtes et møde. Den næste morgen tog arbejderne fat på at bygge barrikader, og i de følgende dage var Moskva scene for en næsten uafbrudt række kampe. Militæret gik frem med djævelsk grusomhed; der blev opstillet kanoner på gadehjørnerne, og man skød på må og få imod alle og enhver, der viste sig på gaderne. De revolutionære havde håbet, at en del af soldaterne ville slutte sig til bevægelsen, men det viste sig, at dette håb kun i meget ringe grad skete fyldest; disciplinen var for streng. Efterhånden blev der trukket større og større troppemasser sammen, og efter en halv snes dages kampe var soldaterne påny herrer i byen, og der blev taget frygtelig; hævn over oprørerne. Med nederlaget i december opstanden var arbejdernes evne til kamp foreløbig brudt. Det store år 1905 havde vist, hvor vældig en styrke de revolutionære elementer i det russiske samfund sad inde med, men det havde også vist, hvor meget der endnu manglede, inden de kunne føre det sidste afgørende slag imod det gamle regimente. Der fulgte en stilstand i revolutionen - en stilstand, som regeringen benyttede til massehenrettelser og massedeportationer, til de frygtelige krigsretters virksomhed og til et ganske tøjlesløst myrderi af alle mistænkte. Men samtidig begyndte i det stille en ny, forstærket agitatorisk og organisatorisk bevægelse blandt arbejderne og husmændene. Ind i foråret 1906 begyndte valgene til dumaen. Arbejderne holdt sig de fleste steder tilbage fra deltagelse, ud fra den ganske naturlige forudsætning, at regeringen ville lægge alle mulige hindringer i vejen for valget af frisindede repræsentanter, således at dumaen kun blev et redskab i dens hænder, ikke et spejlbillede af befolkningens ønsker. Men det viste sig, at selv revolutionens førere havde undervurderet den revolutionære stemnings styrke og udbredelse. I de to eneste dele af landet, hvor socialdemokratiet med fuld styrke kastede sig ind i valgene, i Sibirien og Kaukasus, blev der næsten udelukkende valgt socialdemokratiske valgmænd. Og da dumaen trådte sammen, lød der fra næsten alle sider de voldsomste angreb på regeringen og de videstgående krav om politisk og borgerlig frihed og gennemgribende sociale reformer. Dens forhandlinger blev for en tid det brændpunkt, som al interesse samlede sig om. I forgrunden stod, ved siden af de almindelige politiske fordringer, kravet om en landboreform. Regeringen havde håbet at finde tro tilhængere blandt bønderne og havde derfor ved valgordningen begunstiget landet på byernes bekostning. Men det viste sig, at også her havde stemningen en stærkt revolutionær farve. Hvad bonderepræsentanterne fordrede, var en ekspropriation af de store godser, som tilhørte kejserhuset og godsejerne, og vel at mærke en ekspropriation uden erstatning; de inddragne arealer skulle så overlades til fri rådighed for landsbykommunerne. Igennem dumaens forhandlinger bød der sig endnu en sidste lejlighed til mindelig løsning af de store politiske og sociale spørgsmål, der allerede havde krævet så mange tusinder af menneskeliv. Regeringen måtte nu forstå, at det ikke blot var en lille skare af opfanatiserede arbejdere og studenter, den havde imod sig, men hele folket. Hvordan ville den handle ud fra denne erkendelse; ville den give efter og derved bidrage til at dreje bevægelsen ind i et fredeligere spor, eller ville den sætte hårdt mod hårdt? Den valgte det sidste - d. 21 juli 1906 blev dumaen pludselig, uden mindste varsel, opløst, efter at den havde været samlet i mindre end et fjerdingår. Det gik ikke, sådan som regeringen sikkert havde ventet og sagtens også ønsket, at statskuppet førte til nye uroligheder, uroligheder, som netop under de øjeblikkelige forhold kunne blive slået ned med våbenmagt. Alting var stille, uhyggelig stille. Ikke fordi de revolutionære magter følte sig lammede og i opløsning, netop fordi de stod så samlede og deres organisation var i så god fremgang, at de kunne vente. De behøvede ikke at lade sig kampen påtvinge; de kunne selv vælge det gunstigste tidspunkt. Der var et stort og langvarigt arbejde for dem at gøre, inden de med udsigt til sejr kunne åbne kampen. Den anden duma trådte sammen i februar 1907. Valgretten var blevet indskrænket, og ved fængslinger og terrorisering af enhver art havde regeringen søgt at hindre valget af oppositionelle kandidater. Og dog fik også denne forsamling en stærkt oppositionel karakter. Af de 519 medlemmer tilhørte 122 de forskellige socialistiske grupper, 103 det radikale bondeparti, 76 de ligeledes stærkt yderliggående muhamedanske og polske grupper og 96 det liberale kadetparti; den rene reaktion havde kun 12 erklærede tilhængere. Det var kadetterne, som havde den førende stilling, men trods den yderst imødekommende holdning, de indtog, fortsatte regeringen sin hårdnakkede modstand imod ethvert virkeligt politisk eller socialt reformarbejde. Og i den socialdemokratiske gruppes skarpe og uforfærdede politik tog den sit påskud til at skille sig af med den besværlige duma. Den anlagde sag for højforræderi imod de socialdemokratiske repræsentanter og fordrede dem udleverede; endnu inden dumaen havde taget stilling til denne fordring, blev den hjemsendt, d. 2 juni. Først i den tredje duma, der blev valgt efter en ny valglov, med en voldsomt indskrænket valgret, der helt bryder med principperne i manifestet fra oktober 1905, er det lykkedes zaren at skaffe sig et lydigt redskab. Og imidlertid har forfølgelserne fortsat sig i et forfærdeligt omfang. I de halvandet år, som falder mellem den anden dumas opløsning og nytår 1908, er 2117 mennesker af krigsretterne blevet dømt til døden, 605 til livsvarigt tvangsarbejde, 6020 til livsvarig deportation til Sibirien, 15.075 til fængsel, tugthus, fæstningsarrest eller lignende for et kortere eller længere åremål. Men under alt dette går det revolutionære agitations og organisationsarbejde frem. Der arbejdes rundt om i Rusland med en umådelig energi, og med gode resultater. Byarbejderne gennemtrænges af en stadig voksende proletarisk klassebevidsthed og socialistisk forståelse; og - hvad der for de fremtidige kampe er af afgørende vigtighed - ude på landet breder den revolutionære stemning sig mere og mere blandt småbønderne. De skinindrømmelser, hvormed regeringen har søgt at vinde dem - ved at tildele dem jord, som de i dyre domme må betale - har ikke formået at berolige dem, har tværtimod ægget dem op, idet de har afsløret, hvor lidet godt der er at vente under det gamle regimente. Et vidnesbyrd om, hvor stærkt udbredt den oppositionelle stemning er på landet, er valgene til den tredje duma; uagtet mere end to tredjedele af de tidligere landvælgere ved den ny valglov havde mistet deres stemmeret, var der blandt de 15.000 valgmænd, som udgik af bondestanden, kun 35, som tilhørte den egentlige reaktion, medens hele resten enten sluttede sig til en af de socialistiske grupper eller - i de fleste tilfælde - til det radikale bondeparti. At afklare denne revolutionære stemning, der endnu for størstedelen har en urolig og usikker karakter, at fylde den med socialistisk indhold, at samle og organisere den til en målbevidst modstand mod det herskende politiske og økonomiske system - det er den opgave, der ligger for, betingelsen for at de kommende store kampe kan føre til sikker sejr. Hvordan det endelige udfald bliver - når kampen kommer, lidt før eller lidt siden - derom er der ingen tvivl. Imod kejseren og storfyrsterne og den lille klike af høje embedsmænd og militære står først og fremmest arbejderne som den drivende kraft i revolutionen, dernæst den store masse af bønderne og næsten hele »intelligensen«, studenter, læger, lærere, ingeniører osv., Et befolkningselement, der spiller en stor rolle i det russiske samfundsliv, og endelig en meget betydelig del af fabrikanter og særlig godsejere, ikke af nogen personlig forkærlighed for en demokratisk forfatning, men fordi de ind ser, at som det hidtil er gået, kan det ikke blive ved at gå, og fordi de frygter både for liv og gods under de oprørte tilstande. Kun om, hvor langt det vil lykkes arbejderne at drive de andre dele af befolkningen frem i demokratisk retning - til det konstitutionelle kejserdømme eller republikken, til tokammersystemet eller étkammersystemet, til almindelig valgret for mænd alene eller både for mænd og kvinder - kan der endnu tvivles. Forunderligt er det i erindringen at følge de scener af det store drama, som allerede nu er spillet. Den sælsomste blanding ser man af alle slags revolutionære kampmåder, herregårdsplyndringer som i middelalderens bondekrige, barrikadekampe som i 1848, dynamitattentater som for tredive år siden, røverier i banker og overfald på posttog, militærrevolter, oprørsskibet »Knjas Potemkin« sejlende omkring i Sortehavet, typografernes censur overfor de reaktionære blade, hvis artikler de nægter at sætte, stormløb mod sparekasser og banker, og først og sidst, som det store almindelige middel, massestrejken. Og sælsomt er det at se regeringens holdning, veg og usikker som den er, skiftende fra dag til dag, snart søgende at kvæle alle rørelser i blod, snart givende efter - men altid for sen til at give efter. Hver indrømmelse, den har ladet sig fravriste, er kommet på en tid, da ingen tog til takke med den, og har kun virket til at stemme kravene endnu højere i vejret. Og hvert slag, den har rettet imod revolutionen, har kun stampet nye fjender frem af jorden og ægget nyt og bitrere had frem i sindene. Ud af dette vilde, blodige kaos gror det nye Rusland frem, den nye verden, som skabes af ragnarok.

Socialismen

Datoer for de vigtigste begivenheder i januar - november 1917 (efter ny tidsregning)

18. januar. I kvarteret »Viborgskaja Storona« (Viborgsiden) i Petrograd finder talrige arbejdermøder sted, hvor bolsjevikerne opfordrer arbejderne til at strejke en dag til minde om d. 22. januar 1905.

19. januar. Offentliggørelse af Nikolaj II.s ukas om udsættelsen af statsdumaens og rigsrådets møder til d. 27. februar.

20. januar. Opråb fra bolsjevikernes Petrograd- og Moskvakomitéer om strejke og anti-krigsdemonstration d. 22. januar.

22. januar. Lenin holder foredrag i en ungdomsforsamling i Zürich om revolutionen i 1905. Storslåede demonstrationer, møder og strejker under bolsjevikernes ledelse i Petrograd, Moskva, Nisjni-Novgorod og andre byer.

31. januar. Tyskland erklærer den uindskrænkede ubådskrig. Politisk strejke i Bakus oliefelter.

9. februar. Den zaristiske regering lader elleve medlemmer af den centrale krigskomités arbejdergruppe arrestere (mensjevikerne Gvosdef, Broido og andre).

14. februar. Der undertegnes en hemmelig overenskomst mellem Rusland og Frankrig om krigsmålene.

19. februar. På befaling af den zaristiske regering udskilles Petrograds militærdistrikt af nordfronten og gøres til en særlig enhed under generalløjtnant Khabalofs kommando. Opråb fra bolsjevikernes centralkomite om en demonstration den 23. februar, årsdagen for domsforhandlingen mod den 4. statsdumas bolsjevikiske fraktion.

23. februar. Bolsjevikernes centralkomité beslutter at afholde en demonstration under bolsjevikiske paroler den 27. februar dagen for statsdumaens åbning.

27. februar. Statsdumaen åbnes. Politisk strejke i Petrograd på opfordring af bolsjevikernes centralkomité, strejken omfatter ca. 60 bedrifter. Demonstrationer i byen under bolsjevikiske paroler: »Ned med selvherskerdømmet!«, »Ned med krigen !«.

3. marts. Strejken i Putilofværkerne i Petrograd begynder.

7. marts. Putilofværkernes ledelse erklærer lockout. 20.000 arbejdere fra Putilof-værkerne demonstrerer. Nikolaj II begiver sig fra Tsarskoje Selo til hovedkvarteret.

8. marts. International kvindedag. Idet de følger opråbet fra bolsjevikernes Petrogradkomité, strejker ca. 90.000 arbejdere. Storslåede demonstrationer af arbejdere. Sammenstød med politiet. Om aftenen beslutter den bolsjevikiske komité i Viborgkvarteret, at strejken skal fortsættes og forvandles til generalstrejke.

9. marts. I Petrograd strejker ca. 200.000 arbejdere. Demonstrationerne med parolerne: »Brød!«, »Ned med zaren!« Vokser. Enkelte tilfælde af lydighedsnægtelse blandt tropperne. Bureauet for bolsjevikernes partis centralkomité beslutter at trække soldaterne ind i den aktive kamp.

10. marts. Generalstrejke i Petrograd. Fem medlemmer af bolsjevikernes Petrogradkomité arresteres. Viborgkomitéen overtager ledelsen af kampen.

11. marts. Zarens ukas om opløsning af statsdumaen. Manifest fra bolsjevikernes Petrogradkomité opfordrer til dannelse af en provisorisk revolutionær regering. Bolsjevikerne opfordrer i bedrifterne og i kvartererne til dannelse af sovjetter.

12. marts. Selvherskerdømmet styrtes. Soldaterne går massevis over til oprørerne. I Petrograd dannes arbejderrepræsentanternes sovjet. Dannelse af statsdumaens provisoriske eksekutivkomité.

13. marts. Zaren rejser fra hovedkvarteret til Zarskoje Selo. Zarens ministre arresteres. Politisk generalstrejke i Moskva. Moskvabureauet for bolsjevikernes centralkomité udsteder en proklamation, der opfordrer til understøttelse af revolutionen. Moskvasovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter dannes.

14. marts. Første fællesmøde i Petrogradsovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter. Udstedelse af Petrogradsovjettens befaling nr. 1.. Garnisonerne i Tver og Nisjni-Novgorod går over på arbejdernes side. Fællesmøde af statsdumaens provisoriske komité med repræsentanter for Petrogradsovjetten angående spørgsmålet om statsmagtens organisering.

15. marts. Den provisoriske regering dannes under forsæde af fyrst Lvof. Den provisoriske regering sender A. I. Gutsjkof og V. V. Sjulgin til zaren i Pskof, for at udvirke Nikolaj IIs abdikation til fordel for hans søn Aleksej. Nikolaj II udnævner storfyrst Nikolaj Nikolajevitsj til øverstkommanderende. Nikolaj II abdicerer til fordel for storfyrst Mikhael.

16. marts. Mikhael Romanof abdicerer.

17. marts. Lenin skrev sit »Udkast til teser« en vurdering af den russiske revolutions udviklingsperspektiver og fastlæggelse af det bolsjevikiske partis opgaver. Bolsjevikernes centralkomité beslutter, at avisen »Pravda« igen skal udkomme. Matroserne på den baltiske flåde og soldaterne i Kronstadt, Sveaborg og Helsingfors slutter sig til revolutionen. Admiralerne Vieren og Nepenin bliver dræbt.

18. marts. Det første nummer af den bolsjevikiske avis »Pravda« udkommer.

20. marts. Lenin skriver det første »brev fra det fjerne«. Den provisoriske regering beslutter at arrestere Nikolaj Romanof. I Moskva udkommer det første nummer af den bolsjevikiske avis »Socialdemokrat«. De hviderussiske nationalistiske organisationers 1. kongres åbnes.

21. marts. Nikolaj II arresteres.

22. marts. USA anerkender den provisoriske regering. Der offentliggøres en beslutning fra den provisoriske regering om at drage bønderne i Kasanguvernementet til ansvar overfor straffeloven på grund af aktioner mod godsejerne.

23. marts. Ved bolsjevikernes Petrogradkomité dannes en kommission til skabelse af bolsjevikiske militærorganisationer.

24. marts. Frankrig, England og Italien anerkender den provisoriske regering.

25. marts. Stalin vender fra forvisningen tilbage til Petrograd. Den provisoriske regering beslutter at afskaffe dødsstraffen.

27. marts. »Pravda« offentliggør i nr. 8 en artikel af Stalin »Om arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter«. Lenin holder i Zürich i en forsamling af svejtsiske arbejdere et foredrag »om RSDAPs opgaver i den russiske revolution«. Petrogradsovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter udsteder et manifest »til hele verdens folk«.

28. marts. Bolsjevikernes centralkomité offentliggør en protest mod den mod »Pravda« rettede løgnekampagne i de borgerlige aviser. I »Pravda« nr. 9 offentliggøres en meddelelse om Stalins indtræden i redaktionen af »Pravda«. Strejke i Moskva med krav om ottetimersdagen.

29. marts. I »Pravda« nr. 10 offentliggøres en artikel af Stalin »Om krigen«. Miljukof afsender et telegram til de russiske diplomatiske repræsentanter i udlandet om, at den russiske revolution stiller sig den opgave at fortsætte krigen til »den sejrrige ende«. Den bolsjevikiske fraktion i Moskvasovjetten foreslår på egen hånd at indføre ottetimersdagen. I Finland dannes der en koalitionsregering af de borgerlige partier og socialisterne.

30. marts. Den provisoriske regering offentliggør en deklaration til bønderne, som opfordrer til ikke egenmægtigt at tage godsejerjorden i besiddelse.

31.marts. »Pravda« offentliggør en artikel af Stalin: »Om forudsætningerne for den russiske revolutions sejr.«

1. april. Den 4. statsdumas bolsjevikiske deputerede vender fra den sibiriske forvisning tilbage til Petrograd. Den første alrussiske handels- og industrikongres åbnes i Moskva.

3. april. De russiske tropper lider nederlag på vestfronten ved Stokhod-floden. Bøndernes konstituerende guvernementsforsamling i Moskva erklærer sig for den øjeblikkelige indstilling af salg og køb af jord.

5. april. Den første alrussiske kosakkongres afholdes i Petrograd. Begyndende agrar-uroligheder i guvernementerne Simbirsk, Bessarabien og andre steder.

6. april. USA erklærer Tyskland krig. 

8. april. Bureauet for bolsjevikernes partis centralkomité offentliggør en resolution om den provisoriske regering, om krig og fred.

9. april. Den provisoriske regering udsteder en erklæring om sin beredvillighed til sammen med de allierede at føre krigen igennem til »den sejrrige ende«.

11. april. Den finske landdag åbnes i Helsingfors. Den alrussiske konference af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter åbnes i Petrograd.

13. april. De franske socialister Moutet, Cachin, Lafond og medlemmerne af det engelske Labour Party O'grady og Torn ankommer til Petrograd.

15. april. General Alexejef udnævnes til øverstkommanderende.

16. april. Lenin ankommer fra emigrationen til Petrograd. For første gang taler han i Rusland på pladsen foran den finske banegård. På vestfronten begynder den franske general Nivelles offensiv ved Aisne. Offensiven ender med et nederlag for den franske hær og koster uhyre ofre. Den alrussiske konference af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter slutter. 300.000 ammunitionsarbejdere strejker i Berlin og Leipzig.

16-17. april. Bolsjevikernes første bykonference i Moskva. Der vedtages en resolution om organiseringen af den »væbnede folkemilits«.

17. april. Lenins referat »om proletariatets opgaver i den nuværende revolution« (»aprilteser«) i en forsamling af de bolsjevikiske deltagere i den alrussiske konference af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter.

18. april. Metalindustriens arbejdere i Helsingfors strejker.

19. april. Centralradaen organiseres på den alukrainske nationalkongres i Kiev.

20. april. Lenins »aprilteser« offentliggøres i »Pravda«. Frontkongressen af militær- og arbejderrepræsentanter fra hæren og etapeområdet på vestfronten åbnes. Den første guvernementskongres af bonderepræsentanter i Minsk åbnes under forsæde af M. V. Frunse.

21. april. Den franske arbejdsminister Albert Thomas ankommer til Rusland. Ministerpræsidenten for den provisoriske regering, fyrst Lvof, udsteder forordningen om undertrykkelse af bondeuroligheder med våbenmagt.

23. april. Lenin taler på et soldatermøde i Ismailofski-regimentet.

24. april. Den provisoriske regering offentliggør en lov »om beskyttelse af udsæden«, der garanterer godsejerne beskyttelse af deres jord og høst.

27. april. »Pravda« offentliggør i nr. 32 en artikel af Stalin »Jorden for bønderne«. Bolsjevikerne afholder bykonference i Petrograd. Lenin beretter om den aktuelle situation. Forsamlingen af bolsjevikernes distriktskomitéer i Petrograd vedtager en beslutning om den øjeblikkelige organisering af en rød garde. I bolsjevikernes Moskvakomités møde bliver det besluttet at organisere en rød garde.

28. april. Det første nummer af avisen »Soldatskaja Pravda« udkommer. Bolsjevikernes 2. bykonference i Moskva. På Petrogradkonferencen bliver den af Lenin foreslåede resolution om den provisoriske regerings stilling vedtaget.

29. april. Demonstrationer af soldater og matroser i Petrograd mod den hets, der var rettet mod Lenin og bolsjevikerne.

30. april. I Viborg åbnes kongressen af arbejder-, soldater- og matrosrepræsentanter for det finske område. Bolsjevikernes første distriktskonference i Moskva.

1. maj. Miljukofs aprilnote til de allierede om den provisoriske regerings beredvillighed til at føre krigen igennem til »den sejrrige ende«.

2. maj. Den første områdekonference af bolsjeviker fra den centrale industrirayon åbnes i Moskva.

3. maj. Møder og demonstrationer mod Miljukofs note. Man fordrer Miljukofs tilbagetræden.

4. maj. Den provisoriske regering offentliggør bestemmelserne om jordkomitéerne.

5. maj. Det første »private møde« af statsdumaens medlemmer.

6. maj. Den provisoriske regering offentliggør bestemmelserne om dannelse af arbejderkomitéer i industribedrifterne. Deltagerne i bolsjevikernes alrussiske konference holder orienterende møde. Forhandlingerne om indkaldelse til den internationale socialistkonference i Stockholm begynder.

7 maj. Den alrussiske aprilkonference åbnes i Petrograd. Lenin aflægger beretning om den aktuelle situation.

8. maj. På aprilkonferencens møde bliver der på forslag af Lenin vedtaget en resolution, hvori det besluttes ikke at deltage i Stockholmkonferencen.

10. maj. aprilkonferencen. Lenin indleder om krigen. Resolutionen om krigen og bolsjevikernes stilling til den provisoriske regering vedtages. Den 3. Overordentlige kongres af børshandelens og landbrugets repræsentanter finder sted i Petrograd. Fyrst Lvof skriver et brev til Tsjkhe'idse om optagelse af repræsentanter for arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet i regeringen.

11. maj. aprilkonferencen. Lenin indleder om agrarspørgsmålet. Delegerede fra 82 bedrifter i Petrograd og 26 bolsjevikiske partiorganisationer træder sammen til drøftelse af spørgsmålet om arbejderkampgrupper. Viborgsovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter beslutter at omdanne militsen til en »arbejdergarde«.

12. maj. aprilkonferencen. Stalin indleder om det nationale spørgsmål. Lenins slutord ved konferencens afslutning. I »Pravda« offentliggøres udkastet til »Arbejdergardens« statut.

13. maj. Krigsminister Gutsjkof træder tilbage.

14. maj. Eksekutivkomitéen for Petrogradsovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter beslutter at sende fire repræsentanter ind i regeringen. Den første sovjetkongres i det fjerne østen åbnes. Den alrussiske muhammedanerkongres åbnes i Moskva.

15. maj. Repræsentanter for kompromispartierne i Petrogradsovjettens eksekutivkomité forhandler med den provisoriske regering om dannelse af en koalitionsregering.

16. maj. Udenrigsminister Miljukof træder tilbage. Udenrigsminister Teresjtsjenko sender en note til de allierede om krigsmålene. Den 1. alrussiske sovjetkongres åbnes i Petrograd med 1.000 delegerede.

18. maj. Den provisoriske koalitionsregering dannes. Den provisoriske regering udsteder en erklæring til de allierede om, at de ikke vil slutte nogen særfred. Den første ukrainske militærkongres åbnes i Kiev.

20. maj. Lenin udsender sit åbne brev til den 1. alrussiske sovjetkongres. Mensjevikerne afholder alrussisk konference. Der bliver vedtaget en resolution om fuldstændig og ubetinget støtte til den provisoriske regering. De forenede socialdemokrater (mesjrajontsi'erne) holder bykonference. Der vedtages en resolution mod koalitionsregeringen. Den alrussiske officerskongres åbnes i Petrograd.

22. maj. Kadetternes 8. partikongres åbnes i Petrograd.

24. maj. England svarer på Teresjtsjenkos note af 16. maj.

25. maj. USA svarer på Teresjtsjenkos note af 16. maj.

26. maj. Frankrig svarer på Teresjtsjenkos note af 16. maj.

28. maj. På nordfronten udkommer det første nummer af den bolsjevikiske avis »Opoknaja Pravda«.

29. maj. Kongressen af kommissærer på sydvestfronten træffer en beslutning, hvori det erklæres for nødvendigt at forstærke fronten med frivilligformationer. USA låner den provisoriske regering 100 millioner dollars.

31. maj. General Denikin foreslår at danne stødtropper.

2. juni. Grundejernes alrussiske forbund holder stiftelsesmøde i Moskva.

3. juni. Det engelske Labour Partys og de engelske fagforeningers konference i Leeds vedtager resolutioner om dannelse af arbejder- og bonderåd og om fred uden anneksioner og erstatninger.

4. juni. Lenin indleder om agrarspørgsmålet på den første alrussiske kongres af bonderepræsentanter. General Brusilof udnævnes til øverstkommanderende i stedet for Alexejef.

7. juni. De socialrevolutionæres partis 3. alrussiske kongres åbnes i Moskva.

10. juni. Den alukrainske bondekongres åbnes i Kiev.

13. juni. Bolsjevikernes centralkomité vedtager en resolution om overgivelse af »hele magten til sovjetterne«. Petrograd-bedriftskomitéernes konference vedtager Lenins resolution om forholdsregler til bekæmpelse af det økonomiske forfald.

16. juni. Den første alrussiske kongres af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter åbnes.

17. juni. På den alrussiske kongres af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter taler Lenin om stillingen til den provisoriske regering.

19. juni. Den 2. alrussiske militærkongres åbnes i Kiev. Delegeretforsamlingen fra besætningerne på Sortehavsflåden kræver, at kommandanten for sortehavsflåden, admiral Koltsjak, skal træde tilbage.

20. juni. Den alrussiske kosakkongres åbnes i Petrograd.

22. juni. Lenin taler på den første alrussiske sovjetkongres om krigen. Den første alrussiske sovjetkongres forbyder den af bolsjevikerne til d. 23. juni fastsatte fredelige demonstration.

23. juni. Demonstrationer mod regeringen

26. juni. Avisen »Soldatskaja Pravda« offentliggør en artikel af Stalin: »Revolutionens krise«.

28. juni. To af de mest revolutionære reserveregimenter bliver sendt fra Kasan til fronten. Der organiseres et generalsekretariat for den ukrainske centralradas eksekutivorgan.

29. juni. Kerenski udsteder ordre til hær og flåde om offensiven. Den alrussiske konference af bolsjevikernes militære front- og etapeorganisationer åbnes i Petrograd.

1. juli. Den russiske hær begynder ved fronten offensiven. Massedemonstrationer i Petrograd, Moskva og andre byer under bolsjevikiske paroler: »Ned med de kapitalistiske ministre«, »Al magt til sovjetterne«.

2. juli. Kaledin vælges til Donkosakkernes ataman. Bourgeoisiet demonstrerer i Petrograd i forbindelse med den russiske hærs offensiv.

4. juli. Ved den provisoriske regering dannes det økonomiske råd og den øverste økonomiske komité.

5. juli. Fællesmødet af bolsjevikernes centralkomité, Petrogradkomitéen og militærorganisationerne udtaler sig mod den øjeblikkelige væbnede aktion.

9. juli. Den provisoriske regering beslutter at organisere forbruget af kornproduktionen. Arbejdsminister Skobjelef opfordrer i et opråb arbejderne til ikke at gribe til »egenmægtige handlinger«.

14. juli. Bolsjevikernes 2. bykonference i Petrograd åbnes. En delegation fra den provisoriske regering bestående af Kerenski, Tsereteli, Teresjtsjenko undertegner i Kiev en overenskomst med den ukrainske centralrada.

15. juli. Kadetministrene træder ud af den provisoriske regering.

16. juli. På et fællesmøde af 1. Maskingeværregiments kompagni- og regimentskomitéer bliver spørgsmålet om den væbnede opstand stillet til drøftelse. Stalin taler på sovjetternes centraleksekutivkomités møde og erklærer i bolsjevikernes centralkomités navn og i Petrogradkonferencens navn, at bolsjevikernes parti udtaler sig imod en øjeblikkelig væbnet aktion. I Petrograd finder der strejker og storslåede demonstrationer sted af arbejdere og soldater under bolsjevikiske paroler. Henimod kl. 10 om aftenen vedtager en forsamling af delegerede fra den 2. bykonferencen, medlemmer af bolsjevikernes centralkomité og repræsentanter fra troppeafdelinger og bedrifter en resolution om at deltage i den fredelige demonstration den 17. juli under parolen »Al magt til sovjetterne«.

17. juli. Magtfulde arbejderdemonstrationer i Petrograd under bolsjevikiske paroler. I demonstrationen deltager troppeafdelinger og matroser, der er ankommet fra Kronstadt. Der demonstreres under parolen »Al magt til sovjetterne«. Den engelske gesandt i Petrograd, Buchanan, kræver genindførelse af loven om dødsstraf og den skarpeste indgriben overfor deltagerne i juli-demonstrationen. I Moskva demonstrerer arbejdere og enkelte dele af garnisonen. I Petrograd beskydes demonstrationen og splittes.En række regeringstro tropper sættes ind for at genoprette ordenen. General Polovtsef får af den provisoriske regering ordre til ar rense Petrograd for bevæbnede folk.

18. juli. Den provisoriske regering forbyder de bolsjevikiske aviser »Pravda«, »Opoknaja Pravda« og »Soldatskaja Pravda«. Officerseleverne ødelægger »Pravda«s og »Truds« trykkeri og redaktion. Arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet i Ivanovo-Vosnessensk vedtager en beslutning, hvori al magten fordres overgivet til sovjetterne. Den provisoriske regering trækker flere regeringstro tropper til Petrograd. Fængslinger, husundersøgelser og ødelæggelser finder sted

19. juli. Den provisoriske regering giver befaling til at arrestere Lenin. Lenin går i illegalitet. »Listok Pravdy« udkommer. I Ivanovo-Vosnessensk finder der en uhyre demonstration sted af arbejdere og soldater fra den stedlige garnison. Metalarbejderne i Moskva strejker. Tysk modoffensiv på den russiske front den russiske front gennembrydes ved Tarnopol.

20. juli. Den provisoriske regering beslutter at opløse de troppeafdelinger, der har deltaget i begivenhederne 16.-17. juli. Den provisoriske regering giver ordre til at opløse centraleksekutivkomitéen for matroserne på den baltiske flåde. Ministerpræsident fyrst Lvof træder tilbage.

21. juli. Den provisoriske regering godkender Kerenski som ministerpræsident.

22. juli. bolsjevikernes Moskva-distriktskonference åbnes.

24. juli. Tyskerne besætter Tarnopol.

25. juli. Den provisoriske regering genindfører dødsstraffen ved fronten. Den provisoriske regering beslutter at indskrænke handelen med jorden.

27. juli. Den alrussiske grundejerkongres åbnes.

28. juli. I Moskva åbnes den første kongres af jernbanefunktionærer.

29. juli. Bolsjevikernes Petrograd-organisation afholder ekstraordinær bykonference.

31. juli. Den finske landdag erklærer sig for bærer af den øverste statsmagt. Den provisoriske regering beslutter at opløse landdagen. General Kornilof bliver udnævnt til øverstkommanderende i stedet for Brusilof.

3. august. Bolsjevikernes 2. Moskva-områdekonference åbnes. Den provisoriske regering begynder en fælles rådslagning med de borgerlige og småborgerlige partiers centralkomitéer. Man indrømmer Kerenski ret til at sammensætte kabinettet efter eget tykke.

5. august. Det første nummer af den bolsjevikiske avis »Rabotsjij i soldat« udkommer. Kadetpartiets 9. kongres åbnes.

6. august. I avisen »Rabotsjij i Soldat« offentliggøres et af Stalin forfattet opråb fra bolsjevikernes Petrograd-bykonference: »til alle arbejdende, arbejdere og soldater i Petrograd!« Den 2. provisoriske koalitionsregering dannes under ledelse af Kerenski.

8. august. Bolsjevikernes 6. partikongres åbnes. Det økonomiske råd holder møde. Man indrømmer driftsherrerne ret til lockout.

9. august. Bolsjevikernes 6. partikongres, politisk beretning fra centralkomitéen Stalin aflægger beretning. På Kornilofs befaling organiseres der et polsk korps af frivillige under ledelse af general Dovbor-Musnitski.

10. august. Den provisoriske regering giver ved en beslutning krigsministeren og indenrigsministeren ret til at forbyde møder og kongresser.

12. august, bolsjevikernes 6. partikongres. Stalin indleder om den politiske situation.

13. august. Bolsjevikernes 6. partikongres. Stalin har til slut ordet angående den politiske situation. I Moskva åbnes bondeforbundets alrussiske kongres. I Spanien begynder generalstrejken.

14. august. Nikolaj Romanof med familie forvises til Tobolsk. Generalstrejke i Helsingfors.

15. august. Bolsjevikernes 6. partikongres. Partistatutten vedtages.

16. august. Kornilof overrækker Kerenski sit program. Den 2. alrussiske handels- og industrikongres åbnes i Moskva.

18. august. De hviderussiske nationalistiske organisationers rada holder sit første møde. Sovjetternes centraleksekutivkomité beslutter at udskyde valgene til den konstituerende forsamling.

20. august. Generalstrejke blandt arbejderne i gummiindustrien i Moskva. Bedriftskomitéernes 2. Petrograd-konference åbnes.

22. august. Bolsjevikernes Moskva-distriktskomité beslutter at organisere masseprotester på dagen for rigskonferencens åbning i Moskva.

23. august. Den bolsjevikiske avis »Rabotsjij i Soldat« forbydes.

24. august. Moskva-arbejderne protesterer i massevis mod indkaldelsen af rigskonferencen. Den provisoriske regering antager Kornilofs program af 16. august.

25. august. Rigskonferencen åbnes i Moskva. Generalstrejke i Moskva på dagen for rigskonferencens åbning. Der strejkes en dag i Kiev, Kostroma og mange andre byer som protest mod rigskonferencen i Moskva. Kornilof giver befaling til dannelse af særlige reserveregimenter på hver front af dem, der er udmærket med Georgskorset.

26. august. Det første nummer af den bolsjevikiske avis »Proletarij« ud kommer. Manifestet fra bolsjevikernes 6. partikongres offentliggøres. General Kornilof ankommer til rigskonferencen i Moskva.

29. august. Avisen »Proletarij« offentliggør i nr. 3 et brev fra Lenin med en skarp kritik af Kamenjefs opportunistiske optræden i sovjetternes alrussiske centraleksekutivkomité d. 19. august i spørgsmålet om Stockholmkonferencen.

30. august. Avisen »Proletarij« offentliggør i nr. 4 en artikel af Stalin »resultaterne af konferencen«.

31. august. Avisen »Proletarij« offentliggør i nr. 5 Stalins artikler »Om årsagerne til nederlaget ved fronten« og »sandheden om nederlaget ved fronten«. Petrogradsovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter vedtager en resolution mod dødsstraffen. I hovedkvarteret holdes der rådsslagning angående proklameringen af militærdiktaturet.

1. september. Tyskerne bryder igennem på Rigafronten. I Petrograd åbnes RSDAPs samlingskongres (mensjeviker, de forsoningsvenlige og de »udenfor fraktionerne stående«).

2. september. Hovedkvarteret giver ordre til tilbagetog fra Riga området.

3. september. Kornilof udleverer Riga til de tyske tropper.

5. september. Den 3. Zimmerwaldkonference åbnes i Stockholm. Generalstrejke i Italien under parolen »brød og fred!«. Blodige sammenstød mellem italienske arbejdere og tropperne.

6. september. Savinkof forhandler med Kornilof om at afsende et kavallerikorps til Petrograd. Den bolsjevikiske avis »Proletarij« forbydes.

7. september. Det første nummer af den bolsjevikiske avis »Rabotsjij« udkommer. Kornilof-tropperne begynder deres fremmarch mod Petrograd.

8. september. Bolsjevikenes centralkomité opfordrer i et opråb til organisering af arbejderkampgrupper i Petrograd, Moskva og andre byer.

10. september. Kadetministrene træder tilbage.

12. september. Lenins brev til bolsjevikernes centralkomité om partiets taktik i sammenhæng med Kornilof-opstanden. General Kornilof arresteres. Kornilof-kuppet likvideres. Savinkof træder tilbage. Kerenski udnævnes til øverstkommanderende.

13. september. Petrogradsovjetten vedtager en bolsjevikisk resolution. Fagforeningsorganisationerne i Minsk beslutter at organisere en rød garde. I Vjatka, Lugansk og andre byer organiseres der »komitéer til beskyttelse af revolutionen«. General Krymof begår selvmord.

14. september. Der dannes et direktorium bestående af Kerenski, Nikitin, Teresjtsjenko, Verkhofski og Verderofski. Den provisoriske regering erklærer Rusland for en republik. Konferencen af Minskdistriktets og Minskfrontens bolsjeviker åbnes. Kerenski udsteder en befaling til hæren og flåden om at indstille den »egenmægtige« formering af afdelinger under kampen mod kontrarevolutionære aktioner. Den røde garde organiseres i Kronstadt.

16. september. Det første nummer af den bolsjevikiske avis »Rabotsjij Putj« udkommer. Stalins artikel »Krisen og direktoriet«.

17. september. Besætningen på minefartøjet »Gnjevni« kræver i en resolution, at al magten skal overgå til sovjetterne. Kerenski befaler, at de til kamp mod Kornilof oprettede komitéer og organisationer skal opløses.

18. september. I Krasnojarsk bliver Midtsibiriens sovjetkongres åbnet og gennemført under bolsjevikiske paroler. Moskva-sovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter opfordrer i et opråb til kamp for det revolutionære proletariats og bøndernes erobring af magten. Der træffes beslutning om organisering af den røde garde. Paltsjinski offentliggør en anordning om anmeldelse af alle skydevåben inden den 3. oktober.

21. september. Arbejdersektionen i Petrogradsovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter vælger et bolsjevikisk præsidium.

22. september. General Dukhonin udnævnes til den øverstkommanderendes stabschef. Den 3. områdekongres af Finlands sovjetter åbnes. Kongressen foregår under bolsjevikisk ledelse. Den 3. Petrogradkonference af bedriftskomitéer afholdes.

23.-27. september. Lenin skriver pjecen: »Den truende katastrofe og hvordan den skal bekæmpes«.

25. september. Tasjkent-sovjetten begynder den revolutionære aktion mod den provisoriske regering.

25.-27. september. Lenin skriver under titlen »Bolsjevikerne må tage magten« et brev til bolsjevikernes partis centralkomité og til partiets Petrograd- og Moskvakomitéer.

26. september. Bondeaktioner i guvernementet Kisjinov.

26.-27. september. Lenin skriver under titlen »Marxisme og opstand« et brev til bolsjevikernes partis centralkomité.

27. september. Bondeaktioner i guvernementet Tambof. Fra Moskva afsendes et ekspeditionskorps til undertrykkelse af aktionen. I alle Petrograds distrikter afsluttes dannelsen af særlige stabsafdelinger for den røde garde. Den demokratiske konference åbnes i Petrograd.

28. september. Uroligheder blandt soldaterne i garnisonen i Orel. Kerenski telegraferer til Tasjkent og meddeler, at en straffeekspedition er afsendt. Bolsjevikernes første nordvestlige områdekonferenee åbnes i Minsk.

30. september. Lenin begiver sig fra Helsingfors til Viborg for at få snævrere forbindelse med Petrograd. Avisen »Rabotsjij Putj« offentliggør i nr. 13 Stalins artikel »Al magt til sovjetterne«.

2. oktober. Moskva-sovjetten af arbejderrepræsentanter vælger en bolsjevikisk eksekutivkomité. Bondeuroligheder i området Taganrog.

4. oktober. Den demokratiske konference træffer beslutning om at oprette et førparlament. Petrogradsovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter vedtager en resolution mod den demokratiske konference. Odessa-sovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter vedtager at organisere den Røde Garde. Centralkomitéen for jernbanefunktionærernes alrussiske forbund beslutter at erklære generalstrejke fra den 6. oktober klokken 12 om natten.

5. oktober. Den demokratiske konference slutter. Jernbanefunktionærernes centrale strejkekomité erklærer strejke for hele Rusland. Det franske socialistiske partis partikongres åbnes i Bordeaux.

7. oktober. Bolsjevikernes centralkomité holder møde under deltagelse af de bolsjevikiske delegerede til den demokratiske konference. Avisen »Rabotsjij Putj« offentliggør i nr. 19 en artikel af Lenin »Om forfalskningens helte«, der handler om den demokratiske konference. Bolsjevikernes 3. Moskvadistriktskonference åbnes.

8. oktober. Industriherrerne i Donetsbækkenet beslutter, som svar på arbejdernes fordringer, at erklære lockout i alle bedrifter. Den tredje og sidste koalitionsregering dannes.

9. oktober. Opråb fra bolsjevikernes centralkomité i forbindelse med jernbanefunktionærernes strejke: »Hjælp jernbanefunktionærerne!«

10. oktober. I Baku begynder generalstrejken blandt olieindustriens arbejdere.

august-september-oktober. Lenin skriver bogen: »Staten og revolutionen«. Den udkommer i 1918.

14. oktober. Lenin skriver pjecen: »Vil bolsjevikerne kunne beholde statsmagten?«

16. oktober. Den baltiske flådes 2. Kongres kræver Kerenskis øjeblikkelige fjernelse fra den provisoriske regering. I forskellige byer i landet finder der strejker sted, der blev fremkaldt ved sammenstød mellem arbejdere og driftsherrer.

17. oktober. Bondeopstande i guvernementerne Kursk, Pensa og Rjasan.

18. oktober. Kongressen af lettiske skytter i den 12. armé i venden beslutter enstemmigt, understøttet af et 5000-talligt møde af soldater og arbejdere, at føre en beslutsom kamp mod den kontrarevolutionære provisoriske regering under parolen: »Al magt til sovjetterne!«

19. oktober. Den i Kronstadt afholdte konference af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter i guvernementet Petrograd vedtager en resolution, hvori der nægtes den provisoriske regering støtte, og det bliver besluttet at kæmpe for sovjetternes magt.

20. oktober. Avisen »Rabotsjij Putj« offentliggør i nr. 30 Lenins artikel »Krisen er modnet«.

21. oktober. Lenin skriver artiklen »En udenforståendes råd«.

22. oktober. Et tusindtalligt møde af arbejdere fra Obukhof-værkerne kræver den borgerlige regerings fald og oprettelse af sovjetmagten.

23. oktober. RSDAPs (bolsjevikernes) centralkomité holder møde under Lenins deltagelse. Med alle stemmer mod 2 (Kamenjef og Sinovjef) bliver Lenins resolution vedtaget, der sætter den væbnede opstand på dagsordenen. Der vælges et politbureau på 7 medlemmer.

24. oktober. Nordområdets sovjetkongres åbnes i Petrograd.

25. oktober. Petrogradsovjettens eksekutivkomité træffer beslutning om organisering af en revolutionær militærkomité. I Moskva åbnes under Rodsjankos forsæde »samfundsstøtternes« 2. konference.

26. oktober. Bekendtgørelse om dannelse af en afdeling af arbejdergården ved Petrogradsovjetten.

27. oktober. I Minsk bliver der til præsidiet for eksekutivkomitéen for arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter udelukkende valgt bolsjeviker. Ved bekendtgørelse fra den provisoriske regering bliver der erklæret belejringstilstand i en række kredse i guvernementet Tobolsk, hvor der var bondeuroligheder.

28. oktober. En række sovjetkongresser i forskellige byer udtaler sig til fordel for magtens øjeblikkelige overgang i sovjetternes hænder.

29. oktober. RSDAPs (bolsjevikernes) centralkomité drøfter sammen med repræsentanter for partiorganisationerne spørgsmålet om den væbnede opstand. Den af Lenin foreslåede resolution om forberedelsen af den væbnede opstand vedtages. Kamenjef og Sinovjef stemmer mod Lenins forslag. Til at lede opstanden bliver der valgt et particentrum med Stalin i spidsen.

29.-30. oktober. Lenin skriver et »Brev til kammeraterne«, hvor han underkaster Sinovjefs og Kamenjefs indvendinger mod opstanden en tilintetgørende kritik.

31. oktober. Sinovjefs og Kamenjefs forræderi. Kamenjef offentliggør i avisen »Novaja Sjisn« nr. 156 i sit eget og Sinovjefs navn den erklæring, at de under de foreliggende omstændigheder »udtaler sig mod ethvert forsøg på at påtage sig initiativet til den væbnede opstand«. Den provisoriske regering, der på denne måde er blevet advaret af forræderne Sinovjef og Kamenjef, beslutter at træffe forholdsregler mod bolsjevikernes forventede aktion. Lenin skriver brevet »Til medlemmerne af bolsjevikernes parti«, hvori han afslører Sinovjefs og Kamenjefs forræderi.

1. november. Kalugasovjetten bliver slået ned af den provisoriske regerings tropper. Den bolsjevikisk indstillede Kaluga-garnison yder væbnet modstand. Lenin skriver sit »brev til RSDAPs (bolsjevikernes) centralkomité«, hvori han fordrer Sinovjefs og Kamenjefs eksklusion af partiet.

2. november. Lenin skriver artiklen »De socialrevolutionæres partis nye bedrageri overfor bønderne«.

4. november. I Petrograd finder der på »Petrogradsovjettens dag« storslåede møder sted til forberedelse af opstanden. Krydseren »Aurora« får ordre fra sovjetten om at blive i Petrograd.

5. november. Den revolutionære militærkomité udnævner sine kommissærer for troppeafdelingerne og for særlig vigtige punkter i Petrograd og omegn. Den provisoriske regering beslutter at forbyde aviserne »Rabotsjij Putj« og »Soldat« og øjeblikkeligt at arrestere de bolsjeviker, der har deltaget i begivenhederne den 16.-17. juli.

6. november. Alle officersskoler bliver sat i kampberedskab. Den provisoriske regering giver befaling til at undersøge den revolutionære militærkomités virksomhed. Krydseren »Aurora« får anvisning på at forlade Petrograd. Militærdistriktets stab udsteder en befaling, ifølge hvilken de af den revolutionære militærkomité for troppeafdelingerne udnævnte kommissærer skal fjernes og stilles for retten. De vigtigste punkter i byen besættes af officerseleverne. Der bliver givet befaling til at hejse broerne op og at spærre Petrogradsovjettens telefoner. Den revolutionære krigskomité beslutter, at de af den provisoriske regering forbudte aviser »Rabotsjij Putj« og »Soldat« igen skal udkomme. På befaling af den revolutionære militærkomité bliver alle troppeafdelinger gjort kampklare. 1 løbet af hele dagen bliver der udleveret våben til troppeafdelingerne og den røde garde fra Peter-Paul fæstningens arsenal. Krydseren »Aurora« får af den revolutionære militærkomité ordre til at lade broerne over Nevaen gå ned. Den revolutionære militærkomité skrider til angreb. Om aftenen ankommer Lenin til Smolny.

* * *

Ruslands økonomi var nu blevet totalt ødelagt på grund af 1. Verdenskrig. De fordelene ved den samfundsmæssige arbejdsdeling, som var opnået ved den kapitalistiske udvikling, blev af det zaristiske Rusland sat flere årtier tilbage. I de centrale industriegne oversteg efterårspriserne for rug priserne i de tilgrænsende områder af det centrale sortjordsområde med følgende procenttal: I gennemsnit for 1914: 19 %; i 1915: 39 %; 1916: 57 %. I 1916 var prisforskellen steget til det tredobbelte som følge af vanskelighederne ved korntransporten. Transportvæsenets forfald skærpede levnedsmiddelkrisen overordentligt. På grund af jernbanernes slette arbejde opstod der levnedsmiddelnød allerede på et tidspunkt, hvor der endnu fandtes kornforråd i landet fra tidligere års høst. Kornforråd på omkring 1 milliard pud (1 pud = 16,38 kg ) kunne ikke befordres ind i forbrugsområderne. Som følge deraf greb kornspekulationen hurtigt om sig. I efteråret 1916 besluttede landbrugsminister Rittich sig endog til en vidtgående forholdsregel: han påbød leveringstvang for korn. Forsøget endte med en fiasko. Det lykkedes ikke at skaffe korn frem. Kornlagrene i forbrugscentrerne tømtes hurtigt. I efteråret 1915 var byerne sat på hungerration. Hæren fik kun halvdelen af sit næringsmiddelkontingent. Markedernes desorganisation og prisspekulationen øgede uordenen i pengecirkulationen. Guldet forsvandt straks ved krigens begyndelse ud af omløbet. Udgifterne steg fra år til år. Statsregnskabets udgifter oversteg indtægterne med: 1914: 39 %; i 1915: 74 %; i 1916: 76 %. Der blev trykt stadig flere seddelpenge. Rublen faldt. Kreditvæsenet blev fuldstændig undergravet, hvad der igen bidrog til at desorganisere markedet. Efter borgerlige økonomiske beregninger havde Rusland ved krigens slutning i 1919 tabt 60 % af, hvad det ejede i 1913, mens de tilsvarende tab i England beløb sig til 15 %, i Frankrig 31 %, Tyskland 33 %, Østrig-Ungarn 41 %. Kun i Japan og Amerika voksede den økonomiske tilvækst. Tilbagegangen i den samlede formue var altså størst i Rusland, og økonomien forfaldt også hurtigere her end i noget andet land. Erhvervslivets sammenbrud havde et brat fald i møntværdien til følge; i forhold til dollar udgjorde den (i procent):

1915

1918

Japan

0

+1

England

÷3

÷2

Frankrig

÷8

÷12

Italien

÷16

÷20

Tyskland

÷16

÷23

Østrig-Ungarn

÷27

÷33

Rusland

÷29

÷40

Medens myndighederne drøftede sammensætningen af deres komitéer og kommissioner og bedrog folket med løfter om kontrol og varetælling, spekulerede bourgeoisiet uden hæmninger. Varerne forsvandt fra markedet. Arbejderne og de arbejdende måtte stå i kø i timevis for at få deres hungerrationer, mens man »underhånden« kunne få en hvilken som helst vare i en hvilken som helst mængde. Kapitalisterne spekulerede og tjente på aktier i industriforetagender, som for størsteparten kun fandtes på børsen, men ikke eksisterede i virkeligheden. I 9 måneder af 1916 blev der dannet 150 aktieselskaber med en kapital på 209,53 millioner rubler, fra marts til juni 1917 - 52 aktieselskaber med en kapital på 138,65 millioner rubler, men alene i august 1917 opstod der 62 aktieselskaber med en kapital på 205,35 millioner rubler. I september antog denne udvikling et enestående omfang: der blev dannet ikke mindre end 303 aktieselskaber med en samlet kapital på 800 millioner rubler. Der indløb bjerge af andragender om oprettelse af aktieselskaber. Gennem 9 måneder af 1917 blev der givet tilladelse til at oprette nye selskaber med en aktiekapital på 1,9 milliarder rubler - eller 6,5 gange så mange som i året 1913. De gamle aktieselskaber fik lov til at udstede aktier til et beløb af 1,5 milliarder rubler - dvs. 6 gange så meget som i 1913. Det samlede aktiepålydende i Rusland oversteg endog Englands. Hovedparten af disse emissioner skete fra juli til september. Når man tager i betragtning, at grundkapitalen i de i 1917 dannede aktieselskaber androg 469,51 millioner rubler, mens der skulle udstedes aktier til et beløb af omtrent 2 milliarder rubler, bliver det klart, hvilke vældige spekulationer kapitalisternes havde planlagt. Bladet »Djen«, som åbenlyst støttede bourgeoisiet, skrev d. 19. august: »Mens hele industrien står foran et sammenbrud, mens fabrikkerne bliver lukket eller kommer under statens ledelse som følge af de altfor store udgifter ... bliver disse eller lignende bedrifters aktier uden nogen grund eller mening jobbet snese eller hundreder af rubler i vejret på børsen, og milliondifferencerne går daglig i lommerne på bankiererne, skumle kulissefigurer (forhenværende børsjobbere) og det spekulerende publikum.« Spekulationen drev den sammenbrydende økonomi i afgrunden. Mod spekulationen kæmpede sovjetterne, bedriftskomitéerne, levnedsmiddelkomitéerne, mens regeringen lod, som om den intet bemærkede. Men krigen slugte milliarder af rubler, så der var ingen sikker dækning for rublen, der faldt og faldt, især da man udstedte de såkaldte »Kerenski-rubler«. I 1916 blev udstedt papirpenge på 1,5 milliarder rubler. Men forslag om tvangslån hos de mange rige kapitalister blev afvist, og man valgte at beskatte befolkningen via monopolerne, medens befolkningen stod i kø, for at få hungerrationer. I april 1917 blev udstedt 476 millioner rubler i papirspenge og i september 1954,4 millioner, i oktober 1933,5 millioner rubler, og fra august til oktober tabte rublen 37 % af sin værdi. 1 rubel fra 1914 svarede i oktober 1917 til 10 kopek i værdi.

Bolsjevikkernes April-konferencen (den 7. konference) fandt sted i Petrograd d. 7.-12. maj (d. 24.-29. april efter gammel russisk tidsregning). I konferencen deltog 133 delegerede med besluttende stemme og 18 med rådgivende stemme; de repræsenterede ca. 80.000 partimedlemmer. Indtil Februarrevolutionen i 1917 havde det bolsjevikiske parti arbejdet illegalt. Det var et forbudt parti; alene medlemsskab i partiet medførte fængsling og tugthusstraf. Alle partiets konferencer og kongresser fandt sted i hemmelighed, for størstedelen i udlandet. Aprilkonferencen var den første legale konference i det bolsjevikiske partis historie. Nu samledes Lenins kampfæller fra hele landet. Kammeraterne fra de fjerne forvisningssteder og tugthusene vendte tilbage, delegerede kom fra industricentrerne og de nationale randområder. Fra hovedstadens bedrifter kom lederne og organisatorerne af de nylige barrikadekampe. I konferencens arbejde deltog: Lenin, Stalin, Molotov, Krupskaja, Dsersjinsky; fra Moskva og Moskva-området: Semljatsjka, Nogin, Skvortsof-Stepanof, Smidovitsj og flere andre; fra Donetsbækkenet Vorosjilof; fra Samara Kuibysjef; fra Ural J. Sverdlof og mange andre kendte bolsjeviker. Den kendsgerning, at repræsentanterne for organisationer, der var afskåret fra de ledende centrer, havde fundet et fælles sprog og enstemmigt støttede Lenin, viste endnu engang, at zarismen ikke havde brudt partiets vilje, ikke havde ødelagt dets forbindelse med masserne, at partiet havde holdt sig og var vokset organisatorisk og ideologisk. De delegerede skildrede, hvor hurtigt det bolsjevikiske parti var vokset, og hvilket kæmpearbejde det havde udført under de 2 måneders revolution. I byen Petrograd fandtes der under krigen ca. 2.000 betalende partimedlemmer, men umiddelbart før Aprilkonferencen 16.000 medlemmer. I Kronstadt var der tidligere kun en lille illegal organisation, nu var der 3.000 bolsjeviker, i Helsingfors ligeledes 3.000, i Viborg 560. I Moskva var der 7.000 bolsjeviker, regnes Moskva-området med var der 13.000, deriblandt alene i Ivanovo-Vosnesensk 3.500 medlemmer. I Saratof mere end 1.500, i Samara 2.700, i Kasan 400; i Ural var der blevet arbejdet illegalt 9 steder, men op til Aprilkonferencen havde Ural 43 organisationer med 16.000 bolsjeviker; i Lugansk fandtes der før Februarrevolutionen 100 bolsjeviker, nu 1.500 medlemmer. Foruden »Pravda« blev der udgivet flere andre bolsjevikiske aviser. I Moskva udkom »Socialdemokrat« med et oplag på 60.000. I Ural »Uralskaja Pravda« og »Vperjod« i Ufa, i Helsingfors »Volna«, i Kronstadt »Golos Pravdy«, i Jekatarinoslaf »Svesda«, i Kharkof »Proletarij«, i Kaukasus »Kavkasskij Rabotsjij«, og i Volgaområdet udkom der en avis i hver af byerne Saratof, Samara og Kasan. Bolsjevikernes indflydelse var i hurtig vækst. I Ural stod næsten samtlige sovjetter bag dem. De indførte overalt 8 timers dagen og organiserede kontrol med industrien. »I Donetsbækkenet«, oplyste en delegeret »er Lugansk nu faktisk i arbejdernes hænder. Hvis vi blot får flere partikræfter, vil magten utvivlsomt gå over til bolsjevikerne. Overalt sidder der minearbejdere: i kommissariaterne og militsen, i arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter, ja de virker endog som dommere. Alle organisationer er i minearbejdernes hænder, således at minearbejderne fuldkommen er herrer i gruberne.« Bolsjevikerne arbejdede blandt krigsfangerne - tyskere, østrigere og tjekkoslovakker. Blandt krigsfangerne i Lugansk bestod der allerede før revolutionen i 1917 en bolsjevikisk organisation med 40 medlemmer, efter revolutionen voksede den til over 100 medlemmer. Skønt krigsminister Gutsjkof havde forbudt krigsfangerne at deltage i demonstrationer, tog bolsjevikerne i Ural tyskerne og østrigerne med til majfest. Fra krigsfangernes rækker udgik der som følge af bolsjevikernes arbejde hundreder af fortrinlige organisatorer og tusinder af tro forkæmpere for revolutionen. Mange steder havde bolsjevikerne organiseret landsbyceller. I Pensa sluttede en bondekongres sig til bolsjevikernes standpunkt; bønderne besluttede at beslaglægge godsejernes jord og overtage hele inventaret til fælles benyttelse. I Moskva-egnen, ved Volga og i Ukraine lykkedes det bolsjevikerne at få ledelsen i en del bondesovjetter. Dér, hvor bolsjevikernes indflydelse var stærk, var revolutionen gået videre end i centrum. En delegeret fra Moskva-egnen meddelte: »I Orekhovo-Sujevo har arbejderne hele magten. Det er forbudt at bære våben uden sovjettens tilladelse. Bønderne går hånd i hånd med arbejderne. Betegnende er historien med tørvene. Vi sagde til kapitalisterne, at hvis de ikke leverede brændsel og skaffede os mulighed for at arbejde, ville vi ekspropriere fabrikken…kammerat Lenin siger, at arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet må tage magten - men i den henseende er der ikke mere at gøre for os.« Beretningerne fra de enkelte steder viste, hvor langt forud revolutionen og sovjetterne var nået dér, hvor bolsjevikerne ledede de arbejdende masser. I en række industriområder blev arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter situationens herrer. Regeringsorganerne var magtesløse. De kunne ikke udstede en forordning uden sovjettens godkendelse. Sovjetterne organiserede ernæringsvæsenet. De tog industrien under deres kontrol og vågede over, at arbejdet i bedrifterne fortsattes. Konferencen besluttede at hilse de første internationalister, Lenin og Karl Liebknecht, hvilken sidste de tyske imperialister havde kastet i fængsel. Konferencen pålagde præsidiet at finde en måde til at overgive den fængslede Karl Liebknecht bolsjevikernes hilsen. Efter Lenins åbningstale vedtog konferencen dagsordenen: 1) Situationen omkring krigen og den provisoriske regering. 2) Fredskonferencen. 3) Forholdet til arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. 4) Revision af partiprogrammet. 5) Stillingen i internationalen og vore opgaver. 6) Foreningen af de socialdemokratiske, internationalistiske
organisationer.7) Landbrugsspørgsmålet. 8) Det nationale spørgsmål. 9) Den konstituerende forsamling. 10) Organisationsspørgsmål. 11) Beretning fra områderne.12) Valg af centralkomitéen. Midtpunktet for konferencens arbejde var Lenins to beretninger om situationen og om landbrugsspørgsmålet, som yderligere udviklede April-teserne. Konferencen at ved Februarrevolutionen gik magten over fra de feudale godsejere til bourgeoisiet og de kapitalistiske godsejere, d.v.s. de godsejere, der drev deres godser med lejet arbejdskraft. En ny klasse kom til magten, bourgeoisiet, og set fra dette standpunkt var Februarrevolutionen en borgerlig revolution. Men bourgeoisiet, der nu var kommet til magten, havde tre opgaver at løse: 1) at gøre ende på krigen, 2) give bønderne jord, 3) at føre landet ud af den økonomiske krise. Men kunne bourgeoisiet gøre ende på krigen? Krigen - den er en uundgåelig følge af den kapitalistiske udvikling. Sålænge kapitalismen består, vil der uvægerligt også komme krige. Den nuværende krig er fra begge de krigsførende magtgruppers side en imperialistisk krig, d.v.s. en krig, som kapitalisterne fører for at sikre sig verdensherredømmet, for at få fordelagtige markeder og for at kvæle de svage folkeslag. Magtens overgang fra zar Nikolaj Romanof til godsejernes og kapitalisternes regering har ikke ændret karakteren af krigen fra Ruslands side. Den nye regering forsætter rov- og erobringskrigen, og den har godkendt alle de gamle zarristiske overenskomster, der lovede at de russiske kapitalister måtte udplyndre Kina, Tyrkiet, Persien, m.v. Bourgeoisiet som har tilrevet sig magten er ikke istand til at løse én eneste af revolutionen store opgaver, og de arbejdende masser har ingen interesse i at sikre kapitalisterne profitten og har som klasse ikke nogen interesse i krigen..« Selvom sovjetterne var i hænderne på de socialrevolutionære og mensjevikerne, som havde overgivet magten til den provisoriske regering skulle bolsjevikkerne erobre flertallet i sovjetterne under parolen: »al magt til sovjetterne« Vi befinder os for øjeblikket i en overgangstid. Vi har tydeligvis skabt former, som ikke ligner borgerlige staters former: arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter - en statsform, der ikke eksisterer og aldrig tidligere har eksisteret i nogen stat, sagde Lenin. Det er en form, der udgør de første skridt til socialismen ! Lenin var sikker på at arbejderne og bønderne ville da bolsjevikkernes program var 1) afslutning af en demokratisk fred, 2) beslaglæggelse af godsejerjorden, 3) fordeling af jord og dyrkningsredskaber til de arbejdende, 4) genopbygning af erhvervslivet på kapitalisternes bekostning ved nationalisering af bankerne og de største bedrifter. Disse forholdsregler ville ganske vist ikke betyde nogen øjeblikkelig overgang til socialismen, men de ville dog som helhed være de første skridt til en socialistisk omformning af Rusland.

De store demonstrationerne d. 16-18 juli 1917 blev slået ned af regeringstro tropper og det bolsjevistiske parti blev sat udenfor loven, men alligevel brød arbejderne med de bankerotte partier og sluttede sig til bolsjevikkerne, ligesom soldaterne gjorde op med officerskorpset, der pryglede dem og behandlede dem som dyr. Den 21. juli gav den provisoriske regering ordre til at opløse matrossovjetternes centraleksekutivkomité for den Baltiske Flåde, Centrobalt. Der blev givet ordre til at arrestere samtlige anstiftere af urolighederne blandt Kronstadts garnison og blandt mandskabet på linjeskibene »Petropavlofsk«, »Respublika« og »Slava« og føre dem til Petrograd til retsforfølgelse. Samme dag udsendte Kerenski et radiotelegram… »det har utvetydigt vist sig, at urolighederne i Petrograd er blevet organiseret under medvirken af tyske regeringsagenter ... de førere og personer, der har besmudset sig med broderblod, med forbrydelser mod fædrelandet og mod revolutionen, vil blive arresteret.« De »socialistiske« ministre - der efter kadetternes tilbagetræden havde flertallet i regeringen - erkendte, at regeringens åbenlyst kontrarevolutionære karakter kunne udløse en bølge af modstand hos masserne. De tænkte på at erklære Rusland for republik, samt at opløse statsrådet og statsdumaen og begynde på en jordlovgivning. D. 20. juli om formiddagen forelagde Kerenski dette program i den provisoriske regeringsmøde, men som svar derpå trådte fyrst Lvof tilbage. I de borgerlige kredse blev der slået alarm. Dumaens provisoriske komité erklærede, at den anså det for »politisk skæbnesvangert at udelukke den fra at medvirke ved dannelsen af den nye provisoriske regering. Om aftenen sendte fyrst Lvof »regeringen« en protestskrivelse mod det opstillede program. Af angst for bourgeoisiet afstod de »socialistiske« ministre fra deres hensigter. D. 21. juli udnævnte den provisoriske regering Kerenski til ministerpræsident, og han beholdt posterne som krigs- og marineminister. Nekrasof indtrådte i regeringen som vice-ministerpræsident. Mensjeviken Tsereteli fik overdraget indenrigsministeriet. Samme dag offentliggjorde regeringen sit program, som ikke indeholdt en eneste nyhed, men blot var en gentagelse af den første koalitionsregerings erklæring fra d. 6. maj. Den provisoriske regering lovede at opbyde alle kræfter i kampen mod den ydre fjende, samt at indkalde den konstituerende forsamling til det fastsatte tidspunkt og at forberede en jordlovgivning. Samtidig blev det meddelt, at hvad angik arbejderpolitik »skal der udarbejdes lovforslag om 8 timers arbejdsdag og almindelig arbejderbeskyttelse«. Det var Savinkof og Filonenko der fik Kornilof udnævnt til øverstkommanderende ved sydvestfronten. Opmuntret af de borgerlige elementers åbne sympati tog Kornilof fat på at genindføre den tidligere kadaverdisciplin i hæren. Han forlangte kategorisk dødsstraf indført ved fronten. Kerenski gav omgående efter og d. 25. juli indførte han telegrafisk dødsstraffen ved fronten. Kornilof sendte telegrammer til ministerpræsident Lvof, Kerenski og Rodsjanko, hvori han ultimativt forlangte ekstraordinære forholdsregler. Den socialrevolutionær-mensjevikiske eksekutivkomité for sydvestfronten støttede Kornilof og telegraferede til Kerenski: »I dag har sydvestfrontens øverstbefalende og 11. armés kommandant med kommissærernes og komitéens samtykke givet ordre til at skyde på flygtende.« Kornilofs telegrammer og befalinger blev med velbehag optrykt af alle borgerlige aviser. Kornilof blev i pressen betegnet som en mand, der var i stand til at bremse revolutionen. Regeringen selv var ikke utilbøjelig til at gå videre for at undertrykke revolutionen, men frygtede at rejse masserne mod sig. Samtidig arbejdede officerskorpset på at tage magten.

På bolsjevikkernes 6 partikongres i Petrograd d. 8.-16. august 1917 meddelte Jakob Sverdlof, at antallet af partiorganisationer siden Aprilkonferencen var vokset fra 78 til 162. På tre måneder var medlemstallet steget til det tredobbelte, fra 80.000 til 240.000. Deraf fandtes 41.000 i Petrograd, 50.000 i Moskva-distriktet, 25.000 i Ural, 16.000 i Donetsbækkenet, 10.000 i Kiev-distriktet, 9.000 i Kaukasus, 12.000 i Finland, 14.000 i det baltiske område, 13.000 i Volga-området, 7.000 i Odessa-distriktet, 10.000 i Sibirien, 4.000 i Minsk-distriktet, 1.500 i Nord-distriktet og endelig 26.000 i militærorganisationerne. Også den bolsjevikiske presse havde udviklet sig betydeligt i denne periode. Partiet havde 41 aviser med et dagligt oplag på 320.000 eksemplarer. 27 aviser udkom på russisk, de øvrige på grusinsk, armenisk, lettisk, tatarisk, polsk og andre sprog. Efter juli-dagene blev 8 aviser forbudt, deriblandt også partiets centralorgan »Pravda«. Ved kongressens begyndelse udkom dog 5 af de forbudte aviser igen under andre navne. Kongressen besluttede på Lenins forslag at forberede en væbnet opstand og understregede, at et nyt uundgåeligt opsving for den russiske revolution ville bringe arbejderne og fattigbønderne til magten før en omvæltning i de kapitalistiske lande i Vesten. Dette nye opsving indledtes i efteråret 1917, som et svar på bourgeoisiets forsøg på at etablere et åbenlyst militærdiktatur. Petrograds arbejdere rejste sig med våben i hånd. De fik støtte af enheder af byens garnison og matroserne, og under bolsjevikkernes ledelse blev general Kornilovs kontrarevolutionære oprør slået ned. Lenins parti fik større og større autoritet. Bolsjevikkerne begyndte at få flertal i sovjetterne. Under kompromispartiernes ledelse havde sovjetterne i praksis været et våben til samarbejde med bourgeoisiet. Men nu blev de sat ind i den direkte kamp mod bourgeoisiet. D. 15. august fandt den 2. alrussiske handels- og industrikongres sted i Moskva, og her samledes »blomsten« af det krigsgale bourgeoisi. På kongressen modtog købmændene og fabrikanterne den radikale kadetminister med ironiske tilråb og latter. Bourgeosiet benyttede handels- og industrikongressen til at danne den såkaldte »samfundsstøtternes konference«, der faktisk blev kontrarevolutionens stab, der samledes de vigtigste førere for kadetterne, oktobristerne og de åbenlyse monarkister: Rodsjanko, generalerne Alexejef, Brusilof, Kaledin, Judenitsj og andre, Miljukof, Maklakof, Kisjkin, ialt ca. 300 personer. Møderne var fortrolige. Presserepræsentanter blev ikke indladt. Den 22. august sendte »konferencen« et af Rodsjanko underskrevet telegram til Kornilof: »I de svære prøvelsers bange timer ser hele det tænkende Rusland med håb og tillid hen til dem. Gid gud må stå dem bi i deres store arbejde for at genskabe en stærk armé til Ruslands redning.« I militærspørgsmålet blev Kornilofs program vedtaget. Til slut valgte »konferencen« et stående udvalg til fortsat at organisere alle samfundskræfter. Til dette udvalg hørte Rodsjanko, Rjabusjinski, Struve, Miljukof, Maklakof, Sjingarjof, Sjidlofski, Sjulgin, Kisjkin, Kutler og fra officersforbundet Novosiltsef. Kort sagt, i ly af »samfundsstøtternes konference« sluttede alle bourgeoisi- og godsejerpartierne sig sammen. Af denne »konference« opstod kontrarevolutionens fremtidige store organisation, »højrecentret« og det »nationale« centrum, der senere skulle spille en betydelig rolle for såvel Koltsjaks som Denikins oprør. Den provisoriske regering besluttede at indkalde en »rigskonference« i Moskva d. 25. august, fjernt fra det revolutionære Petrograd. Dækket af de socialrevolutionære og mensjevikerne skulle konferencen i Moskva godkende bourgeosiets program og billige dens fremstød mod arbejderne og bønderne. Fra statsdumaens fire valgperioder var 488 mand til stede, fra sovjetterne og de offentlige organisationer 129. By-dumaerne fik 129 pladser, semstvoerne 118, handels- og industrikredse og banker 150, de videnskabelige organisationer 99, hær og flåde 177, gejstligheden 24, de nationale organisationer 58, bønderne 100, kooperationen 313, fagforeningerne 176 o.s.v.. Her samledes de gamle generaler og officerskorpsets spidser, kadetpartiets professorer, biskopper, statsembedsmænd og kooperationens mænd. Der indfandt sig også repræsentanter for bourgeoisiet med Rjabusjinski i spidsen. Den socialrevolutionær-mensjevikiske ledelse af sovjetternes centraleksekutivkomité udelukkede dog bolsjevikerne af delegationen til »rigskonferencen« af frygt for, at »enhedsdemonstrationen af alle landets levende kræfter« skulle blive forstyrret. Det bolsjevikiske parti besluttede at organisere en 1 dags strejke i hele Moskva for at afsløre og modvirke bourgeosiets og de krigsgales »rigskonference«. Moskvas arbejderklasse fulgte med begejstring partiets opråb til trods for modstanden fra det socialrevolutionær-mensjevikiske flertal i Moskvasovjetten, som forbød strejken, nedlagde over 400.000 mand arbejdet den dag rigskonferencen blev åbnet i Moskva. Bourgeoisiet fik et håndgribeligt bevis for, hvem arbejderklassen i virkeligheden støttede. Moskvaproletarernes kampberedskab kølnede iveren hos bourgeoisiets repræsentanter. De var flygtet fra Petrograds revolutionære storme til det »rolige Moskva«, men på det »fredelige Moskvas« gader indhentedes de af den samme revolutionære storm. Den omvæltning, der skulle føre til bourgeosiets militærdiktatur var forberedt, da pressen hævede general Kornilof til skyerne, og overøste ham med virak. Officerseleverne, der stod vagt ved det store teater, hvor »konferencen« fandt sted, var forsynet med skarpe patroner. Fra fronten blev kosakker beordret til Moskva. Millionærkvinden Morosova faldt på knæ for Kornilof, og Kornilof talte truende om, at Riga kunne falde og han antydede, at det ville åbne vejen til Petrograd for tyskerne, og han krævede, at disciplinen skulle genrejses i hæren; at Moskva skulle overgives befalingsmagten og officerernes prestige hæves. Kornilof foreslog at indføre dødsstraf ikke blot ved fronten, men også i baglandet, at militarisere jernbanerne og de fabrikker og værker, der arbejdede for hærens forsyning. Der var udarbejdet et program med Savinkofs og Filonenkos hjælp. General Kaledin, kosaktroppernes ataman, forlangte på rigskonferencen ugenert: »1. Arméen må stå udenfor politik, alle møder og forsamlinger med deres partikampe og stridigheder skal forbydes. 2. Alle sovjetter og komitéer, såvel i arméen som i baglandet, må afskaffes. Deklarationen om soldaternes rettigheder må revideres og suppleres med en deklaration om deres pligter. Disciplinen i hæren skal højnes og befæstes ved de mest energiske forholdsregler. Baglandet og fronten udgør et samlet hele, som sikrer arméens kampdygtighed; alle til konsolidering af disciplinen ved fronten nødvendige forholdsregler må også anvendes i baglandet. De foresattes disciplinariske beføjelser må genoprettes, den fuldstændige magt må overgives til arméens ledere.«? Og Kaledin betonede blandt andet i sin tale, at havde reddet regeringen d. 16-21 juli. Generalerne og købmændene klappede samtidigt af »socialisternes« moralske fald og hyldede forbundet mellem mensjeviker og Kornilof-folk. Både før og under rigskonferencen forhandlede bourgeoisiet bag kulisserne med Kornilof for at forberede den provisoriske regerings likvidering og sin egen magtovertagelse. Men Moskvarbejdernes strejke havde vist bourgeoisiet, at en øjeblikkelig aktion mod revolutionen ville være forhastet. Planen om statskup strandede, og Kornilof rejste tilbage til hovedkvarteret, som fra nu af blev centrum for alle kontrarevolutionære hensigter og planer. Dér mødtes repræsentanter for det gamle regime fra alle egne og lovede generalen penge og støtte. Entente-repræsentanterne indstillede sig på Kornilof, da de havde overbevist sig om, at deres medvirken ved paladsrevolutionen i februar ikke havde reddet den russiske hær. Nu håbede de ved at deltage i Kornilofs sammensværgelse at kunne holde den russiske hær ved fronten, så krigen kunne fortsættes. Men Kornilof holdt sig parat til at marchere ind i Petrograd og først og fremmest knuse bolsjevikernes parti, men desuden sovjetterne og overhovedet alle revolutionær-demokratiske organisationer. Kornilof havde også sin ministerliste færdig. Ved en senere afhøring fortalte han følgende om den endelige sammensætning af den planlagte regering: »D. 8. september, da frontkommissærernes møde var endt, samledes i mit arbejdsværelse Filonenko, V. S. Savoiko og A. F. Aladjin ... Vi lavede udkast til et »nationalt forsvarsråd«, bestående af den øverstkommanderende som formand, A. F. Kerenski som stedfortrædende minister, B. Savinkof, general Alexejef, admiral Koltsjak og M. Filonenko. Dette forsvarsråd skulle gennemføre et kollektivt diktatur, da det ikke ansås for ønskværdigt at oprette et personligt diktatur. Til de øvrige ministerposter blev udpeget: S. G. Takhtamysjef, Tretjakof, Pokrofski, grev Ignatief, Aladjin, Plekhanof, G. J. Lvof og Savoiko.« For at berolige arbejderne og bønderne udarbejdede de sammensvorne to demagogiske forordninger. Den ene om forhøjelse af arbejdslønnen for jernbanefolkene og postfunktionærerne, for i det mindste en tid at opnå neutralitet fra deres side, den anden om jorden: aktive deltagere i krigen mod Tyskland fik løfte om tildeling af jord. For at ruste sig til det afgørende slag gjorde Kornilof-folkene alt for at anbringe deres folk overalt i Petrograd, navnlig officererne. Det blev besluttet at sende en særlig troppeafdeling til Petrograd for at besætte byen i det gunstige øjeblik. Allerede den 26. august ankom chefen for III kavallerikorps, general Krymof, til Mogilef. Krymof fik pålæg om, så snart de første efterretninger om »bolsjevikernes« aktion indløb, uopholdelig at besætte Petrograd, indføre belejringstilstand, afvæbne garnisonstropperne, jage sovjetterne fra hinanden, arrestere deres medlemmer, afvæbne Kronstadt o.s.v. D. 31. august vedtog Petrograds sovjet af arbejder- og soldaterdeputerede en bolsjevikisk resolution, som krævede fred, jord og arbejderkontrol med produktionen. Nogle dage senere vedtog Moskvas sovjet en lignende resolution. For ikke helt at miste befolkningens tillid afslog mensjevikkernes og de socialrevolutionæres ledere at indgå i en ny regering med deltagelse af det konstitutionelt-demokratiske parti (kadetterne). Påny var der for en tid skabt mulighed for sovjetternes fredelige overtagelse af magten. Og Lenin foreslog straks mensjevikkernes og de socialrevolutionæres ledere at opgive samarbejdet med bourgeoisiet og gå med i en regering, der skulle stå til ansvar over for sovjetterne. Lenin understregede, at agitationsfrihed og øjeblikkelig gennemførelse af demokratismens principper såvel ved det forestående valg til sovjetterne som i sovjetternes arbejde fuldt ud ville sikre revolutionens fredelige udvikling, arbejderklassens fredelige overtagelse af magten. »Måske er det umuligt ? spurgte Lenin. Men hvis der blot er én chance ud af hundrede, så ville det alligevel være værd at forsøge at realisere en sådan mulighed.« Han overholdt nøje demokratismens principper og gik ind for, at de skulle videreudvikles og gennemføres i praksis. Mensjevikkerne og de social-revolutionære derimod indledte et felttog mod sovjetterne under dække af fraser om at forene »alle levende kræfter« i landet og om, at det »ville være en forbrydelse mod revolutionen at overdrage al magten til sovjetterne«. Istedet for en Sovjetkongres indkaldte de til en såkaldt »demokratisk landskonference« i Petrograd, hvortil de indbød repræsentanter for bourgeoisiets og godsejernes organisationer, og de kontrarevolutionære selvstyreorganer i byerne og på landet. Og under forskellige påskud indskrænkede de antallet af pladser til sovjetterne, fabrikskomiteerne og fagforeningerne. Konferencen udpegede blandt den snævre kreds af deltagerne et »republikkens provisoriske råd« eller et »forparlament« hvori der også skulle sidde repræsentanter for bourgeoisiet. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære opgav i virkeligheden sovjetternes standpunkt. Folkemasserne svingede i stort tal over til bolsjevikkerne. Lenin skrev i de dage til medlemmerne af partiets centralkomite, »at utilfredsheden, harmen og forbitrelsen i hæren, hos bønderne og arbejderne tager til. De socialrevolutionæres og mensjevikkernes koalition med bourgeoisiet, der lover alt uden at holde noget, gør masserne nervøse, åbner deres øjne og driver, dem til opstand«.

D. 2. september blev der gjort alvor af den trussel, som Kornilof havde talt om på »rigskonferencen«. Riga blev overgivet til tyskerne og vejen til Petrograd lå åben. Selvfølgelig skød Kornilofs hovedkvarter hele skylden over på soldaterne. Men Riga blev udleveret af generalerne. Faktisk gav Rigas fald Kornilof mulighed for påny at trænge på hos den provisoriske regering for at få gennemført det forlængst opstillede program. Specielt forlangte generalen, at Petrograds militærkreds i operativ henseende blev underlagt ham. Den provisoriske regering gik ind på dette krav, blot med den indskrænkning, at Petrograd og omegn skulle skilles ud fra hovedkvarterets område og direkte underlægges krigsministeren; dette holdt særlig Kerenski fast ved. D. 6. september rejste Savinkof til hovedkvarteret og meddelte Kornilof, at den provisoriske regering havde antaget generalens »memorandum«. Savinkof bekræftede nødvendigheden af at overføre III kavallerikorps til Petrograds nærhed, af hensyn til »mulige« forviklinger. Det III kavallerikorps, til hvilket også den »vilde division« hørte, satte sig i bevægelse mod hovedstaden. Begivenhederne var i skred, de antog en for revolutionen truende karakter. Den 7. september sendte hovedkvarteret et telegram til ataman Kaledin i Novotsjerkask om at overføre en bereden kosakdivision til Finland via Moskva, og I. kaukasiske kavallerikorps, der stod i Finland, fik befaling til at marchere mod Petrograd. Fra fronten blev skyndsomst kaldt ca. 3.000 officerer til hovedkvarteret under påskud af, at de skulle lære nye typer mine- og bombekastere at kende. Man anmodede om, at der blev sendt tilforladelige folk, helst officerer i aktiv tjeneste. Ved ankomsten fik de forklaret, at det ikke drejede sig om en yderligere uddannelse, men at der i Petrograd ventedes en aktion fra bolsjevikernes side. Kornilof havde med Kerenskis tilslutning sendt kosaktropper til hovedstaden. D. 9. september fik general Krymofs III korps befaling til at marchere i feltmæssig orden mod Petrograd. Den revolutionære hovedstad var indesluttet i en ring. Det så ud til, at man havde forudset alt. I hovedkvarteret håbede man på et hurtigt resultat. Man antog, at ingen ville rejse sig til forsvar for den provisoriske regering. »Ingen vil forsvare Kerenski. Det hele er kun en spadseretur, alt er forberedt,« skrev general Krasnof senere om stemningen i hovedkvarteret i Kornilofdagene. D. 12. september afsatte den provisoriske regering Kornilof og lod ham anklage for oprør, og posten som øverstkommanderende overtog Kerenski.

I begyndelsen af oktober vendte Lenin illegalt tilbage til Petrograd fra Finland og overtog ledelsen af forberedelserne til den væbnede opstand. »For at føre til sejr,« understregede Lenin, »må opstanden ikke støtte sig til en sammensværgelse, ikke til ét parti, men til den mest fremskredne klasse. Opstanden må støtte sig til et revolutionært opsving i folket, og opstanden må støtte sig til det vendepunkt i den fremvoksende revolutions historie, hvor aktiviteten hos folkets avantgarde er størst, hvor der er størst vaklen i fjendernes rækker og hos de lunkne, halve ubeslutsomme venner af revolutionen. Kontrarevolutionens styrker var koncentreret i Petrograds centrum. Den provisoriske regering befandt sig i Vinterpaladset, og få skridt derfra lå Petrograd-distriktets hovedstab og Admiralitetet. Revolutionens stab havde til huse i Smolnyj, et tidligere institut for unge adelsfrøkener, i byens østlige udkant, på Neva-flodens venstre bred. Her befandt den militære revolutionskomité sig foruden Petrograds sovjet af arbejder- og soldaterdeputerede og particenteret til ledelse af opstanden. Revolutionens vigtigste kampstyrker var rødgardisterne (bevæbnede arbejdere), de revolutionære enheder af Petrograd-garnisonen og Østersøflådens matroser. Afdelinger af rødgardister omringede byens centrum fra nord, syd og øst, enheder af Petrograd-garnisonen dannede en anden indre halvcirkel, og fra vest skulle skibe fra Østersøflåden løbe ind i Neva-flodens munding på den militære revolutionskomités første anmodning. Omringe og afskære Petrograd og indtage den ved et kombineret angreb af flåden, arbejderne og tropperne - det er en opgave, som kræver kunnen og trefold dristighed, påpegede Lenin. Denne opgave blev løst d. 24. og 25. oktober (d. 6.-7. november efter ny tidsregning) 1917. Opstanden afsluttedes med indtagelsen af Vinterpaladset. I Smolnyj indledtes samtidig den anden Alrussiske sovjet-kongres, som tog magten i sine hænder. Den vedtog dekretet om freden, som erklærede krigen for »den største forbrydelse mod menneskeheden« og forsikrede regeringerne og folkene, at Rusland var parat til øjeblikkelig at underskrive en fred på betingelser, der i lige grad var retfærdige for alle folk, - en fred uden anneksioner og krigsskadeserstatninger. Kongressen vedtog desuden dekretet om jorden, som erklærede, at al godsejer-, kron-, kirke- og klosterjord skulle konfiskeres uden nogen form for erstatning og overdrages til bondekomiteerne og sovjetterne til fordeling blandt bønderne. På kongressen blev der valgt en Alrussisk centraleksekutivkomite, landets øverste lovgivende, udøvende og kontrollerende organ i perioden mellem Sovjetkongresserne. Ligeledes dannedes den første Sovjetregering, Folkekommissærernes Råd med Lenin i spidsen. D. 8. (d. 21. efter ny tidsregning) november 1917 blev Jakov Sverdlov valgt til formand for den Alrussiske centraleksekutivkomite. I Petrograd blev opstanden gennemført hurtigt og næsten uden blodsudgydelser. I Moskva derimod, hvor kontrarevolutionen rådede over betydeligt større kampstyrker (junker- og officersskoler samt visse militærenheder), blev der kæmpet forbitret i syv dage. Natten til d. 3. (16. efter ny tidsregning) blev Sovjetmagten oprettet i Moskva. Den socialistiske revolution indledte sit triumftog over hele landet. Den nye regering, hvori Trotzki overtog udenrigsvæsenet, fremlagde sit program i en proklamation: øjeblikkelig tilvejebringelse af fred, overdragelse af alle godser til bønderne, magtens koncentration i sovjetterne, snarlig sammenkaldelse af en konstituerende forsamling. Konfiskationen af de private godser, kirke- og klostergodser o.s.v. iværksættes straks; al jord tilhører staten, og brugsretten overdroges til bønderne. Denne foranstaltning bragte fra begyndelsen bønderne over på bolschevikernes parti. Zaren blev sendt til Sibirien og indespærret i et kloster nær ved Tobolsk, og huset Romanov berøvedes den nu ellers almindelige stemmeret. Folkekommissærernes regering havde ubestridt magten i Storrusland. Til Smolnyj indløb der uophørligt telegrammer om, at arbejderne i Ruslands byer havde taget magten i deres hænder. I overensstemmelse med dekretet om freden henvendte Sovjetregeringen sig allerede d. 8. november til de krigsførende staters regeringer og foreslog at indlede forhandlinger. Der blev også rettet direkte henvendelse til den engelske, den franske og den amerikanske regering. Men der kom ikke noget svar. Ikke desto mindre fik Lenin-regeringens fredsinitiativ stor sympati og støtte blandt proletariatet i Europa og Amerika. Der fandt møder og demonstrationer sted i en række byer i England, Frankrig, Tyskland og USA. På baggrund af den tiltagende anti-krigsstemning i baglandet og ved fronten erklærede Tyskland sig parat til at indlede forhandlinger. Folkekommissærernes Råd underrettede Ententemagternes regeringer herom, men heller ikke denne gang kom der nogen reaktion. Den sovjetiske regering var tvunget til at indlede forhandlinger med repræsentanter for Tyskland og Østrig-Ungarn. De blev påbegyndt d. 20. november i Brest-Litovsk og førte til underskrivelse af en våbenstilstandsaftale, for at man kunne udarbejde betingelserne for en fredsaftale. De fredsbetingelser, der var stillet fra tysk side, var særdeles hårde. Den konstituerende forsamling der var blevet valgt og var trådt sammen d. 18 januar 1918 blev straks opløst, da oppositionen af menscheviker og socialrevolutionære var i stort flertal. Dermed var parlamentarismen opgivet, og Rusland styredes nu af sovjetternes centralråd, for hvilket folkekommissærerne var ansvarlige. Den bolschevikiske regering betegnede sig som »proletariatets diktatur« og holdt sig ved magten ved hjælp af en nyorganiseret »rød hær«. Sovjetrepublikkens eksistens var truet. Den sovjetiske regering udsendte et opråb til befolkningen med en opfordring til at gøre alt for at forsvare det socialistiske fædreland. I disse dage fik den nyoprettede Røde Hær tilslutning af titusinder af frivillige. Ved Pskov, Narva og Reval (Tallinn) ydede enheder af den Røde Hær sammen med rødgardister hårdnakket modstand mod de tyske tropper, som rykkede frem mod Petrograd. I Ukraine og Hviderusland kæmpede arbejdere og bønder tappert og udholdende mod de tyske erobrere. Tyskland måtte opgive sin plan om en hurtig erobring af Sovjetrusland. Siden da har man i Sovjetunionen hvert år d. 23. februar fejret den Røde Hærs dag til minde om befolkningens mobilisering til forsvar af det socialistiske fædreland og om den Røde Hærs første kampe. I en situation, hvor fronten var i opløsning, landets økonomi ruineret, og befolkningen træt til det yderste, var det umuligt at fortsætte krigen. Lev Trotskij ledede den sovjetiske forhandlingsdelegation i Brest-Litovsk. Tyskland krævede, at Rusland skulle betale Tyskland krigsskadeserstatning og afstå store områder, bl.a., hele Ukraine samt en del af Hviderusland og Baltikum. Den sovjetiske regering opfordrede endnu engang Ententemagterne til at deltage i forhandlingerne, men fik intet svar. I denne situation stillede Tyskland det ultimatum, at man fra sovjetisk side skulle gå ind på de stillede betingelser for en fredsaftale. D. 18. februar indledte Tyskland en militær offensiv over hele den russisk-tyske front. Ukraine havde konstitueret sig som en »uafhængig stat« og undertegnede freden i februar og kom under tysk formynderskab. De vestlige randstater og Polen var under tysk herredømme, og da de tyske tropper nu trængte ind i Rusland, blev man nødt til at slutte fred på de i mellemtiden skærpede betingelser, hvorved Rusland måtte opgive Finland, Østersølandene, Polen og Ukraine. D. 3. marts 1918 blev fredsaftalen underskrevet. Bessarabien erklærede sig uafhængigt og vedtog nogle måneder senere sin tilknytning til Rumænien; Finland gjorde sig ligeledes uafhængigt; i Kaukasien, Turkestan og Sibirien dannede der sig selvstændige republikker. D. 16. marts blev freden ratificeret af den 4.ekstraordinære sovjetkongres. Brest-Litovsk fredens betingelser var utrolig hårde. På sovjetkongressen udtalte Lenin, at freden var midlertidig, indtil det europæiske proletariat kunne komme til hjælp. Trotzki, der havde været imod fredsslutningen på de givne vilkår, afgav udenrigsvæsenet til Tchitcherin og overtog istedet folkekommissariatet for hær og flåde. Moskva hovedstad i historiens første arbejder- og bondestat. Sovjetterne gennemførte nu en række socialistiske omdannelser. Sovjetmagten havde straks efter sin oprettelse sat sig i besiddelse af statsbanken og indledte en nationalisering af industrien og jernbanerne, ligesom den annullerede alle de udenlandske og indenlandske statslån, som var stiftet af de zaristiske regeringer og den provisoriske regering. Der blev indført regnskabsføring og kontrol med produktionen og produkternes fordeling, ligesom man nu anvendte det socialistiske lønprincip, at den, der ikke vil arbejde, ikke skal have noget at spise. I foråret 1918 havde sovjetmagten fået fodfæste i hele landet, fra Ishavet til Sortehavet, fra vestgrænsen til Stillehavet. D.1. juli vedtog den 5. sovjetkongres Sovjetstatens første grundlov: den Russiske Føderative Socialistiske Sovjetrepubliks forfatning. Den befæstede revolutionens sejr, nationaliteternes ligeberettigelse og overdragelsen af jorden og de vigtigste produktionsmidler (fabrikker, banker, jernbaner og søtransport) til folkets eje. Men de styrtede klasser ønskede ikke at give op uden kamp. Med direkte støtte fra vestlige imperialistiske stater indledte de en forbitret krig. Den fængslede forhenværende zar blev skudt i d. 17 juli tillige med kejserinden og deres børn efter ordre af de lokale bolschevikiske magthavere.

Entente-imperialisterne frygtede efter Brest-Litovsk freden, at situationen skulle forbedre Tysklands militære stilling og i tilsvarende grad forværre Ententetroppernes stilling ved fronterne. Desuden frygtede de, at freden mellem Rusland og Tyskland skulle styrke fredskravet i alle lande og på alle fronter og således gribe forstyrrende ind i fortsættelsen af krigen og derved skade imperialisterne. Endelig frygtede de, at Sovjetmagtens eksistens i et så vældigt rige skulle virke som et smittende eksempel på Vesteuropas arbejdere og soldater, der også var trætte af at krigen, og at disse måske kunne følge i russernes spor og vende bajonetterne mod deres egne herrer og undertrykkere og omstyrte bourgeoisiets og godsejernes magt. Derfor besluttede Entente-regeringerne sig til at påbegynde en militær intervention i Rusland for at styrte Sovjetmagten og for at indsætte et borgerligt styre, der kunne omstøde fredstraktaten med tyskerne og genoprette krigsfronten mod Tyskland og Østrig. Entente-imperialisterne kastede sig så meget hellere ud i dette forbryderiske foretagende, som de var overbevist om, at Sovjetmagten stod på svage fødder. De tvivlede ikke om Sovjetmagten snarlige fald der havde mange fjender hos de styrtede klasser: godsejerne og kapitalisterne, hos de knuste partier: kadetterne, mensjevikerne, de socialrevolutionære, anarkisterne og de borgerlige nationalister af alle afskygninger, og hos de hvidgardistiske generaler, kosakofficererne og lignende elementer. Lige fra den sejrrige Oktoberrevolutions første dage råbte alle disse fjendtlige elementer for alle verdenshjørner, at der ikke var noget grundlag for Sovjetmagten i Rusland, at den var dødsdømt og ubetinget ville gå til grunde i løbet af én uge eller to, eller en måned, eller i det højeste 2-3 måneder. Men da Sovjetmagten trods sine fjenders eder og forbandelser vedblev at eksistere og vokse i styrke, blev dens fjender indenfor landets grænser tvunget til at indrømme, at den var langt stærkere, end de hidtidigt havde regnet med, og de besluttede sig derfor til at kaste sig ud i kontrarevolutionær oprørsaktivitet i stor stil, for at samle kontrarevolutionens kræfter med militære kræfter og anstifte revolter, navnlig i kosak og kulak-områderne. Således udskilte der sig allerede i første halvdel af 1918 to kræfter, der havde til formål at styrte Sovjetmagten:1) de udenlandske Entente-imperialister og 2) de kontrarevolutionære i selve Rusland. Englands, Frankrigs, Japans og Amerikas imperialister begyndte deres militærintervention uden krigserklæring, skønt interventionen var en krig mod Ruslands bønder og arbejdere, og tilmed den værste form for krig. Som en tyv om natten kom disse »civiliserede« røvere snigende og udskibede deres tropper på russisk territorium. Englænderne og franskmændene landsatte tropper i Nordrusland, besatte Arkhangelsk og Murmansk, understøttede der et hvidgardistisk oprør, styrtede Sovjetmagten og indsatte en hvidgardistisk »Nordruslands regering«. Japanerne landsatte tropper i Vladivostok, annekterede kystområdet, opløste sovjetterne og understøttede de hvidgardistiske oprørere, som genindførte det borgerlige styre. Senere rykkede amerikansk marineinfanteri ind i Vladivostok. I Nordkaukasus dannede generalerne Kornilof, Aleksejef og Denikin med englændernes og franskmændenes støtte en hvidgardistisk »frivillig hær«, iværksatte en revolte af kosakkernes overklasse og indledede et felttog mod sovjetterne. Ved Don iværksatte generalerne Krasnof og Mamontof med de tyske imperialisters hemmelige støtte (tyskerne vovede ikke at støtte dem åbent på grund af fredstraktaten med Rusland) en revolte af Donkosakker; de besatte Donområdet og indledede et felttog mod sovjetterne. Kontrarevolutions hovedstyrker koncentrerede sig mod øst og var i besiddelse af Tjeljabinsk, Kazan, Penza, Simbirsk (det nuværende Uljanovsk) og Samara (det nuværende Kujbysjev). Det centrale Rusland med dets vigtigste industriområder var afskåret fra brændsels-, råstof- og levnedsmiddel baserne. Under en af socialrevolutionære fremkaldt, mislykket opstand i Moskva i juli 1918 blev den tyske ambassadør, grev Mirbach, myrdet. Ved Mellemvolga og i Sibirien spandt englænderne og franskmændene deres intriger og organiserede en revolte i det tjekkoslovakiske korps. Dette korps, der bestod af krigsfanger, havde af sovjetregeringen fået tilladelse til at rejse hjem gennem Sibirien og det Fjerne Østen. Englænderne trængte ind i Centralasien og Transkaukasien. Men på vejen blev korpset udnyttet af de socialrevolutionære og af englænderne og franskmændene til en revolte mod Sovjetmagten. Korpsets revolte blev signalet til kulakoprør i Volgaområdet og Sibirien og hos arbejderne i Votkinsk og Isjefskværkerne, der var under de socialrevolutionæres indflydelse. En hvidgardistisk-socialrevolutionær regering for Volgaområdet dannedes i Samara, og en hvidgardistisk regering for Sibirien dannedes i Omsk. Englænderne og franskmændene satte først og fremmest deres lid til den kontrarevolutionære admiral Koltjaks 400.000 mand store hær, som var oprettet og udrustet ved deres hjælp. Tyskland tog ikke del og kunne ikke tage del i denne engelsk-fransk-japansk-amerikanske bloks intervention - om ikke af andre grunde, så fordi Tyskland selv førte krig med denne blok. Men tiltrods for dette og til trods for, at der eksisterede en fredstraktat mellem Rusland og Tyskland, var ingen bolsjevik i tvivl om, at kejser Wilhelms tyske regering var en lige så uforsonlig fjende af sovjetlandet som de engelsk-fransk-japansk-amerikanske interventer. Og de tyske kejserlige imperialister gjorde da også alt muligt og umuligt for at isolere, svække og ødelægge sovjetlandet. Det kejserlige Tyskland okkuperede Ukraine, Hviderusland og Baltikum. Tyskerne rev Ukraine bort fra Sovjetrusland - ganske vist i overensstemmelse med en »traktat« med den ukrainske rada (det nationalistiske, kontrarevolutionære ukrainske bourgeoisis regering ) - og de lod efter den hvidgardistiske ukrainske radas anmodning deres tropper marchere ind i Ukraine og begyndte umenneskeligt at udplyndre og undertrykke det ukrainske folk, som de forbød at stå i nogensomhelst forbindelse med Sovjetrusland. Men i Ukraine fik misfornøjelsen med tyskerne, der havde indsat en regering under Skoropadski, udslag i mordet på den tyske feltmarskal V. Eichhorn, og sidst på året dannedes en socialistisk regering under Petljura. Tyskland rev Transkaukasien bort fra Sovjetrusland, sendte efter anmodning fra de grusinske og aserbaidsjanske nationalister tyske og tyrkiske tropper derhen og begyndte at spille herrer i Tiflis og Baku. De understøttede på alle måder - omend ganske vist ikke åbenlyst - Dongeneralen Krasnofs oprør mod Sovjetmagten med våben og levnedsmidler. Sovjetrusland var således afskåret fra sine vigtigste levnedsmiddel, råstof og brændselsområder. Livet var hårdt i Sovjetrusland i den periode. Der var knaphed på brød. Der var knaphed på kød. Sulten plagede arbejderne. I Moskva og Petrograd fik de hveranden dag udleveret en brødration på en ottendedel pund (1 russisk pund = 410 gram). Der var dage, hvor der slet ikke blev udleveret brød. Fabrikkerne stod enten helt eller delvis stille på grund af mangel på råstoffer og brændsel. Men arbejderklassen tabte ikke modet. Heller ikke bolsjevikernes parti. Den desperate kamp, der udkæmpedes for at overvinde denne periodes ufattelige vanskeligheder, viste hvor uudtømmelige arbejderklassens skjulte kræfter er, og hvor umådelig stærk det bolsjevikiske partis anseelse var blandt arbejderne. Partiet erklærede landet for en væbnet lejr og satte dets økonomiske, kulturelle og politiske liv på krigsfod. Sovjetregeringen erklærede: »Det socialistiske fædreland er i fare!«, Og opfordrede folket til at rejse sig til dets forsvar. Lenin gav parolen: »Alt for fronten!« - og hundredtusinder af arbejdere og bønder meldte sig frivilligt til tjeneste i den Røde Armé og tog til fronten. Omkring halvdelen af partiets og ungdomsforbundets medlemmer gik til fronten. Partiet rejste folket til en krig for fædrelandet, mod de udenlandske interventionstroppers overfald og mod de oprør, som iværksattes af de udbytterklasser, revolutionen havde styrtet. Arbejdernes og bøndernes forsvarsråd, der blev organiseret af Lenin, ledede arbejdet med at forsyne fronten med mandskab, mad, klæder og våben. Indførelsen af tvungen værnepligt i stedet for frivillighedsprincippet bragte forstærkninger i hundredtusindvis til den Røde Armé og gjorde den i løbet af kort tid til en millionhær. Skønt landet var i store vanskeligheder og den Røde Armé så ung, at den endnu ikke var fast sammentømret, satte de trufne forsvarsforanstaltninger dog snart deres første frugter. I Sibirien bekæmpedes bolschevikerne af general Seminov i Østen og admiral Koltchak ved den manchuriske grænse. De understøttedes af en af tjekkoslovakiske krigsfanger dannet hær, medens japanerne landsatte marinetropper i Vladivostok. Ved samarbejde mellem de mange forskellige anti-bolschevikiske regeringer anerkendtes Koltchak som en slags diktator over hele Sibirien. Men general Krasnof blev trængt tilbage fra Tsaritsyn, og drevet over på den anden side af floden Don. General Denikin blev tvunget til at begrænse sine operationer til et snævert område i Nordkaukasus, mens general Kornilof faldt i kamp mod den Røde Armé. Tjekkoslovakkerne og de hvidgardistisk-socialrevolutionære bander blev fordrevet fra Kasan, Simbirsk og Samara og trængt tilbage til Ural. En revolte i Jaroslavl, anført af hvidgardisten Savinkof og organiseret af Lockhart, chefen for den engelske repræsentation i Moskva, blev slået ned, og Lockhart selv arresteret. De socialrevolutionære, der havde myrdet kammeraterne Uritski og Volodarski og udført et forbryderisk attentat på Lenin, blev gjort til genstand for rød terror til gengæld for deres hvide terror mod bolsjevikerne og blev knust i alle byer af blot nogen betydning i Centralrusland. Sovjetregeringen indførte krigskommunismen. For at kunne oplagre massebehovsartikler og forsyne hæren og landbefolkningen med dem stillede den - foruden storindustrien - også de middelstore og små industrier under sin kontrol. Den indførte statsmonopol på kornhandel, forbød al privat handel med korn og indførte afleveringspligt for at holde regnskab med hele bøndernes overskudsproduktion, oplagre kornforråd og forsyne hæren og arbejderne med levnedsmidler. Endelig indførte den almindelig arbejdspligt for alle klasser. Ved at gøre legemligt arbejde tvungent for bourgeoisiet frigjorde partiet arbejdere til andet og vigtigere arbejde ved fronten og virkeliggjorde princippet: »Den der ikke vil arbejde, skal heller ikke have noget at spise«. Hele dette system af forholdsregler, der nødvendiggjordes af de enestående vanskelige forhold for landets forsvar, og som var af midlertidig karakter, betegnedes under ét som krigskommunisme. Landet forberedte sig på en lang og hård krig mod Sovjetmagtens ydre og indre fjender. Rusland måtte tredoble hærens styrke inden udgangen af 1918. Det måtte oplagre midler til at forsørge denne hær. I disse dage erklærede Lenin: »Vi havde besluttet at have en hær på en million mand til foråret; nu behøver vi en hær på tre millioner. Vi kan få den. Og vi får den.« Mens sovjetlandet beredte sig til nye kampe mod den udenlandske intervention, fandt afgørende begivenheder sted i Vesteuropa, både ved fronten og bag fronten i de krigsførende lande. Tyskland og Østrig var ved at kvæles af krigens og levnedsmiddelkrisens jerngreb. Mens England, Frankrig og de Forenede Stater stadig kunne sætte nye reserver ind, var Tyskland og Østrig i færd med at opbruge deres sidste reserver. Situationen var den, at Tyskland og Østrig var fuldstændig udmattet og befandt sig på nederlagets rand. Samtidig kogte det tyske og østrigske folk af harme over den endeløse og ødelæggende krig og over deres imperialistiske regeringer, der havde drevet folket ud i udmattelse og sult. Her virkede også Oktoberrevolutionens vældige revolutionære indflydelse, sovjetsoldaternes forbrødring med de østrigske og tyske soldater ved fronten allerede før fredsslutningen i Brest-Litovsk, og dertil kom den indflydelse, det havde, at krigen med Sovjetrusland var endt, og at der var sluttet fred med dette land. Eksemplet fra Rusland, hvor folket havde gjort ende på den forhadte krig ved at styrte sin imperialistiske regering, måtte virke som en lære for de østrigske og tyske arbejdere. Og de tyske soldater, der havde ligget på østfronten og efter Brest-Litovsk freden var blevet flyttet til vestfronten, måtte nødvendigvis undergrave kampmoralen i den tyske hær med deres fortællinger om forbrødringen med sovjetsoldaterne og om, hvordan sovjetsoldaterne havde befriet sig fra krigens gru. Opløsningen i den østrigske hær var af de samme årsager begyndt endnu tidligere. Alt dette medvirkede til at forstærke fredskravet hos de tyske soldater; de mistede deres tidligere kampdygtighed og begyndte at vige for Entente-troppernes tryk. I november 1918 udbrød der revolution i Tyskland, og kejser Wilhelm og hans regering styrtes. Tyskland var nødt til at erkende sit nederlag og bede Ententen om fred. Således var Tyskland med ét slag reduceret fra en førsterangs magt til en andenrangs. For Sovjetmagtens stilling havde denne udvikling visse skyggesider, idet det gjorde Entente-magterne, der havde organiseret interventionen mod Sovjetmagten, til den dominerende magt i Europa og Asien og satte dem i stand til at forstærke interventionen og organisere en blokade mod sovjetlandet og stramme løkken om Sovjetmagten. Men nu var Sovjetmagten istand til at annullere røverfreden fra Brest-Litovsk, og samtidig standse erstatningsbetalingerne og kaste sig ud i åben kamp, militær som politisk, for at befri Estland, Letland, Hviderusland, Litauen, Ukraine og Transkaukasien fra den tyske imperialismes åg. Samtidig var der nu mulighed for et republikansk regime og dannelsen af arbejder og soldaterråd i flere Europæiske lande, og dette kunne kun styrke Sovjetmagtens stilling i Rusland. Revolutionen i Tyskland var ganske vist ikke en socialistisk, men en borgerlig revolution, og rådene var det borgerlige parlaments lydige redskab, thi de beherskedes af socialdemokraterne, der var kompromistilhængere af samme slags som de russiske mensjeviker. Og dette forklarer i virkeligheden den tyske revolutions svaghed. Hvor svag denne revolution var, ses allerede af den kendsgerning, at den ustraffet tillod de tyske hvidgardister at myrde så fremtrædende revolutionære som Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Men trods alt var det en revolution - Wilhelm var styrtet, og arbejderne havde kastet deres lænker, og dette måtte nødvendigvis fremme arbejderklassens situation i Vesteuropa; dét måtte nødvendigvis fremkalde et opsving for den socialistiske revolution i de europæiske lande. I Østrig udfoldede der sig en revolutionær bevægelse. I Ungarn blev der udråbt en sovjetrepublik. Båret af revolutionens bølge kom de kommunistiske partier i Europa frem til overfladen. Der skabtes et virkeligt grundlag for at slutte de kommunistiske partier sammen til den III. Den kommunistiske internationale. På den 1. kongres af kommunistiske partier fra forskellige lande i Moskva i marts 1919 grundlagdes Kommunistisk Internationale. Skønt blokaden og imperialisternes forfølgelser forhindrede mange af de delegerede i at komme til Moskva, var de vigtigste lande i Europa og Amerika dog repræsenteret på den 1. kongres. Kongressen lededes af Lenin, og i sin tale »om borgerligt demokrati og proletariatets diktatur« viste Lenin betydningen af Sovjetmagten og påpegede, at den betød virkeligt demokrati for det arbejdende folk. Kongressen vedtog et manifest til det internationale proletariat, der kaldte til målbevidst kamp for proletariatets diktatur og for sovjetternes sejr i alle lande. Kongressen nedsatte en eksekutivkomité for KomIntern (EKKI), det udøvende organ for den III. kommunistiske internationale. Der var således dannet en international, revolutionær, proletarisk organisation på grundlag af marxismen og det revolutionære proletariat i Rusland med Lenin i spidsen. Bolsjevikkernes 8. kongres trådte sammen i marts 1919. Da Lenin åbnede kongressen, gjaldt hans første ord J. M. Sverdlofs minde. Kammerat Sverdlof, en af bolsjevikernes partis bedste organisatorer, var død dagen før kongressens åbning. I kongressen deltog med besluttende stemme 301 delegerede, der repræsenterede 313,766 partimedlemmer, og 102 delegerede med rådgivende stemme. Kongressen vedtog et nyt partiprogram, der gav en karakteristik af kapitalismen og dens højeste stadium: imperialismen. Programmet sammenligner de to statssystemer: det borgerlig-demokratiske system og sovjetsystemet. I programmet gøres der indgående rede for partiets konkrete opgaver i kampen for socialismen: fuldførelse af bourgeoisiets ekspropriation, ledelse af landets økonomi efter en samlet socialistisk plan, fagforeningernes deltagelse i organiseringen af folkehusholdningen, socialistisk arbejdsdisciplin, udnyttelse af specialisterne indenfor folkehusholdningen under sovjetorganernes kontrol, gradvis og systematisk inddragelse af de middelstore bønder i det socialistiske opbygningsarbejde. Kongressen vedtog også en beskrivelse af industrikapitalismen og den simple vareøkonomi. Lenin anså det for nødvendigt, at programmet tog hensyn til vort økonomiske livs sammensatte natur og pegede på, at der fandtes forskellige økonomiske formationer i landet, deriblandt vareøkonomien i lille målestok, som repræsenteredes af de middelstore bønder. Under programdebatten var der uenighed vedrørende Bukharins synspunkter vedrørende kapitalismen, om vareproduktionen i lille målestok og om de middelstore bønders økonomi, og om bøndernes varehusholdning. Lenin gendrev Bukharins og Pjatakofs synspunkter i det nationale spørgsmål, da de talte imod, at der i programmet blev optaget et punkt om nationernes selvbestemmelsesret. De var imod nationernes ligeberettigelse og brugte som påskud, at det var en parole, der ville hindre den proletariske revolutions sejr og sammenslutningen af proletarer af forskellige nationaliteter. Spørgsmålet om holdningen overfor de middelstore bønder optog en vigtig plads i forhandlingerne på 8. partikongres. Det kendte dekret om jorden havde medført, at de middelstore bønder mere og mere prægede landsbyen. De udgjorde nu majoriteten af bondebefolkningen. Indstillingen og handlemåden hos disse middelstore bønder, der svingede mellem bourgeoisiet og proletariatet, var af afgørende betydning for den socialistiske opbygnings skæbne. Interventionens udfald afhang i høj grad af, til hvilken side de middelstore bønder ville svinge, hvilken klasse, der ville være i stand til at drage dem over til sig -  proletariatet eller bourgeoisiet. Det lykkedes i sommeren 1918 for tjekkoslovakkerne, hvidgardisterne, kulakerne, de socialrevolutionære og mensjevikerne at omstyrte Sovjetmagten i Volgaområdet, fordi en stor del af de middelstore bønder støttede dem. Det samme var tilfældet under de revolter, kulakerne iværksatte i midten af Rusland. Men fra efteråret 1918 indtrådte et opsving i stemningen hos de middelstore bønders masser til fordel for Sovjetmagten. Bønderne så, at de hvides sejre påfulgtes af genoprettelsen af godsejernes magt, inddragning af bondejord og udplyndring, mishandling og tortur overfor bønderne. Den aktivitet, der udgik fra de fattige bønders komitéer, som knuste kulakerne, bidrog også til omsvinget i bondebefolkningens stemning. I forbindelse hermed udstedte Lenin i november 1918 parolen: »Det gælder om at komme til forståelse med de middelstore bønder, uden noget øjeblik at opgive kampen mod kulakerne, og kun stole fast på de fattige bønder.« Naturligvis holdt de middelstore bønder ikke helt op med at vakle, men de skarede sig tættere om Sovjetmagten og begyndte at støtte den kraftigere. Senere i efteråret 1919, da bønderne måtte vælge mellem Sovjetmagten og Denikin, støttede de sovjetterne. Kongressen vedtog også at gennemføre en omregistrering af partiets medlemmer, og det blev begyndelsen til den første udrensning indenfor partiets rækker. Efter at have besejret Tyskland og Østrig besluttede Entente-staterne at kaste store hærstyrker mod sovjetlandet. Efter Tysklands nederlag og de tyske troppers rømning af Ukraine og Transkaukasien indtoges Tysklands plads af englænderne og franskmændene, der dirigerede deres flåder til Sortehavet og landsatte tropper i Odessa og i Transkaukasien. Så stor var brutaliteten i Ententemagternes interventionshære, at de ikke betænkte sig på at nedskyde hele grupper af arbejdere og bønder i de besatte områder. De gik tilsidst så vidt i deres frækhed, at de efter besættelsen af Turkestan bortførte 26 ledende bolsjeviker fra Baku - deriblandt kammeraterne Sjaumjan, Fioletof, Dsjaparidse, Malygin, Asisbekof og Korganof - til det Transkaspiske område, hvor de med støtte fra de socialrevolutionære lod dem brutalt nedskyde. Interventionsmagterne proklamerede snart efter blokade mod Rusland. Alle søveje og andre forbindelseslinier med den ydre verden blev afskåret. På denne måde var sovjetlandet omringet fra næsten alle sider. Entente-landene satte dengang deres største forhåbninger til admiral Koltsjak, deres marionet i Omsk i Sibirien. Han blev udråbt til »Ruslands øverste regent«. Hele kontrarevolutionen i Rusland stillede sig under hans kommando. Østfronten blev således hovedfronten. I begyndelsen af 1919 havde Koltsjaks store hær erobret store områder i Sibirien og Ural, og i marts indledte den en offensiv i forsøget på at nå frem til Volga. Bolsjevikernes bedste kræfter kastedes imod ham; ungkommunister og arbejdere mobiliseredes. I april 1919 tilføjede den Røde Armé Koltsjak et alvorligt nederlag. Snart efter begyndte Koltsjaks hær at trække sig tilbage over hele fronten. Stalin har sidenhen påstået, at der nu opstod uoverensstemmelser mellem Trotski (hærføreren) og partiets centralkomité vedrøren den Røde Armés fremrykning, bl.a. på østfronten og sydfronten. Trotski foreslog, at fremrykningen skulle standse foran Ural, forfølgelsen af Koltsjaks hær afbrydes og tropper overføres fra østfronten til sydfronten. Partiets centralkomité mente, at Ural og Sibirien ikke kunne overlades til Koltsjak - dér kunne han nemlig med englændernes og japanernes hjælp komme til kræfter og igen komme på benene. Centralkomiteén gav direktiv om at fortsætte fremrykningen, men Trotski var mod dette direktiv og indgav sin afskedsansøgning. Centralkomitéen afslog den, men gav ham samtidig ordre til straks at afholde sig fra al deltagelse i ledelsen af operationerne på østfronten. Den Røde Armé fortsatte sin offensiv mod Koltsjak med større kraft end nogensinde; den tilføjede Koltsjak en række nye nederlag og befriede Ural og Sibirien for de hvide, idet den støttedes af en mægtig partisanbevægelse i ryggen på de hvide. Om sommeren blev Koltjaks hær totalt nedkæmpet i området mellem floderne Tobol og Irtysj. På samme tidspunkt rykkede den kontrarevolutionære general Denikins hær, som fik støtte af Ententemagterne, kampene op i Sydrusland og rykkede frem mod Moskva, og i sommeren 1919 overdrog imperialisterne general Judenitsj, der stod i spidsen for kontrarevolutionen i Nordvestrusland (i de baltiske lande og foran Petrograd), det hverv at bortlede den Røde Armés opmærksomhed fra østfronten ved et angreb på Petrograd. Efter våbenstilstanden med Tyrkiet besatte allierede tropper Odessa og Kherson, men rømmede snart igen disse byer. Det lykkedes Denikin at opnå en tynd forbindelseslinie med Koltchak. Med britisk hjælp dannedes en nordvest-russisk »hvid« regering med Lianozov som premierminister og general Judenitch som krigsminister og overgeneral. Under påvirkning af forhenværende officerers kontrarevolutionære agitation gjorde garnisonerne i to forter i Petrograds befæstning mytteri mod Sovjetmagten. Samtidig afsløredes et kontrarevolutionært komplot i hovedkvarteret ved fronten og fjenden truede Petrograd. Men takket være de forholdsregler som Sovjetmagten tog med arbejdernes og matrosernes støtte, befriedes de oprørske forter for de hvide, Judenitsj's tropper blev slået og Judenitsj selv fordrevet til Estland. Judenitsj's nederlag foran Petrograd gjorde det lettere at kæmpe mod Koltsjak. I slutningen af 1919 var hans hær fuldstændig knust. Koltsjak selv blev taget til fange og skudt i Irkutsk efter revolutionskomitéens dom. På denne måde var det forbi med Koltsjak. Sibiriens befolkning sang denne vise om Koltsjak: »Uniformen er fra England, epauletter fra Frankrig, tobakken fra Japan, regenten fra Omsk; uniformen er i laser, epauletterne væk, tobakken er røget, regenten stak af.« Da Koltsjak havde skuffet imperialisternes forhåbninger, ændrede de deres angrebsplan mod sovjetrepubliken. De landsatte tropper i Odessa måtte trækkes tilbage, fordi berøringen med sovjetrepublikens hær havde smittet dem med revolutionær ånd, og de begyndte at gøre oprør mod deres imperialistiske herrer. I Odessa rejste de franske matroser sig således under André Martys ledelse. Nu, da Koltsjak var tilintetgjort, samledes Ententens opmærksomhed især om general Denikin, Kornilofs medsammensvorne og »den frivillige hærs« organisator. Denikin opererede på det tidspunkt mod Sovjetmagten sydpå i Kuban-området. Ententen forsynede hans hær med store mængder af våben og ammunition og lod den rykke nordpå mod Sovjetmagten. Denne gang blev sydfronten således hovedfronten. Denikin indledte sit hovedfelttog mod Sovjetmagten i sommeren 1919. Sovjettropperne led nederlag efter nederlag, og midt i oktober beherskede de hvide hele Ukraine, de indtog Orel og rykkede mod Tula, der forsynede den Røde Hær med patroner, geværer og maskingeværer, og de hvide nærmede sig Moskva. Sovjetrepublikens stilling var mere end alvorlig. Lenin udstedte parolen: »Alle i kamp mod Denikin«, og arbejderne og bønderne, som bolsjevikerne havde fyldt med begejstring, satte alle kræfter ind for at knuse fjenden. Centralkomitéen sendte kammeraterne Stalin, Vorosjilof, Ordsjonikidse og Budjonny til sydfronten for at organisere et tilintetgørende felttog mod Denikin. Trotski fjernedes fra ledelsen af den Røde Armés operationer mod syd. Overkommandoen på sydfronten havde i forening med Trotski udarbejdet en plan, der gik ud på at rette hovedslaget mod Denikin fra Tsaritsyn i retning af Novorossisk gennem Donsteppen, hvor der ingen veje var, og hvor den Røde Armé måtte passere gennem egne, der beboedes af kosakker, som på det tidspunkt for en stor del var under hvidgardistisk påvirkning. Stalin kritiserede denne plan skarpt og forelagde centralkomitéen sin egen plan til Denikins tilintetgørelse. Ifølge den skulle hovedstødet føres i retningen Kharkof-Donbækkenet-Rostof. Denne plan ville sikre de røde troppers hurtige fremrykning mod Denikin, fordi de ville komme til at bevæge sig gennem arbejder og bondeområder, hvor de var sikre på befolkningens åbne sympati. Desuden ville dette områdes tæt forgrenede jernbanenet sikre de røde tropper regelmæssige forsyninger med alt, hvad de behøvede. Endelig ville denne plan gøre det muligt at befri Donbækkenet og forsyne vort land med brændsel. Partiets centralkomité antog Stalins plan. I anden halvdel af oktober 1919 blev Denikin efter hårdnakket modstand slået af den Røde Armé i de afgørende slag ved Orel og Voronesj. Denikin påbegyndte et hurtigt tilbagetog og flygtede sydpå, forfulgt af den Røde Armé. I september rømmede de allierede Archangelsk og Murmansk. Judenitch's fremstød mod Petrograd slog fejl. Koltchak trængtes tilbage af bolschevikerne, der nu kunne samle deres styrker mod Denikin. Denne trængtes tilbage mod Sortehavet, og den med ham forbundne Petljura blev slået og Kiev erobret af bolschevikerne. I midten af oktober befandt dens fortrop sig nogle få dagsmarcher fra hovedstaden. Fra Baltikum havde den kontrarevolutionære general Judenitjs hær sat sig i bevægelse mod Petrograd. Påny lykkedes det med en enorm kraftanstrengelse at standse fjenden, som i midten af november 1919 blev totalt besejret. I begyndelsen af 1920 var hele Ukraine og Nordkaukasus befriet for hvide. I foråret 1920 havde Ententemagterne forberedt en tredje kombineret offensiv mod Sovjetrusland. Polske tropper skulle angribe fra vest, og general Wrangels hvidgardistiske hær fra syd. Men den Røde hær, som var hærdet i de forudgående kampe, handlede beslutsomt og præcist som aldrig tidligere. Med Novorossisks fald i marts 1920 var Denikin's opstand knust. Koltchak var imidlertid blevet svigtet af de hårdt trængte tjekkoslovakiske tropper og udleveret til bolschevikerne, der lod ham skyde. Efter at Tchita-republikken og det yderste Østens republik, der dannede sig efter Koltchak's fald, var blevet vundet af bolschevikerne, var sovjetregeringen herrer i hele Sibirien. Under de afgørende slag på sydfronten kastede imperialisterne igen Judenitsj's korps mod Petrograd for at bortlede bolsjevikernes stridskræfter fra syden og forbedre stillingen for Denikins tropper. De hvide nærmede sig selve Petrograds porte. Petrograds heltemodige arbejderklasse rejste sig som en mur til forsvar for revolutionens første by. Efter hårdnakkede kampe blev de hvide slået og atter kastet over Ruslands grænser og tilbage til Estland. På denne måde var det også forbi med Denikin. Koltsjaks og Denikins tilintetgørelse efterfulgtes af et kort pusterum. Da imperialisterne så, at de hvidgardistiske tropper var knust, at interventionen var slået fejl, og at Sovjetmagten styrkede sin position i hele landet, mens de vesteuropæiske arbejderes harme over militærinterventionen mod sovjetrepubliken voksede, begyndte de at ændre deres holdning overfor sovjetstaten. Der var stadig fare for angreb fra det imperialistiske Polen, og interventionsstyrkerne var endnu ikke drevet ud af det Fjerne Østen, Transkaukasien og Krim. Under krigene havde mange faglærte arbejdere forladt industrien, fordi fabrikkerne var blevet lukket. Jernbanerne var i en sørgelig tilstand. Nogle tusinde kommunister blev beordret til at arbejde med at ophjælpe transportvæsenet, der befandt sig i en sørgelig tilstand. Før det var gjort, kunne man nemlig ikke tage alvorligt fat på genopbygningen af industriens hovedgrene. Levnedsmiddelforsyningen blev udvidet og forbedret. Udarbejdelsen af en plan til Ruslands elektrificering påbegyndtes. Næsten 5 millioner rødarmister var under våben og kunne på grund af krigsfaren ikke hjemsendes foreløbig. Dele af den Røde Armé omdannedes derfor til arbejdshære og benyttedes indenfor det økonomiske opbygningsarbejde. Arbejdernes og bøndernes forsvarsråd omdannedes til rådet for arbejde og forsvar (STO), og en statsplankommission (GOSPLAN) nedsattes for at bistå det. Sådan var situationen, da 9. partikongres trådte sammen i slutningen af marts 1920. I kongressen deltog med besluttende stemme 554 delegerede, der repræsenterede 611,978 partimedlemmer, og 162 delegerede med rådgivende stemme. Kongressen præciserede landets nærmeste økonomiske opgaver på transportvæsenets og industriens område. Den fremhævede særlig nødvendigheden af, at fagforeningerne deltog i det økonomiske opbygningsarbejde. Særlig opmærksomhed viede kongressen spørgsmålet om en fælles økonomisk plan for opbygningen i første række af transportvæsenet, brændstofindustrien og metalindustrien. Hovedpunktet i denne plan var spørgsmålet om elektrificering af hele folkehusholdningen, som Lenin fremsatte som »det storstilede program for de næste ti eller tyve år«. Det kom til at danne grundlaget for den velkendte statsplan til Ruslands elektrificering (GOELRO). Kongressen tilbageviste den partifjendtlige gruppe »demokratisk centralisme«, som var imod enkeltmandsledelse og personligt ansvar for direktørerne i industrien samt gik ind for et uindskrænket »kollegiesystem«, under hvilket ingen ville være ansvarlig for ledelsen indenfor industrien. Hovedfigurerne i denne partifjendtlige gruppe var Sapronof, Ossinski og V. Smirnof, og på partikongressen støttedes de af Tykof og Tomski. Trods Koltsjaks og Denikins tilintetgørelse, trods det, at sovjetlandet mere og mere udvidede sit territorium og befriede norddistriktet, Turkestan, Sibirien, Donområdet, Ukraine o.s.v. for de hvide og interventionsstyrkerne, trods den kendsgerning, at Ententestaterne så sig nødsaget til at ophæve blokaden af Rusland, vægrede de sig stadig ved at forsone sig med tanken om, at Sovjetmagten havde vist sig uovervindelig og havde sejret. De besluttede derfor at gøre endnu et forsøg på intervention i Sovjetrusland. Denne gang ville de benytte både Pilsudski, en borgerlig kontrarevolutionær nationalist og den virkelige leder af den polske stat samt general Wrangel, der havde opsamlet resterne af Denikins hær på Krim og derfra truede Donbækkenet og Ukraine. Herremændenes Polen og Wrangel var, som Lenin udtrykte det, de to hænder, hvormed den internationale imperialisme forsøgte at kvæle sovjetlandet. Polakkernes plan gik ud på at bemægtige sig Sovjetukraine vest for Dnjepr og Sovjet-Hviderusland, og genoprette de polske herremænds magt i disse områder, udvide den polske stats grænser, til de strakte sig fra »hav til hav«, fra Danzig til Odessa, og til gengæld for Wrangels hjælp ville de hjælpe ham med at slå den Røde Armé og genoprette godsejernes og kapitalisternes magt i Sovjetrusland. Denne plan blev godkendt af Entente-staterne. Sovjetregeringen gjorde forgæves forsøg på at komme i forhandlinger med Polen om at bevare freden og undgå krig. Pilsudski afslog at diskutere fred. Pilsudski ønskede krig. Han regnede med, at de røde tropper var udmattet efter deres kampe mod Koltsjak og Denikin og ikke ville være i stand til at modstå de polske troppers angreb. Så begyndte Polen i april 1920 en offensiv i fællesskab med Petljura. I april 1920 trængte polske tropper ind i Sovjetukraine og indtog Kiev. På samme tid tog Wrangel offensiven og truede Donbækkenet. Som svar på de polske troppers overfald begyndte den Røde Armé en modoffensiv over hele fronten. Kiev generobredes, og de polske herremænd kastedes ud af Ukraine og Hviderusland. De røde troppers voldsomme fremmarch på sydfronten bragte dem lige til byen Lvofs porte i Galicien, medens tropperne på vestfronten nærmede sig Warszawa. De fra kampene med Denikin og Koltchak frigjorte røde hære trængte imidlertid sejrrigt ind i Polen og besejrede marskal Pilsudskis polske hær og truede i august Warszawa, men ved en kraftanstrengelse bragte de polske hære krigslykken til at vende sig, og kastede de russiske tropper ud af landet. De polske herremænds tropper var på randen af et fuldstændigt nederlag. Men sejren strandede på Trotskis og hans tilhængeres manøvrer i den Røde Armés hovedkvarter. Takket være Trotskis og Tukhatsjefskis fejl foregik de røde troppers fremmarch på vestfronten mod Warszawa på en aldeles uorganiseret måde. Der blev ikke givet tropperne lejlighed til at befæste de stillinger, de havde vundet, og de forreste tropper blev sendt altfor langt frem, medens reserver og ammunition blev ladt altfor langt bagude. Resultatet var, at de forreste tropper var uden ammunition og reserver, mens fronten var trukket uendeligt langt ud. Det gjorde det let at foretage et gennembrud. Resultatet var, at da en mindre polsk styrke brød gennem vestfronten på et enkelt punkt, var de røde tropper afskåret fra ammunitionstilførsler og nødt til at gå tilbage. På sydfronten udstedte Trotski, »chefen« for det revolutionære krigsråd, forbud mod, at tropperne, der var nået til byen Lvofs porte og pressede polakkerne hårdt, indtog denne by. Han gav rytterhæren, hovedstyrken på sydfronten, ordre til at kaste sig langt mod nordøst. Men fjernelsen af rytterhæren fra sydfronten og dens bortdragen fra Lvof betød faktisk, at også de røde tropper på sydfronten trak sig tilbage, og polakkerne rykkede frem. Men Polen havde ikke kræfter nok til at fortsætte krigen og var foruroliget ved udsigten til en rød modoffensiv. Det så sig derfor nødsaget til at opgive kravene om anneksion af Ukraine vest for Dnjepr og Hviderusland og foretrak at slutte fred med Rusland. Den 20. oktober 1920 blev fredstraktaten med Polen underskrevet i Riga. Ifølge denne traktat opnåede Polen en grænse, der var østligere end den, de allieredes øverste råd havde fastsat, dvs. at beholdt Polen Galicien og et stykke af Hviderusland. Rusland skulle anerkende Hvideruslands og Ukraines selvstændighed, men anerkendelsen var kun nominel, idet Rusland kunne intervenere og indrette sovjet-institutioner i disse lande. I Ukraine havde Rusland allerede efter Petljura's fordrivelse indrettet en sovjet-regering, der var repræsenteret ved fredsforhandlingerne i Riga. Efter at have sluttet fred med Polen besluttede sovjetrepubliken at gøre ende på Wrangel. Englænderne og franskmændene havde forsynet ham med de mest moderne våben, panservogne, tanks, flyvemaskiner og ammunition. Han havde hvidgardistiske stødtropper, der hovedsagelig bestod af officerer. Men det lykkedes ikke Wrangel at samle et blot nogenlunde betydeligt antal bønder og kosakker til støtte for de tropper, han havde landsat ved Kuban og Don. Ikke destomindre trængte han frem fra Krim og nåede han frem til selve Donetsbækkenet og truede kulminerne. Sovjetmagtens stilling vanskeliggjordes yderligere af, at den Røde Armé på det tidspunkt led stærkt af udmattelse. Rødarmisterne måtte rykke frem under yderst vanskelige omstændigheder. Samtidig med at føre en offensiv mod Wrangel måtte de bekæmpe Makhnos anarkistbander, der hjalp Wrangel. Men skønt Wrangel var teknisk overlegen, og skønt den Røde Armé ingen tanks havde, drev den dog Wrangel ud på Krimhalvøen. General Balahovitch, der forsøgte at gøre Hviderusland uafhængigt af bolschevikerne, led ligeledes nederlag. I slutningen af oktober forcerede den røde hær under kommando af Mihail Frunze Perekop-tangen og befriede Krim. I november 1920 stormede de røde tropper de befæstede stillinger ved Perekop, trængte ind i Krim, knuste Wrangels tropper og befriede Krim for hvidgardister og interventionstropper. Krim blev sovjetland. Wrangels tilintetgørelse afsluttede interventionsperioden. I slutningen af 1920 begyndte frigørelsen af Transkaukasien. Aserbaidsjan befriedes for de borgerligt nationalistiske mussavatisters åg, Grusien fra national-mensjevikerne og Armenien fra dasjnakerne. Sovjetmagten triumferede i Aserbaidsjan, Armenien og Grusien. Dette betød dog ikke, at al intervention var forbi. Japanernes intervention i det Fjerne Østen varede til 1922. Desuden foretoges nye forsøg på intervention: Ataman Semjonof og baron Ungern i Østen, de finske hvides intervention i Karelen i 1921. Men Sovjetrepubliken hævdede sin statslige uafhængighed og frihed, og det var Sovjetmagtens historiske sejr. Men forsøget på at organisere det økonomiske liv uden penge og at fordele produkterne ved statsinstitutioner slog uhjælpelig fejl. I foråret 1921 forlod Sovjetstaten »krigskommunismen« den politik, der havde været ført under krigen, og som bl.a. omfattede direkte beslaglæggelse af korn hos bønderne til faste priser. I stedet gik man over til NEP: den nye økonomiske politik. Dens første skridt var at ophæve bøndernes pligt til at aflevere hele deres produktionsoverskud til staten, og i stedet blev der indført en levnedsmiddelskat. Det betød, at bønderne nu frit kunne disponere over en del af deres produktionsoverskud og sælge det på markedet, enten direkte eller gennem en kooperation. Dermed fulgte denationaliseringen af industrien og dens overgang til fagforeninger, kooperativer og privatpersoner. De kooperative selskaber bevarede dog en nøje forbindelse med regeringen, og centralforeningen for forbrugskooperativerne (centrosojus) kontroleredes af staten. Disse foranstaltninger kunne dog ikke hindre udbruddet af en stor hungersnød i 1921. Der dannedes en alrussisk komité til lindring af hungersnøden; i denne komité havde også ikke-bolscheviker sæde, men det kom til strid mellem denne komité og bolschevikregeringen, og komitéen blev opløst. En stor hjælpeaktion sattes i gang af de europæiske røde kors organisationer og Folkeforbundet, under ivrig medvirken af Fridtjof Nansen. Efter at en sammensværgelse mod regeringen i Petrograd var blevet afsløret i sommeren 1921, fik »Tjekaen« (den ekstraordinære kommission) atter en masse arbejde med at afsløre de kontrerevolutionære, og det gik særlig ud over de socialrevolutionære. I 1922 var hungersnøden noget mindre hård i Centralrusland, men den rasede vedblivende i Ukraine og ved Volga. En reorganisation af det ødelagte finansvæsen indlededes i 1922, idet der ved siden af den fuldstændig deprecierede gamle rubel skabtes et nyt omsætningsmiddel med gulddækning, den såkaldte tchervonets (= 10 guldrubler). Denne reform blev i øvrigt gennemført uden nogen form for bistand fra udenlandske banker. Den skabte gunstige betingelser såvel for at udvikle udenrigshandelen som for at inddrage udenlandsk kapital i genopbygningen af landets økonomi. Men det indgik netop ikke i finanskredsenes beregninger i de vestlige kapitalistiske lande. Det omfattende program for økonomisk samarbejde, som den sovjetiske delegation fremlagde på Genova-konferencen, blev afvist af konferencens øvrige deltagere. De afviste også de fleste af den sovjetiske regerings tilbud om at give udenlandske firmaer koncessioner i landet. Sovjetstaten gik derfor i gang med at opbygge socialismen alene. Det var ikke nogen nem vej, hvilket Lenin lige fra starten gjorde helt klart for befolkningen. Men de arbejdende masser, som havde styrtet kapitalisterne og godsejerne og med våben i hånd forsvaret landets uafhængighed, godkendte den vej til socialismen, som arbejder- og bonderegeringen foreslog. Den nye økonomiske politik, der i virkeligheden betød et brud med de kommunistiske principper, førte ikke til store resultater. Der manglede først og fremmest kapital. Sovjetregeringens vigtigste opgave måtte nu blive opnåelse af anerkendelse de jure hos de andre magter og dermed regelmæssige handelsforbindelser og anbringelse af fremmed kapital i Rusland. I disse bestræbelser, der strækker sig igennem de følgende år, vanskeliggjordes ved Ruslands vægring ved at anerkende sin gamle gæld, og ved bolschevikernes stadig fortsatte understøttelse af den revolutionære agitation udenfor Ruslands egne grænser. I februar 1922 blev Den Russiske Føderation udvidet til et diplomatisk forbund, da de øvrige Sovjetrepublikker betroede den Russiske Føderation at repræsentere dem på Genova-konferencen og på deres vegne underskrive aftaler og overenskomster med andre lande. Her på Genova-konferencen, som fandt sted i april-maj 1922 fremsatte den sovjetiske delegation på de seks Sovjetrepublikkers vegne et forslag om generel nedrustning, fredelig sameksistens og gensidigt fordelagtigt økonomisk samarbejde mellem stater med forskelligt samfundssystem. Men Rusland deltog i Genua-konferencen uden andet udbytte end Rapallo-traktaten med Tyskland, hvorved den endelige fred blev i tilvejebragt mellem de to stater. En afrustningskonference med Finland, Polen og Østersøstaterne blev resultatløs. På Lausanne-konferencen kæmpede Rusland uden held for en ordning, hvorved spørgsmålet om stræderne ved Konstantinopel skulle være en sag mellem Sortehavsmagterne alene. Under konferencen blev den russiske delegerede Vorovski dræbt af en forhenværende russisk officer, hvad der gav anledning til en konflikt med Schweiz. Handelsoverenskomster opnåedes med forskellige stater, med Danmark i 1923. Tendensen til koordinering og forening af sovjetrepublikkernes optræden blev underbygget med aftaler mellem dem. Disse aftaler indebar forening af republikkernes væbnede styrker og af visse økonomiske og administrative organer. I foråret 1922 indgik den Azerbajdzjanske, den Armenske og den Gruziske Sovjetrepublik en aftale om oprettelse af den Transkaukasiske Føderative Socialistiske Sovjetrepuhlik. Den og de øvrige Sovjetrepublikker foreslog snart efter at oprette en samlet stat. I sommeren 1922 nedsatte det kommunistiske partis Centralkomite en speciel kommission til behandling af dette spørgsmål. Denne kommission udarbejdede et forslag, som indebar, at Ukraine, Hviderusland og den Transkaukasiske Føderation skulle indgå i den Russiske Føderation som autonome republikker, og at den Russiske Føderations øverste magtorganer skulle være fælles for alle republikkerne. Da Lenin havde studeret dette forslag, skrev han i et brev til centralkomiteen, at en forbundsstat i stedet burde bygge på en frivillig sammenslutning af uafhængige republikker, heriblandt den Russiske Føderation, i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. Alle republikkerne skulle være ligeberettigede, og der skulle oprettes en Unionens centraleksekutivkomite som øverste magtorgan. »Vi erkender os ligeberettigede med den Ukrainske og de andre Socialistiske Sovjetrepublikker,« understregede Lenin, »og sammen med dem og på lige fod med dem indgår vi i en ny union, en ny føderation«: Unionen af Europas og Asiens Sovjetrepublikker. Lenins forslag blev lagt til grund for udkastet om oprettelsen af USSR. Den 23. december indledtes den 10. Alrussiske sovjetkongres i Bolsjoj Teatret i Moskva. Den vedtog en forordning, hvori den gik ind for at forene den Russiske Føderation, den Ukrainske, den viderussiske og den Transkaukasiske Socialistiske Sovjetrepublik i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. 488 repræsentanter for Ukraine, Hviderusland og Transkaukasien overværede kongressen som gæster. I disse republikker havde der kort tid forinden været afholdt sovjet-kongresser, og de var også gået ind for at oprette en samlet forbundsstat. D. 30. december deltog de alle i den 1. Unions-sovjetkongres. Den vedtog en deklaration om Sovjetunionens oprettelse og en unionstraktat. Disse dokumenter udgjorde Unionens første forfatning, som i januar 1924 blev vedtaget af Sovjetunionens 2. Sovjetkongres. Sammenslutningen bestod af Storrusland med sovjetrepublikkerne Ukraine, Hviderusland, Georgien, Armenien og Azerbeidjan (Baku) til en snævrere føderation, »De Forenede Socialistiske Sovjetrepublikker« (S.S.S.R.) Med Moskva som fælles centrum og med udenrigspolitik, krigs-, transportvæsen m. m. som fællesanliggender. Petrograd blev omdøbt til Leningrad. Beslutningen om oprettelsen af USSR hedder det i deklarationen, »tjener som en pålidelig garanti for, at denne union er en frivillig sammenslutning af folkene, at den enkelte republik er sikret ret til frit at udtræde af unionen, at adgangen til unionen er åben for alle socialistiske Sovjetrepublikker, såvel for de eksisterende som for dem, der måtte opstå i fremtiden, og at den nye forbundsstat er en værdig krone på de principper for fredelig sameksistens og samarbejde mellem folkene, som blev fastlagt allerede i 1917.« Den tale Lenin holdt d. 20. november 1922 i Bolsjoj Teatret i Moskva, blev den sidste i hans liv. Han sluttede således: »Vi har draget socialismen ind i dagliglivet, og der bør vi bringe i orden. Det er dagens opgave, det er vor epokes opgave. Lad mig slutte med at udtrykke overbevisning om, at hvor vanskelig denne opgave end er, hvor ny den end er i sammenligning med vor tidligere opgave, og hvor mange vanskeligheder den end bereder os, så vil vi alle sammen løse denne opgave for enhver pris, ikke i morgen, men på nogle år…«. Lenin så konkret, at socialismen var blevet dagens opgave. Han så også i et bredere perspektiv, at socialismen var epokens opgave. Da Rusland tog fat på at opbygge et socialistisk samfund, indledte det en ny periode i verdenshistorien, en overgangsperiode fra kapitalisme til socialisme. Nationaliseringen af industrien, transportvæsenet og bankerne straks efter Oktoberrevolutionens sejr havde skabt et tilstrækkelig stærkt socialistisk grundlag i landets økonomi. Men det var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at opbygge socialismen. Dekretet om jorden, som ophævede godsejernes halvfeudale jordbesiddelse og erklærede jorden for folkets ejendom, havde endnu ikke skabt socialistiske forhold indenfor landbrugsproduktionen. Bønderne havde nu rådighed over næsten al jorden. Landbruget byggede på bøndernes personlige arbejde og på primitiv teknik. Der var tale om simpel vareproduktion, som førte til yderligere sønderdeling af landbrugsproduktionen. Også her var der brug for en nationalisering for at kunne indføre moderne landbrugsteknik og agronomiske forbedringer. I den første tid kunne dette ske ved hjælp af forskellige former for kooperation og gradvis overgang til kollektiv driftsform. I sovjetstaten eksisterede der således to former for overgang til socialistisk økonomi, nemlig en direkte indenfor storindustrien og en gradvis indenfor landbruget. Man måtte gå frem, så selve overgangen ikke blot blev til fordel for arbejderklassen, men også for bønderne. Det kunne kun opnås gennem vareudveksling, som imidlertid skulle foregå på sådanne vilkår og indenfor sådanne rammer, at den ikke blot var til fordel for bønderne, men også for arbejderklassen og for samfundet som helhed. I Orienten arbejdede det bolschevikiske diplomati væsentlig på de samme linier som tidligere zarismens, idet det nu søgte at alliere sig med de opvågnende nationale strømninger. Der opnåedes overenskomster med Persien og Afghanistan, og man udnyttede de forvirrede tilstande i Kina til at befæste sin position i Peking. Lenin, hvis helbred havde fået et knæk, da han 1918 var genstand for et attentat - en kugle måtte efter flere års forløb fjernes ved operation - var i løbet af 1923 blevet så svækket, at han faktisk var sat ud af spillet. Samtidig bestod der modsætninger mellem Trotzki og den kommunistiske fløj, der lededes af Zinoviev, Stalin og Kamenev. Nu kunne den Røde Hær effektivt hjælpe folkene i Transkaukasien og Centralasien, og i 1922 befriede den Fjernøsten fra de japanske interventionsstyrker. Det hærgede og forpinte land havde med held forsvaret sin uafhængighed og fik nu mulighed for at gå i gang med et fredeligt opbygningsarbejde. Mange »nøgterne« økonomer både i og uden for Sovjetrusland mente, at man ikke ville kunne nå op på udviklingsniveauet fra før krigen. I 1920 udgjorde landets industriproduktion kun 14 % af produktionen i 1913, som forøvrigt var det økonomisk bedste år for det zaristiske Rusland. Kulminerne i Donetsområdet lå i ruiner, højovnene i Ural var gået ud, det rullende jernbanemateriel bestod af næsten ubrugelige lokomotiver og vogne, hungeren rasede, og sygdomme bredte sig. Situationen var yderst kritisk. Hvordan skulle man klare sig ud af krisen ? Lenin gav et klart og præcist svar på dette spørgsmål. Han så løsningen i landets elektrificering. På hans initiativ og under hans direkte ledelse blev der udarbejdet en statsplan for Ruslands elektrificering - GOELRO. Ideen til en sådan plan opstod allerede i begyndelsen af 1918, men dengang eksisterede der ikke de nødvendige betingelser for at udarbejde den og da slet ikke for at virkeliggøre den. I 1920 var landets økonomiske situation ikke ret meget bedre. Og det krævede en Lenins mod i denne situation at stille som opgave ikke blot at genopbygge den ødelagte økonomi, men også at genrejse den på et nyt teknisk grundlag. Det var planen i løbet af ti år at opføre op til tredive kraftværker med en samlet kapacitet på over 1,5 million kw. De skulle opføres ved store floder eller i nærheden af brunkuls-, skifer- eller tørveforekomster. Elproduktionen skulle tidobles i sammenligning med 1913-niveauet. I takt med stigningen i elproduktionen var det planen at elektrificere flere jernbanelinier, at ændre industrivirksomhedernes struktur og øge deres produktivitet, at gøre Dnepr sejlbar og principielt at ændre arbejdsforholdene på landets fabrikker, læreanstalter og kulturelle institutioner. Alt dette fik de delegerede på den 8. Sovjetkongres forelagt af formanden for statskommissionen for Ruslands elektrificering, Lenins kampfælle fra den revolutionære kamp, Gleb Krzjizjanovskij. Lenin kaldte elektrificeringsplanen, for det andet (samfundsøkonomiske) partiprogram. I en tale i Bolsjoj Teatret i Moskva fremsatte han de ord, som er blevet et inspirerende motto: »Kommunisme er Sovjetmagt plus hele landets elektrifieering«. Med GOELRO-planen indledtes genopbygningen og fornyelsen af landets samfundsøkonomi. Planlægning blev en vigtig del af statens virksomhed. Kampen for gennemførelsen af GOELRO-planen lagde grunden til den hidtil usete entusiasme, som landets befolkning lagde for dagen under opbygningen af socialismen. Det russiske imperium blev betegnet som enigt og udeleligt. Men det var en enhed, som blev opretholdt ved vold og ved forfølgelse af folkenes nationale særegenheder, endog deres sprog, skikke og kultur. En sådan »enhed« kunne naturligvis ikke fremme den frie udvikling af de enkelte folkeslag, der indgik i imperiet. Derfor måtte denne »enhed« nedbrydes. Og det blev den. En uge efter revolutionens sejr udsendte Sovjetmagten en »deklaration om Ruslands folks rettigheder«. Den proklamerede folkenes lighed og suverænitet, det enkelte folks ret til selvbestemmelse, herunder retten til at løsrive sig og danne en selvstændig stat, og afskaffelsen af alle nationale og national-religiøse privilegier og restriktioner. Den nærmeste tids begivenheder viste, at der for Sovjetstatens vedkommende var overensstemmelse mellem ord og handling. D. 18. december (d. 31. efter ny tidsregning) anerkendte Sovjetregeringen »i fuld overensstemmelse med principperne om nationernes selvbestemmelsesret« Finlands statslige uafhængighed. Revolutionens fjender spåede Ruslands opløsning og undergang som mangenational stat. I virkeligheden skete der det, at folkenes revolutionære enhed, som var opstået under den fælles kamp, udviklede sig til statslig enhed. I krigens slutning var der seks socialistiske sovjetrepublikker på det tidligere imperiums territorium: den Russiske Føderative Sovjetrepublik, den Ukrainske, den Hviderussiske, den Azerbajdzjanske, den Armenske og den Gruziske Sovjetrepublik. Sammen havde de vundet krigen mod interventerne og den fælles kamp havde befæstet deres militærpolitiske forbund. Men den socialistiske opbygning kom til at foregå uden Lenin. Den umenneskelige arbejdsbyrde, han påtog sig, og eftervirkningerne af attentatet mod ham i 1918 undergravede definitivt hans helbred. D. 21. januar 1924 døde Vladimir Iljitj Lenin. Til hans efterfølger valgtes Rykov. Modsætningerne vedblev imidlertid at bestå. Med England førtes der, efter at arbejderpartiet var kommet til magten dér med Mac Donald, forhandlinger om en overenskomst, der skulle sikre Rusland et betydeligt lån. Den ordning, hvorom man enedes, vakte dog stærk modstand i England og blev en medvirkende årsag til den politiske krise, der udbrød i England oktober 1924. I et land som Rusland måtte man indlede opbygningen af det socialistiske samfund først og fremmest med at udvikle sværindustrien. Men det krævede penge, og mange penge. De blev først og fremmest skaffet til veje fra overskuddet i den nationaliserede industri, transportvæsenet og udenrigshandelen. Men det krævede også økonomi og sparsommelighed på alle områder. Og ikke nok med det. Staten havde brug for folkemassernes hjælp, ikke blot i form af deres opsparede midler, men også ved en begrænsning af deres elementære fornødenheder. Industrialiseringen blev hele folkets bedrift og var et udtryk for dets entusiasme, som var skabt af revolutionen og sejren i krigen, af forståelsen af perspektiverne for landets udvikling. Disse perspektiver blev fastlagt i femårsplanerne. I slutningen af 1920érne blev ordet »femårsplan« kendt over hele verden. Hos nogle vakte dette ord håb og glæde, hos andre skepsis og mistro, undertiden forbitrelse og had. Femårsplanen var statens plan for landets samfundsøkonomiske udvikling for en periode af fem år. Den 15. partikongres opstillede direktiverne for udarbejdelsen af den første femårsplan (1929-1932). Planlægningsorganernes udkast til femårsplanen blev behandlet og vedtaget på Sovjetunionens 5. Sovjetkongres i maj 1929. Hele verden fulgte spændt omsvinget i den industrielle opbygning i Sovjetunionen og landets kamp mod underudviklingen. Planens store opgaver skabte en bevægelse i befolkningen for at opfylde dem på mindre end fem år. På dette grundlag opstod det kommunistiske partis parole »Opfyld femårsplanen på fire år!«. Den blev hele folkets parole. Under den første femårsplan blev Lenins GOELRO-plan fuldført. Dnepr-vandkraftværket blev taget i brug. De sovjetiske kraftværkers samlede kapacitet nåede i 1932 op på 4,6 millioner. kw, tre fjerdedele af industriens samlede energibehov. Der opstod nye industrigrene: bil- og traktorindustrien. flyindustrien og værktøjsmaskinindustrien. Der skete et betydeligt fremskridt i produktivkræfternes fordeling, idet der var indledt en industrialisering af de underudviklede randområder. Det store Ural-Kuzbass kombinat producerede lige så meget metal som alle Ruslands højovne tilsammen i 1913. Under den første femårsplan blev 1.500 nye industrivirksomheder taget i brug. Et andet vigtigt resultat af den første femårsplan var den kooperative driftsforms sejr i landbruget. Interessen for denne driftsform var kommet til udtryk straks efter krigen. I slutningen af 1920érne, da de første traktorfabrikker blev taget i brug, og staten kunne afse flere midler til landbrugets udvikling, tilsluttede ikke blot fattigbønderne, men også middelbønderne sig de kooperative brug, kollektivbrugene. Det ene område efter det andet kunne melde, at kollektiviseringen var gennemført fuldt ud. I området omkring nedre Volga skete det allerede i slutningen af 1929. Senere fulgte Nordkaukasus og en række distrikter i det centrale sortjordsområde og i Ural og Sibirien efter. I midten af 1930 var 6 millioner. småbrug sluttet sammen i kollektivbrug, og om sommeren det følgende år var mere end 60 % af alle landbofamilier medlem af kollektivbrug. Siden da har kollektivbrugene sammen med statsbrugene leveret hovedparten af landets kornproduktion. Også inden for landbruget var der gjort en ende på det ene menneskes udbytning af det andet, for med kollektiviseringens gennemførelse var landets sidste udbytterklasse blevet likvideret, nemlig kulakkerne, de selvstændige storbønder. De økonomiske omdannelser i Sovjetunionen blev ledsaget af en kulturrevolution. Om aftenen, efter en hård arbejdsdag, sad millioner af mænd og kvinder over hele landet bøjet over skrivehæfte og ABC. I 1930 blev der indført 4 års skolepligt, og senere fulgte 7 års skolepligt. Ved universiteterne og institutterne studerede gårsdagens arbejdere og bønder, som havde gennemgået en forberedende undervisning på de specielt oprettede arbejderfakulteter. Den sovjetiske forskning stod over for store og vanskelige problemer, og forskerne ydede deres bidrag til opbygningsarbejdet, indledte nye eksperimenter, søgte nye veje. GOELRO-planen var udarbejdet af et kollektiv af fremtrædende eksperter. Den kollektive arbejdsform blev mere og mere almindelig inden for forskningen. Videnskabelige undersøgelser i Arktis og Sibirien under de første femårsplaner vandt anerkendelse i hele verden. Det var ekspeditionerne på skibene »Tjeljuskin« og »Georgij Sedov« og isflagestationen »Nordpol«. Sovjetiske piloters nonstop-flyvninger over Atlanten vidnede om landets tekniske fremskridt. Nye heltetyper dukkede op i de første sovjetiske romaner samt inden for teater og film. Kulturrevolutionen blev en integrerende del af den socialistiske opbygning, ikke mindre vigtig end industrialiseringen og kollektiviseringen. Den skabte det nye samfunds åndelige atmosfære, dets kultur, dets mennesker. Under den anden femårsplan (1933-1937) og den tredje (1938-1942) var det hensigten at afslutte den tekniske rekonstruktion af samfundsøkonomien og at oprette nye industrigrene. Det lykkedes ikke at fuldføre den tredje femårsplan, for den 22. juni 1941 blev Sovjetunionen uden forudgående krigserklæring angrebet af Hitler-Tyskland, og dermed var det sovjetiske folks fredelige opbygningsarbejde afbrudt. Men i årene indtil da var der opnået forbløffende resultater, og de kom til at spille en væsentlig rolle for sejren over Hitler-Tyskland. Det er tilstrækkeligt at nævne, at industriproduktionen var blevet mere end syvdoblet i sammenligning med 1913. Det førrevolutionære Rusland med dets klassemodsætninger var afløst af et samfund bestående af to hinanden venligsindede klasser: arbejderne og bønderne, samt den sovjetiske intelligens, som ud fra sine interesser og sin herkomst var beslægtet med dem. De folkeslag, der indgik i det nye fællesskab, havde forandret sig tilsvarende. Der var nu tale om socialt ensartede socialistiske nationer. Det socialistiske samfund var stort set opbygget. Det kom til udtryk i Sovjetunionens nye forfatning, som blev vedtaget på den 8. ekstraordinære sovjetkongres d. 5. december 1936. Den befæstede socialismens sejr. Det hed i den, at Sovjetunionens økonomiske grundlag er det socialistiske økonomiske system og den socialistiske ejendomsret til produktionsmidlerne. Forfatningen slog fast, at Sovjetunionens politiske grundlag er den arbejdende befolknings deputeredes sovjetter, der er fremvokset og styrket som et resultat af godsejernes og kapitalisternes fordrivelse fra magten og det proletariske diktaturs erobring. Forfatningen afspejlede demokratiseringen af samfunds- og statslivet. Således fjernede den resterne af de indskrænkninger i retten til at vælge og blive valgt til sovjetterne, som var indeholdt i sovjetstatens første forfatninger, og indførte almindelig, lige og direkte valgret ved hemmelig afstemning ved valg til alle statsmagtorganer. Sovjetunionens Øverste Sovjet blev statsmagtens højeste organ. Den består af to ligeberettigede kamre: Unionssovjetten, som vælges af valgkredse med lige stort antal indbyggere, og Nationalitetssovjetten, hvortil der vælges 25 deputerede fra hver unionsrepublik (32 efter 1966), 11 fra hver autonome republik, 5 fra hvert autonome område og i deputeret fra hver nationale kreds (nuværende autonome kreds). Den Øverste Sovjet vælger et præsidium, som udøver dens funktioner i tiden mellem samlingerne. Den Øverste Sovjet sammensætter landets regering, Folkekommissærernes Råd (efter 1946 ministerrådet). Forfatningen af 1936 udvidede sovjetborgernes rettigheder og befæstede deres ret til arbejde, til hvile, til uddannelse og til materiel sikring i alderdommen samt ved sygdom og ved tab af arbejdsevnen. Samtidig pålagde forfatningen sovjetborgerne alvorlige pligter, bl.a., pligten til at forsvare det socialistiske fædreland. Forfatningen ændrede også Sovjetunionens nationalstatslige opbygning. Den Kazakhiske og den Kirgiziske Autonome Republik blev omdannet til unionsrepublikker. Den Transkaukasiske Føderation havde opfyldt sin historiske opgave og blev omdannet til tre unionsrepublikker: den Armenske, den Azerbajdzjanske og den Gruziske. Sovjetunionen bestod således i 1936 af 11 ligeberettigede unionsrepublikker. Det første valg til Sovjetunionens Øverste Sovjet fandt sted den 12. december 1937. Mihail Kalinin, en tidligere metalarbejder fra St. Petersborg, professionel revolutionær og Lenins trofaste kampfælle, blev valgt til formand for den Øverste Sovjets præsidium. Ved en modtagelse for udenlandske arbejdere under 1. Maj festlighederne i 1938 sagde han: »Vort land flyder ikke med mælk og honning. Det er en arbejdets stat. Denne stat var yderst fattig, da den begyndte sit arbejde... Måske er der mange fejl her. Det indrømmer jeg. Måske gør vi ikke altid det rigtige, det indrømmer jeg. Men ét vil jeg sige jer.. . vi skaber en proletarisk verden.« I 1930érne opstod der fænomener og vanskeligheder i forbindelse med det, som det kommunistiske parti senere betegnede og fordømte som følger af persondyrkelsen omkring Josef Stalin. Som politisk leder havde Stalin sammen med andre af partiets og statens ledere Kliment Vorosjilov, Feliks Dzerzjinskij, Sergej Kirov, Grigorij Ordzjonikidze, Valerian Kujbysjev, Jan Rudzutak, Vlas Tjubar og andre, indlagt sig fortjeneste i kampen for at gennemføre partiets linie under den socialistiske opbygning. Men snart begyndte man med urette at tilskrive Stalin alle sovjetfolkets sejre og fremskridt. Det steg ham til hovedet. Han kom til at tro på sin egen ufejlbarlighed og krænkede de normer, Lenin havde udarbejdet for partiarbejdet. Stalin fremsatte den teori, at der ville ske en skærpelse af klassekampen i landet i takt med, at socialismen blev styrket. I det kommunistiske partis centralkomités forordning af d. 30. juni 1956 blev det specielt understreget, at denne fejlagtige teori i praksis havde tjent som begrundelse for grove overtrædelser af den socialistiske lovgivning og for masserepressalier. Persondyrkelsen skadede partiets og folkets sag, men den ændrede ikke det socialistiske systems natur og standsede ikke landets udvikling. Sovjetfolkets selvopofrende arbejdsindsats gav resultat, leveforholdene blev bedre. Men den fredelige periode i landets historie skulle ikke blive af lang varighed. I sommeren 1938 besluttede de japanske militarister at afprøve, hvor stærk den sovjetiske østgrænse var, og sendte tropper ind på sovjetisk territorium i området omkring Hasansøen. De blev totalt nedkæmpet. Et år senere trængte de ind på Den Mongolske Folkerepubliks territorium. Sovjetunionen viste, at det nøje opfylder de bistandsforpligtelser, det har påtaget sig. Ved floden Halhin-Gol omringede og nedkæmpede sovjetiske og mongolske styrker i fællesskab den japanske invasionshær. Japanerne holdt sig derefter i ro, men de fortsatte med at koncentrere tropper ved grænsen. Og fra vest nærmede nazismen sig Sovjetunionens grænse. I 1938 annekterede Hitler-Tyskland: Østrig og derefter Tjekkoslovakiet. Sovjetunionen foreslog at skabe et kollektivt sikkerhedssystem. Vestmagternes regeringer førte derimod en eftergivenhedspolitik over for Tyskland på bekostning af staterne og områderne øst for den tyske grænse. I marts 1939 overlod den pronazistiske litauiske regering på Hitlers forlangende Klaipeda (Memel) til Tyskland, som dermed fik et strategisk vigtigt brohoved for et angreb på Sovjetunionen. I april opsagde Tyskland ikke-angrebspagten med Polen og begyndte åbenlyst at gøre forberedelser til at erobre landet. Sovjetunionen foreslog nu at indgå en tresidet aftale (England. Frankrig og Sovjetunionen) om gensidig bistand i tilfælde af, at en af aftalepartnerne blev genstand for aggression på europæisk område. Der blev indledt forhandlinger i Moskva, men de kom ind i en blindgyde. Vestmagterne havde ikke noget imod, at Sovjetunionen forpligtede sig til at bekæmpe aggressoren, men selv foretrak de ikke at lade sig binde af nogen form for aftale. Samtidig førte den engelske regering hemmelige forhandlinger med Tyskland om et samarbejde med det formål »at åbne nye verdensmarkeder og udnytte de allerede eksisterende«. Moskva-forhandlingerne bl.a. således et skærmbræt for den engelske og den franske regerings politik, der var den direkte modsatte af Sovjetunionens. Det tvang den sovjetiske regering til d. 23. august 1939 at underskrive en femårig ikke-angrebsaftale med Tyskland. Dermed kuldkastede den de imperialistiske magters planer om at skabe en samlet front mod Sovjetunionen. D. 1. september 1939 overfaldt Tyskland Polen. Det blev starten på 2. verdenskrig. Som det var at vente, var Englands og Frankrigs tidligere fremsatte erklæringer om at ville komme Polen til hjælp i tilfælde af aggression mod det blot tomme løfter. De tyske tropper trængte uhindret langt ind i Polen i retning af Sovjetunionen. Man måtte standse dem og hindre, at Hitler okkuperede de vestlige områder af Ukraine og Hviderusland, som det borgerlige Polen havde frataget sovjetstaten i 1920. D. 17. september 1939 overskred den Røde Hær den tidligere polsk-sovjetiske grænse og befriede i løbet af få dage disse områder. I oktober proklamerede Folkeforsamlingen i Vestukraine og Vesthviderusland sovjetmagtens oprettelse på deres territorium og anmodede Sovjetunionens Øverste Sovjet om at blive optaget i Sovjetunionen. Den Øverste Sovjets 5. ekstraordinære session imødekom denne anmodning. Krigen nærmede sig, og på denne baggrund foreslog den sovjetiske regering Finland at indgå en gensidig bistandspagt og at flytte grænsen på det Karelske Næs mod vest, mod at Finland som erstatning fik et langt større område af sovjetisk Karelen. Dette forslag havde til formål at betrygge Leningrads sikkerhed, landets næststørste industri- og kulturcenter, som faktisk var grænseby. Men den finske regering afviste forslaget. Den var under indflydelse dels af Tyskland og dels af England og Frankrig og satte desuden sin lid til de omfattende forsvarsanlæg på det Karelske Næs (Mannerheim-linien). D. 26. november 1939 åbnede finske tropper artilleriild mod sovjetisk territorium. Den Røde Hær overskred grænsen, forcerede Mannerheim-linien, og ifølge den aftale, der blev indgået på den finske regerings anmodning, blev den sovjetisk-finske grænse i marts 1940 flyttet til Vyborg, 150 km fra Leningrad. I sommeren 1940 styrtede befolkningen i Estland, Letland og Litauen de pro-nazistiske regimer her og anmodede om optagelse i Sovjetunionen. Anmodningen blev efterkommet, og i august blev den Estiske, den Lettiske og den Litauiske Socialistiske Sovjetrepublik en del af Sovjetunionen. Også Bessarabien og Nordbukovina blev genforenet med Sovjetunionen. Det var ganske naturligt, at den internationale situation tvang den sovjetiske regering til at træffe foranstaltninger til at styrke landets forsvarsevne. De væbnede styrkers antal blev næsten tredoblet, og der blev indledt en udskiftning af hærens kampmateriel. Men det lykkedes ikke at fuldføre denne våbenmodernisering. Men d. 22. juni 1941...Langs hele den sovjetiske vestgrænse eksploderede tyske bomber og granater. Armadaer af tyske bombefly bevægede sig mod øst og angav, i hvilke retninger de tyske pansertropper og motoriserede enheder satte hovedangrebet ind. Således startede »den store fædrelandskrig« som sovjetfolkets krig mod Hitler-Tyskland kaldes i Sovjetunionen. Stalin blev overrasket, selv om han var advaret af sine diplomatiske agenter. Preusserne og de russiske fyrster havde lige siden rigernes oprindelse, kæmpet sammen mod den polsk-litauske stat, og Tyskland havde uddannet russernes hær under Zaren. Krigen varede i fire lange år og kostede Sovjetunionen 27 millioner menneskeliv. Angrebet var overrumplende og skånselsløst. På flyvepladserne i grænseområderne tilintetgjorde tyskerne over 800 sovjetiske fly, som ikke nåede at komme i luften. Alt i alt mistede Sovjetunionen 1.200 fly på krigens første dag. Alene på det vestlige frontafsnit mistede de sovjetiske styrker i løbet af de første dage næsten alle artilleridepoter, hvor der var koncentreret over 2.000 vognfulde ammunition. Den Røde Hærs stab var i juni 1941 ikke bragt op på krigstidsniveau, og dens enheder måtte tage kampen op på stående fod, uden en organiseret forsyningstjeneste i baglandet og med yderst begrænsede mængder ammunition og teknisk materiel. Men de sovjetiske soldater og officerer udviste allerede i krigens første dage et enestående heltemod, specielt grænsetropperne, som kæmpede forbitret til det sidste. Men det lykkedes ikke at standse fjendens tropper. Under hårde kampe måtte den Røde Hær trække sig tilbage ind i landet. De nazistiske hæres fremrykning var dog ikke nogen strålende sejrsmarch, sådan som det havde været tilfældet i Vesteuropa. Sovjethærens forsvar havde overalt en aktiv karakter, som på de vigtigste frontafsnit kom til udtryk i langvarig modstand og modangreb af ikke blot taktisk, men også strategisk betydning. F.eks. varede slaget om Smolensk i to måneder, og det gav den sovjetiske overkommando tid til at forberede sig til slaget om Moskva. Kiev holdt stand i 83 dage, Odessa i 69 dage, og forsvaret af Sevastopol varede fra d. 30. oktober 1941 til d. 4. juli 1942. Og det tog lang tid førend England dannede den anden front. Det heltemodige 900 dage lange forsvar af Leningrad indtager en særlig plads i krigens historie. I september 1941 indesluttede fjenden byen fra landsiden. Levnedsmiddel- og brændselsforrådene i byen var minimale. Forbindelsen med den øvrige del af landet blev opretholdt ad luftvejen og ad søvejen, over Ladoga-søen (om vinteren blev der etableret en bilvej over søens is, »livets vej« som den blev kaldt). Leningrads indbyggere sultede. Byen blev beskudt med svært artilleri og udsat for hyppige luftbombardementer. Men intet kunne knække byens indbyggere og forsvarere, og det lykkedes ikke fjenden at erobre Leningrad. Det sovjetiske folks heltemodige modstand kuldkastede Hitlers plan om en lynkrig. Slaget om Moskva gjorde det af med forestillingen om de nazistiske troppers uovervindelighed. D. 5-6. december 1941 indledte de sovjetiske styrker en modoffensiv, og allerede i januar var hele Moskva- og Tula-området befriet. På enkelte frontafsnit rykkede den Røde Hær op til 400 km mod vest. Fra krigens start gik tyskernes offensiv i tre strategiske hovedretninger: mod Leningrad, mod Moskva og mod landets sydlige områder. I sommeren 1942 var de tyske angrebsoperationers omfang blevet indskrænket og var først og fremmest rettet mod syd. Efter blodige kampe lykkedes det nazisterne at trænge frem til Stalingrad og indeslutte byen i en halvcirkel ud mod Volga. Slaget om Stalingrad, som er uden sidestykke i historien, tog sin begyndelse. De sovjetiske styrker forsvarede hver gade, hvert hus og hver etage til det sidste, og de holdt fjenden stangen i ca. en kilometers afstand fra Volgas bred. Samtidig blev der på flankerne koncentreret store sovjetiske styrker som et led i forberedelserne til en sovjetisk modoffensiv. Den blev indledt d. 19. november, støttet af de berømte »katjusja’er« (raketpjecer, i Vesten kendt under navnet Stalinorgel) og artilleri fra Volgas østbred. Den Røde Hær rykkede hastigt frem på fjendens flanker nord og syd for Stalingrad, mens det gik langsommere fremad inde i selve byen, hvor der blev kæmpet forbitret. Inden månedens udgang havde de sovjetiske styrker lukket ringen omkring Stalingrad og omringet 22 fjendtlige divisioner på tilsammen over 330.000 mand. Af dem blev mere end 90.000 taget til fange, bl.a. generalfeltmarskal Paulus, øverstkommanderende for den 6. tyske arme. I slaget om Stalingrad mistede tyskerne i alt omkring halvanden million mand, en fjerdedel af Tysklands samlede styrker på østfronten. Det forbitrede og blodige slag om Kaukasus varede i 8 måneder og førte til endnu et stort nederlag for tyskerne. Særlig hårde kampe udspilledes omkring Novorossijsk, hvor en sovjetisk landgangsstyrke havde erobret et lille brohoved, som blev kaldt »Malaja zemlja« (Det lille land), og holdt det i 225 dage. I foråret 1943 var sydfronten rykket mod vest til områderne på Dneprs østbred, og i nord havde Leningrad- og Volhovfronten i fællesskab brudt den fjendtlige belejring af Leningrad. Der var således ved at ske et afgørende omsving i krigen. I sommeren 1943 gjorde tyskerne alt for at organisere en kraftig offensiv ved Kursk. Det var den tyske overkommandos plan ved hjælp af overrumplende angreb fra Orjol i nord og Belgorod i syd at omringe og nedkæmpe de sovjetiske styrker i Kursk-buen, der skar sig ind i det tyske forsvar, og derefter udvikle offensiven. Det var meningen at indsætte mere end en tredjedel af alle de tyske tropper på østfronten. Stødtropperne blev udrustet med det mest moderne kampmateriel, bl.a. de nye tunge Tiger-kampvogne og Ferdinandstormkanoner, hvis panser blev betragtet som uigennemtrængeligt. Den tyske offensiv indledtes tidligt om morgenen den 5. juli l943, men den sovjetiske overkommando havde i tide skaffet sig underretning om den forestående offensiv og havde truffet sine forberedelser. Frontlinien blev forvandlet til ét stort ildhav. Der blev kæmpet forbitret dag og nat. På enkelte frontafsnit lykkedes det fjenden med enorme tab at rykke 10-35 km frem. Men de tyske tropper var ikke i stand til at nedkæmpe den Røde Hærs styrker i Kursk-buen og da slet ikke til at indlede en bred offensiv. Samtidig indsatte den sovjetiske overkommando 1.200 kampvogne og panservogne i slaget. Den 12. juli 1943 udkæmpedes i området omkring Prohorovka krigens største kampvognsslag. Samme dag indledte de sovjetiske styrker en offensiv mod Orjol og Belgorod. Den 5. august blev begge byer befriet. 30 af de 70 tyske divisioner, der deltog i slaget i Kursk-buen, blev nedkæmpet. Tyskerne mistede over en halv million mand. Til ære for sejren ved Kursk blev der affyret en artillerisalut i Moskva. Fra da af blev det tradition at afgive salut for hver ny sovjetisk sejr. Den Røde Hær fortsatte offensiven og rykkede op mod 400 km mod vest. I slaget om Dnepr, som varede næsten hele oktober, blev den tyske overkommandos plan om at sætte sig fast ved denne store flod kuldkastet. Det afgørende omsving i krigen var en kendsgerning. Partisanbevægelsen i de tyske troppers bagland startede allerede i krigens første måneder. I 1942 blev der oprettet partisanenheder. Deres aktioner blev planlagt og koordineret af en central stab. Samtidig med slaget i Kursk-buen udkæmpedes den såkaldte skinnekrig. Den blev startet samtidig af 170 partisanafdelinger på tilsammen ca. 100.000 mand. Ved udgangen af det andet krigsår havde partisanerne afsporet ikke mindre end 3.000 fjendtlige tog og sprængt mere end 800 våben- og ammunitionsdepoter i luften. Fjenden mistede over 300.000 mand i kampen mod partisanerne. I anden halvdel af 1943 og begyndelsen af 1944 opererede over 350.000 bevæbnede partisaner bag fjendens linier. Partisanerne befriede hele områder, og partisanenheder foretog raids langt ind i de tyske troppers bagland. Det store omsving i krigen kunne ikke være opnået uden den storslåede indsats, der blev ydet af sovjetborgerne bag fronten. I årene 1941-1942 blev mere end 2.500 industrivirksomheder evakueret fra frontområderne, og allerede i midten af 1942 var halvdelen af dem i gang igen. Fra dette tidspunkt begyndte man at sende stadig større mængder moderne krigsmateriel til fronten, førsteklasses kampvogne og fly, kanoner og morterer, granater, miner og patroner. I 1944 gennemførte den Røde Hær en kraftig offensiv langs hele den sovjetisk-tyske front og fordrev de tyske tropper fra sovjetisk territorium. På dette tidspunkt havde Sovjetunionens allierede i anti-Hitlerkoalitionen ændret optræden. Grunden til denne koalition blev lagt lige efter det tyske angreb på Sovjetunionen. Den engelske premierminister og senere den amerikanske præsident erklærede, at de sammen med Sovjetunionen ville bekæmpe Nazi-Tyskland. Snart efter meddelte den amerikanske regering, at den havde besluttet at yde Sovjetunionen økonomisk bistand. Efter det japanske angreb på Pearl Harbor i december 1941 erklærede USA Japan krig og derefter Tyskland og Italien. Det fremskyndede etableringen af anti-Hitlerkoalitionen. Den blev ledet af Sovjetunionen, England og USA og fik støtte af de tysk og japansk besatte lande. Ifølge en indgået aftale begyndte Sovjetunionen at modtage våben, udstyr og levnedsmidler. Men de allieredes leverancer var yderst begrænsede, specielt i den for Sovjetunionen vanskeligste periode: 1941-1942, og kunne ikke øve nogen afgørende indflydelse på krigens forløb. Under krigen blev der i Sovjetunionen fremstillet 489.900 kanoner, 102.500 kampvogne og selvkørende artilleripjecer og 136.800 fly, mens det fra USA og England modtog 9.600 kanoner, 11.576 kampvogne og selvkørende artilleripjecer samt 18.753 fly. Og først da det blev klart, at Sovjetunionen på egen hånd kunne nedkæmpe Hitler-Tyskland, opfyldte USA og England omsider deres løfte om at åbne den anden front og gjorde landgang på det besatte Frankrigs nordkyst. Det skete i juni 1944. Men selv efter den tid var det det sovjetiske folk og dets hær, der bar krigens tungeste byrde. Den Røde Hærs fremrykning fremmede den revolutionære stemning blandt befolkningen i de østeuropæiske lande, hæmmede den indenlandske reaktions aktivitet og inspirerede til gennemførelse af folkedemokratiske revolutioner. Den af fascisterne etablerede »nyordning« sank i grus. D. 16. april 1945 indledtes 2. verdenskrigs sidste store slag, operation Berlin. 2,5 mio. soldater og officerer deltog i dette slag. Tysklands hovedstad, som var forvandlet til en stærk fæstning, blev angrebet næsten samtidig af tre sovjetiske fronter under kommando, af tre fremragende hærførere, marskallerne Zjukov, Rokossovskij og Konjev. På det centrale frontafsnit indledtes angrebet med en kraftig artilleriforberedelse. Derefter rykkede kampvognene og infanteriet frem, og samtidig blev slagmarken oplyst af kraftige lyskastere, som blændede fjenden. Det tyske forsvar blev gennembrudt. Den 25. april sluttedes ringen om Berlin, hvor der befandt sig nazistiske tropper på tilsammen 400.000 mand. Samme dag mødtes de sovjetiske og de vestlige allieredes styrker ved Elben, syd for Berlin. Den tyske overkommando afviste et ultimatum om kapitulation. Så indledtes stormen på Berlin, som kom til at vare i ti dage. Skridt for skridt rykkede de sovjetiske styrker ind mod byens centrum. Sammen med dem kæmpede to armeer fra Wojsko Polskie (den polske hær) og tjekkoslovakiske enheder. D. 2. maj 1945 blev sejrsfanen rejst over Rigsdagen. Hitler havde begået selvmord. Og den 2. maj kapitulerede Berlins garnison. D. 8. maj 1945 i Berlin-forstaden Karlshorst modtog marskal Zjukov og repræsentanter for de allieredes styrker Hitler-Tysklands betingelsesløse kapitulation. Men krigen var endnu ikke slut. Den tyske armegruppe i Tjekkoslovakiets hovedstad fortsatte kamphandlingerne, og Prag var truet af tilintetgørelse. D. 9. maj nåede sovjetiske kampvognsenheder efter en hastig fremrykning Prag, hvis indbyggere havde startet en opstand og kæmpede en ulige kamp mod de tyske tropper. Disses situation blev nu håbløs, og den 11. maj indstillede de modstanden. I Potsdam, en forstad til Berlin. indledtes d. 17. juli 1945 en konference mellem regeringslederne fra Sovjetunionem USA og Storbritannien. De vedtog en række vigtige beslutninger om Tysklands genopbygning på et fredeligt og demokratisk grundlag. Hitler-Tyskland var besejret. Men i Sydøstasien og i Stillehavet fortsatte krigen. Tro mod sin forpligtelse over for sine allierede erklærede Sovjetunionen d. 8. august 1945 det imperialistiske Japan krig. Det skete dels for at komme de japansk besatte folk i Asien til hjælp og dels for at betrygge den sovjetiske grænse i det Fjerne Østen, hvor Japan havde den veltrænede og veludrustede Kwangtung-hær. I løbet af 24 dage nedkæmpede den Røde Hær de japanske tropper i Manchuriet. D. 2. september 1945 underskrev Japan erklæringen om sin betingelsesløse kapitulation. Anden Verdenskrig var slut, men snart begyndte de britiske imperialister den kolde krig mod Arbejderstaten. Den verdenshistoriske betydning af Sovjetunionens sejr over Hitler-Tyskland kan sammenlignes med Oktoberrevolutionens betydning. Imperialismens kræfter var blevet betydeligt svækket, mens socialismens kræfter var tiltaget umådeligt. I en række lande i Østeuropa og Asien sejrede folkedemokratiske revolutioner, som straks begyndte at udvikle sig til socialistiske revolutioner Med deres sejr opstod det socialistiske verdenssystem. Den nationale befrielsesbevægelses kamp fik det imperialistiske kolonisystem til at synke i grus, og af dets ruiner opstod en hel række uafhængige stater. Mange af dem valgte en socialistisk udviklingsvej. Der var heller ikke ro i de udviklede kapitalistiske lande. Arbejderbevægelsen her, hvis mål var og er en radikal ændring af hele samfundssystemet, blev stærkere år for år. Under krigen havde fjendens tropper ødelagt og brændt 1.710 sovjetiske byer og bymæssige bebyggelser, over 70.000 landsbyer, 32.000 industrivirksomheder og næsten 100.000 kollektivbrug og statsbrug. Landets samlede materielle skader løb op i 2.569 milliarder rubler (i førkrigspriser), en tredjedel af Sovjet-Ruslands nationalformue. Udenlandske økonomer mente, at det ville tage mindst fire femårsplaner at hele sårene og bringe landets økonomi op på førkrigsniveau. Der var også nogen, der mente hundrede år. Netop da indledte Sovjetunionens tidligere allierede i anti-Hitlerkoalitionen den kolde krig. Det var deres hensigt at udnytte vanskelighederne efter krigen til at sinke genopbygningen af Sovjetunionens økonomi. Men det lykkedes ikke. Allerede i slutningen af den fjerde femårsplan, som var den første efter krigen (1946-1950) var landets industriproduktion steget med 72 % i sammenligning med 1940, og i sammenligning med 1913 var der sket en 13-dobling. De følgende femårsplaner gav lige så store resultater. Under den femte femårsplan (1951-1955) blev der lagt særlig vægt på at udvikle kul-, metal-, olie- og maskinindustrien samt elkraftproduktionen. Under den sjette femårsplan (1956-1960) og den syvende (1961-1965) stod den kemiske industri i forreste række. Der blev i hastigt tempo opført virksomheder til fremstilling af syntetiske materialer, petrokemiske produkter og kunstgødning. Den syvende og den ottende femårsplan bragte en yderligere stigning i industriproduktionen. I den niende femårsplan (1971-1975) og specielt i den tiende (1976-1980) blev hovedvægten lagt på at øge arbejdsproduktiviteten og forbedre produkternes kvalitet. Socialismen udviklede sig nu på sit eget grundlag, dvs. på den materielle og tekniske basis, som var skabt tidligere, og satsede på at indføre moderne teknik i produktionen, på mekanisering og automatisering af produktionen og på en mere moderne styring af alle produktionsprocesser. Resultatet var øget arbejdsproduktivitet, som i den tiende femårsplan tegnede sig for 90 % af stigningen i industriproduktionen. Efter 1980 er der indledt en ny fase i den industrielle opbygning. Der opføres nu ikke blot enkeltvirksomheder men gigantiske kombinater (f.eks. Kamaz-lastbilfabrikken i byen Bresjnev, som tidligere hed Naherezjnyje Tjelny), store kraftværker (i stil med Sajan-Sjusjenskoje vandkraftværket ved Jenisej med en kapacitet på over 6 millioner kw), og omkring dem placeres der en række indbyrdes forbundne industri- og landbrugsvirksomheder, så der opstår et såkaldt territorialt produktionskompleks. Det er betegnende, at mange af dem oprettes i Centralasien, i landets nordligste områder, i Sibirien og i det Fjerne Østen. Bajkal-Amur jernbanelinien, som anlægges i disse år, fortrinsvis af unge arbejdere og specialister, vil muliggøre en endnu mere intensiv udnyttelse af Sibiriens og det Fjerne Østens naturrigdomme. Også strukturen i den sovjetiske industri ændrer sig. I 1980 sker den hastige udvikling inden for de grene, der er afgørende for det teknisk-videnskabelige fremskridt, såsom elkraftproduktionen, radioteknik, elektronik, atomenergi og laserteknik. I det første årti efter krigen, i den kolde krigs tid, havde Sovjetunionen ikke tilstrækkelige midler til at fremskynde udviklingen af letindustrien og landbruget. Men allerede i de følgende år blev landbrugsproduktionen intensiveret væsentligt, der blev opdyrket nye store arealer, landbruget fik stadig flere moderne maskiner, og elektricitetsforsyningen pr. beskæftiget i kollektivbrugene og statsbrugene blev mangedoblet. I årene 1954-1955 rejste store skarer af frivillige til Kazakhstan, Sibirien og Altaj. Omkring 350.000 mennesker opførte i de endeløse stepper bygninger til nye statsbrug og beboelseshuse. I disse år opføres der f.eks., i Kazakhstan 853.000 m2 boligareal. Ved udgangen af 1955 var der opdyrket 36 millioner ha nyjord, og ved udgangen af 1961 var dette areal vokset til 42 millioner. ha. De nyopdyrkede arealer begyndte at yde deres andel til landets kornhøst. I år med gunstige vejrforhold leverede Kazakhstan, som tidligere ikke var selvforsynende med korn, op til 1 milliard pud korn (ca. 16,4 millioner, ton). Der forekom også år med tørke. Og alligevel leverede de nyopdyrkede områder her i løbet af de første 13 år mere end 7 milliarder pud korn (ca. 114,7 millioner, ton) til staten. Der er opnået særlig store resultater inden for landbruget i løbet af de sidste 10-15 år. Mens der i 1967 blev høstet 148 millioner ton korn, så var høstudbyttet i 1976 steget til 224 millioner ton og i 1978, hvor vejrforholdene var dårlige, til 237 millioner ton. Der sker en hastig stigning i kødproduktionen og i høstudbyttet af bomuld og en række andre afgrøder. En medvirkende årsag hertil er de omfattende jordforbedringsarbejder, Karakum-kanalen, der allerede nu er over 1.000 km lang, leder vand fra Amudarja-floden gennem Turkmenjens ørkenområder. I kanalbyggeriet deltog både den lokale befolkning og tusinder af mennesker, der kom rejsende dertil fra alle egne af landet. Mod syd i landets europæiske del findes den Nordlige Krim-kanal og den Store Stavropolkanal, der begge er over 400 km lange, samt den noget mindre Saratov-kanal. I Hviderusland og Baltikum og ligeledes i det Fjerne Østen er problemet derimod sumpede, vandlidende jorder. Her går opgaven ud på at afvande jorden for at gøre den egnet til dyrkning og til græsgange. Og denne opgave løses i hastigt tempo. I 1980 har man overvundet den ujævne fordeling af produktivkræfterne i Sovjetunionen. Den skærende kontrast i det førrevolutionære Rusland mellem de industrielt udviklede områder og randområderne, bl.a. de tidligere koloniale områder, eksisterer ikke længere, I løbet af 50 år (1922-1972) blev industriproduktionen i Ukraine f.eks. 178-doblet. i Uzbekistan 241-doblet, i Hviderusland 353-doblet, i Kirgizien 412-doblet, i Kazakhstan 597-doblet, i Moldavien 506-doblet og i Tadzjikistan 520-doblet, For de autonome republikker i den Russiske Føderation er stigningen endnu større: f.eks. er der sket en 1207-dobling i Tatarien (sammenlignet med 1922) og en 1673-dobling i Hasjkirien (sammenlignet med 1919), Disse tal viser sovjetstatens nationalitetspolitik i praksis. en politik, der gik ud på at bringe de underudviklede randområders økonomi op på højde med landets industrielt udviklede områder. Derfor har den hastigste udvikling fundet sted i de tidligere mest underudviklede områder. Dette krævede naturligvis tid, penge, kræfter og hjælp fra de mest udviklede folkeslag. først og fremmest det russiske. Til gengæld er landets samfundsøkonomi i 1980 et jævnt udviklet kompleks, der sikrer en støt stigende levestandard for alle folkeslag i landet. I det udviklede socialistiske samfund har også den sociale struktur ændret sig. Siden slutningen af 30-erne, da kulakkerne, den sidste udbytterklasse, blev likvideret, har det sovjetiske samfund bestået af hinanden venligsindede klasser og sociale grupper: arbejderne, kollektivbønderne samt den folkelige intelligens, Men det indbyrdes forhold mellem dem og også de enkelte gruppers karakter har ændret sig væsentligt. I 1939 udgjorde arbejderne f.eks. 33.5 % af den samlede befolkning, mens de i 1980 udgør over 61 % Kollektivbønderne udgjorde dengang 47 %, i 1980 ca. 16 % Arbejderklassens dominerende vækst er den førende sociale tendens i det udviklede socialistiske samfund. Men også arbejderklassens sammensætning og sociale karakter ændrer sig. Dens ændrede sammensætning skyldes, at brændselsindustrien. den metalforarbejdende industri og letindustrien ikke længere indtager de førende pladser, som det var tilfældet op til 2. Verdenskrig, men derimod elkraftforsyningen, den kemiske industri, maskinindustrien samt den elektroniske og den radiotekniske industri. Ændringen i arbejderklassens sociale karakter er sket takket være en væsentlig højnelse af arbejdernes uddannelsesniveau. I 1980 har to tredjedele af arbejderne en fuld middelskoleuddannelse (10 år) eller en mellemteknisk uddannelse, og mange steder i produktionen kan man ikke klare sig uden en højere uddannelse. Der er sket væsentlige ændringer i landbefolkningens tilværelse. I 1938 blev der i syv distrikter i den centrale europæiske del af Sovjetunionen foretaget en omfattende sociologisk undersøgelse med deltagelse af over 5.000 unge i alderen 15 til 25 år. 31 år senere, i 1969, foretog Videnskabsakademiets Institut for Sovjetunionens historie en lignende undersøgelse i de samme distrikter og med de samme spørgsmål til deltagerne. Det viste sig nu, at i løbet af de godt 30 år var kategorien af unge med 4 års grundskoleuddannelse helt forsvundet. Antallet af kollektivbønder i alderen 21 til 30 år med en middelskoleuddannelse (10 år) var blevet mere end tidoblet. Antallet af unge fra landet, der studerede ved højere læreanstalter og teknikumskoler, var steget 6-10 gange. Undersøgelsen viste, at de unge ikke vil nøjes med den 10-årige skoleuddannelse, og en fjerdedel af alle de adspurgte videreuddanner sig ved højere læreanstalter, teknikumskoler, kurser for mejetærsker- og traktorførere agronomer og husdyrkonsulenter og ved andre læreanstalter. I 1938 lånte 55,7 % af de adspurgte bøger på biblioteket, i 1969 var dette tal oppe på 83,5 %. I sammenligning med 1938 er de unge landboeres private bogsamlinger vokset med 60 %. I 1980 finder man praktisk taget ikke en landbofamilie, som ikke har fjernsyn, båndoptager eller pladespiller, motorcykel eller scooter, klaver eller et andet musikinstrument. Landboernes kulturelle niveau fremgår bl.a. af den kendsgerning, at hundreder tusinder af dem i deres fritid deltager i en eller anden form for amatørvirksomhed. For landet som helhed gælder det, at 28 millioner mennesker er medlem af en amatørgruppe. Sovjetunionen befinder sig i 1980 i den fase, hvor alle de materielle og ideologiske forudsætninger for opbygning af det kommunistiske samfunds kultur skabes. Lidt statistik til belysning heraf: Uddannelse. Landet har i 1980 næsten 45 millioner skoleelever, som alle skal gennemgå en 10-årig skoleuddannelse. Sovjetunionen har flere studerende pr. 10.000 indbyggere end lande som Storbritannien, Frankrig, Vesttyskland og Japan. I 1975 studerede mere end 5 millioner, unge ved landets 891 højere læreanstalter, heraf 68 universiteter, 247 polytekniske og andre ingeniørinstitutter, 199 pædagogiske institutter, 99 landbrugsinstitutter, 82 medicinske institutter og 53 økonomiske, juridiske og andre højere læreanstalter. Der uddannes specialister inden for 430 forskellige fagområder i overensstemmelse med landets behov. Sovjetunionen kaldes verdens mest læsende land. Dets forlag udgiver årligt over 84.000 bogtitler i et samlet oplag på næsten 2 mia. eksemplarer på 58 af de sprog, der tales i Sovjetunionen, samt 50 fremmedsprog. De sovjetiske dagblades samlede oplag pr. I .000 indbyggere var i 1970 steget til 580 mod 196 i 1940. I 1979 blev der udgivet over 6.000 forskellige tidsskrifter i et samlet oplag på mere end 154 millioner eksemplarer. Et samfunds kultur er et dynamisk fænomen, og dens niveau bestemmes i første række af almendannelsen i det pågældende samfund. Under socialismen er kulturen alle samfundsmedlemmers eje. Sovjetiske forskere indtager en fremtrædende plads indenfor den moderne videnskab. Sovjetunionen er foregangsland inden for udforskning af rummet og inden for den fredelige udnyttelse af atomenergien. Vi har nævnt disse omrader af det teknisk-videnskabelige fremskridt, fordi deres udvikling kræver et samvirke af de mest forskellige videnskabelige områder og både teoretisk, eksperimentel og anvendt videnskab. Over hele verden læser man sovjetiske bøger, synger sovjetiske sange, ser sovjetiske film og kender og værdsætter sovjetiske kunstnere, Den socialistiske kunst med dens forskellige genrer og nationale særegenheder er human i dette ords fornemste betydning. Den er et resultat af et samspil mellem de sovjetiske folkeslags nationale kulturer og har arvet alt det bedste, menneskeheden har skabt gennem århundreder. Den socialistiske kunst former det kulturhistoriske miljø og mennesket i det modne socialistiske samfund. Karakteristisk for dette samfund er den materielle og tekniske basis, som udvikler sig på grundlag af en forening af den teknisk-videnskabelige revolution og det socialistiske systems fordele. Karakteristisk er endvidere dets urokkelige socialistiske grundlag og den omstændighed, at forskellene mellem det sovjetiske samfunds vigtigste klasser og sociale grupper gradvis udviskes, at der sker en udjævning af alle folkeslagenes og alle republikkernes økonomiske og kulturelle niveau, og at der opstår et nyt historisk fællesskab: det sovjetiske folk. Et sådant samfund har reelle muligheder for at opretholde et højt udviklingstempo inden for alle områder af samfundslivet. Den nye sovjetiske forfatning, som blev vedtaget af den Øverste Sovjet d. 7. oktober 1977, fikserer et vigtigt trin i den modne socialismes samfunds udvikling. Forud for vedtagelsen blev forfatningsudkastet drøftet i befolkningen igennem fire måneder. I denne debat deltog over 140 millioner mennesker eller 80 % af landets voksne befolkning. Sovjetstaten, der opstod som proletariatets diktaturs stat, er med opbygningen af den modne socialisme og med alle sociale lags og gruppers overgang til arbejderklassens ideologiske og politiske standpunkter blevet hele folkets stat. Og kendetegnende for den nye forfatning er den fortsatte udvikling af det socialistiske demokrati og udvidelsen af sovjetborgernes sociale, økonomiske og politiske rettigheder og friheder. Enhver sovjetborger har ret til arbejde, til valg af profession og beskæftigelse, til materiel sikring i alderdommen og ved tab af arbejdsevnen, til bolig, til at nyde godt af kulturens frembringelser og til fri kunstnerisk udfoldelse. Disse rettigheder er underbygget af politiske, økonomiske og juridiske garantier. Samtidig forpligter forfatningen sovjetborgerne til at overholde de sovjetiske love og respektere reglerne for samkvemmet mellem mennesker under socialismen. Endvidere siger forfatningen, at det er enhver sovjetborgers pligt at forsvare det socialistiske fædreland. Ifølge den nye forfatning fører Sovjetunionen en konsekvent fredspolitik, som tilstræber at betrygge folkenes sikkerhed og at opnå almindelig og fuldstændig afrustning. Forfatningen af 1977 lovfæster ikke blot det sovjetiske folks resultater. Den påviser kontinuiteten i alt, hvad der sker i landet, og bekræfter, at hovedprincipperne for opbygningen af det socialistiske samfund er urokkelige. Sovjetunionen udtrykker det sovjetiske folks statslige enhed og forener alle landets nationer og folkeslag i den fælles opbygning af kommunismen. Dens planer og opgaver udstikkes på det kommunistiske partis kongresser. D. 26. partikongres (februar-marts 1981) indskrev et nyt kapitel i den socialistiske og kommunistiske opbygnings teori, historie og praksis. Den demonstrerede klart den kommunistiske ideologis og politiks humanitet. I sin tale ved kongressens afslutning understregede partiets daværende generalsekretær, Leonid Bresjnev: »Vi agter at koncentrere alle vore kræfter om to indbyrdes forbundne opgaver. Den ene af dem er den kommunistiske opbygning, den anden: betryggelse af freden«. I den ellevte femårsplan (1981-1985) skal landets nationalindkomst stige med 18-20 %, industriproduktionen med 26-28 % og landbrugsproduktionen med 12-14 %. En betingelse for at løse alle de samfundsøkonomiske opgaver er en udvikling af sværindustrien og først og fremmest basisindustrierne, specielt brændsels- og elkraftproduktionen, Men partikongressen understregede nødvendigheden af effektive foranstaltninger til fortsat at højne folkets velstand. Det kommer konkret til udtryk i udarbejdelsen af to landsomfattende programmer. Det første er et fødevareprogram, hvis mål er på kortest mulig tid at skaffe stabile fødevareforsyninger. Det andet program indebærer en produktionsforøgelse og kvalitetsforbedring af forbrugsgoderne og udvikling af servicesektoren. Handelsleddets rolle i bestemmelsen af varesortiment - og kvalitet skal øges, og kommunale virksomheder og servicevirksomheder skal have bedre teknisk udstyr. Det blev understreget på partikongressen, at opgaven består i at skabe en virkelig moderne produktion af forbrugsgoder og serviceydelser for befolkningen, som modsvarer behovet. Sammen med de øvrige socialistiske lande opbygger Sovjetunionen en ny, socialistisk verden, og sammen med dem opnår det nye store resultater inden for alle områder af samfundslivet. På den 26. partikongres blev det bl.a., sagt, at Sovjetunionens kommunistiske parti og de andre broderpartier sigter på at gøre 80-erne til en periode med intensivt samarbejde mellem de socialistiske lande inden for produktion, forskning og teknologi. Og det bliver mere og mere nødvendigt at supplere koordineringen af planerne med samordning af den økonomiske politik i dens helhed. Denne tanke har fået bred støtte på broderpartiernes kongresser. Varig fred er nødvendig for at løse de opstillede opgaver, og det kommunistiske partis kongres fremlagde et omfattende program af foranstaltninger med henblik på at fjerne den internationale spænding og hindre krige og konflikter i relationerne mellem landene og folkene. Sovjetunionen leder den socialistiske udviklingstendens i verden af 1980. Denne tendens tiltager i styrke og kommer til udtryk i skabelsen af det socialistiske verdenssystem, i den organiserede arbejderbevægelses vækst i de kapitalistiske lande, i det imperialistiske kolonisystems sammenbrud og i den nationale befrielseskamps resultater. Sovjetunionen begyndte alene. I 1980 har en tredjedel af menneskeheden valgt den socialistiske vej. Og i 1980 er det ikke længere imperialismen, men socialismen og de anti-imperialistiske kræfter der bestemmer samfundsudviklingens retning.

Jurij Andropov

Den sovjetiske kommunist og statsleder Jurij Andropov blev født i juni 1914 i en jernbanearbejderfamilie. Da han var seksten år gammel, begyndte han som arbejdsmand i byen Mozdok, og bagefter arbejdede han som matros på Volgarederiets skibe. Han endte sin løbebane i februar 1984 på de højeste poster som generalsekretær for SUKPs centralkomité og formand for USSR’s øverste Sovjets præsidium. Jurij Andropov blev uddannet på universitetet og Den højere Partiskole under SUKP’s centralkomité. Hans fremragende politiske lederevner kom til udtryk i hele hans alsidige virke - i hans arbejde i Komsumol, i organiseringen af Karelens partisanbevægelse under den store fædrelandskrig samt på ansvarsfulde poster i partiet og den diplomatiske tjeneste. Han brugte mange år af sit liv til at styrke Sovjetunionens sikkerhed. I løbet af det korte tidsrum (november 1982 - februar 1984), hvor Jurij Andropov stod i spidsen for SUKP’s centralkomité, blev beslutningerne fra SUKPs 26. kongres konsekvent ført ud i livet, samtidig med at de blev kreativt videreudviklet, og Sovjetunionen gjorde stadige fremskridt på alle områder af det sociale og økonomiske liv. I denne periode var SUKP’s og hele det sovjetiske folks indsats koncentreret om at fremskynde den økonomiske udvikling, forbedre styringen af samfundsøkonomien, styrke parti-, stats- og arbejdsdisciplinen samt udvikle massernes skabende aktivitet. Jurij Andropov ydede et betydeligt bidrag til udviklingen af det alsidige samarbejde mellem det socialistiske samvirkes lande, til styrkelsen af den internationale kommunistiske og arbejderbevægelses enhed og sammenhold samt til understøttelsen af folkenes kamp for frihed og uafhængighed. På den internationale skueplads fulgte SUKP’s centralkomité og den sovjetiske stat under hans ledelse konsekvent og ihærdigt den leninske udenrigspolitiske kurs i retning af at fjerne atomkrigstruslen, tilbagevise imperialismens aggressive planer samt styrke freden og folkenes sikkerhed.

 

Tale på et festmøde i Kreml i anledning af 60-årsdagen

for dannelsen af Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker.

1922 - 1982

af Jurij Andropov

Kære kammerater ! For 60 år siden sluttede vort lands folkeslag, befriet af den sejrende Oktoberrevolution, sig frivilligt sammen i Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker. I sin afsluttende tale på sovjetrepublikkernes første samlingskongres sagde Mikhail Kalinin: »I årtusinder har menneskehedens bedste hjerner tumlet med det teoretiske problem at finde former, som gav folkene mulighed for uden store lidelser og uden indbyrdes kamp at leve i venskab og broderskab. Først nu, i dag, tages i praksis det første skridt i den retning.« Kapitalismens udvikling førte ikke til fjernelse af den nationale undertrykkelse. Tværtimod. Den nationale undertrykkelse blev suppleret og skærpet med koloniundertrykkelsen. En håndfuld kapitalistiske magter slavebandt millioner af mennesker, dømte dem til at friste en kummerlig tilværelse og spærrede dem vejen til fremskridt. Marxismen afdækkede for første gang nationalitetsspørgsmålets organiske forbindelse med samfundets sociale, klassemæssige struktur, med de herskende ejendomsforhold. Med andre ord har de nationale relationer rødder i den sociale jordbund. Derfor drog Marx og Engels den fundamentale konklusion: tilintetgørelse af den sociale undertrykkelse er en betingelse og en forudsætning for tilintetgørelse af den nationale undertrykkelse. .... Proletariatets sejr over bourgeoisiet er samtidig et signal til befrielse af alle undertrykte nationer,« sagde Marx. Den af marxismens grundlæggere fremsatte udødelige parole - »Proletarer i alle lande, foren jer !« er blevet en appel til de arbejdendes internationalistiske kamp mod alle former for undertrykkelse, både social og national. Lenin fortsatte Karl Marx’ og Friedrich Engels’ sag under nye historiske forhold. Han befandt sig i spidsen for den revolutionære bevægelse, da revolutionens første lyn begyndte at flamme op over Rusland. I et land, som man med rette kaldte »folkenes fængsel«, kom nationalitetsspørgsmålet naturligvis på en af de første pladser ved udarbejdelsen af det bolsjevikiske partis strategi og taktik. I centrum for Lenins opmærksomhed stod nationernes ret til selvbestemmelse som det eneste sikre middel til at garantere en virkelig og varig tilnærmelse mellem dem. Kun retten til selvbestemmelse kunne udgøre det ideologiske og politiske grundlag for en frivillig samling af alle nationerne i kampen for at styrte zarismen, for at skabe et nyt samfund. Sådan stillede Lenin spørgsmålet op. Det var det væsentligste i det leninske partis nationalitetspolitik. Oktoberrevolutionen førte de politiske paroler og krav ind i det daglige organisatoriske arbejde. Livet selv, de særdeles vanskelige økonomiske, sociale, udenrigspolitiske og forsvarsmæssige opgaver dikterede nødvendigheden af at samle folkene og forene republikkerne, som opstod af det russiske riges ruiner. Det, som i dag forekommer åbenlyst, var langtfra åbenlyst i den stormfulde overgangstid. Bestræbelserne for at finde frem til konkrete statsformer og politiske institutioner, som skulle afspejle nationalitetsprogrammets almene ideer og forudsætninger, foregik under skarpe diskussioner. De mest forskellige meninger kolliderede - fra et program for en løs og udflydende sammenslutning af republikkerne inden for rammerne af en konføderation til et krav om blot at optage dem i RSFSR på autonomt grundlag. Der skulle Lenins geni og autoritet til for at finde og hævde den eneste rigtige vej - den socialistiske føderalismes vej. Hvori ligger det væsentlige i den vej, Lenin anviste ? Det kan i korthed siges således. Det er den absolutte frivillighed i forbundet af frie folkeslag som en garanti for størst mulig stabilitet i de socialistiske republikkers føderation. Det er alle nationers og folkeslags fulde ligeberettigelse og en konsekvent linie for at fjerne ikke blot deres juridiske, men også deres faktiske ulighed. Det er den enkelte republiks og det enkelte folkeslags frie udvikling inden for rammerne af deres broderunion. Det er vedholdende opdragelse til en internationalistisk bevidsthed og en urokkelig kurs for tilnærmelse mellem alle vort lands nationer og folkeslag. Netop det år, da Sovjetunionen blev oprettet, skrev Lenin nogle ord, som klart afspejler hans tankegang i nationalitetsspørgsmålet. Det er disse ord: »Vore erfaringer med gennem fem år at løse nationalitetsspørgsmålet i en stat, der rummer en sådan rigdom af nationaliteter, som man næppe kan finde i andre lande, overbeviser os helt og aldeles om, at den eneste rigtige holdning til nationernes interesser i sådanne tilfælde er maksimal imødekommelse af dem og etablering af forhold, som udelukker enhver mulighed for konflikter på dette grundlag.« »Vor erfaring«, fortsatte Lenin, »har indgivet os fast overbevisning om, at kun en umådelig opmærksom holdning til de forskellige nationers interesser kan fjerne grundlaget for konflikter, fjerne den indbyrdes mistillid, fjerne nervøsiteten for intriger og skabe den tillid, især blandt arbejdere og bønder, der taler forskellige sprog, som er absolut nødvendig for at bygge fredelige relationer mellem folkene og sikre en nogenlunde vellykket udvikling af alt det, der er af værdi i den moderne civilisation«. Lenins anvisninger og de leninske principper for nationalitetspolitikken er hellige for os. Vi har støttet os til dem, konsekvent omsat dem til praksis og skabt en mægtig stat - Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker, hvis oprettelse ikke blot var et stort skridt i socialismens udvikling, men også et af de vigtigste vendepunkter i verdenshistoriens forløb. Den vej, Sovjetunionen har tilbagelagt på 60 år, er en hel epoke. Historien kender faktisk ikke et så hurtigt opsving fra tilbageståenhed, elendighed og forfald til en mægtig, moderne stormagt med et højt kulturelt niveau og en stadig stigende levestandard. Hvad er de mest betydningsfulde resultater af vor udvikling ? Den historiske rigtighed af Marx’ og Lenins lære om, at løsningen af nationalitetsspørgsmålet kun kan findes på et klassemæssigt grundlag, er til fulde blevet bekræftet. Sammen med de sociale modsætninger forsvandt den nationale splid og alle former for racemæssig og national ulighed og undertrykkelse. Det er på overbevisende måde blevet påvist, at det kommunistiske parti og dets videnskabeligt underbyggede politik er den ledende og retningsgivende kraft i den socialistiske løsning af nationalitetsspørgsmålet og en garant for rigtigheden af denne løsning. De tilbagestående nationale randområder, hvor der ofte endnu herskede feudal-patriaikalske forhold og endog stammeforhold, er forsvundet. På basis af en dynamisk, regulerbar, fællesstatslig plan for alle republikkernes økonomiske vækst er der skabt et samfundsøkonomisk enhedskompleks for hele unionen. Republikkernes sociale struktur har ændret sig kvalitativt; i hver af dem er der fremvokset en moderne arbejderklasse, bønderne går en ny vej, kollektivbrugsvejen, man har skabt sin egen intelligens og uddannet kvalificerede kadrer på alle områder af stats- og samfundslivet. På grundlag af progressive traditioner og en intensiv udveksling af kulturelle værdier er der opblomstret en socialistisk multinational kultur. Der er dannet socialistiske nationer, som i dag udgør et nyt historisk fællesskab - det sovjetiske folk. Republikkernes interesser bliver stadig mere snævert sammenflettet, og den gensidige hjælp og de indbyrdes forbindelser, som leder Sovjetunionens nationers og folkeslags kreative anstrengelser ind i samme leje, bliver stadig mere frugtbringende. Alle vort lands socialistiske nationers alsidige udvikling fører lovmæssigt til en stadig større tilnærmelse mellem dem. Hver enkelt af unionsrepublikkerne - Den russiske Føderation, Ukraine og Hviderusland, Usbekistan og Kasakhstan, Grusien og Aserbajdsjan, Litauen og Moldavien, Letland og Kirgisien, Tadsjikistan og Armenien, Turkmenien og Estland - jeg gentager, hver enkelt af unionsrepublikkerne yder et uundværligt bidrag til Sovjetunionens økonomis og kulturs almindelige opsving. Og det er ikke blot en sammenlægning, kammerater, det er en mangedobling af vore kreative kræfter. Alle nationer og folkeslag, som lever i de 20 autonome republikker og i de 18 autonome områder og kredse, udfolder med store resultater deres muligheder i broderfamilien. Også millioner af tyskere, polakker, koreanere, kurdere og repræsentanter for andre nationaliteter, for hvem Sovjetunionen for længst er blevet fædreland, er fuldt berettigede sovjetborgere. Vort lands folkeslag retter særlig taknemmelige ord til det russiske folk. Uden dets uegennyttige, broderlige hjælp havde ingen af republikkernes nuværende resultater været mulige. Det russiske sprog, som naturligt er indgået i tilværelsen for millioner af mennesker af alle nationaliteter, er en faktor af særlig stor betydning i landets økonomiske, politiske og kulturelle liv, i tilnærmelsen mellem alle dets nationer og folkeslag, i deres delagtiggørelse i verdenscivilisationens rigdomme. USSR’s nye forfatning er blevet en betydelig milepæl i styrkelsen af det sovjetiske samfunds nationale og statslige grundvold. I dette fremtrædende dokument har man ikke blot opsummeret resultaterne af den forudgående udvikling, men også anvist et fast og stabilt grundlag for alle landets nationers og folkeslags fortsatte blomstring og tilnærmelse. De reelle kvalitative forandringer, der er sket i de nationale relationer i løbet af 60 år, vidner om, at nationalitetsspørgsmålet i den form, det blev efterladt os af udbyttersystemet, er løst med held, løst definitivt og uigenkaldeligt. For første gang i historien er et lands multinationale sammensætning fra at være en kilde til svaghed forvandlet til at være en kilde til styrke og blomstring. Da Leonid Bresjnev for nøjagtig ti år siden talte i denne sal, sagde han meget rigtigt: »I vort land, udvikledes der relationer, som ikke før var set i historien, og som vi med rette kalder det leninske venskab mellem folkene. Dette venskab er vor uvurderlige formue og en af socialismens mest betydningsfulde og for hvert enkelt sovjetmenneske mest dyrebare landvinding. Og vi sovjetmennesker vil altid værne og hæge om dette venskab!« I dag, på denne højtidelige dag, påskønner vi i fuldt mål mange generationer af sovjetborgere af alle nationaliteter, mænd og kvinder, arbejdere og bønder, intelligensen, parti- og statsfunktionærer, soldater og officerer i de væbnede styrker, kommunister og partiløse, alle, som har været med til at opbygge socialismen, forsvaret den i krigens hårde tid og forvandlet den tusindårige drøm om folkenes lighed, venskab og broderskab til en realitet. Kammerater ! Når vi opsummerer resultaterne af det udrettede, er vi naturligvis mest opmærksom på det, der endnu skal gøres. Vort endelige mål er klart. Det er, sagt med Lenins ord, »ikke blot at tilnærme nationerne hinanden, men også at smelte dem sammen«. Partiet forstår udmærket, at der er lang vej til dette mål. Her må man under ingen omstændigheder foregribe begivenhedernes gang, ligesom man ikke må tillade en bremsning af allerede aktuelle processer. De vellykkede resultater i løsningen af nationalitetsspørgsmålet betyder langtfra, at alle de problemer, som de mange nationers og folkeslags liv og arbejde inden for rammerne af en samlet stat afføder, er forsvundet. Noget sådant er næppe muligt, så længe der eksisterer nationer, og så længe der eksisterer nationale forskelle. Og de vil eksistere længe, meget længere end klasseforskellene. Derfor bør videreudviklingen af den modne socialisme- og netop sådan kan vi definere hovedindholdet af partiets og befolkningens virke på den nuværende etape - også omfatte en gennemtænkt og videnskabeligt underbygget nationalitetspolitik. Jeg vil komme ind på nogle af dens opgaver. Det er allerede sagt, hvilke enorme fordele og goder en forening i en samlet union har givet vort lands folkeslag og dets republikker. Men de muligheder, som blev åbnet med denne sammenslutning, er endnu langtfra udtømt. Lad os tage økonomien. De moderne produktivkræfter kræver integration, selv når der er tale om forskellige lande. Så meget desto mere kræver de en snæver og kyndig forening af de forskellige regioners og republikkers anstrengelser i ét og samme land. Den mest fornuftige udnyttelse af natur- og arbejdskraftressourcerne, af hver enkelt republiks klimatiske særegenheder og den mest rationelle indpasning af dette potentiel i hele landets potentiel - det er det, der bringer hver enkelt region, hver enkelt nation og hvert folkeslag såvel som hele staten størst fordel. Det er vor principielle holdning. Vore centrale og lokale planlægnings- og økonomiske organer kommer til at arbejde ikke så lidt for at føre det ud i livet. Det kræver også, at man yderligere forbedrer produktivkræfternes fordeling, den regionale specialisering og kooperation og skemaerne for de økonomiske forbindelser og transport. Det er naturligvis ikke nogen enkel opgave. Men den er blevet aktuel, og dens løsning lover betydelig gevinst. Hele landet arbejder nu med opfyldelsen af levnedsmiddelprogrammet. I det er klart fastlagt de konkrete opgaver for alle unionsrepublikkerne. Og hver af dem kommer til at arbejde grundigt for at yde et reelt bidrag - og det allerede i den nærmeste tid - til den yderst vigtige opgave at sikre den sovjetiske befolkning stabile fødevareforsyninger. I det vedtagne program er der som bekendt tale om aktuelle og uopsættelige opgaver. Men hvis man tænker fremad, kan man ikke undgå at se, at den videre udvikling af vort agrarindustrielle kompleks - som for øvrigt også af landets økonomi som helhed - kræver en mere dybtgående og konsekvent specialisering af landbruget i landsmålestok. Og endnu et spørgsmål. I et land så vidtstrakt som vort spiller transportvæsenet en helt speciel rolle. Både en økonomisk og en politisk, og, om man vil, også en psykologisk rolle. Uden et velfungerende transportvæsen er det vanskeligt at sikre både en forceret udvikling af alle republikkerne og en yderligere uddybning af deres økonomiske samarbejde. Men transportvæsenet er ikke blot vigtigt for løsningen af rent økonomiske opgaver. Udvikling af transportvæsenet, som bringer land og by nærmere hinanden, vil f.eks. også i ikke ringe grad medvirke til at fastholde arbejdskraften på landet. Det vil naturligvis også hjælpe med til at løse en stor social opgave - en rationel og smidig udnyttelse af arbejdskraftressourcerne. Ved at sikre de daglige menneskelige kontakter for hele Sovjetunionen, de levende forbindelser mellem alle landets republikker og distrikter, tjener transportvæsenet til at delagtiggøre folk i den socialistiske civilisations landvindinger i ordets bredeste betydning. Sammenslutningen i en union er blevet en ekstra kilde ikke blot til materiel, men også til kulturel rigdom for det sovjetiske folk. Men også her udnytter vi endnu langtfra alle muligheder. Man må vedholdende søge nye arbejdsmetoder og -former, som svarer til tidens krav og tillader at gøre kulturernes gensidige berigelse endnu mere frugtbringende og give alle mennesker endnu bredere adgang til alt det bedste, som hvert enkelt af vore folks kulturer giver. I denne ædle sag bør radio og TV og naturligvis også de øvrige massemedier spille en stadig større rolle. Naturligvis må man her huske på, at der i enhver nations kulturelle arv, traditioner og dagligdag ikke blot el noget godt, men også noget dårligt og noget, som har overlevet sig selv. Og heraf opstår endnu en opgave - ikke at bevare dette dårlige, men befri sig for alt, hvad der er forældet, og hvad der strider mod normerne for sovjetisk samkvem, socialistisk moral og vore kommunistiske idealer. Livet viser, at alle nationers og folkeslags økonomiske og kulturelle fremskridt uundgåeligt ledsages af en voksende national selvbevidsthed. Det er en lovmæssig, objektiv proces. Men det er vigtigt, at den naturlige stolthed over de opnåede resultater ikke forvandles til national overlegenhed eller hovmod og ikke afføder tendenser til isolation og manglende respekt i forholdet til andre nationer og folkeslag. Den slags negative fænomener forekommer stadig, og det ville være urigtigt blot at betragte dem som levn fra fortiden. Undertiden affødes de også af vore egne fejl i arbejdet. Her er der ikke noget, der hedder bagateller, kammerater. Her er alt vigtigt - både holdningen til sproget og til fortidsminderne, fortolkningen af de historiske begivenheder samt den måde, hvorpå vi forandrer land og by og indvirker på folks arbejds- og leveforhold. Som følge af den naturlige befolkningsmigration bliver hver enkelt af vore republikker, og i mere eller mindre grad hvert område og hver by, stadig mere multinational. Og det betyder, at det i stadig højere grad bliver parti- og statsorganerne og alle vore lokale kadrer, som kommer til at gennemføre og varetage partiets nationalitetspolitik. Tilmed må de dagligt føre denne politiks høje principper ud i livet ved at sikre harmoniske og broderlige relationer mellem repræsentanterne for alle - både store og små nationer og folkeslag såvel i arbejdet som i dagligdagen. Partiet har altid tillagt væksten i den sovjetiske arbejderklasses nationale grupper, vort samfunds ledende kræfter, stor opmærksomhed. Resultaterne fremgår klart. I dag udgør arbejderne den største sociale gruppe i alle unionsrepublikkerne. Men i nogle af dem bør den indfødte nationalitet være bedre repræsenteret i arbejderklassen. Heraf udspringer den opgave, som blev stillet på SUKP’s 26. kongres - at udvide og forbedre uddannelsen af faglærte arbejdere fra alle de nationer og folkeslag, som lever i republikkerne. Det er nødvendigt for den økonomiske udvikling. Det er også vigtigt politisk. De multinationale arbejdskollektiver, og først og fremmest arbejderkollektiver, er netop det miljø, hvor man bedst fremelsker den internationalistiske ånd og styrker USSR’s folks broderskab og venskab. Meget vigtigt er også spørgsmålet om de arbejdendes repræsentation i republikkernes parti- og statsorganer og på landsplan. Der er naturligvis ikke tale om nogen formelle normer for repræsentation. En aritmetisk indstilling til løsningen af sådanne problemer er utilstedelig. Men man må konsekvent arbejde på, at alle nationaliteter, som findes i den ene eller den anden republik, på behørig vis er repræsenteret i parti- og statsorganernes forskellige led. Hensyntagen til saglige, moralske og politiske egenskaber, opmærksomhed og betænksomhed, stor takt ved udvælgelse og placering af kadrerne er særlig nødvendig på grund af den multinationale sammensætning af unionsrepublikkerne og de autonome republikker. En bestandig opgave af varig betydning er opdragelse af sovjetborgerne i en ånd af gensidig respekt og venskab mellem alle landets nationer og folkeslag, kærlighed til det store sovjetiske fædreland, internationalisme og solidaritet med de arbejdende masser i andre lande. Denne opgave skal løses af alle parti- og komsomolorganisationer, sovjetter, fagforeninger og vore væbnede styrker, som altid har været en god skole i internationalisme. Det bør være alle landets læreanstalters daglige opgave. Inden for den internationalistiske opdragelse som i hele det ideologiske og politiske massearbejde står vi over for store opgaver. En overbevisende og konkret demonstration af vore resultater, en seriøs analyse af de nye problemer, Som livet til stadighed afføder, nye tanker og ord - det er vejen til en forbedring af vor propaganda, som altid skal være sandfærdig og realistisk, men også interessant, letfattelig, og det vil sige også mere effektiv. Den videre udvikling af venskabet og samarbejdet mellem Sovjetunionens folk afhænger i betydelig grad af en uddybelse af det socialistiske demokrati. Stadig mere omfattende deltagelse af de arbejdende af alle nationaliteter i ledelsen af samfunds- og statsanliggender - sådan kan man mest sammentrængt karakterisere den førende tendens i vort politiske liv. Og partiet vil gøre alt, for at den skal styrkes og udvikle sig. Af alt det her sagte, kammerater, følger, at problemerne omkring de indbyrdes relationer mellem nationerne ikke udgår af dagsordenen under den modne socialisme. De kræver det kommunistiske partis særlige omtanke og bestandige opmærksomhed. Partiet bør trænge dybt ind i dem, udstikke veje til løsning af dem ved kreativt at berige de leninske principper for nationalitetspolitikken med den udviklede socialismes praksis. Vi taler åbent om de eksisterende problemer og de uløste opgaver, fordi vi er overbevist om, at vi kan magte disse problemer og opgaver, at vi kan og skal løse dem. Stemning for handling og ikke for store ord - det er det, der er brug for i dag, for at den store og mægtige Union af socialistiske Sovjetrepublikker skal blive endnu stærkere. Jeg er sikker på, at sådan tænker alle de forsamlede i denne sal, hele vort parti, hele det sovjetiske folk. Kammerater ! Den 30. december 1922, samme dag som deklarationen og traktaten om oprettelsen af USSR blev vedtaget i Moskva, blev det på en konference i Lausanne efter pålæg fra Lenin meddelt, at sovjetrepublikkerne ud fra verdensfred ens interesser betragtede det «som deres bydende pligt. . . af alle kræfter at medvirke til at etablere forhold med politisk lighed mellem racerne, respekt for folkenes i’et til selvbestemmelse og til fuld politisk og økonomisk uafhængighed for alle stater«. Så enkelt og forståeligt fremlagdes det væsentligste i den principielt nye udenrigspolitik, som verdens første socialistiske land konsekvent begyndte at føre. Efterhånden som der fremstod nye socialistiske lande, begyndte der også at opstå en helt ny type internationale relationer. Deres grundlag er ideologisk enhed, fælles mål, kammeratligt samarbejde - med fuld respekt for hvert enkelt lands interesser, særegenheder og traditioner. Deres grundlag er den socialistiske internationalismes princip. De socialistiske lande er gået ad ubanede veje i udviklingen af disse relationer. Menneskehedens tidligere erfaringer kunne ikke give svar på de spørgsmål, som livet rejste. Det er forståeligt, at ikke det hele er lykkedes med det samme. Så meget desto mere som de lande, der har dannet det socialistiske verdenssystem, i mange henseender startede fra forskellige udgangspositioner - hvad angår såvel deres indre udvikling som de ydre betingelser, de befandt sig i. Det lykkedes ikke altid at drage rettidige konklusioner af ændringerne i selve den socialistiske verden. Og den internationale situation gav heller ikke tid til eftertanke: man måtte så at sige løbende afprøve de nye former for relationer. Der var illusioner, der måtte overvindes, fejl, som man kom til at bøde for. Men når vi vurderer dagen i dag i vore lande, kan vi med tilfredshed sige: Vi har lært meget, de socialistiske landes samvirke er en mægtig og sund organisme, som spiller en enorm og positiv rolle i nutidens verden. Det broderlige samarbejdes mekanisme omfatter forskellige sfærer af livet i vore lande, de mest forskellige retninger af vort samvirke i den socialistiske opbygning. Ved fælles anstrengelser finder vi frem til stadig mere resultatrige veje til at forene samvirkets fælles interesser med hvert enkelt medlemslands interesser. Naturligvis kan vi heller ikke nu sige, at alle vanskeligheder er overstået, at idealet er nået. Det, som passede i går, trænger til forbedring i dag. Landene i vort samvirke står over for mange seriøse opgaver. Det er forsvaret af vore socialistiske landvindinger og værdier mod imperialismens pression, den fælles kamp for at styrke freden og afspændingen; det er videreudviklingen af det politiske samarbejde, og endelig er det nødvendigheden af at give den økonomiske integrationsproces en ny impuls. Der er altså mange gøremål forude. Og jeg vil gerne fastslå, at Sovjetunionen på sin side vil gøre sit yderste for den socialistiske verdens styrkelse og blomstring. Kammerater! Erfaringerne fra den socialistiske løsning af nationalitetsproblemet studeres opmærksomt i snesevis af lande, som har befriet sig for koloniundertrykkelsen. Vore resultater i den socialistiske opbygning, den historiske sejr over fascismen, alle Sovjetunionens nationers og folkeslags opblomstring har i høj grad stimuleret folkenes befrielseskamp. Sovjetunionens aktive og beslutsomme kamp for at afskaffe kolonialismen, den bestandige støtte til folkenes befrielse og ligeberettigelse letter dem vejen til frihed og fremskridt. Det vides godt af folkene i Asien og Afrika, i det arabiske Østen og Latinamerika. De unge lande, som har gjort op med koloniundertrykkelsen, oplever i dag en ikke nem periode i den nationale tilblivelse og sociale udvikling. Tilbageståenheden, nedarvet Ira den koloniale fortid, indbyrdes splid og konflikter trækker bagud. Landene, som endnu ikke har vokset sig stærke, trues af talrige fælder, som er opstillet af neo-kolonisatorerne. Men vi er overbevist om, at beslutsom modstand mod imperialismen, en gennemtænkt strategi for den økonomiske, sociale og politiske udvikling, gensidig respekt for hinandens interesser og rettigheder vil gøre det muligt for folkene i disse lande at overvinde det, man kalder vækstproblemer. Det sovjetiske folk ønsker dem gode resultater i styrkelsen af deres uafhængighed, i kampen for velstand og fremskridt. Vi ser med respekt på den alliancefri bevægelse, hvis fredspolitik yder et nyttigt bidrag til det internationale liv. Vi står ubetinget og fast sammen med dem, som endnu i dag er nødt til at kæmpe for frihed, uafhængighed, for selve deres folks eksistens, og som er nødt til at tilbagevise en angribers overfald eller trues af aggression. Og denne vor holdning er uadskillelig fra den kamp for varig fred i verden, som Sovjetunionen konsekvent og utrætteligt fører. I løbet af seks årtier har sovjetstatens stilling ændret sig radikalt, dens autoritet og indflydelse er steget umådeligt. Sovjetunionen er knyttet til lande på alle kontinenter med det fredelige samarbejdes stærke bånd. Dens stemme lyder autoritativt på internationale fora. Principperne for fredelig sameksistens - grundlaget for USSR’s udenrigspolitik - har vundet bred international anerkendelse og indgår nu i snesevis af internationale dokumenter, bl.a. i slutakten fra den fælleseuropæiske konference i Helsinki. USSR’s forslag ligger til grund for FN’s mest betydningsfulde resolutioner om spørgsmål vedrørende styrkelse af freden og sikkerheden. Men hvert skridt på vej en til styrkelse af fred en er faldet og falder vanskeligt og kræver anspændt kamp mod de imperialistiske »høge«. Denne kamp er blevet særlig skærpet nu, hvor der i Vesten er sket en aktivisering af de mest krigeriske grupperinger, hvis klassebestemte had til socialismen får overtaget over realitetssansen, og undertiden ligefrem over den sunde fornuft. Imperialisterne har ikke opgivet planerne om økonomisk krig mod de socialistiske lande og indblanding i deres indre anliggender i håb om at bringe deres samfundssystem til at vakle, de forsøger at opnå militær overlegenhed over USSR, over alle landene i det socialistiske samvirke. Disse planer er naturligvis dømt til at mislykkes. Ingen er i stand til at skrue den historiske udviklings forløb tilbage. Forsøgene på at »kvæle« socialismen mislykkedes selv dengang, da sovjetstaten først lige var ved at komme på benene og var det eneste socialistiske land i verden. Og så meget desto mindre vil der komme noget ud af det nu. Det kan imidlertid ikke overses, at Washingtons nuværende politik har skærpet den internationale situation til en yderst farlig grænse. USA’s og den af dem ledede NATO-bloks krigsforberedelser har antaget et hidtil uset omfang, rekordstort for alle tider. Fra Washingtons officielle repræsentanter kan man høre overvejelser om muligheden af en »begrænset», en »langvarig« og andre arter atomkrig. Man søger at berolige folk, at vænne dem til tanken om atomkrigens tilladelighed. Man må i sandhed være blind for vor epokes realiteter for ikke at se. at hvordan og hvor en atombrand end måtte blusse op, så vil den uundgåeligt unddrage sig kontrol og fremkalde en global katastrofe. Vor holdning til dette spørgsmål er klar: Man må ikke lade det komme til en atomkrig - hverken en lille eller en stor, hverken en begrænset eller en total. Der er i dag ikke nogen vigtigere opgave end at standse anstifterne af en ny krig. Det kræver alle folkenes vitale interesser. Det blev derfor modtaget med bifald og håb i hele verden, da Sovjetunionen ensidigt forpligtede sig til ikke som den første at anvende atomvåben. Hvis andre atommagter følger vort eksempel, vil det virkelig blive et vægtigt bidrag til bestræbelserne for at afværge en atomkrig. Man siger, at Vesten ikke kan påtage sig en sådan forpligtelse, eftersom Warszawapagten skulle være overlegen i konventionelle våben. Først og fremmest er det ikke tilfældet, hvilket kendsgerningerne og tallene vidner om. Men desuden er vi som bekendt for begrænsning af disse våben, for at søge fornuftige, gensidigt acceptable løsninger også vedrørende disse spørgsmål. Vi er også rede til at aftale, at parterne undlader som den første at anvende ikke blot atomvåben, men også konventionelle våben. En af de vigtigste veje, som fører til reel mindskelse af faren for en atomkrig, det er naturligvis at nå til enighed mellem Sovjetunionen og De forenede Stater om begrænsning og reducering af de strategiske atomvåben. Vi forholder os med af mulig ansvarlighed til forhandlingerne herom, søger at nå frem til en ærlig aftale, som ikke skader hverken den ene eller den anden part og samtidig fører til reducering af deres atomarsenaler. Foreløbig ser vi desværre en anden holdning hos den amerikanske part. Når den i ord opfordrer til »radikale reduceringer«, tænker den i praksis på reducering af hovedsagelig det sovjetiske strategiske potentiel. Og USA ønsker at forbeholde sig handlefrihed i optrapningen af de strategiske rustninger. Det er absurd endog at tro, at vi kan gå med til noget sådant. Alt dette ville naturligvis passe Pentagon godt, men kan på ingen måde accepteres af Sovjetunionen, ja heller ikke af alle dem, der er interesseret i at bevare og styrke freden. Sammenlign USSR’s forslag med dette. De går ud fra bevarelse af pariteten. Vi er parate til at reducere vore strategiske rustninger med mere end 25 % USA’s rustninger bor reduceres tilsvarende, så de to stater får lige antal fremføringsmidler til strategiske våben. Vi foreslår også at mindske antallet af atomsprængladninger væsentligt og at begrænse videreudviklingen af atomvåbnene mest muligt. Vore forslag omfatter alle typer strategiske våben uden undtagelse, indebærer reducering af arsenalerne af disse med mange hundrede enheder. De afskærer alle mulige kanaler til fortsat kaprustning på dette område. Og det er kun begyndelsen: en aftale på det anførte grundlag kunne blive udgangspunkt for en endnu større gensidig reducering af antallet af disse våben, som parterne kunne nå til enighed om med hensyntagen til den almindelige strategiske situation i verden. Og så længe forhandlingerne står på, foreslår vi det, som sund fornuft siger: at fastfryse begge parters strategiske arsenaler. Det ønsker USA’s regering ikke, og alle forstår nu hvorfor: den er gået i gang med en ny betydelig optrapning af atomrustningerne. Washingtons forsøg på at retfærdiggøre denne optrapning er klart uholdbare. Påstandene om »USSR’s forspring«, som amerikanerne nu skulle indhente, er en notorisk usandhed, som det allerede er blevet sagt mange gange. Og helt latterlig er snakken ørn, at de nye våbensystemer som f.eks. MX-raketten skal »hjælpe med til at fremme nedrustningsforhandlingerne«. Programmer for yderligere optrapning af rustningerne vil ikke tvinge Sovjetunionen til at gå med til ensidige indrømmelser. Vi vil blive nødt til at svare på den amerikanske parts udfordring med opstilling af vore tilsvarende våbensystemer: på MX med vores tilsvarende raket; på det amerikanske langdistancekrydsermissil med vores lang« distancekrydsermissil, som allerede er under afprøvning hos os. Det er slet ikke trusler. Vi ønsker overhovedet ikke et sådant begivenhedsforløb og gør alt for at undgå det. Men det er nødvendigt, at både de, der fastlægger USA’s politik, og den brede offentlighed danner sig en klar forestilling om tingenes reelle tilstand. Så hvis man i Washington virkelig tror på, at nye våbensystemer vil blive en »trumf» for amerikanerne ved forhandlinger, så skal de vide, at disse »trumfer« er falske. En politik, der bygger på forsøg på at opnå militær overlegenhed over Sovjetunionen. er perspektivløs og kun i stand til at øge krigsfaren. Nu om det, man plejer at kalde tillidsskabende foranstaltninger. Vi forholder os seriøst til dem. I forbindelse med de moderne våbens aktionshastighed og kraft er en atmosfære af gensidig mistanke særlig farlig. Selv en ren tilfældighed, en fejlberegning, en teknisk fejl kan få tragiske følger. Det er derfor vigtigt at fjerne fingrene fra aftrækkerne og sikre våbnene grundigt. Der gøres allerede noget i den retning, bl.a. inden for rammerne af Helsinki-aftalerne. Sovjetunionen foreslår som bekendt også mere seriøse og mere omfattende foranstaltninger. Vore forslag herom ligger på bordet ved de sovjetisk-amerikanske forhandlinger i Genève om spørgsmål vedrørende begrænsning og reducering af atomvåbnene. Vi er også parate til at behandle de forslag på dette område, som er fremsat af andre, bl.a. af USA’s præsident for nylig. Men de forslag, han talte om, kan ikke i sig selv fjerne atmosfæren af gensidig mistanke og kan ikke genoprette tilliden. Der er brug for noget mere: normalisering af situationen, afkald på forkyndelse af fjendskab og had samt atomkrigspropaganda. Og naturligvis er den vigtigste vej til tillid, til afværgelse af enhver krig, bl.a. også af en tilfældig opstået krig, standsning af kaprustningen og tilbagevenden til rolige, ordnede relationer mellem staterne, til afspænding. Vi betragter dette som vigtigt for alle regioner på planeten. Men særlig for Europa, hvor ethvert udbrud kan føre til en verdensomspændende eksplosion. I dag er dette kontinent truet af en ny fare - udsigten til opstilling af flere hundrede amerikanske raketter i Vesteuropa. Jeg må sige ligeud: det ville gøre freden endnu mere skrøbelig. Vi mener, at den fare, der truer de europæiske folk, ja folkene i hele verden, kan afværges. Freden i Europa kan udmærket reddes og styrkes - og det uden skade for nogens sikkerhed. Netop med det formål har vi nu i over et år i Genève forhandlet med USA om, hvordan man kan begrænse og reducere atomrustningerne i den europæiske zone. Sovjetunionen er villig til at gå meget langt. Som bekendt har vi foreslået en aftale om at give afkald på alle typer atomvåben, beregnet til at ramme mål i Europa, såvel mellemdistance- som taktiske våben. Men dette initiativ er stødt på en massiv mur af tavshed. Øjensynlig ønsker man ikke at godtage det, men er bange for åbenlyst at afvise det. Jeg ønsker på fly at bekræfte, at dette vort forslag fortsat står ved magt. Vi har også foreslået en anden variant: at USSR og NATO-landene skal reducere deres mellemdistancevåben med mere end to tredjedele. Men det vil USA foreløbig ikke gå med til. De har på deres side fremsat et forslag, der nærmest ironisk kaldes en »nulvariant». Det indebærer fjernelse af alle sovjetiske mellemdistanceraketter ikke blot i den europæiske, men også i den asiatiske del af USSR - med bevarelse og endog optrapning af NATO’s atomraketarsenal i Europa. Er der virkelig nogen, der for alvor tror, at Sovjetunionen kan gå med til det? Det ser ud til, at Washington ønsker at forpurre en aftale, for så med henvisning til de mislykkede forhandlinger i alle tilfælde at placere sine raketter på europæisk jord. Om det er tilfældet eller ej - det vil fremtiden vise. Men vi vil også fremover arbejde for en aftale på et for begge parter retfærdigt grundlag. Vi er bl.a. parate til at gå med til, at Sovjetunionen i Europa blot beholder lige så mange raketter, som England og Frankrig har - og ikke en eneste mere. Det betyder, at Sovjetunionen skulle fjerne hundredvis af raketter, bl.a, flere snese af de mest avancerede raketter, som i Vesten går under betegnelsen SS-20. Hvad angår USSR og USA, med hensyn til mellemdistanceraketter - ville det være en virkelig ærlig »nulvariant«. Og hvis antallet af engelske og franske raketter skulle blive mindsket fremover, så ville også antallet af sovjetiske raketter blive yderligere reduceret med lige så mange. Samtidig hermed bør man også nå til enighed om en reducering til samme niveau af begge parters mellemdistancefly til fremføring af atomvåben, som såvel USSR som NATO-landene har i den pågældende region. Vi opfordrer vore partnere til at gå med til denne klare og retfærdige aftale, til at benytte sig af denne mulighed. så længe den endnu er der. Men ingen skal tage fejl af det: vi vil aldrig tillade, at vor sikkerhed, at vore forbundsfællers sikkerhed bliver truet. Man burde også tænke på, hvilke alvorlige følger placering i Europa af nye amerikanske mellemdistanceatomvåben uundgåeligt ville få for alle de videre bestræbelser for at begrænse atomrustningerne i det hele taget. Kort sagt, nu venter vi på USA’s svar. Til slut vil jeg gerne sige følgende. Vi er for et omfattende, frugtbart samarbejde - frit for diktat og indblanding i andres anliggender - mellem alle folk på planeten til deres gensidige fordel og til gavn for hele menneskeheden. Sovjetunionen vil gøre alt, hvad der afhænger af den, for at sikre den nuværende og de kommende generationer en rolig og fredelig fremtid. Det er målet for vor politik, og det fraviger vi ikke. Kammerater! Når vi ser tilbage på den vej, Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker har tilbagelagt i løbet af 60 år, ser vi klart, at alle vore resultater og sejre er uløseligt forbundet med det leninske kommunistiske partis virksomhed. Netop partiet var og er den mægtige skabende og mobiliserende kraft, som sikrer den uafbrudte bevægelse fremad i alle samfundsfremskridtets retninger. Ud fra sin ideologi, ud fra sin sammensætning og opbygning er vort parti en levende virkeliggørelse af alle Sovjetunionens nationers og folkeslags enhed og sammenhold. Partiet tager med sin politik sigte på en harmonisk forening af de nationale og internationale interesser og skaber de sociale betingelser, hvor den enkelte nations blomstring og alsidige udvikling tjener som en forudsætning for hele vor broderunions opsving og blomstring. Når vi siger: »Folket og partiet er en enhed !« er det en konstatering af den ubestridelige kendsgerning, at de mål og opgaver, som partiet har stillet sig, nøje afspejler alle sovjetborgeres forhåbninger og behov. Og vort mange millioner store folk fører med sit arbejde partiets politik ud i livet. Et af de klareste vidnesbyrd herom er de resultater, hvormed alle republikkerne markerer dette jubilæum. Tillad mig, kammerater, at udtrykke dyb taknemmelighed og påskønnelse over for de millioner af foregangsmænd i produktionen, som har opfyldt og overopfyldt de socialistiske forpligtelser, de havde påtaget sig i anledning af 60-året for oprettelsen af USSR. Tillad mig på vegne af Sovjetunionens kommunistiske Partis centralkomité, den Øverste Sovjets præsidium og USSR’s ministerråd hjerteligt at lykønske alle sovjetborgere med denne store festdag - vor store unions fødselsdag. Leve venskabet mellem folkene, der opbygger kommunismen ! Leve den proletariske, socialistiske internationalisme ! Leve freden i hele verden ! Lad Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker blomstre!

Efterskrift

Hitler og nazismen har spillet en stor betydning for både Ruslands og Tysklands befolkning i 1941-45. Derfor et par meget korte ord om nazismen, der har forsøgt at fremstille Oktoberrevolutionen som en jødisk revolution, fordi mange af Bolsjevikkernes ledere efter Oktoberrevolutionen i Rusland, var 'jøder'. Nazisterne fremstiller også marxismen som jødisk, fordi Karl Marx stammer fra en jødisk familie. Men man må så stille et modspørgsmål: hvorfor var der ikke nogle kristne, der afslørede klassesamfundenes historiske udvikling og afslørede religionens fordummelse ? OK - det var der nu også.

I Marx ungdom foregik samfundskritikken i snævre kredse på universiteter og i litterære saloner. Udbredelsen af bøger og »aviser« havde medført, at flere mennesker havde mulighed for at deltage i udbredelsen af ideer og samfundets kritik - hvis de kunne læse. Dr. David Strauss afslørede i Tübingen i 1835 evangeliernes beretning og præsternes mystik. Han blev stemplet som kætter og et samfundsfarligt individ. I Tysklandene håbede de progressive intellektuelle på, at det enevældige monarki og junkerkastens magt ville blive afløst af den franske revolutions ideer om lighed, frihed, menneskerettigheder, folkeoplysning og naturvidenskabernes fremtrængen. Men den tyske pietisme ved kejser Friedrich Wilhelm tronbestigelse, lærte blot menneskene, at udholde fattigdommens tryk og en belønning i den kommende verden. Karl Marx var ateist før han blev socialist. Det var Ludwig Feurbachs »Kristendommens væsen«, der i 1841 prægede Marx i antireligøs retning, og som sidenhen skabte Marx's kendte overskrift: »Religion er opium for folket«. Marx afslørede klassesamfundet, herskerne, religionen og økonomiens historiske rolle og aktuelle undertrykkelse af folkeslagene. Marx's kritik af religionen og samfundets undertrykke medførte censur, avisen blev beslaglagt, og han blev udvist gang på gang på grund af sine skriftlige synspunkter.

Historiens længst varende konflikt mellem jøderne mod araberne og de kristne, havde medført at jøderne var blevet fordrevet fra alle steder p.g.a. deres særheder. Efter at de europæiske nationer blev dannet efter 1800-tallet, og kolonialismen fik et nyt opsving, trådte en jødisk bevægelse frem og formulerede bevægelsens mål: »Når hele verden er blevet nationalistisk, og når ingen nation har plads til jøderne, så må jøderne konstituere sig som egen nation og skaffe sig en stat et eller andet sted i verden.« Denne bevægelse afholdte d. 29. august 1897 den første Zionistiske Verdenskongres i Basel og fastslog, at deres land og deres stat skulle være i Palæstina/Zion. At der på daværende tidspunkt boede mere end en halv million arabere i Palæstina, var ligegyldigt, fordi bevægelsen var en del af den europæiske kolonialisme. For zionisterne var landet folketomt, og jøderne mente de, var landets eneste retmæssige beboere, som efter 2000 års udlændighed vendte tilbage. Så zionisterne territoriale krav er »lige så gode« som nazisternes.

Nazisterne brugte den romerske og den nordiske mytologi, gudeverdenen, symbolverden, runeskriften, blod og jord, og raceteorien om den germanske races overlegenhed overfor alle andre racer og folkeslag, sammen med Hitlers anti-semitiske synspunkter fra Bogen: »Mein Kamp«, som han skriver som 35 årig i fængslet efter et mislykket kupforsøg i München 1923, hvorefter han dømmes for højforræderi. I bogen angriber Hitler: jøderne, præsteskabet, socialdemokraterne, habsburgerne og Hitler danner den brutale filosofi og det sprog, der til enhver tid skabes på samfundets bund, hos de uorganiserede, de udstødte, de ikke arbejdende. Nazisternes ørnesymbol er kendt fra den byzantinsk/romerske kirke og hagekorset fra Indus kulturen og nordisk oldtid. Da Hitler blev født i 1889 var hans far 52 år og hans mor 28 år. Faderen beskrives som usympatisk og både moderen og faderens slægt stammede fra indgifte bønder nord for Donau i Böhmen og Mähren, hvor slægtens efternavne viser, at de formodentlig var tjekkere. Denne del af Europa præges i Hitlers ungdom af fire store kejserslægter: Habsburgerne, Hohenzollerne, Romanoverne og Osmannerne, og i Østrig-Ungarn har man kunne vandre og søge arbejde her og hidset. Hitlers farfar vandrede til NedreØstrig. Hitler var fra Østrig og var katolik. Han havde ikke held til at blive optaget på kunstakademiet, og endte på herberg og blandt vagabonder, da han ikke kunne betale husleje. Han ville ikke skaffe sig et arbejde, og ernærede sig af at male kopier af prospektkort, som han solgte på værtshusene i Wien. Der boede han i fem år, og disse år har præget han ideer. Blandt de småhandlende og næringsdrivende, der købte Hitlers prospektkort og malerier, huske man Hitler som en sjælden fremtoning af et kristent menneske, med et magert forsulten ansigt med, langt hår og sorte skægstubbe. Næh, det har ikke været nemt. Bemærkelsesværdigt fik han bl.a. hjælp af nogle andre fattige - jøder. Hitler brød sig ikke om solidaritet. I herberget danner Hitler sin filosofi: »Kampens ide er lige så gammel som livet selv, for man bevarer kun livet ved at andre levende væsener bukker under i kamp…..I denne kamp sejrer de stærkeste, de, som er dygtigst, mens de mindre dygtige, de svagere taber….mennesket lever og hævder sig over dyrene ved den mest brutale kamp…ethvert mål, mennesket har nået skyldes dets originalitet plus dets brutalitet.«

I logihuset,- i samfundets dyb gælder alle kneb for at overleve, og det er forståeligt nok, at Hitler også lærte at lyve. Selv til sin bitreste ende nægtede han at indrømme at han havde tabt og fastholdt, at ved viljestyrke - alene - kunne man forvandle begivenhedernes gang. Tysklandene var først blevet »samlet« meget sent af den prøjsiske Bischmark i 1871. Kolonialiseringen af jordkloden medførte rivalisering mellem stormagterne og udløste 1. Verdenskrig. Det Tyske Socialdemokratiske Parti vedtog i rigsdagen i 1914 en krigsbevilling, der understøttede de tyske kapitalister og junkere ekspansion. Det var det tyske socialdemokratis forræderi mod den internationale arbejderbevægelse, der var med til at udløse 1. Verdenskrig. I 1914-18 gjorde Hitler tjeneste på vestfronten som frivillig. Hvis Hitler har brugt 5 år i Wien på valsen og 4 år som eventyrer i en slagen hær, forstår man, at han har forspildt sin ungdom, og hvorfor der bliver formet et personligt ønske om magt, - hos en der altid har været taber og været udenfor indflydelse. De tyske socialdemokraters manglende tilslutning til Oktoberrevolution i 1917, medførte også, at socialdemokraterne vendte sig mod de oprørske tyske matroser og arbejdere i 1918. (læs mere her). Tysklands nederlag blev mødt med voldsomme økonomiske fredsbetingelser fra 1. Verdenskrigs sejrherrer. Kaos og undertrykkelse i Tyskland medførte opstande. Men socialdemokratiet tilsluttede sig stadigvæk »den tyske kejsermagt« i 1919/20 - mod November-revolutionen og Spartakisterne. I 1920 deltog Hitler i grundlæggelsen af National-Sozialistische Deutsche Arbeiter-Partei (NSDAP), hvis agitation især vandt genklang hos den forarmede og revanchelystne middelstand. I 1923 var Tysklands økonomi i kaos. Hitlers kupforsøg i 1923 medførte en dom på fem års fængsel. Men de tyske småborgere og kapitalister lod ham kun sidde 6 måneder, da de så hvilken nyttig mand, de havde i Hitler. Han havde oratoriske evner og kunne lyve lige så hurtigt som en hest kunne rende. Når han var blandt de arbejdsløse lovede han arbejde og socialismen, og når han var blandt bønderne lovede han jord, rigdom og national genrejsning, og ligedan lovede han storindustrien guld og grønne skove, og at han ikke ville røre ved deres ejendomsret. Målet var klart at knuse byernes faglærte fagbevægelsen, den socialdemokratiske og den nye kommunistiske arbejderbevægelse, der havde kæmpet for rimelige lønaftaler mod deres arbejdsgivere. De ufaglærte, daglejerne, havde ingen fagforeninger. De havde ingen steder de kunne udtrykke deres utilfredshed, og var derfor et let offer for Hitlers propaganda, fordi de faglærte og socialdemokraterne, »følte sig for fine«. Krigsskadeerstatningerne og genopbygningen af Tyskland var endog sket med hjælp fra udenlandske kapitalister. Men både rentebyrden, krigsskadeerstatningen og valutaens sammenbrud i 1923, medførte ikke »unaturligt«, at de tyske folk, de tyske industri- og finanskapitalister, junkere, bønder, småborgere havde behov for en tysk genfødelse, en tysk national genfødelse, som også var Luthers tidligere andel i tysk historie. I Hitlers fandt man den oratoriske begavelse. Han havde anarkistiske egenskaber,- og da han ikke havde nogen organisation bag sig kunne han ikke blive farlig,- hvis han nu skulle blive besværlig. Og når nu den tyske økonomi ikke kunne løbe rundt, var det fint med en magtsyg, viljestærk og brutal mand, der ville sønderslå de faglærtes organisationer, og deres politiske partier. Storkapitalen og småborgerskabet finansierede Hitlers propaganda apparat - glem ikke det ! Det var folk som Ernst Röm, der skabte nazi-organisationen: SA. Det lykkedes nazisterne at bruge radiofonien og filmen til at få magten og voldføre både de germanske stammer og mange andre folkestammer. De arbejdsløse sluttede op om Hitlers terror i håbet om at få identitet og mening med livet. Der er næppe nogen grund til at nævne i deltaljer hvordan den ene samfundsgruppe efter den anden røg i arbejdslejre, partier og aviser blev forbudt og ejendom beslaglagt. Nazipatruljerne viste åbent volden på gaden og viste mandens maskuline styrke og brutalitet.

Personligt mener jeg ikke, at der var noget forkert i at genskabe de tyske stammers historie, og højtideligholde de oprindelige hedenske værdier i kampen mod den kulturimperialisme, som kristendommen repræsenterede. Men Hitlers kamp blev ikke ført for at generobre Rom, som ellers Goterne, Longobarderne og Vikingerne havde gennemført gang på gang efter at de romerske overklasser havde tilsluttet sig kristendommen i 397 e. Kr. Og i 1517 havde endda Luther jo forkastet den katolske Romerkirke, så principielt havde Hitler jo argumenter nok, for at gentage erobringen af Rom. Men den katolske kirke og Hitler gik i forbund for at udrydde jøderne. Med Heinrich Himlers riddervæsen (SS) fik Hitler også en betydelig tilslutning fra de engelske ridderes efterkommer: den engelske kong Georg. Angelsakserne kom jo fra de tyske marker, og ideen var at englænderne fik verdensherredømmet til søs - og Tyskland verdensherredømmet til lands. Det var kun den formastelige bourgeois og kulturimperialist: Winston Churchill, der absolut ikke ville dele verdensherredømmet med nogen, der nu tog kampen op mod tyskerne. Englændernes tidligere hemmelige planer med en alliance med Hitler mod Rusland var jo slået fejl, fordi Stalin »tog dem på sengen med bukserne nede«. Og i Tyskland vil begejstringen ingen ende tage. Den ugifte Hitler fik tilslutning fra Tysklands unge ugifte bondepiger og »forhåbningsfulde korsriddere«, som de kristnes historie er så fulde af.

Under den økonomiske krise i 1930érne øgedes tilslutningen til Hitlers parti: NSDAP stærkt, og ved rigsdagsvalget i juli 1932 blev partiet Tysklands største, for dog ved et nyt rigsdagsvalg samme år, at gå to millioner stemmer tilbage. Hindenburg valgte d. 30 januar 1933 Hitler til rigskansler og ved valget i marts 1933 opnåede NSDAP og det reaktionære Tysknationale Parti tilsammen flertal i rigsdagen. I juni 1934 udrensede Hitler, de arbejder- og interlektuelle kredse, der havde været med til at bringe ham frem i Tysklands herskende kredse. Ernst Röm blev myrdet og i august fik Hitler uindskrænket magt efter Hindenburgs død. I 1935 indførte han almindelig værnepligt. I 1936 annekteredes Rhinlandet. I 1938 gennemførtes Anschluss af Østrig. Tjekkoslovakiet blev sønderlemmet 1938-39. Vestmagterne forhandlede i hemmelighed med Hitler om en pagt mod Sovjetunionen. I Polen havde general Pilsudskis planer om et nyt storPolen. Da Pilsudskis i 1914-16 tidligere havde ledet en polsk hær mod Rusland, var han en farlig mand for både Tyskland og Rusland, fordi en polsk udvidelse kun kunne ske på disse to landes bekostning. Det lykkedes Stalin at overraske vestmagterne, med en seperataftale mellem Hitler og Stalin. Hitler fik sine polske landskaber. Den polske trussel mod Rusland og Tyskland var knust og dermed var vestmagternes strategi mod Rusland forpurret. Hitlers krig mod Polen i september 1939 udløste dog, at de to koloniale og kapitalistiske verdensmagter: Storbritannien og Frankrigs erklærede Tyskland krig- og kort efter var det meste af Europa besat af tyske hære. Tyskland havde fået revanche. Angrebet på Sovjetunionen 1941 var Hitlers enorme fejltagelse. De voldsommeste grusomheder blev begået mod de slaviske folk. Med russiske tropper i selve Berlin begik Hitler selvmord i sit hovedkvarter 30. april 1945. Det hjælper ikke at sige som tyskerne efter 1945, at det var ikke os, jeg var bare almindelig værnemagtssoldat, når 17 millioner tyske vælgere i 1933 stemte på NSDAP, og hvor det jo i 1941 var almindelige tyske værnemagtssoldater, der stormede frem i vest og øst og myrdede mindst 25. millioner mennesker i Sovjetunionen.

Oktoberrevolutionen var realiseringen af den erkendelse, som Marx og Engels lagde grunden til i midten af det 19. århundrede, nemlig at samfundets dialektiske udvikling fra lavere til højere stadier ikke er slut med kapitalismen. De iboende modsætninger i kapitalismen peger frem mod en løsning i form af arbejderklassens revolutionære sønderknusning af den borgerlige stat, dvs. borgerskabets diktatur, og opbygningen af en ny, socialistisk stat under ledelse af arbejderklassen, dvs. proletariatets diktatur. For første gang i verdenshistorien skete denne omvæltning konsekvent og konstituerede proletariatets diktatur på en sjettedel af Jordens overflade.

Den videnskabeligt socialistiske teori havde allerede i 1917 for længst konkluderet, at der krævedes en række både objektive og subjektive forudsætninger for en socialistisk revolution. De objektive faktorer er spørgsmålet om de kapitalistiske krisers skærpelse til det punkt, hvor modsætningerne træder frem i fuldt flor og ikke kan lindres inden for det beståendes samfunds rammer. De subjektive faktorer handler om den pågældende befolknings modenhed til revolution, herunder især spørgsmålet om det revolutionære partis styrke. Lenin havde kort før revolutionen sammenfattet sin analyse af det højeste og sidste stadium i kapitalismen, imperialismen. Ifølge denne analyse trådte samfundet ved indgangen til det 20. århundrede ind i ikke bare imperialismens, men også de proletariske revolutioners epoke.

Oktoberrevolutionen tilbageviste den ide, at de socialistiske revolutioner nødvendigvis må indtræde i de højest udviklede kapitalistiske lande, at vejen til socialismen så at sige forløber efter en lige linje. At revolutionen fandt sted i det tilbagestående zaristiske Rusland, hvor kapitalismen var svagt udviklet og arbejderklassen i mindretal, skyldtes, at imperialismens verdensomspændende kæde her var svag. Imperialismens stormagter var ihærdigt oppe at toppes i 1. verdenskrig, og det storrussiske regime var på alle leder i krise. I denne situation lykkedes det bolsjevikkerne at samle ikke bare arbejderklassen, men også flertallet af de arbejdende bønder bag de revolutionære paroler.

Da revolutionen var befæstet, og de indtrængende imperialistiske hære i begyndelsen af 1920’erne var banket tilbage, kunne det bolsjevikiske kommunistiske parti, SUKP, med Lenin og Stalin i spidsen sammenfatte erfaringerne. Hvordan kunne ikke bare en revolution, men en socialistisk revolution sejre under så tilsyneladende barske betingelser ? Ganske kort fortalt baserede partiet sig på en rigtig forståelse af massearbejdet, af de sociale forhold i datidens Rusland, og kanaliserede dette over i en mobilisering af ikke blot arbejderklassen, men også majoriteten af fattige bønder. Bønderne - småborgerskabet - og de øvrige ikke-proletariske dele af den arbejdende befolkning blev vundet for arbejderklassens samfundsprojekt, hvorved der skabtes et revolutionært forbund mellem disse klasser. Alternativet i en sådan turbulent situation ville være, at småborgerskabet og de øvrige mellemliggende samfundslag vindes for borgerskabet.

Bolsjevikkerne vandt ikke kun befolkningsmajoriteten for den socialistiske revolution ved at rejse de rigtige paroler. Partiet sørgede for at arbejde taktisk på en måde, så masserne gennem egne erfaringer kunne lære at skelne skidt fra kanel. Ved f.eks. at deltage i den borgerlige parlamentariske forsamling i revolutionens første fase kunne bolsjevikkerne afsløre denne forsamlings uduelighed, dens reaktionære karakter som redskab for borgerskabet.

Parlamentet havde i sommeren 1917 endnu en vis illusorisk status i brede dele af befolkningen. Derfor valgte bolsjevikkerne at fremføre befolkningens basale krav om fred, jord og demokrati i parlamentet - med det resultat, at parlamentets kontrarevolutionære karakter blev afsløret. Og ikke bare det: Det bidrog tillige til at afsløre de erklæret »socialistiske« og »progressive« partier, som søgte kompromis med imperialismen og borgerskabet. Disse partier blev afsløret som den farligste støtte for revolutionens fjender, alt imens bolsjevikkerne konsekvent fastholdt befolkningens krav.

I denne situation opstod en massiv folkelig basis for kravet om, at de folkelige råd, sovjetterne, skulle vippe det rådne parlament af porten og selv tage affære. »Al magt til sovjetterne!« blev parolen, der nu mobiliserede millionskarerne. En revolutionær massebevægelse for sovjetmagten var resultatet. Folkerådene, sovjetterne, blev gjort til det grundlæggende organisatoriske udtryk for den nye statsmagt, proletariatets diktatur. Herigennem blev de hidtil undertrykte masser demokratisk organiseret, og herigennem udøvede arbejderne og bønderne deres væbnede magt.

En sidste væsentlig erfaring var, at revolutionens succes i høj grad skyldtes det revolutionære kommunistiske partis udelte ledelse af kampen. Den erkendelse, som Marx og Engels drog efter Pariserkommunens sammenbrud i 1871, blev her bekræftet: At arbejderklassen kun kan gennemføre den samfundsmæssige omvæltning ved at være organiseret omkring en fortrop, der kan forbinde teori med praksis og lede kampen målrettet. Alternativet ville være spontanisme og kapitulationisme. Bolsjevikkerne formåede på en rigtig måde at samle masserne omkring sig, ikke fordi bolsjevikkerne rent fysisk var »stærkest«, men fordi masserne gennem egne erfaringer fik tillid til partiets evne til at lede udviklingen den rigtige vej. Partiet forankrede sig i masserne.

Det socialistiske Sovjetunionen opnåede i løbet af en kort årrække enestående resultater, der revolutionerede landets liv fra et tilbagestående halvfeudalt samfund til en tidssvarende, progressiv kultur. Da den udenlandske fjende var nedkæmpet, stod Sovjetunionen over for tårnhøje og tilsyneladende uoverskuelige opgaver. At give jorden til bønderne og magten til sovjetterne kunne ikke i sig selv bringe landet fremad. En væsentlig hindring for udviklingen var analfabetismen, der henlagde befolkningsmajoriteten i et kulturelt mørke. Hvis ikke dette problem blev løst, kunne masserne ikke påbegynde den gradvise overtagelse af samfundets ledelse på alle niveauer. En konsekvent styret, højt prioriteret kampagne for uddannelse afskaffede i løbet af en håndfuld år analfabetismen, og avis- og bogkulturen blomstrede hurtigt op fra et nulpunkt, et privilegium for eliten, til en folkesag.

Elementære menneskerettigheder blev realiseret: Kvinderne blev juridisk ligestillet med mændene, og andelen af kvinder i ledende funktioner steg støt. Arbejde og forsørgelse blev en ret for alle. Hidtil undertrykte nationaliteter fik autonomi og blev sikret kulturelle rettigheder - flere sprog, som i zartiden end ikke havde et alfabet, frembragte efter kort tid aviser, tidsskrifter og bøger i masseomfang. Uddannelse var gratis og omfattende for alle. De økonomiske kriser afskaffedes, og levestandarden steg. Selv borgerlige historikere indrømmer, at sovjetforfatningen fra 1936, der blev vedtaget efter en grundig folkelig debat, er uhyre fremskreden og demokratisk. Heri er nedfældet menneskerettigheder, som selv de mest fremskredne borgerlige forfatninger ikke ænser et ord af.

Satsningen på industrialisering med sværindustrien som basis gjorde i 1930’erne Sovjetunionen selvforsynende på en række vigtige økonomiske nøglefaktorer. Dette og den konsekvente kamp for styrkelse af proletariatets diktatur gjorde Sovjetunionen parat til at modstå den fascistiske tyske storkapitals overfald i 1941 og blive den afgørende kraft i nedkæmpelsen af nazismen. Trods sejren var krigen ufatteligt destruktiv for Sovjetunionen. Enorme landområder var hærget til grunden, enorme resurser var gået til i forsvarskampen mod nazisterne, og tabet af menneskeliv fik vestfronterne til at blegne: Op mod 27 millioner sovjetborgere blev dræbt af de nazistiske horder - næppe én familie gik fri for tab af nære og kære.

Efter krigen påbegyndtes en genopbygning. Ved egen hjælp kom Sovjetunionen på fode og kunne endda afse resurser til at støtte opbygningen af de nye folkedemokratiske lande i Østeuropa. Men landet var samtidig udmattet, en stor del af de mest hengivne kommunister var faldet i krigen, og den nye situation krævede fortsat revolutionering, fortsat udvikling af socialismen på alle felter. I denne situation modnedes de tendenser, der modarbejdede revolutioneringen og selve socialismens grundvold, proletariatets diktatur.

Det er uomtvisteligt, at der blev begået fejl og overgreb af den nye socialistiske statsmagt i forbindelse med forsvaret af revolutionen over for den mildest talt fjendtlige omverden. Udrensningerne og Moskvaprocesserne i 1936 var i princippet fuldstændig nødvendige tiltag, som rettede brodden mod klassefjenden på forskellige felter. Tendenserne til bureaukratisme i statsapparatet blev bekæmpet, og på den mere alvorlige front var det bidende nødvendigt at afsløre og nedkæmpe den imperialistiske og fascistiske femtekolonne, der ellers kunne have lagt landet åbent for nazisternes invasion.

Disse forsvarstiltag fra proletariatets diktatur udartede imidlertid i et omfang, som førte til fængslinger, deportationer og andre overgreb mod sagesløse, sandsynligvis endog henrettelser af uskyldige. Faktorerne er grumsede; dels bar socialismen stadig på en masse ar fra det gamle samfund, dels havde man ikke nået at udvikle en forståelse for og konsolidering af fremskredne socialistiske retsprincipper, men hang tværtimod fast i selve den revolutionære omvæltnings særlige undtagelses-legalitet.

Begivenhederne i forbindelse hermed - samt andre problemer, som Sovjetunionen givetvis var gennemsyret af - blev udnyttet af den strømning, der viste sig i flertallet af parti- og statsledelsen efter Stalins død i 1953. Et tykt lag af karrieremagere havde udviklet sig i parti- og statsapparatet: Et lag med særlige klasseinteresser havde gradvis taget form, og ledende personer fra dette lag begyndte at kæmpe om magten, samtidig med at de hærdede marxist-leninister blev trængt ud. Nikita Hrustjov vandt denne magtkamp, bl.a. ved at angribe »persondyrkelsen« af Stalin og overgrebene under Moskvaprocesserne på den ene side og fremføre lyserøde løfter om nye og bedre tider på den anden side.

Hrustjov og den nye ledelse i SUKP buldrede på SUKP’s 20. kongres i 1956 frem med disse opgør - for at dække over et generalangreb på socialismen: I stedet for at tale om proletariatets diktatur og proletariatets parti blev Sovjetunionen nu udråbt til at være »hele folkets stat« og SUKP til »hele folkets parti«. Dette afslørede, at en ny herskende klasse havde opstået ud af bureaukratiet, hvilket konfirmeredes i praksis. F.eks. ændredes partiets klassesammensætning drastisk, så SUKP fra at have et flertal af arbejdere nu fik et flertal af intellektuelle og kollektivbønder. Landbrugets organisering blev rullet tilbage i og med, at de centrale maskin- og traktorstationer blev nedlagt og indholdet solgt til de enkelte landbrug. De statslige virksomheder blev gjort »selvstændige«, og et merprodukt tilfaldt de enkelte virksomhedsledelser, der dermed høstede profit. Disse økonomiske tilbageskridt førte til nedgang i vækstraterne fra og med 60’erne. Desuden betød det en afvikling af proletariatets diktatur og princippet om fremadskridende socialisering af produktionen - samt konsolidering af de nye klasseskel. På det udenrigspolitiske område udviklede Hrustjov en udenrigspolitisk med permanent »fredelig sameksistens« med imperialismen. Inden for den socialistiske lejr indførtes ideen om de mindre landes »begrænsede suverænitet« i forhold til Sovjetunionen, og gennem handelsorganisationen COMECON blev der indført en »arbejdsdeling« mellem de socialistiske lande, som betød en afvikling af de mindre landes suverænitet i forhold til centret i Moskva.

Kritiske kommunister pegede allerede umiddelbart i forlængelse af SUKP’s 20. kongres på, at Sovjetunionen og dens allierede var i færd med en proces, der før eller senere ville føre landene tilbage til kapitalismen. Virkeligheden bekræftede forudsigelsen.

Lige siden den blodige nedkæmpelse af Pariserkommunen har det stået klart, at revolutionen må bevæbnes. Illusioner om, at borgerskabet frivilligt giver magten fra sig, kan ende i tragiske blodbad. Revolutionen skal forsvare sig med de nødvendige magtmidler over for imperialismens stensikre forsøg på brutal nedkæmpelse. Uanset hvad Stalin har begået af fejl, er det en kendsgerning, at Stalin konsekvent forsvarede princippet om socialismen som proletariatets diktatur. Da Hrustjov-kliken angreb Stalin, var det først og fremmest et angreb på dette princip. En slækkelse af forståelsen af klassekampen under socialismen kan føre til revisionisme og kapitalistisk genrejsning. Det er også en meget vigtig erfaring.

Socialismen var et ungt samfundssystem, relativt uprøvet i den store historiske udviklingsproces. Uanset tilbageslaget i det 20. århundredes for socialismen er modsætningerne i imperialismen ikke ophævet, men tværtimod til stadighed skærpet, og processen er i det lange løb entydig. En skønne dag vil den officielle verdensopinion være rørende enig om, at Oktoberrevolutionen markerede et positivt historisk vendepunkt, - en trappesten på vejen mod civiliserede tilstande. Det kan ingen nutidig, plat borgerlig propaganda ændre på.

Tilbage til: Ruslands historie I. * * Ti dage der rystede verden * * Marxismen-Leninismen

Webmaster