Den forbavsende og følgerige bedrift, som den spanske adelsmand Hernando Cortés (1485-1547) udførte i det 16 århundredes andet og tredje tiår, - at trænge ind, med en håndfuld kække og hårdføre landsmænd, i et stort, hidtil omtrent ukendt amerikansk rige, der var tæt beboet af tapre indianerstammer, og i løbet af få år lægge det under den spanske konges og Romerkirkens enevælde -, har mange gange været genstand for historisk skildring, som rimeligt er. Allerede i 1552 udkommer den tidligste fortælling derom med nogenlunde litterære krav og tilstræbt kunstform, og den hidrører fra en mand, der stod H. Cortés selv nær, nemlig hans huskapellan og sekretær Francisco López Gomara. Herved er imidlertid at bemærke, at Gomara kom først i 1540 i sin berømte herres tjeneste og havde således ikke selv været med i erobringskrigene. Franciskanermunken Bernardino de Sahagún havde det fortrin, at han personlig stod begivenhederne noget nærmere, idet han bosatte sig i Mexiko i 1529 og levede der i en længere årrække. Han stiftede i dette tidsrum især bekendtskab med de indfødtes skikke og den gamle tro, og hans fremstilling er derfor af betydeligt værdi, idet aztekerne heri beretter om conquistadorernes indtog. Den henlå forresten længe glemt og upåagtet, til den fremdroges og udkom i trykken i 1829. Af Gonzalo Hernández de Oviedo's »Historia general y natural de Indias« udkom kun 1ste og en del af 2det bind i årene 1535-57, og først i 1855 blev hele dette store værk udgivet fuldstændigt. Forfatteren (1478-1557) kom til Vestindien i 1514 og blev i tidens løb rig og anset derovre, idet han mest boede i Mellemamerika og på Santo Domingo, derimod ikke i Mexiko. Fra det 17 århundrede har man en række historiske beretninger om Mexiko's erobring, dog for en stor del rene andenhåndsarbejder. En af dem, af spanieren Antonio de Solis, vandt overordentlig yndest og udbredelse for sit kunstfærdige anlæg og sin ypperlige stil; skønt i prosa er den som et klassisk heltedigt i lighed med Tasso's »Befriede Jerusalem«. Af de værker om disse begivenheder, der siden har set lyset, er Prescotts velbekendte, smukke og livfulde bog (fra 1843) særlig at fremhæve; den er til dels bygget på håndskrevne, hidtil udgivne materialer og findes oversat på dansk. Men naturligvis vil øjenvidners beretning om den dristige dåd være af nok så stor vigtighed som noget andet dokument, når talen er om levende indtryk og om fremmanen af en tidskolorit. Man har tre sådanne kilder til kundskab om Hernando Cortés' og hans fællers bedrift. Den ene skyldes ingen ringere end feltherren selv. I årene 1519-26 sendte han fem skrivelser eller rapporter til sin herre, kejser Karl V (1500-1588)(( Karl overtog »den spanske trone« efter sin onkel Ferdinand den Katolske som Karl I. (Carlos I.) i 1516, og overtog magten i rigets italienske og amerikanske besiddelser, og han blev udpeget til tysk konge i 1519. Karl blev derefter udpeget som tysk-romersk kejser fra 1519/20-1556 som Karl V (Charles V)). Den første af disse rapporter er for længst gået tabt, men de øvrige blev snart trykt i Cortés' fødeland og desuden oversatte på fremmede sprog. Helt kan man næppe stole på disse indberetninger, da de trods den tilsyneladende, soldatermæssige knaphed og ligefremhed - er vel meget arrangerede for at stille deres ophavsmand i det mest glimrende lys; men benyttes de med varsomhed og med behørigt hensyn til andres korrigerende udtalelser og oplysninger, er de alligevel et historisk kildeskrift af rang. En anonym forfatter, der tjente som soldat i Cortés' hær, har meddelt sine erindringer, hvis spanske original nu ikke kendes, men som findes på italiensk i Ramusio's samling af rejsebeskrivelser, der udkom i Venedig i 1556. Men langt interessantere er det skrift, hvis hovedafsnit her følger i oversættelse, - desværre er det for vidtløftigt til, at en fuldstændig fordanskning kan gives i disse skrifter -, og hvis forfatter var en af de tapreste krigsmænd i den lille spanske erobrerskare og fulgte Cortés lige fra den dag, han steg i land på Mexiko's kyst, og siden gennem alle hans kampe med landets egne indbyggere såvel som med de udsendte spanske tropper, der skulle have standset hans sejrsgang. Bernal Diaz del Castillo fødtes i 1492 i byen Medina del Campo i Gammel Kastilien, en ret »hidalgo« (af god, gammel adelig æt), med uplettet våbenskjold, hvis forfædre havde tjent deres konge og land tro. Derfor valgtes også hans fader, Don Francisco, til regidor (dvs. rådmand) i den by, hvor han boede og hvor sønnen blev født. Men formue havde familien intet af, hvad der dog ikke synes at have hindret den i at lade Bernal blive ret godt oplært i de almindelige boglige kunster. Da han var 22 år gammel, drog han ud i den vide verden for at søge sin lykke; de nyopdagede lande i det fjerne vesten hinsides Atlanterhavet, med deres tilsyneladende uudtømmelige rigdomskilder lokkede jo så mangen spansk ynglings eventyrlyst og dådstrang, foruden hans guldtørst. Han var først en tid på det sydamerikanske fastland, derefter på Cuba. I 1517 deltog han i Francisco Hernández de Córdoba's opdagelsestogt til halvøen Yucataan. En mislykket færd, der begyndte med storm på havet og endte med, at en stor del af de tre skibes besætning dræbtes af indianerne på kysten. Bernal Diaz havde nær tilsat livet ved denne lejlighed og fik et farligt sår. Med stort besvær slap de overlevende tilbage til Cuba; men han havde dog ikke tabt lysten til nye eventyr, og næste år fulgte han Juan de Grijalva på det togt, hvorved denne besejlede en stor strækning af den mexikanske kyst, måtte døje adskillige hårde kampe med de indfødte, men også fik bragt en ikke så lille mængde guld hjem. Dette gjorde et sådant indtryk på Cubas guvernør, Diego Velásquez, at han lod udruste en ny ekspedition, bestående af 11 skibe. Ombord på et af dem var vor fortæller, hvis pengenød just var stor i de dage, som han selv siger. Flåden løb ud fra Cuba d. 18. februar 1519, under befaling af Hernando Cortés. Det er dette begivenhedsrige togt, som endte med Mexiko's erobring og hvis historie udgør den største og interessanteste del af Bernal Diaz selvbiografi. Han deltog i en mængde slag og træfninger, hvor han hentede sig talrige sår og skrammer, forvoven og uforfærdet som han var og derfor stadig anvendt i første linie. Men af de to ting som »conquistadorerne« (erobrerne, - således kaldte de sig selv) stræbte at vinde, nemlig guld og ære, var det kun det sidste som blev ham til del. Det varede vel længe, før han blev officer, men et godt navn erhvervede han sig dog snart hos sine foresatte og kammerater. Guldet derimod ville aldrig rigtig falde i hans lod. Rigtignok havde hans kamphigen og hans trofaste vedhængen ved sine førere også til tider været en hindring derfor; således da han efter hovedstadens indtagelse fulgte sin velynder Gonzalo de Sandoval på en ekspedition til nogle guldrige egne og da Sandoval ville skænke ham indtægten af tre byer, hvis han ønskede at blive der. Men Bernal sagde nej. Han ville ikke forlade sin kære chef og fulgte ham videre på hele toget. I 1522 lod det dog til at han skulle falde lidt til ro, idet Cortés gav ham nogle landsbyer, og han slog sig ned i byen Espirifu Santo, hvor han valgtes til regidor. Men landsbyerne var fattige og gav ikke meget af sig, og hvert øjeblik måtte han hen og at holde styr på den urolige indianerbefolkning i omegnen, og gang på gang kaldtes han atter ud på længere krigstog. Han var i 1523 med Luis Marin i Chiapas, hvis indbyggere han betegner som de vældigste stridsmænd iblandt alle indianere, tlascaltekerne og mexikanerne iberegnet, - hvilket vil sige meget. Det følger næsten af sig selv, at han bragte et sår med hjem derfra; men han fik tillige som løn indtægten af en by. Snart efter måtte han lystre Cortés' befaling og afsted igen, denne gang nødig, thi han begyndte virkelig at få nok af de evige krige og ville desuden ikke gerne tjene under den nye anfører, hvis korps han tildeltes. Det gjaldt zapoteca'erne, og Bernal gjorde atter sin pligt i de talrige kampe, som spanierne blev tvungne til at udkæmpe imod dette tapre folk; under en af dem såredes han af en pil i det ene ben. Da han atter sad hjemme, drog statholderen Cortés i efteråret 1524 gennem Espiritu Santo med en stor hær, under udfoldelse af en hofpragt lig en perserkonges, på vej til Honduras for at tugte den oprørske våbenfælle Cristóbal de Oli. De veteraner, han traf der i byen, befalede han at rykke i felten påny, blandt dem Bernal Diaz, skønt han var alt andet end glad herover - »nu skulle vi have nydt udbyttet af vore anstrengelser og udhvilt os, men så måtte vi igen ud på langvejsfærd og udsætte os for tab af vor ejendom«. Imidlertid var han blevet udnævnt til kaptajn, og han fik atter lejlighed til at lægge sin dygtighed for dagen, navnlig da hæren to gange var faret vild og han tillige med en anden øvet krigsmand bragte den på rette vej igen. Det blev i det hele et farefuldt felttog, med vanskelige bjergovergange og med hungersnød. Engang fik Cortés selv med nød og næppe noget at stille sin sult med, og hans soldaters lidenskaber var ved den lejlighed kommet i sådant oprør, at de hånlig mindede om alle de lækre sager, hvormed deres feltherre og hans intendanter tidligere havde gjort sig til gode, - nu burde han finde sig i at undvære. Som vidnesbyrd om overhåndtagende blødagtighed hos de før så krigsvante spaniere anfører Bernal, at hornblæserne havde glemt at behandle deres instrumenter: de »tudede som ræve og sjakaler, og heller end den musik burde vi have fået noget majs at leve af«. Det var på dette togt, at Guatemozin, Mexikos sidste indfødte konge, der befandt sig i Cortés' følge, blev henrettet, da han beskyldtes for deltagelse i en sammensværgelse. Bernal kalder straffen højst uretfærdig og omtaler den harme, som den vakte i hæren. Dog kan han ikke lade være at ytre sin beundring for Cortés' overlegne krigskunst under felttoget, især for de mægtige broanlæg i sumpede egne, der længe bestod til forbavselse for efterverdenen. Men hærtoget fik en ulykkelig udgang og viste sig oven i købet unyttigt, da Oli allerede var blevet afsat og ryddet af vejen af et par andre spaniere. Samtidig spurgtes der andre tidender fra Mexiko, at en højere embedsmand, Salazár, søgte at tilrane sig magten og at der var uroligheder i byen. Soldaterne ville nu tilbage, og medens Cortés, hvem mod og sindsligevægt svigtede - ligesom Napoleon på tilbagerejsen fra Moskva -, sejlede bort med en lille skare, måtte den største del af tropperne vende hjem til Mexiko over land under umådelige anstrengelser. Først i begyndelsen af 1527 nåede Bernal Diaz atter hovedstaden, fattig og forgældet, to gamle kammerater og venner, den før omtalte Sandoval og Andrés de Tápia, rådede bod på hans værste nød, og han forsøgte nu at opnå bedre livsvilkår hos de nye guvernører. Af Marcos de Aguilar fik han dog kun gode løfter om plantager og indianske slaver; og under dennes efterfølger, Estrada, fratog man ham endda (af administrative grunde) den indtægt af nogle byer, han hidtil havde haft. Den erstatning, som gaves ham, var kun ringe, og han vedblev derfor i de følgende år at ansøge de skiftende regeringskomitéer, derpå vicekongen af Ny-Spanien (Mendoza fra 1535), om at der måtte blive taget tilbørligt hensyn til ham ved den endelige fordeling af landets indtægter. Man svarede ham, at uden hans majestæts befaling kunne intet sådant finde sted. Imidlertid havde han stiftet familie, idet han omkring 1535 ægtede Teresa Becerra, datter af den spanske officer Bartolomé Becerra. Der fødtes snart flere børn af dette ægteskab og desuden var han tidligere ved en indianerinde blevet fader til et par sønner. For at kunne forsørge sit afkom besluttede han i 1540 at rejse over til Spanien og gøre de fornødne skridt hos kejserens regering. Han fik anbefalingsbreve med fra vicekongen og fra Cortés samt en konduiteliste, hvori alle hans fortjenester opregnedes. Men i sit fædreland mødte han straks uvilje og en hård krænkelse: det indiske råds fiskal ville ikke tro de dokumenter, han medbragte, og ville ikke indstille ham til nogen belønning. Selve rådet var dog retfærdigere, og i sommeren 1541 udstedtes der to bekendtgørelser, en til vicekongen og en til Pedro de Alvarado, der var en af Cortés' dristigste våbenbrødre og guvernør i Guatemala (han døde før Bernal's hjemkomst), om at man skulle give Bernal Diaz nogle tilstrækkelige værdifulde ejendomme. I Guatemala tildelte den fungerende guvernør ham dog kun nogle ikke synderlig indbringende - samt løfte om bedre. Her levede han så, uden at løftet holdtes, til 1550, da han som en af de få tilbageblevne conquistadorer fra Cortés' tid kaldtes til Spanien for at deltage i den rådsforsamling, der afholdtes i Valladolid og bl.a. skulle tage bestemmelse om hvorvidt man burde vedblive at fordele de indfødte til de spanske nybyggere som slaver. Bernal Diaz stemte for bibeholdelsen af den tilvante umenneskelige foranstaltning, hvorved han håbede engang at komme på den grønne gren, og benyttede øjeblikket til at få sit privilegium fornyet, til efterretning og efterlevelse for myndighederne i Ny-Spanien. Hos disse opnåede han imidlertid denne gang heller ikke andet end løfter, »for Licentiatus Zerrato, der var retsformand i Guatemala, tog sig kun af sine slægtninge og tjenere og venner« (Bernal's ord), så at den gamle krigsmand blev ved at være temmelig fattig resten af sine dage. Disse tilbragte han, omringet af en talrig børneflok - hvortil efterhånden kom en lige så talrig flok børnebørn - i Guatemala, nogle rejser fraregnet, hædret af sine medborgere ved forskellige æresposter, bl.a. som regidor. Og dér døde han omtrent i 1581, så længe holdt hans seje og kraftige soldaterlegeme ud trods alle de strabadser, det havde måttet døje; synet og hørelsen havde dog i en del år været svækkede, efter hans eget sigende. Efterkommere af ham eksisterer endnu derovre. Den bog, der har bevaret ham et navn som historieskriver, begyndte han at forfatte, dengang han allerede var over de 70 år. Forståeligt er det jo, at de stolte minder, der opfyldte ham bestandig, og hvormed han - lig den gamle bonde i Welhaven's »Asgårdsrejen« - plejede at »korte tiden i laget«, når han samlede sin æt omkring arnen«, har han ønsket at fæstne på papiret, før det blev for sent, til gavn og glæde for kommende slægter. Så greb han da pennen, og det er mærkeligt at se, hvor godt (i rent udvortes forstand) den førtes af en hånd, hvis fingre så tit havde krummet sig om sværdhæfte og lanseskaft; thi håndskriften er meget tydelig og nærmest at kalde smuk. Det ses navnlig af faksimilet i Heredia's franske oversættelse. Men da han allerede var nået et stykke ind i sit arbejde, følte han sig i endnu højere grad end før opfordret til med al kraft at føre det til ende; han fik nemlig nyudkomne bøger at læse, hvori de begivenheder, han havde oplevet, var skildrede af andre, der selv ikke havde set dem. Især Gomara's krønike; dens fremstillingsmåde imponerede hans jævne begavelse, så at han måtte sige sig selv: »nej, så dejlig en stil kan jeg ikke yde!«, men dens unøjagtigheder ærgrede ham, så at de ord kunne passe på ham, at nu »flammede hans blik, da så han tilbage, da maned han frem sine ungdomsdage.« Resultatet blev en mægtig foliant på 300 blade, tæt beskrevne, og omtrent lige til sit sidste leveår, da han var næsten blind, syslede han dermed, uden at det lykkedes ham at blive helt færdig (den begynder med år 1514 og går til 1568). Originalmanuskriptet gik i arv til hans efterkommere og bevares endnu den dag i dag i rådstuearkivet i byen Guatemala, hovedstad i republikken af samme navn. Kun i de første år af det 17 århundrede blev der taget en eneste afskrift af det; denne kom til Spanien og benyttedes til den første trykte udgave af værket (Madrid 1632), der så atter ligger til grund for en række senere udgaver. I løbet af det sidst forløbne århundrede er Bernal Diaz' bog blevet oversat adskillige gange, således at der nu findes to tyske, to engelske, to franske og to ungarske oversættelser. Af disse er der særlig grund til at nævne den ypperlige, som skyldes den franske, men spansk fødte digter J. M. de Heredia, sonetternes mester (død i 1905); den udkom i Paris 1877-87. Men da Heredia's gengivelse omtrent var færdigtrykt, fik han af en amerikansk ven, der af selvsyn kendte forfatterens egenhændige manuskript, den for ham mindre glædelige oplysning, at udgaven i 1632 ikke rigtig stemte overens dermed. Den gamle udgiver, en munk af Mercenariernes orden ved navn Alonso Remon, har dels rimeligvis haft en noget ukorrekt afskrift til brug for sig, dels har han rettet stærkt på Bernal's sprog, og - hvad værre er - han har både foretaget udeladelser, forandringer og tilsætninger, hvad indholdet angår. Fornemmelig har han begået et »fromt bedrag« ved mere end tilbørligt at fremhæve den rolle, som en munk af hans egen orden, pater Bartolomé de Olmedo, spillede ved erobringen og de hedenske indfødtes omvendelse til kristendommen; i virkeligheden var denne mands virksomhed ikke overdrevent fremtrædende, og han gør desuden indtryk af ikke at have været nogen videre sympatetisk personlighed. Længe ville regeringen i Guatemala ikke tillade, at der blev taget nogen nøjagtig kopi af den litterære skat, hvorover den rugede, og det uagtet republikken Mexikos præsident flere gange gjorde skridt i den anledning. Endelig gik man 1901 ind derpå, og en afskrift, udført i Guatemala, sendtes efterhånden til den mexikanske historiker Genaro Garcia, som skulle besørge en ny udgave. Og 6 år tidligere havde Guatemala's regering foræret Mexiko's en fuldstændig fotografisk gengivelse af håndskriftel, dog foreløbig med den udtrykkelige bestemmelse, at det ikke måtte udgives i trykken efter den. Det lykkedes imidlertid Garcia ved præsident Porfirio Diaz' mellemkomst at få bestemmelsen hævet for sit vedkommende, så at igen stadig under arbejdet kunne sammenligne afskriften med den fotografiske kopi. I sommeren 1905 afsluttedes så værkets udgivelse (Mexiko, i 2 temmelig store bind); det blev trykt på den mexikanske stats bekostning og må betegnes som et ordret aftryk af den gamle conquistadors originalmanuskript. På grundlag heraf er nærværende danske oversættelse udført. Bernal Diaz del Castillo gør ikke krav på at være nogen mester i historieskrivningens kunst, og der er heller ikke grund til at regne ham derfor. Men der er heller ingen anledning til at regne ham derfor. Men der er heller ingen anledning til at regne ham til last, at han ikke er det; thi han er til gengæld en ved sin friskhed og naivitet meget fængslende forfæller. Vidtløftig, ja snaksom er han, fuld af gentagelser og stereotype vendinger, undertiden med en mærkelig ringe tro til sine læseres opfattelsesevne, så at han bliver ved at indterpe hvad der hører en grumme jævn forstand til at forstå og et ikke synderlig stort kvantum hukommelse til at huske. Hans egen hukommelse, når det gjaldt enkelthederne af hans oplevelser, har imidlertid været forbavsende god. Og det styrker tilliden til hans troværdighed at se ham ærlig tilstå, at han ikke var med der og der og følgelig ikke kan give sikker besked derom, at han ikke kan mindes det og det navn osv.. Såvel Prescott som Bancroft og andre historikere har da også udtalt en meget fordelagtig dom angående hans pålidelighed; nogle historikere deler dog ikke denne opfattelse med hensyn til hans skildring af den hedenske kultur i Mexiko, som han efter deres mening ser i alt for glimrende lys, idet de selv til gengæld går for vidt i skepticisme (de har endog villet benægte Bernal's eksistens). Selv hans angivelser af talstørrelser, der undertiden ser løjerlige nok ud (mindre dog i originalmanuskriptet end i Remon's og de senere udgaver), viser sig i de fleste tilfælde at være ikke så fjerne fra virkeligheden som man skulle tro. I det hele har ærlighed - del har da også de fleste fået indtrykket af - været et fremtrædende træk i Bernal Diaz' karakter, sådan som den tegner sig i hans bog. Han har været en meget tapper og pligtopfyldende krigsmand; men han har også vidst af det, så at man egentlig ikke kan kalde ham beskeden. »Vi var nogle pokkers karle, og det var nogle vældige bedrifter, vi udførte«, den tankegang kommer på mere end eet sted til udtryk. Derfor kan man se, hvor hårdt det falder ham at måtte bekende, at engang var han for alvor bange, - men det må frem, det byder hans sanddruhed ham. Og som oprigtig troende katolik giver han først og fremmest gud - og Madonna - æren og takken for de vundne sejre og sit livs frelse. Andre fremtrædende egenskaber hos ham er medfødt godmodighed og et af og til frembrydende lune, der på ægte spansk vis gerne har et ordsprog på rede hånd. Hans kundskaber har ikke været store: vil han citere latinske ord, kommer han galt afsted, hans retskrivning er højst usikker, og af tegnsætning er der så godt som intet, men han har læst sin »Amadis« og andre ridderromaner, han ved et og andet om de gamle romere, og han er så meget renæssancemenneske, at han kender noget til Michelangelo og enkelte andre store, samtidige kunstnere. Jævnheden er det, der væsentlig præger hans fremstilling; og det er hans jævne, sunde og praktiske fornuft, der hist og her får ham til at overraske os med et lille kritisk ræsonnement; især kan han være kostelig, når han - hvad der ikke går så sjældent på - tager »krønikeskriveren Gomara« i ørene og giver ham en overhaling for hans mere eller mindre bevidste sandhedsfordrejelser. Men i selve fortællingen kan han til tider rives med af begivenhedernes fart, at han for visse afsnits vedkommende formelig kan præstere en så at sige kunstløs kunst. Og i et enkelt øjeblik, da Cortés atter drager mod Mexiko efter nederlaget og fra en tempeltinde ser, mod i hu, ind imod den by, hvor så mange kække spaniere havde fundet en blodig død, mærker vi, at Bernal hørte til det folk, hvis heltesange altid fulgtes med dets heltegerninger, idet han udbryder i folkeromancens ord om hærførerens hjertekvide for de tabte våbenfæller. Det er overhovedet just våbenfællerne, som er de egentlige helte i hans skildring, mere end fortælleren selv. Også mere end Cortés, hvor ofte naturligvis end dennes navn og skikkelse møder os. Ligesom en af oldtidens digtere har mindet om, at »der levede tapre mænd før Agamemnon«, men at de ikke havde fundet nogen Homer, således vil Bernal Diaz netop hævde, at »der levede tapre mænd jævnsides med Agamemnon«. Han har syntes, at Gomara og andre syndede mod den historiske retfærdighed ved alt for udelukkende at give Cortés æren for bedrifterne og togets udfald. Selvfølgelig beundrer han sin general, hans mod og udholdenhed, hans rådsnarhed og omsigt, hans veltalenhed, - ja hans færdighed i det latinske sprog. Med kendelig sympati skildrer han Cortés' ydre fremtræden: »Han var i alle måder en ægte adelsmand at se til, med kraftigt og velbygget legeme, hvælvet bryst og brede skuldre, senestærk - først senere hen lagde han sig »mave« til -, lidt kalveknæet, ansigtet noget bredt og hudfarven noget mat, skæg og hår næsten sorte, førstnævnte ikke meget tæt, øjnenes udtryk i almindelighed venligt, til sine tider alvorligt«. Heftig tale og grove ord brugte feltherren ikke, men når han blev meget opbragt, så man, hvordan årerne på hans hals og pande svulmede. Hans klædedragt bar en fornem enkelhed til skue; kostbare stoffer brød han sig ikke om, og af prydelser bar han kun en guldkæde om halsen, med et helgenbillede, og en værdifuld diamantring på fingeren. Også hvad levemåden angår, var han lidet fordringsfuld; men bordets opdækning og i det hele husførelsen var så pragtfuld som det tilkom en fornem herre. Ligesom han personlig arbejdede med på befæstningen af Vera Cruz, så godt som den simpleste soldat, således stod han i kampen ikke tilbage for nogen som helst med hensyn til at sætte sit liv i vove. Dog, hans svage sider dølger Bernal heller ikke; hans stivsind forårsagede ikke sjælden ulykker, hans fagre ord var ingenlunde altid til at stole på, han var alt for tilbøjelig til at tilregne sig selv alene æren, og han var ikke lidt pengebegærlig. Men - det stemmer øjensynlig atter Bernal mildere - i sine senere år havde han kun uheld med sig, »måske for at finde lykken i himlen«, siger forfatteren, »og den tror jeg også han har vundet, for han var en stolt riddersmand og dyrkede andægtig vor frue og apostelen Sankt Peter og andre helgener. Gud tilgive ham hans synder, og mig ligeså, og skænke mig et saligt endeligt, for det er vigtigere end alle vore erobringer og vore sejre over indianerne«. Men som sagt, det er alle de tapre deltagere i toget, han vil flette en laurbærkrans. Der var ikke flere af dem, end at han mod slutningen af sin bog kan opregne dem omtrent alle sammen og fortælle lidt om næsten hver enkelt, i et kapitel, som rigtignok er blevet dygtig langt. Og han henfalder gerne til en hyggelig, borgerlig passiar om deres familieforhold, deres fortid og hvordan det senere gik dem - omtrent som følger: »jo, se det var ikke den Alonso Pérez, som var gift med hende fra Cuba; men det var ham, der var født i Valladolid og blev gift med Pedro Martinez' enke og siden bosatte sig i Guatemala« osv.. Endog hestene i hæren, deres farve og andre egenskaber, har han godt rede på, selvom de er døde for snese år siden. I almindelighed har Bernal en eller anden lille venlig tilføjelse til sine kammeraters navne: »brav soldat«, -»udmærket fægter«, »dygtig rytter« og deslige. Men det fremgår dog, at om de end var hidalgo'er så godt som alle, så var der for adskilliges vedkommende et eller andet mørkt punkt fra ungdomsdagene i Spanien, som gjorde sit til at de fristede lykken andensteds; een havde således fået den ene hånd afhugget af bødlen, een havde bortført en anden mands kone, een slået sin kone ihjel med en møllesten, et par fandt det rådeligt at optræde under falsk navn, vel fordi de var kommet på kant med lovene, og om een hedder det, at han måtte flygte fra Spanien for en tvekamps skyld. Også Cortés havde haft mange dueller og bar på en skramme ved munden som et minde om en af dem. At kvinder, spil og vin fornemmelig udfyldte tiden for conquistadorerne, når de ikke var optagne af krigen, er jo ikke forunderligt. Det forundrer derimod at se, hvor forholdsvis mange af soldaterne Bernal omtaler som »ældre« eller »gamle«; ved de fleste tilføjer han et par ord om, hvordan deres endeligt blev, navnlig om de faldt i indianernes hænder eller de døde strådød, - fire eller fem blev hængte. Kaptajnerne, de mest fremtrædende helte på dette nye Argonautertogt (således kan man vistnok rettest kalde det, thi her gjaldt det jo også væsentlig om at vinde en gylden skat), var næsten alle unge folk, ligesom Cortés selv kun var 34 år, da toget begyndte. Med særlig beundring nævner Bernal Diaz den raske og uforfærdede Pedro de Alvarado, hvis strålende ansigt og elegante skikkelse skaffede ham tilnavnet »solen« hos indianerne, den tapre og krigskyndige, kun 22årige Gonzalo de Sandoval, der havde evner nok til at blive overgeneral, om så skulle være, og den kække, men uregerlige Cristóbal de Oli, »en sand Hektor«, der blot skulle have haft »lige så meget hoved som hjerte« og som det derfor tog en dårlig ende med. Bernal kan imidlertid ikke skjule, at både mellem de menige soldater og mellem officererne fandtes der enkelte udpræget uheldige elementer. Hermed sigter han ikke til, at nogle hidsige hidalgo'ers Toledo klinger let kunne fare ud af skeden mod hinanden, så at lejren kom i uro og mandstugten i fare, men til, at visse blandt kammeraterne ikke var så modige som de burde være. Således kaptajn Pedro de Ircio, der blot udmærkede sig ved »indvendig tapperhed« - som Bernal udtrykker sig - og tillige var en pralhans. Han kom naturligvis ikke til at undgå våbenfællernes spot og øgenavne, ligesom Pedro de Solis kaldtes »Pedro bag Døren«, fordi han var slem til at lure, medens en anden Solis kaldtes »Silkevams«, fordi han lapsede sig med en silkedragt, den altfor tørstige Ribadeo hed »Sutteflasken«, og »Tarifa med de hvide hænder« måtte altid hedde sådan, fordi han hverken duede til at arbejde eller slås. Når Bernal Diaz' hæderlighed er fremhævet ovenfor som en karakteristisk egenskab hos ham, så passer dette også på hans domme over spaniernes fjender, de indfødte indianere. Skønt han i det hele taget betragter dem som lavere stående individer - de var jo hedninger og menneskeædere -, skønt han gerne tilføjer, når han omtaler en smuk og kraftig indfødt »af en indianer at være«, og skønt han med gru må mindes den skæbne, som de gentagne gange lod hans landsmænd blive til del. Kan han, der selv var en gæv krigsmand, ikke tilbageholde sin beundring for den overordentlige tapperhed, hvormed de værgede deres land. Han har anerkendende ord om tlascaltekernes seje modstand, men rigtignok endnu mere om den troskab, hvormed dette djærve bjergfolk støttede de spanske forbundsfæller, da de havde besluttet sig til at gå med dem imod mexikanerne. Og da et par af høvdingerne bliver kristne, stiger de naturligvis adskillige procent i hans agtelse. Dog også mexikanerne kan han give hvad der tilkommer dem. Han kan ikke lade være at respektere den modige, længe ubøjelige Guatemozin (Guatemuz, som han kalder ham) og føler åbenbart med ham, da han slagen føres frem for Cortés. Der kommer en ægte, tiltalende menneskekærlighed til orde hos ham, da han ser de af belejringen udpinte beboere forlade Mexiko efter stadens erobring, og den milde- og gavmilde! - Montezuma, karaktersvag, men af med født anstand og naturlig værdighed, har ligefrem vundet hans hjerte, så at han endog synes at tilgive ham hans tvetungethed og rænkespil. Ellers er det netop lumskeri og baghold fra fjendernes side, som kan få ham til at glemme al medfølelse, så at han formelig svælger i det myrderi, spanierne anrettede i Cholula, dengang indbyggernes anslag var opdaget. At de indfødte til syvende og sidst måtte være yderst glade over at komme under den spanske konges scepter ikke mindre end over at blive delagtige i den katolske lære, er Bernal's oprigtige og urokkelige mening. Han opfatter feltfoget så noget nær som et korstog- et »grisk korstog«, kalder Heredia det, og tillægsordet er unægtelig på sin plads -, og han gør opmærksom på, at med indførelsen af den kristne tro forsvandt forskellige laster (visse sygdomme bragtes rigtignok til gengæld ind i landet), samtidig mod at europæisk embedsstyre, retspleje og undervisning indførtes, og bygning efter bygning - især kirker - rejste sig i stedet for den gamle aztekiske kulturs mindesmærker. Vi vil slutte denne indledning med en ganske kortfattet fremstilling af den mexikanske, særlig den aztekiske kultur i dens hovedtræk, sådan som den nu kendes igennem nyere forskninger. Meget deraf er stadig uklart og  genstand for de lærdes tvist. Der fortaltes i landet gamle sagn om folkeslag, som oprindelig havde beboet det, om chichimeker, colhua'er og nahua'er, og allertidligst et folk af kæmper, hvis ben endnu var at finde i jorden. Men i virkeligheden er alt delte kun myte og sagn, kæmpernes ben er vistnok af en uddød dyreslægt (mastodonter), og man kan med sikkerhed knap gå to hundrede år tilbage i tiden, når talen er om Mexiko's historie før erobringen. Der gik også sagn om en hvidskægget mand, Quetzalcoatl, som var kommet til fastlandet fra hinsides havet og havde lært folket meget godt, - det må have været apostelen Thomas, mente spanierne. Denne sagnskikkelse dyrkedes senere som en gud. Fra omtrent det 7 århundrede af vor tidsregning skal et folk være indvandret, som hed toltekerne og som siges at være nået vidt i civilisation; mangfoldige bygningsværker fra deres tid påvistes endnu i det 16 århundrede, og man har opstillet en hel kongerække for de 400 år, som nationens herredømme over det mexikanske fastland skal have varet. Også disse traditioner hviler dog på et overordentlig løst grundlag, og de fleste forskere nu til dags fæster meget ringe lid dertil. Blandt de folkestammer, der fortrængte toltekerne, nævnes atter chichimeker og colhua'er (eller acolhua'er) - forskellige fra de før nævnte oldfolk -, men deres egentlige afløsere som Mexiko's beherskere var de krigeriske azteker, der skal være indvandrede nordfra i begyndelsen af det 14 århundrede. De satte sig fast ved Chapultepeque (det var i det hele dalstrækningerne om den mexikanske indsø, der betragtedes som landets kerne og hvorom magtudvidelses kampene mest drejede sig), og herfra lykkedes det dem at vinde større og større herredømme. Ude i søen anlagde de byen Tenochtitlan, det nuværende Mexiko, foruden en naboby Tatelulco (rettere Tlatelulco). Efter at aztekerne havde boet dér omtrent i 100 år, blev Tezcuco, colhua'ernes rige, hærget af fjender; dets fyrste søgte hjælp hos de tapre azteker og sejrede ved denne. En betydelig landforøgelse blev dem til løn for undsætningen, og kort efter sluttedes et varigt forbund mellem Mexiko, Tezcuco og et tredje rige, Tlacopan; det overholdtes i det hele ubrødeligt og bragte gerne store fordele, idet de følgende tiders talrige erobringer deltes imellem dem efter een gang vedtagne regler. En række af dygtige kongehøvdinger, hvoriblandt Montezuma den Første (død omtrent i 1450), styrede det aztekiske rige og førte dets hære til sejr. En stor del af landet fra Stillehavet til den Mexikanske Havbugt underlagdes forbundets voldsherredømme: kun Michoacan vestpå og Tlascala østpå fik det aldrig bugt med. I spidsen for Aztekerriget stod en monark - konge eller kejser, om man vil. Det var et valgrige, og regenten kåredes af fire fornemme mexikanske herrer, hvortil kom herskerne i Tezcuco og Tlaeopan. Den valgte skulle enten være broder eller nevø af den afdøde regent. Han omgav sig med stor pragt, havde et statsråd, en adelig livvagt og et talrigt hof, hvortil hørte en del mægtige herremænd fra provinserne, »kaziker« som de kaldtes. Ligefrem at sammenstille disse forhold med det europæiske lensvæsen går dog ikke an. Herskeren gav love, der nedskreves i farvet billedskrift, mexikanernes hieroglyfer, og bekendtgjordes, og han holdt højesteret, men der fandtes tillige andre domstole. Der var en særlig slavestand, tildels bestående af krigsfanger, hvis endelige lod i almindelighed blev offerdøden foran gudealtrene; de der var blevet slaver ved at være solgte af deres forældre, dannede en særlig klasse, og trældommen gik ikke i arv til børnene. Indtægter fik kongen ved mangehånde afgifter, pålagte agerdyrkningen såvel som håndværket over hele landet var der postforbindelse ved løbere, som med megen hurtighed besørgede både skrivelser og varer. Hærens betydning og anseelse var stor. Den var inddelt i korpser - hvert på 8.000 mand, hedder det -, og hver enkelt høvding og hans tropper havde deres særlige bannere, våbenmærker og farver (man kan næsten kalde det uniformer og distinktioner). I hele hærens hovedbanner sås en ørn. Til udrustningen hørte polstrede harnisker af bomuld; men de fornemme høvdinger optrådte i kostbare rustninger, navnlig med kunstfærdige fjerprydelser. Hvordan deres krigsførelse var, derom melder Bernal Diaz' bog næsten på hver side; skønt naturligvis spaniernes havde en betydelig, oprindelig overvægt ved deres rytteri, kanoner og geværer, måtte de europæiske krigere ofte sande, at disse vilde hærskarers voldsomme angreb kunne være højst vanskelige at stå imod. En talrig og såre indflydelsesrig præstestand fandtes overalt i landet, især ved det fornemste tempel i hovedstaden, med to ypperstepræster og et gennemført hierarki. De boede med hustruer og børn ved det tempel, som de hørte til, havde opdragelsen af ungdommen væsentlig i deres hånd og var vel forsynede med tempelgods. Deres dragt var sorte, fodside kjortler, offerpræstens rød. I de større byer eksisterede en art provsti- eller sogneinddeling. Templer var der mange af og deres størrelse meget forskellig: den almindelige form for de store »teocalli«er - »cu'er« hos vor fortæller- er en muret pyramide, afskåren fladt foroven; en bred trappe fører op til den øverste platform (der kunne være flere stokværk eller terrasser over hinanden), hvor den egentlige helligdom var og ofringerne foretoges; ved pyramidens fod var der store gårdsrum omgivet af præsteboliger og deslige. En mængde fester hørte ind under det religiøse ceremoniel, for størstedelen forbundne med menneskeslagtning og kannibalske måltider. Især når det gjaldt at hædre krigsguden Huitzilopotchli (Vitzliputzli, af Bernal Diaz kaldet Huichilobos); andre, mildere guder var Tezcatlepoca (»Tezcatepuca«) og Quelzalcoatl. Om den mexikanske religions formentlige dybsindigheder har de tidligere europæiske hjemmelsmænd forresten fablet en del, synes det. Mærkeligt er det at se, hvor vidt aztekerne havde drevet det i kalendervæsen - som var i præsternes hænder -, og en meget stor solskive af sten med indhugget kalender vidner især derom. De begyndte deres tidsregning med et år, der svarer til 1091 e. Kr., og delte solåret i 18 måneder, hver på 20 dage, samt 5 dage ekstra; hvert 53de år indskød man 13 dage. Desuden havde præsterne en anden kalender til astrologisk brug. Folket levede for størstedelen af agerdyrkning; det var især majs, der dyrkedes, men desuden bananer, kakao og mere. En plante, hvoraf man havde overordentlig nytte, var den storbladede agave (»maguey«); af den fik man både tag til huset og papir til at skrive på samt en art tøj ved navn »nequen«; rødderne var spiselige, og af plantens saft beredtes en berusende drik, »pulque«. Såvel havebrug som bjergværksdrift kendte de ikke lidt til, omend de ikke forstod at anvende jern, hvoraf der fandtes meget i jorden. Husdyr kendtes så godt som ikke, kun pekari'er (de såkaldte navlesvin) og en slags små hunde, der nu synes at være uddød. Men et vidt udbredt erhverv var handel, også slavehandel, idet handelsmændene - en anset stand - drog fra by til by med deres varer og gjorde forretninger ved de hyppige markeder. Betalingsmidler var især guldstøv og poser med kakaobønner. De højere stænders dagligliv var ikke uden forfinelse, navnlig hvad måltiderne angår, og chokolade og tobak vare udbredte nydelsesmidler, som de senere hen blev det i den gamle verden. Også i almindeligt håndværk såvel som i kunstindustri havde mexikanerne bragt det vidt, så at der næppe kan være begrundet tvivl om, at deres guldsmedearbejder og deres ejendommelige fjerbroderier og andre lignende arbejder i fjer har fortjent en god del af den beundring, de vakte hos de fremmede. At de virkelig havde imponerende bygningsværker kan man se f.eks. af den store tempelpyramide i Cholula, på hvis top nu en kirke knejser. Gennemgående har deres bygninger dog vistnok været opførte af lettere materialer, da de i så stort omfang er helt forsvundne. Og at der var en mexikansk billedhuggerkunst, giver bevarede monumenter os et begreb om. Det er dekorerede facader, ornamenterede stenarbejder som den nys nævnte solskive og en rund offersten fra Mexiko's hovedtempel, gudefigurer, ja endog - synes det - portrætter. Grotesk stilisering er deres mest fremtrædende kendemærke, og sært forvredne menneskeskikkelser og ansigter med bistre og forvrængede miner træffes hyppig. En kunst er det dog ubetinget, skønt just ikke en der kan måle sig med renæssancens i Europa, - sådan som den skikkelige Bernal Diaz del Castillo priser den i naiv henrykkelse over den nye verdens mærkværdigheder, da de oplod sig for hans undrende blik. Med hensyn til de mexikanske navnes form skal her bemærkes, at de gives her i oversættelsen ganske som Bernal Diaz skriver dem, - »Mexiko« dog undtagen, fordi dette navn jo almindelig forekommer i den form på dansk. Da forfatteren bruger spansk skrivemåde til ord og navne af de indfødtes sprog - og tillige for at give begreb om den rette udtale af de spanske navne -, vil det være passende her at angive det vigtigste af den spanske udtale. Ch udtales: tsj; j omtrent som tysk ch (i ældre tid skrev man ofte x for j, og g foran e og i har samme udtale); gu foran e og i udtales som dansk g; n som dansk nj; ll som lj; h foran e og i er stumt; z udtales som et læspende s, ligeledes c foran e og i (ellers udtalt som k); qu foran e og i lyder som k; y som dansk i eller j; udtalen af b nærmer sig ofte til v.. E.G.

Inden »spaniolerne« tog på opdagelsesrejser, havde de gennem århundrede opnået stor krigserfaring, da de dels kæmpede indbyrdes i de små kristne bystater og mindre landområder på den Iberiske Halvø, og mod maurerne gennem 781 år. De såkaldte kristne, tidligere vestgotere, var af maurerne tilsidst reducerede til at bo i nogle få asturiske, kastilianske og galiciske kystegne, og her kan du finde et historisk atlas over Europa, hvor der er flere landkort over den Iberiske Halvø med 100 års mellemrum, - og eksemplet i linket er fra år 1200. De kristne kaldte sig for grever og konger og af var af forskellige slægter og »huse«, og de bystaterne og områder som de beherskede, vekslede konstant, og derfor er den Iberiske Halvø's historie en rodet affære, hvor der optræder utallige stednavne som Kastilien, León, Galicien, Asturien, Aragonien, Narvarra, Burgund, Pelayo, Trastámara, Castilla, m.v. og alle de mere nutidige kendte byer. Selvfølgelig er der ikke ét Spanien, og på et tidspunkt i 1000-tallet var der over 23 småriger, og i dag er der vel 49 provinser. Den blodige fremfærd som conquistadorerne benytter, er en del af den Iberiske halvø's lange blodige historie, med svig, oprør, ærgerrighed, og andre kristelige egenskaber. Det siges, at fønikerne i det 11 århundrede f. Kr. havde bemægtiget sig Cádiz (Agadir), og senere anlagde de kolonier på kysterne, bl.a. Malaga og Sevilla (Hispalis). Fra dem stammer navnet »spania«, dvs. »det skjulte eller fjerne«. Men også grækerne anlagde handelsforbindelser og koloniseringer på den Iberiske Halvø, Emporion, nu Castellón de Ampurias i provinsen Gerona, der var en fokæisk koloni, udgået fra Massalia. Som fønikernes arvtagere fik karthagerne i det 6 århundrede f. kr. fast fod på den Iberiske Halvø, da de blev tilkaldt af Cádiz for at hjælpe denne koloni i kampen mod de omboende indfødte. Siden bredte de sig mere og mere, uden dog helt at kunne forjage grækerne, og stiftede militærkolonier, holdt strengt regimente og udbyttede ivrig landets sølvminer. I de Puniske Krige blev den Iberiske Halvø stærkt inddraget af karthagerne, som under Hamilkar og derefter Hasdrubal samlede de anselige landvindinger til et nyt rige med kystbyen Carthago Noua (Cartagena) som hovedstad. Hannibal's kamp mod romerne udgik fra den Iberiske Halvø, da Rom støttede de græske kolonier og deruden havde sluttet forbund med Saguntum, der synes at have været beboet af en indfødt befolkning. Hannibal belejrede denne by og indtog den efter et tappert forsvar, og så fulgte Roms krigserklæring i 218 f. kr.. En romers hær under Scipio landene i Emporion og slog karthagerne i Katalonien, og efter nogle flere kampe mistede karthagernes herredømme i 206 f. kr. efter at have været på den Iberiske Halvø i 400 år. Især i Andalusien satte karthagerne i længere tid spor i sæder og skikke. Men romerne måtte i de næste 3 århundreder kæmpe mod de indfødte, både i midt på den Iberiske Halvø, i nord og vest, førend de fik den Iberiske Halvø i besiddelse. Hvert øjeblik var der store rejsninger mod romerne, og 152 f. kr. begyndte en betydelig opstand under lusitaneren Viriathus, som nær havde løsrevet hele den Iberiske Halvø fra Rom. Men han mistede livet ved snigmord. Ifølge Marcus Terentius Varro (116 f. kr.27 f. kr.) skal ibererne måske være af asiatisk oprindelse, og have været de ældste indbyggere. Så kom kelterne (gallerne) i det 5 århundrede f. kr., og efter nogle kampe boede ibererne oppe ved Pyrenæerne samt på østkysten og en del af sydkysten, hvorimod kelterne bosatte sig i nordvest, i det senere Galicien og i Portugal. På den øvrige del af halvøen var de to folk blandede, og ved blandingen opstod et nyt folk, keltibererne. Navne på enkelte stammer er galaikerne, asturerne, cantabrerne, vasconerne, cerretanerne, lusitanerne, turdetanerne, carpetanerne med flere, og disse folkeslag levede hver for sig i landsbyer, og dannede undertiden forbund for handelsforbindelsers skyld eller til fælles forsvar, men havde i almindelighed intet samkvem indbyrdes. Familierne var samlede i klaner, og i spidsen stod een eller to høvdinger, og en befæstet hovedstad dannede midtpunkt for de omliggende landsbyer. Folket var delt i fri og trælle, den personlige ejendomsret stærkt udbredt. Religionen var polyteistisk, med mange lokalguder, med fester og ofringer, også af krigsfanger, af hvis indvolde man tog varsler. Turdetanerne i Andalusien havde agerdyrkning, handel og værksteder, samt digtekunst, love og historiske årbøger. Vilde og krigerske var lusitanerne, men især også galicierne, asturerne og cantabrerne. Men romerne sætter sig fast på den Iberiske Halvø, og opdeler den Iberiske halvø i forskellige provinser, og fra det 2 århundrede findes der kristne menigheder i Spanien, hvor kejser Decius og Diocletian forfølger de kristne, hvorved der opstår mange kristne martyrer. I det 4 århundrede e. Kr. er galicieren Priscillians kætteri stærkt udbredt i den Iberiske kirke. Bætica, »La Bética«, dvs. det senere Andalusien var på den tid veldyrket, og dets olie og vine var berømte i Romerriget, ligesom der var et betydeligt fiskeri, fåreavl og bjergværksdrift. Hunnernes angreb på Vesteuropa medfører at folkevandringerne bringer sveberne, vandalerne og alanerne ned på den Iberiske Halvø i 409. Sveberne slog sig ned i Galicien, alanerne i Lusitania og Cartagena-området og vandalerne i »La Bética«. Men få år efter i 414 kommer vestgoterne under Astolf ind på den Iberiske Halvø, og vestgoteren Vallia, der fik hjælp af romerne, slog alanerne. Sveberne og vandalerne kæmpede indbyrdes, og vandalerne i Andalusien blev slået af goterkongen Theodorik I, der også gik i forbund med romerne. Men Theodorik I blev derefter svebernes allierede, og han faldt i slaget ved Chálons mod hunnerne i 451 e. Kr.. Nu havde sveberne i et mægtigt rige på den Iberiske Halvø, men vestgoternes kong Teodorik II angreb nu sammen med romerne svebernes rige, og sveberne led nederlag i 456. Under Genserico vandrede vandalerne til Nordafrika og bankede de kristne dér. De vestgotiske tropper drog nu ind på den Iberiske Halvø, og vestgoternes kong Eurik (fra 469), der herskede over store dele af Gallien, forsatte erobringen af den Iberiske Halvø, sådan at sveberne kun havde en del tilbage af Lusitanien og Galicien, og enkelte bjergegne holdt sig dog længe helt uafhængige. En række vestgotiske konger fulgte efter Eurik, en af dem - Amalarik med østgoteren Teodorik som formynder i sin første regeringstid. I 554 angreb byzantinerne den Iberiske halvø for at hjælpe tronprætendenten Atanagild mod kong Agila; men da han var blevet konge, måtte han selv føre krig mod dem med skiftende held. Han var en dygtig regent og døde i 567. Af de følgende konger er Ljuvigild enekonge i 573-86, og han kæmper med held mod sveberne og byzantinerne, men i hans regeringstid var der indre uroligheder i riget, idet sønnen, Hermenegild, var gift med en katolik af den athanasianske trosbekendelse, medens kongefamilien og især Ljuvigild's dronning var ivrige arianere. Hermenegild gjorde oprør mod sin fader, og arianerne og katolikkerne førte en kamp fra 582, indtil Hermenegild måtte overgive sig og Sevilla og dræbtes i fangenskab. Før sin død lykkedes det Ljuvigild at gøre det helt af med svebernes rige. Sønnen Rekkared var også en fremragende hersker, hvis regeringstid er mærkelig ved, at forfølgelsen mod katolikkerne ophørte, og at kongen ved det 3. toledanske koncilium i 587 eller i 589 afsvor den hidtil dominerende arianisme. Arianerne vedblev dog at værge sig, så længe det vestgotiske rige bestod. Rekkared søgte at forene de folkeslag og racer, som rigets befolkning var sammensat af. Kong Chindasvint og kong Recesvint førte kampe mod adelen, og forsøgte at tvinge kongedømmets arvelighed igennem. Den sidste betydelige vestgotiske konge er Wamba fra 672, og han måtte føre flere krige og tilbagedrev et maurisk angreb. Wamba var også lovgiver, og resultatet af hans og efterfølgernes arbejde blev lovbogen »Fuero Juzgo«. Den sidste vestgotiske konge er Rodrigo fra 710. Efter Muhammeds død i Medina 632 e. Kr. indledte muhamedanerne en ekspansion for at sprede Islam. Muhamedanerne var dygtige, stærke og velorganiserede og nåede frem til den Iberiske Halvø, og i 711 e.Kr. gik muhamedanerne i land på den Iberiske halvø og indtog Granada, som var underlagt vestgoterne og kong Rodrigo. Muhamedanerne, dvs. maurerne vandt også Toledo fra vestgoterne, og kong Rodrigo blev slået og dræbt i 713, og mange folk sluttede sig til muhamedanerne og det nye kalifat: Al-Andalus i 714, dvs. hele den Iberiske halvø, og muhamedanerne var i de følgende 781 år på den Iberiske halvø. Muhamedanerne under Muza og mange andre høvdinge, fortsatte op gennem Den Iberiske Halvø og op i det nuværende Frankrig, hvor de blev slået ved slaget ved Poitiers i oktober 732 e. kr.. I bjergegnene i nordvest-Spanien forsvarede den gotiske prins Pelayo sig tappert, og grundlagde et dynasti af konger i Oviedo, og disse udvidede deres rige lidt efter lidt; men først i det 11 århundrede turde de gå mod maurerne. Men muslimerne strakte hurtigt deres rige langt omkring, bl.a. for at slippe for de kristne byzantinske skatteopkrævere, og de satte sig på handelsvejene fra Kina, Indien, Afrika og Arabien, sådan at de vesteuropæiske fyrster, kirken og overklasser hurtigt kom af med deres guld og sølv, for deres indkøb af luksusartikler, krydderier og lægeplanter, som de måtte købe via muslimske købmænd. Så der blev en alvorlig mangel på ædelmetaller i Vesteuropa. Det mauriske rige i Cordoba under omajjaden Abdur Rahman havde gjort sig til uafhængig emir i 758, og han stiftede den omajjadiske herskerslægt, der regerede i 32 år og som gjorde forsøg på at hævde en stærk kongemagt overfor sheikerne. Under sønnen Haschem I. begyndte fakirerne og et fanatisk religiøst parti at få stærk indflydelse, og Alhakem I. havde svært ved at hævde sin magt overfor dem. Men i 814 tilføjede han oprørerne et nederlag i selve Cordoba, sådan at en mængde udvandrede. Derefter måtte Cordobas emirer kæmpe mod en anden rejsning i Toledo, som først dæmpedes i 837. Opstande rundt omkring i riget var hyppige, og samtidig plagedes riget i det i 9. århundrede af normannernes stadige indfald. Nye farer truede emiratet som følge af den harme, en del af dets kristne undersåtter følte overfor den lavere muslimske befolknings side. Et oprør i maurerriget fandt sted mod slutningen af det 9. århundrede i forbund med de kristne i Nordspanien. Toledo blev løsrevet, og Beni Kasi'ers havde et ærgerrigt herredømme i Zaragoza, og flere selvstændige mindre »stater« dannedes i Estremadura og Andalusien, særlig Ronda under Omar ben Hafsum i 890erne, der var af gotisk adel og som til sidst antog kristentroen, men da blev forladt af sine mauriske tilhængere, sådan at hans rige faldt sammen. I Sevilla gjorde det mauriske aristokrati oprør mod emiratet og kæmpede tillige sejrrigt mod en rejsning. Abdalla begyndte at bringe orden i forholdene og efterfølgeren, Abdur Rahman III (912-961), skaffede riget ny glans, og fra ham daterer Cordobas store tid sig. Han overvandt Omar, herren i Ronda, der døde i 917. Abdur Rahman III fik underlagt sig den oprørske sevillanske adel, de uafhængige sheiker, det løsrevne Toledo og Beni Kasi'erne i Aragonien, og han lagde Nordafrika ind under sit herredømme. Han antog titel som kalif, som jævnbyrdig med herskerne i Damaskus. Mod de nordspanske kristne konger havde han dog kun delvis held med sig. Abdur Rahman III's anseelse var stor i hele Europa, idet regenterne sendte gesandter til ham og anmodede om forbund med ham; og dette ry havde bl.a. sin baggrund i hans flotte bygningsarbejder og i Cordobas høje åndelige kultur. Under Alhakem II (961-976) trivedes åndslivet, og hans søn Hischám II, var også i krigersk henseende mægtig, men det skyldtes ikke ham selv, og nu begyndte magten at gå over fra kalifferne til deres vesirer. Det var den berømmelige Abu Mohammed Almansur, der genoprettede hærmagten og blev de kristne en frygtelig fjende, sådan at de kristne til sidst var reducerede til nogle få asturiske, kastilianske og galiciske kystegne; endog Santiago faldt i hans hænder. Det fortælles, at Almansur standsedes ved et slag, ved Calatañazor i Kastilien 948, af kongerne af León og Navarra, og døde kort efter af sine sår. Abu Mohammed Almansur havde næsten nået, at gøre sig til herre over hele den Iberiske halvø, og hans søn Mudhaffar søgte at fortsætte i faderens ånd, men misundelse mod Almansur's slægt og uvilje mod den store hær og militarisme, thi der var i denne hær navnlig berbere samt »europæere« allevegne fra, bragte Mudhaffar's broder til fald, efter at han havde opkastet sig til kalif. Anarkiet voksede, og der var flere kaliffer samtidig, og Omajjaden Hischám III tillige med Cordoba kalifatet i 1031 styrtedes, efter at det havde bestået i 275 år. Cordoba kalifatet opløstes i en mængde uafhængige småstater, deriblandt selve byen Cordoba og dens omegn, som blev en aristokratisk republik. De første vestgotiske konger i Oviedo riget i Nordspanien var kristne, men de måtte kæmpe med indre uroligheder. I nordvest-Spanien i Oviedo riget opstår konger af Asturien, der var efterkommere af Rekkared, bl.a. Alfons II den Kyske's (791-842) der begyndte at tage kampen op mod muslimerne, og mange »mozarabere«, dvs. de arabisktalende kristne, der levede i de mauriske områder, sluttede sig til Alfons den Kyske, der indgik forbund med Karl den Store og grundlagde Sankt Jakob's kirke og bispesædet, byen Santiago de Compostela. Hans rige var snart derefter ikke det eneste kristelige. De uafhængige navarresere værgede deres frihed i bjergene både mod frankerne og arabere og dannede et lille rige, hvis ældste historie er meget uklart. Et lignende rige dannedes i Aragonien, men det opslugtes af det navarresiske rige. Fra maurerne tog frankerne »Den spanske Mark«, en provins opdelt i flere grevskaber, hvoriblandt Barcelona og senere fra 874, er der en uafhængig greve af Katalonien, som også kæmper mod maurerne. Men de kristne riger kæmpede samtidig indbyrdes imod hinanden, og de anarkiske tilstande havde sin årsag i den stridige adel i det leónesisk-galiciske rige, sådan at kalifatet lettere fik bugt med modstanderne fra det kristne nord. Alfons II (791-842), Ramiro I. (842 - 850), Ordoño I. (850 til 866) og Alfons III den Store (866-910) førte 30 felttog mod mauerne og udvidede sit rige, men hans søn, Garcia, rejste et oprør mod Alfons III den Store, og de andre sønner tog magten fra den store Alfons, sådan at Garcia I. (910-914) fik kongemagten i León; Ramiro II (930-950)og flere konger havde heldet med sig, men så ødelægges resultaterne ved en borgerkrig. Under kong Ramiro II gjorde grev Fernán González i Kastilien (923-970) opstand og grundlagde denne landsdels uafhængighed, og efter Ramiro's død i 950 begyndte en sand »sværdtid og ulvestid« for Kastilien, men Kastilliens kong Sancho den Tykke (995-1017) blev alligevel Abdur Rahman III's vasal, og da han var død, gjorde enhver adelsmand sig til herre på sin borg, medens Muḥammad ibn Almansur (ca. 938-1002) vandt den ene sejr efter den anden over en række småriger. Under kong Alfons V af Kastillien (999-1028), kom der bedre tider, og da Almansur døde i 1002 blev forholdene i det cordobesiske rige urolige, sådan at Alfons kunne vinde sejre og forstørre sit rige på maurernes bekostning, og nu måtte maurerne købe fred af den kristne konge. Under Alfons V afholdtes i 1020 cortes (concilia, dvs. en rådsforsamling) i Leon, hvor nye love blev frembragt. Der blev skabt familieforbindelsen mellem Alfons søn, Bermudo III af Leon, Sancho el Mayor af Navarra og grev Garcia af Kastilien, der skulle befæste samdrægtigheden mellem de kristne småriger, men venskabet holdt ikke. Sancho besatte Kastilien efter Garcia's død og kom i krig med Bermudo, der blev jaget fra León, så at han kun beholdt Galicien, hvorefter Sancho af Kastillien og Navarra der døde i 1035, kaldte sig »konge af Spanien«. Ved sin død delte han riget mellem sine sønner, således at Garcia fik Navarra og Biscaya, Fernando Kastilien og Ramiro Aragonien. Endnu måtte Fernando strides med Bermudo om León, som han fratog ham i 1037, hvorpå han forenede det med Kastilien og tillige ombyttede grevetitelen med den som konge. Men de katalonske grever i Barcelona havde imidlertidig forøget deres territorium ved erobringer fra maurerne, og fik indflydelse i Cordoba, og især nød Ramon Berenguer I. fra 1035 stor anseelse. I henseende til administration og kultur, både den materielle og den åndelige, stod maurerne ubetinget højt over halvøens kristne riger, og maurernes civilisation virkede ud over kalifatets grænser. Der var ikke uafbrudte kampe, og man levede i virkeligheden dengang ofte i god forståelse med hverandre, og der forekom også talrige blandede ægteskaber mellem kristne og muhammedanere. Tit tjente maurere i kristne hære og omvendt, og i Cordoba fandtes en stående kristen lejehær. Og mozarabernes ejendommelige stilling gjorde sit til en blanding af folkeslagene. Fra midten af det 11. århundrede begynder de tilbagestående kristne riger at gøre fremskridt. De kristne kongeslægter og adelsmændenes gjorde dog alt muligt for at ødelægge deres vundne fordele og svække møjsommelig erhvervet magt; og når det alligevel bar fremad, er det dels maurnes blottelser og svaghedstilstande. Men i midten af det 11 århundrede var kalifatet opdelt i 23 uafhængige småstater: Cordoba, Sevilla, Malaga, Granada, Zaragoza, Toledo osv. mest fremtrædende var Sevilla, som havde dygtige regenter af Abbaddiernes slægt, der efterhånden blev arvtagere af Cordoba kalifatet og ofte udfoldede stor hofpragt. Men spanierne trængte dem samtidig hårdt i krigene, så at de mauriske stater greb til det middel at indkalde almorariderne, der var et fanatisk religiøst folk, oprindelig berbere fra Sahara, der havde stiftet et stort nordafrikansk monarki. Deres kejser, Jussuf, vandt i 1086 og i 1090 sejre over spanierne, og kort efter gjorde han sig til herre over en stor del mauriske stater. Hans efterfølger Ali fortsatte erobringen, og i 1111 var hele det muslimske Spanien i almoravidernes hænder. Men deres herskere førte et svagt regimente, og det fordum krigerske folk blev blødagtigt, og de kristne modstandere vandt adskillige fordele. Der blev da brug for nye kræfter fra det afrikanske hjemland, og de vilde almohader, opflammede af religiøs fanatisme og ledet af en i Mahdi, begyndte i 1125 at rokke almoravidernes herredømme i Afrika, og da de havde styrtet det, kom de i 1146 over til den Iberiske halvø, og underkastede sig lidt i efter lidt alle de almoravidiske besiddelser, og disse besiddelser styredes derefter mest fra det almohadiske kejserdømme i Afrika som en provins af dette. Fra nu af udgjorde berberne flertallet af folkemængden i den muslimske del af den Iberiske halvø. Derefter pågik der en troskamp mellem nord og syd med vekslende krigslykke, indtil spanierne vandt slaget ved las Navas d. 16 juli 1212, og fra 1214 splittes almohadernes rige ved indre uenighed, da folket er udpint af skatter, og flere mindre stater river sig løs, bl.a. Murda og Jaén, og Jaén bliver fra 1238, under kong Alhamar, til det granadinske rige, der kom til at eksistere længst af alle de spansk-mauriske riger. Det granadinske rige bestod dengang af Sierra Nevada dalen og hele kysten fra Almeria til Gibraltar, men blev snart mindre, da kastilianerne allerede i 1236 havde erobret Cordoba og erhvervet Murcia i 1241; Jaén afstodes dem nu af Alhamar i 1246, og i 1248 måtte han hjælpe dem til at indtage Sevilla. Samtidig faldt næsten alt andet maurisk land på den Iberiske halvø i de kristnes hænder, sådan at kun kongeriget Granada var muslimsk. Fernando I af Leon og Kastilien var en af de heldige kristne konger. Ved cortes i 1050 havde Fernando I af Leon og Kastilien bekræftet de tidligere givne privilegier for at vinde leoneserne, og han måtte føre krig med broderen Garcia, der led nederlag og faldt i 1054, hvorpå Navarra overdroges til Garcia's søn. Så gik Fernando mod maurerne i Portugal, og indtog Viseo og Lamego i 1057, og derpå erobrede han forskellige byer i Aragonien og tvang kongerne af Badajoz, Toledo, Zaragoza og Sevilla til at betale skat til ham. I 1064 indtog han Coimbra og angreb Valencia, men blev syg under belejringen og døde i 1065. Ved sit testamente traf Fernando den uheldige bestemmelse, at riget skulle deles mellem sønnerne Sancho (Kastilien). Alfons (León), Garcia (Galicien) samt døtrene Urraca (Zamora) og Elvira (Toro), og derefter blev der broder- og borgerkrig: Sancho ville tilrive sig det hele og forjog de øvrige, men Zamora forsvarede sig, og da han belejrede det, dræbtes han. Kampen mellem Alfons og Garcia endte med Garcia's undergang, og Alfons udråbtes til kong Alfons VI. af Kastillien og León i 1065, og han benyttede sig af opløsningstilstanden i maurernes riger til at angribe dem eftertrykkelig, og han belejrede bl.a. Sevilla og trængte helt ned til sydkysten. Men hans største bedrift var, da han tvang Toledo til at kapitulere d. 25. maj 1085, og denne by kom aldrig senere under arabisk vælde. Endnu i en årrække fortsatte Alfons med at sejre, men han standsedes ved almoravidernes indkaldelse. Året efter at han i 1108 havde lidt nederlag ved Uclés, døde han. Under de ovennævnte kastilianske konger var det, at den berømte el Cid levede, der fik tilnavnet »el Campeador« (krigeren). El Cid kom uoverens med Alfons VI og måtte gå i landflygtighed, og han kom undertiden i maurisk tjeneste, men i 1094 erobrede el Cid Valencia, men hans styrelse var hård og han var ikke videre ordholdende eller retsindig. Da el Cid var død i 1099, kom Alfons VI hans enke Jimena til hjælp mod maurerne, sådan at de kristne holdt byen til 1102, men derefter måtte de rømme den. Alfons VI's efterfølgerske, Urraca, enke efter Raimund af Burgund, måtte efter adelens ønske gifte sig med Alfons I af Aragonien (1104-34). Aragonien var jo tidligere under de første konger af Sanchos slægt begyndt at tilføje maurerne tab og at underlægge sig nye landområde, og Aragoniens udvidelsen tager fart på under Alfons I af Aragonien og Narvarra, »el Batallador«, der erobrede Zaragoza i 1118 og sejrede ved Cutanda i 1120 over almoraviderne, og mozaraberne støttede ham. Men ægteskabet med Urraca var en uheldig forbindelse, da mand og hustru ikke kunne sammen, og paven ville have dem skilt, fordi de var nærbeslægtede. Alfons I af Aragonien og Narvarra gik ikke med til en skilsmisse, og så der rasede en borgerkrig. I 1100 proklamerede Urraca's søn af første ægteskab, Alfons, sig som konge i Galicien, og man søgte også at få ham kronet i León, og under de forvirrede forhold, udskildtes Portugal og befæstnedes som selvstændigt grevskab, med Urraca's søster Teresa, der var gift med Henrik af Lothringen, og snart foretog Portugal grænseudvidelser. Men nu opløstes ægteskabet mellem Urraca og Alfons I af Aragonien, og en politisk snild, mægtig prælat, biskop Diego de Gelmirez af Compostela, spillede en hovedrolle i disse forviklinger. Samtidig havde Alfons VII af Kastillien (1126-57) en hel del kampe mod den oprørske adel, med Portugal og Aragonien, og Aragonien forsøgte han at bemægtige sig efter Alfons I's død i 1134. Alfons I ville ellers have Aragonien opdelt mellem to gejstlige ridderordener efter hans død, men aragonierne valgte hans broder, munken Ramiro II (1134-37) til konge, og ved den lejlighed udskiltes Navarra fra Aragonien. Ramiro´s datter giftede sig med grev Berenguer IV af Barcelona, og fra den tid daterer Aragoniens og Kataloniens forening sig. Under Berenguer's søn, Alfons II (1162-96), kom Aragonien i besiddelse af betydelige landstrækninger i Sydfrankrig, idet han i 1167 arvede hertugdømmet Provence, i 1172 Roussillon, i 1187 Bearn, med mere, men Alfons II fik problemer i disse lande, da han hyppig måtte i krig med greven af Toulouse. Men den nye konge i Kastillien, Alfons VII, førte også flere krige mod maurerne, men almohadernes tilstedeværelse på halvøen vanskeliggjorde dog hans krigsplaner. Ligesom Fernando I havde gjort, antog Alfons VII kejsertitlen i 1135, i opposition mod de romerske kejsere, som kronedes af paven i Rom, men de andre kristne konger på den Iberiske halvø protesterede mod hans kejsertitel. Også Alfons VII foretog før sin død i 1157 en ufornuftig deling af riget, i kongerigerne Kastilien og León, sådan at de en tid lang var adskilte. Ved kong Alfons VIII (1158-1214) af Kastiliens regeringstiltrædelsen påbegyndtes 7 års ødelæggende borgerkrig og lovløse tilstande. Men fra 1166 fik han bugt med de lovløse tilstande, og førte samtidig en maurerkrig, som besværliggøres ham af troløse allierede, så at han må tvinge kongerne af León og af Navarra med våbenmagt. I begyndelsen af det 13 århundrede prædikede paven korstog mod maurerne, og udlændinge strømmede til Alfons' faner, men de fleste deserterede rigtignok, og det var med bistand af de øvrige kristne konger på den Iberiske halvø, at Alfons i 1212 vandt en stor sejr ved Las Navas de Tolesa. Ved ham fik Kastilien førerskab blandt de kristne stater på halvøen, men Portugal var imidlertid blevet til et eget kongerige, efter sejren ved Qurique i 1139, og blev endelig anerkendt som sådant af halvøens øvrige riger. Den vældige erobrer Fernando III den Hellige (1217-52), fortsatte med at forenede León med Kastilien, og så fratog han maurerne den ene vigtige by og landstrækning efter den anden, og til sidst Sevilla, hvorefter også Cadiz og andre byer overgav sig. Da Fernando III døde i 1252 var han ved at forberede et hærtogt til Afrikas kyst. Der var da grund nok for kristenhedens overhoved til at kanonisere ham. Alfons II´s søn, Pedro II, fik Montpellier i 1204 ved ægteskab, og sidenhen Urgel. Pedro II rejste til Rom og lod sig krone af paven i 1204, og blev pavens lensmand og antog titlen el Católico, men det ville adelen ikke godkende og tvang ham til at tage erklæringen tilbage, medens tributten til pavestolen dog blev betalt. Muligvis var det for at få hjælp til erobringen af de Baleariske øer. På det tidspunkt havde albigenserne fremgang og Pedro II forsøgte at stoppe Simon af Montfort's grusomme fremfærd i korstoget mod albigenserne. Pedro II deltog som den kastilianske konges allierede i slaget ved las Navas mod araberne. Påny kaldtes han til Sydfrankrig, og måtte endelig gribe til våben for at værne svigersønnen, greven af Toulouse, mod Montfort og Filip August af Frankrig. Men han tabte slaget ved Muret og mistede der livet i 1213. Pedro II's søn, Jaime I., blev udlevere til pave Innocens IV, og der var nu formynderregering med forskellige kronkrævere og uroligheder fra adelen. Fra 1217 begyndte Jaime I. at bekæmpe sine fjender, og kampen endte først i 1227 ved en overenskomst Montfort faldt i en kamp mod greven af Toulouse, og katalanerne sendte hjælpetropper. Jaime I. fik tilnavnet »el Conquistador« og fra 1229 til 1235 bekrigede han de mauriske sørøvere på Balearerne, og indtog alle øerne og bragte dem ind under den aragonske krone; i 1238 erobrede han Valencia, i 1266 Murcia til svigersønnen, Alfons X af Kastilien. Derefter foretog han et korstog til Palæstina i 1269 med en stor flåde, men stormen splittede flåden ad. I 1273 ville Jaime I atter drage mod de spanske maurer for at hjælpe Alfons X, men den katalanske adel ville ikke følge ham. En katalansk flåde erobrede imidlertid Ceuta. Jaime havde bestandig bryderi med adelen, og i slutningen af hans regering kom der oprør fra de mauriske valencianere og indfald af maurerne i Murcia, og Jaime I blev syg og døde i 1276. Hans lande blev delt mellem hans sønner. Pedro fik Aragonien, Katalonien og Valencia, Jaime Balearerne og Sydfrankrig. De katalanske grever havde tilført Aragonien et herredømme over Katalonien og Languedoc, og en række herskere i Katalonien af navnet Ramon Berenguer havde i det 11. og 12. århundrede gjort sig fortjent som krigere, og en af dem blev også konge i Aragonien. Navarra hørte i 1076-1134 sammen med Aragonien. Narvarra var så uafhængigt i 100 år indtil Sancho VII som havde været med ved Las Navas testamenterede riget til Jaime af Aragonien. Men folket ville ikke finde sig i denne testamentering, og til konge valgtes Thibaut af Champagne, der var den franske konges vasal, og derved var Navarra fra 1234 indtil længe efter, uden forbindelse med det øvrige »Spanien«. Men som i den gamle romerske verden skulle klasseadskillelsen øges i de kristne bystater og landområder. Højadelen fik en dominerende indflydelse og gejstligheden holdt på sine privilegier, medens de »de ufrie« lavede rejsninger og oprør, men de privilegerede klasser omformedes dog ved erobringen af de muhammedanske landområder og ved indvandring fra udlandet. Jøderne bliver under almohaderne genstand for forfølgelser i maurerriget, men almohaderne har i det 11. Og det 12. århundrede en gylden tid under kristne konger, og kongernes muhammedanske undersåtter, mudejarerne, får samtidig meget betydning i det aragoniske rige. Mozaraberne med deres gamle kristendom bevaret under østerlændernes herredømme, kommer atter ind under kristne herrer. Ordet »cortes« bliver i øvrigt først brugt om en adelsforsamling, og adelen og gejstligheden mødte til forhandling ved »concilios«. Første gang, folkets repræsentanter er tilstede ved en sådan forsamling, cortes, er i León i 1188. Men med udviklingen frembringes der langsomt en borgerstand i kystbyerne af handels- og søfartdrivende. Greverne af Barcelona var andre herremænds lensherrer, og med tiden opstod der flere frie byer (bystater), men en centralmagt var der ikke. Dog skulle der betales talrige og forskelligartede afgifter til kongen af den tredje stand, der tillige skulle betale lokale skatter. De adelige og gejstlige mødte frem med forskellige hærenheder, hvoraf der var de gejstlige ridderordener: Calatrava-ordenen, Santiago-ordenen og Alcántara-ordenen), der opstod i 12. århundrede og kæmpede under deres Stormestre, og krigsførelsen var hård og grusom. Militære orlogsskibe og galajer, var ligeledes udrustede ved private midler, men Fernando III begyndte at skabe en kongelig kastiliansk flåde, og Aragonien fik en flådemagt ved sin forening med Katalonien. Kirken blev reformeret af cluniacenserne, og pavelig indflydelse gjorde sig meget gældende, ligesom nye ritualer indførtes under Alfons VI af Kastilien, og som medvirkede til en næsten fuldstændig afskaffelse af den gotiske (mozarabiske) ritus. Men ligesom at adelen rager til sig af rigdom og skatter, således fik de gejstlige samlet utrolig megen rigdom i klostre og kirker, og tiggermunkenes ordener får stor udbredelse, dominikanere, og også franciskanerne. Men den gejstlige stand er gået i alvorlig fordærvelse. Alfons VI's mønter efterligner maurernes mønter, og også møntbetegnelsen maravedi, er afledt af en almoravidisk mønt. De kristne riger var optagne af deres indre kampe, og samtidig ville Alfons X af Kastilien (1252-82) gerne have fortsat sine forfædres udvidelsestrang, men den kastilianske adel gjorde modstand. Så gjorde Alfons X krav på Navarra og Gascogne, men han kunne ikke gennemføre disse krav, men da hans moder var af det schwabiske hus, valgte en del af de tyske fyrster ham i 1257 til romersk kejser. Men på grund af pavernes uvilje, hans egen adels opstand og angreb fra kongen af Granada, kunne han ikke hævde kejserværdigheden, og i 1271 valgtes Rudolf af Habsburg til romersk kejser. Tronstridigheder mellem Alfons's søn Sancho og nogle andre prinser af kongehuset fyldte meget i hans sidste regeringsår. Da Sancho følte sig tilsidesat af faderen, gjorde han oprør med næsten hele adelen, og ved cortes i Valladolid i 1282 blev Alfons X afsat, og han måtte søge tilflugt hos kongen af Marokko, der fik sønnen sat i band og erklæret arveløs. Alfons X døde i 1284 og efterfulgtes af Sancho IV af Kastillien (1282-95), der igen måtte kæmpe mod adelen, uagtet at adelen havde stået på hans side i kampen mod faderen. Men tillige var der indbyrdes krig mellem medlemmer af kongehuset med deres tilhængere. Det anarki, som herskede under efterfølgeren Fernando IV's (1295-1312) mindreårighed, lykkedes det hans moder, Maria de Molina, at dæmpe lidt, og det lykkedes Fernando IV at erobre Gibraltar. Men der kom endnu værre tilstande og indbyrdes kampe under hans søn, Alfons XI's (1312-1350) umyndighed. I 1325 lod Alfons XI's nogle af intrigemagerne myrde, men imidlertid faldt en forenet granadinsk og afrikansk hær ind i Sydspanien og tog Gibraltar tilbage, og mod denne fare sluttede kongerne af Kastilien, Aragonien og Portugal sig sammen med Alfons XI som hærfører, og påførte maurerne tabte et stort slag ved Salado floden, hvor de måtte gå tilbage til Afrika. Men under felttoget døde Alfons XI's af pest i 1350, og sønnen Pedro I den Grusomme (1350-69), fik mulighed for at knække adelen og værge sin kongetitel mod faderens uægte børn. Pedro I benyttede sværdet, dolken og gift mod utallige modstandere, og tiltrods borgerkrigene fik han dog lejlighed til at bekæmpe maurerne, men blev forstyrret i 1363 af halvbroderen Enrique af Trastamara, som han tidligere havde forjaget til Frankrig, men som nu kom med aragonske og franske hjælpetropper, sådan at Pedro I måtte flygte. Med engelsk og navarresisk hjælp under prinsen af Wales, den Sorte Prins, Pedro rejst nogle tropper, og nu måtte Enricnie flygte. Men så fremkom et nyt oprør, og denne gang dræbte Enrique selv Pedro i tvekamp. Men også Enrique II (1369-79) »Bastaren« fik rigeligt af krig mod Pedro's tilbageværende tilhængere, og mod kongerne af Aragonien, Portugal og Navarra, mod maurerne i Granada, og desuden som kongen af Frankrigs allierede imod englænderne, og endelig mod hertugen af Lancaster, der var gift med en datter af Pedro, der gjorde krav på Kastilien. Enrique II var heldig mod alle og opnåede at leve sine 4 sidste regeringsår i fred. Under Juan I (1379-88) så det et øjeblik ud til, at Portugal skulle komme til at danne en enhed med Kastilien og León; idet Juan blev gift med en portugisisk prinsesse. Kongen af Portugal havde nemlig ingen mandlige arvinger, men portugiserne ville bevare deres uafhængighed, så det kom til krig, og kastilianerne led nederlag ved Aljubarrota. Efterfølgeren Enrique III (1390-1406) »den Syge« var legemlig svag, men det lykkedes dog ham at tvinge de opsætsige adelsmænd til at bøje sig og afstå de kongelige indtægter, som de havde tilranet sig. Kastillianske adelsmænd foretog i 1402 erobring ad de Kanariske øers erobring, og de svor kongen af Kastilien troskab. I begyndelsen af 1400-tallet får Kristus Ordenen besiddelser i Portugal for at trænge maurerne ud af Portugal, og i 1415 ankommer Henrik »Søfareren« til det muslimske handelscenter Ceuta på Gibraltar Strædets afrikanske side (Marokko). I 1420 bliver den portugisiske prins Henrik »Søfareren« guvernør af »Kristus Ordenen«. At Kastilliens ledelse under Juan II's (1406-54) var god, skyldtes Juan's dygtige onkel Fernando, Antequeras erobrer i 1410. Men Juan's ledelse var svag og selvom don Alvaro de Luna vandt sejr ved higueruela over maurerne, måtte Juan bestandigt ligge i strid med modstandere og hans fætre styrtede Juan i 1453. Forvirringen nåede et nyt højdepunkt under Enrique IV (1454-74), hvis karakterløshed og upålidelighed bragte den ene ulykke over riget efter den anden. Ubegavet var han dog ikke og søgte i kampen mellem kongemagtens og adelsmagtens principper at danne en ny adel samt støtte sig til byerne; men han manglede talrige personlige egenskaber, og i en tid var han afsat som konge. Gang på gang forandrede han sine bestemmelser om hvem der skulle være tronfølgeren, og der var et frygteligt roderri. Så blev det eksempelvis søsteren Isabella, der skulle arve riget, uagtet at hun i 1469 ægtede Fernando af Aragonien mod Enrique IV's vilje. Og det blev Isabella, som fulgte ham på tronen, selvom Enrique på det sidste atter erklærede Juana for ægtefødt og tronberettiget, og derfor fik hver af de to kvinder, hvert sit parti hos adelen, og der opstod en ny borgerkrig, hvor også Portugal blandede sig. Men Juana trak det korteste strå og måtte gå i kloster, og Isabella blev anerkendt som dronning i 1479. Aragoniens historie i samme tidsrum er heller ikke synderligt fredeligt, men en stor del af krigsbegivenhederne er ikke borgerkrige, men er sejre af landvindinger, der udvider grænserne. Aragonien måtte en tid lide under følgerne af, at Balearerne og Roussillon ved delingen i 1276 blev udskilte fra det aragonisk-katalanske hovedland. Men under Pedro III fra 1276 forøgedes Aragoniens landområde og Pedro havde straks erklæret sig løst fra det pavelige lensherredømme, ligesom han havde fået bugt med hele den katalanske adel, som rejste sig imod ham. Pedro havde også held i krigen mod de valenrianske maurere, og havde ved en ekspedition til Tunis befæstet Aragoniens magt i Nordafrika. Pedro var svigersøn af kong Manfred af Sicilien, og da Karl af Anjou havde overvundet og dræbt Manfred og den sidste hohenstaufer, rustede Pedro i 1281 en anselig flåde, og gjorde landgang i Afrika. Men efter den sicilianske vesper i marts 1282, kom en deputation af sicilianere til ham for at bede om hjælp, og han kom og erobrede snart Sicilien, og i 1283 hærgede han på Kalabriens kyst. Karl af Anjou udfordrede nu Pedro af Aragonien til en tvekamp i Bordeaux, og Pedro modtog udfordringen, men da han fik at vide, at kongen af Frankrig ville opsnappe ham på vejen, drog han forklædt til Bordeaux, og erklærede der, at han var mødt, - og begav sig atter hjem. I Italien førte Pedro nu en heldig krig mod franskmændene, hvorunder hans admiral Roger de Lauria vandt store sejre i 1284. Men så erklærede paven, at Pedro ikke sådan bare lige kunne opløse det pavelige lensherredømme i Aragonien, og at Karl af Valois skulle være konge, og støttet af Pedro's broder Jaime, Balearernes og Roussillons hersker, faldt Karl af Valois ind i Katalonien, oversvømmede næsten hele landet og lod sig krone. Da ilede Roger de Lauria til med en flåde og vandt et stort søslag, men før krigen var endt, døde Pedro III i november 1285 og testamenterede på sit dødsleje Sicilien til paven. Men dette brød hans sønner sig dog ikke om. Den ene søn, Jaime, overtog Sicilien, medens den anden, Alfons III, blev konge i Aragonien. Han blev ved en fred i Tarascon i 1291 tvungen til at hjælpe med at berøve Jaime Sicilien samt betale paven den skat, som man skyldte paven siden Pedro II's tid. Under Alfons III opblussede kampen med adelen igen, som Pedro III havde holdt nede, og den samlede adel, fik af Alfons III i 1287 en aftale om, at stridigheder mellem konge og adel skulle varetages af en særlig øvrighedsperson. Jaime af Sicilien blev den barnløse Alfons' efterfølger (1291-1327), men efter Bonifacius VIII's foranstaltning måtte Jamie afstå Sicilien, men til gengæld fik han Corsica og Sardinien som skattepligtigt len af paven, - men disse øer skulle han dog først erobre, og efter langvarig strid med pisanerne blev Sardinien da også indtagen i 1324. Men sicilianerne ville ikke lade sig afstå, og Jamie's søn Fadrique satte sig til modværge mod faderen, og ved freden fik han da under indskrænkende betingelser lov til at beholde Sicilien. Jaime's datter Isabel af Aragonien ægtede i 1315 den senere romerske kejser, habsburgeren, Frederik III den Smukke (ca. 1289-1330). Nu skete det, at katalanere og aragoniere sendte hjælpetropper til kejseren af Konstantinopel mod osmannerne, og deres fører Roger de Flor blev i 1305 storhertug i Anatolien, og sidenhen stiftede de et hertugdømme i Athen, som bestod i 1326-88. Kong Pedro IV (1335-87) af Arragonien »den Ceremonielle« var en lignende konge som Pedro den Grusomme af Kastilien. Ved snedighed og vold bragte han igen Mallorca ind under Aragonien i 1344, og fra de adelige vandt han store fordele, og slog til sidst adelen helt ned og lod mange dræbe under hårde pinsler. I denne kamp deltog den katalanske adel ikke, men folket var for det meste på adelsmændenes side. Et oprør på Sardinien, der var støttet af genueserne, fik Pedro IV nogenlunde dæmpet, efter at han selv i 1354 måttet begive sig til Sardinien, og Pedro blandede sig i stridighederne i Kastilien I 1412 valgtes den kastilianske Fernando el de Antequera, til aragonsk konge af en kommission af gejstlige og jurister; da han var søstersøn af den forrige konge, Martin I, som både havde haft Sicilien og Aragonien, og nok blev Fernando anerkendt af aragoneserne, men ikke af Kataloniens og Valencias befolkning. Han blev indviklet i en pavestrid og tog parti for modpaven Luna, som havde støttet hans kongevalg, men han måtte svigte Luna. Sønnen Alfons V »den Højsindede« (1416-58) lå i stadig krig, og det var især Neapels erhvervelse, der optog ham, og krigen førte Alfons i begyndelsen med held, da han erobrede Neapel og besatte Marseille, men heldet svigtede, og han fangedes i søslaget ved Ponza i 1435. To år efter var han dog atter fri og begyndte kampen på ny, og i 1442 erobrede han atter Neapel. I 1447 arvede han Milano, og han førte en sejrrig krig mod genueserne, og til sidst pønsede han på et krigstog til Konstantinopel. Alfons V efterfølger i Aragonien og de andre spanske lande samt Sicilien og Sardinien, blev broderen Juan II, konge af Navarra, medens Neapel tilfaldt hans uægte søn Ferrante. Juan II af Kastillien kom dog i kamp med sin stedsøn, Carlos af Viana, der fik tilslutning fra katalanerne, og efter borgerkrigen, måtte Juan måtte bøje sig, men kort efter forliget i Vilafranca 1461 i døde Carlos. Den katalanske ledelse opsagde nu kongehuset huldskab og troskab og søgte forgæves en ny herre, men det sluttede med, at man forsonede sig med Juan II i 1472, som samtidig kæmpede med Frankrig, da han havde lovet at give Frankrig Roussillon, som tak for hjælp. Navarra blev selvstændigt efter hans død i 1479, og hans søn Fernando (Ferdinand), der var blevet konge i Kastillien i og León i 1474 via sit ægteskab med Isabella, der var Juan II's af Kastilliens datter. I Kastillien og León forsvinder trællestanden efterhånden, og i Aragonien er der tilsvarende fremskridt i de livegnes tilstand. Men i Katalonien er der store revolutionære bevægelser mellem de livegne bønder i 1462 og 1475. Men dér hvor den fattige almue ikke mere er trælle, er almuen endnu forkuet og mangler rettigheder, og lever i økonomisk afhængighed af de adelige og byernes borgerstand. De gejstlige pressede på, for at kue folk og opfandt adskillige indskrænkninger, og jøderne blev forfulgte, og med monopoler på handel medførte det, at folk blev presset over i katolicismen for at kunne overleve. I 1479 forenedes således det katolske Aragonien og Kastilien til ét rige, og her siger eftertiden, at Spanien blev etableret. Fernando af Aragonien og Isabella af Kastilien ville nu indtage de dele af den Iberiske halvø, som de syntes at de manglede til deres rådighed, dvs. Navarra, Roussillon, Cerdagne (Cerdaña), Portugal og Granada, og fra sine forfædre havde Fernando arvet italienske besiddelser, og disse kunne jo udvides, og Afrikas kyst frembød muligheder for magtforøgelse. Intentioner manglende de ikke, og de portugisiske søfareres opdagelser hinsides verdenshavet skabte forhåbning om kolonier. Ferdinand fik centraliseret retsplejen ved kongelige domstole, hvor han selv udpegede dommerne, og via paven i Rom fik han ret til at udnævne biskopperne og blev anerkendt som Stormester for alle de kristelige ridderordener. Han benyttede borgerstanden mod adelen og brugte flittigt byernes politiforbund, og også Inkvisitionen blev rekonstrueret i 1480 med den berygtede Torquemada i spidsen, der var en mægtig og skrækindjagende hjælper for kongefamilien, idet Inkvisationen hér var uafhængig af Rom, og kun skulle tjene kongelige interesser. Fernando og Isabella fandt en anledning til at føre krig mod maurerne i Granada, og begrundelsen var, at Granada ikke have betalt skat til Kastilien i længere tid. 10 år varede krigen og Granada faldt d. 6 januar 1492, efter at først at Malaga var erobret. Men efter 781 års herredømme på den Iberiske Halvø måtte muhamedanerne (mauerne) give op, og de mange maurere, der levede tilbage på den Iberiske halvø kaldtes moriscos. Sultan Boabdil måtte forlade Granada, og muslimerne og jøderne var dermed tvunget til at forlade landet eller konvertere til den katolske kristendom. Den efterfølgende stærke udrensning af jøder og maurer var med til at forværre den dårlige økonomi. Den samvittighedsløse Ferdinand's lokkede Karl VIII af Frankrig til at afstå Roussillon og Cerdaña, for at den franske hær kunne få ro til sit hærtogt mod Neapel. Men da Neapel var vundet, påkrævede Ferdinand sine arvefordringer, og det neapolitanske rige deltes mellem Frankrig og Ferdinand, men i 1504 tog Ferdinand det hele fra Ludvig XII, via hans udmærkede feltherre, Gonzalo de Cordoba. Men også andre dele af Italien, lige op til Lombardiet og Venedig, omspændte han med sin snilde politik, og formålet var at stoppe Frankrigs førerskab. Genueseren Christoffer Columbus kom i tjeneste hos Isabel af Kastilien og Ferdinand af Aragon, og under det kastilianske flag sejlede han vestpå for at finde en genvej til Indien. I midten af oktober 1492 får de øje på nogle øer, som Columbus straks døber San Salvador (Frelseren). D. 29 oktober 1492 når Columbus frem til Cuba, og han når også frem til Haiti (døbt Hispaniola) hvor han bl.a. møder indianerhøvdingen Guacanagari. Columbus retunerer til Lissabon d. 4 marts 1493, og ankommer igen i november 1493 til Haiti hvor den væbnede undertrykkelse og kolonisering tog fart på. Conquistadorerne var særdeles brutale og modbydelige. Conquistadorerne tilintetgjorde indianernes sociale strukturer, og ved tvangsarbejde skulle indianerne dyrke afgrøder til Spanien. »Conquistadorerne« udnyttede groft indianerkvinderne seksuelt, og som talrige andre lejesoldater, var de sumpen af menneskeheden - med eller uden deres kristne gud - og de gennemførte forbrydelser mod menneskeheden. De katolske conquistadorerne brugte argumenter om ret og uret, den rigtige gud og afguderne, ligesom vi ser det ske under den vestlige imperialisme i dag. Den portugisiske sømand, Biartolonieo Diaz, finder Kap det Gode Håbs forbjerg i 1488. I 1498 lægger Vasco da Gama til i Calcutta i Indien. Den portugisiske sømand, Dom Pedro Alvares Cabral (1460-1526) opdager Brasilien (Terra de Vera Cruz) i april 1500 efter at hans skibe drev med vinden den vej over, og derved nåede han ikke rundt om Afrika. Nu gik de iberiske imperialister i gang. Anneksion, medførte yderligere krav på anneksion. I 1452 havde paven i Rom givet den portugisiske konge en særlig tilladelse til at angribe muslimerne i Afrika, og Konstantinopel faldt i 1453 i osmannernes hænder. I 1479 havde Spanien og Portugal via paven opdelt Atlanterhavet mellem sig, men 1487 var Bartolomeo Diaz sejlet ud for at finde en søvej til Indien, og dermed bryde muhamedanernes handelsmonopol på Kina, Indien, Afrika og Arabien. Det lykkedes Diaz at runde Kap det Gode Håb i 1488, og portugiserne var på den tid Europas dygtigste skibsbyggere og navigatører. En opdelingen af Atlanterhavet medførte nye stridigheder, og i 1494 frembragte paven en ny opdeling, og trak en linie 370 sømil vest for Kap Verde øerne (Tordesillas traktaten). I 1513 krydsede en ekspedition af conquistadorer den mellemamerikanske landtange og nåede til Stillehavet, og her hørte conquistadorerne om et gyldent rige sydpå ved navn Birú, som Francisco Pizarro og Diego de Almagro først fandt i 1527 i det nordvestlige Peru, og hvor inkaerne året efter blev slået af 150 conquistadorer. Dog lykkedes det først at indtage inkaernes hovedstad Cusco i 1534. I flere slag faldt tusindvis af indianere i kampe mod den indtrængende fremmede væbnede magt. Hernando Cortes var født i kongeriget Kastilien og Hernando Cortes landede i Yucatan Peninsula med ca. 600 mænd i februar 1519, og han erobrede byen Mexiko i perioden 1519-21, der var hjemsted for højtudviklede maya-indianerkulturer. Indianerne havde flere stammer, der hver især boede i større bystater, omkring en større by. Aztekerne (mexikanerne) var den ledende stamme omkring byen Tenochtitlán, der lå i store sumpe på den vestlige bred af Texcoco søen, og aztekerne dominerede de andre byer omkring Texcoco søen, der skulle betale skat til aztekerne. Selve byen Tenochtitlán havde over 200.000 indbyggere, og var større end nogen by på tilsvarende tidspunkt i Europa. Aztekernes samfund var klassedelt (encomienda systemet), og deres skriftsprog skete via pictogrammer (tegninger i en tegneserie, symboler), og de dyrkede solen og andre 100 guder. En vigtig myte handlede om slangen Quetzalcoatl (en fjerklædt slange), der skulle have grundlagt aztekernes liv og rige. Til en start fik indianerne fik glasperler i bytte af conquistadorerne - sidenhen blev de slaver. Conquistadorerne gik på eventyrsrejse efter guld, sølv og anden rigdom, og i Bernal Diaz´ fortælling, måler soldaterne alt rovet i møntenheden: »pjastre«. Men soldaterne blev af Cortes snydt for deres »lønandel« og bytteandel, og fik blot et par venlige ord. Efter sejrene blev soldaterne også snydt ved tildelingen af indianerkvinder som sexslaver, idet kaptajnerne tog de smukkeste indianerkvinder, og soldaterne fik også besked på at tilbagelevere deres guld til Cortes. Guvernøren på Cuba, Diego Velasquez, sendte hærføreren, Pánfilo de Narváez, mod Hernando Cortes, og hieronymiter munkene med den kongelige Overret på Santo Domingo ville også have del i rovet i Mexiko. Og så kom conquistadorerne med kopper, som udryddede indianerne i store mængder og talrige skarer. Men de kom også med mange andre sygdomme, som indianer ikke havde modstandskraft overfor. Epidemibølger af sygdomme fra den Iberiske halvø medførte at 90 % af indianerne døde, da de ikke havde udviklet noget immunforsvar. Men også hungersnød skabte stor dødelighed blandt indianerne, efter at spanierne havde gjort dem til slaver. Som andre kristelige papirtigre, skulle conquistadorerne efterligne romerne i ekspansion og undertrykkelse, og Hernando Cortés opsatte et dokument hvori der stod skrevet, at alle Mexikos forbundsfæller, der havde dræbt conquistadorer, skulle behandles som slaver, idet de havde dræbt henved 860 af hans conquistadorer og 60 heste, og de andre byers befolkning skulle betragtes som landevejsrøvere og manddrabere. Så blev indianerne brændemærket som slaver, og så blev der holdt auktion over indianerne, men soldaterne blev atter snydt for de gode og smukke sexslaver, og så opstod der igen splid og »forrædderi« mod Hernando Cortés, fordi han ragede til sig. Soldaterne var iøvrigt i dyb gæld for våben og heste, og efter sejren over mexikanerne forstod Cortés støbere, at blande kobber i guldet, så det blev forringet, og soldaterne blev atter snydt, og de skulle endog døjes med sult efter sejren efter bud af Cortés. Soldaterne blev mødt med snydt og svindel, så grueligt, at det måtte få enhver til at undlade, at lade sig hverve som soldat. I Kastilien sattes der nye skibe og flåder ud mod Mexiko, for herfra var der flere conquistadorerne som var grådige efter guld og slaver; og snart var man oppe og strides om kolonierne, både derude i det fremmede Vestindien og ved processer i Kastilien. Her i skildringen går Bernal Diaz del Castillo bestandigt i rette med krønikeskriveren Gomara´s beretning om hændelserne i Ny-Spanien. Bartolomé (Bartholomæus) de las Casas kan i 1541 i »Brevísima relación de la destrucción de las Indias«,( Tyrannies et cruatés des Espagnols) berette om conquistadorernes massakre på indianerne i Vestindien, og det er en rædselsvækkende beretning om grådighed og umenneskelighed, hvor conquistadorerne udryddede hele befolkninger af indianere; conquistadorerne voldtog og myrdede; de pinte, lemlæstede og brændte mennesker; de skar maven op på gravide kvinder, og de smadrede hovederne på små børn. De kristne conquistadorerne var uretfærdige, tyranniske og djævelske; dét var et systematisk folkemord. Bartholomæus de las Casas mener, at der på 40 år døde mellem 12-15 millioner indianere, men tallet er nok endnu langt højere, fordi man allerede i 1630 foretager en folketælling, der viser, at indianerne forsvandt og døde som fluer, også af underernæring, da deres samfundsstruktur fuldstændigt blev smadret af erobrerne, og spanierne indførte racelove i de erobrede lande. Nye tal viser, at der 25 millioner indianere ved conquistadorerne ankomst, og i 1605 var der kun 1 (én) million tilbage. Fra Madrid blev der udarbejdet regler for undertrykkelsessystemet. De spanske og portugisiske, og derefter de hollandske, engelske og franske kolonialister fremstillede nu som noget nyt, raceteorier, der skulle retfærdiggøre den hvide races brutalitet overfor andre mennesker med en anden husfarve og afstamning. Det var ikke nazisterne, der opfandt racelæren. De racistiske og etniske kriterier blev opfundet af de kristne i 1200-tallet i de dele af Spanien, der ikke var under muslimmerne, og racelæren blev kaldt »Limpieza de sangre«, »blodets renhed«. Frankrig havde racelove i Algier helt op til året 1962. Men racismen satte også spor i moderlandene, hvor der udvikledes brutale fascistiske regimer. Man husker de sorte borgerrettighedsbevægelser i 1960érne og 70erne i USA og apartheiden i Sydafrika. Slaverne blev solgt som kvæg af de kristne. Kolonialismen medførte, at de indfødte i Vestindien ikke kunne klare slaveriet. De vandrede i døden i hobevis, og så begyndte man at fragte afrikanske slaver til Vestindien. I kolonialisterne fodspor lå dynger af indfødtes lig, der havde været udsat for en frygtelig sadisme og perversitet. De skar næse og ører af på indianerne. Der oprettes tvangslandbrug, og langt senere blev slaveriet erstattet af tvangsarbejdet. De hvides land- og magtområder gennemskar forskellige stammer og opløste deres sociale strukturer. Man beslaglagde jorden fra de indfødte og andre besiddelser, og så oprettede man en missionsstationer for at retfærdiggøre rovet og fordømme de indfødtes tro. I nyere tid anlagde kolonialisterne jernbaner til de distrikter, som de kunne tømme for råstoffer, via den lokale slavearbejdskraft, der døde som fluer i minerne. Racismen blev forøget mod semitterne (antisemitisme) og de sorte. I 1530érne kom de første sorte slaver fra Afrika til Brasilien via portugiserne, og så millioner af sorte afrikanere vandre i døden for kolonimagterne. Her er en oversigt over conquistadorerne. Ved sin død i januar 1516 efterlod Ferdinand den Katolske en stormagt med betydelige muligheder for at blive en verdensmagt, og disse muligheder realiseredes under Karl I, men det skete først efter, at Karl I blev sin habsburgske farfader Maximilian's efterfølger, og arvede Østrig og Nederlandene, og blev udråbt som kejser Karl V. Og det skal lige nævnes, at Comuneros opstanden i 1519 i Kastillien varede i flere år, og påbegyndtes af adelen, men sidenhen blev en social rejsning af borgerstanden i byerne. Men kejser Karl V forstod at vinde tillid hos de højeste klasser, og så mistede byerne deres rettigheder. Men et andet oprør fandt sted i Valencia, »la Germania«, hvor et stort forbund af lav af håndværksfag, bønder og sømænd, tabte i 1525. Ungarn faldt for osmannerne i 1526 og i 1529 stod de osmanniske hære foran Wien med 1/4 million soldater. Men tilbage står også erindringen om den senere Spanske Inkvisition, den Katolske Liga og fascismen under general Franco. I 1554 blev Santiago de Cuba plyndret af franske korsarer. Missionærerne, munkeordenerne delte kolonierne op efter, og selvom indianerne viste, at de accepterede kristendommen, forsøgte indianerne i det skjulte at agte sine forfædre. Men når missionærerne opdage dette, ødelagde de »de hedenske afgudsbilleder«, som de kaldte dem, og torturerede tusindvis af indianere, og myrdede samtidig hundredevis af indianere, for at tugte dem. Også indianernes gamle lovsamlinger blev fundet og opbrændt. Katolicismen var Den Sorte Djævel. Inkvisitionen tændte store bål og brændte levende mennesker på bålene. Indianerhøvdingen i Texcoco, C. Ometochtzin kom for en af disse domstole, og blev uskyldigt henrettet på bålet i 1539, og samtidig gennemførte kirken voldsomme hekseforfølgelser hjemme i Spanien. En frygtelig tortur blev ledsaget af kætterbålet. Indianeroprør blev brutalt slået ned. Zacatecasminerne med sølv i Mexiko i 1546, blev brohoved for erobringen af flere nordlige områder. Da betalingsmidlerne blev indført i kolonierne, kom de indianerne, som blev godkendt som skyldnere, i bundløs pengegæld. En spiral af gæld, som de jo umuligt kunne tilbagebetales, og de gejstlige ordener tog for sig af misbruget. I såkaldte fabrikshuse sad lænkede indianernere og arbejdede sig til døden. I 1566 forlod iberiske skibe New Mexsiko og sejlede over Stillehavet til Filippinerne, og skabte derovre nye koloniriger. I 1580 kom Portugal under dette Spanien, og blev først selvstændigt i 1640. Storbritannien erobrer Bengalen (Indien) fra 1757. Uafhængighedskrigene i Latinamerika dækker perioden 1750-1850. I Peru og Bolivia går det løs i 1780/81. Efter 300 års spansk kolonistyre gjorde befolkningen i Mexico oprør i 1810 og Mexico blev selvstændigt i 1821 med 4.600.000 km². Det var hovedsageligt »kreolerne«, dvs. spaniernes efterkommere, det konservative katolske præsteskab, borgerskabet, godsejerne og militæret der krævede uafhængighed fra Spanien, og som bagefter tog magten. Haiti erklærer sig uafhængig i 1804 efter årelange kampe, men alligevel må Haiti i 1825 Haiti for at opnå uafhængighed og slaveriets ophævelse, betale den franske kolonimagt og de fordrevne plantageejere 150 millioner francs. Men de hvide kristne besættere i de Nordamerikanske Fristater forsatte deres ekspansion mod indianerne, og på det tidspunkt var slaveriet stadigt anerkendt i USA. Det medførte, at hvide kristne kolonialister og store godsejere, fik Texas løsrevet fra Mexiko i 1836 og i 1845 annekterede USA Texas fra Mexiko. Ved den mexicansk-amerikanske krig i 1846-48 fik USA tilranet sig hele det nuværende, sydøstlige USA fra Mexiko, dvs. Texas, Californien, Utah, Colorado, det meste af New Mexico og Arizona, dvs. at Mexicos areal blev halveret.. Den spansk-amerikanske krig i 1898 medførte at USA overtog de spanske besiddelser Cuba, Puerto Rico, Guam, Filippinerne. I 1848 frigav den danske guvernør i Vestindien slaverne, og blev derefter straks fyret. Men uanset om de europæiske magter havde smukke ord mod slaveriet, forsatte koloniseringen alligevel med fornyet kraft, og mange stammer i Afrika blev udryddet. Belgierne var frygtelige i Congo. Krigene i Paragyay mod de briterne i 1865-70, medfører et voldsomt og dramatisk fald i befolkningstallet. Men da de nordamerikanske stater finder olie, nitrater, m.v. fremkommer nye imperialistiske aggressioner. Først i 1970érne trak Portugal sig ud af Angola og Mocambique. Og efter 500 års kolonialisme, står der stadig hvide, og peger fingre, og siger at araberne, afrikanerne, indianerne og andre ikke er civiliserede. Men hvad kan man forvente efter 500 års terror, dødbringende udplyndringer og ødelæggelser ? Nedennævnte skildring af kaptajn Bernal Diaz er selvfølge fortalt ud fra de kastilianske erobrers synspunkt:

Ny-Spaniens - Nueva España - Mexikós erobring

Bernal Diaz del Castillo begynder sin bog med at fortælle, hvordan han 1514 begav sig over til Amerika fra Kastilien, gjorde guvernøren på Cuba, Diego Velásquez, sin opvartning i det håb at få tildelt nogle indianere - thi fordelingen af indfødte til spanierne var dengang allerede i fuld gang - , men Bernal Diaz del Castillo kunne ikke få nogen indianere, hvorfor han med lidt over hundrede andre spanier begav sig ud for at opdage nye lande, idet de valgte Francisco Hernández de Córdoba til fører. (Guvernøren på Cuba: Diego Velásquez de Leon var født i ca. 1465, fattig adelsmand, der kom til Amerika 1493 med Columbus, og efterhånden svang sig op til guvernørstillingen; efter en mislykket ekspedition i 1523 mod H. Cortés, hvem han misundte og hadede. D.V. de Leon døde i 1524 på Cuba, just som han ville til Spanien for at klage over sin heldige medbejler). Deres proviant var navnlig yuca brød (yuca plante, også kaldet maniok (manihot utilissima); det er dens rod, hvoraf man får mel, skønt den oprindelig indeholder et giftstof) og flæsk, »for i de tider var der hverken okser eller får på Cuba«, og de havde glasperler og lignende med til tuskhandel. På togtet opdagede de Yucatán og gjorde bekendtskab med beboernes levevis, deres gudetempler og deres guldsager, men tillige med deres våben og krigsførelse, som de snart mærkede ikke var så foragtelige endda, så at de trods deres europæiske udrustning havde møje med at værge sig imod dem. Opdagelsestogtet fortsattes til Campeche og til Champotón, hvor spanierne gik fra borde for at hente vand, men overfaldtes af en stor skare indfødte og blev så hårdt medtagne, at de måtte søge til skibene og sejle tilbage til Cuba efter at have mistet over halvdelen af mandskabet. Til Cuba kom de dog ikke straks. Først anløb de Florida, hvor de atter måtte bestå en slem dyst med indianere, der pludselig angreb dem. Før de nåede Havana, var det ene skib nær gået til bunds ved at løbe på grund. »Kort sagt, alle vi soldater, der drog ud på den opdagelsesrejse, satte alt til hvad vi ejede, og kom sårede og fattige tilbage til Cuba; vi måtte endda være glade ved at kunne komme hjem og ikke have måttet lade livet dér ligesom vore kammerater. Hver af os soldater drog så til sin side, og - som jeg sagde - kaptajnen døde straks efter, og det varede mange dage, før vi kom os af vore sår; da vi talte det hele sammen, viste det sig, at omtrent 60 soldater var døde, - det var det, vi fik ud af det opdagelsestogt«. For opdagelserne tilegnede Diego Velasquez sig æren, roste sig selv i skrivelser til »Den indiske Regering« hjemme i Spanien og fik tak af den. Men Bernal Diaz, udarmet og forsulten, foretog en besværlig, ja farlig rejse blandt skær og gennem urskove til Santiago, hvor guvernøren var. Her opfordredes han af denne til at følge med på den nye ekspedition, han udrustede, under Grijalva's befaling. På denne var to officerer med, der siden gjorde sig meget bemærkede under Cortés, nemlig Pedro de Alvarado og Alonso de Ávila. Skibene sejlede ud d. 5 april 1518, anløb først den lille ø Cuzamil (Svaleøen), nåede derefter Champotón, hvor befolkningen atter viste sig meget fjendtlig, sejlede så videre til havnen Términos, hvor man med udbytte gjorde jagt på hjorte og kaniner ved hjælp af en mynde, som blev tilbage dér på stedet og året efter mødte Cortés og hans folk »fed og glinsende«, da de kom derhen. Sejladsen fortsattes langs kysten til floden Tabasco, som fik navn efter Grijalva. Med de derværende indianere kom man i venlig berøring, indledet af to indianske tolke, som ekspeditionen havde med. Spanierne forærede dem armbånd og paternosterbånd af glasperler, små spejle og »blå diamanter«, dvs. af glas, som de antog for ædelstene, og til gengæld fik de selv levnedsmidler, tæpper og kjortler og nogle guldsager. Indianerne bad undskylde, at de ikke havde bedre gaver, »men længere borte, ad den kant, hvor solen går ned, var der overflødighed på guld. Og de gentog: Culua! Culua! Mexiko! Mexiko! Men vi vidste hverken hvad culua eller Mexiko var«. Også hvor spanierne steg i land på kysten i de følgende dage, blev de godt modtagne. Montezuma (egentlig Mocthecuzoma, der betyder den strenge alvorlige mand), herskeren i Mexiko, havde nemlig hørt, at de fremmede havde nogle skinnende sager - dvs. dem af glas -, som man skulle se at tilbytte sig for guld; især de grønne, mentes der, måtte være kostbare, sådan noget som de såkaldte »chalchihuís«, en art (lidet kostbare) ædelstene dér fra landet. Som følge heraf kom spanierne i besiddelse af 14-15.000 pjaster i guld (en gammel spansk guldpjaster (peso de oro) har i vore dages penge en værdi af henved 43 kr.). Et steds sluttede en af de indfødte sig til dem og lod sig døbe, et andet sted var de søfarende med forundring og rædsel første gang vidne til en menneskeofring. Næste gang de så en sådan, spurgte de den omtalte indianer (så godt de kunne, thi tolkene havde forladt dem), hvorfor man begik denne grusomhed. Han svarede »olua, olua«; således forstod spanierne ordet, der skulle være »culua« og tilkendegive, at det var mexikanerne, som påbød ofringen. Efter dette ord og deres hærførers fornavn Juan fik stedet det navn, hvorunder det nu til dags er bekendt. Det er havnestaden San Juan de Ulua (eller Ulloa). Bernal roser Grijalva meget for dygtighed (han levede siden i fattigdom og blev få år efter dræbt af indianerne i Nicaragua). Men da man nu var kommet til erkendelse af, at det var et stort fastland, ved hvis kyst han befandt sig, og forskellige andre omstændigheder stødte til, f.eks. at ekspeditionens deltagere begyndte at udmattes og at brødet blev fordærvet, anså dens fører det for rigtigt at afvente forstærkning, før han foretog sig større ting. Han sendte derfor Alvarado til Cuba for at bede om undsætning; samtidig havde øens guvernør udsendt Cristóbal de Oli - atter et navn, vi tit vil møde - med et lille skib for at erfare noget om Grijalva's skæbne. Grijalva sejlede imidlertid nordpå langs kysten, kom til Guazacualco og Panuco og traf på de fleste steder venligsindede indbyggere. Så ivrige var skibsmandskaberne efter at få fat i deres guld, at de syntes at se det kære metal allevegne for deres øjne. Indianernes skildpaddeskjolde og deres kobberøkser antog de for »simpelt guld«. En soldat ranede forskellige guldsager fra et tempel og beholdt det uden at vise Grijalva det; denne blev vred og ville lade ham halshugge, men efter hans kammeraters forbøn nøjedes han med at tage »den kongelige femtedel« deraf og lade soldaten beholde resten - og sit hoved. Heroppe i disse egne var det, at Bernal Diaz plantede de første orangetræer i Mexiko (siger han). Han lagde nogle appelsinkerner i jorden nær ved et tempel, og da de indianske præster senere så, at det var hidtil ukendte planter, som skød op, hægede de om dem, så at de trivedes vel. Da Bernal efter en del års forløb atter kom til denne frugtbare og rige provins, genfandt han sine træer og omplantede dem med held. Alvarado overbragte Diego Velasquez allerede noget guld; mere bragte de øvrige deltagere i togtet ham, da de kom til Cuba ikke længe efter, d. 15 november 1518, thi det varede for længe inden guvernøren sendte dem forstærkning. Udbyttet var i alt en snes tusind pjaster - samt 600 rustne kobberøkser, som man var blevet narret med, fordi man havde antaget det skinnende metal for guld. Velasquez var glad og lod en kapellan, der var i hans tjeneste, rejse til Spanien med guldet for at skaffe ham endnu mere kredit end hidtil hos sin velynder biskoppen af Burgos, som var »Presidente de Indias«. Mod Grijalva havde imidlertid øretudere stemt guvernøren uvillig, så at den næste ekspedition til Mexiko. Han udrustede, fik en ny chef. Det er Cortés' berømmelige tog, hvis beskrivelse nu begynder. At Cortés blev dets fører, kom af en hemmelig aftale mellem ham og guvernørens sekretær, Andrés de Duero, og den kongelige skatmester Amador de Lares. De indgik et kompagniskab, hvorved han lovede at dele det guld og deslige med dem, som han fik i udbytte af toget, imod at de skaffede ham overbefalingen ved at indvirke på guvernøren, hvem de begge stod meget nær. Adskillige var til en begyndelse ikke glade ved den nye hærfører, hvem de anså for en eventyrer, og en soldat ved navn Cervantes, kaldet »den gemytlige« eller »den naragtige«, gav denne stemning luft i form af tilsyneladende spøgende tilråb til Diego Velasquez, hvad der indbragte ham et nakkedrag fra Andrés de Duero, som mente at guvernørens slægtninge, der ikke kunne lide Cortés, havde sat det i ham. Skønt Cortés var alt andet end velforsynet med penge, arbejdede han af al magt på ekspeditionens udrustning. Han udstyrede også sig selv, blandt andet med »en stor fjerbusk og en guldmedalje« på baretten, »hvilket klædte ham meget godt«. Efter at have taget en rørende afsked med Diego Velasquez, begav han sig til byen Trinidad, hvor han samlede folk, skibe, heste, våben og proviant, og alt tegnede til at det skulle blive et anseligt togt. Imidlertid snakkede nogle af dem, der omgav guvernøren, så meget for denne, at de fik ham ilde stemt mod Cortés, og han afsendte da to mænd for at standse denne og fratage ham kommandoen. Men det ene af sendebudene fik Cortés lokket til at følge med på toget, og den anden sendte han tilbage med et brev, hvori han udtalte sin forundring over guvernørens adfærd og bad ham lade være at lytte til bagvaskere. Derpå sejlede han ud med flåden. Hestene, seksten i tallet, var fordelte omkring i skibene. Bernal giver en beskrivelse af hver enkelt, dens lød og egenskaber. En soldat, Juan Sedeño, kalder han den rigeste mand ombord i flåden, »for han havde sit eget skib, en hoppe, en neger, yuca brød og saltet flæsk; på den tid kunne man nemlig hverken opdrive heste eller negere, undtagen man ville veje dem op med guld«. Af officerer og soldater var der ialt 508; 32 af dem var armbrøstskytter og 13 musketerer; hertil kom skibenes besætninger, tilsammen 109 mand. Flåden medførte ti malmkanoner, fire falkonetter og tilstrækkelig ammunition. Allerede her gør forfatteren opmærksom på generalens store årvågenhed og omsigt. (Det bør erindres, at spanierne i det 16 århundredes begyndelse var i det hele nåede vidt i krigskunst, hvad der især lagde sig for dagen ved Gonzalo de Córdoba's felttog i Italien). Endnu i yderste øjeblik havde guvernøren søgt at hindre flådens afsejling ved at sende bud til Havana, hvor den anløb, og befale statholderen dér at arrestere Cortés; men ingen turde eller ville lystre denne befaling. På Svaleøen fik Cortés at høre, at ovre på fastlandet, ved Cotoche pynten, skulle der leve et par spaniere som trælle hos indianske kaziker (klanhøvdinger). Han lod to skibe sejle derover for om muligt at få dem med ombord. Det lykkedes dem at løskøbe den ene, Gerónimo de Aguilar; den anden, Gonzalo Guerrero, ville ikke forlade landet og sagde: »Broder Aguilar, jeg er gift, jeg har tre sønner, og man anser mig her for kazik og krigshøvding. Drag bort med gud; men jeg har jo tatoveret ansigt og gennemhullede øren, - hvad ville spanierne sige om mig, når de så mig i denne tilstand? Og se hvor mine tre småbørn er kønne!« Det hjalp ikke, at Aguilar mindede ham om hans kristendom og sagde, at han kunne jo tage konen og børnene med, - han ville ikke på nogen måde (Guerrero optrådte siden i 1528 som »forræder mod sine landsmænd« og foranledigede manges død; han faldt i en kamp mellem indianerne og spanierne). Heller ikke Aguilar kom dog afsted denne gang, thi da Diego de Ordás, der førte de to skibe, ikke så de to indianske købmænd, hvem det var overdraget at hente spanierne, komme tilbage til den fastsatte tid, sejlede han straks bort til øen. Han fik en skarp tiltale af Cortés i den anledning. Allerede på Svaleøen begyndte den trosivrige hærfører at omstyrte indianernes gudestøtter og opstille madonnabilleder og kors samt prædike for deres præster (papa'er kalder Bernal dem hele tiden). Kort efter blev Cortés og hans tropper glædelig overraskede ved at Aguilar indtraf; han havde fået et par indianere - ved at betale med grønne glasstykker - til at ro ham over i en kano. Sit spansk havde han til dels glemt, og han så ud som en ægte indianer. Oprindelig hørte han til »Minoriternes orden«, og for otte år siden, fortalte han, var han og nogle landsmænd strandede dér på kysten; de indfødte havde gjort dem til slaver, ofret nogle af dem, og resten var døde undtagen Guerrero og han selv, der også skulle have været ofret, men flygtede til den menneskekærlige kazik, af hvem han var blevet løskøbt. Hans kammerat havde ved en krigsbedrift forstået at sætte sig således i respekt hos de indfødte, at de havde betroet ham førerskabet over en skare krigere. Aguilar blev siden spanierne til god nytte på hele deres togt. Nu besluttedes det at sejle over til fastlandet, og efter en del besvær nåede man (d. 12 marts 1519) Tabasco flodens munding. Det var just ikke nogen god modtagelse, som blev spanierne til del her. Stedets beboere var blevet hånede af deres naboer, fordi de havde været så imødekommende mod Grijalva; de havde derfor besluttet at yde hårdnakket modstand, når de fremmede forsøgte landgang, og det blev vanskeligt for spanierne at betræde landjorden. Endelig lykkedes det dog at trænge indianerne tilbage, og Cortés vadede i land gennem dynd, hvor hans ene støvle blev stikkende. Da kampen, hvori der ikke synes at have været brug for bøsserne eller kanonerne, var til ende, trådte feltherren - i en kongelig notars nærværelse - hen til et stort træ, drog sit sværd og huggede tre hug ind i stammen, idet han erklærede, at han tog landet i besiddelse i hans majestæts navn, og ville nogen sætte sig op derimod, agtede han at hævde sin ret med sværd og skjold. Soldaterne råbte, at heri ville de bistå ham. Den følgende morgen havde han den ærgrelse at se, en indianer fra Svaleøen, der skulle have tjent som tolk, viste sig at være bortløben. Men Aguilar havde man da heldigvis. To afdelinger sendtes ind i landet for at rekognoscere, og de blev begge angrebet af fjendeskarer, og Cortés' eget hovedkvarter blev ligeledes angrebet, så at artilleriet måtte anvendes for at kaste fjenden tilbage. Fanger berettede, at næste dag skulle et nyt angreb finde sted; Cortés rykkede derfor ud mod fjenden tidlig om morgenen. Han havde imidlertid fået bragt hestene i land. En mængde indianske krigere trængte ind på spanierne under trommers og trompeters lyd, med store fjerbuske, ansigterne bemalede med rødt, hvidt og sort. Der opstod en stor træfning, et formeligt slag. »Jeg kan huske,« siger forfatteren, »at når vi afskød vore stykker, udstødte de høje råb og gav sig til at pibe [dvs. fløjte] og kastede jord og halm op i luften, for at vi ikke skulle se, hvor meget ondt vi havde tilføjet dem, og de blæste i deres trompeter og horn og peb og råbte: a la la! [krigsråb]«. Sejren afgjordes til fordel for spanierne, da rytterne viste sig på kamppladsen. »Indianerne troede, at hesten og rytteren kun udgjorde eet legeme, for de havde aldrig set heste før«. De flygtede, men havde dog fået såret fem ryttere og een hest. Fjenden havde mistet mange folk, - omtrent 800 lå på valpladsen, siger fortælleren, - men også spanierne havde nogle enkelte døde og adskillige sårede. Disses sår behandledes med - indianerfedt, idet man udtog det af en af de faldne fjender. På stedet grundlagdes en by, som fik navnet Santa Maria de la Vitoria. Som følge af denne sejr lykkedes det Cortés at få det omliggende lands høvdinger til at give møde og forhandle fredelig med ham. »Snedig som altid« imponerede han de fyrretyve kaziker, der indfandt sig, ved pludselig at affyre en af de største kanoner med vældigt knald og at lade en af hingstene føres stejlende og vrinskende frem, så at indianerne blev umådelig bange. Snart kom de igen med gaver, deriblandt tyve kvinder. En af dem var »såre fortræffelig«: det var hende, som straks lod sig døbe under navnet Doña Marina (Malintzin), en fornem kazikdatter, dristig og klog; først skænkedes hun til en af officererne, og senere, da denne var rejst til Spanien, fødte hun feltherren en søn. Vi vil i det følgende ofte træffe hendes navn og se, til hvilken uvurderlig nytte hun blev i mangen farlig stund, som tolk og underhandlerske. Hun var i sin tid blevet bedragen af sin slægt for sin arv; men to år efter Mexiko's erobring traf Bernal hende som en rig dame i Guazacualco, og omtrent samtidigt ægtede hun en spansk adelsmand, Juan Xaramillo. Dér traf hun sin moder og stedfader, som fordum havde svigtet hende og nu var bange for, at hun skulle tage hævn over dem, men hun tilgav og trøstede dem og lod dem drage hjem med fred. Bernal bemærker, at han synes, disse begivenheder ligner Josefs og hans brødres historie. Efter at man havde foræret indianerne ved Tabasco madonnabillede og kors og pålagt dem at holde disse helligdomme i ære, gik man atter ombord og sejlede langs kysten til San Juan de Ulua. Ved denne lejlighed møder vi atter et pust fra folkedigtningen; thi da nogle, som før havde været dér på stedet, viste Cortés enkelte punkter, citerede en officér romancen om Montesinos, der kommer til Frankrig: »Der er Frankrig, Montesinos«. Og Cortés gik ind herpå og sagde, at han med guds og sine våbenfællers hjælp nok skulle udrette store ting ligesom Roland i dette rige land. De blev her ved landstigningen modtagne af to af Montezuma's statholdere, der skulle høre hvem de var, bragte gaver og modtog andre til gengæld af Cortés, deriblandt en udskåren stol, en karmosinrød hue med St. Georgs billede i en medaljon samt en hjelm, som havde vakt deres opmærksomhed, fordi den lignede en, som deres krigsgud, »Huichilobos«, havde på fra gammel tid. Også her forbløffede feltherren sine gæster ved kanonsalver og rytterkunster. Sendebudene lod det hele afmale, både Cortés og hans folk, »skibene og sejlene, hestene og Doña Marina og Aguilar, kanonerne og kuglerne, ja endog to jagthunde«, og tog billedet med, da de begav sig tilbage til Montezuma, der blev højlig forbavset. Den ene udsending, Tendile, kom snart igen med følge og foræringer og varer til at tuske bort. Med ham var en fornem kazik, Quintalbor, der af ydre havde en mærkværdig lighed med Cortés, hvilket man ved Montezuma's hof straks havde opdaget gennem billedet og som spanierne i hæren måtte indrømme. Det var store gaver, de kom med: et prægtigt og vægtigt guldhjul, der forestillede solen; et lignende, som forestillede månen; hjelmen fra forrige gang, fyldt med guldstøv, som det kommer fra minerne - »dette glædede os særlig«; en del dyrefigurer af guld; forskellige guldsmykker; en bue med tolv pile samt to stave, alt af guld. Desuden fjerbuske med guld og sølv, vifter og en stor del fine bomuldstøjer med guldbroderi og fjerprydelser. Men af sendemændenes ord fremgik, at Montezuma nødig ville træffe sammen med spanierne og at han troede at kunne få dem til at sejle bort med hvad de havde fået. Således mente Cortés det imidlertid ikke. Han gav dem at forstå, at han afgjort ønskede at besøge Mexiko's hersker; forøvrigt var han meget glad og meget elskværdig. Til afsked medgav han dem nogle glasting, et par skjorter af hollandsk lærred og et ciseleret forgyldt bæger af florentinsk arbejde. »Det var ting, som tilhørte de stakkels fattige soldater«, siger Bernal, der allerede tidligere har knurret over Cortés mangel på hensyntagen til sine folk. Da det begyndte at knibe med provianten for disse, indtraf Tendile atter med nye gaver fra Montezuma, ædelstene »af stort værd« (chalchihuís), og bøn fra ham om at drage bort jo før jo heller. Her fik soldaterne også tiltusket sig lidt guld, for hvilket de købte fisk af nogle indianske fiskere; dette blev dog kort tid efter forbudt dem af Cortés, fordi guvernør Velasquez' venner blandt feltherrens omgivelser satte sig derimod. Spanierne døjede snart mangel på levnedsmidler og plagedes tillige af moskitoer, og Cortés besluttede da at sejle til en anden havn. Hertil havde dog Velasquez' parti i hæren ingen lyst. De ville hjem til Cuba med deres skatte. For at standse deres oprørske bestræbelser lod Cortés sig udråbe af sine trofaste tilhængere til »generalkaptajn og overdommer« i kongen af Spaniens navn. Det skete under den form at folkene bad ham derom, men, siger Bernal, det var sådan som ordsproget lyder: »Du beder mig bønlig derom, og jeg vil selv så gerne«. I den hensigt at stille alle parter tilfreds, lovede han dernæst at grundlægge en koloni på en dertil belejlig kyststrækning; den skulle have det betegnende navn »Villa Rica de la Vera Cruz« (det sande kors' rige by), og til embedsmænd i den udvalgtes personer af begge partier. Derpå sejlede skibene til et sted på kysten, som ifølge et udsendt skibsmandskabs beretning frembød bedre vilkår, medens hæren marcherede langs havbredden. På denne march kom de til den anselige by Cempoal eller Cempoalla, hvis nyhvidtede huse skinnede i den grad, at en soldat til de andres moro antog dem for sølv. Kaziken dér lod spanierne blive en venlig modtagelse til del, men kunne selv ikke komme dem i møde, fordi han havde så vanskeligt ved at bevæge sig på grund af legemsfylde. Bernal kalder ham i det følgende stadig blot »den tykke kazik«. Han beklagede sig meget over det mexikanske tyranni, gav spanierne 400 mand til at bære byrder for dem og blev glad ved at høre af Cortés, at han skulle nok hjælpe ham imod Montezuma. Også i den befæstede by Quiahuistlan, hærens næste standkvarter, fik den en god modtagelse. Den tykke kazik indfandt sig her, båren i en bærestol, og fornyede sine klager over Montezuma, tillige med den anden kazik. Medens de talte med Cortés, nærmede fem mexikanske skattekrævere sig i procession med hovmodige miner, ledsagede af trælle med fluesmækker; de var iførte kostbare kapper (eller tæpper, mantas) samt et lændeklæde, deres skinnende hår var bundet op i en top, og i den ene hånd bar de en krumstav, men i den anden en buket roser (her er talen om en lignende blomst, thi virkelige roser voksede ikke i Mexiko). De så ikke til Cortés eller hans følge, men gik lige hen til kazikerne og udstødte hårde trusler mod dem. Cortés lod dem gribe, hvilket vakte en umådelig opsigt i hele landet. Dét måtte være »teuler« (afguder eller dæmoner), som turde begå en sådan dristighed, mente de indfødte, og siden den tid omtalte de bestandig spanierne under denne betegnelse. Med sædvanlig kløgt, for at holde gode miner med alle parter, lod feltherren snart efter to af fangerne slippe bort og frelste de andre fra stedets befolkning, som ville ofre dem, ved at lade dem bringe ud på skibene. Derefter opfordrede han alle de omliggende byer (totonaquernes) med Cempoal i spidsen til at hylde den spanske konge, og de gjorde det, fordi de ventede befrielse fra Mexiko's voldsherredømme. Nu skred man til grundlæggelsen af den nye by, havnestaden Vera Gruz, en halv mil fra Quiahuistlan. Cortés selv arbejdede med på dens fæstningsværker. På den tid havde hæren det uheld at miste en af sine fåtallige heste, nemlig Cortés' egen, så at han måtte købe en af de andre, for øvrigt en særdeles god hest, siger Bernal. Påny kom den tykke kazik med klager over den mexikanske garnison i byen Cingapacinga; Cortés drog derhen og fik indbyggerne vundet ved sin venlige optræden, idet mexikanernes tropper allerede var borte, da de hørte om »teulernes« nærmelse. I Cempoal omstyrtedes derefter gudebillederne, og kaziken bragte de spanske førere fornemme unge kvinder til gave, deriblandt en niece af ham selv; disse døbtes. Imidlertid kom et skib fra Cuba til Vera Cruz med to officerer, en halv snes soldater og to heste ombord samt meddelelse om, at guvernør Diego Velasquez havde fået fuldmagt fra Spanien til at drive byttehandel og kolonisere. Påvirkede heraf foreslog de soldater i Cortés' hær (deriblandt Bernal Diaz), som ville blive ved ham og længtes efter at prøve lykken påny ved et togt ind i landet, at sende kejser Karl en beretning om hvad der var udrettet hidtil af ekspeditionen samt - måske - det guld, den havde fået i bytte og til gave. Det gik Cortés ind på, og efter at han først havde forhørt sig hos hver enkelt af soldaterne, underskrev de alle en erklæring; at de gav afkald på den del af guldet, der tilkom dem, og nedlagde det hele for hans majestæts fødder, - naturligvis i håb om passende gengæld til sin tid. To af officererne afsejlede med flådens bedste skib for at røgte hvervet, med breve og med de kostbare gaver samt fire indianere fra kystlandet. Det var de befuldmægtigede udtrykkelig pålagt ikke at anløbe Havana; men den ene af dem, der hørte til guvernørens parti og som Cortés kun tilsyneladende havde vundet ved bestikkelse, fik skibets fører til alligevel at gå ind til kysten og kaste anker i nærheden af hans landejendom, hvor han ønskede at proviantere, som han sagde. Medens den anden officer lå syg, skyndte en matros sig om natten i land og bragte nyhederne videre og videre på Cuba, til de nåede Diego Velasquez; skibet fortsatte så straks sin rejse. I sin vrede lod guvernøren det forfølge, men det lykkedes ikke at indhente det; han klagede hos den kongelige domstol på Santo Domingo og hos hieronymiter munkene, der styrede denne ø, uden at han dog fik medhold hos nogen af dem. Samtidig sendte han budskab til sine beskyttere i Spanien og begyndte at udruste en talrig og velbemandet flåde, som skulle sætte en stopper for Cortés fremgang og bemægtige sig hans person, under anførsel af Pánfilo de Narváez. Vi kommer senere til at høre mere om dette togt. Cortés' og våbenfællernes udsendinge havde en heldig rejse til Valladolid, regeringens sæde; men præsidenten for det indiske råd (biskoppen af Burgos) modtog dem med uvenlig mine og bitre ord, fordi »de var oprørere mod Diego Velasquez«. Sende gaverne og brevene til kejseren i Nederlandene ville han ikke vide noget af, og endnu værre behandlede han sendemændene fra Mexiko, dengang guvernørens udsending var indtruffen med hans klager. Men Cortés' og hans troppers udsendinge havde heldigvis kopier af deres breve; disse samt en liste over kostbarhederne sendte de til kejseren, hos hvem de gjorde det bedste indtryk og gav anledning til at biskoppen faldt i unåde ikke længe efter. Fire dage efter skibets afrejse fra den mexikanske kyst besluttede nogle af Cortés' folk at begive sig hemmelig bort til Cuba med et af skibene. De var alle fjendtlig sindede mod deres hærfører, af forskellige årsager, - nogle fordi han havde ladet dem piske, da de havde stjålet flæsk fra en kammerat. Men i sidste øjeblik røbede en af dem komplottet for Cortés, der lod to af de sammensvornes ledere hænge, fødderne hugge af en tredje, og de omtalte flæsketyve fik påny 200 piskeslag. En præst, Juan Diaz, der havde været med, slap med skrækken på grund af sin gejstlige værdighed (denne mand var allerede med på Grijalva's togt og har skrevet en beretning derom). »Jeg kan huske, at dengang Cortés undertegnede denne dom, udbrød han med kummer og dybe suk: »ak, gid jeg ikke kunne skrive, så behøvede jeg ikke at underskrive menneskers dødsdom!« Disse ord er nok meget almindelige hos de dommere, der har at dømme til døden, og de stammer nok fra den grusomme Nero, dengang han lod til at skulle blive en god kejser.« Cortés skyndte sig så i firspring til Cempoal og befalede sine folk at følge ham derhen fra Villa Rica de Vera Cruz; Pedro de Alvarado var der allerede i forvejen med en del af dem. Men herfra vil vi lade vor hjemmelsmand fortælle med egne ord.

Da vi nu, som jeg har sagt, var i Cempoal, rådslog vi med Cortés om krigen og om vor fremmarch, og under denne rådslagning gav alle vi, der var hans venner (for modstandere var der også), ham det råd, at han ikke skulle lade et eneste skib blive liggende i havnen, men bore dem alle sammen straks i sænk, så at ikke flere skulle få lejlighed til at gøre opstand ligesom sidst, når vi var på marchen ind ad landet til. Desuden ville vi kunne få god hjælp af skipperne, styrmændene og matroserne, - i alt vel en hundrede mand, som vi kunne have bedre nytte af til vagttjeneste og i kampen, end om de lå der i havnen. Denne plan om at bore skibene i sænk, som vi dér foreslog ham, havde Cortés selv allerede fattet - det kunne jeg godt mærke og forstå -, men han ville have at den skulle udgå fra os; for hvis man engang krævede erstatning af ham for skibene, så skulle vi alle være med til at betale, da det var os, som havde givet rådet. Så befalede han da en, der hed Juan de Escalante, der var alguazil mayor (»alguazil« benævnedes fordum politibetjentene i Spanien; »alguazil mayor« var en ærespost, knyttet til domstole og til byers magistrater) og en rigtig dygtig karl, god ven af Cortés og uven af Diego Velásquez, fordi han ikke havde leveret ham gode indianere på Cuba, - altså ham befalede han straks at begive sig til byen og lade alle ankre, tove, sejl og hvad der ellers var ombord tage ud af skibene, for det kunne de få brug for, og derefter bore dem alle i sænk, så der ikke blev andet end jollerne tilbage. De gamle styrmænd, skippere og matroser, som ikke egnede sig til at være med i krig, de skulle blive der i byen og give sig af med at fiske, med to slupper de havde; fisk var der altid dér i havnen, skønt ikke megen. Det gjorde da Juan de Escalante, ganske som det var befalet ham, og derefter kom han til Cempoal med et kompagni søfolk, - det var dem, vi fik fra skibene, og nogle af dem viste sig som rigtig gode soldater. Da det var sket, lod Cortés sammenkalde alle kazikerne fra bjergene dér omkring, de der var vore forbundsfæller og havde gjort oprør mod den store Montezuma, og han sagde til dem, at de skulle give dem, der blev tilbage i Villa Rica, en håndsrækning og hjælpe dem at bygge kirken, fæstningen og husene færdige. I deres påsyn tog så Cortés Juan de Escalante ved hånden og sagde: »han dér er min broder«; hvad han befalede, skulle de gøre. Og dersom de muligvis trængte til bistand og støtte mod nogle mexikanske indianere, så skulle de henvende sig til ham; han ville i egen person komme dem til hjælp. Og alle kazikerne lovede af ganske hjerte at gøre hvad han befalede dem; og jeg kan huske, at de lige på stedet tilrøgede Juan de Escalante med deres røgelser (forfatteren har flere gange tidligere omtalt denne skik som ærbødighedstegn; der benyttedes hertil en art harpiks, kopal (vateria indica)), uagtet han ikke ville have det. Jeg har allerede sagt, at han var en mand, der kunne gøre udmærket gavn hvor det skulle være, og en god ven af Cortés; derfor stolede han på ham og satte ham til kommandant der i byen og havnen, for at der kunne være nogen til at gøre modstand, hvis Diego Velasquez sendte folk derhen. Det vil jeg ikke sige mere om her, men berette hvordan det så gik. Her fortæller krønikeskriveren Gomara, at dengang Cortés lod skibene bore i sænk, turde han ikke meddele soldaterne, at han ville til Mexiko og opsøge den store Montezuma. Det gik ikke til sådan som han siger. For hvordan er da vi spaniere beskafne, at vi skulle have noget imod at gå fremad, men heller blive dér, hvor kamp og bytte ikke er at vente! Så siger samme Gomara, at Pedro de Ircio blev tilbage som kommandant i Vera Cruz; dér har man ikke givet ham rigtig besked. Som jeg har sagt, var det Juan de Escalante, der blev kommandant og alguazil mayor over Ny-Spanien; men Pedro de Ircio havde man slet ikke givet nogen kommando, ikke engang over en peloton.

59de kapitel.

Efter at skibene var sænkede til bunds - i alles påsyn og ikke som krønikeskriveren Gomara siger - en morgen tidlig, efter at vi havde hørt messe, og da vi nu alle, officerer og soldater, var samlede og talte med Cortés om krigstogtet, bad han os være så venlige at høre på ham og holdt så omtrent følgende tale. Vi havde jo nu, sagde han, fået at vide, hvad det var for et togt, vi skulle på; med vor herres Jesu Kristi bistand ville vi sejre i alle slag og træfninger, og det måtte vi være tilstrækkelig belavede på, for hvis vi - hvad gud forbyde - led nederlag et eller andet sted, så kunne vi ikke komme til kræfter igen, da vi var så få og ikke havde anden hjælp og støtte end vorherres, for skibe til at sejle til Cuba havde vi ikke mere; vi havde kun vor krigsdygtighed og vore modige hjerter; og så kom han med en hel del sammenligninger med romernes heltebedrifter. Vi svarede alle som een mand, at vi ville gøre som han befalede; nu var terningerne kastede, enten det så blev held eller uheld, sådan som Julius Cæsar sagde ved Rubicon; al vor stræben ville gå ud på at tjene gud og hans majestæt. Efter denne tale, som sandelig var rigtig god, med mange flere skønne ord og veltalenhed end jeg her har meddelt, lod han den tykke kazik kalde og lagde ham højlig på sinde, at han skulle holde kirken og korset i agt og sørge for deres renlighed; desuden sagde han til ham, at han straks ville til at marchere til Mexiko for at befale Montezuma, at han ikke måtte røve eller ofre mennesker; og at han havde 200 tameme indianere behov til at transportere artilleriet. Jeg har jo allerede tidligere fortalt, at de kan tage to arrobas (den spanske vægt arroba er lig 11 1/2 kilogram) på ryggen og gå fem mil med dem; tillige forlangte han halvtredsindstyve udsøgte krigsfolk til at følge med os. Mens vi nu var på nippet til at afmarchere, kom der en soldat fra Villa Rica fra Juan de Escalante; Cortés havde nemlig befalet ham at begive sig igen til byen for at sende ham flere soldater. Det som Escalante fortalte i brevet, var, at de så et skib sejle langs kysten; så havde de tændt bål og gjort andre tydelige signaler til det, og han havde ladet hejse nogle hvide lagner som flag og var redet frem og tilbage med en skarlagenrød kappe på, for at de skulle se ham ude på skibet. Han syntes da, at de godt så signalerne, flagene, hestene og kappen, men at de ikke ville løbe ind i havnen, derfor sendte han nogle spaniere ud for at opdage, hvor det sejlede hen; de bragte ham den besked, at det lå for anker tre mil derfra i en flodmunding. Nu lod han ham dette vide for at høre hans ordre. Da Cortés havde læst brevet, befalede han straks Pedro de Alvarado at overtage kommandoen over hele den hærstyrke, der lå i Cempoal, og til næstkommanderende udnævnte han Gonzalo de Sandoval, der allerede havde givet beviser på, at han var en meget modig mand, og som sådan blev han da også ved at vise sig. Det var den første kommando, Sandoval fik, og fordi han dengang gav ham denne første ærespost og ikke gav den til Alonso de Avila, opstod der noget krakileri mellem Alonso de Avila og Sandoval. Så red Cortés da afsted med fire ryttere i følge og befalede, at halvhundrede soldater af de raskeste - Cortés udpegede selv alle os, han ville have med - skulle følge efter; den aften kom vi til Villa Rica. Hvad der hændtes os dér, vil jeg berette i det følgende.

Så snart vi var kommet til Villa Rica - som jeg har sagt - mødte Juan de Esealante hos Cortés og sagde, at det var vist bedst, at vi straks den aften begav os ud til skibet, for det kunne jo gerne gå under sejl og sejle væk; Cortés skulle blot slå sig til ro, så ville han selv gå derud med 20 soldater. Men Cortés sagde, at han kunne ikke holde hvil, for »en halt ged kan ikke få middagslur«; han ville i egen person derhen med de soldater, han havde med. Og før vi havde fået en bid mad i livet, begyndte vi at marchere langs kysten. Der traf vi så på vejen fire spaniere, der kom for at tage land i besiddelse for Francisco de Garay, guvernøren på Jamaica. De var sendt ud af en kaptajn, som for få dage siden havde grundlagt en koloni ved floden Panuco og som hed Alonso Álvarez Pineda eller Pinedo. Af de fire spaniere, vi opsnappede, hed den ene Guillén de la Loa; han var der i egenskab af notar, og af de vidner, han havde med sig for at tage landet i besiddelse, hed den ene Andrés Núňez og var skibstřmmermand og den anden mester Pedro de la Arpa, han var fra Valencia; hvad den fjerdes navn var, kan jeg ikke huske. Da Cortés havde fĺet at vide, at de havde til formĺl at tage land i besiddelse i Francisco de Garay's navn, og at han var blevet pĺ Jamaica og sendte kaptajner ud, spurgte Cortés dem, hvad ret de kaptajner havde at berĺbe sig på, og hvordan de var kommet derover. De fire mćnd svarede, at i året 1518, da det rygtedes på alle ųerne, hvor meget land vi opdagede, - det var dengang med Francisco Hernandez de Córdoba og Juan de Grijalva -, og vi bragte de 20.000 guldpjaster til Diego Velasquez, at dengang fik Garay at hųre af Antón de Alaminos, styrmanden, og en anden styrmand, der havde vęret ombord hos os, at han kunne bede hans majestęt om at få alt hvad han kunne opdage lige fra Rio de San Pedro y San Pablo og nordpå. Da Garay havde gode velyndere ved hoffet, nemlig biskoppen af Burgos, licenciaten Zapata og sekretęren Conchillos, stolede han på deres hjęlp og sendte en hushovmester, han havde, ved navn Torralva, over til Spanien for at få den sag ordnet. Han kom tilbage med en udnęvnelse til statholder og guvernųr over alt det land, der opdagedes nord for Rio de San Pedro y San Pablo. I medfųr af denne udnęvnelse sendte han så tre skibe ud, med omtrent 270 soldater, proviant og heste, under den kaptajn, jeg har nęvnt, der hed Alonso Alvarez Pineda eller Pinedo og som lå og koloniserede ved en flod, der kaldtes Panuco, vel en 70 mil derfra; de havde bare gjort hvad deres kaptajn befalede dem, og havde ingen skyld. Da Cortés havde hųrt dette, talte han venlige og indsmigrende ord til dem og sagde, om vi måske kunne tage det skib. Guillén de la Loa, der var den fornemste af de fire męnd, sagde, at de ville se at lokke dem og gųre alt hvad de formåede. Men hvor meget de så kaldte og lokkede og gjorde tegn til dem, ind til land ville de ikke komme, for - efter hvad de męnd sagde - deres kaptajn havde påbudt dem, at de måtte passe på, at Cortés soldater ikke fik fat i dem; de havde nemlig fået at vide, at vi var dér i landet. Da vi nu så, at der ikke kom nogen båd ind, kunne vi nok forstå, at de ude fra skibet havde set os nęrme os langs kysten, og at vi ikke ville kunne få nogen båd ind til kysten uden ved list. Cortés bad så de fire męnd affųre sig deres klęder, for at fire męnd af vore kunne tage dem på; det gjorde de. Derpå gik vi tilbage langs kysten ad den vej, vi var kommet, for at man fra skibet skulle se os gųre omkring og tro derude, at vi virkelig gik vor vej, og vore fire soldater blev tilbage i de andre fires klęder. Så holdt vi os skjulte i skoven tillige med Cortés, indtil det var blevet over midnat og månen var gået ned og det var blevet mųrkt, for at kunne liste os ud igen til floden, hvad vi da også gjorde ubemęrket, sådan at der ikke sås andre end vore fire soldater. Ved dagens frembrud begyndte de fire soldater at gųre tegn, og straks kom der seks matroser ind i en båd; de to sprang i land med et par vandkrukker, som de skulle fylde, og imidlertid ventede vi. Der lå skjulte tillige med Cortés, at de ųvrige matroser også skulle gå i land. Men det ville de ikke. Vore fire męnd, som var klędte i de dragter, Garay's folk havde båret, lod som om de var ved at vaske deres hęnder og holdt ansigterne skjulte. Så sagde de fra båden: »kom nu ombord! Hvad er det, i bestiller? Hvorfor kommer i ikke?« En af vore svarede: »spring i land, så skal i bare se; her er en brųnd«. Men da de ikke kunne kende stemmen, roede de ud igen med deres båd; og hvor meget de så kaldte, ville de ikke svare. Vi ville skyde efter dem med bųsser og armbrųster, men Cortés sagde, at det skulle vi ikke gųre: vi skulle blot lade dem ro med gud og bringe besked til deres kaptajn. Vi fik da altså seks soldater fra det skib, nemlig de fire, vi fųrst fik, og så de to matroser, der sprang i land. Derefter marcherede vi tilbage til Villa Rica uden at have fået det mindste at spise. Sådan skete det, ikke sådan som krųnikeskriveren Gomara skriver, for han siger, at dengang var det at Garay kom. Men det tager han fejl i; fųrend Garay selv kom, sendte han tre kaptajner med skibe, og hvornår de kom, og hvad der blev af dem, det skal jeg nok fortęlle i det fųlgende, også hvornår det var at Garay kom. Nu vil vi gå videre og fortęlle, hvordan vi blev enige om toget til Mexiko.

Efter at vi havde tænkt rigtig over vor march til Mexiko, forhørte vi os om, hvad vej vi skulle vælge; alle de fornemste folk i Cempoal var da af den mening, at den bedste og fornuftigste var gennem provinsen Tlascala, for det var deres venner, men mexikanernes dødsfjender. De havde allerede fyrretyve mand af deres bedste krigsfolk beredte til at gå med os; dem havde vi megen nytte af på den march; og så leverede de os 200 tamemer (lastdragere) til at transportere artilleriet. Vi stakkels soldater havde ikke nogen behov, for dengang havde vi ingenting at lade bære; vore våben, både lanser og bøsser og armbrøster og skjolde, og hvad vi ellers havde, dem sov vi med og marcherede med, og på fødderne havde vi vore hampesandaler (»alpargatas«, tyksålede, med hæl og tæer dækkede af grov lærred) - det var vort fodtøj; altid var vi, som jeg har sagt, fuldt rustede til kamp. Det var midt i august 1519, at vi drog ud fra Cempoal, bestandig i god orden, med vore spejdere og nogle særlig raske soldater forud. På den første dagsmarch kom vi til en by (det kan undertiden være meget vanskeligt at gengive betegnelsen »pueblo«, som Bernal Diaz almindeligvis bruger i flæng; den kan nemlig hos ham både betyde »folk«, »by« og »landsby«), der hedder Xalapa, derfra til Socochima, som var meget stærkt befæstet, ikke nem at komme ind i; dér var mange vinranker. I disse byer lod vi ved hjælp af vore tolke, Doña Marina og Gerónimo de Agoilar, sige alt, hvad der vedkom vor hellige tro, og at vi var kejser Karls undersåtter, og at han sendte os for at hindre, at der for fremtiden fandt menneskeofringer sted, eller at man bortførte hinanden som trælle; der blev sagt dem mange ting, som det var tilbørligt at de fik at vide. Da de var venner af beboerne i Cempoal og ikke betalte Montezuma skat, fandt vi dem rigtig velvillig stemte; de gav os at spise, og i hver af byerne opstilledes et kors, og der forklaredes dem, hvad det betød, og at de skulle vise det stor ærbødighed. Fra Socochima passerede vi nogle høje bjerge ad et pas og kom så til en anden by, der hedder Tejusla; hos dem dér fandt vi også velvillig modtagelse, for de betalte heller ikke skat til Mexiko ligesom de andre. Fra den by kom vi helt op på toppen af bjergene; vi var nu i ubeboede egne, hvor der den nat var stærk kulde og haglvejr og regn, hvor vi manglede mad og hvor der blæste en vind fra de snedækte toppe, vi havde på siden af os, så vi rystede af kulde, for vi kom jo fra øen Cuba og Villa Rica; hele kysten dér er meget varm, men nu kom vi ind i det kolde land og havde ikke andet at dække os med end vore harnisker, derfor følte vi frosten så stærkt, fordi vi var vante til en anden temperatur. Derfra nåede vi til et andet bjergpas, hvor vi traf på nogle bygninger, nemlig nogle store afgudstempler, cu'er - som jeg allerede har sagt de hed -; ved dem lå der nogle store stabler brænde til brug ved offer handlingerne for de afguder, der dyrkedes i disse templer. Her kunne vi heller ikke få noget at spise, og det frøs stærkt. Så kom vi til omegnen af en by ved navn Zocotlan og sendte da to indianere fra Cempoal hen for at melde kaziken vor ankomst og anmodede ham om venlig modtagelse. Denne by stod under Mexiko; derfor marscherede vi frem med stor forsigtighed og holdt os tæt sammen, for det var os klart, at vi nu befandt os i en anden slags land. Da vi så en hel del terrasser skinne hvidt, og kazikens bolig og cu´erne eller templerne, der var meget høje og hvidkalkede, syntes vi, at det så rigtig godt ud, ligesom nogle byer i vort Spanien; vi gav den navnet Castilblanco, for nogle portugisiske soldater sagde, at den lignede byen Castilblanco i Portugal. Det hedder den nu den dag i dag. Da man i denne omtalte by fik at vide om vort togt, ved vore udsendinge, kom kaziken og nogle af dens fornemste folk ud at tage imod os i nærheden af hans bolig; denne kazik hed Olintecle; de førte os til nogle huse, hvor vi skulle indkvarteres, og gav os mad: det var kun lidt og ikke givet med noget venligt åsyn. Efter at vi havde spist, lod Cortés vore tolke spørge dem ud angående deres herre Montezuma. Så fortalte han da om hans store krigsmagt, som han havde i alle de provinser, der hørte til riget, foruden en hel del andre hære, der stod ved grænsen og i naboprovinsen; og han fortalte om den store fæstning Mexiko, hvordan husene var byggede i vandet, og hvordan man ikke kunne komme fra det ene hus til det andet undtagen ved broer, som fandtes der, og ved kanoer, og at alle husene var med terrasser, og når der blev bygget mure på de terrasser, så var det fæstningsværker, og at der var kun tre dæmninger, som førte ind til byen, og i hver dæmning 4-5 åbninger, hvor vandet passerede igennem, over hver af de åbninger førte der en bro, og trak man en af dem i vejret - de var af træ - så kunne man ikke komme ind i Mexiko. Han fortalte også om alt det guld og sølv og alle de ædelstene og rigdomme, som Montezuma, deres hersker, ejede, og meget mere om hvor stor en hersker han var; han kunne aldrig blive færdig dermed, og Cortés og alle vi andre var forbavsede over at høre det. Ved alt hvad der fortaltes os om den stærke fæstning og broerne fik vi straks lyst til at prøve lykken - sådan er jo vi spanske soldater -, og det skønt det så ud som en umulighed, efter hvad Olintecle sagde. Ja, Mexiko var virkelig meget stærkere, befæstet med endnu større volde, end alt hvad han sagde; for een ting er at have set, hvordan og hvor stærk den var, en anden at beskrive den. Han sagde tillige, at Montezuma var så stor en hersker, at han gjorde sig til herre over alt, hvad han fik lyst til, og at han ikke vidste, om han ville synes om, at vi opholdt os der i byen, fordi han havde skænket os husly og måltid uden hans tilladelse. Cortés lod da vore tolke sige ham: »I må vide, at vi kommer fra fjerne lande efter vor konges og herres befaling; det er kejser Karl, hvem mange store herrer hylder som vasaller, og han sender jeres store Montezuma det bud, at han ikke må ofre eller dræbe indianere eller rane sine undersåtter eller tage land fra nogen, og at han skal være vor konge og herre hørig og lydig; og nu siger jeg ligeledes til jer, Olintecle, og til alle jer andre kaziker, som er her tilstede, at i må holde op med jeres menneskeofringer og ikke æde jeres næstes kød eller begå sodomi eller andre fæle ting, som i plejer at begå, for det byder vor herre og gud, hvem vi tilbeder og tror på, som skænker os liv og død og vil tage os til sig i sin himmel«. Han gav dem yderligere besked om, hvad der angik vor hellige tro; men de tav til det alt sammen. Så sagde Cortés til os soldater, som var tilstede dér: »Nu mener jeg, senores, at vi ikke kan gøre noget bedre end sætte et kors«. Men pater Bartolomé de Olmedo svarede: »Jeg synes, senor, at her i disse byer er det ikke betimeligt at lade dem få noget kors, for de er noget uforskammede og alt andet end bange af sig; siden de er Montezuma's undersåtter, kan de gerne falde på at brænde det eller gøre noget andet slemt ved det; det må være nok med, hvad der er sagt dem, indtil de bliver mere bekendte med vor hellige tro«. Der blev da ikke opstillet noget kors. Herom vil vi nu ikke tale mere, heller ikke om de hellige formaninger, vi gav dem. Men det hedder sig, at da vi havde en meget stor jagthund med, der tilhørte Francisco de Lugo og gøede meget om natten, spurgte kazikerne der fra byen vore venner fra Cempoal, om det var en tiger eller løve (når forfatteren taler om »tigre«, må han mene jaguarer, »løverne« må være puma'er) eller noget andet til at slå indianere ihjel med, hvortil de svarede: »Jo, de har den med for at slå enhver ihjel, der tirrer dem«. De spurgte dem også om, hvad vi gjorde med de bombarder, vi havde med; dertil svarede de, at vi puttede nogle sten deri og så kunne vi dræbe hvem vi ville, og at hestene kunne rende ligesom hjorte, og at vi kunne nå alt hvad vi ville ved hjælp af dem. Hertil sagde Olintecle og de andre fornemme mænd: »Så må det jo være teuler!« Jeg har allerede før sagt, at deres afguder eller guder eller onde væsener kaldte de teuler. Vore venner svarede: »Ja der ser i, pas bare på, at i ikke gør dem vrede ved et eller andet; de ved det straks, de ved alt, hvad i tænker; for det var de teuler, der fængslede jeres store Montezuma's skatteopkrævere og befalede, at der ikke skulle betales mere skat oppe i bjergene eller i vor by Cempoal, og det var nogle andre af dem, der omstyrtede vore teuler i vore templer og opstillede deres egne, og de har overvundet både dem i Tabasco og i Champoton, og de er så gode, at de stiftede venskab mellem os og folkene i Cingapacinga. I har jo desuden også set, at den store Montezuma, hvor mægtig han så er, sender dem guld og tæpper; nu er de kommet her til jeres by, men i har ingenting givet dem; skynd jer at bringe dem en gave«. Det var gode koblere, vi dér havde med, for straks bragte de os fire ørensmykker og tre halsbånd og nogle firben - det var nok af guld alt sammen, dog kun af meget ringe værdi; desuden kom de med fire indianerinder, der var gode til at male korn til brød, og en del tæpper. Cortés tog venlig imod dem og gav dem gode løfter. Jeg kan huske, at på et torv, hvor der var et gudetempel, lå der sådan en mængde dynger af dødningehoveder, - omhyggelig opstablede, så man godt kunne tælle dem, - der var over hundrede tusind, syntes mig, ja jeg siger igen: over hundrede tusind; og på et andet sted af torvet lå der lige så mange bunker lårben og andre utallige menneskeknogler, og på nogle bjælker hang der mange hoveder, fra den ene side af torvet til den anden. Disse knogler og hjerneskaller vogtedes af tre papaer, hvem de var betroede, efter hvad vi fik at vide. Af den slags fik vi mere at se, efterhånden som vi kom ind i landet: i alle byer var der sådanne opstillinger, også i Tlascala. Da alt dette var hændt, som jeg nu har berettet, besluttede vi at lægge vejen om ad Tlascala, for vore venner sagde, at det var meget nær, og at det land begyndte der i nærheden, hvor der var opstillet nogle grænsestene. I den anledning spurgte vi kaziken Olintecle, hvad der var den bedste og jævneste vej til Mexiko; jo, sagde han, den gik over en meget stor by, der hed Cholula; men de fra Cempoal sagde til Cortés: »I skal ikke gå over Cholula, herre, for det er nogle store forrædere, og Montezuma har altid en garnison liggende der«; nej, vi skulle lægge vejen over Tlascala: det var deres venner og mexikanernes fjender. Vi blev da enige om at følge Cempoal mændenes råd, - det var jo gud, der styrede det alt sammen -, og Cortés bad straks Olintecle om at få tyve gode krigere til at følge med os. Dem fik vi. Og den næste dag om morgenen tidlig marcherede vi afsted til Tlascala. Vi kom til en lille by, der hørte ind under Xalacingo; derfra sendte vi to af de fornemste Cempoal indianere afsted som sendebud: de plejede at holde store lovtaler over tlascaltekerne og fortælle, at det var deres venner. De fik et brev med, skønt vi vidste, at de ikke ville forstå det, og desuden en hat, af de røde flanderske med klunker, som dengang var i brug. Hvad der nu skete, skal vi fortælle i det følgende. 

Da vi var marcherede vor vej ud fra Castilblanco, med spejderne stadig forud og på udkig, med bøsseskytterne og armbrøstskytterne i god orden, som tilbørligt var, og rytterne i endnu bedre, bestandig fuldt rustede som vi plejede, - nå, men lad os ikke tale mere om dét, jeg ved ikke hvorfor jeg skal spilde flere ord derpå. Vi var da så kampberedte både dag og nat, at om man ti gange havde blæst til kamp, så havde man lige straks fundet os beredte; så kom vi i den omtalte orden til en landsby, der hørte til Xalacingo. Dér gav man os et guldhalsbånd, nogle tæpper og to indianerinder, og fra den by lod vi to af de fornemste fra Cempoal begive sig som sendebud til Tlascala med et brev og en rød flandersk hat med klunker, af den slags som man brugte dengang. Vi vidste jo nok, at brevet kunne de ikke læse; men når de så, at papiret var forskelligt fra deres, så ville de kunne mærke, at det var et budskab. Hvad vi lod dem sige ved sendebudene var, at vi var på vejen til deres by og bad dem om ikke at have noget derimod, for vi ville ingen fortræd gøre dem, men betragte dem som venner. Det var fordi man i den omtalte lille by havde underrettet os om, at hele Tlascala stod rustet til kamp imod os, for de havde åbenbart allerede fået nys om vor fremrykken, og at vi havde mange venner i følge med os, både fra Cempoal og fra Zocotlan og andre byer, vi havde passeret, og da disse plejede at betale Montezuma tribut, så troede de for ganske sikkert, at vi ville gå imod dem. Og da mexikanerne flere gange tidligere havde ved list og svig fået indpas i deres land og hærget det, så troede de, at de ville gøre det samme nu. Så snart derfor vore to sendebud var kommet derhen med brevet og hatten og havde begyndt at give besked om deres ærinde, lod de dem gribe og ville ikke høre mere. Vi ventede nu på svar hele den dag og den næste med, og da de ikke kom tilbage, talte Cortés med de fornemste dér i byen, først hvad der skulle siges om vor hellige tro, om hvordan vi var vor konges og herres undersåtter, og at han sendte os dér til landet for at de ikke skulle slå mennesker ihjel og ofre dem eller spise menneskekød eller begå de andre hæslige ting, som de plejer at begå, og han sagde dem meget andet, som vi plejede at sige dem i de andre byer, vi kom til, og efter at have givet dem mange løfter om bistand, forlangte han tyve indianere til krigsbrug, der skulle følge med os; dem gav de os gerne og ønskede os alt godt. Den næste dag befalede vi os så gud i vold og drog afsted ad Tlascala til. Mens vi marcherede i den orden, jeg har fortalt, kommer vore sendebud, som de havde fængslet; det lader til, at de indianere, som det var overdraget at passe på dem, forsømte det under al forstyrrelsen med krigsforberedelserne, så at de slap ud af fangenskabet. De var så forskrækkede over, hvad de havde set og hørt, at de knap kunne få det fortalt; for, det sagde de, dengang de blev fangne, truede de dem med de ord; »nu vil vi slå disse folk ihjel, som i kalder teuler, og spise deres kød; vi vil se, om de er så tapre, som i udråber dem for; og vi vil også spise jeres kød, siden i kommer her som forrædere og bedragere for den forræder Montezuma.« Alt hvad sendebudene så sagde, at vi var imod mexikanerne og betragtede alle tlascaltekerne som vore venner, det hjalp ingenting. Da Cortés og alle vi andre hørte disse overmodige ord, og at de ville have krig, så fik vi jo rigtignok adskilligt at tænke på derved, men vi sagde dog alle; »siden det er sådan, så fremad i guds navn!« Vi befalede os da gud i vold, og vort banner udfoldedes, - fændrikken Corralbar det; for indianerne i den lille by, hvor vi havde tilbragt natten, sagde os for ganske vist, at de ville rykke os i møde og spærre os adgangen til Tlascala, og det samme sagde de fra Cempoal, som jeg har fortalt. Mens vi nu sådan rykkede frem, talte vi bestandig om, hvordan rytterne skulle ride løs på dem i kort galop, med fældede lanser, tre mand høj for at kunne hjælpe hinanden, og når vi gjorde vort angreb på dem, skulle de rette lansespidserne efter deres ansigter, ikke bryde sig om at sænke dem til stød, for at de ikke skulle få fat i lansen med hænderne; men hvis det skete, nemlig at de fik fat i den, skulle de af al magt holde fast på den og tage armen til hjælp, spore hesten til rasende galop og se at få lansen ud af indianerens hænder eller også slæbe ham med sig. Man vil måske nu sige, hvad alle de omhyggelige forberedelser skulle til, da der jo ikke var set fjendtlige krigsfolk, som kunne angribe os. Hertil svarer jeg, at Cortés sagde; »hør nu, kammerater; i ser, senores, at vi kun er få; derfor må vi stadig være på udkig og belavede på kamp, som om vi straks så vore modstandere komme, ja ikke blot som om vi så dem komme, men som om vi allerede var i kamp med dem, og da det ofte hænder, at de tager fat i lansen, så må vi være forberedte på det tilfælde og for resten også på, hvad der ellers vedkommer krigsførelsen; for under selve kampen ved jeg, at vi ikke behøver nogen formaning, da jeg har erfaret, at hvor godt jeg end vil sige jer, hvad i skal gøre, så bærer i jer dog langt modigere ad«. Således marcherede vi da omtrent to mil, til vi kom til en meget stærk skanse af murværk og kalk og noget cement, der var så stærk, at det måtte hugges i stykker med jernhakker; og den var bygget sådan, at dersom den blev forsvaret, måtte den være meget svær at tage. Vi stod og så noget på den, og Cortés spurgte indianerne fra Zocotlan, i hvad hensigt man havde lavet sådan en mur dér. Jo, sagde de, det var fordi der stadig var krig imellem deres herre Montezuma og tlascaltekerne, »så har tlascaltekerne lavet den så stærk for bedre at forsvare deres byer; her er vi nemlig i deres land«. Vi gjorde holdt en lille stund dér og tænkte adskilligt ved denne befæstning. Men så sagde Cortés; »senores, lad os følge vort banner; det bærer det hellige korses tegn, og under det vil vi sejre«. Vi svarede alle som een; »fremad da; gud er vor sande borg«. Så begyndte vi atter at marchere frem i den orden, jeg før har sagt, og der så da vore spejdere i ikke lang afstand vel omtrent tredive indianere, som var ude at rekognoscere og var væbnede med tohånds sværd, skjolde og lanser, og bar fjerbuske på hovedet; sværdene er af sten og skærer skarpere end rageknive (sværdene er rettere af træ; i klingen indsattes to meget skarpe knivsodde af flintesten eller obsidian), og er sådan indrettede at klingen ikke kan brydes over eller skilles fra hæftet, og de er så lange som paradesværd. De havde deres våbenmærker og fjerprydelser, som jeg har sagt. Da vore strejfryttere fik øje på dem, skyndte de sig tilbage for at melde det. Cortés befalede dem at sætte efter dem og se at få fanget nogle usårede; derpå sendte han fem ryttere til afsted for at komme de andre til hjælp, hvis der var noget baghold. Hele vor hær satte sig nu i bevægelse i stormmarch og god orden, for vore venner sagde os, at der vistnok lå en stor mængde krigere i baghold; og så snart de tredive indianere, der var ude for at spejde, så rytterne komme hen imod dem og gøre tegn til dem med hånden, ville de ikke ventede dem. De nåede dem imidlertid og forsøgte at tage nogle af dem til fange, men de forsvarede sig meget godt og tilføjede hestene sår med deres slagsværd og lanser. Da vore folk så dem kæmpe så tappert, og at hestene var sårede, måtte de selv se at gøre hvad de formåede og dræbte da fem af dem. Men så kom der løbende i voldsom fart en stor skare tlascalteker, over tre tusind, der havde ligget i baghold; de begyndte at skyde løs med pile på alle vore ryttere, der nu var blevet samlede, de gav dem en god overhaling af pile og hærdede spyd og gjorde vidundere med deres slagsværd. I dette øjeblik kom vi til med vort artilleri, vore bøsser og armbrøster, og lidt efter lidt begyndte de at vende ryg, omend de holdt kampen gående en god stund og bevarede god orden. I denne træfning såredes fire af vore; jeg tror endda, at nogle få dage efter døde den ene af sine sår. Da det var blevet sent på dagen, trak tlascaltekerne sig tilbage; men vi forfulgte dem ikke. Af dem faldt der sytten, men de havde desuden mange sårede. Det sted, hvor vi havde denne skærmydsel, var fladt land; der var mange huse og marker med majs og maguey - deraf laver de vin - og vi sov om natten ved en å. De sårede blev forbundne med fedt af en tyk indianer, vi havde dræbt og som vi skar op, for olie havde vi ikke. Vi holdt et meget godt aftensmåltid af nogle små hunde de opfostrer her (denne dyreart skal nu være uddød; de havde spidse snuder som ræve og levede som kæledyr i de indfødtes huse); alle husene var rigtignok forladte, og deres sager havde de bortført, og hundene havde de også taget med, men om natten løb de hjem, og dér opsnappede vi dem; det var virkelig særdeles god mad. Hele natten var vi på vor post, med gode vagter og ronder og patruljer og hestene sadlede og optømmede, da vi frygtede for, at der skulle ske anfald på os. Hermed nok om dette; nu vil jeg fortælle om deres kampe med os.

Efter at vi den næste dag havde holdt vor morgenbøn, fortsatte vi vor march, med alle vore afdelinger i god orden og rytterne vel instruerede om, hvordan de skulle gøre indhug og trække sig ud igen; for alting gjaldt det om ikke at blive sprængt af fjenderne og komme fra hinanden. Som nu sagerne altså stod sådan som jeg har sagt, kommer der imod os to hærskarer, vel en 6.000 mand, med høje råb, trommer og trompeter; de skød med pile og kastede spyd og bar sig ad som tapre krigere. Cortés befalede os at holde os i ro og sendte så tre fanger, vi havde taget den foregående dag, hen til dem for at anmode dem om at lade være at bekæmpe os, for vi ville betragte dem som brødre. Til en af vore soldater, Diego de Godoy, der var kongelig notar, sagde han, at han skulle lægge godt mærke til, hvad der skete, og opsætte vidnesbyrd derom, hvis det behøvedes, for at man ikke en gang i tiden skulle kræve os til regnskab for de drab og ulykker, vi tilføjede dem, da vi jo havde gjort dem fredstilbud. Efter at de tre fanger, vi sendte dem, havde talt, viste de sig endnu vildere og anfaldt os så hårdt, at vor tålmodighed slap op. Så sagde Cortés; »Sankt Jakob! Ind på dem!«, Og vi gjorde da så voldsomt et angreb på dem, at vi dræbte og sårede mange af deres folk, deriblandt tre høvdinger. De trak sig tilbage til noget tjørnekrat, hvor der lå over 40,000 krigsmænd i baghold, med deres general, der hed Xicotenga; deres mærke og våbendragt var hvidt og rødt, for det var denne Xicotenga's farver. På grund af at der her var nogle kløfter, kunne vi ikke have nogen nytte af rytterne; vi passerede dem i god orden. Men under denne passage var vi i meget stor fare, for de drog fordel af deres dygtighed som bueskytter og gjorde os svær fortræd med deres lanser og slagsværd; også deres slyngesten, der faldt som et haglvejr, var grumme slemme. Dog, da vi var kommet ud på det jævne med vore heste og vort artilleri, måtte de betale det; vi dræbte da mange. Vi turde imidlertid ikke opløse vor fylking, for enhver soldat, der fjernede sig noget for at forfølge nogle af de indianere, som havde slagsværd, eller af høvdingerne, blev straks såret og kom i stor fare. Kampen vedblev, og de omringede os på alle kanter, så vi ikke kunne udrette noget mod dem; vi turde ikke gøre angreb på dem uden i sluttet skare, for at de ikke skulle sprænge og oprive os, og når vi gjorde et fremstød, havde vi - som sagt - en snes hærskarer over os, som modstod os af al magt. Her var vore liv i stor fare, for der var en mængde af deres krigere, der kastede os jord i øjnene for at blinde os. Men guds store barmhjertighed stod os bi og bevarede os. Under al denne hurlumhej, mens vi sloges med disse vældige krigere og deres frygtelige slagsværd, fattede de åbenbart den plan at samle en del af de kraftigste i en stor hob for at få bemægtiget sig en hest. Det iværksatte de, løb frem og lagde hånd på en meget god hoppe, vel tilreden til dystløb og karriere. Han der red den, var en meget flink rytter, som hed Pedro de Morón. Da han nu med tre andre ryttere satte ind i de fjendtlige skarer - sådan var det nemlig befalet dem, for at de kunne hjælpe hinanden -, greb de fat i hans lanse, så han ikke kunne få den trukket tilbage, og nogle andre huggede løs på ham med deres slagsværd, så han blev ilde tilredt; og hesten gav de et hug lige i halsen, så at de skar hovedet helt af, og det hang og dinglede i skindet, og den styrtede død om. Hvis ikke de to af Pedro de Morón's kammerater til hest var kommet ham til hjælp i en fart, så havde de også slået ham ihjel. Men måske kunne vi jo komme ham til hjælp med hele vor fylking? Jeg gentager, hvad jeg før har sagt, at af frygt for at blive helt splittede ad kunne vi intetsteds gå hen; vi havde nok at gøre med at værge os mod at blive drevne tilbage, for vi var i høj grad i fare. Alligevel måtte vi hen hvor de havde fået fat i hoppen, og det lykkedes os at frelse Morón og rive ham ud af deres hænder; de slæbte allerede af med ham halvt død; hoppens buggjord skar vi over, for at ikke sadlen skulle gå tabt. I denne undsætningskamp sårede de ti af vore; men jeg tror nok, at vi dengang dræbte fire af deres høvdinger, - vi kom i håndgemæng med dem og tilføjede dem stor skade med vore sværd -, for de begyndte nu at trække sig tilbage; hoppen tog de med sig. Den huggede de i stykker til at forevise i alle Tlascala's byer; og siden fik vi at vide, at hesteskoene og den flanderske hat og de to breve, vi havde sendt dem med fredstilbud, havde de ofret til deres afguder. Hoppen, de dræbte, tilhørte en der hed Juan Sedeño; men da Sedeño for øjeblikket var syg af tre sår, han havde fået dagen forud, blev den givet til Morón, som var en rigtig flink rytter; samme Morón må være død dengang et par dage efter af sine sår, for jeg kan ikke huske, jeg så ham senere. Lad os nu komme tilbage til vort slag. Vel en time havde vi stået ligesom på gløder og kæmpet, og skuddene må have anrettet megen skade iblandt dem, da de var så mange og derfor så tæt sammen, at nødvendigvis en hel hob af dem måtte blive ramt. Alle som een, både rytterne og musketererne og armbrøstskytterne og de med sværd og skjold og lanse, kæmpede vi som brave soldater for at frelse vort liv og gøre vor pligt. Derfor bragte vi dem sandelig også i klemme, som de aldrig havde været før, og efter hvad vi siden fik at vide, dræbte vi i det slag mange indianere, hvoriblandt otte meget fornemme høvdinger, der var sønner af de gamle kaziker, som stod i spidsen for styrelsen i deres hovedstad. Derfor trak de sig tilbage i meget god orden, og vi var just ikke kede deraf og undlod at forfølge dem, for vi kunne ikke stå på benene af lutter træthed. Dér blev vi da i den omtalte lille by; egnen der omkring var stærkt bebygget, og de havde endda huse under jorden ligesom huler, hvor der boede mange indianere. Stedet, hvor dette slag leveredes, hed Tehuacingo eller Tehuacacingo, og det skete d. 2 september 1519. Da vi så, at sejren var vunden, takkede vi gud af hjertet, fordi han havde friet os ud af så stor en fare, og vi begav os så med hele vor lejr hen til nogle cu'er, der var så gode og høje som en fæstning. Med den indianers fedt, som jeg før har talt om, blev vore soldater forbundne - de var femten i tallet, den ene af dem døde af sårene; også de fire-fem heste, der var sårede, forbandt vi. Så holdt vi hvil og spiste rigtig god aftensmad, for vi fandt mange høns og små hunde der i husene. Og mens lytteposter og ronder og rytterpatruljer holdt god vagt, sov vi til den næste morgen tidlig. I det slag fangede vi femten indianere. Men der var det med tlascaltekerne i dette slag, ligesom i de øvrige, at når en af indianerne var såret, førte de ham straks bort, så vi ikke kunne se, hvor mange faldne de havde.

Da vi følte os meget medtagne af de kampe, vi havde gennemgået, og mange soldater og heste var sårede - ikke at tale om dem, der var døde -, og vi trængte til at gøre armbrøsterne i stand og forsyne koggerne med pile, så gik der en hel dag hen, uden at der skete noget, som er værd at fortælle. Men den næste dag om morgenen sagde Cortés, at det var bedst, de ryttere, der var istand dertil, red ud og afsøgte terrænet, for at tlascaltekerne ikke skulle tro, at vi afstod fra kampen efter det sidste slag, og for at de skulle se, at vi stadig var i hælene på dem, - den forrige dag var vi som sagt ikke rykket ud imod dem -; det var bedre, at vi angreb dem, end at de angreb os, for at de ikke skulle mærke vor svaghed; landet derom er oven i købet meget jævnt og tæt befolket. Altså gjorde vi en rekognoscering; vi var syv til hest, nogle armbrøstskytter og bøsseskytter samt omtrent 200 soldater foruden vore forbundsfæller, og så vidt muligt lod vi en god besætning blive tilbage i lejren. I de huse og landsbyer, vi kom til, tog vi en snes indianere og indianerinder til fange uden at tilføje dem noget ondt; men vore forbundsfæller, der er grusomme, brændte mange huse, og de bragte os en hel del proviant, nemlig høns og små hunde. Derefter vendte vi tilbage til lejren, som lå nærved. Cortés besluttede at løslade fangerne efter først at have ladet dem få noget at spise, og Doña Marina og Aguilar talte venlig til dem, forærede dem glasperler og sagde, at de ikke længere skulle være så tåbelige; de burde holde fred, for vi ville dem vel og betragte dem som vore brødre. Dengang løslod vi også de to første fanger, de fornemme mænd, og gav dem atter et brev med, for at de skulle fortælle de øverste kaziker, der opholdt sig i provinsens hovedstad, at vi ikke kom for at gøre dem ondt eller fortræd, men vi ville blot passere gennem deres land på vejen til Mexiko for at tale med Montezuma. De to sendebud begav sig til Xicotenga's lejr, der var omtrent to mil derfra, i nogle landsbyer og huse; så vidt jeg kan huske, hed stedet Tecuacinpacingo. Da de havde givet dem brevet og overbragt budskabet fra os, lød det svar, Xicotenga gav dem, således; vi skulle komme til hans by, hvor hans fader var, så ville de slutte fred, det vil sige ved at mætte sig med vort kød og ofre vore hjerter og vort blod til deres guder; næste morgen skulle vi nok få svaret at se. Da Cortés og alle vi andre hørte disse overmodige ord, blev vi, medtagne som vi var af de slag og træfninger, vi havde døjet, alt andet end vel til mode. Til sendebudene talte Cortés med blide ord, fordi han kunne se, at de havde tabt deres frygt for os, og befalede, at man skulle give dem nogle halsbånd af glasperler; det var altsammen for at få dem til atter at gå som fredsbud. Tillige udspurgte han dem vidtløftigt om, hvordan krigsøversten Xicotenga var og hvor stor hærstyrke han havde med sig. De sagde da, at han havde nu mange flere folk end forrige gang, han sloges med os, for nu havde han fem høvdinger med, og hver af dem havde 10,000 krigsmænd under sin kommando. Sådan var tallet på Xicotengas hær; af hans gamle faders tropper var der kun 10,000; fra en anden stor kazik, der hed Mase Escaci, kom der ligeledes 10,000; fra en anden stor herre, ved navn Chichimecatecle, ligeså mange; fra endnu en stor kazik, herre til Topeyanco, som hed Tecapacaneca, også 10,000, og endelig fra en kazik ved navn Guaxobanbzin 10,000 til, så at der i alt var 50,000. De ville møde frem med deres hovedbanner, en hvid fugl med udspændte vinger, som om den ville flyve (den lignede en struds), og hver hærafdeling havde sit eget skjoldmærke og sin egen farve, fordi hver enkelt kazik har sin for sig. Man må sige, at det er ligesom hertuger og grever i Kastilien har deres. Alt hvad jeg her har fortalt, måtte vi anse for vist; nogle af de indianere, vi havde fanget, men igen sluppet løs den dag, havde også fortalt os det med rene ord, men dem havde vi ikke troet. Da vi havde fået det at vide, - vi er jo alle mennesker, og vi var bange for døden -, så skriftede mange af os, ja vel nok de allerfleste, for pateren af Merced-ordenen og for præsten Juan Diaz, så hele natten gik med den pønitense, og vi bad til gud, at han ville fri os for nederlag. Sådan gik tiden til den næste dag; det slag, der så leveredes os, skal jeg nu berette om.

Om morgenen den næste dag - det var d. 5 september 1519 - lod vi rytterne formere korps; ikke een af de sårede undlod at være med, for at gøre al den gavn, de kunne; armbrøstskytterne fik formaning om at bruge deres pileforråd fornuftig, sådan at nogle ladede, mens andre skød; samme instruks fik musketererne, og vi med sværd og skjold fik ordre til at gennembore deres indvolde med de stød og hug, vi gav, for at de ikke skulle vove at komme os så nær som forrige gang. Også artilleriet var vel belavet på kamp. Rytterne havde allerede fået ordre til at stå hinanden bi, med lanserne i beredskab, og kun rette stødene mod ansigt og øjne. Mens de gjorde angreb og trak sig tilbage i kort galop, og ingen soldat måtte forlade rækkerne. Vort banner vajede højt, og fire af vore kammerater holdt vagt omkring fændrikken Corral. Så rykkede vi ud af vor lejr, og vi havde ikke marcheret en halv fjerdingvej, før vi så markerne opfyldte af krigere med store fjerbuske og med våbenmærker, og hørte en vældig støj af trompeter og horn. Her var nok at skrive og berette om, alt det vi måtte udholde i dette farlige og skæbnesvangre slag, for vi var fra alle sider omringede af så mange krigsmænd, at man kunne ligne det ved en stor eng, to mil bred og lige så mange mil lang, og midt ude i den 400 mand; ja, sådan var det; hele sletten var opfyldt af dem, men vi var kun omtrent fire hundrede mand, hvoraf mange sårede og svage. Denne gang var vi ikke sikre på, at de ville lade en eneste af os beholde livet, for vi skulle alle ofres til deres afguder. Lad os komme igen til vort slag. Da de begyndte at angribe os, hvilken hagl af sten sendte så ikke slyngekasterne ud over os, og så pilene; spydene dækkede jorden som avner en tærskeplads, alle hærdede og tvegrenede; de går igennem enhver rustning og er især farlige for underlivet, som er ubeskyttet. Og de med sværd og skjold og med større våben, med store slagsværd og lanser, hvor de for rasende ind på os under uhyre råben og skrigen. Vi holdt os dog godt imod dem med vort artilleri, vore bøsser og armbrøster, så vi tilføjede dem betydelig skade, og dem der kom os nær med deres slagsværd og mindre sværd gav vi gode kårdestød, så at de veg og ikke kom os så tæt ind på livet som forrige gang. Vore hestfolk var så behændige og kæmpede så mandelig, at de var vor sande styrke - efter gud, som holdt sin hånd over os. Da så jeg pludselig vor slagorden halvt sprængt; hverken Cortés' eller andre officerers råb kunne få den til at samle sig igen. I det øjeblik væltede nemlig en stor masse indianere sig over os; vi måtte med sværdene hugge os plads, og så kom vi da ved et vidunder i orden påny og fik ryddet os rum. Der var een ting, som frelste vort liv; det var at skuddene anrettede så stor skade iblandt dem, fordi de var så mange og så tæt sammenklumpede; og desuden forstod de sig ikke på krigsførelse; ikke alle høvdingerne kunne komme til med deres folk, og vi fik at vide, at allerede fra det forrige slag var der endda splid og klammeri mellem høvdingen Xicotenga og en anden høvding, der var søn af Chichimecatecle. Den ene høvding sagde til den anden, at han ikke havde båret sig rigtig ad i det tidligere slag, hvortil Chichimecatecle's søn svarede, at han havde opført sig langt bedre end den anden, og det skulle han nok personlig overbevise Xicotenga om. Derfor ville Chichimecatecle ikke understøtte Xicotenga med sine folk i dette slag, og vi fik derfor sikker efterretning om, at han havde fået korpset fra Guaxocingo til at holde sig borte fra kampen. Desuden var de allerede fra det forrige slag bange for vore heste og kanoner, vore sværd og armbrøster og vor kampdygtighed; men især skyldtes dette guds store nåde, som gav os kraft til at værge os. Xicotenga blev altså ikke adlydt af to høvdinger, og vi gjorde dem meget stor skade ved at dræbe mange af deres folk; men det skjulte de, for da de var så mange, så tog de straks fat i de sårede og bar dem bort, såvel i dette slag som i det forrige, så at vi ikke fik nogen af deres faldne at se. Da de nu kæmpede med ulyst og mærkede til deres ærgrelse, at de to korpser, som førtes af de høvdinger, jeg har nævnt, ikke korn dem til undsætning, begyndte de at vige; dertil kom, at vi hvad der siden kom for dagen, havde dræbt en af deres fornemste høvdinger - ikke at tale om andre. De gav sig da til at trække sig tilbage i god orden, og rytterne forfulgte dem i kort galop, dog kun et lille stykke, for de kunne snart ikke holde sig oppe af lutter træthed. Da vi så, at vi var blevet fri for den store mængde krigsfolk, så takkede vi gud inderlig. Dér dræbte de een af vore soldater og sårede over 60, også alle hestene. Mig tilføjede de to sår, det ene i hovedet, af et stenkast, det andet i låret, af et pileskud; men disse hindrede mig ikke i at kæmpe og holde vagt og hjælpe mine kammerater. Og det samme gjorde alle de sårede soldater; når sårene ikke var meget farlige, måtte vi kæmpe og holde vagt sammen trods dem, for skulle blot de ikke sårede have været med, så var det kun blevet få. Derpå begav vi os tilbage til vor lejr, meget glade og med megen tak til gud. Vor døde kammerat begravede vi i en af de boliger, der var indrettede under jorden, for at indianerne ikke skulle se, at vi var dødelige, men stadig tro, at vi var »teuler«, som de sagde; og vi dyngede meget jord op over huset, for at de ikke skulle mærke lugten af liget. Alle de sårede blev forbundne med indianerens fedt, som jeg flere gange har talt om. Det var rigtignok en tarvelig forfriskning! Vi havde hverken olie til at smøre på sårene eller salt til vor mad. Der var også en anden ting, vi i høj grad savnede, og det var tøj til at tage på, for der kom så kold en blæst oppe fra de snedækkede bjerge, at vi måtte ryste af kulde, - ligefuldt holdt vi stadig modet oppe; lanser og bøsser og armbrøster kunne vi jo dårlig dække os med. Den nat sov vi roligere end den foregående, men vi havde da også mange blænkere og spejdere, vagter og ronder ude. Så vidt herom. Men nu skal jeg fortælle, hvordan det gik os den næste dag efter slaget. I dette slag fangede vi tre fornemme indianere.

Efter at det slag havde stået, som jeg har fortalt om, hvori vi fangede de tre fornemme indianere, sendte vor feltherre Cortés dem afsted tilligemed de to, der var i vor lejr og tidligere havde gjort tjeneste som sendebud. Han lod dem sige til kazikerne af Tlascala, at vi bad dem holde fred med os og lade os få lov at drage gennem deres land på vej til Mexiko, som vi før havde ladet sige dem. Men hvis de nu ikke gik ind på at slutte fred, så ville vi slå alle deres folk ihjel; vi holdt meget af dem og ønskede gerne at betragte dem som brødre, derfor ville vi ikke have gjort dem fortræd, hvis de ikke havde givet os grund dertil. Mange indsmigrende ord blev der sagt til dem for at få dem venlig stemte imod os, sendebudene gik da gerne til hovedstaden i Tlascala og røgtede deres ærinde hos alle kazikerne, som jeg før har nævnt; de traf dem alle samlede, tilligemed en hel del andre gamle mænd og papa'er; meget bedrøvede var de, dels over at det var gået dem så uheldig i kampen, dels over at der var faldet høvdinger i slagene, som var sønner eller slægtninge af dem. Det hedder sig, at de ikke var villige til at høre på dem, men besluttede at lade sammenkalde alle spåmænd og papa'er og andre, der gjorde heksekunster, og som de kalder tacalnagua'er, hvad der vil sige omtrent det samme som troldmænd. Dem befalede de så at udforske ved deres spådomme og tryllekunster og koglerier, hvad vi var for en slags folk, og om vi kunne overvindes, når de bekæmpede os uafbrudt både dag og nat; de ville også gerne vide, om vi var teuler, sådan som de fra Cempoal sagde, - jeg har jo allerede før sagt, at det er nogle slemme væsener ligesom djævle -, og hvad vi spiste; alt det skulle de lægge megen vind på at få at vide. Efter at spåmændene og troldmændene og en mængde papa'er havde forsamlet sig og gjort deres spådomskunster og trolderi og alt hvad de plejede at gøre, så lader det til, at de sagde, de havde læst i skæbnens bog, at vi var mennesker af kød og blod, der spiste høns og hunde og brød og frugt, når vi havde det, men at vi ikke spiste indianerkød eller hjerterne af dem, vi slog ihjel. For efter hvad der siden fremkom, så havde de venligsindede indianere, vi havde med fra Cempoal, bildt dem ind, at vi var teuler og spiste indianerhjerter, og at bombarderne udskød lyn ligesom dem, der falder ned fra himlen, og at jagthunden var en tiger eller løve, og at hestene var til at pudse løs på indianerne og få fat i dem, når vi ville slå dem ihjel; meget anden børnesnak havde de desuden fortalt dem. Det værste af det alt sammen var, at deres papa'er og spåmænd sagde dem, at vi kun kunne overvindes om natten, for så snart det blev mørkt, mistede vi vore kræfter; troldmændene sagde dem ligeledes, at stærke og modige var vi, men at alle vore gode egenskaber besad vi kun om dagen, så længe til solen gik ned; når mørket var brudt frem, var det ude med vor styrke. Da kazikerne havde hørt dette og troet, at sådan var det, lod de det melde til deres overgeneral Xicotenga, for at han uopholdelig skulle møde en nat med en stor hærmagt og angribe os. Han samlede, så snart han havde fået dette at vide, omtrent 10,000 indianere af de modigste, han havde, lagde sig udenfor vor lejr og begyndte fra tre sider at overdænge os med pile og spyd, både de enhagede og de tohagede, og på den fjerde side stormede de med store slagsværd og andre sværd og stridskøller, så vi et øjeblik troede, at nu ville de få fat i nogle af os og ofre dem. Men gudskelov gik det bedre, for hvor hemmelig de end havde planlagt angrebet, så fandt de os dog vel forberedte. Da nemlig vore rytterpatruljer og spejdere hørte et bulder nærme sig, skyndte de sig alt hvad remmer og tøj kunne holde at kalde os til våben; og da vi var så vante til at sove med fodtøj på, iførte vore harnisker, med hestene sadlede og optømmede og våben af enhver art nær ved hånden, modstod vi dem med bøsserne og armbrøsterne, og snart måtte de vende ryg for vore sværdhug. Det var jævn mark og månen var oppe, derfor kunne rytterne forfølge dem et lille stykke. Om morgenen fandt vi da en snes mand af dem liggende døde og sårede derude. De måtte altså gå tilbage med stort tab, og angrede i høj grad det natlige overfald. Jeg har endda hørt sige, at da det ikke gik så heldig som papa'erne og spåmændene og heksemestrene havde lovet dem, ofrede de to af dem. Den nat dræbte de en indianer af vore venner fra Cempoal og sårede to soldater og en hest, og vi fangede fire af dem. Da vi nu så os befriede fra denne voldsomme dyst, takkede vi gud og begravede vor forbundsfælle fra Cempoal, forbandt de sårede og hesten og sov resten af natten under omhyggeligt vagthold i lejren, sådan som vi havde for skik. Men da den næste morgen brød frem, faldt det os på sinde, at vi alle var sårede, hver havde to-tre sår, og vi var meget trætte, nogle syge og indsvøbte i klude og bind. Xicotenga havde vi jo stadig over os; vi havde efterhånden mistet en 45 soldater, dels faldne i kampene, dels døde af sygdom og kulde, og desuden havde vi 12 syge, også vor feltherre Cortés havde feber, ligeledes mercenarier munken. Det kom af alt besværet, af de tunge våben, vi altid måtte bære, af andre lidelser som kulden og manglen af salt, hvilket vi aldrig fik at spise, fordi det ikke var til at få nogetsteds. Så måtte vi dertil komme til at tænke på, hvad enden skulle blive på denne krig; selv om den fik ende, hvad ville der så blive af os, og hvor skulle vi så hen? For håbe på at komme ind i Mexiko mente vi var fuldstændig vildt, så stærk var jo denne by. Vi sagde, at når tlascaltekerne havde bragt os sådan i knibe, de som vore venner fra Cempoal fik os til at tro var fredelig sindede, hvad kunne vi da vel udrette, når vi kom i krig med Montezuma's vældige magt? Desuden vidste vi intet om dem, der var blevet tilbage som nybyggere i Villa Rica, eller de om os. Der var iblandt os, både blandt officererne og soldaterne, så udmærket tapre og forstandige mænd, at Cortés intet sagde eller gjorde uden først med modent overlæg at have hørt vort råd og være blevet enig med os. Alligevel siger krønikeskriveren Gomara: »Cortés gjorde det, gik derhen, kom derfra« og andet hen i vejret. Selv om Cortés havde været af jern, som man skulle tro efter hvad Gomara fortæller i sin historie, kunne han ikke være alle vegne; han skulle have nøjedes med at sige, at han bar sig ad som en dygtig feltherre, for det var han til enhver tid. Dette siger jeg, fordi vorherre ikke blot skænkede os stor nåde til alle vore bedrifter, vore sejre og så videre, men også gav os soldater kløgt og forstand til at råde Cortés, så at han gjorde alt så godt som det burde sig. Men vi vil ikke tale mere om sådanne gamle biting; for vor historie har de dog ikke så meget at betyde. Nå, vi opfordrede da alle sammen Cortés til at sørge for sin egen person; vi var jo tilstede, og gud ville nok hjælpe os, for siden vi var sluppet fra så farlige kampe, ville vor herre Jesus Kristus nok bevare os til noget godt; han skulle løslade fangerne og sende dem igen til de store kaziker, jeg før har omtalt, opfordre dem til at holde fred og love dem tilgivelse for alt, hvad de havde gjort, også for drabet af hoppen. Nu er der at fortælle, at Doña Marina, skønt hun var en kvinde der fra landet, besad i den grad mod og mandshjerte, at hvor meget hun så hørte hver dag, at de ville slå os ihjel og fortære vort kød, og uagtet hun havde set os omringede i slagene og nu så, at vi alle var sårede og syge, mærkede vi aldrig nogen svaghed hos hende, men et mod, der var langt større end en kvindes. Så sagde da Doña Marina og Geronimo de Aguilar til de sendemænd, vi nu lod drage afsted, at de skulle straks komme og slutte fred; ville de ikke det, inden to dage var gået, så ville vi dræbe dem, ødelægge deres land og opsøge dem i deres egen by. Med disse resolutte ord begav de sig til hovedstaden, hvor den gamle Xicotenga og Mase Escaci var. Så vidt herom; men jeg vil nu sige en anden ting, jeg har set; det er, at krønikeskriveren ikke skriver eller berører i sin historie noget om, at de dræbte nogen af os eller at vi blev sårede eller måtte døje lidelser eller blev syge; det er ligesom om det hele var gået som ved et bryllupsgilde, ganske af sig selv. Hvilken dårlig besked de folk gav ham, der rådede ham til at skrive således i sin historie! Alle vi, der var med at erobre landet, måtte få allehånde tanker ved at læse, hvad han har skrevet, for sådan gik det slet ikke til; og han burde have tænkt sig, at når vi fik hans historie at se, ville vi lade sandheden komme for en dag. Nå, men lad os glemme Gomara og fortælle, hvordan vore sendemænd gik til Tlascala's hovedstad med vort budskab. Så vidt jeg husker, havde de et brev med; vi vidste jo nok, at de ikke kunne læse det, men det så dog altid ud som en meddelelse; og desuden en pil. De traf de to øverste kaziker, som var i samtale med nogle andre af de fornemme. Hvad de svarede, skal jeg fortælle i det følgende.

Da de sendebud, vi lod drage til Tlascala for at forhandle om fred, kom derhen, fandt de de to fornemste kaziker, der hed Mase Escaci og Xicotenga den Ældre, fader til overgeneralen, der også hed Xicotenga, og som jeg flere gange har nævnt, i færd med at holde råd. Så snart de havde hørt deres budskab, sad de tavse og tankefulde en stund; men så besluttede gud at indgive dem det forsæt at slutte fred med os. De sendte derefter bud til alle de andre kaziker og krigshøvdinger, der var i deres by, og til dem i en provins, som grænser op til dem og hedder Guaxocingo, og hvis beboere var deres venner og forbundsfæller. Til dem alle holdt da Mase Escaci og den gamle Xicotenga, der var kloge mænd, en tale, i den by, hvor de befandt sig, nemlig hovedstaden; den lød, efter hvad vi siden fik at vide, omend ikke ord til andet, så dog omtrent således; »brødre og venner, i har jo set, hvor mange gange disse teuler, som er ude i marken og venter på at slås, har sendt os fredstilbud, og at de siger, at de kommer for at stå os bi og betragte os som brødre. I har ligeledes set, hvor mange gange de har taget mange af vore undersåtter til fange, men at de ikke gør dem noget ondt, tværtimod slipper dem straks løs igen. I ved jo, hvordan vi tre gange har angrebet dem med al vor hærstyrke, både om dagen og om natten; men de er ikke blevet overvundne og har i de træfninger, vi har leveret dem, dræbt mangfoldige af vore folk, vore sønner og slægtninge og høvdinger. Nu kommer de igen og opfordrer os til at slutte fred, og de fra Cempoal, som de har i følge med sig, siger, at de er modstandere af Montezuma og hans mexikanere og at de har befalet byerne i Totonaque bjergene og i Cempoal at lade være at betale ham skat. I må nu drage jer til minde, at i over hundrede år lige til denne dag har mexikanerne hvert år påført os krig, og at vi sidder her ligesom indemurede i vort land, så at vi ikke tør gå ud at skaffe os salt, som vi slet ikke kan få at spise, eller bomuld, så vi kun ejer få tæpper deraf. For hver gang nogle af vore drager ud for at skaffe sig noget, så er der kun få af dem, der kommer levende tilbage; disse forrædere af mexikanere og deres forbundsfæller slår dem ihjel for os eller gør dem til trælle. Nu har vore tacalnagua'er og spåmænd og papa'er sagt os, hvad de mener om disse teuler, at de er både stærke og tapre. Jeg synes da, at vi skal se at blive gode venner med dem, og hvis det ikke er mennesker, men teuler, så bør vi på en eller anden måde forsone dem. Det er da bedst, at fire af vore fornemste mænd begiver sig derhen og bringer dem noget godt at spise, og at vi viser dem et kærligt og fredeligt sindelag, for at de kan hjælpe os og forsvare os mod vore fjender, og fører dem her hjem med os og giver dem hustruer, for at vi kan få afkom af dem, i slægt med os selv; de sendemænd, de har skikket til os for at underhandle om fred, siger jo, at de har kvinder med iblandt sig«. Da alle kazikerne og de fornemme mænd havde hørt denne tale, syntes de godt derom, og sagde, at det var fornuftigt, og at man straks skulle begynde på fredsunderhandlingerne, sende meddelelse til deres general, Xicotenga, og de andre høvdinger, han havde hos sig, at de straks skulle komme og ikke føre krig mere, og sige dem, at freden var sluttet. Straks sendte de bud i den anledning; men generalen, den unge Xicotenga, ville ikke høre de fire fornemme mænd, tilkendegav dem sin vrede, talte hårde ord til dem og sagde, at han var ikke stemt for at slutte fred, han havde allerede slået mange teuler ihjel samt hoppen, og han ville en af disse nætter overfalde os påny, gøre det helt af med os og nedhugge os. Da hans fader, den gamle Xicotenga, og Mase Escaci og de øvrige kaziker fik dette svar at høre, blev de så vrede, at de straks sendte den befaling til høvdingerne og hele hæren, at de måtte ikke følge Xicotenga i kamp mod os og ikke på nogen måde adlyde hans befalinger, - kun når han ville slutte fred. Men han ville endnu ikke lystre. Da de så deres generals ulydighed, sendte de de fire fornemme mænd til vor lejr, dem de før havde bestemt til sendelsen; de havde proviant med os skulle forhandle om fred i hele Tlascala's og Guaxocingo's navn. Men af frygt for den unge Xicotenga turde de fire gamle mænd ikke komme denne gang. Det hændes jo, at to-tre ting indtræffer i samme øjeblik; noget foregik i vor lejr, og noget vedkom fredsunderhandlingen. Jeg bliver da nødt til at tage først fat på, hvad der ligger nærmest, og vil derfor opsætte at tale om de fire indianere, der var sendt ud for at slutte fred, men endnu ikke turde komme af frygt for Xicotenga. Vi drog imidlertid med Cortés til en by nær ved vor lejr; hvad dér - skete, skal jeg fortælle i det følgende.

Da vi i to dage ikke havde udrettet noget, som er værd at omtale, blev det bestemt - det, rådede vi Cortés til -, at da der var en by omtrent en mils vej fra vor lejr, som vi havde sendt fredstilbud, men som ikke ville gå ind derpå, skulle vi en nat begive os derhen og falde over dem, ikke for at gøre dem noget ondt, jeg mener slå dem ihjel eller tilføje dem sår eller tage dem til fange, men skaffe os mad og indgive dem skræk eller tale dem fredelig til, eftersom vi så, hvordan de bar sig ad. Byen hedder Zumpancingo og var hovedstad for en del småbyer; under den stod blandt andre den by, hvor vi var og havde vor lejr; den hedder Tecoadzumpancingo, og landet rundt om var helt opfyldt af huse og landsbyer. Altså en nat, ved modorra vagtens tid (den egentlige nattevagt, efter midnat. »modorra« betydet; dyb, fast søvn, idet man plejet at sove fastest før morgengry), var vi tidlig på færde og marcherede afsted til den by; vi havde seks af de bedste ryttere med, de mest uskadte soldater, ti armbrøstskytter og otte musketerer og Cortés førte os, uagtet  han havde tredjedagsfeber. Vi efterlod lejren så godt bevogtet som muligt. To timer marcherede vi, før det blev dag; der kom så kold en blæst den morgen oppe fra snetoppene, at vi måtte ryste og skælve, og hestene led meget deraf, for to af dem fik mavekrampe og gav sig til at ryste, hvorover vi blev meget ubehagelig til mode, da vi frygtede at de skulle dø for os. Cortés befalede så, at de, der red på dem, skulle vende tilbage til lejren med dem, for at se at få dem kurerede. Da byen var så nær, kom vi derhen endnu før dag. Så snart beboerne mærkede vor ankomst, flygtede de ud af deres huse og råbte til hinanden, at de skulle tage sig i agt for teulerne (djævlene), for vi ville slå dem ihjel; forældre lod deres børn i stikken. Da vi så dem, gjorde vi holdt på en plads, til det var blevet lyst, og tilføjede dem ingen skade. Imidlertid lagde nogle papa'er, der opholdt sig i nogle cu'er - de største der i byen -, og nogle andre gamle mænd af de fornemme mærke til, at vi blev der ganske rolig uden at gøre dem fortræd, og de gik da til Cortés og bad ham tilgive, at de ikke var kommet med fred til vor lejr eller havde bragt os noget at spise, dengang vi sendte indbydelse til dem; grunden var at Xicotenga, generalen, som lå der i nærheden, havde forbudt dem at gøre det, for hans lejr blev forsynet fra den by og en hel del andre, og han havde alle krigsfolk hos sig fra den by og fra hele Tlascala. Cortés sagde dem ved vore tolke, Doña Marina og Aguilar, der altid var med os, hvad togt vi end var på, endog om natten, at de skulle ikke være bange, men opfordre deres kaziker i hovedstaden til at slutte fred, for krigen var ikke heldig for dem. Han sendte disse papa'er, fordi vi endnu ikke havde fået noget svar gennem de andre sendebud, vi havde afsendt, nemlig om, at Tlascala's kaziker lod underhandle om fred ved de fire fornemme mænd, - de var ikke ankommet endnu. Papa'erne dér i byen hentede nu i en fart en fyrretyve høns og haner og to indianerinder til at ælte brød og bragte os dem. Cortés takkede dem og forlangte tyve indianere fra byen til at møde i vor lejr. Disse indfandt sig uden frygt med levnedsmidlerne og opholdt sig i lejren til om eftermiddagen; de fik nogle glasperler foræret og begav sig dermed grumme glade tilbage til deres hjem, og de sagde til alle deres naboer, at vi var gode, siden vi ikke gjorde dem nogen fortræd. De gamle mænd og papa'erne meldte generalen, Xicotenga, at de havde leveret os levnedsmidlerne og indianerinderne. Men han skældte dem huden fuld. Så gik de da til hovedstaden for at lade de gamle kaziker det vide. Da disse fik at høre, at vi ikke havde gjort dem noget ondt, skønt vi den nat kunne have dræbt mange af deres folk, og at vi sendte dem fredstilbud, blev de glade og befalede dem at bringe os hver dag alt, hvad vi havde behov. Derefter gav de påny de fire fornemme mænd, hvem de før havde overdraget fredsforhandlingen. Befaling til at begive sig lige på øjeblikket til vor lejr med de levnedsmidler, det befaledes dem at bringe os. Så marcherede vi da hjem til vor lejr med provianten og indianerinderne, meget veltilfredse. Så vidt herom. Nu skal jeg fortælle, hvad der hændtes i lejren, mens vi var på ekspeditionen til den by.

Vi var altså kommet tilbage fra Cimpacingo, som den hedder, med proviant, meget fornøjede over at have fred med dem. Men i lejren fandt vi dem i færd med at stikke hovederne sammen og føre snak om de umådelige farer, de hver dag var stedte i under denne krig. Da vi var ankommet, blev snakken endnu mere højrøstet, og de der talte højest og ivrigst var dem, der havde efterladt deres huse og indianerflokke på Cuba. Syv af dem, som jeg - for deres æres skyld - ikke vil nævne, slog sig sammen om at gå til Cortés' kvarter. Dér var der én, som talte for de andre; han havde gode talegaver og kunne godt huske hvad det var han skulle fremstille. Han begyndte ligesom om han ville råde Cortés i al venskabelighed; at han skulle tage hensyn til, hvor ilde medtagne vi var af sår og svaghed og træthed, hvad vi havde for et besvær hver nat med vagter og spejdere og ronder og patruljer og med kamp både dag og nat. Nu havde de regnet ud, at siden vi forlod Cuba, havde vi mistet henved 55 mand; og vi vidste ingenting om dem, vi havde efterladt som kolonister i Villa Rica. Siden gud havde givet os sejr i de slag og træfninger, vi havde måttet bestå fra den tid, da vi kom ind i denne provins, og havde frelst os ved sin store barmhjertighed, så burde vi ikke friste ham så tit. Han burde ikke være værre end »Per Kulbrænder« (»Pedro Carboneros«, skal efter den sædvanlige forklaring være en vis Pedro Carbonerote, der drog ind i maurernes land for at hærge, men selv blev dræbt med alle sine folk. Mon det dog ikke snarere betyder »fanden«, ligesom »Pedro Botero« og lignende udtryk); han havde ført os hen, hvor vi ikke havde andet at vente end en skønne dag at blive ofrede til deres afguder, hvad gud forbyde. Det var bedst, at vi vendte tilbage til vor by og til fæstningen dér, og blev iblandt vore venner Totonaquerne, til vi fik bygget et skib, som vi kunne sende bud med til Diego Velasquez. Nu var det rart, om vi havde haft de skibe, som vi lod gå til bunds alle sammen, eller at vi i det mindste havde beholdt to af dem for påkommende tilfældes skyld, uden at meddele dem det forud eller i det hele noget som helst havde han fulgt de folks råd, som ikke forstod at betænke skæbnens veje, og havde ladet alle skibene gå til grunde. Gud give, at han selv og de, der havde givet ham det råd, ikke kom til at fortryde det! De kunne ikke mere holde ud at slæbe på hvad de havde at bære, overlæssede som vi var, værre end pakæsler; for når æsler har gået hele dagen, så tager man paksadlen af dem og giver dem foder og lader dem hvile, men vi måtte altid bære rustning og fodtøj både dag og nat. Så sagde de også, at han skulle se efter i alle krøniker, både om romerne og om andre af de berømteste hærførere, verden har frembragt; der er ingen, som har vovet at bore sine egne skibe i sænk og med så få folk at begive sig ind i så stort og tætbefolket et land, hvis krigshære er så talrige; det var som at ville sin egen og vor død. Han burde bevare sit eget og vort liv og straks vende tilbage til Villa Rica, hvor landet var fredeligt. De havde ikke sagt ham dette før, for de havde ikke fundet noget belejligt øjeblik dertil, da vi jo hver dag havde så mange krigsfolk lige over for os og i flankerne. Nu var disse jo ganske vist ikke kommet igen, men de kom nok, for da Xicotenga i tre dage ikke havde angrebet os med sin store hærmagt, samlede han rimeligvis folk; men det burde vi ikke vente på ligesom de forrige gange, de sagde ham endnu mere om den ting. Da Cortés mærkede, at det, de sagde, var temmelig uforskammet, uagtet det skulle forestille gode råd, svarede han dem meget blidt, at han godt indså rigtigheden af en hel del af hvad de havde sagt, men efter hvad han havde set og mente, var der ikke i hele verden drabeligere spaniere til end vi, ingen der havde kæmpet så modig eller udholdt så vældige anstrengelser. Hvad det angik at være stadig i fuld rustning, og med hensyn til vagterne og ronderne og kulden, så ville vi have været fortabte, hvis vi ikke havde gjort sådan; for at frelse vort liv måtte vi påtage os al den umage og endnu langt mere. Og så sagde han: »Senores, hvorfor skal vi optælle alle de bedrifter? Vorherre har jo sandelig været så nådig at hjælpe os. Når jeg tænker på, hvordan vi var omringede af alle de fjendtlige hærskarer og så dem svinge deres slagsværd og trænge helt ind på os, så løber det mig koldt ned ad ryggen, især når jeg mindes, hvor vi var i nød og fare, dengang de gik hen og slog hoppen ihjel for os; dengang lærte jeg mere end nogensinde at kende jeres overordentlige mod.« Siden gud havde friet os ud af så stor en fare, håbede han, at sådan ville det også gå i fremtiden, »og i alle de farer har i da set, senores, at jeg ikke var af de dovne, for jeg var med i dem alle tillige med jer«. Det havde han ret til at sige. For det er vist, at han var med blandt de første i alle slagene. »Dette har jeg villet drage jer til minde, senores, for at vi skal håbe, at sådan vil det blive ved at gå i fremtiden, siden vorherre har villet bevare os, for lige fra vi marcherede her ind i landet, har vi i alle byer præket herrens hellige ord så godt vi kunne og søgt at få deres afguder omstyrtede«. Da vi nu havde set, at høvdingen Xicotenga og hans hærskarer ikke kom igen, måtte det være af frygt, at de ikke turde vise sig påny, for vi havde naturligvis tilredt dem ilde i de slag, der var leverede, og han kunne næppe få sine folk samlede, siden han var blevet slået tre gange; derfor stolede han på gud og på sin skytshelgen Sankt Peter; krigen var endt i denne provins. »Nu har vi jo set, at beboerne af Cimpacingo bringer os mad og holder fred med os, og det samme er tilfældet med vore naboer her rundt om i husene«. Da han borede skibene i sænk, fulgte han et godt råd; og når han dengang ikke havde hørt råd hos nogen af dem, sådan som af andre caballeros, så var det på grund af begivenhederne dernede på kysten, som han nu ikke skulle minde dem om. Det råd, de nu gav ham, og det, de dengang gav ham, kom ud på eet; de skulle betænke, at der var mange andre caballeros i lejren, hvis mening ville være ganske modsat det, de nu forlangte og rådede til. Det bedste var, at vi bestandig lagde alting i guds hånd og blev ved at tjene ham. »Når i fremdeles, senores, siger, at aldrig har de navnkundigste romerske hærførere indladt sig på så store bedrifter som vi, så taler i sandt. Med guds hjælp skal også historien fortælle meget mere om os end om vore forgængere. Da - som jeg har sagt - alt hvad vi foretager os sker til guds og vor store kejser Karls ære, under hans retfærdige og kristelige beskyttelse, så vil vorherres nåde stå os bi og holde os oppe, så at det kommer til at gå bedre og bedre. Altså, senores, vil det være ubetænksomt at gøre et eneste skridt tilbage, for hvis disse folk og de andre, vi har ladt bag os på fredsfod, ser, at vi vender om, så vil stenene rejse sig imod os; nu anser de os for guder eller afguder - sådan kalder de os. Men i det tilfælde ville de betragte os som meget feje og kraftløse. Så taler i også om, at vi burde blive blandt vore allierede, Totonaquerne; men hvis de så os vende om uden at gå til Mexiko, så ville de gøre opstand mod os, og grunden dertil ville være den, at det var os, der havde fået dem fra at betale Montezuma skat, men nu ville han sende sine mexikanske tropper imod dem for at få dem igen til at betale, han ville angribe dem og endda befale dem at påføre os krig. For ikke at blive ødelagte - de er nemlig meget bange for mexikanerne - måtte de da lystre ham, så vi ville få fjender dér, hvor vi troede at have venner. Og når Montezuma fik at vide, at vi havde gjort omkring, hvad ville han så sige, hvordan måtte han opfatte vore ord og vore budskaber? Han måtte mene, at det hele var narrestreger eller børneleg. »Altså, senores, det er galt på den ene led, men værre på den anden, så det er bedst vi bliver her hvor vi er, for her er sletteland, velbefolket overalt, og vor lejr er velforsynet; vi mangler gudskelov ikke mad, undertiden har vi høns (herved må forstås enten kalkuner. Hokko høns eller vandhøns, thi disse fandtes i de indfødtes hønsegårde; vore almindelige høns kendtes ikke i Mexiko), undertiden hunde; når blot vi havde salt, for det er hvad vi mest savner for øjeblikket, og så tøj til at beskytte os med imod kulden. Dernæst siger i, senores, at siden vi forlod øen Cuba, er der død 55 soldater for os, af sår, sult, kulde, sygdom og anstrengelser, og at vi kun er få, alle sammen sårede og syge. Men gud giver os styrke for mange. Det er jo en sikker ting, at i krig omkommer både mennesker og heste; somme tider får vi dog også godt at spise, og vi er jo ikke kommet hertil for at have det mageligt, men for at kæmpe, når lejlighed gives. Derfor beder jeg jer, senores, da i jo er adelsmænd, folk som helst skulle sætte mod i dem, som i så tabe det, at i for fremtiden vil være så venlige at slå øen Cuba og hvad i dér har efterladt ud af tankerne. Og lad os så se at gøre, hvad i altid har gjort, vor pligt som tapre soldater, for næst gud er det vore stærke arme, som skal være vor hjælp og frelse.« Da Cortés havde givet dem dette svar, tog de omtalte soldater igen til orde; det var godt sagt alt hvad han havde sagt, men dengang vi forlod vor nybyggede by, var det vor hensigt - og er det endnu, sagde de - at marchere til Mexiko, hvis stærke befæstning og store mængde krigsfolk rygtet melder så meget om; om tlascaltekerne sagde folkene i Cempoal, at de var fredsommelige, og dem gik der ikke sådant ry af som af mexikanerne; og dog havde vi været i den grad i livsfare, at dersom man den næste dag leverede os sådan et slag som et af de forrige, så kunne vi af bare udmattelse ikke stå os; blot vi kunne slippe for flere kampe, for toget til Mexiko syntes dem en frygtelig ting; han burde vel betænke hvad han sagde og befalede. Cortés svarede i en temmelig forbitret tone, at det var bedre at falde med ære end et leve med vanære, som der står i sangen. Til disse ord af Cortés sluttede de fleste af soldaterne sig, det vil sige alle vi der var med til at udråbe ham til vor fører og til at råde ham at lade skibene bore i sænk; vi råbte med høj røst, at han skulle ikke bryde sig om rumlerier og ikke lytte til sådan tale; med guds bistand ville vi i enighed være belavede på at gøre vor pligt. Dermed standsede denne forhandling. Det kan dog ikke nægtes, at de blev ved at knurre mod Cortés og skælde ud på ham, også på os, der gav ham råd, og på dem fra Cempoal, som havde slået os ind på denne vej og de sagde meget andet, som de ikke burde sige, men dengang turde de ikke komme frem med det. Nå, det endte da med, at de alle sammen lystrede. Nu nok herom. Jeg skal så fortælle, hvordan de gamle kaziker i Tlascala's hovedstad atter sendte bud til deres overgeneral Xicotenga, at han aldeles ikke måtte angribe os, men aflægge et fredeligt besøg hos os og bringe os føde, for sådan var det besluttet af alle kazikeme og de fornemste mænd i det land og i Guaxocingo; de sendte også den befaling til de høvdinger, han havde med sig, at de aldeles ikke måtte lystre ham, undtagen når han ville slutte fred. Dette lod de ham melde tre gange, for de vidste med sikkerhed, at Xicotenga ikke ville adlyde dem, men en nat angribe vor lejr igen, og at han i den hensigt havde samlet 20,000 mand; da han var overmodig og meget stivnakket, ville han ligeså lidt adlyde denne gang som de foregående. Hvad han nu gjorde, skal jeg nu fortælle i det følgende.

Da Mase Escaci og den gamle Xicotenga og alle de andre kaziker i Tlascala's hovedstad havde sendt fire gange bud til deres feltherre, at han ikke måtte bekrige os, men komme og forhandle om fred med os, siden han var i nærheden af vor lejr, og havde befalet de andre høvdinger, at de ikke måtte følge ham, undtagen hvis han begav sig i fredelig hensigt til os, så fandt Xicotenga, der var hidsig, stædig og indbildsk, på at sende os fyrretyve indianere med høns, brød og frugt og dertil fire gamle, grimme indianske kællinger, en hel del kopal og nogle papegøjefjer. Da indianerne kom med dette, troede vi, at det skulle betyde fred. Efter at de var kommet til vor lejr, afbrændte de røgelse for Cortés, men viste ellers ikke den sædvanlige høflighed, de bruger, og så sagde de; »dette sender feltherren Xicotenga jer at spise, hvis i er slemme teuler, som de fra Cempoal siger; vil i have ofre, så kan i tage disse fire kvinder og slagte dem og spise af deres kød og hjerter; vi ved ikke, hvordan i plejer at bære jer ad dermed, derfor har vi ikke ofret dem nu i jeres påsyn. Men hvis i er mennesker, så spis af hønsene, brødet og frugten, og er i gode teuler, så bringer vi jer her noget kopal (det er en slags røgelse) og papegøjefjer; det kan så være jert offer.« Cortés lod svare ved hjælp af vore tolke, at han allerede havde ladet dem sige, at han ønskede fred og ikke kom for at påføre dem krig, men vi kom for at bede dem og tilkendegive dem i vor herre Jesu Kristi navn, som vi troede på og tilbad, og i kejser Karls navn, hvis undersåtter vi var, at de ikke skulle slagte eller ofre mennesker, som de plejede. Vi var alle sammen mennesker af kød og blod ligesom de, ikke teuler, men kristne, og vi havde ikke for skik at slagte folk; ville vi slå nogen ihjel, så var der nok at hugge ned, hver gang de anfaldt os om dagen eller natten. Den mad, de havde bragt os, skulle de have tak for; men nu burde de ikke gøre flere dumheder end dem de allerede havde gjort, men derimod slutte fred. Men nu er at fortælle, at det kom for en dag, at disse indianere, Xicotenga sendte til os med mad, var spioner, som skulle udspejde vore hytter og telte og heste og artilleri, og hvor mange vi var i hver hytte, og vore indgange og udgange, kort sagt alt hvad der var i vor lejr. De opholdt sig der den dag og natten med, hvorpå nogle gik med budskab til deres Xicotenga og andre kom i stedet. Så var det, at vore venner, vi havde med fra Cempoal, lagde mærke dertil, og det faldt dem ind, at da vore fjender aldrig havde for skik at opholde sig dag eller nat i vor lejr uden bestemt anledning, måtte det vist være spioner; og deres mistanke styrkedes, fordi dengang vi var i den lille by Cimpacingo, havde to gamle mænd der fra byen sagt til dem fra Cempoal, at Xicotenga stod beredt med mange krigsfolk til at overfalde vor lejr om natten, uden at vi anede det, men dengang havde Cempoal mændene anset det for tåbelighed og røverhistorier og havde ingenting fortalt Cortés, for de vidste det ikke med sikkerhed. Doña Marina fik det derefter at vide, og hun sagde det til Cortés. For at få sandheden ud lod Cortés to af tlascaltekerne, af dem der så skikkeligst ud, komme for sig, og de tilstod da, at de var spioner; derefter lod han igen to tage for sig, og de sagde ligeledes, at de var Xicotenga's spioner og i hvad hensigt de var kommet. Derpå lod Cortés dem slippe fri, og vi udvalgte to til, der sagde det samme, og de fortalte endda, at deres general Xicotenga ventede på vort svar for den nat at kunne overfalde os med hele sin hærstyrke. Da Cortés havde fået det at vide, lod han det bekendtgøre i hele lejren, for at vi skulle være på vor post, for han troede, at de ville komme, som de havde planlagt. Derefter lod han sytten af disse indianske spioner gribe og hænderne hugge af dem, og af andre tommelfingrene; vi sendte dem så til deres høvding Xicotenga og lod ham sige, at det var, fordi de havde været så frække at komme sådan som de var kommet, at de var blevet sådan straffede, og forresten kunne han gerne komme, når han ville, ved dag eller nat, for vi ville vente på ham i to dage; men kom han ikke i de to dage, ville vi komme og søge ham i hans lejr. Vi ville, lod han sige, allerede været kommet at angribe dem og slå dem ihjel, hvis vi ikke havde holdt så meget af dem; nu burde de ikke begå flere dumheder, men slutte fred. Da disse indianere kom derhen med deres afhuggede fingre og hænder, fortæller man at Xicotenga allerede var i færd med at marchere ud af sin lejr med alle sine tropper for at overfalde os ved nattetid, som de havde i sinde; men da han så sine spioner komme i den tilstand, blev han forbavset og spurgte om grunden dertil. De fortalte ham alt hvad der var hændt, og fra det øjeblik tabte han sin dristighed og sit overmod. Desuden havde en høvding, med hvem han havde haft klammeri og uenighed i de tidligere slag; forladt hans lejr med alle sine folk. Nu skal vi høre videre. 

Mens vi nu opholdt os i vor lejr og ikke vidste, om de ville slutte fred. Hvad vi ønskede i høj grad, og var beskæftigede med at gøre vore våben i stand og skæfte pile, hver med hvad han behøvede til kampen, kom en af vore blænkere galopperende i fuld fart og sagde, at på hovedlandevejen fra Tlascala kom der en hel del belæssede indianere og indianerinder; de styrede lige mod vor lejr uden at dreje af fra vejen; hans kammerat, den anden blænker til hest, var på udkig efter, hvorhen de begav sig. Imidlertid kom også denne anden rytter og sagde, at nu var de meget nær herved og gik lige løs på vort opholdssted; fra tid til anden gjorde de holdt en kort tid. Cortés og alle vi andre glædede os over denne efterretning, for vi var ganske sikre på, at det betød fred, hvad det også gjorde. Cortés befalede, at der ikke måtte gøres nogen støj eller finde nogen meningstilkendegivelse sted; vi skulle lade som ingenting og blive i vore hytter. Af hele denne skare, der kom belæsset, så man derpå fire fornemme mænd træde ud, der havde det hverv at underhandle om fred efter de gamle kazikers befaling. De gjorde fredstegn, det vil sige, de bøjede hovedet, og begav sig lige til den hytte, hvor Cortés havde sit kvarter, lagde hånden på jorden, kyssede jorden, bøjede sig tre gange og afbrændte deres kopalrøgelser. Derefter sagde de, at alle Tlascala's kaziker, deres undersåtter og allierede, deres venner og forbundsfæller, kom og tilbød Cortés og alle hans brødre og følgesvende, teulerne, venskab og fred og bad ham tilgive, at de ikke var kommet os venlig i møde, men havde påført os krig; de havde nemlig troet for ganske vist, at vi var venner af Montezuma og hans mexikanere, som fra Arilds tid var deres dødsfjender; det var fordi de så mange af hans undersåtter, der betalte ham tribut, i følge med os, og de mente da, at han lumsk og forrædersk efter sædvane ville lade dem få indpas i deres land for at røve deres hustruer og børn; derfor troede de ikke de sendebud, vi sendte dem. Fremdeles sagde de, at de første indianere, der kom og angreb os, så snart vi var kommet ind i deres land, ikke havde gjort det efter deres befaling eller råd, men det var chontal-estomi'erne, der er et vildt og ufornuftigt folk; da de så, vi var så fåtallige, mente de, at de kunne bemægtige sig os og bringe os som fanger til deres overherrer og gøre sig behagelige for dem derved. Men nu kom de for at bede om tilgivelse for deres dumdristighed; hver dag ville de bringe endnu mere proviant end den, de nu havde med, og som de bad os tage så venlig imod, som den gaves os; og om to dage ville deres høvding Xicotenga komme med flere andre kaziker og aflægge yderligere vidnesbyrd om, hvor gerne hele Tlascala ville være gode venner med os. Da de havde endt deres tale, bøjede de deres hoveder, lagde hænderne på jorden og kyssede den. Så talte Cortés dem til gennem vore tolke, med stor værdighed, og spillede den fornærmede. Han sagde, at der var ganske vist grunde nok til ikke at høre på dem og til at afslå deres venskabstilbud, for dengang vi rykkede ind i deres land, havde vi bedt dem holde fred med os, og han havde underrettet dem om, at han ville hjælpe dem mod deres fjender mexikanerne; men det ville de dengang ikke tro; de ville slå vore sendemænd ihjel, og ikke nok hermed, de angreb os tre gange, dertil om natten, og han havde sendt os spejdere og lurere på halsen. I de kampe, vi havde haft, havde vi kunnet dræbe mange flere af hans undersåtter, men det ville han ikke gøre. Det gjorde ham ondt for dem, der var faldne, men de lå jo på deres gerninger. Nu havde han besluttet at drage hen dér, hvor de gamle kaziker var, for at angribe dem; men siden de nu kom med fredstilbud fra deres provins, modtog han dette i vor konges og herres navn og takkede dem for provianten, de havde med. Og så opfordrede han dem til straks at begive sig til deres øvrighed og bede dem komme eller også sende tydeligere fredstilbud; hvis de ikke kom, så ville vi angribe dem i deres by. Han lod dem give flere glasperler; dem skulle de bringe kazikerne som fredstegn; og det blev dem betydet, at når de kom til vor lejr, måtte det være ved dagslys, ikke når det var blevet mørkt, for ellers slog vi dem ihjel. Så gik da de fire sendemænd deres vej, og i nogle indianerhuse, der lå lidt borte fra vor lejr, efterlod de indianerinderne, de havde med til os og som skulle besørge brødbagning, og hønsene og hele måltidet samt tyve indianere, der hentede vand og brænde; fra den tid skaffede de os rigtig god mad. Da vi så dette og mærkede, at det virkelig var alvor med freden, takkede vi gud af hjertet derfor. Den (freden) kom også på en tid, da vi var så udmagrede og udslidte og utilfredse med krigen, uden at vi kunne se, hvad ende det ville tage med den. Krønikeskriveren Gomara fortæller i det afsnit, som svarer til de sidste kapitler, at Cortés steg op på en klippe og så derfra byen Cimpacingo; men den lå så nær ved vor lejr, at den soldat måtte være meget blind, som ikke så den meget tydelig, når han ville se den. Så siger han også, at soldaterne ville gøre mytteri og rebellion, og han siger andre ting, som jeg ikke vil skrive op, for det ville være at spilde ord. Men jeg erklærer, at aldrig er nogen hærfører i hele verden blevet i den grad adlydt ærbødigt og punktligt af sine folk, hvad det følgende vil vise; sådan noget faldt aldrig nogen soldat ind, siden vi kom ind i landet. Det var kun dengang nede ved kysten. Hvad de sagde til ham i forrige kapitel, var kun for at råde ham og fordi de syntes, at der var noget rigtigt deri; andet betød det ikke. For de fulgte ham altid tro og lydig. Den der læser hvad han fortæller i sin historie, skulle tro at det var sandt, så veltalende beretter han det; men i virkeligheden gik det helt anderledes til. Nu vil jeg ikke tale mere om ham her. Men fortælle, hvad der så hændtes os med nogle sendebud, som den store Montezuma sendte os.

Da gud, vor herre, af sin store nåde havde skænket os sejr i vore kampe i Tlascala, fløj vort ry over hele landet og nåede da også til den store by Mexiko, til den store Montezuma's øren. Og havde man før holdt os for teuler, hvad der er omtrent det samme som deres afguder, så gjorde man fra nu af endnu større væsen af os og betragtede os som vældige krigere. Hele landet undredes over, hvordan vi, der var så få, mens tlascaltekerne havde så store stridskræfter, kunne besejre dem og få dem til at bede om fred. Så var det da, at Montezuma, Mexiko's behersker, der var så god en mand, blev bange for, at vi skulle komme til hans hovedstad, og sendte fem mænd af meget høj rang til Tlascala og til vor lejr for at ønske os velkommen og sige, at han havde glædet sig meget over den sejr, vi havde vundet over så store krigshære, og som gave sendte han en del meget kostbare klenodier af guld, forarbejdet på mange slags måder, vel tusind pjastre i værdi, samt tyve pakker fint bomuldstøj (»carga«, egentlig hvad en mand kan bære (»dragt«), og altså i dette tilfælde 2 arrobas). Dertil lod han sige, at han ønskede at være vor store kejsers vasal, og at han var glad over, at vi allerede var kommet hans by så nær. For han var meget velvillig stemt mod Cortés, hans brødre og alle os teuler, - sådan kaldte han os -, som var med ham. Han bad Cortés erklære, hvor stor tribut til kejseren han ville have af ham hvert år; han ville yde den i guld, sølv, juveler eller fjer; men vi skulle helst lade være at komme til Mexiko. Det var ikke, fordi han ønskede at vi skulle blive borte, - han ville så overordentlig gerne tage imod os -, men fordi landet var ufrugtbart og bjergfuldt og det ville gøre ham ondt at se os døje alle de lidelser, som han vist ikke kunne råde så godt bod på som han ønskede. Cortés svarede, at han takkede ham for den venlighed, han viste os, for gaven, han havde sendt, og for tilbudet om at betale hans majestæt den tribut, han sagde. Forøvrigt bad han sendebudene vente med tilbagerejsen, til de havde været i Tlaseala's hovedstad, for der ville han sige dem besked; først ville han nemlig se, hvad det blev til med krigen. Straks ville han ikke give dem noget svar, for han havde den foregående dag taget ind at få afføring på. Han plejede at bruge nogle frugter ligesom små æbler dertil, som findes på øen Cuba, og som er meget gode for dem der forstår at tage dem på rette måde. Nå, den sag vil jeg nu lade fare, men fortælle hvad der yderligere hændte i vor lejr.

Mens Cortés var ved at samtale med Montezuma's sendemænd, som vi har fortalt, og gerne ville hvile sig, for han havde feber og havde dagen før taget et afførende middel, kom der nogle og sagde barn, at nu kom generalen, Xicotenga, med en stor del kaziker og krigshøvdinger, og at de havde hvide og røde kapper på, det vil sige, at den ene halvdel af kappen var hvid, den anden rød, for det var hans farver; hele deres optræden var fredelig. Hans følge bestod af halvhundrede fornemme mænd. Da han var ankommet til Cortés' kvarter, bøjede han sig i største ærbødighed for ham, og lod en del kopal afbrænde. Cortés bad ham med stor venlighed tage plads ved hans side. Xicotenga sagde da, at han kom fra sin store fader og fra Mase Escaci og alle kazikerne i republikken Tlaseala for at bede ham betragte dem som venner, for at vise vor konge og herre deres underdanighed og bede om tilgivelse, fordi de havde grebet til våben og påført os krig. At de havde gjort det, var fordi de ikke vidste hvem vi var; for de havde anset det som ganske sikkert, at vi var udsendte af deres fjende Montezuma; han havde så mange gange plejet at skaffe sig lumskelig indpas i deres land for at røve og plyndre, og det troede de, han også nu ville gøre. Derfor søgte de at værge sig selv og deres fædreland, så at kampen var udbrudt. Men de var meget fattige; de kunne hverken skaffe sig guld eller sølv eller ædelstene eller bomuldstøj, ikke engang salt til deres mad, for Montezuma gav dem ikke lov til at begive sig ud af deres land for at hente det. Dersom deres forfædre havde ejet noget guld eller ædelstene, så havde de måttet udlevere det til Montezuma, hver gang de sluttede fred eller våbenstilstand, for at de ikke skulle blive helt ødelagte. Men det var i længst forsvundne dage; for nu havde de ingenting at give; det måtte han tilgive dem; kun deres fattigdom var skyld deri, ikke mangel på god vilje. Han klagede derpå højlig over Montezuma og hans allierede, der alle sammen var imod dem og førte krig imod dem; godt havde de dog vidst at  forsvare sig imod dem, og nu havde han villet gøre det samme mod os; men det kunne de ikke, skønt han tre gange havde samlet hele sin krigsmagt, for vi var uovervindelige. Da han nu var kommet til den erkendelse, så ønskede de at være gode venner med os, og at blive den store kejser Karls vasaller, for de var visse på, at i forbund med os ville de selv, deres hustruer og børn altid være sikre, så at de ikke altid behøvede at leve i skræk for de mexikanske forrædere. Han tilføjede endnu mange ord om, at de stillede sig selv og deres by til vor rådighed. Denne Xicotenga var høj af vækst, bredskuldret og velskabt; hans ansigt var langt, med kraftige træk og ligesom koparret; han var vel en 35 år gammel og havde noget meget alvorligt og værdigt i sin fremtræden. Cortés takkede meget høfligt og med indsmigrende venlighed, og sagde, at han ville betragte dem som vor herre kongens vasaller og som vore venner. Nu bad Xicotenga os om at komme til deres by, for der ventede alle de gamle kaziker og papa'er os med en stor fest. Cortés svarede, at han snart skulle komme, men han var i færd med at forhandle med den store Montezuma, og så snart han havde fået affærdiget de sendebud ville han indfinde sig der. Derefter talte Cortés igen i en temmelig streng og alvorlig tone om de kampe, de havde leveret os både dag og nat; siden der nu ikke var noget at gøre ved den ting, tilgav han dem. Men de måtte passe vel på at overholde den fred, vi nu sluttede med dem, og ikke svigte os; for hvis de gjorde andet, så ville han slå dem ihjel og ødelægge deres by, og så skulle de aldrig mere få at høre om fred, kun om krig. Da Xicotenga og alle de fornemme mænd, som var ifølge med ham, hørte det, sagde de som med een mund, at det skulle være en sikker og virkelig fred, og at de alle ville bliver her som gidsler. Endnu flere samtaler førtes mellem Cortés og Xicotenga og de andre fornemme mænd, og de fik til gave nogle grønne og blå glasperler til hans fader, til ham selv og til de øvrige kaziker, og Cortés bad dem sige til dem, at han snart ville komme til deres by. Under al den forhandling og alle de tilbud var de mexikanske sendemænd tilstede; de var grumme ilde til mode ved fredsslutningen, for de kunne nok tænke sig, at der ikke ville komme noget godt ud af det for dem. Da Xicotenga havde taget afsked, sagde Montezuma's sendemænd halvt leende til Cortés, at hvis han troede noget af alle de fredstilbud, de var kommet med på hele Tlascala's vegne, så ville han blive taget ved næsen. Vi skulle ikke tro det, for det var ikke andet end forræderiske og lumske ord; de bar sig kun sådan ad for at få os lokket ind i deres by, og når de så havde rigtig krammet på os, så ville de anfalde os og dræbe os. Vi skulle blot huske på, hvor mange gange de var kommet med hele deres hærstyrke for at slå os ihjel; da de ikke kunne det, men mange af dem blev dræbte og sårede, så ville de nu skaffe sig hævn ved forstilte fredstilbud. Cortés svarede med kækt åsyn, at det var ham ligegyldigt, om de havde den hensigt; det ville da just være ham en fryd at straffe dem ved at berøve dem livet, og det kom ham alt sammen ud på et, enten de anfaldt ham om dagen eller øm natten, i fri mark eller i byen; netop for at få at vide, om det var sandhed, havde han i sinde at gå derhen. Da sendemændene mærkede, hvor fast hans beslutning var, bad de os vente seks dage endnu ude i vor lejr, for de ville sende to af deres fæller til deres herre Montezuma, og i løbet, af de seks dage ville de komme tilbage med svar. Cortés lovede dem det, for - som jeg har sagt - han havde feber og så videre, og da sendemændene førte sådan tale, kom han desuden (uagtet han lod som ingenting) til at tænke på, om det dog ikke skulle være sandt; det var dog nok værd at se, hvordan det virkelig hang sammen med den fred. Da de nu for øjeblikket optrådte fredsommelig, og da alle byerne på hele den vej, vi havde passeret fra vort Villa Rica de Vera Cruz, var vore venner og forbundsfæller, skrev Cortés til Juan de Escalante, der - som jeg har fortalt - var blevet tilbage der i byen for at bygge fæstningen færdig, som kaptajn for en tresindstyve gamle, svagelige soldater, der var blevet der. I det brev underrettede han ham om al den store nåde, vor herre Jesus Kristus havde skænket os ved at lade os sejre i alle de slag og træfninger, vi havde bestået, siden vi var marcherede ind i provinsen Tlascala, hvor de nu havde bedt om fred. De skulle alle takke gud derfor og passe på at være bestandig gode mod vore venner Totonaquerne's byer. Desuden bad han ham sende straks to tønder vin, han havde gemt i jorden på et bestemt sted i sit kvarter, og ligeledes skulle der bringes nogle hostier af dem, vi havde med fra Cuba, for de, som vi havde taget med på marchen, var sluppet op. Det hedder sig, at man der i byen blev meget glad over brevet, og Escalante skrev så tilbage hvad der var gået for sig der; det varede kun kort tid, inden svaret kom til os. I de dage opstillede vi i vor lejr et meget prægtigt, højt kors, og Cortés befalede indianerne i Cimpacingo og dem i de huse, der lå nær ved vor lejr, at hvidkalke det og holde det i god stand. Nå, men vi vil vende tilbage til vore venner, kazikerne i Tlascala. Da de mærkede, at det varede noget, inden vi kom til deres by, kom de til vor lejr med høns og indianske figner (frugten af cactus tuna, også kaldet ficus indica), - det var just på den årstid, de var modne -; hver dag bragte de os det forråd, de havde, og det af et godt hjerte, for de ville slet ikke have noget derfor; stadig bad de Cortés tit følge med dem til deres by, men vi ventede jo på mexikanerne i de seks dage. Han havde lovet dem, så han opholdt dem med venlige ord. Da så den berammede tid var ved at udløbe, kom der seks fornemme mænd af høj rang fra Mexiko med en kostbar gave fra den store Montezuma; det var for over tre tusind guldpjastre i form af alskens kostelige klenodier, to hundrede prægtige fjerkapper og andre klædningsstykker. Da de overbragte det, sagde de til Cortés, at deres herre Montezuma glædede sig over, at det gik os godt, og at han bad ham indstændig om i alle tilfælde at lade være at følge med tlascaltekerne til deres by eller at stole på dem; de ville blot have ham derhen for at røve hans guld og hans tøj, for de var meget fattige; ikke en ordentlig bomuldskappe ejede de; da de nu vidste, at Montezuma betragtede os som venner og sendte os det guld og de juveler og de tøjer, så ville de just lægge an på at plyndre os rigtig. Cortés tog glad mod gaven, sagde at de skulle ret have tak og at han ville betale deres herre Montezuma med gentjenester; så snart han mærkede, at tlascaltekerne havde sådan noget i sinde som det. Montezuma lod sige, så skulle han gøre ham den tjeneste at berøve dem alle livet; men han vidste godt, at de ikke ville begå nogen skurkestreg, og i alle tilfælde ville han begive sig derhen for at se, hvordan de bar sig ad. Mens denne samtale stod på, kom der igen en hel del sendebud fra Tlascala og sagde Cortés, at nu var alle de gamle kaziker fra landets hovedstad ganske nær; de kom for at hilse på Cortés og alle os andre i vore telte og hytter og tage os med ind til deres by. Da Cortés hørte det, bad han de mexikanske sendemænd at vente tre dage på besked til deres herre, for nu havde han noget at ekspedere og forhandle om i anledning af den krig, vi havde ført, og den fred, der nu stod for døren. De lovede at vente. Hvad nu de gamle kaziker sagde til Cortés, skal blive fortalt i det følgende.

Da de gamle kaziker over hele Tlascala mærkede, at vi ikke kom til deres by, besluttede de at komme, dels i bærestole og på menneskeryg og dels til fods. Det var dem, jeg før har omtalt, og de hed Mase Escaci, den gamle blinde Xicotenga, Guaxocingo (forfatteren giver byen og dens kazik samme navn), Chichimecatecle og Tecapaneca fra Topeyanco. De kom til vor lejr med et stort følge af fornemme mænd, bøjede sig tre gange meget ærbødig for Cortés og alle os andre, afbrændte kopal, lagde hænderne på jorden og kyssede denne. Derefter begyndte den gamle Xicotenga at tale således til Cortés; »Malinche, Malinche! (således plejede de indfødte at kalde Cortés, fordi han altid havde Doña Marina i følge med sig). Nu har vi mange gange sendt bud og bøn til dig, at du skulle tilgive os, at vi var draget ud i krig mod dig; vi har sagt dig grunden dertil, nemlig at vi ville værge os mod den slemme Montezuma og hans store magt. For vi troede, at i var på hans parti og i forbund med ham. Havde vi vidst hvad vi nu ved, så ville vi ikke alene have mødt jer på vejen med forråd i mængde, men vi ville have banet den for jer, og vi ville være kommet jer i møde helt nede ved havet, hvor i havde jeres akaler (dvs. skibe), og da i nu har tilgivet os, kommer vi her, jeg og alle disse andre kaziker, for at bede jer straks følge med os til vor by; der vil vi give jer af alt hvad vi har og tjene jer med vore personer og vor ejendom. Hør, Malinche, gør nu det, og lad os straks gå! Vi er bange for, at disse mexikanere måske har fortalt dig noget falsk og løgnagtigt af den slags, som de plejer at sige om os; men det skal du ikke tro; du skal ikke høre derpå, for de er fulde af falskhed. Vi har tænkt os, at det var af den grund, at du ikke ville komme til vor by«. Cortés svarede elskværdig, at allerede flere år før vi kom til deres land havde han vidst, at de var brave folk; derfor var han blevet forbavset, da de bekrigede ham. Mexikanerne, sagde han, som var tilstede, ventede på besked til deres herre Montezuma. Deres opfordring til at komme til deres by og de levnedsmidler, de bestandig bragte, og al den anden venlighed var han dem meget taknemlig for, og han skulle nok gengælde dem det. Han ville allerede være draget afsted, hvis han havde haft nogen til at transportere vore tepuzquer (hvilket vil sige bombarderne). Da de hørte det ord, blev de så glade, at man kunne læse det på deres ansigter, og sagde; »å, derfor var det du nølede! Hvorfor sagde du det ikke?« Der var knap gået en halv time, før de bragte os over 500 indianske lastdragere, og den næste dag, tidlig om morgenen, begyndte vi at marchere afsted til Tlascala's hovedstad i god orden, både artilleriet og rytterne og de med bøsser og armbrøster og alle de andre, sådan som vi plejede. Montezuma's sendemænd havde Cortés bedt følge med os for at se, hvad det blev til i Tlascala; der ville han give dem besked, og de skulle opholde sig i hans hovedkvarter, for at de ikke skulle komme noget til; for de var bange for tlascaltekerne, sagde de. Før jeg går videre, vil jeg forklare, hvor det kan være, at de i alle de byer, vi kom igennem, eller i andre, hvor de vidste noget om os, kaldte Cortés »Malinche«. Jeg vil selv i det følgende kalde ham Malinche, hver gang jeg fortæller om vore forhandlinger med indianere, både dem i dette land og i byen Mexiko, og jeg vil kun kalde ham Cortés hvor det passer. Grunden til, at han fik det navn, er, at Doña Marina, vor tolk, altid sås i selskab med ham, især når der kom sendemænd eller forhandledes med kaziker, og hun gav forklaring i det mexikanske sprog, - derfor kaldte de Cortés »Marinas høvding«, og det forkortede de så til »Malinche«. Det navn fik også en der hed Juan Pérez de Arteaga fra Puebla, da han altid fulgtes med Doña Marina og Gerónimo de Aguilar for at lære sproget af dem; af den årsag kaldte de ham Juan Pérez Malinche, som skal forestille Arteaga; det er ikke mere end et par år siden, at vi fik det at vide. Dette har jeg villet underrette læserne om, uagtet der ikke var grund dertil; det var bare for at man kan forstå det navn Malinche, som for eftertiden vil blive brugt om Cortés. Her vil jeg også meddele, at fra den tid, vi rykkede ind i landet Tlascala, og til vi holdt indtog i deres hovedstad var der forløbet 24 dage, og indtoget fandt sted d. 23 september 1519. Nu vil vi gå over til et nyt kapitel; i det skal jeg fortælle, hvad der hændtes os dér.

Da kazikerne så, at vort tros begyndte at sætte sig i bevægelse ad deres by til, skyndte de sig i forvejen for at holde alt beredt til at modtage os og for at pynte vore kvarterer med grønne grene. Allerede da vi var i en fjerdingvejs afstand fra byen, mødte de samme kaziker os, som var ilet i forvejen; de havde deres børn og broder- og søsterbørn med sig og en hel del fornemme mænd, hver slægt eller stamme for sig. Der var nemlig fire stammer i Tlascala, hvortil kom Tecapaneca's (herre til Topeyanco), altså fem i det hele; og fra alle byerne kom deres undersåtter i deres forskellige liberier, der var meget kønne, smukt udsyede og dekorerede, skønt de var af nequen lærred, for bomuld ejede de ikke. Derefter kom papa'erne fra hele provinsen; dem var der mange af, for de havde store templer, - jeg har allerede sagt, at de kaldte dem cu'er, og dér har de deres afguder og holder ofringer. Disse papa'er bar fyrfade med gløder og tilrøgede os alle med deres røgelse; nogle af dem var iførte meget lange klæder, ligesom messeskjorter; de var hvide og med hætter og lignede dem, som kanniker gå med, sådan som jeg allerede har fortalt; deres hår var meget langt, så at man ikke kunne få det skilt uden at skære det af, og fuldt af blod, som dryppede fra ørene på dem, for den dag havde de ofret. De bøjede deres hoveder til tegn på ydmyghed, da de blev os var. Deres negle på hænderne var meget lange. Vi hørte sige, at man betragtede disse papa'er ligesom munke og fromme mænd, en stor del af de fornemme dannede Cortés' følge. Da vi nu kom ind i byen, kunne de mange indianere og indianerinder, der kom os i møde med glade ansigter, næppe rummes i gaderne og på husenes terrasser. De bragte os en snes store buketter af roser der fra landet, vellugtende og af forskellig farve; dem gav de til Cortés og til de andre der så ud til at være officerer, især dem til hest. Da vi kom til nogle smukke gårde, hvor vi skulle have vore kvarterer, tog den gamle Xicotenga og Mase Escaci Cortés ved hånden og førte ham derind. Der var, efter deres skik, redt senge til os af måtter, med lagner af nequen lærred. Også vore venner fra Cempoal og Zocotlan fik kvarter i nærheden af os. Cortés befalede, at den store Montezuma's sendemænd skulle have deres værelser nær ved hans egne. Skønt vi nok kunne se, at vi var iblandt velvillige og fredelige folk, forsømte vi dog ikke at være på vor post, som vi plejede. Det hedder, at til den kaptajn, hvis tur det var at sætte forposter og vagter ud, og som havde bemærket, at de jo lod til at være ganske fredelige, så at vi ikke behøvede så mange vagter og så megen forsigtighed som ellers, sagde Cortés; »ja, senores, jeg hører nok hvad i siger, men efter vor gode sædvane bør vi være belavede på alt; skønt de viser sig meget brave, bør vi dog ikke tro på deres fredsommelighed, men tænke os, at de vil angribe os og møde os som fjender, for mangen en feltherre er blevet slagen, fordi han var altfor tillidsfuld og ligegyldig. Især må det gælde om os, der er så få, og da nu den store Montezuma har sagt, at vi skulle tage os i agt, selv om det måske er opdigtelse og usandhed, bør vi være på vor post«. Nå, men vi vil ikke tale mere om alle vore forsigtighedsregler med vagter og poster, men vende tilbage til vor fortælling. Den gamle Xicotenga og Mase Escaci, de to store kaziker, blev meget vrede på Cortés og lod ham sige ved vore tolke: »Malinche, enten holder du os for fjender, eller du mener ikke noget med hvad vi ser dig gøre. For det ser ud, som om du ikke stoler på os og på den fred, vi har sluttet med dig, mens vi derimod stoler på dig. Det siger vi dig, fordi vi ser, at i sådan holder vagt og går og passer på, ligesom dengang i mødtes med vore hære. Malinche, vi tror at du gør det, fordi mexikanerne har i hemmelighed fortalt dig så meget forræderisk og ondt, for at du skal blive uvenner med os. Men du skal ikke tro dem; nu er du jo her, og vi vil give dig alt hvad du ønsker, endog os selv og vore børn, og vi vil dø for jer. Forlang som gidsler alt hvad du vil; din vilje skal ske«. Cortés og alle vi andre var forbavsede over deres elskværdige og vennesæle ord, og han lod dem svare ved Doña Marina, at han troede dem og behøvede ikke gidsler, kun deres gode vilje, og hvad vort krigsberedskab angik, så var det blot vor sædvanlige skik, som de ikke måtte tage ilde op; han var dem taknemlig for alle deres tilbud og skulle nok lønne dem derfor en gang i tiden. Efter denne samtale kom der flere fornemme mænd med en stor forsyning af høns, majsbrød, figner og grøntsager der fra egnen, så at lejren blev udmærket provianteret, og i de tyve dage, vi var der, havde vi mere end fuldt op af alle ting. Det var d. 23 september 1519, vi marcherede ind i den by, som jeg har sagt. Fortsættelsen følger i næste kapitel.

Den næste dag tidlig om morgenen befalede Cortés, at der skulle opstilles et alter og læses messe, for nu havde vi fået vin og hostier. Den messe læste præsten Juan Diaz, for pateren havde feber og var meget svag. Den gamle Xicotenga, Mase Escaci og flere andre kaziker var tilstede. Da messen var forbi, begav Cortés sig ind i sit kvarter; med ham fulgte en del af os soldater, som plejede at ledsage ham, desuden de to gamle kaziker og vore tolke. Xicotenga sagde, at de ville bringe ham en gave, og Cortés var meget venlig imod dem og sagde, at det kunne de gøre, når de ville. Så udbredte de nogle måtter, og en kappe ovenpå, og bragte så seks-syv småfisk af guld og nogle lidet værdifulde sten og nogle pakker nequen tøj; det hele var grumme fattigt, ikke tyve pjaster værd. Da de gav det, sagde kazikerne smilende; »Malinche, vi kan nok tænke at du synes, det er lidt, vi giver dig, og at du ikke er videre glad over det; men vi har allerede ladet meddele dig, at vi er fattige og hverken har guld eller andre rigdomme, og at grunden dertil er, at mexikanerne, de slemme forrædere, og Montezuma, deres nuværende herre, har taget det altsammen fra os, dengang vi sluttede fred med dem eller bad dem om våbenstilstand, for at de ikke skulle bekrige os. Bryd dig ikke om, at det ikke er af stor værdi, men tag venlig derimod, for det kommer fra dine venner og tjenere, - det vil vi være«. De bragte også en hel del levnedsmidler. Cortés modtog det med glad åsyn og sagde dem, at han satte mere pris på dette, fordi det kom fra dem og fordi det blev givet med så god vilje, end om andre havde bragt ham et helt hus fuldt af guldkorn; sådan modtog han det, og han viste dem stor venlighed. Det synes, at alle kazikerne var blevet enige om at give os de smukkeste af deres døtre og niecer i giftefærdig alder. Den gamle Xicotenga sagde; »Malinche, for at i tydeligere skal mærke, hvor meget vi holder af jer og ønsker at være jer til behag i alting, så vil vi give jer vore døtre, for at de kan være jeres hustruer og i kan få afkom; for vi vil betragte jer som brødre, siden i er så brave og tapre. Jeg har en meget smuk datter, der ikke har været gift; hende skal i have«. Også Mase Escaci og alle de andre kaziker sagde, at de ville bringe deres døtre, for at vi skulle have dem til hustruer; de gjorde os endnu mange andre tilbud, og hverken Mase Escaci eller Xicotenga veg den dag fra Cortés; nærhed, og da Xicotenga var blind af alderdom, befølte han Cortés' hoved, skæg og ansigt og hele legeme med hånden. Med hensyn til det om hustruerne svarede Cortés, at han og vi alle var dem forbundne derfor og nok skulle gengælde dem det ved lejlighed. Pateren var just til stede, og Cortés sagde så til ham; »senior padre, nu synes jeg, at det er bedst, vi pirrer lidt ved disse kaziker for at få dem til at opgive deres afguder og ofringer, for de vil gøre alt, hvad vi beder dem om, da de er så grumme bange for mexikanerne«. Munken svarede; »det er meget godt, senor, men lad os opsætte det, til de kommer med deres døtre; så bliver der lejlighed dertil, og så kan i sige, at i ikke vil tage imod dem, før de har lovet, at de ikke vil ofre mennesker; hjælper det, så er det godt, ellers vil vi gøre vor pligt«. Det blev så opsat til næste dag. Hvad der da skete, vil blive berettet i det følgende.

Den næste dag kom de samme gamle kaziker og bragte fem smukke unge indianske møer; af indianerinder at være så de virkelig godt ud og var net pyntede, og hver af dem havde en indianerinde til med sig som tjenerinde; de var allesammen kazik døtre. Xicotenga sagde til Cortés; »Malinche, hun dér er min datter; hun er jomfru og har aldrig været gift; hende skal i have og så førte han hende ved hånden hen til ham; de andre skulle han give kaptajnerne. Cortés sagde tak, og med venligt åsyn erklærede han, at han tog imod dem som gave, men for øjeblikket skulle deres forældre beholde dem hos sig. Kazikerne spurgte da, hvorfor vi ikke tog dem til os straks. Cortés svarede; »fordi jeg først vil gøre hvad vor herre og gud befaler; det er ham, vi tror på og tilbeder, og derfor har kongen, vor herre, sendt os ud, for at i skal omstyrte jeres afguder, ikke slagte eller ofre mennesker eller gøre andre slemme ting, som i plejer at gøre, men tro på den samme, som vi tror på, nemlig den eneste sande gud«. Der blev sagt dem mange andre ting angående vor hellige tro, og de blev sandelig rigtig godt forklarede for dem. For Doña Marina og Aguilar, vore tolke, var allerede så øvede deri, at de kunne give dem meget god besked. Der blev også vist dem et billede af Vor Frue med sin dyrebare søn i sine arme, og der blev sagt dem, at det billede skulle forestille Vor Frue, som hedder den hellige Maria og bor i den høje himmel og er moder til vor herre; det er det jesusbarn, hun holder i sine arme, og som hun undfangede ved den helligånds nåde, idet hun vedblev at være jomfru før fødselen og under fødselen og efter fødselen; den høje dame går i forbøn for os hos sin dyrebare søn, som er vor gud og herre. Og der blev sagt dem meget andet, som var at sige om vor hellige tro. Hvis de ville være vore brødre og vore sande venner, og for at vi med større glæde kunne tage imod deres døtre for, som de sagde, at have dem til hustruer, så måtte de straks opgive deres fæle afguder og tro på og tilbede gud, vor herre, som vi troede på og tilbad; så skulle de blot se, hvor godt det ville gå dem, for de ville både få sundhed og godt vejr og held i hvad de foretog sig, og når de døde, gå ville deres sjæle flyve op til himlen for at nyde den evige salighed. Men hvis de ofrede, som de plejede, til deres afguder, der er djævle, så ville de tage dem med ned til helvede, hvor de til evig tid skulle brænde i luende ild. Da vi i andre samtaler allerede havde sagt dem mere om, at de skulle svigte deres afguder, så sagde vi ikke mere til dem under denne forhandling. Til alt dette svarede de; »Malinche, vi har jo allerede hørt herom før af dig, og vi tror gerne, at jeres gud og denne høje dame er rigtig gode; men hør, nu er i jo lige kommet til vore hjem, med tiden vil vi bedre kunne forstå jeres sager og se, hvordan det hænger sammen dermed, og så vil vi gøre hvad vi synes er rigtigt. Hvor kan vi forlade vore teuler, som vore forfædre i så mange år har betragtet som guder og tilbedt og ofret til? Og når nu vi gamle ville gøre det for at være dig til behag, hvad vil så alle vore papa'er sige og de unge indbyggere og børnene her i provinsen? De vil naturligvis gøre opstand imod os, især da papa'erne allerede har talt med vor største teul, som svarede dem, at vi måtte ikke glemme dem med menneskeofre og med hvad vi ellers plejede, ellers ville hunger, pest og krig ødelægge hele denne provins«. Sådan svarede de og sagde, at vi skulle ikke mere tænke på at tale til dem om den sag, for de ville ikke lade være at ofre, selv om man slog dem ihjel. Da vi hørte dette svar, som de udtalte så åbenhjertig og frygtløst, sagde pateren, der var en forstandig mand og teolog: »Senor, i skal ikke tænke på at plage dem mere hermed, for det er ikke rigtigt at tvinge dem til at blive kristne; det vi gjorde i Cempoal, nemlig vælte deres afguder, så jeg også helst vi lod være at gøre, før de har fået kundskab om vor hellige tro. Hvad hjælper det nu at tage afguderne bort fra en cu eller et tempel, når de straks flytter dem over i et andet? Men det er godt, at de får hørt vore formaninger, for disse er jo fromme og gode; så kan de senere komme til erkendelse af, hvor gode råd vi giver dem«. Også tre adelsmænd, nemlig Pedro de Alvarado, Juan Velasquez de Leon og Francisco de Lugo, sagde til Cortés; »det er meget rigtigt hvad pateren siger, og i bør nøjes med hvad i har gjort og ikke røre mer ved denne sag lige over for disse kaziker«. Sådan skete det da også; kun bad vi dem indstændig om straks at rydde en nybygget cu, som lå i nærheden, tage deres afguder bort derfra, kalke den og rengøre den, for at der kunne blive opstillet et kors og Vor Frues billede. Det gjorde de da straks, og der læstes messe dér, og kazikdøtrene blev døbte. Den blinde Xicotenga's datter fik navnet Doña Luisa, Cortés tog hende ved hånden og gav hende til Pedro de Alvarado, og han sagde til Xicotenga, at den mand, han gav hende til, var hans broder og kaptajn; han skulle være glad derved, for hun ville blive meget godt behandlet af ham. Xicotenga var meget tilfreds dermed. Mase Escaci's datter eller niece fik navnet Doña Elvira; hun var meget smuk (de unge pigers indianske navne klang meget barbarisk; een hed Tecuiloatzin, en anden Tolquequetzaltzin). Så vidt jeg husker, fik Juan Velasquez de Leon hende. De andre fik også deres døbenavne, og gaver til; dem skænkede Cortés til Gonzalo de Sandoval, Cristóbal de Oli og Alonso de Avila. Derefter forklarede vi dem, hvorfor vi havde opstillet to kors, nemlig fordi deres teuler var bange for dem; og hvor vi gjorde ophold eller sov, stillede vi dem ved vejene. Alt det hørte de meget opmærksomt på. Før jeg går videre, vil jeg meddele, at med den kazikdatter, Xicotenga's datter, som blev kaldt Doña Luisa og som blev givet til Pedro de Alvarado - dengang hun skænkedes ham, gjorde hele Tlascala stads af hende og forærede hende gaver og behandlede hende som deres herskerinde -, at med hende fik samme Pedro de Alvarado, der var ungkarl, en søn ved navn Don Pedro og en datter ved navn Doña Leonor, som nu er gift med Don Francisco de la Cueva, en god adelsmand, fætter til hertugen af Alburquerque; de har igen fået fire-fem sønner, der er såre gode caballeros. Denne Doña Leonor er en særdeles udmærket dame, som slægter sin fader på; han blev komtur (»comendador«, hvad vi kalder kommandør) af Santiago ordenen og statholder i Guatemala, og det er ham, der drog til Peru med en stor flåde; og Xicotenga var jo hersker i Tlascala. Nu nok om disse slægtskaber; lad os vende tilbage til Cortés, der forhørte disse kaziker meget omstændelig om forholdene i Mexiko. Hvad de fortalte ham, skal jeg nu fortælle.

Cortés tog da disse kaziker tilside og udspurgte dem meget omstændelig om hvad der vedkom Mexiko, og Xicotenga, der var den snildeste og en stor herre, tog først ordet; fra tid til anden gav Mase Escaci, som ligeledes var en stor herre, også sit ord med i laget. Han sagde da, at Montezuma havde en så stor hærmagt, at når han ville indtage en stor by eller gøre indfald i en provins, stillede han halvanden hundred tusind mand i marken; det vidste de af erfaring fra alle de krige og tvistigheder, de havde haft med dem i over hundrede år. Cortés sagde så til ham; »men hvor kan det da være, at de aldrig fik bugt med jer, når de kom over jer med alle de mange krigsfolk?« Hertil svarede de, at rigtignok havde de undertiden slået og nedhugget dem og slæbt mange af deres undersåtter bort for at ofre dem, men af deres fjender var også mange blevet liggende døde på valpladsen, og en del var blevet fangne; de var heller ikke kommet så hemmelig, at de ikke havde fået nys derom; når de havde fået det at vide, beredte de sig tit kamp af al magt og forsvarede sig. Ja angreb endog, med Guaxocingo folkenes bistand; og da alle de provinser og byer, som Montezuma havde plyndret og underlagt sig, var meget ilde stemte imod mexikanerne og just ikke gerne kæmpede for dem, når de med vold trak dem med i kampen, så fik de netop underretning hos dem, så de kunne forsvare deres lande så godt de evnede. Hvor de stadig havde fået mest ulykker fra, var fra en meget stor by, som ligger i en dagsrejses afstand og som hedder Cholula; for det var nogle store forrædere, og dér lagde Montezuma hemmelig sine hærskarer i garnison, og så gjorde de angreb om natten, eftersom de var så nær. Desuden fortalte Mase Escaci, at Montezuma havde i alle provinser lagt talrige garnisoner, hvortil kom de mange krigsfolk, han fik fra byen, og at alle disse provinser yder ham tribut af guld og sølv og fjer og ædelsten og tæpper og bomuld, og indianere og indianerinder til ofring, også nogle til tjenestebrug. »Så mægtig en herre er han, at han kan få alt hvad han vil; og det hus, han bor i, er fuldt af kostbarheder og chalchihui-sten, som han har røvet og taget med magt fra dem, der ikke vil give ham det godvillig; og alle landets rigdomme tilhører ham«. Derpå fortalte de om hans store hof holdning; der var ingen ende på det, hvis jeg skulle berette det alt sammen her, og om de mange koner, han havde, og hvordan han bortgiftede nogle af dem; alt det gav de os besked om. Og så fortalte de om hvor stærkt befæstet hans hovedstad var, hvordan søen ser ud og hvor dybt vandet er, og om de dæmninger, ad hvilke man kommer ind i byen, og de træbroer, der findes ved hver dæmning; hvordan vandet strømmer ind og ud i de snævre åbninger, som broerne fører over, og hvordan man kan blive stængt inde mellem bro og bro, uden at kunne nå ind i byen, når nogen af broerne trækkes op; hvordan størstedelen af byen er bygget ude i søen, og at man ikke kan komme fra hus til hus undtagen ved hjælp af vindebroer, som de har lavet eller i kanoer. Ovenpå alle husene er der terrasser, og på dem er der ligesom brystværn, så at de kan kæmpe deroppe fra. Fremdeles om byens forsyning med frisk vand fra en kilde, der hedder Chapultepeque og ligger en halv mils vej fra byen; vandet ledes ad murede vandledninger til et sted, hvorfra det bringes omkring i kanoer og bliver solgt i gaderne. Så fortalte de også om deres våben; der var togrenede kastespyd, som de udskød ved hjælp af remme og som kan gå igennem enhver rustning; mange gode bueskytter havde de også, og nogle havde lanser med flintestensspids - en favn lang er odden - de er kunstig gjort og skærer endnu bedre end rageknive; så havde de også skjolde, og bomuldspansere, og nogle andre meget lange lanser, og sværd til at føre med begge hænder. De havde nogle store stykker nequen tøj med, hvorpå de kampe, som de havde haft med dem, og deres kampmåde var afbildet. Da nu vor feltherre og alle vi andre allerede tidligere havde fået underretning om alt det, som disse kaziker fortalte, standsede han deres tale og bragte et mere dybtgående emne på bane; han spurgte dem nemlig, hvorledes de var kommet til at bosætte sig der i landet, og hvor de var kommet fra, da de jo var så forskellige fra mexikanerne og så fjendtligsindede imod dem, skønt deres lande lå så nær ved hinanden. De sagde da, at deres forfædre havde fortalt dem, at i fordums tid havde der i dette land boet mænd og kvinder, som var meget høje af vækst og sværlemmede; men da de var meget onde og deres adfærd slet, så slog de dem ihjel i kamp; nogle blev dog tilovers, men de døde efterhånden. For at vi skulle se, hvor store og høje deres kroppe var, bragte de os en knogle eller et lårben af en af dem; det var meget tykt og så langt som en velvoksen mand er høj. Det var et helt lårben, lige fra knæ til hofte; jeg sammenlignede dets mål med mig selv, og det var lige så langt som jeg, uagtet jeg er ganske velvoksen. De kom også med stykker af nogle knogler ligesom denne; men de var medtagne og ødelagte af at ligge i jorden. Vi blev alle forbavsede ved at se de lårben og forvissede om, at der må have levet kæmper i det land. Vor feltherre Cortés sagde til os, at vi burde sende denne store knogle til Kastilien, for at hans majestæt kunne få den at se; det gjorde vi da også, da vi første gang lod sendemænd drage derover. De samme kaziker sagde også, at de havde hørt fra deres forfædre, at en afgud, som de dyrkede med stor andagt, havde spået dem, at der ville komme nogle mænd fra den kant, hvor solen står op, langvejs fra, for at undertvinge dem og herske over dem. Hvis det var os, så var de glade derover, fordi vi var så tapre og gode. Dengang de forhandlede om fred, kom de til at huske på, hvad deres afgud havde spået; derfor gav de os deres døtre, for at komme i slægt med mænd der kunne værge dem mod mexikanerne. Da de havde endt deres tale, blev vi alle forundrede og sagde ved os selv, at måske talte de sandt. Så svarede vor feltherre Cortés dem, at vi kom ganske rigtig fra den kant, hvor solen står op, og derfor havde kongen, vor herre, sendt os hid, for at vi skulle være deres brødre, for han vidste besked om dem, »og gud give os nåde til at bringe dem frelsen ved vor hjælp og vore bønner«. Hertil sagde vi alle »amen«. De herrer caballeros, der læser dette, er nu vel nok trætte af at høre om vore og Tlascala folkenes indbyrdes samtaler og underhandlinger, og jeg ville også gerne holde op, men nu må jeg nødvendigvis dvæle ved noget andet, som hændte, medens vi var sammen med dem. Den vulkan, som ligger nær ved Guaxocingo, spyede nemlig på den tid, mens vi var i Tlascala. Meget mere ild, end den ellers plejede at spy; derover var vor feltherre Cortés og vi andre forundrede, for vi havde aldrig set magen, og en kaptajn af vore, som hed Diego de Ordás, fik lyst til at se, hvordan det hængte sammen; han bad da vor general om tilladelse til at gå derop. Den tilladelse gav han ham, ja han ligefrem befalede ham det. Han tog så to af vore soldater med og nogle fornemme indianere fra Guaxocingo, - disse fornemme folk, han fik med sig, søgte at gøre ham bange ved at sige til ham, at når han var kommet halvvejen til Popocatepeque (sådan kaldtes nemlig denne vulkan), så ville han ikke kunne udholde jordrystelsen eller flammerne og stenene og asken, som kom op af den; de turde ikke gå højere op, end hvor der ligger nogle afgudstempler for de såkaldte Popocafepeque teuler. Men Diego de Ordás og hans to kammerater blev alligevel ved at stige til vejrs, til de kom helt op, medens de indianere, han havde taget med, blev tilbage neden under, for de turde ikke gå højere op. Under opstigningen så Ordás og de to soldater - det fortalte han siden -, at vulkanen begyndte at udspy store ildsluer og halvbrændte, skøre sten og megen aske, og at hele bjergkæden, hvortil vulkanen hører, skælvede. Så holdt de sig rolige og gjorde ikke et skridt længer, før der var gået en time; de mærkede da, at ildregnen var ovre, og at den ikke udkastede så megen aske eller røg. Derpå steg de op til krateret, der var rundt og af vid omkreds, vel en fjerdingvej bredt, og derfra kunne de se den store by Mexiko og hele søen og alle byerne, der er byggede ude i den. Vulkanen ligger sådan noget som 12-13 mil fra Mexiko. Da Ordás rigtig havde set sig om, vendte han tilbage til Tlascala med sine kammerater og guaxocingo indianerne, meget glad og fuld af beundring over skuet af Mexiko og alle dets byer. Folkene i Tlascala syntes, at det var en såre dristig dåd, og da han fortalte det til Cortés, vor feltherre, og til alle os andre, så var vi forbavsede, for dengang havde vi hverken set det eller hørt derom, men nu ved vi, hvordan der er; der er mange spaniere, endog franciskanermunke, som er steget op til krateret. Da Diego de Ordás kom tilbage til Kastilien, bad han hans majestæt om at måtte sætte det i sit våben; nu føres dette af en nevø af ham, der hedder Ordás og bor i Puebla. Sidenhen, i den tid vi var der i landet, så vi det ikke sprøjte så megen ild eller gøre så megen larm som i begyndelsen; der var endda nogle år, det slet ikke sprudede ild, indtil 1539, da det udspyede meget store flammer og sten og aske. Nå, nu vil vi ikke fortælle mere om den vulkan, for nu ved vi, hvad den er for noget, og vi har set andre vulkaner, sådan som dem i Nicaragua og i Guatemala, så dem i Guaxocingo kunne man godt have tiet stille med uden at berette noget om dem. Jeg vil derimod fortælle, at vi i byen Tlascala fandt nogle træhuse med gitterværk, fulde af indianere og indianerinder, som de holdt fangne og opdrættede derinde, indtil de var fede nok til at blive spist og ofrede. Disse fængsler opbrød og ødelagde vi, for at fangerne i dem kunne gå deres vej; men de stakkels indianere turde ikke gå nogensteds hen, men blev hos os; således reddede de deres liv. Når vi fra den tid rykkede ind i en by, så var det altid det første, vor feltherre befalede, at vi skulle lukke op for de fængsler og lade fangerne slippe ud; næsten alle vegne der i landet havde de dem. Da Cortés og alle vi andre så denne store grusomhed, tilkendegav han kazikerne i Tlascala sin stærke forbitrelse og skændte meget vredt på dem derfor. De lovede så, at for fremtiden ville de aldrig sådan slagte og spise flere indianere. Men jeg sagde; hvad skal de løfter nytte, når vi vendte hovedet bort, så bar de sig igen lige så grusomt ad. Herom vil vi ikke tale mere, men fortælle, hvordan vi iværksatte vort tog til Mexiko.

Da vor feltherre nu så, at vi allerede havde holdt hvil i Tlascala i sytten dage, og da vi hørte fortælle om Montezuma's store rigdomme og hans herlige by, besluttede han at holde råd med alle vore officerer og soldater. Af dem fik han at vide, at de havde god lyst til at marchere videre, og det besluttedes da, at vor afmarch skulle finde sted kort efter. Der var dog i lejren mange afvigende meninger om dette tog, for en del soldater sagde, at det var meget dumdristigt af os at rykke ind i så velbefæstet en by, da vi jo var så få, og de talte om Montezuma's store hærmagt. Cortés svarede, at nu kunne vi ikke gøre andet, for vor higen og tragten havde jo altid været at gæste Montezuma, og at andre råd nu var forgæves. Da de hørte, hvor afgjort han udtalte dette, og da de som havde den modsatte mening, mærkede at mange af os soldater sluttede os af hjertenslyst til Cortés og råbte; »Fremad i guds navn!«, så holdt modstanden op. De, der sådan var på tværs, var af dem, der havde ejendomme på Cuba; men jeg og andre fattige soldater bragte altid vore sjæle som offer til gud, der har skabt dem, og gav vore legemer til pris for sår og lidelser, ja gik i døden for at tjene vor herre gud og hans majestæt. Da altså Xicotenga og Mase Escaci, Tlascala's høvdinger, så at det var vort alvor at marchere mod Mexiko, gjorde det dem ondt; de blev ved at forestille Cortés, at han skulle ikke give sig ind på dette togt, og at han slet ikke skulle fæste lid til Montezuma eller til nogen mexikaner, ikke tro på hans store reverenser eller på hans ydmyge og høviske ord, heller ikke på alle de gaver, han havde sendt, eller på hans andre tilbud; det var altsammen lokkemad, for i en time ville de tage alt det igen, som de havde givet ham. Han burde dag og nat tage sig højlig i agt for dem, for de selv vidste godt, at når vi var mest trygge, så ville de angribe; når vi kæmpede med dem, så måtte vi ikke lade nogen beholde livet, som vi kunne få ram på; den unge for at han ikke skulle bære våben mer, den gamle for at han ikke skulle give råd mer. De gav ham mange flere formaninger, og vor feltherre sagde dem, at han var dem taknemlig for deres gode råd, og viste dem stor venlighed, med tilbud og med gaver til den gamle Xicotenga og til Mase Escaci og alle de andre kaziker. Han forærede dem en stor del af de fine kappe tøjer, Montezuma havde sendt som gave, og så sagde han, at det var godt, om der blev sluttet fred mellem dem og mexikanerne, så at de kunne holde venskab og få skaffet sig salt, bomuld og andre varer. Men Xicotenga svarede, at den fred var til ingen nytte; fjendskabet mod dem var rodfæstet i deres hjerter, og mexikanerne var sådan, at de under ly af freden ville bære sig endnu mere forræderisk ad imod dem, »for de holder aldrig noget løfte ærligt«; så han skulle ikke tænke på at tale om det, men de ville blot igen bede ham om af al magt at tage sig i vare for at falde i disse onde menneskers hænder. Da nu talen kom på, hvad vej vi skulle slå ind på til Mexiko, for Montezuma's sendebud, der fulgte med os som vejvisere, sagde, at den bedste og jævneste vej var over byen Cholula; dér var de den store Montezuma's undersåtter, og de ville bevise os tjenester, - vi syntes da alle, at det var bedst, vi drog til den by -, så blev kazikerne i Tlascala bedrøvede, dengang de hørte, at vi ville begive os ad den vej, som mexikanerne angav. Og så sagde de igen, at vi burde i hvert tilfælde drage over Guaxocingo, for det var deres frænder og vore venner, ikke over Cholula, for i Cholula havde Montezuma altid sine hemmelige rænkespil i gang. Men hvor meget de end snakkede for os og rådede os fra at komme til den by, så besluttede vor feltherre alligevel at begive sig over Cholula, efter vort velbetænkte råd. Det var dels fordi alle sagde, at det var en stor by med anselige tårne og høje. Store templer, - den lå på en smuk slette og lignede langt borte fra virkelig dengang vort Valladolid i Gammel Kastilien; og dels fordi den lå nær ved stærkt befolkede egne og var velforsynet med alskens forråd, og vore venner tlascaltekerne havde den nær ved hånden. Vi havde til hensigt at blive der, til vi fik set, hvordan vi kunne komme til Mexiko uden kamp, for mexikanernes store magt var jo at frygte; når gud, vor herre, ikke tog os i sin guddommelige varetægt og - som ellers - skænkede os sin nåde og indgav os mod, ville vi aldrig komme derhen. Efter megen talen frem og tilbage bestemte vi da at vælge vejen over Cholula. Cortés befalede derpå, at der skulle sendes bud til dem og spørge, hvor det kunne være, at de ikke havde ladet anlægge besøg hos os, uagtet de var os så nær, og vise os behørig opmærksomhed, eftersom vi var udsendte af så stor en konge og herre for at forkynde dem deres frelse; han opfordrede nu alle kaziker og papa'er der fra byen til at komme og hilse os og tilkendegive vor konge og herre deres underdanighed; ellers ville han betragte dem som ildesindede. Mens han sagde dette og andet mere, som sendebudene skulle overbringe, kom der nogle og berettede Cortés, at den store Montezuma havde hidsendt fire sendemænd med foræringer af guld. Efter hvad vi havde set, plejede han aldrig at lade nogen sendelse drage ud uden gaver af guld og tøjer, for han anså det som en skam at udsende sendebud, uden at de havde foræringer med. Jeg skal nu i det følgende fortælle, hvad disse sendemænd sagde.

Mens Cortés stod og snakkede med os alle sammen og med kazikerne fra Tlascala om vor afmarch og om krigssagerne, kom der nogle og sagde ham, at der var kommet fire sendemænd fra Montezuma der til byen, alle sammen fornemme folk. Og at de havde gaver med. Cortés lod dem kalde til sig, og da de var kommet derhen, hvor han var, hilste de ærbødigt på ham og på alle os soldater, som var tilstede. De overleverede deres gave, som bestod af kostelige guldklenodier, forarbejdede på mange forskellige måder, til en værdi af godt to tusind pjaster, og ti pakker tæpper, smukt udsyede med fjer. Cortés modtog dem med venlighed. Derpå sagde disse sendemænd i deres herre Montezuma's navn, at han var meget forbavset over, at vi opholdt os hos disse fattige ukultiverede folk, der ikke engang duede til at være slaver, fordi de var så onde mennesker, forrædere og stimænd; når vi mindst tænkte på det, ville de myrde os for at plyndre os, enten det så var ved dag eller nat; han bad os straks drage til hans by, dér ville han give os hvad han havde, omend det ikke var så herligt som vi fortjente og som han ønskede. Skønt alt mundforråd bliver indført langvejsfra til byen, ville han dog befale at forsyne os så godt som muligt. Dette gjorde Montezuma for at få os bort fra Tlascala, fordi han vidste, at vi havde sluttet den venskabelige overenskomst, som jeg har omtalt i vedkommende kapitel; for at den skulle være fuldkommen, havde de givet Malinche deres døtre. Mexikanerne var nemlig visse på, at der ikke kunne komme noget godt for dem ud af vort forbund, og derfor lokkede han os med guld og gaver, for at vi skulle begive os til deres land eller i det mindste forlade Tlascala. Vi skal nu atter høre noget om sendemændene. Tlascaltekerne kendte dem godt og sagde vor feltherre, at de alle var lensmænd og vasaller, og at Montezuma plejede at sende dem for at forhandle om meget vigtige sager. Cortés takkede sendemændene mange gange og viste dem stor huldsalighed og elskværdighed, og han gav dem til svar, at han ville meget snart komme og hilse på hr. Montezuma, og bad dem blive dér hos os i nogle dage. Dengang havde nemlig Cortés besluttet, at to af vore mest fremragende officerer skulle begive sig til Montezuma og tale med ham og se den store by Mexiko og dens store krigsstyrke og befæstning. Pedro de Alvarado og Bernardino Vazquez de Tapia var allerede på vej, og som gidsler blev fire af de sendemænd tilbage, der havde overbragt gaver; men nogle andre af den store Montezuma's udsendinge, af dem der plejede at være hos os, fulgte med dem. Da Cortés således dengang havde sendt disse caballeros afsted på lykke og fromme, søgte vi at få ham derfra og spurgte ham, hvor det kunne falde ham ind at sende dem til Mexiko blot for at se byen og dens befæstning; det var slet ikke klogt; der skulle straks gå bud efter dem og kalde dem tilbage, inden de kom videre. Så skrev han da til dem, at de straks skulle vende om. Desuden var Bernardino Vazquez de Tapia allerede blevet syg af feber på vejen. Så snart de fik brevene at se, vendte de tilbage. De sendemænd, som de fulgtes med, berettede deres Montezuma dette. Han spurgte dem, hvordan de to teuler, der havde været på vej til Mexiko, så ud af ansigt og legeme, og om de var høvdinger. De svarede - lader det til -, at Pedro de Alvarado var meget smuk både af åsyn og skikkelse, at han skinnede som solen, og at han var høvding; de havde ovenikøbet aftegnet hans ydre meget lignende. Fra den tid gav de ham navn af Tonatio, det vil sige solen eller solens søn, og sådan kaldte de ham siden. Og om Bernardino Vazquez de Tapia sagde de, at han var en kraftig, velbygget mand, og at han også var høvding. Montezuma ærgrede sig over, at de var vendt om på vejen. Sendemændene havde ret i at beskrive og sammenligne deres ansigter og legemsbygning sådan som de gjorde det lige overfor deres herre Montezuma; for Pedro de Alvarado så meget godt ud, bevægede sig let, og hans ansigtstræk og hele fremtræden og tale var i alle måder elegant; der var ligesom et smil over ham; og Bernardino Vazquez de Tapia var noget firskåren, uagtet hans ydre i det hele var heldigt, så snart de var kommet tilbage til vor lejr, glædede vi os over at have dem igen og sagde, at det var ikke velbetænkt af Cortés at sende dem afsted. Hermed vil jeg lade denne ting fare, for den vedkommer ikke synderlig vor beretning; men nu vil jeg fortælle om de sendebud, som Cortés lod drage til Cholula, og hvad svar de havde med tilbage.

Jeg sagde allerede i forrige kapitel, at vor feltherre sendte bud til Cholula, om at de skulle komme og hilse på os i Tlascala. Da nu kazikerne der i byen hørte Cortés' budskab, syntes de at det var passende at sende fire indianere, af ringe stand, for at undskylde og sige, at de var syge, derfor kom de ikke og derfor bragte de os ingen proviant; mere sagde de ikke; de overbragte blot ganske tørt dette svar. Da disse sendebud kom, var kazikerne i Tlascala tilstede; de sagde til vor feltherre, at folkene i Cholula ville blot gøre nar af ham og os allesammen, derfor sendte de disse indianere, som var macegaler og simple af stand (dvs. skatskyldige, dvs. omtrent det samme som trælle). Cortés sendte derfor igen bud til dem med fire indianere fra Cempoal og lod sige, at inden tre dages forløb skulle der komme fornemme folk fra dem; de var jo kun fem mile borte, og hvis de ikke kom, ville han anse dem for rebeller; men når de kom ville han fortælle dem om ting der var dem magtpåliggende med hensyn til deres sjæles frelse, og give dem gode anvisninger om, hvordan de burde leve rettelig, og betragte dem som venner og brødre, ligesom deres naboer tlascaltekerne var det. Men ifald de tog anden beslutning og ikke ville tage imod vort venskab, så ville vi dog ikke af den grund lægge an på at fortrædige og fornærme dem. Da de hørte dette budskab, svarede de, at de ville ikke komme til Tlascala, for det var deres fjender, og de vidste, at de havde sagt meget ondt om dem og om deres herre Montezuma; vi skulle komme til deres by og forlade Tlascala's landområde; når de så ikke opfyldte deres pligt mod os, måtte vi gerne anse dem for sådan nogle som vi havde sagt. Vor feltherre syntes, at det var en meget god undskyldning, og vi besluttede at drage derhen. Men da kazikerne i Tlascala så, at det var vor bestemte mening at gå til Cholula, sagde de til Cortés; »hvorfor vil du tro mexikanerne og ikke os, som er dine venner? Vi har allerede sagt dig mange gange, at du skal tage dig i agt for dem i Cholula og for Mexiko's magt, og for at du kan få endnu bedre hjælp af os, har vi udrustet ti tusind mand, der skal drage i følge med jer«. Cortés takkede dem mange gange derfor. Han kom derpå overens med os alle om, at det ikke ville være rigtigt at føre så mange krigsfolk til et land, vi ville være gode venner med; det var bedst kun at tage tusind med; dem udbad han sig, de andre kunne da blive hjemme. Nu nok herom; jeg skal så fortælle om vor march.

En morgen begyndte vi at sætte os i bevægelse ad vejen til byen Cholula, og vi marcherede i største orden, for - som jeg før har sagt - hvor vi ventede at møde oprør og kamp, var vi langt bedre forberedte end ellers. Den dag holdt vi vor nattehvil ved en flod, der løber omtrent en lille mil fra Cholula; dér fører nu en stenbro over. Vi byggede nogle hytter og barakker der på stedet. Om aftenen sendte Cholula's kaziker os nogle sendebud, fornemme mænd, for at byde os velkommen i deres land; de havde proviant med, høns og majsbrød, og sagde, at næste morgen ville alle kazikerne og papa'erne komme os i møde, og de bad os tilgive at de ikke straks var kommet. Cortés svarede dem ved vore tolke, Doña Marina og Gerónimo de Aguilar, at de skulle have tak både for den proviant de bragte og for deres gode vilje. Dér sov vi da den nat med gode vagter og lytteposter og blænkere ude. Ved morgenens frembrud begyndte vi vor march ad byen til, og da vi var den nær, kom kazikerne og papa'erne og mange andre indianere os imøde; de fleste var iførte bomuldsdragter ligesom mauriske kaftaner, sådan som zapoteca-indianerne. Dette siger jeg til den der har set dem og har været i de provinser. Således brugte de dem nu der i byen, og de kom med al fred og meget venligsindede. Papa'erne havde fyrfade med røgelse, hvormed de røgede for vor feltherre og dem af os soldater, der stod i nærheden af ham. Det lader ellers til, at da disse papa'er og fornemme mænd så de tlascala-indianere, som fulgte med os, bad de Doña Marina sige til generalen, at det var ikke rigtigt, deres fjender sådan rykkede bevæbnede ind i deres by; og da vor feltherre hørte det, befalede han officererne og soldaterne og hele trosset at gøre holdt. Så snart han så vi var samlede og at ingen marcherede, sagde han; »jeg mener, senores, at før vi rykker ind i Cholula, skal vi føle os for med gode ord hos disse kaziker og papa'er og få at vide, hvad deres mening er, for de er utilfredse med, at vore venner fra Tlascala er her. De kan have en hel del ret i, hvad de siger; men nu vil jeg med venlige ord underrette dem om grunden til, at vi kommer til deres by. I har jo allerede, senores, erfaret af tlascaltekerne, at det er et uroligt folkefærd; derfor er det bedst, at de med det gode bevidner hans majestæt deres lydighed. Således synes jeg, at vi skal bære os ad«. Cortés befalede derefter Doña Marina at kalde kazikerne og papa'erne hen, hvor han holdt til hest, og alle vi andre omgav ham. Der kom så tre fornemme mænd og to papa'er hen og sagde; »Malinche, tilgiv, at vi ikke kom til Tlascala at hilse på dig og bringe mad; det var ikke af mangel på velvilje, men fordi Mase Escaci og Xicotenga og hele Tlascala er vore fjender og har sagt meget ondt om os og den store Montezuma, vor herre. Ja, det er ikke nok med hvad de har sagt, men nu er de så frække at komme med jer tilladelse i våben til vor by«. De bad ham være så god at befale dem at vende hjem til deres land eller i det mindste blive udenfor byen og ikke komme således ind i den; men vi skulle være velkomme derinde. Da feltherren syntes de havde ret, befalede han Pedro de Alvarado og Cristóbal de Oli (der var øverste for rytterne -»maestre de Campo«) at opfordre tlascaltekerne til at opslå deres lejr derude i åben mark og ikke følge ind med os; blot de, der transporterede skytset, samt vore venner fra Cempoal måtte komme ind. De skulle, sagde han, meddele dem grunden til denne befaling, nemlig at alle kaziker og papa'er var bange for dem. Når vi skulle til at marchere videre fra Cholula til Mexiko, ville han sende bud til dem; han bad dem ikke tage det fortrydelig op. Da udsendingene fra Cholula så hvad Cortes befalede, lod de til at blive mere rolige, og Cortés begyndte da at holde en tale til dem. »Vor konge og herre«, sagde han, »hvis undersåtter vi er, har store besiddelser, og under sig har han mange store fyrster og kaziker. Han har sendt os her til disse lande for at byde og befale, at folkene ikke må tilbede afguder eller ofre mennesker eller spise af deres kød eller begå sodomi eller andre hæslige ting. Og da det er vejen til Mexiko, hvor vi vil hen for at tale med den store Montezuma, og der ikke er nogen nærmere, er vi kommet til jer by, men tillige for at slutte broderskab med jer. Da nu andre store kaziker har hyldet hans majestæt, bør i også gøre det ligesom de andre«. De svarede, at vi jo endnu ikke var kommet ind i deres land og dog allerede ville have, at de skulle svigte deres teuler (således kalder de deres afguder); det kunne de ikke gøre, men hylde »denne jer konge, som i taler om«, det ville de nok, og det gjorde de så, det vil sige mundtlig, ikke i nogen notars overværelse. Da det var sket, begyndte vi at marchere ind i byen, og der var så mange mennesker som ville se os, at gaderne og husenes flade tage var fulde. Det finder jeg ikke underligt, for de havde jo aldrig set sådanne mænd som vi, heller ikke heste. De gav os kvarter i nogle store sale, hvor vi allesammen var, også vore venner fra Cempoal og de tlascalteker, der bar bagagen; og både den og den følgende dag gav de os meget godt og tilstrækkeligt at spise. Det var altså det; men nu skal jeg fortælle hvordan det videre gik os.

De modtog os altså med den højtidelighed, som jeg har berettet, og det var vist i en god mening. Men så var det - som siden kom for dagens lys - at Montezuma skikkede befaling til de sendemænd, der var hos os, at de skulle komme overens med beboerne af Cholula om følgende; Montezuma ville udsende en hærskare på 20,000 mand, og når vi var vel inde i byen, skulle de alle være beredte til at overfalde os og bekæmpe os nat og dag og føre så mange som muligt af os bundne til Mexiko. Han gav dem store løfter og sendte dem straks mange klenodier og kostelige klæder og en gylden tromme, og papa'erne deri byen fik ordre til at bemægtige sig tyve af os og ofre dem til deres afguder. Det hele var nu aftalt; de krigsfolk som Montezuma sendte, lå dels i en teltlejr i et krat, en halv mil fra Cholula, dels var de allerede inde i husene; alle havde de deres våben i beredskab, og på terrasserne var der lavet brystværn og i gaderne grave og barrikader, så at hestene ikke kunne løbe. Og nogle huse havde de endda fyldt med lange stænger. Halsremme af læder og reb til at binde os med og slæbe os til Mexiko. Men gud herren gjorde det bedre, så at det hele slog fejl for dem. Dette vil vi nu foreløbig lade fare og begynde at fortælle hvor vi slap. De indkvarterede os altså, som jeg før sagde, og gav os meget god fortæring i de første to dage. Men skønt vi så, at de optrådte grumme fredelig, passede vi dog bestandig godt på; det var vor gode sædvane. Den tredje dag kom der imidlertid ingen og bragte os mad, heller ingen kazik eller papa; og når der indfandt sig nogle indianere for at se til os, så blev de stående i afstand og kom os ikke nær, og de lo ligesom om de ville gøre nar af os. Da nu vor feltherre mærkede dette, bød han Doña Marina og Aguilar, vore tolke, sige til den store Montezuma's tilstedeværende afsendinge, at de skulle befale kazikerne at bringe os noget at spise. Hvad de så bragte var kun vand og brænde; og nogle gamle mænd, som kom med det, sagde, at de ikke havde majs. Samme dag kom der nogle nye udsendinge fra Montezuma. De forenede sig med dem der var hos os, og sagde meget uforskammet og uærbødigt til Cortés, at deres herre sendte dem for at sige os, at vi skulle lade være at drage til hans hovedstad, for han havde ingenting at give os at spise; de ville straks vende hjem til Mexiko med vort svar. Da Cortés hørte det, syntes han ilde om deres tale, og i en blid tone sagde han til sendemændene, at han var forbavset over, at en så stor herre som Montezuma havde så mange sind; han bad dem lade være at drage bort til Mexiko. For han ville allerede marchere afsted næste dag i den hensigt at hilse på ham og være ham til tjeneste. Så vidt jeg kan huske, gav han dem også nogle paternosterbånd. Og sendemændene sagde, at de skulle nok vente. Da nu det var sket, befalede vor feltherre os at samles og sagde til os; »jeg kan se, at der er stor uro blandt disse folk; lad os være godt på vor post, for de har nok noget ondt i sinde«. Derpå sendte han bud efter kaziken, den fornemste af dem, - jeg kan ikke mere huske hvad han hed -, eller også, sagde han, skulle han sende nogle fornemme folk. Han svarede, at han var syg, og at han ikke kunne komme. Da vor feltherre fik det at høre, befalede han, at vi skulle fra en stor cu, der lå i nærheden af vort kvarter, hente ham med gode ord to papa'er, for der var mange derinde. Vi hentede to af dem uden at gøre dem nogen fortræd, og Cortés lod hver af dem få en chalehihui, - det er nogle sten, der ligner smaragder og er i meget høj pris hos dem. Så spurgte han dem med venlige ord, hvor det kunne være, at kaziken og de fornemme folk og alle de andre papa'er var så forskrækkede; for han havde sendt bud efter dem; men de ville ikke komme. Nu lod det til, at den ene af disse papa'er var en meget fin mand blandt dem og havde alle de andre cu'er der i byen under sig, så han var nok ligesom en biskop iblandt dem, og de var meget underdanige lige overfor ham; han sagde, at hvad papa'erne angår, så var de ikke bange for os, og hvis kaziken og de fornemme folk ikke havde villet komme, så skulle han nok gå hen og hente dem, for når han talte til dem, så var han vis på, at de ikke ville gøre andet end komme. Da sagde Cortés, at han måtte gerne gå, og at hans kollega skulle blive tilbage og ventede deres ankomst. Papa'en gik så hen og hentede kaziken og de fornemme folk; de begav sig straks sammen med ham til Cortés kvarter, og han spurgte dem ved vore tolke, hvorfor de var bange, og af hvad grund de ikke bragte os noget at spise; hvis de var ubehagelig berørte ved vort ophold i byen, så ville han sige dem, at næste morgen tidlig ville vi marchere afsted til Mexiko for at besøge og tale med hr. Montezuma, og at de skulle holde tamemer beredte til at transportere bagagen og tepuzquerne, dvs. vore kanoner. Han tilføjede, at de straks skulle bringe mad. Kaziken var så forlegen, at han ikke kunne finde ord; han sagde, at maden skulle de nok skaffe, men at deres herre Montezuma havde sendt den befaling til dem, at de ikke måtte give os noget, og at han ikke ville have at vi skulle avancere længere frem. Mens de således stod og snakkede sammen, kom der tre indianere af dem fra Cempoal, vore venner, og sagde hemmeligt til Cortés, at nær ved vore kvarterer havde de fundet, der var lavet huller i gaderne, og at der var lagt træ og jord over dem. Så at man ikke kunne se dem, undtagen man så meget nøje til; de havde taget jorden bort, som lå over et af hullerne, og det var fuldt af meget spidse pæle til at dræbe hestene med, når de kom løbende; og terrasserne ovenpå husene var helt fyldte med sten og forsynede med brystværn af teglsten. De var åbenbart velforberedte, for de fandt også barrikader af tykke bjælker i en anden gade. I dette øjeblik kom otte tlascalteker af dem, vi havde ladet blive udenfor byen, og som ikke var kommet ind i Cholula; de sagde til Cortés: »Hør, Malinche! Denne by pønser på ondt, for vi ved, at i nat ofrede de til deres afgud, som er gud for krigen, syv mennesker, hvoraf de fem var børn, for at han skulle give dem sejr over jer, og vi har også set, at de bortfører alle deres ejendele og deres kvinder og børn«. Så snart Cortés hørte dette, sendte han dem straks ud til deres høvdinger fra Tlascala og lod dem sige, at de skulle holde sig beredte, til vi sendte bud efter dem. Og så talte han igen til kaziken, til papa'erne og de fornemme mænd fra Cholula; de skulle ikke være bange eller urolige og huske på, at de havde aflagt hyldningsed; den måtte de ikke bryde, for så ville han straffe dem; han havde jo allerede sagt dem, at han ville drage bort næste morgen, og at han behøvede 2.000 mand krigsfolk der fra byen, der skulle følge med os, ligesom dem vi fik fra Tlascala, for han ville få brug for dem på marchen. De sagde, at de skulle nok levere dem, og bad om tilladelse til straks at gå bort for at ordne dette. Så gik de meget glade bort, for de troede, at ved hjælp af de krigere, som de skulle stille til vor rådighed, og af Montezuma's hærafdelinger, som lå ude i krattet og kløfterne, ville vi ikke kunne undgå at blive dræbt eller fangne dér, eftersom vore heste ikke ville kunne løbe. Dernæst lod de melde den besætning, der lå i baghold, at de skulle lave en slags blindgyde med brystværn og barrikader, så at vi ikke kunne slippe ud, og de underrettede dem om, at vi ville give os på marchen den næste dag, og at de allesammen havde at være godt beredte, for de ville stille 2.000 krigsmænd, og når vi var ganske trygge, så ville de fra begge sider overfalde os og binde os; det kunne de være visse på ville ske, for de havde allerede ofret til deres krigsguder, og de havde lovet dem sejr. Nu vil vi ikke tale mere om dette, som de troede var så sikkert; men vi vil vende tilbage til vor feltherre, der ønskede at få nøjagtig besked om hele anslaget og hvad der gik for sig. Han sagde til Doña Marina, at hun skulle bringe de to papa'er, der fųrst havde talt nogle flere chalchihui'er, for hun var ikke bange for noget, og at hun skulle sige til dem i al venlighed, at Malinche ville igen tale med dem, og hun skulle fųre dem med sig. Dońa marina gik så hen og talte sådan til dem, for det forstod hun meget vel at gųre, og ved disse gaver fik hun dem straks til at gå med sig. Cortés sagde til dem, at nu skulle de komme frem med sandheden, så godt de vidste den, for de var jo pręster for deres guder og dertil fornemme folk, så de måtte ikke lyve; hvad de sagde skulle ikke på nogen måde blive rųbet, for nęste dag ville vi marchere bort, og han skulle nok give dem meget tųj. De sagde så, at sandheden var den, at deres herre Montezuma havde fået at vide, hvordan vi var kommet der til byen, og at han hver dag fattede en ny beslutning og ikke kunne rigtig nå til klarhed over, hvad han ville; undertiden lod han dem sige, at hvis vi kom dertil, skulle de bevise os megen ære og følge os på vej til hans hovedstad; men til andre tider lod han dem melde, at nu var det ikke hans ønske at vi skulle komme til Mexiko. Nu fornylig havde deres Tezcatepuca og deres Huichilobos, som de tilbeder med stor andagt, rådet ham til at lade os dræbe i Cholula eller føre bundne til Mexiko. Og dagen før havde han sendt 20,000 mand krigsfolk; halvdelen, af dem var allerede inde i byen, og den anden halvdel lå der i nærheden i nogle bjergkløfter. »De ved allerede, at i vil afsted i morgen, og at der er bygget barrikader, og om de 2.000 krigsmænd, som vi skal levere jer«, og at de allerede havde truffet anstalter til, at 20 af os skulle blive tilbage og ofres til afguderne i Cholula. Da Cortés havde fået alt dette at vide, gav han dem nogle smukt udsyede kapper til foræring og bad dem ikke sige noget, for hvis de røbede det, så ville de blive dræbt, når vi kom tilbage fra Mexiko; og at vi ville marchere bort meget tidlig om morgenen, og at de skulle sørge for, at alle kazikerne gav møde for at tale med os, således som han allerede havde sagt. Den aften drøftede Cortés med os, hvad vi skulle gøre, for det var meget udmærkede og forstandige mænd, han havde med sig. Som det plejer at gå i sådanne tilfælde, sagde nogle, at det var bedst at slå ind på en anden vej og marchere over Guaxocingo; men andre sagde, at vi skulle se at få fred på hvad måde, vi kunne, og vende tilbage til Tlascala. Atter andre af os udtalte som deres formening, at hvis vi lod den svig gå hen ustraffet, så ville man andensteds stifte endnu værre forræderi imod os; siden vi nu var der i den by, og der var forråd nok, skulle vi slå løs på dem, for det ville være dem mere føleligt i deres hjem end ude i fri mark, og vi burde straks sende bud til tlascaltekerne, at de skulle give møde. Dette sidste råd syntes alle så bedst om, og det blev da bestemt, sådan som Cortés allerede havde sagt dem, at vi skulle drage bort den næste dag, at vi pakkede vore sager sammen, - det var meget lidt, - og at vi fra nogle store gårde, omgivne med høje palisader, som fandtes ved vore kvarterer, skulle angribe indianerne, for det fortjente de. Men lige overfor Montezuina's sendemænd skulle vi lade som ingenting os sige til dem, at de slemme cholulteker ville begå forræderi og skyde skylden på deres herre Montezuma og på dem selv, da de jo var hans sendebud; men at vi ikke troede, at han havde givet en sådan befaling, og at vi bad dem blive i vor feltherres kvarter og ikke indlade sig mere med dem i byen, for at vi ikke skulle tro, at de spillede under dække med dem, og for at de kunne følge med os til Mexiko som vejvisere. De svarede, at hverken de selv eller deres herre Montezuma vidste det mindste om alt det, der nu var blevet sagt dem. Skønt de ikke ville have det, satte vi vagt hos dem, for at de ikke skulle gå deres vej uden tilladelse, og for at Montezuma ikke skulle få at vide, at vi vidste, han var den der havde befalet dem at gøre det. Den nat var vi i høj grad på vor post og fuldt rustede, hestene var opsadlede og optømmede, og der var mange vagtposter og ronder, sådan som vi altid plejede at have; for vi var visse på, at alle hærafdelingerne, både de fra Mexiko og de fra Cholula, ville overfalde os den nat. Da en gammel indianerinde, som var gift med en kazik, havde erfaret deres plan og deres list, kom hun hemmelig til Doña Marina, vor tolk, hvem hun så var ung og smuk og rig, og rådede hende til at følge hjem med til hendes hus, hvis hun ville slippe derfra med livet, for den nat eller den næste dag ville de ganske sikkert slå os alle sammen ihjel; det havde den store Montezuma befalet og anordnet, at byens egne folk og mexikanerne skulle forene sig, så at der ikke blev nogen af os i live, eller også skulle de føre os bundne til Mexiko. Da hun vidste dette og havde medynk med Doña Marina, var hun kommet for at fortælle hende det; hun skulle samle alt sit tøj sammen og gå hjem med hende, dér ville hun formæle hende med en søn hun havde, broder til en ung mand, som den gamle kone havde med sig; og da Doña Marina hørte det (hun var i alle henseender meget snild), sagde hun til hende; »å, moder! Jeg er i høj grad taknemlig for hvad i siger mig; jeg ville gerne gå straks, men jeg har ingen som jeg kan betro at bære mine klæder og mine guldsager, som er mange. I må endelig blive her lidt endnu, moder, og jer søn med; i aften vil vi så gå bort, for nu kan i nok tænke, at disse teuler passer på, så at de vil bemærke os«. Den gamle kone troede hvad hun sagde, og blev siddende i snak med hende. Hun spurgte, hvordan man ville dræbe os, og hvordan og når og hvor planen var lagt. Den gamle kone fortalte da hverken mer eller mindre end hvad de to papa'er havde sagt. Hertil svarede Doña Marina »hvor kan det da være, at i har fået den ting at vide, siden den er så hemmelig?« Jo, sagde hun, det havde hendes mand fortalt hende; han var fører for en afdeling folk der fra byen, og han opholdt sig nu hos sin hærafdeling; meningen var, at de skulle forene sig ude i kløfterne med den store Montezuma's hærskare, og hun troede, at vi skulle marchere bort; dér ville de så dræbe os. Det med anslaget vidste hun var gået for sig for tre dage siden, for fra Mexiko havde de sendt hendes mand en gylden tromme, og til tre andre høvdinger havde deres herre Montezuma også sendt prægtige tæpper og guldklenodier, for at de skulle bringe os alle sammen bundne til ham. Da Doña Marina hørte dette, forstilte hun sig lige overfor den gamle kone og sagde; »hvor det glæder mig at høre, at jer søn, som i vil gifte mig med, er af fornem slægt. Nu har vi siddet og talt meget sammen; jeg ville nødig have, at man skulle lægge mærke til os, vent derfor her, moder, så skal jeg begynde at tage mine sager frem, for jeg kan ikke få det samlet på een gang, og i og jer søn, min tilkommende svoger, skal så passe på det. Derefter kan vi gå«. Den gamle kone troede det altsammen og satte sig rolig ned, såvel som hendes søn; men Doña Marina skyndte sig hen til vor feltherre og fortalte ham alt hvad der var hændt med indianerinden. Straks lod han hende bringe for sig og forhørte hende igen om forræderiet og anslaget; hun sagde hverken mere eller mindre end papa'erne, og der blev sat vagt ved hende, for at hun ikke skulle løbe sin vej. Da nu dagen brød frem, var det helt morsomt at se, hvor rask kazikerne og papa'erne kom med de indianske krigsfolk under megen latter og fryd, som om de allerede havde os i buret eller nettet; de bragte flere indianere, end vi havde bedt dem om, så at der ikke var plads til dem i gårdene, hvor store de end er, for de er der endnu uforandrede til minde om denne begivenhed. Skønt det var tidligt om morgenen, at cholultekerne kom med deres krigsfolk, var vi allerede alle sammen fuldt belavede på hvad der skulle ske, og ved porten til den store gård stod der soldater med sværd og skjold, for at ikke nogen indianer af de bevæbnede skulle slippe ud, og vor feltherre sad til hest med mange soldater omkring sig som livvagt. Da han så, at kazikerne og papa'erne og krigsfolkene var så tidlig på færde, sagde han; »det er svært, så de forrædere længes efter at se os ude i kløfterne for at mætte sig med vort kød; vorherre vil nok gøre det bedre«. Han spurgte efter de to papa'er, som havde røbet hemmeligheden; man sagde, at de stod ved porten til gården med nogle kaziker, der ville ind. Cortés befalede så Aguilar, vor tolk, at sige dem, at de skulle gå hjem, der var ingen brug for dem nu; det gjorde han, for at de ikke skulle få en dårlig løn for den gode gerning, de havde gjort imod os, - nemlig blive slået ihjel. Cortés holdt til hest, og Doña Marina stod ved hans side; han begyndte så at spørge kazikerne og papa'erne, hvorfor de ville myrde os sidste nat, uden at vi havde voldt dem nogen fortræd; om vi måske havde gjort eller sagt dem noget hvoraf de kunne tage anledning til at pønse på sådant forræderi; vi havde jo kun formanet dem om det samme, som vi havde sagt i alle de andre byer, vi var kommet til, nemlig at de ikke måtte være onde og ofre mennesker eller tilbede deres afguder eller spise deres næstes kød, at de ikke skulle være sodomiter, men opføre sig på en pæn måde, og vi havde blot fortalt dem hvad der angik vor hellige tro, uden på nogen måde at plage dem. Hvorfor havde de nu påny tillavet en mængde lange stærke stænger med halsringe, og mange reb i et hus ved den store cu, og hvorfor havde de nu i de sidste tre dage lavet barrikader og huller i gaderne og forsvarsanstalter på terrasserne, og hvorfor havde de ført deres børn og kvinder og ejendele bort fra deres by? Nu var deres onde hensigt grant kommet for en dag, og de kunne ikke skjule deres svig; de havde jo ikke engang givet os noget at spise, de havde jo blot bragt os vand og brænde for at spotte os og sagt, at der ingen majs var. Han vidste godt, at ude i nogle kløfter havde de liggende mange hærafdelinger, der lurede på os, fordi de troede, at den vej ville vi drage til Mexiko, så at de kunne begå den svig, de havde overlagt, og at der tillige var en hel del andre krigsfolk, som i nat havde forenet sig med dem. Til løn for, at vi kom for at betragte dem som brødre og meddele dem, hvad gud, vor herre, og hvad kongen befalede, ville de altså dræbe os og fortære vort kød, de havde jo allerede kasserollerne i beredskab med salt og rødt peber og tomater. I fald de ville gøre dette, så havde det været bedre, om de angreb os som brave og tapre krigere i åben mark, sådan som deres naboer tlascaltekerne havde gjort. Han vidste fuldtvel, hvad for et anslag de havde for dér i byen, og at de endda havde lovet deres afgud, som rådede for krigen, at de ville ofre ham tyve af os, og at de allerede for tre nætter siden havde ofret ham syv indianere, for at han skulle skænke dem sejr. Den havde han lovet dem, »men siden han er ond og falsk, har han ingen magt over os og har aldrig haft det«; men al denne ondskab og svig, som de havde påtænkt og iværksat, ville komme over deres hoveder. Disse ord sagde Doña Marina til dem på en meget forståelig måde. Da papa'erne og kazikerne og høvdingerne hørte det, erklærede de, at det var sandt, alt hvad hun sagde, men at de ingen skyld havde deri, for Montezuma's sendemænd havde befalet dem det i deres herres navn. Så sagde Cortés, at kongens love befaler, at sådant forræderi som dette ikke må forblive ustraffet; nu skulle de dø til straf for deres brøde. Derefter lod han affyre en bøsse (det var det tegn, vi havde aftalt), og så fik de sådan en afbankning, som de aldrig vil glemme, for vi slog mange af dem ihjel, og andre blev levende brændt, så at de ikke havde gavn af deres falske afguders løfter. Det varede ikke engang to timer, før vore venner tlascaltekerne kom til - dem havde vi jo, som jeg allerede før har fortalt, ladet blive tilbage udenfor byen - og kæmpede med stort eftertryk i de gader, som cholultekerne havde besat med andre afdelinger, for at vi ikke skulle komme derind. Disse blev hurtig slået, og tlascaltekerne strejfede om i byen og plyndrede og tog fanger, for vi kunne ikke holde dem derfra. Den næste dag kom der igen nogle afdelinger fra byerne i Tlascala og tilføjede dem stor skade, for de var meget fjendtlig stemte imod dem i Cholula. Da vi nu var vidne til dette, såvel Cortés som de øvrige officerer og soldater, fik vi medynk med dem og hindrede tlascaltekerne i at tilføje dem mere ondt. Cortés befalede Cristóbal de Oli at hente alle høvdingerne fra Tlascala, for han ville tale med dem; de indfandt sig hurtig, og han bød dem da at trække sig tilbage med alle deres folk og holde sig udenfor byen. Det gjorde de, så at der ikke blev andre tilbage hos os end de fra Cempoal. I dette øjeblik kom nogle cholultekiske kaziker og papa'er, som var fra andre kvarterer af byen og ikke havde taget del i forræderiet, efter hvad de sagde (det var jo en stor by, og de havde derfor deres eget særlige parti og standpunkt), og de bad Cortés og alle os andre at tilgive det forræderi, man havde planlagt imod os; forræderne havde jo bødet derfor med deres liv. Tillige kom de to papa'er, som var os venligsindede og havde røbet hemmeligheden, og høvdingens gamle kone, der ville være Doña Marina's svigermoder (som jeg allerede har fortalt), og de bad alle sammen Cortés om nåde. Da dette blev sagt Cortés, lod han som om han var meget vred, befalede, at Montezuma's sendemænd, som holdtes under bevogtning af os, skulle møde for ham, og sagde, at uagtet hele byen fortjente at jævnes med jorden, så ville han dog af hensyn til deres herre Montezuma, hvis undersåtter de var, tilgive dem, men for eftertiden skulle de være gode, og der måtte ikke ske sådan noget som sidste gang, for så ville de komme til at lide døden derfor. Og derpå lod han kazikerne fra Tlascala, som var udenfor byen, kalde til sig og sagde til dem, at de skulle udlevere de mænd og kvinder, som de havde taget til fange, for det var nok med den ulykke, de havde gjort. Skønt de ikke havde megen lyst til at udlevere dem og sagde, at de fortjente meget større fortræd på grund af den svig, der altid var udgået fra den by, så udleverede de dog en mængde mennesker efter Cortés' befaling; men de blev alligevel dengang rige både på guld og tæpper og bomuld og salt og slaver. Desuden stiftede Cortés venskab mellem dem og folkene i Cholula, og efter hvad jeg senere så og hørte, blev det venskabsforhold aldrig brudt. Desuden befalede han alle de cholultekiske papa'er og kaziker at befolke deres by igen og indrette tianguer (markedspladser) og torve og ikke være bange, for der ville ikke blive gjort dem nogen fortræd. De svarede, at om fem dage skulle de få hele byen befolket igen; for øjeblikket var nemlig de fleste beboere flygtede ud i skovene; de sagde også, det var nødvendigt, at Cortés udnævnte dem en ny kazik, for haft der plejede at være den øverstbefalende var blandt dem, der blev dræbt i gården. Han spurgte da, hvem kazikdømmet tilkom, hvortil de svarede, at det tilkom en broder til ham; ham udnævnte han så straks til guvernør, indtil der blev truffet anden bestemmelse. Da han nu havde set, at byen havde fået sin befolkning igen og torvehandelen påny var i orden, befalede han fremdeles papa'erne og høvdingerne at samles med de andre fornemme mænd der i byen, og der blev da tydelig forklaret dem alt hvad der vedkommer vor hellige tro, og at de skulle lade være at dyrke afguder og ofre eller spise menneskekød eller bortføre hinanden eller begå de stygge ting, som de plejede at begå, og betænke, at deres afguder holdt dem for nar og at de var onde og talte usandhed til dem. De skulle vel huske på, at for fem dage siden havde de givet dem løgnagtige løfter, at de ville skænke dem sejr, når de ofrede de syv mennesker, og at alt hvad de sagde til papa'erne og til dem selv var lutter ondskab. Derfor bad han dem straks at omstyrte dem og slå dem i stykker - hvis de ikke ville gøre det, så skulle vi nok få dem væk - og at de skulle opmure ligesom et fodstykke, hvor vi ville opstille et kors. Det med korset blev straks udført, og de lovede, at de skulle nok borttage deres afguder; men skønt det blev befalet dem mange gange at tage dem bort, opsatte de det stadig. Så sagde pateren af Merced-ordenen til Cortés, at det var ikke så heldigt straks i begyndelsen at tage deres afguder fra dem, førend de fik noget mere indsigt i tingene og fik set, hvad det blev til med vort indtog i Mexiko; tiden ville vise, hvad vi skulle gøre; for øjeblikket var det tilstrækkeligt med de formaninger, der var gjort dem, og med opstillingen af korset. Nu vil jeg ikke fortælle mere om dette, men berette noget om denne by. Den ligger på en slette med mange byer i nærheden, nemlig Tepeaca, Tlascala, Chalco, Tecamachaico, Guaxocingo og mange andre byer, som jeg ikke vil nævne her, for der er så mange. Jorden frembringer majs i mængde og mange grøntsager og meget rødt peber og er helt fuld af maguey'er, en plante hvoraf de får vin. Dér laves også meget godt pottemagerarbejde af rødt, sort og hvidt ler, med forskellig bemaling; Mexiko og alle de tilgrænsende provinser bliver forsynede derfra; vi kan sige, at det er ligesom pottemagerarbejdet fra Talavera eller Placencia i Kastilien. Byen havde dengang en stor del meget høje tårne; det var cu'er og templer, hvor deres afguder var; især den største cu (selve dens pyramidale underbygning er endnu bevaret, og grundfladen af denne er næsten dobbelt så stor i omkreds som Cheops pyramiden i Ægypten) var endnu højere end den i Mexiko, skønt den mexikanske cu var meget pragtfuld og høj; og til afbenyttelse ved cu'erne var der en del gårde. Efter hvad vi fik at, vide, var der et meget stort afgudsbillede, som jeg ikke kan huske navnet på (det er den milde guddom Quetzalcoatl, om hvem det hed sig, at han engang ville komme tilbage fra østen til det land, som han i fordums dage havde bragt mangehånde goder), men man tilbad det med stor andagt, og de kom mange steder fra for at ofre til det og ligesom holde ni-dages andagter (»novenas« er almindelige blandt de spanske katolikker) og de bragte det gaver, af hvad de ejede. Jeg kan huske, at da vi marcherede ind i denne by og så dens høje hvide tårne, syntes vi, at den lignede selve Valladolid (denne by var på de tider Spaniens hovedstad). Det var nu altså hvad vi har at fortælle om denne by og om alt hvad dér hændte os dér. Nu vil vi fortælle, hvordan de hærskarer, som den store Montezuma havde sendt, og som lå ude i krattet ved Cholula, og som havde lavet brystværn og spærret gaderne, så hestene ikke kunne løbe, hvilket anslag jeg allerede har omtalt, hvordan de fik at vide hvad der var sket og begav sig, just ikke i langsom march, til Mexiko og afgav beretning til deres Montezuma, om på hvad måde det hele var gået for sig. Uagtet de skyndte sig at komme afsted, havde vi allerede fået nys fra to fornemme mænd, som var hos os, om at de marcherede afsted af alle kræfter, og vi fik sikker efterretning om, at så snart Montezuma havde erfaret det, sørgede han og ærgrede sig meget derover og ofrede straks nogle indianere til deres afgud Huichilobos, hvem de betragtede som krigsgud, for at han skulle sige dem, hvad ende det ville tage med vort togt til Mexiko, eller om han ville tillade os at komme ind i hans hovedstad. Og vi fik endda at vide, at han i to dage holdt sig indesluttet sammen med de ti fornemste papa'er og bad og ofrede, og at disse afguder gav ham det råd til svar at sende bud til os og undskylde hvad der var sket i Cholula, og at han under venskabs maske skulle lade os komme ind i Mexiko, men når vi var derinde, skulle han berøve os mad og vand eller hejse en af broerne op og lade os dræbe; hvis han da angreb os, ville der på een dag ikke blive en eneste af os tilbage i live. Så ville han kunne ofre både til Huichilobos, som gav ham dette svar, og til Tezcatepuca, hvem de betragtede som underverdenens gud, og de ville da kunne mætte sig med vore lår og ben og arme; og med indvoldene og kroppen og med alt det øvrige ville de da mætte øglerne og slangerne og tigrene, som de havde i nogle træbure, hvad jeg til sin tid og ved lejlighed skal fortælle. Nå, nu vil jeg ikke tale mere om hvad Montezuma følte; men nu skal vi høre noget om, hvordan man fik denne ting at vide i alle Ny-Spaniens provinser, nemlig Cholula's afstraffelse. Hvis vi før havde fået ry som drabelige mænd, efter at de havde hørt om kampene ved Potonchan og Tabaceo og Cingapacinga og Tlascala, og de havde kaldt os teuler, hvilket betyder det samme som deres guder eller noget andet ondt, så anså de os fra den tid af for spåmænd og sagde, at man ikke kunne skjule noget som helst ondt anslag for os, for vi fik det altid at vide. Og af den grund viste de sig venlige imod os. Jeg tror imidlertid, at læserne må være trætte af at høre om Cholula, og jeg ville også have afsluttet fortællingen her. Men jeg kan dog ikke lade være at mindes de bure af svære træbjælker, som vi dér traf på. De var helt fulde af voksne indianere og drenge, som blev fedede for at ofres og spises. Disse bure ødelagde vi, og hvad de indianere angår, som sad fangne der, befalede Cortés, at de skulle gå hen, hvor de hørte hjemme, og under trusler befalede han kazikerne, krigshøvdingerne og papa'erne der i byen, at de ikke måtte for eftertiden holde indianere sådan på sti eller spise menneskekød, og det lovede de også. Men hvad hjalp de løfter, for de holdt dem ikke! Vi vil altså gå videre og fortælle, at dette var den store grusomhed, som Bartolomé de las Casas, biskoppen af Chiapa, skriver om og aldrig kan blive ked af at tale om (Las Casas (1474-1566), dominikaner, de indfødtes ædle og menneskekærlige beskytter, der som bekendt gav stødet til negerslaveriets anvendelse som arbejdskraft i Spaniens amerikanske besiddelser; den bog af ham, hvorom her tales, er »Kortfattet beretning om Vestindiens ødelæggelse« (Sevilla 1551). For han hævder, at denne afstraffelse ikke fandt sted med grund, men kun for tidsfordriv, fordi det nu sådan faldt os ind. Og han siger det på den måde i sin bog, at den, der ikke har set det eller ved det, må tro, at sådan var det, ligeledes andre grusomheder, han skriver om; men det er helt forkert, og det gik ikke sådan til som han skriver. Munkene af den hellige Dominicus' orden bør med opmærksomhed læse hvad han har skrevet i sin bog, så vil de finde, at det ene slet ikke passer med det andet. Jeg vil også meddele, at nogle brave franciskanermunke, der var de første munke, som hans majestæt sendte til Ny-Spanien, efter at Mexiko var erobret, som jeg siden skal fortælle, at de begav sig til Cholula for at få at vide og udforske, hvordan det hang sammen; med denne afstraffelse, og hvorfor den var foretagen. De forhørte sig så hos selve papa'erne og hos nogle gamle folk dér i byen, og da de rigtig havde fået besked af dem, så fandt de, at det hang ganske sådan sammen, som jeg her har skrevet i min beretning, - ikke sådan som biskoppen siger. Hvis den revselse ikke havde fundet sted, så ville vort liv have været i stor fare, fordi der var så mange hærskarer af mexikanske krigsfolk og desuden de indfødte i Cholula og barrikader og fæstningsværker; dersom vi havde haft uheld med os der, og de havde dræbt os, så ville ikke Ny-Spanien være blevet erobret så snart, og så ville ingen anden flåde haft mod til at komme derover, og selv om den var kommet, så ville det have kostet den meget besvær, for de ville have forsvaret deres havne, og så ville de altid være blevet ved med deres afgudsdyrkelse. Jeg har hørt af en from franciskanermunk, der hed broder Toribio Motolinea (Toribio de Benavente sendtes til Mexiko i 1523 med elleve franciskanere og døbte dér en mængde indfødte. Han var ivrig modstander af Las Casas, men omtales som nidkær i tro og gerninger. Tilnavnet Motolinea (eller Motolinia), som betyder fattigmand, gav indianerne ham), at det havde jo været det bedste, om man havde kunnet undgå den afstraffelse, og om de ikke havde givet anledning til, at den fandt sted; men siden den nu engang havde fundet sted, så var det godt, for at indianerne i alle Ny-Spaniens provinser kunne se og erfare, at de afguder og alle de andre er onde og løgnagtige, for da de så, at det, der var lovet dem, faldt ganske anderledes ud, måtte de ophøre at føle den andagt, de før havde følt, lige overfor dem, og fra den tid ofrede de ikke til dem og kom ikke og gjorde valfarter fra andre egne, sådan som de plejede, og fra den tid brød de sig ikke en døjt om ham (hermed synes forforfatteren snarere at mene krigsguden Vitzliputzli end Quetzalcoat), men tog ham bort fra den høje cu, hvor han var, og skjulte ham eller slog ham i stykker, for man så ham ikke mere, men de havde stillet en anden afgud op i hans sted. Nu nok herom; jeg skal så fortælle, hvad vi derefter gjorde.

Da vi nu allerede havde tilbragt fjorten dage i Cholula, og vi ikke havde noget at tage os af, og vi så, at byen igen var blevet helt befolket, og at de holdt torv, og da vi havde stiftet venskab imellem dem og tlascaltekerne, og vi havde stillet et kors op hos dem og givet dem belæring om hvad der angår vor hellige tro, og da vi opdagede, at den store Montezuma hemmeligt sendte spioner til vor lejr for at få at vide og udforske, hvad der var vor bestemmelse, og om vi ville rykke videre frem ad vejen til hans hovedstad, for alt det skaffede han sig at vide meget omstændeligt ved hjælp af to sendemænd, som var ifølge med os, så besluttede vor feltherre at holde råd med nogle kaptajner og med en del af soldaterne, som han vidste var ham velvillig stemte. De var nemlig ikke blot meget tapre, men også dygtige til at give råd, og han gjorde aldrig noget uden først at høre vor mening derom. Det blev da bestemt, at vi skulle sende bud til den store Montezuma og med blide og venlige ord sige ham, at for at handle overensstemmende med den hensigt, hvori vor herre og konge havde sendt os der til landet, var vi sejlet over mange have og var draget gennem fjerne lande blot for at se ham og sige ham ting, som ville være ham til stor gavn, når han havde indprentet sig dem; at vi var på vejen til hans hovedstad, for hans sendebud havde ført os over Cholula, som de sagde stod under ham. Fremdeles at i de to første dage, vi havde opholdt os der, havde de modtaget os meget godt, men til den næste dag havde de overlagt et forræderi og haft den plan at myrde os. Da vi imidlertid er mænd af den beskaffenhed, at man ikke kan skjule for os nogen svig eller noget forræderi eller ondskab, som man pønser på imod os, så fik vi det straks at vide, og af den grund revsede vi nogle af dem, der ville iværksætte det; men da Cortés havde fået at vide, at det var hans undersåtter, så havde han af agtelse for hans person og af hensyn til vore særdeles venlige følelser overfor ham undladt at dræbe og ødelægge alle dem, der havde tænkt på forræderi. Værst af det hele var dog, at papa'erne og kazikerne havde sagt, at det var efter hans og hans sendemænds råd og befaling, at de ville gøre det; men vi havde aldrig villet tro, at en stor herre som han ville påbyde sådan noget, især da han havde udgivet sig for vor ven, og vi havde tænkt os om ham, at når hans afguder havde indgivet ham den onde tanke at angribe os, så måtte det være i åben mark; men det var forresten lige meget, om han ville kæmpe i åben mark eller i en bys gader, om han ville kæmpe ved dag eller ved nat, for vi ville slå dem ihjel, som tænkte på at gøre sligt. Men da Cortés betragtede ham som en god ven og længtes efter at se ham og tale med ham, så ville vi straks marchere at sted til hans hovedstad og gøre ham omstændeligt regnskab for alt hvad kongen, vor herre, havde befalet os. Da Montezuma havde hørt dette budskab og blev overbevist om, at vi ikke tildelte ham hele skylden for begivenhederne i Cholula, gav han sig igen - efter hvad der blev os berettet - til at faste og ofre til sine afguder sammen med sine papa'er, for igen at nå til klarhed over, hvorvidt han skulle lade os komme ind i byen eller ej, og hvorvidt afguden befalede ham det samme, som han før havde sagt. Det svar, som afguden påny gav dem, var ligesom det første, nemlig, at han virkelig skulle lade os komme derind, men så lade os dræbe efter behag, når vi først var derinde. Desuden sagde hans krigshøvdinger og papa'er, da de blev spurgte til råds, at hvis han hindrede os i indmarchen, så ville vi påføre de undergivne byer krig, da vi nu havde fået tlascaltekerne til venner foruden alle totonaquerne i bjergene og andre folkeslag, som var blevet gode venner med os; og for at undgå den ulykke, var det bedst og sundest at lyde det råd, som deres Huichilobos havde givet dem. Nu vil vi ikke fortælle mere om hvad Montezuma besluttede; men jeg vil berette hvad han derefter gjorde, at vi bestemte os til at begive os på vej til Mexiko, og at der, dengang vi skulle afsted, kom sendebud fra Montezuma med en gave, og hvad deres budskab gik ud på.

Da den store Montezuma igen havde spurgt sin Huichilobos og sine papa'er og krigshøvdinger til råds, og alle havde rådet ham til at lade os komme ind i hans hovedstad, så at de dér kunne slå os ihjel i ro og mag, og da han havde hørt de ord, vi havde ladet ham sige om vort venskab og tillige de andre stolte ord om, at vi var mænd som man ikke kunne holde nogen svig skjult for, eftersom vi altid fik at vide, hvad man pønsede på imod os, og at, såfremt det gjaldt kamp, var det os ligemeget, om det var i fri felt eller i en by, om natten eller om dagen, eller på hvilken som helst anden måde. Og da han havde hørt om kampene mod Tlascala og havde fået at vide det om Potonchan og Tabasco og Cingapacinga og nu det om Cholula, så var han betuttet, ja endog forskrækket. Efter at have tænkt meget over sagen, sendte han så seks fornemme mænd med en gave af guld og juveler, forarbejdede på meget forskellig vis, der, efter hvad vi kunne dømme, var over 2.000 pjastre værd, og desuden sendte han nogle pakker meget kostbare tæpper, prægtigt udsyede. Da disse fornemme mænd var stillet for Cortés med deres gave, rørte de ved jorden med hånden og kyssede den, og med stor ærbødighed, som deres skik er, sagde de; »Malinche! Vor hersker, den store Montezuma, sender dig denne gave og beder dig modtage den som et bevis på den store kærlighed, han nærer til dig og til alle eders brødre. Det gør ham ondt, at beboerne i Cholula har gjort eder sådan fortræd, og han kunne ønske, at du ville have ladet endnu større straf komme over deres hoveder, for de er onde og løgnagtige og gav ham og hans udsendinge skylden for de slette gerninger, som de selv havde i sinde at gøre. I bør være aldeles visse på, at han er eders ven, og i skal blot komme til hans hovedstad, når i vil, for han vil vise eder megen ære, da i er så tapre og da i er udsendte af en så mægtig konge, som i siger han er. Men hvad angår at give eder mad, så kan han ikke gøre det i så rigeligt mål, fordi al proviant må bringes til byen, eftersom den er bygget ude i søen, men han skal nok forsøge at hædre eder, så godt han kan, og han har befalet, at i de byer, som i kommer igennem, skal i få udleveret alt, hvad i behøver«. Han sagde endda mange flere smukke ord. Da Cortés havde hørt dette af vore tolke, modtog han gaven med huldsaligt åsyn og omfavnede sendebudene og befalede, at der skulle gives dem nogle kæder af glasdiamanter, og alle vi officerer og soldater glædede os over disse gode nyheder, og over at vi fik indbydelse til at marchere til hans hovedstad, for fra dag til dag ønskede de fleste af os soldater mere og mere, at dette skulle ske, især de af os, der ikke havde nogen ejendomme på Cuba, og som to gange havde været ude på opdagelse før Cortés. Nu nok herom. Feltherren gav dem et godt og meget vennesælt svar og befalede, at de tre sendebud af dem, der var kommet med gaven, skulle blive tilbage hos os og tjene os som vejvisere, men at de andre tre skulle vende tilbage med svaret til deres herre og meddele ham at vi var på vej. Efter at de øverste kaziker i Tlascala, som hed Xicotenga, den gamle, blinde mand, og Mase Escaci, som jeg oftere har nævnt, havde fået vort opbrud at vide, gjorde det dem hjertelig ondt, og de lod Cortés sige, at de jo allerede mange gange havde sagt ham, at han skulle passe på hvad han gjorde, og tage sig i agt for at rykke ind i en så stor by, som var så stærkt befæstet, og hvor der var så mange krigsfolk, for en skøn dag ville man angribe os; de frygtede for, at vi så ikke ville slippe fra det med livet, og til tegn på deres venlige sindelag imod os ville de sende os 10,000 mand under dygtige hærførere, som skulle følge med os tillige med forråd til brug på marchen. Cortés takkede dem meget for deres gode vilje, men sagde, at det ikke var rigtigt at rykke ind i Mexiko med en så stor hærmagt, især da de var hverandre så fjendske; han behøvede blot 1.000 mand til at transportere tepuzquerne og bagagen og til at udbedre nogle veje. Jeg har allerede tidligere sagt, at tepuzquer kalder de vort jernskyts. De leverede os da 1.000 meget flinke indianere. Da vi nu var lige ved at afmarchere, kom kazikerne og alle de fornemste krigere fra Cempoal, som var ifølge med os, og som havde tjent os meget godt og trofast, til Cortés og sagde, at de havde i sinde at drage hjem til Cempoal og ikke være med længere end til Cholula på toget til Mexiko, for de var sikre på, at hvis de kom derhen, så ville de lide døden og vi med, og at den store Montezuma ville lade dem undlive, for de var nogle af de fornemste i Cempoal og havde været med til at gøre opstand imod ham og erklæret, at man ikke skulle betale ham skat, og ladet hans skatteopkrævere fængsle, dengang det oprør fandt sted, som jeg tidligere har beskrevet i denne min fortælling. Da Cortés hørte, at de bad ham så indstændig om denne tilladelse til at drage bort, lod han dem svare ved Doña Marina og Aguilar, at de skulle ikke være bange for at lide nogen tort eller skade; siden de var ifølge med os. Hvem ville så være fræk nok til at fortrædige dem eller os? Han bad dem forandre deres beslutning og blive sammen med os, og han lovede dem at gøre dem rige. Men hvor meget så end Cortés bad dem og Doña Marina talte til dem med hjertelige ord, så ville de slet ikke blive; de ville vende hjem. Da nu Cortés hørte dette, sagde han; »gud forbyde, at vi med vold skulle føre disse indianere med os, som har tjent os så godt«. Han lod derefter mange pakker kostbare tæpper hente og fordelte dem iblandt alle, og han sendte også den tykke kazik, vor ven, herren til Cempoal, to pakker tæpper til ham selv og til hans nevø Cueseo. Sådan hed en anden stor kazik, og han skrev til statholderen Juan de Escalante, hvem vi havde ladet blive tilbage som befalingsmand dér, og som på den tid var alguazil mayor, om alt, hvad der var hændt os, og at vi var på vej til Mexiko, og at han skulle holde godt øje med alle naboerne og god vagt, så at han altid passede nøje på, både dag og nat; at han skulle bygge fæstningen færdig, og at han skulle beskytte alle de indfødte dér i egnen imod mexikanerne, og at ingen soldat af dem, der var hos ham, måtte tilføje dem nogen krænkelse. Da dette brev var skrevet og folkene fra Cempoal var draget bort, begyndte vi vor march, fuldt rustede.

Så snart vi var kommet ud af Cholula, marcherede vi fremad i god orden, som vi altid plejede, med vore rytterpatruljer forude på udkig, og enkelte raske soldater til fods i følge med dem. At de kunne stå hinanden bi, hvis der skulle indtræffe noget galt eller møde os nogen hindring, og med vore kanoner i god beredskab, såvel som vore musketter og armbrøster, og rytterne tre og tre sammen, for at de kunne hjælpe hinanden, og alle de andre soldater skulder mod skulder. Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig omtaler dette, undtagen fordi det er nødvendigt at gøre opmærksom derpå i vor beretning om krigen, for at man kan se, hvordan vi måtte være på vor post. Så kom vi da på vor march den dag til nogle hytter, der ligger på et højdedrag; det er en landsby, der hører under Guaxocingo, og jeg tror den hedder Iscalpan hytterne, fire mil fra Cholula. Der kom straks kazikerne og papa'erne fra Guaxocingo byerne, som lå i nærheden og stod i venskabsforhold til tlascaltekerne og forbund med dem. Ligeledes kom der nogle fra andre landsbyer, der ligger på skråningen af vulkanen, ikke langt derfra. De bragte alle sammen mange levnedsmidler og en gave, bestående af guldsager, som ikke havde synderlig værdi, og bad Cortés tage derimod og ikke se så meget på dets ringe værdi, som på den gode vilje, hvormed de gav ham det, og de rådede ham at lade være at gå til Mexiko, for det var en meget stærkt befæstet by med mange krigsfolk, og vi ville være i stor fare dér. Men når vi endelig ville derhen, så var der, sagde de, to meget brede landeveje, når vi havde passeret det bjergpas; den ene førte til en by ved navn Chalco, den anden til byen Tamanalco, som begge hørte ind under Mexiko. Den ene vej var meget jævn og ryddet, så at vi kunne passere ad den, men den anden vej havde de spærret, og de havde omhugget mange svære træer, store fyrretræer, så at ingen heste kunne komme frem der, og så at vi ikke kunne komme videre. Men når man kom lidt ned ad bjerget på den vej, som var fri, og som de troede at vi ville drage ad, så havde de hugget et stykke af bjerget ud og lavet brystværn og skanser. Dér havde der ligget nogle mexikanske hærafdelinger for at dræbe os, så de rådede os til ikke at vælge den banede vej, men den hvor træerne var væltede om; de skulle nok give os tilstrækkeligt folk til at rydde den, og siden tlascaltekerne var med os, så skulle de nok alle sammen få træerne af vejen; det var den vej, der førte til Tamanalco. Cortés tog meget vennesælt mod gaven og sagde, at han takkede dem for den underretning, de havde givet ham, og at han ikke ville undlade at fortsætte sin march, med guds hjælp, ad den vej som de rådede ham til. Meget tidlig om morgenen den næste dag begyndte vi da vor march, og det var allerede omtrent middag, da vi nåede til det højeste punkt af bjerget, hvor vi fandt vejene ganske sådan som folkene fra Guaxocingo havde sagt. Dér standsede vi et øjeblik, og vi kunne ikke lade være at tænke på det om de mexikanske hærskarer og på, at der var lavet indhug i bjerget og bygget barrikader, sådan som man havde meddelt os. Og Cortés lod den store Montezuma´s sendemænd kalde for sig, de der var i følge med os, og spurgte dem, hvordan det hang sammen med disse to veje, der så sådan ud; den ene meget fri og banet, men den anden opfyldt med træer, der for nylig var omhuggede. De svarede, at når vi valgte den banede vej, så førte den til en by som hed Chalco, hvor man ville modtage os godt; den tilhørte deres herre Montezuma; men på den anden vej havde de anbragt disse træer og spærret den, for at vi ikke skulle gå ad den, for der var farlige steder at passere på den, og man måtte gøre en omvej for at komme til Mexiko; den førte til en anden by, der ikke var så stor som Chalco. Så sagde Cortés, at han ville marchere ad den, som var spærret, og vi begyndte da i god orden at stige ned ad bjerget, og vore venner fjernede de meget store og tykke træer. Dér slap vi så igennem med meget besvær. Endnu den dag i dag ligger nogle af disse træer ved siden af vejen. Da vi var kommet op på det højeste punkt, begyndte det at sne, og jorden blev bedækket med sne; vi begav os så ned ad bjerget og holdt nattehvil i nogle bygninger, der var ligesom herberger eller kroer, hvor indianske købmænd holdt rast. Vi fik et godt aftensmåltid, og i stærk kulde satte vi vore vagter ud, ronder og lytteposter og vedetter, og den næste dag begyndte vi atter at marchere; ved højmessetid kom vi så til en by, som jeg allerede har fortalt hed Tamanalco. Dér modtog de os godt, og vi manglede ikke mad, og da man i andre byer fik vor ankomst at vide, kom der folk fra Chalco tillige med nogle fra, Tamanalco, fra Chimaloacan og fra Mecameca og fra Acazingo, hvor kanoerne ligger, for det er deres havn, og fra andre småbyer, hvis navne jeg ikke kan huske. De bragte alle sammen en gave, bestående af guld, to dragter tæpper og otte indianerinder; guldet var vel en halvandet hundrede pjastre i værdi. Så sagde de; »Malinche! Modtag disse gaver, som vi giver dig, og betragt os for fremtiden som dine venner«, og Cortés tog grumme venligt imod dem og tilbød dem at være dem til tjeneste i alt hvad de havde behov. Da han nu så dem samlede, sagde han til Mercenarier-munken, at han skulle holde en tale til dem om vor hellige tro og opfordre dem til at forlade deres afguder; der blev da sagt dem alt hvad vi plejede at sige i de fleste byer, vi var kommet igennem, og de svarede til det altsammen, at det var godt talt, og at de skulle tænke over det. Man gav dem også en forestilling om vor herre kejserens store magt, og at vi kom for at sætte en stopper for uret og overfald; det var derfor han havde sendt os der til landet. Da nu alle disse byer, som jeg har nævnt, hørte dette, så klagede de højlig over Montezuma og hans skatteopkrævere, men hemmeligt, sådan at de mexikanske sendemænd ikke hørte det; at de røvede alt fra dem hvad de havde, og at de voldtog deres hustruer og døtre, hvis de var smukke, i deres fædres og mænds påsyn og bortførte dem, og at de lod dem arbejde, som om de var trælle, og at de benyttede dem til at hente, såvel i både som til lands, fyrretømmmer og sten og brænde og majs og brugte dem på mange andre måder, særlig til at dyrke majsmarkerne, og at de tog deres jorder fra dem til ære for afguderne (som omtalt i indledningen, havde præsteskabet ved templerne store indtægter af jordegods); de kom endda med mange flere klager, som jeg ikke kan huske, da det er så mange år siden det hændte. Cortés trøstede dem med venlige ord, som han meget godt forstod at sige ved Doña Marina, at han nu for øjeblikket ikke kunne skaffe dem deres ret. Men de skulle blot holde ud, så ville han nok befri dem for den overmagt, og i al hemmelighed befalede han, at to af deres fornemste mænd tillige med flere af vore venner fra Tlascala skulle undersøge den banede vej, den som folkene fra Guaxocingo havde sagt, at vi ikke skulle passere, og dér se efter, hvilke barrikader og skanser der var lavede, eller om der fandtes nogle krigsfolk dér. Kazikerne svarede; »Malinche! Det er ikke nødvendigt at gå hen og undersøge det, for nu er det altsammen ganske jævnet og i god stand. Du må nemlig vide, at for seks dage siden havde de ondt i sinde; da havde de spærret bjergvejen med mange af den store Montezuma's krigere, for at i ikke skulle slippe igennem; men nu har vi erfaret, at deres Huichiobos, deres krigsgud, har rådet dem til at lade jer komme igennem, men lade jer dræbe, når i er kommet ind i Mexiko. Derfor synes vi, at det er bedst, i bliver her hos os, hvor vi nok skal give jer af hvad vi har, og ikke drage til Mexiko, for vi ved for vist, at da den er så stærkt befæstet og så fuld af krigsfolk, vil man ikke lade jer slippe fra det med livet«. Hertil svarede Cortés med roligt åsyn, at hverken mexikanerne eller nogen anden nation havde magt til at dræbe os, når ikke gud herren, hvem vi troede på, ville det, og for at de skulle mærke, at det var vor hensigt at tilkendegive Montezuma selv og alle kazikerne og papa'erne, hvad vor gud bød os, så ville vi straks bryde op; de skulle lade ham få tyve fornemme mænd, der havde at følge med os, og han ville gøre meget for dem og skaffe dem deres ret, når han havde holdt sit indtog i Mexiko, så at Montezuma og hans skatteopkrævere ikke mere skulle komme til at begå de overgreb og voldshandlinger imod dem, som de havde fortalt, at de begik. Med venligt ansigt gav alle folkene fra de byer, jeg har nævnt, os et godt svar og bragte os de tyve indianere. Men da vi nu var i færd med at bryde op, kom der nogle sendebud fra den store Montezuma; hvad de sagde, skal jeg berette i det følgende.

Da vi nu altså var lige ved at fortsætte vor march til Mexiko, stilledes der fire fornemme mexikanere, som Montezuma sendte, for Cortés. De bragte en gave bestående af guld og tæpper, og efter at de havde bevist ham deres ærefrygt, som de havde for skik, sagde de; »Malinche! Denne gave sender vor hersker, den store Montezuma til dig og siger, at det gør ham meget ondt, at i har haft så megen umage med at komme og besøge ham fra så fjerne lande, og han har sendt os for igen at lade dig sige, at han vil give dig meget guld og sølv og chalchihui'er som tribut til eders kejser og til eder selv og de andre teuler, som i har med. Men du skal lade være med at komme til Mexiko; han beder dig endnu en gang at vise ham den gunst at stanse din march her og vende om ad den vej, du er kommet, for så lover han at sende dig ned til havnen en stor mængde guld og sølv og kostelige sten til eders konge, og du skal få fire dragter guld af ham, og hver af dine brødre een dragt. For hvad det angår at komme til Mexiko, så kan du umuligt drage ind i byen; alle hans undersåtter er nemlig under våben for at hindre eder i at komme derind. Desuden er der ingen anden vej end en meget snæver, og der er ingen levnedsmidler, i kan få at spise«. Han sagde mange flere ord og opregnede endnu flere hindringer, for at vi ikke skulle marchere videre. Cortés omfavnede sendebudene uhyre venligt, endskønt han ærgrede sig over deres budskab, og han tog imod gaven, hvis værdi jeg ikke nu kan huske. Efter hvad jeg så og erfarede, undlod Montezuma aldrig at sende guld, enten lidt eller meget, når han skikkede gesandter til os, sådan som jeg tidligere har fortalt. Vi vil nu vende tilbage til vor beretning. Cortés svarede dem, at han var forbavset over hr. Montezuma, at han skiftede sind så ofte, uagtet han erklærede sig for vor ven og var en så stor herre; undertiden sagde han jo eet og til andre tider lod han sige det modsatte, og med hensyn til hans løfte om at forære vor herre kejseren og os guld, så skulle han have tak derfor, også for det, han nu sendte ham; han skulle nok lønne ham godt derfor engang i tiden. Men hvor kunne han nu falde på, at når vi var så nær ved hans hovedstad, vi så ville bære os rigtig ad ved at gøre omkring på vejen uden at udføre det, som vor herre befalede os? Hvis hr. Montezuma havde sendt bud og gesandter til sådan en stor herre som han selv, og så de sendebud, han havde udsendt, vendte om uden at tale med ham, når de var kommet nær hans bolig, og uden at gøre ham rede for deres ærinde, hvad mening ville han da have om dem, når de kom tilbage til ham med den besked? Han måtte jo betragte dem som nogle kujoner og pjalte. Sådan ville nemlig kejseren, vor herre, gøre ved os. Det var vor hensigt at komme ind i hans hovedstad på den ene eller den anden måde, og for fremtiden skulle han ikke sende flere undskyldninger angående den ting, for han ville se ham og tale med ham og røgte det ærinde, som var betroet os, og det skulle ske lige overfor ham personlig. Og når han havde erfaret det og siden ikke syntes godt om, at vi blev der i byen, så skulle vi nok begive os tilbage derhen, hvor vi var kommet fra. Hvad det angår, at han sagde, han kun havde meget lidt levnedsmidler og ikke kunne føde os, så måtte han vide, at vi var mænd der nøjedes med at spise meget lidt. Nu ville vi til hans hovedstad, og han måtte være så god at finde sig deri. Hermed affærdigede vi sendebudene og satte os i march ad Mexiko til. Da folkene fra Guaxocingo og Chalco havde underrettet os om, at Montezuma havde plejet råd med sine afguder og papa'er, om han skulle lade os komme ind i Mexiko eller kæmpe med os, og at alle hans papa'er svarede ham, at deres Huichilobos sagde, han skulle lade os komme derind, så kunne han lade os dræbe dér - hvilket jeg flere gange har fortalt i det kapitel, der handler derom -, så kunne vi ikke lade være at tænke derpå, da vi jo dog var mennesker og frygtede døden, eftersom det land er stærkt befolket, marcherede vi stadig i meget små dagsmarcher, befalede os gud og hans velsignede moder, Vor Frue, i vold og talte sammen om, hvordan vi skulle komme derind. Vi fattede da godt håb i vore hjerter, om at vor herre Jesus Kristus også ville frelse os fra Mexiko's magt, siden han havde været så nådig at udfri os af de tidligere farer. Vi holdt nattehvil i en by, der hedder Iztapalatingo, hvor halvdelen af husene er byggede ude i vandet og den anden halvdel på fastlandet, hvor der er en lille bjergkæde - nu ligger der en kro i nærheden -, og dér fik vi godt at spise til aften. Nu nok herom; vi skal nu atter høre om den store Montezuma. Da hans sendebud var kommet tilbage, og han havde hørt det svar, Cortés lod melde, besluttede han straks at sende en nevø, han havde, ved navn Cacamatzin, herre til Tezeuco, med et meget prægtigt følge for at ønske Cortés og os alle velkommen. Vi havde jo altid for vane at have vagtposter og rytterpatruljer ude, og der kom en af vore blænkere og meldte, at ad landevejen bevægede en stor skare mexikanere sig frem i al fredelighed, og at man kunne se, at de var klædte i kostbare kapper. Da det hændte, var det meget tidligt om morgenen, og vi var lige ved at begive os på marchen; men Cortés sagde nu, at vi skulle blive i vort nattekvarter, til vi fik set, hvad det var for noget. I samme øjeblik indfandt der sig fire fornemme mænd, som bøjede sig dybt for Cortés og sagde til ham, at lige efter dem kom Cacamatzin, storherre til Tezcuco, den store Montezuma's nevø, og bad os være så venlige at vente på hans ankomst. Det varede så ikke længe, før han kom med den største glans og pragt, som vi nogen sinde havde set nogen mexikansk stormand bære til skue, for han blev båren i en såre prægtig bærestol, prydet med grønne fjer og en mængde sølvbeslag og kostelige sten, indfattede i et slags løvværk af guld, som var anbragt derpå; det var meget fint guld. Otte fornemme herrer bar denne bærestol på skuldrene; man sagde, at de alle var lensmænd over byer. Efter at de var kommet hen til det hus, hvor Cortés var indkvarteret, hjalp de ham at stige ned fra bærestolen og fejede jorden ren for alle strå, hvor han skulle bevæge sig. Så snart de var kommet hen til vor feltherre, hilste de meget ærbødigt på ham, og Cacamatzin sagde; »Malinche! Her er jeg og disse herrer kommet for at være dig til behag og lade udlevere dig alt, hvad du behøver til dig og dine kammerater, og anbringe eder i eders boliger, som er vor hovedstad, for således har vor herre, den store Montezuma, befalet os; og han beder dig tilgive ham, at han ikke selv kommer i vort sted; det er kun, fordi han befinder sig ilde, ikke af mangel på velvilje imod eder«. Da vor feltherre og alle vi andre så al den stads og værdighed, hvormed disse kaziker optrådte, især Montezuma's nevø, syntes vi, at det var noget meget stort, og vi sagde til hinanden indbyrdes; når den kazik møder op med sådan en pragt, hvad vil så ikke den store Montezuma gøre? Da Cacamatzin havde holdt sin tale, omfavnede Cortés ham og de andre fornemme mænd med stor venlighed og gav ham tre sten, som kaldes perler, der indvendig har mange brogede figurer (glasperler; de venetianske er bekendte), og de andre fornemme mænd fik blå diamanter i foræring, og han sagde dem, at de skulle have tak, og spurgte, når han kunne gengælde hr. Montezuma al den venlighed, som han hver dag viste os. Efter at denne samtale var endt, brød vi straks op, og da disse kaziker, som jeg har talt om, havde mange folk med sig, og der fra mange andre byer der i egnen mødte mange for at se os, så var alle vejene fulde af mennesker. Den næste morgen kom vi til den brede landevej, der førte til Iztapalapa. Så snart vi så den store mængde større og mindre byer ude i vandet og andre store byer inde på fastlandet og den lige og brede landevej, som førte til Mexiko, blev vi grebne af beundring og sagde, at det så ud som de fortryllede paladser, som der fortælles om i romanen Amadis (den berømteste af alle spanske ridderromaner »Amadis af Gallien«, udkommen første gang i trykken henimod slutningen af det 15 århundrede), med alle de store tårne og templer og bygninger ude i vandet, alle sammen opmurede med kalk og sten. Der var endog nogle af vore soldater, som sagde, at det måtte være et drømmesyn, det de så. Det er ikke forunderligt, at jeg her skriver sådan derom, for man må huske vel på, at vi her så ting, som vi aldrig havde hørt om eller set før, knap nok drømt om, så at jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle om det. Og da vi så kom i nærheden af Iztapalapa, så vi igen andre kaziker komme os i møde med stor pragt; det var herren til den by (han hed Coadlavaca) og herren til Cuyoacan, begge nærbeslægtede med Montezuma, og da vi var kommet ind i byen Iztapalapa, blev vi indkvarterede i nogle store paladser, velbyggede af herligt murværk og af cedertræ og andre fortræffelige, vellugtende træsorter, med store gårde og værelser, i høj grad værd at se, og med bomuldstelte over. Efter at vi havde set rigtig på alt det, gik vi ud i frugthaven og blomsterhaven, som var højst, beundringsværdig at se og vandre i, så at jeg ikke kunne blive ked af at betragte de forskellige træer og at nyde duften af hvert enkelt; der var bede fulde af roser og andre blomster og mange frugttræer og en egen sort rosenbuske, som findes der i landet, og en dam med ferskvand. Mærkeligt var det også at se, hvordan store kanoer kunne komme ind i frugthaven fra søen ad en kanal, som var åbnet deri, uden at man behøvede at gå i land. Alle bygninger var smukt kalkede og skinnede af alle slags sten og malede forsiringer, så at der var nok al, beundre, lige såvel som de mangfoldige slags fugle, der svømmede om i dammen. Jeg siger igen, at da jeg betragtede det, troede jeg ikke, at der i hele verden fandtes mage til land, for dengang var der ikke noget Peru eller forestilling om det. Nu er det altsammen ødelagt; der er ikke en smule tilbage af det (Heredia siger dog i anmærkningerne til sin oversættelse, at Iztapalapa har til vore dage bevaret talrige spor af sin fordums glans). Vi går altså videre. Jeg skal nu fortælle, at kazikerne dér fra byen og de fra Cuyoacan kom med en gave af guld, der var vel 2.000 pjastre værd, og Cortés takkede dem meget derfor og viste dem stor venlighed. Ved hjælp af vore tolke forklarede man dem hvad der henhører til vor hellige tro og om vor herre kejserens store magt, da der førtes megen anden forhandling, vil jeg ikke fortælle noget derom, men blot sige, at det var i de tider en meget stor by, og at de halve huse var bygget på land og de andre ude i vandet, men nu til dags er det altsammen tørt, og man sår korn dér hvor der førhen var sø. Det er i den grad forandret, at hvis man ikke havde set det før, kunne man ikke tro det muligt, at det, der dengang var fuldt af vand, nu er lutter majsmarker. Så vidt herom; nu skal jeg fortælle om den såre højtidelige modtagelse, Montezuma gav Cortés og os alle sammen, da vi holdt vort indtog i den store by Mexiko.

Den næste morgen tidlig brød vi op fra Iztapalapa, ledsagede af de store kaziker, som jeg før har omtalt. Vi marcherede frem ad vejen, som er otte skridt bred og fører i den grad i lige retning mod byen Mexiko, at det forekommer mig, at den ikke bøjer af i mindste måde; og skønt den er meget bred, var den dog helt opfyldt af disse folk, som knap kunne rummes der. Nogle var på vejen til Mexiko, og andre kom ud derfra for at se os, så at vi næppe kunne vende os for alle de mange mennesker, der mødte op. Tårnene og templerne var fulde, og i bådene var der folk, og alle vegne på søen; og det var ikke forunderligt, for de havde jo aldrig set heste eller sådanne mænd som os. Vi var så forbavsede over alle de mærkelige ting vi så, at vi ikke vidste, hvad vi skulle sige, om det var virkeligt, alt det der viste sig for os; på den ene side, inde på land, var der store byer, og ude i søen også mange, og der var fuldt af både alle vegne, og på landevejen var der med visse mellemrum mange broer, og foran os lå den store by Mexiko. Men vi var ikke engang fire hundrede soldater, og vi mindedes såre vel de meddelelser og underretninger, vi havde fået af folkene fra Guaxocingo og Tlascala og Tamanaleo, og de mange andre råd, man havde givet os; at vi skulle tage os i agt for at komme ind i Mexiko, for man ville dræbe os, når de havde os inde. Læserne må vel mærke sig hvad jeg her skriver, om det ikke var værd at prise; hvilke mænd har der vel været til i verden, som besad lignende dristighed ? Nå, vi vil drage videre ad vor vej. Da vi var kommet til et sted, hvor en anden mindre landevej drejede af, - den førte til Cuyoacan, som er en anden by, hvor der var ligesom nogle tårne, der var deres templer, kom der en hel del fornemme herrer og kaziker med meget kostbare kapper på, idet den ene kaziks stads og liberier var forskellige fra den andens. Vejen var helt opfyldt af dem. Disse store kaziker sendte den store Montezuma os imøde for at tage imod os, og så snart de var kommet hen til Cortés, sagde de i deres sprog, at vi skulle være velkomne, og til tegn på fred berørte de jorden med hånden og kyssede derefter på hånden. Efter at vi nu havde opholdt os dér en god stund, så begav Cacamatzin, herre til Tezcuco, og herren til Iztapalapa, herren til Tacuba og herren til Cuyóacan sig afsted i forvejen for at træffe den store Montezuma, der kom i en kostbar bærestol, ledsaget af andre store herrer og kaziker, der var hans vasaller. Da vi var kommet i nærheden af Mexiko til et sted, hvor der findes nogle små tårne, steg den store Montezuma ned fra sin bærestol. De store kaziker bar ham under en vidunderlig kostbar baldakin. Der strålede af grønne fjer og herlige guldprydelser og en mængde sølvstads og perler og chalchihuistene, der hang ned ligesom i bræmmer, så der var meget at se på. Den store Montezuma var meget rigt klædt efter deres skik; på fødderne havde han cotara'er (det kalder de deres fodtøj, dvs. sandaler bestående af en sål med remme; benævnelsen »cutara« bruges endnu på Cuba) med guldsåler og dyrebar ædelstensbesætning derpå; og de fire herrer, som bar ham, var kostelig klædte på deres måde; det lader til, at de havde disse klæder beredte på vejen for at følge med deres hersker, eftersom de ikke havde den dragt på, hvori de havde modtaget os. Foruden disse fire herrer var der fire andre store kaziker, der bar baldakinen over deres hoveder, og mange høje herrer, der gik foran den store Montezuma og fejede den jord, som han skulle betræde, og udbredte tæpper, for at han ikke skulle træde på den bare jord. Ingen af alle disse herrer turde driste sig til at se ham i ansigtet, men gik med nedslagne øjne og i dyb ærbødighed, undtagen de fire nevøer og andre slægtninge af ham, som bar bærestolen. Da Cortés så og fik meddelelse om, at den store Montezuma kom, sprang han af sin hest, og så snart han var kommet hen til Montezuma, viste de hinanden gensidig megen høflighed; Montezuma bød ham velkommen, og vor Cortés svarede ham ved Doña Marina, at han ønskede ham alt muligt godt. Så vidt jeg kan huske, rakte Cortés, som stadig havde tolken, Doña Marina, ved sin side, ham den højre hånd, men Montezuma ville ikke tage imod den, derimod rakte han Cortés sin. Så tog Cortés et halsbånd frem, som han havde ved hånden; det bestod af glasperler af den slags, jeg før har talt om, som har forskelligt farvede prydelser indeni; de var trukne på en guldsnor med moskus, så at det lugtede godt. Det lagde han om halsen på Montezuma og omfavnede ham samtidigt; men de store herrer, der fulgte med Montezuma, holdt Cortés' arm tilbage, at han ikke skulle omfavne ham, for det betragtede de som en forhånelse. Cortés lod ham da sige ved tolken Doña Marina, at hans hjerte var opfyldt af glæde over nu at have set så stor en fyrste, og at han var højst taknemlig, fordi han personlig var kommet ud at tage imod ham og for al den venlighed, han stadig viste ham. Hertil svarede Montezuma atter med nogle høviske ord og befalede to af nevøerne, af dem der bar ham, nemlig herren til Tezcuco og ham til Cuyoacan, at følge med os, til de havde fået indkvarteret os. Så vendte Montezuma tilbage til byen tillige med sine andre to slægtninge, Coadlavaca og herren til Tacuba, der ledsagede ham, og med ham vendte også hele den store skare kaziker og fornemme mænd tilbage, der havde udgjort hans følge. Da de gik bort med deres herre, så vi efter dem, hvordan de alle sammen gik med øjnene fæstede på jorden uden at se på ham og helt inde ved murene og med største ærefrygt. Nu kunne vi endelig få lejlighed til at rykke ind i Mexiko's gader uden at blive standsede af vrimlen. Hvem kan beskrive den mængde mænd og kvinder og børn, som var opstillede på gaderne og på husenes flade tage og ude i både på kanalerne for at betragte os! Det var så mærkværdigt, at nu, da jeg skriver derom, står det alt sammen for mine øjne, som om det var i går, det var sket. Når jeg betænker den ting, må jeg betragte det som en stor nåde af vor herre Jesus Kristus, at han skænkede os lykke og styrke til at vove at holde vort indtog i sådan en by, og at han frelste mig ud af så mangen dødsfare, som man siden skal høre. Jeg takker ham inderligt derfor, og fordi han har ladet mig leve så længe, at jeg kunne skrive derom, om end ikke så udmærket, som det burde være, og som emnet kræver. Men vi vil lade ordene fare, thi tingene selv er på adskillige steder et godt vidnesbyrd om hvad jeg beretter (forfatteren mener hermed de bevarede bygningsværker og lignende). Vi vender altså tilbage til vort indtog i Mexiko. Man førte os hen til nogle store huse, hvor der var kvarter til os alle sammen; de havde tilhørt den store Montezuma's fader, som hed Axayaca, og dér havde den store Montezuma dengang sine anselige afgudstempler og en skjult hvælving med guldstykker og klenodier, ligesom et skatkammer, der indeholdt hans arv efter faderen Axayaca og som han ikke rørte (egentlig Axayacatl, regerede 1468-81; efter ham fulgte Tizoc(døde 1487), Ahuizotl (til 1502), endelig Montezuma (II)). Man gav os just kvarter i den bygning, fordi man jo kaldte os teuler og anså os som sådanne; meningen var da, at vi skulle være iblandt hans afguder, som nogle teuler, han havde dér. Hvad enten nu det ene eller det andet var tilfældet, så førte man os derhen, og dér havde han ladet indrette rummelige værelser og sale med telttag efter landets skik til vor feltherre; men hver af os fik et leje af måtter med et lille telt over. Anden seng får man ikke, hvor fin en herre man end er, for de bruger ikke andre. Hele dette palads var meget strålende, hvidkalket og fejet og pyntet med grønne grene. Da vi var kommet derind og befandt os i en stor gård, så tog den store Montezuma vor feltherre ved hånden - dér havde han nemlig ventet på ham - og førte ham til den sal og det kammer, hvor han skulle bo; det var rigt udstyret på deres måde. Og han havde til ham et meget kostbart guldhalsbånd, der var forarbejdet som krabber, et beundringsværdigt arbejde; det lagde Montezuma selv om halsen på vor feltherre Cortés, så at hans officerer vel måtte undres over den store gunst, han viste ham. Da han havde givet ham det om halsen, takkede Cortés ham ved vore tolke. Montezuma sagde nu; »Malinche! Nu er i og eders brødre i eders bolig; hvil nu ud«. Hvorpå han begav sig til sit palads, som ikke lå langt borte. Vi fordelte derpå vore kvarterer efter kompagnier, og vort artilleri blev anbragt på et passende sted; derhos aftalte vi nøje den orden, vi havde at følge i alle henseender, og at vi skulle være godt på vor post, såvel rytterne som alle vore andre soldater, og man havde tilberedt os et såre prægtigt måltid efter deres skik og sædvane, hvilket vi straks fortærede. Det var altså vort lykkelige og dristige indtog i den store by Tenustitan, også kaldet Mexiko, den ottende dag i november måned i året 1519 efter vor frelser Jesu Kristi fødsel. Takket være vor herre Jesus Kristus for alt, og om jeg end ikke har fået fortalt om andre ting, der var værd at omtale, så må man tilgive mig, for jeg kan ikke fortælle det bedre nu; det skal komme til sin tid. Herom vil vi nu ikke snakke mere, men vende tilbage til vor beretning om hvad der yderligere hændte os.

Da den store Montezuma havde holdt måltid og havde fået at vide, at vor feltherre og alle vi andre lige sådan havde gjort det samme for en god stund siden, kom han hen i vort kvarter med en talrig flok fornemme herrer, alle sammen hans slægtninge, og med stor pomp. Da det var meldt Cortés, at han kom, gik han ham i møde midt i salen, og Montezuma tog ham ved hånden, og der blev bragt en slags stole efter landets skik, meget kostbare og guldsmykkede på forskellig vis. Montezuma bad vor feltherre at tage plads, og begge satte sig hver på sin stol. Så begyndte Montezuma at holde en meget god tale og sagde, at han glædede sig i høj grad over at have nogle så tapre riddersmænd som vor feltherre Cortés og alle os andre i sit hus og rige, og at han for to år siden havde hørt om endnu en hærfører, der var gået i land ved Champoton; også i fjor havde han fået efterretning om en anden hærfører, der var kommet med fire skibe (hermed menes Hernández de Córdoba og Grijalva). Han havde altid ønsket at få nogle af os at se, og da han nu havde os her hos sig, så ville han være os til tjeneste og give os af alt hvad han havde. Det måtte, sagde han, virkelig være sandt, at vi var dem, som deres forfædre for mange tider siden havde talt om, at der skulle komme mænd fra den kant, hvor solen står op, for at herske i disse lande. Det måtte være os, siden vi havde kæmpet så tappert ved Potonchan og Tabasco og med tlascaltekerne, for alle disse kampe havde de fået afmalte, som de gik for sig. Cortés svarede ham ved vore tolke, som bestandig var sammen med ham, især Doña Marina, at hverken han eller vi andre vidste, hvordan vi skulle lønne ham for den store nåde, han hver dag lod os blive til del. Jo, vi kom ganske rigtig fra den kant, hvor solen står op, og vi var en stor herres undersåtter og tjenere, som hed kejser Karl og havde mange mægtige fyrster under sig. Han havde hørt fortælle om ham, om hvor stor en hersker han var, og havde sendt os her til landet for at hilse på ham og opfordre dem til at blive kristne, sådan som vor kejser og vi allesammen var; derved ville han og alle hans vasaller få frelst deres sjæle. Sidenhen ville han tydeligere forklare ham på hvad måde det skulle ske, og at vi tilbad een sand gud, hvem denne er, og mange andre gode ting, som han skulle få at høre, hvilket han allerede havde sagt til hans sendemænd, Tendile, Pitalpitoque og Quintalbor, dengang vi var nede ved kysten. Efter at denne samtale var til ende, havde den store Montezuma nogle kostbare og skønt forarbejdede guldklenodier i beredskab; dem gav han vor feltherre, og hver af vore officerer fik nogle mindre guldsager og tre pakker tæpper, rigt broderede med fjer, og hver af os andre soldater fik en eller to pakker tæpper. Det bortgav han alt sammen med huldsaligt åsyn, ret som en stor herre. Da han havde uddelt det, spurgte han Cortés, om vi allesammen var brødre, og om vi var vasaller af vor store kejser. Han svarede; jo, vel var vi brødre, det vil sige ved vor kærlighed og venskab, og vi var meget fornemme folk, som tjente vor store konge og herre. Der blev vekslet endnu flere venlige ord imellem Montezuma og Cortés; men da det var den første gang, han kom for at besøge os, og for ikke at være ham til besvær, holdt han op med sin tale. Montezuma havde befalet sine hushovmestre, at de skulle lade os forsyne efter vor skik og brug, nemlig med majs, møllesten og indianerkvinder til at ælte brød, endvidere høns og frugt, samt meget græs til hestene. Den store Montezuma tog derefter en såre høflig afsked med vor feltherre og med alle os andre, og vi fulgte ham ud på gaden. Cortés befalede os, at vi foreløbig ikke måtte gå videre langt bort fra kvartererne, før vi kom til bedre forvisning om. Hvorvidt det var rigtigt. Så vidt herom; nu skal vi høre om det næste.

Den påfølgende dag besluttede Cortés at gå hen til Montezuma's palads; men først sendte han bud derhen for at høre, hvordan han befandt sig, og for at meddele ham, hvordan det gik os. Han tog fire officerer med sig, nemlig Pedro de Alvarado, Juan Velasquez de Leon, Diego de Ordás og Gonzalo de Sandoval, og desuden var vi fem soldater, der fulgte med. Da Montezuma fik det at vide, kom han os i møde midt i salen med et følge af sine nevøer, for andre herrer måtte ikke komme derind eller færdes hvor Montezuma var,, undtagen når talen var om vigtige forretninger, og med store høflighedsbeviser af ham og Cortés gensidig tog de hinanden ved hånden, og han bød ham tage plads ved hans side, der hvor hans tronstol var; ligeledes lod han os alle tage plads på stole, som han lod bringe. Cortés begyndte nu at holde en tale til ham ved vore tolke, Doña Marina og Aguilar. Han sagde, at nu, da han havde opnået at se og tale med en så stor hersker, som han var, var han rolig, og det var vi allesammen, fordi han havde fuldendt den rejse og udrettet det hverv, som vor store konge og herre havde overdraget ham. Hvad han nu yderligere havde at sige ham fra gud, vor herre, var, at hans herlighed allerede måtte have hørt af sine sendemænd, Tendile, Pitalpitoque og Quintalbor, dengang han var så venlig at sende os guldmånen og guldsolen, dernede på kysten, at vi dengang sagde til dem, at vi var kristne, og at vi tilbad en eneste sand gud, ved navn Jesus Kristus, der led død og lidelse for at frelse os. Vi sagde da, dengang man spurgte os, hvorfor vi tilbad det kors, at det var tegn på et andet, hvorpå vor herre blev korsfæstet for vor frelses skyld, og den død og lidelse tillod han at finde sted for ved den at frelse hele menneskeslægten, der var fortabt, og denne vor gud opstod på den tredje dag og er i himlen, og det er ham, som har skabt himlen og jorden og havet og sandet og alle de ting, som er i verden, og regnen og duggen, og ingenting sker uden hans hellige vilje. Det var ham, vi troede på og tilbad, men de som de selv anser for guder, er det ikke, derimod er de djævle, som er noget meget slemt; deres skikkelser er fæle, men deres gerninger er værre endnu. De skulle vel betænke, hvor slemme de er og hvor lidt de er værd, for dér hvor vi havde opstillet et kors, sådan som dem, deres sendemænd havde set, var de så bange for dem, at de ikke turde vise sig; det skulle de nok få at mærke i tidens løb. Hvad han nu bad ham være så nådig at gøre, det var at høre opmærksomt på de ord, som han nu ville sige ham. Derpå forklarede han ham meget godt og tydeligt verdens skabelse, hvordan vi alle sammen er brødre, børn af een fader og een moder, som hed Adam og Eva, og hvordan deres broder, vor store kejser, var bedrøvet over alle de mange sjæles fortabelse, som deres afguder i førte til helvede, hvor de brændte i klare flammer, og sendte os ud, for at han kunne få rådet bod på hvad han sådan havde hørt, og få dem fra at tilbede disse afguder og fra at ofre flere indianere eller indianerinder. Og siden vi allesammen er brødre, så må de ikke tillade sodomi eller menneskerov. Desuden sagde han, at med tiden ville vor konge og herre sende dem nogle mænd, som lever meget helligt iblandt os og er bedre end vi andre, for at de kunne give dem rigtig besked; for vi kunne foreløbig ikke gøre andet end give ham denne meddelelse, og han bad ham være så nådig at handle derefter. Da det nu lod til, at Montezuma ville til at tage ordet til svar, standsede Cortés sin tale. Cortés sagde så til os allesammen, der var med ham; »det får være nok; det er jo første gang«-, Montezuma svarede så; »hr. Malinche! Jeg har meget vel forstået eders tale og udlægning, og hvad i tidligere har sagt nede ved kysten til mine tjenere om tre guder og om korset og alle de ting, som i har prædiket i de byer, i er kommet igennem. Men vi har ikke svaret på noget deraf. Thi lige fra begyndelsen af har vi tilbedt vore guder og har anset dem for gode, og det er vel eders også. For øjeblikket skal i derfor ikke tale mere til os om dem, og hvad verdens skabelse angår, så har vi troet lige sådan allerede for mange tider siden, og af den grund betragter vi det som sikkert, at det er eder, om hvem vore forfædre sagde os, at de skulle komme fra den kant, hvor solen står op. Eders store konge er jeg meget forbunden og skal nok give ham af hvad jeg har; thi, som jeg allerede før har sagt, for over to år siden fik jeg at høre om høvdinger, der kom med skibe derfra, hvor i er kommet fra, og sagde, at de var eders store konges tjenere. Nu vil jeg gerne vide, om i alle hører sammen«. Hertil svarede Cortés; jo, vi var alle sammen brødre og vor kejsers tjenere, og de folk var kommet for at undersøge vejen, havene og havnene, for at lære det nøje at kende, og for at vi kunne komme, sådan som vi nu var kommet. Det som Montezuma mente, var Francisco Hernández de Córdoba's og Grijalva's togt, dengang vi var ude på vor første opdagelsesrejse. Han sagde, at fra den tid af havde han haft lyst til at se nogle af disse fremmede mænd, for at de kunne være i hans riger og byer og han kunne vise dem ære. Siden nu hans guder havde opfyldt hans ønske og vi var i hans hus, som vi godt kunne kalde vort, så skulle vi gøre os det behageligt og hvile ud; man skulle nok opvarte os, når han undertiden havde sendt os bud om, at vi ikke måtte komme ind i hans hovedstad, så var det ikke af fri vilje, han havde gjort det. Men fordi hans undersåtter var bange, for man fortalte dem, at vi udskød lyn, og at vi med vore heste dræbte mange indianere, og at vi var nogle slemme teuler, og mange andre tåbeligheder. Men nu, da han havde set vore skikkelser, og at vi var af kød og ben og havde god forstand, og da han vidste, at vi var meget tapre, så agtede han os endnu mere, end efter hvad han havde hørt om os, og han ville give os af hvad han ejede. Cortés og alle vi andre svarede, at vi var højst taknemlige for denne store velvilje. Montezuma sagde derefter smilende, thi han var i det hele taget meget munter, på sin fornemme måde; »Malinche ! Jeg ved godt, at disse folk fra Tlascala, som i er blevet så gode venner med, har sagt dig, at jeg er ligesom en gud eller teul, og at alt hvad der findes hos mig er guld og sølv og ædelstene; men jeg er vis på at i der er så fornuftige mennesker, ikke troede det og betragtede det som en spøg. Nu ser i jo, hr. Malinche, at mit legeme er af kød og ben ligesom eders, mine huse og paladser af sten og træ og kalk. En stor konge er jeg, det er vist, og rigdomme har jeg arvet fra mine forfædre; men det som man har fortalt eder om mig er galskab og løgn, og i bør kun betragte det som narrestreger, sådan som jeg mener om eders torden og lyn«. Cortés svarede ligeledes smilende, at fjender og modstandere altid taler ondt og usandfærdigt om dem, som de vil ilde, og han indså godt, at han ikke kunne vente at træffe nogen prægtigere herre i disse lande, og det var ikke uden grund, at han var blevet prist i så høje toner lige overfor vor kejser. Mens denne samtale blev ført, befalede Montezuma hemmeligt en fornem kazik, en af de nevøer, der udgjorde hans følge, at han skulle befale hushovmesteren at bringe nogle guldsmykker, der åbenbart var lagte til side for at gives til Cortés, og ti pakker fint tøj. Guldet og tøjerne blev fordelte imellem Cortés og de fire officerer; og os soldater gav han hver to guldhalskæder, hvoraf hver enkelt var en halv snes pjastre værd, og to pakker tøj. Alt det guld, han dengang forærede bort, var over 1.000 pjastre værd, og han gav det bort med den vennesælhed og fornemhed, der sømmer sig en stor og udmærket herre. Da det nu var over middag og Cortés ikke ønskede at være ham længere til besvær, sagde han; »hr. Montezuma har for skik at dynge gave på gave og hver dag at vise os en ny gunst; nu er det på tide, at eders herlighed holder måltid«. Hertil svarede Montezuma, at det var os, der allerede havde vist ham en gunst ved at aflægge ham et besøg. Med megen høflighed tog vi så afsked med ham og begav, os tilbage til vore kvarterer, og vi talte sammen om hvor høvisk og velopdragen han i alle måder var, og at vi i alle henseender måtte vise ham megen ærbødighed og tage vore forede stormhuer af for ham, når vi kom i nærheden af ham; det gjorde vi da også. Så vidt herom; vi vil nu gå over til det følgende.

Den store Montezuma var vel omtrent fyrretyve år gammel, velvoksen og velbygget, mager og senestærk, af ikke synderlig mørk hudfarve, men rigtig af den kulør, som en indianer har. Han bar håret ikke meget langt, dog dækkede det ørene, og han havde kun lidt, tyndt skæg, sort og kønt at se til. Ansigtet var langagtigt og livligt, øjnene kønne, og i hans blik var der stor elskværdighed, men også alvor, når det krævedes. Han var meget net og renlig med sin person og tog bad een gang hver dag, nemlig om eftermiddagen. Han holdt mange friller, fornemme herrers døtre, uagtet han havde to højbårne kazika'er til ægteviede hustruer; når han plejede omgang med dem, var det så hemmeligt, at ingen fik det at vide, andre end en enkelt af hans tjenerskab. Fra sodomi afholdt han sig i høj grad. De kapper og dragter, som han en dag havde haft på, tog han ikke på før fire dage efter. Hans livvagt bestod af henved to hundrede adelsmænd, der opholdt sig i nogle sale i hans nærhed; de måtte ikke allesammen tale til ham, men kun een ad gangen, og når de skulle ind at tale med ham, måtte de tage deres kostbare kapper af og iføre sig nogle andre, tarveligere, men rene måtte de være, og de mødte barfodede og med nedslagne øjne fæstede på jorden, for de måtte ikke se ham i ansigtet; før de kom hen til ham, måtte de gøre tre dybe buk og samtidig sige; »Herre! Min herre! Store herre!« Når de frembar deres ærinder, måtte de gøre det med få ord og ikke løfte deres ansigt, når de tog afsked med ham, men trække sig baglænds tilbage, med nedslagne øjne, uden at vende ham ryggen, før de var ude af salen. Jeg så også en anden ting, nemlig, at når der kom fornemme herrer fra fjerne lande for retssagers eller forretningers skyld, så måtte de tage deres fodtøj af og møde frem i tarvelige kapper, når de kom til den store Montezuma's gemakker, og de måtte ikke gå lige ind i paladset, men spadsere først noget frem og tilbage udenfor døren, for det at gå ind ligestraks ansås for uforskammet. Hvad hans måltider angår, så havde hans kokke over tredive måder at tillave retter på efter deres skik og sædvane, og maden blev bragt på bordet med små fyrfade af ler under, for at den ikke skulle blive kold. Af det, som den store Montezuma skulle spise af, blev der tilberedt over tre hundrede tallerkener fulde, foruden over tusinde til vagten. Når Montezuma skulle holde måltid, indfandt han sig undertiden med følge af sine fornemme herrer og sine hushovmestre, og man gjorde ham da opmærksom på, hvilken ret der var den bedste, af hvilket fjerkræ eller hvad det nu ellers kunne være, og det, man sagde at han skulle spise af, det spiste han så af; men det var kun sjældent, at han sådan indfandt sig for at se på maden. Jeg hørte fortælle, at som delikatesse trakterede man ham undertiden med små børns kød; men da der nu var så mange forskellige retter af alt muligt, fik vi aldrig at vide, om det var menneskekød, eller hvad det ellers var. Hver dag tillavede man ham retter af høns, kalkuner, fasaner, agerhøns, vagtler, tamme gæs og ænder, vildgæs og vildænder, andet vildt, flæsk (som man har det her til lands), rørfugle (en art stære), duer, harer, kaniner, mange slags fugle og andre ting, som hører hjemme der i landet, og som er så mange, at jeg ikke så snart kan få dem opregnede, og derfor vil vi lade det fare. Men hvad jeg ved med sikkerhed er, at siden vor feltherre havde bebrejdet ham, at han ofrede og fortærede menneskekød, så befalede han, at man for fremtiden ikke mere skulle lave ham den ret. Vi vil nu gå over til at tale om, hvordan opdækningen var, når han skulle til at spise. Dersom det var koldt, var der tændt et stort glødebål af et slags brændsel, som bestod af træers bark, der ikke gav røg, men fra den glødende bark udstrømmede en behagelig lugt. For at det ikke skulle varme mere, end han skøttede om, opstillede man en skærm foran, som var prydet med guld og med afgudsbilleder. Han tog sæde i en kostbar, lav og blød stol, og bordet var også lavt og af samme arbejde som stolen; der blev så udbredt en hvid dug og lagt nogle temmelig store servietter frem, og fire meget skønne og renlige kvinder hældte vand over hans hænder af nogle dybe kander, som de kalder xical'er, og underneden holdt de nogle skåler til at opsamle vand i, og de rakte ham håndklæder. To andre kvinder bragte ham majskager. Når han så begyndte at spise, blev der foran ham opstillet ligesom en trædør, rigt forsiret med guld, for at man ikke skulle se ham spise. De fire kvinder trak sig nu tilbage, og fire gamle eller aldrende, fornemme herrer stillede sig ved hans side; fra tid til anden underholdt Montezuma sig med dem og spurgte dem om et eller andet, og når han ville vise disse gamle herrer en særlig gunst, gav han dem hver en tallerken af det som smagte ham bedst. Man sagde, at disse gamle mænd var hans nære slægtninge, rådsherrer og dommere. Den tallerken mad, som Montezuma gav dem, spiste de stående med stor ærbødighed, stadig uden at se ham i ansigtet. Maden blev serveret på ler fra Cholula, dels rødt, dels sort. Medens han spiste, måtte man ikke gøre den allermindste larm eller tale højt inde hos livvagten, der opholdt sig i salene, som stødte op til Montezuma's. Man bragte ham frugter af alle de sorter, der fandtes i landet; men han spiste kun meget lidt deraf. Fra tid til anden - det lagde vi dog aldrig mærke til - indbar man nogle fine guldkopper med en drik af rå kakao, som man sagde opflammede til elskov. Derimod så jeg, at der blev bragt over halvtredsindstyve store skåler med god kakao ind, med skum på; deraf drak han så, og kvinderne skænkede for ham i dybeste underdanighed, når han holdt måltid, var der undertiden nogle meget grimme, pukkelryggede, dværgagtige og vanskabte indianere tilstede; det var hofnarre; også nogle andre indianere, som åbenbart var gøglere, og som sagde vittigheder; men andre sang og dansede for ham, for Montezuma holdt meget af forlystelser og musik. Dem lod han så give levningerne og nogle skåle med kakao. De fire kvinder fra før tog af bordet og hældte igen vand over hans hænder, stadig i dybeste ærbødighed. Montezuma talte med de før nævnte fire gamle herrer om hvad der faldt ham ind; de tog afsked med ham i stor underdanighed, og han holdt derefter middagshvil. Når den store Montezuma havde spist, så spiste alle soldaterne af hans livvagt og mange andre af hans husfolk, og jeg tror, at der blev bragt dem over tusind tallerkener med de retter, jeg har talt om, desuden over to tusind skåle kakao med skum på, sådan som man laver den hos mexikanerne, og en overordentlig stor mængde frugt. Også til alle hans koner og tjenestekvinder og bagersker og kakao tilberedersker. Hvor det må have kostet ham! Vi vil dog ikke tale mere om hvad hans hus kostede ham og om hans måltid; men vi skal nu høre noget om hans hushovmestre og skatmestre og hans spisekammer og vinkælder, og om dem der havde opsyn med de huse, hvori majsen opbevaredes. Der er så meget at skrive derom, hver ting for sig, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde; men forbavsede var vi over den store orden og gode forsyning, der var i alle henseender. Det er sandt, jeg havde glemt noget, og det er derfor det bedste, at vi omtaler det igen, nemlig at når Montezuma sad til bords og spiste, som jeg har sagt, så var der to meget kønne kvinder, der serverede kager, æltede med æg og andre velsmagende sager; disse kager var meget hvide, og de bragte dem ind på nogle bakker, der var bedækkede med rent klæde, og tillige bragte de en anden slags brød, der så ud ligesom nogle store boller, og som er æltet og bagt med forskellige tilsætninger, samt den slags brød, som der i landet kaldes pachol og er ligesom oblater. På bordet blev der også lagt tre meget smukt dekorerede og forgyldte rør, som indeholdt flydende ambra (liquidambar styraciflua) blandet med en urt, som kaldes tabaco (ordet tobak stammer fra Haiti sproget og betyder i virkeligheden ikke planten, man røg, men det rør, hvorigennem mexikanerne røg den. Det ses, at man i Mexiko nød den med andre ingredienser blandede og parfumerede urt nærmest som en slags cigaret), og når han var færdig med at spise og de havde sunget og danset og taget af bordet, indsugede han røgen af et af disse rør, men kun meget lidt, og derpå sov han. Vi vil nu ikke berette mere om hans bordskik, men vende tilbage til vor fortælling. Jeg kan huske, at på den tid var hans overhofmester en stor kazik, som vi havde givet navnet Tapia; han førte regnskab med alle Montezuma's indtægter, i bøger, der var lavede af den slags papir, som de har, og som hedder amatl; et helt stort hus havde han fuldt af disse bøger. Men nok om bøgerne og regnskaberne, for det vedkommer ikke vor fortælling. Montezuma havde to huse, fyldte med alle slags våben, mange af dem kostbare med guld og ædelstene; der var store og små skjolde, der var stridshamre, sværd til at føre med begge hænder, og deri var der indsat klinger af hårde sten, som skar meget skarpere end vore sværd, og lanser, der var længere end vore, for spidsen var en favn lang, og besatte med talrige knivsodde; selvom man bruger dem imod et større eller mindre skjold, knækkes de ikke, men de skærer så skarpt som barberknive, og de bruger dem da også til at rage deres hoveder med. Så var der også meget gode buer og pile, og kastespyd med to spidser og andre med een spids og med remme, og en mængde slynger og runde kastestene, der brugtes som håndskyts, og en slags lange firkantede skjolde, der er så snildt indrettede, at de kan rulle dem op, når de ikke er i kamp, for at de ikke skal være dem til ulejlighed; men når de skal til at gå i kampen og behøver dem, lader de dem falde ned, så at deres legemer bliver dækkede fra øverst til nederst. Han havde også mange pansere, udpolstrede med stukken bomuld og kostelig forsirede udvendig med brogede fjer, der dannede ligesom deviser og våbenmærker; fremdeles var der stormhuer og hjelme af træ og af ben, ligeledes i høj grad prydede med fjer udvendig. Der var også andre våben af andet arbejde, men dem vil jeg nu ikke tale om for ikke at blive for vidtløftig; og der var nogle dertil bestemte håndværkere, som stadig var i arbejde og havde forstand derpå, og nogle opsynsmænd, som havde opsigt med rustkammeret. Vi vil nu imidlertid gå over til at tale om hans fuglebure, og her er jeg nødt til at være meget mere vidtløftig, da jeg må opregne enhver art og fortælle noget om deres egenskaber. Der var lige fra kongeørne og andre mindre ørne og mange andre slags store fugle lige til ganske små bitte fugle, der skinnede i mange forskellige farver (dvs. kolibrier), også nogle, hvoraf man får de prægtige fjerprydelser, som de laver af grønne fjer; de fugle, der har disse fjer, ser ud ligesom skaderne hjemme i Spanien; dér i landet kalder man dem quezaler. Fremdeles nogle fugle, hvis fjer har fem farver, nemlig grønt, rødt, hvidt, gult og blåt; hvad de hedder, ved jeg ikke. Af papegøjer i alle mulige afvekslende farver havde han så mange, at jeg ikke kan huske navnene på dem. Ikke at tale om stærkt befjerede ænder og gæs og nogle større, der også lignede gæs og ænder; af alle disse fugle plukkede man fjerene til passende tider, og siden voksede de ud igen. De fleste af alle de fugle, jeg har sagt, blev opdrættede i det hus, og når rugetiden kom, så havde nogle indianere og indianerinder det hverv at lægge æggene under dem, for de skulle have opsyn med alle fuglene, rense deres reder og fodre dem, eftersom det passede for hver slags og art fugle, således at hver fik sin særlige føde. I dette fuglehus var der et stort bassin med fersk vand; dér havde han en anden slags fugle, som var meget langbenede, og hvis krop, vinger og hale var røde; jeg ved ikke navnet på dem, men på øen Cuba gav de en lignende slags navnet ipirier (dvs. flamingoer). I samme bassin fandtes også andre sorter fugle, der altid levede i vandet. Vi vil nu begive os til et andet stort hus, hvor de havde mange afguder, som de sagde var deres frygtelige guder, men desuden mange forskellige dyr; tigre og to slags løver, nogle der så ud ligesom ulve og som der i landet kaldes adiver (den mexikanske sjakal, også kaldet coyote), og ræve og andre vilddyr af mindre størrelse. Alle disse rovdyr blev fodrede med kød, og de fleste af dem var opdrættede der i huset. Den æde, man gav dem, var vildt høns, små hunde og andet jagtbytte, og jeg hørte også fortælle, at de gav dem indianerkroppe af dem, som de ofrede. Dette gik således for sig, og jeg har vist allerede fortalt det; når de ofrede en eller anden stakkels indianer, så savede de hans bryst igennem med nogle store stenknive og udtog hans blodige hjerte, mens det var varmt, og så bragte de det hen til deres afguder, i hvis navn de foretog denne ofring. Derefter skar de lårene af og armene og hovedet; det fortærede de så ved deres festmåltider, men hovedet hængte de op på en lang stang, og den ofrede indianers krop rørte de ikke. Men gav de ville dyr den at æde. Så havde de fremdeles i dette afskyelige hus en mængde øgler og giftslanger, der har ligesom nogle bjælder, som rasler på deres hale (dvs. klapperslanger). Det er de værste slanger af dem allesammen; de havde dem i krukker og store kar, hvori der fandtes et tykt lag fjer; dér lagde de deres æg og opfostrede deres øgleunger. De fodrede dem med kroppene af de ofrede indianere og med kødet af de hunde, som de plejede at opdrætte. Sikkert er det, at dengang de drev os ud af Mexiko og dræbte henved 80 af vore soldater, nærede de i mange dage disse store vilddyr og slanger med de døde legemer. Herom skal jeg til sin tid fortælle. Disse slanger og bestier havde de anbragt dér som selskab for deres frygtelige afguder. Og det var forfærdeligt, når tigrene og løverne brølede, og sjakalerne og rævene hylede, og slangerne hvislede; det var grueligt at høre, det var ligesom man var i helvede. Men vi vil gå videre og fortælle noget om alle de mange fine arbejdere, han havde, der gav sig af med alle de arter kunsthåndværk, som var i brug hos dem. Der var for det første juvelerere, guldsmede og sølvsmede og støbere; de var sådanne mestre i deres kunst, at vore store sølvsmede i Spanien ligefrem kan lære af dem. Af dem havde han en mængde fortræffelige ude i en by, der hedder Escapuzalco og ligger en mil fra Mexiko. Så var der mange andre store mestre til at arbejde i ædelsten og i chalchihui-sten, der kan lignes med smaragder. Endvidere de fortrinlige arbejdere, der kunne brodere i fjer, malere og ypperlige billedhuggere; efter hvad vi i vore dage har set dem gøre, kan vi tænke os, hvordan de kunne arbejde dengang. Der er nu tre indianere i byen Mexiko, som hedder Marcos de Aquino, Juan de la Cruz og Crespillo, der er så fremragende som billedhuggere og malere, at hvis de havde levet på den gamle berømte Apelles' tid eller været samtidige med Michelangelo eller Berruguete som hører vore egne tider til (Alonso Berruguete (1480-1560) var spansk billedhugger, tillige maler og elev af Michelangelo, har især virket i Toledo), så ville man stille dem jævnsides med dem. Vi vil nu tale om de indianerinder, der kunne væve og vaske (således i den nyeste trykte udgave (»lavanderas«), hvis da udgiveren har læst originalmanuskriptet rigtig; man havde snarere ventet »bordadoras«. Broderersker), de lavede en mængde fine klæder med herligt broderi af fjer. Daglig fik man disse sager fra nogle byer og en provins, der ligger på nordkysten i retning af Vera Cruz, og som kaldtes Cotastan, meget nær ved San Juan de Ulua, hvor vi gik i land, dengang vi kom over med Cortés. I Montezuma's eget palads vævede alle de adelsmandsdøtre, som han havde til friller, altid en mængde prægtige sager, og det gjorde også en stor del døtre af indbyggerne i Mexiko, der levede ligesom i en slags kloster, og kunne lignes ved nonner; de vævede det også altsammen med fjer. Disse nonner havde deres bolig i nærheden af Huichiloboas store cu, og som et tegn på andagt overfor ham og en anden, kvindelig afgud, som de sagde var gudinde for ægteskaber, var det, at deres forældre anbragte dem i det kloster, indtil de skulle giftes, og derfra førte de dem til brylluppet. Så havde den store, Montezuma desuden en hel del dansere og springere og nogle, der balancerede med en stang på fødderne, og nogle, der ligesom kunne flyve i luften, når de dansede, og brydere, altsammen for at more ham. Der var et helt kvarter fuldt af den slags folk, som ikke gav sig af med andet. Fremdeles havde han en stor del håndværksfolk, stenhuggere, murere og tømrere, alle beskæftigede ved hans bygninger; af disse bygninger havde han så mange, han kunne ønske sig. Lad os ikke glemme haverne med deres blomster og duftende træer; af dem var der mangfoldige slags; de holdtes i skøn orden; der var gange i dem og cisterner og bassiner med fersk vand, sådan at vandet førtes ind fra den ene side og løb ud ad den anden, og han havde badstuer der og en broget mængde små bitte fugle, der levede i træerne. Det var i høj grad værd at se alle de lægeurter og spiselige urter, som han havde der. I den anledning holdt han mange gartnere. Alting var bygget af grundmur og velkalket, såvel badstuer som gallerier til at spadsere i og lysthusene og pavillonerne og salene, hvor der dansedes og musiceredes. Der var så meget at se i disse haver, ligesom ved alt det andet, at vi ikke kunne blive mætte af at beundre hans store magt. På samme måde havde han mestre i al den dont, som bruges hos dem alle i stor mængde. Da jeg nu er træt af at skrive om dette emne, og læserne vel er det mere endnu, så vil jeg holde op med at tale om det, men fortælle, hvordan vor feltherre Cortés med en hel del af vore officerer og soldater var ude at se Tatelulco, hvilket er det store torv i Mexiko, og hvordan vi var oppe i den højtbeliggende cu, hvor deres afguder Tezcatepuca og Huichilobos var. Det var den første gang, at, vor feltherre var ude at se byen Mexiko. Nu skal man høre, hvad der gik for sig dengang.

Da vi nu allerede havde været fire dage i Mexiko og hverken vor feltherre eller nogen af os andre havde forladt vore kvarterer, undtagen for at begive os hen i paladset og i haverne, så sagde Cortés til os, at det var det bedste, vi gik hen på det store torv for at se deres Huichilobos' hovedtempel, og at han ville meddele det til den store Montezuma og anmode ham om tilladelse. Han sendte derfor Gerónimo de Aguilar og Doña Marina derhen og sammen med dem en, der var page hos vor feltherre, hed Orteguilla, og allerede forstod noget af sproget. Da Montezuma fik det at vide, lod han sige, at det måtte vi meget gerne; men han var dog bange for, at vi skulle på en eller anden måde vanære hans afguder, hvorfor han besluttede at begive sig personlig derhen med mange af sine hoffolk. Han drog da ud fra sit palads i sin kostbare bærestol, til han var kommet halvvejen; ved et tempel steg han så ned fra bærestolen, for han regnede det som en stor hån imod sine afguder at begive sig således og ikke til fods til deres bolig i templet. Nogle fornemme herrer bar ham på deres arme, og foran ham gik nogle vasaller, som bar to stokke, ligesom sceptre, højt i vejret; det var tegn på, at den store Montezuma kom. Når ban sad i sin bærestol, holdt han en stang, der var halvt, af guld og halvt af træ, løftet som en dommerstav. Han begav sig altså derhen og steg op til deres store cu, ledsaget af en betydelig skare papa'er, og begyndte at lade røge og udføre andre ceremonier til Huichilobos ære. Vi lader nu Montezuma blive dér, efter at han, som jeg har sagt, var nået derhen i forvejen, og vi vender os til Cortés og vore officerer og soldater. Vi havde jo altid for vane at være i rustning både nat og dag; sådan så Montezuma os, når vi var henne at hilse på ham, så det var ikke noget nyt for ham. Jeg siger dette, fordi vi begav os, væbnede til tænderne, hen til Tatelulco, med vor feltherre til hest i spidsen, samt alle de øvrige, der havde heste, og de fleste af vore andre soldater. Med os fulgte en hel del kaziker, som Montezuma havde sendt hen for at ledsage os. Da vi var kommet til den store plads, der hedder Tatelulco, blev vi forundrede over den mængde mennesker, dér var, og alle de mange varer, og den store orden og regelmæssighed, der i alle måder herskede; vi havde aldrig set magen før. De fornemme mænd, der var med os, viste os det altsammen. Hver enkelt slags varer var for sig, og der var anvist bestemte salgssteder til dem. Vi vil begynde med de købmænd, der handler med guld, sølv, ædelstene, fjer, kapper og lignende broderede sager, samt med andre varer, nemlig slaver og slavinder. De bragte så mange sådanne til marked på det store torv, som portugiserne bringer Guinea-negere, og de havde dem bundne til nogle lange stænger med lænker om halsen, for at de ikke skulle løbe bort; nogle lod de dog gå løse. Så var der andre købmænd, som solgte grovere tøj og bomuld og andre slags lintøj, og der var kakaohandlere, der solgte kakao. På den måde var der lige så mange slags købmandsvarer, som der er i hele Ny-Spanien, fordelte efter deres art, på samme måde som hjemme i min fødeby, det vil sige Medina del Campo, hvor der holdes markeder, og i hver gade er der visse varer for sig særskilt; sådan var de også på dette store torv. De, der solgte kapper af nequen og reb og cotara'er, som er deres fodtøj, og som de laver af samme træs rødder (agaven), der bliver kogt meget bløde, og andet rebslagerarbejde, som de får fra samme træ, alt fandtes på sit bestemte sted der på torvet. Og der var skind af tigre, løver, oddere, sjakaler, hjorte og andre dyr, grævlinger og vildkatte, nogle tilberedte og andre uden tilberedning. I en anden afdeling af torvet var der andre slags og varer. Der var nogle folk, der solgte bønner og chia (salvia hispanica, noget lignende som sennep; de indfødte tilberede en drik deraf) og andre grøntsager og urter. De havde deres særlige afdeling. Fremdeles de, der solgte høns, kalkuner, kaniner, harer, dyrevildt, unge ænder, samt hunde og andet sådant, i deres bestemte hjørne af torvet. Vi må også nævne frugthandlerskerne, de der solgte kogte sager, mazamorra (lækkeri, tilberedt af grøn majs med krydderier, spistes koldt) og kallun, ligeledes for sig; desuden alle slags pottemagervarer af alle mulige sorter, lige fra store oliekrukker til små bitte skåle; og de der solgte honning og honningkager og andre lækkerier, som for eksempel nøddekager. Derefter de, der solgte tømmer, brædder, kiler (det kan være vugger), planker, huggeblokke, bænke, alt for sig, og så de der solgte brænde, ocote (harpikset træ til fakler) og mange lignende sager. Hvad skal jeg opregne mere? Når jeg skal tage alt med, må jeg også tale om, at de fra både, der lå i kanalerne omkring torvet, solgte menneskemøg, det var til at lave salt med eller til at garve skind med, for de sagde, at de blev ikke gode uden det. Jeg kan nok tænke, at der er nogle, der vil le ad dette, men sådan var det virkelig; og jeg kan da endda fortælle, at de havde for skik at have opstillet på alle landevejene nogle indretninger af rør eller strå eller halm, for at de, der kom forbi, ikke skulle se dem; dér gik de så ind, når de trængte til at lette deres tarme, for at den uhumskhed ikke skulle gå tabt. Men hvorfor bruger jeg så mange ord om hvad de solgte der på det store torv, for man kan alligevel ikke blive så hurtig færdig med at opregne alle disse genstande enkeltvis. Jeg må dog endnu sige, at der var papir, som de der i landet kalder amatl, og nogle rør, parfumerede med ambra og fyldte med tobak, og forskellige gule salver og lignende ting; dem solgte de på sit bestemte sted. Og der solgtes også meget skarlagenrødt (cochenille) under buegangene, som omgav det store torv. Der var endvidere mange urtekræmmere og andre kræmmere, som havde deres boder der, og de havde en domstol, bestående af tre dommere og nogle andre, der var at ligne ved alguaziler (gadekommissærer, torvebetjente), som havde opsigt med varerne. Jeg har glemt at tale om salthandelen og om dem, der lavede stenknive og sad og huggede dem ud af selve stenen. Så var der fiskerkoner og nogle, der solgte en slags små brød, som laves af en art dynd, de samler op af den store sø, og som størkner, så at der kan formes brød deraf; de smager noget lignende som ost. Og de solgte lysestager af messing og kobber og tin og drikkeskåle og nogle smukt dekorerede krukker af træ. Nu vil jeg dog holde op med at fortælle om alle de ting, som blev solgt der, for de var så mange og så forskelligartede, at der behøvedes længere tid til at blive færdig med at se og udforske dem; hele det store torv var jo opfyldt af så mange mennesker og desuden helt omgivet af buegange, så man ikke på to dage kunne se det hele. Vi gik da til det store tempel; men da vi kom nær ved de to store gårde, før vi havde forladt selve torvet, traf vi på mange andre købmænd, som, efter hvad man fortalte, solgte guldstøv, sådan som man får det af guldminerne, og guldet opbevares i nogle tynde rør, lavede af fjerene af de gæs, som findes der i landet; de er hvide, for at man skal kunne se guldet udvendigt, og de regnede værdien efter rørenes længde og tykkelse, sådan at så meget kostede de og de tæpper eller så og så mange xiquipiler kakao (én xiquipil var 8.000 kakaobønner) eller så og så mange slaver, eller hvad det nu ellers var, man handlede med. Nu forlod vi da endelig det store torv uden at se mere til det, og vi kom ind i de store gårde og pladser, hvor hovedtemplet lå; det var nemlig omgivet af en hel række gårde, som jeg syntes var større end torvet i Salamanca, og af to ringmure af sten og kalk. Samme gård og hele pladsen var helt brolagt med store hvide, velpolerede fliser; hvor disse fliser ikke fandtes, var der kalket og glattet, altsammen meget renligt, så at man ikke nogensteds kunne opdage et strå eller et støvgran. Da vi kom hen til templet, og før vi gik op ad trappen dertil, sendte den store Montezuma oppefra, hvor han holdt ofring, sine papa'er og to hofmænd, som skulle ledsage vor feltherre Cortés. Da vi begyndte at stige op ad trinene, der i alt var 114, ville de tage fat på ham for at hjælpe ham at stige op. For de troede, at han ville blive træt, ligesom de plejede at hjælpe deres herre Montezuma med opstigningen; men Cortés ville ikke tillade dem at komme ham nær. Da vi var nåede op på det øverste, hvor der var en lille åben plads foran templet, ligesom en slags gang. Og hvor der var anbragt nogle store sten til at lægge de stakkels indianere på, når de skulle ofres, så vi der en stor figur, ligesom en drage, og andre uhyggelige skikkelser og en hel del blod, som var udgydt den dag. Ved vor ankomst deroppe kom den store Montezuma ud fra et tempelrum, hvor hans fordømte afguder var - det var øverst oppe; med ham fulgte to papa'er, og under store høflighedsbeviser overfor Cortés og os alle sagde han til ham; » I må være træt, hr. Malinche, over at være steget op til vort store tempel.« Men Cortés svarede ham ved vore tolke, der fulgte med os, at hverken han eller vi andre nogensinde blev trætte af nogen ting. Derefter tog Montezuma ham ved hånden og sagde, at nu skulle han betragte hans store hovedstad og alle de øvrige byer, som var byggede ude i vandet, og de mange andre byer inde på landet, rundt om søen, og hvis han ikke havde rigtig fået set hans store torv, så kunne han se det endnu bedre deroppe fra. Vi stod da og betragtede udsigten, for det forbandede store tempel lå så højt, at det beherskede det hele. Derfra så vi de tre hovedveje, der fører ind til Mexiko. Nemlig den fra Iztapalapa, som vi var kommet ad for fire dage siden, og Tacuba vejen, ad hvilken vi otte måneder senere måtte flygte om natten efter vort store nederlag, dengang Coedlavaca, den nye hersker, jog os ud af byen, som jeg siden skal fortælle, og endelig den fra Tepeaquilla. Og vi så ferskvandsledningen, der kom udefra Chapultepeque og som forsynede hele byen; og på de tre hovedveje så vi de broer, der var lavede med visse mellemrum; under dem kom søens vand ind og ud fra begge sider. På denne vidtstrakte sø så vi en uhyre mængde kanoer, nogle der tilførte levnedsmidler, og nogle som bragte andre ladninger og varer tilbage; og vi så, at allevegne, både der i den store by og i alle de øvrige byer, som lå ude i vandet, kunne man ikke komme fra hus til hus uden ved hjælp af nogle vindebroer af træ eller i båd. Omkring i byerne så vi cu'er og templer, ligesom tårne og forter; de skinnede allesammen hvidt, så at det så ganske vidunderligt ud; og på husene var der terrasser og på dæmningerne var der også små tårne og templer, der var ligesom fæstningsværker. Efter at vi rigtig havde betragtet og indprentet os alt hvad vi så, vendte vi atter blikket mod det store torv og den mængde mennesker, som fandtes der, og hvoraf nogle købte og andre solgte, og lyden og larmen af talen og råbene kunne høres i over en mils afstand. Der var iblandt os nogle soldater, som havde været i mange forskellige egne af verden, både i Konstantinopel og i hele Italien og i Rom; de sagde, at et så velordnet og stort og menneskefyldt torv havde de ingensteds set magen til. Vi vil nu atter vende os til vor feltherre. Han sagde til broder Bartolomé de Olmedo, som jeg allerede har nævnt flere gange, og som var tilstede der; »jeg synes, hr. pater, at vi skulle her give Montezuma et lille vink om, hvad vor kirke her byder os at gøre.« Pateren svarede, at det kunne være godt nok, hvis det kunne hjælpe noget, men at det forekom ham, at det ikke var belejligt at tale nu herom, for han mente, at det ikke ville falde Montezuma ind at tillade os det. Så sagde da vor Cortés til Montezuma ved tolken Doña Marina; »Eders herlighed er en meget stor herre og fortjener at være det endnu mere; det har været os en glæde at se eders byer. Hvad jeg nu beder eder om, siden vi nu er her er i eders tempel, er at i vil vise os eders guder og teuler.« Montezuma svarede, at han først ville tale med sine ypperste papa'er, og da han havde talt med dem, sagde han, om vi ville gå ind i et lille tårn eller en særlig bygning, hvor der var ligesom en sal, og i den ligesom to altre med et meget kosteligt, udskåret træloft over. På hvert alter stod der en kæmpemæssig figur, meget høj og tyk. Den første, som stod til højre, sagde de var deres krigsgud, Huichilobos; hans ansigt var meget bredt, øjnene uformeligt store og frygtelige, og hele kroppen og hovedet var fuldt besatte med ædelstene, guld. Store og små perler, der var klistrede på med en slags lim, de laver der i landet af nogle. Rødder. Hans legeme var omgjordet med nogle store slanger af guld og ædelstene, og i den ene hånd havde han en bue, i den anden nogle pile. En anden, mindre afgud (denne gud hed Paynalton, den hastige, og betød vinden, der er forløber for uvejret), stod ved siden af ham; de sagde, at det var hans tjener; han holdt, en ikke synderlig lang lanse og et såre kostbart guldskjold, besat med ædelstene. Om halsen havde Huichilobos en kæde af guld og sølv og blå sten, formet som indianerhoveder og hjerter. Foran stod der nogle kulbækkener med røgelse, nemlig kopal, og med tre hjerter af indianere, der var blevet ofrede den dag og nu brændtes der, idet ofret, de bragte ham, bestod i røgen og virakken. Alle væggene i dette tempelrum var så tilsmurte og mørke af blodpletter og jorden ligesådan, så at alt stank afskyeligt. Derpå så vi til venstre den anden store figur, lige så høj som Huichilobos; han havde ligesom et bjørneansigt og nogle øjne, der skinnede, for de var lavede af spejle, som de kalder tezcat, og kroppen var besat med ædelstene, og ganske ligesom Huichilobos, for de sagde, at de to var brødre. Denne Tezcatepuca var underverdenens gud, som herskede over mexikanernes afdøde sjæle; omkring på hans legeme var der anbragt nogle figurer, ligesom smådjævle, med haler, der så ud som slanger. Og på væggene bag ham var der så mange blodpletter og gulvet var i den grad tilsølet af blod, at der ikke er mage til stank i Kastiliens slagterhuse. Foran ham lå der fem hjerter, som var ofrede den dag. Den øverste del af templet var en hulning, hvis træværk var prægtigt udskåret; der stod en anden figur, halvt menneske og halvt firben, helt besat med ædelstene, og det halve af hans krop var iført en kappe. De sagde, at hans legeme var fuldt af al den sæd, der fandtes der i landet, og at det var guden for såning og frugthøst; jeg kan ikke huske hans navn (forfatteren mener vistnok den kvindelige guddom Chicomecoatl, agerdyrkningens beskytterinde) her var også alt fuldt af blod, både væggene og altret, og stanken var så stærk, at vi længtes meget efter at komme ud. Der havde de en umådelig stor tromme; når de slog på den, så var lyden såre bedrøvelig, ligesom af et helvedes instrument, så at sige; man kunne høre den over to mil borte, og de sagde, at skindet på den tromme var af nogle meget store slanger. På denne plads havde de desuden mange andre ting, der var fæle at se til, horn og trompeter og offerknive og en mængde hjerter af indianere, som de havde ristet og hvoraf røgen opsteg som offer til deres afguder; det var altsammen tilsmurt med blod, - forbandet være det! Og da det altsammen lugtede af slagteri, var vi utålmodige efter at slippe bort, både fra den slemme stank og fra det ligeså slemme syn. Vor feltherre sagde da, halvt smilende, til Montezuma ved vor tolk: »Hr. Montezuma! Jeg forstår ikke, hvordan en så stor herre og vis mand, som eders herlighed er, ikke er kommet til den overbevisning, at alle disse afguder, i har, ikke er guder, men nogle onde væsner, som hedder djævle. Og for at eders herlighed skal indse det, og alle eders papa'er skal se det tydeligt, så vis mig en gunst ved at tillade, at vi øverst oppe på dette tårn sætter et kors, og at vi i en af dette tempels sale, hvor eders Huichilobos og Tezcatepuca står, bygger et kapel, hvor vi opstiller et billede af Vor Frue.« Dette billede havde Montezuma allerede set. »Så skal i se«, vedblev han, »hvor bange disse afguder, som holder eder for nar, vil blive derfor.« Montezuma svarede halvt forbitret, medens to papa'er, der stod hos ham, satte glubske ansigter op: »Hr. Malinche! Hvis jeg havde troet, at du ville sige noget så vanærende som det, du har sagt, så ville jeg ikke have vist dig mine guder; dem anser vi for meget gode, og de giver os sundhed og regn og god afgrøde, uvejr og sejre og alt hvad vi vil have, derfor må vi tilbede dem og ofre til dem. Jeg beder nu om, at der ikke bliver sagt flere ord til deres vanære.« Da vor feltherre hørte det og så, at han var så opbragt, talte han ikke mere om den ting, men sagde venligt til ham: »Nu er det tid, at eders herlighed og vi andre går bort,« hvortil Montezuma svarede, at det var det bedste. Men da han måtte bede samt udføre visse offerhandlinger for at bøde på den store tatacul, hvilket betyder synd, som han havde begået ved at lade os stige op til hans hovedtempel og give anledning til, at vi fik hans guder at se, og til den vanære, vi havde gjort dem ved at tale ondt om dem, så kunne han ikke gå bort uden først at have bedt til dem og bevidnet dem sin ærefrygt. Cortés sagde da: »Ja, så må i tillade os at gå, herre.« Derpå gik vi ned ad trinene, og da der var 114 af dem, så var der nogle af vore soldater, som led af bylder eller onde væsker, der fik ondt i sårene af nedstigningen. Jeg vil nu ikke tale mere om dette tempelbesøg, men fortælle, hvad jeg kan erindre om dets omkreds og udseende; og hvis jeg ikke kan berette det ganske som det var, så må man ikke finde det forunderligt, for på den tid havde jeg andet at tænke på, nemlig på hvad der lå lige for hånden, det vil sige krigsvæsenet og hvad min feltherre Cortés befalede mig, ikke på at lave historier. Men vi vil vende tilbage til vort emne. Så vidt jeg kan huske, var omkredsen af det store tempel vel omtrent lige så stor som seks store byggearealer af den slags, man har der til lands; fra neden af og til det øverste, hvor der stod en lille tårnbygning med deres afguder i, blev det efterhånden smallere. Regnet fra halvvejen af højden indtil toppen er der fem fordybninger ligesom skydeskår, åbne, uden brystværn. Da der er mange cu'er afbildede på tapeter, der tilhører conquistadorer, for eksempel på et, som jeg har, så kan enhver af disse, som har set dem, forestille sig, hvordan de så ud udvendig. Men hvad jeg så og erfarede, og som der blev talt meget om, det var, at dengang man grundlagde denne store cu, så havde alle indbyggerne i den store by i dens grundvold lagt både guld og sølv og perler og ædelstene, og det havde de så overhældt med en mængde blod af indianere, de havde taget til fange i krigen og ofret, og desuden alle slags sædekorn fra hele landet, for at deres afguder skulle skænke dem sejr og rigdom og megen frugt. Nu vil naturligvis nogle højst forstandige læsere spørge, hvordan vi kunne få at vide, at der i grundvolden til det store tempel var blevet lagt guld og sølv og kostbare chalchihui-sten og frø, og at det altsammen var blevet bestænket med menneskeblod af ofrede indianere, eftersom det var over tusinde år siden, at det var blevet bygget og indrettet. Hertil svarer jeg, at da vi havde erobret denne store, stærkt befæstede by, og deres bygninger og byggegrunde blev fordelte, så foreslog vi, at dér hvor dette hovedtempel stod skulle der bygges en kirke for vor skytspatron og fører, den hellige Jakob; da blev en stor del af dette Huichilobos tempels grund indlemmet i det terræn, hvor kirken kom til at stå. Og dengang man ophuggede fundamentet for derefter at bygge det solidere, fandt man en mængde guld, sølv, chalchihuier, større og mindre perler og andre kostbarheder. En indbygger i Mexiko, som også fik et stykke af denne grund, fandt ligeledes sådan noget, men hans majestæts finansembedsmænd krævede det i majestætens navn, fordi det tilkom ham; det blev der så en proces ud af, men jeg kan ikke huske, hvad ende den tog. Men man forhørte sig hos kazikerne og de andre fornemme mænd i Mexiko og hos Guatemuz, som dengang endnu levede, og de sagde, at det var sandt, at alle Mexiko's indbyggere i gamle dage havde gemt disse klenodier og det øvrige i grundvolden; det havde de erfaret af deres bøger og afbildninger med gamle historier. Derfor kom det til at tilhøre den fond, hvorfor Sankt Jakobs kirke byggedes. Vi vil nu tale om de store, prægtige gårde, som var foran Huichilobos templet, der hvor nu Sankt Jakob står, og som de kalder Tatelulco, for det navn plejede man at bruge. Jeg har allerede sagt, at der var to ringmure af sten og kalk, før man kom derind, og at gården var brolagt med hvide fliser, velkalket og poleret og ren, og at den vel var omtrent så lang og bred som torvet i Salamanca. I lidt afstand fra det store tempel stod en lille tårnbygning, som også var afgudstempel eller rettere hede helvede, for døren dertil var formet ligesom en frygtelig mund. Sådan som man plejer at afmale helvedes port, åben og med store hugtænder, til at opsluge sjælene. Der var også nogle djævlefigurer og slangekroppe lige ved døren. Lidt længere inde var der et offersted, helt blodigt og tilsmudset af røg og blodpletter, og der var mange store kasseroller, kedler og krukker, fyldte med vand, inde i det hus; dér kogte de kødet af de sølle indianere, som de ofrede, og som papa'erne spiste, for ved offerstedet opbevarede de også en hel del knive og huggeblokke, sådan som dem hvorpå man hugger kød itu i slagterierne. Bagved dette forbandede hus, et godt stykke fra det, var der nogle store brændestabler, og ikke langt derfra et stort vandbassin, der blev fyldt og tømt; vandet hidførtes ved den skjulte ledning, som ledede vand til byen fra Chapultepeque. Jeg kaldte altid det hus for helvede. Kom man længere hen i gården, så fandt man en anden cu, hvor der var gravsted for mexikanske fyrster; dér havde de også afguder, og det var altsammen fuldt af blod og røg, og der var også sådanne helvedsporte og djævlefigurer. Ved siden af den cu var der så en anden, som var fuld af hjerneskaller og knogler, der var omhyggelig ordnede; se dem kunne man godt, men tælle dem kunne man ikke, for der var så mange; hjerneskallerne var opstablede for sig og knoglerne for sig. Dér var så også andre afguder. Og i hvert hus eller cu eller tempel, som jeg har omtalt, var der papa'er iførte lange sorte kåber med hætter, ligesom dominikanere - noget lignede de dog også kannikernes dragter - og med meget langt hår, der var så indfiltret, at man ikke kunne rede det ud fra hinanden; de fleste af dem havde ofret deres øre, og i håret sad der en mængde blod. Længere fremme var der igen nogle cu'er, et lille stykke fra det sted, hvor hjerneskallerne var; dér var atter flere afguder og offersteder og hæslige malerier. De sagde, at det var dem, der rådede for mændenes ægteskaber. Jeg vil nu ikke længere blive ved at snakke om afguder, men kun fortælle, at rundt om denne store gård lå der en hel del ikke synderlig høje huse; det var dér, hvor papa'erne opholdt sig og boede, foruden nogle andre indianere, der havde opsigt med afguderne. Der fandtes også en dam eller et vandbassin, som var endnu meget større end det andet og meget rent, ved siden af det store tempel. Bassinet var kun bestemt til dyrkelsen af Huichilobos og Tezcatepuca; vandet i denne dam kom ude fra Chapultepeque ad en underjordisk ledning. Der i nærheden stod flere store bygninger ligesom klostre, hvor en hel del mexikanske borgeres døtre levede tilbagetrukne ligesom nonner, til de blev gifte, og der fandtes også to kvindelige afgudsbilleder; det var dem, som rådede for kvindernes giftemål, og til dem ofrede de og holdt fester for dem for at de skulle give dem gode ægtemænd. Jeg har opholdt mig længe ved beskrivelsen af den store cu af Tatelulco og dets gårde, for det var i virkeligheden det største afgudstempel i hele Mexiko, uagtet der var så mange og det meget prægtige, at for hver fjerde eller femte husfirkant var der et afgudstempel. Mange var der altså, men jeg ved ikke tallet på dem. Det store tempel i Cholula var rigtignok højere end det i Mexiko, for der førte 120 trin op dertil, og man sagde, at afguden i Cholula var højt anset, og at man gjorde valfarter til ham fra alle kanter af Ny-Spanien for at få forladelse; derfor byggede man ham en så pragtfuld cu, men den var anderledes bygget end den mexikanske. Gårdene var også her meget store og havde to ringmure om sig. Også templet i byen Tezcuco var meget højt; der var 117 trin op til det, gårdene var rummelige og gode, og det var anderledes bygget end de øvrige. Men morsomt var det, at de havde deres særegne afguder i hver provins, og at de der var i en provins eller by ikke kunne hjælpe de andre; derfor havde de en uendelig mængde afguder, og de ofrede til dem allesammen. Efter at vor feltherre og alle vi andre var blevet trætte af at gå og se på al den masse afguder og offersteder, begav vi os hjem til vore kvarterer, stadig med et følge af fornemme mænd og kaziker, som Montezuma havde givet os til ledsagere. Her vil vi da foreløbig standse, og i det følgende skal jeg fortælle, hvad vi yderligere gjorde.

Da vor feltherre Cortés og mercenarier-munken så, at Montezuma ikke syntes om, at vi opstillede et kors eller indrettede en kirke i hans Huichilobos' tempel, og da vi, siden vi var kommet ind i byen Mexiko, plejede at lave et alter på nogle borde, hvergang der holdtes messe, og derefter tage det ned igen, blev det besluttet, at vi skulle bede den store Montezuma's hushovmestre om nogle murere, for at vi kunne indrette en kirke i vort kvarter. Hushovmestrene sagde, at de skulle meddele det til Montezuma, og vor feltherre lod anmodningen fremsætte ved hjælp af Doña Marina, Aguilar og pagen Orteguilla, som allerede forstod noget af sproget. Han gav da tilladelse dertil og befalede, at det fornødne skulle overlades os. Tre dage efter havde vi vor kirke i stand og det hellige kors opstillet foran vort kvarter; der blev læst messe hver dag, indtil vinen slap op, for dengang Cortés og flere andre officerer og munken var syge under kampene med Tlascala, så kilede de på den vin, som vi havde bestemt til gudstjenesten. Men efter at den var sluppen op, var vi dog hver dag i kirken og bad, knælende for altret og helgenbillederne, dels fordi vi var forpligtede til det som kristne, og fordi det var en god sædvane, dels for at Montezuma og alle hans høvdinger skulle lægge mærke dertil og få lyst til det og for at de skulle se vort kapel og se os ligge på knæ for korset, især når der blev ringet til Ave Maria. Vi var altså i dette kvarter. Men vi er jo engang således, at vi gerne vil undersøge og vide alting. Så hændte det da, dengang vi så efter, hvor vi bedst og mest passende skulle opstille altret, at to af vore soldater, hvoraf den ene var hustømrer og hed Alonso Yañez, så, at der på muren var ligesom mærke af, at der havde været en dør, som nu var tilmuret, godt overkalket og poleret. Vi havde nu hørt sige noget om, at dér i den bygning havde Montezuma sin fader Axayaca's skat liggende, og vi fik da mistanke om, at den måtte være der i den sal, hvis dør var lukket og overkalket for få dage siden. Yañez sagde det til Juan Velasquez de León og til Francisco de Lugo, der var kaptajner og ovenikøbet i familie med mig; denne Alonso Yañez var i følge med kaptajnerne som deres tjener. De sagde det til Cortés, og døren blev hemmeligt åbnet, og da den var lukket op, gik Cortés derind med nogle officerer. Dér så de en sådan mængde guldsager og plader og skiver og chalchihui-sten og mange andre store kostbarheder, at de blev helt betuttede og ikke vidste, hvad de skulle sige til al den rigdom. Vi andre officerer og soldater fik det derefter allesammen at vide og gik i al hemmelighed derind for at se det. Da jeg fik det at se, må jeg rigtignok sige, at jeg blev forundret, og da jeg på den tid var ung og aldrig i mit liv havde set sådanne rigdomme, troede jeg for vist, at der i hele verden ikke kunne være magen dertil. Alle vore officerer og soldater besluttede, at der ikke i mindste måde måtte røres ved noget deraf, men at døren igen skulle lukkes, tilmures og overkalkes, sådan som vi havde fundet den, og at der ikke måtte tales derom, for at Montezuma ikke skulle få det at vide, men vi ville se tiden an. Det var altså denne rigdom. Men da vi nu havde så tapre og højst forstandige officerer og soldater, og først og fremmest da vor herre Jesus Kristus, som vi sikkert troede, styrede alle vore sager med sin guddommelige hånd, var der fire af vore kaptajner og derhos tolv soldater, som man havde tillid til og hørte råd af (jeg var en af dem), som tog Cortés til side. Vi sagde til ham, at han skulle betænke, hvordan vi sad i et net eller bur, og hvor stærk denne by var, at han skulle betænke, hvordan broerne og dæmningerne var, og alle de ord og advarsler, vi havde hørt i alle de byer, vi var kommet igennem, om at Huichilobos havde rådet Montezuma til at lade os komme ind i hans by og derefter lade os dræbe, og at han skulle huske på, at menneskenes hjerter er meget omskiftelige, især hos indianere, og at han ikke skulle stole på den velvilje og venlighed, som Montezuma viste os, for han kunne skifte sind hvad øjeblik det skulle være, og når det faldt ham ind at være vor fjende, behøvede han blot at berøve os proviant eller vand eller hejse en bro i vejret, så kunne vi ingenting gøre imod ham. Han skulle huske på, hvor stor en mængde indianere han havde i sin hær; hvad ville vi kunne udrette imod dem eller til vort forsvar, da jo alle husene var byggede i vandet, og hvordan skulle vi så få hjælp af vore venner fra Tlascala? Og da det var værd at betænke alt dette, så sagde vi til ham, at det var det bedste uopholdelig at sikre os Montezuma's person, hvis vi ville være sikre på vort liv; at han ikke skulle vente til næste dag, og at han skulle passe på, at ikke alt det guld, som Montezuma gav os, og det, vi havde set i hans fader Axayaca's skatkammer, og ikke al den mad, vi spiste, skulle blive ligesom til gift for vor krop. For vi kunne hverken få søvn eller hvile ved dag eller ved nat på grund af den tanke, og hvis der var nogle af vore soldater, som følte anderledes end som vi sagde, så måtte de være ligesom bæster, der ikke havde tanke i livet, og være bedårede af guldets herlighed, uden at kunne se døden for deres øjne. Da Cortés hørte dette, sagde han: »I må ikke tro, caballeros, at jeg sover eller at jeg ikke er opfyldt af samme bekymring; det må i vel have kunnet mærke på mig. Men hvad magt har vi til at begå en så dumdristig handling som at bemægtige os en så stor herre i sit eget palads blandt sin livvagt og sine krigsfolk? På hvad måde, under hvilken form kan man ville iværksætte det sådan, at han ikke kalder sine krigere til og at de ikke straks angriber os?. Hertil svarede vore kaptajner, med gode ord få ham lokket bort fra sit palads og bragt til vort kvarter og sige ham, at der skulle han være arresteret, og hvis han gjorde modstand eller råbte op, så skulle han bøde derfor med sit liv. Hvis Cortés ikke ville gøre det straks, så skulle han blot give dem tilladelse; de ville da iværksætte det; af de to store farer vi var i, var det bedst og rigtigst at gribe ham og ikke vente, til man anfaldt os, for hvis man begyndte på det, hvad skulle vi så gribe til? Nogle af soldaterne sagde også til ham, at det lod til, at Montezuma's hushovmestere, der havde at gøre med at bringe os levnedsmidler, begyndte at blive uforskammede og ikke passede det så omhyggeligt som de første dage, og to indianere fra Tlascala, vore venner, sagde også hemmeligt til vor tolk, Gerónimo de Aguilar, at de syntes ikke, mexikanerne var så velvillige som for to dage siden. Vi havde altså forhandlet godt en time om denne beslutning, om vi skulle tage ham til fange eller ej, og hvordan vi skulle bære os ad dermed; endelig besluttede vor feltherre, at vi skulle i alle tilfælde gribe ham, men det opsattes til den næste dag. Hele natten tilbragte vi med at bede til gud om at styre det til gavn for hans hellige sag. Næste morgen efter denne forhandling kom så to indianere fra Tlascala i al hemmelighed med et brev fra Villa Rica. Dets indhold lød på, at Juan de Escalante, som var blevet tilbage dér i egenskab af befalingsmand, var blevet dræbt og seks soldater tilligemed ham, i en kamp, som mexikanerne havde leveret ham, at de også havde dræbt hans hest og en hel del totonaque indianere, som han havde hos sig, og at alle byerne derude i bjergene, også Cempoal og den anden, der stod under den, var i oprør og ikke ville levere dem proviant eller gøre tjeneste i fæstningen, og at de ikke vidste, hvad de skulle gøre fremdeles, at mens de før havde anset dem for teuler, så trodsede de dem nu, siden de havde set dette nederlag, og det gjaldt både om totonaquerne og om mexikanerne; de brød sig ikke en døjt mere om dem, og nu vidste de ikke deres levende råd. Da vi hørte disse efterretninger, skal gud vide, at vi blev højst ilde tilmode allesammen. Det var jo det første nederlag, vi led i Ny-Spanien: dér kan de forstandige læsere se, hvordan lykken kan vende sig til uheld. Nys så man os drage ind i denne by i triumf, højtidelig modtagne, og vi var allerede blevet helt rige af alt det, som Montezuma hver dag gav os, både vor feltherre og os andre, og vi havde set det hus, jeg har omtalt, helt fuldt af guld, og de anså os for teuler, hvilket er afguder, og vi sejrede i alle slag. Men nu var der hændt os det store uheld, at de ikke agtede os så højt som før, kun som mennesker, der kunne overvindes, og vi havde fået at vide, at de satte sig op imod os. Kort sagt, det blev da bestemt, at endnu denne samme dag ville vi gribe Montezuma, enten på den ene eller den anden måde, eller allesammen sætte livet til derved. Men for at læserne kan se, hvordan det var gået til i denne kamp, Juan de Escalante havde haft, og hvordan de havde dræbt ham og de seks soldater og hesten og vore totonakiske venner, som han havde med sig, så vil jeg fortælle det her, førend jeg taler om Montezuma's fængsling, at det ikke skal blive glemt, for det er noget der nødvendigt må vides.

Det gik for sig sådan. Man har jo hørt i det kapitel, der handler derom, at dengang vi var i en by, som hedder Quiahuiztlan, var der en hel del byer i forbund med dem, allesammen i venskabsforhold til Cempoal, som efter vor feltherres råd og opfordring lod sig overtale til at standse med at betale Montezuma tribut og gøre opstand imod ham; det var over tredive byer. Det var dengang vi arresterede hans skatteopkrævere, som jeg tidligere har fortalt i det kapitel, der omhandler det. Og da vi så brød op fra Cempoal for at drage til Mexiko, blev dér i Villa Rica som kommandant og som alguazil mayor over Ny-Spanien en vis Juan de Escalante, der var en meget dygtig mand og ven af Cortés, som befalede ham, at han skulle begunstige alle de byer, der var venligsindede imod os, på alle mulige måder. Nu synes det at det var gået sådan til: den store Montezuma havde mange besætninger og befalingsmænd med hærafdelinger i alle grænseprovinserne: en havde han nemlig i Soconusco for at passe på Guatemala og Chiapa, en anden i Guazacualco, atter en i Mechuacan, og en oppe i udkanten ad Panuco til, imellem Tuzapan og en by, som vi gav navnet Almeria og som ligger på nordkysten. Denne garnison, der lå i nærheden af Tuzapan, krævede - synes det - en tribut af indianere og indianerinder og af proviant, til krigsfolkene, af nogle byer, som lå nær derved, lige ved grænsen, og som var venner af Cempoal og gjorde tjeneste hos Juan de Escalante og indbyggerne i Villa Rica og hjalp dem med at bygge fæstningsværker. Da nu mexikanerne forlangte tribut og underkastelse af dem, sagde de, at det ville de ikke gå ind på, for Malinche havde befalet dem at lade være dermed, og den store Montezuma havde indvilliget i dette. De mexikanske høvdinger svarede, at hvis de ikke lystrede, så ville de komme og ødelægge deres byer og føre dem fangne bort; det havde deres herre Montezuma befalet dem for kort tid siden. Da vore venner totonaquerne hørte disse trusler, gik de til kaptajn Juan de Escalante og beklagede sig højligt over, at mexikanerne ville røve fra dem og ødelægge deres land. Så snart Escalante erfarede dette, sendte han bud til mexikanerne, at de ikke skulle gøre de byer fortræd eller begå noget røveri der, for deres herre Montezuma ønskede, at vi allesammen skulle være gode venner; ellers ville han komme og angribe dem. Men mexikanerne brød sig ikke det allerringeste om dette svar eller disse trusler, men svarede, at han ville træffe dem på valpladsen. Juan de Escalante, der var en meget sikker mand og med ben i næsen, opfordrede beboerne i alle de byer i bjergene, som var os venligsindede, til at give møde med deres våben, det vil sige buer, pile, lanser og skjolde; tillige samlede han alle de sundeste og raskeste soldater, han havde, for jeg har jo allerede før sagt, at de fleste af dem, der blev tilbage i Villa Rica, var invalider og sømænd. Med to kanoner, lidt krudt, tre armbrøster, to bøsser, fyrretyve soldater og en to tusinde totonaque indianere gik han så de mexikanske besætninger i møde; de var allerede i færd med at plyndre en by, der tilhørte vore venner. De stødte på hinanden i åben mark ved morgenvagtens tid. Da der var dobbelt så mange mexikanere som vore venner totonaquerne, og da disse altid var bange for dem fra tidligere krige, så flygtede de straks ved det første angreb med pile, spyd, sten og råb og lod Juan de Escalante kæmpe med mexikanerne. Det gik da sådan, at han med sine arme soldater nåede til den by, der hedder Almeria, stak ild på den og opbrændte dens huse. Dér udhvilede han sig lidt, for han var hårdt såret. I denne træfning fangede de en soldat levende; han hed Argüello, var født i León, havde et meget stort hoved og sort, krøllet skæg og var en meget stærk og kraftig ung mand. Escalante tilredte de meget ilde, foruden seks soldater, og de dræbte hans hest; han vendte tilbage til Villa Rica, hvor han døde efter tre dages forløb, og soldaterne med. Således gik det for sig, det med Almeria, ikke sådan som krønikeskriveren Gomara fortæller; han beretter nemlig i sin historie, at Pedro de Ircio blev sendt hen med nogle soldater for at besætte Panuco. Jeg kan ikke forstå, hvor sådan en veltalende krønikeforfatter kunne falde på at skrive sådan noget, for når vi regner alle os soldater sammen, der var hos Cortés i Mexiko, så var vi ikke engang fire hundrede i tallet, og de fleste var blevet sårede under kampene i Tlascala og Tabasco, så vi på den tid ikke engang havde folk nok til at holde ordentlig vagt, end mindre til at sende til Panuco. Så siger han også, at Pedro de Ircio var kaptajn, men han var dengang slet ikke kaptajn, han var ikke engang sergent, han havde slet ingen kommando eller blev regnet for noget, og han blev i Mexiko sammen med os. Samme krønikeskriver fortæller også mange andre ting angående Montezuma's fængsling; jeg kan ikke begribe, at han har skrevet det. Han skulle have tænkt på, at dengang han skrev det i sin historie, måtte der endnu leve nogle conquistadorer fra den tid, der kunne sige til ham, når de læste det: nej sådan gik det ikke for sig; dette her gik ikke sådan for sig, men det andet siger han med vilje. Det vil jeg imidlertid ikke tale om mere, men vende tilbage til vort emne. Efter at de mexikanske høvdinger havde leveret Juan de Escalante den omtalte træfning, underrettede de Montezuma derom og lod også Argüello's hoved bringe til ham; de bortførte ham jo nok levende, men det lader til, at han på vejen døde af sine sår. Vi fik at vide, at da Montezuma så det, (det var jo stort og med svære træk og havde et stort, krøllet skæg), blev han grebet af skræk ved synet og befalede, at det ikke skulle ofres i noget tempel i Mexiko, men til afguderne i en anden by. Montezuma spurgte, hvor det kunne være, at de, der var så mange tusinde krigere, ikke kunne overvinde nogle få teuler. De svarede, at deres spyd og pile og kampdygtighed ikke kunne få dem til at vige, for en stor tequecihuata fra Kastilien (»tecleciguata« skriver han et andet sted og oversætter ordet ved »fornem kvinde« eller »gudinde«) gik foran dem; denne frue indjog mexikanerne frygt og sagde ord til sine teuler, som opflammede deres mod. Da tænkte Montezuma, at denne høje frue måtte være Sankta Maria, som vi jo havde sagt var vor beskytterinde, og hvis billede vi tidligere havde givet den store Montezuma, med hendes dyrebare søn i armene. Dette har jeg selvfølgelig ikke set, for jeg var jo i Mexiko; men det fortalte nogle conquistadorer, som var med dér, og gud give det virkelig var tilfældet. Alle vi soldater, som var med Cortés, troede også for ganske vist og sandt - og sandt er det - at guds barmhjertighed og Vor Frue, jomfru Maria, altid var med os; derfor takker jeg hende inderligt. Nå, nu skal jeg fortælle, hvordan vi bar os ad med at fange den store Montezuma.

Vi havde altså den foregående dag besluttet at gribe Montezuma og tilbragte hele natten i bøn om at gud ville lede det således, at det fremmede hans hellige sag. Om morgenen bestemte vi da, hvordan det skulle ske. Cortés tog fem kaptajner med sig; det var Pedro de Alvarado, Gonzalo de Sandoval, Juan Velasquez de León, Francisco de Lugo og Alonso de Avila, samt mig og vore tolke, Doña Marina og Aguilar. Alle os befalede han at holde os fuldt beredte med hestene opsadlede og optømmede; hvad våbnene angår, så behøver jeg ikke her at nævne det, for vi var altid i rustning, både dag og nat, og på fødderne havde vi vore hampesandaler, for det var i de dage vort fodtøj; og når vi var henne at tale med Montezuma, så han os altid sådan bevæbnede. Dette siger jeg, fordi Cortés og de fem kaptajner var fuldt rustede, dengang de skulle hen at gribe ham, men det kunne Montezuma ikke anse som noget usædvanligt eller fatte mistanke derved. Nu var altså alle beredte; vor feltherre lod ham da vide, at han var i færd med at begive sig til hans palads, for sådan plejede han at gøre, og på den måde ville han ikke blive urolig ved pludselig at se ham træde ind. Montezuma kunne jo nok tænke sig, at han var vred over begivenheden med Almeria, og han var derfor bange for ham; men han sagde dog, at han måtte komme, når det lystede ham. Efter at Cortés var trådt ind og havde gjort de sædvanlige bøjninger for ham, lod han ham sige følgende ved vore tolke: »Hr. Montezuma! Jeg er meget forbavset over, at i, en så ædel fyrste, som har erklæret at være vor ven, har befalet eders høvdinger på kysten ved Tuzapan at gribe til våben imod mine spaniere og være så frække at hærge de byer, der danner værn og bolværk for vor herres og konges besiddelser, og at afkræve dem indianere og indianerinder til ofring og at dræbe en af mine spanske brødre og en hest.« Han ville ikke sige noget til ham om kaptajnen eller de seks soldater, der var døde efter tilbagekomsten til Villa Rica; det fik Montezuma aldrig at vide og heller ikke de indianske høvdinger, som havde angrebet dem. Cortés sagde videre: »Jeg har betragtet eder som min gode ven og befalet mine høvdinger, at de i alle mulige retninger skulle tjene og begunstige eder, men det har i ikke gjort, tværtimod. Også i Cholula havde eders høvdinger en stor mængde krigsfolk beredte til at dræbe os efter eders befaling. Det fra dengang har jeg holdt skjult, fordi jeg elsker eder så højt; men nu har også eders undersåtter og høvdinger sat sig op imod os og plejer hemmeligt råd i den hensigt at undlive os efter eders befaling. Dog vil jeg ikke gerne begynde på kamp eller ødelægge denne by; men for at undgå alt dette er det bedst, at i ganske stille, uden den mindste larm, følger med os til vort kvarter; der vil i blive betjent og behandlet med alt hensyn som i eders eget hus. Hvis i derimod gør støj eller råber, så vil i straks blive stødt ned af mine høvdinger, som jeg har taget med just i den hensigt.« Da Montezuma hørte dette, blev han forfærdet, næsten fra sans og samling, og svarede, at han havde aldrig befalet, at man skulle gribe til våben mod os; han ville straks sende bud efter sine høvdinger for at få sandheden at vide og derefter lade dem straffe. Samtidig tog han Huichilobos' segl og mærke (en armring med krigsgudens eller - efter Andre - Montezuma's eget billede; tjente som kongeligt segl) af sit håndled; dette fandt sted, når han befalede, at en alvorlig og vigtig sag skulle ske, så skete den straks. Men, sagde han, hvad det angik at lade sig fængsle og forlade sit palads imod sin vilje, så var han ikke en sådan person, som man befalede sligt, og det var ikke hans vilje at gå med. Cortés svarede hertil, med meget snilde ord, og Montezuma svarede med endnu snildere, at han ikke ville forlade sit palads. Sådan stod de over en halv time og snakkede om den ting. Men da Juan Velasquez de León og de øvrige kaptajner mærkede, at han blev ved at opsætte det, og da de længtes efter at få ham i fangenskab, sagde de til Cortés i en noget ophidset tone: »Hvad vil eders nåde med alle de ord? Enten må vi føre ham fangen bort, eller også vil vi støde ham ned; sig ham derfor igen, at hvis han råber eller gør støj, så vil i dræbe ham, for det er det bedste, at vi denne gang sikrer os vort liv, ellers vil vi miste det.« Da Juan Velasquez sagde dette med temmelig høj og frygtindgydende stemme, for sådan plejede han at tale, og da Montezuma så, at vore kaptajner syntes at være opbragte, spurgte han Doña Marina, hvad de mente med den højrøstede tale, og Doña Marina, der jo var meget klog, sagde til ham: »Hr. Montezuma! Hvad jeg råder jer, er at i straks følger med dem til deres kvarter uden mindste støj, for jeg ved, at de vil bevise jer megen ære som den store herre, i er; ellers bliver i dræbt her på stedet, og så får de sandheden at vide i deres kvarter.« Montezuma sagde så til Cortés: »Hr. Malinche! I vil jo altså have, at det skal ske. Men jeg har en ægtefødt søn og to ægtefødte døtre, tag dem som gidsler, og lad ikke denne skam overgå mig: hvad vil mine hofmænd sige, om de så mig blive ført fangen bort?« Hertil svarede Cortés igen, at han måtte følge personlig med dem; der var ikke andet at gøre. Efter megen anden tale sagde han da endelig, at han gik godvillig med, hvorefter vore kaptajner talte ham meget venligt til og bad ham ikke tage det fortrydeligt op, men om han ville sige til sine høvdinger og til sin livvagt, at han gik med sin gode vilje, fordi hans afgud Huichilobos og de papa'er, der dyrkede ham, havde forkyndt ham, at det var det heldigste for ham, for hans sundheds skyld og for bevarelsen af hans liv, at være hos os. Derpå hidbragtes hans kostbare bærestol, som han plejede at benytte, når han kom i optog med alle sine høvdinger som følge, og han begav sig til vort kvarter, hvor vi satte vagter til at passe på ham, men forresten viste ham al den opmærksomhed, vi kunne, og gjorde ham alt muligt til behag, såvel Cortés som alle vi andre, og der blev ingen lænker lagt på ham. Nu kom alle de fornemste mexikanske herrer og hans nevøer for at se ham og tale med ham og få årsagen til hans fangenskab at vide og spørge, om han befalede, at de skulle anfalde os. Men Montezuma svarede dem, at han havde lyst til at blive nogle dage der hos os godvillig, ikke af tvang; når han ville dem noget, skulle han nok sige det til dem, og der måtte ikke blive uro der i byen, ikke heller måtte de være bekymrede derover; for det at han sådan var der, kom af, at deres Huichilobos ville have det, og det havde nogle papa'er sagt, der vidste god besked, for de havde talt med afguden derom. Sådan gik det til, at vi tog den store Montezuma til fange. Der hvor han nu var, havde han sit tjenerskab, sine kvinder og sin badstue, hvor han tog sine bade, og i hans selskab var der stadig tyve fornemme herrer, rådsherrer og høvdinger. Han fandt sig i at være fængslet uden at tilkendegive nogen harme derover, og dér kom sendemænd fra fjerne lande med deres sager og bragte deres afgifter, og han besørgede vigtige statssager. Jeg kan huske, at når store kaziker fra fjerne lande stilledes for ham, for at tale om grænsestridigheder, jordbesiddelse og lignende ting, så måtte de, hvor store herrer de end var, tage deres kostbare kapper af og iføre sig nogle tarvelige af nequen, og de måtte komme barfodede, og når de kom til vort kvarter, gik de ikke lige ind, men ad en sidedør, og når de stod foran den store Montezuma, holdt de øjnene fæstede på jorden, og før de kom hen til ham, gjorde de tre reverenser for ham og sagde: »Herre, min herre, store herre!«, Hvorpå de bragte ham en afbildning eller aftegning af den sag eller forretning, som de havde at besørge, på noget tøj eller nogle tæpper af nequen, og med nogle meget tynde og fine små pinde viste de, hvordan sagen forholdt sig. Ved Montezuma's side stod der to gamle mænd, det var store kaziker, og når disse dommere havde nøje hørt sagens sammenhæng, forklarede de det for Montezuma, og han fældede så dommen med få ord og befalede, hvem der skulle have de omstridte landstrækninger eller byer. De, der førte proces, gik så ud af salen uden at gøre nogen indvending, uden at vende ryg og med de samme tre buk. Når de ikke længer var i Montezuma's nærværelse, iførte de sig nogle andre, kostbare kapper og spadserede sådan om i Mexiko. Nu vil jeg foreløbig ikke tale mere om dette fangenskab, men nu skal vi høre om de sendebud, som Montezuma lod drage hen med hans segl og mærke for at hente hans høvdinger, der havde slået vore soldater ihjel. De bragte dem fangne til ham; men jeg ved ikke, hvad han sagde til dem, blot at han sendte dem til Cortés, for at han skulle tage straf over dem. Da de blev forhørte, uden at Montezuma var tilstede, tilstod de, at det, jeg før har fortalt, var sandt, og at deres herre havde befalet dem at gøre angreb og hæve tributten, og hvis nogen teuler ville tage de angrebne i forsvar, så skulle de også angribe eller dræbe dem. Da Cortés havde hørt denne tilståelse, lod han Montezuma underrette om, at dette var som en fordømmelse over ham. Han undskyldte sig, så godt han kunne, og vor feltherre lod ham da sige, at han ville gerne tro det, men straf fortjente han dog, efter hvad vor konge befaler, nemlig at den person, som giver befaling til, at andre skal dræbes uden grund eller med grund, skal lide døden derfor; da han imidlertid holdt så meget af ham og ønskede ham alt muligt godt, så ville Cortés hellere personlig bøde derfor end at se Montezuma bøde, hvor megen skyld denne end kunne have. Trods alt det, der sådan blev sagt ham, var han bange. Cortés lod derpå uden videre ophævelser disse høvdinger dømme til døden, nemlig til at brændes levende foran Montezuma's palads. Denne dom udførtes straks, og for at der ikke skulle ske nogen forstyrrelse, mens de brændtes, befalede han, at der skulle lægges fodlænker på Montezuma. Da man lagde dem på ham, udstødte han brøl, og havde han været bange før, så blev han det nu meget mere. Efter at de var brændte, gik vor Cortés med fem af vore officerer til hans gemakker; han tog selv lænkerne af ham, og der blev sagt så venlige ord til ham, at hans misstemning straks forsvandt, for vor Cortés sagde til ham, at han ikke blot betragtede ham som sin broder, men som endnu meget mere, og mens han nu var herre og konge over mangfoldige byer og provinser, så ville han, hvis hans evne slog til, med tiden gøre ham til herre over endnu flere lande, over dem, han ikke havde kunnet erobre og som ikke var ham underdanige; og hvis han ville begive sig tilbage til sit palads, så gav han ham tilladelse dertil. Det lod Cortés ham sige ved vore tolke, og mens Montezuma hørte på disse ord af Cortés, kunne man se, at tårerne trådte ham i øjnene, og han svarede meget høflig, at han skulle, have tak derfor (Montezuma kunne dog godt forstå, at det, Cortés sagde, ikke var andet end smukke ord), men for øjeblikket mente han, det var rigtigst at blive her som fange. Hans mange høje embedsmænd, hans nevøer og andre slægtninge kom nemlig hver dag og sagde, at man burde angribe os og befri ham fra fængslet, og når de så ham ude, så kunne de måske få ham dertil; men han ville ikke gerne se sin hovedstad i oprør. Dog kunne det gerne være, at hvis han ikke føjede dem, ville de måske udråbe en anden til hersker; disse tanker søgte han at få dem til at slå ud af hovedet ved at sige, at deres gud Huichilobos havde befalet, at han skulle blive i fangenskab. Efter hvad vi fik at høre, og som er højst rimeligt, havde Cortés ladet tolken Aguilar meddele ham hemmelig, at selv om Malinche gav ham lov til at forlade fangenskabet, så ville vore officerer og soldater ikke tillade det. Da Cortés hørte hans ord, slog han armene om halsen på ham og sagde: »Det er ikke uden grund, hr. Montezuma, at jeg elsker jer lige så højt som mig selv.« Derefter bad Montezuma Cortés om at få en spansk page til tjener, der kunne sproget, og som hed Orteguilla; han blev meget til gavn både for Montezuma og for os; Montezuma forhørte sig nemlig om mange ting angående Kastilien hos denne page og fik dem på den måde at vide, og vi erfarede, hvad hans høvdinger sagde til ham. Han var virkelig Montezuma en så god tjener, at han kom til at holde meget af ham. Montezuma var glad ved den store venlighed og de tjenester, som vi beviste ham, og de samtaler, han havde med os allesammen; for hvergang vi kom forbi ham, selvom det var Cortés i egen person, tog vi vore stormhuer eller hjelme af, som vi ellers altid plejede at have på; og han viste os i alle måder megen opmærksomhed og ære. Nu skal man høre navnene på Montezuma's høvdinger, der blev brændte til straf: den fornemste hed Quetzalpopoca, og af de andre hed den ene Coatl, den anden Quiavit; men den fjerde kan jeg ikke huske, og det gør jo heller ikke så meget, om man kender de navne. Da denne straf kom til alle provinsernes kendskab i Ny-Spanien, blev de forskrækkede, og byerne på den kyst, hvor de havde dræbt vore soldater, tjente atter beboerne i Villa Rica meget tro. De forstandige læsere må vel drage sig til minde, hvad det var for store bedrifter, vi dengang udførte. For det første at bore skibene i sænk; dernæst at turde drage ind i så stærkt befæstet en by, uagtet vi havde fået så mange meddelelser om, at de ville lade os dræbe der, når de havde os indenfor; dernæst at have dristighed nok til at gribe den store Montezuma, kongen over det land, midt i sin store hovedstad og i sit eget palads, uagtet han havde en så talrig flok krigere til at holde vagt over sig, endelig at vove at brænde hans høvdinger foran hans palads og lægge ham i lænker, så længe straffen blev fuldbyrdet. Ja, mange gange nu i min alderdom dvæler jeg ved tanken på de heltegerninger, vi udrettede dengang, for jeg synes, jeg kan se dem levende for mig. Og jeg må sige, at vore bedrifter kan vi ikke have udført selv, men de må allesammen være skete efter guds vilje; for hvilke mænd har der ellers været til i verden, der har vovet, kun fire hundrede og halvtredsindstyve soldater i tallet, ja ikke engang så mange, at rykke ind i en så stor hovedstad som Mexiko, der er større end Venedig, i en afstand af over femten hundrede mile fra vort Kastilien, og fængsle en så mægtig fyrste og tage straf over hans høvdinger i hans eget påsyn? Der er sandelig meget at tænke derved udover min tørre fortælling. Jeg skal nu gå videre og berette, hvordan Cortés afsendte en anden kaptajn, der skulle være i Villa Rica ligesom Juan de Escalante, hvem de havde slået ihjel.

Efter at vor feltherre havde holdt ret over Quetzalpopoca og hans høvdinger og beroliget den store Montezuma, besluttede han at sende en ny guvernør til Villa Rica. Det var en soldat, der hed Alonso de Grado, for han var en meget forstandig og veltalende mand, som så godt ud, var dygtig i musik og skrev godt for sig. Men samme Alonso de Grado var en af dem, der altid havde været imod vor feltherre Cortés og holdt på, at vi ikke skulle gå til Mexiko, men vende tilbage til Villa Rica; og dengang der i anledning af Tlascala var nogle, der stak hovederne sammen, som jeg fortalte om i vedkommende kapitel, var det Alonso de Grado, som anstiftede det og førte ordet. Hvis han havde været ligeså god krigsmand som han var velbegavet, så ville han have været godt hjulpen. Dette siger jeg, for dengang vor Cortés, der kendte hans karakter og vidste, at han ikke var meget krigerisk af sig, og som selv altid var vittig i sin tale, gav ham dette embede, så sagde han til ham: »Se nu, senor Alonso de Grado, får i eders ønske opfyldt, for nu skal i til Villa Rica, som i så gerne ville, og passe på fæstningen; men nu må i endelig ikke give jer ud på noget krigstogt og blive slået ihjel som Juan de Escalante.« Dengang han sagde det, blinkede han med øjet, for at vi tilstedeværende soldater skulle se det og mærke, hvad hans hensigt var med disse ord, for selvom det var blevet ham befalet under den hårdeste straf, så ville han ikke udsætte sit liv. Da Alonso de Grado havde fået sine instrukser om, hvad han skulle gøre, bad han Cortés om at give ham alguazil mayor værdigheden, som Juan de Escalante, der blev slået ihjel af indianerne, havde haft. Han svarede, at den havde han allerede givet Gonzalo de Sandoval, men engang i tiden ville der nok blive et andet ærefuldt embede til ham. Han bad ham så gå med gud og pålagde ham at tage hensyn til indbyggerne og bevise dem agtelse, og de venligsindede indianere måtte han ikke tilføje nogen krænkelse eller tage noget fra dem med vold. To grovsmede, som var blevet tilbage der i byen, havde han sendt befaling til straks at lave to svære kæder af det jern og de ankere, de havde taget af de skibe, der var borede i sænk; dem skulle han sende så snart som muligt og sørge for, at fortets tømmerværk og tegltag snart blev færdigt. Da Alonso de Grado var kommet til byen, optrådte han meget hovmodig lige overfor indbyggerne og ville have dem til at tjene ham som en stor herre, og til de fredsommelige byer, som var over tredive i tallet, sendte han bud og krævede guldklenodier og smukke indianerinder af dem. Fæstningen gav han sig slet ikke af med, men det eneste, han brugte tiden til, var til at spise godt og spille kort; og ovenikøbet, hvad der var værre endnu, sendte han hemmelig opfordring til sine venner og til dem, der ikke var det, om at de skulle overlade Diego Velasquez på Cuba landet og slutte sig til ham, hvis han eller en af hans kaptajner kom dertil. Alt dette skyndte man sig at underrette Cortés i Mexiko om ved brev, og da han fik det at vide, ærgrede han sig over, at han havde sendt Grado derhen, uagtet han kendte hans onde sindelag og fordærvede karakter. Og da Cortés altid tænkte sig, at Diego Velasquez, guvernøren på Cuba, ville på den ene eller anden måde få at vide, at vi havde sendt vore befuldmægtigede til hans majestæt, og at vi ikke i nogen ting ville tage hensyn til ham, og at han måske ville sende en flåde og nogle kaptajner ud imod os, forekom det ham, at det var bedst at anbringe en pålidelig mand der i havnen og byen, og han afsendte da Gonzalo de Sandoval, som var blevet alguazil mayor efter Juan de Escalante's død. Han havde med sig Pedro de Ircio, ham om hvem krønikeskriveren Gomara fortæller, at han blev sendt hen for at kolonisere ved Panuco. Pedro de Ircio begav sig altså til byen, og Gonzalo de Sandoval blev meget gode venner med ham, for Pedro de Ircio havde været berider hos greven af Ureña og Don Pedro Girón og fortalte altid mange historier om dem. Da nu Gonzalo de Sandoval var en vennesæl mand, og der slet ikke var noget ondt i ham, så fattede han, som jeg har sagt, venskab til ham, fordi han fortalte disse historier, og lod ham avancere lige til kaptajn. Men hvis det var nu den dag i dag, så ville nok Pedro de Ircio være blevet straffet af inkvisitionen for nogle onde ord, som han ikke burde have sagt, men som han sagde, fordi de skulle være morsomme; Gonzalo de Sandoval dadlede ham da også dygtigt derfor. Dog, vi vil nu ikke tale om næstens fejl, men vende tilbage til Gonzalo de Sandoval, der altså kom til Villa Rica og straks efter sendte Alonso de Grado som fange afsted til Mexiko under bevogtning af nogle indianere, for sådan havde Cortés befalet det. Alle indbyggerne holdt meget af Gonzalo de Sandoval, for dem iblandt dem, som han fandt syge, forsynede han med mad af bedste evne, og han viste dem stor venlighed, og de fredeligsindede byer behandlede han med megen retfærdighed og gjorde dem alt det gode, han kunne. Borgen begyndte han at forsyne med bjælkeværk og med tegltag, og han gjorde alting sådan som en god kommandant bør gøre. Og han var til stor gavn både for Cortés og for alle andre, som man senere hen skal se til sin tid og ved passende lejlighed. Vi lader nu Sandoval blive i Villa Rica, og nu skal vi se, hvordan det gik Alonso de Grado. Da han var kommet som fange til Mexiko, ville han hen at tale med Cortés, men han tillod ham ikke at fremstille sig for ham; derimod lod han ham sætte i en træblok, som fornylig var blevet lavet. Jeg kan huske, at træet, hvoraf den blok var, lugtede ligesom af løg. Der sad han så i to dage. Men da Alonso de Grado var meget snild og altid havde råd ved hånden, tilbød han Cortés, at han ville tjene ham med største troskab, så at han lod ham slippe løs; og jeg så endda, at han fra den tid altid stod sig grumme godt med Cortés, dog ikke sådan at denne overlod ham embeder, der havde noget med krigen at gøre, men nogle der passede for hans anlæg. Med tiden gav han ham endog den post som regnskabsfører, som Alonso de Avila havde haft, for dengang sendte han samme Alonso de Avila til øen Santo Domingo som befuldmægtiget, hvad jeg siden skal fortælle, når lejlighed gives. Jeg vil her ikke undlade at bemærke, at dengang Cortés sendte Gonzalo de Sandoval til Villa Rica som guvernør, kommandant og alguazil mayor, befalede han ham at sende, så snart han var kommet derhen, to smede med alt deres værktøj, både blæsebælge og hamre og tænger og en hel del jern af det, der havde været i de skibe, som vi borede i sænk, og de to store jernkæder, som allerede var smedede, at han skulle sende sejl, tove, beg, værk, et kompas, og hvad der ellers kunne bruges til to brigantiner (dvs. et mindre sejlskib, tillige til at ro, med eet dæk og tiltaklet som en brig), der skulle sejle på Mexiko søen. Dette sendte Sandoval ham straks, ganske overensstemmende med hvad der var befalet ham.

Vor feltherre var jo i alle henseender meget om sig, og da han nu var bange for, at Montezuma i sit fangenskab skulle føle sig ulykkelig over at være indelukket og arresteret, passede han på hver dag, når han havde holdt bøn (for dengang havde vi ikke vin til at højtideligholde messen med) at gå hen og gøre ham sin opvartning; med ham fulgte fire kaptajner, og det var da især Pedro de Alvarado, Juan Velasquez de León og Diego de Ordás. De spurgte meget høflig til Montezuma's befindende og bad ham befale hvad han ville, det skulle altsammen blive gjort, og han måtte endelig ikke være ked af sit fangenskab. Han svarede, at han glædede sig tværtimod over at være fangen, for vore guder havde jo givet os magt dertil, eller hans Huichilobos havde tilladt det. Det ene ord tog nu sådan det andet, og så fik man ham da også forklaret mere vidtløftig hvad der angik vor hellige tro og om kejserens, vor herres, store magt. Undertiden spillede Montezuma totoloque med Cortés; det er et spil, som de kalder således og som spilles med nogle små, glatte kugler af guld, der er indrettede til det spil; dem kastede de temmelig langt med efter nogle små skiver, der også var af guld; og efter nogle kast, der afmærkedes med fem streger, vandt eller tabte man indsatsen, nemlig nogle guldsager eller kostbare juveler. Jeg kan huske, at Pedro de Alvarado markerede for Cortés, og den store Montezuma havde til markør en af sine nevøer, en fornem herre, og at Pedro de Alvarado altid gav Cortés en streg mere, end der tilkom ham. Da Montezuma så dette, sagde han med munter latter, at han ikke ville have, Tonatio - sådan kaldte de Pedro de Alvarado - skulle markere for Cortés, for han begik megen ixoxol, når han markerede; det vil sige i hans sprog, at han løj, at han altid gav ham en streg for meget. Cortés og alle vi soldater, der holdt vagt dengang, kunne ikke bare os for latter, over hvad den store Montezuma sagde. Nu vil man sige: hvorfor lo vi sådan over det ord? Jo, det var fordi Pedro de Alvarado, som jo forresten var en smuk mand og havde gode manerer, var altfor slem til at lade tungen løbe af med sig, og da vi kendte hans væsen i så henseende, lo vi så meget derover. Hvad forresten spillet angår, så plejede Cortés altid, når han vandt, at give klenodierne til Montezuma's nevøer og hofmænd, der opvartede ham; men når Montezuma vandt, fordelte han det iblandt os soldater, der holdt vagt, og han var endda ikke tilfreds med at give os dette, når han spillede, men han forærede os ovenikøbet hver dag gaver, både guld og tøj, såvel til os som til vagtkommandøren, der dengang var Juan Velasquez de León. Denne Juan Velasquez viste sig i alle henseender som en stor ven af Montezuma og meget opmærksom imod ham. Jeg kan også huske, at engang var der en soldat på vagt, som var meget stor af krop, en meget rask karl, vældig stærk - han hed N N. de Truxillo og var sømand; når turen til at holde vagt om natten var kommet til ham, så tog han sig så lidt i agt,at han (det være sagt med behørigt hensyn til de herrer læsere) gjorde noget der ikke var pænt. Det hørte Montezuma, og da han jo var konge der i landet og stolt af sin værdighed, anså han det for uopdragent og uforskammet at gøre sådan noget, hvor han kunne høre det, og ikke have respekt for hans person. Han spurgte da sin page, Orteguilla, hvad det var for et uopdragent svin, og han svarede, at det var en mand der plejede at fare til søs og ikke forstod sig på dannelse og pæne manerer. Tillige fortalte han ham om hvilken stand hver enkelt af os soldater, som var tilstede, hørte til, hvem der var caballero, og hvem der ikke var det, og han fortalte i det hele altid Montezuma mange ting, som denne ønskede at vide. Men for nu at vende tilbage til vor soldat Truxillo, så lod Montezuma ham kalde, så snart det blev dag, og sagde til ham, at siden han nu ikke var mere dannet end at han ikke viste ham tilbørligt hensyn af agtelse for hans person, så bad han ham lade være med det en anden gang og lod ham give et guldsmykke, der var fem pjastre værd. Truxillo brød sig ikke det mindste om hvad han havde sagt, men næste nat gjorde han det med vilje igen, for han troede, at han altid ville give ham noget. Så lod Montezuma vagtkommandøren Juan Velasquez det vide, og denne befalede straks, at Truxillo ikke mere skulle holde nattevagt, og gav ham en ordentlig straffetale. Det hændte også, at en anden soldat, der hed Pero Lopez, en dygtig armbrøstskytte, ikke meget kløgtig af sig, men kraftig af legeme, holdt vagt hos Montezuma. Han stod og talte med en sergent, om det var på tide at trække på vagt eller ej, og sagde da: »Gid fanden havde den hund; jeg har fået så ondt i min mave ved altid at holde vagt over ham, at jeg er nær ved at krepere.« Montezuma hørte disse ord, og de gjorde ham hjertelig ondt; og da Cortés kom for at gøre ham sin opvartning, fik han det at vide og blev så forbitret derover, at han lod Pero Lopez piske i vort kvarter, så god soldat han var. Fra den tid holdt alle soldaterne, hvem det tilkom, deres vagt under stor tavshed og under iagttagelse af alle former; mig og nogle andre soldater af os, som stod vagt hos ham, behøvede han dog ikke at befale at opføre os anstændig lige overfor denne store kazik. Han kendte os godt allesammen, vidste vore navne, ja endog vore stillinger, og var så god, at han gav os allesammen smykker, og nogle gav han kapper og smukke indianerinder. Jeg var jo dengang ung, og når jeg var på vagt hos ham eller kom forbi ham, så tog jeg altid min stormhue af for ham. Pagen Orteguilla havde endda sagt ham, at jeg to gange havde været på opdagelsesrejse i Ny-Spanien førend Cortés, og jeg havde talt med Orteguilla, om han ikke ville bede Montezuma være så venlig at give mig en smuk indianerinde. Da Montezuma fik det at høre lod han mig kalde og sagde: »Bernal Diaz del Castillo! Man har sagt mig, at i er motolinea (dvs. fattig) på guld og klæder; nu vil jeg i dag forære jer en smuk pige, men i må behandle hende godt, for hun er datter af en fornem mand, og der skal også blive givet jer guld og kapper.« Jeg svarede ham med megen ærbødighed, at jeg kyssede hans hænder for den store nåde, og at gud, vor herre, ville give ham løn derfor. Han spurgte da pagen, hvad det var, jeg havde svaret, og han gengav da mit svar. Montezuma sagde så: »Bernal Diaz må have et ædelt sind.« Han vidste nemlig alle vore navne, som jeg allerede har sagt, og han befalede, at man skulle give mig tre guldplader og to pakker tøj. Det vil vi nu ikke tale mere om. Men om morgenen, når han havde holdt bøn og ofret til afguderne, spiste han ganske lidt til frokost, og det var ikke kød, men rødt peber, og var derefter beskæftiget i en time med at høre på retssager mellem kaziker, der kom til ham langt borte fra. Jeg har allerede før sagt i det kapitel, der handler derom, hvordan de kom ind, når de skulle føre deres sager, og hvor ærbødige de var imod ham, og hvordan der på den tid bestandig var tyve gamle mænd, som var dommere, tilstede hos ham for at afgøre sagerne; men da det allerede er berettet, så vil jeg ikke berette det igen. Vi fik dengang at vide, at af de mange kvinder, som han havde til friller, giftede han nogle bort til sine høvdinger eller til fornemme herrer, som han særlig yndede; han gav tilmed nogle bort til vore soldater, og hun, som jeg fik, var også en af disse damer; det kunne man også se på hende. Hun kom til at hedde Doña Francisca. Sådan gik altså hans liv hen, og undertiden lo han, men til andre tider tænkte han på, at han var fange. Jeg vil nu her sige, uagtet det ikke ligefrem hører med til vor fortælling, men der er nogle videbegærlige personer, som har spurgt mig derom, hvor det kan være, at Cortés lod den soldat piske, som jeg har talt om, bare fordi han kaldte Montezuma for en hund, og det endda ikke i hans nærværelse, skønt vi var så få soldater, som vi var, og hvad indtryk indianerne fik deraf. Hertil siger jeg, at dengang optrådte vi altid med megen høflighed overfor den store Montezuma endog Cortés selv, og vi tog vore våbenhuer af for ham, dem vi altid gik med, og han var så god og så hensynsfuld, at han viste os allesammen megen ære; foruden at han var konge over Ny-Spanien, så fortjente hans person og sindelag al højagtelse. Og når man så desuden tænker rigtig over sagen, hang jo vort liv så at sige i et hår; han behøvede jo blot at befale sine undersåtter at fri ham ud af fængslet og angribe os. Vi så altså hans kongelige fremtræden og hans gavmildhed, og vi så også, at han stadig havde en mængde fornemme mænd som følge hos sig, og at der kom mange andre fornemme mænd fra fjerne lande, og at han holdt så stort et hof, og at han stadig gav et stort antal mennesker mad og drikke, ganske ligesom dengang han ikke var fængslet. Alt det betænkte Cortés, og derfor blev han meget forbitret over, at han havde sagt sådan et ord om ham, og så snart han fik det at vide, befalede han straks i sin vrede, at han skulle lide den straf, som jeg har nævnt; den var vel anvendt. Imidlertid kom der nogle indianere fra Villa Rica med de to svære jernkæder, som Cortés havde ladet grovsmedene lave. De bragte også alt hvad der hørte til brigantinerne, som jeg har sagt; og så snart det var kommet, lod man den store Montezuma underrette derom. Nu skal jeg fortælle, hvad der så skete.

Da nu redskaberne til brigantinernes udrustning var kommet, underrettede Cortés den store Montezuma om, at han ville bygge to små skibe til at foretage lystsejlads med på søen, og bad ham befale sine tømmermænd at hugge tømmeret til og at arbejde sammen med vore skibstømrere, som hed Martin Lopez og en vis Andres Nuñez. Eftersom der fandtes egetømmer omtrent fire mil derfra, blev det hurtig hentet, og modellen blev gjort. Da der var mange indianske tømmermænd, blev de hurtig byggede, kalfatrede og tjærede, og takkelagen og sejlene blev anbragte, svarende til deres størrelse og mål, og et solsejl i hver af dem. De viste sig at være så gode og sejldygtige, som om de havde stået en måned på beddingen; for Martin Lopez var en meget duelig skibsbygger, og det var ham, der byggede de tretten brigantiner, som vi brugte, da vi skulle erobre Mexiko, som jeg siden skal fortælle; han var også en god soldat i krigen. Det vil vi nu foreløbig lade fare. Montezuma sagde så til Cortés, at han gerne ville begive sig til sit tempel for at holde ofring og opfylde sin pligt imod sine guder ved at forrette sin andagt, men tillige for at hans høvdinger og hofmænd, især nogle af hans nevøer, som hver dag kom og sagde til ham, at de ville befri ham og angribe os, hvortil han svarede, at det var hans lyst at være hos os -, for at de altså skulle blive overbeviste om, at det var som han havde sagt til dem, og at deres gud Huichilobos havde befalet ham det, sådan som han allerede før havde fået dem til at tro. Med hensyn til den tilladelse, han bad om, sagde Cortés til ham, at han måtte passe på ikke at udsætte sig for at miste livet; dersom der skulle opstå nogle misligheder, eller han skulle falde på at befale sine høvdinger og papa'er at befri ham eller anfalde os. Så sendte Cortés i den anledning nogle officerer og soldater, der straks skulle støde ham ned, når de mærkede, at der var noget i vejen fra hans side. Forresten sagde han pænt farvel, men han måtte ikke ofre nogen mennesker, for det var en stor synd imod vor sande gud, nemlig ham som vi havde prædiket, og der stod vore altre og Vor Frues billede, som han jo kunne holde bøn for. Montezuma svarede, at han ville ikke ofre en levende sjæl, og så begav han sig bort i sin kostbare bærestol, ledsaget af store kaziker med megen pragt som sædvanligt; foran ham bæres hans insignier, det var ligesom en stav eller stok, til tegn på, at der kom hans kongelige person, ligesom det nu sker med vicekongerne i Ny-Spanien. For at passe på ham fulgte der fire af vore kaptajner med, som hed Juan Velasquez de León, Pedro de Alvarado, Alonso de Avila og Francisco de Lugo, tillige med halvandet hundrede soldater; desuden fulgte pateren af Merced-ordenen med os for at hindre ham i ofringen, hvis han ville ofre mennesker. Da vi nu var på vej til Huichilobos' cu og vi var kommet nær til det fordømte tempel, befalede han, at man skulle løfte ham ud af bærestolen, og han blev derefter båren på sine nevøers og nogle andre kazikers skuldre, til han var kommet hen til templet. Jeg har allerede tidligere fortalt, at når han blev ført igennem gaderne, måtte alle de fornemme herrer fæste deres øjne på jorden og ikke se ham i ansigtet. Da han var nået hen til trinene, som førte op til det højest beliggende tempel, stod der en del papa'er og ventede på ham for at understøtte ham ved opstigningen. Men allerede den foregående aften havde de ofret fire indianere, og det hjalp ikke det ringeste hvad vor feltherre sagde ham eller hvad munken prædikede for ham: han ville ofre både voksne mennesker og børn, og vi kunne dengang ikke andet end lade, som om vi fandt os deri, for der var megen urolighed i Mexiko og i andre store byer, hvilken Montezuma's nevøer havde opvakt, som jeg senere hen skal berette. Så snart han havde foretaget sin offerhandling, hvad der ikke varede længe, begav vi os tilbage til vore kvarterer sammen med ham. Han var i meget godt lune og forærede straks os soldater, som havde været med ham, nogle guldsager. Nu nok herom; jeg skal nu fortælle, hvad der videre hændte.

Så snart de to brigantiner var byggede færdige og satte i vandet og deres takkelage og master opsatte, og da deres kongelige og kejserlige flag var hejste, og der var udvalgt sømænd til at besætte dem, prøvede de dem både med årer og sejl; de viste sig da at være meget gode sejlere. Da Montezuma havde fået dette at vide, sagde han til Cortés, at han gerne ville tage på jagt ud på søen, til en klippeholm, som var indhegnet, og hvor ingen måtte holde jagt, hvor fornemme de så end var, under dødsstraf. Cortés sagde til ham, at det kunne han så gerne, men at han skulle huske på, hvad han før havde sagt ham, dengang han skulle hen til sine afguder, at det gjaldt hans liv, hvis han fremkaldte nogen forstyrrelse, og at han skulle helst sejle på disse brigantiner, for det var bedre sejlads end i hans kanoer og piragua'er (således kaldtes de største kanoer), hvor store de så end var. Montezuma morede sig med at sejle i den bedst sejlende brigantine, og Cortés lod mange fornemme herrer gå ombord med ham; den anden brigantine var fuld af kaziker; der var også en søn af Montezuma. Og jægerne blev anbragte i kanoer og piragua'er. Cortés befalede Juan Velasquez de León, der kommanderede vagten, fremdeles Pedro de Alvarado, Cristóbal de Oli og Alonso de Avila at følge med ham tillige med to hundrede soldater, og han bad dem passe godt på den ladning, der var dem betroet, og holde øje med den store Montezuma. Alle disse kaptajner, som jeg har nævnt, og som var mænd med ben i næsen, indskibede alle de omtalte soldater og fire broncekanoner med alt det krudt, der var, samt vore artillerister, som hed Mesa og Arvenga. Der blev hejst et meget pyntelig smykket solsejl, og derunder tog Montezuma og hans hofmænd plads. Da det den dag blæste en meget frisk vind, og sømændene fandt fornøjelse i at underholde og behage Montezuma, manøvrerede de sådan med sejlene, at skibene fløj frem, medens de kanoer, hvori hans jægere og hofmænd var, blev tilbage, skønt der var mange rorkarle ombord i dem. Montezuma var meget fornøjet og sagde, at det var en stor kunst sådan at bruge sejl og årer samtidig. Han kom nu til klippeholmen, som ikke lå meget langt borte, og der dræbte han alt det vildt, han ønskede, både hjorte og harer og kaniner, hvorpå han vendte meget tilfreds hjem til byen. Da de kom i nærheden af Mexiko, befalede Pedro de Alvarado, Juan Velasquez de León og de øvrige kaptajner at affyre skytset, hvilket morede Montezuma i høj grad. Vi så ham jo altid så gavmild og venlig, derfor behandlede vi ham med den ærbødighed, som vises kongerne der til lands, og han viste os lignende hensyn. Men hvis jeg skulle fortælle alting om hans fornemme og ædle sindelag og den ærbødighed og hyldest, som alle de regerende herrer i Ny-Spanien og andre provinser viste ham, så ville jeg aldrig blive færdig, for enhver ting, som han befalede, at man skulle bringe ham, blev bragt ham så hurtig, som om man var kommet flyvende med den. Dette siger jeg, fordi en dag var tre af vore kaptajner og nogle soldater sammen med den store Montezuma, da der pludselig slog en høg ned i en slags sal eller korridor efter en vagtel; i nærheden af det palads, hvor Montezuma sad fangen, var der nemlig nogle duer og tamme vagtler, som den indianske hushovmester, hvem det var overdraget at feje værelserne, opdrættede dér for fornøjelse. Da nu høgen slog ned og fløj bort med sit bytte, så vore kaptajner det, og den ene af dem - han hed Francisco de Sauzedo, med tilnavnet »den fine« (Bernal fortæller senere hen, at man havde givet ham dette øgenavn, fordi han altid var overdrevent sirlig med sin person), og havde været overhofmester hos admiralen af Kastilien - sagde da: »Nej, hvad var det var for en smuk høg; det var et godt bytte, den gjorde, og hvor den kan flyve!« »Ja«, svarede vi andre soldater, »den var rigtignok god«, og det blev så sagt, at dér i landet var der mange gode fugle til falkejagt. Montezuma stod og lagde mærke til hvad vi talte; han udspurgte sin page, Orteguilla, om vor samtale, og denne svarede, at kaptajnerne havde sagt, at den høg, der havde slået ned på sit bytte, var meget god, og hvis vi havde flere som den, så ville vi lære dem at lystre os, så at de i fri mark kunne udsendes efter hvad fugl det skulle være, selvom den var temmelig stor: de ville altid dræbe den, Montezuma sagde da: »Nuvel, så vil jeg befale at fange denne høg; vi skal da se, om den kan blive tæmmet til jagtbrug«. Alle vi som var tilstede dér, tog huerne af for ham til tak for denne nåde, hvorefter han lod sine fuglejægere kalde og sagde, at de skulle bringe ham den høg, og de var så ivrige i at få fat på den, at om aftenen ved Ave Maria kom de med høgen, som blev givet til Francisco de Sauzedo, der dresserede den ved hjælp af lokkemad. Men vi kom snart til at tænke på andre ting, som var mere vigtige end jagt, derfor vil vi nu ikke her tale mere om det. Jeg har blot sagt det for at give et begreb om, hvor stor en fyrste han var, for ikke blot bragte de ham tribut fra de fleste egne af Ny-Spanien og han var herre over så mange lande, men han blev i den grad adlydt i dem alle, at selv mens han var fangen, skælvede hans undersåtter for ham, så at han endog kunne lade dem fange fuglene, der fløj i luften. Det vil vi dog her ikke tale mere om; men vi skal nu høre, hvordan lykken fra tid til anden vender sit hjul og bliver til ulykke. Dengang havde den store Montezuma's nevøer og andre slægtninge sammenkaldt mange andre kaziker, og det fra hele landet, for at påføre os krig og befri Montezuma, og nogle af dem ville svinge sig op til kongeværdigheden i Mexiko. Det skal nu blive fortalt.

Siden Cacamatzin, herre over byen Tezeuco, som er den største og fornemste by i Ny-Spanien efter Mexiko, havde fået at vide, at hans onkel Montezuma allerede havde været i mange dage som fange hos os, og at vi beherskede ham på enhver mulig måde, og da det kom til hans kundskab, at vi endog havde lukket op for det hus, hvor hans bedstefader Axayaca's store skat lå, uden at vi dog havde taget noget af den, så besluttede han, førend vi tog den, at sammenkalde alle herremændene i Tezcuco, hans vasaller, herren til Cuyuacan, som var hans fætter og en af Montezuma's nevøer, herrerne til Tacuba (Tacuba er det samme som Tlacopan) og Iztapalapa samt en anden meget stor kazik (han havde, synes det, det mærkelige navn Ixtlilxochitl), herre til Matalcingo, der var en meget nær slægtning af Montezuma, og som man endda sagde var retmæssig arving til riget Mexiko; denne kazik var ualmindelig tapper og anset af indianerne. Altså med disse og med andre mexikanske herrer aftalte han, at de på en bestemt dag skulle møde med al deres hærmagt og anfalde os. Så vidt jeg ved, erklærede den kazik, som jeg har sagt var så tapper, men hvis navn jeg ikke kan huske, at hvis de overdrog ham herredømmet over Mexiko, eftersom det tilkom ham med rette, ville han og hele hans slægt og folkene i en provins, der hedder Matalcingo, være de første til at give møde under våben, og enten ville de jage os ud af Mexiko, eller også skulle ikke en eneste af os beholde livet. Cacamatzin, lader det til, svarede, at kazikdømmet tilkom ham; han burde være konge, for han var Montezuma's nevø, og hvis den anden ikke ville komme, så ville han føre krig uden ham og hans folk. Cacamatzin holdt altså allerede de byer og lensmænd i beredskab, som jeg har nævnt, og havde allerede ordnet, at de skulle møde ved Mexiko på en bestemt dag, og at de herrer der i byen, som var på hans parti, skulle åbne dens indgange for dem. Mens dette stod på, fik Montezuma nys derom gennem sin nære slægtning, der ikke ville være med til hvad Cacamatzin ville, og for at få sikrere besked derom sendte Montezuma bud til alle sine kaziker og de fornemme mænd der i byen; de meddelte ham da, at Cacamatzin ville lokke dem allesammen med ord eller gaver til at hjælpe ham med angrebet på os og udfri hans onkel af fangenskabet. Da Montezuma var besindig og ikke ville se sin hovedstad som et bytte for kamp og oprør, sagde han til Cortés hvordan sagerne stod. Denne urolighed vidste imidlertid både vor feltherre og vi andre god besked med, dog ikke fuldstændig som den nu blev sagt os. Der blev holdt råd og besluttet, at han skulle give os nogle af sine mexikanske tropper, hvormed vi ville rykke mod Tezcuco og indtage eller ødelægge den by og dens omegn. Men Montezuma syntes ikke om denne beslutning. Cortés lod derfor Cacamatzin sige, at han skulle lade være med at ophidse til krig, for det ville forårsage hans undergang; han ville gerne have ham til ven og gøre alt muligt for at tjene ham i hvad der kunne være ham til behag - samt mange andre komplimenter. Da Cacamatzin var en ung mand, og der var mange, der var af samme mening som han og ville følge ham i kampen, sendte han Cortés det svar, at han kendte godt hans smigertale og ville ikke mere høre efter den, men når han så ham komme, så kunne han jo tale til ham så meget han lystede. Cortés lod ham atter sige, at han skulle tage sig i agt for at sætte sig op mod vor konge og herre, for det ville han komme til at bøde for; han ville berøve ham livet derfor. Han svarede, at han ikke kendte nogen konge, og at han ville ønske, at han aldrig havde kendt Cortés, som med blide ord havde lokket hans onkel i fælden. Så snart han havde fået det svar, bad vor feltherre Montezuma, siden han var så stor en hersker, og siden han i Tezcuco havde høvdinger, der var store kaziker og i slægt med ham, og som ikke kom godt ud af det med Cacamatzin, fordi han var meget stolt og ilde lidt (dér i Mexiko var der ovenikøbet en broder til samme Cacamatzin hos Montezuma, en høvisk ung mand, som var flygtet bort, for at hans egen broder ikke skulle myrde ham, for han var arving til riget Tezcuco efter Cacamatzin), altså han bad ham at sørge for at komme overens med alle dem i Tezcuco om at gribe Cacamatzin eller også sende bud efter ham i al hemmelighed og lægge hånd på ham, hvis han kom, og beholde ham i sin magt, sålænge til der var kommet mere ro over ham. Eftersom den omtalte nevø var i hans hus og i hans tjeneste, skulle han straks udnævne ham til lensmand og berøve Cacamatzin herredømmet, fordi han var opsætsig imod ham og vakte røre blandt alle landets byer og kaziker for at blive herre i hans hovedstad og rige. Montezuma sagde, at han straks ville kalde ham til sig, men at han havde følelsen af, at han ikke ville komme; dersom han ikke kom, ville han træffe aftale med sine høvdinger og slægtninge om at tage ham til fange. Cortés takkede ham meget derfor og sagde: »Hr. Montezuma! I må tro, at hvis i har lyst til at begive eder hen i eders palads, så kommer det ganske an på eder selv, for siden jeg er blevet overbevist om, at i er mig venlig stemt, så elsker jeg eder så højt, at jeg måtte være en helt anden, end jeg er, ifald jeg ikke ledsagede eder på vej, når i begiver eder hen til eders palads med hele eders ridderskab; og når jeg ikke har gjort det før, så er det fordi mine kaptajner, som tog eder til fange, ikke vil have, at jeg skal løslade eder, og fordi eders herlighed siger, at i vil blive i fangenskabet for at afværge det oprør, som eders nevøer har for, i den hensigt at bemægtige sig eders hovedstad og fratage eder regeringen.« Montezuma sagde, at han skulle have så mange tak; han opfattede meget vel Cortés' indsmigrende ord og forstod, at han sagde det ikke for at løslade ham, men for at prøve hans vilje. Montezuma's page havde også sagt til Montezuma, at det var vore kaptajner, som havde rådet ham til at arrestere ham, og at han ikke skulle tro Cortés, for han ville ikke lade ham slippe uden deres tilladelse. Montezuma erklærede, at han befandt sig meget vel i sit fangenskab, og at han ville vente, til han så hvad det blev til med hans nevøers anslag; han ville straks sende nogle sendebud til Cacamatzin og bede ham komme til ham, for han ville tale med ham og med os i al venskabelighed; hans fangenskab skulle han ikke bekymre sig om, for hvis han havde villet slippe ud af det, så havde han haft lejlighed dertil mange gange, og Malinche havde to gange sagt, at han kunne godt tage hen i sit palads, men han ville ikke, for han ville adlyde sine guders befaling; de havde nemlig sagt ham, at han skulle blive i fangenskabet, for hvis han ikke gjorde det, så ville han straks komme til at lide døden; det havde han for mange dage siden fået at vide af papa'erne, som tjener afguderne, og derfor var det bedst, at han holdt venskab med Malinche og hans brødre. Just disse ord lod Montezuma meddele høvdingerne i Tezcuco, og at han hidkaldte sin nevø, for at han kunne slutte venskab med os, og de skulle passe på, at den unge mand ikke gjorde dem forstyrrede i hovedet og fik dem til at gribe til våben mod os. Denne tale forstod Cacamatzin meget vel, og han holdt derpå råd med sine hofsinder, om hvad de skulle gøre. Her begyndte Cacamatzin at true; om fire dage skulle vi være slået ihjel; hans onkel var en fej pjalt, og det hele kom af, at de ikke havde anfaldet os dengang man rådede ham dertil, nemlig på vejen nedad bjergene ved Chalco, da de havde forberedt det godt og havde anbragt den fornødne besætning, og af at han i egen person havde ført os ind i sin hovedstad, som om han mente, at vi kom for at gøre noget godt imod ham; han havde givet os alt det guld, man havde bragt ham som tribut, og vi var gået hen og havde gjort indbrud i det hus, hvor hans bedstefader Axayaca's skat lå; og så, sagde han, holdt vi ham ovenikøbet i fangenskab og gik allerede og snakkede til ham om, at de skulle tage den store Huichilobos og de andre afguder ned, og i stedet derfor ville vi stille vore egne op. Men for at det ikke skulle gå endnu værre og for at straffe sådanne handlinger og krænkelser, bad han dem at stå ham bi. Alt det, han havde sagt dem, havde de jo set med egne øjne, også hvordan vi brændte Montezuma's egne høvdinger på bålet. Men nu kunne man ikke finde sig i mere, og allesammen skulle de angribe os endrægtig. Cacamatzin lovede dem ved den lejlighed, at hvis han blev hersker i Mexiko, ville han gøre dem til store herrer; han gav dem også guldklenodier og sagde, at han allerede havde truffet aftale med sine fætre, herrerne til Cuyuacan og Iztapalapa og Tacuba, og andre slægtninge om at yde ham deres hjælp, og at han i Mexiko havde andre fornemme mænd på sit parti, som ville åbne byens indgange og hjælpe ham i alle måder. Nogle skulle da komme ind i byen ad dæmningerne, men de fleste ad søvejen i deres piragua'er og små både, uden at nogen satte sig derimod, for deres onkel var jo i fangenskab; os skulle de ikke være bange for, for de vidste jo hvad der var sket for få dage siden ved Almeria, nemlig at hans onkels høvdinger havde dræbt mange teuler og en hest; de havde jo set både den ene teuls hoved og hestens krop. I løbet af en times tid ville de blive færdige med os, og derefter ville de holde stort festmåltid og spise sig mætte i vort kød. Da han havde holdt denne tale, fortæller man, at høvdingerne så på hinanden, for at de, der plejede at være de første til at give deres mening tilkende i krigssager, skulle tale. Så var der fire-fem af disse høvdinger, der spurgte, hvordan de kunne gå hen og begynde krig i deres store herre Montezuma's eget hus og i hans egen hovedstad uden hans tilladelse; de burde først underrette ham derom, og hvis han indvilligede deri, så ville de meget gerne følge ham, men ellers ikke, for de ville ikke være forrædere imod ham. Det hedder sig nu, at Cacamatzin blev forbitret på de høvdinger, der havde givet ham dette svar, og lod tre af dem fængsle. Men i deres rådsforsamling var der andre slægtninge af ham, som havde lyst til spektakler, og de sagde, at de ville stå ham bi lige til døden. Han besluttede da at sende sin onkel, den store Montezuma, følgende besked: det var en skam af ham at bede ham komme og holde venskab med en mand, der havde gjort ham så meget ondt og tilføjet ham så megen vanære ved at holde ham i fangenskab; det havde umuligt kunnet ske, uden at vi måtte være troldmænd, som med vore heksekunster havde berøvet ham hans store mod og kraft, eller også var det vore guder og den store kvinde fra Kastilien, som vi sagde var vor beskytterinde, der gav os så stor magt, at vi kunne gøre hvad vi gjorde. I disse sidste ord tog han ikke fejl, for det er sikkert, at det var guds og hans velsignede moders, Vor Frues, store miskundhed, der stod os bi. Men for at komme tilbage til vor fortælling; enden på sagen blev, at han lod sige, han ville komme, enten vi og hans onkel syntes om det eller ej, og snakke med os og slå os ihjel. Da den store Montezuma hørte dette frække svar, blev han meget vred og sendte lige straks bud efter seks af sine mest betroede høvdinger; han gav dem sit segl og derhos nogle guldklenodier og befalede dem at begive sig uophørlig til Tezcuco, hvor de hemmelig skulle forevise dette hans segl for nogle høvdinger og slægtninge, som stod sig meget dårlig med Cacamatzin, fordi han var så overmodig. De skulle indrette det således, at de fik ham og hans rådgivere i deres magt, og straks bringe dem til ham. Høvdingerne drog afsted og udrettede i Tezcuco hvad Montezuma havde befalet. Da Cacamatzin var ilde lidt, blev han grebet i sit eget palads, mens han rådslog sig med sine medsammensvorne om kampen; og de fængslede fem andre foruden ham. Eftersom denne by er bygget lige ved den store sø, udrustede de en stor piragua med telt over; der førte de ham ombord tilligemed de øvrige, og et stort antal rorkarle bragte dem til Mexiko. Så snart han var gået fra borde, lod de ham bestige sin pragtfulde bærestol, da han jo var konge, og førte ham med megen ærbødighed til Montezuma. Så vidt jeg ved, var han i samtalen med sin onkel endnu mere fræk end han hidtil havde været, og Montezuma fik de planer at vide, som han gik med, nemlig at bemægtige sig herredømmet i Mexiko; det havde han erfaret omstændeligere af de andre fanger, som var blevet bragt til ham. Havde han været vred før på sin nevø, så blev han det meget mere nu og sendte ham straks hen til vor feltherre, for at han skulle lægge ham i lænker, men de andre fanger gav han fri. Derefter gik Cortés til Montezuma's palads og opholdssted og takkede ham for den store nåde, og der blev givet befaling til, at den unge mand, som var hos den store Montezuma, skulle udnævnes til konge af Tezcuco, - han der også var hans nevø, broder til Cacamatzin, som jeg allerede har sagt, og som af frygt havde søgt tilflugt hos sin onkel, for at den anden ikke skulle tage livet af ham, for han var også en af de allernærmeste arvinger til kongeriget Tezcuco. For at det skulle ske højtidelig og med hele byens indvilligelse, befalede Montezuma, at de fornemste mænd i hele den provins skulle indfinde sig hos ham, og efter at sagen var vel overvejet, blev han udråbt til konge og herre i den nævnte store by; han fik navnet Don Carlos. Da nu alt dette var sket, og da kazikerne og småkongerne, den store Montezuma's nevøer, nemlig herren til Cuyuacan, herren til Iztapalapa og herren til Tacuba, så og hørte Cacamatzins fængsling og fik at vide, at den store Montezuma var kommet til kundskab om, at de havde indgået sammensværgelse om at berøve ham hans rige og give det til Cacamatzin, blev de bange og kom ikke og gjorde ham deres opvartning, som de plejede. Efter Cortés' opfordring, for det var ham der fik Montezuma overtalt til at lade dem gribe, var de otte dage senere allesammen lænkede med den svære lænke, hvorover vor feltherre og alle vi andre ikke var lidt tilfredse. Der kan de forstandige læsere se, hvordan vort liv stod på spil, da de jo hver dag havde i sinde at slå os ihjel og fortære vort kød, hvis ikke guds store barmhjertighed havde været, den som altid var med os og stod os bi, samt den gode Montezuma, som altid gav vore sager en god vending. Man kan tænke sig, hvor stor en hersker han var, for han blev stadig adlydt, uagtet han sad i fangenskab. Da nu alt igen var i fred og ro og de fornemme herrer i fængsel, så opvartede vor Cortés og andre officerer og munken af Merced-ordenen ham stadig, og de fornøjede ham på enhver mulig måde og havde deres lystighed med ham, det vil sige ikke på nogen fornærmelig måde, for hverken Cortés eller nogen officer satte sig ned i hans nærværelse, før Montezuma havde ladet bringe dem prægtige stole og opfordret dem til at tage plads. Vi tog stadig hensyn til ham, og vi holdt allesammen rigtig meget af ham, for han var i sandhed en stor hersker i alle de ting, vi så ham gøre. Men vi vil vende tilbage til fortællingen. Undertiden gav vi ham besked om vor hellige tro; det var munken og pagen Orteguilla, som talte med ham derom, og det lod til, at nogle af de gode ord allerede havde fæstet sig i hjertet på ham, for han hørte opmærksommere efter end i begyndelsen. De talte også til ham om vor herre kejserens store magt, og hvordan mange mægtige fyrster, endog i fjerne lande, hyldede ham og adlød ham, og de sagde ham mange andre ting, som det fornøjede ham at høre. Til andre tider spillede Cortés totoloque med ham, som jeg tidligere har sagt. Sådan gjorde vi ham altid vor opvartning, og da han var alt andet end karrig, gav han os hver dag guldsager eller tøj. Det vil jeg nu ikke tale mere om, men gå videre.

Da vor feltherre Cortés så, at disse småkonger, som jeg har nævnt, var blevet fanget, og at der igen var ro i alle byerne, sagde han til Montezuma, at denne havde jo to gange, før vi kom ind i Mexiko, ladet ham sige, at han ville betale hans majestæt tribut, og da han nu havde hørt om vor konge og herres store magt, og at man betaler ham afgift og tribut fra mange lande, og at meget store konger er ham underdanige, så var det passende, at hans vasaller også hyldede ham, for det er jo skik, at først kommer hyldingen og derefter afgiften eller tributten. Montezuma sagde, at han ville forsamle sine vasaller og tale med dem derom, og ti dage efter mødtes alle de fleste kaziker der fra landet; men den kazik kom ikke, som jeg før har talt om, han der var en nær slægtning af Montezuma og som man sagde var meget tapper, hvad man også godt kunne se af hans ydre, både hans krop og hans lemmer og ansigt. Han var noget hidsig af sig. Dengang opholdt han sig i en by, han ejede, som hed Tula, og denne kazik tilkom kongeværdigheden i Mexiko efter Montezuma, således sagde man. Da der blev sendt bud efter ham, lod han svare, at han ville ikke komme og heller ikke betale nogen tribut, for han kunne ikke engang bjærge sig selv med det, han havde ud af sine provinser. Over dette svar blev Montezuma vred og lod straks nogle høvdinger drage ud for at gribe ham. Men da han var en stor fyrste og havde megen slægt, fik han kundskab derom og forskansede sig i sin provins, hvor han foreløbig ikke kunne få fat på ham. Der vil jeg nu lade ham blive. I den forhandling, Montezuma havde med alle kazikerne fra hele landet, som han havde ladet kalde, holdt han først en tale til dem, uden at Cortés eller nogen af os andre var tilstede, undtagen pagen Orteguilla. Man fortæller, at han sagde til dem, at de skulle erindre, hvordan det var berettet dem som en sikker ting af deres forfædre for mange år tilbage, og hvordan det stod i deres mindeskrifter, at fra den kant, hvor solen står op, ville der komme nogle folk, som skulle herske over disse lande, at til den tid ville mexikanernes herredømme og rige ophøre, og at han troede for sikkert, ifølge sine guders tale, at det var os. Papa'erne havde spurgt deres Huichilobos og ofret i den hensigt, men guderne ville ikke svare dem som de plejede; det eneste, Huichilobos ville sige dem, var, at han svarede dem nu det samme, som han tidligere havde sagt dem, og nu skulle de ikke spørge ham mere. »Guderne tilkendegiver altså herved, at vi skal hylde kongen af Kastilien, hvis undersåtter disse teuler siger at de er; for øjeblikket ligger der jo ikke nogen magt derpå, men med tiden vil vi se, om vi kan få et bedre svar af vore guder. Vi ser altså tiden an og gør hvad jeg nu befaler eder og beder eder om, nemlig at vi alle nu godvillig hylder ham og bevidner ham ved et tegn, at vi er hans vasaller; jeg skal snart sige eder, hvad der vil være det mest passende. Malinche opfordrer mig nu indstændig dertil, og ingen må sige nej til det. Husk på, at i de atten år, jeg har været eders herre, har i altid været mig såre tro, og jeg har skaffet eder rigdomme og udvidet eders lande, jeg har både skaffet eder herredømme og megen ejendom; nu tillader jo vore guder for tiden, at jeg holdes fangen her, men det ville jeg ikke være, hvis ikke min store Huichilobos havde befalet mig det.« Da de havde hørt denne tale, svarede de alle, at de ville gøre hvad han bød dem; det skete under mange tårer og suk, og Montezuma græd og sukkede endnu mere. Så lod han straks sige ved en fornem mand, at den næste dag ville de hylde og underkaste sig hans majestæt. Det var den…dag i …. måned i året 1519. Derefter talte Montezuma igen med sine kaziker om sagen; nu var Cortés tilstede, desuden vore kaptajner og mange soldater samt Pero Hernandez, Cortés sekretær. De aflagde hyldingseden til hans majestæt under megen bedrøvelse, som de tydelig viste, og Montezuma kunne ikke holde sine tårer tilbage. Vi holdt så meget og så inderlig af ham, at da vi så ham græde, fik vi også tårer i øjnene, og der var soldater der græd ligeså meget som Montezuma, så godt kunne vi lide ham. Cortés og munken af Merced-ordenen, der var meget klog, var nu stadig i Montezuma's palads for at underholde ham og få ham bevæget til at svigte sine afguder.

Medens Cortés og andre officerer gjorde den store Montezuma deres opvartning, havde han forskellige samtaler med ham ved hjælp af vore tolke Doña Marina, Gerónimo de Aguilar og Orteguilla. Blandt andet spurgte han ham, hvor deres guldminer var, og fra hvilke floder og på hvad måde de fik det guldstøv, som bragtes ham, for han ville sende to af vore soldater, der var udmærkede bjergmænd, hen at se det. Montezuma svarede, at det kom fra tre forskellige steder, men det sted, hvorfra de plejede at bringe ham mest guld, var en provins, der hed Zacatula, som ligger syd på omtrent ti eller tolv dagrejser fra hovedstaden. De opsamlede det i nogle skåler og vaskede jorden bort, så at der blev nogle små korn tilbage. For øjeblikket blev der bragt ham noget fra en anden provins, som hed Tustepeque og lå nordpå, i nærheden af den kyst, hvor vi gik i land; det fik de fra to floder. Men nær denne provins var der andre gode guldlejer i en egn, der ikke stod under ham; folkene dér hed chinanteca'er og zapoteca'er, og ingen af dem adlød ham, men hvis han ville sende sine soldater derhen, så ville han lade nogle fornemme mænd følge med dem. Cortés takkede ham derfor og afsendte straks en styrmand, der hed Gonzalo de Umbria, tilligemed to soldater, der var bjergmænd, til Zacatula. Denne Gonzalo de Umbria var den som Cortés havde ladet storetæerne hugge af, dengang han lod Pedro Escudero og Juan Cermeño hænge og lod peñate'rne piske, fordi de havde gjort opstand i San Juan de Ulua og villet tilrane sig skibet, sådan som jeg har berettet udførligere i det kapitel, der handler derom. Men vi vil ikke her fortælle mere om fortiden. De drog altså afsted sammen med Umbria, og der var indrømmet dem fyrretyve dage til at rejse frem og tilbage. Men nordpå sendte han en kaptajn, der hed Pizarro, afsted for at undersøge gruberne, en ung mand på omtrent femogtyve år; Cortés behandlede denne Pizarro som en slægtning af sig. Dengang kendte man ikke noget til Peru, og der taltes ikke om pizarro'er her i landet (dvs. om Francisco Pizarro, Pera's erobrer, og hans slægt). Han afrejste med fire soldater og fik også fyrretyve dage til at rejse ud og komme tilbage i, for det lå sådan noget som firsindstyve mil fra Mexiko; han havde også fire fornemme mexikanere med. De er nu altså rejst afsted for at se på minerne; men nu skal jeg fortælle, at den store Montezuma gav vor feltherre et stykke nequentøj, hvorpå alle floder og anløbssteder på hele nordkysten lige fra Panuco til Tabasco, hvilket er omtrent 140 mil, var afmalede og betegnede højst naturlig. Deriblandt var også floden Guazacualco betegnet, og da vi kendte alle havne og anløbssteder, der stod på det stykke tøj, som Montezuma gav ham, fra den tid vi kom der på opdagelsesrejse under Grijalva, undtagen floden Guazacualco, som man sagde var meget vandrig og dyb, besluttede Cortés at sende en mand ud for at se, hvordan det hang sammen med den, og for at undersøge havnen og indløbet. Da nu en af vore kaptajner, der hed Diego de Ordás, og som jeg oftere har omtalt, var en meget kyndig og modig mand, sagde han til feltherren, at han gerne ville hen og se den flod, hvordan landet var, og hvad slags folk der boede, og han bad om at få nogle fornemme indianere med sig. Cortés sagde nej, fordi han var så kløgtig en mand og han gerne ville beholde ham hos sig; men for ikke at støde ham gav han ham dog til sidst lov til at drage afsted. Montezuma sagde til Ordás, at hans herredømme ikke strakte sig til Guazacualco, at det var nogle meget tapre folk deroppe, og at han skulle betænke sig vel på, hvad han gjorde; hvis der hændtes ham noget, så måtte man ikke give ham skylden. Han sagde fremdeles, at før han kom til den provins, ville han træffe de garnisoner af krigsfolk, han havde liggende på grænsen, og dem kunne han tage med sig, hvis han skulle have det behov. Han sagde endnu mange flere venlige ord, og Cortés og Diego de Ordás takkede ham derfor. Denne drog altså afsted med to af vore soldater og nogle fornemme mænd, som Montezuma gav dem med. Her er det, at krønikeskriveren Francisco Lopez Gomara fortæller, at Juan Velasquez begav sig hen med hundrede soldater for at kolonisere ved Guazacualco, og at Pedro de Ircio var draget ud for at kolonisere Panuco. Men da jeg allerede er ked af at lægge mærke til alt det, der strider mod sandheden hos denne krønikeskriver, så vil jeg ikke tale mere derom; men derimod vil jeg fortælle, hvad hver enkelt af de kaptajner udrettede, som vor Cortés afsendte, og hvordan de kom tilbage med prøver af guld.

Den første, der kom tilbage til byen Mexiko for at aflægge regnskab for det ærinde, han havde røgtet for Cortés, var Gonzalo de Umbria med sine kammerater. De medbragte guldkorn til omtrent 300 pjastres værdi, som indianerne i en by, der hedder Zacatula, havde fremdraget i deres påsyn. Efter hvad Umbria havde fortalt, havde kazikerne der i provinsen ført en hel del indianere ned til floden; de havde nogle små trug med, hvori de vaskede jorden og derved fik guldet ud; det var fra to floder. De sagde, at dersom de havde været gode guldvaskere og vasket ligesom på øen Santo Domingo eller som på øen Cuba, måtte det være rige miner. Desuden havde de to fornemme mænd med sig, som denne provins sendte, og de overbragte en gave af guld, forarbejdet til smykker, vel en 200 pjastre værd, og tilbød hans majestæt deres tjeneste. Cortés glædede sig så meget over guldet, som om det havde været 30,000 pjastre, fordi han nu vidste sikkert, at der var righoldige miner; og de kaziker, som havde bragt gaven, viste han megen elskværdighed og lod dem give nogle grønne kastilianske glasperler, hvorpå de vendte meget tilfredse tilbage til deres land, ledsagede af gode ønsker. Umbria sagde, at der ikke meget langt fra Mexiko var store byer med en kultiveret befolkning; det lader til, at disse var de byer, som stod under Montezuma's slægtning, og en anden provins, som hedder Matalcingo. Efter hvad vi kunne høre og se, kom Umbria og hans kammerater tilbage velforsynede med guld og havde haft god nytte af deres rejse; Cortés havde da også sendt ham ud i den hensigt at gøre sig gode venner med ham, idet han erindrede sig hvad der i sin tid var sket, som jeg har sagt. Han kom altså tilbage med velforrettet ærinde, og nu skal vi se, hvordan det gik kaptajn Diego de Ordás, der drog afsted for at udforske floden Guazacualco, over 120 miles rejse fra Mexiko. Han fortalte, at han var kommet igennem meget store byer, som han nævnede ved navn, at alle viste ham opmærksomhed, og at han på vejen, i nærheden af Guazacualco, havde truffet på Montezuma's garnisoner, der lå ved grænsen. I alle disse egne, fortalte han, beklagede man sig over dem, over at de røvede fra dem, bortførte deres kvinder og krævede anden tribut af dem. Ordás og de fornemme mexikanere, som han havde med, havde dadlet Montezuma's høvdinger, der førte befaling over disse krigsfolk, og truede dem med, at hvis de begik mere røveri, ville de fortælle deres herre Montezuma det, og at han så ville sende bud efter dem og lade dem straffe, sådan som han havde gjort ved Quetzalpopoca og hans kammerater, fordi de havde hærget vore venners byer. Med disse ord indjog han dem skræk, hvorefter han begav sig på vej til Guazacualco; han havde kun én fornem mexikaner med sig. Så snart kaziken over denne provins, der hed Tochel, fik at vide, at han kom, sendte han sine hofmænd ud for at tage imod ham, og de viste ham stor venlighed, for alle folkene der i provinsen havde allerede hørt fortælle om os og vidste besked med os lige fra den tid, vi kom på vor opdagelsesrejse under Juan Grijalva, som er vidtløftig beskrevet i sin tid i det kapitel, der handler derom. Da nu altså kazikerne ved Guazacualco fik at høre, hvad hans ærinde var, gav de ham straks mange store kanoer, og kaziken selv, Tochel, samt mange andre fornemme mænd, undersøgte flodmundingen. På det laveste sted var den godt tre favne dyb, foruden afdriften; men da de var kommet noget højere op ad floden, kunne store skibe gå der, og jo højere de kom op, desto dybere var den. Ved en landsby, som på den tid var beboet af indianere, var der endda vand nok til store carraquer (dvs. de meget store skibe, som dengang besørgede trafikken mellem Europa og de oversøiske kolonier; de stak meget dybt). Da Ordás havde foretaget sine lodninger og tilligemed kazikerne var kommet til landsbyen, gav de ham nogle guldsmykker og en meget smuk indianerinde og lovede at ville tjene hans majestæt; de beklagede sig over Montezuma og hans besætning af krigsfolk og fortalte, at for kort tid siden havde de haft en kamp med dem, og ved en landsby, bestående af få huse, havde folkene der fra provinsen dræbt en stor del af mexikanerne, hvorfor man endnu den dag i dag kalder det sted, hvor kampen stod, for Cuilone-miquis, hvilket i deres sprog betyder: stedet, hvor de slagtede de mexikanske svin. Ordás takkede dem meget for den ære, de havde vist ham, og gav dem nogle kastilianske glasperler, som han havde med til det brug, hvorefter han vendte tilbage til Mexiko og blev modtaget med glæde af Cortés og af alle os andre. Han sagde, at det var et godt land til kvægavl og agerdyrkning, og at havnen lå godt for øerne Cuba, Santo Domingo og Jamaica, men at det var langt borte fra Mexiko, og at der var store moradser; derfor satte vi aldrig lid til denne havn at losse varer i og i det hele med hensyn til handelen på Mexiko. Det var altså Ordás. Nu skal vi fortælle om kaptajn Pizarro og hans kammerater, som rejste til Tuztepeque for at søge efter guld og se guldminerne. Pizarro kom tilbage med en enkelt soldat og afgav beretning til Cortés; de havde for over tusinde pjastre guldstøv med sig, der var hentet af minerne, og de fortalte, at han i provinserne Tuztepeque og Malinantepeque samt nogle tilgrænsende egne havde begivet sig til floderne med en hel del folk, som overlodes ham. Der havde de så fået tredjedelen af det guld, de havde med, hvorefter de havde begivet sig højere op i bjergene til en anden provins, hvis beboere hedder chinantekerne. Da de var kommet der til landet, kom en mængde indianere dem i møde, bevæbnede med nogle lanser, der var større end vore, samt med buer og pile og små skjolde; de sagde, at ikke en eneste mexikansk indianer skulle få lov til at komme ind i deres land: dem ville de slå ihjel, men teulerne måtte gerne have lov at komme der. Så rejste de da videre, men mexikanerne måtte blive tilbage, og så snart kazikerne i Chinanta havde hørt, hvad deres ærinde var, samlede de en stor skare af deres folk til guldvaskning og førte ham til nogle floder, hvor de udvandt resten af det guld, han bragte med. Guldkornene derfra var krusede, og guldgraverne sagde, at det kom fra nogle indholdsrigere miner og leverede metallet i ædlere skikkelse. Kaptajn Pizarro havde også to kaziker der fra landet med sig; de tilbød at være hans majestæt underdanige og blive venner af os, og de havde også en gave af guld med. Disse kaziker talte alle som én meget ondt om Montezuma: de var så lede og kede af dem på grund af alle de røverier, de begik hos dem, at de ikke kunne holde ud at se dem for deres øjne og ikke engang høre deres navne nævne. Cortés tog venlig imod Pizarro og de fornemme mænd, han havde med sig, og han tog også mod den gave, de bragte ham; men da det er så mange år siden, kan jeg nu ikke huske, hvor stor den var. Med venlige ord lovede han chinantekerne at ville hjælpe dem og være deres ven, hvorpå han bød dem at drage bort; men for at de ikke skulle lide nogen overlast af mexikanerne på vejen, befalede han to fornemme mexikanere at ledsage dem hjem til deres land og ikke forlade dem, før de var i god behold. De drog derpå meget veltilfredse bort. Cortés spurgte om de andre soldater, som Pizarro havde haft med i følget; de hed Barrientos, den gamle Heredia, den unge Escalona og den gemytlige Cervantes. Han svarede, at da de syntes så godt om det land, og det var rigt på guldminer, og da de byer, han var kommet igennem var meget fredelige, havde han befalet dem, at de skulle opdyrke et stort stykke land med kakao og majsmarker og opdrætte en hel del af landets fjerkræ og dyrke bomuld, imens de stadig undersøgte alle floderne og så efter, hvor der var guldminer. Skønt Cortés dengang tav stille dertil, syntes han ikke godt om, at hans slægtning havde overtrådt hans befaling, og vi fik at vide, at han under fire øjne skændte dygtig på ham i den anledning og sagde, at det var ikke noget at give sig af med at opdrætte fugle og dyrke kakao, hvorpå han sendte bud efter dem, som Pizarro havde ladet blive tilbage, ved en soldat, der hed Alonso Luis; han havde skriftlig ordre med til dem, at de straks skulle indfinde sig. Hvad disse soldater gjorde, skal jeg til sin tid og ved lejlighed fortælle.

Kaptajn Diego de Ordás og de øvrige soldater, som jeg har omtalt, kom altså tilbage med guldprøver og med beretning om, at hele landet var fuldt af rigdomme. Derpå rådslog Cortés med Ordás og nogle andre officerer og soldater og besluttede derefter at fordre af Montezuma, at alle landets kaziker og byer gav hans majestæt tribut og at han selv som den store fyrste, han var, også betalte af sit skatkammer. Han svarede, at han ville sende folk ud til alle byerne og opkræve guld, men fra mange af dem ville man ikke kunne få andet end nogle lidet værdifulde klenodier, som de havde arvet fra deres forfædre. Snart efter lod han nogle fornemme mænd begive sig hen til de egne, hvor der var miner, og befalede, at hver by skulle indbetale ligeså mange plader fint guld af samme størrelse og tykkelse, som de plejede at betale i afgift til ham; de havde to guldplader med til prøve; men fra andre egne kunne de ikke bringe andet end nogle små guldsager uden synderlig værdi. Han sendte også bud til den provins, hvor hans nære slægtning, som jeg før har omtalt, og som ikke ville adlyde ham, var kazik og herre; den lå omtrent tolv mile fra Mexiko. Men det svar, som sendebudene fik med tilbage, var, at han ville intet guld betale eller lystre Montezuma, for han var også herre til Mexiko, og fyrsteværdigheden tilkom ham ligeså godt som Montezuma, der krævede tribut af ham. Så snart Montezuma hørte dette, blev han så forbitret, at han straks afsendte sit våbensegl og befalede nogle pålidelige høvdinger at bringe ham som fange. Da hans slægtning befandt sig i hans nærværelse, svarede han ham meget frækt og frygtløst og selvsikkert; de sagde, at han havde en skrue løs en gang imellem, for han var ligesom ude af sig selv. Alt dette fik Cortés at vide, og han bad så Montezuma at vise ham den nåde at udlevere sin slægtning til ham; han skulle nok passe på ham, for det var blevet sagt, at Montezuma ville lade ham dræbe. Da han var blevet bragt for Cortés, talte denne meget blidt til ham og sagde, at han ikke skulle bære sig ad som en gal mand imod sin herre, og at han havde i sinde at løslade ham. Men så snart Montezuma havde erfaret det, sagde han, at de måtte ikke slippe ham løs, men lægge ham i den svære lænke, ligesom de andre småkonger, jeg før har talt om. Da der var gået en snes dage, kom imidlertid de fornemme mænd, som Montezuma havde sendt ud for at indkræve den omtalte afgift, og så snart de havde indfundet sig, sendte han bud efter Cortés og vore kaptajner og nogle soldater, som han kendte, fordi vi holdt vagt hos ham. Der sagde han så følgende ord eller omtrent noget lignende: »Jeg vil lade eder vide, hr. Malinche, og eder, i herrer høvdinger og krigere, at jeg er eders store konge forbunden og er ham venligsindet, såvel fordi han er så stor herre, som fordi han har ladet nogle drage ud fra så fjerne lande for at få noget at vide om mig. Hvad der mest har givet mig noget at tænke på, er at han må være den der skal herske over os, sådan som vore forfædre har sagt os og som vore guder giver os at forstå ved de svar, vi har fået af dem. Tag dette guld, det er blevet indsamlet i hast, og derfor er der ikke mere. Men hele den skat, som jeg har arvet efter min fader, den har jeg beredt for eders kejser; den er jo i eders magt og gemmes i eders opholdssted, og jeg ved godt, at da i var kommet hertil, lukkede i huset op og så det altsammen, men stængede igen derfor, som det tidligere havde været. Når i nu sender ham det, så sig i eders årbøger og breve: dette sender eders gode vasal Montezuma til eder; og jeg vil også give eder nogle meget kostbare ædelstene, som du skal sende ham i mit navn; det er dem, der hedder chalchihui, og bør ikke gives til andre end til eders store fyrste, for hver enkelt sten er lige så meget værd som det guld, to mand kan bære. Jeg vil også sende ham tre pusterør med kugleposer og kugleforme; de er så prydede med ædelstene, at han vil glæde sig ved at se dem. I det hele vil jeg give af alt hvad jeg har, omend det kun er lidt, for den største del af det guld og de juveler, jeg havde, har jeg allerede givet eder.« Da Cortés og alle vi andre havde hørt dette, var vi overvældede af den store Montezuma's overordentlige godhed og gavmildhed, og med dyb ærbødighed tog vi allesammen vore stormhuer af og sagde, at vi var ham såre taknemlige. Cortés lovede ham med meget venlige ord, at vi skulle nok skrive til hans majestæt som både Cortés og officererne og munken af Merced-ordenen havde taget til sig og skjult, og det svandt bestandig ind. Det der var blevet tilbage blev da vejet, efter at man havde gjort mange indvendinger, og da var det, man fik over 600,000 pjastre ud deraf foruden juvelerne og guldpladerne. Den næste dag skulle så fordelingen ske; jeg skal nu fortælle, hvordan de fordelte det, nemlig sådan, at vor feltherre Cortés og nogle andre personer beholdt det allermeste af det. Hvad der så skete i den anledning, skal jeg siden fortælle. 

Først blev kongens femtepart taget fra, og derefter sagde Cortés, at der skulle lægges en anden femtedel til side til ham ligesom til hans majestæt, for det havde vi lovet ham nede ved kysten, dengang vi udnævnte ham til generalkaptajn og overdommer, som jeg har fortalt i det kapitel, der handler derom. Så sagde han, at der skulle lægges noget til side af bunken for de udgifter, han havde haft med flådens udrustning på øen Cuba; fremdeles, at man skulle fradrage de udgifter, som Diego de Velasquez havde haft med de skibe, vi borede i sænk, for det havde vi jo allesammen været med til. Derefter noget til dem, der var rejste til Kastilien som befuldmægtigede, og til dem, der var blevet i Villa Rica (de var halvfjerds i tallet), og for den dræbte hest og for Juan Sedefio's hoppe, som tlascaltekerne tog livet af ved et sværdhug; endvidere dobbelte parter til munken af Merced-ordenen, til præsten Juan Diaz og kaptajnerne og dem, der havde heste med, og naturligvis også bøsseskytterne og armbrøstskytterne, - kort sagt, der gjordes så mange kunster med det, at der blev meget lidt tilovers til vor del, og der var mange soldater, som ikke ville tage imod det, fordi det var så lidt. Cortés beholdt det altsammen, for dengang kunne vi ikke gøre andet end tie stille: det var til ingen nytte at ville gøre sin ret gældende. Der var nogle andre soldater, som tog imod deres part - det blev hundrede pjastre - og for resten råbte på mere. Cortés gav da hemmelig nogle af dem noget, som en gunst og for at stille dem tilfreds, og forøvrigt gav han dem venlige ord, så at de fandt sig deri. Den del, der var bestemt for dem i Villa Rica, lod han bringe til Tlascala for at blive opbevaret der. Det var en dårlig fordeling, og en dårlig ende tog det med det altsammen, som jeg siden skal fortælle til sin tid. I de dage lod mange af vore officerer Montezuma's guldsmede, som jeg allerede før har talt om, og som han havde en hel by fuld af, en halv mil fra Mexiko, ved navn Escapuzalco, lave dem nogle meget store guldkæder; også Cortés lod lave mange smykker og et prægtigt bordservice; det samme gælder om nogle af vore soldater, der havde forstået at negle ordentlig til sig. På den måde var der mange guldplader, både stemplede og ustemplede, og mange forskellige slags smykker, der gik fra hånd til hånd. Der spilledes højt med nogle kort, som forfærdigedes af trommeskind, og som var ligeså gode og ligeså godt malede som de rigtige; disse kort lavede en vis Pedro Valenciano. Sådan sad vi nu i det; men vi vil ikke tale mere om guldet og om hvor dårlig det blev fordelt og hvor lidt glæde man fik af det; derimod vil jeg fortælle, hvad der hændtes en soldat, som hed N N. de Cárdenas. Denne soldat var nok lods, sømand, og hørte nok hjemme i Triana eller i grevskabet (Triana er en forstad til Sevilla; med grevskabet må menes Katalonien). Den sølle mand havde kone og børn hjemme, og, som det gik mange af os, var han rimeligvis fattig og ville ud at tjene sig noget at leve for og til sin tid rejse hjem til sin kone og sine børn. Da han nu havde set denne store guldskat, både plader og støv og guldstykker og smeltede barrer, og da han så, at han ikke fik mere end hundrede pjastre ved fordelingen deraf, blev han syg af ærgrelse og bedrøvelse. Der var en ven af ham, som lagde mærke til, at han hver dag var så melankolsk og så så dårlig ud; han gik da hen og så til ham og spurgte ham, hvorfor han var sådan til mode og sukkede hvert øjeblik. Lodsen Cárdenas svarede, at det var, fordi han var syg, »og hvordan djævlen kan jeg være andet end syg, når jeg ser, at Cortés sådan tager alt guldet og beregner sig en femtedel, ligesom om han var konge, og at han har rapset noget til sig for den hest, der døde for ham, og for Diego Velasquez' skibe og meget andet lumskeri, og imidlertid dør min kone og mine børn af sult; jeg kunne dog ellers have hjulpet dem, dengang vore afsendinge rejste væk med vore breve og da vi sendte alt det guld og sølv, som vi på den tid havde fået«. Hans ven svarede: »Men hvad guld havde i at sende?« Hertil sagde Cárdenas: »Hvis Cortés havde givet mig den del, der tilkom mig, så kunne min kone og mine børn have levet deraf og endda fået tilovers; men tænk engang, hvor han snød os: han fik os til at skrive under, at vi afstod hans majestæt vor del, men selv tog han over 6,000 pjastre i guld fra til sin fader, Martin Cortés, foruden hvad han skjulte. Jeg og andre stakler har måttet slås både nat og dag, som i har set i de kampe, vi har haft, både ved Tabasco og Tlascala og Cingapacinga og Cholula, og nu har vi den store fare over os, som vi er i, og hver dag vil vi have døden for øjnene, ifald de gør opstand her i byen; men han river alt guldet til sig og beregner sig en femtedel ligesom en konge.« Han sagde endnu flere ord om den ting, og at vi ikke skulle tillade ham at tage den femtedel, for vi burde ikke have mere end én konge, nemlig hans majestæt alene. Hans kammerat svarede: »Det er altså al den sorg, der tager livet af jer. Men i ser jo nok, at alt det, som kazikerne og Montezuma kommer med, det forsvinder; den ene stikker det i lommen, den anden i sin sæk, og den tredje render bort med det under armen; det vil sige, at det går altsammen den vej, som Cortés og vore kaptajner vil have, for de tager endog maden ud af munden på os. Lad de tanker fare, og bed til gud, at vi ikke må sætte vort liv til i denne by«. Hermed endte deres samtale; men Cortés fik at høre derom, og da man fortalte ham, at der var mange af soldaterne, som var utilfredse, fordi de havde fået så lidt af guldet, og fordi der var blevet stjålet af bunken, besluttede han at holde en tale til dem allesammen. Han sagde da med grumme honningsøde ord, at alt hvad han havde var vort, og at han ikke ville have nogen femtedel, men blot den del, der tilkom ham som generalkaptajn; enhver der behøvede noget, skulle nok få det hos ham. Det guld, vi havde fået, var kun at regne som en smule luft, men vi burde vende blikket mod de store byer og rige guldgruber; dem skulle vi allesammen blive herre over og meget lykkelige og rige. Han sagde endnu flere meget pæne ord, for han vidste at føje sin tale vel. Desuden gav han nogle soldater guldsmykker i al hemmelighed, og andre gav han store løfter, og han befalede, at de levnedsmidler, som Montezuma's hushovmestre havde bragt, skulle fordeles blandt alle soldaterne, således at enhver fik det samme som han. Han kaldte ligeledes Cárdenas til side og talte ham venlig til, lovede at han nok skulle sende ham tilbage til Kastilien med de første skibe, til hans kone og børn, og gav ham tre hundrede pjastre, hvormed han blev tilfreds. Nu nok herom; men når tiden kommer, skal jeg fortælle, hvad der hændtes Cárdenas, da han kom hjem til Kastilien, og hvordan han var Cortés imod i den sag, som denne måtte føre for hans majestæts domstol (sammen med Narváez og med Cristóbal de Tápia, hvem Diego Velasquez havde sendt til Mexiko for at afløse Cortés som øverstbefalende, og støttet af biskoppen af Burgos, optrådte Cárdenas og styrmanden Umbria som Cortés' anklagere i Spanien for en særlig beskikket domstol i 1522. Men de tabte sagen, og i oktober samme år bekræftede Karl V. Cortés' udnævnelse til guvernør, øverstkommanderende og overdommer i Ny-Spanien).

Det går jo sådan til, at guld er noget som vi mennesker sædvanligvis gerne vil have, og jo mere man har, des mere ønsker man. Der manglede altså en hel del guldsager, som vi vidste havde været i de omtalte bunker; og Juan Velasquez de León lod dengang indianerne i Escapuzalco, der allesammen var guldsmede i den store Montezuma's tjeneste, lave svære guldkæder og forskellige bordservicer. Da nu Gonzalo Mejia, som var skatmester, sagde til ham under fire øjne, at han skulle give ham dem, for de var ikke regnede med, dengang afgifterne blev taget fra, men det var sikkert og vist, at det var nogle af de sager, som Montezuma havde givet, svarede Juan Velasquez de León, der var meget yndet af Cortés, at han ikke ville udlevere noget, for han havde ikke taget det, hverken af det der var lagt i bunke eller andensteds; derimod havde Cortés givet ham det, før der blev noget smeltet til barrer. Gonzalo Mejia svarede, at det kunne være nok med det som Cortés havde gemt for sine kammerater og taget fra dem; men som skatmester måtte han kræve endnu meget guld, for kongens femtedel var ikke betalt. Det ene ord tog det andet, så at det endte med en udfordring og med, at de trak blank, og hvis man ikke hurtig havde fået dem skilte ad, ville de begge to være omkommet dér, for de var meget tapre og våbenfærdige mænd; hver af dem fik dog to sår i denne tvekamp. Da Cortés fik dette at vide, lod han dem lænke, hver med en svær lænke; men der var mange soldater som fortalte, at Cortés sagde hemmelig til Juan Velasquez de León, som var hans gode ven, at han blot skulle blive i lænker i to dage, og at Gonzalo de Mejia ville blive løsladt, fordi han var skatmester. Dette gjorde Cortés, for at alle vi officerer og soldater skulle se, hvor retfærdig han var, og at feltherren holdt Juan Velasquez i fangenskab, uagtet denne og han var ligesom to røde køer. Sagen var dog ikke hermed ude for Gonzalo Mejia. Han sagde til Cortés, at denne havde gemt en mængde guld, der manglede, og at alle soldaterne beklagede sig over, at han ikke forlangte det af feltherren, da han jo var skatmester. Men det er en lang historie; derfor vil jeg springe den over, men fortælle om Juan Velasquez de León's fangenskab. Han sad i en sal i nærheden af Montezuma's gemakker, lænket med en svær lænke, og da nu Juan Velasquez var en kraftig mand, meget muskelstærk og gjorde megen støj, når han spadserede op og ned i salen med lænken slæbende efter sig, så hørte Montezuma det og spurgte sin page Orteguilla, hvem det var, Cortés holdt fangen i lænker. Pagen svarede, at det var Juan Velasquez, han der før havde plejet at holde vagt hos ham, - for dengang var det ikke mere ham, men Cristóbal de Oli. Da han spurgte, af hvad grund han sad i fængsel, sagde pagen, at det var for noget guld, der manglede. Samme dag var Cortés henne for at gøre Montezuma sin opvartning, og efter de sædvanlige høflighedsbeviser og anden samtale imellem dem, spurgte Montezuma Cortés, hvorfor han holdt Juan Velasquez i fangenskab, uagtet han var en brav høvding og meget tapper; for Montezuma kendte os godt allesammen, endog vore stillinger i hæren, som jeg tidligere har sagt. Cortés svarede halvt leende, at det var, fordi han var tabalilo, hvilket betyder forrykt; fordi de ikke havde givet ham meget guld, ville han gå omkring til hans byer og stæder og kræve det af kazikerne; men for at han ikke skulle slå nogle af dem ihjel, holdt han ham i fangenskab. Montezuma svarede, at han bad ham vise ham den gunst at løslade ham, så skulle han nok sende bud efter mere guld og give ham deraf. Cortés lod som om han nødig ville slippe ham løs, men sagde til sidst, at han ville gøre det for at være Montezuma til behag. Så vidt jeg husker, dømte han ham til at forvises fra lejren og til at begive sig til den by, der hedder Cholula, sammen med nogle sendebud fra Montezuma, og opkræve guld; men først forligede han Gonzalo Mejia og Juan Velasquez med hinanden. Efter seks dages forløb så jeg ham komme tilbage fra sin forvisning; men fra den tid stod Gonzalo Mejia og Cortés sig ikke synderlig godt med hinanden, og Juan Velasquez havde fået endnu mere guld. Jeg har omtalt dette her, endskønt det ligger udenfor vor fortælling, for at man kan se, at Cortés anstillede sig som om han lod retten have sin gænge, for at vi alle skulle frygte ham, men i virkeligheden drev han rænkespil. Hermed vil vi forlade dette emne.

Som jeg allerede mange gange har sagt, sørgede Cortés og alle vi andre altid for at behage og tjene og opvarte Montezuma. En dag sagde så Montezuma: »Hør, Malinche! Jeg holder så meget af jer, at jeg vil give jer en af mine døtre, som er meget smuk, for at i kan gifte jer med hende og beholde hende som jer ægtehustru.« Cortés tog sin hjelm af til tak for denne nåde, og sagde, at det var en stor ære, han viste ham, men han var rigtignok allerede gift og havde en hustru, og hos os kan vi ikke have flere end én kone; men han ville nok behandle hende sådan som datteren af en så stor fyrste fortjente, og først ville han have, at hun skulle blive kristen som andre prinsesser og fyrstedøtre. Montezuma gik ind derpå, og den store Montezuma viste os bestandig sin sædvanlige velvilje; men det kan ikke nægtes, at han ikke holdt op med sine ofringer, og fra tid til anden lod han mennesker dræbe ved dem. Cortés bebrejdede ham det, men det hjalp ingenting, før han fik rådslået med vore kaptajner om, hvad vi skulle gøre i den sag; for han turde ikke sætte en stopper derfor, da han frygtede for at vække uro i byen og blandt papa'erne, der var om Huichilobos. Det råd, vore kaptajner og soldater gav, var at han skulle lade, som om han ville give sig til at omstyrte afgudsbillederne i Huichilobos høje tempel, og hvis vi så, at de satte sig til modværge eller at der opstod uroligheder, skulle han bede ham om tilladelse til at bygge et alter et sted i den store cu, og dér opstille et krucifiks og et billede af Vor Frue. Da dette var besluttet, gik Cortés hen til det palads, hvor Montezuma sad fangen; han havde syv officerer og soldater med sig og sagde til Montezuma: »Herre! Jeg har allerede sagt eders herlighed mange gange, at i ikke må ofre flere sjæle til disse guder, I har, som bedrager eder; men I vil jo ikke høre det. Nu må I vide, herre, at alle mine våbenfæller og disse høvdinger, som følger med mig, kommer og beder eder, om I vil være så nådig at give dem tilladelse til at tage dem væk deroppe fra; istedet derfor vil vi så opstille Vor Frue, Sankta Maria, og et kors. Men hvis I nu ikke giver dem den tilladelse, så vil de gå op og omstyrte dem, og jeg ville nødig have, at de skulle slå nogle papa'er ihjel.« Da Montezuma hørte disse ord og så, at officererne var i temmelig heftig bevægelse, sagde han: »Åh, Malinche, hvorfor vil I ødelægge hele denne by, for vore guder var meget vrede på os, og jeg ved endog ikke, hvordan det vil gå med eders sikkerhed; jeg beder eder nu at være tålmodig foreløbig, for jeg vil sende bud efter alle papa'erne og se, hvad de svarer.« Så snart Cortés havde hørt dette, gjorde han et tegn til Montezuma, at han ville tale med ham i al hemmelighed, og at vore officerer, som han havde i følge med sig, ikke skulle være tilstede, hvorpå han befalede dem at gå bort og lade ham være alene. Efter at de havde forladt salen, sagde han til Montezuma, at det var bedst, sagen ikke kom ud, så at der blev uroligheder eller at papa'erne optog det ilde, at deres afguder blev omstyrtede; derfor ville han tale med vore officerer og få dem til at opgive den ting. Men det var på den betingelse, at der på et bestemt sted i den store cu anbragtes et alter til at stille Vor Frues billede og et kors på; med tiden ville de så se, hvor det var godt for deres sjæle, og hvordan de ville få sundhed og god høst og alskens lykke. Montezuma sukkede og satte et meget bedrøveligt ansigt op, men sagde, at han ville tale med papa'erne derom; og efter megen tale frem og tilbage blev da vort alter opstillet i 1519, ét stykke borte fra deres forbandede afguder, samt et billede af Vor Frue og et kors; og under stor andagt, idet alle takkede gud, læste pateren af Merced-ordenen messe, hjulpen af præsten Juan Diaz og mange af vore soldater. Vor feltherre befalede, at en gammel soldat skulle bestandig holde vagt derved, og han bad Montezuma befale papa'erne, at de ikke måtte røre derved, undtagen for at gøre rent og afbrænde røgelse og opstille vokslys, der skulle brænde både nat og dag, og pryde det med løv og blomster. Nu skal jeg fortælle, hvad der kom ud af det.

Vi manglede jo aldrig nogensinde ubehagelige overraskelser, og det af den slags, at vi gerne kunne have sat livet til derved, hvis ikke Vor Frue og gud havde afværget det. Da vi nu altså havde opstillet Vor Frues billede og korset i den store cu på det alter, vi havde indrettet, og det hellige evangelium og messen blev læst, så hed det sig, at Huichilobos og Tezcatepuca snakkede med papa'erne og sagde, at de ville gå deres vej bort fra deres provins, siden de blev så ilde medhandlede af teulerne, for de ville ikke være der hvor de figurer og det kors var, eller også måtte disse tages bort, og at de i det hele taget ikke ville blive der, hvis man ikke slog os ihjel; det var det svar, de gav, noget andet skulle de ikke vente, og de skulle lægge mærke til, at vi var i færd med at bemægtige os herredømmet over landet, og at vi holdt fem store kaziker i fangenskab. De sagde endnu flere onde ting for at lokke dem til at angribe os. I den hensigt at Cortés og alle vi andre skulle få det at vide, sendte den store Montezuma bud til Cortés, at han ville tale med ham om noget, der var meget vigtigt. Pagen Orteguilla kom og sagde, at Montezuma var meget ophidset og bedrøvet, og at den nat og en del af dagen havde mange papa'er og meget fornemme høvdinger været sammen med ham, og de havde hemmelig talt noget, som han ikke havde kunnet opfatte. Så snart Cortés fik dette at høre, skyndte han sig hen til det palads, hvor Montezuma var; med sig havde han Cristóbal de Oli, der kommanderede vagten, og fire andre kaptajner, samt Doña Marina og Geronimo de Aguilar. Efter at de havde tilkendegivet Montezuma deres ærbødighed, sagde denne: »Hr. Malinche og i herrer høvdinger! Hvor det gør mig ondt, at vore teuler har svaret og befalet vore papa'er og mig og alle mine høvdinger det, som de nu har sagt os, nemlig at vi skal angribe eder og dræbe eder og jage eder ud på havet. Det, jeg kan få ud heraf og synes er bedst, er at i straks forlader denne by, inden kampen begynder, så at der ikke bliver én af eder tilbage her. Dette siger jeg eder, hr. Malinche, at sådan må i endelig gøre, ellers bliver i dræbt. Husk på, det gælder eders liv.« Cortés og vore kaptajner blev ilde til mode, ja endog forskrækkede, hvilket ikke var så forunderligt, for det var jo noget så nyt og dertil afgjort; vort liv var åbenbart i det øjeblik i stor fare, siden man fortalte os det sådan rent ud. Cortés sagde til ham, at han var ham taknemlig for underretningen, og at der var to ting, som nu var ham ubehagelige; at han ikke havde skibe at sejle bort med, fordi han havde ladet dem ødelægge, som han havde haft med, og at Montezuma ville blive nødsaget til at følge med os, for at vor store kejser kunne få ham at se. Han bad ham nu være så venlig at holde papa'erne og høvdingerne tilbage, indtil der var bygget tre skibe på kysten, for det ville være det bedste for dem: hvis de angreb os, ville de nemlig alle blive dræbte. Fremdeles sagde han; for at Montezuma kunne se, at han straks ville gøre hvad han sagde, skulle han befale sine tømmermænd at begive sig ned til kysten og skære tømmer med to af vore soldater, der var meget dygtige skibsbygmestre. Montezuma blev endnu mere bedrøvet end før, da Cortés sagde til ham, at han skulle følge med ham til kejseren; han erklærede, at han ville levere tømmermændene, og bad ham skynde sig; man burde gå over til handling; imidlertid ville han befale papa'erne og høvdingerne at sørge for, at der ikke blev oprør i byen, og han ville befale at forsone Huichilobos og de andre afguder med ofre, men dog uden drab af mennesker. Hermed endte denne bevægede samtale; Cortés og kaptajnerne tog afsked med Montezuma, og vi var alle i stor angst, da vi ventede på det øjeblik, kampen skulle begynde. Cortés lod skibstømmermanden Martin Lopez samt Andres Nufier kalde; også de indianske tømmermænd, som den store Montezuma stillede til hans rådighed, indfandt sig. Efter at de havde aftalt de tre skibes drægtighed, befalede han, at de straks skulle tages under arbejde og gøres færdige, for i Villa Rica var der alt det fornødne, både jern og smede, tove og værk, tømmermænd og tjære. De begav sig så hen og skar det fornødne tømmer på kysten ved Villa Rica, beregnede spanternes runding og begyndte i al hast at bygge deres skibe. Men hvad Cortés i den anledning sagde til Martin Lopez, ved jeg ikke. Dette siger jeg, fordi krønikeskriveren Gomara fortæller i sin historie, at han befalede ham at lade som om han arbejdede på dem. Blot for et syns skyld, for at den store Montezuma skulle få det at vide. Men jeg holder mig til det, som de (dvs. de to tømmermænd) siger, for de er gudskelov endnu i live den dag i dag. Martin Lopez sagde i al fortrolighed til mig, at han virkelig byggede på dem, og det i hast, så at der kom tre skibe til at stå på stabelen. Vi vil imidlertid lade dem bygge på deres skibe og høre noget om, hvordan vi allesammen befandt os i den store by. Vi var meget forknytte, da vi hvert øjeblik måtte frygte for, at de skulle anfalde både os og vore hjælpetropper fra Tlascala. Det forudsagde Doña Marina vor feltherre, og Orteguilla, Montezuma's page, græd bestandig; men alle vi andre var godt på vor post og passede også godt på Montezuma. Jeg siger, at vi var på vor post; men det behøvede jeg egentlig ikke at sige så mange gange, for hverken dag eller nat afførte vi os vore rustninger, halsskinner og benskinner; dem sov vi med. Hvor sov vi? Hvad bestod vore senge af? Vil man måske spørge. Det var kun lidt halm og en måtte; den der havde et omhæng, lagde det under sig, og der lå vi med vort fodtøj på og i fuld rustning og med alle vore våben i beredskab, med hestene opsadlede og optømmede hele dagen, allesammen i den grad beredte, at når der blev blæst til kamp, så ville vi stå der allesammen og vente på øjeblikket. Vagter havde vi ude hver nat, så at der ikke var én soldat, der ikke måtte trække på vagt. Jeg må endnu fortælle en ting, dog ikke for at gøre mig til deraf; det var, at jeg blev så vant til at være altid i rustning og sove på den omtalte måde, at da Ny-Spanien var blevet erobret, beholdt jeg den vane at lægge mig til at sove påklædt, og det ikke i nogen seng, og dog sov jeg bedre end på madrasser. Og når jeg nu rejser ud til de byer, som jeg har indtægt af, så har jeg ingen seng med; når det undertiden dog er hændt, at jeg har den med, så er det ikke efter mit ønske, men af hensyn til nogle caballeros, som er tilstede, for at de skal se, at det ikke er fordi jeg ikke har nogen god seng, at jeg ikke tager den med, - men jeg lægger mig sandelig påklædt i den. Jeg må også fortælle, at jeg kun kan sove en del af natten, for jeg må stå op og se på himlen og stjernerne, og så spadserer jeg en stund op og ned ude i det fri, og det uden at tage noget på hovedet, hverken hue eller tørklæde. Men det har jeg gudskelov ikke nogen mén af, for det var jeg nu engang blevet vant til. Jeg har fortalt dette, for at man kan få at vide, hvordan de rigtige conquistadorer havde det, og hvordan vi blev vænnede til at gå med rustning og våge om natten. Men jeg kommer for langt bort fra vor fortælling, så jeg vil ikke tale mere om det. Men vi skal nu høre, hvordan vor herre Jesus Kristu s altid viste os stor miskundhed. Nede på øen Cuba skyndte nemlig Diego Velasquez sig stærkt med at udruste sin flåde, som jeg siden skal fortælle om, og på den tid kom der en hærfører til Ny-Spanien, som hed Pánfilo de Narváez.

Vi vil nu gå lidt tilbage i vor fortælling, for at man rigtig kan forstå hvad jeg har at berette. Jeg har allerede sagt i vedkommende kapitel, at Diego Velasquez, guvernøren på Cuba, fik at vide, at vi havde skikket vore udsendinge til hans majestæt med alt det guld, vi havde fået, og solen og månen, mange forskellige slags juveler, guldstøv fra minerne og mange andre såre kostelige ting, men at vi ikke havde bestemt noget til ham. Han fik også at vide, at Don Juan Rodriguez de Fonseca, biskop af Burgos eller ærkebiskop af Rosano for sådan kaldte han sig, og han var dengang præsident i Det indiske Råd og styrede alting enevældigt, fordi hans majestæt var i Nederlandene -, at denne biskop havde behandlet vore udsendinge meget slet, og man fortæller, at samme bisp dengang sendte Diego Velasquez mange nådige skrivelser fra Kastilien og gav ham fornøden melding samt befaling til at lade os pågribe: han skulle nok fra Kastilien støtte hans foretagende i alle måder. Diego Velasquez, der altså var i sådan stor gunst, lod udruste en flåde på nitten skibe med fjorten hundrede soldater ombord; de havde over tyve kanoner med og meget krudt samt al slags ammunition, både stenkugler og jernkugler, og to artillerister (kommandøren for artilleriet hed Rodrigo Martin); af ryttere var der firs, af armbrøstskytter halvfems og af musketerer halvfjerds. Diego Velasquez i egen person, tyk og svær som han var, rejste på Cuba fra den ene by og landsby til den anden for at få flåden udrustet, og han opfordrede de indbyggere, der havde indianere, samt sine slægtninge og venner, til at følge med Pánfilo de Narváez for at kunne tage Cortés og alle os officerer og soldater til fange eller i det mindste sørge for, at ingen af os blev i live. Han var så hidsig og ivrig, at han kom lige til Guani Guanico, der ligger over tresindstyve mil på den anden side af Havana. Mens han sådan rejste omkring, før hans flåde sejlede ud, synes det, som om den kongelige Overret på Santo Domingo og hieronymiter munkene, som havde styrelsen der i hænde, fik det at vide; denne meddelelse og beretning blev sendt dem fra Cuba af licentiat Zuazo, der var kommet til den ø for at afkræve Diego Velasquez selv regnskab for hans embedsførelse. Da nu altså den kongelige ret fik det at vide og mindedes den megen gode og tro tjeneste, vi gjorde gud og hans majestæt, og at vi havde sendt vore udsendinge med store gaver til vor konge og herre, og da det forekom dem, at Diego Velasquez ikke havde grund eller ret til at komme og tage hævn over os med væbnet hånd, men at han skulle gå rettens vej, og at det ville være til stor forstyrrelse for vort erobringstogt, ifald han kom med sin flåde, besluttede de at afsende en licentiat, der hed Lucas Vasquez de Ayllón, og han var assessor i den nævnte ret, for at han skulle stoppe Diego Velasquez' flåde og ikke lade den sejle, og at han skulle pålægge ham en stor straf derfor. Denne assessor kom da til Cuba og røgtede sit ærinde og afgav sin protest, sådan som den kongelige domstol havde påbudt ham, for at Velasquez ikke skulle få sat sin vilje igennem; men hvor mange straffe han så idømte ham og hvor mange krav han så stillede til ham, så nyttede det ingenting, for Diego Velasquez var jo så yndet af biskoppen af Burgos og havde givet alt ud hvad han ejede, for at få hvervet krigsfolk imod os; derfor brød han sig ikke mere om hans reklamationer end som så, det vil sige slet ikke; han blev tværtimod mere hidsig på det. Da assessoren mærkede det, fulgte han med Narváez selv for at stifte fred og få Cortés og Narváez forligte. Der var nogle soldater, som sagde, at han kom med den hensigt at stå os bi, og når han ikke kunne det, så ville han selv overtage regeringen over landet som dommer i hans majestæts navn. Han kom da altså til havnen San Juan de Ulua, hvor vi vil forlade ham, idet jeg nu skal fortælle hvad der så skete.

Da Pánfilo de Narváez sejlede over havet med hele sin flåde, der bestod af nitten skibe, så rejste der sig en hvirvelstorm i nærheden af de såkaldte San Martins bjerge. Der er på den kyst pålandsvind, og om natten mistede han et mindre skib, som gik til bunds. Kaptajnen derpå var en hidalgo, som hed Cristóbal de Morante og var fra Medina del Campo; og nogle af mandskabet druknede. Med hele den øvrige flåde kom han til San Juan de Ulua, og da man fik at høre om denne store orlogsmagt - for man må jo kalde den stor, når man tænker på, at den var blevet udrustet på øen Cuba -, så nåede efterretningen også til de soldater, som Cortés havde afsendt for at opsøge guldminerne. De tre af dem, som hed Cervantes den gemytlige, Escalona, og han der hed Alonso Hernandez Carretero, kom ud til Narváez' skibe, og da de var ombord på skibene og i Narváez' nærværelse, fortæller man, at de hævede deres hænder mod himlen i taknemlighed, fordi de var sluppet bort fra Cortés' magt og fra den store by Mexiko, hvor de hver dag kunne vente døden. De spiste ved Narváez' bord og drak god vin, og da de havde fået en tår over tørsten, sagde de til hinanden i generalens påhør: »Hør, det er rigtignok bedre at sidde her og drikke god vin end at være slaver hos Cortés, som dag og nat havde os i den grad under pisken, at vi ikke turde tale, mens vi tilmed havde døden for øje fra dag til dag.« Og Cervantes, som jo var en skælm, sagde endda i spøg: »Åh, Narváez, Narváez, hvor du er heldig, og hvor du kommer i god tid, for den forræder til Cortés har samlet over 700,000 pjastre i guld sammen, og alle soldaterne er meget vrede på ham, for han har taget en hel del fra dem af det guld, der tilkom dem, og de vil ikke tage imod hvad han giver dem.« Altså disse soldater, som var løbet væk fra os var nogle slyngler og pjalte, sagde Narváez, og meget mere, end han brød sig om at vide, og de meddelte ham også, at otte mil derfra var der bygget en by, som hed Villa Rica de Vera Cruz, med en vis Gonzalo de Sandoval som kommandant og halvfjerdsindstyve soldater, der allesammen var gamle og svagelige; hvis han sendte nogle krigsfolk imod dem, ville de straks overgive sig. Og de fortalte ham mange andre ting. Disse samtaler lader vi imidlertid fare. Men den store Montezuma fik at vide, at disse skibe var ankrede med mange officerer og soldater dér i havnen, og han sendte i al hemmelighed uden Cortés' vidende sine hofmænd derhen, befalede at give dem levnedsmidler, guld og tøj, og at de omliggende byer skulle forsyne dem med proviant. Narváez lod Montezuma sige mange onde og frække ord om Cortés og om alle os andre, at vi var nogle slette personer, noget røverpak, som var løbet vor vej fra Kastilien uden vor konges og herres tilladelse; at vor herre kongen havde fået nys om, at vi var der i landet, om alle de ulykker, vi gjorde, og alle de røverier, vi begik, og at vi holdt Montezuma fangen. For at sætte en stopper for al den skade havde han befalet Narváez at begive sig straks afsted med alle disse skibe og soldater og heste, i den hensigt at befri ham af hans fangenskab og gribe eller dræbe Cortés og alle os andre som forbrydere og sende os til Kastilien på de selvsamme skibe; så snart vi var kommet derhen, ville han lade os henrette. Han bildte ham endnu mange flere forrykte ting ind. De tre soldater, der var løbet fra os og kunne sproget, tjente som tolke hos indianerne. Foruden at Narváez fortalte ham alt dette, sendte han ham nogle sager fra Kastilien. Da Montezuma fik disse nyheder at høre, blev han meget veltilfreds, man fortalte ham jo, at han havde så mange skibe og kanoner, bøsseskytter og armbrøstskytter, og at der var tretten hundrede soldater; derfor troede han straks, at han ville få os i sin magt. Da nu desuden hans hofmænd så, at vore tre soldater var hos Narváez, og hørte dem tale meget ondt om Cortés, troede han alt hvad Narváez lod ham sige; hele flåden var ovenikøbet blevet afmalet for ham på nogle stykker tøj, ganske sådan som den så ud. Nu sendte Montezuma ham endnu meget mere guld og klæder og befalede, at alle byerne der i omegnen skulle sørge godt for hans forplejning. Der var allerede gået tre dage, siden Montezuma fik det at vide, men Cortés vidste intet. En dag gik vor feltherre imidlertid hen for at gøre ham sin opvartning, og efter at de sædvanlige høflighedsbeviser var vekslede imellem dem, forekom det Cortés, at Montezuma var meget munter og så rask ud. Han spurgte ham hvordan han befandt sig, hvortil Montezuma svarede, at han havde det bedre. Men da Montezuma havde fået besøg af ham to gange på samme dag, lagde han mærke dertil og blev bange for, at Cortés vidste noget om skibene; for at komme ham i forkøbet og afværge hans mistanke sagde han da til ham; »Hr. Malinche! Der er lige i dette øjeblik kommet bud til mig, om at der er indtruffet atten eller flere skibe med en hel del krigsfolk og heste til den havn, hvor i gik i land, og man har bragt mig det altsammen afbildet på nogle stykker tøj. Da i nu kom i dag og besøgte mig to gange, troede jeg, at i kom for at underrette mig derom, for nu behøver i jo ikke at bygge skibe, og siden i ikke sagde mig det, var jeg på en måde vred på eder, over at i holdt det skjult for mig, men på den anden side var jeg glad, fordi eders brødre kommer; nu kan i jo allesammen rejse til Kastilien, og så er der jo ikke mere tale om den ting.« Da Cortés hørte det om skibene og så de malede billeder på tøjet, blev han meget glad og sagde: »Gud være takket, fordi han står os bi i rette tid.« Og alle vi soldater var så henrykte, at vi ikke vidste, hvad ben vi skulle stå på. Rytterne holdt skærmydsler af bare glæde, og vi affyrede kanonsalut. Men Cortés blev meget betænkelig, for han kom til at tænke på, at denne flåde havde guvernøren Diego Velasquez udsendt imod ham og alle os andre - klog var han jo -, og han meddelte alle os officerer og soldater, hvad han mente derom. Med store gaver af guld og løfter om at gøre os rige søgte han at få os alle til at blive sammen med ham. Han vidste ikke, hvem der var flådens kommandør. Vi var meget glade ved efterretningerne og over det guld, han havde givet os af sit eget som gunst og gave, ikke som vor part; det var som en stor hjælp og bistand, vor herre Jesus Kristu s sendte os. Vi skal imidlertid høre, hvad der skete i Narváez' lejr.

Da de tre omtalte slyngler af soldater, der var løbet over til Narváez og havde underrettet ham om alle de ting, som Cortés og vi andre havde begået, siden vi kom i land i Ny-Spanien, og fortalt ham, at kaptajn Gonzalo de Sandoval befandt sig omtrent otte-ni mil derfra i en by, vi havde anlagt, som kaldtes Villa Rica de la Vera Cruz, og at han havde halvfjerdsindstyve mand hos sig, de allerfleste gamle og syge, besluttede han at sende en præst derhen til byen, som hed Guevara og havde gode talegaver, fremdeles en anden meget anset mand, der hed Amaya og var i familie med Diego Velasquez på Cuba, en notar, der hed Vergara, og tre vidner, hvis navne jeg ikke kan huske. Dem sendte han hen for at tilkendegive Gonzalo de Sandoval, at han straks skulle overgive sig til Narváez, og der sagdes, at de i den hensigt havde en afskrift af Narváez' fuldmagt med sig. Det fortælles, at Gonzalo de Sandoval allerede vidste fra indianerne noget om skibene og om de mange folk, der var ombord. Da han var en rask karl og altid på sin post, når det krævedes, og både han selv og hans soldater under våben, og da han havde mistanke om, at denne flåde kom fra Diego Velasquez, og at han ville sende nogle folk der til byen for at tage den i besiddelse, så mente han, at det var bedst at skaffe sig af med de gamle syge soldater, hvorfor han sendte dem til en indianerlandsby, der hedder Papalote, men de raske beholdt han tilbage. Sandoval havde bestandig pålidelige vagtposter ude på Cempoal-vejen, ad hvilken de måtte komme der til byen. Han sammenkaldte sine soldater og indprentede dem, at hvis Diego Velasquez eller nogen anden person kom, måtte de ikke overgive byen til dem, og der siges, at alle soldater svarede som han ønskede. Han lod imidlertid opstille en galge oppe på en høj. Nu kom i en fart hans spejdere, der var ude på vejene, og sagde ham, at der kom seks spaniere og cubanske indianere ad vejen og allerede var nær ved deres by. Sandoval ventede dem i sit hus og gik dem ikke i møde; han havde allerede befalet, at ingen soldat måtte forlade sin bopæl eller tale med dem, og da præsten og de andre, der var i følge med ham, ikke traf på en eneste spansk indbygger, som de kunne tale med, men kun nogle indianere, der arbejdede på fæstningsværkerne, og som ikke kunne forstå dem, så gik de - efter at de var kommet ind i byen - hen i kirken at holde bøn og derefter til Sandovals hus, fordi de kunne se, at det var det største i byen. Præsten sagde først: »Jeg ønsker eder alt muligt godt« (sådan fortæller man, at han sagde), og Sandoval svarede ham, at han skulle være velkommen. Derefter hedder det sig, at præsten (Guevara var det jo, han hed) begyndte på en tale; at senor Diego Velasquez, Cubas guvernør, havde anvendt mange penge på denne flåde, at Cortés og alle de andre, han havde med sig, havde vist sig som forrædere imod ham, og at han kom for at tilkendegive dem, at de straks skulle erklære sig hørige og lydige overfor senor Pánfilo de Narváez, der var generalkaptajn i Diego Velasquez' navn. Da Sandoval hørte disse uforskammede ord af pater Guevara, blev han indvendig rasende derover og sagde: »Hr. Pater! Det er slet tale i fører, når i bringer ordet forrædere; her er vi bedre tjenere af hans majestæt end Diego Velasquez. Siden i er gejstlig, så straffer jeg jer ikke, som i fortjente for jer uopdragenhed; men rejs med gud til Mexiko, for dér er Cortés, som er generalkaptajn og øverste dommer her i Ny-Spanien. Han vil svare jer, for her har i ikke mere at sige.« Så sagde præsten meget hidsig til notaren, der fulgte med ham, og som hed Vergara, at han straks skulle tage den fuldmagt frem, han gemte hos sig, og læse den op for Sandoval og de indbyggere, der var tilstede; men Sandoval sagde til notaren, at han måtte ikke læse nogen papirer op, for han vidste jo ikke, om det var en fuldmagt eller hvad det ellers var for noget skrevet tøjeri. Der faldt endnu flere ord, og notaren begyndte allerede at fremdrage det skrevne dokument, han havde hos sig, men Sandoval sagde til ham: »Hør, Vergara. Jeg har allerede sagt jer, at I ikke må læse noget papir op her; gå i kun til Mexiko, men jeg forsikrer jer, at hvis i læser sådan noget op, så lader jeg jer give hundrede slag stokkeprygl, for vi ved jo slet ikke, om i er kongelig notar eller ej. Vis jer bestalling frem; har I den med, så læs den op. Vi ved jo heller ikke, om fuldmagten er original eller en afskrift eller et helt andet papir.« Nu sagde præsten, der var meget stolt af sig: »Hvad vil i gøre mere ophævelser med disse forrædere; tag den fuldmagt frem og lad dem få den at høre.« Dette sagde han i en meget vred tone. Da Sandoval hørte disse ord, sagde han, at han løj som en slyngel af en præst, hvorpå han straks befalede sine soldater at bringe dem som fanger til Mexiko. Aldrig så snart havde han sagt dette, før en hel del indianere af dem, der arbejdede på fæstningsværkerne, fik dem op i nogle hængekøjer af fletværk og trak af med dem på ryggen ligesom syndige sjæle, og fire dage efter afleverede de dem ved Mexiko, for de havde været på vej både dag og nat, idet indianerne stadig skiftedes. De var helt forfærdede over alle de store stæder og byer de så. Mad fik de, nogle tog dem, andre afleverede dem, og afsted gik det; man siger, at de var helt uvisse om det var hekseri eller en drøm. Som alguazil sendte Sandoval Pedro de Solis med dem, indtil han havde fået bragt dem til Mexiko; det var ham, der var Orduña's svigersøn og som man nu kalder »Solis bag Døren«. Så snart han havde sendt dem afsted som fanger, skrev han i største skynding til Cortés, om hvem der var fører for flåden og alt hvad der var foregået, og da Cortés fik at vide, at de kom som fanger og allerede befandt sig i nærheden af Mexiko, sendte han heste ud til de tre fornemste og befalede, at man straks skulle give dem fri af fangenskabet, idet han skrev til dem, at det var ham ubehageligt, at Gonzalo de Sandoval havde begået dette overgreb imod dem, og at det var hans ønske at vise dem megen ære. Så snart de var kommet til Mexiko, gik han ud for at møde dem, og førte dem ind i byen med al ære, og da præsten og hans kammerater så, at Mexiko var en så overordentlig stor by, og at vi havde sådan en rigdom på guld, og at der lå mange andre byer ude i søens vand, og da de så alle vore kaptajner og soldater og Cortés' store vennesælhed, var de forbavsede. Efter at de havde været sammen med os i to dage, talte Cortés sådan til dem med løfter og smigerord og smurte dem endda med guldstykker og juveler, idet han sendte dem tilbage til deres Narváez med levnedsmidler til brug på rejsen, at var de kommet som meget vilde løver, så vendte de hjem særdeles tamme og lovede ham at ville være ham til tjeneste. Så snart de var kommet til Cempoal for at afgive beretning til deres feltherre, begyndte de at opfordre hele Narváez' lejr til at gå over til os. Men det vil jeg nu foreløbig lade fare; derimod vil jeg fortælle hvordan Cortés skrev til Narváez, og hvad der kom ud af det.

Da Cortés i alle måder var meget kløgtig og forudseende, og da ingenting skete uden at han søgte at få skik derpå, og da han, som jeg mange gange tidligere har sagt, havde så snilde og dygtige officerer og soldater, som ikke blot var meget tapre, men også gav ham gode råd - for det gjorde vi -, besluttede han med alles samtykke, at der skulle skrives til Narváez, og at nogle indianere skulle i al hast bringe brevene til ham, før præsten Guevara kom. Deri stod der mange baslementer og tilbud fra os allesammen, at vi ville gøre hvad hans nåde befale, og at vi bad ham være så nådig ikke at bringe uro i landet så at indianerne fik at se splid imellem os. Disse tilbud gjorde vi, fordi vi, der stod under Cortés, kun var få soldater i sammenligning med dem, som Narváez havde med; derfor ønskede vi, at han skulle blive os velvillig stemt, idet vi ville se, hvordan det stillede sig, imens vi tilbød ham vor tjeneste; men bag disse gode ord lå også, at vi ikke ville undlade at søge venner iblandt Narváez' officerer, for pater Guevara og notaren Vergara havde sagt Cortés, at Narváez var ikke vel lidt af sine officerer, og at han skulle sende dem nogle guldstykker og guldkæder, for gaver kan få klipper til at revne. Cortés skrev til dem, at både han og alle vi, hans våbenfæller, havde glædet os i høj grad over at de var kommet dér til havnen, og siden de var venner fra gammel tid af, bad han ham vise ham den godhed at lade være at forårsage, at den fangne Montezuma slap løs og at byen gjorde opstand, for det ville have til følge, at både han og hans folk og alle vi kunne komme i fare for at miste livet, eftersom han havde så stor en hærmagt; dette sagde han ham, fordi Montezuma var meget ophidset og hele byen urolig. Han mente, skrev han, og anså for sikkert, at de ord, som han havde sagt ham dernede fra, ikke kunne være kommet ud af en så udmærket og klog mands mund, som han var; sådan noget, sagt på den tid, kunne kun hidrøre fra Cervantes den gemytlige og de soldater, som han havde med sig. Foruden alt det andet, der stod i brevet, stillede han sig til hans rådighed med sin egen person og ejendom og erklærede, at han i alting ville gøre, hvad den anden befalede. Cortés skrev også til sekretæren Andrés de Duero og til assessoren Lucas Vasquez de Ayllon, og med brevene sendte han nogle guldsager til sine venner. Og efter at han havde afsendt dette brev, befalede han, at der i hemmelighed skulle gives assessoren nogle kæder og guldstykker, og han bad pateren af Merced-ordenen at begive sig til Narváez' lejr, så snart brevene var afgåede; han gav ham også nogle guldkæder og plader og meget værdifulde klenodier, som han skulle fordele der iblandt hans venner. Så snart det første brev var ankommet, som vi har fortalt at Cortés skrev og havde afsendt med indianerne, før pater Guevara - han som Narváez havde sendt os - var kommet, gik Narváez om og viste det til sine officerer, idet han gjorde nar af det og af os med. Man fortæller, at en af de kaptajner, han havde med, der havde en stilling som veedor (Heredia oversætter ordet ved controleur«; snarest er de vistnok at gengive ved »inspektør« i militær betydning) og hed Salvatierra, brallede op, så snart han hørte det, og kom med bebrejdelser til Narváez, fordi han læste et brev fra forrædere som Cortés og dem, der var med ham; han burde straks gå imod os, og der skulle ikke blive en eneste i live af os, og så svor han på, at han ville stege Cortés' ører og spise det ene af dem, og han sagde endnu flere letsindige ord. Narváez ville altså ikke svare på brevet og brød sig ikke det bitterste om os. Imidlertid kom præsten Guevara og hans kammerater, og de talte med Narváez, om hvordan Cortés var en meget god caballero og en tro tjener af kongen, og de fortalte ham om det store og tætbefolkede Mexiko og om de mange byer, som de havde set på deres rejse, at de kunne forstå at Cortés ville være ham til tjeneste og gøre alt hvad han befalede, og at det var det bedste, at begge parter indgik en fredelig overenskomst uden noget spektakel. Hr. Narváez skulle udsøge sig en landsdel i Ny-Spanien at drage hen til med de folk, han havde med, men lade Cortés være i ro i andre provinser, for der var lande nok at bo i. Da Narváez hørte dette, siger man, at han blev så vred på pater Guevara og Amaya, at han hverken ville se dem mere eller høre på dem. Eftersom tropperne i Narváez' lejr så, at pater Guevara og notaren Vergara og de andre var blevet så rige, og de hemmeligt sagde alle Narváez' folk så meget godt om Cortés og om alle os andre, og at de havde set sådan en mængde guld, der sattes på spil i lejren, så var der mange af Narváez' folk, der allerede ønskede at de var i vor lejr. Nu kom imidlertid vor mercenarier pater, som jeg har talt om, til Narváez' lejr med de guldstykker, som Cortés havde givet ham, og med hemmelige breve. Han indfandt sig hos Narváez, kyssede hans hænder og sagde, at Cortés ville gøre alt hvad han befalede, og at de skulle holde fred og være gode venner. Men Narváez var stivnakket og stor på det: han ville ikke høre ham og sagde i paterens nærværelse, at Cortés og alle vi andre var nogle forrædere; da så munken svarede, at vi netop var meget tro tjenere af kongen, skældte han ham dygtig ud. I al hemmelighed fordelte munken guldstykkerne og kæderne til dem, som Cortés havde bestemt dem til, og han fristede og søgte at overtale de fornemste officerer i Narváez' hær. Nu skal jeg fortælle, hvad der hændte assessoren Lucas Vasquez de Ayllon og Narváez, og hvad der videre skete.

Det lader til, at sammenhængen var følgende. Da assessoren Lucas Vasquez de Ayllon var kommet for at yde Cortés og os andre bistand, eftersom den kongelige Overret på Santo Domingo og hieronymiter munkene, der styrede dér, havde befalet ham dette (for de vidste, hvor mange gode og tro tjenester vi gjorde - først og fremmest gud, dernæst vor konge og herre) samt den store gave, vi havde sendt til Kastilien med vore befuldmægtigede, og da han nu desuden så Cortés' breve og tillige nogle guldstykker, så blev følgen, at når han før havde sagt, at det var i alle måder uretfærdigt at udsende denne flåde imod så gode tjenere af kongen, som vi var, så sagde han det fra den tid meget tydeligere og mere åbenhjertigt. Han talte så godt om Cortés og om alle os, der var hos ham, at man snart ikke snakkede om andet i Narváez' lejr. Da de desuden kunne se og mærke, at det var det bare knauseri med Narváez, og at han beholdt alt det guld og tøj for sig, som Montezuma havde sendt dem, og ikke gav nogen officer eller soldat den mindste smule - han sagde tværtimod til sin hushovmester med sin buldrende stemme: »Pas på, at der ikke mangler et eneste tæppe, for de er allesammen skrevne op« -, da de altså kendte ham fra den side og altså hørte om Cortés og om os, der var med ham, at vi var meget gavmilde, så kom hele hans lejr halvt i oprør. Narváez fik nu den tanke, at assessoren havde sin finger med i spillet og såede klinte, og når Montezuma sendte dem levnedsmidler, som Narváez' proviantforvalter eller hushovmester uddelte, tog han ikke hensyn til assessoren eller hans tjenere, som han burde have gjort. I den anledning var der småskænderier og rummel i lejren. Salvatierra, der som jeg har sagt beklædte stillingen som veedor, og en vis Juan Bono de Cuexo, en basker, gav ham råd; dertil kom den store gunst, hvori Narváez stod i Kastilien hos Don Juan Rodriguez de Fonseca, biskop af Burgos og ærkebiskop af Rosano. Narváez blev da så fræk at han lod kongens dommer arrestere, lod ham og nogle af hans tjenere samt hans skriver lægge i lænker og sendte dem ombord på et skib til Kastilien eller til øen Cuba. En hidalgo, der hed N N. de Oblanca og var jurist, havde sagt, at Cortés og alle vi andre, der fulgte ham, var kongens tro tjenere, at vi fortjente alskens nåde, at det var ilde gjort at kalde os forrædere og at arrestere en af hans majestæts dommere; ham lod han også fængsle på grund af disse ord, og da Gonzalo de Oblanca var en meget stolt mand, døde han af ærgrelse fire dage efter. Han lod også to soldater fra hans eget skib arrestere, fordi han vidste, at de talte godt om Cortés; den ene af dem var en vis Sancho de Barahona, som kom til at bo i Guatemala. Vi vil nu se, hvordan det gik assessoren, hvem man førte som fange til Kastilien. Med gode ord og trusler lige overfor kaptajnen, skipperen (ved kaptajnen må nok forstås føreren for de ombordværende soldater, og ved skipperen må forstås skibets egentlige fører) og styrmanden på det skib, som han var ombord på, om at hans majestæt ville lade dem hænge, når de var kommet til Kastilien, i stedet for at give dem betaling for hvad de gjorde, fik han dem til at sige, at når han ville betale dem for det arbejde, så ville de bringe ham til Santo Domingo. De skiftede altså kurs, idet de overtrådte Narváez' befaling. Efter at de var kommet til øen Santo Domingo og han var gået i land, begav licentiaten Lucas Vasquez de Ayllon sig op til den kongelige Overret, som residerede dér, og til hieronymiter munkene, der fungerede som guvernører, og da de hørte om en så stor frækhed og dristighed, blev de meget forbitrede og skrev straks til Kastilien til hans majestæts kongelige råd. Men biskoppen af Burgos var jo præsident og styrede alt, og hans majestæt var ikke kommet endnu fra Nederlandene, så at der ikke blev lejlighed til at skaffe os vor ret, og det hedder endda, at Don Juan Rodriguez de Fonseca glædede sig højlig, fordi han troede, at Narváez allerede havde slået os. Da nu hans majestæt, som var i Nederlandene, havde hørt vore befuldmægtigede, og om hvordan Diego Velasquez og Narváez havde udsendt flåden uden hans kongelige tilladelse og arresteret hans dommer, så skadede det dem betydelig i de retssager, som de siden anlagde imod Cortés og alle os andre, - som jeg skal fortælle længere hen -, uagtet de sagde, at de havde lov af biskoppen af Burgos, der var præsident, til at udruste den flåde, de sendte imod os. Imidlertid havde nogle soldater, der var slægtninge og venner af assessoren Lucas Vasquez de Ayllon, set, hvordan Narváez havde begået den store uforskammethed og tåbelighed lige overfor hans majestæts dommer at lade ham føre fangen bort, og da de var bange for Narváez, der allerede så skævt til dem og stod sig slet med dem, besluttede de at flygte fra kysten til den by, hvor kaptajn Sandoval var. Han gjorde megen stads af dem og fik alt det at vide af dem, som jeg her har fortalt, også hvordan Narváez ville sende soldater imod den by for at lade ham gribe. Hvad der videre hændte følger i næste kapitel.

Da Narváez havde sendt den kongelige dommer fra Santo Domingo afsted som fange, forsatte han med at afmarchere med hele sin bagage, sin ammunition og alle sine krigsfornødenheder og opslå sin lejr i en dengang velbefolket by, som hed Cempoal. Det første, han gjorde, var, at han med vold fratog den såkaldte tykke kazik alle de tæpper og det tøj og det guld, som Cortés havde givet ham i forvaring, før vi begav os på vej til Tlascala, og han fratog ham også de indianerinder, som kazikerne der i byen havde foræret, og som vi havde ladet blive i deres forældres huse, fordi de var fornemme herrers døtre og alt for fine til at være med i krigen. Da det var sket, sagde den tykke kazik mange gange til Narváez, at han måtte ikke tage noget af det, som Cortés havde givet ham at forvare, for hvis han fik at vide, at man tog det, så ville han komme og slå dem ihjel; og han beklagede sig også hos Narváez over al den skade, som hans krigsfolk tilføjede ham der i byen ved at røve og plyndre. De sagde til Narváez, at dengang Malinche (sådan kaldte de jo Cortés) og hans folk var der, så tog de ikke noget fra dem, for han var meget god og retfærdig, og det var også alle de teuler, som han havde med; han skulle straks udlevere ham hans indianerinder og guldet og tæpperne, ellers ville han sende bud til Malinche og klage sin nød for ham. Da de hørte dette, gjorde de nar af hvad han sagde, og veedoren Salvatierra, som jeg tidligere har omtalt, og som var den der pralede allermest, sagde til nogle af sine venner og til Narváez selv: »Kan i høre, hvor alle disse kaziker er bange for denne her pjalt Cortés!« Men jeg siger: der ser man, at man skal ikke tale ondt om hvad der er godt, for det må jeg sige for sandt, at dengang vi huggede ind på Narváez, så var Salvatierra en af de værste kujoner, hvilket jeg siden skal fortælle; det var ikke, fordi han ikke var sværlemmet og kraftig nok, men han var en sølle fyr, det vil sige: ikke hvad tungen angår. De fortalte, at han stammede fra en by, der ligger hen ad Burgos til. Men ham vil vi nu ikke tale mere om. Narváez sendte imidlertid bud til vor feltherre og alle os andre, tilligemed nogle dokumenter, som de sagde var afskrift af hans originale fuldmagt som flådekommandør, udsendt af guvernøren Diego Velasquez. Dem lod han os meddele ved den notar, han sendte os, som hed N N. de Mata, og som siden blev armbrøstskytte og længere hen i tiden kom til at bo i Puebla. Sammen med ham skikkede han fire soldater, som nød megen anseelse i hæren; de skulle være vidner. Vi vil nu forlade Narváez og notaren, som han udsendte, og vende os til Cortés, der hver dag fik breve og meddelelser, både fra dem i Narváez' lejr og fra kaptajn Gonzalo de Sandoval, som havde standkvarter i Villa Rica, og lod ham vide, at han dér hos sig havde de fem soldater, vel ansete folk, slægtninge og venner af licentiaten Lucas Vasquez de Ayllon, hvem Narváez havde sendt bort som fange. De var nemlig flygtet derhen fra Narváez' lejr, og den grund, de angav til deres ankomst, var den, at når Narváez ikke havde haft respekt for en kongelig dommer, så ville han have endnu mindre for dem, som var i familie med ham. Af disse soldater fik Sandoval meget nøjagtig besked om alt hvad der gik for sig i Narváez' lejr, og at denne sagde, at han ville opsøge os i Mexiko og lade os gribe. Nu holdt Cortés råd med vore kaptajner og med alle os, som han vidste ville tjene ham, og hvis råd han plejede at høre i vigtige sager som denne. Alle blev da enige om, at vi hurtig, uden at vente på flere breve eller anden underretning, skulle gå imod Narváez, og at Pedro de Alvarado skulle blive tilbage i Mexiko for at passe på Montezuma tilligemed alle de soldater, som ikke egnede sig til at være med på det togt. Desuden skulle de mistænkelige personer blive tilbage, som vi kunne mærke var Diego Velasquez' venner. Men på den tid, førend Narváez var kommet, havde Cortés sendt bud til Tlascala efter en hel del majs, for der var dårlig høst i landet omkring Mexiko på grund af regnmangel; vi trængte navnlig dertil, fordi vi havde en stor del naboria indianere (tyende eller arbejdere, bedre stillede end trællene) fra Tlascala hos os. Denne majs bragte de, og tillige høns og andre levnedsmidler, som vi overlod Pedro de Alvarado. Vi havde også lavet nogle skanser til brug for ham, med tilbehør, malmkanoner og alt det krudt, der var, og han fik fjorten musketerer, otte armbrøstskytter og fem heste; ialt blev der firsindstyve soldater tilbage hos ham. Imidlertid mærkede den store Montezuma, at vi ville gå imod Narváez. Cortés kom hver dag og besøgte ham og gjorde ham sin opvartning; men han ville aldrig lade sig mærke med, at han vidste besked med at Montezuma understøttede Narváez, sendte ham guld og tøj og lod ham forsyne med levnedsmidler. I en af deres samtaler spurgte Montezuma Cortés, hvor det var, han ville hen, hvorfor han havde foretaget al den udrustning og bygget skanser og hvorfor vi allesammen var i sådan en bevægelse. Hvad Cortés svarede ham, og hvad deres samtale drejede sig om, skal jeg fortælle i det følgende.

Mens Cortés og den store Montezuma talte sammen, som de plejede, sagde Montezuma til Cortés: »Hr. Malinche! Jeg ser, at alle eders høvdinger og krigsmænd er i urolig bevægelse, og jeg har også lagt mærke til, at i kun besøger mig fra tid til anden. Pagen Orteguilla siger mig, at i har i sinde at gå imod eders brødre, der er kommet med skibene, og at i vil lade Tonatio blive tilbage her og holde vagt hos mig. Vis mig den venlighed at erklære, om det er tilfældet, for at jeg muligvis kan være eder til hjælp i et eller andet, for det ville jeg overmåde gerne gøre, og jeg ville jo også nødig have, hr. Malinche, at der skulle tilstøde eder nogen ulykke, for i har jo kun meget få teuler, men de der er kommet er fem gange så mange, og de siger, at de er kristne ligesom i og undersåtter og tjenere af eders kejser, og de har billeder og stiller kors op og læser messe for dem, og så siger de og udråber, at i er nogle folk, der er flygtede bort fra eders konges land, og at de kommer for at gribe og dræbe eder. Jeg forstår ikke dette. Pas derfor vel på hvad I gør.« Cortés svarede ham med oprømt mine, ved hjælp af Doña Marina, der stadig var med i alle underhandlingerne, ligesom vor anden tolk, Geronimo de Aguilar. Han lod dem sige ham, at når han ikke var kommet for at give ham beretning derom, var det fordi han holdt så meget af ham og ikke ville forvolde ham sorg ved vor bortdragen; det var af den grund, han havde undladt det, for han var sikker på, at Montezuma var ham velsindet. Og hvad det angår, at vi allesammen var vor store kejsers undersåtter, og at de var kristne ligesom vi, så var det sandt, det var de virkelig; men når de fortalte, at vi var løbet bort fra vor konge og herre, så var det ikke tilfældet, men vor konge havde udsendt os for at besøge ham og tale med ham, nemlig alt hvad han havde sagt ham og forhandlet med ham i hans kongelige navn. Når han sagde, at den anden havde mange soldater, halvfemsindstyve heste, mange kanoner og meget krudt, og at vi kun var få, og at de kom for at slå os ihjel og tage os til fange, så ville vor herre, Jesus Kristus, som vi tror på, og Vor Frue, Sankta Maria, hans velsignede moder, give os styrke, og det mer end deres, for det var nogle onde mennesker, der kom med sådanne hensigter. Vor kejser besad mange kongeriger og fyrstendømmer, derfor var der mange forskellige folkeslag i dem, nogle meget tapre og andre endnu meget mere end vi var fra det indre af Kastilien, der kaldes Gammel Kastilien, og vi hedder kastilianere; men den feltherre, som for øjeblikket var i Cempoal, og de folk, som han havde med, var fra en anden provins, der hedder Biscaya, og de kaldes baskere og taler omtrent ligesom otomierne i det mexikanske land. Han skulle se, at vi nok ville komme med dem som fanger, så han behøvede ikke at være bekymret i anledning af vor bortmarch, for vi ville snart vende tilbage med sejr. Nu ville han blot sige ham, at hans broder Tonatio (sådan kaldte de Pedro de Alvarado) blev tilbage med firsindstyve soldater, og han bad ham nu sørge for, at der ikke blev nogen uroligheder, efter at vi havde forladt byen; heller ikke måtte han tillade sine høvdinger og papa'er at begå noget, så at oprørerne kom til at betale det med deres liv, så snart vi var kommet tilbage; fremdeles bad han, om han ville lade ham få alt hvad de behøvede af levnedsmidler. Her omfavnede Cortés Montezuma to gange, og Montezuma gjorde det samme ved Cortés, og Doña Marina, der var så klog, sagde det så snildelig, at han blev helt bedrøvet over vor afrejse. Han tilbød at ville give alt hvad Cortés havde pålagt ham, og lovede endda, at han ville sende os 5,000 mand krigsfolk til hjælp. Cortés betakkede sig derfor, for han kunne nok indse, at han ikke ville sende dem, og sagde, at han ikke behøvede anden hjælp end for det første guds og dernæst sine våbenfællers. Så sagde han også til ham, at han skulle passe på, at billedet af Vor Frue og korset altid holdtes prydede med løv, og at der både nat og dag holdtes vokslys tændte for dem, og at der ikke måtte tillades nogen papa at bære sig anderledes ad, for derpå ville de mærke Montezuma's venskab. Derefter omfavnede de hinanden igen, og han bad ham tilgive, at nu kunne han ikke blive længere hos ham, fordi han skulle tage sig af forberedelserne til vor afmarch. Han talte så med Pedro de Alvarado og alle de soldater, der blev hos ham, og pålagde dem, at de endelig måtte passe på at den store Montezuma ikke slap løs, og at de skulle adlyde Pedro de Alvarado, og han lovede, at han med guds hjælp skulle sørge for, at de allesammen blev rige. Dér blev så præsten Juan Diaz tilbage hos dem; han fulgte ikke med os, ligeså lidt som de andre mistænkelige personer. Vi omfavnede nu hinanden til afsked, og uden oppakning, uden at have indianerinder eller trosknægte med, begav vi os på marchen over Cholula. På vejen sendte Cortés bud til Tlascala og bad vore venner Xicotenga og Mase Escaci at skaffe os hurtig 5,000 mand krigsfolk. De lod svare, at hvis det var imod indianere ligesom dem selv, så ville de gerne stille endog mange flere, men imod teuler som os og imod kanoner og armbrøster ville de ikke. Af proviant gav de os tyve kurve høns. Cortés skrev også til Sandoval, at han og alle hans soldater skulle i al hast forene sig med os; vi var på vejen til nogle landsbyer, der ligger en tolv mils vej fra Cempoal og hedder Tanpanicita og Midlanguita (nu står de under Pedro Moreno Medrano, der bor i Puebla), og at Sandoval skulle tage sig vel i agt for at falde i hænderne på Narváez, ligeså lidt som nogen af hans soldater. Vi marcherede altså afsted på sædvanlig vis, i god slagorden, for det tilfælde at vi skulle møde nogle af Narváez' folk eller Narváez selv; vore spejdere var stadig på udkig, og to af vore soldater, der var udmærkede fodgængere og meget pålidelige, var bestandig en dags march forud. Disse gik ikke ad den lige landevej, men dér hvor man ikke kunne ride, for at forhøre sig hos indianerne om Narváez' krigsfolk. Da nu altså vore spejdere var på vejen og på udkig, så de en vis Alonso de Mata komme; det var ham, de sagde var notar og kom for at overrække det dokument eller den afskrift af en fuldmagt, som jeg før omtalte i vedkommende kapitel; de så også de fire spaniere, der fulgte ham som vidner. Straks begav de to af vore ryttere sig hen for at afgive beretning, men de to andre blænkere indlod sig i samtale med Alonso de Mata og de fire vidner. Vi skyndte os imidlertid afsted med lange skridt, og så snart de var kommet os nær, hilste de meget ærbødigt på Cortés og alle os andre. Cortés steg af hesten og fik at vide af dem, i hvad ærinde de kom, og at Alonso de Mata ville gøre ham bekendt med de dokumenter, han havde med. Cortés spurgte ham, om han var kongelig notar. Jo, det var han, sagde han. Han befalede ham derefter straks at fremvise sin bestalling: hvis han havde den med, så måtte han nok oplæse dokumenterne, og derefter ville han gøre hvad han syntes var rigtigt, for her drejede sig jo om guds og hans majestæts tjeneste; men hvis han ikke havde den med, så måtte han ikke oplæse det papir, og han ønskede også at se hans majestæts original. Mata blev halvt forlegen og ængstelig over dette, for han var i virkeligheden ikke kongelig notar; og de der var med ham, vidste ikke, hvad de skulle sige dertil. Cortés lod ham få noget at spise, for vi holdt rast der, og han sagde til dem, at vi ville til nogle landsbyer, der lå i nærheden af senor Narváez' lejr og hed Tanpanequita, dér kunne han sende meddelelse hen om hvad hans feltherre befalede. Cortés bevarede en sådan sindsro, at han ikke sagde et eneste ondt ord om Narváez, men han talte med dem enkeltvis, tog dem i hånden og gav dem noget guld. De vendte så tilbage til deres Narváez' og talte godt om Cortés og om alle os andre. Mange af os soldater gik dengang med guldsmykker, halskæder og andre kæder som prydelse på vor rustning; dét så de, der kom for at overrække os dokumenterne, og fortalte i den anledning vidunderlige ting om os. I Narváez' lejr var der mange fremragende personer, som gerne ville have, at der skulle sluttes fred og underhandles med Cortés, siden de så os allesammen så rige. Vi kom da altså til Tampanequita (et sted længere fremme kalder forfatteren den Panganequita, et andet sted Panguenequita. Et tredje Panguanequita), og den næste dag kom kaptajn Sandoval med de soldater, han havde hos sig; det var omtrent 60, for de andre, der var gamle og syge, havde han ladet blive i en landsby, der hed Papalote og som var beboet af venligsindede indianere, for at de skulle få deres livsophold der. Tillige med ham kom de fem soldater, der var slægtninge og venner af licentiat Lucas Vasquez de Ayllon, og som var flygtede bort fra Narváez' lejr. De kyssede Cortés' hånd, og han gav dem en såre venlig modtagelse. Sandoval fortalte nu Cortés, hvad der var hændt dem med den rasende præst Guevara og med Vergara og de andre, og hvordan han havde ladet dem føre fangne til Mexiko, sådan som jeg berettede i forrige kapitel. Han sagde også, at han der fra byen havde afsendt to soldater, klædte i kapper eller tæpper ligesom rigtige indianere, til Narváez' lejr; da de var mørkhudede, sagde Sandoval, så de ikke ud som spaniere, men som rigtige indianere; hver af dem havde en kurv med blommer (her er tale om en frugt, der ligner blommer) på ryggen, for det var just blommetid. Det var dengang Narváez endnu var nede på kysten, før han var kommet op til byen Cempoal. De havde begivet sig til den stortalende Salvatierra's telt, og han havde for blommerne givet dem en snor med gule glasperler. Så snart de havde solgt deres blommer, befalede Salvatierra dem at gå hen og hente græs (for han troede jo, at de var indianere) ved en bæk, der lå i nærheden af teltene; det var til hans hest. De gik så hen og samlede nogle bundter græs, og ved Ave Maria tid kom de tilbage med græsset og sad på hug i teltet ligesom indianere, indtil det blev aften, idet de havde øje og øre med hvad nogle af Narváez' soldater sagde, der kom for at besøge Salvatierra og holde ham med selskab. Det fortælles, at Salvatierra sagde til dem: »Åh, sikken god tid vi er kommet i, for denne forræder Cortés har skrabet over 700,000 pjastre i guld sammen. Vi vil allesammen blive rige, for de soldater og officerer, som han har med sig, må naturligvis også have guld.« De sagde endnu flere lignende ord. Da det nu var blevet rigtig mørkt, gik de to soldater, der var klædte ud som indianere, i al stilhed ud af teltet, hen hvor han havde sin hest; de lagde bidsel på den (bidslet hang ved sadlen), opsadlede den og red afsted på den til byen. På vejen traf de på én hest til, som var halt og stod ved vejen i nærheden af bækken; den tog de også med sig. Cortés spurgte Sandoval om disse heste, hvortil han svarede, at han havde ladet dem blive i byen Papalote, hvor de syge var, for ad den vej, han var kommet med sine kammerater, kunne der ingen heste passere, det var et meget ujævnt og bjergfuldt land; men han havde begivet sig ad den vej for ikke at støde på nogen af Narváez' folk. Da Cortés fik at vide, at den ene hest tilhørte Salvatierra, glædede han sig højlig og sagde: »Nu vil han skråle endnu mere op, når han savner den.« Vi vender nu tilbage til Salvatierra. Da han vågnede om morgenen og ikke fandt de to indianere, der havde solgt ham blommer, og heller ikke sin hest eller dens sadel og bidsel, fortalte Narváez' egne soldater os siden at han sagde sådan nogle ting, så de måtte le af ham, for han begreb straks, at det var spaniere af Cortés' hær, som havde taget hestene fra dem. Fra den tid holdt de god vagt. Vi vil nu igen tale om hovedsagen, nemlig hvordan Cortés og alle vore officerer og soldater rådslog, om hvordan vi skulle anfalde Narváez' lejr; hvad der så besluttedes, før vi gik løs på Narváez, skal jeg fortælle i det følgende.

Vi var nu alle samlede der i byen og besluttede, at vi igen skulle skrive et brev til Narváez, som pateren af Merced-ordenen skulle overbringe. Deri stod som følger, eller noget lignende. Først indeholdt det mange høflighedsudtryk, om hvordan vi var blevet glade over hans ankomst og tænkte os, at ved hjælp af en så udmærket person ville vi udrette meget til gavn for vor herre guds og hans majestæts tjeneste, men han havde jo ikke villet svare os noget, tværtimod kaldte han os forrædere, uagtet vi var kongens fuldtro tjenere, og han havde bragt røre i hele landet ved de ord, han havde ladet sige Montezuma. Nu bad Cortés ham herved om at være så venlig at udvælge den provins, et eller andet sted, hvor han ville blive med de folk han havde, eller siden begive sig hen; så ville vi begive os til andre egne og gøre hvad der var vor pligt som hans majestæts tro tjenere. Vi havde bedt ham, hvis han havde fuldmagt fra hans majestæt, da at være så god at sende originalen deraf, for at vi kunne se og forvisse os om, at den virkelig havde kongens underskrift, og hvad dens indhold var, og for at vi straks, når vi så den, kunne kaste os til jorden og adlyde den. Men han havde jo hverken villet gøre det ene eller det andet, kun brugt hårde ord imod os og sat landet i oprør. Vi bad og besvor ham i guds og kongens navn, at han inden tre dages forløb skulle lade os få at se de dokumenter, han havde med sig, overbragte af en af hans majestæts notarer, så skulle vi lystre alt hvad der befaledes os i den kongelige fuldmagt, fordi det var vor konges og herres bud. I den anledning var vi kommet til byen Tampanequita for at være nærmere ved hans lejr. Hvis han ingen fuldmagt havde med sig og ville vende hjem til Cuba, så skulle han blot gøre det og ikke bringe mere uro i landet; men dersom han gjorde noget andet, så erklærede vi ham, at vi havde i sinde at gå imod ham og fange ham og sende ham som fange til vor konge og herre, eftersom han var kommet uden hans kongelige tilladelse for at påføre os krig og bringe forstyrrelse i alle byerne, og at alle de ulykker og mandefald og ildebrande og ødelæggelser, som ville blive følgen deraf, kom over hans hoved, - ikke over vort. Dette blev nu skrevet til ham i et sendebrev, fordi ingen af hans majestæts notarer turde gå hen og underrette ham derom, da de var bange for, at der skulle times dem den store hån, der var vist en af hans majestæts dommere. Hvor har man set mage til frækhed, at sende ham bort som fange? Foruden det anførte ytrede Cortés, at det var hans pligt for kongens æres og retfærdigheds skyld at straffe denne store fornærmelse og forbrydelse, da han jo var generalkaptajn og overdommer i Ny-Spanien; derfor stævnede han ham for sig og ville kræve regnskab af ham for retten, for det var crimen læsæ majestatis (majestætsforbrydelse) sådan som han havde båret sig ad, og han kaldte gud til vidne på hvad han nu sagde. Han lod også sige ham, at han straks skulle tilbagegive den tykke kazik de tæpper og det tøj og de guldsager, som de havde frataget ham med vold, ligeledes de fornemme mænds døtre, som vi havde fået af deres forældre, og at han skulle befale sine soldater, at de ikke måtte røve fra indianerne der i byen eller fra andre. Derefter fulgte de sædvanlige høflighedsformularer, hvorpå Cortés, vore officerer og nogle soldater skrev under; min underskrift var også med. Derpå begav munken sig afsted tilligemed en soldat, der hed Bartolomé de Usagre, for han var en broder til artilleristen Usagre, der havde med Narváez' skyts at gøre. Vor gejstlige mand og Usagre kom altså til Cempoal, hvor Narváez var, og jeg skal nu fortælle hvad man siger der gik for sig.

Da nu altså munken af Merced-ordenen var kommet til Narváez' lejr, - jeg vil ikke bruge flere ord til at fortælle det igen -, gjorde han hvad Cortés havde befalet ham, nemlig at give sig i snak med nogle caballeros i Narváez' hær og med artilleristen Rodrigo Martin (sådan hed han) og med den Usagre, som også havde opsyn med skytset; det var netop for at få Usagre bedre i tale, at broderen mødte med nogle guldstykker, som han hemmelig gav sin broder. Ligeledes uddelte munken alt det guld, som Cortés havde givet ham med, og han aftalte med Andrés de Duero, at han straks skulle komme til vor lejr og forhandle med Cortés. Desuden havde munken allerede været henne hos Narváez og talt med ham og foregivet, at han ville være ham til tjeneste i alle måder. Men imens dette gik for sig, fik de en svær mistanke om, hvad det var, vor munk havde for, og rådede Narváez til at lade ham straks arrestere; det havde han også i sinde at gøre, men da Andrés de Duero fik dette at vide, - han var sekretær hos Diego Velasquez og stammede fra Tudela ved Duero, og Narváez og han betragtede hinanden som slægtninge, for Narváez var også fra Valladolid egnen eller fra Valladolid selv; i hele hæren var Andrés de Duero meget agtet og fremragende -, altså han gik til Narváez og sagde, man havde fortalt ham, at han ville lade den mercenarier munk gribe, som var udsendt af Cortés i hans ærinde; men han skulle dog tage sig i agt, for selv om man havde mistanke om, at munken sagde et og andet til gunst for Cortés, så var det dog ikke rigtigt at lade ham arrestere, for man havde jo gode vidnesbyrd om al den ære og de gaver, som Cortés havde skænket alle dem af Narváez' folk, der havde været hos ham. Munken, sagde han, havde talt med ham efter sin ankomst, og han havde fået det indtryk af hans tale, at såvel han som andre caballeros i Cortés' lejr ønskede at komme ham i møde og at alle skulle være gode venner. Han skulle drage sig til minde, hvor godt Cortés talte til de sendebud, han havde sendt ham: både han selv og alle de, der var hos ham, havde bestandig hr. kaptajn Narváez i munden, og det ville også være en grim handling at arrestere en gejstlig mand. Den anden mand, der var fulgt med ham, var broder til artilleristen Usagre, der var kommet for at besøge ham. Han burde indbyde munken til at spise hos sig, og få lokket ud af ham, hvad mening Cortés' folk nærede. Ved disse og andre velklingende ord, som han sagde til ham, fik han Narváez beroliget, hvorefter Andrés de Duero sagde farvel til Narváez og meddelte pateren i al hemmelighed, hvad der var sket. Nu rendte Narváez bud efter munken, og da han kom, gjorde han megen stads af ham. Munken, der meget kløgtig og snedig, bad ham med et lille smil om at måtte tale med ham i hemmelighed. Så gik Narváez og spadserede op og ned med ham i en gård, og munken sagde: »Jeg ved meget vel, at eders nåde havde i sinde at lade mig arrestere, men i må vide, senor, at i ikke har nogen bedre eller trofastere tjener i eders lejr end mig, og i må være forvisset om, at mange af Cortés' caballeros og kaptajner allerede kunne ønske at se ham i eders nådes hænder, så jeg tror, at vi allesammen vil være med. For end mere at få ham til at bære sig galt ad har de bevæget ham til at skrive et brev fuldt af forrykt snak, og som er undertegnet af soldaterne; det sagde de, at jeg skulle give eders nåde, men jeg har ikke villet vise det før nu, da talen er kommet derpå. Jeg var lige ved at kaste det i en flod, fordi det er fuldt af vrøvl; men Cortés' officerer og soldater har gjort det for at se ham begå dumheder.« Narváez sagde, at han skulle give ham det, hvortil munken svarede, at han havde ladet det ligge i sit herberge, men nu skulle han gå hen og hente det. Han sagde dernæst farvel og gik efter brevet. Imidlertid kom den brovtende Salvatierra hen i Narváez' kvarter. Munken lod straks sige til Duero, at han skulle gå hen til Narváez for at være tilstede, når brevet blev overleveret, for Duero vidste allerede om det, og det samme gjorde nogle andre af Narváez' officerer, der havde taget Cortés' parti. Munken havde brevet på sig, men han ønskede, at mange af hæren skulle være tilstede og høre det. Da nu altså munken kom med brevet, gav han det til Narváez selv og sagde: »Eders nåde må ikke blive forbavset over dét, for Cortés er allerede forstyrret i hovedet, og jeg er vis på, at hvis eders nåde taler ham venligt til, så vil han straks overgive sig selv og alle dem, han har med sig.« Vi vil nu ikke anføre mere af munkens tale (den var god nok), men fortælle, at soldaterne og officererne bad Narváez at læse brevet for dem. Straks da de havde hørt det, hedder det sig at Narváez og Salvatierra brølede op, men de andre lo bare af det, og Andrés de Duero sagde da: »Nu ved jeg ikke, hvordan det hænger sammen. Jeg kan ikke forstå det, for denne gejstlige mand har sagt mig, at Cortés og alle de andre ville overgive sig til eders nåde, men nu skriver han sådan noget sludder.« Der var også en vis Agustin Bermudez, kaptajn og alguazil mayor i Narváez' hær, der hjalp Duero af alle kræfter; han sagde: »Ja, jeg har også i al hemmelighed fået at vide for vist af denne mercenariermunk, at når eders nåde blot sendte nogle gode underhandlere, så ville Cortés selv komme personlig og overgive sig tilligemed sine soldater; derfor er det bedst, at eders nåde sender hr. veedor Salvatierra og hr. Andrés de Duero hen til hans lejr, som jo ikke er meget langt borte; jeg skal gerne gå med dem.« Det sagde han med vilje for at se, hvad Salvatierra ville sige dertil. Narváez sagde så, at Andrés de Auero og Salvatierra skulle gå derhen. Salvatierra svarede, at det havde han ikke lyst til, han ville ikke hen at hilse på en forræder. Munken sagde: »Hr. veedor, i skulle tage det med ro, for det er sikkert nok, at i har ham her fangen om få dage.« Det blev altså bestemt, at Andrés de Duero skulle begive sig derhen. Nu lader det til, at Narváez  traf aftale i al hemmelighed med Duero og med tre kaptajner om at de skulle se at få Cortés til at møde dem i nogle indianske bøndergårde, der lå mellem Narváez' lejr og vor, hvor man så skulle forhandle om hvor vi skulle bosætte os med Cortés og dele landet; ved dette møde ville han lade ham gribe. Narváez havde i den anledning allerede talt med tyve soldater af sine venner; dette fik munken straks at vide, såvel som Andrés de Duero, og de underrettede Cortés om det altsammen. Vi lader nu munken blive i Narváez' lejr, hvor han allerede var blevet meget gode venner med Salvatierra og ovenikøbet viste sig at være i familie med ham, for munken var fra Olmedo og Salvatierra fra Burgos; og han spiste sammen med ham. Vi skal nu høre om Andrés de Duero, der lavede sig til at rejse til vor lejr og ville tage vor soldat Bartolomé de Usagre med sig, for at Narváez ikke skulle få noget at vide af ham, om hvad der var i gære; og jeg skal tillige fortælle, hvad vi tog os for i vor lejr.

Vi vil foreløbig gå lidt tilbage i tiden. Så snart Cortés havde fået underretning om, at Narváez kom med en krigsflåde, afsendte han en soldat, der havde været i Italien, og som var meget dygtig i alskens våbenfærd og navnlig i at føre en lanse. Han sendte ham til en provins, hvis beboere kaldes chinanteker, i nærheden af det sted, hvor de soldater var, som søgte efter guldgruber. Folkene der i provinsen var meget fjendtlig stemte imod mexikanerne og havde for få dage siden sluttet venskab med os. Som våben brugte de nogle meget lange lanser, større end vore kastilianske, med skarpe spidser af hård sten, to armlængder lange. Han bad dem om straks at bringe ham tre hundrede sådanne, dér hvor han var, men at de skulle tage spidsen af; og siden de havde en hel mængde kobber, skulle de deraf lave to spidser til hver af dem. Soldaten havde mål med, hvordan spidserne skulle være. De skyndte sig at skaffe lanserne til veje i de fire-fem landsbyer og de få gårde, som var dér i provinsen, og spidserne lavede de endnu meget mere fuldkommne, end vi havde bedt dem om at gøre. Han befalede også vor soldat, der hed Tobilla, at forlange 2.000 mand krigsfolk af dem og at give møde med dem pinsedag i den by, der hed Tampanequita, eller spørge sig for, hvor vi befandt os; de 2.000 mand skulle have lanser med. Soldaten stillede altså dette forlangende til dem, og kazikerne sagde, at de skulle nok komme med krigsfolkene. Soldaten kom snart tilbage med omtrent to hundrede indianere, der bragte lanserne; men hvad de andre indianere, krigsfolkene, angår, så blev en anden af vore soldater tilbage dér for at komme med dem; han hed Barrientos. Denne Barrientos var ude ved jorderne for at opsøge guldminer, hvilket jeg allerede har talt om. Det blev som sagt bestemt, at han skulle komme til vor lejr; vejen fra det ene sted til det andet var en ti-tolv mil. Da nu altså vor soldat Tobilla var kommet med lanserne, viste de sig at være ganske udmærkede, og soldaten holdt øvelser med os og lærte os at føre dem og hvordan vi skulle stå os mod rytteri. Vi havde allerede holdt mønstring og opsat en fortegnelse over alle soldater og officerer i vor hær: det fremgik deraf, at vi var to hundrede og seks og tresindstyve mand, trommeslageren og piberen medregnede, men munken fraregnet; der var fem ryttere, to små kanoner, nogle få armbrøstskytter og endnu færre bøsseskytter. Det vi særlig satte vor lid til i kampen, var lanserne, der  da også blev til meget god nytte, som man siden skal se. Det kan nu være nok om våben og mønstring og lanser. Imidlertid kom Andrés de Duero, som Narváez havde sendt til vor lejr; han havde med sig vor soldat Usagre og to naboria indianere fra Cuba. Hvad Cortés og Duero talte sammen og kom overens om, fik vi sidenhen at vide, og det skal jeg nu fortælle.

Men jeg må i den anledning gå langt tilbage i tiden og gentage, hvad der var hændt. Jeg sagde allerede i et kapitel, der ligger meget langt tilbage, at dengang vi var i Santiago på Cuba, kom Cortés overens med Andrés de Duero og en kongelig skatmester, som hed Amador de Lares, begge gode venner af Diego Velasquez og Duero endda hans sekretær, at han skulle få sat igennem hos Diego Velasquez, at Cortés blev udnævnt til generalkaptajn og chef for den flåde, der skulle udsendes, og at Cortés skulle dele med dem alt det guld og det sølv og de juveler, som tilfaldt ham. Da nu Andrés de Duero så, at hans kompagnon Cortés var blevet så rig og mægtig, gav han til påskud, at han kom for at stifte fred og støtte Narváez, men i virkeligheden var det hans hensigt at kræve sin del i kompagniskabet, for den anden kompagnon Amador de Lares var imidlertid afgået ved døden. Cortés var jo snild og behændig og lovede ham ikke blot at give ham en stor formue, men også kommando over hele krigsmagten, hverken mere eller mindre end som han selv personlig, og når Ny-Spanien var erobret, ville han give ham ligeså mange byer som han selv fik, på den betingelse, at han sluttede en overenskomst med Agustin Bermudez, der var alguazil mayor i Narváez' lejr, og med nogle andre caballeros, som jeg ikke nævner her, om i alle tilfælde at sørge for at Narváez ikke slap fra det med livet og æren, men at det måtte lykkes ham at tilføje ham et nederlag. Når han så havde fået dræbt eller fanget Narváez og tilintetgjort hans hær, så skulle de blive herrer og dele guld og byer i Ny-Spanien. For at bestikke ham endnu mere og lokke ham til hvad jeg har sagt, belæssede han hans to cubanske indianere med guld. Det synes da også som om Duero gav ham løfte derom, og Agustin Bermudez havde endog lovet det ved et brev med egenhændig underskrift. Cortés sendte ligeledes en mængde guldstykker og guldsager til Bermudez, til en præst, der hed Juan de León, til præsten Guevara, hvem Narváez først udsendte, og til andre af sine venner, og skrev til dem hvad han syntes passende for at få dem til at hjælpe ham i alle ting. Andrés de Duero opholdt sig i vor lejr hele den dag, han kom, og til den næste dag efter at have spist til middag; det var pinsedag. Han spiste sammen med Cortés og talte en stund med ham under fire øjne, og efter måltidet sagde Duero så farvel til os alle, såvel officerer som soldater, hvorpå han atter red hen hvor Cortés var, og sagde: »Hvad befaler eders nåde, for nu vil jeg afsted?« Han svarede: »Drag bort med gud og pas vel på, senor Andrés de Duero, at i vel holder, hvad vi er blevet enige om, for ellers siger jeg jer på samvittighed (således plejede Cortés at sværge), at inden tre dage er gået, skal jeg være i jer lejr med alle mine våbenfæller; og den første, jeg vil rette min lanse imod, bliver jer, såfremt jeg erfarer noget, der strider imod det, vi har talt om.« Duero lo og sagde: »Jeg skal ikke svigte i noget eller undlade at tjene eders nåde.« Derefter red han bort, og da  han var kommet til deres lejr, fortæller man at han sagde til Narváez, at Cortés og alle vi, der var hos ham, kunne han godt mærke, havde den bedste vilje til at gå over til Narváez. Vi vil nu ikke tale mere om dette med Duero; men jeg skal nu fortælle, at Cortés straks lod en af vore kaptajner kalde, som hed Juan Velasquez de León, en meget anset mand, ven af Cortés og meget nær slægtning af guvernøren på Cuba, Diego Velasquez; efter hvad vi altid havde ment, havde Cortés også fået ham ganske på sit parti ved hjælp af store gaver og løfter om at ville give ham kommando i Ny-Spanien og gøre ham til sin ligemand, og Juan Velasquez viste sig da også altid som en meget tro tjener og sand ven af ham, som man siden skal få at se. Så snart han var kommet hen til Cortés og havde hilst på ham, sagde han: »Hvad befaler eders nåde?« Cortés talte jo undertiden meget sødt og med smil om munden, og han sagde da halvt smilende til ham: »Grunden til, at jeg har ladet senor Juan Velasquez kalde, er den, at Andrés de Duero har fortalt, at Narváez siger, og at der går den snak i hele hans lejr, at hvis i gik over til dem, så ville jeg straks blive slagen og ødelagt, for de tror, at i vil slutte jer til Narváez. Derfor har jeg fået den tanke, at i må endelig, hvis i holder af mig, straks ride bort på jer gode skimmelhoppe med alt jeres guld og la fanfarona (det var en meget tung guldkæde) og nogle andre småting, som jeg vil give jer, og som i skal give i mit navn derovre til nogle, som jeg vil nævne jer. Jeres fanfarona, der jo er meget tung, skal i bære på den ene skulder, og en anden kæde, der er endnu tungere end den, skal i sno to gange om halsen. Så skal i se hvad det er, Narváez vil jer; og så snart i er kommet her tilbage, skal senor Diego de Ordás begive sig derover, for de ønsker at se ham i deres lejr, da han før har været hushovmester hos Diego Velasquez.« Juan Velasquez svarede: at han ville gøre hvad hans nåde befalede, men sit guld og sine kæder ville han ikke tage med, kun det som han gav ham til at forære dem, han ønskede skulle have noget, for han ville allevegne tjene ham med sin person, og den tjeneste var mere værd end hvad guld og diamanter kunne yde. »Ja det er også hvad jeg tror,« sagde Cortés, »og det er netop på grund af den tillid, senor, at jeg udsender jer. Men hvis i ikke tager alt jeres guld og jeres juveler med, som jeg har befalet jer, så ønsker jeg ikke, at i skal begive jer derhen.« Juan Velasquez svarede: »Som eders nåde ønsker.« Men han ville ikke tage sine klenodier med. Cortés talte derpå hemmeligt med ham, hvorefter han red bort, og ifølge med sig havde han en rideknægt i Cortés' tjeneste, som skulle være hans tjener; han hed Juan del Rio. Det var altså om Juan Velasquez' ridt man siger, at Cortés sendte ham afsted for at gøre Narváez tryg. Nu skal man høre, hvad der gik for sig i vor lejr. To timer efter at Juan Velasquez var taget bort, befalede Cortés Camillas - sådan hed vor tambur - at røre trommen, og Benito de Beger, vor piber, at slå sin tamburin, og han befalede Gonzalo de Sandoval, kaptajn og alguazil mayor, at sammenkalde alle soldaterne, og at vi straks skulle begynde at marchere i ilmarch ad Cempoal til. På vor vej fældede vi to af den slags vildsvin, som lever der i landet og har navlen midt på ryggen, og mange af os soldater sagde, at det var et varsel om sejr. Vi overnattede i et krat ved en bæk og havde vore patruljer, spejdere og ronder ude. Så snart det blev morgen, marcherede vi videre, lige ud, og ved middagstid holdt vi hvil ved en flod, hvor nu byen Villa Rica de la Vera Cruz er bygget, dér hvor skibene losser deres varer, når de kommer fra Kastilien. Dengang lå der nogle indianerhuse og træplantninger nede ved floden. Da solen skinner meget stærkt i den egn, udhvilede vi os, som jeg har fortalt, for vi havde jo vor rustning og vore lanser at bære. Men vi vil holde op med den march og fortælle, hvad der hændtes Juan Velasquez ovre hos Narváez og om hans sammentræf med en af hans kaptajner, der også hed Diego Velasquez. En nevø af guvernør Velasquez på Cuba.

Jeg har allerede fortalt, at Cortés sendte Juan Velasquez de León og en rideknægt ifølge med ham til Cempoal for at få at vide, hvad det var, Narváez ville ham, siden han var så længselsfuld efter at have ham hos sig. De begav sig altså bort fra vor lejr og skyndte sig så godt, at de var i Cempoal ved dagens frembrud. Juan Velasquez satte sin hest ind hos den tykke kazik (Juan del Rio havde ingen hest), og derfra gik de til fods hen til Narváez' hus. Da indianerne kendte ham, blev da glade over at se ham og tale med ham, og de råbte højt til nogle af Narváez' soldater, der lå indkvarterede hos den tykke kazik, at det var Juan Velasquez de León, en af Malinche's kaptajner. Så snart soldaterne hørte dette, løb de hen til Narváez for at melde ham det glædelige budskab, at Juan Velasqnez de León var kommet. Førend Juan Velasquez var nået hen til Narváez' bolig, havde Narváez i hast erfaret hans ankomst og gik ud på gaden for at tage imod ham, ledsaget af nogle soldater. Da Juan Velasquez og Narváez mødtes, hilste de med stor ærbødighed på hinanden; Narváez omfavnede Juan Velasquez og bad ham sætte sig på en stol, for de bragte straks stole og bænke, og han spurgte ham, hvorfor han ikke var stået af ved hans bopæl, og befalede sine tjenere straks at gå hen og hente hesten og hans bagage, hvis han havde nogen med, for at han skulle slå sig til ro i hans hus og sætte sin hest ind i hans stald. Juan Velasquez svarede, at han måtte snart tilbage igen: han var blot kommet for at kysse hans hænder og hilse på alle caballeros i hans lejr og for at forsøge, om han kunne få bragt fred og venskab tilveje imellem hans nåde og Cortés. Så hedder det sig, at Narváez straks tog Juan Velasquez til side; han var meget oprørt over, at han sagde ham sådanne ord: at slutte venskab og fred med en forræder, der med sin hær havde sat sig op mod hans fætter, Diego Velasquez! Juan Velasquez svarede, at Cortés var ingen forræder, men en tro tjener af hans majestæt; det kunne ikke kaldes noget forræderi at henvende sig til vor konge og herre, som han havde gjort, og han bad om, at et sådant ord ikke måtte blive udtalt i hans nærværelse. Nu begyndte Narváez at friste ham med store løfter for at få ham til at blive hos ham og bevæge Cortés' folk til at overgive sig og straks erklære sig lydige imod ham, idet han med eder lovede ham, at han skulle blive den højeste officer i hele hans lejr og hans næstkommanderende. Men Juan Velasquez svarede, at han ville begå et større forræderi ved at svigte den feltherre, som han havde svoret til i krigen, og lade ham i stikken, for han vidste, at alt hvad han havde udrettet i Ny-Spanien var til gavn for vor herres og hans majestæts tjeneste; han ville altid holde sig til Cortés, ligesom denne holdt sig til vor konge og herre, og bad ham ikke tale mere om den ting. Imidlertid var de højeste officerer i Narváez' lejr kommet for at hilse på ham, og de omfavnede ham med stor høflighed, for Juan Velasquez havde et meget høvisk væsen, var velbygget og kraftig, havde et smukt ydre og et smukt, skægget ansigt, og over skulderen bar han en meget lang guldkæde, som han havde slynget to gange under armen, så at de syntes, han så ud som en rigtig tapper og dygtig officer. Men vi vil ikke tale mere om Velasquez' gode udseende, og om hvordan alle Narváez' kaptajner stod og betragtede ham. Der kom da også vor munk af Merced-ordenen for at hilse på ham og tale hemmelig med ham, ligeledes Andrés de Duero og Alguazil'en Bermudez. Men nu hedder det sig, at nogle af Narváez kaptajner, nemlig Gamarra, en vis Juan Fuste, en vis Juan de Cuexo fra Biscaya og den stortalende Salvatierra, rådede Narváez til uopholdelig at lade Juan Velasquez gribe, for de syntes, at han førte altfor åben tale til gunst for Cortés. Narváez havde da også hemmelig befalet sine officerer og alguazil'er at tage ham til fange, men Agustin Bermudez, Andrés de Duero, vor mercenarier munk, en præst ved navn Juan de León og nogle andre personer af Cortés' venner fik det at vide og sagde til Narváez, at de forbavsedes over, at han ville lade Juan Velasquez de León gribe: hvad kunne vel Cortés gøre imod ham, selvom han havde hundrede andre Juan Velasquez'er ifølge med sig? Han burde betænke, hvordan Cortés viste alle dem ære og venlighed, som var kommet derover fra lejren: han kom dem i møde og gav dem allesammen guld og juveler, så at de kom tilbage belæssede ligesom bier, der vender hjem til kuben, og med alle slags tæpper og fluesmækker (dvs. de store fjervifter, som tidligere er omtalte ved beskrivelsen af indianske fyrsters optog). Han kunne jo godt have ladet Andrés de Duero gribe og præsten Guevara og Amaya og notaren Vergara og Alonso de Mata og andre, der havde været oppe i hans lejr, men det havde han ikke gjort; tværtimod havde han bevist dem megen hæder. Det var derfor bedst, at han påny talte høflig til Juan Velasquez og indbød ham til at spise hos sig. Narváez syntes så, at det var et godt råd, og talte ham påny såre venlig til for at få ham til som mellemmand at bevirke, at Cortés og alle vi andre overgav os, og han indbød ham til måltid. Juan Velasquez svarede, at han skulle gøre hvad han kunne i den sag, men at han anså Cortés for at være meget påståelig og hårdnakket, hvad dette spørgsmål angik, og at det var bedre, om de delte provinserne, og at hans nåde udvalgte sig det stykke land, der passede ham bedst. Dette sagde Juan Velasquez for at berolige ham. Mens denne samtale førtes, kom mercenarier munken og hviskede Narváez i øret, for han var allerede blevet hans fortrolige og rådgiver. Han sagde: »Eders nåde skulle lade holde mønstring over hele sit artilleri, sine ryttere, bøsseskytter, armbrøstskytter og soldater og lade Juan Velasquez de León og rideknægten Juan del Rio se det, for at Cortés skal blive bange for eders hærmagt og gå over til eders nåde, enten han vil eller ej.« Dette sagde munken, som om han var hans tro tjener og ven; men han havde kun til hensigt at få alle hærens ryttere og fodfolk til at anstrenge sig. Han holdt da mønstring efter munkens råd, i Juan Velasquez de León's og Juan del Rio's påsyn; vor gejstlige mand var også tilstede. Så snart mønstringen var forbi, sagde Juan Velasquez til Narváez: »Det er store stridskræfter, eders nåde har; gud give, at de må tage til.« Så sagde Narváez: »Der kan i se, at hvis jeg havde villet gå imod Cortés, ville jeg have kunnet tage ham til fange, og alle jer andre med.« Hertil svarede Juan Velasquez: »Eders nåde må være vis på, at både han og alle vi soldater, der er med ham, skal nok vide at forsvare os«. Hermed ophørte denne samtale. Den næste dag havde han Juan Veslasquez, til bords hos sig, og hos Narváez spiste også en nevø af Diego Veslasquez, guvernøren på Cuba, ligeledes en af hans kaptajner. Mens de sad og spiste, kom det på tale at Cortés ville overgive sig til Narváez, og der taltes om brevet og opfordringerne fra ham, det ene ord tog det andet, og Diego Velasquez' nevø, der ligesom sin onkel også hed Diego Velasquez, glemte sig selv og sagde, at Cortés og alle vi, der fulgte ham, var forrædere, siden vi ikke kom og underkastede os Narváez. Da Juan Velasquez hørte dette, rejste han sig fra den stol, han sad på, og sagde med megen anstand til Narváez: »Senor, jeg har allerede bedt eders nåde om ikke at tilstede, at der bliver sagt sådanne ord som dem, han her har sagt om Cortés, heller ikke om nogen af os, der er i følge med ham, for det er i sandhed en slet tale at tale ondt om os, der har tjent hans majestæt så loyalt.« Diego Velasquez svarede, at det var meget god tale, og siden han tog en forræder i forsvar, så måtte han selv være en forræder ligesom han, og at han åbenbart ikke var en af de gode Velasquez'er. Nu lagde Juan Velasquez hånd på sit sværdhæfte og sagde, at han løj, og at han var en bedre caballero end han og en af de gode Velasquez'er, bedre end han og hans onkel; det skulle han nok overbevise ham om, hvis senor Narváez gav dem tilladelse dertil. Da der var mange officerer tilstede, både af Narváez' og også nogle af Cortés' venner, lagde de sig imellem, for Juan Velasquez var virkelig lige ved at give den anden et kårdestød; og de rådede Narváez til straks at byde ham at forlade lejren, såvel som munken og Juan del Rio, for de kunne nok mærke, at der ikke ville komme noget godt ud af at de blev der. Så blev der da uopholdelig givet dem befaling til at begive sig bort, og de, som længtes efter at være igen i vor lejr, iværksatte det straks. Det hedder, at Juan Velasquez, siddende i sadlen på sin gode hoppe, med sin brynje på - for den gik han altid med -, med sin hjelm på hovedet og med sin store guldkæde, begav sig hen for at tage afsked med Narváez. Der hos Narváez stod den unge Diego Velasquez, han der havde gjort kvalm. Han sagde til Narváez: »Hvad ærinde har eders nåde til vor lejr?« Narváez svarede meget vred, at han skulle blot gå sin vej, og at det havde været bedre, om han ikke var kommet, og den unge Diego Velasquez sagde truende og hånende ord til Juan Velasquez, hvortil Juan Velasquez de León svarede, at det var en stor frækhed, og at han fortjente at revses for de ord, han havde sagt. Han lagde hånden på sit skæg og sagde: »Ved dette sværger jeg, at jeg, inden mange dage er gået, vil se, om eders tapperhed er lige så stor som eders veltalenhed.« Hen til Juan Velasquez kom der nu seks-syv fra Narváez' lejr, som allerede var vundne for Cortés; de ville sige farvel til ham, og det fortælles, at de greb fat i ham, ligesom om de var forbitrede, og sagde til ham: »Rid nu bort og indlad jer ikke på mere snak.« De tog da afsked og red rask afsted på vej til vor lejr, for man havde underrettet Juan Velasquez om, at Narváez ville lade ham gribe og havde ladet en hel del ryttere følge efter dem. På vejen mødte de os så ved den flod, jeg har talt om, som nu flyder i nærheden af Vera Cruz. Vi lå ved den omtalte flod og holdt middagshvil, for det er en meget stærk varme der i landet, og vi var trætte, da vi havde alle vore våben at bære på og hver sin lange lanse. I dette øjeblik kom en af vore blænkere ridende og meldte Cortés, at de kunne se to-tre ryttere komme et godt stykke borte. Vi tænkte straks, at det måtte være vore udsendinge, Juan Velasquez de León, munken og Juan del Rio, og da de kom derhen hvor vi var, hvor blev vi da glade og fornøjede allesammen, og hvor var Cortés dog venlig og elskværdig lige overfor Juan Velasquez og vor munk; det havde han også god grund til, for de havde tjent ham rigtig godt. Nu fortalte Juan Velasquez ord til andet hvad jeg tidligere har sagt at der hændtes dem hos Narváez, og hvordan han hemmeligt havde uddelt kæderne, guldstykkerne og smykkerne til de personer, Cortés havde befalet skulle have dem. Og så skulle man høre vor munk: han var meget munter og kunne rigtig godt skildre, hvordan han havde ageret Narváez' tro tjener, og hvordan han havde rådet ham til at holde mønstring og fremvise sit artilleri, bare for at have ham til bedste, og hvor snedigt og behændigt han havde fået brevet overleveret, og han fortalte, hvordan det var gået ham med Salvatierra, at han havde ladet som om han var hans nære slægtning (munken var jo fra Olmedo og Salvatierra fra Burgos kanten, og Olmedo ligger forøvrigt et temmelig langt stykke væk fra Burgos), og om alle de heltegerninger, som Salvatierra sagde, han ville udføre, nemlig tage Cortés og os allesammen til fange, hvorhos han beklagede sig over soldaterne, der havde stjålet hans og en anden kaptajns heste. Vi morede os over at høre dette, som om vi var til bryllupsgilde og lystighed; men dog vidste vi, at den næste dag skulle vi i slag, hvor vi enten måtte sejre eller dø da vi jo kun var 266 soldater, men Narváez' folk fem gange så mange. Nu vender vi tilbage til vor beretning. Vi satte os da i march ad vejen til Cempoal og holdt vor nattehvil ved en lille flod, hvor der dengang var en bro, omtrent en mil fra Cempoal; nu ligger der et mejeri. Jeg skal så fortælle, hvad der gik for sig i Narváez' lejr, siden Juan Velasquez, munken og Juan del Rio var der; og derefter skal jeg igen fortælle, hvad vi foretog os i vor lejr. For der hænder jo samtidig både to og tre ting, og derfor må jeg nødvendigvis lade det ene ligge for at fortælle, hvad der er mest vigtigt for beretningen.

Det siges, at da Juan Velasquez. Munken og Juan del Rio var taget bort, sagde Narváez' kaptajner til ham, at de ude i lejren havde hørt, at Cortés havde sendt mange guldklenodier, og at han havde venner på sit parti i selve lejren, og at det var det bedste, om de var godt på deres post, og at han skulle give alle sine soldater ordre til at være beredte med deres våben og heste. Nu var der desuden det, at den tykke kazik, som jeg flere gange har nævnt, var meget bange for Cortés, fordi han havde fundet sig i, at Narváez havde taget tøjet, guldet og indianerinderne fra ham; han havde derfor altid spejdere ude efter os, for at vide, hvor vi holdt hvil, og ad hvilken vej vi kom, - det havde Narváez nemlig tvunget ham til at gøre. Da denne tykke kazik fik at vide, at vi allerede var kommet nær til Cempoal, sagde han til Narváez: »Hvad går der af jer, siden i er så uforsigtige? Tror i, at Malinche og de teuler, han har med sig, er lige sådan som i ? Nej, jeg kan sige jer, at når i mindst venter det, er han her og slår jer ihjel.« De gjorde ganske vist nar af den tykke kaziks ord, men de undlod dog ikke at berede sig til kamp. Det første, de gjorde, var at proklamere krig imod os med ild og blod og med tilladelse til al plyndring. Det fik vi at vide af en soldat, som de kaldte »Den lille Galicier«, og som kom løbende over til os fra Narváez' lejr, eller også sendte Andrés de Duero ham. Han underrettede Cortés om proklamationen og om andre ting, som det var godt for ham at vide. Vi vender nu tilbage til Narváez. Han lod hele sit artilleri, rytterne, musketererne og armbrøstskytterne tage stilling på en mark, vel en fjerdingvej fra Cempoal, for at vente på os dér og ikke lade nogen af os beholde livet eller friheden. Da det regnede meget den dag, blev Narváez' folk snart trætte af at stå der og vente på os i det våde, og da de ikke var vante til regnskyl eller anstrengelser, og han ikke betragtede os som noget, rådede hans officerer ham til at gå tilbage til kvartererne, og sagde, at det var en skam at stå der sådan og vente på to-tre stykker (det var os, de mente dermed), og at han skulle opstille sit artilleri foran deres kvarterer - det var atten svære kanoner -, men hele natten skulle 40 ryttere holde vagt på den vej, ad hvilken vi marcherede til Cempoal. Og ved overgangen over floden, som vi skulle passere, burde han have sine spejdere, det vil sige nogle raske ryttere og let fodfolk, der havde at bringe melding, men i gården ved Narváez' kvarter skulle hele natten tyve ryttere opholde sig. Dette indrettede de således med ham for at få ham tilbage igen til sit kvarter. Hans kaptajner sagde ydermere til ham: »Hvor kan i, senor, have så store tanker om Cortés at tro, at han med det par hankatte, han har, vil driste sig til at komme og angribe lejren her, blot fordi denne tykke indianer har sagt eder det. Det må eders nåde ikke tro: han er bare kommet med alt det praleri og har ladt som han ville indfinde sig, for at eders nåde skulle være tilbøjelig til overenskomst med ham.« Altså, Narváez trak sig tilbage igen til sin lejr, som jeg har sagt, og udlovede derefter offentlig, at den der dræbte Cortés eller Gonzalo de Sandoval, ville han give 2,000 pjastre. Han lod nu nogle vedetter begive sig ned til floden, nemlig en der hed Gonzalo Carasco, som nu bor i Puebla, og en til, der hed N.N. Hurtado. Det feltråb og den hemmelige parole, han gav i sin lejr til brug under kampen imod os, var »Sankta Maria, Sankta Maria«. Foruden alle disse forberedelser befalede Narváez, at en hel del soldater, både bøsseskytter og armbrøstskytter og nogle andre med partisaner, skulle være på vagt i hans kvarter, ligeledes hos veedoren Salvatierra, hos Gamara og Juan Bono. Det var nu altså Narváez' forberedelser til kampen; nu skal jeg fortælle om vor slagorden.

Da vi var kommet til den lille flod, som jeg allerede har nævnt og omtalt, og som lå omtrent en mil fra Cempoal, og hvor der var nogle gode enge, og da vi havde udsendt vore blænkere, pålidelige folk, steg vor feltherre Cortés til hest og lod os kalde sammen, både officerer og soldater. Da han så os alle forsamlede, slog han til lyd, og derefter begyndte han en tale, der var så nydelig og så velformet i stil og sprog, visselig anderledes velklingende og fuld af gode løfter, end jeg kan skrive. Han mindede os deri om alt hvad der var hændt os, lige fra vi forlod øen Cuba, og til denne stund, og sagde: »I herrer véd jo, at Diego Velasquez, Cubas guvernør, udvalgte mig til generalkaptajn, ikke fordi der ikke iblandt eder var mange caballeros, der kunne fortjene det. I ved fremdeles for vist, at vi kom her for at kolonisere, og det blev offentlig bekendtgjort og proklameret, men det viste sig, at det kun skulle gå ud på at drive tuskhandel. I véd, hvordan det gik, da jeg ville vende tilbage til øen Cuba for at aflægge regnskab, lige overfor Diego Velasquez for det hverv, han havde overdraget mig, overensstemmende med den instruktion, jeg havde fået af ham. Men så gav i mig pålæg og opfordring, at vi skulle kolonisere dette land i hans majestæts navn, hvad vi nu gudskelov også har gjort, og det var meget fornuftigt af eder. Så valgte i mig desuden til eders generalkaptajn og overdommer, sålænge hans majestæt ikke befalede noget andet. Som jeg før har talt om, var der jo nogle af eder, der lagde råd op om at vende tilbage til Cuba; det vil jeg nu her ikke tale om, for det er, som man siger, ting fra i går. Men det var meget rigtigt og fortræffeligt, at vi blev her; vi har gjort hans majestæt store tjenester, det er sikkert nok, og i véd jo hvad vi lovede i vore breve til hans majestæt, efter at vi havde gjort regnskab for alle vore handlinger og givet beretning derom, sådan at alting blev taget med: at dette land, efter hvad vi har set deraf og erfaret derom, er fire gange større end Kastilien, med store byer, meget rigt på guld og bjergværker og med andre provinser omkring sig, og at vi bad hans majestæt om ikke at overdrage det til nogen som guvernør eller noget lignende. Det var, fordi vi troede og var overbeviste om, at biskoppen af Burgos, Don Juan Rodriguez de Fonseca, som dengang var præsident i Det indiske Råd og havde meget at sige, ville ansøge hans majestæt derom til gunst for Diego Velasquez eller en slægtning eller ven af samme bisp. For det er et sådant og så godt land, at det passede for en infant eller stor lensmand. Vi havde da besluttet ikke at lade nogen mand få det, før hans majestæt havde hørt vore udsendinge og vi havde set hans kongelige underskrift, som vi ville kaste os til jorden for, og adlyde hvad han befalede. Tillige med brevene sendte vi, som i allerede ved, hans majestæt alt det guld og sølv, alle de juveler og alt det, vi besad og havde fået, for at tjene ham dermed«. Han sagde endvidere: »Senores, i erindrer jo nok, hvor ofte vi har været døden nær i de kampe og slag, vi har måttet levere, og tænk så på, at vi er vant til al mulig møje, til regn og storm, undertiden sult, og til altid at bære våben på os og at sove på jorden, både i snevejr og i regnvejr; og ser vi nærmere til, så er vor hud barket af alt det, vi har måttet udstå. Jeg vil ikke tale om de over halvhundrede af vore kammerater, som er faldet i kampene, eller om hvordan i alle er arrede og lemlæstede af sår, der endnu ikke er helede. Men jeg vil blot minde om alle de farer, vi måtte udstå på havet, om kampene ved Tabasco; og dem der var med ved Almeria og Cingapacinga vil jeg minde derom; og så om hvor mange gange de søgte at berøve os livet oppe i bjergene og på landevejene. Husk dernæst, hvordan de bragte os i den yderste fare under træfningerne i Tlascala, og hvordan de tilredte os; og dér i Cholula havde de allerede sat kedlerne over ilden for at tillave vore legemer til måltid. Og i har naturligvis ikke glemt dengang vi skulle over bjergpasset, da Montezuma havde opstillet en hærstyrke for at gøre det af med os allesammen, og da i så alle landevejene opfyldte med fældede træstammer. Derefter den fare, vi måtte gennemgå, da vi rykkede ind i den store by Mexiko og under vort ophold der. Hvem kan opregne, hvor mange gange vi har set døden under øjne? De iblandt eder, som er kommet hertil to gange tidligere end jeg, den første gang under Francisco Hernández de Cordoba og den anden gang under Juan de Grijalva, må dertil mindes al den sult og tørst, alle de sår og alt det mandefald som i måtte døje, dengang i opdagede landet her, og alt hvad i tilsatte af eders ejendom på de to rejser.« Han sagde, at han ikke ville opregne enkeltvis en mængde andre ting, som han havde at sige; der ville ikke være tid nok til at blive færdig med den tale, for det var sent, og mørket var ved at indfinde sig. Men så sagde han fremdeles: »Lad os nu, senores, forestille os, hvordan Pánfilo de Narváez er kommet imod os med stort raseri og længsel efter at få os i sine hænder. De var ikke steget i land, før de kaldte os forrædere og onde mennesker, og til Montezuma sendte han ikke ord, der sømmede sig for en forstandig feltherre, men han talte som urostifter, og desuden havde han den frækhed at arrestere en af hans majestæts dommere; alene for denne store forbrydelse fortjener han at straffes meget hårdt. I har allerede hørt, hvordan han har proklameret krig på kniven imod os i sin lejr, som om vi var maurere.« Efter at Cortés havde sagt dette, begyndte han at prise vore personer og vort mod i de krige og slag, vi havde gennemgået: dengang kæmpede vi for at frelse vort liv, men nu skulle vi kæmpe af al kraft for vort liv og vor ære, siden de kom for at gribe os, jage os ud af vore boliger og røve vor ejendom fra os. »Desuden ved vi jo ikke, om han har fuldmagt med fra vor konge og herre, andet end at biskoppen af Burgos, vor modstander, er ham gunstig, og hvis vi tilfældigvis skulle falde i Narváez' hænder, hvad gud forbyde, så vil al den tjeneste, vi har ydet gud først og dernæst hans majestæt, blive regnet os til fortræd, og de vil lægge sag an imod os og sige, at vi har myrdet og røvet og hærget i det land, hvor de er røverne og urostifterne og dem der har sat sig op imod vor konge og herre. De vil sige, at de har tjent ham, men vi ser jo nu for vore øjne alt hvad hans tale betyder, og som gode caballeros er vi forpligtede til at værne om hans majestæts ære og om vor egen, kæmpe for vore boliger og vor ejendom, og i den hensigt forlod jeg Mexiko, idet jeg stolede på gud og på eder; alt lagde jeg først i guds hånd og dernæst i eders. Lad høre: hvad mener i nu herom?« Da svarede vi ham alle som én, og tillige med os Juan Velasquez de León, Francisco de Lugo og andre kaptajner: han måtte være forvisset om, at vi med guds hjælp ville sejre, eller også ville vi dø i denne kamp, og han måtte vel vogte sig for at lade sig friste til forlig, for hvis han begik noget hæsligt, så ville vi hugge ham ned. Da han nu mærkede, hvad vor vilje var, glædede han sig meget og sagde, at det havde han også stolet på vi ville, og han kom så med mange tilbud og løfter, om at vi allesammen skulle blive meget rige og komme i høje stillinger, hvorefter han atter bad os om tavshed og sagde: at i krig og kamp behøver man mere forsigtighed og kløgt end dristighed for at vinde sejr over modstanderne; han vidste jo nok, at vi var såre modige, og at hver enkelt gerne ville gå frem blandt de første og møde fjenden for at høste ære, men vi skulle holde os i vore geledder under vore kaptajner. Den første ting, vi skulle gøre, var at tage artilleriet fra dem - det var atten kanoner, som de havde opstillet foran Narváez' kvarter -; i den hensigt befalede Cortés, at en af hans slægtninge, der hed Pizarro (jeg har jo allerede før sagt, at dengang kendte man endnu ikke noget til Peru eller til pizarro'erne, for det var ikke opdaget), altså at denne Pizarro, der var en rask ung mand, skulle have kommando over tresindstyve unge soldater. Blandt dem blev også jeg udvalgt. Han befalede, at når vi havde erobret artilleriet, skulle vi allesammen begive os til Narváez' hovedkvarter, som var i en meget højt beliggende cu. Den kaptajn, som han udvalgte til at fange Narváez, var Gonzalo de Sandoval, der også fik tresindstyve af vore kammerater med sig, og da han var alguazil mayor, udstedte han følgende arrestordre til ham: »Gonzalo de Sandoval, alguazil mayor her i Ny-Spanien! Jeg befaler eder i hans majestæts navn, at i bemægtiger eder Pánfilo de Narváez' person, og hvis han sætter sig til modværge, så dræb ham; thi dette er overensstemmende med guds og kongens, vor herres tjeneste, eftersom han i mange ting har begået overtrædelser imod gud og hans majestæt og arresteret en dommer. Givet her i vor lejr.« Derefter underskriften »Hernando Cortés«, og det paraferedes af hans sekretær Pero Hernández. Efter at have udstedt denne skriftlige befaling lovede han, at den første soldat, der lagde hånd på ham, ville han give 3,000 pjastre, den anden 2,000 og den tredje 1,000; han sagde, at det, han sådan lovede, var kun til handsker (dvs. til drikkepenge), så at vi rigtig fik øjet op for al den rigdom, der ventede os. Derefter udvalgte han Juan Velasquez de León til at gribe den unge Diego Velasquez, med hvem han havde haft klammeri, og gav ham også 60 soldater; ligeledes udvalgte han Diego de Ordás til at gribe Salvatierra og gav ham andre 60 soldater. Cortés selv, i spidsen for 20 soldater, skulle indfinde sig hvor der mest trængtes til ham, og han havde da særlig i sinde at være med at gribe Narváez og Salvatierra. Da han nu havde givet kaptajnerne skriftlig ordre, som jeg har fortalt, sagde han: »Jeg ved godt, at Narváez' folk er ialt fire gange så mange som vi, men de er ikke våbenvante, og da størstedelen af dem står sig slet med deres feltherre, da mange er vi og vi kommer over dem uden at de aner det, er det min forvisning, at gud vil skænke os sejr; de vil ikke forsvare sig meget hårdnakket, for de har mere godt at vente af os end af deres Narváez. Altså, senores, vort liv og vor ære beror, næst gud, på eders tapperhed og kraftige arme, og jeg har nu ikke mere at bede eder om eller drage eder til minde, end at nu er det øjeblik kommet, da vor ære og berømmelse skal sættes på prøve for bestandig, og at det er bedre at dø som brave mænd end at leve med skam.« Da det i øjeblikket regnede, og det var sent på dagen, sagde han ikke mer. En ting er jeg siden hen kommet til at tænke på, og det er, at han aldrig sagde os: jeg er kommet overens derovre i lejren med Per eller Povl, han er på vort parti - eller noget i den retning -, men blot, at vi skulle kæmpe som mænd. At han sådan ikke sagde os, hvordan han havde venner i Narváez' lejr, var handlet som en meget snild feltherre, for at vi af den grund ikke skulle undlade at slås som tapre mænd, og for at vi ikke skulle sætte lid til dem, men næst gud til vort store mod. Nu skal vi høre, hvordan enhver af de kaptajner, jeg har nævnt, havde fået anvist, tilligemed deres soldater, på hvad måde de skulle kæmpe og støtte hinanden. Min kaptajn, Pizarro, under hvis befaling vi skulle erobre artilleriet (det var det farligste foretagende) og være de første, der stormede frem, hen til kanonerne, forklarede os også med kraftige ord. Hvordan vi skulle trænge frem og fælde vore lanser, indtil vi havde artilleriet i vor magt, og så snart vi havde taget det, skulle vore artillerister, der hed Mesa, »Sicilianeren«, Usagre og Arvega, med de kugler, der ikke endnu var udskudte, beskyde dem, der var i Salvatierra's kvarter. Vi trængte i høj grad til harnisker, og for et kyrads, en stormhue, en hjelm eller et hagestykke af jern ville vi gerne den nat have givet alt hvad man ville forlange derfor, ja alt hvad vi havde erhvervet os. Derefter fik vi hemmelig meddelt det feltråb, vi skulle bruge i slaget; dette var »Helligånd, Helligånd«. Man plejer at uddele det hemmelig i kampen, for at man kan kende og kalde på hinanden ved hjælp af dette ord, som fjenden ikke ved besked med. Narváez' folk havde jo også deres feltråb, nemlig »Sankta Maria, Sankta Maria.« Da nu alt dette var sket, sagde kaptajn Sandoval, hvis gode ven og tjener jeg var, til mig den aften, at han bad mig om, så snart vi havde taget artilleriet og hvis jeg endnu var i live, om jeg da ville slutte mig til ham og følge ham for fremtiden. Det lovede jeg ham, og det gjorde jeg også, som man siden skal se. En del af natten tilbragte man kun med at lave sig til og tænke på, hvad der forestod os, for vi havde ingenting at holde aftensmåltid med. Vore patruljer red ud, og der sattes udkigsposter og vagter. Jeg og en anden soldat blev sat på vagt, og det varede ikke længe, før en patruljerytter kom ridende og spurgte mig, om jeg havde lagt mærke til noget, hvortil jeg svarede nej. Derefter kom der en sergent og fortalte, at Den lille Galicier, der var kommet fra Narváez' lejr, ikke var til at finde, og at det var en spejder, der var udsendt af Narváez, og at Cortés befalede, at vi straks skulle marchere ad Cempoal til. Vi hørte vor pibe og vor tromme lyde, kaptajnerne lod deres soldater træde an, og vi begyndte at marchere. Den lille Galicier fandt vi sovende under nogle tæpper, for det regnede jo, og den stakkels fyr var ikke vant til at være udsat for regnskyl eller kulde; derfor havde han lagt sig hen at sove. Vi skridtede godt ud, og kaptajnerne holdt deres soldater i række, uden at pibe eller tromme lød under marchen, og vore blænkere red forud og undersøgte egnen. Vi kom så til den flod, hvor Narváez' spioner lå, som jeg allerede har talt om; de hed Gonzalo Carasco og Hurtado og var så uforberedte, at vi fik tid til at fange Carasco, men den anden løb til Narváez' lejr og råbte; »Til våben, til våben! Cortés kommer!« Jeg kan huske, at da vi gik over den flod, var den blevet lidt dyb på grund af regnen, og stenene temmelig glatte, så at vi havde meget besvær med vore lanser og harnisker. Jeg kan også huske, at da vi fangede Carasco, råbte han højt til Cortés: »Hør, senor Cortés, i skal ikke gå derhen, for jeg tør sværge på, at Narváez venter på jer i åben mark med hele sin hær.« Cortés lod sin sekretær, Pero Hernandez, tage ham i forvaring. Da vi så, at Hurtado var løbet hen for at afgive melding, gjorde vi ikke nogen standsning, men i selv samme øjeblik som Hurtado råbte: »Til våben, til våben!« og Narváez kaldte på sine kaptajner, fældede vi vore lanser og angreb artilleriet. Hans artillerister fik kun tid til at afskyde fire af kanonerne; nogle af kuglerne fløj over hovedet på os, men en af dem dræbte tre af vore kammerater. I samme øjeblik kom alle vore kaptajner til, og vor piber og trommeslager gav signal til angreb. Da der var mange ryttere iblandt Narváez' folk, blev de en lille stund standsede af dem, og de måtte kaste seks-syv af dem til jorden; og vi, der erobrede artilleriet, turde ikke vige fra det, eftersom Narváez oppe fra sit hovedkvarter beskød os med mange pile og bøsseskud og sårede syv af vore. Nu kom kaptajn Sandoval til og stormede op ad trapperne; hvor megen modstand Narváez end gjorde, både med pile og bøsseskud og med partisaner og lanser, kom dog han og hans soldater derop. Så snart vi soldater, der havde taget skytset, så at der var ingen der gjorde os det stridigt, overgav vi det til vore artillerister, som jeg har nævnt, og en del af os begav os under kaptajn Pizarro's anførsel hen at hjælpe Sandoval, for Narváez' folk havde tvunget ham til at gå to trin ned igen. Men da vi kom til, nåede han derop påny. Vi stod nu og kæmpede en tid lang med vore lange lanser; pludselig hørte vi da Narváez råbe: »Hjælp mig, Sankta Maria; de har dræbt mig og stukket det ene øje ud på mig!« Så snart vi hørte dette, udstødte vi straks råbet: »Victoria, Victoria for den helligånds hærskare! Narváez er død. Victoria, Victoria for Cortés; Narváez er død!« Alligevel kunne vi ikke trænge ind i templet, hvor de var, førend en vis Martin Lopez, han med brigantinerne, der var høj af vækst, fik stukket ild på dets stråtag. Nu væltede alle Narváez' folk ned ad trappen, og dér tog vi Narváez til fange. Den første der lagde hånd på ham var en der hed Pero Sanchez Farfán, en brav soldat, og jeg bragte ham til Sandoval og til nogle andre officerer, der var sammen med ham. Bestandig råbtes der: »Kongen leve, kongen leve! Sejr, sejr! Narváez er dræbt!« Vi vil nu vende os hen til Cortés og de øvrige kaptajner, der endnu stadig sloges hver for sig med Narváez' kaptajner, som endnu ikke havde overgivet sig, for de var oppe i meget højtbeliggende cu'er. Men vore artillerister beskød dem, og vore råb lød, at Narváez var faldet, og Cortés, der altid var meget snarrådig, lod hurtig opfordre alle Narváez' tropper til straks, under dødsstraf, at underkaste sig hans majestæts kongelige banner, som Cortés førte i hans kongelige navn. Alligevel overgav hverken den unge Diego Velasquez' eller Salvatierra's folk sig, for de stod i meget højtbeliggende cu'er; og det lykkedes ikke at trænge ind til dem, før Gonzalo de Sandoval kom til med halvdelen af os, der havde været med ham, og ved hjælp af kanonerne og opfordringen til overgivelse fik vi bugt med dem og tog dem til fange, både Salvatierra og hans folk og den unge Diego Velasquez. Så begav Sandoval og alle vi, der havde været med at tage Narváez til fange, os hen at sikre os hans person yderligere. Så snart Cortés, Juan Velasquez og Ordás havde bemægtiget sig Salvatierra, den unge Diego Velasquez, Gamara, Juan Yuste, baskeren Juan Bono og flere officerer, kom Cortés, ledsaget af vore kaptajner, uden at give sig tilkende, hen til det sted, hvor vi havde Narváez. Da det var stærk varme, og da han var i sin tunge rustning og bevægede sig fra det ene sted til det andet, råbende til vore soldater og udstedte befalinger, var han meget svedt og udmattet, så at han knap kunne drage ånde. To gange sagde han til Sandoval, for han kunne ikke ret få det sagt af bare udmattelse: »Hvordan går det med Narváez? Hvordan går det med Narváez?« Sandoval sagde: »Her er han, her er han, og det velforvaret.« Nu sagde Cortés igen, meget forpustet: »Hør, kære Sandoval, gå ikke fra ham, hverken i selv eller jeres kammerater, lad ham ikke slippe løs, jeg skal hen og holde øje med nogle andre ting, og pas på, at disse kaptajner holdes velforvarede, som i har fanget tillige med ham.« Derefter begav han sig bort og lod atter udråbe, at under dødsstraf skulle alle Narváez' folk lige på øjeblikket underkaste sig hans majestæts banner, som førtes i hans kongelige navn af Hernando Cortés, hans generalkaptajn og overdommer, og at ingen måtte bære våben, men at alle skulle udlevere dem og overgive dem til vore alguaziler. Alt dette skete i nattens mørke, det var endnu ikke blevet dag og regnede endnu fra tid til anden; men nu stod månen op. Dengang vi kom, var det meget mørkt og regnvejr, og dette mørke stod os også bi, for da der var en mængde cucuyos, (dvs. en art stærkt lysende biller - sådan kalder man dem på Cuba) troede Narváez' folk, at det var lunter på bøsser. Men vi vil gå videre. Da Narváez var meget hårdt såret, og øjet var stukket ud på ham, bad han Sandoval om tilladelse til at en feltskær, som han havde med i sin hær og som hed mester Juan, måtte forbinde hans øje og tage sig af nogle andre officerer, der var sårede. Denne fik han, og mens man var i færd med at forbinde dem, kom Cortés derhen og søgte at dække sig, så at man ikke så ham og genkendte ham. Man hviskede til Narváez, at Cortés var tilstede, og da Narváez fik dette at høre, sagde han: »Senor Cortés! I må vel prise denne sejr, som i har vundet over mig, og at i har fået mig i jeres fangenskab.« Cortés svarede, at han takkede gud højlig, fordi han havde skænket ham den, og fordi han havde givet ham så tapre caballeros til våbenfæller som dem han havde, og som havde haft så væsentlig del deri, og at det at fange ham og tilføje ham nederlag var en af de smukkeste ting, han havde udført i Ny-Spanien; men derimod syntes han, at det havde været en stor dumdristighed at arrestere en af hans majestæts dommere. Så snart han havde sagt dette, gik han sin vej og talte ikke mere til ham, og han befalede Sandoval at passe godt på ham ved hjælp af sikre folk og ikke fjerne sig fra ham. Vi havde allerede lagt to par fodjern på ham, bragte ham hen i et af kvartererne, og der sattes soldater på post, som skulle holde vagt over ham. Sandoval udvalgte mig til at være en af dem og befalede mig hemmelig, at jeg ikke måtte lade nogen af Narváez' folk tale med ham, indtil det blev morgen og Cortés fik ham bragt bedre i sikkerhed. Imidlertid havde jo Narváez, som jeg har sagt i vedkommende kapitel, udsendt fyrretyve ryttere, der skulle vente på os på vejen til hans lejr; vi fik at vide, at de endnu var ude i fri mark, og blev bange for at de skulle komme og angribe os og fratage os deres kaptajner og Narváez selv, som vi holdt fangne. Vi var derfor godt på vor post, og Cortés besluttede at lade dem indbyde til at komme til lejren, idet han gjorde dem allesammen store tilbud og løfter; for at hente dem udsendte han Cristóbal de Oli, som var vor rytterfører, og Diego de Ordás. De red på nogle heste, som de havde taget fra Narváez' folk, for alle vore ryttere havde ingen heste med: de stod bundne på en lille høj i nærheden af Cempoal; vi havde i det hele ingen heste med, kun lanser, sværd, skjolde og daggerter. De begav sig derhen med en af Narváez' soldater, som viste dem sporene af deres ridt; de traf på dem, og kort sagt: de gav dem så mange gode ord og overbragte dem så mange løfter fra Cortés, at de fik dem med sig, men nogle af disse ryttere var ham uvillig stemt. Før de kom til vor lejr - da var det blevet højlys dag -, og uden at Cortés eller nogen af os havde sagt noget til de paukeslagere, som Narváez havde med, begyndte de at slå deres pauker og blæse på deres piber og slå deres trommer og råbe: »Leve de tapre romere, der er så få og dog har besejret Narváez og hans soldater!« Og en neger, der hed Guidela, som var i Narváez' følge og var en meget grinagtig fyr, råbte: »Hør engang! Mage til bedrift har romerne aldrig udført!« Hvor meget vi så sagde til dem, at de skulle tie stille og lade være at slå deres pauker, ville de ikke holde op, før Cortés lod arrestere den ene paukeslager, der var halvgal og hed Tapia. I dette øjeblik kom Cristóbal de Oli og Diego de Ordás med de omtalte ryttere, og blandt dem var Andrés de Duero, Agustin Bermudez og en del andre venner af vor feltherre. Så snart de var kommet, gik de hen at kysse Cortés på hånden; han sad i en lænestol iført en lang kåbe af orangefarve eller lignende, og under den havde han sin rustning; vi stod omkring ham. Dér skulle man se, hvor fint han talte til dem og omfavnede dem; de ord og komplimenter, han sagde dem, var sandelig værd at høre. Glad var han, og det havde han også grund til, da han i det øjeblik så sig selv så højt på strå og fornem. Efter at de havde kysset hans hænder, gik hver til sin bolig. Nu skal vi høre noget om dem, der faldt, og dem, der blev sårede den nat. Af faldne var der Narváez' fændrik, der hed N N. de Fuentes og var en adelsmand fra Sevilla; fremdeles en til af Narváez' kaptajner, som hed Rojas og stammede fra Gammel Kastilien; endnu to af Narváez' folk, samt den ene af de tre soldater, der var løbet over til ham og før havde været en af vore; vi kaldte ham Alonso Garcia, karrekusken. Sårede var der mange af i Narváez' hær. Af vore faldt der også fire, og der var flere sårede. Den tykke kazik blev også såret, for da han fik at vide, at vi var i nærheden af Cempoal, søgte han tilflugt i Narváez' kvarter, og dér fik han sit sår. Cortés lod ham pleje meget godt og anbragte ham i sit eget hus og befalede, at man ikke måtte gøre ham nogen fortræd. Hvad Cervantes den gemytlige og den lille Escalona angår, som før havde været blandt vore, men var gået over til Narváez, så slap de heller ikke godt fra det, for Escalona fik et temmelig hårdt sår, og Cervantes fik en ordentlig dragt prygl; at karrekusken blev slået ihjel, har jeg allerede fortalt. Vi vil nu fortælle noget om dem, der var i Salvatierra's kvarter. Hvad denne store hugaf angår, så berettede hans soldater, at de aldrig i deres liv havde set en større kujon eller en, der var mere bange for døden, dengang han hørte os blæse til angreb. Og da vi råbte: »Victoria, Victoria! Narváez er falden!« fortaltes det, at han straks sagde, han havde fået meget ondt i maven, så han var ikke til nogenting. Dette har jeg fortalt, fordi han var så stor på det og pralede så gevaldig af hans afdeling blev også en del sårede. Så var der dem der stod under Diego Velasquez og de andre officerer, som var sammen med ham; af dem var der også nogle sårede. Vor kaptajn Juan Velasquez de León tog Diego Velasquez til fange, ham som han havde haft klammeri med, dengang de spiste hos Narváez; han tog ham med sig til sit kvarter og lod ham pleje og vise megen ære. Hermed har jeg gjort regnskab for alt hvad der hændtes i vort slag; nu skal jeg fortælle hvad der skete yderligere.

Jeg har allerede fortalt i vedkommende kapitel, at Cortés havde sendt bud til byerne i Chinanta, hvorfra vi fik vore lanser og piker, at der skulle møde 2,000 indianere derfra med deres lanser, som er meget længere end vore, for at være os til hjælp. De kom samme dag, rigtignok noget sent, efter at Narváez var taget til fange, og kazikerne der i byerne samt en af vore soldater, ved navn Barrientos, som af den grund var blevet tilbage i Chinanta, var deres førere. De rykkede ind i Cempoal i god orden, to og to, og da deres lanser var meget store og af anselig tykkelse, med en stenspids, der er så lang som en arm og skærer lige så godt som en ragekniv - som jeg allerede før har sagt - og da hver indianer havde et stort skjold og de marcherede med vajende bannere, med mange fjerprydelser, trommer og trompeter, med en bueskytte imellem hvert par lansebærere, og de råbte og peb og sagde: »Leve kongen, leve kongen, vor herre, og Hernando Cortés i hans kongelige navn!« Og da de så så kække ud, var det sandelig værd at se på. Der var vel 1,500 i tallet, men sådan som de kom marcherede, med den orden, kunne man gerne tage dem for tre tusinde. Da Narváez' folk så dem, blev de forbavsede, og det fortælles, at de spurgte hinanden, hvordan det vel ville være gået dem, hvis de folk havde omringet dem eller angrebet dem sammen med os. Cortés talte med stor elskværdighed til de indianske høvdinger, takkede dem for deres ankomst, forærede dem nogle kastilianske rosenkransbånd og befalede dem straks at vende hjem til deres byer og ikke gøre andre byer fortræd på vejen; Barrientos sendte han igen med dem. Hermed nok om dette; nu skal jeg fortælle hvad Cortés gjorde mere.

Da nu altså Pánfilo de Narváez var slået, og vi havde taget ham og hans officerer tilfange og frataget alle de andre deres våben, befalede Cortés kaptajn Francisco de Lugo at begive sig til den havn, hvor Narváez' flåde på atten skibe lå, at han skulle lade alle styrmænd og bådsmænd fra skibene komme op til Cempoal og tage sejl, ror og kompasser ud af dem, for at de ikke skulle bringe besked til Diego Velasquez på Cuba; dersom de ikke ville adlyde ham, skulle han lade dem lægge i lænker. Francisco de Lugo havde to af vore soldater med sig, der havde været sømænd, for at de skulle være ham til hjælp. Cortés befalede også, at man straks skulle sende en vis Sancho de Barahona til ham: denne og to andre soldater holdt Narváez i fangenskab. Denne Barahona boede i Guatemala som en rig mand, og jeg kan huske, at da han kom til Cortés, var han meget svag og tynd, og at han lod ham behandle såre hensynsfuldt. Skipperne og styrmændene kom straks og kyssede vor feltherre Cortés på hånden, og han tog den ed af dem, at de ikke ville ophøre at lystre ham, men adlyde ham i alt hvad han befalede. Til admiral og befalingsmand til søs udnævnte han derefter en mand, der hed Pedro Caballero, som havde ført et af Narváez' skibe. Cortés stolede meget på denne mand. Man siger, at Cortés i forvejen havde givet ham en god del guldstykker. Ham befalede han, at han ikke måtte lade noget skib sejle nogen steds hen derfra havnen, og alle de andre skippere, styrmænd og matroser fik ordre til at adlyde ham: hvis Diego Velasquez sendte flere skibe fra Cuba (han havde nemlig fået melding om, at der var to skibe på rejse), så skulle han sørge for at fængsle kaptajnen, som var der ombord, og tage ror, sejl og kompas ud samt vente på Cortés' nærmere befaling. Det gjorde da også Pedro Caballero, som jeg siden skal berette. Vi har nu altså set skibene og havnen i sikkerhed, og vi skal nu høre noget om hvad der foretoges i vor lejr og med Narváez' folk. Juan Velasquez de León fik straks ordre til at drage hen og erobre og kolonisere egnen ved Panuco. Hertil overdrog Cortés ham 120 soldater, hvoraf de 100 skulle være af Narváez' hær, men 20 af vore blev stukket imellem, fordi de havde større krigserfaring. Han skulle også have to skibe med sig for med dem at afsøge kysten fra Panucoflodens munding. Også Diego de Ordás gav han en afdeling på 120 soldater, hvormed han skulle kolonisere egnen ved Guazacualco, de 100 af Narváez' hær og de 20 af vore, på samme måde som med Juan Velasquez de León; han skulle ligeledes have to skibe med, for at han fra Guazacualcoflodens munding kunne lade hente på øen Jamaica både heste, hornkvæg, svin, får, kastilianske høns samt geder til at opdrætte der i det land, for provinsen Guazacualco var god til det brug. Disse kaptajner skulle altså afsted med deres soldater og alle disses våben, hvorfor Cortés befalede, at alle Narváez' fangne officerer skulle løslades, undtagen Narváez selv og Salvatierra, der sagde, at han havde mavepine; men hvad våbnene angår, som de skulle have allesammen, så havde nogle af os soldater allerede taget heste, sværd og andre af deres ejendele til sig. Cortés befalede, at vi straks skulle udlevere dem; vi ville ikke ud med dem, og man sagde hinanden adskillige ubehageligheder i den anledning. Vi soldater sagde, det var en ærlig sag, at vi havde dem i vor besiddelse, og vi ville ikke af med dem, for i Narváez' lejr havde de proklameret krig imod os og plyndring og i den hensigt var de kommet, nemlig for at tage os til fange og fratage os hvad vi havde, og de kaldte os forrædere, uagtet vi var så tro tjenere af hans majestæt: nej, vi ville ikke udlevere dem. Men Cortés påstod bestandig, at vi straks skulle afgive dem, og da han var generalkaptajn, måtte vi til slut gøre hvad han befalede. Jeg måtte udlevere en hest, jeg havde i forvaring, både med sadel og bidsel, og to sværd og tre dolke og en daggert, og mange andre af vore soldater måtte også udlevere heste og våben. Alonso de Avila, der jo var kaptajn, var en mand der turde sige Cortés ordentlig besked; han og pateren af Merced-ordenen talte i enrum med Cortés og sagde til ham, at han ville nok efterligne Alexander af Macedonien, for når han ved hjælp af sine soldater havde udført en eller anden stor bedrift, så lagde han mere an på at hædre og gøre godt imod dem, han havde overvundet, end sine egne officerer og soldater, som dog var dem, der havde sejret. Dette sagde de af den grund, at mens de var dér i de dage, efter at Narváez var taget tilfange, så de, at alle de guldsager og levnedsmidler, indianerne bragte som gave, gav Cortés til Narváez' officerer, men hvad os angår, så var det som om han ikke kendte os, i den grad forbigik han os. Men det var ikke smukt handlet, tværtimod en meget stor utaknemlighed, for det var os, der havde bragt ham i den stilling, hvori han nu var. Hertil svarede Cortés, at alt hvad han ejede, både hans person og hans besiddelser, var til vor tjeneste, men for øjeblikket kunne han ikke andet end skænke Narváez' folk gaver, ord og løfter, for de var jo mange og vi få, og de kunne jo godt finde på, at lave en rejsning imod ham og os, og slå ham ihjel. Alonso de Avila svarede hertil nogle temmelig stolte ord, så at Cortés sagde, at når vi ikke ville følge ham, så havde kvinderne i Kastilien født og fødte fremdeles soldater nok. Så sagde Alonso de Avila i en meget stolt og hensynsløs tone, at det var sandt, og det gjaldt både om soldater og officerer og guvernører, og at vi havde ikke fortjent, at han talte sådan til os. Dengang stod sagerne således, at Cortés ikke kunne gøre andet end tie stille og søge at vinde ham ved gaver og tilbud, og da Cortés vidste, at han var meget dristig, og altid frygtede for, at han en skønne dag skulle gøre et eller andet, der kunne skade ham, skjulte han sin sande mening, og fra den tid sendte han ham altid ud i vigtige ærinder, f.eks. til øen Santo Domingo og siden til Spanien, dengang vi oversendte den store Montezumas skatkammer, som blev røvet af den franske korsar Jean Florin hvilket jeg skal fortælle, når tiden dertil kommer (navnet »Juan Florin« beror vistnok på en misforståelse, en forveksling med den florentinske søfarer Giovanni da Verazzano, der var i fransk orlogstjeneste). Vi vil nu vende tilbage til Narváez og til en neger, han havde med sig. Denne neger var fuld af kopper, så at han blev skyld i, at det kom til at se sort nok ud for Ny-Spanien: han foranledigede nemlig, at hele landet blev smittet og opfyldt af dem, hvorover der opstod stor dødelighed. Indianerne sagde, at sådan en sygdom havde de aldrig haft før, og da de ikke kendte dem, vaskede de sig ofte under den; af den grund døde en stor del af dem, så at, dersom det så mørkt ud for Narváez, blev det endnu mørkere for alle disse folk, der døde uden at være blevet kristne. Men alt det vil vi nu her ikke tale mere om. Imidlertid kom indbyggerne i Villa Rica, som var blevet der i egenskab af kolonister og ikke havde været med i Mexiko, og bad Cortés om den part af guldet, der tilkom dem. De sagde til Cortés, at han havde jo befalet dem at blive der i denne havneby, og dér havde de også tjent gud og kongen, ligesom vi der havde været i Mexiko, for de havde det hverv at våge over landet og bygge fæstningen, nogle af dem havde været med ved Almeria og deres sår var endnu ikke helbredede, og de fleste af dem havde været med at tage Narváez til fange, så han burde give dem deres part. Da Cortés syntes, at det var meget rigtigt hvad de anførte, sagde han, at to af de fornemste indbyggere der fra byen skulle indfinde sig med fuldmagt for dem alle, så skulle han give dem hvad han havde lagt til side til dem; jeg tror også, han sagde til dem, at det lå gemt i Tlascala, men det kan jeg nu ikke rigtig huske. De sendte altså to indbyggere der fra byen for at hente deres part af guldet; den fornemste af dem hed Juan de Alcántara den Ældre. Jeg skal siden fortælle, hvordan det gik denne Alcántara med guldet. Lykken vender jo hurtig sit hjul og bliver til ulykke, efter glæde og fryd giver den kummer: på denne tid kom der nemlig efterretning om, at der var oprør i Mexiko, at Pedro de Alvarado var indesluttet i sit fort og kvarter, at de havde stukket ild på fortet fra to sider, at der var dræbt syv af hans soldater, og at mange andre var sårede; han bad os indstændig om hjælp i største hast. Denne efterretning bragte to tlascalteker uden at have noget brev med; men siden kom nogle andre tlascalteker med et brev fra Pedro de Alvarado, hvori han sagde det samme. Så snart vi hørte dette onde nyt, skal gud vide, at vi blev meget ilde til mode, og i store dagsmarcher begyndte vi at marchere ad Mexiko til. Narváez og Salvatierra blev tilbage som fanger i Villa Rica, og så vidt jeg husker blev Rodrigo Rangel dér som kommandant og guvernør: han skulle bevogte Narváez og tage sig af en hel del af Narváez folk, som var syge. Just i det øjeblik, de skulle til at afmarchere, kom der også fire fornemme herrer, som den store Montezuma sendte til Cortés for at beklage sig over Pedro de Alvarado; imens mange tårer strømmede ud af deres øjne, sagde de, at Pedro de Alvarado havde forladt sit kvarter med alle de soldater, som Cortés havde overladt ham, og uden nogen grund hugget ind på de fornemme mænd og kazikerne, mens de var i færd med at danse og holde fest for deres afguder Huichilobos og Tezcatepuca, efter at Pedro de Alvarado havde givet dem tilladelse dertil. Han havde dræbt og såret mange af dem, og for at forsvare sig havde de slået seks af hans soldater ihjel. De klagede altså stærkt over Pedro de Alvarado. Cortés svarede sendebudene temmelig koldt, at han skulle nok drage til Mexiko og råde bod på det altsammen. Med dette svar begav de sig tilbage til deres store Montezuma, og det hedder sig, at han syntes meget ilde derom og blev vred over det. Samtidig afsendte Cortés straks breve til Pedro de Alvarado, hvori han sagde ham, at han måtte passe på at Montezuma ikke slap løs, og at vi nærmede os i store dagsmarcher; han underrettede ham fremdeles om den sejr, vi havde vundet over Narváez, hvilket den store Montezuma allerede vidste besked med.

Da den omtalte efterretning indtraf, at Pedro de Alvarado var omringet og at Mexiko havde gjort opstand, fulgte heraf, at det ikke blev til noget med at udsende de afdelinger, der skulle hen at kolonisere Panuco og Guaxacualco; de fulgte allesammen med os. Cortés talte med Narváez´ folk og sagde, at det gjorde ham ondt, om de ikke godvillig ville følge med os og bringe hjælp; han bad dem glemme det forrige fjendskab og lovede at gøre dem rige og give dem embeder: de var jo kommet for at skaffe sig deres livsophold og var i et land, hvor de kunne tjene gud og hans majestæt og samtidig erhverve sig rigdom; dertil var lejligheden nu kommet. Så mange ord sagde han dem, at de alle som en erklærede at ville gå med os: men dersom de havde vidst, hvor stærkt Mexiko var, ville rimeligvis ingen være gået med. Så marcherede vi altså afsted i meget store dagsmarcher, indtil vi kom til Tlascala, hvor vi fik at vide, at lige indtil Montezuma og hans høvdinger fik at høre, at vi havde slået Narváez, havde de ikke ophørt at bekæmpe Alvarado, og de havde allerede dræbt syv af hans soldater og brændt hans kvarter, men så snart de erfarede vor sejr, holdt de op med angrebene. De fortalte desuden, at vore folk var meget udmattede, fordi de manglede vand og levnedsmidler, som Montezuma aldrig havde ladet udlevere til dem. Denne efterretning overbragte nogle indianere fra Tlascala os i samme stund, som vi var kommet dertil. Derpå lod Cortés holde mønstring over den hær, han havde med sig. Den viste sig at bestå af over 1,300 soldater, dels vore egne, dels Narváez' folk, en 96 ryttere, 80 armbrøstskytter og lige så mange musketerer. Cortés syntes, at han hermed havde tropper nok til at kunne slippe i god behold ind i Mexiko, desuden fik vi 2,000 mand indianske krigsfolk af kazikerne i Tlascala. Vi marcherede derefter i lange dagsmarcher til Tezcuco, som er en stor by; dér viste man os ingen ære, og der var ingen som lod sig til syne: alt viste os et meget uvilligt ansigt. Vi ankom til Mexiko St. Hans dag i juni måned 1520. På gaderne var der ingen kaziker at se eller høvdinger eller indianere, som vi kendte, men alle husene så ud til at være tomme, og da vi kom til det kvarter, hvor vi plejede at opholde os, kom den store Montezuma ud i gården, for at tale med Cortés, omfavne ham, ønske ham velkommen og lykønske ham til sejren over Narváez. Da Cortés kom som sejrherre, ville han ikke høre på ham, og Montezuma gik da tilbage til sine gemakker, meget bedrøvet og tankefuld. Vi var altså allesammen igen i de samme kvarterer, hvor vi havde været, før vi forlod Mexiko for at gå mod Narváez, og Narváez' folk blev anbragte i andre kvarterer; og vi havde allerede set og talt med Pedro de Alvarado og de soldater, som var blevet hos ham. De gav os beretning om mexikanernes angreb på dem og al den ulejlighed de havde været i, og vi berettede dem om sejren over Narváez. Cortés forsøgte imidlertid at skaffe sig at vide, hvad der var årsag til rejsningen i Mexiko, for vi kunne nok mærke, at Montezuma ikke var videre glad derover. Mange af de soldater, som var blevet hos Pedro de Alvarado og havde været stedte i denne fare, sagde at hvis Montezuma havde bifaldet det eller det var hans råd, man havde fulgt, og han i det hele laget havde været til stede, så ville man have dræbt dem allesammen, og at Montezuma beroligede dem og fik kampen til at høre op. Hvad Pedro de Alvarado fortalte Cortés om begivenheden var, at angrebet var sket, fordi mexikanerne ville befri Montezuma, og fordi deres Huichilobos havde befalet dem det til hævn for at vi havde opstillet den hellige jomfrus billede og korset i hans hus. Han sagde endvidere, at der var kommet en hel del indianere, som ville borttage det hellige billede fra det alter, hvor vi havde opstillet det, men det kunne de ikke, hvilket indianerne anså for et stort vidunder; de fortalte det til Montezuma, der befalede dem at lade det blive på alteret, hvor det var, og ikke røre det videre, hvorefter de lod det stå. Desuden meddelte Pedro de Alvarado, at Narváez havde i sin tid ladet sige Montezuma, at han kom for at befri ham af hans fangenskab og tage os til fange, hvad der jo ikke blev noget af, og da Cortés havde sagt Montezuma, at så snart vi havde skibe, ville vi drage bort for at indskibe os og helt forlade landet uden at vi dog i virkeligheden drog bort, så havde han ment, at det var snak altsammen; nu havde han jo set mange flere teuler komme, og derfor var det, man havde syntes, at det var det bedste at slå Pedro de Alvarado og hans soldater ihjel og befri den store Montezuma, før vi allesammen igen kom ind i Mexiko, både Narváez' folk og vore egne; så meget mere, som de troede, at Narváez ville overvinde os. Denne undskyldning kom Pedro de Alvarado med overfor Cortés. Cortés spurgte ham så, hvorfor han havde gjort indhug på dem, mens de dansede og holdt fest, hvortil han svarede, at han vidste aldeles bestemt, at så snart de var færdige med deres fest og dans og ofring til deres Huichilobos og Tezcatepuca, ville de straks anfalde ham, for det var de blevet indbyrdes enige om; han havde fået det at vide af en papa, af to fornemme mænd og af andre mexikanere. Cortés sagde: »Ja, men man har jo sagt mig, at de bad jer om tilladelse til at holde deres areito og opføre deres danse (areito, dvs. synge heltesange eller sange til gudernes ære).« Hertil svarede han, at det var sandt nok, men det havde de gjort for at komme over dem, uden at de anede det; derfor var han kommet dem i forkøbet og havde angrebet dem for at indjage dem skræk, så at de ikke angreb ham. Da Cortés hørte disse ord, sagde han meget vredt til ham, at det var meget slet gjort og meget dumt: »Gud give, at Montezuma var sluppet løs, heller end at få sådant bud af sine afguder!« Hermed forlod han ham og talte ikke mere til ham om den ting. Samme Pedro de Alvarado sagde også, at dengang han kæmpede med dem, lod han affyre en kanon, der var ladet med en kugle og en mængde hagl; dengang der kom en stor skare indianere for at stikke ild på hans kvarter, gik han dem i møde for at slås med dem og befalede altså, at kanonen skulle affyres, men den ville ikke gå af. Siden, da han havde gjort indhug på de hærskarer, der angreb ham, og en mængde indianere trængte ind på ham, så at han blev nødt til at trække sig tilbage til fortet, gik kanonen pludselig af, uden at man affyrede den, og kuglen og haglene dræbte mange indianere. Hvis det ikke var hændt, ville fjenderne have slået dem allesammen ihjel; to af hans soldater havde de ved den lejlighed slæbt levende med sig. Der var en ting til, som Pedro de Alvarado fortalte (det var den eneste ting, som de andre soldater også sagde, for alt det øvrige berettede kun Pedro de Alvarado), og det var, at da de ikke havde drikkevand, så gravede de et hul ude i gården og lavede en brønd, som de fik fersk vand af, uagtet det ellers altsammen var salt. Det var igen en af de mange velgerninger, som vor herre gud beviste os. Hvad for resten dette med vandet angår, kan jeg fortælle, at der i Mexiko var en kilde, som tit gav vand fra sig, og det som oftest ferskvand. Disse ting og flere endda tør jeg sige at jeg har hørt af pålidelige og troværdige personer, som var hos Pedro de Alvarado, dengang det skete. Nu skal jeg fortælle om det store angreb, man rettede mod os. (I originalhåndskriftet står derimod »når forresten nogle personer fortæller, at Pedro de Alvarado angreb indianerne af havesyge, for at få fat i en hel del guld og kostbare klenodier, som de dansede med, så tror jeg det ikke, og jeg har aldrig hørt det, og det er heller ikke troligt at han gjorde det, skønt biskop Bartolomé de las Casas siger det, både dette og andet som aldrig er gået for sig. Sandheden er, at han gjorde angreb på dem for at indjage dem frygt, så at de skulle få nok at kurere på og begræde som følge af den fortræd, han tilføjede dem, og ikke komme og angribe ham. Man siger jo, at den der først angriber får sejren i hænde; men der kom rigtignok noget værre ud deraf. Vi fik også at vide for ganske vist, at Montezuma havde aldrig befalet dem denne kamp: dengang de sloges med Pedro de Alvarado, bød Montezuma sine folk at lade være dermed, men de svarede ham, at de ikke længere ville finde sig i hang fangenskab eller i at blive nedhuggede, når de opførte deres danse; de skulle nok befri ham af fængslet og slå alle de teuler ihjel, som satte sig til modværge«).

Ligesom Cortés havde set, at man ingen modtagelse gav os i Tezcuco og knap ville give os noget at spise, kun noget der ikke duede, og at vi ikke havde truffet nogle fornemme mænd, som vi kunne tale med, og at alt havde et bistert og uvilligt udseende, således traf han nu det samme, da han var kommet til Mexiko. Han så, at der intet torv holdtes, at alt var i oprør, og nu hørte han af Pedro de Alvarado om hvor tåbeligt han havde anfaldet dem. Det synes som om Cortés havde på vejen rost sig lige overfor Narváez' officerer af den store ærbødighed, de havde for ham, og den store respekt, han havde sat sig i hos dem, at de ville komme ham i møde på landevejen og gøre stads af ham og give ham guld, at han herskede absolut i Mexiko, såvel over den store Montezuma som over alle hans høvdinger, og at de ville overbringe ham gaver af guld, som de plejede. Men da han nu mærkede, at det altsammen var ganske anderledes, end han havde tænkt sig, for de gav os ikke engang noget mad, var han meget ærgerlig, og tillige indbildsk på grund af de mange spanske tropper, han havde med, og meget gnaven og barsk. Da den store Montezuma nu sendte to af sine hofmænd hen for at bede Cortés om at komme og hilse på ham, for han ville gerne tale med ham, gav han ham dette svar: »Den hund kan rejse fanden i vold, siden han ikke engang vil lade holde torv eller lade os få noget at spise!« Da vore kaptajner, nemlig Juan Velasquez de León, Cristóbal de Oli, Alonso de Avila og Francisco de Lugo hørte dette, sagde de til Cortés: »Senor, i må dæmpe jer vrede og huske på, hvor meget godt kongen i dette land har vist os, og hvor megen ære han har ladet os vederfare; han er jo så god, og hvis han ikke havde været, så ville vi allerede være slået ihjel og spiste; tænk, han har jo endogså givet os sine døtre!« Cortés blev endnu vredere, da han hørte disse ord, fordi de syntes ham at være en bebrejdelse, og sagde: »Hvad komplimenter skal jeg gøre med en hund, som hemmeligt spillede under dække med Narváez, og som i ser nu, ikke engang vil give os noget at spise!« Vore kaptajner svarede: »Ja, det synes vi også han bør gøre, og det er der fornuftig mening i.« Men det var på grund af, at Cortés havde så mange spaniere dér i Mexiko, både af vore egne og af Narváez' folk, at han tog sig det hele så let og udtalte sig så heftigt og hensynsløst. Han talte derfor igen til hofmændene og bad dem sige deres herre Montezuma, at han straks skulle lade holde torv og marked, ellers skulle de bare se hvad han ville gøre og hvad der ville komme ud af det. Hofmændene forstod godt de krænkende ord, som Cortés ytrede om deres herre, ligesåvel som den bebrejdelse, vore kaptajner havde gjort Cortés i den anledning, for det var dem velbekendt, at det var dem, der havde plejet at holde vagt over deres herre, og de vidste, at de var meget venlig stemt imod deres Montezuma. De overbragte det til Montezuma, sådan som de havde opfattet det, og enten det nu var på grund af forbitrelsen herover, eller fordi det allerede var aftalt, at de ville angribe os, så varede det ikke et kvarters tid, før der kom en hårdt såret soldat løbende i største hast; han kom fra en by, der ligger i nærheden af Mexiko og hedder Tacuba, og han havde bragt nogle indianerinder med sig, der tilhørte Cortés, den ene en datter af Montezuma, som - lader det til - havde overgivet dem i herren til Tacuba's varetægt, fordi de var samme herres slægtninge, dengang vi marcherede ud for at slås med Narváez. Soldaten sagde, at hele byen og den vej, han var kommet ad, var fulde af krigsfolk, bevæbnede med alle slags våben, at de havde taget indianerinderne fra ham og tilføjet ham to sår, og hvis han ikke havde givet slip på kvinderne, så ville de have bragt ham ombord i en kano og ført ham hen at ofres, for de havde allerede fat på ham; en af broerne havde de ødelagt. Så snart Cortés og nogle af os hørte dette, blev vi sandelig meget ilde til mode, for vi der plejede at kæmpe med indianere kunne nok tænke os den store mængde, som de efter deres sædvane ville samle, og hvor godt vi så kæmpede og uagtet vi havde flere soldater nu, ville vi stilles i stor livsfare og komme til at lide sult og møje, især da vi var inde i en stærkt befæstet by. Cortés befalede straks en kaptajn, der hed Diego de Ordás, at han skulle begive sig med 400 soldater, deriblandt de fleste armbrøstskytter og musketerer og nogle til hest, for at undersøge, hvordan det hang sammen med det, som den soldat, der var kommet til os såret, havde bragt efterretning om; og hvis han mente, at sagen kunne bilægges uden kamp og larm, skulle han se at få bragt fred tilveje. Diego de Ordás begav sig altså afsted med sine 400 soldater, sådan som det var befalet ham; men han var endnu ikke kommet halvvejs i den gade, hvorad han gik frem, før en stor skare mexikanske krigsfolk kom ham i møde, og sammen med mange andre, der var oppe på de flade tage, angreb de ham så voldsomt, at de ved det første angreb dræbte otte af hans soldater, sårede de fleste andre og tilføjede Diego de Ordás selv tre sår,  så at han ikke kunne komme et skridt videre frem, men lidt efter lidt måtte trække sig tilbage til sit kvarter. På tilbagetoget dræbte de atter en af hans soldater, en dygtig karl, der hed Liscans og med sværd, som han førte med begge hænder, havde udført mangen tapper dåd. Var det en stor skare, som havde mødt Diego de Ordás, så var det endnu mange flere, der nu angreb vort kvarter; de beskød os med så mange spyd, slyngesten og pile, at de dengang sårede over seks og fyrre af vore, hvoraf tolv døde af deres sår. Så mange krigere var det, der kom over os, at Diego de Ordás på sit tilbagetog ikke kunne nå hen til kvarteret på grund af, at de trængte så hårdt ind på ham, nogle bagfra og nogle forfra og nogle oppe fra tagene. Ganske vist havde vi god nytte af vore kanoner, men hverken bøsser eller armbrøster eller lanser eller kårdestød eller vor gode kampmåde gavnede synderlig, for de gik alligevel løs på os lige imod vore sværd og lanser, i sluttet skare, og holdt ikke op et øjeblik at slås af al magt, så at vi ikke kunne holde dem fra os. Endelig lykkedes det dog ved hjælp af kanonerne, bøsserne og armbrøsterne og de drøje sværdhug, vi gav dem, at skaffe Ordás tid til at komme ind i sit kvarter; hidtil havde han nemlig, så gerne han ville, ikke kunnet trænge igennem, og han nåede kun derind med mange sårede iblandt sine soldater og efter at have mistet fjorten. Bestandig vedblev en mængde hærskarer at rette deres angreb imod os, og de råbte til os, at vi var ligesom fruentimmer og kaldte os uslinger og råbte endnu flere skældsord. Al den skade, de hidtil havde tilføjet os, var imidlertid intet imod hvad de siden gjorde: mens nogle angreb os fra en kant og andre fra en anden, havde de den dristighed at stikke ild på vore kvarterer, så at vi ikke kunne udholde røgen og flammerne, før vi fik det stoppet ved at kaste en mængde jord derover og danne en mur imod flammerne, der kom fra nogle af salene. De havde naturligvis tænkt at kunne indebrænde os levende der. Kampen varede hele dagen og natten med; en vældig skare af dem var bestandig over os, kastede med spyd og slyngesten, skød med pile og overdængede os med løse sten, ligesom om dagen, så at gårdene og gulvet i salene så ud som en tærskeplads af alt dette. For os gik natten hen med at forbinde sårede, udbedre de brecher, de havde frembragt, og at berede os til kampen næste dag. Straks da det blev morgen, besluttede vor feltherre, at vi skulle gøre udfald imod dem, både alle vore egne og Narváez' folk, at vi skulle have vore kanoner, bøsser og armbrøster med og prøve på at besejre dem eller i det mindste sørge for, at de fik at mærke vore kræfter og mod endnu bedre end i går. Det havde vi altså foresat os, men mexikanerne havde foresat sig det samme, og vel kæmpede vi meget godt, men de var så stærke og havde så stor en hærmagt, der skiftedes fra tid til anden, at selv om der havde været ti tusinde trojanske Hektor'er og lige så mange Roland'er til stede der, så ville de ikke have kunnet få bugt med dem. Jeg ved ikke, hvordan jeg her skal fortælle og beskrive, hvorledes det gik, og hvor hårdnakket kampen var, for hverken kanoner eller geværer eller armbrøster eller at gå dem lige ind på livet eller at slå tredive-fyrretyve af dem ihjel hver gang vi huggede ind på dem, hjalp det mindste: de kæmpede lige så modigt, ja endnu kraftigere end i begyndelsen. Og når vi undertiden vandt en smule jord eller et stykke af gaden fra dem, lod de som om de trak sig tilbage; men det var, for at vi skulle følge dem og for at få os fjernede fra vor hovedstyrke og  vort kvarter, så at de kunne angribe os med større virkning, og de troede, at vi ikke ville komme levende tilbage til vort kvarter, fordi de tilføjede os stor skade ved således at trække sig tilbage. Hvad så det angår at stikke deres huse i brand, har jeg allerede sagt i vedkommende kapitel, at der var en vindebro af træ fra det ene hus til det andet; den trak de op, så at vi ikke kunne slippe over uden igennem vandet, der var meget dybt. Og oppe fra tagene regnede der stenblokke ned over os, så at vi ikke kunne begå os, men en mængde af vore blev lemlæstede og sårede. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan sidde og skrive dette så rolig, for der var en tre-fire soldater deriblandt os, som havde været med i Italien, og de svor mange gange ved gud, at mage til rasende kamp havde de aldrig set i nogen af de krige, som de havde været med til, mellem kristne folk indbyrdes, imod kongen af Frankrigs artilleri eller imod Stortyrkens, og aldrig havde de set nogen angribe med sådant mod som disse indianere. De sagde mange andre ting og gav grunde derfor, som man siden skal se; men det vil jeg nu ikke tale mere om her. Med meget besvær lykkedes det os at komme tilbage til vore kvarterer, stadig med en stor mængde krigere efter os, som råbte højt og peb, under trompetstød og trommeslag; de kaldte os nogle feje karle, som ikke duede til noget og ikke turde møde dem i kamp hele dagen, men trak os tilbage. Den dag dræbte de igen ti-tolv soldater, og vi var alle bedækkede med sår. Om natten blev der taget den bestemmelse, at to dage efter skulle alle de soldater i hele lejren, der endnu kunne holde sig oppe, gøre et udfald med fire krigsmaskiner af træ, ligesom tårne, der blev byggede meget kraftige sådan at der i hver af dem kunne være fem og tyve mand; der skulle være luger og skydehuller deri til brug for artilleristerne samt for musketerer og armbrøstskytter. Samtidig skulle nogle af os andre soldater, bøsseskytter og armbrøstskytter, med kanoner osv., og rytterne, gøre anfald på dem. Denne beslutning tog vi altså, og dagen anvendtes til at gøre dette i stand og til at stoppe en del brecher, de havde frembragt; derfor rykkede vi ikke ud til kamp den dag. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal give begreb om de store hærskarer, der anfaldt os i vort kvarter, ikke blot fra ti eller tolv sider, men fra over tyve, for vi var fordelt alle vegne og mange andre steder. Mens vi udbedrede og gjorde i stand, som jeg har sagt, forsøgte igen en stor flok åbenlyst at storme vort kvarter ved hjælp af stiger, og hverken kanoner eller armbrøster eller musketter eller alle vore hug og stød kunne drive dem tilbage. De sagde, at den dag skulle ikke en af os komme til at beholde livet, og at de ville ofre vore hjerter og vort blod til deres guder, og med vore ben og arme ville de holde festmåltid, for de ville få nok at blive mætte af, og kroppene ville de kaste for tigrene og løverne og øglerne og slangerne, som de holdt i bur, så at de kunne mætte sig derved. I den hensigt havde de befalet, at der ikke måtte gives dem noget at spise i to dage, og de sagde, at vi ikke skulle få nogen fornøjelse af det guld og alt det tøj, vi havde fået. Til de tlascalteker, som var hos os, sagde de, at dem ville de sætte i bur og fede dem, og at de efterhånden ville holde offermåltid med deres legemer. Desuden krævede de heftig, at vi skulle udlevere deres store hersker Montezuma, og de sagde endnu mere. Om natten lød der også bestandig piben og råben, og der faldt en hagl over os af spyd, sten og pile. Da det nu blev morgen, befalede vi os først alle gud i vold og forlod derpå vore kvarterer med vore tårne (så vidt jeg kan huske fra andre krige, hvor jeg har været med og der har været brug for dem, kalder man dem »æsler« og »kapper« (»burros« og »mantas«; det første betyder også »savbukke« eller »savlad«, det andet er vel omtrent det samme som »stormtage«) og med kanoner, bøsser og armbrøster forrest, mens rytterne gjorde nogle indhug. Men, som jeg har sagt, det lykkedes ikke at få dem til at vende ryg, skønt vi dræbte mange af dem, og havde de kæmpet meget eftertrykkelig de to foregående dage, så var de den dag endnu stærkere og havde en endnu større hærmagt. Alligevel besluttede vi at trænge frem med vore tårnformede krigsmaskiner, selvom det skulle koste os allesammen livet, lige til Huichilobos' hovedtempel. Jeg vil ikke fortælle udførligt om den store kamp, vi måtte bestå ved et befæstet hus. Eller hvordan de sårede vore heste, som ikke var os til nogen gavn, for rigtignok huggede vore ryttere ind i flokkene for at bryde igennem, men de overdængede dem med så mange pile, spyd og sten, at de ikke kunne stå sig, trods deres gode rustning, og selvom de indhentede mexikanerne, frelste disse sig ved at styrte sig ud i kanalerne eller ud i søen, hvor de også havde lavet sig værn imod hestene, og dér stod en hel del andre indianere med meget lange lanser, beredte til at gøre det af med dem. De var os altså ikke til nogen nytte, og at prøve på at opbrænde eller ødelægge noget hus var der ikke tale om, for de er jo, som jeg har sagt, allesammen byggede ude i vandet, og der var en vindebro fra hus til hus; svømme over var meget farligt, for oppe på terrasserne havde de en sådan mængde sten og blokke og brystværn, at det var til ingen gavn at indlade sig derpå. Nogle huse stak vi ganske vist ild på; men det varede en hel dag, før sådant et hus brændte, og man kunne ikke få ilden til at forplante sig fra det ene hus til det andet, dels fordi de lå adskilte fra hinanden med vand imellem, og dels fordi de var med terrasser; det var altså forgæves, at vi satte vort liv i vove derved. Vi nåede imidlertid til det store afgudstempel; men da klatrede pludselig over fire tusinde mexikanere derop, foruden andre afdelinger, som allerede var deroppe med lange lanser, sten og spyd; de satte sig til modværge imod os og hindrede os en god stund i at komme derop: hverken tårnene eller kanonerne eller armbrøsterne eller geværerne hjalp; heller ikke rytterne, for de søgte nok at gøre angreb, men hele gården var brolagt med nogle meget store fliser, og de var så glatte, at hestenes hove gled ud, så at de faldt. De standsede os altså i vor fremrykning, oppe fra tempeltrappen, og på de andre sider havde vi så mange modstandere, at skønt vore kanoner skød ti eller femten ad gangen ned af dem og at vi dræbte mange ved at hugge ind på dem med sværdene, kom der så mange over os, at vi ikke kunne trænge op til templet. Men vi bevarede vor slagorden, gik løs på dem igen og trængte endelig op til det øverste; men tårnene fik vi ikke med, for de var blevet ødelagte. Her viste Cortés stort mandemod, som han altid gjorde. Åh, hvilken kamp det var, hvilket forfærdeligt slag; det var frygteligt at se blodet løbe ned af os allesammen, bedækkede med sår som vi var, og en hel del var døde? Men vorherre ville i sin nåde, at vi skulle nå op til det sted, hvor vi plejede at have Vor Frues billede. Det kunne vi dog ikke finde, fordi (det fik vi at vide) den store Montezuma havde vistnok respekt for det og havde ladet det bringe i sikkerhed. Vi stak ild på deres afguder, og en stor del af salen brændte tilligemed afguderne Huichilobos og Tezcatepuca. Her hjalp tlascaltekerne os meget godt. Da nu dette var gjort, og nogle af os var i færd med at kæmpe, mens andre, som jeg har sagt, var beskæftigede med at stikke ild på, så skulle man se papa'erne, der var i dette store tempel, og over tre eller fire tusinde indianere, allesammen af de fornemme, hvordan de søgte at vælte os seks eller endog ti trin ned ad gangen, da vi skulle ned igen. Og der kunne også være nok at sige om andre skarer, der stod ved brystningerne om templet og i grotterne (hermed menes nok fordybninger i templets underbygning) og beskød os med så mange spyd og pile, at vi ikke kunne på én gang stå os imod de forskellige hærskarer, hvorfor vi besluttede at vende tilbage til vore kvarterer, med stor møje og fare for vort liv, da tårnene var ødelagt. Vi var alle sårede og seksten dræbt og indianerne trængte stadig ind på os, mens vi havde andre flokke i ryggen på os. Den der ikke har set det, kan jeg ikke give noget begreb derom, selvom jeg talte endnu tydeligere. Og jeg fortæller endda ikke, hvad de mexikanske hærskarer gjorde, som belejrede vore kvarterer, imens vi var udenfor, og den store hårdnakkethed og iver, hvormed de søgte at storme dem. I dette slag fangede vi to af de fornemste papa'er, som Cortés befalede os at bringe i sikker forvaring. Jeg har mange gange hos mexikanerne og tlascaltekerne set billeder af denne kamp og vor bestigelse af hovedtemplets trappe; de anser det for en stor heltegerning, og derfor fremstiller de os på de malerier, de har gjort deraf, allesammen som hårdtsårede, sådan at blodet løber, og en hel del af os som døde. At vi stak ild på templet, betragter de som noget stort, - og det mens så mange krigere bevogtede det, både ved brystningerne og i grotterne, og mens der var mange andre indianere nedenfor og gårdene var fulde af dem og der var mange andre på de andre kanter og vore tårne var ødelagte, men det blev dog os muligt at komme derop. Men nok herom. Med stor møje begav vi os altså tilbage til kvartererne, og havde der været mange folk efter os og angrebet os, så var der ligeså mange henne ved vore kvarterer. De havde allerede nedbrudt nogle mure for at komme ind, men da vi kom, holdt de op dermed. Dog vedblev de hele resten af dagen at kaste spyd og sten og skyde med pile, og om natten blev de ved at råbe og at kaste sten og spyd med samme udholdenhed og hårdnakkethed, for de var bestandig over os i vore kvarterer, som jeg har sagt. Den nat gav vi os af med at forbinde de sårede og begrave de døde, med at lave os til at gøre udfald den næste dag og at styrke befæstningen og at sætte brystværn der hvor de havde revet murene ned, og at udbedre andre brecher, de havde lavet, samt at holde råd om hvordan vi skulle kæmpe uden at lide så hårde tab og miste så mange. Men hvor meget vi end rådslog, så kunne vi ikke finde noget middel. Dér skulle man også høre, hvordan Narváez' folk overvældede Cortés med ukvemsord, hvordan de forbandede ham og det hele land og ovenikøbet Diego Velasquez, som havde sendt dem herover, for de havde haft det så fredeligt i deres huse på øen Cuba; de var helt fortvivlede og forstyrrede. Vor beslutning blev endelig den at anmode dem om fred for at slippe ud af Mexiko. Så snart det blev morgen, kom der endnu mange flere krigsskarer og omringede vore kvarterer tæt på alle punkter, og havde de før overdænget os med mange sten og pile, så var denne regn nu langt tættere, og de kom den dag med endnu større brølen og piben. På andre kanter forsøgte nogle skarer at trænge ind til os, og hverken kanoner eller bøsser hjalp noget, uagtet de tilføjede dem betydelig skade. Da Cortés så at dette, tog han den bestemmelse, at den store Montezuma skulle tale til dem oppe fra en terrasse, sige dem, at kampen skulle ophøre, og at vi ville drage ud af deres by. Det hedder, at da man sagde den store Montezuma dette fra Cortés, udbrød han jamrende: »Hvad er det nu, Malinche vil af mig! Jeg ønsker ikke at leve mere, og jeg vil ikke høre ham. For det er hans skyld, at jeg er kommet i denne ulykkelige stilling.« Han ville ikke gå derop, og det hedder, at han ydermere sagde, at han ville hverken se eller høre ham eller lytte til hans falske ord og løfter og løgne. Nu gik mercenarier pateren og Cristóbal de Oli til ham og talte ham til med stor ærbødighed og meget venlige ord. Montezuma svarede: »Jeg tror, at jeg vil ikke kunne gøre nogen som helst gavn eller få kampen til at høre op, for de har allerede udråbt en anden fyrste og har foresat sig, at i ikke må slippe herfra levende; derfor tror jeg, at i alle må dø.« Mens de bestandig bekæmpede os hårdt, stillede Montezuma sig ved gelænderet på en terrasse, bevogtet af en del af vore soldater, og begyndte at sige til dem med meget indsmigrende ord, at de skulle høre op med kampen, for vi havde i sinde at drage bort fra Mexiko. Mange af de fornemme mexikanere og af høvdingerne kendte ham straks og befalede, at deres folk skulle tie stille og lade være at skyde med spyd eller pile eller at kaste sten, og fire af dem gik hen til et sted, hvor Montezuma kunne tale med dem og de med ham. Under tårer sagde de til ham: »O herre, vor store herre, hvor det gør os ondt, at i må lide al den sorg og ulykke, så vel som eders sønner og slægt. Men vi må lade eder vide, at vi har allerede udråbt en af eders slægtninge til vor hersker.« Her nævnede han hans navn, nemlig Coadlavaca, herre til Iztapalapa; det var ikke Guatemuz; ham der siden blev hersker. Fremdeles sagde de, at denne kamp ville de føre til ende, og at de havde lovet deres afguder, at de ikke ville høre op, før vi allesammen var dræbte, og at de bad hver dag til deres Huichilobos og til Tezcatepuca, at de ville skaffe ham fri og i god behold ud af vor magt: så snart kampen havde fået det forønskede udfald, skulle de nok holde ham i endnu større ære end før som deres hersker, og de bad ham tilgive dem. Aldrig så snart havde de endt deres tale før der lige i samme øjeblik blev kastet så mange sten og spyd. Vore folk havde holdt deres skjolde over ham, men de ophørte med det så længe han talte med dem og de ikke kæmpede, og vore folk fik ikke dækket ham tilstrækkelig hurtigt, så han blev ramt af tre sten, i hovedet, på den ene arm og på det ene ben. Man bad ham lade sig forbinde og tage næring til sig, idet man sagde ham mange gode ord; men han ville ikke, og inden vi vidste af det, kom der bud om at han var død. Cortés græd over ham, og det samme gjorde alle vore officerer og soldater, og der var dem iblandt os, af os der havde kendt ham og havde omgåedes med ham, der begræd ham som om han havde været vor fader. Det er der ikke grund til at undres over, for han var så god. Der siges, at han havde regeret i sytten år, at han var den bedste konge, der havde været i Mexiko, og at han personlig havde sejret i tre tvekampe, som var foranledigede af hans erobringskrige.

Vi så altså, at Montezuma var død, og jeg har allerede fortalt, hvilken sorg det vakte hos os alle, og vi bebrejdede munken af Merced-ordenen, der altid havde været sammen med ham, at han ikke fået ham til at omvende sig til kristendommen. Han undskyldte sig med, at han ikke havde troet, at han ville dø af de sår, men at han ville have tilladt, at der blev lagt noget på dem, så at han kunne blive helbredt. Efter nogen tale befalede Cortés en papa og en hofmand, af dem som var i fangenskab, og som vi nu gav fri, at de skulle gå hen og meddele den kazik, de havde udråbt til hersker (han hed Coadlavaca) og hans høvdinger, at den store Montezuma var død, at de havde set ham dø og hvordan, nemlig af sår, som hans egne undersåtter havde tilføjet ham; at de skulle sige, at det gjorde os alle ondt, og at man burde begrave ham som den store konge, han var, og udråbe Montezuma's fætter til konge, ham der var hos os, for ham tilkom arven, eller også en af hans sønner; men ham, de havde udråbt til fyrste, tilkom det ikke rettelig. Fremdeles at de burde underhandle om fred med os, og så ville vi forlade Mexiko; men dersom de ikke gjorde det, så ville vi bære os anderledes ad end før, nu da Montezuma, som vi havde agtelse for, var død: det var for hans skyld, at vi ikke havde ødelagt deres by, men nu ville vi komme over dem og brænde alle deres huse og tilføje dem meget ondt. For at de skulle se, at Montezuma virkelig var død, befalede han seks meget fornemme mexikanere og de andre papa'er, som var i fangenskab hos os, at bære hans lig ud og overgive det til de mexikanske høvdinger og sige dem, hvad Montezuma havde befalet dem, dengang han var ved at dø. De der bar ham, havde været tilstede ved hans død og fortalte Coadlavaca hele sandheden, at det var mexikanerne selv, der havde dræbt ham med tre stenkast. Så snart de så, at han var død, brast de ud i stærk gråd; vi kunne godt høre deres skrig og hyl, som de udstødte for hans skyld; men alligevel standsede de ikke deres kraftige angreb på os med spyd, sten og pile. De begyndte endda nu langt stærkere, med stor vildhed, og råbte til os: »Nu skal i sandelig bøde for vor konges og herres død, og for den vanære, i har tilføjet vore guder; kom herud, så vil vi blive enige om, hvordan den fred skal blive, som i beder os om.« De sagde så mange ord både herom og om andet, så jeg ikke kan huske det mere, hvorfor jeg ikke vil sige noget her om dette. Så råbte de også, at de havde allerede udvalgt en god konge: »Han vil ikke være så svaghjertet, at i kan bedrage ham med falske ord, som i gjorde med den gode Montezuma.« Hans begravelse skulle vi ikke tage os af, heller tænke på vort eget liv, for inden to dage var gået, skulle der ikke være en eneste tilbage af os, som kunne sende dem sådanne budskaber. Under slig tale, med vældige råb, med piben og en hagl af sten, spyd og pile søgte mange flokke bestandig at antænde forskellige dele af vort kvarter. Da Cortés og vi andre så dette, tog vi den beslutning at forlade vor lejr den næste dag allesammen og begive os over på fastlandet, hvor der var en hel del huse, at søge at gøre dem al den skade, vi kunne, bevæge os hen imod hovedlandevejen og lade alle rytterne gøre indhug på deres hærskarer, angribe dem med lanser eller styrte sig ud i søen, selvom deres heste skulle blive dræbte. Denne befaling blev givet for muligvis at få kampen til at standse, når vi tilføjede dem så stor skade og dræbte så mange af dem, og for at man kunne få bragt en overenskomst istand, så vi slap fri og myrderiet og ødelæggelsen holdt op. Skønt vi den næste dag alle kæmpede mandelig og dræbte mange fjender og der opbrændtes omtrent tyve huse og vi nåede omtrent over til fastlandet, nyttede det altsammen ingenting i sammenligning med alle de mange, de dræbte og sårede for os. Vi kunne ikke holde nogen bro, for de var allesammen halvt afbrudte, og vi havde en utallig mængde mexikanere over os,da havde anbragt værn og barrikader, hvor de kunne tænke sig, at hestene ville komme. Havde vi hidtil altså måttet døje mange lidelser, så fik vi fremtidig endnu flere at bestå. Vi besluttede da at flygte ud af Mexiko. Dette udfald og rytterangreb skete en torsdag. Jeg kan huske, at Sandoval var med, ligesåvel som den dygtige rytter Lares, Gonzalo Dominguez, Juan Velasquez de León, Francisco de Morla og andre tapre ryttere, både af vore egne og af Narváez', hvoriblandt der også var dygtige hestfolk, men Narváez' folk var forskrækkede og ængstelige, for de havde jo aldrig været med at slås med indianere, sådan som vi soldater, der fulgte Cortés.

Vi så altså, at vor styrke svandt ind hver dag, medens mexikanernes voksede, at mange af vore var faldet og så godt som alle de andre sårede, og skønt vi kæmpede som mænd, kunne vi ikke drive dem tilbage eller holde de mange skarer borte, som dag og nat var over os. Vor beholdning af krudt var stærkt formindsket, ligeledes vor beholdning af levnedsmidler og vand, den store Montezuma var død, den fred eller våbenstilstand, vi havde anmodet dem om, ville de ikke gå ind på, broerne var hejste i vejret, - kort sagt, vi så døden for vore øjne. Da besluttede Cortés og alle vore officerer og soldater, at vi skulle drage bort om natten, når det forekom os, at krigerskarerne passede mindre på. For at få dem til at være mindre agtpågivende, sendte vi den dag bud til dem ved en papa, en af de fornemste iblandt dem, der var fangne hos os, samt nogle andre fanger, og bad dem om at lade os drage bort i fred, når otte dage var gået, så ville vi give dem alt guldet. Det var for at kunne komme afsted den nat, uden at de tænkte det. Der var også hos os en soldat, ved navn Botello, der lod til at være en meget brav mand og kunne latin og havde været i Rom; om ham fortalte de, at han var en heksemester; nogle sagde, at han havde en ånd i sin tjeneste, andre kaldte ham astrolog. Denne Botello havde for fire dage siden sagt, at han havde fundet ved sin trolddom eller astrologi, at hvis vi ventede den nat over med at forlade Mexiko og opsatte det længere, så ville ingen af os slippe fra det med livet, og han havde desuden sagt tidligere, at Cortés ville komme til at gennemgå mange besværligheder eller ville blive afsat fra sin stilling og berøvet sine æresposter, men at han siden igen ville blive en stor og berømmelig herre og få mange indtægter. Han sagde endnu mange flere ting; men vi vil nu ikke tale mere om Botello, som jeg siden nok igen skal omtale. Der blev efter befaling bygget en bro af stærke planker og brædder. Denne skulle vi transportere med for at anbringe den i stedet for de broer, de havde afbrudt. Til at transportere den, lægge den og bevogte den, så længe til hele trosset og hæren var kommet over, udvalgtes fire hundrede indianere fra Tlascala og halvandet hundrede soldater. Til transport af artilleriet bestemtes to hundrede tlascalteker og halvtredsindstyve soldater. Fortroppen skulle kæmpe under anførsel af Gonzalo de Sandoval, Diego de Ordás, Francisco de Sauzedo og Francisco de Lugo og bestå af hundrede raske, unge soldater. Den midterste afdeling, der skulle kæmpe, hvor det gjordes mest nødvendigt, bestod af Cortés selv, Alonso de Avila, Cristóbal de Oli og nogle andre officerer. Men i bagtroppen var Pedro de Alvarado og Juan Velasquez de León, og tilligemed to af Narváez' kaptajner med deres soldater skulle tre hundrede tlascalteker og tredive soldater holde vagt over fangerne og beskytte Doña Marina og Doña Luisa. Da disse anstalter var trufne, var det allerede blevet mørkt. Det gjaldt nu at få guldet med eller fordele det, og Cortés lod da sin kammertjener, som hed Cristóbal de Guzmán, og nogle flere soldater, der var hans tjenere, hjulpne af en hel del tlascalteker, som han overlod dem til det brug, hente alt guldet, juvelerne og sølvet frem. De lagde det i salen, og han sagde til de kongelige betjente, der hed Alonso de Avila og Gonzalo Mejia, at de skulle udtage hans majestæts guld. Han gav dem syv sårede og halte heste og en hoppe og en hel del af vore venner fra Tlascala, nemlig henved firs, og de læssede på dem alt hvad de kunne; det var jo smeltet om til meget brede barrer, som jeg tidligere har sagt i vedkommende kapitel. Men der blev endnu liggende meget guld i salen i bunker. Så kaldte Cortés på sin sekretær og et par andre kongelige notarer og sagde: »Giv mig nu et vidnesbyrd om, at jeg ikke kan gøre mere ved dette guld. Vi havde her i vort kvarter og i denne sal over 700,000 pjastre i guld; men da i har set, at det ikke kan blive vejet eller at vi kan få taget mere fra, så giver jeg det her til de soldater, som vil tage noget af det med sig, for ellers går det tabt og falder i hænderne på disse hunde.« Såsnart mange af Narváez' soldater og nogle af vore havde hørt dette, tog de til sig deraf. Jeg må sige, at jeg ikke var begærlig, men kun tænkte på at frelse mit liv; alligevel undlod jeg ikke at stikke en fire-fem chalchihui-sten til mig (de vurderes jo meget højt hos indianerne); dem tog jeg fra nogle æsker, som stod der, og puttede dem hurtigt ind på brystet indenfor rustningen. De kom mig siden vel tilpas, da jeg for deres værdi kunne betale helbredelsen af mine sår samt spise. Da vi nu altså havde fået Cortés' beslutning at vide, hvordan vi skulle afmarchere den nat og passere broerne, så begyndte vi før midnat - det var temmelig mørkt og tåget og småregnede - at transportere broen og føre vor bagage afsted samt hestene og hoppen og tlascaltekerne, som var belæssede med guldet. Broen blev lagt i en fart, og først gik Cortés over tillige med dem, han havde med sig, og mange af rytterne. Men medens de var i færd dermed, lød der råb, trompetstød, hylen og piben af mexikanerne, som sagde i deres sprog til dem ovre i Tatelulco: »Kom hurtigt ud med jeres kanoer, for teulerne løber deres vej! Og spær vejen for dem, så at der ikke bliver en eneste i live!« Og før vi vidste af det, så vi en mængde krigsfolk komme over os og hele søen bedækket med kanoer, så at vi ikke kunne stå os. Mange af vore soldater var allerede kommet over, og da de nu befandt sig derovre, kom der en så stor mængde mexikanere over dem for at tage broen fra os, såre og nedhugge os, at den ene formelig stod i vejen for den anden. Det går jo gerne ved slige lejligheder sådan, når uheld være skal, at en ulykke ikke kommer alene: da det regnede, gled to af hestene og faldt ud i søen, og da jeg og nogle andre af Cortés' folk så dette, stræbte vi i hast at komme i sikkerhed på den anden side af broen; men en så stor mængde krigere trængte ind på os, at, hvor godt vi end kæmpede, kunne vi ikke have mere nytte af broen, og vandet, der var i åbningen, fyldtes snart med døde heste, med indianere og indianerinder og naborier og bagage og kasser. Da vi måtte frygte for, at de skulle slå os helt ihjel, skyndte vi os frem ad vejen; men dér traf vi atter på mange hærskarer, der ventede os med lange lanser og råbte skældsord til os, hvoriblandt: »I feje hunde, er i levende endnu?« Med kårdestød og sværdhug banede vi os vej igennem dem, skønt de sårede seks af os dér. Måske var der oprindelig nogen orden i vor udmarch, sådan som det var aftalt; men den blev pokker ikke fulgt siden hen. Cortés og kaptajnerne og soldaterne, der først var sluppet over til hest, satte afsted ad dæmningen for at frelse deres liv og nå til fastlandet, og deri gjorde de også rigtigt. Hestene med guldet og tlascaltekerne lykkedes det også at frelse sig. Jeg må sige, at hvis vi havde ventet på hinanden ved broerne, såvel rytterne som fodfolkene, ville vi alle være gået tilgrunde, så at ikke én var blevet i live, for vi marcherede frem midt på dæmningen og sloges med de mexikanske skarer, der kom os i møde, mens vi på den ene side havde vand, på den anden nogle terrasser, og søen var fuld af kanoer, så vi ikke kunne udrette noget; bøsser og armbrøster var allesammen blevet på broen, og mørk nat var det. Hvad kunne vi da gøre andet end hvad vi gjorde, nemlig at slå løs og hugge ind på dem, der kom for at lægge hånd på os, og rykke frem, indtil vi havde passeret dæmningen? Havde det været dag, så ville det have været meget værre endnu, og vi, der slap derfra, måtte jo takke vor herre derfor. Den der ikke så den mængde krigsfolk, vi havde imod os, og de kanoer, der var fulde af dem, som ville rive vore soldater ned, kan ikke tænke sig, hvor frygteligt det var. Vi rykkede imidlertid frem ad dæmningen og kom nær til byen Tacuba, hvor Cortés allerede var med alle kaptajnerne, nemlig Gonzalo de Sandoval, Cristóbal de Oli og flere, som var til hest og først var kommet over. De råbte højt: »Hr. Generalkaptajn, lad os vente, for de siger, at vi løber vor vej og lader dem blive slået ihjel ved broerne; lad os vende om og komme dem til hjælp; måske er der nogle endnu tilbage, for der kommer jo ingen flere.« Cortés' svar lød, at det var et mirakel, vi var sluppet derfra; derpå gjorde han omkring med rytterne og med de soldater, der ikke var sårede. Men de var ikke kommet et langt stykke, før de mødte Pedro de Alvrado til fods, hårdt såret, med en lanse i hånden, for de havde dræbt hans røde hoppe, og med sig havde han fire soldater, der var ligeså hårdt sårede som han, og otte tlascalteker. Blodet løb ned af dem alle, af de mange sår. Cortés rykkede nu videre frem ad hovedlandevejen med de andre kaptajner; da så vi, at der allerede var kommet en hel del mexikanske krigsfolk ud til Tacuba, hvor vi så dem i tempelgårdene, og de kaldte dem i Tacuba og i en anden by, der hedder Escapuzalco, til kamp. De begyndte så at kaste med spyd og sten og skyde med pile og angribe os med deres lange lanser; vi gjorde nogle indhug på dem og både værgede os og angreb dem (Bernal Diaz var jo allerede kommet ud af Mexiko blandt de første, og hans skildring af „den bedrøvelige nat", som den i almindelighed bliver kaldt, er derfor temmelig kortfattet og ikke ganske klar). Men vi vil vende tilbage til Pedro de Alvarado. Da Cortés og de andre kaptajner mødte ham i denne tilstand og så, at der ikke kom flere soldater, strømmede tårerne ud af hans øjne. Pedro de Alvarado sagde, at Juan Velasquez de León var faldet tillige med mange andre caballeros både af vore egne og af Narváez' folk, ialt over firs ude på broen, at kun han og de fire soldater, han havde med sig, var med stor fare kommet over broen, da de havde dræbt deres heste; de måtte over lig, heste og pakkasser, for åbningen ved broen var helt opfyldt deraf. Han fortalte endvidere, at alle broer var fulde af krigsfolk. Man berettede siden, at på denne ulykkelige bro var det, at Alvarado's spring fandt sted (det hedder, at den tapre kriger ved hjælp af sin lanse sprang over den meget brede åbning, som var fremkommet ved, at en vindebro var hejst i vejret. Endnu bærer en bro ved byen Mexiko navnet »Alvarado's spring«. Men Cortés taler intet om dåden i sine indberetninger; det gør derimod Oviedo og Gomara og senere forfattere). Men dengang var der ingen soldat, der standsede for at se, om han sprang langt eller kort, for vi havde fuldt op at gøre med at frelse vort liv, da vi var i største livsfare på grund af den mængde mexikanere, vi havde at slås med. Alt det, som Gomara fortæller i den anledning, er tosserier, for selv om han havde villet springe over ved at støtte sig til lansen, så var vandet så dybt, at han ikke kunne nå bunden med den; desuden var åbningen ved broen meget bred og høj, (dette må vel forstås således, at vejen på begge sider af broen skrånede stærkt ned fra broåbningen) så at han ikke ville have kunnet taget den i et spring, hvor rask han så var, hverken ved hjælp af lansen eller på anden måde. Man kan godt se det nu, at vandet på den tid gik så højt op, og at murene, hvor broens planker udgik fra, er så høje, og at åbningen var så vid. Jeg har heller aldrig hørt tale om dette »Alvarado's spring«, før efter at Mexiko var blevet erobret; nemlig i et skandskrift af en vis Gonzalo de Ocampo. Det var så hæslig en bog, at jeg ikke vil komme nærmere ind på den her; blot at han siger: »Du skulle huske på det spring, du gjorde ved broen«. Men den streng vil jeg nu ikke spille mere på. Derimod vil jeg fortælle, at vi altså var kommet til Tacuba, hvor en hel del mexikanske krigere fra alle byerne dér var strømmede sammen; dér dræbte de tre soldater for os. Vi mente da, at det var det bedste at forlade den by jo før jo heller. Fem tlascalteker førte os på vej til Tlascala, med stor duelighed, uden at følge landevejen, indtil vi kom til nogle huse, som lå på en høj, og ved siden deraf et tempel, der var ligesom et fort; dér tog vi så vor tilflugt. Jeg skal imidlertid nu blot meddele, at vi stadig forfulgtes af mexikanerne med pile, spyd og sten fra deres slynger, idet de stadig trængte ind på os; det var forskrækkeligt, men jeg har sagt det så mange gange og er træt af at sige det, at ikke læserne skal finde det altfor vidtløftigt; men fordi de hvert øjeblik angreb os, sårede os og trængte os hårdt, kan jeg ikke lade være med at måtte tale om de skarer, der forfulgte os og dræbte mange af os. Nu var vi da kommet til det omtalte befæstede tempel, hvor vi tyede ind; dér tog vi os af de sårede og tændte en hel del bål; at få mad var der ikke tanke om. I dette gudetempel indrettede vi efter erobringen af den store by Mexiko en kirke, som kaldes Vor Frue »De los Remedios«, (dvs. hende som bringer hjælp, råder bod) der besøges meget af de andægtige. Mange beboere af Mexiko med deres damer gør nu valfart dertil og forretter deres ni dages andagt derude. Det var ynkeligt at se, hvordan vi måtte forbinde vore sår ved at lægge nogle stykker tæppetøj på dem, og det gjorde meget ondt, for der var gået kulde i dem, og de var ophovnede. Men der var endnu større grund til at græde over de caballeros og tapre soldater, vi havde mistet: Juan Velasquez de León, Francisco de Saucedo, Francisco de Morla, den dygtige rytter Lares og mange andre af Cortés' folk. Men hvorfor opregner jeg disse få? Skulle jeg opskrive navnene på alle de mange af os, der faldt, så kunne jeg ikke så snart blive færdig dermed. Af Narváez' tropper mistede de allerfleste deres liv ved broerne, belæssede med guld som de var, og astrologen Botello havde ikke nogen gavn af sin astrologi, for han blev også dræbt der tillige med sin hest. Da vi endelig var kommet i behold, blev der i en kasse, som havde tilhørt denne Botello, fundet nogle papirer, der dannede en bog, med cifre og streger og optegnelser og andre tegn. Deri stod: »Mon jeg skal dø her i denne ulykkelige krig og falde i hænderne på disse indianske hunde?«; Men noget længere fremme stod der i nogle andre streger og cifre: »Du skal ikke dø«; så sagde han igen i nogle andre cifre og streger og tegn: »jo, du skal dø«, men i den næste linie hed det: »du skal ikke dø«. Et andet sted hed det: »Mon de også vil slå min hest ihjel«? »jo, de vil«, sagde han lidt længere fremme. Sådanne cifre og spådomme, hvoraf nogle bogstaver talte imod de andre, havde han opskrevet på siderne i denne lille bog; i kassen var der også en efterligning af kønsdelene af en mand, af størrelse som en »mus« på hånden, lavet af handskeskind, meget ligt og ligesom en kvast af afklippet uld. Jeg må nu påny berette, at ved vor overgang over broerne dræbtes både Montezumas sønner og døtre og de fanger, vi havde med, Cacamatzin, herren til Tezcuco, og flere småkonger. Men jeg vil ikke opregne alle disse mange tab. Vi måtte tænke på hvad der lå lige for hånden, og det var, at vi allesammen var sårede, og at kun tre og tyve heste var undslupne; af kanoner og andet skyts og af krudt havde vi intet fået med, kun nogle få armbrøster; disses buestrenge blev nu istandsatte, og vi lavede pile. Men det værste af det hele var, at vi ikke vidste, hvor velvillige vore venner i Tlascala ville være lige overfor os. Også den nat var vi stadig omringede af mexikanere, som råbte og skød spyd og pile imod os. Så besluttede vi da at drage bort derfra ved midnatstide. Vore førere, tlascaltekerne, gik i forvejen og vi holdt god orden. De sårede havde vi midterst iblandt os, de haltende af dem gik ved stokke, og nogle, der ikke kunne gå og var meget ilde tilredte, sad bag på de halte heste, som ikke kunne bruges til kampen. De ryttere, der ikke var sårede, dannede til dels fortroppen, men nogle var fordelte på hver flanke. Sådan gjorde alle vi, der var mest uskadte, front imod mexikanerne. De sårede tlascalteker var midt i vor skare; men de andre, der var uskadte, gjorde front mod fjenden sammen med os, for mexikanerne var os stadig i hælene med høje råb og skrig og piben; de sagde: »Nu kommer i hen hvor der ikke skal blive en eneste af jer i live«. Dengang forstod vi ikke, hvad de mente dermed; men det vil man siden få at se. Jeg har for resten glemt at skrive om, hvor glade vi blev ved at se, at vor Doña Marina og Doña Luisa, Xicotenga's datter, levede endnu (nogle tlascalteker frelste dem ved broerne), ligesom en kvinde, der hed Maria de Estrada; det var den eneste [!] kastilianske kvinde, vi havde med i Mexiko. Vi fortæller nu videre, at vi den dag kom til en stor landsby, som hedder Gualtitan, der kom til at tilhøre Alonso de Avila efter Mexikos erobring, og skønt de råbte og skreg og overdængede os med stenkast og spyd og pile, udholdt vi det altsammen. Derfra begav vi os videre gennem nogle små landsbyer, bestandig med mexikanerne efter os; de havde samlet sig i en stor skare og søgte at få os dræbt. De begyndte at omringe os og kastede så mange slyngesten og spyd og beskød os med så mange pile og huggede løs på os med deres slagsværd, så at de, på et sted der var vanskeligt at passere, dræbte to af vore soldater og tillige en hest, og de sårede mange af vore. Vi dræbte også nogle af dem med sværdhug og kårdestød og hestfolkene ligeså. Der sov vi da om natten i de omtalte huse, hvor vi fortærede den hest, de havde dræbt. Den næste dag, tidlig om morgenen, begyndte vi at marchere i samme orden som før, ja endog bedre, bestandig med halvdelen af rytterne i forvejen. Vi var kommet lidt over en mil frem, var ude på en slette og troede allerede at være i sikkerhed, da tre af vore ryttere kom ridende tilbage og sagde, at egnen var fuld af mexikanske krigsfolk, der ventede på os. Da vi hørte det, blev vi jo forskrækkede, og det meget, men dog ikke sådan, at vi helt tabte modet og lod være at gå dem i møde og kæmpe på liv og død. Vi gjorde holdt et øjeblik, og der blev udstedt befaling til rytterne, hvordan de skulle gøre anfald og trække sig tilbage i kort galop, uden at standse for at give lansestød, men rette odden lige mod deres ansigter, indtil de fik sprængt deres skarer; men alle vi soldater skulle se at ramme dem således med vore sværd, at vi gennemborede deres indvolde, og alle burde vi sørge for at tage god hævn over dem for vore faldne og sårede, så at vi med guds hjælp kunne slippe fra det med livet. Vi befalede os af ganske hjerte gud og den hellige jomfru i vold og udråbte Sankt Jakobs navn, og så snart vi så, at de havde begyndt at omringe os, sprængte rytterne ind på dem, fem ad gangen, og alle vi andre gjorde samtidig indhug. Det var sandelig et frygteligt og hidsigt slag at se, hvordan vi kom i håndgemæng med dem, så at det hele udgjorde et mylder, hvilke hug og stød vi gav dem, og hvor rasende de hunde kæmpede, og hvor mange af os de sårede og dræbte med deres lanser og køller og tohåndssværd! Da det var jævn mark, kunne rytterne bruge deres lanser af hjertens lyst og ride ind på dem i kort galop, og skønt de og deres heste var sårede, kæmpede de alligevel som tapre mænd. Og så alle vi, der ikke havde heste, - vi havde dobbelt arbejde at gøre, og uagtet vi var sårede og nu fik flere sår i tilgift, tænkte vi ikke på at forbinde dem, det var der ikke tid og lejlighed til, men med stort mod satte vi alt ind på at svinge sværdene imod dem. Cortés, Cristóbal de Oli, Gonzalo de Sandoval, Gonzalo Dominguez og en der hed Juan de Salamanca, de foér fra det ene sted til det andet og gjorde anfald på dem, skønt de var sårede ikke lidt allesammen. Til alle os, som var i nærkamp med dem, sagde Cortés, at vi skulle passe på at rette vore hug og stød imod dem som vi kunne se var fornemme herrer, for disse havde allesammen store fjerbuske og guldprydelser og kostelige våben og skjoldmærker. Dér skulle man høre, hvordan den tapre og modige Sandoval opflammede os ved sine ord: »Senores, i dag er det, at vi skal sejre: sæt eders lid til gud, for vi kommer nok levende fra dette; gud har nok noget godt i gemme til os«. Jeg skal siden fortælle om de mange af vore soldater, som de dræbte og sårede for os. Men både Cortés, Cristóbal de Oli, Sandoval, Gonzalo Dominguez og mange andre, som jeg ikke nævner her, og Juan de Salamanca og alle vi soldater styrkede i høj grad Cortés' mod under kampen. Det var vor herre Jesus Kristu s og Vor Frue Sankta Maria, som indgav vore hjerter det, og den hellige Jakob, som visselig stod os bi. Nu styrede gud det således, at Cortés, tillige med de kaptajner jeg har nævnt, kom hen i nærheden af det sted, hvor mexikanernes øverste hærfører opholdt sig med sit vajende banner, med kostelige guldprydede våben og store fjerbuske med sølvprydelser, og da Cortés så ham der førte banneret, stående sammen med en hel del andre mexikanere, der alle havde store guldprydede fjerbuske, sagde han til Gonzalo de Sandoval, Cristóbal de Oli, Gonzalo Dominguez og de andre officerer: »Senores, lad os angribe dem, og lad ikke nogen af dem blive usåret!« Cortés, Cristóbal de Oli, Sandoval, Alonso de Avila og andre officerer til hest befalede sig gud i vold og satte ind på dem, og Cortés stødte med sin hest imod den mexikanske høvding, så at han fik ham til at tabe sit banner. Vore andre officerer sprængte hærskaren, som bestod af mange indianere, og den der fik fat i den høvding, som førte banneret, og som endnu ikke var styrtet til jorden ved sammenstødet med Cortés, var Juan de Salamanca, som jeg allerede har nævnt og som fulgte med Cortés og red på en god broget hoppe; han stødte ham ned med sin lanse, tog den kostbare fjerprydelse af ham og gav den til Cortés med de ord, at siden han havde gjort det første stød, fået ham til at tabe banneret og taget modet fra hans folk, så ville han give ham fjerbusken. Men omtrent tre år efter gav hans majestæt den til Salamanca som våbenmærke, og hans efterkommere har den nu på deres hestedækkener. Slaget endte nu ved guds bistand med, at deres modstand tabte sin kraft, efter at den høvding var falden, som bar det mexikanske banner, foruden de mange andre der faldt; de trak sig tilbage, og alle rytterne forfulgte og indhentede dem. Vi følte hverken sult eller tørst; det var som om vi slet ikke havde haft eller døjet lidelser og besvær, og vi brugte vor sejr, mens vi nedhuggede og sårede for fode. Vore venner fra Tlascala var som forvandlede til løver og kæmpede såre godt og tappert med deres tohåndssværd og almindelige sværd og andre våben, som de opsamlede på valpladsen. Efter at rytterne var kommet tilbage fra deres sejrrige forfølgelse, takkede vi alle af hjertet gud, fordi vi var sluppet fra en så vældig hær, for aldrig havde man i hele Indien (hermed menes vistnok kun »Vestindien«, dvs. efter de tiders sprogbrug: Amerika) set eller truffet et så stort antal krigsfolk sammen i noget slag; de var blomsten af Mexikos og Tezcucos mandskab og fra alle byerne som ligger rundt omkring søen og fra mange andre nabobyer og fra Otumba og Tepetezcuco og Saltocan; og de troede, at denne gang skulle der ikke blive så meget tilbage af os som bag på min hånd. Og hvilke kostelige våben de havde, med alt det guld og fjerprydelser og våbenmærker. For det var de allerfleste høvdinger og fornemme mænd, som var med. Der hvor dette heftige og berømte og frygtelige slag fandt sted (det kan man godt kalde det, for det var gud, der frelste vore liv), lå i nærheden en by, som hedder Otumba. Af dette slag, såvel som af mange andre slag, vi måtte bestå med mexikanerne, før vi erobrede Mexiko, har mexikanerne og tlascaltekerne meget gode billeder, både malede og udskårne. De videbegærlige læsere, som læser dette, beder jeg lægge mærke til hvad jeg her vil drage dem til minde. Dengang vi rykkede ind i Mexiko for at komme Pedro de Alvarado til undsætning, var vi i alt omtrent 1,300 soldater, derhos rytterne, som var syv og halvfems, firsindstyve armbrøstskytter, lige så mange bøsseskytter og over to tusinde tlascalteker, og vi havde meget artilleri med os. Vort indtog i Mexiko fandt sted Sankt Hans dag i juni 1520, men vor flugt derfra skete d. 10 juli samme år, og det mærkværdige slag ved Otumba fandt sted d. 14 juli. Da vi nu var sluppet ud af alle de farer, som jeg har berettet, vil jeg opgøre et andet regnskab, nemlig over alle dem, som de dræbte, både i Mexiko, på broerne og dæmningerne og i alle træfningerne, i slaget ved Otumba og på vor march. I omtrent fem dage blev der dræbt og ofret henved otte hundrede og tres soldater, samt endnu to og halvfjerds, der dræbtes i en by, som hedder Tustepeque, og fem [!] kastilianske kvinder; de der blev dræbt i Tustepeque, var af Narváez' folk; af tlascalteker dræbte de henved tusinde. På samme tid dræbte de også en vis Juan de Alcántara, kaldet »den gamle«, samt tre andre af Villaricas indbyggere, der kom for at hente det guld, der tilkom dem, hvorom jeg har meldt i vedkommende kapitel. De mistede altså både deres liv og deres guld. Når vi ser rigtig til, så havde vi allesammen i det hele kun dårlig fornøjelse af det guld, vi fik for vor part, og når der faldt mange flere af Narváez' folk end af Cortés' på broerne, så var det fordi de var belæssede med guld, så at de hverken kunne komme afsted eller svømme på grund af vægten. Men dette vil vi nu ikke tale mere om. Vi drog nu imidlertid videre, meget glade, mens vi spiste nogle græskar, som de kalder ayotes. Spisende og marcherende bevægede vi os ad vejen til Tlascala, og skyndte os at komme bort fra den egn, for at der ikke igen skulle samle sig en mexikansk hær, for de råbte endnu stadig til os på de steder, hvor vi ikke kunne få fat på dem, og kastede mange sten på os med deres slynger, samt spyd og pile, indtil vi kom til nogle andre bønderhuse og en landsby. Da der var et godt befæstet tempel, holdt vi hvil dér den nat og tog os af vore sår. Vi havde det roligere end de andre nætter; ganske vist havde vi stadig en flok mexikanere efter os, men de turde ikke længere komme os nær, og når der kom nogle, så var det lige som de blot ville sige: »Nu skal i gå ud af vort land!« Fra den by med tempel, hvor vi holdt nattekvarter, kunne man se de lave bjerge ved Tlascala, og da vi så dem, glædede vi os, som om det var vore hjem. Men vidste vi nu med sikkerhed, om de ville være os tro, eller hvorledes de var stemte imod os? Og hvordan var det gået dem, som boede i Villarica, var de døde eller levende? Cortés sagde til os, at vi var jo nu kun få: der var blot fire hundrede og fyrretyve tilbage af os, samt tyve ryttere, tolv armbrøstskytter og syv musketerer; krudt havde vi ikke, og alle var vi sårede, halte og lemlæstede, så at vi vel måtte tænke på, hvilken nåde vor herre Jesus Kristus havde vist os ved at frelse vort liv, så vi altid burde takke og prise ham højligt derfor. Vi var nu igen blevet formindskede til det antal soldater, som vi havde været, da vi drog med ham fra Cuba og da vi første gang rykkede ind i Mexiko, nemlig fire hundrede soldater. Han bad os om ikke at tilføje dem i Tlascala nogen fortræd eller tage noget fra dem. Dette var henvendt til Narváez' folk, for de var ikke vant til at lystre deres førere i krigen som vi. Fremdeles sagde han, at han håbede til gud, at vi ville finde dem velsindede og trofaste; men hvis det modsatte var tilfældet, hvad gud forbyde, så måtte vi igen til at bruge vore næver med modige hjerter og kraftige arme og være vel belavede på det. Med vore ridende patruljer forud kom vi til en kilde, som udsprang på skrænten af en bakke. Dér var ligesom nogle ringmure og skanser fra gammel tid. Vore venner tlascaltekerne sagde, at dér gik grænsen imellem mexikanerne og dem. Vi udhvilede os godt der, vaskede os og spiste af den smule mad, vi havde fået fat i, og så begyndte vi at marchere. Vi nåede en af tlascaltekernes byer, som hedder Gualiopar, hvor de tog imod os og gav os noget at spise, men ikke synderlig meget, og dersom vi ikke havde betalt det med nogle små guldstykker og chalchihui-sten, som nogle af os havde med, ville de ikke have givet os noget gratis. Der holdt vi så hvil en dag og tog os af vore sår; også hestene plejede vi. Da man nu fik det at vide i Tlascalas hovedstad, mødte straks Mase Escasi og den gamle Xicotenga, Chichimecatecle og mange andre kaziker og fornemme mænd og de fleste indbyggere fra Guaxocingo, og da de kom til byen, hvor vi var, omfavnede de Cortés og alle vore officerer og soldater. Nogle af dem græd, især Mase Escasi, Xicotenga, Chichimecatecle og Tecapaneca, og de sagde til Cortés: »Åh, Malinche, Malinche! Hvor eders ulykke smerter os, og hvor det gør os ondt for alle eders brødre og for de mange af vore folk, som er faldet, siden de fulgte eder. Vi sagde eder jo mange gange, at i ikke skulle stole på mexikanerne, for en skønne dag ville de angribe eder, men i ville ikke tro mig. Dog, nu er det jo sket, og for øjeblikket er der ikke andet at gøre end at pleje eder og give eder noget at spise. I er her som i eders eget hus. Hvil nu ud, og vi vil straks begive os til vor by og give eder kvarter dér. Du må ikke tro, Malinche, at det er nogen ringe ting, i har udført, ved at slippe levende ud af den stærkt befæstede by og over dens broer, og jeg må sige, at har vi før betragtet eder som såre tapre mænd, så betragter vi eder nu som meget mere. Jeg ved nok, at mange indianske kvinder her i vore byer begræder deres sønners, mænds, brødres og slægtninges død, men det skal du ikke være bekymret over. Du skylder dine guder megen tak, fordi de har ført dig herhen og bragt eder ud af så stor en mængde krigere, som ventede eder ved Otumba. I fire dage vidste jeg at de ventede på eder for at slå eder ihjel, og jeg ville komme til eder med tredive tusinde krigere af vore, men jeg kunne ikke komme afsted, for vi var endnu ikke samlede; men jeg var i færd med at samle dem.« Cortés og alle vore officerer og soldater omfavnede dem, og vi sagde til dem, at vi var dem meget taknemlige, og Cortés gav alle de fornemme mænd guldsager og ædelstene, som vi endnu havde i behold, enhver soldat gav efter evne; men nogle af os gav ligeledes til vore bekendte af hvad vi havde. Og hvilken fryd og jubel lagde de ikke for dagen, da de så, at Doña Luisa og Doña Marina var frelste. Men hvor de så også græd og sørgede over de andre indianere, som havde mistet livet; især sørgede Mase Escasi over sin datter, Doña Elvira, og han begræd Juan Velasquez de Leóns død, for det var til ham, han havde givet hende. Vi drog så til Tlascalas hovedstad sammen med alle kazikerne; Cortés fik kvarter i Mase Escasis hus, og Xicotenga gav Pedro de Alvarado logement. Dér plejede vi os, så vi atter kom til kræfter, men der døde dog endnu fire soldater af deres sår, og nogle andre soldater var endnu ikke blevet helbredt.

Da vi havde været en dag i den lille by Gualiopar, og kazikerne af Tlascala, som jeg har nævnt, havde gjort os disse tilbud, som ikke fortjener at glemmes, men højlig at sættes pris på, da de blev gjort os på den tid og under de omstændigheder, begav vi os til Tlascalas største by, hvor de - som jeg har sagt - gav os kvarter. Det synes som om Cortés spurgte efter det guld, der var blevet bragt dertil, nemlig 4.000 pjastre; dette guld var den part, der tilkom de tilbageblivende indbyggere i Villarica. Mase Escasi, den gamle Xicotenga og en af vore soldater, som var blevet tilbage dér og ikke havde været med i Mexiko, dengang vi led nederlaget, fortalte, at der fra Villarica var kommet en, der hed Juan de Alcántara, tillige med to andre indbyggere, og at de havde taget det altsammen med sig, for de havde brev med fra Cortés, hvori der stod, at det skulle udleveres dem. Dette brev foreviste soldaten, for det var givet Mase Escasi ihænde, dengang guldet udleveredes. Vi spurgte, hvordan og på hvilken tid han havde fået guldet med sig; og da vi fik besked herom, kunne vi regne dagene ud, fra den tid mexikanerne anfaldt os, og det gik da op for os, at de måtte være blevet dræbt på vejen og guldet taget fra dem. Cortés blev ilde til mode derover, og vi var også ængstelige, fordi vi ikke vidste, om der ikke var hændt dem i Villarica noget slemt. Han sendte så tre tlascalteker afsted med brev, hvori han underrettede dem om den store fare, vi havde gennemgået i Mexiko, og hvorledes vi var sluppet derfra med livet; men han fortalte dem intet om, hvor mange der savnedes af vore, og han skrev, at de endelig måtte være godt på deres post og holde udkig; hvis der fandtes nogle soldater, der var raske, skulle de sende ham dem, og de skulle bevogte Narváez rigtig godt. Han spurgte også om der var krudt eller armbrøster, for han ville igen gøre et togt til egnen om Mexiko. Han skrev også til den kaptajn, der var blevet tilbage som befalingsmand i havnebyen, og som hed Caballero, at han skulle sørge for, at der ikke sejlede noget skib til Cuba og at Narváez ikke slap løs, og hvis han så, at to af Narváez' skibe, som lå der i havnen, ikke var sejldygtige, så skulle han bore dem i sænk og sende ham matroserne tilligemed alle de våben, de havde. Sendebudene skyndte sig derhen og kom atter tilbage med brev, hvori der stod, at de havde ikke haft nogen kamp, men at deres Juan de Alcántara og de to indbyggere, som de havde sendt efter guldet, måtte være blevet slået ihjel på vejen, og at de godt vidste om den kamp, vi havde måttet bestå i Mexiko, for den tykke kazik af Cempoal havde fortalt dem derom. Admiralen, der hed Pedro Caballero, skrev også, at de ville gøre hvad Cortés befalede dem, og at han nok skulle sende soldaterne, at det ene skib var i god stand, men det andet ville han bore i sænk og sende os folkene; men der var kun få matroser, for de var blevet syge og var døde. Nu skrev de - sagde han - svar på brevet, men siden skulle den forstærkning komme, som de sendte fra Villarica; det var fire mand fra byen, samt tre søfolk, ialt syv, deres fører var en soldat, der hed Lencero, han der ejede den kro, som man nu kalder Lencero's. Da de kom til Tlascala, så de meget svage og tynde ud. Så vi tit for løjers skyld og for at drive gæk med dem sagde, at af de syv soldater, der kom os til hjælp under Lencero, var de fem leversyge, og de to havde tykke opsvulmede buge. Men vi vil lade spøgen fare og fortælle om hvad der hændte os i Tlascala, nemlig med den unge Xicotenga, der var uvillig stemt imod os. Han havde jo været feltherre over hele Tlascalas krigsmagt, dengang de førte den krig mod os, som jeg tidligere har beskrevet i det kapitel, der handler derom. Det hænger således sammen: dengang man fik at vide i deres by, at vi havde måttet flygte ud af Mexiko, og at de havde dræbt et stort antal soldater for os, både af vore egne og af tlascaltekerne, der var fulgt med os fra Tlascala, og at vi kom for at søge tilflugt og ly i deres land, så forsøgte den unge Xicotenga at få alle sine slægtninge og venner med sig foruden andre, som han kunne mærke var på hans parti. Han sagde til dem, at en nat eller også om dagen, når det passede bedst for dem, skulle de dræbe os, og at han ville slutte venskab med herren til Mexiko, nemlig ham, der hed Coadlavaca, som de dengang havde udråbt til konge. Desuden ville de få et stort bytte i de tøjer, som vi havde ladet blive tilbage i Tlascala i deres varetægt, og det guld, vi nu havde med os fra Mexiko, så at de allesammen ville blive rige derved. Dette fik hans fader, den gamle Xicotenga, at vide, og han skændte på ham og sagde, at sådan noget måtte han ikke få i sinde, for det var en slet handling, og dersom Mase Escasi og Chichimecatecle eller andre af Tlascalas fyrster fik det at vide, så ville de måske dræbe ham og dem, der havde sammensvoret sig med ham. Men hvor meget så end hans fader skændte på ham, brød han sig slet ikke om hvad han sagde, men fremturede i sit onde forsæt. Det kom nu Chichimecatecle for øre - han var den unge Xicotengas dødsfjende - han sagde det til Mase Escasi, og de besluttede at holde råd desangående. De tilkaldte i den anledning den gamle Xicotenga og kazikerne af Guaxocingo, og lod den unge Xicotenga fængsle og føre frem for dem, og Mase Escasi holdt en tale i alles påhør. Han sagde, at de kunne vel nok huske eller havde hørt tale om, at det var over 100 år siden man i hele Tlascala havde været så velstående, ja rige, som nu efter at teulerne var kommet til deres land, og at de ikke før havde været i så høj anseelse rundt om i provinserne, for nu havde de mange bomuldsklæder og meget guld, og de fik salt at spise, og allevegne hvor der kom tlascalteker hen i følge med teulerne viste man dem ære for teulernes skyld; det vil sige, nu havde de rigtignok slået mange af dem ihjel i Mexiko. De skulle mindes, hvad deres forfædre havde forkyndt for dem for mange år siden, at derfra hvor solen står op, ville der komme nogle mænd, som skulle herske over dem. Hvorfor ville nu Xicotenga pønse på sådant forræderi og ondskab og sammensværge sig om at angribe og dræbe os? Det var ilde handlet, og han kunne ikke give nogen undskyldning for sine skarnsstreger, for sin ondskab, som han altid gik og gemte på i sit hjerte; og nu da han så dem komme tilbage som slagne, skulle han hjælpe os, så at vi atter kunne vende os mod deres fjender mexikanerne, så snart vi igen fik vort helbred; men nu ville han begå det forræderi. Til disse ord, som Mase Escasi og hans fader, den blinde Xicotenga, sagde ham, svarede den unge Xicotenga, at det var meget fornuftigt hvad han selv mente, for han ville gerne have fred med mexikanerne, og han sagde andre ting, som de ikke kunne finde sig i. Så rejste Mase Escasi sig og Chichimecatecle og hans gamle fader, så blind som han var, og de tog den unge Xicotenga i nakken og i hans kappe, som de rev itu, og mens de overdængede ham med forhånelser, puffede de ham ned ad trappen, så at hans tøj blev helt revet i stykker; havde det ikke været for hans faders skyld, ville de have dræbt ham; og de andre, der havde været i ledtog med ham, kastede de i fængsel. Da vi var der som flygtninge, forekom det ikke Cortés, at det var passende tid til  at tage straf over ham, og derfor vovede han ikke at tale mere om den ting. Jeg har omtalt dette her, for at man kan se, hvor trofaste og brave tlascaltekerne var, og hvor meget vi skyldte dem, også den gode gamle Xicotenga, for man fortæller, at han havde befalet at lade hans søn dræbe, så snart han erfarede hans rænkespil og forræderi. Da vi havde været to og tyve dage der i byen, beskæftiget med at læge vore sår og komme til kræfter, besluttede Cortés, at vi skulle begive os til provinsen Tepeaca, som var i nærheden, for der havde de dræbt mange af vore og af Narváez' soldater, som var på vejen til Mexiko, også i et andet distrikt, som ligger nær op til Tepeaca og hedder Cachula. Cortés sagde dette til vore kaptajner, og disse gav Narváez' soldater tilkende, at de atter skulle i kamp. Men da disse ikke var så krigsvante og længtes efter at komme hjem igen til øen Cuba, til deres indianere og guldgruber, da de nu var sluppet helskindede fra nederlaget i Mexiko, fra broerne og fra slaget ved Otumba, så ønskede de alt ondt over Cortés og hans erobringer. Dette gælder især om Andrés de Duero, der var gået i kompagni med vor Cortés, for de videbegærlige læsere har jo allerede to gange fået min forklaring i de tidligere kapitler, om hvordan det hang sammen med det kompagniskab. De forbandede det guld, de havde givet ham og de andre befalingsmænd, for det var jo altsammen gået tabt ved broerne; men de var glade nok ved at være sluppet fra det med livet, da de så hvor heftig man bekrigede os. De besluttede at sige Cortés, at de ville ikke gå imod Tepeaca eller være med i nogen krig, de ville hjem igen til deres huse, for det var nok med de tab, som de havde lidt, siden de var kommet over fra Cuba. Cortés talte meget blidt og venligt til dem, da han troede på den måde at få dem lokket til at drage med os på toget til Tepeaca; men hvor meget han så snakkede for dem og gjorde dem forestillinger, ville de ikke. Da Narváez' folk imidlertid så, at deres tale ikke havde nogen virkning på Cortés, indgav de en formelig protest til ham, bevidnet af en kongelig notar, hvori de bad ham straks drage til Villarica og holde op med krigen. De forestillede ham, at vi jo hverken havde heste eller bøsser eller armbrøster eller krudt eller hamp til at lave tove af eller ammunition, at vi alle til hobe var sårede, og at vi ialt kun var fire hundrede og fyrretyve soldater, vore egne og Narváez' folk tilsammen, at mexikanerne ville besætte alle bjergpas og gennemgange og veje for os, og hvis de ventede længere ville skibene blive fortærede af orme. Og de sagde meget andet i denne protest. Da de havde overleveret Cortés protesten og læst den op for ham, gik det sådan, at når de havde sagt mange ord i den, så svarede han mange flere derimod; og dertil kom, at alle de fleste af os, der havde fulgt over med Cortés, sagde til ham, at han måtte endelig ikke give nogen af Narváez' folk eller andre tilladelse til at rejse tilbage til Cuba, men at vi allesammen skulle se til at tjene gud og kongen, for det var det rigtige, men ikke at vende tilbage til Cuba. Da Cortés havde svaret på protesten, og da de protesterende så, at mange af os støttede Cortés' forehavende af al kraft og satte en stopper for deres overhæng og protesteren ved at sige, at det slet ikke var at tjene gud eller hans majestæt at svigte deres feltherre i striden, så besluttede de efter megen talen frem og tilbage at lystre og følge med os på de togter, der kunne tilbyde sig. Men Cortés måtte love dem, at så snart lejlighed gaves, ville han give dem lov til at rejse hjem til deres Cuba. Alligevel undlod de ikke at tale ondt om ham og hans erobringer, der havde kostet dem så meget, for de havde måttet forlade deres hjem og miste deres ro og være med hvor de ikke endnu var sikre på deres liv. De sagde desuden, at hvis vi endnu engang kom i krig med Mexikos hærmagt - og det ville vi ikke kunne undgå sent eller tidligt - så troede de og holdt det for vist, at vi ikke ville kunne stå os imod dem i kampen, sådan som de havde set i Mexiko og på broerne og i det store slag ved Otumba. Fremdeles sagde de, at Cortés ville bare altid befale og spille herre, og vi, som fulgte ham, havde ingenting at tabe undtagen vort liv, derfor blev vi sammen med ham. Og de sagde megen anden snak, men alt det beholdt de foreløbig for sig selv. Det varede dog ikke mange måneder, før de fik tilladelse til at vende hjem til deres boliger på Cuba, hvilket jeg skal fortælle, når det passende øjeblik dertil kommer. Men nu skal vi høre, hvad krønikeskriveren Gomara siger, skønt jeg snart er ked nok af rette hans bommerter. Han siger nok, at man har givet ham underretning; men den underretning er ikke sådan som han skriver. Jeg har ikke villet opholde mig i hvert kapitel med at remse hans fejl op og gøre opmærksom på, hvordan det virkelig gik for sig, derfor har jeg ladet være med at skrive om det. Men nu synes jeg, at dér hvor han skriver om denne protest, som blev overleveret Cortés, siger han ikke hvem det var der kom med den, om det var af vore eller af Narváez' folk; og når han skriver sådan, så er det for at ophøje Cortés og fornedre os, der fulgte ham på hans togt. Men man bør vide, at vi rigtige conquistadorer, der har set det, som han sådan har skrevet, er kommet til den overbevisning, at man må have bestukket Gomara med guld eller andre gaver, for at han skulle skrive på den måde. For i alle slag og træfninger var det os, der støttede Cortés; men nu kommer denne krønikeskriver og vil gøre os til ingenting ved sin fortælling. Han siger også, Cortés ytrede i sit svar på samme protest, at det var for at sætte mod i os og opmuntre os, han sendte bud efter Juan Velasquez de León og Diego de Ordás, hvoraf den ene ifølge hans udsagn var henne at kolonisere ved Panuco med tre hundrede soldater, men den anden ved Guaxacualco med ligeså mange soldater. Men det er ikke tilfældet, for så snart vi begav os på march mod Mexiko for at komme Pedro de Alvarado til hjælp, ophørte forberedelserne til de foretagender, der var bestemt, nemlig at Juan Velasquez de León skulle til Panuco og Diego de Ordás til Guaxacualco, sådan som jeg har fortalt vidtløftigere i det kapitel, hvori jeg fortæller om det. For de to kaptajner fulgte med os til Mexiko, da vi skulle undsætte Pedro de Alvarado, og i det nederlag faldt Juan Velasquez de León, da vi kæmpede på broerne, og Diego de Ordás blev meget ilde tilredt af tre sår, som han fik i Mexiko, hvilket jeg allerede har fortalt ganske sådan som det gik til. Derfor ville det være meget godt, om krønikeskriveren Gomara fortalte ligeså nøjagtig hvad der hændtes, som han skriver et godt sprog. Jeg har også set efter, hvordan han siger i sin beskrivelse af slaget ved Otumba, at dersom Cortés ikke havde været, så ville vi allesammen være blevet overvundne. Ham alene var det, som vandt slaget, ved, sådan som han gjorde, at angribe ham der bar Mexikos standart og banner. Jeg har allerede sagt, og det siger jeg nu igen, at der skyldes Cortés al mulig ære, for han var en dygtig og tapper feltherre; men vi må fremfor alt takke gud, fordi han var så nådig at skænke os den guddommelige miskundhed, hvormed han altid hjalp og støttede os, og Cortés måtte takke ham, fordi han havde så tapre og modige officerer og så kække soldater, som han havde. For det var os, der støttede ham og gennembrød fjendernes skare og stod ham bi, sådan at han ved hjælp af os og vore officerer kunne kæmpe sådan som vi kæmpede og sådan som jeg har berettet i de tidligere kapitler. For alle de officerer, jeg før har nævnt, var altid sammen med Cortés. Jeg vil endnu engang nævne dem: det var Cristóbal de Oli, Gonzalo de Sandoval, Francisco de Morla, Luis Marin, Francisco de Lugo og Gonzalo Dominguez. Dertil mange andre gode og tapre soldater, uagtet vi ikke havde heste, for det var kun seksten heste og hopper, vi bragte med os, da vi drog med Cortés fra Cuba; andre var der ikke, omend der begyndte at blive nogle. Når Gomara siger i sin historie, at det ene og alene var Cortés personlig, som vandt sejren ved Otumba, hvorfor har han så ikke berettet om de heltegerninger, som vore officerer og vore tapre soldater udrettede i det slag? Vi er derfor sikre på, at man må have smurt hans hænder godt - som man siger - for at han skulle prise Cortés alene; men os omtaler han ikke. Han skal bare spørge om, hvor mange gange den meget tapre soldat, der hed Cristóbal de Olea, var med til at frelse Cortés' liv, indtil både han og mange andre soldater mistede livet for at frelse ham på broerne, dengang vi atter angreb Mexiko. Jeg havde endda glemt, at han tidligere havde frelst ham ved Suchimilco, hvor Olea blev hårdt såret. For at man ret skal forstå hvad jeg her siger, må jeg gøre opmærksom på, at Cristóbal de Olea og Cristóbal de Oli var to forskellige personer. Så siger også krønikeskriveren, at han med sin hest rendte imod den mexikanske høvding og fik ham til at tabe banneret. Ja, det er sandt nok; men jeg har før fortalt, at det var en der hed Juan de Salamanca, fra byen Ontiveros, alcalde mayor (overdommer i en by) i Guazaeualco efter Mexikos erobring, som gav ham et lansestød og dræbte ham og berøvede ham hans kostbare fjerbusk og standart; Salamanca gav den til Cortés, og senere hen i tiden gav hans majestæt den til Salamanca som våbenmærke. Dette har jeg her fremhævet, ikke fordi jeg ikke vil prise og højagte vor feltherre Cortés, for der skyldes ham al mulig hæder og pris og ære for alle kampe og sejre, lige til vi vandt Ny-Spanien, sådan som man plejer at prise de berømmelige feltherrer i Kastilien og sådan som romerne hædrede Pompejus og Julius Cæsar og Scipionerne med triumftog; for vor Cortés er endnu mere værdig til berømmelse end romerne. Samme Gomara siger også, at Cortés lod den unge Xicotenga dræbe hemmeligt i Tlascala på grund af det forræderi, han pønsede på imod os, som jeg tidligere har fortalt. Det gik slet ikke til sådan som han siger, for det var i en by nærved Tezcuco, at han lod ham hænge, som jeg siden skal fortælle. Ligeledes siger denne krønikeskriver, at der på vore togt var så forskrækkelig mange tusinde indianere med os, at han ikke kan regne det ud; men der er ikke rimelighed eller fornuft i det tal han angiver. Han siger også om stæderne og byerne og flækkerne, at der var så og så mange tusinde huse; men der var ikke femtedelen. Hvis man tæller alt det sammen, som han regner op i sin historie, så bliver der flere millioner mennesker end der er i hele verden; og det kommer ham ud på ét, enten han sætter otte tusind, eller han sætter firsindstyve tusinde. Men dog er han stor på det, for han mener, at hans historie klinger godt i folks øren, skønt han ikke fortæller hvad der virkelig skete. Jeg beder mine forstandige læsere at lægge mærke til, hvad forskel der er på sandhed og løgn, det vil sige på min beretning og hans historie, for jeg meddeler hvad der er virkelig gået for sig bogstaveligt; og man skal ikke bryde sig om det pæne og pyntelige sprog: det er jo tydeligt nok, at hans er mere behageligt og ikke så plumpt, men min jævne tale har sandheden på sin side lige overfor den pæne stil, hvori han har skrevet. Men vi vil nu ikke mere optegne og gøre opmærksom på hans åbenbare bommerter; blot vil jeg sige, at jeg føler mig mere forpligtet til at berette den rette sammenhæng end til at smigre folk. Han har forresten oven i købet gjort den skade, at man finder det samme, ord til andet, hos doktor Illescas og hos Paulus Jovius. (Gonzalo de Illescas' »Pavernes Historie« udkom i Madrid 1564, og ved »Paulus Jovius« tænker Bernal Diaz vistnok på den spanske oversættelse, der udkom i 1562, af italieneren Paolo Giovio's værk om hans egen tids historie, fra 1494 til 1547). Men vi vil vende tilbage til vor historie og fortælle om vor beslutning at drage imod Tepeaca, og hvad der hændtes på denne ekspedition.

Da Cortés havde forlangt af kazikerne i Tlascala, som jeg oftere har nævnt, fem tusinde mand krigsfolk, hvormed han ville gøre strejftog og tage straf over de byer, hvor man havde dræbt spaniere, nemlig Tepeaca, Cachula og Tecamachalco, som lå en seks-syv mil fra Tlascala, viste de sig meget villige og havde allerede fire tusinde indianere i beredskab. For dersom vi havde megen lyst til at drage mod disse byer, så havde Mase Escasi og den gamle Xicotenga endnu mere lyst til at levere folk; de havde nemlig allerede i sinde at sende en krigshær imod dem, eftersom de havde plyndret nogle landejendomme af deres. Det kom af, at da mexikanerne havde jaget os ud af Mexiko, sådan som jeg tidligere har fortalt i vedkommende kapitler, og de fik at vide, at vi havde taget tilflugt i Tlascala, og de var visse på, at når vi kom til kræfter, igen, ville vi tilligemed Tlascalas tropper gøre indfald i de landstrækninger, som grænsede til Tlascala, så sendte de i den anledning mange mexikanske hærskarer ud til de provinser, hvor de tænkte at vi skulle komme hen; de skulle besætte og bevogte dem, og i Tepeaca lå den største besætning. Dette vidste Mase Escasi og Xicolenga, og nærede endda frygt for dem. Da vi nu allesammen var udrustede, begyndte vi vor march. På dette felttog havde vi intet artilleri med, heller ikke musketter, det var altsammen blevet tilbage ved broerne; der var nok nogle der var blevet reddede, men vi havde intet krudt til dem. Vi havde sytten heste med og seks armbrøster, og vi var fire hundrede og tyve soldater, de fleste med sværd og skjold, samt omtrent to tusinde af vore venner fra Tlascala. Forråd havde vi med til én dag, for de landstrækninger, vi skulle igennem, var velbefolkede og velforsynede med majs, høns og små hunde, af dem som findes der i landet. Som vi havde for skik, red vore rytterpatruljer forud, og vi marcherede i god orden. Vort nattekvarter holdt vi i omtrent tre mils afstand fra Tepeaca. De havde allerede bortført alt husgeråd fra de bøndergårde og den landsby, vi passerede, for de vidste meget godt, at vi var på vej til deres by. Da vi ikke ville gøre noget uden på ordentlig og retskaffen vis, lod Cortés sende bud til dem med seks indianere fra Tepeaca, som vi havde taget på de omtalte landejendomme, - det var netop i den hensigt, vi fangede dem tilligemed fire kvinder. Han lod sige, at vi kom til deres by for at få at vide og udspørge, hvem og hvor mange der var med til at dræbe seksten spaniere, som de havde myrdet uden nogen som helst grund, da de var på vej til Mexiko, og vi ville også vide, hvorfor de nu igen havde en hel del mexikanske krigsfolk hos sig, der sammen med dem havde overfaldet og plyndret nogle landejendomme, som tilhørte vore venner i Tlascala. Han bad dem straks at komme med fred derhen, hvor vi var, og slutte venskab med os og sende mexikanerne bort fra deres by; hvis ikke, ville vi gå imod dem og behandle dem som oprørere, mordere og landevejsrøvere og straffe dem med ild og sværd og behandle dem som slaver. De seks indianere og fire kvinder der fra byen begav sig altså derhen. Men havde vi sendt dem afsted med hårde ord, så fik vi endnu værre trusler tilbage som svar med de samme seks indianere og to mexikanere, der fulgte med dem, for de vidste godt om os, at vi aldrig gjorde sendebud fortræd, men tværtimod gav dem nogle snore med glasperler, for at søge at vinde dem. De truende ord, som indbyggerne i Tepeaca sendte os med dem, var udtalte af de mexikanske høvdinger, fordi de havde sejret ved broerne i Mexiko. Cortés lod enhver af afsendingene få en kappe i foræring, hvorefter han sendte dem igen hen at bede dem komme og hilse på ham og tale med ham; de skulle ikke være bange: de spaniere, som de havde slået ihjel, kunne de jo dog ikke få levende igen, derfor skulle de komme i al fredelighed, og han ville da tilgive dem drabene. Han skrev dem i den anledning et brev til; vi vidste jo nok, at de ikke forstod det, men når de så kastiliansk papir, ville de være visse på, at det var et budskab. Han bad de to mexikanere, som var kommet med budskabet fra Tepeaca, om at komme igen med svaret. De kom også igen; men det, de svarede, var, at vi måtte ikke rykke længere frem, men vende tilbage ad den vej, vi var kommet, ellers ville de den næste dag få sig et godt måltid mad med vore legemer, endnu større end det i Mexiko og på broerne og ved Otumba. Da Cortés fik den besked, holdt han råd med vore officerer og soldater, og det blev besluttet, at der skulle opsættes et dokument ved notar, som skulle indeholde en bevidnet beretning om alt hvad der var sket, og at alle Mexikos forbundsfæller, der havde dræbt spaniere, skulle behandles som slaver, fordi de først havde hyldet hans majestæt, men derefter gjort oprør og dræbt henved otte hundrede og tres af vore og tresindstyve heste, og de andre byers befolkning skulle betragtes som landevejsrøvere og manddrabere. Efter at dette dokument var opsat, lod han det tilkendegive for dem og formanede dem til at holde fred; men de svarede påny, at hvis vi ikke straks gik vor vej, så ville de komme ud og slå os ihjel. De forberedte sig dertil, og vi ligeledes. Den næste dag havde vi så ude på en slette en god træfning med mexikanerne og dem fra Tepeaca, og da valpladsen var majs og maguey marker, så blev mexikanerne snart drevet på flugt af rytterne, skønt de kæmpede tappert. Vi der ikke havde heste lagde just heller ikke hænderne i skødet, og så skulle man se, hvor kækt vore venner fra Tlascala sloges med dem og forfulgte dem i hælene. Der faldt mange af mexikanerne og af dem fra Tepeaca, samt tre af vore venner fra Tlascala; to heste blev sårede og den ene døde deraf, og ligeledes blev to af vore soldater sårede, dog ikke farligt. Efter at sejren var vunden, samlede vi en hel del indianerinder og børn, som blev fanget omkring på markerne og i husene. Mændene brød vi os ikke om, dem førte tlascaltekerne bort som slaver. Da tepeacanerne så, at mexikanerne, der lå i garnison i deres by, var blevet slået trods deres praleri, og de selv med, besluttede de at komme ud til os uden at sige dem noget derom. Vi tog imod dem med fred. De hyldede hans majestæt og jog mexikanerne ud af deres huse, og vi rykkede ind i Tepeaca, hvor vi anlagde en by, der kom til at hedde Villa de Segura de la Frontera, (»seguro« betyder: sikker, »frontera«: grænse. Byen hedder nu om stunder atter Tepeaca og er kun en landsby) fordi den lå på vejen til Villarica og i en god egn med gode landsbyer, som stod under Mexiko, og der var megen majs. Vore venner fra Tlascala lod vi bevogte grænsen. Der udnævntes alcalder og regidorer, og der forberedtes indfald i de omliggende distrikter, som hørte under Mexiko, især de byer, hvor man havde myrdet spaniere. Der blev så lavet et brændemærke, hvormed de, der blev taget til fange og gjort til slaver, skulle mærkes; det var et g, hvilket betyder guerra [krig]. Fra Villa de Segura de la Frontera gjorde vi strejftog omkring i egnen, nemlig til Cachula, Tecamachalco, landsbyen las Guayavas (det spanske navn tyder på, at guayavatræet med sine pærelignende frugter dyrkedes dér) og andre landsbyer, hvis navne jeg ikke kan huske. I Cachula var det, at de havde myrdet femten spaniere i deres kvarter, og dér fra Cachula fik vi mange slaver. I løbet af fyrretyve dage fik vi altså bragt ro til veje i disse egne og straffet dem. Imidlertid havde de i Mexiko valgt sig en ny hersker, for ham, der jog os ud af Mexiko, var død af kopper. Den mand, de udråbte til hersker, var en nevø eller meget nær slægtning af Montezuma og hed Guatemuz, en ung mand på en fem og tyve år, meget høvisk af en indianer at være og meget tapper; han forstod at gøre sig så frygtet, at alle hans folk skælvede for ham. Han var gift med en datter af Montezuma, en meget smuk kvinde af en indianerinde at være. Da denne Guatemuz, Mexikos behersker, fik at vide, at vi havde slået de mexikanske hærskarer, der lå i Tepeaca, at de dér havde erklæret sig hans majestæt hørige og lydige og var os til tjeneste og gav os levnedsmidler, og at vi var i færd med at kolonisere dér, og da han frygtede for, at vi skulle falde ind i Guaxaca og andre provinser og få dem allesammen til at blive venner med os, sendte han bud omkring til alle byerne, at de skulle holde sig vel udrustede og være på deres post, og kazikerne gav han guldsager, eftergav andre deres tribut og befalede fremfor alt, at store hærafdelinger og besætninger skulle sættes i bevægelse for at hindre, at vi kom ind i deres land. Han lod dem sige, at de skulle kæmpe af al magt imod os, så at det ikke gik som med Tepeaca, Cachula og Tecamachalco, hvor vi havde gjort alle folkene til slaver. Hvor han sendte flest krigsfolk hen, var til Guacachula og til Ozuear, som ligger tolv mil fra Tepeaca, hvor vi havde anlagt vor by. For at man rigtig skal være klar over navnene på disse byer, vil jeg sige, at Cachula er ét navn, men Guacachula er et andet. Men jeg vil nu ikke her fortælle mere om hvad der skete i Guacachula, før den passende tid dertil kommer; derimod vil jeg fortælle, at der på den tid kom sendebud fra Villarica som berettede, at der var kommet et skib fra Cuba med nogle soldater ombord.

Vi opholdt os i den omtalte provins Tepeaca og revsede dem, der havde været med at myrde vore kammerater der i de byer, og vi fik dem til at holde fred og alle hyldede hans majestæt. Så indtraf der breve fra Villarica om, at der var kommet et skib der til havnen, hvis kaptajn var en hidalgo, der hed Pedro Barba, en god ven af Cortés. Denne Pedro Barba havde været viceguvernør i Havana under Diego Velasquez. Han havde tretten soldater med samt en hest og en hoppe, for det skib, han førte, var kun meget lille. Han havde endvidere brev med til Pánfilo de Narváez, den krigsøverste, som Diego Velasquez havde sendt imod os, fordi guvernøren troede, at Ny-Spanien nu var hans; Velasquez lod sige denne, at hvis han ikke havde dræbt Cortés, så skulle han straks sende ham til Cuba i lænker, for at han kunne blive sendt til Kastilien: dét befalede Don Juan Rodriguez de Fonseca, biskop af Burgos, ærkebiskop af Roano og præsident i Det indiske Råd, nemlig at han straks skulle sendes afsted som fange med vore andre officerer. Diego Velasquez var sikker på, at vi var blevet slået eller i det mindste at Narváez var herre i Ny-Spanien. Da nu altså Pedro Barba var ankommet til havnen med sit skib og havde kastet anker, gik den føromtalte admiral, som Cortés havde udnævnt, og som hed Pedro Caballero eller Juan Caballero der var på Cortés' parti, ud at hilse på ham og ønske ham velkommet, i et fartøj, der var godt bemandet med matroser og velforsynet med skjulte våben. Han kom altså ud til Pedro Barba's skib; de talte først meget høflige ord til hinanden: hvordan befinder herren sig? Tog huerne af og omfavnede hinanden, som man plejer at gøre. Så spurgte Pedro Escudero [!](det er kuriøst at se forfatteren her sammenblande to navne, hvoraf det ene egentligt betyder »ridder«, det andet »våbendrager«) til hr. Diego Velasquez, Cuba's guvernør, hvordan han havde det. Jo, han havde det godt, sagde Pedro Barba. Og Pedro Barba og de andre han havde med sig spurgte om hr. Pánfilo de Narváez, hvordan det gik ham med Cortés. Jo, det gik rigtig godt: Cortés var på flugten med tyve af sine oprørske kammerater, og Narváez var ved bedste velbefindende og rig, og landet var meget godt. I samtalens løb sagde de til Pedro Barba, at der lå en by der i nærheden, at han skulle gå i land, og at de skulle sove natten over dér, at der skulle blive bragt dem mad og hvad de ellers behøvede, for den by var ene og alene bestemt til sådan brug. De sagde da så mange ord til dem, at de fik dem sat i land i det omtalte fartøj og i nogle andre, der kom til, og som hørte til de øvrige skibe, der lå opankrede dér. Men så snart de så dem fra borde, havde admiralen Pedro Caballero allerede en hel del matroser på rede hånd, der sagde til Pedro Barba: »I er arresteret i min herre generalkaptajn Hernando Cortés' navn«. De blev så alle taget tilfange, og forfærdede blev de; sejl, ror og kompasser blev straks bragte ud af skibet og sendte til Tepeaca, hvor vi opholdt os med Cortés. Vi blev meget glade herover, fordi der sådan kom hjælp til os på den allermest passende tid, for på de strejftog, som jeg har fortalt at vi gjorde, kunne det ikke undgås, at mange af os soldater blev sårede, og en del andre var syge af anstrengelser, for vore indvolde var så fulde af blod og støv, at vi ikke kunne spytte andet ud af munden, og vor udrustning slæbte vi jo altid på og havde hverken ro nat og dag, så at der allerede i en fjorten dages tid var død fem af vore soldater af sting i siden. Jeg må også fortælle, at sammen med denne Pedro Barba kom der en, der hed Francisco Lopez og kom til at bo i Guatemala og blev regidor der. Cortés gjorde megen stads af Pedro Barba og udnævnte ham til fører for armbrøstskytterne. Han meddelte, at der var et andet lille skib, som Diego Velasquez ville afsende fra Cuba med maniok-mel og anden proviant. Det kom otte dage efter og havde til kaptajn en hidalgo fra Medina del Campo, som hed Rodrigo Morejón de Lobera og havde otte soldater i følge samt seks armbrøster, en stor del hamp til tove og en hoppe. De tog denne Rodrigo Morejón tilfange, ganske på samme måde som de havde taget Pedro Barba, og de blev derpå bragte til Segura de la Frontera. Vi var glade over alle disse folk, og Cortés gjorde megen stads af dem, tildelte dem kommandoer og takkede gud. Vi var altså nu blevet forstærkede med soldater og armbrøster og havde fået to-tre heste til. Men jeg skal nu igen fortælle om, hvad de mexikanske hære, der stod ved grænsen, foretog sig i Guacachula, og hvordan kazikerne der i byen kom hemmeligt til Cortés og bad om hjælp til at jage dem ud derfra.

Jeg har allerede sagt, at fyrst Guatemuz, der fornylig var blevet udråbt til konge af Mexiko, sendte garnisoner ud til sine grænser, og at han især havde sendt en meget stærk, bestående af en talrig skare krigsfolk, til Guacachula, og en anden til Ozucar, der lå to-tre mil fra Guacachula, for han frygtede for, at det var dér, vi ville falde ind i de landstrækninger, som hørte under Mexiko. Det var rimeligvis fordi han havde sendt en så stor mængde krigere og de havde fået en ny hersker, at de hærgede og plyndrede i høj grad hos indbyggerne i de byer, hvor de lå i kvarter. Indbyggerne der i provinsen kunne derfor ikke finde sig heri, for det hedder sig, at de røvede fra dem både tøj, majs, høns, guldsmykker og fremfor alt deres døtre og hustruer, hvis de var smukke, og at de voldtog dem lige for deres mænds og forældres og slægtninges øjne. Da de nu hørte sige, at beboerne af Cholula levede i fred og ro, siden mexikanerne ikke længere havde indpas dér, og at det nu gik lige sådan med Tepeaca, Tecamaehalco og Caehula, kom der i den anledning fire fornemme mænd i al hemmelighed fra den omtalte by og bad, om Cortés ville sende teuler og heste for at sætte en pind for de røverier og krænkelser, som mexikanerne begik imod dem, og at alle folk der i byen og deres naboer ville hjælpe os med at nedhugge de mexikanske tropper. Så snart Cortés havde hørt dette, indrettede han det således, at Cristóbal de Oli drog derhen som fører for de allerfleste ryttere og armbrøstskytter og med en stor hærstyrke af tlascalteker, for der var kommet mange flere tlascalteker til vor lejr og by på grund af den fordel, man i Tlascala havde høstet af Tepeaca's erobring. Til at følge med Cristóbal de Oli udvalgte Cortés nogle officerer af dem, der havde hørt til Narváez' tropper. Han havde i alt over tre hundrede soldater og alle vore bedste heste. Da han nu med alle sine folk var på marchen til den omtalte provins, fortælles det at nogle indianere sagde på vejen til Narváez' folk, at alle markerne og boligerne var fulde af mexikanske krigsfolk, mange flere end ved Otumba, og at Guatemuz, Mexiko's hersker, var med dem. Det hedder, at de sagde så mange ting til Narváez' folk, at de gjorde dem forskrækkede, og da de ikke havde videre lyst til at drage på krigstog eller se nogle slag, men bare at komme hjem til deres Cuba, og da de var sluppet væk fra Mexiko med dens dæmninger og broer og fra Otumba, ville de ikke være med til mere af den slags. Narváez' folk sagde altså en hel del til Cristóbal de Oli om, at han ikke skulle gå videre, men vende om og se til, at denne krig ikke blev værre endnu end de foregående, så at de kom til at sætte livet til deri. Så mange ubehageligheder sagde de ham og gav ham at forstå, at hvis Cristóbal de Oli ville gå derhen, kunne han værsgo gøre det, men mange af dem ville ikke være med længere, så at deres fører, hvor modig han end var, og skønt han sagde dem, at det var ikke værd at vende om, men man skulle blot blive ved at rykke frem, for de havde jo gode heste og mange folk, og hvis de gjorde et skridt tilbage, så ville indianerne ikke agte dem for noget: det var jo på en jævn slette, og han ville ikke vende om, men gå fremad, og skønt mange af vore soldater af Cortés' folk støttede ham heri og sagde, at de ville ikke vende om, at de havde været med på helt andre togter og i farlige kampe, og at de gud ske lov havde vundet sejr i dem alle, - så nyttede det ingenting, alt hvad de sagde. Ved deres bønner fik de endelig gjort ham så forvirret i hovedet, at tilbagetoget blev besluttet, og at der blev skrevet til Cortés fra Cachula om sagen. Han vendte altså om, og så snart Cortés fik det at vide, blev han meget forbitret og sendte to armbrøstskytter igen til Cristóbal de Oli med et brev, hvori der stod, at han ikke kunne kende hans mod og tapperhed igen, og at han ikke måtte lade sig bevæge ved nogens ord til at opgive toget, for det var en vigtig sag, det drejede sig om. Da Cristóbal de Oli fik brevet at se, råbte han op af vrede og sagde til dem, der havde rådet ham dette, at det var deres skyld, han havde begået en fejl; og han befalede dem uopholdelig at følge med ham og sagde, at den der ikke ville med kunne vende tilbage til lejren som en fej karl, så ville Cortés straffe ham. Han drog derefter afsted, så vild som en løve af forbitrelse, ad Guacachula til med sine folk. Før de var kommet derhen, i en mils afstand, indfandt kazikerne der fra byen sig og berettede, hvordan det forholdt sig med culua folkene, hvordan han kunne angribe dem, og hvordan han ville få hjælp dertil. Så snart man havde fået dette at vide, lod han rytterne, armbrøstskytterne og soldaterne berede sig til kamp og angreb culua folkene, sådan som aftalt var. Skønt fjenden kæmpede meget tappert en rum tid, sårede nogle soldater, dræbte to af hestene og sårede otte ved nogle barrikader og andre fæstningsværker, som var der i byen, blev dog alle mexikanerne jaget på flugt i løbet af en times tid. Det hedder sig at vore tlascalteker viste sig rigtig som tapre mænd og dræbte og fangede mange af dem, og da alle beboerne der i byen og i provinsen stod dem bi, tilføjede de mexikanerne store tab, så at de snart fandt det rigtigt at trække sig tilbage og søge forstærkning i en anden stor by, der hedder Ozucar. Dér lå også en talrig garnison af mexikanere i et stort fort, og de havde afbrudt en bro, for at der ikke skulle komme heste over. Cristóbal de Oli, der, som jeg har sagt, var forvandlet til en tiger af forbitrelse, blev da heller ikke længe i den omtalte by, men drog straks imod Ozucar med dem, der kunne følge ham, og med vore venner fra Guacachula. Han gik over floden og anfaldt de mexikanske hærskarer, som han snart overvandt. Her blev der dræbt to heste for ham, og han selv fik to sår, det ene i låret, og hans hest blev temmelig hårdt såret. Han blev i to dage i Ozucar, og da mexikanerne var slået, kom straks kazikerne og de fornemme mænd der fra byen og fra andre nærliggende og bad om fred, og de erklærede, at de ville være vor konges og herres undersåtter. Så snart alt var i fred og ro, begav han sig med alle sine soldater til vor »Villa de la Frontera«. Da jeg ikke var selv med på dette togt, siger jeg i denne fortælling: det hedder sig, at det gik sådan til, som jeg har sagt. Cortés og alle vi andre kom ham i møde; vi var meget glade og morede os over, at de havde lokket ham til at vende om, og Cristóbal de Oli lo også og sagde, at nogle af dem tænkte mere på deres guldminer og på Cuba end på deres våben, og han svor ved gud, at dersom han skulle ud på et andet togt, så havde han ikke i sinde at tage andre med end de fattige soldater af Cortés' hær og ikke af de rige, der var kommet over med Narváez, for de ville kommandere over ham. Vi vil nu ikke tale mere herom, men nu skal vi høre om, hvad krønikeskriveren Gomara siger i sin historie, nemlig at Cristóbal de Oli ikke rigtig forstod nahuataterne og folkene (nahua sproget taltes af aztekerne og en del andre mexikanske folk) og derfor vendte om på vejen til Guacachula, for han troede, at man spillede dobbeltspil lige overfor os. Men det var ikke sådan som han siger, derimod gik det sådan til: nogle indianere fortalte til Narváez' fornemste officerer, at der var samlet en stor mexikansk hær, endnu større end i Mexiko og ved Otumba, og at Mexiko's hersker, som hed Guatemuz, og som dengang var blevet udråbt til konge, var med dem, og da de, som man siger for et gammelt ord, var sluppet ud af kattepinen, så var de bange for at komme i den kamp, derfor fik de bevæget Cristóbal de Oli til at vende om, skønt han stadig påstod, at han ville fremad. Dette er sandhed og ikke løgn. Han siger også, at Cortés var med på det krigstog, efter at Cristóbal de Oli havde gjort omkring. Det er ikke tilfældet, for Cristóbal de Oli selv, maestre de Campo, var den, som gjorde toget sådan som jeg har sagt. Han siger også to gange, at de, der meddelte Narváez' folk, at der var samlet så mange tusinde indianere, var beboerne af Guaxocingo, dengang de kom igennem den by, samt andre ting, som ikke er rigtige, for det er tydeligt nok, at når de skulle fra Tepeaca til Guacachula, ville de ikke gå tilbage igen over Guaxocingo. Det er ligesom om vi nu var i Medina del Campo og skulle til Salamanca og så lagde vejen om ad Valladolid. Det ene er lige så godt som det andet. Krønikeskriveren er altså meget vild på det, og hvis alt det, han skriver i sine andre spanske krøniker, er af samme slags, så skulle pokker tage ved ham, for det er snak og løgn, hvor pæn en stil han så siger det i. Men vi vil forlade dette emne og tale om, hvad der skete yderligere på den tid. Det var nemlig det, at der kom et skib til den havn, der kaldes efter en klippe med et grimt tilnavn, nemlig Bernals det og det, ved Villarica; det kom oppe fra Panuco og var et af dem, som Garay udsendte. Dets kaptajn var en der hed Camargo. Jeg skal nu berette, hvad der skete.

Da vi opholdt os i Segura de la Frontera, sådan som man har hørt mig fortælle, kom der brev til Cortés om, at der var indtruffet et skib af dem, som Francisco de Garay havde udsendt for at kolonisere ved Panuco, at kaptajnen var en der hed N N. Camargo, at han havde en tresindstyve soldater med, allesammen syge, meget gule i ansigterne og med opsvulmede buge; at de havde sagt, at Garay havde udsendt en anden kaptajn som hed N N. Alvarez Pinedo for at kolonisere ved Panuco, men at indianerne ved Panuco havde myrdet ham og alle de soldater og heste, som han havde sendt til den provins, og at de havde opbrændt skibene. Da nu denne Camargo så, at det gik galt, gik han ombord med de omtalte soldater og søgte tilflugt der i havnen, for de vidste godt, at vi havde nedsat os der. Det var fordi de havde måttet føre krig med indianerne på Jamaica, at de ikke havde noget at spise, så at de var blevet så svækkede og gule og opsvulmede. Der fortaltes også, at kaptajn Camargo havde været dominikanermunk, og at han havde aflagt det gejstlige løfte. Disse soldater og deres kaptajn begav sig så ganske langsomt, for de kunne ikke gå på deres ben af bar svaghed, til Villa de la Frontera, hvor vi var, og da Cortés så, at de var så ophovnede og gule og ikke duede til at slås, fik vi nok at gøre med at kurere på dem; han gjorde dog en hel del ære af dem. Jeg tror, at Camargo døde snart efter; men jeg kan ikke rigtig huske, om han gjorde det; og en hel del af dem døde også. Dengang gav vi dem til spot øgenavnet »grønmaverne«, for de havde en kulør som om de var døde, og maverne var meget ophovnede. Men for at jeg ikke skal opsætte at fortælle enhver ting til sin tid og på sit sted, må man vide, at alle de skibe, som i de dage kom til Villarica, var af Garay's. De fulgte efter hinanden med en måneds mellemrum, så vi kan blot sige under ét, at de allesammen kom sejlende der til havnen, det ene en måned tidligere, det andet en måned senere. Jeg siger dette, fordi der kom snart en der hed Miguel Diaz de Auz, en aragonier, der var kaptajn under Francisco de Garay, som havde sendt ham ud for at komme kaptajn N N. Alvarez Pinedo til hjælp, da han troede, at han var ved Panuco. Men da han kom til Panuco's havn, fandt han ikke spor, ikke et ben eller et hår, af Garay's flåde, og han begreb da straks af det han så, at de havde slået dem ihjel, for indianerne dér i provinsen angreb også Miguel Diaz. Så begav han sig da med sit skib til vor omtalte havn, udskibede sine soldater, der var over halvtreds, og syv og tredive [!] heste og begav sig straks hen, hvor Cortés og vi andre var. Det var den bedste hjælp og kom på den allerbelejligste tid. For at man vel kan vide, hvem denne Miguel Diaz de Auz var, kan jeg fortælle, at han tjente hans majestæt meget godt ved alle lejligheder under krigene i Ny-Spanien og erobringen deraf. Det var ham, som efter at vi havde koloniseret Ny-Spanien havde en proces med en svoger til Cortés, som hed Andrés de Barrios og var fra Sevilla; de kaldte ham dansemesteren, hvilket navn man havde givet ham, fordi han holdt så meget af at danse. De tvistedes om halvdelen af Mestitan. Denne Miguel Diaz de Auz var det, som i 1541 sagde i Det kongelige Indiske Råd, at det skænkede nogle både gunst og indianere, fordi de kunne springe og danse godt, men andre berøvede det deres ejendom, fordi de havde tjent hans majestæt godt i krigen. Hermed mente han, at det havde givet ham indianerne, fordi han var Cortés' svoger, skønt han ikke fortjente det, da han havde siddet hjemme i Sevilla, men ladet være at give dem til den mand, som skulle have dem efter hans majestæts befaling. Ham var det også, der sagde andre ting rent ud: at man ikke gjorde ret imod dem, som hans majestæt havde befalet at man skulle yde retfærdighed, og endnu flere ting, sådan som: at de ville nok efterligne den slyngel på Cuba (guvernøren Diego Velasquez). Herover vrededes de fornemme herrer, der førte det store ord i Det kongelige Indiske Råd; deres præsident var hans højærværdighed broder Garcia de Loysa, ærkebiskop af Sevilla, men bisidderne biskoppen af Lugo, licentiaten Gutierre Velasquez, doktor Don Bernal Diaz de Luco og doktor Beltrán. Men vi vil fortsætte vor fortælling. Da nu Miguel Diaz de Auz havde talt hvad han ville, bredte han sin kappe ud på gulvet og lagde sig på ryggen derpå og satte sin daggert for brystet og sagde: »Hvis det ikke er sandt hvad jeg har sagt, så må eders højærværdighed gerne befale mig at stikke mig ihjel med denne daggert; men hvis det er sandt, bør retten have sin gænge.« Præsidenten befalede ham nu at stå op og sagde, at de var ikke samlede dér for at slå nogen ihjel, men for at holde ret, og at det var ikke hensynsfuldt af ham at tale som han havde talt, at han skulle gå udenfor og ikke komme med mere uærbødig tale, ellers ville han blive straffet. Den dom, der så fældedes i hans proces om Mestitan, gik ud på, at han skulle få sin del af indtægten deraf, nemlig en 2,500 pjastre for hans part, på den betingelse, at han i to år ikke kom der til byen, for han var blevet anklaget for at have dræbt nogle indianere der i byen og i nogle andre, han havde haft. Dette vil vi dog ikke fortælle mere om, for det hører ikke til vor beretning. Men nogle få dage efter at Miguel Diaz de Auz var kommet der til havnen, sådan som jeg har sagt, indtraf der et andet skib, som var udsendt af samme Garay for at komme hans flåde til hjælp og undsætning, for han troede, at de allesammen var raske og friske ved Panuco floden. Kaptajnen på det var en gammel en, der hed Ramirez, han var allerede godt til års, derfor kaldte vi ham den gamle Ramirez, for der var to Ramirez'er i vor lejr. Han havde en fyrretyve soldater med og ti heste og hopper, samt armbrøster og andre våben. Francisco de Garay gjorde ikke andet end bestandig at sende den ene skude afsted efter den anden for at komme hans flåde til hjælp; men det var Cortés og os, som lykken stod bi i alle henseender, for det var os en stor hjælp. Alle disse folk fra Garay, som jeg har omtalt, begav sig til Tepeaca, hvor vi befandt os, og da de soldater, som Miguel Diaz de Auz førte, var meget svære og tykke, kaldte vi dem for dem med de brede bagdele, og dem som den gamle Ramirez førte og som havde nogle bomuldspansere, der var så tykke, at ingen pil kunne gennemtrænge dem, og der var meget tunge, kaldte vi »dem med paksadlerne«. Da de omtalte officerer og soldater var kommet til Cortés, gjorde han megen stads af dem. Det var nu altså om den forstærkning, vi fik fra Garay, og som var god nok; nu skal vi høre, hvordan Cortés sendte Gonzalo de Sandoval ud på et togt til nogle byer, der hedder Xalacingo og Zacatami.

Da Cortés nu havde tilstrækkeligt af soldater, heste og armbrøster og var blevet forstærket fra de to små skibe, som Diego Velasquez havde sendt under kaptajnerne Pedro Barba og Rodrigo de Morejón de Lobera og med en fem og tyve soldater, to heste og en hoppe, og derefter Garay's tre skibe, det første kommanderet af Camargo, det andet af Miguel Diaz de Auz og det sidste af den gamle Ramirez, hvilke kaptajner i det hele bragte en hundrede og tyve soldater og sytten [!] heste og hopper - hopperne var tilredne til dystridt og løb -, fik Cortés efterretning om, at i nogle byer, der hedder Zacatami og Xalacingo, og i nogle andre omliggende havde man dræbt en hel del af Narváez' soldater, mens de var på vejen til Mexiko. Det var også i disse byer, at de havde dræbt en vis Juan de Alcántara og to andre indbyggere af Villarica og frarøvet dem deres guld, som var det der tilkom alle dem, der var blevet tilbage der i byen, sådan som jeg har skrevet vidtløftigere om i vedkommende kapitel. Til fører på dette tog bestemte Cortés Gonzalo de Sandoval, som var alguazil mayor og meget tapper og rådsnild; han fik med sig to hundrede soldater, de allerfleste af Cortés' egne folk, tyve ryttere, tolv armbrøstskytter og en stor skare tlascalteker. Før han kom til de nævnte byer, fik han at vide, at de alle var under våben, at de havde mexikanske garnisoner hos sig og at de havde befæstet sig meget godt med barrikader og andre værker, for de kunne nok tænke sig, at vi ville snart komme og angribe dem og straffe dem for deres drab af spanierne, sådan som vi havde gjort ved dem i Tepeaca, Cachula og Tecamachalco. Sandoval stillede sine fodfolk og armbrøstskytter i god orden og gav sine ryttere befaling, om hvordan de skulle gøre indhug. Før de rykkede ind i deres land, sendte han bud til dem og opfordrede dem til godvillig at udlevere det guld og de våben, som de havde røvet, så ville man tilgive dem drabet af spanierne. Det var tre eller fire gange, han således sendte bud til dem med opfordring til at holde fred, men de svarede, at ligesom de havde dræbt og spist de teuler, som der krævedes hævn over, således ville de også gøre ved kaptajnen og alle dem, han førte. Disse sendelser ledte altså ikke til noget, hvorfor han endnu engang lod dem sige, at han ville gøre dem til slaver, fordi de opførte sig som forrædere og landevejsrøvere, og at de skulle berede sig til forsvar. Derefter angreb Sandoval og hans kammerater dem fra to sider, og skønt mexikanerne og de indfødte dér fra provinsen kæmpede meget godt, tilføjede han dem nederlag, uden at jeg vil fortælle videre om, hvordan det gik i denne kamp; mexikanerne og kazikerne der fra byen greb flugten, og han forfulgte dem og tog en hel del af ringere slags til fange (»gente menuda«; hermed må menes kvinder og børn). Man brød sig ikke om at holde indianerne i fangenskab, for der var ikke nogen til at passe på dem. I nogle templer i byen fandt de en hel del klæder, våben, hestetømmer, to sadler og andet seletøj, som de havde bragt deres afguder til gave. Sandoval bestemte at blive der i tre dage, og kazikerne fra disse byer kom og bad om tilgivelse og for at hylde hans majestæt, hvorpå Sandoval sagde til dem, at de skulle udlevere det guld, de havde røvet fra de myrdede spaniere, så ville han tilgive dem. De svarede, at guldet havde mexikanerne fået, det var sendt til den mexikanske fyrste, som de dengang havde udråbt til konge, og de havde ikke noget mere. Så befalede han dem, at hvad tilgivelsen angår, så skulle de begive sig hen hvor Malinche var, det vil sige Cortés; han ville så tale med dem og tilgive dem. Han vendte derefter tilbage med et godt bytte af kvinder og børn, der brændemærkedes som slaver, og Cortés glædede sig meget, da han så ham komme igen i god behold; han havde dog otte sårede soldater, og tre heste var dræbte for ham, og Sandoval selv var også blevet ramt af en pil. Jeg var ikke med på det togt, for jeg var meget syg af feber og spyttede blod; men jeg kom mig gud ske lov, for jeg blev åreladt. Da Gonzalo de Sandoval havde sagt til kazikerne i Xalacingo og Zacatemi, at de skulle møde hos Cortés og bede om fred, kom de ikke blot fra disse byer, men også fra mange andre der i landet, og alle erklærede sig hans majestæt hørige og lydige og bragte levnedsmidler til den by, hvor vi var. Dette krigstog var os til stort gavn og bragte ro i landet, og fra den tid var Cortés' ry så stort i alle Ny-Spaniens byer, dels fordi han var så retfærdig i sin handlemåde, og dels fordi han var så tapper, at han indjog alle skræk, især Guatemuz, den ny konge i Mexiko. Den myndighed og højhed og anseelse, som Cortés havde erhvervet, var så stor, at indianerne langvejsfra kom og forebragte ham retstrætter, især angående kazikværdigheder og fyrstendømmer. I den tid var kopperne meget udbredte i Ny-Spanien, så at der døde mange kaziker; deraf opstod processer, om hvem det tilkom at være kazik og fyrste og dele lande eller vasaller eller ejendomme mellem sig, og de kom da til Cortés som hele landets enevældige herre, for at han ved sin hånd og myndighed skulle gøre dem til fyrste, som værdigheden tilkom. Dengang kom der nogle fra byerne Ozucar og Guacachula, som jeg tidligere har nævnt, for i Ozucar var der en meget nær slægtning af Montezuma, der var gift med herren til den by; de havde en søn, som de sagde var Montezumas nevø og kazik under ham, og det var nok ham, der skulle arve fyrsteværdigheden, men andre sagde, at den tilkom en anden herre, og det var der så strid om. De kom nu til Cortés, der dømte, at Montezumas slægtning skulle være arving, og de lod straks denne dom ske fyldest. På samme måde kom man fra mange andre omliggende byer i anledning af processer, og han befalede, at enhver af dem skulle have sine lande og vasaller, sådan som han mente at de tilkom dem med rette. På den tid fik Cortés også underretning om, at i en by, der lå seks mile borte og hed Cozotlan, men som vi gav navnet Castilblanco, havde de myrdet ni spaniere. Han sendte igen Gonzalo de Sandoval hen for at straffe dem og få bragt ro til veje, og han begav sig derhen med tredive ryttere, hundrede soldater, otte armbrøstskytter, fem bøsseskytter og en hel del tlascalteker. Han formanede og opfordrede dem til at holde fred, så skulle de dræbte spanieres død blive dem tilgivet, og ved fem fornemme indianere fra Tepeaca lod han dem sige mange andre venligheder; men hvis de ikke ville møde, så ville han angribe dem og gøre dem til slaver. Der var nok også nogle mexikanske tropper der i byen som garnison og besætning, og de svarede, at de havde en behersker, nemlig Guatemuz, og at de behøvede ikke at møde frem for nogen anden herre eller lystre hans kald; dersom de ville komme derhen, så kunne de træffe dem i åben mark, for deres kræfter var ikke svækkede og ikke ringere end i Mexiko på broerne og dæmningerne, og de vidste nok, hvordan det hang sammen med vor tapperhed. Så snart Sandoval havde hørt dette, stillede han sine folk i slagorden, også rytterne, musketererne og armbrøstskytterne, og befalede tlascaltekerne, at de ikke måtte styrte ind på fjenden lige straks, for at de ikke skulle være i vejen for hestene og for at de ikke skulle udsætte sig selv for den fare at blive sårede af armbrøsterne og musketterne eller blive væltede af hestene. Først når hærskarerne var sprængte og slået, skulle de tage mexikanerne tilfange og deltage i forfølgelsen. Han begyndte derpå at rykke frem imod byen, og på vejen mødte der ham to anselige afdelinger krigsfolk ved nogle skanser og grave. Dér holdt de stand en tid lang, men med vore armbrøster og bøsser tilføjede vi dem megen skade, så at det lykkedes Sandoval at trænge ind i deres fæstningsværker med rytterne, omend de sårede ni heste for ham, hvoraf den ene døde, og desuden blev fire soldater sårede. Da han var sluppet over dette farlige punkt og var kommet ud, hvor hestene kunne løbe, skønt det ikke var godt jævnt sletteland, for der var mange sten, trængte han ind på skarerne og drev dem tilbage til deres by, hvor de i en stor gård og ved nogle templer satte sig fast påny. Uagtet de kæmpede med stor kækhed, besejrede han dem alligevel, men dræbte dog kun syv indianere, for det var et vanskeligt terræn. Han havde ikke behøvet at befale tlascaltekerne at forfølge dem, for disse krigerske folk var særlig opsatte på bytte, især da jo deres land ikke var så langt borte fra denne by. Der fik de en stor del kvinder og unge mennesker. Gonzalo de Sandoval blev der i to dage. Ved nogle fornemme tepeacanere, som var i følge med ham, lod han byens kaziker kalde til sig, og de kom og bad om tilgivelse for drabet på spanierne. Sandoval sagde dem, at hvis de udleverede det tøj og andre ejendele, som de havde røvet fra dem, de havde myrdet, så ville han tilgive dem. Men de svarede, at de havde brændt det altsammen og ikke havde noget, og af dem, som de havde dræbt, havde de allerede spist de fleste, men fem teuler havde de sendt levende til deres herre Guatemuz; da de nu havde bødet ved at der var faldet så mange af dem på valpladsen og i byen, bad de ham tilgive dem, så skulle de nok bringe godt med levnedsmidler og proviantere den by, hvor Malinche opholdt sig. Eftersom Gonzalo de Sandoval mærkede, at der ikke var andet at gøre, tilgav han dem, og de lovede at tjene os godt i alt hvad der befaledes dem. Med den besked drog han tilbage til vor by, hvor han blev godt modtaget af Cortés og af alle i lejren. Og her vil jeg nu høre op at tale om dette, men fortælle, hvordan man bar sig ad med at mærke alle de slaver, som vi havde fået i disse byer og denne provins.

Da Gonzalo de Sandoval var ankommet til byen Segura de la Frontera, efter at han havde gjort det krigstog, som jeg har beskrevet, og da vi havde bragt ro til veje alle vegne i den provins og ikke havde anledning til at foretage noget yderligere togt, eftersom alle byerne deromkring havde hyldet hans majestæt, tog Cortés og de kongelige embedsmænd den beslutning, at de slaver, som vi havde fået, skulle mærkes, så at han kunne få sin femtedel efter at først hans majestæts var taget fra. I den hensigt lod han udråbe i lejren og byen, at alle vi soldater skulle bringe alle de fanger, vi havde taget, hen til et dertil bestemt hus, for at de kunne blive mærkede. Som frist sattes dagen hvorpå befalingen var udstedt samt den følgende. Vi indfandt os alle med de indianerinder samt drenge og småpiger, som vi havde taget, for voksne mænd brød vi os ikke om, da de var vanskelige at passe på og vi ikke behøvede deres tjeneste, på grund af at vi havde vore venner tlascaltekerne. Alle de enkelte stykker blev altså samlede, og mærket blev indbrændt på dem (det var et g, hvilket skulle betyde: guerra (krig). Dog, imens vi mindst tænker derpå, tager man den kongelige femtedel fra og derefter lige straks én til, som var bestemt til Cortés. Dertil kom, at natten før vi bragte slaverne hen til det omtalte hus, havde de allerede taget og gemt de bedste indianerinder, så at der ikke var en eneste god at se, og da fordelingen skulle ske, gav man os de gamle og dårlige. Herover opstod der en stærk knurren imod Cortés og mod dem, der befalede at stjæle og gemme de gode indianerinder; og nogle soldater af Narváez' hær sagde ligeud til Cortés selv, at sådan noget skulle ved gud ikke ske; der skulle ikke være to konger i vor konges og herres land, så der udtoges to femtedele. Den ene af de soldater, der sagde dette, var en der hed Juan Bono de Cuexo, og han sagde fremdeles, at de ville ikke blive i sådan et land, og at de nok skulle fortælle det i Kastilien til hans majestæt og til de herrer i Det kongelige Indiske Råd. Ligeledes sagde en anden soldat i meget tydelige udtryk til Cortés, at det var ham ikke nok med at fordele det guld, som de havde fået i Mexiko, på den måde som han havde fordelt det, for dengang han delte det, sagde han, at det var 300,000 pjastre ialt, men dengang vi flygtede ud af Mexiko lod han opsætte vidnesbyrd om, at der var over 700,000 tilbage. Nu havde man taget og skjult indianerinderne for den stakkels soldat, som havde slidt, så vejret var gået af ham, og var blevet fuld af skrammer for at komme i besiddelse af en god indianerinde, og derefter havde man givet både skørter og særke. Dengang bekendtgørelsen blev udstedt, at de skulle bringe dem hen for at mærkes, troede de, at hver soldat ville få sine stykker igen, og at man bare ville vurdere dem, hvor mange pjastre enhver af dem var værd, og så skulle de efter den taksering betale hans majestæt den femtedel, der tilkom ham, men Cortés skulle ingen femtedel have. De kom endda med flere ubehageligheder, der var værre endnu end disse, og da Cortés hørte dette, sagde han til dem med temmelig venlige ord, at han svor ved sin samvittighed (det var hans sædvanlige ed), at for eftertiden ville man ikke bære sig således ad, men indianerinderne, både de gode og de dårlige, ville komme til auktion, og den der var god ville blive solgt som sådan, men den der ikke var det, ville blive solgt for ringere pris; på den måde ville de ikke få anledning til at beklage sig over ham. Dér i Tepeaca blev der rigtignok ikke gjort flere til slaver, men siden, i Tezcuco, gik det omtrent til på samme måde, hvilket jeg senere hen skal fortælle. Jeg vil nu ikke tale mere om denne sag, men derimod om en anden ting. Der var næsten værre end dette med slaverne. Jeg har jo allerede sagt i 128de kapitel, at dengang vi flygtede ud af Mexiko den bedrøvelige nat, var der i den sal, hvor Cortés boede, en hel del guldbarrer, som gik tabt, og som vi ikke kunne få med, undtagen det der blev læsset på hoppen og hestene og på en del af tlascaltekerne, og så det, som vore venner og andre soldater stjal for at tage det med sig, men resten gik tabt og faldt i mexikanernes hænder. Cortés sagde så i en kongelig notars nærværelse, at enhver der ville tage noget guld med af det, der var tilbage, han kunne have lov til at beholde det som sit, for ellers ville det jo gå tabt. Mange af Narváez' soldater belæssede sig dermed, ligeledes nogle af vore; men da de skulle bort med det, mistede mange af dem livet, og de der slap væk med deres bytte kom i stor livsfare og blev bedækkede med sår. Da Cortés nu i vor lejr og by, Segura de la Frontera, som den kaldtes, fik at vide, at der var mange guldbarrer, og at man satte dem på spil, og da ordsproget siger, at guld og kærlighed er vanskelige at skjule, så lod han bekendtgøre, at de under trussel af hård straf skulle komme frem med det guld, de havde fået med; han ville give dem tredjedelen deraf, og hvis de ikke mødte frem med det, så ville han tage det altsammen. Mange af de soldater, der havde noget, ville ikke udlevere det, og fra nogle fik Cortés det som et lån, men mere tvungent end godvilligt. Da de fleste officerer havde guld, og kongens betjente havde også stukket til sig, blev der ikke snakket noget om denne bekendtgørelse; men man syntes meget ilde om denne befaling af Cortés. Det vil vi nu dog ikke oplyse mere om her; men nu skal vi høre, hvordan de fleste officerer og fremragende personer af dem, der var kommet over med Narváez, bad Cortés om tilladelse til at vende tilbage til Cuba, og at Cortés gav dem den, og hvad der senere skete.

Da Narváez' officerer så, at vi nu havde fået forstærkning, både af dem der var kommet fra Cuba og af dem fra Jamaica, som Francisco de Garay havde sendt til sin flåde, sådan som jeg har fortalt i vedkommende kapitel, og da de så, at byerne i provinsen Tepeaca var bragte til ro, så anmodede de Cortés efter en lang snak samt store løfter og bønner, om han ville give dem tilladelse til at rejse tilbage til øen Cuba, for han havde jo lovet dem det. Cortés gav dem denne og lovede endda, at hvis han igen fik erobret Ny-Spanien og byen Mexiko, ville han give sin kompagnon Andrés de Duero endnu meget mere guld, end han før havde givet dem, og lignende løfter gav han de øvrige officerer, især Agustin Bermudez. Han lod dem også få skibsproviant, sådan som vi på den tid kunne få den - det var majs, salt hundekød og nogle få høns - og et af de bedste skibe, og Cortés skrev til sin hustru, der hed Doña Catalina Juarez la Marcaida (hun hørte hjemme på Cuba, og var af en familie fra Granada; guvernør Velasquez havde i sin tid længe modsat sig hendes ægteskab med Cortés), og til sin svoger, Juan Juarez, som på den tid boede på Cuba, sendte dem nogle guldbarrer og juveler og underrettede dem om alle de lidelser og besværligheder, vi havde måttet gennemgå, og hvordan man havde drevet os ud af Mexiko. Nu skal jeg nævne de personer, som bad om lov til at vende tilbage til Cuba, og som endnu var meget rige: det var Andrés de Duero, Agustin Bermudez, Juan Bono de Cuexo, Bernaldino de Quesada, den pukkelryggede Francisco Velasquez (en slægtning af Diego Velasquez, guvernøren på Cuba), Gonzalo Carrasco, der siden kom igen over til Ny-Spanien og bor i Puebla, en vis Melchor de Velasco, der kom til at bo i Guatemala, en vis Jimenez, der bor i Guaxaca og rejste over efter sine sønner, og komturen Leonel de Cervantes, der rejste over efter sine døtre, som han fik giftet rigtig hæderlig bort efter Mexiko's erobring. Så var der også en der rejste, som hed Maldonado og var fra Medellin, og som var syg. Jeg mener ikke den Maldoñado, som var gift med Doña Maria del Rincón, heller ikke »den brede Maldonado«, heller ikke en anden Maldonado, som hed Alvaro Maldonado, kaldet »den bistre«, og som blev gift med en dame, der hed Maria Rias. Blandt dem, der rejste, var der også en der hed Vargas, som boede i Trinidad, og som man på Cuba kaldte den galante Vargas; jeg mener ikke den Vargas, som var svigerfader til Cristóbal Lobo, der kom til at bo i Guatemala. En af Cortés' soldater tog også med; han hed Cárdenas og var styrmand. Det var den Cárdenas, som sagde til en af sine kammerater: »Hvordan kan vi have ro, vi soldater, når vi har to konger her i Ny-Spanien?« Det var ham, som Cortés gav 300 pjastre, for at han kunne rejse hjem til sin kone og sine børn. Men for ikke at blive altfor langtrukken og nævne dem allesammen, så vil jeg blot sige, at der var mange andre der tog afsted, hvis navne jeg ikke rigtig kan huske. Dengang Cortés gav dem tilladelsen, spurgte vi ham, hvorfor han gav dem den, for vi var jo kun få der blev tilbage. Han svarede, at det var for at undgå skandale og plageri. Vi havde jo allerede set, at der var nogle af dem som rejste hjem, der ikke duede til krigen, og det var bedre at være alene end i dårligt selskab. For at få dem besørget afsted fra havnen sendte Cortés Pedro de Alvarado med; men så snart han havde fået dem ombord, skulle han straks vende tilbage til byen. Cortés sendte også Diego de Ordás og Alonso de Mendoza (fra Medellin de Cazares) til Kastilien med et ærinde for ham selv, for jeg ved ikke noget af, at de havde noget ærinde for os, og han underrettede ikke os om nogen af de forretninger, de skulle besørge hos hans majestæt, eller om hvordan det gik i Kastilien. Jeg fik ikke andet at vide, end at biskoppen af Burgos sagde højlydt i Diego de Ordás' påhør, at både Cortés og alle vi soldater, der fulgte ham, var nogle slyngler og forrædere, hvortil Ordás svarede meget godt for os allesammen; derpå udnævnte man ham til ridder af St. Jakobs orden og gav ham som våben billedet af den vulkan, der var imellem Guaxocingo og Cholula i nærheden af den sidstnævnte by. Hans senere underhandlinger derovre skal jeg fortælle om, for dem fik vi at vide ved brev. Men det vil vi nu lade fare; derimod vil jeg berette, at Cortés afsendte Alonso de Avila, der var kaptajn og skatmester for Ny-Spanien, og tillige med ham en anden hidalgo, der hed Francisco Alvarez, kaldet »den lille«, som var en mand der forstod sig på forretninger. Han lod dem sejle med et andet skib til øen Santo Domingo for at afgive beretning om alt hvad der var hændt til Den kongelige Overret, som residerede der, og hieronymiter munkene, der var guvernører over alle øerne, for at de skulle godkende vor optræden under erobringerne og det nederlag, vi tilføjede Narváez; og at vi havde gjort en del indfødte til slaver i de byer, hvor man havde myrdet spaniere og havde brudt den lydighed, man havde lovet vor konge og herre, at han havde i sinde at gøre det samme ved alle de andre byer, der stod i forbund med mexikanerne og fulgte deres parole, og at han bad dem indgive beretning herom i Kastilien hos vor store kejser og mindes de store tjenester, som vi stadig ydede ham. Han bad om, at vi ved deres mellemkomst såvel som ved overrettens og hieronymiter munkenes måtte få ret lige overfor den onde vilje, som biskoppen af Burgos, ærkebiskop af Rosano, nærede imod os, og de onde gerninger, han øvede imod os. Han sendte også et skib til afsted, nemlig til øen Jamaica efter heste og hopper. Kaptajnen på det hed N N. de Solis; efter Mexiko's erobring kaldte vi ham »Solis med haven« (Heredia formoder, at her skal læses »puerta« istf. »huerta«, og at det er den samme, som andensteds kaldes: »Solis bag døren«); Han var svigersøn til en, der hed Baccalaureus Ortega. Nu ved jeg nok, at der er nogle af mine forstandige læsere, der vil spørge, hvordan han kunne sende Diego de Ordás i forretninger til Kastilien uden penge, for det er jo klart nok, at penge behøver man både i Kastilien og andre steder. På samme måde sendte han jo også Alonso de Avila og den lille Francisco Alvarez til Santo Domingo i forretninger og til øen Jamaica efter heste og hopper. Hertil har jeg at sige, at da vi flygtede ud af Mexiko den nat, som jeg mange gange har talt om, var der jo en hel del guldbarrer blevet tilbage i en bunke i salen; dem rapsede de fleste soldater til sig af, især rytterne, og Narváez' folk i høj grad, men hans majestæts betjente, som havde ret og fuldmagt dertil, tog det indpakkede med sig. Desuden var der firsindstyve indianere fra Tlascala, som efter Cortés' befaling belæssedes med guld, og de var de første der kom over broerne. Det er altså klart nok, at der var en hel del dragter af det, der blev frelst, og at det ikke altsammen gik tabt på dæmningen. Men da vi stakkels soldater, som ikke havde noget at befale over, men kun selv blev befalede, ved den lejlighed havde nok at gøre med at redde vort liv og siden at helbrede vore sår, lagde vi ikke mærke til guldet, om der var mange dragter af det, der kom over broerne, eller ej, og vi brød os ikke synderlig derom. Men Cortés og nogle af vore kaptajner sørgede for at få det fra tlascaltekerne, der havde båret det ud. Vi fik også mistanke om, at de 40,000 pjastre, der tilkom dem i Villarica, fik han også fat i og udspredte det rygte, at det var blevet røvet fra os. Det var så det, han gav dem med til Kastilien til brug ved hans personlige forretninger og til at købe heste for og til Overretten på Santo Domingo. For på den tid tav alle stille med de guldbarrer, som de havde, hvor mange bekendtgørelser der så end udstedtes. Men nok herom. Da alle byerne i egnen ved Tepeaca nu var rolige, bestemte Cortés, at en der hed Francisco de Orozco skulle blive tilbage som kommandant i byen Segura de la Frontera med en snes soldater, der var sårede og syge. Med hele vor øvrige hær begav vi os til Tlascala, og der blev givet befaling til at hugge tømmer til tretten brigantiner, hvormed vi atter ville angribe Mexiko, for vi var ganske sikre på, at uden brigantiner kunne vi ikke beherske søen, og at vi ikke kunne angribe eller påny komme ind i den store by ad dæmningerne uden med stor livsfare. Han der stod for skibsbygningen, både med at skære tømmeret til, lave modellen og beregne, at de blev så lette og hurtigsejlende som de skulle være, var en der hed Martin Lopez og viste sig som en brav soldat i alle kampe og desuden visselig tjente hans majestæt meget godt ved bygningen af disse brigantiner og gjorde et dygtigt arbejde med dem. Dersom vi havde haft det uheld, at han ikke fra første færd havde været med os, sådan som han var, tænker jeg, at der ville være gået megen tid, før vi kunne få hentet en anden skibsbygmester fra Kastilien, eller måske havde vi slet ingen fået, siden biskoppen af Burgos søgte at være os så højlig i vejen på alle måder. Men jeg vil vende tilbage til vort hovedemne. Da vi nu kom til Tlascala, var vor gode ven, hans majestæts tro tjener Mase Escasi, død af kopper. Vi var alle meget bedrøvede over dette dødsfald, og Cortés sagde, at det var lige så sørgeligt for ham, som om hans fader var død. Han iførte sig en sort sørgekappe, og det samme gjorde mange af vore officerer og soldater. Og både Cortés og alle vi andre beviste Mase Escasi's sønner og slægtninge megen ære. Da der var tvistighed i Tlascala om regeringen og kazikværdigheden, bestemte og befalede han, at det skulle være en ægtefødt søn af samme Mase Escasi, for sådan havde faderen påbudt, før han døde, og han havde også sagt til sine sønner og slægtninge, at de måtte endelig ikke undlade at adlyde Malinche og hans brødre, for det var sikkert os der skulle herske i disse lande, og han havde givet dem mange andre gode båd. Vi vil dog ikke fortælle mere om Mase Escasi, for han er jo død og borte, men derimod om den gamle Xicotenga og Chichimecatecle og alle de andre kaziker af Tlascala. De tilbød at være Cortés behjælpelige både med at tilhugge tømmeret til brigantinerne og til alt andet, han ville befale dem i krigen mod mexikanerne. Cortés omfavnede dem meget kærligt og takkede dem derfor, især den gamle Xicotenga og Chichimecatecle. Derefter opfordrede han ham til at blive kristen, og den gode gamle Xicotenga sagde, at det ville han hjertens gerne; så døbte da pateren af Merced-ordenen ham med den største højtidelighed, man for øjeblikket kunne tilvejebringe i Tlascala, og gav ham navnet Don Lorenzo de Vargas. Vi vil nu atter tale noget om vore brigantiner. Martin Lopez skyndte sig sådan med at få tømmeret hugget, med udmærket bistand af indianere, der hjalp ham, så at han i løbet af få dage havde fået det tilhugget alt sammen og betegnet hvert stykke tømmer, på hvilken plads og på hvilket sted det skulle anbringes, sådan som skibstømmermestre, svende og arbejdere har deres mærker. Han fik også hjælp af en anden brav soldat, der hed Andrés Nuñez, og en gammel tømmermand, der var blevet halt af et sår, og som hed den gamle Ramirez. Derpå sendte Cortés bud til Villarica efter en hel del jern og nagler fra de skibe, som vi havde boret i sænk, efter ankre og sejl, tove og kabler, værk og al slags materialer til skibsbygning; og han lod hidkalde alle de smede som var der, og en der hed Hernando de Aguilar, som også var et stykke af en smed, og som hjalp til med at hamre jernet. Da der på den tid var tre mand i vor lejr, som hed Aguilar, kaldte vi denne Hernando de Aguilar for jernslageren. Til at hente de materialer, som jeg har sagt, i Villarica, afsendte han en officer, der hed Santa Cruz og var fra Burgos; han blev siden regidor i Mexiko og var en meget brav og flink soldat. Han bragte os ligeledes kedler til at koge tjære i og alt hvad de tidligere havde taget ud af skibene, og det var over tusinde indianere der transporterede det, for alle byerne i de provinser, som var fjendtligsindede imod mexikanerne, leverede ham dem straks til brug ved transporten. Eftersom vi ikke havde beg til at tjære med, og indianerne ikke forstod at tillave det, befalede Cortés, at fire sømænd, som forstod sig derpå, skulle skaffe beg til veje fra nogle fyrreskove i nærheden af Guaxalcingo, hvor der findes nogle gode sådanne. Vi vil gå videre, skønt det følgende ikke har meget at gøre med det emne, jeg var i færd med at tale om. Men der var nogle videbegærlige caballeros, som kendte Alonso de Avila meget godt, der spurgte, hvordan det kunne være, at han der var kaptajn og meget tapper og skatmester for Ny-Spanien, og som var krigerisk og havde mere tilbøjelighed til at gå i kamp end til at rejse hen og besørge forretninger hos hieronymiter munkene, der var guvernører over alle øerne - hvor det kunne være, at han var blevet sendt ud af Cortés, skønt han havde folk der var mere vante til underhandlinger, for eksempel Alonso de Grado eller den rige Juan de Cáceres og andre, som de nævnede for mig. Hertil svarede jeg, at Cortés sendte Alonso de Avila afsted, fordi han anså ham for at være meget sikker af sig, og han mente, at han nok turde hævde vor retfærdige sag; men han sendte ham også afsted af en anden grund, nemlig fordi Alonso de Avila havde haft tvistigheder med andre kaptajner og var så dristig at sige til Cortés hvad han syntes der burde siges ham. Han ønskede nu at undgå spektakel og at give hans stilling som kaptajn til Andrés de Tapia og hans embede som skatmester til Alonso de Grado, hvad han også siden gjorde. Af de grunde sendte han ham afsted. Men vi vil tage fat igen på vor fortælling: da Cortés så, at tømmeret var tilhugget til brigantinerne, og at de af mig omtalte personer var rejste til Cuba, - det var af Narváez' folk, som var så at sige udvækster på os, især da de stadig ville sætte os skræk i blodet ved at sige, at vi ikke ville være nok til at modstå mexikanernes store magt, så ofte de hørte os sige, at vi ville belejre Mexiko -, da Cortés altså var blevet fri for disse bekymringer, besluttede han, at vi med alle vore soldater skulle begive os til byen Tezcuco. I den anledning var der megen forhandling frem og tilbage, for nogle soldater sagde, at stedet, kanalerne og gravene til at bygge brigantinerne i var bedre i Ayocingo, nær ved Chalco, end i graven og bassinet [ved Tezcuco]. Men andre af os stod fast på, at det ville være bedre i Tezcuco, fordi den lå på et sted i nærheden af mange andre byer, og da vi havde den by på vort parti, kunne vi derfra gøre tog ind i landstrækninger, som grænsede op til Mexiko; når vi først var i den by, kunne vi bedst danne os en mening om sagernes stilling. Det jeg har sagt blev altså besluttet, og nu indtraf der nogle soldater med breve og den nyhed, at der var kommet et skib fra Kastilien og fra de kanariske øer til Villarica, et anseligt skib, med en stor ladning bøsser, krudt, armbrøster, armbrøstsnore og 3 heste, samt andre våben; en Juan de Burgos var ombord som ladningens og skibets ejer, men skipperen var en der hed Francisco de Amedel. Og de havde tretten soldater med. Over denne efterretning blev vi meget glade, og havde vi, før vi vidste om skibet, ilet med at komme afsted ad Tezcuco til, så skyndte vi os nu meget mere. Cortés sendte straks nogle derned for at købe alle våbnene og krudtet af ham og alt det øvrige, han havde med, og Juan de Burgos, Amedel og alle passagererne, han havde ombord, begav sig straks til os, hvorved vi fik en stor tilfredsstillelse, da der kom så god hjælp til os, og det just i dette øjeblik. Jeg kan huske, at det var dengang der kom en til landet, som hed Juan del Espinar; han kom til at bo i Guatemala og var en meget rig mand. Der kom også en basker ved navn Monjaraz, som sagde, at han var farbroder til Andrés de Monjaraz og Gregorio de Monjaraz, to af vore soldater, og fader til en kvinde, der siden kom til Mexiko, og som hed la Monjaraza og var meget smuk. Jeg anfører dette her af følgende grund. Monjaraz var aldrig med i nogen kamp eller på noget togt med os, for han var syg på den tid. Men siden, da han var blevet meget rask og frisk og gjorde sig til af sit mod, og da vi havde begyndt på belejringen af Mexiko, sagde han, at han ville se, hvordan vi sloges med mexikanerne, for han anså ikke mexikanerne for tapre. Så gik han op i et højt tempel, der var ligesom et tårn, og vi fik aldrig at vide, hvordan eller under hvilke omstændigheder indianerne dræbte ham samme dag. En hel del personer, der havde kendt ham på Santo Domingo, sagde, det var himlens tilskikkelse, at han sådan var blevet dræbt, for han havde myrdet sin hustru, der var meget hæderlig og god, uden at hun havde begået nogen brøde, men han havde skaffet sig falske vidner, der svor på, at hun forheksede ham. Ligeledes kom der en Sagredo, der var onkel til en kvinde, som hed la Sagreda og levede på Cuba. De stammede fra byen Medellin. Men disse gamle historier vil jeg nu ikke fortælle mere om, derimod om hvordan vi drog til Tezcuco, og hvad der yderligere hændte.

Da Cortés så, at vi nu var blevet så velforsynede med musketter, krudt, armbrøster og heste, og vidste, at vi alle, både officerer og soldater, længtes højligt efter at binde an med den store by Mexiko, besluttede han at tale med kazikerne i Tlascala for at få ti tusinde indianske krigsfolk, der kunne følge med os på marchen til Tezcuco, som er en af de største byer i hele Ny-Spanien efter Mexiko. Da han bad dem derom og holdt en køn tale til dem i den anledning, sagde den gamle Xicotenga, - der som jeg har sagt på den tid var blevet kristen og var kommet til at hedde Don Lorenzo de Vargas -, at han såre gerne ville give ham ikke blot ti tusinde mand, men mange flere, hvis han ville have dem; deres fører skulle være en anden kazik, en meget tapper mand og god ven af os, som hed Chichimecatecle. Cortés takkede ham derfor, og efter at vi havde holdt mønstring (jeg kan ikke rigtig huske nu, hvor mange vi var i tallet, soldater og de andre tilsammen) begyndte vi vor march to dage efter juledag 1520, i god orden, som vi altid plejede. Vi tog vort nattekvarter i en by, som man sagde stod under Tezcuco, og indbyggerne gav os hvad vi behøvede. Men fra det øjeblik kom vi ind i mexikanernes land, og nu måtte vi være mere på vor post med vort artilleri, vore armbrøstskytter og bøsseskytter i god orden og stadig fire ridende blænkere forud samt fire andre soldater med sværd og skjold, der var lette til bens og sammen med disse ryttere skulle undersøge, om passerne var således, at der kunne komme heste igennem. For vi havde på vejen fået at høre, at de oppe i bjergene havde den dag spærret et pas med omhuggede træer, så at det blev vanskeligt at passere; de vidste nemlig godt, både i Mexiko og i Tezcuco, at det var deres by, vi var på vej til. Den dag traf vi dog ikke på nogen hindring, og vi holdt nattekvarter ved foden af bjergkæden efter at have marcheret tre mil. Om natten frøs vi meget, og bestandig havde vi vore ronder, spejdere, vagter og blænkere ude. Så snart det blev dag, begyndte vi at stige til vejrs ad en smal bjergsti, og på nogle steder, der var vanskelige at passere og hvor der var ligesom kløfter, var der løsnet klippestykker, så at vi ikke kunne komme igennem, og der lå en hel del tømmer og fyrrestammer på vejen, men da vi havde så mange af vore venner fra Tlascala med os, blev vejen snart ryddet, og i god orden, med en afdeling bøsseskytter og armbrøstskytter forrest, rykkede vi fremad, mens vore venner huggede løs på træerne og skaffede dem tilside, så at hestene kunne passere, indtil vi var nået til toppen af bjergkæden, og endda kommet et lille stykke ned på den anden side til et sted, hvor vi kunne se Mexiko's sø og de store byer, der var byggede ud i vandet. Så snart vi så den, takkede vi gud meget, fordi han havde ladet os få den at se igen. Så huskede vi på det nederlag, vi havde måttet lide, dengang de jog os ud af Mexiko, og vi lovede, at nu skulle det med guds hjælp gå anderledes til i krigen, når vi havde omringet byen. Derefter steg vi ned ad bjerget, hvor vi så store røgsignaler både fra Tezcuco og byerne som hørte derunder. Under vor videre fremrykning stødte vi på en stor skare krigsfolk fra Mexiko og Tezcuco, som ventede os på et smalt sted, hvor der var en bjergskov og en halvt afbrudt træbro og temmelig dybt nede en større vandstrøm, men vi jog snart skarerne på flugt og slap velbeholdne igennem. Der skulle man høre, hvor de råbte efter os fra bønderhusene og fra kløfterne; men andet gjorde de ikke, og det var på de steder hvor hestene ikke kunne komme hen. Vore venner tlascaltekerne ranede høns fra dem og hvad de ellers kunne få fat i, og ville ikke af dermed, skønt Cortés sagde til dem, at de ikke skulle føre krig med dem der ikke var på krigsfod imod os. Men tlascaltekerne svarede, at når de havde været venlig og fredeligsindede, så ville de ikke være kommet at angribe os, sådan som de havde gjort oppe ved kløfterne og broen for at hindre vor fremrykning. Vor nattehvil holdt vi i en landsby, der stod under Tezcuco, og som var forladt af sine beboere; vore vagter, ronder, lytteposter og blænkere havde vi ude. Den nat var vi temmelig forberedte på, at en stor skare krigsfolk, der stod og ventede på os i et snævert pas, skulle falde over os, for vi havde fået nys derom gennem fem mexikanere, vi tog tilfange ved den første bro, jeg omtalte; de fortalte det om hærskarerne. Men vi fik siden at vide, at de ikke turde gøre angreb på os eller vente på os længere, for der var nok tvist og kiv imellem mexikanerne og dem fra Tezcuco, og desuden var de ikke rigtig raske på grund af at koppesygdommen var udbredt over hele landet. Og da de havde erfaret, at vi havde slået alle de mexikanske garnisoner ved Guacachula og Ozucar, Tepeaca, Xalacingo og Castilblanco, og det rygte gik - hvilket de også troede -, at hele Tlascala's og Guaxalcingo's (som forfatteren ellers kalder »Guacocingo«.) hærstyrke var ifølge med os, besluttede de, at de ikke ville vente på os. Alt dette styrede vor herre Jesus Kristus sådan. Så snart dagen brød frem, stillede vi os alle i god orden, både artilleriet og de med musketterne og armbrøsterne, og blænkerne red forud og rekognoscerede terrænet, hvorpå vi begyndte at marchere ad Tezcuco til; det var vel omtrent to mil fra vort nattekvarter. Vi havde endnu ikke marcheret en halv mil, før vi så vore blænkere ride tilbage, alt hvad remmer og tøj kunne holde, meget glade; de sagde til Cortés, at der kom en halv snes indianere med nogle gyldne bannere og vimpler, at disse folk var ubevæbnede og at der ikke var blevet råbt og skreget til dem fra nogen af de huse og gårde, som de var kommet forbi, i modsætning til hvad der var sket i går. Alt syntes følgelig at se fredeligt ud, Cortés og alle vi officerer og soldater glædede os, og Cortés befalede straks, at vi skulle gøre holdt, indtil de var kommet; det var syv fornemme indianere fra Tezcuco med et gyldent banner og en lang lanse (vistnok at forstå som bannerstagen). Før de var kommet hen til os, sænkede de deres fane og bøjede sig, hvilket er tegn på fred, og så snart de stod foran Cortés i nærværelse af vore tolke, Doña Marina og Geronimo de Aguilar, sagde de: »Malinche! Vor herre, Cocoyoacin, Tezcuco's behersker, sender bud til dig og spørger, om du vil tage imod ham som ven; han venter dig med fred i sin by, Tezcuco. Modtag til tegn derpå dette gyldne banner, og han beder dig være så nådig at befale alle tlascaltekerne og dine brødre, at de ikke gør hans land fortræd, og tillige beder han dig at tage kvarter i hans by, så vil han give dig alt hvad du har behov.« De sagde desuden, at de hærskarer, der havde været oppe i kløfterne og de snævre pas, ikke var fra Tezcuco, men mexikanere og udsendte af Guatemuz. Da Cortés hørte dette fredstilbud, blev han såvel som alle vi andre meget fornøjet derover, og han omfavnede sendebudene, især tre af dem, der var slægtninge af den gode Montezuma; de fleste af os soldater kendte dem, for de havde været høvdinge i hans tjeneste. Da Cortés havde hørt deres ærinde, lod han straks de tlascaltekiske høvdinger kalde til sig og sagde med meget indtrængende ord til dem, at de måtte ikke tilføje landet nogen fortræd eller tage noget dér, for de var fredelig sindede. De gjorde som han befalede; men forbudet strakte sig ikke til levnedsmidlerne, når det kun var majs og bønner, heller ikke høns og små hunde, hvoraf der var så mange, at alle husene var helt fulde deraf. Derefter holdt Cortés krigsråd med alle vore officerer; men de mente, at denne bøn om fred, sådan som den blev fremsat, måtte være falsk, for hvis den havde været rigtig ment, så ville de ikke være kommet i en sådan fart, og så ville de have bragt proviant med. Alligevel tog Cortés imod banneret, der var omtrent firsindstyve pjastre værd, og takkede sendebudene meget og sagde, at han havde ikke for skik at tilføje nogen af hans majestæts undersåtter ondt eller skade. Tværtimod begunstigede han dem og tog hensyn til dem, og dersom de holdt den fred, som de lovede, ville han stå dem bi imod mexikanerne. Han havde allerede befalet tlascaltekerne, at de ikke måtte gøre deres land nogen skade, sådan som de havde hørt, og det ville han fremdeles holde fast ved. Han vidste nok, sagde han, at dér i byen havde de dræbt henved fyrretyve af vore spanske brødre og henved to hundrede tlascalteker, dengang vi forlod Mexiko, og at de havde røvet en hel del dragter guld og andet bytte, som de havde taget fra dem. Nu bad han deres herre, Guacayutzin (det ses, at forfatteren har noget svært ved at huske dette navn, da han her har givet det en anden form end ovenfor), og alle de andre kaziker og høvdinger i Tezcuco om at udlevere ham guldet og klædningsstykkerne; forøvrigt ville han ikke kræve dem til regnskab for spaniernes død, for der var jo ikke mere at gøre ved det. Sendebudene svarede, at de skulle sige det til deres herre, sådan som det var sagt dem, men han der havde befalet at dræbe dem, var den mand, som de i sin tid udråbte til hersker i Mexiko efter Montezuma's død, og som hed Cuadlavaca; han havde fået alt byttet, og de havde bragt de allerfleste teuler til Mexiko, hvor de derefter havde ofret dem til deres Huichilobos. Da Cortés hørte dette svar, sagde han ikke noget mere til dem herom for ikke at stemme dem uvilligt eller gøre dem bange; han bad dem kun drage bort med gud, men én af dem blev tilbage hos os. Vi kom nu til en forstad til Tezcuco, som de kaldte Guautinchan eller Guaxuntan, - jeg har glemt navnet; der gav de os godt at spise og alt hvad vi havde behov, og der fik vi endda omstyrtet nogle afguder, som stod i vort kvarter. Den næste morgen marcherede vi ind i byen Tezcuco. Hverken i gaderne eller husene så vi kvinder eller unge knøse eller børn, men alle indianerne så ud til at være sky og fjendtlig stemte. Vi tog vort kvarter i nogle store bygninger med sale, hvorefter Cortés sammenkaldte vore officerer og de fleste af os soldater og sagde til os, at vi burde ikke gå ud fra nogle store gårde, som var der, men holde os krigsberedte, for han syntes ikke, at denne by så fredelig ud; han ville først se, hvordan det hang sammen dermed. Han befalede Pedro de Alvarado og Cristóbal de Oli, samt nogle soldater, hvoriblandt jeg var, at stige op til et stort tempel, der var meget højt beliggende; vi skulle tage en snes bøsseskytter med os som eskorte og se ud over søen og byen oppe fra templet, for man havde godt overblik over det hele derfra. Vi så da, at alle beboerne i byerne deromkring var i færd med at flygte bort med deres ejendele og bylter, med børn og kvinder, nogle ud i skovene og andre til rørholmene ude i søen, som var helt bedækket med kanoer, både store og små. Da Cortés fik dette at vide, ville han lade fyrsten af Tezcuco gribe, han der havde sendt det gyldne banner; men da nogle papa'er, som Cortés havde udsendt derhen, kom og ville hidkalde ham, havde han allerede bragt sig i sikkerhed, for han var den første der flygtede til Mexiko sammen med en hel del andre fornemme mænd. Sådan gik den nat; vi var i høj grad på vor post og havde vagter, ronder og spejdere ude. Men den næste dag, tidlig om morgenen, lod Cortés alle de fornemste indianere kalde, der endnu var i Tezcuco, for det er en stor by, og der var mange andre fornemme herrer, som var modstandere af den kazik der var flygtet, for de havde splid og tvedragt med ham om regeringen og kongeværdigheden i denne by. De kom hen til Cortés, og da han havde fået underretning af dem, hvorledes Cuacoyotzin [!] var blevet deres hersker og hvor længe det var siden, sagde de, at han af begærlighed efter at blive konge havde lumskelig myrdet sin ældre broder, som hed Cuxcuxca, med bistand hertil af herskeren i Mexiko, der (som jeg tidligere har sagt) hed Cuadlavaca og var den der angreb os, da vi måtte flygte efter Montezuma's død; der var andre herrer, hvem Tezcuco's rige tilkom med mere ret end ham der nu besad det, og fornemmelig tilkom det en ung mand, som ved den lejlighed blev kristen under stor højtidelighed og nu hedder Don Hernando Cortés, for vor feltherre var hans gudfader. Denne unge mand, sagde de, var en ægte født søn af kongen af Tezcuco, der hed Nezabalpincintle. Derefter blev han uden videre opsættelse med stor festlighed og til fryd for hele Tezcuco udråbt til konge og legitim herre, under iagttagelse af alle de ceremonier, som man plejede at iagttage lige overfor sådanne konger, og han herskede enevældigt, og der var megen fred, og alle hans undersåtter og den omboende befolkning viste ham megen kærlighed. For at han kunne blive bedre oplært i vor hellige tros lære og blive tilbørlig poleret og lære vort sprog, satte Cortés Antonio de Villareal til at være hans hovmester - det var ham, som var gift med en meget smuk dame, der hed Isabel de Ojeda - og tillige en Baccalaureus, der hed Escobar. Til kommandant i Tezcuco, der skulle passe på at afværge, at nogen mexikaner havde maskepi med Don Hernando, satte han en brav soldat, der hed Pero Sánchez Farfán, gift med en god og ærbar kvinde ved navn Maria de Estrada. Det var altså denne kaziks omgivelser. Han blev meget elsket og adlydt af sine undersåtter, og Cortés bad ham nu om en hel del indianske arbejdere, der skulle udvide og forstørre de kanaler og grave, ad hvilke vi ville føre brigantinerne ud i søen, så snart de var færdige og i stand til at gå under sejl. Han tilkendegav Don Hernando selv og flere af hans hofmænd, i hvad hensigt og mening de skulle bygges, og han stillede sig i den anledning til tjeneste med hele sin magt og alle sine undersåtter. Ja ikke blot denne opfordring fulgte han, men han sagde, at han ville sende bud til flere omliggende byer, at de skulle hylde hans majestæt og slutte venskab med os og gå imod Mexiko. Da alt dette var bragt i orden, og han havde givet os meget gode kvarterer, hver kaptajn for sig, og vi havde fået angivet de punkter og steder, hvor vi skulle møde, hvis mexikanerne faldt på at forurolige os, - for vi var lige ved bredden af deres sø, og fra tid til anden sendte Guatemuz store piragua'er og kanoer ud med mange krigsfolk, som skulle se, om de kunne overraske os - så kom der nogle byer, der stod under Tezcuco, og bad om fred og nåde, såfremt de havde fejlet i nogen måde i de tidligere kampe og havde været med at myrde spaniere; de hed Guatinchan og Cortés talte meget venligt til dem alle og skænkede dem sin tilgivelse. Imidlertid gik der ikke nogen dag hen, uden at der arbejdedes på graven og kanalen af syv-otte tusinde indianere; de udvidede og forstørrede den meget godt, så at store skibe kunne flyde deri. Da vi nu på den tid havde over syv tusinde tlascalteker i følge med os og disse længtes efter at vinde ære og føre krig imod mexikanerne, besluttede Cortés, at siden vi havde så tro forbundsfæller, skulle vi gøre et togt og hilse lidt på en pæn by, som hedder Iztapalapa. Det var den by, vi var kommet igennem, da vi første gang drog til Mexiko, og fyrsten dér var den mand, som udråbtes til konge  i Mexiko, efter den store Montezuma's død (jeg har allerede flere gange sagt, at han hed Cuadlavaca). Vi havde fået at vide, at denne by var os meget imod, for de var såre fjendtlig sindede dér imod Chalco, Tamanalco, Mecameca og Chimaloacan, der gerne ville slutte venskab med os, men de hindrede dem deri. Da vi nu havde været allerede tolv dage i Tezcuco uden at udrette noget, der er værd at tale om, andet end hvad jeg allerede har sagt, begav vi os ud på dette tog til Iztapalapa, og jeg skal i det følgende berette, hvad der hændtes på det.

Vi havde altså været i tolv dage i Tezcuco, og de af mig oftere omtalte tlascalteker havde ikke noget at ernære sig af. For at de nu skulle få dette, da de jo var så mange og folkene i Tezcuco ikke kunne give dem tilstrækkeligt, og for at de ikke skulle blive ærgerlige på dem, og tillige fordi tlascaltekerne længtes efter at komme i kamp med mexikanerne og tage hævn for de mange tlascalteker, som de havde dræbt og ofret, dengang vi, som jeg har beskrevet, i sin tid led nederlag, besluttede Cortés, at han selv som øverstkommanderende samt Andrés de Tapia og Cristóbal de Oli, tretten ryttere, tyve armbrøstskytter, seks bøsseskytter, to hundrede og tyve soldater, endvidere vore venner fra Tlascala og tyve fornemme mænd fra Tezcuco, som vi fik overladt af Don Hernando (vi vidste, at disse var fætter og slægtninge af samme kazik og fjender af Guatemuz, der var blevet udråbt til konge i Mexiko), skulle marchere imod Iztapalapa, der vel ligger en fire mile fra Tezcuco. Jeg har allerede tidligere sagt i det kapitel, der handler derom, at over halvdelen af husene var byggede ude i vandet, men den anden  halvdel på fast grund. Vi drog afsted i god orden, som vi plejede, og da mexikanerne bestandig havde vagter, garnisoner og andre krigsfolk ude imod os for straks at være rede, når de fik at vide, at vi ville angribe nogen af deres byer, så fik de underrettet folkene i Iztapalapa derom, for at de kunne være forberedte, og de sendte dem henved 8,000 mexikanere til hjælp. De stod så og ventede på os inde på land som tapre krigere, både mexikanerne, der var kommet dem til hjælp, og de fra byen Iztapalapa, og kæmpede en god stund imod os med stor kækhed. Men rytterne gjorde indhug på dem, samtidig med at armbrøsterne og bøsserne beskød dem, og alle vore venner tlascaltekerne styrtede ind på dem som gale hunde, så de måtte forlade valpladsen i løb og kaste sig ind i byen. Dette var noget, de havde udtænkt, en krigslist, de havde aftalt indbyrdes, for det ville være farligt for os, når vi ikke hurtig slap ud igen af byen, hvor de havde kastet sig ind. De bar sig nemlig således ad: de flygtede i kanoer ud på vandet og til de huse, der var byggede ude i søen, og andre af dem til nogle rørholme, og da det imidlertid var blevet mørk nat, lod de os indkvartere os inde på land, uden at de gjorde nogen larm eller lod sig mærke med fjendtligheder. Vi var glade over det bytte, vi havde fået, og endnu mere over vor sejr; men skønt vi havde både vagter og spejdere og ronder og endog vedetter ude, så kom der, inden vi anede det, en så stor mængde vand ind over hele byen, at hvis ikke de fornemme mænd, vi havde med fra Tezcuco, havde råbt til os, at vi skulle skynde os at komme ud af husene og op i landet, så ville vi allesammen være druknede, for de åbnede sluserne for ferskvands- og saltvandskanalerne og slog hul på en dæmning, så at alt i en fart fyldtes med vand. Tlascaltekerne, vore venner, var ikke vante til vandet og kunne ikke svømme, så at to af dem druknede, og vi slap kun fra det med stor fare for vort liv, allesammen gennemvåde, og mistede vort krudt og ligeledes vor bagage. Da vi var således stillede, frøs grumme meget og ingen aftensmad havde fået, tilbragte vi en slem nat, og det værste af det hele var den spot og de råb og den piben, som folkene fra Iztapalapa og mexikanerne overdængede os med fra deres huse og kanoer. Der hændtes os endda noget endnu værre, nemlig at så snart man i Mexiko fik at vide deres plan om at drukne os ved at bryde hul på dæmningen og lukke op for kanalsluserne, stod en hel del skarer krigsfolk beredte inde på land og ude på søen, og så snart det blev morgen, anfaldt de os med sådan kraft, at vi havde svært nok ved at stå os imod dem og ikke blive slået. De dræbte to soldater og en hest og sårede mange, såvel af vore soldater som af tlascaltekerne, men lidt efter lidt blev deres angreb svagere, og vi vendte tilbage til Tezcuco, halvt skamfulde over at være blevet narrede ved deres krigslist, med at sende vandet ind imod os. Og vi vandt heller ikke megen berømmelse ved den sidste træfning, de havde leveret os, for der var intet krudt; men de var dog blevet noget forskrækkede og fik nok at gøre med at begrave eller brænde deres døde, forbinde de sårede og istandsætte deres huse, hvor jeg nu vil lade dem blive, idet jeg skal fortælle, hvordan der kom fredstilbud til Tezcuco fra andre byer, og hvad der mere skete.

Da vi havde været to dage i Tezcuco efter at være kommet tilbage fra vort tog til Iztapalapa, kom der bud til Cortés fra tre byer og bad om fred og tilgivelse for tidligere angreb og for drab på spaniere. Den undskyldning de gav, var at det var efter befaling af den hersker i Mexiko, som var blevet udråbt efter den store Montezuma's død, og som hed Cuadlavaca, at de var rykkede ud imod os sammen med hans andre undersåtter; når de havde dræbt og fanget og plyndret nogle teuler, så var det fordi samme hersker havde befalet dem at bringe dem til Mexiko. Så havde de bragt teulerne til Mexiko, at de kunne ofres, og ligeledes guldet, hestene og klædningsstykkerne. Men nu bad de om tilgivelse derfor, for de havde jo ingen skyld, da de var blevet befalede og tvungne dertil. De byer, som mødte ved denne lejlighed, hed Tepezcuco og Otumba, den tredje bys navn kan jeg ikke huske; men jeg kan sige, at det var ved Otumba, det navnkundige slag stod, som de leverede os, dengang vi flygtede bort fra Mexiko, det slag hvor der var samlet den største hærstyrke, som nogensinde stod imod os i hele Ny-Spanien, og hvor vi troede, at vi ikke ville komme levende fra det, sådan som jeg har beskrevet det vidtløftigere i sin tid i vedkommende kapitel. Da nu disse byer havde en dårlig samvittighed og havde set, at vi var gået imod Iztapalapa, syntes de ikke rigtig godt om, at vi foretog den ekspedition, og skønt de gerne ville have druknet os i vandet og var med til at møde os i to feltslag sammen med mange mexikanske hærafdelinger, så kom de dog og bad om fred, før vi kom til deres byer for at straffe dem, og for at de ikke skulle komme i mere ulejlighed. Cortés indså, at det ikke var tiden til at gøre andet end tilgive dem, hvorfor han gjorde dette; men han udtalte stærke bebrejdelser til dem, og de forpligtede sig under mange løfter til altid at være imod mexikanerne og være hans majestæts undersåtter og tjene os. Og det gjorde de også. Vi vil nu ikke tale mere om disse byer; men samtidig kom også indbyggerne i en by, der ligger ude i søen og hedder Mezquique, og som vi gav navnet »det lille Venedig«, for at bede os om fred og venskab. Disse havde efter sigende aldrig stået sig godt med mexikanerne og ønskede dem af hjertet alt muligt ondt. Cortés og alle vi andre satte stor pris på, at de var kommet dér fra den by, for det var godt at have dem til venner, da de boede ude i vandet, og vi mente, at de kunne få deres naboer med, som også boede ude i vandet. Cortés takkede dem meget og lod dem drage bort med løfter og venlige ord. Imidlertid blev der meldt Cortés, at en stor mexikansk hær gik løs på de fire byer, der først havde søgt venskab med os og som hed Guatinchan og ej Guaxultlan - de andre to byer kan jeg ikke huske navnet på -, og de lod Cortés sige, at de turde ikke blive i deres huse, men ville flygte ud i bjergskovene eller komme til Tezcuco, hvor vi var. De bad Cortés så indstændig om at komme dem til hjælp, at han straks dannede et korps på tyve ryttere, 200 soldater, tretten armbrøstskytter og ti bøsseskytter, og med sig tog han Pedro de Alvarado og Cristóbal de Oli, der var rytteranfører. Vi begav os altså til de byer, som beklagede sig så stærkt for Cortés (som jeg har sagt); de lå et par mil fra Tezcuco. Det viste sig at være sandt, at mexikanerne havde truet dem med at ødelægge dem og påføre dem krig, fordi de havde sluttet venskab med os; men det som truslerne mest gik ud på og som de mest stredes om var nogle store landstrækninger med majsmarker, som var modne til høst, i nærheden af søen, og hvorfra indbyggerne i Tezcuco og de omtalte byer provianterede vor lejr. Mexikanerne ville fratage dem majsen, for de sagde, at det var deres, og disse marker plejede de fire byer at dyrke til fordel for de mexikanske afgudspræster, så at indianerne havde slået mange af hinanden ihjel for disse majsmarkers skyld. Da Cortés havde erfaret dette, sagde han til dem, at de ikke skulle nære nogen frygt, men blive hjemme i deres huse, og lovede dem, at når de skulle ud at høste majsen, både til deres eget forbrug og til proviantering af vor lejr, ville han sende en kaptajn derhen med en hel del ryttere og soldater, til at beskytte dem som transporterede majsen. De blev meget glade ved at høre disse ord af Cortés, hvorpå vi begav os tilbage til Tezcuco, og når vi fra den tid trængte til majs i vor lejr, så sendte vi bud til tamemerne i alle disse byer, og med vore venner fra Tlascala, ti ryttere, hundrede soldater og nogle armbrøstskytter og musketerer gik vi hen og hentede majsen. Herom kan jeg fortælle, for jeg var to gange med. Den ene gang havde vi en dygtig skærmydsel med en stor skare mexikanere, der var kommet over i mere end tusind kanoer og ventede os i majsmarkerne. Da vi havde vore venner med, tvang vi mexikanerne til at gå ombord igen i deres kanoer, skønt de kæmpede meget mandelig. Dér dræbte de en af vore soldater og sårede tolv, foruden nogle tlascalteker, men de havde ikke megen grund til at rose sig heraf, for der blev femten eller tyve af dem liggende på valpladsen, og fem tog vi til fange. En anden dag fik vi så efterretning om, at beboerne af Chalco og Tamanalco og de landsbyer, som hørte der ind under, ville anmode os om fred, men at de ikke kunne få lov dertil for de mexikanske garnisoner, som lå der i byerne: de gjorde deres provins megen skade og tog deres kvinder fra dem, navnlig hvis de var smukke, og voldtog dem lige for øjnene af deres fædre eller mødre eller mænd. Imidlertid var tømmeret til brigantinerne tilhugget i Tlascala og forberedt; men tiden gik hen, uden at det blev bragt til Tezcuco; det var de fleste af os soldater meget ærgerlige over. Fremdeles kom der meddelelse til Cortés fra det såkaldte lille Venedig eller Mezquique og fra andre byer, som var os venligsindede, om at mexikanerne var i færd med at angribe dem, fordi de var blevet gode venner med os. Af vore venner tlascaltekerne ville også nogle drage hjem til deres land, da de allerede havde fået samlet sig bytte af tøj, salt, guld og andet, men de turde ikke, fordi vejen var usikker. Cortés så da altså, at han ikke på én gang kunne råde bod på alting og hjælpe de byer, der bad ham om undsætning, og drage til Chalco for at hjælpe dem dér med at slutte sig til os, for i Tezcuco måtte man altid have øjnene med sig på alle kanter og være på sin post. Han tog da den beslutning at gå sin vej fra det hele, og det første han så gjorde var at begive sig til Chalco og Tamanalco. Han afsendte Gonzalo de Sandoval og Francisco de Lugo med femten ryttere og 200 soldater og med bøsseskytter og armbrøstskytter og vore venner fra Tlascala. De skulle på alle måder søge at sprænge og forjage de mexikanske garnisoner, så de forsvandt fra Chalco og Tamanalco og vejen til Tlascala blev åben og man kunne gå og komme til og fra Villarica uden at blive hindret af de mexikanske krigsfolk. Da dette var aftalt, blev der i al hemmelighed sendt melding til beboerne af Chalco ved nogle indianere fra Tezcuco, for at de skulle være vel forberedte og ved dag eller nat angribe de mexikanske garnisoner. Folkene i Chalco ønskede intet hellere og rustede sig meget godt. Da Gonzalo de Sandoval marcherede ud med sit korps, syntes han, at det var rigtigt at lade fem ryttere og lige så mange armbrøstskytter danne bagtroppen tillige med størstedelen af tlascaltekerne, som var belæssede med det bytte, de havde fået. Mexikanerne havde altid deres vagter og spejdere ude og vidste, at vore folk marcherede ad Chalco til, hvorfor de havde en stor skare krigsfolk i beredskab, foruden dem der lå i garnison i Chalco. De gjorde indhug på bagtroppen, hvor tlascaltekerne marcherede med deres bagage, og tilredte dem ilde, og de fem ryttere og armbrøstskytterne kunne ikke holde stand imod dem, for de to af armbrøstskytterne blev dræbt og de andre sårede. Gonzalo de Sandoval gjorde ganske vist meget hurtig omkring, faldt over dem og slog dem og dræbte ti mexikanere; men da søen var nær, blev de optagne i de kanoer, hvori de var kommet, eftersom hele den egn var stærkt befolket med mexikanske undersåtter. Så snart han havde jaget dem på flugt og så, at de fem ryttere, som han havde ladet blive tilbage ved bagtroppen tillige med armbrøstskytterne og bøsseskytterne, var sårede, både de selv og deres heste, og at to af armbrøstskytterne var dræbte, kunne han alligevel ikke lade være at sige til de overlevende af dem, som han havde betroet forsvaret, at de ikke havde duet til meget, siden de ikke havde kunnet modstå fjenderne og forsvare sig selv og vore venner. Han var meget vred på dem, for det var af dem der fornylig var kommet fra Kastilien, og han sagde til dem, at man kunne nok mærke, de ikke vidste, hvad krig var. Derefter bragte han alle tlascaltekerne i sikkerhed med deres bagage, og afsendte et brev fra Cortés til Villarica, hvori han underrettede kommandanten dér om alle vore erobringer og om den plan, han havde, at belejre Mexiko, bød dem bestandig være godt på vagt, og hvis der var nogle soldater, som var våbenføre, skulle han sende dem til Tlascala, men ikke videre, før vejene var sikrere, for de kunne nemt komme i fare. Da han havde ekspederet disse sendebud og fået tlascaltekerne bragt hjem til deres land, rykkede Sandoval imod Chalco, som lå meget nær derved, og dette var under iagttagelse af megen forsigtighed, med patruljer i forvejen, for han tænkte nok, at der måtte være fuldt op af mexikanere i alle de byer og landsbyer, han skulle igennem. Da han var kommet på sin march hen i nærheden af Chalco, så han en mængde mexikanske krigsfolk komme ham i møde. Ude i åben mark, midt iblandt store majsmarker og magueymarker (det er af den, de får den vin af, som de drikker), måtte han bestå en ordentlig dyst imod dem med deres spyd, pile, slyngesten og lange lanser til at dræbe hestene med. Og da Sandoval så, at han havde så mange krigsfolk imod sig, opmuntrede han sine folk og gjorde to angreb på dem ved hjælp af bøsserne og armbrøsterne og de få af vore venner, som han havde beholdt tilbage, så han fik tilføjet dem nederlag. De sårede jo nok fem soldater for ham, seks heste og en del af vennerne, men han trængte så hastigt og heftigt ind på dem, at de måtte betale dyrt for det tab, de først havde forvoldt ham. Da folkene i Chalco fik at vide, at Sandoval var i nærheden, kom de ud og tog imod ham med megen ære og festlighed. I dette slag, som de tabte, blev der fanget otte mexikanere, de tre af dem meget fornemme personer. Da nu dette var sket, sagde Sandoval den næste dag, at han ville drage tilbage til Tezcuco, og de i Chalco sagde, at de ville følge med ham for at se og tale med Malinche og bringe med sig to sønner af fyrsten i den provins: han var død for få dage siden af kopper og havde før sin død pålagt alle sine hofsinder og de ældste rådgivere at bringe hans sønner hen til vor feltherre, så at han kunne give dem fyrsteværdigheden i Chalco; og de skulle alle underkaste sig teulernes store konge, for hans forfædre havde visselig spået ham, at disse lande skulle komme under nogle skæggede mænds herredømme, der kom fra den kant hvor solen står op; alting hvad de havde set tydede på, at det var os. Så drog Sandoval med hele sin hær til Tezcuco tillige med fyrstesønnerne og de andre fornemme mænd, samt de otte mexikanske fanger. Så snart Cortés havde fået deres ankomst at vide, glædede han sig i høj grad, og efter at Sandoval havde gjort ham regnskab for sin ekspedition og sagt, at de omtalte fornemme mænd fra Chalco var med, begav han sig til sit kvarter. Kazikerne blev derefter stillet frem for Cortés, bøjede sig meget ærbødig for ham og sagde, at de ønskede at blive hans majestæts undersåtter, sådan som de to unge mænds fader havde befalet dem, og de bad ham at tildele dem fyrsteværdigheden. Da de havde holdt deres tale, overrakte de ham en kostbar gave og guldklenodier til henved 200 pjastres værdi. Efter at vor feltherre Cortés var blevet vel underrettet ved hjælp af vore tolke, Doña Marina og Geronimo de Aguilar, viste han dem megen venlighed, omfavnede dem og skænkede den ældste broder fyrstendømmet Chalco tillige med over halvdelen af de byer, som hørte ind derunder; men Tamanalco og Chimaluacan samt nogle andre byer, som hørte sammen dermed, gav han til den yngste broder, Conayozingo. Efter at Cortés endnu havde ført en længere samtale med de gamle hofmænd og med de nys udnævnte kaziker, sagde de til ham, at de nu ville drage hjem, og at de i alle måder ville tjene hans majestæt og os i hans kongelige navn imod mexikanerne: den mening havde de altid været af, men på grund af de mexikanske garnisoner, der havde ligget i deres provins, var de ikke kommet for at erklære deres underdanighed før nu. De meddelte også Cortés, at to spaniere, som han havde sendt der til provinsen efter majs, før vi blev jaget ud af Mexiko, havde de bragt i sikkerhed en nat hos vore venner i Guaxocingo, for at culua'erne ikke skulle dræbe dem, og derved var deres liv blevet frelst. Det vidste vi dog allerede for flere dage siden, for den ene af dem var ham der var kommet til Tlascala. Cortés takkede dem meget derfor og bad dem blive to dage endnu, for der skulle sendes en kaptajn efter tømmeret og plankerne til Tlascala; han kunne så tage dem med sig og bringe dem hjem til deres land, uden at mexikanerne standsede dem på vejen. De blev meget glade og takkede ham højlig derfor. Herom vil jeg dog ikke tale mere. Men imidlertid besluttede Cortés at sende de otte fanger til Mexiko, dem som Sandoval havde bemægtiget sig, dengang han tilføjede dem nederlaget ved Chalco, for at de skulle sige til den fyrste, som de havde udråbt til konge og som hed Guatemuz, at han meget ville ønske, de ikke ville styrte sig selv og deres store by i ødelæggelse, at de skulle komme og bede om fred, så ville han tilgive dem alle de drab og ulykker, som de havde voldt os dér, at han ikke ville afkræve dem noget; men han, Guatemuz, skulle betænke, at krig er noget, som man kan holde styr på i begyndelsen, men i midten og til slut er det vanskeligt; de ville til syvende og sidst blive ødelagte. Og han vidste nok, at de stadig var i færd med at lave og forberede barrikader og krigsmaskiner og rustkamre, spyd og pile, lanser og køller og sten og slynger, kort sagt alle slags kampmidler; men hvorfor ville de spilde tiden med at gøre alt dette, og hvorfor ville kongen have, at alle hans folk skulle dø og byen blive ødelagt? Han skulle betænke, hvor såre mægtig gud, vor herre er, han som vi tror på og tilbeder, og som altid hjælper os, og han skulle også tænke på, at vi havde alle hans nabobyer på vort parti, og så var der tlascaltekerne, som ikke ønsker andet end krig påny for at hævne det forræderi og de drab, der var begået mod deres landsmænd; de skulle nedlægge våbnene og komme os i møde med fred, så lovede han altid at ville vise dem megen ære. Doña Marina og Aguilar talte mange flere gode ord til dem og gav dem råd med. De otte indianere begav sig da som vore udsendinge til Guatemuz, men han ville ikke sende noget svar tilbage, han blev ved at bygge skanser og ruste sig og sendte befaling omkring til alle sine provinser, at hvis de kunne få fat på nogen af os enkeltvis, skulle de bringe dem til Mexiko, for at de kunne ofres der. Når han sendte opbud til dem, skulle de straks give møde under våben, og han lod dem sige, at han ophævede og eftergav dem mange afgifter og gav dem endda store løfter. Det var altså den udrustning, man foretog sig i Mexiko. Men der kom atter en hel del indianere fra landsbyerne, som hørte under Guautinchon eller Guaxuntlan, som var blevet hærgede af mexikanerne, fordi de havde sluttet venskab med os, og på grund af tvisten om majsmarkerne, som de plejede at dyrke for de mexikanske papa'er, på den tid de var i deres tjeneste, sådan som jeg tidligere har fortalt i vedkommende kapitel. Da de boede i nærheden af Mexiko-søen, kom de hver uge og angreb dem og førte endog ét antal indianere som fanger til Mexiko. Så snart, Cortés havde hørt dette, besluttede han at indfinde sig igen personlig med 100 soldater, 20 ryttere og 12 bøsseskytter og armbrøstskytter. Han havde gode spejdere ude, der skulle komme og meddele ham, så snart de kunne mærke at de mexikanske krigsfolk var i anmarch. Det var en onsdag morgen tidlig, at han traf på den mexikanske hær i en afstand af en eller to mil fra Tezcuco, og han kæmpede således med dem, at han snart fik dem sprængt fra hinanden, så at de flygtede ud på søen i deres kanoer. Der dræbtes tre mexikanere og fangedes tre, og Cortés vendte tilbage med sine folk til Tezcuco. Fra det øjeblik af kom culua'erne ikke mere og anfaldt de byer. Nu skal vi fortælle, hvordan Cortés sendte Gonzalo de Sandoval til Tlascala efter tømmeret og plankerne til brigantinerne, og hvad han mere udrettede på vejen.

Da vi bestandig var meget længselsfulde efter at få brigantinerne færdige og få begyndt på Mexiko's belejring og ikke spilde nogen tid, befalede vor feltherre Cortés, at Gonzalo de Sandoval skulle straks drage hen og hente tømmeret, og at han med sig skulle tage 200 soldater, tyve bøsseskytter og armbrøstskytter, femten ryttere og et større antal tlascalteker samt tyve fornemme mænd fra Tezcuco, og at han skulle lade de to unge mænd og de gamle fra Chalco følge med og bringe dem i god behold til deres byer. Men før de marcherede ud, fik han stiftet venskab imellem tlascaltekerne og folkene fra Chalco, for de fra Chalco havde jo plejet at være på parti med mexikanerne og forbundsfæller af dem og når mexikanerne førte krig mod Tlascala, så måtte de fra Chalco være med og stå dem bi, fordi de var grænsenaboer; fra den tid så de skævt til hinanden og behandlede hinanden som fjender, men, som jeg har sagt, Cortés fik dem til at blive venner dér i Tezcuco, så at der fra den tid altid herskede nøje venskab imellem dem, og de understøttede hinanden. Cortés sagde også Gonzalo de Sandoval, at så snart de fra Chalco var bragt hjem til deres land, skulle han begive sig til en by, som lå på vejen der i nærheden - vi gav den i vort sprog navnet »den mauriske by« - og som stod under Tezcuco, for der i byen havde de myrdet nogle og fyrretyve af Narváez' soldater og nogle af vore med, foruden mange tlascalteker, og røvet tre sække guld, dengang man jog os ud af Mexiko. De soldater, som de havde myrdet, var dem der kom fra Vera Cruz til Mexiko, dengang vi skulle hen og undsætte Pedro de Alvarado. Cortés pålagde Sandoval, at han ikke måtte lade den by gå fri for en ordentlig straf, skønt rigtignok beboerne af Tezcuco fortjente en endnu større, for det var dem der var anstifterne af den ulykke og hovedmændene derfor, eftersom de på den tid var våbenfæller af den store by Mexiko. Men da vi for tiden ikke kunne gøre andet, undlod vi at straffe Tezcuco. Dog, vi vil vende tilbage til vor fortælling. Gonzalo de Sandoval gjorde hvad feltherren befalede ham, han gik til provinsen Chalco (det var kun en lille omvej) og lod dens unge fyrster blive der, og han gik til den mauriske by. Men før vore folk var kommet derhen, vidste de allerede gennem deres spejdere, at de var i anmarch, hvorfor de lod byen i stikken og flygtede ud i bjergene. Sandoval forfulgte dem og dræbte kun tre-fire af dem, for han havde medlidenhed med dem. Men der blev fanget koner og piger samt flere fornemme mænd. Sandoval talte venligt til disse fire fanger og spurgte dem, hvor det havde kunnet falde dem ind at slå så mange spaniere ihjel. De sagde, at tropperne fra Tezcuco og Mexiko havde dræbt dem i et baghold oppe på en bjergvej, som man kun kunne passere én ad gangen, så snæver var den; dér havde en stor skare krigsfolk fra Mexiko og Tezcuco overfaldet dem, taget dem til fange og dræbt dem. De fra Tezcuco havde bragt dem til deres by og fordelt dem mellem sig og mexikanerne. De havde bare adlydt hvad der var befalet dem, andet kunne de ikke gøre; og det der var sket var hævn for fyrsten af Tezcuco, Cacamatzin, som Cortés havde holdt i fangenskab, og som var omkommet i kampen på broerne. Dér i byen fandt han meget blod af de dræbte spaniere på murene, for de havde bestænket deres afguder dermed, og der blev også fundet to ansigter, som de havde flået og tilberedt huden af ligesom handskeskind; de havde anbragt dem, med skægget på, som offergave på et af deres altre. Ligeså blev der fundet fire hestehuder, som de havde garvet rigtig pænt; de havde endnu deres hårbeklædning og hestesko og var ophængte ved gudebillederne i deres hovedtempel. Og man fandt en hel del af de dræbte spanieres klæder ophængte som offergaver til samme afguder. Fremdeles fandt man på en marmorblok i et hus, hvor de havde været holdt fangne, følgende ord skrevne med kul: »Her opholdt den ulykkelige Juan Yuste sig som fange tillige med mange andre, der var i følge med mig.« Denne Juan Yuste var en hidalgo, en af de ryttere, som var blevet dræbt dér, og blandt de mest fremragende af dem som Narváez havde haft med sig. Over alt dette blev Sandoval og alle hans soldater rørte og forbitrede; men hvad var der nu at gøre derved ? Der var ikke andet for end at lade nåde gå for ret lige overfor denne bys indbyggere; de var jo flygtede bort med deres koner og børn, eftersom de ikke turde blive, og nogle kvinder, som var blevet tagne tilfange, græd for deres mænd og fædre. Da Sandoval så dette, løslod han de fire fornemme mænd og alle kvinderne og sendte dem ud at hidkalde byens indbyggere. De kom så og bad ham om nåde, hyldede hans majestæt og lovede, at de altid ville være imod mexikanerne og tjene os med al mulig god vilje og venlighed. Da de blev spurgte om det guld, de havde røvet fra tlascaltekerne, dengang de var kommet derigennem, svarede de, at de havde fra tre af dem taget hvad de bar, og at mexikanerne og de fornemme herrer fra Tezcuco havde igen taget det fra dem, for de sagde, at det guld havde tilhørt Montezuma, at han havde taget det bort fra sine templer og givet det til Malinche, dengang han holdt ham i fangenskab. Sandoval marcherede nu ad Tlascala til. Da han var kommet i nærheden af deres hovedstad, hvor kazikerne havde deres sæde, mødte han over 8,000 mand, bærende alt tømmeret og plankerne til brigantinerne; som bedækning fulgte lige så mange med deres våben og fjerprydelser samt 2,000 til, der skulle tjene til afløsning og som transporterede provianten. Som høvdinger over alle tlascaltekerne kom Chichimecatecle, hvem jeg allerede har omtalt i sin tid i vedkommende kapitler som en fremragende og meget tapper indianer, samt to andre af deres ypperste mænd, der hed Tevlipile og Tyutical, desuden andre kaziker og fornemme herrer. Den som havde overopsynet med dem alle, var Martin Lopez, den skibsbygmester som lod tømmeret tilhugge og gjorde tegninger og beregninger til skrogene. Der var også nogle andre spaniere med, men jeg kan ikke huske deres navne. Da Sandoval så dem komme således, blev han meget fornøjet over at han var blevet befriet for den bekymring, for han troede, at han havde været nødt til at blive nogle dage i Tlascala og vente på at få alt tømmeret og plankerne med sig. Derefter marcherede de i to dage, i samme orden som de var i, indtil de kom ind på mexikansk territorium; dér peb og råbte man stærkt efter dem fra bønderhusene og fra kløfterne, og i det hele taget hvor vore folk ikke kunne tilføje dem nogen skade med deres heste og bøsser. Martin Lopez, der havde det hele under sin kommando, sagde nu, at det var bedst, at de marcherede i en anden orden, end de hidtil havde fulgt, for tlascaltekerne havde sagt ham, at de var bange for, at der pludselig skulle vise sig store mexikanske hærstyrker på vejene og slå dem, eftersom de var belæssede og hindrede af provianten. Sandoval fordelte da rytterne, armbrøstskytterne og bøsseskytterne, således at nogle marcherede i fortroppen og de andre på flankerne, og Chichimecatecle, der som høvding gik foran alle tlascaltekerne, befalede han at blive tilbage og følge med bagtroppen tillige med Sandoval. Herover følte denne kazik sig fornærmet, for han troede, at man ikke anså ham for tapper nok; men man talte ham så godt til fornuft, at han syntes det var rimeligt, da han så at Sandoval også blev tilbage ligesom han, og man gav ham at forstå, at mexikanerne plejede altid at angribe trosset, som var bagud. Så snart det var blevet ham rigtig klart, omfavnede han Sandoval og sagde, at det var en hæder, man viste ham derved. Efter igen at have marcheret i to dage ankom de til Tezcuco, og før de rykkede ind i den by, iførte de sig smukke kapper og fjerprydelser og drog frem med trommer og horn i ordnede rækker. Det varede over den halve dag, før hele hæren var rykket ind, række for række, under krigsråb og piben, mens de råbte: »Leve kejseren, vor herre!«, »Kastilien!« og »Tlascala!« Nu var de altså kommet til Tezcuco, og Cortés og nogle af kaptajnerne kom dem i møde, og Cortés gav Chichimecatecle og alle de høvdinger, han havde med, store venskabsløfter. Plankerne og brædderne og alt det andet, der hørte til brigantinerne, blev lagt hen ved grave og bassiner, hvor de skulle bygges. Fra det øjeblik af skyndte man sig i høj grad med at få tretten brigantiner færdige; det var Martin Lopez, som var mester for det hele skibsbyggeri, og han havde andre spaniere til hjælp, nemlig Andrés Nunez, en gammel mand der hed Ramirez, som var blevet halt efter et sår, en der hed Diego Hernandez, som var langsavskærer, nogle indianske tømmermænd samt to smede med deres esser og en der hed Hernando de Aguilar, som hjalp dem at hamre jernet. De skyndte sig allesammen meget, til brigantinerne var færdigbyggede, så at der kun manglede at kalfatre dem og forsyne dem med master, tove og sejl. Da nu dette var sket, må jeg fortælle om hvor stort apparat vi havde i vor lejr med spejdere, lytteposter og vagt ved brigantinerne, for det var jo så nær ved søen, og mexikanerne forsøgte tre gange at stikke ild på dem; vi fangede endda femten indianere af dem, der kom for at stikke dem i brand. Hos dem fik Cortés meget omstændeligt at vide alt, hvad Guatemuz foretog sig og planlagde: det var, at de i intet som helst tilfælde måtte slutte fred, men allesammen falde i kampen eller berøve os livet. Jeg skal her igen berette, hvordan de sendte opfordringer og sendebud omkring til alle de byer, der stod under Mexiko, hvordan han eftergav dem tribut, og hvordan de dag og nat arbejdede på at grave grøfter og uddybe vandet under broerne, bygge meget stærke barrikader, gøre deres spyd og buer i stand og lave nogle meget lange lanser til at dræbe hestene med; som spids på disse anvendte de de sværd, de havde taget fra os den nat, da vi led nederlaget; og de forberedte deres slynger og kastesten og tohåndssværd og stridskøller og al slags krigsredskaber. Men vi vil forlade dette emne og tale igen om vor kanal og grav, hvorigennem brigantinerne skulle sejle ud i den store sø; den var allerede meget bred og dyb, så at der kunne gå temmelig store skibe i den, for - som jeg tidligere har sagt - der var bestandig 8,000 indianske arbejdere beskæftigede med dette værk, nu skal vi høre, hvordan vor Cortés drog ud på et togt til Saltocan.

Da der var kommet henved 15,000 tlascalteker der til Tezcuco med tømmeret til brigantinerne, og de havde været fem dage i denne by uden at udrette noget som er værd at melde, og de ikke havde noget at leve af, men tværtimod manglede det, og da tlascaltekernes hærfører var meget tapper og stolt (jeg har allerede før sagt, at han hed Chichimecatecle), sagde han til Cortés, at han ville gerne ud at gøre vor store kejser en eller anden tjeneste og slås med mexikanerne, både for at vise sine kræfter og sit gode sindelag imod os og for at hævne sig for alle de drab og røverier, de havde begået overfor hans brødre og undersåtter, såvel i Mexiko som i deres eget land. Han bad nu Cortés være så god at tage bestemmelse og sige dem, hvor de skulle gå hen og angribe vore fjender. Cortés sagde, at han satte megen pris på hans gode forsætter, og at han den næste dag ville drage ud imod en by, der hed Saltocan, og som ligger 5-6 mil fra byen. Dens huse var byggede ude i vand; men der var adgang til den inde fra landsiden. Denne by havde han for nogle dage siden sendt bud til tre gange og opfordret dem til at holde fred, men de ville ikke gå ind derpå. Han havde så atter sendt bud til dem ved folkene i Tepetezcuco og Otumba, som var deres naboer; men de ville ikke vide noget af fred, tværtimod behandlede de sendebudene ilde og slog hovedet i stykker på to af dem, og det svar, som de gav, var, at hvis vi kom derhen, så havde de ikke ringere styrke og befæstning end Mexiko: det måtte gerne være når vi syntes; vi skulle nok træffe dem beredte på kamppladsen, og de havde fået det orakelsvar af deres afguder, at de ville få os slået ihjel dér, og afguderne havde rådet dem til at give os dette svar. Derfor beredte Cortés sig til at være personlig med på dette togt; han befalede 250 soldater at følge med ham samt 30 ryttere, desuden Pedro de Alvarado og Cristóbal de Oli, en hel del armbrøstskytter og musketerer, alle tlascaltekerne og en afdeling krigsfolk fra Tezcuco, de fleste af dem fornemme mænd. Kommandoen i Tezcuco betroede han til Gonzalo de Sandoval og sagde, at han skulle passe godt på dem og på brigantinerne og lejren, så at de ikke en skøn nat faldt over os. For jeg har jo sagt, at vi altid var som på gløder, både fordi vi lå så tæt op ad Mexiko og fordi vi var i en så stor by som Tezcuco, hvis naboer allesammen var i slægt med mexikanerne og venner af dem. Han befalede Sandoval og skibsbygmesteren Martin Lopez at få brigantinerne færdige til at løbe af stabelen om 14 dage, så at man kunne gå ombord på dem. Så brød han op fra Tezcuco og drog ud på det omtalte tog med sin hær efter at have hørt messe. På marchen, ikke synderlig langt fra Saltocan, stødte han på nogle store mexikanske troppeafdelinger, som ventede ham etsteds, hvor de mente at kunne få krammet på vore spaniere og få livet af hestene. Men Cortés satte sig selv i spidsen for rytterne, og efter at bøsser og armbrøster var afskudt, sprængte de dem fra hinanden; men de dræbte kun få mexikanere, for de søgte tilflugt i bjergskovene, på steder hvor rytterne ikke kunne forfølge dem. Men vore venner tlascaltekerne fangede og dræbte en tredive stykker. Den nat holdt Cortés hvil i nogle bønderhuse og var meget på sin post, så vi havde nattevagter, ronder og spejdere ude, for han befandt sig i en stærkt befolket egn og fik at vide, at Guatemuz, Mexiko's behersker, havde sendt en stor skare krigsfolk som undsætning til Saltocan; de var sejlet derhen i kanoer ad nogle dybe kanaler. Den næste dag om morgenen begyndte mexikanerne tillige med folkene fra Saltocan at kæmpe med vore, de beskød dem med mange spyd, pile og slyngesten, fra kanalerne hvor de lå, sårede to af vore soldater og mange af vore venner fra Tlascala, og rytterne kunne ikke gøre dem nogen skade, for deres heste kunne ikke komme over kanalerne, der var helt fulde af vand. Og den vej eller dæmning, ad hvilken de plejede at komme ind i byen fra landsiden, havde de for få dage siden ødelagt og gennembrudt og lavet til en dyb kanal fuld af vand. Af den grund kunne vore folk aldeles ikke komme ind i byen eller gøre dem nogen fortræd. Bøsseskytterne og armbrøstskytterne skød ganske vist på bådene; men de havde beklædt rælingerne med brædder og dækkede sig godt i det hele. Da vore soldater mærkede, at de ikke fik noget udrettet og ikke kunne få fat på vejen over dæmningen, som de før havde i sinde at gå, for nu traf de det altsammen fuldt af vand, bandede de over byen og over den frugtesløse ekspedition. De var ovenikøbet halvt skamfulde over at høre mexikanerne og byens indbyggere råbe til dem og skælde dem ud for fruentimmer og sige, at Malinche også var et fruentimmer og ikke nogen tapper mand: han var bare dygtig til at holde dem for nar med ord og løgne. Men nu var der to indianere af dem der var i følge med vore folk - de var fra Tepetezcuco og stod sig meget slet med beboerne af Saltocan -, som sagde til en af vore soldater, at de for tre dage siden havde set, hvordan de havde gennembrudt dæmningen, udgravet den og ledet vandet fra en kanal derind; men ikke meget langt derfra var den endnu ikke blevet gennembrudt og ført ind til byen. Så snart vore soldater havde hørt dette, fulgte de den vej, som indianerne betegnede dem; og i god orden, mens nogle af armbrøstskytterne og bøsseskytterne ladede og andre skød, kom vore soldater allesammen over, lidt efter lidt, ikke alle sammen på én gang, dels svømmende, dels vadende, idet vandet på sine steder gik dem til over bæltestedet; mange af vore venner fulgte efter, og Cortés blev med rytterne inde på fastlandet og ydede dem dækning, for han frygtede for, at de mexikanske hære skulle komme igen og anfalde dem bagfra. Mens vore folk passerede kanalen, som jeg har sagt, skød fjenden ligesom til måls imod dem og sårede mange; men da de var ivrige efter at nå det stykke dæmning, som endnu ikke var gennembrudt, trængte de frem, indtil de fik fat i dem på fast grund og kom ind i byen. De gav dem så til syvende og sidst en sådan overhaling, at de slog mange af dem ihjel, så at de måtte bøde hårdt for deres spotterier. Der fik de en stor del bomuldstøj og guld og andet bytte. Da byen lå ude i søen, lykkedes det mexikanerne og byens egne indbyggere at komme i en fart ned i deres kanoer med al den bagage, de kunne få med, og afsted til Mexiko. Så snart vore folk så, at indbyggerne havde forladt byen, afbrændte de nogle huse: men de turde ikke sove der om natten, fordi det var ude i vandet; derimod gik de tilbage derhen hvor feltherren Cortés ventede på dem. I denne by blev der taget nogle meget gode indianerinder, og tlascaltekerne fik et rigt bytte af tæpper, salt, guld og andre ting. Deres nattekvarter tog de i nogle bøndergårde, hvor der var nogle kalkbrud, en mils vej fra Saltocan. Der blev de sårede forbundne, og en soldat døde få dage efter af et pileskud, han havde fået i halsen. Der blev sat vagter og vedetter ud og passet godt på, for hele denne egn var stærkt befolket med culua'er. Den næste dag marcherede de til en stor by, som hedder Gualtitan, men på vejen blev der hujet og pebet og råbt skældsord efter dem af indbyggerne i landsbyerne der i egnen og af en stor del mexikanere, som havde sluttet sig til disse; da det var i et terræn, hvor de ikke kunne ride, mægtede de ikke at gøre nogen af dem nogen skade, for de var imellem kanaler. De kom så endelig til byen, der var blevet forladt af sine beboere med deres ejendele den selvsamme dag. Om natten sov de der, men havde mange vagter og ronder ude, og den næste dag begav de sig på vej til en stor by, der hedder Tenayuca. Vi plejede at kalde denne by »slangebyen« fra den første gang, vi gjorde togt til Mexiko, for i det største tempel fandt vi to store slangefigurer, der så fæle ud; det var deres afguder, som de tilbad. Men vi vil vende tilbage til vor march. Denne by traf de forladt af dens beboere ligesom den anden, for alle indianerne, der hørte hjemme i dem, havde søgt deres tilflugt i en anden by, som ligger noget længere borte og som hedder Tacuba. Derfra drog han til en anden by, som hedder Escapuzalco - der var vel omtrent en halv mil fra den ene til den anden - som ligeledes var affolket. I dette Escapuzalco var det, at man plejede at smede guld og sølv til den store Montezuma, hvorfor vi havde for vane at kalde den guldsmedebyen. Fra den by drog han hen til en anden by, der - som jeg allerede har sagt - hedder Tacuba og ligger vel en halv mil derfra. I den by var det, vi søgte ind den bedrøvelige nat, dengang vi slagne forlod Mexiko, og dér dræbte de nogle soldater for os, således som jeg har fortalt i vedkommende kapitel. Men vi vil gå videre i vor fortælling. Før end vor hær nåede til byen, var der en stor skare krigsfolk fra alle de byer, som han var kommet igennem, der ventede på ham i åben mark tillige med dem fra Tacuba og en del mexikanere, for Mexiko ligger meget nær derved. Alle disse tilsammen begyndte at hugge løs på vore folk, så at det kneb nok for vor feltherre at få dem splittet fra hinanden ved hjælp af rytterne, og man kom i så tæt håndgemæng, at vore soldater fik drevet dem tilbage ved drøje sværdhug. Det blev imidlertid nat, og de sov da i byen med gode vagter og lytteposter ude. Og havde der været mange mexikanere samlede den forrige dag, så var der endnu mange flere i flok den næste morgen. I god slagorden gjorde de angreb på vore folk, så at de sårede og dræbte nogle soldater; men vore fik dem alligevel til at trække sig tilbage til deres huse og borg, og herved fik vore lejlighed til at trænge ind i Tacuba og brænde og hærge mange af husene. Så snart man fik det at vide i Mexiko, blev det befalet, at mange flere af deres tropper skulle rykke ud fra byen og kæmpe mod Cortés. Der blev aftalt det anslag af dem, at når de kæmpede med ham, skulle de lade som om de flygtede tilbage til Mexiko, og lidt efter lidt få vor hær ind på deres hovedlande vej. Og så snart de havde dem dér, skulle de anstille sig som om de trak sig tilbage af frygt. Denne plan iværksatte de også, og Cortés, der troede, at han havde vundet sejr, befalede, at de skulle forfølge dem til en bro. Så snart mexikanerne mærkede, at de havde Cortés i fælden og broen var passeret, styrtede en talrig mængde indianere sig over ham, - nogle var i både, andre på landjorden og nogle på husenes terrasser -, og bragte ham ved deres voldsomme angreb i en sådan klemme, at det så ud til at han var blevet knust, for ved den bro, han var nået til, kom de så pludselig over ham, at han så godt som ikke kunne stå sig. En fændrik, som bar et banner, blev hårdt såret, mens han søgte at modstå fjendens voldsomme angreb, faldt ned fra broen i vandet med sit banner og var på et hængende hår druknet. Mexikanerne havde allerede fået fat i ham og ville hale ham op i en båd; men han var så stærk og tapper, at. Han undslap tillige med sit banner. Ved dette sammenstød dræbte de fire eller fem soldater og sårede mange af vore. Cortés indså nu, at det havde været dumdristigt og ubetænksomt at begive sig ind på hovedlandevejen, sådan som jeg har sagt, og mærkede, at mexikanerne havde holdt ham for nar, hvorfor han befalede, at alle skulle trække sig tilbage i den bedst mulige orden uden at vende ryg til fjenden, men derimod ansigtet, og imens vi havde dem lige ind på livet af os, skiftedes vi til at bruge våbnene, således at armbrøstskytterne og bøsseskytterne vekselvis ladede og skød og rytterne gjorde nogle indhug; men det var meget få, for deres heste blev straks sårede. Så slap Cortés dengang fra Mexiko's hærmagt, og så snart han var kommet ind på fastlandet, takkede han gud højlig. Dér på dæmningen ved broen var det, at en der hed Pedro de Ircio og som jeg mange gange har omtalt, sagde til den fændrik, der faldt ud i søen med banneret og som hed Juan Volante - det var for at håne ham at han sagde det; de stod sig nemlig ikke godt med hinanden, for en kvindes skyld, der var kommet til landet med Narváez' ekspedition -, at han havde nok undlivet sønnen og ville nu gøre det af med moderen; for på det banner, som Volante bar, var der et billede af Vor Frue, den hellige Jomfru Marie (han beskyldte med dette stikleri den anden for at have jødeblod i sine årer, hvilket var en stor hån mod en spansk adelsmand). Men han havde slet ingen grund til at sige det ord, for fændrikken var en hidalgo og en meget tapper mand, og som sådan viste han sig både dengang og mange andre, og Pedro de Ircio fik siden ikke megen fornøjelse af sit onde sindelag mod Juan Volante. Men vi vil ikke tale mere om Pedro de Ircio. I de fem dage, Cortés var dér i Tacuba, havde han træfninger og sammenstød med mexikanerne og deres forbundsfæller, hvorpå han vendte om og drog tilbage til Tezcuco. Han begav sig samme vej tilbage, som han var kommet, og mexikanerne råbte efter ham, for de mente, at han flygtede - de havde heller ikke uret i den formodning - ventede ham hvor de mente at kunne få bugt med ham og dræbe hestene, og lagde sig i baghold for ham. Men da han mærkede dette, lagde han et baghold for dem, hvorved mange af fjenderne blev sårede, mens Cortés selv mistede to heste ved den lejlighed. Så forfulgte de ham da ikke mere. I store dagsmarcher nåede han til en by, der hører under Tezcuco, hedder Aculman og ligger omtrent to og en halv mil fra Tezcuco. Da vi fik at vide, at han var kommet dertil, drog vi ham i møde med Gonzalo de Sandoval, en stor skare ryttere og fodfolk samt kazikerne i Tezcuco, især Don Hernando, den øverste af dem i byen. Vi glædede os meget ved mødet, for vi havde i over fjorten dage ikke hørt noget om Cortés eller om hvad der var hændt ham. Efter at vi havde ønsket ham velkommen og talt noget med ham om krigssager, vendte vi allerede tilbage den eftermiddag til Tezcuco, for vi turde ikke være borte fra lejren, uden at den var godt bevogtet. Vor Cortés blev her i byen til den næste dag, da han ankom til Tezcuco, hvor der igen gaves ham en højtidelig modtagelse. Eftersom tlascaltekerne nu var blevet rige og havde fuldt op af bytte, bad de om lov til at rejse hjem til deres land; det fik de af Cortés og drog derhen ad en vej, hvor mexikanerne ikke havde spejdere ude efter dem, så at de fik deres ejendom bragt i god behold. Efter fire dages forløb, i hvilke vor feltherre udhvilede sig og skyndte på bygningen af brigantinerne, kom sendebud fra nogle byer på nordkysten, som bad om fred og erklærede sig for undersåtter af hans majestæt. Disse byer hed Tuzapan, Mascalzingo, Navtlan, samt nogle andre småbyer i den provins. De kom med en gave af guld og bomuldstøj, og da de befandt sig lige overfor Cortés, tilkendegav de deres ærbødighed, overrakte deres gave og sagde, at de bad ham være så god at betragte dem som venner, for de ville gerne være kongen af Kastiliens undersåtter. De sagde fremdeles, at dengang mexikanerne dræbte seks teuler ved Almeria og til hærfører havde Quezalpopoca, han som vi til straf lod brænde, så havde alle de byer, der nu indfandt sig, været med til at hjælpe teulerne. Cortés vidste imidlertid godt, at de havde været på mexikanernes side, dengang Juan de Escalante og hans seks soldater blev slået ihjel ved Almeria, sådan som jeg har fortalt i det kapitel, som handler derom; men han hørte dog på dem med megen velvilje, tog imod gaven og deres tilbud om at blive undersåtter af vor herre kejseren og krævede dem ikke til regnskab eller mindede dem om, hvad der var sket, for det var ikke passende tid til at gøre dette: og med gode ord og løfter lod han dem rejse bort. Samtidig kom der bud til Cortés fra nogle andre byer af dem, der havde sluttet venskab med os, og bad om undsætning imod mexikanerne: vi måtte endelig komme dem til hjælp, for en stor mexikansk hærstyrke var rykket imod dem, var trængt ind i deres land, havde ført mange indianere bort som fanger, og havde pryglet andre af dem fordærvet. Så kom også de fra Chalco og Tamanalco og sagde, at hvis de ikke straks fik hjælp, ville de være fortabte, for der var en stor fjendtlig hær kommet over dem, og de klagede sig så ynkeligt og havde et stykke nequentøj med, hvorpå den fjendtlige hær var afmalet, så at Cortés ikke vidste, hvad han skulle sige eller svare dem, eller hvordan han skulle hjælpe både den ene og den anden, for han så, at mange af vore soldater var sårede og syge. Der var død otte soldater af smerter i siden; de havde opkastet størknet blod, blandet med snavs, både gennem munden og næsen, hvilket kom af trykket af rustningen, som vi altid måtte slæbe på, af det at vi bestandig var i felten, og af det støv som vi fik i os. Desuden så han, at der var død tre til fire heste af deres sår, for vi var jo stadig på farten, snart ud og snart tilbage. Derfor svarede han de første byer med indsmigrende ord, at han skulle nok snart komme for at hjælpe dem, men indtil han kom, måtte de se at få hjælp af nogle nabobyer; de skulle vente på mexikanerne i åben mark og samlede tage kampen op med dem; når mexikanerne så, at de gjorde front imod dem og satte sig kraftig til modværge, så ville de blive bange; mexikanerne havde ikke længere så stor en hærmagt til at angribe dem med som før, for de havde mange fjender. Han lod dem sige så mange ord ved vore tolke, at han fik sat mod i dem, og at deres hjerter kom nogenlunde til ro; dog bad de straks om breve til to af deres nabobyer, som var venligsindede imod os, for at få dem til at stå dem bi. Brevene forstod de rigtignok dengang ingenting af, men de vidste nok, at hos os betragtedes de som noget sandfærdigt og at, når de blev sendt, var det ligesom en befaling eller et tegn på, at vi meddelte dem noget vigtigt. De fik dem altså, rejste meget fornøjede bort med dem, viste dem til deres venner og fik disse med sig; som Cortés havde opfordret dem til, mødte de mexikanerne i åben mark og leverede dem et slag, hvorfra de slap ganske godt ved hjælp af vore venner, deres naboer, som de havde givet brevene. Vi skal nu høre om dem fra Chalco. Da vor Cortés indså, at det var meget magtpåliggende for os, at den provins og vej var renset for culua folk, - for (som jeg tidligere har sagt) det var den vej, man skulle frem og tilbage til Villarica de la Vera Cruz og til Tlascala og derfra at vi skulle proviantere vor lejr, da det er en egn der frembringer megen majs, befalede han Gonzalo de Sandoval, der var alguazil mayor, at han skulle gøre sig i stand til at marchere til Chalco næste morgen. Han gav ham tyve ryttere, to hundrede soldater, tolv armbrøstskytter og ti bøsseskytter med samt de tlascalteker, der var i vor lejr, og som var meget få, for vi har jo allerede sagt i dette kapitel, at de allerfleste havde begivet sig hjem til deres land, belæssede med bytte. Han fik også en afdeling krigsfolk fra Tezcuco med sig samt kaptajn Luis Marin, der var hans særdeles gode ven. For at passe på byen og brigantinerne blev Cortés, Pedro de Alvarado og Cristóbal de Oli tilbage. Førend Gonzalo de Sandoval marcherer af til Chalco efter bestemmelsen, vil jeg her fortælle, at da jeg sad og skrev denne beretning om alt hvad der hændtes Cortés på dette tog til Saltocan, så var der tilfældigvis to meget forstandige caballeros tilstede, som havde læst Gomara's historie. De sagde til mig, at jeg havde glemt at skrive om tre ting, som krønikeskriveren Gomara berettede om dette samme togt under Cortés. Den første var, at Cortés gjorde et fremstød mod Mexiko med tretten brigantiner, og havde en stor kamp med Guatemuz' vældige styrke, med hans store kanoer og piragua'er ude i søen; den anden, at dengang Cortés var inde på dæmningen, der førte ind til Mexiko, havde han en forhandling med de mexikanske fyrster og kaziker og sagde til dem, at han ville afskære tilførslerne, så at de kom til at dø af sult; den tredje, at Cortés ikke ville sige til dem i Tezcuco, at han ville til Saltocan, for at de ikke skulle sende dem nogen underretning. Jeg svarede disse samme caballeros, som spurgte mig derom, at dengang var brigantinerne ikke bygget færdige, og hvordan kunne man føre brigantiner over land eller heste gennem søen eller sådan en mængde krigsfolk? Det er jo bare til at le ad, hvad han skriver. Fremdeles svarede jeg, at da han kom ind på dæmningen, sådan som vi har fortalt, havde Cortés svært nok ved at slippe fra det, både han og hans hær, som var halvt slået, og at vi dengang ikke havde indesluttet Mexiko, så vi kunne standse tilførslerne for dem, og de led ikke af sult, og de var herrer over alle deres vasaller. Det som skete mange dage efter, da vi havde dem hårdt i klemme, det anbringer Gomara her. Og når han siger, at han marcherede om ad en anden vej, da han skulle til Saltocan, for at de i Tezcuco ikke skulle få det at vide, så må jeg sige, at de nødvendigvis måtte igennem de byer og landstrækninger, som hørte til Tezcuco, for det var vejen derhen og ikke nogen anden. Han er rent på vildspor i det som han skriver; men så vidt jeg har kunnet mærke, bærer han ikke skylden derfor, men derimod ham der har givet ham underretning, for han har fortalt ham det på den måde for at smøre rigtig tykt på og for at prise den mand, der måske har givet ham penge for det (forfatteren er her, som man ser, ualmindelig slem mod Cortés; det om bestikkelsen findes da også udeladt i Remon's udgave, og senere). Derfor har han fremhævet hvad der angik ham, men ikke berettet om vore heltemodige handlinger. Dette er sandheden. Da de to caballeros, der havde sagt det til mig, hørte dette og klart indså, at det var som jeg havde sagt dem, svor de, at de ville iturive Gomara's historiebog, som de ejede, fordi han fortæller så mange usandfærdige ting, som slet ikke gik for sig. Men vi vil ikke tale mere herom; derimod vil vi vende tilbage til kaptajn Gonzalo de Sandoval, der marcherede ud fra Tezcuco efter at have hørt messe og om morgenen befandt sig i nærheden af Chalco; så skal jeg fortælle, hvad der derefter skete.

Jeg fortalte i forrige kapitel, at de fra Chalco og Tamanalco kom og bad Cortés sende dem hjælp, for der var store mexikanske hærafdelinger samlede og rykkede imod dem, og at de klagede sig så ynkeligt for ham, at han befalede Gonzalo de Sandoval at drage derhen med to hundrede soldater, tyve ryttere, ti til tolv armbrøstskytter og ligeså mange bøsseskytter samt vore venner fra Tlascala og en afdeling krigsfolk, og at han med sig havde kaptajn Luis Marin, fordi han var hans særdeles gode ven, og at han begyndte at marchere efter at have hørt messe, d. 12 marts 1521. Han holdt nattehvil i nogle bøndergårde, der hørte ind under Chalco, og den næste dag om morgenen ankom han til Tamanalco. Kazikerne og krigsøversterne modtog ham vel, gav ham at spise og bad ham straks at begive sig på vej til en stor by, som hedder Guaxtepeque, for der ville han finde hele den mexikanske hærstyrke samlet, enten i selve Guaxtepeque eller på vejen før han nåede dertil, og at alle folkene fra provinsen Chalco ville gå med ham. Sandoval syntes, at det var rigtigt at marchere lige derhen, han stillede sine tropper i orden, og sit nattekvarter tog han i en anden by, der stod under Chalco, ved navn Chimaluacan, for de spejdere, folkene i Chalco havde ude efter culua'erne, kom og meldte, at på marken ikke langt derfra stod den fjendtlige hær, og at den ventede dem imellem nogle kløfter og buskads. Da Sandoval var meget sindrig og rådsnild, stillede han musketererne og armbrøstskytterne forrest og befalede, at rytterne skulle danne rækker, tre og tre sammen, og så snart armbrøstskytterne og musketererne havde affyret nogle skud, skulle alle rytterne angribe dem i kort galop med fældede lanser; de skulle ikke bryde sig om at ramme dem med lanserne undtagen i ansigtet, indtil de fik dem jaget på flugt, og de måtte passe på ikke at bryde deres egne rækker. Fodfolkene befalede han at holde sig stadig sammen og ikke rykke ind på dem, før det blev beordret dem, for det blev ham fortalt, at fjenderne var talrige; det var også tilfældet, og de stod på dette vanskelig tilgængelige terræn, og han vidste ikke, om de ikke havde lavet nogle grave eller opkastet skanser, derfor ville han have sine soldater fuldstændig samlede, at der ikke skulle hændes noget galt. Da de nu marcherede fremad, så han, at de mexikanske hærskarer kom ham i møde fra tre sider under piben og råben og trompeters og paukers lyd, væbnede med alle slags våben, sådan som de plejer. De kom som vilde løver for at støde sammen med vore, og da Sandoval så, at de var så dristige, tog han ikke hensyn til den ordre, han havde givet, men sagde til rytterne, at de skulle straks gøre anfald på dem, før de stødte sammen med vore tropper. Sandoval red selv i spidsen og opmuntrede sine folk med råbet: »Sankt Jakob! Ind på dem!« Ved dette voldsomme angreb blev nogle af de mexikanske skarer halvt sprængte fra hinanden, ikke ganske, så det lykkedes dem atter at forene sig og at modstå os, idet de drog fordel af det vanskelige terræn og kløfterne, for rytterne kunne ikke ride dér, da det var meget svært at komme frem, derfor måtte de holde sig tilbage og kunne ikke forfølge dem. Så måtte da Sandoval atter befale alle sine soldater at gå dem ind på livet i god orden med armbrøstskytterne og bøsseskytterne forrest og de med skjoldene på flankerne: så snart de så, at de blev sårede og kom i en vanskelig stilling, skulle der gives tegn ved et bøsseskud ovre fra den anden side af kløften fil, at rytterne alle som én skulle angribe dem, for at drive dem ud fra det sted, for han tænkte, at han kunne få dem ud på flad jord, som var der i nærheden. Og han beordrede, at vore forbundsfæller skulle være med hertil ligesom spanierne. Det skete som han havde befalet, og ved dette sammenstød fik vore folk mange sår, for det var mange fjender, de havde kæmpet med. Men til syvende og sidst fik de dem dog til at trække sig tilbage, rigtignok til et andet vanskeligt terræn, og Sandoval forfulgte dem med rytterne, men fik kun fat i en tre-fire af dem. Det hændte en af vore ryttere, som var med til denne forfølgelse og som hed Gonzalo Dominguez, at hans hest trillede om på den dårlige vej, så at han kom til at ligge under den, og få dage efter døde han som følge af dette slemme fald. Jeg har fortalt dette her om denne soldat, for denne Gonzalo Dominguez var en af de bedste og tapreste ryttere, som Cortés havde i sin hær, og vi satte lige så stor pris på ham for hans tapperhed i krigen som på Cristóbal de Oli og Gonzalo de Sandoval; derfor følte vi alle stor sorg over hans død. Men vi skal nu atter tale om Sandoval og hele hans hær, der fulgte efter dem, indtil de kom i nærheden af den nævnte by, som hedder Guaxtepeque. Før han nåede derhen, kom der henved 15,000 mexikanere ham i møde og begyndte at indeslutte ham og sårede mange af hans soldater og fem heste; men da det tildels var jævnt land, lykkedes det ham ved den gode orden, han vedligeholdt, at sprænge de to af deres hærskarer med et rytterangreb; de andre skarer vendte dog ryg og flygtede hen ad byen til, hvor de ville oppebie os bag nogle skanser, de havde opkastet. Vore soldater og forbundsfæller fulgte dem imidlertid lige i hælene, så at de ikke fik tid til at vente på os, og rytterne var stadig efter dem på andre kanter, indtil de fik indesluttet sig i selve byen, hvor de ikke kunne få fat på dem. Da Sandoval mente, at de ikke ville komme igen og slås mere med os den dag, bad han sine folk holde hvil; de sårede blev forbundne, og man begyndte at holde måltid, for i den før omtalte by havde de fået meget bytte. Men imens de var i færd med at spise kom to ryttere og to andre soldater, som han havde sendt ud, før de begyndte på måltidet, rytterne som patrulje og soldaterne som blænkere; de råbte: »Til våben, Til våben! Der kommer en stor mexikansk hærskare!« Da de altid var vante til at have deres våben lige ved hånden, kom vore folk i en fart op på deres heste og ud i åben mark. I dette øjeblik var fjenden der, og der leveredes igen en hård træfning. De holdt stand en tid lang bag deres skanser, hvor de sårede nogle af vore folk. Sandoval trængte dog sådan ind på dem med. Rytterne, med bøsseskud og armbrøstskud, og soldaterne med sværdhug, at de fik drevet dem ud af byen op i nogle andre bjergkløfter. Den dag kom de så ikke mere igen. Så snart kaptajn Sandoval så sig fri for disse sammenstød, takkede han gud meget og holdt hvil og sov om natten i en lysthave, som var der i byen. Det var den skønneste have med de største bygninger, som var at se i Ny-Spanien, sandelig i høj grad værd at betragte. Der var så meget at se i den, at den var et helt underværk og visselig en have, der sømmede sig for en stor fyrste; vi kom endda dengang ikke helt rundt i den, for den var 1/4 mil lang (i originalmanuskriptet læses endvidere (overstreget af forfatteren): »Der fandtes i den skønneste orden en stor mængde forskellige frugttræer af alle mulige slags og mangfoldige roser og vellugtende urter, og det var forbavsende at se, hvordan man havde ledet vandet fra en flod derind. Og så de kostelige værelser og deres udsmykning med duftende cedertræ og andre dyrebare møbler og bænke, og mange lysthuse, som var dér i den, allesammen kalkede og forsynede med tusinde malede prydelser, og spadseregangene, hvor grenene var flettede ind i hinanden; i en anden del af haven var der lægeurter og de grøntsager, som var gode at spise i det land.«). Men vi vil ikke tale mere om den have, for nu vil jeg fortælle, at jeg var ikke med på det togt og heller ikke med til at spadsere i den have på den tid, jeg har fortalt om; det skete først tyve dage efter, da jeg kom derhen med Cortés, dengang vi gjorde strejftog omkring til de store byer ved søen, sådan som jeg senere skal melde. Grunden til at jeg ikke var med dengang var den, at jeg var hårdt såret af et lansestød, jeg havde fået i halsen lige ved strubehovedet, så at jeg var i livsfare; jeg har endnu et ar deraf. Jeg fik det ved Iztapalapa, dengang de ville drukne os. Da jeg ikke var tilstede på dette krigstogt, siger jeg i min beretning: »de var«, »de gjorde det«, »sådan gik det dem«, men ikke: »vi gjorde«, »jeg gjorde«, »jeg så«, eller: »dér var jeg med«. Det, jeg har skrevet derom, gik dog ganske sådan til, for man får til sin tid at vide i lejren, hvordan sådan et togt spænder af; derfor kan man ikke trække fra eller lægge til hvad der skete. Nu skal jeg vende tilbage til kaptajn Gonzalo de Sandoval. Da han den nævnte morgen så, at der ikke var mere forstyrrelse af mexikanske krigsfolk, sendte han bud efter kazikerne der i byen ved fem indianere derfra, som de havde taget til fange i de kampe, der havde fundet sted; de to var fornemme mænd. Han lod dem sige, at de ikke skulle være bange, men komme og slutte fred, så skulle det skete være dem tilgivet, og han gav dem endnu flere gode ord. Sendebudene begav sig derhen og forhandlede om fred; men kazikerne turde ikke komme, af frygt for mexikanerne. Samme dag sendte han også bud til en anden stor by, som lå henved to mil fra Guaxtepeque og hedder Acapistla, at de skulle betænke, fred er en god ting, og lade være med at føre krig; de skulle vel lægge mærke til, hvad ende det havde taget med de skarer culua'er, som lå der i byen Guaxtepeque: de havde jo alle lidt nederlag; derfor skulle de tage mod vort fredstilbud og jage de mexikanere ud af deres land, der lå dér som besætning og garnison. Hvis de ikke gjorde det, ville han komme hen og påføre dem krig og straffe dem. Svaret lød, at de kunne gerne komme, når de ville, for de havde i sinde at spise sig ordentlig mætte af deres kroppe og kød og skaffe deres afguder offer deraf. Efter at de havde givet ham den besked, og da kazikerne af Chalco, der var hos Sandoval, vidste, at der i denne by Acapistla lå mange flere mexikanere i garnison, som ville komme og angribe dem i Chalco, så snart de så, at Sandoval var draget bort, bad de ham at begive sig derhen og kaste dem ud derfra. Sandoval havde ikke lyst til at drage derhen, dels fordi han vidste, at han havde mange sårede soldater og heste, og dels fordi han havde måttet levere tre slag, så at han nu ikke ville påtage sig mere end hvad Cortés gav ham befaling til. Der var også nogle caballeros af dem fra Narváez' hær, som han havde i følge med sig, der sagde til ham, at han skulle vende tilbage til Tezcuco og ikke gå mod Acapistla, for det var en stor fæstning, de dér lå i, så der gerne kunne times ham en eller anden ulykke. Men kaptajn Luis Marin gav ham det råd, at han ikke skulle undlade at gå imod den fæstning og gøre hvad han kunne, for kazikerne i Chalco sagde, at hvis de vendte om uden at tilintetgøre den hærmagt, som stod ved den omtalte fæstning, kom det til at gå sådan, at så snart fjenderne så eller fik at vide, at Sandoval gik tilbage til Tezcuco, ville de lige straks være i Chalco. Da vejen fra den ene by til den anden kun var et par mil lang, besluttede han at gå derhen og lod sine soldater ruste sig. Straks da han var kommet så langt, at han kunne se byen, men endnu ikke havde nået den, kom en mængde krigsfolk ham i møde og begyndte at overdænge ham med spyd, pile og slyngesten, så at det var ligesom et helt haglvejr, og de sårede tre heste og mange soldater for ham, uden at han kunne gøre dem noget eller tilføje dem tab. Efter at det var sket, trak de sig op imellem deres klipper og fæstningsværker, og derfra råbte og skreg og peb de og blæste på deres sneglehorn og slog på deres pauker. Da Sandoval så, hvordan sagerne stod, besluttede han at lade nogle af rytterne stige af, men lade resten af dem blive nede på jævn mark for at passe nøje på, at der ikke kom undsætning af mexikanere til dem i Acapistla, imens de angreb denne by. Eftersom han lagde mærke til, at kazikerne fra Chalco, deres krigshøvdinger og en hel del af de indianske krigsfolk ikke gjorde andet end rende rundt og ikke turde indlade sig i kamp med fjenderne, sagde Sandoval til dem i den hensigt at prøve dem og se hvad de ville sige: »Hvad gør i dér? Hvorfor begynder i ikke at kæmpe og storme denne befæstede by? Vi er jo her; vi skal nok forsvare jer.« De svarede, at de dristede sig ikke dertil, fordi de var inde i en fæstning: det var derfor, at Sandoval og hans brødre teulerne var kommet derhen sammen med dem, og ved hjælp af deres tapperhed var det at folkene fra Chalco ville se at få dem jaget ud derfra. Sandoval belavede sig altså på kampen, og alle hans soldater tillige med bøsseskytter og armbrøstskytter begyndte så at klavre op og storme. De fik ganske vist mange sår under denne storm, og hærføreren selv fik et slag i hovedet, og mange af vore venner blev sårede; men alligevel trængte han ind i byen, hvor der blev anrettet et stort blodbad. Det meste af dette anrettede imidlertid indianerne fra Chalco og vore venner fra Tlascala; men efter at de var sprængt fra hinanden og jaget på flugt, brød vore soldater sig ikke om at bruge sværdet imod nogle indianere, for de syntes, at det var grusomhed: de gav sig mest af med at skaffe sig en god indianerinde eller få fat i noget bytte, og hvad de allesammen gjorde var at skænde på vore venner, fordi de var så grusomme, og søge at få dem frataget nogle indianere eller indianerinder, at de ikke skulle dræbe dem. De mexikanske krigere, som havde værget sig dér, begav sig ned mellem nogle klipper i nærheden af byen, og da mange af dem, der søgte skjul i denne kløft, hvor der flød en å, var sårede og blodet løb af deres sår, så blev vandet noget plumret af blod; men det varede ikke længere end det halve af den tid, man kan sige et Ave Maria i, at det således plumredes. Her siger krønikeskriveren Gomara i sin historie, at vore folk måtte døje tørst, fordi floden var farvet med blod. Men hertil kan jeg bemærke, at der var så mange kilder med klart vand nede i byen, at de ikke havde andet vand behov. Da nu dette var sket, drog Sandoval og hele hans hær tilbage til Tezcuco med godt bytte, især en del meget gode indianerinder. Så snart Guatemuz, herskeren i Mexiko, fik at vide sine troppers nederlag, siger man at han blev meget harmfuld derover, ydermere fordi beboerne i Chalco, der var hans undersåtter og vasaller, havde været frække nok til tre gange at føre våben imod dem. I sin vrede besluttede han at udsende en stor krigsmagt, mens Sandoval marcherede tilbage til lejren i Tezcuco. Han samlede dem i byen Mexiko, hvortil kom de tropper, der lå ved søen; og fra over 2,000 store kanoer, bevæbnede med alle slags våben, steg henved 20,000 mexikanere pludselig i land på Chalco's territorium for at gøre dem al den fortræd, de kunne. Det skete så hurtigt, at Sandoval var knap nok kommet til Tezcuco og havde fået talt med Cortés, før der igen indfandt sig sendebud fra Chalco, som var kommet i både over søen, og anråbte Cortés om hjælp; de sagde, at der var kommet henved 2,000 kanoer og henved 20,000 mexikanere i dem, og at de endelig måtte yde dem bistand i største hast. Da Cortés fik dette at høre, havde Sandoval just i samme øjeblik givet møde for at tale med ham og melde, hvad han havde foretaget på sit tog; men Cortés ville i sin forbitrelse ikke høre på Sandoval, for han troede, det var formedelst hans skyld og forsømmelse, at vore venner i Chalco var kommet så galt afsted, og han befalede ham, uden at høre et ord af ham, at begive sig uopholdelig derhen påny: at han skulle lade alle de sårede, han havde med, blive tilbage i lejren og skynde sig af alle kræfter derhen med de raske. Disse ord af Cortés gjorde Sandoval meget ondt; men da han ikke ville høre på ham, brød han straks op til Chalco. Da han kom derhen med hele sin hær, træt af at bære rustning og våben og af den lange vej, hedder det sig, at så snart folkene i Chalco havde erfaret af deres spejdere, at mexikanerne var i færd med at overfalde dem pludselig og at Guatemuz havde fattet den plan imod dem, som jeg har sagt, ville de ikke længere vente på hjælp fra os, men hidkalde beboerne i provinsen Guaxozingo. Disse mødte den selvsamme aften, veludrustede, og forenede sig med folkene i Chalco; det var i alt vistnok over 20,000. Nu var de ikke mere bange for mexikanerne, ventede dem modigt i åben mark og kæmpede mandelig. Rigtignok dræbte og fangede mexikanerne mange af dem, men Chalco folkene slog mange flere ihjel af dem, tog en femten krigshøvdinger og fornemme mænd til fange, og af menige krigsfolk fangede de mangfoldige. Mexikanerne betragtede denne kamp som meget vanærende for dem, fordi det var Chalco folkene, der overvandt dem; det, var meget værre end om vi havde slået dem. Da Sandoval nåede Chalco og så, at der ikke var noget for ham at gøre eller grund til at frygte noget, for mexikanerne ville ikke igen falde på at angribe Chalco, gjorde han omkring og marcherede tilbage med de mexikanske fanger. Herover glædede Cortés sig meget; men Sandoval tilkendegav tydeligt, at han var vred på vor feltherre fra forrige gang, og ville ikke komme til ham og tale med ham, skønt Cortés lod ham sige, at han havde forstået fejl, for han havde troet, at det var Sandoval's forsømmelse, som havde bevirket, at der ikke var rådet bod derpå, siden han jo havde så mange ryttere og soldater med sig, og at han var vendt tilbage uden at kunne tilføje mexikanerne noget nederlag. Herom vil jeg dog ikke tale mere, for Cortés og Sandoval blev senere hen atter gode venner, og Cortés vidste ikke alt det gode, han ville gøre Sandoval, for at stille ham tilfreds. Vi besluttede at brændemærke alle de slavinder og slaver, vi havde taget, som var mange. Men imidlertid ankom der et skib fra Kastilien, og jeg skal nu fortælle hvad der yderligere skete.

Da Gonzalo de Sandoval med sin hær var kommet til Tezcuco med et stort bytte af slaver, og vi ligeledes havde fået mange ved de tidligere krigstog, besluttedes det, at de skulle mærkes. Og så snart det var bekendtgjort, at de skulle bringes hen for at mærkes i et dertil bestemt hus, kom de fleste af alle os soldater derhen med de stykker, vi havde fået, for at de kunne blive forsynede med hans majestæts mærke, nemlig et g, hvilket skal betyde »guerra«, sådan som Cortés og vi andre tidligere havde aftalt; dette har jeg fortalt i vedkommende kapitel. Vi mente, at vi ville få dem tilbage, efter at den kongelige femtedel var betalt, og at hvert enkelt stykke ville blive takseret til sin værdi. Men det gik ikke sådan, for dersom man havde båret sig ilde ad i Tepeaca, sådan som jeg tidligere har fortalt, så blev det meget værre her i Tezcuco. For dengang de havde taget den kongelige femtedel fra, kom der en anden femtedel, som var bestemt for Cortés, og desuden kaptajnernes parter; og den foregående nat, da alle slavinderne var samlede, forsvandt de bedste indianerinder for os. Cortés havde sagt og lovet os, at de gode stykker ville blive solgte ved auktion for deres værdi, men de der var mindre gode, til ringere pris. Dette gik dog heller ikke som det skulle, for kongens betjente, der havde opsyn med dem, gjorde ganske som de havde lyst, så det gik endnu værre til denne gang end sidst. Når vi soldater efter den tid tog nogle gode indianerinder til fange, var der mange af os der gemte dem, for at man ikke skulle tage dem fra os ligesom de forrige, og vi bragte dem ikke hen til mærkningen, men sagde, at de var løbet bort. Og når man var af Cortés' fortrolige venner, bragte man dem om natten hen for at mærkes, idet de takseredes til deres værdi, fik deres brændemærke, og der blev betalt femtedelen; men mange blev hjemme i vore kvarterer. Vi sagde, at det var naboria'er, som på fredelig vis var kommet til os fra nabobyerne og fra Tlascala. Jeg vil også sige, at efter at to eller tre måneder var gået, gik det sådan, at de slavinder, som vi havde hos os i hele lejren, vidste god besked om de enkelte soldater, hvem der var gode og hvem der var onde, hvem der behandlede deres slavinder og naboria'er godt og hvem der behandlede dem dårligt, hvem der havde ry som caballeros og hvem der omtaltes på anden vis, så når de blev solgte ved auktion og kom til at tilfalde nogle soldater, som ikke behagede disse indianerinder eller indianere eller havde behandlet dem ilde, forsvandt de hurtigt, og man så ikke mere til dem. At spørge efter dem, ville være ligesom at søge efter Muhammed i Granada eller skrive: »Til min søn studenten i Salamanca«. Kort sagt, det hele blev skrevet op som gæld i kongens bøger, både auktionspriserne og femtedelene, og da guldet skulle fordeles, var der ingen eller meget få af soldaterne, der fik deres part, for de skyldte det allerede bort og endda meget mere, som kongens betjente siden indkrævede. Men vi vil lade dette fare. Imidlertid kom der et skib fra Kastilien; dér ombord var en der hed Julian de Alderete fra Tordesillas, som var udnævnt til kongelig skatmester, endvidere en der hed Orduna, kaldet »den gamle«, - han kom til at bo i Puebla, og efter at Mexiko var erobret lod han hente nogle døtre derover, han havde, som han fik giftet meget hæderlig bort, - han hørte også hjemme i Tordesillas -, fremdeles en franciskanermunk fra Sevilla, der hed broder Pedro Melgarejo de Urrea og som havde nogle Sankt Peters buller med; med dem fik han sat vor samvittighed i stand, hvis den var blevet noget betynget i krigens tid. Det gik sådan, at efter nogle få måneders forløb rejste munken rig og velforsynet hjem til Kastilien; men andre blev tilbage, mindre velforsynede. Som kommissær, der havde bullerne i sit værge, havde han en med, der hed Gerónimo Lopez og som siden blev sekretær i Mexiko. Der var også en med, som hed Antonio de Carvajal, der nu lever i Mexiko i en meget høj alder og blev kaptajn på en brigantine; fremdeles Gerónimo Ruiz de la Mota fra Burgos, - han blev Orduña's svigersøn efter Mexiko's erobring og var også kaptajn på en brigantine -, samt en der hed Briones og var fra Salamanca. Denne Briones blev hængt her i provinsen Guatemala, fordi han havde gjort mytteri i hæren, fire år efter at han var løbet bort fra Honduras. Der var også mange andre med, som jeg ikke kan huske; ligeledes en vis Alonso Diaz de la Reguera, der kom til at bo i Guatemala og nu lever i Valladolid. Der fandtes mange våben samt krudt ombord i det skib, og eftersom det kom fra Kastilien, var det overhovedet ladet med mange ting, så at vi glædede os over dets ankomst. De nyheder, som det bragte med fra Kastilien, kan jeg ikke rigtig huske; men jeg syntes at de sagde, at biskoppen af Burgos, som nu ikke mere var i gunst, fordi hans majestæt ikke var vel stemt imod ham, siden han havde fået at vide om vore mange gode og fremragende tjenester, - at biskoppen havde plejet at skrive til Nederlandene det modsatte af hvad der virkelig gik for sig, og sådan, at det var til gavn for Diego Velasquez; men hans majestæt fik meget tydelig besked om, at alt det var sandt, som vore udsendinge meddelte ham fra os; derfor ville han ikke høre på hans ord. Dog, vi vil nu vende tilbage til vor fortælling. Da Cortés så, at brigantinerne var færdigbyggede, og at alle vi soldater længtes i høj grad efter at begynde på Mexiko's belejring, og da samtidig de fra Chalco kom igen og sagde, at mexikanerne var i færd med at overfalde dem, og bad om hjælp, lod Cortés dem sige, at han i egen person ville begive sig hen til deres byer og landstrækninger og ikke vende tilbage, før han havde jaget alle fjenderne ud af disse egne. Han lod 300 soldater berede sig til denne kamp, endvidere 30 ryttere, de allerfleste musketerer og armbrøstskytter, som vi havde, samt nogle tropper fra Tezcuco. I følge med ham var Pedro de Alvarado, Andrés de Tapia og Cristóbal de Oli, ligeså skatmesteren Julian de Alderete og munken broder Pedro Melgarejo, som allerede dengang var ankommet til vor lejr. Jeg var også med ved den lejlighed under Cortés selv, for han befalede mig at være med. Hvad der hændtes på denne ekspedition skal jeg nu berette.

Da Cortés havde sagt til dem i Chalco, at han ville bringe dem undsætning, for at mexikanerne ikke mere skulle komme og bekrige dem, for det var besvær nok for os at rende frem og tilbage hver uge og hjælpe dem, udrustede han hele den ovenfor omtalte hær, nemlig 300 soldater, 30 ryttere, 20 armbrøstskytter, 15 bøsseskytter, samt skatmesteren Julian Alderete, Pedro de Alvarado, Andrés de Tapia og Cristóbal de Oli. Munken Pedro Melgarejo var også med, og mig befalede han ligeledes at deltage samt en hel del tlascalteker og nogle af vore venner fra Tezcuco. Han overdrog Gonzalo de Sandoval at passe på Tezcuco og brigantinerne med en anselig hærstyrke, både fodfolk og ryttere. Og en morgen, efter at vi havde hørt messe (det var fredag d. 5 april 1521) drog vi afsted; vi tog vort nattekvarter i Tamanalco, hvor vi fik en meget god modtagelse, og den næste dag marcherede vi til Chalco, for den ene by lå meget nær ved den anden. Dér lod Cortés sammenkalde alle provinsens kaziker og holdt en tale til dem, som oversattes af vore tolke, Doña Marina og Geronimo de Aguilar. Heri gav han dem at forstå, at vi nu ville hen og se om vi kunne få tvunget nogle byer til at holde fred, som lå ved søen, og at vi tillige ville undersøge egnen for at kunne begynde belejringen af Mexiko, og at de tretten brigantiner skulle sættes ud i søen. Han bad dem om at holde alle deres krigsfolk beredte den næste dag, så at de kunne følge med os. Så snart de havde hørt disse ord, erklærede de alle enstemmigt, at det ville de meget gerne gøre. Den næste dag holdt vi nattehvil i en anden by, der stod under Chalco, og som hed Chimaluacan, og dér indfandt der sig så over 20,000 af vore forbundsfæller, både fra Chalco og Tezcuco og Guaxozingo og Tlascala og andre byer; de mødte allesammen, og i alle de togter, som jeg havde været med til, siden jeg kom til Ny-Spanien, havde der aldrig været så mange af vore allierede krigsfolk med os. Jeg har allerede før sagt, at grunden til at der gik så mange af dem med os, var at de ville få bytte, og navnlig at de ville få lejlighed til at mætte sig med menneskekød, hvis der skulle blive leveret slag, for det tænkte de at der nok ville blive. Det er ligesom når en hær i Italien marcherer fra et sted til et andet, så følger ravne og glenter og andre rovfugle efter den, af dem der nærer sig af ligene, som bliver liggende på valpladsen, når der har stået et meget blodigt slag; af samme grund forekom det mig at så mange tusinde indianere fulgte os. Men vi vil vende tilbage til vor fortælling. På denne tid blev der bragt os efterretning om, at en stor hær, både fra Mexiko og fra deres allierede naboland, stod på en slette ikke langt derfra, beredt på at slås med os. Cortés beordrede os at være godt på vagt; og efter at vi havde hørt messe meget tidlig om morgenen, forlod vi byen Chimaluacan, hvor vi havde holdt hvil om natten, og i største orden marcherede vi op ad en klippevej imellem to små bjergkæder. Deroppe var der et befæstningsanlæg, hvor en hel del indianere og indianerinder havde søgt tilflugt. De råbte og skreg og hujede efter os fra deres befæstede stilling; vi brød os dog ikke om at slås med dem, men marcherede videre i tavshed, til vi kom til en stor by ved navn Yuatepeque, som var forladt af sine beboere. Den lod vi også ligge, hvorefter vi kom til en slette, hvor der var nogle kilder med meget ringe vandmængde ; men på den ene side lå der en stor klippe med et fort, som var meget vanskeligt at indtage, hvad vi senere kom til at mærke. Da vi var kommet hen under klippen og så, at den var helt besat med krigere, og at de deroppe fra råbte og overdængede os med sten, spyd og pile, så at tre af vore soldater såredes, bød Cortés os at gøre holdt der og sagde: »Det lader til, at alle disse mexikanere gemmer sig i fæstninger og gør nar ad os, fordi vi ikke angriber dem.« Hermed mente han dem, vi havde ladet blive oppe i bjergene. Derpå befalede han nogle af rytterne og en del armbrøstskytter, at de skulle begive sig rundt om klippen og se, om der var en opgang, der egnede sig bedre til at foretage en storm. De kom imidlertid tilbage og sagde, at det bedste sted var dér, hvor vi var, for ellers var der slet ingen opgang: det var alt sammen bratte klippevægge. Nu befalede Cortés os at storme, og vi begyndte at klatre op med fændrikken Cristóbal del Corral i spidsen samt flere bannere, idet alle vi andre fulgte efter, og Cortés blev nede på sletten med rytteriet for at holde udkig med de mexikanske hærskarer, at der ikke kom nogle og anfaldt vort tros eller os selv. Mens vi bekæmpede fæstningen. Da vi var begyndt at klatre op ad klippen, kastede de indianske krigere, som var deroppe, en sådan mængde meget store sten og klippestykker, at det var frygteligt; det var et vidunder, at de ikke knuste os allesammen, sådan som de kom rullende og hoppende ned. Lige for mine fødder dræbtes en soldat, som hed N N. Martinez fra Valencia og som havde været hushovmester hos en herre til Salva i Kastilien. Han havde en hjelm på hovedet og sagde ikke et levende muk. Vi klavrede dog stadig op, mens »jagthundene« - sådan kaldte vi de store sten, der styrtede ned ad klipperne imod os - kom rullende og væltende og springende, så at endnu to brave soldater blev dræbt, nemlig en der hed Gaspar Sanchez, nevø af skatmesteren på Cuba, og en der hed Bravo, fornavnet husker jeg ikke. Men vi hørte alligevel ikke op med at klatre til vejrs. Så blev der dræbt én soldat til, en rigtig tapper mand, som hed Alonso Rodriguez, og to andre fik slået hovedet fordærvet, og de allerfleste af os fik vore ben ilde tilredte; men vi holdt dog stadig ud og gik fremad. Da jeg dengang var rask til bens, fulgte jeg hele tiden efter fændrikken Corral. Vi var imidlertid kommet ind under nogle kløfter eller huler, som var i klippen, da jeg tilfældigvis stødte på nogle klippestykker, mens jeg klavrede op fra kløft til kløft for ikke at blive knust; dér havde fændrikken Cristóbal del Corral søgt ly bag nogle tykke træstammer med mange torne, som vokser i disse klippehuler. Han var helt forslået i hovedet, ansigtet var ganske blodigt, og benene var itu, og han sagde til mig: »Åh, senor Bernal Diaz del Castillo, nu kan vi ikke komme længere frem; se til at i ikke bliver ramt af »jagthundene« eller af stenpladerne, de kaster ned! Bliv her og søg ly i denne hule!« Vi kunne ganske rigtig knapt nok holde os fast med hænderne, endsige kravle der op til dem. Nu hørte jeg, at Pedro Barba, der kommanderede armbrøstskytterne, samt to soldater kom klatrende op fra klipperevne til klipperevne, ligesom Corral og jeg havde gjort, og jeg råbte til ham oppefra: »Halløj, hr. kaptajn, gå ikke længere op, for i kan hverken holde jer fast med fødder eller hænder; pas på, at i ikke triller ned!« Hertil svarede han som en meget uforfærdet mand (eller måske han ville være den store herre), at her ikke var noget at snakke om, vi skulle bare kravle op. Disse ord ærgrede mig personlig, og jeg svarede: »Så lad os se, om i kan komme herop, hvor jeg er!« Og jeg klavrede et stykke endnu højere op. Men i samme øjeblik kom der en sådan mængde vældig store sten rullende ned oppe fra toppen - de havde gemt dem just til dette øjeblik -, at Pedro Barba blev såret og en soldat dræbt, og de gik nu ikke et skridt længere frem fra det sted, som de var nået til. Nu råbte fændrikken Corral, at man skulle sige til Cortés, på den måde at den ene råbte det til den anden, at længere kunne vi ikke komme op, og at tilbagetoget også var farligt. Da Cortés fik dette at høre, - han stod jo nede på sletten, men dér var også blevet dræbt to-tre soldater og såret syv på grund af den voldsomhed, hvormed »jagthundene« kom styrtende ned, så at han endda var vis på at de allerfleste af os, der var kravlede op, var dræbt eller hårdt sårede, for dér hvor han var kunne han ikke se alle de drejninger, vi måtte gøre under bestigningen af klippen -, så lod han os tilkendegive deroppe, ved tegn og råb og adskillige bøsseskud, at vi skulle gå tilbage. I god orden steg vi da ned igen fra klipperevne til klipperevne, alle med forslået krop, som blodet strømmede ned ad, med sønderrevne bannere og med et tab af otte døde. Da Cortés så os i denne tilstand, takkede han gud. Der blev sagt ham, hvordan jeg og Pedro Barba havde haft et sammenstød, for Pedro Barba sagde det selv til ham, og fændrikken Corral gav en beskrivelse af, hvor stærk klippefæstningen var, og hvordan det var et vidunder, at »jagthundene« ikke havde slæbt af med os allesammen. De fik det da også snart at vide i lejren. Men vi vil ikke fortælle mere om deres snak hen i vejret, men derimod, at store mexikanske hærafdelinger lå og lurede på os, hvor vi ikke kunne se dem eller vide noget om dem, for at komme besætningen på klippefæstningen til undsætning. De tænkte sig nok, hvad der også virkelig var tilfældet, at vi ikke ville kunne klatre op til deres fort, og mens vi var i kamp, havde de aftalt, at både de fra klippen og de selv skulle, hver fra sin kant, falde over os. De kom da også, som aftalt var, for at ile klippefæstningens besætning til hjælp, og da Cortés mærkede, at de kom, befalede han rytterne og alle os at gå dem i møde; det var på jævn mark, at dette skete. På den ene side var der nogle dyrkede marker imellem høje. Vi forfulgte fjenden hen til en anden meget stærk klippefæstning; under denne forfølgelse dræbtes der kun meget få indianere, for de søgte tilflugt hvor vi ikke kunne få fat i dem. Derefter vendte vi tilbage til det fort, vi havde forsøgt at storme. Men da vi fandt, at der ingen vand var (vi havde ikke fået noget at drikke hele den dag, lige så lidt som hestene), for de kilder, jeg før har omtalt, ville ikke give andet fra sig end dynd, eftersom de mange forbundsfæller vi havde, havde styrtet sig over dem, så at de ikke mere ville flyde, brød vi op med vor lejr og begav os til en dyrket slette nedenfor en anden klippefæstning, vel 1 1/2 mil fra den anden. Der troede vi, at vi ville træffe på vand; men det var kun meget lidt. I nærheden af klippen fandtes der nogle morbærtræer af den slags, som vokser der i landet; dér gjorde vi holdt; der var vel en tolv-tretten huse nedenfor fæstningen. Så snart vi var kommet derhen, begyndte de at råbe og at kaste spyd og klippestykker og beskyde os med pile oppefra. I dette fort var der endnu mange flere krigsfolk end i det første; og det var ovenikøbet langt stærkere, som vi siden fik at se. Vore bøsseskytter og armbrøstskytter beskød dem; men de var så højt til vejrs og så godt dækkede, at de ikke kunne tilføje dem nogen skade. Og klatre derop og storme var ikke muligt. Vi prøvede rigtignok to gange derpå, for der gik en sti op bag husene, og det lykkedes os at komme to gange rundt om klippen ad den; men derfra blev det værre endnu end ved den første, så at vi ikke vandt synderlig berømmelse ved denne fæstning, så lidt som ved den første, men mexikanerne og deres forbundsfæller blev de sejrende. Den nat sov vi i denne morbærplantage, halvdøde af tørst, og der blev truffet den aftale for næste dag, at alle armbrøstskytterne og bøsseskytterne skulle klavre op på en anden klippe, som fandtes i nærheden af den store, for dér kunne de komme op, skønt ikke let, og derfra ville deres armbrøster og bøsser kunne nå den befæstede klippe, så de kunne angribe den. Cortés befalede Francisco Verdugo og skatmesteren Julian de Alderete, der gjorde sig til af at være gode armbrøstskytter, og Pedro Barba, som jo var kaptajn, at føre dem, og alle vi andre soldater skulle lade som om vi klatrede op (stedet er noget uklart, da der jo (se det følgende) virkelig foretoges et stormangreb på den kant) ad de stier, der førte op fra husene, således som jeg har sagt. Så begyndte vi da også på stormen; men de kastede en sådan mængde store og små sten ned på os, at de sårede mange soldater, og ordentlig til vejrs kunne vi oven i købet ikke komme, for det kneb nok for os med at holde os fast med hænder og fødder. Mens det gik os således, kunne armbrøstskytterne og bøsseskytterne nå dem med deres skud fra den omtalte klippe; og vi havde således kæmpet henved en halv time med dem, da gud, vor herre, ville, at de besluttede at overgive sig. Grunden hertil var, at de intet vand havde, for der var en stor mængde mennesker på klippen, på et fladt terræn, som fandtes deroppe; både mænd og kvinder og børn og almue havde søgt ly dér fra hele omegnen. For at vi skulle forstå dernede, at de oppe på klippen ville slutte fred med os, vinkede kvinderne nedad med nogle tæpper og slog hænderne imod hinanden, idet de tilkendegav, at de ville ælte brød eller kager til os, og krigerne skød ikke mere med spyd eller pile og kastede ikke flere sten. Så snart Cortés mærkede dette, befalede han, at der måtte ikke tilføjes dem mere fortræd, og lod dem vide ved tegn, at fem fornemme mænd måtte komme ned og forhandle om overenskomst. De kom så også ned og bad med stor underdanighed Cortés om at tilgive dem, at de havde begivet sig op der til fortet for at søge værn og forsvare sig. Cortés sagde til dem i en noget vred tone, ved vore tolke, Doña Marina og Aguilar, at de fortjente at lide døden, fordi de havde begyndt kampen; men siden de nu ville holde fred, så skulle de straks gå hen til den anden klippefæstning og hidkalde de kaziker og fornemme mænd, som var dér, og bringe os vore døde; så skulle det skete være dem tilgivet. Men hvis de ikke ville holde fred, så ville vi komme og belejre dem, til de var døde af tørst, for vi vidste godt, at de intet vand havde, eftersom der kun er meget lidt i hele den egn. De gik derhen for at hidkalde dem, sådan som der var sagt til dem. Vi vil ikke tale mere herom, før de vender tilbage med svaret; men derimod vil vi fortælle, at imidlertid samtalede Cortés med munken Melgarejo og skatmesteren Alderete om de kampe, vi havde bestået, før de var kommet med til belejringen af klippefæstningen, om mexikanernes store magt, om de store steder, som vi havde set, siden vi kom fra Kastilien; og de sagde, at dersom vor herre kejseren blev underrettet om sandheden, i modsætning til det, som biskoppen af Burgos skrev til ham, ville han sende os store nådestegn, for de kunne ikke mindes, at nogen konge i hele verden var blevet tjent bedre end vor konge af os, der erobrede så mange byer uden at han fik det ringeste derom at vide. De førte endnu mange flere samtaler; men dem vil jeg ikke anføre. Cortés befalede fanebæreren Corral og to andre officerer, nemlig Juan Xaramillo og Pedro de Ircio, og så mig, der var tilstede dér sammen med dem, at vi skulle stige op på klippen og undersøge, hvordan fæstningen var, og om der lå mange indianere, som var sårede eller dræbte af armbrøstbolte eller bøssekugler, og hvor mange folk der havde søgt tilflugt deroppe. Da han gav os denne befaling, tilføjede han: »Men hør, senores, i må endelig ikke tage et eneste majskorn fra dem.« Så vidt jeg kunne forstå, mente han dermed, at vi skulle stikke godt til os; derfor sendte han os derop og befalede mig at følge med de andre. Da vi var steget op ad en sti, så vi, at den fæstning var stærkere endnu end den første, for klippevæggen var brat afskåren, og da vi var kommet derop og skulle ind i fæstningen, var åbningen ikke videre end som man vil sige det dobbelte af den til en kornkælder eller til en bagerovn. Og da vi var oppe på toppen, hvor der var fladt, så vi nogle enge af betydelig omkreds, der var fulde af mennesker, både krigsfolk og mange kvinder og børn, og vi fandt omtrent tyve døde og en hel del sårede. De havde ikke en dråbe vand at drikke og havde pakket alle deres sager og ejendele sammen foruden en stor del bylter tæpper, som hørte til den afgift, de betalte Guatemuz. Da jeg nu så disse mange pakker tøj og fik at vide, at det var noget af afgiften, begyndte jeg at læsse på fire tlascalteker, der var mine naboria'er, som jeg havde med mig, og jeg lod også fire andre indianere af dem, der havde det i varetægt, hver tage en pakke. Da Pedro de Ircio så dette, sagde han, at jeg måtte ikke tage det; men jeg svarede jo; da han var officer, gik det imidlertid som han ville have, for han truede mig med, at han ville fortælle det til Cortés. Pedro de Ircio sagde, at han havde nok lagt mærke til hvad Cortés havde sagt, at vi ikke måtte tage et majskorn fra dem; hvortil jeg sagde, at det var sandt nok, men netop ved disse ord ville han udtale ønsket om at få noget af det tøj. Han lod mig dog ikke tage noget med, og vi gik ned igen for at gøre Cortés regnskab for hvad vi havde set, og hvordan vi havde udrettet vort ærinde. For at stille mig i et slet lys hos Cortés fortalte Pedro de Ircio ham, hvad der var hændet, hvilket morede ham meget. Da han først havde berettet ham, hvad der var deroppe, sagde han: »Der blev slet ikke taget noget fra dem, skønt Bernal Diaz del Castillo allerede havde belæsset otte indianere med tøj, og hvis jeg ikke havde forhindret det, så ville han være kommet herned med dem.« Så sagde Cortés halvt vred: »Hvorfor kom han da ikke med dem, og hvorfor blev i ikke deroppe med tøjet og indianerne?« Han tilføjede: »At de ikke forstod mig bedre! Jeg sendte dem jo derop, for at de skulle få fordel deraf. Bernal Diaz forstod mig; men ham fratog man det bytte, han havde taget fra disse hunde, som nu vel ler ad os, efter at have dræbt og såret adskillige af vore.« Så snart Pedro de Ircio hørte dette, ville han afsted igen op til fæstningen; men Cortés sagde, at nu var øjeblikket dertil forbi, og at de på ingen måde måtte gå derop. De kom nu fra den anden klippefæstning, og efter adskillige underhandlinger og løfter om tilgivelse for hvad der var sket, hyldede de alle hans majestæt. Da der ikke var vand i omegnen, begav vi os på march til en anselig by, som jeg tidligere har omtalt, nemlig i forrige kapitel, og som hedder Guaxtepeque. Det er dér hvor den have er, som jeg har sagt var den bedste, jeg har set i hele mit liv. Jeg gentager dette her, for skatmesteren Alderete, munken broder Pedro Melgarejo og vor Cortés, som fik den at se denne gang og spadserede noget i den, var forbavsede derover og sagde, at i Kastilien havde de ikke set nogen have, der overgik den. Den nat havde vi vort kvarter i den, og kazikerne der i byen kom for at gøre Cortés deres opvartning, for de havde allerede indfundet sig hos Gonzalo de Sandoval i fredelig hensigt, dengang han rykkede ind i byen, sådan som jeg har beskrevet det vidtløftigere i forrige kapitel, som handler derom. Den nat holdt vi altså hvil dér, og meget tidlig den næste dag marcherede vi til Carnavaca, udenfor hvilken vi traf på nogle skarer mexikanske krigsfolk, som havde gjort udfald fra den by; rytterne forfulgte dem over halvanden mil, til de søgte ind i en anden stor by, der hedder Tepuzlan, hvis beboere var så lidt forberedte på vort ankomst, at vi kom over dem, førend deres spejdere havde indfundet sig, som de havde haft ude efter os. Her fik vi meget gode indianerinder og bytte. Ikke én mexikaner eller nogen af byens egne folk mødte os dér; vor Cortés opfordrede da kazikerne tre-fire gange til at give møde i fredelig hensigt: hvis de ikke kom, ville han opbrænde deres by, og så ville vi komme efter dem. Deres svar lød, at de ville ikke komme. For at indjage andre byer skræk befalede han at stikke ild på halvdelen af de omliggende huse; så kom kazikerne fra den by, vi havde passeret den dag, og som hed Iautepeque, og hyldede hans majestæt. Næste dag marcherede vi imod en anden, meget bedre og større by, som kaldes Coactlavaca (nu fordrejer vi i almindelighed dette ord, og kalder den Cuernavaca (af to spanske ord: cuerao (hoin) og vaca (ko)); inde i den by var der mange krigsfolk, både mexikanere og byens egne folk, og den var stærkt befæstet med grave, fulde af vand; de var meget dybe, over otte gange en mands højde, men der var ikke meget vand i dem; det var dog ingen ringe fæstning for de indfødte. Der var heller ingen adgang for hestene undtagen over to broer, men dem havde de afbrudt, så at vi ikke kunne komme ind i den, skønt vi angreb dem fra denne side fæstningsgraven. De beskød os med spyd, pile og slyngesten, så tæt som et haglvejr. Men imidlertid kom man og meddelte Cortés, at en halv mils vej længere henne var der et sted, hvor hestene kunne komme frem; han begav sig straks derhen med alle rytterne, mens vi søgte at finde et sted hvor vi kunne komme over. Da så vi, at der var et sted hvor der stod nogle træer ved fæstningsgraven; dér kunne man komme over på den anden side af den dybe grav; der styrtede rigtignok tre soldater fra træerne ned i vandet, og den ene brækkede endda benet; men vi slap dog over, skønt det var en meget farlig historie. Hvad mig angår, kan jeg sandelig sige, at det forekom mig meget farligt og svært at slippe over, og jeg blev svimmel i hovedet; alligevel kom jeg over tilligemed flere af vore soldater og en hel del tlascalteker. Nu begyndte vi at falde mexikanerne i ryggen, mens de kastede sten og spyd og skød pile imod vore; da de opdagede os - for de havde troet det umuligt -, tænkte de, at vi var mange flere, end vi var. I samme øjeblik kom Cristóbal de Oli og Andrés de Tapia med nogle andre ryttere, der med stor livsfare havde passeret en ødelagt bro. Vi trængte ind på fjenderne, så at de vendte ryg og flygtede ud i bjergskovene og i smuthuller i den dybe fæstningsgrav, hvor vi ikke kunne få fat på dem. Kort efter kom Cortés også til med alle de øvrige ryttere. I denne by blev der taget et anseligt bytte, både af meget store tæpper og gode indianerinder. Og Cortés befalede os at blive der den dag; vi fik alle kvarter i en have, som tilhørte byens fyrste, og som var meget køn. Jeg har jo sagt mange gange i denne fortælling, hvor omhyggelige vi var med at sætte vagter og lytteposter og vedetter ud, hvor vi så opholdt os, og på marchen med, så det vil være altfor vidtløftigt at gentage det så mange gange; derfor vil jeg gå videre. Vore blænkere kom og meddelte Cortés, at der nærmede sig en snes indianere og man kunne se på deres holdning og udseende, at det var kaziker og fornemme mænd, der overbragte budskab eller bad om fred. Det var kazikerne dér i byen, og så snart de kom hen hvor Cortés var, viste de ham megen ærbødighed, overrakte ham nogle guldsager og bad ham tilgive dem, at de ikke var kommet os fredelig i møde, for herskeren i Mexiko havde sendt dem den befaling, at de skulle sætte sig til modværge mod os, siden de jo var i en fæstning, og sagt at han afsendte en anselig mexikansk hærafdeling til undsætning; men nu havde de set, at der ikke var noget til, hvor stærkt det så var, som vi ikke kunne overvinde og bemægtige os, og de bad ham være så nådig at skænke dem fred. Cortés viste dem et venligt åsyn og sagde, at vi var undersåtter af en stor fyrste, der hed kejser Karl, og som gjorde godt mod alle dem, der ville tjene ham; i hans kongelige navn skænkede han dem fred, og de hyldede dér hans majestæt. Jeg erindrer, at disse kaziker sagde, det var til gengæld for at de ikke før havde villet slutte fred, at vore guder havde tilladt deres at tage straf over deres personer og ejendele og landsbyer. Hermed vil jeg forlade dem. Den næste dag, ganske tidlig om morgenen, begav vi os på marchen til en anden stor by, som hedder Suchimilco, og jeg skal nu fortælle, hvad der hændtes os på marchen, i byen og i kampene, som de leverede os, indtil vi kom hjem igen til Tezcucu.

Da vi nu altså var på marchen til Suchimilco, som er en stor by, hvis fleste huse er byggede ude i ferskvandssøen (det var henved halvtredje mil fra Mexiko), da vi nu altså var på marchen i bedste orden og med al mulig mandstugt, sådan som vi plejede, kom vi igennem nogle fyrreskove. Der var ikke noget vand på hele vejen, og da vi havde vore rustninger og våben at slæbe på, og det allerede var sent på dagen og solen skinnede stærkt, plagedes vi meget af tørst, og vi vidste ikke, om der fandtes vand længere fremme på vor vej, efter at vi allerede havde marcheret to-tre mil; heller ikke vidste vi med sikkerhed, hvor langt borte en brønd var, som man sagde fandtes på vejen. Da Cortés så, at hele vor hær var udmattet, at vore venner fra Tlascala faldt om af mathed og en af dem døde af tørst, og jeg tror at en af vore soldater, der var gammel og svag, ligeledes døde af tørst, besluttede han at gøre holdt i skyggen af nogle fyrretræer og befalede seks ryttere at ride forud ad Suchimilco til og undersøge, hvor langt borte der lå nogen by eller nogle bøndergårde eller den brønd, som vi havde hørt skulle findes i nærheden; dér ville vi så holde nattehvil. Da rytterne var reddet afsted (det var Cristóbal de Oli, en der hed Valdenebro, Pero Gonzales de Trujillo og tre andre meget tapre mænd), fandt jeg på at begive mig bort ad en vej, hvor hverken Cortés eller rytterne kunne se mig; tillige med tre af mine naboria'er fra Tlascala, meget modige og raske folk. Jeg fulgte efter de andre (nemlig de seks ryttere) til de bemærkede, at jeg kom efter, og de ventede så på mig i den hensigt at få mig til at vende om igen, for de var bange for, at der skulle ske et overfald af mexikanske krigsfolk, som jeg ikke ville kunne slippe fra (Bernal var nemlig til fods). Jeg påstod imidlertid, at jeg ville følges med dem, og Cristóbal de Oli, hvis ven jeg var, sagde, at jeg jo kunne komme med, og at jeg skulle holde mine næver parat til at slås og mine ben til at bringe mig i sikkerhed, hvis der kom nogen fare på. Så tørstig var jeg, at jeg satte mit liv i vove for at slukke min tørst med vand. Da vi var kommet vel en halv mil frem, nåede vi et sted, hvor der var mange bøndergårde og huse, som hørte ind under Suchimilco, på skrænten af en lille bjergkæde. Nu begav rytterne sig ud for at søge efter vand omkring i husene; de fandt da også noget og stillede deres tørst. En af mine tlascalteker hentede fra et af husene noget meget koldt vand i en stor krukke til mig (dér i landet bruger de sådanne store krukker), og både jeg selv og de drak af hjertens lyst. Jeg besluttede så at vende tilbage derfra til det sted, hvor Cortés holdt hvil, for beboerne af disse bøndergårde begyndte allerede at råbe og pibe efter os. Tillige med tlascaltekerne bar jeg krukken afsted, fyldt med vand, og jeg traf da Cortés i færd med at sætte sig i bevægelse med sin hær. Jeg sagde ham, at der var vand i nogle bøndergårde meget nær derved, at jeg havde drukket og at jeg havde vand i krukken, som tlascaltekerne holdt noget skjult af frygt for, at de skulle tage det fra mig, for tørsten kender jo ikke til love. Cortés og nogle andre caballeros drak deraf, og han såvel som alle de andre blev glade og skyndte sig at marchere afsted, så at vi kom til bøndergårdene før solnedgang. Vi fandt vand i husene, dog ikke meget. Af tørst og sult spiste nogle soldater nogle planter, der lignede tidsler, så at nogle af dem rev hul på deres tunge og mund. I dette øjeblik kom rytterne tilbage og sagde, at brønden lå langt borte, og at hele landet allerede var i oprør og beredte sig til kamp, så at det var bedst, at vi holdt vor nattehvil dér. Der blev sat vagter, spejdere og patruljeryttere ud, og jeg var en af dem, der blev stillede på vagt; så vidt jeg kan huske, regnede det lidt den nat, eller også blæste det en del. Meget tidlig den næste morgen begyndte vi at marchere, og omtrent kl. 8 nåede vi Suchimilco. Man kan knap tænke sig den mængde krigere, som stod og ventede på os, nogle inde på land, andre ude på en bro, de havde afbrudt, og de mange skanser og barrikader, de havde lavet, og lanserne, de havde forfærdiget ved hjælp af de sværd, som de havde erobret, dengang de nedhuggede så mange af os på broerne udenfor Mexiko. En hel del indianske høvdinger havde allesammen nogle af vore klinger anbragte på lange lanser, der skinnede vidt og bredt. Og der var bueskytter, og der var nogle væbnede med kløftede spyd, med slynger og med tohåndssværd, ligesom paradesværd, lavede med stenod. Der var helt fuldt af dem inde på landjorden, og da vi ville over broen, kæmpede de en halv times tid med os, uden at det lykkedes os at storme; armbrøster og bøsser forslog ingenting, heller ikke vore kraftige indhug, og det værste af det hele var, at der nu kom flere andre skarer af dem og faldt os i ryggen. Da vi så dette, banede vi os vej igennem vandet og op på broen, nogle svømmende, andre springende over; og der var nogle af vore soldater, som absolut ville drikke af det vand, som var under denne bro, og drak så meget, at deres buge svulmede op. I kampen om broen blev mange af vore folk sårede. Derefter drev vi dem med gode sværdhug op ad nogle gader på den faste jord; men rytterne under Cortés' egen befaling måtte inde på fastlandet døje et sammenstød med over 10,000 indianere, allesammen mexikanere, friske tropper, som kom for at undsætte byen, og som kæmpede på den måde, at de tog imod rytterne med deres lanser, så at fire af dem blev sårede. Og Cortés, som var med i dette tætte håndgemæng, havde det uheld, at den hest, han red på, og som ellers var meget god - den var mørk kastaniebrun, og kaldtes »el romo« (betyder »braknæse«, også »mulæsel«) - enten var blevet for tyk eller var mat, fordi den havde haft altfor megen hvile, så den sank sammen. De talrige mexikanske fjender lagde hånd på Cortés og rev ham ned af hesten; nogle sagde, at de væltede både ham og den. Enten det nu var det ene eller det andet, vist er det, at hesten og han styrtede til jorden, og samtidig strømmede mange flere mexikanske krigere til for at prøve, om de kunne fange ham levende. Da nogle tlascalteker og en meget tapper soldat, der hed Cristóbal de Olea (han var fra egnen om Medina del Campo i Gammel Kastilien), opdagede dette, ilede de til og gjorde ryddeligt omkring ham ved hjælp af kraftige kårdestød og sværdhug. Cortés steg da til hest igen, uagtet han havde fået et stort sår i hovedet, og Olea var blevet ilde tilredt af tre hug. Så kom de fleste af os soldater, som var i nærheden, hen til dette sted, for vi kunne jo ikke allesammen kæmpe samlede ved denne lejlighed, da der var så mange fjendtlige krigsfolk i hver af byens gader og vi jo måtte følge vore bannere, men nogle måtte kæmpe på én kant og andre på en anden, sådan som Cortés havde befalet. Vi kunne jo imidlertid mærke, at dér hvor Cortés og rytterne befandt sig var der meget at gøre, for vi kunne høre en vældig skrigen og hylen og råben og piben; kort sagt, skønt der var mange fjendtlige krigsfolk dér hvor vi var, trængte vi med stor livsfare hen hvor Cortés befandt sig. Omtrent femten ryttere havde sluttet kreds om ham, og de var i kamp med fjenderne ved en kanal, hvor der var anlagt nogle barrikader. Da vi kom derhen, fik vi dem drevet på flugt, uden at de dog helt vendte ryg. Eftersom soldaten Olea, der kom vor Cortés til hjælp, var hårdt såret af tre sværdhug og blodet løb fra ham, og byens gader var fulde af krigsfolk, sagde vi til Cortés, at han skulle søge værn bag nogle skanser og se at blive forbunden, såvel som Olea og hesten. Derefter gik vi atter tilbage, ikke uden at blive overdængede med spyd, sten og pile, hvormed de beskød os fra de kanter, hvor de havde opkastet skanser og barrikader; mexikanerne troede, at vi var på tilbagetoget og forfulgte os heftig. I dette øjeblik kom Andrés de Tapia og Cristóbal de Oli og alle de andre ryttere, som havde været på en anden kant af valpladsen; blodet løb ned ad ansigtet på Oli, og hans hest blødte også, og alle de andre havde hver fået sit sår. De sagde, at de havde kæmpet med så mange mexikanere ude på den åbne mark, at de ikke kunne stå sig. Det lader til, at dengang vi stormede den omtalte bro, delte Cortés sin rytterskare i to dele, således at halvdelen red den ene vej og halvdelen den anden, og hver af dem forfulgte nogle af de mexikanske hærskarer. Vi var just i færd med at forbinde de sårede og salve deres sår med kogende varm olie, da der lød høje råb og trompeter, sneglehorn og trommer fra nogle gader på fastlandet, og der kom en mængde mexikanere hen imod en gård, hvor vi var beskæftigede med at forbinde de sårede, kastede spyd og sten uventet på os og sårede mange af vore soldater. Men de fik ikke megen fornøjelse af den ekspedition, for vi gjorde i en fart indhug på dem, og en stor del af dem faldt for vore sværdhug og kårdestød. Snart var også rytterne efter dem og dræbte mange; ved den lejlighed blev der dog tre heste sårede. Vi fik dem da drevet bort fra denne gård, og så snart Cortés så, at der ingen flere fjender var, begav vi os hen til en anden stor plads for at udhvile os; dér lå byens hovedtempel, og mange af vore soldater steg op til den højeste cu, hvor de havde deres afguder; derfra så de den store by Mexiko og hele søen, for deroppe fra beherskede man det hele. Derfra så de også henved 2,000 kanoer, fulde af krigere, komme fra Mexiko: de styrede lige mod det sted, hvor vi var, for den næste dag fik vi at vide, at Guatemuz, Mexiko's behersker, sendte dem over for at angribe os om natten eller om dagen. Samtidig afsendte han ligeledes 10,000 krigere over land, for at de kunne gøre os det så hedt både fra den ene og fra den anden kant, at ikke en af os slap levende bort der fra byen. Han havde også 10,000 mand friske tropper i beredskab som reserve, når angrebet skete. Dette fik vi at vide den næste dag af fem mexikanske høvdinger, som vi tog til fange i slaget, men vorherre ordnede det bedre, for da denne store flåde af kanoer kom, kunne vi straks tænke, at det var os, den ville i lag med, hvorfor vi passede på at holde udmærket vagt i hele vor lejr. Vi var fordelte ved sluserne og kanalerne, hvor de ville komme ind og gå i land, hestene stod hele natten opsadlede og optømmede på dæmningen og inde på landjorden, og alle kaptajnerne, Cortés med, var på vagt og inspicerede posterne hele natten. Jeg og to andre soldater blev stillede på vagt oppe på nogle kampestensmure, og vi havde mange kastestene, armbrøster, musketter og lanser i beredskab for det tilfælde, at der skulle komme nogle kanoer ind i en kanal nærved, hvor der var landgangssted, så at vi kunne sætte os til modværge og drive dem tilbage. Nogle andre soldater blev satte på vagt ved en anden kanal. Da nu jeg og mine kammerater stod dér og passede på, hørte vi en hel del kanoer komme roende ganske stille for at landsætte folk dér hvor vi var. Vi holdt dem i afstand ved stenkast og med lanserne, så at de ikke turde gå i land, og samtidig sendte vi en af vore kammerater hen til Cortés for at afgive melding. Men imidlertid kom der igen en stor del kanoer med krigsfolk ombord og begyndte at kaste mange spyd og sten og beskyde os med pile. Vi satte os igen til modværge, men to af vore soldater fik hovedet slået fordærvet. Da det var meget mørk nat, roede kanoerne tilbage til hovedstyrken af flåden, hvor høvdingerne var, og de begav sig allesammen hen for at gå i land ved en anden dyb kanal. De er ikke vante til at kæmpe om natten, derfor forenede de sig alle med de tropper, som Guatemuz havde sendt over land, så at det i alt blev over 15,000 indianere. Jeg må også fortælle - dette er ikke for at prale deraf - at da vor kammerat kom og meldte Cortés, at en stor del kanoer med krigsfolk var kommet, sådan som jeg har sagt, til det indløb hvor vi holdt vagt, kom Cortés selv hen for at tale med os, ledsaget af ti ryttere, og da han var kommet os nær uden at sige noget, råbte jeg og en portugiser, Gonzalo Sanchez fra Algarve: »Hvem dér? Kan i ikke tale? Hvem er det, der kommer? Eller hvem er befalingsmand?« Og så kastede vi tre-fire sten ned imod ham. Så snart Cortés genkendte mig og min kammerat på stemmen, sagde han til skatmesteren Julian de Alderete, til broder Pedro Melgarejo og til Cristóbal de Oli, som var øverste for rytterne, hvilke gjorde ronde sammen med ham: »Her behøver vi ikke mere sikkerhed, for her er to mand med på vagt, som er af de første der kom her til landet med mig; dem kan vi godt stole på, både hvad denne vagt angår og, om det så var, i endnu vigtigere sager.« Derpå råbte de os an og sagde, at vi skulle passe på, for det var et farligt sted, vi stod på, hvorefter de gik hen at inspicere andre poster. Mere sagde de ikke; men imens jeg mindst tænkte derpå, hørte vi, at de kom trækkende med to soldater og gav dem pisk på grund af deres vagt; det var nogle af Narváez' folk. Der er en anden ting, som jeg skal omtale, og det er, at vore bøsseskytter havde ikke mere krudt, og vore armbrøstskytter ikke flere bolte; den forrige dag havde de nemlig været så ivrige, at de havde brugt dem op. Samme nat befalede Cortés da armbrøstskytterne at tage alle de pile, som de kunne få fat i, gøre dem i stand, sætte fjer på og forsyne dem med spids, for på vore togt havde vi altid flere dragter ammunition med, nemlig omtrent fem dragter kobberspidser og hele apparatet til at lave pile med, hvor vi så kom hen. Hele natten var da alle armbrøstskytterne beskæftigede med at sætte fjer og spidser på, og Pedro Barba, som var deres fører, veg ikke fra dem under dette arbejde, og Cortés kom fra tid til anden hen og så på det. Da det var blevet højlys dag, kom alle de mexikanske hærskarer og omringede os på den plads, hvor vi befandt os; men da de aldrig traf os uforberedte, huggede vi ind på dem, rytterne på den ene kant, for det var jo inde på fast grund, og vi på den anden med hjælp af vore venner tlascaltekerne, så at vi sprængte dem fra hinanden. Her blev så dræbt og såret en tre stykker af deres høvdinger (de døde den næste dag af deres sår), og vore venner gjorde en god fangst; der blev fanget fem fornemme mænd, og det var af dem, vi fik underretning om, hvad Guatemuz havde befalet, sådan som jeg har fortalt. I det slag blev mange af vore soldater sårede. Men det blev ikke nok med denne træfning, for da rytterne forfulgte dem, traf de på de 10,000 mand krigsfolk, Guatemuz havde afsendt som reserve til undsætning for dem, han tidligere havde sendt afsted. De mexikanske høvdinger, der var med, havde sværd af vore og brovtede stærkt med dem, idet de sagde, at de ville slå os ihjel med vore egne våben. Da vore ryttere var kommet dem nær og jo var få i tallet, og opdagede så store troppemasser, blev de ængstelige og trak sig tilbage for ikke at møde dem, før Cortés og alle vi andre kunne komme dem til hjælp. Så snart vi fik det at vide, satte de ryttere sig lige straks i bevægelse, som var blevet tilbage ved hovedstyrken, skønt både de og deres heste var sårede. Alle vi soldater tilligemed armbrøstskytterne og vore venner fra Tlascala rykkede frem og angreb dem så voldsomt, at vi drev dem fra hverandre; vi kom i nærkamp med dem, og vore drøje kårdestød og sværdhug jog dem pokker i vold, så at de dengang lod os beholde valpladsen. Dér blev der også fanget nogle fornemme mænd; af dem fik vi at høre, at Guatemuz havde i sinde at udsende igen en stor flåde af kanoer og mange flere krigsfolk til lands, og at han havde sagt til sine krigere, at når vi var udmattede og mange blevet sårede eller dræbte i de tidligere træfninger, ville vi være uforberedte, for vi tænkte naturligvis, at han ikke ville sende flere tropper mod os, men så ville han kunne slå os med de mange, som han til den tid agtede at udsende. Så snart vi fik det at vide, var vi endnu meget mere på post, end vi før havde været, og det blev bestemt, at vi den næste dag ville forlade byen og ikke optage flere kampe. Den dag brugte vi til at forbinde sår, bøde vore rustninger og skæfte pile. Imidlertid var der rige folk dér i byen, som havde nogle meget store huse fulde af tæpper og klædningsstykker og indianske bomuldsskjorter og guld og fjerprydelser og mange andre ting. Tlascaltekerne og nogle af soldaterne fik at vide, hvor husene lå, for nogle fanger fra Suchimilco viste dem hvor det var: det var ude i ferskvandssøen, og man kunne komme derover ad en dæmning; men der var rigtignok på dæmningen to-tre små broer, der førte over nogle dybe kanaler. Da vore soldater var kommet over til husene og fandt dem fulde af tøj, uden at der var nogen, som holdt vagt dér, belæssede både de selv og mange tlascalteker sig med tøj og med guldsager og kom tilbage til lejren dermed. Og så snart nogle af de andre soldater så dette, gik de også ud til de samme huse. Men da de var derinde, i færd med at tage tøj ud af nogle meget store trækister, kom der pludselig en talrig flåde af kanoer med mexikanske krigsfolk og overfaldt dem; de sårede mange soldater og bemægtigede sig fire, som de førte med sig levende til Mexiko; de øvrige slap bort. De som blev bortførte hed Juan de Lara og Alonso Hernandez og - de andre kan jeg ikke huske navnet på. Da de nu havde bragt disse fire soldater til Guatemuz, fik han at vide, at vi der fulgte Cortés var meget få, og at mange var sårede; kort sagt, han fik alting at vide hvad han ønskede, angående vor ekspedition. Så snart han havde fået tilstrækkelig underretning, lod han fødder, arme og hoveder hugge af vore stakkels kammerater; og de blev sendte omkring til mange af de byer, der havde vist sig venligsindede imod os og sluttet overenskomst med os, med den besked, at før vi kom tilbage til Tezcuco, tænkte han at ikke én af os ville beholde livet. Hjerterne og blodet ofrede han til sine afguder. Men vi vil ikke tale mere herom. Siden udsendte han atter mange flåder af kanoer med krigsfolk og flere hærafdelinger til lands, med den befaling, at de ikke måtte lade os slippe bort fra Suchimilco i levende live. Jeg er træt af at skrive om alle de mange træfninger og slag, vi måtte bestå med mexikanerne i disse fire dage; men jeg kan dog ikke lade være at tale igen derom. Så snart det blev morgen, kom der denne gang så mange culua'er, det vil sige mexikanere, igennem kanalerne, og andre ad dæmningerne og inde fra landjorden, så vi havde besvær nok med at få dem drevet tilbage. Derefter marcherede vi ud af byen til en stor plads, som lå lidt udenfor den, og hvor de plejede at holde torv. Dér opstillede vi os i marchorden med hele vor bagage, og Cortés begyndte at holde en tale til os om den fare, vi var stedte i, for vi vidste med sikkerhed, at i de snævre pas på vejen lå hele den mexikanske hærstyrke og lurede på os, mens der var mange andre krigere i kanalerne og gravene. Han sagde, at han ville helst sige os det rent ud, at vi måtte marchere uden oppakning, hvorfor vi måtte lade bagagen og byrderne blive tilbage, for at de ikke skulle være os til besvær, når vi skulle til at slås. Så snart vi hørte dette, svarede vi alle som én, at vi med guds hjælp var mænd for at forsvare vore ejendele og personer og hans med, og at det ville være usselt at gøre sådant. Da han mærkede vor vilje og hørte vort svar, sagde han, at han lagde det i guds hånd, hvorpå han af hensyn til fjendens styrke og heftige angreb forandrede vor marchorden således, at bagagen og de sårede var i midten, rytterne fordelte sådan, at halvdelen var forud og den anden halvdel ved bagtroppen, ligesom armbrøstskytterne samt alle vore forbundsfæller. Dér anbragte vi den største styrke, for mexikanerne plejede altid at angribe trosset. Bøsseskytterne gjorde vi ingen særlig brug af, for de havde slet ikke noget krudt. Vi begyndte så at marchere, og da de mexikanske hærskarer, som Guatemuz havde udsendt den dag, så, at vi trak os tilbage fra Suchimilco, troede de, at det var af frygt, vi ikke turde vente på dem (hvad der også var sandt). En stor mængde af dem viste sig da pludselig og gik lige ind på os; otte soldater blev sårede, hvoraf to døde otte dage efter. De ville have sprængt vort tros fra hinanden og på den måde tilføjet os nederlag; men da vi marcherede i den orden, jeg har beskrevet, lykkedes det dem ikke. Men på hele vejen, indtil vi nåede en stor by, der hedder Cuyuacan, som ligger en to mils vej fra Suchimilco, manglede det aldrig på angreb af krigsfolk, på steder hvor vi ikke kunne få fat i dem, men de kunne få lejlighed til at beskyde os med mange spyd, sten og pile, og da de havde gravet kanaler i nærheden, lykkedes det dem at komme i sikkerhed. Så nåede vi da til Cuyuacan (klokken var omtrent 10 om dagen) og fandt den forladt af beboerne. Jeg skal her meddele, at rundt om hovedstaden Mexiko ligger der mange byer et par mil fra hinanden, nemlig Suchimilco og Cuyuacan og Huichilubusco og Iztapalapa og Cuedlavaca og Mezquique og tre-fire byer til, hvoraf de fleste er byggede ude i vandet og ligger halvanden eller to mil den ene fra den anden. Fra alle dem havde en mængde indianske krigere forenet sig imod os dér i Suchimilco. Da vi nu var kommet til den omtalte store by og fandt den ubeboet, og da den ligger på jævn slette, besluttede vi at holde hvil dér denne dag og den følgende og pleje vore sårede og skæfte pile, for vi forstod nok, at vi ville, få flere kampe at bestå, før vi nåede vor lejr, der var i Tezcuco. Den næste dag tidlig om morgenen begyndte vi at marchere i samme orden, som vi plejede, ad Tacuba til, der ligger omtrent to mil fra vort udgangspunkt. På vejen mødte der os fra tre sider store flokke af krigere; men vi stod os mod alle tre afdelinger, og rytterne forfulgte dem over det flade land, indtil de søgte tilflugt i kanalerne og gravene. Under denne march fandt Cortés på at gøre en afstikker med ti ryttere og lægge sig i et baghold for mexikanerne, der kom fra kanalerne og angreb vore; han havde fire staldkarle til fods med sig. Mexikanerne lod som om de flygtede, og Cortés forfulgte dem med sine ryttere og tjenere; men imens han havde opmærksomheden henvendt på sine egne sager, havde en stor fjendeskare lagt sig i baghold og overfaldt Cortés og rytterne og sårede deres heste; hvis de ikke var vendt om i hast, så ville de være blevet dræbt eller fangne der. Men to af soldaterne, af de fire, der fulgte Cortés som staldkarle, fik mexikanerne fat på og bragte dem levende til Guatemuz; de blev ofrede. Men vi vil ikke tale mere om denne sørgelige begivenhed. Imidlertid var vi kommet til Tacuba med flyvende faner, med hele vor hær og trosset, og alle de øvrige ryttere var kommet, også Pedro de Alvarado og Cristóbal de Oli; men Cortés var endnu ikke kommet med de ti ryttere, han havde taget med sig. Vi fik da en sørgelig anelse om, at der var hændet ham en ulykke, og nogle ryttere under Pedro de Alvarado og Cristóbal de Oli begav sig afsted for at opsøge ham ved de kanaler, hvor vi så ham fjerne sig. Men nu indtraf de to af Cortés' staldkarle, de der var sluppet fra det (de hed, den ene Monroy og den anden Tomas de Rijoles), og fortalte alt hvad jeg har beskrevet, og at de var sluppet bort, fordi de var lette til bens, og at Cortés og de andre kom langsommere efter, fordi deres heste var sårede. Lidt efter kom da også Cortés, hvorover vi blev glade, endskønt han så meget forknyt ud og var lige ved at græde. Af de to staldkarle som blev ført til Mexiko for at ofres, hed den ene Francisco Martin Vendaval (dette navn Vendaval betyder: hvirvelvind) havde vi givet ham, fordi han var noget forstyrret hovedet), og den anden hed Pedro Gallego. Da vi ankom til Tacuba, regnede det stærkt; vi opholdt os omtrent to timer i nogle store gårde, og Cortés samt nogle andre officerer, skatmesteren Alderete, der var syg, og munken Melgarejo samt en hel del soldater, hvoriblandt jeg, steg op ad trappen til hovedtemplet dér i byen, hvorfra der var meget god udsigt over den nærliggende by Mexiko, hele søen og alle de omtalte byer, der er byggede ude i vandet. Da munken og skatmesteren Alderete så alle de mange store byer, allesammen ude i vandet, blev de forbavsede; men da de så fik øje på hovedstaden Mexiko og søen og alle de mange kanoer, hvoraf nogle var ladede med levnedsmidler og andre skulle på fiskeri og atter andre var tomme, så blev de endnu mere forundrede og sagde, at vort togt her til Ny-Spanien var ikke menneskeværk, men at guds store nåde holdt os oppe og beskyttede os, og at de aldrig kunne mindes at have læst i noget skrift, at nogen undersåtter havde tjent deres konge i den grad, som vi havde gjort; men nu så de det tydeligt for deres øjne, og de skulle nok berette hans majestæt det. Der blev ført endnu mere tale dér, og munken talte trøstende ord til Cortés for tabet af hans staldkarle, for han var meget bedrøvet over dem. Cortés og alle vi andre så her fra Tacuba Huichilobos' store tempel og Tatelulco og de kvarterer, hvor vi havde opholdt os, og hele byen og broen og dæmningerne, som vi var flygtede bort over; herover sukkede Cortés endnu langt mere bedrøvet end før, dengang han sørgede over de mænd, som de havde dræbt for ham, inden han steg op til templet. Herfra stammer den vise eller romance, hvori det hedder: il Tacuba er Cortés med sin tapre krigerskare. Sorgfuld er han, kummerfuld, føler svarlig ve og jammer, støtter hånden mod sin kind, mens den anden hjertet fatter, osv.. Jeg kan huske, at dengang var det, en soldat sagde til ham (han hed Baccalaureus Alonso Perez, og efter Ny-Spaniens erobring kom han til at bo i Mexiko som fiskal): »Hr. generalkaptajn, eders nåde må ikke være så forknyt, for den slags ting plejer jo at forefalde i krigen, og man vil ikke sige om eders nåde: »Oppe fra Tarpeja's klippe Nero så hvor Rom brændte« (begyndelseslinierne af en bekendt spansk romance om Roms brand og Nero's grumhed. Bartolomé de las Casas beskylder Cortés for at have citeret den under myrderiet i Cholula). Cortés svarede, at han havde jo nu så mange gange sendt opfordring til Mexiko om at holde fred, og at hans kummer ikke var forårsaget af én enkelt ting alene, men fordi han tænkte på, hvor stor møje vi ville have inden vi atter blev herrer dér; men med guds hjælp ville vi snart få lagt hånd på værket. Dog, vi vil ikke fortælle mere om disse samtaler og viser, for viser var ikke noget der lå for i de dage. Vore officerer og soldater holdt råd, om vi ikke skulle foretage en rekognoscering til hovedlandevejen, siden den var så nær ved Tacuba, hvor vi opholdt os; men da der ikke var krudt, heller ikke mange armbrøstbolte, og de fleste af soldaterne i vor hær var sårede, og da vi tænkte på, at forrige gang, dengang Cortés for lidt over en måned siden forsøgte at forcere hovedlandevejen, var han i stor fare for at blive slået, skønt han havde mange soldater med sig (sådan som jeg har fortalt i vedkommende kapitel), besluttede vi at marchere vor vej straks, da vi var bange for at få sammenstød om dagen eller om natten med mexikanerne, for Tacuba ligger meget nær ved hovedstaden Mexiko, og det kunne jo godt være, at Guatemuz ville udsende sine store stridskræfter, ligesom dengang de bortførte soldaterne levende. Vi satte os da i bevægelse, passerede Escapuzalco, som vi fandt forladt af sine beboere, og kom til Tenayuca, en stor by, som vi plejede at kalde slangebyen, - jeg har før sagt i vedkommende kapitel, at der var tre slanger i hovedtemplet, som de tilbad og betragtede som deres afguder. Den var også forladt af indbyggerne, og vi marcherede da videre til Gualtitan. Hele den dag vedblev det at plaskregne, og da vi havde vore rustninger at bære på, for vi tog dem aldrig af, hverken dag eller nat, og på grund af den megen regn ikke mindre end fordi de tyngede os, var vi helt møre. Det var i færd med at blive mørkt, da vi kom til den store by, der også var uden beboere. Hele natten holdt det ikke op at regne, og jorden var stærkt opblødt; og byens indbyggere og andre mexikanske troppeafdelinger råbte om natten til os fra nogle kanaler og andetsteds, hvor vi ikke kunne gøre dem noget. Da det var meget mørkt og stadig regnede, kunne vi ikke sætte vagter ud eller ronder, så der var ingen orden i tingene, og vi kunne ikke finde vore vagtposter. Dette siger jeg, fordi det blev betroet mig at holde første vagt, men dér hvor jeg stod kom der ingen sergent eller ronde hen, og det samme var tilfældet i hele lejren. Men denne forsømmelse vil vi ikke længere opholde os ved, derimod berette, at vi den næste dag marcherede hen til en anden stor by, hvis navn jeg ikke kan huske; vejen var meget opblødt, og vi fandt den uden indbyggere. Næste dag kom vi igennem flere byer, der ligeledes var ubeboede: men den følgende dag igen ankom vi til en by, der hedder Aculman og hører under Tezcuco, og da de fik at vide i Tezcuco, at vi var nær, kom de ud for at tage imod Cortés. Dér traf vi mange spaniere, som på den tid var kommet fra Kastilien. Kaptajn Gonzalo de Sandoval kom os ligeledes i møde med mange soldater og tillige med ham fyrsten af Tezcuco, der, som jeg har sagt, hed Don Fernando. Cortés blev venligt modtaget både af vore egne og af dem, der fornylig var kommet fra Kastilien, og endnu mere af nabolandets beboere, for de bragte os noget at spise. Den aften vendte Sandoval tilbage til Tezcuco med alle sine soldater for at våge over sin lejr, og den næste morgen marcherede Cortés og alle vi andre ad Tezcuco til. Trætte og sårede var vi og havde måttet efterlade vore kammerater døde eller som slagtofre i mexikanernes hænder; men vi fik ikke lejlighed til at hvile og se at få vore sår lægte, for nogle af de mere fremragende personer iblandt dem der var på Narváez' parti havde stiftet en sammensværgelse, som gik ud på at myrde Cortés, Gonzalo de Sandoval, Pedro de Alvarado og Andrés de Tapia. Hvad der så skete, skal jeg nu fortælle.

Jeg har allerede sagt, at vi kom tilbage fra det omtalte tog, ynkelig tilredte og sårede, da en der hed Antonio de Villafana fra Zamora eller Toro, intim ven af guvernøren på Cuba, aftalte med nogle andre af Narváez' soldater, hvis navne jeg for deres æres skyld ikke vil anføre her, at så snart Cortés kom fra denne ekspedition, skulle de dræbe ham med dolkestik. Det skulle gå for sig på den måde: der var just på den tid kommet et skib fra Kastilien; og når Cortés sad til bords og holdt måltid med sine officerer, skulle de sammensvorne bringe et lukket og forseglet brev, der så ud som om det var kommet fra Kastilien, og sige, at det var fra hans fader Martin Cortés, og når han var i færd med at læse det, skulle de støde ham ned, og ikke blot Cortés, men alle officerer og soldater, som omgav Cortés og ville forsvare ham. Således havde de altså sammensvoret sig; men vorherre indrettede det således, at de meddelte sagen til to fornemme personer, som jeg heller ikke vil nævne her; de havde været med os på toget, og den ene af dem var ved sammensværgelsen udset til generalkaptajn. Når de havde dræbt Cortés, skulle flere af Narváez' tilhængere udnævnes til alguazil mayor, fanebærer, alcalder, regidorer, regnskabsfører, skatmester, inspektør og mere af samme slags, og de havde oven i købet fordelt vore ejendele og heste imellem sig. Denne sammensværgelse var skjult for os endnu to dage efter at vi var kommet til Tezcuco; men gud, vor herre, var så nådig at bestemme, at der ikke blev mere ud af det, for Ny-Spanien ville være gået tabt derved, og vi ville alle være gået til grunde, for der ville straks være opstået partikampe og kiv. Det var nok en soldat der røbede sagen for Cortés og opfordrede ham til straks at sætte en stopper derfor, før det flammede mere op, for denne brave soldat gjorde ham opmærksom på, at der var mange fremragende personer med i det. Da Cortés fik det at vide, skænkede han den mand, der havde røbet det, store gaver og lovede ham endnu mere, og i al hast underrettede han alle vore kaptajner derom - det var Pedro de Alvarado, Francisco de Lugo, Cristóbal de Oli, Andrés de Tapia og Gonzalo de Sandoval -, jeg fik også underretning, fremdeles to mænd, der var alcalder for det år, nemlig Luis Marin og Pedro de Ircio, samt alle vi, der var på Cortés' parti. Straks da vi havde fået det at vide, væbnede vi os og gik sammen med Cortés hen til Antonio de Villafaña's bopæl; der var mange af de sammensvorne tilstede hos ham. Fire alguaziler, som Cortés havde med, greb hastig Villafaña; de officerer og soldater, der var tilstede hos ham, ville løbe deres vej; men Cortés fik dem standset og grebet. Da vi havde fået arresteret Villafaña, fratog Cortés ham det dokument med de sammensvornes underskrifter, som han bar på brystet, og da han havde læst det og så, at der var mange personer med deri og det fremragende, lod han - for ikke at vanære dem - udsprede det rygte, at Villafaña havde spist dokumentet, og at han hverken havde set eller læst det. Derefter begyndte processen imod ham; der holdtes forhør, og han tilstod sandheden; der blev ligeledes hørt mange pålidelige og troværdige vidner, af en domstol, der bestod af alcalderne samt Cortés og Cristóbal de Oli, der var maestre de Campo (det vil sige: han kommanderede rytteriet; kan også betyde »regimentskvartermester« (intendant). Efter at han havde skriftet for pater Juan Diaz blev Villafaña hængt udenfor et vindue i det hus, hvor han boede. Cortés ville ikke have, at nogen anden skulle blive vanæret ved denne stygge historie. Men man arresterede dog en hel del på den tid for at indjage dem skræk og lade dem mærke, at han havde i sinde at lade retten have sin gænge; men da tiden ikke var belejlig dertil, blev sagen dysset ned. Fra det øjeblik besluttede Cortés at holde en livvagt, hvis fører blev en hidalgo ved navn Antonio de Quiñones fra Zamora, med fem brave og modige soldater, der vågede over ham både dag og nat; og os, som han mærkede var på hans parti, bad han at holde øje med hans sikkerhed. Fra den tid viste han sig ganske vist venlig nok mod dem, der havde været med i sammensværgelsen; men han nærede dog altid mistanke til dem. Vi vil imidlertid forlade dette emne. Det blev derpå bekendtgjort, at alle de indianere og indianerinder, vi havde gjort til bytte på disse togter, skulle, inden to dage var gået, bringes hen til et dertil bestemt hus for at mærkes. For ikke i denne fortælling at spilde flere ord, nemlig flere end jeg tidligere har sagt, på beretningen om hvordan de blev solgte ved auktion, vil jeg blot sige, at var det gået ilde til de to forrige gange ved mærkningen, så blev det endnu værre denne gang. Efter at den kongelige femtedel var taget fra, udtog Cortés sin, og der var lavet tredive andre fiksfakserier til gunst for kaptajnerne; og når der var smukke og kraftige indianerinder, som vi bragte hen for at mærkes, blev de om natten stjålne ud af flokken og kom først frem igen adskillige dage efter; derfor var mange stykker ikke blevet mærkede, - dem havde vi siden som naboria'er. Dog nok herom; nu skal vi høre, hvad dernæst foretoges i vor lejr.

Efter at Antonio de Villafaña havde fået sin straf, og de der havde sammensvoret sig med ham om at myrde Cortés, Pedro de Alvarado, Sandoval og os, der ville forsvare ham, havde fået en dæmper på sig (sådan som jeg har beskrevet det omstændeligere i forrige kapitel), og da Cortés så, at brigantinerne var færdige og forsynede med tovværk, sejl og meget gode årer - endnu flere årer, end hver enkelt brigantine behøvede -, og at den grav, de skulle sejle ud fra i søen, var meget bred og tilstrækkelig dyb, sendte han det budskab til alle de byer omkring Tezcuco, der var os venligsindede, at der i hver by skulle forfærdiges 8,000 pilespidser af kobber, idet nogle fra Kastilien skulle tjene dem som mønster. Han befalede ligeledes, at der i hver by skulle tilskæres og laves 8,000 armbrøstbolte af godt træ; også hvad dem angår fik de mønster at rette sig efter. Han gav dem en frist af otte dage til at bringe både boltene og spidserne til vor lejr, og de bragte dem da også til den befalede tid. Der var over 50,000 spidser og lige så mange bolte, og spidserne var bedre end de kastilianske. Derefter befalede Cortés Pedro Barba, som kommanderede armbrøstskytterne, at fordele både bolte og spidser iblandt alle skytter, og at han skulle sige til dem, at enhver stadig måtte holde sin ammunition i god orden og fæstne fjerene med en slags lim, der var bedre end den fra Kastilien, og som fås af nogle rødder, der hedder zacotle. Ligeledes lod han sige Pedro Barba, at hver armbrøstskytte skulle have to buesnore i god stand i beredskab til sin armbrøst og lige så mange nødder, for det tilfælde at der sprang en snor eller nødden gik af, så at de straks kunne sætte en anden på; og de skulle stadig skyde til måls for at se, hvor langt de kunne ramme med deres armbrøster. I det øjemed fik de en hel del valencianske reb til buestrengene, for i det omtalte skib, der var kommet for få dage siden fra Kastilien, og som tilhørte Juan de Burgos, var der meget sejlgarn ombord og en stor mængde krudt, armbrøster og mange andre våben og værktøj og bøsser. Cortés befalede også rytterne at holde deres heste skoede og lanserne i god stand, og at de hver dag skulle holde rideøvelser og dystløb og vænne hestene til at gøre volte og til skærmydsel. Efter at dette var gjort, sendte han bud og brev til vor ven, den gamle Xicotenga. Der - som jeg tidligere har sagt - var blevet kristen og nu hed Don Lorenzo de Vargas, til hans søn, den unge Xicotenga, til hans brødre og til Chichimecatecle, at vi, når kristi legemsfest var forbi, ville bryde op der fra byen for at begynde belejringen af Mexiko, og at de skulle sende ham 20,000 mand krigsfolk af deres egne fra Tlascala; de fra Guaxocingo og Cholula - de var jo allesammen forbundsfæller og våbenfæller - vidste allerede tidsfristen og aftalen, for han lod dem det vide gennem indianere dér fra byerne, eftersom de bestandig begav sig derhen fra vor lejr med bytte hentet fra vore krigstog. Han meddelte også dem i Chalco og Tamanalco og de underliggende byer, at de skulle holde sig beredte til det øjeblik, da vi sendte bud efter dem, og man lod dem vide, at det gjaldt Mexiko's belejring, og til hvilken tid vi ville marchere ud. Ligeledes blev det sagt til Don Fernando, fyrsten af Tezcuco, til hans hofsinder og alle hans undersåtter og til alle de øvrige byer, som var venligsindede imod os. Alle som én svarede, at de til punkt og prikke ville gøre hvad Cortés havde opfordret dem til, og at de ville komme; de fra Tlascala kom og var hos os pinsen over. Herefter bestemtes det, at der skulle holdes mønstring en af helligdagene; og jeg skal nu fortælle, hvordan den blev holdt.

Efter at man havde truffet de anstalter, som jeg har fortalt om i det foregående, og der var skikket bud og brev til vore venner i Tlascala og Chalco og sendt underretning til de andre byer, kom Cortés overens med vore officerer og soldater om, at der den anden pinsedag i året 1521 skulle holdes mønstring. Denne mønstring gik for sig på den største plads i Tezcuco, og det viste sig da, at der var 84 ryttere, 650 soldater, væbnede med sværd og skjold -, mange med lanser -, og 194 armbrøstskytter og musketerer. Af disse blev følgende udtagne til tretten brigantiner: til hver brigantine 12 armbrøstskytter og bøsseskytter; disse skulle ikke ro; og desforuden blev der taget 12 rorkarle til hver brigantine, 6 til hver skibsside, det var de 12, som jeg har sagt, og desuden en kaptajn til hver brigantine, så at der kom 25 soldater på hver brigantine, når man regner kaptajnen med, og da der var 13 brigantiner, hver med 25 soldater, blev det 288 i alt (forfatteren har regnet forkert; sammentællingen giver i virkeligheden 325 til facit). Hertil kom så de artillerister, de fik ombord foruden de 25 soldater, så at der i det hele var 300 soldater på alle brigantinerne. Omkring til dem fordelte han også alle de støbte kanoner og falkonetter, som vi havde, og det krudt, som han syntes at de kunne have behov. Derefter udstedte han de krigsartikler, som vi alle skulle overholde: for det første, at ingen måtte vove at bespotte vor herre Jesus Kristus eller Vor Frue, hans velsignede moder, eller de hellige apostle eller andre helgener, under streng straf. For det andet, at ingen soldat måtte behandle vore forbundsfæller ilde, for de kom jo og hjalp os, eller fratage dem noget, selv om det var af de ting, de havde tilegnet sig i krigen, hverken indianerinder eller indianere eller guld eller sølv eller chalchihui-sten. Fremdeles, at ingen soldat måtte under streng straf vove at forlade vor lejr hverken ved dag eller nat, for at begive sig hen til nogen venligsindet by eller andetsteds, for at hente levnedsmidler eller i nogen anden hensigt. Endvidere, at alle soldaterne skulle bære et godt, velpolstret harnisk, med halskrave, ørestykker, benskinner og skjold, for da vi vidste, at der var en så stor mængde fjender væbnede med spyd, slynger, pile og lanser, måtte vi for alle tilfældes skyld være forsynede med de våben, som forordningen omtalte. Dernæst at ingen måtte på nogen måde spille sin hest eller sin rustning bort, under streng straf. Endelig, at ingen fodsoldat (det er dem forfatteren almindeligvis kalder »soldados«, nemlig de med sværd og skjold og lanse bevæbnede, der kæmpede til fods) eller rytter eller armbrøstskytte eller bøsseskytte måtte sove uden at være iført hele sin rustning og med sandaler på fødderne, - undtagen i yderste nødstilfælde, nemlig når han var såret eller syg -, for at vi kunne være vel forberedte, hvad øjeblik end mexikanerne kom og angreb os. Desuden bekendtgjordes de sædvanlige krigslove, nemlig: at den der faldt i søvn på sin vagt eller forlod sin post, skulle lide dødsstraf; heller ikke måtte nogen soldat under dødsstraf begive sig fra en lejr til en anden uden sin kaptajns tilladelse; samt at den soldat, som svigtede sin kaptajn i kampen eller slaget og flygtede, skulle straffes med døden. Da dette var bekendtgjort, blev der yderligere taget nogle bestemmelser, som jeg nu skal anføre.

Da den ovenfor omtalte mønstring havde fundet sted og Cortés så, at der ikke var tilstrækkeligt med sømænd, som kunne ro brigantinerne, og skønt man godt vidste, hvilke der havde været med på vore skibe, som vi borede i sænk, dengang vi kom over med Cortés, ligesåvel som man kendte matroserne på Narváez' skibe og på dem fra Jamaica, for de var allesammen opførte på en liste og bestemte til roningen, og der alligevel ikke var nok til alle tretten brigantiner, og mange af dem sagde nej og påstod, at de ville ikke ro, - så lod Cortés undersøge, hvilke der var søfolk af profession eller som man havde set gå ud på fiskeri. Og når de var fra Palos eller Moguer eller Triana eller el Puerto eller fra en anden havn eller egn, hvor der bor søfolk, befalede han dem under streng straf at gå ombord i brigantinerne, og hvor meget de så sagde, at de var hidalgo'er, tvang han dem til at ro. Således fik han samlet 150 mand til at ro; de blev meget bedre stillede end vi, der måtte stå oppe på dæmningerne, og de fik fuldt op af bytte, sådan som jeg siden skal fortælle. Efter at Cortés havde befalet dem at gå ombord i brigantinerne og fordelt armbrøstskytterne, bøsseskytterne, krudtet, kanonerne, armbrøstboltene og alt hvad de ellers behøvede, lod han kongeflaget hejse på hver brigantine, samt et andet flag der svarede til hver brigantines navn, og han lod indrette alt hvad der for øvrigt var nødvendigt. Til kaptajner på hver enkelt af dem udnævnte han følgende: Garci Holguin, Pedro Barba, Juan de Limpias, den døve Carvajal, Juan Xaramillo, Gerónimo Ruiz de la Mota, hans kammerat Caravajal, der er meget gammel og bor i San Francisco Gaden, en der hed Portillo, som lige var kommet fra Kastilien, en dygtig soldat, som havde en smuk kone, en der hed Zamora, som var ekvipagemester og nu bor i Guaxaca, en der hed Colmenero, som var sømand af profession og en dygtig soldat, en der hed Lema, fremdeles Ginés Nortes, Briones fra Salamanca, en kaptajn til, hvis navn jeg ikke kan huske, og endelig Miguel Diaz de Auz. Da han havde udnævnt dem og befalet alle armbrøstskytterne og bøsseskytterne og de øvrige soldater, der skulle ro, at adlyde deres kaptajner, som han havde sat over dem, og under streng straf at følge deres bud uvægerligt, gav han hver kaptajn den instruks, han skulle følge, hvor de skulle lægge til ved dæmningerne, og med hvilke af de kaptajner, der kommanderede til lands, de skulle samvirke. Efter at alt dette var ordnet, som jeg har sagt, blev det meddelt Cortés, at nu kom de tlascaltekiske høvdinger med en stor mængde krigere. Deres overanfører var den unge Xicotenga, han der ville begå svig imod os i Tlascala, dengang vi flygtede fra Mexiko, sådan som jeg har sagt mange gange tidligere; han havde to brødre med sig, sønner af den gode gamle Don Lorenzo de Vargas, og en stor skare tlascalteker. Chichimecatecle førte dem fra Guaxocingo, og der var også en afdeling cholulteker; men dem var der kun få af, for jeg lagde bestandig mærke til, at siden vi tog den straf over Cholula, som jeg tidligere har beskrevet i vedkommende kapitel, ville de fra den tid hverken slutte sig til mexikanerne eller til os, men ventede på, hvordan sagerne ville stille sig; heller ikke dengang vi blev jaget ud af Mexiko, var de iblandt vore fjender. Men jeg vender tilbage til vor fortælling. Da Cortés hørte, at Xicotenga og hans brødre kom, samt flere høvdinger, og det en dag før den frist, der var sat for deres ankomst, gik han dem imøde en fjerdingvej udenfor Tezcuco tilligemed Pedro de Alvarado og nogle andre af vore officerer, og så snart de mødte Xicotenga og hans brødre, viste Cortés dem megen høflighed og omfavnede både dem og de andre høvdinger. De kom marcherende i god orden; alle så meget strålende ud, hver høvding med sit eget særlige mærke; deres bannere fløj for vinden, med den hvide fugl, de har til våbenmærke, og som ligner en ørn med udbredte vinger; fanebærerne svang deres faner og standarter, og alle marcherede op med deres buer og pile og tohåndssværd og spyd med kasteremme og stridskøller og store og små lanser og med fjerprydelser på hovedet, mens de råbte og skreg og peb og sagde: »Leve kejseren vor herre!« Og »Kastilien, Kastilien! Tlascala, Tlascala!« De brugte over tre timer til indmarchen i Tezcuco, og Cortés gav dem nogle gode kvarterer og lod dem forsyne af alt det, der var i vor lejr. Efter mange omfavnelser og løfter om at gøre dem rige sagde han farvel til dem, og at han den næste dag ville give dem sine ordrer med hensyn til hvad de skulle gøre; men nu var de jo trætte og burde hvile ud. Samtidig med at kazikerne fra Tlascala indfandt sig, sådan som jeg har fortalt, kom der brev til vor lejr fra en soldat ved navn Hernando de Barrientos, skrevet fra en by, der hedder Chinanta og som ligger omtrent 90 mil fra Mexiko. Deri stod, at mexikanerne, på den tid da vi blev drevet ud af Mexiko, havde dræbt tre af hans kammerater, dengang de var oppe ved de jorder og guldminer, hvor kaptajn Pizarro havde ladet dem blive for at undersøge og gennemsøge alle de egne, om der muligvis var righoldige guldminer, sådan som jeg har berettet i vedkommende kapitel. Barrientos havde søgt tilflugt i denne by, Chinanta, hvor han nu var, for dér var de fjender af mexikanerne; det var den by, hvorfra vi fik de lange lanser, dengang vi gik imod Narváez. Men da det ikke vedkommer vor fortælling, vil vi udelade hvad han ellers skrev i brevet. Cortés skrev så et svar til ham, hvori han underrettede ham om, at vi var i færd med at marchere afsted for at belejre Mexiko, at han skulle hilse kazikerne oppe i de provinser fra ham, og at han endelig ikke måtte forlade landet deroppe, førend han havde fået at vide ved brev hvad han skulle gøre, for han kunne jo gerne blive dræbt af mexikanerne på vejen. Nu skal vi høre, hvordan Cortés sagde at vi skulle begynde Mexiko's belejring, og hvem der var vore førere.

Han satte Pedro de Alvarado til kaptajn over en afdeling, bestående af 150 soldater, væbnede med sværd og skjold, hvoraf adskillige havde lanser, endvidere 30 ryttere og 18 musketerer og armbrøstskytter; med ham skulle hans broder Jorge de Alvarado, Gutierre de Badajoz og Andrés de Monjaraz følge; disse skulle hver føre 50 soldater, og musketererne og armbrøstskytterne skulle fordeles imellem de tre, således at hver fik lige mange, men Pedro de Alvarado skulle selv føre rytterne og være øverste over alle tre afdelinger. Desuden overdrog han ham 8,000 tlascalteker (Cortés selv angiver i det hele det tredobbelte antal indianske hjælpetropper) under deres høvdinger. Mig udvalgte han til at følge med Pedro de Alvarado. Vi skulle belejre byen Tacuba; han befalede os at have gode harnisker på, øreklapper, halsringe og benskinner, for der ville falde et haglvejr over os af spyd og sten og pile, og vi måtte have et godt værn imod alle mexikanernes lanser og stridskøller og tohåndssværd og andre våben. Alligevel var der faldne og sårede hver dag, vi var i træfning, sådan som jeg senere hen skal fortælle. Et andet korps betroede han Cristóbal de Oli, der var maestre de Campo. Det bestod af 30 mand til hest, 175 soldater og 20 musketerer og armbrøstskytter, alle udrustede på samme måde som Pedro de Alvarado's folk. Under ham stillede han ligeledes tre officerer, nemlig Andrés de Tapia, Francisco Verdugo og Francisco de Lugo; soldaterne og armbrøstskytterne og musketererne fordeltes mellem de tre førere, men Cristóbal de Oli skulle kommandere dem alle tre samt rytterne. Også han fik 8,000 tlascalteker og befaling til at slå lejr i byen Cuyuacan, et par mil fra Tacuba. Over en anden afdeling soldater satte han Gonzalo de Sandoval, som var alguazil mayor, og gav ham 24 ryttere, 14 musketerer og armbrøstskytter, 150 soldater med sværd og skjold og lanse og over 8,000 indianske krigere af dem fra Chalco og Guaxocingo og fra andre byer, som Sandoval skulle drage igennem og som var os venligsindede. Til kammerater og underførere gav han ham Luis Marin og Pedro de Ircio, som var Sandoval's gode venner, og befalede ham at fordele soldaterne, armbrøstskytterne og musketererne mellem de to førere, men Sandoval skulle selv have rytterne under sig og være general. Sin lejr skulle han opslå i nærheden af Iztapalapa, angribe denne by og gøre den al den skade, han kunne, indtil han fik anden befaling af Cortés. Sandoval marcherede ikke ud fra Tezcuco, førend Cortés, der var overgeneral over alle tropperne og brigantinerne, var helt forberedt til at løbe ud i søen med de 13 brigantiner, hvori der var 300 soldater ombord tilligemed armbrøstskytter og musketerer, for således var det ordnet. Det var altså sådan, at Pedro de Alvarado og Cristóbal de Oli skulle marchere ad én vej og Sandoval ad en anden, det vil sige, at nogle skulle til højre og andre den anden vej; de der nemlig ikke kender beliggenheden af disse byer og søen, vil kunne forstå heraf, hvorfor de næsten traf sammen igen. Hver krigsøverste fik en instruks over hvad han havde at gøre, samt ordre til at bryde op næste morgen, og for at vi ikke. Skulle møde forhindringer på vejen, sendte vi alle troppeafdelingerne fra Tlascala forud, til de kom ind i mexikanernes land. Mens nu tlascaltekerne marcherede ganske rolig afsted under deres høvding Chichimecatecle og andre høvdinger med deres folk, opdagede de, at deres overanfører, den unge Xicotenga, ikke var med. Chichimecateele spurgte og anstillede undersøgelser om hvad der var i vejen med ham, hvor han var blevet af, og de fik da at vide, at han i al hemmelighed var vendt om den nat, var på vejen til Tlascala og havde i sinde at bemægtige sig just Chichimecatecle's kazikdømme og vasaller og land. Tlascaltekerne sagde, at grunden hertil var den, at den unge Xicotenga så, at høvdingerne i Tlascala, særlig Chichimecatecle, var gået i krig, så han ingen modstandere ville få, for han nærede ingen frygt for sin fader, den blinde Xicotenga, - han mente, at han nok ville hjælpe ham, da han var hans fader -; vor ven Mase Escaci var jo død, men Chichimecatecle var han bange for. De sagde også, at de havde altid kunnet mærke på Xicotenga, at han ikke havde lyst til at gå med i krigen mod Mexiko, for de hørte ham ofte sige, at vi allesammen og de selv med ville omkomme i den. Så snart Chichimecatecle, hvem de lande og vasaller tilhørte, som han havde i sinde at bemægtige sig, fik nys om og erfarede dette, skyndte han sig af alle kræfter med at komme tilbage til Tezcuco for at give Cortés besked derom. Da Cortés fik det at vide, lod han straks fem fornemme mænd fra Tezcuco og to fra Tlascala, venner af Xicotenga, begive sig til ham for at få ham til at vende om på vejen. De skulle bede ham fra Cortés om straks at gøre omkring og gå imod deres fjender mexikanerne: han burde huske på, at hvis hans fader Don Lorenzo de Vargas ikke havde været gammel og blind, som han var, ville han også have været med på toget til Mexiko; siden hele Tlascala var med og viste sig som hans majestæts tro tjenere, burde han ikke bringe vanære over dem ved det, han nu gjorde. Han føjede mange løfter til: at han ville give ham guld og tæpper, i fald han vendte om. Det svar, der kom tilbage, var, at hvis hans gamle fader og Mase Escaci havde troet ham, så ville han (dvs. Cortés) ikke have fået en sådan magt over dem, at han kunne få dem til at gøre alt hvad han ville, og for ikke at spilde flere ord erklærede han, at han ikke ville komme. Da Cortés havde hørt det svar, befalede han straks en alguazil at skynde sig, alt hvad han kunne, afsted med fire ryttere og fem fornemme indianere fra Tezcuco og hænge ham, hvor som helst de så fik ham fat. Han sagde: »Der er ikke noget udkomme med den kazik, han er altid svigefuld og ildesindet og fuld af onde råd imod os; nu er det ikke længere tid til at finde sig i ham og at lade fortiden være glemt.« Da Pedro de Alvarado fik det at høre, bad han meget for ham, og Cortés gav ham et imødekommetde svar; men hemmeligt befalede han alguazilen og rytterne, at de ikke måtte lade ham beholde livet. Dette skete da også, for de hængte ham i en by, der hørte ind under Tezeuco, så den ende tog det med hans forræderi. Der var nogle tlascalteker som fortalte, at Don Lorenzo de Vargas, Xicotenga's fader, lod Cortés sige, at hans søn var ond, og at han ikke skulle stole på ham, men se at få ham ryddet af vejen. Af denne grund måtte vi blive den dag over i Tezcuco; men næste dag (det var d 13 maj 1521) begyndte vi vor march, det vil sige de to afdelinger, for Cristóbal de Oli og Pedro de Alvarado skulle samme vej. Vi holdt nattehvil i en by, der stod under Tezcuco, ved navn Acuilma, og som jeg tidligere har omtalt. Cristóbal de Oli havde nok sendt bud i forvejen til den by for at bestille kvarter og havde fået anbragt grønne grene oppe på alle husenes flade tage, så da vi under Pedro de Alvarado kom, fandt vi ingen plads til os. Vi i vor afdeling havde allerede lagt hånd på sværdet imod Cristóbal de Oli, og kaptajnerne var lige ved at duellere; men det manglede dog ikke på caballeros, både af det ene og af det andet parti, som gik imellem, så at spektaklet lagde sig noget, dog ikke mere end at vi allesammen var ophidsede. Det blev meldt til Cortés, der i al hast afsendte broder Pedro Melgarejo og kaptajn Luis Marin og skrev et brev til officererne og til os alle, hvori han skændte på os for vor tvist. De fik os da også forsonede igen; men de to krigsøverster Pedro de Alvarado og Cristóbal de Oli blev fra den tid ikke rigtig gode venner. Næste dag marcherede vi videre, begge korpser sammen, og vi holdt hvil om natten i en stor by, der var uden beboere, for nu var vi inde på mexikansk grund. Også den følgende dag holdt vi hvil om natten i en anden stor by ved navn Gualtitlan (som jeg tidligere har nævnt), der også var uden mennesker. Næste dag passerede vi to byer til, Tenayucan og Escapuzalco, der ligeledes var forladte af indbyggerne, og henimod aften kom vi til Tacuba, hvor vi tog vort kvarter i nogle store huse, for der var heller ingen indbyggere tilstede; vore venner tlascaltekerne tog ligeledes kvarter dér, og samme eftermiddag strejfede de omkring til bøndergårdene der i egnen og bragte os levnedsmidler. Godt bevogtede af vagter, lytteposter og vedetter sov vi dér den nat. Jeg har allerede før fortalt, at Mexiko var i nærheden af Tacuba, så at vi straks efter mørkets frembrud hørte høje råb til os fra søen med mange skældsord, at vi ikke var mænd for at indlade os i kamp med dem, at de havde en masse kanoer fulde af krigsfolk, og at dæmningerne ligeledes var besatte med krigere. De sagde os disse ord med den hensigt at få os tirrede til at rykke ud den nat og slås; men vi var tilstrækkelig advarede siden den ofte omtalte kamp på dæmningerne og broerne, så vi ville ikke rykke ud før næste dag. Det var søndag, og efter at vi havde hørt messe, som pater Juan Diaz læste, og havde befalet os gud i vold, blev det bestemt, at vi to afdelinger skulle begive os sammen hen og afbryde vandledningen fra Chapultepeque, hvoraf staden forsynedes, og som lå en halv mil fra Tacuba. Da vi ville hen og ødelægge vandrørene, stødte vi på en hel del krigsfolk, der ventede på os på vejen, for de havde nok tænkt sig, at det var det første, vi kunne gøre dem fortræd med. Vi mødtes ved et snævert pas, hvor de straks begyndte at beskyde os med pile, spyd og slyngesten, så at tre af vore soldater blev sårede; men vi fik dem snart til at vende ryg, og vore venner tlascaltekerne forfulgte dem, så der blev dræbt 20 og fanget 7-8 af dem. Efter at vi nu havde fået jaget disse skarer på flugt, ødelagde vi vandrørene, som førte vandet til deres hovedstad, så fra den tid kom der aldrig mere vand til Mexiko, så længe krigen varede. Da vi havde gjort dette, besluttede vore kaptajner, at vi skulle forsøge et angreb på dæmningen fra Tacuba og gøre hvad vi kunne for at erobre en bro. Vi kom altså til dæmningen, og der var en sådan mængde krigsfolk ude i kanoer på søen og på selve dæmningerne, at vi forbavsedes derover; de skød så mange spyd og pile og slyngesten imod os, at de straks ved det første sammenstød sårede en tredive soldater; men vi trængte dog ind på dem og frem over dæmningen til en bro. Som jeg siden kunne forstå, gav de os lejlighed dertil for at få os over på den anden side af broen, og så snart de havde os dér, styrtede der sig en sådan mængde krigere over os, at vi ikke kunne stå os imod dem, for hvad kunne vi gøre imod en så stor hærstyrke ? Dæmningen var kun otte skridt bred, og på begge sider af den lå de og skød på os ligesom til måls; vore bøsseskytter og armbrøstskytter ladede uophørlig og beskød kanoerne, men vi kunne blot gøre dem meget ringe skade, eftersom de var godt dækkede med skanseklædninger af træ. Og når vi gjorde indhug på de skarer, der kæmpede på selve dæmningen, styrtede de sig straks i vandet, og der var så mange af dem, at vi ikke kunne få bugt med dem. Rytterne havde vi ingen gavn af, for hestene sårede de fra begge sider, både oppefra og nede fra vandet. Sprængte de ind på fjendeskarerne, så styrtede de sig i vandet, og dér var lavet bastioner, hvor der stod andre krigere med lange lanser, som de havde forfærdiget, ligesom leer, af de våben, de fratog os, da vi blev jaget ud af Mexiko. Således kæmpede vi en times tid med dem, imens de overdængede os med så mange sten, at vi ikke kunne holde stand imod dem; og vi så endda, at der fra den anden side kom en stor flåde af kanoer for at afskære os tilbagetoget. Da vore officerer og alle vore soldater mærkede dette, og da vi så, at vore venner fra Tlascala, som vi havde med, var os højlig i vejen på dæmningen, for når de forlod den, kunne de jo - tydeligt nok - ikke kæmpe ude i vandet, besluttede vi at trække os tilbage i god orden og ikke gå videre fremad. Nå, da nu mexikanerne så os gå tilbage, og tlascaltekerne forlod dæmningen, så skulle man høre, hvor de skreg og hujede og peb, og hvor de så gik os ind på livet! - ja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det, for hele dæmningen bedækkedes med spyd og pile og sten, som de overdængede os med, og i vandet faldt der vel nok endnu mange flere. Så snart vi var inde på fastlandet, takkede vi gud, fordi vi var sluppet ud af det slag. Otte af vore soldater blev dræbt ved den lejlighed og over halvtreds sårede. De vedblev imidlertid at råbe til os og udskælde os nede fra kanoerne, og vore venner tlascaltekerne råbte til dem, at de skulle bare komme i land, så ville de gerne slås med dem, selv om der var det dobbelte antal fjender. Det var altså den første ting, vi gjorde, at afbryde deres vandtilførsel og gøre en rekognoscering ud til søen, skønt vi just ikke vandt ære derved. Den nat blev vi i vor lejr, hvor de sårede blev forbundne, og en af hestene døde; og vi havde sat mange vagter og lytteposter ud. Næste morgen sagde kaptajn Cristóbal de Oli, at nu ville han begive sig til sit standkvarter nemlig Cuyuacan, der lå halvanden mil borte. Hvor meget så Pedro de Alvarado og andre caballeros bad om, at de to afdelinger ikke måtte skilles ad, men forblive samlede, ville han aldeles ikke gå ind derpå, for Cristóbal var meget vanskelig at bøje. Han sagde, Cristóbal de Oli, at vi havde haft det uheld med vor rekognoscering i går ned til søen, fordi Pedro de Alvarado var altfor ubetænksom; så han ville slet ikke blive og begav sig hen, hvor Cortés havde beordret ham, nemlig til Cuyuacan; men vi blev tilbage i vor lejr. Det var ikke rigtigt, at den ene afdeling sådan skilte sig ud fra den anden i det øjeblik, for hvis mexikanerne havde fået nys om, at vi var så få i tallet, så ville de have angrebet både os og Cristóbal de Oli's afdeling i de fire-fem dage, vi lå dér hver for sig, inden brigantinerne kom, så vi ville være kommet i en meget farlig stilling, og de ville have tilføjet os megen fortræd. Vi holdt os altså i Tacuba og Cristóbal de Oli i sin lejr, uden at turde foretage flere rekognosceringer eller søge at komme over dæmningerne, og hver dag fik vi besøg inde på land af mange mexikanske hærskarer, der steg i land for at kæmpe med os og udæske os for at få os hen hvor de kunne overmande os, og hvor vi ikke kunne gøre dem nogen skade. Imidlertid forlod Gonzalo de Sandoval Tezcuco, fire dage efter kristi legemsfest, og marcherede til Iztapalapa; næsten hele det land, han kom igennem, tilhørte vore venner, som var afhængige af Tezcuco. Så snart han var kommet til byen Iztapalapa, begyndte han angrebet og afbrændte mange huse af dem, der lå inde på landjorden, for de øvrige huse var allesammen byggede ude i søen. Men det varede ikke mange timer, for der kom en stor sværm mexikanske krigsfolk til undsætning af byen, og Sandoval måtte bestå en betydelig træfning og store sammenstød med dem, imens de kæmpede i land, og efter at de havde trukket sig tilbage til kanoerne, beskød de ham med mange spyd, pile og sten og sårede hans soldater. Mens de var i færd med at kæmpe således, så de, at de gav store signaler fra bavner oppe fra en lille bjergkæde, som lå der i nærheden af Iztapalapa, et stykke inde i land, og at de besvaredes med lignende røgskyer fra andre byer ude i søen. Ved dette tegn sammenkaldtes alle kanoerne fra Mexiko og fra alle byerne rundt om søen, for de så, at Cortés var nu sejlet ud fra Tezcuco med de tretten brigantiner. Så snart Sandoval var brudt op fra Tezcuco, ville Cortés nemlig ikke vente længere dér, og det første, han gjorde, da han kom ud i søen, var at angribe en klippefæstning på en lille ø nær ved Mexiko, hvor en mængde mexikanere havde trukket sig hen og befæstet sig, både af byens egne indbyggere og af dem andensteds fra. Det samlede antal kanoer, der fandtes i hele Mexiko og i alle byerne, der lå ude i vandet eller i dets nærhed (det vil sige Suchimilco, Cuyuacan, Iztapalapa, Huichilibusco, Mexicalcingo og andre byer, som jeg for kortheds skyld ikke vil nævne), sejlede allesammen ud på søen imod Cortés. Af denne grund blev modstanden imod Sandoval i Iztapalapa noget svagere; men da de allerfleste af byens huse dengang var byggede ude i vandet, kunne han dog ikke gøre dem synderlig skade, omend han i begyndelsen dræbte mange af fjenderne og ved hjælp af vore talrige forbundsfæller fik fanget en hel del af egnens indbyggere. Vi vil imidlertid forlade Sandoval, der blev isoleret ved Iztapalapa og ikke kunne komme til Cuyuacan med sine folk undtagen over en dæmning, der førte midt over søen: hvis han havde villet gå den vej, ville han være blevet slået af fjenderne, så snart han var kommet ind på den, for de ville have anfaldet ham fra begge sider ude på søen, og det ville ikke være lykkedes ham at værge sig. Af den årsag holdt han sig i ro. Da Cortés så, at der samledes en så vældig flåde af kanoer imod hans tretten brigantiner, blev han meget forskrækket, og det var der også grund til, for der var over 1,000 kanoer. Så hævede han da belejringen af klippefæstningen og søgte ud i søen, for at han kunne komme ud på det dybe med sine brigantiner, hvis han bragtes i klemme, og sejle hvorhen han ville. Han befalede kaptajnerne på dem, at de ikke måtte indlade sig på at angribe eller optage kampen med kanoerne, før fralandsvinden var kulet mere op, for det begyndte netop nu at blæse. Så snart de så fra kanoerne, at brigantinerne vendte, mente de, at det måtte være af frygt for dem; de mexikanske høvdinger skyndede derfor stærkt på deres folk og befalede dem straks at angribe vore brigantiner. Men i dette øjeblik rejste der sig en meget kraftig og gunstig vind, vore rorkarle klemte på af alle kræfter, og øjeblikket syntes passende, så at Cortés befalede at gå løs på kanoflåden. En hel del af dem løb de i sænk, og der dræbtes og fangedes mange indianere; de andre kanoer gemte sig imellem husene ude i søen, så at vore brigantiner ikke kunne komme dem nær. Det var den første kamp, der blev leveret på søen, og i den sejrede Cortés, - lovet være gud for alle ting, amen. Da dette var ovre, begav han sig med brigantinerne over til Cuyuacan, hvor Cristóbal de Oli havde opslået sin lejr, og han måtte kæmpe med mange flokke af mexikanere, der lurede på ham, hvor der var farligt at passere, og troede, at de ville kunne tage brigantinerne. Da de angreb ham stærkt fra kanoerne ude på søen og fra nogle høje afgudstempler, lod han fire kanoner bringe i land fra brigantinerne, og med dem fortsatte han kampen, så at mange indianere dræbtes og såredes. Men artilleristerne var så ivrige, at der ved uforsigtighed kom ild i krudtet, så at nogle af dem fik deres ansigter og hænder forbrændte. Cortés sendte da en meget hurtigsejlende brigantine over til Iztapalapa til Sandovals lejr for at hente alt det krudt, han havde, og han skrev til ham, at han ikke måtte røre sig fra det sted, hvor han var. Cortés havde således stadig bryderi med mexikanerne, indtil han forenede sig med Cristóbal de Oli i dennes lejr; men i de to dage, han var dér, var der alligevel også bestandig mange fjender over dem. Da jeg på denne tid var med ved Tacuba under Pedro de Alvarado, skal jeg fortælle hvad vi foretog os i vor hær. Da vi mærkede, at Cortés var stukken i søen, rykkede vi frem på dæmningen, og det i god orden, ikke sådan som første gang. Vi nåede nu til den første bro; armbrøstskytterne og musketererne fulgte streng disciplin, idet nogle skød, mens andre ladede; men rytterne havde Pedro de Alvarado befalet, at de ikke måtte følge med os, men blive inde på landjorden og dække vor ryg, da han frygtede for, at man skulle komme fra de omtalte byer, som vi havde passeret, og angribe os ude på dæmningerne. Således måtte vi undertiden slås med dem og til andre tider hindre dem i at komme fra dæmningen over på land; hver dag havde vi sammenstød med dem, hvor tre af vore soldater dræbtes, og vi måtte også give os af med at udbedre de vanskelige overgange. Da Gonzalo de Sandoval, som stod ved Iztapalapa, så, at han ikke kunne gøre dem dér i byen nogen fortræd, for de var jo ude i vandet og sårede hans soldater, besluttede han at begive sig ud til nogle huse, der var byggede i søen, og søge at tage dem. Han begyndte at angribe dem, men imens han var i færd hermed, sendte Guatemuz, kejseren af Mexiko, en hel del krigsfolk til hjælp for dem; de skulle ødelægge og slå hul på den dæmning, ad hvilken Sandoval var kommet derud, så at de blev indesluttede dér og ikke kunne slippe ud nogensteds. Også fra den anden kant sendte han en stor del stridsfolk. Da Cortés, som var ovre hos Cristóbal de Oli, så en stor mængde kanoer sejle hen imod Iztapalapa, besluttede han at gå over til Iztapalapa med brigantinerne og hele Cristóbal de Oli's korps for at træffe Sandoval. Mens han sejlede over søen med brigantinerne og Cristóbal de Oli drog frem ad dæmningen, så de, at en hel del mexikanere var i færd med at bryde hul på dæmningen, og de fik vished om, at Sandoval var ude ved de huse. Så pilede de derhen med brigantinerne og fandt ham i kamp med den hærafdeling, som Guatemuz havde udsendt kampen standsede nu noget, og Cortés befalede straks Gonzalo de Sandoval at lade Iztapalapa ligge og begive sig over land hen for at angribe en anden dæmning, der fører fra Mexiko til en by, som hedder Tepeaquilla og som nu kaldes efter Vor Frue af Guadelupe hvor hun gør og har gjort mange hellige mirakler. Nu skal vi høre, hvordan Cortés delte brigantinerne, og hvad der mere skete.

Da Cortés og alle vore officerer og vi soldater indså, at uden brigantinerne ville vi ikke kunne storme dæmningerne og få taget Mexiko, sendte han fire af dem til Pedro de Alvarado, og ved sin egen lejr, nemlig Cristóbal de Oli's, lod han seks brigantiner blive, og til Gonzalo de Sandoval på dæmningen ved Tepeaquilla sendte han to brigantiner. Men den mindste brigantine ville han ikke mere have ud i søen, for at kanoerne ikke skulle få den til at kæntre, da den ikke var rigtig sikker. De soldater og matroser, som var ombord på den, lod han fordele rundt om i de andre tolv, for tyve mand af deres besætning var blevet hårdt sårede. Vi havde altså fået denne forstærkning af brigantiner i vor lejr ved Tacuba, og Pedro de Alvarado befalede, at de to af dem skulle sejle på den ene side af dæmningen og de andre to på den anden side. Nu begyndte vi at kæmpe så det kunne forslå noget, for de kanoer, der plejede at angribe os ude på vandet, blev jaget på flugt af brigantinerne, så vi fik lejlighed til at erobre nogle broer og barrikader fra dem. Når vi var i kamp med dem, overdængede de os med så mange slyngesten, spyd og pile, at de slog os halvt fordærvet og sårede os, hvor godt rustede de fleste af os soldater end var; men vi holdt ikke op med at slås med dem, før nattens mørke skilte os ad. Mexikanernes hærskarer afløste hinanden bestandig fra tid til anden, med deres særlige skjoldmærker og felttegn. Og hvor de tilredte brigantinerne fra husenes terrasser med mere end et haglvejr af spyd, pile og sten! Jeg kan ikke beskrive det her, og der er ingen der vil kunne begribe det; men vi var midt i det, for der kom virkelig sådan en mængde af dem, at det var mere end et haglvejr og dækkede snart hele dæmningen. Trods al den umage fik vi dog taget nogle broer og barrikader; men når vi ikke passede på om natten, så kom de igen og tog dem tilbage og gravede ud og lavede endnu meget bedre værn, og de gravede huller ude i vandet, som vi ikke kunne se, for at vi skulle komme i fortræd den næste dag, når vi trak os tilbage fra kampen, og falde i hullerne, så at de kunne tilintetgøre os ved hjælp af deres kanoer, for de havde en hel del kanoer i beredskab netop dertil, som lå hvor man ikke kunne se dem fra vore brigantiner. Når vi så var bragt i klemme ved disse grave, nogle inde på landet og nogle ude i vandet; ville de falde over os, og for at vore brigantiner ikke skulle kunne komme os til hjælp, havde de anbragt mange skjulte estakader i vandet, for at de skulle strande på dem. Således kæmpede vi hver dag. Jeg har allerede før sagt, at hestene havde vi meget lidt nytte af på dæmningerne, for når de gjorde indhug eller forfulgte fjendeskarerne, der kæmpede med os, styrtede disse sig ud i vandet eller tyede til nogle brystværn på dæmningerne, hvor der stod nogle andre krigsfolk med lange lanser (de havde lavet nogle meget lange sådanne med de våben, de fratog os under vort store nederlag i Mexiko); med disse lanser og en tæt regn af pile og spyd ude på søen sårede og dræbte de hestene, før disse kunne gøre fjenden nogen skade. De caballeros, der ejede dem, ville desuden heller ikke sætte dem i vove, for på den tid kostede en hest 800 pjaster. Ja der var endog dem der kostede over 1.000, og de var endda ikke til at få. Og på dæmningerne kunne de kun få indhentet meget få af fjenderne. Når kampen ophørte ved nattens frembrud, forbandt vi vore sår og salvede dem med kogende hed olie, og en soldat, der hed Juan Catalan, gjorde tegn over dem og læste over dem. Jeg må sandelig sige, at vi mærkede, hvordan det behagede vor herre Jesus Kristus at give os styrke, - foruden al den anden store nåde, han viste os hver dag -, så at de hurtigt kom sig. Sårede og indhyllede i klude måtte vi kæmpe fra morgen til aften, for hvis de sårede var blevet i lejren og ikke var gået med i kampen, så ville der ikke være mødt tyve mand frem af hver afdeling, som var uskadte. Da vore venner fra Tlascala så, at den omtalte mand gjorde tegn over os, kom de til ham med alle deres sår og stød, og det var så mange, at han hele dagen havde besvær nok med at kurere på dem. Vore officerer og fanebærere var allesammen bedækkede med sår, og bannerne sønderrevne. Hver dag behøvede vi en ny fanebærer, for de blev sådan tilredte, at de ikke kunne gå i kampen igen og bære fanen. Men måske havde vi alligevel i alt fald noget at spise? Majskager vil jeg ikke sige at vi manglede, dem havde vi nok af; men noget til at forfriske de sårede med, det havde vi forbandet lidt af. Ja, der var nogle quelites, - det var en slags urter, som indianerne spiser, - og så den slags kirsebær, som findes der i landet -, det vil sige, så længe det varede -, og senere hen nepalfrugter (de såkaldte »indianske figner«), da årstiden dertil kom. På samme måde som vi bar os ad i vor lejr, bar de sig også ad i den hvor Cortés var og i Sandovals. Der gik ikke nogen dag hen, uden at store mexikanske hærafdelinger stadig foruroligede dem, og det lige fra den tidlige morgen, indtil det blev nat, for Guatemuz havde udpeget de høvdinger og hærskarer, der skulle tage stilling på hver enkelt dæmning. Og der var truffet den aftale imellem Tatelulco og byerne i søen, som jeg tidligere har omtalt, at når de så et signal fra hovedtemplet på Tatelulco, skulle de ile til, nogle i kanoer og andre over land, idet det var bestemt, hvilke mexikanske høvdinger der skulle kommandere, og der var truffet tilstrækkelige forberedelser med hensyn til hvordan og når og hvor de skulle tage stilling. Imidlertid forandrede vi vor slagorden og kampmåde. Da vi nemlig så, at om vi end tog befæstningsanlæg ude i vandet fra dem om dagen, med tab af soldater, hvortil tillige de fleste af os var sårede, tog mexikanerne dem igen om natten; derfor besluttede vi allesammen at slå lejr på dæmningen, på en lille plads, hvor der stod nogle templer med tårne, som vi havde erobret fra dem: der var nemlig tilstrækkeligt rum til at slå vore telte op. Disse var imidlertid dårlige nok at være i, for når det regnede, blev vi alle gennemblødte, så de ikke duede til andet end til at holde den kolde luft ude. De indianerinder, som bagte vort brød, lod vi blive i Tacuba under beskyttelse af alle rytterne og af vore venner fra Tlascala, for at de skulle holde øje med passerne og bevogte dem, så de ikke kom fra nabobyerne og faldt os i ryggen på dæmningerne, mens vi var i kamp. Så snart vi havde opslået vore telte dér hvor jeg har sagt, passede vi på straks at tilstoppe de vandgrave, som vi erobrede, og husene nedrev vi og ødelagde, for dersom man stak ild på dem, varede det længe, før de var brændt op, for man kunne ikke få dem til at fænge fra det ene hus til det andet. Hvert hus lå nemlig ude i vandet, som jeg tidligere har sagt, og man kunne ikke komme fra det ene til det andet uden ad broer eller i både; når vi ville svømme igennem vandet, tilføjede de os megen skade oppe fra husenes terrasser. Derfor var det sikrest for os at rive deres huse ned. Og når vi fratog dem en eller anden barrikade eller en bro eller forcerede en vanskelig gennemgang, hvor deres modstand var stærk, sørgede vi for at bevogte den dag og nat. Det var således, at alle vore kompagnier var med at holde vagt om natten, og det blev således indrettet, at første kompagni havde vagt fra mørkets frembrud til midnat (det var 40 soldater); fra midnat indtil to timer før dagens frembrud var det andet kompagni (ligeledes 40 mand), der havde vagt; men de første forlod ikke deres post og sov dér på jorden dette vagthold kaldes la modorra; derefter kom der igen 40 soldater og holdt morgenvagt, nemlig de to timer, der endnu var tilbage, inden det blev dag. Men de der havde haft modorra vagten, måtte heller ikke gå bort: de skulle blive dér, så at der om morgenen var 120 soldater i alt på vagt. Nogle nætter, når der var megen fare på færde, var vi allesammen tilstede lige fra mørkets frembrud til morgengry og ventede på et voldsomt angreb af mexikanerne. Vi var nemlig bange for, at de skulle gøre et sådant, for nogle mexikanske høvdinge, som vi havde fanget i kampen, havde meddelt os, at Guatemuz nærede den plan - og holdt råd desangående med sine krigshøvdinger - at forsøge på at sprænge os fra hinanden på vor dæmning en skønne nat eller dag, og når han havde besejret os dér hvor vi stod, så ville Cortés og Gonzalo de Sandoval på deres to dæmninger også nok blive slået og taget. Han havde ligeledes truffet den foranstaltning, at de ni søbyer tilligemed Tacuba selv, Escapuzaleo og Tenayuca skulle forene sig og på en eller anden bestemt dag falde os i ryggen på dæmningen; og de indianerinder, som vi havde i Tacuba og som bagte vort brød, samt trosset, skulle de snappe bort en nat. Da vi havde fået dette at vide, fik rytterne, der var i Tacuba, ordre til at holde vagt og være godt på deres post hele natten, såvel som vore venner tlascaltekerne. Guatemuz iværksatte da også sin plan: der kom flere gange om natten store sværme ved midnatstid, andre under modorra vagten og atter andre under morgenvagten; undertiden kom de ganske stille, men til andre tider med høje krigsråb og piben, og når de kom derhen hvor vi holdt nattevagt, kastede de spyd og sten på os og beskød os med pile, men mange andre var væbnede med lanser. Skønt de sårede nogle af os, modstod vi deres angreb, så at de måtte trække sig tilbage med mange sårede. En hel del andre krigere overfaldt vor bagage; men rytterne og tlascaltekerne slog dem tilbage, for de kæmpede ikke synderlig udholdende om natten. Således holdt vi altså vor vagt: enten det så regnede eller blæste eller frøs, og skønt vi befandt os midt ude i dynd og var sårede, måtte vi holde ud dér. Og så havde vi endda det overarbejde, som håndværksfolk siger, at måtte nøjes med de sølle majskager og urter eller indianske figner at leve af. Hvor megen omhu vi så gjorde os, gennembrød de dog atter den bro eller dæmning, vi havde erobret fra dem, for vi kunne ikke holde dem borte derfra om natten; den næste dag måtte vi tage den fra dem igen og tilstoppe den, men de kom påny og brød hul derpå og forskansede sig stærkere end før. Det varede, til mexikanerne begyndte på en anden kampmåde, som jeg skal fortælle om til sin tid. Vi vil nu ikke tale mere om alle disse træfninger, vi havde at bestå hver dag (og det samme gjaldt Cortés' og Sandoval's lejre). Hvad gavn havde vi af det, at vi hindrede dem i at få levnedsmidler ind i byen ad de tre dæmninger, eller at vi havde stoppet vandtilførslen? Vore brigantiner havde vi heller ingen anden nytte af i vor lejr, end at de kunne dække os i kampen mod krigsfolket i kanoerne og mod dem, der kæmpede fra husenes terrasser. For mexikanerne skaffede sig meget vand og proviant fra de ni byer, der var byggede ude i vandet, og andre allierede byer forsynede dem om natten med majs og høns og alt hvad de ønskede, ved hjælp af kanoer. For at hæmme denne tilførsel kom man i alle tre lejre overens om, at to brigantiner skulle sejle ud om natten på søen og opsnappe alle de kanoer, de kunne få fat i, og enten ødelægge dem eller bringe dem til vore lejre. Det var en heldig plan; rigtignok måtte vi undvære de omtalte brigantiner til kamp og dækning om natten, men de gjorde os megen gavn ved at forstyrre tilførslen af levnedsmidler og vand. Alligevel sejlede der bestandig mange kanoer derhen med ladninger; da mexikanerne ikke var forsigtige med at sende disse kanoer afsted med proviant, hengik der ikke nogen dag, uden at brigantinerne, som var ude efter dem, kom hjem med bytte af kanoer og med en stor del indianere, som de havde hængt oppe i ræerne. Nu skal vi høre om den krigslist, som mexikanerne fandt på for at få taget vore brigantiner og slået besætningen ihjel. Som jeg har sagt, sejlede brigantinerne hver nat, og om morgenen med, ud for at gøre jagt på deres kanoer og tog mange af dem; de besluttede da at udruste tredive piragua'er (det er meget store kanoer) og besætte dem med gode roere og krigsfolk. Disse lagde sig alle tredive om natten ved nogle rørholme, hvor man ikke kunne se dem fra brigantinerne, og der var lagt et tag af løv over dem. I forvejen afsendte de om natten to-tre kanoer, der skulle se ud som om de førte levnedsmidler eller vand til byen og var forsynede med gode rorkarle. Dér hvor mexikanerne mente at brigantinerne ville komme hen, når de kæmpede med dem, havde de nedrammet mange tykke tømmerstokke, der dannede estakader, for at de skulle strande derpå. Nu løb kanoerne altså ud i søen, og det tog sig ud som om de af frygt søgte ind til rørholmene. To af vore brigantiner gav sig til at forfølge dem, og de to kanoer lod som om de tog tilflugt ved kysten, dér hvor de tredive piragua'er lå i baghold. Brigantinerne fulgte efter og så snart de var kommet hen til bagholdet, løb alle piragua'erne ud samtidig og angreb brigantinerne. I et øjeblik var alle soldaterne og rorfolkene og kaptajnerne med blevet sårede, og de kunne ikke komme nogen vegne på grund af estakaderne. Her dræbtes den ene kaptajn, der hed NN. de Portilla, en flink soldat, som havde været i Italien, og Pedro Barba, der også var en meget dygtig officer, blev såret og døde tre dage efter af sine sår; hans brigantine erobrede de. Disse to brigantiner var af dem, der hørte til Cortés' hærkorps, og han blev meget ilde til mode derover. Men få dage efter gengældte vi dem det i rigt mål ved et baghold, vi lagde for dem, - som jeg skal berette, når tiden dertil kommer. Herom vil vi nu ikke tale mere. Men i Cortés' og i Gonzalo de Sandoval's lejre leverede de bestandig meget store kampe, de største i Cortés' lejr, for han lod nedrive og opbrænde huse og udbedre broer, og alt hvad han erobrede om dagen udbedrede han. Han lod sige Pedro de Alvarado, at han skulle endelig ikke passere nogen bro eller åbning i dæmningen, uden at han først havde istandsat og udfyldt den, og han måtte ikke undlade at nedrive og stikke ild på ethvert hus. Ved hjælp af murstenene og tømmeret fra de huse, som vi demolerede, stoppede vi hullerne og åbningerne ved broerne, og vore venner fra Tlascala hjalp os her fortræffeligt som i hele krigen. Da nu mexikanerne så, at vi jævnede alle huse med jorden, og at vi istandsatte broerne og udfyldte åbningerne, besluttede de at kæmpe på en ny måde; de hejste nemlig en bro op og gravede en meget bred og dyb grav, så at vi på sine steder tabte fodfæstet, når vi ville gennemvade den. De havde lavet mange huller deri, som vi ikke kunne se, nede i vandet og opkastede skanser og værn på begge sider af åbningen, og de havde anbragt mange estakader af svære tømmerstokke, for at vore brigantiner skulle strande, hvis de kom os til hjælp, når vi ville forsøge at erobre dette fæstningsanlæg fra dem. For de indså nok, at det første, vi ville gøre, var at bryde dette værn og at forsøge at passere denne grav for at komme ind i byen. Ligeledes havde de mange kanoer liggende i skjul, velbesatte med krigere og dygtige roere. Og en søndag morgen begyndte da fra tre sider store hærskarer at anfalde os, således at vi havde møje nok med at undgå nederlag. Pedro de Alvarado havde dengang befalet, at halvdelen af de ryttere, som plejede at være i Tacuba, skulle være om natten ude på dæmningen, for der var ikke så megen fare nu som i begyndelsen, eftersom der nu ikke længere var terrasser (for de allerfleste huse var raserede), og de kunne ride frem og tilbage på dæmningerne, uden at man kunne såre deres heste fra kanoerne og terrasserne. Men vi vil fortælle videre. De tre skarer krigsfolk kom meget rasende over os, den ene dér hvor den store vandgrav var, den anden fra et sted, hvor vi havde nedrevet nogle huse, men den tredje hærskare faldt os i ryggen fra Tacuba siden. Vi var altså omtrent omringede. Rytterne samt vore venner fra Tlascala tilbagedrev den skare, der var faldet os i ryggen, og alle vi andre kæmpede meget tappert med de andre to hærafdelinger, indtil vi fik dem til at gå tilbage; men det var et falsk tilbagetog, de foretog. Vi erobrede deres første forskansning, som vi også sløjfede, hvorefter vi troede, at vi havde vundet sejr, og vadede over graven, for dér hvor vi gik over var der ingen huller, hvorefter vi forfulgte dem imellem nogle store huse og templer. Fjenden lod stadig som om han trak sig tilbage, mens han hele tiden beskød os med spyd, slyngesten og mange pile. Men inden vi så os for, kom en mængde krigsfolk os i møde fra et sted, hvor de havde været skjulte, så at vi ikke kunne opdage dem, og mange andre anfaldt os fra terrasserne og husene, og de der først havde ladet som om de trak sig tilbage, gjorde omkring og styrtede på én gang over os, så at vi ikke kunne holde stand mod dette voldsomme angreb, men besluttede at vige tilbage i god orden. I søen og i den grav, vi havde erobret fra dem, lå nu en hel flåde af kanoer, hvor vi før var gået over og hvor der ingen huller var, så nu kunne vi ikke benytte dette overgangssted, men måtte gå over et andet sted, hvor vandet, som jeg har sagt, var meget dybere og hvor der var lavet mange huller. Da der kom en sådan mængde krigsfolk over os og vi gik tilbage, måtte vi dels svømme, dels vade igennem vandet, og de fleste soldater faldt i hullerne; nu var kanoerne straks på pletten, og dér bemægtigede mexikanerne sig fem af vore kammerater og førte dem levende til Guatemuz; alle de andre blev sårede, og brigantinerne, som vi ventede på at få hjælp af, kunne ikke komme til, for de var alle rendt på estakaderne, som de havde sat ud, og blev hårdt angrebne fra kanoerne og husenes flade tage, med spyd og pile; to af de soldater, der tjente som roere, dræbtes, og mange af folkene blev sårede. Vi vil nu vende tilbage til hullerne og vandgraven. Jeg må sige, at det var et vidunder, de ikke slog os allesammen ihjel dér; hvad mig angår, så havde allerede en hel del indianere lagt hånd på mig, men jeg fik lejlighed til at få min arm fri, og vor herre Jesus Kristus gav mig styrke til at slippe bort fra dem ved hjælp af nogle gode sværdhug. Men jeg var hårdt såret i den ene arm, og så snart jeg var kommet op af vandet og befandt mig på et sikkert sted, faldt jeg bevidstløs om, uden at kunne stå på mine ben og uden at kunne trække vejret; det kom af den store anstrengelse, jeg havde måttet anvende for at rive mig løs fra det pak, og af det store blodtab. Dengang de havde slået klo i mig, befalede jeg mig i tankerne gud, vor herre, og hans velsignede moder, Vor Frue, i vold og anvendte, som jeg har sagt, al kraft; derfor slap jeg løs. Gud være takket for sin nåde imod mig! Det gik ligesådan med Pedro de Alvarado og rytterne; de havde fuldt op at gøre med at tilbagekaste de sværme, som faldt os i ryggen ovre fra Tacuba siden. Der var ingen af dem, der passerede igennem vandet eller var med til at storme barrikaderne, undtagen en enkelt rytter, der for kort tid siden var kommet fra Kastilien; dér blev både han selv og hans hest dræbt. Da de så, at vi trak os tilbage, var nogle flere af rytterne i færd med at ville komme os til undsætning; men hvis de var gået over vandet dér, så måtte vi nødvendigvis have gjort omkring og gået løs på indianerne påny, og hvis det var sket, ville ikke en eneste have beholdt livet, hverken de eller hestene eller vi selv, for det var sådan indrettet, at de måtte falde i hullerne, og der var så mange krigsfolk, at de ville have dræbt deres heste med de lanser, som de havde i beredskab dertil, og fra de mange flade tage, for dette gik for sig inde i selve byen. Efter at mexikanerne havde vundet denne sejr, blev der hele den dag (det var søndag som jeg har sagt) rettet det ene angreb efter det andet på vor lejr af en så stor mængde krigere, at vi ikke kunne måle os med dem, og de var sikre på at få os ødelagt; men vi forsvarede os imod dem med nogle malmkanoner og med tapperhed, og alle kompagnierne tilsammen havde vagt hver nat. Da Cortés fik det at vide og var meget harmfuld derover, sendte han en brigantine over til Pedro de Alvarado med et brev, hvori han sagde, at hvordan det end gik, så måtte han endelig ikke undlade at udfylde og tilstoppe noget gennembrud, at alle rytterne skulle blive natten over på dæmningen med opsadlede og optømmede heste; vi måtte ikke rykke et eneste skridt videre frem, før vi havde udfyldt den store grav med mursten og tømmer, og vi måtte passe godt på lejren. Da vi nu så, det var vor skyld, at det var gået så galt, sørgede vi for fremtiden for at lukke og tilstoppe den omtalte åbning; det var rigtignok med betydelig møje, og fjenderne tilføjede os mange sår og dræbte seks soldater under dette arbejde; men da fire dage var gået havde vi den tilstoppet. Om nætterne holdt alle vore tre kompagnier vagt derved, sådan som det var befalet os. Dengang stod jo mexikanerne tæt op ad os, når vi holdt vagt, og de havde da også deres vagter, der afløstes til bestemte tider. De tændte et stort bål, der brændte hele natten; de som havde vagt, holdt sig noget borte fra bålet, og vi kunne ikke fra vor stilling se de indianere, der var på vagt, på grund af skinnet fra det antændte brænde. Men vi kunne dog godt mærke, når de afløste hinanden, og når de kom og ragede op i brændet. I en hel del nætter skete det, at regnen, som der var meget af på den tid, slukkede deres bål, så at de måtte tænde det igen; det skete uden nogen støj, og uden at de sagde et ord til hinanden, men de gjorde sig forståelige for hinanden ved nogle fløjtesignaler. Når vi mærkede, at afløsning fandt sted, beskød vore bøsseskytter og armbrøstskytter dem ofte med sten og bolte, men det var kun hen i vejret: de kunne ikke gøre dem nogen skade, for det var på et sted, hvor vi ikke ville kunne komme hen til dem i mørke, selvom vi havde haft lyst dertil; de havde nemlig igen udgravet en stor grav og havde opkastet barrikader og skanser. De beskød os ligeledes med mange sten og spyd, så godt de kunne. Men nok om denne vagt. Hver dag kæmpede vi os frem på vor dæmning i god slagorden, og vi fik erobret den grav fra dem, hvor de holdt vagt, som jeg nys fortalte. Der var en så stor mængde fjender imod os hver dag og en sådan mængde spyd og pile og sten, at vi alle blev sårede, skønt vi rykkede frem i god orden og godt rustede. Når så hele dagen var gået hen med kamp, og aftenen kom, og vi ikke så lejlighed til at gøre yderligere fremstød, men måtte vige tilbage, havde de mange krigsfolk i beredskab, for de mente, at de ville kunne oprive os ved at trænge os hårdt, når vi trak os tilbage, for de styrtede over os så rasende som tigere, og vi måtte kæmpe med dem i nærkamp. Da vi opdagede dette anslag, så bar vi os ad på følgende måde, når vi trak os tilbage: det første vi gjorde, var at sende vore venner tlascaltekerne bort fra dæmningen, for de var jo talrige og ville gerne, med bistand af os, i kamp med mexikanerne. Da disse var snu, ønskede de intet hellere end at se os bragt i forvirring ved vore forbundsfæller og at kunne få os indesluttede eller at få afskåret nogle af os ved de kraftige angreb, de gjorde på os fra to eller tre sider. På grund af de mange tlascalteker, som var os i vejen, kunne vi ikke kæmpe til alle sider; derfor sendte vi dem bort fra dæmningen hen til et sted, hvor de var i sikkerhed. Så snart vi altså fandt, at de ikke længere var os i vejen, trak vi os tilbage til lejren; men vi vendte ikke ryg, vi vendte stadig ansigtet imod dem, nogle armbrøstskytter og musketerer skød, og andre ladede, og vore fire brigantiner, to på hver side af dæmningen, forsvarede os på søen imod sværmen af kanoer og stenregnen fra tagene på de huse, som endnu ikke var nedrevne. Trods denne gode orden var hver af os i høj grad i livsfare, inden vi kom tilbage til vore telte. Dér salvede vi så vore sår med olie og forbandt dem med tøj dér fra landet og holdt aftensmåltid med de majskager, der bragtes os fra Tacuba, og med urter og indianske figner, når vi havde dem. Så gik vi hen og holdt vagt ved den omtalte vandgrav, og næste morgen måtte vi igen slås: der var ikke andet at gøre, for hvor tidlig på morgenen det end var, havde vi allerede de fjendtlige skarer over os; de kom endda helt nær til vor lejr og udskældte os. Alt det måtte vi døje. Vi vil nu foreløbig ikke fortælle om vor lejr, som jo var Pedro de Alvarado's, men derimod se, hvordan det gik Cortés. Ham bekrigede de også både nat og dag og dræbte og sårede mange af hans soldater ligesom hos os i lejren ved Tacuba. Han havde bestandig to brigantiner ude om natten for at gøre jagt på de kanoer, der skulle til Mexiko med levnedsmidler og vand. Så vidt jeg ved, tog den ene brigantine to fornemme mænd til fange, som var ombord på en af de mange proviantbåde. Af dem fik Cortés at vide, at de havde lagt 40 piragua'er og en del kanoer i baghold mellem noget buskads for at få fat i en af vore brigantiner, sådan som forrige gang. De to fornemme mænd, der fangedes, blev behandlede godt af Cortés, som gav dem nogle glasperler og lovede dem, at når han fik erobret Mexiko, ville han give dem jordbesiddelser. Ved vore tolke, Doña Marina og Aguilar, spurgte han dem, hvor piragua'erne lå, for de havde ikke lagt sig på samme sted som forrige gang; de angav det sted, hvor de var, og underrettede ham desuden om, at der var nedrammet en hel del estakader, bestående af svære træstammer, for at brigantinerne skulle strande på dem, når de flygtede for deres piragua'er, så at de kunne få bemægtiget sig dem dér og nedhugget besætningen. Da Cortés havde fået denne meddelelse, lod han seks brigantiner lave sig til om natten at lægge sig ved nogle rørholme, en fjerdingvej fra det sted hvor piragua'erne lå i baghold; de skulle dække sig godt med løv og ro ganske stille. Dér lå de da hele natten og ventede; og meget tidlig den næste morgen lod Cortés en brigantine løbe ud og anstille sig som om den gjorde jagt på de kanoer, der var på vej til staden med proviant. De to fornemme indianere, der var taget til fange, fik ordre til at gå ombord i brigantinen for at vise, hvor på lag piragua'erne lå; så kunne brigantinen sejle ad den kant. Vore fjender mexikanerne besluttede ligeledes at udsende to kanoer som lokkefugle, ligesom forrige gang, hen hvor bagholdet var, som om de bragte levnedsmidler til byen; meningen var da, at brigantinen skulle give sig til at forfølge dem. De havde altså en plan, og vore havde mage til deres, ganske på samme måde. Da nu den brigantine, som Cortés lumskelig havde sendt ud, fik kig på de kanoer, som indianerne havde udsendt for at lokke brigantinen, satte den efter dem; de to kanoer lod som om de flygtede ind ad land til, hvor bagholdet var og deres piragua'er lå. Men så anstillede vor brigantine sig som om den ikke turde komme nær til land, og stak ud i søen igen. Så snart piragua'erne og en hel del andre kanoer opdagede, at den vendte om, kom de frem og roede efter den med rasende hast af alle kræfter; brigantinen vedblev stadig at flygte i den retning, hvor de andre seks brigantiner lå i baghold, og den havde stadig piragua'erne efter sig. I dette øjeblik lød der et bøsseskud: det var tegnet til, at vore brigantiner skulle løbe ud, og så snart de hørte signalet, foér de frem og kom over piraguaérne og kanoerne, som de oversejlede, hvorved mange krigere dræbtes og fangedes. Den brigantine, vi havde sendt ud for at lokke dem, var imidlertid kommet noget længere bort, men vendte atter om og hjalp sine kammerater, så at der blev gjort et godt bytte af fanger og kanoer. Fra den tid af turde mexikanerne ikke mere lægge sig i baghold eller sende proviant og vand så åbenlyst ind til byen som hidtil. Det var altså brigantinernes kamp på søen og vore træfninger på dæmningerne. Nu skal vi fortælle, at da de byer, der var byggede ude i søen (jeg har tidligere nævnt dem), så at vi hver dag vandt sejre både til lands og til vands, kom de og søgte vort venskab ligesom beboerne af Chalco, Tezcuco, Tlascala og andre byer, for vi havde gjort alle disse byer megen fortræd og ulykke og skade og fanget mange indianere og indianerinder. De plejede altså råd allesammen indbyrdes, lader det til, og besluttede at lade nogle udsendinge bede Cortés om fred. I stor ydmyghed tryglede de ham om tilgivelse, hvis de havde fortørnet os i noget, og sagde, at de havde adlydt andres befalinger og ikke havde kunnet gøre andet. Cortés blev meget fornøjet over at se dem komme med sådan en hensigt, og så snart vi fik det at vide i Pedro de Alvarado's og Sandoval's lejre, glædede vi os, alle vi soldater. Med venligt åsyn og mange blide ord tilgav Cortés dem og sagde, at de havde rigtignok fortjent en streng straf, fordi de havde hjulpet mexikanerne. Disse byer var Iztapalapa, Huichilobusco, Cuyuacan, Mezquique og i det hele alle byerne i ferskvandssøen. Cortés sagde til dem, at vi ville ikke bryde op med vor lejr, før mexikanerne kom og bad om fred eller vi fik dem besejrede i krigen, og han befalede dem at hjælpe os i alle henseender under belejringen af Mexiko, med alle de kanoer, de havde, at de skulle komme og bygge barakker til Cortés og bringe os noget at spise. De sagde, at det skulle de nok gøre, og de byggede også barakker til Cortés; men mad bragte de ikke, undtagen meget lidt, og det uvilligt. Til os under Pedro de Alvarado blev der aldrig bygget barakker, så at vi måtte opholde os i vand; de der har været dér i landet ved jo, at i juni, juli og august falder der regnskyl hver eneste dag. Men vi vil ikke tale mere herom, derimod atter vende os til vor dæmning og de kampe, vi hver dag måtte levere mexikanerne. Vi erobrede mange gudetempler, huse, grave og kanaler og broer fra det ene hus til det andet, og alle åbningerne udfyldte vi med mursten og tømmer fra de huse, vi ødelagde og nedrev, og vi holdt bestandig vagt derved. Trods al vor omhu fik de dem dog uddybet og udvidet igen og opkastet flere barrikader. Alle vore tre kompagnier betragtede det som en vanære, at nogle skulle kæmpe og byde de mexikanske hærskarer spidsen, mens andre udfyldte overgange og grave og gjorde broer istand. For at afværge tvivl om hvem af os der skulle kæmpe eller tilstoppe vandgrave, befalede Pedro de Alvarado, at ét kompagni skulle overtage udfyldningsarbejdet den ene dag, mens de to andre kompagnier sloges og gjorde front mod fjenden; det skulle gå på omgang, først det ene kompagni den ene dag og et andet kompagni den anden dag, indtil alle tre kompagnier havde været med dertil; derefter skulle det veksle igen. På denne måde var der ikke noget, vi fik erobret fra dem, uden at vi straks jævnede det med jorden, og vore venner tlascaltekerne hjalp os dermed. Således kom vi efterhånden længere og længere ind i deres by. Men når alle tre kompagnier skulle til at trække sig tilbage, måtte vi kæmpe samlede, for så var vi i stor fare; og, som jeg før har sagt, først lod vi alle tlascaltekerne forsvinde fra dæmningerne, for de var os sandelig altfor meget i vejen, når vi kæmpede. Vi vil nu atter vende os til Cortés' og Sandoval's lejre. De havde stadig, både dag og nat, mange fjender over sig til lands og flåder og kanoer ude på søen; bestandig angreb de dem, og de kunne ikke få dem væk. Cortés' folk erobrede rigtignok en bro og en meget dyb grav fra dem; men den var vanskelig at tage, og mexikanerne havde anbragt mange skanser og brystværn dér, så at man ikke kunne komme derover undtagen ved at svømme. Når de begyndte på overgangen, stod der en mængde krigere og tog imod dem med pile, slyngesten, spyd, stridskøller, tohåndssværd og lanser, der lignede leer, hvis od var lavet af de sværd, som de havde frataget os; og søen var fuld af kanoer, der var udrustede til kamp; og i nærheden af barrikaderne var der mange terrasser, hvorfra de kastede en mængde sten. Brigantinerne kunne ikke være dem til hjælp på grund af de estakader, som de havde sat ud. Cortés' folk havde altså stort besvær med at forcere disse fæstningsværker ved broen og kanalen; der blev dræbt fire soldater og såret henved tredive i kampen. Da det var sent, før de blev færdige med erobringen, fik de ikke tid til at demolere og udfylde, og trak sig tilbage med stor møje og fare, med over tredive sårede soldater og mange flere tlascalteker slået fordærvet. Guatemuz begyndte imidlertid at lade sine tropper kæmpe på en anden måde: han samlede hele sin hærstyrke - det var just Sankt Hans dag i juni måned, lige ét år efter at vi var rykkede ind i Mexiko, dengang vi kom Pedro de Alvarado til undsætning og de slog os, således som jeg har fortalt i vedkommende kapitel (det var ligesom de havde regnet det ud) -, Guatemuz befalede altså at rette et så voldsomt angreb som muligt, med alle tropperne, på vore tre lejre, såvel til lands som til vands med kanoerne. Han lod det foretage om natten under modorra vagten, og for at brigantinerne ikke skulle være os til hjælp havde de anbragt estakader næsten alle vegne omkring i søen, for at de skulle strande på dem. De kom med sådant et raseri og sådan en voldsomhed, at hvis det ikke havde været for os, der holdt vagt, 120 krigsvante soldater i tallet, ville de have stormet vor lejr; stor fare var vi i, men vi gjorde modstand i god orden. Dér sårede de femten af vore, og to af dem døde af deres sår otte dage efter. Og i Cortés' lejr kom de også i en slem klemme og måtte døje meget, så at der var mange faldne og sårede; på samme måde gik det i Sandoval's. De kom sådan to nætter i træk; men ved disse sammenstød faldt der også mange mexikanere, og mange flere såredes. Da nu Guatemuz og hans høvdinge og papa'er så, at disse to natlige angreb ikke nyttede noget, besluttede de at komme med hele deres styrke og angribe vor lejr ved Tacuba under morgenvagten. Ved dette heftige angreb indesluttede de os fra to sider, og vi var blevet halvt slået og afskårne; men vor herre Jesus Kristus gav os kraft til at slutte os sammen igen, vi fik nogen dækning af brigantinerne, og idet vi kom i håndgemæng med dem, fik vi dem ved gode sværdhug og kårdestød drevet noget tilbage. Af rytterne havde vi god gavn, og armbrøstskytterne og bøsseskytterne gjorde alt hvad de kunne; men vi havde nok at varetage med at kaste nogle andre hærskarer tilbage, som faldt over os i ryggen. I dette slag dræbte de otte og sårede mange af vore soldater, og Pedro de Alvarado selv fik et sår i hovedet. Dersom vore forbundsfæller tlascaltekerne havde ligget den nat ude på dæmningen, ville det have set farligt ud for os, eftersom de ved deres store antal var os i vejen; men på grund af vore tidligere erfaringer fik vi dem straks bort fra dæmningen og ind til Tacuba; så havde vi plads til at røre os. For igen at tale om vort slag, så har jeg at fortælle, at vi dræbte mange mexikanere og fangede fire fornemme personer. Jeg kan jo nok tænke, at mine forstandige læsere må være trætte af at være med til alle disse kampe hver dag; men der er ikke andet for i de 93 dage, vi belejrede denne stærke og store by, havde vi nemlig hver dag og nat kampe at bestå, derfor må jeg gentage det mange gange, at og når og hvordan de gik for sig. Jeg vil dog ikke skrive det ene kapitel efter det andet om hvad vi hver dag gjorde, for jeg synes, at det ville være altfor vidtløftigt og uendeligt; det ville ligne romanen om Amadis eller andre ridderromaner. Derfor vil jeg for fremtiden ikke blive ved at opregne alle de slag og træfninger, vi måtte levere hver eneste dag; men jeg vil fortælle det så kort jeg kan. Det lod jo nok til, at vi havde sejr med os; men det gik os igen meget galt, for de kom atter over os, så at vi i alle tre lejre var i stor fare for at gå til grunde, hvilket man vil se i det følgende.

Da Cortés så, at vi ikke kunne få tilstoppet alle de grave og broåbninger og kanaler, som vi hver dag fratog dem, fordi mexikanerne atter udgravede dem om natten og byggede endnu stærkere barrikader, end de før havde bygget, og det var et svært arbejde at kæmpe og udbedre broer og holde vagt allesammen, og da desuden de allerfleste af os var sårede og en snes mand var døde, besluttede Cortés at holde råd med de kaptajner og soldater, som han havde i sin lejr; det var Cristóbal de Oli, Francisco Verdugo, Andrés de Tapia, bannerføreren Corral og Francisco de Lugo. Han skrev også til vor lejr, nemlig Pedro de Alvarado's, og til Sandoval's, for at høre alle vore officerers og soldaters mening. Den plan, han foreslog og som han spurgte os til råds om, var om vi skulle trænge pludseligt ind i byen, indtil vi nåede Tatelulco, som er det største torv i Mexiko og meget rummeligere og større end det i Salamanca; og når vi var nået derhen, så skulle alle vore tre korpser tage stilling dér; derfra ville vi så kunne kæmpe os frem gennem Mexiko's gader uden at have alt det besvær med at trække os tilbage eller tilstoppe broåbningerne eller holde vagt ved dem. Det går jo gerne sådan ved slige rådslagninger, at der er mange forskellige meninger; sådan var det også her, for nogle af os sagde, at det var ikke nogen god plan, og at det var ikke vel betænkt at begive os sådan helt midt ind i byen: vi skulle blive hvor vi var, fortsætte kampen og nedrive og afbrænde huse. Som de øjensynligste grunde herfor angav vi, der havde denne mening, at hvis vi satte os fast på Tatelulco og forlod dæmningerne og broerne ubeskyttede og uden bevogtning, så ville mexikanerne med alle deres krigsfolk og deres mange kanoer atter trække broerne op og gennembryde dæmningen, så at vi ikke ville kunne få bugt med dem, og med deres store hærstyrke ville de bekæmpe os både nat og dag; og da de altid havde anbragt en mængde estakader, så ville vi ikke kunne få nogen hjælp af vore brigantiner. På den måde, Cortés ville have det, ville vi blive de belejrede, men de ville få både landjorden og søen for dem. Herom skrev vi til ham, at det ikke skulle gå os som forrige gang, dengang vi flygtede ud af Mexiko, idet vi mindedes talemåden om kattepinen. Da Cortés havde erfaret alles mening og så, at vi havde gode grunde at give ham, blev resultatet af hele rådslagningen, at vi den næste dag skulle rykke ud fra alle tre lejre og med al mulig kraft gøre et fremstød, både rytterne, armbrøstskytterne, musketererne og soldaterne, og at vi skulle trænge frem til det største torv, som er det ofte omtalte Tatelulco (forfatteren kunne tydeligere have sagt, at Cortés altså alligevel fik sin vilje sat igennem). Vi beredte os til kamp i alle tre lejre, såvel som vore forbundsfæller fra Tlascala, Tezcuco og søbyerne, der fornylig havde hyldet hans majestæt; de skulle bistå brigantinerne med deres kanoer. Og en søndag morgen, efter at vi havde hørt messe, rykkede vi ud fra vor lejr med Pedro de Alvarado i spidsen, mens Cortés også rykkede ud fra sin, og Sandoval med sine kompagnier. Hvert hærkorps trængte kraftigt frem og tog den ene bro og skanse efter den anden, og fjenden kæmpede som tapre krigsmænd. Hvad Cortés angår, havde han sejren med sig, og det samme var tilfældet med Gonzalo de Sandoval; men hvad vort korps angår, så tog vi ganske vist også en skanse og en bro, skønt med stor umage, for de holdtes af en talrig afdeling af Guatemuz' tropper, og mange af vore soldater blev sårede (én døde siden af sine sår), og af vore venner tlascaltekerne blev over tusind ramt af stenkast; vi rykkede dog nok så stolt fremad og forfulgte sejren. Nu skal vi igen høre om Cortés og hans hær. De erobrede en temmelig dyb vandgrav, hvori der var en meget snæver lille overgang; og nu havde mexikanerne været så snilde og listige at indrette det sådan, som de tænkte at det ville gå Cortés: når han og hans officerer og soldater nemlig trængte sejrrig frem og dæmningen var fuld af vore forbundsfæller og de fulgte efter fjenderne, der lod som om de flygtede og dog ikke holdt op med at kaste spyd og sten og afskyde pile og engang imellem gjorde holdt, som om de ville gøre modstand imod Cortés, fik de ham til sidst lokket efter dem, og mens han var i færd med at forfølge sin sejr, flygtede de tilsyneladende stadig for ham. Lykken vender jo ofte sit hjul, og der kommer megen sorg efter det største held. Da Cortés rykkede sejrrig frem og forfulgte fjenden, skete det, enten ved hans store forsømmelighed eller fordi vor herre Jesus Kristus tillod det, at han og hans officerer og soldater undlod at udfylde den vandgrav, som de havde taget; og da de havde været så snilde at gøre overgangen derover meget smal og der kom vand ind i den på flere steder og der var meget dynd og mudder, så gik det just som mexikanerne ønskede det. De bemærkede altså, at vadestedet passeredes, uden at man udfyldte det, og de havde just i den hensigt en hel del hærafdelinger i beredskab under meget tapre høvdinge og mange kanoer på søen, hvor vore brigantiner ikke kunne gøre dem nogen skade, på grund af de store estakader, de havde anbragt, for at de kunne strande derpå. Så faldt de over Cortés og alle hans soldater med et sådant raseri, en mængde mexikanske hærskarer, under vældig hylen, råben og piben, og vore folk kunne ikke holde stand imod den store vildhed og kraft, hvormed Cortés blev angrebet. Alle soldaterne bestemte sig da for tilbagetog under god disciplin, med bannerne førte af deres officerer. Men da fjenden trængte så hidsigt ind på dem og de endelig var drevet hen til det omtalte farlige sted, opstod der forvirring på grund af den talrige mængde forbundsfæller, der var med, så at de vendte ryg og flygtede uden at sætte sig til modværge. Da Cortés så dem således komme slagne tilbage, søgte han at sætte mod i dem og råbte: »Hold stand, hold stand, senores! Hold modigt stand! Hvad er dette ? Skal i sådan vende ryg?« Men han kunne ikke standse dem, og ved den overgang, de havde glemt at udfylde og som var så snæver og vanskelig, bibragte de ham et nederlag ved hjælp af kanoerne; han selv blev såret i det ene ben. 66 soldater førte de levende bort, og 8 heste blev dræbte. Cortés selv havde allerede seks-syv mexikanske høvdinger fået fat i; men det behagede gud, vor herre, at stå ham bi og give ham styrke til at forsvare sig, omend han var blevet såret i det ene ben. For just i dette øjeblik ilede en meget modig soldat hen til ham (han hed Cristóbal de Olea og var fra Gammel Kastilien), og da han så, at alle disse indianere havde lagt hånd på ham, huggede denne soldat, Olea, så kækt ind på dem, at han strakte fire af de høvdinger døde til jorden, som havde fat i Cortés. Også en anden meget tapper soldat ved navn Lerma kom til hjælp, ved således at kaste sig imellem fik de dem til at give slip på ham; men Olea mistede selv livet for at forsvare ham, og Lerma var på et hængende hår også blevet dræbt. Derefter kom en hel del soldater til, og skønt de selv var sårede, løftede de Cortés op og hjalp ham ud af denne fare og det dynd, som han var kommet ud i; ligeledes skyndte Cristóbal de Oli, vor maestro de Campo, sig til; og de bar ham på deres arme bort fra vandet og dyndet og skaffede ham en hest, på hvilken han slap ud af dødsfaren. Samtidig kom også hans hushovmester til (han hed Cristóbal de Guzmán) med en anden hest, og mens de mexikanske krigere jublede over deres sejr oppe fra terrasserne, fik de lumskelig fanget denne Cristóbal de Guzmán og bragte ham levende til Guatemuz. Mexikanerne forfulgte stadig Cortés og alle hans soldater, indtil de nåede deres lejre; og efter at denne ulykkelige kamp var forbi og de igen befandt sig i lejren, undlod de mexikanske hærskarer ikke at være efter dem og skrige og råbe mange skældsord til dem og kalde dem feje uslinger. Vi vil nu ikke tale mere om Cortés og hans nederlag, men vende tilbage til vor hær, nemlig Pedro de Alvarado's i byen Tacuba. Just da vi drog meget sejrrige frem, så vi pludselig en stor del mexikanske sværme komme os i møde med høje råb, meget smukt prydede med våbenmærker og fjerbuske. For vore fødder kastede de fem hoveder, som de lige havde afskåret af de fanger, de havde taget af Cortés' afdeling; blodet randt af dem. De råbte: »Sådan vil vi dræbe jer, ligesom vi har dræbt Malinche og Sandoval og alle dem, de havde med sig; det er deres hoveder, - i kan vel nok kende dem!« Under disse råb trængte de så hårdt ind på os, at de til sidst lagde hånd på os; hverken sværdhug eller kårdestød eller armbrøster eller bøsser nyttede noget: de behandlede os, som om de skød til skive. Alligevel blev vor slagorden ikke bragt i forvirring på tilbagetoget, for vi befalede straks vore venner tlascaltekerne at gøre plads for os på dæmningerne, dér hvor de var snævre at passere. Dengang gjorde de det ganske som vi ønskede, for da de så vore kammeraters fem blodige hoveder og hørte råbet, at de havde slået Malinche, Sandoval og alle teulerne i deres følge ihjel, og at de ville gøre ligesådan ved os, blev de såre bange, for de troede, at det var sandt; - derfor er det jeg siger, at tlascaltekerne forsvandt fra dæmningen i en hast, så det kunne forslå noget. Mens vi trak os tilbage, hørte vi oppe fra hovedtemplet, hvor deres afguder Huichilobos og Tezcatepuea var og hvorfra man overskuer hele den store by, lyden af en tromme, den sørgeligste lyd, man kunne høre, som af et djævleinstrument; den dundrede sådan, at det kunne høres 2 mile borte. Tillige hørtes lyden af mange pauker, sneglehorn, lurer og piber. Som vi siden fik at vide, var det dengang, de ofrede ti af vore kammeraters hjerter og meget blod til de omtalte afguder. Imidlertid fortsatte vi vort tilbagetog, stadig angrebet både fra dæmningen og terrasserne og kanoerne på søen. Der kom nu atter en stor mængde fjendeskarer imod os, som Guatemuz afsendte påny; og han lod blæse på sin krigstrompet, hvilket var et tegn: når den lød, skulle hans høvdinger og krigere enten bemægtige sig os eller selv falde. Den gennemtrængende klang nåede til deres øren, og så snart disse hærskarer hørte den, stormede de ind på os med usigeligt raseri og vildhed for at gribe os. Det var forfærdeligt, og jeg kan ikke beskrive det, skønt  nu jeg tænker derpå, er det ligesom om jeg så det for mine øjne og som om jeg igen var ude i dette slag. Jeg må atter sige, at hvis ikke vor herre Jesus Kristus havde givet os styrke, uagtet vi alle var sårede, ville vi aldrig have nået vore telte. Han frelste os, og jeg takker og priser gud højlig, fordi han frelste mig både dengang og mange andre ud af mexikanernes vold. Men vi vil fortsætte vor fortælling. Mens rytterne gjorde indhug, opstillede vi to stykker svært skyts ved vore telte, idet nogle skød og andre ladede, og på den måde holdt vi dem stangen. Dæmningen var fra ende til anden opfyldt af fjender, og de kom og kastede spyd og sten helt hen til vore huse, som om det allerede var ude med os; men med de nævnte kanoner dræbte vi dog mange af dem. Hvem der udrettede et dygtigt arbejde den dag var en hidalgo ved navn Pedro Moreno Medrano, som nu bor i Puebla, for han gjorde tjeneste som artillerist, da alle vore sædvanlige artillerister var dels dræbte, dels sårede. Pedro Moreno havde altid været en særdeles tapper soldal, men den dag var han os navnlig til stor nytte. Imens vi således var hårdt trængte og sårede, vidste vi intet om Cortés eller Sandoval eller deres hære, om mexikanerne havde slået og nedhugget dem, sådan som de sagde til os, da de tilkastede os de fem hoveder, de kom trækkende med ved håret og skægget og sagde, at nu havde de dræbt Malinche og alle teulerne, og at de på denne samme dag ville dræbe os på samme vis. Vi kunne ikke erfare noget om dem, for vi kæmpede en halv mils vej fra hinanden, og det sted, hvor Cortés blev slået, var endnu længere borte. Derfor var vi meget sørgmodige; men både sårede og uskadte sluttede kreds allesammen og stod fast imod mexikanernes rasende anfald. Den dag troede de, at der ikke skulle blive den mindste trævl tilbage af os, siden de angreb os så voldsomt. Hvad vore brigantiner angår, havde de allerede entret den ene af dem, dræbt tre soldater og såret kaptajnen samt de allerfleste af de ombordværende soldater; men den fik undsætning af en anden brigantine, ført af Juan Xaramillo. De havde ligeledes fået en anden brigantine til at strande på et sted, som den ikke kunne komme bort fra; dens kaptajn var Juan Limpias Caravajal, der mistede hørelsen ved den lejlighed og nu bor i Puebla; han deltog personlig i kampen med en sådan tapperhed og satte i den grad mod i de soldater, der roede brigantinen, at de gennembrød estakaderne og slap ud med deres brigantine, skønt de alle var sårede. Denne Limpias var den første, der brød igennem estakaderne, og det var godt for alle. Vi vender tilbage til Cortés. Han og hans folk var næsten alle sårede, og en hel del blevet dræbt; de mexikanske skarer forfulgte dem under bestandige angreb lige til deres lejr, og mens hans soldater forsvarede sig mod mexikanerne, kastede disse fire blodige hoveder hen til dem; de var af de soldater, som de havde røvet fra Cortés selv. Og de råbte, at de tilhørte Tonatio (det vil sige Pedro de Alvarado) og Sandoval og Bernal Diaz og endnu en teul, for de havde nedhugget alle os ved Tacuba. Da blev Cortés endnu meget mere nedslået, end han hidtil havde været, tårerne styrtede ud af hans øjne, og det samme var tilfældet med alle hans folk. Men trods deres sorg havde de dog ikke tabt modet, og han befalede Cristóbal de Oli, der var maestre de Campo, og hans officerer, at de måtte endelig bestræbe sig for, at de talrige mexikanere, som omringede dem, ikke trængte ind i lejren, og at de måtte danne karré allesammen, både de sårede og de uskadte! Andrés de Tapia befalede han at ride med tre ryttere over land til Tacuba, alt hvad remmer og tøj kunne holde, om de så skulle sætte livet til derved, og få at vide, om vi endnu var i live i vor lejr: hvis vi ikke var sprængte fra hinanden, skulle vi af yderste evne værge lejren, slutte kreds alle mand og være på vagt både dag og nat. Men det som han lod os befale, havde vi allerede for skik at gøre. Kaptajn Andrés de Tapia og de tre ryttere, der var med ham, skyndte sig afsted, alt hvad de kunne, og Tapia blev selv såret, og det samme var tilfældet med to af dem der var i følge med ham; de hed Guillen de la Loa, Baldenebro og Juan de Cuellar, alle tre tapre mænd. Så snart de nåede vor lejr og fandt os i kamp med hele den mexikanske hærstyrke, der var samlet imod os, glædede de sig hjertelig, fortalte os om det nederlag, Cortés havde lidt, og overbragte budskabet fra ham. Men de ville ikke meddele os, hvor mange der var faldne: de sagde, at det var omtrent 25, men at alle de andre var i god behold. Nu skal vi høre om, hvordan det gik Sandoval og hans officerer og soldater, de trængte meget sejrrigt frem ad de gader, som de havde erobret på deres kant; men da mexikanerne havde slået Cortés, faldt de over Sandoval og hans hærafdeling, så at han ikke kunne begå sig imod dem: de dræbte 6 af hans soldater og sårede alle dem, han havde med; han fik selv tre sår, et i låret, et i hovedet og et i venstre arm. Under kampen med fjenderne viste disse ham seks hoveder af dem, de havde dræbt, dengang de sloges med Cortés; de råbte, at det var Malinche's, Tonatio's og andre kaptajners hoveder, og at sådan ville de også behandle Sandoval og hans mænd. Striden var hård; men da Sandoval så dette syn, opfordrede han alligevel sine officerer og soldater til at holde modet oppe og ikke vise nogen svaghed og passe på, at der ikke blev nogen forvirring på den smalle dæmning under tilbagetoget. Det første, han derfor gjorde, var at jage de talrige forbundsfæller ned fra dæmningen, at de ikke skulle være til ulejlighed. Det lykkedes ham da med stort besvær at vende tilbage til sine barakker, ved hjælp af sine to brigantiner samt bueskytterne og armbrøstskytterne; alle hans folk var sårede og modløse, og seks var faldne. Da han var sluppet bort fra dæmningen, men endnu stadig omringet af mexikanerne, talte han opmuntrende ord til sine officerer og soldater og lagde dem stærkt på hjerte at slutte sig tæt sammen og tage vare på lejren både dag og nat. Da han vidste om kaptajn Luis Marin, at han ville røgte sit hverv godt, så steg han selv til hest, forbunden som han var, og galopperede med to andre byttere til Cortés lejr. Så snart Sandoval så Cortés, sagde han: »Åh, hr. general! Er det de snilde og kløgtige anslag i krigen, som vi altid har været vant til at se hos eder? Hvordan er det dog gået til med den ulykke?« Cortés svarede, mens tårerne strømmede af hans øjne: »Kære Sandoval, dette er sket for mine synders skyld; men jeg er dog ikke så skyldig heri, som alle vore officerer og soldater siger, jeg er; for det var skatmesteren Julian de Alderete, som jeg befalede at lade udfylde den overgang, hvor vort nederlag fandt sted, men han gjorde det ikke, for han er ikke krigsvant eller øvet i at adlyde befalingsmænd.« Men skatmesteren stod selv i nærheden af Cortés, for han var kommet hen at se og tale med Sandoval og for at vide, om hans hær var slået eller nedhugget, og han sagde da, at det var Cortés selv, der har skylden, ikke han, for dengang han havde vundet sejr og ville forfølge den af al kraft, råbte han: »Fremad, caballeros!« og befalede dem ikke at udfylde nogen broåbning eller udbedre nogen vanskelig overgang. Han bebrejdede også Cortés, at han ikke i tide havde fået de mange forbundsfæller væk fra dæmningen. Således talte Cortés og skatmesteren endnu mange forbitrede ord frem og tilbage, men dem vil jeg udelade her. Derimod vil jeg fortælle, at i dette øjeblik indtraf to af de brigantiner, som Cortés havde ude i søen og ved dæmningen, og som han havde savnet og ikke vidst noget om siden nederlaget. De havde nok været strandede på nogle estakader, og kaptajnerne meldte, at de havde været omringede af kanoer, så at alle var blevet sårede; de sagde, at næst efter gud var det vinden, der havde frelst dem, og ved at bruge årerne af al kraft var de roet igennem estakaderne. Herover blev Cortés meget fornøjet, for da han ikke vidste noget om dem, havde han hidtil anset dem for tabte, skønt han ikke havde tilkendegivet det for soldaterne for ikke at berøve dem modet. Vi vil nu fortælle videre om Cortés. Han lagde Sandoval stærkt på sinde, at han måtte skynde sig, alt hvad han kunne, til vor lejr, nemlig Pedro de Alvarado's, den som er blevet kaldet Tacuba lejren, og skaffe sig at vide, om vi havde lidt nederlag, eller hvordan det i det hele stod sig med os, og hvis vi var i live, skulle han hjælpe os at forsvare lejren så at vi ikke blev splittede fra hinanden. Han sagde til Francisco de Lugo, der fulgte med ham (for han tænkte nok, at de ville møde mexikanske tropper på vejen), at han allerede havde sendt Andrés de Tapia afsted med tre ryttere for at få noget at vide om os, og at han var ængstelig for, at de havde slået ham ihjel på vejen. Derefter tog han afsked med dem, omfavnede Sandoval og sagde: »Hør nu, kære, jeg kan jo ikke være alle vegne; i ser, at jeg er såret, derfor betror jeg jer dette arbejde, for at i kan få sagerne bragt på fode i alle de tre lejre. Jeg ved jo nok, at Pedro de Alvarado og alle de våbenfæller, både officerer og soldater, som jeg har givet ham, har kæmpet og båret sig ad som det sømmer sig caballeros. Men jeg frygter for, at disse hundes store overmagt har slået ham. Hvad mig selv og min hær angår. Så ser i jo, hvordan jeg er tilredt.« Sandoval og Francisco de Lugo kom i al skynding derhen hvor vi var, - det var lidt over vesper -, og vi fik at vide, at Cortés' nederlag var sket før højmessetid. Da Sandoval indtraf, fandt han os i kamp med mexikanerne, der ville trænge ind i vor lejr på et sted, hvor vi havde nedrevet nogle huse, mens andre trængte frem ad dæmningen og en hel del kanoer angreb os ude fra søen. De havde allerede fået en brigantine til at gå på grund; af soldaterne, som var der ombord, var de to blevet dræbt og resten sårede. Da Sandoval så mig og seks andre soldater stå ude i vandet til over bæltestedet for at se at få bragt brigantinen flot igen, mens en stor del indianere var over os med sværd, af dem, de havde taget fra os, dengang Cortés blev slået, og andre med deres tohåndssværd med stenod, - de huggede løs på os, og mig havde de ramt med et pileskud og et sværdhug i det ene ben -, de ville hindre os i at redde brigantinen og søgte af al magt at få den slæbt bort ved hjælp af deres kanoer og få den bragt ind i byen, og de havde bundet mange reb i den for at få den med sig, - da altså Sandoval så os i denne stilling, råbte han til os: »Kammerater, hæng i af alle kræfter, for at de ikke skal få slået klo i brigantinen!« Så tog vi fat med sådan kraft, at vi fik den med os i god behold, om end, som jeg har sagt, alle de ombordværende sømænd var sårede og to soldater var dræbte. Imidlertid kom der en hel hob mexikanske skarer frem på dæmningen og angreb både rytterne og alle os andre, så at mange blev sårede, Sandoval fik også en stor sten i ansigtet. Pedro de Alvarado kom til hjælp med nogle flere ryttere, og jeg og en snes soldater til søgte at yde fjenden modstand; men der var så mange imod os, at Sandoval måtte befale os at trække os tilbage lidt efter lidt, for at hestene ikke skulle blive dræbte. Da vi ikke gik tilbage så hastigt som han ønskede, råbte han til os i hidsighed: »Vil i have, at de skal slå både mig og alle disse caballeros ihjel for jeres skyld! Kære kammerater, vis mig dog den villighed at gå tilbage!« Både han selv og hans hest blev nu igen sårede. Så jog vi da vore forbundsfæller ned fra dæmningen, og lidt efter lidt trak vi os tilbage, men med ansigtet imod dem, uden at vende ryg, og vi bar os ad ligesom ved eksercits, idet nogle armbrøstskytter og musketerer skød, mens andre ladede deres bøsser, så de ikke fyrede alle på én gang; rytterne gjorde nogle indhug, og Pedro Moreno Medrano, som jeg tidligere har omtalt, ladede og affyrede bestandig sine kanoner. Men hvor mange mexikanere der end faldt for kuglerne, kunne han ikke få dem drevet tilbage: de fulgte stadig efter os, for de tænkte sig, at de ville få os ofret den nat. Endelig nåede vi da på vort tilbagetog omtrent til vort kvarter, efter at have passeret en bred grav, hvori der var meget vand; her kunne pilene, spydene og stenene ikke nå os. Mens Sandoval, Francisco de Lugo og Andrés de Tapia stod sammen med Pedro de Alvarado og fortalte os alle hvad der var hændt og hvad Cortés befalede, lød den sørgelige tromme igen fra Huichilobos' tempel tillige med mange sneglehorn, lurer og trompeter. Lyden af dem var frygtelig, og vi stirrede op til toppen af hovedtemplet, hvorfra den kom. Dér så vi dem dræbe vore kammerater, som de havde taget til fange, da Cortés led nederlaget, oppe på trapperne, for nu skulle de ofres. Så snart de havde fået dem derop på den lille plads uden for templet, hvor deres forbandede afguder stod, så vi, at de satte fjerprydelser på hovedet af mange af dem og gav dem en slags vifter i hånden, hvorefter de tvang dem til at danse foran Huichilobos' billede. Efter denne dans lagde de dem på ryggen på nogle temmelig tynde stenplader, der var bestemte til ofringen, og med nogle store stenknive gennemsavede de brystet på dem og udtog deres dampende hjerter, som de lagde for fødderne af det afgudsbillede, som stod lige ved. Kroppene sparkede de ned ad trinene; dernede stod så nogle andre indianske slagtere, der afskar arme og ben og flåede huden af ansigterne; denne garvede de derefter ligesom handskeskind og gemte den med skægget på til stads ved deres fester, når de drak sig fulde og spiste kødet med chilmole (sovs af rødt peber og tomater). På denne måde ofrede de også alle de andre; de spiste selv benene og armene, men hjerterne og blodet bragte de som offergave til deres afguder, sådan som jeg før har sagt, og resten af kroppen, nemlig bugen samt fødderne kastede de for deres tigre og løver, som de havde i deres rovdyrhus, således som jeg i sin tid fortalte i vedkommende kapitel. Da alle vi i lejren og Pedro de Alvarado og Gonzalo de Sandoval og alle de øvrige officerer var vidne til denne grusomhed, kan de forstandige læsere, der læser dette, nok tænke sig, hvilken medynk vi følte med dem, og vi sagde til os selv: gud ske lov, at det ikke er mig, de fører hen og ofrer i dag! Og så må man ovenikøbet erindre, at rigtignok var vi ikke langt borte fra dem, men vi kunne dog ikke hjælpe dem; vi havde ikke andet at gøre end at bede gud bevare os for en så grusom død. Men just som denne ofring fandt sted, kom der pludselig en stor skare krigsfolk over os og gav os nok at bestille på alle kanter, så vi hverken kunne stå os imod dem på den ene eller den anden måde. De råbte til os: »Se sådan skal i allesammen komme til at dø; det har vore guder lovet os mangfoldige gange!« De truende ord, som de tilråbte vore venner tlascaltekerne, var så forfærdelige og onde, at de tabte modet derover. De kastede stegte indianerlår og arme af vore soldater til dem og sagde: »Spis i nu af disse teulers og af jeres brødres kød, for vi er tilstrækkelig mætte deraf; her har i hvad der er tilovers, det kan i mætte jer med. De huse, som i har nedrevet, dem skal vi nok tvinge jer til at bygge op igen meget bedre, af hvide sten og grundmur. Hjælp i derfor kun disse teuler, alt hvad i kan: i skal nok få at se, at i allesammen bliver ofrede.« Så lod Guatemuz ovenikøbet noget andet ske. Da han havde vundet denne sejr, sendte han nemlig bud omkring til alle de byer, som var vore venner og forbundsfæller, og til sine slægtninge, med fødder og hænder af vore soldater og huden af nogle ansigter med skæg på og hovedet af de heste, de havde dræbt; og han lod dem sige, at allerede halvdelen af os var slået ihjel, og at de snart skulle få ende på os allesammen. Derfor skulle de ophøre at være venner med os, men komme til Mexiko; hvis de ikke straks svigtede os, ville han falde over dem og ødelægge dem. Han lod dem sige mange andre ting, for at de skulle forlade vor lejr, for vi ville snart falde for deres hånd. Uophørlig, både dag og nat, angreb de os; vi måtte alle mand holde vagt samtidig, - også Gonzalo de Sandoval, Pedro de Alvarado og de andre officerer deltog i vagttjenesten; men skønt der kom store krigerhobe over os om natten, afslog vi angrebet. Af rytterne var det halve antal både dag og nat ved Tacuba, men den anden halvdel ude på dæmningerne. I én henseende gjorde de os endnu større skade. Alle de åbninger, vi havde tilstoppet, siden vi var kommet ud på dæmningen, gennembrød de nemlig påny og byggede endnu meget stærkere skanser end før. Og hvad vore forbundsfæller fra søbyerne angår, der fornylig havde sluttet venskab med os og kom os til hjælp med deres kanoer, så gik det, som ordsproget siger: de troede, at de skulle få hentet uld, men de kom selv klippede hjem, for mange af dem mistede livet, og desuden gik over halvdelen af deres kanoer tabt, og mange andre kom sårede tilbage fra kampen. Alligevel holdt de fra den tid aldrig mere med mexikanerne, for de var forbitrede på dem og ventede hvad fremtiden ville bringe. Men vi vil ikke fortælle mere om alle disse sørgelige begivenheder; derimod skal vi høre, hvordan vi i den følgende tid indrettede vor krigsførelse. Da Gonzalo de Sandoval, Francisco de Lugo, Andrés de Tapia, Juan de Cuellar, Baldenebro og de andre soldater, der var kommet til vor lejr, syntes, at det nu var bedst at vende tilbage til deres post og berette Cortés, hvordan det hang sammen med vor stilling, begav de sig afsted i ilmarch. De fortalte Cortés, at Pedro de Alvarado og alle vi soldater kæmpede og holdt vagt med god mandstugt, og Sandoval, der var min gode ven, fortalte endda Cortés, at han havde truffet mig og nogle andre soldater stående ude i vandet til over bæltestedet i færd med at forsvare en brigantine, der var løbet på grund: hvis vi ikke havde været, så ville de have dræbt både kaptajnen og de soldater, som var der ombord. Han holdt endnu flere lovtaler over mig, om hvordan jeg havde båret mig ad, dengang han befalede os at trække os tilbage; men det vil jeg nu ikke sige her, for der var andre som fortalte det, og man fik det at vide både i Cortés' lejr og i vor egen, så jeg vil ikke opregne det her. Da Cortés havde erfaret, at vi forsvarede os så godt i vor lejr, fik hans hjerte ro, og han befalede nu, at vi i ingen af vore tre lejre måtte indtil videre indlade os i kamp med mexikanerne, hverken lidt eller meget; det vil sige, vi måtte ikke tænke på at erobre nogen bro eller skanse, blot på at forsvare vore lejre, så at de ikke tog dem med storm. Dagen var aldrig så snart brudt frem, før vi igen havde dem over os med en regn af slyngesten, spyd og pile, og de råbte stygge skældsord til os. Lige foran vor lejr havde vi en meget bred og dyb, våd grav: bag den stod vi fire dage i træk. Uden at gå over den, og Cortés bar sig lige sådan ad i sin lejr, såvel som Sandoval i sin. At vi sådan ikke rykkede ind og søgte at erobre de skanser, som de påny havde opkastet efter at have hugget hul på dæmningerne, kom af, at vi allesammen havde fået mange sår og var udmattede af at holde vagt og bære våben, og ingen ordentlig mad havde vi fået at spise. Den forrige dag havde vi mistet nogle og tresindstyve soldater fra de tre lejre tilsammen, foruden otte heste. For at vi kunne komme noget til kræfter igen og overveje rigtigt, hvordan vi skulle bære os ad fremtidig, befalede Cortés, at vi skulle holde os i ro, sådan som jeg har sagt. Nu skal jeg fortælle, hvordan vi førte kampen, og hvad der ellers gik for sig i vor lejr.

Vor krigsmåde i alle tre lejre var følgende: hver nat holdt alle vi soldater tilsammen vagt ude på dæmningen, dækkede af vore brigantiner i flankerne, mens rytterne patruljerede dels rundt om Tacuba, hvor vort brød bagtes og hvor vi havde vor bagage, dels ved broerne og på dæmningen. Tidlig om morgenen lavede vi vore næver til for at bakses med fjenden, der ville storme vor lejr og søge at få os sprængt. Det samme gjorde man i Cortés' og i Sandoval's lejre. Det varede dog kun i fem dage, for derefter begyndte vi på en anden kampmåde, som jeg til sin tid skal fortælle om. Imidlertid holdt mexikanerne hver nat store offerfester og måltider oppe ved hovedtemplet på Tatelulco, og de slog på deres forbandede tromme og på pauker og blæste på trompeter og sneglehorn og råbte og skreg og holdt hele natten store brændebål tændte. Så ofrede de flere af vore kammerater til deres fordømte Huichilobos og Tezcatepuca, og de talte med disse afguder; afguderne (for de var jo onde og ville holde dem for nar, for at de ikke skulle slutte fred) bildte dem ind, at næste morgen ville de slå os allesammen ihjel tilligemed tlascaltekerne og alle de andre, der var komne os til undsætning. Da vore forbundsfæller hørte dette, troede de, at det var sikkert og vist, for de så, at vi var slået, og at vi ikke kæmpede som vi plejede. Men vi vil ikke tale mere om de forbandede afguders snak. Om morgenen kom så en hel del hærskarer og omringede os allesammen og angreb os, og de afløste hinanden fra tid til anden, sådan at der kom nogle med nye felttegn og fjerprydelser og bannere. Mens vi stod og kæmpede med dem, tilråbte de os mange ord; de kaldte os feje karle, som ikke duede til nogen ting, ikke engang til at bygge huse eller dyrke majs: vi var jo bare kommet for at frarøve dem deres hovedstad, for vi var noget rigtigt kram, der var løbet væk fra vort land og fra vor konge og herre. Dette sagde de, for sådan havde Narváez fortalt dem, og at vi var draget derover uden vor konges tilladelse, herom har jeg talt i vedkommende kapitel. Og så sagde de, at om otte dage skulle der ikke være en eneste tilbage af os, for det havde deres guder lovet dem forgangen nat. De sagde mange andre slemme ting til os og til slut: »Dér kan man se, hvad i er for nogle usle og elendige karle: jeres kød duer ikke engang til at spises; det er så bittert som galde, så vi ikke kan få det ned for bare bitterhed.« Dette må hænge sådan sammen, at dengang de i disse dage proppede sig med vore soldater og kammeraters kød, magede vorherre det således, at det kom til at smage dem bittert. Skældte de os ud, så udskældte de vore venner tlascaltekerne endnu værre; de sagde, at de ville gøre dem til slaver og ofre dem, at de skulle arbejde i deres marker og genopbygge de huse, som vi havde nedrevet; de skulle nok komme til at bygge dem op af grundmur, det havde deres Huichilobos lovet dem. Under disse tilråb angreb de os rasende; de kom over nogle omstyrtede huse og fra deres mange kanoer; de faldt os i ryggen, og flere gange spærrede de endda dæmningen for os. Vorherre holdt os oppe hver dag, - for vore egne kræfter var ikke tilstrækkelige -, så at vi trods alt fik kastet dem tilbage med tab af mange sårede og døde. Vi vil imidlertid ikke fortælle om disse store kampe med dem, men derimod, at vore venner fra Tlascala, Cholula og Guaxocingo og oven i købet de fra Tezcuco, Chalco og Tamanalco besluttet at vende hjem til deres eget land. Uden at Cortés eller Pedro de Alvarado eller Sandoval vidste om det, gik de allerfleste deres vej, så at der i Cortés lejr ikke blev andre tilbage end Estesuchel, (egentlig ixtlilxochitl; tidligere oversættere har misforstået den form, Bernal Diaz har givet navnet, og taler om »denne suchel« (det spanske este er påpegende stedord); en ætling af denne indianske fyrste har skrevet sit fædrelands historie mange år efter) der siden i dåben fik navnet Don Carlos og var broder til Don Fernando, herren til Tezcuco, og en meget tapper mand; foruden ham blev nogle af hans slægtninge og venner tilbage, i alt omtrent fyrretyve. I Sandoval's lejr blev en anden kazik fra Guaxocingo tilbage med et halvt hundrede mand, og i vor lejr to sønner af Lorenzo de Vargas og den gæve Chichimecatecle med henved firsindstyve tlascalteker, der var hans slægtninge og vasaller. Da vi fandt os ene og kun havde så få venner tilbage, blev vi ilde til mode, og Cortés og Sandoval spurgte, hver i deres lejr, de venner som var blevet hos dem, hvorfor de øvrige var sådan gået deres vej. De sagde, det kom af, at de hørte, hvordan mexikanerne om natten talte med deres afguder og at disse havde lovet dem, at de ville få os slået ihjel og dem med: det troede de var sandt, og derfor drog de bort af frygt. Hvad der endnu mere havde fået dem til at tro derpå, var at de så, hvordan vi allesammen var sårede, og at mange af vore folk var blevet dræbte; de selv havde mistet over 1,200 mand, og de var bange for, at vi allesammen ville blive slået ihjel. Desuden havde den unge Xicotenga, han som Cortés lod hænge udenfor Tezcuco, altid sagt dem, at i følge hans spåmænds meddelelser til ham ville vi allesammen blive dræbte, og at der ikke ville blive en eneste i live af dem. Af disse grunde var de gået bort. Skønt Cortés indvendig følte kummer herover, sagde han dog til dem med roligt åsyn, at de skulle ikke være bange; det som mexikanerne fortalte dem, var løgn og havde kun til hensigt at berøve dem modet. Han gav dem så mange gode løfter og venlige ord, at han bestyrkede dem i deres forsæt at blive hos ham. Det samme sagde vi til Chichimecatecle og til de to unge Xicotenga'er. Under Cortés' samtale med Estesuchel, om hvem jeg før fortalte, at han kom til at hedde Don Carlos, sagde denne, der af naturen havde et ædelt sind og kækt mod, til Cortés: »Hr. Malinche, du må ikke være bedrøvet over, at du ikke hver dag kan slås med mexikanerne; se nu at få dit ben helbredet og hør mit råd, som er at du skal forholde dig rolig nogle dage i din lejr, og befal Tonatio (sådan kaldte de Pedro de Alvarado), at han skal blive i sin og Sandoval i Tepeaquilla. Men lad brigantinerne hver nat og om dagen med sejle ud og hindre tilførslen af proviant og vand, for nu er der mange tusinde [!] xiquipiler krigsfolk i denne store by, og de må nødvendigvis få fortæret al den proviant, de har: det vand, de nu drikker, er ikke andet end brakvand, som de får fra nogle brønde, de har lavet, og så opsamler de det regnvand, der falder hver dag og nogle nætter med; det må de holde sig oppe med (én xiquipil var, som tidligere bemærket, 8,000 kakaobønner. At tale om mange tusind xiquipiler krigsfolk i Mexiko er åbenbart at tage munden urimeligt fuld; og denne umulige talangivelse skal enten betegne et stort antal ganske i almindelighed, eller også skal der stå: »mange tusind, [ja endog xiquipiler krigsfolk]). Men hvad vil de gøre, hvis du berøver dem deres føde og drikkevand? De vil få endnu større krig med sult og tørst end med os.« Da Cortés hørte dette, slog han armene om hans hals og takkede ham derfor og lovede, at han ville gøre ham til herre over byer. Dette råd havde mange af os soldater bragt på tale, men sådan er nu engang vort sind, at vi ikke ville vente i så lang tid, men trænge med magt ind i byen. Da Cortés havde overlagt vel hvad kaziken sagde, og desuden vi for vort vedkommende allerede havde forestillet ham det, og hans egne officerer og soldater ligeså, befalede han, at to brigantiner skulle sejle hen til vor og til Sandoval's lejr med den besked, at vi havde at holde os rolige tre dage endnu uden at forsøge at storme byen. At han sendte to brigantiner afsted, kom af, at vi ikke turde nøjes med at sende én, fordi mexikanerne dengang havde sejren i hænde. Der var én ting, som kom os meget godt tilpas, og det var, at nu turde alle vore brigantiner bryde igennem estakaderne, som mexikanerne havde lavet ude i søen, for at de skulle strande derpå. Det gik for sig på den måde, at de roede til af al magt, og for at roningen skulle blive endnu voldsommere trak de sig først noget tilbage og tog vind i sejlene; således roede de endnu bedre, og sådan var de blevet herrer på søen og beherskede endda en stor del af de huse, som lå et stykke borte fra byen. Da mexikanerne så dette, blev de noget mindre hidsige på det. Men vi vil vende tilbage til vore kampe. Da vi nu ikke længer havde forbundsfæller hos os, begyndte vi at stoppe og udfylde den store åbning, der var udenfor vor lejr, som jeg tidligere har sagt. Det ene kompagni slæbte efter tur tømmer og bjælker derned for at tilstoppe, og under stort besvær fik vi det iværksat, mens de to andre kompagnier sloges. Jeg har tidligere fortalt, vi havde ordnet det sådan, at det skulle gå på tur. Efter fire dages forløb, hvor vi alle havde arbejdet derpå, fik vi den fyldt og jævnet; det samme gjorde Cortés i sin lejr, under iagttagelse af samme orden; han var selv personlig med til arbejdet og slæbte tømmer og bjælker, indtil broer og dæmninger og åbninger var sikrede, så at vi havde sikkert tilbagetog. Ganske sådan bar Sandoval sig ad i sin lejr, og vore brigantiner støttede os, uden at nære nogen frygt for estakader. Sådan kom vi dem lidt efter lidt nærmere ind på livet. Imidlertid blev vi stadig angrebet af de store hærskarer, der kom meget overmodige og sejrsstolte og indlod sig i nærkamp med os; fra tid til anden afløstes de, og der mødte andre op. Denne kamp fandt sted under skrigen og krigsråb, og når så Guatemuz' horn lød, gav de sig så voldsomt i lag med os, at hverken vore sværdhug eller kårdestød kunne holde dem borte; de lagde endog hånd på os, men vi havde jo vor krigsdygtighed, næst gud, så vi holdt os meget tappert imod dem, og ved hjælp af musketterne og armbrøsterne og vore rytterattaker (halvdelen af hestfolket var stadig sammen med os) og med brigantinerne, som ikke mere var bange for estakaderne, holdt vi dem stangen. Efterhånden vandt vi terræn fra dem, og sådan kæmpede vi omtrent til det blev mørkt, så var det tid til at gå tilbage. Jeg har allerede mange gange sagt, at når vi trak os tilbage, måtte det ske i bedste orden, for de søgte ved denne lejlighed at afskære os tilbagegangen på dæmningen og hvor der var vanskeligt at passere. Sådan havde de hidtil stræbt at gøre; men nu lagde de endnu meget mere vind derpå, siden de havde vundet den omtalte sejr. På tre sider havde de indesluttet os midt imellem sig, men ved vorherres bistand lykkedes det os at slutte os sammen igen, skønt de sårede mange af os. Vi dræbte og fangede talrige fjender. Nu havde vi jo ikke længere vore forbundsfæller at jage ned fra dæmningerne; men vore ryttere stod os modigt bi, skønt to af hestene blev sårede i denne træfning. Bedækkede med sår vendte vi tilbage til vor lejr, hvor vi smurte olie på dem og forbandt dem med tøj og spiste vore majskager og rødt peber og urter og indianske figner, hvorpå vi alle sammen trak på vagt. Nu skal vi høre, hvad mexikanerne tog sig for om natten i deres høje templer. De slog på den forbandede tromme; som jeg før har sagt, var det den mest fordømte og mest bedrøvelige lyd, man kunne tænke sig; den kunne høres langt ud over landet. Og så blæste de på andre fæle og djævelske instrumenter og havde tændt store bål og skrålede og peb af alle kræfter. For så var det, at de ofrede vore kammerater, som de havde taget fra Cortés. Vi fik at vide, at det tog ti dage i træk, før de fik alle vore soldater ofrede; til allersidst havde de gemt Cristóbal de Guzmán, som de havde holdt levende i fangenskab i tolv-tretten dage; det fortalte tre mexikanske høvedsmænd, som vi tog til fange. Under offerfesten talte deres Huichilobos til dem og lovede dem sejr, at vi ville falde for deres hånd inden otte dage vare gået; guderne skulle nok give dem lykke i kampen, selv om der dræbtes mange af dem i den. Således førte han dem bag lyset. Men vi vil ikke nu tale mere om deres ofringer. Straks ved daggry den næste dag kom al den hærmagt, som Guatemuz kunne få samlet, og faldt over os. Vi havde jo nu tilstoppet hullet i dæmningen, hvor vindebroen førte over, så nu kunne de komme tørskoede over, og de havde min tro den frækhed at komme lige hen til vore telte og kaste spyd og sten og skyde pile på os. Havde det ikke været for de kanoner, vi havde, så kunne vi ikke have fået dem væk igen; men Pedro Moreno Medrano, der kommanderede dem, tilføjede dem megen skade. De beskød os endda med bolte fra vore egne armbrøster, for de havde fanget fem armbrøstskytter levende, foruden Cristóbal de Guzmán, og de havde tvunget dem til at lade armbrøsterne for dem og lære dem, hvordan de skulle afskyde dem; men de selv eller mexikanerne skød sådan med dem, at det ingen virkning havde: de gjorde os ingen fortræd dermed. Med Cortés og Sandoval kæmpede de på samme måde som med os, og endda med endnu større kraft; også dem beskød de med armbrøstbolte, men de gjorde ingen skade. Dette fik vi at vide ved brigantinerne, der sejlede fra vor lejr til Cortés' og fra Cortés' til vor og til Sandoval's; han skrev altid til os og befalede os, hvordan vi skulle kæmpe, og alt hvad vi skulle gøre og at vi måtte holde god vagt, og at halvdelen af rytterne bestandig skulle blive i Tacuba og passe på bagagen og de indianerinder, som bagte brød til os, og at vi endelig måtte være på vor post, at de ikke kom over os uventet en nat. For nogle fanger, som Cortés' afdeling tog, fortalte, at Guatemuz havde sagt mange gange, at de ville falde over os om natten, da vi jo ikke havde tlascalteker mere til at hjælpe os; de vidste nemlig godt, at alle vore forbundsfæller havde forladt os. Jeg har mange gange sagt, at vi holdt såre omhyggelig vagt, så det vil jeg ikke tale mere om; men hver dag havde vi vældige kampe at bestå, og det lykkedes os at erobre nogle skanser, broer og våde grave fra dem; nu turde jo vore brigantiner sejle hen overalt på søen og var ikke bange for estakaderne, så at vi havde god hjælp af dem. To af de brigantiner, som Cortés havde ved sin lejr, gjorde stadig jagt på kanoerne, der bragte vand og levnedsmidler til byen, og som ude i søen opsamlede en slags dynd, der smagte ligesom ost, når den blev tørret; og brigantinerne førte mange indianske fanger tilbage med sig. Også i Cortés' og Gonzalo de Sandoval's lejre havde de hver dag fremgang og erobrede skanser, dæmninger og broer. Under alle disse svære kampe efter Cortés' nederlag var der gået tolv til tretten dage. Da nu Estesuchel, broder til fyrsten i Tezcuco Don Fernando, mærkede, at vi kom til kræfter, så det kunne forslå noget, og at det ikke var sandt, hvad mexikanerne fortalte, at de ville få os dræbte, inden ti dage var gået, for sådan havde deres Huichilobos og Tezcatepuca lovet dem, sendte han bud til sin broder Don Fernando, at han straks skulle sende Cortés alle de krigsfolk fra Tezcuco, som han kunne skaffe til veje. To dage efter at dette budskab var afsendt indfandt der sig over to tusinde krigere. Jeg kan huske, at sammen med dem kom der en der hed Pero Sánchez Farfán, og Antonio de Villaroél, han der var gift med Isabel de Ojeda, for disse to soldater havde Cortés ladet blive der i byen. Pero Sánchez Farfán var kaptajn, og Villaroél var Don Hernando's hovmester. Da Cortés så disse gode hjælpetropper, blev han meget glad og talte vennesæle ord til dem. Samtidig kom mange tlascalteker tilbage under deres høvdinger; deres general var en kazik fra Topeyanco, ved navn Tepaneca. Der kom også en stor del indianere fra Guaxocingo og ganske få fra Cholula. Da Cortés erfarede, at de var kommet tilbage, befalede han, at de allesammen straks efter ankomsten skulle begive sig til hans lejr, for han ville tale med dem. Før de kom, lod han nogle af vore soldater afgive dækning for dem på vejen, hvis der skulle komme mexikanere og anfalde dem. Så snart de stod lige overfor Cortés, holdt han en tale til dem ved Doña Marina og Geronimo de Aguilar. Cortés sagde, at de havde jo nok tænkt på og været forvissede om, hvor velvillig han altid havde været stemt imod dem, og det var han endnu, fordi de havde tjent hans majestæt, og fordi vi havde fået så god hjælp af dem; når han havde påbudt dem at følge med os for at ødelægge mexikanerne, siden vi havde lagt os her for byen, så var det hans mening, at de skulle have gavn deraf og vende rige hjem til deres land og tage hævn over deres fjender, for vi havde i sinde kun at benytte dem til at erobre den store by. Han havde jo altid set dem tapre og til nytte for os i alle måder, og de måtte jo også have lagt mærke til, at vi hver dag bad dem forlade dæmningerne, for at vi kunne have friere hænder til at kæmpe alene. Han havde allerede sagt dem tidligere og lagt dem på sinde, at den som skænker os sejr og står os bi i alle ting, er vor herre Jesus Kristus, som vi tror på og tilbeder. Men siden de var gået deres vej lige midt under krigen, fortjente de døden, for de havde svigtet deres førere i kampen og ladt dem i stikken. De kendte jo imidlertid ikke vore love og forordninger; derfor tilgav han dem, og for at de bedre skulle forstå sagen, så skulle de drage sig til minde, at vi var i færd med at demolere huse og erobre skanser uden dem. For fremtiden ønskede han, at de ikke skulle dræbe nogen mexikaner, for han havde i sinde at få magt over dem ad fredelig vej. Efter at han havde holdt denne tale til dem, omfavnede han Chichimecatecle og de to Xicotenga'er og Estesuchel, Don Hernando's broder, og lovede dem, at han ville give dem endnu flere lande og vasaller end dem, de allerede havde, for han satte stor pris på dem. Til dem der var blevet i vor lejr talte han ligeledes meget godt, såvel som til Tepacaneca (lidt ovenfor kalder han ham Tepaneca), herren til Topeyanco, og til kazikerne fra Guaxocingo og fra Cholula, som plejede at være i Sandoval's lejr. Så snart han havde talt til dem, sådan som jeg har fortalt, befalede han enhver af dem at begive sig til sin post, og selv begav han sig hen til sin lejr. Nu vil vi atter tale om vore store kampe og træfninger, som vi altid havde med dem, for hverken dag eller nat gjorde vi andet end slås, og når vi trak os tilbage om eftermiddagen sårede de altid mange af vore soldater. Men jeg vil ikke udbrede mig altfor meget om alt hvad der skete; jeg vil bare sige, at i de dage regnede det om eftermiddagen, og vi glædede os, når den plaskregn kom tidlig, for når fjenderne blev gennemblødte, kæmpede de ikke så heftigt og lod os trække os tilbage i god behold, så på den måde fik vi nogen ro. Jeg er nu helt træt af at skrive om slag; men jeg var endnu mere træt, og oven i købet såret, dengang jeg var med i dem; og læserne finder nok, det er vidtløftighed, at jeg sådan bliver ved at ramse dem op. Jeg har jo imidlertid allerede sagt, at jeg kan ikke undgå det, for i 93 dage måtte vi bestandig slås; men jeg lover, at i det følgende skal jeg ikke opregne det altsammen i denne beretning, hvis jeg kan lade være dermed. Dog vi vil vende tilbage til vor fortælling. Fra alle vore tre lejre lykkedes det os at trænge mere og mere ind i deres by, Cortés på sin kant, Sandoval på sin og Pedro de Alvarado på vor. Så kom vi da derhen, hvor de havde den brønd, som jeg før har talt om, og som de drak brakvand af; den ødelagde vi og tilintetgjorde den, for at de ikke skulle have nytte af den. Nogle mexikanere stod og holdt vagt ved den, så vi havde et ordentligt sammenstød, med spyd, pile og sten og talrige lange lanser, som de holdt rettede mod rytteriet. Nu kunne vi bevæge os alle vegne i de gader, vi havde erobret, for det var nu jævn jord, uden vand og åbninger, og hestene kunne løbe nok så rask. Men her skal vi fortælle, hvordan Cortés sendte bud til Guatemuz og opfordrede ham til at slutte fred; det gik sådan for sig.

Da Cortés så, at vi tog den ene bro og dæmning og befæstning i byen efter den anden og demolerede huse, og da han havde tre fornemme mexikanske høvdinge hos sig som fanger, sendte han dem hen at tale med Guatemuz, i den hensigt at få sluttet fred imellem os. Men de fornemme mænd sagde, at de turde ikke overbringe sådan et budskab, for deres herre Guatemuz ville lade dem dræbe. Cortés bad dem imidlertid så meget og snakkede for dem og gav dem løfter og kapper, så at de drog derhen. Det han lod dem sige Guatemuz, var at han holdt så meget af ham, fordi han var så nær beslægtet med hans ven, den store Montezuma, og gift med hans datter, og at det gjorde ham ondt for den store by, såfremt den helt skulle blive ødelagt; for at afværge det store blodbad, som hver dag anrettedes på dens egne indbyggere og på dem fra fremmede byer, bad han dem komme og slutte fred. Han ville i hans majestæts navn tilgive dem alt det mandefald og den skade, de havde forårsaget os, og vise dem megen nåde: de skulle betænke, hvad han allerede fire gange havde ladet dem sige, at han var en ung mand, og det var hans rådgivere, der bar skylden, især de forbandede afguder og papa'er, som gav ham onde råd, - derfor var det, at han ikke havde villet gå ind på andet end at angribe os. Han havde jo nu set, hvor mange faldne de havde haft i kampene mod os, at vi havde alle stæder og byer der i omegnen på vort parti, og at de hver dag fik endnu flere modstandere. Derfor burde han ynke sine undersåtter og sin hovedstad, der sådan gik til grunde. Han lod også sige, at vi vidste godt, hvordan deres levnedsmidler var sluppet op, og at de ikke havde vand. Desuden mange flere velføjede ord. De tre fornemme mænd forstod meget godt meningen ved hjælp af vore tolke og bad da Cortés om et brev, ikke fordi de kunne tyde det, men fordi de vidste grumme vel, at når vi udsendte nogle sendemænd eller en befaling, så var budskabet affattet på et papir, det som de kalder amatl, og som betegner en meddelelse. Da de tre sendemænd stilledes for deres herre Guatemuz, sagde de under megen gråd og hulken, hvad Cortés havde påbudt dem at sige. Guatemuz og hans høvedsmænd, der omgav ham, hørte derpå, og det blev os meddelt, at han ligestraks blev vred over at de var så dristige at komme til dem med sådan tale. Guatemuz var en ung, meget køn mand (af en indianer at være), med god holdning, livligt ansigt og noget mere hvid af hudfarve end indianernes kulør plejer at være; han var en 25 eller 26 år gammel og gift med en meget smuk kvinde, datter af hans onkel, den store Montezuma. Vi fik siden at vide, at han var tilbøjelig til at slutte fred. For at forhandle om den, lod han alle sine fornemme herrer og høvdinger og afgudspræster forsamle sig og sagde til dem, at han var stemt for ikke længere at kriges med Malinche og os andre. Som grund herfor angav han, at nu havde han prøvet alt hvad der kunne udrettes i krigen og havde ofte skiftet kampmåde, men vi var jo sådan, at når de troede, de havde fået bugt med os, så kom vi over dem igen med endnu meget større kraft end før. Han vidste nu, hvor mange hjælpetropper vi igen havde fået, at alle byerne var imod dem, at brigantinerne havde gennembrudt estakaderne, og at rytterne red med slappe tøjler omkring i alle gader i deres by. Og han fremsatte for dem al den anden ulykke, der var timedes dem, nemlig at de ikke havde proviant eller vand mere. Derfor bad eller befalede han enhver af dem at sige sin mening, og at papa'erne også skulle sige deres, og hvilken tale og forjættelser de havde hørt af deres guder Huichilobos og Tezcatepuca: ingen skulle være bange for at udtale sin sande mening. De sagde da, hedder det sig: »Herre, vor store herre! Du er jo vor konge, og kongeværdigheden sømmer sig såre vel for dig, thi du har vist dig som en tapper mand i hele din færd, og riget tilkommer dig med rette. Den fred, du taler om, kan være god nok; men tænk og husk vel på, at fra den tid disse teuler satte deres fod her i landet og i denne by, er det stadig gået os værre og værre. Husk på, hvad der kom ud af alle de tjenester, som din onkel, den store Montezuma, beviste dem, og de gaver, han skænkede dem, og ligeledes hvordan det dernæst gik din fætter Cacamatzin, konge af Tezcuco, og fremdeles hvad ende det tog med dine slægtninge, fyrsterne over Iztapalapa, Cuyuacan, Tacuba og Talazingo, og at vor store Montezuma's sønner alle måtte lide døden, og at det guld og de andre rigdomme, som fandtes her i byen, altsammen er opbrugt. Og du ser, at de har gjort alle dine undersåtter og vasaller til slaver og brændemærket deres ansigter, både dem fra Tepeaca og Chalco og dem fra Tezcuco og alle dine stæder og byer. Betænk først, hvad vore guder har lovet dig, overlæg sagen vel og tro ikke Malinche og hans ord; thi det er bedre, at vi alle omkommer her i denne by, end at vi falder i hænderne på dem, der vil gøre os til trælle og pine os for at presse guld ud af os.« Papa'erne sagde ved den lejlighed også til ham, at tre nætter i træk, når de ofrede til dem, havde deres afguder forkyndt dem sejr. Hertil svarede Guatemuz halvt forbitret: »Ja, når i vil det sådan, så hold godt hus med den majs og de andre levnedsmidler, vi har, og lad os så allesammen falde i kampen. Fra dette øjeblik må ingen vove at bede mig slutte fred, for så lader jeg ham dræbe.« Da lovede de alle at kæmpe nat og dag eller falde, mens de forsvarede deres by. Efter at de havde taget denne beslutning, kom de overens med befolkningerne i Suchimilco og andre byer, at de skulle bringe dem vand om natten i kanoer, og de gravede nogle andre brønde, dér hvor de vidste der var vand, omend kun brakvand. Det var altså denne rådslagning. Men nu skal vi høre om Cortés og alle os andre. I to dage trængte vi ikke længere ind i deres by, for vi ventede på svar; men inden vi vidste af det, kom der en vældig hær af indianske krigsfolk og rettede et voldsomt angreb mod alle vore tre lejre. De stormede ind på os, så ville som løver, og tænkte, at nu ville sejren blive deres. Det jeg her fortæller, gælder Pedro de Alvarado's lejr, hvor vi befandt os; men det hedder sig, at de også gjorde stormangreb på Cortés' og Sandoval's lejre, så at de ikke kunne kaste dem tilbage, hvor mange de end dræbte og sårede af dem. Og under kampen lød Guatemuz' horn; så måtte vi passe vel på, at vi ikke blev sprængt fra hinanden, for (som jeg før har sagt) de gik lige løs på vore kårdespidser og lanseodde for at få fat i os. Men vi var jo allerede vante til disse sammenstød, og skønt de hver dag sårede og dræbte en del af os, holdt vi det gående i håndgemæng med dem. Således stod kampen seks-syv dage i træk, og vi dræbte og sårede mange af dem; men døden anfægtede dem ikke det ringeste. Jeg kan huske, at de råbte til os: »Hvad går der af Malinche, at han hver dag kommer og vil have fred med os? Vore guder har lovet os sejr, vi har fuldt op af mundforråd og vand, og vi har ikke i sinde at lade en eneste af jer beholde livet. Derfor skal i ikke snakke mere om fred til os, for de ord sømmer sig for kvinder, men våben for mænd.« Med disse ord styrtede de sig ind på os ligesom gale hunde, akkurat lige sådan; og lige til nattens frembrud skilte os ad, måtte vi slås, og derpå måtte vi som sagt trække os tilbage i god orden, for store hærskarer af dem fulgte efter os, og vi drev vore forbundsfæller ned fra dæmningen, for nu havde vi mange flere af dem end før, og så vendte vi tilbage til vore hytter og holdt vagt allesammen. Under vagten fortærede vi vort aftensmåltid, som jeg før har fortalt, og ganske tidlig om morgenen måtte vi til at slås igen; længere fik vi ikke lov at trække vejret. Sådan gik det os mange dage igennem. Imidlertid hændtes der os noget meget slemt, og det var, at folkene i tre provinser, nemlig Matalzingo, Malinalco og en til, som hed - ja nu kan jeg ikke huske navnet mere, men den lå en 8-10 mil fra Mexiko -, blev enige om at angribe os, mens vi var i færd med at kæmpe mod mexikanerne; de ville falde os i ryggen og storme vore lejre; samtidig ville de mexikanske tropper rykke ud, og de tænkte så at få os slagne, når de kom over os fra begge sider. Aftalen gik ud på mere endnu; men det skal jeg fortælle om i det følgende.

For at man rigtig skal forstå det, må vi gå lidt tilbage i tiden. Dengang de havde tilføjet Cortés nederlaget og slæbt nogle og tres af hans soldater til offerstedet, - ja jeg kan godt sige otte og tres, for så mange var det, da de rigtig blev talte -, så var det, at Guatemuz, som jeg ligeledes har sagt, sendte hestehovederne og de afflåede ansigtshuder og fødderne og hænderne af vore slagtede soldater til en hel del byer, til Mataltzingo, Matlilalco og Tulapal, og underrettede dem om, at de allerede havde dræbt over halvdelen af vore folk, og bad dem komme ham til hjælp for at gøre det fuldstændigt af med os. De skulle angribe vore lejre om dagen eller om natten; vi var da nødsagede til at sætte os til modværge, og mens vi var i kamp ville de komme ud fra Mexiko og anfalde os fra den anden kant. Det ville da ende med, at de overvandt os, så at de ville komme til at ofre mange af os til deres afguder og mætte sig med vore legemer. Han forestillede dem dette så indtrængende, at de blev forvissede om, at sådan måtte det gå; desuden havde Guatemuz mange slægtninge på mødrene side i Mataltzingo og Tulapa, og da de så vore soldaters ansigter og hoveder og hørte hans ord, satte de det straks i værk. De samlede hele den styrke, de havde, for at komme Mexiko og deres slægtning Guatemuz til undsætning. Allerede havde de for alvor sat sig i bevægelse imod os. Men på vejen, som de drog ad, var der tre byer som var os venligsindede; dem begyndte de at bekrige, de plyndrede deres bøndergårde og majsmarker, og dræbte børn for at ofre dem. Disse byer skyndte sig at meddele Cortés dette, for at han skulle sende dem hjælp. Han befalede straks Andrés de Tapia at komme dem til hjælp af al magt med 20 ryttere, 100 soldater og en stor del af vore venner fra Tlascala; denne fik dem da også til at gå tilbage til deres byer, og selv begav han sig tilbage til lejren. Herover blev Cortés meget glad. Samtidig kom der også sendebud fra dem i Cornavaca og bad om hjælp, for de fra Matalzingo, Malinalco, Tulapa og andre provinser kom ligeledes over dem: han måtte endelig stå dem bi. I den anledning afsendte han Gonzalo de Sandoval med 20 ryttere, 80 soldater, - det var de mest helskindede, der var i alle tre lejre, - samt en stor del af vore forbundsfæller. Gud skal vide, at alle tre lejre var nu i en farlig og ynkelig tilstand, for de allerfleste var sårede og havde ingen ting at forfriske sig med. Der er meget at fortælle om hvad Sandoval udrettede, og at han slog fjenden; men det vil jeg nu ikke fortælle her, kun at Sandoval's lejr fik meget hurtigt forstærkning påny, og at vi bragte to fornemme mænd fra Mataltzingo med os, og at han fik skaffet mere ro tilveje hos dem. Det var til megen gavn, dette togt han gjorde, dels fordi det hindrede, at vore forbundsfæller blev mere fortrædigede, end de allerede var, dels fordi der blev sat en pind for, at de kom og angreb os i vore lejre, sådan som de virkelig var i færd med at gøre. Nu kunne jo også Guatemuz og hans høvedsmænd se, at de ikke ville få nogen hjælp eller bistand fra disse provinser, for dengang vi stod og kæmpede med mexikanerne, råbte de just til os, at de ville slå os ihjel med bistand fra Mataltzingo og andre provinser, det havde deres afguder lovet. Dog vi vil ikke tale mere om Sandoval's togt og undsætning, men atter vende os til Cortés. Han sendte bud til Guatemuz og bad ham komme og slutte fred, så ville han tilgive ham alt det skete, og han lod ham sige, at han nu fornylig havde fået befaling fra vor herre kongen, at han ikke skulle ødelægge byen mere, derfor havde han ikke angrebet dem i de sidste fem dage eller kæmpet sig længere frem; han burde betænke, at han ikke havde mere proviant eller vand, at mere end de to tredjedele af hans by lå i grus, og med hensyn til de hjælpetropper, han ventede fra Mataltzingo, skulle han blot spørge de to fornemme mænd, som han sendte til ham, hvordan det var gået dem på togtet. Desuden lod han ham overbringe mange andre gode ord. Med de to sendemænd fulgte de to indianere fra Mataltzingo og seks fornemme mexikanere, der var blevet fangne i de tidligere slag. Da Guatemuz så fangerne fra Mataltzingo, og de sagde ham hvad der var sket, ville han ikke svare dem et ord, men sagde blot, at de skulle drage hjem til deres by; hvorpå han befalede dem at forlade Mexiko. Derefter rykkede mexikanerne ud og angreb os fra tre sider med det største raseri, vi hidtil havde truffet på; de gav os såre meget at bestille i alle vore tre lejre, men vi sårede og dræbte dog mange af dem. Jeg tror, at de søgte døden i kampen. Midt under den hårdeste strid, da de var i håndgemæng med os, dræbte de ti soldater for os, som de skar hovederne af, mens de råbte til os: »Quetlinquitoa rey Castilla quetlinquitoa«, hvilket vil sige i deres sprog: »Hvad siger mon nu kongen af Kastilien til dette?« Med disse ord dængede de os til med spyd og sten og pile, så jorden og dæmningen var bedækket deraf. Vi var dog i begreb med at fratage dem en stor del af byen, og vi kunne mærke, at skønt de kæmpede meget mandeligt, afløste hærskarerne ikke hinanden i det omfang som før, og de lukkede ikke mere op for kanalerne eller slog hul på dæmningerne; de lagde mere an på at følge efter os, når vi trak os tilbage, til de kunne få fat i os. Nu må jeg også fortælle, at krudtet var sluppet op for os i alle tre lejre. Imidlertid var der kommet et skib til Villa Rica, der hørte til en eskadre, som stod under en vis licenciat Lucas Vasquez de Ayllón, og som gik tilgrunde eller ødelagdes af fjendehånd ved øen Florida. Skibet nåede ind der i havnen, og ombord var der nogle soldater samt krudt og armbrøster. Kommandanten i Villa Rica, der skulle passe på Narváez og hed Rodrigo Rangél, sendte straks krudt, armbrøster og soldater til Cortés. Men vi vil vende tilbage til vor erobring. For at fatte mig i korthed skal jeg fortælle, at Cortés og de andre officerer og soldater besluttede at trænge så langt vi kunne ind i byen, i retning af Tatelulco, det største torv, hvor der var syv cu'er og hovedtempler. Så trængte da Cortés frem fra den ene kant, Sandoval fra sin og vi fra vor, og tog den ene bro og skanse fra dem efter den anden. Cortés nåede til en lille plads, hvor der var andre templer med tårne. På toppen af et af disse huse stod der nogle stænger, og på dem sad en hel del hoveder af vore spaniere, som de havde dræbt og ofret under de foregående kampe: håret og skægget var vokset meget længere end da de var i live; det ville jeg ikke have troet, hvis jeg ikke havde set det. Jeg kunne genkende tre af mine kammerater blandt soldaterne. Da vi så deres hoveder i den tilstand, blev vi hjertelig bedrøvede. Foreløbig måtte vi lade dem blive, hvor de var; men tolv dage efter blev de taget ned, hvorpå vi begravede disse hoveder og nogle andre, som de havde ofret til afguderne, i en kirke, som vi byggede og som nu kaldes martyrernes kirke; den ligger ved den bro, som man kalder »Alvarado's spring«. Vi ti kompagnier, der stod under Pedro de Alvarado, kæmpede os frem til vi kom til Tatelulco; dér stod en vældig mængde mexikanere for at værge deres afguder og hovedtempler, og de havde forskanset sig så godt, at vi brugte godt to timer, før vi fik stormet og taget fæstningsværkerne. Af rytterne havde vi god nytte, for nu var terrænet sådan, at hestene kunne løbe; de sårede jo nok de fleste af dem for os, men de fældede til gengæld mange mexikanere med deres lanser. Da vi på tre sider havde så mange fjender imod os, gik de to kompagnier i kampen imod dem; men det kompagni, der stod under en kaptajn ved navn Gutierre de Badajoz, fik befaling af Pedro de Alvarado til at trænge op til toppen af Huichilobos' tempel, - det er 114 trappetrin. Han kæmpede meget tappert imod fjenden og en stor del papa'er, der var oppe i templerne. Men fjenden trængte dog Gutierre de Badajoz og hans kompagni så hårdt, at han trillede ti-tolv trin ned igen, så vi måtte komme ham til hjælp. Mens vi sådan sloges med alle de mange fjender, kom de hærskarer efter os, som vi før havde kæmpet med, så vi var højlig i livsfare; alligevel nåede vi op ad de 114 trin, for så mange var der, som jeg før har sagt. Ja, dér må man rigtignok sige, at vi var i fare, såvel den ene som den anden afdeling, mens vi søgte at erobre denne fæstning fra dem, for jeg har jo allerede mange gange tidligere sagt, at den var meget højt beliggende. I denne træfning fik vi igen allesammen meget slemme sår. Det lykkedes os ikke desto mindre at stikke ild på, så at deres afguder gik op i luer, og vi hejste vore bannere deroppe. Efter at vi havde tændt templerne i brand, kæmpede vi nede på den flade jord, til mørket brød frem, med så mange krigsfolk, at vi knap kunne stå os. Da Cortés og hans kaptajner den næste dag, dér hvor de kæmpede i andre bydele og gader langt fra det store tempel, så, at det brændte i lys lue, for det var ikke slukket endnu, og da de så vore bannere vaje deroppe, glædede han sig meget og ville gerne have været med dér. Man fortæller endda, at han var misundelig; men han kunne ikke være med, for der var en fjerdingvej fra det ene sted til det andet, og der var mange broer og kanaler at erobre. Dér, hvor han var, havde han nok at trækkes med, og han kunne ikke komme så raskt midt ind i byen som han kunne ønske sig og som Alvarado's folk havde gjort. Men fire dage efter forenede både Cortés og Sandoval sig med os, og vi kunne da gå fra den ene lejr til den anden gennem gaderne over omstyrtede huse, broer, barrikader og fyldte vandgrave. Guatemuz og alle hans krigere trak sig nu tilbage til en del af byen, som var bygget ude i søen, for paladset, hvori han boede, lå allerede i grus. Ikke desto mindre gjorde de hver dag udfald og angreb os, og når tiden til tilbagetog var kommet, forfulgte de os endnu skarpere end tidligere. Da Cortés så dette og at der var gået mange dage, uden at de ville slutte fred, og at de slet ikke lod til at tænke derpå, bestemte han efter samråd med alle vore kaptajner, at vi skulle lægge baghold for dem. Dette gik for sig på følgende måde. Fra alle tre lejre udsøgtes omtrent 30 ryttere og 100 soldater af de raskeste og mest krigsvante som Cortés kendte, desuden udtog han 1,000 tlascalteker fra alle tre lejre. Vi lagde os i skjul i nogle store huse, der havde tilhørt en fornem mexikansk herre, - det var tidlig om morgenen -, og Cortés rykkede frem med de øvrige ryttere og med sine soldater, armbrøstskytter og musketerer ad gader og over dæmninger, under kamp som han plejede, og lod som om han var i færd med at udfylde åbningen under en vindebro. De mexikanske skarer, der var udsete dertil, - hvortil endda kom mange flere, som Guatemuz sendte hen for at forsvare broen, - var i kamp med ham: da nu Cortés så det store antal fjender, lod han som om han trak sig tilbage og befalede, at vore forbundsfæller skulle forlade dæmningen, for at de skulle tro at vi var på tilbagetog. I begyndelsen fulgte de efter ham fod for fod; men da de opdagede at det virkelig så ud som om det var flugt, forfulgte hele hærstyrken ham ude på dæmningen. Så snart Cortés bemærkede, at de var kommet lidt forbi de huse, hvor vi lå i baghold, befalede han, at der skulle affyres to kanonskud samtidig: det var signalet til, at vi skulle komme frem fra vort baghold. Først kom rytterne, derefter alle vi soldater, og vi slog løs på dem af hjertens lyst; derpå kom Cortés tilbage med sine folk og med vore venner fra Tlascala, og de tilredte fjenden sådan, at mange dræbtes og såredes, og at de ikke senere fulgte efter os, når vi ville trække os tilbage. Også fra Pedro de Alvarado's lejr blev der lagt et baghold for dem; men det kom der ikke noget ud af. Jeg var den dag ikke tilstede i vor lejr, den under Pedro de Alvarado, for Cortés havde sendt bud til mig, at jeg skulle komme over i hans lejr og være med til bagholdet. Men nok herom. Vi var nu altså alle på Tatelulco, og Cortés befalede, at alle kompagnierne skulle indfinde sig dér og holde vagt dér, for vi havde kæmpet os over en halv mil frem fra vor lejr. Så var vi da tre dage dér, uden at udrette noget som er værd at tale om; Cortés befalede os nemlig, at vi ikke måtte søge at trænge længere ind i byen eller demolere flere af deres huse, for han ville igen anmode dem om fred. I disse dage sendte Cortés opfordring til Guatemuz, at han skulle overgive sig; han skulle ikke nære nogen frygt, men han gav ham store løfter, at hans person ville blive højt agtet og hædret af ham og at han skulle komme til at befale over Mexiko og alle sine lande og byer, sådan som han plejede. Desuden sendte han ham en foræring af proviant, nemlig majskager, høns, kirsebær, indianske figner og kakao; andet havde han ikke. Guatemuz holdt råd med sine krigshøvdinger; de rådede ham til at erklære, at han ville gå ind på at slutte fred; men de ville lade det vare tre dage, før svaret gaves; når så de tre dage var gået, skulle Guatemuz og Cortés mødes og aftale fredsbetingelserne. I de samme tre dage ville de have tid til at få deres Huichilobos' vilje og orakelsvar tydeligere at vide, udbedre broer, gennembryde dæmninger, og forsyne sig med spyd, slyngesten og pile samt bygge skanser. Med dette svar afsendte Guatemuz fire fornemme mexikanere. Vi troede, at deres fredstilbud var virkelig ment, og Cortés lod sendebudene få godt at spise og drikke, hvorpå han atter sendte dem til Guatemuz med flere forfriskninger ligesom før. Guatemuz afsendte så igen nogle andre sendemænd, der bragte to kostbare kapper og sagde, at Guatemuz ville komme til den bestemte tid. Men - for ikke at spilde flere ord på den ting - han ville slet ikke komme, for de havde rådet ham til at lade være at tro Cortés og mindede ham om, hvad ende det havde taget med hans onkel, den store Montezuma, og med hans slægtninge, og hvordan hele den mexikanske fyrsteslægt var gået til grunde; han skulle sige, at han var syg, men selv ville de alle gå i kampen og deres guder ville nok være så nådige at skænke dem sejr, for det havde de lovet dem så ofte. Vi ventede altså på Guatemuz; men han kom ikke. Nu fik vi øjnene op for deres træskhed, og samtidig foretog store sværme af mexikanere et udfald imod os, iførte deres våbendragter, og gjorde det meget hedt for Cortés; det samme var tilfældet med vor lejr ikke mindre end med Sandovar´s. Det var som om det først var nu, de begyndte at slås, og da vi var noget uforberedte, for vi troede, at de var i færd med at slutte fred, fik de såret mange af vore soldater, tre af dem meget hårdt, samt to heste. De kom dog ikke til at rose sig synderlig deraf, for de måtte betale det drøjt. Da Cortés fik set dette, befalede han, at vi skulle gå løs på dem igen og trænge ind i den del af byen, hvor de havde trukket sig hen. Mens de nu så, at vi efterhånden fik hele byen erobret fra dem, sendte Guatemuz to fornemme mænd til Cortés, som skulle sige ham, at han ville tale med ham ved en kanal, sådan at Cortés skulle stå på den ene bred og Guatemuz på den anden; tiden bestemtes til næste morgen tidlig. Cortés begav sig derhen for at tale med ham; men Guatemuz ville ikke møde på pletten, derimod sendte han nogle fornemme mænd til ham, der sagde, at deres herre turde ikke komme, for han frygtede, at mens de talte sammen, skulle der blive affyret bøsser og armbrøster for at dræbe ham. Cortés svor da, at han ikke ville tilføje ham fortræd i nogen måde; men det nyttede ikke noget: de ville ikke tro ham og sagde, at det skulle ikke komme til at gå ham sådan som Montezuma. Imidlertid åbnede de to fornemme mænd, der talte med Cortés, en pose, de havde, tog nogle majskager, et hønselår og nogle kirsebær op deraf og satte sig til at spise ganske rolig; det var for at Cortés skulle lægge mærke dertil og tro, at de ikke led sult. Da han så dette, lod han dem bringe det budskab, at siden de ikke ville komme og slutte fred, skulle han snart bemægtige sig alle deres huse, og så ville de komme til at se, om de kunne få majs, endsige høns. Sådan blev det ved at gå i fire-fem dage til, uden at vi angreb dem. På den tid kom der hver nat en hel del stakkels indianere, der ikke havde noget at spise, ud til vor lejr, for de kunne ikke længere udholde sulten. I betragtning heraf befalede Cortés, at vi ikke skulle gøre angreb på dem, måske ville de så skifte sind og komme og bede om fred: men de kom ikke, skønt vi atter sendte bud til dem og opfordrede dem til fredsslutning. Nu var der i Cortés' lejr en soldat, der sagde, at han havde været med i Italien under den Store Feltherre (Gonzalo de Cordoba's tilnavn), og at han havde været med i det halløj ved Garigliano og i andre store slag (i originalhåndskriftet står:»en la chirinola de Garallano«, og »chirinola« betyder lystighed eller lignende. Det må imidlertid bemærkes, at i 1503, samme år som Gonzalo vandt sejren ved Garigliano, sejrede han også ved en by, der hedder Cerignola. Har Bernal her villet være vittig, eller er der en fejlskrift i hans manuskript?). Han fortalte mange ting om krigsmaskiner og at han ville lave en kastemaskine på Tatelulco, hvormed han inden to dages forløb ville få Guatemuz og hans folk til at overgive sig og slutte fred, når man med den beskød husene i den del af byen, hvor de havde trukket sig hen. Han snakkede så meget til Cortés om den ting, - for han var meget påtrængende, den soldat -, at han lod ham tage fat på bygningen af kastemaskinen. Der blev bragt kalk og sten, sådan som soldaten forlangte, og der kom tømmermænd, og han fik nagler og alt hvad der hørte til indretningen af maskinen. Så lavede de to slynger af stærke reb og tove og bragte ham store stene, endnu større end de oliekrukker, der kan tage en hel arroba. Da nu krigsmaskinen var færdig og istand, sådan som soldaten ville have det, og da han sagde, at nu var den god til at skyde med, lagde de en stenblok i slyngen. Men den gjorde ikke andet end gå lige til vejrs og kom ikke længere end til maskinen, for den dumpede straks tilbage dér hvor den var kastet ud fra. Da Cortés så dette, blev han vred på soldaten, som havde fået den lavet, og han ærgrede sig ved sig selv, fordi han havde troet ham, da han altid havde haft det indtryk af ham, at han ikke var til andet i krigen end til at snakke, og at han ikke duede til noget. Efter hvad denne soldat selv sagde, hed han NN. de Sotelo og var fra Sevilla. Cortés lod derefter maskinen tage fra hinanden. Herom vil vi nu ikke tale mere; men da han så, at det ikke var andet end narrestreger med denne maskine, bestemte han, at Gonzalo de Sandoval skulle løbe ud som admiral med alle tolv brigantiner og gøre landgang i den del af byen, hvor Guatemuz havde trukket sig tilbage. Vi kunne nemlig ikke til lands komme derhen, hvor hans palads lå, kun til vands. Så gav Sandoval de fornødne ordrer til alle kaptajnerne på brigantinerne, og i det følgende skal jeg fortælle, hvad han udrettede.

Da altså Cortés, som jeg har sagt, mærkede, at krigsmaskinen ikke duede noget, og som følge heraf blev forbitret på den soldat, der havde givet ham det råd, og da han ligeledes mærkede, at Guatemuz og hans høvedsmænd slet ikke ville gå ind på fred, befalede han Gonzalo de Sandoval at gøre; angreb med sine brigantiner på den del af byen, hvor Guatemuz havde trukket sig hen med sine bedste krigshøvdinger og de fornemste personer, som var i Mexiko. Han befalede ham, at han ikke måtte dræbe eller såre nogen indianere, undtagen hvis de angreb ham, og selv om de gjorde dette, skulle han blot forsvare sig, ikke tilføje dem andet ondt, men demolere deres huse og en hel del bastioner, som de havde bygget ude i søen. Cortés gik op til hovedtemplet ved Tatelulco for at se, hvordan Sandoval gjorde angreb på dem med sine brigantiner. Med Cortés fulgte Pedro de Alvarado, Francisco Verdugo, Luis Marin og andre soldater derop. Da Sandoval og hans brigantiner kom sejlende ind på dem med stor voldsomhed, dér hvor Guatemuz havde sit palads, og da Guatemuz så sig omringet, frygtede han for at blive fanget eller dræbt. Han havde 50 store piragua'er med gode rorkarle i beredskab, for at kunne slippe bort, når han kom i klemme, og søge tilflugt på nogle rørholme; derfra ville han søge til land og skjule sig i nogle andre byer. Han havde ligeledes befalet sine høvdinger og de mest ansete folk, han havde hos sig i denne befæstede del af byen, at de skulle gøre det samme. Da de nu så, at fjenden kom frem imellem deres huse, udskibede han sig i de halvtreds både; han havde allerede bragt sine ejendele, sit guld og sine klenodier og alle sine hustruer og hele sin familie ombord, nu besteg han selv en af dem og søgte ud på søen med følge af mange høvdinger. Der var allerede mange andre kanoer ude på søen, så at den var helt dækket af dem. Sandoval fik straks underretning om, at Guatemuz flygtede, hvorpå han befalede at alle brigantinerne skulle holde op med at demolere huse og bastioner, men give sig til at forfølge kanoerne og se at få rede på, hvor Guatemuz styrede hen. De måtte ikke tilføje ham nogen skade eller fortræd, men stræbe at få ham i deres magt med det gode. Der var nu en, som hed Garci Holguin, en ven af Sandoval og fører af en brigantine, der var meget let og hurtigt sejlende og havde gode rorkarle ombord. Ham befalede Sandoval at rette forfølgelsen mod den kant, hvor det sagdes at Guatemuz flygtede hen med sine store piragua'er, og han sagde, at hvis han nåede ham, måtte han ikke gøre ham nogen fortræd, kun tage ham til fange. Sandoval forfulgte ham fra en anden kant med nogle andre brigantiner. Nu ville gud, vor herre, det således, at Garci Holguin indhentede de kanoer og piragua'er, hvor Guatemuz var ombord; på grund af hans hele fremtræden, hans baldakin og den plads, han sad på, kunne han se, at det var Guatemuz, Mexiko's behersker. Han gav tegn til dem, at de skulle standse; men de ville ikke. Da lod han som om han ville skyde på dem med bøsserne og armbrøsterne, og da Guatemuz så dette, blev han bange og råbte: »Skyd ikke på mig; jeg er kongen over denne by og hedder Guatemuz. Hvad jeg beder dig om, er, at du ikke lægger hånd på nogen af mine sager, som jeg har med mig, heller ikke min hustru eller mine slægtninge, men fører mig straks til Malinche«. Da Holguin hørte dette blev han overordentlig tilfreds, omfavnede ham med stor ærbødighed og førte ham ombord i brigantinen tillige med hans gemalinde og tredive fornemme mænd. Han lod dem tage plads i bagstavnen, på nogle måtter og tæpper, gav dem at spise af hvad de havde ombord af de ting; der var i de kanoer, som var lastede med hans ejendom, rørte han intet, men han lod sin brigantine tage dem med sig. Imidlertid havde Gonzalo de Sandoval befalet, at alle brigantinerne skulle trække sig tilbage, da han fik at vide, at Holguin havde taget Guatemuz til fange og bragte ham til Cortés. Straks lod han sine rorfolk på den brigantine, han var ombord på, ro til af alle kræfter, og han nåede Holguin og krævede fangen af ham. Men Holguin ville ikke udlevere ham og sagde, at det var ham, der havde taget ham til fange, ikke Sandoval. Sandoval svarede, at det var sandt nok, men han var admiral over brigantinerne og Garci Holguin tjente under hans kommando og flag; det var fordi han var hans ven, at han havde befalet ham at forfølge Guatemuz, eftersom hans brigantine var mere let sejlende, og tage ham til fange; men nu havde han at udlevere fangen til ham, for han var hans øverstkommanderende. Dog, Holguin vedblev at påstå, at det ville han ikke. Imidlertid kom en anden brigantine i flyvende fart til Cortés og bad om løn for overbringelsen af det glædelige budskab; han var lige i nærheden deraf, ved Tatelulco, og så oppe fra tempeltinden, hvordan Sandoval gjorde angreb. Her fortalte de ham om hans tvist med Holguin, og at han ville fratage ham hans fange. Da Cortés erfarede dette, afsendte han straks kaptajnerne Luis Marin og Francisco Verdugo og lod dem hidkalde Sandoval og Holguin, så snart de kom sejlende med deres brigantiner; de måtte ikke skændes mere, men hidbringe Guatemuz, hans gemalinde og familie, under iagttagelse af al mulig høflighed, for han skulle nok bestemme, hvem fangen skulle tilhøre, og hvem æren derfor tilkom. Imens man bragte ham til ham, lod han et trongemak indrette, så godt det i øjeblikket kunne lade sig gøre, med måtter, tæpper og bænke, og et stort måltid, som Cortés havde bestemt for sig selv. Nu kom Sandoval og Holguin med Guatemuz, og begge officerer førte ham imellem sig hen til Cortés. Så snart han stod lige overfor ham, bøjede han sig dybt for ham, og Cortés omfavnede ham med venligt åsyn og viste ham og hans høvdinger megen nåde. Da sagde Guatemuz til Cortés: »Hr. Malinche! Nu har jeg gjort hvad der var min pligt, for at forsvare min hovedstad; men nu kan jeg ikke mere. Jeg kommer tvungen og fangen til dig og er nu i din magt; tag denne dolk, som du bærer ved dit bælte, og dræb mig straks med den«. Mens han sagde dette, hulkede han og udgød mange tårer, og de andre høje herrer, han havde med sig, græd også. Cortés svarede ham meget huldsaligt, ved Doña Marina og Aguilar, vore tolke, at han satte meget større pris på ham personlig, fordi han havde været så tapper og værget sin hovedstad: han fortjente ikke nogen straf, og det skulle snarere regnes ham tilgode end til last; han ønskede blot, at de havde sluttet fred tidligere, dengang de blev besejrede, inden vi havde ødelagt byen endnu mere og der var faldet så mange af hans mexikanere, og det burde han have gjort af fri vilje. Men nu var det jo altsammen overstået; det var noget, som ikke mere kunne rådes bod på eller genoprettes; og nu burde hans og alle hans høvdingers hjerter være rolige, for han skulle blive ved at være herre i Mexiko og dets provinser ligesom før. Guatemuz og hans høvedsmænd svarede, at det var de ham taknemlige for. Cortés spurgte nu efter hans hustruer og andre fornemme fruer, som var gifte med andre krigshøvdinger, for man havde sagt ham, at de kom tillige med Guatemuz. Hertil svarede Guatemuz selv, at han havde bedt Gonzalo de Sandoval og Garci Holguin om at lade dem blive ombord i kanoerne, til han fik set hvad Malinche befalede. Cortés sendte derpå bud efter dem og befalede, at der skulle gives dem at spise, af det bedste der for øjeblikket fandtes i lejren. Det var blevet sent, og det begyndte at regne, derfor bød Cortés, at de skulle begive sig til Cuyuacan; han tog selv Guatemuz, hele hans hus og familie og en stor del fornemme mænd med sig. Ligeledes beordrede han, at Pedro de Alvarado, Gonzalo de Sandoval og de øvrige kaptajner skulle hver drage til deres kvarter og lejr: vi skulle gå til Tacuba, Sandoval til Tepeaquilla, men Cortés selv gik til Cuyuacan. Det var d. 13 august ved vesper andagtens tid, Sankt Hippolytus' dag i året 1521, at Guatemuz og hans krigshøvdinger blev taget til fange. Takket være vor herre Jesus Kristus og hans velsignede moder Jomfru Maria, amen. Det, regnede og lynede og tordnede den eftermiddag, og lige til midnat faldt der meget mere regn end ellers. Efter at Guatemuz var taget til fange, var vi allesammen helt døve; det var ligesom når en mand står oppe i et klokketårn og der klemtes med klokker af alle kræfter, og de så pludselig på én gang holdt op allerbedst som man klemter med dem. Hermed mener jeg, at i alle de 93 dage, vi lå og belejrede denne by, råbte og skreg de mexikanske høvdinger både dag og nat: nogle udstedte befalinger til de hærskarer, der skulle kæmpe på dæmningerne, og andre råbte til dem i kanoerne, der skulle føre kampen mod brigantinerne og mod os på broerne. Atter andre var i færd med at nedramme palisader, gennembryde dæmningerne og uddybe kanalerne under broerne og opkaste barrikader, nogle med at skæfte spyd og pile, og kvinderne med at gøre slyngestenene istand til at kaste. Og oppe fra afgudstemplernes tårne lød bestandig de fordømte trommer og de bedrøvelige horn og pauker. På den måde havde vi både dag og nat den største larm omkring os, så vi ikke kunne høre hinanden, men så snart Guatemuz var taget til fange, standsede råbene og hele støjen. Derfor er det, jeg før sagde, at det var ligesom vi hidtil havde været oppe i et klokketårn. Nu skal vi høre, hvordan Guatemuz så ud. Han havde et meget smukt ydre, både hvad legemsbygning og ansigtstræk angår; ansigtet var livfuldt og noget langt, øjnene havde et mere alvorligt end venligt udtryk, og han så skarpt med dem. Han var vel 21[!] år gammel, og hans hudfarve var noget hvidere, end de mørke indianere plejer at have den. Man fortalte, at han var søstersøn af Montezuma og gift med en datter af samme Montezuma, hans onkel, en meget smuk ung kvinde. Før vi går videre, vil vi fortælle, hvad det blev til med Sandovai's og Garci Holguin's trætte i anledning af Guatemuz' tilfangetagelse. Det gik sådan, at Cortés fortalte dem en historie, romerne, sagde han, havde også engang sådan en strid, der var mage til denne; det var nemlig mellem Marius og Cornelius Sulla. Dengang Sulla havde taget Jugurtha til fange, mens han opholdt sig hos sin svigerfader, kong Bocchus. Da de holdt deres indtog i Rom og triumferede i anledning af alle de bedrifter og heltegerninger, de havde udført, hedder det sig, at Sulla førte Jugurtha med i sit triumftog, med en jernlænke om halsen. Marius sagde, at han måtte ikke føre ham i triumf; det var ham selv, der skulle gøre dette, og han burde erklære, at han havde fået tilladelse dertil af Marius; han havde nemlig sendt ham hen for at tage ham til fange i hans navn, og det var i Marius' navn, at kong Boechus havde udleveret ham til ham, for Marius var overgeneral, og han tjente under ham og fulgte hans fane. Men Sulla, der var af romersk patricierslægt, havde et stort parti, mens Marius, der var fra en by i nærheden af Rom ved navn Arpinum og betragtedes som fremmed, skønt han havde været syv gange konsul, havde ikke så stort et parti som Sulla. Deraf opstod borgerkrigen imellem Marius og Sulla, men det blev aldrig afgjort, hvem der skulle have æren for at have taget Jugurtha til fange. Dog vi vil optage tråden igen og vende os til vort emne. Cortés sagde, at han ville indgive beretning derom til hans majestæt, der så skulle skænke våbenmærket til hvem han syntes; fra Kastilien skulle afgørelsen komme. To år efter kom der så også den befaling fra hans majestæt, at Cortés måtte på sine hestedækkener anbringe syv konger i sit våbenskjold, nemlig Montezuma, Mexiko's behersker, Cacamatzin, herre til Tezcuco, fyrsterne af Iztapalapan, Cuyacan og Tacuba samt endnu en mægtig fyrste, Montezumas ven, hvem man sagde kejserdømmet og herrevælden over Mexiko tilkom og som var herre til Mataltzingo og andre provinser, endelig Guatemuz, som tvisten drejede sig om. Vi vil imidlertid gå videre og tale om ligene og hovederne, der lå i de huse, hvorhen Guatemuz havde trukket sig tilbage. Det vil jeg sige for sandheden, at alle husene og bastionerne ude i søen var så opfyldte af hoveder og kroppe, at jeg ikke kan beskrive det; og så i gaderne og på Tatelulco pladsen, - man så ikke andet; hvor vi gik, kunne vi knap komme frem for legemer og hoveder af dræbte indianere. Jeg har læst om Jerusalems ødelæggelse, men jeg tør ikke sige, om mandefaldet var større dér, for her i denne by faldt der en mængde krigsfolk, der var søgt ind til Mexiko fra alle de provinser og byer, som hørte ind derunder; de allerfleste af dem var blevet dræbt. Ja, som jeg har sagt, jorden og søen og bastionerne var helt dækkede med lig, og der var en stank, så intet menneske kunne holde det ud. Det var derfor, at enhver af vore kaptajner med deres folk straks begav sig ud til vore lejre, så snart Guatemuz var taget til fange. Også Cortés blev dårlig af ligstanken, der trængte ind i næsen på ham, så han fik hovedpine i de dage, vi opholdt os ved Tatelulco. Men nok herom. De soldater, som var ombord på brigantinerne, trak det længste strå og fik godt bytte, for de kunne få adgang til husene i de kvarterer, der lå nærmest søen, og hvor de tænkte sig der måtte være tøj og guld og andre kostbarheder; og de sejlede også ud til rørholmene efter dem, dér hvor mexikanerne havde bragt deres sager ud og skjult dem, når vi erobrede et kvarter af byen eller nogle huse fra dem. Når de skulle gøre jagt på de kanoer, der førte proviant og vand til byen, og de så traf på nogle med fornemme folk ombord, der ville flygte ind til de nærliggende Otomi byer på fastlandet, plyndrede de dem for hvad de havde. Jeg mener hermed, at vi soldater, der gjorde tjeneste på dæmningerne og til lands, ikke kunne få andet udbytte end talrige pileskud, lansestød og sår af spydkast og stenkast, for når vi bemægtigede os nogle huse, havde beboerne allerede tømt dem for hele deres indbo. Og ud på vandet kunne vi ikke komme: vi måtte først have udfyldt åbningerne ved broerne. Derfor var det jeg sagde i vedkommende kapitel, dengang jeg fortalte, at Cortés udsøgte matroser til at besætte brigantinerne med, at det var dem som fik den bedre del, ikke vi, der sloges på land. Det kom da også tydelig for en dag, for de mexikanske høvdinger, ja Guatemuz selv, sagde til Cortés, da han forlangte Montezumas skatte af dem, at de, der sejlede om med brigantinerne, havde røvet en stor del af dem. Herom vil vi imidlertid foreløbig ikke tale, men gemme det til siden. Da der nu var sådan en stank i byen, bad Guatemuz Cortés om tilladelse til, at hele Mexiko's befolkning måtte drage ud af byen og fordele sig i nabobyerne. Det gav han lov til, og i tre dage og nætter strømmede de uophørlig ud, så at alle tre dæmninger var opfyldte af mænd, kvinder og børn. De var så magre og gulblege og snavsede og stinkende, så det var en hel ynk at se. Da byen var forladt, sendte Cortés nogle folk ind for at undersøge den. Vi traf husene fulde af lig, og der var endda nogle stakkels mexikanere tilbage, som ikke havde kunnet komme afsted; det der kom ud af deres tarme var ligesom det møg, der kommer af magre svin, som kun æder græs. Byen var at se til ligesom den var pløjet og luget, for de havde trukket alle planterødder op og fortæret dem; de havde endog kogt barken af nogle træer. Ferskvand var der slet ikke noget at finde af, kun salt. Jeg må også fortælle, at de spiste ikke deres mexikanske landsmænds kød, bare det af vore folk og af dem blandt vore tlascaltekiske forbundsfæller, som de havde bemægtiget sig. Jeg tror ikke, at der i mange tider har været noget folk, som har lidt så megen hunger og måttet døje en sådan række af kampe. Cortés befalede, at alle brigantinerne skulle samles på et sted, hvor der siden byggedes arsenaler. Men vi vil fortsætte med vor beretning. Efter at den store, folkerige, verdensberømte by var indtagen, og efter at vi af hjertet havde takket gud, vor herre, og hans velsignede moder, og aflagt ham visse løfter, befalede Cortés, at der skulle holdes festmåltid i Cuyuacan for at fejre erobringen. Han havde allerede fået en hel del vin, der var kommet til Villa Rica med et skib fra Kastilien, og nogle svin, der var hidbragte fra Cuba. Til festen lod han indbyde alle de officerer og soldater fra alle tre lejre, som han syntes, han burde vise den opmærksomhed. Da vi kom til festmåltidet, var der ikke siddepladser eller dækket bord til tredjedelen af os soldater og officerer, hvorover der opstod megen forstyrrelse. Det havde været bedst, om det måltid slet ikke var blevet holdt, for der hændtes meget derved, som ikke var synderlig godt. Der var ringrending, men det skulle der helst ikke have været, for alt burde have været anvendt til noget helligt og godt, guldet burde have været fordelt, og gud skulle have været takket for al den nåde og alle de gaver, han altid og bestandig skænkede os. Men jeg vil fortælle om noget andet, der hændte, og som jeg havde glemt at tale om, så nu kommer det rigtignok noget bagefter. Det er, at vore venner Chichimecatecle og de to unge Xicotenga'er, sønner af Don Lorenzo de Vargas, han der før hed den gamle Xicotenga og var blind, kæmpede meget tappert mod Mexiko's store krigsmagt og hjalp os rigtig godt; ligeså en broder til Don Fernando - herren til Tezcueo, som jeg mange gange har nævnt, - der hed Estesuchel og siden fik navnet Don Carlos, han viste sig som en meget tapper og modig mand. Der var også en anden indiansk høvding, hvis navn jeg ikke kan huske, og som var ude fra en af byerne i søen, han udrettede store ting, og det samme var tilfældet med mange andre høvdinger fra forskellige af de byer, der kom os til hjælp: de deltog i kampen med megen kraft. Cortés holdt tale til dem og takkede og roste dem højlig, fordi de havde stået os bi, og gav dem store løfter om, at de skulle blive fyrster, og i tidens løb skulle de få lande og vasaller af ham; derefter lod han dem drage bort, og de begav sig hjem til deres lande, allesammen rige og belæssede med guld og det andet bytte, de havde taget. De førte også en hel del røget mexikanerkød med sig, som de uddelte blandt deres slægtninge og venner, for det var jo også noget, der hørte deres venner til, og fortærede det ved festmåtider. Nu da jeg er ude over alle de kampe og vældige slag, vi måtte stå med mexikanerne både dag og nat, - gud være priset fordi han førte mig frelst ud af dem -, vil jeg berette noget, der hændte mig, da jeg havde set dem ofre og skære brystet op på de 62 soldater af Cortés' afdeling, som de slæbte bort levende, og lægge deres hjerter for fødderne af deres afguder. Måske nogle personer vil synes, at det, jeg nu vil fortælle, tyder på, at jeg ikke kan have været meget modig i krigen; men når de rigtig tænker over sagen, må de snarere mene, at jeg var altfor dristig og ivrig efter at udsætte mig for livsfare, hvor det gik hårdest til i kampen, for dengang satte jeg en ære i at være en brav soldat, og det havde jeg også ry for at være, og man mente om mig, at jeg ville gøre hvad der sømmede sig de kækkeste krigsmænd. Men da jeg så, hvordan de hver dag slæbte mine kammerater til offerstedet, og jeg var øjenvidne til, hvordan de snittede dem i brystet og tog deres dampende hjerter ud og skar fødder og arme af dem og fortærede alle de 62 (jeg har allerede fortalt, at de tidligere havde slagtet ti af vore kammerater), så blev jeg bange for, at de en skønne dag skulle gøre det samme ved mig, for de havde allerede haft fat i mig to gange og villet trække af med mig for at ofre mig, men gud var så nådig at lade mig slippe ud af deres hænder. Jeg forestillede mig altså denne afskyelige dødsmåde og tænkte på det ordsprog, der hedder »krukken går så længe til vands« osv., så fra den tid frygtede jeg døden mere end nogensinde. Når jeg skulle i slag, påkom der mig nemlig ligesom en rædsel og hjerteangst; jeg fastede et par gange, og befalede mig gud og hans velsignede moder i vold men så snart jeg derefter kom i kamp, forsvandt den skræk ligestraks. Jeg må også sige, at det var noget nyt og mærkeligt, at denne uvante følelse kom over mig. Jeg havde jo dog været med i mangfoldige, såre farlige slag og træfninger, så mit hjerte burde have været tilstrækkelig barket og mit mod og min tapperhed til syvende og sidst aldeles rodfæstede hos mig. For når jeg skal mindes og opregne det alt, så var jeg jo først deltager i Francisco Hernández de Cordoba's og Grijalva's opdagelsestogter; derefter kom jeg igen derover under Cortés. Jeg var med ved Cotoche pynten, i sammenstødet ved Lázaro, også kaldet Campeche, ved Potonchan og Florida, sådan som jeg har skildret det udførligere, dér hvor jeg taler om Francisco Hernández de Cordoba's opdagelser. Så er der Grijalva's togt: dér var jeg atter med ved Potonchan. Og nu Cortés' ekspedition. Først var jeg med ved Tabasco, ved Cingapacinga og i alle slag og træfninger mod tlascaltekerne; derefter kampen i Cholula. Da vi så tilføjede Narváez hans nederlag, var jeg blandt dem, der udvalgtes til at fratage dem deres artilleri, 18 stykker skyts, ladede med stenkugler og jernkugler; dem erobrede vi, og det var en grumme farlig historie. Så var jeg tilstede ved vort første nederlag, da mexikanerne kastede os ud af Mexiko og i en otte dages tid dræbte omtrent halvniende hundrede af vore soldater. Jeg var derefter med på togterne til Tepeaca, Cachula og dens omegn, og i andre træfninger, vi havde med mexikanerne, da vi stod i Tezcuco og ville tage majshøsten, og i kampen ved Iztapalapa, dengang de ville drukne os. Og jeg var med, dengang vi stormede de såkaldte klippefæstninger, som Cortés erobrede, og ved Suchimilco, - fire slag var det og mange andre træfninger. Under Pedro de Alvarado var jeg blandt de første, der begyndte Mexiko's belejring, da vi ødelagde Chapultepeque vandledningen; siden ved vor første fremtrængen ad dæmningerne, under samme Alvarado, og da vor afdeling blev slået og de fangede otte af vore soldater og allerede havde grebet fat i mig og ville slæbe mig afsted at ofres. Fremdeles i alle de kampe, jeg har beskrevet, som vi havde hver dag, lige til jeg med egne øjne - som jeg sagde - så den grulige død, vore kammerater måtte lide. Altså alle de slag og dødsfarer havde jeg været stedt i; men aldrig havde jeg været så bange som nu til sidst. De caballeros, som har nogen forstand på krigsvæsen og har været med, hvor det gik på livet løs, må nu dømme, om min frygt kom af et fejt sind eller af at jeg var en tapper soldat. For - som jeg allerede har sagt - jeg følte hos mig selv, at kom det til kamp, så ville jeg være med, hvor faren var størst og hvor døden var mest at befrygte. Derfor skælvede mit hjerte, og derfor blev jeg bange for at dø. Alle de slag, som jeg har sagt jeg var med i, finder man i min beretning, hvornår og hvordan og hvor og under hvilke omstændigheder de fandt sted. I den følgende tid deltog jeg også i mange andre togter og træfninger, men dem fortæller jeg ikke noget om, før tiden og lejligheden dertil kommer, længere henne i denne fortælling. Jeg må også sige, at jeg til stadighed ikke var ved synderlig godt helbred, for jeg var ofte hårdt såret; derfor kunne jeg ikke deltage i alle de krigstog. Men endda er al den møje og livsfare, jeg måtte gennemgå og har berettet om, for intet at regne; for efter at vi havde erobret den store, stærke hovedstad Mexiko, måtte jeg være med i andre kampe under adskillige hærførere, der forstod sig på krig, hvilket man vil få at se, når lejligheden kommer til at beskrive dem. Jeg skal nu blot bemærke, hvad der var grunden til, at når jeg fortæller om at de dræbte nogle af vore kammerater i disse mexikanske krige, så siger jeg ikke »de dræbte dem«, men »de førte dem bort«. Det kommer af, at selv om de krigere, der sloges med os, kunne have dræbt dem af vore soldater, som de førte levende bort, gjorde det ikke straks: de tilføjede dem farlige sår, for at de ikke skulle forsvare sig, og så slæbte de dem levende hen at ofres til deres afguder. Først lod de dem ovenikøbet danse for Huichilobos, som var deres krigsgud. Se, derfor var det, jeg sagde »de førte dem bort«.

Man burde have undladt at holde dette aftensmåltid og at lade disse danse finde sted, som det med [herefter et ulæseligt ord] og andet usømmeligt. Noas plante fik også nogle til at bære sig forrykt ad, og der var mænd, som rendte på bordene, efter at de havde spist, og ikke kunne finde vej ud i gården. Andre sagde, at de ville købe heste med guldsadel, og der var ligeledes armbrøstskytter som sagde, at alle de bolte og pile, de havde i deres kogger, skulle blive af guld fra de egne, som de fik tildelte; og atter andre trimlede ned ad trapperne. Da så bordet var hævet, kom de damer, der var tilstede, hen og dansede med deres kavalerer, som havde deres bomulds harnisker på, hvad jeg synes var latterligt. Disse damer vil jeg her nævne, for der var ikke andre i hele lejren eller i Ny-Spanien. Det var først den gamle Maria de Estrada, der siden giftede sig med Pero Sánchez Farfán, og Francisca de Ordás, der ægtede en hidalgo, som hed Juan Gonzalo de León; fremdeles la Bermuda, der blev gift med Olmos de Portillo, ham i Mexiko, - en anden frue var hustru til kaptajn Portillo, der omkom ude på brigantinerne, men hun var ikke med til festen, fordi hun var enke. Så var der en, der hed Gómez til efternavn og var Benito de Vargas' kone, og en anden smak dame, som kaldtes la Bermuda (døbenavnet kan jeg ikke huske); hun giftede sig med en ved navn Hernán Martin, som kom til at bo i Guaxaca; og en gammel en, der hed Isabel Rodriguez, som dengang var gift med en vis Guadalupe; samt en noget aldrende kvinde, som hed Mari Hernández og blev gift med den rige Juan de Cáceres. Flere kan jeg ikke mindes der var i Ny-Spanien. Men vi vil holde op at tale om banketten og dansene, for den næste morgen tidlig blev bordene [mere er der ikke, eller snarere: der følger et ulæseligt ord].

Men jeg vil fortælle, at de usømmelige ting, der skete under måltidet og dansen, bragte den gode munk broder Bartolomé de Olmedo til at knurre. Han sagde til Sandoval, at dette syntes han slet ikke om: det var en smuk måde, vi havde at takke gud på og befale os i hans varetægt. Sandoval blev hed om ørene og meldte Cortés, hvordan broder Bartolomé skændte og brummede. Og Cortés, som jo var behændig, lod ham kalde og sagde til ham: »Hr. pater! Jeg kunne ikke sige nej til at more og fornøje soldaterne med det, i har set, ærværdige fader; men det var imod mit ønske. Nu må i, ærværdige fader, foranstalte en procession, læse en messe, prædike for os og formane soldaterne til ikke at bortføre indianerpiger, plyndre eller lave spektakler, men opføre sig som katolske kristne, for at gud skal vise os velgerninger«. Da broder Bartolomé ikke vidste, hvad Alvarado (skal være Sandoval) havde sagt, og troede, at det var hans ven, den gode Cortés, som havde fået denne tanke, var han ham taknemlig derfor. Og munken lod så holde en procession, hvori vi marcherede med flyvende faner og med kors fra det ene sted til det andet og sang litanier; sidst i toget bar vi et billede af Vor Frue. Den næste dag prædikede broder Bartolomé. Ved messen nød en del alterens sakramente, efter Cortés og Alvarado, og vi takkede gud for sejren.

Hovedstaden Mexiko var altså indtagen, og erobreren gav sig nu i lag med at udbedre noget af al den ødelæggelse, der var timedes den. Det vil sige: han befalede den overvundne konge at lade vandledningen, broerne og dæmningerne istandsætte, skaffe ligene bort fra gaderne og begrave dem, genopbygge husene og inden to måneders forløb bosætte sig på ny i byen, med samt dens udvandrede befolkning, således at en egen bydel bestemtes til spaniernes opholdssted. Da Guatemozin bad om at få udleveret en del fornemme kvinder, som erobrerne havde tilegnet sig, svarede Cortés, at nu var det vanskeligt at få dem igen fra hans kammerater; men såfremt de ikke var kristnede og selv valgte at vende tilbage til deres forældre eller ægtemænd, måtte disse gerne tage dem med sig. Nogle mexikanere af stand gik så om og opsøgte dem, og de var da også heldige nok til at finde dem, men ikke til at få dem med: udbyttet blev kun tre! De ville, siger Bernal Diaz, »blive hos deres soldater« og »ikke begynde igen på deres afgudsdyrkelse; endda nogle af dem allerede var i velsignede omstændigheder«. Hvad det øvrige bytte angår - guld, sølv osv. - syntes spanierne, at det var kun lidt, de fik samlet rundt om i byen. Men der gik det rygte, at Guatemozin havde ladet størstedelen af sine rigdomme kaste ud i søen, før han overgav sig; og spaniernes forbundsfæller havde nok også plyndret, hvor de kom hen. Cortés besluttede så at underkaste den fangne mexikanske hersker og fyrsten af Tacuba tortur; efter Bernal's fortælling ville han dog nødig dertil og opsatte det, indtil den kongelige skatmester Alderete forlangte det, idet han beskyldte feltherren for at ville beholde guldet selv. Så blev da fødderne på de to indianske fyrster skoldede med kogende olie; og de tilstod, at fire dage før deres tilfangetagelse havde de sænket deres skatte i søen tilligemed de fra fjenden erobrede skydevåben. Gode svømmere dykkede ned på det betegnede sted, men fandt intet af betydning. Fortælleren selv var en af disse dykkere. Derimod fandt man en guldsol og andre kostbarheder i et stort bassin i Guatemozin's palads. Kaziken af Tacuba erklærede, at i et slot, som lå flere mil borte, var der nedgravet skatte; man førte ham derhen, for at han skulle påpege stedet, men den arme fortvivlede indianerfyrste tilstod, at han kun havde ladet sig slæbe derud for om muligt at dø på vejen, og nu kunne de jo dræbe ham, - hvad de dog ikke gjorde. Nogle smukt forarbejdede klenodier, der havde tilhørt Montezuma og derefter Guatemozin, udtoges som gave til kejseren. Men om den smule guld, der var fisket op af søen, mente nogle officerer og mercenarier munken, at den burde uddeles til invaliderne. Cortés afspiste dem med det løfte, at de skulle nok få deres tilstrækkelige part allesammen ved den endelige fordeling af byttet. Med denne blev man imidlertid langtfra tilfreds: man havde stadig Cortés mistænkt for at have stukket meget til side, og på muren af det palads i Cuyuacan, hvor han boede, læstes snart hver morgen indskrifter, både i prosa og på vers, hvori det gik ud over feltherren. Da han selv var noget af en digter, nød han de vellykkede af versene æstetisk (der fandtes nemlig efter Bernal's sigende virkelig sådanne) og svarede »i gode rimede vers« med en lovprisning af sine bedrifter. Men inskriptionerne blev grovere og grovere, så at Cortés til sidst ærgerlig skrev underneden: »En hvid mur er dosmernes skrivepapir«. Det hjalp dog ikke; næste morgen var tilføjet: »Også kloge folks og deres som siger sandhed«. Nu måtte feltherren forbyde under straf at skrive på hans vægge, - naturligvis giver atter den første trykte udgave pater Bartolomé de Olmedo æren for, at uvæsenet hørte op, men i originalmanuskriptet står ikke et ord herom. Mange af soldaterne sad i gæld til op over ørene, fordi våbnene, som de havde måttet købe, holdtes i meget høj pris, og det par sårlæger og apotekere, der var i lejren, lod sig deres tjeneste betale i dyre domme. To hæderlige og sagkyndige mænd, Santa Clara og Llerena, blev da af Cortés udvalgte til at fungere som vurderingskommission, hvis afgørelser skulle følges. Desuden forhøjedes det smeltede gulds værdi - imaginært - med tre karat, det vil sige ved at blande kobber i (dette hedder på mexikansk »tepuzque«; de indfødte brugte ordet i det hele om ringere metal, også det for dem hidtil ukendte jern i forarbejdet skikkelse, og vi have set, at de kaldte spaniernes kanoner tepuzquer. Men også de spanske soldater selv, siger Bernal, gjorde brug af ordet: når en adelig og en borgerlig havde samme navn, føjede de »tepuzque« til den sidstes, for at adskille »det rene guld« fra »det blandede«), for at soldaterne ikke skulle betale deres indkøb for dyrt. Men købmændene lærte dem snart kunsten af og skruede priserne op på deres varer. Og da denne værdiformindskede mønt havde været i omløb nogle få år, kom der kongelig befaling til, at dette skulle høre op; det blev altsammen sendt til Spanien for at omsmeltes. Ved samme lejlighed blev to guldsmede hængt, fordi de havde gjort for meget af det og blandet endnu mere rent kobber i. Nærmest for at slippe for alle de plagerier, han havde om ørene på sig, besluttede Cortés at udsende ekspeditioner under forskellige officerers ledelse for at kolonisere landet, især de provinser, som havde ydet Montezuma den største tribut af guld og andre værdigenstande. Blandt de kaptajner, der således drog ud, ar Gonzalo de Sandoval, og med ham fulgte Bernal Diaz. Cortés rådede ham til at blive i Mexiko, hvor han gerne ville have beholdt ham; men ville han endelig afsted, måtte han gå med gud: han ville nok komme til at angre det, mente feltherren. Bernal's videre fortælling bevæger sig i spring, ligesom i de tidligere afsnit: snart er han i Spanien, snart i Mexiko, snart er det Cortés' oplevelser, han skildrer, snart om sine egne hændelser, han beretter. Vi vil her først tale lidt om, hvad der hændtes ham selv; det er i det væsentlige fortalt i vor indledning, så at der nu kun er enkelte træk at tilføje. Det var til byen Tustepeque, Sandoval straks drog for at tage straf over nogle mexikanske høvdinger, der havde nedhugget tresindstyve spaniere, dengang det ulykkelige tilbagetog fandt sted. Efter at det tempel var erobret, hvori de havde indesluttet sig, blev den fornemste af dem brændt levende. Bernal boede siden øverst oppe i tempeltårnet for at undgå de talrige moskitoer, der sværmede ved jorden. Et tog til zapoteca'ernes land, som foretoges efter Sandoval's befaling af kaptajn Briones, spændte uheldig af: den udsendte hærafdeling overfaldtes i en vild bjergegn, hvor ekkoet mangfoldiggjorde indianernes hylen og piben, og måtte gå tilbage »i mere end skridtgang«. Briones havde altid rost sig af sine heltegerninger i Italien, og da han kom tilbage efter nederlaget, bemærkede Sandoval derfor spydig: »Det synes at være en anden slags land, hr. kaptajn, end det, hvor i ellers har ført krig«. Hertil svarede den anden med en ed, at han ville heller gå mod kanoner og mod store hære af tyrker og maurere end mod disse zapoteca'er. Bedre held havde Sandoval overfor en anden stamme af dette folk, som beboede provinsen Xaltepeque og lå i krig med nogle naboer; de sendte gaver af guld og nogle lange kapper ligesom arabiske burnus'er; men det hjælpekorps af »teuler«, de bad om, kunne den spanske anfører ikke afse, sagde han, og henviste dem til »Malinche«. Imidlertid sendte han nogle folk ud for at undersøge guldminerne i omegnen; blandt dem var Bernal Diaz del Castillo. Ved denne lejlighed får man at vide, hvad der var Bernal's øgenavn hos kammeraterne, nemlig »den galante«, medens to andre af samme efternavn hed »Castillo der tænker« og »Castillo der har tænkt«, fordi den ene altid var adspredt og svarede hen i vejret, når man talte til ham, men den anden udmærkede sig ved sit hurtige hoved og sine kvikke svar. Denne sidste var med i den lille ekspedition, som fandt egnen særdeles guldrig. En by anlagdes, som fik navnet Medellin, efter Cortés' fødeby i Spanien; her var det, at Sandoval tilbød Bernal Diaz at blive - »Bare jeg havde taget derimod!« udbryder han -, men han ville ikke dengang: han fulgte med sin gode ven og krigskammerat til Guazacualco, hvor soldaterne satte over floden i kanoer, efter at først fire mand havde begivet sig over på den anden bred med den fornemste kazik der på stedet og forvisset sig om, at alt var fredeligt. Det var pinsedag, og dels af denne grund og fordi sejren over Narváez var vundet på den samme helligdag gav man en nyanlagt by navnet Espiritu Santo. Her kom Bernal til at bo en tid lang. Under opholdet i Guazacualco egnene havde Sandoval og hans ledsagere den ære og fornøjelse at tage imod Cortés' gemalinde Doña Catalina Juárez, der kom sejlende med følge fra Cuba, i et frygteligt uvejr med storm og regnskyl. Sandoval og flere fulgte hende til Mexiko, hvor feltherren efter sigende blev alt andet end glad ved at se sin hustru, men alligevel lod holde store fester til ære for hende; »fire måneder efter at de var kommet til landet, hørte vi fortælle at denne dame var død af astma (i originalmanuskriptet findes yderligere: »Det var om natten efter at der havde været holdt et stort gæstebud. Jeg ved ikke mere end hvad jeg her har fortalt; derfor vil vi ikke spille mere på den streng; men andre talte anderledes fra leveren under retssagen, som førtes for Overretten i Mexiko«. Cortés anklagedes ligefrem for at have forgivet hende). At Sandoval havde forladt sin provins gav imidlertid anledning til, at indianerne gjorde oprør, og det kostede megen umage at få dette dæmpet. »I Guazacualco var vi mange gamle conquistadorer og folk af stand, og der var store landstrækninger fordelte imellem os«. Man skulle blot have passet bedre på denne udmærkede provins, siger Bernal, og ladet dens erobrere beholde den i fred og blive rige dér, istedet for at lade Guazacualco gå tilbage i velstand og folketal, sådan som tilfældet blev, efter at en kongelig anordning havde frataget dem en stor del af deres besiddelser. Hvordan vor hjemmelsmand kom i livsfare på det krigstogt i 1523, hvori han deltog under Marins kommando, fortæller han således. Med tre andre var han udsendt til zimatan folket for at opfordre dem til at være gode venner med spanierne. Men de ville ikke gå ind herpå og styrtede sig over udsendingene. De to dræbtes straks, og Bernal fik et pileskud i halsen; blodet strømmede ud, og han kunne ikke få det standset. Dog kæmpede han og hans tilbageblevet kammerat, en basker ved navn Francisco Martin, mod overmagten, indtil kammeraten »gav sig til at smøre haser« og løb ned til de både, der havde bragt dem til stedet. »Halvt bevidstløs søgte jeg tilflugt i et tæt krat, hvor jeg tog mig sammen og sagde ved mig selv. Hjælp mig nu, Vor Frue! Skal jeg virkelig dø i dag for disse hundes våben!« Så brød han atter frem af krattet, huggede sig igennem og slap ned til bådene, uagtet han fik ét sår til. Fire indianere, som havde båret deres rejsetøj, havde ladt dette i stikken og var flygtede; nu roede de to spaniere bort, medens forfølgerne var optaget af at plyndre bagagen. Men i otte dage måtte de derefter holde sig skjulte i skovene; og imidlertid troede man i Guazacualco, at de alle var ihjelslagne, og havde allerede delt deres ejendomme imellem sig, da de atter viste sig i lejren »til almindelig glæde undtagen for dem, der havde fået tildelt hvad vi ejede«. På toget mod Chiapas havde spanierne ikke tilbørlig gavn af det stykke skyts, de havde med; thi artilleristen, der havde pralet af sin krigserfarenhed fra Italien, røbede sig i det afgørende øjeblik som fej og aldeles uduelig: efter lang nølen og kammeraternes tilråb affyrede han endelig kanonen og sårede - tre spanske soldater. De fjendtlige indianere havde her for skik at kaste lassoer efter hestene og at søge at fange dem i jagtnet. Sejren blev dog som oftest spaniernes, som derefter holdt takkegudstjeneste: »Munken, broder Juan, sang et salve, og nogle soldater, som havde en god sangstemme, hjalp til, og det lød slet ikke dårligt«. Hvad der ofte gjorde kampen mod beboerne af denne provins særlig vanskelig var, at de plejede at trække sig tilbage til nogle moradser, hvor der var hængedynd: »Hestene kan ikke komme der, og menneskene heller ikke, uden at plumpe i; så må man krybe ud af det på alle fire, og det er endda et vidunder, når man overhovedet slipper derfra, så slemt er det«. Men i ro kom Bernal Diaz dog atter - for en stund, indtil han måtte ud på Cortés' store og uheldige togt til Honduras (to år og tre måneder varede dette). Vi har allerede talt i indledningen om hans minder fra dette og skal derfor nu blot tilføje nogle karakteristiske enkeltheder fra hans beretning. Det var ikke blot for at straffe Oli at Cortés drog ud, men også fordi landet var rigt på guldlejer. Blandt dem som han ved sin afrejse fra Mexiko overdrog at holde et vågent øje med byen var ifølge den ældste trykte udgave også pater Bartolomé de Olmedo, om hvem der på dette sted læses en rosende tirade, - men originalmanuskriptet melder ikke det ringeste om alt dette. I sit følge havde feltherren en hushovmester, to taffeldækkere, mundskænk, kogemester, kældermester, sølvkammerbetjent, kammertjener, læge, kirurg, en hel del pager og lakajer, to lansedragere, en staldmester, otte rideknægte, to falkejægere, fem musikanter (snarere end om egentlige hornblæsere er her vel nok tale om spillemænd til at forherlige feltherrens måltider; men det ses dog, at man også har villet lade dem spille for soldaterne på marchen. Instrumenterne synes efter Bernals beskrivelse at have været obo, basun og fagot), en badutspringer, en taskenspiller, som tillige fremviste marionetter, staldkarle til at have opsyn med pakhestene, endelig en hel hjord svin. De arme spillemænd blev så medtagne af de strabadser, som de måtte gennemgå, at de - med undtagelse af én - ikke var i stand til at få en ordentlig tone frem, og ham, der kunne det, påskønnede endda soldaterne grumme lidt; de fire af dem omkom i dette felttog, og det samme var tilfældet med badutspringeren. Doña Marina var også med denne gang og nåede lykkeligt tilbage. Den forræderske »factor« Salazar, som »altid tog sin hat af helt ned til jorden« for Cortés og hyklersk bad ham blive i byen Mexiko, fulgte ham et stykke på vej og vendte derefter om til hovedstaden med en fuldmagt i lommen som statholder, hvilken han havde fralistet ham; ved afskeden var han tilsyneladende nær ved at hulke og ødslede med komplimenter og omfavnelser. Selvfølgelig er der i udgaven fra 1632 også her indskudt en passus om, at pater Bartolomé (samt to franciskanere) fattede mistanke til Salazar og hans kollega Chirinos og advarede Cortés, uden at originalmanuskriptet har et ord derom. Imidlertid meldte ulykkerne sig allerede ved togtets begyndelse: et par både med bagage, hvoriblandt en del kostbarheder, kæntrede i en flod, så at hele herligheden gik til bunds, og af frygt for alligatorerne turde man ikke forsøge på at fiske noget op. Ved ankomsten til Guazacualco var der stor stads for feltherren: triumfbuer, fyrværkeri og dystridt »mellem kristne og maurere«. Bernal Diaz var, som før omtalt, blevet kaptajn og kommanderede engang på en særlig ekspedition et korps bestående af 3,000 indianere foruden 30 landsmænd. Han skildrer de overordentlige besværligheder, felttoget i det hele frembød: hvordan alle måtte arbejde med på de store træbroer i de frygtelige sumpe (man taler om »Cortés' broers ligesom om »Herkules' støtter«, siger Bernal), hvordan det til tider så ud som om alle veje var lukkede, idet de tætte skove og høje bjerge spærrede udsigten, så at man måtte hjælpe sig med et kompas og nogle indianske kort, og hvordan det et par gange kun med nød og næppe lykkedes at finde en sti, hvortil spor af træhugst ledede. Fremdeles om brændende solskin, efterfulgt af vældige regnskyl, så at floderne svulmede op, og om stejle bakker med skarpe stene, hvor hestenes hove og menneskenes fødder fik dybe sår. For at lede landsmænd eller forbundsfæller på spor, som muligvis ville opsøge hæren og bringe den undsætning, betegnede man vejen ved kors og indskrifter. Men værst var sulten, da majsforrådet glippede og hæren måtte leve af vildtvoksende træers frugter og af planterødder, så at adskillige blev syge deraf. Under hungersnøden opdagedes tilbagefald til menneskeæderi hos de indfødte hjælpetropper. »Nogle mexikanske kaziker bemægtigede sig to- tre indianere fra de byer, vi havde passeret; de holdt dem skjulte mellem lastdragerne, i samme dragt som deres, og da sulten plagede dem, slagtede de dem, stegte dem i stensatte ovne, der var udgravede i jorden efter gammel mexikansk skik, og fortærede dem. Ligeledes fangede de vore to vejvisere, som var løbet bort, og spiste dem«. Cortés holdt en streng straffetale til mexikanerne, derpå fik de en prædiken af en franciskanermunk, og til sidst blev en af dem brændt til skræk og advarsel. »Der er nogle folk«, siger forfatteren »som har spurgt mig, hvor det kan være, at vi ikke fortærede den flok svin, der førtes med til Cortés' brug, siden vi var så sultne; for var det end svin på kongens skov, bryder hunger og nød jo hver en lov. Og under sådanne omstændigheder burde Cortés have ladet dem uddele til os alle, når han så, hvor forsultne vi var. Hertil har jeg at sige, at en ved navn Guinea, der var hovmester og spisemester hos Cortés og var en snedig karl, havde udspredt det rygte og bildt os ind, at hajer og alligatorer havde ædt dem, når de skulle over floderne; og for at vi ikke skulle få dem at se, lod man dem stadig være fire dagsrejser bag efter os. Desuden havde de alle tilsammen ikke været tilstrækkeligt til én dag for alle os soldater«. Lidt længere fremme fortæller han, at han med tre kammerater var sendt ud på opdagelse efter levnedsmidler, og at det lykkedes dem at tilvejebringe hundrede og tredive dragter majs, firsindstyve høns, honning, bønner, salt og frugter. »Da jeg kom tilbage, var det i færd med at blive mørkt, og alle de øvrige soldater stod og ventede på provianten, for de vidste allerede, at jeg havde begivet mig ud efter den, og Cortés havde sagt til officererne og soldaterne, at han håbede til gud, vi snart allesammen ville få noget at spise, for jeg var gået til Acala for at hente noget, - når indianerne blot ikke havde slået mig ihjel, sådan som de havde gjort ved de fire andre spaniere, han havde sendt ud efter føde. Mørkt var det altså, da jeg kom til broen med majsen og den anden proviant, og nu kastede alle soldaterne sig over det og tog det altsammen og levnede ikke en smule, hverken til Cortés eller nogen kaptajn, heller ikke til Sandoval, uagtet hushovmesteren Garranza og spisemesteren Guinea råbte: »Lad det være; det er til vor general Cortés!« og ville bemægtige sig blot så meget af majsen, som en mand kunne bære. Men soldaterne sagde (mørkt var det jo): »I og Cortés har spist godt svinekød; i så os være døden nær af sult, men gav os intet deraf!« Og de brød sig ikke om deres råb, men tilegnede sig det altsammen. Da nu Cortés fik at høre, at de havde taget det og ikke ladet ham beholde det ringeste, tabte han tålmodigheden, bandede, stampede i jorden og var så vred, at han sagde, han ville lade sagen undersøge og straffe dem, der havde taget det. Men de gentog det om flæsket, han havde fortæret. Så mærkede han, at vreden var til ingen nytte og at han råbte i ørkenen, hvorfor han lod mig kalde og spurgte mig meget forbitret, hvorfor jeg ikke havde passet bedre på provianten. Jeg svarede, at hans nåde skulle have sendt vagter forud for at tage sig af den; men selv om han personlig havde stået og holdt vagt over den, havde de alligevel taget den, for gud bevare os for hungersnød: den kender ikke til love. Da han kom til erkendelse af, at der ikke var noget at gøre ved den sag, og han var meget sulten, talte han indsmigrende og honningsøde ord til mig, i kaptajn Gonzalo de Sandoval's nærværelse: »Åh, kære broder Bernal Diaz del Castillo, hvis i har gemt noget i skjul på jer vej, så vær så god at dele det med mig - for min skyld; for jeg kan jo nok tænke mig, at siden i er så snild, har i taget noget med til jer selv og jer gode ven Sandoval«. Da jeg hørte hans ord, og hvordan de blev fremsatte, fik jeg medlidenhed med ham, og da nu også Sandoval sagde: »Jeg har heller ikke en håndfuld majs at riste og lave cacalote) af« (dvs. en slags brød af umalet majs), så føjede jeg dem og sagde: »I nat, ved modorra vagtens tid, når hele lejren er gået til ro, vil vi drage hen og hente tolv dragter majs, tyve høns, tre krukker honning, bønner, salt og to indianerinder til brødbagning, som man har givet mig personlig i de byer. Vi må komme om natten, for ellers ville soldaterne rive det fra os på vejen. Det vil vi så dele mellem os, nemlig eders nåde, Sandoval, jeg og mine folk«. Han glædede sig inderlig og omfavnede mig; og Sandoval sagde, at han ville følge med mig om natten og hente provianten. Så bragte vi den da, og de stillede deres sult, og jeg gav endda Sandoval den ene af de to indianerinder [her følger i den gamle trykte udgave noget om munkene, hvoraf intet findes i originalmanuskriptet]. Jeg har anført dette, for at man kan se, hvilke lidelser hærførere kan komme til at døje i hidtil ukendte lande; for Cortés, der var så frygtet, ville de ikke give majs at spise, og kaptajn Sandoval ville ikke betro nogen anden at hente den part, der tilkom ham, men fulgte selv med mig, skønt han havde mange soldater, han kunne sende«. Endnu engang kom Bernal Diaz til at yde hæren tjeneste på lignende vis. De var kommet til en stærkt opsvulmet bjergstrøm, som blot kunne passeres ad en bro; i tre dage byggedes da en bro af svære træstammer, men imidlertid flygtede de indfødte, som boede på den anden side floden, og gemte alt deres korn, så at hverken det eller de selv var at finde. Hungeren pinte soldaterne, så de var næsten fra sans og samling. »Jeg må sige, at så stor en hjertekvide havde jeg sandelig aldrig følt som dengang: jeg havde jo intet at spise og intet at give mine folk, og feber havde jeg oven i købet. Og vi søgte dog ivrig derefter i to miles omkreds rundt om byen. Det var aftenen før påskedag. Læseren må tænke sig, hvad påske vi kunne have uden nogen mad; for vi ville have været grumme glade, om vi blot havde haft majs. Cortés sendte da nogle af sine tjenere og rideknægte ud med førere for at søge efter majs i bjergskove og kløfter; første påskedag bragte de omtrent en fanega (da her rimeligvis er tale om spansk-mexikansk mål, må det have været lidt over 90 liter). Da han nu så den store nød, lod han nogle soldater kalde, de allerfleste fra Guazacualco; blandt dem nævnte han mig, og sagde til os, at han bad os indstændig om at gennemsøge hele landet på kryds og tværs og skaffe noget mad til veje, for vi så jo nok, i hvilken tilstand hele lejren var. Dengang Cortés sagde dette til os, var Pedro de Ircio til stede; han havde det svært med snakketøj, og bad ham lade ham gå med som vor fører, hvortil Cortés sagde: »Ja gå kun, om i vil«. Da jeg hørte dette - for jeg vidste, at Pedro de Ircio ikke kunne gå til fods og ville være os til ulejlighed i stedet for til hjælp -, sagde jeg i al hemmelighed til Cortés og kaptajn Sandoval, at Pedro de Ircio ikke formåede at gå igennem alt snavset og dyndet som vi andre, for han var kortbenet og duede ikke til sådanne ekspeditioner, kun til at snakke løs, for han ville sætte sig ned hvert øjeblik og hvile sig«. Cortés befalede ham da at blive, medens Bernal og fire andre soldater drog afsted med to førere. De havde meget held med sig og fandt en mængde levnedsmidler, som de lod mexikanerne transportere til lejren, så »vi fik en god påske«. Nogen tid efter fik vor fortæller igen lejlighed til at triumfere over Pedro de Ireco, der fra gammel tid ikke var ham god. Det kneb nemlig atter med at finde vej til beboede steder, hvor proviant var at hente, og Bernal med et par raske folk måtte igen ud at søge. Påny fulgte heldet ham, og da Gonxalo de Sandoval, som længselsfuldt havde ventet på ham og hans kammerater, så dem komme tilbage, »vidste han ikke, hvad ben han skulle stå på af glæde«; og i Cortés' nærværelse sagde Sandoval derpå til Ircio: »Jeg synes nok, Bernal Diaz del Castillo havde ret forleden dag, da han skulle ud efter majs og sagde, at han kun ville have raske mænd med, ikke en der går og slentrer hen ad vejen og fortæller hvad der hændte greven af Ureña og hans søn Pedro Girón (for de historier fortalte Pedro de Ircio mange gange); i har ikke grund til at sige, at han satte ondt for jer hos Cortés og mig«. Alle lo heraf. Vi anfører et par episoder til med Bernal's ejendommelige fortællemåde. Han og nogle andre var engang kommet til nogle indianerhuse, hvor der lå nogle syge spaniere og indfødte; de tog dem med til Sandoval's troppeafdeling. Mens vi drog frem ad vejen, var der en spanier, af dem vi havde opsamlet i husene og som var meget syg, - han var af dem, der fornylig var kommet fra Kastilien, og hørte nærmest hjemme på de kanariske øer og var søn af en genueser -, syg var han altså, og vi havde intet andet at give ham at spise end majskager og vanille, så da vi var kommet en halv mils vej fra det sted, hvor Sandoval opholdt sig, døde han midt på vejen. Jeg havde ingen folk til at bære liget til vor lejr. Da jeg var kommet hen hvor Sandoval var, fortalte jeg ham om vor rejse og om manden, der var blevet liggende død. Han blev vred på mig, fordi vi ikke havde båret ham hid på vore skuldre eller lagt ham på en hest. Men vi sagde til Sandoval, at vi havde to syge anbragte på hver hest, mens vi gik til fods, derfor kunne vi ikke bringe ham med. Og en kammerat af mig, Bartolomé de Villa Nueva, svarede Sandoval meget hovent, at vi havde nok at gøre med at besørge os selv afsted, så vi ikke kunne slæbe af med døde mennesker. Fanden skulle også stå i alle de lidelser og tab, som Cortés havde skaffet os på halsen. Sandoval befalede derefter mig og Villa Nueva uopholdelig at gå hen og begrave ham. Vi tog to mexikanske indianere med os og en spade, gravede hans grav, lagde ham deri og plantede et kors over ham. I den dødes lomme fandt vi en lille pose med en hel del terninger og et papir, hvorpå stod skrevet, hvor han var fra, hvis søn han var og at han havde ejendomme på Tenerife; sidenhen blev den opskrift sendt til Tenerife. Gud være hans sjæl nådig, amen. En modsætning til skildringen af de mange overståede besværligheder danner Bernal's beskrivelse af byen Naco, hvor oprøreren Cristóbal de Oli var blevet ryddet af vejen og hvor tropperne snart efter indtraf. »Den by var velforsynet med majs, bønner og peber, og vi fandt også lidt salt, som var det, vi mest attråede. Dér aflæssede vi al vor bagage, som om vi skulle blive der for bestandig. I denne by er det bedste vand, vi havde truffet på i Ny-Spanien, og et træ, hvis skygge ligesom forfriskede ens hjerte endog i middagsheden, hvor stærkt solen så brændte, og fra dets grene faldt der ligesom en ganske fin dug, der afkølede hovederne. Byen var dengang velbefolket, havde en god beliggenhed og var rig på frugttræer: både de røde sapotiller og de små«. Bernal Diaz synes til en vis grad at tro på Guatemozin's sammensværgelse. To mexikanske kaziker, siger han, røbede den for Cortés, og »Guatemuz« tilstod, at han virkelig havde talt om at få de 300 mand mexikanske tropper til at overfalde spanierne. »Kaziken af Tacuba erklærede at han og Guatemuz havde sagt til hinanden, det var bedre at dø på én gang, end hver dag at lide dødelig kval på marchen ved at se deres vasaller og slægtninge døje den frygtelige hunger. Uden flere beviser lod Cortés da Guatemuz og hans fætter, herren til Tacuba, hænge. Før de blev hængte, formanede franciskanermunken dem og befalede dem i guds varetægt, ved tolken Doña Marina. Da man hængte ham, sagde Guatemuz: »Malinche, jeg havde forlængst tænkt mig, at du ville lade mig lide denne død; og jeg havde opdaget, hvor falsk din tale var. Siden du nu dræber mig så uretfærdig, ønsker jeg, at gud må kræve dig til regnskab derfor; gid jeg selv havde fået lov at berøve mig livet i min hovedstad Mexiko, da jeg overgav mig til dig!« Herren til Tacuba sagde, at han var glad ved sin død, fordi han døde sammen med sin konge Guatemuz. Og før henrettelsen fandt sted, skriftede de for franciskanerne, ved hjælp af tolken Doña Marina. Det gjorde mig sandelig i høj grad ondt for Guatemuz og hans fætter, fordi jeg havde kendt dem som så store herrer; og de havde endda vist mig ære på marchen ved at tilbyde mig forskellige ting, især havde de givet mig indianere til at hente foder til min hest. Det var en meget uretfærdig dødsstraf, og den huede os alle, der var med på togtet, meget ilde. Nu må jeg fortælle, at Cortés var meget slet til mode, såre tankefuld og utilfreds over vort besværlige togt, over at han havde ladet Guatemuz og hans fætter, herren til Tacuba, hænge, over at vi hver dag led sult og over at mange mexikanere blev syge og døde. Det lader så til, at han ikke kunne sove om natten for lutter tanker; han stod da op af sin seng og gik frem og tilbage i en sal, hvor der stod afguder, - det var hans hovedkvarter i den lille by, vi havde besat. Her så han sig ikke for og faldt ned i en fordybning, to gange så dyb som han selv var bøj, og forslog hovedet. Men han tav dermed, sagde hverken godt eller ondt, lod kun sit forslåede hoved forbinde, men led forøvrigt i stilhed«. Imidlertid havde Salazar fået udspredt det rygte i Mexiko, at Cortés var omkommet med sine ledsagere. For at give det bekræftelse klædte han sig i sorg, lod opstille en katafalk i domkirken og holde sørgegudstjeneste, hvorefter han under paukers og trompeters lyd lod sig udråbe til guvernør og generalkaptajn i Ny-Spanien. De kvinder, hvis mænd sagdes at være faldet i kampen, befalede han at gifte sig påny; og en, der ikke ville dette, men erklærede, at hun var vis på, både Cortés og hendes egen mand og de andre var i live, og at hun håbede til gud at se dem snart igen, lod han piske som heks på byens gader. »Der gives jo forrædere og spytslikkere i denne verden, og en af dem, som vi anså for en hæderlig mand og som jeg for hans æres skyld ikke vil nævne her, sagde til faktoren [Salazar] i manges nærværelse, at han var syg af skræk, for da han forleden nat kom forbi Tatelulco, der hvor Sankt Jakobs kirke er og hvor før det største afgudsbillede fandtes, det der kaldtes Huichilobos, så han, at inde på tempelpladsen brændte Cortés', Doña Marinas og kaptajn Sandoval's sjæle i lys lue; han var helt dårlig af rædsel herover. Der kom ligeledes en anden mand, jeg ikke vil nævne, for jeg havde også en god mening om ham, og sagde til faktoren, at det var galt fat i Tezcuco's tempelgårde, og at indianerne sagde, det var Doña Marina's og Cortés' ånder. Det var altsammen løgn og lumskeri: bare for at indsmigre sig hos faktoren, (i udgaven fra 1632 figurerer den lovpriste mercenarier munk her for sidste gang - takket være hans ordensbroder Remon - da det hedder sig, at hvis denne guds mand ikke var død kort forinden, havde det hele taget en anden og bedre vending. Originalmanuskriptet tier fuldstændigt herom) sagde de dette, eller også var det faktoren selv, der lod dem sige det«. Salazar vandt mere og mere tilhæng, udsendte en hærafdeling under sin medsammensvorne chirinos mod indianerne (men den udrettede intet, fordi man i lejren ikke bestilte andet end kævles og spille kort), begik voldshandlinger mod Cortés' venner; og disse besluttede da at skrive til ham hvordan sagerne stod. Licenciat Zuazo, hvem feltherren havde udnævnt til alcalde i Mexiko, skrev brevet, og ombord på et skib fra Havana - hvor Salazar havde sendt Zuazo hen i lænker - nåede det Cortés i havnebyen Trujillo. Så snart han havde læst det (også fra Spanien bragte det ham jobsposter), satte han et meget bedrøvet ansigt op, lukkede sig inde i sit værelse og brast i en heftig gråd; først næste morgen viste han sig atter for soldaterne, lod en messe læse og fortalte så folkene, hvad galt der var på færde. »Da han havde oplæst det for os, blev vi bedrøvede og harmfulde både på Cortés, som havde fået os ud på dette farlige togt, og på faktoren, og vi lod to tusind forbandelser regne ned over dem begge, og vore hjerter bævede af forbitrelse. Cortés kunne ikke holde sine tårer tilbage og indelukkede sig igen med brevet i sit værelse; han ville ikke lade sig atter se før efter middag. Vi bad ham nu, alle som én, at gå straks ombord med os i de tre skibe, som lå der, og sejle til Ny-Spanien. Men han svarede i en såre blid tone: »Åh, mine børn, mine kammerater! Jeg ser, hvor mægtig faktoren, den onde mand, er, og jeg er bange for, at når han erfarer, vi er her i havnen, vil han begå endnu flere frække og forbryderske handlinger, end han allerede har begået, lade mig nedhugge eller kvæle eller kaste i fængsel, og eder ligeså. Jeg vil straks indskibe mig med guds bistand, og det skal kun være sammen med fire eller fem af eder; så vil jeg gå i land aldeles hemmeligt i en havn, uden at man får noget at vide derom i Mexiko, før vi ukendte begiver os ind i byen. Desuden har jo Sandoval kun få folk hos sig i Naco, dér hvor han er; han skal igennem fjendeland, især Guatemala, som vi ikke har undertvunget, så i, senor Luis Marin, må vende om med alle de kammerater, i bragte med eder herhen, da i opsøgte mig, forene eder med Sandoval og marchere ad Mexiko til«. Da jeg fik at høre, at Cortés ville begive sig til søs til Ny-Spanien, bad jeg ham om endelig at tage mig med sig og tænke på, at i alle de farer og kampe, han havde gennemgået, havde han altid fundet mig ved sin side; nu var tiden inde til at lade mig mærke, om han satte pris på de tjenester, jeg havde gjort ham, og på mit venskab, og om han tog hensyn til mine bønner. Så omfavnede han mig og sagde: »Men når jeg tager jer med mig, hvem skal så følge med Sandoval? Jeg beder jer, min søn, gå med jer ven Sandoval; og jeg sværger jer ved mit skæg, at jeg skal gøre jer alt muligt godt, for det skylder jeg jer, ikke blot fra denne gang«. Det hjalp kort sagt ikke, hvad jeg sagde: han ville ikke lade mig følge med. Cortés omfavnede os, og vi ham; vi lod ham indskibe sig, og han sejlede afsted til Mexiko«. Flere genvordigheder ventede dog endnu feltherren, før han atter befandt sig i byen Mexiko og fik sagerne bragt på fode igen. En kort udsigt over Hernando Cortés' fataliteter i det hele taget, indholdet af en lang række kapitler i Bernal Diaz' bog, vil imidlertid vistnok være på sin plads her; thi den er omtrent det samme som Mexiko's historie lige til dets erobrers død. Straks efter indtagelsen af hovedstaden, medens Cortés' magt bredte sig videre og videre, op dukkede nye vanskeligheder for ham fra Spanien. Det var hans uven biskop Fonseca, som under Karl V's fraværelse i Tyskland havde taget styret og fik udfærdiget en befaling til Cristóbal de Tapia, at rejse fra Santo Domingo til Mexiko, overtage kommandoen dér og gøre Cortés' færd til genstand for undersøgelse. I december 1521 indtraf Tapia, og blev modtaget med smilende åsyn af feltherren, der lod nedsætte en kommission, som skulle forhandle med ham, - og holdt ham op med snak, til han endelig fik ham på døren med den besked, at alt skulle have sit forblivende, indtil direkte ordre fra kejseren tilsendtes ham. Uheldigvis kom der, snart efter, et sendebud med en sådan; men Cortés bestak ham og ekspederede ham tilbage til Spanien med en skrivelse, hvori han forsvarede sin handlemåde for kejseren. Samtidig løslod han Narváez, som han mente at vinde ved denne ædelmodighed, og lod ham følge med til fædrelandet. Og i maj 1522 sendte han en ny skrivelse derover tillige med nogle skibe fulde af guld og andre kostbarheder; det meste af disse faldt dog i hænderne på franske kapere. Narváez sluttede sig straks til Cortés' modstandere i Spanien og modarbejdede ham sammen med dem. Alligevel fik feltherrens venner, der støttede sig til hans egne meddelelser ovre fra det erobrede land, sat igennem, at han udnævntes til guvernør og generalkaptajn i Ny-Spanien, efter at en undersøgelseskommission havde foretaget sit arbejde. Men i selve Mexiko havde erobreren endnu en dyst at bestå med en medbejler: det var den før omtalte Francisco de Garay, som fra Jamaica stræbte efter landvinding ved Panuco, hvorhen Cortés just havde påtænkt at sende en ekspedition. En kejserlig ordre indtraf, lige før kampen mellem de to spanske førere skulle begynde; den bød Garay at lystre Cortés, og han måtte nu nøjes med at tænke på erobringer længere nordpå. Men imedens han opholdt sig i Mexiko som Cortés' gæst, modtagen af denne med megen elskværdighed, faldt han, der allerede i forvejen var utilpas, i en sygdom og døde. I Panuco landet fik Alvarado snart efter nok at bestille med at kue indianernes heftige modstand; dette lykkedes ham dog ved anvendelsen af kraftige midler, og Cortés kunne så benytte denne jernhårde kriger i Guatemala, hvor han for frem med ild og sværd (1524) og vandt den ene sejr og landstrækning efter den anden. Samtidig var Oli kommet til Honduras; først havde han anløbet Havana, hvor Diego Velasquez havde fået ham lokket over på sit parti, så at han erklærede sig imod Cortés, da han nåede over til fastlandet. Hvorledes det gik ham selv er tidligere fortalt, og ligeledes hvad udgang Cortés' felttog imod ham havde. Det skib, hvormed feltherren tiltrådte tilbagerejsen til hovedstaden, fik storm at kæmpe imod og kastedes flere gange tilbage mod kysten; han anså dette for et vink fra himlen og tilbagekaldte Sandoval, der allerede var på vej til Mexiko over land og hvis tidligere erobringer er blevet omtalte før. Men der kom atter bud efter Cortés fra Mexiko, så at han i foråret 1526 gik igen ombord på et skib, hvormed han nåede Vera Cruz efter en hård overrejse. I hovedstaden var det imidlertid lykkedes hans venner at styrte Salazar, og Cortés' rejse gennem landet og indtog i byen blev derfor et sandt triumftog. Atter trak dog skyer op fra Spanien: Cortés' fjender havde påny fået overlaget hos regeringen, og dommeren Luis Ponce de León sendtes til Mexiko som midlertidig guvernør for at undersøge forholdene, medens Cortés beholdt den militære overkommando som generalkaptajn. Men Ponce de León kunne ikke tåle klimaet og døde i sommeren 1526; også hans efterfølger Aguilar afgik snart ved døden og efterfulgtes af Estrada, der optrådte så anmassende lige overfor Cortés, at denne blev nødt til med kraft at gøre sin ret gældende, uden at han dog gjorde ligefrem oprør mod den af kejseren indsatte myndighed. Men dertil havde den spanske regering betroet Nuño de Guzmán styrelsen af Panuco; med ham kom Cortés snart til at stå på en spændt fod, og han anså det nu for rådeligst at rejse til Spanien og ved sin personlige optræden skaffe sig magten over fjenderne dér. Han tog mange erobrede kostbarheder med sig, desuden dyr fra rigets nye besiddelser, og i hans store følge var bl.a. de to ansete officerer Andrés de Tapia og Sandoval samt en del indianske høvdinger. I sit fødeland, som han nåede i slutningen af 1528, modtoges han straks med stor begejstring. Kort efter ankomsten havde han den sorg at miste sin trofaste stalbroder Sandoval. Men hoffet i Toledo overvældede ham med æresbevisninger: han fik ny udnævnelse som generalkaptajn, store landejendomme og titlen marki af Oajaca dalen (»marqués del Valle« kaldtes  han hyppig alene); guvernørposten forbeholdtes ham ligeledes, når man fra det nys erobrede land fik indhentet fordelagtige efterretninger om hans embedsførelse. En ny kommission - med biskoppen af Santo Domingo i spidsen - skulle derovre foretage de fornødne undersøgelser. Og den nybagte marki ægtede omtrent samtidig med sin udnævnelse en dame hørende til en af de fornemste adelsslægter. Under Cortés' fraværelse forværredes dog hans stilling i Mexiko. En domstol eller kommission med Guzmán som formand, havde begyndt sin virksomhed i januar 1529 og fyldte den spanske regerings øre med de stærkeste beskyldninger mod Cortés, medens den selv fremkaldte så meget had ved sine overgreb, at Guzmán besluttede at stoppe munden på fjenderne ved at planlægge et stort krigstog mod et indianerfolk. Men midt i juli 1530 var Cortés atter i Vera Cruz; det forbødes ham foreløbig at komme til byen Mexiko. Her sad den nævnte biskop og hans nye kommission og prøvede og vejede sagerne, idet de især søgte at finde grænserne for de forskellige myndigheders magtområde; en i 1535 udnævnt vicekonge, Mendoza, ledede siden forhandlingerne. Men generalkaptajnen opslog sin residens i Tezeuco. Derfra foretog han opdagelsestogter til Stillehavets kyster, og på dem opdagedes Californien, hvor en koloni grundlagdes. Disse ekspeditioner fremkaldte sammenstød med Guzmán, hvem Cortés måtte anvende vold imod. Værre var det for ham, at vicekongen ligeledes begyndte at sætte opdagelses og erobringstogter igang og lod generalkaptajnens skibe opbringe. Da denne så sig hæmmet og tirret på så mange kanter, besluttede han atter at tale sin sag mundtlig hos den spanske regering. I begyndelsen af 1540 afrejste han til Spanien. At Guzmán, hans rival, ikke fik nogen glæde af sine voldshandlinger og rænker, men retslig blev krævet til ansvar for Det indiske Råd, var jo en vis trøst for Cortés; men udover nogen udvortes ære fik han ikke selv noget ud af sine skridt hos regeringen, der holdt ham hen med opsættelser og tomme løfter. Han deltog som frivillig i søtogtet til Algier i 1541; men admiralskibet, hvor han var ombord, led skibbrud; han måtte redde sig ved svømning, og en stor del kostbare juveler, han havde hos sig, gik tabt. Fornyede henvendelser til kejseren om erstatning og anerkendelse hjalp intet. Da søgte han endelig om tilladelse til at rejse tilbage til Mexiko og fik den. Men inden han nåede at indskibe sig, blev han heftig syg, og d. 2 december 1547 døde Mexiko's erobrer i en landsby nær Sevilla. Mod slutningen af sin bog samler Bernal Diaz del Castillo, som i en sum, ikke blot sine personlige erindringer om feltherrens, officerernes og soldaternes ydre og indre egenskaber og livsforhold, men også sine anskuelser om det betimelige og fortjenstfulde ved erobringen og alt det gode, der er kommet ud af den, ikke alene for Spanien, men for de indfødte. I begge disse henseender vil man nutildags sætte et stort spørgsmålstegn ved hans betragtninger: Spanien har måske nærmere beset haft nok så megen skade som gavn af den store koloni, der efter mangfoldige års misregering løsrev sig i 1821 fra Spanien, og de indfødtes kår var i det meste af denne periode så slette, at deres omvendelse til katolicismen næppe i de flestes øjne kan opveje undertrykkelsen og udsugelsen. Men for den naivt troende gamle conquistador er naturligvis intet at regne mod den kendsgerning, at den eneste saliggørende tro har åbnet sine arme for hedningerne. Han har endda ikke udtalt dette tilstrækkeligt tydeligt for sin første udgiver, pater Remon, der just i de sidste kapitler af bogen har endog i ualmindelig grad skaltet og valtet med dens tekst og forsynet den med tilsætninger af den art, som træffes hele værket igennem, og som vil have været påfaldende for læserne af denne fordanskning, ifald de tidligere har læst det i andre oversættelser, - selv hvor nærværende oversætter ikke har gjort opmærksom derpå. I stedet for de to kapitler, der i originalhåndskriftet hedder 213 og 214, og som handler henholdsvis om grunden til, at man brændemærkede de indianske slaver og slavinder, og om de første guvernører og vicekonger i Ny-Spanien, har Remon indsat et andet kapitel, der utvivlsomt er klosterfabrikat: »Om de tegn og planeter, som viste sig på himlen i Ny-Spanien, før vi kom derind, og om de varsler, som mexikanerne meldte om, og om et tegn, der var på himlen, og andre ting, som er værd at mindes«. Heri - nemlig at disse vidundere fortjener at anføres - vil man dog vel rimeligvis ikke være enig med pateren, og vi vil derfor her afslutte gengivelsen og udtoget af den »sandfærdige beretning« om Mexiko's eventyrlige erobring.

Webmaster