Endnu i 1860 lå den amerikanske industriproduktion på en fjerdeplads i verden, men allerede i 1880erne nåede USA op på førstepladsen efter at have distanceret alle andre kapitalistiske lande, England iberegnet, og være blevet et højtudviklet agrar-industrielt land. Den forcerede kapitalistiske udvikling i USA hang sammen med, at landet ikke havde storgodser, men derimod enorme uudnyttede områder, ligesom der fandtes vældige naturressourcer og bekvemme kommunikationsmuligheder ad søvejen og ad sejlbare floder; medvirkende var også kapitalimporten fra England og andre europæiske lande og den stadige tilstrømning af arbejdskraft takket være immigrationen. Også Tyskland overhalede England i industrielt udviklingstempo. Skønt landets samling foregik i den for arbejdende mennesker mest ugunstige form, gav den dog produktivkræfternes vækst et vældigt puf fremad. Den store krigsskadeserstatning, som blev pålagt Frankrig i 1871, hjalp også med. Fordi den industrielle revolution i Tyskland var slået senere igennem end i England og Frankrig, blev det muligt i stor udstrækning at gøre brug af disse landes erfaringer og straks gå i gang med at skabe en efter den tids forhold mere avanceret industri. I stedet for, at England alene havde haft verdensmonopol på industri, opstod der således en række industrielle stormagter, der kom i forbitret kamp med hinanden. Dette ændrede naturligvis i bund og grund hele situationen i verden sammenlignet med 1860erne og begyndelsen af 1870erne. Ganske vist bevarede England en finansiel førerstilling og stillingen som verdens største handelsmagt. I år 1900 tegnede England sig for 19 %, USA og Tyskland sig for henholdsvis 12 % og 13 % af verdens udenrigshandel. Frankrigs andel i handelsomsætningen var mere beskeden og udgjorde ikke mere end 9 %. Frankrigs økonomi var endnu i høj grad præget af småproduktion. Bankkapitalens dominans over industrikapitalen, som allerede havde manifesteret sig tidligere, blev endnu mere mærkbar i det 19. århundredes sidste årtier. I Italien blev den industrielle udvikling holdt tilbage af et fortsat godsejervælde og en række andre levn fra feudalismen, særlig stærke i de sydlige dele af landet. Fabriksindustrien og det kapitalistiske storlandbrug havde hovedsagelig fremgang i nord, i Lombardiet og Piemonte; i de øvrige regioner var små og mellemstore virksomheder med et ret lavt teknisk niveau fremherskende. Blandt Vesteuropas små lande udmærkede kun Belgien, hvis borgerskab havde gjort god brug af de muligheder, der i 1880erne skabtes ved store kolonierobringer i Congo-bassinet, sig ved et højt industrielt udviklingsniveau. Koloniudbytningen havde også stor betydning for det hollandske Bourgeoisi; i Holland var der en veludviklet tekstil- og værftsindustri, men handel, skibsfart og landbrug var fremherskende. I de skandinaviske lande, især Danmark og Norge, spillede landbrug og fiskeri fortsat en økonomisk hovedrolle. I det meste af Østrig-Ungarn, i Østeuropa og på Balkan stod man i sidste fjerdedel af det 19. og endog i begyndelsen af det 20. århundrede endnu kun midt i den industrielle revolution. Ganske vist var der tale om væsentlige forskelle; således lå de tjekkiske områder foran en række vesteuropæiske lande i industriel udvikling og indtog en førerstilling i Østrig-Ungarns industriverden, især inden for sværindustrien. Ved århundredets udgang producerede Tjekkiet og Moravien (eller Böhmen og Mähren, som de kaldes på tysk) 90 % af den østrigske rigsdels stenkul, 82 % af brunkullene og over 90 % af rigsdelens stål; i dette tilfælde var Habsburg-monarkiets forsøg på kunstigt at holde industriudviklingen i de undertvungne lande tilbage brudt fuldstændig sammen. Der foregik en relativt hurtig industriel udvikling i visse polske landsdele, herunder i Øvre Schlesien, en af de vigtigste bjergværks- og metalindustriregioner i det daværende Tyskland, og i Kongeriget Polen, hvor der foruden disse industrigrene var en veludviklet produktion af tekstiler og visse andre varer. Allerede i 1890 lå Kongeriget Polen kun en smule efter St. Petersborgs industriregion i samlet produktion. Og dog var dette områdes økonomi i den periode, vi her betragter, fortsat bagud for den vesteuropæiske, hvilket først og fremmest skyldtes, at de borgerlige reformer var halvhjertede og kom sent i gang, at dannelsen af nationalstater endnu ikke var afsluttet, og at talrige folkeslag stadig blev undertrykt nationalt - i visse tilfælde var denne undertrykkelse endda blevet skærpet. Ved overgangen fra det 19. til det 20. århundrede lå Østrig-Ungarn på en syvendeplads blandt verdens jernproducenter efter ikke blot USA, Tyskland, England og Frankrig, men også Belgien og Rusland; situationen var den samme for en række andre vigtige indikatorer for industriel styrke. Også Rusland lå (om end i mindre grad) i kapitalistisk udviklingsniveau efter de fire førende magter. Nu som før var tsarismen, stændersystemet og mange andre feudale levn hovedhindringer for en hurtig økonomisk vækst. Ikke desto mindre voksede produktivkræfterne. Antallet af fabrikker i Rusland steg fra mellem 2.500 og 3.000 i 1886 til 6.000 i 1890. Udviklingen af transporten fremmede væksten i de gamle industricentre, var med til at skabe nye og medførte et større hjemmemarked. Som det ses af ovenstående tabel, var Rusland ved år 1900 næsten nået op på samme udviklingsniveau som Frankrig. Balkanlandenes økonomi var fortsat baseret på landbrug, selv om industriudviklingen også her tog fart, særlig i 1890erne og i det nye århundredes første år; der var i første række tale om forarbejdning af landbrugsprodukter. Samtidig opstod der i Ungarn, Bulgarien og Rumænien også enkelte sværindustrielle virksomheder i nær tilknytning til de behov, som skabtes af jernbanebyggeriet. I Rumænien begyndte man at udnytte oliefelterne i Ploesti-regionen. I Grækenland udviklede handelsflåden og fiskerierhvervene sig stærkt. Uden for Europas og Nordamerikas grænser skete der en mærkbar udvidelse af de kapitalistiske enklaver i Latinamerika og Asien, men deres andel i verdens industriproduktion var endnu meget ubetydelig. Den mere ujævne udvikling, der var et varsel om, at kapitalismen var ved at træde ind i et nyt stadium, kom desuden til udtryk i en betydelig forskel i væksthastigheden inden for industri og landbrug. Jordbruget var i sin udvikling bagud for industrien - et fænomen, som var typisk for alle kapitalistiske lande og udgjorde en af de dybest liggende årsager til brud på proportionaliteten mellem økonomiens forskellige grene, til kriser og dyrtid. I det 19. århundredes sidste årtier trængte den kapitalistiske storproduktion mere og mere igennem i landbrugssektoren, især hvor feudale levn ikke stillede sig hindrende i vejen for det i form af godskoncentrationer og halv-livegne former for udbytning af bønderne. Kapitalistiske forhold var for længst slået igennem i landbruget i England, hvor der næsten ikke længere fandtes småbondebrug. I Frankrig derimod var de små ejendomme dominerende. I de polske landområder, i det østlige Tyskland, i Østrig-Ungarn, Syditalien, Rumænien, størstedelen af Rusland og en række andre lande udviklede kapitalismen i landbruget sig efter forskellige varianter af den såkaldt preussiske vej, dvs., med bevarelse af storgodssystemet og forskellige halvfeudale ordninger. I Rusland tilhørte endnu i slutningen af 1870erne 4/5 af den privatejede jord de adelige godsejere. Den lave arbejdsproduktivitet i småbondebruget og den meget høje absolutte jordrente, som godsejerne afkrævede bønderne, lagde sig hindrende i vejen for kapitalinvesteringer i jord. Landbrugsproduktionens vækst hæmmedes også af, at landbruget i de europæiske lande fra og med 1875 og næsten hele resten af det 19. århundrede gennemlevede en langvarig overproduktionskrise, der blev forstærket af konkurrencen fra billigt oversøisk korn. Landbrugskrisen fremskyndede en lagdeling af bondestanden. Småbønder kom i bundløs gæld og mistede deres jord, der kom i hænderne på mere velbeslåede storbønder og proprietærer (i Rusland kaldet kulakker). Bønderne led både under feudalismens levn og under den kapitalistiske udbytning. Den lave købekraft hos de mange millioner af mennesker, der var beskæftigede i landbruget, var med til at give hyppigere og længere varende industrikriser, et klart vidnesbyrd om den kapitalistiske produktionsmådes grundlæggende skavanker. På mindre end 30 år oplevede den kapitalistiske verden fire sådanne kriser. Allerede krisen i 1873 var ualmindelig dyb og langvarig (den og den efterfølgende depression varede op mod seks år). Det var også et særkende ved denne krise, at den fremfor noget, og i nogle lande for første gang, ramte sværindustrien. Den industrielle vækst i slutningen af 1870erne og begyndelsen af 1880erne varede kun en kort periode; 1882-1886 rasede krisen på ny og slog især hårdt i USA. Et hovedoffer for den krise, der brød ud i første halvdel af 1890erne, var Tyskland. Det efterfølgende konjunkturopsving var meget ujævnt (i USA kom det først i 1897), men bemærkelsesværdigt kraftigt; produktivkræfterne havde på det tidspunkt nået et niveau, som sikrede en brat stigning i produktionen selv inden for et kort tidsrum.

I år 1900 begyndte en ny økonomisk krise, som fik stor betydning for den førmonopolistiske kapitalismes udvikling til imperialisme. Det tekniske fremskridt på tærskelen mellem det 19. og det 20. århundrede krævede stadig større udgifter til virksomhedernes tekniske anlæg. Produktionsmidler som højovne og Martin-ovne, valseværker og kemiske industrianlæg nødvendiggjorde ifølge deres natur meget store kapitalinvesteringer. I Tyskland for eksempel krævede en enkelt højovn ved århundredskiftet 2,5 gange så store investeringer som i 1887, alene fordi ovnene i den periode var blevet større; deres produktivitet var til gengæld steget meget mere. Det viste sig, at der var økonomisk fordel at hente ved at udnytte de tekniske nyheder, ikke mindst for virksomheder med høj koncentration af produktionskapacitet. I USA steg produktionen af støbejern i perioden 1880-1900 fra 4 til 14 millioner ton, men antallet af metal-industrielle virksomheder faldt fra 341 til 241. Den samlede produktionsværdi i USA seksdobledes fra 1860 til 1900, mens der kun blev 47 % flere industrivirksomheder. Enhver akkumulation blev midlet til ny akkumulation og med den voksende mængde rigdom, der fungerer som kapital, forøger akkumulationen koncentrationen af rigdom hos de individuelle kapitalister og udvidede dermed grundlaget for produktion i stor målestok og for de specifikt kapitalistiske produktionsmetoder. I den forbitrede konkurrencekamp fik de store virksomheder med høj profitrate og stor profitmasse et afgørende overtag over de små fabrikker med gammeldags teknisk udstyr, og en stor del af disses ejere blev ruineret. Det skete især i økonomiske kriseår. I Tysklands bjergværks- og metalindustri faldt andelen af virksomheder med mellem 11 og 50 beskæftigede fra 5,4 % i 1882 til 3,5 % i 1895, mens andelen af virksomheder med over 1.000 beskæftigede steg fra 34 til 45 %. Blandt maskinfabrikkerne gik den første af disse grupper ned fra 20,5 til 18,7 %, mens den anden voksede fra 8,1 til 10,4 %. Den enkelte kapitalists akkumulationsmuligheder er imidlertid begrænsede. Hans eneste akkumulationskilde er den merværdi, som produceres på hans virksomhed. Produktionen kan også udvides ved hjælp af lånt kapital, hvis renter skal betales ud af den selv samme merværdi. Gennem hele kapitalismens historie er denne modsigelse blevet løst ved at centralisere kapitalen, så to eller flere kapitalister går sammen og danner en fælles kapital. Men også denne metode havde sine grænser og var langtfra tilstrækkelig til grundlæggelse og drift af nye brancher, produktionsgrene og store virksomheder på basis af, hvad videnskab og teknik havde nået i det 19. århundredes sidste tredjedel. Kun ved at centralisere kapitalen i aktieselskabsform kunne man samle en tilstrækkelig stor masse af enkeltkapitaler og frie pengemidler i en hånd og på den måde få mulighed for at oprette kæmpevirksomheder af en størrelsesorden, der indtil da havde været ukendt. Allerede, da aktieselskabsformen stod ved begyndelsen af sin udvikling, havde Karl Marx blik for de muligheder for en kolossal udvidelse af produktionen som den indebar. Han skrev, at »anvendelsen af aktieselskaber på industrien markerer en ny epoke i de moderne nationers økonomiske liv. Den har vist, at der i associationen ligger produktive kræfter, som man tidligere ingen anelse havde om, og skabt industriinitiativer af en størrelsesorden som er uopnåelig for den enkelte kapitalist«. I det 19. århundredes sidste fjerdedel breder aktieselskaberne sig overalt i Europa og Amerika. De får råderet over produktionskapitaler mange gange større end selskabernes egenkapital. Aktieselskaberne fremmede i høj grad monopoldannelsesprocessen hvis hoveddrivkraft var virksomhedernes voksende størrelse, og koncentrationen nærmede sig stærkt til et monopol. Jo større virksomhederne er, og jo færre af dem der kontrollerer størstedelen af produktionen i den ene eller anden produktionsgren jo lettere er det for dem at indgå aftaler eller fusioner. Monopoldannelsen stimuleredes af de store virksomheders høje profitter, af deres fortrinsstilling i konkurrencekampen og af deres gunstige afsætningsmuligheder. En gang begyndt groede monopoliseringsprocessen i bredden og satte sig på den ene industrigren efter den anden. Denne omdannelse af konkurrencen til monopol fremstod som et af de vigtigste fænomener hvis ikke det vigtigste - i den nyeste kapitalismes økonomi. Produktionens tiltagende koncentration og monopolernes opståen foregik ikke kun i de mest industrialiserede lande, men også i lande med et forholdsvis lavt industrielt udviklingsniveau Der opstod monopoler i de fleste lande i Vesteuropa, i Rusland, i Japan. I 1870erne var disse sammenslutninger endnu meget ustabile, de faldt ofte fra hinanden og afløstes af andre; deres indvirkning på økonomien var ubetydelig. Men i 1890erne begyndte de at øve mærkbar indflydelse på det økonomiske udviklingsforløb. Allerede ved sin grundlæggelse i 1893 kontrollerede Rheinisch-Westfälisches Kohlensyndikat afsætningen af 86,7 % af det kul, der blev brudt i den i industriel henseende højest udviklede del af Tyskland. I 1897 beherskedes støbejernproduktionen i den samme region af to selskaber: Det Rhin-Westfalske og det Lothring-Luxemburgske. Den dominerende form for monopolsammenslutninger i Tyskland var karteller, hvoraf der i 1896 allerede var 250. I USA dominerede trusterne, hvis antal ved år 1900 havde nået 185. Monopolerne holdt kunstigt varepriserne oppe, delte markedet mellem sig og fastsatte produktionens størrelse. I Tyskland begyndte de allerede sidst i 1870erne at arbejde for indførelse af høje toldafgifter på udenlandske produkter. Tendensen til protektionisme, afpasset efter monopolernes interesser var også stærk i en række andre lande. Når først monopolet er en kendsgerning og skalter og valter med milliarder så gennemtrænger monopolet med absolut uundgåelighed alle samfundslivets områder, ganske uanset politisk struktur. Produktionskoncentrationen og monopoliseringsprocessen indenfor industrien gav anledning til kapitalkoncentration og -centralisering i bankverdenen. Kapitalakkumulationen i industrien skabte behov for givtige placeringsmuligheder, øgede strømmen af indskud i bankerne og gav dermed bankerne videre operationsrammer. Samtidig førte industriens udvikling og virksomhedernes vækst til stigende kreditefterspørgsel. Under disse omstændigheder kom de største pengeinstitutter til at spille en stærkt stigende rolle. Med deres solide reserver og betydelige stabilitet i krisetider var de bedst egnede til at modtage industrimonopolernes store indskud. Disse pengeinstitutter var aktive over store områder og besad et vidtforgrenet net af filialer og afdelinger, hvor ikke blot store, men også små indskydere placerede deres penge. Kun disse banker var i stand til at tilfredsstille industrimonopolernes enorme efterspørgsel efter kreditter og lån i et omfang, som ikke tidligere var set, og ofte langfristede. Konkurrencekampen medførte, at de store pengeinstitutter underlagde sig de små og mellemstore med det resultat, at der opstod kæmpebanker, som blev magtfulde finanscentrer for de pågældende lande. I Frankrig var der i begyndelsen af det 20. århundrede reelt kun tre sådanne centrer, i USA to, osv.. Mellem de få banker, som i kraft af koncentrationsprocessen står i spidsen for den samlede kapitalistiske økonomi, gør der sig naturligvis i stadig højere grad bestræbelser gældende for at træffe en monopolistisk aftale, for at danne en banktrust. Som i industrien gjaldt det: »Det sidste ord i bankvæsenets udvikling er... monopolet.« Monopoliseringen i industri og bankvæsen var indbyrdes sammenhængende processer, der forstærkede hinanden. Således fremmede de tyske banker udviklingen af monopoler inden for den elektrotekniske industri ved i 1883 at støtte oprettelsen af det første selskab i denne branche, der i 1887 fik navnet Allgemeine Elektrizitätsgesellschaft (AEG). I andre brancher og lande spillede bankerne en lignende rolle. Kapitalkoncentrationen og udviklingen af monopoler i finansverdenen gav bankerne en helt ny betydning i den kapitalistiske økonomi. Bankernes kvalitativt nye rolle bestod i, at en håndfuld monopolister underlægger sig hele det kapitalistiske samfunds handels- og industrioperationer idet de gennem deres bankforbindelser gennem kontokuranter og andre finansoperationer får mulighed for først at få præcist kendskab til de enkelte kapitalisters forretningsmæssige stilling, dernæst at kontrollere dem, øve indflydelse på dem ved hjælp af udvidelse eller indskrænkning, lettelse eller stramning af kreditten, og endelig fuldstændig at bestemme over deres skæbne, fastsætte deres rentabilitet, unddrage dem kapital eller give dem mulighed for hurtigt og i stor målestok at forøge deres kapital osv.. Ved at skaffe sig indpas i industri, transport, handel og servicesektoren bliver bankerne direkte medejere af disse økonomiske sektorer og får andel i ekstraprofitterne. Ved at være med til at oprette nye aktieselskaber sikrer de sig også den såkaldte stiftergevinst. De store industrimonopoler stræber på deres side efter at skabe deres egne pengeinstitutter henholdsvis trænge ind i de eksisterende for at beholde den størst mulige profitandel for sig selv. På denne måde opstår der en stadig tættere sammenfletning af bank- og industrivirksomheder gensidig aktiebesiddelse fører til fusionering, og der dannes på dette grundlag en ny form for kapital - finanskapitalen. Koncentrationen af produktionen, de heraf fremvoksende monopoler, bankernes sammensmeltning eller sammenvoksen med industrien - dermed er finanskapitalens opståen og dette begrebs indhold kendetegnet. Denne personificeredes af finansoligarkiet, en lille gruppe industri- og bankfyrster. De herskede over materielle værdier af et hidtil ukendt omfang og koncentrerede i deres hænder økonomiske magtmidler, der gjorde dem til hele landes virkelige herrer. Typiske repræsentanter for finansoligarkiet var for eksempel de amerikanske milliardærer Morgan og Rockefeller. John P. Morgan havde sin kapital anbragt i Ståltrusten, Electric Trust, jernbaner og skibsværfter, forsikringsselskaber og i forskellige andre industriselskaber. John D. Rockefeller kontrollerede broderparten af USA’s olie- og kuludvinding og produktionen af kobber og tobak og ejede en række jernbaner. Derudover var de hver for sig leder af en meget stor bankgruppe. Andre indflydelsesrige medlemmer af det amerikanske finansoligarki var familierne Du Pont de Nemours, Mellon, Harrsman, Vanderbilt og Guggenheim m.fl. lignende grupper opstod også i andre lande, hvor kapitalismen indtrådte i sit imperialistiske stadium. Kapitalismens overgang til sit monopolistiske stadium, overgangen »fra den gamle til den nye kapitalisme, fra kapitalens herredømme i almindelighed til finanskapitalens herredømme«, havde sin baggrund i hele den kapitalistiske produktionsmådes udvikling. Fri konkurrence - et immanent træk ved kapitalismen og ved ethvert vareproducerende samfund, der bygger på privat ejendomsret - fører uundgåeligt til monopol. Men når de først er opstået og har tilkæmpet sig den dominerende stilling, undergraver og begrænser monopolerne ved selve deres eksistens den frie konkurrence. Monopolherredømmet udrydder ikke de ikke-monopolistiske virksomheder og produktionsformer, men det indsnævrer kraftigt deres aktivitetsområder. Ikke-monopolistiske virksomheders indlemmelse i monopolsystemet med magt skærper dettes indre modsigelser. Medvirkende til, at monopolkapitalen kunne slå sin magtstilling fast, var ikke mindst den økonomiske krise 1900-03 hvorefter kapitalkoncentrationen og produktionens centralisering begyndte at gå frem »med kæmpeskridt«. I USA opstod der i perioden fra 1898 til 1903 5,3 gange så mange store truster som i de forudgående 50 år. En af monopol-giganterne var Ståltrusten, der var grundlagt i 1901 og hørte til Morgan-gruppen. Lige fra begyndelsen kontrollerede den mere end to femtedele af støbejern-produktionen, halvdelen af produktionen af valsegods, to tredjedele af stålproduktionen osv.. I 1903 grundlagdes to andre selskaber, der kom til at høre til den amerikanske monopolkapitals grundpiller - krudttrusten Du Pont de Nemours og Fords automobilfirma. Lidt tidligere (1900) oprettedes (som et holdingselskab, der havde til formål at omgå den i 1890 vedtagne Sherman Anti-Trust Act) Rockefellers olietrust, der tog navnet Standard Oil of New Jersey; 1904 kontrollerede den 84 % af olieraffineringen, 86 % af petroleumsfremstillingen og næsten hele det amerikanske net af olierørledninger. Omtrent den samme stilling indtog de kobber-, bly-, tobaks- og andre truster, der opstod i det 20. århundredes første år. Denne meget høje monopoliseringsgrad blev overgået i Tyskland. Der var her flere deltagere i de monopolistiske sammenslutninger end i USA, og der blev stadig flere. Ved reorganiseringen af Rheinisch-Westfälisches Kohlensyndikat i 1903 indlemmedes 100 virksomheder, der indtil da havde bevaret deres selvstændighed. Dette afspejlede en tendens hos monopolisterne inden for sværindustrien til at kombinere beslægtede produktionsgrene som et middel til at opnå øget styrke i kampen mod konkurrenter i både ind- og udland. For Tyskland som for USA blev året 1903 skelsættende, hvad monopoliseringen angår. Det år opstod et stålsyndikat, Eisenwirtschaftsbund, der koncentrerede ni tiendedele af produktionen i denne branche. De store banker spillede en fremtrædende rolle for oprettelsen af dette syndikat. Samme år skete der en sammenslutning inden for den elektrotekniske industri, som havde til følge, at to selskaber, AEG og Siemens-Schuckert, fik kontrol med tre fjerdedele af produktionen. Den kemiske industri var fra 1904 praktisk taget behersket af to meget store grupperinger, Karl Duisbergs Interessengemeinschaft (forløber for det senere IG Farben) og sammenslutningen af kemiske firmaer i Frankfurt - Hoechst. Også sukkerfremstillingen monopoliseredes; der opstod her et kartel, som samlede 450 virksomheder, dvs., praktisk taget samtlige sukkerfabrikanter. I England gik monopoldannelsen langsommere, men også der tog koncentrationsprocessen fart i begyndelsen af det 20. århundrede. Først og fremmest berørte den krigsindustrien. Som resultat af en række fusioner i årene 1900-04 inden for denne branche, der havde så stor betydning for de engelske kapitalister, som længe havde eksporteret våben til snesevis af lande, udskilte der sig to kæmpefirmaer, Armstrong og Vickers. År 1900 oprettedes Portland cementtrusten, som sikrede sig kontrol med 89 % af produktionen. Monopoliseringsniveauet var omtrent det samme inden for fremstillingen af bomuldsstoffer, lidt lavere i tobakshandelen osv.. I Rusland foregik der en meget intens dannelse af monopolsammenslutninger, der hurtigt øgede deres styrke. Den største var Prodamet, der allerede i det 20. århundredes første år samlede omtrent 70-80 % af omsætningen af pladejern, universaljern, jernbjælker osv. Truboprodasja- syndikatet monopoliserede i 1904 næsten hele landets handel med rør. Kulsyndikatet Produgol, der samlede de største virksomheder i Donets- bækkenet, kontrollerede hovedparten af kulbrydningen i dette område. Lignende kulmonopoler opstod i Ural- og Dombrovskij-bækkeneme; sammen med Donets-monopolet kontrollerede de praktisk taget hele landets kuludvinding. Cementfabrikkerne i den sydlige del af landet gik sammen i et syndikat, det samme gjorde 18 manganminer i Tjiatura, jernbanevognfabrikkerne oprettede syndikatet Prodvagon osv.. Lidt efter lidt bredte monopoliseringen sig også til de vigtigste grene af letindustrien. I det 19. århundredes sidste tredjedel begynder kapitaleksporten at få stadig større betydning ved siden af vareeksporten. På jagt efter høje profitter søgte »overskudskapital« fra England, Frankrig og Tyskland til lande, hvor jordpriserne var beskedne, råvarerne billige og arbejdslønnen lav. Monopolerne havde på denne måde udsigt til langt højere profitter end i udenrigshandelen. Fra 1875 til 1900 steg de engelske kapitalanbringelser i udlandet med knap 100 %, de franske med 125 % og de tyske med 650 %. De Forenede Stater, hvor kapitalakkumulationen ligeledes havde nået betydelige højder, sluttede sig til de kapitaleksporterende lande og opererede hovedsagelig i Canada, på Hawaii og Cuba og i andre latinamerikanske lande. I den finansielle trælbinding af de oversøiske lande deltog også lande, der selv var genstand for udenlandske kapitalanbringelser. Således eksporterede Østrig-Ungarn, i hvis økonomi der var investeret store summer af tysk og fransk oprindelse, kapital til Balkanlandene; Rusland og Japan, der begge havde nettoudlandsgæld, investerede i virksomheder i Kina, Korea og Mellemøsten. Eksporten af »overskudskapital« til andre lande var i stand til i nogen grad at hæmme udviklingen i de eksporterende lande. Det gjaldt først og fremmest de ældste kapitalistiske magter, England og Frankrig; i forbindelse med, at disse landes eksport af kapital til stadighed voksede i forhold til vareeksporten, kunne man se en tendens til, at de blev rentier nationer. I 1900-05 udgjorde Englands kapitaleksport i gennemsnit 64 millioner pund sterling årligt. Samtidig investeredes der omtrent 72 millioner pund sterling om året i landets egen økonomi. Næsten halvdelen af de midler, der kunne have været sat ind på at udbygge og modernisere Englands produktionsapparat (hvis efterslæb i vækstrate efter de andre store kapitalistiske magter på det tidspunkt allerede var klart synligt), førtes altså ud af landet. En tilsvarende situation opstod i Frankrig, hvor kapitaleksporten, der var vokset støt i forhold til vareeksporten, i begyndelsen af det 20. århundrede oversteg nationalindkomsten Den fandt fortrinsvis sted i form af lån. Som Lenin bemærkede, drejede det sig »om lånekapital, om statslån og ikke om kapital, som anlægges i industriforetagender«. Således blev uhyre summer ikke blot taget ud af landet, hvor der skete en langsommere udvikling af produktivkræfterne, men også der, hvor de blev anbragt, blev de i vidt omfang anvendt uproduktivt. Særdeles karakteristiske i så henseende er de franske investeringer i Rusland. De bestod i ikke ringe grad i lån til tsar-regeringen og var altså med til at holde et yderliggående reaktionært styre ved magten. Det er i denne periode, at den kapitalistiske verdensøkonomi får sin endelige form et verdensomspændende system, hvor størstedelen af Jordens befolkning undertrykkes, udbyttes og trælbindes af nogle få imperialistiske staters finanskapital og finansoligarki. Den økonomiske sammenknytning af folkeslag og ophævelse af national isolation, som kom i gang med jernbanernes og skibsruternes spredning, den nye internationale arbejdsdeling, der var opstået, og internationaliseringen af det økonomiske liv, kunne under imperialismens betingelser kun manifestere sig ved, at nogle nationer undertrykte og slavebandt andre. Af afgørende betydning for det kapitalistiske økonomiske verdenssystems opståen var den fuldstændige og endelige opdeling af verden økonomisk og territorialt, som indledte den imperialistiske epoke. Allerede i 1880erne begyndte der at opstå internationale monopoler i form af aftaler mellem de største monopolistiske selskaber i forskellige lande om fordeling af markeder, prispolitik, produktionsomfang osv.. Et af de første forbund af den art var det internationale skinnekartel, der i 1884 blev oprettet af engelske, belgiske og tyske selskaber, men kun eksisterede i kort tid. Ligeledes i 1880erne dannedes et krudtkartel. Men alle den slags dannelser var endnu meget ustabile som følge af, at monopoliseringsprocessen i de pågældende lande selv endnu ikke var tilendebragt, og at der derfor savnedes det nødvendige grundlag i form af magtfulde monopoler. I finansoligarkiets interesse erobredes kolonier og førtes krige om verdens opdeling. For at styrke dets positioner anvendtes et mægtigt undertrykkelsesapparat: politiet, hæren og andre straffeorganer blev i tiltagende omfang sat ind mod arbejderklassens og den øvrige arbejdende befolknings aktioner. Uden at stille sig tilfreds med støtten fra de borgerlige partier gik monopolistiske kredse i gang med at danne nye organisationer: arbejdsgiverforeninger, som kæmpede mod arbejderbevægelsen. Den voldsomt omsiggribende militarisme, der var blevet et integreret aspekt af imperialismen, tjente ikke kun til opnåelse af enorme profitter og til kamp om verdens opdeling, men også til at opretholde »ro og orden«, undertrykke arbejderklassens og den nationale befrielsesbevægelses voksende modstand. Chauvinisme, racisme og propaganda for koloniale erobringer og større indflydelsessfærer blev et vigtigt ideologisk våben for imperialismen. I de imperialistiske stater øgedes undertrykkelsen af de nationale mindretal. I USA blev de »befriede« negres og den oprindelige indianske befolknings rettigheder krænket på alle måder; negre og indianere blev udsat for raceadskillelse. I 1904 genopstod det internationale skinnekartel, men nu havde produktionsfordelingsnormerne ændret sig sammenlignet med 1880erne: Englands andel var blevet væsentlig mindre, mens Tysklands og Belgiens var steget, en afspejling af de forskydninger, der var sket i disse landes økonomiske styrke. Snart sluttede Frankrig, USA og andre lande sig til skinnekartellet; og verden blev delt op mellem skinneproducenterne (behovet for skinner var meget stort i denne periode, hvor der i mange egne af kloden foregik et intensivt jernbanebyggeri). Også i handelsskibsfarten har koncentrationens kæmpemæssige vækst ført til en opdeling af verden. I Tyskland monopoliseredes denne branche af to kæmpemæssige dampskibsselskaber, Hamburg-Amerika og Norddeutscher Lloyd. I USA opererede fra 1903 International Mercantile Marine Company, det internationale handelssøfartskompagni, der stod under Morgans kontrol og forenede en række amerikanske og engelske selskaber. I 1903 blev der mellem tyske og anglo-amerikanske firmaer sluttet en overenskomst, hvorefter de første afstod fra at konkurrere på ruterne mellem England og USA; til gengæld »fik« de en del havne, som de var interesseret i, og visse andre fordele. Dette var en ny fase i kapitalens og produktionens verdensomfattende koncentration, en fase, der står betydeligt højere end de foregående. Kampen mod, hvad der i realiteten var én verdensomspændende trust, var mere end almindeligt vanskelig; så lidt som i de enkelte lande veg de internationale monopoler tilbage for noget i deres forsøg på at kvæle konkurrenterne, end ikke for åben kriminalitet. Men de klausuler, hvorunder monopolforbundene delte verden imellem sig, kunne kun være midlertidige. En nyopdeling var uundgåelig, »hvis styrkeforholdet - som følge af udviklingens ujævnhed, krige, krak osv. - forandrer sig«. De internationale monopolforbunds opståen var endnu et vidnesbyrd om, at den frie konkurrencekapitalisme var blevet til imperialisme Monopoliseringen af udenrigsmarkederne ledsagedes af stræben efter kolonierobringer for at sikre afsætningsmarkeder og råstofkilder. Det var et udtryk for, at kampen om verdens territoriale opdeling skærpedes drastisk fra 1870erne og århundredet ud. Det var i disse tre sidste årtier af det 19. århundrede, at de europæiske magter erobrede det afrikanske kontinent; 1876 udgjorde de europæiske besiddelser i Afrika ikke mere end 10,8 % af verdensdelens territorium, men allerede ved år 1900 var de vokset til 90,4 %. Samme skæbne led også de fleste lande i Sydøstasien og Stillehavsøerne. Ved udgangen af det 19. århundrede havde de kapitalistiske landes kolonipolitik ført til, at der ikke var flere »ubesatte landstrækninger på vor planet (at tage) i besiddelse«. Det kapitalistiske kolonisystem var ved at være færdigt. De stærkeste kapitalistiske magters offensiv mod de svagtudviklede feudale og halvfeudale lande i Asien, Afrika og Latinamerika havde nået sit højdepunkt. Storbritannien erobrede Fiji-øerne i 1870erne og Ægypten i 1882. I de sidste to årtier af det 19. århundrede lagde de britiske kolonibyggere beslag på vældige landstrækninger i Syd- og Ækvatorialafrika og undertvang endeligt Burma. I løbet af perioden 1860-99 voksede det engelske koloniriges areal fra 2,5 millioner til 9,3 millioner kvadratmiles, og dets befolkning steg fra 145,1 millioner til 309 millioner mennesker. Ved udgangen af det 19. århundrede boede der omtrent 10 mennesker i kolonierne for hver indbygger i Storbritannien. Frankrig satte sig i besiddelse af udstrakte områder i Afrika og Asien. I blodige kolonikrige underlagde det sig hele Vietnam og Madagascar. 34 % af det afrikanske kontinent befandt sig ved år 1900 under fransk styre. Også Tyskland, USA og Japan slog sig på koloniekspansion. Mellem 1884 og 1888 erobrede det tyske kejserrige vidtstrakte territorier i Afrika og Ny Guinea og senere en række øer i Stillehavet. Men de tyske imperialister, der var kommet senere i gang end de engelske og franske med at skabe deres koloniimperium, følte sig forfordelt. USA annekterede sidst i det 19. århundrede Hawaii-øerne og erobrede Filippinerne, Puerto Rico og Guam. Cuba blev en amerikansk halvkoloni. I alt omfattede de kapitalistiske staters samlede kolonibesiddelser ved århundredskiftet 73 millioner kvadratkilometer (omkring 55 % af verdens landareal) med en befolkning på 530 millioner mennesker (35 % af jordklodens befolkning). Også Kina, Tyrkiet, Iran og Afghanistan blev i stigende grad underlagt de kapitalistiske magter sidst i 1800-tallet; disse formelt selvstændige stater blev efterhånden til halvkolonier. Landene i Latinamerika begyndte at komme i en tilsvarende afhængighed af England og USA. I de kolonier og halvkolonier, hvor kapitalismen skaffede sig indpas, var den tilbøjelig til at bevare feudale levn og visse førkapitalistiske udbytningsformer. Profitterne fra kolonierne gik til de store kapitalistiske selskaber, mens omkostningerne ved kolonikrige og koloniadministration via statsfinanserne blev lagt over på de arbejdende. Moderlandenes folkemasser kom med deres blod til at betale for de herskende klassers kolonipolitik. Bourgeoisiet udnyttede den kendsgerning, at imperialismen var omgivet af en vældig periferi af kolonier, til at så chauvinistiske stemninger blandt folkemasserne i moderlandene. Efter at de kapitalistiske magter i det store og hele havde delt verden mellem sig, var det kun med våbenmagt muligt at erobre de få territorier, der var forblevet uden for opdelingen (for eksempel Marokko), eller fratage rivalerne noget af det, de havde vundet. Allerede sidst i 1890erne begyndte en væbnet kamp om nyopdeling af verden: Den spansk-amerikanske krig 1898, en følge af USA’s planer om at erobre Cuba og Filippinerne, og Boerkrigen 1899-1902, der brød ud, fordi England ønskede at komme i besiddelse af Oranje- og Transvaal-republikkerne i Sydafrika. Det var de første imperialistiske krige, de første bebudere af de blodige verdenskatastrofer, som monopolkapitalens herredømme førte til. At kapitalismen havde nået sit imperialistiske stadium, ændrede ikke de love, der kendetegner den som økonomisk samfundsformation. Med overgangen til det imperialistiske stadium skærpedes alle det kapitalistiske systems modsigelser i en grad, der leder direkte mod en revolutionær omstyrtelse af finansoligarkiets herredømme. I det engelske værk af den liberale Lord James Bryce »The American Commonwealth« (1888) gives en fortræffende redegørelse om USA.

I Latinamerika strakte de nationale og demokratiske bevægelsers epoke, der indledtes med Haitis og de spanske koloniers uafhængighedskrig, sig over mere end 150 år. Efter at det kolonisystem, som Spanien havde bygget op i den oprindelige kapitalakkumulations epoke, var brudt sammen, og også Brasilien havde proklameret sin uafhængighed, opstod der i de gamle koloniers sted en hel gruppe af politisk selvstændige stater. Ved overgangen fra det 19. til det 20. århundrede befandt kun Guayana i Sydamerika og en række lande i Caraibien sig endnu i kolonial afhængighed af England, Frankrig, Spanien og Holland. Men opsvinget i den nationale befrielseskamp, krigen 1868-78 og udråbelsen af den første republik på Cuba kunne ikke undgå at rive det unge cubanske proletariat med sig; det deltog med liv og sjæl i denne kamp der blev ledet af borgerliggjorte godsejere - hovedsagelig i landets østlige del. Men selveste slaveriet blev først afskaffet i 1888 og kunne iagttages i Brasilien, hvor 800.000 slaver ud af en samlet befolkning på 14 millioner blev frie. Også på Cuba holdt de slaver. Blandt patrioterne på Cuba begyndte der at udskille sig en revolutionær-demokratisk retning, hvis repræsentanter knyttede forbindelse mellem den nationale befrielse og folkets sociale befrielse. Pariserkommunen havde en vis indflydelse på den cubanske arbejderbevægelses opvågnen, hvilket ses af de illegale proklamationer, der spredtes ud over landet. I 1887 sammenkaldtes den første arbejderkongres i Habana, men kongressen beslutninger blev holdt i anarkistisk ånd. Det følgende år opstod Arbejderalliancen (Alianza obrera), der også var under anarkistisk indflydelse. Samme år oprettedes Arbejderforbundet (Union obrera), der holdt en kompromisvenlig kurs og lod sig føre af det borgerlige selvstændighedsparti. Den cubanske arbejderklasses leder på den tid var E. Roig San Martin, der propaganderede proletarisk internationalisme. I 1890 blev den 1. maj for første gang fejret på Cuba som international proletarisk solidaritetsdag. I januar 1892 trådte den anden arbejderkongres sammen med deltagelse af over tusind delegerede. Kongressen udarbejdede et program, der blandt andet indeholdt krav om indførelse af 8 timers arbejdsdag, forholdsregler mod racediskrimination, arbejderbeskyttelse for kvinder og mindreårige og respekt for arbejdernes ret til at organisere sig. Venstrefløjen fremsatte forslag til en resolution med krav om, at der skulle kæmpes for socialisme, og forslaget blev vedtaget. I resolutionen hed det blandt andet: »Kongressen erkender, at arbejderklassen ikke kan gøre sig fri, så længe den ikke har gjort den revolutionære socialismes ideer til sine.« Der blev også slået til lyd for, at proletariatet skulle oprette et politisk parti. Således mente Diego Vicente Tejera, en fremtrædende skikkelse i den cubanske arbejderbevægelse, at der blandt de kommende politiske partier i den Cubanske republik »også måtte figurere et uafhængigt politisk arbejderparti«. Han pegede på, at den forstærkede udbytning af proletariatet hang sammen med udenlandsk kapitals indtrængen og med, at denne havde bemægtiget sig Latinamerikas naturrigdomme og underlagt verdensdelens økonomi, og opfordrede til at forsvare den nationale uafhængighed. Arbejderkongressen i 1892 erklærede, at proletariatet måtte være med i befrielseskampen for uafhængighed. Det hed i en resolution herom, at »det ville være absurd, hvis et menneske, der ønskede personlig frihed, modsatte sig et folks kollektive frihed«, om så den frihed, som dette folk stræbte efter, var nok så relativ, eftersom den består i frigørelse fra et fremmed folks formynderskab. Vedtagelsen af denne resolution gav kolonimyndighederne påskud til at opløse kongressen. I 1892 oprettede José Marti det Cubanske Revolutionære Parti for et revolutionært demokrati. Blandt dets grundlæggere var også socialisten Carlos Balirio. Partiets centralorgan, Patria (Fædrelandet), blev udgivet med direkte hjælp fra arbejderne. Cubanske arbejderførere som Balirio og Tejera var allerede aktive med til at forberede den nationale væbnede opstand mod de spanske koloniherrer i 1895. Arbejderpressen opfordrede til en forstærket indsats i kampen mod det spanske herredømme. I 1895 havde det cubanske folk rejst sig under ledelse af den store revolutionære demokrat José Marti til væbnet kamp mod det spanske koloniåg, og udråbte en uafhængig Cubansk republik og befriede størstedelen af landets territorium. USA erklærede Spanien krig, lod sine tropper besætte Cuba og påtvang landet et protektoratstyre, hvorved det sikrede amerikansk kapital gunstige ekspansionsbetingelser. På denne måde søgte imperialismen, fremfor alt den engelske, ved overgangen fra det 19. til det 20. århundrede at berøve de latinamerikanske lande deres politiske og økonomiske uafhængighed. Argentina var i realiteten en engelsk 'handelskoloni', og Portugal i realiteten en Englands 'vasal' osv.. Den økonomiske afhængighed af engelske banker, gælden til England, Englands opkøb af stedlige jernbaner, miner, jord etc. betød alt sammen, at England i økonomisk forstand havde 'annekteret' de nævnte lande uden at krænke deres politiske uafhængighed. Når den udenlandske kapital indrettede de latinamerikanske landes produktion efter sine egne behov, udnyttede den i vid udstrækning deres sociale og økonomiske tilbageståenhed og arbejdskraftens lave værdi i egen interesse. Imperialismen samarbejdede med det stedlige oligarki, storgodsejeres kvægavlere, plantageejere og eksportkøbmænd. Krigen 1895-98, der gjorde det af med det spanske herredømme på Cuba, var i sit væsen en national befrielsesrevolution, hvis massebasis udgjordes af bønder, arbejdere, håndværkere og småborgerskabet i byerne. At arbejderne og den øvrige arbejdende befolkning var med i denne revolution, gav den et dybt demokratisk præg. Samtidig viste det sig, hvor idémæssigt og organisatorisk svagt proletariatet stod, beskeden af størrelse, som det var, og endnu ikke udformet som klasse. Da Cuba i 1898 var blevet besat af amerikanske tropper, indledte proletarerne strejkekampe mod besættelsesmyndighederne. I september 1899 gennemførte cubanske arbejdere en generalstrejke med krav om 8-timers-dagens indførelse. I 1900 strejkede tobaksarbejderne, i 1902 studenter og lærlinge i Habana-provinsen. De nordamerikanske myndigheder satte tropper ind mod de strejkende og foretog talrige arrestationer, men blev alligevel nødt til at gå med til en forkortelse af arbejdsdagen på kommunale virksomheder til 9-10 timer. I 1899 opfordrede Cubas Almindelige Arbejderliga (Liga general de trabajadores de Cuba) arbejderne til at modsætte de Forenede Staters anneksion af landet. Latinamerikas sociale og politiske svaghed gjorde det muligt for de Forenede Stater, England, Frankrig ved overgangen fra det 19. til det 20. århundrede, og også for Tyskland, at gøre de latinamerikanske lande økonomisk, udenrigspolitisk og militært afhængige. Den udenlandske kapitalindtrængen i Latinamerika var ikke et rent økonomisk fænomen, men den blev fulgt op med flere krige, som imperialistiske magter fremprovokerede mellem de latinamerikanske stater, af blokader og bombninger af latinamerikanske havne, af troppelandsætninger, sammensværgelser og omstyrtning af regeringer, der ikke passede imperialisterne. Som resultat af Stillehavskrigen 1879-83 annekterede Chile salpeterrige provinser fra Peru og Bolivia. Bolivia mistede desuden adgangen til havets Bag Chiles regering stod engelske kapitalister, der var utilfredse med, at regeringerne i Peru og Bolivia havde forsøgt at skaffe sig kontrol over deres egne naturrigdomme. De to lande, der havde tabt krigen, kom i afhængighed af engelske, franske og nordamerikanske kreditorer, der dikterede deres told-, finans-, kredit- og skattepolitik, ruinerede de lokale industridrivende og håndværkere og opkøbte virksomheder, ejendomme og jord for en slik. Efter at have sikret sig koncession på salpeterminerne i Chile fremprovokerede de engelske kapitalister derpå i 1891 en borgerkrig mod præsident José Manuel Balmaceda og hans regering, der havde forsvaret landets nationale uafhængighed og retten til at disponere over dets menneske- og naturressourcer. Balmaceda-regeringen blev styrtet som resultat af engelsk indblanding. Magten i Chile blev overtaget af et godsejer- og bankieroligarki, der gav udenlandsk kapital lov til at udplyndre landet. Landene i Latinamerika kom i gæld til de europæiske magter og USA, der under påskud af at ville inddrive deres tilgodehavender lod væbnede ekspeditionskorps plyndre disse lande og forsøge igen at gøre dem til kolonier. De fleste stater i Latinamerika, Argentina, Brasilien, Mexico, hvor befolkningens hovedmasse og hovedparten af verdensdelens økonomiske potentiel var koncentreret - kæmpede for at bevare og befæste deres politiske suverænitet mod anslag fra europæiske magter eller USA, mod udenlandske monopolers udplyndring af deres naturressourcer og for at få bugt med den økonomiske tilbageståenhed. Men der var opstået en maskinel storproduktion i byerne på grundlag af en kapitalisme, der endnu befandt sig på manufakturstadiet, og på landet på grundlag af tropisk plantagedrift. Der var lande, som Brasilien og Cuba, hvor slaveri eksisterede helt op til anden halvdel af 1880'erne, og det var en alvorlig hæmsko for, at kapitalismen kunne blive den herskende produktionsmåde. De latinamerikanske lande fungerede overvejende som leverandører af mineralske og vegetabilske råstoffer og fødevarer. I slutningen af det 19. århundrede skete der en brat stigning i de udenlandske kapitalanbringelser i latinamerikanske lande. Mens de samlede udenlandske investeringer i 1880 havde udgjort 1,5 milliarder dollar, var de ved år 1900 steget til mere end det dobbelte, 3,5 milliarder dollar, og de voksede fortsat. 2,1 milliarder dollar eller næsten 70 % kom fra England, 0,6 milliarder fra Frankrig og 0,5 milliarder fra Tyskland. Også Nordamerikansk kapital begyndte at strømme til. Allerede i 1895 tilhørte 92 % af industrivirksomhederne i Buenos Aires udenlandsk kapital. I 1900 gik mere end halvdelen af USA's udenlandske kapitalanbringelser (285 ud af 445 millioner dollar) til Latinamerika. Heraf gik 185 millioner dollar til investeringer i Mexico og heraf blev 66,6 % anbragt i jernbaner, 20,3 % i minedrift og kun 2,93 % i tekstilindustrien. Ved indgangen til det 20 århundrede blev to tredjedele af Chiles salpeterproduktion, den vigtigste branche inden for landets mineindustri, forarbejdet på virksomheder, der tilhørte engelsk og til dels Nordamerikansk kapital. Det var også i de år, at amerikanske monopoler kom i besiddelse af over 85 % af Mexicos kendte olieforekomster og beherskede 58 % af hele landets olieudvinding. I årene 1902-03 blokerede England, Tyskland og Italien de venezuelanske havne. De ville tæve deres penge ud af landet, medens Tyskland kastede bomber. Operationen støttedes af de Forenede Stater, der tvang Venezuelas regering til på ulige vilkår at gå på akkord med de nordamerikanske kreditorer. I 1903 annekterede USA en del af Panama som en kolonienklave. 10.000 mexicanske minearbejdere strejkede på de nordamerikansk ejede kobberminer i Canaea i juni 1906. Strejken der oprindeligt var et lønspørgsmål, antog anti-imperialistisk karakter. Deltagerne valgte en organisationskomité og udsendte et manifest. De ville have fjernet det diskriminerende ansættelses- og lønsystem og krævede, at der på selskabets arbejdspladser skulle være 75 % mexicanske arbejdere og kun 25 % udlændinge. Der blev tilkaldt tropper fra USA til at nedkæmpe strejken. Den nordamerikanske straffeekspeditions arrestationer og henrettelser af strejkedeltagere vakte harme i den mexicanske offentlighed. Cananea-minearbejdernes aktion markerede arbejderbevægelsens forvandling til en del af hele folkets kamp mod det diktatoriske regime i Mexico, og var det første varsel om den forestående revolution. På Cuba deltog arbejderne i folkeopstanden i 1906, og denne masseopstand blev organiseret og ledet af det liberale parti, der søgte at tage magten fra den konservative, proamerikanske regering. Skønt de liberale ikke var anti-imperialister, var opstanden objektivt rettet mod den udenlandske kapitals dominans. USA reagerede på opstanden ved at foretage en ny intervention og besætte Cuba (1906-09). Strejkebevægelsen bredte sig imidlertid til andre dele af landet. Der var strejker blandt cigarfabriks- og postarbejderne, jernbanearbejderne og murerne. Af særlig betydning var en 145 dage lang strejke blandt tobaksarbejderne ved en britisk-amerikansk trust fra februar til juli 1907. Det kom til uroligheder blandt landarbejderne på de nordamerikanske plantager i Santa Clara, Cienfuegos og Matanzas. De nordamerikanske besættelsestroppers huseren vakte voldsom protest. Stadig hyppigere og mere kategorisk krævede folkemasserne, at besættelsestropperne blev trukket tilbage, at Cuba blev tildelt »øjeblikkelig og fuldstændig uafhængighed«, og at de nordamerikanske imperialister indstillede deres aggression. Selv en borgerlig nordamerikansk avis skrev, at de socialistiske tanker hurtigt bredte sig blandt de cubanske arbejdere. Det var i 1906, det illegale socialistiske parti for provinsen Oriente under Agustin Martin Véloz blev dannet i Manzanillo. Partiet opnåede stor popularitet blandt arbejderne. I 1907 oprettedes Manzamillos Arbejderføderation, som både det socialistiske parti og anarko-syndikalisterne indgik i. I 1908 tilsluttede Manzanillos socialister sig Cubas Socialistiske Arbejderparti. Højdepunktet i den anti-imperialistiske bevægelse i Latinamerika var den mexicanske revolution 1910-17. Denne helt igennem folkelige revolution var rettet mod landets oligarkiske diktatur. Den anti-imperialistiske kamp i Latinamerika blev stimuleret af protesterne mod de nordamerikanske imperialisters »knippelpolitik« og »dollardiplomati«, mod deres forsøg på at realisere Theodore Roosevelts doktrin, ifølge hvilken USA skulle være »den vestlige halvkugles politibetjent«, mod den nordamerikanske monopolkapitals tiltagende underkuelse af de latinamerikanske lande, mod de talrige væbnede interventioner - i den Dominikanske Republik (1905 og 1916), på Cuba (1906-09, 1912 og 1917), på Haiti (1905 og 1915), i Mexico (1914 og 1916) og i Centralamerika - og mod indblandingen i andre latinamerikanske staters indre anliggender. Blandt fædrene til Latinamerikas anti-imperialistiske bevægelse var den store cubanske revolutionære José Marti, de kendte cubanere Enrique José Varona og Gisneros Betancourt, den uruguayanske litteraturforsker og filosof José Enrique Rodo, den kendte argentinske forfatter Manuel Ugarte, den nicaraguanske digter Ruben Dario og den brasilianske forfatter og filosof Euclides da Cunha. De afslørede USA's og andre imperialistiske landes aggression, fordømte den opfattelse, at Latinamerikas forvandling til USA's protektorat var uundgåelig, og kæmpede for Latinamerikas kulturelle frigørelse, for en demokratisk national kultur. For at styrke sit vaklende herredømme i Mexico støttede den nordamerikanske imperialisme et kontrarevolutionært kup foretaget af den lokale reaktion under Victoriano Huerta i 1913. Nordamerika sendte den fire gange i 1914 tropper til Mexico, samt i 1916. I 1914 var havnearbejderne i Vera Cruz blandt de første mexicanere til at yde modstand mod USA's tropper, der havde besat byen. Besættelsestropperne blev nødt til at fjerne sig. Tilsvarende endte den anden nordamerikanske invasion. Arbejderne deltog også i masseaktioner mod Huertas kontrarevolutionære styre. Af særlig betydning var 1. majdemonstration i 1913 med 20.000 deltagere. Men arbejdernes støttede ikke revolutionens hoveddrivkraft - bønderne - og støttede ikke de populære bandeledere Emiliano Zapatas og Francisco Villas hære. Den bourgeois- og godsejerregering, der kom til magten i august 1914, havde held til at vende en del af arbejderklassen mod bønderne.

Den amerikanske kapitalisme rykkede vestpå med diligence-ruter, rastepladser, vejanlæg og småbyer, havne, sejl- og dampskibe, farmere, kvæg, mineraler og olie, guld- og sølvminer. Ukendte mænd skrev sig ind i USAs pengehistorie og dannede stater, hvor de tog jorden fra de oprindelige folkeslag, indianerne. Texas tog de fra Mexico i 1846-48. Meyer Guggerheim var født i Schweiz kastede sin formue i sølv- og blyminer i Leadville, Colerado, Pierre Du Pont var franskmand og arbejdede med sprængstoffer og krudt, og i 1895 kontrollerede familien 95 % af krudtfabrikkerne i USA, John Warne Gates blev kendt via Federal Steel Compagny med bankier J. Pierpont Morgan og sagfører Elbert H. Gary; James J. Hill var født i Canada af skotske forældre, Samuel Insull var fra England, Cornelius Vanderbilt var af hollandsk afstamning, Charles Schwab var af tysk oprindelse, McCormick var af irsk oprindelse, Nathan Golg, var engelsk jøde, Jay Gold, Lawson, Rogers, Rockefeller, Philip D Armour, Ford, Hill og Harriman var jernbanebyggere, Andrew Mellon var Amerikas næstrigeste mand, sovevognkongen Pullmann, Steward, C.K. Garrison, etc.....De ville alle have været endt i et fængsel for forbrydelser og ulovligheder, men da de havde opbakning i hos den herskende hvide overklasse, kunne de benytte politiet og militæret mod bl.a. emigranterne, nybyggerne, indianerne, de farvede, osv... William B. Astor var tysker og var jordspekulant. Hans far havde tjent penge på at sælge huder, skind og pelsværk, men rigdommen stammede hovedsageligt fra de stigende jordpriser i New York´s opland. Han opkøbte forgældede gårdbrug op for en slik, og fik allerede i 1809 systemet til at ophæve ejendomsretten til jorden for flere hundrede af amerikanske bønder, der tidlige havde fået jorden tildelt efter Frihedskrigen. Et forfærdeligt råddent kapitalistiske system viste nu sit nådesløste ansigt og begær efter profit. Samuel Insull (1859-1938) blev betragtet som et finansgeni og investerede i el-værker, m.v.. Han overlevede det store krak d. 28 oktober 1929, men hans finansimperie blev opløst i 1932 ved dom. Andrew W. Mellon (1855-1937) var bankier og havde industrielle aktiver for 2 billioner dollars. Edvard Henry Harriman var født på Long Island i 1848 og startede som kontorbud. Af sine sparepenge investerede han i kul-aktier og tjente 150.000 dollars. Både Vanderbilt og Jay Gouls brugte ham som agent i deres spil om opkøb. Harriman købte sig ind i Illinois Central-banen og forlængede banen til Iowa. Efter at Union-Pacific gik konkurs i 1893 købte han selskabet for 25 millioner dollars, og købte Oregon Railway & Navigation Company, hvorved Union-Pacific fik forbindelse til Portland ved Stillehavet. Han fik også kontrol med Central Pacific og Southern Pacific og efter 1901 kæmpede Harriman mod en anden jernbanekonge, James Jerome Hill. Ben Holladay solgte i 1860erne sine diligence-ruter i Oregon, og satte sig effektivt på det nye jernbaneanlæg i Oregon, men han måtte sælge under finanskrisen i 1873. Daniel Drew var født i 1797, og startede med at opkøbe kvæg, og tog bl.a. til Ohio for at drive kvæg til New York. I 1829 byggede han kvægstalde i New York. Daniel Drew blev senere kasserer for Erie-jernbaneselskabet og spekulerede med aktionerne der faldt fra 95 til kurs 50. Han tjente store penge på spekulation. Men Daniel Drew mistede alt i den store finanskrisen i 1873. I 1833 boede der 180 indbyggere i Chicago ved enden af Michigansøen. William Butler Ogden ankom til Chicago i 1835, hvor han skulle sælge nogle store oversvømmede jordarealer for sin svoger. Han ventede med at sælge til sommeren, der havde tørlagt de sumpede jordarealerne og han tjente hurtigt penge. De resterende ⅔ af jorden, troede han ikke var noget værd, men efter et par måneder var jordpriserne steget 4 gange, og han solgte resten af jorden, og blev i 1837 borgmester i Chicago. William Butler Ogden drog derefter ud og solgte aktier for ¼ million dollars, for at en jernbane anlagt til Chicago via aktierne i et nyt selskab, Galena & Chicago Union, og i 1848 var jernbanen færdig, og blev hurtigt udvidet, hvorefter William Butler Ogden blev præsident for selskabet der tog navneændring til Chicago & North Western. Cyril Hall McCormick havde opfundet en høstmaskine til de store hvedemarker ved Chicago, og William Butler Ogden fik halvpart i virksomheden, som fik en forrygende start, og under Borgerkrigen var disse høstmaskiner årsag til at Nordstaterne kunne brødføde sig selv. I 1880erne eksporterede McCormicks fabrikker 50.000 høstbindere årligt, og McCormick døde i 1884. I 1886 skød Chicago politiet og Pinkerton detektiver 6 strejkende arbejdere foran fabrikken i Chicago. I Sacramento i Californien tog man skrift til at få anlagt en jernbane. Men kapitalisterne i San Francisco ville ikke rigtig være med. Alligevel lykkedes det nogle »driftige mænd« i Sacramento, at få præsident Abraham Lincoln til at underskrive en lov i juli 1862, hvor statsmagten garanterede for jernbanen, Central Pacific Railroad of California. Med kinesiske kulier gik man i gang med at anlægge jernbanen i det vanskelige bjergfylde terræn, men i 1868 nåede de grænsen til Nevada, og i Utah lagde de skinnerne til i forlængelse af William Butler Ogdens jernbaneanlæg. Men de måtte smøre kongresmedlemmer med over 1 million dollars. I 1880 kom det til kamp om et større jordstykke i San Joaquindalen mellem nybyggerne og Southern Pacific. Med kapitalistsystemet hjælp fik Southern Pacific en retskendelse, der kunne udsætte bønderne af deres huse og jord, og to sheriffer og 5 bønder blev dræbt i kampen. Mange år efter var feltråbet blandt Californiens bønder: Husk Mussel Slough ! Mange måtte finde en tilværelse som togrøvere, og de havde fuld opbakning i befolkningen. Men over 3.000 betjente blev sat ind og fik gjort kål på martyrerne og folkeheltene, som bekæmpede det rådne kapitalistsystem. Ved århundredeskiftet var det Southern Pacific der dominerede transporten i Californien. Philip Danforth Armour tjente penge på at sælge flæskekød under Borgerkrigen. Inden borgerkrigen sluttede lavede han kontrakter med faste priser hos slagterne i New York, og efterhånden som Nordstatshæren rykkede frem, faldt prisen på flæskekød, sådan at slagterne var bundet af høje priser. I Chicago etablerede han en konservesfabrik, som også leverede konserves til hæren under den spansk-amerikanske krig i 1898, og han døde i 1901. Chicagos konservesfabrikker var et emne i Upton Sinclairs roman »Junglen«, der blev offentliggjort i det socialistiske ugeblad »The Appeal to Reason«. Andrew Carnegie var skotte og arbejdede som ung sælger for brødrene Klomans stålværk (Union Iron Mill). Carnegie fik fordækt købt sig til 2 af firmaets 6 aktier, og flyttede så til New York City, som investeringsrådgiver, og i 1868 havde han en indkomst på 50.000 dollars. Samtidig med at han skaffede ordre til Union Iron Mill lykkedes det ham som investeringsrådgiver at få anbragt 30 millioner dollars i papirer i England og Europa. Efter finanskrisen i 1873 kom han af med de to brødre Kloman, og skaffede sig et Bessemer-anlæg til ståludvinding af jernbaneskinner i Pittburgh, og med kaptajn Bill Jones som arbejdsleder, slog de den ene produktionsrekord efter den anden. Men i september 1899 eksplodere en af de store ovne og dræbte 6 arbejdere og Bill Jones. Men Duquesne Steel Compagny kunne nu udkonkurrere Andrew Carnegies stålværker og jernbaneskinner via nye valsemetoder. Men Andrew Carnegie fik kunderne til at undlade opkøb hos Duquesne Steel Compagny, som derefter blev opkøbt af Carnegie-sammenslutningen, hvorefter kul- og kokskongen Henry Clay Frick fik Carnegie-sammenslutningen til at køre maksimalt godt. I april 1892 tilkendegav Andrew Carnegie, at han ikke ville have, at arbejderne på Homestead-værket og i Carnegie Steel Compagny var medlemmer af en fagforening. Henry Clay Frick syntes at det var en dårlig ide, da Homestead havde en ganske fornuftig fagforening, og da han ikke ville fyre arbejderne, forberedte han dem derimod på en nedsættelse af lønnen. Medens han vente på svar fra fagforeningen, hentede han 300 Pinkerton detektiver til Homestead og satte plankeværk op rundt om hele værket. Men d. 6 juli 1892 drønede skuddene i Homestead og yderligere i 5 dage blev der skudt. Militære tropper ankom d. 12 juni og fik skabt ro og orden. 14 mænd var dræbt, 163 sårede og alle havde skrammer og sår fra kampene. Men få dage efter kunne Homestead-værket genoptage driften via militæret hjælp, uden at én eneste arbejder var medlem af en fagforening. Systemet havde opvist sine morderiske hensigter i klassekampen mod de 22 nationaliteter, der var blandt de tidligere ansatte på Homestead-værket. En polsk-russisk emigrant forsøgte derefter at hævne sig på Henry Clay Frick, men attentetforsøget mislykkedes, og fik hele kapitalistpressen til at fordømme fagforeningerne, som nu fik langt alvorligere problemer. Senere fik Carnegie rådighed over Mesabi-malmlejerne og ⅔ af USAs stålproduktion. Jim Fisk fra Vermont kom i 1860 med i Eben D. Jordans grossistvirksomhed, og da borgerkrigen brød ud forsynede han hæren med tæpper, og tjente mange penge. Han havde altid mange diamanter. Jim Fisk blev skudt d. 6 januar 1872 af en modpart (Stokes) i en simpel retssag, der efter Fisk opfattelse drejede sig om pengeafpresning. Da Fisk var død forsøgte aktionærerne at få Jay Gould ud af Erie-banen. Der blev holdt direktionsmøde, hvor 200 betjente sørgede for ro og orden. En ny bestyrelse blev valgt, og general Daniel. E. Sickles fik Gould til at trække sig tilbage, hvorefter kurserne steg 20 points. Men selskabet havde passiver på næsten 64 millioner dollars, fra dengang Drew, Gould og Fisk stod for administrationen, og det kom til at vare 70 år, førend der kunne udbetales dividende til aktionærer. Ved den økonomiske udplyndring af Erie-banen havde det politiske lokalstyre i New York og New Jersey medvirket. Derimod var den økonomiske tømning af Union Pacific-banen for værdier et unions anliggende, og dét var et tyveri på 45 millioner dollars fra skatteyderne, der skete gennem selskabet: Crédit Mobilier v/George Francis Train, der arbejdede for Pacific Unions vicepræsident, T. C. Durant. Den amerikanske regering garanterede og finansierede Union Pacific, og formålet med Crédit Mobilier var at overtage jernbaneselskabets kontrakter på bygningen af banen. Aktionærerne i Union Pacific-banen og Crédit Mobilier var de samme, men Union Pacific-selskabets værdier blev hurtigt udtømt, og fortjenesten fik de samme aktionærer så i Crédit Mobilier. Jernbanesporene forlængedes vestpå gennem Nebraska, Colorado, Wyoming, Utah, og staten stillede pengene til rådighed. Crédit Mobilier fik 2 dollars i tilskud fra det offentlige, for hver dollar de gav ud i løn. Materialer og forsyninger indgik i Crédit Mobiliers regnskab til en lav pris, men blev i Union Pacifics regnskaber bogført til den dobbelte pris, og selskabets ledelse uddelte gratis aktier til medlemmerne af Senatet og Repræsentanternes Hus. Men så blev der strid blandt aktionærerne, og via denne spekulation fik skatteyderne øjnene op for de folkevalgtes uhæderlighed og bestikkelsen. Den følgende finanspanik i 1873 fik 5.000 virksomheder i USA trukket ned, og datidens største amerikanske finansmand, Jay Cooke, til at gå bankerot. Jay Cooke var ellers i gang med finansieringen af den anden store transkontinentale bane: Northern Pacific-linien. J. P. Morgan´s blad i Philadelphia »Ledger« lagde grunden til Northern Pacific-liniens ruin, ved at trække tilliden væk fra Jay Cooke i forskellige artikler, og folk stormede Cookes First National Bank og trak pengene ud. Jay Cooke var bankier og han begyndte som ansat i en bank i Philadelphia. I 1861 besluttede politikerne i staten Pennsylvania at sælge statsobligationer for at finansiere militæret, og Jay Cooke var den eneste bankier, som ville formidle salget af disse papirpenge, som skete med lynende fart for første gang i USA´s historie. Så fik unionsregeringen i Washington øjnene op for den fidus, og fik fat i Jay Cooke, der solgte for 3 billioner statsobligationer, der skulle finansiere unionstropperne i borgerkrigen. Fidusen gik over al forventning. Troen på papirpengenes gyldighed vandt krigen, og i 1869 ville Jay Cole af sine mange penge bygge en jernbane, Northern Pacific-linien, der ville forbinde øststaterne til Dakotas hvedemarker, og som ville åbne vejen til Rocky Mountains mineralske lejer. Med pressen hjælp lykkedes det Jay Cole, at få ideen om Northern Pacific-linien igangsat, og alle samfundsgrupper investere deres sparepenge i Jay Cole´s projekt. Da Northern Pacific-linien krakkede i 1873 blev det aldrig glemt af de talløse småsparere, der havde mistet deres få penge. Jay Gould fra New York (1836-1892 ) forsøgte først at få kontrol med garverierne i Pensylvania, og slog sig så ned som lædergrosserer, men begyndte derefter at spekulere i jernbaneaktier. Senere købte han guld op, og fik guldpriserne til at stige. I 1869 havde han købt guld for 40 millioner dollars, og d. 24 september faldt jernbane- og industri aktionerne i et katastrofedyk, og spekulationen på børsen forårsage ruin for mange. En undersøgelseskommission kunne ikke udrede noget mod den 33 årige Jay Gould og 35 årige Jim Fisk, da spekulation havde forgreningerne langt ind i de politiske kredse og i præsident Grants familie. Lidt efter fik New York Nationalgardes 9ende regiment en stor økonomisk understøttelse af Jim Fisk. Jay Gould havde derimod held i finanskrisen i 1873, og Henry Clay Frick tjente gode penge på kul- og koks og ved salget af en mindre jernbane. Andrew Carnegie fik kontrol over sværindustrien i Pennsylvania. Og i Ohio sad John D. Rockefeller og lagde grunden til Standard Oil-kompagniet. Jay Gould fik i 1873 købt sig ind i Union-Pacific-selskabet, i Kansas Pacific, Denver Pacific, Missouri Pacific og fik kontrol over Central Pacific. Kansas Pacific-banen gik Jay Gold i gang med at forlænge til Salt Lake City, og da Union-Pacific så en konkurrent i denne jernbanelinie købte de den af Jay Gould for 10 millioner dollars. (Union-Pacific gik bankerot i 1893). I magasinet »Word« fik Jay Gould trykt grimme ting om telegrafselskabet Western Union, idet han selv var gået i gang med at nedlægge kabler i selskabet Atlantic & Pacifik Compagny via sine jernbanestrækninger, og Western Union købte så Atlantic & Pacifik Compagny for over 10 millioner dollars. Men Jay Gould forsatte sin aviskampagne mod Western Union og lavede et par numre på børsen, og i 1881 havde Jay Gould kontrol over Western Union, og udbetalte udbytte på 38 %. På hvedemarkedet ruinerede Jay Gould en af sine venner, James Keene, for 7 millioner dollars, og Jay Gould fik mange fjender, som han havde ruineret. Gennem magasinet »Word« og via telegraflinierne fik Jay Gould bragt mistillid til mange selskaber, sådan at aktieværdierne fald. Derefter opkøbte Jay Gould aktierne for en slik, og fortalte derefter i magasinet »Word«, om selskabernes fortræffelighed, for derved at lokke nye investorer ind, som han kunne snyde. Da han døde som 56 årig i 1892 var han forhadt med en officiel formue på 77 millioner dollars, som menes at have været det dobbelte værd. William Andrews Clark kom til Montana i 1863 og startede med hestetransport af tobaksblade, og ved et utroligt held blev han ejer af en kobbermine i Butte, hvor malmen måtte transportes til Utah, for at blive forarbejdet. I 1876 byggede han et nyt anlæg i Butte, og den tidligere folketomme by havde pludselig 5.000 indbyggere. Marcus Daly var irsk af fødsel, og tog fra Salt Lake City til Butte og købte en mindre sølvmine og derefter købte han Anaconda-minen i Montana, hvor der viste sig at være kobber. William Andrews Clark og Marcus Daly kom i familie med hinanden via et giftemål, men de blev uvenner, og kæmpede om at hver sin by skulle være hovedstad i den nye stat Montana. Clarks by vandt, og i de politiske kampe i 1898 blev der sat revolvermænd ind i valgkampen. To år efter blev William Andrews Clark og F. Augustus Heinze valgt til Senatet. Marcus Daly fik i 1897 39 millioner dollars af Rockefeller koncernen, får at udbyde nye aktier for Amalgamated Copper Compagny, og Daly døde kort tid efter i november 1900, efter at han havde dannet Amalgamated Copper Compagny med en aktiekapital i papirpenge på 75 millioner dollars. Men nu var det Standards Oil der stod bag via nogle tricks og papirpenge. F. Augustus Heinze stammede fra Brooklyn og var af tysk herkomst og kom til Butte i 1889. William Andrews Clark og F. Augustus Heinze manipulerede på det groveste med det politiske og juridiske system. En af Heinz miner, forfulgte en åre, der gik ind på Amalgamated Copper Compagnys landområder, og ved at benytte bevæbnede vagter og en manipuleret dommer, fik de lov til at grave sig ind på et andet selskabs ejendom, og Clark beordrede 3 miner lukket plus Anaconda-minen. 20.000 blev arbejdsløse, men 3.000 minearbejdere mødte op hos dommer Clancy, der skyndsomt trak sin beslutning tilbage. Heinze starte så en avis, Reveille, hvor han ustandselig angreb Amalgamated Copper Compagny og Standard Oil, medens der blev drevet krig i minerne, som man oversvømmede og på byens barer. Til sidst blev kobberkongen af Butte i Montana, Heinze, købt ud for 11 millioner dollars, og tog til New York i 1906 som 37 årig, og oprettede et vekselererfirma og købte kontrollen over National Mercantile Bank. De nye papirpenge på 75 millioner dollars i Amalgamated-aktierne afsatte Tom Lawson til folk, der troede at de hurtigt skulle blive rige. Der blev købt aktier for rigtig mange penge. Tom Lawson var iøvrigt ret tidlig på børsen og tjente som 18 årig 50.000 dollars. Han hjalp O`sullivan Addick, der havde satset på gas, og som blev angrebet af Standard Oil. Men O`sullivan Addick måtte alligevel give op overfor Standard Oil. Efter at Tom Lawson havde fået solgt Amalgamated-aktierne til kurs 130, røg de ned i kurs 33, og almindelige mennesker havde mistet ret mange penge. Standard Oil købte derefter de nye aktier op for en slik. Det var et stort svindelnummer, der gav genlyd over hele verden. Men Standard Oil havde et horn i siden på F. Augustus Heinze og gik til angreb på National Mercantile Bank og Unites Copper, og banken krakkede, og tog en anden trust med i faldet, da Hetty Green trak sine penge ud af denne trust. Så udbrød der panik i 1907. Folk trak deres penge ud af bankerne, og de rige afskedige gud og hvermand, og Trust Compagny of America var ved at knække over. Men Morgan fik lavet 25 millioner dollars på børsen, og så kom der skub i tingene igen, selvom der havde været flere krak og kom flere financielle problemer. F. Augustus Heinze blev gjort til søndebuk - men blev frikendt. Charles M . Schwab havde i 1903 forladt United States Steel, og købt sig ind i Bethlehem Steel i Pittsburgh, der var på vej opad med Charles M . Schwab som præsident. Han købte billige miner på Cuba, og leverede alt stål til en større Argentins krigsflåde, og fik patent på Grey-stålbjælker. I 1913 udvidede Bethlehem Steel og Charles M . Schwab fik også egne havneanlæg, og krigsudbruddet i 1914 i Europa betød en voldsom stigende omsætning - i granater og ubåde til Storbritannien, og Bethlehem Steel blev en indbringende forretning i årene fremover, og var den største våbensmedie efter 1. Verdenskrig.

De første store jernbaner der grundlagdes i USA blev genstand for hårdkogt spekulation, og var dirigeret af kapitalistiske forbrydere og røveriske børsspekulanter, med bestikkelser af politi og dommere, og med væbnet kamp, tyveri af jord, kampe, og mod indianerne. Mange rige spekulanter døde fattige, da andre spekulanter snød på børsen og via det juridiske og politiske system. Det var korruption og skydevåben, der dirigerede udviklingen - også på pengemarkedet. .En af de små baner var »Erie-banen«, der var grundlagt i 1833, og gik fallit et par gange. Banen gik fra New York i retning mod de store søer, og i 1857 kom Daniel Drews med i direktionen. Daniel Drews (1797-1879) var han meget religiøs og gav store summer til kirken og andre religiøse foretagender, og et af hans første fupnumre skete under borgerkrigen hvor han skaffede nogle krigsleverancer til et firma i Boston, hvor han var repræsentant, og derefter gjorde han entré i Wall Street på aktiemarkedet. Daniel Drews grundlagde børsfirmaet: Drew, Robinson & Company i 1844, og på børsen mødte han Jim Fisk og Jay Gould. Daniel Drews, og de tre blev forbundsfæller i børsspekulation, og havde udpeget Cornelius Vanderbilt som deres hovedfjende. Cornelius Vanderbilt (1794-1877) var født på staten Island og startede indenfor, østersfiskeriet, skibsfarten og udvidede sine arbejdsområder. I 1813 hjalp han New York med skibe mod de engelske krigsskibes angreb. Med et par dampskibe forsøgte han sejle, men da andre selskaber havde monopol på ruterne, kom det til kamp og retssager. Daniel Drews satte også et par skibe ind på Hudson floden, men tabte hurtigt penge, og Vanderbilt byggede det flotteste skib i 1846. Han blev kaldt »kommandøren«, så startede han en rute på Nicaragua og til Californien, og han kunne fragte alle guldgraverne billigt til Vesten. Da Charles Morgan og C.K. Garrison fik lavet et kup i Nicaragua og ødelagde Vanderbilts sejlrute, fik Vanderbilt 4 mellemamerikanske stater rettet mod Nigaragua, og med nogle bøller blev styret væltet og Vanterbilt fik endog amerikanske tropper indsat i Nigaragua og fik dermed sejlruten genoprettet. Allerede i 1855 var han en af New York 19 millionærer, hvor William B. Astor dog var førende med en formue på 20 millioner dollars. Vanderbilt oprettede en sejlrute til Europa, men i 1861 mistede han interessen for skibsfart, og han skabte sig en formue under borgerkrigen. I 1864 købte Cornelius Vanderbilt en lille jernbane, der udgik fra New York, »Haarlem-banen«, der førte nordpå til Chatham, hvorfra man kunne komme videre til Albany med en anden jernbane. Da Cornelius Vanderbilt købte de første aktier i Haarlem-banen, stod de kun i nogle få dollars pr. aktie på 100 dollars, men efterhånden, som han købte op, steg de i kurs og endte med at være omkring 50, da han havde erhvervet majoriteten. Ved hjælp af bestikkelse lykkedes det Vanderbilt at få byrådets tilladelse til at forlænge banen til New Yorks centrum, hvad der betød en vældig stigning i værdien. Drews var imidlertid også begyndt at spekulere i Haarlem-banen og sørgede for at bestikke byrådet, således at de igen trak koncessionen tilbage. Det var typisk for byrådet i disse tider, at de ikke generede sig for først at lade sig bestikke af den ene part og bagefter af den anden. De opfyldte begge aftaler til punkt og prikke ved først at give Vanderbilt tilladelsen og bagefter at tage den fra ham igen. Forinden rådets beslutning om at ophæve koncessionen havde Drews solgt en masse aktier i Haarlem-banen til senere levering, dvs. han havde ikke nogen aktier, men håbede at kunne købe dem til en billigere kurs inden den dag, de skulle afleveres. Det var spekulation i nedadgående kurser. Byrådet havde ikke blot taget imod bestikkelse, men de havde også selv solgt aktier i håb om de faldende kurser. Da nyheden sivede ud, faldt Haarlem fra en kurs på 100 til en kurs omkring 70. Både Drews og byrådet jublede - men for tidligt. De regnede sikkert med at få kurserne endnu længere ned, inden de købte op for at dække deres salg, men Vanderbilt var for snedig. Han købte alle de aktier, han kom i nærheden af, og inden Drews og byrådet fik set sig om, havde de solgt for 3 millioner kr. flere aktier, end der var i selskabet. Det benyttede Vanderbilt sig af, og han begyndte at presse kursen i vejret. Den nåede helt op til 175, før han gav de svigefulde byrådsmedlemmer og sin gamle kampfælle lejlighed til at dække ind. Det var flere millioner i fortjeneste til Vanderbilt og lige så mange i tab til modparten. Vanderbilt ville imidlertid have sin koncession og gik nu til regeringen, der havde sæde i Albany. Han foretog bestikkelse af rigsdagsmedlemmer, men Drews var også taget til Albany og drev den samme virksomhed. Drews smurte tykkere end Vanderbilt og gik af med sejren. Nu gentog hele affæren sig, og hvor mærkeligt det end lyder, blev Drews og hans bestukne rigsdagsmedlemmer igen taget alvorligt ved næsen, for det viste sig atter dengang, at der var solgt for mange aktier i selskabet, så kursen satte op i vilde spring. Denne gang besluttede Vanderbilt, at de skulle have en ordentlig leksikon, og de fik først lov til at dække ind, da kursen nåede 300. Det kunne vel næppe undre, at Vanderbilt med denne indledning fik smag på spekulationer i jernbaner. Det lykkedes ham at opkøbe majoriteten i to andre baner for 18 millioner dollars, der havde hovedsæde i New York, nemlig selskabet Hudson og New York Central. New York Central var en sammenslutning af 10 små jernbaneselskaber, som længe havde generet Vanderbilt. Disse to baner blev nu slået sammen med Haarlem-banen og dannede et stort jernbanenet (New York Central & Hudson River Railroad), der satte New York i forbindelse med de to store søer. Tilbage var Erie-banen, som ville betyde en god udvidelse af Vanderbilts jernbaner, og han begyndte sin kamp for at erobre den, med 26 millioner dollars i rede spekulationsværdier, der ikke var bundet til projekter. Drews forberedte sig til kampen mod Vanderbilt, og da han ikke turde optage kampen alene, blev Fisk og Gould optaget i direktionen. Vanderbilt gav ordre til sine vekselerer om at opkøbe alle de aktier i Erie-banen, som de kunne få fat i. Han havde adskillige millioner til sin rådighed, men der skulle også mange penge til, for det var et stort selskab. Ved siden af sine opkøb bestak han dommeren i den højeste domstol i New York og fik ham til at afsige forskellige kendelser, hvorefter Drews - ganske vist på et delvis falsk grundlag - blev fradømt retten til at fortsætte som direktør for Erie-banen. Drews lo kun af dette og en hel række andre domme, der blev afsagt af Vanderbilts dommer, og bestak i stedet for en dommer i en af nabobyerne og fik ham til at afsige en hel bunke kendelser mod Vanderbilt. Det var kun de indledende fægtninger, for ingen af de parter brød sig noget om de kendelser, som den andens dommer afsagde. Iøvrigt udviklede affæren sig ganske som i Haarlem. Vanderbilt købte op, og kurserne steg enormt, og Drews solgte ligeså rask til senere levering. Sagkyndige begyndte allerede at tale om, at der var solgt betydeligt flere aktier, end der var i selskabet. Gould havde imidlertid lagt en snedig krigsplan, som først blev afsløret, da Vanderbilt havde brugt næsten hele sin formue til at købe alle de aktier, der kunne skrabes sammen. De tre kompagnoner var imidlertid direktører i banen og havde dermed en stor fordel. Denne benyttede de på den måde, at de vedtog at udstede for 10 millioner dollars nye obligationer, der var forsynet med den påtegning, at de kunne ombyttes med aktier. Disse obligationer blev i al hemmelighed solgt til en af Drews' medhjælpere, som omgående lod dem ombytte med aktier, uden at Vanderbilt havde nogen anelse om sagen. Pludselig blev alle disse aktier kastet på markedet, og kursen faldt voldsomt, og rev mange andre værdipapirer med i faldet. Det blev voldsom uro i Wall Street og blandt Vanderbilts vekselerere, som pludselig blev stillet over for det ene tilbud på 1 million dollars efter det andet, men Vanderbilt gav ordre til at opkøbe, og forsøgte at købe en arrestordre på Drew, Gould og Fisk. Han blev ved at købe hele dagen og holdt virkelig kursen. Alle disse aktier blev imidlertid ikke engang solgt på levering således som de tidligere, men blev leveret straks. De var endnu våde af tryksværte, da de blev overbragt til Vanderbilt, som fik et alvorligt chok. Nok var han rig, men det var umuligt for ham at hamle op med en trykkeripresse. Modstanderne kunne blot trykke nogle flere aktier og således tappe ham for hver cent, han havde. Det var også deres hensigt, for - som Gould udtalte - papir køber man i hele baller, og tryksværte er umådelig billig. Vanderbilt var rystet, men det var svært at knuse ham. Trods alt havde han penge til at købe alle de nytrykte aktier. Dagen efter det store slag mødtes de tre kompagnoner på banens kontor for at gøre gevinsten op. Der lå ikke mindre end 7 millioner på bordet - heraf over 4 i kontanter. De var ivrigt optaget af at tælle de mange penge, da der pludselig kom et hæsblæsende bud, som meddelte, at Vanderbilt var gået over til direkte angreb. Ved hjælp af sin bestukne dommer havde han fået afsagt en retskendelse, hvorefter alle tre direktører straks skulle indsættes i fængsel. De tre direktører befandt sig inden for den retskreds, hvor Vanderbilts dommer havde sit sæde, så faren var overhængende. Budet kunne således meddele, at Vanderbilts folk allerede var på vej for at sikre sig deres person og overgive dem til politiets varetægt. Det virkede som et knusende slag på de tre sammensvorne. Hvis de blev sat i fængsel ville de være ude af stand til at foretage noget modangreb over for Vanderbilt. Fisk var ikke rådvild, men sagde til sine kolleger, at han i løbet af få sekunder nok skulle være ude af staten, så var han i hvert fald i sikkerhed for Vanderbilts bestukne dommer. De andre tiltrådte hurtigt ideen, og i største hast blev alle pengene pakket sammen. Med lommerne struttende af banknoter og 6 millioner dollars styrtede Drew, Gouls og Fisk ned mod færgen til New Jersey, tæt fulgt af en droske helt fuld af obligationer. De nåede færgen i sidste øjeblik og kunne nu se sagen an en lille tid i sikkerhed. Penge havde de nok af, ganske vist tilhørte de Erie-banen, men den slags småting generede ikke triumviratet. Vanderbilt blev rasende, da han erfarede, at de tre fyre var stukket af, og han besluttede at bortføre dem med magt og simpelthen transportere dem inden for New Yorks grænser, hvor han kunne overgive dem til politiet. Da Drews og hans konsorter fik nys om disse planer, allierede de sig med politiet i New Jersey og fik stillet en afdeling til deres rådighed til beskyttelse mod Vanderbilt. Ja, man nåede endog så langt, at de forskrækkede direktører stillede et par kanoner på kajen, hvis kommandøren skulle forsøge et stormangreb. Direktørerne sad i New Jersey, og da banen havde sæde i New York, var de ude af stand til at lede forretningerne mere. Denne situation udnyttede Vanderbilt, idet han prøvede at gøre arrest i banens aktier. Gould var ham imidlertid for snedig, idet han sørgede for at få banen indregistreret i New Jersey i stedet for. Så skulle fogedforretningen behandles af dommeren i New Jersey, der var bestukket af Drews. Der blev brugt millioner af dollars på bestikkelse af dommere og på manipulation via pressen. Der herskede væbnet neutralitet, men ingen af parterne befandt sig rigtigt godt ved situationen. Triumviratet længtes hjem, for de kunne kun komme til New York om søndagen, hvor de ikke kunne blive sat fast, men sådanne søndagsudflugter var forbundet med den risiko, at Vanderbilt fangede dem og beholdt dem til om mandagen og derefter overgav dem til politiet. På den anden side havde Vanderbilt fået bundet så mange penge, at hans finansielle situation var meget alvorlig. Det var Vanderbilt, der begyndte fredsforhandlingerne, idet han prøvede at få Drews til at opgive kampen. Denne havde heller ikke noget imod at ofre sine kammerater og begyndte forhandlingerne med kommandøren, men Gould og Fisk opdagede det og ville være med i legen. Dette gjorde ikke forholdet i triumviratet bedre, og Fisk og Gould besluttede derefter at smide Drews ud ved første lejlighed. Allerede ved fredsforhandlingerne fik de chancen. Man enedes om, at Vanderbilt skulle blive af med alle sine aktier til den samme pris, som han havde givet. De tre andre var ikke villige til at afgive det, de havde tjent, og resultatet blev simpelthen, at man tog pengene fra Erie-banen, som blev den eneste tabende part. Til gengæld betingede Fisk og Gould, at Drews skulle udtræde af direktionen til tak for sit forræderi. Skønt han strittede imod det bedste, han kunne, måtte han opgive den guldhøne, der havde lagt så mange guldæg til ham, og det havde vel kostet Vanderbilt noget over 3 millioner dollars. Dermed endte det store slag om Erie-banen, men Vanderbilt længtes efter hævn. Vanderbilt egne jernbaner kørte i de samme egne som Erie-banen, og det udviklede sig derfor ofte til en skarp konkurrence mellem de to selskaber. For at genere Fisk og Gould nedsatte Vanderbilt taksterne for transport af kvæg. Hidtil havde taksten været 125 dollars pr. vognladning, men den blev sat betydeligt ned af Vanderbilt, hvad der imidlertid blot medførte, at Fisk og Gould satte deres takst endnu lavere. Skærmydslerne fortsatte i nogen tid, men så satte Vanderbilt pludselig taksten ned til 1 dollar for en hel vognladning. Det kunne de to andre ikke komme under. En lang tid var Vanderbilt den eneste, der transporterede kvæg, pludselig opdagede han, at denne transport steg voldsomt, og da han søgte efter årsagen, så viste det sig, at Fisk og Gould havde foretaget enorme indkøb af kreaturer og nu lod dem transportere med Vanderbilts baner, hvorved de kunne sælge dem i New York med kæmpefortjeneste. Så opgav Vanderbilt kampen, og han prøvede aldrig siden at krydse hverken Goulds eller Erie-banens veje. Den næsten 80årige Vanderbilt havde fået sit livs første og sidste store nederlag. Det var kun lidt, han havde tabt i penge, men det var gået alvorligt ud over hans prestige, og han vogtede resten af livet alvorligt over de næsten 100 millioner dollars, han havde fået skrabet sammen. I 1877 blev Vanderbilt begravet på herrnhuterkirkegården i New Dorp, og hans formue var på 105.000.000 $. Der blev derefter en del vrøvl i skifteretten. Sønnen til Vanderbilt, William H. Vanderbilt, og mange andre jernbaneejere løb 4 måneder efter ind i omfattende voldsomheder, da jernbaneejerne stillede krav til jernbanearbejderne om nedsættelse af lønningerne - samtidig med at ejerne fik 10% i udbytte hvert år. Strejkekampene begyndte med at fyrbøderne og bremse-mændene på Baltimore & Ohio-banen nedlagde arbejdet i juli, og få dage efter var Baltimore & Ohio-banen totalt lammet, og militæret blev sat ind mod de demonstrerende strejkende. Nu blev jernbanevognene saboteret og andre brændt op, og så begyndte skuddene at knalde. Så gik jernbanearbejderne på Pennsylvania-banen i strejke, og kort efter fulgte Eries og New York Centrals folk. Så rykkede der militære tropper ind i Pittsburgh, der søgte beskyttelse i byens politifængsel mod masserne, og soldaterne prøvede at skyde sig igennem, men blev dræbt af befolkningen. I de næste 3 dage blev der stukket ild på over 500 gods- og personvogne og på 104 lokomotiver, og derefter ild på kontorer, stationer og depoter i og omkring Pittsburgh. Sådan gik det også i Altoona, i Easton, i Johnstown, i Bethlehem, i Reading; og i Buffalo, hvor de strejkende rev jernbanesporene op over en lang strækning og hærgede byen, indtil der kom 1600 regulære soldater og 1800 militsfolk. I Chicago, der var et jernbaneknudepunkt skete et samme i løbet af få timer, selvom der var 10.000 soldater indsat for at stoppe urolighederne. I St. Louis, i St. Paul og i Omaha kom det til alvorlige episoder med tab af menneskeliv og store materielle ødelæggelser. I San Francisco blev urolighederne rettet mod kulierne fra Canton, som Central Pacific havde hentet over til bygningen af den store jernbane. William H. Vanderbilt bekendtgjorde derfor, at der ville blive fordelt 100.000 $ mellem New York Central & Hudson River-banens loyale funktionærer. Men de krav, der var fremsat fra arbejder- og funktionærside blev der ikke hørt på, og nedskæringerne blev gennemført samtidig med takstforhøjelser, ligesom pressen ikke havde sympati med de strejkende, da den var dirigeret af spekulanterne. William H. Vanderbilt førte derefter en priskrig mod New York, West Shore & Buffalo-banen, som han overtog 2 år efter til en slik. Så kom turen til Watertown & Ogdensburg, Boston & Albany-banen og Big-Four-banerne, og 8 år efter Vanderbilts død, havde sønnen tredoblet værdien af jernbanerne. Men automobilindustrien vandt fremad, og den sidste store jernbanekrig begyndte i 1901 mellem Jim Hill og Edward E. Harrimann. Denne krig førtes ikke kun med penge og aktier, men også med våben og sprængladninger. Jim Hill (1838-1916) var Vestens Vanderbilt og ejede ved sin død mere end 35 millioner dollars i jernbaner. Sammen med Morgan snuppede Jim Hill et par jernbaner for næsen af Harrimann. Ved Deschutes-floden i Oregon kom det til kamp, og snesevis af arbejdere blev dræbt og hundrede såret, når eksplositioner lød, men Harrimann døde i 1909 og efterlod sig en formue på 100 millioner dollars, samme år som Ford ville masseproducere sin T-model.(Tin Lizzie - H.G.F.) I 1895 var der vel 400 hjemmelavede biler i USA, og i 1898 bragte Alexander Winton den første fabriksfremstillede bil på markedet. Ford stiftede i Detroit i 1903 Ford Motor Company og alene i året 1914 solgte Ford 250.000 T-modeller. Samme år i 1914 erklærede Ford, at han ville sætte arbejdstiden ned fra 9 timer til 8 timer, plus en mindsteløn på 5 dollars om dagen. Hele den kapitalistiske presse i USA mente han var forrykt, da mange arbejdere jo kun havde 2 dollars om dagen for 9 timers arbejde. Men 10.000 af arbejdere strømmede til Detroit for at få arbejde, men det var ikke muligt at beskæftige mere end de 15.000 Ford-arbejdere, som vitterligt fik 5 dollars eller mere i løn. Men da fabrikken gik fint ville aktionærerne i Ford have et større udbytte, i et år hvor netto-overskuddet var på 52 millioner, medens Ford ville udbygge fabrikken. Aktionærerne gik i retten, og fik dom på at de alene i dette driftår skulle have en dividende på 688 dollars for hver dollar de havde investeret, og Ford trak sig tilbage som præsident. Et stykke tid efter fik han købt de grådige aktioner ud og i 1928 kom A-modellen på markedet, men den model holdt kun i 5 år, da de andre bilfabrikanter solgte nogle mere smarte og strømliniede biler. Ford havde 165.000 mand igang i sine fabrikker.

Oliekongen John Davison Rockefeller (1839-1937) blev den første billionær i USA, og grundlagde Standard Oil i 1879. Han blev 98 år. Men olieeventyret i USA startede med, at en kanadisk ingeniør af fransk afstamning, d'Arcy, interesserede sig meget for olie. Han var tillige meget religiøs og læste daglig i bibelen. En dag læste han om Noah, der tætnede sin ark med jordbeg, og hvor der findes jordbeg, findes der også olie. Efter mange granskninger af teologiske forfattere besluttede d'Arcy at rejse til Persien for at finde olie. Videnskaben var nemlig kommet til det resultat, at Noah sikkert havde levet på disse himmelstrøg, og derfor startede d'Arcy sine undersøgelser her. Atter engang kom religiøsiteten ham til hjælp, men det var ikke kristendommen. De kilder, han nu øste af, var den indfødte befolknings religiøse forestillinger. Han fandt gamle sagn, der endnu levede i folkemunde om templer, hvor der havde brændt en evig ild på alteret. Denne oplysning førte d'Arcy på nyt spor, for han gik ud fra, at denne evige ild blev næret af naturgas, der ligesom jordbeg er en af oliens følgesvende. Nu søgte han ikke længere efter Noahs ark, men efter de gamle persiske templer, og han fandt dem, og han fandt olien. Persien var ikke det første sted, man fandt olie. På det tidspunkt, hvor kanadieren fandt de persiske kilder, var en anden gudsfrygtig mand, John D. Rockefeller, allerede på vej til at blive herskende over USAs olie. John D. Rockefeller var slet ikke født af fattige forældre i Richford. Rygterne i denne retning er kun et udslag af den amerikanske mentalitet med sin tilbedelse af »the selfmade-man«, der forlanger, at alle trustkonger skal være startet som avisdrenge eller have vogtet får. John D. Rockefellers´ far var mirakeldoktor eller rettere sagt kvaksalver, spiller, hestehandler med mere. Han lod aldrig en lejlighed til at tjene penge gå fra sig under sine rundture til de forskellige småbyer i Ohio og de omliggende stater. Når han ankom til en by, nedsatte han sig nogle dage som kræftspecialist og solgte ganske uskadelige dråber for gode priser. Så snart alle byens syge var forsynet, opsøgte han forlystelsesstederne, spillede, drak og fortalte historier, så hele forsamlingen vred sig af latter. Inden der var gået en halv time, var han dusbroder med den halve by og havde indgået adskillige væddemål om sin dygtighed som skytte, eller han arrangerede væddeløb med det resultat, at pengene i de fleste tilfælde fandt vej til hans egen lomme. Det var helt igennem en noget anløben, men særdeles dygtig forretningsmand, John D. Rockefeller havde til far. Faderen var ikke meget hjemme, for som regel fartede han rundt på sine togter for at skaffe penge, og når han var hjemme, tog han sig af sine børns opdragelse på en noget ejendommelig måde. John D. Rockefeller fortalte engang om faderen: »Han var interesseret i adskillige foretagender, og han plejede at fortælle mig om dem og forklare mig deres betydning, ligesom han lærte mig principper og metoder i handelen.« Det var ikke blot i teorien, den gamle kvaksalver underviste sine børn, men også i praksis. Illustrerende for denne side af undervisningen er en udtalelse, som faderen engang selv er kommet med: »Jeg snyder mine sønner, hver gang der er en mulighed. Jeg vil have, de skal være om sig, jeg sjakrer med knægtene og flår dem og løber af med profitten, hver gang, jeg kan slippe af sted med det, jeg vil have, de skal lære at klare sig.« Det er stærke ord for pengene, og der er mange eksempler, som viser, at det heller ikke er tomme fraser. Den gamle Rockefeller var langtfra fattig. Det er et typisk bevis herpå, at han havde sat 1,000 dollars til side til hver af sine sønner, som de skulle have udbetalt den dag, de blev 21 år. John D. Rockefellers var allerede tidligt kommet ind i forretningslivet og ville have sine udbetalt sine penge, allerede da han var 19 år, dvs. i året 1858. Det fik han også, men faderen krævede med et stort grin, at så måtte han også betale renter af pengene, indtil han blev 21 år, og renten fastsatte han til 10 % om året, og John D. Rockefeller måtte af med renterne. Efter amerikansk lovgivning skulle børnene yde alt, hvad de tjente, indtil de var myndige til faderen, men John D. fik sin far til at give afkald på denne rettighed for et beløb på 40 dollars. Derefter fik han ret til at disponere over alle sine indtægter. Den unge mand troede, han havde gjort en god forretning, men i virkeligheden havde faderen blot pudset ham endnu engang. Da det blev den første i måneden, blev han nemlig afkrævet betaling for husly og kost med den begrundelse, at når han havde købt sin frihed, så måtte han også klare sig selv og kunne ikke vente at få kost og logis gratis. John D. Rockefeller begyndte med at gå i byen og hjælpe til i en forretning, hvor han i løbet af nogle år blev en skattet medarbejder. Skønt han ikke fik meget i løn, var han uhyre sparsommelig og sparede en lille sum sammen, som blev lagt til de penge, han fik af sin far. Han fik dermed kapital nok til at starte et agentur sammen med en anden ung mand: Clark, og Rockefeller levede og åndede for deres forretning Clark & Rockefeller, som det første år havde en omsætning på ½ million dollars. Der var ikke tid til nogen form for adspredelse udover søndagens kirkegang. Rockefeller var nemlig meget religiøs og deltog med stor interesse i menighedsarbejdet både som sekretær og kasserer for sin kirke og som lærer i søndagsskolen. På den tid rasede en voldsom oliefeber i Amerika. Ikke engang den hektiske guldfeber ved opdagelsen af guldårerne i Klondyke i Alaska kan sammenlignes med kampen om de første oliefund omkring Titusville i Pennsylvanien i august 1859. Her skød vældige minebyer op på en nat med dansebuler, pigebørn, råheder, spiritus, tyverier, mord og alle arter af udskejelser. Det var samfundets udskud blandet med eventyrere fra alle dele af verden, der stævnede sammen omkring de første boretårne ved Oil Creek. Det var petroleum, som blev raffineret. Jernbanekonstruktør Edwin L. Drake konstruerede det første olieboretårn. Blandt de, der søgte til oliefelterne var også Rockefeller, som i begyndelsen af 1860erne slog sig på olie. Hurtigt blev han klar over, at her var penge at tjene for den, der ikke taber hovedet i heksekedelen, og de placerede deres sidste års indtægter på 17,000 dollars til hver, i olien, men de købte også et lille olie-renseri (raffinaderi), der kom til at danne grundlaget for oparbejdelsen af en af verdens største truster. Det blev til flere renserier. John D. kom af med Clark som partner, og kom i samarbejde med Samuel Andrews og Henry Morrison Flagler. John D. opkøbte det ene renseri efter det andet, og snart var hans virksomhed det største raffinaderi i Cleveland. Men samtidig tog jordspekulationen uanet fart på, og transporten viste sig snart at være et af oliens største problemer, og her gjorde Rockefeller og hans medarbejdere det store kup, der sikrede dem en ubetinget førerstilling indenfor olieindustrien. Taksten på olie fra feltet til New York var 2,56 dollar pr. tønde. Ved hemmelige forhandlinger med jernbanen, som besørgede transporten, lykkedes det Rockefeller at få en privat rabat for sit eget selskab på ikke mindre end 1,06 dollar pr. tønde. Han opnåede denne rabat, fordi han var den største renser, men også fordi han var fræk og betydelig mere koldblodig, end de andre. Der var 3 forskellige jernbaner, som Rockefeller kunne bruge til transporten til New York, og ved at true hver enkelt med at gå til konkurrenterne, samtidig med at han bestak direktørerne i selskaberne privat og eftertrykkeligt, opnåede han denne enorme rabat på 1,06 dollar. Men Rockefeller fik ikke blot rabat på de varer han selv sendte med banen, han fik den samme enorme rabat på 1,06 dollar på de varer, som hans konkurrenter sendte med banerne. Det var vel at mærke en rabat, som konkurrenterne ikke vidste noget om, og som hemmeligt blev udbetalt til Rockefeller, og det gav virkelig penge. Der var 26 konkurrerende renserier i Cleveland, og dem ville Rockefeller gerne have fat i. Det skete på den måde, at han i al hemmelighed henvendte sig til hver enkelt og fortalte dem under tavshedsløfte, at han havde opnået en rabat på 1,06 dollar pr. tønde. Derimod holdt han naturligvis mund med den anden rabat, som han fik af konkurrenternes transporter. Derefter påviste han, at han med denne rabat ville være i stand til at knuse dem og tilbød derefter hvert enkelt renseri, at de kunne komme med, hvis de ville sælge deres virksomhed til ham, men de måtte endelig love ikke at sige noget om det. Den samme tale holdt han 26 gange og med forbløffende resultat i 1869. En skønne dag viste det sig, at ikke mindre end 21 af de 26 havde solgt til Rockefeller. Uden at de 21 på forhånd havde haft nogen anelse om forhandlingerne med de andre, havde han med eet slag sikret sig næsten alle virksomheder i branchen i Cleveland. Kronen på værket blev sat med dannelsen af Standard Oil, d. 10 januar 1870, der derefter langsomt åd sig ind i alt, hvad der hed olie. Men John D. Rochefeller prøvede dengang ikke at købe oliekilderne op, og i begyndelsen var ejerne af oliekilderne høje i hatten, fordi de mente, at de sagtens kunne få deres olie raffineret og solgt. Men Standard Oil skulle snart overbevise dem om det modsatte. Da producenterne engang prøvede en opstand mod det voksende Standard Oil, ja så lukkede Standard Oil sine renserier og tvang omgående ejerne af oliekilderne til at underkaste sig Standard Oil, der snart var den første altdominerende trust indenfor oliebranchen. Ville en konkurrent ikke lade sig købe ud, så blev han simpelt hen knust. Der findes adskillige tilfælde, hvor Standard Oil har foræret olie bort, bare for at tilintetgøre en ubehagelig konkurrent. Rockefeller tjente så enorme summer i sine selskaber, at han ikke længere kunne placere alle pengene indenfor olieindustrien, simpelthen fordi han ejede næsten alt, hvad der var værd at eje i denne branche. Derfor begyndte Rockefeller at opkøbe stålværker, kobberminer, blyminer og andre store bjergværker. Blandt disse erhvervelser var også de store malmlejer ved Øvre-sø. De var blevet betydeligt udvidet af Rockefeller, som havde gjort lejerne til store overskudsforetagender ved at organisere transporten fra de noget afsides liggende lejer. Men Rockefeller blev USA's fjende nr. 1 og gang efter gang blev han anklaget for retten, men han var glat som en ål, og både han og hans mænd forstod at holde mund, så undersøgelsen gav sjældent noget resultat. Olieprisen blev skruet op, og millioner og atter millioner af dollars blev trukket ud af den forbrugende befolknings lommer og over i trustens kasse, og der blev sendt talrige trusselsbreve til Rockefeller fra folk hvis livsværk han havde knust. Selv Pennsylvania-jernbanen, den ene af de tre jernbaner, som Rockefeller anvendte til sine olietransporter, måtte bukke under for Standard Oil. Banen var begyndt at interessere sig for nogle uafhængige renserier, hvad der medførte den voldsomste harme hos Rockefeller. Han indfandt sig hos direktøren og fik et fuldkomment raserianfald, fordi han mente, de optrådte tølperagtigt ved at blande sig i olieindustrien. Da direktøren nægtede at følge hans krav, tog han straks alle fragter fra jernbanen og fik de to andre jernbaner til at nedsætte fragtsatserne på mange forskellige områder for at trække al det gods, det var muligt, bort fra den formastelige Pennsylvania-jernbane. Kampen varede i halvandet år, da der på en eller anden måde pludselig udbrød strejke på Pennsylvania-jernbanen, og banen måtte opgive kampen og sælge alle sine olieinteresser til Rockefeller. Kort forinden denne kamp havde Standard Oil sat priserne voldsomt op, og Standard Oil kunne det følgende år udbetale 50 % til sine aktionærer. Alle konkurranter blev opkøbt af Rockefeller eller de blev opfordret til at tilslutte sig Rockefeller-sammenslutningen. De store jernbanestrejker i 1877 holdt sit indtog på Pennsylvania-banerne. Lokomotiver blev saboteret, pakhuse og stationsbygninger nedbrændt. I 1878 kontrollerede sig Rockefeller-sammenslutningen 95 % af samtlige olieledninger og raffinaderier i USA. I kongressen blev der stiller lovforslag om offentlig indsigt i virksomhedsregnskaberne, men loven blev aldrig vedtaget. Ophidselsen i befolkningen var ved at kulminere, da der blev rejst tiltale mod Rockefeller og trustens andre ledende folk for pengeafpresning, bestikkelse og sammensværgelse. Men sagen blev ikke til noget. Der blev afholdt forhør, men en stædig tavshed fra deltagerne i trusten og nye omfattende bestikkelser af undersøgelseskommissionen fik det helt til at løbe ud i sandet. De forbundne selskaber i Rockefeller-sammenslutningen overdrog deres aktier til 3 af Standard Oils folk, som derefter stod som juridisk ejer af de forskellige virksomheder. Med denne juridiske konstruktion og fiktion kunne de anklagede give forskellige svar i retssalene, sådan at de var urørlige. De dirigerede priserne selvom der var overproduktion, og juristerne kunne ikke røre dem. Andre brancher gentog den samme virksomhedskonstruktion indenfor, sukker, kødkonserves, glas og tobak, bomuldsfrøolie. Kongressen vedtog så Sherman-loven i marts 1892, og i Ohio måtte Standard Oil opløse sit monopol. Så vedtog New Jersey en ny lov og der opstod så forpagtnings-selskaber i denne stat, hvor Standard Oil så kunne søge hen. I 1896 trak John D. Rockefeller sig ud af Standard Oil, og i 1897 rykkede hans søn John. D. Rockefeller junior ind. I løbet af de næste 15 år blev familieformuen 4-doblet, bl.a. p.g.a. eksplositionsmotoren udbredelse. Men retssagerne kuilminerede i 1890erne og en masse politikere måtte bestikkes med høje pengebeløb. Ved århundredskiftet blev Theodore Roosevelt præsident, og han var trusthader og blev genvalgt til præsident i 1905, netop fordi han ville tage kampen op mod monopoltrusterne. Det første og vigtigste mål måtte selvfølgelig være at knække Standard Oil. Sagen nåede dog først at komme for i 1904, hvor den behandledes ved retten i Chicago. Det var en af Roosevelts bedste medarbejdere, dommer Landis, der skulle bedømme sagen. Skønt Rockefeller nægtede at give møde i retten, blev han under trussel om fængsling tvunget til at møde op og afgive forklaring. Meget resultat kom der ikke ud af ham, for han lod som om han pludselig havde tabt hukommelsen. Han foregav, at han ikke vidste noget om, hvad der skete i Standard Oil eller kendte noget til, hvilke selskaber det ejede eller hvordan dets økonomiske stilling var. Men Rockefellers medarbejdere kunne ikke stå mod Landis mange faldgruber og stadige trommeild af spørgsmål. Det lykkedes dommer Landis at få konstateret, at indtægterne i foregående år havde været på mellem 50-100 millioner dollars. Det var tal, som kunne tage vejret fra amerikanske forretningsfolk, ikke mindst fordi man var klar over, at tallene uden tvivl i virkeligheden var endnu højere end det tal, en af direktørerne havde nævnt. Retssagen varede i lang tid, men til gengæld blev dommen også en bombe af rang. Nok havde man ventet, at det ville blive en kæmpebøde, men den oversteg alle forventninger. Med henvisning til de enorme indtægter og de mange lovovertrædelser, fik Standard Oil den største bøde, der nogensinde er idømt af en domstol på 29¼ millioner dollars, og så udtalte dommer Landis endda sin store sorg over bødens utilstrækkelighed, idet han beklagede, at der ikke havde været lovhjemmel til at sætte alle trustens ledende folk i fængsel. Han sammenlignede deres forbrydelser med andre lovovertrædelser og fastslog, at de var lige så store forbrydere som falskmøntnere og postrøvere. Dommen virkede som et fuldkomment slag på offentligheden og ikke mindst på Standard Oli´s førende folk. Denne dom skulle blive efterfulgt af en anden dom, afsagt ved De Forenede Staters ret i 1911, hvor det blev bestemt, at forpagtningsaftalerne/selskaberne i New Jersey var ulovlige og den vældige Standard Oil trust skulle derfor opløses. Offentligheden jublede, fordi den troede, at nu var olietrusten endelig knust, nu kunne den ikke rejse sig igen, men man tog fejl. Formelt blev Standard trusten opløst i nogle og tyve selskaber, men majoriteten, dvs. den egentlige magt, blev ved at ligge på de steder, hvor den altid havde været, hos Rockefeller og hans nærmeste medarbejdere. Standard Oil fortsatte sin vækst og omlægningen medførte at aktiekapitalen steg fra 663 millioner dollars til 885 millioner dollars, og Standard Oil var stadig verdens største olieselskab. John D. Rockefeller var kynisk og hensynsløs, og tilsidesatte ethvert menneskeligt hensyn i sit forretningsliv. Han var hellig og spartansk i sin levevis, men var uden gnist af moral, når det gjaldt forretning. Næppe nogen forretningsmand er blevet i den grad hadet som Rockefeller, og medens han i sin ungdom havde taget dette had fra andre meget let, så begyndte det at tynge ham, da han blev gammel. Det blev så alvorligt for ham, at han anvendte al sin tid i den sidste halve snes år af sit liv på at skaffe sig venner og popularitet, og man formoder at han har givet ¾ milliarder dollars til baptist-universiteter og andre undervisningsformål.

Junius Spencer Morgan (1813-1890) begyndte sin forretning i 1829, og blev i 1854 partner med George Peabody, og i 1864 skiftede deres firma navn til J. S. Morgan & Co.. Junius Spencer efterlod sig værdier til 10 millioner dollars til sin søn: John Pierpont Morgan, senior (1837-1913), hvis første store forretning foregik under den Nordamerikanske Borgerkrig, hvor han erhvervede 5,000 rifler fra nordstaternes hær til en pris af 3½ dollars pr. styk. Det var våben, som den amerikanske krigsminister havde kasseret som livsfarlige. Det lykkedes J. P. Morgan at sælge dem til Sydstaterne for 22 dollars pr. stk., og det gav en fortjeneste på 92,500 dollars. Under den store finanskrise i 1893 var De Forenede Staters finanskasse hårdt truet, og præsident Cleveland søgte hjælp hos Morgan får at løse krisen. Krig har altid betydet en forøgelse af Morgans formue, og han ordnede lånet ved den spansk-amerikanske krig i 1898, samt De Forenede Staters krigsgæld efter Borgerkrigen, og det amerikanske kæmpelån til England under 1 Verdenskrig. Ved John Pierpont Morgan seniors død i 1913 overtog hans søn: John (ell. Jack) Pierpont Morgan junior (1867-1943) kontrollen over 4 amerikanske banker, 33 trust kompagnier, 3 livsforsikringsselskaber, 10 jernbaneselskaber, 3 sporvejsselskaber, 1 fragtselskab »International Mercantil Marine«, samt magten, gennem sammenflettede bestyrelser, i over 18 andre jernbaner, United States Steel Corporation, General Electric, American Telephone & Telegraph Co., 5 vigtige industrigrene og andre interesser i New York, Paris og London. Med 13 % af verdens bankkapital holdt Morgan-Stillman-Baker-koncernen som en hængebro kreditten oppe i disse selskaber.« Morgans formue var så vældig, at den knap kunne måle i penge, og junior blev den mægtigste finansmand i verden. Hans hovedselskaber var de tre banker: »First National Bank«, »Bankers Trust« og »Guaranty Trust«, der var så enorme, at deres samlede aktivmasse androg 3,4 milliarder dollars. Morgan havde også allieret sig med to andre ligeså store banker: »National City Bank« og »Chase National Bank«, der havde en samlet aktivmasse på omkring 4,8 milliarder dollars. Morgans bankgruppe havde omkring en tredjedel af alle bankaktiver i hele USA, og bankgruppen styrede en række selvskaber. Morgan beherskede 65 % af USA´s forsikringsselskaber og 72 corporationer, men Morgan er også repræsenteret i selskaber, som havde en samlet aktivmasse på 74 milliarder dollars, eller 24 % af USA´s erhvervsliv i 1938. International Harvester, General Electric, American Tobacco, Goodyear, International Match Compagni (tændstiksfabriker), og diamanten i Morgans kæmpemæssige system var United States Steel Corporation. Det var verdens største stålværker, som ejede de enorme anlæg i Pennsylvanien og ved Chicago. United States Steel Corporation beskæftigede 237,000 arbejdere i 1938. Oprindelig havde Morgan ikke nogen særlige interesser i stålindustrien, men da Carnegie, stifteren af det internationale belønningsfond for redning af menneskeliv, besluttede at opløse sin mægtige ståltrust, købte Morgan selskaberne op. Der var sket det, at John Warne Gates kom til Texas i 1878 som handelsrejsende i pigtråd, men snart producerede han selv pigtråd, selvom han overtrådte patentlovene. I løbet af 1880erne fik han købt sig ind i andre pigtrådsfabrikker, og danne en trust med 90 millioner dollars. Gates blev direktør hos Morgan i en ny virksomhed, Federal Steel, men Morgan lavede nogle numre, så Gates måtte sælge, og så blev Gary præsident for Federal Steel. Krigen med Spanien i 1898 medførte at både Federal Steel og Carnegie tjente mange penge. John Warne Gates havde fået etableret American Steel & Wire, og de to brødre Moore havde hovedparten af USA´s pladevalseværker. Carnegie og hans kompagnon kul- og kokskongen Henry Clay Frick fik et spændt forhold til hinanden, og Frick fratrådte, og blev afløst af Charles Schwab. Men i år 1900 meddelte Morgans nye sammenslutning, National Tube, og John W. Gates samt brødrene Moore, at de ikke mere ville købe stål og råjern hos Andrew Carnegie. De satsede øjensynligt på Morgans Federal Steel-sammenslutning, og det så ud til at trække op til krig mellem stålproducenterne og samtidig også mellem jernbaneejerne. Men efter et stykke tid blev det ordnet sådan at Morgan købte Carnegies virksomheder for 492.000.000 dollars, plus Gates virksomheder og nogle andre gruber og værker. Kontrollen over Federal Steel, National Steel og National Tube havde Morgan i forvejen, og d. 1. april 1901 blev dannet United States Steel Corporation. Salget af Carnegies virksomheder, medførte at en række af hans medarbejdere blev millionære i Pittburgh. Det var Charles M. Schwab, Carnegies høje hånd, der fik ideen til United States Steel Corporation, og kapitalen beløb sig til 1.402.000.000 dollars. Men Rockefeller havde jo nogle malmlejer ved Øvre-sø, og efter en forhandling mellem Morgan og Rockefeller købte Morgan malmlejerne for 205 millioner dollars, og Rockefeller fik betalingen i aktier i det nye selskab, og indskrænkede sig nu til at tage sæde i det nye selskabs bestyrelse sammen med sin søn. Morgan var og blev herskeren over det første selskab, hvis samlede kapital beløb sig til mere end 1 milliard. Morgans højre hånd: Elbert H. Gary, udarbejdede derefter nogle prisaftaler mellem en række stålproducenter. Ganske vist ejede Morgan U.S. Steel, der omfatter langt den væsentligste del af Amerikas stålindustri, men der var stadigvæk stålværker udenfor. Princippet for aftalen var, at man satte en fast pris på stålet leveret i Pittsburg i Pennsylvanien, hvor U.S. Steel havde sit største stålværk. Så rundt omkring i USA blev prisen på stål så udregnet efter prisen i Pittsburg med tillæg af fragtomkostningerne til det pågældende sted fra Pittsburg. Men stålforbrugerne protesterede og et amerikansk skibsværft anlagde sag mod trusten og førte bevis for, at et stort slagskib til den amerikanske flåde var blevet flere hundredtusinde dollars dyrere end beregnet på grund af denne fragt, idet der jo slet ikke var sket nogen fragt, da stålet var leveret fra et stålværk i nærheden af værftet. Samtidig indklagede en bygmester i Chicago også trusten for retten, idet han beviste, at han måtte betale 400,000 dollars mere for stålet til en skyskraber end den faktiske pris, da stålet var leveret fra stålværkerne i Chicago. Resultatet blev, at prisaftalen blev erklæret for ulovlig. Ståltrusten havde brugte ny andre metoder og brugte sammenkomster, de såkaldte »Gary-dinners«, hvor stålpriserne ændredes næste dag overalt for alle stålværkerne, og via disse personlige forbindelser, blev det umuligt for regeringen og domstolene at føre noget bevis. Men til trods for stålsammenslutninger og bedre produktionsmetoder steg jernbaneskinner fra 23,75 dollar pr. ton til 28 dollars pr. ton. (afsnittene om Vanterbilt, Rockefeller og Morgan er klippet og omarbejdet fra Helge Andersens »Kapital og Magt«, hvori der er adskillige flere oplysninger).

Ivar Kreuger (1880-1932) var født i Kalmar i Sverige han blev også anset for en af verdens betydeligste og største finansfolk med en enestående økonomisk magt. Han blev ingeniør, og efter nogle år i udlandet kom han hjem til Sverige, hvor han startede firmaet »Kreuger & Toll«, hvis vigtigste arbejdsfelt var bygninger af jernbeton. Ivar Kreugers far havde derimod et par mindre tændstikfabrikker. I 1913 viste der sig vanskeligheder med fabrikkernes drift, og faderens bankforbindelse foretog en sammenslutning af 8 forskellige firmaer i »Forenade Svenska Tandsticksfabrikker«, med en samlet aktiekapital på 4 millioner kr.. Ivar Kreuger blev direktør og tog kontakt til sin onkel: Frederik Kreuger, der var ejer af et salgsfirma med hovedsæde i London, men Frederik Kreuger ville ikke sælge. Så blev Frederik drukket fuld og underskrev og solgte. I 1917 blev så oprettet to nye fabrikker i Trollhattan, én fabrik for klorsurt kali og én for fosfor, og der oprettedes et salgsfirma i USA og Canada, en træforædlingsfabrik, en krydsfinérfabrik, et rederi og et speditionsfirma, og en række hemmelige udenlandske selskaber, hvis antal og virksomhed man ikke kender, ikke mindst i Lichtenstein, fordi der ikke fandtes aktieselskabslovgivning i Lichtenstein. Selskabet var nu blevet så stort at det blev sammenlagt med den største svenske tændstikkoncern »Jönköping-Vulkan«, og »Svenska Taandstiksaktie-Bolaget« og dermed var kapitalen vokset til 45 millioner kr., og nu kunne erobringen af verdensmarkedet begynde. Med en kredit på 60 mill. kr. bredte trusten sig i udlandet og i England, lånte en bankkoncern Ivar Kreuger 90 mill. kr. til udvidelse af trusten. Kreuger fik nu monopol af forskellige stater, og ydede store lån og betalte fantastiske summer for at få eneretten til at fabrikere eller sælge tændstikker. Kreuger indregistrerede sine selskaber i forskellige lande, hvor kravet til aktieselskaberne ikke var for store. I sommeren 1923 var Kreuger i Lichtenstein og forhandlede her både med regering og rigsdag, og resultatet blev, at Kreuger fik tilladelse til at oprette et aktieselskab med 80 mill. sveitzerfrancs, hvorfor der skulle betales en årlig skat af 60,000 francs i de første 3 år, og derefter 30,000 francs. Det blev selskabet Continental Investment, der dermed dannedes med Kreuger som direktør, ham selv og hans sekretær som eneste bestyrelsesmedlemmer, og uden nogensinde at drive nogen form for virksomhed i Lichtenstein, ikke engang et kontor var der. Da der praktisk talt heller ikke blev ført bøger, udover de notater, som Kreuger gjorde i sin lommebog, var det et ideelt foretagende for tændstikkongen at manipulere med. Det var ét af de selskaber, der blev brugt til at camouflere spekulationer med og hvor man førte trustens forskellige konti for bestikkelse og lignende. Tændstiktrusten arbejdede nemlig med stor forkærlighed gennem bestikkelse både af underordnede embedsmænd, men også af højtstående personer. Den spanske diktator, Primo de Rivera, modtog en klækkelig sum af tændstiktrusten for at give den store fordele på det spanske marked. Den indiske politiker, sir Padamji Ginwala, skaffede tændstiktrusten en værdifuld toldbeskyttelse på det indiske marked og modtog som belønning en årlig understøttelse på 7,000 pund sterling. Der gik vanvittige summer til bestikkelse. Engang blev der brugt 16 mill. kr. til at forberede monopolet i et enkelt land, men Kreuger kunne fortælle, at han havde anvendt yderligere 60 mill. kr., og at de allerede var afskrevet. Det var via trustens firmaer i Liechtenstein og lignende stater at den slags blev bogført, for at offentligheden ikke skulle få noget at vide. Kreuger gav millioner for sine monopoler, men han forlangte også at tjene millioner på sine varer. Et eksempler var monopolet i Peru, der blev afsluttet i 1925. Landet havde hidtil produceret 85 % af sit tændstikforbrug selv, men efter afslutningen af overenskomsten med Kreuger opkøbte staten alle fabriker, som simpelthen blev nedlagt og hele forbruget af tændstikker importeredes fra Sverige. Prisen blev fastsat til ca. 25 øre for en æske med 40 tændstikker. Til gengæld for denne uhørte pris betalte Kreuger Peru 20,000 pund sterling om året. Men det viste sig vanskeligt at sælge tændstikker til den pris. Hele befolkningen gjorde oprør mod monopolet og søgte på alle mulige måder at undgå bestemmelserne. Mange mennesker ernærede sig ved smugleri af tændstikker, og de indsmuglede tændstikker fandt rigelig afsætning, fordi det var blevet en hel befolknings kamp mod monopolet. Regeringen indskrænkede sig ikke blot til at straffe dem, der havde indsmuglet tændstikker, men der blev også sat store pengebøder og straffe for dem, der brugte indsmuglede tændstikker, men heller ikke det hjalp. Fyrtøj og mange andre midler blev taget i brug for at undgå de forhadte svenske tændstikker. Kampen mellem monopolet og befolkningen blev så voldsom, at tændstiktrusten endog fik gennemført et politiforbud mod, at borgere på gaden lod andre tænde cigarer eller cigaretter ved gløden af en brændende cigar. Men trods bøder blev peruanerne ved med at »låne ild hos hinanden«. Skønt monopolet sikkert havde givet underskud på grund af denne boykot, blev prisen på tændstikker ikke sat ned. Det var en principsag, for Peru blev brugt af trusten som et udmærket eksempel på, hvor højt en tændstikpris kunne skrues op, et vigtigt argument overfor andre lande. Skønt trusten stadig fik flere udenlandske penge at arbejde med, blev den ved med at være behersket af svensk kapital. For at skaffe penge nok blev Kreuger nødt til at sælge en del af aktierne i stab til et nydannet selskab, som ikke beherskedes af svensk, men af amerikansk kapital. For at forhindre, at stemmeretten gled ud af hånden på sig, lavede han et genialt træk. Forinden salget blev stemmeretten for de aktier, som amerikanerne skulle have, nedsat til en tusindedel af den stemmeret, som de normale stamaktier, der ejedes af Kreuger & Toll, havde. Selvfølgelig kunne aktierne ikke pludselig få nedsat stemmeretten, men det blev ordnet på den måde, at Kreuger lod udstede nye aktier, som blev kaldt for b-aktier, og som kun fik denne ringe indflydelse i selskabet. I en udtalelse fra bestyrelsen i anledning af denne transaktion, blev det direkte udtalt, at de nye b-aktier var beregnet for de ikke svenske aktionærer. Det ville have været nærmere sandheden, hvis der var blevet sagt, at b-aktierne var beregnet på folk, der ikke tilhørte Kreugers finansgruppe. Ved denne transaktion kunne tændstikkongen stadig herske over selskabet, for der skulle 1,000 b-aktier til at stemme blot en eneste af hans a-aktier ned på en generalforsamling. Selvom der var 190,000 b-aktier, havde de kun 190 stemmer overfor de 90,000 a-aktier, hvoraf majoriteten ejedes af Kreuger & Toll. Der skabtes ikke nye værdier. Der blev ikke foretaget væsentlige tekniske forbedringer i tændstikindustrien. Trusten købte det ene selskab efter det andet og skaffede sig monopolrettigheder. Ved forhøjelse af priserne sattes aktiernes værdi i vejret. Kreuger blev en moderne guldmager, der stampede million op efter million af ingen verdens ting. Et lands tændstikfabrikation gik økonomisk dårligt. Han lånte landet, der var nødstedt på grund af verdenskrisen, penge og fik til gengæld håndsret over landets tændstikindustri. Det var landets beboere, der kom til at betale gennem stigende priser. Det var kun et monopol, der blev udnyttet. De gamle guldmagere arbejdede i laboratorier med kolber og digler. Den moderne guldmager har ikke andre hjælpemidler end bankkredit og papirer, dynger af papir, smukt trykte aktiebreve og kurslister. Begynder det at skride i papirbjerget, så udstedes der blot nye papirer, som skal stive de andre af. Det hele er papir og tal i bøger i selskaber, hvis eneste virksomhed består i at eje andre papirer og udnytte monopolrettigheder. I 1927 fik han afsat en mængde træ og maskiner i Frankrig. Til gengæld ydede Kreuger et lån på 75 mill. dollar til den franske ministerpræsident Poincare til 5 % og en kurs på 93½, idet Poincare var blevet afvist af de amerikanske lånekapitalister, selvom han ville forrente lånet med 8 %. Men Kreuger kunne bagefter optage et lån i USA på 50 mill. dollars til en kurs af 98½ og en rente på 5 %, og det viser at Kreugers kredit på verdensmarkedet var betydeligt bedre end Frankrigs. Da trusten var hårdt truet særlig af de økonomiske engagementer ved erhvervelsen af monopolet i Tyskland, måtte Kreuger til Amerika for at skaffe penge. Men krisen havde også holdt sit indtog her og gjorde det umuligt for ham at skaffe fornøden kredit. Morgan kunne hjælpe ham, men han ville ikke. Da Kreuger i begyndelsen af marts måned tog fra Amerika, var han og hans trusts skæbne besejlet. Morgan havde afsagt dødsdommen, for hvis denne mand ikke ville hjælpe, var det umuligt at skaffe de fornødne millionbeløb. Overrejsen over Atlanterhavet varede kun en lille uge, men på denne uge havde Morgan allerede haft tid nok til at sælge alle sine papirer i International Match Compagni, tændstiktrustens store amerikanske selskab. D. 12 marts 1932 gjorde Ivar Kreuger selvmord i Paris, og det, der hidtil havde været anset som det sikreste af alt sikkert, aktierne i »Kreuger og Toll«, blev pludselig værdiløse. Ivar Kreuger havde grundlagt firmaer med hundrede millioner af kroner i kapital, og ydede kæmpelån til stater. Men efter hans død var aktiernes værdi ikke meget større end det papir de var trykt på. Der taltes om forfalskede italienske skatkammerbeviser og om enorme hemmelige tab. Hvor enorm tændstiktrusten var blevet ved Kreugers død, forstår man af den oplysning, at stab og International Match Compagni ejede over 250 fabrikker i 43 forskellige lande. Kreugers virksomhed var et væv af urigtige og falske regnskaber, med selskaber rundt om i alle verdens lande. Men tændstiksmonopolet, der var et verdensmonopol flyttede fra Sverige til Amerika. Kreuger, der kun havde interesseret sig for tændstikker, erstattedes af verdens mægtigste finanskonge, John Pierpont Morgan junior. Dagen efter Kreugers selvmord kunne man købe en sækfuld af hans aktier for få dollars, og Morgan købte atter tændstikspapirer. De selvsamme aktier, som han få dage tidligere havde solgt for millioner, købte han nu for tusinder og sikrede sig dermed herredømmet over dette selskab, der trods krakket bevarede sit økonomiske herredømme over næsten hele verdens tændstikindustri. Det hele var blot en finansmanøvre fra Morgans side.

I USA var der i år 1900 75,9 millioner indbyggere. De 66.8 millioner var hvide personer, 8.8 millioner var negre, og 350.000 tusinde var af andre racer. Deraf udgjorde indianere 237.000. I år 1910 var der 91,9 millioner indbyggere, hvoraf 81.7 millioner var hvide, negrene var 9.8 millioner, og andre racer udgjorde 410.000, hvoraf indianerne udgjorde 266.000 tusinde. I 1919 er der omkring 106 millioner mennesker i USA, hvoraf over 90 millioner var af europæisk afstamning. Den stærke befolkningsvækst til USA skyldes særligt indvandringen fra Europa. Af de 91.9 millioner indbyggere i 1910 var 13.5 millioner således fødte i udlandet. Fra 1910 til 1919 var omtrent 5 millioner nye indvandrere kommet til USA. De kom mest fra Sydtalien og Østeuropa, og der kom ca. 250.000 indvandrere fra Norden. USA tillader ikke mere at indvandringen sker som nybyggere, men de skal være billig arbejdskraft til industrien. Af de voksne emigranter fra 1910-19 kunne over 1 million hverken læse eller skrive. Der fandtes i 1910 38,1 millioner mænd og kvinder i USA, som var gainfully occupied, dvs. de havde en indtægtsgivende beskæftigelse. De fordelte sig således, omtrent: landbrug, kvægavl og skovdrift 12,7 millioner (heraf 5,9 millioner lejede landarbejdere.). I gruber og stenbrud 0,96 millioner; fabriksindustri 10,6 millioner (heraf 1,8 millioner kvinder.); transportvæsnet 2,6 (heraf 1,2 millioner ved jernbanerne.); handel og bankledelse 3,6 millioner; I offentlig tjeneste 0,46 millioner (heraf næsten 100.000 politifolk.); liberale erhverv 1,7 millioner (heraf 600,000 lærere og lærerinder.); husarbejde og personlig pleje 3,8 millioner (heraf ½ millioner vaskeriarbejdersker og vel 2/5 millioner restaurationsfolk.); kontorarbejde 1,7 millioner. Under 1. Verdenskrig 1914-18 stoppede indvandringen delvist, og mange Nordstater trak negerarbejdere fra Syden op til fabrikkerne i nord. De farvede negre måtte ofte slå sig ned i bydele, som hidtidig havde været rent hvide, og dette boligforhold sammen med konkurrencefrygten ledte til en del optøjer. Fagforeningerne i Chicago ved de store slagterier gjorde dog ikke længere forskel på hvide og farvede arbejdere. Størstedelen af USA´s 106 millioner indbyggere i 1919 boede stadig øst for Mississippifloden. Befolkningens tyngdepunkt, som langsomt kryber vestpå, ligger i 1919 i det sydlige af staten Indiana, kun et par hundrede miles fra Chicago. Men selv i øststaterne er der plads nok til umådelige folkemasser. Sætter vi befolkningstæthedstallet for Danmark til 195 (og Belgiens til 673), da var det tilsvarende tal for følgende US-stater i 1910, gående vestpå: New York 191, Illinois 100, Iowa 40, Kansas 21, Californien 15. I Bjergstaterne er tallet endnu langt lavere; det rige Montana f.eks., der er så stort som Japan, har endnu ikke 500.000 indbyggere; selv de to korndyrkende Dakota-stater, hvis prærier dækker et lignende uhyre areal, har kun en befolkning som de små danske øer. Hele USA´s befolkningstæthed er ikke højere end 35. Men under det nuværende samfundssystem flytter man ikke ud som nybygger, idet der er en tydelig tendens med at folk flytter fra landet og til byerne. I 1919 er der tilnærmelsesvis ligevægt mellem de to store grupper; men i 1910 var procenttallet for bybefolkningen (i byer over 2500 indbyggere) kun 46.3 %; i 1900 kun 40.5 % og i 1890 blot 36.1 % for hele landet. Imellem 1900 og 1910 steg landbrugets samlede værdi med over 100 %, men farmenes antal steg kun med ca. 11 % og det benyttede areal steg også kun med ca. 11 %. Det er byerne, som sluger den store befolkningstilvækst. New York har nu ca. 6¼ millioner indbyggere og Chicago ca. 2 ¾ millioner indbyggere. Omkring 125 byer har over 50.000 indbyggere og af dem har en halv snes over 500.000 indbyggere.

USA rummer alle naturlige råstoffer og livsbetingelser, en mennesker kan ønske sig: passende varme og nedbør, agerjord, græsland, tømmer, mineraler og kemikalier, olie, kul og vandkraft osv.. Mississippidalen, kunne med lethed føde hele verdens befolkning og klæde den, hvis al jorden lagdes under planmæssig drift. Og foruden det findes der jo millioner af acres af udmærket dal- og sletteland og af græsgange i bjergene. Skovene har været udsat for en slem rovdrift i det 19. århundrede, så at man nu kun i 1919 kan hugge første klasses tømmer ude i veststaterne og helt nede i syden. Jordbundens indre rigdomme er umådelige. Af kul regner man, der endnu ligger 3 ½ million millioner tons urørte kul; op til nytår 1918 var i alt kun ca. 18.000 millioner tons kul brudt og brugt i USA. Også den slumrende vandkraft er af en næsten fantastisk størrelse. Navnlig efter Borgerkrigen i 1864, blev Unionen en økonomisk-politiske enhed under Nordstaternés førerskab, - og kapitalismen har blomstret. Men det er først efter den 1. Verdenskrig, at USA er blevet flyvefærdig. Før krigen var USA's vigtigste eksportvarer i rækkeorden: Råbomuld, Jern- og Stålprodukter, Brødkorn og Mel, Kød- og Mejeriprodukter, Kobber, Mineralolie, Tømmer og Trævarer og Tobak. De udgjorde tilsammen 70 % af hele udførslen. De vigtigste importvarer var, - ordnede efter værdi: Hør, Hamp og lign. og produkter heraf, Kaffe, Huder og Skind, Kemikalier og Kunstgødning, Silke og Silkevarer, Sukker, Rågummi, Bomuldsprodukter og Trævarer. De tropiske produkter udgjorde i 1913 omtrent halvdelen af hele USA's indførsel. 1. Verdenskrig ændrede betydeligt på handelsbalancen.

Antallet af husdyr på bondelandet er ikke i stigning, med undtagelse af svinene, der er Chicago-fabrikkernes råprodukt. Antallet var for årene 1910 og 1918 følgende, i millioner: Hornkvæg: 69,0 og 67,4; Heste: 21,0 og 21,5; Får: 57,2 og 48,6, og Svin: 47,8 og 71,0 millioner. I 1918 indbragtes til de syv ledende markeder i Mississippidalen i alt 25,5 millioner slagtegrise, mod kun 15,3 millioner i 1910. USA´s fabriksindustris kraftforbrug var i 1904: 13,5 millioner hestekræfter, i 1909: 18,5 millioner, men i 1914: 22,5 millioner, dvs. en stigning på 66,7 % i disse 10 år, under hvilke befolkningstilvæksten kun viser sig at have udgjort 19,6 %. Jernbanelinjernes længde udgør tilsammen over ¼ million miles, hvilket er over en tredjedel af hele verdens linjelængde. Mellem 1910 og 1916 er der anlagt nye baner, hvis længde alene er mere end det 10-dobbelte af Danmarks samlede system. Samtidig steg den befordrede fragtmasse fra 1,8 til 2,2 milliarder tons, og passagertallet fra 972 millioner til 1006 millioner. Desuden findes her ca. 50.000 miles elektriske og af telegraflinjer nær ved 2 millioner miles. Omtrent 7 millioner telefonapparater er i brug. Postvæsenet omdeler årlig over 20 milliarder stykker post. Der er nu i 1919 indregistreret ca. 5 millioner personbiler - en for hver 21 sjæle i USA. Ford-Kompagniet i Detroit producerer alene 3.500 færdige vogne om dagen.

Søkrigen mellem England og Tyskland medførte at handelsflåden steg. I 1910 anslog man handelsflådens samlede tonnage til ca. 7,5 millioner og i sommeren 1918 til ca. 10 millioner, hvoraf ca. 3 millioner befandt sig i ferskvandsfart. Alene gennem de store Sault-Sainte-Marie sluser ved Øvre Sø befordredes der i de isfri måneder i 1918 fragt til en værdi af næsten en milliard dollars og en vægt af 87 millioner tons, mest jernmalm, kul, hvede og mel. En del af skibsnybygningerne under 1. verdenskrig er solgt til udlandet, men til gengæld er nogle af Tysklands bedste skibe »erobrede« og omdøbte. USA er verdens andenstørste søfarende magt og USA er Privatejets Paradis. Ikke alene jorden og dens rigdomme samt hele den store industri, men også jernbanesystemerne, telegrafvæsnet, gas- og elektricitetsværkerne, sporvognsselskaberne og handelsflåden er i overvejende grad ejet og drevet som privatgeschæfter, under en vis offentlig kontrol (men det er kun på papiret). Men dollarens købeevne er sunket i de sidste par år op til 1919. Det gennemsnitlige prisniveau for alle slags massevarer er siden 1913 steget til omtrent det dobbelte; fødevarernes prisniveau stigning alene er noget mindre. 1 dollars værdi i 1919 er altså kun lig med 50 cent's værdi i 1913.

I tabellerne er det nødvendigt at gøre opmærksom på, at amerikanske mål: 1 mile = 1,6 kilometer, 1 kvardratmile = 2,6 kvadratkilometer og 1 acre = 0,4 hektar, 1 bushel (bu) er omtrent 3,5 hektoliter (hl). I tabellen for de officielle tal for værdien af al ejendom i USA i 1912 fordeltes de 187.7 milliarder dollars mellem otte hovedklasser: Grund og fast Ejendom: 110,7 milliarder. Husdyr: 6,2 milliarder. Landbrugsredskaber etc. 1,4 milliarder. Fabriksmaskineri etc.: 6,1 milliarder. Jernbanerne: 16,1 milliarder. »Public Utilities« (dvs. sporveje, telegraf, vandværker etc. i privateje, samt handelsskibe): 10,3 milliarder. Lagrede varer og personlige brugsgenstande, samt smykker: 34,3 milliarder. Ædelmetal i barrer og mønter: 2,6 milliarder = ialt 187.700.000.000 dollars. Dette tal er sat al for lavt, og det fremgår heller ikke af tabellen (hvis titel er: »Nationalformuen«), hvorvidt de offentlig ejede aktiver i landet er medregnede ved siden af de privatejede, der unægtelig i USA udgør langt den overvejende del. Til alle de aktiver, der er bogførte, svarer et bjerg af værdipapirer lydende på eller antydende de dollarbeløb, statistikerne har noteret som stykker af »Nationalformuen«. Og bortset fra pengesedler og skøder på farme, småhuse og lignende, besidder den store arbejdende befolkning ikke nogen værdipapirer af betydning. Det gør derimod Overklassen, og det er renterne herfra samt den årlige profit fra den private handlen og spillen med samfundets produkter, Overklassen lever af; hvilket blot er et andet udtryk for, at USA's producenter ikke selv ejer produktionsmidlerne, fra hvis Bourgeoisieejere de tværtimod nødes til at købe deres egne produkter, betalende med deres fulde arbejdskraft. Overklassen lever hér, som i alle kapitalistiske samfund, af arbejdets merværdier. Den officielle statistik giver intet ordentligt begreb om den virkelige sociale klassedeling i USA. Personlig formuestatistik er her ingen af, fordi der slet ikke betales personlig formueskat. Indtil 1914 betaltes der heller ikke personlig indtægtsskat. Regeringen levede af told, forbrugsafgifter, postvæsenets overskud og lignende. 1. Verdenskrig havde på så mange andre måder forøgede regeringsbyen Washingtons arbejde og betydning, sammenlignet med den kolossale private virksomhed i New York, Chicago og andre forretningscentrer i landet. I de seneste år har privatfolks og selskabers fortjenester været direkte beskattede, og indtægtsstatistikken for nogle af disse år kaster et interessant om end et flakkende lys over det rige USA's sociale grundtræk. I 1916 var befolkningens størrelse ca. 101 millioner og husstandenes antal, groft anslået til 20 millioner. Skattegrænsen var i dette år 3.000 dollars i årlig indtægt, og det viste sig, at kun 429.400 husstande kom indenfor denne grænse, eller blot 2 % af nationens husstande. Hertil kom 7.600 Borgerfruer, der betalte skat af selvstændig indtægt; af disse tjente 86 over en million dollars om året. Og der har vel været ca.17.000 husstande som kan kaldes millionærer, efter dansk 1919-målestok. Men der er næppe nogen, der overgår de store corporations i bogføringens kunst. Alle de private firmaer, der drev USA i det år, holdt sikkert svære summer til siden, førend de udbetalte profitten til de »private« skatteydere, der ejede deres værdipapirer. Til sammenligning fik 7 millioner fabriksarbejdere i 1914 tilsammen kun løn med 4 milliarder dollars, og 1,7 millioner jernbanearbejdere med blot 1,33 milliard dollars. Nogle officielle tal fra regnskabsåret 1917 kaster nyt lys over systemet. I det år sattes nemlig den personlige skattegrænse ned til årsindtægten 1.000 dollars for ugifte og 2.000 dollars for gifte husstandsrepræsentanter (mod grænsen 3.000 de foregående år). Årsindtægter på 1.000-2.000 dollars var en yderst beskeden indtægt i forhold til priserne i USA. Alligevel steg mængden med 2.33 million nye hjem i kapitalens skatteopkræversystem, dvs. 11 % af alle husstande. De ca. 86 % eller ca. 19 millioner husstande tjente ikke engang så meget om året og de var typiske underklassehjem, der levede fra hånden og til munden. Men tallet på alle skatteydere over 3.000 dollars grænsen steg til 0,67 millioner. Men dette lille mindretal (dvs. ca. 3 %) betalte over 592,5 millioner dollars i skat (og toppen af dem endda en super-indtægtsskat på 88 millioner dollars), medens alt, hvad de nye 11 % skrabede sammen i skat, kun beløb sig til en 22 millioner dollars. Men der indførtes også samtidig en særlig beskatning af selskaber (corporations og partnerships), hvis overskud og superoverskud (dvs. mere end 15 % forrentning af den bogførte kapital) blev klippet af regeringen, førend de private aktionærer etc. fik deres Profit, der da beskattedes som »personlig indtægt«. Denne selskabsbeskatning indbragte over 2 milliarder dollars fra superoverskuddet. I alt indkom der 3 milliarder dollars i skat i dette ene regnskabsår fra de indtægtskilder, som før 1914 slet ikke var beskattede. Det er på forhånd klart, at merværdierne fra dette kæmpesamfunds daglige arbejde strømmer sammen til et mindretal af befolkningen, der ikke kan udgøre mere end »et par« procent. Og når spørgsmålet dukker frem: hvem der kontrollerer disse merværdiers videre skæbne, dvs. den store amerikanske kapital og dens anbringelse hjemme eller ude, vil det vise sig, at disse personers antal, socialt set, er mikroskopisk, - men deres indflydelse er kæmpemæssig.

I 1910 var der ca. 6,33 millioner gårde (farme og ranches) i USA mod ca. 5,75 millioner i 1900 - en stigning på en 11 %, ganske svarende til landbefolkningens stigningsgrad Bybefolkningen steg med ca. 35 % i det samme tidsrum. Det dyrkede totalareal i landet voksede ikke videre, men derimod gik det gennemsnitlige gårdareal ned fra ca. 146 acres til ca. 138 acres, men samtidig steg den gennemsnitlige gårdværdi fra 3.600 dollars til 6.400 dollars eller over 80 %. Man regner med at hele værdien af USA's agerbrug i perioden 1900-1910 steg fra 20,5 til 41 milliarder dollars, og siden er den steget langt mere op til 1919. Men hvem vinder nu ved sådan en stigning? Hvem har penge i USA's landbrug? Det har for det første ikke de i 1910 ca. 6 millioner lejede landarbejdere; der frembringer værdier. Det er de ca. 6 millioner arbejdende Farmere, Kapitalisterne og »Rentiers«, der vinder på stigningerne. Men det er ikke let at bestemme den omtrentlige fordeling af værdistigningerne. Der er ingen tvivl om, at mange selvstændige, arbejdende Farmere i de seneste år har tjent gode penge, bl.a. på grund af fastsættelsen af en mindstepris for 1. klasses hvede af 2,26 dollars. pr. bushel. Men der er heller ingen tvivl om, at »selvstændigheden« ude på gårdene var i nedgang. USA startedes som et »frit«, privatkapitalistisk land, og har aldrig kendt noget egentligt Godsejersystem - dog kun udenfor visse egne af slavestaterne i Syden. De hårdt arbejdende hvide nybyggere blev som regel Selvejere på nogenlunde billige betingelser. Men efterhånden som grundværdien steg, var der mange, der solgte igen, helt eller delvis, enten fordi de ønskede at trække sig ud af det, eller fordi omstændighederne tvang dem til at skaffe kontante penge tilveje på bestemte, for dem ugunstige datoer, hvis de ikke ville miste alt. Dette sidste har f.eks. spillet en stor rolle oppe i Nordveststaterne, og det skabte den store Non Partisan League bevægelse. Selvejerprocenten har i den senere tid op til 1919 været langsomt synkende og forpagterprocenten langsomt stigende, og tillige er en større og større procentdel af gårdene blevet belånte. De officielle tal er disse:

I 1910 blev mindre end 2/3 af gårdene drevet af ejeren selv. Af alle farme i USA, drevne af ejeren selv, var disse belånte således i 1890: 28,2 %, i 1900: 31,0 % og i 1910: 33,6 %. Summen af alle disse prioritetslån udgjorde i 1890 ca. 1 milliard dollars, men i 1910 over 1,75 milliard. Og det meget efterspurgte værdipapir kaldet first farm mortgage bond kan ikke sammenlignes med danske kreditforeningsobligationer. Det regnes for et 6 % papir, og på mange kanter har dårligt organiserede farmere måttet betale 8 % i årlig rente. Det er klart, at mangfoldige byfolk og byfirmaer sætter deres kapital i disse gode papirer, og at derfor mangfoldige millioner af det »selvstændige« landbrugs årlige merværdier tilflyder en Kapitalistklasse, som ikke rører en finger for at frembringe værdierne. I 1910 har renteindtægten fra farmer-obligationerne tilsammen været over 100 millioner dollars. De »selvstændige« farmere i USA er en særlig økonomisk klasse, adskilt fra både lønarbejderklassen og Kapitalistklassen. Men der er ingen synderlig vækst af »selvstændige« farmere sammenlignet med industriens vækst. De »selvstændige« farmere er i sin uorganiserede tilstand i 1919 på hundrede måder underkastet Storkapitalens pres, f.eks. med hensyn til salget og transporten af dens råprodukter, prisernes fastsættelse for disse og for alle industrivarerne som farmerne skal bruge, lovgivningen i Washington, udenrigspolitikken, osv..

Pengelønningerne i USA er i 1919 højere end i de gamle europæiske lande, men hvordan er det så med priserne og det reelle lønniveau ? Og fagbevægelsen har jo endnu ikke i noget kapitalistisk samfund rokket Overklassens dominerende stilling. Men fagbevægelsen har sikkert bremset megen af den oprindelige elendighed. Fagbevægelsen i USA var under 1. Verdenskrig blomstret temmelig pænt, og tildels opmuntret af præsident Wilson og hans fæller. Men det er dog navnlig efter krigens standsning, at fagbevægelsen har udviklet sig. Endnu i 1918 kunne man sige, at USA's produktion for størstedelen hvilede på uorganiseret arbejde, og dette gjaldt både landbruget i Norden og Vesten, bomuldsdyrkelsen i Sydstaterne, og hele grube- og fabriksindustrien i Østen og i Midtstaterne. Kun trafikarbejderne og visse faglærte håndværkere etc. havde stærke, men højst konservative organisationer. Reglen var at de store arbejdermasser kom og gik og sugedes rundt til markeder, hvor der betaltes bedst, og risikerede at blive siddende hjælpeløst på den bare bakke, så snart der kom »kriser« eller »stramninger« i erhvervslivet. Da arbejderne i deres brogethed og splittelse ikke havde lært at hjælpe sig selv, hjælpes de hverken af gud eller fanden, når det kneb. Spørgsmålet om lønnens størrelse blev derfor et simpelt spørgsmål om tilbud og efterspørgsel på det åbne marked, hvor varen, »menneskelig arbejdskraft«, købtes og solgtes. Og der er stadig langt igen i USA, selvom man helt lader spørgsmålet om negrene ude af betragtning, selvom dette problem vedrører omtrent 10 millioner menneskesjæle i 1919. De organiserede arbejderes pengeløn er steget langt mindre end priserne på deres livsfornødenheder - dvs. reallønnen reelt er sunket. En regeringsstatistik beregner pengelønstigningen 1907-1918 til 41 %, men fødevarernes prisstigning til ca. 105 %, hvilket vil sige, at den reelle løn er dalet fra 100 til 69 i de sidste elleve år, hvad fødevarerne angår. De øvrige varers priser er imidlertid også steget til omtrent det dobbelte og i 1919 endnu mere. Men noget lignende er jo også sket i Danmark og de andre europæiske samfund. For landarbejdere var den gennemsnitlige månedsløn, uden kost og logi, for hele landet i 1910: 27 dollars 50 cents og i 1917: 40,43 dollars. Men den varierede stærkt med lokaliteten, thi i Californien var den i 1917: 63,00 dollars - men i staten Mississippi kun 24 og selv i Indiana blot 44,00 dollars. Jernbanearbejdernes indtægter findes udregnet som gennemsnitlig dagløn og udgjorde i 1914: for Stationsportører etc. (hvoraf der fandtes ca. 100,000) ca. 2 dollars om dagen; for track men (dvs. de omtrent ¼ million arbejdsmænd ude på linjerne), ca. 1,60 dollars, for fyrbødere ca. 3,20 dollars, for konduktører mellem 3 og 4,50 dollars, for lokomotivførere ca. 5,25 dollars om dagen. Lokomotivførernes fagforening var snarere et Lav, og er en af de ældste fagorganisationer Industriarbejdernes lønninger varierer naturligvis meget stærkt efter fag, plads, køn, osv.. Gennemsnitsårslønnen for hele landet og alle industrier opgives til ca. 520 dollars i 1909 og ca. 570 dollars i 1914. I Chicago betaltes der i 1914 15-20 dollars om ugen til voksne mænd, 5-10 dollars til kvinder og pigebørn. Arbejdstiden på fabrikkerne i 1914 var på 9-10 timer i seks fulde arbejdsdage.

Dybbaneselskabet der havde måttet give sine arbejdere en lønforhøjelse, ønskede at overbevise New Yorks byråd og vælgere om, at det som følge af årsunderskuddet var nødvendig for det at forhøje sin 5 cents billettakst til 6 eller 7 cents. Men hvordan fremkom dette underskud for Kapitalisterne på ca. 1,4 million dollars). Der er først »driftsomkostningerne« på ca. 19,1 millioner; de indbefatter naturligvis foruden arbejdsløn, materieludgifter etc., direktørernes fine salærer. Men så kommer der en Post på ikke mindre end 13,6 millioner, der nok så ligefremt kaldes charges (»forpligtelser«). Hvad den går til, specificeres aldeles ikke, men der er ingen tvivl om, at den tildels går til forrentning af obligationsgæld (bonded debt) samt afgifter til byen New York. Obligationsrenter er typisk merværdi eller kapitalistprofit; og hvad byen angår, som var stærkt pekuniært medinteresseret i banesystemets ombygning, og til hvilken selskabet er forpligtet at betale en årlig afgift (som indgår i summen på de 13,6 millioner), da viser sagen sig at være denne: Pengene går ikke i borgernes fælleskasse på rådhuset; New York måtte selv sætte sig i stor gæld og udstede sine egne bonds for at få ombygningen iværksat, og disse papirer ejes selvfølgelig for en meget stor del af privatkapitalisterne. Men desuden: byen byggede ikke selv; den overdrog dette til contractors, der sikkert væsentlig fik deres udgifter og høje profit betalte i obligationer. Og hvem var disse contractors? Jo, det var et nyt stiftet »Dybbanebygningsselskab« bestående af akkurat de samme finansfolk som »Dybbaneselskabet« (I.R.T.) selv, nemlig Morgans, Ståltrusten, osv.. Og dette sidste selskabs charges på 13,6 millioner dollars i 1918 består derfor for en stor del simpelthen i udbetalinger til dets egne ledere og ejere. Hertil kommer endelig årsdividenden på regnskabet (til aktionærerne): 0,6 millioner dollars, hvilket også er ren merværdi, der jo for en stor del tilfalder de interesser, der kontrollerer aktiemajoriteten - hvilket også er den store finansring i Wall Street. Resultatet af og meningen med hele bogføringskunststykket bliver da uden omsvøb dette: Den kontrollerende interessegruppe i New Yorks nærtrafiksystem er ikke tilfreds med merværdiraten på dette produktive arbejdsfelt. Den er ikke så høj, som man er vant til; og da publikums interesser ikke blot kommer langt bagefter obligationsejernes (the bond-holders), men også må vige for aktionærernes (the stockholders), kræver bestyrelsen billettaksten sat op. Sker det ikke, må driftsomkostningerne sættes sådan ned, at sikkerheden m.v. trues, og så vil det være umuligt at trække frisk kapital til fremtidige udvidelser m. m.. Se det er trusler fra Kapitalisterne selv, som man ser. På et opslag i selskabets velfyldte vogne citeres en elektrotekniker: »Folk ønsker glat og god drift og første rangs betjening. Det kan de ikke få, hvis Kapitalen ikke vil søge til (invest). Der må være en rimelig profit (a fair return). Hvis omkostningerne går op, må også priserne gå op.« Denne propaganda er beregnet som daglig læsning for de millioner af vælgere og andre arbejdere, hvis 5 cent-stykker går til at fylde Storkapitalens krigskasser. Propagandaen er beregnet på at virke som et advarende eksempel på, hvad der vil ske, når de organiserede arbejdere møder frem med overdrevne krav til Kapitalen. I dette tilfælde kunne uheldigvis ikke priserne sættes op ved befaling fra direktionen alene. Det var nødvendigt med en tilladelse fra »byen« og indirekte fra vælgerne. Der må derfor snakkes for vælgernes først. Dels må funktionærerne (som iøvrigt hjemsøges bittert af dyrtiden) sættes i et dårligt lys overfor »publikum«; dels må godtfolk skræmmes med den sløjere drift, der er i vente, hvis Kapitalens profit vedbliver med at holde sig lavere end beregnet. Thi det ledende hensyn for al sund kapitalistisk forretning er og kan kun være: hvad betaler sig bedst? Hele middelklassen vil forstå, at synker profitraten i I.R.T, bliver dette derved et mindre anset investment i Wall Street, og Kapitalen vil da gå udenom det, sejle til fjerne riger eller gå til produktive felter i USA, hvor arbejderne endnu ikke er organiserede af disse »forbandede« udenlandske socialistiske agitatorer og »bolschevikagenter«, som den store amerikanske presse bestandig er på jagt efter. Vælgerne vil da også sige til sig selv: »Vi må finde os i en billetforhøjelse, siden vort fine nærtrafiksystem (»verdens bedste«) bevislig arbejder med underskud; det har vi set sort på hvidt for i aviserne, og vore politiske helte siger det samme. Alting går jo op i priser, så hvorfor skulle det ikke også blive dyrere at køre på Dybbanen? Det er disse bolsjevikker og kejser Wilhelm, der er skyld i det hele«. Der gives dog undtagelser for disse privat-kapitalistiske principper og tankegange og vaner, f.eks. i staten Nord-Dakota, hvor de organiserede farmere nu har erobret magten i 1919. Men i USA flyder merværdier stadig bredere sammen i en Storfinans, og arbejdernes gradvis voksende organisationsstyrke svækker aldeles ikke denne almindelige tendens - tværtimod! Men for rigtig at forstå Kapitalismen i USA, må vi også kende noget til det, der ikke ligefrem står på papiret eller i vejviseren, nemlig de finanstransaktioner, der i reglen ligger bag ved det hele, og som betinger det egentlige trustvæsens »blomstring«. USA's (såvel som Englands, Frankrigs, Sveriges, Danmarks) erhvervsliv holdes ikke gående for årlig at skaffe befolkningen dens passende kvantum af brugsværdier, men derimod for at skaffe Kapitalisterne en passende årlig profit. I det 19. århundrede var Kapitalisterne for det meste enten fabrikanter, der konkurrerede heftig indbyrdes, eller spekulanter, der drev rovdrift for at indhøste en rask profit og gav fanden i efterslægten. Det store eksempel på spekulanterne er at finde i de amerikanske jernbaneselskabers voldsomme historie fra 1861 til 1890, da de næsten alle var gået bankerot. Nu i dag udbyttes befolkningen langt større og systematisk. Ligesom Borgerklasserne efter den Franske Revolution i 1789 var særdeles aggressive mod befolkningen og håndværkerne, bruger Kapitalisterne revolveren mod de arbejdere der organiserer sig og som kræver prisstop på fødevarer, etc.. Konkurrencen er dog i 1919 på næsten alle produktive felter afløst af kapitalistisk samvirke, stilende stærkt mod monopoldrift. Og hvad der tidligere var spørgsmål om jernbanekapital, kulgrubekapital, savværkskapital osv., er nu simpelthen spørgsmål om penge og kapital, om storfinans, som ordnes i bankernes kontorer, hvor alle de sociale merværdier fra Arbejderklassen strømmer sammen til styring og forrentning. Det amerikanske lovsprog har flere bestemte adskilte navne for, hvad vi med et begreb plejer at kalde en trust, nemlig trust, pool, combination etc.. Hovedsagen er dog i 1919 finansielt og produktivt samarbejde i stedet for fri konkurrence, og nøglebegrebet er overalt: kontrol, dvs. kontrol over bestyrelserne af de corporations, der tæller noget på det foreliggende felt. En »trust« dannes enten ved, at en del af de konkurrerende virksomheder i en vis branche tvinger modstanderne til at standse eller til at sælge deres geschäft; eller ved, at de konkurrerende parter slutter et forlig og enes om at dele markedet mellem sig; og i så fald kan de placere repræsentanter i hinandens bestyrelser, - men behøver ikke at gøre det. Der er mangfoldige måder, på hvilke en trustdannelse kan etableres. Men man må ofte gå forsigtig frem, fordi der findes en Anti-Trust lov i USA fra 1890, kaldt the Sherman Act efter den senator, der forelagde den i Washington. Denne lov erklærer det strafbart at søge at etablere monopoldrift på noget erhvervsfelt ved hjælp af økonomisk krig mod svagere konkurrenter. Den vedtoges, fordi nogle store corporations havde drevet deres spil for groft, f.eks. ved at tilkøbe sig langt billigere fragttakster på banerne, end deres konkurrenter kunne opnå og lignende. Loven er stadig i kraft i 1919, og har været anvendt både overfor selve Standard Oil selskabet og overfor høstmaskinetrusten International Harvester Co., og bemærkelsesværdigt også overfor nogle af arbejdernes fagforbund, der »truede den frie konkurrence« på arbejdsmarkedet…. The Sherman Act er populær i en endnu stor og politisk velrepræsenteret gruppe af den besiddende klasse i USA (f.eks. hos farmerne), der lever på den gamle tids traditioner og frygter eller hader finanskapitalen fra Wall Street. Kongressen i Washington rummer i det hele taget mange mænd, der slet ikke længere »er med i tiden«. Det politiske apparat er temmelig ormædt, og indtil for ganske nylig har de store forretningsfolk ikke direkte befattet sig med politik, men overladt sligt til de professionelle politikere, som blev betragtet som en noget ringeagtet Borgerklasse. Men hvorom alting er: Anti-Trust Loven af 1890 har naturligvis aldeles ikke kunnet hindre den økonomiske udvikling i retning af kapitalistisk monopoldrift, men har højest hæmmet og chikaneret Storkapitalen i enkelte tilfælde, og tvunget Storkapitalen til at iagttage visse juridiske formaliteter, den ellers ikke ville i have bekymret sig om, og loven har i almindelighed fremmet alskens camouflage og hemmelighedskræmmeri. Dette er ofte generende for dem, der vil studere dette samfunds virkelige væsen. Men realiteterne skinner alligevel så stærkt igennem, at ingen med blot ét øje i hovedet kan overse dem: monopoliseringen vokser ustandselig på alle felter, og monopoldriften har hidtil indbetalt sig enormt. De store, forenede corporations i USA indhøster i mange tilfælde en profit, der efter vore Nordiske begreber er ganske svimlende, men som slet ikke figurerer på de officielle regnskaber. Det sker næsten i alle de store trustdannelser i de senere år - navnlig dem som I. P. Morgan & Co. gennemførte - hviler på en kolossal overkapitalisering. Når man i USA danner en trust i en eller anden erhvervsgren (f.eks. Ståltrusten), sørger man først for at skaffe sig kontrol over de afgørende konkurrencedygtige firmaer, der forefindes, dvs., for. at kontrollere en i erhvervsgren må man dominere dens prisniveau, bestemme dens udvikling, opbygge dens salgsmarked hjemme eller i udlandet, er det nemlig ikke nødvendigt at kontrollere alle dens konkurrencedygtige virksomheder. En passende del af dem vil slå til, som man måske kunne kalde den »effektive procentdel«, og som ikke en gang altid behøver at udgøre over halvdelen. Kapitalisterne ræsonnerer bestandig i procenter, og vil vi forstå deres spil til bunds, må vi gøre det samme. Kontrollen over et sådant firma vil sige kontrollen over dets bestyrelse, der som bekendt vælges af aktiemajoriteten på generalforsamlingen. At erhverve en sådan majoritet er derfor en absolut nødvendighed; men da sommetider mange aktionærer ikke møder frem og stemmer, behøver trustbyggeren ikke altid at regne med dem alle, men kan nøjes med at erhverve sig en sådan »effektiv procentdel« af aktierne, der blot vil sikre ham (eller hans venner) flertal på selve generalforsamlingen. Flertallet vil da vælge en bestyrelse bestående af hans egne tillidsmænd, som så f.eks. vil vedtage at sælge hele firmaet til den nye trustcorporation. I nogle tilfælde betales der nu de gamle aktionærer kontant, men som en regel betales der dem i nye værdipapirer, enten obligationer (bonds) eller aktier (stock). Det er hér overkapitaliseringen finder sted. Trustbyggeren ræsonnerer udelukkende i procenter. Den nye papirkapitals omfang bestemmes slet ikke ved værdien af de aktier, det købte firma faktisk sidder inde med. Den bestemmes udfra en beregning af, hvor stor en årlig profit der kan ventes under de nye, konsoliderede driftsformer. Regnes der f.eks. med en profit på 600.000 dollars, sættes den nye aktiekapital frit til 10 millioner dollars, fordi regnskabet da vil kunne fremvise den moderate profitrate på 6 %. Måske kostede hele transaktionen kun 1 million dollars i reelle penge, måske kun 1/2 million, resten er blot papir, dvs. værdien af de på 9 eller 9 1/2 millioner lydende nye aktier hviler ikke på allerede foreliggende værdier, men blot på fremtidige værdier. Det er en slags kapitalisering af fremtidens merværdiarbejde. Med en reel udbetaling på 1 million dollars vil således den forventede profit på 600.000 dollars svare til ikke mindre end 60 % forrentning, skønt regnskabet vil fremvise beskedne 6 %. Alt dette må man huske på, når man hører amerikanske trustkapitalister klage over, at deres geschäft ikke svarer sig ordentlig, og når de kræver priserne på deres salgsvarer sat op. Uden at kende det kolossale profitniveau som USA's pengemænd i flere år har vænnet sig til og er blevet forvænte med, er det for os andre vanskeligt at forstå det raseri, hvormed de modsætter sig Arbejderklassens dyrtidskrav. Men når man erfarer, at en trust som Rockefellers Standard Oil i visse år har haft sin reelle kapital forrentet med 350 % op til 3.000 %; International Harvester Co. sin med ca. 200 %; Western Union Telegraph Co. sin med 450 %, og at et ungt, ikke monopoliseret selskab som Ford Motor Co. i Detroit 1912-13 tjente netto 37 1/2 million på en oprindelig aktiekapital af kun 2 millioner dollars, da begynder man at begribe, hvad kapitalismen i USA er for noget. (se også Herman Cahn's »Capital of to-day« fra 1918). Og hvad der er tjent i USA under 1. Verdenskrig, f.eks. af krudt- og dynamittrusten, nærmer sig det utrolige. De profeter, som plejede at advare mod den store overkapitalisering og hvad deraf følger, er musestille. Aviserne taler nu i 1919 mest om Folkeforbundets velsignelser og »Bolschevismen«s forbandelser. Proletarerne i alle lande er det stof, man bruger, uanset orakelordet fra Versailles, at deres arbejdskraft ikke »blot« er en vare længere. Der gives tilfælde, hvor en stor trustdannelse i USA er blevet startet med en aktiekapital, som udelukkende bestod af papir, og hvor alle de reelle værdier i foretagendet, som det var, dækkedes af obligationer (bonds). At sligt kan anses for sund finans, beror selvfølgelig på den garanti, som selve Monopolet eller kontrolstillingen yder. Snurrige ting kan følge heraf, dvs. snurrige for de forretningshoveder, der stadig følger tænkemåden fra frikonkurrencens periode. Bondholders har ingen stemmeret på generalforsamlingerne, det har kun aktionærerne (stockholders). Et konsolideret selskab må betale sine årlige obligationsrenter, men det kan godt i flere år undlade at betale dividende på aktiekapitalen og dog nyde ypperlig kredit på det store pengemarked. De store Pengemænd kan nemlig være ét med selskabets kontrollerende aktionærgruppe. Dette er da blot at betragte som ét enkelt værksted i deres store kapitalistiske kompleks; de kan have forskellige formål med at undvære dividenderne: at bruge overskuddet til forbedringer, udvidelser eller reservefond, eller at trykke aktiernes børskurs og derved tvinge små aktionærer til at sælge ud eller måske selv drive en Baissespekulation, garanteret ved deres private kendskab til selskabets fremtidsmuligheder. En lav børskurs behøver slet ikke at betegne en svag finansiel stilling. Ståltrustens aktiekurs på New Yorks Børs har før 1. Verdenskrig svinget mellem 95 og kun 8; nu i 1919 står den i 108; det er blot et spørgsmål om spekulation i børskursavancer og ikke om trustens større eller mindre ydeevne som kilde til merværdi. For resten skulle man tro, at selv en amerikansk finansmand måtte kunne tåle i en overgang at undvære profit på en aktie, der oprindelig ikke kostede ham en cent, men blot var papir. For outsiders og navnlig for de småfolk, der måske er blevet lokkede til for rede penge at købe sig nogle aktier i den nye trust, stiller sagen sig ikke slet så gunstig. Men hvad rager det dem, der er insiders, sålænge loven er på deres side? Er ikke hele det amerikanske fastland lovlige og normale og ifølge selve republikkens forfatning ukrænkelige jagtret på andre mennesker ? For at begribe de virkelige forhold, der ligger bag de forskellige amerikanske trustdannelser, må man da til en vis grad være en insider - noget der ikke er muligt for os almindelige mennesker, førend dannelsen allerede forlængst er fuldbyrdet. Der kræves en vis historisk viden, i mange tilfælde en vis personalhistorisk viden, førend man kan fatte, hvad sådan noget som Standard Oil Co. eller jernbanesystemet Great Northern etc. virkelig er for organismer. Og desuden kræves der af den søgende, at han sætter sig ud over alle juridiske og blot formelle synsmåder og ikke lader sig forbløffe af officielle navne. En reel trust behøver ikke, nej tør i almindelighed slet ikke være nogen formel trust. Gamle firmanavne fra konkurrencetiden bibeholdes ofte i broget mængde, skønt de nu blot er navne på forskellige departementer indenfor samme kontrolaffære, og slet ikke på forskellige selvstændige firmaer. En god fremgangsmåde er at grave direktør- eller cheflisterne for de forskellige selskaber frem, og da mærke sig, hvorledes de samme personer går igen fra firma til firma ligesom Tordenskjolds soldater. Herved afsløres også trusternes indbyrdes sammenhæng i en slags overtrust. Det var således, at Walton Newbold i England gik frem i sine undersøgelser af rustningstrusterne i Europa og i de britiske kæmpesammenslutninger i særdeleshed.

For at forstå og bevise hvordan Kapitalismen har udviklet sig til et trustvælde og monopol, må man finde konkrete navne og tal i firmaernes bestyrelser (brass tacks) der er sammenfaldende, og således fremstille et index over USA´s næringsliv på grundlag af de store årbøger for kapitalanbringere (investors), som Wall Street selv benytter. Hvad hér gives, er derfor ikke andenhånds snak eller agitatoriske prækner over trustvældet, men førstehåndsoplysninger fra kapitalistiske kilder og væsentlig ordnede efter den officielle statistiks retningslinier. Fra disse håndbøger fremgår det nemlig også, at de samme personer går igen i alle bestyrelserne, og at trusterne i vid udstrækning ejer hverandres aktier og obligationer. Men dette indbyrdes ejendomsforhold er dog i reglen hemmeligholdt - så vidt muligt; sådan at ingen udenforstående kan gøre sig noget klart begreb om, hvorvidt det faktisk er gennemført. Bestyrelseslisterne derimod er offentlig tilgængelige, og det er her, at spørgsmålene om den effektive kontrol finder deres løsning og hvor de kapitalistiske realiteter er synlige. Lad os vurdere de Kapitalister, der har sat sig på råstofferne i USA. Luften over USA er socialiseret, men i byerne indbringer et luftigt værelse højere lejeindtægt end et indelukket kammer, og et nogenlunde røgfrit nabolag muliggør bedre grundpriser, end et mere tilsodet gør. Men alle andre naturlige råstoffer af social nytte er mer eller mindre komplet privatkontrollerede. Landbruget og grundarealerne er i almindelighed: privateje og i privatdrift overalt! Hvad det ferske vand angår, er søer og sejlbare floder til en vis grad fælleseje, men vandkraften til nyttebrug i de forskellige stater kontrolleres privat enten ved ejendomsret eller gennem langvarig forpagtning. De dominerende firmaer her hører til den såkaldte public utilities gren, der handler med drikkevand, elektrisk strøm etc.. Fraset landbrugsprodukterne og sådanne varer som bomuld tobak, sukker, læder og uld (der hører under fabriksindustrien) er de vigtigste naturlige råstoffer i USA nu følgende ti: Tømmer, Cement, Kul, Råolie, Jern, Kobber, Bly, Zink, Guld og Sølv. På nogle af disse felter hersker der åbenlys trustvælde, på nogle af dem er stillingen tilsyneladende mere fri, men måske også kun tilsyneladende. Situationen på tømmermarkedet er for indviklet. De store skove ved Stillehavskysten og i Syden falder ofte ind under Jernbanetrusternes domæner og visse steder under grubeselskabernes. For året 1917 beregnedes værdien af det fældede tømmer til ca. 725 millioner dollars, hvoraf over halvdelen faldt på Sydstaterne. At her hersker stordrift fremgår klart nok af den kendsgerning, at kun ca. 5 % af alle landets savmøller behandler over 70 % af alt det fældede tømmer. Produktionsværdien for 1917 på de andre ni råstoffer anslås til ca. 4.100 millioner dollars, hvilket er over 80 % af totalværdien af USA's mineral produktion for dette år. Det er indlysende, at disse markeders betydning for hele erhvervslivet er ganske vital, og at de interesser, som kontrollerer dem, øver en umådelig indflydelse over landets liv og udvikling. Forholdene ligger nu omtrent således, at der er svær stordrift over hele linien. Enten dominerer enkelte specialtruster hele produktionsgrene, eller også finder man kæmpeselskaber der liggende med deres sugearme ud over flere beslægtede felter. Cementens produktionsværdi i 1917 var på 123.2 millioner dollars. Det ledende selskab hedder Atlas Portland Cement Co., og er en kombination af flere ældre selskaber med en driftskapital på ca. 21 millioner dollars. Dette selskab leverede al cementen til Panama-Kanalens bygning - og det var verdens største leverance. Kul inddeles i USA i to slags kul: Anthracitkul (produktionsværdi: 283,7 millioner) og »bløde« (biluminous) kul af ringere varmeevne (produktionsværdi: 1.250 millioner). Anthracitproduktionen, der kun finder sted i Pennsylvanien, domineres væsentlig af det store Reading Co., hvis driftskapital kan sættes til ca. 300 millioner dollars. De blødere kul findes i flere stater, og deres udvinding er tilsyneladende ikke konsolideret i trustform, om end der findes meget store selskaber, af hvilke nogle blot er grene af visse metaltruster eller visse jernbaneselskaber. Råolieproduktionen i USA er i værdi i 1917 på ca. 523 millioner dollars og beherskes af det kolossale Standard Oil Co., der er mr. John D. Rockefeller den Ældres navnkundige trust. Ifølge en Højesteretsdom har den i 1911 formelt måttet spalte sig i forskellige firmaer, men de står under finansiel fælleskontrol, og al virkelig konkurrence er udelukket. Standard Oil selskaberne er berømte for deres sparsommelighed og indre organisation; ikke blot udpumper de størstedelen af USA's råoliefelter, men de renser olien, transporterer den i mægtige rørledninger (af hvilke de ejer mange tusinde miles), opløser den i dens forskellige bestanddele (Petroleum, Smøreolie, Benzin osv.) og sælger den direkte til detailhandlerne og til bilerne ved fortovene i alle USA´s byer og flækker - uden mellemmænd. Desuden driver den en kolossal handel med udlandet (f.eks. Skandinavien) og ejer sin egen handelsflåde på omkring 300.000 tons ialt. Men dette er langtfra alt. Standard Oil Co. udmærker sig ved næsten ikke at have sine værdipapirer ude til salg på Børsen, ved at være mærkelig underkapitaliseret og i reglen selv administrere sine enorme merværdier - uden hjælp fra bankerne, og er selv en slags kæmpebank for kapitalanbringelser i det stille. Trustens kerneselskab har kun en driftskapital på ca. 100 millioner dollars, men skulle den kapitaliseres efter sin profitevne ville vi komme op på milliardniveauet. Rockefeller-interesserne har hånd i hanke med nærsagt alle førende erhvervsgrene i USA. Jernproduktionen i USA har en værdi i 1917 på omkring 1.050 millioner dollars, og domineres ganske af, hvad man har kaldt verdens største trust: United States Steel Corporation, hvis driftskapital beløber sig til ca. 1.460 millioner dollars, og som beskæftiger over 1/4 million mand. Den skabtes i 1901 af J. P. Morgan, da denne købte den nylig afdøde Andrew Carnegie ud af stålindustrien for en kæmpesum af nye værdipapirer, der gjorde trusten til en af de mest typisk overkapitaliserede selskaber i USA (ifølge. den gammeldags betragtningsmåde). Ikke blot ejer U.S.S.C. alle fastlandets bedste jernmalmlejer (ved Øvre-Sø, i Minnesota), den har sine egne baner, havne, skibe, kullejer osv., og dens stålværker, der ofte udgør hele byer, er verdens største. Kendt er stålbyen Gary, der ligger syd for Chicago, og er opkaldt efter trustens ledende ånd; også andre store nyanlæg har taget navn efter dens private direktører. Det er ligesom oldtidens kejsere og konger; alt her foregår i den allerstørste stil, og trustens næve slipper ikke det dyrebare jern, førend det er omsmeltet til færdige stålvarer: skinner, plader, våben, bjælker, hjul, kæder, tråd osv.. Dens direkte kontrol spores derfor langt inde på fabriksindustriens domæne. Formelt uafhængig af U.S.S.C., men samarbejdende med den er bl.a. det store Bethlehem Steel Co. i Pennsylvanien hvis driftskapital kan sættes til ca. 140 millioner dollars, og hvis ledende ånd er den navnkundige Charles Schwab; der også bygger skibe i stor stil og under krigen gav England en mægtig håndsrækning mod ubådsstormen, som man kan læse sig til i Lord Fishers »Erindringer«. Endvidere må nævnes The Colorado Fuel & Iron Co., et Rockefeller-selskab med en driftskapital på ca. 80 millioner dollars. Dets politiske indflydelse over Staten Colorado er vistnok ret komplet. De frygtelige tilstande, som herskede i dets store minelejre, vakte for nogle år siden megen opsigt og førte til nedsættelsen af regeringskommissionen »Industrial Relations Commission« for grundigt at undersøge tilstandene i USA's industri med henhold til behandlingen af Arbejderne.

Med hensyn til produktionen af Kobber, Bly, Zink, Guld og Sølv var totalværdien for 1917 på ca. 875,8 millioner dollars. De store trustbyggere i New York søgte omkring århundredskiftet at monopolisere kobberproduktionen, der langt er den værdifuldeste med en værdi på ca. 515 millioner, og de regnede nok med den voksende elektriske industris efterspørgsel som deres bedste fremtidsgaranti; ja de søgte at vinde kontrol over hele verdensproduktionen, f.eks. over de mægtige Rio Tinto gruber i Spanien, der kontrolleres af den engelske Rotschild-interesse. Men dette mislykkedes. Det væsentlige resultat blev dannelsen af det store Anaconda Copper Mining Co., hvis driftskapital er på ca.. 175 millioner, og hvis hovedfelt er den uhyggelige by Butte i Montana, hvilken stat denne »kobbertrust« synes at styre med hård hånd. Desuden sluttedes der forbund med den mægtige Guggenheim familie, som kontrollerer udsmeltningen af mange slags metaller på vide felter i Veststaterne, Alaska og i Mexico. Deres ledende selskab hedder American Smelting and Refining Co., og dette selskab er kapitaliseret med ca. 150 millioner dollars. Indirekte knyttet hertil er den såkaldte blytrust National Lead Co. (Kapital godt 50 millioner). - En svær økonomisk og politisk magtstilling i de sydlige bjergstater nyder endelig grubekombinationen Phelps, Dodge & Co., hvis aktiekapital opgives til ca. 50 millioner dollars, men som desuden sidder inde med et opsparet reservefond på over 130 millioner. Transportsektoren består af jernbanesystemerne, ekspresselskaberne, telegrafvæsnet samt handelsflåden. Alle disse virksomheder i fastlandsformat er private drevne og kun postvæsnet er »nationalt«. Den lokale personbefordring i staternes forskellige erhvervscentrer hører under »public utilities«. De Amerikanske Jernbaner er i en Danskers øjne en hel verden for sig. Det første rigtige godstog, man møder herovre, tiltrækker sig straks opmærksomheden ved sin længde (80 vognladninger eller mere), sin rummelighed og ved den brogede navnerække, det slæber med sig på sine brune vognsider. Snesevis af forskellige selskaber fra alle kontinentets hjørner synes at have splejset sammen til enhver ordentlig togstamme f.eks. på Chicagos godsterræner. Også lokomotiverne, der arbejder på det samme terræn, bærer ofte forskellige kompagninavne. Det er også meget almindeligt, selv i mindre byer, at finde to eller flere banegårde. Men al denne brogethed og splittethed er kun tilsyneladende og rettere det naturlige resultanter fra den gamle vilde konkurrencetid, da de foreliggende Amerikanske skinneveje blev byggede. Konkurrencen er nu forbi, alt er konsolideret eller monopoliseret. Og under 1. Verdenskrig dreves tilmed alle selskaberne af regeringen i Washington, dvs. som om det virkelig var ét nationalsystem. Hvorledes denne situation nu helst skal afvikles, er netop et af de største og ivrigst drøftede problemer i mr. Wilsons USA. Jernbanernes betydning for landets hele udvikling, især efter Borgerkrigen, har været så uberegnelig stor, at ingen kan forstå sig på USA´s historie, som ej er fortrolig med de forskellige jernbaneselskabers voldsomme sagaer. Reglen var i hele det 19. århundrede: vild konkurrence og spekulation; først i mere lokal stil, siden i Storkapitalistisk, ja kontinentalt format. Se også i professor W. Z. Ripley's store skrift: »Railroads. Finance and Organisatioin. (New York 1915). Jernbanebygningen i USA var jo oprindelig finansieret fra Europa, navnlig England, Tyskland og Holland, men det skete så planløst og blindt individualistisk, at det i ca. 1893 endte i bankerot - næsten over hele linien. Men op fra dette kolossale fallitbo rejste der sig da i de følgende 20 år en ny jernbanekapitalisme, skabt amerikanske Kapitalister, for hvem Republikkens hele blomstring i dette tidsrum kom til gode. Den særkendes ved finansiel sammensmeltning i en halv snes (eller 5, eller siden 3 og 2) kæmpemæssige interessegrupper af mindre (og oprindelig selvstændige) kompagnier, klumpede omkring visse vitale stamlinier. Den finansielle sammensmeltning skete hovedsagelig fra New York, Boston, Philadelphia hvor det hele startedes; og også her trænger J. Pierpont Morgan's navn sig frem i første række. Den driftsmæssige reformation kom bagefter, og er endnu ikke fuldbyrdet i 1919. Alt drejede sig om finansiel kontrol over dette eller hint kompagni eller system, hvilket krævede erhvervelsen af en vis del af aktierne - med det gode eller med det onde. Blot ved købet i Wall Street af en pakke aktier kunne et jernbaneselskab på flere tusinde milesskinnevej kastes fra én interessegruppe over til en anden, rives ud af ét f.eks. sydligt trafiksystem og kobles fast til et andet f.eks. et nordligt. Sejrherren indsatte da sin egen direktion i selskaberne og blev således i stand til at kontrollere deres strategi eller politik i fremtiden lige overfor andre, konkurrerende eller venligsindede selskaber. Det hele minder om storeuropæisk politik. Snart brugtes magt, snart list, snart sluttedes forbund eller kompromis'er. Man kæmpede om visse fragtmarkeder (kul, hvede, bomuld osv.) eller om kontrollen over visse rutetakster eller om visse juridiske rettigheder til anlæg af broer eller banegårde eller om hele stater, distrikter - ja til sidst (i 1906) om al transkontinental trafik i USA. Men samtidig med disse planmæssige financielle aktioner fulgte en planmæssig teknisk forbedring af alle ledende linier i landet og af det rullende materiel. Det var spekulation og finansiering på langt sigt og med landets mægtigste banker i ryggen. Den gamle svindel var spillet ud for bestandig. Så omkring århundredskiftet regnede man med fem-seks dominerende jernbanegrupper, og benævnet efter deres vigtigste stamlinier og deres mest navnkundige ejere eller ledere, nemlig er: (1) Vanderbilt-gruppen (New York Central R.R.Co.) med en banelængde på ca. 22.000 miles og en kapital på ca. 1.170 millioner dollars med oprindelig 132 selvstændige selskaber. (2) Pennsylvania R..R. Gruppen med ca. 19.000 milesbanelængde og ca. 1.822 millioner dollars med oprindelig 280 selskaber. (3) Morgan-Hill gruppen (Southern R. R. Systemet samt Northern Pacific og Great Northern R. R.) med ca. 47.000 milesbanelængde og ca. 2.265 millioner dollars og oprindelig med 225 Selskaber. (4) Harriman-gruppen (Union Pacific og Southern Pacific R. R.)med ca. 23,000 milesbanelængde og ca. 1.320 millioner dollars med oprindelig 85 Selskaber. (5) den løsere, såkaldte Moore-Gruppe, hvis vigtigste systemer var Santa Fé og Rock Island Banerne med ca. 25.000 milesbanelængde og ca. 1.060 millioner dollars med oprindelig 91 Selskaber. (6) Gould-Rockefeller gruppen (Missouri Pacific og St. Paul Systemet) med ca. 28,000 milesbanelængde og ca. 1.370 millioner dollars. Tilsammen udgjorde disse seks konsoliderede og mer eller mindre forligsvenlige jernbanegrupper i 1903 ca. 164.00 miles og var kapitaliserede med over 9 milliarder dollars, dvs. over 80 % af USA´s samlede banelængde og ca. 75 % af landets jernbanekapital. Den eneste større interesseklump, der da lå udenfor deres kontrol, var banesystemet i Ny England-staterne med Boston, Massachussets, som centrum (navnlig den såkaldte New Haven-linie); men dette systems financielle stilling var af særlige grunde ret ejendommelig. Omkring 1906 førtes den sidste store jernbanekrig i USA idet mr. Harriman søgte at rive de to store linier Northern Pacific og Great Northern, der begge løber fra St. Paul og gennem vinterhvededistriktet over klippebjergene og til Seattle ved Stillehavet, ud af hænderne på deres gamle bygmester mr. James J. Hill og hans allierede J. P. Morgan, for at koble dem til den allerede dannede Harriman-gruppe af transkontinentale linier længere sydpå, stilende mod San Francisco, og derved monopolisere hele banetrafikken over bjergene til Stillehavet. Dette mislykkedes imidlertid, men der blev snart sluttet et almindeligt forlig; og i 1919 da både Harriman, Morgan og Hill er borte, er al konkurrence og takstkrig mellem USA´s store jernbaneselskaber forbi. Det hele (også Ny England linierne) udgør i virkeligheden én stor jernbanetrust under fælles finansiel overledelse fra Wall Street. De spredte smålinier, som står udenfor, er ganske ubetydelige. Denne trust over alle truster mere direkte afhængig af lovgivningen i Washington end de andres, men som kilde til regelmæssig strømmende merværdi for Overklassen har den ikke sin lige. Udlandet, og det vil navnlig sige London ejer ikke længere ejer dens værdipapirer i noget virkelig følbart omfang. Når der tales om, at USA er ophørt med at være et debitorsamfund, er dette navnlig at forklare derved, at de amerikanske jernbaneobligationer og aktier under 1. Verdenskrig er blevet samlede på hjemlige hænder. Fra regeringsstatistikken for 1916 vises det at jernbanevæsnet har en samlet aktiekapital på 9 milliarder dollars og samlet en obligationskapital på 12 milliarder dollars: ialt 21.000.000.000 dollars. Der blev udbetalt i 1916 som forrentning af denne gæld: ca. 850.000.000 dollars (typisk merværdi). I 1914 var denne merværdi på over 890 millioner dollars, medens den samlede arbejdsløn for året udgjorde ca. 1.380 millioner, fordelt på ca. 1.700.000 arbejdere og kontorfolk, heri iberegnet ca. 17.000 såkaldte officers, der alene fik udbetalt ca. 45.500.000 dollars i salærer. Finansielt er det amerikanske jernbanevæsen nu én stor, helt privatejet og til en vis juridisk grænse privatkontrolleret forretningsaffære. Som det nu er, eksisterer der formelt over 1.000 forskellige selskaber, men reelt kun ét »væsen«. Rent driftsmæssig talt er følgende ti selskaber de dominerende herovre: 1. Pennsylvania R.R. 2. New York Central. 3. New York, New Haven and Hartford. 4. Southern. 5. Chicago, Milwaukee and St. Paul. 6. Chicago and North Western. 7. Great Northern. 8. Northern Pacific. 9. Union Pacific. 10. Atchison, Topeka and Santa Fe. Flertallet af de store ottehjulede godsvogne, man møder herovre, bærer et af disse kompagninavne malet på siden; men den gamle konkurrencetid spøger endnu i form af mangfoldige andre, brogede og maleriske navne på vognene og på Børsens værdipapirer og i de formelt juridiske dokumenter. Visse industritruster ejer deres egne mægtige parker af godsvogne, til hvis befordring de så lejer skinnevej og slæbekraft af jernbaneselskaberne på grundlag af indviklede taksttraktater. Dette gælder både Standard Oil og Ståltrusten og nogle kulselskaber samt de store slagterier i Chicago og visse frugtkompagnier, der ejer frysevogne i tusindvis. Anti-trustlovene tvinger dem dog til at indrette samarbejdet med en vis juridisk varsomhed, som imidlertid slår noget skår i den virkelige økonomiske kooperation. Desuden er her det store Pullman Co., som bygger og kører med spise-, sove- og salonvogne over hele landet, bemandede af dets egne funktionærer, der i reglen er negre. Dets driftskapital sættes til ca. 120 millioner dollars, og det forrenter desuden en opsparet reservefond på ca. 13 millioner. I nøje samarbejde med de private jernbaneselskaber er en livlig konkurrence mellem regeringens pakkepost og de såkaldte ekspresskompagnier. Der var før krigen tre store selskaber, der delte hele landet mellem sig. Det største hedder Wells, Fargo and Company, hvis driftskapital sættes til ca. 24 millioner dollars. De to andre er Adams Express med en kapital på ca. 28 millioner og American Express med en kapital på ca. 18 millioner dollars. Under krigen blev de af regeringen slået sammen til ét væsen, kaldt American Railwag Express. Det amerikanske telegrafvæsen er reelt, om end ikke formelt, komplet domineret af det mægtige Western Union Telegraph Co., hvis driftskapital kan sættes til ca. 130 millioner dollars, hvortil kommer et opsparet reservefond på ca. 29 millioner. Selskabet råder over 25.000 telegrafstationer i alle staterne og har over 1 1/2 million milestråd i brug. Dets profit i 1917 var ca. 15.700.000 dollars. Nøje forbundet hermed er den endnu større telefontrust, der både handler med fjernsamtaler og lokale samtaler i så at sige alle amerikanske byer. Det er American Telephone and Telegraph Co. med en driftskapital på ca. 672 millioner dollars og med 5.400 centraler med en samlet trådlængde i 1917 på ca. 20 millioner miles. Den råder over de såkaldte Bell-Patenter og financieredes oprindelig fra hovedbankerne i Boston. Den amerikanske handelsflåde er under krigen vokset op til at blive verdens næststørste. Det er dels sket ved »erobringen« af en mængde fine tyske skibe, dels ved kolossale nybygninger på hjemlige beddinger under regeringskontrol. I 1918 alene byggedes der ca. 1.880 skibe til en samlet bruttotonnage på 2,7 millioner ton (indbefattet udenlandske skibsrederes kontrakter), og fra 1914-1918 voksede den amerikanske ejede tonnage fra ca. 8 til ca. 10 millioner; heri indbefattes dog dels alle floddampere og småskibe og dels flåderne, der udelukkende besejler de store indsøer. Ikke desto mindre er saltvandsflåden vokset allerstærkest; det er f.eks. forbavsende, så det amerikanske flag dominerer New Yorks havn nu sammenlignet med før krigen. Og spørgsmålet bliver da: hvilke privatinteresser skal kontrollere denne søgående kæmpeflåde, som hidtil har båret mærket S. B. på skorstenen - dvs. regeringens Shipping board-mærke? Et mægtigt udvalg er nedsat i Wall Street til at ordne sagen i stor stil. I sommeren 1920 omdannes Shipping Board til en permanent institution med meget betydelig myndighed. Men Standard Oil selskabet kontrollerer allerede hele tankflåden, medens andre truster har deres særlige dampere, men selve den store oversøiske skibsfart kræver åbenbart en kæmpeorganisation, der arbejder sammen med den allerede eksisterende »Atlanterhavstrust«: International Mercantile Marine Co., der stiftedes i 1900 af J. P. Morgan. Det var nok den store trustbyggers plan at monopolisere al linietrafik fra øststaterne til Europa. Men det lykkedes ham ikke at erhverve de mægtige britiske Cimarcf-interesser, og han måtte nøjes med at slutte forlig med disse og andre europæiske selskaber og dele merværdierne med dem på den sædvanlige måde, når flere linier kooperer i det samme marked (jfr. vort eget Ø.K. i Asien). International Mercantile Marine Co. indbefatter de to store linier White Star og Dominion Line og havde i sommeren 1917 101 dampere til en samlet bruttotonnage af ca.. 940.000 ton hvortil kom 13 både under bygning på ialt 1/4 million tons. Driftskapitalen udgjorde over 150 millioner dollars. Siden 1904 er der hvert femte år udsendt rapporter, der belyser fabriksindustriens (Manufactures) omfang og vækst i hele Unionen. 1. Verdenskrig har naturligvis medført meget store nye udvidelser i næsten alle førende brancher. Det første tal er for 1914 og tallene i parentes gælder for 1904 - antal beskæftigede personer i fabriksindustrien: 8,3 millioner (6,2 millioner), af hvilke ugentlig lønnede arbejdere udgjorde: 7,0 millioner (5,5). Der blev anvendt hestekræfter til driften: 22,5 millioner (13,5). Driftskapitalen var på: 22,8 milliarder dollars (12,7 milliarder). Den nye værdi tillagt alle produkterne ved fabriksindustriens behandling var på: 9,9 milliarder dollars (6,3 milliarder), af hvilke der til lønninger og honorarer udbetaltes ialt 5,4 milliarder (3,2 milliarder). I gennemsnitlig blev det til hver ansat person årligt (fraregnet ejere og direktører, men indbefattet officers på højt salær) på: ca. 670 dollars (ca.. 503 dollars). Altså merværdi til ejerne: ca. 4,5 milliarder (3,1), hvilken sum vel ikke udelukkende gik til dividender, obligationsrenter og bonus til Overklassens frie brug - men dog for en væsentlig del. Den langt overvejende del af disse industrielle virksomheder er corporations (i 1914: 80,3 % - i 1904: 70,6 %). Den almindelige tendens henimod stordrift illustreres tydelig ved disse officielle tal: selskaber, hvis årlige produktionsværdi beløb sig til 1 million dollars eller mere, beskæftigede i 1914 35,2 % af samtlige industriarbejdere (mod kun 25,6 % i 1904), og rådede over 48,6 % (mod kun 38,0 i 1904) af hele Unionens industrielle produktmasse (udtrykt i dollars). At disse officielle procenttal ikke er endnu højere beror dels på dette, at mange samarbejdende fabrikker under fælles ledelse tælles hver for sig, og dels de ejendommelige forhold i den mægtige, grove tømmerindustri, der regnes med hertil. Denne beskæftigede i 1914 over 830.000 arbejdere, og værdien af dens produkter ansloges til over 1 1/2 milliard dollars. Man må stadig huske på, at formel juridisk selvstændighed er noget ganske andet end reel økonomisk selvstændighed. Trustvældet forstås kun af den, der stadig spørger om »kapitalistisk kontrol« i stedet for at føre juridisk snak. Jernbanevæsnet er reelt under privat monopolkontrol, men alligevel eksisterer der stadig over 1.000 selskaber på papiret. Noget lignende forefindes i fabriksindustrien, omend i mindre omfang. Fraset tømmeret, regner man nu med følgende 13 fabriksgrene (manufactures) i USA: 1. Fødemidler og lignende. 2. Tekstil. 3. Jern- og stålprodukter. 4. Læderprodukter. 5. Papir og trykkeri. 6. Drikkevarer. 7. Kemiske produkter og lignende. 8. Sten-, ler- og glasprodukter. 9. Metalprodukter, dog ikke af jern. 10. Tobak. 11. Landevejskøretøjer. 12. Jernbanereparation. 13. Diverse. Af disse er nr. 1, 2, 3 og 7 de værdifuldeste. Disse 13 fabriksgrene har ifølge statistikken af 1914 en samlet årlig produktionsværdi af mindst 100 millioner dollars. På enhversomhelst plads i det kapitalistiske samfund, hvor en social tjeneste udføres for arbejdsløn, finder vi ved lønarbejdernes side Kapitalisten i kontrol. På en hvilkensomhelst arbejdsplads har Kapitalen sine sugerør ude. Hvorsomhelst en konsument betaler for en tjeneste eller en vare (og det vil jo sige en tjeneste, thi selve stoffet, varen indeholder, giver vorherre er jo gratis), må han foruden at dække selve tjenestens omkostninger (»dens nødvendige værdi«) betale Kapitalisten i kontrol en profit (eller »merværdi«), for i det hele taget at få lov til at blive betjent. Dette gælder selvfølgelig også sådanne sociale tjenestegrene som bankvæsen og forsikringsvæsen. Også disse væsner kan sættes på aktier og bliver sat på aktier, som tilmed nyder stor efterspørgsel i Overklassen. I USA og andre samfund er en bank da lige så godt som alle de såkaldte produktive virksomheder: en bestemt slags kapitalistisk forretning eller profitkilde. Ganske bortset fra sin særstilling som pengeopsamler og kapitalanbringer (der underkaster den særlige love og regler i spillet) er banken som en social arbejdsplads, betjent af lønarbejdere, selv et naturligt felt for kapitalanbringelse. Det samme gælder det private forsikringsselskab. Hovedlinierne for bankvæsenet er at indtil for nogle få år siden befandt det amerikanske bankvæsen sig i et forbavsende roderi. Noget offentligt centralinstitut svarende til Bank of England eller lignende fandtes slet ikke. Mangfoldige privatbanker havde ret til seddeludstedelse, men den offentlige kontrol over disses omfang og over bankernes hele reservepolitik var kun løs. Ikke alene kunne en umådelig svindel gå i svang, men selv de solideste banker kunne tit komme i alvorlig knibe i urolige tider. Der var privatdrift og laissez fairel over hele linien, og efter den store økonomiske krise i 1908 blev man klar over, at grundige reformer måtte gennemføres med hård hånd, hvis det amerikanske næringsliv skulle kunne udvikle sig ordentlig og sundt. En kommission blev nedsat i Washington i 1910, og resultatet af dens arbejde blev den føderale Banklov af December 1913. Ifølge denne lov oprettedes - ikke ét centralinstitut, da USA er så kolossalt, men 12 føderale reservebanker under ledelse af et højeste, syv mands bankråd, udnævnt af Præsidenten og med Skatkammerministeren som formand. Deres opgave er væsentlig den, at modtage privatbankernes reserver (dvs. en lovbestemt, betydelig del af disse) i offentlige værdipapirer, velgaranterede veksler etc., samt at opbevare størstedelen af landets guldreserve og herimod at udstede pengesedler (Federal Reserve Notes) i en bestemt proportion. Ved nyårstid 1919 var der af disse nye sedler ialt for ca. 2 1/4 milliard dollars i omløb. I tilfælde af uro eller panik i landet vil således ikke længere de enkelte privatbanker, men hele dette reservesystem tage stødet; og næringslivets hurtige helbredelse vil derved være bedre garanteret end før, regner man. De forskellige landsdeles financielle roller afspejles i den sum veksler hver af de 12 reservebanker diskonterede i 1918. Totalbeløbet var c. 39,7 milliarder dollars, fordelt således: 1. Den føderale reservebank i Boston (Mass.): 1,8 milliard. 2. New York (N.Y.): 24,5 milliard. 3. Philadelphia (Pa.): 1,8. 4. Cleveland (Ohio): 1,4. 5. Richmond (Virg.): 2,2. 6. Atlanta (Geo.): 0,9. 7. Chicago (111.): 3,3. 8. St. Louis (Missouri): 1,1. 9. Minneapolis (Minn.): 0,4. 10. Kansas City: 0,8. 11. Dallas (Texas): 0,6. 12. San Francisco (Cal.): 0,9 milliard. Over 61 % af hele vekselsummen diskonteredes i New York City. De amerikanske privatbanker, der næsten alle er aktieselskaber), falder i forskellige klasser. Der er først de såkaldte savings banks, som kun må påtage sig udlån af særlig betryggende art ligesom de danske sparekasser. Af savings banks er der i 1918 ca. 1.800 stk. i hele landet med en samlet kapital + reserve på ca. 420 millioner dollars. Dernæst er der de såkaldte loan and trust kompagnier, som påtager sig visse forretninger, der er rigtige banker formente under lovgivningen, men ellers fungerer på samme måde med disse .Navnet trust må her forstås i sin oprindelige betydning: tillid, varetægt; ikke som »kombination«, »monopoldannelse« og lignende. De spiller en anseelig rolle og der er ca. 1.700 af dem med en samlet kapital + reserve på 1070 millioner dollars. Endelig er der alle de tusinder af rigtige banks, som benyttes af forretningsverdenen i det daglige liv. De falder i to store klasser: State banks og National banks. De første er oprettede under bevilling fra enkeltstaterne og er små, med lokale kundekredse. Deres antal er ikke mindre end 16.600 stk.; og deres samlede kapital + reserve udgør ca. 960 millioner dollars. De såkaldte National banks, derimod, er oprettede under føderal bevilling og plejede at have ret til seddeludstedelse. De tæller over 7.700 stk. og er de egentlige bærere af samfundets pengeomsætning. Deres samlede kapital + reserve udgjorde i 1918 ca. 1900 millioner dollars (af hvilke ca. 280 millioner i New York City, fordelte på kun 49 National banks dér). Der er et mægtigt felt for kapitalanbringelser, som ikke blot viser sig at være overmåde givtigt, men som desuden nyder en vis offentlig beskyttelse, der gør det særlig indbydende. Tæller man de fire store bankklassers kapitaler + reserver sammen, når man en totalsum på ca. 4.350 millioner dollars. Den årlige forrentning af denne sum stammer bl.a. fra alle bankfunktionærernes tjenester med at bogføre og forvalte kundernes pengetransaktioner. Kunderne betaler ikke blot »den nødvendige værdi« af tjenesterne, men desuden ligesom alle andre slags forbrugere under kapitalismen, en »merværdi« eller profit til ham, der har anbragt kapital i og derfor »ejer« midlerne til bankarbejdets udførelse. Pengeanbringeren spørger blot om profittens størrelse og sikkerhed da det for ham er det uvæsentligt, om han ejer aktier i nogle små State banks i Nevada eller i selve National City Bank i Wall Street, New York, USA´s største, forudsat de »giver« lige godt og sikkert. De store banker betaler bedre end små, og det er derfor intet under, at ejerne af landets største banker klamrer sig til deres aktier og ikke lader dem flyde rundt hos publikum. Men en bank, og navnlig en stor bank, er noget mere end en privatgeschäft. Den er en kontrollør over tusinde andre privatgeschäfters og privatpersoners ledige kapitaler. Dens strategiske stilling i det økonomiske liv er derfor af særlig interesse. Mægtige nye sociale arbejder som privatpersoner, privatselskaber eller småbanker ikke ville kunne finansiere, kan sættes i gang af den store bank med de myldrende rentesøgende indlånskontoer. Og når tilmed flere store banker arbejder sammen, bliver resultatet en storfinans. En enkelt storbank bliver derved langt mægtigere end en flerhed af småbanker med samme totalkvantum af pengemidler, eller med et endnu større. Og et enkelt stort finanscentrum får langt større indflydelse på landets økonomiske skæbne, end nogen spredt række af småcentrer kan håbe at få. Wall Streets kontrol over USA's næringsliv lader sig f.eks. ikke måle alene ved en sammenligning mellem New Yorks disponible pengekvantum og det øvrige lands. USA's Statebanks og mindre National banks råder tilsammen over en større procentdel af hele landets pengemidler, end New Yorks banktrust gør. Alligevel har de mindre indflydelse, øver mindre kontrol, har mindre initiativ end denne med hensyn til samfundets økonomiske udvikling. Storkapitalen har en evne til at skabe kreditmonopoler: National banks og Loan and trust companies, hvis aktiekapital + opsparede reservefond udgør mindst 16 millioner dollars. I New York City: National City Bank (76,4 millioner dollars). Guarantee Trust Co. (50 millioner). National Bank of Commerce (45 millioner). First National Bank of New York (30 millioner). Central Trust Co. (27,5 millioner). Bankers Trust Co. (26,25 millioner). National Park Bank (23 millioner). Chase National Bank (20 millioner). Equi-table Trust Co. (19,3 millioner). Farmers Loan and Trust Co. (17 millioner). Hanover Bank (17 millioner). Mechanics and Metals National Bank (17,3 millioner). Disse tolv Banker tilsammen: 368,75 millioner dollars. I Chicago: Continental and Commercial National Bank (33,5 millioner). First National Bank of Chicago, hvortil er knyttet: First Trust and Savings Bank (tilsammen: 32,5 millioner). Disse to institutter tilsammen: 66 millioner dollars. I Boston: First National Bank of Boston (26,9 millioner). National Shawmut Bank (19,4 millioner). Old Colonial Trust Co. (16 millioner). Disse tre banker tilsammen: 62,3 millioner dollars. Ialt for de 17 banker i aktiekapital og reservefond: 497 millioner dollars. Bortset fra sparebankerne i USA, udgør denne sum ca. 13 % af alle bankinstitutters driftskapitaler. De øvrige 87 % findes fordelte på ca. 26.000 institutter. De 17 storbankers deposita varierede i 1918 fra ca. 750 millioner dollars. Udenfor New York City, Chicago og Boston findes ingen storbanker, ikke engang i Pennsylvaniens hovedstad Philadelphia. Denne bys største bank havde i 1918 blot en driftskapital på 10 millioner og deposita til et beløb af ca. 105 millioner dollars. Når Bostons stilling er så forholdsvis stærk, skyldes det sikkert, at det er centret for den amerikanske tekstilindustri, som endnu ikke er draget ind under de store trusters kontrol, hvis sæde er New York. Chicagos blomstring skyldes snarere de lange afstande fra Atlanterhavet til det store Mississippirige, hvis centrum det er; thi dér er trustvældet allerede fast etableret. Af »private« bankhuse, der ikke er sat på aktier, og hvis regnskaber ikke offentliggøres, men som øver og har øvet en umådelig indflydelse i USA og som driver brede udenlandske forretninger i stil med Rotschilds og Barings i London, er først og fremmest firmaet J. P. Morgan & Co. i Wall Street. Det drives siden gamle mr. Morgans død af en halv snes partners, blandt hvilke er Morgan junior., Davison, Lomant og Statesbury. Det andet store New York hus er firmaet Kuhn, Loeb & Co.som ikke længere rummer noget medlem af disse navne, men derimod ledes af seks partners, hvoriblandt er Schiff, Warburg og Kahn. I Boston er to store bankhuse Kidder, Peabodu & Co., og Lee, Higginson & Co.. De har afdelingskontorer i New York. Disse (og andre) østlige bankierfirmaer stammer væsentlig fra grossererfirmaer i manufaktur- og blandet importbrancher, der på Borgerkrigens tid i 1866 havde etableret deres stilling som USA´s første »Kapitalister« i moderne forstand. Atter og atter har de været taget med på råd af regeringen i Washington. Forsikringsvæsnet i USA har været et overordentlig godt område for indsugning af ledige kapitaler og privatkontrol over disses anbringelser til ekstra forrentning. Det er de store Livsforsikringsselskaber i New York City, som har spillet og spiller langt den største rolle. At vinde kontrol over deres rige sparepenge har været ivrig tilstræbt af forskellige kapitalistgrupper, og spillet dreves sommetider så vildt, at selv USA fandt det for livligt og skred til offentlige undersøgelser. Det var en sådan undersøgelse, der bragte mr. Wilsons modkandidat i 1916, sagføreren Ch. W. Hughes i forgrunden. I 1917 var der ved samtlige livsforsikringsselskaber i USA tegnet for ca. 27 milliarder dollars forsikringer, fordelte på ca. 50 millioner policer og opsparet et samlet reservefond (surplus) på ca. 605 millioner dollars. Af disse 605 millioner holdtes ikke mindre end de 452 millioner af følgende fem kæmpeselskaber i New York alene: Equitable Life Assurance Society (surplus i 1917: 92 millioner dollars). Metropolitan Life Insurance Co. (43 millioner). Mutual Life Insurance Co. (95 millioner). New York Life Insurance Co. (174 millioner) og Prudential Insurance Co. (49 millioner). Alle disse selskaber er under nøje kontrol af de store finansfolk i Wall Street', også her har den ældre Morgan slået nogle af sine tungeste slag. Men det kapitalistiske system er ikke særligt amerikansk, thi man kunne lige før 1. Verdenskrig høre finansfolk i New York sige, at USA endnu havde meget at lære af London, Paris, Berlin med hensyn til kapitalistisk koncentration i den store stil. Også i mindre pengecentrer som Amsterdam, Stockholm og København er de temmelig godt med. Det interessante ved styret i Wall Street er omfanget af dets rækkevidde. I den amerikanske rapport fra »Pujo-Kommissionen« af 1912 var der en slags grafisk fremstilling af vekselvirkningen mellem selve pengeinstitutterne i Wall Street. Men der var ikke en grafisk fremstilling af disses forbindelser med alle de »produktive« truster ude i landet. Englands J. T. Walton Newbold havde til gengæld i sin fremstilling holdt sig til bestemte produktionsgrene i det storkapitalistiske England (stål- og kulkombinationerne, skibsfarten etc.), men havde ikke illustreret banksituationen i London og slet ikke forsøgt at dække alle samfundets produktionsfelter. Den gamle præsident (på dansk: ledende direktør) for First National Bank of N. Y., mr. George F. Baker, sidder i bestyrelsen af sin egen bank, og i Chase National Bank og i Mutual Life Insurance Co.. Den store Chicagoslagter mr. J. Ogden Armour sidder både i bestyrelsen af National City Bank of N. Y. og i Continental and Commercial Bank of Chicago. Boston-selskaberne viser sig at udgøre en nogenlunde selvstændig gruppe når man ser på bestyrelsesmedlemmerne, selvom det siden viste sig, at deres indirekte forbindelser med de øvrige storbanker var talrige, idet begge grupper har mange medlemmer siddende i bestyrelserne for de samme »produktive« truster. Men ellers er der det intimeste og mest direkte samarbejde mellem alle de store pengeinstitutter, der jo på papiret står som uafhængige corporations. Så de ledende banker i USA udgør nu i 1919 ét konsolideret bankvæsen, der umuliggør al virkelig konkurrence på dette vigtige område. I de mindre amerikanske banker viser flere at have fælles bestyrelsesmedlemmer med nogle af de store banker. Desuden ejes deres aktiemajoritet ofte af de større selskaber. Når dette bevisligt forholder sig således, kan man betragte de 26 pengeinstitutter som én pengetrust. Ved at gennemgå de officielle lister med ca. 120 kompagnier's bestyrelsesmedlemmer (directors) navne, er er der ikke længere tvivl længer om, at alle trusterne selv udgjorde en kæmpemæssig trust med naturligt centrum i Wall Street. Ikke ét af de ledende selskaber stod isoleret fra de øvrige interessegrene eller grupper. Standard Oil Co. og ståltrusten og jernbaneselskaberne og bankerne og forsikringskompagnierne etc. hang sammen som én. Bestyrerne af telegrafvæsnet var også med til at styre sukkerraffinaderierne og kobbersmæltningen og sporvognsdriften i New York eller i San Francisco osv.. Alle de dominerende kræfter i USA's vældige næringsliv står under fælles storfinanciel kontrol. Men der er aktive og passive Storkapitalister. De passive lejer sig blot dygtige fogeder, teknikere og sagførere og giver dem større salærer, jo mere profit de får skrabet sammen. De aktive Storkapitalister forvalter selv deres interesser (naturligvis med en uhyre, lønnet stab af hjælpere) og leder selv de store pengefelttog på hjemlige eller udenlandske markeder, hvorved deres gamle Kapitaler bærer frugt, og deres nye Kapitaler plantes ud. Deres egoisme opfatter de ofte selv som »patriotisme«, hvilket jo ikke er helt hen i vejret, siden der ikke findes noget andet næringsliv i USA end dét næringsliv som de kontrollerer. Og blomstrer det, så blomstrer jo også »samfundet« i en vis forstand. Men det er nu et hensynsløst og arbejderfjendtligt spil, der drives i Wall Street og i London's City. Og efterhånden som de store Herrer´s magt fæstner sig og deres privatdrift næsten »nationaliseres«, begynder de at føle sig som Landets Fædre og Velgørere, snarere end som røverhøvdinge i det 19. århundredes stil, og i USA findes der desværre en bred folkelig jordbund for et sådant »faderligt« og ordnet og stormønstret udbytningssystem. Arbejderne er endnu yderst autoritetstro og socialt skikkelige og sløve. To eksempler på »aktive« Kapitalister, der blot tænker på pengekontrol og ikke mestrer alle de faglige eller stedlige problemer, hvis planmæssige løsning jo dog betinger hele deres pengemagt, er mr. Alexander J. Hemphill fra Guarantee Trust Coog mr. T. De Witt Cuyler. mr. Alexander J. Hemphil er ikke blot aktionær, men bestyrelsesmedlem i mindst 30 store corporations, eksempelvis: Adams Express, American Surety, California Railway and Power, Interborough Rapid Transit, Missouri Pacific Railroad, New York Dock Co., Southern Cotton Oil, United Gas and Electric, Utah Security Corporation, Warchowia Bank and Trust. Mr. T. De Witt Cuyler, hvis adresse er Philadelphia sidder som bestyrer i ca. 40 store selskaber, bl.a.: Santa Fé Railroad, Baldwin Locomotive, Bankers Trust, Rapid Transit, Long Island Electric, Metropolitan Opera, New England Navigation, Pennsylvania Railroad, Standard Steel Works, U. S. Mortgage and Trust. Andre »aktive« Herrer i Wall Street er endnu mere alsidige; men det er klart, at deres styrelsesfunktion i alle disse ganske uensartede og højt moderniserede virksomheder intet som helst fagligt har ved sig. Det er en ren finansiel position, det drejer sig om. De sidder der blot som repræsentanter for bestemte kapitalanbringelser. Ofte »sidder« de der slet ikke, dvs. de kommer slet ikke selv til bestyrelsesmøderne, men sender »proxy« og det kan også hænde sig, at sådanne Herrer, når man spørger dem, slet ikke husker navnene på alle de selskaber, de sidder i bestyrelsen af, men må rådspørge deres sekretærer først eller slå op i sådanne håndbøger. Det viste sig ved krydsforhørerne i The lndustrial Relations Commission for et par år siden, at Kapitalisterne ikke kunne huske hvilke bestyrelser de sad i. Hvorledes produktionen fandt sted, og hvorledes arbejderne levede ude på de store arbejdspladser, i hvilke d'Hrr. var interesserede - ja, herom vidste de jo så godt som intet. De blot modtog nogle almindelig orienterende rapporter nu og da fra de forskellige chefer derude, så at de kunne skønne, hvor det omtrent bar hen, og hvilken profit, der var i vente. Og så modtog de deres endeløse strømme af merværdier fra de forskellige kilder og lagde deres planer for at tjene endnu flere penge.

Siden 1. Verdenskrigs begyndelse i 1914 har regeringen udstedt for 21 1/2 milliarder dollars nye obligationer, såkaldte »liberty bonds« i den store krig. Kapitalisterne har investeret disse penge under regeringens og Kongressens garanti, og det bliver regeringen og Kongressens opgave at inddrive renterne og amortiseringsprocenterne her efter krigens afslutning i 1918. Regeringen bliver derfor nødt til at indføre en finanslov, dvs. et budget, idet man ikke har noget budget i USA. Under 1. Verdenskrig supplerede præsident mr. Wilson i en fart sit officielle kabinet med rådgivende bisiddere på alle områder. Først og fremmest et nationalt forsvarsråd, bestående af 5 ministre og 7 rådgivere (fem store forretningsfolk, og den konservative fagforeningspræsident: Samuel Gompers samt én læge). Under det nationale forsvarsråd oprettedes en mængde underråd (komiteer) med hver sin bestemte funktion i den kæmpemæssige krigshusholdning. I komitéen for »Eksprestransport« sad fire vicepræsidenter for de store private ekspreskompagnier; i komiteen for »lokomotiver« sad vicepræsidenter og direktører for de ledende lokomotivfabrikker: i komiteen for »proviant« sad repræsentanter for firmaerne Sears & Robuck, Quaker Oats Co., Chicago-slagterierne etc.. I rådet for »kobber« sad præsidenten for Anaconda selskabet; i rådet for »stål« sad mr. Gary og mr. Charles Schwab. Formanden for »olie-komiteen« var ingen ringere end præsidenten for Standard Oil, og komiteens officielle adresse var nr. 26, Broadway, New York City - dvs. Standard Oil kompagniets hovedkontor i Wall Street kvarteret. De store bankers krigshjælp var naturligvis også intim og halv-officiel. I 1919 foregår også en bevidst træning af Overklassens ungdom til nye »statsmandshverv«. Den er planlagt hos de ledende private universiteter. Mr. Lamont af huset J. P. Morgan & Co. er citeret for, at det store forbillede desangående er Englands historiske »Eton-Oxford, Cambridge«, men træningen vil sikkert blive sat anderledes i system (så at sige i tysk stil) end den stil i det gamle England, hvor statesmanship næsten ligger Overklassen i blodet.

USA´s forhold til Mexico: Den mexikanske republik har en befolkning på ca. 15 1/2 million, og Mexico er overordentlig rigt på mineraler, olie og på et frugtbart agerland. Indtil for nogle få år siden styredes Mexico med jernhånd af den fremmedvenlige præsident Porfirio Diaz, som gav udenlandske (navnlig britiske og amerikanske) Kapitalister rige koncessioner i stor mængde. Men en nationalistisk folkebevægelse vaktes, og i 1911 blev Diaz fordrevet ud af Mexico, og en urolig periode satte ind med fejder mellem forskellige folkelige »generaler« snart i den ene, snart i den anden ende af landet. Under denne periode greb USA flere gange ind, men drog atter kløerne til sig, og resultatet af det hele blev, at Revolutionspartiet sejrede og med Venustiana Carranza som præsident satte sig til at reformere hele lovgivningen m.v.. fra Diaz' tid, således at der blev sat skarpe grænser for udenlandske Kapitalisters handlefrihed i Mexico, - navnlig ved hjælp af beskatning af deres produktion. Kun oppe i republikkens nordvestlige strøg holdt guerillaen sig lige op til 1920, og det var »general« Villa, som her er Carranza's væsentlige modstander. Han nyder en tålelig god presse i USA, mens Carranza bestormes på det voldsomste og hans lovgivning kaldes konfiskatorisk, socialistisk og lignede. Desuden skydes hele skylden for Borgerkrigens voldsomheder på hans parti og Mexico fremstilles for avislæserne i USA som et vildt og barbarisk og bundforvirret land, der for naboskabets skyld i høj grad trænger til at ordnes af »den civiliserede, fredselskende Onkel Sam«. Eller som en ledende finansmand udtrykte sig: før eller senere må vi jo dog »rense ud« i Mexico! Carranza blev myrdet ca. i maj 1920 og Huerta blev valgt til midlertidig præsident. Indirekte havde USA naturligvis allerede blandet sig i det mexikanske spil på mange måde. En meget stor del af den ammunition, de forskellige guerilla'er havde brændt af, stammer fra USA´s fabrikker. Men hvorfor har USA afholdt sig fra virkelig invasion og blokade? Måske på grund af de gamle traditioner i Washington og hele folkestemningen før den 1. Verdenskrig; måske var pengespørgsmålet generende; ingen vidste, hvor stor og langstrakt en affære, det ville blive; måske var det frygten for at splitte kræfterne under krigen og dermed give opmuntring til tyskerne; også stemningen i alle de øvrige spansk-talende lande måtte tages i betragtning. Nu i 1919 har mr. Wilsons styre brudt gode »de gamle traditioner« og også brudt den is i folkestemningen, der holdt mr. Roosevelts krigslystne venner nede ved præsidentvalget i 1916. En rigtig krig mod Carranza's venner skræmmer næppe den brede befolkning mere i USA, og med avisernes utrættelige hjælp skulle det kunne gå. Og nu er der stridskræfter rede i USA, både til lands og til vands, og hvilken stormagt skulle rejse indvendinger? Kun Lloyd George's regering i England vil sikkert protestere, da britiske Kapitalister er svært engagerede i Mexico siden Diaz' Dage. Allerede i 1913 stammede 48 % af Mexicos samlede import fra USA og af Mexicos samlede eksport gik 76 % til USA. Det er da ikke underligt, at den amerikanske Kapital ser på dette gode marked i Mexico som sin »naturlige interessesfære«.

I begyndelsen af 1820érne begyndte de spanske kolonier i Sydamerika at løsrive sig fra de koloniale moderlandet. Samtidig begyndte Rusland, der dengang ejede Alaska, at rejse krav på vide strækninger af den nordamerikanske Stillehavskyst. Det var den »hellige Alliance«s tid i Europa, og det unge USA betragtede gammelmagterne i Europa med dyb uvilje og mistænksomhed. USA´s præsident i 1817-25 var James Monroe, og hans udenrigsminister J. Q. Adams besluttede at bremse Europas indgreb i den republikanske nye verdens sager. J. Q. Adams fik derfor præsident James Monroe til at udstede en erklæring: Monroe Doktrinen af 1823, der sagde, (1) at de amerikanske fastlande ikke mere burde betragtes som kolonisationsobjekter for nogen europæisk magt; og (2) at forsøg fra Europas side på at blande sig i nogen amerikansk republiks indre anliggender ville blive ansete som farlige for USA´s fred og sikkerhed. Denne erklæring er næppe officielt anerkendt af nogen fremmed magt, men i 1919 er Monroe Doktrinen i de sydlige republikker ikke længere populær. De frygter for Yankee-Imperialismen. I 1846-48 annekterede USA det kæmpemæssige område, Texas, der tilhørte Mexico.

Det er navnlig USA´s handel med Chile og Argentina, der er blomstret stærkt op i de senere år før 1919. Importen fra Brasilien (kaffe) viser dog ingen stigning i årene 1910-1918 (108,2 - 101,3 - 113,5 millioner dollars). De amerikanske kapitalanbringelser er i vækst i Brasilien. De store meat packers fra Chicago har købt sig store vide arealer i La Plata's opland, hvor tidligere de britiske Kapitalister dominerede. Også de Sydamerikanske Gummi-, Metal- og Nitrat- skatte har tiltrukket sig store US-Kapitalisters interesse i voksende grad.

Japan har den dårligst mulige presse i USA i 1919. Dels som en direkte følge af Kaliforniens indvandringslove, der kun tillader japanske gentlemen, men ikke japanske arbejdere at gå i land på Stillehavskysten, hvilket sætter ondt blod i Japan. Men Japan er også truet af den kinesiske markedssituation, hvor Japan tørner sammen med den angel-saksiske Kapitalisme. Hertil kommer nu hele det sibiriske spørgsmål samt følgerne af den unge japanske handelsflådes fremkomst på verdenshavene. Alligevel er Japan jo endnu formelt USA´s forbundsfælle, og en af USA´s fornemste kunder. Men hvor megen fredsgaranti yder denne store vareomsætning? Man kan tænke på den mægtige tysk-amerikanske omsætning før krigen i 1914.

Af større betydning er nok den kinesiske handel. Selvom det er beskedne tal, er Kina et givtigt, jomfrueligt felt for ledig amerikansk Kapital! Men endnu er der ikke tilstrækkelig arbejdsro, pga. japanske intriger - siger man i USA. USA har ikke det værste navn i den kinesiske republik. De andre magter er imidlertid allerede i den kinesiske mark: Frankrig og England, og uvennen Japan. Englands stilling er langt den bredeste, men Japans vej til det kinesiske marked er den korteste. Både fra Manchuriet, fra Shantung og nu fra Fu-Kien kysten indenfor Formosa kan Japan trænge sig ind. Men kan Japan holde søen åben for sin flåde, og kan det vinde en tilstrækkelig stor del af det kinesiske folk over på sin side? Hvad der direkte berører USA's udenrigspolitik er: (a) den såkaldte Lansing-Ishji overenskomst, der er sluttet under 1. Verdenskrig, og som kan tolkes som »den åbne dørs princip« i Kina, der skal være bindende for alle magter. Vel skal det kinesiske statssamfunds suverænitet stadig anerkendes, men dog må Japan erkendes at have »særlige interesser« dér i Kina, siden det er dets nabo, - hvad de øvrige magter jo ikke er. Alt afhænger naturligvis af, hvorledes Lansing-Ishji overenskomsten fortolkes. Skal »den åbne dør« understreges tykkere end dette med de »særlige« japanske interesser? USA skønner ja, Japan nej ? Skal vi vente på sværdets dom i sagen? Hvor meget den kinesiske »suverænitet« beløber sig til i praksis, er heller ikke godt at afgøre. Praktikere plejer at hævde, at Kinas bedste provinser allerede er udstykkede i bestemte interessesfærer. En gruppe Chicago banker lånte nylig i 1919 Kina 50 millioner dollars. Mod hvilken sikkerhed? Til hvilken brug? Også Persiens »suverænitet« er jo anerkendt, og Cubas og Panamas og mange andre smukke staters. (b) Japan fik i Versailles tildelt alle Tysklands Stillehavsbesiddelser nord for Ækvator med den ene undtagelse: Øen Yap (ca. 10° N.B. og ca. 140° Ø.L.). Denne ø stillede USA krav om, og USA fik øen, fordi den som kabelknudepunkt og andet syntes at være uundværlig i den nye situation derude, hvor den filippinsk-amerikanske »sfære« nu mødes mod den japanske, den hollandske og den britiske Kapital. Tysklands besiddelser syd for Ækvator gik jo alle til Australien. Afstanden mellem Yap (mr. Wilsons eneste erobring) og Mindanao er ca. 900 sømil. Afstanden øst på til den nærmeste amerikanske havn ved Sandwich Øerne er groft talt en 3.800 sømil, og herfra videre til San Francisco og til Panama er der henholdsvis ca. 2.100 og ca. 4.700 sømil. Til sammenligning er der fra New York til London kun ca. 3.200 sømil, og fra København til St. Petersborg mindre end 700 sømil.

Det var Lord Fishers budskab til alle krigsledere: Think in oceans, shoot at sight! Og det første synes at ligge til amerikanerne. I alle Stillehavsspørgsmål vil USA sikkert kunne regne med fuld støtte fra Australien og Ny Zealand samt fra alle britiske interessegrupper i Østasien. Den mest japansk-fjendtlige presse i verden skal være de engelsk-skrevne blade i Kina og i Japans havnebyer. Kanada er det allerbedste bevis på anglo-amerikansk samvirke. Britisk Nordamerika overgår i areal hele USA og hele Brasilien, men har blot en befolkning på ca. 8 1/2 million. Men Kanada lader sig ikke direkte forsvare mod sin sydlige nabo: USA, i tilfælde af krig. Kanada er en af USA´s bedste kunder. Men Kanada er ikke nogen »amerikansk interessesfære«, der er under britisk kontrol, og hvorfra dets mægtige næringsliv finansieres« fra London. Kanada er måske perlen i hele det britiske rige, når alt kommer til alt. Over 82 % af Kanada´s import i 1918 stammede fra USA, medens USA kun modtog 27 % af Kanada´s eksport. Dette år var et krigsår. Men lad alligevel ingen tro, at Kanada ikke er britisk eller - om man vil: kanadisk - både økonomisk og politisk talt. Kanada forkastede fornylig et amerikansk forslag til en art toldforbund.

Det er selvfølgelig af stor betydning hvilke lovgivning der bliver vedtaget, og hvilke af disse love der håndhæves og benyttes i det kapitalistiske USA. Kontrollen over det politiske maskineri er en ypperlig magtfaktor i den besiddende Klasses hånd både ude i staterne og i Washington D. C.. Lovene er selvfølgelig en samfundsmæssig følgevirkning af kapitalmagtens ejendomsret, den ideologiske magt vis via pressen, og den historiske juridiske proces, som bestandigt befæster magthavernes positioner, rettigheder og privilegier. Kapitalisterne spenderer enorme pengesummer på valgagitation for at opretholde folkets illusioner om demokrati og frihed, og somme steder bruger de direkte bestikkelser. Men maskespillet er afsløret. Præsidentvalget i 1916 alene kostede officielt de to store partiers nationalkomiteer over 4 1/4 million dollars, af hvilke det republikanske parti brugte ca. 2,4 millioner dollars, og det sejrrige demokratiske parti ca. 1,8 million dollars. De »uofficielle« beløb i valgkampen udgør yderligere ca. 50 millioner dollars. Ved præsidentvalget i 1920 blev de to gamle kapitalistiske partier stillet overfor et nyt, halvsocialistisk parti sammensat af fagforeningsfolk fra hele Chicagos industrielle opland, og det parti, der var organiseret af Farmere fra Nordveststaterne, der støttede det ældre Socialist Party of Amerika. De forskellige staters forfatninger er tydelige afspejlinger af den gamle føderale Konstitution fra det 18. århundrede, som endnu er i kraft i 1919. 18 enkeltstater har i nogle henseender et vist hjemmestyre (Home-rule), f.eks. med hensyn til valgret, undervisning, straffelove, love for dannelser af corporations Men udviklingen i USA går hen imod en stærk centralisation under Washington's forvaltning. Men den lovgivende myndighed: »Kongressen« er en noget klodset affære. Førstekammeret, the Senate, består i 1919 af 96 mand, eller 2 mand for hvert stat i Unionen, og har på visse felter en videre kompetence end Andetkammeret: the House of Representatives, der består af 435 mand, fordelte på de forskellige stater i forhold til deres folketal. New York staten har således 43 repræsentanter, Illionois 27, Louisiana 11 og Wyoming 1. Tallene fastsættes hvert tiende år. Præsidenten vælger selv sit ministerium, og er aldeles ikke ansvarlig overfor Kongressen. Præsidenten har udsættende vetoret overfor de love, der vedtages i begge Kamre. Men selv om både han og disse er kommen til enighed om en lov, kan den »dømmende myndighed«, dvs. Højesteret, eller et flertal af dens 9 højesteretsdommere erklærer den for »grundlovsstridig« (unconstitutional), og så falder loven. Disse højesteretsdommere vælges enkeltvis på livstid af præsidenten, og er praktisk talt sidenhen uafsættelige. U.S. forfatningen garanterer privatejendomsretten, og en forfatningsændring kræver ikke alene kvalificeret majoritet i begge Kongreskamrene, men må desuden tiltrædes af de lovgivende forsamlinger i mindst tre fjerdedele - dvs. 36 - af enkeltstaterne. Det var ved en sådan forfatningsændring eller - tilføjelse, at alkoholforbudet blev gennemført. Og U.S. Supreme Court i Washington afgav i juni 1919 en kendelse, ifølge hvilken såvel denne forfatningsændring, som påbyder forbud mod tilvirkning og salg af berusende drikke i USA, som den lovgivning, der er givet for lovens gennemførelse, erklæres for konstitutionel. Hverken præsidenten eller Kongressen er altså suveræn i USA. De vælges hver for sig og til forskellige tider. Hvis de ikke kan forliges om et eller andet spørgsmål, bliver der sjældent lov ud af det. I småsager og rutinesager enes de som regel, men i større stridsspørgsmål glider det ikke altid så let. Under krigen, da folkestemningen lidt efter lidt blev pisket op til den stærkeste begejstring, vedtog Kongressen prompte alt, hvad præsident Wilson og hans mange rådgivere forlangte. Men sidenhen er der gået slemt urede i garnet i anledning af Fredstraktaten fra Versailles. Efter 1917 blev der nemlig valgt et flertal af »republikanere« ind i Senatet, medens mr. Wilson stadig blev siddende i kraft af »demokraternes« valgsejr fra 1916. Og mellem lederne af disse to store partimaskiner hersker der under alle normale forhold den største skinsyge og stridslyst, skønt der ikke længere er nogen principiel forskel på deres forkyndelser. Ingen kan på forhånd nævne noget bestemt nationalt lovforslag, som lidt frem i tiden ville være sikkert på republikansk tilslutning og demokratisk bekæmpelse eller omvendt. Man kan dog være sikker på, at de fleste Sydstater (dvs. deres hvide befolkning, da de i reglen berøver den farvede befolkning valgretten) vil stemme demokratisk, og at de fleste Ny England-Stater vil stemme republikansk. Uden Californiens 13 stemmer ville præsident Wilson ikke i 1916 være blevet valgt på det bekendte motto: »Han holdt os udenfor krigen!« I 1912, derimod, valgtes han stolt med 435 valgmandsstemmer ud af 531, fordi Mr. Roosevelt splittede det republikanske parti det år. I de forudgående valgår 1908, 1904 og 1900 sejrede henholdsvis mr. Taft, mr. Roosevelt og mr. Mc Kinley, hvis mord i Buffalo i 1901 automatisk indsatte hans vicepræsident Roosevelt i Det hvide Hus, så at dennes kraftige og interessante regime varede i 7 år. Det republikanske Parti repræsenterede i adskillige år de industrielle interesser, som ønskede en høj beskyttelsestold - og den fik industribaronerne. Desuden plejede det republikanske Parti at kalde sig for et særligt patriotisk og imperialistisk part; og kaldte sig selv The Grand Old Party »det storladne gamle Parti«, symboliseret ved en elefant, medens demokraternes symbol blot er et mulæsel eller rigtigt æsel. Republikanernes og ikke mindst deres krigshelt, mr. Roosevelt blev derfor harme over, at den store tyske krig skete i en demokratisk regerings periode, og tilmed under en leder med mr. Woodrow Wilsons fortid. Men under krigen var der intet at stille op da regeringens patriotisme og imperialisme viste sig uangribelig kras, og fjendens nederlag overgik alle forventninger. Men så snart skydningen standsede i Europa, skred det nyvalgte republikanske flertal i Senatet til åben fejde mod præsidenten og hans fredspolitik under feltråbet: »Amerika først!«. Men hvorfor vil Yankeer have et så upraktisk og gammeldags politisk system i deres mægtige samfund ? Måske er grunden det at den føderale regerings indflydelse på og indgriben i det store private næringsliv i USA indtil 1914 har været forholds vis ringe. Den økonomiske udvikling i landet har hidtil fulgt parolen laissez faire, og kapitalens ledere har betragtet politikerne som en slags professionel klasse for sig, hvis postyr i Washington og rundt i landet man nok fulgte med interesse og søgte at kontrollere, men ikke direkte blandede sig i. Man havde »vigtige ting for«, idet man passede sine dyrebare forretninger, og så længe de blomstrede så smukt som de gjorde, var den politiske interesse ikke påkrævet i USA. USA var stort og rigt nok til at kunne finde sig i det politiske roderi eller kraftspild, hvorved alle de professionelle politikere tjente til deres brød og cigarer. De forenede Staters historiske Forfatning og de to store parti-maskinerier er traditionelle institutioner og øver derved en bred konservativ indflydelse. Den amerikanske Overklasse betragter sin historiske Forfatning og flaget som en slags helligdom i lighed med Europas traditionelle »konge- og kejserkroner« eller andre lignende oppyntede symboler. Andre helligdomme har den amerikanske kapitalmagt ikke at holde op for sine arbejdermasser. Der er ingen fælles kirke, ingen fælles landskabstype eller klimatisk type, intet særsprog, ingen national filosofi eller national litteratur eller kunst og kun meget få fællesnationale helteskikkelser. George Washington er all right, men hverken Jefferson eller Franklin slår til, og selv den store Abraham Lincolns minde savner endnu tilstrækkelig virkemagt i brede sydlige dele af USA. Heller ikke Borgerkrigens generaler kan betragtes som virkelige samlingsmærker. Theodor Roosevelt's eftermæle vil blomstre, og general John Pershing er naturligvis uhyre populær, hvilket måske vil holde sig til sene tider. I det daglige liv er det blot millionærerne eller sådanne enkelte dygtigheder som mr. Edison eller sportsmestrene, som hele folket dyrker. På trods af amerikanernes blandede afstamning udgør de én stor og ejendommelig »civiliseret nation« med sin egen »atmosfære«. Både i krig og i fred samvirker de i enig massevælde og begejstres for deres store land indtil fanatisme, blot der røres nok så svagt udefra ved denne hjertestreng. De er gennemgående meget tyndhudede overfor al slags udenlandsk kritik i komplet modsætning til engelskmanden. Men et andet patriotisk sindbillede end flaget og den historiske konstitution har de ikke ! Derfor værnes der så omhyggelig, ja, nærsagt desperat, om disse traditionelle symboler fra det besiddende Borgerskabs side. Og de to store borgerlige partimaskiner, ja, det kender vi jo også fra England. I begge samfund lå der én gang gode realiteter til grund for partidelingen. I USA var det Borgerkrigens store interessespaltning: industrikapitalismen og lønslaveriet i Nordstaterne contra godsejer- og slavesamfundet i Sydstaterne. Men skønt disse gradvis efterhånden er blevet til én stor interesseblok, bevares de politiske traditioner dog på overfladen. Dette skyldes dels de tusinder af godtfolk, der lever af at lave »politik og ideologi« og navnlig parti-postyret, der så ypperligt tjener til at holde befolkningen i ånde med uvæsenligheder og som hæmmer folkemassernes organisation som klassebevidste lønarbejdere. Kirkelig nationalpolitik tjener andetsteds samme formål. Og den trang der er hos Bourgeoisiet til alskens individ- eller heltedyrkelse finder sit naturlige afløb gennem de parlamentariske bevægelser før og efter valgene, og fylder den jævne mand med alle de personaffekter, vi kender så godt fra Kapitalismens offentlige liv, og som tydeligt nok er ganske usocialistiske. I efteråret 1918, da en del af U.S. senatorerne blev valgte, sagde en typisk ung arbejder i aftentrængslen foran et bladkontor i Chicago, at næst efter jesu kristus havde verden ikke frembragt en større mand end Woodrow Wilson. Alligevel valgte Illinois' arbejdere den republikanske millionær mr. Mc Cormick til senator. Åh, men hvilken tankegang hos en moderne vælger af industriArbejderklassen ! Hans daglige avislæsning havde båret god frugt og millioner af jævne vælgere ræsonnerer i takt med denne arbejder, at hvilket opreklameret navn det nu end er, så sværger de til deres forskellige grupper og lokaliteter. Såkaldte »prominente« figurer indgyder ærefrygt hos de amerikanske vælgere, og det vil i reglen sige: officials med avisnavne, og helst siddende lidt i det fjerne. I England og Frankrig tager man ikke sine officials nær så højtidelig. Engelskmænd kan være autoritetsglade nok på deres vis, - men Yankeerne slår dem. Der er f.eks. for en Europæer noget højest ejendommeligt i den energi, hvormed der ved store amerikanske folkemøder afgives personlige ovationer, og den forargede uvilje hvormed afbrydelser af de populære taleres ordstrøm hilses, og den noget prækende retorik, hvormed tilhørerne overskylles. I Jylland ville sådanne taler sikkert straks vække en levende mistro eller moro; i Københavns forsamlingshuse munterhed og »panik«. Også de taler der holdes på Kapitolet i Washington virker i reglen noget useriøse for Skandinaver, og engelske socialister kalder hele skuespillet for kloroformering af Arbejderklassen. Arbejderne og Småfarmerne er nu også blevet lidt trætte af det hele og har påbegyndt dyrkelsen af nye »guder«. Men de to gamle partier er da straks klar til at slutte borgfred og gå i fælles front mod det nye. Men endnu i 1916 kunne man se 9,1 millioner demokratiske vælgere marchere frem, mod 8,5 millioner republikanere, medens mindre end 900,000 vælgere var alt, hvad de øvrige partier kunne mønstre i USA. Af disse var ca. 600,000 socialister, fordelte på et stort og et lille parti. Det er ikke helt uden grund, at englænderne plejer at kalde USA for »provinsielt«. Uvidenheden i USA om udenlandske tilstande er ofte forbavsende og kan give sig meget snurrige og mærkelige udslag. Tjekkoslovakkerne omfattedes en tid lang af en vældig sympatibølge i USA, skønt deres navn var ganske nyt for alle og ingen kendte det mindste til forholdene i Bøhmen eller Mähren før, under eller efter krigen. Hr. Masaryk's tjekkiske arbejdsprogram eller politiske principper kendte man heller ikke i USA, og gangen i den Tjekkoslovakiske Anabasis gennem Rusland kendtes ikke, og de medlemmer af dette beundrede folkeslag, som allerede levede i USA opfattedes kun som en slags østeuropæisk arbejdskraft med et halsbrækkende tungemål. Alligevel vandt dette avisbegreb »Tjekkoslovakkerne« for en tid Amerikas hjerte. Nu er i 1919 er Kineserne favoritter, fordi det så mistænkeliggjorte Japan siges at undertrykke Kineserne. Men det vigtigste spørgsmål er forholdet mellem Washington og Wall Street. I 1914 var USA en debitor nation og dens føderale gæld »statsgælden« beløb sig kun til ca. 968 millioner dollars. Inden udgangen af 1918 var statsgælden vokset til ca. 11.986 millioner dollars, og nationen havde forvandlet sin udenlandske debet til en kredit, der anslås til en halv snes milliarder dollars. Fremdeles viser de officielle tal for henholdsvis import og eksport denne forskydning: i 1914 for 1,8 milliarder dollars varer ind og for 3,1 milliarder ud; i 1918 for 3,0 milliarder ind og for 6,1 milliarder dollars ud. En sådan, såkaldt gunstig handelsbalance lader sig forklare, når landet samtidig udfører mægtige pengesummer årligt til udenlandske kapitalister, der ejer bunker af dets værdipapirer, til slægtninge af amerikanske borgere i det gamle land, til amerikanske turister rundt i verden samt til udenlandske dampskibsselskaber, der besørger vareudvekslingen over havene etc.. Den normalt »ugunstige« handelsbalance i England lader sig omvendt forklare ved hjælp af Londons udenlandske kapitalanbringelser, den britiske handelsflådes profit etc.. Men når nu USA selv er blevet et kreditsamfund og har fået sin egen store handelsflåde, hvorledes lader dens kolossale »gunstige« handelsbalance sig da vedligeholde? Hvormed skal udlandet betale USA for dettes overskud af eksportvarer? I guld måske? Men allerede ved nytårstid 1916 var den internationale guldsituation denne, at medens ganske groft talt, Frankrig, Rusland og det Britiske rige hver rådede over et offentligt guldfond på vel 1 milliard dollars, beløb USA´s sig alene til langt over 2 milliarder dollars. Så hvad skal USA med mere guld? Vi andre er vant til at betragte alle Versailles-situationens forbløffende problemer fra stakkels Europas synspunkt. Men hvorledes ser forholdene ud fra Wall Street, medens de europæiske penge er udsat for et kursfald under dollaren's pres ? Hvad skal den amerikanske Kapital gøre ved sin så overmåde »gunstige« handelsbalance? Skal den amerikanske kapital vedblive med at eksportere på lutter kredit til Europa? Skal kapitalen give Frankrig og Tyskland, Italien og Østrig og alle de stakkels randstater henstand til disse lande selv er produktionsdygtige, og så indkræve sine tilgodehavender i varer, som U.S. kapitalen ikke betaler for ? Skal krigens lån betragtes som en slags mægtig prioritet i firmaet Europa, til hvis forrentning og afvikling Europas arbejdende ungdom skal udlevere en del af sine fremtidige produktionsværdier uden vederlag ? Uden gratis tysk arbejde, kan Frankrig sikkert ikke møde sin gæld, og uden gratis fransk, italiensk, polsk etc. arbejde, kan USA ikke få inddrevet de lån, det enten har ydet eller er i færd med at yde. Det er nemlig indlysende, at der skal flere lån til, førend de europæiske skyldnere bliver produktionsdygtige, - noget der stærkt blev fremhævet på den kongres af allierede Kapitalister, som holdtes i USA i 1919. Kongressens ledende figur var tilsyneladende den franske stålkonge M. Schneider. Englænderne var sagde, at de nok kunne ride stormen af alene, men Italienernes forhold syntes at være de bitreste. Resultatet bliver nok et kompromis sådan at en del af Europas statsgæld annulleres, eller skal vi sige: glemmes, og resten konsolideres sammen med en ny kredit i stor stil og efter en bred plan, sådan at hovedformålet vil være at bremse Bolsjevismen i Europa og få arbejdet sat i gang i kapitalistisk stil. Millioner af både »sejrende« og »besejrede« Europæere, vil således i mange år fremover frembringe merværdier til den amerikanske Overklasse som en nødvendig kapitalistisk følge af verdenskrigen 1914-18.

Skift til: Brudstykker af arbejderbevægelsens historie i USA (II).