Søfolkenes Strejke for Forbedring af Arbejds- og Levevilkår i 1933/34 var en afgørende Forpostfægtning mod Borgerskabets Sultefelttog mod Arbejderklassen. Derfor blev den ikke blot bekæmpet til det yderste af Treenigheden: Arbejdskøbere, Regering og Reformister, men også forvansket og beløjet i den borgerlig-socialdemokratiske Presse i et Omfang, som dansk Arbejderbevægelse aldrig har kendt Mage til. Den såkaldte »Hovedorganisationernes Agitationskomité« - Centralen for al Hetz imod og Bekæmpelse af Arbejdernes Klassekampsvilje - har endog efter Strejken udsendt en særlig Smudspjece, som i Masseoplag er uddelt gratis til Arbejderne under Navnet: »Hvad vi lærte af Sømandsstrejken«. Da vi overfor den danske Arbejderklasse ønsker at redegøre for vor Kamp og dens Betydning, og for samtidig imødegå Reformisternes Smudsagitation - udsender Søfolkenes R.F.0. disse tekster i denne Pjece. Vi har ikke som Pamperne Midler til at uddele den gratis, men vi vèd, at vi har de store Arbejderklassers Sympati og Vilje til at støtte os i Bestræbelserne for at redegøre for Strejken og dens Betydning. Derfor opfordrer vi enhver klassebevidst Arbejder til at hjælpe os med at udbrede Pjecen !

Ikke mindst, fordi der fra Borgerskabets og Reformisternes Side lige fra før Kampens Udbrud er gjort alle tænkelige Anstrengelser for at tilsløre vor kamps virkelige Indhold, er det nødvendigt at gentage, at vi gik i Kamp, fordi vore Arbejds- og Levevilkår efterhånden var blevet utålelige, efterhånden som Redernes brutale nedskæringsoffensiv skred fremad ! Søfolkene arbejder for en lavere Timeløn end de allerfleste Arbejdere i Land: ca. 70 øre for Fyrbødernes og ca. 50 øre for Matrosernes Vedkommende. Samtidig har Kronefaldet ramt os i særlig Grad: ikke alene rammes vi af Prisstigninger i Hjemlandet, men særlig i udenlandsk Havn er vor Hyre ofte kun halvt så meget værd som før !

Og vore Arbejdsforhold er utålelige: Matroserne har indtil 84 Timers Arbejdsuge, Fyrbøderne indtil 63 Timer. Samtidig har Arbejderne i Land rejst Krav om 40 Timers Ugen, altså indtil Halvdelen af vor Arbejdstid ! Vort Arbejde både på Fyrpladsen og på Dækket er så hårdt som måske ikke i noget andet Fag,- særlig efter at Rederne gennem de sidste År har tvunget Arbejdstempoet op, f.eks. ved at tvinge en Fyrbøder til at passe 6 Fyr. Dette er en af Virkningerne af den hensynsløse Underbemanding, der allerede før 1933 havde kastet Hundreder af Søfolk i Land, og som yderligere kastede Masser af Søfolk ud i Arbejdsløsheden på Grundlag af Regeringens »Bemandingsregler«.

Hvis vi hertil føjer en Række andre Forhold: den forringede Kost om Bord, den brutale Behandling, de elendige Lukafforhold, den katastrofale Arbejdsløshed m. v., har vi Baggrunden for, at den ene Kammerat efter den anden erklærede: »Nu finder vi os ikke længere i disse Forhold ! Hvis det bliver sådan ved, kan vi lige så godt pakke sammen, for så ender vi snart i den rene Elendighed ! Nu man vi sætte en Stopper for Redernes Angreb, - vi kan lige så godt tage Kampen nu, for vi kommer alligevel ikke uden om den !«

Blandt de danske Søfolk erindres endnu Verdenskrigens Dage, da 700 Søfolk ofrede Livet på Verdenshavene - på Rederkapitalens Alter ! Dengang var den danske Sømand »Nationens Helt«, der så Døden i øjnene for at opretholde den danske Skibsfart og dermed Produktionen og hele Samfundsmaskineriet, og det er ikke for ofte blevet gentaget, at dengang lovede Borgerskabet og Rederne Søfolkene Guld og grønne Skove, - blot de vilde udholde Savn og Fare i Krigstiden, skulde de nok få Belønningen, når »Trængselstiden« var endt !

Søfolkene fik »Belønningen« i Form af et Kæmpemonument på Langelinie med en mægtig Stenengel på, og så fik de nogle Mindegudstjenester, hvor Borgerskabet mødte op med høj Hat og højtidelige Ansigter ! Men så mente Kapitalisterne også, at deres Løfter var »indløst«, - for allerede inden Gullaschtiden var bort op, samlede de alle Kræfter sammen for at drive Søfolkenes Kår ud i endnu større Elendighed - og helst knuse vore Organisationer !

På Opfordring af Socialdemokratiets og D. s. F.s øverste Spidser gik Søfolkene med til Generalstrejken i 1920, der skulde redde Ministeriet Zahle-Staunings Liv, men straks efter de berømte Påskedage lod de samme Herrer Søfolkene i Stikken og ikke alene lod os kæmpe videre alene, men forsøgte på alle Måder at snigløbe vor Kamp! Det var så langt fra de socialdemokratiske og reformistiske Lederes Skyld, at vi trods alt efter Kampen opnåede den højeste Hyre, danske Søfolk nogensinde har oppebåret, - en Hyre, som det i de følgende År ved Reformisternes, bl.a. Erik Jacobsens Hjælp lykkedes Rederne at reducere til ca. halvdelen !

For nogle År siden satte den kapitalistiske Krise ind ! Også de danske Redere blev »kriseramte« ! Mange Skibe blev lagt op, og Rederne hylede, - ikke fordi i Tusindvis af Søfolk blev arbejdsløse, men fordi deres Profit var i Fare ! De arbejdsløse Søfolk gled ud i stadig større Elendighed, Satserne blev forringet, hvor de kunde forringes ! Men Rederne fandt Hjælp, de fandt Udveje! Den socialdemokratiske Regering gennemførte Kronens Nedskæring, der betød Forringelse af Arbejdernes Levekår, men som til Gengæld betød en uhyre Fordel for Kapitalisterne, ikke mindst for Rederne, som fragtede til internationale Rater, mens de betalte Hyrer og en Række andre Udgifter til de nedskårne danske Kroner! Men det var ikke nok ! Alle de Forringelser for Søfolkene, som vi omtaler ovenfor, var Led i Redernes Nedskæringsfelttog mod Søfolkene.

Dette Resultat viser sig i Form af stadig stigende Profit for Rederkapitalen - midt under Krisen - således at Børsjobberne alene i Løbet af 1933 bedømte Mulighederne for Udbytning af Søfolkene til at være steget en halv Gang: Kurserne på Rederaktier steg med ca. 50 pct.! Endnu et Udslag af de nye gyldne Tider for Rederne så vi i de sidste Måneder, da Dampskibsselskaberne deklarerede Udbytte og Regnskab for 1933. Indtægterne var steget med nogle og tredive Millioner siden sidste År, og det rene Overskud var nået langt op over 20 Millioner Kroner, således at Kapitalisterne indtjente et Overskud på mindst mellem 3000 og 4000 Kr. på hver beskæftiget Sømand ! Dette viste os, at der var endnu mere Grund for Søfolkene til at kræve bedre Kår, og at al Tale om at undlade dette af »Samfundshensyn« var bevidst Løgn for at forvirre os i Redernes Interesse!

I Sommeren 1933 er der Mulighed for, at der kommer flere Skibe i Gang, nemlig i Trælastfarten, fordi Sovjetunionen ønsker at chartre flere skandinaviske Skibe, bl.a. fordi Unionen ikke mere chartrer Nazi-Tysklands Skibe. Derved kunde en Del danske Søfolk komme i Arbejde, og samtidig kunde det kun være en Fordel for Rederne, fordi de ved at sende Oplæggerne ud kunde tjene endnu flere Penge ! Men Rederne lugtede Chance for endnu mere Profit! Og de udpønsede så en Plan, som først kom til Orde i et Telegram fra de svenske Redere til den danske Rederiforening, og i dette fortrolige Dokument hedder det bl.a.: »Sveriges Rederes Fragtgruppe er på Grund af indhentede Oplysninger kommet til den Opfattelse, at den forestående Sæson i Østersøen og Hvidehavet vil give Beskæftigelse til al Tonnage, som står til Rådighed for Trælasttransport.

På Grund heraf bør Markedsforholdene motivere en sådan Forhøjelse af Fragterne, at i det mindste der til Trælast egnede Tonnage kan opnå Fragter, som dækker Omkostningerne og giver et rimeligt Overskud til den investerede Kapital Fragtgruppen indbyder derfor til Dannelsen af en international Tarifcentral, som skal angive de Fragter, under hvilke den Tonnage, der står tilsluttet, under Bødestraf ikke må slutte ...«

Forhandlingerne kom hurtigt i Gang, og netop i Konfliktsituationen blev Planen endelig vedtaget i Form af Dannelsen af »Northern Wood Trade Corporation«, hvis hemmelige Statutter vi gengiver andetsteds. Allerede nu er Ca. 2/3 af den skandinaviske Tonnage tilsluttet, og Resten kan forventes tilsluttet i den nærmeste Tid ! Denne skandinaviske Rederplan om Tvangsoplægning af Trælasttonnage er kun et Led i en samlet international Plan om Tvangsoplægninger med Støtte fra de forskellige Landes Regeringer, hvorved Rederne vil opnå at forøge deres Profit for de Skibe, der er i Fart og samtidig sikre sig Profit også for de oplagte Skibe!! Dette er Renkultur af den Udvikling, som finder Sted under Kapitalismens Forfald: for at forøge Profitten viger Kapitalisterne end ikke tilbage for ganske bevidst at forøge Arbejdsløsheden ad kunstig Vej!

Når det er lykkedes Rederne at hæve deres Profitter så voldsomt på Søfolkenes Bekostning, og når de nu har Planer om endnu blodigere Udbytning, må det ses på Baggrund af det danske Borgerskabs og den socialdemokratiske Regerings almindelige »Krisepolitik«, som rammer såvel Søfolk som andre Arbejdere ! Gennem År havde Søfolkene rejst Krav om en Bemandingslov, som opfyldte Søfolkenes Krav om bedre Bemanding. Endelig den 6. Januar 1933 udsendte Søfartsministeriet - administrativt - nogle »Bemandingsregler«! Det var en »Hilsen« fra Regeringen til »Fædrelandets Sønner ude pas Havene«, - en Hilsen, som straks gav Rederne Anledning til at kaste endnu i Hundredvis af Søfolk i Land !

Det var ikke underligt, at Søfolkene’s Harme steg ! Det var altså ikke alene gennem Kronenedskæringen og den øvrige almindelige Krisepolitik, at Søfolkene skulde rammes - endog hårdere end de fleste andre Arbejdere - men der blev taget særlig »Hensyn« til os ved at henvise endnu flere af os til A-Kasse og Socialkontor! Men Regeringen har stadig ikke glemt os ! Det viser sig, at Regeringen ikke blot støtter, men endog har været med til at planlægge Redernes Tvangsoplægninger. I Begyndelsen af Marts i år deltog den danske Regerings Repræsentant, Kontorchef Emil Krogh, Søfartsministeriet, i en Konference i Oslo, hvor man - ifølge direktør Maegårds Udtalelser - »enedes om at søge indledet Forhandlinger om en fuldstændig Rationalisering af hele Skibsfartsproblemet«. Og Afsløringen af Redernes internationale Planer viser, at det er Meningen, at Regeringerne endog skal understøtte disse mod os Søfolk så forbryderiske Planer økonomisk!

Vi Søfolk var således på Forhånd ganske godt orienteret om, hvilke Modstandere vi havde ! Vi kendte Rederne og havde gennemskuet deres officielle »Samfundssind« ! Vi kendte Regeringen, som havde været med til at organisere Nedskæringsfelttoget imod os ! Vi kendte Reformisterne f.eks. af Erik Jacobsens Type, som i 13 År havde gennemført Redernes Linie i Søfyrbødernes Forbund, og vi vidste, at der rundt om findes mange Erik Jacobsen’er ! Men vi vidste også, at vi kunde sejre med Arbejderklassens Solidaritet! Vi havde set vor egen, Styrke, da Rederne for få Måneder siden søgte at tage Hyreanvisningen fra Søfyrbøderforbundet ! Og vi vidste, at Viljen til Solidaritet blandt Arbejderne var tilstede, og at denne Vilje kun kunde holdes nede på een Måde: hvis det lykkedes reformistiske Ledere at vildlede Arbejderne og tilsløre vor Kamps sande Indhold ! Vi vidste, at vi måtte tage Opgøret med vore Udbyttere, hvis vore Kår ikke skulde nå ned på et rent Kuli-niveau, og at det i alle Tilfælde gjaldt for os om at vise, at vi ikke fandt os i alle Overgreb og Nedskæringer !

I 1933 opsagde vort Forbunds Medlemmer med knusende Majoritet den gældende Sulteoverenskomst, men vi blev standset af Regeringens Strejkeforbud, som tvang, os til at slide videre under de gamle Vilkår. Når vi bøjede os for dette Forbud, som aldrig kan anerkendes af klassebevidste Arbejdere, var det vel for manges Vedkommende fordi de troede, at når Strejkeforbudets År var gået, vilde der være Mulighed for gennem en Kamp at tilkæmpe os de nødvendige Forbedringer ! Men det slog ikke til: vi skulde ikke få Lov til at kæmpe en lovlig Kamp!

Medens Søfolkene og mange andre Arbejdere protesterede, gennemførte Regering og Rigsdag den nye »Forligsmandslov«, - et nyt Septemberforlig - der skulde gøre det umuligt for Fagforeningsmedlemmerne at forkaste et Forligsforslag, som blev fremsat af Regeringens Forligsmand. Den Opfattelse af Forligsmandsloven, som allerede ved dens Fremkomst blev fremsat af R.F.0., har vist sig at slå til - til Punkt og Prikke! Som det fremgår af vor Gennemgang af Strejkens Historie, forsøgte man at sætte Afstemningerne i de to Sømandsforbund ganske ud af Spillet, skønt 90 pct. af Medlemmerne ved Urafstemning forkastede Forligsforslaget. Søfolkenes overvældende Flertal krævede Kamp, og Søfolkene gik i Kamp ! Og det skal siges her så tydeligt som vel muligt til de Agenter for Borgerskabet, der har søgt at mistænkeliggøre vor Kamp, at vi Søfolk rejste Kampen for at gennemføre vore Krav om forbedrede Kår, men at vi samtidig rejste os i Harme mød de Voldsbestemmelser, som skulde tage Fagforeningernes Frihed fra os! Vi Søfolk kan og vil ikke respektere Bestemmelser, der forbyder os at have. Medbestemmelsesret over vore egne Forhold, og vor Kampvilje blev end mere skærpet, fordi vi vidste, at vi gennem vor Kamp samtidig i hele vor Klasses Interesse sprængte den kapitalistiske Stats Voldsbestemmelser og dermed udkæmpede en Forpostfægtning for alle vore Klassefæller!

Når Kampen brød ud, skyldtes det også, at det lykkedes at skabe den fuldstændige Enhedsfront mellem Medlemmerne i de to Forbund - på Trods af Reformisternes Modstand og Sabotage i Sømændenes Forbund. Enige stod Matroser og Fyrbødere Side om Side, og så stor var denne Enheds Magt, at selv de mest hårdkogte Reformister fandt det klogest i denne Situation indtil videre at »holde Kæft, Trit og Retning« med Medlemsmasserne ! Det viste sig, at Strejkens Udbrud i første Omgang skabte Panik i Borgerskabet! Nu havde man så trygt stolet på, at Staunings rare lille Forligsmandslov skulde sikre, at Grejerne blev klaret på den for Borgerskabet fordelagtigste Måde, og så vovede disse uforskammede Søfolk at lade Hån om al kapitalistisk Moral og ganske simpelt - oh! Rædsel - gå i Kamp for deres økonomiske Fordringer ! Som en Flok Ulve faldt hele den borgerlige Presse - Social-Demokraten indbefattet - over Søfolkene ! Aldrig er der vel ført et sådant Sprog, aldrig er en Strejke blevet så forvansket og tilsvinet, aldrig har den borgerlige Presse afsløret sig så fuldstændigt ! Som et R.F.O. Organ for Metalarbejdere skrev: »En vejrbidt Matros blev i Pressens Sprog til en blegfed Alfons, en udslidt Fyrbøder til en Bisse og »kommunistisk Voldsmand«. Efter Parole fra Rederne erklærede samtlige disse Blade, at Strejken var besluttet af et lille Mindretal, som »terroriserede« Flertallet af Fyrbøderne. Man talte kun om Stemmetallene på Medlemsforsamlingerne i København og »glemte« den meget store Deltagelse i de stedfundne Urafstemninger ! Og Søfolkene gav Smædeskriverne Svaret:

Rutebådene og Eksportbådene standsede, vi lammede Søtransporten, selve Kapitalismens Livsnerve! Borgerskabet hylede, for Afsætningen af Svin til det engelske Marked var i fare ! Vi viste, at vi ikke uden Sværdslag fandt os i, at vore livsvigtige Krav om Forbedring af vore elendige Kår blev afslået af Rederne med Statsapparatets Hjælp ! En Sympatibølge med vor Kamp gik gennem Arbejderklassen Landet over. I en Række Provinsbyer stillede Havnearbejderne sig solidarisk, og i Esbjerg udløstes en Solidaritetskamp af et Omfang og med en Klassebevidsthed, således at denne Generalstrejke i den vigtigste jyske Eksporthavneby for altid vil være indskrevet i Arbejderklassens Historie ! Vi så, at Arbejderne ønskede at vise os Solidaritet! Det viste sig tydeligt på Massemødet i Esbjerg, hvor den Resolution, som var stillet af Fællesorganisationens reformistiske Ledere, og som skulde bortlede Opmærksomheden fra vor Kamp, kun fik 2 - to - Stemmer er, nemlig Borgmesterens og Fattigforstanderens, - mens de 10,000 tilstedeværende Arbejdere stemte for en ubetinget Solidaritetsaktion for Søfolkenes Strejke ! I en Række Byer gennemførte Arbejderne under den revolutionære Fagoppositions Førerskab storslåede massesympatitilkendegivelser - trods den uhørte Polititerror, der satte ind ! En Række Fagforeninger vedtog Sympatitilkendegivelser og økonomisk Støtte, ligesom Sympatien fandt Udslag på Arbejderpladser og Kontrolsteder. Internationalt organiseredes Solidariteten under I.S.H.s Førerskab.

Borgerskabets første paniske Rædsel afløstes hurtigt af Mobiliseringen af alle de arbejderfjendske Kræfter, som findes i dette Land ! Mens de danske Arbejdere, som vidste, at Søfolkene kæmpede for bedre Kår, nægtede at falde os i ryggen, selv om f.eks. Socialkontorerne søgte at anvise Skruebrækkere, hvervedes der skruebrækkere blandt fascistiske Studenter o. l., ligesom der - delvis under oplagt falske Forudsætninger - hvervedes Skruebrækkere i Udlandet! Politiets gentagne Indblandinger i d’Hrr. Skruebrækkeres hyggelige »Aftensammenkomster« om Bord på »M. G. Melchior« er dog Udtryk for disse Elementers Kvalitet ! Arbejdernes Solidaritet er Udtryk for så meget desto større Klasebevidsthed, som hele Borgerskabet, herunder »Social-Demokraten« og D. s. F., på Grundlag af Voldgiftsrettens Kendelse erklærede Strejken for »ulovlig« og Søfolkene for »Provokatører’ o. l. og kun udtalte håbet om, at Strejken vilde bryde sammen ! Dette Forsøg på Organisering af »lovligt« ! I Skruebrækkeri fra de øverste Reformisters Side vil altid blive husket af de danske Arbejdere ! D.s.F. s Ledere udsendte den berygtede Banbulle, der i sin Stupiditet blot råber: »Ulovlig Strejke« og »kommunistiske Provokatører« efter de strejkende og så som en udsøgt Hån »opfordrer« Søfolkene til at indgive sig under de samme Sabotørers »beskyttelse«!! I nøje Overensstemmelse med Reformisternes Provokation foranstaltede Politiet den 18. April med vældigt Opbud af Opdagere og Betjente »Ransagning« på R.F.O.´s og »Arbejderbladet«s Kontorer og arresterede en Række ledende R.F.O. Folk - for at tilsløre, at Søfolkenes Kamp var rettet mod vore Sultekår.

Trods Borgerskabets og Redernes Forsøg på i den borgerlige Presse at bevise, at Sømandsstrejken ingenting betød, og at de sagtens vilde være i Stand til at holde Skibsfarten i Gang, viste de nøgne Kendsgerninger, at det var Rederne umuligt i Kampens første Dage at få Skibe ud af Havnen. Redernes Håb om, at det skulde være muligt at få Arbejderne i Land til at gennembryde Søfolkenes Front blev skuffet, og de første Skibe, der forlod Havnen var da heller ikke bemandet med Arbejdere fra Land, men gik til Søs ved Hjælp af Styrmænd og Maskinmestre, og dermed kan vi fastslå, at det lykkedes Rederne endnu engang at nyde godt af den snedige Opdeling, de har foretaget af Arbejderne om Bord i Skibene, for i de givne Situationer at sætte dem op imod hinanden.

Vi må have lært Nødvendigheden af at gå ud i forstærket Arbejde for at overbevise Styrmænd og Maskinmestre om, at kun de og vi har fælles Interesser, og derfor må vi finde hinanden, for at vi i Fællesskab kan arbejde for at forbedre vore Levevilkår. Når Maskinmestre og Styrmænd kæmper mod de menige Søfolk, kæmper de imod deres egne Interesser. Det lykkedes Rederne i denne Omgang, de beværtede de »Officerer«, der sejlede med Skibene, på bedste Måde - øl og Snaps til Maden o.s.v -, men »Officererne« har jo kun derved yderligere været i Stand til at gennemskue Hulheden i d’Hrr. Rederes Bestræbelser for at dække over det Smudsarbejde, de havde fået »Officererne« til at udføre. Den Harme, der også til daglig hersker inden for det store Flertal af Officererne mod deres Udbyttere, må nu udvikle sig til Klarhed over deres virkelige Stilling som Udbytningsobjekter, således at »Officererne« slutter Enhedsfront med de »menige« Søfolk.

Det Fag, hvis umiddelbare Solidaritet er mest nødvendig under en Sømandskonflikt, er Havnearbejderne ! Skønt Havnearbejderne Landet over har rejst en Række vigtige Krav bl.a. om indenbordsarbejdet, og skønt de reformistiske Ledere for at bevare Førerskabet endog har råbt om »direkte Aktion« fra 15. April, indstillede Reformisterne i Havnearbejdernes Fællesforbund i København sig straks på den Sabotagelinie, som var angivet af Robert Nielsen i D.A.F., og som gik ud på, at Havnearbejderne skulde arbejde videre trods Strejken ! Reformisternes Forræderi var så snedigt tilrettelagt, at de lod foretage en Afstemning - ikke om Solidaritet med Søfolkene gennem Nægtelse af at røre ved Skruebrækkergods, - men om en fuldstændig Sympatistrejke, og samtidig truede de Havnearbejderne med al Landsens Ulykker i Form af Erstatninger o. l., hvis de stemte Ja !

Det lykkedes Reformisterne at vildlede Flertallet af de københavnske Havnearbejdere, men dette må aldrig få den Virkning, at den gensidige Følelse af Klassesolidaritet mellem Søfolk og Havnearbejdere lider derunder! Tværtimod ved vi, at Havnearbejdere og Søfolk inden længe vil komme til at stå i en fælles Front mod den fælles Fjende, når først Reformisternes forræderiske Spil er slået over Ende og Havnearbejderne selv har taget Ledelsen i deres Organisationer, og da vil Sejren være sikker !---Reformisternes Anstrengelser i alle Organisationer gik ud på at isolere Søfolkene, og jævnsides dermed afsløredes atter I.T.F. Førerne og så i Udlandet !

Og den særlige Taktik, der blev anvendt blandt Søfolkene, gik ud på at spalte Fyrbødere og Matroser, for at kunne slå hver Part for sig og så i øvrigt »redde’ Reformisterne i Sømændenes Bestyrelse. Det var vel ikke tilfældigt, at Skifteretten straks erklærede Søfyrbødernes Forbund konkurs, mens der stadig blev givet Udsættelse for Sømændenes Forbunds Vedkommende - skønt Forholdene lå nøjagtig ens i de to Forbund! Det skal siges åbent, fordi det viser Reformisternes næsten utrolige Sammenspil med vore Klassefjender!

På det store Fællesmøde mellem Fyrbødere og Matroser før Kampens Udbrud var der eenstemmigt vedtaget en klar Kampplatform - uden at Reformisterne havde vovet at knurre - og bl.a. var Kampens Ledelse lagt i Hænderne på den fælles Kampledelse ! Grundlaget for Kampplatformen var Fællesskabet i Strejken, i dens Erklæring, i dens Organisering og i dens Afslutning ! Ikke desto mindre så vi under hele Kampen, at Matrosreformisterne uafbrudt stod på Springet for at spalte dette Fællesskab og f.eks. indkalde til Sær-Generalforsamling for Matroserne Dette skete f.eks. d. 18. april (Dagen for Generalstrejken i Esbjerg og Fælledslaget i København samt Massearrestationerne af R.F.O. ledere). På denne Dag havde Reformisterne underhåndsforhandlinger med Rederne på Trods af Medlemmernes klare Beslutninger i de to Forbund ! Gennem forvirringsmanøvrer lykkedes det Reformisterne at få 405 Stemmer for særforhandlinger med Rederne (Damgård udtalte senere, at Forhandlingerne havde kunnet optages med et Kvarters Varsel), mens et Flertal, 529, stemte for fortsat Kamp i Fællesskab med Fyrbøderne. Reformisternes Spaltningsforsøg var atter kæntret.

Dagen efter havde Kampledelsen indkaldt til Fællesmøde i Idrætshuset, hvor 2000 Søfolk mødte op. Her besegledes atter Søfolkenes Vilje til Enhedsfront trods af reformistisk Sabotage. Som en understregning af den Vilje til Forhandling med Rederne, som de strejkende Søfolk havde givet Udtryk for fra Kampens første øjeblik, vedtoges en Resolution herom, samtidig med, at Forsamlingen erklærede, at dersom Rederne ikke nu bøjede sig og opfyldte vore Krav, vilde vi skærpe Kampen, bl.a. ved at standse danske Skibe også i udenlandsk Havn ! Samtidig vedtoges en Protest mod Arrestationer og Arrestationsforsøg. Gennem Mødets Stillingtagen tilbagevistes kraftigt alle de Løgne, som Borgerskabet og dets Agenter havde udspredt om »kommunistisk provokation og »Kampen alene for Kampens egen Skyld«. Det var et Udtryk for kæmpende Arbejderes harmdirrende Protest mod Kapitalisternes desperate Tilsviningskampagne !

Dagen efter mødet, hvor Resolutionerne var vedtaget aldeles eenstemmigt af den store Forsamling og under uhyre Begejstring, gav endnu engang Udtryk for Borgerskabets Rædsel for Kampens Fortsættelse ! Kynisk gengav man Rich. Jensens udtalelser, uden Sammenhæng og i forvansket Form for derigennem at give Arbejderklasen Indtryk af, at Søfolkene havde tabt Kampmodet. I dette Sabotørarbejde var Matrosreformisterne, som selv havde tilsluttet sig Mødets linie, de ivrigste ! Trods Mødets Beslutning om fortsat ubrydeligt Fællesskab indkaldte de til Sær-generalforsamling efter Forhandlingerne med Rederne, og skønt hele deres Forhandlingsudvalg havde erklæret, at Redernes Betingelser var uantagelige, foreslog de Særforhandlinger på Grundlag af Forslag I, og ved at tilsløre deres Hensigter, således at Generalforsamlingen ikke forstod Konsekvenserne af Afstemningen, fik de valgt et reformistisk Forhandlingsudvalg, som sporenstregs løb op til Vennerne, der sad og ventede i Arbejdsgiverforeningen, og i Nattens Mulm og Mørke sluttede de en Sær-Overenskomst, hvorved de brød Enhedsfronten og lod Fyrbøderne i Stikken!

Under disse Forhold kunde Søfyrbøderne ikke alene videreføre Kampen. Selv om de vidste, at Flertallet af Matroserne var harmfulde over Reformisternes Forræderi, var de klar over, at Kampen ikke kunde føres videre, når Reformisterne havde det ene Forbunds Apparat i deres Hænder til Snigløb af Kampen. Søfyrbødernes Medlemsmøde vedtog da Redernes Punkt II med eenstemmig Tilslutning. Søndag Eftermiddag d. 22. April holdtes Strejkens afsluttende Fællesmøde, og atter her kom de menige Matrosers Vilje til Fællesskab til Udtryk. Reformisterne vovede ikke at vise sig, kun en enkelt, Louis Lange, mødte op, men Forsamlingen tilkendegav tydeligt sine Følelser overfor Sabotørerne!

Når Reformisternes Snigløb lykkedes, var een af Årsagerne, at Søfolkene ikke før Kampens Udbrud havde organiseret fælles Kampudvalg for Matroser og Fyrbødere på de enkelte Skibe! Var dette sket, havde det været muligt at hindre, at Matrosernes reformistiske Ledelse kunde sabotere den fælles Kampledelses Beslutninger og til sidst gennem deres Beherskelse af Sømændenes Organisationsapparat og kvæle Strejken. Ligeledes vilde Strejkens Slagkraft have været meget større, hvis der allerede få Dage efter Strejkens Udbrud var blevet udgivet Parolen om Strejke også i udenlandsske Havne, mens denne Parole nu højst kom til at virke som en Trussel om senere Skærpelse af Kampen. Og på Fællesmødet i Idrætshuset den 19. April skulde denne Trussel i af Fald have været langt stærkere understreget, således gennem en Særlig Vedtagelse, hvorved Borgerskabet₅ løgnagtige Nederlagspropaganda havde haft mindre Slagkraft ! R.F.O. var fra første Færd klar over, at Reformisterne hos Matroserne kun »gik med« for bedre at kunne snigløbe Kampen, - men Afsløringen af Forræderne skulde være ført allerede under Kampen ved Dag for Dag at stille deres Ord og Handlinger op i skarp Belysning for de strejkende Søfolk ! Og hovedsvagheden ved Kampen var, at det lykkedes Reformisterne i andre Organisationer, både i Danmark og Udlandet, i vid Udstrækning at hindre Solidariteten, i ganske særlig Grad blandt Havnearbejderne, ligesom Skibsofficererne lod sig misbruge af Rederne! Udbygningen af Enhedsfronten fra neden viste sig atter her at være en uomgængelig Nødvendighed !

Maj i År - samme Dag, som Enhedsfrontens Demonstrationer fandt en Massetilslutning som ingensinde før og i Esbjerg var 10-20 Gange så stor som den socialdemokratiske Splittelses»demonstration« - uddeltes i et Kæmpeoplag en lille Pjece med Titlen »Hvad vi lærte af Sømandsstrejken«. Pjecens Indhold går bl.a. ud på at vise, at alle Strejker siden 1899 har været iværksat af »Splittelsesmænd« i Arbejdsgivernes Interesse. Om Strejken i 1920 siges løgnagtigt, at Resultatet blev Lønnedsættelse (Hyren steg fra 275 til 332 Kr. månedlig eller det højeste Beløb, vi nogensinde har fået) og ligeledes, at vor Arbejdstid blev forlænget med 4 Timer (Fyrbøderne havde både før og efter Strejken 3-skiftet Vagt). En Række Usandfærdigheder om Søfyrbødernes Kongres sidste År tilbagevises klarest ved at henvise til Stemmetallene ved Valg af Delegerede og Hovedledelse. Og efter en Tiljubling af Matrosreformisternes gemene Forræderi slutter Pjecen med den mærkelige »Lære«, at Søfolkene skal melde sig ind i »Centralorganisationen« og altså undergive sig de Folk, som stillede sig i Spidsen for Snigløbet af vor Kamp og således utilsløret varetog Redernes Interesser ! Det er muligt og sandsynligt, at dette er den »Lære« (eller i af Fald det forfængelige Håb) som Ib Kolbjørn og de andre Herrer i »Hovedorganisationernes Agitations-Komité« har draget af Strejken. Men vi kan garantere, at det, som Søfolkene - og sikkert også andre Arbejdere - har lært af Strejken, er ikke, at Søfolkene nu bør underkaste sig Redernes Agenter, men at vi tværtimod må søge de Veje, som vil sikre os Gennemførelsen af vore Krav ved vort næste Opgør med Rederne !

Når Pamperne udfolder så store Anstrengelser for at tilsvine Søfolkenes Kamp, er det for samtidig at tilsløre deres eget historiske Forræderi. Anstrengelserne for at undertrykke Søfolkenes Kamp blev dirigeret af dansk Fagbevæge1ses øverste Spidser, d’Hrr. Reformister i de Samvirkendes Ledelse ! Disse Herrer, der kalder sig »Arbejderførere« afslørede sig som Arbejderfjender af reneste Vand ! Med koldt Blod søgte de med alle Midler - at spalte og ødelægge Arbejderklassens Solidaritet, at mistænkeliggøre en Arbejdergruppe, der var i Kamp mod sine Udbyttere, og at forlede Arbejdere til at udføre Skruebrækkerarbejde ! Aldrig har de så tydeligt afsløret sig som hensynsløse Agenter for Borgerskabet, aldrig har Fraserne om Arbejderklassens »Samling« under Pampernes »Førerskab« vist Sig at være en Selvmodsigelse som her, da de frækt vover at »opfordre« Søfolkene til at »indtræde i Centralorganisationen « ! Reformisterne har åbent vist, hvilken Vej de går ! Fra at sabotere Arbejdernes Kampvilje, fra at isolere Skotøjsarbejderne i deres Kamp i 1931, fra at baste og binde Fagbevægelsen under fagligt Juristeri er de nået til ikke alene at sælge Fagforeningsmedlemmernes Selvbestemmelsesret og udlevere Fagforeningernes Aktionsfrihed, men til åbent og brutalt at organisere Undertrykkelsen af kæmpende Arbejdere! De Metoder, som de reformistiske og socialdemokratiske Ledere bringer i Anvendelse, har nu udviklet sig til fascistiske Forholdsregler, og denne Fasciseringsproces finder et vigtigt Grundlag i Regeringens Forligsdiktaturlov ! Socialdemokratiets Vej fremad er klart angivet: den, fører som i Tyskland over i selve Fascismen !

Det lykkedes os ikke at gennemtvinge vore Krav overfor Rederne! Men det lykkedes os at skabe det første storslåede Tilløb til den Enhedsfront, som vil gøre os til en uovervindelig Magt ! Det lykkedes os at sætte os i Respekt hos Rederne, således at de vil betænke sig på i Fremtiden vilkårligt at forringe vore Kår ! Vi lærte, at vi kun kan forsvare vore Interesser, hvis vi opgiver enhver illusion om Støtte fra andre end os selv og Arbejderklassen ! Vi lærte, at vi kun kan kæmpe, hvis vi befrier os for enhver reformistisk Indflydelse og selv tager det fulde Førerskab i Kampen ! Vi lærte, at en Kamp i Dag kun kan føres på Trods af alle borgerlige Tvangsbestemmelser, på Trods af reformistiske Førere, - at en større Strejke altid vil blive erklæret »ulovlig« af Borgerskabet, og at Borgerskabet og dets Agenter kynisk vil sætte hele sit Magtapparat ind imod os ! Slagteriarbejdernes Strejke og Loven om tvungen Voldgift, der knuste Slagteriarbejderne »lovlige« Kamp, understreger dette endnu mere ! Allerede i Kokke- og Slagterikonflikten så vi, at »forligsdiktaturet« spillede fallit, efter at vi først havde vist, at ingen borgerlig Lov eller Tvangsbestemmelse kan hindre Arbejderne i at strejke, og derfor ved vi også, at den danske Arbejderklasse næste Gang, vi eller andre Arbejdere går i Kamp, ikke så let vil blive Offer for borgerlig Terror eller reformistiske Snigløb, men vil sammensvejse den Enhedsfront, som i Kampen mod vore Udbyttere er en uovervindelig Magt !

Dette Års Overenskomstsituation blev indledet med, at Arbejdskøberne - derunder også Rederne - allerede i Efteråret opsagde de løbende Overenskomster, der var »forlænget« gennem Staunings Strejkeforbudslov. Hensigten var klar ! Det danske Borgerskab ønskede fra første Færd at slå fast, at det var Arbejdskøberne, der var i Offensiven, og at Arbejderne måtte indstille sig på et Tilbagetog ! Dette blev yderligere understreget ved Arbejdskøbernes Krav om direkte Lønreduktioner f.eks. i Byggefagene og af Redernes Forsøg på at fratage Søfyrbøderne Hyreanvisningen allerede i Overenskomstperioden!

I første Omgang lykkedes det på Initiativ af den revolutionære Fagopposition at gennemføre, at en Række Generalforsamlinger, bl.a. i Arbejdsmandsforbundet, krævede Overenskomsterne opsagt og Krav rejst fra Fagforeningernes Side. Havnearbejdernes stigende Utilfredshed med Løn- og Arbejdsvilkår og særlig Indenbordsarbejdet fik sådanne Udtryk ! Klarest af alle Organisationer tog Søfyrbøderne Stilling ved på Grundlag af en Urafstemning at opsige Overenskomsten med dundrende Majoritet og rejse en Række klare Krav, og på denne Baggrund kunde Reformisterne i Sømændenes Forbund ikke hindre et - omend modereret - udtryk for Sømændenes Kampvilje gennem en på Generalforsamlingen vedtagen Resolution !

Reformisterne i Fagbevægelsen med D.s.F.´s Ledelse i Spidsen satte nu hele deres Apparat ind for at hindre disse begyndende Udslag af Arbejdernes Vilje til Angreb! Og Reformisternes taktiske Linie blev lagt i nøje Overensstemmelse med Borgerskabets og Regeringens Politik i den givne Situation: Samtidig med at Fagforeningernes Selvbestemmelsesret blev snigløbet gennem Forligsmandsloven, og et nyt »Kriseforlig«, og andre Forholdsregler gav Udløsning for Arbejdskøbernes Ønske om en Videreførelse af den »indirekte« Forringelse af Arbejderklassens Levevilkår, propaganderede Reformisterne som Arbejderklassens højeste Mål i denne Situation: at »tilbageslå« Arbejdskøbernes Angreb og »holde« Stillingen !

Alle Fraser, alle forbryderiske Tilsløringer af de virkelige Forhold blev anvendt for at indbilde Arbejderklassen, at hvis det blot i det store og hele kunde lykkes Fagforeningerne at få Overenskomsterne »forlænget«, havde Arbejderklassen i Virkeligheden vundet en stor Sejr, bl.a. fordi - som Reformisterne påstod - under Krise og Arbejdsløshed kan Arbejderne ikke kæmpe ! Og under dette Påskud undlod de fleste reformistiske Forbundsledelser at opsige Sulteoverenskomsterne ! Udbruddet af Søfolkenes Strejke - på Trods af Forligsdiktatur, Terror og reformistisk Sabotage - kom til at betyde, at den Linie, som Treenigheden: Kapitalister, Regeringen og Reformister havde lagt, blev krydset så eftertrykkeligt, at den er brudt sammen !

Strejken betød, at Arbejderne gik fra Forsvar over til Angreb! Kokkenes og Slagteriarbejdernes Strejker, som trods al Sabotage brød ud, da Søfolkene først var gået i Spidsen, viste, at Arbejderne forstår, at det er muligt at kæmpe trods alt, og at Kamp er den eneste Vej til Sejr ! Arbejdskøbernes Krav om Forringelse af Løn- og Arbejdsvilkår er med eet taget et Dagsordenen ! Illusionen om, at Strejke er umulig, er glemt! Og Strejken som Arbejdernes Hovedvåben under Klassekæmpens naværende Udvikling i Danmark er sat i Midtpunktet for Massernes Diskussioner i Fagforeninger, på Arbejdspladser og Kontrolsteder og førte allerede under Søfolkenes Strejke til Masseaktioner som Generalstrejken i Esbjerg !

Arbejderklassen har påbegyndt Offensiven, som må føres videre gennem Udløsning af Massekampe af stadigt videre Omfang og med større Mål! Den danske Arbejder vil ikke gå til Grunde i den Elendighed som Arbejdskøberne og Reformister vil tvinge ham ud i ! Han vil heller ikke vente med at kæmpe mod Fascismens Fremtrængen til han kun har den Vej,- at bygge Barrikader som i Østrig ! Han vil på Enhedsfrontens Grundlag gennemføre Arbejderklassen Massemobilisering mod Borgerskabet, og denne Kamp må i Fremtiden som under Sømandsstrejken ske under den revolutionære Fagoppositions Førerskab !

I sluttet Strejkefront har Fyrbøderne og Matroserne kæmpet for Forbedring af deres Hyre- og Arbejdsbetingelser - for Hævdelsen af Fagforeningernes Selvbestemmelsesret - mod den Antifagforeningslov, som skulde forhindre Strejken. Strejken var en Offensivkamp, som førte med revolutionær Begejstring. Den blev erklæret ulovlig både af Kapitalisterne, af deres socialdemokratiske Regering og af Lederne for De samvirkende Fagforbund, som stod på Redernes Side. Med denne Strejke har danske Søfolk givet hele Danmarks Arbejderklasse og de internationale Søtransportarbejdere et Eksempel for Udfoldelsen af Offensivkampen mod Arbejdskøbernes Angreb og Tvangslovene mod Fagforeningerne, for Gennemførelsen af deres krav, for Forbedring af Løn- og Arbejdsvilkår, for Foreningsretten og Strejkefriheden.

Strejkens heldige Udfald overfor tre Rederier viser, at Strejken kunde have været ført til fuld Sejr. Dette hindredes gennem den arbejderfjendtlige Optræden fra Ledelsen i De samvirkende Fagforbund, der betegnede Søfolkene som Provokatører, åbent opfordrede til Skruebrækkeri og kynisk erklærede, at de vilde hidføre et Nederlag i Kampen. Både S.T.F. og I.T.F. har saboteret og forrådt de danske Søfolks Kamp, nægtet Solidaritetsaktioner og vist sig som Skruebrækkererorganisationer, som hjælper kapitalen med at forringe Arbejdernes Levevilkår. Den åbne Kapitulation fra nogle af Medlemmerne i Matrosernes Hovedbestyrelse hvorved de sprængte Matrosernes og Søfyrbødernes fælles Strejkefront gennem deres Separatoverenskomst, var en direkte Understøttelse af Rederne, efter at havnearbejderne var blevet isoleret fra Strejkefronten gennem de reformistiske Lederes forræderiske Politik. De Socialdemokratiske Førere og De samvirkende Fagforbunds Ledere var Initiativtagere til de arbejderfjendtlige Antifagforeningslove og har været virksomme som Organisatorer af Skruebrækkeriet.

I modsætning hertil har Søfolkenes og Havnearbejdernes Internationale (I.S.H.) bevist sin praktiske Solidaritet med de danske Søfolk kaldt de internationale Søfolk og Havnearbejdere til aktiv Solidaritet og Påbegyndt internationale Indsamlinger. Rederkapitalen og på dens Side den socialdemokratiske Regering og Ledelsen for De samvirkende Fagforbund satte ind med alle statslige Midler anvendte den blodigste polititerror mod Arbejderne ophidsede gennem den borgerlige og socialdemokratike Presse mod de strejkende Søfolk for at bryde Søfolkenes Kampvilje og nedkniple Kampen. Dette er ikke lykkedes for Bourgeoisiet. Under revolutionært Førerskab har de Strejkende, støttet på brede Arbejderlags Solidaritet, der mobiliseredes under R.F.O.´s Førerskab, slået disse Forsøg tilbage og havde ført Strejken til Ende med Held, hvis ikke de reformistiske Førere i Matrosernes Forbund havde sluttet Strejken uden Resultat.

Trods Sabotagen og Forræderiet må det under Strejken smedede Kampforbund mellem Matroser og Fyrbødere opretholdes og befæstes i den daglige Kamp for vore Økonomiske Krav og for vore Organisationers Selvbestemmelsesret. Strejken er endt. Kampen for vore Dag krav fortsættes.

Under Søfolkenes Strejke kom det atter klart til Udtryk, at Søtransportarbejderne kun har een Kampinternationale, nemlig I.S.H, - medens ITF er en Nederlags-Internationale hvis højeste Aktivitet er at organisere det internationale Skrueebrækkeri. Som Eksempler på den Solidaritet der udfoldedes under I.S.H.´s Førerskab, skal vi - foruden at henvise til Artiklen om strejkens Historie nævne følgende: Afdelingerne af det svenske Søfolksforbund vedtog Solidaritetsresolutioner i Göteborg, Norrkøbing og Landskrona. Sømandsforbundet i Bergen og Havnearbejderforbundet i Trondhjem, Haugesund og Oslo vedtog ligeledes Solidaritetsudtalelser. I Stockholm, Gøteborg, Bergen, Haugesund og Trondhjem gennemførtes store Solidaritetsdemonstrationer med de danske Søfolk Strejke. En stor Brancheafdeling af Havnearbejderne i London vedtog en Solidaritetsbeslutning. CGTU i Frankrig (den røde Landsorganisation) sendte telegrafisk en Solidaritetserklæring med Strejken. Der førtes Solidaritetsstrejker mod danske Skruebrækkerskibe i Bergen og Oslo. Som andetsteds nævnt, udsendte ISH allerede før Strejken Instruktioner til alle sine Sektioner, og Internationalen udsendte en Række Opråb til de internationale Søtransportarbejdere, ligesom den oversendte et Strejkebidrag på 10,000 Francs.

Aldrig er vel så klart som her Rigtigheden af I.S.H.s Kamplinie kommet til Udtryk ! Hele Kampen viste, at det kun er muligt at kæmpe, når vi følger I.S.H.s Paroler ! Dette understreges yderligere af den ynkelige Sabotørrolle, som de danske ITF-Førere spillede! F.eks. DAFs Hovedledelse afslørede sig fuldstændig ved at udsende officielle Paroler om, at Havnearbejderrne skulde arbejde også med Skruebrækkergods ! Bedre var det ikke med de udenlandske ITF-Førere, som ikke i eet eneste Tilfælde søgte at boykotte Skruebrækkerskibe, men tværtimod af al Magt bekæmpede Arbejdernes Solidaritetsaktioner ! Det er betegnende, at ITF (skønt Sømændenes Forbund står tilsluttet denne »Internationale«) i sin Bulletin skriver et Stykke om Strejken uden med eet eneste Ord at tage Stilling til den og uden at berøre Spørgsmålet om Solidaritet ! En sådan »Internationale’ eksisterer kun i Redernes Interesse! Og det er vel heller ikke tilfældigt, at Damgård, som ved Strejkens Slutning deltog i et ITF-Møde i Stockholm, endnu de disse Linier skrives såvidt vides ikke har været til at fravriste et Ord om Mødets Forløb!

(Efter Søfyrbødernes Medlemsblad »Faklen«)

Allerede den 29. Oktober behandlede Hovedbestyrelsen for Søfyrbødernes Forbund hele den foreliggende Overenskomstsituation, og efter en indgående Diskussion vedtoges følgende Resolution eenstemmigt: »Hovedbestyrelsen i Søfyrbødernes Forbund fastslog, at vore Medlemmers Løn- og Arbejdsbetingelser er blevet væsentlig forringet under den gældende Overenskomst, hvis Forlængelse blev os påtvunget ved Strejkeforbudsloven. Kronefaldet og Prisstigningerne har forringet Hyrernes Værdi. Underbemanding og Rationalisering har forøget Arbejdsløsheden og forværret Arbejdsforholdene om Bord. Kostforholdene er blevet dårligere. Selv om også Overenskomstens Ordlyd også efter Strejkeforbudets Gennemførelse er den samme, er vore virkelige Kår dog forringet så stærkt, at vi må kræve en Række væsentlige Forbedringer. Hovedbestyrelsen opfatter Redernes Opsigelse af Overenskomsten Måneder før Fristens Udløb som et Forsøg på at bringe sig i en gunstig Angrebsstilling for at kunne gennemføre yderligere Forringelser af vore Kår. Vi opfordrer vore Medlemmer tit at besvare denne Udfordring ved for Forbundets Vedkommende at opsige Overenskomsten og derigennem manifestere vor Utilfredshed med de bestående Forhold og give Ledelsen Mandat til at arbejde for Gennemførelsen af Kravene om Erstatning for den stedfundne Nedgang i Hyrens Realværdi, Forøgelse af Fyrbøderbesætningens Størrelse om Bord i Skibene, Arbejdstidsforkortelse, fuld Anerkendelse af Forbundets Ret til Hyreanvisningen, bedre Kost og Anerkendelse af Tillidsmændene om Bord. I denne Udtalelse havde vi klart redegjort for Stillingen for vore Medlemmer, men da vi var klar over Nødvendigheden af at rejse en enig og stærk Front over for vore Arbejdsgivere, rettede vi en Henvendelse til de os nærmest beslægtede Fag (Havnearbejderne, Sømændenes Forbund, Kokkene, Maskinmestrene, Styrmændene og Telegrafisterne, hvor vi i Forbindelse med Udtalelsen fra Hovedbestyrelsen gav Udtryk for følgende: Kammerater ! Gennem de sidste År har man kunnet konstatere stadig ivrigere Bestræbelser fra Redernes og Havnearbejdsgivernes Side på at forringe Søfolkenes og Havnearbejdernes Løn- og Arbejdsvilkår. Det vil i Praksis være jeres Forbund bekendt, hvorledes disse Bestræbelser har givet sig Udslag i en Række Forringelser i de daglige Arbejdsforhold, selv om Overenskomsternes Ordlyd ikke er blevet ændret i de sidste År, - altså i de indirekte Angreb på vore Kår. Samtidig vil vi påpege de reelle Lønnedskæringer, der har fundet Sted på Grund af Kronens faldende Værdi, som delvis viser sig ved dens svigtende Købekraft (Stigning af Priser på Forbrugsvarer, i Skatter, Kontingenter o.s.v.) - delvis i den ændrede internationale Vekselkurs, der umiddelbart mærkes af Søfolkene, når de skal ombytte deres Hyre i fremmed Mønt i udenlandske Havne. Vore Arbejdsgivere synes imidlertid ikke tilfredse med de Forringelser af Udgifterne til Betaling af Arbejdskraft, som allerede har fundet Sted. Vi står således i År i en Situation, hvor Arbejdsgiverne ikke alene ønsker at opsige de gældende Overenskomster for at gennemtvinge en Forringelse af dem, endvidere synes at ville tage usædvanligt hårde Angrebsmidler i Brug, hvad der tydeligt finder Udtryk i deres Opsigelse af Overenskomsterne 2 Måneder før Fristens Udløb. Situationen peger således i Retning af en Skærpning til det yderste, og i denne Situation henvender vort Forbund sig til Jer. Det er vor Opfattelse, at vi nu står over for et betydnings fuldt Opgør, der drejer sig om, hvorvidt Søfolkene og Havnearbejderne skal bære de Byrder, som den kapitalistiske Krise har påført Søtransporten, - eller om vore fælles Udbyttere, Rederne og Havnearbejdsgiverne, selv skal bære Byrderne ved den Krise, der er en naturlig Følge af det System, der sikrer dem Retten til Udbytning af Søtransportarbejderne. Vi. henleder jeres Opmærksomhed på de Løfter, der under Krigen (i Gullasch-årene) blev givet os, da Søtransportarbejderne under Livsfare bragte Millioner hjem til det danske Borgerskab - Løfter, som aldrig er blevet opfyldt. Vi understreger Nødvendigheden af, at Arbejdernes Front under det kommende Opgør i Søtransporten er så stærk som mulig, - at vi står enigt forberedt på at satte vore Organisationers fulde Kraft ind på Varetagelsen af vore Medlemmers fælles Interesser. Det i øjeblikket på Rigsdagen forelagte Forligsmandsforslag, som bl.a. går ud på, at koble flere beslægtede Fag sammen i Spørgsmålet om Overenskomsternes Fastsættelse (gennem Mæglingsforslaget), understreger yderligere vore Forbunds fælles Interesser. Som det fremgår af vor ovenanførte Hovedbestyrelsesbeslutning, stiller vort Forbund sig ikke blot i Forsvarsstilling over for Redernes Angreb, men rejser samtidig en Række positive Krav, hvis Opfyldelse vil bøde på de Forringelser, som har fundet Sted under de sidste Års - bl.a. ved Lockout og Strejkelovens Forlængelse - Overenskomster. Men netop for at fastslå, at vi agter ret sætte vor Organisations hele Styrke ind på Gennemførelsen af disse højst nødvendige Forbedringer i vore Kår, har Hovedbestyrelsen - på Trods af at Rederne allerede har opsagt - besluttet at sende Spørgsmålet om. Overenskomstopsigelsen til Urafstemning blandt vore Medlemmer for derigennem allerede nu at tilbagevise Redernes Udfordring. Og derfor retter vi også en Appel til en Række Fagforbund i Søtransporten om at stille sig på Linie med vort Forbund i Overenskomstsituationen. Vi opfordrer jer til fra jeres Forbunds Side at opsige Overenskomsten og derigennem manifestere jeres Utilfredshed med de rådende Løn- og Arbejdsforhold og jeres Krav om Forbedring er. Vi forventer at høre nærmere fra. jer om jeres Stillingtagen. Med kammeratlig Hilsen

Den eneste af ovennævnte Foreninger, det lykkedes at opnå et Samarbejde med, var vor Broderorganisation Sømændenes Forbund; de øvrige svarede alle, »at man senere skulde vende tilbage til Sagen«, uden at dette skete, På Baggrund af hele Situationens Alvor rettede vi den 8. Januar en Henvendelse til Slagteriarbejdernes Forbund, og i denne opfordrede vi til, at vore Organisationer skulde træde i Samarbejde, idet vi fastslog, at Slagteriarbejderne og Søfolkene var en afgjort Magtfaktor, som det vilde være vanskeligt for Arbejdsgiverne at overvinde. På denne Henvendelse modtog vi følgende Svar: København, den 31. Januar 1934. Til Søfyrbødernes Forbund i Danmark, Toldbodgade 10. Ved Nærværende skal vi meddele, at det ærede Forbunds Skrivelse af 8. Januar dette år har været behandlet på vort Forbunds Hovedbestyrelsesmøde Tirsdag den 30. ds., som vedtog følgende: Dansk Slagteriarbejderforbunds Hovedbestyrelse udtaler sin Villighed til at tiltræde en Forhandling med andre Fagforbund med den kommende Overenskomstsituation for Øje, men må anse, at Forudsætningen herfor er bl.a., at ikke alene Søfyrbødernes og Slagteriarbejdernes Forbund tiltræder en sådan Forhandling, men at også F.eks. Sømændenes, Havnearbejdernes, Transsportarbejderforbundets og Kedel- og Maskinpasserforbundet og muligvis andre nærbeslægtede Forbund kan yde deres Tilslutning til et nærmere Samarbejde som af det ærede Forbund foreslået. Forsåvidt Søfyrbødernes Forbund kan opnå et tilfredsstillende Svar fra de af os nævnte Forbund, bedes dette meddelt, og vi skal derefter delegere et Udvalg til at deltage i eventuelle Forhandlinger. Med social Hilsen sign. Vald. Hartmann.

På Grundlag af det af Ledelsen i Slagteriarbejderforbundet her givne Tilsagn rettede vi endnu en Henvendelse til de forskellige Organisationer, men Resultatet blev kun, at vi fik Tilsagn fra Sømændene, og der blev da afholdt et Møde mellem Repræsentanter fra Sømændene, Slagteriarbejderne og vort Forbund, som dog intet praktisk Resultat gav, idet man ikke fra Ledelsen i Slagteriarbejdernes Forbund vilde give noget bestemt Tilsagn om det videre Samarbejde, men tværtimod - som det senere fremgik af en Udtalelse fra et afholdt Formandsmøde - åbent frabad sig Indblanding fra andre Organisationer. Det fremgår heraf, at tiltrods for at vi i vor første Henvendelse til Organisationerne klart havde redegjort for hele den kommende Udvikling (og at vi fik Ret har Udviklingen vist), var det umuligt at få disse Organisationers Ledelser til at indgå i det Samarbejde, som vilde have betydet en Front, som havde været uovervindelig for vore Arbejdsgiver og dermed en Sejr for alle Søtransportarbejderne og Slagteriarbejderne.

Som bekendt udløber Søfolkenes Overenskomster normalt den 1. April. Den 27. Oktober havde Rederne opsagt Overenskomsterne, ligesom vort Forbund gennem Urafstemning tydeligt havde tilkendegivet, at vi også ønskede at opsige og gennemføre Forbedringer. Indtil den 8. Marts var der ikke påbegyndt Forhandlinger mellem Rederne og Søfolkenes Organisationer. På det Tidspunkt var Forligsmanden, Riis-Hansen, i fuld Gang med sin såkaldte Mægling for det store Antal af Fag i Land. Med ganske kort Varsel på den nævnte Dato kaldtes Søfolkenes Repræsentanter op i Forligsinstitutionen, og så forhippet var Forligsmanden på at få Søfolkenes Overenskomster med ind i det almindelige Mæglingsforslag, at han endog glemte, at der dog normalt først burde finde Forhandlinger Sted mellem Parterne, før der var noget at »forlige«. Forligsforhandlingerne blev så udskudt en Dag, og vore Repræsentanter mødtes med Rederne; men disse afviste i tryg Bevidsthed om, at Forligsmanden nok skulde klare Grejerne, bestemt de af os fremsatte Krav og rejste yderligere Krav om direkte Hyrereduktioner m. m. Ligeså lidt som ved de direkte Forhandlinger lykkedes det ved Forligsforhandlingerne at nærme Parterne til hinanden, og nu var endelig det Tidspunkt kommet, hvor den socialdemokratiske Regerings Forligsdiktaturlov kunde få Lejlighed til at udfolde sig i sine fulde Konsekvenser. Den 14. Marts 1934 fremsatte Forligsmanden sit berømte eller snarere berygtede Mæglingsforslag, der sammenkædede 19 Fags Overenskomster, uanset Udløbstid, uanset Medlemsskab i De samvirkende Fagforbund eller ej, uanset forskelligartede Forhold til Lands og til Søs. Ikke et eneste af Arbejdernes Krav, ikke et eneste af Søfolkenes Krav var opfyldt. Tværtimod gik Forslaget ud på en formel Forlængelse af Indholdet af Overenskomsterne med fuld Adgang for Arbejdsgiverne til at fortsætte Nedskæringsfelttoget mod Arbejderne, hvad vi allertydeligst ser for vort Vedkommende i Form af Redernes hemmelige Planer om Tvangsoplægninger. Mæglingsforslaget blev overrakt vore Repræsentanter med den Bemærkning, at »om Forslaget kunde der ikke diskuteres«; man havde blot at sende Forslaget i sin Helhed ud til Afstemning blandt Forbundets Medlemmer og så iøvrigt erindre Forligsmandslovens Paragrafer, derunder de strenge Straffebestemmelser. Medens Fagene i Land skulde afslutte deres Afstemning til den 26. Marts, blev der givet Søfolkene Frist til den 3. April, da det dog vilde virke for parodisk, hvis man i et Fag som Søtransporten skulde afslutte en Afstemning på mindre end 14 Dage !

De følgende 12 Dage fra den 14. til 26. Marts skulde Mæglingsforslaget så »vedtages« i Organisationerne i Land. Man så her de ivrigste Bestræbelser fra Socialdemokratiets og Reformisternes Side på at forklare Arbejderne, hvor velsignelsesrigt det var, at de kunde få Lov at arbejde videre under de for alle Fag stærkt forringede Kår, som muliggjordes ved de løbende Overenskomster og disses Ordlyd. Men man nøjedes så langt fra med en ren Propagandaindsats. Reformisterne udnyttede tværtimod deres Herredømme over Fagforeningsapparatet i de fleste Forbund til egenmægtigt at erklære Forslaget vedtaget for deres Forbunds Vedkommende. Vi skal således nævne Kvindeligt Arbejderforbund, hvor Hovedbestyrelsen egenrådigt uden at spørge et eneste Medlem i Forbundet, og skønt de måtte vide, at der netop blandt Kvinderne herskede stor Harme over Mæglingsforslaget, erklærede det for enstemmigt vedtaget af samtlige Forbundets 14.000 Medlemmer. Få Dansk Arbejdsmandsforbunds Kongres, som for Flertallets Vedkommende bestod af den højtlønnede Hovedbestyrelse og lønnede Fagforeningsformænd, Agitationskredsformænd, m. v., vedtoges ligeledes på Trods af den Kendsgerning, - at der blandt Arbejdsmændenes Masser over hele Landet findes en kraftig Vilje til Kamp for Forbedring i Kårene, Mæglingsforslaget med overvældende Majoritet, medens der for alt i Verden ikke måtte finde nogen Urafstemning Sted blandt Medlemmerne. Den 26. Marts meddelte Forligsmanden så det samlede Resultat af »Afstemningen« om (Forligsmandsforslaget, og det var lykkedes at stable 121,000 »Stemmer« på Benene for Mæglingsforslaget, imedens kun 36,000 havde stemt imod. Han udsendte ved den Lejlighed, følgende officielle Erklæring:

Det samlede Resultat af de indtil nu foreliggende Afstemninger viser, at de af Forligsmanden som en Helhed stillede Mæglingsforslag fra Arbejderside er vedtaget med ca. 121.000 Ja-Stemmer mod ca. 35.700 Nej-stemmer. Arbejdsgiverne kar ligeledes tilsidesat Mæglingsforslagene med ca. 4/5 Majoritet. Selv om derfor Resultaterne af de endnu resterende Afstemninger, der først skal afleveres den 8. April, forudsættes at blive de ugunstigst mulige, d.v.s., at samtlige stemmeberettigede stemmer Nej, kan dette ikke ændre Hovedresultatet, der således bliver, at alle de af Forligsmanden stillede Mæglingsforslag under Hensyn til de i Forligsmandslovens § 8 givne Regler er vedtaget.

Dette blev af Søfolkene og af Arbejderne i det hele taget betragtet som en åben Hån mod Søfolkene ! Den 3. April forelå Resultatet af Fyrbødernes og Matrosernes Urafstemninger, som samtidig havde taget Stilling til Forligsmandsforslaget og Afsendelse af 2. Strejkevarsel. På Trods af den korte Frist, som afskar store Dele af Forbundets Medlemmer fra overhovedet at få at vide, at der var fremsat et Mæglingsforslag af Forligsmanden, blev der dog afgivet betydeligt flere Stemmer, end der ellers plejer at blive afgivet ved en Urafstemning til Overenskomsten, selv om Stemmefristen har varet flere Måneder. Dette er et tydeligt Udtryk for den Harme, som prægede vore Medlemmer så vel imod de nugældende Leve- og Arbejdsvilkår som imod Forligsmandens Forslag og hans Udfordring den 26. Marts.

I Søfyrbødernes Forbund blev der afgivet: for Forligsmandsforslaget……148 Stemmer; imod Forligsmandsforslaget……1228; for Afsendelse af 2. Strejkevarsel……1272 Stemmer; imod Afsendelse af 2. Strejkevarsel….100; For Sømændenes Forbunds Vedkommende var Stemmetallene følgende: for Mæglingsforslaget afgaves….236 Stemmer; mod Mæglingsforslaget afgaves……..1576; for Afsendelsen af 2. Strejkevarsel….1596 Stemmer; imod Afsendelsen af 2. Strejkevarsel…221. Samme Dag den 8. April afholdt Sømændenes Forbund en Generalforsamling i Borups Højskole. Fra reformistisk Side forsøgte man at omgå Urafstemningens klare Resultat ved at stille Forslag om en ny Urafstemning om, hvorvidt man nu virkelig også mente, at man skulde gå i Kamp; men et klart Flertal af den store Forsamling besluttede at afsende 2. Strejkevarsel om Arbejdsstandsning fra 11. April Kl. 12 Nat under Forudsætning af, at der ikke forinden var opnået en tilfredsstillende Ordning for Medlemmernes Vedkommende. Vort Forbund havde allerede forinden afsendt Strejkevarsel om Arbejdsstandsning fra 10. April Kl. 12 Nat; for at sikre den fælles Optræden blev Tidspunktet senere udskudt til den 11. April ligesom for Matroserne. - Forbundene udsendte et Cirkulære med Meddelelser om Resultaterne samt en Opfordring til Medlemmerne om at sikre sig mod alle Eventualiteter i den foreliggende Situation ved straks at sige deres Måned op og derved frigøre sig for Sølovens Slavebestemmelser.

Til Generalforsamlingen den 8. April i Sømændenes Forbund forelå en Skrivelse fra Søfyrbødernes Forbund, der indeholdt følgende Forslag til en fælles Kampplatform: 1: Matrosernes og Fyrbødernes Medlemsmøder vælger straks hver 7 Mand, der skal fungere som Søfolkenes centrale Kampledelse, og som skal have al den Støtte fra Forbundsledelserne, som Kampledelsen mener er nødvendig. 2: Til Rederne sendes følgende Ultimatum, som skal anerkendes af Rederne senest den 8. April: a)Valutaudligning og Sikring af den overenskomstmæssige Realløn overfor fortsat Forringelse ved Kronefald og Prisstigning. b)Fuld Bemanding om Bord og 8-skiftet Vagt på Dækket. c)Hyreanvisning kun gennem Forbundene. 3: Samtidig med dette Ultimatum erklærer begge Forbund Strejke til den 10. April, hvis Kravene ikke er opfyldt til den 8. April. Denne Kampplatform blev endeligt tiltrådt af Matroserne ved Generalforsamlingens Fortsættelse den 4. April. Den følgende Aften afholdt vort Forbund et Kæmpemedlemsmøde i København, hvori deltog over 500 Medlemmer, og som enstemmigt tilsluttede sig Hovedbestyrelsesmødets Udtalelse af samme Dato. Denne Udtalelse har følgende Ordlyd: Hovedbestyrelsesmødet den 5. April i Sø-Fyrbødernes Forbund udtaler efter at have fået forelagt Beretning over den nuværende Situation, at. vi fuldt og helt tilslutter os de Beslutninger og Forholdsregler, som Forretningsudvalget har truffet. Hovedbestyrelsen udtaler, at vi fuldt og helt stiller os bag den Beslutning om Forkastelse af Forligsmandens Forslag, som Medlemmerne har truffet. Hovedbestyrelsen må ligeledes tilslutte sig de Krav og Fordringer, som Medlemmerne har stillet, og kan ikke anerkende, at andre skal bestemme over vore Arbejdsforhold, da disse er af en sådan Art, at det her drejer sig om, hvorvidt vore Medlemmer fortsat skal finde sig i, at Rederne i overenskomstperioden skal have Lov til at reducere Fyrbødernes Antal i Skibene, og at Rederne på alle områder forringer vore Arbejdsforhold, selvom Overenskomsten er »forlænget« på de gamle Betingelser. Dertil kommer, at vi for Søfolkenes Vedkommende ikke får det samme for vore Penge som Arbejderne i Land, så Størstedelen af vore Medlemmer må købe for den lave danske Krone i de valutastærke Lande. Vi opfordrer den øvrige danske Arbejderklasse til at gøre sig klar over den Situation, vi befinder os i, og at stille sig solidarisk med os i vor Kamp ! Vi må endvidere protestere mod »Sammenkædningen« og den ny Forligsmandslov, som fratager Arbejderne deres klassemæssige Ret til at tilbageslå de Angreb, som Arbejdskøberne retter mod Arbejderklassen. Og så vi har Beviser for, at Rederne agter at gennemføre delvis Lock-out overfor Søfolkene, når Overenskomsten først er »forlænget«, hverken vil eller kan vi godkende Forligsmandsforslaget !

På Matrosernes Generalforsamling og Fyrbødernes Medlemsmøde valgtes hvert Sted 7 Medlemmer til at indtræde i den fælles Kampledelse, som skulde have den fulde Ledelse af kampen. Også på dette Tidspunkt, nemlig på Matrosernes Generalforsamling den 4. April, forsøgte enkelte Reformister i Matrosernes Ledelse, således Lundstrøm og Mathias Nielsen, at sprede mismod blandt Medlemmerne; men der rådede en så udpræget Kampstemning på hele Generalforsamlingen, at de blev fejet til Side. Søfolkenes Vilje i begge Forbund til Kamp på Enhedsfrontens Grundlag var så klar, at ethvert Spaltningsforsøg led Skibbrud.

Umiddelbart efter Afsendelsen af Søfyrbødernes 2. Strejkevarsel rejste Arbejdsgiverforeningen Protest derimod. Ja, den tillod sig endog i første Omgang at nægte modtagelse af Søfyrbødernes skrivelse, hvori Strejkevarslet meddeltes, og som oversendtes pr. Bud. Arbejdsgiverforeningen indklagede Søfolkene for Voldgiftsretten. Lørdag den 7. April erklærede Voldgiftsretten - selvfølgelig - Kampen ulovlig og pålagde Parterne at træde i nye Forhandlinger, hvorefter den endelige Kendelse vilde falde Torsdag den 12. April.

Før det forberedende Møde den 5.April, før Voldgiftskendelsen, kunde Søfolkenes Repræsentanter stille Rederne overfor deres egne hemmelige Planer om »kunstige« Tvangsoplægninger i Trælastfarten med det Formål at drive Profitten i Vejret og gøre 500 Søfolk arbejdsløse. Disse Afsløringer offentliggjordes i de følgende Dage i »Arbejderbladet« og Søfolkenes Presse og understregede yderligere, såvel blandt Søfolkene selv som overfor Offentligheden, Nødvendigheden af at kæmpe for bedre Kår, fordi en Forlængelse af Overenskomsterne kun vilde være en Forlængelse af Ordlyd og Paragrafer, men i Realiteten vilde give Rederne Anledning til et fortsat Udsultningsangreb overfor Søfolkene.  Samtidig fremsatte Søfolkenes Repræsentanter Søfolkenes Ultimatum til Rederne. Vi bringer Ordlyden af dette: 

Enten Godkendelse af Søfolkenes Overenskomst fordringer inden 10. April - eller Standsning af Skibsfarten gennem strejke ! Vore Medlemmer har erklæret: Vore Arbejdsforhold er så utålelige, vore Lønninger på Grund af Kronens Fald elendige, vor Arbejdstid så lang, at vi ikke længere kan eller vil finde os i det ! Vi godkender ikke Forligsmandens Ret til ved Sammenkædning af 19 forskellige Forligsforslag for endnu flere Forbund at tvinge os til fortsat at arbejde under de nuværende utålelige Forhold - endda med den ifølge Forligforslagets forudsete ødelæggelse af den obligatoriske Hyreanvisning gennem Forbundene. Vi lader os ikke berøve vor Organisations Ret til at føre faglig Kamp, vi lader os ikke fratage Strejkeretten - Fundamentet for enhver Fagbevægelse. Vi står fast på vor Selvbestemmelsesret over egne Overenskomst forhold og er parat til gennem Kamp at gennemtvinge Opfyldelsen af vore berettigede Krav: a) Udligning af Kronesænkningens Virkninger på Reallønnen og Sikring af den overenskomstmæssige Realløn overfor eventuelt kommende yderligere Kronesænkning. b)Fuld Bemanding ombord og treskiftet Vagt på Dækket (8 Timers Arbejdsdag). c) Hyreanvisningen kun gennem Forbundene. Når vi stiller os på dette Standpunkt, er vi klar over, at vi ikke alene forsvarer egne Interesser, men også forsvarer hele den fagorganiserede Arbejderbevægelses Interesser. Fagbevægelsens højeste Lov er Retten og Pligten til gennem faglig Kamp at forsvare Arbejderklassens Livsinteresser, og vi må sætte denne Lov over Tugthusloven og Mæglingslove, hvis vi ikke vil gøre de faglige Organisationer værdiløse som Kamporganisationer og udlevere Medlemmerne til Forligsmandens og Arbejdskøbernes Forgodtbefindende.

Den 6. April skyndte Radioavisen sig begejstret at meddele, at nu havde Søfolkene på Bornholm erklæret, at de ikke vilde deltage i den »ulovlige« Strejke, men opretholde Skibsfarten normalt. Bag dette lå et usædvanligt gement Forsøg på at organisere Skruebrækkeri fra den reformistiske Repræsentants Side for Sømændenes Forbund på Bornholm, Richard Jacobsen, som få Dage forinden i København på Matrosernes Møde havde optrådt fraseradikalt og raset mod Rederne. På et Møde af ganske få Medlemmer i Rønne havde han givet en forvrænget Fremstilling af Beslutningen om Kamp og havde udnyttet dette til at få vedtaget en Resolution af ovennævnte Indhold, og ved Enkeltpåvirkning af andre Medlemmer på Bornholm var det lykkedes ham at skrabe en Del Underskrifter sammen. Spaltningsforsøget mislykkedes dog totalt, da andre, der var Repræsentanter for Søfolkenes Kampledelse, deltog i et Møde af de bornholmske Søfolk og forklarede dem de virkelige Forhold. Richard Jacobsens Rolle var udspillet, og Bornholms Søfolk sluttede selvfølgelig op i den fælles Kampfront!

Allerede på dette Tidspunkt havde I.S.H. udsendt Cirkulærer og Opråb til alle Sektioner af Søtransportarbejdere Verden over, hvori de forklarede de danske Søfolks Kamp og gav praktiske Anvisninger på, hvordan Solidariteten skulle organiseres, ligesom I.S.H. oversendte det første Strejkebidrag bestående af 10,000 Franc, til Søfolkenes fælles Kampledelse.

Der forelå en Masse Resolutioner fra Skibe og Kontrolsteder, bl.a., med Krav om Eksklusion eller Suspension af Richard Jacobsen i Rønne og Gennemførelse af Kampen. Borgland, Georg Hegner, Richard Jensen, Fachmann-Hansen og Hans Andersen m. fl. talte. Alle talte for Nødvendigheden af Kampens Organisering, og alt blev vedtaget enstemmigt under begejstret Tilslutning. - Der vedtoges en Erklæring af følgende Indhold:

Matrosernes og Søfyrbødernes Fællesmedlemsmøde i København den 8. April, indkaldt af de to Forbundsledelser og det centrale Kampudvalg, beslutter at afgive følgende Erklæring: Ca. 90 % af Matroserne og Fyrbøderne har gennem Urafstemninger og Generalforsamlinger udtalt sig imod Mæglingsforslaget og for Optagelse af Kampen. Til Rederiforeningen har vi stillet følgende Ultimatum: Enten Antagelse af Matrosernes og Søfyrbødernes Krav (Valutaudligning og Sikring af Hyren mod videre Forringelse gennem Krone fald, fuld Bemanding og tre Vagter på Dækket, Forhyring kun gennem Forbundenes Anvisningskontor) - eller Strejke ! Mødets Deltagere er klar over, at kun Fyrbødernes og Matrosernes sluttede Kampenhed kan aftvinge Rederne Indrømmelser i Overensstemmelse med de fremsatte Krav. I vor hårde Kæmp står vi overfor en Front af Rederne og deres Agenter. Fyrbøderne og Matroserne må derfor på alle Skibe og i alle Havne danne een Kampenhed, for at nå vort fælles Mål - Opfyldelsen af vore Krav. Kamp i een fælles Front under een Ledelse - for eet Mål - mod een Fjende! Det er vor Parole ! Kammerater! Agenter for Rederkapitalen arbejder for at opløse vor enige Kamp front. De har af Rederne fået det Hverv på Skibene at organisere en Underskriftindsamling for at kapitulere overfor Strejken! Vi fordømmer på det skarpeste disse Spaltnings- og Opløsningsforsøg og erklærer, at ethvert Medlem, som ikke retter sig efter Flertalsbeslutningerne, stiller sig udenfor Matrosernes og Fyrbødernes Organisationer. For at styrke vor sluttede Kampfronts Slagkraft og for at gennemføre en ensartet Klassekampslinie anerkender Fællesmødet den valgte centrale Kampledelse som alle Fyrbøderes og Matrosers ledende Organ under hele Konfliktsituationen. Den centrale Kampledelses Beslutninger om Kampene Førelse skal følges af alle Funktionærer og Medlemmer i vort Forhold. Enhver, der forsøger at bryde den centrale Kampledelses Beslutninger eller at sabotere og omgå dem, bliver behandlet som Skruebrækker. Kammerater! Situationen har tilspidset sig uhyre! Vi står lige overfor Udbruddet af den åbne Kamp til Forsvar for vore livsinteresser og vore Fagforeninger. Over alle borgerlige Love står den højeste, proletariske Lov: Enhed og Solidaritet i Kampen for vore livsvigtige Krav. Alle Besætninger opfordres til - ligegyldigt i hvilken Havn de befinder sig - straks at nedlægge Arbejdet og danne en Strejkeledelse på ethvert Skib, som befinder sig i udenlandsk Havn. Samtidig må der vælges fælles Kampudvalg for Fyrbødere og Matroser i alle danske Havne. Alle Medlemmer af de to Forbund er forpligtet til at stille sig til Rådighed som Strejkevagter. Idet Fællesmødet tilslutter sig det centrale Kampudvalgs Appel til Havnearbejderne, Slagteriarbejderne og Danmarks øvrige Arbejdere samt til de internationale Søtransportarbejdere, erklærer vi: Det centrale Kampudvalg og Forhandlingskommissionen må kun afslutte Overenskomst, hvis den opfylder Matrosernes og Fyrbødernes Krav! Det centrale Kampudvalg og Forhandlingskommissionen må under ingen Omstændigheder anerkende nogen Domsafgørelser ! De endelige Afgørelser må først træffes, når Fyrbødernes og Matrosernes Fællesmøde er spurgt. Leve Matrosernes og Fyrbødernes fælles Kamp og Sejr! Leve den aktive proletariske Solidaritet! For Sømændenes og Søfyrbødernes Kampledelse: G. HEGNER.

Mandag den 9. April afholdtes i Fredericia en Konference af Sømænd og Søfyrbødere, hvortil mødte Repræsentanter fra alle Afdelinger og Byer i Danmark, hvor Sømandsorganisationerne har Medlemmer, med Undtagelse af Rønne, hvor Richard Jacobsens Spaltningsbestræbelser endnu ikke var slået tilbage. Hver enkelt Afdeling uden Undtagelse udtalte deres Tillid til den centrale Kampledelse for de to Forbund og erklærede, at såfremt de opstillede Fordringer ikke blev gennemført, skulle Strejken begynde til den fastsatte Tid. I alle Afdelinger var der vedtaget Resolutioner med skarpe Protester mod Richard Jacobsens Spaltningsforsøg på Bornholm. Konferencen var særlig for Provinsens Søfolk en storslået Kampmobilisering, som i Forbindelse med Fællesmødet om Søndagen i København understregede Søfolkenes Vilje til en ubrydelig Enhedsfront og til en Kamp, såfremt de berettigede Krav ikke blev opfyldt. Netop samme Dag vedtog Bornholms Søfolk at stille sig solidarisk gennem følgende resolution: »Medlemmer af Sømændenes og Søfyrbødernes Forbund på Bornholm forsamlet til Møde den 9. April 1934 erklærer efter en indgående Diskussion af den foreliggende Situation: at vi stiller os solidariske med og vil følge de af Organisationernes kompetente Forsamlinger vedtagne Beslutninger, samtidig beklager vi, at uvedkommende gennem Ritzaus Bureau har udsendt Meddelelser fra Bornholm, som kun kan virke desorienterende.« Tirsdag den 10. April og Onsdag den 11. April førte Søfolkenes Forhandlingsudvalg gennem 17 Timer Forhandlinger med Rederne i Henhold til Voldgiftsrettens og Forligsmandens Opfordring. Ved disse Forhandlinger fremsatte Søfolkene de Krav, som indeholdtes i foran gengivne Ultimatum til lederne, men Rederne nægtede at gå ind på et eneste af Hovedkravene. På en Række mindre væsentlige Punkter gav de visse Indrømmelser, særlig for Søfyrbødernes Vedkommende, således som de nu er indgået som Fortolkning af Overenskomsten efter Kampens Afslutning - således som gengivet andet Steds i Pjecen. Reformisterne i Sømændenes Forbund forsøgte for sidste Gang før Kampens Udbrud et Spaltningsforsøg ved i Stedet for at forelægge Spørgsmålene for Fællesmødet at indkalde til særlig Generalforsamling. Vort Forbund indkaldte derfor til Medlemsmøde. Men Reformisternes Spaltningsforsøg mislykkedes, idet begge Forsamlinger klart afviste Redernes Tilbud. På Søfyrbødernes Medlemsmøde stemte 373 for Strejke, 19 imod, og der afgaves 7 blanke Stemmer. På Matrosernes Generalforsamling stemte 437 for Strejke, 73 imod og 10 blanke. På begge Forsamlinger lagdes hele Ledelsen af Kampen over i det af begge Forbund valgte Kampudvalg. Fyrbødernes Medlemsmøde havde fundet Sted om Eftermiddagen, og for at Medlemmerne kunne erfare Resultatet af Sømændenes Generalforsamling, samledes de Kl. 9 på Sankt Annæ Plads til et Møde, som varede højst 10-15 Minutter. Deltagerantallet var ca. 1000, og der herskede en glimrende Kampstemning. Politiet viste imidlertid, at det var klar til Voldshandlinger, idet 3-4 Skovvogne ved Mødets Slutning svingede ind på Pladsen. Det lykkedes ikke at provokere Sammenstød. Det er karakteristisk, at ikke alene Rederne, men hele Borgerskabet, Reformisterne og den borgerlig-socialdemokratiske Presse har forsøgt at give Offentligheden den Opfattelse, at Strejken ene og alene var besluttet af de to Forsamlinger den 11. April, Søfyrbødernes Medlemsmøde og Matrosernes Generalforsamling, og man har villet hævde, at det kun var et Mindretal på ca. 800 Søfolk, der havde drevet alle de øvrige Søfolk ud i Kampen. Vor ovenfor givne Skildring af Urafstemningen og Begivenhederne før Kampens Udbrud viser klart, hvor forløjet denne Kampagne har været, og den blev da også bedst tilbagevist gennem Søfolkenes Holdning under selve Strejken.

Allerede under Afstemningen om Mæglingsforslaget havde der indenfor Fagene i Land vist sig en voldsom Harme imod Mæglingsdiktaturet og specielt mod det Overgreb, der fandt sted overfor Søfolkene. Det gav sig f.eks. Udslag i, at Bryggeriarbejderne med overvældende Majoritet forkastede Mæglingsforslaget bl.a. med den udtrykkelige Motivering, at de ikke ønskede at være medvirkende til, at andre Arbejdere blev tvunget til at opgive deres Krav. Inden Strejkens Udbrud fremkom der i en Række Fag direkte Solidaritetstilkendegivelser med Søens Arbejdere, særligt på Initiativ af Kammerater i R.F.O. Således erklærede 800 Havnearbejdere forsamlet til Møde i Negerhytten sig solidarisk med Søfolkenes Kamp og knyttede Spørgsmålet om en tilfredsstillende Løsning på Indenbordsarbejdet til Havnearbejdernes Solidaritetsaktion, ligesom andre Møder af københavnske Havnearbejdere erklærede sig solidariske. Bestyrelsen for Havnearbejdernes Fagforening i Odense udtalte sin Sympati og Støtte overfor de strejkende Søfolk og erklærede sig villig til at træde i Forbindelse med Strejkeudvalget. Ligeledes vedtog et Fællesledelsesmøde i Arbejdsmandsbrancherne i Odense den 9. April at nedsætte et 5-Mands Udvalg til at samarbejde med Søfolkenes lokale Kampudvalg. Reformisterne holdt sig imidlertid ikke passive, hvad der f.eks. fremgår af en Udtalelse af Formanden for Havnearbejdernes Forbund, Peter Christensen, den 7. April til »B. T.«: »Jeg kan kun sige, at hele dette Spørgsmål for Tiden behandles i Dansk Arbejdsmandsforbund. Så snart der er faldet endelig Kendelse om Strejkens Lovlighed eller Ulovlighed, vil Havnearbejderne få deres Direktiver. En Forsamling som den, der omtales fra et Møde i Går, er jo ikke kompetent til at tage nogen forpligtende Stilling.« Allerede heraf fremgik det, at D.A.F. Reformisternes Parole ville være, at da Sømandsstrejken i Borgerskabets øjne er ulovlig, skulle Medlemmerne forpligtes til at arbejde på Både, som holdtes i Gang med Skruebrækkere. Den 9. April indkaldte Kampudvalget i Esbjerg med få Timers Varsel til Møde i Palads Hotellets store Sal med Hegner og Borgland som Talere. 1.000 Arbejdere i Esbjerg tilsluttede sig begejstret den Kamplinie, som blev trukket op, og forpligtede sig til solidarisk Understøttelse af Kampen. Den 8. April afholdtes i København en Konference af 61 R.F.O.-Grupper fra forskellige Fagforeninger. Konferencen oversendte en begejstret Solidaritetsresolution til det samtidig afholdte Fællesmøde for Søfolkene i Folkets Hus på Enghavevej. Landarbejderforbundets Århus og Omegns Afdelings ordinære Generalforsamling den 7. April udtalte eenstemmigt sin Tilslutning til Søfolkenes Strejke og lovede moralsk og økonomisk Understøttelse samt opfordrede Havnearbejderne og Slagteriarbejderne til at følge Søfolkenes Eksempel. Følgende Resolution vedtoges af Bergens Søfolk: »Generalforsamlingen for Norsk Sjømands forbund i Bergen den 8. April 1984 hilser med begejstring de danske Sjøfolks beslutning om å gå istreik for sine levevilkår. Hold stand mot reaksjonens og det borgerlige retsvæsens trusler. Kammerater! Deres kamp er vår kamp og vi lover dem solidarisk støtte«. De arbejdsløse Metalarbejdere på Kontrolstedet i København protesterede mod Forligsmandsloven og den socialdemokratiske Presses misvisende Oplysninger og tilsagde Søfolkene deres fulde Støtte. De arbejdsløse Elektrikeres Klub udtalte deres Solidaritet på et Møde den 7. April. Resolutionen blev énstemmigt vedtaget af de tilstedeværende 80 Elektrikere. Generalforsamlingen i Skotøjsarbejdernes Fagforening den 9. April vedtog énstemmigt, at en Repræsentant fra Søfolkenes Kampledelse skulle forelægge Søfolkenes Syn på Situationen. Matros Svend Nielsen redegjorde i et Foredrag for Situationen og manede til Solidaritet, hvad Generalforsamlingen tilsluttede sig. Bestyrelsen i Kvindeligt Arbejderforbunds Afd. 5 udtalte den 9. April deres Sympati og Solidaritet med Søfolkene. Bestyrelsen i Arbejdsmændenes Fagforening i Nyborg erklærede sig den 9. April solidarisk. Et Møde af Havnearbejdere i Århus den 9. April opfordrede alle Havnearbejdere til Solidaritetsstrejke. Samtidig strandede Forligsmandens og Statsministerens Mæglingsforsøg blandt Slagteriarbejderne, og på Trods af en reformistisk Ledelses Anvisninger nægter Slagteriarbejderne at udføre Overarbejde de sidste Dage før Konfliktens Udbrud. Den 10. April meddelte Forligsmanden, at Mæglingsforslaget i Kokkekonflikten var forkastet af Personalets Organisationer. Den varslede Konflikt kunne herefter iværksættes Fredag Aften den 18. April. Den 11. April behandledes Sømandsstrejken i Københavns Fællesorganisation på Trods af de øverste Reformisters Modstand. Chr. Borgland og Rich. Jensen skildrede Baggrunden for Søfolkenes Strejke, og deres Indlæg blev hilst med bragende Begejstring. Robert Nielsen fra D.A.F. forsøgte demagogisk at komme uden om Spørgsmålet ved at henvise til, at Søfolkene ikke stod i D.s.F., men måtte dog indrømme, at Søfolkenes Fordringer var berettiget. Fællesorganisationens moralske Solidaritet var de sikre på, den økonomiske var desværre »ulovlig«.

Omkring Strejkens Udbrud rettede Søfolkenes Kampledelse en Appel til de øvrige Arbejdere om at stå solidarisk i Kampen. - Der udsendtes således et Opråb til Ledelserne og alle Medlemmer af Havnearbejdernes Fagforeninger i Danmark, hvori der redegjordes for Søfolkenes Kamp, vort Ultimatum til Rederne, og hvori Søfolkene opfordrede Havnearbejderne til under Solidaritetsaktionen at rejse Kampen mod Indenbordsarbejdet og for Havnearbejderne iøvrigt rejse Spørgsmålet om at forlange Fredericia-Konferencens Beslutning om Strejke fra den 15. April virkeliggjort. Det hed i Opråbet: Som vi opfordrer jer solidarisk til at støtte vor Strejke, indtil vore Krav er opfyldt, således forpligter vi os til ikke at afbryde Kampen, før også jeres Fordringer er opfyldt. - Et tilsvarende Opråb sendtes til Hovedbestyrelsen, Afdelinger og Medlemmer af Dansk Slagteriarbejderforbund. Ligeledes udsendtes et Opråb til alle Styrmænd og Maskinmestre, hvori opfordres til Solidaritet og påvises, at de menige Søfolks Kamp er den bedste Lejlighed for Skibsofficererne til at gennemtvinge deres Krav, ligesom der henvises til Redernes hemmelige Planer om Tvangsoplægninger. På Engelsk udgaves et Opråb »To All England’s Dockers and Seamen« under Hovedparolen »We appeal to you to act in solidarity with us. Dockers, refuse to load and discharge Danish ships and Danish export products when the Strike is declared’.« - Ligeledes udsendte I.S.H. en Række Opråb i forskellige Sprog, således et Opråb på Engelsk »To the Dockers of all countries« og »To the International Seamen« under Parolen »The demand of the hour now is: International, practical solidarity with the striking Danish seamen’. Dockers in London, Hull, Harwich, Grimsby, in the Thyne and other ports of England, refuse to work Danish ship ! Stop the import of Danish meat and other produce for the duration of the Strike!«

Den revolutionære Fagoppositions Landsledelse udsendte et Opråb »Til alle Arbejdere i Danmark!«, hvori Overenskomstsituationen og Forligsmandsloven analyseres, ligesom Søfolkenes Strejke fremstilles med Parolen: »Følg Søfolkenes Eksempel!«, idet denne Appel særlig rettes til Slagteriarbejderne og Havnearbejderne. Opråbet slutter:» Ingen Terror fra Statsmagtens Side, intet Bedrageri fra De samvirkende Fagforbund, ingen Lov og Regerings foranstaltning kan bringe jer Nederlaget, såfremt I på hvert eneste Skib skaber Enhedsfronten, i hver eneste Havn vælger Kampledelser, med alle Midler værger jer mod Skruebrækkeriet og har Havnearbejdernes Understøttelse og den samlede Arbejderklassens Solidaritet.  Ned med Sammenkædnings -og Antifagforeningsloven ! Leve Kampen for højere Løn og bedre Arbejdsbetingelser! Leve Søfolkenes Strejke! Leve hele Arbejderklassens Enhedsfront og Solidaritet!« Ved Strejkens Udbrud udsendte Kampledelsen Opråb og Løbesedler, således af følgende Indhold: Arbejdere, Klassefæller! Søfolkenes Strejke er brudt ud Onsdag Nat Kl. 12! Søfolkene kæmper mod Redernes brutale Angreb - for menneskelige Levekår! Hele Arbejderklassens Solidaritet er nødvendig, hvis Sejren skal vindes! Ubrydelig Solidaritet er øjeblikkets Løsen! Vor Kamp - jer Kamp! Vor Sejr - jer Sejr! Søfolkenes Kampudvalg.

Strejken brød ud Onsdag den 11. April Kl. 12 Nat. Allerede i Løbet af Onsdagen den 11. April begyndte Arbejdsnedlæggelserne, således i Århus, hvor Besætningen i De forenede Kulimportørers Båd »Victoria« nedlagde Arbejdet allerede om Formiddagen, fordi det blev bekendt, at Rederne forsøgte at bemande Både med polske Skruebrækkere. Vi gengiver her Strejkens Forløb for hver enkelt Dag:

Overalt forlod Besætningerne Skibene, når disse var i dansk Havn. - Fra de enkelte Byer meddeltes: Aalborg: Alle 4 Både, der ligger i Havnen, deriblandt Eksportbåden »Thyra«, kan ikke afgå. Havnearbejderne har stillet sig solidarisk. Politiet holder en tusindtallig Menneskemængde tilbage. I Antwerpen nedlagde Besætningen på S/S »Alice« Arbejdet i nogle Timer, men blev tvunget ombord igen under Trussel om Rømningsstraf. I Esbjerg vedtog Kvindernes Fagforening at yde 50 Kr. som Støtte og Skræddernes Generalforsamling ligeledes at yde økonomisk Støtte. S/S »Esbjerg« afgik med 7 Styrmænd om Bord. I Skive nedlagde Havnearbejderne Arbejdet og nægtede at anerkende en Opfordring fra D.A.F.s Hovedledelse om Genoptagelse. - Arbejdsmændenes Generalforsamling bevilgede 200 Kr. - Slagteriarbejderne i Skive besluttede enstemmigt at træde i Strejke på Lørdag. I Dybvad erklærede Slagteriarbejderne Tirsdag énstemmigt Solidaritet med Søfolkene. København: D.F.D.S.s Eksportbåd S/S »Hebe« blev bemandet med Marinesoldater og slæbt ud på Strømmen for et gå til Newcastle. Marinesoldaterne nægtede at falde deres Kammerater i Ryggen. - Københavns Havn blev denne Dag som under hele Strejken besat af i Hundredevis af Strejkevagter, og der var stærk Tilstrømming til Havnen af andre Fags Arbejdere. Politiet besatte Havnen, særligt Kvæsthusbroen, Larsens Plads og Kristiansgade. Forenede Kulimportører lader 2 Både gå uden for Havnen og forsøgte at bemande dem med Skruebrækkere. »Hebe« afgået med Officersbesætning. 

På Strejkens første Dag afsluttedes Overenskomst med Rederiet Hans Svenningsen på følgende Betingelser: Forhyring som hidtil gennem Forbundene, 10 % Hyreforhøjelse + 25 %. til Matroserne som Erstatning for 3-skiftet Vagt. Der må ingen Forringelser og Reduktioner af Mandskabet finde Sted.  (Fredag afsluttedes lignende Overenskomster med Rederiet N. P. Hansen, Rederiet Anholt og Skibsreder Jens Hansen).

Aarhus: Søfolkene har trods Lokaleforbud afholdt Møde. Arbejdsmændenes Fagforening har indkaldt en Repræsentant fra Kampledelsen. Der er modtaget en Solidaritetserklæring fra Slagteriarbejderne i Odder. Også »Britannia«s Besætning er gået i Land. Aalborg: Besætningerne på S/S »Ålborghus«, S/S »Thyra«, S/S »Limfjorden«, S/S »Martin Goldschmidt⁷’ og »Sydhavnen« har forladt Skibene. Torsdag Nat blev der på »Dronning Maud«s Skibsside malet: Ingen må sejle. Vi er strejkeklar ! En Del Strejkevagter anholdtes, men løslodes atter. Flere Skibe blev fortøjet med svære Wires, ogå »Hebe« stoppet. Havnearbejderne nægter at arbejde. Haderslev: Havnearbejderne erklærer deres Solidaritet. Rønne: Søfolkene har valgt et Kampudvalg på 5 Mand. Udvalget her daglig Forbindelse mellem Rønne og Nexø. På Mødet deltog 65 Mand fra begge Organisationer. Esbjerg: Arbejdsmændene har afholdt Generalforsamling med 1500 Deltagere og énstemmigt besluttet at stille sig solidarisk med Søfolkene. Følgende Resolution vedtoges: Ingen Arbejdsmænd må arbejde sammen med Skruebrækkere. Solidaritet med Søfolkene og økonomisk Støtte. Havnearbejderne besluttede Fredag Aften, at alt Arbejde i Havnen skal nedlægges. 4 Maskinmestre har forlade en af Eksportbådene. S/S »Bernstorff« er oplagt som Logiskib for Skruebrækkere. Fredag Eftermiddag demonstrerede samtlige Søfolk i Forbindelse med Arbejderne i Esbjerg gennem hele Havnen. København: Møde med 800 Deltagere på Havnearbejdernes Kontrolsted. God Stemning. Socialkontorerne forsøger at tvinge de kontrolsøgende til at gå ud som Skruebrækkere men de arbejdsløse tilbageleverer Kortene. S/S »Jægersborg«, S/S »Delaware« og S/S »Belgien« er ankommet til Havnen. Besætningerne har forladt Skibene. 4 Politivogne kørte Fredag Eftermiddag op foran Sømændenes Anvisning; men trods denne Provokation forløb alt roligt. En Politibetjent overfaldt en Matros på Sct. Annæ Plads med det Resultat, at Betjenten kom på Hospitalet, og Matrosen blev arresteret. Farten på Bornholm opretholdes i indskrænket Omfang, formentlig ved Hjælp af Officerer. Besætningen på S/S »Sundet« er gået i Land. Kvæsten har hele Dagen været besat af ridende Politi. Ikke én eneste Båd er afgået. S/S »Dagmar« laster under Politibeskyttelse. Politiet hugger om Aftenen ind på Menneskemasserne i Nyhavn, Kongens Nytorv og Gothersgade. I Nyhavn bygges Barrikader. - Besætningerne på S/S »Belona« og S/S »Ester« er gået i Land. - Kokkene gik i Strejke fra Fredag Aften. Voldgiftsretten har Fredag afsagt følgende Kendelse:» De ovenfor omhandlede af de Indklagede Sømændenes Forbund i Danmark og Søfyrbødernes Forbund i Danmark under 4. April 1934 afgivne Strejkevarsler og de derefter fra 11. s. M. iværksatte Arbejdsstandsninger kendes ulovlige. De nævnte tvende Forbund bør til Klagerne betale hver især en Bod på 20,000 Kr. Sagernes Omkostninger betaler Forbundene En for begge og begge for En med 600 Kr.«

Esbjerg: Maskinarbejderne har valgt Strejkekomité og bevilget 1000 Kr. til Søfolkene. Under stort Politiopbud lykkedes det at få M/S »Jylland« afsted med Officersbesætning. Aarhus: SS »Belona« afsejlet til England med Officersbesætning. Fra Carl Nielsens Skibe er Besætningerne gået i Land. »Tietgen« ligger her stadig; den er blevet bemandet med Skruebrækkere (Skoleelever). Havnearbejderne har nægtet at laste den. Horsens: »Blumenau« afgået; 2 af Besætningen fortsætter som Skruebrækkere. Malernes Fagforening har besluttet at støtte Søfolkene økonomisk og solidarisk. Varde: Arbejdsmændene har bevilget 75 Kr. Arbejderne på Varde Stålværk har vedtaget at yde 1 Times Løn. København: S/S »Island« afgået med Officerer. Flere Steder i Havnen Sammenstød med Politiet. Beredent Politi og stærke Patruljer af Panservogne rider og kører omkring. Forsøg på Politioverfald på Anvisningen i Herluf Trollesgade. En Bugserbåd vistnok afgået fra Malmø med 20 Skruebrækkere til København. Ingen arbejdsløse på Socialkontorerne har villet modtage »det anviste Arbejde«. S/S »Belgien« afsejlet fra Hellerup med Skruebrækkere. S/S »Suenson« mønstret 5 Dæksdrenge. 2 Skruebrækkere skal være gennembanket i Toldbodgade. 20 Studenter hvervet som Skruebrækkere for hver 20 Kr. om Dagen; indtil de bliver forhyret, får de 5 Kr. om Dagen + 1 Pakke Cigaretter; de er anbragt ombord i S/S »M. G. Melchior«, der ligger på Reden. - Følgende Opråb udsendtes af Kampledelsen:

Havnearbejdere! Eksportbådene bemandes med Underofficerer ! For at bryde vor Strejke for bedre Leve- og Arbejdsvilkår har Regeringen kommanderet de såkaldte »Underbefalingsmænd på Ventepenge« om Bord i Eksportbådene! Under Trussel om at fratage dem Ventepenge og Pensionsret vil Regeringen tvinge dem til at udføre Skruebrækkerarbejde! Dette Snigløb er en Udfordring mod alle organiserede Arbejdere! - Skal det lykkes ? - Nej ! Det står til jer at tilbageslå Snigløbet! Kammerater! Stil jer solidarisk med os. - Stop Arbejdet ved Skibe, der bemandes med Skruebrækkere! Søfolkenes Kampudvalg.  Havnearbejderne havde således nedlagt Arbejdet i Århus, Ålborg og Esbjerg. Havnekvarteret i København er faktisk i Belejringstilstand.--- Rederne har under mægtige Politiopbud 2 Gange forsøgt at inkassere 20,000 Kr. i Bod hos de kæmpende Organisationer. Hos Søfyrbøderne var Udbyttet en værdiløs Obligation og hos Matroserne 46 Kr. Der er nu gjort Arrest i Forbundene. Rederorganet »Berlingske Tidende« kræver Strejkelederne idømt 3 Års Fængsel efter Straffelovens § 193 for Forstyrrelser i de almindelige Samfærdselsmidler. - Der er afholdt Ministermøde hele Dagen, og Slagteristrejken blev en Kendsgerning.--- International Arbejderhjælp i Tyskland og Norge erklærer Solidaritet med de danske Søfolk. - Fællesudvalget for de Arbejdsløse erklærer Solidaritet med Søfolkene. - I. D. Quists & CO´S Bogtrykkeris Personaleklub har Fredag den 13. April erklæret Solidaritet. B&W´s Arbejdere på Refshaleøen har ligeledes erklæret Solidaritet.

Esbjerg: Lørdag ankom Politi fra Århus, Vejle, Sønderborg og Haderslev samt Panservogne. De sønderjyske Statsbetjente bar Revolvere i Bæltet. Havnen afspærret Lørdag Aften Kl. 10.30. Arbejdet ligger stille over hele Havnen. S/S »Alexandrina« afgik Kl. 1, M/S »England« om Eftermiddagen med Dæksbesætning. I S/S »Bernstorff« er der indlogeret 40 Betjente, 3 Assistenter og 5 Styrmænd. - Søndag Eftermiddag afholdtes Demonstration med flere Tusind Deltagere.

København: Havnearbejdernes Afstemning om Sympatistrejke med Søfolkene er ved Reformisternes Hjælp forkastet med 1900 Stemmer mod 400. - Kampledeleen udsendte følgende Opråb:  »Havnearbejdere! Afstemningen i jert Forbund er tilendebragt! Betyder denne, at I ingen Solidaritet vil vise med Søfolkene, at I fortsat vil tolerere Politiets Beskyttelse af Skruebrækkere og Terror mod de strejkende Søfolk ? Vi mener Nej! I Havnearbejdere svigter ikke i denne alvorligt Situation. Slagteriarbejderne er nu i Kamp! Skruebrækkergods skal lastes. Ingen ærlig Havnearbejder kan tilsvine sig ved at udføre dette Arbejde. Til Esbjerg Havn er afsendt 35 københavnske Politibetjente til Beskyttelse af Samfundshjælpen, som Regeringen nu vil sætte ind for at bryde Søfolkenes og Havnearbejdernes Kampfront. Kammerater! Bryd nu Lænkerne! Stil jer solidarisk med os! Nægt at arbejde i Skibe, der er bemandet med Skruebrækkere! Nægt at laste Skruebrækkergods! Leve Solidariteten. Søfolkenes Kampledelse.« De samvirkende Fagforbund har udsendt følgende Opråb: »De samvirkende Fagforbunds Forretningsudvalg har Søndag den 15. April offentliggjort et sålydende Manifest: »Til de fagorganiserede Arbejdere! I den alvorlige Arbejdssituation, som er skabt ved, at Søens Arbejdere er gået ud i en ulovlig Strejke, føler De samvirkende Fag forbunds Forretningsudvalg det som sin Pligt at fremsætte følgende Udtalelse: Alle Arbejdere har selvfølgelig Sympati med Sømænd og Søfyrbødere såvel som med andre, der har dårlige Arbejdsvilkår, men Muligheden for at forbedre disse Vilkår findes kun i et målbevidst Organisationsarbejde i fælles samvirke. Danske Arbejdere har i de senere År ved deres ubrydelige Sammenhold trods heftige Angreb fra Arbejdsgivernes Side, trods Krise, Arbejdsløshed og kommunistisk Provokation afvist den Nedskæring i Løn- og Arbejdsvilkår, som var Arbejdsgivernes Mål. Den Bedring i Beskæftigelsesforholdene, der nu har vist sig, bør ikke gennem ulovlige Konflikter ødelægges til Skade for Arbejderne og Samfundet som Helhed, og det må være indlysende, at den Forvirring og ødelæggelse, der nu søges fremkaldt kun kan være til Gavn for de reaktionære Kræfter, som det netop nu må være Opgaven at holde nede. Endnu er det Tid at afværge Ulykkerne, og derfor har vi, som ansvarlig Ledelse for den faglige Centralorganisation, følt os forpligtet til åbent at sige, hvorledes vi bedømmer den etablerede Kamp og dens Udsigter. Der kan ikke blive ydet Støtte fra vore Medlemmer eller deres Organisationer til Gennemførelse af en ulovlig Kamp, men vi lover, at den Bistand, som Søens Arbejdere har Brug for til Forbedring af deres Arbejdsvilkår, vil vi altid være parate til at yde dem såvel som andre Organisationer, der træder i Samarbejde med os. Vi siger til de danske fagorganiserede Arbejdere: Stands Ulovlighederne. Deltag ikke i Terror og Voldshandlinger. Træd over på Lovens og Samarbejdets Grund og lad Provokatørerne alene lide Nederlaget. Forretningsudvalget for De samvirkende Fagforbund i Danmark. Alvilda Andersen, Fr. Andersen, Josef Andersen, Chr. Brun, Ernst Carlsen, Hans Jacobsen, Chr. Jensen, Einer Jensen, Knud V. Jensen, Johs. Kjærbøl, Axel Olsen, Charles Petersen, Martin Petersen og Vilh. Nygård.«  S/S »Margit«, S/S »Jægersborg«, S/S »Manø« og S/S »Dronning Alexandrine« ankommet. Besætningerne gået i Land. Mange Strejkevagter anholdes. 35 københavnske Politibetjente afsendt til Esbjerg. Kemigrafernes Fagforening har bevilget 1000 Kr. til Søfolkene.

Esbjerg: Søfolkene har i Forbindelse med Esbjergs Arbejdere forsøgt at sprænge Politiafspærringerne. Politiet for meget brutalt frem og nedslog 10 Søfolk, der måtte bringes på Hospitalet sammen med 2 Politibetjente. På flere Maskinfabrikker har Arbejderne nedlagt Arbejdet som Protest mod Polititerroren. Blandt de sårede var flere Kvinder og Børn. Folk holder deres Børn hjemme fra Skolerne på Grund af Polititerroren i Gaderne. - Rederne truer med 200 Samfundshjælpere, hvis Arbejderne ikke godvilligt genoptager Arbejdet. Det lykkedes at tvinge Havnearbejderne til Genoptagelse af Arbejdet Mandag Eftermiddag. - Politistyrken er nu oppe på 100 Mand. Politiet terroriserer hele Byen. Politiet foretog en Storm mod Søfolkenes Hus, som de raserede og drev søfolkene ud af Huset. - Fællesorganisationen har indkaldt til Generalforsamling Mandag Aften. De socialdemokratiske Ledere forsøgte at begrænse Protesten mod Polititerroren til Gaderne uden for Havnen. Der mødte imidlertid 7000 Arbejdere op og afholdt et Kæmpeprotestmøde på Torvet, hvor følgende Resolution enstemmigt vedtoges:» Protestmødet i Anledning de importerede Betjentes Terror i Esbjergs Gader påtaler vor skarpeste Protest over den bølleagtige Fremfærd, den udvises mod de strejkende Søfolk, Strejkevagter og Byens øvrige Befolkning. Vi betragter denne Fremgangsmåde som et Forsøg på at slå Søfolkenes Strejke ned med Vold til Skade for Søfolkene og til Gavn for Rederkapitalen. Vi opfordrer alle Arbejdere i Esbjerg til at slutte op om Sømændenes Kamp og som Protest mod Polititerroren at lade alt Arbejde ligge stille.« Efter Mødet skete nye Politiindhug. Der er stærk Stemning for Generalstrejke. Fredericia: Arbejdsmændenes Fagforening har lovet økonomisk og solidarisk Understøttelse. S/S »Blumenau« ankommet fra Odense; Besætningen gået i Land. Odense: Et Fællesudvalg er dannet af Sømænd, Havnearbejdere, Slagteriarbejdere, Chauffører, Arbejdsmænd, samt Lager- og Pakhusarbejdere. Nykøbing M.: Trods Reformisternes Trusler om Fratagelse af Understøttelse m. v. nedlagde Havnearbejderne i Dagens Løb Arbejdet ved S/S »Rigmor«. Køge: Med 73 Stemmer mod 1 har Slagteriarbejderne igår rejst deres Krav og fordret Samarbejde med Søfolkenes Forbund. København: 400 arbejdsløse Jord- og Betonarbejdere på Ingerslevsgades Kontrolsted har vedtaget en Protestresolution mod Socialkontorerne og nedsat et Aktionsudvalg mod Skruebrækkeranvisningen. - S/S »Edvard Suenson« afsejlet med Officerer og Dæksdrengebesætning. Ridende Politi afspærrer stadig Havnen. 14 Svenskere var under falske Forudsætninger ankommet til Skruebrækkerdepotskibet »M. G. Melchior«, hvor de skulle udmønstres som Skruebrækkere, men protesterede, da de ved Hvervningen ikke vidste, hvad det drejede sig om, og de erklærede ikke at ville falde de strejkende Søfolk i Ryggen. Politiet har forbudt dem at gå i Land. Noget lignende skete med 7 norske Søfolk.

Esbjerg: Politiets voldsomme Fremfærd Mandag har vakt en kolossal Harme blandt Esbjergs Arbejdere. Det oplyses således, at Politiet ved Stormen på Søfolkenes Hus gav Søfolkene 3 Minutter til at komme ud og trak så Revolverne. Blandt Arbejderne står Spørgsmålet om Generalstrejke på Dagsordenen. Arbejderne rejser først og fremmest Krav om, at det tilkaldte Politi øjeblikkelig fjernes. Søfo1kene i Esbjerg har på et Møde erklæret, at uanset hvad der end sker, viger vi ikke en Tomme fra de Krav, der er stillet, og vil fortsætte med at kæmpe, til Kravene er opfyldt. Kl. 12 stoppede alt Arbejde i Havnen. Arbejdsmændene samlet til Møde i Tivoli. Fællesorganisationen indkaldte samtidig til Møde i Tivoli Kl. 3 Eftermiddag; men allerede Kl. 1 gik Slagteriarbejdere, Søfolk og Smede i Demonstration med Forbundsfanerne fra Torvet gennem Byen til Tivoli. I Tivoli samledes 10.000 Arbejdere, så Mødet måtte forlægges til Dyrskuepladsen. Fællesorganisationens Resolution fik 2 Stemmer, medens Søfolkenes Resolution fik alle de øvrige Stemmer. Den havde følgende Indhold:» Fællesorgansationen i Esbjerg, forsamlet i Tivoli den 17. April 1934 til Protestmøde mod Polititerroren, udtaler i et Antal af 10,000 sin harmdirrende Protest mod den Adfærd, som Politiet igår har udvist mod Esbjergs Arbejderbefolkning. Vi fordømmer på det skarpeste de Mishandlinger af Kvinder og Børn samt Invalider, der intetanende er slået ned af de fremstormende Betjente. Vi protesterer mod det Overfald, som fandt Sted på Søfolkene i deres eget Hus af de revolverbevæbnede og berusede Betjente. Vi kræver dette Politi fjernet straks fra Esbjerg. Vi betragter disse Angreb som et Forsøg på at knuse Søfolkenes Kamp imod Rederkapitalen, - en Kamp, som vi anser for fuldt berettiget, og som vi derfor af al vor Kraft vil støtte til en sejrrig Afslutning for Søfolkene, ligesom vi lover Solidaritet med Slagteriarbejderne i deres Kamp, da vi anser det for tvingende nødvendigt, at alle Arbejdere står samlet. I denne for vor Klasse så alvorlige Situation opfordrer vi alle Arbejdere til at være med til at sammensvejse en virkelig Kampenheds front. Dette sker bedet ved Parolen: 24 Timers Generalstrejke som Protest mod Politiets Terror. Leve Arbejderklassens Enheds front! Leve Socialismen!« Efter Mødet vor Generalstrejken effektiv med det samme, da alle Byens Arbejdere deltog i Mødet. Aalborg: S/S »Martin Goldschmidt« afgået uden Besætning. S/S »Thyra« ligeledes afgået. Et Par Mand kom ombord ved Hals og Hou. Stort Politiopbud i Havnen, som er afspærret. Àrbejdet synes at være genoptaget af Havnearbejderne. Slagteriarbejderne i Ålborg og Nørresundby har igår tilsagt Søfolkene Sympati og fuld Støtte. Aarhus: Søfolkene har demonstreret til S/S »Århus«, som har Skruebrækkerbesætning. 300 Deltagere i Demonstrationen. Ridende Politi og 2 Panservogne ankom. 18 Anholdelser. Trods Reformisternes Afslag vedtog Arbejdsmændene, at en Sømand fik Ordet på Generalforsamlingen. Reformisterne har foranlediget en Afstemning om Afslutning af Strejken; for Afslutning stemte 4 og imod 36. Struer: Slagteriarbejderne har bevilget 50 Kr. København: Kampledelsen har udsendt Talere til en Række Generalforsamlinger. Reformisterne har hindret deres Adgang i mange Tilfælde; men når de er blevet hørt, er de blevet mødt med Velvilje. Politiet forfølger ivrigt Strejkevagterne i Havnen og har foretaget en Række Arrestationer. Der er foretaget Demonstrationer mod Socialkontorerne og Islands Plads, hvor der ligger Skruebrækkerbåde. »Malling« og »Victoria« er gået til Gasværkshavnen, tilsyneladende til Oplægning. Ombord i »Malling« har Maskinmestrene nægtet at arbejde som Skruebrækkere. Besætningerne har forladt Cementbåden »Ally« samt S/S »Bothall«. Strejkevagternes Antal er udvidet og har haft mange Resultater ved at hindre Skruebrækkere i at mønstre. Bestyrelsen i Sømændenes Forbund har indkaldt til ekstraordinær Generalforsamling Onsdag Eftermiddag Kl. 2. Havnearbejdernes Fagforennig i Oslo har sendt Strejkeledelsen følgende Hilsen:» Til den centrale Strejkeledelse! Havnearbejdernes (Bryggearbejdernes) Fagforening i Oslo, samlet til ekstraordinær Generalforsamling Søndag den 15. April, hilser med Begejstring de danske Søfolks beslutning om at gå i kamp for bedre levevilkår. Med socialistisk Hilsen O. Halvorsen, Formand.«  Slagteriarbejderforbundet holdt igår et Formandsmøde, hvor den reformistiske Formand, Hartmen, nægtede at forlange Solidaritet af Havnearbejderne. »Arbejderbladet« offentliggjorde Redernes hemmelige Strejkeinstrukser.  

Esbjerg: Generalstrejken var Onsdag fuldkommen effektiv. Aviserne udkom ikke, end ikke »Social-Demokraten«, som ved sin Stillingtagen havde vakt Arbejdernes Harme. I Nattens Løb var opsat store Politiplakater, der forkyndte hvor alvorlig Situationen var. Det er forbudt alle uvedkommende at gå ned til Havnen og forbudt at stå stille på Terrænet mellem Havnen og Havnegade (Byens Park); ligeledes forbydes Sammenstimlen i Gaderne, og Overtrædelser straffes med Bøde og Fængsel. Poul Fabin, Medlem af Kampledelsen, arresteredes Nat i sit Hjem; han blev trukket ud af Sengen og belagt med Håndjern; han er idag efter Grundlovsforhøret blevet fængslet for 8 Dage, sigtet for Opfordring til Vold mod Politiet. Regeringen har sendt yderligere 30 Politibetjente samt 2 Panservogne fra København og Frederiksberg. I Havnen ophobes flere og flere Eksportvarer. De mange Fiskefartøjer, der ankom, kunne ikke få losset, da også Fiskepakkerskerne og Medhjælperne strejkede. Fællesorganisationen afholdt Møde og besluttede at genoptage Arbejdet Torsdag Morgen og at protestere skarpt mod Politiregimentet. Mødet erklærede, at Arbejdet blev genoptaget under Forudsætning af, at Politiet havde lært af Begivenhederne de sidste Dage, da Arbejderne ellers ville sætte ind med en lige så kraftig Protest. Resolutionen herom vedtoges næsten enstemmigt af de 15-1800 Deltagere. - Det blev endvidere besluttet at sende Poul Fabin en Kamphilsen og kræve ham fri. I en Resolution protesteredes mod Forligsmandsloven, og Mødet besluttede enstemmigt, at der 1. Maj skulle demonstreres i en Enhedsfront med en Taler fra Kommunistisk Parti og en Taler fra Socialdemokratiet. Arbejdsmændenes Generalforsamling besluttede ikke at røre en Flæskeside, der havde været i Skruebrækkerhænder, og ikke at arbejde i Skibe, bemandet med Skruebrækkere. I Odense forbød Politiet R.F.O.s Massemøde på Havnepladsen; det forlagdes til Sortebrødreplads, hvor 1000 Arbejdere var til Stede. Stemningen var for kraftig Sympati med Søfolkene. I Sønderborg deltog 400 Arbejdere i Mødet i Fagforeningshuset. København: På Initiativ af reformistiske Bestyrelsesmedlemmer i Matrosforbundet (Mathias Nielsen, Damgård, Lars Larsen) var der indsamlet Underskrifter til Indkaldelse af Matrosernes Generalforsamling, som fandt Sted Onsdag Formiddag. Lars Larsen angreb Kampledelsen, fordi denne i Overensstemmelse med Beslutningen på Matrosernes Generalforsamling og Fyrbødernes Medlemsmøde »gik uden om Ledelsen i Matrosforbundet«. Han anså det for håbløst at videreføre Kampen og foreslog nedsat et snævert Udvalg for Afblæsning af Strejken. Medens Mathias Nielsen og Damgård understøttede Lars Larsen, besluttede Generalforsamlingen efter Indlæg bl.a. af Borgland, Thor Vang, Svend Nielsen og Schæffer fra Esbjerg følgende: »Generalforsamlingen beslutter at føre Kampen videre. Vi er til enhver Tid rede til at optage Forhandlingerne med Rederne på Grundlag af de af de stillede Krav. Som et Led i Kampens Videreførelse retter vi en Henvendelse til Arbejder-Organisationer og vore internationale Forbindelser med Opfordring om Boykot af danske Skibe. Kampen er etableret i Fællesskab af Sømænd og Søfyrbøderne og skal afsluttes i Fællesskab af disse to Organisationer.« Mathias Nielsen satte sit Mandat ind på sit Forslag om Afblæsning og formåede derigennem at få 405 Stemmer for sit Forslag, medens det vedtagne Forslag fik 529 Stemmer. Reformisternes Forsøg på at spalte Kampfronten og afblæse Strejken selvstændigt led således Nederlag. Samme Dag havde reformistiske Ledere i Matrosforbundet, deriblandt Lundstrøm, ført Underhåndsforhandlinger med Rederne om Afslutning af Overenskomst. Onsdag Formiddag afsagde Skifteretten Kendelse om, at Arbejdsgivernes Konkursbegæring mod Søfyrbødernes Forbund blev taget til Følge. Konkursbobehandlingen blev øjeblikkelig påbegyndt. Derimod blev Matrosforbundets Sagførers Begæring om Udsættelse af Konkursbehandlingen taget til Følge. Kl. 2 om Eftermiddagen begyndte Konkursbehandlingen i Søfyrbødernes Forbund. Forbundets Ledelse forespurgte, om Lukning kunne undgås, hvis man ved Lån eller på anden Måde fremskaffede de 20,000 Kr. og betalte dem. Exekutoren modtog med Tak Tilbudet, idet han samtidig tilføjede, at Konkursbehandlingen selvfølgelig ville gå sin Gang, idet det ville tage 6 Uger, inden Skifterettens Kendelse kunne blive forandret. Ligesom i de fleste Provinsbyer var der i København indkaldt til Møde af R.F.O.s Landsledelse og Fællesudvalget for de Arbejdsløse. Politiet forbød Mødet, og da 20,000 Arbejdere mødte frem ved Stenen i Fælledparken, var Pladsen besat af ridende Politi, som øjensynligt havde Ordre til ikke alene for enhver Pris at forhindre Mødets Afholdelse, men også til at gøre dette med den størst mulige Brutalitet. Politiet foretog sådanne Indhug på de forsamlede Arbejdere, at Begivenhederne kun har sit Sidestykke i det historiske Fælledslag i 1872. Arbejderne rejste den røde Fane for at begynde et Møde, men Politiet huggede ind og mishandlede i Hundredvis af Arbejdere, Kvinder og Børn. Da Arbejdermasserne ved et særlig brutalt Angreb fra Politiets Side satte sig til Modværge, skræmtes Hestene og Politiet blev jaget på Flugt, hvorpå flere Hundrede Betjente til Fods kom til Stede i mange Politibiler, som kørtes ind på Grønsværet, og Politiet foretog nu en Massejagt på Arbejderne. Medens Arbejderne blev slået ned, var Stauning i Anledning af Dybbøldagen til Møde i Idrætshuset og talte sammen med Generaler og Præster. Han sagde bl.a.: »Den sidste Tids Begivenheder viser, at Striden hurtigt kan udvikle sig på særdeles farefuld Måde. Længe er vort Land blevet fremhævet for den sundt og roligt dømmende Befolkning; men en ondsindet provokatorisk Virksomhed har desuagtet ført til Uroligheder, som vil nedbryde Nationens gode omdømme, hvis de ikke bringes til Ophør - og det er der god Grund til, thi hvad der angår Landet, angår også Landets Befolkning.- - Soldaten får indprentet Troskab overfor Fædrelandet, men hele Folket skal vise denne Troskab, bringe de eventuelle Ofre og stå Vagt for at varetage det Heles interesser.« Han sluttede: »Det danske Folk ønsker at leve i Fred med sig selv og i Fred med Naboer og andre Nationer. Vi kan sikkert alle på denne historiske Mindedag samles i ønsket derom og forenes i et Leve for Fædreland et!« Efter Slaget på Fælleden trak Politiet sine Styrker ind i den indre By og ned om Havnen, hvor Politistyrkerne gik hensynsløst frem. Arbejderbefolkningen satte sig til Modværge og byggede i Nyhavnskvarteret og i Borgergade Barrikader for at hindre Politibilernes Kørsel. Politiet vovede dog ikke at trænge ind i det indre af Borgergade, hvor Beboerne satte sig så kraftigt til Modværge, at et Politiangreb måtte opgives. Ja, der blev endogså fra en Lejlighed kastet et helt Klædeskab ned i Hovedet på Politibetjentene. I Folketingets Aftenmøde fremdrog Folketingsmand Arne Munch-Petersen Fælledslaget og sammenlignede det med Begivenhederne i 1872. Om Aftenen meddeltes i Radioavisen, at Københavns Politidirektør, Statsadvokaterne og Rigsadvokaten havde henstillet til Justitsministeren at rejse Tiltale med den revolutionære Fagopposition i Anledning af Urolighederne, og formentlig også i Henhold til Straffelovens § 193. Dette var i nøje Overensstemmelse med Socialdemokratiets Linie, der gik ud på, at Søfolkenes Strejke for bedre Arbejds- og Levevilkår var iværksat af kommunistiske Provokatører, og vedtoges ovenfor nævnte Krav om Tiltale. Ud på Aftenen kørte i Massevis af Betjente og Opdagere til »Arbejderbladet«s Redaktion og R.F.O.s Lokaler i Blågårdsgade. Gaderne blev afspærret, og der fandt en hårdnakket Razzia Sted med Beslaglæggelse af Masser af Papirer. Følgende Kammerater blev i Løbet af Natten og den påfølgende Dag anholdt: Formand for Malernes Fagforening Chr. Larsen, Jernbanearbejder Bjarnild, Tjener Heimann, Sporvognskonduktør Groth, Tobaksarbejder Spückmann, Uorganiseret Dynes Dynesen, Skibsværftsarbejder Scheibelein, Chauffør Barrington, samt Valborg Nielsen fra Kvindeligt Arbejderforbund Afd. I.

Aarhus: Murarbejdsmændenes Generalforsamling har bevilget 100 Kr. En Repræsentant fra Kampudvalget har deltaget I Støberiarbejdernes Generalforsamling. Bestyrelsen skulle bevilget Penge til Søfolkene. København: Torsdag Formiddag afholdtes et fælles Medlemsmøde af Fyrbødere og Matroser, hvori ca. 2000 Søfolk deltog. På Mødet vedtoges enstemmigt følgende Resolutioner:» Fællesmødet af Fyrbødere og Matroser pålægger de to Forhandlingsudvalg snarest at træde i Forhandling med Rederne og i Løbet af to Dage igen at indkalde til Fællesmøde og forelægge Resultatet. Strejken skal afsluttes i Fællesskab og Enighed. Søfyrbødernes og Sømændenes Forbund, samlet til Medlemsmøde, kræver, at Lederne inden for Organisationerne forbliver på fri Fod. Dette er en Betingelse for Optagelse af nye Forhandlinger.« Søfolkenes Kampfront blev således sluttet trods Matrosreformisternes Spaltningsbestræbelser Dagen i Forvejen, og Borgerskabets, Regeringens og de socialdemokratiske Lederes gennem Pressen tydeligt udtalte Forhåbninger om at spalte Matroserne fra Fyrbøderne for delt at knuse begge Forbund brød således ynkeligt sammen. Medlemsmødet tilsluttede sig énstemmigt den hidtil førte Linje i Kampen. Det drejede sig ikke for Søfolkene om at slutte af eller forhandle med Rederne for enhver Pris, men var et Udtryk for Søfolkenes faste Vilje til at forhandle på Grundlag af Søfolkenes Krav en Tilbagevisning af Borgerskabets Provokationer og Forvanskninger. Søfolkene erklærede sig beredt, dersom Forhandlingerne ikke førte til noget Resultat at fortsætte og skærpe Kampen til også at omfatte alle danske Skibe i udenlandske Havne. 

Bergen: Havnearbejderne i Bergen har énstemmigt blokeret S/S »Bergenhus«, som er sejlet dertil af Skruebrækkere. Malmø: Følgende Annonce findes i »Sydsvenska Dagbladet«: Sjöfolk, mest däcksfolk, erhåller genast anställning på danska fartyg. Svar till »God betalning«, Sydsvenska Dagbladet, Malmö. Rederne synes således at have Råd til en klækkelig Hyreforhøjelse. København: Forhandlingerne mellem Søfolkene og Rederne blev genoptaget Fredag Kl. 1 og fortsættes Lørdag. Rederne har vist deres sande Sindelag ved ikke blot at nægte at opfylde Søfolkenes Krav, men endogså ved at stille ganske uantagelige Forslag til Søfolkene. Sømændenes Generalforsamling, som var fastsat til Fredag Aften, er udsat til Lørdag Eftermiddag. I Rigsdagen forelagde Stauning et Forslag om tvungen Voldgift for Slagteriarbejderne. Resultatet skulle foreligge inden Onsdag den 25. April.

Århus: Søfolkene har med 125 Stemmer mod 0 kraftigt protesteret mod »Demokraten«s fejlagtige Skriverier om Søfolkene og deres Kamp, ligesom Malernes Fagforening kun som Annonce kunne få optaget en Solidaritetsresolution med Søfolkene. I Vejle har Arbejdsmændenes Afd. A bevilget 100 Kr. og Havnearbejderne ligeledes 100 Kr. til Søfolkene. I Oslo har de revolutionære Søfolk ført en Kampagne mod danske Skruebrækkerskibe. Aalborg: Havnearbejderne har nedlagt Arbejdet ved S/S »Sigrun«, som var bemandet med norske og tyske Skruebrækkere. I København er der nedsat en »upartisk« Voldgiftsdomstol for at afslutte Slagteriarbejderkonflikten bestående af: Højesteretsdommer V. Topsøe-Jensen, der er Formand, Præsidenten for Østre Landsret, 0. Haack, og Højesterets-dommer V. Thorup. Redernes Tilbud går ud på følgende: ENTEN: (1) Arbejdet genoptages på de i Forligsmandens Mæglingsforslag af 14. Marts d. A. fastsatte Vilkår. Det bemærkes, at der ikke heri ligger noget Tilsagn om, at Arbejdsgiverne frafalder de Krav, de i Anledning af den ulovlige Strejke har overfor Søfyrbødernes Forbund eller dets Medlemmer. ELLER: (2) Under Forudsætning af, at Reglerne med Hensyn til Forbundets Medvirkning ved Hyreanvisning bortfalder fra 1. August d. A., er Rederne villige til at gå med til en Afslutning af Konflikten på følgende Vilkår: Strejken hæves, og Søfyrbøderne går ombord i Skibene i det Omfang, Forholdene tillader. Til Gennemførelse af dette går Dansk Dampskibsrederiforening ind på at benytte Forbundets Medvirkning ved Forhyring indtil 1. August d. A. Efter Arbejdets Genoptagelse må der hverken fra Dansk Dampskibsrederiforening eller fra Søfyrbødenes Forbunds Side finde nogen Art af Boycotting, Blokade eller Forfølgelse Sted, hverken overfor de nævnte Organisationers Medlemmer Skibe nu eller tidligere ansat Person. Der må ikke finde nogen Forfølgelse Sted efter Søloven. Dansk Dampskibsrederiforening udsender et Cirkulære til Foreningens Medlemmer indeholdende følgende Bestemmelser vedrørende Fortolkningen af den gældende Overenskomst: ad § 3 a. Alle, der er beskæftiget i Maskinen (Maskinmestre, Elektrikere, Assistenter undtagne), skal opfylde de i denne Paragraf fastsatte Krav. ad § 5 a. Når Skibet er i Søen, og Søvagten er sat, må denne ikke brækkes, før Skibet er fortøjet eller forankret. ad § 5 b. I Troperne bør det tilstræbes at lægge den fastsatte Arbejdstid af 8 Timer mellem Kl. 6 Fm. og Kl. 6 Eftm. med et længere Ophold midt på Dagen. ad § 5 c. Når et Skib ligger ved Land, og Søvagten drejer, ydes der Overtidsbetaling, for så vidt der bruges Damp til Spillene til Losning og Lastning udenfor normal Arbejdstid og på Søn- og Helligdage, dog ikke for den 1. Time efter Ankomst og for de to sidste Timer inden Afgangen (jfr. § 6 c og § 5 d) ad § 6 a. Forsåvidt Fyrbøderbesætningen af Hensyn til Skibets forestående Anløb af Havn purres ud for at lempe Aske overbord, betales Overtid for dette Arbejde, når det ikke foregår i direkte Tilslutning til Vagtens Tiltrædelse. ad § 7. De i denne Paragraf Stykke 2 nævnte Rekvisitter er Karklude, Gulvklude og Skurebørst er, og pr. Mand udleveres der 1/2 kg Sæbe og 1/2 kg Soda om Ugen. ad § 9 a. Denne Bestemmelse kan kun anvendes på Folk, der er påmønstret Skibet. ad § 11. Det pålægges Ledelsen ombord, så vidt Forholdene tillader det, at give de i denne Paragraf omhandlede Fridage og Ferier, og kun når dette ikke lader sig gøre, at yde den fastsatte Hyreerstatning. Udbetaling af Penge til Besætningen skal foregå straks efter Arbejdstidens Ophør, og for så vidt et Skib kommer til Land før Middag, skal Udbetalingen såvidt muligt, foregå samme Dag. I Overenskomstperioder må Besætningens Størrelse i de enkelte Skibe ikke forringes, med mindre Besætningen er større end normalt i andre Skibe af tilsvarende Art, eller der foretages sådanne Ændringer med Hensyn til Skibets Anvendelse, Fart, Rute eller Indretning, at en Forringelse af denne Grund bliver berettiget. Spørgsmål om Berettigelsen at en påtænkt Forringelse af Besætningens Størrelse kan indankes for den i Overenskomsten fastsatte Voldgiftsdomstol. Rederiforeningen frafalder Krav om yderligere Bod end den allerede idømte. --------Matrosernes Generalforsamling afholdtes Lørdag Eftermiddag. Fra Provinsbyerne indløb Meddelelser om, at man under ingen Omstændigheder agtede at bøje sig, således fra Esbjerg, Ålborg og Århus. Det lykkedes dog på Generalforsamlingen de reformistiske Ledere at skabe Forvirring. På Trods af Fællesmødets klare Beslutning om, at Kampen skulle føres og afsluttes i Fællesskab og Enighed, foreslog Lundstrøm Nedsættelse af et Udvalg på 3 Mand plus Formanden Borgland til at forhandle med Rederne og afvikle Strejken, uden at han dog vovede at foreslå Antagelse af noget af de 2 Forslag. Under den fremkaldte Forvirring, hvorunder det ikke gik op for Matroserne, hvad der var Reformisternes egentlige Hensigt, vedtoges Lundstrøms Forslag med et lille Flertal på 300 Stemmer mod 240, hvorefter han selv, Thorvald Petersen og Mathias Nielsen valgtes som Forhandlingsudvalg. Dette skete på Trods af, at der til Søndag var indkaldt til Fællesmøde af Matroser og Fyrbødere i Idrætshuset. Samme Aften skyndte Forhandlingsudvalget sig til at luske op til Rederne, og i Nattens Mulm og Mørke underskrev de Forlig med Rederiforeningens Bestyrelse på Grundlag af Redernes Forslag 1. Dermed havde de sprængt Kampfronten, og Søfyrbøderne var bragt i en Tvangssituation.

Søfyrbøderne afholdt Medlemsmøde Kl. 11 Formiddag i Weinolds Lokaler, og givetvis var der kun én Ting at gøre: at bøje sig for Kendsgerningerne og slutte Overenskomst. Derom var der Enighed både i Hovedbestyrelsen og på Medlemsmødet, hvor der énstemmigt rettedes en Række kraftige Angreb på Matrosforbundets reformistiske Ledere for deres Splittelsesmanøvrer og Forræderi. Medlemsmødet valgte énstemmigt Redernes Forslag 2.

Fællesmødet Søndag Eftermiddag var besøgt af over 1000 Matroser og Fyrbødere, skønt der lige havde været afholdt Generalforsamling og Medlemsmøde i Forbundene, og skønt Matrosreformisterne ved deres Snigløb faktisk havde taget Beslutningsmagten ud af Medlemsmødets Hænder. Af Matrosernes reformistiske Ledelse mødte kun Louis Lange, der dårligt kunne få Ordet og havde hele den store Forsamling imod sig, ligesom den andet Steds i Teksten gengivne Udtalelse fra Søfolkenes fælles Medlemsmøde vedtoges énstemmigt.

København: Formanden for Malernes Fagforening, Chr. Larsen, og Chauffør Barington holdes stadig arresteret, medens de tidligere arresterede RFO-foIk er løsladte. Voldgiftsretten beordrede Slagteriarbejderne til uden Hensyn til Vilkårene at afbryde Strejken og gå i Arbejde fra Tirsdag Morgen, idet Kendelsen så skulle falde i Løbet af Tirsdagen.

Den endelige Voldgiftskendelse i Slagteriarbejderkonflikten faldt Tirsdag, hvorefter Slagteriarbejdernes Krav fuldstændig snigløbes, og der gennemføres en Række Bestemmelser, hvorover Arbejdsgiverne for en Dels Vedkommende udtrykker deres absolutte Tilfredshed. Selv Slagteriarbejderforbundets. reformistiske Hovedbestyrelse har vedtaget en kraftig Protest mod Forligsmandsloven og Loven om tvungen Voldgift.

Hos Kokkene lykkedes det Reformisterne at frembringe et Flertal for Vedtagelse af et Forligsforslag, som absolut ikke opfylder Kokkenes og Smørrebrødsjomfruernes Krav. 

mødte 200 Betjente i Kampudstyr op ved Søfyrbødernes Kontor i Ny Adelgade, brød ved Hjælp af en Stige ind i Kontoret og beslaglagde en Række Papirer under det Påskud, at de skulle undersøge Sammenstødet ved »Viktoria« i Gasværkshavnen.

Søfolkenes Strejke 1934 er endt, men dermed er Søfolkenes Kamp ikke endt ! Tværtimod! Strejken var en Forpostfægtning, der ikke blot satte os i Respekt hos Rederne, men også gav et Eksempel for hele den øvrige Arbejderklasse. Et Bevis derfor er den Ophidselseskampagne, der endnu efter Strejkens Afslutning føres mod Søfolkene og særlig Søfyrbøderne og deres revolutionære Ledelse! Reformisterne ser deres Herredømme i Fagbevægelsen truet! D.s.F.-Pamperne vèd, at de ikke tåler mange Strejker som Søfolkenes, for de står allerede afsløret i store Arbejdermassers øjne. Mens disse Linier skrives, kæmper Reformisterne i Sømændenes Forbund for Livet! Deres Forræderi var så åbenbart, at de end ikke tør aflægge Beretning på Generalforsamlingen, særlig ikke om de hemmelige Forhandlinger hin Lørdag Nat i Arbejdsgiverforeningen, og fejgt løber de fra deres Poster for i næste Omgang, da de mener den mest øjeblikkelige Fare overstået, at forsøge at snige sig ind på Lederposterne igen! 

Men netop Begivenhederne under og efter Strejken viser så tydeligt som vel muligt, at det er en bydende Nødvendighed for Søfolkene som for alle Arbejdere selv at slutte Enhedsfronten fra neden og gøre op med de reformistiske Sabotører, fordi en Kamp ikke kan føres til Sejr, sålænge Reformisterne har Mulighed for at udføre deres gemene Splittelsesarbejde! Rederne har fået en Advarsel, men det er en Advarsel, der kun har Virkning, hvis Søfolkene formår at fortsætte og forstærke den Mobilisering på revolutionært Grundlag, på den proletariske Enhedsfronts Grundlag, som fandt sit stolte Udtryk under Strejken ! Rederne vil efter Kampen med endnu større Rovgridskhed søge at ramme Søfolkene og søge Veje til at videreføre deres Sultefelttog! Derfor må Søfolkenes Kamp allerede nu fra Strejkens Slutning føres videre på Enhedsfrontens Grundlag om Bord på hvert eneste Skib! Vi må tilbageslå hvert eneste Forsøg på at forringe vore Kår på et Skib ad Gangen som over hele Linien, - det må nu være Slut på den Tilstand, da vi langsomt så tilkæmpede Goder smuldre hen ved Redernes udspekulerede Manøvrer! Og vi må rejse vore Krav fra hver Besætning og sætte Alvor bag Kravene! 

Kapitalismens Krise varer ved og skærpes! Det ved vi som Socialister ! Og derfor ved vi også, at Rederne som andre Udbyttere i den kapitalistiske Forfaldsperiode vil anvende alle Midler for i stadig større Omfang at kaste Krisens Byrder over på Arbejderne! Redernes Planer om Tvangsoplægning er det bedste Bevis derfor ! Den største Kampberedthed, den stærkeste Udbygning og Organisering af Enhedsfronten er derfor den kommende Tids uomgængelige Krav! Og dette sker kun gennem en Tilslutning til og Styrkelse af den revolutionære Fagopposition - R.F.O. - og af Søtransportarbejdernes eneste Kampinternationale - I. S. H. Reformisternes Løgne om R.F.O. som »Splittelsesmænd« har nu fuldstændig tabt deres Virkning blandt Søfolkene, for Søfolkene har, gennem praktisk Kamp lært at bedømme, at R.F.O. er selve Enhedsfrontens Fører, mens Reformisterne er kyniske Organisatorer af Splittelsesforsøgene! Således vil Reformisternes desperate Påstande også miste deres Virkning blandt andre Arbejdere under Klassekampens Skærpning! Under Strejken gjorde Regeringen efter direkte Opfordring fra »Social-Demokraten« et Forsøg på at mistænkeliggøre Søfolkenes Kamp, ved at udøve Justitsterror mod R.F.O.-Ledere i andre Fag, bl.a. de københavnske Maleres Formand. Hensigten var tydelig: der skulle frembringes det Indtryk, at Strejken ikke var Resultatet af Redernes Udbytning og Søfolkenes Modstand, men af en Slags mistænkelig »Sammensværgelse« af »Provokatører«, som Reformisterne sagde! Denne Provokation - for det var en bevidst Provokation imod Arbejderklassen - lykkedes ikke! Men samtidig viste den, at Borgerskabet godt ved, at Kærnen i Arbejdernes Enhedsfront er den revolutionære Fagopposition, og derfor frygter Borgerskabet R.F.O.! Også Rederne ved, at det er Søfolkenes R.F.O. og dens Grupper på Skibene, der er Rygraden i Søfolkenes Kamp! Rederne ved, at I. T. F. kun er et Agentur for den internationale Rederkapital, hvad Strejken afslørede endnu en Gang, mens kun I.S.H.s Linie viser Søfolkene Vejen til Sejr! Som den danske Søfolkenes R.F.O. stod i Spidsen for Kampen, således organiserede I.S.H. og dens Sektioner den internationale Kampsolidaritet! Hver eneste Dag under Strejken viste ‘hver eneste Begivenhed, at Reformisternes og I. T. F.s Indsats og Linie betød Underkastelse under Rederne og ødelæggelse af Kampen, mens R.F.O.s og I.S.H.s Linie fandt sin Virkeliggørelse i hver eneste Klassekampshandling, i hvert eneste Fremstød, der svækkede Rederkapitalen under Kampen! Parolen efter Strejken må derfor være: Slut op om og i R.F.O., Fagbevægelsens Rygrad, som Rederne frygter mest af alt! Dan R.F.O.-Grupper om Bord på hvert eneste Skib, slut den Enhedsfront fra neden, som alene kan bringe os Sejr! Slut op i den Millionhær Verden over, der kæmper under Kampinternationalen I.S.H.s røde Banner ! 

Når Søfolkenes R.F.O. gennem denne Redegørelse har henvendt sig til Arbejderne i andre Fag og Industrier, vil vi da rette en Appel til jer ikke alene om at forstå vor Kamp og tilbagevise Reformisternes Løgne og Fraser imod os, men også om at drage den rigtige Lære af Kampen: Kun gennem Dannelsen af Arbejdernes Enhedsfront uden Hensyn til Partifarve o. lign. formår den samlede Arbejderklasse at værne sine Interesser mod Borgerskabet! Kun ved i alle Fag og Industrier, på hver eneste Bedrift og Kontrolsted at slutte op om R.F.O. som Fortrop for Enhedsfronten er det muligt at tilbageslå Kapitalisternes Angreb og gennemføre vore livsvigtige Krav! Men skaber vi denne Enhedsfront til Søs og til Lands, - da er vi også en uovervindelig Magt, som Borgerskabet og dets Agenter ikke vil kunne finde Midler til at bryde!  

Dansk Dampskibsrederiforening. Kbh. 12. April 1934. FORTROLIGT Cirkulære. Sømandsstrejken. »I Anledning af forskellige på Rederimødet i Dag rejste Spørgsmål tillader man sig at henlede Medlemmernes Opmærksomhed på de i nedennævnte Punkter omtalte Forhold: Fratrædelse. Medlemmerne opfordres til såfremt Besætningerne kollektivt forlader Skibene, selvom dette sker i Henhold til forudgiven Opsigelse i Henhold til Sømandsloven, at protestere mod denne ulovlige Arbejdsnedlæggelse, tilbageholde vedkommendes Hyre og forbeholde sig at gøre dem ansvarlige for det ved Arbejdsnedlæggelsen forvoldte Tab. Såfremt Mandskaberne forlader Skibene uden Opsigelse eller forinden Opsigelsesvarslet er udløbet, bør man desuden forbeholde sig at gøre dem ansvarlige for Rømning. Påmønstring af frivillig Besætning. Rederiernes Opmærksomhed henledes på, at det, for at undgå Uroligheder er formålstjenligt at påmønstre frivilligt Mandskab om Bord. Mønstringskontoret har erklæret sig villigt til at bistå Rederierne dermed i den Udstrækning, Mønstringskontorets øvrige Forretninger tillader det, såvel i som udenfor den normale Kontortid. Rederier, som vil benytte sig deraf, bør derfor i så god Tid som muligt underrette Mønstringskontoret om, hvor sådan Bistand påkræves. Fortrolige Meddelelser. Under Forhandlingerne med Forbundene er det hændt, at Rederiforeningens fortrolige Meddelelser til Medlemmerne er kommet Forbundene i Hænde. Det henstilles derfor indtrængende til Medlemmerne at træffe Forholdsregler til fremtidig at forhindre, at Foreningens fortrolige Meddelelser opbevares således, at uvedkommende får Adgang til at gøre sig bekendt med disse Meddelelser. (Maegård).« Dansk Dampskibsrederiforening. Kbh. 13. April 1934. FORTROLIGT. Sømandsstrejken. I Fortsættelse af Cirkulære Nr. 51 af 12. ds. tillader man sig nedenstående at gengive nogle Forholdsregler, som det bør pålægges Skibsføreren at iagttage under Sømandsstrejken: Arbejdsnedlæggelse og Fratrædelse i Udlandet. Skibsføreren bør i al Almindelighed instrueres om i videst muligt Omfang at benytte den i Sømandslovens § 21 hjemlede Ret til Tilbageholdelse af Hyre. I Tilfælde, hvor Mandskabet i udenlandsk Havn under Pasberåbelse af Strejke uberettiget .nedlægger Arbejdet, kræver Afmønstring eller forlader Skibet, bør Føreren tilbageholde Mandskabets tilgodehavende Midler til Dækning af de ved Arbejdsnedlæggelsen for Rederiet opståede Udgifter. Ved Indførelse i Skibsdagbogen af Omstændighederne ved Arbejdsnedlæggelsen bør Føreren f.eks. ved gentagne Opfordringer om at gå i Arbejde konstatere, at gentagen Ulydighed har fundet Sted, idet dette er en Betingelse for, at Retsforfølgelse senere kan iværksættes. Skibsføreren bør endvidere sørge for, at der sker Anmeldelse til Konsulen med Begæring om Afholdelse af Søforhør. Hvor dette har fundet Sted, sørger Konsulen for, at Sømændenes Papirer indsendes til de danske Myndigheder, der foretager det videre fornødne med Hensyn til senere Retsforfølgning. Hvor Søforhør ikke kan afholdes, bør Skibsføreren indlevere de genstridige Sømænds Papirer og Midler, som ikke er medgået til Dækning af Rederiets Udgifter, til Konsulen ledsaget af en Udskrift af Skibsdagbogen samt Begæring om Tiltale efter Lovens Forskrifter. Hvor Arbejdsnedlæggelse finder Sted i et Land, der ikke tillader Sømændene at tage Ophold i Land, bør Skibsføreren sætte sig i Forbindelse med de stedlige Myndigheder for muligvis gennem dem at tvinge Sømændene til at genoptage Arbejdet, kan dette ikke gennemføres, og Myndighederne kræver Mandskabet hjemsendt, bør dette ske på Konsulatets Foranstaltning til nærmeste Havn eller Grænsestation for de Midler, Sømændene eventuelt har til Gode; er disse ikke tilstrækkelige dertil, må Rederiet stille det manglende Beløb til Rådighed, men Skibsføreren bør i sådanne Tilfælde gennem Konsulen afkræve Sømanden en Refusionserklæring, således at Krav om Tilbagebetaling senere kan finde Sted. Forbundenes Meddelelser til de ombordværende. Under Henvisning til den internationale Konvention om Telekommunikationer Artikel 11 § 1, der lyder som følger:  »Radiotjenesten om Bord i en bevægelig Station er underkastet Kaptajnens eller den for Skibet, Luftfartøjet eller ethvert andet Fartøj, hvori den bevægelige Station befinder sig, ansvarlige Personer allerhøjeste Myndighed.« har Skibsføreren Myndighed til at standse en Meddelelse til hvemsomhelst om Bord, når den efter hans Skøn er stridende mod Skibets og Rederens Interesser. Opfordringer til eller Meddelelser om Strejke fra Forbundene til de ombordværende bør derfor ikke afleveres til Adressaterne, men tilbageholdes. Skibsføreren har dog, hvor dette finder Sted, Pligt til straks at melde tilbage til Afsenderstationen, at han har nægtet at udlevere Telegrammet til Modtageren. Skibsføreren bør i det hele taget instrueres om at tilbageholde for Rederiet skadelig. Meddelelser fra de ulovligt strejkende Forbund til deres Medlemmer under Iagttagelse af den forannævnte Fremgangmåde. (Maegård).«

Vi gengiver ovenfor de hemmelige Strejkeinstrukser, som Lederne udsendte ved Strejkens Udbrud til Skibsførerne. De blev offentliggjort i Uddrag i »Rød Kurs« og »Arbejderbladet«, hvad der vakte Panik blandt Rederne, fordi de følte sig afsløret ! Medlemmerne vil ved at gennemlæse Instrukserne blive klar over de utrolige Overgreb, som Rederne mener at kunne tillade sig i ly af Søloven! Som det vil ses, ønskede Rederne ikke at respektere selv den almindelige 7 Dages Opsigelsesfrist, men tilbageholdt Hyren i alle Tilfælde, således at Søfolkene nærmest betragtedes som »livegne« Slaver ! Statens Mønstringskontor stillede sig i alle Retninger til Disposition ved Hvervningen af Skruebrækkere - »såvel i som udenfor den normale Kontortid«. 1.Punkt i Cirkulære Nr. 2 viser alle de Kneb, som det tilrådes Kaptajnerne at anvende, og endelig tiltager Rederne, sig Myndigheden til at standse enhver Meddelelse til Søfolkene om. Bord! Selv om en Række af disse Instrukser sikkert trods alt er for grove til at kunne kaldes en »Fortolkning« af Søloven (vi ser jo også i Slutningen af Cirkulæret Redernes Frygt for Offentliggørelse) må alle Søfolk dog være klare over, at vi ikke længere kan finde os i at arbejde under den middelalderlige Sølov! Forstærket Kamp mod Søloven må derfor være en af de Paroler, som vi optager efter Strejkens Slutning!

Uddrag af Statuter for The Northern Wood Trade Corporation. § 1. The Nor-Wood Co. udgør en Sammenslutning af nationale Grupper, omfattende Rederier, interesserede i Trælastfarten fra Østersøen, Hvidehavet og andre nordrussiske Havne til europæiske og alle Middelhavshavne. Sammenslutningen har til Formål i forskellige Henseender at varetage Medlemmernes fælles Interesser. § 3. Medlemmerne betaler til deres eget Lands Gruppe følgende Afgifter: (a) Indtrædelsesafgift seks Shillings Br. Strlg. for hver påbegyndt 100-Tal Stds. Kapacitet pr. indmeldt Båd. (b) Fem - 5 % i ovennævnte Trælastfart indtjente Bruttofragter - incl. Lastnings- og Losningsomkostninger.(c) Fem - 5 % af Fartøjernes Dagsomkostninger i den Tid, Fartøjerne er i sådan Fart. Tiden regnes fra og med Ankomstdagen til første Lasteplads til Fartøjet er udlosset. Dagsomkostninger - d.v.s. incl. Administration, men ekskl. Renter, Afskrivninger og Skatter - fastsættes af de nationale Grupper. § 4. Centrallstyrelsen har Ret til at befri Medlemmer fra Af-Oplægninger ikke resulterer i et rimeligt og tilfredsstillende Fragtniveau, når det er nødvendigt og da mindst med Majoritet at pålægge den tilsluttede Tonnage proportionel Oplægning indtil 1/3 med Hensyn til Varighed og Tonnagemængde. Centralstyrelsen skal desuden med samme Majoritet som ovenfor have Ret til at give Medlemmerne sådanne Instruktioner, som Styrelsen finder er nødvendige og forenelige med Sammenslutningens Interesser. § 5. Til tilsluttet Tonnage, der er oplagt frivilligt eller efter Ordre, betales en Erstatning i Forhold til Markedsforholdene og Styrelsens Beslutning, dog mindst 25 % af Fartøjet. Dagsomkostninger efter § 3. Oplagt Tonnage skal, for at få Erstatning, være i sejlbar og klassificeret Stand. I den erstatningsberettigede Oplægningstid må der ikke udføres Reparationsarbejder af større Omfang såsom Klassificering el. dsl, og heller ikke Lastnings- og Losningsarbejder. Erstatningsberettiget er kun Tonnage, der er oplagt i Tiden 1. Juni til 31. December. § 6. Ved Årets Slutning skal der af eventuelt Overskud, efter at alle Administrationsomkostninger og Erstatninger til de oplagte Fartøjer er betalte, hensættes 25 % til de nationale Fonds og Resten returneres til de kontribuerende Fartøjer pro rata efter indbetalt Beløb.

Vi gengiver ovenfor de Statutter, som de skandinaviske Redere fornylig vedtog for deres nye Sammenslutning til Tvangsoplægning af Trælastskibe. Som man ser har »Centralstyrelsen« den mest vidtgående Myndighed til Rationalisering og Oplægninger, og disse sidste skal omfatte en Trediedel af Trælastflåden, således at rundt regnet 500 Søfolk bliver gjort arbejdsløse ved Redernes nye Profitmanøvre, som samtidig er rettet mod Sovjet-Unionen, der på Grund af den socialistiske Opbygning og Undladelsen af at chartre tyske Skibe kan give Arbejde til mange danske Søfolk. Redernes nye Princip er at indtjene Profit bande ved skib i Fart og ved Oplæggelse, og Profitten skal endda stige over hele Linien ! Efter et Skøn regner Rederne med en Profit på langt over en Trediedel af Driftsudgifterne ved de Skibe, der er i Fart. Men den skandinaviske Trælastplan er kun Begrundelsen ! Under Ledelse af »The Baltic and international Maritime Conference« har Rederne i en Række Lande, derunder også de skandinaviske, planlagt yderligere internationale Tvangsoplægninger, og vi gengiver efter Planen de Opgaver, der er tiltænkt de forskellige Landes Regeringer: »At yde Finansieringsfonds til Planen i den første Tid: Følgende Fonds foreslås som nødvendige: Tilskud: 10/- eller 20/- Shillings pr. oplagt Br. Reg. Ton. Omfang af Oplægningen: 25 % Oplægningsperiode: 6 eller 12 Måneder«. Endvidere skal Regeringerne bl.a. foretrække Skibe fra de til Planen tilsluttede Lande og begrænse Mestbegunstigelsesklausulen til Varer fra tilsluttede Lande, og de skal overvåge, at den internationale Komite´s Anvisninger følges«. Således kan Søfolkene vente en uhyggelig Stigning af Arbejdsløsheden, for at Redernes Millionprofitter kan forøges endnu mere! Det er karakteristisk, at kun »Arbejderbladet« har omtalt Redernes hemmelige Planer! Hele den borgerlig-socialdemokratiske Presse har åbenbart efter Ordre fra Rederne tiet stille, fordi Offentliggørelsen med eet Slag ville umuliggøre den gemene Ophidselseskampagne mod de strejkende Søfolk ! Da forestående er skrevet, erfarer vi, at de skandinaviske Redere ved et telegrafik indkaldt Møde har forhandlet den 8. og 9. Maj i Rederiforeningen i Amaliegade, og at de gerådede i det vildeste Slagsmål ! Ikke alene havde Sømandsstrejken og den revolutionære Presses Afsløringer betydet alvorlige Slag mod deres Forsøg på ved kunstige Oplægninger at forsøge Søfolkenes Arbejdsløshed - og deres egen Profit ! - men samtidig forsøgte Svenskerne at snyde de øvrige Landes Redere, og endvidere havde det ikke været muligt at få Randstaternes Redere med ! Derfor opgav man at gennemføre de hemmelige Planer, og det eneste, der blev Enighed om, var at give det Udseende af, at »NOR-WOOD-CO« alligevel består, for ved denne Manøvre at sætte Fragtraterne i Vejret ! Redernes og Regeringernes Planer er altså i første Omgang strandet, hvad der lærer os, at det er muligt at tilbageslå vore Udbytteres brutale forsøg på yderligere at udsulte os! 

Et af de vigtigste Våben, som Borgerskabet anvendte overfor :Søfolkene under Strejken, var hele den borgerlige Presse med »Social-Demokraten« i Spidsen. Med Artikler, der var afpasset efter de forskellige Situationer, forsøgte man at skabe Splittelse i Arbejdernes Rækker, og ingen Midler var for gemene, lige fra de mest hårrejsende Beskyldninger til de mest smigrende og leflende Udtalelser blev bragt i Anvendelse, og vi vil, ved at gengive enkelte af de mest betegnende Udtalelser, vise, hvorledes Stemningerne svingede, alt efter hvad man fandt fordelagtigt. Tirsdag den 27. Marts meddelte hele Pressen, at »Arbejdsfreden var sikret for i År«. »Social-Demokraten« jublede dog endnu mere, idet den i en ekstra fed Overskrift meddelte: »Klart Ja, uanset hvad Resultat Søens Folk når«. Som det fremgik af Pressen den Dag, frydede man sig over Staunings Forligsmandslov og Resultatet, man havde opnået. Tirsdag den 3. og Onsdag den 4. April meddeles der med efterfølgende Spørgsmålstegn, om der skal være Strejke på Skibene, og »Social-Demokraten« forsøger Hånd i Hånd med »Børsen« at gøre Søfolkene forståeligt, at det er en Forbrydelse at gå i Strejke. Torsdag den 5. fastslår man, at det kun er de Arbejdsløse, der vil Kampen, og at de Arbejdende er holdt uden for Afstemningerne. Lørdag den 7. slås det op i alle Bladene og ikke mindst i »Social-Demokraten«, at »Bornholms Sømænd nægter at følge en ulovlig Parole«, men Håbet om med denne Meddelelse at spalte Søfolkene blev en Skuffelse. Mandag den 9. bringer »Social-Demokraten« en Leder, der hedder: »I den ellevte Time«, og her begynder man at rase over, at der er Udsigt til, at Søen’s Folk ikke vil bøje sig for Forligsmandsloven, og man går så vidt i sit Raseri, at man fastslår, at det ikke er Søfolkene, der er noget i Vejen med, men det er »Kommunisterne, der kun har een Opgave: Kamp for enhver Pris«. Tirsdag den 10. opfordrer Formanden for Københavns Havnearbejdere i et Opråb i »Social-Demokraten« Havnearbejderne til ikke at deltage i nogle Møder om Sømandsstrejken og endelig ikke stemme på nogen Resolution, der taler om Solidaritet. Onsdag den 11. skriver »Politiken«: »Fyrbødernes Udsættelse af en Strejke, der officielt er blevet stemplet som ulovlig, viser, at det dog heller ikke er Fyrbødernes Hensigt for enhver Pris at komme ud i Konflikten«, - altså kan end ikke »Politiken« følge »Social-Demokraten«s Linie fra om Mandagen. Torsdag den 12. skriver hele Pressen fra »Berlingske Tidende« til »Social-Demokraten« fuldkommen løgnagtigt, at Strejken kun er besluttet med henholdsvis 10-16 % af Organisationernes Medlemmer, og »Social-Demokraten« skriver i Lederen: »Vi bevidner vor inderligste Solidaritet med Søens Arbejdere«. - Og i en anden Artikel samme Dag: »Overfor den foreliggende Situation kan Arbejdsgiverne selvfølgelig ikke give op, men må med alle til Rådighed stående Midler søge at bringe den ulovlige og den for Landets Erhvervsliv så skadelige Strejke ud af Verden«. - Deres inderligste Solidaritet betød i dette som i alle andre Tilfælde en hjælpende Hånd til Arbejdsgiverne. Og de går så Vidt, at de beder Rederne om at bringe alle Midler i Anvendelse for at slå Strejken ned. Samme Dag siger »B. T.«, at Strejken ikke betyder noget, alle .Bådene vil sejle fortsat. Fredag den 13. offentliggør »Social-Demokraten« et Cirkulære fra D.A.F. til Medlemmerne, hvori der advares mod at nedlægge Arbejdet som Sympati med Søfolkene, og at der øjeblikkeligt vil blive lukket for Understøttelsen, dersom der er nogle af D.A.F.s Afdelinger, der beslutter Sympatistrejke. I samme Nr. meddeler Formanden for Slagteriarbejderne, at »selvfølgelig har vi ikke Maskepi med Kommunisterne« og videre i en Samtale med Bladet: »Der er fra enkelte Sider blevet antydet, at der kunne være Tale om Samarbejde mellem Slagteriarbejderne og Kommunisterne. - Rygter af den Art savner ethvert Grundlag. Og jeg vil gerne slå fast, at Dansk Slagteriarbejderforbunds Ledelse ikke kunne tænke sig på nogen Måde at søge Samarbejde med de Folk, lige så lidt som vi kunne tænke os at indlade os på en Konflikt af illegal Karakter«. - Man spørger ikke Hartman, om han vil støtte Strejken, og Hensigten er tydelig nok. Mandag den 16. bringer alle Bladene Manifestet fra D.s.F. på Forsiden. »Social-Demokraten« kalder Manifestet for en hjælpende Hånd til Søfolkene og Lederne. Alle Bladene takker D.s.F. for Budskabet, kun »Berlingske Tidende« giver, efter at de særligt har takket de københavnske Havnearbejdere, fordi de ikke gik i Sympatistrejke, et Råd endnu til Arbejderne, og det er følgende: »Vi giver Arbejderne et velment og godt Råd, når vi siger: »gør det selv og gør det straks«. - Det drejer sig om at slå Strejken ned. I de påfølgende Dage svælger Bladene i Billeder, der brutalt viser hvilken Terror, der øves overfor de strejkende Søfolk for at vise Borgerskabet, at man har fulgt »Social-Demokraten«s Opfordring om at bringe alle til Rådighed stående Midler i Anvendelse. Fredag den 20. optræder »Social-Demokraten« med en forvrænget Gengivelse af Idrætshusmødet den 19., man citerer en Del af Rich. Jensens Tale og håber på Grundlag af dette, at det vil lykkes at skabe Forvirring i Søfolkenes Rækker. Som vi her har søgt at vise i nogle enkelte Udsnit af den borgerlige Presses Rolle i den første Sømandsstrejke, var hele Pressens Optræden vendt mod Strejken, og langt fremme i Spidsen af Koblet lå »Social-Demokraten« med sine perfide Angreb på Søfolkene, og vi må som Arbejdere heraf have lært hvilken Betydning, det har for os at have en Presse, der er i Stand til at være Bindeleddet mellem Arbejderne, og som loyalt bringer alle Meddelelser fra Arbejdere til Arbejdere. Der var kun et Blad, der stillede sig på Siden af os under Kampen, og det var »Arbejderbladet«. Derfor må Læren af Søfolkenes Strejke på dette Område blive, at kun ved at støtte »Arbejderbladet« i den kommende Periode skaber vi en Presse, der vil hjælpe os i Kampen mod vore Arbejdsgivere. Og denne Støtte kan kun foregå ved at købe og læse »Arbejderbladet«.