Socialismens historie i England.

Socialdemokratiets Aarhundrede (1901-1904) - af Frederik Jeppesen Borgbjerg og C. E. Jensen.

Den industrielle revolution i England.

Den rejsende, der ved midten af det attende århundrede kom frem ad de dårlige veje gennem grevskabet Lancashire i det nordvestlige England, så for sine øjne udbredt en egn, som ikke lignede nogen anden i verden. Det var halvt by og halvt land - en købstadlignende landsby, der bredte sig i milevidt omkreds, bedækkende et helt sogn. Husene var små, nette rødstenshuse med høje stentrapper og vinduesskodder; de var omgivne af frugthaver og markstykker, og udenfor dem og indeni dem rørte der sig et flittigt liv. Hvert hus var et værksted, hvor hele familien var i travl virksomhed. Kvinderne kartede og spandt, mændene vævede. Overalt hørte man spindlerne surre, skytterne gå og bommene slå.

Det var den engelske bomuldsindustri, der her var i sin første blomstring. Side om side med den trivedes endnu den gamle uldindustri, som allerede i det femtende århundrede havde forvandlet landets udseende. De store godsejere fandt deres fordel ved at udlægge kornmarkerne til græsgange for deres får. De indhegnede fællesmarkerne og fordrev bønderne fra deres huse, som derefter blev nedrevne. Kun kirkerne lod man blive stående - for at bruge dem til fårestalde. Ved denne »krig mod hytterne« skabtes der et uhyre proletariat, og på grundlag af den billige arbejdskraft, som således frembød sig, skød uldindustrien, omhegnet af toldbeskyttelse, i de følgende århundreder mægtigt i vejret. England beklædte hele verden. Den engelske samfundshusholdning hvilede på denne industri, som direkte beskæftigede imellem en fjerdedel og en femtedel af befolkningen.

Men af den store nationale rigdom tilfaldt kun en ringe brøkdel dem, der frembragte den. Væveren, som skulle købe ulden af godsejeren og sælge klædet til købmanden, udbyttedes fra begge sider; dyrt måtte han købe, og billigt var han nødt til at sælge. Og efterhånden som købmændene udviklede sig til storhandlere, fabrikanter og kapitalister, blev væverens stilling endnu mere trykket og afhængig. Nu var det klædehandlerne, der opkøbte ulden i store partier og leverede væverne den til forarbejdning. De første tilløb fandt sted til oprettelse af større værksteder - manufakturer - hvor flere vævere arbejdede under samme tag. Fabrikanten sikrede sig derved imod, at væverne stak noget af den udleverede uld til side. Men størstedelen af den engelske uldindustri vedblev dog endnu i hele det attende århundrede at være husindustri. Og det samme var tilfældet med bomuldsindustrien, der netop i denne periode begyndte at tage et stærkt opsving som følge af den stigende efterspørgsel, den tiltagende konkurrence med udlandet og den tømmelige rigdom på råstof fra Indien og Sydamerika. Hove sædet for den opblomstrende bomuldsindustri var Syd-Lancashire med Manchester som knudepunkt.

Husindustrien havde hidtil sikret væverne en nogenlunde selvstændig stilling. Naturligvis blev de udbyttede af købmændene, misbød dem for deres varer. En tysk rejsende fortæller, hvorledes han på markedet i Leeds (Nord-England) har set de fattige vævere stå med deres forråd i ængstelig forventning om at blive af det. »Købmændene vandrer igennem hallerne med deres torvebog i hånden. Den indeholder bestillinger og prøver, og de søger en vare, som passer dertil. Finder de en sådan, betinger de sig foreløbig prisen. Væveren må så levere det ufærdige tøj, som det er kommet af valken, til køberens hjem; der bliver det trukket over to ruller og dets godhed nærmere undersøgt. Købmanden finder da i almindelighed meget at udsætte på arbejdet for at kunne prutte den fattige væver endnu mere af.« Og dog var vævernes livsvilkår næsten idylliske i sammenligning med, hvad de senere blev. De boede, som vi har set, på landet (hvor dengang de fem millioner af Englands halvsyvende million indbyggere levede), og de kom tåleligt ud af det med, hvad familien i fællesskab fortjente. Den nærsomme væver kunne i almindelighed forpagte et lille stykke jord, som han dyrkede i den fritid, væven levnede ham. Han var ganske vist en dårlig bonde, men han havde dog, som englænderne siger, slået en pæl i sit fødelands jord og følte sig som bosiddende mand.

Det var da en rolig og retskaffen tilværelse, datidens væver vegeterede i. Friluftsarbejdet styrkede hans kræfter, han var i reglen velbygget og velnæret - som en hest eller et muldyr. Men hans åndelige synskreds var ganske vist heller ikke stort videre end disse dyrs. Han var nøjsom og gudfrygtig og så op til herremanden som sin naturlige foresatte. Hans familieliv var patriarkalsk, hans børn blev opdragne i herrens formaning. Han kunne sjældent læse og endnu sjældnere skrive, han gik regelmæssigt i kirke, politiserede ikke, tænkte ikke, lyttede efter med andagt, når der blev læst et stykke op af biblen, morede sig med at spille kegler eller bold, drak i ny og næ et glas øl hos kromanden, som lukkede tidligt, og kom i sin fordringsløse ydmyghed godt ud af det med de mere ansete i samfundet. Men derfor var han også åndeligt død. Han levede kun for sine snævre familieinteresser, for sin vævestol og sin havelod, og anede intet om, hvad der udenfor satte menneskeheden i bevægelse. Og dog var netop han, denne nøjsomme, beskedne væver, udset til at blive et redskab for den revolution, der skulle forvandle verden: den industrielle omvæltning, som skabte en ny tid.

Denne revolution begyndte i bomuldsindustrien. Den havde intet at gøre med politik eller filosofi, den blev ikke frembragt ad kunstig vej, den skyldtes ikke den eller den enkelte mand; den kom som en aldeles naturnødvendig følge af produktionens udvikling; den opstod af sig selv som et udslag af den unge bomuldsindustris overmægtige trang til at røre sine kræfter, ja ligesom til at løsrive sig fra mennesket og gå på egen hånd. Den huslige værkflid kunne nemlig ikke længere tilfredsstille den stigende efterspørgsel efter bomuldstøj. Væverne kunne ikke få det garn, de skulle bruge; det tog for lang tid at spinde det; en mand kunne væve, hvad tre spandt.

Det var en gylden tid for spinderne, som havde fuldt op at bestille og kunne forlange høj løn, men en snavs tid for væverne, som ikke kunne få, hvad de skulle bruge, og måtte betale garnet i dyre domme. Det var ikke nogen sjælden tørn for en væver at gå henved en mils vej om morgenen og henvende sig til en fem seks spindere, før han fik samlet islæt nok til sit dagarbejde. I denne møjsommelige og dyre produktionsmåde måtte der ske en forandring.

Tiden var inde til, at mennesket måtte forøge sine naturlige arbejdsredskaber - sine organer - med kunstige, der kunne besørge en del af arbejdet for ham. Historien havde ganske vist tidligere set forsøg i den retning. Et af de berømteste var den såkaldte båndmølle, som en mand i Leipzig opfandt i 1579. Men den var et vildskud, som greb forstyrrende ind i datidens lavsmæssige håndværk, og den stakkels opfinder led en skæbne, som stemte med tidens retfærdighed: han blev druknet af forbitrede arbejdere.

Først nu var der en organisk trang tilstede i samfundet til mekanisk arbejdskraft. Fra dette tidspunkt stammer derfor også det forskellige mærkelige forsøg på at bygge et automatisk menneske som kunne udføre det levende menneskes arbejde. Disse forsøg bundede, som nu alle kan se, i en vildfarelse. Et maskinmenneske der udførte alle funktioner, var ikke i stand til at yde hverken så meget eller så godt arbejde som et mekanisk redskab, der kun sparede arbejderen for visse håndgreb. Den første spindemaskine fik derfor langt større betydning end samtidens berømte menneske automater, der ikke var andet end kostbart legetøj.

Når maskinerne først erobrede bomuldsindustrien, var det ikke blot, fordi trangen til dem var stærkest dér, men også fordi den unge industri ikke - som de ældre - hæmmedes i sin udvikling af middelalderlige lavsindskrænkninger, og overleveringer. Det var en mand ved navn John Wyatt fra Birmingham, der i 1733 opfandt den første maskine til at spinde bomuldsgarn. Den blev prøvet i et par fabrikker, som dels anvendte æsler, dels vand til drivkraft. Den har rimeligvis været meget ufuldkommen, men begyndelsen var gjort, og i de følgende tredive år blev der stadig anstillet nye forsøg, som beredte jordbunden for yderligere fremskridt. Trangen til garn voksede, efter at uldvæveren John Kay fra Bury i Lancashire havde opfundet »den flyvende skytte«, hvormed man kunne væve bredere stykker end før. Bomuldsballerne hobede sig op i uhyre masser, og vævene hungrede efter garn: - endelig kom den afgørende opfindelse.

Det var den lille simple maskine, spindemaskinen Jenny. Den betyder mere i menneskehedens historie end hele den Franske Revolution; den gav stødet til en langt dyberegående omvæltning, end nogen tænker eller digter nogensinde havde drømt; den berørte livsnerven i det menneskelige samfunds organisme, idet den gav de produktive kræfter et nyt grundlag, en ny retning, satte dem i en uanet og mægtig bevægelse, som skulle forvandle verdens udseende. En spolemager ved navn Highs havde først opfundet et spindehjul, hvorpå der kunne spindes indtil otte tråde på én gang (den såkaldte langrok). På dette grundlag opfandt væveren James Hargreaves i 1764 en maskine, som han efter sin datter Jenny kaldte for »den spindende Jenny«. Spindlerne sattes her ved hjælp af snore og trisser i bevægelse af en valse; i begyndelsen havde maskinen kun otte spindler, men den blev snart så fuldkommen, at en enkelt arbejderske kunne passe indtil 120 spindler.

Hargreaves høstede hverken glæde eller fordel af sin opfindelse. Arbejderne, som så sig truede i deres erhverv, trængte ind i hans hus og slog alting i stykker; han flygtede til Nottingham, men blev også her forfulgt og overfaldet. Man bedrog ham for den udlovede belønning og søgte endog at berøve ham æren for hans opfindelse. Ensom og ulykkelig døde han i 1803 i den yderste armod på arbejdshuset i Nottingham.

Jennyen kunne kun spinde garn til islæt, ikke til kæde. Denne mangel blev afhjulpet ved vandspindemaskinen, som Richard Arkwright omtrent samtidig opfandt - eller rettere, hvortil han stjal ideen fra Highs. Arkwright var født i 1732 i Preston i Lancashire, han var af fattige forældre, blev først barber, men syslede samtidig med mekaniske forsøg, et perpetuum mobile og lignende. I 1769 tog han patent på sin spindemaskine, som blev dreven ved vandkraft. Han havde bedre held med sig end Hargreaves. I begyndelsen blev han ganske vist forfulgt, men driftige forretningsmænd fandt deres regning ved at støtte ham, så han kunne grundlægge et bomuldsspinderi, først i Nottingham, senere i Cromford. Han tjente sig op til en hovedrig mand, blev baron og kunne ved sin død i 1792 efterlade sin søn en formue på ni millioner.

Yderligere forbedret blev spindemaskinen ved en opfindelse af væveren Samuel Crompton, der forbandt Jenny´en med vandspinderen, og hvis maskine derfor kaldtes mulen (et muldyr er som bekendt en bastard af hest og æsel). Den kunne drive flere hundrede spindler og fortrængte efterhånden Jenny´en.

Nu fik væverne fuldtop af garn, langt mere end de kunne væve, og der oprandt en kortvarig guldalder for dem, hvor de var i stand til at tjene indtil 100 kroner om ugen. Med spindernes gode tid var det derimod forbi, deres løn sank til en tredjedel eller mindre af, hvad den havde været. Jenny´en havde ødelagt rokken, og mulen ødelagde atter Jennyen. Spinderne måtte søge arbejde i de nye fabriker, og arbejdsløshedens uhyggelige spøgelse dukkede frem som et varsel om de skæbnesvangre tider, der forestod.

Vævningen måtte nu af al magt bestræbe sig for at komme i skridt med maskinspinderiet. Opfinderne udfolder en febrilsk iver, den ene idé undfanges af den anden. Patenternes antal stiger fra år til år, genialitet og vanvid parres, og som frugt af fødselsveerne, som resultat af hjernernes kamp for at svare til produktionens krav, fremkommer i 1785 den første mekaniske vævestol, opfundet af en præst ved navn Edmond Cartwright og snart efter fuldkommengjort.

Den mekaniske væv var en nødvendig følge af spindemaskinen, og den næste, ligeså nødvendige følge blev at finde en bevægkraft, der ikke var afhængig af stedet - således som vandkraften - og ikke var for kostbar og uregelmæssig således som hestekraften. Hvad tiden fordrede, fik form i James Watts opfindelse af den dobbeltvirkende dampmaskine. Det var intet tilfælde, at den netop kom nu; alle betingelser for den var tilstede, det lå i luften, at den måtte komme; det var den foregående industrielle udvikling, der af sig selv frembragte den som et middel til sin videre fortsættelse. Det er betegnende for, hvor ringe rolle de enkelte personer spillede i denne udvikling, der benyttede dem som sine redskaber, at dampmaskinens opfinder var urmager, spindemaskinens opfinder barber, maskinvævens opfinder præst og dampskibets opfinder guldsmed.

I 1785 blev der i Nottinghamshire for første gang anvendt damp ved bomuldsspindingen, og i løbet af en halv snes år fuldbyrdede dampmaskinen den industrielle revolution. Den gammeldags huslige værkflid ødelagdes, de små hjem opløstes, familierne splittedes. Kvinder og børn var allerede opslugt af maskinspinderierne; mændene skilte sig nu i reglen af med deres jordlodder og fortsatte endnu en tid lang kampen ved håndvæven, men denne kamp mod fabrikkernes overmagt blev mere og mere håbløs, lønnen sank med rivende hast, fabrikanterne udnyttede det stigende tilbud af arbejdskraft, og snart nødtes også håndvæverne til at gå fra hus og hjem for at søge arbejde i fabrikkerne, der nu rejste sig overalt.

Landskabet skiftede karakter. Allerede ved de første maskiners opfindelse havde der rejst sig spinderier alle vegne, hvor der blot fandtes en møllebæk, hvis vandkraft kunne udnyttes. Ved dampmaskinens opfindelse foregik der en ny og tættere midtsamling af industrien i byer, som voksede med en trolddomsagtig hurtighed. Den unge bomuldsindustri smittede den gamle uldindustri med sin feber, og i utrolig kort tid greb revolutionen videre om sig. Dampmaskinen medførte en fuldkommen omvæltning i alle industrigrene. Først og fremmest gjorde tilbageslaget sig gældende i jernindustrien. Endnu i 1740 var jernproduktionen yderst ringe på grund af vanskeligheden ved at udvinde stenkul. Men dampmaskinerne krævede jern, og snart steg jernproduktionen til det syvfoldige. De første maskiner var blevet fremstillede ved håndarbejde, og James Watt kunne i begyndelsen ikke få sin dampmaskine igang, fordi cylinderen var unøjagtig. Maskinerne måtte først fremstilles ved hjælp af maskiner, før de kunne blive fuldkomne. Man lærte at konstruere særlige værktøjsmaskiner. Begyndelsen skete ved Henry Maudsleys opfindelse af support-drejebænken, som udførte hver enkelt metaldel til en maskine med den yderste nøjagtighed. Efterhånden som fordringerne steg, måtte man påkalde mere og mere kæmpemæssige redskaber - som Nasmyths vældige damphammer - til at betvinge og forarbejde jernmasserne.

Den industrielle revolution gennemtrængte og omformede hele samfundslivet. Fra bomulds- og uldindustrien forplantede den sig til lærredsindustrien i Skotland og Irland, til silkeindustrien, der tog et mægtigt opsving, til kniplingsindustrien, hvor der foregik en voldsom omvæltning ved opfindelsen af Heathcoats maskine i 1810, som medførte en frygtelig arbejdsløshed med hungerrevolte i egnen omkring Nottingham. Maskindriften forøgede på alle områder produktionen i en uhyre grad. Det samme arbejde, som der i 1765 skulle 700 bomuldsspindere til at udføre, kunne én eneste spinder besørge i 1855. Jo billigere arbejdskraften blev, jo mere forøgede fabrikanterne varefrembringelsen. Indførslen af råbomuld beløb sig i 1760 til knapt fire millioner pund om året; tyve år efter er den stegen til 16 millioner pund og inden århundredets udgang til 30 millioner, i de næste ti år til 62 millioner pund, osv.. Videnskaberne rives ud af deres fornemme fjernhed og tages i industriens tjeneste. Kemien må hjælpe med til at blege og farve bomuldstøjerne. Dagen forslår ikke, natten må forvandles til dag for at tilfredsstille produktionens umættelige krav, og man lærer at forvandle kullet - det »forstenede sollys« - til gas i fabrikkerne. Matematik og fysik nødes til at række maskinbyggeriet en hjælpende hånd. I stedet for at søge de vises sten, kunsten at lave guld og perpetuum mobile, kaster naturforskeren sig over den mere indbringende opgave at spare menneskeligt arbejde ved at overlade det til naturkræfterne at besejre det rå stof.

Den enorme vækst i indførslen af bomuld og udførslen af tøjer krævede en tilsvarende udvikling af samfærdselsmidlerne. Handelen steg i forhold til industrien. I løbet af de sidste femten år af århundredet voksede den til det dobbelte omfang. Følgelig måtte der også på samkvemmets område foregå en revolution. I begyndelsen af det attende århundrede havde forholdene endnu været så primitive, at købmanden - der tillige var fabrikant - drog omkring med sine bomuldsvarer på pakheste fra by til by og faldbød dem. Endnu i 1720 fandtes der i Manchester kun to vogne. Vejene var elendige, man sank i bundløse sumpe og var udsat for overfald af omstrejfende røverbander. I 1754 blev en »flyvende postvogn« anbefalet med de ord, at den - bortset fra ulykkestilfælde - kunne gøre rejsen fra Manchester til London på halvfemte dag (den samme strækning tilbagelægges nu med eksprestog på knapt halvfemte time (i 1901)). Denne besværlige befordring fordyrede naturligvis varerne betydeligt. I 1770 blev stenkul syv-otte gange så dyre ved at bringes fra minerne til de indre egne af landet.

De første samkvemsforbedringer fandt sted ved midten af århundredet i Lancashire, hvor der anlagdes et net af kanaler, ad hvilke man dels førte kul fra minerne og bomuld fra Liverpool, dels omvendt de færdige varer ud til havnestæderne. Disse kanaler, som på sine steder førtes over brobuer, var meget kunstfærdigt anlagte. Senere blev landevejene forbedrede ved den såkaldte makadamisering (efter opfinderen Mac Adam).

Hermed blev vejen, der siden middelalderen havde været så forsømt, ligesom opfundet påny. I oldtidens kulturstater havde man haft ypperlige veje; i det ældgamle Indien påbød religionen at holde landevejene i god stand, og arabernes og assyrernes udstrakte handelsforbindelser lader formode, at der har været anlagt store veje gennem Asien; de romerske veje var til trods for deres uhyre længde fortrinligt anlagte. Allerede dengang havde man anvendt spor, hvis hårde og glatte overflade gjorde det lettere at føre vognene frem. De anvendtes bl.a. af ægypterne til at føre de kæmpemæssige stenblokke fra bruddene til byggepladserne. I Palmyras og Heliopolis' ruiner har man fundet levninger af sådanne ældgamle stenbaner, men mindet om dem var forsvundet med Romerrigets fald. Bjergværks og kulminedriften havde dog allerede for århundreder siden i England givet anledning til genoptagelsen af sporveje. Sporene bestod af bjælker, som hvilede på tværunderlag af træ. Men disse træbaner blev naturligvis hurtigt slidte og måtte stadig udbedres. I det syttende århundrede havde man da indført den væsentlige forbedring at lægge jernplader på bjælkerne. Senere støbte man jernet til skinner, først flade, så med en opstående kant, som svarede til en indvendig kant på hjulene.

Således havde menneskene gennem århundreders udvikling og langsomme, gradvise forbedringer forberedt jernbanens opfindelse. Man havde sporvejen med jernskinnerne, man havde drivkraften, som James Watt havde gjort anvendelig ved sin dobbeltvirkende dampmaskine, og tiden krævede med stigende styrke et hurtigt befordringsmiddel for den uhyre voksende omsætning: lokomotivet måtte da komme, ligesom tidens andre opfindelser kom, født af øjeblikkets trang. Dets opfinder, George Stephenson, var søn af en kularbejder i omegnen af Newcastle. Han var født d. 8 juni 1781 og arbejdede sig op fra maskinist til direktør for et stort kulværk ved Darlington, som tilhørte en adelig godsejer. I 1812 byggede han det første lokomotiv for kulværket Killingworth, senere anlagde han en maskinfabrik i Newcastle, og i 1825 anlagde han den første jernbane til personbefordring mellem Stockton og Darlington (i det nordøstlige England). I 1829 åbnedes banen mellem Liverpool og Manchester. Ved præmieudskrivningen for det bedste og hurtigste lokomotiv vandt Stephenson prisen med sin maskine The Rocket (»Raketten«), som trak sin egen vægt fem gange og tilbagelagde ca. 5 danske mil i timen.

Dermed var den opfindelse gjort, som mere end nogen anden skulle omskabe verden. Begyndelsen var sket til den moderne tids internationale. Omtrent samtidig var det første dampskib blevet sat i gang. Det er knyttet til Robert Fultons navn, men han havde ligesom Watt og Stephenson haft talrige forgængere, der havde forberedt hans opfindelse. Han var søn af en fattig irsk udvandrer og født i Pennsylvanien i 1765, kom i guldsmedelære, men syslede samtidig med mekaniske opfindelser (han havde allerede som dreng lavet både med skovlhjul til brug ved fiskeri); han rejste til England og fik plads som maskintegner på en fabrik i Birmingham, hvor et par rige godsejere understøttede ham, og hvor han opfandt nogle forbedringer ved kanalanlæg. Men hans hovedinteresse var dampskibe. Han rejste til Frankrig og forarmedes ved en række mislykkede forsøg, fik omsider en dampbåd i gang på Seinen, men vandt ikke Napoleons interesse, og kom endelig til Amerika, hvor han i 1807 foretog sin berømte prøvefart med dampskibet »Clermont« på Hudson-floden. Han høstede ingen fordel af sin opfindelse, han døde i fattigdom.

Det første dampskib i Storbritanien kom i gang på floden Clyde i Skotland i 1811, og englænderne lærte hurtigt at drage nytte af den nye opfindelse, som formindskede afstanden til det store amerikanske marked for deres bomuldstøjer, klæde og metalvarer.

I mindre end en menneskealder var den industrielle revolution i England fuldbyrdet. De politiske begivenheder, der samtidig havde rystet verden - Syvårskrigen og Frederik den Stores bedrifter i Tyskland, krigen med franskmændene i Canada, de amerikanske koloniers opstand mod England, de Forenede Staters Uafhængighedserklæring og Washingtons udnævnelse til præsident, revolutionen i Frankrig, stormen på Bastillen, kongens henrettelse og republikens oprettelse - alle disse begivenheder, som spiller så stor en rolle i den sædvanlige historieskrivning, fik tilsammen ikke tilnærmelsesvis den betydning som det industrielle gennembrud, der i England omskabte formerne for arbejde og produktion, det vil sige grundlaget for alt menneskeligt samfundsliv.

Menneskene havde påkaldt maskinernes hjælp, nu tog maskinerne magten fra menneskene. De greb ind i alle livsforhold. Den venlige væverlandsby i Lancashire, som vi så i begyndelsen af kapitlet, med alle de små rødstenshuse, hvor familierne spandt og vævede, og med de små frugthaver og markstykker ved hvert hus - denne gammeldags idyl var ubarmhjertig dødsdømt, den var ved det nittende århundredes begyndelse fortrængt af et helt andet billede: den moderne fabriksby. Stole, skumle bomuldsspinderier sendte nu deres skorstensrøg ud over landskabet, som var gennemskåret af snorlige kanaler; markerne var bedækket med kulstøv og slagger, og byggespekulanter havde travlt med at købe grunde og opføre huse for det voksende proletariat af forhenværende småhåndværkere og jordbrugere, som søgte ind til det ny midtpunkt for virksomhed og erhverv-: byen!

Besynderligt er det at se, hvorledes maskinerne ligesom stamper mennesker frem af jorden. Englands befolkning voksede mellem 1750 og 1795 fra halvsyvende til ni millioner mennesker. I Lancashire skød by efter by op som ved trylleslag: Bolton, Rochdale, Oldham, Preston osv., men fremfor alle Manchester med havnestaden Liverpool. Manchester var bomuldsindustriens forjættede by. Den udviklede sig med en rivende hurtighed: i den sidste halvdel af det attende århundrede voksede den fra ca. 20,000 til ca. 100,000 indbyggere og i de følgende halvtredsindstyve år til mere end det tre­dobbelte. Fra alle egne af landet strømmede folk til. Endnu i 1750 var Manchester en »landsby«, hvis indbyggere havde forpligtelse til at lade deres korn male på godsejerens vandmøller, ja endnu i 1809 måtte de indhente godsejerens tilladelse til selv at oprette et vandværk. Men den gamle modsætning mellem landsby og gods, mellem lensherre og købstadborgere, var i virkeligheden forlængst trængt i baggrunden af den langt dybere og skarpere ny modsætning: mellem fabrikskapitalister og fabriksproletariat - mellem industriherrer og lønslaver.

Ved det nittende århundredes begyndelse træder Manchester frem som en allerede fuldtudviklet moderne fabriksby. En svensk rejsende skildrer den som uregelmæssigt bygget, indsvøbt i en uigennemtrængelig stenkulståge og af et sørgmodigt udseende. »Alt drives her ved damp og maskineri. Jeg troede stundom, jeg var i underverdenen og hørte Ixions gloende hjul suse. Stenkul er i England blevet de vises sten, som forvandler alt til guld.« Alt - det vil sige for kapitalisterne. Thi kløften mellem samfundsklasserne afslørede sig i en uhyggelig form.

Manchester var så ejendommeligt bygget, hedder det i en noget senere beskrivelse, at man kunne bo i den i årevis og daglig gå ud og ind uden nogensinde at se et arbejderkvarter eller blot komme i berøring med arbejderne. I centrum af byen var der et temmelig udstrakt handelskvarter, som næsten udelukkende bestod af kontorer og pakhuse. Det var så godt som ubeboet og henlå om natten ensomt og øde - kun vagthavende politibetjente strejfede med deres blændlygter gennem de snævre, mørke gader. Dette kvarter var gennemskåret af nogle hovedgader, hvor magasinerne lå, og hvor der til langt ud på aftenen rørte sig en livlig færdsel. Udenom denne bydel drog sig et bredt bælte af arbejderkvarterer - hele det egentlige Manchester. Hinsides dette bælte, ude i den friske, sunde landluft, boede bourgeoisiet, de rige fabrikantfamilier, i deres prægtige villaer, omgivne af haver. Og det bedste af det hele var, at de derudefra kunne komme midt igennem arbejderkvartererne ad den nærmeste vej ind til deres forretningslokaler i byens kerne uden at mærke det mindste til, at de på begge sider af denne vej passerede den smudsigste elendighed. Hovedgaderne, som fra Børsen førte i alle retninger ud af byen, var nemlig besatte med en næsten uafbrudt række butikker, som bortledte opmærksomheden fra de bagved liggende arbejderboliger og derved skånede de herrer og damer for synet af den bundløse armod, som var betingelsen for deres rigdom og luksus,

Det første slægtled af fabrikanter, særlig i bomuldsindustrien, var hovedsagelig forhenværende arbejdere, som i tide havde forstået at tilegne sig den ny maskindrift og svinge sig i vejret ved snuhed og hensynsløs energi. For denne ny menneskerace var det eneste livsformål den størst mulige kapitalgevinst; jagten efter profit gav livet i fabriksbyerne et hidtil ukendt præg af stundesløs travlhed. »en befolkning af drømmere var omskabt til vågne mænd, hvis iver afspejlede sig i selve den måde, hvorpå de gik henad gaden. Hver især forfulgte kun sine egne interesser,« hedder det i en beskrivelse af Birmingham fra slutningen af århundredet. Karakteren påvirkedes af beskæftigelsen. I Londons forretningskvarter gik folk så hurtigt, at man skulle tro, de løb omkap; ingen tænkte på de andre, enhver havde hovedet fuldt af sit eget. Menneskene vurderedes efter, hvor mange penge de tjente. Han er så og så mange pund værd om året, var et almindeligt udtryk (et pund sterling = 18 kr.). Alle moralske egenskaber afvejedes med penge.

Med den industrielle revolution var fulgt en tilsvarende omvæltning i landbruget. Det var herfra kapitalismen oprindelig var udgået gennem fåreavlen og uldindustrien; nu virkede den tilbage og medførte en grundig forskydning i alle bestående forhold. Byernes fabriker sugede landarbejderne til sig i skarevis, og denne stadig voksende bybefolkning krævede en tilsvarende forsyning med levnedsmidler. Kapitalstærke forretningsmænd hængte ind i landbruget og opkøbte eller forpagtede jord i stor målestok. Den gamle gårdmandsstand - det såkaldte yeomanry - kunne ikke konkurrere med de moderne driftsmåder, som fremkaldte et stærkt fald i kornpriserne, og da disse senere under krigen med Frankrig steg til en svimlende højde, betalte det sig bedre for selvejerne at sælge deres jord. I løbet af et hundred år var den gamle gårdmandsklasse næsten ganske forsvunden sammen med den næsten ligeså talrige stand af fæstere og småforpagtere. Maskinerne havde også omskabt landbruget, og ved Napoleonskrigenes afslutning var henved fire femtedele af Englands jord samlet på forholdsvis få godsejeres hænder og drevet af store forpagtere ved hjælp af en besiddelsesløs klasse landarbejdere, som af fattigvæsenet fik udbetalt, hvad de manglede til livets ophold, og hvis løn derfor pintes ned til det lavest mulige.

Således havde fabriksindustrien på alle punkter opløst det gamle samfunds rammer. Nationen forskød sig fra det agerdyrkende syden til det kulrige norden. Befolkningen drog sig sammen i de store byer, hvor den i stedet for at arbejde en eller to dage om ugen for herremanden måtte arbejde fire eller fem dage om ugen for fabriksejeren. De ny kapitalister købte jorden op, thi først som godsejere blev de virkelige gentlemen og fik ved deres sociale stilling politisk indflydelse til at fastslå den ny magtfordeling, som faktisk havde fundet sted. Kapitalen var blevet tyngdepunktet i samfundet. Og kapitalen krævede fri bevægelighed til alle sider: fri næring, fri handel, fri konkurrence - frihed til den yderst mulige udbytning af arbejdskraft for at fremdrive det størst mulige udbytte for sig selv.

De gamle lavsskranker, som fastslog en vis læretid, et vist antal lærlinge og svende for hver mester, en vis arbejdstid og løn osv., stod hæmmende i vejen for den ny udvikling. De var i virkeligheden for længe siden sprængte, men de var ikke ophævede ved lov; staten havde magt til at regulere forholdet mellem arbejdsgiver og arbejder. Men efterhånden som husindustrien var blevet fortrængt af manufakturerne med deres arbejdsdeling og billigere produktion, var den opfattelse trængt igennem, at frihed tjente alles interesser bedst, at den enkeltes driftighed kom hele samfundet til gode. Det var den engelske købmands filosofi, og han mødtes her med tænkerne på den anden side kanalen, som ligeledes afviste statens indblanding i det økonomiske liv og krævede, at den skulle lade sagerne ordne sig selv.

Den blomstrende manufakturindustri syntes jo at afsætte almindelig velstand i samfundet og at åbne et forjættet land for menneskeheden. Arbejdslønnen steg, og datidens nationaløkonomer priser da også høj arbejdsløn som et stort gode. Således David Hume, som udvikler, at høj arbejdsløn er et ufejlbarligt tegn på et lands rigdom og nøje knyttet til landets frihed. Når arbejderne er vante til at leve af en lav arbejdsløn, så at de kun får en ringe del af deres arbejdes udbytte, er det vanskeligt for dem, selv under en frisindet regering, at forbedre deres stilling eller slutte sig sammen for at få lønnen i vejret. Derfor er den ligelige fordeling den bedste. Enhver skal så vidt muligt nyde frugterne af sit arbejde i fuld besiddelse af alle nødvendighedsgenstande og mange af livets behageligheder. Hvor rigdommen kun findes i få menneskers besiddelse, kan disse let slå sig sammen og lægge hele byrden af skatterne på de fattige.

Under så lokkende former fremtrådte liberalismen - dvs. købmænds- og fabrikanters krav på fri konkurrence. Friheden var en nødvendighed, og man troede virkelig på dens velsignelser. Den ny samfundsopfattelse fik sit kraftigste og klareste udtryk i Adam Smiths berømte bog om »Nationernes Velstand«, som udkom i 1776. Adam Smith var professor ved universitetet i Glasgow, han var ven og discipel af David Hume og påvirket af sin samtids franske filosofer. Men sine afgørende indskydelser havde han modtaget af selve den virkelighed, hvori han levede. Han var en opmærksom iagttager af sin samtids økonomiske tilstande, hans bog giver et rigt og broget billede af det engelske samfund i tiden omkring den industrielle revolution - også rigt på indbyrdes modsigelser som tiden selv. Han forherliger arbejdsdelingen i modsætning til den gammeldags smådrift. En arbejder, som ikke kendte til at lave knappenåle, kunne måske ikke lave en eneste om dagen, medens ti arbejdere, som hver især udførte sin lille del af arbejdet, kan lave 48,000, altså hver 4800 om dagen. På arbejdets deling beror produktionens og handelens fremskridt, som atter tilfredsstiller den menneskelige egennytte, der er drivkraften i samfundet. »ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens velvilje, men af deres egennytte venter vi vort måltid. Vi henvender os ikke til deres menneskekærlighed, men til deres egenkærlighed; vi forestiller dem ikke, hvad vi trænger til, men hvad de selv har fordel af.«

Men idet hver enkelt kun tilstræber sin egen fordel, ledes han ligesom af en usynlig hånd til samtidig at fremme det heles vel. Fri kappestrid er gavnligst for samfundet. De unaturlige grænser, som den gamle lavsordning og de godsejerlige særrettigheder sætter for de enkeltes driftighed, må derfor ophæves. Arbejdet erklæres for kilden til al værdi. En nations årlige arbejde er det oprindelige fond, som forsyner den med alle livets fornødenheder og bekvemmeligheder? Men hvorledes forklares da forholdet mellem kapital og arbejde? Her støder Adam Smith på en modsætning, som han - i overensstemmelse med de bestående samfundsforhold - søger at løse til fordel for kapitalen. I det oprindelige samfund tilfalder hele arbejdets udbytte arbejderen, men efter at der er opsamlet kapital på enkelte mænds hænder, som forsyner andre med materialer og underhold, så tilfalder der driftsherren en del af arbejdsudbyttet, fordi han sætter sin kapital på spil. Han ville ingen interesse have af at beskæftige arbejderne, hvis han ikke fik en profit af sin kapitalanbringelse.

På samme måde forholder det sig med grundrenten. Grundejerne holder ligesom alle andre af at høste, hvor de ikke har sået- derfor kræver de afgift selv af jordens naturlige frembringelser, og denne afgift må arbejderen betale med en del af sit arbejdsudbytte. - Adam Smith går altså ud fra, at samfundet nu engang er delt i tre klasser: grundejere, kapitalister og arbejdere.

Arbejderen må af de værdier, han skaber, svare én del til grundejeren og en anden til kapitalisten. Adam Smith nøjes dog ikke med at fastslå dette forhold, han kritiserer det lejlighedsvis i skarpe ord. Kapitalens profit, siger han, erhverves uden noget som helst personligt arbejde af den, hvem den tilfalder. Købmænd og fabrikanter beklager sig så ofte over virkningerne af høj løn, de taler ikke om virkningerne af høj profit. »På en meget rig mand går der mindst fem hundrede fattige, og betingelsen for nogle fås overflod er manges armod.«

Det vigtigste for ham er, at nationens velstand kommer den arbejdende befolkning til gode. Godt betalte arbejdere yder mere end slet betalte; et samfund kan ikke være blomstrende og lykkeligt, når størstedelen af dets medlemmer lever i fattige og elendige kår. Det er simpel retfærdighed, at de, som skaffer føde, klæder og husly til hele folket, får så meget for deres arbejde, at de selv kan bo, spise og være klædt anstændigt. Men Smith så ikke, og han kunne ifølge sin tids udvikling ikke se nogen anden vej til at forøge den nationale velstand end kapitalens formerelse. Produktionens fremskridt var afhængigt af kapitalens vækst, af stigende stordrift og arbejdsdeling. Kapitalen måtte samles på enkelte hænder for at fremskynde denne udvikling.

Det faldt ikke Adam Smith ind at tænke sig statens overtagelse af produktionen; thi staten var i hans øjne en reaktionær magt, det var jo godsejerstaten, der med sine gamle særrettigheder og lavsreguleringer hæmmede industriens fremskridt. I kapitalens navn krævede han derfor økonomisk frihed: fri overenskomst mellem arbejdsgivere og arbejdere om løn og arbejdsvilkår - fri kappestrid mellem fabrikanter og købmænd, om hvem der kunne producere bedst og sælge billigst. Han troede, at friheden ville føre til harmoni mellem kapital og arbejde; jo større kapital der kunne opsamles, jo mere ville »lønningsfonden« vokse, derfor havde arbejderne efter hans mening interesser fælles med kapitalisterne. Han kunne ikke forudse følgerne af storindustrien, som først udviklede sig, efter at han havde skrevet sin bog.

»Nationernes Velstand« blev kapitalismens bibel. Den blev banebrydende i nationaløkonomien, ikke fordi den skabte noget nyt, men fordi den var et lydhørt organ for sin tid, afspejlede dens brydninger, udtrykte dens krav. Adam Smith havde forkyndt liberalismens evangelium: økonomisk frihed og åndsfrihed. Kapitalisterne smykkede sig med de »frie« ideer og forherligede sig selv som samfundets velgørere, hvis navne burde forplantes til kommende tider blandt menneskehedens bedste. Deres rigdom var kun en velfortjent belønning for alt det gode, de gjorde deres medmennesker. De var ved deres foretagsomhed og handlekraft lige så store på deres område som digterne og tænkerne på deres. En knapfabrikant fra Birmingham blev sammenlignet med Shakespeare og Newton.

Under denne frisindets og gavmildhedens maske antog udbytningen af menneskelig arbejdskraft en mere og mere hensynsløs form. Netop arbejdsdelingen - som Adam Smith havde lovprist, og fra et socialt synspunkt med rette - gav fabrikanten hals- og håndsret over arbejderne i en hidtil ukendt grad, idet disse kun blev led i en helhed, der tilhørte ham; de udførte hver især kun sin lille del af det samlede produkt, og da denne enkelte del ikke havde nogen værdi eller nytte for sig selv, var der intet, hvorpå arbejderen kunne tage og sige: dette er min frembringelse! Hans personlige arbejde forsvandt, han frembragte ikke længere nogen vare. Adam Smith havde meget vel indset, hvad følgen var for styk-arbejderen: et menneske, der anvender hele sit liv til udførelse af nogle få og simple håndgreb, får ingen lejlighed til at øve sin forstand. Han bliver i almindelighed så dum og uvidende, som det er muligt for en menneskelig skabning….»ensformigheden i hans stillestående liv ødelægger hans ånds mod. Den ødelægger også hans legemes ihærdighed og sætter ham ud af stand til mægtig og vedvarende at anvende sin kraft undtagen i den underordnede beskæftigelse, hvortil han er opdraget. Dueligheden i hans særlige gerning erhverves på hans åndelige og sociale dyders bekostning. Men i ethvert industrielt og civiliseret samfund er dette den tilstand, som den fattige arbejder nødvendig må hjemfalde til.«

Fabriksindustrien trykkede den enkelte arbejder ned i en endnu mere afhængig og personlig betydningsløs stilling og gav kapitalisten frit spillerum for en langt brutalere udbytning. I stedet for at betjene sig af sit værktøj måtte arbejderen tjene maskinen, ja, den behøvede ham ikke engang, den krævede ikke muskelkraft, den kunne nøjes med kvinder og børn. Store masser af befolkningen slyngedes ud i pjalteproletariatet. Maskindriften berigede fabriksejerne og gjorde hundredtusinder af håndværkere brødløse. Men kapitalismen fandt nye nationaløkonomer, som lovpriste dens herlighed. Det var egentlig først med Adam Smiths efterfølger Ricardo, at denne videnskab blev kapitalismens lydige tjener.

David Ricardo var født i England i 1772 som søn af en hollandsk jøde. Som snu forretningsmand svang han sig op til en anseelig rigdom. Fra 1799 af kastede han sig over national-økonomiske studier, fra 1809 optrådte han som skribent. I modsætning til den stille lærde Adam Smith var han den praktiske bankier, som fastslog udviklingens økonomiske love og forstod at omgive sine knappe sætninger med et skin af matematisk sikkerhed. Men det ville være urimeligt at bestride hans videnskabelige fortjeneste. Han besmykkede i det mindste ikke sin mangel på humanitet og samfundsfølelse med klingende fraser. Han viste med nøgen klarhed, hvad den ensidige udvikling af frikonkurrencen måtte føre til - og hvilke urimeligheder den følgerigtigt måtte udmunde i.

Som pengemagtens udprægede repræsentant vendte Ricardo sig på den ene side mod godsejerne, hvis politiske herredømme det for kapitalisterne gjaldt om at knække, på den anden side mod arbejderne, hvis løn- og livsvilkår han søgte at fastslå i første kapitel af sit hovedværk (Grundsætninger«, 1817) går han ud på at forklare kapitalens profit som begrundet på naturlig retfærdighed. Vel at mærke den bevægelige, den »virksomme« og »driftige kapital; - i det næste kapitel er det nemlig, han angriber grundrenten, det vil sige den rente, der betales grundejeren »for brugen af jordens oprindelige og uudtømmelige kræfter.« Ricardo var selv blevet godsejer for efter sædvanlig rigmandsskik at erhverve større social anseelse og politisk indflydelse, men han repræsenterer ligefuldt den skarpe modsætning, der i datidens engelske samfund bestod imellem godsejere og kapitalister. »Grundejerens interesse,« heddet det, »er til enhver tid modsat alle andre samfundsklassers« - nemlig fordi grundejerne holdt på korntolden, som det var i kapitalisternes interesse at få afskaffet for at få billigere arbejdskraft.

Dette erklæres ganske åbent: »Når prisen på arbejde falder sammen med prisen på korn,« skriver Ricardo, »så må al profit stige, og det kommer særlig den industridrivende del af samfundet (dvs. kapitalisterne) tilgode.« Ikke desto mindre fremstilles kapitalisterne som de uegennyttige menneskevenner, der kun vil arbejdernes vel. Men Ricardo glemmer dog ikke at holde hovedet koldt, selv om hjertet tilsyneladende løber lidt af med ham. I femte kapitel behandler han arbejdslønnen. Arbejdet er en vare og har sin naturlige pris som enhver anden vare. Denne pris retter sig efter »hvad der er nødvendigt for arbejderne til at leve og forplante sig, således at deres samlede antal stadig forbliver det samme.« Her er den »jernhårde lønningslov,« som den senere kaldtes, for første gang formuleret. Lønnen kan og skal ikke hæves over, hvad arbejderne behøver til at dække deres første livsfornødenheder. I kraft af denne lov måtte al faglig organisation forbydes. Den jernhårde lønningslov skrev sit ubønhørlige »lader alt håb udel« for arbejderne; om de levede eller døde, kunne være ligegyldigt, år blot kapitalen fik sin profit ind. Nationen tog deres skæbne til efterretning og gik over til dagsordenen.

Således var i korte træk den samfundstilstand, der skabtes i England ved den industrielle revolution, men som først afslørede sig i sine grufuldeste former noget ind i det nittende århundrede, - maskinalderen var oprundet. Den havde revet menneskene bort fra jordens nærende barm, hvirvlet dem ind i byernes kulrøg, stuvet dem sammen i fabrikkernes giftige luft, sat dem til at passe et larmende, døvende, sløvende maskineri, gjort dem selv til livløst virkende led af den ustandseligt arbejdende mekanisme. Thi de kostbare maskiner måtte ikke stå stille, det gjaldt for kapitalisten om at udnytte hvert minut, at skabe mere og mere værdi ved hjælp af den i maskinerne ophobede kapital. I stedet for at gøre arbejdet lettere og arbejdsdagen kortere for menneskene, blev maskinen i kapitalismens besiddelse et middel til at forlænge arbejdsdagen ud over alle naturlige grænser, til at skyde de kraftige arbejdere ud i håbløs fattigdom og lægge livets tungeste byrder på kvinders og børns svage skuldre.

Arbejdskraften skulle være så billig som muligt: kvinden måtte erstatte manden, barnet måtte erstatte kvinden; alt hvad der kunne krybe og gå, kunne få beskæftigelse i fabrikkerne. I 1778 hed det om en silkefabrikant, som sysselsatte 140 børn fra en alder af 6 år, at »han havde egentlig grundlagt denne fabrik af lyst til at gøre vel, for at give så mange værgeløse skabninger arbejde og måske derved bevare dem for savn og skændsel.« Og der var en rig mark for den slags »velgerninger«, den billige arbejdskraft væltede op af jorden. I den første halvdel af det nittende århundrede blev Englands befolkning fordoblet, fra ca. 10 millioner til ca. 20 millioner mennesker, hvoraf Lancashire alene opsugede femtedelen, og samtidig fordoblede kapitalen sig. Indenfor den samme nation opstod der to nationer, skilte ved en ligeså gabende kløft som negerslaverne på de amerikanske bomuldsplantager fra deres ejere. En fabrikant beskæftigede så og så mange »hænder« - arbejderen var blevet et upersonligt begreb. Den industrielle revolution havde på den ene side skabt et mindretal af millionærer, på den anden side et uhyre flertal af besiddelsesløse. Det moderne proletariat var opstået som et værgeløst bytte for en uindskrænket kapitalisme - men samtidig som en frugtbar jordbund for en ny samfundsdannelse, en revolutionær kraft, som verden aldrig før havde set mage til.

Proletariatet.

Det er en menneskealder ind i det nittende århundrede. En mørk og skyet efterårsmorgen er langsomt i frembryd over Manchester. Op af de høje fabriksskorstene ulmer en tyk kulrøg, som tværes ud i den klamme tåge og trykkes ned i de snævre gyder mellem forstædernes uregelmæssige, sammenklumpede arbejderkvarterer. I den gamle del af byen, som ligger klemt inde mod nord, mellem handelskvarteret og floden Irk, traver en mand afsted i nattestilheden med en lang stok i hånden. Han bevæger sig rask og hjemmevant omkring i denne indfiltrede bygningslabyrint, hvor enhver fremmed straks ville fare vild, og på vejen banker han hurtigt med sin stok på en hel del vinduer forneden og foroven i husene. En uafbrudt klirren af ruder ledsager hans tunge fodtrin, og indenfor ruderne - eller de med klude udfyldte vinduesrammer - hører man straks efter søvnige svar, stønnende råb og sukke og et puslende liv af vågnende mennesker.

Manden med den lange stok er vægteren, som kvarterets piger og koner har slået sig sammen om at leje til at kalde på dem om morgenen, for at de ikke skal betale den frygtede bøde, som venter dem, hvis de kommer til fabriksporten, efter at klokken har hørt op at ringe.

Det er et gyseligt kvarter af byen, han bevæger sig igennem. I den grå morgendæmring træder det frem i al sin trøstesløse elendighed. De forholdsvis lave huse er gamle og brøstfældige, snavsetgrå og til sodede af kulrøg. Gaderne imellem dem er smalle smøger, som bugter sig ud og ind, brudte i vinkler ved de stadige tilbygninger, som er kommet til i årenes løb. Hver kvadratfod byggeplads er udnyttet. Og disse smøger er uden brolægning; midt igennem dem siver åbne rendestene eller rettere pøle uden afløb, fulde af stinkende affald. Ind til de sammenknebne gårde mellem husene fører overbyggede gange, så snævre, at to mennesker dårligt kan presse sig forbi hinanden, og i gårdene hersker der en ubeskrivelig urenlighed. Det åbne aftrædelsesrum, som er fælles for flere omliggende ejendomme, er overfyldt af uhumskheder, som breder sig ud over hele gårdspladsen; man vader i skarn og urin. Stanken fra disse gårde - som en af samtidens liberale kaldte for et »mesterstykke af ventilation« - trænger ind i alle husenes beboelsesrum.

Og hvilke rum! At en familie på fem-seks personer opholder sig, spiser og sover i det usle værelse, som udgør hele deres hjem, er ganske almindeligt, men det er ingenlunde ualmindeligt, at flere familier deler lejligheden, hvor de dog kun tilbringer natten. De ligger da stuvet sammen i et par sengesteder, på nogle madrasser, halm og sækkelærred eller på det bare gulv, sovende i deres pjalter, mænd, kvinder og børn imellem hverandre. I flere huse er der hverken brædder eller stengulv i stueetagen, kun den nøgne jord, bedækket med et tykt lag smuds. Men endnu frygteligere er dog de kældere, som mange steder er indrettede til beboelse, dybe, fugtige rum uden lys og luft, rædselsfulde kloaker, sande pestens huler.

På den sydlige bred af Irk floden, som går stejlt nedad, er der bygget tre rækker huse bag hinanden, og kældrene i den laveste række ligger under vandspejlet af floden, som står stille i dybet, begsort, optagende afløbet fra de omliggende garverier, benmøller og gasværker, hvis giftige uddunstninger fylder luften. I baggrunden af kvarteret ligger fattigkirkegården, Liverpool og Leeds banegårdene og - bag dem igen - Manchesters arbejdshus, de fattiges Bastille, der som et kastel bag sine høje mure og tinder ser truende ned på fabrikarbejdernes by.

Vi har fulgt vægteren på hans morgenvandring gennem Manchesters ældste og usleste kvarter. De senere opførte - mod nordøst, øst og syd - var noget mere regelmæssigt byggede efter cottage-system, gaderne var her tildels brolagte og forsynede med afløb, men kældernes elendighed og gårdenes uhumskhed gik igen overalt, og i det såkaldte »lille Irland«, som lå i et dybt hul omkring Medlock floden, omgivet af høje fabrikker og næsten udelukkende beboet af irlændere, var urenligheden næsten endnu modbydeligere end i kvarteret omkring Irk. Pjaltede kvinder og børn drev her omkring ligeså smudsige som svinene, der trivedes i møddingpølene mellem affaldsdyngerne. Først da koleraen nærmede sig byen, blev bourgeoisiet grebet af skræk for den elendighed, det havde opfostret midt imellem sig uden nogensinde at ville se den eller vide af den, og der udnævntes en sundhedskommission, som bragte forfærdelige ting for dagen. I hele gader igennem af det usleste kvarter, var der ikke et hus, der undgik pesten.

Det er fra disse fabriksarbejdernes forstæder, at der nu i den tidlige morgentime lyder ligesom en sagte jamren, der dog straks afløses af en dump resignation. Man rejser sig sløvt fra nattens hårde lejer og bøjer nakken under skæbnens åg. Fra alle sider kommer lange tog af mænd, kvinder og børn gennem det tågede mørke, og allesammen styrer de mod en eller anden af de høje skorstene, som sender deres rødlige, gnistrende røg mod den tunge himmel. Porten står på vid gab ind til det helvede, hvor de skal tilbringe dagen, og i porten står opsynsmanden, den forhadte slavefoged, for at passe på, at ikke én kommer et minut for sent. Skaren trænges forbi ham med sky blikke. Hvis han havde et hjerte i sit bryst, måtte det krympe sig smerteligt sammen ved synet af disse pjalteklædte skikkelser, som i deres hånd bærer det usle måltid, der skal mætte dem for dagen. De er gustne og blege, deres ansigter er udtryksløse, deres lemmer tynde og slappe, deres gang slæbende; deres bevægelser usikre og sky.

De myldrer ind og spreder sig i fabrikkens store, oplyste rum, i mellem spindemaskinerne og maskinvævene; de indtager den samme plads, som de forlod i går, og som de skal vende tilbage til i morgen; kvinderne er som sædvanlig på de farligste poster, i stampeværkstederne eller i badstuerne for den såkaldte skotske appretur hvor der hersker en hede på 40 grader. Signalet gives, maskinens vægtstang løfter sig, den første damp farer frem og bringer remmene til at sitre, det brager i hele bygningen, alle væverstolene begynder pludselig at slå, alle hjul drejer sig rundt med rasende hast, slaget er begyndt: thi arbejderen i væveriet er som en soldat på valpladsen, han er udsat for de samme farer, han står ligesom overfor et fjendtligt batteri, en usynlig hagl af kardætsker slår ned omkring ham. Han er fabriksføde, som soldaten er kanonføde.

For det første befinder han sig midt imellem et løssluppent, gøende, hylende maskineri af hjul og takker, som bestandigt bider efter ham. Ved den mindste forglemmelse eller uforsigtighed fra hans side griber et hjul eller en rem fat i ham, lemlæster ham eller dræber ham. Det er især børnene, som bliver ramt af denne skæbne. Dr. Winstanley, hospitalslæge i Manchester, bevidnede, at af 106 børn i en søndagsskole var de 47 blevet sårede i fabrikkerne.

Men dette er kun den hurtige død eller den pludselige lemlæstelse, fabrikkens tragedie. Der var en anden fare, som var mindre dramatisk, mindre iøjnefaldende, men langt frygteligere, det var den langsomme forkrøbling ved overanstrengelse og den snigende forgiftning fra bomuldsstøvet i de gasophedede rum. Arbejderne måtte uafbrudt stå op ved maskinen i en arbejdstid, der hyppigt varede 16 timer; den, der satte sig på en vinduesbænk eller en kurv, blev straffet. Denne langvarige, opretstående stilling medførte misdannelser af rygraden og hofterne, som led under overkroppens tryk. En meget udbredt lidelse var det berygtede »fabriksben«, som dannede sig hos børnene under arbejdet ved spindemaskinen; knæerne og fødderne drejede sig indad eller udad, muskelbåndene slappedes, leddene blev bløde, tykke og opsvulmede. Man kunne ikke gå gennem Manchesters gader uden at møde flere af disse forkrøblede væsener, som undertiden blev bårne til og fra fabrikken på deres kammeraters ryg. Betegnelsen »den engelske syge« har holdt sig som et skændselsminde om hine tiders børnemisbrug.

Den usunde luft i fabrikkerne og overgangen fra den stærke hede til kulden og tågen udenfor medførte hos de tyndt klædte og slet ernærede arbejdere en frygtelig udbredelse af febersygdomme. Svindsot og tyfus hærgede den fattige befolkning i alle Englands store byer. I en officiel sundhedsberetning hedder det, at antallet af årlige dødsfald som følge af febersygdomme er dobbelt så stort som de faldnes antal i slaget ved Waterloo.

Arbejderne blev ikke gamle. Af 1078 arbejdere opnåede kun 9 det 50ne år, 22 det 40ne, resten døde forinden. Dødeligheden i Manchesters forstæder var en halv gang så stor som i de rige kvarterer. Gennemsnitsalderen var 38 år for overklassen, 17 år for arbejderne, idet over halvdelen af børnene døde før det 5te år.

Fabrikkerne havde ingen veteraner. Napoleonskrigene havde ikke efterladt en så lang række døde som de utallige ofre, der langsomt og stille hentæredes indenfor fabrikkernes fire vægge; uden kampens og kanontordenens og blodets poesi, derfor ubemærkede af mængden, hvis fantasi de ikke satte i bevægelse, og hvis medlidenhed de ikke vakte. Der gik ingen store lidenskaber over fabrikkernes valplads, her faldt man kun ydmygt, sagte stønnende, når man ikke længere kunne bære sin skæbne. En ganske ejendommelig lidelse af sjælelig natur mødte man også i fabrikkerne. En stor del af arbejderklassen fornyedes jo fra landbefolkningen, som var vant til bevægelse, grønne marker og frisk luft. Det stillestående liv ved maskinen, den evindelige ensformighed, den uafbrudte snurren, drejen, stampen, hvislen og hvæsen frembragte en åndelig og legemlig slaphed, som ikke var til at helbrede. Disse stakler, siger en læge, mindede mig om de talrige rekrutter, som jeg under kejserkrigene så bukke under for hjemve, dø af længsel, inden fjendens kugler nåede dem.

Men det var forholdsvis få voksne mænd, der beskæftigedes i fabrikkerne; hovedmassen var kvinder og børn. Den industrielle kapitalisme medførte det besynderlige og bagvendte forhold, at moderen og børnene - undertiden børnene alene - gik på fabrikken for at tjene til familiens underhold, medens faderen sad hjemme og passede huset. Fr. Engels har i sin bog om Arbejderklassen i England gengivet et brev fra en arbejder, som fortæller, hvorledes en bekendt af ham på sin vandring for at søge arbejde har truffet en gammel ven i fabriksbyen St. Helens i Lancashire. Han traf ham i en fugtig kælder, hvis hele bohave var to gamle stole, et trebenet bord, en kiste og i stedet for seng en bunke gammelt halm i en krog med et par smudsige tæpper ovenpå samt to stykker brænde ved ovnen: »Og da min stakkels ven gik indenfor« - hedder det med arbejderens egen retskrivning - »så sad den stakkels Jack ved ilden på brændet og hvad tror i han bestilte. Han sad og stoppede sin kones strømper med stoppenålen og så snart han så sin gamle ven på dørtrinet forsøgte han at skjule det. Men Joe, således hed min bekendt havde dog set det og sagde til Jack, hvad fanden er det du bestiller hvor er din kone er det dit arbejde. Den stakkels Jack skammede sig og sagde nej jeg ved nok, at det er ikke mit arbejde men min stakkels kone er i fabrikken, hun må gå klokken 5.30 og arbejde til kl. 20.00 om aftenen og så er hun så træt at hun ingenting kan gøre når hun kommer hjem, så må jeg gøre alting for hende, hvad jeg kan, for jeg har ingen arbejde og ingen haft i mere end 3 år og jeg får aldrig mere noget og så græd han en tyk tåre. Nej Joe, sagde han, der er arbejde nok for kvindfolk og børn her på egnen, men ingenting for mandfolk, du kan før finde hundrede pund på gaden end arbejde, men jeg havde aldrig troet at du eller nogen anden havde set mig i den stilling, at jeg stoppede min kones strømper, for det er dårligt arbejde. Men hun kan næsten ikke mere stå på sine fødder, jeg er bange hun bliver helt syg og så ved jeg ikke hvad der skal blive af os. For hun har allerede længe været manden i huset. Og jeg konen, det er slemt arbejde Joe. Og han græd bitterlig og sagde, at det har ikke altid været sådan. Du ved da jeg giftede mig da havde jeg arbejde nok, og du ved jeg var ikke doven, nej det var du ikke. Og vi havde et godt møbleret hus og Mary behøvede ikke at arbejde jeg kunne arbejde for os begge to. Men nu er det den forkerte verden, Mary må arbejde og jeg må blive her. Børnene lapper og vasker og laver mad, for når den stakkels kone kommer hjem om aftenen er hun træt og kapput. Og så begyndte Jack igen at græde og han ønskede han havde aldrig giftet sig og aldrig var født. Da Joe hørte det, fortalte han mig at han havde forbandet og fordømt fabrikkerne og fabrikanterne og regeringen med alle de eder som han havde lært i fabrikken fra ungdommen af«.

En så vanvittig samfundstilstand havde maskinerne frembragt i stedet for at lette arbejdet, lindre nøden og forøge den almindelige velstand. Og her er ikke tale om undtagelser, hvorved helhedsbilledet forvanskes eller overdrives. Tværtimod. Med den uforstyrrelige grundighed, som er en engelsk nationalegenskab, blev tilstanden omhyggeligt studeret og beskrevet, først af hospitalslæger i de store fabriksbyer, dernæst af undersøgelseskommissioner, der nedsattes af rigsdagen, og som indgav omhyggelige beretninger. Godsejerne, som følte sig truede i deres magtstilling af den hensynsløse kapitalistklasse, havde interesse af at få misbrugene oplyst. Førsteministeren Robert Peel, som selv var storfabrikant, men en »kongelig købmand« i modsætning til de rå opkomlinger, erklærede i Underhuset, at intelligensens store værk, maskinernes fuldkommenhed, havde vendt sig til forbandelse i stedet for til velsignelse for nationen.

Forbandet var tilværelsen blevet for de hundredtusinder af arbejdere, som hidtil havde haft et tåleligt udkomme af deres værkflid. Hjemmet var opløst. Pigebørnene, der sendtes på fabrikken, så snart de kunne gå alene, for at tjene en shilling eller halvanden (dvs. 1 kr. og 35 øre) om ugen, voksede op i fuldkommen uvidenhed om de simpleste huslige sysler. De lærte intet - andet end råhed. Omgangstonen mellem de to køn i fabrikslokalet var som regel ubeskrivelig gemen. Meget almindeligt var det, at fabriksherren overfor sine unge arbejdersker tiltog sig den berygtede »første nats ret,« som godsejeren besad i middelalderen. Hvis pigebørnene ikke var føjelige, hang afskedigelsen over deres hoveder, men de havde som regel ingen grund til at forsvare deres kyskhed. Prostitutionen fik for en stor del sin forsyning fra fabrikkerne.

Og når den unge pige blev gift eller, hvad der var det samme, blev moder uden at være gift, havde hun ingen tid til at passe sit barn. Kvinderne kom ofte tre eller fire dage efter nedkomsten tilbage på fabrikken; i de knappe fritider måtte de skynde sig hjem for at give børnene die. I nogle vidneudsagn, som lord Ashley optegnede, hedder det: M. H., tyve år gammel, har to børn, det mindste et pattebarn, som passes af det andet, der er lidt ældre; hun går på fabrik klokken lidt over fem om morgenen og kommer hjem klokken otte om aftenen; dagen igennem flyder mælken ud af hendes bryst, så at hendes klæder er gennemvåde. En anden moder, som er hjemmefra hele ugen, klager over de skrækkelige smerter, som hendes mælkespændte bryster forvolder hende.

For at berolige de spæde børn i mødrenes fraværelse gav man dem søvndyssende midler, opiater, hvoraf de ofte fik krampe og døde. Ulykkestilfælde ved forbrænding og lignende blandt børn, som var overladt til sig selv, forekom meget hyppigt. Lord Beaconsfield har i sin roman »Sybille eller de to nationer« skildret et hjemløst barn, der vokser op på Manchesters gader. Da han er fjorten dage gammel, giver hans moder ham i pleje for 3 pence (22 øre) om ugen til en gammel kone, som passer de spæde børn, mens mødrene er på fabrikken. Han smager livets første sødme i form af opium og sirup, hvormed man forbereder børnene på den gravens stilhed, som er dem bestemt. Barnemord udøves ligeså almindeligt i England som i Kina eller ved Ganges - en kendsgerning, som er undgået Selskabet til Kristendommens Udbredelse blandt hedningerne.

Men der gives pattebørn, som modstår sult og gift, unaturlige mødre og djævelske plejemødre. En sådan var denne navnløse. Da han var to år gammel, døde hans moder, og ugebetalingen holdt op. Han blev da sendt ud på gaden for »at lege,« det vil sige for at blive kørt over. Nogle måneders leg var i reglen nok til at opnå dette formål. Hans kammerater døde pligtskyldigt, men han selv forblev i live. Han ernærede sig sammen med hundene af gadens affald. Forvokset, bleg og mager modstod han feberen, den eneste beboer, som aldrig flyttede fra den kælder, hvor han sov om natten. Da han var femten år gammel, begyndte pesten at rase blandt kældrenes menneskeyngel, og da han en aften kom hjem i sit hul, fandt han det fuldt af lig. Han listede sig bort og lagde sig til at sove udenfor en fabriksport. Ved daggry blev han vækket af klokken og befandt sig midt i en mængde mænd, kvinder og børn, med hvem han fulgte ind. Navnene blev råbt op, man lagde mærke til ham, og da der netop var brug for et barn til »vathullet« - hvor den fordærvede bomuld laves til tæpper og billig sirts - blev han antaget. Man døbte ham på stedet med navnet på det stof, han skulle hjælpe med til at forarbejde: »Djævlestøv«.

Denne mishandling af børnene er den sorteste skamplet på hin tids engelske kapitalisme. Allerede Arkwright, spindemaskinens opfinder, havde systematisk anvendt børn i sine fabriker og havde ved denne udnyttelse af billig arbejdskraft endnu mere end ved selve maskinerne givet stødet til den ny fabriksindustri. Uvæsnet begyndte med børn fra fattighusene, som under navn af »sognelærlinge« ligefrem købtes af fabrikanterne. Den gamle lærlingelov foreskrev en læretid på syv år; i fabrikanternes kontrakter med fattigforstanderne hed det derfor, at børnene skulle lære et håndværk, men disse bestemmelser blev aldrig overholdte. Det var en utilsløret slavehandel, der fandt sted. Fattigvæsnet slap for pligten til at forsørge børnene, og fabrikanterne fik billig arbejdskraft. De værgeløse fattighusbørn blev i hobevis transporterede hundreder af mile gennem landet, op til Lancashire, hvor de måtte arbejde i fabrikkernes dårlige, sundhedsnedbrydende luft og blev indlogerede og ernærede under de usleste mulige forhold.

De afsløringer, der - særlig fra læger i Manchester - fremkom af disse børnemisbrug, vakte så stærk bevægelse i landet, at parlamentet i 1802 vedtog en beskyttelseslov, der forbød natarbejde af sognelærlinge og fastsatte en arbejdsdag for dem på tolv timer samt påbød tvungen undervisning. Men denne lov fik ingen som helst betydning. Tværtimod antog børnemisbrugene og mishandlingerne i den første halvdel af århundredet langt værre former. En sognelærling ved navn Robert Blincoe gav i 1832 en beskrivelse af de lidelser, han havde gennemgået. Han blev som forældreløs dreng i året 1799 sendt fra St. Pancras arbejdshus i London sammen med 79 andre børn til en bomuldsfabrik ved Nottingham og blev senere af fabrikanten overdraget til en anden fabrik. Han var bundet ved kontrakt til sit 21de år. Han og hans lidelsesfæller gennemgik grusomme kvaler. De fik kød af selvdøde kreaturer at spise og måtte grave rødder op af markerne for at stille deres sult. De levede i en græsselig urenlighed. Deres sengetøj blev aldrig vasket, de selv fik kun lov at vaske sig een gang om ugen. Arbejdstiden varede ofte 16 timer i træk, uden at de fik noget at spise. Når de var trætte, blev de ansporede ved pisk, til de segnede. De var altid syge, men læge tilkaldtes ikke, før barnet lå i dødskrampe. En dreng blev idiot af lidelser og sult. Ulykkestilfælde forekom ofte; en pige blev slået til krøbling, men sat til et andet arbejde, hvor hun kunne benyttes. Opsynsmændene var rene bødler, som betjente sig af djævelsk udtænkte pinsler. Det var f.eks. et yndet straffemiddel at binde drengene fast til en korsbjælke lige ovenover maskinen; hængende i luften måtte de stadig trække benene til sig for ikke at få dem knust. Børnene forsøgte ofte at undløbe, og der var derfor udsat en præmie på 5 shilling, for hvem der bragte en bortløben tilbage. Også selvmordsforsøg forekom.

Skildringen bekræftes ved mange andre samtidige beretninger. Opsynsmændene i de engelske fabrikker synes ikke at have stået tilbage for slavefogderne på de amerikanske plantager i umenneskelig grusomhed. Pisken - en slags knut med mange svøber - blev brugt på den mindste foranledning, og undertiden tog bødlen en fløjte i munden for at overdøve børnenes skrig. Klage turde staklerne ikke af frygt for at miste deres arbejde.

Den alder, hvori børnene almindeligvis begyndte på fabrikken, var det 7de eller 8de år, men mange kom der allerede ved det 4de eller 5te år; man har eksempler på 3årige fabriksbørn, ja så utroligt det end lyder, meddeles det i en officiel indberetning fra 1843, at et barn er blevet anvendt ved maskinknipleriet, før det var 2 år gammelt. Det uhyggeligste billede frembyder dog de små børn, der arbejdede i bjergværkerne. I kul- og jernbjergværkerne arbejdede børn i almindelighed fra 8 års alderen, men også mange, der kun var 4, 5 eller 7 år gamle. De brugtes til at transportere det løshugne materiale fra bruddet til hestebanen eller hovedskakten samt til at åbne og lukke trækdørene i minegangene, når arbejderne skulle igennem. Til dørvogtere anvendtes i reglen de mindste børn, som på den måde måtte sidde 12-16 timer daglig i en snæver, mørk og fugtig gang og hensygne i fordummende kedsomhed. Transporten af kul og jernmalm, som foregik på slæder over den ujævne grund, var derimod et meget hårdt arbejde, og dertil anvendtes mest ældre børn og halvvoksne piger. Men man har eksempler på, at småbørn på 6 år har slæbt kul gennem grubegangene, krybende, på alle fire, forspændte kærren med en sele omkring livet og en lænke imellem benene. En underkommissær i Skotland har berettet, at han fandt en lille seksårig pige, som regelmæssigt gjorde fjorten lange ture om dagen med en byrde på halvtredsindstyve pund. Højden og længden af den vej, hun for hver tur havde at tilbagelægge, var mere end højden af St. Pauls kirketårn i London (ca. 340 fod). En syttenårig pige fortalte, at hun flere gange havde arbejdet 24 timer i træk. Mændene var i deres råhed værre end vilde dyr; ofte blev et barn skamslået, ja undertiden dræbt uden straf for den skyldige.

Når børnene kom op fra gruberne, var de så dødeligt udmattede, at de undertiden kastede sig ned på jorden undervejs og blev funden sovende der om natten af deres forældre, som søgte efter dem. Ofte kunne de for træthed ikke tage en bid til sig, når de kom hjem. Søndagen tilbragte de i sengen. Skolen besøgtes kun af få. Uvidenheden var derfor grænseløs. Af en officiel indberetning om børnenes tilstand i bjergværkerne fremgår det, at der var børn, som intet anede om de simpleste ting. De vidste hverken, hvad Frankrig eller Amerika var, de havde ikke engang hørt om Skotland eller Irland, de vidste ikke, hvor mange dage eller uger der var i et år. James Taylor, en velbegavet, men uvidende 11 års dreng, havde hørt om helvede, når arbejderne i gruben bandede; han havde aldrig hørt om kristus eller om gud, undtagen når grubefolkene sagde »gud forbande mig!«. Han ved ikke, i hvilken del af landet han bor, han har aldrig hørt om London, om dronningen har han derimod hørt, men han ved ikke, hvem »han« er.

Det samme var tilfældet med børnene i fabriksbyerne. De gik jævnlig i søndagsskole, hvor de ikke lærte andet end bibelske dogmer, men når man spurgte dem, hvem kristus var, vidste de det dog ikke, eller de svarede: »Han var Adam« - »han var en søn af frelseren« - »han døde på korset for at frelse vor forløser« - »Han var konge i London for længe, længe siden.« Unge fyre på 16-17 år vidste ikke, hvad to gange to var, eller hvor mange farthings (kvartpence, den mindste mønt) der gik på to pence, selv når de fik pengene i hånden. Men børn, som aldrig havde hørt tale om Paulus eller Moses, vidste god besked om stratenrøveren Dick Turpin og især om den bekendte indbrudstyv Jack Sheppard.

Til uvidenheden svarede forvorpenhed og tøjlesløshed hos børnene. Nede i de mørke grubegange arbejdede drenge og piger næsten nøgne sammen; en tidlig udviklet liderlighed var følgen hos disse forkrøblede væsner. I fabriksrummenes hede blev børnene kønsmodne før tiden. Pigerne giftede sig undertiden, når de var 10 år gamle, ofte når de var mellem 12 og 16 år, uden at have anelse om deres pligter som moder og husmoder. Værtshuset trådte allerede fra barnealderen i stedet for det opløste hjem. Brændevinen var arbejderens eneste kilde til trøst og glemsel for hans livs forbandelse, og børnene fik af barmhjertighed lov at drikke med af denne kilde, som endnu mere svækkede deres modstandskraft og forøgede kirtelsvagheden i deres slet ernærede legemer.

Drukkenskaben avlede med fattigdommen et stigende antal forbrydelser, særlig mod den »ejendomsret,« som kapitalisterne hensynsløst havde berøvet proletariatet. Fra 1815 til 1840 steg tallet på fængslede med 250 pct.; af hver 17 personer, der i Manchester anholdtes for kriminalforbrydelser, var de 16 fabriksarbejdere. Simple hungertyverier var de almindeligst forekommende. Et uhyggeligt bevis på, hvad den yderste nød kunne drive til, var visse tilfælde af, at forældre lod deres børn begravelsesforsikre og derefter tog livet af dem for at tjene forsikringssummen.

Disse spredte træk maler kun med svage farver den rædselsfulde elendighed, hvori kapitalismen havde nedstyrtet det engelske proletariat. Konkurrencen mellem de uhyre mængder af »overflødige«, uorganiserede, sultende og halvvilde arbejdere, som daglig måtte sælge sig selv for at få en smule at putte i munden, trykkede lønnen ned til det yderste lavmål. Den irske indvandring havde skabt en reservearmé, som stillede endnu færre krav til livet end landets egne børn. Irerne var jo hjemmefra vant til at leve i den fra fædrene nedarvede elendighed. Størsteparten af Irland tilhørte engelske godsejere. Landets egen katolske befolkning var gennemgående yderst fattige fæstere, som dyrkede kartofler på en lille plet jord, hvoraf de måtte svare tiende til den engelske statskirke. Forpagterne indkrævede fæsteafgiften med brutal griskhed. Når husmanden om foråret havde lagt sine kartofler, vandrede han med hele sin familie ud i landet på tiggeri. Ved sommerens slutning vendte de tilbage, høstede deres kartofler og levede af dem og det, de havde tigget sammen, som de bedst kunne vinteren igennem. Kød fik de sjældent; kartofler og kærnemælk var deres hovedføde. De gik barbenede og boede i smudsige hytter, som var dårligere end en engelsk svinesti. Dyrtid og hungersnød var velkendte gæster. En biskop fortæller i 1720, at da på en rejse en af hans heste blev dræbt ved et ulykkestilfælde, stimlede et halvthundrede bønder sammen om den, for at slås om stykker af dens kød til sig selv og deres børn.

Den engelske præst og digter Swift, som var født i Irland og levede der de sidste tredive år af sit liv, skrev i 1729 »et beskedent forslag« i anledning af en hungersnød, som havde krævet utallige ofre. Forslaget, som fremtrådte i en irsk familiefaders navn, gik ud på at forhindre de mange børn af fattigfolk i at falde landet til byrde. Med bidende spot gaves der forældrene det gode råd at sælge børnene til slagtning, når de var eet år gamle. Forfatteren havde hørt, at et velnæret eet års barn var en meget lækker føde, enten det blev stegt eller kogt i frikassé. Prisen for et godt barn beregnede han til 10 shilling, det var måske nok lidt dyrt, men derfor passede varen også bedst for de rige godsejere, som var de nærmeste købere, da de jo i forvejen havde fortæret de fleste af forældrene. Skindet af børnene ville egne sig fortræffeligt til handsker for damerne og sommerstøvler for de fine herrer. Og mødrene ville tilskyndes til større omhu for deres børn, når de således blev forsørgede for livstid. Forslaget kunne ikke støde England, thi varen tålte ikke at udføres, da kødet var for fint til at ligge længe i salt - skønt forfatteren forresten nok »kunne nævne et land, der med fornøjelse ville æde hele vor nation op uden salt til.«

Det var dette, der nu næsten bogstaveligt skete. England sugede den irske befolkning til sig og åd den op med hud og hår. Uden denne reserve havde den engelske fabriksindustri overhovedet ikke taget et så rivende opsving. Irlænderne strømmede til i skarer, de sejlede over kanalen for 4 pence, stuvede sammen på damperens fordæk som kreaturer, ved året 1840 fandtes der i London 120,000, i Manchester 40,000 og i de andre fabriksbyer et tilsvarende antal fattige irlændere, som tog brødet ud af munden på de engelske arbejdere. Irlænderen levede af kartofler, og hvad han tjente mere, gik til brændevin. »Han sov i en svinestald eller et hundehus, og han var klædt i en dragt af pjalter, som det var en af de vanskeligste operationer at trække af og på, hvorfor den kun blev foretaget på festdage og særlig gunstige tider.« Irlænderne førte deres urenlige vaner med sig ind i de store byer, de kastede deres affald og skarn, ud på gaden, hvor det forpestede luften, og de var uadskillelige fra deres svin, som åd og sov sammen med dem. Drukkenskab slagsmål hørte til dagens orden i deres kvarterer.

Under disse forhold blev kampen håbløs for den engelsk arbejder. Når irlænderen kunne leve af en sulteløn, måtte han også; og kartofler blev efterhånden sammen med brød og havregryn hans hovednæring. Kød kunne han i reglen kun købe i fordærvet tilstand. Til den direkte udbytning svarede den indirekte, som han var genstand for hos de handlende, der forfalskede kolonialvarerne og snød ham på vægt og mål. Datidens Manchester blade er fulde af talrige eksempler derpå. Meget almindeligt var også det forhadte, såkaldte truck-system, som bestod i, at fabrikanten udbetalte arbejderen hans løn i form af anvisninger på varer, som han fik leveret i et af fabrikanten selv oprettet magasin, hvor de naturligvis var dyrere end andre steder. Eller han fik lønnen udbetalt på et værtshus, der tilhørte fabrikanten, og hvor han måtte drikke en del af pengene op med det samme. Hyppigt måtte arbejderen også bo i de huse - cottager - som fabrikanterne havde opført, og hvor lejen var højere end sædvanligt. Den »fri« fabriksarbejder var mere slavebunden, mere værgeløs, mere prisgiven al vilkårlighed end middelalderens livegne.

Arbejdsløsheden hang evigt truende over hans hoved. Hvert øjeblik stod han fare for at blive stødt ud i pjalteproletariatet, ud blandt de sultendes og hjemløses voksende vrimmel. Det var endnu rædselsfuldere. I London stod hver morgen halvtreds tusind mennesker op uden at vide, hvor de den næste nat skulle lægge deres hoved. De heldigste af dem, hvem det ved et eller andet »tilfældigt sjov« lykkedes at tjene et par pence, gik i et af de mange logihuse, som fandtes i alle store byer. Der var fuldt af senge fra øverst til nederst, og i hver seng blev der stoppet en fire, fem, seks mennesker, mænd og kvinder, voksne og børn, syge og sunde imellem hverandre. Sengetøjet skiftedes næsten aldrig; det vrimlede af utøj; væggene var oversmurte med knuste væggelus i tusindvis. Hvem der ikke kunne betale for natteleje, krøb ind i en eller anden krog ude i byen eller sov i parkerne.

Det var alle de udstødte, for hvem der ikke var plads ved livets bord. Men hvad ville de med livet, hvorfor var de kommet ind i en verden, hvor der ikke var plads til dem, og hvor ingen havde haft bud efter dem? De måtte jo kunne indse, at de var tilovers, og at de både for deres egen og de andres skyld gjorde bedst i at forsvinde! Denne tankegang kom allerede til orde i et skrift, som præsten og nationaløkonomen Malthus udgav i 1798 under titlen »Studie over Befolkningsloven«, senere udvidet og optrykt gang på gang. Malthus havde iagttaget proletariatets foruroligende formerelse og dets dybere og dybere synken i elendighed. Han havde deraf ment at kunne udlede den lov, at folkemængden tiltog efter større målestok end levnedsmidlerne, nemlig i forholdet 1-4-8-16-32, osv. til forholdet 1-2-3-4-5, osv.. Hvis ikke fødslernes antal indskrænkedes ved afholdenhed, eller hvis ikke folkemængden formindskedes ved krig, pest, laster og lignende, så måtte der nødvendigvis indtræde hungersnød.

Dette var ifølge Malthus en naturlov, som ikke stod til at forandre. Derfor angreb han det bestående fattighjælpssystem, hvorefter enhver arbejder, som ikke kunne ernære sig, fik et vist tilskud af sognet. Dette system var ganske vist også nedværdigende for arbejderne og blev misbrugt af arbejdsgiverne til at trykke lønnen ned, men det var dog mest i godsejernes interesse at få det ophævet. Malthus erklærede det for den største velgerning at nægte den trængende understøttelse. Han beroligede kapitalisterne med, at de intet ansvar havde for folkenøden; skylden var arbejdernes egen, fordi de formerede sig stærkere, end lønnen tillod; derfor måtte de selv tage skade for hjemgæld: »Når et menneske fødes i en verden, som allerede er tagen i besiddelse, og når han ikke kan få underhold hos sine forældre, og når samfundet ikke har brug for hans arbejde, så har han ingen som helst ret til den mindste smule føde. Han har i virkeligheden aldeles ingen ret til at være, hvor han er. Der er ingen plads ledig for ham ved naturens store gæstebud. Naturen byder ham at gå, og den vil hurtig udføre sine befalinger, hvis han ikke kan vække nogle af gæsternes medlidenhed. Men hvis disse gæster rejser sig op og gør plads for ham, vil andre øjeblikkeligt trænge på og gøre fordring på den samme gunst. Og dersom det rygtes, at der er mad til alle dem, der kommer, vil hallen fyldes med en mængde fordringsfulde personer. Festens orden og harmoni er ødelagt; den overdådighed, som fandtes før, er forvandlet til mangel; gæsternes velvære forstyrres ved synet af elendighed og rådvildhed overalt i hallen og ved den fordringsfulde uforskammethed hos dem, der med rette er forbitrede over, at de ikke finder det forråd, som var stillet dem i udsigt. For sent lærer gæsterne, at de har handlet forkert ved ikke at adlyde de strenge forbud mod alle påstrængende, som er udstedte af festens høje giverinde; hun vidste, at hun ikke kunne sørge for et ubegrænset antal gæster, derfor afslog hun menneskekærligt (!) at tage imod de nyankomne, når hendes bord allerede var fuldt besat.«

Malthus benægter altså, at mennesket har ret til underhold, når der intet arbejde findes for ham. Hvis enhver fattig skulle have ret til underhold - siger denne fromme mand - så kunne intet menneske få lov til at gå i fine klæder og spise så meget kød, han ville, eller give sine heste føde, som hans medmennesker ville savne! Det var elendighedens filosofi. Det var den yderste følgeslutning af frikonkurrencens lære, og det var samtidig en opbyggelig forelæsning for de rige. De havde måske af og til bebrejdet sig selv, at de var uden medfølelse og kun gav efter for deres egenkærlige lyster. Malthus forsonede deres opførsel med deres samvittighed. Hvis de nogensinde havde frygtet for, at en gud ville kræve dem til ansvar, så kunne de nu slå sig til tåls med, de ved at give efter for deres laster netop var samfundets velgører jo mere de ødelagde, jo mere sparede de. Aldrig havde der været så trøstefuld prædikant.

Bourgeoisiet tilegnede sig hurtigt denne bekvemme moral. Når man tilkastede de fattige en almisse, så gjorde man altså i virkeligheden mere end sin skyldighed og kunne besmykke sin infame »velgerning« med kristenkærlighedens maske. Men til gengæld ville man rigtignok også være fri for de fattiges påtrængenhed. Et blad i Manchester offentliggjorde følgende brev: » Hr. Redaktører! - i den sidste tid har man på byens hovedgader mødt en mængde tiggere, som dels ved deres pjaltede påklædning og syge udseende, dels ved modbydelige, åbne sår og lemlæstelser søger at vække de forbigåendes medlidenhed på en hyppig meget uforskammet og nærgående måde. Jeg skulle mene, at når man ikke blot betaler sin fattigskat, men også bidrager rigeligt til de velgørende anstalter, så må man have tilstrækkelig ret til at være sikret mod den slags ubehagelige og uforskammede prellerier. Og hvorfor betaler man en høj afgift til underhold af stadens politi, når dette ikke engang beskytter en så meget, at man kan gå i fred i byen? Jeg håber, at offentliggørelsen af disse linier i deres meget læste blad vil foranledige øvrigheden til at afskaffe denne mislighed og forbliver ærbødigst - en dame«

Ifølege denne tankegang var fattigdom en forbrydelse og måtte straffes som sådan. Man kunne vel ikke ligefrem lade de erhvervsløse og arbejdsudygtige sulte ihjel, men man kunne lade dem leve til afskrækkende eksempel. Det var dette, der skete ved den ny fattiglov af 1834. Den hidtil ydede fattighjælp i form af penge og levnedsmidler blev afskaffet; den eneste understøttelse, som fra nu af tilstodes de fattige, var optagelse i arbejdshusene, som byggedes overalt. Disse arbejdshuse, »fattiglovs Bastiller« eller »skrækkens huse«, som de kaldtes, var i sandhed egnede til at afskrække fra fattigdommens forbrydelse. Føden var uslere og arbejdet hårdere end for de fattigste arbejdere, som jo ellers ville foretrække fattighuset fremfor deres ynkelige tilværelse udenfor. Selv i fængslerne var forplejningen bedre, så at fattighuslemmerne ofte begik forbrydelser for at skifte opholdssted. Men også fattighuset var et fængsel; den, der ikke udførte sit visse arbejde, fik intet at spise, og reglementet var af en barbarisk strenghed. For at fattiglemmerne ikke skulle konkurrere med den private industri, gav man dem et eller andet unyttigt arbejde at udføre; mændene huggede sten, kvinder og børn pillede tovværk. Og for at de »overflødige« ikke skulle formere sig, blev ægtefællerne skilte ad, hver i sin fløj af bygningen, og fik kun sjældent lov at se hinanden.

Behandlingen var umenneskelig. I arbejdshuset i Greenwich blev en femårig dreng straffet med tre nætters indespærring i ligkammeret, hvor han måtte sove ovenpå kisterne. I arbejdshuset i Herne skete det samme med en lille pige, som ikke kunne ligge tør om natten. Det synes i det hele at have været en yndet straf. Dette arbejdshus, som lå i en af de skønneske egne af Kent, udmærkede sig ved, at alle vinduerne vendte ind mod gården. En forfatter, som skildrede det, slutter med de ord: »Hvis gud straffer menneskene lige så hårdt for deres forbrydelser, som mennesket straffer menneskene for deres fattigdom, da, ve Adams sønner!« I arbejdshuset i Birmingham kom oprørende mishandlinger for dagen. Lemmerne, også kvinder og børn, straffedes med at blive kastede ned i et mørkt hundehul under trappen, hvor de lå flere dage i den strengeste årstid uden at få noget at spise. Ved en undersøgelse af arbejdshuset i Bacton i Suffolk opdagede man, at de syge blev bundne fast i sengen om natten for ikke at forstyrre vågekonerne. I Stockport blev en 72årig olding, som på grund af sin svaghed vægrede sig ved at hugge sten, dømt til 14 dages tvangsarbejde i trædemøllen. På et fattighus i West London havde en syfilitisk portner smittet fire kvindelige lemmer; han blev ligeså lidt afskediget som en anden, der misbrugte en døvstum pige.

Og som i livet, således i døden. De fattige blev hensynsløst kastede på møddingen som selvdøde kreaturer. St. Brides fattigkirkegård i London var et nøgent morads, fuldt af knokkeldynger. Hver onsdag blev de døde fattiglemmer smidt ned i et syv alen dybt hul; præsten af haspede sit Litani, hullet blev løst kastet til for at graves ud igen næste onsdag og blive fyldt så længe med lig, til der ikke kunne være flere. Stanken af forrådnelse forpestede hele det omliggende kvarter. I Manchester blev der anlagt en jernbane over fattigkirkegården. Man gjorde sig ikke den ulejlighed at flytte ligene, men rodede dem sammen, som man bedst kunne, og slog pæle i friske grave, så at vandet, der var mættet med forrådnelsesstoffer, sivede op af den sumpede jordbund og fyldte omegnen med de modbydeligste og skadeligste gasarter.

Til sådanne tilstande havde den uindskrænkede kapitalisme ført i al sin samfundsfjendske nøgenhed. Intet under, at de fattige hellere ville sulte end give sig ind under det offentliges forsørgelse. Men endda vedblev det »overflødige« proletariat at formere sig. Malthus havde glemt, at der kun var én måde at afskaffe denne formerelse på - nemlig at afskaffe proletariatet selv. Så længe kapitalismen var interesseret i at opretholde det, måtte det formere sig. Fabrikkerne krævede jo at fodres med børn! Gribende er det billede, som i denne periode opruller sig af håndvævernes fortvivlede kamp. Der havde ved spindemaskinernes opfindelse været en uhyre tilstrømning til deres fag, hvor arbejdslønnen straks var stegen stærkt. Udstødte landarbejdere havde i skarevis kastet sig over væveriet. Men følgelig sank lønnen ligeså hurtigt, som den var stegen, og efterhånden som væven blev de udstødtes eneste tilflugt - og irlænderne tilmed oversvømmede landet - blev konkurrencen mere og mere håbløs. Allerede i begyndelsen af århundredet var fortjenesten under halvdelen af, hvad den havde været en halv snes år i forvejen; en bomuldsvæver kunne med 16-18 timers arbejde i døgnet tjene 9 shilling eller med fradrag af sine omkostninger 7 shilling (6 kr. 30 øre) om ugen. Forgæves indgav væverne det ene andragende efter det andet til parlamentet om overholdelse af det gamle ved lov fastsatte lavmål for lønnen og den syvårige læretid; disse forældede bestemmelser lod sig ikke passe ind i fabrikssystemet med dets udstrakte anvendelse af kvinder og børn,

I henved et halvt århundrede varede håndvævernes dødskamp, og pinligere og pinligere blev den for hvert år der gik. Maskinvæven trængte ganske vist ved året 1812 almindeligt igennem, men håndvævernes løn var på dette tidspunkt trykket så langt ned, at kapitalisterne endnu længe kunne have fordel af at anvende dem. Af 12,000 bomuldsvævere i Manchester var en tredjedel uden regelmæssig beskæftigelse: mellem denne reservearmé på den ene side og maskinvæven på den anden sad håndvæveren håbløst indeklemt. Endnu i 1830 var der ligeså mange håndvævere i England som i 1820, men maskinvævenes antal var i det samme tidsrum vokset fra 14,000 til 55,000. En kommissionsundersøgelse giver et rystende billede af den elendighed, hvori 800,000 medlemmer af håndvæverfamilier levede. Lønnen var sunket til en niendedel af, hvad den havde været en menneskealder i forvejen. En væver måtte arbejde fire gange så meget for at tjene til huslejen og tre gange så meget for at få den allernødvendigste ernæring. Bomuldsvæverne i Manchester arbejdede gennemsnitligt omkring 96 timer i ugen.

Da den franske adel blev fordreven ved Revolutionen, talte den ikke en tredjedel så mange mennesker som håndvæverne i England, og dog erklærede hele Europa krig mod Frankrig for at hævne den uret, som disse ørkesløse og overflødige adelsfamilier havde lidt. Staterne skød penge sammen for at hjælpe dem i deres nød, og da de var kommet tilbage til deres land, bevilgedes der dem en uhyre erstatningssum. Men hvem bekymrede sig om væverne, som flittigt havde ernæret deres familier og bidraget til deres nations velstand, og som man til tak derfor havde fordrevet fra deres haver og huse for at spærre deres børn inde i fabrikkerne og lade dem selv arbejde i et nøgent og smudsigt rum eller i en fugtig kælder for en penny i timen!

Kommissionsberetningen af 1834 erklærede »med dyb sorg«, at denne talrige menneskeklasses lidelser så langt fra var blevet overdrevne, at de tværtimod var værre, end man kunne forestille sig, og at de var blevet bårne med en eksempelløs tålmodighed. Væverlønnen var på dette tidspunkt såvel i Lancashire som i Skotland nede på 5 shilling (4 kr. 50 øre) om ugen; de skotske vævere, som ved århundredets begyndelse havde boet i deres egne huse, været velklædte og velnærede og givet deres børn en god opdragelse, havde forlængst mistet hus og hjem, og deres klædedragt var så pjaltet, at de skammede sig for at lade sig se og derfor ikke gik i kirke.

Og dette var endda i gode tider; endnu frygteligere var tilstanden under de kriser, som fra 1815 af med ti års mellemrum hjemsøgte den engelske industri som følge af »overproduktion«: større ophobning af varer, end markedet var i stand til at fordøje. Det var den skæbnesvangre følge af kapitalisternes planløse jagen efter profit. Den lave arbejdsløn forøgede produktionen ud over alle grænser, men samtidig formindskede den købeevnen hos den talrigste klasse i samfundet. Hvad kunne det nytte, at livsfornødenhederne blev billigere, når arbejderen, som frembragte dem, ikke havde råd til at købe dem? I et skrift om maskinernes virkninger af en håndværksmand (a mechanic) fra 1817 hedder det: »At fortælle en fattig mand, hvem dampmaskinen har kastet ud af hans erhverv og henvist til tiggeri, at han af den grund er i stand til at få et par strømper, et lommetørklæde eller en anden genstand nogle få pence billigere, hvad er det andet end at gøre nar ad hans ulykke og drive spot med hans forstand?«

Efter kriserne i 1815 og 1825 fandt den største nedgang sted i håndvævernes løn. Efter den næste krise i 1837 herskede der en frygtelig hungersnød både i Manchester og Glasgow. Fra nu af uddøde håndvævernes klasse; maskinvæven gav dem nådesstødet; 3 shilling (2 kr. 70 øre) om ugen kunne de ikke leve. Hvor sælsomt at høre en gammel væver fra Bolton, som i 50 år havde arbejdet i sit fag, fortælle om dets blomstring og henvisnen, om arbejdslønnens forvandling fra guld til usle kobberskillinger, og om hans egen og hans lidelsesfællers forvandling fra underdanige, lovlydige borgere til mænd, hvem selvopholdelsesdriften har lært at tænke, og som nu med oprørsk forbitrelse vender sig truende mod regeringen, der holder sin hånd over deres undertrykkere i

Vi har set, hvorledes hadet til maskinerne allerede gav sig udslag overfor de første opfindere, som stenedes ud af deres huse. Håndværkerne af den gamle skole betragtede disse foregangsmænd for en ny kultur som ophav til deres ulykke, og det strømmede ind med andragender til parlamentet om forbud mod maskinerne, som måtte beskyttes ved særlige love. Bevægelsen var på den ene side reaktionær - for så vidt som den gik ud på at skrue udviklingen tilbage, - på den anden side revolutionær, idet den gav sig luft i en lidenskabelig ødelæggelsesdrift. Efterhånden som folkenøden voksede ved kapitalisternes misbrug af maskinerne, steg arbejdernes had til disse sjælløse, blinde uhyrer, som gjorde deres hænder overflødige, lammede deres arme og slog dem brødet ud af munden.

I 1811 brød der blandt strømpevirkerne og kniplerne i Nottinghamshire (Mellem-England) en storm løs, som antog et truende omfang og rasede flere år i træk. Det var den såkaldte ludditiske bevægelse; den skal have fået sit navn efter en åndssvag strømpevirker Ned Ludd, som engang, da drengene i landsbyen drillede og plagede ham, i sit raseri sønderbrød sine redskaber. »Ludditer« var altså et spottenavn, men bevægelsen var alvorlig nok. Kniplere og strømpevævere, som var drevne ud i den yderste elendighed og fortvivlelse, indgik et hemmeligt forbund med den opgave at ødelægge så mange væve eller kniplerammer som muligt. De sammensvorne strejfede om ved nattetid i små flokke; den første nat blev 63 rammer sønderbrudte, men skønt der senere nat efter nat blev gjort indbrud i husene, og ophavsmændene gik til værks med en uhørt dristighed, lykkedes det aldrig - trods de store belønninger der udsattes - at opdage og pågribe dem. Hele egnens befolkning synes at have været i forståelse med ludditerne. Det udsendte gendarmeri og militær formåede ikke at undertrykke bevægelsen, som efterhånden forplantede sig til andre egne af landet, hvor store folkemøder og tumulter fandt sted. I Nottingham blev en fabrikant såret ved skud på åben gade, men det var ikke muligt at finde gerningsmændene, endda der udsattes en belønning af 10,000 kr. for deres pågribelse.

Parlamentet vedtog en lov om dødsstraf for hvem, der ødelagde en væve eller knipleramme. Det var ved denne lejlighed, at den unge lord Byron holdt sin jomfrutale i parlamentet (d. 27 februar 1812). Han havde nylig selv været i Nottinghamshire og set, at der ikke forløb 12 timer uden en ny voldshandling. Aftenen før han rejste, var 40 maskiner blevet ødelagte, som sædvanlig uden modstand og uden opdagelse. Kun den yderste nød kunne drive en hidtil hæderlig og flittig befolkning til sådanne udskejelser. Alle øvrighedens, militærets og politiets bestræbelser havde ført til intet, derimod havde man pågrebet adskillige mænd, som var skyldige i fattigdom og i at have fået flere børn, som de ikke kunne ernære. Disse mænd var kastede ud af deres erhverv af maskinerne, som lavede »spindelvæv« til udførsel, og i stedet for at glæde sig derover betragtede de sig som ofre. »I deres hjerters enfoldighed bildte de sig ind, at det var vigtigere at understøtte de arbejdssomme fattige end at berige nogle få personer ved hjælp af maskiner, som gjorde arbejderen uværdig til hans løn.

Disse mænd var villige til at grave, men spaden var i andres hænder; de skammede sig ikke ved at tigge, men der var ingen til at hjælpe dem; de var afskårne fra deres erhvervsmidler, og alle andre beskæftigelser var optagne; selv om deres udskejelser må beklages og fordømmes, kan de næppe vække forundring.«

Byron spottede over England, som midt i sin hjemlige ulykke glædede sig over sine udenrigske krigstriumfer. Alle de byer, i har indtaget, alle de hære, i har besejret, er kun ynkelige påskud til selvlykønskning, når eders land er splidagtigt med sig selv, og når i må slippe eders dragoner og bødler løs mod eders egne landsmænd. - i kalder disse mennesker for en rasende, farlig og uvidende pøbel (mob) og synes at mene, at det eneste middel til at berolige »det mangehovede uhyre« er at kappe nogle af dets overflødige hoveder af…er i på det rene med, hvad i skylder pøblen? Det er pøblen, som arbejder på eders marker og tjener i eders huse - som bemander eders skibe og rekruttere eders hær - som har sat jer i stand til at trodse hele verden og derfor kan trodse jer igen, når forsømthed og nød har drevet den til fortvivlelse. I kan gerne kalde folket for pøbel, men glem ikke, at pøblen altfor ofte udtrykker folkets følelser.«

Da Portugal var i nød under krigen, kom England det beredvilligt til hjælp; her drejede det sig om landsmænd, som led sult; en tiendedel af den sum, som gik ud af landet, kunne have gjort bajonettens og galgens velgerninger overflødige. Byron havde nylig besøgt krigsskuepladsen i Spanien, han havde været i nogle af Tyrkiets mest undertrykte provinser, men intetsteds under denne mest despotiske af hedenske regeringer havde han set en så fornedrende usselhed som siden sin tilbagekomst til det kristne England. Og hvad er eders lægemidler, tilråbte han Overhusets lorder. At årelade de nødlidende med militærets lancetter, for at krampetrækningerne kan ende med døden. »Er der ikke blod nok på eders straffelov, skal der udgydes endnu mere, for at det kan stige til himlen og vidne imod jer? Kan i dømme en hel egn af landet til dens egne fængsler? Vil i oprejse en galge på hver mark og hænge mennesker op som fugleskræmsler? Er dette lægemidler for en udsultet og fortvivlet befolkning?« Den jury, som skulle dømme en af disse mænd skyldig, måtte efter Byrons mening bestå af tolv slagtere.

Men parlamentet tog intet hensyn til dette varmtfølte og veltænkte forsvar; loven blev vedtagen, galgerne rejst, bevægelsen kvalt med magt. I 1816, da der herskede en frygtelig nødstilstand i landet, blussede luddismen op igen, og det kom på flere steder til sammenstød mellem militæret og de hungerlidende. En del af oprørerne blev pågrebne og hængt eller dømte til landsforvisning for livstid.

Først i 1817 døde bevægelsen hen. Tusind strømpevæve var ødelagte og store værdier gået til grunde. Arbejderne havde sat vold imod vold. Det var dem forbudt at danne fagforeninger, de havde da instinktmæssigt sluttet sig sammen mod den magt, der stod for dem som fjenden; den første følelse af, at de dannede en udstødt klasse, var vakt til live hos dem, og kampen antog snart under tilskyndelse af tidens revolutionære ideer mere bevidste former: langsomt og besværligt, men hårdnakket og uovervindeligt stræbte proletariatet at afryste kapitalismens tunge byrde for at løfte en ny kultur i vejret på sine kæmpeskuldre.

Dæmrende socialisme.

Socialistiske ideer var tidligt dukket op i England. Næsten ligeså tidligt, som der opstod et proletariat. Og dette skete allerede i slutningen af middelalderen, da de store godsejere som følge af uldindustriens blomstring fandt deres fordel ved at inddrage bøndernes gamle fællesjorder og udlægge landsbyer og marker til fåregræsgange. Fårene åd menneskene op. De besiddende småbønder forvandledes til husvilde og ejendomsløse proletarer, og fra denne udstødte klasse rejste den første oprørsbevægelse sig i de sidste årtier af det fjortende århundrede. Den havde en religiøs kommunistisk farve. Under spottenavnet »lollarder« sammenfattede man forskellige sekter, hvoraf en lededes af den såkaldte »forrykte præst« John Ball fra Kent. Hans ord fandt genklang i hele landet. »Det bliver aldrig godt i England,« sagde han, »så længe der ikke gives fællesejendom, men kun herrer og trælle. Med hvilken ret er de, som i kalder »herrer«, mere end vi? De er iklædt i fløjl og silke og varmer sig i deres pelse, medens vi er bedækkede med pjalter. De har vin, frugter og godt brød, medens vi må nøjes med havrekager, halm og vand. De bestiller ingenting og har smukke huse, vi har arbejde og besvær, regn og storm på marken. Og dog ernærer disse folk med samt deres stat sig af os og vore hænders arbejde.« Rundt om blandt folket hørte man også »Per Plovmands« vise: Da Adam pløjede og Eva spandt, hvem var vel dengang adelsmand?

Oprøret greb om sig i flere egne af landet, og en vældig bondehær var på vej mod London, men blev dels adsplittet ved forræderi, dels slået ned med magt. Tusinder af lollarder dræbtes, og deres førere blev henrettede. Dermed syntes kætteriet for en tid lang udryddet. Der indtrådte en stilstandsperiode, hvorunder proletariatet stadig voksede, medens handel og industri trivedes. Ved at løsrive befolkningen fra jorden forskaffede kapitalismen sig den nødvendige arbejdskraft. Denne forrykte samfundstilstand inspirerede i begyndelsen af det sekstende århundrede den geniale statsmand Thomas More (på latin: Morus) til hans berømte bog »Om den bedste statsordning og om den ny ø Utopia«, hvori han dels kritiserer de bestående tilstande, dels udkaster et billede af et kommunistisk samfund. Han opdigter et møde med en rejsende og filosof, Raphael, hvem han lægger sine egne anskuelser i munden. Fyrsternes tåbelige krigspolitik, siger Raphael, forhindrer sociale forbedringer. Se til den grusomme måde, hvorpå man i England straffer tyve. I stedet for at gribe ondet ved roden og udrydde dets virkelige årsager foretrækker man at hænge tyvene op i galgen. Han udvikler videre, at hvor privatejendommen hersker og pengene er den eneste målestok for alt, er det umuligt, at samfundet kan forvaltes retfærdigt og trives. Ligesom sin store lærer, oldtidens græske filosof Plato, vil han ikke give love for folk, som forkaster fællesskab i goder. »Så længe privatejendommen beslår, vil fattigdommens byrder og bekymringer blive de fleste og bedste menneskers lod.« I Utopia derimod forvaltes alt ved hjælp af få love, fortjenesten får, hvad der tilkommer den, og alle lever i overflod.

Nu følger en beskrivelse af den lykkelige ø Utopia (græsk ord, som betyder intetsteds). Alle samfundets medlemmer er agerdyrkere, men har ved siden af en eller anden beskæftigelse efter frit valg. Den daglige arbejdstid er seks timer - tilstrækkelig til fælles overflødighed - og kunsten gør livet til en fest. Hver enkelts interesse smelter sammen med det heles vel. Visse pletter af en reaktionær tankegang, f.eks. at ægteskabsbrud straffes med døden, må skrives på tidens regning.

Bogen slutter med en fornyet skarp kritik af de europæiske stater, hvor arbejderen lever værre end et lastdyr, medens ågerkarlen er rig og anset. »Ved gud,« siger Raphael, »når jeg tænker rigtigt efter, så forekommer enhver af de nuværende stater mig at være en sammensværgelse af de rige, som under påskud af det almene vel forfølger deres egen fordel og med alle kneb og midler stræber efter at sikre sig besiddelsen af det, de uretmæssigt har erhvervet, samt at tilegne sig og udbytte de fattiges arbejde for så billigt køb som muligt. De dertil sigtende bestemmelser udsteder de rige i samfundets - altså også i de fattiges - navn og kalder dem love.« Tiden har ikke gjort disse ord mindre sande, end da de blev skrevne.

Kongen ophøjede den lærde Thomas More til lordkansler af England og lod ham senere henrette. »Utopia« fik ingen praktisk betydning. Tværtimod blev tusinder og atter tusinder af fattige landstrygere, som ikke kunne finde arbejde, forfulgte med grusomme straffe: hængning, piskning, brændemærkning og lemlæstelse. Folkeopstande udbrød atter og atter, men kvaltes i blod. Robert Ket samlede i Norwich en bondehær på 16,000 mand, som han opflammede ved voldsomme ord mod de store godsbesidderes umættelige havesyge: »Man har frastjålet os fællesjorden, som vi havde arvet fra vore forfædre, og gjort den til privatejendom. Vi forlanger privatejendommen gjort fælles.« Robert Ket holdt mønsterværdig orden i sin feltlejr og bandlyste alle voldshandlinger. Regeringen sendte en hær imod ham af tyske og italienske lejetropper. Et uhyre blodbad fandt sted. Til sidst måtte man standse myrderiet på oprørerne for ikke at komme til at mangle arbejdskraft. Ket og hans broder blev fangne og henrettede under grusomme pinsler - de havde jo angrebet den hellige privatejendom. Men folkets »oprørske maver« lod sig ikke så let bringe til tavshed; i de følgende år fandt der stadig oprør og nedslagtninger sted. Under Cromwells republik optrådte de såkaldte levellers (udjævnere) og diggers (gravere), to vidtudbredte sekter, hvoraf den første krævede et folkeparlament valgt ved almindelig valgret, medens den anden kaldte alle grundejere for tyve og mordere, opfordrede arbejderne til ikke længere at arbejde for løn og forlangte, at privatejendom skulle afskaffes og jorden gøres til en fælles fond. Den fromme Cromwell slog dem ubarmhjertigt ned.

I slutningen af det syttende århundrede befæstede »de rige og formuende klædehandlere« deres magt i staten ved at afsætte en konge og indsætte en anden i hans sted. Det var den engelske borgerstands »revolution« - nøjagtig hundrede år forud for den franske. Den blev forsvaret af filosoffen John Locke, som forkastede kongedømmet »af guds nåde« og erklærede flertallets vilje for den højeste myndighed; på denne myndighed beroede staten, hvis opgave var at sikre ejendommen - at være natvægter for de besiddende. Disse ideer forplantede sig til Frankrig, hvor de udvikledes videre, og hvorfra de senere vendte fornyede tilbage til frikonkurrencens England. Men i modsætning til denne såkaldte individualistiske samfundsopfattelse ser vi stadig den socialistiske gøre sig gældende. England var i begge henseender det anførende land, ved sin industri og handel langt forud for fastlandet.

Købmandsstandens voksende magt, aktieselskaber, toldbeskyttelse, indirekte skatter - havde sit nødvendige modstykke i den stadig forøgede hær af arbejdsløse. I 1695 udgav godsejeren og kvækeren John Bellers et varmtfølt og velskrevet forslag til oprettelsen af kolonier for landets fattige befolkning. Han fremsætter en udførlig plan til disse koloniers kommunistiske ordning; arbejdskraften skal anvendes så nyttigt og afvekslende som muligt, uproduktive mellemmænd undgås. På børneopdragelsen lægger han stor vægt. »Voksne mennesker er som færdige lerpotter, der ikke let kan omformes, men børn ligner frisk ler, der lige er gravet op«. Legemligt arbejde er en livsbetingelse. »Arbejde tilfører livskærten ny næring, medens tænkning alene lader den stråle klart, men også fortærer den«. Han opfordrer de rige til at give midler til kolonierne. »De fattiges arbejde er de riges guldmine; hvad en rig giver til en fattig, må han først have modtaget ved en anden fattigs arbejde«. »De arbejdsløse fattige er som uslebne diamanter, deres værd er ubekendt. De i regelmæssigt arbejdende derimod er et lands rigdom og styrke; hvis der ingen arbejdere var, ville der heller ingen adelsmænd være, og hvis de fattige arbejdere ikke frembragte mange flere næringsmidler og andre goder, end de behøver til deres eget underhold, så måtte enhver gentleman blive arbejder og enhver dagdriver sulte. De fattige er landets skat. At bearbejde disse uslebne diamanter er en opgave, som i høj grad fortjener vore største statsmænds opmærksomhed. Det er en skat, der ligger skjult i vort eget land, og for at opnå den, behøver vi ikke at udsætte os for krigens terningespil eller at afsøge jordkloden.«

Bellers henvendte sig til sit lands rigmænd og tænkere, til Over- og Underhus, til handelsselskaberne, til Londons kommunalråd; overalt fandt han døve øren. Han opgav dog ikke håbet. I 1714 skrev han: »Den, der ikke skriver, så længe han lever, kan ikke tale, når han er død. Og når en mand ikke bliver hørt af den tid og det land, hvori han lever, så vil han måske - hvis det, han skriver, tjener til menneskehedens vel - blive mere anset i andre lande og af kommende slægter.« Han døde i 1725.

En menneskealder senere fremsatte den skotske præst Robert Wallace i sit skrift »Betragtninger over menneskets, natur og forsyn« et nyt forslag til oprettelse af kommunistiske menigheder. Han lægger hovedvægten på den størst mulige afveksling i virksomheden, og idet han forestiller sig den velstand, enighed og lykke, som ville opnås, når arbejdet blev en nydelse i stedet for en byrde, udbryder han: »Hvor mangelfulde er ikke alle de forfatninger, som hidtil har eksisteret! Hvor lidt har man bekymret sig om menneskenes sjælelige og legemlige vel! Hvad er store skarer af fattige andet end slaver og lastdyr for de rige! I hvilken uvidenhed lever ikke den store mængde! Til hvilket hårdt arbejde er den ikke fordømt! Hvor må den ikke slide og slæbe og dog, hvor mangelfuld og usund er ikke dens næring! I hvilke elendige hytter lever den ikke! Hvor lidet af det, der forskønner livet, falder ikke i dens lod! Hvor mange rives ikke bort af sult og smertefulde sygdomme, skammeligt forsømte af deres medmennesker! Og dog var alle disse ulykkelige dødelige ligeså vel som de lykkeligste af deres slægt i stand til at nyde et behageligere liv og ædlere glæder. Hvilken regeringsform egner sig vel så godt for menneskene som den, der ligeligt sørger for hele slægtens lykke og velfærd!« De farer, som kunne true et kommunistisk samfund - ved menneskenes lidenskaber, deres ærgerrighed, deres hang til sanselige nydelser, dovenskab og uregelmæssighed - de er efter Wallaces mening kun følger af privatejendommen og vil forsvinde sammen med den. Han forudser jordens forvandling til et paradis - men gribes tilsidst af frygt for, at befolkningens formerelse skal forspilde hele herligheden.

Vi nærmer os nu tiden for den Franske Revolution, hvis tænkere og statsmænd virkede befrugtende tilbage på det engelske åndsliv. Frihedskravet blev ganske vist taget til indtægt af kapitalisterne, som ved frihed kun forstod fri konkurrence og fri udbytning, men samtidig hævdede Bentham (født 1748, død 1832), at statens formål var nytte og lykke, og da ti tusind gange mere rigdom ikke gør den enkelte ti tusind gange mere lykkelig, så måtte formålet være den »størst mulige lykke for det størst mulige antal.« Staten skal altså ikke blot gøre natvægtertjeneste for de rige, men sørge for ligelig fordeling; bl.a. kræver han arveretten indskrænket til fordel for staten. Bentham blev faderen til det radikale demokrati, men på kapitalismens grund. Forkæmpere for socialismen var i samme periode Thomas Spence og William Godwin, som fortjener en lidt nærmere omtale.

Thomas Spence var født i Newcastle Upon Tyne i 1750 som søn af en fattig skomager. Han blev med store opofrelser uddannet til skolelærer, men da han i byens »filosofiske selskab« holdt et foredrag, hvori han i anledning af en nylig afgjort retssag erklærede, at al grund og jord burde være fælles ejendom, vakte han en sådan misstemning imod sig, at han blev udelukket af selskabet og måtte nedlægge sin skole. Således berøvet sit erhverv drog han til London, hvor han oprettede en lille boghandel og fristede livet ved at forhandle sine egne skrifter. I 1790erne udgav han et månedsskrift, som han kaldte »Svineføde eller lærdom for den svinske mængde«, og som indeholdt uddrag af revolutionære skrifter. Han forfulgtes af regeringen, blev gentagne gange stillet for retten og dømt til fængsel. Han døde i 1814 i den yderste armod, efterladende sig en lille flok tilhængere, som synes at have indjaget regeringen stor skræk.

Hadet til den Franske Revolution og frygten for dens gentagelse på engelsk jordbund havde besat de herskende klasser og fremkaldt en afsindig undertrykkelse af al åndsfrihed. Kongen var gal. Prinsregenten var en forædt og slap vellystning, kirken var forhyklet og fanatisk - men i denne konges og kirkes navn slog magthaverne alle reformbestræbelser ned. Grusomme fortidslove blev gravet op, og ædelttænkende frihedsvenner - særlig i Skotland - blev sendt som simple forbrydere til Australiens straffekolonier. I parlamentet var der stemning for at »hænge dem alle sammen«; sjælen i regeringen var den blodbesudlede og lyssky minister Castlereagh. Af hans indberetning til parlamentet i februar 1817 ser man, hvilken angst regeringen nærede for Spences fåtallige tilhængere, som efter hans død fortsatte agitationen for hans program: fælles ejendomsret til jord og grund, eller som det i vore dage kaldes: jordens nationalisering.

Betydeligere som tænker og skribent og ved sin indflydelse på samtidens ånder var William Godwin, som fødtes d. 7. april 1756 i London og i sin ungdom var frimenighedspræst. Studiet af de franske revolutionsfilosoffer vakte ham til radikal tænkning, han nedlagde sit embede og kastede sig over litterær virksomhed. I 1796 ægtede han den højtbegavede Mary Wollstonecraft, som kæmpede for kvindernes frigørelse; desværre døde hun allerede året efter. Godwin stred sig i begyndelsen af sin forfattervirksomhed længe frem imod den bitre nød. Efterhånden vakte han opmærksomhed og samlede en kreds af unge disciple, deriblandt de senere så berømte digtere Shelley og Bulwer. I sit skrift »Om politisk retfærdighed«, udgivet i 1793, angriber Godwin lidenskabeligt al bestående autoritet: kongedømme, kirke, kapitalisme, al moralsk og religiøs tvang. »Navnet konge er en grav for al menneskelig værdighed, et monument over menneskehedens vanvid, fejhed og elendighed.« Men alle de onder, som kongedømme, præstebedrag og straffelove har frembragt, er kun små i sammenligning med dem, der skyldes privatejendommen. Den er skyld i uligheden og dermed i forbrydelser og laster. Dog mener Godwin, at der må foregå en lang, åndelig udvikling, før den kan falde og afløses af kommunismen. Under denne fremtidige samfundstilstand skal den fri selvbestemmelse imidlertid ingenlunde ophæves, tværtimod skal hver enkelt have fuld frihed til at gøre og lade, som han vil, også til at samle gods, hvis han finder fornøjelse i sådan dårskab. Teknikkens fuldkommenhed vil skabe overflod for alle og gøre de enkelte uafhængige af fællesskabets ubekvemhed, også af ægteskabet, som vil blive afløst af frie venskabsforbindelser, hvor det kønslige samkvem træder i baggrunden som noget trivielt.

Det er interessant at se, hvorledes det samfund, som Godwin drømmer om, afspejler tidens kapitalisme i forædlet og forskønnet form. Thi også kapitalismen betragtede jo staten som et nødvendigt onde og afviste dens indblanding i individernes fri kappestrid. Godwins anarkisme var da en ligefrem følgeslutning af kapitalismen - men rigtignok samtidig en direkte modsætning til den, idet han tænkte sig den udvidet til alle samfundets medlemmer. Der skulle ikke blot være fri produktion, men også frit forbrug - enhver skulle kunne leve og nyde efter sin lyst. Det samfund, der foresvævede Godwin, var et lignende, som Krapotkin i vore dage peger frem imod: anarkiet på socialistisk grundlag - eller med socialismen som nødvendigt gennemgangsled. Det var i virkeligheden genialt set, selv om det længe måtte forblive et luftslot. Socialismen som utopi var altså også tidligere i England end i Frankrig. Godwin er forløber for Fourier og Saint Simon. Foruden det her omtalte hovedværk udgav han flere modskrifter mod Malthus, hvis befolkningslære og elendighedsfilosofi han energisk bekæmpede, samt nogle romaner. Han fik en embedsstilling, der hjalp ham ud over økonomiske sorger; han døde d. 7 april 1836 i London.

Tidens luft var mættet med socialistiske spirer, ideer, forslag. Den skotske professor William Ogilvie udgav 1781 (anonymt) et skrift, i hvilket han anbefalede jord og grunds overgang til samfundsejendom. Vancouver udviklede i 1796 et forslag til tvungen forsikring mod sygdom, ulykkestilfælde, alderdom og kriser. Robert Owens beundringsværdige forsøg på at skabe en socialistisk oase midt i kapitalismens ørken kræver et særskilt kapitel. Også i tidens poesi brød revolutionære stemninger frem med vælde; en flammende frihedsbegejstring spredte sit blodigtrøde skær mod den mørke baggrund. Den skotske digter Robert Burns havde gået bag sin plov og sunget om sin hjemstavns natur og dens fattige mennesker, om husmandsfolket og de omflakkende stoddere, om alle dem, der blev »født til gråd,« som det hedder i en af hans viser, hvor han en stormfuld novemberaften træffer en olding, der taler harmfuldt og bevæget om de fattiges skæbne:

Se her en stakkels arbejdsløs,

der beder med sagte ord

en herremand om lov til blot

at trælle på hans jord;

og se så denne usle karl

kun spotte med hans lod,

ufølsom for en hustrus kval

og mange småbørns gråd.

Er jeg ved skæbnens lov

bestemt til denne uslings træl,

hvorfor blev frihedstrangens kim

da nedlagt i min sjæl?

Hvis ej, hvi blev jeg skive for

hans hån og plumpe dåd?

Hvorfra fik han vel retten til

At vække brødres gråd?

 

 

En inderlig medfølelse med de underkuede, en bidende spot over det skotske præstevæsen, en levende foragt for herremandshovmod og adelsskjolde, var de strenge, Robert Burns anslog i sin poesi, og han hilste derfor i de sidste år af sin korte levetid den Franske Revolutions udbrud med begejstring (digtet »Frihedens Træ«). Om hans stolte uafhængighedsfølelse i bondekoften og på sin stands vegne kan et par vers af et andet af hans digte give en forestilling:

 

 

Og er vor dragt end lidet fin,

vor kost kun grov og alt det:

giv narre silke, skælmer vin,

en mand er mand, trods alt det.

Trods alt det og alt det,

trods gøglets glans og alt det:

retsindets mand, om nok så lav,

er størst blandt mænd, trods alt det.

Hvem så vel ej en herremand

i magt og pragt, og alt det.

Har han end tusind' tønder land,

er han en nar, trods alt det.

Trods alt det og alt det,

hans bånd og kors, og alt det:

et stolt og uafhængigt sind

har ikkun smil for alt det.

Lad os da se det store ske

- og ske det vil, trods alt det! -

at brav mands dont al jorden rundt

får førsteplads, trods alt det!

Trods alt det og alt det:

den dag er nær, trods alt det,

da i den samme broderhær

al verden står, trods alt det!

(oversat af Jeppe Aakjær).

De engelske digtere i det nittende århundredes første årtier er påvirkede af »den skotske nattergal«. Blandt disse er Shelley den klareste og ædleste ånd, en genius af sjælden renhed, der vandrede »som en drøm ved dag« gennem tidens vildnis af vold og mørke. Han fødtes tre år efter den Franske Revolutions udbrud, og han er en åndelig søn af revolutionen, vokset op under indflydelse af dens mænd og deres engelske samtidige, Godwin. Af en gammel adelig, men uregelmæssig slægt kom han til verden med et sygelig sart og forfinet legeme, som gjorde hans væsen indtil det yderste ømtåligt for enhver krænkelse og uret, hvortil han blev vidne. Han var som en nerve »følsom for hvert ellers ufølt uretstryk på jorden«. Men til denne følsomhed svarede en lidenskabelig harme mod undertrykkelsen og et lidenskabeligt sværmeri for frihed. Han var ligesom lutter nerve og lutter ånd. Allerede i skolen, ved synet af de mishandlinger, som de mindre drenge var genstand for af lærerne og de ældre kammerater, følte han sig indviet til at blive en stridsmand i menneskehedens evige befrielseskamp. Da han en majmorgen gik over den duggede græsplæne udenfor skolestuen og hørte klagende stemmer derindefra, brast han i gråd og lovede sig selv, at han ville være »retfærdig, fri og mild og klog,« hvis evne gaves ham dertil. Og en mandig ro, siger han, faldt over ham.

Han gik som dreng under navnet »gudsfornægteren Shelley«, og da han som student åbent erklærede sin ateisme, blev han bortvist fra universitetet i Oxford og dermed fra sit hjem. Han gav endda afkald på størstedelen af sin arv til fordel for sine søstre og beholdt kun så meget, at han lige kunne slå sig igennem. Han gav sig til at studere medicin for at ofre sig for de fattige syge og pådrog sig under sin virksomhed selv en alvorlig sygdom. I de landsbyer, hvor han boede som læge, delte han alt, hvad han ejede, med de fattige. - imidlertid greb afgørende begivenheder ind i hans liv. Han havde nitten år gammel under romantiske forhold bortført og ægtet en kun sekstenårig pige, en gæstgivers datter, med hvem han fik to børn. Dette ægteskab opløstes, da han lærte Godwins datter, den syttenårige Mary Wollstonecraft Godwin at kende. De betragtede begge deres kærlighed som en i sig selv fri og hellig sag, der ikke behøvede at besegles af andre, men af praktiske hensyn lod de sig alligevel vie året efter. På deres første rejse var det, at Shelley i en svejtsisk bjerghytte skrev den græske verslinje, som vakte så stor forargelse i England, skønt den ganske simpelt lød: »Jeg er menneskeven, demokrat og ateist.«

Hans ægteskabelige forhold var ligesom Byrons en torn i øjet på det hyklerske bourgeoisisamfund, og da hans første hustru var død, forlangte hendes fader, at børnene skulle fratages Shelley som uværdig til at opdrage dem. Lordkanslerens dom gik i virkeligheden ud på, at børnene burde berøves ham på grund af hans »usædelige« og fritænkerske anskuelser; deres opdragelse blev overdragen til en præst. Slaget var frygteligt for Shelley, hans sorg grænseløs. Han udslyngede et harmglødende digt mod dommeren, hvem han forbandede i kraft af »den skinhellighed, der nu skal klæbe ved børnenes uskyldige læber som gift ved en åben blomst, i kraft af den skumle tro, der solformørkende skal hænge over deres vej fra vuggen til graven.« Af frygt for også at miste sin og Marys søn, den lille William, forlod han i 1818 England for ikke mere at vende tilbage.

Hans »lidenskab for at reformere verden« havde allerede i ham attende år fundet udtryk i det store digt »Fe-Dronningen«, som er gennemtrængt af Godwins ideer, fuldt af skarpe angreb på kongedømme. Præstevælde, pengemagt - der »beskadiger menneskehedens blomst i dens første fine knop, og hvis indflydelse siver som en gift gennem samfundets årer« - og socialistisk-anarkistisk i fantasier om en kommende guldalder. Han havde også taget del i den politiske kamp, han havde i Dublin holdt en opsigtvækkende tale mod Irlands undertrykkelse, og han havde trods sit revolutionære ideal af den mest fuldkomne frihed vist en forbavsende skarpsindighed og praktisk forudseenhed i sine udkast og forslag, f.eks. til en valgreform. Han havde brændemærket det som justitsmord, da regeringen under nogle arbejderuroligheder, fremkaldt af lokkespioner, i Devonshire 1817 lod tre af hovedmændene slæbe til retterstedet, hvor de først blev hængt, derefter halshuggede i påsyn af en forfærdet mængde.

Men det var dog først nu, i sin landflygtighed, at han slyngede de hårdest rammende anklager mod Englands magthavere, samtidig med at hans poesi - under samlivet med hans hustru, hendes søster og Byron i Svejts og Italien - satte sine skønneste blomster og klang hen i de åndigste melodier af naturhenrykkelse og natursværmeri. I 1819 skrev han sin »Sang til Englands mænd«:

Englands sønner, hvorfor sled

i for dem, der tvang jer ned?

Hvorfor vil i trælsomt slå

væven for tyranner rå?

Hvorfor uden hvil og stop

Klæde, føde, klække op

Droner, der i brådløst mod

Tog jer marv - nej, drak jert blod?

Hvorfor hamre våben til,

som din fjende svinge vil?

Hvorfor smede, arbejdsbi,

lænker, du skal snæres i?

Fik i hygge, velstand, ro,

elskovs fryd i glædens bo?

Eller hvorfor gav i hen

lykken - og fik savn igen?

I har sået, hvad andre slog,

rigdom skabt, som andre tog,

vævet, - men for andres trang,

smedet sværd - som andre svang.

Læg sæd - som til din egen høst,

find skatte - til din egen trøst,

væv for dig selv i tavl og tern,

smed våben - til dit eget værn!

Det var i samme år, at det berygtede blodbad fandt sted på Peterloo Pladsen i Manchester, hvor der afholdtes en stor folkesamling for at kræve valgret og protestere mod korntolden. Regeringen lod rytteriet hugge ind på folket, og en mængde fredelige mænd og kvinder dræbtes. Shelley skrev i den anledning det berømte digt »Anarkiets Maske«, hvis tanke var den, at magthaverne, som beskyldte folket for anarkisme, i virkeligheden selv var anarkister, men under lovens, ordenens og religionens maske. Mordet havde maskeret sig som ministeren Castlereagh, der kommer fulgt af syv blodhunde, og hykleriet som den anden minister, Sidmouth, der er klædt i en bibel og rider på en krokodille. Optoget drager frem ad vejen; en afsindig pige - det er håbet - skriger i fortvivlelse bag efter det; hendes fader - tiden - er svag og grå af at vente på bedre dage, han står værkbrudden og famler sig tåbeligt i håret. Og digtet slutter:

Som en oprørstrommes klang

rulle skal da denne sang

over folkets ho'der hen,

hørt igen, igen, igen.

Stig som løver fra jert leje,

fylk jer tæt langs sti og veje,

ryst mod jord hver lænke rå,

som man ryster dug af strå;

i er mange - de er få!

 

 

 

 

 

I foråret 1819 skrev Shelley under Roms himmel, omgiven af blomsterpragt og antikke ruiner, det dramatiske digt »Den løste Prometheus«, hvis handling er et billede på menneskehedens befrielse for magthaveriets og autoritetens lænker. Efter kampen og Jupiters - den højeste guds - fald følger i tredje akt den skønne skildring, som timens ånd giver af sit besøg på den befriede jord:

Jeg vandred om blandt menneskenes steder . .

Og se, da så jeg troner uden konger;

Og mænd gik trolig ved hinandens side

I fred, som ånder gør; og ingen smigred,

Og ingen trådte under fod; og had

Og hån og frygt og egenkærlighed

Og selvforagt skrev ikke mer på panden

Med dybe træk, som over helveds port:

»Lad håbet fare, i, som træder ind«;

Og ingen rynked brynet barskt og vredt,

Og ingen skælved, ingen stirred mere

Med ydmyg bæven på sin næstes kolde,

Bydende blik, så slaven, som var træl af

Tyrannens vilje, blev hvad der var værre:

Et usselt udskud for sin egen vilje,

Der spored ham til døde som en hest,

Der ikke evner mer. Og der var ingen,

Som fletted sine læber lumsk i linjer,

Der kvalte sandhed, og med hærdet hånsmil

Dybt i sit eget hjerte trådte ud

håbets og kærlighedens gnister, indtil

Der kun tilbage var den bitre aske;

Og ingen talte hine falske, kolde

og hule hverdagsord, som bringer hjertet

til at fornægte det, som læben taler,

og tvivle på sit eget hykleri.

Og kvinder så jeg, skanne, fri og gode,

som himlen er det, den, som lader regne

sit lys, sin friske dug på hele jorden, -

De drog forbi, de milde, lyse væsner,

befriet og renset for den onde smitte,

hvormed af skik og vedtægt de befængtes;

Nu talte de den visdom, som de før

ej kunne tænke, og af deres åsyn

der lyste følelser, som ej tilforn

de voved at fornemme; nu var de

forvandlet til alt det, som ikke før

de turde være, det, hvorved de nu

omdanned jorden til et paradis;

ej stolthed eller hovmod, ej skinsyge,

ej avind eller falsk skamfølelse,

- den bitreste af hine galdedråber, -

fordærved mer den søde, milde smag

af kærlighedens store dulmemiddel.

Troner og altre, dommersæder, fængsler,

hvor usle mænd bar sceptre, præstekraver

og sværd og lænker, og hvor bøger fandtes,

med kløgtig uret fyldte, der blev tolket

af dum uvidenhed, - var nu som hine

barbariske, uhyre billedformer,

genfærd af et forlængst bortvisnet ry...

de stod som mindesmærker om en skummel

og mægtig tro, en magt, vid som den verden,

de lagde øde, og nu er de kun

som ting, man studser ved; - og sådan står nu

hvert redskab og hvert tegn for det, som nys

holdt verden under trældomsåg, iblandt

de boliger, hvor jordens folk har hjem,

ej styrtet om i gruset, men uænset.....

Det matte slør, der fordum kaldtes liv,

der efterabede med tomme farver

alt det, som menneskene troede på

og håbede mod, er nu til side revet;

og faldet er tilsidst den grimme maske;

og mennesket står rent og skært tilbage,

ej sceptertvunget, - frit og uden skranke,

ej skilt i klasse, stamme og nation,

foruden angst tilbedelse, som drot

over sig selv, retfærdig, mild og viis; -

og uden lidenskab? - tilvisse ikke! -

men fri for brede og for smerte,

som hans egen vilje fordum ham beredte;

dog ikke fri for skæbnetræf og død,

naturens luner, hvorved stadig hæmmes,

hvad ellers kunne stige højere

end den af stjernerne, der skinner dunkelt

højt oppe på den svimmelhøje himmel

i tindespidsen af det vide rum.

 

I fjerde akt drager fortidens timer forvirrede og klagende bort, medens den ny tids timer og den frigjorte menneskesjæls ånder jublende synger og danser sammen, og jorden ruller frem med sin sejrshymne ….

Den rene ånd, som undfangede disse syner, blev desværre tidligt slukket. Kun 29 år gammel druknede Shelley på en sejltur i det Toskanske Hav, hvor en pludselig storm rejste sig. Hans hustru søgte ham fortvivlet dage igennem langs kysten, endelig blev hans lig fundet, næsten ukendeligt, og Byron gav det en hedensk bålfærd. Kun hjertet forblev uforbrændt i asken, som jordedes på kirkegården i Rom, nærved pyramiden over folketribunen Cajus Cestius. På ligstenen satte Shelleys hustru ordene cor cordium - hjerternes hjerte.

Shelley og Byron er de to stormfugle, som varsler den kommende revolution. Men der er - som Karl Marx har sagt - en forskel imellem dem. »De, som forstår og elsker dem begge, anser det for en lykke, at Byron døde i sit 36te år, thi han var blevet en reaktionær bourgeois, hvis han havde levet længere, men de beklager, at Shelley døde i sit 29de år, thi han var med liv og sjæl en revolutionær og ville altid have tilhørt socialismens fortrop«. Hvad han besang og fremstillede i sin poesi, var, som han selv sagde, illusioner - der ikke var illusioner.

I tidens folkelige digtning, i sange og viser, klager proletariatet sin nød og dæmrer socialismen. Stor popularitet opnåede Thomas Hood. Han var født d. 23 maj 1799 i London, var først købmand, derefter kobberstikker, men måtte forlade denne virksomhed på grund af sit svage helbred, slog ind på litteraturen, blev medarbejder ved tidsskrifter, udgav en samling digte »Oder til det store folk« og offentliggjorde ved juletid 1843 i bladet Punch »Sangen om skjorten«, som gav en mægtig genlyd. Det var et skrig fra folkets bryst, fra en menneskeklasse, som i overset stilhed skjulte den bitreste nød. Der fandtes i London 35,000 kvinder, som levede af at sy; deraf var de 28,000 under 20 år. Ved anstrengt arbejde fra den første morgenlysning til nattens frembrud kunne de gennemsnitligt fortjene 28 øre om dagen, altså ikke det nødvendigste til livets ophold; ofte standsede arbejdet for mange af dem, så de end ikke havde det tørre brød, og på den anden side måtte de ofte i »sæsonen«, når de fornemme damer skulle have en kjole hurtigt færdig til en fest eller et bal, arbejde indtil 30 timer i træk på en overfyldt systue, i dårlig luft, kunstigt holdt oppe ved hjælp af portvin og kaffe. Til sammenligning med syerskernes 28 øre om dagen kan anføres, at ærkebispen af Canterbury på samme tid havde 260,000 kr. i årlig indtægt.

Det var om disse beklagelsesværdige skabninger, Thomas Hood digtede sin sanddru og gribende sang:

1) Med fingre stive af stræb,

Med øjne svulne af gråd,

En kvinde, ukvindelig laset klædt,

Sad bøjet over sin tråd:

- sting, sting, sting!

Mens ud af sin tærende trang

Og med en stemme så skælvende spæd

Om skjorten syersken sang:

2) Stræb - slæb - stræb!

Fra hanen galer mod dag,

Og slæb - stræb - slæb,

Til månen skinner på tag.

Er vejen så slidsom og mørk

For kvinder af fattigmandsstand,

Da hellere træl hos den vildeste tyrk

End »fri« i et kristeligt land.

3) Slæb - stræb slæb,

til hjernen drejer af sted,

stræb - slæb - stræb,

til øjet tåges derved.

Søm og bændel og bånd,

Bånd og bændel og søm,

Til over de knapper jeg synker i blund

Og singler dem fast i en drøm.

4) I fædre med døtre ved hånd,

I mænd, der har mo'r eller viv,

Det er ikke linned, i slider og bæ'r,

Det er stakkels menneskers liv -

Sting, sting, sting!

I sult og ledemodsværk

Sy'r vi kvinder med dobbelt tråd

Et dødningeskrud og en særk.

5) Dog hvorfor tale om død,

Hin knokkelgestalt med sin le?

I hans forgræmmede, benede træk,

Jeg synes mig selv at se,

Ja, synes mig selv at se

I lidende, savnfyldt nød.

At kød og blod er så billig til købs,

Så dyrt den fattiges brød!

6) I evigt trællende kreds

At vandre om arbejdets pæl!

Og hvad er min løn? En usselig røn

Og pjalter fra hoved til hæl;

Et trøsket loft og et pilråddent gulv,

Et bord, der næppe kan stå,

Og væggen så bar, at takket jeg har

Min skygge, som falder derpå.

7) Stræb - slæb - stræb,

Mens klokken dikker og slår;

Slæb - stræb - slæb,

Som fangen i fængslets gård.

Bånd og bændel og søm,

Søm og bændel og bånd,

Til hjertet er sygt og hjernen er træt,

Så træt som min synkende hånd.

8) Stræb - slæb - stræb,

når luften er efterårsgrå,

og slæb - stræb - slæb,

når himlen er sommerdagsblå,

mens let over rygningens kam

de svaler flyver så højt

og viser mig deres beskinnede ryg

og lokker mig med deres fløjt.

9) Ak, blot i en primulas duft

at kvæge det syge blod!

At drikke en sommerdags luft,

med grønsværet under min fod.

Ak, bare den ringeste stund

at føle sig rigtig glad som fordum,

da en tur i det fri ej kosted' et måltid mad!

10) Ja, bare en eneste gang

At turde ta' tiden på borg !

Den skulle ej vies til elskov og håb,

Den skulle kun vies min sorg.

En stille gråd ville lindre mit sind,

Men dybt i den salte skål,

Hvor tårerne bo, der må de bero,

De standsed' ellers min nål.

11) Med fingre stive af stræb,

med øjne svulne af gråd

en kvinde, ukvindelig laset klædt,

sad bøjet over sin tråd.

Sting - sting - sting! -

mens ud af sin fattige trang

Og med en stemme, der sitrende skjalv,

(å, måtte den række til rigdommens hvalv!)

hun sang om skjorten sin sang.

 

 

 

 

Det ene digt gjorde Thomas Hoods navn verdensberømt. Han ønskede selv, at der på hans gravsten skulle stå: »Han sang sangen om skjorten«. Han døde d. 3 maj 1845.

Men litteraturen og poesien var kun en enkelt, forholdsvis forsvindende side af denne rige tids livsytringer, kun et svagt genskin af de mangfoldige stærke kræfter, der var i virksomhed, af den mægtige udvikling, som rørte sig i samfundet. Den første halvdel af det nittende århundrede præges i England af de betydningsfulde fremtoninger: Robert Owens praktiske socialisme, den store chartistiske bevægelse og de opvoksende fagforeninger. Disse tre hovedstrømninger skal vi nu betragte hver for sig.

Robert Owen.

Robert Owen blev født d. 14 maj 1771 i den lille by Newtown i Wales, hvor hans fader var købmand og postmester. Familien havde sit jævne udkomme. Robert, den yngste af syv søskende, som barn meget svagelig, men takket være en yderst regelmæssig og mådeholden levevis, som han også senere gennemførte med jernkonsekvens, voksede han op til en mand, der kunne byde sig selv de største legemlige og åndelige anstrengelser, og som trods rastløst arbejde og mangehånde svære strabadser levede langt udover menneskets gennemsnitsalder og lige til den sidste dag bevarede ungdommens ild.

Hans ualmindelige begavelse gav sig tidligt udslag. I skolen blev han, syv år gammel, anvendt som hjælpelærer for sine mindre fremmelige kammerater efter den endnu i England brugte »indbyrdes undervisningsmetode«, og i sin fritid kastede han sig med sand ulvehunger over alle de bøger, der kom inden for hans rækkevidde. Da han var ni år gammel, havde han da også indsuget al den visdom, der var at hente i skolen i Newtown, og han blev nu efter familiens traditioner sat i købmandslære, først i sin fødeby, senere i Stamford, hvor han var i fire år og i sin fritid fortsatte sine ivrige egenhåndsstudier. Men samtidig blev han med studsen opmærksom på den kløft, der herskede imellem den almindeligt anerkendte moral og det almindeligt praktiserede snyderi i handel og vandel, og han begyndte at spørge sig selv, om denne kløft eksisterede i kraft af evige, uforanderlige naturlove, eller om den blot skyldtes forkerte samfundsindretninger, som kunne reformeres.

Efter fuldendt læretid drog Owen til London, hvor han snart fandt en plads som kommis. Han blev der imidlertid ikke længe; da han fik tilbud om en bedre plads i Manchester, greb han til med begge hænder; det kolossale opsving i bomuldsfabrikationen, som havde sit hovedsæde dér, tiltrak sig hans opmærksomhed. I Manchester forsømte han hverken sine bøger eller forretningen, men han havde også øjnene åbne for virkelighedens travle, bølgende liv, og med forskende blikke betragtede han den ny verden, den moderne storindustri, der larmede og hamrede rundt omkring ham, spandt med jernfingre, vævede med jernarme »på tidens susende væverstol« - med jernhånd kastede den gyldne velsignelse i skødet på de få og med jernfod søndertrådte de mange eller slyngede dem ned i elendigheden. Var da nødvendigvis de mange hjemfaldne til død og elendighed, for at de få benådede kunne sidde øverst på Fortunas hjul ?

Det var en vældig gæringens tid. Owen så med gru dens rædsler, men han så tillige, at storindustrien forøgede produktionen i en overordentlig grad. Fordelene var åbenlyse. Skyggesiderne ligeledes. Men var disse sidste uundgåelige? Var det ikke muligt, at samfundet kunne sikre sig fordelene uden at tage skyggesiderne med i købet? Han kastede sig med iver over studiet af den vigtigste industrigren, bomuldsfabrikationen, og var snart trængt ind i alle dens hemmeligheder. Han ville være bomuldsfabrikant. Efter nogle mislykkede forsøg, der væsentligst strandede på grund af manglende kapital, fik han plads som bestyrer på en stor fabrik.

Det var i året 1791. Den Store Franske Revolution, som på den tid bevægede verden, synes kun at have gjort ringe indtryk på Owen. Politiske spørgsmål havde altid en underordnet interesse for ham. I sin egenskab af driftsbestyrer bragte han orden i det forsømte etablissement og forbedrede maskineriet i den grad, at fabrikken inden kort tid var anerkendt som den, der leverede det fineste garn i England. På samme tid blev arbejderne godt lønnede og fik en human behandling. Efter et års forløb tog Owen imidlertid sin afsked og grundlagde selv et spinderi i Manchester. Foretagendet lykkedes, og han blev snart en rig mand, beundret af de øvrige fabrikanter som forretningsmand og - udleet som særling; han havde nemlig ingen smag for de fornøjelser, hvormed hans kolleger i industriens verden slog deres penge og tid ihjel, og forlod kun sine bøger for i det »Litterære og Filosofiske Selskab,« der havde optaget ham som medlem, at søge omgang med mænd, af hvem han kunne vente at vinde belæring, mænd som digteren Colerigde, der i sin ungdom var opfyldt af socialistiske drømme, kemikeren Dalton og dampskibets opfinder Fulton, hvem Owen forstrakte med betydelige pengesummer til hans forsøg. Hvis han en sjælden gang kom i sine standsfællers selskab, var han enten fuldstændig tavs eller lagde så hårrejsende anskuelser for dagen, at det løb de herrer fabrikanter koldt ned ad ryggen. Hans »forrykte ideer« skulle imidlertid snart antage kød og blod.

Vi står nemlig nu ved et vendepunkt i Owens liv. I året 1800 overtager han ledelsen af New Lanark bomuldsspinderi i Skotland, som han efterhånden indretter til et samfund i det små, der skulle levere samfundet i det store et bevis for rigtigheden og gennemførligheden af hans reformtanker.

Fabrikken i New Lanark var grundlagt i året 1784 af hr. Dale, hvis datter Owen ægtede, og spindemaskinens opfinder Arkwright. Stedets beliggenhed var valgt af hensyn til vandkraften fra floden Clyde, men var iøvrigt lidet heldig. Egnen var uopdyrket. Befolkningen spredt og rå, næsten vild, og vejene var så slette, at selv ivrige beundrere af naturskønheder ikke let vovede at besøge Clyde-faldene. Det var vanskeligt at få arbejdskraft til fabrikken, og man havde derfor taget sin tilflugt til den tidligere beskrevne fremgangsmåde at anskaffe børn fra fattighusene. Ad den vej havde man efterhånden samlet henved 500 børn, der blev kasernerede i en til dette øjemed opført stor bygning. For at lokke voksne arbejdere til blev der bygget en landsby rundt om fabrikken, og husene blev udlejede på billige vilkår; men arbejdet var så lidet yndet, at så godt som kun fuldstændig forkomne personer ville indlade sig derpå. Men selv sådanne indfandt sig kun i ringe antal, og når de havde lært arbejdet og kunne være til nytte, blev de i reglen forsømmelige og genstridige.

For børnene blev der sørget bedre end de fleste andre steder; værelserne var rummelige og rene, kosten rigelig, klædedragten net. Det manglede heller ikke på lægehjælp, lærere og tilsyn. Alligevel var forholdene sørgelige. Fattigforstanderne forlangte som betingelse for deres tilladelse til børnenes benyttelse, at de skulle modtages allerede i en alder af seks år. Og disse små væsener måtte arbejde sammen med de voksne fra klokken seks om morgenen til klokken syv om aftenen; først når de havde slidt sig trætte, begyndte undervisningen. Naturligvis afskyede da de små børn deres slaveri. Mange løb deres vej; de andre blev for en stor del forkrøblede eller hæmmede i væksten, og når deres læretid var endt, drog de for størstedelen, tretten til fjorten år gamle, til Glasgow eller Edinburgh for at gå til grunde i last og elendighed. Owen frikendte mr. Dale for skyld i denne henseende og lagde ansvaret på myndighederne, som først skulle have sendt børnene i lære, når deres opdragelse var fuldendt. Men han siger med rette: »Når sådanne rædsler var uundgåelige under menneskekærlige arbejdsgivere, så kan man let forestille sig, hvorledes det må have været under hensynsløse arbejdsgivere. «

Også tilstanden mellem de indvandrede familier i fabriksbyen var højst uhyggelig. Fattigdom og drukkenskab delte broderlig herredømmet. Tyverier gik i svang i en målestok, der var ligefrem faretruende for forretningens udbytte. Og imellem al denne last og elendighed trivedes tilmed sektvæsen og religiøs ufordragelighed.

Således var forholdene i New Lanark, da Owen overtog ledelsen efter sin svigerfader, mr. Dale. Han gjorde det i den bestemte hensigt at anstille et socialt forsøg. Han nærede den overbevisning, at last og forbrydelse var en følge af fattigdom og elendighed og kun kunne bekæmpes ved at skaffe befolkningen bedre kår og en forstandig opdragelse. Han erklærede til sine venner, at han agtede at indvie et nyt system, hvis hovedprincip var retfærdighed og mildhed, og at han efterhånden ville afskaffe al brug af straffe. De lo ad ham, men resultatet skulle give ham oprejsning.

Der var imidlertid adskillige hindringer at overvinde. Owen var ikke enerådig. Da han ikke besad den fornødne kapital, måtte han optage sine kompagnoner i Manchester som interessenter i foretagendet, og disse herrer var fremfor alt forretningsmænd, der krævede den højst mulige rente af deres kapital. De ville ikke gå ind på hans planer, og alt samarbejde viste sig i længden umuligt. Owen købte dem da ud med store ofre, men kom derved kun fra asken og i ilden. De nye interessenter, som han måtte optage, viste sig endnu vanskeligere at arbejde sammen med end de gamle. De forlangte lønnen nedsat både for arbejdere og funktionærer, og da Owen påbegyndte opførelsen af en skole for småbørn, nedlagde de bestemt forbud derimod og ville have arbejdet standset øjeblikkeligt. Owen tilbød da nu at købe New Lanark, men de forlangte fabrikken sat til offentlig auktion, sikre på at kunne overbyde ham. Imidlertid havde Owen i al stilhed set sig om efter nye kompagnoner, der ville støtte ham i hans bestræbelser og nøjes med en rimelig rente af deres kapital, og han havde fundet, hvad han søgte. Blandt dem, der tilsagde ham deres støtte, var den tidligere omtalte filosof Jeremias Bentham, som havde opstillet sætningen om »den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker.« Han indskød 10,000 pund sterling (180,000 kr.). På auktionsdagen kunne Owen nu møde op med tilstrækkelig kapital til at overbyde enhver konkurrent, og New Lanark blev ham tilslået for 114,000 pund, til uhyre ærgrelse for de herrer kompagnoner. Hermed var Owen herre på New Lanark og kunne anvende hele forretningens nettoudbytte med fradrag af 5 procent af den indskudte kapital til udførelsen af sine planer.

En anden vanskelighed, han nu havde at kæmpe med, var selve arbejdernes mistænksomhed overfor hans reformer. De tænkte ganske naturligt efter deres erfaring om fabrikanter, at han kun havde profitten for øje, og bag hver ny foranstaltning, hvor tiltalende den end så ud, vejrede de lumske planer, der kun var udklækkede til deres fordærv. Owen fik imidlertid snart lejlighed til at vise sin uegennyttighed og nedslå al mistillid. De Forenede Stater lagde nemlig i året 1806 told på udførselen af bomuld, hvorved priserne steg til en uforholdsmæssig højde. De fleste fabriker standsede under disse omstændigheder deres drift og afskedigede deres arbejdere, men Owen valgte en anden fremgangsmåde. Han beholdt alle sine arbejdere og udbetalte dem fuld løn uden at forlange andet arbejde af dem, end at de skulle holde maskineriet i orden. Først efter fire måneders forløb hævede Nordamerika udførselstolden; Owen havde i den tid udbetalt 7000 pund (126,000 kr.) i arbejdsløn. Ved denne fremgangsmåde vandt han hele arbejderbefolkningen i New Lanark for sig, og for fremtiden ophørte al modstand imod hans reformer.

En af Owens første foranstaltninger var oprettelsen af magasiner eller butikker, hvor arbejderne kunne købe bedre og billigere varer, end de hidtil havde været vante til. Varerne blev indkøbte i store partier og solgte til indkøbspris, kun med tillæg af transportomkostninger. Derved blev priserne 25 procent billigere og varerne bedre. Selv spirituøse drikke solgtes i de nye magasiner 25 procent billigere end hos købmanden, dog uden at det, som mange havde antaget, førte til en forøgelse af forbruget; tværtimod, den forbedring i befolkningens krav, som var en følge af Owens foranstaltninger, gjorde efterhånden brændevinen mindre tillokkende. Drukkenskab blev sjældnere og sjældnere. Fra en kilde, som ellers ikke var Owen synderlig gunstig, vides det, at der i et enkelt år ikke forefaldt et eneste tilfælde.

For de voksne arbejderes oplysning blev der sørget ved oprettelsen af et bibliotek med tilhørende læsesal. Men det var særlig ungdommens opdragelse, der lå Owen på sinde. Han gik her ud fra pædagogiske grundsætninger, som nu til dags er almindelig anerkendte, men som på den tid var nye. Han var på opdragelsens område i mange henseender en fornyer. Det gjaldt efter hans anskuelse ikke om at fylde børnene med remser og andet lærdomskram, men om at udvikle deres forstand og dømmekraft, dog allermest om, at de voksede op under menneskevenlige forhold, der kunne påvirke deres karakter i en god retning. Derfor var al brug af straffe og vrede ord bandlyste i behandlingen af børnene. Når de var seks år, lærte de at læse; før den alder anvendtes kun, hvad vi nu ville kalde anskuelsesundervisning. Det vil sige, at timerne gik med samtale med børnene om dagligdags ting og forhold eller med forevisning og forklaring af billeder, modeller og naturgenstande, snart i klasseværelset, snart ude i det fri på ture i mark og skov. Til skolen knyttede Owen et asyl for børn under fire år. Han vidste, at kun de færreste arbejderhjem var gunstige for børnenes udvikling; både faderen og moderen var altfor optagne til at kunne beskæftige sig med deres opdragelse, så at de ofte kom til at gå for lud og koldt vand. Før tolvårsalderen anvendtes børnene ikke til arbejde; når de havde nået denne alder, blev de enten satte i lære på fabrikken eller oplærte til forskellige håndværk. Børn fra fattighusene ville Owen ikke mere anvende; efterhånden som kontrakterne med fattigvæsenet udløb, forsvandt derfor denne arbejdskraft fra fabrikken.

Naturligvis måtte et særsyn som New Lanark tiltrække sig almindelig opmærksomhed. Hvert år strømmede større og større skarer af besøgende til, selv fyrster var Owens gæster på New Lanark, således storfyrst Nikolaus af Rusland, senere kejser Nikolaus den I.. Han må have fundet stort behag i, hvad han så, thi før han rejste, gjorde han forsøg på at formå Owen til at følge ham til Rusland. Hans forslag gik ud på intet mindre end at skille Storbritannien af med dets formentlig »overflødige« befolkning, idet Owen skulle kunne overføre indtil to millioner mennesker til Rusland og ordne deres kolonisation dér. Owen afslog dog dette fyrstelige tilbud. Kongen af Prøjsen, til hvem Owen havde sendt sine »afhandlinger om dannelsen af den menneskelige karakter«, svarede med en takkeskrivelse, hvori han meddelte, at han havde givet sin kulturminister ordre til »såvidt omstændighederne tillod det« at gennemføre en ordning af skolevæsenet efter det system, som Owen anbefalede. Fra flere besøgende foreligger der vidnesbyrd om, at Owen virkelig havde opnået at gøre arbejderne i New Lanark til sunde, dygtige og veltilfredse mennesker. Børnene så glade og fornøjede ud og havde et frimodigt væsen; tonen i skolen var udmærket og undervisningen tilfredsstillende. Hele befolkningen var velernæret og velklædt. Værtshusene stod i almindelighed tomme; råhed forekom næsten ikke. En af gæsterne, en privatmand, beskriver børnene som smukke, ranke og velskabte. De holdt allesammen meget af hr. Owen og var ivrige efter at tiltrække sig hans opmærksomhed. Der var en påfaldende modsætning mellem de børn, der var fødte og opdragne i New Lanark, og de enkelte, hvis forældre nylig var flyttede dertil; disse sidste så blege og dårligt ernærede ud ved siden af de andre. Flere beretninger går i samme retning.

Owens interesse for opdragelsen hænger sammen med hans hele syn på menneskets natur. Han betragtede karakteren som ganske afhængig af de forhold og vilkår, hvorunder mennesket voksede op. Samvittigheden lod sig efter hans overbevisning forarbejde på samme måde som bomuld eller et hvilketsomhelst andet stof. Hvis vi fra et civiliseret samfund sendte et antal nyfødte børn til et barbarisk land og overlod dem til de indfødte dér, kunne vi så være i tvivl om resultatet? Nej; de ville alle uden undtagelse vokse op som barbarer. Og hvis vi på samme måde ombyttede et antal børn fra gode hjem med et tilsvarende antal fra et af Londons elendige fattigkvarterer, så ville de sidste efter al sandsynlighed vokse op til ordentlige og arbejdsomme mennesker, medens de første ville forkomme i last og smuds. Lordkansleren i London skylder måske sin energi og ærgerrighed sin stilling; men hvis han var født i det usle St. Giles' kvarter, ville de samme egenskaber kun have bidraget til hans fordærv. I stedet for at gøre ham til en fremragende retslærd, ville hans energi måske have gjort ham til en fremragende tyv. Umættelig ærgerrighed ville have fristet ham til en eller anden dristig forbrydelse, og skafottet, ikke dommersædet, var blevet hans løn. Opdragelsen af den opvoksende slægt er derfor en af de vigtigste samfundsopgaver. Der bør oprettes et særligt ministerium for undervisningsvæsenet og et seminarium til uddannelse af dygtige lærere. Den blotte meddelelse af kundskaber er ikke tilstrækkelig; det er karakteren, som det især gælder om at danne. Barnet må omgives med alt, hvad der tjener til at vække de gode og undertrykke de dårlige tilbøjeligheder i dets natur. Hvis de uhyre summer, der nu ødsles på at straffe forbrydere, anvendtes til forebyggelse af forbrydelser, kunne man nære et berettiget håb om disses gradvise forsvinden fra samfundet. Et tungt ansvar hviler på den regering, der skyder denne opgave fra sig.

Disse anskuelser fremsatte Owen første gang i sine »Afhandlinger om dannelsen af menneskets karakter«, hvori han samtidig udvikler andre planer til at råde bod på den overhåndtagende arbejdsløshed og de deraf flydende store fattigbyrder. I stedet for at ødsle penge på fattigvæsenet bør staten skaffe de fattige arbejde; denne forholdsregel vil ikke komme til at hvile som en byrde på samfundet, thi enhver mand kan frembringe langt mere, end der medgår til hans eget forbrug, overskuddet af hans arbejde vil derfor komme samfundet til gode. I en indberetning til et udvalg af Underhuset angående fattigvæsenet udvikler Owen sine planer til indretning af fælleslandbrug med fælleshusholdning efter et lignende system, som Fourier i Frankrig senere anvendte i planlæggelsen af sit falansterium. På et areal af 1000 tønder land skulle bo 1200 mennesker. Den store bygning i midten skulle indeholde fælleskøkken, spisesal, skolestuer, bibliotek og forelæsningssal. Store besparelser ville fremgå af en sådan fælleshusholdning, og sympatetiske følelser, som nu er indskrænket til familien, ville udstrækkes til hele samfundet, hvis medlemmer knyttedes nøje sammen ved lige deltagelse i arbejde og lige andel i udbytte. Der ville ingen fare være for, at fællesskabet skulle formindske den enkeltes flid. Det var ikke sandsynligt, at en mand skulle arbejde med mindre iver for et samfund, i hvis trivsel han har personlig interesse, end for en arbejdsgiver, hvis gevinst er ham uvedkommende. Konkurrence er årsag til mange onder; samarbejde - association - vil være lægemidlet derimod.

Foreløbig kom Owen imidlertid til at beskæftigede sig med en mere nærliggende og umiddelbart påtrængende opgave. I året 1802 var den første lov udstedt til beskyttelse af fabriksbørn, men, som tidligere omtalt, uden at råde bod på de stedfindende misbrug. Owen gjorde derfor i året 1815 udkast til en lov, der helt forbød anvendelse af børn under 10 år til fabriksarbejde og fastsatte arbejdstiden for alle personer under atten år til 10 timer. Han fik nogle af regeringens medlemmer til at interessere sig for sagen, men forslaget stødte på en heftig modstand i Underhuset; der var medlemmer, som var dristige nok til at påstå, at børn uden skade for deres helbred kunne arbejde fjorten timer i døgnet. Et udvalg blev nedsat, og først efter fire års forløb blev forslaget til lov, men i en sørgelig lemlæstet skikkelse og kun gældende for bomuldsindustrien. Dog offentlighedens opmærksomhed for sagen var vakt, og der var sat kræfter i bevægelse, der skulle bære frugt i kommende tider. Den næste fabrikslov, dér blev vedtaget af parlamentet i 1833, skænkede, hvad Owen havde forlangt en snes år tidligere.

Med den omtalte betænkning til fattiglovudvalget trådte Owens bestræbelser ind på det kooperative område (andelsforetagender og forbrugsforeninger). Hans plan til oprettelsen af fælleslandbrug gik ganske vist kun ud på afhjælpning af den herskende nød, men i et brev, som han offentliggjorde kort efter, og i en »Betænkning til Lanark amt« tager han ordet for at reformere hele samfundet på denne vis. Tanken om en samfundsorden, hvor den fri konkurrence er afløst af fællesskab i ydelse og i nydelse, havde nu vokset sig stærk hos ham. Den praktiske løsning af det sociale problem ser Owen i udstykningen af al jord i kommuner eller bygder (home colonies, hjemmekolonier), der hver for sig bør bestå af 500 til 2500 medlemmer og ledes efter de i betænkningen til fattigudvalget fremsatte grundsætninger. Udsendinge fra de enkelte kommuner danner tilsammen en centralbestyrelse, der har til opgave at regulere de forbundne koloniers forbrug og produktion og at varetage forholdet til udlandet, som efterhånden vil blive organiseret efter de samme grundsætninger. Under den ny tingenes tilstand vil al standsforskel være ophævet, og kun den ulighed mellem mennesker, som har sin rod i naturens orden og ikke i vilkårlige og uretfærdige samfundstilstande, nemlig uligheden i alder, vil være bestemmende for den enkeltes rettigheder og pligter. Owen foreslår en inddeling i otte aldersklasser som den mest passende. Hver klasse får anvist sin særlige syssel og stilling i forhold til det hele; trin for trin rykker hver enkelt op fra en lavere til en højere klasse, og da ingen kan springe noget alderstrin over, vil alle i løbet af deres liv komme til at deltage i alt arbejde, lige fra de ringeste sysler inden og uden døre til regeringens vanskelige og tankeanspændende kunst. I alderen fra det femtende til det femogtyvende år falder livets egentlige arbejdstid; disse år vil derfor være helligede frembringelsen af samfundets fornødenheder, men da det kun gælder om at skaffe alle et jævnt og sorgløst udkomme, vil det nedbrydende slid, som kendes fra den gamle verden, ikke længere tynge på arbejderen, og han vil have tilstrækkelig tid tilovers fra sit daglige arbejde til, at der kan sikres ham en alsidig og videregående uddannelse efter hans evner. Den sjette klasse, der omfatter alle kommunens medlemmer fra det femogtyvende til det tredivte år, har til opgave at forvalte den af de yngre klasser frembragte rigdom og at ordne dens fordeling fra de offentlige magasiner. Syvende klasse består af alle individer fra det tredivte til det fyrretyvende år; deres hverv er at lede kommunens indre anliggender, at udjævne tvistigheder og befordre det almindelige vel. Ottende klasse, der omfatter medlemmer fra det fyrretyvende til det tresindstyvende år, danner så at sige et råd af ældste, en art højesteret, der har til opgave at afgøre alle stridigheder mellem de andre klasser indbyrdes og ordne de mellem-kommunale anliggender samt træde i forbindelse med udlandet. De, som har nået det tresindstyvende år, indordnes ikke i nogen klasse. De har opfyldt deres forpligtelser imod samfundet og kan roligt trække sig tilbage til privatlivet; dog står det dem frit for efter behag at deltage i de øvrige klassers arbejde.

Således er i store træk Owens tanker om den ny samfundsorden, der skulle afløse den gamle tingenes tilstand. Forandringen skulle ikke foregå ad revolutionær vej, heller ikke ved magtbud fra oven, men tilhængerne af det ny system skulle frivilligt slutte sig sammen i småsamfund med fællesskab til grundprincip og derved bevæge andre til efterligning. Owen agiterede utrætteligt gennem skrift og tale for sine ideer, og der er intet mærkeligt i, at han - ligesom Saint Simon i Frankrig - under de givne forhold søgte at påkalde magthavernes bistand i stedet for at henvende sig til arbejderne, som var uden politisk indflydelse og uden social forståelse. I 1818 opfordrede han fyrstekongressen i Aachen til at virkeliggøre hans planer, naturligvis dog uden resultat; derimod fik han i selve England til en begyndelse støtte hos mange højtstående mænd, bl.a. hertugen af Kent, den senere dronning Victorias fader. En nationalindsamling iværksattes til grundlæggelse af et communny (fællesskab); store møder afholdtes i London under hertugens forsæde, sagen blev forebragt i parlamentet, men der kom kun en brøkdel ind af den sum, som Owen anså nødvendig for foretagendet. I 1820 døde hertugen, inden han som konge kunne få lejlighed til at vise, hvor alvorligt det var bevendt med hans reformiver. Enkelte andre medlemmer af aristokratiet viste endnu en tid interesse for sagen; lord Hamilton tilbød et betydeligt stykke land til forsøgsmark, og i 1822, da Owen havde stiftet »Selskabet af britiske og udenlandske menneskevenner til grundlæggelse af kommuner, hvilende på kooperation og fællesskab i interesser«, blev der ved en subskription, som støttedes af mange fornemme navne, tegnet 55,000 pund sterling (990,000 kroner), hvoraf Owen dog selv tegnede de 10,000 pund. Forhandlingerne trak imidlertid i langdrag, og det viste sig mere og mere, at der bestod en uenighed mellem Owen og de andre ledende mænd i selskabet - nemlig den uenighed, som beror på forskellen imellem filantropi og socialisme - velgørenhed og retfærdighed. Imidlertid havde også en af parthaverne i New Lanark gjort Owen helvede for hedt, og i 1824 besluttede han derfor at forlade Storbritannien og drage til Amerika for dér at gøre et forsøg på at virkeliggøre sine sociale ideer.

Han søgte et sted, hvor det første spadestik allerede var gjort. En würtembergsk præst og sektstifter ved navn Rapp var i begyndelsen af århundredet på grund af forfølgelser i hjemmet sammen med sine tilhængere udvandret til Nordamerika og havde i territoriet Indiana grundlagt et kommunistisk samfund, som kaldtes Harmony. Samfundet trivedes godt og samlede sig gods og liggendefæ, men da rappisterne, som sekten kaldtes, for at undgå den fremtrængende civilisation tænkte på at bryde op og drage længere imod vest, henvendte Owen sig til dem for at købe deres jord til brug for sin plan. Købet kom i stand, og Owen blev ejer af Harmony for en sum af 140,000 dollars (ca. 1/2 million kroner). Ejendommen bestod af omtrent 1 1/2 kvadratmil frugtbart, dog kun til dels opdyrket land, beliggende ved den fiskerige og for mindre fartøjer sejlbare flod Wabash. Owen averterede efter kolonister, og inden tre måneders forløb var der i New Harmony, som den ny koloni blev døbt, samlet henved 900 tilhængere af det nye system. I marts 1825 holdt Owen et indledningsmøde i forsamlingshuset, ved hvilket han forklarede sine planer. Han ventede ikke, at det skulle være muligt at foretage en umiddelbar overgang fra det gamle frikonkurrencesystem til det ny kooperative (samvirkende); gamle vaner er ikke så lette at aflægge, men »Ny Harmoni« skulle være som et herberg på vejen, et foreløbigt hvilested, hvor medlemmerne kunne skifte deres gamle klæder og berede deres hjerter til den ny tilværelse, som de håbede at blive delagtige i. Fælleseje ville derfor ikke blive indført straks, og samfundet skulle styres af en komité på otte medlemmer, bestående af dem, der havde ydet de største bidrag til det fælles bedste. Først efter en prøvetid på et år eller to, når medlemmerne var blevet oplærte og indøvede i kundskab om de nye samfundsprincipper, skulle fælleseje, selvstyre og alles lighed træde fuldt ud i kraft. Efter at have udtalt sig således og truffet de dermed overensstemmende foranstaltninger, begav Owen sig i juni tilbage til Europa, højlig tilfreds med tilstanden i New Harmony og med de bedste forhåbninger til fremtiden.

Disse forhåbninger blev imidlertid bittert skuffede. Da han i januar 1826 kom tilbage til New Harmony, fandt han, at det i sørgelig grad havde skortet på den enighed og fordragelighed, som var nødvendig for koloniens trivsel. Religiøse stridigheder havde raset mellem medlemmerne. Dovendidrikker og eventyrere, som i stort tal var strømmet til i håb om at leve på andres bekostning, knurrede over, at almindeligt fælleseje ikke straks var blevet indført. Owen gav efter og tilstod New Harmony det selvstyre og den kommunistiske forfatning, som han først havde haft til hensigt at indføre efter en heldig prøvetid. Men herved blev det ikke bedre. Nu var det de flittige, der klagede over, at deres arbejdsomhed ikke gav større udbytte end de dovnes uvirksomhed. Kævl og splid vedblev at hærge New Harmony. Den ene skare efter den anden løsrev sig fra moderkolonien for at danne selvstændige kommunistiske kolonier. Snart var New Harmony omgiven af henved en halv snes sådanne småsamfund, der imidlertid ikke trivedes synderlig bedre end modersamfundet. Owen måtte til sidst efter et par års pinlig kamp med vanskelighederne indrømme for sig selv, at forsøget var mislykkedes.

At kommunisme i hvert fald ikke lod sig praktisere med det menneskemateriale, som han havde haft til sin rådighed i New Harmony. Dog følte han sig ikke derfor som en slagen mand. Han havde selv fra første færd haft øje for vanskelighederne, som hans indledningstale ved koloniens grundlæggelse viser, og han satte sin lid til en kommende slægt, som fra barnsben var opdragen til fællesliv og samvirken.

Dette håb blev grundlaget for hele hans senere agitation. New Harmony forblev i Owens besiddelse, men han slog ikke i vrede hånden af kolonisterne. Jorden blev forpagtet ud til dem mod en ringe afgift; men med kommunismen var det forbi.

Et andet forsøg, som Owens tilhængere (under ledelse af Abram Combe) havde gjort i Orbiston i Skotland, var efter to års forløb ligeledes strandet. Men dette havde ikke forhindret, at den af Owen fremkaldte bevægelse havde bredt sig i videre kredse. Det var nu ikke længere enkelte fornemme beskyttere, der støttede sagen. Owens ideer havde fundet genklang hos mangfoldige arbejdere, der begejstredes ved tanken om en samfundsorden, hvor den fri konkurrence var afløst af fællesskab i arbejde og interesser. Foreninger med det formål ved ugentlige bidrag fra medlemmerne at samle penge ind til oprettelsen af fællessamfund skød op alle vegne hele landet over. Især efter at de spredte småforeninger fra året 1827 var blevet samlede i en hovedorganisation med sæde i London, kom der fart i bevægelsen. Alle bidrag blev indbetalte til centralfonden, og når tilstrækkelig kapital var samlet, skulle hver enkelt forening have ret til at sende et eller flere af sine medlemmer til det oprettede fællessamfund. Samtidig dannedes en anden hovedforening, »Selskabet til udbredelse af kooperative kundskaber«, med rent agitatoriske formål. Denne forening skulle virke ved udgivelse af flyveskrifter, ved at udsende missionærer, bygge forsamlingshuse samt oprette biblioteker og læsestuer. Forskellige uge- og månedsskrifter som »Økonomen«, »Kooperatoren« og andre udgaves som led i agitationen.

Indbyrdes sammenslutninger mellem arbejdere med økonomiske formål for øje var allerede i forvejen ikke helt ukendte, men den ny bevægelse gav forbrugs og produktionsforeningerne et mægtigt stød frem. Man indså snart, at de små periodiske bidrag, der strømmede ind fra medlemmerne, kun forslog lidt til oprettelsen af fælles samfund. De fleste foreninger begyndte derfor at drive erhvervsvirksomhed af forskellig art. Varer indkøbtes til éngros priser og solgtes til foreningernes medlemmer for billigt køb. Forskellige industrielle virksomheder sattes i gang; et sted oprettedes en klædefabrik, et andet sted et farveri, et tredje sted et lysestøberi osv.. I oktober 1832 afholdtes der i Liverpool en almindelig kongres af udsendinge fra de kooperative selskaber, hvis antal på den tid ansloges til 700. Samtidig åbnedes der en udstilling af varer fra de til selskaberne knyttede industrielle virksomheder; det viste sig ved denne lejlighed, at mange af de delegerede var klædte fra top til tå i tøj fra foreningernes egne fabriker.

Skønt Owen var bevægelsens egentlige ophavsmand, havde han i begyndelsen stået udenfor den, optagen som han var af foretagendet i New Harmony. Men da dette ikke længere lagde beslag på hans kræfter, kastede han sig med iver ind i agitationen for de kooperative ideer og blev sjælen i bevægelsen. Han købte et hus i Burton Street i London, hvor han om aftenen samlede arbejderne til foredrag over sociale emner, og en stor plan, som han havde udtænkt, trådte snart i virksomhed. I september 1832 åbnedes på Gray's Inn Road i London den såkaldte »Retfærdige Arbejdsbørs« (The national Equitable Labour Exchange).

De ideer, hvorpå dette foretagende var grundlagt, havde Owen forlængst udviklet. Når man spurgte om årsagen til en herskende arbejdsløshed, lød svaret: overproduktion; det vil sige, årsagen til elendigheden var i virkeligheden overflod, det var ikke en naturlig årsag som i uciviliserede lande, når en fejlslagen høst fremkalder hungersnød. Men dette pegede på en usundhed i den gængse omsætning af samfundsmidlerne. Fejlen var den, at man havde indført en falsk værdimåler, guld og sølv, som i sig selv kun havde en ringe værdi. At en mand var arbejdsløs, betød ikke, at der ingen brug var for hans arbejde, eller at der manglede midler til hans underhold, men at der var mangel på omsætningsmidler. Hvis manden manglede penge, måtte han sulte med samt sin familie, selv om alle lader bugnede af korn og alle butikker var fulde af varer, og hvis det kunne tænkes, at alt guld og sølv med ét slag blev tilintetgjort, ville det afstedkomme en uhyre forvirring og nød, skønt ikke en eneste samfundsværdi var gået til grunde. De ædle metaller var i stedet for samfundets tjener blevet samfundets behersker. Kunne man derfor afskaffe brugen af penge, ville en uhyre fordel være vundet for samfundet, og dette skulle bevirkes ved oprettelsen af »Den Retfærdige Arbejdsbørs«.

Arbejdsbørsens forretningsgang var følgende. I de til Børsen hørende magasiner kunne enhver indlevere det arbejde, han havde forfærdiget, skrædderen et par bukser, skomageren et par støvler osv.. Værdien af det indleverede arbejde beregnedes efter prisen på det anvendte råmateriale og den tid, der gennemsnitlig ville medgå til dets forarbejdning. I betaling fik leverandøren en »arbejdsanvisning«, der lød på så og så mange timers leveret arbejde; en arbejdstime ansattes til en takst af 6 d. (ca. 46 øre). For denne anvisning kunne man da i Børsens magasiner udvælge sig varer af tilsvarende værdi.

På denne måde skulle køb og salg foregå uden mellemkomst af penge, og Owen og hans tilhængere nærede store forventninger til det ny foretagende. I begyndelsen syntes disse forventninger også at skulle gå i opfyldelse. Omsætningen af varer, der straks var betydelig, steg i den første tid med rivende fart, og tilstrømningen var så overvældende, at Børsen et par gange måtte lukke, fordi personalet ikke var i stand til at overkomme arbejdet. Adskillige private handlende modtog Børsens anvisninger i stedet for penge; selv flere teatre bekendtgjorde på plakaterne, at de tog imod »arbejdsanvisninger« som betaling. Driftsomkostningerne dækkedes ved en provision på 8 1/2 procent af den sum, hvortil de indleverede varer vurderedes, og bankens nettoudbytte i den første tid ansloges til 20 pund (360 kr.) om ugen.

Dette held førte til oprettelsen af en lignende »Arbejdsbørs« i Birmingham, og det var meningen, at andre skulle startes i hver by i riget. Men den gyldne tid varede ikke længe. En vanskelighed var det allerede, at Børsen ikke kunne føre alle varer på lager, og dens anvisninger var derfor værdiløse, når man netop skulle bruge de manglende varer, deriblandt for eksempel alt, hvad der kom ind under levnedsmidler. Men hovedvanskeligheden lå i vurderingen af det indleverede. Først skulle det anvendte råmateriales værdi bestemmes, dernæst skulle den tid, som en »gennemsnitsarbejder« ville bruge til forfærdigelsen anslås, og begge dele krævede et meget indgående kendskab til varer og arbejdsforhold, som Børsen umuligt i alle tilfælde kunne have til rådighed. Der opstod efterhånden misfornøjelse med dens vurderinger, klager fremkom i pressen, og omsætningen blev mindre og mindre, så at den til sidst ikke kunne bære driftsomkostningerne. Forskellige tab af mere tilfældig natur stødte til, og et par år efter Børsens åbning måtte den lukkes. Dermed var »Den Retfærdige Arbejdsbørs« saga ude. Og som i London gik det i Birmingham.

Det havde været Owens hensigt at omdanne fagforeningerne til produktionsforeninger, som uden at drive politik skulle virkeliggøre en selvstændig socialistisk stat i staten. Hvert enkelt fag skulle overtage sine egne produktionsmidler og derved gøre kapitalisterne overflødige. Disse ideer fremkaldte en mægtig bølge af solidaritetsfølelse i den engelske arbejderstand, og da Owen i 1834 stiftede »Det store Internationale Fagforenings Forbund«, fik det i løbet af fem uger en halv million medlemmer, hvoriblandt der var tusinder af landarbejdere og kvinder, som ikke tidligere havde været fagligt organiserede. Denne kæmpesammenslutning, som truede med generalstrejke, indjog bourgeoisiet en dygtig forskrækkelse, og kapitalisterne råbte på genindførelse af det ophævede fagforeningsforbud overfor de oprørske arbejdere, som enkeltvis blev tvungne til at fraskrive sig deres foreningsret. »Den store Nationale« viste sig trods medlemmernes begejstring for løst organiseret til at kunne optage en virksom kamp. Strejkerne løb ud i sandet - lederne dømtes og landsforvistes - forbundet opløstes. Den politiske bevægelse, chartismen, som samtidig gik igennem landet, rev store masser af arbejdere med sig. Men de kooperative sædekorn var ikke udsået forgæves, de spirede rundt omkring og voksede mægtigt i tidernes løb.

Selve den owenske bevægelse var imidlertid ingenlunde til ende; agitationen fortsattes endnu en halv snes år, men den fik fra nu af en anden karakter. Uheldet med »Arbejdsbørsen« syntes at have fremkaldt ulyst til at beskæftige sig med nærliggende, rent praktiske formål; de oprettede produktions- og forbrugsforeninger forfaldt, og af de 700 foreninger, som sendte delegerede til kongressen i Liverpool i 1832, var der et par år efter kun fire tilbage. I stedet for trådte en propaganda af et halvt sektagtigt tilsnit. En ny hovedorganisation, »Foreningen af alle Klasser og Nationer«, oprettedes. Medlemmerne var på frimurervis inddelte i grader, og for at blive optaget eller for at stige fra en lavere til en højere grad måtte man gennemgå en prøvetid og underkaste sig en eksamen i kundskab om Owen's principper eller, som det hed, det rationelle (forstandsmæssige) system. Medlemmerne kaldte sig indbyrdes »brødre«; Owen, som stod i spidsen, fik titel af »vor sociale fader«. Bevægelsens hovedorgan var ugebladet »Den ny moralske Verden« - ikke at forveksle med »Bogen om den ny moralske Verden«, Owen's hovedværk, hvori han i syv bind har givet en samlet fremstilling af sine sociale anskuelser.

Agitationen blev som sagt dreven på kraft en halv snes år. Foredragssale lejedes allevegne, hvor der var en lokal forening; mange steder var der endog råd til at købe eller opføre en egen bygning, som foruden mødesal rummede bibliotek og læsestue. I reglen blev der til en sådan institution knyttet en børneskole; det gjaldt jo om at berede vejen i ungdommens hjerter for den ny tid der »skulle komme over samfundet som en tyv om natten«. Hele landet blev inddelt i fjorten distrikter, som hvert for sig berejstes af en lønnet missionær. Ved møderne blev der ikke blot holdt foredrag; »Fornuft Religionens« tilhængere havde deres egen trosbekendelse og katekismus; deres bibel var bogen om »Den ny moralske Verden«; salmer til »Den store, ukendte årsag«, til ligheden, fornuften eller et andet åndigt væsen blev sungne før og efter foredraget, der i reglen bestod af et stykke af »Den moralske Verden« med derpå følgende udlægning. Owens tilhængere angreb skarpt den herskende religion og dens tjenere; præsterne, hed det, var bussemænd, som skræmmede folk med satan for at få dem til at betale tiende og skatter til kirken; både kristendommen og de andre religioner var falske påfund af snedige personer for at holde folket i trældom. Til gengæld blev oweniterne ikke skånede af deres modstandere; missionærerne blev kaldt for »satans sendebud« eller vagabonder, hvis eneste beskæftigelse var højforræderi og gudsbespottelse. Bourgeoisipressen (bl.a. »Times«) overdængede Owen med skældsord uden at give ham lov til at forsvare sig; kapitalister og præster forfulgte ham med et glødende had. Biskoppen af Exeter satte endog et helt korstog i gang imod ham og udpegede ham fra prædikestolen som antikrist; den samme biskop indbragte i Overhuset et andragende med 4000 underskrifter (præster, bankierer, fabrikanter osv.), i hvilket socialismens farer blev udmalet med skrigende farver og forholdsregler krævet mod dens videre udbredelse. Men da Owen forlangte en undersøgelse af de beskyldninger, bispen havde rettet imod ham, lod Overhuset sagen falde.

Den samme biskop udsendte rundt om i landet agenter, som forhindrede Owen i at få lokaler, hvor han kunne holde møder, og som overtalte fabrikanterne til at afskedige de arbejdere, der havde sluttet sig til ham. I Manchester blev husene bedækkede med plakater imod »denne skændselens hule, det sociale institut«.

Men under alt dette hurlumhej var Owen utrættelig. Han stod op klokken tre om natten, rejste hele dage og holdt foredrag om aftenen; undertiden nøjedes han med et par timers søvn og foretog rejser på en halv snes mil før frokost; han holdt foredrag hver eneste dag i ugen og to gange om søndagen. Og han indskrænkede ikke sin agitation til England, men begav sig udenlands på en missionsrejse. Hans hensigt var at afæske »alle Europas autoriteter« svar på det spørgsmål, »om de ikke anså tiden for moden til at give deres samtykke til og sætte sig i spidsen for en moralsk revolution, som alle magter på jorden ikke kunne forhindre eller længe forhale.« Med dette formål rejste han to dage og nætter i træk til Metz; han besøgte kongen af Bayern i München; han diskuterede den sociale reform med fyrst Metternich i Wien; han havde en sammenkomst med geografen Alexander von Humboldt i Berlin. Men andet udbytte end nogle venlige talemåder vandt han ikke på denne rejse.

Bevægelsen var kommet ind i et fantastisk spor. I 1841 gjorde en kreds af Owens tilhængere et sidste forsøg på at oprette en kommunistisk menighed. Velhavende privatfolk og arbejderforeninger i forskellige byer skød en kapital sammen, for hvilken man forpagtede gården Queenwood (Dronningskov) i Hampshire i Sydengland og lod den berømte arkitekt Hansom opføre en statelig bygning, Harmony Hall. Owen erklærede kapitalen for utilstrækkelig, men lod sig dog sluttelig overtale til at stille sig i spidsen for foretagendet. Men det gik med Queenwood som med de tidligere koloniforsøg af samme art. Da anlægskapitalen ikke var tilstrækkelig, måtte man gøre gæld, og da gårdens drift ikke betalte sig, og indre uenighed opstod, endte det med, at kreditorerne gjorde udpantning. »Harmony Hall« blev udbudt til salg i Times med den anbefaling, at den særlig egnede sig til galeanstalt. Aktiverne forslog ikke til at dække fordringshaverne.

Med Queenwoods fallit i 1846 løb den owenske bevægelse ud i sandet. Bindeleddet mellem de lokale foreninger var forsvundet. Interessen for sagen tabte sig, bidragene til centralfondet strømmede sparsommere og sparsommere ind; der var opløsning over hele linjen.

Owen var nu en mand på henved firsindstyve år, men endnu usvækket af alderdom og trods de mange fejlslagne forhåbninger bestandig urokket i troen på sin sag og dens endelige sejr. Han vedblev at virke i tale og skrift for sine ideer, men formåede ikke mere at samle opmærksomheden om sig som i gamle dage; han havde overlevet sig selv og gled efterhånden ud af samtidens bevidsthed i den grad, at folk i almindelighed troede, han var død. Endnu en gang skulle han dog få lejlighed til at henlede verdens opmærksomhed på sig. I året 1851, da udstillingen i London samlede besøgende af alle nationer, trådte han atter frem for verdens øjne og udsendte 60,000 flyveskrifter, som han lod oversætte på fransk og på tysk. Han anbefalede blandt andet Overhuset at omdanne Krystalpaladset til en højskole for oplæring af de kommende slægter i fornuftens system, og han forudsiger som nærforestående en tid, da »almindelig og evig fred og samdrægtighed vil herske blandt alle nationer og folk.«

I sine allersidste år forfaldt Owen, den gamle modstander af alle religioner, hvem al tanke om noget hinsides havde været fremmed, til en sælsom overtro. Han blev spiritist og modtog meddelelser fra åndeverdenen. Blandt de afdøde, som han således trådte i forbindelse med, var det gamle testamentes profeter, Shelley og Byron, Franklin og hertugen af Kent. Det var i almindelighed vigtige samfundsspørgsmål, der afhandledes ved disse møder, men undertiden fik han også meddelelser af mere personlig natur. En venlig og for hans helbred omhyggelig ånd, en mrs. Grace Fletcher, svarede på spørgsmålet om, hvorledes han bedst skulle kurere en slem forkølelse, han led af, at han skulle drikke en kop bouillon og gå i seng, lægge en varmedunk under fødderne og ikke gå ud i fugtigt vejr, men fremfor alt måtte han ikke glemme bouillonen og at pakke sig godt til. Det var en mrs. Hayden, et bekendt spiritistisk medium, der fra først af havde ført Owen ind på denne afvej; senere lod han sig ikke rokke derfra, selv efter at hun var blevet afsløret som bedragerske. Owen's venner rystede på hovedet og ærgrede sig over denne ny fase i hans anskuelser, men undskyldte ham med alderdomssvækkelse - en rimelig forklaring, når man betænker, at Owen ved sin omvendelse til spiritismen havde fyldt sit femogfirsindstyvende år. Hans skrifter fra denne sidste tid, deriblandt hans selvbiografi, bærer dog ikke præg af åndelig svækkelse.

Trods alt virkede han til det sidste ufortrødent for sine ideer. I 1857 sammenkaldte han - 86 år gammel - en »kongres af verdens fremskredne ånder« i London. Kongressen blev virkelig åbnet, men de fremskredne ånder glimrede ved deres fraværelse. Det forhindrede imidlertid ikke Owen i fjorten dage i træk at give møde på det fastsatte sted og oplæse og forklare sine sociale reformudkast for det tilstedeværende publikum, der mest havde indfundet sig af nysgerrighed. Kort efter afholdtes der i London en konference om opdragelsesvæsen, særlig til drøftelse af det spørgsmål, hvorledes det kunne forhindres, »at de fattige klassers børn blev taget så tidligt ud af skolen.« Konferencen fandt sted under forsæde af prins Albert, dronning Victorias mand, og deltagerne tilhørte adelen, gejstligheden og bourgeoisiet, for hvem elendigheden nærmest var et middel til at skærpe appetitten og befordre fordøjelsen. Iøvrigt kunne enhver, som interesserede sig for folkedannelse, deltage i kongressen.

Owen fulgte indbydelsen. Hvis der var nogen, som havde vist sin interesse for opdragelsesvæsen, og som var kaldet til at udtale sin mening derom og fortjente at blive hørt, så var det vel ham. Reformatoren fra New Lanark, børneasylernes fader, grundlæggeren af den moderne folkeskole. Ærværdig ved sit livsværk og sit snehvide hår trådte den 86årige olding ind i de fornemme filantropers forsamling. De stirrede på ham som på et spøgelse. Hans gamle ven lord Brougham smilede forlegent. »Og hvor forbavset blev jeg ikke,« fortæller Owen selv, »da sekretæren erklærede, at jeg ikke kunne få ordet til dagsordenen, hvis jeg ikke indbragte et ændringsforslag. Jeg indbragte da et ændringsforslag, som gik ud på at indføre det opdragelsessystem for fattige børn, som jeg med så anerkendt held havde gennemført i New Lanark. Men nu hed det sig, at dette var intet ændringsforslag, men en selvstændig resolution og derfor ikke kunne sættes under behandling. Jeg indså da, at der bestod en forudfattet plan om at nægte mig ordet.« En intetsigende resolution blev vedtaget. Mødet erklæredes for endt, og de ædle børnevenner skyndte sig ud af salen!

Sidste gang, Owen optrådte offentligt, var i oktober 1858. En såkaldt »Forening for samfundsvidenskab« afholdt sin anden årskongres i Liverpool. Owen, som nu var 87 1/2, år gammel, ville deltage i forhandlingerne. Trods sine venners råd og det ublide vejr foretog han den lange rejse fra London til Liverpool. Svag og udmattet lod han sig føre til kongressalen og op på talerstolen, hvor han modtoges med bifaldsråb af publikum, der halvt mod sin vilje måtte beundre den gamle profet for the better time, that is coming (den bedre tid, der kommer) - han, som i mere end to menneskealdere havde præket gudsriget på jorden for magthavernes døve øren.

Under lydløs stilhed begyndte han at tale. Han ville påny indprente, at for at udrydde elendigheden af verden måtte menneskenes ydre vilkår forbedres fra grunden af, det var de sociale forhold, der udviklede karakteren. Men inden han havde talt sætningen til ende, svigtede kræfterne ham, han sank sammen og blev næsten bevidstløs bragt tilbage til hotellet. Her lå han længe i afmagt. Da han vågnede, spurgte han, hvad han havde sagt, og da man fortalte ham det, sagde han: »Godt, det var netop det, jeg ville sige,« og sank atter hen. I fjorten dage var han fængslet til sygelejet. En morgen i begyndelsen af november overraskede han sin trofaste ledsager Rigby med ordre til straks at pakke rejsetøjet. »Vi må af sted!« - »Hvorhen? Tilbage til London?« - »Nej, til Newtown!« Owen ville hjem til sin fødeby, som han ikke havde set i 70 år.

Da han kom til grænsen mellem England og Wales, brød han ud i et jubelråb: luften i hans fødeland forekom ham renere og friskere end den engelske. Han vandrede omkring i Newtown og spurgte efter gamle bekendte, om hvem han af de forundrede beboere fik at vide, at de var døde for 30-40 år siden. Man betragtede ham som en genganger, skønt han netop forudsagde en ny tid. Han talte med de kommunale embedsmænd om forbedringer i sundhedsplejen og fattigdommens udryddelse i sognet; omsider kom den dag, da han ikke mere kunne rejse sig af sin seng. Hans ældste søn, den eneste levende af hans børn, skyndte sig til faderens dødsleje. Owen modtog ham med et muntert smil. Sognepræsten trængte sig ind for at omvende den »forhærdede vantro«; han spurgte ham, om han ikke angrede, at han havde bortødslet sit liv til frugtesløse bestræbelser. Owen afviste ham: »Jeg har forkyndt vigtige sandheder for verden,« sagde han, »og når den ikke har taget imod dem, var det, fordi den ikke forstod dem. Jeg var forud for min tid.«

D. 17 november 1858 om morgenen døde Robert Owen. Hans sidste ord, fortæller hans søn, var: »Forløsningen er kommen«. Han blev begravet på Newtowns gamle kirkegård i samme grav som sine forældre.

Den sidste halvdel af hans lange liv - efter at han havde trukket sig tilbage fra New Lanark - havde været en række af tunge nederlag. Men han blev aldrig en bitter, en skuffet mand. Det var, som om hvert nyt nederlag kun æggede hans håb, kun gav det fortrøstningsfulde i hans natur ny næring. Hans tale og skrift får efterhånden et mere og mere profetisk anstrøg, han bliver forkynderen af et nyt evangelium, han spår om en ny jord, han forudsiger tusindårsrigets komme - ikke i religiøs, men i jordisk forstand. Hans fejlgreb er den vide ånds, det store hjertes fejlgreb. Hans forretningsgeni, hans mekaniske snille kunne med lethed have gjort ham til en af Englands rigeste mænd, hævet ham til adel og magt. Han foretrak at anvende sin ånd, sin rigdom, al sin tid og arbejdskraft til menneskehedens bedste, og han gik i graven som en fattig, en overset mand.

Det fantastiske, det sværmeriske i hans karakter forhindrede ham i altid at stille sig klart begrænsede, praktisk opnåelige formål, men som vækker og tilskynder fik han en overordentlig stor betydning. Han lægger forsømt jord under ploven, han anviser rationel drift, han udstrøer en sæd af frugtbare ideer. Han giver stødet til den første fabrikslovgivning; han er en fornyer på opdragelsens område; han er ophavsmand til forbrugsforeningstanken - den kooperative bevægelse. Den slog rod, medens de kommunistiske kolonier vantrivedes. I 1843 stiftede nogle fattige flonelsvævere i fabriksbyen Rochdale i Lancashire, et par mil nord for Manchester, en forening, som de kaldte »De retfærdige Pionerer i Rochdale«, og som virkelig også blev en trup af pionerer - banebrydere. De var til en begyndelse 28 vævere, som fik samlet 28 pund sterling (460 kroner), og i 1844 blev foreningen indregistreret. Der blev sendt en deputation til den tidligere omtalte owenitiske koloni Queenwood for at hente råd og vejledning, og til en begyndelse oprettede man et lille udsalg for medlemmer af forbrugsforeningen, idet man indkøbte varerne éngros og solgte dem til detailpriser; overskuddet blev forrentet og godskrevet deltagerne. Efterhånden kunne man udvide sig til flere forskellige varelagere; i 1851 oprettedes der en dampmølle, i 1855 et bomuldsspinderi, i 1863 en byggeforening med en kapital af ca. 900,000 kr.. Man byggede forsamlingshus, bibliotek, badeanstalt, teater osv., og lignende foretagender skød efterhånden op flere steder i landet, dels efter Rochdale pionerernes forbillede, dels efter det såkaldte London-system. Rigtignok antog disse kooperative foretagender mere og mere karakteren af kapitalistiske aktieselskaber; de blev småborgerlig snævertsindede og gav afkald på det ideale mål, som Owen havde peget frem imod: den sociale omdannelse. Men banen var brudt for en udvikling i ny retning, der var skabt et økonomisk grundlag, hvori socialismen med tiden kunne slå rødder, og hvorfra den - ligesom ubevidst - kunne vokse organisk i vejret og forgrene sig igennem samfundet. Forbrugs- og andelsbevægelsen spiller, som vi senere skal se, en mægtig rolle i det moderne England. Og Robert Owen har æren af at være dens stamfader.

Blandt hans disciple var William Thompson og J. F. Bray de betydeligste teoretikere. De udviklede hver på sin vis hans lære - under en glimrende turnering med kapitalismens nationaløkonomer - og kan i flere henseender betegnes som forløbere for Karl Marx. Men det var et særkende og en hovedsvaghed ved den owenske socialisme, at den i sin bestræbelse efter praktiske resultater underkendte nødvendigheden af en selvstændig politik. Og dog gennemrystedes England netop samtidig med Owens agitation af en politisk bevægelse, der i sin dybeste grund var af social natur og derfor hyppig faldt sammen med den. Det var den såkaldte chartisme. Arbejderklassens første optræden som socialdemokrati med den faglige og den kooperative bevægelse på hver sin fløj.

Politik og chartisme.

Den industrielle revolution, som havde omformet samfundet fra grunden af, skabt en ny stand af kapitalister og et uhyre proletariat, måtte nødvendigvis også skaffe sig udtryk i en ny statsordning. Til kravet om økonomisk frihed svarede råbet på politisk frihed. Regeringsmagten var fra gammel tid endnu i hænderne på godsejeradelen, som ikke blot besatte pladserne i Overhuset, men også beherskede Underhuset. Nogle få hundrede landadelsmænd besørgede lovgivningen, bestemte retsforvaltningen og afgjorde hele den inden- og udenrigske politik. I mange af de gamle forfaldne landsbyer - de såkaldte »rådne flækker« - rådede godsejeren alene over valget; en fjerdedel af Underhusets medlemmer var i lommen på et dusin adelige familier. I skrigende modsætning til denne junkerlige overmagt havde de store nye industribyer, Manchester, Birmingham, Sheffield, endnu ikke en eneste repræsentant i rigsdagen, og mange andre byer, som havde fra 30-100,000 indbyggere, mønstrede kun fra en snes til op mod et par hundrede vælgere; i Bristol f.eks., som havde over 100,000 indbyggere, beløb vælgernes antal sig til 50 mand. Kort sagt - statsmagten var endnu krystalliseret i middelalderlige former, medens samfundslivet i bund og grund var revolutioneret ved maskinindustriens opblomstring og arbejdernes løsrivelse fra hus og hjem.

Disse forældede former måtte sprænges, for at de nye kræfter kunne udfolde sig frit, og tiden fra 1770erne indtil en menneskealder ind i det nittende århundrede er derfor i England den borgerlige frihedskamps tid, da kapitalismen optrådte i skikkelse af politisk radikalisme og rev arbejderne med sig i kravet om demokratiske reformer. Frihed var tidens løsen, og det betød for kapitalisterne ganske vist i første række fri konkurrence og fri udnyttelse af værgeløs arbejdskraft, men der var dog også mænd, som opfattede det i videre og mere ideel forstand, og for hvem folkets vel og kulturens fremme stod som et højere formål end de enkeltes berigelse.

Da Nordamerika i 1776 rev sig løs fra det reaktionære moderland og erklærede sig for en uafhængig republik, greb en oprigtig frihedsbegejstring mange sind i England, hvor kongetronen beklædtes af den forrykte og despotiske Georg den Tredje. Blandt tidens radikale politikere var major Cartwright, en broder til opfinderen, den mest sympatetiske; skikkelse, en helstøbt og mandig karakter med noget puritansk i sit væsen og af en ubetinget trofasthed mod sin overbevisning. Det havde gjort stærkt indtryk på ham, da han i sin ungdom hørte en godsejer, som blev bestormet af ansøgere til forskellige stillinger, udbryde: »Jeg har købt jer allesammen, og jeg vil min salighed også sælge jer allesammen.« Efter at have tjent i den engelske marine og opholdt sig nogen tid i Amerika, var Cartwright blevet major ved landeværnet i Nottingham. Samtidig med den amerikanske Uafhængighedserklæring fremsatte han sit forslag til en parlamentsreform, lydende på de fire punkter: almindelig valgret, lige valgbarhed, hemmelig afstemning og årlige valg, som kom til at spille en så stor rolle i den følgende tids agitation. Hertugen af Richmond indbragte forslaget i Overhuset, naturligvis uden resultat. Mærkeligt nok var nemlig flere engelske aristokrater på den tid påvirkede af de franske revolutionsideer, dog kun så længe det var ideer, thi da revolutionen udbrød i Paris, blev de bange og skyndte sig at undertrykke al åndelig frihed i landet. Cartwright hilste derimod den Franske Revolution med henrykkelse - han blev nogle år efter uretfærdigt afskediget som major - og en anden radikal politiker, Charles James Fox, udbrød i Underhuset »Dette er den største og sikkert glædeligste begivenhed, som verden nogensinde har set!«

Frygten for, at revolutionen i Frankrig skulle forplante sig over Kanalen, blev for de engelske magthavere et påskud til det brutaleste tyranni. I 1792 stiftede skomageren Thomas Hardy en forening - det såkaldte »Korresponderende Samfund« - som fik udbredelse over hele England og Skotland, og som skulle virke for Cartwrights valgreform, dog med undtagelse af den hemmelige afstemning, som erklæredes uværdig for frie mænd. Da medlemmerne af en foreningsafdeling i Edinburgh i 1794 sammenkaldte et møde, kaldte de det en convention (sammenkomst), hvorved de vakte rædsel hos magthaverne, som tænkte på det franske konvent. Flere af de delegerede blev arresteret og retslig undersøgelse indledet. Nogle dømtes til 14årig landsforvisning til Botany Bay (i Australien), andre blev hængt på den mest intetsigende anklage. Også Hardy blev sat fast, men de borgerlige nævninger frikendte ham. Det »Korresponderende Selskab« opløstes imidlertid - ligesom andre lignende foreninger - i kraft af de undertrykkelseslove, der piskedes igennem parlamentet og stemplede enhver politisk handling som en forbrydelse.

Blandt de episoder, som samtiden har illustreret, er godsejeren sir Francis Burdetts optræden til gunst for valgreformen. Han havde i 1789 overværet Nationalforsamlingens møder i Paris og var blevet stærkt påvirket af revolutionens ideer. Som medlem af Underhuset protesterede han mod krigen med Frankrig. Da han i 1802 påny var blevet valgt i Middlesex efter en umådelig hidsig valgkamp, blev både dette valg og hans genvalg tre år efter forkastet. Imidlertid valgtes han 1807 i Westminster og forblev i tredive år medlem af Underhuset. Han indbragte gang på gang forslag om indførelse at almindelig valgret og lige store valgkredse, senere også om hemmelig afstemning og årlige valg; han opnåede derved en uhyre folkeyndest, og da han i 1810 blev arresteret på grund af et flyveskrift og ført til Tower (statsfængslet i London), måtte der en større militærstyrke til for at hindre den ophidsede mængde i at befri ham med magt. Mod regeringens kneblen af ytringsfriheden førte Burdett ligeledes en ivrig kamp, men efter gennemførelsen af den alt for mådeholdne valgreform i 1832, som vakte arbejdernes levende misfornøjelse, blev han desværre reaktionær og skilte sig fra sine tidligere meningsfæller. Det gælder om ham som om tidens andre adelige og storborgerlige liberale, at de savnede forståelse af den sociale kløft, som adskilte bourgeoisiets politiske interesser fra arbejdernes.

Det gik nemlig i England som i Frankrig, at proletariatet brugtes til at rage kastanierne ud af ilden for bourgeoisiet. Ikke nok med, at det blev økonomisk udnyttet, skulle det også gøre tjeneste som politisk prygledreng. Den første folkelige agitator, som fremhævede klassemodsætningen imellem den radikale borgerstand og arbejderne, var William Cobbett. Født i 1766 af landarbejderfamilie havde han først været skriver i London, lod sig derefter hverve som soldat, gik til Amerika og blev sergentmajor, fik sin afsked, blev sproglærer og boghandler og polemiserede fra først af mod de revolutionære ideer, forlod Amerika i 1800 og kom tilbage til England, hvor han i 1802 begyndte at udgive et radikalt tidsskrift »Det politiske Ugeregister«, som gik op i et oplag på 60-70,000 eksemplarer og snart kom til at spille en betydelig rolle i døgnets offentlige liv. Cobbett var født agitator, han skrev et ejendommelig djærvt, kernefuldt sprog, en blanding af humor og bidende vid, som man senere finder en genklang af hos Karl Marx, der i høj grad beundrede ham. Han udpeger ikke blot adel og gejstlighed, men også »pengepugerne« som folkets fjender, han betegner politiken som et mavespørgsmål for arbejderne, han forbereder det kommende socialdemokrati.

Men derfor afviser han ikke forbund med de besiddende radikale i den politiske kamp; et sådant forbund frembød sig jo af sig selv overfor den herskende godsejerreaktion. Krigen med Frankrig havde forværret nøden i landet, statsgælden var vokset til 600 millioner, skattebyrden var blevet tungere og tungere. Ved kornlovene af 1815 fordyredes brødet endnu mere end før. Befolkningen i London gjorde åbent oprør, og på store møder hele landet over truedes med revolution. Regeringen pustede til ilden ved hjælp af lokkespioner for bagefter at kunne slå bevægelsen ned med de råeste forholdsregler. I 1817 benyttede den lejligheden til midlertidig ophævelse af den gamle grundlov om personlig retsbeskyttelse, og Cobbett - som tidligere havde været dømt til 18,000 kroners bøde og 2 års fængsel - blev påny tiltalt; han flygtede til Amerika, hvorfra han dog snart vendte tilbage for at genoptage sin frugtbare agitation. Blandt de borgerlig radikale var - foruden Cartwright og Burdett - den velhavende landmand Henry Hunt en af de mest fremtrædende og sympatetiske ved sin uegennyttige idealisme. Han havde på nært hold lært arbejdernes kår at kende og stillede sig - efter at have været officer i landeværnet - til valg i Bristol. Han deltog på en række store folkemøder rundt om i landet i agitationen mod skatterne og kornloven og for den almindelige valgret. Med sin mægtige røst var han en fortrinlig folketaler og vandt stor popularitet. Mest bekendt er han blevet ved sin optræden på det berømte møde d. 16 august 1819 på Petersfield eller Peterloo pladsen i Manchester, hvor mange tusind arbejdere, mænd og kvinder, demonstrerede for almindelig valgret, ytrings- og forsamlingsfrihed. Dette møde er indtegnet med blodig skrift i det engelske proletariats historie. Regeringen lod landeværnsrytteriet - det såkaldte Yeomanry Cavalry - hugge ind og foretage en massenedsabling af den værgeløse mængde. Henry Hunt blev på grund af sin »ophidsende tale« idømt 2 års fængsel. Efter senere at være valgt ind i Underhuset fortsatte han ihærdigt sin kamp for almindelig valgret, også for kvinder.

Elendigheden i England midt i 1820erne trodsede enhver beskrivelse. Hvert sjette menneske fik fattigunderstøttelse. I et sogn i Warwickshire, hvor befolkningen levede halvt af landbrug, halvt af industri, var af 7000 personer de 2000 under fattigvæsenet, og andre 2000 kunne ikke betale deres skatter. I Sommersetshire var af 1900 mennesker de 1000 fattige. I Sussex var gennemsnitslønnen 22-30 øre om dagen, i Huddersfield 15 øre. »En meget stor del af arbejderklassen er sultedøden nær,« sagde et medlem af parlamentet, Wood, under forhandlingen om trontalen i 1830. »Den mangler føde og klæder; de bedste arbejdskræfter kan ikke finde beskæftigelse; bonden bliver husmand, husmanden bliver lønarbejder og lønarbejderen bliver tigger.« William Cobbett skrev: »Til sidst må det enten komme til en virkelig hungersnød eller til en kamp om det daglige brød. Når det først er så vidt, er jeg sikker på, at englænderne ikke lægger sig i hundredvis på landevejen og roligt sulter ihjel.«

Det kom da også på flere steder til blodige sammenstød, særlig i de sydlige provinser, og der nedsattes en særlig domstol til at bringe oprørerne for retten. Over 1000 mennesker blev dømt. Agitatorerne Robert Carlile og Cobbett anklagedes for at have ført »ophidsende sprog.« Carlile dømtes til 2 års fængsel og 36,000 kroner i bøde (han havde en halv snes år i forvejen siddet 3 år i fængsel for »gudsbespottelse«), hvorimod Cobbett blev frikendt og fejret som dagens helt.

På samme tid befandt Irland sig i fuld revolution. Opflammet af advokaten O'connells glimrende veltalenhed havde den undertrykte katolske befolkning dannet hemmelige samfund - de »Hvide Drenge« og »Båndmændene« - som tog hævn for de engelske godsejeres blodige udsugelser ved natlige overfald på forpagterne og tiendekræverne. Regeringen stod magtesløs overfor denne vidtforgrenede sammensværgelse, som lydløst, hurtigt og sikkert øvede sine mørkets gerninger.

Under disse forhold voksede bevægelsen for valgreformen. Bourgeoisiets agitation sugede næring af det ulmende oprør blandt proletariatet, der lokkedes af udsigten til den almindelige valgret, som de radikale viftede med. Den franske Juli-revolution i 1830 gav bevægelsen et mægtigt sving; hele landet istemte med uimodståelig styrke råbet: »Loven, hele loven og intet andet end loven« - og landet fik også »loven, hele loven og intet andet - end loven,« nemlig valgreformen af 1832. Den afskaffede ganske vist de »rådne flækker« og lod industribyerne få repræsentanter, men valgretten blev her indskrænket til dem, der ejede eller lejede et helt hus til en årlig husleje af mindst 180 kroner, og for landets vedkommende blev den ligeledes gjort afhængig af en vis indtægt samt 60 års alder(!) for fæstere og 900 kroners afgift for forpagtere. Skønt der ved denne reform skabtes 600,000 vælgere, fik så godt som ikke en eneste arbejder valgret! Det var den besiddende borgerstand, der sikrede sig magten - ganske som den havde gjort i Frankrig, da den ved proletariatets bistand indsatte »borgerkongen«. Kapitalisterne havde stormet parlamentet på arbejderstandens ryg og sparkede nu trappestigen bort under sig.

Virkningen var først en uhyre skuffelse, dernæst en stigende forbitrelse. Det gik op for arbejdernes talsmænd, at de var blevet misbrugte og snydt for kampens frugter, og at der i virkeligheden kun gaves to partier: de besiddende og de besiddelsesløse - de plyndrende og de udplyndrede. Robert Owens udsæd af socialistiske ideer fandt nu en frugtbar jordbund, og fagforeningerne blev revet med ind i bevægelsen gennem »Arbejdernes Nationale Forbund«, som var stiftet af nogle tømrere og møbelsnedkere under førerskab af William Lovett, og som gik ud på en stor sammenslutning mellem alle fag. En del af de radikale - småborgernes talsmænd - var forbleven tro imod kravet på almindelig valgret, de gjorde fælles sag med arbejderne, og således opstod århundredets første socialdemokratiske bevægelse, hvis program blev formuleret i et opråb til alle »arbejdskammerater«, underskrevet af sadelmager Warden, og som forøvrigt kom til orde gennem et utal af flyveskrifter og blade. Blandt disse var i første række »The Poor Mans Guardian«, »Fattigmands Forsvarer«, som kaldte sig »Et ugeblad for folket, oprettet mod loven for at prøve, hvad magt formår mod ret.« Det udkom fra 1831 til 1835 og redigeredes af irlænderen Bronterre O'brien. I dette blad, som er skrevet med ungdommeligt opbrusende talent, betones arbejdernes sociale interesser i modsætning til middelstandens; det gælder om ikke at blive stående på halvvejen som de radikale, men at gøre skridtet fuldtud. Den egentlige fjende er kapitalismen. »Ejendommen må falde, så vil kongedømmet falde af sig selv.« Arbejderne frembringer rigdomme til 500 millioner pund sterling om året, men får kun lov til at forbruge en ottendedel deraf. De andre syv ottendedele fortæres ikke blot af konger, præster og adelsmænd, men af fabrikanter og mestre.

»Adelige ørne og kirkelige gribbe har hidtil ernæret sig af jer,« hedder det i en af bladets artikler. »De anser jer ganske vist for ådsler, men har dog ikke forsmået at mæske sig på jer, og de har i sandhed ædt sig mætte. Men da de nu er for svage til at forsvare byttet for deres egen mund, så gør de plads for de sultne ravne, hvis mængde forfærder dem, for at disse også kan komme og hakke i jer. Og det, som kun var næring for ørnene og gribbene, det vil være en sand lækkerbisken for de smudsige ravne. Ådsel er deres livret, og de vil æde det op lige til knoglerne.« Kapitalen, hedder det i en anden artikel, har »menneskemorderisk magt.« At arbejderen af sult må arbejde for hvilken som helst løn, er samfundets værste onde. »Kapitalistens lære går ud på, at han har ret til at berøve arbejderen så meget af hans frembringelse, som han er nødt til at udlevere af frygt for døden. Når arbejderen kan frembringe for 30 shillings værdi om dagen og leve af 1 shilling, så mener kapitalisten, at han har ret til de øvrige 29 shilling. Og fordi arbejderen kun behøver den ene shilling for at holde livet oppe, så må han for ikke at sulte ihjel give afkald på overskuddet til fordel for kapitalisten. Det er engelsk frihed!« Hvad Karl Marx på et senere tidspunkt formulerede i sin lære om merværdien, ligger i kim i »Poor Mans Guardians« artikler.

Nu, da bourgeoisiet var kommet til magten, glemte det selvfølgelig sine løfter om sociale reformer. Ganske vist blev der i 1833 - som en indrømmelse til den offentlige mening - vedtaget en lov om beskyttelse af arbejdende børn i tekstilindustrien. Men hovedmassen af fabrikanterne var imod den og unddrog sig dens bestemmelser, og arbejderne, som krævede en almindelig 10-timersdag, følte sig ligeledes brøstholdne ved den. Loven fik kun indirekte betydning derved, at den indførte fabriksinspektørerne, som viste sig beundringsværdigt nidkære i opfyldelsen af deres hverv. Men var denne lov en skuffelse, så bidrog fattigloven af 1834 - om opførelsen af de skændige »skrækkens huse«, som tidligere er omtalte - til at forøge ophidselsen i det bedragne proletariat.

Dertil kom midt i 1830erne en ny krise - denne landeplage, som takket være kapitalismens vanvittige vareophobning gentog sig hvert tiende år, medførende en stadig stigende elendighed. Over een million mennesker levede af almisse; hver ellevte indbygger i England og Wales faldt ind under fattigvæsenet. Kornlovene, hed det, gør folk til tiggere, og fattigloven dømmer dem til sultedød. - under disse forhold og som følge af alle disse samvirkende stemninger var det, at den store, såkaldte chartistiske bevægelse rejste sig. Da man i 1835 bebrejdede William Cobbett, at »øl og flæsk var ham de eneste tegn på gode politiske tilstande,« svarede han i sit politiske uge-register: »Når man dertil føjer brød, gode klæder, skjorter og særke, sko, strømper og hatte, ruder i husene, senge og sengklæder, et kloset i hvert hus - så har man ret. Alt det er for mig tegn på gode, politiske tilstande. Og af hjertensgrund afskyer jeg de liberale, hvis program kun taler om åndelige glæder, medens de elendige skrog under deres herredømme dør af sult og nød«. Cobbett kom imidlertid ikke selv med i den bevægelse, han havde forberedt. Han døde i 1835.

Samme år stiftede møbelsnedkeren Wilham Lovett »Arbejdernes Forbund« (The Working Mens Association) i London. Denne forening vedtog ved en sammenkomst med nogle radikale parlamentsmedlemmer at opstille følgende program: 1.) Almindelig stemmeret for enhver myndig mand. 2.) Årlige rigsdagssamlinger. 3.) Hemmelig afstemning. 4.) Lige valgbarhed uden hensyn til formue. 5.) Diæter for rigsdagens medlemmer. 6. Lige store valgkredse. - Da ministeren lord Russell i parlamentet havde erklæret, at valgreformen af 1832 var en endelig og afgørende ordning - hvorved arbejderne altså udelukkedes fra politisk indflydelse - blev der sammenkaldt et offentligt folkemøde, som rejste heftige protester mod bourgeoisiets lumpne ran af magten. Den irske folkefører og rigsdagsmand O'connell overrakte William Lovett det nævnte program med de ord: »Her, Lovett, er et frihedsbrev (a charter). Agitér for det og tag aldrig til takke med mindre!« Fra dette optrin (d. 7 juni 1837) plejer man at datere chartismen, kaldet således efter de seks fordringer på det nævnte program (The Peoples Charter, Folkets Frihedsbrev).

Skønt dette program havde en rent politisk karakter, bundede chartismen, som vi har set, dybt i sociale årsager. Flertallet af chartisterne anså kun den almindelige valgret som et overgangsmiddel til den demokratiske - eller socialdemokratiske - republik. Der fandtes lige fra begyndelsen af et parti, der betragtede den økonomiske omvæltning som sit egentlige mål. Allerede på medlemskortene til »Arbejderforbundet« i London læser man de betegnende ord: »Den mand, der ikke yder sin andel af det produktive arbejde, han formindsker folkeformuen og påbyrder sine medborgere omkostningerne ved sit underhold.« Skønt programmet vedblev at være det samme, antog bevægelsen da også mere og mere et socialt klassepræg. Ved et folkemøde i november 1838 på bjerget Kersall Moor udenfor Manchester, hvor 200,000 mennesker var forsamlede, udtalte metodistpræsten Stephens de berømte ord: »Chartismen, mine venner, er ikke noget politisk spørgsmål, hvorved det kun drejer sig om, at i får valgret. Chartismen er et kniv og gaffel spørgsmål. Chartet det vil sige god bolig, god mad og drikke, godt udkomme og kort arbejdstid.«

Om chartismens fane flokkedes snart alle de utilfredse i landet, radikale småborgere, fagforeningsmedlemmer, pjalteproletarer. De egentlige socialister, Owens tilhængere, så i begyndelsen med mistillid på bevægelsen; de troede ikke, at politik var vejen til at virkeliggøre deres planer, de foretrak kommunistiske forsøg på egen hånd, men efterhånden som disse mislykkedes, sluttede flere og flere sig til den almindelige strømning. På et kæmpemæssigt protestmøde mod fattigloven optrådte Owen selv som taler sammen med chartistføreren Stephens. Det varede ikke længe, før chartismen omspændte hele landet; den voksede til en af de mægtigste folkebevægelser, verden har set. Man plejer ikke at anse englænderne for et revolutionært folk, og dog har intet andet europæisk land været skuepladsen for en revolutionær bevægelse, der så at sige uafbrudt varede 10 år i træk og hvert øjeblik blussede op med fornyet voldsomhed nu her nu der.

Udgået fra London fik chartismen stærkest tag i det midterste og nordlige Englands fabriksbyer med Manchester og Birmingham som midtpunkter. Der gjorde sig dog snart to retninger gældende indenfor bevægelsen, nemlig den såkaldte »moralske magts parti«, der gik ud på at skabe en offentlig mening, og »den fysiske magts parti«, der anså voldsomme midler for nødvendige. Det sidste fik mere og mere overhånd. Talerne på de store folkemøder, som chartisterne forsamlede sig til udenfor byernes porte, blev stadig heftigere. Om aftenen, når arbejderne forlod fabrikkerne, sluttede de sig sammen i lange tog og marcherede gennem hovedgaderne med faner i spidsen, som bar truende indskrifter; foran førernes huse brød mængden ud i drønende bifaldsråb, men udenfor modstandernes boliger genlød luften af trusler og forbandelser. Ude på den åbne mark, på en højslette eller ved en flodbred mellem klipper og ruiner fandt de natlige møder sted. Deltagerne flammende fakler, som de svingede med en spøgelsesagtig hurtighed; i den fantastiske belysning så man våben blinke og taleren rage op over mængden som en kæmpemæssig skygge. Disse møder ved fakkelskin havde en besynderlig hemmelighedsfuld og uhyggelig karakter. Intet under, at bedsteborgerne med gysen lukkede der skodder godt til, når chartisterne drog ud til deres natlige sammenkomster. Man havde fornemmelsen af, at jordbunden rystede, og at England stod på randen af en social omvæltning.

Det var på et af disse møder, at den nævnte Stephens opfordrede til at lade den røde hane gale overalt i landet: »I behøver ikke at frygte for regeringens magt« - sagde han - »for de soldater, bajonetter og kanoner, som jeres undertrykkere har til rådighed. I har eet middel, som er langt mægtigere end alt det, eet våben, mod hvilket bajonetter og kanoner ingenting kan udlette, og det våben kan et barn på 10 år svinge. I behøver blot at tage et par tændstikker og et knippe halm, som er dyppet i beg, og jeg gad nok se, hvad regeringen med sine hundredtusinder af soldater formår overfor dette ene våben, når det bliver modigt håndteret.« De besiddende borgere fik naturligvis en heftig forskrækkelse i livet ved disse oprørstrusler; mange steder dannedes klubber, hvor man øvede sig i våbenbrug til selvforsvar i nødstilfælde. Nu skred også regeringen ind og forbød møder ved fakkelskin; præsten Stephens blev for sit ophidsende sprog idømt 18 måneders fængsel.

Men den betydeligste rolle blandt chartisternes førere spillede O'connor, der ligesom O'connell var irlænder og advokat, men havde opgivet denne virksomhed for helt at ofre sig agitationen. Han redigerede bladet »Nordstjernen«, chartismens hovedorgan, og var som skribent og taler en utrættelig forkæmper for bevægelsen, en uforsonlig apostel for klassekampen. På de store møder under åben himmel, hvor arbejderne kom dragende i uendelige optog med flyvende faner, kunne ingen taler gøre større virkning. Hans høje skikkelse, hans herkuliske kraft, hans mod og lidenskab henrev folkemasserne til en storm af begejstring. En sprogets mester, bidende og slagfærdig overfor sine modstandere, hensynsløs i sine angreb, betagende ved sin glød, ligeså smidig og glat som kernefuld og djærv var han den sande type på en folkefører.

Han var sjælen i de talrige massemøder, hvor man samlede underskrifter på et andragende til parlamentet og valgte sendemænd til en stor »nationalforsamling«, der skulle afholdes i London. Den trådte sammen d. 4 februar 1839. De yderliggående havde overtaget, hvorfor et lille antal moderate trådte ud. Der var stærk stemning for generalstrejke og væbnet magt, men da forsamlingen under disse forhandlinger ikke følte sig sikker i London, forlagde den sit sæde til Birmingham. Her forhindrede myndighederne den imidlertid i at finde lokale, så at den måtte flytte tilbage til London. Dette vakte stærk forbitrelse blandt chartisterne i Birmingham. De holdt store protestmøder, og da politiet skred ind, gjorde de væbnet modstand, lukkede af for byens gasforsyning og leverede en gadekamp, som først endte, da tropperne kom politiet til hjælp.

Imidlertid var andragendet blevet forsynet med 1 million 200,000 underskrifter, og d. 14 juni 1839 blev dette uhyre dokument på en triumfvogn, ledsaget af et højtideligt optog, kørt til Westminster, parlamentets sæde. Der måtte træffes særlige anstalter for at få kæmpeandragendet ind i rigsdagen; tolv mand slæbte den vældige pergamentrulle ind på Underhusets gulv, hvor den blev liggende under hele forhandlingen. Repræsentanten for Birmingham, Thomas Atwood, tog ordet for andragendet og foreslog nedsættelsen af et udvalg til at overveje det. Men dette forslag blev forkastet af parlamentet, kun den konservative Benjamin Disraeli erklærede, at bourgeoisiet ingen ret havde til at afvise arbejdernes krav. Iøvrigt havde kun forholdsvis få af Underhusets medlemmer givet møde, og denne ligegyldighed overfor et krav, der var beseglet af millioner af fattige arbejdere - underskrevet med nationens blod - stod i den mest skrigende modsætning til den interesse, som parlamentet netop i samme dage udviste overfor en skadeserstatning til nogle rige plantageejere på Jamaica. Et så fjerntliggende spørgsmål kunne samle alle husets medlemmer til lange forhandlinger - men chartisterne andragende blev kort og godt forkastet.

Intet under, at denne brutale afvisning optændte harmen mod parlamentet - »denne hovmodige bande af røvere og voldsmænd, som havde sendt konger og prælater på skafottet, plyndret kirker, sikret sine medlemmer uhyre forrettigheder og formuer, og som gennem statsgælden havde pantsat utallige slægtleds arbejde til sin egen fordel.« Oprøret flammede rundt om i landet. I Birmingham stak chartisterne ild i husene, i Manchester, Bristol, Nottingham, Glasgow - og i selve London - fandt der gadetumulter sted, men da der ingen fælles plan var i bevægelsen, fik politi og soldater forholdsvis let bugt med de uorganiserede skarer. Det alvorligste oprør foregik i byen Newport i Wales, hvor en chartistfører ved navn Frost samlede en arbejderhær, med hvilken han forsøgte at overrumple og bemægtige sig byen. Øvrigheden var imidlertid forberedt, og forsøget mislykkedes. Tyve chartister blev skudt i kampen, og tre af førerne (nemlig, foruden Frost, Jones og Williams) blev dømt til døden, men benådede med landsforvisning og frigivne efter nogle års forløb, ialt blev omkring 300 chartister dømte til eet á to års fængsel.

Dermed syntes bevægelsen slået ned, regeringspressen hoverede, men stilheden varede kun et øjeblik. Chartisterne rejste sig snart igen efter slaget, nye førere opstod overalt, og de gamle viste sig efter overstået indespærring atter på skuepladsen. Deres løsladelse gav anledning til store demonstrationer, ved hvilke de hyldedes som martyrer for folkets sag. På en forsamling af sendemænd fra hele landet i Manchester i juli 1840 besluttede man at forene de stedlige foreninger til et stort »Nationalt Chartist Forbund for Storbritannien« og at forsøge fredelige og lovlige midler til at sætte chartet igennem. Ved parlamentsvalgene i sommeren 1841 blev der flere steder opstillet chartister som kandidater, men da hovedmassen af arbejdere jo ikke havde valgret, fik de naturligvis kun få stemmer. Næste år blev der indgivet et nyt andragende - med 3 millioner 300,000 underskrifter - til parlamentet. I stort optog blev dokumentet d. 2 maj 1842 båret gennem Londons gader af 16 mand. Det måtte skæres i flere stykker for at komme gennem porten i Westminster paladset, og her gentog optrinet fra tre år i forvejen sig påny. Medens andragendet lå på Underhusets gulv, forkastede man overbringernes anmodning om, at en af dem måtte få ordet for at anbefale det.

Og atter rejste forbitrelsen sig i landet. Der kunne man se, hvad den »moralske magt« formåede at udrette! Nej, når man havde med så brutale modstandere at gøre, så var der ikke andet for end at bruge fysisk magt igen! Og forslaget om at tvinge chartet igennem ved generalstrejke fandt nu almindelig genklang. På en arbejderrigsdag i Manchester vedtoges det d. 12 august 1842 med 320 stemmer af 358 at fejre en såkaldt »heftig måned«, det vil sige seks ugers arbejdsstandsning. I fabriksegnen omkring Manchester og Birmingham sluttede arbejderne sig med begejstring til denne beslutning, og i Staffordshire myldrede kulmændene op af jorden. Store skarer drog fra fabrik til fabrik, slukkede under kedlerne, standsede maskinerne og drog kammeraterne med sig. I det rastløse, larmende, røgspyende Lancashire stod pludseligt alt stille - undtagen kornmøllerne. De strejkende drog i optog gennem gaderne med faner og sang, de fyldte kirkerne for at demonstrere, eller de slog sig ned i parkerne ved de store godser og bad om noget at spise. Når de fik det, sagde de tak for mad og drog roligt videre, men det skete også, at sultne flokke brød ind hos herremændene eller i byernes bagerbutikker og slagterier, hvor de plyndrede og hærgede og undertiden stak ild på og dansede rundt om bålet under dæmoniske hyl. Også i Skotland greb oprøret om sig, og i Wales underminerede et hemmeligt samfund, der kaldte sig »Rebekka og hendes døtre«, alle bestående forhold. Til urolighederne i Storbritannien kom den grufulde nød på Irland, hvor den udsultede befolkning måtte gribe til fortvivlelsens selvhjælp for at redde det nøgne liv.

Regeringen sendte sit militær og sit politi ud mod de strejkende; heftige sammenstød fandt sted, blodet flød, og hovedmændene blev arresterede; bl.a. dømtes digteren Thomas Cooper, en ivrig chartist, til to års fængsel. Men stærkere end alle magtforholdsregler var sulten. Den fik - forholdsvis hurtigt - bugt med generalstrejken. »Den hellige måned« viste sig forfejlet.

I de følgende år dukkede der forskellige planer op til en ny organisation af bevægelsen. De borgerlige radikale søgte at få chartisterne med i agitationen mod kornlovene - den store anti-kornlov-bevægelse, som under feltråbet »billigt brød!« Var rettet imod godsejerne. Sjælen i denne agitation var frihandelsmanden Richard Cobden, der med stor veltalenhed udviklede, at kornlovene fordyrede brødet for befolkningen med 10 millioner pund (180 millioner kroner) om året, og at denne sum udelukkende kom 16,000 godsejere til gode. Dette var i og for sig rigtigt nok, og for at illustrere modsætningen imellem frihandel og beskyttelse gik der optog gennem gaderne, som løftede et stort og et lille brød frem for mængdens øjne: så lille var brødet nu, fordi der var told på korn - og så stort ville det blive til den samme pris, hvis man afskaffede tolden! Men det var ikke af pure arbejdervenlighed, at de liberale kapitalister satte denne agitation i scene. Når brødet blev billigere, kunne de nemlig så rart benytte det som påskud til at sætte arbejdslønnen ned! Richard Cobden og de andre frihandelsmænd af den såkaldte Manchesterskole, som tilsyneladende var så ivrige for folkets velfærd, bekæmpede samtidig med forbitrelse fagforeningerne i »frihedens« navn. Enhver sammenslutning mellem arbejderne var jo et indgreb i den fri konkurrence, der for disse profitjægere stod som den eneste form for frihed.

Chartisterne forholdt sig da også køligt og mistroisk til anti-kornlovmændenes agitation, som rev en stor mængde af befolkningen med sig. Billigt brød, det var godt nok, og naturligvis måtte og skulle korntolden afskaffes, men højere arbejdsløn - det var det sikreste. A fair days wage for a fair days work - en ærlig dagløn for et ærligt dagsarbejde - blev netop på denne tid chartisternes valgsprog. Og det skyldtes for en væsentlig del deres agitation, at 10-timersloven af 1844, på trods af fabrikanternes ønsker, blev vedtaget med bistand af de konservative, bl.a. toryen Oastler.

Således rasede da kapitalisterne mod godsejeraristokratiet og arbejderne mod kapitalisterne. Alle sociale bånd var sprængt. Samfundet var i opløsning, tilstanden et vildt anarki. »England er fuldt af rigdom,« skrev den skotske dommedagsprædikant Thomas Carlyle i 1843 - »af mangfoldige frembringelser, forsyning for menneskeligt behov af enhver slags; og dog er England ved at dø af mangel. Det land England blomstrer og trives med uformindsket overflod; bølger af gylden høst; er oversået med værksteder og redskaber til værkflid, har femten millioner arbejdere, der anses for de kraftigste, klogeste og driftigste, som nogensinde har været på jorden;

Disse mennesker er her; det arbejde, de har udført, og udbyttet, de har vundet deraf, er her, svulmende, yppigt trindt om os, og se, det er, som et fordærvelsens trylleord er udtalt: »Rør ikke derved, i arbejdere, i arbejdsherrer, i dagdriveriherrer; ingen af jer kan røre derved, ingen af jer skal få gavn deraf; dette er forhekset frugt!« Af disse flinke, dygtige arbejdere regner man nu, at omtrent to millioner sidder i arbejdshuse, fattiglovsfængsler eller får »udendørshjælp«, der smides til dem over væggen - fordi arbejdshusbastillen er fyldt til bristning. De sidder dér med deres højre hånd lamslået, hensunkne i tavshed, mens solen skinner og jorden kalder: Kom og pløj mig! Kom og høst mig!«

Kunne der vel tænkes vanvittigere forhold? »Se, siger disse arbejdere, her er vi, så og så mange tusinder, millioner, der formerer sig med halvtreds hver time. Vi er villige og i stand til at arbejde, og på den klode jorden er der fuldt op af arbejde og arbejdsløn for en million gange så mange. Vi spørger, om i har i sinde at føre os til arbejde; søge at føre os - ad nye veje, hvorom der indtil denne ny uhørte tid endnu aldrig er hørt? Eller om i erklærer, at i ikke kan føre os? Og om i venter, at vi fremdeles skal forholde os rolige uden at føres, og roligt finde os i at omkomme af sult ? Hvad er det, i venter af os? Hvad tænker i på at gøre med os?«

Dagløn for dagværk - fortsætter Carlyle - det er den retfærdigste fordring i verden. Det menneskelige samfunds fremskridt består netop i mere og mere at afpasse lønnen efter arbejdet. Men verden er ved sin lære om nationernes velstand, om fri konkurrence, om tilbud og efterspørgsel blevet så forfærdelig ligegyldig for denne tilpasning af lønnen i forhold til arbejdet. »Verden er stormet frem, besjælet af en så glødende iver efter at få arbejde og stadig mere arbejde gjort, at den ikke har haft tid til at tænke på lønnens fordeling, men har ladet det være nok med at kaste den i grams i kraft af loven om den stærkeres ret, lad-stå-til-loven og andre hule love og ulove. Og nu må verden standse lidt og tage denne anden side af spørgsmålet op og i oprigtig alvor se til at finde en løsning derpå. Thi det er blevet påtrængende nødvendigt. Hvad nytter eders spundne skjorter? De hænger der usælgelige i millionsvis; og her er i millionvis flittige nøgne rygge, der ikke kan få fat i dem. Skjorter er nyttige til at bedække menneskerygge med; ellers unyttige, en utålelig narrestreg ellers. I er kommen rædsom bagud med den side af spørgsmålet! Manchesteroprør, franske revolutioner og tusinde små og store fremtoninger udråber højt, at I må skaffe det en lille smule frem igen. Thi en verden så ravruskende bagvendt, at alle arbejdsheste kan få deres fulde føde, medens talløse arbejdsmennesker må sulte ihjel - var det ikke bedst at få en ende på den og give den tilbage til sumpjætterne, frostjætterne og den uformelige ur - forvirring fra tidernes morgen!« Carlyle fremkalder i den samme bog (»fordum og nu«) et billede af middelalderens samfund. Det var en organisme, omslynget af religionens bånd. Nutiden kender intet samfund længere. Dens religion er pengedyrkelsens evangelium, dens liv er alles fjendskab mod alle. Og dog! Hvor megen sund sans og retfærdsfølelse slumrer der ikke i dybet af det store England. Englænderne er et stumt folk; de har skrevet deres heltebedrifter på jordens overflade i form af fabriksbyer og jernbaner, handelsflåder og kolonier - lutter kendsgerninger, som intet menneske kan modsige. Og af disse kendsgerninger taler, skønt meget lyddunkelt endnu, en gudsrøst, som det kun gælder at forstå. Tro ikke, at Manchester med sin kulrøg, sin larm og sit smuds er hæslig! Den er skøn som en drøm, og dog er den ingen drøm, det er en virkelighed, der ligger skjult i det larmende hylster. »Har du hørt med sunde øren Manchesters opvågnen mandag morgen, hvorledes dens tusinde fabriker sætter sig i bevægelse som dønet af Atlanterhavets bølger, hvorledes dens ti tusind gange ti tusind spoler og Tene giver sig til at nynne? Det er, om du blot vidste det, ophøjet som Niagara, ja endnu mere! At spinde bomuld er at klæde de nøgne: det er menneskets triumf over naturen. Sod og elendighed er ikke menneskets væsen.«

Men hvad skal man sige, når den herskende klasse anklager arbejderne for »overproduktion«! Når den siger til dem: vi anklager jer for at have lavet alt for mange skjorter til menneskeslægtens nøgne rygge! I er hjemfaldne til sult og nød, fordi i har frembragt alt for mange bukser, halte, sko, smykker og andre bekvemmeligheder, hvormed i har overfyldt markedet. Se til os! Vi har ikke frembragt det mindste! - det er gudsbespottende tale. Thi arbejdet, kæmpen arbejde, er det sandeste sindbillede på gud, den evige skaber. Vort håb, siger Carlyle, står til »det ædle arbejde, som endnu skal blive konge over denne jord, og sidde på den højeste trone, - skønt hidtil vaklende omkring som en blind, uforstandig kæmpe, der næsten ikke kan få lov til at have sit almindelige opholdssted på brostenene, mens det ørkesløse tidsfordriveri, dødehavs abekatteri, skråler: »Ned med ham, han er farlig!« Arbejdet må blive en seende, forstandig kæmpe med en sjæl i sin krop og tage sit sæde på tingenes trone. Al social vækst i verden kræver organisation og arbejdet, den største at alle menneskelige interesser, kræver det nu.« Carlyle slutter med en hymne til arbejdets pris: »Arbejdet er stort, og der er ingen anden storhed. At gøre en lille krog af guds skabning frugtbarere, bedre. Gud mere værdig; at gøre nogle menneskehjerter lidt visere, mandigere, lykkeligere, - mere velsignede, mindre forbandede! Det arbejde for en gud mere værdigt, at gøre en lille krog af guds skabningfrugtbarere, bedre, gud mere værdig; at gøre nogle menneskehjerter lidt visere, mandigere, lykkeligere, - mere velsignede, mindre forbandede! Det er arbejde for gud. Et smudsigt helvede af oprørskhed og vildskab og fortvivlelse kan, ved et menneskes kraftanspændelse, blive til et slags himmerig, renset for sit smuds, sin oprørskhed, for sin nødtvungne selvtægt, derved at det himmelske asurblås evige bue også spænder sig over det og dets snilde indretninger og høje skorstenspiber. Uden at være vansiret af fordærvelige udvækster, af strømme af menneskers tårer eller hjerteblod eller nogen ødelæggelse fra afgrunden, vil ædelt, frugtbart arbejde, som bestandig bliver ædlere, opstå, - menneskets store, eneste underværk, hvorover mennesket fra denne jords lave steder bogstaveligt talt har hævet sig til de guddommelige himle. Plovmænd, vævere, bygningsfolk; profeter, digtere, konger, opfindere og alle martyrer og ædle mennesker og guder tilhører den samme store, umådelige hærskare: talløs; vandrende bestandig fremad siden verdens begyndelse. Den uhyre, altbesejrende, flammekronede hærskare, enhver soldat i den ædel og hellig. Lad ham, der ikke hører til den, skjule sig; lad ham skælve for, hvad der skal blive af ham. Stjerner i hvert knaphul kan ikke gøre ham ædel så lidt som bunker af hosebåndsordner eller hele skæpper af Georgskors; intet uden ene dette: at lade sig indskrive deri, kækt tage sin plads og træde ind deri.«

En så mægtig røst var ikke tilforn hørt i England. Thomas Carlyle slyngede sine flammelyn ned i tidens afgrunde af forvirring og mørke, men hans profetiske syner gik hen over folkets hoveder. Chartisterne var netop på denne tid optagne af indre splid i rækkerne. O'connor var, berust af sin folkeyndest, begyndt at optræde som diktator. I sin utålmodighed efter håndgribelige resultater havde han udkastet en reformplan, der stødte på heftig modstand. Hans tanke gik ud på at samle et stort selskab til erhvervelse af grundejendom. Ved regelmæssige bidrag skulle der dannes en fond til køb af et større landområde, som skulle udstykkes i mindre bondegårde, og disse gårde skulle så ved lodtrækning fordeles blandt selskabets medlemmer.

Det lykkedes ham også forholdsvis hurtigt at få samlet 70,000 medlemmer, der sammenskød over en halv million kroner, og der blev på forskellige steder opkøbt godser, som udstykkedes i gårde. Men disse forslog kun til et ringe antal af medlemmerne; de andre måtte vente, til deres tur kom, og det gik snart op for dem, at det var det samme som at bygge luftkasteller. Selve de lykkelige vindere i landlotteriet var misfornøjede, da de i reglen ikke vidste, hvad de skulle stille op med gårdene. Følgen var almindelig knurren mod den hidtil så forgudede fører. Forvaltningsomkostningerne ved et så stort selskab løb naturligvis højt op, og først mumledes der i krogene, så taltes der højt om, at O'connor havde beriget sig på medlemmernes bekostning. Det var imidlertid sort bagvaskelse. Han forlangte selv nedsat en undersøgelseskommission, og det blev herved konstateret, at han - langt fra at tjene penge - tværtimod havde bragt store ofre for virkeliggørelsen af sin uheldige plan.

Dette skibbrud var et hårdt slag både for O'connor personlig og for chartismen i det hele. Fagforeningernes medlemmer trak sig nu mere og mere bort fra partiet, men verdenskrisen i 1847 vakte atter gæringen og forbitrelsen til live i det udhungrede proletariat, og budskabet om Februar-revolutionen i Paris 1848 løftede som en mægtig flodbølge den hendøende bevægelse og gav den - for sidste gang - svingkraft. På store folkeforsamlinger flokkedes man om talerne, som førte et lidenskabeligt sprog. Og O'connors stjerne steg påny, mængden hang ved hans læber.

D. 4 april trådte der atter et chartist-konvent sammen i London. Forhandlingerne havde en stærkt revolutionær karakter. Et nyt national-andragende skulle frembæres for parlamentet af en procession på 300,000 mand. O'connor ville selv marchere i spidsen. Dagen var fastsat til d. 10 april, men regeringen havde i god tid truffet omfattende foranstaltninger. En stor troppestyrke var trukket sammen i byen, alle offentlige bygninger var sat i forsvarstilstand, gaderne til Westminster var stærkt befæstede, og svære kanoner stod parat til at modtage revolutionen. Selve Napoleons overvinder, sejrherren fra Waterloo, hertugen af Wellington, havde overkommandoen.

På den fastsatte dag samledes på Kennington Common en talrig skare af chartister, dog næppe mere end 20-30,000 i stedet for de forventede ti gange så mange. De var parate til hvad det skulle være, men O'connor, som var blevet betænkelig ved synet af den store krigsmagt, trak sig tilbage og overtalte sine nærmeste tilhængere til at gøre det samme. Processionen blev derefter opgivet, men andragendet overrakt parlamentet. I stedet for de angivne 5 millioner 700,000 underskrifter viste der sig imidlertid kun at være 2 millioner, og deraf var endda en stor del falske. Dette udfald af den bebudede revolution kastede et vist latterlighedens skær over chartismen og virkede forstemmende på dens tilhængere rundt om i landet. O'connors tryllemagt var brudt. Nogle år efter blev han sindssyg og måtte indlægges på en anstalt. Han døde i 1855.

Chartismen levede endnu en tidlang efter hin skæbnesvangre 10 april, men det var kun et skinliv. På en nationalforsamling i, London den påfølgende 1 maj trådte uenigheden mellem førerne åbenlyst for dagen. Den tidligere nævnte Bronterre O'brien stiftede et parti med socialistisk program, som han kaldte »Den Nationale Reformliga«. Foruden de seks politiske punkter krævede den, at staten skulle overtage jord, bjergdrift og fiskeri, at den skulle yde de fattige kredit til at forbedre deres kår samt oprette arbejdsbørser efter Owens forbillede. Disse sociale krav samlede flertallet af de tilbageværende chartister og blev vedtagne på en forsamling i London i 1851, hvor man desuden stillede fordring om statsomsorg for syge, gamle og arbejdsløse, ophævelse af alle skatter undtagen på jord og kapitalindtægt, osv.. Den virksomste ordfører og agitator for dette socialistiske program var advokaten Ernest Jones, der nylig var kommen på fri fod efter to års fængsel for en tale i maj 1848. Men selv hans uegennyttige opofrelse, hans glødende veltalenhed og ivrige skribentvirksomhed var ikke i stand til at puste nyt liv i bevægelsen, som fortæredes af personlige stridigheder. Kongresserne drejede sig mest om gensidige tillids- og mistillidserklæringer, om beskyldninger for underslæb og lignende. Chartismen var rådden indvendig, før den udadtil styrtede sammen. Nogle enkelte lokale foreninger fristede endnu et par år en kummerlig tilværelse, så sivede bevægelsen ud i sandet.

Dens virkninger havde tilsyneladende været ringe i forhold til dens mægtige opsving. Tilbageslaget medførte en udmattelse, som i lange tider gjorde den engelske arbejderklasse ufølsom for alle revolutionære forsøg og politiske rejsninger. Alligevel havde chartismen ikke været forgæves. Den havde ved sin voldsomhed vakt uro i samfundet og stærkere opmærksomhed end hidtil for arbejderspørgsmålet, som her for første gang var rejst af arbejderne selv.

Udsnit af billede fra 1874 af Luke Fildes, »De elendige ansøger om optagelse i et menighedsasyl«

Den havde fremkaldt en ånd som Thomas Carlyle, der med profetisk vælde pegede på det skæbnesvangre i frikonkurrencen, det samfundsfarlige i kapitalismen. Carlyle gav stødet til den kristelige socialisme, hvis første talsmænd var advokaten Ludlow og præsterne Frederic Maurice og Charles Kingsley, som i tale og skrift med glimrende veltalenhed hudflettede den kapitalistiske udbytning og anvendte den kristne broderskabslære som målestok på de bestående tilstande. For disse mænd var religionen mere end »et reglement for politibetjente, en dosis opium for overanstrengte og et middel til at holde de fattige i ave« - den var en levende kraft, en kærlighedens ånd, som ville gennemtrænge virkeligheden, afskaffe uretfærdigheden og genføde samfundet. De var bl.a. - som vi senere skal se - virksomme for at stifte produktionsforeninger, og de oprettede de første folkeuniversiteter.

Men chartismen havde haft en mere praktisk og langt større betydning. Når den til trods for sin voldsomme karakter ikke endte med et så frygteligt blodbad som Juni-opstanden i Paris 1848, der forenede alle partier af de herskende klasser, grundejere og kapitalister, børsmatadorer og kræmmere, beskyttelses og frihandelsmænd, regering og opposition, præster og fritænkere, unge skøger og gamle nonner under det fælles råb om at frelse ejendom, religion, familie og samfund - så var grunden den, at de herskende klasser i England i tide havde dæmmet op mod den truende revolution ved reformer i lovgivningen. I 1833 vedtog parlamentet den første virksomme beskyttelseslov, som fra 1836 indskrænkede arbejdet for børn til 9 timer daglig og for unge personer (mellem 13 og 18 år) til 12 timer. Denne lov blev rigtignok omgået med snedig hensynsløshed, men staten havde indrømmet sin forpligtelse til at råde bod på frikonkurrencens ødelæggende virkninger, og chartisterne krævede nu med styrke en 10 timers arbejdsdag. I 1844 gjorde parlamentet da en ny indrømmelse, idet arbejdstiden for voksne kvinder blev indskrænket til 12 timer daglig og for børn til 6 1/2 time - og i 1847, da landet stod overfor en borgerkrig, vedtoges endelig trods forbitret modstand af frihandelskapitalisterne, som havde lovet arbejderne guld og grønne skove, at arbejdsdagen fra 1848 at regne skulle være 10 timer daglig for kvinder og unge personer. Følgen deraf ville nødvendigvis også blive en 10 timers arbejdsdag for mandlige arbejdere.

Disse love, hvormed England gik i spidsen for den moderne fabrikslovgivning - som det var gået i spidsen for den moderne industri og kapitalisme - var i virkeligheden frugter af den klassekamp, som fandt sit ungdommeligt opbrusende, vildt revolutionære udtryk i chartismen. De engelske fabriksarbejdere var forkæmpere for hele den moderne arbejderklasse. I deres lidelser, kamp og stræben tegner sig i dunkle omrids det moderne socialdemokrati, hvis første videnskabelige våben ligeledes blev smedet på engelsk grund. Friedrich Engels, der havde iagttaget chartismen på nært hold, skrev i 1845 sin bog om »Den arbejdende klasses stilling i England« - som atter affødte »Det kommunistiske Manifest«. For arbejderne selv fik bevægelsen samme virkning som en flod, der i sin svulmen udover bredderne befrugter jordbunden. Først nu, da ideerne havde bundfældet sig, kom der vækst i fagforeningerne, som langsomt og sikkert - uhyre langsomt og uhyre sikkert - skulle udvikle sig henimod det for tidligt foregrebne mål.

Fagforeningerne.

De gamle tider havde håndværkerne i England som på fastlandet sluttet sig sammen i gilder eller lav, der var fælles for mestre og svende. Mestrene var de overordnede, som afgjorde lavets anliggender og forvaltede dets midler, men så længe svendene fik kost og logi hos dem og havde udsigt til selv at blive mestre, føltes der ingen klassemodsætning imellem arbejdsgivere og arbejdere. Ganske vist finder man jævnlig spor af særlige svendebroderskaber eller oprørske sammenslutninger mellem svendene. I 1417 blev det f.eks. forbudt »karle og daglønnere« hos skrædderne i London at bo for sig selv, fordi de holdt møder og havde dannet en slags forening. Og i 1538 indberettede en biskop, at skomagersvendene i Wisbeck havde samlet sig på en høj udenfor byen og sendt tre mænd ind til mestrene for at kræve lønforhøjelse, idet de truede med at skære en arm eller et ben af enhver, der prøvede på at optage arbejdet. I disse og lignende tilfælde kan man måske finde spiren til de senere fagforeninger.

Men varige sammenslutninger mellem svendene var der ingen jordbund for og ingen trang til, så længe lavsordningen sikrede dem det daglige brød. De middelalderlige lavsbestemmelser blev i 1563 samlede og fastslåede som lov for hele landet i dronning Elisabeths Lærlingelov eller rettere Arbejds- og Tyendelov, der ikke blot fastsatte en vis læretid (på syv år) og en bestemt arbejdstid, men også sikrede arbejderne et »tilstrækkeligt« underhold, som hvert år skulle fastsættes af fredsdommerne på stedet, og som hverken måtte underbydes eller overskrides. Denne lov svarede til håndværket i dets gamle form med dets patriarkalske forhold mellem mestre og svende. Først efterhånden som det gammeldags hjemmearbejde udviklede sig til industri i større stil - i handelskapitalens tjeneste - opløstes dette forhold. Svendenes udsigter til selv at blive mestre forsvandt mere og mere. I begyndelsen af det attende århundrede ser vi skræddersvenden i London henvist til at være lønarbejder på livstid. Intet under, at en af de første fagforeninger opstod i dette fag. I 1720 besværer skræddermestrene sig til parlamentet over, at skræddersvendene i London og Westminster i et antal af syv tusind har stiftet en forening for at få højere løn og en times kortere arbejdstid. Parlamentet forbød alle den slags sammenrotninger.

Men klassemodsætningen trådte stærkere og stærkere for dagen med den ny arbejdsdeling, som indførtes af manufakturerne - de store værksteder i klædeindustrien. Adam Smith lagde mærke til, at folk af samme fag sjældent kom sammen, uden at underholdningen endte med en eller anden plan til at forhøje priserne. Der forefalder på denne tid hyppige strejkeuroligheder, som afføder vedvarende organisationer. Eller arbejderne stifter et »vennesamfund« eller et »kristeligt broderskab«, en syge- og begravelseskasse, som går over til at diskutere lønforholdene og ender med at blive en fagforening. Længe forinden maskinernes opfindelse var bevægelsen således i fuld gang. Dog stærkest virkede den industrielle revolution, som forvandlede bomuldsspindingen til maskinindustri, slog værktøjet ud af arbejdernes hænder, løsrev dem fra hjemmene og samlede dem flokkevis i fabrikslokalerne. I det sidste tiår af det attende århundrede knyttes i Nord-England og Vest-England de første masker i det net af bomuldsspinder og uldvæverforeninger, der kom til at spille så stor en rolle i de næste tredive års strejker.

Disse foreninger var de egentlige banebrydere for fagforeningsbevægelsen. Og deres første tanke gik ud på at anråbe parlamentet om at beskytte lønarbejderne mod den ny praksis: at købe arbejdskraft til den billigst mulige pris ligesom rå materiale. Den gamle lærlingelov sikrede jo arbejderen et »tilstrækkeligt underhold«, men maskinerne trykkede dag for dag hans løn ned, hvad lå da nærmere for ham end at forlange loven overholdt i dens fulde strenghed! Det var desuden skik fra gammel tid, at arbejderne indgik til Underhuset med deres besværinger, når loven krænkedes, og Underhuset plejede at skænke dem et nådigt øre. De gik da nu den samme vej, men Underhuset var allerede smittet af frikonkurrencens ånd; fabrikanterne havde overbevist rigsdagsmændene om, at de gamle lønninger umuligt lod sig opretholde under de ny forhold. Da vævere, spindere og andre uldarbejdere i Sommersetshire i året 1776 indgik med en besværing til Underhuset over nedsættelse i deres løn på grund af spinde-Jenny´ens indførelse, nægtede huset endog at modtage deres henvendelse.

De gamle lavsbestemmelser, til hvis tvungne overholdelse arbejderne havde sat alt deres håb, blev betegnede som »skadelige og hæmmende for fabrikanterne,« og selve lavets autoritet blev kaldt »skadelig for industrien.« Der fandt talrige revolter sted blandt arbejderne i anledning af lovens hensynsløse tilsidesættelse. I 1778 stiftede strømpevæverne i Midt-England en gensidig beskyttelsesforening, og det lykkedes i Nottingham at få valgt en talsmand for deres sag ind i Underhuset. Der blev nedsat et udvalg, som undersøgte forholdene og fandt, at en forfærdelig »udsvedning« gik i svang i faget, og en lov om fastsættelse af en vis løn havde allerede været til anden behandling, da fabrikanterne piskede alle deres venner i huset sammen og fik den forkastet. Det var et slag for arbejderne, som førte til alvorlige uroligheder i Nottingham, og som kastede strømpevæverne tilbage i håbløs elendighed.

Den ene industri efter den anden ramtes af den ny konkurrence, og man ser derfor også i denne periode hyppig de små mestre indgå til Underhuset og anmode om forbud mod maskinerne og overholdelse af den syvårige læretid og det fastsatte antal lærlinge. Underhuset nedsatte i reglen også en komité til at undersøge sagen, men de store fabrikanter mødte da straks med en overvældende mængde beviser for, at den nationale industri var afhængig af maskinerne, og Underhuset bøjede sig for deres forestillinger. Det var ikke, fordi man havde antaget en vis teori om frikonkurrencens velsignelser, det var kun, fordi man stod hjælpeløs overfor udviklingen; da teorien fremkom i Adam Smiths bog i 1776, havde den allerede længe været gældende praksis. Kendsgerningerne var stærkere end alle læresætninger. Men kapitalisterne greb naturligvis med begærlighed denne teori, som retfærdiggjorde deres handlemåde, og som også snart blev den bevidst ledende i politiken.

Den voksende fagforeningsbevægelse i Lancashire og Yorkshire begyndte nemlig nu at forurolige parlamentet. Under indtrykket af den Franske Revolution så de herskende klasser i England med den yderste frygt på enhver sammenslutning mellem mænd af folket, og fabrikanterne var jo desuden særligt interesserede i at få bortryddet enhver hindring for den fri konkurrence, der sikrede dem billig arbejdskraft. De malede revolutionen på væggen og satte skræk i godsejerne. Følgen var, at der i 1799 blev vedtaget en lov, som forbød alle sammenslutninger. Hvorledes denne lov motiveredes, er aldrig blevet rigtig opklaret. Den blev jaget igennem i parlamentet i stor hast og fik kongelig stadfæstelse 24 dage efter, at den var vedtaget i Underhuset. Derved afskares alle indsigelser; kun kattuntrykkerne i London lod høre fra sig, de indgav en forestilling, hvori det hed, at efter denne lov kunne ikke en eneste håndværker eller arbejder være sikker på sit skind, bare han snakkede sammen med en kollega om sit fag.

Året efter blev forbudsloven bekræftet, og arbejderne var da nu viljeløst prisgivne kapitalisternes forgodtbefindende. En enkelt fabrikant kunne, når som helst han lystede, afskedige alle sine arbejdere - 100 eller 1000 - på stedet, dersom de ikke gik ind på den løn, det behagede ham at byde dem. Men hvis arbejderne slog sig sammen om at forlade den samme fabrikant, når han nægtede dem den løn, de forlangte, så blev det regnet dem til forbrydelse. Banen var åben for den fri konkurrence. Men formelt bestod den ældgamle lærlingelov endnu, og arbejderne klyngede sig stadig til dens bestemmelser om tilstrækkeligt underhold. Misvækst og nød som følge af den lange krig med Frankrig fremkaldte en mængde ansøgninger, særlig fra væverne, hvis fortjeneste kun var en tredjedel af, hvad den havde været. I 1812 lykkedes det bomuldsvæverne i Glasgow at få retsligt medhold i, at fredsdommerne skulle fastsætte lønnen. De udarbejdede også en løntarif, men arbejdsgiverne nægtede at godkende den. Følgen var en kæmpemæssig strejke. Alle væverstole i Skotland og Nord-England stod på én gang stille; 40,000 vævere hørte samtidig op at arbejde. Efter tre ugers forløb gjorde arbejdsgiverne skridt til imødekommen, da politiet pludselig skred ind og arresterede hele strejkekomitéen, som blev anklaget for at have stiftet en ulovlig forening. De fem ledere dømtes til fængsel fra fire til atten måneder, og dette slag gjorde ende på arbejdernes kamp mod den stadig tiltagende nedpresning af deres løn.

Håndværkerne i London havde ikke bedre held med sig. Fredsdommerne rundt om i landet nægtede selv at have med lønnens fastsættelse at gøre. Arbejderne kom da efterhånden på det rene med, at deres klager var frugtesløse, og at de enten måtte opgive kampen eller opfordre parlamentet til at sørge for, at den endnu bestående lov blev overholdt. Dette gjorde de da - med det uventede resultat, at den gamle »skadelige« lovbestemmelse om lønnen blev ophævet! Det skete i 1813, og året efter afskaffedes ligeledes bestemmelserne om den syvårige læretid m. m.. Dermed var faktisk den sidste rest af middelalderlig lovbeskyttelse for arbejdet fejet til side. Frikonkurrencen var taget under statens beskyttende vinger, kapitalens uhindrede anvendelse erklæredes for en hellig menneskeret. Strejker og anden organiseret modstand mod arbejdsgivernes udbytning af den levende arbejdskraft blev holdt nede med jernhånd. De første tyve år af det nittende århundrede var vidne til en brutal forfølgelse i lovens navn af fagforeningsmedlemmer som oprørere og omstyrtere, en forfølgelse, der hæmmede foreningernes naturlige vækst og netop drev arbejderne til opstande og voldsgerninger, ødelæggelse af maskinerne og mordforsøg mod fabrikanterne, således som vi har set under den ludditiske bevægelse.

Fagforeningerne førte i alle disse år en hårdnakket kamp for tilværelsen, en kamp, hvorom sagnet er gået fra slægt til slægt, udstyret med mangelunde romantiske enkeltheder. Hemmelige sammenkomster ved nattetid i en udkant af markerne, nedgravede dokumentkasser, edsaflæggelser, lange fængselsstraffe - alt dette er bevaret i de ældre fagforeningers overleveringer og indhylder hin periode i et slør af mystik og uhygge. Tusinder af arbejdere måtte lide for den forbrydelse at have sluttet sig sammen med deres kammerater. I 1810 blev f.eks. typograferne ved londoner-bladet »Times« anklaget for at have dannet fagforening og forsøgt strejke. Dommeren i sagen var den for sin strenghed og ondskabsfuldhed berygtede såkaldte »blodige sorte Jack«, som idømte dem fængsel fra 9 måneder til 2 år og holdt følgende tale til dem: »Fængslede! I er blevet overbeviste om at have indgået en ondsindet sammensværgelse med det formål at skade de dybeste livsinteresser hos eders arbejdsherrer, som giver eder brødet, idet i har søgt at hindre og forstyrre dem i deres forretning, ja om muligt at bevirke deres ødelæggelse. Da sådanne forbrydelser hyppigt forekommer hos folk af eders klasse, som går ud på at fortrædige de arbejdsherrer, hvem I af taknemmelighed og i eders egen interesse burde støtte, så kræver loven, at der til advarende eksempel statueres en alvorlig straf på de personer, der overbevises om at være deltagere i sådanne frække og afskyelige, mod lov og ret stridende sammenrottelser.«

Værst fik arbejderne i de nye tøjfabrikker lovens hårdhed at føle. Den var som en møllesten om deres hals, der trykkede dem mod jorden. Ved hvert skridt, som de prøvede på, ved hvert middel, som de udtænkte, til at bevare eller forbedre deres løn, fik de at vide, at det var ulovligt. Hele den offentlige magt blev opbudt imod dem, hvis de overtrådte loven. Dommerne mente at handle i statens interesse, når de holdt lønningerne nede og forhindrede foreningerne, og de behandlede derfor ethvert forsøg fra arbejdernes side på at hæve deres stilling i samfundet som en slags opsætsighed mod regeringen.

Ganske vist forbød loven både foreninger af arbejdsgivere og arbejdere. Men selv om dette forbud var blevet upartisk gennemført, så ville der dog altid have været den uretfærdighed tilbage, at en enkelt fabrikant under det ny industrisystem vejede op mod talrige arbejdere. Retfærdighedens hånd var imidlertid ikke upartisk. Da f.eks. knivsmedemestrene i Sheffield i året 1814 ganske åbenlyst stiftede en forening, hvis hovedbestemmelse var, at ingen købmand eller fabrikant måtte betale over en vis løn, faldt det ikke nogen ind at rejse anklage imod dem. Overhovedet berettes der ikke et eneste tilfælde, hvor en arbejdsgiver blev straffet for den forbrydelse, som tusinder af arbejdere måtte undgælde for.

Lovforbuddet ramte dem jo netop på samme tid, som den ny frikonkurrence med sin udstrakte anvendelse af kvinder og børn i fabrikkerne slyngede dem ned i den dybeste elendighed. Endnu værre end tøjindustriens arbejdere var kularbejderne stillede. Bundne ved årlige kontrakter og udpinte af truck-systemet, som tvang dem til at købe deres livsfornødenheder hos grubeejerne, henslæbte de underjordiske arbejdere deres tilværelse i den sorteste trøstesløshed. Fortvivlelsen drev dem til hyppige og heftige strejker med voldsomme uroligheder, som kvaltes af militærmagt. Den store strejke i 1810 blev ledet af et hemmeligt forbund, som ved en højtidelig ed forpligtede sine medlemmer til fostbroderskab under straf af at få hjertet gennemboret eller maven sprættet op.

Men netop i denne undertrykkelsens og tyranniets periode vokser samfølelsen mellem lønarbejderne sig uovervindelig stærk. I mange fag, hvis medlemmer plejede at vandre fra sted til sted for at søge arbejde, bestod der endog forbund, som var forgrenede over hele landet og holdt årlige sammenkomster af delegerede. Det ene fag understøttede ofte det andet i kamptilfælde. Nødvendigheden af en klassekamp var begyndt at dæmre i arbejdernes bevidsthed, og det er kuriøst at se den naive overraskelse, hvormed kapitalisterne betragtede denne vågnende solidaritet. Dommerne og fabrikanterne, der mødte som vidner i retssagerne, anfører stadig eksempler på gensidig understøttelse mellem de forskellige fag som beviser på en vidtudbredt »sammensværgelse« mod de herskende klasser. At skrædderne i London tillod sig at sende penge til væverne i Glasgow - eller at guldtrækkerne hjalp rebslagerne - stod for bourgeoisiet som en hårrejsende ugerning.

Hvorfor rejste der sig da ikke en folkebevægelse for at få ophævet lovforbuddet mod fagforeningerne? Fordi den politiske undertrykkelse af ytrings- og forsamlingsfriheden bortledte arbejdernes opmærksomhed fra den mest påtrængende reform og vendte deres harme mod selve regeringssystemet. Arbejdernes talsmænd i hin periode var - som vi har set i det foregående kapitel - folk som William Cobbett, Henry Hunt og William Lovett, der fremfor alt krævede en politisk revolution efter fransk forbillede. Den mand, der nu optrådte på skuepladsen som forkæmper for fagforeningernes frihed, gik ud fra helt andre forudsætninger.

Det var en skræddermester ved navn Francis Place, der havde sin butik midt i London, i nærheden af parlamentsbygningen. Han havde begyndt med at sy bukser for arbejderne og været med til at organisere foreninger både i sit eget og andre fag. Han havde tilegnet sig de liberale nationaløkonomers lære, og hans ideal var en forening af politisk demokrati og frikonkurrence. Indenfor det begrænsede område, som hans praktiske sans anviste ham, var han en fremragende politiker, en mester i at agitere, intrigere, træffe aftaler mellem kulisserne og samle trådene i sin hånd. Flere af rigsdagens ledende personligheder kunne takke ham for al deres kundskab i de spørgsmål, som var hans specialitet, og hans butik var i en lang årrække et knudepunkt for tidens politiske agitation.

Ved at iagttage virkningen af forbudet mod fagforeningerne og de grusomme forfølgelser, der rettedes mod arbejderne, havde Place fået en levende fornemmelse af det uretfærdige i at nægte disse den samme frihed som arbejdsgiverne, og i 1814 begyndte han at arbejde for lovens afskaffelse. Hos arbejderne fandt han i begyndelsen ingen forståelse. Imidlertid satte han sig i forbindelse med alle fagforeninger i Storbritannien og fandt et organ i et lille politisk blad; det lykkedes ham derigennem at vinde en meningsfælle i den radikale politiker Joseph Hume, som i 1822 bebudede at ville indbringe et lovforslag om forbudets ophævelse. I løbet af de næste to år lykkedes det at få nedsat et rigsdagsudvalg med Hume som formand, og Place sørgede nu for at skaffe en mængde arbejdere sammen fra hele kongeriget til at afgive vidneforklaringer.

I værelset bag ved sin butik gav han dem besked om, hvad de skulle sige. Det var ikke let, for - som han selv fortæller - de mødte med ganske forkerte begreber, de mente, at skatterne og maskinerne var hovedårsagen til deres elendighed. Place måtte tale meget indgående med dem, forberede og ordne alt, og så travlt havde han, at han knapt kom i seng i tre måneder. Men resultatet var over forventning. En lov, som ophævede alle forbud mod foreninger og gjorde de bestående fagforeninger lovlige, blev (i 1824) jaget igennem Underhus og Overhus uden debat eller afstemning, næsten uden at medlemmerne eller bladene lagde mærke til det. Så stille gik det hele af, at politidommerne i en by i Lancashire et par uger efter lovens ophævelse i deres uvidenhed dømte nogle bomuldsvævere til fængsel for deltagelse i en forening.

Men medens de herskende klasser endnu ikke var sig forandringen bevidst, fremkaldte den en mægtig virkning blandt arbejderne. Alle vegne skød fagforeninger i vejret, og alle vegne forlangtes der højere løn og truedes der med strejke. Forgæves advarede Place og Hume mod et tilbageslag. Da rigsdagen åbnedes i 1825, blev den bestormet af forbitrede fabrikanter, som krævede loven taget tilbage, og et nyt udvalg nedsattes for at undersøge forholdene. Men Places ven, skibstømreren John Gast, dannede en komite, som vedligeholdt en uafbrudt agitation mod forbudets genindførelse, og lignende komiteer blev dannet af bomuldsarbejderne i Manchester og Glasgow, af knivsmedene i Sheffield og af matroser og skibsbyggere i Newcastle. Arbejderne var pludselig vakte til forståelse af, hvad det gjaldt; de ville nu for ingen pris lade sig deres fagforeningsret berøve for anden gang, de fyldte gangene i parlamentsbygningen, og de truede med revolution. Det lykkedes da heller ikke kapitalisterne at få Underhuset omstemt; den ny lov (af 1825) gik ganske vist ikke slet så vidt som den første, men fagforeningernes frihed blev dog udtrykkelig anerkendt.

Mærkeligt er det at se, hvorledes de mænd, som havde arbejdet ivrigst for reformen, gjorde sig ganske falske forestillinger om, hvorledes den ville virke. »Fagforeningerne«, skriver Place i 1825 til sir Francis Burdett, »vil snart ophøre at eksistere. Det er kun lovenes tryk, der så længe har holdt arbejderne sammen. Når disse love er afskaffede, vil foreningerne miste det stof, der kitter dem sammen til en fast masse, og falde fra hinanden. Alt vil gå så glat, som nogen kvæker kan ønske sig det. Man må kende arbejderne dårligt, hvis man tror, at de, når de får ret til at handle på egen hånd, vil ofre penge på fjerntliggende og tvivlsomme eksperimenter, for usikre fordeles skyld.« Tiden viste, at den gode skræddermester Place virkelig kendte arbejderne meget dårligt.

I alle mulige fag dannedes der nu foreninger i håb om at drive lønnen i vejret. Butikssvendene i Sheffield forlangte tidlig lukning af butikkerne, farverne i Manchester drog i optog gennem gaderne, valsemagerne i Glasgow strejkede for en tolv timers arbejdsdag og satte den igennem; om det så var skibsdrengene i Sunderland, så holdt de møder og vedtog ikke at gå om bord, før rederne bevilgede dem te og sukker. Men de højtspændte forhåbninger, som gav sig udslag i al denne glade ivrighed, blev snart slået grusomt ned. Året 1825 sluttede med en lammende forretningskrise og en mængde fallitter. I flere fabriksdistrikter blev arbejderne kun ved offentlige indsamlinger reddet fra hungersnød. Under disse omstændigheder endte strejkeforsøgene ufravigeligt med nederlag, flere steder kom det påny til voldsgerninger og maskinødelæggelser. I væverierne i Blackburn udbrød der således i april 1826 en alvorlig opstand, som bredte sig til Manchester, og som først, efter at over tusind dampvævestole var ødelagte, blev undertrykt af militærmagt.

I de følgende år, fra 1829 til 1842, gennemlevede fagforeningerne deres revolutionære periode. Det var den tid, da Robert Owen udsåede sine socialistiske ideer, og da chartismen som en mægtig brand omspændte landet. Arbejderbevægelsen tog i disse år et hidtil ukendt opsving. Der gjorde sig indenfor fagforeningerne en bestræbelse gældende efter en almindelig sammenslutning af alle arbejdere - en sammensmeltning af de spredte traade unions til én stor traades union - eet fagforeningsforbund: det var bomuldsspinderne i Lancashire, som var banebrydere for denne bevægelse. De dannede en »stor almindelig spinder forening«, som udvidedes til et »nationalt forbund til arbejdets beskyttelse«; det fandt tilslutning i flere andre fag og fik mellem 10- og 20,000 medlemmer. Forbundet udgav sit eget ugeblad, »Folkets Stemme«, der tog levende del i den politiske reformbevægelse og krævede en kortere arbejdstid fastsat ved lov. Det opløstes imidlertid af mangel på midler og fik en stedfortræder i det store bygningshåndværker forbund, som dannedes i Yorkshire.

Dette forbund er interessant ved sin omhyggelige organisation og sin gennemførte lovordning. Det var inddelt i loger for de enkelte fag, og medlemmernes optagelse i disse loger foregik under frimureriske ceremonier, bøn og salmesang, spørgsmål og svar på snurrige rim, osv.. Logens embedsmænd var klædt i korskjorter og havde masker for ansigtet; kandidaten blev med tilbundne øjne ført ind i et sort betrukket værelse og stillet overfor et skelet; han måtte med et draget sværd og en økse over sit hoved aflægge en højtidelig ed på aldrig at bryde broderskabets love, osv.. Lignende ceremonier foregik iøvrigt også i andre foreninger, og på modtagelige gemytter gjorde disse fantastiske optrin utvivlsomt ofte et stærkt indtryk. Bourgeoisiets presse fortalte hårrejsende historier om de rædselsscener, der foregik i logerne.

Det kom til en hidsig konflikt mellem bygningshåndværkernes forbund og arbejdsgiverne. På forbundets kongres i Manchester 1833, hvor 30,000 arbejdere var repræsenterede, optrådte Robert Owen med en stor tale, i hvilken han erklærede, at arbejdet var kilden til al rigdom, og at de producerende klasser skulle danne et almindeligt forbund for selv at beholde arbejdets udbytte. Denne tanke faldt i frugtbar jordbund. Bomuldsspinderne og flere andre fag sluttede sig til den med begejstring, og i 1834 trådte »Det store nationale fagforeningsforbund« - som er omtalt i kapitlet om Robert Owen - ud i livet. Vi har set, hvorledes det i få uger fik en halv million medlemmer, deriblandt titusinder landarbejdere og kvinder. De inddeltes i loger, og vandrende agitatorer gennemstrejfede landet og foretog de hemmelighedsfulde optagelsesceremonier. I Exeter blev to sådanne agitatorer anholdt af politiet, og man fandt dem forsynet med »to økser af træ, to store hirschfængere, to masker og to hvide dragter, en stor dødningefigur med le og timeglas samt en bibel.«

»Det store nationale forbund« var altfor løst organiseret til at kunne holde sammen ret længe. Formålet var ved hjælp af en generalstrejke, der skulle omfatte hele landet, at afskaffe frikonkurrencen, overflødiggøre kapitalismen og bringe hele produktionen over på det arbejdende folks hænder. Det skulle ske med eet slag, og det måtte selvfølgelig mislykkes. Planløse strejker udbrød i flere fag og mødtes af arbejdsgiverne med det berygtede »dokument«, hvorved arbejderne skulle tvinges til at fraskrive sig deres foreningsret. Vægrede de dem ved at melde sig ud af deres fagforening, blev de kastede på gaden. Strejkerne blev besvarede med lockouter. Ophidselsen mod fagforeningerne steg til vildt raseri, da en gasarbejderstrejke indhyllede en del af London i mørke. Gasarbejderne havde i vinterens løb organiseret sig i stilhed med det formål at nedlægge arbejdet, hvis selskaberne ikke gik ind på deres fordringer. Sammensværgelsen blev opdaget, og det lykkedes kapitalisterne at få andre folk, men det varede en tid, før de nye »hænder« var øvede i arbejdet, og i begyndelsen af maj 1834 lå Westminster kvarteret nogle døgn uoplyst. Midt i den storm af angreb, som denne konflikt gav anledning til, så »den store nationale« sig pludselig i konflikt med loven. Seks arbejdere i landsbyen Dorchester blev anklaget på grund af den edsaflæggelse, der foregik ved optagelsen i forbundet, og dommen lød på syv års landsforvisning.

Det var en barbarisk dom, bygget på en lovfordrejelse. Den vakte en uhyre bevægelse blandt medlemmerne i det hensygnende forbund, og det besluttedes at foranstalte en stor procession til indenrigsministeren. Den foregik d. 21 april 1834 under ledelse af Owen og hans venner. Deltagerne samledes på Copenhagen Fields, opstillede under 33 bannere og smykkede med røde bånd. Alt bygningsarbejde stod stille i London. Toget talte 30,000 mand. I spidsen red en bekendt agitator, den tykke præst og doktor i teologien Arthur Wade i fuldt ornat med røde opslag. Men demonstrationen var frugtesløs. De seks landarbejdere måtte vandre i landflygtighed. Følgen var, at optagelseseden blev fjernet fra fagforeningernes ceremoniel.

Det knagede nu i alle fuger af den »store nationale«. Bomuldsspinderne søgte at iværksætte en generalstrejke for en almindelig 8-timersdag - samtidig med, at arbejdstiden for børn ved fabriksloven af 1833 blev fastsat til 8 timer daglig - men planen gik i sin mor igen. I Oldham gjorde spinderne på egen hånd forsøg på at erobre 8-timersdagen, de angreb en forhadt fabrik, og bevægelsen bredte sig til de andre fag, arbejdet blev nedlagt over det hele, og mægtige forsamlinger afholdtes på heden, men efter en uges tids forløb var den gamle orden genoprettet. På alle punkter endte de højtflyvende planer med nederlag. I juli 1834 var den »store nationale« i fuld opløsning, den halve million medlemmer splittedes for alle vinde af det snigmorderiske »dokument« som fabrikanterne tvang dem til at underskrive. De hundredtusind ufaglærte rekrutter - landarbejdere, byarbejdsmænd og kvinder - sank tilbage til deres gamle, uorganiserede tilstand.

De owenske ideer om samfundets omdannelse ved produktionsmidlernes overgang til dem, der producerede, havde som et pludseligt lyn udvidet synskredsen for arbejdernes øjne. De var blevet grebne af sværmeriske drømme om en ny himmel og en ny jord, men i kampen mod den hårde virkelighed var de endnu de halvfrigjorte slaver fra 1825, kun udrustede med plumpe våben, ofte frygtede og hadede af de besiddende klasser, men ofte kun foragtede, stadig undertrykte og elendige i deres fattigdom. Robert Owens flygtige tilsynekomst i fagforeningsbevægelsen havde alligevel efterladt et dybt indtryk. Fagforeningernes love og opråb er i de følgende ti år gennemsyrede med socialisme i deres opfattelse af samfundet som delt i en »ørkesløs« og en »arbejdende« klasse og i deres udtrykkeligt angivne formål, at arbejdets udbytte skal tilfalde de arbejdende. Der gøres også utallige forsøg med produktions- og forbrugsforeninger.

1830erne endte med tre af de magreste år, som man endnu havde oplevet. Der var hungersnød og jammer overalt i landet, og under disse forhold skrumpede medlemstallet i de endnu levende fagforeninger ynkeligt ind. Fortvivlelse og vrede greb arbejderne. I fagforeningernes forhandlinger fra hine dage luer hadet til den ny fattiglov med sine skændige »frygtens huse«, til kornlovene, som fordyrede brødet, og til hele den politiske undertrykkelse. Af denne jordbund voksede - som vi har set - den chartistiske bevægelse op som en vild og blodrød blomst i mørket. Chartismen blev ganske vist ikke knæsat af fagforeningerne, fra hvis forhandlinger »politik og religion« var udelukkede, men den rev arbejderne med sig i store skarer.

Chartismen brast, forsåvidt den ikke skaffede arbejderklassen politisk indflydelse, men den dæmmede op for den industrielle rovdrift, som havde forvandlet Englands kraftige arbejderstand til et udpint pjalteproletariat. Det første slægtled af fabrikanter var, som vi har set, en rå bande af profitrøvere, der hensynsløst udnyttede arbejdernes ydeevne: spærrede dem inde i fabrikken som børn og kasserede dem, når de i en ung alder var udslidte og forkrøblede. Det var let at få dem fornyet; der var nok, som bød sig til; den ene hungerkandidat trængte sig frem for at arbejde længere og billigere end den anden - følgen var en stadig forlængelse af arbejdstiden og en stadig forkortelse af lønnen. Men den næste følge vår en ligeså stadig forringelse af den levende arbejdskraft og dermed en fare for samfundet. Den industrielle rovdrift udhulede grunden under kapitalismens egne fødder. Af simpel selvopholdelsesdrift var kapitalisterne derfor nødte til at gøre noget, da chartismens voldsomme krampetrækninger gik igennem samfundet.

Alligevel gjorde de det nødigt. Både 12-timerslovene af 1833 og 1844 og 10-timersloven af 1847 gik først igennem parlamentet efter heftig modstand, særlig fra småfabrikanternes side. De store fabrikanter havde nu fået råd til at vise sig mere »humane« - dels fordi det var en ligefrem livsfornødenhed for industrien at hjælpe arbejderstanden til kræfter igen, dels fordi lønnen spillede en ringere rolle for dem end for de, små fabrikanter, der truedes med ruin. Indførelsen af fabriksinspektører var ligeledes et skaktræk af de store fabrikanter for at holde småkonkurrenter i ørerne. Hovedsagen var, at arbejderne havde brudt den fri konkurrences hellige grundsætning, som forbød staten at blande sig i erhvervslivet. Der var sat en stopper for kapitalistens »frihed« til at købe menneskelig arbejdskraft som enhver anden vare til den billigst mulige pris - og for arbejderens »frihed« til at sælge sig selv og sin familie til slaveri. Staten havde erkendt ikke blot sin ret, men sin pligt til at varetage den opvoksende slægts legemlige og åndelige sundhed, således som historikeren Macaulay indprentede det i en udmærket tale ved 10-timerslovens anden behandling d. 22 maj 1846. Den dag blev forslaget forkastet, men året efter - d. 8. juni 1847 - blev det lov, en lov, som i sine virkninger betød en genfødelse af den engelske arbejderstand.

Indenfor fagforeningerne ser vi efter den revolutionære periode med dens stærke rystelser og udmattelser et nyt slægtled af arbejdere vokse op, som ikke havde følt det gamle tryk i sin værste form, og som lettere lod sig overbevise af frikonkurrencens forsvarere. De skød alle forhåbninger om med ét slag at vende op og ned på samfundet til side og rettede deres bestræbelser på at yde modstand mod kapitalismens føleligste overgreb. I stedet for den revolutionære kamp trådte det faglige diplomati. Sindigt og fast murede disse mænd efterhånden organisationer op, som er blevet til indgribende dele af den moderne industristat - og samtidig til grundlag for en ny samfundsbygning.

Denne genopvækkelse af fagforeningsbevægelsen, side om side med industriens og handelens blomstring først i fyrrerne, finder sit udtryk i »Det nationale fagforeningsforbund til arbejdets beskyttelse«, som stiftedes i London ved påsken 1845. Formålet var at danne en slags parlamentarisk komité til fremme af alle »politiske, sociale og opdragende forholdsregler, som kunne forbedre den arbejdende klasses stilling,« men uden indblanding i de enkelte foreningers faglige selvstyre. Tanken om voldgiftsretter til afgørelse af stridigheder mellem arbejdere og arbejdsgivere dukker her op. Strejker frarådes, en fredelig og forsonlig fagpolitik anbefales. Man møder i forhandlingerne det første udslag af den forsigtige, men også noget begrænsede statsmandskunst, der særpræge fagforeningsførerne i de næste tredive år. Der er ikke længere tale om at skyde kapitalisterne ud og selv overtage produktionsmidlerne. »Det nationale forbund« påtog sig at mægle mellem arbejdere og arbejdsgivere og at varetage arbejdets interesser i Underhuset. Dets væsentligste virksomhed bestod i at agitere for indførelsen af enighedskamre, men det kom ikke til at spille den tiltænkte rolle i fagforeningsbevægelsen, og efter 1851 havde det ingen betydning længere.

Den fredelige ånd, der kom til udtryk i forbundet, beherskede også de store fagforeninger, som holdt sig udenfor. I modsætning til den revolutionære kampstemning fra trediverne møder vi nu hos de bedre lønnede fag en bestræbelse efter at forstå de kendsgerninger, som ligger til grund for deres sociale og industrielle stilling. Typograferne tager en voksende andel i bevægelsen; de advarer arbejderne mod at forlade sig på fysisk magt og efterligne de laster, som de fordømmer hos modstanderne. »Skaf jer kundskab i stedet for brændevin,« hedder det i et af tidens fagblade - »det er sødere og bereder en mere varig nydelse.« I et opråb til murerne hedder det: »Vogt jer for strejken som for et vildt dyr, om hvilket i ved, at det vil sønderrive jer.« Læren om, at arbejdslønnen afhænger af tilbud og efterspørgsel var blevet en grundsætning hos lederne af de mest fremtrædende fagforeninger. Det gjaldt da om at begrænse tilbudet af arbejdskraft og forøge efterspørgslen, og samtidig med at man forkastede strejker, stræbte man derfor at indskrænke antallet af lærlinge, at afskaffe overarbejde og at fremme udvandring. Mange af de store fagforeninger oprettede en udvandringsfond, som dog viste sig ikke at svare til sin bestemmelse.

Dette var den »ny ånd«, der omkring 1850 beherskede fagforeningerne. Den fik udtryk i en ny form for organisation. Det voksende medlemstal i de nationale foreninger og udviklingen af hjælpekasser og understøttelser medførte trang til en fastere sammenslutning og en mere overskuende ledelse, og som banebrydende forbillede i denne retning opstod »Smedenes og Maskinarbejdernes Fagforbund« (Amalgamated Society) ved energisk virksomhed af de to venner William Newton og William Allan. Næppe var denne i sin art ny sammenslutning endelig blevet dannet (i oktober 1851) med et antal af 11,000 medlemmer, der hver betalte een shilling (90 øre) om ugen, før den kom i konflikt med arbejdsgiverne. Det var maskinsmedene i de store værker i Oldham, der gav signalet; de krævede afskaffelse af overarbejde og udelukkelse af arbejdsmænd fra maskinfaget. Disse fordringer fandt enstemmig tilslutning hos alle fagforbundets medlemmer; arbejdsgiverne dannede også på deres side en centralforening og besvarede truslen om strejke med en almindelig lockout. Dermed begyndte en tre måneders kamp, som lagde beslag på hele den offentlige opmærksomhed. Arbejderne fandt uventet støtte hos den lille gruppe af »kristelige socialister«, som behjertet kastede sig i brechen for deres sag og stillede sig i spidsen for oprettelsen af en række nye produktionsværksteder; de mislykkedes imidlertid, og trods betydelige understøttelser fra publikum og fra de andre fag måtte kampen opgives. Fabrikanterne tvang påny deres arbejdere til at underskrive det forhadte »dokument«, hvorved de dog med god grund ikke følte sig bundne. Det var jo som at få sat pistolen for brystet og skulle vælge mellem død eller nedværdigelse.

»Maskinarbejdernes Fagforbund« var så langt fra slået til jorden i den hårde kamp, at det tværtimod nu stod som det anførende i fagforeningsbevægelsen og blev mønstret for alle de ny forbund, der dannedes lige indtil 1889. Det »ny mønster« havde sin styrke i den faste organisation, som sikrede de faglærte arbejdere understøttelse i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom osv.. Det havde sin svage side i den lavsmæssige udelukkelse af alle ikke-faglærte arbejdere og i sine krav om beskyttelse for håndværkernes interesser. Det var et forholdsvis begrænset aristokrati af arbejderklassen, som gennem de ny organisationer hævede sig op over den store masse, men som ganske vist også blev banebrydende for den i tidens løb.

Tømrerne fulgte maskinarbejdernes eksempel. En strejke blandt bygningshåndværkerne i London i 1859 for indførelsen af en 9 timers arbejdsdag blev besvaret med en lockout, som kastede 24,000 arbejdere på gaden. Bygherrerne erklærede, ikke at ville antage nogen arbejder, som var medlem af en fagforening. Fra hele landet strømmede bidrag ind til de udelukkede. Et dybt indtryk gjorde det, at Maskinarbejdernes Fagforbund tre uger i træk bevilligede 18,000 kroner. Kampen endte med en mægling, som intet afgjorde; men den gav stødet til dannelsen af Tømrernes Fagforbund, som kom til at spille en betydelig rolle i den engelske arbejderbevægelse.

Disse store, nationale fagforbund havde skabt en ny skole af fagforeningsembedsmænd, som så sig stillet overfor meget omfattende forvaltningskrav og meget indviklede finansielle opgaver. Da forbundene havde hovedkvarter i London, kom disse embedsmænd naturligvis i nær berøring med hverandre, og tilfældet ville, at der i den lille kreds af sekretærer netop i disse år var mænd af udpræget karakter og begavelse, kloge førere i en vanskelig tid. I spidsen for den lille fem mandsgruppe - den såkaldte junta - stod generalsekretærerne for maskinarbejderne og tømrerne, William Allan og Robert Applegarth. Blandt de tre andre var den mest fremragende George Odger, medlem af en lille forening af dameskomagere, en populær mand blandt Londons radikale arbejdere.

Medens Allan søgte at forvandle den »betalte agitator« til de ansvarlige embedsmand ved et stort forsikringsselskab, stræbte Applegarth efter at give fagforeningerne en anerkendt social og politisk stilling og udvide arbejdernes åndelige synskreds. Vi ser ham indtræde i generalrådet for »Internationale«, som stiftedes i London d. 28 september 1864, men som iøvrigt kun tiltrådtes af få engelske fagforeninger. Odger var den eneste af de fem, der vedblev at arbejde ved sit fag, samtidig med at han som glimrende taler udfoldede en virksom agitation. I det hele fik juntaen stor indflydelse. Det var første gang, at arbejderbevægelsen kom under ledelse - ikke af menneskekærlige velyndere fra de højere klasser, men af mænd af arbejdernes egen midte, praktisk uddannede til deres særlige hverv. Juntaens politik var en forening af den yderste forsigtighed i faglige anliggender med en energisk agitation for politiske reformer. Den store mængde af fagforeningsmedlemmer, som ingen valgret havde, interesserede sig imidlertid kun lidt for politik og betragtede udelukkende foreningerne som middel til at fremtvinge lønforhøjelser og forhindre skruebrækkeri. Juntaen tog derfor sin tilflugt til de nyoprettede fagråd - Traades Councils - som var dannet under strejker ved sammenkomst mellem repræsentanter for de forskellige fag. De svarede altså nogenlunde til, hvad vi i vore dage kalder » De Samvirkende Fagforbund« - de var begyndelsen til et slags ministerium for fagforeningernes verden. Da krigsministeriet under en strejke ved opførelsen af en ny kaserne kommanderede soldater ud i stedet for de strejkende arbejdere, viste fagrådet i London sin magt ved at tvinge ministeren til at trække tropperne tilbage.

Under påvirkning af juntaen kastede fagrådet i London sig i 1866 med iver ind i agitationen for den ny valglov, som var indbragt af den liberale regering. Følgen af denne bevægelse var valgreformen af 1867 (endelig gennemført i 1868), hvorved byarbejderne fik valgret. Det var et stort fremskridt henimod social ligeberettigelse - en mægtig løftestang for videre reformer. En anden og ikke mindre betydningsfuld frugt af fagforeningernes politiske felttog var en reform af den såkaldte »Mester og Tyendelov«, hvorefter en arbejder, som brød sin kontrakt, kunne dømmes til tre måneders fængsel, medens en arbejdsgiver i samme tilfælde kun kunne idømmes skadeserstatning. Ved lov af 1867 blev den groveste uretfærdighed i disse gamle bestemmelser afhjulpen, og dette resultat styrkede i høj grad fagforeningernes tillid til den politiske aktion.

Men en ny fare trak op som et uvejr, der truede selve foreningsretten. Arbejdsgiverne havde med fjendske blikke iagttaget fagforeningernes vækst og påny sluttet sig sammen i mægtige forbund. Da det gamle »dokument« ikke mere hjalp, greb de til lockouter i stor stil; særlig kulmineejerne i Syd York Shire udmærkede sig ved hyppig anvendelse af dette kampmiddel. Men da heller ikke det var i stand til at bryde arbejdernes sammenhold, søgte man ved alle midler at ophidse den offentlige mening mod fagforeningernes »tyranni« og »rædselsregimente«, mod de »samvittighedsløse« førere, der levede højt på de vildledte arbejderes bekostning, osv. Midt under denne hagl af ondsindede bagtalelser eksploderede der en dåse med krudt hos en blackleg (dvs. en skruebrækker) i Sheffield. Den art voldsgerninger havde ikke været ualmindelige i fagforeningernes første, stormfulde periode, og navnlig Sheffield var berygtet for dem, men ingensinde før havde de vakt den ophidselse som nu; fra alle sider lød råbet om en undersøgelse af fagforeningernes færd, og foreningerne sluttede sig selv til den almindelige fordring, idet de udtrykkeligt erklærede sig for modstandere af denne måde at »fordrive rotter« på.

Regeringen nedsatte nu en kommission, som skulle undersøge fagforeningernes hele virksomhed. Og netop samtidig ramtes foreningerne af en dom, der gik ud på, at deres pengemidler ikke stod under retslig beskyttelse, fordi deres formål - selv om det ikke var ulovligt - stred imod næringsfriheden. Det ville med andre ord sige, at de store foreningers surt erhvervede formuer, som allerede beløb sig til mellem fire og fem millioner kroner, ustraffet var prisgiven de bedragere, der mulig kunne findes i den store stab af sekretærer og kasserere. I denne vanskelige situation fik fagforeningerne en fortrinlig bistand i pressen af den retslærde Frederi« Harrison og professor Beesly sat i parlamentet af den kristelige socialist, dommer Tom Hughes. Arbejdsgiverne havde langtfra så kloge og behændige talsmænd. Det blev klart bevist for kommissionen, at fagforeningerne som sådanne ikke kunne gøres ansvarlige for de forbrydelser, der blev begået af enkelte arbejdere; følgelig forlangte Harrison og Hughes afskaffelse af de særlige lovbestemmelser, som gav arbejdere og arbejderforeninger en undtagelsesstilling i samfundet.

Den nyvundne politiske valgret kom belejligt arbejderne til hjælp. Da der skulle være valg til parlamentet, opfordrede juntaen dem meget indtrængende til at udspørge kandidaterne om deres stilling til fagforeningerne. Den liberale regering, som fik flertal i huset, var i virkeligheden fjendtlig stemt mod foreningerne, men bevægelsen i landet var så stærk, at den lovede at forelægge en lov om sagen og i mellemtiden indrømmede fagforeningernes pengemidler retslig beskyttelse. Det var juntaens første politiske sejr. Næste år (1871) blev lovforslaget efter meget pres endelig forelagt. Det gik ud på, at enhver fagforening skulle have ret til indregistrering (lovbeskyttelse for sine pengemidler), dersom dens vedtægter ikke stødte an imod straffeloven. Men samtidig blev der sat strenge straffe for enhver voldshandling eller trussel, som sigtede til at øve tvang mod arbejdsgivere eller arbejdere; det blev forbudt at udstille strejkeposter, at gå bagved personer på gaden, at bevogte arbejdslokaler, og lignende - med andre ord, hvad regeringen gav med den ene hånd, tog den med den anden. Fagforeningerne blev erklæret for lovlige, men de fredelige midler, hvormed de virkede, faldt ind under straffeloven. Strejke blev tilladt, men at forhindre strejkebrud blev forbudt.

Dette misfoster af en lov vakte en storm af harme i fagforeningernes verden. Juntaen indkaldte en national kongres, som sendte den ene protest efter den anden til Underhuset, medens forhandlingerne stod på. Men Gladstones ministerium stod på arbejdsgivernes parti mod indgreb i den fri konkurrence, og loven blev vedtaget, tilmed i skærpet form. Samme år blev syv kvinder i Sydwales dømt til fængselsstraf, fordi de havde sagt »bæh« til en skruebrækker. Det regnede snart med domme for brug af skældsord.

Fagforeningerne satte da nu en hidsig agitation i gang for ophævelse af straffebestemmelserne. Der syntes ikke meget håb om at gennembryde den liberale majoritet; Gladstone afviste enhver henstilling - men i 1874 var der valg til parlamentet. Der er ingen tvivl om, at det var fagforeningerne, der afgjorde dette valg. På deres kongres i samme år var over 1100,000 organiserede arbejdere repræsenteret, deriblandt en kvart million kularbejdere, ligeså mange bomuldsarbejdere og 100,000 landarbejdere. En stærk forbitrelse mod de liberale førere kom til orde. Ved valget opstilledes tretten »arbejderkandidater«, som på de fleste steder både fik en liberal og en konservativ modkandidat. I Stafford og Morpeth valgtes de to ledere for bjergarbejdernes nationale forening, Alexander Macdonald og Thomas Burt, der drog ind i Underhuset som de første arbejderrepræsentanter. Men overalt hvor valget stod mellem liberale og konservative, stemte arbejderne på de konservative kandidater, som forpligtede sig til at virke for straffebestemmelsernes ophævelse. Det var under de givne forhold den forstandigste politik og en gavnlig kur for de liberale. Arbejderne havde, som professor Beesly skrev, endelig indset, at der ikke var mere forskel på toryer og whigger (højre og venstre) end på den øverste og den nederste møllesten.

Det konservative parti havde lært fagforeningernes politiske magt at kende, og i 1875 forelagde regeringen to lovforslag, som nogenlunde svarede til arbejdernes fordringer. Straffebestemmelserne til forhindring af strejke blev ophævet, og »Mester og Tyende loven« blev afløst af en lov om »Arbejdsgivere og arbejdere«, som stillede de to parter lige i retslig henseende. Fredelig udstilling af strejkeposter blev tilladt. Fagforeningerne fik lovens fulde anerkendelse. Ingen handling begået af en gruppe af arbejdere var fra nu af mere strafbar, end om den var begået af en enkelt person. Efter 50 års kamp havde arbejderne endelig fået bekræftelse på deres ret til i fællesskab at fastsætte lønnen for deres arbejdskraft. De havde vundet sejren ved at tilegne sig modstandernes våben, ved at påberåbe sig den samme frihed som arbejdskøberne: foreningsfrihed som svar på konkurrencefrihed. Men i virkeligheden var det jo ikke frihed, de i første række tilstræbte. Med foreningsretten fulgte foreningspligt, og med foreningspligt fulgte ligeså nødvendigvis foreningstvang. Fagforeningernes opgave var - med fuld ret - at tvinge de såkaldte »frie« arbejdere til at gøre fælles sag med kammeraterne, at danne en stat i staten som modvægt og værn mod den kapitalistiske og bestemt til at afløse den i tidens løb. Men foreningernes ledere og medlemmer havde ikke selv nogen klar forestilling om den sociale tilstand, de stræbte henimod - derfor blev de sig heller ikke den modsigelse bevidst, der var imellem deres påberåbelse af fri konkurrence og deres krav på fri sammenslutning til indskrænkning og ophævelse af den samme frikonkurrence. De havde opgivet den store socialistiske overlevering fra Owens tid og sat en snæversynet selvhjælp på deres program; de havde tilegnet sig den borgerlige samfundsopfattelse og den liberale politik uden rigtig forståelse af, at fagforeningerne i sig selv stred mod den kapitalistiske produktionsform.

Men medens juntaen og dens forbundsfæller vandt sine politiske sejre i London, forskød tyngdepunktet for fagforeningsbevægelsen sig umærkeligt til de nordlige industriegne. Her var nemlig de to store foreninger - kulminearbejdernes og bomuldsarbejdernes - voksede med en uhyre hurtighed. Minearbejderne var efter de store nederlag blevet organiserede med overlegen indsigt af Alexander Macdonald, som ikke ville nøjes med at få fagforeningernes frihed anerkendt af staten, men som ville have selve arbejdsvilkårene ordnet ved lov. I modsætning til sine venner i London slog han ikke en tøddel af på fagforeningernes egentlige grundsætning: at holde arbejdernes levefod på en vis højde. I 1863 holdt foreningen kongres i Leeds. Forhandlingerne åbnedes hver dag med en bøn af den fra chartismens dage bekendte præst Stephens. På denne kongres vedtoges det at kræve en 8-timerslov for drenges arbejde i kulminerne - idet man med rette gik ud fra, at loven da også snart ville komme de voksne arbejdere til gode. I de følgende år udkæmpedes en række strejker og lockouter, og der stiftedes en medbejlende forening, hvorved antallet af organiserede bjergarbejdere voksede til 200,000. I 1874 rykkede Macdonald og hans kollega Thomas Burt som de første arbejdertalsmænd ind i Underhuset.

Af ikke mindre betydning var den tætte sammenslutning mellem bomuldsarbejderne i Lancashire, fagforeningernes banebrydere, ved hvis udholdende agitation 10-timersloven var sat igennem i 1847. Efter at de havde fået ordnet fagets indre anliggender ved meget omhyggelige og nøjagtige lønlister, vedtog de på en kongres i 1867 at virke for en almindelig 8-timerslov; foreløbig nøjedes de dog med at kræve den indført for kvinder og børn, naturligvis med den bagtanke, at mændene ville følge efter. Kampen blev ført »i ly af kvindernes skørter,« som en af førerne sagde; dog selv i denne form stødte loven på heftig modstand hos de liberale fabrikanter. Men ved rigsdagsvalgene i 1874 skrev alle fagforeninger »9-timerslov for kvinder og børn i fabriker« på det program, hvormed de klemte kandidaterne. Valgene fik, som vi før har set, det udfald, at det konservative parti kom til roret, og i 1875 forelagde regeringen en lov, hvorved arbejdstiden blev fastsat, omend ikke til 9 timer om dagen, så dog til 56 1/2 time om ugen. Denne arbejdstid har siden da været gældende maksimum for alle Englands fagdannede arbejdere.

Medens bomuldsarbejderne opnåede dette resultat ved at søge lovens beskyttelse, satte andre fag det samme igennem på egen hånd. I 1871 gjorde maskinarbejderne i Sunderland uden aftale med fagforbundet pludselig strejke for 9-timersdagen, og efter en måneds forløb gav fabrikanterne efter. Bevægelsen fængede i Newcastle, hvor der stiftedes »9-timers-Liga«, som efter fem måneders strejke førte arbejderne til sejr. »Internationale« bestræbte sig ved denne lejlighed - gennem sin danske sekretær, Cohn - for at forhindre indførelse af arbejdere fra fastlandet. I alle landets store maskinfabrikker gik 9-timersdagen nu igennem, og bygningshåndværkerne fulgte det givne eksempel med ligeså heldigt udfald.

Under denne bevægelse, der både omfattede faglærte og ikke-faglærte arbejdere, gled ledelsen imidlertid ud af hænderne på den gamle junta. Det store maskinarbejderforbund under Allans ledelse var mere og mere blevet til en konservativ understøttelsesforening, som kun optog medlemmer, der tjente en vis løn. Følgen var, at der dannede sig andre foreninger for de arbejdere, som ikke passede ind i den gamle organisation. På lignende måde gik det i bygningsfagene. Juntaen faldt da efterhånden fra hinanden; Applegarth trådte ud af bevægelsen, Odger kastede sig mere og mere ind i den almindelige politik, Allan døde i 1874, Maskinarbejdernes Forbund fordunkledes af bomuldsarbejdernes og kulgravernes; i stedet for den midtsamlede ledelse i London trådte faglige særstrømninger og særpolitik. Foreløbig skjultes modsætningerne dog under den bølge af velstand, som gik over landet ved industriens opsving i begyndelsen af halvfjerdserne, og under den berettigede stolthed, som fagforeningsførerne følte ved de opnåede resultater. Endnu en halv snes år i forvejen var et fagforeningsmedlem blevet betragtet halvt som en mistænkelig vagabond, halvt som en revolutionær - og en fagforeningsformand som en værtshusagitator, der ingenting gad bestille. Nu sad han i skolerådene og endog i Underhuset og blev indstændig anmodet af regeringen om at tage sæde i kongelige kommissioner.

Den blomstrende fagforeningsbevægelse rev (ligesom i trediverne) også landarbejderne med sig. »Et »nationalt lønarbejderforbund« fik hundredtusind medlemmer, der krævede højere løn, men de forbitrede godsejere og forpagtere undertrykkede dette »markens oprør« med skånselløs brutalitet. Der gøres også forsøg på at drage de kvindelige lønarbejdere ind i fagforeningsbevægelsen. Den første fagforening udelukkende af arbejdersker blev stiftet i Edinburgh i 1872, og to år senere begyndte fru Paterson (født 1848, datter af en skolelærer Smith i London) sin virksomhed som forkæmperske for de moderne kvindefagforeninger. Endvidere oprettes der påny en del produktionsværksteder, som dog atter mislykkes og ikke senere er genoptagne af fagforeningerne som sådanne.

Men i modsætning til den socialistiske bevægelse i trediverne, som gik ud på at gøre kapitalisterne overflødige, nøjedes halvfjerdsernes arbejdere med at forlange en beskeden andel i den uhyre profit, som de gode forretningstider kastede af sig. Arbejdsgiverne var da nu også villige til at anerkende fagforeningerne og gå med til at oprette voldgiftsretter og enighedskamre. Men til gengæld lånte arbejderne alt for villigt øre til fabrikanternes forestillinger om lønnens afhængighed af tilbud og efterspørgsel, og i stedet for at gennemtvinge en vis levefod for arbejderne i dårlige som i gode tider gik mange fagforeninger ind på de såkaldte »glidende lønskalaer«, der bevægede sig op og ned, efter som vinden blæste på forretningsmarkedet.

Denne »ny« lære stødte imidlertid på stærk modstand hos de mere fremskudte arbejderførere. Macdonald protesterede imod den på en del af bjergarbejdernes vegne; også bomuldsarbejderne og kedelsmedene afviste den. Der behøvedes kun et tryk af hårde tider for at vise fagforeningsmændene, at de ingenlunde dannede en så tætsluttet hær, som fabrikanterne troede. Og de onde tider kom. Midt i halvfjerdserne var det forbi med forretningsopsvinget; en stor bjergarbejderstrejke endte med betydelig lønnedsættelse, og snart fulgte det ene skæbnesvangre nederlag efter det andet. I 1878-79 indtrådte en af de værste kriser, som den engelske industri har oplevet. Glasgower Bankens fallit lammede hele det skotske forretningsliv. Bjerg- og jernværker stod stille. Skibene lå ørkesløse i havnene, mismod og selvopgivelse bredte sig overalt. I alle industrigrene søgte arbejdsgiverne at forkorte lønnen og forlænge arbejdstiden. Efter bølgebjerget var fulgt en bølgedal, som opslugte hundreder af mindre fagforeninger. Alligevel forblev bevægelsens rygrad urørt. Maskinarbejdernes og Tømrernes nationale forbund red stormen af såvel som bomuldsarbejdernes og kulminearbejdernes foreninger. De årlige kongresser fortsattes og udnævnte deres stående »parlamentariske komité«, som havde afløst juntaen. Fagforeningerne viste sig at være blevet en fast bestanddel i samfundsbygningen.

Men samtidig trådte rigtignok modsætningen imellem de to retninger indenfor bevægelsen skarpere og skarpere frem. Det var på den ene side den »gamle« retning, repræsenteret af maskinarbejderne, som bøjede sig for den kapitalistiske opfattelse, at arbejdslønnen måtte rette sig efter priserne - på den anden side den »ny« retning, særlig repræsenteret af bomuldsarbejderne, som hævdede, at en normalløn var en livsbetingelse for industrien. Medens den gamle retning afviste statens indblanding og betragtede det som fagforeningens opgave at være en hjælpekasse og en pensionsfond, krævede den ny retning statens bistand og lovens beskyttelse. Modsætningen gjorde sig ikke alene gældende mellem de forskellige fag, men også indbyrdes mellem medlemmerne af de samme foreninger. Under disse omstændigheder kunne der ikke være tale om nogen samlet optræden; i alle økonomiske spørgsmål var fagforeningerne splittet i kæmpende grupper uden fælles mål. Det eneste bånd imellem dem var den årlige kongres og den parlamentariske komité, som skulle varetage politikken.

Denne politik måtte under de givne forhold blive meget spagfærdig. I 1880 lykkedes det komiteen at få Gladstones regering til - trods fabrikanternes rasende modstand - at gennemføre en lov om arbejdsgiveres forpligtelse til at ulykkesforsikre deres arbejdere. Iøvrigt indskrænkede fagforeningerne sig til at traske i hælene på det liberale parti og opstille politiske reformkrav, som var yderst forsigtige i sammenligning med chartismen eller med »Internationale's« program. Så utroligt det lyder, blev på kongresserne i 1882 og 1883 et forslag om almindelig valgret for alle voksne mænd forkastet med stor majoritet. Fordringen om udvidet valgret i landkredsene blev først antaget af fagforeningerne, efter at den var blevet det liberale partis krigsråb. Det forekom da også den parlamentariske komité i tiden mellem 1875 og 1885 højst betænkeligt at kræve fastsættelse af en minimalløn ved lov. Komitéen viste sig i det hele taget ude af stand til at påvirke regeringen til gunst for lønarbejderne, skønt der bl.a. var kommet gyselige ting for dagen om »udsvedningssystemet« og om forholdene i bagerierne. Det var heller ikke fagforeningerne, men den radikale Charles Bradlaugh, som havde fortjenesten af en lov, der forbød udbetaling af løn på værtshuse, samt af et skærpet forbud mod truck-systemet.

Det blev dog fagforeningernes tilslutning, som satte det liberale parti i stand til at gennemføre valgreformen af 1885, hvorved landarbejderne fik samme politiske rettigheder som byarbejderne. Men om en selvstændig politik var der endnu ikke tale; førerne gik med hud og hår op i den liberale samfundslære, de menige medlemmer var gennemtrængte af småborgerlighed, og alle iagttagere var enige om, at de engelske fagforeninger dannede et uigennemtrængelig bolværk mod alle socialistiske anslag. Denne tro blev lykkeligvis gjort til skamme. Den engelske arbejderklasse viste sig atter i stand til selvfornyelse; den revolutionære ånd, som havde slumret i et halvt århundrede, vågnede til live med fornyet styrke for ikke mere at lade sig dysse i søvn.

Den ny strømnings første udspring kan føres tilbage til den amerikanske agitator Henry George, hvis værk »Fremskridt og Fattigdom« i begyndelsen af 1880erne slog mægtigt ned i Storbritannien. Til denne røst lyttede arbejderne, som havde vendt det døve øre til »Internationale«. Det var en engelsk røst, en hjemlig stemme, der med ny og blændende veltalenhed anslog gammelkendte toner, idet den forkyndte det letfattelige evangelium om alle menneskers lige adgang til den jord, hvortil alle fødes med lige ret. I efteråret 1881 kom George til Irland som korrespondent til det amerikanske blad »Den Irske Verden«. Han fandt en befolkning, som - trods jordens frugtbarhed - var dreven til den yderste grad af armod. På de grønne græsgange så han fede køer og får så hvide og rene, som om de blev vaskede og kæmmede hver morgen, men menneskene levede i forfaldne landsbyer, i elendige hytter, fortrængte til de magreste jorder, til sumpe og stenede strande. Hvorfor? Fordi ejerne af Irlands jord havde mere udbytte af kvæget end af menneskene. Når han færdedes gennem dette land, traf han atter og atter på paladslignende herregårde, hvis marker var indhegnede med høje mure. Indenfor disse mure bredte sig en overflod af pragt og bekvemmelighed, der var stalde og hundehuse, som menneskene måtte misunde - men godsejerne selv levede i London eller Paris eller ved Middelhavets kyster. Deres indtægter strømmede ind til dem, uden at de behøvede at røre en hånd, selv deres forpagtere, som pressede afgifterne ud af de arbejdende irlændere, levede overdådigt - medens de, der frembragte rigdommen, blev udskibede i bundfattig tilstand som overflødigt gods og kastede i land på Amerikas kyster.

George vendte sig imod den malthusianske lære om overbefolkning. Irland var ikke fattigt, fordi der var for mange mennesker, thi selv da befolkningen var på sit højeste antal, udførte landet næringsmidler. Midt under hungersnøden blev korn og kød, smør og ost transporteret til udførsel langs landevejene, forbi store flokke af sultne mennesker og forbi grave, hvor man havde samlet de døde. Landets børn måtte æde tang for at stille deres sult. Thi om det så var fiskene, de fede laks, der fra havet kom op i indsøerne, så skulle man tro, de var mærkede med indskriften: »Til lord N. N., London, fra den almægtige gud.« Men det var ikke guds bestemmelse, at nogle enkelte mennesker skulle kunne tage selve naturen i besiddelse. Hvad er menneskene vel andet end lejere for en dag! Selv om slægt efter slægt stiltiende har indrømmet hertugen af Westminster ejendomsretten til hans jord, hvorpå størstedelen af London ligger, så har dog det fattigste barn, der i dag fødes i London, lige så megen ret til denne jord som hertugens ældste søn. Og det bliver bestjålet, dersom man nægter det denne ret.

Henry George rettede alt sit skyts mod godsejerne, disse »store glubske skadedyr,« som tilegnede sig jordens udbytte, skønt det var frugt af slægtens fælles arbejde. Alle økonomiske onder stammede efter hans overbevisning fra den private ejendomsret til jorden. Hvad kunne det nytte, at grundene steg i værdi ved forøget produktion, ny maskiner, anlæg af jernbaner, osv., når gevinsten stadig gik i grundejernes lommer? Fremskridtet avlede under disse omstændigheder en bestandig større fattigdom. Der var da kun ét at gøre: samfundet måtte beslaglægge den jordrente, der med rette tilkom det. I stedet for alle de bestående skatter, som hæmmede produktionen og hvilede tungest på det store arbejdende folk, var det tilstrækkeligt at indføre én enkelt skat, hvorved jordrenten inddroges i statskassen og blev samfundets fælles ejendom.

Denne lære var kun den halve sandhed. Henry George ville lige så lidt som sin engelske forgænger Ricardo anerkende modsætningen imellem kapital og arbejde; de havde efter hans mening fælles interesser i modsætning til grundbesiddelsen. Hans glimrende kritik af de sociale tilstande virkede imidlertid som et elektrisk stød på den engelske arbejderverden, og det vakte stor opmærksomhed, da han på sin agitationsrejse i Irland i sommeren 1882 gentagne gange blev arresteret af politiet. Men netop på samme tid fandt den moderne socialisme sin første indfødte talsmand i England. I 1881 udgav H. M. Hyndman sit skrift »England for alle«, hvori han ikke blot krævede jordens nationalisering, men alle produktionsmidlers overgang til samfundseje. Samme år stiftede han »Demokratisk Forbund«, som to år efter gik over til »Socialdemokratisk Forbund«. Det var til en begyndelse kun en lille kreds, der søgte at slå til lyd for socialismen; foruden Hyndman var der bl.a. miss Helen Taylor, en steddatter af John Stuart Mill, og Herbert Burrows. Men de udfoldede en ivrig agitation; de holdt møder på gadehjørnerne og i smålokaler, de udspredte flyveskrifter og stiftede ugebladet »Justice« (»Retfærdighed«). De forklarede arbejderne, at når overproduktion medførte savn og nød, så var det, fordi produktionen ikke rettede sig efter samfundets behov, men kun tjente til profit for kapitalisterne.

Og de herskende tilstande frembød den bedste illustration til deres ord. Efter et kort forretningsopsving i 1883-84 fulgte en langvarig, forfærdelig krise. Den samlede vareproduktion sank på tre år med henved to tredjedele, mange skibsværfter lukkede. Tusinder og atter tusinder af arbejdere led med deres hustruer og børn den bitreste nød. På den internationale fagforeningskongres i Paris i 1886 gav den forsigtige fører for bomuldsspinderne i Lancashire, James Mawdsley, et meget mørkt billede af tilstanden. Han forstod ikke socialismen, sagde han, men han burde måske have studeret den. De engelske arbejdere var ikke så fremskredne som arbejderne på fastlandet, men det var gået op for dem, at de egentlige producenter ikke fik den del af rigdommene, som de selv havde skabt. Og generalsekretæren for flintglasarbejderne henviste til de revolutionære rørelser, der gjorde sig gældende. Hvorfor, skrev han, skal f.eks. lord Dudley arve kulminer og jord, som daglig indbringer 18,000 kroner, når kulgraverne, som arbejder for ham, må slide hele ugen for næppe at kunne friste livet?

Der udkom netop samtidig nogle skrifter af velmenende menneskevenner, som beskrev den såkaldte »udsvedningsindustri« og den londonske elendigheds huler. Ved udsvedning forstår man den fremgangsmåde, at en hjemmearbejder f.eks. for en skrædderforretning fordeler arbejdet videre på anden-tredje hånd, hvorved lønnen pines ned til næsten intet. Det var gyselige ting, der her gik i svang, og et skrift med titlen »Det bitre skrig fra det udstødte London« afslørede ikke blot for middelstanden, men også for de faglærte arbejdere hele områder af industrielt liv, som lå langt udenfor fagforeningernes rækkevidde. »Øst-London,« hedder det, »ligger gemt bag et hemmelighedsfuldt forhæng, hvorpå allehånde frygtelige billeder er malede: sultende børn, mishandlede kvinder, mænd, der træller uden ophør nat og dag, alle drukkenskabens og lastens optrin, handlinger af umenneskelig grusomhed, forbrydelsens, hjemløshedens og fortvivlelsens hjerteskærende scener.« En stor købmand og skibsreder ved navn Charles Booth iværksatte i 1886 for egen regning en statistisk undersøgelse af sociale forhold i London. Han kom til det resultat, at i denne verdens virksomste og rigeste by levede som regel 1 1/4 million mennesker under fattigdomslinjen, det vil sige henved en tredjedel af befolkningen befandt sig i en tilstand af bestandig armod, som ikke blot udelukkede de simpleste betingelser for civilisation, men som ligefrem var uforenelig med fysisk sundhed og arbejdsevne. Overfor disse kendsgerninger nyttede det ikke at trøste sig med, at fattigdommen kom af drukkenskab og last, thi man kunne ikke bryde staven over en tredjedel af Londons befolkning.

Ved så grufulde afsløringer, bekræftede af arbejdernes daglige erfaringer, fik den socialistiske agitation vind i sejlene. Socialisterne var jo de eneste, som pegede på en virkelig løsning af det sociale spørgsmål. Hvad havde man haft ud af de radikales løfter om et tusindårsrige, når blot der kom frihandel; hvad havde man ud af den politiske frihed, af den udvidede valgret, ja selv af fagforeningerne, således som de hidtil var ledede? Liberalismen havde spillet ynkeligt fallit. Der sad en liberal regering ved roret, men den gjorde intet for at afhjælpe nødstilstanden, den prøvede ikke engang på at lette skattebyrderne. Og fagforeningerne var skrumpet ind til syge- og begravelseskasser, ude af stand til at værne arbejderne mod nedsættelser af lønnen og forlængelser af arbejdsdagen.

Misfornøjelsen ulmede, og snart slog den ud i lyse luer. To unge, energiske medlemmer af Maskinarbejdernes Fagforbund, John Burns og Tom Mann, drog landet igennem og angreb på det hæftigste forbundets virksomhed. »Hvor længe endnu vil i give jer tilfreds med jeres fagforeningers bangebuks politik«, tilråbte Tom Mann arbejderne i juni 1886. »Den sande politik, angrebets politik, synes fuldstændig at være forsvundet af deres synskreds. Det gennemsnitlige fagforeningsmedlem i vore dage er en mand med forbenet hjerne, enten fuldstændig sløv eller også understøtter af en politik, som direkte spiller de kapitalistiske udbyttere i hænderne. Jeg bærer min del af min fagforenings arbejde, men hvis man fortsætter ad samme bane, nødes jeg til den anskuelse, at det er at spilde sine kræfter. Og jeg er overbevist om, at tusinder tænker som jeg.«

»Således som fagforeningen nu er indrettet,« - skrev John Burns i september 1887 - »bærer den spiren til sin opløsning i sig selv. Ved at påtage, sig forpligtelser og ansvar, som kun staten eller hele samfundet kan bære, nemlig sygdoms- og alderdomsunderstøttelser, bliver de større foreninger fuldstændig trykket til jorden, idet de pålægger deres medlemmer en utålelig skat. Dette lammer dem i den grad, at de ofte finder sig i overgreb fra arbejdsgivernes side. Følgen er, at de ikke længere står som foreninger til opretholdelse af arbejdets rettigheder, men at de kun tjener til at lette skatterne for de mellemste og højere klasser.«

Med disse angreb begyndte den »ny retning« i fagforeningsbevægelsen sin agitation mod den gamle. Imidlertid havde heller ikke de rent faglige foreninger - bjergmændene og bomuldsarbejderne i det nordlige England - vist sig i besiddelse af modstandskraft i de dårlige tider, og jordbunden var således frugtbar for den socialistiske reformplan, der begyndte med 8-timersdagen og endte med produktionsmidlernes overgang til samfundet. Agitatorernes tro og begejstring fandt villigt øre hos de skuffede arbejdere, og en række begivenheder i årene 1886-89 gav den ny forkyndelse et mægtigt eftertryk. I februar 1886 opfordrede lederne af »Socialdemokratisk Forbund« de arbejdsløse i London til at samles på Trafalgar Square - hovedåren i Londons gadesystem - for derfra at drage til Hyde Park og således udstille deres elendighed for den fornemme verdens øjne. Til skræk og rædsel for alle besiddende borgere stimlede tusinder af pjaltetklædte skikkelser med uhyggeligt truende miner sammen midt i det fornemme kvarter med dets kostbare forretninger og adelige klubber. John Burns talte fra fodstykket af Nelsons monumentet om statens forpligtelse til at sætte offentlige arbejder igang for at mildne nøden. Han blev under stormende tilslutning løftet på skuldrene af to mænd og båret gennem menneskehavet. Men på vejen fra Trafalgar Square til Hyde Park blev der slået nogle ruder ind og plyndret nogle butikker i de fine gader Piccadilly og St. James Street, og ved det næste søndagsmøde af arbejdsløse i Hyde Park sprængte det beredne politi ind i mængden og huggede ned for fode, tirret ved synet af den røde fane, som for første gang udfoldedes i London.

Regeringen lod førerne for »Socialdemokratisk Forbund« - Hyndman, Burns, Champion og Williams - tiltale for at have hidset til oprør, og retssagen imod dem vakte hele landets opmærksomhed for deres ideer. De blev alle frifundne. John Burns udgav sin forsvarstale i et lille skrift, »Manden med den røde fane«, som fandt rivende afsætning. Møderne af de arbejdsløse fortsattes under stadige tumulter lige til november 1887, da politidirektøren i London forbød alle forsamlinger på Trafalgar square, hvor agitatorerne i en menneskealder uhindret havde talt til folket. Dette angreb på talefriheden fra en konservativ regerings side - efter at dens liberale forgænger havde gjort flere mindre forsøg i samme retning - vakte ikke blot harme hos socialisterne, men også hos de radikale. Trods politiforbudet blev der søndag d. 13 november 1887 foranstaltet en kæmpedemonstration på det sædvanlige sted. Denne dag er optegnet i de engelske arbejderes årbøger som »Den blodige søndag«, et moderne sidestykke til den gamle Peterloo-affære. Med politiknipler, kavallerisabler og infanterigeværer blev folkemassen drevet fra hinanden på Trafalgar Square og i Hyde Park. John Burns og det radikale parlamentsmedlem Cunningham Graham, som brød igennem politiets rækker, blev arresterede og dømte til seks ugers fængsel.

Bevægelsen fra London forplantede sig ud i provinserne; overalt optrådte socialistiske talere. For de ufaglærte arbejdere - arbejdsmændenes uhyre hær - var det ny korstog et befrielsens budskab. »Den dumme fornemhed overfor daglejerne« - skrev John Burns - »er skyld i, at fagforeningerne taber så mange kampe.« Men socialismen samlede ikke blot arbejdsmændene; det knagede også i de gamle fagforeningers fuger. De yngre medlemmer var misfornøjede med de ældres uvirksomhed og forlangte, at foreningerne skulle tage parti for socialismen. En gammel Internationale mand og ven af Karl Marx ved navn Adam Weiler havde allerede på kongresserne i 1878-79 talt for arbejdstidens begrænsning ved lov og jordens nationalisering; senere havde Henry Georges agitation gjort sig gældende, nu voksede socialdemokratiet år for år. I 1887 erklærede Tømrernes Fagforbund sig for 8-timersdagen, og det store Bjergarbejderforbund delte sig skarpere og skarpere i to lejre, hvoraf den ældre (i Northumberland og Durham) vedblev at holde på glidende lønskalaer og ubestemt arbejdstid, medens den yngre (i Yorkshire og Lancashire) sluttede sig til kamppolitiken med krav på minimalløn og lovbegrænset arbejdstid. Følgen var, at den ældre skrumpede ind, medens den yngre voksede fra 36,000 medlemmer i 1888 til 96,000 næste år og til over 200,000 i 1893, hvorved den blev Englands mægtigste fagorganisation. Den ny retning trængte sejrrig frem på fagforeningernes årlige kongresser; i 1888 vedtoges for første gang en beslutning om 8-timersdagens indførelse ved lov og om jordens nationalisering. På den Internationale kongres i London samme år var blandt de engelske delegerede erklærede socialister som fru Annie Besant, John Burns, Tom Mann og Keir Hardie.

Men skønt de gamle foreninger havde tabt slaget, vedblev de i politisk henseende at repræsentere fagbevægelsen gennem den såkaldte »parlamentariske komité,« og der opstod derved et besynderligt forhold. Komiteen lod ganske rolig de revolutionære beslutninger ligge eller foretog i hvert fald intet alvorligt for at føre dem ud i livet. Socialisterne gik derfor ud på at få komiteen afsat; på kongressen i Dundee i 1889 skulle slaget stå. Men de angreb, der rettedes imod komiteens medlemmer, antog en så personlig og fornærmelig form, at de fik den modsatte virkning; socialisterne led fuldstændigt nederlag, den gamle retning havde tilsyneladende vundet sejr - men i samme øjeblik foregik der en begivenhed, som forvandlede hele fagforeningernes verden. Det var dokstrejken i London.

Ingen, som har oplevet hine dage, omend på fjernt hold, glemmer denne vældige rørelse med dens grufulde afsløringer af verdensstadens elendighed og med dens genoprejsning af en undertrykt og udpint, til det yderste forkommen menneskeklasse. Forspillet var de arbejdsløses demonstrationer på Trafalgar Square. Fru Annie Besant havde deraf taget anledning til at udgive et lille ugeblad, som hun kaldte »Bindeleddet« (The Link), og her skrev hun i sommeren 1888 nogle artikler om de umenneskelige kår, hvorunder tændstikarbejderskerne levede. Det kom til en strejke, som i begyndelsen syntes håbløs, men som takket være fru Besants og Herbert Burrows utrættelige energi vakte en så stærk deltagelse hos publikum, at fabrikanterne efter fjorten dages forløb gav efter for trykket af den offentlige mening. Følgen var, at gasarbejderne i London nu blev organiserede af John Burns, Tom Mann og Benjamins Tillett med bistand af gasarbejderen William Thorne. I maj 1889 stiftedes et forbund af »Gasarbejdere og Arbejdsmænd«; det fik mange tusind medlemmer og gik i august samme år i strejke for arbejdsdagens nedsættelse fra tolv til otte timer. Spændingen var stærk, men til almindelig overraskelse gav direktørerne efter uden kamp og bevilgede endda en lille lønforhøjelse. 8-timersdagen har siden da været gældende for næsten alle engelske gasværksarbejdere.

Disse heldige resultater førte til fornyede anstrengelser for at drage dokarbejdernes kæmpehær ind i fagforeningernes rækker. To år i træk havde de mest bekendte socialister i London hver morgen i dæmringen begivet sig ned til bredderne af Themsen for at præke organisation blandt de pjaltetklædte, frysende og sultende skarer af »tilfældige«, som trængtes foran dokkernes porte i håb om at blive antagne til en dags eller blot nogle timers arbejde. De, som engang er blevet dokarbejdere,« skrev en iagttager, »er tabte for enhver bedre samfundsorden. Over portene til Londons dokker kunne man med rette skrive: »I, som træder herind, lader håbet fare!« Det syntes i virkeligheden håbløst at ville organisere disse halvvilde, sammenløbne menneskehorder. Men et tilfælde kom til hjælp. Der opstod en strid om timebetalingen ved Syd Vest India Dokken, og d. 12 august 1889 gjorde arbejderne dér strejke. Ben Tillett, som netop hersede med pakhusarbejderne, kaldte sine venner John Burns og Tom Mann til hjælp og opfordrede alle de andre dokarbejdere til at tage kampen op. Strejken bredte sig med lynets fart ud over alle dokkerne nord for Themsen. I løbet af tre dage havde ti tusind arbejdere som én mand nedlagt det usikre og usselt betalte arbejde, som de morgen efter morgen havde kæmpet for ved dokportene. De to mægtige foreninger af »stuvere« (bedre betalte arbejdere, som lader skibene) gjorde fælles sag med »dokkerne«, og en uge efter havde alle arbejdere på begge bredder af Themsen sluttet sig til strejken.

Ved det enestående førertalent og organisationsarbejde, som John Burns under disse forhold lagde for dagen, blev verdens største havn i fire uger fuldstændig lammet. I demonstrationstog på et halvt hundredtusind mand drog de strejkende gennem øst-Londons gader under røde faner og fagforenings-bannere. På høje pigkæppe bar de et sort stykke brød med påskriften »Dokarbejderens frokost« eller et par stykker brød og en sild med påskriften »Dokarbejderens middag«. På en byldt af klude, som bares på en høj stang, stod skrevet: »Dokarbejderens barn«. En iagttager skrev ved synet af dette tog: »Vi begynder at forstå, at ingen bog kan give os en forestilling om, hvad londonsk arbejderelendighed vil sige.« Mens toget skred frem, kom folk ud fra høkerbutiker og gårdkøkkener og fordelte levnedsmidler blandt de forbidragende. Og ikke blot i Øst-London, i det fattige Whitechapel, hjalp man de strejkende; en elektrisk gnist af sympati med de fattige dokarbejdere tændte i alle samfundsklasser en sand begejstring. Bidragene flød rigeligt. En indsamling på henved 1,800,000 kr. satte John Burns i stand til ikke blot at fordele strejkeunderstøttelser efter et uhyre vidtløftigt system til dokarbejderne selv, men også til at bestikke skruebrækkerne. Med enstemmig støtte af den offentlige mening trådte endelig ærkebispen af Westminster, den »kristelige socialist« kardinal Manning og parlamentsmedlem Sydney Buxton til som mæglere og tvang dokkernes direktører til at indrømme arbejdernes fordringer. Strejken var vunden, men den havde også vakt en hidtil ukendt genklang både i den gamle og den ny verden. Alene fra Australien kom 540,000 kr..

Hovedæren for sejren tilkom John Burns. Han er den mest udprægede og mest sympatetiske skikkelse i den moderne engelske arbejderbevægelse. Født i Vauxhall ved London i 1858, søn af en skotsk maskinarbejder, kom han 10 år gammel i lære på et lysestøberi, derefter i en kedelsmedje og blev så maskinarbejder. Hans kundskabshunger var allerede i drengeårene så grådig, at den undertiden fik ham til at glemme den legemlige sult. Ikke sjældent måtte han med en slunken mave bøde for erhvervelsen af en eller anden fristende bog, som han var falden over i antikvarens bod. Engang i hans læretid stod han med sine få skillinger på lommen overfor valget imellem et par højst fornødne støvler eller en filosofisk bog, som hed »Er livet værd at leve?« Han foretrak bogen for støvlerne. Robert Owens og Stuart Mills værker var hans fortrolige omgangsfæller, men hans yndlingsforfatter var Carlyle, hvis bidende sociale spotteskrift »Den lappede Lappeskrædder« han kendte ud og ind. Med levende beundring omfattede han sin skotske navnefætter Robert Burns, hvis friske sange er udsprungne af så folkelige kilder, men også Shelley og den amerikanske lyriker Walt Whitman, demokratiets sanger, hørte til hans yndlinge. Men digteren og drømmeren var hos John Burns som hos alle Englands betydelige skikkelser forenet med den praktiske virkeligheds håndfaste mand. Allerede i 1876 kom han i konflikt med politiet, fordi han havde talt på Clapham Fælleden ved Battersea, en forstad til London.

Hjemkommen fra en tur til Afrika, hvor han arbejdede et år i en damper på Nigeren og havde god tid til at læse, kastede han sig over den faglige organisation efter først at have været afholdsagitator. Han arbejdede sammen med en forhenværende kommunard, Victor Delahaye, som påvirkede ham stærkt i socialistisk retning, og i 1883 trådte han ind i det nystiftede »Socialdemokratisk Forbund« og blev snart et af dets mest fremragende medlemmer. I 1885 stillede han sig i West Nottingham som socialistisk kandidat til Underhuset og fik 598 stemmer. I de følgende år var han fører i agitationen for de arbejdsløse og kom, som vi har set, til sidst 6 uger i fængsel. Hans virksomhed under den store dokstrejke var beundringsværdig. Det kostede en uhyre kraftopbydelse at opretholde disciplinen blandt de vældige skarer af »tilfældige«, sammenløbne arbejdere, men John Burns undte sig heller ikke et øjebliks rast, han var på færde overalt, opmuntrende de modløse, fængslende de sløve ved sin djærve veltalenhed, sit lune og sit billedrige sprog, opildnende alle ved sin harme, sin begejstring, sin kampiver, styrende den urolige flok ved sin myndighed, indsamlende og uddelende penge, overskuende, ordnende og ledende alt med en feltherres blik. Og arbejderne fulgte ham som én mand, fordi de i hans skikkelse så alle deres egne følelser, ønsker og forhåbninger personliggjort; i hele nationen gav hans virksomhed genklang, fordi man følte, at denne mand - bredskuldret, undersætsig, halvt smed, halvt sømand - var et udtryk for nogle af det engelske folks bedste egenskaber.

Efter strejkens lykkelige slutning tilbød en velhavende meningsfælle at give Burns penge til en længere rekreationsrejse. Men Burns afslog det og nøjedes med at tage en uges tid ud til kysten ; det kostede ham kun en halv snes kroner. Samme år (1889) valgtes han til medlem af det nyoprettede Londons grevskabsråd, en overkommunalbestyrelse for hele byen. I denne stilling, som han stadig beklæder, har han udfoldet en betydningsfuld virksomhed for at fastsætte ordentlige betingelser for kommunalt arbejde, afskaffe entreprenører osv. I 1892 valgtes han som socialistisk kandidat for Battersea ind i Underhuset med stor majoritet. Han virkede her blandt andre reformer for 8-timersdagens indførelse i alle statens værksteder. Han genvalgtes til Underhuset i 1895 og i 1900 i den samme kreds.

Ikke så snart havde dokarbejderne vundet deres strejke, før arbejdsmændene i alle mulige andre »fag også dannede foreninger. Den lille forening af Thelager-arbejdere, som Ben Tillett havde stiftet, voksede til et vældigt »Dok, Værfts- og Pakhusarbejder Forbund«. På samme måde gik det med Gasarbejderne, Jernbanearbejderne og »Matrosernes og Fyrbødernes Nationale Forbund«. I løbet af et år voksede fagforeningernes hær med over 200,000 rekrutter af såkaldte ufaglærte {unskilled) arbejdere. De nye foreninger skrev kamp på deres program. »Vi yder kun én slags understøttelse til vore medlemmer,« erklærede Gasarbejdernes Forbund, »og det er strejkeunderstøttelse«. De gamle fagforeningsledere kunne ikke længere modstå den fremtrængende socialisme. John burns og Tom Mann var dagens løver. Kongressen i Liverpool i 1890 var en afgørende sejr for den ny retning.

Men den behøvede nu ikke længere så voldsomme agitationsmidler som i begyndelsen for at ruske masserne vågne. Det var jo »Socialdemokratisk Forbund«, der havde givet stødet til bevægelsen, og Hyndman havde erklæret, at den sociale omvæltning stod lige for døren; det gjaldt for arbejderne om at styrte et tyranni, som var værre end slaveriet i oldtiden med dets køb og salg af mennesker; det engelske proletariat skulle stå rede til at fejre hundredåret for den store Franske Revolution. Det gik imidlertid anderledes. Den revolutionære bevægelse blev netop i 1889 ledet ind i roligere kanaler. Tanken om en generalstrejke flakkede vel op et øjeblik, men slukkedes straks igen. John Burns blev optagen af sin kommunale virksomhed; Tom Mann blev formand for dokarbejderne, og begge gjorde den erfaring, at de industrielle og sociale forhold ikke lod sig forvandle med ét slag. Det kom under disse omstændigheder til et brud imellem »Socialdemokratisk Forbund« og de to mænd, som blev heftigt angrebne af deres gamle kammerater. Den politik, som Burns og Mann slog ind på, viste sig dog at være den holdbareste. Dens formål var at erobre de bestående samfundsindretninger, at lære arbejderne at bruge deres politiske og kommunale valgret til at sætte deres krav igennem i lovgivningen og forvaltningen. Denne praktiske reform socialisme fandt sin væsentligste støtte hos det såkaldte »Fabiske Selskab«, som senere skal omtales.

Det så ud til at skulle lykkes John Burns og Tom Mann at gennemtrænge fagforeningerne med socialistiske ideer. Efter forretningsopsvinget i 1889 fulgte ganske vist atter dårlige tider, som løsrev en mængde ufaglærte arbejdere fra de nye organisationer og medførte tab af vundne fordele, men der havde fundet en åndelig genfødelse sted, som kom hele fagforeningsbevægelsen til gode. Fra år til år vinder socialismen fremgang på kongresserne. I 1893 fik en beslutning om produktionsmidlernes nationalisering for første gang flertal (i Belfast), og på kongressen i Norwich året efter vedtoges med 219 stemmer mod 61, at det måtte betragtes »som et livsspørgsmål for bevarelsen af den britiske industri at nationalisere jord og grund samt produktions-, handels- og omsætningsmidler.« Det blev pålagt den parlamentariske komité at påvirke lovgivningen i denne retning, og John Burns, som valgtes til komitéen med det højeste stemmetal, greb ved mødets slutning dirigentklokken og udtalte de berømte ord: »Med denne stormklokke ringer jeg de gamle overleveringer ud og de nye ind i den engelske arbejderbevægelse!«

Tilsyneladende var da Englands fagforeninger med flyvende faner og klingende spil gået over til socialismen, men det var nærmest en øjenforblændelse, der ikke svarede til de sande forhold. Den »gamle retning« var mere sejlivet end som så. Den parlamentariske komité foretog et slags statskup, hvorved den forandrede forretningsordenen på to væsentlige punkter: til delegerede kunne kun vælges mænd, som arbejdede ved deres fag eller var embedsmænd ved deres fagforening - derved udelukkedes bl.a. John Burns og Tom Mann fra kongresserne - og afstemningerne skulle ikke længere foregå ved håndsoprækning, men skriftligt med en stemme for hver tusind repræsenterede medlemmer. På den næste kongres i Cardiff i 1895 sikredes der ved denne ordning maskinarbejdernes syv delegerede 77 stemmer, minearbejdernes 33 delegerede 166 stemmer, to jernbanearbejdere 42 stemmer, osv.. Følgelig kunne »de gamle« slå socialisterne ned, og formanden for den parlamentariske komité, Holmes, udtalte sin glæde over, at kongressen nu var blevet »respektabel« igen ligesom i gamle dage.

Der var i virkeligheden indtrådt en slappelse ovenpå det stærke opsving. »Socialdemokratisk Forbund« var ude af stand til at lede den bevægelse, det havde kaldt til live; der krævedes en mere forsigtig taktik, og i 1893 havde derfor Keir Hardie sammen med Tom Mann og flere andre på et møde i Bradford stiftet »Det Uafhængige Arbejderparti«, hvis program var rent socialistisk, men hvis virkemidler skulle være praktisk politik og gradvise reformer. Ved alle politiske og kommunale valg skulle der opstilles selvstændige arbejderkandidater. Dette forsøg på at skabe et moderne socialdemokrati fandt i begyndelsen kun ringe tilslutning hos fagforeningerne; partiet fik ganske vist ved valgene til Underhuset i 1895 opstillet 28 kandidater, men ikke én gik igennem; Keir Hardie mistede endog sin gamle kreds, og John Burns blev kun valgt ved de liberales hjælp. Da der året efter fandt et udfyldningsvalg sted i Halifax, hvor Tom Mann stillede sig, havde man det særsyn, at flere arbejderrepræsentanter i Underhuset, gamle fagforeningsledere, understøttede hans liberale modkandidat. De foretrak en kapitalist frem for en socialist.

Imidlertid udfoldede »Det Uafhængige Arbejderparti« en virksom agitation, og jordbunden blev efterhånden gunstigere. I sommeren 1896 afholdtes der i London en international socialdemokratisk kongres. Der fandt en mægtig procession sted til Hyde Park, hvor fagforeningerne mødte med deres faner, og Bebel opfordrede under stormende bifald de engelske arbejdere til at danne et socialdemokrati. Den vågnende klassefølelse gav sig også udslag, da Maskinarbejdernes Forbund samme år vedtog at støtte de strejkende dokarbejdere i Hamborg med 9000 kr.. I den kort efter følgende, rædselsfulde hungersnød i Indien fandt de engelske socialister ligeledes et brugbart agitationsstof på møder over hele landet beviste de, at det var England selv, der havde fremkaldt hungersnøden; thi på samme tid som der blev samlet 900,000 kr. sammen til at understøtte de nødlidende, plyndrede de engelske kapitalister den indiske befolkning for 144 millioner kroner.

Og endelig opstod der i sommeren 1897 en mægtig lønkamp, som påkaldte hele arbejderverdenens opmærksomhed. Det var selve Maskinarbejdernes gamle Fagforbund, som var i ilden. Det havde i 1871 gennemført en 9-timers-arbejdsdag, og denne var i de fleste provinsbyer blevet forkortet til otte timer. Samtidig var 8-timersdagen blevet indført på statens værfter og tøjhuse. Nu stillede maskinsmedene i London ligeledes fordring om en 8-timersdag, og hvor den nægtedes, blev arbejdet nedlagt. De store maskinfabrikanter sluttede sig sammen og svarede med en lockout. Tallet af arbejdsløse voksede til 90,000 mand, hvoriblandt en mængde uorganiserede, som imidlertid fik støtte fra fagforbundet. Kampen varede i seks måneder. Da den var på sit højdepunkt, blev der udbetalt 720,000 kr. om ugen til arbejderne, deraf kom alene de 468,000 kr. fra Maskinarbejderforbundets kasse. Der bestod imidlertid den bestemmelse, at 1 million 260,000 kr. under ingen omstændigheder måtte anvendes til strejkehjælp, men skulle blive i kassen til alderdomsunderstøttelser, og da der ikke længere var håb om at skaffe de fornødne midler, endte kampen med nederlag for arbejderne. Forbundet havde ved strejkens begyndelse 92,000 medlemmer og 6 millioner 300,000 kr. i kassen. Det har i de senere forløbne år genvundet omtrent det samme medlemsantal og en endnu større formue.

På fagforeningskongresserne i Birmingham 1897 og i Bristol 1898 vandt forslaget om socialisering af jord, bjergværker, kanaler og alle produktionsmidler« ligeledes tilslutning, men det var dog først på kongressen i Plymouth 1899, at dette program fik praktisk betydning. Her lykkedes det endelig »Det Uafhængige Arbejderparti« at få nedsat et udvalg, som skulle træde i forbindelse med andre arbejderorganisationer - forbrugsforeninger og socialistiske foreninger - for ved samvirken med disse at sørge for arbejdernes repræsentation i parlamentet. Dette udvalg indkaldte til en landdag, som afholdtes i London d. 27/28. februar 1900. Fagforeningerne af den gamle retning holdt sig tilbage, men alle afdelinger af den politiske arbejderbevægelse var repræsenteret. Forsamlingen vedtog, at arbejderorganisationerne skulle opstille deres egne kandidater, uafhængige af liberale og konservative. De delegerede for »Socialdemokratisk Forbund« ønskede et socialistisk program fastslået som grundlag for sammenslutningen, men dette forslag blev forkastet som overflødigt. Det måtte betragtes som givet, at man kun kunne understøtte kandidater, som i alle praktiske spørgsmål stillede sig på socialistisk grundlag, men ved en udtrykkelig erklæring i den retning udsatte man sig for at genopvække den gamle strid. Den forsigtige taktik sejrede. Der nedsattes en komité (Labour Representation Committee) bestående af syv fagforeningsmænd og fem repræsentanter for de socialistiske foreninger til at gennemføre mødets beslutninger og sætte bevægelsen i gang. De tiltrædende foreninger skulle betale 10 shilling (9 kr.) årlig for hver 1000 medlemmer. Dermed var grunden lagt til et politisk arbejderparti i England - et socialdemokrati i moderne forstand. Selve »Socialdemokratisk Forbund« trak sig ganske vist ud af komiteen, men det har ikke forandret dens karakter. Den består nu af ni delegerede for fagforeningerne, to for »Det uafhængige Arbejderparti« og en for »Det Fabiske Selskab«.

Ved valgene i oktober 1900 var komiteen endnu ikke færdig med sine forberedende arbejder; valgafgifterne i England er meget betydelige. Desuden lagde krigen i Sydafrika beslag på den offentlige opmærksomhed; patriot-politikerne fyldte luften med deres vilde hyl, og valgkampen blev for en stor del en kamp for og imod militarismen. Under disse omstændigheder fik den nydannede komité kun valgt to af sine kandidater, nemlig Keir Hardie og Richard Bell, formanden for Jernbanefunktionærernes Forbund. Hertil kom John Burns, der ikke var opstillet af komiteen. Det var ialt kun tre erklærede socialdemokrater, der fik sæde i det ny Underhus. De øvrige kandidater opnåede ganske vist anseelige mindretal, men i det store og hele viste de engelske arbejdere sig endnu så langt tilbage i politisk forståelse, at de ved deres afstemning skænkede det konservative parti sejren.

De fik snart dets kærlighed at føle. De engelske storkapitalister havde under konkurrencen med den amerikanske og tyske industri længe haft et godt øje til arbejdernes faglige organisationer. Kampen mod maskinarbejderne i 1897 var et udslag af den gærende forbitrelse, som efterhånden voksede sig stærkere og stærkere. I blade og tidsskrifter rettedes der stadige angreb på fagforeningerne, som »ødelagde den engelske industri«, og stemningen fik til sidst udtryk i to højesteretsdomme, der truede med at berøve arbejderne selve den ret til strejke, som de havde opnået ved fagforeningernes lovlige anerkendelse i 1875. Det var i sommeren 1901, at følgende begivenheder fandt sted.

Jernbanefunktionærerne ved Taff-Dal-Banen i Wales gjorde strejke, og selskabet anlagde i den anledning skadeserstatningssag mod fagforbundet, fordi det forhindrede tilgang af arbejdskraft. Der var ikke sket noget brud på overenskomst fra forbundets side; der fandt ingen overgreb eller voldshandlinger sted, kun fredelig udstilling af strejkevagter. Dommeren erklærede ikke desto mindre, at fagforbundet som sådant var ansvarligt for sine medlemmers handlinger. Sagen blev appelleret gennem to instanser, som forkastede denne kendelse; til sidst gik den til Overhuset, der ved visse lejligheder - gennem en nedsat komité - fungerer som Højesteret. Spændingen i landet var uhyre. Overhuset stadfæstede kendelsen (d. 22. juli 1901), og jernbaneselskabet skyndte sig at forlange den beskedne sum af 360,000 kr. i erstatning af fagforbundet. Kort efter blev denne retsafgørelse yderligere fastslået ved en ny Overhusdom. En slagter Leathem i Belfast havde en svend, som ikke var medlem af sin fagforening. En slagtersvend ved navn Quinn forlangte sammen med flere andre fagforeningsmedlemmer, at han skulle afskedige denne svend. Mesteren vægrede sig ved det, og Quinn og hans kammerater underrettede derfor andre slagtere om, at hvis de havde forretningsforbindelse med Leathem, ville deres svende nedlægge arbejdet. Denne boycotting varede i to år. De irske domstole og Overretten tilkendte slagtermesteren en skadeserstatning på 3600 kr., og Overretten stadfæstede - d. 5 august 1901 - denne dom i henhold til lovens bestemmelser om »sammensværgelse i ondskabsfuld hensigt«. Med andre ord: en fagforening erklæredes ansvarlig for de tab, som en arbejdsgiver led ved strejke eller boycotting. Den lovbeskyttelse, som fagforeningerne i de sidste tredive år havde følt sig trygge ved, var pludselig omstødt. Arbejdsgiverne kunne tage sig deres tab betalt af foreningernes kasser, selvom disse var bestemt til understøttelser for arbejdsløse, syge og gamle! Professor Frederic Harrison skrev i »Positivist Reuiew« en artikel, hvori han betegnede disse domme som fagforeningernes dødsdom. »Men man kan ikke tillade sig den luksus at føre krig i årevis med bortødslen af hundreder millioner pund, at foragte forfatningen og kvæle al reformlovgivning« - sagde han - »uden at ryste samfundet i dets grundpiller«.

Imidlertid måtte Overhusets domme få den gode virkning at ruske fagforeningernes medlemmer op til forståelse af, hvor nødvendigt det var for dem at skaffe sig politisk magt og indflydelse gennem selvstændige arbejderrepræsentanter. På kongressen i Swansea i september 1901 kom denne forståelse ganske vist endnu ikke tilstrækkelig klart og skarpt frem, dertil havde dvalen været for lang og tung, og endnu d. 26 september 1901 havde man ved et udfyldningsvalg i Lanarkshire, i en arbejderkreds, det særsyn, at en konservativ imperialist blev valgt med dobbelt så mange stemmer som »Det uafhængige Arbejderpartis« kandidat, sekretæren for de skotske bjergarbejdere. Imidlertid agiterede valgkomiteen energisk for at banke politisk forståelse ind i arbejderne. Kan i ikke indse - sagde den - at når det er ulovligt for fagforeningerne, under straf af skadeserstatning, at forhindre tilgang til dårlige arbejdsgivere, medens arbejdsgiverne på deres side har lov til at føre »sorte bøger« over arbejderne og udelukke fagforeningsmedlemmer uden forpligtelse til erstatning - så er lovgivningen en klasselovgivning i kapitalisternes interesse, og så må arbejderne også slutte sig sammen til klassekamp.

Der har da også nu i den sidste tid vist sig tegn på, at denne forståelse endelig begynder at vågne hos de engelske arbejdere. Valgkomiteen har vundet tilslutning hos henved halvdelen af fagforeningernes to millioner medlemmer, og i bidrag til valgudgifter anslås der foreløbig at ville indkomme 54,000 kr. om året. Minearbejdernes Forbund har endnu ikke sluttet sig til komiteen, men sammenskyder alene for sit vedkommende over 300,000 kr. om året til et valgfond og forbereder opstillingen af henved 40 kandidater. Kommer der først for alvor politisk drift i fagforeningernes vældige hær, vil den uundgåelig medføre en gennemgribende forskydning i det engelske samfundsliv; det vil da føles, at de nuværende to partier spiller deres skakspil på ryggen af en kæmpe, som blot behøver at gøre en bevægelse for at vælte spillet over ende.

Og som sagt - der er tegn og varsler om, at kæmpen begynder at røre på sig. D. 1 august 1902 foregik der et udfyldningsvalg i Clitheroe i Lancashire - bomuldsindustriens gamle egn, hvor fabrikkerne først fortrængte den huslige værkflid, og hvor der gennem hundrede år foregik så mange dybe og skæbnesvangre omvæltninger. Lancashire - det var kapitalismens forjættede jordbund, og Clitheroe kredsen havde da også i lange tider været en af det liberale partis fæstninger, dens repræsentant i Underhuset en type på de gamle manchestermænd. Han følte sig imidlertid ikke længere sikker i sadlen og foretrak da frivilligt at nedlægge sit mandat. Der måtte altså vælges en ny repræsentant, og fagforeningerne i Lancashire opstillede væveren Shackleton, sekretær i vævernes fagforening, som deres kandidat. Shackleton erklærede, at han ikke stillede sig som liberal, men som tilhørende Det Uafhængige Arbejderparti. Herved kom de liberale i en højst pinlig situation. Hvis de opstillede en modkandidat, ville de lide et sikkert nederlag og ovenikøbet pådrage sig arbejderpartiets fjendskab; hvis de godvilligt veg pladsen, risikerede de, at arbejderpartiet efterhånden ville gøre krav på de bedste liberale kredse, hvorved det højere bourgeoisi ville blive stødt og kaste sig i de konservatives arme. Efter lang vaklen besluttede de liberale at holde sig udenfor valget, og da de konservative gjorde det samme, blev Shackleton valgt uden modkandidat. Det var bomuldsvæverne i Lancashire, som sagde kapitalisterne tak for sidst. De store fabrikanter havde i sin tid fordrevet spindere og vævere fra deres hjem, udpint kvinderne, mishandlet børnene. Nu var det arbejderne, der begyndte at rydde op blandt kapitalisterne. Bourgeoisiets presse var højst betænkelig ved valget i Clitheroe og talte om en genoplevelse af chartistbevægelsen. Man forstod, hvilken fare der truede kapitalistsamfundet den dag, da fagforeningerne ville sætte deres kæmpehær og deres pengemidler ind på erobringen af den politiske magt.

Måske skyldtes det denne frygt, at en ny retssag mod fagforeningerne blev pådømt til deres fordel. Kulminearbejderne i Wales havde besluttet at holde nogle dages ferie for at forebygge overproduktion med påfølgende lønnedsættelse. Som sagt så gjort. Mineejerne betragtede denne selvtagne frihed fra arbejdernes side som et indgreb i deres ejendomsret og anlagde sag mod fagforeningen med krav på en skadeserstatning af 1 million 800,000 kr., idet de henholdt sig til de af Overhuset afsagde domme. De fik imidlertid ikke medhold. Dommeren i første instans - Bigham - afviste mineejernes ublu krav med den kendelse, at der ikke forelå nogen sammensværgelse i ondskabsfuld hensigt, og at det ikke var heldigt at befordre bitre følelser mellem arbejdere og arbejdsgivere. Denne dom (af d. 7 august 1902) blev almindeligt opfattet som et tegn på, at den politiske vækkelse i fagforeningerne havde gjort et stærkt indtryk på de herskende klasser.

Således var stemningen og baggrunden, da de engelske fagforeninger mandag d. 1 september 1902 trådte sammen til deres årlige kongres i London, hvor de ikke havde været samlet siden 1881. Tiderne var hårde, store lønnedsættelser havde fundet sted i de sidste år; kapitalisterne rasede og truede; Times havde bragt en række artikler, hvori fagforeningerne fik skylden for, at den engelske industri ikke længere kunne stå sig i konkurrencen, og dertil var kommen Overhusets domme. En alvorlig stemning rådede blandt de 500 delegerede, der mødtes i Holborn Town Hall som repræsentanter for Englands 2 millioner fagorganiserede arbejdere. Men i alvoren blandede sig en lysning af håb, en god fortrøstning til kommende tider. Dagen før kongressens åbning havde der fundet en mægtig demonstration sted i Hyde Park. Trods øsende regnvejr var Londons fagforeninger draget i optog med deres bannere, og en forsamling på hundredtusind arbejdere flokkede sig i parken om tolv talerstole, hvorfra bl.a. John Burns, Keir Hardie og Shackleton talte.

»Det endelige formål for denne kongres« - sagde John Burns - »er at frigøre arbejdet fra arbejdskøberens, aktieselskabets, kapitalringens magt. Dens foreløbige mål er at organisere arbejderne for at gøre arbejdet menneskeligt og værdigt, hæve lønnen, højne kulturen. Så længe arbejderen står alene, er han magtesløs. Stormagasinerne sluger butikkerne, aktieselskaberne sluger stormagasinerne, ringene sluger aktieselskaberne. Store fisk æder små fisk, små fisk æder mudder. Fagforeningen må blive så stærk, at den kan formindske antallet af arbejdsløse ved at begrænse overarbejdet. Det kan gøres uden at skade industrien eller formindske frugtbarheden. Fagforeningen er det første middel til at forbedre levevilkårene, kommunen er det andet. Rigsdagen er det tredje. I Londons West end er der 400,000 dagdrivere, som hverken »sår eller spinder«, men dog boer i pragtfulde huse, medens 300,000 mennesker af Londons arbejdende befolkning lever i eet værelses lejligheder.« Taleren undrede sig over, at de fattige var så beskedne. Fagforeningens fredelige kamp havde afløst revolutionen. Fagforeningen beskyttede samfundet mod det barbari, hvori kapitalismen ville nedsænke det. Men så forlangte fagforeningen også fuld anerkendelse af staten, lighed for loven, frihed til at organisere. Ret til at anvende strejkens midler: fuld britisk borgerret. Det eneste svar på Overhusets domme var at afskaffe en regering af snobber, jobbere og røvere og at sætte arbejderrepræsentanter ind i parlamentet.

Keir Hardie sagde: »Underhuset er, hvad folket gør det til. Men før Underhuset kan forandres, må folkets politiske tænkemåde forandres. To millioner fagforeningsmedlemmer kan ved at ofre en ringe sum om året skabe et fond, som sætter dem i stand til at få to hundrede repræsentanter i Underhuset, og har vi først fået det, behøver vi ikke længere at traske til Hyde Park.« Massemødet sluttede med enstemmig vedtagelse af en resolution, der protesterede mod Overhusets domme som stridende mod lovens ånd og opfordrede arbejderne til at sikre sig egne repræsentanter, som var bundne til den af organisationerne anviste politik.

Næste dag trådte kongressen sammen. Et kommunalt musikkorps spillede, og forsædet indtoges af socialdemokraten W. C. Steadman, medlem af kommunalbestyrelsen for stor London (grevskabsrådet). Der oplæstes et brev fra Londons tre biskopper, som bød de delegerede velkommen og bl.a. skrev: »Det har altid været os indlysende, at der ikke gives nogen mere nødvendig eller mere virksom faktor under arbejdet for at skabe en offentlig mening med deraf følgende lykkelige resultater end den stærke, oplyste og velordnede organisation, som er dannet af håndværker- og arbejderklasserne. Vi anerkender det meget, der er blevet udrettet af de foreninger, som de repræsenterer.« Formanden for Londons grevskabsråd mødte ligeledes for at byde forsamlingen velkommen, idet han spøgende beklagede, at han ikke fremtrådte i elegant uniform med kæder og kors som overborgmesteren i City, men til gengæld repræsenterede han den store arbejdende befolkning, for hvem grevskabsrådet virkede gennem kommunale reformer. Steadman tog ordet mod de beskyldninger, der af Times var fremsatte mod fagforeningerne. Han sagde bl.a.: »Er fagforeningerne ødelæggende for den britiske industri? Jeg vover at sige nej. Hvis de var det, måtte man vel finde de tydeligste tegn på opløsningen i de fag, hvor fagforeningerne er særlig stærke, og det modsatte i de fag, hvor de kun gør sig lidt gældende. Herefter skulle da skibsbyggeriet, maskinfaget og bygningsfagene være særlig ilde farne, thi i disse fag har som bekendt fagforeningerne hidtil nået deres højeste udvikling. Det er imidlertid en kendsgerning, at disse fag aldrig har haft et tiår så rigt på fremgang som det sidste. Kan det samme måske siges om landbrugsindustrien, indenfor hvilken fagforeningernes magt er lig nul? De britiske skibsværfters produktion udgør tre fjerdedele af hele verdens produktion, medens vi selv næppe frembringer en fjerdedel af det brød, der spises i Storbritannien, og det skønt der er frugtbart land i overflod til alle sider og ledig arbejdskraft i massevis.«

Kongressen varede en uge. Den vigtigste af de beslutninger, der vedtoges, gik ud på, at valgkomiteen (labour representation committee) skal sammenkalde en konference til vedtagelse af et fælles grundlag for arbejdernes politiske virksomhed. Hvis der til denne sammenkomst vælges modne og kloge mænd, som forstår at holde ørerne stive over for det liberale partis lokketoner, så vil et engelsk socialdemokrati i moderne betydning inden længe være en kendsgerning, og dets indflydelse på Englands politik vil blive af uberegnelig virkning.

På forslag af parlamentsmedlem R. Bell, jernbanefunktionærernes formand, vedtog kongressen enstemmig en skarp protest mod Overhusets fagforeningsfjendtlige domme. I resolutionen forlangtes fuld anerkendelse af fagforeningernes lovlige ret til strejke og fredelig anvendelse af strejkevagter. En resolution om 8-timersdagen vedtoges ligeledes. Minearbejderne fra Northumberland stemte dog som sædvanlig imod, hvortil en af de delegerede bemærkede, at det var, fordi de selv kun arbejdede i syv timer, medens deres stakkels børn måtte blive en 10-11 timer i gruberne. Minearbejderne protesterede ganske vist mod denne beskyldning, men da spørgsmålet om børnearbejde kom for, viste det sig, at de ikke havde ganske rent mel i posen. De stemte nemlig imod forslaget om at forbyde alt fabriksarbejde af børn under 15 år - hvilket vedtoges med 535,000 mod 514,000 repræsenterede stemmer. De northumberlandske minearbejdere har jo altid haft visse reaktionære tilbøjeligheder.

Endvidere vedtog kongressen krav om alderdomsforsørgelse og gennemført ulykkesforsikring. Derimod forkastedes forslaget om tvungen voldgift, dvs. en ved lov indsat voldgiftsret til afgørelse af stridigheder mellem arbejdere og arbejdsgivere. For dette forslag talte særlig Ben Tillett, dokarbejdernes udmærkede organisator, som gjorde gældende, at den tvungne voldgiftsret havde vist sig at virke tilfredsstillende i New Zeeland, og at forebyggelse af strejker ville skåne arbejdernes hustruer og børn for mange bitre lidelser. Fra modsat side indvendtes imidlertid med rette, at man ikke kunne sammenligne de New-Zeelandske forhold med de engelske. Man kunne ikke vente upartiskhed hos dommere, som tilhørte de besiddende samfundsklasser og så med fjendtlige øjne på arbejdernes krav, og man turde ikke berøve arbejderstanden dens eneste kampvåben og forsvarsmiddel - strejken. Efter en meget lang debat (hvor de små og svage fagforeninger holdt på voldgiftsretten, medens de store og stærke var imod den), blev forslaget forkastet med 961,000 stemmer mod 303,000.

På kongressens sidste dag stillede cigararbejdernes delegerede følgende forslag: »Kongressen ser i trusterne (kapitalist-ringene) en alvorlig fare for samfundets velfærd og erklærer, at den eneste løsning af denne vanskelighed er at finde i de monopoliserede industriers nationalisering.« Forslaget vedtoges enstemmigt. Men af størst betydning var den tilslutning, som ideen om arbejdernes politiske repræsentation fandt på kongressen. Fagforeningernes optræden ved de kommende valg bliver en kampagne af den mest afgørende betydning. Thi når Englands arbejdere først har indset nødvendigheden af at føre klassepolitik, vil de ikke være længe om at erkende, at klassepolitik og socialistisk politik for proletariatet er ét og det samme.

Det moderne England.

Da den liberale fører Gladstone døde i maj 1898, skrev socialdemokraten Keir Hardie i ugebladet »The labour Leader«: »Hvis han havde været født hundrede år senere, end han var, står det for mig som hævet over enhver tvivl, at William Gladstone med skarp indsigt i døgnets krav og forståelse af tidens ånd ville have stillet sit talent ligeså hensynsløst i socialismens tjeneste, som han nu satte det ind på frihandelens sag. Friheden var for ham den eneste værdifulde betingelse for menneskelivet; ejendom og alt andet var ham underordnede hensyn.« Ordene var betegnende. I Gladstones politiske virksomhed afspejlede sig det moderne Englands udvikling. Som søn af en rig storkøbmand var han vokset op i konservative anskuelser; i sine drengeår havde han været vidne til den radikale folkebevægelse, der førte til chartismen og kornlovenes ophævelse. Han havde været modstander af valgreformen i 1832, som gav middelstanden i by og på land den afgørende indflydelse på Underhuset, men under behandlingen af loven om slaveriets afskaffelse i de engelske kolonier udtalte han: »Jeg betragter ikke ejendommen som en given og uforanderlig ting. Den er et produkt af det borgerlige samfund. Lovgivningen har skænket den, og lovgivningen kan atter ophæve den.«

Denne anskuelse fraveg han ikke senere. Ingen anden engelsk minister har forfægtet og gennemført love, der greb så stærkt ind i ejendomsretten. Fra konservativ modstander af det kapitalistiske Manchesterparti blev han en tilhænger af frikonkurrencen og den økonomiske selvbestemmelse, men almenhedens interesse betød mere for ham end forudfattede grundsætninger; nytte hensynet var ham det vigtigste. Når kravet på en reform havde vokset sig stærkt i folket, satte han den på sit program og førte den ud i livet; på den måde blev alle hans store reformer til. Den betydningsfuldeste var valgreformen af 1885, hvorved arbejderstanden rykkede frem til virkelig politisk magt. Det var ikke blot en politisk, men en social reform. Gladstone vidste, at han derved påtrykte lovgivningen en ny karakter, idet han gav arbejderne det våben i hænde, hvormed de kunne tiltvinge sig økonomiske forbedringer. Hans sidste parlamentstale var en protest mod den magt, som det arvelige Overhus besad - og stadig besidder - til at slå en streg over de love, som det folkevalgte Underhus vedtager. Flertallet af de liberale turde ikke følge ham i dette felttog mod Overhuset, og så var det, han nedlagde førerskabet. Senere har det liberale parti som sådant været splittet og afmægtigt. Kapitalisterne har fundet deres regning ved i forbund med de konservative at slå ind på en hensynsløs krigspolitik for at udvide og sikre sig handelsmarkedet - det er formålet med den såkaldte imperialisme. Følgerne er forøgede skattebyrder og genindførelse af toldbeskyttelse.

Under disse forhold beror frisindets fremtid i England på arbejderklassens politiske bevidsthed. Når denne har været så længe om at vågne, skyldes det netop for en væsentlig del Gladstones politik, som har været et tro udtryk for det engelske bourgeoisi. Hver gang proletariatet begyndte at blive utålmodigt og røre på sig, var bourgeoisiet beredt til allehånde indrømmelser: fabrikslove, foreningsret, valgret, som beroligede bølgerne og dyssede klassefølelsen i søvn. Af lutter beundring for Gladstones mageløse frisind glemte arbejderne at gøre brug af den politiske magt, han havde givet dem, og efter hans død lod de sig endog hvirvle med ind i den imperialistiske krigsdans. Imidlertid var der jo alligevel foregået en stor forskydning i samfundsforholdene. Kapitalismen, således som den fra først af optrådte og senere fik udtryk i Manchesterlæren, havde efterhånden måttet slå af på sine krav om ubegrænset frikonkurrence og gøre arbejderne den ene indrømmelse efter den anden. Fabrikslovene og fagforeningernes anerkendelse var ikke blot »sociale reformer«, som kapitalisterne af menneskekærlighed eller af praktiske hensyn tilstod arbejderne, men det var i virkeligheden nødtvungne brud med selve det kapitalistiske system - det var kiler, som blev dreven ind i det - eller dæmninger og bomme, hvorved den fri konkurrence indskrænkedes. Det var socialismen, der skød sine første minegange ind under det bestående samfund, idet den ubevidst begyndte at mure grunden op til et nyt.

Overgangen fra liberalisme til socialisme træder tydeligt frem hos den højt ansete nationaløkonom og filosof Stuart Mill, til hvem ikke blot England, men hele Europa i en menneskealder så beundrende op. Hans »Nationaløkonomi«, som oprindelig var et forsvar for frikonkurrencens grundsætninger, var ganske vist for hver ny udgave kommen socialismen en streg nærmere, men det var dog først i den »selvbiografi«, han efterlod sig ved sin død i 1872, at han - til bourgeoisiets forbavselse og forfærdelse - erklærede at have gjort skridtet fuldtud. »I 1829 og 1830,« fortæller han, »gjorde jeg bekendtskab med Saint-Simonisternes skrifter. Dengang var de endnu kun i deres første stadium, og de havde endnu ikke udklædt deres filosofi som religion eller udtænkt deres socialistiske plan; de havde kun lige begyndt på at undersøge spørgsmålet om arveretten. Jeg var på ingen måde forberedt på at gå blot så langt med dem.«

Mill skulle imidlertid snart komme videre. I 1830 gjorde han bekendtskab med Bazard og Enfantin, og han læste nu alt, hvad Saint-Simonisterne skrev. Denne læsning gjorde sin virkning på ham; thi, siger han: »Saint-Simonisternes kritik af liberalismens sædvanlige lærdomme forekom mig at være fuld af sandhed, og det var til dels deres skrifter, der åbnede øjnene på mig for den gamle politiske økonomis kun meget begrænsede værd, og som viste mig, at det var tvivlsomt, om den med grund betragter den private ejendomsret og arveretten som urokkelige kendsgerninger og produktions- og omsætningsfrihed som det sociale fremskridts sidste ord.« Saint-Simonisternes mål forekom ham »ønskeligt og fornuftigt«, hvorimod han tvivlede om, at de af dem foreslåede midler forslog. Han »agtede dem frem for alt for det, for hvilket de især er blevet udskregne for den dristighed og fordomsfrihed, hvormed de behandlede familiespørgsmålet, det vigtigste af alle og det, der mere end noget andet trænger til en radikal reform, men hvorpå næsten ingen vover at tage fat. Ved at proklamere mænds og kvinders fuldkomne lighed og en aldeles ny tingenes orden med hensyn til deres forhold til hinanden, har Saint-Simonisterne, ligesom Owen og Fouriei, fået krav på efterkommernes taknemlige ihukommelse.« Mill havde altså megen sympati med Saint-Simonisterne; men han betragtede deres »sociale maskineri« som uudførligt og kunne ingenlunde betegnes som socialist. Rigtignok håbede han allerede dengang, at socialismen eller kommunismen skulle komme til magten; men grunden hertil var ikke den, at han anså de kommunistiske eller socialistiske ideer for sande; det var, fordi han håbede, at der på den måde kunne indjages de højere og rigere klasser en gavnlig frygt!

Dette var Mills standpunkt i 1830, og han blev stående herved i flere år. I første udgave af hans »Politiske Økonomi« (1848) »var der lagt så stærkt eftertryk på vanskelighederne ved socialismen, at bogens tone i det hele syntes fjendtlig herimod. I det følgende eller to følgende år helligede jeg (siger han) studiet af fastlandets bedste socialistiske skribenter megen tid, og jeg grundede meget over og forhandlede med iver alle de emner, det socialistiske spørgsmål indeholder.« Disse studier bragte Mill et betydeligt skridt videre henimod socialismen. Men det afgørende vendepunkt skriver sig dog fra den tid, da han så fuldstændig kom under den kvindes indflydelse, der i 1851 blev hans hustru, at han i hende så et næsten guddommeligt, aldrig fejlende væsen.

Mill havde, siger han, tidligere »ikke set stort videre end den gamle nationaløkonomiske skole med hensyn til muligheden af samfundsordenens grundige forbedring. Jeg betragtede den private ejendomsret og arveretten som lovgivningens »sidste ord«, og når man ville mildne den ulighed, der følger med disse institutioner, mente jeg, at man ikke kunne gå videre end til at afskaffe førstefødselsret og fideikommis'er. Jeg betragtede det som et tomt hjernespind at tænke sig muligheden af at gå videre for at fjerne den uretfærdighed, der ligger i den kendsgerning, at nogle fødes til rigdom, medens det store flertal fødes til fattigdom - thi dette er en uretfærdighed, hvad enten et virksomt middel herimod er muligt eller ej -; og mit eneste håb var, at de fattiges kår kunne gøres mere tålelige ved en almindelig opdragelse, der kunne føre til en frivillig indskrænkning af befolkningen.« Mill var altså dengang, som han siger, »demokrat men på ingen måde socialist.« Men under sin hustrus indflydelse forandrede han retning. Han blev nu »langt mindre demokratisk«, end han før havde været: »Thi så længe opdragelsen vedbliver at være så ynkelig ufuldkommen, frygtede vi den store mængdes uvidenhed og navnlig dens egenkærlighed og råhed; men det ideal af det endelige fremskridt, vi havde sat os, gik langt videre end demokratiet og ville ubetinget stille os under den almindelige benævnelse »socialister«. Medens vi med den største bestemthed tilbageviste det samfundets tyranni over den enkelte, som de fleste socialistiske systemer menes at føre med sig, imødeså vi en tid, da samfundet ikke længere skal deles i de flittige og de dovne; da den grundsætning, at de, der ikke arbejder, heller ikke skulle have føde, i skal bringes i anvendelse ikke alene på de fattige, men på alle upartisk; da arbejdsudbyttets deling ikke skal bero på fødselens tilfældighed, hvilket nu i høj grad er tilfældet, men på et anerkendt retfærdighedsprincip; og da det ikke længere skal enten være eller anses for at være umuligt for menneskelige væsner kraftigt at arbejde på at opnå goder, der ikke udelukkende skal være deres, men som de skal dele med det samfund, til hvilket de hører. Hvorledes den størst mulige individuelle handlefrihed kunne forenes med en fælles ejendomsret over jordens råstoffer og alles lige deltagelse i det forenede arbejdes goder - det var for os fremtidens sociale problem.«

Samtidig med, at denne personlige udvikling fra liberalisme til socialisme foregik hos den »borgerlige« nationaløkonomis mest fremragende tænker, trængte selve udviklingslæren igennem indenfor naturforskningen og i samfundsvidenskaben. Charles Darwin havde med klarere beviser end sine forgængere fastslået den sandhed, at alle højere livsformer har udviklet sig af en eller flere lavere gennem omdannelse, afstamning og tilpasning af de egenskaber, som egner sig bedst til forholdene. Mærkeligt nok var det selve livet i det industrielle samfund, der lærte ham, hvorledes denne tillempelse foregik. Han vidste nemlig ikke, hvordan han skulle forklare sig den, før han lærte, hvad Malthus havde skrevet om misforholdet mellem befolkningens formerelse og fødemidlernes forøgelse. Malthus havde jo set, hvorledes proletariatet voksede med rivende hast under fabriksindustriens første opblomstring, og han havde deraf uddraget den lov, at de svagere nødvendigvis måtte gå til grunde i kappestriden, for at de stærkere kunne leve. Der var ikke plads til alle ved naturens bord. Det var den fri konkurrence, der førte Malthus til at opstille denne lære, og da en lignende frikonkurrence råder i naturtilstanden, kom Darwin ad denne vej til at formulere sin berømte lov om kampen for tilværelsen, i hvilken de bedst udrustede sejrer. Disse bedst udrustede er dem, der kan drage den største nytte af omgivelserne.

Uafhængig af Darwin havde Herbert Spencer (født i 1820) opstillet en lignende udviklingslov for det menneskelige samfund. Han fandt de samme årsager og kræfter virkende i samfundet som i naturen. Udviklingen går fra det mindre sammenhængende til det mere sammenhængende, men samtidig fra det ensartede til det uensartede (fremadskridende arbejdsdeling) under stadig voksende orden og socialisering. Kendskabet til samfundskræfterne er ligeså uomgængelig nødvendigt for menneskene som kendskabet til naturkræfterne. »Udviklingslæren søger ikke blot at gøre mennesket stærkere, den søger også at gøre ham bedre, idet den påviser, hvorledes under udviklingens løb oprindelig egenkærlighed kan omdannes til næstekærlighed. Den kommer derved til at opstille et naturligt ideal, hvis gradvise virkeliggørelse er mulig.« Selve kulturen forklarer Spencer som værende af økonomisk oprindelse. »Det var ikke menneskets tænkning, men dets fysiske fornødenheder, der skabte det sociale fremskridt; thi det går med mennesket som med planten og dyret: de nødvendige eksistensmidler må tilvejebringes, for at livet kan bevares. Den første tilfældige erfaring, der belærte individet om, at et samarbejde med kammerater havde ført til bedre udbytte, end han kunne have opnået gennem sine egne personlige anstrengelser - denne tilfældige erfaring blev grundlæggende for samfundsdannelsen. Efter at have gjort mange af den slags erfaringer, sluttede menneskene sig instinktmæssigt sammen i horder eller stammer.«

Den materielle lykke er da grundlaget for samfundets fremskridt; oplysning er midlet til at virkeliggøre fremskridtet, og den moralske lykke er det mål, hvortil fremskridtet fører. Følgelig er det at vende forholdene på hovedet, når man forlanger, at fremskridtene skal begynde på det moralske område for at godtgøre menneskenes berettigelse til at finde bedre økonomiske kår og større adgang til åndelig udvikling. Denne opfattelse har i tidernes løb søgt at styrke sig ved påberåbelse af himmelske og jordiske autoriteter, men den har aldrig kunnet få bugt med den kendsgerning; at når menneskene ikke længere bestræber sig for at tilfredsstille deres materielle ønsker, så indtræder der stilstand. De åndelige, moralske og sociale fremskridt afhænger af et sikkert økonomisk grundlag.

Malthus mente, at befolkningen i England allerede på hans tid var for stor. Senere er den fire gange fordoblet. Denne forøgede tæthed og trængsel skulle da efter hans lære have ført nationen til undergang, men det forholder sig ganske anderledes. I tidsrummet 1830-80 fordobledes folkemængden; samtidig steg arbejdslønnen med 70 procent, og arbejdstiden formindskedes med 20 procent. Dødeligheden gik ned fra 28 til 18 pr. tusind. Sparekasseindskuddene steg med 500 procent, fattigprocenten gik ned til det halve, og forbryderantallet formindskedes 75 procent. Alt dette var en følge af stærkere sammenslutning mellem de sociale kræfter, arbejderstandens organisation, større social samvittighed.

Imidlertid er Spencer ikke socialist, omend han tænker sig socialismen som et »nødvendigt onde«, der må gennemgås. Han er en modstander af al statstvang og tænker sig en tilstand, hvor samfundslovgivningen er opløst, og hvor den personlige frihed har nået sin højeste udformning. De sociale forhold, mener han, vil fra slægt til slægt skabe en bedre og bedre bygget hjerne, indtil denne har nået en så fuldkommen organisation, at hvert enkelt menneske af sig selv gør det, som han nu gør i følge samfundets love. Når den tid kommer, da er samfundets lovgivning overflødig og en individualistisk (personlig selvbestemmende) menneskeslægt dannet. Men han bygger ganske vist (i sine social statics) denne ideale tilstand på jordens nationalisering og kan aldeles ikke tages til indtægt af privatkapitalismen, snarere af anarkismen.

Spencers og Darwins udviklingslære fik en afgørende indflydelse på det åndelige liv i England. Carlyles profetiske tordentale og poetiske syner havde, som omtalt i et tidligere kapitel, i forvejen stemt sindene modtagelige for en ny samfundsopfattelse, og en ånd som John Ruskins mægtige forkyndelse i ord og skrift havde ligeledes øvet en betagende og befrugtende virkning. Han, som var en lidenskabelig elsker af naturens skønhed og kunstens harmoni, havde i 1840erne og 50erne set, hvorledes fabriksindustrien tilintetgjorde alt, hvad han betragtede som forudsætninger for kultur. Det engelske landskabs fordum så yndefulde karakter var på mangfoldige steder ødelagt, det gamle »glade Englands« blomstrende sunde folk var fornedret til sjælløse bestanddele af et evigt snurrende maskineri, til pjaltede, smudsige, uvidende, rå, fordrukne, svindsottige, trangbrystede og huløjede proletarer. Det kom da først og fremmest an på atter at rense land og luft, at gengive folket sundhed og skønhed. Fra kunstkritiker blev Ruskin derfor samfundsreformator og indledede i begyndelsen af 1860erne et stormangreb på den herskende kapitalisme, storindustri og frikonkurrence. En profetisk vrede i slægt med Carlyles luede i ham, og han kunne hensynsløst svinge svøben over pengekræmmerne, som havde gjort skønhedens tempel til en røverkule, men i hans blå øjne lyste et barnligt blødt gemyt, en inderlig kærlighed til menneskene. Han var en af de sjældne få, som hungrer og tørster efter retfærdighed, og da han havde fået øjnene op for den himmelråbende uret omkring sig, lod hans samvittighed ham ikke mere ro. »Jeg kan ikke male, ikke læse, ikke betragte en sten eller foretage mig noget som helst andet, jeg har lyst til, ja selv morgensolens lys er mig forhadt på grund af de kvaler, jeg har lært at kende, og hvis mærker jeg også ser dér, hvor jeg ikke kender dem, og som ingen indbildningskraft kan forestille sig så forfærdelige, som de virkelig er. Derfor vil jeg ikke længere tøve, men vil sammen med så mange eller så få, som vil stå mig bi, gøre alt, hvad der står i min magt for at overvinde elendigheden.«

I en række tidsskriftartikler (Unto this Last) udviklede Ruskin sine sociale anskuelser til stor forargelse for bourgeoisiet. Dette var en røst af anderledes magt og vælde, end f.eks. Charles Dickens formåede at hæve sig til i sine varmtfølte skildringer, sine filantropiske romaner, indlæg og taler, som ikke nåede ud over en vis småborgerlig medlidenhedsmoral. Ruskin var det flammende geni. De herskende klasser vendte det døve øre til hans forkyndelse, men han fortsatte med geniets stædighed sit værk. Hvad han særlig angreb, var den forkrøbling af de enkelte mennesker, som storindustrien ved sin vidtdrevne arbejdsdeling medfører. Der gives arbejdere, som i hele deres levetid bestandig må gentage de samme og kun de samme to-tre håndgreb. »Det er ikke mere arbejdsdeling,« siger han, »det er menneskedeling. Man udstykker den i så usle små brudstykker, at den smule åndskraft, som bliver tilovers for et enkelt menneske, ikke mere forslår til at lave en nål, men medgår til blot at lave et nålehoved. Hvis vi kunne se det krystalsand, hvormed nålespidserne er slebet fine - sandet af menneskelige sjæle - ville vi måske tænke på, hvor kostbar nålefabrikationen er. Den store jammer, som stiger mod himlen fra alle vore fabriksbyer, tydeligere end osen fra højovnene, stammer fra, at vi i disse byer tilvirker alt, kun ikke mennesker. Vi bleger bomuld, vi hærder stål, vi raffinerer sukker, vi former lervarer, men at klare, hærde, forædle og forme en eneste levende sjæl, det kommer ikke i betragtning ved vore beregninger af profilen.«

I håndværkernes fornedrelse til maskiner så Ruskin tidens værste onde. I ethvert menneske, selv det jævneste og mest uslebne slumrer visse anlæg. Selv hos den ringeste rører der sig en vis fantasi, følelse og åndskraft, omend svag, tøvende og famlende. Beviset ligger i tidligere tiders kunsthåndværk. Storindustriens arbejdsdeling er skyld i, at disse anlæg nu kun i så ringe grad træder for dagen.

Tidligere udførtes mange arbejder i det fri, i muntert samlag og under ledsagelse af sang. Håndbevægelserne fulgte sangens rytme og mistede derved meget af deres trættende karakter. Nutiden spærrer arbejderne inde dagen lang som slaver af livløse, larmende maskiner. Hele manden for hele arbejdet - er da Ruskins krav. Som menneskets arbejde er, således er også hans liv. Den højeste form for arbejde er kunsten. Idealet er derfor, at alle - alle - samfundsmedlemmers arbejde antager karakteren af en fri, glad kunstudøvelse, i samfundsøkonomien bør ledes af stræben efter skønhed; dens formål bør være at gøre alt menneskeligt liv harmonisk, godt og skønt.

Når Ruskin fordømmer storindustrien som sådan - alle maskiner, jernbaner, osv. - falder hans anskuelser ikke sammen med den moderne socialismes. Det er ikke storindustrien i sig selv, der er en fare for menneskene - thi den er med nutidens folkemængde blevet en nødvendig form for tilfredsstillelse af de simpleste fornødenheder - men det er måden, hvorpå den misbruges under privat drift i stedet for med samfundsmæssigt formål. De afskrækkende sider ved storindustrien forsvinder, efterhånden som teknikken forbedres. Elektriciteten vil efterhånden rense fabriksbyernes luft. Ruskin forudså ikke denne udvikling; han søgte frelsen i en tilbagevenden til simplere livsforhold. Og han gjorde forsøg på at føre sine ideer ud i virkeligheden. Allerede i 1854 havde han overtaget tegneundervisningen på en arbejderdannelsesanstalt i London, ved hvilken han virkede i ti år; i 1860erne var han virksom ved en stor reform af arbejderboliger i London, og i begyndelsen af 1870erne stiftede han under navn af »Sankt Georgs Gilde« et selskab, som skulle begynde med en koloni. I en række breve til arbejderne (Fors Clavigera) udviklede han sin plan: »Vi vil prøve på at gøre et lille stykke af Englands jord skønt, fredeligt og frugtbart. Vi vil ingen dampmaskiner have derpå og ingen jernbaner, heller ingen utæmmede eller ubevogtede dyr, ingen stakler uden de syge, ingen ørkesløse uden de døde. Vi vil ingen »frihed« have, men ubetinget lydighed mod kendt lov og beskikkede ordenshåndhævere. Ingen »lighed« vil vi have, men anerkendelse af enhver virkelig overlegenhed og misbilligelse af enhver åndelig udjævning. Når vi ønsker at rejse noget steds hen, vil vi rejse i ro og mag, ikke med en fart af otte mil i timen og med fare for liv og lemmer. Når vi ønsker noget befordret, vil vi føre det enten på ryggen af vore dyr eller på vor egen ryg, på vogne eller i både. I vor have skal der være fuldt op af blomster og grøntsager, på vore marker vil vi have overflod af korn og græs. Vi vil dyrke nogen musik og poesi; børnene skal lære at danse og synge - måske nogle af de ældre med tiden kan drive det ligeså vidt. Vi vil også lægge os efter nogen kunst; vi vil i det mindste prøve på, om vi ikke ligesom grækerne kan lave nogle krukker. Lidt efter lidt vil da måske højere kunst og sjæleliv åbenbare sig iblandt os, og de første lysglimt en videnskabelig dagning vil gry.«

»Sankt Georgs Gilde« skulle være den klippe, hvorpå Ruskin ville grundlægge sin kirke. Men kolonien fandt kun ringe tilslutning; det gik med den som med andre lignende forsøg på at afsondre sig fra samtidens fælles fremskridtsbestræbelser. Selskabet nøjedes da til sidst med at oprette et kunstindustrimuseum i Sheffield, som iøvrigt var fortræffeligt og til stor gavn for håndværkerne. Ruskin ofrede efterhånden hele sin formue - henved 4 millioner kroner - på dette og lignende formål. Han havde til sidst ikke længere midler til at anskaffe sig de bøger, han skulle bruge til sine studier, eller til at foretage en rejse til sit kære Svejts, i hvis bjergdrift han havde undfanget sine bedste tanker. Og endda følte han samvittighedsnag over, at han skrev sine sociale skrifter i et værelse med persisk tæppe på gulvet og et maleri af Tizian på væggen.

Trods det utopiske drag i Ruskins virksomhed fik han netop en betydelig praktisk indflydelse, dels på det engelske kunsthåndværk, dels på det sociale oplysningsarbejde. I Oxford grundlagdes i 1899 året før hans død under navnet Ruskin Hall en folkehøjskole, som giver arbejdere undervisning i samfundsvidenskab, historie og litteratur, og rundtom i landet findes Ruskin-selskaber, som vedligeholder håbet om det landligt frie og skønne liv, der venter menneskeheden, når skorstenstågen en gang er forsvundet. Men det blev dog hovedsagelig en enkelt mand, som førte Ruskins ideer videre og på visse områder virkeliggjorde dem: det var kunstneren og håndværkeren, digteren og agitatoren William Morris.

Vi træffer hans navn blandt underskriverne på det første socialistiske opråb, der fremkom i England siden Internationales hensmulring. Det var i 1883, at »Demokratisk Forbund« som nu blev til »Socialdemokratisk Forbund« - udstedte dette opråb, der var forfattet af H. M. Hyndman og William Morris i forening under titlen »Jævn forklaring af socialisme«. I arbejdernes navn kastedes handsken her til de to politiske partier, konservative og liberale, om hvem det hed, at de var lige gode om at tilegne sig produktionens frugter på de producerendes bekostning. Landets rigdom var tre gange større end hidtil, men de, som frembragte den, var vedbleven at være en klasse af udpinte lønslaver, prisgivne enhver krise med påfølgende arbejdsløshed. »maskindriftens fuldkommengørelse, jernbanernes udstrækning, dampkraftens og elektricitetens anvendelse - hele dette store opsving i menneskets herredømme over naturen - har til følge kun haft overflod for et fåtal, elendighed og nedværdigelse for mindretallet.« Af de 1300 millioner pund sterling, som kongerigets samlede produktion udgjorde, tilegnede godsejere og kapitalister sig de 1000 millioner, og kun 300 millioner blev til rest for de virkelige producenter. »Vi er fremmede i vort eget land. 20,000 personer sidder som ejere af Storbritanniens jord, hvorpå 30 millioner mennesker skal leve.« Men den private ejendomsret til jord og grund - hed det videre - er kun en og ikke den værste form, hvorunder de besiddende klasser udnytter arbejderne. Det er fremfor alt kapitalisterne, lønrakkerne, mineudbytterne, fabriksbaronerne, de moderne slaveholdere, som ved hjælp af deres penge og deres maskiner benytter ethvert fremskridt i menneskelig viden og enhver fuldkommengørelse af menneskelig dygtighed til at skrabe større rigdom sammen for sig selv af andre menneskers arbejde. Derfor må ikke alene jorden, men alle produktionsmidler være nationens fælles ejendom. »Produktionen er allerede social, fordi enhver er nødt til at arbejde hånd i hånd med sin næste; det er på høje tid, at også produkternes fordeling bliver social og unddrages den enkeltes begærlighed og profitjagt.« Som foreløbigt program opstilledes en række reformer, gennem hvilke folket skulle dygtiggøres til at overtage samfundsstyrelsen. »Siger nogen, at vi angriber privatejendommen?« hed det videre. »Det benægte vi. Hvad vi angriber, er kun den privatejendom, der repræsenteres af nogle tusind dagdrivere og slaveholdere, som unddrager millioner ejendomsretten til deres arbejdes frugter. Vi forkaster den privatejendom, der på samme tid gør fattigdommen til en nødvendighed og til en forbrydelse.« Fra udstedelsen af dette opråb skriver sig den moderne socialistiske bevægelse i England. »Socialdemokratisk Forbund« udfoldede straks en livlig agitation; det afholdt friluftsmøder, det stiftede ugebladet Justice (»Retfærdighed«) - som stadig udgår - og det spredte en mængde flyveskrifter på gader og stræder; en ny brand var kastet ind i den offentlige diskussion, og ilden greb rask om sig. Det var, som vi har set, forbundets medlemmer, der foranstaltede de arbejdsløses demonstrationer på Trafalgar Square i 1886-87, og som på »den blodige søndag« kom i konflikt med politiet. Og det var atter forbundet, der var virksomt ved den store dokstrejke i 1889 og bidrog til at føre arbejdsmændenes brigade ind i fagforeningernes hær. I slutningen af 1891 udfægtede forbundet en længere kamp med politiet om retten til at afholde møder under åben himmel i Londons forstad Chelsea, kaldet »Verdens ende«. Politiet forbød disse møder, men talerne trodsede forbudet og opfordrede publikum til at forsvare forsamlingsretten. Hver søndag flokkedes en talrig menneskemængde om de socialdemokratiske talere; så snart de tog ordet, skred politiet ind og arresterede dem, og der opstod en mægtig tumult. Bladenes beretninger og forhørene over de anklagede, som dømtes til bøder eller fængsel, påkaldte offentlighedens opmærksomhed, radikale politikere tog parti for talefriheden, og det endte med, at »Socialdemokratisk Forbund« beholdt valpladsen.

Forbundet har i de forløbne tyve år forgrenet sig over hele landet og tæller afdelinger - omend små - i en mængde byer. Det har ved de politiske valg, hvori det har deltaget, skrevet en ren og klar socialisme på sit program og forsmået alle overenskomster, men det understøtter på den anden side enhver reform, hvori det ser en tilnærmelse til den socialistiske samfundsordning. Det har ved valgene til skolerådet i London navnlig agiteret virksomt for skolebørnenes fri bespisning og ved valgene til grevskabsrådet for kommunens direkte overtagelse af alle offentlige arbejder og for opførelsen af sunde arbejderboliger. Skønt det ikke har fået fæste i fagforeningerne - hvor »Det uafhængige Arbejderparti« ved sin mere forsigtige taktik øver større indflydelse - har »Socialdemokratisk Forbund« virket som surdejen i hele den engelske arbejderbevægelse. Dets gamle udmærkede leder Hyndman trak sig på årskongressen 1901 tilbage fra sin stilling.

Han og William Morris fjernede sig iøvrigt fra hinanden kort efter udstedelsen af hint første opråb. Deres naturer og synsmåder var alt for forskellige. Medens Hyndman havde tilegnet sig den videnskabelige marxisme - hvorefter storindustrien skulle gå over fra privat til offentlig drift - så var William Morris (i Ruskins fodspor) en hader af al storindustri, en digter, hvis lidenskabelige attrå det var at gennemtrænge hele livet med skønhed. Han afskyede kapitalismen, fordi den ved sine storstæder, sin masseproduktion, sine kasernegader, sin smagløse prunk, gjorde livet hæsligt, udviskede al naturlig ejendommelighed, tværede al personlig særegenhed ud i en ensformig grå masse af forsultede, forkrøblede, vanføre eksistenser. Morris var en rigt begavet natur, udrustet med en mangesidig fylde af digteriske og kunstneriske anlæg. I sit had til den fabriksmæssige masseproduktion ville han føre industrien tilbage til sin oprindelige kilde, håndværket, men samtidig ville han opdrage hver enkelt håndværker til kunstner, lære ham påny at elske sit arbejde, at finde glæde ved det i stedet for kun at føle sløvhed eller lede. Af kærligheden til arbejdet ville skønheden fremvokse af sig selv, omend kun i naive og beskedne former. Derfor var det fremfor alt i skønhedens navn, at han ville fremskynde omstyrtningen af det kapitalistiske samfund.

I modsætning til Hyndman, som gik ud på at danne et politisk arbejderparti, lagde Morris derfor hovedvægten på den rent opdragende agitation; politik og deltagelse i valg bidrog i hans øjne kun til at udviske det store formål; hvad det gjaldt om, var udspredningen af rent socialistiske ideer. Denne meningsforskel førte til, at Morris og flere andre (deriblandt Eleanor Marx-Aveling og Belfort Bax) skilte sig ud fra Socialdemokratisk Forbund og i 1885 dannede Socialistisk Liga. I de følgende år udfoldede han som sjælen i denne lille gruppe en glødende begejstret virksomhed, på hvilken han ofrede betydelige summer af, hvad han tjente ved sit kunsthåndværk. Han skrev artikler og sange i ligaens lille ugeblad Commonweal (»Almenvellet«), han holdt taler under åben himmel i arbejderkvartererne og foredrag i forsamlingssalene, hvor han i sin blå sømandsdragt, med sin gråsprængte løvemanke over det vældige hoved og med sin dybe, klangfulde røst betog tilhørerne ved sit billedrige sprog, der mindede om gammel nordiske sagaer og heltedigte. Når han i sine poesier forherligede heltene i de græske og nordiske sagn (Jason eller Sigurd Vølsungen), var det, fordi han hos dem fandt den legemlige og åndelige sundhed, den lykkelige harmoni mellem natur og samfund, som han drømte om skulle genfødes i fremtiden. Der var da god sammenhæng mellem hans digtning og kunst og hans agitation for socialismen. Under de arbejdsløses gadeoptog i 1886-87, hvor politiet huggede ind, veg Morris ikke tilbage for at vove skindet. Han, den rige fabrikant, den berømte digter, den store kunstner, marcherede sammen med de pjaltede proletarer under den røde fane, talte på gadehjørnerne, uddelte skrifter. Et øjenvidne siger om ham: »Foran i skaren, midt imellem de røde faner, kom Morris, syngende Marseillaisen af fuld kraft. Han så ud som en korsfarer, og han sang sådan som korsfarerne må have sunget.«

Sine agitatoriske digte samlede Morris i et par små bind, som han kaldte »Sange for socialister« og »Sange ved vejen«. Det er moderne folkeviser af en simpel, jævn og kraftig skønhed. En af dem hedder f.eks. »Dagen kommer«. Ryk sammen kammerater - siger digteren - så skal i høre en sang om den gryende morgen, da livet skal være en fest. Da skal flere end en af tusind have et hjem, han kan kalde sit; da skal alle i England bo bedre end svin. Den trætte skal kunne lægge sig om kvælden uden frygt for at sulte næste dag; ingen skal af nød og nag ønske ondt over sin broder, og ingen skal kunne skovle sin pose fuld ved andres stræben. Men så bliver der vel ingen ting tilovers? Spørges der, og svaret lyder:

1) Nej vist, kun en rødtaget købstad,

og et lille hus ved et led,

og din mark, der bugner af hvede,

og skovenes skønhed og fred.

2) Og de ædle mægtiges grave,

De historiske minders hjem,

Og digterens skabende hjerne,

Og undret, en forsker får frem.

3) Og malerens vidunder-pensel,

musikens fortryllende kor,

og alt hvad der handles og tænkes,

sålangt som mennesker bor..

4) Thi alt skal stå åbent for alle;

og da er først jorden skøn,

når alle er fælles om stræbet

og fælles om stræbets løn!

5) Ja, sådan er dagen, der dæmrer,

mens samfundskravet i dag,

de vilkår, hvorunder der leve«,

gør alle til livsbrudte vrag.

6) Men hvorfor da længere tøve?

Vi vil jo; vi tror på vor sejr;

og alle de bange og sløve

er fjender i brødrenes lejr.

Sin drøm om fremtidssamfundet udmalede William Morris i den skønne »Beretning fra Intetsted« (News from Nowhere), et hyrdedigt i prosa, som han skrev i udtrykkelig modsætning til den amerikanske forfatter Bellamys roman om tilstanden ved år 2000. Medens Bellamy nemlig tænkte sig en statssocialisme grundlagt på den videst mulige stordrift med et allestedsnærværende maskineri, så forestillede Morris sig en tilstand, hvor alle storstæder forlængst er jævnet med jorden, og hvor menneskene lever saligt i lys og luft mellem prægtige skoves fred; sanserne er frigjorte for alle moralske bekymringer, og legemerne er næsten blevet lutter ånd; kvinderne er endnu i 40 års alderen friske og blide som unge piger; ingen tænker på et hinsides; livets lykke er en inderlig kærlighed til moder jord; maskinerne er forsvundne og alt håndværk forvandlet til kunst, som fylder sindene med glæde; det meste af, hvad menneskene nu til dags så møjsommeligt må lære, er strøget af tilværelsen; i stedet for historie lytter man til gamle, dybsindige eventyr og ser på billeder. Stat, politik og love eksisterer ikke mere. Rigsdagsbygningen i Westminster er indrettet til oplagssted for mudderet fra Themsen, som atter er blevet klar og frisk med rene kiselstensbredder.

Denne sidste tanke er iøvrigt senere blevet delvis virkeliggjort ved, at socialdemokratiske borgerrepræsentanter i Londons grevskabsråd har gennemført et forbedret kanalsystem. Og selvom udviklingen sikkert ikke vil give Morris ret i hans fordømmelse af storindustrien, så har hans virksomhed som maler, arkitekt, møbelsnedker, væver, bogtrykker, øvet en befrugtende indflydelse udover hele Europa i retning af at give industri og håndværk et højere og ædlere sving. Han var en foregangsmand for den moderne kunstretning, som tilstræber den mest udsøgte og personligt særegne form, og han så i socialismen det nødvendige grundlag for denne personlighedernes fri udfoldelse. Han løftede idealet højere end før for arbejdernes øjne, idet han pegede frem mod et skønhedens rige, hvor det, som nu kun er nogle fås eje, skal blive fælles gode for en lykkelig menneskehed. Hans talentfulde elev, tegneren og eventyr-illustratoren Walter Crane, har indenfor et mindre område fortsat mesterens virksomhed med samme begejstring for socialismens sag.

Den »Socialistiske Liga«, som Morris stiftede, opløstes efter nogle års forløb, men en lille kreds af hans nærmeste tilhængere samledes regelmæssigt hos ham i det gamle Kelmscott-hus i hammer Smith, hvor agitatoriske ideer og planer blev smedet som i en glødende esse. En »arbejderkirke« dvs. en opdragelsesanstalt for arbejdere til minde om William Morris er i de sidste år oprettet i Leek. Den er udsmykket af Walter Crane, og på dens fane står Shelleys ord: »Hvert hjerte gemmer spiren til fuldkommenhed.«

Jævnsides med de to af Hyndman og Morris grundlagte foreninger udviklede sig »Det Fabiske Selskab«, som har spillet en betydelig rolle i den socialistiske agitation. Det blev dannet i vinteren 1883-84 af nogle mænd og kvinder af den dannede middelklasse, litterater, journalister, læger, sagførere, præster osv., Der mødtes hveranden fredag for at diskutere sociale spørgsmål, og som blev enige om at tage parti for socialismen, mens de dog ville »se tiden an« til praktisk indgriben. De opkaldte derfor deres forening efter den gamle romerske feltherre Fabius med tilnavnet Nøleren, idet de gav deres program følgende motto: »For at gribe det rette øjeblik må du vente ligeså tålmodigt, som Fabius gjorde, da han bekæmpede Hannibal, skønt mange dadlede hans tøven; men når tiden kommer, må du slå hårdt, ligesom Fabius gjorde, ellers vil din venten være forgæves og frugtesløs.« Medlemmerne af det lille selskab ofrede sig med stor iver og uegennytte i agitationens tjeneste. En almindelig fabler er f.eks. en ung mand ved postvæsnet med en årlig løn af 2400 kr.. Han er gift med en intelligent og dygtig dame. De bor i en to eller tre værelsers lejlighed i en af forstæderne. Han er blevet valgt til fattigforstander i sit distrikt, og al sin fritid ofrer han på socialistisk propaganda. Han har anskaffet sig en lille talerstol, som er til at bære, og med den drager han om i gaderne og taler på et hjørne eller en åben plads, hvor han blot kan finde tilhørere. Hans hustru følger med og uddeler socialistiske småskrifter blandt mængden. Begge er højtdannede, fintfølende mennesker, hos hvem der ikke er mindste spor af noget overspændt eller forskruet; men socialismen er en del af deres religion, og de ofrer den al deres fritid og alle deres evner.

Blandt de ledende medlemmer i »Det Fabiske Selskab« er Sidney og Beatrice Webb (der tidligere er omtalte som forfattere af Fagforeningernes Historie) og den bekendte dramatiker Bernard Shaw, en skarp og fin skribent. Selskabet virker stadig ved afholdelse af møder og foredrag - det har efterhånden fået aflæggere i talrige engelske og skotske byer - men navnlig ved udgivelsen af en række fortræffelige småskrifter: »Fabiske studier (essays) i Socialisme« og »Fabiske Afhandlinger« (Traads), som er trykte i store oplag. På en ejendommelig jævn, slående og almenforståelig måde er socialismen her forklaret med englændernes praktiske sans og velsignede humor ved eksempler grebne lige ud af det daglige liv uden omsvøb af læresætninger og almindelige talemåder. Skønt selskabet kun tæller omkring 800 medlemmer og ikke tilstræber nogen større forøgelse af dette antal, har det gennem sin kloge og påpassende agitation øvet en betydelig indflydelse, særlig i kommunal-socialistisk retning. Det er gået i spidsen ved valgene til Londons grevskabsråd og vandt her i 1892 en sejr, som drev de liberale til sammen med socialdemokraterne at danne det såkaldte »progressive« parti, hvis program er kommunens gradvise overtagelse af alle offentlige fornødenheder og dens direkte ledelse af de dermed forbundne arbejder. Medens det konservative parti ved de politiske valg i 1900 fik sine kandidater valgte med stor majoritet i hele landet og særlig i London, blev de kommunale valg til det londonske grevskabsråd i 1901 en glimrende sejr for kommunal-socialismen. Det Fabiske Selskab fik genvalgt seks af sine syv kandidater.

Medens fablerne i al almindelighed har virket opdragende og forklarende på den offentlige mening i socialistisk retning og været de anførende i den kommunale politik, har »Det Uafhængige Arbejderparti« (stiftet 1893) gennemagiteret fagforeningerne og - som omtalt i foregående kapitel - med det resultat, at der nu endelig synes at skulle opvokse et politisk socialdemokrati i England. Nogen modstrid i grundsætninger og formål består der ikke mellem de her nævnte organisationer, kun midler og veje er forskellige. Til siden for denne rent socialistiske bevægelse står de to udbredte foreninger, som har skrevet jordens nationalisering på deres program. Det er et gammelt engelsk reformkrav, fremsat af Ricardo, fortsat af Stuart Mill og anerkendt af Spencer, at jorden bør tilhøre samfundet, fordi dens voksende værdi skyldes befolkningens forøgelse og fælles arbejde. Jorden stiger i pris, også »når grundejeren sover,« og denne »ufortjente værdistigning« - jordrenten - bør derfor efter de nævnte nationaløkonomers forslag komme almenheden til gode. I firsernes begyndelse blev dette gamle krav fornyet med en blændende veltalenhed af Henry George, hvis agitationsrejser på Irland og i England som tidligere omtalt gav stødet til en stærk bevægelse. Englænderne elsker at bo på landet og have deres eget hus i det grønne. Nu kom George og viste dem, hvor skamløst dette land, selve den frie, friske luft blev udnyttet af grundejerne. »Jorden er herrens,« stod der i biblen, men »herren« var blevet til »grundherren«. Over halvdelen af Englands jord var i hænderne på 4200 godsejerfamilier eller kun 7400 personer, og den anden halvdel var fordelt blandt 313,500 mennesker af en befolkning på 26 millioner.

I 1880 havde den fremragende naturforsker Alfred Russel Wallace stiftet »Selskabet for jordens nationalisering« (Land Nationalisation Society), som stadig virker under sin aldersstegne formand, og hvis program er at »afskaffe godsejerdømmet og gøre jorden til hele nationens ufravristelige ejendom.« Så snart den offentlige mening er moden, skal al jord overgå fra privat til offentlig besiddelse mod erstatning til ejerne. Selskabet agiterer rundt om i landet, bl.a. ved udsendelse af »gule vogne«, der om sommeren kører fra by til by. Stærkere organiseret er dog »Ligaen for jordens tilbagegivelse« (English land Restoration League), som er stiftet 1884 og slutter sig nærmere til Henry Georges grundsætninger ved sit krav om en skat - den »ene fornødne skat« - på jordrenten. »Vi ønsker grundskatten forhøjet,« hedder det i ligaens program, »indtil hele den årlige værdi af renten tilfalder samfundet, og vort endelige formål er at gøre det engelske folk selv til ejere af Englands grund. Som første skridt mod dette mål forlanger vi en femtedel i skat af hvert punds (18 kr.) indtægt af jorden.« Præsten Stewart Headlam er formand for denne liga, som tæller flere tilhængere i parlamentet; dens »røde vogne« med omrejsende talere udfolder en livlig agitation rundt om i landet og er naturligvis ikke altid velsete af godsejerne; ofte bliver en vogn slået i stykker af vrede agrarer, som hidser deres folk løs på den. En af ligaens fordringer, nemlig beskatning af byggegrundenes værdistigning i bykommunerne, er antaget af næsten alle de liberale parlamentsmedlemmer.

En tredje forening, der virker i samme retning, er »Finans Reform Selskabet«, som er stiftet af frihandelsmændene Cobden og Bright, men revet med ind i den georgeistiske bevægelse. Det kræver i sit program en skat af 25 procent på den årlige indkomst af jorden, hvilket beregnes til 720 millioner kroner, som nu går i de private ejermænds lommer. Også dette selskab driver en virksom agitation og har mange tilhængere i det liberale parti, ivrige kapitalister, som vil beskatte jordrenten for at beskytte kapitalrenten. Det er den gamle modsætning, der går igen. I politikken er den nærmest et blændværk og spiller ingen rolle, men på det kommunale område bidrager den til at fremskynde udviklingen.

Sideløbende med disse strømninger øver den såkaldte kristelige socialisme en vis indflydelse i England. Vi har tidligere set, hvorledes advokaten Ludlow samt præsterne Maurice og Kingsley i begyndelsen af 1850erne med revolutionær begejstring kastede sig i brechen for proletariatet ud fra en religiøs medfølelse og en glødende forbitrelse mod samfundsuretten. Henry Georges agitation var ligeledes religiøst farvet og kaldte bevægelsen til live påny. Der opstod et »kristeligt socialistisk samfund«, som har vundet en vid udbredelse, og præsten Stewart Headlam stiftede under navn af »Sankt Mathæus Gilde« en gejstlig organisation med det formål at påvirke selve højkirken til i kristendommens navn at tage socialismen op. Den katolske kardinal og ærkebiskop Manning erklærede under dokstrejken i 1889, at »et sultent menneske har en naturlig ret til sine medmenneskers brød. Denne ret er så dybt begrundet, at den står over alle positive ejendomslove.« Det er dog forholdsvis få præster, der optræder som erklærede socialister; om flertallet af dem gælder stadig, at de - som Ruskin sagde - præker for de fattige og spiser med de rige. Nogen synderlig praktisk betydning har den »kristelige socialisme« således ikke.

Ved universiteterne i Oxford, Cambridge og London, overhovedet i videnskabelige kredse er den socialistiske samfundsopfattelse i de senere år trængt stærkt igennem under påvirkning dels af Stuart Mill, Darwins og Spencers udviklingslære. »Vi må sætte samvirken i stedet for frikonkurrence, hvis den sociale organisme skal vise sig levedygtig i kampen for tilværelsen«, erklærer professor Huxley, og i det store leksikon Encyclopædia Britannica slutter dr. Ingram sin artikel om nationaløkonomi med de ord, at det industrielle samfund ikke kan bestå uden en systematisk organisation. Så længe de private interesser strider mod hverandre, er et velordnet samfund umuligt. Fra videnskabens lærestole har denne opfattelse bredt sig i de dannede samfundsklasser, blandt hvilke man i England finder flere socialister end noget andet steds, og gennem folkeuniversitetsbevægelsen er den trængt ud i den brede befolkning, hvor den er mødtes og sammensmeltet med den socialdemokratiske agitation,

Men særkendet for den engelske socialisme er alligevel netop det, at den ikke beror på læresætninger og tankesystemer, men at den fremtræder som en handlingens ånd i praktiske bestræbelser for sociale reformer. Den er en vidtforgrenet bevægelse, der i stilhed udfører et tungt og besværligt arbejde, en kraft, der virker langsomt, men sikkert mod målet, selv hvor dette ikke står fuldt bevidst. Den kooperative bevægelse (andelsbevægelsen) virker just i den retning. Den deler sig i to grene: produktionsforeninger og forbrugsforeninger, men disse er ganske vist af meget ulige betydning. Produktionsforeningerne, det vil sige værksteder og fabriker oprettede af arbejdere, betegner nemlig ikke noget brud med det kapitalistiske system eller nogen samfundsnyttig udvidelse af dette; de virker indenfor selve kapitalismens ramme som aktieselskaber i det små. Forbrugsforeningerne derimod betyder en ny social form for omsætning og fordeling; de betyder, at varerne bliver billigere, idet forbrugerne selv træder i mellemhandlernes sted.

Den engelske forbrugsbevægelse har nået et betydeligt omfang og vokser år for år. Den har sit hovedsæde i Manchester og Glasgow, hvor den har oprettet store magasiner, forsynede med alle mulige fornødenheder, som den tildels selv producerer. Allerede i slutningen af det attende århundrede oprettedes der spredte forbrugs- og produktionsforeninger i England, men det var dog først Robert Owens agitation, der gav bevægelsen et afgørende fremstød. Han troede, som vi har set, at samfundet alene ad denne vej kunne omdannes i socialistisk retning, og han er den egentlige stamfader til andelsbevægelsen, selv om de foreninger, han skabte, kun levede forholdsvis kort. I 1843 begyndte der en ny periode, hvis grundsætninger senere har været de ledende. Foregangsmændene var de tidligere nævnte Rochdale pionerer.

»I slutningen af året 1843« - fortæller bevægelsens historieskriver, Owens discipel Holyake - »på en af disse tågede, mørke, skumle, hæslige og ubehagelige dage, som indtræder i november, hvor dagslyset ganske er brugt op og solen har opgivet ethvert forsøg på at skinne, enten det nu er af ærgrelse eller fortvivlelse - på en sådan dag forsamlede nogle fattige vævere i Rochdale, der var uden arbejde, næsten uden føde og aldeles fortvivlede over deres stilling i livet, sig for at overveje, hvad de skulle gøre for at forbedre deres kår som fabriksarbejdere. Fabrikanterne havde kapital og købmændene varelagere - hvorledes skulle de da kunne hjælpe sig frem uden nogen af delene? Skulle de give sig ind under fattigvæsenet? Så mistede de deres selvstændighed. Eller skulle de udvandre? Det ville omtrent være det samme som at blive landsforvist for den forbrydelse at være født fattig. Hvad skulle de da gøre? De ville begynde livets kamp for deres egen regning; de ville prøve på at gøre købmænd, fabrikanter og kapitalister overflødige; uden erfaring, kundskaber eller penge ville de selv være købmænd og fabrikanter. En subskriptionsliste blev sendt omkring; - Børsen ville ikke have ventet stort udbytte deraf. Tolv af disse småkapitalister påtog sig at indbetale 14 øre om ugen - en sum, som de næppe vidste hvordan de skulle anvende. Når de havde indbetalt den hver uge et år igennem, ville de have tilstrækkeligt i deres bank til at købe en sæk hvedemel for. Men allerede i 1857 havde disse fattige mænd deres egne møller og pakhuse og tog hver uge over 16,000 kr. ind i rede penge.«

Det program, hvorpå Rochdale væverne grundlagde deres forbrugsforening, lød således: »Det er foreningens formål og opgave at sørge for dens medlemmers pekuniære fordel og forbedre deres sociale og huslige vilkår ved gennem aktier på ét pund sterling (18 kr.) at tilvejebringe en tilstrækkelig kapital til at iværksætte følgende foranstaltninger: oprettelsen af et varelager til udsalg af levnedsmidler, klæder osv.; opførelse, køb eller indretning af et antal huse, hvori de medlemmer, der ønsker at hjælpe hverandre til at forbedre deres stilling, kan bo; fabrikation af sådanne varer, som foreningen må tilvirke for at skaffe arbejde til sådanne medlemmer, som er arbejdsløse eller lider under gentagne nedsættelser af deres arbejdsløn. Til videre bedste og sikkerhed for foreningens medlemmer vil foreningen købe eller forpagte en eller flere landejendomme, som skal dyrkes af arbejdsløse eller dårligt lønnede medlemmer. «

Rimeligvis blev dette program modtaget med spot og latter i handelsverdenen, og de fleste, der læste det, har sagtens trukket på skuldrene ad de stakkels væveres fantasterier. Men spotten og latteren forstummede, da fantasterierne blev til en forretning med millioners omsætning om året. Rochdale vævernes program blev i virkeligheden grundlaget for Englands moderne andelsbevægelse. I 1850erne var de »kristelige socialister« meget ivrige i bevægelsens tjeneste. »af alle smålige, selvgode, hykleriske, anarkiske og ugudelige anslag« - skrev præsten Kingsley - »er frikonkurrencen den værste.« De kristelige socialister oprettede et centrallager i London med det formål »at modvirke det system af forfalskning og bedrageri, som gik i svang i handelen, og at levere brugsforeningerne deres varer af bedst mulig kvalitet og renhed.« De foretagender, der så lyset i denne periode, viste sig imidlertid lidet levedygtige. Først i 1863 lykkedes det at samle og fæstne bevægelsen ved oprettelsen af en fælles forbrugsforening (Cooperative Wholesale Society) for Nord-England, hvis omsætning i løbet af de første tredive år steg fra 1 million til 173 millioner kroner. Udbyttet til de samvirkende foreninger beløb sig i det samme tidsrum til over 14 millioner kroner. I Skotland oprettedes nogle år senere en lignende fælles-forbrugsforening med hovedsæde i Glasgow.

Siden 1869 har foreningerne afholdt årlige kongresser i forbindelse med udstillinger og store festligheder. På kongressen i Newcastle 1873 stiftedes en »Fællesforening af Englands andelsforeninger« med det formål »at skabe sandhed og økonomi i produktion og handel,« og på kongressen i Rochdale i 1892 vedtoges det at danne et internationalt forbund af produktions- og forbrugsforeninger. Den første kongres, som afholdtes af dette internationale forbund, fandt sted i London i 1895; blandt de repræsenterede lande var også Danmark. Fællesforeningen har sit eget organ, og år for år vokser bevægelsen sig mægtigere ud over Storbritannien. Den omfatter for tiden 2500 foreninger med et samlet medlemsantal af ca. en million familier (to millioner mennesker) eller en tiendedel af alle landets husholdninger. Der er filialer i en mængde engelske, skotske og irske byer samt i udlandet (bl.a. i København). Den årlige omsætning beløber sig til ca. 1 1/4 milliard kroner med en fortjeneste af 144 millioner, hvoraf 1 million anvendes til understøttelse af skoler og lignende.

Forbrugsforeningerne kommer mere og mere ind på selv at producere deres varer i stedet for at købe dem. Deres egne fabriker omfatter allerede en betydelig mængde forskellige artikler i beklædningsvarer, uldne stoffer, møbler, konserves, tobak, biskuits, sukkervarer. Sæbe, lys, skotøj osv. Der findes også et andelsbogtrykkeri, flere garverier med mere. De fleste af disse industrielle etablissementer er i stærk vækst; desuden drives der landbrug, og i Woolwich har en forbrugsforening på 14,000 medlemmer opført et stort bygningskompleks med beboelseslejligheder og butikker; flere andre foreninger er på veje til at følge eksemplet. Også på andre områder tager andelsbevægelsen opgaver op. Således har det store engelske Wholesale Society bevilget et betydeligt beløb til oprettelsen af et rekonvalescenthjem for sine funktionærer, arbejdere og medlemmer. I Skotland eksisterer allerede et havsanatorium, som består ved bidrag fra andelsforeninger. For hvert bidrag af 1 pund, som ydes, erholder den pågældende forening en billet, der giver ret for et medlem til 2 ugers ophold ved sanatoriet.

De Samvirkende Engelske Forbrugsforeninger beskæftiger en funktionær og arbejderstab på ca. 80,000 personer, hvoraf over 30,000 ved vareproduktion, resten ved handel. De overholder nøje de mellem arbejdere og arbejdsgivere vedtagne priskuranter og arbejdsregulativer, og de kræver af de fabrikanter, hos hvem de gør deres indkøb, at de skal tilstå deres arbejdere samme vilkår. Forbrugsforeningernes fabrikker og værksteder er i almindelighed i rumlig, hygiejnisk og teknisk henseende sande mønsteranstalter. Af centralstyrelserne for forbrugsforeningerne og de Samvirkende Fagforbund er der nedsat en komité til udligning af arbejdskonflikter; denne komité har så godt som aldrig anledning til at træde i virksomhed. .den store udenrigske omsætning drives for størstedelen med selskabernes egne skibe, 7 i tallet. Det engelske Wholesale Society har nu en årlig indførsel til 90 millioner kroners værdi; alene fra Danmark indfører dette selskab for 30 á 40 mill. kr. smør, æg og flæsk; det har iøvrigt importforbindelser med så at sige hele verden: De Forenede Stater, Canada, Australien, Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, Svejts, Østrig, Italien, Grækenland, Sverige, Norge og Finland; selskabet har, foruden talrige kontorer og lagre i Europa, bureauer i New York og Sidney - solen går aldrig ned i dets rige. Det har sin egen bank, der indtager en ret uafhængig stilling på pengemarkedet; medens Bank of England i året 1900 måtte sætte sin diskonto op til 6 pct., og privatbankerne endog måtte gå til 7 pct., kunne Wholesale-banken, der gennem deposita og udbetalinger omsætter ca. 1000 millioner kr., blive stående ved sin sædvanlige 4 pct. diskonto, og tager man udbyttet til medlemmerne i betragtning, var bankens diskonto i virkeligheden ikke højere end 3 pct.

På den sidste kongres i Exeter (maj 1902) forhandledes bl.a. det vigtige spørgsmål, hvorledes forbrugsbevægelsen kunne udvides til den fattigste befolkning i de store byer, som endnu ofte står udenfor. En kvindelig forbrugsforening - »Kvindernes Gilde« - havde nøje studeret dette spørgsmål og var kommen til erkendelse af, at hvis man ville drage de fattigste med ind i bevægelsen, måtte man afskaffe det indskud, der krævedes af medlemmerne, og man måtte sælge varerne til billigere pris og i små partier. Miss Spooner, som havde været med til at forfatte indberetningen, fremhævede, at det gjaldt om at redde de fattige fra mellemhandlerne og pantelånerne, som de fødte og klædte i stedet for at føde og klæde sig selv. En forbrugsforening i Sunderland havde allerede oprettet flere udsalg i byens fattigkvarterer. Foreningerne havde hidtil intet gjort for denne del af befolkningen - »og Robert Owen, hvem vi alle ærer her,« sagde en anden taler, »betragtede dog netop andelsbevægelsen som midlet til de fattiges befrielse.« Kongressen vedtog enstemmigt en beslutning om, at foreningerne skulle iværksætte en agitation i den angivne retning - »nye skridt ad nye veje,« som formanden sagde i sin slutningstale.

Jo mere forbrugsforeningerne åbner sig for de fattigste - ligesom fagforeningerne i sin tid åbnede sig for de ufaglærte arbejdere - jo mere bliver naturligvis mellemhandlerne trængt ud af spillet. »Det er det umådelige antal mellemhandlere, der fortærer arbejdets udbytte,« skrev Stuart Mill i sin tid til en arbejderforening i London, som havde valgt ham til æresmedlem. »Den vej, ad hvilken jeg øjner den største forbedring i samfundets husholdning,« fortsatte han, »er den, der leder til afskaffelsen af det uhyre antal mellemmænd, som fordeler så stor en del af landets frembringelser imellem sig, skønt den tjeneste, de yder, kunne udrettes lige så godt og bedre af en tiendedel af deres antal.« Det er dette, der sker gennem forbrugsforeningerne. I flere engelske fabriksbyer er middelstanden allerede næsten forsvunden eller på veje til at forsvinde. Det kan være pinligt nok for de enkelte småhandlende at måtte lukke deres butikker - ligesom det var for arbejderne at måtte ombytte hjemmet med fabrikken - men enhver samfundsomdannelse medfører i øjeblikket større eller mindre ubehageligheder for den enkelte. Samfundet som helhed har ingen interesse af at opretholde middelstanden. Den frembringer ingen værdier. Den er kun berettiget, så længe den er et nødvendigt bindeled mellem frembringerne og forbrugerne. Hvis dette mellemled kan undværes, er det en besparelse ikke blot for de enkelte forbrugere, men for hele samfundet. En del af dem, der er beskæftigede ved handelen, det vil sige ved et arbejde, som intet frembringer, må da i stedet søge beskæftigelse ved et arbejde, som frembringer værdier og er nyttigt for samfundet. Eller de må opgive deres erhverv som »selvstændige« handlende (med selvstændigheden er det i de fleste tilfælde kummerligt bevendt) for at træde ind som medhjælpere i de store forbrugsforenings-magasiner, der byder dem et sikrere udkomme og en kortere arbejdstid.

Mod denne udvikling kan de handlende lige så lidt rejse nogen virksom modstand, som håndværkerne kunne det mod storindustrien. Thi det er under de forhåndenværende forhold den eneste naturlige og sunde udvikling - ikke alene den fordelagtigste for alle i økonomisk henseende, men vel at mærke også den mest betryggende for de enkeltes uafhængighed. Forbrugsforeningerne og fagforeningerne stiler i virkeligheden mod det samme mål, nemlig alle arbejdendes frigørelse for kapitalmagtens tvang. Gennem fagforeningen tilstræber arbejderen det fulde udbytte af sit arbejde - gennem forbrugsforeningen den fulde værdi af sit arbejdsudbytte. Han søger på den ene side at forhindre kapitalisten, på den anden side mellemhandleren i at leve på hans bekostning. Han deler derved mere og mere samfundet i de to store klasser af frembringere og forbrugere - som i virkeligheden er en og samme klasse. Så snart samfundet har erkendt denne simple sandhed, befinder det sig i socialismen.

Og her står vi overfor den mærkeligste fremtoning i det moderne England. Skønt socialdemokratiet i dette land er mindre udbredt end i de fleste fastlandsstater - skønt der kun findes svage antydninger til et politisk arbejderparti i almindelig europæisk betydning - så befinder det engelske samfund sig længere inde i socialismen end noget andet samfund i Europa. Vi har set, hvorledes staten allerede tidligt i det nittende århundrede gennem fabrikslove og lignende. Begyndte at skride ind mod den ubegrænsede kapitalisme. Renten blev efterhånden beklippet ved beskatning og flere og flere virksomheder inddraget under statsdrift. Næsten enhver optænkelig bestilling - siger Sidney Webb - bliver nu et eller andet sted på de britiske øer drevet af regering, sogn eller kommune uden indblanding af nogen mellemmand eller kapitalist:

Teoretikerne, der fordømmer samfundets egen ledelse af dets eget arbejde som en økonomisk umulighed, lige så stridende imod englændernes stivnakkede uafhængighedstrang som mod den praktiske politik, har sjældent den mindste anelse om, i hvilken udstrækning samfundet allerede har overtaget denne ledelse. Foruden vore udenrigske anliggender og arméen, flåden, politiet og domstolene har samfundet for egen regning overtaget ting som post, telegraf og møntvæsen, opmåling, seddeludstedelse, mål og vægttilsyn, bygning, rengøring, belysning og vedligeholdelse af gader, veje og broer, livsforsikring, pensionsvæsen, skibsbygning, fondsmægling, bankvæsen, jordbrug og pengeudlån. Det sørger for mange tusinde af os fra vuggen til graven ved hjælp af jordemødre, barnepleje, opdragelse, kost og logi, vaccination, lægetilsyn, medicin, gudstjeneste, fornøjelser og begravelse. Det holder sine egne museer, parker, kunstgallerier, biblioteker, koncertlokaler, torvepladser, slagterier; sit eget brand, fyr og lodsvæsen, sine færger, pramme, bugserbåde, redningsbåde, kirkegårde, offentlige bade, vaskerier, kvægtorve, havne, moler, brygger, hospitaler, apoteker, gasværker, vandværker, sporveje, telegrafkabler, jordlodder, græsgange, boliger for håndværkere. Skoler, kirker og læseværelser. Det foranstalter og offentliggør sine egne undersøgelser i geologi, meteorologi, statistik, zoologi, geografi og endog teologi.

I kolonierne tillader og tilråder endvidere den engelske regering de forskellige stater at sørge for jernbaner, kanaler, pantelånerkontorer, teatre, forstvæsen, kinatræplantning, vanding, landsbyer for spedalske, badeanstalter og kolonisering og at drive handel med guano, kinin, opium, salt og meget andet. Hver eneste af disse virksomheder, arméen, flåden, politiet og domstolene ikke undtagne, var engang overladt den private foretagsomhed, var lovhjemlede felter for enkeltmands anbringelse af kapital. Skridt for skridt har samfundet overtaget dem, helt eller delvis; og spillerummet for den private udbytning er blevet formindsket. Side om side med denne gradvise udvidelse af statens eller kommunens virksomhedsområde er der foregået en udskilning af det rent personlige element i den private forretningsførelse. De ældre økonomer tvivlede om, at andet end bank- og forsikringsvæsen kunne drives som aktieforetagende, og nu kan enhver optænkelig industribedrift, lige til brødbagning og mælkehandel, med held ledes af de lønnede bestyrere for store selskaber, hvis aktionærer er uvirksomme. Af Englands hele forretningsvirksomhed bliver nu mere end en tredjedel, regnet efter den anbragte kapital, udøvet af aktieselskaber, hvis aktionærer kunne indløses af staten, uden større ulempe for vedkommende virksomheder, end der forvoldes ved det daglige salg af aktier på Fondsbørsen.

Ved siden af sin direkte fortrængen af private forretninger fører staten bog over, tilsyn og kontrol med næsten alle de industrielle virksomheder, som den endnu ikke har overtaget selv. Foruden fødte, gifte, døde og stemmeberettigede, registrerer staten alle sagførere, advokater, notarer, patentagenter, mæglere, avisudgivere, spillekortfabrikanter, bryggere, bankierer, matroser, skippere, styrmænd, læger, droskekuske, gadesælgere, pantelånere, tobakshandlere, destillatører, guld- og sølvtøjshandlere, vildthandlere; alle forsikringsselskaber, syge- og begravelseskasser, understøttede skoler og milde stiftelser, aktieselskaber, grundarealer, huse, skøder, salgsbreve, kompositioner, skibe, familievåben, hunde, drosker, omnibusser, bøger, teaterstykker, brochurer, aviser, markedspriser på rå bomuld, varemærker, patenter; logihuse, værtshuse, spisehuse, teatre, musikhaller, lokaler for gudstjeneste, elementærskoler og dansehuse.

Og registreringen er ikke blot en form. Størstedelen af det her nævnte bliver nøje tilset og kritiseret, således som tilfældet er med alle jernbaner, sporveje, skibe, gruber, fabriker, kanalbåde, offentlige befordringsmidler, fiskerier, slagterier, mejerier, mælkeudsalg, bagerier, »englefabrikker«, gasmålere, anatomi-skoler, laboratorier for vivisektion, sprængstoftilvirkning, skotsk sild og almindelige logihuse.

Tilsynet bliver ofte omstændeligt og strengt håndhævet. For de fleste større industrielle virksomheder foreskriver staten arbejdernes alder, arbejdstid, luft og lysmængde, kubikrum, varmegrad, vaskerum, fridage og måltidstider; hvor, når og hvorledes lønningerne skal udbetales; hvorledes farlige maskiner, hejseåbninger, gruber og stenbrud skal indgærdes og forsvarliggøres; hvorledes og til hvilken tid arbejdssted og redskaber skal rengøres og repareres. Det er endog nøje foreskrevet, i hvad slags indpakning en del artikler skal bringes i handelen, for at den enkelte kapitalist ikke skal benytte sig urettelig af sin stilling. På alle kanter bliver han registreret, holdt øje med, kontrolleret og til sidst afløst af samfundet; samtidig nødes han til i offentlige øjemed at afstå en stadig voksende del af sin jord- og kapitalrente.

Endog på områder, som fremdeles er overladt den private foretagsomhed, bliver altså dennes virkekreds dag for dag mere og mere indsnævret, for at den af privat grådighed opståede anarkiske konkurrence, der ved århundredets begyndelse blev hævdet som det eneste ufejlbarlige princip for social virksomhed, ikke i bund og grund skal ødelægge staten. Alt dette er blevet fremmet af »praktiske« folk, som i deres uvidenhed om enhver videnskabelig samfundslære har anset socialismen for den tåbeligste af alle drømme, og som bilder sig ind at have neddysset ethvert krav på samfundets omdannelse. Så uimodståelig er samfundsudviklingens gang, at disse folk ved al deres virksomhed kun har bidraget til at fremme selve den socialisme, som de foragtede, og til at undergrave troen på individualismen, hvortil de stadig bekender sig. De var bedre bygmestre, end de selv vidste af.

Men betydningsfuldere end statens indgriben i det økonomiske liv er i det moderne England den kommunale socialisme, som griber mere og mere om sig overalt i landet. Medens tilliden til det politiske maskineri - parlamentet - var ved at svækkes, voksede troen på den kommunale forvaltning. Socialdemokraterne blev ikke trætte af at tilskynde vælgerne til at benytte sig af den udvidede valgret - der efterhånden er blevet så godt som almindelig, også for kvinder - og i de fleste større byer dannede arbejderne kommunale valgkommiteer - men udviklingen foregik for størstedelen ubevidst, ikke i kraft af teorier, men simpelthen fordi det viste sig praktisk at inddrage hidtil private virksomheder under offentlig drift. I et land, hvor andelsbevægelsen er så udviklet som i England, lå det nær at opfatte den enkelte kommune som et stort andelsforetagende - en fælles forbrugsforening for alle kommunens borgere - og følgelig at lade den selv tilvirke de almindelige fornødenheder.

Det er kommunerne, der har gjort mest for at »socialisere« Englands industrielle liv, og bevægelsen vokser år for år. At vandværker og gasværker, kloakanlæg og elektriske lysstationer efterhånden inddrages under kommunal drift, har sit sidestykke mange andre stedet, bl.a. i Danmark, men området udvides bestandig. Hundrede engelske kommuner ejer selv sine sporveje; i Bristol er dokkerne inddraget under kommunen. Det samme gælder i stor udstrækning torvehaller og markedspladser, slagtehuse, vaskerier, badeanstalter og hospitaler. London, som er verdens største kommune, anvender årligt 72 millioner kroner i offentlige øjemed; skolevæsnet er her fortræffeligt ordnet, og socialdemokraterne i grevskabsrådet arbejder med iver på at gennemføre daglig bespisning af alle fattige skolebørn. Gennem et særligt arbejdsdepartement lader kommunen selv en stor del af sine arbejder udføre uden mellemmænd, eller den sørger for - hvis arbejdet udbydes til entreprenører - at fagforeningernes løntariffer overholdes, og at al »udsvedning« undgås. I Glasgow, Nottingham, Dublin, Cardiff og Liverpool har kommunerne fulgt Londons eksempel og oprettet deres egne værksteder. Systemet har vist sig lige fordelagtigt for arbejdere og forbrugere. Da Londons kommune overtog sine egne sporveje, nedsalte den taksten for passagerer fra to pence til en penny (7 øre) og senere til en halv penny; samtidig forhøjede den funktionærernes løn og forkortede deres arbejdstid. Og endda tjente den det første år over 900,000 kr. på sporvejsdriften.

Overskuddet af de kommunale foretagender anvendes til at gøre byerne sundere og skønnere, forbedre fattigvæsenet, opføre arbejderboliger, biblioteker, museer, anlægge parker, legepladser, afholde offentlig musik og andre folkeforlystelser. Boligspørgsmålet er det vigtigste. Her er uendeligt meget at råde bod på. De rædselsfulde tilstande fra kapitalismens første tider er endnu langtfra udryddet; overbefolkede kaserner, modbydelige logihuse (slums) forpester endnu hele kvarterer i de store fabriksbyer, forgifter den fattige befolkning, kvæler småbørn i tusindvis. Londons kommune har nedrevet en mængde af disse usunde bygninger (således i Whitechapel og Bethnal Green) og opført andre i stedet; den har købt et stort grundareal og bygget småhuse med haver til 56,000 mennesker, men bolignøden er endnu så stor, at ca. en halv million mennesker i London mangler hus og hjem. I Glasgow, Bristol og flere andre byer har kommunen ligeledes opført arbejderboliger, men overalt er der den vanskelighed at kæmpe med, at grundene er for dyre. Størstedelen af Londons grund ejes af fire hertuger, som forpagter den ud; alle vegne er det nogle få, store grundejere, som drager fordel af byernes vækst og befolkningens forøgelse. Boligspørgsmålet hænger derfor nøje sammen med jordspørgsmålet og kan kun løses i forbindelse med dette. »Jordens nationalisering« bliver et mere og mere brændende spørgsmål i kommunerne, og stemningen vokser for at beskatte grundene så højt, at den »ufortjente værdistigning« inddrages i kommunens kasse, hvor den jo i virkeligheden hører hjemme.

Flere kommuner har iøvrigt i tide sikret sig de ubebyggede grunde omkring byerne og har derved gjort en udmærket forretning. De jordbesiddende kommuner har kunnet nedsætte skatten betydeligt, ja to byer i Cornwall har endog ophævet al skat. En sammenligning mellem engelske byer udviser, at hvor den kommunale drift er mest udviklet, er skatterne lavest. Der gives jo ingen bestemt grænse for, hvad der kan inddrages under kommunen, og der gøres forsøg på de forskelligste områder, næsten altid med held, ofte med forbavsende resultat. I Saint Helens i Lancashire (den gamle bomuldsegn) har f.eks. kommunen overtaget forsyningen med steriliseret børnemælk. Mødrene kan få udleveret patteflasker og sutter på betingelse af, at disse hver dag bliver bragt tilbage for at blive desinficerede. Dette eksempel er blevet fulgt af Liverpool, Dunkinfield, York, Belfast og flere andre byer, og det har vist sig at medføre en overordentlig nedgang i dødeligheden blandt spæde børn.

Kommunerne nøjes ikke med at overtage mælkehandelen, de begynder også at drive handel med spiritus, ikke for at folk skal drikke mere, snarere for at de skal drikke mindre, i hvert fald bedre varer og lade det offentlige få fortjenesten. I Devonport har kommunen vedtaget at købe og selv drive alle værtshuse i forstadskvartererne. I Glasgow har kommunen oprettet en helbredelsesanstalt for alkoholister - og det er ikke nogen lille historie, London er inde på noget lignende. Hospitalerne er endnu i de fleste engelske byer overladte til den private spekulation. Men i Sheffield, Worcester, West Riding, Edinburgh og flere steder har kommunerne allerede oprettet brystsyge-sanatorier. I Middlesbourough foreslog den kommunale sundhedskommission at opstille spyttebakker på alle offentlige veje; det blev dog forkastet.

I Bradford, Manchester, Leeds, Birmingham, Wolverhampton og Liverpool fabrikerer kommunen ren is til anvendelse i torvehaller, slagterier og frugtudsalg. I Torquay opdrætter man harer og får; i Turnbridge Wells dyrker man humle. I Colchester findes kommunale østersbanker. I flere byer er man i færd med at anlægge kommunale bagerier. Andre steder er der kommunale forsikringsanstalter, et sted en kommunal bank. Manchester beskæftiger to tusind arbejdere med at fabrikere cement samt sæbe, olie og lys af forskelligt affald, som andre steder brændes. I Glasgow og Tunbridge Wells har man kommunale telefoner. Battersea har anlagt et kommunalt savværk. Og i flere distrikter i Nordengland tænker man på at lade kommunerne købe kulminerne og på at oprette kommunale kornoplag.

Liverpool har de største og bedste kommunale badeanstalter, som findes noget steds. I andre byer har man kommunale koncertlokaler, endog teatre. Nottingham, som indtager en ledende stilling i den kommunal socialistiske udvikling, har sit eget folkeuniversitet, og byens rådhus står åbent for de samvirkende fagforbunds møder. London uddeler gratis blomsterplanter fra sine parker til ubemidlede hjem. I Glasgow, Liverpool og Leicester udleverer kommunen gratis kasser med blomster til at stille udenfor vinduerne i arbejderkvartererne. I Leicester repræsenterer hver af disse kasser en udgift af mellem 4 og 5 kroner. Dertil har kommunen råd, fordi den selv indkasserer den fortjeneste, der hidtil gik i kapitalisternes lomme. Alene til musik i parkerne ofrer London 144,000 kroner om året, og Bornemouth giver 90,000 kr. årlig til et orkester, som spiller hver dag.

Dertil kommer de såkaldte »folkets paladser«, som enkelte kommuner har begyndt at bygge. Forfatteren Walter Besant udkastede for en snes år siden i sin roman »Alle slags Menneskeskæbner« ideen til at opføre et »palads« for det fattigste proletariat i Øst-London, og nogle rige velgørere førte tanken ud i virkeligheden; de rejste i Mile End Road en stor pragtbygning med koncertsal, bibliotek, læsestue, bade, tekniske skoler osv., og denne anstalt står nu delvis under kontrol af Londons kommunalbestyrelse, der med tiden overtager den. I Glasgow har kommunen selv bygget et folkepalads med vinterhave, kunstmuseum osv., og de nordlige forstadskommuner udenfor London har fornylig slået sig sammen om at opføre det store Alexandra palads, hvortil der hører en mægtig park med alle mulige folkeforlystelser.

Dette er kun enkelte spredte træk. Den radikale politiker Charles Dilke udtalte nylig med rette, at intet steds i verden er den praktiske og håndgribelige socialisme så udbredt og så mægtig som i de engelske kommuner. Og hele denne udvikling er som sagt foregået ganske af sig selv. Den er groet organisk op af jordbunden ligesom et træ, der ikke spørger, om det må vokse eller om det skal vokse, men som simpelthen ikke kan andet end vokse, hvor betingelserne er til stede. De gode folk, der bilder sig ind, at de »bekæmper socialismen«, kan i virkeligheden ikke se skoven for bare træer.

Kapitalistbladet »Times« blev i eftersommeren 1902 opmærksom på alle de mange socialistiske småsamfund, der ganske stille voksede op rundt omkring i landet, og bladet råbte vagt i gevær mod den »fare«, der formentlig truede den private foretagsomhed - det vil sige den kapitalistiske spekulation. Men den virkelige fare for samfundet og for de enkelte kommer ikke fra kommunerne, den kommer fra kapitalismen selv. Thi trods alle kommunale fremskridt er tilstanden i England endnu således, at af landets godt 40 millioner mennesker kan kun de 11 føre et betrygget og sorgløst liv, medens ca. 15 millioner lige kan leve fra hånden og i munden, og resten kun undtagelsesvis får tilstrækkelig og sund ernæring. Af hver tusind personer, som dør, er der ni hundrede, der ikke efterlader sig nogen som helst ejendom.

Det er om et sådant samfund, den berømte videnskabsmand proffesor Huxley udbryder: »Selv det bedste i den moderne civilisation forekommer mig at stille menneskeslægten under betingelser, der hverken er forenelige med noget værdigt ideal eller fortjener at bevares. Jeg betænker mig ikke på at udtale den mening, at hvis der ikke er håb om nogen dyberegående forbedring af livsbetingelserne for den største del af menneskeslægten; hvis det er sandt, at vor forøgede kundskab, der efterfølges af større herredømme over naturen, og den forøgede rigdom, der atter følger med dette herredømme, ikke vil medføre nogen større forandring i udstrækningen og dybden af den store befolknings nød og i dens deraf følgende legemlige og åndelige nedværdigelse, så vil jeg med glæde hilse ankomsten af en venlig komet, der vil feje det altsammen bort i en ønskelig verdensbrand. Hvad hjalp det menneskenes ven Prometheus, at han stjal ilden fra himlen og gjorde sig den underdanig, og at jordens og luftens ånder adlyder ham, når fattigdommens ørn evigt sønderslider hans indvolde!«

I al sin gru åbnede samfundskløften sig for verdens øjne ved kong Edwards kroning, da storstadens ynkeligste menneskekryb myldrede ud af deres huler for at slås om nogle mønter, der blev kastet i grams, og om det måltid mad, hvormed Londons fattige allernådigst blev bespiste i den højtidelige anledning. Hvis alle Københavns indbyggere, store og små, gamle og unge, grosserere og deminondedamer, halte og lamme, døve og blinde, forvandledes til lasede fattige, til en eneste sulten hob, ville de omtrent repræsentere det tal, som den seneste videnskab sætter på de til stadighed arbejdsløse i London, den del af det arbejdsdygtige London, som samfundet ikke har brug for, og hvis munde derfor ikke har lov til at mættes. Nationaløkonomen J. A. Hobson angiver tallet på disse arbejdsløse til 317,000.

Arbejderne frembringer gennemsnitlig en værdi af 24,300 millioner kroner om året. Og endda må så godt som hveranden engelsk arbejder leve af fattigunderstøttelse. Thi skønt arbejderne udgør de syv ottendedele af nationen, får de kun de 9000 millioner af produktionens samlede værdi, hvilket giver en gennemsnitlig arbejdsløn af 90 øre om dagen. De 15000 millioner tilfalder under en eller anden form kapitalen. Og kapitalen bliver mægtigere og mægtigere. Den danner »ringe« eller truster, som virker med uhyre pengemidler. En enkelt bomuldsring repræsenterer f.eks. en kapital af ca. 180 millioner kroner, en anden bomuldsring virker med 90 millioner kroners kapital, en stålfabrik (Armstrong, Whitworth & Co.) med 72 millioner, osv. i privatmænds hænder er denne kapitalophobning en uhyre samfundsfare - men til syvende og sidst er den måske farligst for selve kapitalismen.

Vi har jo nu fulgt et stykke af denne kapitalismes udvikling på engelsk grund. Vi har set, hvorledes den rejste sin røverborg midt i samfundet og skød befolkningens flertal ud i fattigdom; hvorledes den befæstede sin magt og modstod alle angreb. Vi har set, hvorledes folket samlede sig imod den, først i fortvivlelse, i spredte og uordnede skarer, så i tættere sammenslutning og planmæssig fremrykning. Fagforeninger og forbrugsforeninger belejrede den. Digtere og tænkere søgte at tale borgens herrer til fornuft, at røre deres hjerter til menneskekærlighed, og gudsrigets profeter udslyngede forbandelser imod dem. Men kapitalismen byggede ubekymret videre på sin borg; alle angreb, bønner, trusler, stormløb syntes at prelle af på den. Thi der var kun én magt, der var stærkere. Det ses dag for dag med større tydelighed: kapitalismen kan kun besejres af kapitalismen selv. Amerikas eksempel viser det.

I Amerika har kapitalen i højere grad end andetsteds samlet sig i de mægtige »trusts« eller »ringe«, som omspænder jernbanerne, kulminerne, telegraferne, stål og jernindustrien, sukker og saltfabrikationen, olie og whiskyfabrikationen, kolonial og tobakshandelen; - som med andre ord næsten fuldstændig behersker den amerikanske befolknings forsyning med livsfornødenheder. Ringenes samlede kapital beløber sig til omkring 36 milliarder kroner - det vil sige en sum så uhyre, at man slet ikke længere forbinder nogen forestilling med den. Alene stålringens aktiekapital repræsenterer en halvfjerdsindstyvendedel af De Forenede Staters hele nationalformue, det vil praktisk talt sige halvdelen af alle de penge, der findes i Amerika.

»Ringen« er ikke national; den stræber i følge sit væsen efter internationalitet. En forening af hele verdens stålindustri er ganske vist en uhyre opgave, men den overstiger ikke de kapitalkæmpers kræfter, som står i spidsen for stålringen. Fabrikationen af stål er en storindustri, som i hvert enkelt land kun befinder sig på et begrænset antal hænder. Det er forholdsvis let for ringens herrer at komme til forståelse med de få fabrikanter, hvis interesser falder sammen, og at forene dem, først i nationale forbund, så i verdensforbund. Der er intet urimeligt i at forudse det øjeblik, da jern- og stålindustrien i den gamle og den ny verden smelter sammen under fælles ledelse. Denne verdensmagt vil da hvert år kunne bestemme, hvor stor en mængde jernvarer der skal produceres, på hvilke markeder de skal afsættes, og hvilken løn arbejderne skal have. Hele menneskeheden må da ved købet af hver pen, hver lommekniv, hvert søm, erlægge en skat, som ringens herrer fastsætter etter forgodtbefindende.

Det var den amerikanske sukker- og tobaksring, som fremskyndede og gennemførte krigen med Spanien, formynderskabet over det såkaldte »befriede« Cuba og den blodige erobring af Filippinerne. Den største af alle nutidens amerikanske finansmænd, Pierpont Morgan, har udvidet sin bankierforretning til et mere og mere kæmpemæssigt omfang. Med sit geniale overblik over verdensmarkedet har han efterhånden strakt ligesom usynlige arme ud over alle grene af menneskelig produktion, forbrug og samfærdsel, omslynget og fastholdt dem som et eventyrligt uhyre, et næsten overnaturligt væsen. Han har slået en ring af jernbaner og dampskibe omkring hele jorden; - det er, som om alle de drømme, folkeslagene har drømt om deres guder, som jøderne drømte om ham, fra hvem ingen kunne fly, om det end var på morgenrødens vinger eller til det yderste hav, og som nordboerne drømte om Midgårdsormen, der lå omkring jorden - det er, som om alle disse drømme virkeliggøres i en kapitalist af Pierpont Morgans vælde. Kapitalsummen af hans kæmpetrust anslås til 27 milliarder kroner.

Først da denne overmægtige amerikanske kapitalisme truede de engelske kapitalister, begyndte man i England at få øjnene op for den samfundsfare, man hidtil ikke havde villet se. Da Pierpont Morgan strakte sine fangarme ud efter den engelske dampskibsflåde, skrev Times: »Dampskibs-ringen illustrerer en sandhed, som al historie lærer os, når den læses rigtigt, skønt den skjules af al historie, således som den sædvanlig doceres. Sandheden er den, at nationernes skæbne i de store træk hovedsagelig bestemmes af økonomiske kræfter, som politikerne sjældent forstår og endnu sjældnere har magt til at tøjle. Skibsringen er udtryk for en flytning af det økonomiske tyngdepunkt. Den beror ikke på et indfald af hr. Morgan eller på et lune af amerikanske forretningsfolk. Den er en følge af økonomiske bevægelser, som har udviklet sig lige for vor næse. Enhver, som ser faren og peger på den, bliver hånet som en nar, der er forfalden til at se syner ved højlys dag. Men sådanne bevægelser standser ikke deres gang, fordi folk lukker øjnene og ikke vil se dem; alt, hvad der sker, er at folk bliver forfærdelig opskræmte, når den dør, som langsomt og gradvis har lukket sig mere og mere, pludselig smækker i med et drøn.«

Javel, den amerikanske kapitalisme truer med at »smække døren i« for den engelske. Men samtidig lukker den måske døren op for socialismen! Sagen er jo nemlig den, at medens »ringene« på den ene side knuser og udsletter alle hidtil »selvstændige« mindre eller større bedrifter og underkaster sig verdens arbejdere som deres livegne - så har de også deres gode side, idet de peger ud over sig selv mod en mere planmæssig, samfundsmæssig og international ordning af produktion og omsætning. Under kapitalismens første opblomstring var det en stående trossætning i nationaløkonomien, at al produktion og pris rettede sig efter tilbud og efterspørgsel på markedet. Jo større efterspørgsel, desto højere pris og livligere produktion, indtil det øjeblik kom, da tilbudet oversteg efterspørgslen og der indtrådte overproduktion med synkende priser og arbejdsløshed. Det var frikonkurrencen i dens renhed. Hver enkelt fabrikant producerede for egen regning i snæversynet begærlighed ud i det blå. Konkurrenten var fjenden, med hvem han uophørligt måtte føre krig ved at underbyde ham -: alles krig mod alle.

Men på dette trin kunne den økonomiske udvikling ikke blive stående. Der kom et øjeblik, da samkvemmet var blevet let, da statistikken over produktion og forbrug var blevet fuldstændig og pålidelig, og da fabrikantens overblik var blevet vidt og klart. Kapitalisterne indså da - ligesom arbejderne - organisationens betydning. Feltråbet lød ikke længere: »Gå til side, så jeg kan komme til!« Men »Lad os se at blive enige!« I stedet for at konkurrere hverandre ihjel begyndte man at dele verden imellem sig. Man stredes og reves ikke længere om kunderne - man enedes om at, flå dem. De enkelte fabrikanter blev embedsmænd i de store »ringes« tjeneste.

Men dermed har kapitalismen i virkeligheden løbet linen ud. Frikonkurrencen har ophævet sig selv - liberalismen har spillet fallit. Det er højst interessant at se, hvorledes »ringenes« venner og forsvarere er kommen til den samme erkendelse af frikonkurrencens fordærvelighed, som socialisterne allerede for et århundrede siden gjorde gældende. Konkurrencen, hedder det i ring-litteraturen, er et »spild af kræfter«, den er »ødelæggende«, »selvødelæggende«, osv. Ikke med urette har man sagt om »ringenes« tilhængere, at de - skønt selv store kapitalister - faktisk har overgivet sig til socialismen.

Og denne udvikling har fundet sted i Amerika, frikonkurrencens forjættede land, hvor socialdemokratiet så godt som ingen faglig eller i politisk rolle spiller. Kan man forlange et tydeligere bevis for, at det ikke er socialismen, der vil tvinge samfundsudviklingen ind under visse love, men at det tværtimod er samfundsudviklingens egne love, der af sig selv fører lige ind i socialismen! Man behøver blot at tænke sig, at »ringene« i stedet for at male guld til nogle få milliardærer lader deres overflod strømme ud over samfundet - så har man socialismen virkeliggjort.

Thi hvad er den vel andet end en udvidelse af den stordrift, der af selve kapitalismen er opstillet som den fordelagtigste økonomi? Det er en kendsgerning, at jo mere der produceres, jo billigere bliver produktionsomkostningerne. Hvad enten der er tale om lokomotiver eller knappenåle, er produktion i stor stil fordelagtigere end i lille målestok. Den amerikanske ståltrust er et slående bevis på, at et lands hjælpekilder kan udnyttes i langt højere grad ved industriel sammenslutning end gennem enkelte industrier. Jern- og stålfabrikationen stod i mange år tilbage i Amerika, fordi der ingen forbindelse var mellem de forskellige industrigrene, som den var afhængig af malmgruber - kulgruber - smelteovne - var hver på sine hænder, kokesen blev tilvirket på hundred forskellige steder, alt var spredt og uden sammenhæng, og først da hele processen var smedet sammen til en ubrydelig kæde, den nuværende morgan'ske ståltrust, gik den amerikanske jern- og stålindustri frem med sådanne kæmpeskridt, at den i vore dage behersker verden.

Hvor kapitalismen har nået dette højdepunkt, står kun ét skridt tilbage: at socialisere ringen, at drage de få milliardærers uhyre lensbesiddelse ind under staten. De har selv sørget for at gøre overgangen let. Hele »revolutionen« vil indskrænke sig til en formalitet. Den amerikanske forfatter Edmund Kelly mener, at De Nordamerikanske Fristater har flere betingelser end noget europæisk land for at gå i spidsen for udviklingen fra privatdrift til kollektivisme, netop fordi deres industri er modnet til køb af staten. Ringene har lagt alle forhold til rette for et sådant køb. Intet kan være naturligere, end at staten overtager kulminer, petroleumsproduktion, dampskibe, osv., efterhånden al fabriksdrift. Først dermed bliver produktionen fuldtud sat i system og proletariatet afskaffet. Thi hvorfor hæver arbejdslønnen under de nuværende forhold sig trods alle forhøjelser ikke over et vist lavmål? Fordi der bestandig står en reservehær af arbejdsløse parat til at arbejde billigere. Dette stadige tryk på lønnen hører op, når produktionen bliver samfundsmæssigt ordnet. Forbrugernes samlede behov er forud bekendt. Lovene for stigning i efterspørgslen kan uden vanskelighed udfindes. Man ved altså, hvor store mængder af vedkommende varer der skal frembringes. Arbejdet fordeles da på alle til rådighed stående arme. Ingen, der kan bestille noget, forbliver ledig, og udbyttet sikrer arbejderen en menneskeværdig tilværelse uden næringssorg, som er den usleste, den urimeligste - og dog, som forholdene er nu - den mest udbredte af alle menneskelige bekymringer. Edmund Kelly har anstillet en række beregninger, hvorefter der for hver voksen kun behøves en arbejdstid af fem timer daglig i samfundets tjeneste. Under den vældige strejke i de morgan'ske kulminer i efteråret 1902, da 140,000 mand havde nedlagt arbejdet i 24 uger, hvilket medførte et tab af 500 millioner kroner, hævede der sig stærke røster for, at staten skulle overlage kulminerne. Den tid er næppe fjern, da det bliver et brændende spørgsmål i Nordamerika, som det længe har været i gammel England: at lade den private stordrift gå over til at blive social, at forvandle kapitalismens glubende uhyre til socialismens rundhåndede og lykkespredende genius.

Navne til teksten:

James Watt: Skotsk mekaniker. Født i 1736. Død i 1819. Opfandt den dobbeltvirkende dampmaskine.

Nasmyt: Opfandt den første damphammer i 1842.

Georg Stephenson: Lokomotivets opfinder.

Adam Smith. Professor ved universitetet i Glasgow. Frikonkurrencens forkynder. Født d. 5 juni 1723. Død d. 17 juli 1790. Udgav i 1776 sin bog om »Nationernes Velstand«

Byron: født d. 22 januar 1788 i London. Tilhørte en gammel adelslægt; arvede 10 år gammel Newstead abbedi og dermed værdigheden som lord og sæde i Overhuset. Studerede i Cambridge, og udgav i 1807 sine første digte, rejste året efter til Spanien og Tyrkiet og skildrede denne rejse i digtet »Junker Harald«. Talte første gang i parlamentet i 1812. Vakte opsigt og blev salonernes løve. Førte et lidenskabeligt bevæget liv, og brød med alle vedtægter og fordomme. Han bortødslede sin formue og vakte ved skilsmissen fra sin hustru en uhyre forargelse hos det såkaldte »gode« selskab, hvis hykleri han blodigt hånede. I 1816 forlod han England og kom ikke mere tilbage. Han levede i Svejts og Italien, skrev de dramatiske digte »Manfred« og »Kain«, som var fulde af sønderreven oprørskhed mod religionen og forherliger det frie menneske, der ved sit arbejde stræber efter at frembringe et jordisk paradis. Blandt hans, senere værker er det betydeligste »Don Juan« (skrevet i 1818-23), hvori han brændemærker den europæiske reaktion, den »hellige alliance« mellem kongedømmerne, og giver stødet til en ny, radikal ånd i sin samtidsdigtning. »Don Juan« er oversat på dansk af Holger Drachmann. Byron hadede krig, men da Grækenland rejste sig til frihedskamp mod Tyrkiet, ilede han til for at tage del i felttoget. Et par dage efter sin ankomst til Missolunghi fik han feber, og d. 19 april 1824 døde han.

Thomas More: Født d. 7. februar 1478 i London. Humanist og retslærd. Udgav i 1516 sin »Utopia«. Blev af kong Henrik VIII udnævnt til lordkansler, men nedlagde som katolik sit embede, og pådrog sig kongens mishag, og blev beskyldt for højforræderi og henrettet i Tower d. 6 juni 1535.

Robert Burns: Skotsk digter født d. 25. januar 1759 i Alloway i Airshire, hvor hans fader boede som gartner i en lerhytte. Han voksede op ved landarbejde, læste samtidig ivrigt, begyndte i sit 16ne år at skrive digte, levede undertiden et lystigt liv med omstrejfere og smuglere (besunget i digtet »De lystige Tiggere«). Senere blev han forpagter og kastede sig nu for alvor over poesien; hans digte er folkelige, fuldttonende og friske og dog i al deres jævnhed skrevne med den fineste kunst. Den første samling udkom i 1786, vakte stor opsigt og måtte genoptrykkes året efter; han fik 9000 kr. for den. Senere modtog han et embede som toldbetjent, men vakte regeringens mistanke ved sin sympati med Den franske Revolution (1789). I de senere år blev han forfalden til druk, og hans helbred nedbrødes, og han døde allerede d. 21 juli 1796 (kun 37 år gammel) i Dumfries.

Shelley: Født i Sussex d. 4 august 1792 død d. 8. juli 1822.

Benjamin Disraeli: (lord Beaconsfield). Født d. 21 december 1804. Nedstammede fra spanske jøder. Debuterede i 1825 som forfatter med romanen »Vivian Grey«, som havde til motto: »Verden er min østers, som jeg vil åbne med sværdet«. Helten var en politisk eventyrer. I 1832 stillede Disraeli sig som yderliggående radikal kandidat til Underhuset, anbefalet af O'connell; han faldt og slog nogle år efter om til konservativ godsejerven, i hvilken anledning O'connell stemplede ham som »den bodfærdige røver på korset«. Han valgtes i 1837. Blev sjælen i en lille gruppe af adelsmænd, som kaldte sig »Det unge England«, og som drømte om et forbund mellem aristokratiet og arbejderne imod bourgeoisiet. Var en af de få, der i Underhuset søgte at lægge et godt ord ind for chartisterne. I romanen »Sibyl eller de to nationer« (1846) har han givet en sanddru og gribende skildring af engelske tilstande - særlig proletariatets elendighed - på chartismens tid. Som det konservative partis fører steg han til førsteminister og gennemførte valgreformen af 1868, en forbedret fattiglov samt nogle fabrikslove. Han døde d. 19 april 1881.

Edward Truelove: En gammel chartisk og tilhænger af Robert Owen. Født i 1809. Deltog i grundlæggelsen af den kommunistiske koloni »Harmony Hall« og i den chartistiske bevægelse; udgav en række skrifter og blev straffet med 4 måneders fængsel; har indtil sin høje alderdom været en virksom agitator.

Richard Cobden: Frihandelens apostel. Født i Sussex d. 3 juni 1804 som søn af en fattig bonde, og voksede op som hyrdedreng, udviklede sig ved selvstudium, blev kommis- og handelsrejsende og i 1832 medejer at en katunfabrik i Manchester, som han senere blev chef for. I 1839 stiftede han »Anti-Kornlov-Ligaen«, hvis formål var korntoldens ophævelse og indførelse af frihandel. I 1841 valgtes han ind i Underhuset som repræsentant for Stockport og fremkaldte i de følgende år - sammen med John Bright - en voldsom agitation over hele landet imod korntolden, som da også ophævedes i 1846. Hans venner i det rige bourgeoisi skænkede ham til tak en æresgave på ca. halvanden million kroner. Efter sit genvalg til parlamentet i 1847 fortsatte han sin virksomhed for frihandel og demokratiske reformer. Han betragtede den mest ubundne frikonkurrence som den største velsignelse for samfundet og var derfor en modstander af statens indgriben i det økonomiske liv såvel som af fagforeninger, hvilke han betegnede som »grundede på brutalt tyranni og monopol.« Han er i denne henseende et udtryk for den mest yderliggående kapitalisme, den såkaldte »Manchesterskole«, der i politiken fremtræder som liberalisme. Han var ivrig fredsven og arbejdede for oprettelsen af en international voldgiftsret samt almindelig afvæbning. Han afslog at indtræde i regeringen og sad i Underhuset som repræsentant for Rochdale fra 1859 indtil sin død d. 2 april 1865. I 1866 stiftedes i London en Cobden-klub, som i de forløbne år har udfoldet en meget betydelig agitation for frihandel og frikonkurrence gennem spredning af millioner skrifter.

Thomas Carlyle: Født d. 4 december 1795 i Ecclefecchan, en landsby i det sydvestlige Skotland, af bondefamilie. Kom til universitetet i Edinburgh for at studere teologi, blev lærer og skolebestyrer, og brød med den kirkelige dogmatik og skildrede dette sit åndelige og religiøse gennembrud i det satiriske skrift »Den lappede lappe-skrædder«. Kastede sig over tysk litteratur - særlig Goethe og romantikerne - hvori han syntes at genfinde sit eget væsen. Han kalder sig selv »en vild urokse fra de germanske skove«. I 1831 flyttede han til London og skrev her sit store, ildfulde værk om »Den franske Revolution«. Han optrådte som foredragsholder og fængslede ved sin barokke, ordrige veltalenhed. I et af sine foredrag - »Om stormænd og stormændsdyrkelse« - udviklede han den grundanskuelse, at verdenshistorien er de store ledende ånders historie. I 1839 udgav han sit skrift »Chartismen«, hvori han gribende skildrede arbejderstandens elendighed og med bittert vid hudflættede kapitalismens teori, frikonkurrencen og læren om overbefolkning. I sit næste skrift »Svundne tider og ny« (oversat på dansk af Uffe Birkedal) udviklede han de samme tanker i et svulmende sprog. Derefter skrev han et værk om Cromwell, men efter revolutionsåret 1848 vendte han sig forbitret imod det fremtrængende demokrati, hånede flertalsstyret og den almindelige stemmeret, osv.. Han skrev et værk om den oplyste despot Frederik den II., men faldt derefter sammen. I 1866 blev han rektor ved universitetet i Edinburgh, men hans åndskraft var udtømt, hans pirrelighed og menneskefjendskhed voksede, særlig efter hans hustrus død, og som en ensom særling døde han d. 6. februar 1881.

Sidney Webb: De engelske fagforeningers historieskriver. Født i 1869 i London. Studerede jura; fik ansættelse under koloniministeriet; kastede sig over nationaløkonomi og holdt forelæsninger ved London College; udviklede sig fra tilhænger af Spencers individualisme til socialist og blev sjælen i »Det Fabiske Selskab« for socialistisk agitation. Skrev en mængde artikler, afhandlinger og pjecer samt af større skrifter: »Socialisme i England«, »London-program«, »Otte-timers dagen« og - sammen med sin hustru - det mægtige værk »The history of Traade-unionism« (»Den engelske fagforenings bevægelses historie«), som ligger til grund for nærværende skildring. For at skrive det har forfatterne ikke alene gennemgået alt, hvad der fandtes af officielle dokumenter og politiske forhandlinger (en uhyre mængde papir!), men de har gennemrejst hele Storbritannien for at opstøve gamle fagforeningsarkiver og familie-efterladenskaber. Så megen større beundring fortjener det, at de har kunnet fremstille dette kolossale stof i en så klar og letoverskuelig bearbejdelse. Værket udkom i London i 1894, og nye udgaver i 1896 og i 1901.

Beatrice Webb, født Pottee: De engelske fagforeningers historieskriver. Født i Standish; datter og sønnedatter af radikale foregangsmænd. Arbejdede som privatsekretær for sin fader, der var embedsmand i jernbanevæsenet; berejste Canada og De Forenede Stater. Herbert Spencer interesserede sig for hendes opdragelse og anså hende for filosofisk begavet. Hun skyede »Selskabet« og slog sig ned i det arbejdende London; virkede for opførelsen af mønsterboliger for arbejdere; assisterede menneskevennen Charles Booth ved hans værk om »Folkets liv og arbejde«; undersøgte »udsvedningssystemet«; skrev en bog om »Den kooperative bevægelse i Storbritanien«; studerede fagforeningsbevægelsens historie og filosofi og havde i 1892 den lykke at blive gift med Sidney Webb, sammen med hvem hun udarbejdede »The history of Trade-unionism«. I 1894 skrev hun en skarp og opsigtsvækkende kritik af arbejdskommissionens virksomhed, som hun påviste var forfejlet. Hun er en meget kundskabsrig og klarttænkende dame, en autoritet i mange spørgsmål. Hun skildres som »en rolig og munter, kvindelig kvinde«, der lever meget jævnt i sit kunstneriske hjem

Henry George: Født i Philadelfia d. 2 september 1839. Fik en strengt religiøs opdragelse. Havde en umættelig kundskabstrang og elskede havet. Kom i bogtrykkerlære, gik som kahytsdreng til Indien på en tre års rejse, derefter igen typograf, kok på en damper, guldgraver i Californien, atter typograf, så journalist og redaktør i San Francisco og telegramkorrespondent i New York. Her blev han første gang opmærksom på den besynderlige kendsgerning, at civilisationens fremskridt medførte en stadig forøget fattigdom. New York indesluttede to verdener så forskellige som nat og dag: overdådig rigdom og pragt side om side med trøstesløs armod. For at finde årsagen til denne skæbnesvangre sammenhæng kastede han sig over socialøkonomiske studier. Vendte i 1869 tilbage til San Francisco, hvor han stiftede et blad. Ved at iagttage jordens værdistigning i omegnen af byen og de spekulationer, som foregik med grundene, kom han til den overbevisning, at den private ejendomsret til jorden var roden til alle sociale onder. Ud fra dette synspunkt skrev han sit hovedværk »Fremskridt og fattigdom«, som han efter mange besværligheder fik udgivet i 1879. Det vakte en uhyre opmærksomhed og oversattes på alle sprog. Stilen var blændende, begejstret, let religiøst farvet, men tankerne hverken nye eller dybtgående. Målestokken fra Californien slog ikke til overfor det industrielle samfund. I 1881-82 samt 1884 og 1889 besøgte Henry George Irland og England, hvor hans agitation fandt en frugtbar jordbund. I 1890 var han i Australien. Han udgav »Jordspørgsmålet«, »Samfundsspørgsmål«, »Beskyttelse eller Frihandel« og flere andre skrifter, hvori han under form af en veltalende og rammende samfundskritik indprenter sin lære om den ene fornødne skat, nemlig skatten på jordrenten. Georgistiske partier findes i alle lande. I sine senere år levede Henry George højtanset i New York, og han var netop opstillet som kandidat til stadens guvernørembede, da døden ramte ham d. 29 oktober 1897.

H. M. Hyndman: Født i 1840, af en velstående familie i London; studerede jura ved universitetet i Cambridge; blev medarbejder ved radikale blade; fordybede sig i studiet af Marx og blev socialist. Udgav i 1881 »England for alle«, og stiftede »Demokratisk Forbund«, som i 1883 blev til »Socialdemokratisk Forbund«. Var en uforfærdet, ivrig og virksom agitator. Grundlagde ugebladet »Justice«, skrev det store værk »Det historiske grundlag for Socialisme i England« (188s) samt flere mindre skrifter. Repræsenterer i det engelske socialdemokrati den videnskabelige marxisme. Har ofret betydelige summer på den socialistiske agitation og bl.a. spekuleret i Klondykes guldminer i håb om at gøre en god forretning, ikke blot for sig selv, men også for »Socialdemokratisk Forbund«. Anses for en autoritet i spørgsmål om indiske finanser og handelskriser. Stillede sig i 1895 som kandidat til Underhuset, men valgtes ikke og deltog ikke i de sidste valg

Tom Mann: Født d. 16 april 1836 i Foleshill (Warwickshire); arbejdede som ni års dreng i kulgruberne; kom i lære på et maskinværksted i Birmingham derfra i 1878 til London, hvor han gjorde sig bekendt med fagforenings- og produktionsforenings bevægelsen. Studerede Henry Georges skrifter; rejste i 1884 til Nordamerika, hvor han arbejdede et halvt år; kom tilbage til London og sluttede sig til »Socialdemokratisk Forbund«. Blev snart en af dets mest fremragende talere, virkede særlig for 8-timersdagen og udgav 1886 et skrift om dette spørgsmål. Samme år opgav han sin profession for at agitere i provinserne. Han rejste et par år og holdt utallige foredrag. Kom i 1889 tilbage til London, var med til at stifte Gasarbejdernes Forening og organisere den store dokstrejke. Anvendte tre år på at befæste denne organisation; stillede sig til valg af generalsekretær i Maskinarbejdernes Forbund, men faldt med en minoritet på 951 af 35,992 stemmer. Som medlem af en regeringskommission til undersøgelse af arbejdsforhold i 1891 forelagde han en overraskende og genial plan til omordning af Londons havneforhold. I 1803 valgtes han til sekretær for den londonske, radikale »Reform-Union«, i 1894 til sekretær for »Det uafhængige Arbejderparti«. Senere har han især været virksom for at organisere et internationalt havne- og transportarbejderforbund (således under den store dokstrejke i Hamburg i 1896) og i denne anledning bl.a. været i København. Han er et skarpt og hurtigt hoved, et lidenskabeligt og noget uroligt temperament. I 1901 blev han træt af forholdene i London, hvor han i de senere år havde drevet et værtshus, og udvandrede til New Zeeland

Cunningham Geaham: Født i 1852, af adelig skotsk familie. Levede i sin ungdom fjorten år i Sydamerika. Arvede i 1883 sin faders mere maleriske end værdifulde gods. Valgtes i 1886 ind i Underhuset, optrådte som yderliggående radikal, senere som erklæret socialist. Blev sammen med John Burns arresteret på »den blodige søndag« og idømt seks ugers fængsel. Trak sig i 1892 tilbage fra Underhuset, og har senere virket i tale og skrift som socialistisk agitator

Keir Hardie: Født i Lanarkshire i 1856. Arbejdede i kulminerne fra sit 8ne til sit 28ne år. Påvirkedes af Robert Burns' digte, af Carlyles og Ruskins skrifter. Begyndte at organisere minearbejderne i 1879 og fortsatte en lang række år. Blev tilhænger af Henry Georges lære og derigennem socialist, agiterede for 8-timersdagen. Stiftede månedsskriftet »Labour Leader« (Arbejderlederen), som nu er et stort ugeskrift med statistiske oplysninger om arbejdsforhold i hele Storbritanien. Valgtes i 1892 i West Ham som socialdemokrat ind i Underhuset, hvor han mødte i sin arbejdsdragt. Har særlig virket for afhjælpning af arbejdsløshed. Var medstifter af »Det uafhængige Arbejderparti« og valgtes i 1894 til dets formand. Genvalgtes i Wales i 1900 til medlem af Underhuset. Er en kundskabsrig og energisk mand af urokkelig overbevisning. Under Boer-krigen gennemagiterede han landet og rejste en stærk bevægelse mod krigspolitiken

Annie Besant: Født i 1847, af irsk familie. Ægtede i sit tyvende år præsten Frank Besant, men skiltes fra ham i 1873 på grund af religiøs uoverensstemmelse. Kom under påvirkning af den radikale fritænker Charles Bradlaugh og agiterede sammen med ham for ateismen. Blev at den grund frakendt retten til at opdrage sin datter. Studerede ved universitetet i London og blev socialist. Valgtes ind i skolerådet og virkede for frisindede reformer. Organiserede en strejke af tændstikarbejdersker. Blev kort efter betagen af den såkaldte teosofiske lære under påvirkning af spiritistinden madame Blavatsky, efter hvis død hun rejste rundt som præstinde for det ny evangelium, et religiøst broderskab mellem alle mellem. Hun har i denne egenskab også holdt foredrag i København.

Ben Tillet: Født i Bristol d. 11 september 1860 af en irsk moder; voksede op på gader og stræder uden ordentlig skolegang; gik på vandring, så til søs i fem år; arbejdede som bødker på et thelager ved Themsen, stiftede en forening af pakhusarbejdere og var med til at organisere den store dokstrejke i august 1889; blev derefter sekretær for Dok- og Værftsarbejdernes Forbund, agiterede for det over hele landet; har været »Det uafhængige Arbejderpartis« kandidat til Underhuset i 1892 og i 1895, men ikke opnået valg. Er rådmand i Londons grevskabsråd.

Eleanor Marx-Aveling: Født i London i 1856, yngste datter af Karl Marx. Ville ikke gå i skole, men kunde allerede i sit niende år store stykker af Shakespeare udenad og nærede ligesom sin fader stor begejstring for denne digter. I hjemmet lærte hun at kende alle Internationales fremragende medlemmer og flygtningene fra Kommunen i Paris. Hun blev lærerinde og kastede sig med iver ind i den socialistiske agitation, som begyndte i England i 1882-83. Stiftede bekendtskab med dr. Edward Aveling, som ligeledes var socialist, og med hvem hun indgik et frit ægteskab. Under den store dokstrejke udrettede hun sammen med fru John Burns et beundringsværdigt opofrende arbejde. Umiddelbart derefter organiserede hun de fattige arbejdersker ved et stort kabelværk som en afdeling af Det Almindelige Arbejdsmands Forbund, blandt hvis medlemmer hun opnåede stor yndest. Hun talte, skrev, virkede utrætteligt og uegennyttigt, var ved sine sprogkundskaber selvskreven tolk ved de internationale kongresser, et dygtigt, pålideligt og tappert menneske, der med ære bar sin faders navn. Men desværre var dr. Aveling hende ikke værdig. Samlivet med ham blev hende tilsidst en så utålelig pine, at hun tog sig af dage med gift d. 31 marts 1898. Dr. Aveling døde d. 2 august samme år.

Richard Bell: Født i Merthyr-Tydvil i 1859, søn af en politibetjent. Var først handelslærling, blev derefter jernbanekonduktør i 1876 og togfører i 1879. Deltog virksomt i organisationsarbejdet og oprettede flere nye grene af Jernbanefunktionærernes Forbund. Blev afskediget, fordi han optrådte mod overarbejdet. Fik plads som forvalter ved et omnibusselskab i Swansea. Virkede fremdeles med stor iver for jernbanefunktionærernes faglige organisation og blev i 1898 forbundets generalsekretær. Som sådan opstilledes han i oktober 1900 ved valgene til Underhuset og valgtes i Derby med 7,640 stemmer af 15,000.

Isaac Mitchell: Født i 1867 i Harvick i Skotland. Blev smed og kom i 1887 til Newcastle, hvor han trådte ind i Smedenes- og Maskinarbejdernes Fagforbund. Blev socialist under påvirkning af fru Annie Besant, tog ivrigt del i fagforeningsorganisationen, blev medlem af »Det uafhængige Arbejderparti« og »Det fabiske Selskab«. Forlod Newcastle i 1892, rejste til Amerika, hvor han deltog i socialistisk og teosofisk agitation, kom hjem igen i 1894, og blev formand for »Det uafhængige Arbejderparti« i Newcastle; var delegeret ved fagforeningskongresserne og i 1899 medstifter af »De samvirkende Fagforbund« - The general federation of Traade unions - hvis generalsekretær han er. Han er en virksom forkæmper for bedre organisation, idet han mener, at der er for mange socialistiske foreninger, men for få socialister, for mange fagforeninger, men for få fagforeningsmedlemmer.

John Stuart Mill: Født i Pentonvill d. 20 maj 1806. Hans fader James Mill var en fremragende tænker; han var tilhænger af Ricardos nationaløkonomi (hvorefter jordens udbytte burde tilfalde samfundet) og af Benthams lære om »den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker.« I disse grundsætninger opdrog han sønnen, som allerede i sine første barndomsår fyldtes med omfattende kundskaber. I 1820 blev John Stuart Mill sendt til Frankrig, hvor han var et par år. Derefter fik han ansættelse ved det Ostindiske Selskab i London, hvor han forblev i 35 år. Samtidig med forretningslivet fortsatte han sine studier, dyrkede filosofi og naturvidenskab, skrev i tidsskrifter osv.. I 1843 udgav han sit første store værk »En tænkelære« (A system of Logic), derefter kastede han sig over nationaløkonomi og udgav i 1848 sit berømte værk »Nationaløkonomiens grundsætninger«, som senere udkom i en række ny udgaver, der stadig mere nærmede sig socialismen. Blandt hans øvrige skrifter kan nævnes; »Om Friheden«, »Nyttemoralen«, »Om repræsentativ regering« og »Kvindernes underkuelse«, som særlig skyldtes påvirkning af hans højtelskede hustru, enken efter en londonsk købmand Taylor. Da hun døde i 1858, skrev han på hendes grav: »Hendes store og kærlige hjerte, hendes ædle sjæl, hendes klare, mægtige, originale og omfattende ånd, gjorde hende til en vejviser og støtte, til en lærer i visdom, til et mønster på godhed, og hun var den eneste jordiske glæde for dem, der havde den lykke at høre hende til ligeså ivrig for det offentlige vel, som hun var ædelmodig og sine omgivelser hengiven, er hendes indflydelse på mange af vor tids største fremskridt følelig, og den vil blive det på fremtidens, var der kun nogle få, der havde hjerte og ånd som hun, ville denne jord allerede nu være den himmel, vi håber på!« John Stuart Mill var medlem af parlamentet fra 1865-68. Han døde d. 8 maj 1872.

Charles Darwin: Født i Shrewabury d. 12 februar 1809. Hans bedstefader, Erasmus Darwin, var naturforsker og havde opstillet en næsten fuldstændig udviklingslære; hans fader var læge. Charles Darwin var allerede som dreng en ivrig naturelsker og samler, men han var ikke flink i skolen og læste mest digterværker. Han blev bestemt til præst, men kom i 1831 med på en sørejse omkring jorden, som varede i fem år. På denne rejse modnedes han til naturforsker, idet han særlig søgte at forklare sig arternes oprindelse og årsagerne til deres foranderlighed. Efter hjemkomsten bosatte han sig i London og fortsatte i 20 år arbejdet på denne sit livs hovedopgave. I 1844 nedskrev han et kort omrids af sin lære; i 1859 udgav han sin bog »Arternes Oprindelse«, i 1871 »Menneskets afstamning og parringsvalget«. I disse værker satte han læren om en naturlig udvikling fra lavere til højere arter i stedet for troen på en skabelse; han henregnede mennesket til den gamle verdens aber. Udviklingslæren trængte snart sejrrigt igennem i naturvidenskaben og blev ligeledes bestemmende for samfundsvidenskaben. Darwin, hvis væsen var lutter samvittighedsfuldhed, retsind og hjertensgodhed, fortsatte utrættelig sine studier indtil sin død d. 19 april 1882

John Ruskin: Født i 1819 i London som søn af en skotsk vinhandler, der efterlod sig 5 millioner. Moderen var strengt religiøs. På forretningskøreture i landet tog faderen ham altid med, og derved vaktes tidlig hans kærlighed til naturen, hans sans for landskaber, arkitektur og kunst, som han så rundt om i offentlige og private samlinger. Han studerede i Oxford og fik 1839 præmie for et digt. Derefter kastede han sig over malerkunst, rejste og studerede og udgav 1843 sit værk »Moderne malere«, som skabte den engelske kunstkritik og hidførte et gennembrud af nyt syn, ny følemåde og ny stil i malerkunsten. Han blev professor i kunsthistorie ved Oxford universitet og holdt under uhyre tilstrømning en række foredrag, som han senere udgav. Fra at være kunstkritiker blev han social reformator. Han skrev: »Stene fra Venedig«, »Arkitekturens syv Lamper«, »Morgener i Florens«, »Sesam og Liljer«, »Støvets Moral«, »Fors Clavigera«, og lignende. Han døde d. 20 januar 1900.

Charles Dickens: Født i Landport ved Portsea d. 7 februar 1812. Faderen var skriver i marinen og flyttede i 1821 til London, hvor han kom i gældsfængsel. Charles fik derfor ti år gammel plads hos en blanksværtefabrikant, hvilket pinte ham urimeligt som en frygtelig ydmygelse. Da familien kom på fode igen, fortsatte han sin skolegang og blev derefter skriver hos en prokurator. Imidlertid var faderen bleven reporter ved »The Morning Herald« og Charles Dickens kom nu ligeledes ind i journalistikken. Han kendte fra barn af de flittiges og middelstandens liv i London. På sine rejser for bladet i de gammeldags diligencer udvidede han nu yderligere sin menneskekundskab. Han havde en skarp iagttagelsesrevne, letvakt følelse og en levende humoristisk sans. Han begyndte med at skrive skitser til tidsskrifter, slog stærkt igennem med Pickwick-klubben, fortsatte med »Nicholas Nickleby« og utallige andre romaner, hvoriblandt »David Copperfield«, »Bleak House«, »Oliver Twist« osv., hvori hun revsede bestående institutioners uretfærdighed og menneskers hårdhjertethed. I strenge tider giver han en gribende skildring af fabriksarbejdernes usle kår og en bidende satire over kapitalistisk hovmod og hykleri. Han vandt en uhyre popularitet i England og Amerika, optrådte også som taler, angreb sociale brøst og virkede for menneskekærlige formål. Overanstrengelse ved litterær produktion, rejser og oplæsninger bidrog til at fremskynde hans død, som indtraf d. 9 juni 1870

William Morris: Født d. 24 marts 1834 som søn af en rig købmand i Londons city. Han studerede ved universitetet i Oxford, hvor han sammen med maleren Burne Jones og andre åndsbeslægtede indgik et »broderskab« til fornyelse af engelsk kunst ved tilbagevenden til middelalderlig stil. Han begyndte som arkitekt, blev derefter maler, så digter. Udgav i1858 sin første digtsamling; giftede sig og byggede i nærheden af London en villa, som gav stødet til den moderne revolution i villastilen. Stiftede med sine venner - de såkaldte prærafaeliter - et kunstnerisk selskab og begyndte en virksomhed i London for tilvirkning af møbler og glasmalerier, senere af håndvævede tapeter, tæpper osv., hvortil han selv leverede tegninger. Han forkastede den moderne teknik og genindførte på alle områder det gamle håndværk. Samtidig fortsatte han sin digtning, hvortil han øste stoffet af gamle græske og nordiske sagn, således i »Det jordiske Paradis« i 1868. Blev grebet af de socialistiske ideer, og var medstifter af »Socialdemokratisk Forbund« i 1883 og af »Socialistisk Liga« i 1885, optrådte som agitator i tale og skrift og blev den ny bevægelses digter i »Sange for socialister« og »Sange ved vejen«. Han havde imidlertid bosat sig i Hammersmith ved Themsen i det såkaldte »Kelmscott hus«, hvor han oprettede et trykkeri, der blev berømt for sit enestående kunstfærdige arbejde. Han tegnede typer og ornamenter og blev foregangsmand for alt moderne boghåndværk, i sin utopiske roman »Beretning fra intetsted eller en hvilens tid«, hvor han har skildret det prægtige gamle hus i den skønne egn og lykken ved i ro og fred at dyrke kunsten og glæde sig over livets skønhed. Han døde d. 3 oktober 1896.

Edward Bellamy: Amerikansk forfatter. Født i 1850 i Chickopee Falla, Massachusetts. Var i flere år journalist, udgav i 1888 fremtidsromanen »Looking Backward« (»Tilbageblik«), hvori han skildrer industrisamfundets udvikling ved år 2000. Denne roman vakte en uhyre opsigt i Amerika og Europa, den er oversat på de fleste sprog, også på dansk. Senere skrev han andre romaner og udgav bladet »Den ny Nation«. Han døde i 1898.

Henry Quelch: Redaktør af »Justice«. Født i 1850 i Hungerford i Berkshire, hvor han kom i tapetsererlære; rejste i 1872 til London og tumledes i mange år omkring i de mest forskellige håndteringer. Han deltog i den socialdemokratiske bevægelse fra begyndelsen af firserne, erhvervede sig gode socialøkonomiske kundskaber, agiterede dygtigt, havde som taler sin styrke i en vis drøj satire; var virksom under den store dokstrejke i 1889. Blev redaktør af Socialdemokratisk Forbunds organ »Justice«, som han i en vanskelig tid bragte på fode igen ved at oprette et lille aktietrykkeri.

Fru Leigh Hunt Wallace var engelsk reformkvinde. Var indtil sit tyvende år syg og opgiven af lægerne; lærte vegetarianeren Joseph Wallace at kende, blev hans elev og hustru, genvandt sit helbred og blev moder til syv børn. Hun udgiver bladet »Sundheds Herolden«, er en ivrig forkæmperske for vegetarianisme, afholdenhed, bedre hygiejne og for kvindernes åndelige, legemlige og sociale udvikling. Har grundlagt et mønsterbageri og en mønsterrestauration, udgivet flere skrifter, i det hele udfoldet en tapper og energisk virksomhed.

Alfred Russel Wallace: Født i 1822 i Usk i Monmouthshire; først arkitekt, derefter naturforsker. Berejste i flere år Sydamerika og opholdt sig otte år på de malajiske øer; skrev en række lærde værker og sendte i 1868 Darwin et manuskript om arternes oprindelse, som gav stødet til, at Darwin året efter udgav sin epokegørende bog. I 1881 stiftede Wallace »Selskabet for jordens nationalisering«, hvis formål er al inddrage al jord under staten. Han er stadig formand for dette selskab, som udgiver månedsskriftet »Jord og Arbejde«. Erklærer sig iøvrigt for socialist og udtaler i de linier, han har skrevet under sit portræt, ønsket om »alt held for socialismens sag«. Det vakte i sin tid stor opsigt, at den berømte naturforsker erklærede sig overbevist om rigtigheden af spiritistiske fremtoninger

Bernhard Shaw: Født i Dublin d. 26 juli 1856, kom tyve år gammel til London, blev under påvirkning at Henry George og Marx ivrig socialist og var med til at stifte »Det fabiske Selskab«. Han var musikkritiker ved et stort dagblad, og ofte når han om aftenen havde skrevet om en opera eller en koncert, gik han ud i syd- eller øst-London og holdt tale på et gadehjørne, i en park eller i en tilrøget sal for beboerne af de fattige kvarterer, han har skrevet flere udmærkede fabiske skrifter med populær forklaring af socialismen. Har som dramatisk forfatter vundet navn ved en række satiriske skuespil, som fra først af blev til under påvirkning af Henrik Ibsen, om hvem han har udgivet en bog. Han håner det engelske middelklassehjem, og taler om den »huslige arnes afskyelige kedsommelighed«, spotter og angriber al romantik, krigsgalskab osv. med bidende vid i »Våben og manden« eller skildrer i skuespillet »Widowers huse« den skinhellige last og den rå udbytning af fattigfolk. Han er saltet i Englands dramatiske nutidslitteratur.

Robert Blatchford: Redaktør af »The Clarion« (»Trompeten«), født d. 17. marts 1851 i Maidstone. Han var først ved handelen, derefter underofficer, så journalist. Har siden 1891 udgivet ugebladet »The Clarion«, hvori han med stor livlighed og slagfærdighed forfægter socialismen. Sine bedste artikler har han samlet i bøgerne »Det glade England« og »Britanien for briterne«, som har vundet en uhyre udbredelse.

Wm. T. Stead: Engelsk journalist. Født i 1849, søn af en fattig landsbylærer i Nordengland. Blev bydreng for en handlende i Newcastle, levede flere år i den yderste fattigdom, læste og tænkte meget, oprettede en aftenskole i sin fødeby, begyndte at skrive i nogle blade og kastede sig særlig over spørgsmålet om afhjælpning af arbejdsløsheden. Blev redaktør af bladet »Northern Echo« i Darlington, kom derefter til London, blev medarbejder ved »Pall Mall Gazette« og snart efter dets leder. Han offentliggjorde bl.a. her den opsigtsvækkende række artikler om »Pigeofret i det moderne Babylon«, som afslørede en næsten utrolig fordærvelse i Londons allerfornemste kredse; han skildrede elendigheden på Irland, han kæmpede for friheden til at holde møder under åben himmel og stiftede sammen med Annie Besant »Lov- og Friheds Ligaen«, et forbund mellem alle socialistiske foreninger i London til forsvar for politisk forfulgte. Han besøgte Tolstoj i Rusland og bragte ham i nærmere forbindelse med den engelske bevægelse. I 1890 stiftede han tidsskriftet »Review of Reviews« (»Revyernes revy«) til oplysning om sociale spørgsmål. Han agiterede og organiserede uafbrudt, var i 1893 i Amerika og skrev bl.a. bogen »Hvis Kristus kom til Chicago«, der ligeledes vakte en uhyre opsigt senere har han oprettet en billig boghandel, vandrebiblioteker m. m.. I 1902 har han udgivet en bog om »Verdens Amerikanisering«.

Forsæt til Arbejderbevægelsen historie i De Forenede Stater.

Webmaster