Ikke den blinde konkurrence, sagde Blanc, men staten bør ordne produktionen. En af folket valgt regering skal oprette samfundsværksteder i byerne og agerbrugs kolonier på landet. Her beskæftiges efterhånden et større og større antal arbejdere, først under ledelse af statsembedsmænd, senere, efterhånden som arbejderne opdrages, under selvvalgte ledere. Udbyttet deles i tre parter: den ene fordeles ligeligt mellem arbejderne, den anden bruges til underhold af de syge, gamle og arbejdsudygtige, den tredje part bliver statens ejendom og anvendes til oprettelse af nye samfundsværksteder. Disse statsbedrifter vil efterhånden konkurrere de private bedrifter ned: flere og flere småborgere og bønder vil komme og forlange sig optagne i dem. Staten opretter store varehuse og basarer, hvorved den private mellemhandel efterhånden gøres overflødig. Arbejderne i samfundsværkstederne får til en begyndelse en 8 timers arbejdsdag og en dagløn af 5 francs, der stiger, efter som samfundsvelstanden øges ved planlagt udnyttelse af landets hjælpekilder. Stigende anvendelse af maskiner fører ikke til arbejdsløshed, men medfører forkortet arbejdstid. Arbejderne kan frit anvende deres løn efter forgodtbefindende, men de vil snart indse fordelene ved fælleshusholdning. Der vil udvikle sig et samfund, hvis grundsætning er denne: »Arbejde efter evne, nydelse efter behov!«

Blanc er i overensstemmelse med sin samtid en kristelig romantiker. Han påberåber sig stadig Jesus af Nazareths ord. Gud har skabt alle mennesker med visse evner og med visse fornødenheder. Men evnerne skal ikke bruges i snæver egennytte: jo større evner, desto større forpligtelser overfor næsten. »Den, der vil være størst iblandt eder, han være alles tjener.« Den stærke er den svages skyldner, den kloge den uvidendes. Lige pligt for alle til at yde, hvad man formår, lige ret for alle til en fri og fyldig udvikling.

Blanc er i sin samtids ånd den store idealist med det lyse syn. Den fri konkurrence forekommer ham så ødelæggende for folkets store flertal, for middelstanden så vel som for arbejderne, og socialismen synes ham så indlysende sand og så ædel, at samfundets socialistiske omdannelse vil følge af sig selv og foregå ad fredelig vej, så snart blot folket - gennem den demokratiske republik - er blevet herre over sin egen skæbne.

Hen i fyrrerne blev Louis Blanc medarbejder ved det ene af Frankrigs to store republikanske blade, nemlig »Réforme«. Det andet blad, »National«, var kun republikansk, men »Réforme« var tillige demokratisk, og Louis Blanc vandt hele redaktionen for et fællesprogram, der indeholder linier som disse: »Staten bør gennemføre reformer til arbejdets organisation. Den bør erstatte den private kredit med en statskredit. Staten skylder alle børn undervisning, alle arbejdsudygtige beskyttelse, alle arbejdsdygtige arbejde.« - Dette program er undertegnet af mænd som Arago og Ledru Rollin, der i 1848 skulle blive socialismens svorne fjender.

Proudhon gik meget dybere end Louis Blanc. Han blev ikke stående ved samfundets overflade - den fri konkurrence og arbejdets organisation; han tog selve ejendomsforholdene op til behandling og stemplede privatejendom som tyveri. Medens Louis Blanc er den franske forløber for tyskeren Lassalle, peger Proudhons samfundskritik henimod Marx. Men da Proudhons tanker først kommer til at præge arbejderbevægelsen i 50erne og 60erne, opsætter vi vor skildring af denne mærkelige mand til efter 1848. Dette år, der tilintetgør Louis Blances illusioner, baner vej for forståelsen af Proudhons tanker. Fyrrernes litteratur var gennemtrængt af den romantiske socialisme. Den tonede svagt hos Lamartine, den farvede folkedigteren Bérangers sange, den beåndede Frankrigs største digterinde George Sand- veninde af Louis Blanc, Pierre Leroux og andre af tidens socialister -, den brusede gennem Victor Hugos mægtige værker. Disse store digteres guldbarrer møntedes ud til folket af utallige smådigtere og folkesangere.

Eugéne Sue skildrede i »Paris' mysterier« de riges overflod og de fattiges elendighed. Selv prins Louis Napoleon, den senere kejser, dengang en omflakkende eventyrer, udgav et skrift om »Fattigdommens udryddelse,« der anbefaler at oprette agerbrugskolonier og overdrage dem til arbejderforeninger.

Den katolske præst Lamennais opfordrede kirken til at stille sig i spidsen for arbejdets frigørelse. Han blev sat i ban af paven, trak sig en tid tilbage og udslyngede så sit skrift »En troendes ord«, der i de voldsomste gammeltestamentlige udtryk hudfletter magthaverne og taler de fattiges sag. Lamennais' bog kom som et lyn fra en klar himmel. Man så arbejdere, der ikke engang kendte Saint Simon eller Fourier af navn, forlade deres arbejde og som forstenede læste disse glødende ord. Førsteministeren Guizot forlangte forfatteren sat under anklage: »Det er jo,« sagde han, »den røde hue plantet på korset, det er satans åbenbaring det er Babeuf, prædiket af Ezechiel!«

Den mere mådeholdne katolik Buchez grundlagde en kristelig socialisme, der dog ville få nutidens »kristelig sociale« til at forfærdes. Han ville have kristendommens kærlighedsbud gennemført i samfundslivet. Men bevægelsen løb kun ud i nogle katolske arbejder- og produktionsforeninger. Ved siden af Louis Blanc og Proudhon stod der en række socialistiske tænkere og forfattere, som hver på sin vis bar sten til den store socialdemokratiske lærebygning.

Pierre Leroux var sætter af profession, blev ganske ung, under bourbonnerne, medlem af et »kulsvierselskab«, lærte Saint Simons skrifter at kende og blev hans lærling, men skilte sig fra Enfantins mystiske skole. Han udgav i 1843 sit hovedværk »Rigmandsvælden«, hvori det påvises, at 196,000 franskmænd lever af deres 34 millioner landsmænds arbejde. De rige ejer arbejdsmidlerne, og det ser derfor ud, som om det er dem, der skaffer folket arbejde og livsunderhold. Men i virkeligheden er det omvendt. De almindelige skatter er kun en ringe del af befolkningens byrder, thi ved siden af statsbudgettet består der et privat, og det er det tungeste, thi deraf skal hele overklassen leve. Arbejder og arbejdsmidler må atter forenes: Ejendomsretten må - som allerede Robespierre i et af sine dristigste øjeblikke havde udviklet - begrænses af hensynet til andres ejendomsret. I 1846 grundlagde Leroux en socialistisk koloni i Boussac, men af denne idyl blev han revet ud ved revolutionen i 1848.

Victor Considérant, hvem vi har set som Fouriers apostel, skrev bl.a.: »Friheden, som vi nu kender den, er kun et ord. Er disse masser af arbejdere virkelig fri, der mangler arbejdsmidler og under dødsstraf - sultedødens straf - er tvungne til hver dag at søge arbejde, det vil sige hver dag underkaste sig en herre?«

Etienne Cabet var sagfører. Hans frihedskærlighed bragte ham i strid både med bourbonnerne og med Louis Filips regering. I de hemmelige selskaber havde han fundet Babeufs lære, og landflygtig på grund af majestætsfornærmelse lærte han i England Thomas Mores og de andre gamle drømmeres bøger at kende. I 1839 vendte Cabet tilbage til Frankrig og udgav i 1842 sin »Rejse til Ikarien«, en kommunistisk idealstat. Den blev formelig slugt i forstæderne, og der dannede sig et ikarisk samfund, som den 2. februar 1848 afrejste til Amerika for at virkeliggøre Cabets roman, - tre uger før februar revolutionen udbrød! Cabet døde i St. Louis.

Vidal og Pecqueur kritiserede saint-simonismen og fourierismen og blev ved deres betydelige national-økonomiske værker, hvori de lagde hovedvægten på produktionsmidlernes overgang til samfundseje, forløbere for den moderne socialisme. De blev Louis Blances medhjælpere under Februar-revolutionen.

Huet og Colins går videre i samme spor. Huet tager sit udgangspunkt fra den store revolution, der erklærede ejendom for en menneskeret. Det er rigtigt, siger han, men så må den tilkomme alle mennesker. Og det vil atter sige, at hvert samfundsmedlem bør have sin arvepart af samfundsrigdommen. Colins, der var født i Bryssel, men boede i Paris, forlanger i første linie jorden gjort til samfundseje. Driftsformen interesserer ham mindre, han tænker sig jorden bortfæstet, dels til enkelte, dels til foreninger, han er en forløber for Henry Georges og grundlægger af den såkaldte belgiske socialistskole.

Fra Paris strålede socialismens ideer ud til hele Europa, helt op til Danmark, hvor Frederik Dreier blev deres tolk. Frankrig og England var i det 19. århundredes midte mønsterlandene, hvorfra liberalismen bredte sig. Men efter liberalismen kom socialismen og påvirkede tidens ædleste, dybest seende og videst skuende ånder. - Vi troede«, sagde Bakunin en menneskealder senere, »at vi stod ved den gamle civilisations endeligt og på tærskelen til lighedens tidsalder: To måneders ophold i Paris var dengang i reglen nok til at forvandle en liberal til socialist«. Her samledes politiske flygtninge fra hele Europa, og de vendte næsten alle hjem, fyldte af Louis Blanc'ske ideer.

Den tyske digter Heine skrev hjem fra Paris: »Hvilken uvurderlig fordel for socialismen, at den har alle tidens store ånder for sig!« Han vejrede den kommende revolution og skrev allerede d. 11. december 1841: »Dagen er ikke fjern, da hele storborgerkomedien i Frankrig med dens parlamentariske helte og statister tager en ende med forfærdelse, og da der vil blive opført et efterspil med titlen: Kommunisternes rige«.

Ja, der var socialisme nok i ideernes verden, i tænkernes hoveder, i digternes sange, - men til en socialistisk arbejderbevægelse var der kun de første svage spor. Fagforeninger var forbudt, men i 1832, året efter den store arbejderrejsning i Lyon, dannedes der dog enkelte hjælpeforeninger, som i virkeligheden havde faglige formål. En kvinde, Flora Tristan, blev den første fagforeningsagitator i Frankrig. Hun var blevet skilt fra sin mand og var genstand for et mordforsøg fra hans side. Hun skildrede i sine første bøger kvindens underkuelse, begav sig derpå til England og lærte de engelske arbejderes kår og begyndende fagorganisation at kende. Hjemvendt til Frankrig søgte hun at samle de siden 1832 opståede spredte hjælpeforeninger til større arbejderforbund og gennemrejste utrættelig alle industriegne oprettede nye foreninger, samlede dem og de gamle og fik tilsidst grundlagt en »arbejderunion«. Hendes skønhed og hendes veltalenhed, hendes offervillighed og hjælpsomhed gjorde det stærkeste indtryk på arbejderne og deres hustruer. Hun var socialist, nærmest af Saint Simons skole, lige ivrig for kvindens og for arbejdets frigørelse. Flora Tristan var den første internationalist i Frankrig. I en pjece fra 1843 skrev hun: «Efter adelen fulgte borgerskabet, der var meget talrigere og meget nyttigere. Efter borgerskabet følger arbejderstanden, der er endnu talrigere og endnu nyttigere. Den bør danne en verdensforening, uden hensyn til landegrænser og nationalitet. Da bliver den stærk nok til at kunne kræve retten til arbejde og arbejdets organisation.

I 1844 opnåede Flora Tristan store resultater i Lyon. Derfra rejste hun til Bordeaux, men blev her pludselig syg og døde, kun 41 år gammel. Bordeaux' arbejdere rejste hende et mindesmærke. To kvinder fortsatte hendes arbejde: Pauline Roland og Jeanne Deroin.

Slutningen af fyrrerne var frygtelige år for arbejderbefolkningen. 1845 og 1846 havde bragt misvækst og kartoffelsygdom med stigende priser på alle levnedsmidler. I 1847 hærgede en handelskrise hele den kapitalistiske verden og skabte en forfærdelig arbejdsløshed. Antallet af forbrydelser mod ejendommen voksede i Frankrig fra 3798 i 1845 til 4063 i 1846 og til 4580 i 1847 - for så i revolutionsåret 1848 at dale til 3287!

Men farligere for Ludvig Filips »borgerkongedømme« end nøden og fortvivlelsen i arbejderbefolkningen var gæringen blandt småborgerne og utilfredsheden langt op i middelstanden, ja helt op i det industridrivende højere borgerskab. Det herskende finansaristokrati levede ikke af at frembringe nye ejendomme, men af at tilegne sig de forhåndenværende værdier, ved spekulation, ved børsspil, ved svindel af alle arter. Store skandaler med påfølgende retssager undergravede agtelsen for den herskende klasse, ja denne tabte agtelsen for sig selv. En hertug i Paris myrdede sin hustru under de råeste former, og visen herom løb gennem alle lande. De industridrivende, der ramtes af krisen og så deres udførsel standset, kastede sig over indenlandsk handelsvirksomhed. Den store klasse af småhandlende, der var opstået ved industriens gennembrud, blev nu udsat for en ødelæggende konkurrence - hver dag bragte nye fallitter, og småborgerne blev således modtagelige for tidens halvsocialistiske tanker. »Ned med jøderne! Død over stortyvene!« Blev det feltråb, der fængede i middelstanden. «Tiden er syg», klagede alle digtere. »Frankrig vanæres«, råbte fædrelandsvennerne, da Ludvig Filip tillod Østrig at fuldende Polens tilintetgørelse. Man sagde: «Guldkongefamilien Rothschild forråder Frankrig for at holde kurserne oppe!» - førsteministeren Guizot sluttede sig åbenlyst til Den Hellige Alliance (Rusland-Østrig-Prøjsen) i dens usle og for resten mislykkede krig med Svejts' frihedsmænd. Den franske nationalfølelse krænkedes gang på gang; men de svejtsiske frihedsmænds sejr i 1847 hævede den borgerlige selvfølelse, og opstanden i Palermo i januar 1848 genvakte de store revolutionære minder fra 1789 og 1830. Borgervæbningen, der fra 1831 til 1839 havde været »borgerkongedømmets« tro livvagt, fulgte middelstanden og det industridrivende borgerskab over i oppositionen mod børsmagten. Under de republikanske blade »National's« og »Réforme's« førerskab afholdtes der i 1847 en række reformbanketter landet over. Kravet, der opstilledes, var almindelig valgret, og talerne fik for hver måned en mere og mere revolutionær klang. Småborger demokratiets fører, Ledru Rollin, »ringede med revolutionens stormklokke« ved banketten i Lille. Louis Blanc sagde i december 1847 ved banketten i Dijon: »Når frugten er moden, behøves der kun et vindstød, og den falder til jorden!«

Kun én mand mente, at tiden ikke var moden - for arbejderne, til fuldbyrdelse af en social revolution. Han følte republikken nærme sig, skriver han selv, med dødsangst i sjælen. Det var »anarkisten« Proudhon! - Så oprandt februar 1848.

Der blev indbudt til en reformbanket den 22. februar 1848. Regeringen var tåbelig nok til at forbyde den. Republikanerne opfordrede til modstand. Den 23. februar drog store menneskeskarer gennem gaderne og råbte: »Ned med ministeriet!« Borgervæbningen syntes tilbøjelig til at istemme dette råb, og kongen, der huskede, hvorledes han selv var kommen på tronen i 1830, fandt det formålstjenligt at afskedige Guizot. Ved efterretningen herom illumineredes Paris. Men samme aften kom det til et sammenstød mellem en afdeling soldater og en skare arbejdere, officererne kommanderede fyr, og et halvt hundrede arbejdere dræbtes eller såredes.

Det var gnisten. Krudttønden sprang i luften. De dræbte lagdes på vogne og førtes ved fakkelskin gennem gaderne, store menneskemasser samledes udenfor de republikanske blade »National's« og »Réforme's« redaktionslokaler, arbejderne steg ned fra forstæderne og byggede barrikader.

Om morgenen den 24. februar var Paris i fuld revolution. Forgæves udnævnte kongen Thiers og Odilon Barrot til ministre,- men det var for sent. Hundredtusinde arbejdere lod den røde fane vaje over barrikaderne og krævede republikken indført. Slottet stormedes, kongen takkede af til fordel for sin sønnesøn og flygtede. Hans svigerdatter, hertuginden af Orleans, begav sig til parlamentet, men mødtes med kulde; digteren Lamartine erklærede, at hun måtte fjerne sig, medens man drøftede forfatningsspørgsmålet. Få minutter efter oversvømmede folkeskarerne parlamentsbygningen, og der udråbtes en midlertidig regering bestående af François Arago, Ledru Rollin, Dupont, Pages, Lamartine, Marie og Cremieux. Den ny regering førtes af bevæbnede skarer til rådhuset, men her havde arbejderne allerede udråbt en anden regering med den republikanske redaktør Marrast og socialisterne Louis Blanc og Flocon. Ved forhandling mellem »National's« og »Réforme's« ledende mænd smeltede de to regeringer sammen til én, navnene blev læst op for folkeskarerne og godkendte, men pludselig råbtes der: »Vi vil have Albert med. Arbejderen Albert !« - Louis Blanc kendte ikke Albert, men sluttede sig begejstret til tanken om at give en håndens arbejder sæde i regeringen. Albert blev hentet i den fabrik, hvor han arbejdede, smed i en fart sin bluse, fik en frakke på og blev på stående fod udråbt til ellevte medlem af den midlertidige regering.

Arbejderne og socialismen havde således tre talsmænd i regeringen: Ledru Rollin repræsenterede småborgerne, Lamartine de liberale erhverv: digtere, sagførere, læger osv.; de øvrige regeringsmedlemmer repræsenterede den højere middelstand og det industrielle borgerskab. De fleste af dem ville have foretrukket et ministerskifte fremfor forfatningsskiftet: de havde arbejdet for et ministerium Thiers, og de fik en republik! Men Paris' arbejdere ville ikke denne gang lade sig sejrens frugter franarre. »Intet 1830 om igen!« var deres løsen, »nej. Republik og almindelig valgret!« Den 25. februar gik en af revolutionens førere, lægen Raspail, til rådhuset og spurgte, hvorfor republikken endnu ikke var kundgjort. Han lovede inden to timers forløb at komme igen i spidsen for 200,000 mand. Det var ingen tom trussel - endnu var de faldnes lig ikke blevet kolde, endnu var barrikaderne ikke rømmede og arbejderne ikke afvæbnede. De to timer var ikke forløbne, før der på alle mure prangede store opslag med kæmpeordene: »Den franske Republik! Frihed, Lighed, Broderskab i«

Men arbejderne krævede ikke blot republikken, de krævede den sociale republik. Endnu den 25. februar, medens den provisoriske regering på rådhuset tog de første republikanske forholdsregler, indfandt arbejderen Marche sig, forlangte og fik foretræde, satte sit gevær hårdt ved fod, pegede på arbejderkasernerne nede på pladsen og bad regeringen om at anerkende retten til arbejde.

Det var Louis Blances eget feltråb. Han og Ledru Rollin anbefalede straks at imødekomme Marches krav, og regeringen udstedte følgende dekret: »Republikkens midlertidige regering forpligter sig til at sikre arbejderens tilværelse ved arbejdet; den forpligter sig til at sikre alle borgere arbejde; den anerkender arbejdernes ret til at forene sig for fuldt ud at kunne nyde frugten af deres arbejde; regeringen tilbagegiver den inddragne civillistes ene million til arbejderne, hvem den tilhører.«

»Retten til arbejde!« - dette slagord var netop så uklart som året 1848s almindelige socialisme. Det kunne betyde en helt ny samfundsordning, og englænderen Stuart Mill hilste det franske regeringsdekret som en verdenshistorisk begivenhed, hans artikel herom i »Quarterly Review« vakte genlyd Europa over. »Retten til arbejde!« - med dette ord stilledes det sociale spørgsmål, men det løstes ikke.

Det var, som Karl Marx skrev, den første ubehjælpsomme formel, hvori proletariatets revolutionære krav kom til udtryk. Men bag retten til arbejde står magten over kapitalen, bag magten over kapitalen står produktionsmidlernes tilegnelse, deres inddragning under den organiserede arbejderklasse, altså ophævelsen af lønarbejde og kapital med samt deres gensidige forhold.

Paris' arbejdere følte godt, at formelen ikke var nok. Tre dage efter, den 28. februar, mødte de atter frem på rådhuspladsen i tusindtal, med vajende faner, og forlangte et »fremskridtsministerium« udnævnt, med »arbejdets organisation« til opgave. I regeringen modsatte Lamartine sig bestemt dette krav, og flertallet fulgte ham. Louis Blanc indgav sin afskedsbegæring, men Arago bad ham indstændigt, som gammel ven og i republikkens og fædrelandets navn, om at blive, og lovede nedsættelsen af en arbejderkommission. Louis Blanc lod sig efter en heftig indre kamp overtale, og der udstedtes følgende dekret:

»Da revolutionen, som er gjort af folket, også bør være gjort for det; da det er på høje tid at ende arbejdernes lange, uretfærdige lidelser; da arbejdsspørgsmålet er af den yderste vigtighed; da det netop er Frankrigs pligt at drøfte og løse et spørgsmål, der i øjeblikket står på dagsordenen i alle Europas industridrivende lande; da der bør sørges for uden mindste tøven at sikre arbejdets lovlige frugt; - beslutter republikkens provisoriske regering: der nedsættes en kommission, som får navnet »regeringens arbejder kommission« med det formål at beskæftige sig med arbejdernes kår.«

Arbejderne fandt sig i denne veksel på fremtiden. De besluttede i tidens naivt ædelmodige ånd »at stille tre måneders elendighed til republikkens tjeneste«. Alle mennesker svælgede i fraser. Lamartine talte om »denne skrækkelige misforståelse mellem de forskellige samfundsklasser, som det var februar-regeringens sag at sprede«. Selv Louis Blanc, der dog havde klasseadskillelsens ophævelse for øje, fortonede socialismens mål i det følelsesfulde udtryk: klassernes forsoning, klassernes forening til ét folk. Og de småborgerlige demokrater erklærede, at med republikken og den almindelige valgret var de store principper af 1789 virkeliggjorte og »klasserne« forsvundne.- Kun Marx så og sagde, at netop med den borgerlige republik var valpladsen skabt for klassekampen i dens renhed.

Den nedsatte arbejderkommission fik sæde i det tidligere landstings hus, Luxembourg paladset. Louis Blanc udnævntes til dens formand, Albert til dens næstformand. Vidal, Pecqueur, Considérant og andre fremragende socialister tilkaldtes, arbejderne valgte gennem deres fag 10 medlemmer, arbejdsgiverne ligeså mange. Kommissionen foreslog straks to praktiske foranstaltninger: indførelsen af en 10 timers arbejdsdag og udsvedningssystemets afskaffelse. Disse to reformer fik af regeringen lovskraft. Endvidere afskaffedes fængselsarbejde, arbejdet i klostrene stilledes under offentlig kontrol, og der oprettedes en kommunal arbejdsanvisning i stedet for de forladte private fæstekontorer. Kommissionen udarbejdede sluttelig et stort program til samfundets reform, det afgaves den 26. april, lige forinden den grundlovgivende rigsdagsforsamling trådte sammen. Programmet var affattet af Vidal og Pecqueur, men hvilede helt på Louis Blances bog om arbejdets organisation. Der krævedes til dets gennemførelse en lang, fredelig periode, tid til oplysning og agitation for dets principper, almindelig tilslutning til republikken fra hele den franske befolkning og en ædel, uegennyttig holdning fra overklassernes side, - en fjerde augustnat, således som denne falskelig fortolkedes af tidens romantiske historieskrivere. Men flertallet i den provisoriske regering og det hele franske bourgeoisi var netop fast bestemt på at bevare sine klasseprivilegier for enhver pris. Først og fremmest gjaldt det om at uskadeliggøre Louis Blanc og berøve ham folkets tillid. Hertil opfandt man »nationalværkstederne« - vrængbilledet af de Blanc'ske samfundsværksteder.

Både i 1789 og i 1830 havde den sejrrige revolution søgt at beskæftige de arbejdsløse. Det samme gjorde Februar-revolutionen. Allerede den 27 februar udstedte ministeren for offentlige arbejder Marie et dekret, der oprettede nationalværksteder, og den 6. marts betroede han ledelsen til den unge ingeniør Emile Thomas. Både Marie og Thomas var erklærede antisocialister. De tilstrømmende arbejdsløse beskæftigedes med jordarbejde og deslige, de fik 2 francs om dagen. I begyndelsen af marts beskæftigedes 17,000 mand, den 21. marts var tallet steget til 30,000, den 9. april til 49,000 og den 15. maj til omkring 100,000. Det var umuligt at beskæftige alle disse folk, og man udbetalte da de ikke-beskæftigede 1 1/2 franc om dagen. Det var den rene ruin for staten. Det var, skrev Stuart Mill, ikke andet end »engelske fattighuse under åben himmel.« Nationalværkstederne var desuden militært organiserede, de højere officersposter blev besatte af ministeren. Meningen var ikke til at tage fejl af, arbejdsministeren Marie sagde da også med al ønskelig tydelighed til Thomas: »Sørg for, at folkene er godt bevæbnede, spar ikke på mønten, dagen er måske ikke fjern, da de får brug for deres folk.« Det var en storborger livvagt, man ville oprette til beskyttelse mod den øvrige arbejderstand.

Langt fra at stå i Louis Blances sold, således som man har påstået, var nationalværkstederne et værk af hans modstandere. - Alligevel gav storborgerne hele Europa over Louis Blanc skylden for disse nationalværksteder og så i deres fiasko socialismens fallit! I Frankrig blev de et vægtigt våben i republikkens modstanderes agitation: »Det er den røde republik, der er oprettet,« sagde man, «det er Louis Blanc, der behersker den!«

Samme dag, ministeren for offentlige arbejder udstedte forordningen om nationalværkstederne, vedtog regeringen, mod Louis Blances og de to andre socialisters stemmer, at republikkens fane skulle være Trikoloren (det trefarvede banner). Kun gjorde man socialisterne den indrømmelse, at der til dens spyd skulle hæftes en rød roset. Derimod lykkedes det Louis Blanc at gennemføre dødsstraffens afskaffelse.

Holde fred og vinde tid - var Louis Blances stadige bestræbelse. Luxembourg-kommissionen bilagde heldigt en række store strejker, brolæggernes, vognmands- og omnibuskuskenes, bagernes osv.. Den opfordrede til organisation, og arbejderne samlede sig også mere og mere fagvis; der kunne, hvis freden var bevaret, være grundlagt en mægtig fransk fagforeningsbevægelse i forårsmånederne 1848. Luxembourg-kommissionen gav ligeledes stødet til flere produktionsforeninger, således sadelmagernes og skræddernes i Clichy gaden, der begge, til dels støttede med leverancer til staten og kommunen, syntes at gå en blomstrende fremtid i møde.

Imidlertid begik den midlertidige regering et par skæbnesvangre politiske fejl. I stedet for, som Louis Blanc foreslog, at oprette en statsbank, fornyede man den franske banks bevilling og styrkede derved i højeste grad det finansaristokrati, som det netop var Februar-revolutionens mening at styrte. Dernæst skaffede regeringen penge - til at betale statens kreditorer, altså kapitalisterne med - ved at udskrive en ny skat på jorden, 45 centimer ekstra for hver franc! Forgæves frarådede det socialistiske mindretal i regeringen denne skat, der nødvendigvis måtte gøre den store franske bondestand fjendtlig stemt mod republikken. Ikke desto mindre blev denne tillægsskat benyttet af de kongeligsindede til at ophidse bønderne mod socialismen!

Hver af de tre måneder, der fulgte efter februar, fik sin historiske dag: den 17. marts, den 16. april og den 15. maj.

Den 16. marts lavede borgervæbningen optøjer, fordi regeringen på forslag af Ledru Rollin havde ophævet nogle aristokratiske kompagnier. »10. legion« besatte rådhuspladsen og truede med at afsætte regeringen - det var en begyndende modrevolution fra storborgerligt og aristokratisk hold. Arago måtte fornægte Ledru Rollin og genoprette de ophævede kompagnier. Dagen efter, den 17. marts, svarede arbejderne med en moddemonstration i stor stil. 150,000 mand marcherede op foran rådhuset, med de politiske klubber i spidsen, men ellers ordnede efter fag. Den strengeste disciplin rådede i denne mægtige blusehær. Kl. 1 var opmarcheringen endt, og en deputation med arbejderen Gérard som ordfører begav sig op i rådhussalen og forlangte tre ting af regeringen: 1) troppernes fjernelse fra Paris, 2) udsættelse af valgene i borgervæbningen og 3) udsættelse af valgene til den grundlovgivende forsamling. Det var netop Louis Blances ønsker. Men den moderate fløj af regeringen frygtede langt mere socialismen end monarkismen og modsatte sig arbejderdeputationens krav. Nu tog Blanqui ordet og gentog Gérards tale i skarpere, mere truende ord. Blanqui og Barbes var som så mange andre politiske fanger ved Februar-revolutionen sluppet ud af Ludvig Filips fængsler. De genoptog øjeblikkelig deres revolutionære virksomhed, den ene klub dannedes efter den anden, de tre største lededes henholdsvis af Blanqui, Barbes og Raspail. Medens fagene, der havde tillidsmænd i Luxembourg-kommissionen og besjæledes af Louis Blances ånd, længe søgte at holde igen, drev klubberne på. Men »fagene« var endnu som urtåger, de havde ikke fortættet sig til fagforeningernes faste kloder. »Klubberne« var mere målbevidste og handledygtige, men talte kun et lille mindretal af arbejderne.

Arbejderstanden manglede overhovedet i foråret 1848 faste rammer, anerkendte førere, udpræget klassebevidsthed og bestemte formål. Dens socialisme var en vag stræben efter bedre kår. Februar-revolutionen var kommet som en overrumpling. Med rigtigt instinkt forlangte arbejderdeputationen den 17. marts udsættelse af valgene; med lige så rigtigt klasseinstinkt modsatte bourgeoisiets repræsentanter i regeringen sig dette krav. Ledru Rollin, småborgernes mand, der vaklede frem og tilbage mellem bourgeoisiet og arbejderne, stillede da et mæglingsforslag: regeringen skulle først indhente oplysninger om stemningen i provinserne, inden den fastsatte valgdagen. Dette vedtoges og tilfredsstillede halvvejs arbejderne, hvis tog opløste sig i værdig ro. Men da Louis Blanc forlod rådhuset, styrtede klubmanden flotte hen imod ham og råbte: »Også du er altså en forræder!«

Valgene udskreves til den 23. april. Og nu begyndte en række modrevolutionære manøvrer og intriger fra storborgerskabet. Den 17. marts havde vist, at nationalværkstederne ikke tilstrækkeligt splittede arbejderne. Der oprettedes da en mobilgarde: 24,000 unge mennesker, for størstedelen rekrutterede fra pjalteproletariatet og forbryderverdenen, lønnede med l 1/2 franc om dagen, altså købte og rede til alt.

Den 16. april samledes arbejderne på Marsmarken for at udpege kandidater til officersposterne i borgervæbningen. De samledes ubevæbnede. Pludselig løb det rygte gennem Paris: 100,000 arbejdere havde samlet sig under våben og drog, anførte af Louis Blanc, Blanqui, Cabet og Raspail, mod rådhuset for at styrte den provisoriske regering og oprette en kommunistisk republik! - Borgervæbningen blev øjeblikkelig kaldt under våben, rådhuset besat og forvandlet til en fæstning, borgerdeputationer strømmede til fra alle sider og tilbød regeringen deres hjælp til at frelse samfundet og fædrelandet. Da arbejderne endelig indfandt sig for at overbringe regeringen en frivillig gave, som de havde indsamlet under mødet på Marsmarken, modtoges de med råbet: »Ned med kommunisterne! Ned med Louis Blanc, Blanqui, Raspail og Cabet!« Samtidigt bredte det rygte sig i forstæderne, at Ledru Rollin var hængt og Louis Blanc myrdet. Store skarer strømmede til rådhuset, men fandt her Louis Blanc, som var ivrigt optaget af at nedslå alle de falske rygter og skaffe ro.

Da Blanc og Flocon sent om aftenen forlod rådhuset, sagde Flocon til Blanc: »Læg mærke til den flok skummelt udseende mænd, som står derhenne ved gitteret. Dér har de stået lige siden i morges. Ser du ham dér med de grønne briller? Det er ham, der har givet signalet hvergang, der blev råbt »ned med kommunisterne«. Jeg har bidt nøje mærke i ham.« - I det samme kom en legion af borgervæbningen marcherende med fakler. »Hvem har givet ordre til det?« spurgte Louis Blanc. »Marrast!« Lød svaret, - Paris' borgmester, Louis Blances kollega i regeringen.

Valgene den 23. april blev en skuffelse for republikanerne og en stor skuffelse for socialisterne. Vælgertallet var udvidet fra 240,000 til omtrent 10 millioner, og heraf udgjorde bønderne det store flertal. De hævnede sig på republikken for dens ny grundskat ved at vælge kongeligsindede. Af den grundlovgivende rigsforsamlings 900 medlemmer var henved halvdelen kongeligsindede, men da disse var delt i to partier: legitimisterne (tilhængere af det gamle »legitime« kongehus, det vil sige bourbonnerne) og orleanisterne (tilhængere af Ludvig Filips sidelinje), erklærede de fleste af dem sig foreløbig for republikanere. De virkelige republikanere havde et lille flertal i rigsforsamlingen, men det var overvejende storborgerligt. Af socialister eller udprægede arbejdervenner valgtes der vel en del, således Louis Blanc, Flocon, Albert, Considérant, Barbés, Raspail, Jean Reynaud, Felix Pyat, men ikke nær nok til at give dem nogen væsentlig indflydelse. I Paris blev Louis Blanc valgt nederst på listen med 121,000 stemmer, medens Lamartine kom øverst med 259,000.

Den 4. maj trådte den grundlovgivende rigsforsamling sammen og valgte en ny regering. Dermed var Louis Blances og hans venners regeringsrolle udspillet, og samtidig opløstes Luxembourg-kommissionen. Det blev ikke, som Louis Blanc havde drømt, den grundlovgivende forsamlings opgave at gennemføre Luxembourg-kommissionens program, den satte sig tværtimod til opgave at tilintetgøre endogså de få og beskedne reformer, der var gennemført. Den 10. maj foreslog Louis Blanc oprettelsen af det «fremskridts ministerium«, som arbejderne havde krævet allerede den 28. februar: Blances forslag blev forkastet med overvældende majoritet.

De tre måneders elendighed, som arbejderne i februar havde stillet til republikkens tjeneste, var i færd med at løbe ud. Vreden over den nyvalgte rigsforsamlings arbejderfjendtlighed voksede. Og heri blandede der sig harme over den ny regerings kølige holdning overfor den europæiske revolution. Februar bevægelsen havde som en løbeild forplantet sig fra Paris ud over hele fastlandet - der var udbrudt revolutioner i Berlin og i Wien, i Ungarn, Italien og Polen, i Kiel, ja selv i København forlangte borgerne en fri forfatning og truede med fortvivlelsens selvhjælp. Pariserne fulgte disse bevægelser med den mest levende deltagelse, særlig opstanden i Polen, dette »nordens Frankrig«, og forlangte, at den franske republik skulle skride ind imod Den Hellige Alliance og tage oprørernes parti. Få uger før Februar-revolutionens udbrud havde Marx og Engels udsendt »Det kommunistiske Manifest«, hvori de opfordrede arbejderne til at forene sig. Det var vel ikke blevet læst af mange, og næsten ingen forstod dengang dets klassekampslære. Men dets Internationale tanke slog ned som lyn overalt i disse bevægede februar og martsdage. De mange nationale revolutioner opfattedes i hvert fald i Frankrig som udslag af én stor verdensrejsning. Luxembourg-kommissionen havde udvirket et regeringsdekret, der stillede alle forfulgte fremmede under den franske republiks beskyttelse, thi, hedder det, »vi har kæmpet og sejret i hele menneskehedens navn, hvert menneske er os helligt uden hensyn til fødested og oprindelse; det er Frankrigs historiske kald at skænke alle folkeslag frugten af sine lidelser og sejre.« Den 1. marts udstedte den midlertidige regering følgende skrivelse: »Brave, trofaste Marx! Den franske republiks jord er et fristed for alle frihedens venner. Tyranniet har jaget dig i landflygtighed, det fri Frankrig åbner sine porte for dig og for alle, der kæmper for den hellige sag, som forener alle folkeslag. Enhver repræsentant for den franske regering skal handle i denne ånd. Broderlig hilsen! Ferdinand Flocon - medlem af den midlertidige regering.

Således følte og tænkte man i Paris i foråret 1848. Hvor måtte skamrødmen da ikke stige op i alle kinder, da den ny regering i maj roligt var vidne til Ruslands frygtelige underkuelse af den polske opstand. Den 15. maj stævnede de politiske klubber til demonstration for Polen. 150,000 parisere drog gennem boulevarderne under råbet: »Leve Polen!« - men til disse råb føjede der sig snart andre med nærmere sigte og mere skærpende klang: »Arbejde eller død!« - »Arbejdets organisation!« - »Ret til arbejde!« Den sociale bevægelse tog magten fra den nationale - klubførerne Blanqui og Barbes reves halvvejs mod deres vilje med, rådhuset stormedes, og folkeskarerne udråbte her en ny regering, bestående af Louis Blanc, Blanqui, Barbés, Raspail, Considérant, Proudhon og Pierre Leroux. Andre skarer drog til parlamentsbygningen og oversvømmede mødesalen. Louis Blanc sprang op i et vindue og manede til ro, men i det samme erklærede en mand ved navn Huber - hvis senere mærkelige, af magthaverne begunstigede løbebane lader formode, at han var lokkespion - den grundlovgivende forsamling for opløst! Regeringen havde imidlertid truffet de kraftigste forholdsregler. Småborgerne, der havde råbt »Leve Polen«, skilte sig fra arbejderne, da de forlangte »Arbejdets organisation«, - de begyndende faglige produktionsforeninger havde allerede gjort mange småmestre og handlende bange for socialismen. Det lykkedes forholdsvis let borgervæbningen og mobilgarden at kvæle oprøret i løbet af nogle timer. Blanqui, Barbés, Albert og andre virkelige eller formentlige førere blev dømt til 10 års fængsel. Også Louis Blanc blev sat under anklage. Det var ham let at bevise sin uskyldighed, alligevel forkastede rigsforsamlingen kun kravet om hans udlevering til retslig forfølgelse med 32 stemmers flertal: 369 mod 337.

Den 15. maj lød fra magthavernes side de mørke ord: »Det må have en ende«. Fra nu af styrer man bevidst og med faste tag mod målet: arbejderklassens underkuelse, socialismens tilintetgørelse.

Regeringen brugte den 15. maj som påskud til al trække tropperne sammen i Paris. Den 20. maj begyndte den lovgivende forsamling at drøfte spørgsmålet om nationalværkstedernes opløsning. For hver dag blev tonen bitrere, og forgæves foreslog Victor Hugo at omdanne værkstederne. Den 3. juni forbød regeringen borgmestrene i provinsen at udstede pas til arbejdere, som ville til Paris, medmindre de godtgjorde, at de havde arbejde dér. Den 4. juni fandt der et par udfyldningsvalg sted i Paris, og arbejderne viste ved at vælge Proudhon og Pierre Leroux med 77,000 og 91,000 stemmer, at de ikke havde opgivet deres socialistiske krav, hvad der yderligere forbitrede storborgerne og opfordrede dem til at fremskynde begivenhedernes gang. Den 5. juni opløste regeringen to brigader i nationalværkstederne, under påskud af forseelser mod disciplinen. Fra den 7. til den 10. juni foretoges en række anholdelser for »oprørske hensigter«. Endelig den 21. juni udstedte regeringen et dekret, der gav nationalværkstedernes arbejdere fra 18 til 25 års alderen valget imellem at træde ind i hæren eller blive forsat til provinsen for at udføre jordarbejde dér.

Det var kamptegnet. Den 22. juni drog en afdeling på 12-15,000 arbejdere til Pantheon for dér at drøfte stillingen. På vejen mødte de en af deres løjtnanter, Pujol, der nød deres agtelse og hengivenhed. Med ham i spidsen drog arbejderne til regeringen og søgte foretræde hos Marie, der først nægtede at modtage dem og sluttelig afbrød Pujols tale med disse ord: »Det er nok, gør hvad de vil, men hvis arbejderne ikke godvillig tager til provinsen, så sender vi dem bort med magt, forstår de: med magt!« - »med magt! godt, så véd vi, hvad vi ville vide.« - »hvad ville de da vide?« - »at regeringen aldrig oprigtigt har villet arbejdets organisation. Farvel, borger!«

Arbejderne ilede til den nærliggende Saint Sulpice kirke og lod stormklokkerne lyde, der kom svar fra forstaden Saint Antoine, og arbejderne strømmede til i titusindvis. De havde hverken organisation eller førere: klubbernes ledere sad i fængsel siden 15. maj, socialisterne i den grundlovgivende forsamling havde til det sidste søgt at forhindre sammenstødet, men var uden tilstrækkelig indflydelse. Folkets vrede brød ud som en vulkan, voldsomt, uimodståeligt. Nationalværkstedernes lukning var simpelthen sultedød for tusinder. Så skrev de da på deres faner de fattige Lyon væveres ord fra 1831 »brød eller død !« og rejste barrikader, fast bestemte på enten at gå tilgrunde eller tage hævn over det forræderiske, løftebrydende storborgerskab. Regeringen overdrog general Cavaignac det militære diktatur. Hans feltråb var: »Orden og ejendomsret!« Til hans tjeneste stod 30,000 soldater og mobilgardister samt næsten hele borgervæbningen, thi småborgerne fulgte i juni lige så villigt ordenens og ejendomsrettens forsvarere, som de i februar havde fulgt arbejderne i kampen mod kongedømmet.

To samfundsklasser tørnede sammen i et frygteligt, fem dages slag - den 22.-26. juni 1848. Der gaves ingen pardon. Hver barrikade forsvaredes til den sidste blodsdråbe, fra gade til gade førtes kampen med tænderskærende sejhed, i rasende fortvivlelse. Den 26. havde Cavaignac sejret: 8000 døde eller sårede var sejrens pris. Flere tusinde fanger anbragtes i fængsler og i Palais Royals kældere: de stoppedes sammen i skidne, mørke huler, mænd og kvinder, sårede og halvdøde. Een hylede i vanvid, en anden tiggede om vand, alle, der formåede det, søgte hen til de få huller i murene for at indgispe en mundfuld frisk luft. Men udenfor gik borgervæbningens skildvagter og stak med bajonetterne ind i lufthullerne eller sendte nogle kugler ned igennem dem, når larmen blev for vild.

Dette var ånden fra 1848, - juni-ånden i Frankrig - thi frihedssværmeriet forvandledes til ejendomsfanatisme, og Lamartines arbejdervenlige festlyrik endte i Cavaignacs geværsalver. Februar dagenes »frihed, lighed, broderskab« afløstes af den mere håndgribelige treklang - infanteri, artilleri, kavaleri«. I de fire måneder fra 22. februar til 26. juni brændte en menneskealders idealer ud. Den romantiske socialisme druknede i juni-slagteriernes blodstrømme. Men dens arving var født: Karl Marx' realisme. I juni 1848 går det socialistiske førerskab over fra Frankrig til Tyskland.

Republikkens herrer forfulgte deres sejr til det yderste. Klubberne opløstes, og der nedsattes en kommission til at undersøge årsagerne til juni-opstanden. Louis Blanc og andre socialister, der vidste, hvad der ventede dem trods deres åbenbare uskyldighed, flygtede, - Louis Blanc til London, 15,000 arbejdere dømtes til fængsel eller deportation. Foreningsfriheden indskrænkedes, 10 timers dagen afskaffedes, - i dens sted sattes den ret betydningsløse 12 timers dag. For at godtgøre sand arbejdervenlighed og for at ødelægge »den sidste rest af socialisme« ved endnu et mislykket eksperiment vedtoges det den 5. juli at stille 3 millioner francs til rådighed for produktionsforeninger. Men kun en del af disse penge blev udbetalt og kun den mindste del til virkelige arbejderforetagender, størstedelen til blandede selskaber af arbejdere og arbejdsgivere, der ville give arbejderne part i udbyttet. Jo sikrere regeringen følte sig, desto fjendtligere stillede den sig til de statsstøttede produktionsforeninger, trak lånene tilbage fra dem, der trivedes bedst, og voldte således deres ruin.

Dernæst tilintetgjorde man februar regeringens dekret om »Retten til arbejde«. - Den 20. juni, lige før arbejderrejsningen, havde Marrast som ordfører for forfatningsudvalget forelagt et udkast, hvori det hedder: »Forfatningen sikrer alle borgere: frihed, lighed, sikkerhed, undervisning, arbejde, ejendom, understøttelse«. Men allerede i dette udkast svækkes »retten til arbejde« væsentlig ved en nærmere forklaring, der siger: »De vigtigste garantier for retten til arbejde er: arbejdets frihed, frivillig forening, lighed i forholdet mellem arbejdsgiver og arbejder, vederlagsfri undervisning, faglig uddannelse, velgørenheds og kreditanstalter, udførelsen af store offentlige arbejder ved staten for at skaffe arbejdsløse beskæftigelse.«

Men efter de blodige junidage forekom selv denne opfattelse alt for vidtgående. Marrast forelagde den 29. august et nyt udkast, hvori det hedder: »Republikken skylder trængende borgere underhold, enten ved at skaffe arbejde indenfor de grænser, som statens hjælpekilder drager, eller ved at yde arbejdsudygtige understøttelse, hvis familien savner evne dertil.« Marrast fremhævede, at det ikke var meningen »at lade staten åbne en dødbringende konkurrence med de private bedrifter.« - Fra yderste venstre fastholdt man »retten til arbejde«, men Ledru Rollins og andre småborgerlige demokraters forsvar derfor var mat, thi de forsvarede sig ængsteligt mod at være socialister. Tocqueville derimod, den storborgerlige liberalismes talsmand, påviste, at retten til arbejde måtte føre til socialisme. »De deler, mine herrer,« sagde han, vendt mod yderste venstre, »nationen i ejendomsbesiddere og proletarer. Men revolutionen af 1789 har slet ikke villet vide af klasser. Den har ikke villet socialisme, men kristelig barmhjertighed anvendt i statsstyrelsen«. Ledru Rollin påberåbte sig Robespierre og jakobinerne: det er deres værk, der skal fortsættes, sagde han. Men den grundlovgivende forsamling forkastede »Retten til arbejde« med 595 stemmer mod 187.

Den indskrev til gengæld »retten til understøttelse« i forfatningen. Februar-revolutionens store feltråb var dermed forvandlet til - dronning Elisabeths engelske fattigvæsenslov af 1601! - Af den danske grundlov af d. 5. juni 1849 vil man se, at man andre steder gjorde den franske krebsegang med.

Småborgerne havde deltaget i juni-slagterierne. Men snart opdagede de til deres rædsel, at arbejdernes åreladning havde undergravet hele demokratiet. Urtekræmmere, småmestre og caféværter havde kæmpet på barrikaderne for den hellige ejendomsret, men da de vendte tilbage til deres diske og værksteder, fandt de indgangen barrikaderet af en anden ejendomsredder, der truende holdt en huslejekontrakt, en vareregning eller en forfalden veksel frem!

Småborgerne havde kæmpet for ejendomsretten, igen huset, som de boede i, var ikke deres ejendom; butikken, som de stod i, var ikke deres ejendom; disken og varerne, der lå på den, var ikke deres ejendom; den tallerken, de spiste af, og den seng, de lagde sig til hvile i, var ikke deres ejendom. Husejeren, bankier'en, fabrikanten, grossereren - alle stod truende og forlangte deres ejendom reddet. De havde lige gjort op med arbejderne, nu præsenterede de småborgerne de forfaldne regninger, hvis beløb alene i Paris udgjorde 21 millioner, i provinserne 11 millioner. Over 7000 mindre næringsdrivende havde ikke betalt husleje siden februar. De samledes på børsen og forlangte henstand og en passende akkord for alle, der kunne bevise, at deres forretning havde stået godt inden d. 24. februar. Men et lovforslag herom blev forkastet af den grundlovgivende forsamling den 22. august.

Den 19. september var der atter udfyldningsvalg i Paris: arbejderne valgte Raspail, der sad fangen i Vincennes, småborgerne valgte prins Louis Bonaparte, storborgerne den jødiske børsmatador og Orleanist Fould. Fra alle sider truedes det herskende republikanske borgerskab. Arbejdernes åreladning havde udtømt selve republikkens kræfter.

Men navnlig ude på landet fandt Louis Bonaparte god jordbund for sin agitation. Bønderne havde af den store revolution fået fuld ejendomsret til deres jord, men i de to slægtled siden da havde en ny adel dannet sig, nemlig kapitalisterne, der gennem pantegælden tog ager efter ager fra bonden. Jordens behæftelse havde nået et beløb af 30 milliarder. Nu kom den ny revolution i 1848 og pålagde bønderne en forøget grundskat.

Den 4. november var den ny forfatning færdig. Den 10.december skulle der vælges en præsident for republikken. Valgt blev Louis Napoleon Bonaparte med 5 1/2 million stemmer! Republikanernes kandidat, general Cavaignac, fik kun 1 1/2 million. Demokratiets kandidat, Ledru Rollin, fik 370,000 stemmer og socialismens kandidat, Raspail, nogle få tusinde. De storborgerlige republikanere havde tilintetgjort det sociale indhold, der fandtes i februar republikken. Nu stod selve den republikanske form i fare.

Fra nu af begyndte småborgere og arbejdere atter at nærme sig hverandre. I den lovgivende forsamling, der valgtes i foråret 1849, rådede det forenede småborgerlige og sociale demokrati over 200 stemmer, medens de moderate republikanere kun havde 100 rigsdagsmænd. Flertallet bestod af 450 højremænd, der imidlertid var delt i legitimister (storgrundbesiddelsens repræsentanter) og orleanister (storkapitalens mænd) og derfor ikke kunne enes om republikkens afskaffelse. De havde desuden over sig deres fælles fjende, præsidenten, prins Louis Bonaparte, der forfulgte sine egne formål.

En af Bonapartes hovedbestræbelser var at vinde kirken, og derfor sendte han i april 1849 tropper til Italien for at beskytte paven mod den romerske revolution. Paris' harme herover var ikke mindre end vreden året i forvejen, da republikken lod Polen i stikken. »Bjerget«s fører i den lovgivende forsamling, Ledru Rollin, forlangte præsidenten sat under anklage; hans forslag forkastedes den 11. juni med 361 stemmer med 203. Den 13. juni prøvede småborgerne i Paris et revolutionært forsøg, men arbejderne, der endnu led under blodtabet fra juni 48, ydede kun ringe hjælp, og de blev hurtigt og let splittede af Napoleons soldater og storborgernes nationalgarde. Ledru Rollin måtte gå i landflygtighed.

Medens den store revolution af 1789 bevægede sig fremad i opstigende linje, og - indtil 1794 - blev stadigt radikalere, gik revolutionen af 1848 fra første færd ned ad bakke. I 1789 tog en fuldmoden, ny samfundsklasse magten fra de ganske udlevede privilegerede stænder. I 1848 brødes en samfundsklasse, hvis livsmuligheder endnu ikke var udtømt, med en ny, endnu umoden klasse. 1848 blev derfor lige så tåget og forvirret, som 1789 havde været klar og enkel. 1848 blev 1789's karrikatur: Lamartine karrikerede Mirabeau, Ledru Rollin karrikerede Robespierre, og Louis Bonaparte karrikerede sin store onkel.

Endnu i juli 1849 bestod dog republikken og den almindelige valgret. Den småborgerlige opstand i Paris havde nærmest været en farce, men i Lyon kom det til et blodigt oprør, der viste, at provinsens industriarbejdere begyndte at besjæles af februardagenes ideer. Bønderne blev betænkelige ved en ny kirkelig skolelov, thi de foretrak ubetinget skolelæreren for præsten, og da de fik en salt og en vinskat i tilgift, vandt republikanske og demokratiske tanker udbredelse adskillige steder på landet, navnlig i Sydfrankrig.

Arbejderne kom efterhånden til kræfter efter lammelsen i juni 48 og dannede faglige og kooperative foretagender. Pauline Roland optog Flora Tristans virksomhed, og der dannede sig i Paris et forbund af 150 produktionsforeninger med 50,000 medlemmer. I marts 1850 fandt der eftervalg sted i Paris. Ved disse forenede ikke blot arbejdere og småborgere sig, men liberale republikanere, der følte kongedømmet eller kejserdømmet true, sluttede sig til dem. Flotte, Vidal og Carnot valgtes. I maj 1852 skulle de almindelige valg finde sted - der var fare ved at tøve.

Så greb det kapitalistiske flertal i den lovgivende forsamling til det fortvivlede middel: at afskaffe den almindelige valgret. Det skete den 31. maj 1850. Tre millioner vælgere mistede deres valgret. Thiers stemte for valgretsindskrænkningen, men Lamartine og Cavaignac imod. For sent! De havde slået republikkens kraftigste fodstykke, arbejderstanden, bort under den, nu så de deres egne idealer svinde stykke for stykke.

Omtrent samtidigt, den 29. maj 1850, skred magthaverne ind mod de ovenfor omtalte produktionsforeninger. Fællesrådet, der bestod af 48 mænd og 9 kvinder, var samlet i foreningslokalet, Michelde Comte gaden, da politiet indfandt sig, erklærede foreningen for et hemmeligt socialistisk selskab og anholdt lederne. Produktionsforeningerne blev opløste. Lederne idømt hårde straffe.

Det monarkistiske flertal, der beherskede republikken, kom imidlertid ikke til selv at nyde frugterne af sin reaktion. Den banede kun vej for Napoleon. Han forstod at vinde hæren for sig ved pølser og cigarer til soldaterne, kold kylling og champagne til officererne - pengene dertil tog han af den ublu præsidentløn, han havde afpresset rigsdagen. Han leflede med utilfredsheden blandt arbejderne, småborgerne og bønderne, han spredte gyldne løfter til alle sider.

I efteråret 1851 forelagde præsident Louis Bonaparte rigsdagen et lovforslag om den almindelige valgrets genindførelse. Det blev, som han havde beregnet, forkastet, dog kun med 355 stemmer mod 345. »Bjerget« (demokrater og socialister) stemte for den almindelige valgret sammen med bonapartisterne.

Den 2. december 1851 foretog Bonaparte et statskup, lod Thiers, Cavaignac og andre ledende orleanister, legitimister og republikanere fængsle og forlængede sin præsidentværdighed, der efter forfatningen kun var fireårig, med seks år. Et opstandsforsøg den 3. og 4. december blev let kvalt af tropperne og af mobilgarden. Skyldige og uskyldige myrdedes i tusindvis i gaderne. Victor Hugo, Thiers og andre af Louis Bonapartes fjender landsforvistes, de orleanske godser solgtes til fordel for den forgældede præsident og den tomme statskasse.

Året efter, den 2. december 1852, indførtes det arvelige kejserdømme. - Napoleon III holdt naturligvis ingen af sine løfter. Han genindførte ganske vist den almindelige valgret, men fornedrede den rigsdag, der udgik af den, til en væsentlig rådgivende forsamling. Han berøvede i mange år arbejderne foreningsretten - først i 1864, da oppositionen mod hans regimente voksede fra dag til dag, fandt han sig foranlediget til at gøre arbejderne visse indrømmelser og tåle fagforeningerne.

Men i de første år efter statskuppet den 2. december 1851 kvaltes alle fri sociale og politiske rørelser. Pauline Roland blev deporteret til Algier. Efter et års hårde lidelser benådedes hun, men døde på hjemrejsen, den 29. december 1852, kun 42 år gammel. Victor Hugo satte hende i et af sine skønneste digte et varigt mindesmærke.

År igennem herskede gravens ro i Frankrigs indre, medens Napoleon ved eventyr udadtilsøgte at holde sin vaklende trone oppe. Men Karl Marx fik ret, når han umiddelbart efter statskuppet 1851 skrev: »Når systemets indre modsigelser en gang jager chefen for selskabet af 10. december, det pjalteproletariat fra samfundets dybder og fra dets top, han samlede om sig som præsident, ud over de franske grænser, da vil de efter nogle banditstreger ikke høste laurbær, men prygl«. Marx føjede til: »Og når kejserkappen endelig falder af Louis Bonapartes skuldre, da vil Napoleons malmstatue styrte ned fra Vendôme-søjlen«. - Dette gik bogstaveligt i opfyldelse.

Februar-revolutionen og arbejdernes deltagelse i den havde alligevel ikke været forgæves. Den satte to principper ind i verden, således at de aldrig kunne slås ned: almindelig valgret og foreningsret. De blev foreløbig kun et skin i Frankrig, men da Napoleon III.'s korte saga var omme, trådte republikken påny frem for aldrig mere at forsvinde, og den virkeliggjorde de to principper. Men de sejrede allerede fra 1848 i en række stater, og selv hvor reaktionen en tid overvandt dem, dukkede de frem påny, mere og mere uimodståelige. Det blev selve Bismarck, Napoleon III's efterligner, som gennemførte dem i Tyskland og dermed skabte arenaen for det moderne socialdemokrati.

Med 1848 endte de store revolutioner fra neden. Men derpå begyndte en række revolutioner fra oven, hvorved nutidens nationalstater på fastlandet dannedes. De europæiske magthavere, der jordfæstede revolutionen af 1848, blev tillige fuldbyrderne af dens testamente.

Stormene fra 1848 havde lagt sig. Sabelen, politistokken og krumstaven straktes atter ud over landene, manende til anger og ruelse, respektindgydende, tavshedsbydende. En blytung døs faldt over Frankrigs offentlige liv i det andet kejserdømmes første tiår folkenes førere var dræbte, fængslede eller forviste. Martskæmpere fra alle Europas egne mødtes i London: franskmanden Louis Blanc, tyskerne Marx, Engels og Liebknecht, italieneren Mazzini, polakker, russere, spaniere. De fleste af disse flygtninge drømte kun én drøm: revolutionens snarlige genopblussen. De skar tænder af raseri over tyrannernes sejr, de knyttede næverne, gestikulerede, korresponderede, agiterede, konspirerede. Men deres forbandelser, deres hånsord og harmskrig døde hen i Themsens tåge, og deres navne glemtes af de folk, for hvis frihed de havde sat livet ind.

I disse år tog et par fattige videnskabsmænd stille plads ved deres skriveborde, læste, tænkte og skrev, årle og silde. Dag ud og dag ind. Karl Marx indså, at revolutionernes tid foreløbig var forbi og gav sig til at viderearbejde »Kapitalen«. I Frankrig skrev Proudhon bog efter bog. Begge søgte de at granske samfundslivet til bunds for på dette grundlag at opbygge en socialistisk videnskab. Den romantiske socialisme var vejret hen som luftigt spindelvæv. Den realistiske - med virkeligheden overensstemmende - socialisme opstod

Pierre Joseph Proudhon var født den 15. januar 1809 i Besançon, hovedbyen i Franche Comté, dette arbejdsomme, tænksomme, uafhængighedselskende bonde og håndværkerland mellem Ardennerne og Jurabjergene i det østlige Frankrig, med det fri Svejts til nabo. Han var af fattig bondeslægt, af »en i bund og grund revolutionær race«. Morfaderen havde levet i uophørlig fejde med kirke og øvrighed. En sund, men voldsom retfærdighedsfølelse opfyldte ham og drev ham gang på gang til selvtægt. »Hvis det er sandt« - skriver Proudhon et sted - »hvad nogle fysiologer påstår, at sønnerne navnlig arver efter mødrene, måtte der opdynges mange laster i mig. Hvis mine efterkommere vil vedblive at indgå sådanne forbindelser som min moder og fader, så må gud vide, hvilke forfærdelige omvæltninger der truer samfundet!« Moderen var tjenestepige og faderen først bryggerkarl, senere bødker. Pierre Joseph var den ældste af fem børn. Den dybeste fattigdom, ledsaget af onde ord og forbandelser, var til huse i dette hjem. Fra otte årsalderen måtte den lille Pierre Joseph ud på markerne og vogte kvæg. Han strejfede om som en lille vild, henvist til sig selv, og gav sig tidligt til at gruble over tilværelsen. Der fandtes på egnen et ordsprog, som hed: »Fattigdom er ingen last, det er noget meget værre!« Pierre Joseph tænkte tit på dette ord. »Den første følelse« - skriver han senere - »som synet af min stilling indgav mig, var skam. Jeg rødmede over min fattigdom som over en straf. Jeg følte uklart det sande i ordsproget. Fattigdommen trykker os ned; den fordærver os«.

Der var i slægten en enkelt mand, som var »blevet til noget«, en berømt jurist. Men han tilhørte en anden gren af familien, den konservative gren, der var from og gudfrygtig og aldrig på kant med øvrigheden, medens den gren, hvorfra Pierre Joseph stammede, var den revolutionære gren, frihedselskende og oprørsk. Den berømte jurist havde en gang ladet det ord falde. »Der er en dråbe slet blod hos proudhon'erne, den er gået over på den anden gren«. Dette ord hørte Pierre Joseph som dreng, og det gjorde et mægtigt indtryk på ham. Han besluttede, at han også ville studere. Han ville kæmpe sig ud af fattigdommen, men ikke som de onde og feje erhverve sig rigdom ved snyderi og tyveri. Han ville skaffe sig kundskab, thi »kundskab er rigdom«, og når han havde erhvervet sig den, ville han ikke nærigt holde på den, men øse ud deraf til alle.

Tolv år gammel opnåede han en friplads på latinskolen i Besançon; han læste alt, hvad han kunne overkomme. Femten år gammel fik han fat på den berømte ærkebiskop Fenelons »bevis for guds tilværelse«. Men læsningen heraf vakte hans første tvivl om den kristelige religions sandhed. Familien var ikke vantro. Forældrene troede på gud og forsyn, men forbandede den tunge skæbne, som dette forsyn havde anvist dem. En onkel af Pierre Joseph havde en gang sagt: »religionen er lige så nødvendig som brød og lige så skadelig som gift». Drengen forstod ikke rigtig denne mærkelige sætning, men han besluttede kun at tage sin egen fornuft til målestok for godt og ondt.

Fripladsen hjalp ikke meget, thi han behøvede jo også føde og klæder og bøger, og hvor skulle det komme fra? Han måtte lære latin uden ordbog. Hundrede gange blev han straffet, fordi han havde »glemt« sine bøger. Han havde slet ikke disse bøger. Alle sine fridage måtte han arbejde med i hus og mark. En dag skulle han have præmie i skolen for flid og dygtighed. Hjemme herskede den dybeste fortvivlelse; faderen var syg og førte tilmed en proces, hvis udfald, om det blev dårligt, ganske kunne ødelægge ham. Dommen skulle netop falde den dag, skolepræmierne uddeltes. Proudhon mødte sørgmodig og nedtrykt. De andre lykkelige disciple var omgivne af glade slægtninge og venner, der lykønskede dem til præmierne. Da Proudhon kom hjem, fandt han moderen opløst i gråd: processen var tabt. Den aften fik han kun vand og brød til aftensmad. - atten år gammel måtte han opgive studeringerne. »I den alder«, sagde faderen, »tjente jeg selv mit brød, det må du også gøre!«

Proudhon kom i sætterlære på et bogtrykkeri i Besançon og nåede snart frem til at blive korrekturlæser. Det var navnlig teologiske værker, som han læste korrektur på, således en latinsk bibel med vedføjet hebraisk tekst. Herved fandt Proudhon lejlighed til at lære hebraisk, og dette førte ham ind på sammenlignende sprogvidenskab. Han vidste en tid ikke rigtigt, om han ville være teolog eller sprogforsker. Han læste alle de teologiske værker, han kunne få fat på, han fulgte med spænding kampen mellem troens forsvarere og dens modstandere, men hans egen tro dunstede mere og mere bort, han kom til at bekende sig til alt, hvad kirken havde forkætret; han opgav kun det ene kætteri for at styrte sig i det andet. Men medens han således kastede religionen over bord, tilegnede han sig en streng og hårdfør moral. Dens grundsætninger var: retfærdighed, selvagtelse og agtelse for næsten. Kom sanselige tilbøjeligheder over ham om aftenen, stod han op af sengen og gik lange ture, indtil sanserne var afkølet og hovedet på ny i stand til at tænke klart.

Juli-revolutionen tvang ham til at opgive stillingen som korrekturlæser og dermed foreløbig studierne. Han gjorde 1831-32 sin første tur Frankrig rundt som rejsende håndværkssvend, var ofte arbejdsløs, sultede og led. En dag måtte han, for at friste livet, sælge de bøger, som han havde fået i skolepræmier. Moderen græd derover, da hun fik det at vide. Det var hans eneste bibliotek. Men han beholdt dog de håndskrevne uddrag, som han havde gjort. De kunne ikke sælges, de fulgte ham og trøstede ham overalt. På den måde vandrede han landet igennem, lærte det praktiske liv at kende, var ikke bange for at sige folk sandheder og blev af den grund ofte smidt på porten af en mester; han levede sig ind i håndværkernes liv, lærte folkets laster og dyder at kende, delte sin indtægt - hver gang, han havde nogen - med sin familie og bidrog derved til de yngre børns opdragelse, men slog dog ingensinde sine højtflyvende planer af hovedet, grublede, filosoferede og iagttog. Han blev overbevist republikaner.

Da han kom hjem til Besançon, fik han tilbud om en plads ved et fourieristisk blad, men afslog den. Han ville ikke binde sig til en bestemt socialistisk lære og slog sig atter på korrekturlæsningen. Han forstod på egen hånd at rette fejl i en latinsk tekst og henledte derved underbibliotekar ved det franske institut Fallots opmærksomhed på sig. Fallot skrev til ham: »Deres stilling passer ikke for dem, Proudhon. De kan ikke leve i den. De må forlade den, inden den dræber deres evner. Jeg kender dem, jeg holder af dem, jeg ser, hvad der bor i dem. For første gang i mit liv vil jeg driste mig til at spå. Gem dette brev, læs det igen om femten, tyve, måske femogtyve år, og hvis min spådom da ikke er gået i opfyldelse, brænd det da af godhed og agtelse for mit minde som en gal mands brev. Hør, hvad jeg forudsiger: de vil, Proudhon, hvad de så gør, uundgåelig, i kraft af deres skæbne, blive skribent og forfatter. De vil blive filosof. De vil blive en af århundredets lysende ånder… nu kan de gøre, hvad de vil, de kan sætte bøger, de kan begrave dem i en hvilken som helst afkrog, de vil dog ikke kunne skille dem fra den ædleste del af dem selv, denne virksomme, stærke, søgende forstand, hvormed de er begavet. Deres plads er mærket her på jorden, og den kan ikke stå tom«. - Dette brev blev ikke brændt.

I 1833 rejste Proudhon påny Frankrig rundt. I 1830 opgav han sin plads som korrekturlæser og grundlagde et bogtrykkeri, som imidlertid, ved en kompagnons dumheder, gik i stykker og kun efterlod Proudhon en betydelig gæld. Lige til sin død fulgtes Proudhon, trods sin store tarvelighed, stadig af gæld. Men han var så samvittighedsfuld med at afbetale, at han vandt et par af sine trofasteste venner blandt sine kreditorer! Han havde imidlertid udgivet sit første arbejde, en grammatik, og nogen tid efter opnåede han det suard'ske stipendium: 1500 francs i tre år. I sin ansøgning derom skriver han, efter at have skildret sin barndom og sit ungdomsliv, at, hvis han får stipendiet, vil det være den største glæde for ham, der er »født og opdraget i arbejderklassens midte, som tilhører den ved hjertets og følelsernes bånd og fremfor alt ved fællesskab i lidelser og attrå«, fremtidig »uden standsning med hele viljens kraft og alle åndens evner, ved videnskaben og filosofien at arbejde på deres moralske og intellektuelle forbedring, som det er ham en glæde at kalde sine brødre og kammerater.« Det var ikke sædvanlige ord i en ansøgning. Proudhon fik alligevel stipendiet, men den måde, hvorpå han holdt sit løfte, blev heller ikke sædvanlig og skulle snart forfærde stipendiets uddelere.

Først udgav han dog - som tak - et nyt sprogvidenskabeligt arbejde, genialt og eventyrligt på én gang, og derpå, i 1839, som svar på en prisopgave: »Om nytten af søndagens helligholdelse«. Den måde, hvorpå Proudhon her fortolkede Moseloven på, var ikke fri for at smage af socialisme, og han fik vel »hæderlig omtale« af akademiet i Besançon, men samtidigt en advarsel mod at begive sig ind på så vovelige sociale lærdomme. Proudhon var nu 30 år og tvivlede ikke længer om sit kald. Han drog til Paris og gav sig til at høre national-økonomiske forelæsninger. Han studerede den herskende liberale nationaløkonomi: englænderne Adam Smith, Malthus, Ricardo og deres franske discipel J. B. Say. Det var frikonkurrencen og kapitalismen hævet til videnskabeligt system. Det var et glimrende sagførerindlæg for den sociale ulighed og uretfærdighed. Proudhon oprørtes. Han studerede Saint Simon og Fourier og de andre socialistiske forløbere, men forkastede deres luftslotte. Han ville fælde det bestående samfundssystem ved videnskabelige våben. Han ville rejse et retfærdigt samfundssystem på national-økonomisk grundvold. Hele den romantiske, kristelige socialisme var ham desuden imod. Thi han var lidenskabelig fritænker. Det gærer og syder i ham: han føler, at han har noget forfærdeligt i sinde. »Man vil tillade mig« - skriver han til en ven - »at være filosof. Men det er mig ikke tilladt at røre ved gud, ved staten, ved religionen!«

Proudhon er en af århundredets ypperste brevskrivere. Hans korrespondance (udgivet 1875) fylder fjorten bind. Men omkring 1839 og 1840 er hans breve endnu sparsomme, han er ofte for fattig til at betale portoen og sender derfor sine breve af »ved lejlighed«. Når han bliver rig, lover han sine venner at sende dem frankerede breve. I februar 1840 forkynder han en ven planen til sin nye bog. »I fjor var jeg fattig«, skriver han, »i år er jeg nødlidende. Ofte betragter jeg Seinen med mørke blikke. Undertiden tænker jeg på at stjæle. Min ulykkelige stilling berøver mig min kraft og lammer mine evner. Jeg kan ikke arbejde og arbejder dog bestandig for ikke at dø af kedsomhed. Stilen i mit skrift om ejendomsretten vil blive hård og skarp; ironien og vreden vil mærkes for stærkt. Det er en uundgåelig fejl: når løven er sulten, brøler den. Jeg vil i en tvekamp på liv og død bekæmpe ejendommen og uligheden. Enten er jeg blind, eller også vil den aldrig rejse sig efter det slag, jeg vil tilføje den!«

I juni 1840 udkom så bogen: »Hvad er ejendom?« Proudhon gav straks selv svaret: »Tyveri!« Han tvang ved denne forbløffende besvarelse læseren til at spile øjnene op på vid gab. Men han vakte samtidigt en forargelse, der har varet i 60 år. Ejendomsretten, den hellige ejendomsret! - den, som den store revolution, der dog omstyrtede alle gamle gudebilleder, havde indskrevet blandt menneskerettighederne, samfundets grundpille, familielivets grundlag, moralens grundlov - tyveri?! Fra dette øjeblik gjaldt Proudhon for et uhyre. Utallige er de karikaturer, hvormed eftertiden - thi straks blev hans værk så nogenlunde tiet ihjel - stillede ham blot for alle velsindedes foragt. En dag i 1848, da han gik forbi barrikaderne i Paris og nævnte sit navn for de opstillede soldater, veg folk forfærdet tilbage for ham. At angribe religionen - det var slemt, og det gjorde Proudhon hele sit liv. Han erklærede, at »gud var det onde«, og han fik breve med udskrift: »til guds personlige fjende, hr. Proudhon«. Men dette var dog for intet at regne mod angreb på ejendomsretten! Allermest forargedes folk, der ingenting ejede og derfor ikke anede, hvad ejendom var.

Proudhon anfører alle de grunde, man har opstillet til forsvar for ejendomsretten, og afviser dem én for én. Man har sagt, at den, der først tog en ting i besiddelse, fik ejendomsret til den. Men det er kun tilfældet, så længe ingen bestrider denne ret. Grunder man ejendomsretten på arbejdet, må det huskes, at dette kun kan give ret til arbejdets udbytte, men jorden er ikke frembragt af noget menneskes arbejde. Gør man ejendom til betingelse for personligheden, må man indrømme alle ejendom. Proudhon gennemgår de forskellige indtægtskilder: forpagtningsafgift, husleje, rente, profit, og viser, hvorledes det altsammen er uretmæssig ret, et ran fra de sande ejere, dem, der gør arbejdet og skaber værdierne. Proudhon havde haft den dristighed at tilegne akademiet i Besançon sit revolutionære værk. Men akademiet forstod ikke spøg og forlangte forfatteren sat under anklage. Han ville utvivlsomt være blevet dømt, om ikke den national-økonomiske professor Blanqui (ikke at forveksle med revolutionsmanden af samme navn) havde gjort gældende, at det her drejede sig om en rent videnskabelig undersøgelse, der kunne og burde gendrives med grunde, ikke med fængsel.

De følgende år, 1841 og 1842, udsendte Proudhon to nye bøger om ejendomsretten, hvori han begrunder sin påstand med mere mådeholdne ord. Han henviser i det første af disse skrifter bl.a. til den nys vedtagne ekspropriationslov, til rentekonvertering og deslige som eksempler på, at ikke engang det bestående samfund uden videre respekterer ejendomsretten. For sit andet skrift blev han anklaget, men frikendt af Edsvorneretten. Proudhon var hele sit liv stolt over sin dristige definition af ejendomsretten. Han kaldte den sin eneste formue, mere værd end Rothschilds millioner, og mente, at der i tusinde år ikke var sagt to sandheder som denne. Men så underligt går det: ligesom Darwins lære er fremsat af flere mænd før ham, og ligesom Amerika blev opdaget - af islændere - flere århundreder før Columbus, således har man hos en franskmand fra det 18. århundrede, Brissot de Warville - hvis hoved faldt i 1793 under revolutionen - fundet den proudhon'ske sætning næsten med samme ordlyd. Men først med Proudhon slog den igennem.

I fire år, fra 1843-47, fik Proudhon ansættelse ved et stort kul og dampskibsselskab i Lyon. Her lærte han nutidens storhandel og bankvæsen at kende, men fortsatte forøvrigt sine studier. Gennem tyskeren Karl Grün blev han bekendt med Hegels og Feuerbachs filosofi - hvorfra også Karl Marx var udgået -, og han tilegnede sig den ejendommelige hegelske tænkemetode og bevisførelse. Under opholdet i Lyon udsendte Proudhon et par mindre værker og i oktober 1846 sit andet hovedværk: »De økonomiske modsigelsers system eller elendighedens filosofi«. Han betragter her enhver fremtoning i samfundet fra to sider: værdi, arbejdsdeling, maskiner, konkurrence, monopol, skat, frihandel og beskyttelse, ejendom og kredit. For eksempel: maskinerne fritager mennesket for det grove arbejde, øger samfundets rigdom, gør varerne billigere, højner befolkningens forbrug; men maskinen formindsker tillige efterspørgslen efter arbejdskraft, frembringer arbejdsløshed, sænker arbejdslønnen, skaber fattigdom og undertrykkelse. Et andet eksempel: ejendomsretten er et redskab for den personlige frihed, men den giver besidderen en særret og udelukker derved de andres personlige frihed. Kommunismen derimod dræber den personlige frihed. Det gælder derfor at nå til den højere enhed, hvor modsigelserne går op. Men her lykkes det ikke altid Proudhon at give klar besked. Han opstiller sin lære om gratis kredit og gensidig udveksling af lige værdier (mutualisme).

Karl Marx opdagede straks i Proudhon en værdig modstander og besvarede hans »Elendighedens filosofi« med sit skrift: »Filosofiens elendighed«, hvori han betegner Proudhon, trods hans radikale ejendomskritik, som en småborger og småborgerlighedens apostel. Det var ikke med urette. Da revolutionen kom i 1848, var det Proudhons kære stadige tanke at forsone middelstand og arbejdere. Han, den yderligtgående revolutionære, havde længe forudset revolutionen og frygtet dens komme. »Jeg græd« - skriver han selv - »over den fattige arbejder, hvem der ventede arbejdsløshed og flere års elendighed, arbejderen, til hvis forsvar jeg havde helliget mig, og hvem jeg var ude af stand til at hjælpe. Jeg græd over borgerstanden, der skulle ødelægges og ophidses mod proletariatet, og imod hvem omstændighedernes magt skulle tvinge mig til at kæmpe, uagtet jeg mere end nogen anden var tilbøjelig til at beklage den. Endnu inden republikken var kommet til verden, bar jeg sorg for den. Denne revolution, der skulle bryde løs i den politiske verden, var udgangspunktet for en social revolution, som ingen forstod min sjæl lå i dødskamp: jeg følte alt republikkens smerter, jeg følte byrden af de bagvaskelser, der skulle ramme socialismen. Endnu den 21. februar om aftenen opfordrede jeg mine venner til ikke at kæmpe. Den 22. åndede jeg friere, da jeg hørte, at oppositionen veg tilbage. Men den 23. spredte mine illusioner: terningen var kastet!«

Proudhon var i 1847 taget fra Lyon til Paris, hvor han udfoldede en frodig forfattervirksomhed. I 1848 følte han trang til at få folket direkte i tale, og han udgav bladet »Folkets repræsentant«, der senere afløstes af »Folket« og af »Folkestemmen«. Disse blade nåede til tider en betydelig udbredelse, og Proudhons indflydelse steg i Paris' arbejderverden. Den 4. juni 1848 valgtes han til medlem af Nationalforsamlingen. Han udkastede tanken om en byttebank, der skulle være som knudepunktet i et net af fri foreninger: produktions- og forbrugsforeninger, gensidige hjælpekasser osv.. Banken skulle yde medlemmerne »gratis kredit«. - »Retten til kredit« satte Proudhon i stedet for Louis Blances »Ret til arbejde«. Bag »Retten til kredit« lå naturligvis kravet om »ret til arbejdsmidlerne«. Men Proudhon ville ikke, som Louis Blanc, have staten til arbejdets organisator. Han foragtede og hadede »staten«. Han så i den kun en bøddel og gendarm. Han ventede sig alt af personlighedernes, de fri foreningers og folkets selvvirksomhed. Han angreb den provisoriske regering med voldsomhed, skønt han satte megen personlig pris på Louis Blanc. Og han døbte sit samfundsideal med ordet »anarki«, hvorved han nærmest forstod det, englænderne kalder »selfgovernment«, selvstyre. I enhver regering så han en sammensværgelse af »alter, trone og pengesæk«, selvom disse magter skiftede navne. Den sande sociale revolution kunne ikke foretages fra oven, men måtte begynde fra neden af. Hans mål var: »afskaffelse af det ene menneskes udbytning af det andet og det ene menneskes regeren over det andet.«

I virkeligheden var hans ideal ikke så meget forskelligt fra det, som engels og Marx omtrent samtidigt fremsatte i »Kommunisternes manifest«: den politiske stats afløsning af en økonomisk administration. Men han opfordrede ikke, som Marx og Engels, til at erobre staten for at benytte den som redskab til selve statens omdannelse. Proudhon opfordrede arbejderne udelukkende til selvopdragelse og selvhjælp. Tanken om »byttebanken«, der skulle omspænde alle frembringere og forbrugere, vandt ikke tilstrækkelig tilslutning. I 1849 fremsatte Proudhon da et mindre omfattende forslag til en »folkebank«. Den nåede på nogle uger 12,000 medlemmer og en aktiekapital på 36,000 francs. Men netop som den skulle træde i kraft, blev Proudhon fængslet for nogle angreb på præsidenten, prins Bonaparte. Dermed strandede også denne plan. Proudhon dømtes til en bøde på 10,000 francs og 3 års fængsel. Dem afsonede han fra 4. juni 1849 til 4 juni 1852. Politiske fanger behandles dog ikke alle steder lige hårdt: Proudhon fik lov til at læse og skrive og virkede derfor stadigt som forfatter. Han modtog besøg af sine venner, spadserede flere gange om måneden ud, gik enkelte gange i teatret og - giftede sig. Dette sidste skete ved nyårstid 1850. En fattig arbejderske, Euphrasie Piégard, blev hans hustru. Han var ikke lidenskabeligt forelsket, kendte overhovedet ikke til »elskov« i ordets romantiske betydning; han var ikke smuk og havde ikke kvindetække, ejheller satte han kvinden synderligt højt, og han var modstander af »kvindeemancipationen«. Men han satte megen pris på familielivet, og for dets skyld holdt han - privatejendommens frygtelige kritiker - på arveretten! I et brev til en ven 1854 skildrer han selv grundene til sit ægteskab således: »Jeg ægtede, i en alder af fyrretyve år, en ung fattig arbejderske, ikke af lidenskabelig kærlighed - du forstår let, af hvad art mine lidenskaber er - men af medfølelse med hendes stilling, af agtelse for hendes person, fordi jeg efter min moders død var uden familie, og fordi jeg - vil du tro mig - i mangel af kærlighed havde lyst til at få et hjem og til at blive fader! Andre betragtninger har jeg ikke anstillet. I løbet af fire år har min hustru skænket mig tre små blonde og rødmussede piger, som deres moder selv har opammet og opdraget, og hvis tilværelse nu udfylder hele min sjæl. Man kan fortælle mig, hvor ofte man vil, at jeg har båret mig letsindigt ad, at det ikke er nok at sætte børn i verden, men at man også skal opdrage dem og sørge for deres udkomme: sikkert er det, at et uhyre tomt rum i mig er blevet udfyldt, efter at jeg er blevet fader; jeg har fået en styrke og en spændkraft, der hidtil var mig ukendt. Jeg beklager, at jeg ikke allerede i 1848 havde været familiefader i det mindste fem eller seks år.

Denne dydige borger og velagtede familiefader undgik dog ikke - for sine ideers skyld - de skammeligste angreb på sit privatliv. En klerikal modstander spottede ham for hans apostel-kyskhed og mindede om »et vist ægteskab, der fandt sted i Sainte Pélagie fængslet under ejendommelige omstændigheder«. - Proudhon svarede harmfuldt, ikke for sin egen, men for sin hustrus skyld. Det var, skrev han, - trods store eksempler - ikke hans skik at foregribe bryllupsdagen. Hans første barn fødtes den 18. oktober 1850, omtrent ti måneder efter brylluppet. Proudhon gik op i sine børn. Man fortæller, at han en dag, da han skrev på et af sine største værker, fik besøg af en ven, til hvem han beklagede sig over træthed og hovedpine. Vennen rådede ham til at tage på landet, men i det samme hørtes børnestemmer inde ved siden af. »Nej, dér er mit lægemiddel!« udbrød Proudhon. - Venskab stod for ham som et af livets ædleste goder, og han beklagede, at folk, når de giftede sig, så ofte opgav gammelt venskab.

Efter sin løsladelse af Sainte Pélagie fængslet helligede Proudhon sig helt til videnskabelige arbejder. Han var overordentlig frugtbar. Tallet på hans bøger går op over halvtreds. Dog skulle han endnu engang komme i alvorlig strid med stats- og kirkemagten. Det var, da han i 1858 havde udgivet bogen: »Om retfærdigheden i revolutionen og i kirken«. Han blev dømt til en bøde på 4000 francs og 3 års fængsel, men unddrog sig straffen ved flugt til Bryssel. Her levede han fire år og vendte i 1862 tilbage til Frankrig. I sine bøger fra halvtredserne og tredserne søger Proudhon at gøre sine revolutionære ideer praktisk anvendelige. »Der er intet absolut«, skriver han. »Alt er fremskridt og bevægelse.« Hans egen tanke er i uophørlig bevægelse; uden egentlig at opgive sine gamle ideer stiller han dem i ny belysning. Han havde engang på prins Louis Napoleons spørgsmål om, hvilket samfund han egentlig tænkte sig, svaret: »Jeg tænker mig et samfund, hvor jeg selv ville blive henrettet som reaktionær!« Men senere erklærede han det for sin ærgerrighed, »efter at have været tidens mest revolutionære ånd, uden at opgive en tøddel af sine gamle anskuelser og netop i kraft af disse sine anskuelsers gennembrud, at blive tidens største konservative«.

Hans »anarkistiske« ideal fra 1848 blev mere og mere til ideen om »et forbund af fri kommuner« - efter svejtsisk mønster - »et samfund af fri foreninger«, selvstyre, decentralisation. Han stillede sig fjendtlig overfor enhedsbestræbelserne i Italien: fremfor at blive en monarkisk nationalstat var dette land efter hans mening forudbestemt til at blive en forbundsrepublik. Han døde - af et hjerteonde - den 16. januar 1865, lige efter at have fuldført det værk, der fik den største indflydelse på Frankrigs arbejderbevægelse: »Om de arbejdende klassers politiske evne«. Han erklærer her, at regering og opposition i det daværende parlament står på samme principielle standpunkt: arbejderklassen bør kun stole på og støtte sig til sig selv. - Som Proudhon i sin ungdom havde draget grundlinierne for Marx' værdilære, uden dog at nå Marx' klarhed og fasthed, således ender han sin løbebane med at give sin formulering af marxismens grundprincip: »Arbejderklassens frigørelse må være arbejderklassens eget værk«.

På visse tankerækker hos Proudhon byggede de russiske anarkister Bakunin og Krapotkin videre. Men andre tankerækker har gennemsyret den franske arbejderbevægelse lige til vor tid. Ånden i Frankrigs fagforeninger og kooperative foretagender er Proudhons, ligesom det udprægede kirkefjendskab, der besjæler franske arbejdere. Han fremkaldte et brud med den jakobinske statsopfattelse og gav stødet til en socialisme »fra neden af«. Omkring 1862 begynder den moderne arbejderbevægelse i Frankrig - omtrent samtidigt med Lassalles agitation i Tyskland og kort før »Internationales« stiftelse i London. Kapitalismen var nået til det punkt i sin udvikling, da den ikke længere blot fremkaldte hungerrevolter og politiske arbejderopstande, men da den tvang arbejderne til at organisere sig og blive sig bevidst som selvstændig klasse.

Stormene i 1848 havde over hele Europa slået portene op for kapitalismen og den økonomiske liberalisme. De trængte fra England og Frankrig ind over hele fastlandet, ganske uafhængigt af om den politiske liberalisme havde sejret eller lidt nederlag. Der påfulgte et mægtigt økonomisk opsving, som - efter en standsning ved handelskrisen 1857 - fortsattes op gennem tredserne. Ikke mindst for Frankrig blev det andet kejserdømme en rivende industriel og kommerciel udviklings tid. Jernbanenettet voksede fra 1832 kilometer i 1848 til 17,500 kilometer i 1870; kulproduktionen steg fra 4 millioner tons til 13 millioner, jernproduktionen fra 362,000 til 830,000 tons, stålproduktionen fra 16,000 til 388,000 og støbegodsproduktionen fra 400,000 til 1,725,000 tons. Handelsomsætningen voksede fra 1850 til 1866 med 3 milliarder francs. Indførselen af råstoffer gik op fra 219 millioner franc i 1850 til 761 mill. franc i 1870 og udførselen af fabriksvarer steg i samme tidsrum fra 746 til 1640 mill. franc. Bybefolkningen voksede fra en fjerdedel af hele befolkningen omkring 1830 til en tredjedel omkring 1870. Det sociale tyngdepunkt forskød sig langsomt fra bondestanden til industriarbejderne.

Napoleon III lod vældige arbejder sætte i gang, jernbaner, kanaler, havne; han lod store dele af Paris rive ned og en ny og skønnere by bygge op - hvorved forresten samtidigt barrikadekampe i høj grad vanskeliggjordes! Han påbegyndte en afrikansk og asiatisk kolonipolitik med det formål at skaffe fransk kapital ny markeder. Men til alt dette og til de voksende hærmasser krævedes uhyre pengemidler. Budgettet voksede, og statsgælden voksede, og dermed de indirekte skatter, fra 850 mill. franc i 1850 til 1250 mill. franc i 1865. Folkets, særlig arbejdernes, kræfter og utilfredshed voksede samtidigt. Napoleon havde under sit statskup koketteret både med bønder, småborgere og arbejdere. Han skuffede alle tre klasser og støttede mere og mere sit herredømme på storborgerne, men med disses voksende politiske magt vågnede atter republikanske stemninger i visse kredse, ikke mindst hos intelligensen. Kejseren og kejserdømmet var i virkeligheden genstand for alles foragt: det var kun blevet en ny form for borgerkongedømmet.

Napoleon greb da til det middel skiftevis at spille arbejderne ud mod storborgerne og bruge disse til arbejdernes underkuelse. I 1862 bød den ny, strålende internationale kapitalisme til verdensstævne i London. Franske arbejdere ønskede at sende delegerede til verdensudstillingen. Men da de ville vælge disse, nedlagde politipræfekten forbud derimod, i henhold til foreningsloven. De henvendte sig nu til kejseren, og denne ophævede forbuddet. De franske arbejder delegerede lærte i London Englands fagforeninger at kende. Men endnu mere: de traf sammen med socialister fra al verdens lande, og de frø nedlagdes, der to år efter skulle spire op til »Internationale«. Fagforeningstanken lod sig nu ikke længere holde nede i Frankrig, og den 25. maj 1864 ophævedes foreningsforbuddet.

Hvis kejseren havde troet, at han ved disse indrømmelser skulle vinde arbejderne og derved dæmpe den republikanske opposition, der voksede fra valg til valg, tog han højligt fejl. Arbejderne vågnede ikke alene fagligt, men også politisk. I anledning af nogle udfyldningsvalg i 1864 udstedte tresindstyve arbejdere et opråb, hvori det hed: »Med lige politisk ret bør følge lige social ret. Bourgeoisiet, vor ældre broder i frigørelse, måtte i 1789 afsætte adelen og tilintetgøre de gamle uretfærdige privilegier. Nu gælder det for os om - ikke at tilintetgøre de rettigheder, som mellemklasserne nyder godt af, men om at erobre os samme ret og frihed vi vil ikke nogen lov om jordens lige deling. Hvad vi attrår er: frihed, kredit, solidaritet. Elendigheden er ikke en evig, guddommelig indretning. Vi vil ikke almisse, men retfærdighed. Vi hader ikke personer, men vi vil have systemet forandret«.

Tonen i dette opråb var meget mådeholden. Ånden var ikke til at tage fejl af: den var Proudhons - skønt Proudhon selv tilrådede afholdelse fra al valgdeltagelse. Det var da også proudhonianeren Tolain, der i hovedsagen havde forfattet opråbet. Han blev selv opstillet ved valget, men fik kun fem hundrede stemmer. Alle de andre partier sluttede sig sammen mod ham. Proudhons egen taktik - at afholde sig fra valg - blev fulgt af 4600 vælgere i Paris og 63,000 vælgere i provinserne. Vi ser her ved arbejderbevægelsens første opståen i Frankrig den taktikstrid begynde, der siden hen har voldt så megen splittelse i dette land. Spørgsmålet om arbejderne skulle deltage i valgene eller ikke, stod på dagsordenen år igennem. Samtidig opstod der strid mellem dem, der ville en ren politisk-revolutionær virksomhed, og dem, der anbefalede faglig og økonomisk sammenslutning.

I 1859 var Blanqui - »den evigt fængslede« - færdig med sit 10årige fængselsophold. Aldrig så snart var han på fri fod, før han genoptog sin revolutionære agitation. Hans ånd var jakobinismens. Hans socialisme, hvad taktik angår, den gamle fra trediverne og fyrrerne, om end han havde tilegnet sig den nyere socialismes national-økonomiske grundlag. Blanqui ringeagtede fagorganisationen og fordømte den kooperative bevægelse, - som dengang delvis blev støttet af kejseren, og hvori overklasserne så et splittelsesforsøg overfor arbejderne. Kunne der skilles en lille, nogenlunde velstillet fjerdestand ud, og en stor fattig femtestand blive tilbage, så havde overklasserne spillet vundet. Man lagde ikke så megen vægt på forbrugsforeninger som på produktionsforeninger, og den egennyttige tanke med disse sidste var at skille tyve, tredive, fyrretyve arbejdere ud af deres klasse og hæve dem til småborgere. Der udbrød en heftig strid mellem »socialister« og »kooperatører«, en strid, der ligesom den om valgtaktikken varede i årevis den er først stillet af, efter at erfaringerne fra Belgien har vist, at arbejderklassen som helhed kan tage kooperationen i sin tjeneste og bruge den i kampen for sin fulde frigørelse. Her bliver da brugsforeningen grundlaget, og på dette grundlag opstår de forskellige produktionsforetagender.

Blanqui samlede en lille, men trofast skare af modige og handledygtige mænd om sig. Han lagde grunden til et parti - »blanquisterne« - der består den dag i dag, i hvert fald af navn. Under Pariserkommunen skal vi se blanquister og disciple af Proudhon side om side, men inden vi skrider til skildringen af dette historiske drama, må vi dvæle lidt ved »Internationale«, hvori ganske vist en tysker - Karl Marx - spillede hovedrollen, men hvortil kendskab er nødvendig for at forstå de senere begivenheder i Frankrig.

I tredserne nåede den internationale kapitalisme, udsprungen af frikonkurrencen og med frihandelen i sit spor, til fuldmodenhed i Vesteuropa. Verdensudstillingerne i London 1862 og i Paris 1867 er dens udtryk, krinolinen dens symbol, - bred og plump, opsvulmende og fordringsfuld, smagløs indtil hæslighed. Men under dens stålribbeskørt var også fosteret til en ny samfundsorden modnet, og da krinolinen faldt - i 1868 -, var det moderne socialdemokrati kommet til verden. Lassalle havde dannet det tyske arbejderparti, Karl Marx havde udgivet »Kapitalens« første bind; franske og engelske arbejdere havde fundet hinanden, »Internationale« var stiftet.

»Store ting er under forberedelse«, skrev en fintmærkende fransk journalist i »Siécle« få dage efter »Internationales« stiftelse i 1864, og i 1869 hilste verdensbladet »Times« den Internationale arbejderkongres i Basel med disse ord: »Man må gå tilbage til kristendommens første sejrrige fremtrængen eller til tiden for barbarernes indfald i Romerriget for at finde sidestykke til denne arbejderbevægelse«.

Sammenligningen var træffende. Som i Romerrigets dage på kejser Augustus' tid hvor ypperlige landeveje spændte deres net udover hele den daværende verden, og bragte folkeslagene i daglig berøring med hverandre, frembragte et verdenssamkvem og en fælles kultur, der gjorde det muligt for kristendommen - slavernes ny religion - at udbrede sig over hele Romerriget i løbet af en menneskealder og undergrave den gamle samfundsorden, således blev i tredserne Europa og Nordamerika omspændt af jernbaner, dampskibslinjer, telegraftråde og undersøiske kabler. Suez-kanalen åbnedes (1869), England og Frankrig sluttede frihandelsvenlige toldtraktater, småstaterne i Tyskland og Italien med deres toldskranker faldt, Rusland åbnede sig under Aleksander II's reformæra for vesteuropæisk kultur, Kina lukkedes op med magt, i Nordamerika sejrede de industridrivende nordstater over de slaveholdende sydstater; det ny verdenssamkvem nåede netop omkring 1870 et lignende omfang som det romerske på Augustus' tid. Og ligesom den sejrrige kristendom i den katolske kirke skabte sig en international organisation, der ved den romerske kulturs undergang stod rede til at strække sit scepter ud over de ny barbarriger, således rejste i midten af tredserne nutidens slaver, arbejderne, sig, samlede sig om en ny religion - Karl Marx skrev dens bibel i 1867 -, en ny moral, en ny verdensanskuelse og samfundsopfattelse, skabte sig en international organisation og beredte sig til at grundlægge en ny kultur, når den gamle styrtede i grus eller smuldrede hen.

Vi har allerede i forrige kapitel skildret de franske arbejder afsendinges besøg på verdensudstillingen i London og dets følger for arbejderbevægelsen i Frankrig. Man lovede hverandre, at dette første internationale arbejdermøde ikke skulle blive det sidste. Året efter, 1863, gav den polske opstand, der rystede alle Europas demokratiske ånder op af deres dvale, Paris' arbejdere anledning til en ny sammenkomst med Londons, nemlig ved et polskvenligt protestmøde i St. James Hall. Man indså her nytten og nødvendigheden af en mere varig samvirken, ikke alene til beskyttelse af de underkuede folkeslag mod deres tyranner, men endnu mere til værn for de undertrykte samfundslag mod deres fælles udbytter, den internationale »kong kapital«, ikke mindst under strejkekampe.

Der foretoges på begge sider af Kanalen en livlig agitation for en sådan sammenslutning, og den 28. september 1864 mødtes i St. Martins Hall i London udsendinge for franske, engelske, tyske, belgiske og svejtsiske arbejdere tilligemed enkelte polakker og italienere. Under forsæde af englænderen professor Beesly drøftede engelske fagforeningsmænd, franske mutualister, dvs. disciple af Proudhon - deres leder var Tolain -, og tyske socialister med Karl Marx i spidsen deres fælles store sag. Synsmåderne var ikke så lidt forskellige. Englænderne lagde vægten på gensidig understøttelse ved arbejdskonflikter, franskmændene sværmede for ideen om direkte vareombytning mellem de forskellige landes frembringere, tyskerne ville organisere alle landes arbejdere til en klassekamp med erobringen af den politiske magt som mål. Men Marx forstod i kraft af sin overlegne viden og med stor diplomati at samle de forskellige opfattelser om det, der var hovedsagen. Forsamlingen i St. Martins Hall nedsatte et udvalg på 50 medlemmer til at udarbejde vedtægter og program for den ny forening, der døbtes »Den Internationale Arbejderassociation«, men snart blot kaldtes med det ord, der var det afgørende i navnet og tilmed lød ens i alle sprog: »Internationale«.

Halvtredsindstyvemands-udvalget fik forelagt to udkast til vedtægter, det ene af italieneren Mazzini, det andet af Marx. Mazzini var endnu den gamle »kulsvier«, hans udkast ville passe til en hemmelig politisk sammensværgelse, det gav ledelsen næsten uindskrænket magt. Marx ønskede derimod den størst mulige offentlige opmærksomhed, hans mål var at vække og samle arbejderne i alle lande, og han ville give det mest udstrakte selvstyre for de enkelte afdelinger. Mazzinis udkast var politisk-revolutionært, Marx' var socialdemokratisk. Marx sejrede, hans udkast blev godkendt af halvtredsindstyvemands-udvalget og senere næsten uforandret vedtaget af kongressen i Genf i 1866. - Således blev dette berømte program til, hvis tanker, ja ordlyd går igen i alle de senere nationale arbejderpartiers programmer, ikke blot i de germanske og angel-saksiske, men også i de romanske og slaviske lande. Arbejderbevægelsens enhed, det vil atter sige dens magt, er grundlagt.

»Internationales« vedtægter indledes med en stiftelseserklæring (»Inaugural Adressen«), hvori det hedder: »Trods industriens og handelens eksempelløse opsving i årene fra 1848 til 1864 er arbejderklassens elendighed ikke formindsket, men øget. Hverken maskinernes fuldkommengørelse eller videnskabens anvendelse i industri og landbrug eller samfærdselsmidlernes udvikling, hverken nye kolonier eller udvandringen, hverken erobringen af nye markeder eller frihandelen har fjernet de arbejdende massers usle kår, tværtimod tjener alle disse fremskridt på den bestående samfundsordens grund til at uddybe modsætningerne i samfundet og skærpe klassekampen. Men medens på fastlandet arbejdernes organisation er blevet knust ved revolutionen i 1848, har Englands arbejdere bevaret to af kampens frugter: ti-timersdagen og kooperationen. Det gælder nu om for al hæve de arbejdende masser at udvikle det kooperative arbejde til nationalt arbejde og følgelig fremme det ved statens hjælp. Produktionsmidlerne må blive samfundets ejendom. Den modstand, som de besiddende klasser vil yde herimod, kan kun brydes ved arbejdernes erobring af den politiske magt. Med denne i hænde vil de selv kunne lede landenes udenrigspolitik efter moralens og retfærdighedens enkle love, der bør gælde for folkeslag så vel som for enkeltmand.«

Med disse ord knyttes de nationale spørgsmåls løsning uløseligt til arbejderklassens internationale frigørelse. Polakker, danske sønderjyder og irlændere såvel som senere franske elsassere vil få deres nationale undertrykkeres åg afkastet samtidigt med socialismens internationale sejr. Det er - betegnende nok - et fransk-engelsk møde om det polske spørgsmål, som forbereder »Internationales« stiftelse: det nationale og det internationale er ikke modsætninger, tværtimod. Læg blot mærke til ordene, og det vil ses, at det internationale netop forudsætter det nationale, - som en inter- eller mellemkommunal lovgivning forudsætter de enkelte kommuner. Målet er: nationalt selvstyre, internationalt samarbejde - »at være sig selv, men ikke sig selv nok!« Medens kapitalismen netop udvisker alle ejendommeligheder, medens hotellivet i alle lande antager det samme stilløse præg, medens fabrikkernes masseproduktion udsletter alt særpræg, og selv en så afskyelig mode som krinolinen farer verden rundt og bæres af danske bønderkoner nogle år efter at det franske hofs damer har indført den, og flere år efter at de har aflagt den! - så vil netop socialismen frigøre personlighederne og nationaliteterne og påny give plads for særpræg og skønhed. Medens de kapitalistiske nationalstater ikke tåler selvstændige nationale rørelser indenfor deres ramme, er det internationale socialdemokratis sejr vilkåret for polakkers og sønderjyders, finners og irlænderes frigørelse. Socialismen, der først sikrer de enkelte individer - alle individer - midlerne til en fri og fyldig udvikling, forstår også, at kulturens mål ikke er fabriksmæssig ensartethed, men netop stadig større forskelliggørelse: en polsk, en finsk, en irsk litteratur og kunst forhøjer skønheden af verdenskulturens samlede billede, som blomstermyldret skaber skovbundens vidunderlige helhedsvirkning.

Efter stiftelseserklæringen følger program og vedtægter (»general statutterne«). De lyder: »Arbejderklassens frigørelse må være arbejderklassens eget værk; kampen for denne frigørelse har ikke til formål at skabe nye særrettigheder, men netop lige ret og lige pligt for alle og dermed tilintetgøre ethvert klasseherredømme; arbejdernes økonomiske afhængighed af arbejdsmidlernes, altså livskildernes, indehavere, er årsagen til trældommen i alle dens former: samfundselendighed, åndstyranni og politisk undertrykkelse; arbejdernes økonomiske frigørelse er derfor det store endemål, hvorunder enhver politisk bevægelse må underordnes som middel; alle forsøg på at nå dette mål er hidtil strandede som følge af manglende solidaritet mellem arbejderne i de forskellige fag og mellem de arbejdende klasser i de forskellige lande; arbejdernes frigørelse er hverken et lokalt eller nationalt, men et socialt spørgsmål, der omfatter alle lande, hvori moderne liv rører sig, og hvis løsning nødvendiggør deres praktiske og teoretiske samvirken; den arbejderbevægelse, der nu genfødes i Europas mest fremskredne lande og vækker nyt håb overalt, må tillige advare mod at falde tilbage i de gamle vildfarelser og opfordre til straks at forene de spredte kræfter til ét forbund; ud fra disse forudsætninger har undertegnede, efter bemyndigelse fra forsamlingen i St. Martins Hall i London den 28. september 1864, truffet de nødvendige foranstaltninger til stiftelse af »Arbejdernes Internationale Forening«. Vi erklærer, at denne internationale forening såvel som alle de foreninger og enkeltmænd, der slutter sig til den, vil erkende sandhed, retfærdighed og moral som grundlag for vor handlemåde indbyrdes såvel som overfor vore medmennesker, uden hensyn til farve, trosbekendelse eller nationalitet. Vi erklærer det for vor pligt at skaffe alle mennesker deres menneske og borgerret: ingen pligter uden rettigheder, ingen rettigheder uden pligter! Punkt 1. En forening er stiftet med det formål at tilvejebringe et midtpunkt for de forskellige landes arbejderforeninger, der står på samme grundlag, nemlig arbejderklassens beskyttelse, fremgang og fuldkomne frigørelse.

Herpå følger vedtægten, ialt 13 punkter, der giver regler for de årlige kongresser, hovedbestyrelse (»generalrådet«), pengemidler, korresponderende sekretærer (en for hvert land) osv.. Man kan sammenligne dette program med Babeufs fra 1796, som vi har gengivet i nærværende bogs andet kapitel, og man vil se frugten af to menneskealdres udvikling, kamp og lidelser, forhåbninger og skuffelser, erfaring og tænkning. - Ånden såvel som ordene var Marx'. Det var den ny realistiske socialismes program. Kun de tre ord »sandhed, retfærdighed og moral« var taget med på de franske arbejderes forlangende, og dermed knyttedes således tråden til den idealistiske socialisme fra århundredets første halvdel. Skønt disse tre ord ikke fandtes i Marx' ordbog - thi hvad er sandhed, retfærdighed og moral? Begreber, ville Marx svare, som udspringer af den til enhver tid givne samfundstilstand og er udvikling underkastet sammen med den - gjorde han gerne franskmændene denne lille indrømmelse, thi han var mindst af alt en principrytter.

»Internationales« stiftelse vakte den største opmærksomhed verden over. Dette navn blev for arbejderne en håbets havn, men for storborgerne en rædselens brandfakkel. Også her må man søge tilbage til kristendommens første tider for at finde mage til den bagvaskelse, som internationalisterne var genstand for, i rigsdagstaler, fra prædikestolene, i aviser, bøger og småskrifter. Men Marx ønskede intet hellere, thi derved vaktes arbejderne.

»Internationales« praktiske virksomhed blev ikke stor - nogle tusinde kroner til strejkende arbejdere hist og her, hjælp til en fængslet partifælles familie og deslige. Dens medlemstal og midler blev i lige grad overdrevet af venner og modstandere. Men dens vækkende og oplysende betydning var uhyre. Den gav de vågnende nationale arbejderpartier én fælles lære, ét had og ét håb. På dens fire kongresser - i Genf 1866, i Lausanne 1867, i Bryssel 1868 og i Basel 1869 - skoledes mange af de mænd, hvis navne er blevet knyttede til nutidens socialdemokrati.

På de to første kongresser brød tyske marxister og franske proudhonianere en lanse med hinanden, uden afgørende sejr for nogen af parterne, men på Bryssel-kongressen i 1868 sejrede kollektivismen (Marx' krav om alle produktionsmidlers overgang til samfundseje) afgjort, for en væsentlig del ved den unge, højtbegavede belgier César de Paepes indflydelse. Belgien ligger »på nationernes korsvej« og huser indenfor sine snævre grænser to racer af lige tal: de germanske flamlændre og de romanske walloner. César de Paepe, der oprindelig var typograf og derpå læge, og som var fuldkommen hjemme både i fransk, tysk og engelsk, havde i lige grad forståelse for franskmændenes begejstring, tyskernes videnskabelighed og de praktiske englænderes faglige og økonomiske organisationsarbejde. Oprindelig en discipel af Colins, som vi tidligere har omtalt, studerede César de Paepe en tid Proudhon med megen sympati for derpå til sidst at blive Karl Marx' fuldtro lærling og ven. Han lagde grunden til det arbejderparti, der - med senere ledere som Jean Volders, Anseele og Vanderwelde - har omskabt kulgrubernes og præsternes sorte land til et lysende midtpunkt for den internationale socialisme.

Også i Frankrig nærmede Proudhons bedste disciple, således Benoit Malon; sig mere og mere til kollektivismen, og det samme gjaldt mange af blanquisterne.

»Internationales« afdeling i Frankrig havde sit hovedsæde i Paris og åbnede her et bureau i Rue Granvilliers. Det sendte pligtskyldigst politipræfekten et eksemplar af sine vedtægter, uden dog at få noget svar. Napoleon III. vaklede i disse år mere og mere rådvild frem og tilbage mellem en arbejdervenlig og arbejderfjendtlig politik. Efter at foreningsforbuddet var hævet i 1864 - samme år som »Internationale« stiftedes -, blev strejker hyppigere og hyppigere, og enkelte antog meget voldsomme former. Den 16. maj 1867 nedlagde 2.5,000 vævere i Roubaix - endnu næsten uorganiserede - arbejdet, stormede fabrikkerne og ituslog maskiner og vævestole: de var endnu ikke kommet videre end deres engelske fagfæller i tyverne og trediverne. Samtidigt udbrød en stor skrædderstrejke i Paris. »Internationale« fik dengang skylden for alle strejker i hele verden. Femten af »Internationales« ledere i Paris blev sat under anklage, men kun dømt til bøder på 100 francs, de havde nemlig ikke haft andet med strejkerne at gøre end sympatitilkendegivelser. Disse domme faldt i marts 1868, men allerede under retssagens gang havde der dannet sig et nyt forretningsudvalg, og dettes ni medlemmer blev - for hån mod øvrigheden - i maj 1868 dømt til tre måneders fængsel hver. En af de ni bogbinderen Engéne Varlin, holdt en glimrende forsvarstale, der vakte genlyd over hele Frankrig og bidrog meget til udbredelse af »Internationales« lære. Efter disse domme, der fulgtes af pariserafdelingens opløsning, var det afgjort forbi med enhver usund koketteren mellem kejserdømmet og arbejderklassen.

»Internationale« dannede sig hurtigt nye rammer, og tilslutningen voksede. I de første år havde medlemstallet været højst et par tusinde, nu sluttede store arbejdergrupper på indtil 10,000 medlemmer sig til. Man forsøgte at samle de spredte fagforeninger til et forbund, og ledende internationalister, blandt hvilke Felix Theisz, skrev dets love. Hans såvel som Varlins og de fleste andre navne på arbejderledere fra disse år vil vi senere træffe under Kommunen. Dette første forsøg på at danne »samvirkende fagforeninger« fandt sted i 1869, og samme år deltog »Internationale« livligt i folketingsvalgene, uden dog at kunne gennemføre nogen af sine kandidater. Et par af de valgte republikanere, nemlig Raspail, som vi kender fra 1848, og den unge journalist Henri de Rochefort - »den røde marki« - stillede sig dog venligt til Internationale, og bladet »Marseillaisen«, der var startet af Rochefort, blev dets organ.

Store strejker kendetegner de sidste år af tredserne, navnlig vakte bjergmandsstrejken i Creusot umådelig opsigt. Internationalisten Benoit Malon blev dens leder. Den barbariske måde, hvorpå regeringens tropper behandlede fængslede bjergmænd, ophidsede vide kredse af Frankrigs befolkning. Folkeafstemningen i maj 1870 - for eller imod den ny forfatning - gav Internationale lejlighed til en kraftig socialistisk og republikansk agitation. Regeringen var nu så heldig at »opdage en hemmelig republikansk sammensværgelse«, og i juni fængsledes en række af »Internationales« ledere. De beskyldtes for at tilhøre en hemmelig forening, skønt »Internationale« netop var og ville være offentlig. Den 9. juli dømtes syv af de anklagede til ét års fængsel, syvogtyve til to måneders fængsel og en bøde. Det blev en af kejserdømmets sidste voldsdomme udbrød krigen med Tyskland.

Regeringen undså sig forøvrigt ikke ved at skabe kunstig ophidselse i arbejderbefolkningen. Napoleon III, hvis hang til det hemmelighedsfulde var et lige så fremtrædende karaktertræk som hans uærlighed, er den egentlige opfinder af de såkaldte »lokkespioners« planmæssige anvendelse. Efter kejserdømmets fald fandt man i Tuilerierne optegnelser, der viser, at Napoleon omkring 1869 tænkte på et nyt statskup, der skulle tilintetgøre alle hans indrømmelser til oppositionen og påny befæste den vaklende trone. Hertil behøvedes et påskud, og hvilket bedre fandtes der end »det røde spøgelse«! Napoleon og hans hemmelige statspoliti gjorde deres bedste for at mane det frem.

Politimanden Gustave Macé har i en af sine bøger skildret et arbejdermøde, der holdtes den 16. februar 1869 i Folies-Belleville (»Bellevilles glade liv«), et danselokale i det bekendte arbejderkvarter. Han var til stede i embeds medfør og i forvejen underrettet om, at der ville optræde en taler, skrædderen Voirbo, som var ansat i det hemmelige politis tjeneste. Mødet var »upolitisk« i overensstemmelse med loven af 6. januar 1868, »men«, skriver den højst konservative politiembedsmand meget naivt. »Tidens lovgivere anede ikke, da de gav denne lov, at de smedede et farligt, tveægget våben mod ejendommen, religionen, familien og alle statens indretninger. Nu indså man det«, føjer han til, »men for silde; det gjaldt da om at opdage sådanne »misbrug«, at man kunne få loven ophævet inden de forestående valg!«

Politiassistent Macé og hans sekretær satte sig til venstre for talerstolen. Først afsluttes en forhandling, der var påbegyndt i det sidste møde, nemlig om »de frikønsforbindelser«, derpå går man over til det andet punkt på dagsordenen: arbejdslønnens forhøjelse. Flere talere tager ordet, en i ret stærke udtryk, og politiassistenten skal et par gange til at »give den første advarsel«, men ordstyreren afværger det ved at fratage taleren ordet. »Klokken er kun halv ti, borgere« - råber han - »aftenen lover at blive interessant, lad os ikke give magtens repræsentant et påskud til opløsning af forsamlingen«. Så træder Voirbo, lokkespionen, op på talerstolen.

Han begynder: »Borgere og borgerinder! Jeg befinder mig endnu under det smertelige indtryk af en himmelråbende uretfærdighed, der er begået mod en af vore brødre« - hvorpå han fortæller om en skrædder, der var blevet anholdt for at have stjålet en »hængt«, (dvs. en udstillet dragt i et beklædningsmagasin, og var blevet hårdt behandlet, men da den virkelige tyv opdagedes, en pæn borger, blev sagen dysset ned. Taleren fortsætter: »Og nu borgere, vil jeg gå ind på spørgsmålet om arbejdslønnen. Jeg er skrædder, jeg forstår mit fag, og jeg vil afsløre misbrugene i lavet, idet jeg viser jer skræddermestrene i al deres nøgenhed - det er just ikke videre propre individer - i et antal af atten hundrede. Disse herrer - (knurren) - lad mig kalde dem således, thi de er uværdige til borgernavnet, som arbejderne ene har ret til at bære - disse herrer har den frækhed at føre os tilbage til den tid, da hoffet i Frankrig tillod dem at bære kårde. Men de har gjort regning uden vært - det vil sige uden principperne fra den store revolution, den vi skylder vore fædre, mændene fra 89 og 93. De skal ikke mere misbruge os som herrer, disse tyndtarme - det er deres ny navn. Vi vil ikke sidde på skrædderbordet med armene over kors det vil sige med benene over kors (munterhed). Vi vil rejse os alle som én mand for at erobre vore sociale rettigheder, i spidsen for hvilke vi sætter arbejdslønnens forhøjelse og lighed. Hvorfor skal der være forskelligheder og klasseinddeling indenfor den samme håndtering. (Taleren udbreder sig nærmere herover og fortsætter derpå:) Arbejdere! Lad os holde sammen som én familie - lad os gå hånd i hånd - arm i arm slutte os sammen i én klump. Lad os knuse alle hindringer - vågn op! Handlingens time nærmer sig - og da den nuværende regeringsform er slet -« - Politiassistenten rejser sig ved disse ord og giver den første advarsel (voldsomt spektakel).

Voirbo fortsætter: »De har hørt det, borgere, talefriheden eksisterer ikke længere - jeg vil ikke engang nævne trykkefriheden - pressen er købt af regeringen med vore penge - den tilhører den med hud og hår - ligesåvel som politiet (bifald). Det er ikke blandt arbejderne, man skal søge tyvene og morderne, men højere oppe og længere nede. Den arbejder, jeg talte om, har siddet fængslet i tre dage - og han havde dog ikke - som Napoleon III. - stjålet« ... (rasende bifald). Politiassistenten giver den anden advarsel. Længe vedvarende tumult. Ordstyreren spørger forsamlingen, om taleren skal fortsætte. Fra alle sider lyder på den bekendte lanterne melodi: »Lad ham tale - tale - tale!« - Taleren: »Jeg takker forsamlingen, og jeg fortsætter, idet jeg beder myndighedernes repræsentant modtage mine bedste undskyldninger for den fejl, jeg begik ved at sige, at kejseren var en tyv, og ved at sammenligne ham med en simpel arbejder, sigtet for tyveri.

Forstå mig vel - borger og repræsentant for magten - når jeg siger, at Napoleon III. har stjålet, taler jeg figurligt - jeg mener dermed og ville udtrykke, at han har stjålet vor frihed (tordnende bifald) - og bestandig figurligt talt gentager jeg, at han ikke blot har stjålet, men at han også har myrdet - befolkningen den 2. december!« Ny bifaldsstorm. Men nu rejser politiassistenten sig, sætter sin hat på hovedet og erklærer mødet for hævet. Der opstår et øredøvende spektakel. Voirbo sender politiassistenten et triumferende blik. Til sidst tilkaldes en politistyrke, som rydder salen og slukker gassen.

Til sådanne midler greb kejserdømmet på sine sidste dage. Når Bakunin i disse år fandt nogen jordbund hist og her i Frankrig for sine anarkistiske lærdomme, og når anarkismen fra at være en lære udviklede sig til »handlingens propaganda«, har det hemmelige franske statspoliti en væsentlig del af skylden derfor. Der opfostredes en bande af levebrødsmænd, hvis gerning var at finde »komplotter« og forebygge »attentater«, og som, når de ingenting kunne finde, var nødt til at opfinde noget, for derved at godtgøre deres uundværlighed og tjenesteiver. Af politiagenter, som ikke blev tilstrækkeligt belønnede eller fjernedes fra tjenesten, opstod der også stundom virkelige anarkister.

Blanquisterne, der til dels endnu levede i traditionerne fra før 1848, var ikke altid utilbøjelige til at beruse sig i ophidsende ord. De ventede »handlingens dag« så at sige fra uge til uge, men forsømte derved det oplysende og organisatoriske arbejde. »Internationales« mænd derimod lagde hovedvægten herpå. Dette viste sig ved en begivenhed i begyndelsen af året 1870, der var genstand for megen omtale verden over og for de fleste kyndige stod som et tegn på det store kraks nærmelse. En af Rocheforts medarbejdere, Victor Noir, blev dræbt i tvekamp af kejserens fætter, prins Pierre Bonaparte. Den offentlige mening beskyldte prinsen for mord og kejseren for meddelagtighed. Ved Victor Noirs jordefærd kom det til store demonstrationer mod kejserdømmet, og mange tænkte, at revolutionen skulle udbryde med det samme. Rochefort gav imidlertid ikke det ventede signal, - en opstand ville sikkert også være blevet slået ned med lethed af kejserens velforberedte soldater. En af »Internationales« bedste mænd, Varlin, lykønskede arbejderklassen til, at det ikke var kommet til blodsudgydelse, og den 9. februar udstedte Malon, Landrin og Pindy i »Internationales« navn et opråb, der manede til ro »netop for den sociale revolutions skyld, der var under fremrykning«. Dette sprog, som røbede modenhed og sejrsvished, slog kejseren og hans parti med mere skræk end hundrede brandtaler.

Fra 1867 gik det med rivende fart ned ad bakke for kejserdømmet. Napoleon havde ikke længere held med sig, hverken indadtil eller udadtil. Han havde været med til at hjælpe det ny kongerige Italien i sadelen, men blev bange, da det gav sig til at ride og nu holdt foran det pavelige Roms porte. Han havde søgt at stifte et fransk vasalrige i Mexico, men dette eventyr førte til »kejseren« ærkehertug Maximilians henrettelse og drev hans hustru i vanvid. Napoleon så med sindsro Prøjsen sønderlemme Danmark, jage Østrig ud af Tyskland og lægge (hunden til det ny tyske rige. Han gav modstanderen tid til at samle kraft - og længtes dog efter krigen som sidste udvej af de indre vanskeligheder. Indadtil gjorde han indrømmelse på indrømmelse: foreningsfrihed, pressefrihed, ret for rigsdagen til at stille forespørgsler, til at vælge sin formand, til at indbringe lovforslag og til sidst ministeransvarlighed. Men alt dette afvæbnede så langt fra oppositionen, at det tværtimod gjorde den dristigere og dristigere. Republikanerne lod sig ikke vinde, de holdt sig til det løsen, som deres helte fra 1848 havde givet. Da der blev givet Victor Hugo, som levede på en af de normanniske øer, tilbud om amnesti, svarede han: »Når friheden kommer igen, kommer også jeg igen«. Og Felix Pyat skrev: »Napoleon giver os amnesti, men vi giver ikke ham amnesti«. Sådanne ord gik fra mund til mund og sporede til efterligning.

Da kejserprinsen en dag skulle uddele præmier til latinskoledisciple, nægtede den unge Cavaignac søn af juni-generalen - at modtage prisen af den mands søn, der havde dræbt Frankrigs frihed. Den tolvårige prins gav sig til at tudbrøle over fornærmelsen, og Rochefort var utrættelig i at udnytte denne begivenhed i sit blad »La Lanterne«. Da den russiske kejser besøgte Pariser-udstillingen i 1861 sammen med Napoleon, råbte Floquet - den senere folketingsmand og minister - til dem: »Leve Polen!« Det var på én gang en fornærmelse mod zaren og mod den franske kejser, der rolig havde set på Polens underkuelse.

Pressens tiltagende dristighed ses af følgende ord i Rocheforts blad »La Lanterne«, da man ventede en sammenkomst mellem den berygtede spanske dronning Isabella og Napoleon: »Isabella søger så foretræde for Napoleon III, som ingen fyrste mere vil besøge, og Napoleon III vil indlade sig på en samtale med Isabella, som ingen dronning mere vover at hilse på. De må rigtignok begge to være kommet langt ned«.

Da avis-stempelskatten afskaffedes, opstod der en hensynsløs boulevardpresse, som ved billig pris - én sou nummeret - skabte sig stor udbredelse i de brede lag. Kejseren måtte skabe en tilsvarende modpresse, - den kostede ham een million franc af hans privatchatol, men lige meget hjalp det.« Den kejserlige boulevardpresse sygnede hen, thi hvad folk ville læse, var netop angreb på og spot med kejserdømmet. - Småborgerne sagde efterhånden, ligesom arbejderne, kejserdømmet farvel, fordi børsbaronerne havde fået endnu mere indflydelse end under borgerkongedømmet. Der dreves det vildeste børsspil, hoffets damer og de rigeste kokotter deltog deri. Ved Paris' ombygning tjente spekulanter uhørte summer. En strækning på 1500 alen i »10. december gaden« (denne gade er nu døbt om og hedder »4. september gaden«) kostede 66 millioner franc. Spekulanter fik nemlig i tide underretning om regeringens byggeplaner, købte op på de rigtige steder og lod sig ekspropriere med vældig opgæld.

Småborgerne følte sig endvidere krænkede i deres fritænkerske overbevisning ved munkenes og præsternes voksende indflydelse på børneopdragelsen. Og de følte sig sædeligt oprørte over hoffets ødselhed og udskejelser. Paris var i slutningen af tredserne blevet levemændenes by fremfor nogen i verden. Kokotten, rigmandens hustru og hofdamen kørte ad de samme veje i Boulogne skoven, uden at folk kunne se eller gjorde synderlig forskel på dem. Sangerindeknejperne blomstrede, og de dristigste omkvæd blev gentagne ved hoffets intime sammenkomster. Under verdensudstillingen i 1867 afholdtes der fester i Tuilerihaven, som hensatte fantasien til tusind og én nats rige. De private rigmænd fulgte i hoffets spor: særligt maskeballerne var på mode, og enhver skulle møde maskeret. Rundt omkring festsalene var indrettet små dunkle kabinetter. Der festedes og dansedes i alle mulige anledninger, for skadelidte vinbjergsejere og for omkomne arbejderes efterladte, for de hjemløse børn og for boulevardernes tiggere. På de offentlige forlystelsessteder, der skød op som paddehatte, gik kankanen med større og større vildskab. På teatret lod Offenbach guder og gudinder hvirvle sig i den kådeste runddans, fra himmel til jord og ned gennem underverdenen.

»Demimonden - den fine skøge «, skrev en samtidig, »er i de sidste år blevet en vældig jægerinde. Teatrene ville gerne kunne lukke, hvis der ingen kokotter var, thi hvem skulle da betale alle logerne? Alle modemagasiner måtte gå fallit, thi det er kun en kokotte, som er i stand til at købe alle de vidunderlige ting, som sælges dér. Restaurationerne ville ikke være andet end billige spisehuse, hvis kokotten ikke var. Paris ville ikke være forlystelsernes, glædens hovedstad, hvis det var anderledes, hr. Haussman havde egentlig ikke behøvet at lade bygge alle de nye huse og palæer, thi kun en kokotte magter at betale de kostbare, glimrende lejligheder. Man kan næppe opvise noget stykke, i hvilket der ikke forekommer en kokottes salon, eller i hvilket en kokotte ikke spiller hovedrollen«.

En deltager i hoffesterne - hvor damernes yndlingsfornøjelse var at stille deres former til skue ved opførelsen af levende grupper - skildrer sit indtryk af årene 1867 til 1870 således: »Ingensinde under hele kejserdømmet var der måske mere sving over festerne, mere hengivelse i glæden, mere forlystelsessyge, flere blændende fester og strålende kvinder end i tidsrummet fra udstillingsåret og til rædselsåret«. - Man dansede på vulkanen. Og jo mere det sydede og bruste under skorpen, jo højere den glødende lava steg i krateret, desto vildere dansede man om det for ligesom at overdøve larmen og lukke øjnene for det forestående udbrud. Man dansede foran afgrunden - indtil den en dag i 1870 åbnede sig og slugte hele selskabet: hofdamer og kokotter, børsbaroner og generaler, munke og variété værter, kejserinden og kejseren selv.

Valgene i 1869 havde bragt et liberalt flertal i folketinget, og hvad der betød endnu mere: der var afgivet 3 millioner republikanske stemmer mod godt 4 millioner. Napoleon gjorde da sin sidste indrømmelse, han gav sig parlamentarismen helt og holdent i vold og tog i januar 1870 det liberale ministerium Ollivier. For ligesom efter denne bedrift at opforgylde sin popularitet lod han den ny forfatning sætte under folkeafstemning i maj 1870. Der afgaves 7 millioner stemmer for og 1 1/2 million imod. Det var omtrent det samme styrkeforhold, som da Napoleon første gang valgtes til præsident. Men ingen kyndig lod sig blænde deraf - mindst regeringen selv. Thi de 7 millioner stemmer var afgivet for Napoleons liberale indrømmelser, og de 1 1/2 million nej stemmer var republikanernes, der ikke ville nøjes med parlamentarismen! Alle de større byer stemte nej, selv fra hæren blev der afgivet 50.000 nej stemmer.

For Napoleon var der nu kun én udvej: en sejrrig krig. Men Bismarck havde sit net færdigt, og Napoleon gik i det som den dummeste flue. På udstillingen i 1867 havde pariserne nyfigent betragtet de mærkelige kruppske kanoner og fundet dem allerkæreste. Samtidigt havde de tyske militærgæster brugt deres øjne godt og opdaget de store mangler i den franske hærordning. Bismarck, Moltke og Roon ventede kun på det belejlige øjeblik.

Endnu den 2. juli kunne ministerchefen Ollivier berolige det franske folk - hvis store flertal i virkeligheden var stemt for fredens bevarelse - med de ord, at »ingen sinde havde det set fredeligere ud i Europa«. »Internationale« havde imidlertid længe mærket, hvad der var i gære, og udsendt sine advarsler. Allerede i juni havde Paris' arbejdere holdt møde og protesteret mod »de krigsgale råb, der udgår fra dem, som altid forhøjer blodskatten og i landets ulykke ser en kilde til ny spekulation«. Arbejderne så og talte sandere end ministeren. Den 3. juli meldte telegrafen, at en tysk prins havde modtaget kandidaturen til den spanske trone. Frankrig slog straks på krigstrommen, og den 12. juli opgav den tyske prins sin kandidatur. Hoffet i Paris, først og fremmest kejserinde Eugenie, ville imidlertid krig. Den 13. juli trængte den franske gesant Benedetti ind på den prøjsiske konge Wilhelm, der brugte kurbadestedet Ems, og forlangte en erklæring om, at Tyskland aldrig nogensinde ville støtte en hohenzollers kandidatur til Spaniens trone. Kejser Wilhelm svarede afvisende, og Bismarck, der sad og spiste til aften med Moltke og Roon, da han modtog depeschen om audiensen i Ems, redigerede den ved et par pennestrøg om, så den blev »fra en chamade til en fanfare«, og lod den offentliggøre. Publikum på begge sider af Rhinen fik derved det indtryk, at den franske gesandt havde fornærmet den tyske kejser og var blevet barsk bortvist. Da Wilhelm rejste hjem fra Ems, lignede hans rejse en triumfators: tyskerne tiljublede ham i krigsgale hyldester, skønt staklen ikke anede, hvorfor han på én gang var blevet så populær. I Paris stormede pøbelen, ophidset af den krigsgale regeringspresse, gennem gaderne under råbet: »Til Berlin! Til Berlin!« Den 19. juli erklærede kejser Napoleon krig.

Således udbrød denne krig, hvis følger har tynget på Europa en menneskealder. Dens ophavsmænd var: i Frankrig en kejserlig meneder, der for at bevare sin tilranede trone, syg og rådløs, lod sig rive med af sine omgivelser, navnlig af kejserinden, der klappede i hænderne og jublede: »Det er min krig, min lille krig!« - i Tyskland en genialt vidtskuende og grænseløst brutal statsmand, der ikke gyste tilbage for den største forbrydelse mod civilisationen, når han derved kunne fremme sine planer. Et lille mindretal på begge sider grænsen styrtede to nationer i ulykke. Masserne lod sig rive med, uden tanke og besindelse. Men et andet mindretal gjorde sit yderste for at forhindre krigen, desværre endnu uden tilstrækkelig magt dertil: det var »Internationale«.

Vi har omtalt de parisiske socialistiske arbejderes protestmøde i juni, - på et tidspunkt, da endnu kun få uindviede troede på krigen. Der kom straks svar fra den anden side Vogeserne: den 16. juni samledes 2500 tyske socialdemokratiske arbejdere i Brunsvig og sluttede sig til pariser arbejdernes protest. I slutningen af juni og begyndelsen af juli lod »Internationale« afholde protestmøder i England, Belgien, Svejts, Spanien og Amerika.

Den femte internationale arbejderkongres skulle være holdt i Paris i eftersommeren 1870. Krigens udbrud umuliggjorde dette, og generalrådet i London valgte da Mainz til kongressted. Men krigen forhindrede overhovedet enhver kongres. Arbejderne i Frankrig og Tyskland, hvor »Internationale« havde sine fleste og bedste medlemmer, blev puttet i soldatertrøjen og fik ordre til at slå løs på hverandre. Havde nogen vægret sig derved, var han blevet skudt ned på stedet.

Fire dage efter Napoleons krigserklæring, altså den 23. juli, udstedte »Internationales« generalråd et opråb til arbejderne i alle lande, hvori det hedder: »Fordi »Internationale« i Frankrig har vist det franske folk, hvad en folkeafstemning til fordel for kejserdømmet i virkeligheden betød: despotisme indadtil, krig udadtil, er det blevet forfulgt som en hemmelig sammensværgelse og dets ledere kastet i fængsel. Men at det spåede rigtigt, viser den nuværende krig, denne forværrede udgave af statskuppet den 2. december 185l. Forgæves anstrenger regeringen sig for at fremstille denne krig som en nationalkrig. Folket i Paris såvel som i provinserne har stemt mod krigen. Men hvorledes end Louis Bonapartes krig med Prøjsen vil forløbe - dødsklokkerne har allerede ringet for det andet kejserdømme. På tysk side er krigen en forsvarskrig. Men hvis de tyske arbejdere vil tillade, at den taber sit strenge forsvarspræg og udarter til en krig mod det franske folk, så vil sejr eller nederlag blive lige skæbnesvangre. I baggrunden af den nuværende selvmorderiske kamp lurer Ruslands skumle skikkelse. - dog den kendsgerning, at Englands, Frankrigs og Tysklands arbejdere rækker hverandre broderhånd, medens det officielle Frankrig og Tyskland fører krig, beviser, at der overfor det gamle samfund med dets økonomiske elendighed og politiske vanvid er ved at opstå et nyt samfund, hvis internationale bud er freden, fordi dets nationale magt over alt er den samme - arbejdet.

Tredive års historie har vist, at Karl Marx - thi han var dette opråbs affatter - har været en af historiens få sande profeter. - Det tyske socialdemokrati, der dengang talte 15,000 medlemmer, besvarede »Internationales« opråb med et i samme ånd, hvad der medførte, at generalguvernør Vogel von Falkenstein lod otte af lederne samt Joh. Jacoby fængsle. Senere fængsledes Bebel og Liebknecht og dømtes til to års fæstning for højforræderi. Dette var de sande helte i ulykkesåret 1870-71.

Den 1. september blev Napoleon og hans hær taget til fange ved Sedan. Om formiddagen den 2. september udbad han sig en samtale med den tyske konge, men på spørgsmålet, om han havde myndighed til at forhandle i Frankrigs navn, kunne den slagne kejser kun svare nej og henvise til kejserinden i Paris. To dage efter befandt kejserinde Eugénie sig på flugt til England. Hendes ideal var Marie Antoinette: hun ønskede dog ikke at ligne hende også i døden.

Allerede den 3. september nåede foruroligende rygter til Paris, men ingen vidste noget bestemt. Ophidsede folkeskarer bølgede gennem gaderne, den frygtelige spænding steg fra time til time. Endelig kom i natten mellem den 3. og 4. september det første officielle budskab om Mac-Mahons overgivelse og kejserens tilfangetagelse. Tidligt om morgenen blev det slået op på murene, folk stimlede sammen, skrækslagne, stumme af rædsel. Flere og flere samler sig, der danner sig store grupper af borgere og arbejdere. Den bedøvende sorg får omsider luft, et skrig af harme og forbitrelse stiger op fra masserne. »Forræderi - død over forræderne!« Skingrer det gennem luften. »Til Tuilerierne!« Og skarerne stormer til det kejserlige slot, men Eugénie er allerede flygtet. »Lejlighed til leje«, skriver en blusemand på den kejserlige port. Han har end ikke midt under nationalsorgen tabt sit gode humør.

Pariserne har heller ikke tabt deres begejstring. Snart lyder den gamle fædrelandssang fra 1793 - Marseillaisen. Masserne gribes af Paris' revolutionære traditioner, rådhuset stormes, revolutionsfanen stikkes ud af et vindue. Mængden blotter hovedet, og en arbejder udråber fra rådhuset den tredje franske republik: »I fædrelandets navn, Leve republikken! Leve Frankrig!« Folket gentager råbet og stormer fra rådhuset til rigsdagen, som tvinges til, skønt langtfra fuldtallig, uden alle omsvøb og parlamentariske kruseduller, at afsætte Napoleon III og hans kejserhus. 135 stemmer for, kun 18 imod. Jules Favre forkynder folket udfaldet og meddeler, at den højtidelige udråbning vil foregå fra rådhuset. Her danner der sig en midlertidig regering af rigsdagsmænd fra Paris. Rochefort kommer ved et tilfælde med i den: en folkeskare har husket på den radikale republikaner, der er kastet i fængsel af Napoleon, han hentes og føres i triumf til rådhuset, just som den nye regering er ved at danne sig. Man forlanger ham optaget, og folkets vilje adlydes. Der er i dette øjeblik ikke anden vilje i Frankrig. Kort efter udsteder »den nationale forsvarsregering«, som den kalder sig, følgende opråb: »Den franske republik - Kejserens afsættelse er vedtaget af den lovgivende forsamling. Republikken er kundgjort fra rådhuset. En regering for det nationale forsvar, bestående af 11 rigsdagsmænd, har dannet sig og er blevet godkendt ved folkets tilslutning. Navnene er: Emmanuel Arago, Crémieux, Jules Favre, Ferry, Gambetta, Garnier Pagés, Glais Bizoin, Pelletan, Picard, Rochefort, Jules Simon. - General Trochu beholder sin stilling som kommandant i Paris og er tillige blevet udnævnt til krigsminister i stedet for general Palikao«.

Således udgik den tredje franske republik, uden en blodsdråbes udgydelse, af det parisiske folks suveræne vilje, og provinserne, vant til at modtage løsenet fra hovedstaden, bøjede sig villigt for den nye regering. Frankrig havde endelig fundet sin blivende regeringsform, efter et hundredårs kampe, sejre og nederlag. Det skulle dog endnu koste meget blod og års arbejde at grundfæste republikken.

Ikke en uge efter slaget ved Sedan udstedte »Internationale« sit andet opråb under krigen. Først fastslås, at spådommen i opråbet af 23. juli er gået i opfyldelse: kejserdømmet er styrtet. Derpå vender Karl Marx - thi han er atter forfatteren - sig mod den prøjsiske militærklikes og det tyske national-liberale storborgerskabs erobringspolitik, der vil forvandle forsvarskrigen til en angrebskrig og kræver »materielle garantier« for freden, dvs. Elsas-Lothringens afståelse. Men et enigt Tyskland vil også uden at besidde militærpunkterne Strassburg og Metz være sikret mod et fransk indfald. At fastsætte nationale grænser efter militære synspunkter er tidsstridende: enhver militær linie vil være mangelfuld og bære sæden til ny krig i sit skød. Men - og her peges atter ligesom i det første opråb på Rusland - der er en tredje, som glæder sig. Sønderlemmes Frankrig, kastes det i armene på Rusland. Og da er der kun to veje for Tyskland: det må trods al fare gøre sig til værktøj for russiske udvidelsesplaner, en politik, der stemmer med hohenzollernes tradition; eller det må efter kort tids forløb være forberedt på en ny »forsvarskrig«, men ikke en af disse nymodens »lokaliserede« krige, nej en racekrig, en krig med de forbundne romaner og slaver. Dette er de »fredsudsigter«, »om de hjernesyge patrioter af det tyske borgerskab garanterer fædrelandet. Men den tyske arbejderklasse, der har ydet de heltemodige hære sine sener og muskler, medens dens hustruer og børn ilder nød i hjemmene, må kræve andre garantier, nemlig for frihed og kultur - og en for Frankrig ærefuld fred og den franske republiks anerkendelse. I denne ånd har allerede det tyske socialdemokratiske arbejderparti udtalt sig. Men desværre er der lidet håb om, at denne udtalelse tages til følge. Frankrigs arbejdere manes til at vogte og værne den unge franske republik - til hvis ledelse »Internationales« generalråd nærer ubetinget mistillid. Det vil kræve de største anstrengelser at forhindre den i at blive en overgangsbro til en orleanistisk genindsættelse. Men hele arbejderverdenens samhu og dådskraftige understøttelse er dem vis i deres dobbelte kamp mod den indre og den ydre fjende.

Også dette opråbs forudsigelser - om det fransk-russiske forbund og om et reaktionært Tysklands lakajgerning overfor det stadig mægtigere zardømme - er gået i opfyldelse til punkt og prikke. Tyskland røvede Elsas-Lothringen; militarismens, den væbnede freds, frygtelige tidsalder begynder. Tyskland plyndrede endvidere Frankrig for 5 milliarder francs. Men det har siden kostet Tyskland - såvel som Frankrig - 25 milliarder at opretholde status quo. Så ringe fredsgarantier giver de militære grænser, selv med støttepunkter som Metz og Strassburg.

Fra krigens udbrud havde Napoleon III.s hærførere marcheret med blikket halvt vendt mod tyskerne, halvt mod Paris. Og de var nok så meget på deres post overfor fjenden bag Paris' volde som overfor den fjende, der rykkede frem fra Rhinen.

Allerede den 9. august, da kejserdømmet havde tabt sine tre første slag, kom det til stormende optrin i rigsdagen. Republikanske folkeskarer trængte ind i salen og opfordrede venstre til at afsætte kejseren, tage kommandoen over tropperne og frelse fædrelandet. Men venstre - Gambetta, Jules Favre, Jules Simon osv. - vovede ikke at handle, og Paris var endnu ikke kommet i revolutionært kog.

Den 14. august samlede fem hundrede tilhængere af Blanqui sig i La-Villette-Kvarteret og drog ad boulevarderne til arbejderforstaden Belleville under leveråb for republiken. Men de ventede forgæves på tilslutning og blev splittede af politiet. Ti af dem blev dømt til døden, men kejserdømmet fik dog ikke tid til at fuldbyrde disse domme.

Den 27. august skrev krigsminister Palikao til Mac-Mahon: »Hvis de forlader Bazaine, gør Paris revolution«. Mac-Mahon førte da sin hær lige ned i graven ved Sedan: for at forhindre revolutionen gav han Frankrig til pris.

Men den ny republikanske regering af d. 4. september, der dog kaldte sig »den nationale forsvarsregering», tog den kejserlige krigsførelse i arv. General Trochu erklærede det i statsrådet for »galskab, om end heltemodig galskab« at gøre modstand mod prøjserne. Picard sagde: »Vi må forsvare os for ærens skyld, men alt håb er ude«. Storborgerne og bønderne vilde have fred hurtigst muligt, arbejderne derimod - de arbejdere, som havde protesteret mod Napoleons fredsbrud - ville nu, da Tyskland gik over til en angrebskrig, føre forsvaret til det yderste og drømte om en verdensbesejrende republik som den af 1792.

Det regerende venstre turde ikke åbenlyst gøre front mod denne folkestemning. »Vi afstår« — sagde Jules Favre mod sin egen overbevisning — »ikke en tomme af vort land, ikke en sten af vore fæstninger«. Og folket svor endnu denne regering tilslutning. Blanqui tilsagde i sit blad »Fædrelandet i fare« fra d. 7. september regeringen ubetinget støtte. Også »Internationale« opfordrede, som vi har set, til at yde den unge republik bistand, men udtalte rigtignok samtidigt sin dybeste mistillid til dens ledende mænd.

Men hver dag rykkede Bismarcks og Moltkes hære nærmere Paris. Arbejderne begyndte at ængstes og valgte på folkemøder i Paris' tyve kredse en centralkomité, der fik sæde i »Internationales« og fagforeningernes kontor i Corderie-gaden. Denne komité, der talte enkelte socialister som Longuet, Malon, Vallés og Milliére, udstedte den 14. september et opråb, som krævede byrådsvalg afholdt snarest muligt, kommunalt politi, valg af alle kommunale embedsmænd, presse-, forsamlings- og foreningsfrihed, beslaglæggelse af alle levnedsmidler, alle borgeres bevæbning og befolkningen sat på krigsrationer. Men Paris var endnu døv for disse ord. Den 19. september omringede tyskerne Paris. Den patriotiske og revolutionære varmegrad begyndte at stige. Gambetta gik op i ballon og søgte fra Tours at organisere et folkeforsvar, men mødte uvilje og ulydighed hos de napoleon'ske generaler og vovede ikke at byde dem stangen. Fra Trochu fik han den besked, at opgaven i øjeblikket »ikke var et forsvar mod prøjserne, men mod Paris' arbejdere«. En af kreds-borgmestrene udtalte senere for den undersøgelseskommission, der blev nedsat angående begivenhederne den 4. september: »Overfor den ophidsede befolkning, der bestandig spurgte os, hvad regeringen tænkte på og foretog sig, måtte vi erklære, at den var fuld af iver for fædrelandets forsvar og hærens førere rastløst virksomme, men vi sagde dette uden selv at tro derpå«.

Den mandlige voksne befolkning i Paris havde organiseret sig som nationalgarde. Den talte omtrent 250,000 mand, hvoraf vel halvdelen kunde uddannes til felttropper, og den anden halvdel forslog til Paris' indre forsvar. Disse mænd skælvede af utålmodighed efter at slås. Men regeringen gjorde intet for at udruste og indøve dem. Der fandtes desuden 240,000 mobilgardister og marinesoldater i Paris med 7500 officerer. En af disse, den begejstrede fædrelandsven og republikaner Florens, drog den 5. oktober med sin bataljon til rådhuset og forlangte krigen ført med kraft samt byrådsvalg afholdt; regeringen nedlod sig til at forhandle med ham og lod ham gå, men gjorde intet. Den 8. oktober råbte syv, otte hundrede mennesker foran rådhuset: »Leve Kommunen!« Men Jules Favre svarede, at kommunalvalg var en umulighed: hver borger havde nu sin plads på voldene!

Således spildtes oktober måned, men Blanqui begyndte nu at angribe regeringen i sit blad, det samme gjorde Delescluze i »Reveil« og Felix Pyat i »Combat«. »Hvad skal disse planløse udfald til? Hvorfor bevæbner og indøver man ikke nationalgarden ordentligt? Hvorfor støbes der ikke kanoner?« Den 27. oktober lader Felix Pyat den forfærdelige bombe springe: »Bazaine vil overgive Metz og slutte fred i Napoleons navn, hans adjudant er allerede i Versailles«. Regeringen erklærer det for løgn, men den 31. oktober vågner Paris og erfarer, at Metz har overgivet sig, og at Thiers forhandler om våbenstilstand.

I øsende regnvejr strømmer pariserne sammen om rådhuset, ikke længere nogle hundrede blanquister eller et tusind republikanere, men arbejdere og borgere i titusindevis. Jules Favres taler afbrydes af tilråb, et skud knalder. »Ned med Trochu! Ingen våbenstilstand! Leve Kommunen!« Dørene sprænges, rådhuset fyldes. Et medlem af centralkomiteen foreslår en ny regering valgt. Der nævnes navnene Louis Blanc, Ledru Rollin, Victor Hugo, Raspail, Delescluze, Blanqui, Felix Pyat og Milliére. Men mændene fra 48, de både grånede og blegnede revolutionsmænd Ledru Rollin, Louis Blanc, Victor Hugo, Felix Pyat modtog ikke valget. Da kommer Flourens ilende fra Belleville, han har sine kanoner med og foreslår et velfærdsudvalg bestående af ham selv, Blanqui, Delecluze, Milliére, Felix Pyat, Ranvier og Mottu. Venstre regeringen benytter sig af striden mellem de to grupper og får tilkaldt nationalgarden fra storborgerkvartererne. Trochu og Jules Ferry slipper bort, de øvrige regeringsmedlemmer lover at udskrive byrådsvalg. Paris beroliges. Navnene Blanqui og Flourens har skræmt flertallet. Ferry og Trochu bemægtiger sig igen regeringen støttet af en bataljon mobilgardister fra det konservative Bretagne, og regeringen bryder straks løftet om byrådsvalgenes udskrivning; den lader derimod foretage en politisk folkeafstemning, og Paris slutter sig til venstreregeringen med over 300,000 stemmer mod 60,000 revolutionære stemmer. Der udstedes arrestordre mod Flourens - han fængsledes i december - og en af arbejderslagterne fra juni 48, Clement Thomas, udnævnes til øverstbefalende over nationalgarden.

November og december gik. Belejringen - den varede 131 dage - kastede sine skygger sortere og sortere henover den ulykkelige by. Regeringen vovede ikke at overgive den, og vovede heller ikke at forsvare den. Mange nationalgardister viste et sandt heltemod: to dage i træk holdt de stillingen ved Avron, uden dækning udsatte for tresindstyve fjendtlige kanoners krydsild. Flertallet var allerede mejet ned, - da opdagede Trochu, at stillingen var uden værdi og lod den rømme. - Det begyndte at syde og koge i de demokratiske nationalgarde bataljoner. Men endnu holdt den store befolkning sig rolig. Paris lignede et vældigt sygehus: ingen vovede at tale højt. Nederlaget den 31. oktober havde lammet de revolutionære kredse.

Hestekød blev snart en lækkerbidsken, som kun de rige kunne tillade sig. Hunde og katte var herreretter, de fattige var glade for rotter. I slud og kulde stod arbejderhustruer i timevis udenfor uddelingskontorerne og ventede på noget sort, næsten uspiseligt brød. Brændsel vejedes op med guld, de fattige måtte varme sig ved løgnagtige sejrsdepescher om Gambettas bedrifter i provinsen. Småbørn døde i hundredevis ved det udtærede moderbryst.

Nytåret kom - skulle Paris gå til grunde i sult, kulde og forsmædelse? Delescluzes artikler, der rent ud stemplede regeringens mænd som landsforrædere, begyndte at vinde ørenlyd i videre kredse. Centralkomiteen opslog den 6. januar en rød gadeplakat med slutningsordene: »Plads for folket, plads for Kommunen!« Men Trochu svarede med en anden plakat: »Regeringen vil ikke overgive Paris«. »Thi« - sagde Jules Ferry privat - »nationalgarden bliver ikke til at styre, før 10,000 mand har mistet vejret«.

Den 18. januar om aftenen lod Trochu trommerne gå - hvorved prøjsernes opmærksomhed vaktes - og kaldte 84,000 mand sammen til et sidste udfald. Der kunne være rejst det dobbelte eller tredobbelte mandskab. Natten, der var kold og regnfuld, tilbragtes uden nytte. Soldaterne stormede frem om morgenen den 19. og kæmpede som løver, de erobrede vigtige stillinger, men generalerne lod dem ikke besætte med skyts, og prøjserne tog dem tilbage. Kl. 16 om eftermiddagen foretoges et stormangreb, franskmændene veg først, men gik påny frem. Fjendens ild blev svagere, - da gav Trochu ordre til retræte!

Nu endelig så hele Paris, at det var forrådt. Den 22. januar om morgenen tidligt stormede de revolutionære Mazas fængslet og befriede Flourens og andre fængslede, derpå indtog de rådhuset, men den store befolkning var for døvet af smerte og fortvivlelse til at understøtte dem. Regeringen fik overtaget, foretog talrige fængslinger, bl.a. blev den 65årige Delescluze, der tilmed led af lungebetændelse, kastet i det fugtige Vincennes tårn. Den revolutionære presse blev undertrykt.

Jules Favre gik til Bismarck i Versailles. Natten mellem den 27. og 28. januar kl. 24 forstummede de tyske kanoner: Paris havde overgivet sig. - fire hundrede officerer med Brunei i spidsen protesterede, Brunei blev fængslet. De 240,000 mand af linien, marinen og mobilgarden blev afvæbnet og betragtet som krigsfanger, Paris måtte betale 200 millioner francs. Derimod vovede man ikke at afvæbne nationalgarden.

Venstre regeringen udskrev almindeligt rigsdagsvalg til den 8. februar. Hvis valgene - som af socialisterne forlangt - havde fundet sted straks efter revolutionen den 4. september, da kejserdømmets nederlag endnu var frisk og den ny regering endnu ikke kommet i vanry, ville udfaldet rimeligvis være blevet republikansk. Men dengang vægrede de ny magthavere sig lige såvel ved at lægge Frankrigs skæbne i dets egen hånd som ved at betro Paris' befolkning hovedstadens styrelse.

Og der gik ikke mange uger, før »den nationale forsvarsregering«, der intet alvorligt gjorde for at forsvare landet, også tabte provinsens tillid. Endnu før Paris gjorde Lyon opstand, nemlig den 28. september. Denne revolutionære bevægelse var sejrrig en uges tid. Men ødelagdes af anarkisten Bakunin og eventyreren Cluscret. Arbejderbevægelsen i det sydøstlige Frankrig var omkring 1870 faldet i anarkismens hånd. Visse proudhon'ske tanker og blanquisternes sammensværgelses taktik havde i lige grad gjort denne varmblodige og voldsomme befolkning modtagelig for Bakunins lære, elendigheden blandt »Røde Kors´s« vævere og St. Etiennes bjergmænd var rædselsfuld, og Napoleon III.s politi arbejdede ivrigt anarkismen i hænderne.

De sejrrige revolutionære i Lyon udstedte et dekret - blandt hvis underskrivere Bakunin findes - der »afskaffede staten« og konfiskerede kirkeklokkerne for at støbe kanoner af dem! Cluseret, der havde hentet sig en generaltitel i den nordamerikanske borgerkrig, blev kommandant for nationalgarden, men blev hurtigt betænkelig ved stillingen og stak af. Bourgeoisiet fik overtaget og forjog Bakunin.

I Marseille udbrød der opstand den 31. oktober, ved efterretningen om Metz' overgivelse. Cluseret, der sad på lur i Genf, indfandt sig øjeblikkelig og lod sig gøre til general, men forsvandt lige så hurtigt som fra Lyon, da borgerskabet slog opstanden ned. De samtidige uroligheder i Toulouse og St. Etienne fik samme bedrøvelige udfald.

Bønderne i Sydfrankrig så med misbilligelse på disse anarkistiske narrestreger, og reaktionen udnyttede dem. Godsejere og præster fortalte, at således bar også Paris' arbejdere sig ad. »Paris vil krig til det yderste! Paris er i omvæltningsmændenes magt! Paris er den store fjende!« Godsejerne og præsterne hadede Paris siden 1830. I fyrretyve år havde de, mere eller mindre fjernede fra magten, opsamlet et ædende had til den nye tids mænd og tanker. Nu fandt de tiden belejlig til at vove sig frem af deres huler.

Et stort spørgsmål trængte sig desuden på - hvem skal betale krigsomkostningerne? Republikkens sejr kunne betyde, at de besiddende måtte bære deres part. Det var en udsigt, der i lige grad forskrækkede det regerende venstre, bonapartister, orleanister og legitimister - alle de fire storborgerlige partier.

Da så valgene blev udskrevne til den 8. februar - og nu med en så overvættes hast, at mange landsogne først fik efterretningen derom dagen i forvejen -, var stillingen den slettest tænkelige for republikken. Af de 750 valgte rigsdagsmænd blev da også de 450 monarkister! Den ny republiks første parlament havde et kongeligsindet flertal. Orleanisten Thiers - som venstreregeringen havde gjort til sin gesandt, og som ved valgene med megen snildhed fik orleanister og legitimister til at gå sammen - valgtes i 23 amter. Da rigsdagen den 12. februar trådte sammen i Bordeaux, valgte den Thiers til »chef for den udøvende magt« - ikke til »republikkens præsident« - og han omgav sig med et nærmest orleanistisk ministerium. Den 26. februar afsluttedes den foreløbige fred med Tyskland, den 1. marts vedtoges den af rigsdagen i Bordeaux med 546 stemmer mod 107. Frankrig afstod Elsas-Lothringen og skulle betale fem milliarder i krigsomkostninger.

I Paris, som i de større provinsbyer, bragte valgene den 8. februar republikanerne sejr. Socialisternes lykke var derimod ikke stor. Centralkomiteen, Internationales afdelinger og fagforeningerne havde i fællesskab opstillet en kandidatliste - hele Paris stemte som én valgkreds -, der væsentlig bestod af arbejdere: mekanikere, skomagere, jernarbejdere, skræddere, snedkere, kokke, gravører. Mange af disse navne skulle senere træde frem under Kommunen, men dengang var de kun bekendte i snævrere arbejderkredse. Af mere offentligt kendte navne fandtes der på denne kandidatliste: Blanqui, Garibaldi, Felix Pyat, Gambon, Tolain, Malon. Kun de fem sidste, der også anbefaledes af bourgeoisiblade, valgtes. Arbejderne var dårligt forberedte og rådede kun over ringe midler til valgkampen.

Øverst blandt de sejrende kandidater kom Louis Blanc - der ikke længere anerkendtes som socialist - med 216,000 stemmer, så fulgte Victor Hugo, Gambetta, Garibaldi, Delescluze med 154,000 og Felix Pyat med 145,000 stemmer. Derpå kom en broget skare republikanere, radikale og liberale, blandt hvilke dog kun et medlem af regeringen, nemlig Jules Favre, skønt han lige af Milliére, der forøvrigt også valgtes, med gode beviser var blevet afklædt som falskneri, bedrager og bigamist. - De ikke valgte socialistiske kandidater fik fra 65,000 til 22,000 stemmer. Blandt dem var Blanqui, på hvem der kun faldt 52,000 stemmer, et vidnesbyrd om, hvor svag den egentlige socialisme endnu var i den store pariserbefolkning. Og den betydelige forskel i stemmetal mellem de socialistiske kandidater pegede tillige på den ringe disciplin, der rådede blandt socialisterne selv.

De store begivenheder i 1870-71 havde truffet den moderne socialistiske arbejderbevægelse i sin vorden. »Internationale« havde kun kunnet protestere mod krigen, ikke forhindre den. Paris' arbejdere havde den 4. september væltet den rådne kejsertrone, men ladet magten glide over i et fejt og udueligt liberalt konsortiums hænder. Og de kunne ikke den 8. februar hindre Paris i at vælge gråmeleret blåt eller landet i at vælge ravnesort. - Og dog skulle halvanden måned senere hele Paris samle sig enstemmigt og begejstret om den røde fane!

Den 15. februar stævnede nationalgardister til møde i Vauxhall, hvor de under købmanden Courtys forsæde vedtog, at nationalgardens bataljoner skulle danne et forbund - »de fødererede« - og vælge en centralkomité. Den 24. skulle valget finde sted, men de to tusinde afsendinge, der mødte i Vauxhall, var for ophidsede til at foretage valget. Hver dag bragte ny trusler fra junker-rigsdagen i Bordeaux, og den 27. skulle prøjserne holde deres indtog i Paris. Skulle man tåle denne forsmædelse? Man udsatte valget til 3. marts og stormede af sted til Bastillepladsen, bataljonerne sænkede deres faner for revolutionssøjlen, dens fodstykke overdængedes med kranse af røde evighedsblomster. En rød fane plantedes på søjlens tinde. Denne og de følgende dage valfartede hele Paris til Bastillepladsen. Den 26. lod regeringen den vestlige del af Paris, hvor tyskerne ville rykke ind, rømme, men »glemte« nationalgardens kanoner! Da de forbundne bataljoner fik nys herom, gav de sig straks til at hente dem, og stormede på vejen St. Pelagie-fængslet og befriede de fængslede revolutionsmænd. Det var åbenbart nationalgardens tanke at modsætte sig tyskernes indtog med magt, men nu skred »Corderiet« - de 20 kredses centralkomité, fagforeningerne og »Internationale« - ind og frarådede denne galskab. Indtoget blev udsat et par dage og fandt sted den 1. marts. Den forholdsvis lille del af Paris, der blev overladt tyskerne, var tom og øde, sorte faner vajede fra husene, en eneste café, der holdtes åben, blev ødelagt af de bortdragende nationalgardister, og et par offentlige piger, der lod til at ville blive, blev piskede bort.

Regeringen udnævnte den kejserligsindede d'Aurelles de Paladine til øverstbefalende for nationalgarden, som imidlertid nægtede ham lydighed og i hans sted forlangte Garibaldi, der havde deltaget som frivillig i krigen mod Tyskland, var blevet valgt til rigsdagsmand, men hylet ned af junkerne i Bordeaux. Den 3. marts samledes de fødererede i Vauxhall og valgte en midlertidig centralkomité. Den bestod mest af småborgere og bestillingsmænd, af »Corderiet«s mænd valgtes kun enkelte, således Varlin.

Den 11. marts vågnede Paris ved fire efterretninger, der måtte betragtes som junkernes krigserklæring: Paris var afsat som hovedstad. Rigsdagen ville den 20. marts flytte fra Bordeaux til Versailles; de republikanske og revolutionære blade blev beslaglagt; krigsretten dømte oprørerne fra den 31. oktober, deriblandt Flourens og Blanqui, til døden; og fra Bordeaux indtraf et dekret om, at de den 13. november 1870 forfaldne veksler, der var forlængede på ubestemt tid, måtte inddrives den 13. marts. Det betød et par hundredtusinde småborgeres ruin. I dagene fra den 13. til den 17. marts protesteredes 150,000 veksler. Samtidigt nægtede rigsdagen i Bordeaux at udstede en lov om husleje henstand - det blev og var hele arbejderklassens ruin.

Den 15. marts valgte de fødererede den endelige centralkomité. Bataljonerne placerede deres kanoner på voldene og rundt om kvartererne, opkastede skanser omkring dem og satte sig i forsvarstilstand. Hvert øjeblik ventede man kongedømmet genindsat af Junker-rigsdagen, men Paris ville værge sig derimod til det yderste Paris og havde et tredobbelt mål for øje:1) fædrelandets forsvar mod de formentlige landsforrædere, 2) republikkens forsvar mod de kongeligsindede og 3) hovedstadens forsvar mod junkerne. Dette tredobbelte mål samledes i det ene råb: Kommunen! I dette råb bølgede tillige proudhon'ske tanker og stemninger: kommunalt selvstyre, Frankrigs omdannelse til et forbund af frie kommuner. Og dystre blanquistiske toner klang med deri: arbejderstandens sociale rejsning, proletariatets diktatur. Men arbejdere og småborgere stod som én mand, og selv de republikanske bourgeois kvarterer istemmede råbet. Paris følte sig stærk, og Thiers havde næppe 25,000 mand til sin rådighed, Paris havde et par hundredetusinde bevæbnede nationalgardister til sin rådighed og 250 kanoner. Paris skulle vel vide at værge republikken, til landet fik tid til at vågne og ryste junkerdømmet af sig. Rigsdagen i Bordeaux var kun valgt med det ene formål at afslutte freden, en ny rigsdag ville sikkert få et andet udseende.

Hr. Thiers havde helt andre planer. Klokken 3 om morgenen den 18. marts lod han soldater rykke ud i al stilhed og besætte de pladser, hvor nationalgarden havde sine kanoner stående: højene Montmartre, Chaumont og Belleville, Temple-forstaden, Bastille-pladsen, St. Michel-torvet, Luxembourg, 13. kreds og Invalidekirken. Paris sov, og intetsted stødte soldaterne på modstand. Selv La-Gallette-Møllen på toppen af Montmartre, der behersker Paris, blev besat uden sværdslag, og ved Solferino tårnet blev en enlig skildvagt - Turpin hed han - stødt ned. Klokken 6 var overfaldet gennemført, nu skulle der bare spændes heste for de stjålne kanoner, men dette tog noget længere tid end beregnet. Først klokken 8 begyndte man at køre kanonerne bort.

Men da var Paris vågnet. Butikkerne lukkede op. Piger og koner kom og hentede brød og mælk, arbejdere kiggede ind hos vinhandleren, - hvad i al verden var der på færde? Overalt sås soldater og mitrailløser med mundingerne vendt mod arbejderkvartererne. På murene prangede en plakat, der endnu var fugtig af den friske sværte: Thiers og hans ministre formanede til ro, i orden og lydighed mod øvrigheden. Der taltes om »orden« - det var for pariserne et ubedrageligt tegn på, at nu skulle der flyde blod.

Kvinderne flokkedes om mitrailløserne og bebrejdede soldaterne deres forehavende. De fik mest venlige svar, nogle nationalgardister kommer på benene, får fat på et par trommer, der ikke er gennemstukne, og slår alarm. Kammeraterne strømmer til, kompagnier og bataljoner formeres. »Leve republikken!« - og af sted stormmarch for at redde kanonerne. Thiers' soldater gør ikke synderlig modstand, mange af dem slutter sig til nationalgardisterne.

Nogle af general Lecomtes soldater gør tegn til nationalgarden, at den vil få fri passage, men generalen opdager det, lader dem straks erstatte af politibetjente og kaste i Solferino tårnet. »Bed jert fader vor!« siger han til dem og lader politibetjentene give ild på nationalgardisterne. Men disse får hurtigt forstærkning, kvinder og børn stormer frem, Lecomte og hans officerer overvældes og tages til fange. De indespærrede soldater befries og vil skyde Lecomte, men det lykkes nationalgarden at få ham ført bort til Chateau Rouge, hvor nationalgardens generalstab befinder sig. Her tvinges han til at underskrive en befaling om at rømme de besatte høje, en befaling, der efterkommes af soldater, politi og gendarmeri med forbløffende hurtighed og synlig glæde. De kanoner, der køres ned fra La-Galette-Møllen, støder i Lepic-gaden på en levende mur af mænd, kvinder og børn. Skaglerne skæres over, og kanonerne føres i triumf tilbage til møllen på Montmartres top. I Belleville, på højen ved Chaumont, i Luxembourg haven, næsten overalt går Thiers' soldater over til nationalgarden.

Klokken 11 om formiddagen har Paris slået angrebet tilbage på alle punkter. D'Aurelles lader forgæves nationalgarden kalde under våben i storborgerkvartererne, kun nogle hundrede mand giver møde. Hele Paris havde læst Thiers' plakater og sagt til sig selv, at dette betyder statskup! Ingen følte lyst til at støtte dét. Regeringen flygtede til udenrigsministeriet, og så snart nogle bataljoner i nationalgarde marcherede op foran bygningen, flygtede Thiers ad en bagdør og slap helskindet til Versailles. Ikke blot hele Paris rømmedes, men også de sydlige forter, der lige var overgivet regeringen af tyskerne, ja selv det vigtige fort Mont-Valérien.

Endnu langt hen på eftermiddagen kendte Paris knapt sin sejr i hele dens udstrækning. Det natlige overfald på kanonerne og deres lette tilbageerobring om formiddagen kom lige overraskende. Centralkomiteens medlemmer havde nok at gøre hver i sit kvarter og samledes først efter middag. Ved halvfire tiden fik de melding om, at general Lecomte var i livsfare. De sendte øjeblikkelig kommandanten i Cháteau Rouge streng ordre til at våge over hans liv, men det var for sent. En folkehob havde genkendt og fanget Clément Thomas, slæbt ham til Cháteau Rouge og her skudt både ham og Lecomte, trods fortvivlet modstand fra nationalgardens officerer. Paris' præfekt, Jules Ferry, der opholdt sig på rådhuset, flygtede gennem et vindue, så snart den sejrrige nationalgarde nærmede sig.

Aftenen og natten forløb fuldkommen roligt - en for kommunen farlig ro, thi i den grad manglede revolutionen den 18. marts ledelse, sådan at Paris' porte ikke engang blev lukkede, og alle regeringstropper, der ikke var gået over, undkom med lethed til Versailles. Kanonbådene førtes bort ad Seinen, hele det højere forvaltningspersonale flygtede. Ingen lagde mindste hindring i vejen derfor.

Først søndag morgen den 19. marts blev Paris klar over sin sejr. Fra rådhuset vajede den røde fane. 20,000 nationalgardister har slået lejr på rådhuspladsen med halvtredsindstyve kanoner kørt op langs facaden. Klokken halvni samles centralkomiteen i den store sal under den 32årige varemægler Eduard Moreaus forsæde. Begivenheder, der hverken var forudsete eller planlagte, havde givet disse ubekendte mænd, urtekræmmere, vinhandlere, handelsbetjente, bestillingsmænd, smede, stenhuggere og små bygmestre, magten over en storby på godt halvanden million sjæle og omsorgen for dens liv. Endnu i denne time flygtede det gamle regimentes mænd frit bort ad Versailles til. Hele administrationen forsvandt. Der var ikke længere nogen til at opkræve skat, betale nationalgarden dens sold, våge over ordenen, sørge for belysning og renholdelse, passe hallerne eller lede fattigvæsenet, ja på hospitalerne henlå seks tusinde syge uden røgt og levnedsmidler.

Centralkomiteen besatte i en fart de vigtigste embeder og fik forvaltningen igang påny. Derpå udskrev den byrådsvalg til onsdag den 22. marts. Klokken to om eftermiddagen spredtes friske plakater fra Nationaltrykkeriet og klistredes op på mure og søjler. »Borgere!« - skrev komiteen - »Paris' folk har tålmodigt, uden at frygte og uden at udfordre, bøjet sig for den gamle regering, lige til denne øjensynlig gav sig til at angribe republikken. Nu bør Paris og Frankrig i fællesskab lægge grunden til en virkelig republik, der for alle tider kan afslutte revolutionernes æra. Vi kalder Paris' befolkning til valgurnerne«.

På alle gader og torve vrimlede det med glade, søndagsklædte mennesker. En mild forårsbrise luftede gennem Paris og jog alle minder om seks måneders rædsler, savn og sult, krig, belejring og oprør, på flugt. Næsten alle mente, at Frankrigs øvrige kommuner straks ville række Paris broderhånd og en nyvalgt republikansk rigsdag besegle freden. Også centralkomiteen svævede i sådanne indbildninger: en enkelt stemme hævede sig for straks at gå angrebsvis til værks, drage ud til Versailles, tage den gamle regering til fange og jage Junker-rigsdagen fra hinanden. Men den vandt ikke ørenlyd. Centralkomiteen håbede på fredelig forhandling og snarlig udsoning med det øvrige Frankrig. Den forsømte derfor de simpleste forsvarsforanstaltninger, lod Paris' porte stå åbne og tænkte først på at besætte Mont Valérien, der behersker Paris mod syd, næste dags aften. Men da var regeringen i Versailles kommet sig af sin forskrækkelse og havde ved middagstid taget dette vigtige kort i besiddelse.

Centralkomiteen indledede straks forhandlinger med de gamle kredsborgmestre og rådmænd samt de liberale rigsdagsmænd for Paris. Forhandlingerne trak ud centralkomiteen lagde stor vægt på at få valgene foretaget i overensstemmelse med disse gamle myndigheder og derved få deres lovlighed fastslået i hele Frankrigs øjne. De liberale rigsdagsmænd søgte at stemme rigsdagen i Versailles til eftergivenhed og bevæge den til at udskrive almindelige valg i hele landet, men mødte fornærmelig modstand hos rigsdagens flertal, rænkefuld tøven hos Thiers. Byrådsvalgene i Paris måtte på grund af disse forhandlinger gentagende udsættes, de bestemtes endeligt til søndag den 26. marts. Dagen forinden gav tilsidst flertallet af borgmestrene, rådmændene og de parisiske rigsdagsmænd deres samtykke til valget. Mænd som Lockroy, Floquet og Clémenceau medundertegnede den sidste kundgørelse om valgdagen.

Tirsdag den 21. marts, altså først trediedagen efter Kommunens sejr, hørtes de første socialistiske ord i det officielle blad: »Aldrig har nogen revolutionsregering så hurtigt nedlagt sit mandat og tilbagegivet folket dets magt. Valget er allerede udskrevet. Hvor kan da storborgerpressen vedblive med sin bagvaskelse af disse uegennyttige borgere! Skal da arbejderne, der frembringer alt og savner alt, til evig tid lade sig undertrykke og forhåne? Indser bourgeoisiet, vor ældre søster, der har vundet frigørelse, ikke, at turen nu er kommet til proletariatets frigørelse ? Hvorfor vil det hårdnakket nægte arbejderne deres lovlige arvelod?«

Samme dag forbød centralkomiteen ethvert bortsalg af Assistenshusets panter, udsatte alle vekslers forfaldstid en måned, og forbød grundejerne indtil videre at sætte deres lejere på gaden. Det var i tre forholdsregler, der vandt hele Paris for Kommunen. - Dagen efter forsøgte ganske vist nogle tusinde fine herrer fra de rige kvarterer, bevæbnede med kårdestokke, dolke og revolvere, at iværksætte en modrevolution. Det kom på Vendôme pladsen til et sammenstød med nationalgarden. Der faldt nogle få mænd på begge sider, og dermed var det oprør slået ned. Men i Versailles fortaltes de frygteligste historier om Kommunens myrderi af fredelige demonstranter.

Centralkomiteen forstod at genoprette forvaltningen og håndhæve ordenen. Men i militær og finanssager viste den en mærkelig svaghed. Som den havde ladet Thiers' soldater undslippe og Mont Valérien besætte af Versailles tropper, således undlod den at lægge hånd på Frankrigs bank. Denne lå inde med 77 millioner franc kontant, 166 millioner i banknoter, 889 millioner i statspapirer, 120 millioner i panteobligationer, 11 millioner i barrer, 7 millioner i deponerede juveler og 900 millioner i deponerede værdipapirer hvortil kom 800 millioner i banknoter, der kun manglede kasserens underskrift, - ialt henved tre milliarder! Kommunen kunne såvel militært som finansielt have behersket Frankrig, om dens mænd havde vist samme dristighed og dygtighed på disse områder som på det rent administrative og sociale. Men her ved Frankrigs bank - det kapitalistiske samfunds allerhelligste - standsede revolutionsmændene af 18. marts ligesom fortryllede og lammede, ganske som deres forgængere i februar 1848. Centralkomiteens to finansfuldmægtige, Varlin og Jourde, gik allerunderdanigst til banken og udbad sig et lån til de nødvendigste udgifter. »Jeg ventede de herrers komme«, sagde direktøren, »banken har efter ethvert regeringsskifte måttet hjælpe den ny magt. Det tilkommer ikke mig at blande mig i politik. De repræsenterer den faktisk bestående regering, og banken skal gerne åbne dem den nødvendige kredit, mod behørig kvittering«.

Centralkomiteen var meget uheldig med sin første general, en gammel officer ved navn Lullier, der led af drankergalskab, men uheldigvis havde sine lyse øjeblikke og netop havde haft et sådant den 18. marts. Med iver havde han tilbudt revolutionen sin militære sagkundskab og var midt i forvirringen gjort til øverstbefalende. Ham skyldtes det, at Mont Valérien ikke blev besat i tide. Et par dage efter udnævnte centralkomiteen tre generaler: Brunel, en republikansk officer, der havde protesteret imod Paris' overgivelse, var kastet i St. Pélagie-fængslet og befriet den 18. marts, jernstøberen Duval og farmaceuten Eudes.

Fra tyskerne, der havde deres hovedkvarter i Saint Denis tæt ved Paris, mødte der ikke Kommunen større vanskeligheder. De erklærede, at da opstanden havde et væsentligt kommunalt præg, ville de holde sig neutrale, såfremt Kommunen ikke blandede sig i fredsunderhandlingerne.

Efterretningen om Pariserkommunens sejr den 18. marts fremkaldte i de følgende dage en række lignende opstande i sydens og Midtfrankrigs industricentrer: i Lyon, St. Etienne og Creusot, i Marseille, Toulouse og Narbonne. Men de her oprettede kommuner bukkede hurtigt under som følge af slet forberedelse og dårlig ledelse. Alligevel vakte Pariserkommunen rundt om i Frankrig republikanske stemninger, og Thiers frygtede så meget herfor, at han søgte at afbryde enhver forbindelse mellem Paris og landet. Han benyttede bl.a. kvægpesten som anledning. Og da afspærringen nogenlunde var lykkedes, iværksatte han et planmæssigt bagvaskelsesfelttog mod Kommunen - og hver dag afsendtes depescher fra Versailles til provinserne om de rædselsgerninger, mordbrande og vilde orgier, der hørte til dagens orden i Paris. Sandheden var, at der aldrig havde hersket en bedre orden i Paris end de to måneder, der fulgte efter 18. marts, - hvad korrespondenter til udenlandske blade noksom har bevidnet. »Man hører ikke længere tale om mord, overfald eller røveri. På La Morgue indbringes sjælden eller aldrig et lig. Sædelighedspolitiet er ophævet, spillebankerne lukket, kokotterne har fulgt deres venner på flugten og holder nu til hos junkerne i Versailles og hos tyskerne i St. Denis. Paris' kvinde, den virkelige pariserinde, er endelig trådt frem i forgrunden, heroisk, højhjertet og opofrende som kvinden i oldtidens republiker«.

Lige før valgene den 26. marts udstedte centralkomiteen et opråb, hvori den sagde til Paris: »Ubekendte, som vi var for få dage siden, træder vi atter tilbage i mørket. Tag nu selv din skæbne i din hånd«. Og centralkomiteen opfordrede pariserne til at vælge folk af deres egen midte, som de kendte og havde tillid til. »Vogt jer for de ærgerrige stræbere, for folk, der hurtigt er kommet frem, og for frasemagerne. Vælg helst dem, der intet gør for at bejle til eders stemmer«.

Den 26. marts valgtes kommunens 90 medlemmer. Der afgaves 220,000 stemmer. Der valgtes en snes liberale og radikale, således den senere bekendte Méline, og halvfjerdsindstyve egentlige kommunarder. Af disse var den overvejende del småborgere, af arbejdere valgtes femogtyve, hvoraf de tretten tilhørte Internationale. Blandt disse sidste træffer vi navnene Theisz og Varlin (begge valgt to gange), Malon, Avrial, Champy, Vaillant og Frænkel. Af de øvrige nævner vi: Jourde, Brunei, Rigault, Felix Pyat, Eudes, Ferré, Vermorel, Paschal Grousset, Duval, Flourens, Delescluze og Blanqui, de tre sidste hver valgt to gange. Valgene foregik nemlig kredsvis. Blanqui kunne dog ikke modtage valget - han var den 17. marts blevet fængslet i provinsen, hvorhen han havde begivet sig ved belejringens ophør for at komme til kræfter, derved mistede Kommunen et åndeligt hoved. Delescluze - efter Blanqui den betydeligste kraft - var gammel og legemlig nedbrudt efter sit ophold i Vincennes-fængslet. - »Internationales mænd« - skriver en ikke-socialistisk forfatter (G. Adler i Conrads Handworterbuch) - »gjorde af alle grupper del bedste indtryk, forstod sig mest på det sociale spørgsmål, var de mest mådeholdne og leverede de dygtigste embedsmænd til Kommunen«.

Om tirsdagen, den 28. marts, udråbtes Kommunen fra Paris' rådhus og overtog det nyvalgte råd magten. Det var en strålende forårsdag, hele Paris strømmede til byens hjerte. Brunel ledede nationalgarde bataljonernes defilering forbi rådhuset de havde plantet den frygiske hue på deres fanespyd og sat røde rosetter på geværerne. Foran rådhuset var en mægtig statue af republikken opstillet, omslynget af røde skærf. Fra rådhusets tinde vajede et utal af røde vimpler.

Musikken spiller, kanonerne drøner. Hornene skingrer, to hundrede tusinde mennesker istemmer Marseillaisen. Pludseligt bliver der tyst. Et medlem af centralkomiteen, Ranvier, træder frem på estraden og forkynder komiteens tilbagetræden. »Borgere, mit hjerte skælver således af glæde, at jeg ikke kan holde nogen tale. Leve Paris' folk, der giver verden dette store eksempel« et andet komitémedlem oplæser navnene på det ny råds medlemmer. Trommehvirvel, kanonskud, et brus af jubel fra den vældige forsamling. Man synger og vedbliver at synge, man vil ikke høre anden tale end Marseillaisen. Imellem to vers lykkes det Ranvier at råbe: »I folkets navn - Kommunen er oprettet!« Og fra to hundrede tusinde struber svares der: »Leve Kommunen« nationalgardisterne lader deres huer danse på bajonetspidserne, fanerne svinges, fra vinduer og tage i lang omkreds viftes der med tusinder af lommetørklæder. Folk omfavner hinanden under glædestårer, ubekendte mænd trykker hinandens hænder. Paris har på denne dag - den største siden Føderationsfesten i 1790 - kun én sjæl og ét hjerte.

Kommunen fik kun en eneste uges fred. Thiers lod efter overenskomst med tyskerne Mac-Mahon samle en hær i Versailles, navnlig af frigivne og hjemvendte krigsfanger. Ved middagstid den 2. april - søndagen efter kommunevalget - fløj de første granater ind over Paris, og samtidigt rykkede Versailles tropper frem mod vestfronten og erobrede det svagt besatte Courbevoie.

Granaternes knald, lyden af kanonskud og geværsalver og lidt efter synet af de første ambulancer i Neuilly-alleen bragte hele Paris på benene. Var det belejringen, der begyndte påny? Nej, det var franskmænd, der skød på franskmænd. Det var Thiers, der bombarderede Paris, - den samme Thiers, som i januar 1848 i det franske parlament havde tolket sin harme og appelleret til Europas offentlige mening i anledning af kong Bombas beskydning af Palermo. »Af hvem« - udbrød Thiers den gang med skælvende stemme - af hvem bombarderes denne ulykkelige by? Af en fremmed fjende, med krigens ret? Nej, mine herrer, af sin egen regering! Og hvorfor? Fordi Palermo kræver sine rettigheder«,

Nu fulgte Thiers i kong Bombas spor, bombarderede Paris, der krævede sine rettigheder, og åbnede således en to måneders borgerkrig i Frankrig. Pariserne ville næppe tro deres egne øren og øjne, så tillidsfuldt havde de håbet på forsoning med Versailles og på fred med det øvrige land. Klokken tre om eftermiddagen var 80,000 nationalgardister på gaden og råble: »Til Versailles!«

Kommunens stående udvalg, hvori de nyudnævnte generaler Duval, Bergeret og Eudes havde sæde, trådte øjeblikkelig sammen, men kunne ikke komme til enighed. Generalerne talte for at gå angrebsvis til værks, men de fleste civile medlemmer, navnlig Felix Pyat, rådede derfra, - skønt Pyat i sit blad »Hævneren« stadig havde råbt op i de voldsomste ord og to dage i træk netop havde skreget: »Til Versailles!« Til sidst lod Felix Pyat skinne igennem, at generalerne, om de ville, kunne handle på eget ansvar.

Kommunerådet holdt møde klokken otte om aftenen - og drøftede bl.a. et forslag af Felix Pyat om kirkens adskillelse fra staten! Til krigsminister udnævntes Cluseret, der imidlertid klogelig ventede med at overtage sin ansvarsfulde post til den næste dag. Da var hans generalstabschef Eudes og generalerne Duval og Bergeret i fuld kamp med Versailles tropperne ved Neuilly. De enkelte nationalgarde bataljoner sloges med heltemod, men de manglede kyndig ledelse, ja de troede endog også fejlagtigt, at fortet Mont Valérien var i Paris' besiddelse. Da det pludseligt åbnede sin ild mod dem, opstod der panik i rækkerne, tusinde stemmer skreg: »Forræderi!«

Flourens samlede med en yderste kraftanstrengelse et par bataljoner og standsede Versailles generalen Gallifets ryttere, således at nationalgardens Gros fik tid til at trække sig tilbage. Hen på formiddagen - den 3. april - blev Flourens, der sammen med nogle officerer opholdt sig i et hus i Rueil, omringet af gendarmer. De trængte ind i huset og deres kaptajn kløvede Flourens' hoved med et sabelhug. Den næste morgen blev Duval, der holdt højsletten ved Chátillon besat med alt for ringe mandskab, taget til fange. Han førtes til overgeneralen Vinoy, der lod ham skyde ned på stedet. Elisée Reclus, der var taget til fange sammen med Duval, blev ført til Versailles og derfra i en kreaturvogn transporteret til fængslet i Brest. De fangne og bundne parisere skaffede under hele borgerkrigen publikum i Versailles en kærkommen tidsfordriv. Elegante damer og kokotter morede sig med at rive distinktionerne af dem og stikke til dem med deres parasoller. De klappede i hænderne, når Gallifet - den bistre hugaf, hvis blændende skønne hustru havde spillet en fremtrædende rolle ved kejserhoffet - på må og få valgte nogle fanger ud og lod dem skyde. »Det er mordere«, erklærede han. Mordere«.

Kommunen svarede på disse myrderier ved at fængsle nogle af sine modstandere, bl.a. ærkebispen af Paris, og true med deres henrettelse, - to for hver myrdet fange, hedder det i ét opråb, tre, hedder det i et andet. Men den gjorde foreløbig ikke alvor deraf. Da den senere tilbød Versailles at udveksle ærkebiskoppen af Paris og en del andre gidsler mod den ene Blanqui, svarede Thiers nej. Han gav hellere ærkebiskoppen til pris end Paris en anset leder.

Den 7. april indtog Versailles j tropperne Seine broen ved Neuilly. Derimod blev et angreb på sydfronten den 11. april med glans slået tilbage af general Eudes. Men Thiers' tropper voksede stadig i tal ved krigsfangernes hjemkomst, de nåede efterhånden op til over 100,000. Og Kommunens krigsførelse vedblev at være lige planløs. Først mod slutningen af; april blev Cluserets uduelighed klar for kommunerådet, men hans efterfølger Rossel magtede heller ikke sin opgave. Først med Delescluze fik Kommunen en værdig krigsminister, men han var syg og stillingen desuden allerede håbløs.

Enkeltvis og gruppevis gjorde nationalgardisterne vidundere. Uger igennem forsvarede de porten ved Maillot, skønt det kunne omtrent matematisk udregnes, hvor mange timer en mand havde at leve i, når han anbragtes på denne post, hvor granater slog ned dag og nat med forfærdende regelmæssighed. Men hver gang en vagt faldt, bød en ny sig frivilligt til. - kvinderne gav ikke mændene noget efter. Mange marketendersker faldt. Lærerinden Louise Michel viste sig lige så tapper, når hun gjorde tjeneste ved det røde kors' ambulancer, som mild og opofrende, når hun plejede de syge på hospitalerne. Børnene deltog i voldenes forsvar og bragte nationalgardisterne proviant i løbegravene. Seks hundrede drenge blev efterhånden taget til fange af Versailles tropperne mange faldt sammen med de voksne.

Kommunen måtte lige fra sine første dage arbejde med sværdet i den ene hånd og murskeen i den anden. Men den forstod sig meget bedre på at håndtere murskeen end på at føre sværdet. Theisz ledede postvæsenet med den største dygtighed. Han arbejdede med en fjerdedel af det sædvanlige personale og for mindre end en fjerdedel af den gængse løn. Kommunen fastsatte en højesteløn for alle embeder, nemlig 6000 francs (4200 kr.), Og denne nåedes sjælden. Finansminister Jourde så i de halvtredsindstyve dage, Kommunen varede, 46 millioner francs passere sine hænder: han selv var lige så fattig på kommunens sidste dag som på dens første. Broncearbejderen Camélinat forestod frimærketilvirkningen og mønten: han indførte i den korte tid flere tekniske fremskridt. Treilhard organiserede forplejningsvæsenet - han blev den 24. maj dræbt af en Versailles officer ved Panthéon og efterlod sig en veludtænkt plan til en ny og frisindet ordning af velgørenhedsvæsenet. Fontaine ledede telegraf- og domænevæsenet, Paillet og Combault skattevæsenet, Debock nationaltrykkeriet. Den sparsommelighed og ærlighed, de indførte i administrationen, var ikke en af deres mindste synder i Versailles regeringens øjne.

Den 24årige Raoult Rigault og den ligeledes ganske unge Ferré ledede politi og retsvæsenet. De viste sig næppe handlekraftige nok, da to tilfældigheder bragte ting for dagen, der fuldt oplyste kunne være blevet Kommunen en vældig agitation landet over. I nonneklosteret Picpus fandt nogle nationalgardister tre frygteligt afmagrede stakler indespærret i jernbure, samt allehånde torturredskaber, to hovedskaller og - en afhandling om fosterfordrivelse. Den ene af de indespærrede, den eneste, der endnu var en smule ved fornuft, fortalte, at hun havde siddet ti år i dette bur. I St. Laurents kirkens kælder fandtes flere kvindelige skeletter. Der blev afholdt nogle forhør, men ikke foretaget nogen grundig undersøgelse.

Kommunen kunne have tilegnet sig og offentliggjort, hvad den fandt for godt, af Frankrigs hemmelige statsarkiver; den kunne have kastet lys over alle århundredets revolutioner og modrevolutioner og navnlig afsløret det sidste kejserdømme. I politiets papirer lå der ligeledes frygtelige våben gemt mod mange af Versailles regimentets ledende mænd. Men Kommunen viste en lignende ærefrygt overfor disse statshemmeligheder som overfor bankens milliarder.

Museer og kunstsamlinger lukkedes derimod op på vid gab, og maleren Courbet - der valgtes til medlem af Kommunen ved udfyldningsvalgene den 16. april - tog sig med kraft af folkets kunstneriske uddannelse. Vaillant, der forestod skolevæsenet, afskaffede religionsundervisningen og gjorde skridt til oprettelse af fagskoler. Socialistiske tanker kom klarest frem i arbejdskommissionen - den ene af de ni kommissioner, hvori rådet havde delt sig til varetagelse af de forskellige kommunale og politiske anliggender.

Her var den 27årige ungarer Leo Frænkel, medlem af »Internationale«, den drivende kraft. Han var valgt den 26. marts, men der rejste sig nogen modstand mod valgets godkendelse, da han var udlænding. Kommunen erklærede imidlertid, at dens fane tillige var »verdensrepublikens fane« og godkendte Frænkels valg. Med samme begrundelse udnævnte den polakken Dombrowsky til general og skaffede sig herved en af sine få dygtige militærledere. Ejendommeligt nok: den af en glødende fransk patriotisme udsprungne kommune viste ved Frænkels valg og Dombrowskis udnævnelse en internationalisme, der hidtil var uden eksempel i historien.

Her en kort oversigt over kommunens reformarbejde - mere end tilløb og antydninger kunne det i følge sagens natur vanskelig blive. Den 30. marts erklæredes den stående hær afskaffet og nationalgarden for folkets eneste væbnede magt. Dette var nærmest en demonstration, ligesom kulturbudgettets afskaffelse den 2. april. Men den 30. marts eftergav Kommunen tillige al husleje for det sidste halve år og gav henstand med den husleje, der skulle betales i april, ligesom den fornyede forbuddet mod salg af Assistenshusets panter.

Den 6. april blev guillotinen, der fandtes i 13. kreds, hentet ud på torvet af kvarterets nationalgarde bataljon og opbrændt under uhyre folkejubel. Kommunen ville hermed sætte klart skel mellem sig - proletarernes humane rejsning - og de tidligere blodige storborger revolutioner.

Kommunens mægtigste symbolske handling var Vendôme søjlens omstyrtning, der besluttedes den 12. april, men først på grund af de mange forberedelser iværksattes den 16. maj. Søjlen var støbt af erobrede kanoner fra krigen 1809, og på dens top stod en malmstøtte af Napoleon i. Et hundredårs militær »hæder«, besunget af utallige digtere, forherliget af utallige kunstnere, hele den gamle nationalfølelse, indpodet børnene slægt efter slægt, knyttede sig til søjlen på Vendôme-pladsen. Veteraner levede endnu, der kunne fortælle deres børnebørn om de vidunderlige krigsbedrifter på den store korsikaners tid. Denne søjle styrtede Kommunen i grus og kundgjorde således verden et nyt ideal: freden, folkenes broderskab. Thiers og junkerne i Versailles hylede af rædsel over denne vandalisme, men arbejdere i alle lande stirrede med store øjne mod dette mærkværdige Paris og følte dunkelt, at her kæmpedes også for deres sag. Folk rejste helt fra Amerika til Paris for at være øjenvidner til dette historiske drama.

Den 16. april opfordrede Kommunen fagforeningerne til at udarbejde en fortegnelse over alle de forladte værksteder, som derpå skulle overgives til kooperative arbejderforeninger, og vælge medlemmer til en voldgiftsdomstol, som skulle fastsætte passende erstatningssummer til de gamle ejere. - samme dag gav Kommunen de såkaldte »uægte« børn samme rettigheder som de ægtefødte.

Den 20. april afskaffedes natarbejdet i bagerier. Samme dag ophævedes de private arbejdsanvisningskontorer, hvis ledere, der under kejserdømmet udnævntes af politiet, var arbejderudbyttere af første rang. Der indrettedes en kommunal arbejdsanvisning. - den 30. april ophævedes pantelånerkontorerne, og arbejderne fik deres pantsatte tøj tilbage mod et ringe vederlag.

Regeringen i Versailles gjorde alt for at afspærre Paris fra det øvrige land. Helt lykkedes det dog ikke. Og i løbet af april måned viste der sig rundt omkring i Frankrig en voksende sympati for Kommunen. Denne havde oprettet et slags »udenrigsministerium«, der imidlertid gjorde alt for lidt for at krydse Thiers' bagvaskelsesfelttog. Nogle udsendinge afgik til provinserne, enkelte opråb til bønderne udstedtes, således et af fru André Léo forfattet, der endte med disse ord: »Jorden for bonden, værktøjet for arbejderen, arbejde for alle«. Dette opråb blev sendt ud med små balloner, der ved en sindrig mekanisme lod et vist antal flyveblade falde ned med bestemte mellemrum.

Milliére var utrættelig virksom for at få et forbund i stand mellem Paris og provinsens republikanere, et forbund, der kunne tvinge Versailles til fredsunderhandlinger. Men han fandt ikke tilstrækkelig støtte hos Kommunens ledende mænd, der i alt for høj grad levede i den gamle indbildning, at Paris var ét med Frankrig.

Alligevel begyndte den ene by efter den anden at bevidne Paris sin samhu: Lyon, St. Orner, Troyes, Lille osv. Tyve amter, særlig i syden og østen, sendte adresser til Thiers med bøn om at standse den brodermorderiske kamp. Arbejderne i Rouen og i Havre erklærede, at de sluttede sig til Kommunen. I Grenoble søgte befolkningen at forhindre de indkaldte soldaters afrejse til Versailles. I Nimes drog store skarer den 16. april gennem gaderne og råbte: »Leve Paris! Leve Kommunen! Ned med Versailles« i Bordeaux og flere andre byer kom det til lignende optog. Lyon sendte en deputation til Thiers, som imidlertid forsikrede om sin hengivenhed for republikken og udmalede Kommunens mænd som røvere, tyve og mordere.

Junker-rigsdagens venstre, de liberale og radikale, kunne have spillet en betydningsfuld rolle som mæglere mellem Paris og regeringen. Men de viste en grænseløs svaghed og fejhed. Gambetta selv havde trukket sig tilbage over den spanske grænse og afventede i St. Sebastian dådløs begivenhedernes gang. Thiers blev mere og mere urolig over den voksende kommunevenlige stemning i landet. Han følte sig endnu ikke stærk nok til et hovedangreb på Paris. Så søgte han at vinde tid og dæmpe oppositionen ved en dobbeltstrenget politik: på den ene side erklærede han »råbet om forsoning« for en forbrydelse og lod sin presse med øget kraft sværte Kommunen og dens mænd; på den anden side imødekom han provinsen ved at udskrive kommunalvalg over hele landet til den 30. april.

Denne dag frelste republikken. Til forfærdelse for junker flertallet i Versailles og til fryd for Paris valgte det aldeles overvejende antal af Frankrigs 35,000 kommuner republikansk ja, i Lyon kom det på selve valgdagen til en socialistisk opstand, der dog havde lige så lidt held med sig som de mange tidligere i denne revolutionære by. Men dens nye byråd opfordrede de øvrige kommuners republikanske byråd til at afholde en kongres i Lyon. Mange kommuner sluttede sig til tanken: det ville have været Versailles-rigsdagens afsættelse, og Thiers forbød kongressen.

Paris havde ved at holde den monarkistiske reaktion i skak fra den 18. marts til den 30. april frelst republikken. Men dermed var Paris' kraft også udtømt. Den 3. maj erobrede Versailles tropperne Saquet-møllen på sydfronten, den 9. tog de Issyfortet, der var skudt fuldstændig sønder, og den 14. maj besatte de fortet ved Vanves. Samtidigt rykkede de frem mod vestfronten, erobrede landsby på landsby og stod snart ved selve voldene. Midt i maj brød de ind i Paris og besatte de vestligste kvarterer - den fine ende af byen. I kommunerådet udbrød der strid mellem den småborgerlige majoritet og den rent socialistiske minoritet. Majoriteten havde den 1. maj udnævnt et »velfærdsudvalg«, bestående af Ranvier, Arnaud, Léo Meillet, Gerardin og Felix Pyat. Men denne klamren sig til de store minder fra 1793 kunne ikke klare sagen. Velfærdsudvalget formåede ikke mere end det samlede kommuneråd, kun trådte Felix Pyats uduelighed nu klart for dagen. Den 9. maj valgtes et nyt velfærdsudvalg, bestående af Ranvier, Arnaud, Gambon, Delescluze og Eudes. Minoritetens kandidat, Varlin, blev atter vraget, hvad der forbitrede »Internationales« mænd og berøvede velfærdsududvalget et dygtigt medlem. En overlegen vilje, en jernhård hånd havde måske endnu kunnet redde alt. Havde Delescluze været tyve år yngre, ville der måske have været stof i ham til en proletarisk diktator. Men han var en olding og syg til døden.

Søndag den 21. maj, om eftermiddagen kl. 3 trængte Versailles tropper ind gennem porten ved St. Cloud. Voldene var kun svagt besat - Paris fejrede den skønne forårssøndag i sorgløs ro. I Tuilerihaven var der koncert til fordel for kommunens enker og faderløse; en generalstabsofficer opfordrede ved dens slutning publikum til at indfinde sig talrigt ved koncertens gentagelse næste søndag!

I samme time fik Dombrowski underretning om Versailles troppernes indfald. Han samlede i en fart nogle bataljoner, standsede Versaillerne ved Jena-broen og sendte ilbud til velfærdsudvalget. Kun ét af dettes medlemmer er nærværende, han styrter af sted til kommunerådet, og dette holder møde til klokken otte om aftenen uden at tage nogen afgørende bestemmelse. Det er Kommunens sidste møde. Lidt over midnat kommer Dombrowski bleg og ophidset, let såret i brystet, til rådhuset, forlanger general marchen slået og stormklokkerne rørt. Delescluze lader følgende opråb udgå: »Nu er det nok med militarismen. Bort med alt det guldgalonerede kram! Plads for folket, for kampens mænd med de nøgne arme. Revolutionens afgørende time er slået. Folket forstår sig ikke på krigsvidenskabelige manøvrer. Men med et gevær i hånden og en brosten under foden byder vi alle den monarkiske skoles feltherrer trods !« Delescluze tænkte sig endnu muligheden af en sejrrig barrikadekamp som i juli 1830 eller februar 1848. Nationalgardens bataljoner samlede sig hver i sit kvarter og rustede sig til en forsvarskamp. Mange troede, at det ville blive en 18. marts om igen, og at Thiers' soldater ville gå over i tusindvis, når de stod ansigt til ansigt med deres landsmænd og klassefæller. Man forsømte at midtsamle forsvaret på de afgørede punkter. Montmartre og Panthéon. Kanonerne blev kun lidet eller slet ikke anvendt. Forgæves forlangte Malon og Jaclard forstærkninger til Montmartre, ingen svarede dem, alt var overladt de enkelte bataljoner.

Natten mellem søndag og mandag rykkede Versaillerne ind i større og større skarer, - først mandag formiddag rejser Paris sig til alvorlig kamp. Der kæmpes fra hus til hus, fra gade til gade. Kvinderne syr sække og fylder dem med jord, drenge arbejder med hakke og skovl, unge piger griber gevær og sabel. Men Versaillerne trænger uimodståeligt fremad langs Seinen fra vest mod øst, et brandskær stiger op over Rivoli-gaden, finansministeriet står i luer, Batignolles tages, fjenden nærmer sig Montmartre. Et kvinderkorps under ledelse af den unge russerinde Dimitriev og Louise Michel iler mændene til hjælp, men om tirsdagen erobres Montmartre - Trikoloren afløser den røde fane på La Galettes top.

Dagen i forvejen havde Thiers i rigsdagen sagt, at Paris ville blive »afstraffet i lovens navn, ved loven og med loven«. Men allerede om tirsdagen begyndte de vilde myrderier. På Montmartre førtes 42 mænd, tre kvinder og fire børn straks efter indtagelsen hen til den mur, hvor Lecomte og Thomas var skudt den 18. marts, og ofredes på hævnens alter.

Kl. 2 tirsdag eftermiddag faldt Dombrowski i Myrrha-gaden. Nationalgardisterne trækker sig langsomt tilbage langs Seinens bredder og stikker ild på de forladte huse. De danner et bål mellem sig og forfølgerne: mange tænker på Moskvas brand og tror endnu på sejr. Versailles batteriernes granater sætter andre bygninger i brand. Medens ilden raser, begiver Kommunens politimester Raoul Rigault sig til St. Pélagie-fængslet og lader fire af kommunens fanger fra den 18. marts skyde på stedet. Dagen efter faldt han selv i kampen.

Om onsdagen må rådhuset rømmes, det går op i luer ligesom Tuilerierne. Parisernes modstand samler sig efterhånden i det østlige Paris om højderne ved Chaumont og Belleville. Versaillerne farer frem med større og større vildskab, der danner sig en legende om »petroløser« - kvinder, som stikker ild på de offentlige bygninger ved hjælp af petroleum, skønt brandstiftelserne dels skyldes Versaillernes granater, dels er et forsvarsmiddel fra Kommunens side. Kvinder, der tilfældigt går med en mælkekrukke eller en tom flaske i hånden, gribes og myrdes. Ikke engang børnene skånes. Ved erobringen af en barrikade i Faubourg du Temple tages en dreng til fange, han skal skydes, men beder om tre minutters udsættelse for at han kan give sin fattige moder det sølvur, han har på sig. Officeren lader ham rørt gå, sikker på ikke at se ham mere. Men tre minutter efter kommer drengen løbende tilbage og stiller sig op ved muren, hvor kammeraternes lig ligger opdynget!

Onsdag nat når kanonaden sit højdepunkt. Himlen er rød af de brændende bygninger, hvidglødende striber skærer uophørligt gennem det dunkeltrøde: det er granaterne, der flyver fra vest mod øst, fra syd mod nord. Fra Chaumont og Belleville tordner kommunens kanoner, indtil ammunitionen slipper op. I Roquette fængslet henrettes ærkebispen af Paris og fem andre gidsler.

Om torsdagen står hovedkampen ved Chateau d'Eau-pladsen i det østlige Paris. Brunel segner om, hårdt såret. De tilbageværende medlemmer af Kommunens råd samles i kvarterets borg, mesterkontor: Delescluze, Jourde, Varlin, Ferré, Gambon og enkelte andre. Delescluze kan næppe tale på grund af sygdom og udmattelse. Pludselig rejser han sig med besvær, tager sin stok og går ned ad den boulevard, der fører til Chateau d'Eau-pladsen. Her stiger han op på en barrikade - klokken er omtrent otte, solen er lige gået ned. Det sidste dagskær forsølver hans hvide hår - så styrter han om, ramt af en fjendtlig kugle. Hans venner, der ærbødigt er fulgt efter ham, søger at frelse hans lig - tre, fire af dem styrter døde om, og forsøget må opgives.

Ved midnat rømmes borgmesterkontoret. Klokken to kommer en officer og forlanger forstærkning til forsvaret af Voltaire-boulevarden. Han finder kun Gambon, der er faldet i søvn i et hjørne af salen, og vækker ham. »Jeg har kun mig selv!« - siger Gambon og følger med, men da bestryger kuglerne allerede Voltaire-boulevarden. Barrikaderne er forladt.

Det havde været klart forårsvejr med solskin de fem første dage af denne blodige majuge. Fredag morgen var solen tilsløret; som det plejer at ske ved store slag havde den langvarige kanonade samlet skyer og fremkaldt regn. Pariserne holder endnu kun den østligste del af byen omkring Belleville og kirkegården Pére Lachaise; Versaillerne omslutter dem i et tættere og tættere favntag fra vest til sydøst. I nord og øst er tyskerne - efter aftale med Thiers - rykket ind under Paris' volde og spærrer ethvert tilbagetog for kommunarderne.

Milliére tages til fange og skydes i Luxembourg-haven. I Haxo-gaden samles endnu en halv snes af kommunerådets medlemmer, da resterne af nationalgardens centralkomité indfinder sig og får overdraget diktatur. Varlin tages med. Velfærdsudvalget er forsvundet. Et af dets medlemmer, Ranvier slås som en løve i Belleville og udsteder et sidste glødende opråb: Hellere dø end falde levende i Thires hænder.

Fredag aften føres et kompagni nationalgardister 48 af Kommunens gidler gennem Naxo gaden til Vincennes, stiller dem op langs en mur og skyder dem. I alt lod Kommunen 63 gidsler henrette. Thiers tog tusindfold hævn.

Lørdagen igennem slås man fra hus til hus i Belleville. Varlin, Ferré Gambon forsvarer i spidsen for et halvt hundrede mand boulevarden fra barrikade til barrikade, til sidst har de ikke en kanon tilbage. Kuglerne slipper op, der kæmpes med bajonetter. Klokken 11 om aftenen tager Versaillerne den sidste barrikade i Ramponneau-gaden. Men endnu søndag formiddag - pinsesøndag den 28. maj - står der en sidste fortvivlet kamp på Pére Láchaise. Kommunarderne viger fra grav til grav, nogle hundrede standser endelig ved kirkegårdens højtliggende østlige hjørne, ved en tyk mur, der skærmer mod en brat skråning. Her falder de sidste nationalgardister, men der indfanges endnu en del kommunarder på kirkegården, de føres straks hen til muren og skydes.

I tredive år har denne mur - de fødereredes mur - været et helligt valfartssted for Frankrigs socialister hver 18. marts og 28. maj. Her nedlægges store blodrøde kranse af blik eller klæde. De bliver liggende år efter år, stadig nye føjes til. Når man kommer gående op gennem kirkegården mellem de kostbare gravmonumenter - Pére Lachaise er nu de riges fornemste kirkegård - øjner man pludselig den skidensorte mur og synes, at den er fuld af levret blod. - Kommunen havde fra den 3. april til den 20. maj 15,000 døde og sårede. I den sidste uges gadekampe, fra den 21. til den 28. maj, faldt 3000 mand.

Men nu begyndte der et myrderi, som historien næppe kender sidestykker til. »Thi intet dyr er så vildt som en bourgeois, der angribes på sin pung« (Georg Brandes). Allerede søndag eftermiddag, da kampen var fuldstændig endt, toges 5000 parisere tilfange i omegnen af Pére Láchaise og førtes til Roquette-fængslet. Her stod en officer ved porten og mønstrede fangerne. Han kommanderede skiftevis: »Højre om« - »venstre om!«. De, der måtte gøre venstre om, ialt 1900, blev straks skudt. Lignende optrin foregik i Mazas-fængslet, i militærskolen og i Monceau-parken.

Derpå tog standretterne fat. Fremgangsmåden var ikke synderlig forskellig fra søndagens myrderier. Hvert forhør varede et kvart minut. »Har de båret våben?« »Har de tjent Kommunen?« »Frem med hænderne!« - en stolt holdning, et dristigt blik var nok. »Dømt til døden!« Moreau fra centralkomiteen døde på denne måde, Varlin blev taget til fange og skudt på Montmartre.

Kvinder og børn fulgte deres mænd eller fædre og råbte til soldaterne: »Skyd os med!« Mange af dem blev virkelig skudt. Ligene lå i bunkevis på gader og torve. Der blev strøet klor' på dem. På Chaumont-højen hældte man petroleum over ligene og stak ild på. Andre steder spredte man et tyndt lag jord og grus over dem. Det varede ikke længe, før Paris var ved at forpestes. Man fjernede da jorden og gav sig til at køre ligene bort på kærrer. Hist og her fandt man tydelige tegn på, at »henrettede« var blevet levende begravet. Et sted var en knyttet næve rakt op af jorden.

I dagene fra den 28. maj til de første dage af juni myrdedes der på denne måde efter de officielle angivelser 17,000 mennesker, efter Lissagarays - Kommunens historieskriver - 20,000. Men den 2. juni begyndte bladene at skrive: »Lad det nu være nok. Lad os høre op med at slå ihjel!« De forlangte alvorlige undersøgelser og kun de virkelig skyldige dømt

Så tog angiveriet fat. Der fandt 399,823 angivelser sted. Deraf stammede kun tyvendedelen fra navngivne personer. Der fængsledes i juni og juli måneder ifølge de officielle beretninger 38,568, deriblandt 1058 kvinder og 651 børn, efter Lissagarays opgivelse omtrent 50,000. Fangerne førtes bundne, i lange kolonner, til Versailles, hvor Gallifet ventede dem. Han gik rækkerne igennem - fortæller en korrespondent til det engelske blad Daily News, der var øjenvidne til en af disse scener - og sagde snart til den ene, snart til den anden: »De ser ganske intelligent ud! Træd frem!« - »De har ur på dem, det er nok en af Kommunens embedsmænd, frem!« Det var ikke godt at udmærke sig i nogen henseende, enten man så var større, renere eller smudsigere, kønnere eller grimmere end naboen. De således udvalgte blev ført bort - nogle minutter efter hørtes en geværsalve. Engang sagde Gallifet: »Alle hvidhårede skal træde frem!« Hundrede og elleve fanger efterkom befalingen. »I har været vidne« - sagde Gallifet - »til juni 1848, i er endnu mere skyldige end de andre«. De blev skudt på stedet.

En kvinde kaster sig på knæ foran generalen og tigger om nåde for sin mand. »Madame« - siger han - »jeg har været i alle Paris' teatre, jeg er ked af komediespil«.

De skånede fanger blev ført til staldkælderne, Orangeriet, ridebanerne og lejren ved Satory. Her spærredes de inde på en stor firkantet plads, der var omgivet af mure. De måtte ligge i sølet, uden halm. Man så mennesker, vanvittige af tørst, drikke af vandpytter, hvori andre havde vasket deres sår. En del kommunarder havde skjult sig i katakomberne eller i omegnens skove. På dem holdtes der formelige klapjagter. Dog undkom også en del, deriblandt adskillige mere kendte kommunarder. Bedst gik det i reglen dem, der søgte at undslippe gennem tyskernes lejr nordøst for Paris. Navnlig sakserne lukkede ofte øjet i og lod dem løbe.

Men ved udfyldningsvalgene i Paris i juli var der 100,000 vælgere færre end ved valgene i februar! Den stolte by var tappet for ædelt blod. Flere dage efter den 28. maj så man i Seinen en tyk, rød stribe flyde ud under den anden brobue ved Tuilerierne,

Fra Bryssel brændemærkede Victor Hugo Versailles-regeringens skændsler, Bebel protesterede fra den tyske rigsdag, Whalley fra det engelske parlament, Garcia Lopez fra Spaniens Cortes. Allerede den 30. maj udsendte »Internationales« generalråd i London en adresse: »Borgerkrigen i Frankrig«, der gør sig fuldt ud solidarisk med Kommunen og påviser dens verdenshistoriske betydning. Overalt, i England, Belgien, Tyskland og Amerika, holdtes sørgefester. Der gik som én skælven gennem alle landes arbejdere.

Thi da det mægtige bål, der havde lyst over Paris, faldt sammen, fløj funker derfra ud over hele jorden og tændte ild i tusinder af proletarhjerter. En funke fløj til Danmark, hvor socialismen netop fødtes i majdagene 1871.

Fra juni til september førtes 28,000 fangne kommunarder under grufulde lidelser fra Versailles til havnebyerne, hvor de spærredes inde på galejer eller anbragtes på øerne. Der døde i dette halvår 2000 af sygdom og lidelser. Forhørene slæbte sig langsomt frem. I august havde man endnu kun foretaget 4000 forhør. Den 7. august begyndte i Versailles det store forhør over seksten fangne medlemmer af kommunerådet og to medlemmer af centralkomiteen. De beskikkede advokater gjorde mange undskyldninger, fordi de måtte forsvare disse mænd. Den 2. september faldt dommen: Ferré og Lullier dømtes til døden, Trinquet og Urbain til livsvarigt tvangsarbejde, Jourde, Assy, Billioray, Champy, Regére, Paschal Grousset, Verdure og Ferrat til deportation, Courbet til 6 måneders, Clément til 3 måneders fængsel; Descemps og Tarent frikendtes.

Seksogtyve krigsretter var i fuld virksomhed i september og oktober. Den 8. september dømtes Rossel til døden, den 21. Rochefort til deportation. Alphonse Humbert - senere formand for Paris' byråd og nationalistisk deputeret - dømtes til livsvarigt tvangsarbejde for et par bladartikler. Louise Michel dømtes til deportation. Den 28. november blev Ferré, Rossel og Bourgeois stillet op ved tre pæle på Satory sletten og skudt. Ferré rev bindet fra øjnene, og satte sin lorgnet til rette og så soldaterne fast ind i ansigtet, just som de skød. Hele det påfølgende år fandt der eksekutioner sted ved de tre pæle, de sidste den 22. januar 1873.

Iait dømtes 13,700, deraf 166 kvinder og 62 børn. 285 dømtes til døden, deriblandt 8 kvinder, 432 til livsvarigt tvangsarbejde, deriblandt 29 kvinder, 7553 til deportation, resten til fængsel og andre straffe. Arrestationer og domfældelser foretoges forøvrigt af og til langt op i 1870erne.

De deporterede blev ført til Ny Kaledonien, hvor døden ventede mange af dem. På et enkelt skib blev af 588 deporterede de 360 syge af skørbug. De deporterede behandledes som slaver. Den 19. marts 1874 lykkedes det Jourde, Paschal Grousset, Rochefort og tre andre at undkomme i en båd til Australien. Men dette medførte endnu hårdere behandling af de tilbageblevne.

Jouides, Paschal Groussets og Rocheforts skildringer af livet på Ny Kaledonien blev et mægtigt led i den agitation for amnesti, der fyldte Frankrig i slutningen af 1870erne. Kommunen havde frelst republikken i et kritisk øjeblik. Den havde vist et sådant offermod og en sådan dødsforagt, at monarkiets mænd ængstedes for at røre ved republikken. Den dag kom tilsidst, da den sejrrige republik afbetalte en ringe del af sin gæld ved at arrestere dens endnu levende martyrer. Det skete i 1880.

Kommunens fald gjorde ved et tilfælde Karl Marx' navn kendt i Frankrig. Han havde i 1867 udgivet første bind af »Kapitalen«, men næppe ti franskmænd havde læst det. Thiers, Jules Favre og Jules Simon havde imidlertid til undskyldning for deres maj slagterier brug for »en tysker«. De påstod nemlig, at Kommunen var iværksat af tyske lokkespioner med det formål at tilintetgøre Frankrig ved borgerkrig. En tid talte alle blade om en vis Diebneck, hvis tilværelse dog ikke havde mere med virkeligheden at gøre end Rocamboles. Hvem kan derfor beskrive Versailles regeringens glæde, da der ved husundersøgelsen hos en fængslet kommunard fandtes et brev underskrevet Karl Marx - tydeligvis et tysk navn. Brevet beviste ganske vist, at »Internationale« ikke havde haft mindste del i Kommunens udbrud. Men dette forhindrede ikke regeringspressen i at skrive vidt og bredt om kommunardernes landsforræderiske forbindelser. Man tilvejebragte alle slags oplysninger om Karl Marx, og Frankrig erfarede første gang, at han var »Internationales« egentlige leder. De fremmeligste arbejdere fik dette navn kært, da de erfarede, at dets bærer var forfatteren til »Internationales« glimrende forsvarsskrift for Kommunen. »Kapitalen« blev oversat på fransk.

Den 23. marts 1872 fik konseilspræsident Dufaure »Internationale« forbudt ved lov. Lignende love udstedtes dette år i næsten alle lande. Marx skønnede, at »Internationales« kald - det vækkende og klarende - var opfyldt. Efter at have overvundet Bakunin på kongressen i Haag i september 1872, lod han generalrådets sæde forlægge til New York. Det var i virkeligheden en opløsning, men i en sådan form, at den forhindrede anarkisterne i at drage fordel af »Internationales« navn, anseelse og spredte foreninger. I 1876 fandt den formelige opløsning sted på en lille kongres i Philadelfia.

Tiden var kommet til dannelse af nationale arbejderpartier. »Internationale« havde været som et af disse moderdyr i insektverdenen, der lægger sig til hvile over afkommet og døende skærmer det og giver det næring. Nu var der fostret kim til arbejderpartier i Tyskland, Frankrig, England, Belgien, Svejts, Danmark osv. De måtte nu vokse selvstændigt op og slå rod i de forskellige landes ejendommelige jordbund, skyde op til kraftige træer for så tilsidst igen at forene deres kroner til et nyt »Internationale«. Den åndelige enhed var der, de forskellige landes arbejderpartier var rundne af det samme moderskød, de ville nok en dag finde hverandre.

En ny tidsalder var brudt igennem: Bismarcks jern og blodtid, militarismens tidsalder, men tillige den almindelige valgrets æra i England, Frankrig og Tyskland, realismens æra i kunst og litteratur. Nye tider, nye tanker - ny våben og ny taktik!

Friedrich Engels har i sin høje alderdom i den fortale, han 1895 skrev til Marx' bog »Klassekampene i Frankrig«, kastet et blik tilbage på de stormfulde og blodige tider, hvis begivenheder vi i de foregående kapitler har oprullet for læsernes øjne. Han ser tilbage på sin egen og sin ven Marx' deltagelse i dem, og han tilstår åbent, at de begge tog fejl, da de i efteråret 1848 ventede revolutionens genopblussen og dens fortsættelse - i skiftende faser - til den endte med arbejderklassens sejr. Han tilstår også, at de tog fejl, da de i 1850 vel opgav troen på et nyt udbrud af revolutionsstormene fra 1848, men så meget fastere troede på en social revolution, når den næste industrikrise bragte staterne til at skælve og arbejderne til fortvivlelse. Nej - skriver Engels i 1895 - kapitalismen skulle nu først til rigtig at udfolde sig på det europæiske fastland. Nu først skulle der her dannes et virkeligt bourgeoisi og en virkelig arbejderklasse. De moderne nationalstater skulle opstå, med almindelig værnepligt og almindelig valgret. De voldsomme revolutioners tid var forbi. Barrikadekampenes taktik forældet. Der kom en tid, da det var magthaverne, der nærede det brændende ønske, at arbejderne skulle gå ud på gaden med bøssen i hånd. »Thi« - skriver Engels - »nu er det de såkaldte ordenspartier, der går til grunde ved den lovlige orden, som de selv har skabt. De råber fortvivlet som Odilon Barrot: lovligheden er vor død! - medens vi, de såkaldte omvæltningsmænd, ved denne lovlighed får kraftige muskler og røde kinder og ser ud som det evige liv«.

Det er de tyske arbejdere, der har vist verden, hvorledes man skal håndtere det ny våben: valgretten. De franske arbejdere, der havde haft denne valgret fra 1848, anså den længe for et middel til at holde arbejderklassen for nar. De skulle nu - af tyskerne - lære at betragte og bruge den som et middel til deres egen frigørelse. Barrikaden og sammensværgelsen er blevet forældede våben - de afløses af stemmesedlen og fagforeningen.

Men hvem kan undre sig over, at Frankrigs arbejdere, der var fyldt af fyrretyve års revolutionære tradition og endnu stadig føler hjerterne banke, når de store årstal nævnes: 1831, 1848, 1871 - at de måtte være nogen tid om at blive fortrolig med den ny taktik. År igennem vakler den franske arbejderbevægelse frem og tilbage mellem ensidig faglig moderation og vild anarkisme - stundom forener disse to yderligheder sig mod socialismen, - indtil den, så nogenlunde, finder den rette, sunde ligevægt. - Den mand, der omplantede Karl Marx' realistiske socialisme og det tyske socialdemokratis taktik på fransk jordbund, var Jules Guesde.

Han fødtes den 11. november 1845 i Paris. Hans fader var en fattig privatlærer, der selv underviste sin søn og gjorde det så godt, at denne blev student 16 år gammel. Jules Guesde måtte selv sørge for brødet og trådte ind i administrationen, men kunne ikke ret længe holde det ud her. I 1865 kastede han sig ud i journalistikken, lidenskabelig, barsk og bitter, først i Paris, derpå i Toulouse og så i Montpellier, hvor han udgav et blad »Menneskerettighederne«. I en artikel opfordrede han til hellere at gøre revolution end at styrte sig i krig og fik derfor seks måneders fængsel. Da Kommunen brød ud i Paris, søgte han at efterligne den i Montpellier, men uden held.

Thiers' republik var langt hårdere mod socialister end Napoleons kejserdømme havde været. Jules Guesde dømtes i juni 1871 til fem års fængsel for en artikel, der tog Kommunen i forsvar. Han flygtede til Genf og dannede her en afdeling af »Internationale«, uden forresten at tage afgørende parti i kampen mellem Marx og Bakunin. Men han tilegnede sig snart den jernhårde marxistiske logik, klassekampens bitre lære, sarkasmens bidende våben, der passede så godt til hans natur. »Retten vil sejre!« sagde de gamle franske socialister. »Magt går for ret!« sagde Bismarck. »Nuvel« - svarede de tyske socialdemokrater - »så gør vi ret til magt!« Med disse tanker vendte Guesde i eftersommeren 1876 hjem til Frankrig og samlede snart en skare studenter til begejstret kamp for den nye videnskabelige socialisme. Tiden var grå og trist, Frankrig ydmyget og lammet efter det frygtelige nederlag, arbejderne svage og ængstelige efter det forfærdelige blodbad. Jules Guesdes profetiske skikkelse med den vældige hårmanke og det kulsorte kæmpeskæg, hans foragtelige kritik af det bestående samfund, hans forkyndelse af en socialisme, der er forudbestemt af historien og vil triumfere med skæbnehård nødvendighed, i kraft af selve udviklingens love, passede til tiden og blev dens løsen. - Få uger efter Guesdes hjemkomst til Frankrig trådte den første franske arbejderkongres sammen.

I årene 1871 til 1876 spirede den fagforeningsbevægelse, der lige var kommet op over jorden i kejserdømmets sidste tid, men var blevet svedet bort af vinteren 1870-71's froststorme, langsomt frem påny. Sulten er en større magt end den hvideste rædsel, og få måneder efter maj slagterierne udbrød der flere strejker. I slutningen af 1871 og begyndelsen af 1872 strejkede bjergmændene i nord og Pas-de-Calais amterne og andre fag rundt om i provinserne: i Brassac, St. Florine, Puy de Dome, Castres, Bouchamps og St. Etienne. Der var det igen, det sociale spørgsmål, som man havde troet druknet i blod. Efter juni myrderierne i 1848 var der gået seksten år, før arbejderne rejste hovedet påny. Efter den endnu blodigere maj 1871 behøvedes der kun et års tid. Thiers' regering nedsatte en arbejderkommission til at studere de sociale forhold. Den endte med det resultat, at lønarbejderen i grunden var det lykkeligste væsen under solen: uden risiko, uden bekymring for bedriftens ledelse, med en fast arbejdstid og sikker løn, der i virkeligheden indeholdt hele hans arbejdsudbytte, kun måtte han i følge frivillig overenskomst med arbejdsgiveren afstå en del af udbyttet for straks at få lønnen udbetalt; arbejdsgiveren havde så risikoen ved at få inddrevet denne del ved varernes salg!

Strejkerne udbrød mest blandt uorganiserede arbejdere. De franske fagforeninger i halvfjerdsernes begyndelse var meget ængstelige for strejker og satte deres lid til kooperative foretagender. De opmuntredes heri af de liberale såvel som af katolikkerne og påtænkte endogså at oprette en stor kreditbank efter proudhonsk mønster. Men resultaterne af denne bevægelse - små fagforetagender i den gamle falske form - var kun ringe.

Ved verdensudstillingerne i Wien 1873 og i Philadelfia 1876 huskede de fagorganiserede arbejdere på den gamle skik fra 1862 og 1867, og de sendte delegerede af sted, men republikken - hvis præsident var monarkisten Mac-Mahonl - nægtede dem, hvad Napoleon havde tilstået, rejsepenge og officielt mandat. De delegerede traf andre landes arbejdere. De så, hvorledes der alle steder var i færd med at opstå arbejderpartier. I England var trade unions begyndt at holde årlige fagkongresser. I Tyskland var socialdemokratiet dannet ved marxisternes og lassalleanernes sammensmeltning på Gotha-kongressen 1875. Italienske arbejdere holdt kongres i Bologna, også svejtsere og belgiere stævnede til fællesmøder for at drøfte arbejdersagen. I Danmark holdtes den første arbejderkongres i pinsen 1876.

Den 19. juli 1876 udstedte ti pariserarbejdere indbydelse til en fransk arbejderkongres. Tanken slog an. Kongressen holdtes i Arras-salen i Paris fra den 2. til den 10. oktober og samlede 360 delegerede. Indbydelseskomiteen bandlyste al politik og tillod kun arbejdere i ordets egentligste forstand adgang. Dagsordenen indeholdt otte punkter: kvindearbejdet, fagforeninger, voldgiftsretter, lærlingevæsen og fagdannelse, arbejderklassens direkte repræsentation i rigsdagen, produktions- og forbrugsforeninger, arbejderpensionering og ulykkesforsikring, landarbejdernes organisation.

Trods politikens bandlysning var der dog sat temmelig politiske spørgsmål på dagsordenen. De franske arbejdere tænkte nemlig ved »politik« og »politikere« på de forskellige rivaliserende storborgerpartier: monarkister og republikanere, moderate og radikale, men følte dunkelt, at der var en anden og god politik: arbejderpolitikken.

Der lød på kongressen barnlige ord om forsoning mellem kapital og arbejde, ængstelige advarsler mod strejken, »dette tveæggede sværd«. Kongressen vedtog, at »det livsprincip, der skulle genføde arbejderne, nu var trådt ud af utopiens tågeverden, det var nemlig sammenslutningen og man priste kooperationen. Denne blev dog bekæmpet af positivisten Finance, der fremhævede den enkeltes selvopdragelse og folkets oplysning som hovedsagen. - den konservative og liberale presse kunne ikke noksom rose denne kongres' besindige holdning. Men der hørtes også andre røster, uden at de selv eller kongressen ret blev klar over disharmonien. Kongressen vedtog midt i en resolution en fordømmelse af »renten, der tillader en del af samfundet at leve højt på andres arbejde«, og erklærede det for nødvendigt, at »arbejderen selv kom til at eje sit arbejdsmiddel, dersom han ville have det fulde udbytte af sit arbejde«. Ja, det hævdedes, at »såsnart den republikanske regeringsform var sikret, måtte arbejderne samle sig om deres egne interesser og løse det sociale spørgsmål, der stammer fra de sørgelige love, som det sejrende bourgeoisi af 1789 har skabt«. Det var socialisme, klassekamp, social-historisk forståelse - uden at kongressen selv rigtig vidste det. Socialismen var fra 1848 gået de franske arbejdere i blodet. De var socialister uden at vide det.

Den anden franske arbejderkongres fastsattes til januar 1878 i Lyon. Men i det år, der fulgte efter Pariser-kongressen, forefaldt der store politiske begivenheder. Præsident Mac-Mahon foretog et slags statskup den 16. maj 1877, men folketingsvalgene den 14. oktober 1877 sikrede republikkens sejr. Jules Guesde og hans ven Gabriel Deville havde begyndt en ren socialistisk agitation. De anbefalede vel arbejderne at stemme på republikanerne, men kun for at »hr. Gambetta og hans radikale kunne komme til magten og derved få lejlighed til at dræbe den tillid, som arbejdere, småborgere og bønder endnu nærede til dem«. Så snart republikken var grundfæstet, skulle arbejderne danne deres eget parti. Den 18. november 1877 udkom første nummer af Guesdes blad L´Egalite (Ligheden), der også bragte artikler af udenlandske socialdemokrater som Bebel, Liebknecht og César de Paepe. Det var noget nyt i Frankrig. Internationalismen, der hidtil mest havde været en idé, begyndte at få kød og blod.

Kongressen i Lyon afholdtes fra den 28..januar til den 8. februar 1878. Man havde foruden arbejdere i industrien også indbudt landarbejdere, handelsmedhjælpere og - hvad der er værd at mærke - lærere og lærerinder. Der mødte ikke få socialister, navnlig fra Lyon og Marseille. Da en delegeret fra Algier kom til at rose Jules Simon, foér Calvinhac op og råbte: »Hvor tør man nævne den mands navn her, i en forsamling af socialister, hvis brødre vansmægter fire tusinde mile herfra, i Ny Kaledoniens morderiske klima - han, som ikke stemte for amnestien!« Der udviklede sig en levende kamp« mellem positivisten Finance og Jules Guesdes tilhænger Dupire, og de delegerede hørte levende interesserede til. Men dagen efter blev de bange - storborgerbladene gav ondt af sig - og erklærede politik for udelukket. En socialistisk resolution blev forkastet med stort flertal mod otte stemmer, skriver en ikke socialistisk forfatter, mod en snes stemmer, skrev »Égalité«. Man forkastede også en resolution, der krævede amnesti for kommunarderne. Men disse afstemninger begrundedes dermed, at sådanne spørgsmål ikke hørte hjemme på denne kongres. Man bad Finance og Dupire vælge sig en anden talerstol for deres politiske strid. Men samtidigt vedtog man at søge otte timers dagen gennemført, ja man vedtog at opstille kandidater »på et socialistisk program«, at oprette »socialistiske blade« og besluttede - ligesom i forbigående - at det socialistiske arbejderpartis stemmer i anden omgang burde falde på republikanske kandidater«. Kongressen stiftede altså uden rigtig at vide det - et socialdemokratisk parti - og gav det en bestemt, særdeles klog valgtaktik. Spredt i næsten alle taler forekom socialistiske anskuelser og vendinger.

Her behøvedes åbenbart kun en fast hånd og en klar hjerne - og så en smule magthaverdumhed, for at det franske arbejderparti skulle blive en virkelighed. Det kom altsammen. - I sommeren 1878 skulle der være verdensudstilling i Paris. Kongressen i Lyon besluttede i den anledning at afholde en »overordentlig« kongres i Paris. Jules Guesde havde imidlertid vundet seks: fagforeninger - snedkere, skræddere, mekanikere, garvere, smede og handelsmedhjælpere - samt en forbrugsforening for sine ideer. De fortolkede ordet »overordentlig« i retning af »socialistisk, revolutionær, international«. De mødte vel nogen modstand fra andre fagforeninger, men der opnåedes dog tilsidst enighed om en kongresindbydelse med følgende dagsorden: lønarbejdet, nødvendigheden af arbejderforeninger og deres sammenslutning i et fælles forbund, landarbejdernes kår og midlerne til deres forbedring, folkeopdragelse, fred og international voldgift. - Socialismen var ikke direkte sat på dagsordenen, men kunne let bringes under debat, f.eks. under punkt 1 om lønarbejdet. - Men da skred politipræfekten ind og forbød kongressen.

Jules Guesde så, at timen var slået til energisk handling. Han trodsede forbuddet og indbød socialister i alle lande til »en privat sammenkomst« i Entreprenør-gaden nr. 104 den 4. september. Da de indfandt sig her, blev de arresteret. Guesde ønskede intet hellere. Den 22. oktober 1878 holdt han for det tiende kriminalkammer en tale, hvori han udviklede og forsvarede kollektivismen (den marx'ske socialisme). Talen vakte umådelig opsigt og gav genlyd i hele Frankrigs arbejderverden. Fireogtredive kongresdeltagere dømtes til bøder eller fængsel, højst seks måneder. Guesdes tale blev trykt og udbredt i talrige eksemplarer. Han og hans medfanger udstedte fra St. Pélagie fængslet et opråb til arbejdere, bønder og småborgere. Der afholdtes en række, arbejdermøder til protest mod dommene.

Den 20. oktober 1879 trådte den tredje franske arbejderkongres sammen i Marseille. Den vedtog straks enstemmigt at kalde sig »Frankrigs socialistiske arbejderkongres«. Paris var repræsenteret med 87 fagforeninger, Lyon med 45, Marseille med 35, Bordeaux og Toulouse hver med 14, Vienne med 12, desuden var 24 produktions- og 25 forbrugsforeninger, en almindelig arbejderforening, der udgav bladet »Proletaren«, og tre socialistiske studieforeninger repræsenteret. I salens baggrund stod en statue af republikken, omgivet af røde faner. På væggene læstes socialistiske indskrifter: »Frihed - Lighed - Solidaritet!« »Ingen rettigheder uden pligter - Ingen pligter uden rettigheder!« »Jorden for bonden, værktøjet for arbejderen, arbejde for alle!« «Videnskab. Fred. Enighed. Retfærdighed«. Talerstolen var betrukket med rødt fløjl.

Fra de landflygtige kommunarder i London - der 1870erne igennem havde udstødt forbitrede råb mod den ny moderate fagforeningsbevægelse - forelå en sympatiskrivelse undertegnet af Landrin. Der afsendtes en broderhilsen til dem. Den unge socialist Fourniére holdt en tordentale mod Louis Blanc, der »endnu gjaldt for socialismens høvding i Frankrig, skønt han havde allieret sig med Versailles morderne mod Kommunen. Marseille har vanæret sig selv ved at vælge ham til folketingsmand!« Voldsom larm modtog disse ord, men et forslag om at fratage taleren ordet blev forkastet med 76 stemmer mod 34.

Kongressen vakte stor bevægelse i Marseille. Tilhørerpladserne var overfyldte, enkelte aftener lyttede 1800 mennesker spændt til forhandlingerne. På dagsordenen var sat sådanne punkter som »ejendomsretten« og »det sociale spørgsmål«, der begge kunne give Jules Guesde og hans venner lejlighed til at udvikle marxismens grundtanker. De fandt en hidtil ukendt sangbund. Taler efter taler anbefalede fagorganisation som en forskole for socialismen og kooperationen som et middel, som et enkelt led i arbejderbevægelsen, ikke som målet. For hvert møde blev tonen mere socialistisk - positivisten Finance søgte forgæves at forsvare privatejendomsretten. Den 30. oktober stillede 60 delegerede en dagsorden, der erklærede samtlige produktionsmidlers overgang til samfundseje for arbejderbevægelsens mål. Denne dagsorden vedtoges med 73 stemmer mod 27. Det vedtoges at danne et parti, der fik navnet La Federation du Parti des Travailleurs socialistes de France (Frankrigs socialistiske Arbejderes Partiforbund). Det delte sig i seks selvstyrende provinsforbund, med hovedsæde i Paris, Lyon, Marseille, Bordeaux, Lille og Algier. I spidsen for det samlede parti sattes en generalkomité, der kom til at bestå af 19 delegerede for Marseille. Jules Guesde fik bemyndigelse til at gøre udkast til et program, der skulle forelægges den næste kongres.

Han satte sig i forbindelse med lægen Paul Lafargue, der lige var vendt hjem fra sin landflygtighed i London, hvor han havde ægtet en datter af Karl Marx. Guesde og Lafargue rejste i maj 1880 til London, hvor Marx og Engels hjalp dem med programmets endelige affattelse. Det blev omtrent enstemmigt vedtaget af den midtfranske provinskongres, der afholdtes i Paris den 18. juli i det gamle Alhambra, Temple forstaden.

Dette program, hvormed marxismen holdt sit sejrrige indtog i Frankrig, er et historisk dokument af første rang. Det lyder: Arbejderklassens frigørelse betyder alle menneskers frigørelse uden hensyn til køn eller race; arbejderklassen frigøres først derved, at den får produktionsmidlerne i sin besiddelse; der gives to former, hvorunder produktionsmidlerne kan tilhøre arbejderne: 1) den personlige form, der dog aldrig har eksisteret som en almindelig kendsgerning og som mere og mere forsvinder som følge af industriens fremskridt, 2) den fælles form, hvis materielle og åndelige forudsætninger skabes ved selve det kapitalistiske samfunds udvikling; den fælles tilegnelse af produktionsmidlerne kan kun ske ved arbejderklassens revolutionære virken, idet den organiserer sig som selvstændigt politisk parti; en sådan organisation bør tilstræbes ved alle til rådighed stående midler, deri indbefattet den almindelige valgret, der således omdannes fra at være et middel til at holde arbejderne for nar - hvad den hidtil har været - til et redskab for deres frigørelse; ud fra disse forudsætninger sætter de franske socialistiske arbejdere sig til mål kapitalistklassens politiske og økonomiske ekspropriation, alle produktionsmidlers tilbagegivelse til samfundet, og beslutter som organisations og kampmiddel at deltage i valgene med følgende nutidsprogram:

A. Politisk program: afskaffelse af alle presse-, forenings- og forsamlingslove, i særdeleshed loven mod »Internationale«; afskaffelse af arbejdsbøger, denne nedværdigelse af arbejderklassen, og af alle lovbestemmelser, der gør arbejderen umyndig overfor arbejdsgiveren; afskaffelse af kulturbudgettet og tilbagegivelse af »den døde hånds« gods - kirkens og alle gejstlige ordeners rørlige og urørlige ejendom, industri og handelsvirksomheder - til folket (Kommunens dekret af 2. april 1871); almindelig folkevæbning; kommunalt selvstyre med hensyn til forvaltning og politi.

B. Økonomisk program: en lovfæstet ugentlig hviledag; en lovfæstet otte timers arbejdsdag for voksne; forbud mod børns arbejde i private virksomheder indtil 14. år og indskrænkning af arbejdstiden til 6 timer for mindreårige fra 14 til 18 års alderen; en lovfæstet mindsteløn, der årligt fastsættes under hensyn til prisen på livsfornødenheder; ligeløn for mandligt og kvindeligt arbejde; videnskabelig og faglig opdragelse af alle børn samt deres underhold ved samfundet gennem stat og kommuner; gamles og arbejdsudygtiges underhold ved samfundet; forbud mod arbejdsgiveres indblanding i styrelsen af arbejdernes gensidige understøttelsesforeninger, der alene bør styres af arbejderne selv; erstatningspligt for arbejdsgivere ved ulykkestilfælde, sikret ved en kaution, der svarer til antallet af beskæftigede arbejdere og bedriftens farlighed; arbejdernes medbestemmelsesret ved arbejdsregulativer; forbud mod den ret, som arbejdsgiverne har tiltaget sig til at straffe arbejderne ved bøder eller afdrag i lønnen (Kommunens dekret af 27. april 1871). Revision af alle bevillinger, hvorved offentlig ejendom er afhændet (banker, jernbaner, bjergværker), og alle stats værksteders overgivelse til de dér beskæftigede arbejderes egen ledelse; afskaffelse af alle indirekte skatter, alle direkte skatters omdannelse til stigende indkomstskat for indtægter over 3000 francs ophævelse af arveretten for sidelinjers vedkommende og af al ret til arv over 20,000 francs.

Foruden kongressen i Paris, hvor dette program vedtoges, holdtes der denne sommer provinskongresser i Lyon (for Østfrankrig), i Marseille (for Sydfrankrig), i Bordeaux (for Vestfrankrig) og i Lille (for Nordfrankrig). Kollektivisterne sejrede på disse kongresser undtagen i Bordeaux, hvor kooperatørerne fik overhånd med 52 stemmer mod 50.

I november 1880 skulle det samlede partis landskongres afholdes. Mødestedet var Havre, i det nordvestlige Frankrig, en egn, hvor socialismen endnu ikke var trængt synderligt igennem. Her prøvede de blot-faglige at rejse en sidste dæmning mod den frembrusende marxisme. Det lykkedes dem også at tilvejebringe et flertal af delegerede, som oven i købet nægtede socialisterne adgang til kongressen, der åbnedes i Franklin-salen den 14. november. Socialisterne, hvis antal var 58 og som repræsenterede 119 faglige og 11 politiske foreninger, holdt da deres egen kongres i et andet lokale, »Lyren«, og erklærede denne for »den virkelige socialistiske arbejderkongres 1880«.

De rene fagforeningsmænd og kooperatører søgte at danne et eget parti under ledelse af Lyonnais og Barberet og holdt endnu et par kongresser (i Paris 1881 og i Bordeaux 1882), men dermed var dette partis livskraft udtømt. De to ledere havde fået hver sit embede af republikken. Bevægelsen løb ud i sandet og døde stille hen. En blot-faglig arbejderbevægelse havde vist sig umulig i Frankrig med de store revolutionære og socialistiske traditioner. - Således blev Jules Guesde forholdsvis let herre over separatismen til højre. Farligere for ham syntes en tid en særbevægelse på venstre fløj: anarkismen.

En russisk fyrste, Peter Krapotkin, havde i Svejts lært sin landsmand Bakunins ideer at kende. Han drog derpå til Jurabjergene i det østlige Frankrig, hvor anarkistiske foreninger (»Juraforbundet«) levede videre efter »Internationales« sprængning og opløsning. Bakunin havde været anarkismens dommedagsprædikant, Krapotkin blev dens lyriker. I skrifter, der åndede den fineste poesi, skildrede han et idealt fremtidssamfund, hvor loven var afskaffet, hvor hver mand kun fulgte sin egen lyst, hvor fri broderkærlighed knyttede menneskene sammen og hvor videnskabens fremskridt tillod enhver med ringe møje at frembringe det nødvendige til livets ophold og forskønnelse. Hans kritik af det bestående samfund er væsentlig socialistisk.

Krapotkin blev sammen med geografen E'isée Reclus - som vi har lært at kende under Kommunen - den moderne anarkismes førere i Frankrig, og deres ideer vandt ikke ringe udbredelse i sydøsten og i syden - medens marxismen satte sig fast i Midtfrankrig med Paris, og fagforeningsbevægelsen delvis blev fremherskende i nord og nordvest. I 1880 holdt anarkisterne kongresser i Bryssel, Lyon og Jura, i 1881 en international kongres i London, og i1 882 en lignende Genf. Mere og mere voldsomme anskuelser kom til orde, »Handlingens propaganda« forkyndtes. Individernes fri guerillakrig mod det bestående samfunds uretfærdigheder. Men nu greb politiet ind.

En person ved navn Andrieux, der under kejserdømmet havde været rød revolutionær og endog også fordret statsgældens store bog opbrændt, havde under republikken fået et godt embede og var blevet konservativ. Efter at han var udnævnt til politipræfekt i Paris, fik han den tanke at spille anarkismen ud imod det nydannede socialistiske arbejderparti, og hans officielle begrundelse var den, at det lå i samfundets interesse at få trukket de samfundsfarlige læresætninger frem i dagens fulde lys, i al deres nøgenhed, i revolutionær renhed. Andrieux har senere, da han kom på kant med regeringens ledende mænd, i sin bog »En politipræfekts erindringer« skildret, hvorledes han i 1880 skaffede en belgisk politispion Spilleux penge til oprettelse af det første anarkistiske blad i Frankrig, »Révolution Sociale«. Den 10. september 1880 begyndte dette blad en artikelrække under titlen: Videnskabelige studier, hvori der gives nøjagtig anvisning på tilberedelsen af de stærkeste sprængstoffer.

Andrieux iværksatte derpå det første anarkistiske attentat i Frankrig; det var rettet mod Thiers' statue i St. Germain. Og nu begyndte den anarkistiske politikrig - hvis krigskasse bestod af politiets hemmelige fonds - mod socialistpartiet. Der lavedes i Lyon og Vienne sammensværgelser og attentater, som satte arbejderbevægelsen mange år tilbage og bragte en mængde unge mennesker i ulykke. Ophavsmændene - Valadier, Thevenin og Brenain - blev derimod aldrig straffet.

Jules Guesde tøvede ikke med at erklære anarkismen krig på kniven. Han stemplede den som den yderste udformning af fri konkurrencelæren, som den storborgerlige egennyttighed i sin yderste konsekvens, som militarismens kødelige broder. Guesde er tre gange blevet »dødsdømt« af anarkisterne. I Marseille affyrede de et revolverskud mod ham. Han måtte duellere med »anarkisten« Emile Gautier, senere medarbejder ved »Figaro«. Da marxisterne Lafargue og Gabriel Deville, blanquisterne Eudes og Vaillant begyndte en agitation blandt de arbejdsløse, slap politiet en bande såkaldte »anarkister« løs på dem under anførsel af indbrudstyven Marlinet.

De socialistiske blade »Citoyen´s« og »Cri du Peuple´s« redaktionskontorer blev stormet. Folkemøderne forvandlet til slagsmål mellem »anarkister« og socialister. - I den konservative presse blev en vis sympati med »anarkismen« en tid lang mode, thi den passede godt sammen med disse blades spot over republik, parlamentarisme og almindelig valgret, - indtil spasen blev for grov og virkelige anarkist-attentater skræmte folk og regeringer op, hvorpå storborgerpressen forlangte undtagelseslove - mod socialdemokratiet !

I december 1882 blev 66 anarkister fængslet, deriblandt Krapotkin, anklaget for deltagelse i det forbudte »Internationale«. Processen, der fandt sted den 8. januar 1883 i Lyon, beviste, at der i det sydøstlige Frankrig bestod en del anarkistforeninger, men ingenlunde, at disse havde noget at gøre med det forlængst opløste »Internationale«. Krapotkin blev dømt til fem års fængsel, en bøde på 2000 francs, ti års politiopsyn og fem års ærestab. Det var en åbenbar justitsforbrydelse. Men anarkist processen i Lyon fik ikke den agitatoriske betydning som socialistprocessen i 1878. Thi anarkismen var ikke i pagt med tidens trang, den var et opløsende, spredende og splittende element; arbejderbevægelsen trængte til samling, fasthed og disciplin.

Jules Guesde stod i begyndelsen af 80erne som sejrherre både over den fagligt-kooperative moderation og over den anarkistiske radikalisme. Med hans navn døbtes derfor Frankrigs første virkelige arbejderparti; guesdisterne.

Just som Jules Guesde havde grundlagt den ny arbejderbevægelse, døde bæreren af den gamle revolutionære tradition, Auguste Blanqui, 76 år gammel. Vi har set ham på barrikaden i juli 1830. I 1830erne dømtes han to gange, først til ét, så til to års fængsel. I januar 1840 dømtes han til døden, men benådedes med livsvarigt« fængsel. Løsladt i februar 1848 dømtes han atter i maj til ti års fængsel. I 1861 fik han en ny dom på fire år. Den 11. Mari 1871 dømtes han til døden for sin deltagelse i opstandsforsøget den 31. oktober. Under Kommunen holdtes han af Thiers fængslet som gidsel og dømtes den 15. februar 1872 af den fjerde krigsret i Versailles til deportation, men blev på grund af sygdom ikke sendt til Ny Kaledonien. Han sad fængslet i Clairvaux, da Bordeaux den 20. april 1879 valgte ham til folketingsmand med 4000 stemmers flertal, et vidnesbyrd om socialismens kraftige genrejsning. Valget erklæredes for ugyldigt, men den 9. juni 1879 benådedes Blanqui af præsident Grévy. Halvandet år efter, nyårsdag 1881, døde »den evigt fængslede«. Frankrigs arbejderstand græd ved hans båre. Blanqui havde for dens skyld to gange følt bøddelens økse svæve over sit hoved og tilbragt 32 år af sit liv bag lås og slå. Han efterlod sig to bind »Samfundskritik«, udgivet i 1885, der viste, at den gamle oprører i hovedsagen havde tilegnet sig den moderne socialismes tanker. Hans venner, Vaillant, Eudes, Chauviére, grundlagde dog et særligt parti: Parti socialiste révolutionnaire med en »revolutionær centralkomité« i spidsen. Først i 1901 er dette parti - blanquisterne - smeltet helt sammen med guesdisterne.

Et par år efter Blanqui døde hans samtidige: Louis Blanc. Han var regeringsmedlem fra februar til maj 1848, derpå landflygtig til 1870, i februar 1871 valgt ind i Nationalforsamlingen, fra 1876 radikal folketingsmand for Marseille. Han døde, 71 år gammel, den 6. december 1882 i Cannes og blev begravet i Paris på statens bekostning under overordentlig deltagelse.

Vækst vokseværk (1881-99) 

Amnestien i 1880 åbnede Frankrigs porte for et helt tog af hjemvendende kommunarder, revolutionære, socialister og radikale. De kom fra alle verdenshjørner, fra Genf og Bryssel, fra Italien og Spanien, fra London og fra Ny Kaledonien. De kom tilbage til fædrelandet hver med sine ideer, nogle fra 1789, andre fra 1830, der var mænd fra 1848 og mænd fra 1871, disciple af Bakunin og disciple af Marx. Deres sind var bittert, som landflygtiges sind bliver det, deres personlige selvfølelse stor; de var ukendte med det moderne Frankrigs forhold og foragtede den jævne udvikling, der var foregået siden 1871. De fandt Jules Guesde som arbejderbevægelsens åndelige leder, nogle sluttede sig til ham, andre syntes han stod dem i vejen. Hundrede karakterer og temperamenter dukkede pludselig frem, uden rod i udviklingen. De fleste var bundfattige, uden hjem og stilling, det gjaldt at erobre sig en plads.

Mange kastede sig over journalistikken, hver ved sit blad, og kom snart i fejde med hverandre. Enkelte stiftede nye blade; hver sit, og lå snart i bitter strid. Arbejderbevægelsen var for ung, og uklar og for løst organiseret til at kunne tåle alle disse gæringsbacillers pludselige indtrængen.

Blandt de hjemvendte sluttede Benoit Malon og Paul Brousse sig først til Jules Guesde og hans arbejderparti. Sydfranskmanden Brousse var læge, som så mange franske socialister, han tog doktorgraden i 1867. Dømt i 1871 for en bladartikel flygtede han til Spanien, der på dette tidspunkt befandt sig i en voldsom revolutionær gæring. Der udbrød kommuneopstande rundt om i Katalonien og Andalusien, de fleste af »Internationales« spanske afdelinger sluttede sig til Bakunin. Paul Brousse blev anarkist. Fra Spanien drog han til Svejts, hvor han lærte Bakunin personlig at kende, stiftede anarkistiske foreninger og udgav anarkistiske blade. Han blev en af Juraforbundets ledere, tog ordet for »handlingens propaganda« og udtalte sympati med kongemord. Dømt til flere års fængsel flygtede han til London, lærte Marx og Engels at kende og blev socialist. Men han var en urolig ånd, besad en fin, prøvende intelligens og megen ærgerrighed. Fuldblods franskmand af temperament kunne han ikke længe fastholde den »tyske« socialisme, og her mødtes han med Malon, hvis hjerne vel havde tilegnet sig marxismens kolde, klare system, men hvis ånd og hjerte følte sig bedst tilpas hos de gamle idealister fra trediverne og fyrrerne.

Ved folketingsvalgene i august 1881 gjorde arbejderpartiet et første forsøg på selvstændig optræden. Dets kandidater opnåede tilsammen kun 60,000 stemmer, ingen blev valgt. Denne så naturlige ting, at et nyt, ungt parti, uden kraftig organisation eller presse, uden pengemidler og uden kendte personligheder, ikke straks kunne triumfere ved valgene - hvor tilmed hovedinteressen opslugtes af kampen mellem monarkisterne og republikken, - vakte de utålmodige franskmænds vrede, og mange gav Pariserprogrammet, dette »tyske« program, skylden. Dertil kom personlige stridigheder: Guesde, Malon og Brousse havde, besynderligt nok, forpligtet sig overfor hverandre til ikke at modtage nogen kandidatur, men Guesde blev dog opstillet i Roubaix, ganske vist som håbløs »talkandidat«.

Arbejderpartiets femte kongres, oktober 1881 i Reims, var vidne til den begyndende splid. Det lykkedes Brousse og Malon at få vedtaget en samvirkende organisation, med fuld uafhængighed for provinsforbundene og en mangehovedet forbundsbestyrelse, fem medlemmer valgt af hvert provinsforbund, altså tredive i alt, med meget ringe myndighed. Guesde, der havde gået i de tyske socialdemokraters skole, holdt på skrap centralisation som aldeles nødvendig for et ungt kampparti. Også programmet ville Brousse have udleveret til hver afdelings- og hver valgkandidats forgodtbefindende, men det lykkedes dog her Guesde at forhindre partiets ødelæggelse.

Denne strid mellem »centralister« og »føderalister« - den gamle fra 1793 mellem jakobinere og girondister, den senere mellem blanquister og proudhonianere - kommer atter og atter igen indenfor den franske arbejderbevægelse.

I december 1881 stillede mekanikeren Jules Joffrin - født i Troyes i 1846, medlem af Kommunen i 1871, landflygtig i London til 1880 - sig som kandidat til byrådet i Paris. Han blev ikke valgt, fik kun 2744 stemmer mod 6862 på den radikale, men beskyldtes for at have afsvækket sit program for at opnå valg. Der udspandt sig herom en bitter fejde mellem Guesdes og Lafargues blad »Egalité« og Brousses og Malons blad »Prolétaire«. Den 19. november havde Brousse i dette skrevet: »Det gælder om at stykke vort mål ud, således at det endelig engang kan blive gennemførligt« (possible). Guesde greb denne formentlige blottelse og døbte Brousses retning »possibilisterne«. Brousse tog kampen op. »Lad os«, skrev han, »dog engang komme fra ordenes til dådens revolution. Lad os begynde at gennemføre socialismen i kommunerne. Man ser, at Brousse nu bruger ordet »dådens revolution« i en helt anden betydning end tidligere det meget lignende »Handlingens propaganda«. Anarkisten er blevet moderat. Forbundsbestyrelsen godkendte Joffrins valgprogram, idet den påstod, at det var radikalere end Pariser-programmet. De fem medlemmer fra nordens provinsforbund, deriblandt Guesde og Deville, nedlagde deres mandater. I maj holdt det midtfranske provinsforbund kongres i Paris og ekskluderede her guesdisterne eller marxisterne, som de også kaldtes. På landskongressen i St. Etienne i september 1882 skete den endelige sprængning. Flertallet, 82 delegerede, sluttede sig til Brousse, 23 holdt med Guesde og forlod, da de blev overstemte, salen for i Roanne at samles til en selvstændig kongres, hvor de dannede et stærkt centraliseret parti med en fåtallig, myndig hovedbestyrelse. De kaldte dette parti simpelthen Arbejderpartiet (Parti ouvrier, det senere Parti ouvrier Français). De tilbageblevne kongresmedlemmer i St. Etienne døbte deres parti: Parti ouvrier socialiste révolutionnaire - de ville ved selve navnet protestere imod, at de skulle være mindre gode revolutionære end guesdisterne. Disse sidste optog ikke ordets »revolutionær« i deres navn - skønt dette ord i Frankrig har en langt mindre voldsom klang end i de germanske lande - de ville dermed ligesom sige, at de var ikke mindre praktiske reformmænd end possibilisterne.

To personligheder, to temperamenter var tørnet sammen havde voldt bruddet. Men dette var ikke ulægeligt, thi programmet var, trods al strid om det, i virkeligheden fælles. »Det ser ud til« - skrev Friedrich Engels den 20. oktober 1882 efter kongressen i St. Etienne - »at ethvert arbejderparti i de store lande skal udvikle sig gennem indre kamp. Det tyske socialdemokrati er blevet til i kampen mellem eisenachere og lassalleanere. Enigheden var ikke mulig, før A, B, & Co. havde udtømt deres kræfter. I Frankrig må C, D & Co. først slide sig op, så kommer enigheden«.

Guesdisterne holdt deres næste kongres (»den 7.«, regnet fra kongressen i Paris 1876) i Roubaix 1884, hvor de skabte sig en endnu fastere organisation. Derpå holdt de ingen kongres før i 1890, men agiterede så meget kraftigere, navnlig i provinserne. Deres hovedborg blev norden.

Possibilisterne afholdt kongresser i Paris (1883), i Rennes (1884) og i Charleville (1887), men opgav så foreløbig landskongresserne. Deres virksomhed indskrænkede sig efterhånden væsentlig til Paris og omegn. I 1882 havde Joffrin opnået valg til byrådet, i 1887 valgtes 12 socialister ind deri med tilsammen over 50,000 stemmer: Brousse, Joffrin, Lavy osv., de fleste broussister, men også enkelte blanquister, således føreren Vaillant. Et par år efter steg tallet på socialistiske byrådsmedlemmer til 16, deraf 12 possibilister og 4 blanquister. Joffrin blev flere gange - ved de radikales hjælp valgt til næstformand. Skønt de franske kommuners magtområde er yderst indskrænket, blev possibilisternes dygtige kommunale virksomhed af ikke ringe betydning. De støttede navnlig fagforeningerne, og i 1887 åbnedes i Paris den første franske »arbejdsbørs«, dvs. et fagforeningshus, der understøttes af kommunen, med forsamlingssal, bestyrelsesværelser, arbejdsanvisning osv..

Fra begyndelsen af firserne var der begyndt en livlig strejkebevægelse rundt om i Frankrig. Men det herskende bourgeoisi satte hele sin økonomiske og politiske magt ind på at kvæle den. Intet bourgeoisi i verden er så egennyttigt, hensynsløst og snæversynet som det franske. Arbejderne rejste sig med en naturmagts vælde, på steder, hvor der aldrig havde været en socialistisk agitator. Således 1882 i de store kul- og jernværksegne mellem Saone og Loire, i det indre Frankrig, det bjergrige, afsidesliggende land mellem Auvergne og Bourgogne. Her levede - omkring knudepunkterne Creusot og Montceau-les Mines - 30,000 fabriksarbejdere, i fuldstændig patriarkalsk afhængighed af ejerne: Schneider i Creusot, Chagot i Montceau. Sålænge de gamle grundlæggere levede, fandt arbejderne sig i de patriarkalske forhold, i det »humane slaveri«, der var indrettet for dem, med boliger, skoler, asyler, hospitaler osv., hvoraf der gik ry over hele Europa. »Herren« var dog et menneske, de kunne få ham i tale. Men efter grundlæggernes død begyndte »administrationen«s navnløse regimente. Der var ikke engang en herre længere, til hvem man kunne klage. Der var kun hjul, mindre og større hjul, i det vældige, sorte, evigt arbejdende maskineri. Arbejderne begyndte at knurre. »Kontorerne« følte sig truet. De mistænkelige kaldtes en for en op for »direktionen«. »De har seks dage til, så må de rejse!« sagde man. »Hvorfor?« - »de har seks dage!« Mange af dem boede i huse, der tilhørte fabrikken. Efter seks dages forløb blev de sat ud. Der var ikke andre boliger at få til leje i mange miles omkreds. Det var ikke en afskedigelse - det var landsforvisning. De fleste arbejdere var bønder og bondesønner, der aldrig havde været andre steder i Frankrig. Dette var ikke til at holde ud.

I 1882 fandt de pludselig på at danne fagforeninger. De var jo, hver for sig, frie mænd, de var vælgere i en republik, de var politisk statens herrer, i hvert fald på papiret. Men økonomisk var de værre stillet end slaver, thi når de var opslidte eller når de blot klagede, kunne de jages på porten, ud i bjergene, bort fra arne og hjemstavn, uden mulighed for arbejde andetsteds. De organiserede sig da, skønt de knap vidste, hvad organisation betød. Ulykkeligvis hørte nogle anarkister i Lyon om bevægelsen og bragte den på vilde veje. Nogle unge mennesker lagde dynamitpatroner ved nogle af de katolske landevejskors og lod dem springe i luften. Denne kirkefjendtlige demonstration hævnedes tungt - gendarmeri skred ind, fagforeningslederne fængsledes, 500 arbejderfamilier joges på porten.

En eneste blev tilbage. Han hed Sourdeau, en ung mand, en kraftig soldaterskikkelse, ikke synderlig intelligent, men en karakter, mandig og støt. »Her gøres uret«, sagde han. Han lavede sig en lille detailforretning - men selskabet forbød arbejderne at købe hos ham. Så gav han sig til at gå ud hver dag i omegnen, milevidt omkring, for at sælge knive. På den måde fristede han livet. Når han kom hjem og skumringen faldt på, listede så en, så en anden af Creusots arbejdere sig ind til ham. Han læste op for dem af et lille socialistblad fra Paris. Selskabet opdagede det og sendte det katolske Croix (»Korset«) gratis om til arbejderne. Præsterne blev med hver dag mægtigere, og arbejderne blev tvungne til at gå i kirke. Men så skete der det, at vantroen bredte sig, og til sidst var der ikke længere nogen troende arbejder tilbage. Sourdeau hviskede hver aften: »Hvor længe vil i tåle dette? Organiser jer!«

Således gik der 16 år. En majdag i 1898 brød strejken ud, i fra det ene distrikt til det andet, hele befolkningen rejste sig. Og siden da har verdenstelegrafen bragt bud på bud om begivenhederne i Montceau les Mines og Chalonsur Saône, parlamentet ha været vidne til stormende scener, ministre har været i fare. Vi kommer i næste kapitel tilbage hertil.

Men der virkede op gennem firserne mange mænd som Sourdeau. Kularbejderne i nord og Pas de Calais amterne dannede foreninger og strejkede. Det viste sig, at jo bedre organiserede arbejderne var, desto roligere forløb strejkerne. Det sociale spørgsmål trængte sig frem til drøftelse i rigsdagen og i bladene. I 1864 var strejker blevet tilladte, men ikke faste fagforeninger. Den tilstand, der skabtes herved, var fuldstændig meningsløs. Det var en præmie på voldsomhed. Det lykkedes da endelig indenrigsminister Waldeck Rousseau den 21. marts 1884 at gennemføre en lov, der tillod fagforeninger, - rigtignok med så mange indskrænkende bestemmelser, at arbejderne selv betragtede den nye lov som en fælde og i flere år foretrak at danne »ulovlige« fagforeninger fremfor at indordne sig under lovens bestemmelser og få dens støtte.

Fra 1884 tager alligevel fagforeningsbevægelsen stærkt opsving. I 1886 afholder fagforeningerne deres første kongres, i Lyon. Det er en helt anden forsamling end den, der trådte sammen 1876 i Paris. I de ti år har socialismen gennemsyret den franske arbejderbevægelse, og kongressen slutter sig - ligesom de følgende i Montluçon 1887, le Bouscat, Calais, Marseille og Nantes - til det guesdistiske arbejderparti og får ledere fælles med det, omend rammerne holdes adskilt.

Samme år, som den første fagforeningskongres afholdtes, i 1886, udbrød den store strejke i Decazeville, der medførte stormende parlamentsforhandlinger og opsigtvækkende retssager. En ung radikal sagfører og folketingsmand tog arbejdernes parti og forsvarede dem med glimrende veltalenhed både i tinget og for skranken. Han hed Millerand. Året efter dannede der sig i Folketinget omkring Millerand en socialradikal gruppe på 19 medlemmer med et stærkt socialistisk farvet program: den stående hærs afskaffelse, et folkeværns indførelse, international voldgift, dødsstraffens afskaffelse, kvindens ligeberettigelse med manden, kirkens adskillelse fra staten, fuldstændig tænke, tale, presse og foreningsfrihed, alle privatmonopolers omdannelse til offentlige anliggender, trinvis socialisering af produktionsmidlerne, afskaffelse af al indirekte skat og af arv for sideliniens vedkommende, alderdoms, invalide og ulykkesforsikring.

Socialismen begyndte, trods socialisternes splittelse, at blive en magt i Frankrig. Den sivede som saften gennem en plantes rødder og stængel fra arbejderne op i de andre samfundslag. Dens tanker gennemtrængte mere og mere de radikale republikaneres venstrefløj - les Radicaux Socialistes -, som de kalder sig. Men naturligvis lå der heri en vis fare for det socialistiske arbejderparti som selvstændig organisation. Og possibilisterne forstod ikke at holde partigrænserne klare. Det viste sig navnlig i årene 1888-89, da republikken gennemgik en frygtelig krise - boulangismen.

Den herskende republikanske storborgerklasse havde i den halve menneskealder fra 1870 brugt og misbrugt sin magt ganske som den gjorde det under borgerkongedømmet og under det andet kejserdømme. Den havde modsat sig enhver reform, til fordel for arbejdere og bønder. De vekslende regeringer var alle i lige grad den store finansverdens og storindustriens lydige tjenere. Men disse samfundsmagter ødelagde småborgerne. Der opstod kæmpemæssige magasiner Louvre, Printemps, Bon Marché osv. - som hver overflødiggjorde 1500 á 2000 småhandlende og håndværkere. En dump utilfredshed bredte sig i disse lag. Socialdemokratiet var ikke stærkt nok og ikke fast nok bygget til at kunne opsuge og retlede den almindelige misfornøjelse. Disse småborgerlige lag blev derfor et let bytte for den første, den bedste eventyrer. Han kom i general Boulangers skikkelse.

Udgået af de radikales rækker hidsede han arbejdere, småbønder og småborgere op mod den regerende pengeadel, men bejlede tillige til de nationale og krigsgale følelser, der er stærkere i Frankrig end i noget andet land. Det var dem, der havde båret Gambetta op til magt og folkeyndest, men hans efterfølgere - opportunisterne eller de moderate republikanere - var ingenlunde tilbøjelige til at sætte Frankrigs voksende velstand på spil ved en hævnkrig mod Tyskland. Boulanger spillede Gambettas arvtager og lod sig kåre til revanchens general.

I den voldsomme kamp, som nu udbrød mellem boulangisterne - til hvem monarkister og klerikale og alt, hvad der var af uklar misfornøjelse med de bestående tilstande, sluttede sig - og det herskende republikanske parti, tog possibilisterne under Paul Brousse afgjort og kraftigt parti for den borgerlige republik. De talte mange vælgere, navnlig i Paris og omegn, og deres hjælp blev af ikke ringe værdi for republikanerne. Bønderne fik i tide øjnene op for, at Boulangers sejr let kunne betyde krig. Men krig betød altid højere skatter - det havde de hundredårs erfaring for. Republikken sejrede. Boulanger blev dømt for højforræderi, flygtede og endte ikke længe efter sit liv på sin elskerindes grav i Bryssel. Rochefort, hvis forsøg på at danne et »nationalt-socialistisk« parti som hjælpekorps i »den tapre general«s brogede hær var strandet på possibilisternes modstand, landsforvistes.

Blanquisterne havde stillet sig helt anderledes til boulangismen end possibilisterne. Nogle af deres mænd vejrede »sammensværgelse«, drømte om at benytte det ventede krak til at bemægtige sig staten og kastede sig ind i eventyret. Andre - det var de fleste - havde brugt alle deres kræfter til at bekæmpe alliancen mellem de borgerlige republikanere og Paul Brousses socialister. Guesdisterne derimod bekæmpede i lige grad boulangister og republikanere. De erklærede, at det var dem ligegyldigt, om enten hunden åd svinet - eller svinet hunden.

I sommeren 1889, under verdensudstillingen, indbød de to socialistiske hovedpartier til hver sin internationale kongres. Guesdisterne og blanquisterne forenede sig og indbød til kongres i Pétrelle-salen, possibilisterne holdt deres kongres i Lancry-gaden. Den første åbnedes den 14. juli og talte et mindretal af Frankrigs socialister, men et flertal af udlandets. Den anden, possibilisternes, åbnedes dagen efter og rummede flertallet af Frankrigs, men et mindretal af udlandets delegerede. De fremmede socialdemokrater søgte forgæves at få de to kongresser smeltet sammen til én, men de fik dog aftalt, at fremtidig skulle den internationale enhed bevares trods splittelsen i Frankrig. Og det skete. I 1889 begyndte en ny række af internationale arbejderkongresser (Bryssel 1891, Zürich 1893, London 1896, Paris 1900), der mere og mere har vist, at socialdemokratiets principper er de samme i alle lande, ja selvom taktikken har der vist sig større og større enighed.

De internationale kongresser i juli 1889 måtte mane franskmændene til indbyrdes forsonlighed. Ved de almindelige folketingsvalg i september vandt den franske socialisme sine første valgsejre. Den mønstrede ca. 150,000 stemmer, og der valgtes syv socialdemokrater: Baudin, Boyer, Ferroul, Lachize, Thivrier, Dumay og Joffrin.

Det viste sig imidlertid snart, at possibilisterne under deres kamp for republikken havde forsømt det socialistiske agitations og organisationsarbejde. En fløj af partiet med bogtrykkeren Allemane i spidsen rejste sig mod Brousse. Jean Allemane var fagforeningsmand og så med en vis ligegyldighed på det kommunale og politiske arbejde. Han lagde vægten på den daglige klassekamp, på arbejdernes økonomiske erobringer ved egen magt, og nærede en halvt anarkistisk uvilje mod »politikerne« og »parlamentarikerne«. I stedet for parlamentarisme ønskede han »direkte lovgivning ved folket«, og med den ensidighed, der har været franske arbejderledere egen lige til den sidste tid, fortabte han sig således i denne idé, at han næsten gik til at forbyde deltagelse i valg. Brousses ensidige gåen op i politik fremkaldte Allemanes anti-parlamentariske ensidighed. På kongressen i Chatellerault 1890 kom det til brud. Brousse beholdt flertallet - hans parti kaldte sig fra nu af La Federation des travailleurs socialistes de France. Allemane dannede et nyt parti, der tog det gamle navn Parti ouvrier socialiste révolutionnaire.

Således bestod der nu fire socialistiske partier i Frankrig: guesdister, blanquister, broussister og allmanister. Men i de følgende år var det guesdisterne, som fik førerskabet. Med stor kraft tog de sig på at gennemføre den internationale kongresbeslutning om 1. maj demonstrationen til fordel for den otte timers arbejdsdag. Jules Guesde åbnede med glødende veltalenhed et felttog for »de tre hellige 8-taller«. Det »borgerlige« Frankrig forfærdedes, i Frankrig som i Tyskland og andre steder rustede magthaverne sig til at tage imod den internationale, sociale revolution, der var bebudet til den 1. maj 1890.

En enkelt journalist, John Lemoinne, var klarsynet nok til at forstå stillingen. Han skrev i »Matin« for d. 24. april 1900: »Den fare, der står for døren, er dannelsen af en ny, stor nation, en nation uden navn og uden geografiske grænser, de ejendomsløses overfor de besiddendes. Denne nation behøver hverken konge eller kejser eller nogen regeringsform. Den organiserer sig udenfor det altsammen. Dersom den havde førere, og dersom disse førere havde politisk sans, så ville den almindelige arbejdshvile, der forberedes til på torsdag, blive en ren fredelig demonstration. Det er ordenen, som fremtidig er socialismens største magt. Går den udenfor den, er det, fordi den endnu ikke er moden«. - Den 1. maj forløb uden noget brud på ordenen!

I oktober 1890 holdt »Det franske Arbejderparti« (guesdisterne) kongres i Lille. Det viste sig, at de seks års agitationsarbejde siden den sidste kongres i Roubaix ikke havde været forgæves. Man vedtog fra nu af at holde årlige kongresser, og man vedtog at gentage maj demonstrationen næste forår. Men den 1. maj 1891 forløb ikke roligt. Men ingen var i tvivl om grunden. Det var indenrigsminister Constans - Boulanger-dræberen, som han kaldtes for den hensynsløshed, hvormed han havde ført kampen mod revanche generalen - der nu også ville spille samfundsfrelser overfor den voksende socialisme. Han mobiliserede hele hærkorps. I Marseille, Clichy, Lyon, St. Quentin, Charleville, Bordeaux og Nantes sprængtes arbejdertogene af politi og gendarmeri. I Fourmies gav tropperne ild: ni personer faldt som ofre for Lebel-geværerne, tre voksne arbejdere, fire unge piger og to 11-12 års drenge.

Et harmskrig løftede sig fra den ene ende af Frankrig til den anden. Folketinget skyndte sig at bevilge 50,000 franc til Fourmies ofrenes familier. Regeringen kastede ansvaret over på socialisterne; Culine, der var sekretær for arbejderforeningen i Fourmies, og Lafargue, der havde holdt foredrag der i byen midt i april, blev anklagede og trods fuldstændig mangel på bevisligheder dømt - Lafargue til én måneds og Culine til seks års fængsel. - Constans - skrev et vittighedsblad - havde sået lebel-patroner, der voksede socialister op! 1 november 1891 valgtes Lafargue ved et udfyldningsvalg til folketingsmand for Lille.

Den 1. maj 1892 holdtes der netop byrådsvalg i alle Frankrigs kommuner udenfor Paris. Guesdisterne vandt en række store sejre, de erobrede flertal i Roubaix, Montluçon, St. Denis og Carmaux og enkelte pladser i en mængde andre byer. I Carmaux afskedigede kulgrubeselskabet den til borgmester valgte bjergmand Calvinhac. Arbejderne svarede med en strejke, der varede fra august til oktober. De store pariserblade sendte korrespondenter til egnen, hele pressen beskæftigede sig med det sociale spørgsmål, socialismen blev næsten en modesag. Tre radikale politikere, Clémenceau, Pelletan og Millerand, bragte »borgmesterstrejken« på bane i parlamentet, og dette opfordrede selve konseilspræsident Loubet til at mægle. Kulgrube selskabets direktør, markien af Solages, måtte bøje sig for dette tryk, og arbejderne sejrede. Den påfølgende januar valgtes Jean Jaurés ved et udfyldningsvalg til socialistisk folketingsmand for Carmaux.

Jaurés, der er født den 3. september 1859 i Castres (Tarn), havde engang tidligere repræsenteret Carmaux i folketinget, nemlig fra 1885 til 1889, men som medlem af venstre centrum. Han var lærer i filosofi, først ved højskolen i Albi, derpå i Toulouse. Ved alle parlamentsforhandlinger om arbejderspørgsmål tog han imidlertid arbejdernes parti, hvad der medførte hans fald ved valget i 1889. Han gav sig nu til at studere socialismen og tog 1892 doktorgraden for en afhandling på latin: »Om de første grundtræk af tysk socialisme hos Luther, Kant, Fichte og Hegel«. Det var et emne, som kun få franskmænd ville finde på at vælge. Jaurés er en vidtspændende, alsidig ånd, skolet ved historiske og filosofiske studier. Han tilegnede sig fuldtud den moderne socialisme, dog med et stænk af den gamle franske idealisme. Han havde berøringspunkter med alle fire socialistiske retninger: guesdister, blanquister, broussister og allemanister, og søgte forbindelse med dem alle.

Imidlertid dannede der sig i disse år en femte socialistisk retning, »de uafhængige«, som de kaldtes, fordi de ikke gik op i nogen af de bestående skoler. Grunden til denne retning var lagt af Malon, der i begyndelsen af 80'erne havde trukket sig tilbage fra al partivirksomhed, træt og ked af kampen mellem Guesde og Brousse. Han stiftede 1885 et videnskabeligt tidsskrift »Revue Socialiste«, hvorom han søgte at samle socialister fra alle lejre. Hans to betydeligste medarbejdere var Rouanet og Fourniére. Rouanet leder tidsskriftet efter Malons død i 1893. Jaurés, den fødte parlamentariker og Frankrigs første taler, blev af sig selv føreren for »de uafhængige«. Få måneder efter trådte en jævnaldrende til, Etienne Alexandre Millerand, født i Paris den 10. februar 1859.

Men nu var Panama skandalen brudt løs i de sidste måneder af 1892. Den blottede det republikanske storborgerpartis råddenskab til bunds. Med ét slag kompromitteredes næsten samtlige moderate ledere og en del af de radikale. Det åbenbaredes, at regeringen havde brugt penge af Panama selskabets midler til at bekæmpe boulanger og hans tilhængere. Millerand forstod øjeblikkeligt stillingen. Det gjaldt om, at ikke boulangismen, men socialismen, ikke bagstrævet, men fremskridtet høstede fordel af den storborgerlige republiks bankerot. Han trådte over i socialismens rækker, over tog bladet »Petite République« og gjorde det til fællesorgan for alle socialistiske skoler.

Den 6 juli 1893 lod konseilspræsidenten og indenrigsminister Charles Dupuy arbejdsbørsen i Paris lukke, fordi den husede fagforeninger, der ikke holdt sig loven af 1884 efterrettelig. Der skulle netop den 14. juli sammentræde en almindelig fransk fagforeningskongres, den blev til én stor protest mod regeringens voldshandling.

Den 20. august og 3. september fandt de almindelige folketingsvalg sted. De blev den franske socialismes første store sejr. Der afgaves 500,000 socialistiske stemmer og valgtes 30 socialdemokrater - hvortil kom en halv snes fhv. boulangister, der nu kaldte sig socialister, og et halvthundrede social-radikale. De radikales gamle førere Clémenceau og Floquet faldt, men Jules Guesde valgtes i Roubaix, Vaillant og Millerand i Paris, Jaurés i Carmaux. Der dannede sig i folketinget en socialistisk gruppe på godt 40 mand, omfattende alle, der kaldte sig socialister, undtagen de fem valgte allemanister, der dannede deres egen »revolutionære« gruppe under ledelse af Fabérot, hattemageren, der havde besejret Floquet.

Socialisterne kom til at spille en meget betydelig rolle i lovgivningsperioden 1893-98. De styrtede tre ministerier - Dupuy, Casimir-Périer og Ribot - og fældede en præsident; Casimir-Périer, storkapitalismens ægte repræsentant. Derpå kom det radikale ministerium bourgeois til roret (efteråret 1895-foråret 1896) med indkomstskatten efter stigende skala til program, og hele den socialistiske gruppe støttede dette ministerium.

Der førtes i disse år flere store »socialist debatter«; Guesde forsvarede otte-timers-dagen og udviklede - i anledning af, at regeringen havde nedlagt forbud mod et kommunalt apotek i Roubaix - socialdemokratiets kommunale program. Jaurés rejste en agrardebat, der vakte opsigt ud over hele Europa.

Efter ministeriet Bourgeois' fald - som følge af landstingets modstand mod indkomstskatten - følte den socialistiske gruppe trang til at klare sin egen stilling. Det gjaldt på den ene side om at ryste de boulangistiske elementer af sig, på den anden side om at gøre op med fortidens revolutionære fraser. Ved en banket i St. Mandé salen i Paris den 30. maj for socialistiske kommunalbestyrelsesmedlemmer - valgene i foråret havde bragt en række nye store sejre - tog Millerand ordet og formede det franske socialdemokratis fællesprogram i følgende tre sætninger: 1) international forståelse og samarbejde mellem alle landes arbejdere, 2) arbejdernes organisation som klasse til erobring af den offentlige magt, 3) produktionsmidlernes overgang til samfundseje. - både Jaurés, Jules Guesde, Vaillant og Paul Brousse var tilstede og sluttede sig til dette program. De boulangistiske medlemmer af gruppen trådte ud - de var nok socialister, sagde de, men ikke »kollektivister«. På den anden side bekæmpede allemanisterne og nogle blanquister dette program som ikke revolutionært nok.

Det så i sommeren 1896 ud til, at der endelig var skabt et stort og enigt, moderne socialdemokrati i Frankrig. Men da den »Internationales« kongres den 27. juli samledes i London, mødte franskmændene delt i to omtrent lige store, fjendtlige grupper! - Striden kom nærmest fra fagforeningerne. Disse var indbudt til kongressen, selvom de ikke var direkte socialistiske; dette var nødvendigt af hensyn til de engelske trade unions. Men gennem de franske fagforeninger - der endnu var løst organiserede og fattige - skaffede anarkister, revolutionære allemanister og blanquister sig mandat til londoner-kongressen. Fagorganisationerne havde fra begyndelsen af 90erne delt sig i to grupperinger. Arbejdsbørserne, der stadig voksede i tal og betydning - der findes nu henved hundrede sådanne - begyndte i 1892 at holde årlige kongresser og dannede et landsforbund. Under ledelse af den dygtige og praktiske arbejder Fernand Pelloutier (død i marts 1901) nåede dette forbund en ikke ringe betydning. Det holdt sig udenfor politik - hvad der i Frankrig vil sige udenfor de forskellige politiske skoler, thi det betragtes som en selvfølge, at alle organiserede arbejdere er socialister.

De ældre fagforeningskongresser, der var begyndt 1886 i Lyon, sluttede af med kongresserne i Nantes 1894 og i Troyes 1895, - de var nemlig blevet omtrent ét med det guesdistiske arbejderparti. Men fra 1895 begynder der en ny række faglige kongresser (Confédération générale du travail), der søger at samle fagene i fagforbund eller industriforbund og så forbinde disse til et landsforbund. Arbejdsbørsernes forbund søgte altså deres grundlag i de stedlige sammenslutninger (samvirkende fagforeninger eller fællesorganisationer), medens det almindelige arbejderforbund (Confédération générale du travail) tilstræbte en mere moderne organisationsform, efter fag og industriforbund.

Denne adskillelse ville man med tiden komme ud over, og der har i det sidste år været ført forhandlinger mellem de to organisationer om en sammensmeltning. Farligere var et andet stridsemne - generalstrejken. Ideen stammede fra allemanisternes kredse. De var jo »revolutionære« - ligesom guesdister og blanquister - men ikke politisk revolutionære. De ville ikke »erobre den offentlige magt« og med i statsmagten i hænde omdanne samfundet. De fandt da en anden formel for den sociale revolution, en faglig formel: generalstrejken, en samtidig arbejdsnedlæggelse af alle arbejdere i alle fag. En ung veltalende mand Aristide Briand gjorde sig til apostel for denne idé. Den faldt i franskmændenes smag. Det seje, kedelige arbejde, fagforeningen for at vinde en 25øre mere i dagløn, en kvart times kortere arbejdsdag, tiltaler dem ikke. De holder ikke af at ofre synderligt store og navnlig ikke regelmæssige bidrag til fagforeningen. En franskmand kan ofre livet på barrikaden, men han vender og drejer en sou mange gange, før han giver den ud til et fælles formål. Også i det faglige arbejde trængte de derfor til en stor, begejstrende idé. De fandt den i generalstrejken.

Guesdisterne afviste den - i overensstemmelse med de internationale kongressers standpunkt. Deraf fulgte kølighed mellem dem og en del af fagforeningerne. Arbejdsbørsernes forbund afviste ikke tanken, men lagde heller ikke stor vægt på den. Det almindelige arbejderforbund gjorde den derimod til sin hovedidé. Anarkister greb den og søgte at bemægtige sig fagforeningsbevægelsen: som så ofte før mødtes yderlighederne i den fælles ringeagt for »politik«.

På kongressen i London 1896 stod på den ene side »parlamentarikerne« - guesdister, Jaurés' og Millerands venner samt broussister -, på den anden side de fleste blanquister, ledede af den græskfødte Argyriadés, allemanister, anarkister og fagforeningsrepræsentanter. Det indbyrdes spektakel, franskmændene lavede i London, vakte nogen opsigt i verdenspressen og gav anledning til mange spydigheder om det socialistiske broderskab. Men overvættes betydning fik striden ikke i Frankrig selv, dertil stod de »delegerede« i alt for løst forhold til de virkeligt fagorganiserede arbejdere.

Den faglige bevægelse gik langsomt, men sikkert fremad. I årene 1890-92 udbrød store strejker blandt Nordfrankrigs bjergmænd. Under dygtig ledelse af Basly og Lamendin - nu folketingsmænd - vandtes ret betydelige fordele. I 1895 udbrød den store glasarbejderstrejke i Carmaux. Den tabtes, men nederlaget gav stødet til oprettelse af arbejdernes glasværk i Albi. Hermed indførtes den belgiske form for kooperation i Frankrig. Det blev ikke glasmagerne, der ejede og drev værket, men hele den franske arbejderstand gennem sine organisationer. Grundlaget blev arbejderklassens forbrugsevne - denne revolutionære magt, som Jaurés sagde. Han var utrættelig virksom for oprettelsen, alle socialistiske retninger støttede glasværket, - et millionforetagende, der efter en del vanskeligheder nu er i blomstrende udvikling. Fra 1895 breder den kooperative tanke sig stærkere og stærkere i Frankrig; der holdes årlige kooperative kongresser, i 1900 afholdtes en international socialistisk kooperativ kongres i Paris.

I efteråret 1896 holdt allemanisterne kongres i Paris - den 14de, thi de som alle socialistiske partier numererer deres kongresser fra Pariser-kongressen 1876. Det kom her til en sprængning. Den ydre anledning var spørgsmålet, om en folketingsmand skulle være pligtig til at indbetale sine diæter i partikassen. Den egentlige årsag var en opposition mod den allemanistiske ledelses stadig mere anti-parlamentariske holdning. Byrådsmedlemmerne Faillet og Berthaut, folketingsmændene Dejeante og Groussier trådte ud og dannede en ny organisation, »den kommunistiske alliance«, der sluttede sig nær til blanquisterne og stadig siden har fulgtes med dem. Allemane har forøvrigt nu selv opgivet sin anti-parlamentariske taktik, han blev i 1901 valgt til folketingsmand for Paris.

I slutningen af året 1897 opstod Dreyfus affæren, der rystede republikken i dens grundvold, sprængte alle partier, satte splid i alles hjem. Under det moderate ministerium Méline (1896-98), der fulgte efter ministeriet Bourgeois og for at holde sig måtte støtte sig til monarkisterne og de klerikale, fik disse reaktionære partier en magtstilling, som de ikke havde kendt siden Mac-Mahons dage. Dreyfus-affæren åbenbarede, at hæren og kirken - »sablen og vievand kosten« - havde sluttet den inderligste alliance og var i fuld færd med at underminere republikken, navnlig gennem besættelsen af embeder og officersposter. Et utal af »Kors«blade, støttede af de rige gejstlige ordener, bredte deres gift ud i befolkningen og fandt navnlig modtagelige sind blandt småborgerne, der nu ikke blot som i boulangismens tid ruineredes af børsen, storindustrien og stormagasinerne, men også truedes eller i hvert fald følte sig truet af arbejdernes faglige og kooperative organisation. Landbrugskrisen gjorde godsejere, proprietærer og en del af bønderne modtagelige for Mélines agrariske planer. Antisemitismen forplantede sig fra Tyskland til Frankrig. Krig mod børsen, krig mod jøderne blev løsenet i småborgerlige og agrariske kredse.

Zola tog kampen op mod denne frygtelige opblussen af middelalderlige følelser midt i det moderne Frankrig. Kampen tilspidsede sig i en kamp om den ene mand: jøden Dreyfus. Jaurés kastede sig med flammende lidenskab, med gennemborende skarpsindighed, med næsten overmenneskelig flid ind i arbejdet for Dreyfus' oprejsning. Alle de uafhængige socialister fulgte ham, det samme gjorde Brousse, Allemane og alle deres tilhængere. Hele verdens socialdemokrati fulgte i åndeløs spænding denne sælsomme kamp. Præsteskabet og officersstanden rejste sig dristigere og dristigere; jo mere de indvikledes i løgn og falskneri, desto mere rasende førte de kampen. Det kom til gadeoptøjer, der truedes med statskup.

Guesde og Vaillant stod vaklende og ængstelige. »Herregud, den ene mand, tusinder af proletarer lider jo under dette samfunds uretfærdighed!«. »Lad storborgerpartierne fortære hinanden i denne strid, vi arbejdere har større opgaver end at befri den ene mand på Djævleøen«.

Ved valgene i maj 1898 havde Dreyfus-kampen endnu ikke nået sit højdepunkt. Socialisterne holdt nogenlunde sammen og havde god fremgang, omend ikke så stor, som Guesde havde drømt om. De mønstrede 750,000 stemmer og vandt 40 mandater. Men både Guesde og Jaurés faldt for en sammenslutning af alle anti-socialistiske partier og et uhyre tryk fra arbejdsgiverne på arbejderne.

Kort efter valget talte Jaurés til 10,000 mennesker i Tivoli Vauxhal. »Enighed!« - sagde han - »Enhed, ét eneste stort parti, det er hvad Frankrigs arbejdere mangler. Lad os danne det. Så er vi republikkens stærkeste parti«. Hans tale fandt genklang over hele landet.

Dreyfus-kampen tilspidsede sig. Ministeriet Méline faldt endelig, det radikale ministerium Brisson indledede en revision af Dreyfus processen, men blev angrebet i ryggen af sin egen krigsminister og styrtedes. Ministeriet Dupuy (efteråret 1898 til forsommeren 1899) forsvarede republikken åbenlyst og forrådte den hemmeligt. Præsident Felix Faure døde pludseligt; på hans begravelsesdag forsøgte Derouléde et militært statskup. Krigsminister afløste krigsminister, alle bøjede de sig efter kort tids forløb for den Dreyfus-fjendtlige generalstab og gik dens ærinde. De parisiske småborgere foretog, under ledelse af den klerikale adel, et overfald på præsident Loubet.

Under disse omstændigheder sluttede socialisterne sig tættere og tættere sammen. I juni 1899 faldt ministeriet Dupuy. Det trak op til en uendelig ministerkrise. Dreyfus var stillet for krigsretten i Rennes. Generalstaben truede med statskup, dersom han frikendtes. Dreyfus' venner med revolution, dersom han dømtes påny.

En aften under ministerkrisen samledes den socialistiske folketingsgruppe til rådslagning. Millerand var fraværende. Lidt efter kom han ind og meddelte, at Waldeck-Rousseau havde påtaget sig at danne det ny ministerium og anmodet ham (Millerand) om at indtræde i det. Alle, der tog ordet, billigede dette. Kun et ministerium, der tog socialisterne med i sit regeringsflertal, kunne blive stærkt nok til at tage kampen med Dreyfusfjenderne op. Til sidst talte Vaillant. Han misbilligede ikke Millerands forehavende, men bad ham om at handle i sit eget navn, på eget ansvar. Gruppen skiltes ad uden at stemme over sagen.

Den næste dags aften - 22. juni 1899 - stormede bladsælgerne med større fart og mere skingrende råb end nogensinde ned ad Paris' boulevarder: »Det ny ministerium dannet!« - »Ministeriet Waldeck-Rousseau!« - »Millerand minister!« - »Gallifet hans kollega!« Ved midnatstid nåede budskabet ad lyntrådens lette veje rundt til alle Europas redaktionskontorer. Telegrafbudet træder ind, konvoluten rives hastigt op. Der står: Paris den 22. juni kl. 9 aften. Det ny ministerium er dannet med Waldeck Rousseau som konseilspræsident og indenrigsminister, Delcassé udenrigsminister, general Gallifet krigsminister, Pierre Baudin arbejds- og Millerand handelsminister! - Paris havde atter overrasket verden.

Et par dage efter sin dannelse gav ministeriet Waldeck Rousseau i møde i det franske folketing, søgte og fik - efter en stormende forhandling - et tillidsvotum, men kun med 22 stemmers flertal. Den overvejende del af den socialistiske gruppe stemte for det. Resten afholdt sig fra at stemme. Omtrent en tredjedel af de moderate republikanere fulgte ministeriet, resten dannede sammen med højre og nationalisterne en forbitret opposition under Mélines ledelse.

Dreyfus blev dømt påny af krigsretten, men benådet af præsident Loubet og sat i frihed. Ministeriet bebudede lovforslag mod de gejstlige ordener og en reform af krigsretterne. Kun de færreste ventede dog, at dette mærkelige ministerium ville blive af længere varighed. Det skulle »afvikle Dreyfus affæren«, dermed ansås dets opgave for endt. Men det overraskede både modstandere og venner ved at blive det længste ministerium, som den tredje republik endnu har kendt, længere end ministerierne Ferry og Méline, hvis levealder var to år, det hidtidige højdemål for en fransk regering.

»Dreyfus ministeriet« - som det kaldtes af modstanderne, selv kaldte det sig: den republikanske forsvarsregering - blev til »reform ministeriet«, dette blev til »udstillings ministeriet« og dette igen til »fagforeningernes ministerium« - som vennerne kaldte det - eller »strejke ministeriet«, fjendernes øgenavn. Efter et par års forløb var alle klare over, at »det lange ministerium« ville blive »valg ministerium«, dvs. komme til at lede de almindelige folketingsvalg i foråret 1902.

Medens Waldeck Rousseau gennemførte foreningsloven - hvorved der sattes en stopper for de gejstlige ordeners anti-republikanske virksomhed - og fornyede embedsstanden i republikansk ånd; medens Gallifet - der dog snart blev træt - og hans efterfølger, general André, fornyede generalstaben og genoprettede disciplinen i hæren, kastede Millerand som minister for handel og industri, post- og telegrafvæsen sig med kraft, dygtighed og stor takt over socialpolitiken - der så længe var så fuldstændigt forsømt af republikken. Han omordnede sit ministerium og tog broussisten Lavy til kabinetschef, skabte en omfattende arbejderstatistik, støttede arbejdsbørserne og fremhjalp de kooperative foretagender. Han udstedte en forordning, hvorefter stat, amt og kommune ved alle offentlige arbejder skulle overholde den gængse arbejdsløn og arbejdstid samt ved alle licitationer forlange denne overholdt af entreprenørerne. Han omdannede »det store arbejdsråd« - der drøfter og forbereder den socialpolitiske lovgivning - således, at de organiserede arbejdere fik ret til at vælge repræsentanter til det. Blandt de fire, Millerand som minister selv udnævnte, var Jaurés. Han oprettede dernæst stedlige arbejdsråd, der bl.a. fik ret til at våge over fabrikstilsynet og stille forslag om forbedringer: halvdelen af disse råd vælges af fagforeningerne, halvdelen af arbejdsgiverforeningerne.

Millerand tiltrådte netop sit embede, da Ulykkesforsikringsloven af 1898 trådte i kraft; han sørgede for dens gennemførelse uden afkortning i arbejdernes løn og fik vedtaget en række forbedringer af den. Han gennemførte en lov (d. 30. marts 1900), hvorefter børns, kvinders og mindreåriges arbejde begrænsedes til 11 timer, efter to års forløb (fra april 1902) indskrænkes til 10 1/2 time og atter efter to års forløb (fra april 1904) til 10 timer. Denne arbejdstid gælder tillige for de voksne mandlige arbejdere, der beskæftiges i samme fabriker som børn, kvinder og mindreårige - et betydningsfuldt både principielt og praktisk fremskridt, hvorved ti-timersdagen fra 1904 indføres for den aldeles overvejende del af Frankrigs industriarbejderstand.

Millerand har forelagt en lov om lovordnet strejke og voldgift, dvs. arbejdet skal nedlægges, når flertallet af fabrikkens eller egnens arbejdere vedtager det. Skruebrækkere straffes med fortabelse af deres »industrielle valgret«, dvs. valgretten til arbejdsråd, voldgiftsdomstol osv. Han har forelagt et forslag om arbejderpensioner, nærmest efter tysk mønster, med tvungne bidrag både fra arbejdere og arbejdsgivere og med støtte hos staten. - begge disse lovforslag har imidlertid mødt modstand både i arbejdsgiver og i arbejderkredse.

Ved et politisk møde i Lille den 15. oktober 1899 erklærede Millerand, at den røde tråd i hans virksomhed var at opmuntre arbejderne til at organisere sig. »I er« - sagde han - »hver for sig kun som støv, slut eder sammen, og i bliver den største materielle og moralske magt i dette land«. Han henviste til sin tale i Saint Mandé og erklærede klasseadskillelsens forsvinden som sit mål.

Sin åbningstale ved verdensudstillingens indvielse den 15. april 1900 sluttede han med en hymne til arbejdets pris. »Arbejde, frigørende, hellige arbejde, dig er det, som adler og som trøster. For dine fjed flygter uvidenheden og viger det onde. Ved dig stiger menneskeheden, frigjort af nattens trældom, højere og højere op mod de lyse, rene egne, hvor en dag idealet virkeliggøres, den fuldkomne samklang mellem magt, retfærd og godhed«. Ved de franske og udenlandske udstillingsarbejderes afskedsfest længere hen på sommeren priste Millerand arbejdernes internationale sammenslutning.

Den 7. oktober 1900 talte Millerand for en forsamling af kulminearbejdere i Lens. Han sagde bl.a.: »Jeg er fremdeles, som da jeg talte i St. Mandé 1896, overbevist om, at lønarbejdet ikke er mere evigt end livegenskabet og slaveriet, og om at ejendommen - der er et uomgængeligt vilkår for personlighedens frihed - en dag vil blive tildelt alle mennesker under den eneste form, som maskinteknikken og kapitalens sammenhobning tillader: samfundsejets form. Utvivlsomt ligger den fulde virkeliggørelse af dette ideal langt ude, dets erobring kræver tid og møje.« Derom er jeg så overbevist, at jeg ved valgene i 1893 såvel som i 1889 vægrede mig ved at føje ordet »revolutionær« til navnet »socialist«. Nej, borgere, det er ikke ved vold eller had, at proletariatet skal nå sin frigørelse, men ved hver dag at gøre sig dygtigere og mere disciplineret. Frigørelsen bliver prisen for anstrengende, uophørlig arbejde, der dog belønnes ikke blot af den tilfredshed, som pligtopfyldelse giver, men også ved de daglige stadig større resultater, som nås derved. Det er republikkens pligt at hjælpe arbejderne frem ad denne vej…..«

Den 13. januar 1902 talte Millerand i Firminy. Han skildrede og forsvarede sin virksomhed i de forløbne halvtredje år og bekræftede sin socialistiske trosbekendelse. »Socialismen«, sagde han, »stiler højt. Dens ideal er det højeste og ædleste, der kan få et menneskehjerte til at banke. Det virkeliggøres nemlig først med personlighedens fuldkomne udvikling, idet hvert menneske bliver lodtager i samfundets ejendom og derved får del i den økonomiske magt, uden hvilken der ikke gives nogen frihed. Men det er hverken af nogen gud eller nogen herre, socialismen venter menneskehedens befrielse, nej, ene og alene af menneskenes fri og vedholdende arbejde«. Og han sluttede: »Socialismens ideal er også mit, jeg vil aldrig have anden bekymring eller anden ærgerrighed end at være tro imod mine ideer og mit partis beslutninger«.

I februar 1902 talte han i en postfunktionærforening i Bordeaux, skildrede sin virksomhed for at hæve funktionærernes kår og ønskede det almindelige franske statsfunktionærforbund, der var dannet d. 1. januar, en lykkelig fremtid. - Millerand havde straks efter sin indtræden i ministeriet Waldeck Rousseau genantaget de parisiske postbude, der var afskedigede nogen tid i forvejen for deltagelse i en strejke.

Således søgte den socialistiske minister at fortsætte og fuldføre de socialpolitiske bestræbelser, som Februar-republikken af 1848 og Pariserkommunen af 1871 havde indledet. Medens arbejdsgiverne rasede over denne »revolution fra oven«, åndede arbejderne lettere end i lange tider og kastede sig med iver ind i en mægtig fagforenings- og strejkebevægelse. Året 1899 var vidne til 740 strejker med tilsammen 176,826 deltagere; i 1900 steg strejkernes tal til 902 og deltagernes til 222,714, men sank alter i 1901 - som følge af verdenskrisen med dens nedadgående konjunkturer - fil 520 strejker med 111,200 deltagere. Af strejkerne i 1901 endte 308 med 53,540 deltagere sejrrigt, 212 med 57,660 deltagere tabtes. Flertallet af de strejkende er dog endnu uorganiserede arbejdere.

Imidlertid voksede tallet på fagforeninger fra 2361 med 419,761 medlemmer den 1. januar 1899 til 3287 med 588,832 medlemmer den 1. januar 1901. I de samme to år voksede tallet på fagforbund fra 76 med 1132 foreninger og 312,185 medlemmer til 95 fagforbund med 1533 foreninger og 533,575 medlemmer. Skønt den franske fagforeningsbevægelse endnu står langt tilbage for den engelske, ikke at tale om den danske, begynder der dog at danne sig ret gode fagforbund, således navnlig Trykkeriforbundet under ledelse af den dygtige typograf Keüfer, Bjergmandsforbundet, Jernbaneforbundet og Metalarbejderforbundet.

Den store strejkebevægelse, der tildels blev fremkaldt ved Millerands optagelse i ministeriet, var ikke uden fare for dette. Faren kom ikke fra de ældre, nogenlunde velorganiserede fagforeninger, ikke fra det marxistiske, af flamsk organisationsånd gennemtrængte norden, ikke fra det stærkt germanske østen, ikke engang fra det revolutionære Sydfrankrig. I Saint Etienne strejkede 40,000 båndvævere, og snart sluttede 40,000 bjergmænd sig til dem. Arbejdsbørsen blev byens hjerte. Hver middag samledes de strejkende her og drog derpå i procession gennem gaderne, med bannere, blomstervogne, symbolske fremstillinger og guirlander, under Carmagnolens og Internationales toner. De sang, og syngende folk har ikke ondt i sinde. Ordenen forstyrredes ikke en eneste gang.

Faren kom fra Saone Loire egnen, fra Creusot og Montceau les Mines. En morgen i 1898 rejste »hr. fagforeningen« sig - den gode kæmpe, som denne landlige befolkning fortrøstede sig til med næsten religiøs hengivelse. 50,000 arbejdere skarede sig om ham. Men »selskabet« - den onde trold - tog kampen op med tusinde fif. Fagforeningen bukkede under, og i Creusot blev 2000 arbejderfamilier jaget på porten. I Gueugnon - en mindre by - afskedigedes tre hundrede.

Arbejderne havde råbt: »Leve fagforeningen!« Med samme begejstring, som kulgrubedirektørernes fædre i 1830 råbte: »Leve grundloven!« Arbejderne forlangte blot frihed - frihed til at organisere sig. Der var hverken tale om højere løn eller kortere arbejdstid. Kravet var kun dette: »Hold op med at udspionere os, tving os ikke mere til at gå i kirke, giv os lov til at danne fagforening!« Loven tilstod dem denne ret. Men arbejdsgiverne nægtede den!

I 1899 blussede bevægelsen op påny, mægtigere og voldsommere. Selskabet mødte den ved selv at danne »fagforeninger«, dvs. »værne«foreninger, splittelsesforeninger. Creusot kompagniet lod en sådan forening opstille visse små krav og samtykkede i deres opfyldelse, hvad der ophidsede den virkelige fagforenings medlemmer til det yderste. Og kan der vel tænkes et grimmere forræderi end dette, at mænd af arbejderklassen lader sig bruge af den fælles herre som redskaber for smudsigt rænkespil mod kammeraterne? En dag kom det nede i Montceau les Mines' skakter til et slagsmål mellem »de røde« (de rigtige fagforeningsmænd) og forræderne, »de gule«. Slagsmålet begyndte tusind fod under jordens overflade førtes med stigende vildskab op gennem alle minegange og brønd« med iturevne klæder, næsten nøgne, sorte og blodige stormede de kæmpede ned gennem gaderne, hvor befolkningen, kvinder og børn, tog parti snart for de »røde«, snart for »de gule«.

De gule fagforeninger blev i årene 1899 og 1900 de katolske arbejdsgiveres løsen over hele Frankrig. Disse foreninger nåede et medlemstal på flere hundrede tusinde og støttedes af gejstligheden såvel som af den nationalistiske presse. I juni 1900 kom det i Chálon sur Saône til nye sammenstød mellem »gule« og »røde«, gendarmeri og militær skred ind, flere arbejdere faldt.

Oppositionen bragte sagen på bane i folketinget den 15. juni, hvor det kom til voldsomme optrin. Højre, nationalisterne og de revolutionære socialister overvældede regeringen med angreb. Jules Guesdes unge discipel Zévaés stillede forslag om en parlamentarisk undersøgelse af begivenhederne. Regeringen erklærede, at den selv ville foretage en sådan. Et tillidsvotum indbringes, en nationalist foreslår en tilføjelse, hvorved tinget »misbilliger de socialistiske lærdomme«. Alle socialdemokraterne stemmer naturligvis imod, men tilføjelsen vedtages ved hjælp af højres og de moderates stemmer. Nu skal der stemmes over det hele tillidsvotum - med den anti-socialistiske tilføjelse. Højre, moderate og nationalister stemmer imod, altså også mod misbilligelsen af de socialistiske lærdomme! - de radikale og flertallet af socialdemokraterne stemmer for, altså også for socialismens misbilligelse! Den franske parlamentarisme har fejret en af sine skønneste triumfer. Regeringen frelses, men Chálon sur Saone affæren fremkalder bitter og langvarig strid blandt socialisterne indbyrdes.

I foråret 1901 var bevægelsen i alle Frankrigs kulmineegne nået så vidt, at man besluttede at proklamere »generalstrejken« med otte timers dagen som mål. Konseilspræsident Waldeck Rousseau afgav imidlertid det løfte at søge otte timers dagen gennemført ved lov. Flere gange måtte dog bjergmændene true påny med generalstrejke, og i oktober 1901 var den lige på nippet til at bryde ud. I vinteren 1901-1902 vedtog endelig folketinget en lov, der indfører 9-timers-dagen straks for alle bjergværksarbejdere, 8 1/2 timesdagen fra 1904 og 8-timers-dagen (ned- og opfart i gruberne medregnet) fra 1906. Det franske Bjergmandsforbund holdt i marts 1902 landskongres i Alais. Det lykkedes en person ved navn Escalier, der havde skaffet sig mandat fra kulminearbejderne i Anzin ved tilbud om at betale rejse- og dagpenge af sin egen lomme, at få vedtaget øjeblikkelig generalstrejke, nemlig med 124 stemmer mod 105. Meget tydede på, at han var en lokkespion, udsendt af ministeriets modstandere. De gamle bjergmandsførere Basly og Lamendin besvor deres kammerater at afvente landstingets afstemning over folketingets lovforslag: generalstrejke i dette øjeblik var at spille hasard med næsten sikker udsigt til tab. Med 105 stemmer mod 98 tog kongressen generalstrejkebeslutningen tilbage, hvorpå Escalier forlod salen. Det var det velorganiserede norden, der her sejrede over det nyligt og derfor kun løst organiserede midt- og Sydøstfrankrig.

Men også bjergmændene i Saône og Loire egnen modnes for hvert år i faglig disciplin og politisk forståelse. I 1901 har Chálon sur Saône valgt bjergmanden Bouveri til folketingsmand med stort flertal. De »gule« fagforeninger synes i året 1902 overalt at være i tilbagegang. For det politiske socialdemokrati blev Millerands indtræden i ministeriet Waldeck Rousseau af ikke mindre betydning end for den faglige bevægelse.

Guesdisterne og blanquisterne, der hidtil kun tøvende havde deltaget i de fra Tivoli-Vauxhall-mødet udgåede samlingsbestræbelser, besluttede straks efter ministeriets dannelse at indvillige i Jaurés' ønske om en fælles kongres for alle socialistiske grupper. De følte sig temmelig sikre på, at deres gamle solide organisationer let ville få overtaget over det ny parti, som Jaurés' venner uden stor begejstring havde måttet danne for at kunne forhandle med de fire gamle partier. Dette femte parti bestod tilmed fra første færd af to retninger, en mere reformatorisk og en mere revolutionær, der først efter en del besvær var smeltet sammen til én organisation, som fik navnet Federation socialiste révolutionnaire. Millerand spørgsmålet forekom guesdisterne og blanqiuisterne at være en meget gunstig slagmark. Havde Millerand ikke tydeligt nok opgivet klassekampens princip, og havde han ikke oprørt proletariatets bedste følelser ved at tage sæde sammen med kommunardslagteren Gallifet!

Den 3. december 1899 trådte den første franske fælleskongres sammen i Japy-gymnasiet på Voltaire-boulevarden. Omtrent tusinde delegerede var tilstede. Det viste sig snart, at de tre »ministerielle« partier - uafhængige, broussis'er og allemanister - og de to »anti-ministerielle« partier - guesdister og blanquister - var omtrent lige stærke. Så meget hårdere og langvarigere blev kampen mellem Jaurés og Jules Guesde. Den endte til sidst med vedtagelsen af et mæglingsforslag, der erkendte, at en socialdemokrat under usædvanlige omstændigheder kunne indtræde i et Bourgeois ministerium. Tilsyneladende sejrede altså Jaurés. Men også Jules Guesde vandt sejr. Thi han udvirkede, at de gamle partiorganisationer foreløbig opretholdtes, og at den hovedbestyrelse - generalkomiteen -, der skulle være de fem organisationers fællesorgan, fik en stærk myndighed med ret til at øve kontrol over den socialistiske rigsdagsgruppe og presse. Af generalkomiteens 48 medlemmer fik de to hovedretninger omtrent halvdelen hver. Men Jules Guesde og Vaillant drog hurtig så mange medlemmer over til sig, at de rådede over flertallet ved alle afgørende afstemninger.

Chálon-affæren i juni 1900 medførte, at generalkomiteen udtalte en misbilligelse af den socialistiske rigsdagsgruppes flertal, der havde »fornægtet sine grundsætninger« og støttet ministeriet trods de stedfundne arbejdermyrderier. Følgen blev en sprængning af gruppen. Flertallet nægtede at underkaste sig generalkommiteens kontrol, de havde kun, erklærede de, at stå til regnskab for deres vælgere. Et mindretal, blanquistiske og guesdistiske folketingsmænd, dannede da en ny, revolutionær gruppe. Denne har dog også ofte støttet ministeriet, i reglen indirekte, ved at undlade at stemme. Hver gruppe har sit organ i pressen, den ministerielle gruppe »La Petite République«, den anti-ministerielle »Le Petit Sou« - begge forøvrigt private foretagender.

I september 1900 holdt det Internationale socialdemokrati sin femte kongres. I Wagram salen, nær ved Triumfbuen, mødtes omtrent 600 franskmænd med 95 englændere, 57 delegerede fra Tyskland, 37 belgiere, 24 russere, 20 polakker, 19 danske, 15 italienere, 10 østrigere, 10 svejtsere, 9 hollændere, 6 fra De Forenede Stater, 4 spanier, 3 svenskere, 3 irlændere, 3 bulgarer, 2 tjekker, 1 nordmand, 1 ungarer, 1 portugeser og 1 delegeret fra Argentina. Fra Japan var en socialdemokrat, Katayama, undervejs, men han var blevet forsinket ved sygdom.

Hvilket ejendommeligt, løftende skue, denne store tribune, hvor navnkundige socialister fra alle lande sidder eller står side om side: belgierne Vandervelde og Anseele, hollænderne Troelstra og van Kol, tyskerne Singer, Auer, Kautsky, den tysk-polske jødinde dr. Rosa Luxemburg, østrigeren dr. Victor Adler, bøhmeren Skaret, italienerne Andrea Costa, Turati, Enrico Ferri, spanieren Pablo Iglesias, russerne Plekhanof og Kritchewski, danskerne P. Knudsen og J. Jensen, englænderne Hyndman, Quelch og Pete Curran, svejtseren Fürholz samt alle de kendte franske gruppeførere.

Millerand-spørgsmålet trængte sig i forgrunden også på denne internationale kongres. En resolution af Guesde og Ferri, der fordømte enhver deltagelse i bourgeosiets regeringsmagt, forkastedes; en resolution af Kautsky, der anerkendte undtagelser og ekstraordinære forhold, hvor sligt kunne være nødvendigt, vedtoges med 29 stemmer mod 9. Hver nation havde to stemmer. Kautskys resolution forkaster den revolutionære taktik »i en moderne demokratisk stat« - hedder det - »kan arbejderklassens erobring af den politiske magt ikke ske ved en enkelt magthandling, men bliver frugten af langvarigt, anstrengende organisationsarbejde på det økonomiske og politiske område, af arbejderklassens fysiske og moralske Genfødelse og af den gradvise erobring af de kommunale og lovgivende forsamlinger«.

Kongressen genoprettede Internationale - forbuddet mod Marx gamle organisation er nu hævet i Frankrig gennem Waldeck Rousseaus foreningslov - og stiftede et fast internationalt bureau i Bryssel. Det ledes af Vandervelde og Anseele med Servy til sekretær. Den første internationale konference mellem de socialdemokratiske landspartiers ledere fandt sted i Bryssel december 1901, hvor man påbegyndte forberedelsen til den 6. internationale socialistkongres i Amsterdam august 1903. Pariser-kongressen sluttede under ubeskrivelig begejstring med afsyngelsen af Engene Pottiers »Internationale«, der fuldstændig har afløst Marseillaisen i franske arbejderkredse. Ved omkvædet rejser alle sig op og trykker hverandres hænder:» c'est la lutte finale, groupons nous, et demain l´Internationale, sera le genre humain«. (dvs. Den sidste kamp står for døren. Slut sammen, og i morgen den dag vil Internationale være ét med menneskeheden).

Dagen efter åbnedes den anden franske landskongres i samme sal. Jaurés sejrede, men guesdisterne forlod kongressen. Den tredje landskongres holdtes i Lyon maj 1901. Atter her havde Jaurés stemningen på sin side, men nu skilte blanquisterne sig ud. I vinteren 1901-1902 forlod endelig allemanisterne det ny landsparti. Dog er Allemane selv sammen med sin meningsfælle Renou blevet siddende i Folketingets socialistiske flertalsgruppe (30 mand); blanquister og guesdister danner en revolutionær gruppe på 13 medlemmer. Blanquister og guesdister smeltede i efteråret 1901 deres grupper sammen til ét parti; Parti socialiste de France (Unité socialiste révolutionnaire), der synes at øve en betydelig tiltrækning på de uafhængige amtsforbund. Tredive af disse tilhører dog stadig Jaurés' parti; Parti socialiste de français (Unité fedérative) det holdt sin fjerde landskongres i Tours i marts 1902. Her vedtoges et klart, moderne program, men tillige en så løs, føderalistisk organisationsform - broussisternes gamle yndlingstanke -, at partiet næppe kan holde sig i kappestriden med Guesdes og Vaillants fastere byggede parti.

Med Dreyfus bevægelsen begyndte en åndelig Genfødelse i Frankrigs akademiske verden. Mænd som Anatolej France og Francis de Pressensé gik over til socialismen og fik en forbindelse i stand mellem intelligensen og arbejderklassen. De så med rædsel, at fire borgerrevolutioner endnu ikke havde frigjort Frankrig fra sabelens og vievandskostens herredømme. De opdagede i den socialistiske arbejderverden den eneste sikre grundvold for nutidens kultur. En typograf ved navn Deherme stiftede i 1899 i forstaden Saint Antoine - hvis navn vi så ofte har mødt i revolutionernes historie - det første franske folkeuniversitet. Der findes nu sådanne over hele Frankrig. De er alle socialistiske. En af deres lærere, Daniel Halévy, skildrer, hvorledes akademikerne, der ilede til for at oplyse arbejderne, hurtigt blev disses disciple. »I de tyve reaktionsår fra 1851-71«, skriver Halévy, »er den gamle tro, kristendommen, forsvunden i arbejderklassens bevidsthed. Dens plads er i den sidste menneskealder blevet optaget af socialismen. Hvad arbejderne nu forlanger, er ikke en ny livsanskuelse, men større viden, grundigere dannelse, alsidigere oplysning til brug i socialismens tjeneste«. Det går næppe an, fortsætter han, at nævne ordet »gud«, arbejderne vil ikke høre derpå. En ny religion er; opstået. Troen på det menneskelige samfund, humanismen.

Folkeuniversiteterne har givet ny kraft til forbrugs og produktionsforeninger. Der opstår det ene »folkets hus« ved siden af det andet, hvor arbejderne samles om faglige anliggender, kunst og videnskab. Store arbejderorkestre - på indtil hundrede blæseinstrumenter - overrasker den fremmede tilhører ved foredrag af Wagners ypperste værker.

Medens monarkiet - som Waldeck Rousseau sagde i St. Etienne den 13. januar 1902 - for evigt er dødt i Frankrig, fyldes republikken efterhånden med et nyt, socialt indhold. Tusinde kræfter faglige, politiske, kooperative, folkeoplysende, kunstneriske og videnskabelige - samvirker mod det fælles formål: at gennemføre republikkens idé i hele samfundslivet, at drage demokratiets fulde konsekvens. Snart finder de mange socialistiske skoler og grupper hverandre - hver af dem har øje for én side af sandheden - snart danner de den ene, store, i alle regnbuens farver spillende bro, der fører fra det gamle samfund over til det ny, det første virkelige samfund i historien, civilisationens endelige gennembrud.

* * * * *

Saint-Just: født i 1767, halshugget d. 28. juli 1794.

Barras: præsident for direktoratet. Barras havde været med til at stemme for kongens henrettelse, men som medlem af den storborgerlige regering undertrykte han Babeufs sammensværgelse.

Joseph Marie Jacquard: silkevæver fra Lyon og opfinder af maskinvæv (mønstervæv).

La Voisier: den moderne kemi´s grundlægger. Fængslet som kongelig sindet under rædselsherredømmet og henrettet i 1794.

Auguste Comte: Saint-Simons elev og medarbejder. Senere grundlægger af positivismen. Født i Montpellier d. 19. januar 1798. Død i Paris d. 5. september 1857.

Fru de Staël: født i Paris. Blev i 1802 landsforvist af Bonaparte, som hun havde angrebet og hånet. Hun bekæmpede i sine skrifter samfundets moralske fordomme. Død i Paris i 1817.

Olinde Rodrigues: Saint-Simons trofaste discipel. Matematiker og bankier. Født i Bordeaux d. 16. oktober 1794. Død i Paris d. 26. december 1851.

Bazard: født d. 19. september 1791 i Paris. Død d. 19. juni 1832 i Courtry. Medstifter af det franske »kulsvier forbund«. Udgav »Fremstilling af den saint-simonske lære« i 1830/31, hvori han krævede den private arveret til kapital ophævet.

Buchez: født. 31. marts 1796. Død d. 12. august 1865. Medstifter af det franske »Kulsvier forbund«. Deltog senere i den saint-simonistiske bevægelse. Blev senere grundlægger af den kristelige socialisme.

Enfantin: født d. 8. februar 1796 i Paris. Død d. 31. maj i Saint-Mandé.

Armand Carrel: født 1800. Gav stødet til den franske presses indsigelse mod Karl den 10 provisorium og dermed til Juli-revolutionen. Dræbt i 1836 i en politisk duel.

Michel Chevalier: født i Limoges d. 13. januar 1806. Død i Paris d. 29. november 1876. I sin ungdom ivrig saint-simonist, og blev senere som professor i national-økonomi, forkæmper for fri konkurrance, frihandel og fredsbevægelse.

George Sand: fransk romanforfatterinde. Født d. 5. juni 1804 i Paris. Død d. 8. juni 1876 i Nohant.

Victor Hugo: født d. 26. februar 1802 i Besançon. Død d. 22. maj 1885 i Paris. Romantikken høvding. Skrev bl.a. »En dødsdømt sidste dag«, digtene: »Efterårsløv« og »Århundredernes legende«, romanen »Les misérables« (galejslaven).

Victor Considérant. Født d. 12 oktober 1808 i Paris. Død d. 27. december 1893 i Paris. Var ingenørkaptajn, men tog sin afsked for at virke for Fouriers lære. Skrev en stor fremstilling af den og redigerede bladet »Falanksen«, senere »Det fredelige demokrati«. Valgtes i 1848 til den konstituerende forsamling. Grundlagde kolonien Texas.

Auguste Blanqui: Blanqui: fødtes i Puget-Théniers d. 7. februar 1805, og kom i 1824 til Paris, studerede jura og medicin, var sjælen i en række sammensværgelser og oprør. Han dømtes gang på gang, og sad i årevis i fængsel. Var medlem af Kommunen 1871. Døde i Paris 1881.

Armand Barbés: født i Pointe-á- Pitre d. 18. september 1809. Kom i 1830 til Paris og deltog i alle republikanske sammensværgelser og kampe. Valgtes i 1848 til den lovgivende forsamling, var fører for maj-opstanden, og dømtes til livsvarigt fængsel, men benådedes i 1854. Død i Haag 1870.

Lamartine: fødtes i Mácon d. 21. oktober 1791 som søn af en forarmet adelsmand. Han skrev nogle romantisk-religiøse digtsamlinger og blev ved Juli-revolutionen i 1830 inddraget i det politiske liv. Som rigsdagsmand bekæmpede han med glødende veltalenhed loven imod foreninger, dødsstraffen, osv., Og talte proletariatets sag i religionens og menneskekærlighedens navn. Han bebudede Februar-revolutionen i 1848, og blev medlem af den midlertidige regering og var udset til republikens præsident, men styrtedes i junidagene. Han døde d. 1. marts 1869.

Béranger: visesanger. Født d. 19. august 1780 i Paris som søn af en fattig håndværker. Kom i bogtrykkerlære, begyndte at skrive digte, forherligede Napoleon, spottede præsterne og sang for ved Juli-revolutionen. Hans senere viser gik mere og mere i socialistisk retning; de fattiges og nødlidendes skrig genlyder i dem. Han var folkets sanger, afslog alle officielle æresbevisninger. Død i Paris d. 16. juli 1867.

Pierre Dupont: arbejderdigter og folkesanger. Født i Rochetaillée d. 23 april 1821. Han var bestemt til præst, men blev silkevæver ligesom sin fader. Ved sine „landlige sange" tiltrak han sig kritikernes opmærksomhed, ved sine politiske viser vandt han en uhyre popularitet i Paris. Hans »Arbejdersang« og »Sangen om brødet« blev det socialistiske proletariats yndlingssange. I 1851 blev han fængslet og dømt til 7 års landsforvisning, men benådedes og holdt sig senere fjernt fra politik. Død i St. Etienne d. 25. juni 1870.

Eugéne Sue: romanforfatter. Født i Paris d. 10. december 1804, deltog som militærlæge i felttoget til Spanien 1823, gjorde lange rejser, blev maler og derefter forfatter af de uhyre populære, socialistisk farvede føljetonromaner »Paris´ mysterier«, »Den evige jøde«, »Hittebarnet Martin«, »De syv dødssynder«, »folkets mysterier« med flere. Valgtes i 1850 til rigsdagsmand, blev ved Napoleons statskup i 1861 forvist fra Frankrig og bosatte sig i Savoyen, hvor han døde d. 8. august 1859.

Lamennais: født i St. Malo d. 19. juni 1789. Var præst, men blev grebet af Juli-revolutionens frihedsstorme og udgav først et blad »Fremtiden«, og derefter bogen en troendes ord (1834), hvori han med flammende begejstring undsagde den katolske kirke og besejlede forbundet mellem religion og revolution. Senere skrev han »Folkets bog« og »Moderne slaveri«, som åndede dyb medlidenhed med proletariatet. Han hilste revolutionen i 1848 med begejstring og valgtes til medlem af den lovgivende forsamling, men efter Napoleons statskup tryk han sig dybt bekymret tilbage. Død d. 27. februar 1854 i Paris.

Pierre Leroux: født i Paris d. 17. april 1797. Oprindelig bogtrykker, senere redaktør af del saint-simoniatiske organ »Jordkloden«. Forfatter af en række socialistiske skrifter og skaber af ordet socialisme. Valgtes i 1848 til den lovgivende forsamling, men måtte flygte til England ved Napoleons statskup i 1851, vendte 1870 tilbage til Paris og døde d. 20. april 1871.

Cabat: forfatteren af «rejse til »Ikarien«. Født i Dijon d. 2. januar 1788. Død i St. Louis d. 8. november 1856.

Vidal: født i Coutras (i Gironde) i 1812, kom i 1840 til Paris og blev medarbejder ved fourieristernes organ »Det fredelige demokrati«, senere ved »den uafhængige revy«, som Pierre Leroux og George Sand udgav. Vidals hovedværk »om rigdommenes fordeling« udkom i 1846. Under Februar-revolutionen sluttede han sig til Louis Blanc og blev sekretær ved arbejderkommissionen. I 1849 udgav han sammen med Toussenel bladet »Det befriede arbejde«. I 1850 valgtes han til medlem af den lovgivende forsamling, men Napoleons statskup gjorde ende på hans politiske løbebane, han måtte forlade Paris, trak sig tilbage på landet og døde forglemt i 1872.

Colins: født i Bryssel d. 24. december 1783. Var først fransk officer. Bosatte sig i 1819 som læge i Havanna, kom efter Juli-revolutionen 1830 tilbage til Frankrig, og kastede sig over sociale studier og udgav i 1835 værket »samfundspagten«, hvori han bekendte sig til kollektivismen - fællesejendom af jord og produktionsmidler. Han er grundlægger af den såkaldte »rationelle socialisme«, hvis ideer han udviklede i en række bindstærke værker. Han døde i Paris d. 12. november 1869.

Pecqueur: født d. 4. oktober 1801 i Arleux. Sluttede sig først til Saint-simonisterne, senere til Fouriers tilhængere. Optrådte som social-økonomisk forfatter, blev medlem af arbejderkommissionen i 1848, og udnævntes til underbibliotekar, men mistede sin stilling ved Napoleons statskup. Død d. 27. december 1887.

Flora Tristan: den første kvindelige fagforeningsorganisator. Født i 1803. Begyndte sin litterære virksomhed med skriftet »En parias vandringer«, som skildrede de sydamerikanske kvinders elendighed. Efter at være skilt fra sin mand, som søgte at myrde hende, udgav hun romanen »Mephis eller proletaren«, senere rejste hun til England og skrev »vandringer i London eller engelske aristokrater og proletarer«. Hjemkommen til Frankrig udgav hun i 1844 skriftet »Arbejderforening«, hvori hun udviklede fagorganisationens betydning hun gennemrejste Frankrigs industriegne og henrev arbejderne ved sin veltalenhed; særlig i Lyon fik hun talrige tilhængere. I Bordeaux blev hun syg og døde i 1844. Arbejderne i denne by rejste hende et mindesmærke.

Arbejderen Albert: født i Bury (Olse) d. 27. april 1815. Tog levende del i den republikanske bevægelse under borgerkongedømmet, var medarbejder ved bladet »Værkstedet«, kæmpede med under Februar-revolutionen og blev medlem af den midlertidige regering, næstformand i arbejderkommissionen, repræsentant for Paris i den lovgivende forsamling. Han underskrev sig »Albert, arbejder«. Han blev anklaget som ophavsmand til maj-opstanden og blev forvist og holdtes i 10 år i fangenskab. Han fik først sin frihed tilbage i 1869, og levede senere under beskedne forhold i Paris. Døde i 1892.

Raspall: født d. 26. januar 1794. Som læge ofrede han sig for de fattige. Han udgav i 1848 »folkevennen« og deltog ivrigt i tidens socialistiske bevægelse. Død i 1878.

Flocon: sekretær i den midlertidige regering født d. 1. november 1800. Død d. 16. maj 1866.

Louis-Napoleon Bonaparte: født i 1808. Brodersøn af Napoleon i. Flakkede i sin ungdom rundt i Italien, Svejts og Tyskland. Prøvede i 1836 i Strassburg at genoprette kejserdømmet, men fængsledes og forvistes til Amerika. Udgav flere skrifter, hvori han fremsatte de napoleonske ideer. Forsøgte i 1840 fra England et nyt indfald i Frankrig ved Boulogne, men blev atter fængslet og genstand for alles latter. Fange i fæstningen ham. Han nærede socialistiske drømmerier. Kom i 1848 til Paris og spillede den gode republikaner. Blev d. 17. september valgt til rigsdagsmand, d. 10. december til republikens præsident. Bestak pøbelen og hæren. Gjorde statskup d. 2. december 1851 og udnævnte sig til præsident på 10 år. Kejser d. 2. december 1851. Førte sammen med England krig mod Rusland (Krim krigen). Spillede til tider liberal og arbejderven. Gift med den skønne og skinhellige spanierinde Eugenie. Lod sig - for at dæmpe den voksende opposition - drive til krig mod Tyskland. Krigsfange d. 2. september 1870 ved Sedan. Afsat som kejser d. 1. marts af rigsdagen i Bordeaux. Levede sine sidste år i England. Død i 1873.

Baudin: maler. Han dræbtes i barrikadekampene mod statskuppet d. 3. september 1851. Han søn, Pierre Baudin, var formand for kommunalrådet i Paris og senere arbejdsminister i Waldeck- Rousseaus ministerium.

César de Paepe: født 1841 i Ostende, opdraget i en jesuiterskole, uddannede sig i sin fritid til typograf, studerede senere medicin og tog i 1871 lægeeksamen. Deltog allerede som 23-årig yngling i Internationales stiftelsesmøde i London. Øvede betydelig indflydelse på kongresserne i Genf, Lausanne og Bryssel. Var medarbejder ved en mængde blade, både fransk-belgiske og flamske: »La société Nouvelle«, »Le Peuple«, »De Toekomst«, »De Werker«. Skrev en række bøger: »nogle sociale spørgsmål« i 1866. »De offentlige anliggenders ordning i det kommende samfund« i 1874, »Socialdemokratiets grundsætninger« i 1879 osv.. Død i Cannes i 1890.

Eugené Varlin: født i 1839, bondesøn. Bogbinder i Paris. Oprettede en produktionsforening af bogbindere. Medlem af Internationale. Dømt i 1868 til 3 måneders fængsel og påny d. 6. august 1870. Flygtede til Belgien. Efter d. 4. september tilbage til Paris. Medlem af Kommunen og af dens finanskommission. Faldt under kommunens sidste kampe med Versailles-tropperne. Varlin var en af Marx' mest forstående tilhængere i Frankrig.

Beniot Malon: født i landsbyen prétieut ved St. Etienne i det sydøstlige Frankrig i 1841. Hyrdedreng, derpå i farverlære. Han skrev historiske digte. Svend i Paris. Medlem af Internationale, og som sådan dømt til 3 måneders fængsel. Sekretær for en brugsforening. Medarbejder ved bladet »Marseillaisen«. Dels referent ved strejken i Creusot og delvis leder af denne. D. 11. juli 1870 påny dømt som internationalist til 1 års fængsel. Løsladt efter d. 4. september. D. 8. februar 1871 valgt til medlem af Nationalforsamlingen i Bordeaux, men sluttede sig i marts til Kommunen i Paris. D. 26. marts valgt til medlem af denne. Medlem af dens arbejderkommision. Flygtede ved kommunens fald til Svejts, hvor han grundlagde bladet »la revanche«, der i 1872 blev forbudt. Sluttede sig en tid til Bakunins anarkistiske »Juraforbund«. Flakkede om i Svejts og Italien. Vendte efter amnestien i 1880 tilbage til Paris, sluttede sig først til marxisten Lafargue, derpå til Brousse. Fra 1883 »uafhængig socialist«. Grundlagde i 1885 tidsskriftet »Revue Socialiste«. Meget frugtbar forfatter. Hans hovedværker: »Socialismens historie«, 3 bind 1881-84, og »Den fuldstændige socialisme« 3 bind 1890-94 (sidste bind udkommet efter hans død). Død d. 13. september 1893. - Malon var i sine sidste 11 år »reformatorisk socialdemokrat«. Vandt mange venner ved sin idealisme og hjertens godhed. Søgte at forsone de franske socialistiske skoler til ét parti. Hans valgsprog var »lad os altid arbejde for reformer, og lad os så gøre revolution, når omstændighederne kræver det«.

Charles Longuet: født i 1837. Jurist. Søgte i slutningen af tredserne at vinde studenterne i parts for socialismen. Medlem af Internationale og af Kommunen, hørte - som de fleste af Internationales mænd - til den mere mådeholdne retning og stemte mod velfærdsudvalgets oprettelse. Flyttede ved kommunens fald til England. Ægtede en datter af Karl Marx. I 1886 valgt til medlem af Paris' byråd. I 1900 opstillet til senatet, men uden at opnå valg. Hans søn Jean Longuet er en virksom og heldig agitator for socialismen blandt Paris' studenter.

Félix Pyat: født i 1810. Sagfører, journalist og dramatisk forfatter. I februar 1848 oberst i nationalgarden. I april 1848 blev han valgt ind i den grundlovgivende forsamling og derpå i den lovgivende. Han tilhørte det yderste venstre. Flygtede efter det mislykkede opstandsforsøg i juni 1849 til Svejts, derpå til Belgien, hvorfra han udvistes på Napoleons bud efter statskuppet d. 2. december. Levede i London til 1870. Deltog i opstandsforsøgene i Paris i d. 31. oktober 1870 og d. 22. januar 1871. Valgt til medlem af Nationalforsamlingen, men tog ligesom andre radikale og socialister aldrig sæde dér. D. 26. marts valgt til medlem af Kommunen, tilhørte det yderste venstre og blev medlem af velfærdsudvalget. Undkom ved kommunens fald, og dømtes fraværende til døden, men fik amnesti i 1880. Valgtes i 1888 til folketingsmand for Marseille. Død i 1889.

Bakunin: født i det russiske guvernement Tver i 1814, godsejersøn. Artilleriofficer. Tog sin afsked i 1838 og kastede sig over filosofi. Drog i 1841 til Berlin og studerede Hegel. 1842 til Dresden, skrev i Ruges tidsskrift, bl.a.: »Lysten til ødelæggelse er en skabende drift«. I 1843 til Paris, hvor han læste Proudhons skrifter. Drog derpå til Svejts og atter til Paris, hvor han d. 27. november 1847 ved en polsk årsfest tog ordet for alle slaviske folkeslags forening i en føderativ republik. Udvist af Guizot på Ruslands forlangende, drog han til Belgien. I februar 1848 tilbage til Paris. Drog efter d. 15. maj til Tyskland, ledede opstanden i Dresden i 1849, fængslet d. 10. maj 1849 og dømt til døden, først udleveret til Østrig, derpå til Rusland. Fængslet indtil 1857, derpå sendt til Sibirien. Flygtede herfra i 1860 over Japan og Californien til London. Medarbejder ved Herzens blad »Kolokol« (Klokken), rejste under den polske opstand i 1863 til Stockholm og vilde fremkalde en revolution i østersøprovinserne. I 1865 til Svejts. Medlem af Fredsligaen. Trådte i 1868 ind i »Internationale«. Stiftede den anarkistiske »Alliance de la démocratie socialiste«, hvis vigtigste afdelinger fandtes i Jurabjergene. Bakunin bekæmpede Marx, men lå under og blev udelukket af Internationale på kongressen i Haag 1872. D. 28. september 1870 søgte Bakunin at gøre revolution i Lyon, men blev forjaget af et par kompagnier fra nationalgarden. Han levede fra 1873 i Svejts og døde i 1878.

Henri Rochefort: d. 1. juni 1868 udkom det første nummer af Henri Rocheforts blad »La Lanterne« (Lygten eller Lanterne), som straks blev revet bort i 50,000 eksemplarer. D. 25. august samme år dømtes Rochefort til 10,000 francs i bøde og 13 måneders fængsel. Han flygtede til Bryssel, hvorfra han med sin »lygte« vedblev at belyse kejserdømmets råddenskab.

Flourens: medlem af Kommunen. Født i 1838. Søn af en berømt fysiolog og selv læge. Deltog i opstanden på Kreta i 1866, senere i oppositionen mod Napoleon III. Medarbejder ved Rocheforts »Marseillaise«. Efter oprøret d. 18. marts 1871 valgtes han til medlem af Kommunen. Da der d. 4. april 1871 blev foretaget et angreb på Versailles tropperne, var Floureus en af førerne. I Rueil blev han indesluttet og dræbt af en gendarmkaptajn. Flourens var for sin ridderlige karakter højt agtet også af sine modstandere.

Milliere: medarbejder ved Rocheforts »Marseillaise«, hvori han skrev glimrende socialistiske artikler. Valgtes i 1871 til Nationalforsamlingen i Bordeaux. Havde ved sine afsløringer af Jules Favre fået denne til dødsfjende. Under massemyrderierne i Paris d. 26. maj blev han arresteret. Han påberåbte sig sin ukrænkelighed som rigsdagsmand, men blev af general Cissey dømt til at skydes. Han vægrede sig ved at knæle, men blev med magt tvunget i knæ og skudt. »Menneskeheden leve!« Var hans sidste ord.

Garibaldi: den italienske nationalhelt (1807-1882). Han deltog med sit korps i Frankrigs krig med Tyskland og valgtes til tak af Paris' arbejdere til Nationalforsamlingen d. 8. februar 1871.

Eudes: general under Kommunen. Født i Roncey d. 12. september 1844. Oprindelig farmaceut, senere redaktør af »Den fri tanke« og begejstret tilhænger af Blanqui. Dømtes i 1870 til døden, men frelstes ved kejserdømmets fald. Fik en høj grad i nationalgarden og udnævntes af centralkomiteen til general. Var i et par dage kommunens krigsminister, deltog med stor tapperhed i kampen mod Versailles tropperne, altid ledsaget af sin unge hustru, som sad bevæbnet til hest og opflammede de kæmpende. I de sidste frygtelige maj-dage var han lederen af den håbløse modstand. Han dømtes til døden, men undslap til Svejts, hvor han sammen med Malon og andre udgav »gengældelsen«. Efter amnestien vendte han tilbage til Paris og blev fører for blanquisteme. Død i Paris d. 5. august 1888.

Frænkel (Frankl). Medlem af Kommunen. Født i Budapest d. 28 februar 1844. Var medstifter af Lyon afdelingen af Internationale og dømtes til fængsel. Valgtes d. 26. marts 1871 til medlem af Kommunen og trådte ind i arbejdskommissionen. Efter kommunens fald undkom han (som dødsdømt) til England, hvor han blev korresponderende sekretær for Østrig-Ungarn ved Internationales generalråd. Efter sin tilbagekomst til Ungarn tog han levende del i den socialistiske agitation og var delegeret ved flere kongresser. Død d. 28. marts 1896.

Delescluze. General. Medlem af Kommunen. Født i 1809. Studerede retsvidenskab. Deltog i Juli-revolutionen 1830, i Februar-revolutionen 1848 og i Juni-opstanden 1849. Dømt i 1854 til fire års arbejde som galejslave, var en af Napoleon III.s uforsonligste modstandere; valgtes i 1871 til Nationalforsamlingen, blev en af kommunens ledere og generaler. Gav under den sidste fortvivlede kamp ordre til at stikke de offentlige bygninger i brand. Faldt på en barrikade i kampen mod Versailles tropperne

Cluseret: general. Krigsminister under Kommunen. Født i Paris d. 13. juni 1823. Elev fra krigsskolen i St. Cyr. Deltog i Garibaldis felttog på Sicilien, senere i krigen mellem Nordamerika og Sydstaterne, og fik generals rang. Hjemkommen til Frankrig sluttede han sig til Internationale; efter kejserdømmets fald tog han del i opstanden i Lyon og organiserede i Marseille en revolutionær kommune. Under pariserkommunen ledede han en tid krigsdepartementet. Da Kommunen var faldet, flygtede han til England, senere til Amerika. Krigsretten i Versailles dømte ham til døden. Efter amnestien vendte han i 1880 tilbage til Paris, valgtes 1888 til rigsdagen som nationalistisk socialist. Død i 1901.

Gallifet: general og massemorder. Født i 1830. Udviste i kampen mod kommunens forsvarere en barbarisk grusomhed, som har brændemærket hans navn med et uforglemmeligt had hos franske arbejdere. Da han i sommeren 1899 blev krigsminister i ministeriet Waldeck-Roussean, vakte det en levende harme hos socialdemokratiet. Han tog efter nogen tids forløb sin afsked som minister.

Rossel: krigsminister under Kommunen skudt på Satory sletten d. 28. november 1871.

Louise Michel: født d. 20. april 1833 på herregården Vroncourt i Haute-Marne. Fik en udmærket opdragelse, blev senere lærerinde, først i provinsen, derefter i Paris. Deltog med liv og sjæl i agitationen mod kejserdømmet og udfoldede under Kommunen en feberagtig virksomhed med at organisere kvinderne. Deltog i gadekampene mod Versailles-tropperne. Dømtes til deportation og sendtes til Ny Kaledonien. Vendte i 1880 tilbage til Paris og kastede sig atter med glødende iver ind i den socialistiske agitation, talte og skrev, bl.a. En række romaner, og dømtes gentagne gange til fængsel. Har i de senere år levet i London.. Hun er en ildsjæl i alt, hvad hun foretager sig: »en hævnens furie mod bourgeoisiet, men overfor de nødlidende fuld af den blideste hjertensgodhed og uendelig opofrelse«.

Jourde: kommunens finansminister. Født d. 4. juli 1843. Oprindelig bankier. Under Paris' belejring sergent i nationalgarden. Valgtes til medlem af Kommunen og varetog med stor dygtighed og uegennyttighed finansernes styrelse. Dømtes efter kommunens fald til deportation og sendtes til Ny Kaledonien, hvorfra han i 1874 undkom sammen med Rochefort og Grousset. Levede senere i Svejts og Bryssel. Vendte efter amnestien 1880 tilbage til Paris. Død d. 20. marts 1893.

Raoul Rigault: kommunens politimester.

Th. Ferré: født 1845. Oprindelig ingeniør. Under kejserdømmet en virksom deltager i den socialistiske bevægelse. Valgtes til medlem af Kommunen og fik opsyn med den almindelige sikkerhed. Efter kommunens fald blev Ferré stillet for krigsretten i Versailles og beskyldt for at være medskyldig i nedskydningen af generalerne Lecomte og Thomas samt for at have ladet gidslerne dræbe og finansministeriets bygning afbrænde. På grundlag af et falsk dokument og uden forsvar dømtes han til døden og blev skudt på Satory sletten d. 28. november 1871.

Gustave Courbet: maler. Født i Ornans ved Besançon d. 10. juni 1819. Courbet kom tidlig til Paris, hvor han uddannede sig som maler. Hans billeder af bønder og arbejdere (»Stenhuggerne«) vakte opsigt ved den hidtil usete virkelighedstroskab, hvormed de vare malede. Han blev grundlæggeren af det realistiske maleri og var i sine sociale anskuelser ligeså radikal som i sine kunstneriske, afslog f.eks. Æreslegionen med foragt. Han valgtes til medlem af Kommunen og blev præsident i kommissionen for de skønne kunster. I denne egenskab blev han af krigsretten i Versailles anklaget for at have ladet Vendôme søjlen omstyrte. Skønt han faktisk ikke bar ansvaret, dømtes han til seks måneders fængsel samt til at betale skadeserstatning for ødelæggelsen. Han unddrog sig eksekutionen ved at flygte til Svejts, hvor han døde d. 31. december 1871.

Dombrowski: født 1836 i Volhynien. Var først russisk officer, deltog senere i Garibaldis togt mod Neapel og i den polske opstand. Under den fransk-tyske krig deltog han med et korps af polakker på fransk side. Udnævntes under Kommunen til general og faldt i heltemodig kamp med Versailles tropperne d. 23. maj 1871.

Paul Lafargue: født på Cuba i 1840, opdraget i Bordeaux, studerede medicin i Paris. - deltog i den revolutionære studenterkongres i Lüttich (Belgien) 1886, og blev derfor udstødt fra Paris' universitet. Paul lærte i London at kende Karl Marx, hvis datter han ægtede. Fuldendte sine studier og blev medlem af Internationales generalråd. Fik i 1871 af Kommunen det hverv at rejse det sydvestlige Frankrig til opstand. Flygtede til Spanien, repræsenterede på Haager-kongressen Madrid og Lissabon, stemte mod Bakunin. Levede i London til 1880, ofte i stor fattigdom. Fra 1880 sammen med Guesde og Deville leder af det franske arbejderparti. - medarbejder ved bladene »Egalité«, »Citoyen«, »Socialiste«. Valgtes i november 1891 til folketingsmand for Lille, men faldt i 1893. - forfatter til flere skrifter: »Retten til dovenskab«, »Den økonomiske materialisme efter Marx opfattelse.

Peter Krapotkin: født 1842 i Moskva, nedstammer fra rurikernes kongeslægt. - page og løjtnant ved kejser Alexander II.s hof, officer blandt Amur kosakkerne. Kastede sig over geografiske undersøgelser og opnåede fremragende resultater. - kammerherre hos kejserinden, sekretær i St. Petersborgs geografiske selskab. Videnskabelige værker om Finlands og Sveriges gletsere, om istiden og om Ruslands geografi. Rejste i 1872 til Belgien og Svejts, og blev discipel af Bakunin. Deltog ivrigt efter sin hjemkomst i den nihilistiske bevægelse, holdt hemmelige foredrag for arbejderne. Fængslet i 1874 og kastet i Peter Paul fæstningen. Hans fængsling vakte uhyre opsigt ved kejserhoffet. Undveg i 1876; virkede for anarkismen i Svejts og Sydøstfrankrig. Dømt i 1883 til 6 års fængsel, benådet 1886. Har siden levet i London som åndeligt midtpunkt for den anarkistiske idebevægelse. Frugtbar og glimrende forfatter: »En oprørers ord«, 1885, »Brødets erobring« 1892. »En anarkists erindringer« 1899 (selvbiografi) osv.. Kalder sig snart anarkist, snart socialist, idet han forestiller sig det kommende samfund grundlagt på frivillig sammenslutning i kommuner i modsætning til den centraliserede stat. Hans ideal er den enkelte personligheds fuldkomne frigørelse og selvudfoldelse. I de senere år har han med stor skarpsindighed studeret. Mulighederne for en stærkt forøget udnyttelse af jordbundens produktionsevne. Han behersker så at sige alle videnskaber og alle sprog. Han er en af nutidens mest omfattende, friest tænkende og ædlest følende ånder.

Elisée Reclus: født i Sainte Foix la Grande (Gironde) i1830. Studerede i Frankrig og i Berlin. Måtte forlade Frankrig efter statskuppet 1851, tilbragte syv år med rejser gennem en stor del af verden. I 1858 tilbage til Paris. Fremragende geograf. Deltager i Kommunen, landflygtig, amnesteret i 1880. Professor ved det socialistiske universitet i Bryssel. Forfatter af en bindstærk »Verdens geografi«, som anses for sin tids betydeligste arbejde på delte område. Har skrevet talrige anarkistiske artikler samt fortaler til Bakunins og Krapotkins skrifter. En genial videnskabsmand, hvis værk er gennemstrømmet af højsindet menneskekærlighed.

Eduard Valliant: født 1840 i Vierzon, studerede naturvidenskab og medicin, først i Paris, derpå ved universiteterne i Heidelberg, Tübingen og Wien. Lærte tysk filosofi og nationaløkonomi at kende. Medlem af Internationale, deltog i Lausanne-kongressen. I 1871 medlem af Kommunen, undslap til London, dømt til døden d. 22. januar 1872. Hjemvendt til Frankrig i 1880 blev han en af blanqulsternes ledere og snart deres egentlige fører. I 1887 valgt til medlem af Paris' byråd. Præsident for den Internationale (marxistiske) kongres i Paris 1889. I 1893 valgt til folketingsmand for Paris, genvalgt 1898, ivrig for en radikal sociallovgivning. Fra 1901 sammen med Guesde fører for »parti socialiste de france« (union socialiste révolutionnaire) dvs. det anti-ministerielle socialdemokrati.

Gérault-Richard: forhenværende folkesanger. Folketingsmand 1893-98. Bidrog stærkt til at styrte præsident Casimir Périer. Nuværende redaktør af »La petite république franqaise«, det socialistiske hovedorgan.

Clovis Hugues. Født d. 3. november 1851 i Ménerbes. Opdraget i et præsteseminarium. Radikal journalist i Marseille, hvor han i 1871 forsøgte at proklamere Kommunen. Dømtes til 3 års fængsel. Valgtes i 1881 til folketingsmand i denne by, i 1893 og 1898 i Paris som socialist. Har skrevet en række digtsamlinger (»Fængselsdigte«, »Kampdage«) og flere, samt romaner.

Clara Zetkin: kongressens tysk-franske tolk.

Eduard Anseele: født d. 25. juli 1856 i Gent. Søn af en skomager, gik i almueskolen, blev kommis, derefter typograf. Stiftede bladet »Werker« (Arbejderen) og bragte det selv ud i Gents arbejderkvarterer. Stiftede senere bladet »Vooruit« (Fremad) og blev dets redaktør. Stifteren af og sjælen i det mægtige andelsforetagende »Vooruit« i Gent, som han leder med administrativt geni. I 1894 folketingsmand.

Jean Volders: født d. 8. oktober 1855 i Bryssel. Gik i almueskolen til sit 13 år, blev derpå hjælpelærer. Fra sit 17. Til sit 27. År ansat ved nationalbanken. Fra 1883 virksom for socialismen. Blev det unge socialdemokratis leder, stiftede i 1885 dels hovedorgan »Le Peuple«, hvis redaktør han var i 8 år. Grundede »folkehuse«, fagforeninger og kooperative foretagender. Ledede generalstrejkebevægelsen, der førte til valgreformen i 1893. Tog derpå straks fat på agitationen for den almindelige og lige valgret. Blev som følge af overanstrengelse sindssyg i juli 1894. Død d. 11. maj 1896.

Andrea Costa: folketingsmand siden 1883 (med enkelte afbrydelser). Grundlægger af det italienske socialdemokrati.

Emile Vandervelde: professor. National-økonomisk forfatter. Folketingsmand fra 1894. Det belgiske socialdemokratis parlamentariske leder.

Enrico Ferri: født i 1856 i provinsen Mantua. Studerede jura. I 1884 docent i Turin, i 1883 professor i Siena. Lærd kriminalstatistikker. Trådte på kongressen i Emilia over til socialismen. Folketingsmand, en af det italienske socialdemokratis parlamentariske førere. Ledede det obstruktionsfelttog i 1900, der førte til det store skifte fra Crispis reaktionære system til ministeriet Zanardelli.

Filoppo Turati: italiensk folketingsmand.

Anatole France: født i Paris d. 16. april 1844. Frankrigs fineste nulevende prosaskribent. Har bl.a. skrevet romanerne »Thaïs«, »Sylvestre Bonnards forbrydelse«, »Den røde lilje«, »Dronning gåsefod« og mesterlige små noveller, samlede i »Perlemorsskrinet« og flere. Hans fornemste egenskab er en stilfærdig og yndefuld ironi, som gennemtrænger alt, spøger med alt, sønderdeler og opløser alle begreber i tvivl og skæmt og vemod. Men under Dreyfus kampagnen sprang han pludselig frem som en mandig og fuldstøbt karakter, en sandhedens ridder og retfærdighedens stridsmand. Han kæmpede side om side med Jaurés og erklærede sig for socialist. Under titlen »Hr. Bergerat i Paris« udgav han en række nutidshistoriske betragtninger, hvori han hudfletter militarisme, klerikalisme og kapitalisme, samtidig med, at han i sit poetisk-filosoflske sprog forklarer socialismen som den simpleste og selvfølgeligste ting af verden.

Emile Zola: født d. 2. april i Paris, som søn af en italiensk ingenør. Emile Zola kom først boghandlermedhjælper; han benyttede sin fritid til litterært arbejde, studerede med jernflid, og skrev i 1867 »Thérése Raquin«. Opfyldt af den moderne lære om mennesket som et produkt af arvelighed og samfundsomgivelserne lagde han planen til sit store livsværk: »Familien Rougon-Macquart«, som i tyve romaner opruller mægtige billeder af livet under det andet kejserdømme. Kan skildrer regeringskredsenes fordærvelse og bourgeoisiets guldfeber i »Ekscellen Rougon« og »Parforcejagten«, middelstanden i »Paris bug« og »Pot-bouille«, arbejderklassen i »Faldgrubben«. Demimonden i »Nana«, stormagasinerne i »Alt for damerne«, kunstnerne i »mesterværket«, bønderne i »Jord«, børsverdenen i »Penge«, kulminerne i »Germinal«, krigen i »Det store krach«, osv.. I »Doktor Pascal« kaster han blikket tilbage over sit arbejde og udvikler sin naturvidenskabelige livsopfattelse og sit socialistiske samfundssyn, som han nærmere udformer i en ny romanrække »De fire evangelier«, nemlig »Frugtbarhed«, »Arbejde«, »Sandhed« og »Retfærdighed«.

»Socialdemokratiets Aarhundrede« begyndte at udkomme i september 1901 på dansk – i små hæfter – 100 hæfter ialt á 16 sider. Det første hæfte blev hurtigt udsolgt i 10.000 eksemplarer. Hæfterne er ofte samlet i to tykke bind med forskelligt omslag, da folk har benytte forskellige bogbindere, efterhånden som man fik hæfterne hjem.. I de to tykke bind er der et væld af illustrationer til belysning af datiden. Det er et fantastisk stykke bogudgivelse, som er foretaget på Anton Christiansens forlag i Nygade 6 og Knabrogade 10 i Kbhn.. Det var to journalister fra »Social-Demokraten« som skrev værket: C. E. Jensen og F. J. Borgbjerg. I 1880erne var der indsamlet en del oplysninger om den danske socialismes start. Benoit Malon udgav i Paris i perioden 1881-84 værket »Histoire du Socialisme«. Det er ikke umuligt, at den store udgivelse - »Socialdemokratiets Aarhundrede« - også havde fået inspiration fra Frankrig. Her var første bind af Jean Jaurés' flerbinds-værk »Histoire Socialiste« netop begyndt at udkomme i 1900. Frederik Jeppesen Borgbjerg (1866-1936) var 35 år i 1901 og allerede en kendt socialdemokratisk politiker. Han kom fra et grundtvigsk, landligt miljø, men gik i skole og blev student i København, hvor han også fortsatte på universitetet med at læse teologi. Fra skoletiden havde han været optaget af Rousseaus kritik af den private ejendomsret. På universitetet gled han efterhånden fra teologi og grundtvigianisme via darwinisme mod socialismen. Siden 1890 havde han skrevet for »Social-Demokraten«, hvor han efterhånden blev fast medarbejder. Han skrev om politiske emner i et klart sprog og en frisk og veloplagt form. Siden 1898 havde han været medlem af såvel folketinget som Københavns borgerrepræsentation. Det var ham, der i 1899 med stor journalistisk og politisk professionalisme havde ledet pressekampagnen i »Social-Demokraten« under hele den store lock-out. Det var derfor borgbjerg, der i værket skulle tage sig af bl.a. lock-outen i 1899. Den fyldige og levende skildring blev senere ret anerkendt i historikerkredse. Carl Emil Jensen (1865-1927) havde siden 1882 skrevet i »Social-Demokraten«, hvor han efterhånden var blevet den ledende litteratur- og teateranmelder. Han var gået ud af skolen forinden studentereksamen - netop for at blive journalist på »Social-Demokraten«. I 1901 var han 36 år og havde bag sig en bearbejdning af sine litteraturanmeldelser, der var blevet udgivet under titlen »vore dages digtere« i 1898, og en række oversættelser af bøger fra fransk.

I 2006 gennemførte Det Historisk Bibliotek i Paris (Bibliothèque historique de la Ville de Paris - BHVP) en fotoudstilling om Pariserkommunen. Man havde bl.a. fundet 500 glasplader af farmaceuten Hippolyte Blancard (1843-1924). Pariserkommunen endte i et blodbad, hvor mellem 15.000 og 20.000 mennesker blev dræbt i gaderne og henrettet uden dom, efter at 130.000 soldater d. 21. maj 1871 trænger ind i Paris. Bibliothèque historique de la Ville de Paris, ligger i Hôtel d'Angoulême Lamoignon på 24 rue Pavée, i Marais (4. arrondissement) i Paris. Se også: http://en.parisinfo.com/

Webmaster