Den forbavsende og følgerige bedrift, som den spanske adelsmand Hernando Cortés (1485-1547) udførte i det 16 århundredes andet og tredje tiår, - at trænge ind, med en håndfuld kække og hårdføre landsmænd, i et stort, hidtil omtrent ukendt amerikansk rige, der var tæt beboet af tapre indianerstammer, og i løbet af få år lægge det under den spanske konges og Romerkirkens enevælde -, har mange gange været genstand for historisk skildring, som rimeligt er. Allerede i 1552 udkommer den tidligste fortælling derom med nogenlunde litterære krav og tilstræbt kunstform, og den hidrører fra en mand, der stod H. Cortés selv nær, nemlig hans huskapellan og sekretær Francisco López Gomara. Herved er imidlertid at bemærke, at Gomara kom først i 1540 i sin berømte herres tjeneste og havde således ikke selv været med i erobringskrigene. Franciskanermunken Bernardino de Sahagún havde det fortrin, at han personlig stod begivenhederne noget nærmere, idet han bosatte sig i Mexiko i 1529 og levede der i en længere årrække. Han stiftede i dette tidsrum især bekendtskab med de indfødtes skikke og den gamle tro, og hans fremstilling er derfor af betydeligt værdi, idet aztekerne heri beretter om conquistadorernes indtog. Den henlå forresten længe glemt og upåagtet, til den fremdroges og udkom i trykken i 1829. Af Gonzalo Hernández de Oviedo's »Historia general y natural de Indias« udkom kun 1ste og en del af 2det bind i årene 1535-57, og først i 1855 blev hele dette store værk udgivet fuldstændigt. Forfatteren (1478-1557) kom til Vestindien i 1514 og blev i tidens løb rig og anset derovre, idet han mest boede i Mellemamerika og på Santo Domingo, derimod ikke i Mexiko. Fra det 17 århundrede har man en række historiske beretninger om Mexiko's erobring, dog for en stor del rene andenhåndsarbejder. En af dem, af spanieren Antonio de Solis, vandt overordentlig yndest og udbredelse for sit kunstfærdige anlæg og sin ypperlige stil; skønt i prosa er den som et klassisk heltedigt i lighed med Tasso's »Befriede Jerusalem«. Af de værker om disse begivenheder, der siden har set lyset, er Prescotts velbekendte, smukke og livfulde bog (fra 1843) særlig at fremhæve; den er til dels bygget på håndskrevne, hidtil udgivne materialer og findes oversat på dansk. Men naturligvis vil øjenvidners beretning om den dristige dåd være af nok så stor vigtighed som noget andet dokument, når talen er om levende indtryk og om fremmanen af en tidskolorit. Man har tre sådanne kilder til kundskab om Hernando Cortés' og hans fællers bedrift. Den ene skyldes ingen ringere end feltherren selv. I årene 1519-26 sendte han fem skrivelser eller rapporter til sin herre, kejser Karl V (1500-1588)(( Karl overtog »den spanske trone« efter sin onkel Ferdinand den Katolske som Karl I. (Carlos I.) i 1516, og overtog magten i rigets italienske og amerikanske besiddelser, og han blev udpeget til tysk konge i 1519. Karl blev derefter udpeget som tysk-romersk kejser fra 1519/20-1556 som Karl V (Charles V)). Den første af disse rapporter er for længst gået tabt, men de øvrige blev snart trykt i Cortés' fødeland og desuden oversatte på fremmede sprog. Helt kan man næppe stole på disse indberetninger, da de trods den tilsyneladende, soldatermæssige knaphed og ligefremhed - er vel meget arrangerede for at stille deres ophavsmand i det mest glimrende lys; men benyttes de med varsomhed og med behørigt hensyn til andres korrigerende udtalelser og oplysninger, er de alligevel et historisk kildeskrift af rang. En anonym forfatter, der tjente som soldat i Cortés' hær, har meddelt sine erindringer, hvis spanske original nu ikke kendes, men som findes på italiensk i Ramusio's samling af rejsebeskrivelser, der udkom i Venedig i 1556. Men langt interessantere er det skrift, hvis hovedafsnit her følger i oversættelse, - desværre er det for vidtløftigt til, at en fuldstændig fordanskning kan gives i disse skrifter -, og hvis forfatter var en af de tapreste krigsmænd i den lille spanske erobrerskare og fulgte Cortés lige fra den dag, han steg i land på Mexiko's kyst, og siden gennem alle hans kampe med landets egne indbyggere såvel som med de udsendte spanske tropper, der skulle have standset hans sejrsgang. Bernal Diaz del Castillo fødtes i 1492 i byen Medina del Campo i Gammel Kastilien, en ret »hidalgo« (af god, gammel adelig æt), med uplettet våbenskjold, hvis forfædre havde tjent deres konge og land tro. Derfor valgtes også hans fader, Don Francisco, til regidor (dvs. rådmand) i den by, hvor han boede og hvor sønnen blev født. Men formue havde familien intet af, hvad der dog ikke synes at have hindret den i at lade Bernal blive ret godt oplært i de almindelige boglige kunster. Da han var 22 år gammel, drog han ud i den vide verden for at søge sin lykke; de nyopdagede lande i det fjerne vesten hinsides Atlanterhavet, med deres tilsyneladende uudtømmelige rigdomskilder lokkede jo så mangen spansk ynglings eventyrlyst og dådstrang, foruden hans guldtørst. Han var først en tid på det sydamerikanske fastland, derefter på Cuba. I 1517 deltog han i Francisco Hernández de Córdoba's opdagelsestogt til halvøen Yucataan. En mislykket færd, der begyndte med storm på havet og endte med, at en stor del af de tre skibes besætning dræbtes af indianerne på kysten. Bernal Diaz havde nær tilsat livet ved denne lejlighed og fik et farligt sår. Med stort besvær slap de overlevende tilbage til Cuba; men han havde dog ikke tabt lysten til nye eventyr, og næste år fulgte han Juan de Grijalva på det togt, hvorved denne besejlede en stor strækning af den mexikanske kyst, måtte døje adskillige hårde kampe med de indfødte, men også fik bragt en ikke så lille mængde guld hjem. Dette gjorde et sådant indtryk på Cubas guvernør, Diego Velásquez, at han lod udruste en ny ekspedition, bestående af 11 skibe. Ombord på et af dem var vor fortæller, hvis pengenød just var stor i de dage, som han selv siger. Flåden løb ud fra Cuba d. 18. februar 1519, under befaling af Hernando Cortés. Det er dette begivenhedsrige togt, som endte med Mexiko's erobring og hvis historie udgør den største og interessanteste del af Bernal Diaz selvbiografi. Han deltog i en mængde slag og træfninger, hvor han hentede sig talrige sår og skrammer, forvoven og uforfærdet som han var og derfor stadig anvendt i første linie. Men af de to ting som »conquistadorerne« (erobrerne, - således kaldte de sig selv) stræbte at vinde, nemlig guld og ære, var det kun det sidste som blev ham til del. Det varede vel længe, før han blev officer, men et godt navn erhvervede han sig dog snart hos sine foresatte og kammerater. Guldet derimod ville aldrig rigtig falde i hans lod. Rigtignok havde hans kamphigen og hans trofaste vedhængen ved sine førere også til tider været en hindring derfor; således da han efter hovedstadens indtagelse fulgte sin velynder Gonzalo de Sandoval på en ekspedition til nogle guldrige egne og da Sandoval ville skænke ham indtægten af tre byer, hvis han ønskede at blive der. Men Bernal sagde nej. Han ville ikke forlade sin kære chef og fulgte ham videre på hele toget. I 1522 lod det dog til at han skulle falde lidt til ro, idet Cortés gav ham nogle landsbyer, og han slog sig ned i byen Espirifu Santo, hvor han valgtes til regidor. Men landsbyerne var fattige og gav ikke meget af sig, og hvert øjeblik måtte han hen og at holde styr på den urolige indianerbefolkning i omegnen, og gang på gang kaldtes han atter ud på længere krigstog. Han var i 1523 med Luis Marin i Chiapas, hvis indbyggere han betegner som de vældigste stridsmænd iblandt alle indianere, tlascaltekerne og mexikanerne iberegnet, - hvilket vil sige meget. Det følger næsten af sig selv, at han bragte et sår med hjem derfra; men han fik tillige som løn indtægten af en by. Snart efter måtte han lystre Cortés' befaling og afsted igen, denne gang nødig, thi han begyndte virkelig at få nok af de evige krige og ville desuden ikke gerne tjene under den nye anfører, hvis korps han tildeltes. Det gjaldt zapoteca'erne, og Bernal gjorde atter sin pligt i de talrige kampe, som spanierne blev tvungne til at udkæmpe imod dette tapre folk; under en af dem såredes han af en pil i det ene ben. Da han atter sad hjemme, drog statholderen Cortés i efteråret 1524 gennem Espiritu Santo med en stor hær, under udfoldelse af en hofpragt lig en perserkonges, på vej til Honduras for at tugte den oprørske våbenfælle Cristóbal de Oli. De veteraner, han traf der i byen, befalede han at rykke i felten påny, blandt dem Bernal Diaz, skønt han var alt andet end glad herover - »nu skulle vi have nydt udbyttet af vore anstrengelser og udhvilt os, men så måtte vi igen ud på langvejsfærd og udsætte os for tab af vor ejendom«. Imidlertid var han blevet udnævnt til kaptajn, og han fik atter lejlighed til at lægge sin dygtighed for dagen, navnlig da hæren to gange var faret vild og han tillige med en anden øvet krigsmand bragte den på rette vej igen. Det blev i det hele et farefuldt felttog, med vanskelige bjergovergange og med hungersnød. Engang fik Cortés selv med nød og næppe noget at stille sin sult med, og hans soldaters lidenskaber var ved den lejlighed kommet i sådant oprør, at de hånlig mindede om alle de lækre sager, hvormed deres feltherre og hans intendanter tidligere havde gjort sig til gode, - nu burde han finde sig i at undvære. Som vidnesbyrd om overhåndtagende blødagtighed hos de før så krigsvante spaniere anfører Bernal, at hornblæserne havde glemt at behandle deres instrumenter: de »tudede som ræve og sjakaler, og heller end den musik burde vi have fået noget majs at leve af«. Det var på dette togt, at Guatemozin, Mexikos sidste indfødte konge, der befandt sig i Cortés' følge, blev henrettet, da han beskyldtes for deltagelse i en sammensværgelse. Bernal kalder straffen højst uretfærdig og omtaler den harme, som den vakte i hæren. Dog kan han ikke lade være at ytre sin beundring for Cortés' overlegne krigskunst under felttoget, især for de mægtige broanlæg i sumpede egne, der længe bestod til forbavselse for efterverdenen. Men hærtoget fik en ulykkelig udgang og viste sig oven i købet unyttigt, da Oli allerede var blevet afsat og ryddet af vejen af et par andre spaniere. Samtidig spurgtes der andre tidender fra Mexiko, at en højere embedsmand, Salazár, søgte at tilrane sig magten og at der var uroligheder i byen. Soldaterne ville nu tilbage, og medens Cortés, hvem mod og sindsligevægt svigtede - ligesom Napoleon på tilbagerejsen fra Moskva -, sejlede bort med en lille skare, måtte den største del af tropperne vende hjem til Mexiko over land under umådelige anstrengelser. Først i begyndelsen af 1527 nåede Bernal Diaz atter hovedstaden, fattig og forgældet, to gamle kammerater og venner, den før omtalte Sandoval og Andrés de Tápia, rådede bod på hans værste nød, og han forsøgte nu at opnå bedre livsvilkår hos de nye guvernører. Af Marcos de Aguilar fik han dog kun gode løfter om plantager og indianske slaver; og under dennes efterfølger, Estrada, fratog man ham endda (af administrative grunde) den indtægt af nogle byer, han hidtil havde haft. Den erstatning, som gaves ham, var kun ringe, og han vedblev derfor i de følgende år at ansøge de skiftende regeringskomitéer, derpå vicekongen af Ny-Spanien (Mendoza fra 1535), om at der måtte blive taget tilbørligt hensyn til ham ved den endelige fordeling af landets indtægter. Man svarede ham, at uden hans majestæts befaling kunne intet sådant finde sted. Imidlertid havde han stiftet familie, idet han omkring 1535 ægtede Teresa Becerra, datter af den spanske officer Bartolomé Becerra. Der fødtes snart flere børn af dette ægteskab og desuden var han tidligere ved en indianerinde blevet fader til et par sønner. For at kunne forsørge sit afkom besluttede han i 1540 at rejse over til Spanien og gøre de fornødne skridt hos kejserens regering. Han fik anbefalingsbreve med fra vicekongen og fra Cortés samt en konduiteliste, hvori alle hans fortjenester opregnedes. Men i sit fædreland mødte han straks uvilje og en hård krænkelse: det indiske råds fiskal ville ikke tro de dokumenter, han medbragte, og ville ikke indstille ham til nogen belønning. Selve rådet var dog retfærdigere, og i sommeren 1541 udstedtes der to bekendtgørelser, en til vicekongen og en til Pedro de Alvarado, der var en af Cortés' dristigste våbenbrødre og guvernør i Guatemala (han døde før Bernal's hjemkomst), om at man skulle give Bernal Diaz nogle tilstrækkelige værdifulde ejendomme. I Guatemala tildelte den fungerende guvernør ham dog kun nogle ikke synderlig indbringende - samt løfte om bedre. Her levede han så, uden at løftet holdtes, til 1550, da han som en af de få tilbageblevne conquistadorer fra Cortés' tid kaldtes til Spanien for at deltage i den rådsforsamling, der afholdtes i Valladolid og bl.a. skulle tage bestemmelse om hvorvidt man burde vedblive at fordele de indfødte til de spanske nybyggere som slaver. Bernal Diaz stemte for bibeholdelsen af den tilvante umenneskelige foranstaltning, hvorved han håbede engang at komme på den grønne gren, og benyttede øjeblikket til at få sit privilegium fornyet, til efterretning og efterlevelse for myndighederne i Ny-Spanien. Hos disse opnåede han imidlertid denne gang heller ikke andet end løfter, »for Licentiatus Zerrato, der var retsformand i Guatemala, tog sig kun af sine slægtninge og tjenere og venner« (Bernal's ord), så at den gamle krigsmand blev ved at være temmelig fattig resten af sine dage. Disse tilbragte han, omringet af en talrig børneflok - hvortil efterhånden kom en lige så talrig flok børnebørn - i Guatemala, nogle rejser fraregnet, hædret af sine medborgere ved forskellige æresposter, bl.a. som regidor. Og dér døde han omtrent i 1581, så længe holdt hans seje og kraftige soldaterlegeme ud trods alle de strabadser, det havde måttet døje; synet og hørelsen havde dog i en del år været svækkede, efter hans eget sigende. Efterkommere af ham eksisterer endnu derovre. Den bog, der har bevaret ham et navn som historieskriver, begyndte han at forfatte, dengang han allerede var over de 70 år. Forståeligt er det jo, at de stolte minder, der opfyldte ham bestandig, og hvormed han - lig den gamle bonde i Welhaven's »Asgårdsrejen« - plejede at »korte tiden i laget«, når han samlede sin æt omkring arnen«, har han ønsket at fæstne på papiret, før det blev for sent, til gavn og glæde for kommende slægter. Så greb han da pennen, og det er mærkeligt at se, hvor godt (i rent udvortes forstand) den førtes af en hånd, hvis fingre så tit havde krummet sig om sværdhæfte og lanseskaft; thi håndskriften er meget tydelig og nærmest at kalde smuk. Det ses navnlig af faksimilet i Heredia's franske oversættelse. Men da han allerede var nået et stykke ind i sit arbejde, følte han sig i endnu højere grad end før opfordret til med al kraft at føre det til ende; han fik nemlig nyudkomne bøger at læse, hvori de begivenheder, han havde oplevet, var skildrede af andre, der selv ikke havde set dem. Især Gomara's krønike; dens fremstillingsmåde imponerede hans jævne begavelse, så at han måtte sige sig selv: »nej, så dejlig en stil kan jeg ikke yde!«, men dens unøjagtigheder ærgrede ham, så at de ord kunne passe på ham, at nu »flammede hans blik, da så han tilbage, da maned han frem sine ungdomsdage.« Resultatet blev en mægtig foliant på 300 blade, tæt beskrevne, og omtrent lige til sit sidste leveår, da han var næsten blind, syslede han dermed, uden at det lykkedes ham at blive helt færdig (den begynder med år 1514 og går til 1568). Originalmanuskriptet gik i arv til hans efterkommere og bevares endnu den dag i dag i rådstuearkivet i byen Guatemala, hovedstad i republikken af samme navn. Kun i de første år af det 17 århundrede blev der taget en eneste afskrift af det; denne kom til Spanien og benyttedes til den første trykte udgave af værket (Madrid 1632), der så atter ligger til grund for en række senere udgaver. I løbet af det sidst forløbne århundrede er Bernal Diaz' bog blevet oversat adskillige gange, således at der nu findes to tyske, to engelske, to franske og to ungarske oversættelser. Af disse er der særlig grund til at nævne den ypperlige, som skyldes den franske, men spansk fødte digter J. M. de Heredia, sonetternes mester (død i 1905); den udkom i Paris 1877-87. Men da Heredia's gengivelse omtrent var færdigtrykt, fik han af en amerikansk ven, der af selvsyn kendte forfatterens egenhændige manuskript, den for ham mindre glædelige oplysning, at udgaven i 1632 ikke rigtig stemte overens dermed. Den gamle udgiver, en munk af Mercenariernes orden ved navn Alonso Remon, har dels rimeligvis haft en noget ukorrekt afskrift til brug for sig, dels har han rettet stærkt på Bernal's sprog, og - hvad værre er - han har både foretaget udeladelser, forandringer og tilsætninger, hvad indholdet angår. Fornemmelig har han begået et »fromt bedrag« ved mere end tilbørligt at fremhæve den rolle, som en munk af hans egen orden, pater Bartolomé de Olmedo, spillede ved erobringen og de hedenske indfødtes omvendelse til kristendommen; i virkeligheden var denne mands virksomhed ikke overdrevent fremtrædende, og han gør desuden indtryk af ikke at have været nogen videre sympatetisk personlighed. Længe ville regeringen i Guatemala ikke tillade, at der blev taget nogen nøjagtig kopi af den litterære skat, hvorover den rugede, og det uagtet republikken Mexikos præsident flere gange gjorde skridt i den anledning. Endelig gik man 1901 ind derpå, og en afskrift, udført i Guatemala, sendtes efterhånden til den mexikanske historiker Genaro Garcia, som skulle besørge en ny udgave. Og 6 år tidligere havde Guatemala's regering foræret Mexiko's en fuldstændig fotografisk gengivelse af håndskriftel, dog foreløbig med den udtrykkelige bestemmelse, at det ikke måtte udgives i trykken efter den. Det lykkedes imidlertid Garcia ved præsident Porfirio Diaz' mellemkomst at få bestemmelsen hævet for sit vedkommende, så at igen stadig under arbejdet kunne sammenligne afskriften med den fotografiske kopi. I sommeren 1905 afsluttedes så værkets udgivelse (Mexiko, i 2 temmelig store bind); det blev trykt på den mexikanske stats bekostning og må betegnes som et ordret aftryk af den gamle conquistadors originalmanuskript. På grundlag heraf er nærværende danske oversættelse udført. Bernal Diaz del Castillo gør ikke krav på at være nogen mester i historieskrivningens kunst, og der er heller ikke grund til at regne ham derfor. Men der er heller ingen anledning til at regne ham derfor. Men der er heller ingen anledning til at regne ham til last, at han ikke er det; thi han er til gengæld en ved sin friskhed og naivitet meget fængslende forfæller. Vidtløftig, ja snaksom er han, fuld af gentagelser og stereotype vendinger, undertiden med en mærkelig ringe tro til sine læseres opfattelsesevne, så at han bliver ved at indterpe hvad der hører en grumme jævn forstand til at forstå og et ikke synderlig stort kvantum hukommelse til at huske. Hans egen hukommelse, når det gjaldt enkelthederne af hans oplevelser, har imidlertid været forbavsende god. Og det styrker tilliden til hans troværdighed at se ham ærlig tilstå, at han ikke var med der og der og følgelig ikke kan give sikker besked derom, at han ikke kan mindes det og det navn osv.. Såvel Prescott som Bancroft og andre historikere har da også udtalt en meget fordelagtig dom angående hans pålidelighed; nogle historikere deler dog ikke denne opfattelse med hensyn til hans skildring af den hedenske kultur i Mexiko, som han efter deres mening ser i alt for glimrende lys, idet de selv til gengæld går for vidt i skepticisme (de har endog villet benægte Bernal's eksistens). Selv hans angivelser af talstørrelser, der undertiden ser løjerlige nok ud (mindre dog i originalmanuskriptet end i Remon's og de senere udgaver), viser sig i de fleste tilfælde at være ikke så fjerne fra virkeligheden som man skulle tro. I det hele har ærlighed - del har da også de fleste fået indtrykket af - været et fremtrædende træk i Bernal Diaz' karakter, sådan som den tegner sig i hans bog. Han har været en meget tapper og pligtopfyldende krigsmand; men han har også vidst af det, så at man egentlig ikke kan kalde ham beskeden. »Vi var nogle pokkers karle, og det var nogle vældige bedrifter, vi udførte«, den tankegang kommer på mere end eet sted til udtryk. Derfor kan man se, hvor hårdt det falder ham at måtte bekende, at engang var han for alvor bange, - men det må frem, det byder hans sanddruhed ham. Og som oprigtig troende katolik giver han først og fremmest gud - og Madonna - æren og takken for de vundne sejre og sit livs frelse. Andre fremtrædende egenskaber hos ham er medfødt godmodighed og et af og til frembrydende lune, der på ægte spansk vis gerne har et ordsprog på rede hånd. Hans kundskaber har ikke været store: vil han citere latinske ord, kommer han galt afsted, hans retskrivning er højst usikker, og af tegnsætning er der så godt som intet, men han har læst sin »Amadis« og andre ridderromaner, han ved et og andet om de gamle romere, og han er så meget renæssancemenneske, at han kender noget til Michelangelo og enkelte andre store, samtidige kunstnere. Jævnheden er det, der væsentlig præger hans fremstilling; og det er hans jævne, sunde og praktiske fornuft, der hist og her får ham til at overraske os med et lille kritisk ræsonnement; især kan han være kostelig, når han - hvad der ikke går så sjældent på - tager »krønikeskriveren Gomara« i ørene og giver ham en overhaling for hans mere eller mindre bevidste sandhedsfordrejelser. Men i selve fortællingen kan han til tider rives med af begivenhedernes fart, at han for visse afsnits vedkommende formelig kan præstere en så at sige kunstløs kunst. Og i et enkelt øjeblik, da Cortés atter drager mod Mexiko efter nederlaget og fra en tempeltinde ser, mod i hu, ind imod den by, hvor så mange kække spaniere havde fundet en blodig død, mærker vi, at Bernal hørte til det folk, hvis heltesange altid fulgtes med dets heltegerninger, idet han udbryder i folkeromancens ord om hærførerens hjertekvide for de tabte våbenfæller. Det er overhovedet just våbenfællerne, som er de egentlige helte i hans skildring, mere end fortælleren selv. Også mere end Cortés, hvor ofte naturligvis end dennes navn og skikkelse møder os. Ligesom en af oldtidens digtere har mindet om, at »der levede tapre mænd før Agamemnon«, men at de ikke havde fundet nogen Homer, således vil Bernal Diaz netop hævde, at »der levede tapre mænd jævnsides med Agamemnon«. Han har syntes, at Gomara og andre syndede mod den historiske retfærdighed ved alt for udelukkende at give Cortés æren for bedrifterne og togets udfald. Selvfølgelig beundrer han sin general, hans mod og udholdenhed, hans rådsnarhed og omsigt, hans veltalenhed, - ja hans færdighed i det latinske sprog. Med kendelig sympati skildrer han Cortés' ydre fremtræden: »Han var i alle måder en ægte adelsmand at se til, med kraftigt og velbygget legeme, hvælvet bryst og brede skuldre, senestærk - først senere hen lagde han sig »mave« til -, lidt kalveknæet, ansigtet noget bredt og hudfarven noget mat, skæg og hår næsten sorte, førstnævnte ikke meget tæt, øjnenes udtryk i almindelighed venligt, til sine tider alvorligt«. Heftig tale og grove ord brugte feltherren ikke, men når han blev meget opbragt, så man, hvordan årerne på hans hals og pande svulmede. Hans klædedragt bar en fornem enkelhed til skue; kostbare stoffer brød han sig ikke om, og af prydelser bar han kun en guldkæde om halsen, med et helgenbillede, og en værdifuld diamantring på fingeren. Også hvad levemåden angår, var han lidet fordringsfuld; men bordets opdækning og i det hele husførelsen var så pragtfuld som det tilkom en fornem herre. Ligesom han personlig arbejdede med på befæstningen af Vera Cruz, så godt som den simpleste soldat, således stod han i kampen ikke tilbage for nogen som helst med hensyn til at sætte sit liv i vove. Dog, hans svage sider dølger Bernal heller ikke; hans stivsind forårsagede ikke sjælden ulykker, hans fagre ord var ingenlunde altid til at stole på, han var alt for tilbøjelig til at tilregne sig selv alene æren, og han var ikke lidt pengebegærlig. Men - det stemmer øjensynlig atter Bernal mildere - i sine senere år havde han kun uheld med sig, »måske for at finde lykken i himlen«, siger forfatteren, »og den tror jeg også han har vundet, for han var en stolt riddersmand og dyrkede andægtig vor frue og apostelen Sankt Peter og andre helgener. Gud tilgive ham hans synder, og mig ligeså, og skænke mig et saligt endeligt, for det er vigtigere end alle vore erobringer og vore sejre over indianerne«. Men som sagt, det er alle de tapre deltagere i toget, han vil flette en laurbærkrans. Der var ikke flere af dem, end at han mod slutningen af sin bog kan opregne dem omtrent alle sammen og fortælle lidt om næsten hver enkelt, i et kapitel, som rigtignok er blevet dygtig langt. Og han henfalder gerne til en hyggelig, borgerlig passiar om deres familieforhold, deres fortid og hvordan det senere gik dem - omtrent som følger: »jo, se det var ikke den Alonso Pérez, som var gift med hende fra Cuba; men det var ham, der var født i Valladolid og blev gift med Pedro Martinez' enke og siden bosatte sig i Guatemala« osv.. Endog hestene i hæren, deres farve og andre egenskaber, har han godt rede på, selvom de er døde for snese år siden. I almindelighed har Bernal en eller anden lille venlig tilføjelse til sine kammeraters navne: »brav soldat«, -»udmærket fægter«, »dygtig rytter« og deslige. Men det fremgår dog, at om de end var hidalgo'er så godt som alle, så var der for adskilliges vedkommende et eller andet mørkt punkt fra ungdomsdagene i Spanien, som gjorde sit til at de fristede lykken andensteds; een havde således fået den ene hånd afhugget af bødlen, een havde bortført en anden mands kone, een slået sin kone ihjel med en møllesten, et par fandt det rådeligt at optræde under falsk navn, vel fordi de var kommet på kant med lovene, og om een hedder det, at han måtte flygte fra Spanien for en tvekamps skyld. Også Cortés havde haft mange dueller og bar på en skramme ved munden som et minde om en af dem. At kvinder, spil og vin fornemmelig udfyldte tiden for conquistadorerne, når de ikke var optagne af krigen, er jo ikke forunderligt. Det forundrer derimod at se, hvor forholdsvis mange af soldaterne Bernal omtaler som »ældre« eller »gamle«; ved de fleste tilføjer han et par ord om, hvordan deres endeligt blev, navnlig om de faldt i indianernes hænder eller de døde strådød, - fire eller fem blev hængte. Kaptajnerne, de mest fremtrædende helte på dette nye Argonautertogt (således kan man vistnok rettest kalde det, thi her gjaldt det jo også væsentlig om at vinde en gylden skat), var næsten alle unge folk, ligesom Cortés selv kun var 34 år, da toget begyndte. Med særlig beundring nævner Bernal Diaz den raske og uforfærdede Pedro de Alvarado, hvis strålende ansigt og elegante skikkelse skaffede ham tilnavnet »solen« hos indianerne, den tapre og krigskyndige, kun 22årige Gonzalo de Sandoval, der havde evner nok til at blive overgeneral, om så skulle være, og den kække, men uregerlige Cristóbal de Oli, »en sand Hektor«, der blot skulle have haft »lige så meget hoved som hjerte« og som det derfor tog en dårlig ende med. Bernal kan imidlertid ikke skjule, at både mellem de menige soldater og mellem officererne fandtes der enkelte udpræget uheldige elementer. Hermed sigter han ikke til, at nogle hidsige hidalgo'ers Toledo klinger let kunne fare ud af skeden mod hinanden, så at lejren kom i uro og mandstugten i fare, men til, at visse blandt kammeraterne ikke var så modige som de burde være. Således kaptajn Pedro de Ircio, der blot udmærkede sig ved »indvendig tapperhed« - som Bernal udtrykker sig - og tillige var en pralhans. Han kom naturligvis ikke til at undgå våbenfællernes spot og øgenavne, ligesom Pedro de Solis kaldtes »Pedro bag Døren«, fordi han var slem til at lure, medens en anden Solis kaldtes »Silkevams«, fordi han lapsede sig med en silkedragt, den altfor tørstige Ribadeo hed »Sutteflasken«, og »Tarifa med de hvide hænder« måtte altid hedde sådan, fordi han hverken duede til at arbejde eller slås. Når Bernal Diaz' hæderlighed er fremhævet ovenfor som en karakteristisk egenskab hos ham, så passer dette også på hans domme over spaniernes fjender, de indfødte indianere. Skønt han i det hele taget betragter dem som lavere stående individer - de var jo hedninger og menneskeædere -, skønt han gerne tilføjer, når han omtaler en smuk og kraftig indfødt »af en indianer at være«, og skønt han med gru må mindes den skæbne, som de gentagne gange lod hans landsmænd blive til del. Kan han, der selv var en gæv krigsmand, ikke tilbageholde sin beundring for den overordentlige tapperhed, hvormed de værgede deres land. Han har anerkendende ord om tlascaltekernes seje modstand, men rigtignok endnu mere om den troskab, hvormed dette djærve bjergfolk støttede de spanske forbundsfæller, da de havde besluttet sig til at gå med dem imod mexikanerne. Og da et par af høvdingerne bliver kristne, stiger de naturligvis adskillige procent i hans agtelse. Dog også mexikanerne kan han give hvad der tilkommer dem. Han kan ikke lade være at respektere den modige, længe ubøjelige Guatemozin (Guatemuz, som han kalder ham) og føler åbenbart med ham, da han slagen føres frem for Cortés. Der kommer en ægte, tiltalende menneskekærlighed til orde hos ham, da han ser de af belejringen udpinte beboere forlade Mexiko efter stadens erobring, og den milde- og gavmilde! - Montezuma, karaktersvag, men af med født anstand og naturlig værdighed, har ligefrem vundet hans hjerte, så at han endog synes at tilgive ham hans tvetungethed og rænkespil. Ellers er det netop lumskeri og baghold fra fjendernes side, som kan få ham til at glemme al medfølelse, så at han formelig svælger i det myrderi, spanierne anrettede i Cholula, dengang indbyggernes anslag var opdaget. At de indfødte til syvende og sidst måtte være yderst glade over at komme under den spanske konges scepter ikke mindre end over at blive delagtige i den katolske lære, er Bernal's oprigtige og urokkelige mening. Han opfatter feltfoget så noget nær som et korstog- et »grisk korstog«, kalder Heredia det, og tillægsordet er unægtelig på sin plads -, og han gør opmærksom på, at med indførelsen af den kristne tro forsvandt forskellige laster (visse sygdomme bragtes rigtignok til gengæld ind i landet), samtidig mod at europæisk embedsstyre, retspleje og undervisning indførtes, og bygning efter bygning - især kirker - rejste sig i stedet for den gamle aztekiske kulturs mindesmærker. Vi vil slutte denne indledning med en ganske kortfattet fremstilling af den mexikanske, særlig den aztekiske kultur i dens hovedtræk, sådan som den nu kendes igennem nyere forskninger. Meget deraf er stadig uklart og  genstand for de lærdes tvist. Der fortaltes i landet gamle sagn om folkeslag, som oprindelig havde beboet det, om chichimeker, colhua'er og nahua'er, og allertidligst et folk af kæmper, hvis ben endnu var at finde i jorden. Men i virkeligheden er alt delte kun myte og sagn, kæmpernes ben er vistnok af en uddød dyreslægt (mastodonter), og man kan med sikkerhed knap gå to hundrede år tilbage i tiden, når talen er om Mexiko's historie før erobringen. Der gik også sagn om en hvidskægget mand, Quetzalcoatl, som var kommet til fastlandet fra hinsides havet og havde lært folket meget godt, - det må have været apostelen Thomas, mente spanierne. Denne sagnskikkelse dyrkedes senere som en gud. Fra omtrent det 7 århundrede af vor tidsregning skal et folk være indvandret, som hed toltekerne og som siges at være nået vidt i civilisation; mangfoldige bygningsværker fra deres tid påvistes endnu i det 16 århundrede, og man har opstillet en hel kongerække for de 400 år, som nationens herredømme over det mexikanske fastland skal have varet. Også disse traditioner hviler dog på et overordentlig løst grundlag, og de fleste forskere nu til dags fæster meget ringe lid dertil. Blandt de folkestammer, der fortrængte toltekerne, nævnes atter chichimeker og colhua'er (eller acolhua'er) - forskellige fra de før nævnte oldfolk -, men deres egentlige afløsere som Mexiko's beherskere var de krigeriske azteker, der skal være indvandrede nordfra i begyndelsen af det 14 århundrede. De satte sig fast ved Chapultepeque (det var i det hele dalstrækningerne om den mexikanske indsø, der betragtedes som landets kerne og hvorom magtudvidelses kampene mest drejede sig), og herfra lykkedes det dem at vinde større og større herredømme. Ude i søen anlagde de byen Tenochtitlan, det nuværende Mexiko, foruden en naboby Tatelulco (rettere Tlatelulco). Efter at aztekerne havde boet dér omtrent i 100 år, blev Tezcuco, colhua'ernes rige, hærget af fjender; dets fyrste søgte hjælp hos de tapre azteker og sejrede ved denne. En betydelig landforøgelse blev dem til løn for undsætningen, og kort efter sluttedes et varigt forbund mellem Mexiko, Tezcuco og et tredje rige, Tlacopan; det overholdtes i det hele ubrødeligt og bragte gerne store fordele, idet de følgende tiders talrige erobringer deltes imellem dem efter een gang vedtagne regler. En række af dygtige kongehøvdinger, hvoriblandt Montezuma den Første (død omtrent i 1450), styrede det aztekiske rige og førte dets hære til sejr. En stor del af landet fra Stillehavet til den Mexikanske Havbugt underlagdes forbundets voldsherredømme: kun Michoacan vestpå og Tlascala østpå fik det aldrig bugt med. I spidsen for Aztekerriget stod en monark - konge eller kejser, om man vil. Det var et valgrige, og regenten kåredes af fire fornemme mexikanske herrer, hvortil kom herskerne i Tezcuco og Tlaeopan. Den valgte skulle enten være broder eller nevø af den afdøde regent. Han omgav sig med stor pragt, havde et statsråd, en adelig livvagt og et talrigt hof, hvortil hørte en del mægtige herremænd fra provinserne, »kaziker« som de kaldtes. Ligefrem at sammenstille disse forhold med det europæiske lensvæsen går dog ikke an. Herskeren gav love, der nedskreves i farvet billedskrift, mexikanernes hieroglyfer, og bekendtgjordes, og han holdt højesteret, men der fandtes tillige andre domstole. Der var en særlig slavestand, tildels bestående af krigsfanger, hvis endelige lod i almindelighed blev offerdøden foran gudealtrene; de der var blevet slaver ved at være solgte af deres forældre, dannede en særlig klasse, og trældommen gik ikke i arv til børnene. Indtægter fik kongen ved mangehånde afgifter, pålagte agerdyrkningen såvel som håndværket over hele landet var der postforbindelse ved løbere, som med megen hurtighed besørgede både skrivelser og varer. Hærens betydning og anseelse var stor. Den var inddelt i korpser - hvert på 8.000 mand, hedder det -, og hver enkelt høvding og hans tropper havde deres særlige bannere, våbenmærker og farver (man kan næsten kalde det uniformer og distinktioner). I hele hærens hovedbanner sås en ørn. Til udrustningen hørte polstrede harnisker af bomuld; men de fornemme høvdinger optrådte i kostbare rustninger, navnlig med kunstfærdige fjerprydelser. Hvordan deres krigsførelse var, derom melder Bernal Diaz' bog næsten på hver side; skønt naturligvis spaniernes havde en betydelig, oprindelig overvægt ved deres rytteri, kanoner og geværer, måtte de europæiske krigere ofte sande, at disse vilde hærskarers voldsomme angreb kunne være højst vanskelige at stå imod. En talrig og såre indflydelsesrig præstestand fandtes overalt i landet, især ved det fornemste tempel i hovedstaden, med to ypperstepræster og et gennemført hierarki. De boede med hustruer og børn ved det tempel, som de hørte til, havde opdragelsen af ungdommen væsentlig i deres hånd og var vel forsynede med tempelgods. Deres dragt var sorte, fodside kjortler, offerpræstens rød. I de større byer eksisterede en art provsti- eller sogneinddeling. Templer var der mange af og deres størrelse meget forskellig: den almindelige form for de store »teocalli«er - »cu'er« hos vor fortæller- er en muret pyramide, afskåren fladt foroven; en bred trappe fører op til den øverste platform (der kunne være flere stokværk eller terrasser over hinanden), hvor den egentlige helligdom var og ofringerne foretoges; ved pyramidens fod var der store gårdsrum omgivet af præsteboliger og deslige. En mængde fester hørte ind under det religiøse ceremoniel, for størstedelen forbundne med menneskeslagtning og kannibalske måltider. Især når det gjaldt at hædre krigsguden Huitzilopotchli (Vitzliputzli, af Bernal Diaz kaldet Huichilobos); andre, mildere guder var Tezcatlepoca (»Tezcatepuca«) og Quelzalcoatl. Om den mexikanske religions formentlige dybsindigheder har de tidligere europæiske hjemmelsmænd forresten fablet en del, synes det. Mærkeligt er det at se, hvor vidt aztekerne havde drevet det i kalendervæsen - som var i præsternes hænder -, og en meget stor solskive af sten med indhugget kalender vidner især derom. De begyndte deres tidsregning med et år, der svarer til 1091 e. Kr., og delte solåret i 18 måneder, hver på 20 dage, samt 5 dage ekstra; hvert 53de år indskød man 13 dage. Desuden havde præsterne en anden kalender til astrologisk brug. Folket levede for størstedelen af agerdyrkning; det var især majs, der dyrkedes, men desuden bananer, kakao og mere. En plante, hvoraf man havde overordentlig nytte, var den storbladede agave (»maguey«); af den fik man både tag til huset og papir til at skrive på samt en art tøj ved navn »nequen«; rødderne var spiselige, og af plantens saft beredtes en berusende drik, »pulque«. Såvel havebrug som bjergværksdrift kendte de ikke lidt til, omend de ikke forstod at anvende jern, hvoraf der fandtes meget i jorden. Husdyr kendtes så godt som ikke, kun pekari'er (de såkaldte navlesvin) og en slags små hunde, der nu synes at være uddød. Men et vidt udbredt erhverv var handel, også slavehandel, idet handelsmændene - en anset stand - drog fra by til by med deres varer og gjorde forretninger ved de hyppige markeder. Betalingsmidler var især guldstøv og poser med kakaobønner. De højere stænders dagligliv var ikke uden forfinelse, navnlig hvad måltiderne angår, og chokolade og tobak vare udbredte nydelsesmidler, som de senere hen blev det i den gamle verden. Også i almindeligt håndværk såvel som i kunstindustri havde mexikanerne bragt det vidt, så at der næppe kan være begrundet tvivl om, at deres guldsmedearbejder og deres ejendommelige fjerbroderier og andre lignende arbejder i fjer har fortjent en god del af den beundring, de vakte hos de fremmede. At de virkelig havde imponerende bygningsværker kan man se f.eks. af den store tempelpyramide i Cholula, på hvis top nu en kirke knejser. Gennemgående har deres bygninger dog vistnok været opførte af lettere materialer, da de i så stort omfang er helt forsvundne. Og at der var en mexikansk billedhuggerkunst, giver bevarede monumenter os et begreb om. Det er dekorerede facader, ornamenterede stenarbejder som den nys nævnte solskive og en rund offersten fra Mexiko's hovedtempel, gudefigurer, ja endog - synes det - portrætter. Grotesk stilisering er deres mest fremtrædende kendemærke, og sært forvredne menneskeskikkelser og ansigter med bistre og forvrængede miner træffes hyppig. En kunst er det dog ubetinget, skønt just ikke en der kan måle sig med renæssancens i Europa, - sådan som den skikkelige Bernal Diaz del Castillo priser den i naiv henrykkelse over den nye verdens mærkværdigheder, da de oplod sig for hans undrende blik. Med hensyn til de mexikanske navnes form skal her bemærkes, at de gives her i oversættelsen ganske som Bernal Diaz skriver dem, - »Mexiko« dog undtagen, fordi dette navn jo almindelig forekommer i den form på dansk. Da forfatteren bruger spansk skrivemåde til ord og navne af de indfødtes sprog - og tillige for at give begreb om den rette udtale af de spanske navne -, vil det være passende her at angive det vigtigste af den spanske udtale. Ch udtales: tsj; j omtrent som tysk ch (i ældre tid skrev man ofte x for j, og g foran e og i har samme udtale); gu foran e og i udtales som dansk g; n som dansk nj; ll som lj; h foran e og i er stumt; z udtales som et læspende s, ligeledes c foran e og i (ellers udtalt som k); qu foran e og i lyder som k; y som dansk i eller j; udtalen af b nærmer sig ofte til v.. E.G.

Inden »spaniolerne« tog på opdagelsesrejser, havde de gennem århundrede opnået stor krigserfaring, da de dels kæmpede indbyrdes i de små kristne bystater og mindre landområder på den Iberiske Halvø, og mod maurerne gennem 781 år. De såkaldte kristne, tidligere vestgotere, var af maurerne tilsidst reducerede til at bo i nogle få asturiske, kastilianske og galiciske kystegne, og her kan du finde et historisk atlas over Europa, hvor der er flere landkort over den Iberiske Halvø med 100 års mellemrum, - og eksemplet i linket er fra år 1200. De kristne kaldte sig for grever og konger og af var af forskellige slægter og »huse«, og de bystaterne og områder som de beherskede, vekslede konstant, og derfor er den Iberiske Halvø's historie en rodet affære, hvor der optræder utallige stednavne som Kastilien, León, Galicien, Asturien, Aragonien, Narvarra, Burgund, Pelayo, Trastámara, Castilla, m.v. og alle de mere nutidige kendte byer. Selvfølgelig er der ikke ét Spanien, og på et tidspunkt i 1000-tallet var der over 23 småriger, og i dag er der vel 49 provinser. Den blodige fremfærd som conquistadorerne benytter, er en del af den Iberiske halvø's lange blodige historie, med svig, oprør, ærgerrighed, og andre kristelige egenskaber. Det siges, at fønikerne i det 11 århundrede f. Kr. havde bemægtiget sig Cádiz (Agadir), og senere anlagde de kolonier på kysterne, bl.a. Malaga og Sevilla (Hispalis). Fra dem stammer navnet »spania«, dvs. »det skjulte eller fjerne«. Men også grækerne anlagde handelsforbindelser og koloniseringer på den Iberiske Halvø, Emporion, nu Castellón de Ampurias i provinsen Gerona, der var en fokæisk koloni, udgået fra Massalia. Som fønikernes arvtagere fik karthagerne i det 6 århundrede f. kr. fast fod på den Iberiske Halvø, da de blev tilkaldt af Cádiz for at hjælpe denne koloni i kampen mod de omboende indfødte. Siden bredte de sig mere og mere, uden dog helt at kunne forjage grækerne, og stiftede militærkolonier, holdt strengt regimente og udbyttede ivrig landets sølvminer. I de Puniske Krige blev den Iberiske Halvø stærkt inddraget af karthagerne, som under Hamilkar og derefter Hasdrubal samlede de anselige landvindinger til et nyt rige med kystbyen Carthago Noua (Cartagena) som hovedstad. Hannibal's kamp mod romerne udgik fra den Iberiske Halvø, da Rom støttede de græske kolonier og deruden havde sluttet forbund med Saguntum, der synes at have været beboet af en indfødt befolkning. Hannibal belejrede denne by og indtog den efter et tappert forsvar, og så fulgte Roms krigserklæring i 218 f. kr.. En romers hær under Scipio landene i Emporion og slog karthagerne i Katalonien, og efter nogle flere kampe mistede karthagernes herredømme i 206 f. kr. efter at have været på den Iberiske Halvø i 400 år. Især i Andalusien satte karthagerne i længere tid spor i sæder og skikke. Men romerne måtte i de næste 3 århundreder kæmpe mod de indfødte, både i midt på den Iberiske Halvø, i nord og vest, førend de fik den Iberiske Halvø i besiddelse. Hvert øjeblik var der store rejsninger mod romerne, og 152 f. kr. begyndte en betydelig opstand under lusitaneren Viriathus, som nær havde løsrevet hele den Iberiske Halvø fra Rom. Men han mistede livet ved snigmord. Ifølge Marcus Terentius Varro (116 f. kr.27 f. kr.) skal ibererne måske være af asiatisk oprindelse, og have været de ældste indbyggere. Så kom kelterne (gallerne) i det 5 århundrede f. kr., og efter nogle kampe boede ibererne oppe ved Pyrenæerne samt på østkysten og en del af sydkysten, hvorimod kelterne bosatte sig i nordvest, i det senere Galicien og i Portugal. På den øvrige del af halvøen var de to folk blandede, og ved blandingen opstod et nyt folk, keltibererne. Navne på enkelte stammer er galaikerne, asturerne, cantabrerne, vasconerne, cerretanerne, lusitanerne, turdetanerne, carpetanerne med flere, og disse folkeslag levede hver for sig i landsbyer, og dannede undertiden forbund for handelsforbindelsers skyld eller til fælles forsvar, men havde i almindelighed intet samkvem indbyrdes. Familierne var samlede i klaner, og i spidsen stod een eller to høvdinger, og en befæstet hovedstad dannede midtpunkt for de omliggende landsbyer. Folket var delt i fri og trælle, den personlige ejendomsret stærkt udbredt. Religionen var polyteistisk, med mange lokalguder, med fester og ofringer, også af krigsfanger, af hvis indvolde man tog varsler. Turdetanerne i Andalusien havde agerdyrkning, handel og værksteder, samt digtekunst, love og historiske årbøger. Vilde og krigerske var lusitanerne, men især også galicierne, asturerne og cantabrerne. Men romerne sætter sig fast på den Iberiske Halvø, og opdeler den Iberiske halvø i forskellige provinser, og fra det 2 århundrede findes der kristne menigheder i Spanien, hvor kejser Decius og Diocletian forfølger de kristne, hvorved der opstår mange kristne martyrer. I det 4 århundrede e. Kr. er galicieren Priscillians kætteri stærkt udbredt i den Iberiske kirke. Bætica, »La Bética«, dvs. det senere Andalusien var på den tid veldyrket, og dets olie og vine var berømte i Romerriget, ligesom der var et betydeligt fiskeri, fåreavl og bjergværksdrift. Hunnernes angreb på Vesteuropa medfører at folkevandringerne bringer sveberne, vandalerne og alanerne ned på den Iberiske Halvø i 409. Sveberne slog sig ned i Galicien, alanerne i Lusitania og Cartagena-området og vandalerne i »La Bética«. Men få år efter i 414 kommer vestgoterne under Astolf ind på den Iberiske Halvø, og vestgoteren Vallia, der fik hjælp af romerne, slog alanerne. Sveberne og vandalerne kæmpede indbyrdes, og vandalerne i Andalusien blev slået af goterkongen Theodorik I, der også gik i forbund med romerne. Men Theodorik I blev derefter svebernes allierede, og han faldt i slaget ved Chálons mod hunnerne i 451 e. Kr.. Nu havde sveberne i et mægtigt rige på den Iberiske Halvø, men vestgoternes kong Teodorik II angreb nu sammen med romerne svebernes rige, og sveberne led nederlag i 456. Under Genserico vandrede vandalerne til Nordafrika og bankede de kristne dér. De vestgotiske tropper drog nu ind på den Iberiske Halvø, og vestgoternes kong Eurik (fra 469), der herskede over store dele af Gallien, forsatte erobringen af den Iberiske Halvø, sådan at sveberne kun havde en del tilbage af Lusitanien og Galicien, og enkelte bjergegne holdt sig dog længe helt uafhængige. En række vestgotiske konger fulgte efter Eurik, en af dem - Amalarik med østgoteren Teodorik som formynder i sin første regeringstid. I 554 angreb byzantinerne den Iberiske halvø for at hjælpe tronprætendenten Atanagild mod kong Agila; men da han var blevet konge, måtte han selv føre krig mod dem med skiftende held. Han var en dygtig regent og døde i 567. Af de følgende konger er Ljuvigild enekonge i 573-86, og han kæmper med held mod sveberne og byzantinerne, men i hans regeringstid var der indre uroligheder i riget, idet sønnen, Hermenegild, var gift med en katolik af den athanasianske trosbekendelse, medens kongefamilien og især Ljuvigild's dronning var ivrige arianere. Hermenegild gjorde oprør mod sin fader, og arianerne og katolikkerne førte en kamp fra 582, indtil Hermenegild måtte overgive sig og Sevilla og dræbtes i fangenskab. Før sin død lykkedes det Ljuvigild at gøre det helt af med svebernes rige. Sønnen Rekkared var også en fremragende hersker, hvis regeringstid er mærkelig ved, at forfølgelsen mod katolikkerne ophørte, og at kongen ved det 3. toledanske koncilium i 587 eller i 589 afsvor den hidtil dominerende arianisme. Arianerne vedblev dog at værge sig, så længe det vestgotiske rige bestod. Rekkared søgte at forene de folkeslag og racer, som rigets befolkning var sammensat af. Kong Chindasvint og kong Recesvint førte kampe mod adelen, og forsøgte at tvinge kongedømmets arvelighed igennem. Den sidste betydelige vestgotiske konge er Wamba fra 672, og han måtte føre flere krige og tilbagedrev et maurisk angreb. Wamba var også lovgiver, og resultatet af hans og efterfølgernes arbejde blev lovbogen »Fuero Juzgo«. Den sidste vestgotiske konge er Rodrigo fra 710. Efter Muhammeds død i Medina 632 e. Kr. indledte muhamedanerne en ekspansion for at sprede Islam. Muhamedanerne var dygtige, stærke og velorganiserede og nåede frem til den Iberiske Halvø, og i 711 e.Kr. gik muhamedanerne i land på den Iberiske halvø og indtog Granada, som var underlagt vestgoterne og kong Rodrigo. Muhamedanerne, dvs. maurerne vandt også Toledo fra vestgoterne, og kong Rodrigo blev slået og dræbt i 713, og mange folk sluttede sig til muhamedanerne og det nye kalifat: Al-Andalus i 714, dvs. hele den Iberiske halvø, og muhamedanerne var i de følgende 781 år på den Iberiske halvø. Muhamedanerne under Muza og mange andre høvdinge, fortsatte op gennem Den Iberiske Halvø og op i det nuværende Frankrig, hvor de blev slået ved slaget ved Poitiers i oktober 732 e. kr.. I bjergegnene i nordvest-Spanien forsvarede den gotiske prins Pelayo sig tappert, og grundlagde et dynasti af konger i Oviedo, og disse udvidede deres rige lidt efter lidt; men først i det 11 århundrede turde de gå mod maurerne. Men muslimerne strakte hurtigt deres rige langt omkring, bl.a. for at slippe for de kristne byzantinske skatteopkrævere, og de satte sig på handelsvejene fra Kina, Indien, Afrika og Arabien, sådan at de vesteuropæiske fyrster, kirken og overklasser hurtigt kom af med deres guld og sølv, for deres indkøb af luksusartikler, krydderier og lægeplanter, som de måtte købe via muslimske købmænd. Så der blev en alvorlig mangel på ædelmetaller i Vesteuropa. Det mauriske rige i Cordoba under omajjaden Abdur Rahman havde gjort sig til uafhængig emir i 758, og han stiftede den omajjadiske herskerslægt, der regerede i 32 år og som gjorde forsøg på at hævde en stærk kongemagt overfor sheikerne. Under sønnen Haschem I. begyndte fakirerne og et fanatisk religiøst parti at få stærk indflydelse, og Alhakem I. havde svært ved at hævde sin magt overfor dem. Men i 814 tilføjede han oprørerne et nederlag i selve Cordoba, sådan at en mængde udvandrede. Derefter måtte Cordobas emirer kæmpe mod en anden rejsning i Toledo, som først dæmpedes i 837. Opstande rundt omkring i riget var hyppige, og samtidig plagedes riget i det i 9. århundrede af normannernes stadige indfald. Nye farer truede emiratet som følge af den harme, en del af dets kristne undersåtter følte overfor den lavere muslimske befolknings side. Et oprør i maurerriget fandt sted mod slutningen af det 9. århundrede i forbund med de kristne i Nordspanien. Toledo blev løsrevet, og Beni Kasi'ers havde et ærgerrigt herredømme i Zaragoza, og flere selvstændige mindre »stater« dannedes i Estremadura og Andalusien, særlig Ronda under Omar ben Hafsum i 890erne, der var af gotisk adel og som til sidst antog kristentroen, men da blev forladt af sine mauriske tilhængere, sådan at hans rige faldt sammen. I Sevilla gjorde det mauriske aristokrati oprør mod emiratet og kæmpede tillige sejrrigt mod en rejsning. Abdalla begyndte at bringe orden i forholdene og efterfølgeren, Abdur Rahman III (912-961), skaffede riget ny glans, og fra ham daterer Cordobas store tid sig. Han overvandt Omar, herren i Ronda, der døde i 917. Abdur Rahman III fik underlagt sig den oprørske sevillanske adel, de uafhængige sheiker, det løsrevne Toledo og Beni Kasi'erne i Aragonien, og han lagde Nordafrika ind under sit herredømme. Han antog titel som kalif, som jævnbyrdig med herskerne i Damaskus. Mod de nordspanske kristne konger havde han dog kun delvis held med sig. Abdur Rahman III's anseelse var stor i hele Europa, idet regenterne sendte gesandter til ham og anmodede om forbund med ham; og dette ry havde bl.a. sin baggrund i hans flotte bygningsarbejder og i Cordobas høje åndelige kultur. Under Alhakem II (961-976) trivedes åndslivet, og hans søn Hischám II, var også i krigersk henseende mægtig, men det skyldtes ikke ham selv, og nu begyndte magten at gå over fra kalifferne til deres vesirer. Det var den berømmelige Abu Mohammed Almansur, der genoprettede hærmagten og blev de kristne en frygtelig fjende, sådan at de kristne til sidst var reducerede til nogle få asturiske, kastilianske og galiciske kystegne; endog Santiago faldt i hans hænder. Det fortælles, at Almansur standsedes ved et slag, ved Calatañazor i Kastilien 948, af kongerne af León og Navarra, og døde kort efter af sine sår. Abu Mohammed Almansur havde næsten nået, at gøre sig til herre over hele den Iberiske halvø, og hans søn Mudhaffar søgte at fortsætte i faderens ånd, men misundelse mod Almansur's slægt og uvilje mod den store hær og militarisme, thi der var i denne hær navnlig berbere samt »europæere« allevegne fra, bragte Mudhaffar's broder til fald, efter at han havde opkastet sig til kalif. Anarkiet voksede, og der var flere kaliffer samtidig, og Omajjaden Hischám III tillige med Cordoba kalifatet i 1031 styrtedes, efter at det havde bestået i 275 år. Cordoba kalifatet opløstes i en mængde uafhængige småstater, deriblandt selve byen Cordoba og dens omegn, som blev en aristokratisk republik. De første vestgotiske konger i Oviedo riget i Nordspanien var kristne, men de måtte kæmpe med indre uroligheder. I nordvest-Spanien i Oviedo riget opstår konger af Asturien, der var efterkommere af Rekkared, bl.a. Alfons II den Kyske's (791-842) der begyndte at tage kampen op mod muslimerne, og mange »mozarabere«, dvs. de arabisktalende kristne, der levede i de mauriske områder, sluttede sig til Alfons den Kyske, der indgik forbund med Karl den Store og grundlagde Sankt Jakob's kirke og bispesædet, byen Santiago de Compostela. Hans rige var snart derefter ikke det eneste kristelige. De uafhængige navarresere værgede deres frihed i bjergene både mod frankerne og arabere og dannede et lille rige, hvis ældste historie er meget uklart. Et lignende rige dannedes i Aragonien, men det opslugtes af det navarresiske rige. Fra maurerne tog frankerne »Den spanske Mark«, en provins opdelt i flere grevskaber, hvoriblandt Barcelona og senere fra 874, er der en uafhængig greve af Katalonien, som også kæmper mod maurerne. Men de kristne riger kæmpede samtidig indbyrdes imod hinanden, og de anarkiske tilstande havde sin årsag i den stridige adel i det leónesisk-galiciske rige, sådan at kalifatet lettere fik bugt med modstanderne fra det kristne nord. Alfons II (791-842), Ramiro I. (842 - 850), Ordoño I. (850 til 866) og Alfons III den Store (866-910) førte 30 felttog mod mauerne og udvidede sit rige, men hans søn, Garcia, rejste et oprør mod Alfons III den Store, og de andre sønner tog magten fra den store Alfons, sådan at Garcia I. (910-914) fik kongemagten i León; Ramiro II (930-950)og flere konger havde heldet med sig, men så ødelægges resultaterne ved en borgerkrig. Under kong Ramiro II gjorde grev Fernán González i Kastilien (923-970) opstand og grundlagde denne landsdels uafhængighed, og efter Ramiro's død i 950 begyndte en sand »sværdtid og ulvestid« for Kastilien, men Kastilliens kong Sancho den Tykke (995-1017) blev alligevel Abdur Rahman III's vasal, og da han var død, gjorde enhver adelsmand sig til herre på sin borg, medens Muḥammad ibn Almansur (ca. 938-1002) vandt den ene sejr efter den anden over en række småriger. Under kong Alfons V af Kastillien (999-1028), kom der bedre tider, og da Almansur døde i 1002 blev forholdene i det cordobesiske rige urolige, sådan at Alfons kunne vinde sejre og forstørre sit rige på maurernes bekostning, og nu måtte maurerne købe fred af den kristne konge. Under Alfons V afholdtes i 1020 cortes (concilia, dvs. en rådsforsamling) i Leon, hvor nye love blev frembragt. Der blev skabt familieforbindelsen mellem Alfons søn, Bermudo III af Leon, Sancho el Mayor af Navarra og grev Garcia af Kastilien, der skulle befæste samdrægtigheden mellem de kristne småriger, men venskabet holdt ikke. Sancho besatte Kastilien efter Garcia's død og kom i krig med Bermudo, der blev jaget fra León, så at han kun beholdt Galicien, hvorefter Sancho af Kastillien og Navarra der døde i 1035, kaldte sig »konge af Spanien«. Ved sin død delte han riget mellem sine sønner, således at Garcia fik Navarra og Biscaya, Fernando Kastilien og Ramiro Aragonien. Endnu måtte Fernando strides med Bermudo om León, som han fratog ham i 1037, hvorpå han forenede det med Kastilien og tillige ombyttede grevetitelen med den som konge. Men de katalonske grever i Barcelona havde imidlertidig forøget deres territorium ved erobringer fra maurerne, og fik indflydelse i Cordoba, og især nød Ramon Berenguer I. fra 1035 stor anseelse. I henseende til administration og kultur, både den materielle og den åndelige, stod maurerne ubetinget højt over halvøens kristne riger, og maurernes civilisation virkede ud over kalifatets grænser. Der var ikke uafbrudte kampe, og man levede i virkeligheden dengang ofte i god forståelse med hverandre, og der forekom også talrige blandede ægteskaber mellem kristne og muhammedanere. Tit tjente maurere i kristne hære og omvendt, og i Cordoba fandtes en stående kristen lejehær. Og mozarabernes ejendommelige stilling gjorde sit til en blanding af folkeslagene. Fra midten af det 11. århundrede begynder de tilbagestående kristne riger at gøre fremskridt. De kristne kongeslægter og adelsmændenes gjorde dog alt muligt for at ødelægge deres vundne fordele og svække møjsommelig erhvervet magt; og når det alligevel bar fremad, er det dels maurnes blottelser og svaghedstilstande. Men i midten af det 11 århundrede var kalifatet opdelt i 23 uafhængige småstater: Cordoba, Sevilla, Malaga, Granada, Zaragoza, Toledo osv. mest fremtrædende var Sevilla, som havde dygtige regenter af Abbaddiernes slægt, der efterhånden blev arvtagere af Cordoba kalifatet og ofte udfoldede stor hofpragt. Men spanierne trængte dem samtidig hårdt i krigene, så at de mauriske stater greb til det middel at indkalde almorariderne, der var et fanatisk religiøst folk, oprindelig berbere fra Sahara, der havde stiftet et stort nordafrikansk monarki. Deres kejser, Jussuf, vandt i 1086 og i 1090 sejre over spanierne, og kort efter gjorde han sig til herre over en stor del mauriske stater. Hans efterfølger Ali fortsatte erobringen, og i 1111 var hele det muslimske Spanien i almoravidernes hænder. Men deres herskere førte et svagt regimente, og det fordum krigerske folk blev blødagtigt, og de kristne modstandere vandt adskillige fordele. Der blev da brug for nye kræfter fra det afrikanske hjemland, og de vilde almohader, opflammede af religiøs fanatisme og ledet af en i Mahdi, begyndte i 1125 at rokke almoravidernes herredømme i Afrika, og da de havde styrtet det, kom de i 1146 over til den Iberiske halvø, og underkastede sig lidt i efter lidt alle de almoravidiske besiddelser, og disse besiddelser styredes derefter mest fra det almohadiske kejserdømme i Afrika som en provins af dette. Fra nu af udgjorde berberne flertallet af folkemængden i den muslimske del af den Iberiske halvø. Derefter pågik der en troskamp mellem nord og syd med vekslende krigslykke, indtil spanierne vandt slaget ved las Navas d. 16 juli 1212, og fra 1214 splittes almohadernes rige ved indre uenighed, da folket er udpint af skatter, og flere mindre stater river sig løs, bl.a. Murda og Jaén, og Jaén bliver fra 1238, under kong Alhamar, til det granadinske rige, der kom til at eksistere længst af alle de spansk-mauriske riger. Det granadinske rige bestod dengang af Sierra Nevada dalen og hele kysten fra Almeria til Gibraltar, men blev snart mindre, da kastilianerne allerede i 1236 havde erobret Cordoba og erhvervet Murcia i 1241; Jaén afstodes dem nu af Alhamar i 1246, og i 1248 måtte han hjælpe dem til at indtage Sevilla. Samtidig faldt næsten alt andet maurisk land på den Iberiske halvø i de kristnes hænder, sådan at kun kongeriget Granada var muslimsk. Fernando I af Leon og Kastilien var en af de heldige kristne konger. Ved cortes i 1050 havde Fernando I af Leon og Kastilien bekræftet de tidligere givne privilegier for at vinde leoneserne, og han måtte føre krig med broderen Garcia, der led nederlag og faldt i 1054, hvorpå Navarra overdroges til Garcia's søn. Så gik Fernando mod maurerne i Portugal, og indtog Viseo og Lamego i 1057, og derpå erobrede han forskellige byer i Aragonien og tvang kongerne af Badajoz, Toledo, Zaragoza og Sevilla til at betale skat til ham. I 1064 indtog han Coimbra og angreb Valencia, men blev syg under belejringen og døde i 1065. Ved sit testamente traf Fernando den uheldige bestemmelse, at riget skulle deles mellem sønnerne Sancho (Kastilien). Alfons (León), Garcia (Galicien) samt døtrene Urraca (Zamora) og Elvira (Toro), og derefter blev der broder- og borgerkrig: Sancho ville tilrive sig det hele og forjog de øvrige, men Zamora forsvarede sig, og da han belejrede det, dræbtes han. Kampen mellem Alfons og Garcia endte med Garcia's undergang, og Alfons udråbtes til kong Alfons VI. af Kastillien og León i 1065, og han benyttede sig af opløsningstilstanden i maurernes riger til at angribe dem eftertrykkelig, og han belejrede bl.a. Sevilla og trængte helt ned til sydkysten. Men hans største bedrift var, da han tvang Toledo til at kapitulere d. 25. maj 1085, og denne by kom aldrig senere under arabisk vælde. Endnu i en årrække fortsatte Alfons med at sejre, men han standsedes ved almoravidernes indkaldelse. Året efter at han i 1108 havde lidt nederlag ved Uclés, døde han. Under de ovennævnte kastilianske konger var det, at den berømte el Cid levede, der fik tilnavnet »el Campeador« (krigeren). El Cid kom uoverens med Alfons VI og måtte gå i landflygtighed, og han kom undertiden i maurisk tjeneste, men i 1094 erobrede el Cid Valencia, men hans styrelse var hård og han var ikke videre ordholdende eller retsindig. Da el Cid var død i 1099, kom Alfons VI hans enke Jimena til hjælp mod maurerne, sådan at de kristne holdt byen til 1102, men derefter måtte de rømme den. Alfons VI's efterfølgerske, Urraca, enke efter Raimund af Burgund, måtte efter adelens ønske gifte sig med Alfons I af Aragonien (1104-34). Aragonien var jo tidligere under de første konger af Sanchos slægt begyndt at tilføje maurerne tab og at underlægge sig nye landområde, og Aragoniens udvidelsen tager fart på under Alfons I af Aragonien og Narvarra, »el Batallador«, der erobrede Zaragoza i 1118 og sejrede ved Cutanda i 1120 over almoraviderne, og mozaraberne støttede ham. Men ægteskabet med Urraca var en uheldig forbindelse, da mand og hustru ikke kunne sammen, og paven ville have dem skilt, fordi de var nærbeslægtede. Alfons I af Aragonien og Narvarra gik ikke med til en skilsmisse, og så der rasede en borgerkrig. I 1100 proklamerede Urraca's søn af første ægteskab, Alfons, sig som konge i Galicien, og man søgte også at få ham kronet i León, og under de forvirrede forhold, udskildtes Portugal og befæstnedes som selvstændigt grevskab, med Urraca's søster Teresa, der var gift med Henrik af Lothringen, og snart foretog Portugal grænseudvidelser. Men nu opløstes ægteskabet mellem Urraca og Alfons I af Aragonien, og en politisk snild, mægtig prælat, biskop Diego de Gelmirez af Compostela, spillede en hovedrolle i disse forviklinger. Samtidig havde Alfons VII af Kastillien (1126-57) en hel del kampe mod den oprørske adel, med Portugal og Aragonien, og Aragonien forsøgte han at bemægtige sig efter Alfons I's død i 1134. Alfons I ville ellers have Aragonien opdelt mellem to gejstlige ridderordener efter hans død, men aragonierne valgte hans broder, munken Ramiro II (1134-37) til konge, og ved den lejlighed udskiltes Navarra fra Aragonien. Ramiro´s datter giftede sig med grev Berenguer IV af Barcelona, og fra den tid daterer Aragoniens og Kataloniens forening sig. Under Berenguer's søn, Alfons II (1162-96), kom Aragonien i besiddelse af betydelige landstrækninger i Sydfrankrig, idet han i 1167 arvede hertugdømmet Provence, i 1172 Roussillon, i 1187 Bearn, med mere, men Alfons II fik problemer i disse lande, da han hyppig måtte i krig med greven af Toulouse. Men den nye konge i Kastillien, Alfons VII, førte også flere krige mod maurerne, men almohadernes tilstedeværelse på halvøen vanskeliggjorde dog hans krigsplaner. Ligesom Fernando I havde gjort, antog Alfons VII kejsertitlen i 1135, i opposition mod de romerske kejsere, som kronedes af paven i Rom, men de andre kristne konger på den Iberiske halvø protesterede mod hans kejsertitel. Også Alfons VII foretog før sin død i 1157 en ufornuftig deling af riget, i kongerigerne Kastilien og León, sådan at de en tid lang var adskilte. Ved kong Alfons VIII (1158-1214) af Kastiliens regeringstiltrædelsen påbegyndtes 7 års ødelæggende borgerkrig og lovløse tilstande. Men fra 1166 fik han bugt med de lovløse tilstande, og førte samtidig en maurerkrig, som besværliggøres ham af troløse allierede, så at han må tvinge kongerne af León og af Navarra med våbenmagt. I begyndelsen af det 13 århundrede prædikede paven korstog mod maurerne, og udlændinge strømmede til Alfons' faner, men de fleste deserterede rigtignok, og det var med bistand af de øvrige kristne konger på den Iberiske halvø, at Alfons i 1212 vandt en stor sejr ved Las Navas de Tolesa. Ved ham fik Kastilien førerskab blandt de kristne stater på halvøen, men Portugal var imidlertid blevet til et eget kongerige, efter sejren ved Qurique i 1139, og blev endelig anerkendt som sådant af halvøens øvrige riger. Den vældige erobrer Fernando III den Hellige (1217-52), fortsatte med at forenede León med Kastilien, og så fratog han maurerne den ene vigtige by og landstrækning efter den anden, og til sidst Sevilla, hvorefter også Cadiz og andre byer overgav sig. Da Fernando III døde i 1252 var han ved at forberede et hærtogt til Afrikas kyst. Der var da grund nok for kristenhedens overhoved til at kanonisere ham. Alfons II´s søn, Pedro II, fik Montpellier i 1204 ved ægteskab, og sidenhen Urgel. Pedro II rejste til Rom og lod sig krone af paven i 1204, og blev pavens lensmand og antog titlen el Católico, men det ville adelen ikke godkende og tvang ham til at tage erklæringen tilbage, medens tributten til pavestolen dog blev betalt. Muligvis var det for at få hjælp til erobringen af de Baleariske øer. På det tidspunkt havde albigenserne fremgang og Pedro II forsøgte at stoppe Simon af Montfort's grusomme fremfærd i korstoget mod albigenserne. Pedro II deltog som den kastilianske konges allierede i slaget ved las Navas mod araberne. Påny kaldtes han til Sydfrankrig, og måtte endelig gribe til våben for at værne svigersønnen, greven af Toulouse, mod Montfort og Filip August af Frankrig. Men han tabte slaget ved Muret og mistede der livet i 1213. Pedro II's søn, Jaime I., blev udlevere til pave Innocens IV, og der var nu formynderregering med forskellige kronkrævere og uroligheder fra adelen. Fra 1217 begyndte Jaime I. at bekæmpe sine fjender, og kampen endte først i 1227 ved en overenskomst Montfort faldt i en kamp mod greven af Toulouse, og katalanerne sendte hjælpetropper. Jaime I. fik tilnavnet »el Conquistador« og fra 1229 til 1235 bekrigede han de mauriske sørøvere på Balearerne, og indtog alle øerne og bragte dem ind under den aragonske krone; i 1238 erobrede han Valencia, i 1266 Murcia til svigersønnen, Alfons X af Kastilien. Derefter foretog han et korstog til Palæstina i 1269 med en stor flåde, men stormen splittede flåden ad. I 1273 ville Jaime I atter drage mod de spanske maurer for at hjælpe Alfons X, men den katalanske adel ville ikke følge ham. En katalansk flåde erobrede imidlertid Ceuta. Jaime havde bestandig bryderi med adelen, og i slutningen af hans regering kom der oprør fra de mauriske valencianere og indfald af maurerne i Murcia, og Jaime I blev syg og døde i 1276. Hans lande blev delt mellem hans sønner. Pedro fik Aragonien, Katalonien og Valencia, Jaime Balearerne og Sydfrankrig. De katalanske grever havde tilført Aragonien et herredømme over Katalonien og Languedoc, og en række herskere i Katalonien af navnet Ramon Berenguer havde i det 11. og 12. århundrede gjort sig fortjent som krigere, og en af dem blev også konge i Aragonien. Navarra hørte i 1076-1134 sammen med Aragonien. Narvarra var så uafhængigt i 100 år indtil Sancho VII som havde været med ved Las Navas testamenterede riget til Jaime af Aragonien. Men folket ville ikke finde sig i denne testamentering, og til konge valgtes Thibaut af Champagne, der var den franske konges vasal, og derved var Navarra fra 1234 indtil længe efter, uden forbindelse med det øvrige »Spanien«. Men som i den gamle romerske verden skulle klasseadskillelsen øges i de kristne bystater og landområder. Højadelen fik en dominerende indflydelse og gejstligheden holdt på sine privilegier, medens de »de ufrie« lavede rejsninger og oprør, men de privilegerede klasser omformedes dog ved erobringen af de muhammedanske landområder og ved indvandring fra udlandet. Jøderne bliver under almohaderne genstand for forfølgelser i maurerriget, men almohaderne har i det 11. Og det 12. århundrede en gylden tid under kristne konger, og kongernes muhammedanske undersåtter, mudejarerne, får samtidig meget betydning i det aragoniske rige. Mozaraberne med deres gamle kristendom bevaret under østerlændernes herredømme, kommer atter ind under kristne herrer. Ordet »cortes« bliver i øvrigt først brugt om en adelsforsamling, og adelen og gejstligheden mødte til forhandling ved »concilios«. Første gang, folkets repræsentanter er tilstede ved en sådan forsamling, cortes, er i León i 1188. Men med udviklingen frembringes der langsomt en borgerstand i kystbyerne af handels- og søfartdrivende. Greverne af Barcelona var andre herremænds lensherrer, og med tiden opstod der flere frie byer (bystater), men en centralmagt var der ikke. Dog skulle der betales talrige og forskelligartede afgifter til kongen af den tredje stand, der tillige skulle betale lokale skatter. De adelige og gejstlige mødte frem med forskellige hærenheder, hvoraf der var de gejstlige ridderordener: Calatrava-ordenen, Santiago-ordenen og Alcántara-ordenen), der opstod i 12. århundrede og kæmpede under deres Stormestre, og krigsførelsen var hård og grusom. Militære orlogsskibe og galajer, var ligeledes udrustede ved private midler, men Fernando III begyndte at skabe en kongelig kastiliansk flåde, og Aragonien fik en flådemagt ved sin forening med Katalonien. Kirken blev reformeret af cluniacenserne, og pavelig indflydelse gjorde sig meget gældende, ligesom nye ritualer indførtes under Alfons VI af Kastilien, og som medvirkede til en næsten fuldstændig afskaffelse af den gotiske (mozarabiske) ritus. Men ligesom at adelen rager til sig af rigdom og skatter, således fik de gejstlige samlet utrolig megen rigdom i klostre og kirker, og tiggermunkenes ordener får stor udbredelse, dominikanere, og også franciskanerne. Men den gejstlige stand er gået i alvorlig fordærvelse. Alfons VI's mønter efterligner maurernes mønter, og også møntbetegnelsen maravedi, er afledt af en almoravidisk mønt. De kristne riger var optagne af deres indre kampe, og samtidig ville Alfons X af Kastilien (1252-82) gerne have fortsat sine forfædres udvidelsestrang, men den kastilianske adel gjorde modstand. Så gjorde Alfons X krav på Navarra og Gascogne, men han kunne ikke gennemføre disse krav, men da hans moder var af det schwabiske hus, valgte en del af de tyske fyrster ham i 1257 til romersk kejser. Men på grund af pavernes uvilje, hans egen adels opstand og angreb fra kongen af Granada, kunne han ikke hævde kejserværdigheden, og i 1271 valgtes Rudolf af Habsburg til romersk kejser. Tronstridigheder mellem Alfons's søn Sancho og nogle andre prinser af kongehuset fyldte meget i hans sidste regeringsår. Da Sancho følte sig tilsidesat af faderen, gjorde han oprør med næsten hele adelen, og ved cortes i Valladolid i 1282 blev Alfons X afsat, og han måtte søge tilflugt hos kongen af Marokko, der fik sønnen sat i band og erklæret arveløs. Alfons X døde i 1284 og efterfulgtes af Sancho IV af Kastillien (1282-95), der igen måtte kæmpe mod adelen, uagtet at adelen havde stået på hans side i kampen mod faderen. Men tillige var der indbyrdes krig mellem medlemmer af kongehuset med deres tilhængere. Det anarki, som herskede under efterfølgeren Fernando IV's (1295-1312) mindreårighed, lykkedes det hans moder, Maria de Molina, at dæmpe lidt, og det lykkedes Fernando IV at erobre Gibraltar. Men der kom endnu værre tilstande og indbyrdes kampe under hans søn, Alfons XI's (1312-1350) umyndighed. I 1325 lod Alfons XI's nogle af intrigemagerne myrde, men imidlertid faldt en forenet granadinsk og afrikansk hær ind i Sydspanien og tog Gibraltar tilbage, og mod denne fare sluttede kongerne af Kastilien, Aragonien og Portugal sig sammen med Alfons XI som hærfører, og påførte maurerne tabte et stort slag ved Salado floden, hvor de måtte gå tilbage til Afrika. Men under felttoget døde Alfons XI's af pest i 1350, og sønnen Pedro I den Grusomme (1350-69), fik mulighed for at knække adelen og værge sin kongetitel mod faderens uægte børn. Pedro I benyttede sværdet, dolken og gift mod utallige modstandere, og tiltrods borgerkrigene fik han dog lejlighed til at bekæmpe maurerne, men blev forstyrret i 1363 af halvbroderen Enrique af Trastamara, som han tidligere havde forjaget til Frankrig, men som nu kom med aragonske og franske hjælpetropper, sådan at Pedro I måtte flygte. Med engelsk og navarresisk hjælp under prinsen af Wales, den Sorte Prins, Pedro rejst nogle tropper, og nu måtte Enricnie flygte. Men så fremkom et nyt oprør, og denne gang dræbte Enrique selv Pedro i tvekamp. Men også Enrique II (1369-79) »Bastaren« fik rigeligt af krig mod Pedro's tilbageværende tilhængere, og mod kongerne af Aragonien, Portugal og Navarra, mod maurerne i Granada, og desuden som kongen af Frankrigs allierede imod englænderne, og endelig mod hertugen af Lancaster, der var gift med en datter af Pedro, der gjorde krav på Kastilien. Enrique II var heldig mod alle og opnåede at leve sine 4 sidste regeringsår i fred. Under Juan I (1379-88) så det et øjeblik ud til, at Portugal skulle komme til at danne en enhed med Kastilien og León; idet Juan blev gift med en portugisisk prinsesse. Kongen af Portugal havde nemlig ingen mandlige arvinger, men portugiserne ville bevare deres uafhængighed, så det kom til krig, og kastilianerne led nederlag ved Aljubarrota. Efterfølgeren Enrique III (1390-1406) »den Syge« var legemlig svag, men det lykkedes dog ham at tvinge de opsætsige adelsmænd til at bøje sig og afstå de kongelige indtægter, som de havde tilranet sig. Kastillianske adelsmænd foretog i 1402 erobring ad de Kanariske øers erobring, og de svor kongen af Kastilien troskab. I begyndelsen af 1400-tallet får Kristus Ordenen besiddelser i Portugal for at trænge maurerne ud af Portugal, og i 1415 ankommer Henrik »Søfareren« til det muslimske handelscenter Ceuta på Gibraltar Strædets afrikanske side (Marokko). I 1420 bliver den portugisiske prins Henrik »Søfareren« guvernør af »Kristus Ordenen«. At Kastilliens ledelse under Juan II's (1406-54) var god, skyldtes Juan's dygtige onkel Fernando, Antequeras erobrer i 1410. Men Juan's ledelse var svag og selvom don Alvaro de Luna vandt sejr ved higueruela over maurerne, måtte Juan bestandigt ligge i strid med modstandere og hans fætre styrtede Juan i 1453. Forvirringen nåede et nyt højdepunkt under Enrique IV (1454-74), hvis karakterløshed og upålidelighed bragte den ene ulykke over riget efter den anden. Ubegavet var han dog ikke og søgte i kampen mellem kongemagtens og adelsmagtens principper at danne en ny adel samt støtte sig til byerne; men han manglede talrige personlige egenskaber, og i en tid var han afsat som konge. Gang på gang forandrede han sine bestemmelser om hvem der skulle være tronfølgeren, og der var et frygteligt roderri. Så blev det eksempelvis søsteren Isabella, der skulle arve riget, uagtet at hun i 1469 ægtede Fernando af Aragonien mod Enrique IV's vilje. Og det blev Isabella, som fulgte ham på tronen, selvom Enrique på det sidste atter erklærede Juana for ægtefødt og tronberettiget, og derfor fik hver af de to kvinder, hvert sit parti hos adelen, og der opstod en ny borgerkrig, hvor også Portugal blandede sig. Men Juana trak det korteste strå og måtte gå i kloster, og Isabella blev anerkendt som dronning i 1479. Aragoniens historie i samme tidsrum er heller ikke synderligt fredeligt, men en stor del af krigsbegivenhederne er ikke borgerkrige, men er sejre af landvindinger, der udvider grænserne. Aragonien måtte en tid lide under følgerne af, at Balearerne og Roussillon ved delingen i 1276 blev udskilte fra det aragonisk-katalanske hovedland. Men under Pedro III fra 1276 forøgedes Aragoniens landområde og Pedro havde straks erklæret sig løst fra det pavelige lensherredømme, ligesom han havde fået bugt med hele den katalanske adel, som rejste sig imod ham. Pedro havde også held i krigen mod de valenrianske maurere, og havde ved en ekspedition til Tunis befæstet Aragoniens magt i Nordafrika. Pedro var svigersøn af kong Manfred af Sicilien, og da Karl af Anjou havde overvundet og dræbt Manfred og den sidste hohenstaufer, rustede Pedro i 1281 en anselig flåde, og gjorde landgang i Afrika. Men efter den sicilianske vesper i marts 1282, kom en deputation af sicilianere til ham for at bede om hjælp, og han kom og erobrede snart Sicilien, og i 1283 hærgede han på Kalabriens kyst. Karl af Anjou udfordrede nu Pedro af Aragonien til en tvekamp i Bordeaux, og Pedro modtog udfordringen, men da han fik at vide, at kongen af Frankrig ville opsnappe ham på vejen, drog han forklædt til Bordeaux, og erklærede der, at han var mødt, - og begav sig atter hjem. I Italien førte Pedro nu en heldig krig mod franskmændene, hvorunder hans admiral Roger de Lauria vandt store sejre i 1284. Men så erklærede paven, at Pedro ikke sådan bare lige kunne opløse det pavelige lensherredømme i Aragonien, og at Karl af Valois skulle være konge, og støttet af Pedro's broder Jaime, Balearernes og Roussillons hersker, faldt Karl af Valois ind i Katalonien, oversvømmede næsten hele landet og lod sig krone. Da ilede Roger de Lauria til med en flåde og vandt et stort søslag, men før krigen var endt, døde Pedro III i november 1285 og testamenterede på sit dødsleje Sicilien til paven. Men dette brød hans sønner sig dog ikke om. Den ene søn, Jaime, overtog Sicilien, medens den anden, Alfons III, blev konge i Aragonien. Han blev ved en fred i Tarascon i 1291 tvungen til at hjælpe med at berøve Jaime Sicilien samt betale paven den skat, som man skyldte paven siden Pedro II's tid. Under Alfons III opblussede kampen med adelen igen, som Pedro III havde holdt nede, og den samlede adel, fik af Alfons III i 1287 en aftale om, at stridigheder mellem konge og adel skulle varetages af en særlig øvrighedsperson. Jaime af Sicilien blev den barnløse Alfons' efterfølger (1291-1327), men efter Bonifacius VIII's foranstaltning måtte Jamie afstå Sicilien, men til gengæld fik han Corsica og Sardinien som skattepligtigt len af paven, - men disse øer skulle han dog først erobre, og efter langvarig strid med pisanerne blev Sardinien da også indtagen i 1324. Men sicilianerne ville ikke lade sig afstå, og Jamie's søn Fadrique satte sig til modværge mod faderen, og ved freden fik han da under indskrænkende betingelser lov til at beholde Sicilien. Jaime's datter Isabel af Aragonien ægtede i 1315 den senere romerske kejser, habsburgeren, Frederik III den Smukke (ca. 1289-1330). Nu skete det, at katalanere og aragoniere sendte hjælpetropper til kejseren af Konstantinopel mod osmannerne, og deres fører Roger de Flor blev i 1305 storhertug i Anatolien, og sidenhen stiftede de et hertugdømme i Athen, som bestod i 1326-88. Kong Pedro IV (1335-87) af Arragonien »den Ceremonielle« var en lignende konge som Pedro den Grusomme af Kastilien. Ved snedighed og vold bragte han igen Mallorca ind under Aragonien i 1344, og fra de adelige vandt han store fordele, og slog til sidst adelen helt ned og lod mange dræbe under hårde pinsler. I denne kamp deltog den katalanske adel ikke, men folket var for det meste på adelsmændenes side. Et oprør på Sardinien, der var støttet af genueserne, fik Pedro IV nogenlunde dæmpet, efter at han selv i 1354 måttet begive sig til Sardinien, og Pedro blandede sig i stridighederne i Kastilien I 1412 valgtes den kastilianske Fernando el de Antequera, til aragonsk konge af en kommission af gejstlige og jurister; da han var søstersøn af den forrige konge, Martin I, som både havde haft Sicilien og Aragonien, og nok blev Fernando anerkendt af aragoneserne, men ikke af Kataloniens og Valencias befolkning. Han blev indviklet i en pavestrid og tog parti for modpaven Luna, som havde støttet hans kongevalg, men han måtte svigte Luna. Sønnen Alfons V »den Højsindede« (1416-58) lå i stadig krig, og det var især Neapels erhvervelse, der optog ham, og krigen førte Alfons i begyndelsen med held, da han erobrede Neapel og besatte Marseille, men heldet svigtede, og han fangedes i søslaget ved Ponza i 1435. To år efter var han dog atter fri og begyndte kampen på ny, og i 1442 erobrede han atter Neapel. I 1447 arvede han Milano, og han førte en sejrrig krig mod genueserne, og til sidst pønsede han på et krigstog til Konstantinopel. Alfons V efterfølger i Aragonien og de andre spanske lande samt Sicilien og Sardinien, blev broderen Juan II, konge af Navarra, medens Neapel tilfaldt hans uægte søn Ferrante. Juan II af Kastillien kom dog i kamp med sin stedsøn, Carlos af Viana, der fik tilslutning fra katalanerne, og efter borgerkrigen, måtte Juan måtte bøje sig, men kort efter forliget i Vilafranca 1461 i døde Carlos. Den katalanske ledelse opsagde nu kongehuset huldskab og troskab og søgte forgæves en ny herre, men det sluttede med, at man forsonede sig med Juan II i 1472, som samtidig kæmpede med Frankrig, da han havde lovet at give Frankrig Roussillon, som tak for hjælp. Navarra blev selvstændigt efter hans død i 1479, og hans søn Fernando (Ferdinand), der var blevet konge i Kastillien i og León i 1474 via sit ægteskab med Isabella, der var Juan II's af Kastilliens datter. I Kastillien og León forsvinder trællestanden efterhånden, og i Aragonien er der tilsvarende fremskridt i de livegnes tilstand. Men i Katalonien er der store revolutionære bevægelser mellem de livegne bønder i 1462 og 1475. Men dér hvor den fattige almue ikke mere er trælle, er almuen endnu forkuet og mangler rettigheder, og lever i økonomisk afhængighed af de adelige og byernes borgerstand. De gejstlige pressede på, for at kue folk og opfandt adskillige indskrænkninger, og jøderne blev forfulgte, og med monopoler på handel medførte det, at folk blev presset over i katolicismen for at kunne overleve. I 1479 forenedes således det katolske Aragonien og Kastilien til ét rige, og her siger eftertiden, at Spanien blev etableret. Fernando af Aragonien og Isabella af Kastilien ville nu indtage de dele af den Iberiske halvø, som de syntes at de manglede til deres rådighed, dvs. Navarra, Roussillon, Cerdagne (Cerdaña), Portugal og Granada, og fra sine forfædre havde Fernando arvet italienske besiddelser, og disse kunne jo udvides, og Afrikas kyst frembød muligheder for magtforøgelse. Intentioner manglende de ikke, og de portugisiske søfareres opdagelser hinsides verdenshavet skabte forhåbning om kolonier. Ferdinand fik centraliseret retsplejen ved kongelige domstole, hvor han selv udpegede dommerne, og via paven i Rom fik han ret til at udnævne biskopperne og blev anerkendt som Stormester for alle de kristelige ridderordener. Han benyttede borgerstanden mod adelen og brugte flittigt byernes politiforbund, og også Inkvisitionen blev rekonstrueret i 1480 med den berygtede Torquemada i spidsen, der var en mægtig og skrækindjagende hjælper for kongefamilien, idet Inkvisationen hér var uafhængig af Rom, og kun skulle tjene kongelige interesser. Fernando og Isabella fandt en anledning til at føre krig mod maurerne i Granada, og begrundelsen var, at Granada ikke have betalt skat til Kastilien i længere tid. 10 år varede krigen og Granada faldt d. 6 januar 1492, efter at først at Malaga var erobret. Men efter 781 års herredømme på den Iberiske Halvø måtte muhamedanerne (mauerne) give op, og de mange maurere, der levede tilbage på den Iberiske halvø kaldtes moriscos. Sultan Boabdil måtte forlade Granada, og muslimerne og jøderne var dermed tvunget til at forlade landet eller konvertere til den katolske kristendom. Den efterfølgende stærke udrensning af jøder og maurer var med til at forværre den dårlige økonomi. Den samvittighedsløse Ferdinand's lokkede Karl VIII af Frankrig til at afstå Roussillon og Cerdaña, for at den franske hær kunne få ro til sit hærtogt mod Neapel. Men da Neapel var vundet, påkrævede Ferdinand sine arvefordringer, og det neapolitanske rige deltes mellem Frankrig og Ferdinand, men i 1504 tog Ferdinand det hele fra Ludvig XII, via hans udmærkede feltherre, Gonzalo de Cordoba. Men også andre dele af Italien, lige op til Lombardiet og Venedig, omspændte han med sin snilde politik, og formålet var at stoppe Frankrigs førerskab. Genueseren Christoffer Columbus kom i tjeneste hos Isabel af Kastilien og Ferdinand af Aragon, og under det kastilianske flag sejlede han vestpå for at finde en genvej til Indien. I midten af oktober 1492 får de øje på nogle øer, som Columbus straks døber San Salvador (Frelseren). D. 29 oktober 1492 når Columbus frem til Cuba, og han når også frem til Haiti (døbt Hispaniola) hvor han bl.a. møder indianerhøvdingen Guacanagari. Columbus retunerer til Lissabon d. 4 marts 1493, og ankommer igen i november 1493 til Haiti hvor den væbnede undertrykkelse og kolonisering tog fart på. Conquistadorerne var særdeles brutale og modbydelige. Conquistadorerne tilintetgjorde indianernes sociale strukturer, og ved tvangsarbejde skulle indianerne dyrke afgrøder til Spanien. »Conquistadorerne« udnyttede groft indianerkvinderne seksuelt, og som talrige andre lejesoldater, var de sumpen af menneskeheden - med eller uden deres kristne gud - og de gennemførte forbrydelser mod menneskeheden. De katolske conquistadorerne brugte argumenter om ret og uret, den rigtige gud og afguderne, ligesom vi ser det ske under den vestlige imperialisme i dag. Den portugisiske sømand, Biartolonieo Diaz, finder Kap det Gode Håbs forbjerg i 1488. I 1498 lægger Vasco da Gama til i Calcutta i Indien. Den portugisiske sømand, Dom Pedro Alvares Cabral (1460-1526) opdager Brasilien (Terra de Vera Cruz) i april 1500 efter at hans skibe drev med vinden den vej over, og derved nåede han ikke rundt om Afrika. Nu gik de iberiske imperialister i gang. Anneksion, medførte yderligere krav på anneksion. I 1452 havde paven i Rom givet den portugisiske konge en særlig tilladelse til at angribe muslimerne i Afrika, og Konstantinopel faldt i 1453 i osmannernes hænder. I 1479 havde Spanien og Portugal via paven opdelt Atlanterhavet mellem sig, men 1487 var Bartolomeo Diaz sejlet ud for at finde en søvej til Indien, og dermed bryde muhamedanernes handelsmonopol på Kina, Indien, Afrika og Arabien. Det lykkedes Diaz at runde Kap det Gode Håb i 1488, og portugiserne var på den tid Europas dygtigste skibsbyggere og navigatører. En opdelingen af Atlanterhavet medførte nye stridigheder, og i 1494 frembragte paven en ny opdeling, og trak en linie 370 sømil vest for Kap Verde øerne (Tordesillas traktaten). I 1513 krydsede en ekspedition af conquistadorer den mellemamerikanske landtange og nåede til Stillehavet, og her hørte conquistadorerne om et gyldent rige sydpå ved navn Birú, som Francisco Pizarro og Diego de Almagro først fandt i 1527 i det nordvestlige Peru, og hvor inkaerne året efter blev slået af 150 conquistadorer. Dog lykkedes det først at indtage inkaernes hovedstad Cusco i 1534. I flere slag faldt tusindvis af indianere i kampe mod den indtrængende fremmede væbnede magt. Hernando Cortes var født i kongeriget Kastilien og Hernando Cortes landede i Yucatan Peninsula med ca. 600 mænd i februar 1519, og han erobrede byen Mexiko i perioden 1519-21, der var hjemsted for højtudviklede maya-indianerkulturer. Indianerne havde flere stammer, der hver især boede i større bystater, omkring en større by. Aztekerne (mexikanerne) var den ledende stamme omkring byen Tenochtitlán, der lå i store sumpe på den vestlige bred af Texcoco søen, og aztekerne dominerede de andre byer omkring Texcoco søen, der skulle betale skat til aztekerne. Selve byen Tenochtitlán havde over 200.000 indbyggere, og var større end nogen by på tilsvarende tidspunkt i Europa. Aztekernes samfund var klassedelt (encomienda systemet), og deres skriftsprog skete via pictogrammer (tegninger i en tegneserie, symboler), og de dyrkede solen og andre 100 guder. En vigtig myte handlede om slangen Quetzalcoatl (en fjerklædt slange), der skulle have grundlagt aztekernes liv og rige. Til en start fik indianerne fik glasperler i bytte af conquistadorerne - sidenhen blev de slaver. Conquistadorerne gik på eventyrsrejse efter guld, sølv og anden rigdom, og i Bernal Diaz´ fortælling, måler soldaterne alt rovet i møntenheden: »pjastre«. Men soldaterne blev af Cortes snydt for deres »lønandel« og bytteandel, og fik blot et par venlige ord. Efter sejrene blev soldaterne også snydt ved tildelingen af indianerkvinder som sexslaver, idet kaptajnerne tog de smukkeste indianerkvinder, og soldaterne fik også besked på at tilbagelevere deres guld til Cortes. Guvernøren på Cuba, Diego Velasquez, sendte hærføreren, Pánfilo de Narváez, mod Hernando Cortes, og hieronymiter munkene med den kongelige Overret på Santo Domingo ville også have del i rovet i Mexiko. Og så kom conquistadorerne med kopper, som udryddede indianerne i store mængder og talrige skarer. Men de kom også med mange andre sygdomme, som indianer ikke havde modstandskraft overfor. Epidemibølger af sygdomme fra den Iberiske halvø medførte at 90 % af indianerne døde, da de ikke havde udviklet noget immunforsvar. Men også hungersnød skabte stor dødelighed blandt indianerne, efter at spanierne havde gjort dem til slaver. Som andre kristelige papirtigre, skulle conquistadorerne efterligne romerne i ekspansion og undertrykkelse, og Hernando Cortés opsatte et dokument hvori der stod skrevet, at alle Mexikos forbundsfæller, der havde dræbt conquistadorer, skulle behandles som slaver, idet de havde dræbt henved 860 af hans conquistadorer og 60 heste, og de andre byers befolkning skulle betragtes som landevejsrøvere og manddrabere. Så blev indianerne brændemærket som slaver, og så blev der holdt auktion over indianerne, men soldaterne blev atter snydt for de gode og smukke sexslaver, og så opstod der igen splid og »forrædderi« mod Hernando Cortés, fordi han ragede til sig. Soldaterne var iøvrigt i dyb gæld for våben og heste, og efter sejren over mexikanerne forstod Cortés støbere, at blande kobber i guldet, så det blev forringet, og soldaterne blev atter snydt, og de skulle endog døjes med sult efter sejren efter bud af Cortés. Soldaterne blev mødt med snydt og svindel, så grueligt, at det måtte få enhver til at undlade, at lade sig hverve som soldat. I Kastilien sattes der nye skibe og flåder ud mod Mexiko, for herfra var der flere conquistadorerne som var grådige efter guld og slaver; og snart var man oppe og strides om kolonierne, både derude i det fremmede Vestindien og ved processer i Kastilien. Her i skildringen går Bernal Diaz del Castillo bestandigt i rette med krønikeskriveren Gomara´s beretning om hændelserne i Ny-Spanien. Bartolomé (Bartholomæus) de las Casas kan i 1541 i »Brevísima relación de la destrucción de las Indias«,( Tyrannies et cruatés des Espagnols) berette om conquistadorernes massakre på indianerne i Vestindien, og det er en rædselsvækkende beretning om grådighed og umenneskelighed, hvor conquistadorerne udryddede hele befolkninger af indianere; conquistadorerne voldtog og myrdede; de pinte, lemlæstede og brændte mennesker; de skar maven op på gravide kvinder, og de smadrede hovederne på små børn. De kristne conquistadorerne var uretfærdige, tyranniske og djævelske; dét var et systematisk folkemord. Bartholomæus de las Casas mener, at der på 40 år døde mellem 12-15 millioner indianere, men tallet er nok endnu langt højere, fordi man allerede i 1630 foretager en folketælling, der viser, at indianerne forsvandt og døde som fluer, også af underernæring, da deres samfundsstruktur fuldstændigt blev smadret af erobrerne, og spanierne indførte racelove i de erobrede lande. Nye tal viser, at der 25 millioner indianere ved conquistadorerne ankomst, og i 1605 var der kun 1 (én) million tilbage. Fra Madrid blev der udarbejdet regler for undertrykkelsessystemet. De spanske og portugisiske, og derefter de hollandske, engelske og franske kolonialister fremstillede nu som noget nyt, raceteorier, der skulle retfærdiggøre den hvide races brutalitet overfor andre mennesker med en anden husfarve og afstamning. Det var ikke nazisterne, der opfandt racelæren. De racistiske og etniske kriterier blev opfundet af de kristne i 1200-tallet i de dele af Spanien, der ikke var under muslimmerne, og racelæren blev kaldt »Limpieza de sangre«, »blodets renhed«. Frankrig havde racelove i Algier helt op til året 1962. Men racismen satte også spor i moderlandene, hvor der udvikledes brutale fascistiske regimer. Man husker de sorte borgerrettighedsbevægelser i 1960érne og 70erne i USA og apartheiden i Sydafrika. Slaverne blev solgt som kvæg af de kristne. Kolonialismen medførte, at de indfødte i Vestindien ikke kunne klare slaveriet. De vandrede i døden i hobevis, og så begyndte man at fragte afrikanske slaver til Vestindien. I kolonialisterne fodspor lå dynger af indfødtes lig, der havde været udsat for en frygtelig sadisme og perversitet. De skar næse og ører af på indianerne. Der oprettes tvangslandbrug, og langt senere blev slaveriet erstattet af tvangsarbejdet. De hvides land- og magtområder gennemskar forskellige stammer og opløste deres sociale strukturer. Man beslaglagde jorden fra de indfødte og andre besiddelser, og så oprettede man en missionsstationer for at retfærdiggøre rovet og fordømme de indfødtes tro. I nyere tid anlagde kolonialisterne jernbaner til de distrikter, som de kunne tømme for råstoffer, via den lokale slavearbejdskraft, der døde som fluer i minerne. Racismen blev forøget mod semitterne (antisemitisme) og de sorte. I 1530érne kom de første sorte slaver fra Afrika til Brasilien via portugiserne, og så millioner af sorte afrikanere vandre i døden for kolonimagterne. Her er en oversigt over conquistadorerne. Ved sin død i januar 1516 efterlod Ferdinand den Katolske en stormagt med betydelige muligheder for at blive en verdensmagt, og disse muligheder realiseredes under Karl I, men det skete først efter, at Karl I blev sin habsburgske farfader Maximilian's efterfølger, og arvede Østrig og Nederlandene, og blev udråbt som kejser Karl V. Og det skal lige nævnes, at Comuneros opstanden i 1519 i Kastillien varede i flere år, og påbegyndtes af adelen, men sidenhen blev en social rejsning af borgerstanden i byerne. Men kejser Karl V forstod at vinde tillid hos de højeste klasser, og så mistede byerne deres rettigheder. Men et andet oprør fandt sted i Valencia, »la Germania«, hvor et stort forbund af lav af håndværksfag, bønder og sømænd, tabte i 1525. Ungarn faldt for osmannerne i 1526 og i 1529 stod de osmanniske hære foran Wien med 1/4 million soldater. Men tilbage står også erindringen om den senere Spanske Inkvisition, den Katolske Liga og fascismen under general Franco. I 1554 blev Santiago de Cuba plyndret af franske korsarer. Missionærerne, munkeordenerne delte kolonierne op efter, og selvom indianerne viste, at de accepterede kristendommen, forsøgte indianerne i det skjulte at agte sine forfædre. Men når missionærerne opdage dette, ødelagde de »de hedenske afgudsbilleder«, som de kaldte dem, og torturerede tusindvis af indianere, og myrdede samtidig hundredevis af indianere, for at tugte dem. Også indianernes gamle lovsamlinger blev fundet og opbrændt. Katolicismen var Den Sorte Djævel. Inkvisitionen tændte store bål og brændte levende mennesker på bålene. Indianerhøvdingen i Texcoco, C. Ometochtzin kom for en af disse domstole, og blev uskyldigt henrettet på bålet i 1539, og samtidig gennemførte kirken voldsomme hekseforfølgelser hjemme i Spanien. En frygtelig tortur blev ledsaget af kætterbålet. Indianeroprør blev brutalt slået ned. Zacatecasminerne med sølv i Mexiko i 1546, blev brohoved for erobringen af flere nordlige områder. Da betalingsmidlerne blev indført i kolonierne, kom de indianerne, som blev godkendt som skyldnere, i bundløs pengegæld. En spiral af gæld, som de jo umuligt kunne tilbagebetales, og de gejstlige ordener tog for sig af misbruget. I såkaldte fabrikshuse sad lænkede indianernere og arbejdede sig til døden. I 1566 forlod iberiske skibe New Mexsiko og sejlede over Stillehavet til Filippinerne, og skabte derovre nye koloniriger. I 1580 kom Portugal under dette Spanien, og blev først selvstændigt i 1640. Storbritannien erobrer Bengalen (Indien) fra 1757. Uafhængighedskrigene i Latinamerika dækker perioden 1750-1850. I Peru og Bolivia går det løs i 1780/81. Efter 300 års spansk kolonistyre gjorde befolkningen i Mexico oprør i 1810 og Mexico blev selvstændigt i 1821 med 4.600.000 km². Det var hovedsageligt »kreolerne«, dvs. spaniernes efterkommere, det konservative katolske præsteskab, borgerskabet, godsejerne og militæret der krævede uafhængighed fra Spanien, og som bagefter tog magten. Haiti erklærer sig uafhængig i 1804 efter årelange kampe, men alligevel må Haiti i 1825 Haiti for at opnå uafhængighed og slaveriets ophævelse, betale den franske kolonimagt og de fordrevne plantageejere 150 millioner francs. Men de hvide kristne besættere i de Nordamerikanske Fristater forsatte deres ekspansion mod indianerne, og på det tidspunkt var slaveriet stadigt anerkendt i USA. Det medførte, at hvide kristne kolonialister og store godsejere, fik Texas løsrevet fra Mexiko i 1836 og i 1845 annekterede USA Texas fra Mexiko. Ved den mexicansk-amerikanske krig i 1846-48 fik USA tilranet sig hele det nuværende, sydøstlige USA fra Mexiko, dvs. Texas, Californien, Utah, Colorado, det meste af New Mexico og Arizona, dvs. at Mexicos areal blev halveret.. Den spansk-amerikanske krig i 1898 medførte at USA overtog de spanske besiddelser Cuba, Puerto Rico, Guam, Filippinerne. I 1848 frigav den danske guvernør i Vestindien slaverne, og blev derefter straks fyret. Men uanset om de europæiske magter havde smukke ord mod slaveriet, forsatte koloniseringen alligevel med fornyet kraft, og mange stammer i Afrika blev udryddet. Belgierne var frygtelige i Congo. Krigene i Paragyay mod de briterne i 1865-70, medfører et voldsomt og dramatisk fald i befolkningstallet. Men da de nordamerikanske stater finder olie, nitrater, m.v. fremkommer nye imperialistiske aggressioner. Først i 1970érne trak Portugal sig ud af Angola og Mocambique. Og efter 500 års kolonialisme, står der stadig hvide, og peger fingre, og siger at araberne, afrikanerne, indianerne og andre ikke er civiliserede. Men hvad kan man forvente efter 500 års terror, dødbringende udplyndringer og ødelæggelser ? Nedennævnte skildring af kaptajn Bernal Diaz er selvfølge fortalt ud fra de kastilianske erobrers synspunkt:

Ny-Spaniens - Nueva España - Mexikós erobring

Bernal Diaz del Castillo begynder sin bog med at fortælle, hvordan han 1514 begav sig over til Amerika fra Kastilien, gjorde guvernøren på Cuba, Diego Velásquez, sin opvartning i det håb at få tildelt nogle indianere - thi fordelingen af indfødte til spanierne var dengang allerede i fuld gang - , men Bernal Diaz del Castillo kunne ikke få nogen indianere, hvorfor han med lidt over hundrede andre spanier begav sig ud for at opdage nye lande, idet de valgte Francisco Hernández de Córdoba til fører. (Guvernøren på Cuba: Diego Velásquez de Leon var født i ca. 1465, fattig adelsmand, der kom til Amerika 1493 med Columbus, og efterhånden svang sig op til guvernørstillingen; efter en mislykket ekspedition i 1523 mod H. Cortés, hvem han misundte og hadede. D.V. de Leon døde i 1524 på Cuba, just som han ville til Spanien for at klage over sin heldige medbejler). Deres proviant var navnlig yuca brød (yuca plante, også kaldet maniok (manihot utilissima); det er dens rod, hvoraf man får mel, skønt den oprindelig indeholder et giftstof) og flæsk, »for i de tider var der hverken okser eller får på Cuba«, og de havde glasperler og lignende med til tuskhandel. På togtet opdagede de Yucatán og gjorde bekendtskab med beboernes levevis, deres gudetempler og deres guldsager, men tillige med deres våben og krigsførelse, som de snart mærkede ikke var så foragtelige endda, så at de trods deres europæiske udrustning havde møje med at værge sig imod dem. Opdagelsestogtet fortsattes til Campeche og til Champotón, hvor spanierne gik fra borde for at hente vand, men overfaldtes af en stor skare indfødte og blev så hårdt medtagne, at de måtte søge til skibene og sejle tilbage til Cuba efter at have mistet over halvdelen af mandskabet. Til Cuba kom de dog ikke straks. Først anløb de Florida, hvor de atter måtte bestå en slem dyst med indianere, der pludselig angreb dem. Før de nåede Havana, var det ene skib nær gået til bunds ved at løbe på grund. »Kort sagt, alle vi soldater, der drog ud på den opdagelsesrejse, satte alt til hvad vi ejede, og kom sårede og fattige tilbage til Cuba; vi måtte endda være glade ved at kunne komme hjem og ikke have måttet lade livet dér ligesom vore kammerater. Hver af os soldater drog så til sin side, og - som jeg sagde - kaptajnen døde straks efter, og det varede mange dage, før vi kom os af vore sår; da vi talte det hele sammen, viste det sig, at omtrent 60 soldater var døde, - det var det, vi fik ud af det opdagelsestogt«. For opdagelserne tilegnede Diego Velasquez sig æren, roste sig selv i skrivelser til »Den indiske Regering« hjemme i Spanien og fik tak af den. Men Bernal Diaz, udarmet og forsulten, foretog en besværlig, ja farlig rejse blandt skær og gennem urskove til Santiago, hvor guvernøren var. Her opfordredes han af denne til at følge med på den nye ekspedition, han udrustede, under Grijalva's befaling. På denne var to officerer med, der siden gjorde sig meget bemærkede under Cortés, nemlig Pedro de Alvarado og Alonso de Ávila. Skibene sejlede ud d. 5 april 1518, anløb først den lille ø Cuzamil (Svaleøen), nåede derefter Champotón, hvor befolkningen atter viste sig meget fjendtlig, sejlede så videre til havnen Términos, hvor man med udbytte gjorde jagt på hjorte og kaniner ved hjælp af en mynde, som blev tilbage dér på stedet og året efter mødte Cortés og hans folk »fed og glinsende«, da de kom derhen. Sejladsen fortsattes langs kysten til floden Tabasco, som fik navn efter Grijalva. Med de derværende indianere kom man i venlig berøring, indledet af to indianske tolke, som ekspeditionen havde med. Spanierne forærede dem armbånd og paternosterbånd af glasperler, små spejle og »blå diamanter«, dvs. af glas, som de antog for ædelstene, og til gengæld fik de selv levnedsmidler, tæpper og kjortler og nogle guldsager. Indianerne bad undskylde, at de ikke havde bedre gaver, »men længere borte, ad den kant, hvor solen går ned, var der overflødighed på guld. Og de gentog: Culua! Culua! Mexiko! Mexiko! Men vi vidste hverken hvad culua eller Mexiko var«. Også hvor spanierne steg i land på kysten i de følgende dage, blev de godt modtagne. Montezuma (egentlig Mocthecuzoma, der betyder den strenge alvorlige mand), herskeren i Mexiko, havde nemlig hørt, at de fremmede havde nogle skinnende sager - dvs. dem af glas -, som man skulle se at tilbytte sig for guld; især de grønne, mentes der, måtte være kostbare, sådan noget som de såkaldte »chalchihuís«, en art (lidet kostbare) ædelstene dér fra landet. Som følge heraf kom spanierne i besiddelse af 14-15.000 pjaster i guld (en gammel spansk guldpjaster (peso de oro) har i vore dages penge en værdi af henved 43 kr.). Et steds sluttede en af de indfødte sig til dem og lod sig døbe, et andet sted var de søfarende med forundring og rædsel første gang vidne til en menneskeofring. Næste gang de så en sådan, spurgte de den omtalte indianer (så godt de kunne, thi tolkene havde forladt dem), hvorfor man begik denne grusomhed. Han svarede »olua, olua«; således forstod spanierne ordet, der skulle være »culua« og tilkendegive, at det var mexikanerne, som påbød ofringen. Efter dette ord og deres hærførers fornavn Juan fik stedet det navn, hvorunder det nu til dags er bekendt. Det er havnestaden San Juan de Ulua (eller Ulloa). Bernal roser Grijalva meget for dygtighed (han levede siden i fattigdom og blev få år efter dræbt af indianerne i Nicaragua). Men da man nu var kommet til erkendelse af, at det var et stort fastland, ved hvis kyst han befandt sig, og forskellige andre omstændigheder stødte til, f.eks. at ekspeditionens deltagere begyndte at udmattes og at brødet blev fordærvet, anså dens fører det for rigtigt at afvente forstærkning, før han foretog sig større ting. Han sendte derfor Alvarado til Cuba for at bede om undsætning; samtidig havde øens guvernør udsendt Cristóbal de Oli - atter et navn, vi tit vil møde - med et lille skib for at erfare noget om Grijalva's skæbne. Grijalva sejlede imidlertid nordpå langs kysten, kom til Guazacualco og Panuco og traf på de fleste steder venligsindede indbyggere. Så ivrige var skibsmandskaberne efter at få fat i deres guld, at de syntes at se det kære metal allevegne for deres øjne. Indianernes skildpaddeskjolde og deres kobberøkser antog de for »simpelt guld«. En soldat ranede forskellige guldsager fra et tempel og beholdt det uden at vise Grijalva det; denne blev vred og ville lade ham halshugge, men efter hans kammeraters forbøn nøjedes han med at tage »den kongelige femtedel« deraf og lade soldaten beholde resten - og sit hoved. Heroppe i disse egne var det, at Bernal Diaz plantede de første orangetræer i Mexiko (siger han). Han lagde nogle appelsinkerner i jorden nær ved et tempel, og da de indianske præster senere så, at det var hidtil ukendte planter, som skød op, hægede de om dem, så at de trivedes vel. Da Bernal efter en del års forløb atter kom til denne frugtbare og rige provins, genfandt han sine træer og omplantede dem med held. Alvarado overbragte Diego Velasquez allerede noget guld; mere bragte de øvrige deltagere i togtet ham, da de kom til Cuba ikke længe efter, d. 15 november 1518, thi det varede for længe inden guvernøren sendte dem forstærkning. Udbyttet var i alt en snes tusind pjaster - samt 600 rustne kobberøkser, som man var blevet narret med, fordi man havde antaget det skinnende metal for guld. Velasquez var glad og lod en kapellan, der var i hans tjeneste, rejse til Spanien med guldet for at skaffe ham endnu mere kredit end hidtil hos sin velynder biskoppen af Burgos, som var »Presidente de Indias«. Mod Grijalva havde imidlertid øretudere stemt guvernøren uvillig, så at den næste ekspedition til Mexiko. Han udrustede, fik en ny chef. Det er Cortés' berømmelige tog, hvis beskrivelse nu begynder. At Cortés blev dets fører, kom af en hemmelig aftale mellem ham og guvernørens sekretær, Andrés de Duero, og den kongelige skatmester Amador de Lares. De indgik et kompagniskab, hvorved han lovede at dele det guld og deslige med dem, som han fik i udbytte af toget, imod at de skaffede ham overbefalingen ved at indvirke på guvernøren, hvem de begge stod meget nær. Adskillige var til en begyndelse ikke glade ved den nye hærfører, hvem de anså for en eventyrer, og en soldat ved navn Cervantes, kaldet »den gemytlige« eller »den naragtige«, gav denne stemning luft i form af tilsyneladende spøgende tilråb til Diego Velasquez, hvad der indbragte ham et nakkedrag fra Andrés de Duero, som mente at guvernørens slægtninge, der ikke kunne lide Cortés, havde sat det i ham. Skønt Cortés var alt andet end velforsynet med penge, arbejdede han af al magt på ekspeditionens udrustning. Han udstyrede også sig selv, blandt andet med »en stor fjerbusk og en guldmedalje« på baretten, »hvilket klædte ham meget godt«. Efter at have taget en rørende afsked med Diego Velasquez, begav han sig til byen Trinidad, hvor han samlede folk, skibe, heste, våben og proviant, og alt tegnede til at det skulle blive et anseligt togt. Imidlertid snakkede nogle af dem, der omgav guvernøren, så meget for denne, at de fik ham ilde stemt mod Cortés, og han afsendte da to mænd for at standse denne og fratage ham kommandoen. Men det ene af sendebudene fik Cortés lokket til at følge med på toget, og den anden sendte han tilbage med et brev, hvori han udtalte sin forundring over guvernørens adfærd og bad ham lade være at lytte til bagvaskere. Derpå sejlede han ud med flåden. Hestene, seksten i tallet, var fordelte omkring i skibene. Bernal giver en beskrivelse af hver enkelt, dens lød og egenskaber. En soldat, Juan Sedeño, kalder han den rigeste mand ombord i flåden, »for han havde sit eget skib, en hoppe, en neger, yuca brød og saltet flæsk; på den tid kunne man nemlig hverken opdrive heste eller negere, undtagen man ville veje dem op med guld«. Af officerer og soldater var der ialt 508; 32 af dem var armbrøstskytter og 13 musketerer; hertil kom skibenes besætninger, tilsammen 109 mand. Flåden medførte ti malmkanoner, fire falkonetter og tilstrækkelig ammunition. Allerede her gør forfatteren opmærksom på generalens store årvågenhed og omsigt. (Det bør erindres, at spanierne i det 16 århundredes begyndelse var i det hele nåede vidt i krigskunst, hvad der især lagde sig for dagen ved Gonzalo de Córdoba's felttog i Italien). Endnu i yderste øjeblik havde guvernøren søgt at hindre flådens afsejling ved at sende bud til Havana, hvor den anløb, og befale statholderen dér at arrestere Cortés; men ingen turde eller ville lystre denne befaling. På Svaleøen fik Cortés at høre, at ovre på fastlandet, ved Cotoche pynten, skulle der leve et par spaniere som trælle hos indianske kaziker (klanhøvdinger). Han lod to skibe sejle derover for om muligt at få dem med ombord. Det lykkedes dem at løskøbe den ene, Gerónimo de Aguilar; den anden, Gonzalo Guerrero, ville ikke forlade landet og sagde: »Broder Aguilar, jeg er gift, jeg har tre sønner, og man anser mig her for kazik og krigshøvding. Drag bort med gud; men jeg har jo tatoveret ansigt og gennemhullede øren, - hvad ville spanierne sige om mig, når de så mig i denne tilstand? Og se hvor mine tre småbørn er kønne!« Det hjalp ikke, at Aguilar mindede ham om hans kristendom og sagde, at han kunne jo tage konen og børnene med, - han ville ikke på nogen måde (Guerrero optrådte siden i 1528 som »forræder mod sine landsmænd« og foranledigede manges død; han faldt i en kamp mellem indianerne og spanierne). Heller ikke Aguilar kom dog afsted denne gang, thi da Diego de Ordás, der førte de to skibe, ikke så de to indianske købmænd, hvem det var overdraget at hente spanierne, komme tilbage til den fastsatte tid, sejlede han straks bort til øen. Han fik en skarp tiltale af Cortés i den anledning. Allerede på Svaleøen begyndte den trosivrige hærfører at omstyrte indianernes gudestøtter og opstille madonnabilleder og kors samt prædike for deres præster (papa'er kalder Bernal dem hele tiden). Kort efter blev Cortés og hans tropper glædelig overraskede ved at Aguilar indtraf; han havde fået et par indianere - ved at betale med grønne glasstykker - til at ro ham over i en kano. Sit spansk havde han til dels glemt, og han så ud som en ægte indianer. Oprindelig hørte han til »Minoriternes orden«, og for otte år siden, fortalte han, var han og nogle landsmænd strandede dér på kysten; de indfødte havde gjort dem til slaver, ofret nogle af dem, og resten var døde undtagen Guerrero og han selv, der også skulle have været ofret, men flygtede til den menneskekærlige kazik, af hvem han var blevet løskøbt. Hans kammerat havde ved en krigsbedrift forstået at sætte sig således i respekt hos de indfødte, at de havde betroet ham førerskabet over en skare krigere. Aguilar blev siden spanierne til god nytte på hele deres togt. Nu besluttedes det at sejle over til fastlandet, og efter en del besvær nåede man (d. 12 marts 1519) Tabasco flodens munding. Det var just ikke nogen god modtagelse, som blev spanierne til del her. Stedets beboere var blevet hånede af deres naboer, fordi de havde været så imødekommende mod Grijalva; de havde derfor besluttet at yde hårdnakket modstand, når de fremmede forsøgte landgang, og det blev vanskeligt for spanierne at betræde landjorden. Endelig lykkedes det dog at trænge indianerne tilbage, og Cortés vadede i land gennem dynd, hvor hans ene støvle blev stikkende. Da kampen, hvori der ikke synes at have været brug for bøsserne eller kanonerne, var til ende, trådte feltherren - i en kongelig notars nærværelse - hen til et stort træ, drog sit sværd og huggede tre hug ind i stammen, idet han erklærede, at han tog landet i besiddelse i hans majestæts navn, og ville nogen sætte sig op derimod, agtede han at hævde sin ret med sværd og skjold. Soldaterne råbte, at heri ville de bistå ham. Den følgende morgen havde han den ærgrelse at se, en indianer fra Svaleøen, der skulle have tjent som tolk, viste sig at være bortløben. Men Aguilar havde man da heldigvis. To afdelinger sendtes ind i landet for at rekognoscere, og de blev begge angrebet af fjendeskarer, og Cortés' eget hovedkvarter blev ligeledes angrebet, så at artilleriet måtte anvendes for at kaste fjenden tilbage. Fanger berettede, at næste dag skulle et nyt angreb finde sted; Cortés rykkede derfor ud mod fjenden tidlig om morgenen. Han havde imidlertid fået bragt hestene i land. En mængde indianske krigere trængte ind på spanierne under trommers og trompeters lyd, med store fjerbuske, ansigterne bemalede med rødt, hvidt og sort. Der opstod en stor træfning, et formeligt slag. »Jeg kan huske,« siger forfatteren, »at når vi afskød vore stykker, udstødte de høje råb og gav sig til at pibe [dvs. fløjte] og kastede jord og halm op i luften, for at vi ikke skulle se, hvor meget ondt vi havde tilføjet dem, og de blæste i deres trompeter og horn og peb og råbte: a la la! [krigsråb]«. Sejren afgjordes til fordel for spanierne, da rytterne viste sig på kamppladsen. »Indianerne troede, at hesten og rytteren kun udgjorde eet legeme, for de havde aldrig set heste før«. De flygtede, men havde dog fået såret fem ryttere og een hest. Fjenden havde mistet mange folk, - omtrent 800 lå på valpladsen, siger fortælleren, - men også spanierne havde nogle enkelte døde og adskillige sårede. Disses sår behandledes med - indianerfedt, idet man udtog det af en af de faldne fjender. På stedet grundlagdes en by, som fik navnet Santa Maria de la Vitoria. Som følge af denne sejr lykkedes det Cortés at få det omliggende lands høvdinger til at give møde og forhandle fredelig med ham. »Snedig som altid« imponerede han de fyrretyve kaziker, der indfandt sig, ved pludselig at affyre en af de største kanoner med vældigt knald og at lade en af hingstene føres stejlende og vrinskende frem, så at indianerne blev umådelig bange. Snart kom de igen med gaver, deriblandt tyve kvinder. En af dem var »såre fortræffelig«: det var hende, som straks lod sig døbe under navnet Doña Marina (Malintzin), en fornem kazikdatter, dristig og klog; først skænkedes hun til en af officererne, og senere, da denne var rejst til Spanien, fødte hun feltherren en søn. Vi vil i det følgende ofte træffe hendes navn og se, til hvilken uvurderlig nytte hun blev i mangen farlig stund, som tolk og underhandlerske. Hun var i sin tid blevet bedragen af sin slægt for sin arv; men to år efter Mexiko's erobring traf Bernal hende som en rig dame i Guazacualco, og omtrent samtidigt ægtede hun en spansk adelsmand, Juan Xaramillo. Dér traf hun sin moder og stedfader, som fordum havde svigtet hende og nu var bange for, at hun skulle tage hævn over dem, men hun tilgav og trøstede dem og lod dem drage hjem med fred. Bernal bemærker, at han synes, disse begivenheder ligner Josefs og hans brødres historie. Efter at man havde foræret indianerne ved Tabasco madonnabillede og kors og pålagt dem at holde disse helligdomme i ære, gik man atter ombord og sejlede langs kysten til San Juan de Ulua. Ved denne lejlighed møder vi atter et pust fra folkedigtningen; thi da nogle, som før havde været dér på stedet, viste Cortés enkelte punkter, citerede en officér romancen om Montesinos, der kommer til Frankrig: »Der er Frankrig, Montesinos«. Og Cortés gik ind herpå og sagde, at han med guds og sine våbenfællers hjælp nok skulle udrette store ting ligesom Roland i dette rige land. De blev her ved landstigningen modtagne af to af Montezuma's statholdere, der skulle høre hvem de var, bragte gaver og modtog andre til gengæld af Cortés, deriblandt en udskåren stol, en karmosinrød hue med St. Georgs billede i en medaljon samt en hjelm, som havde vakt deres opmærksomhed, fordi den lignede en, som deres krigsgud, »Huichilobos«, havde på fra gammel tid. Også her forbløffede feltherren sine gæster ved kanonsalver og rytterkunster. Sendebudene lod det hele afmale, både Cortés og hans folk, »skibene og sejlene, hestene og Doña Marina og Aguilar, kanonerne og kuglerne, ja endog to jagthunde«, og tog billedet med, da de begav sig tilbage til Montezuma, der blev højlig forbavset. Den ene udsending, Tendile, kom snart igen med følge og foræringer og varer til at tuske bort. Med ham var en fornem kazik, Quintalbor, der af ydre havde en mærkværdig lighed med Cortés, hvilket man ved Montezuma's hof straks havde opdaget gennem billedet og som spanierne i hæren måtte indrømme. Det var store gaver, de kom med: et prægtigt og vægtigt guldhjul, der forestillede solen; et lignende, som forestillede månen; hjelmen fra forrige gang, fyldt med guldstøv, som det kommer fra minerne - »dette glædede os særlig«; en del dyrefigurer af guld; forskellige guldsmykker; en bue med tolv pile samt to stave, alt af guld. Desuden fjerbuske med guld og sølv, vifter og en stor del fine bomuldstøjer med guldbroderi og fjerprydelser. Men af sendemændenes ord fremgik, at Montezuma nødig ville træffe sammen med spanierne og at han troede at kunne få dem til at sejle bort med hvad de havde fået. Således mente Cortés det imidlertid ikke. Han gav dem at forstå, at han afgjort ønskede at besøge Mexiko's hersker; forøvrigt var han meget glad og meget elskværdig. Til afsked medgav han dem nogle glasting, et par skjorter af hollandsk lærred og et ciseleret forgyldt bæger af florentinsk arbejde. »Det var ting, som tilhørte de stakkels fattige soldater«, siger Bernal, der allerede tidligere har knurret over Cortés mangel på hensyntagen til sine folk. Da det begyndte at knibe med provianten for disse, indtraf Tendile atter med nye gaver fra Montezuma, ædelstene »af stort værd« (chalchihuís), og bøn fra ham om at drage bort jo før jo heller. Her fik soldaterne også tiltusket sig lidt guld, for hvilket de købte fisk af nogle indianske fiskere; dette blev dog kort tid efter forbudt dem af Cortés, fordi guvernør Velasquez' venner blandt feltherrens omgivelser satte sig derimod. Spanierne døjede snart mangel på levnedsmidler og plagedes tillige af moskitoer, og Cortés besluttede da at sejle til en anden havn. Hertil havde dog Velasquez' parti i hæren ingen lyst. De ville hjem til Cuba med deres skatte. For at standse deres oprørske bestræbelser lod Cortés sig udråbe af sine trofaste tilhængere til »generalkaptajn og overdommer« i kongen af Spaniens navn. Det skete under den form at folkene bad ham derom, men, siger Bernal, det var sådan som ordsproget lyder: »Du beder mig bønlig derom, og jeg vil selv så gerne«. I den hensigt at stille alle parter tilfreds, lovede han dernæst at grundlægge en koloni på en dertil belejlig kyststrækning; den skulle have det betegnende navn »Villa Rica de la Vera Cruz« (det sande kors' rige by), og til embedsmænd i den udvalgtes personer af begge partier. Derpå sejlede skibene til et sted på kysten, som ifølge et udsendt skibsmandskabs beretning frembød bedre vilkår, medens hæren marcherede langs havbredden. På denne march kom de til den anselige by Cempoal eller Cempoalla, hvis nyhvidtede huse skinnede i den grad, at en soldat til de andres moro antog dem for sølv. Kaziken dér lod spanierne blive en venlig modtagelse til del, men kunne selv ikke komme dem i møde, fordi han havde så vanskeligt ved at bevæge sig på grund af legemsfylde. Bernal kalder ham i det følgende stadig blot »den tykke kazik«. Han beklagede sig meget over det mexikanske tyranni, gav spanierne 400 mand til at bære byrder for dem og blev glad ved at høre af Cortés, at han skulle nok hjælpe ham imod Montezuma. Også i den befæstede by Quiahuistlan, hærens næste standkvarter, fik den en god modtagelse. Den tykke kazik indfandt sig her, båren i en bærestol, og fornyede sine klager over Montezuma, tillige med den anden kazik. Medens de talte med Cortés, nærmede fem mexikanske skattekrævere sig i procession med hovmodige miner, ledsagede af trælle med fluesmækker; de var iførte kostbare kapper (eller tæpper, mantas) samt et lændeklæde, deres skinnende hår var bundet op i en top, og i den ene hånd bar de en krumstav, men i den anden en buket roser (her er talen om en lignende blomst, thi virkelige roser voksede ikke i Mexiko). De så ikke til Cortés eller hans følge, men gik lige hen til kazikerne og udstødte hårde trusler mod dem. Cortés lod dem gribe, hvilket vakte en umådelig opsigt i hele landet. Dét måtte være »teuler« (afguder eller dæmoner), som turde begå en sådan dristighed, mente de indfødte, og siden den tid omtalte de bestandig spanierne under denne betegnelse. Med sædvanlig kløgt, for at holde gode miner med alle parter, lod feltherren snart efter to af fangerne slippe bort og frelste de andre fra stedets befolkning, som ville ofre dem, ved at lade dem bringe ud på skibene. Derefter opfordrede han alle de omliggende byer (totonaquernes) med Cempoal i spidsen til at hylde den spanske konge, og de gjorde det, fordi de ventede befrielse fra Mexiko's voldsherredømme. Nu skred man til grundlæggelsen af den nye by, havnestaden Vera Gruz, en halv mil fra Quiahuistlan. Cortés selv arbejdede med på dens fæstningsværker. På den tid havde hæren det uheld at miste en af sine fåtallige heste, nemlig Cortés' egen, så at han måtte købe en af de andre, for øvrigt en særdeles god hest, siger Bernal. Påny kom den tykke kazik med klager over den mexikanske garnison i byen Cingapacinga; Cortés drog derhen og fik indbyggerne vundet ved sin venlige optræden, idet mexikanernes tropper allerede var borte, da de hørte om »teulernes« nærmelse. I Cempoal omstyrtedes derefter gudebillederne, og kaziken bragte de spanske førere fornemme unge kvinder til gave, deriblandt en niece af ham selv; disse døbtes. Imidlertid kom et skib fra Cuba til Vera Cruz med to officerer, en halv snes soldater og to heste ombord samt meddelelse om, at guvernør Diego Velasquez havde fået fuldmagt fra Spanien til at drive byttehandel og kolonisere. Påvirkede heraf foreslog de soldater i Cortés' hær (deriblandt Bernal Diaz), som ville blive ved ham og længtes efter at prøve lykken påny ved et togt ind i landet, at sende kejser Karl en beretning om hvad der var udrettet hidtil af ekspeditionen samt - måske - det guld, den havde fået i bytte og til gave. Det gik Cortés ind på, og efter at han først havde forhørt sig hos hver enkelt af soldaterne, underskrev de alle en erklæring; at de gav afkald på den del af guldet, der tilkom dem, og nedlagde det hele for hans majestæts fødder, - naturligvis i håb om passende gengæld til sin tid. To af officererne afsejlede med flådens bedste skib for at røgte hvervet, med breve og med de kostbare gaver samt fire indianere fra kystlandet. Det var de befuldmægtigede udtrykkelig pålagt ikke at anløbe Havana; men den ene af dem, der hørte til guvernørens parti og som Cortés kun tilsyneladende havde vundet ved bestikkelse, fik skibets fører til alligevel at gå ind til kysten og kaste anker i nærheden af hans landejendom, hvor han ønskede at proviantere, som han sagde. Medens den anden officer lå syg, skyndte en matros sig om natten i land og bragte nyhederne videre og videre på Cuba, til de nåede Diego Velasquez; skibet fortsatte så straks sin rejse. I sin vrede lod guvernøren det forfølge, men det lykkedes ikke at indhente det; han klagede hos den kongelige domstol på Santo Domingo og hos hieronymiter munkene, der styrede denne ø, uden at han dog fik medhold hos nogen af dem. Samtidig sendte han budskab til sine beskyttere i Spanien og begyndte at udruste en talrig og velbemandet flåde, som skulle sætte en stopper for Cortés fremgang og bemægtige sig hans person, under anførsel af Pánfilo de Narváez. Vi kommer senere til at høre mere om dette togt. Cortés' og våbenfællernes udsendinge havde en heldig rejse til Valladolid, regeringens sæde; men præsidenten for det indiske råd (biskoppen af Burgos) modtog dem med uvenlig mine og bitre ord, fordi »de var oprørere mod Diego Velasquez«. Sende gaverne og brevene til kejseren i Nederlandene ville han ikke vide noget af, og endnu værre behandlede han sendemændene fra Mexiko, dengang guvernørens udsending var indtruffen med hans klager. Men Cortés' og hans troppers udsendinge havde heldigvis kopier af deres breve; disse samt en liste over kostbarhederne sendte de til kejseren, hos hvem de gjorde det bedste indtryk og gav anledning til at biskoppen faldt i unåde ikke længe efter. Fire dage efter skibets afrejse fra den mexikanske kyst besluttede nogle af Cortés' folk at begive sig hemmelig bort til Cuba med et af skibene. De var alle fjendtlig sindede mod deres hærfører, af forskellige årsager, - nogle fordi han havde ladet dem piske, da de havde stjålet flæsk fra en kammerat. Men i sidste øjeblik røbede en af dem komplottet for Cortés, der lod to af de sammensvornes ledere hænge, fødderne hugge af en tredje, og de omtalte flæsketyve fik påny 200 piskeslag. En præst, Juan Diaz, der havde været med, slap med skrækken på grund af sin gejstlige værdighed (denne mand var allerede med på Grijalva's togt og har skrevet en beretning derom). »Jeg kan huske, at dengang Cortés undertegnede denne dom, udbrød han med kummer og dybe suk: »ak, gid jeg ikke kunne skrive, så behøvede jeg ikke at underskrive menneskers dødsdom!« Disse ord er nok meget almindelige hos de dommere, der har at dømme til døden, og de stammer nok fra den grusomme Nero, dengang han lod til at skulle blive en god kejser.« Cortés skyndte sig så i firspring til Cempoal og befalede sine folk at følge ham derhen fra Villa Rica de Vera Cruz; Pedro de Alvarado var der allerede i forvejen med en del af dem. Men herfra vil vi lade vor hjemmelsmand fortælle med egne ord.

Da vi nu, som jeg har sagt, var i Cempoal, rådslog vi med Cortés om krigen og om vor fremmarch, og under denne rådslagning gav alle vi, der var hans venner (for modstandere var der også), ham det råd, at han ikke skulle lade et eneste skib blive liggende i havnen, men bore dem alle sammen straks i sænk, så at ikke flere skulle få lejlighed til at gøre opstand ligesom sidst, når vi var på marchen ind ad landet til. Desuden ville vi kunne få god hjælp af skipperne, styrmændene og matroserne, - i alt vel en hundrede mand, som vi kunne have bedre nytte af til vagttjeneste og i kampen, end om de lå der i havnen. Denne plan om at bore skibene i sænk, som vi dér foreslog ham, havde Cortés selv allerede fattet - det kunne jeg godt mærke og forstå -, men han ville have at den skulle udgå fra os; for hvis man engang krævede erstatning af ham for skibene, så skulle vi alle være med til at betale, da det var os, som havde givet rådet. Så befalede han da en, der hed Juan de Escalante, der var alguazil mayor (»alguazil« benævnedes fordum politibetjentene i Spanien; »alguazil mayor« var en ærespost, knyttet til domstole og til byers magistrater) og en rigtig dygtig karl, god ven af Cortés og uven af Diego Velásquez, fordi han ikke havde leveret ham gode indianere på Cuba, - altså ham befalede han straks at begive sig til byen og lade alle ankre, tove, sejl og hvad der ellers var ombord tage ud af skibene, for det kunne de få brug for, og derefter bore dem alle i sænk, så der ikke blev andet end jollerne tilbage. De gamle styrmænd, skippere og matroser, som ikke egnede sig til at være med i krig, de skulle blive der i byen og give sig af med at fiske, med to slupper de havde; fisk var der altid dér i havnen, skønt ikke megen. Det gjorde da Juan de Escalante, ganske som det var befalet ham, og derefter kom han til Cempoal med et kompagni søfolk, - det var dem, vi fik fra skibene, og nogle af dem viste sig som rigtig gode soldater. Da det var sket, lod Cortés sammenkalde alle kazikerne fra bjergene dér omkring, de der var vore forbundsfæller og havde gjort oprør mod den store Montezuma, og han sagde til dem, at de skulle give dem, der blev tilbage i Villa Rica, en håndsrækning og hjælpe dem at bygge kirken, fæstningen og husene færdige. I deres påsyn tog så Cortés Juan de Escalante ved hånden og sagde: »han dér er min broder«; hvad han befalede, skulle de gøre. Og dersom de muligvis trængte til bistand og støtte mod nogle mexikanske indianere, så skulle de henvende sig til ham; han ville i egen person komme dem til hjælp. Og alle kazikerne lovede af ganske hjerte at gøre hvad han befalede dem; og jeg kan huske, at de lige på stedet tilrøgede Juan de Escalante med deres røgelser (forfatteren har flere gange tidligere omtalt denne skik som ærbødighedstegn; der benyttedes hertil en art harpiks, kopal (vateria indica)), uagtet han ikke ville have det. Jeg har allerede sagt, at han var en mand, der kunne gøre udmærket gavn hvor det skulle være, og en god ven af Cortés; derfor stolede han på ham og satte ham til kommandant der i byen og havnen, for at der kunne være nogen til at gøre modstand, hvis Diego Velasquez sendte folk derhen. Det vil jeg ikke sige mere om her, men berette hvordan det så gik. Her fortæller krønikeskriveren Gomara, at dengang Cortés lod skibene bore i sænk, turde han ikke meddele soldaterne, at han ville til Mexiko og opsøge den store Montezuma. Det gik ikke til sådan som han siger. For hvordan er da vi spaniere beskafne, at vi skulle have noget imod at gå fremad, men heller blive dér, hvor kamp og bytte ikke er at vente! Så siger samme Gomara, at Pedro de Ircio blev tilbage som kommandant i Vera Cruz; dér har man ikke givet ham rigtig besked. Som jeg har sagt, var det Juan de Escalante, der blev kommandant og alguazil mayor over Ny-Spanien; men Pedro de Ircio havde man slet ikke givet nogen kommando, ikke engang over en peloton.

59de kapitel.

Efter at skibene var sænkede til bunds - i alles påsyn og ikke som krønikeskriveren Gomara siger - en morgen tidlig, efter at vi havde hørt messe, og da vi nu alle, officerer og soldater, var samlede og talte med Cortés om krigstogtet, bad han os være så venlige at høre på ham og holdt så omtrent følgende tale. Vi havde jo nu, sagde han, fået at vide, hvad det var for et togt, vi skulle på; med vor herres Jesu Kristi bistand ville vi sejre i alle slag og træfninger, og det måtte vi være tilstrækkelig belavede på, for hvis vi - hvad gud forbyde - led nederlag et eller andet sted, så kunne vi ikke komme til kræfter igen, da vi var så få og ikke havde anden hjælp og støtte end vorherres, for skibe til at sejle til Cuba havde vi ikke mere; vi havde kun vor krigsdygtighed og vore modige hjerter; og så kom han med en hel del sammenligninger med romernes heltebedrifter. Vi svarede alle som een mand, at vi ville gøre som han befalede; nu var terningerne kastede, enten det så blev held eller uheld, sådan som Julius Cæsar sagde ved Rubicon; al vor stræben ville gå ud på at tjene gud og hans majestæt. Efter denne tale, som sandelig var rigtig god, med mange flere skønne ord og veltalenhed end jeg her har meddelt, lod han den tykke kazik kalde og lagde ham højlig på sinde, at han skulle holde kirken og korset i agt og sørge for deres renlighed; desuden sagde han til ham, at han straks ville til at marchere til Mexiko for at befale Montezuma, at han ikke måtte røve eller ofre mennesker; og at han havde 200 tameme indianere behov til at transportere artilleriet. Jeg har jo allerede tidligere fortalt, at de kan tage to arrobas (den spanske vægt arroba er lig 11 1/2 kilogram) på ryggen og gå fem mil med dem; tillige forlangte han halvtredsindstyve udsøgte krigsfolk til at følge med os. Mens vi nu var på nippet til at afmarchere, kom der en soldat fra Villa Rica fra Juan de Escalante; Cortés havde nemlig befalet ham at begive sig igen til byen for at sende ham flere soldater. Det som Escalante fortalte i brevet, var, at de så et skib sejle langs kysten; så havde de tændt bål og gjort andre tydelige signaler til det, og han havde ladet hejse nogle hvide lagner som flag og var redet frem og tilbage med en skarlagenrød kappe på, for at de skulle se ham ude på skibet. Han syntes da, at de godt så signalerne, flagene, hestene og kappen, men at de ikke ville løbe ind i havnen, derfor sendte han nogle spaniere ud for at opdage, hvor det sejlede hen; de bragte ham den besked, at det lå for anker tre mil derfra i en flodmunding. Nu lod han ham dette vide for at høre hans ordre. Da Cortés havde læst brevet, befalede han straks Pedro de Alvarado at overtage kommandoen over hele den hærstyrke, der lå i Cempoal, og til næstkommanderende udnævnte han Gonzalo de Sandoval, der allerede havde givet beviser på, at han var en meget modig mand, og som sådan blev han da også ved at vise sig. Det var den første kommando, Sandoval fik, og fordi han dengang gav ham denne første ærespost og ikke gav den til Alonso de Avila, opstod der noget krakileri mellem Alonso de Avila og Sandoval. Så red Cortés da afsted med fire ryttere i følge og befalede, at halvhundrede soldater af de raskeste - Cortés udpegede selv alle os, han ville have med - skulle følge efter; den aften kom vi til Villa Rica. Hvad der hændtes os dér, vil jeg berette i det følgende.

Så snart vi var kommet til Villa Rica - som jeg har sagt - mødte Juan de Esealante hos Cortés og sagde, at det var vist bedst, at vi straks den aften begav os ud til skibet, for det kunne jo gerne gå under sejl og sejle væk; Cortés skulle blot slå sig til ro, så ville han selv gå derud med 20 soldater. Men Cortés sagde, at han kunne ikke holde hvil, for »en halt ged kan ikke få middagslur«; han ville i egen person derhen med de soldater, han havde med. Og før vi havde fået en bid mad i livet, begyndte vi at marchere langs kysten. Der traf vi så på vejen fire spaniere, der kom for at tage land i besiddelse for Francisco de Garay, guvernøren på Jamaica. De var sendt ud af en kaptajn, som for få dage siden havde grundlagt en koloni ved floden Panuco og som hed Alonso Álvarez Pineda eller Pinedo. Af de fire spaniere, vi opsnappede, hed den ene Guillén de la Loa; han var der i egenskab af notar, og af de vidner, han havde med sig for at tage landet i besiddelse, hed den ene Andrés Núňez og var skibstřmmermand og den anden mester Pedro de la Arpa, han var fra Valencia; hvad den fjerdes navn var, kan jeg ikke huske. Da Cortés havde fĺet at vide, at de havde til formĺl at tage land i besiddelse i Francisco de Garay's navn, og at han var blevet pĺ Jamaica og sendte kaptajner ud, spurgte Cortés dem, hvad ret de kaptajner havde at berĺbe sig på, og hvordan de var kommet derover. De fire mćnd svarede, at i året 1518, da det rygtedes på alle ųerne, hvor meget land vi opdagede, - det var dengang med Francisco Hernandez de Córdoba og Juan de Grijalva -, og vi bragte de 20.000 guldpjaster til Diego Velasquez, at dengang fik Garay at hųre af Antón de Alaminos, styrmanden, og en anden styrmand, der havde vęret ombord hos os, at han kunne bede hans majestęt om at få alt hvad han kunne opdage lige fra Rio de San Pedro y San Pablo og nordpå. Da Garay havde gode velyndere ved hoffet, nemlig biskoppen af Burgos, licenciaten Zapata og sekretęren Conchillos, stolede han på deres hjęlp og sendte en hushovmester, han havde, ved navn Torralva, over til Spanien for at få den sag ordnet. Han kom tilbage med en udnęvnelse til statholder og guvernųr over alt det land, der opdagedes nord for Rio de San Pedro y San Pablo. I medfųr af denne udnęvnelse sendte han så tre skibe ud, med omtrent 270 soldater, proviant og heste, under den kaptajn, jeg har nęvnt, der hed Alonso Alvarez Pineda eller Pinedo og som lå og koloniserede ved en flod, der kaldtes Panuco, vel en 70 mil derfra; de havde bare gjort hvad deres kaptajn befalede dem, og havde ingen skyld. Da Cortés havde hųrt dette, talte han venlige og indsmigrende ord til dem og sagde, om vi måske kunne tage det skib. Guillén de la Loa, der var den fornemste af de fire męnd, sagde, at de ville se at lokke dem og gųre alt hvad de formåede. Men hvor meget de så kaldte og lokkede og gjorde tegn til dem, ind til land ville de ikke komme, for - efter hvad de męnd sagde - deres kaptajn havde påbudt dem, at de måtte passe på, at Cortés soldater ikke fik fat i dem; de havde nemlig fået at vide, at vi var dér i landet. Da vi nu så, at der ikke kom nogen båd ind, kunne vi nok forstå, at de ude fra skibet havde set os nęrme os langs kysten, og at vi ikke ville kunne få nogen båd ind til kysten uden ved list. Cortés bad så de fire męnd affųre sig deres klęder, for at fire męnd af vore kunne tage dem på; det gjorde de. Derpå gik vi tilbage langs kysten ad den vej, vi var kommet, for at man fra skibet skulle se os gųre omkring og tro derude, at vi virkelig gik vor vej, og vore fire soldater blev tilbage i de andre fires klęder. Så holdt vi os skjulte i skoven tillige med Cortés, indtil det var blevet over midnat og månen var gået ned og det var blevet mųrkt, for at kunne liste os ud igen til floden, hvad vi da også gjorde ubemęrket, sådan at der ikke sås andre end vore fire soldater. Ved dagens frembrud begyndte de fire soldater at gųre tegn, og straks kom der seks matroser ind i en båd; de to sprang i land med et par vandkrukker, som de skulle fylde, og imidlertid ventede vi. Der lå skjulte tillige med Cortés, at de ųvrige matroser også skulle gå i land. Men det ville de ikke. Vore fire męnd, som var klędte i de dragter, Garay's folk havde båret, lod som om de var ved at vaske deres hęnder og holdt ansigterne skjulte. Så sagde de fra båden: »kom nu ombord! Hvad er det, i bestiller? Hvorfor kommer i ikke?« En af vore svarede: »spring i land, så skal i bare se; her er en brųnd«. Men da de ikke kunne kende stemmen, roede de ud igen med deres båd; og hvor meget de så kaldte, ville de ikke svare. Vi ville skyde efter dem med bųsser og armbrųster, men Cortés sagde, at det skulle vi ikke gųre: vi skulle blot lade dem ro med gud og bringe besked til deres kaptajn. Vi fik da altså seks soldater fra det skib, nemlig de fire, vi fųrst fik, og så de to matroser, der sprang i land. Derefter marcherede vi tilbage til Villa Rica uden at have fået det mindste at spise. Sådan skete det, ikke sådan som krųnikeskriveren Gomara skriver, for han siger, at dengang var det at Garay kom. Men det tager han fejl i; fųrend Garay selv kom, sendte han tre kaptajner med skibe, og hvornår de kom, og hvad der blev af dem, det skal jeg nok fortęlle i det fųlgende, også hvornår det var at Garay kom. Nu vil vi gå videre og fortęlle, hvordan vi blev enige om toget til Mexiko.

Efter at vi havde tænkt rigtig over vor march til Mexiko, forhørte vi os om, hvad vej vi skulle vælge; alle de fornemste folk i Cempoal var da af den mening, at den bedste og fornuftigste var gennem provinsen Tlascala, for det var deres venner, men mexikanernes dødsfjender. De havde allerede fyrretyve mand af deres bedste krigsfolk beredte til at gå med os; dem havde vi megen nytte af på den march; og så leverede de os 200 tamemer (lastdragere) til at transportere artilleriet. Vi stakkels soldater havde ikke nogen behov, for dengang havde vi ingenting at lade bære; vore våben, både lanser og bøsser og armbrøster og skjolde, og hvad vi ellers havde, dem sov vi med og marcherede med, og på fødderne havde vi vore hampesandaler (»alpargatas«, tyksålede, med hæl og tæer dækkede af grov lærred) - det var vort fodtøj; altid var vi, som jeg har sagt, fuldt rustede til kamp. Det var midt i august 1519, at vi drog ud fra Cempoal, bestandig i god orden, med vore spejdere og nogle særlig raske soldater forud. På den første dagsmarch kom vi til en by (det kan undertiden være meget vanskeligt at gengive betegnelsen »pueblo«, som Bernal Diaz almindeligvis bruger i flæng; den kan nemlig hos ham både betyde »folk«, »by« og »landsby«), der hedder Xalapa, derfra til Socochima, som var meget stærkt befæstet, ikke nem at komme ind i; dér var mange vinranker. I disse byer lod vi ved hjælp af vore tolke, Doña Marina og Gerónimo de Agoilar, sige alt, hvad der vedkom vor hellige tro, og at vi var kejser Karls undersåtter, og at han sendte os for at hindre, at der for fremtiden fandt menneskeofringer sted, eller at man bortførte hinanden som trælle; der blev sagt dem mange ting, som det var tilbørligt at de fik at vide. Da de var venner af beboerne i Cempoal og ikke betalte Montezuma skat, fandt vi dem rigtig velvillig stemte; de gav os at spise, og i hver af byerne opstilledes et kors, og der forklaredes dem, hvad det betød, og at de skulle vise det stor ærbødighed. Fra Socochima passerede vi nogle høje bjerge ad et pas og kom så til en anden by, der hedder Tejusla; hos dem dér fandt vi også velvillig modtagelse, for de betalte heller ikke skat til Mexiko ligesom de andre. Fra den by kom vi helt op på toppen af bjergene; vi var nu i ubeboede egne, hvor der den nat var stærk kulde og haglvejr og regn, hvor vi manglede mad og hvor der blæste en vind fra de snedækte toppe, vi havde på siden af os, så vi rystede af kulde, for vi kom jo fra øen Cuba og Villa Rica; hele kysten dér er meget varm, men nu kom vi ind i det kolde land og havde ikke andet at dække os med end vore harnisker, derfor følte vi frosten så stærkt, fordi vi var vante til en anden temperatur. Derfra nåede vi til et andet bjergpas, hvor vi traf på nogle bygninger, nemlig nogle store afgudstempler, cu'er - som jeg allerede har sagt de hed -; ved dem lå der nogle store stabler brænde til brug ved offer handlingerne for de afguder, der dyrkedes i disse templer. Her kunne vi heller ikke få noget at spise, og det frøs stærkt. Så kom vi til omegnen af en by ved navn Zocotlan og sendte da to indianere fra Cempoal hen for at melde kaziken vor ankomst og anmodede ham om venlig modtagelse. Denne by stod under Mexiko; derfor marscherede vi frem med stor forsigtighed og holdt os tæt sammen, for det var os klart, at vi nu befandt os i en anden slags land. Da vi så en hel del terrasser skinne hvidt, og kazikens bolig og cu´erne eller templerne, der var meget høje og hvidkalkede, syntes vi, at det så rigtig godt ud, ligesom nogle byer i vort Spanien; vi gav den navnet Castilblanco, for nogle portugisiske soldater sagde, at den lignede byen Castilblanco i Portugal. Det hedder den nu den dag i dag. Da man i denne omtalte by fik at vide om vort togt, ved vore udsendinge, kom kaziken og nogle af dens fornemste folk ud at tage imod os i nærheden af hans bolig; denne kazik hed Olintecle; de førte os til nogle huse, hvor vi skulle indkvarteres, og gav os mad: det var kun lidt og ikke givet med noget venligt åsyn. Efter at vi havde spist, lod Cortés vore tolke spørge dem ud angående deres herre Montezuma. Så fortalte han da om hans store krigsmagt, som han havde i alle de provinser, der hørte til riget, foruden en hel del andre hære, der stod ved grænsen og i naboprovinsen; og han fortalte om den store fæstning Mexiko, hvordan husene var byggede i vandet, og hvordan man ikke kunne komme fra det ene hus til det andet undtagen ved broer, som fandtes der, og ved kanoer, og at alle husene var med terrasser, og når der blev bygget mure på de terrasser, så var det fæstningsværker, og at der var kun tre dæmninger, som førte ind til byen, og i hver dæmning 4-5 åbninger, hvor vandet passerede igennem, over hver af de åbninger førte der en bro, og trak man en af dem i vejret - de var af træ - så kunne man ikke komme ind i Mexiko. Han fortalte også om alt det guld og sølv og alle de ædelstene og rigdomme, som Montezuma, deres hersker, ejede, og meget mere om hvor stor en hersker han var; han kunne aldrig blive færdig dermed, og Cortés og alle vi andre var forbavsede over at høre det. Ved alt hvad der fortaltes os om den stærke fæstning og broerne fik vi straks lyst til at prøve lykken - sådan er jo vi spanske soldater -, og det skønt det så ud som en umulighed, efter hvad Olintecle sagde. Ja, Mexiko var virkelig meget stærkere, befæstet med endnu større volde, end alt hvad han sagde; for een ting er at have set, hvordan og hvor stærk den var, en anden at beskrive den. Han sagde tillige, at Montezuma var så stor en hersker, at han gjorde sig til herre over alt, hvad han fik lyst til, og at han ikke vidste, om han ville synes om, at vi opholdt os der i byen, fordi han havde skænket os husly og måltid uden hans tilladelse. Cortés lod da vore tolke sige ham: »I må vide, at vi kommer fra fjerne lande efter vor konges og herres befaling; det er kejser Karl, hvem mange store herrer hylder som vasaller, og han sender jeres store Montezuma det bud, at han ikke må ofre eller dræbe indianere eller rane sine undersåtter eller tage land fra nogen, og at han skal være vor konge og herre hørig og lydig; og nu siger jeg ligeledes til jer, Olintecle, og til alle jer andre kaziker, som er her tilstede, at i må holde op med jeres menneskeofringer og ikke æde jeres næstes kød eller begå sodomi eller andre fæle ting, som i plejer at begå, for det byder vor herre og gud, hvem vi tilbeder og tror på, som skænker os liv og død og vil tage os til sig i sin himmel«. Han gav dem yderligere besked om, hvad der angik vor hellige tro; men de tav til det alt sammen. Så sagde Cortés til os soldater, som var tilstede dér: »Nu mener jeg, senores, at vi ikke kan gøre noget bedre end sætte et kors«. Men pater Bartolomé de Olmedo svarede: »Jeg synes, senor, at her i disse byer er det ikke betimeligt at lade dem få noget kors, for de er noget uforskammede og alt andet end bange af sig; siden de er Montezuma's undersåtter, kan de gerne falde på at brænde det eller gøre noget andet slemt ved det; det må være nok med, hvad der er sagt dem, indtil de bliver mere bekendte med vor hellige tro«. Der blev da ikke opstillet noget kors. Herom vil vi nu ikke tale mere, heller ikke om de hellige formaninger, vi gav dem. Men det hedder sig, at da vi havde en meget stor jagthund med, der tilhørte Francisco de Lugo og gøede meget om natten, spurgte kazikerne der fra byen vore venner fra Cempoal, om det var en tiger eller løve (når forfatteren taler om »tigre«, må han mene jaguarer, »løverne« må være puma'er) eller noget andet til at slå indianere ihjel med, hvortil de svarede: »Jo, de har den med for at slå enhver ihjel, der tirrer dem«. De spurgte dem også om, hvad vi gjorde med de bombarder, vi havde med; dertil svarede de, at vi puttede nogle sten deri og så kunne vi dræbe hvem vi ville, og at hestene kunne rende ligesom hjorte, og at vi kunne nå alt hvad vi ville ved hjælp af dem. Hertil sagde Olintecle og de andre fornemme mænd: »Så må det jo være teuler!« Jeg har allerede før sagt, at deres afguder eller guder eller onde væsener kaldte de teuler. Vore venner svarede: »Ja der ser i, pas bare på, at i ikke gør dem vrede ved et eller andet; de ved det straks, de ved alt, hvad i tænker; for det var de teuler, der fængslede jeres store Montezuma's skatteopkrævere og befalede, at der ikke skulle betales mere skat oppe i bjergene eller i vor by Cempoal, og det var nogle andre af dem, der omstyrtede vore teuler i vore templer og opstillede deres egne, og de har overvundet både dem i Tabasco og i Champoton, og de er så gode, at de stiftede venskab mellem os og folkene i Cingapacinga. I har jo desuden også set, at den store Montezuma, hvor mægtig han så er, sender dem guld og tæpper; nu er de kommet her til jeres by, men i har ingenting givet dem; skynd jer at bringe dem en gave«. Det var gode koblere, vi dér havde med, for straks bragte de os fire ørensmykker og tre halsbånd og nogle firben - det var nok af guld alt sammen, dog kun af meget ringe værdi; desuden kom de med fire indianerinder, der var gode til at male korn til brød, og en del tæpper. Cortés tog venlig imod dem og gav dem gode løfter. Jeg kan huske, at på et torv, hvor der var et gudetempel, lå der sådan en mængde dynger af dødningehoveder, - omhyggelig opstablede, så man godt kunne tælle dem, - der var over hundrede tusind, syntes mig, ja jeg siger igen: over hundrede tusind; og på et andet sted af torvet lå der lige så mange bunker lårben og andre utallige menneskeknogler, og på nogle bjælker hang der mange hoveder, fra den ene side af torvet til den anden. Disse knogler og hjerneskaller vogtedes af tre papaer, hvem de var betroede, efter hvad vi fik at vide. Af den slags fik vi mere at se, efterhånden som vi kom ind i landet: i alle byer var der sådanne opstillinger, også i Tlascala. Da alt dette var hændt, som jeg nu har berettet, besluttede vi at lægge vejen om ad Tlascala, for vore venner sagde, at det var meget nær, og at det land begyndte der i nærheden, hvor der var opstillet nogle grænsestene. I den anledning spurgte vi kaziken Olintecle, hvad der var den bedste og jævneste vej til Mexiko; jo, sagde han, den gik over en meget stor by, der hed Cholula; men de fra Cempoal sagde til Cortés: »I skal ikke gå over Cholula, herre, for det er nogle store forrædere, og Montezuma har altid en garnison liggende der«; nej, vi skulle lægge vejen over Tlascala: det var deres venner og mexikanernes fjender. Vi blev da enige om at følge Cempoal mændenes råd, - det var jo gud, der styrede det alt sammen -, og Cortés bad straks Olintecle om at få tyve gode krigere til at følge med os. Dem fik vi. Og den næste dag om morgenen tidlig marcherede vi afsted til Tlascala. Vi kom til en lille by, der hørte ind under Xalacingo; derfra sendte vi to af de fornemste Cempoal indianere afsted som sendebud: de plejede at holde store lovtaler over tlascaltekerne og fortælle, at det var deres venner. De fik et brev med, skønt vi vidste, at de ikke ville forstå det, og desuden en hat, af de røde flanderske med klunker, som dengang var i brug. Hvad der nu skete, skal vi fortælle i det følgende. 

Da vi var marcherede vor vej ud fra Castilblanco, med spejderne stadig forud og på udkig, med bøsseskytterne og armbrøstskytterne i god orden, som tilbørligt var, og rytterne i endnu bedre, bestandig fuldt rustede som vi plejede, - nå, men lad os ikke tale mere om dét, jeg ved ikke hvorfor jeg skal spilde flere ord derpå. Vi var da så kampberedte både dag og nat, at om man ti gange havde blæst til kamp, så havde man lige straks fundet os beredte; så kom vi i den omtalte orden til en landsby, der hørte til Xalacingo. Dér gav man os et guldhalsbånd, nogle tæpper og to indianerinder, og fra den by lod vi to af de fornemste fra Cempoal begive sig som sendebud til Tlascala med et brev og en rød flandersk hat med klunker, af den slags som man brugte dengang. Vi vidste jo nok, at brevet kunne de ikke læse; men når de så, at papiret var forskelligt fra deres, så ville de kunne mærke, at det var et budskab. Hvad vi lod dem sige ved sendebudene var, at vi var på vejen til deres by og bad dem om ikke at have noget derimod, for vi ville ingen fortræd gøre dem, men betragte dem som venner. Det var fordi man i den omtalte lille by havde underrettet os om, at hele Tlascala stod rustet til kamp imod os, for de havde åbenbart allerede fået nys om vor fremrykken, og at vi havde mange venner i følge med os, både fra Cempoal og fra Zocotlan og andre byer, vi havde passeret, og da disse plejede at betale Montezuma tribut, så troede de for ganske sikkert, at vi ville gå imod dem. Og da mexikanerne flere gange tidligere havde ved list og svig fået indpas i deres land og hærget det, så troede de, at de ville gøre det samme nu. Så snart derfor vore to sendebud var kommet derhen med brevet og hatten og havde begyndt at give besked om deres ærinde, lod de dem gribe og ville ikke høre mere. Vi ventede nu på svar hele den dag og den næste med, og da de ikke kom tilbage, talte Cortés med de fornemste dér i byen, først hvad der skulle siges om vor hellige tro, om hvordan vi var vor konges og herres undersåtter, og at han sendte os dér til landet for at de ikke skulle slå mennesker ihjel og ofre dem eller spise menneskekød eller begå de andre hæslige ting, som de plejer at begå, og han sagde dem meget andet, som vi plejede at sige dem i de andre byer, vi kom til, og efter at have givet dem mange løfter om bistand, forlangte han tyve indianere til krigsbrug, der skulle følge med os; dem gav de os gerne og ønskede os alt godt. Den næste dag befalede vi os så gud i vold og drog afsted ad Tlascala til. Mens vi marcherede i den orden, jeg har fortalt, kommer vore sendebud, som de havde fængslet; det lader til, at de indianere, som det var overdraget at passe på dem, forsømte det under al forstyrrelsen med krigsforberedelserne, så at de slap ud af fangenskabet. De var så forskrækkede over, hvad de havde set og hørt, at de knap kunne få det fortalt; for, det sagde de, dengang de blev fangne, truede de dem med de ord; »nu vil vi slå disse folk ihjel, som i kalder teuler, og spise deres kød; vi vil se, om de er så tapre, som i udråber dem for; og vi vil også spise jeres kød, siden i kommer her som forrædere og bedragere for den forræder Montezuma.« Alt hvad sendebudene så sagde, at vi var imod mexikanerne og betragtede alle tlascaltekerne som vore venner, det hjalp ingenting. Da Cortés og alle vi andre hørte disse overmodige ord, og at de ville have krig, så fik vi jo rigtignok adskilligt at tænke på derved, men vi sagde dog alle; »siden det er sådan, så fremad i guds navn!« Vi befalede os da gud i vold, og vort banner udfoldedes, - fændrikken Corralbar det; for indianerne i den lille by, hvor vi havde tilbragt natten, sagde os for ganske vist, at de ville rykke os i møde og spærre os adgangen til Tlascala, og det samme sagde de fra Cempoal, som jeg har fortalt. Mens vi nu sådan rykkede frem, talte vi bestandig om, hvordan rytterne skulle ride løs på dem i kort galop, med fældede lanser, tre mand høj for at kunne hjælpe hinanden, og når vi gjorde vort angreb på dem, skulle de rette lansespidserne efter deres ansigter, ikke bryde sig om at sænke dem til stød, for at de ikke skulle få fat i lansen med hænderne; men hvis det skete, nemlig at de fik fat i den, skulle de af al magt holde fast på den og tage armen til hjælp, spore hesten til rasende galop og se at få lansen ud af indianerens hænder eller også slæbe ham med sig. Man vil måske nu sige, hvad alle de omhyggelige forberedelser skulle til, da der jo ikke var set fjendtlige krigsfolk, som kunne angribe os. Hertil svarer jeg, at Cortés sagde; »hør nu, kammerater; i ser, senores, at vi kun er få; derfor må vi stadig være på udkig og belavede på kamp, som om vi straks så vore modstandere komme, ja ikke blot som om vi så dem komme, men som om vi allerede var i kamp med dem, og da det ofte hænder, at de tager fat i lansen, så må vi være forberedte på det tilfælde og for resten også på, hvad der ellers vedkommer krigsførelsen; for under selve kampen ved jeg, at vi ikke behøver nogen formaning, da jeg har erfaret, at hvor godt jeg end vil sige jer, hvad i skal gøre, så bærer i jer dog langt modigere ad«. Således marcherede vi da omtrent to mil, til vi kom til en meget stærk skanse af murværk og kalk og noget cement, der var så stærk, at det måtte hugges i stykker med jernhakker; og den var bygget sådan, at dersom den blev forsvaret, måtte den være meget svær at tage. Vi stod og så noget på den, og Cortés spurgte indianerne fra Zocotlan, i hvad hensigt man havde lavet sådan en mur dér. Jo, sagde de, det var fordi der stadig var krig imellem deres herre Montezuma og tlascaltekerne, »så har tlascaltekerne lavet den så stærk for bedre at forsvare deres byer; her er vi nemlig i deres land«. Vi gjorde holdt en lille stund dér og tænkte adskilligt ved denne befæstning. Men så sagde Cortés; »senores, lad os følge vort banner; det bærer det hellige korses tegn, og under det vil vi sejre«. Vi svarede alle som een; »fremad da; gud er vor sande borg«. Så begyndte vi atter at marchere frem i den orden, jeg før har sagt, og der så da vore spejdere i ikke lang afstand vel omtrent tredive indianere, som var ude at rekognoscere og var væbnede med tohånds sværd, skjolde og lanser, og bar fjerbuske på hovedet; sværdene er af sten og skærer skarpere end rageknive (sværdene er rettere af træ; i klingen indsattes to meget skarpe knivsodde af flintesten eller obsidian), og er sådan indrettede at klingen ikke kan brydes over eller skilles fra hæftet, og de er så lange som paradesværd. De havde deres våbenmærker og fjerprydelser, som jeg har sagt. Da vore strejfryttere fik øje på dem, skyndte de sig tilbage for at melde det. Cortés befalede dem at sætte efter dem og se at få fanget nogle usårede; derpå sendte han fem ryttere til afsted for at komme de andre til hjælp, hvis der var noget baghold. Hele vor hær satte sig nu i bevægelse i stormmarch og god orden, for vore venner sagde os, at der vistnok lå en stor mængde krigere i baghold; og så snart de tredive indianere, der var ude for at spejde, så rytterne komme hen imod dem og gøre tegn til dem med hånden, ville de ikke ventede dem. De nåede dem imidlertid og forsøgte at tage nogle af dem til fange, men de forsvarede sig meget godt og tilføjede hestene sår med deres slagsværd og lanser. Da vore folk så dem kæmpe så tappert, og at hestene var sårede, måtte de selv se at gøre hvad de formåede og dræbte da fem af dem. Men så kom der løbende i voldsom fart en stor skare tlascalteker, over tre tusind, der havde ligget i baghold; de begyndte at skyde løs med pile på alle vore ryttere, der nu var blevet samlede, de gav dem en god overhaling af pile og hærdede spyd og gjorde vidundere med deres slagsværd. I dette øjeblik kom vi til med vort artilleri, vore bøsser og armbrøster, og lidt efter lidt begyndte de at vende ryg, omend de holdt kampen gående en god stund og bevarede god orden. I denne træfning såredes fire af vore; jeg tror endda, at nogle få dage efter døde den ene af sine sår. Da det var blevet sent på dagen, trak tlascaltekerne sig tilbage; men vi forfulgte dem ikke. Af dem faldt der sytten, men de havde desuden mange sårede. Det sted, hvor vi havde denne skærmydsel, var fladt land; der var mange huse og marker med majs og maguey - deraf laver de vin - og vi sov om natten ved en å. De sårede blev forbundne med fedt af en tyk indianer, vi havde dræbt og som vi skar op, for olie havde vi ikke. Vi holdt et meget godt aftensmåltid af nogle små hunde de opfostrer her (denne dyreart skal nu være uddød; de havde spidse snuder som ræve og levede som kæledyr i de indfødtes huse); alle husene var rigtignok forladte, og deres sager havde de bortført, og hundene havde de også taget med, men om natten løb de hjem, og dér opsnappede vi dem; det var virkelig særdeles god mad. Hele natten var vi på vor post, med gode vagter og ronder og patruljer og hestene sadlede og optømmede, da vi frygtede for, at der skulle ske anfald på os. Hermed nok om dette; nu vil jeg fortælle om deres kampe med os.

Efter at vi den næste dag havde holdt vor morgenbøn, fortsatte vi vor march, med alle vore afdelinger i god orden og rytterne vel instruerede om, hvordan de skulle gøre indhug og trække sig ud igen; for alting gjaldt det om ikke at blive sprængt af fjenderne og komme fra hinanden. Som nu sagerne altså stod sådan som jeg har sagt, kommer der imod os to hærskarer, vel en 6.000 mand, med høje råb, trommer og trompeter; de skød med pile og kastede spyd og bar sig ad som tapre krigere. Cortés befalede os at holde os i ro og sendte så tre fanger, vi havde taget den foregående dag, hen til dem for at anmode dem om at lade være at bekæmpe os, for vi ville betragte dem som brødre. Til en af vore soldater, Diego de Godoy, der var kongelig notar, sagde han, at han skulle lægge godt mærke til, hvad der skete, og opsætte vidnesbyrd derom, hvis det behøvedes, for at man ikke en gang i tiden skulle kræve os til regnskab for de drab og ulykker, vi tilføjede dem, da vi jo havde gjort dem fredstilbud. Efter at de tre fanger, vi sendte dem, havde talt, viste de sig endnu vildere og anfaldt os så hårdt, at vor tålmodighed slap op. Så sagde Cortés; »Sankt Jakob! Ind på dem!«, Og vi gjorde da så voldsomt et angreb på dem, at vi dræbte og sårede mange af deres folk, deriblandt tre høvdinger. De trak sig tilbage til noget tjørnekrat, hvor der lå over 40,000 krigsmænd i baghold, med deres general, der hed Xicotenga; deres mærke og våbendragt var hvidt og rødt, for det var denne Xicotenga's farver. På grund af at der her var nogle kløfter, kunne vi ikke have nogen nytte af rytterne; vi passerede dem i god orden. Men under denne passage var vi i meget stor fare, for de drog fordel af deres dygtighed som bueskytter og gjorde os svær fortræd med deres lanser og slagsværd; også deres slyngesten, der faldt som et haglvejr, var grumme slemme. Dog, da vi var kommet ud på det jævne med vore heste og vort artilleri, måtte de betale det; vi dræbte da mange. Vi turde imidlertid ikke opløse vor fylking, for enhver soldat, der fjernede sig noget for at forfølge nogle af de indianere, som havde slagsværd, eller af høvdingerne, blev straks såret og kom i stor fare. Kampen vedblev, og de omringede os på alle kanter, så vi ikke kunne udrette noget mod dem; vi turde ikke gøre angreb på dem uden i sluttet skare, for at de ikke skulle sprænge og oprive os, og når vi gjorde et fremstød, havde vi - som sagt - en snes hærskarer over os, som modstod os af al magt. Her var vore liv i stor fare, for der var en mængde af deres krigere, der kastede os jord i øjnene for at blinde os. Men guds store barmhjertighed stod os bi og bevarede os. Under al denne hurlumhej, mens vi sloges med disse vældige krigere og deres frygtelige slagsværd, fattede de åbenbart den plan at samle en del af de kraftigste i en stor hob for at få bemægtiget sig en hest. Det iværksatte de, løb frem og lagde hånd på en meget god hoppe, vel tilreden til dystløb og karriere. Han der red den, var en meget flink rytter, som hed Pedro de Morón. Da han nu med tre andre ryttere satte ind i de fjendtlige skarer - sådan var det nemlig befalet dem, for at de kunne hjælpe hinanden -, greb de fat i hans lanse, så han ikke kunne få den trukket tilbage, og nogle andre huggede løs på ham med deres slagsværd, så han blev ilde tilredt; og hesten gav de et hug lige i halsen, så at de skar hovedet helt af, og det hang og dinglede i skindet, og den styrtede død om. Hvis ikke de to af Pedro de Morón's kammerater til hest var kommet ham til hjælp i en fart, så havde de også slået ham ihjel. Men måske kunne vi jo komme ham til hjælp med hele vor fylking? Jeg gentager, hvad jeg før har sagt, at af frygt for at blive helt splittede ad kunne vi intetsteds gå hen; vi havde nok at gøre med at værge os mod at blive drevne tilbage, for vi var i høj grad i fare. Alligevel måtte vi hen hvor de havde fået fat i hoppen, og det lykkedes os at frelse Morón og rive ham ud af deres hænder; de slæbte allerede af med ham halvt død; hoppens buggjord skar vi over, for at ikke sadlen skulle gå tabt. I denne undsætningskamp sårede de ti af vore; men jeg tror nok, at vi dengang dræbte fire af deres høvdinger, - vi kom i håndgemæng med dem og tilføjede dem stor skade med vore sværd -, for de begyndte nu at trække sig tilbage; hoppen tog de med sig. Den huggede de i stykker til at forevise i alle Tlascala's byer; og siden fik vi at vide, at hesteskoene og den flanderske hat og de to breve, vi havde sendt dem med fredstilbud, havde de ofret til deres afguder. Hoppen, de dræbte, tilhørte en der hed Juan Sedeño; men da Sedeño for øjeblikket var syg af tre sår, han havde fået dagen forud, blev den givet til Morón, som var en rigtig flink rytter; samme Morón må være død dengang et par dage efter af sine sår, for jeg kan ikke huske, jeg så ham senere. Lad os nu komme tilbage til vort slag. Vel en time havde vi stået ligesom på gløder og kæmpet, og skuddene må have anrettet megen skade iblandt dem, da de var så mange og derfor så tæt sammen, at nødvendigvis en hel hob af dem måtte blive ramt. Alle som een, både rytterne og musketererne og armbrøstskytterne og de med sværd og skjold og lanse, kæmpede vi som brave soldater for at frelse vort liv og gøre vor pligt. Derfor bragte vi dem sandelig også i klemme, som de aldrig havde været før, og efter hvad vi siden fik at vide, dræbte vi i det slag mange indianere, hvoriblandt otte meget fornemme høvdinger, der var sønner af de gamle kaziker, som stod i spidsen for styrelsen i deres hovedstad. Derfor trak de sig tilbage i meget god orden, og vi var just ikke kede deraf og undlod at forfølge dem, for vi kunne ikke stå på benene af lutter træthed. Dér blev vi da i den omtalte lille by; egnen der omkring var stærkt bebygget, og de havde endda huse under jorden ligesom huler, hvor der boede mange indianere. Stedet, hvor dette slag leveredes, hed Tehuacingo eller Tehuacacingo, og det skete d. 2 september 1519. Da vi så, at sejren var vunden, takkede vi gud af hjertet, fordi han havde friet os ud af så stor en fare, og vi begav os så med hele vor lejr hen til nogle cu'er, der var så gode og høje som en fæstning. Med den indianers fedt, som jeg før har talt om, blev vore soldater forbundne - de var femten i tallet, den ene af dem døde af sårene; også de fire-fem heste, der var sårede, forbandt vi. Så holdt vi hvil og spiste rigtig god aftensmad, for vi fandt mange høns og små hunde der i husene. Og mens lytteposter og ronder og rytterpatruljer holdt god vagt, sov vi til den næste morgen tidlig. I det slag fangede vi femten indianere. Men der var det med tlascaltekerne i dette slag, ligesom i de øvrige, at når en af indianerne var såret, førte de ham straks bort, så vi ikke kunne se, hvor mange faldne de havde.

Da vi følte os meget medtagne af de kampe, vi havde gennemgået, og mange soldater og heste var sårede - ikke at tale om dem, der var døde -, og vi trængte til at gøre armbrøsterne i stand og forsyne koggerne med pile, så gik der en hel dag hen, uden at der skete noget, som er værd at fortælle. Men den næste dag om morgenen sagde Cortés, at det var bedst, de ryttere, der var istand dertil, red ud og afsøgte terrænet, for at tlascaltekerne ikke skulle tro, at vi afstod fra kampen efter det sidste slag, og for at de skulle se, at vi stadig var i hælene på dem, - den forrige dag var vi som sagt ikke rykket ud imod dem -; det var bedre, at vi angreb dem, end at de angreb os, for at de ikke skulle mærke vor svaghed; landet derom er oven i købet meget jævnt og tæt befolket. Altså gjorde vi en rekognoscering; vi var syv til hest, nogle armbrøstskytter og bøsseskytter samt omtrent 200 soldater foruden vore forbundsfæller, og så vidt muligt lod vi en god besætning blive tilbage i lejren. I de huse og landsbyer, vi kom til, tog vi en snes indianere og indianerinder til fange uden at tilføje dem noget ondt; men vore forbundsfæller, der er grusomme, brændte mange huse, og de bragte os en hel del proviant, nemlig høns og små hunde. Derefter vendte vi tilbage til lejren, som lå nærved. Cortés besluttede at løslade fangerne efter først at have ladet dem få noget at spise, og Doña Marina og Aguilar talte venlig til dem, forærede dem glasperler og sagde, at de ikke længere skulle være så tåbelige; de burde holde fred, for vi ville dem vel og betragte dem som vore brødre. Dengang løslod vi også de to første fanger, de fornemme mænd, og gav dem atter et brev med, for at de skulle fortælle de øverste kaziker, der opholdt sig i provinsens hovedstad, at vi ikke kom for at gøre dem ondt eller fortræd, men vi ville blot passere gennem deres land på vejen til Mexiko for at tale med Montezuma. De to sendebud begav sig til Xicotenga's lejr, der var omtrent to mil derfra, i nogle landsbyer og huse; så vidt jeg kan huske, hed stedet Tecuacinpacingo. Da de havde givet dem brevet og overbragt budskabet fra os, lød det svar, Xicotenga gav dem, således; vi skulle komme til hans by, hvor hans fader var, så ville de slutte fred, det vil sige ved at mætte sig med vort kød og ofre vore hjerter og vort blod til deres guder; næste morgen skulle vi nok få svaret at se. Da Cortés og alle vi andre hørte disse overmodige ord, blev vi, medtagne som vi var af de slag og træfninger, vi havde døjet, alt andet end vel til mode. Til sendebudene talte Cortés med blide ord, fordi han kunne se, at de havde tabt deres frygt for os, og befalede, at man skulle give dem nogle halsbånd af glasperler; det var altsammen for at få dem til atter at gå som fredsbud. Tillige udspurgte han dem vidtløftigt om, hvordan krigsøversten Xicotenga var og hvor stor hærstyrke han havde med sig. De sagde da, at han havde nu mange flere folk end forrige gang, han sloges med os, for nu havde han fem høvdinger med, og hver af dem havde 10,000 krigsmænd under sin kommando. Sådan var tallet på Xicotengas hær; af hans gamle faders tropper var der kun 10,000; fra en anden stor kazik, der hed Mase Escaci, kom der ligeledes 10,000; fra en anden stor herre, ved navn Chichimecatecle, ligeså mange; fra endnu en stor kazik, herre til Topeyanco, som hed Tecapacaneca, også 10,000, og endelig fra en kazik ved navn Guaxobanbzin 10,000 til, så at der i alt var 50,000. De ville møde frem med deres hovedbanner, en hvid fugl med udspændte vinger, som om den ville flyve (den lignede en struds), og hver hærafdeling havde sit eget skjoldmærke og sin egen farve, fordi hver enkelt kazik har sin for sig. Man må sige, at det er ligesom hertuger og grever i Kastilien har deres. Alt hvad jeg her har fortalt, måtte vi anse for vist; nogle af de indianere, vi havde fanget, men igen sluppet løs den dag, havde også fortalt os det med rene ord, men dem havde vi ikke troet. Da vi havde fået det at vide, - vi er jo alle mennesker, og vi var bange for døden -, så skriftede mange af os, ja vel nok de allerfleste, for pateren af Merced-ordenen og for præsten Juan Diaz, så hele natten gik med den pønitense, og vi bad til gud, at han ville fri os for nederlag. Sådan gik tiden til den næste dag; det slag, der så leveredes os, skal jeg nu berette om.

Om morgenen den næste dag - det var d. 5 september 1519 - lod vi rytterne formere korps; ikke een af de sårede undlod at være med, for at gøre al den gavn, de kunne; armbrøstskytterne fik formaning om at bruge deres pileforråd fornuftig, sådan at nogle ladede, mens andre skød; samme instruks fik musketererne, og vi med sværd og skjold fik ordre til at gennembore deres indvolde med de stød og hug, vi gav, for at de ikke skulle vove at komme os så nær som forrige gang. Også artilleriet var vel belavet på kamp. Rytterne havde allerede fået ordre til at stå hinanden bi, med lanserne i beredskab, og kun rette stødene mod ansigt og øjne. Mens de gjorde angreb og trak sig tilbage i kort galop, og ingen soldat måtte forlade rækkerne. Vort banner vajede højt, og fire af vore kammerater holdt vagt omkring fændrikken Corral. Så rykkede vi ud af vor lejr, og vi havde ikke marcheret en halv fjerdingvej, før vi så markerne opfyldte af krigere med store fjerbuske og med våbenmærker, og hørte en vældig støj af trompeter og horn. Her var nok at skrive og berette om, alt det vi måtte udholde i dette farlige og skæbnesvangre slag, for vi var fra alle sider omringede af så mange krigsmænd, at man kunne ligne det ved en stor eng, to mil bred og lige så mange mil lang, og midt ude i den 400 mand; ja, sådan var det; hele sletten var opfyldt af dem, men vi var kun omtrent fire hundrede mand, hvoraf mange sårede og svage. Denne gang var vi ikke sikre på, at de ville lade en eneste af os beholde livet, for vi skulle alle ofres til deres afguder. Lad os komme igen til vort slag. Da de begyndte at angribe os, hvilken hagl af sten sendte så ikke slyngekasterne ud over os, og så pilene; spydene dækkede jorden som avner en tærskeplads, alle hærdede og tvegrenede; de går igennem enhver rustning og er især farlige for underlivet, som er ubeskyttet. Og de med sværd og skjold og med større våben, med store slagsværd og lanser, hvor de for rasende ind på os under uhyre råben og skrigen. Vi holdt os dog godt imod dem med vort artilleri, vore bøsser og armbrøster, så vi tilføjede dem betydelig skade, og dem der kom os nær med deres slagsværd og mindre sværd gav vi gode kårdestød, så at de veg og ikke kom os så tæt ind på livet som forrige gang. Vore hestfolk var så behændige og kæmpede så mandelig, at de var vor sande styrke - efter gud, som holdt sin hånd over os. Da så jeg pludselig vor slagorden halvt sprængt; hverken Cortés' eller andre officerers råb kunne få den til at samle sig igen. I det øjeblik væltede nemlig en stor masse indianere sig over os; vi måtte med sværdene hugge os plads, og så kom vi da ved et vidunder i orden påny og fik ryddet os rum. Der var een ting, som frelste vort liv; det var at skuddene anrettede så stor skade iblandt dem, fordi de var så mange og så tæt sammenklumpede; og desuden forstod de sig ikke på krigsførelse; ikke alle høvdingerne kunne komme til med deres folk, og vi fik at vide, at allerede fra det forrige slag var der endda splid og klammeri mellem høvdingen Xicotenga og en anden høvding, der var søn af Chichimecatecle. Den ene høvding sagde til den anden, at han ikke havde båret sig rigtig ad i det tidligere slag, hvortil Chichimecatecle's søn svarede, at han havde opført sig langt bedre end den anden, og det skulle han nok personlig overbevise Xicotenga om. Derfor ville Chichimecatecle ikke understøtte Xicotenga med sine folk i dette slag, og vi fik derfor sikker efterretning om, at han havde fået korpset fra Guaxocingo til at holde sig borte fra kampen. Desuden var de allerede fra det forrige slag bange for vore heste og kanoner, vore sværd og armbrøster og vor kampdygtighed; men især skyldtes dette guds store nåde, som gav os kraft til at værge os. Xicotenga blev altså ikke adlydt af to høvdinger, og vi gjorde dem meget stor skade ved at dræbe mange af deres folk; men det skjulte de, for da de var så mange, så tog de straks fat i de sårede og bar dem bort, såvel i dette slag som i det forrige, så at vi ikke fik nogen af deres faldne at se. Da de nu kæmpede med ulyst og mærkede til deres ærgrelse, at de to korpser, som førtes af de høvdinger, jeg har nævnt, ikke korn dem til undsætning, begyndte de at vige; dertil kom, at vi hvad der siden kom for dagen, havde dræbt en af deres fornemste høvdinger - ikke at tale om andre. De gav sig da til at trække sig tilbage i god orden, og rytterne forfulgte dem i kort galop, dog kun et lille stykke, for de kunne snart ikke holde sig oppe af lutter træthed. Da vi så, at vi var blevet fri for den store mængde krigsfolk, så takkede vi gud inderlig. Dér dræbte de een af vore soldater og sårede over 60, også alle hestene. Mig tilføjede de to sår, det ene i hovedet, af et stenkast, det andet i låret, af et pileskud; men disse hindrede mig ikke i at kæmpe og holde vagt og hjælpe mine kammerater. Og det samme gjorde alle de sårede soldater; når sårene ikke var meget farlige, måtte vi kæmpe og holde vagt sammen trods dem, for skulle blot de ikke sårede have været med, så var det kun blevet få. Derpå begav vi os tilbage til vor lejr, meget glade og med megen tak til gud. Vor døde kammerat begravede vi i en af de boliger, der var indrettede under jorden, for at indianerne ikke skulle se, at vi var dødelige, men stadig tro, at vi var »teuler«, som de sagde; og vi dyngede meget jord op over huset, for at de ikke skulle mærke lugten af liget. Alle de sårede blev forbundne med indianerens fedt, som jeg flere gange har talt om. Det var rigtignok en tarvelig forfriskning! Vi havde hverken olie til at smøre på sårene eller salt til vor mad. Der var også en anden ting, vi i høj grad savnede, og det var tøj til at tage på, for der kom så kold en blæst oppe fra de snedækkede bjerge, at vi måtte ryste af kulde, - ligefuldt holdt vi stadig modet oppe; lanser og bøsser og armbrøster kunne vi jo dårlig dække os med. Den nat sov vi roligere end den foregående, men vi havde da også mange blænkere og spejdere, vagter og ronder ude. Så vidt herom. Men nu skal jeg fortælle, hvordan det gik os den næste dag efter slaget. I dette slag fangede vi tre fornemme indianere.

Efter at det slag havde stået, som jeg har fortalt om, hvori vi fangede de tre fornemme indianere, sendte vor feltherre Cortés dem afsted tilligemed de to, der var i vor lejr og tidligere havde gjort tjeneste som sendebud. Han lod dem sige til kazikerne af Tlascala, at vi bad dem holde fred med os og lade os få lov at drage gennem deres land på vej til Mexiko, som vi før havde ladet sige dem. Men hvis de nu ikke gik ind på at slutte fred, så ville vi slå alle deres folk ihjel; vi holdt meget af dem og ønskede gerne at betragte dem som brødre, derfor ville vi ikke have gjort dem fortræd, hvis de ikke havde givet os grund dertil. Mange indsmigrende ord blev der sagt til dem for at få dem venlig stemte imod os, sendebudene gik da gerne til hovedstaden i Tlascala og røgtede deres ærinde hos alle kazikerne, som jeg før har nævnt; de traf dem alle samlede, tilligemed en hel del andre gamle mænd og papa'er; meget bedrøvede var de, dels over at det var gået dem så uheldig i kampen, dels over at der var faldet høvdinger i slagene, som var sønner eller slægtninge af dem. Det hedder sig, at de ikke var villige til at høre på dem, men besluttede at lade sammenkalde alle spåmænd og papa'er og andre, der gjorde heksekunster, og som de kalder tacalnagua'er, hvad der vil sige omtrent det samme som troldmænd. Dem befalede de så at udforske ved deres spådomme og tryllekunster og koglerier, hvad vi var for en slags folk, og om vi kunne overvindes, når de bekæmpede os uafbrudt både dag og nat; de ville også gerne vide, om vi var teuler, sådan som de fra Cempoal sagde, - jeg har jo allerede før sagt, at det er nogle slemme væsener ligesom djævle -, og hvad vi spiste; alt det skulle de lægge megen vind på at få at vide. Efter at spåmændene og troldmændene og en mængde papa'er havde forsamlet sig og gjort deres spådomskunster og trolderi og alt hvad de plejede at gøre, så lader det til, at de sagde, de havde læst i skæbnens bog, at vi var mennesker af kød og blod, der spiste høns og hunde og brød og frugt, når vi havde det, men at vi ikke spiste indianerkød eller hjerterne af dem, vi slog ihjel. For efter hvad der siden fremkom, så havde de venligsindede indianere, vi havde med fra Cempoal, bildt dem ind, at vi var teuler og spiste indianerhjerter, og at bombarderne udskød lyn ligesom dem, der falder ned fra himlen, og at jagthunden var en tiger eller løve, og at hestene var til at pudse løs på indianerne og få fat i dem, når vi ville slå dem ihjel; meget anden børnesnak havde de desuden fortalt dem. Det værste af det alt sammen var, at deres papa'er og spåmænd sagde dem, at vi kun kunne overvindes om natten, for så snart det blev mørkt, mistede vi vore kræfter; troldmændene sagde dem ligeledes, at stærke og modige var vi, men at alle vore gode egenskaber besad vi kun om dagen, så længe til solen gik ned; når mørket var brudt frem, var det ude med vor styrke. Da kazikerne havde hørt dette og troet, at sådan var det, lod de det melde til deres overgeneral Xicotenga, for at han uopholdelig skulle møde en nat med en stor hærmagt og angribe os. Han samlede, så snart han havde fået dette at vide, omtrent 10,000 indianere af de modigste, han havde, lagde sig udenfor vor lejr og begyndte fra tre sider at overdænge os med pile og spyd, både de enhagede og de tohagede, og på den fjerde side stormede de med store slagsværd og andre sværd og stridskøller, så vi et øjeblik troede, at nu ville de få fat i nogle af os og ofre dem. Men gudskelov gik det bedre, for hvor hemmelig de end havde planlagt angrebet, så fandt de os dog vel forberedte. Da nemlig vore rytterpatruljer og spejdere hørte et bulder nærme sig, skyndte de sig alt hvad remmer og tøj kunne holde at kalde os til våben; og da vi var så vante til at sove med fodtøj på, iførte vore harnisker, med hestene sadlede og optømmede og våben af enhver art nær ved hånden, modstod vi dem med bøsserne og armbrøsterne, og snart måtte de vende ryg for vore sværdhug. Det var jævn mark og månen var oppe, derfor kunne rytterne forfølge dem et lille stykke. Om morgenen fandt vi da en snes mand af dem liggende døde og sårede derude. De måtte altså gå tilbage med stort tab, og angrede i høj grad det natlige overfald. Jeg har endda hørt sige, at da det ikke gik så heldig som papa'erne og spåmændene og heksemestrene havde lovet dem, ofrede de to af dem. Den nat dræbte de en indianer af vore venner fra Cempoal og sårede to soldater og en hest, og vi fangede fire af dem. Da vi nu så os befriede fra denne voldsomme dyst, takkede vi gud og begravede vor forbundsfælle fra Cempoal, forbandt de sårede og hesten og sov resten af natten under omhyggeligt vagthold i lejren, sådan som vi havde for skik. Men da den næste morgen brød frem, faldt det os på sinde, at vi alle var sårede, hver havde to-tre sår, og vi var meget trætte, nogle syge og indsvøbte i klude og bind. Xicotenga havde vi jo stadig over os; vi havde efterhånden mistet en 45 soldater, dels faldne i kampene, dels døde af sygdom og kulde, og desuden havde vi 12 syge, også vor feltherre Cortés havde feber, ligeledes mercenarier munken. Det kom af alt besværet, af de tunge våben, vi altid måtte bære, af andre lidelser som kulden og manglen af salt, hvilket vi aldrig fik at spise, fordi det ikke var til at få nogetsteds. Så måtte vi dertil komme til at tænke på, hvad enden skulle blive på denne krig; selv om den fik ende, hvad ville der så blive af os, og hvor skulle vi så hen? For håbe på at komme ind i Mexiko mente vi var fuldstændig vildt, så stærk var jo denne by. Vi sagde, at når tlascaltekerne havde bragt os sådan i knibe, de som vore venner fra Cempoal fik os til at tro var fredelig sindede, hvad kunne vi da vel udrette, når vi kom i krig med Montezuma's vældige magt? Desuden vidste vi intet om dem, der var blevet tilbage som nybyggere i Villa Rica, eller de om os. Der var iblandt os, både blandt officererne og soldaterne, så udmærket tapre og forstandige mænd, at Cortés intet sagde eller gjorde uden først med modent overlæg at have hørt vort råd og være blevet enig med os. Alligevel siger krønikeskriveren Gomara: »Cortés gjorde det, gik derhen, kom derfra« og andet hen i vejret. Selv om Cortés havde været af jern, som man skulle tro efter hvad Gomara fortæller i sin historie, kunne han ikke være alle vegne; han skulle have nøjedes med at sige, at han bar sig ad som en dygtig feltherre, for det var han til enhver tid. Dette siger jeg, fordi vorherre ikke blot skænkede os stor nåde til alle vore bedrifter, vore sejre og så videre, men også gav os soldater kløgt og forstand til at råde Cortés, så at han gjorde alt så godt som det burde sig. Men vi vil ikke tale mere om sådanne gamle biting; for vor historie har de dog ikke så meget at betyde. Nå, vi opfordrede da alle sammen Cortés til at sørge for sin egen person; vi var jo tilstede, og gud ville nok hjælpe os, for siden vi var sluppet fra så farlige kampe, ville vor herre Jesus Kristus nok bevare os til noget godt; han skulle løslade fangerne og sende dem igen til de store kaziker, jeg før har omtalt, opfordre dem til at holde fred og love dem tilgivelse for alt, hvad de havde gjort, også for drabet af hoppen. Nu er der at fortælle, at Doña Marina, skønt hun var en kvinde der fra landet, besad i den grad mod og mandshjerte, at hvor meget hun så hørte hver dag, at de ville slå os ihjel og fortære vort kød, og uagtet hun havde set os omringede i slagene og nu så, at vi alle var sårede og syge, mærkede vi aldrig nogen svaghed hos hende, men et mod, der var langt større end en kvindes. Så sagde da Doña Marina og Geronimo de Aguilar til de sendemænd, vi nu lod drage afsted, at de skulle straks komme og slutte fred; ville de ikke det, inden to dage var gået, så ville vi dræbe dem, ødelægge deres land og opsøge dem i deres egen by. Med disse resolutte ord begav de sig til hovedstaden, hvor den gamle Xicotenga og Mase Escaci var. Så vidt herom; men jeg vil nu sige en anden ting, jeg har set; det er, at krønikeskriveren ikke skriver eller berører i sin historie noget om, at de dræbte nogen af os eller at vi blev sårede eller måtte døje lidelser eller blev syge; det er ligesom om det hele var gået som ved et bryllupsgilde, ganske af sig selv. Hvilken dårlig besked de folk gav ham, der rådede ham til at skrive således i sin historie! Alle vi, der var med at erobre landet, måtte få allehånde tanker ved at læse, hvad han har skrevet, for sådan gik det slet ikke til; og han burde have tænkt sig, at når vi fik hans historie at se, ville vi lade sandheden komme for en dag. Nå, men lad os glemme Gomara og fortælle, hvordan vore sendemænd gik til Tlascala's hovedstad med vort budskab. Så vidt jeg husker, havde de et brev med; vi vidste jo nok, at de ikke kunne læse det, men det så dog altid ud som en meddelelse; og desuden en pil. De traf de to øverste kaziker, som var i samtale med nogle andre af de fornemme. Hvad de svarede, skal jeg fortælle i det følgende.

Da de sendebud, vi lod drage til Tlascala for at forhandle om fred, kom derhen, fandt de de to fornemste kaziker, der hed Mase Escaci og Xicotenga den Ældre, fader til overgeneralen, der også hed Xicotenga, og som jeg flere gange har nævnt, i færd med at holde råd. Så snart de havde hørt deres budskab, sad de tavse og tankefulde en stund; men så besluttede gud at indgive dem det forsæt at slutte fred med os. De sendte derefter bud til alle de andre kaziker og krigshøvdinger, der var i deres by, og til dem i en provins, som grænser op til dem og hedder Guaxocingo, og hvis beboere var deres venner og forbundsfæller. Til dem alle holdt da Mase Escaci og den gamle Xicotenga, der var kloge mænd, en tale, i den by, hvor de befandt sig, nemlig hovedstaden; den lød, efter hvad vi siden fik at vide, omend ikke ord til andet, så dog omtrent således; »brødre og venner, i har jo set, hvor mange gange disse teuler, som er ude i marken og venter på at slås, har sendt os fredstilbud, og at de siger, at de kommer for at stå os bi og betragte os som brødre. I har ligeledes set, hvor mange gange de har taget mange af vore undersåtter til fange, men at de ikke gør dem noget ondt, tværtimod slipper dem straks løs igen. I ved jo, hvordan vi tre gange har angrebet dem med al vor hærstyrke, både om dagen og om natten; men de er ikke blevet overvundne og har i de træfninger, vi har leveret dem, dræbt mangfoldige af vore folk, vore sønner og slægtninge og høvdinger. Nu kommer de igen og opfordrer os til at slutte fred, og de fra Cempoal, som de har i følge med sig, siger, at de er modstandere af Montezuma og hans mexikanere og at de har befalet byerne i Totonaque bjergene og i Cempoal at lade være at betale ham skat. I må nu drage jer til minde, at i over hundrede år lige til denne dag har mexikanerne hvert år påført os krig, og at vi sidder her ligesom indemurede i vort land, så at vi ikke tør gå ud at skaffe os salt, som vi slet ikke kan få at spise, eller bomuld, så vi kun ejer få tæpper deraf. For hver gang nogle af vore drager ud for at skaffe sig noget, så er der kun få af dem, der kommer levende tilbage; disse forrædere af mexikanere og deres forbundsfæller slår dem ihjel for os eller gør dem til trælle. Nu har vore tacalnagua'er og spåmænd og papa'er sagt os, hvad de mener om disse teuler, at de er både stærke og tapre. Jeg synes da, at vi skal se at blive gode venner med dem, og hvis det ikke er mennesker, men teuler, så bør vi på en eller anden måde forsone dem. Det er da bedst, at fire af vore fornemste mænd begiver sig derhen og bringer dem noget godt at spise, og at vi viser dem et kærligt og fredeligt sindelag, for at de kan hjælpe os og forsvare os mod vore fjender, og fører dem her hjem med os og giver dem hustruer, for at vi kan få afkom af dem, i slægt med os selv; de sendemænd, de har skikket til os for at underhandle om fred, siger jo, at de har kvinder med iblandt sig«. Da alle kazikerne og de fornemme mænd havde hørt denne tale, syntes de godt derom, og sagde, at det var fornuftigt, og at man straks skulle begynde på fredsunderhandlingerne, sende meddelelse til deres general, Xicotenga, og de andre høvdinger, han havde hos sig, at de straks skulle komme og ikke føre krig mere, og sige dem, at freden var sluttet. Straks sendte de bud i den anledning; men generalen, den unge Xicotenga, ville ikke høre de fire fornemme mænd, tilkendegav dem sin vrede, talte hårde ord til dem og sagde, at han var ikke stemt for at slutte fred, han havde allerede slået mange teuler ihjel samt hoppen, og han ville en af disse nætter overfalde os påny, gøre det helt af med os og nedhugge os. Da hans fader, den gamle Xicotenga, og Mase Escaci og de øvrige kaziker fik dette svar at høre, blev de så vrede, at de straks sendte den befaling til høvdingerne og hele hæren, at de måtte ikke følge Xicotenga i kamp mod os og ikke på nogen måde adlyde hans befalinger, - kun når han ville slutte fred. Men han ville endnu ikke lystre. Da de så deres generals ulydighed, sendte de de fire fornemme mænd til vor lejr, dem de før havde bestemt til sendelsen; de havde proviant med os skulle forhandle om fred i hele Tlascala's og Guaxocingo's navn. Men af frygt for den unge Xicotenga turde de fire gamle mænd ikke komme denne gang. Det hændes jo, at to-tre ting indtræffer i samme øjeblik; noget foregik i vor lejr, og noget vedkom fredsunderhandlingen. Jeg bliver da nødt til at tage først fat på, hvad der ligger nærmest, og vil derfor opsætte at tale om de fire indianere, der var sendt ud for at slutte fred, men endnu ikke turde komme af frygt for Xicotenga. Vi drog imidlertid med Cortés til en by nær ved vor lejr; hvad dér - skete, skal jeg fortælle i det følgende.

Da vi i to dage ikke havde udrettet noget, som er værd at omtale, blev det bestemt - det, rådede vi Cortés til -, at da der var en by omtrent en mils vej fra vor lejr, som vi havde sendt fredstilbud, men som ikke ville gå ind derpå, skulle vi en nat begive os derhen og falde over dem, ikke for at gøre dem noget ondt, jeg mener slå dem ihjel eller tilføje dem sår eller tage dem til fange, men skaffe os mad og indgive dem skræk eller tale dem fredelig til, eftersom vi så, hvordan de bar sig ad. Byen hedder Zumpancingo og var hovedstad for en del småbyer; under den stod blandt andre den by, hvor vi var og havde vor lejr; den hedder Tecoadzumpancingo, og landet rundt om var helt opfyldt af huse og landsbyer. Altså en nat, ved modorra vagtens tid (den egentlige nattevagt, efter midnat. »modorra« betydet; dyb, fast søvn, idet man plejet at sove fastest før morgengry), var vi tidlig på færde og marcherede afsted til den by; vi havde seks af de bedste ryttere med, de mest uskadte soldater, ti armbrøstskytter og otte musketerer og Cortés førte os, uagtet  han havde tredjedagsfeber. Vi efterlod lejren så godt bevogtet som muligt. To timer marcherede vi, før det blev dag; der kom så kold en blæst den morgen oppe fra snetoppene, at vi måtte ryste og skælve, og hestene led meget deraf, for to af dem fik mavekrampe og gav sig til at ryste, hvorover vi blev meget ubehagelig til mode, da vi frygtede at de skulle dø for os. Cortés befalede så, at de, der red på dem, skulle vende tilbage til lejren med dem, for at se at få dem kurerede. Da byen var så nær, kom vi derhen endnu før dag. Så snart beboerne mærkede vor ankomst, flygtede de ud af deres huse og råbte til hinanden, at de skulle tage sig i agt for teulerne (djævlene), for vi ville slå dem ihjel; forældre lod deres børn i stikken. Da vi så dem, gjorde vi holdt på en plads, til det var blevet lyst, og tilføjede dem ingen skade. Imidlertid lagde nogle papa'er, der opholdt sig i nogle cu'er - de største der i byen -, og nogle andre gamle mænd af de fornemme mærke til, at vi blev der ganske rolig uden at gøre dem fortræd, og de gik da til Cortés og bad ham tilgive, at de ikke var kommet med fred til vor lejr eller havde bragt os noget at spise, dengang vi sendte indbydelse til dem; grunden var at Xicotenga, generalen, som lå der i nærheden, havde forbudt dem at gøre det, for hans lejr blev forsynet fra den by og en hel del andre, og han havde alle krigsfolk hos sig fra den by og fra hele Tlascala. Cortés sagde dem ved vore tolke, Doña Marina og Aguilar, der altid var med os, hvad togt vi end var på, endog om natten, at de skulle ikke være bange, men opfordre deres kaziker i hovedstaden til at slutte fred, for krigen var ikke heldig for dem. Han sendte disse papa'er, fordi vi endnu ikke havde fået noget svar gennem de andre sendebud, vi havde afsendt, nemlig om, at Tlascala's kaziker lod underhandle om fred ved de fire fornemme mænd, - de var ikke ankommet endnu. Papa'erne dér i byen hentede nu i en fart en fyrretyve høns og haner og to indianerinder til at ælte brød og bragte os dem. Cortés takkede dem og forlangte tyve indianere fra byen til at møde i vor lejr. Disse indfandt sig uden frygt med levnedsmidlerne og opholdt sig i lejren til om eftermiddagen; de fik nogle glasperler foræret og begav sig dermed grumme glade tilbage til deres hjem, og de sagde til alle deres naboer, at vi var gode, siden vi ikke gjorde dem nogen fortræd. De gamle mænd og papa'erne meldte generalen, Xicotenga, at de havde leveret os levnedsmidlerne og indianerinderne. Men han skældte dem huden fuld. Så gik de da til hovedstaden for at lade de gamle kaziker det vide. Da disse fik at høre, at vi ikke havde gjort dem noget ondt, skønt vi den nat kunne have dræbt mange af deres folk, og at vi sendte dem fredstilbud, blev de glade og befalede dem at bringe os hver dag alt, hvad vi havde behov. Derefter gav de påny de fire fornemme mænd, hvem de før havde overdraget fredsforhandlingen. Befaling til at begive sig lige på øjeblikket til vor lejr med de levnedsmidler, det befaledes dem at bringe os. Så marcherede vi da hjem til vor lejr med provianten og indianerinderne, meget veltilfredse. Så vidt herom. Nu skal jeg fortælle, hvad der hændtes i lejren, mens vi var på ekspeditionen til den by.

Vi var altså kommet tilbage fra Cimpacingo, som den hedder, med proviant, meget fornøjede over at have fred med dem. Men i lejren fandt vi dem i færd med at stikke hovederne sammen og føre snak om de umådelige farer, de hver dag var stedte i under denne krig. Da vi var ankommet, blev snakken endnu mere højrøstet, og de der talte højest og ivrigst var dem, der havde efterladt deres huse og indianerflokke på Cuba. Syv af dem, som jeg - for deres æres skyld - ikke vil nævne, slog sig sammen om at gå til Cortés' kvarter. Dér var der én, som talte for de andre; han havde gode talegaver og kunne godt huske hvad det var han skulle fremstille. Han begyndte ligesom om han ville råde Cortés i al venskabelighed; at han skulle tage hensyn til, hvor ilde medtagne vi var af sår og svaghed og træthed, hvad vi havde for et besvær hver nat med vagter og spejdere og ronder og patruljer og med kamp både dag og nat. Nu havde de regnet ud, at siden vi forlod Cuba, havde vi mistet henved 55 mand; og vi vidste ingenting om dem, vi havde efterladt som kolonister i Villa Rica. Siden gud havde givet os sejr i de slag og træfninger, vi havde måttet bestå fra den tid, da vi kom ind i denne provins, og havde frelst os ved sin store barmhjertighed, så burde vi ikke friste ham så tit. Han burde ikke være værre end »Per Kulbrænder« (»Pedro Carboneros«, skal efter den sædvanlige forklaring være en vis Pedro Carbonerote, der drog ind i maurernes land for at hærge, men selv blev dræbt med alle sine folk. Mon det dog ikke snarere betyder »fanden«, ligesom »Pedro Botero« og lignende udtryk); han havde ført os hen, hvor vi ikke havde andet at vente end en skønne dag at blive ofrede til deres afguder, hvad gud forbyde. Det var bedst, at vi vendte tilbage til vor by og til fæstningen dér, og blev iblandt vore venner Totonaquerne, til vi fik bygget et skib, som vi kunne sende bud med til Diego Velasquez. Nu var det rart, om vi havde haft de skibe, som vi lod gå til bunds alle sammen, eller at vi i det mindste havde beholdt to af dem for påkommende tilfældes skyld, uden at meddele dem det forud eller i det hele noget som helst havde han fulgt de folks råd, som ikke forstod at betænke skæbnens veje, og havde ladet alle skibene gå til grunde. Gud give, at han selv og de, der havde givet ham det råd, ikke kom til at fortryde det! De kunne ikke mere holde ud at slæbe på hvad de havde at bære, overlæssede som vi var, værre end pakæsler; for når æsler har gået hele dagen, så tager man paksadlen af dem og giver dem foder og lader dem hvile, men vi måtte altid bære rustning og fodtøj både dag og nat. Så sagde de også, at han skulle se efter i alle krøniker, både om romerne og om andre af de berømteste hærførere, verden har frembragt; der er ingen, som har vovet at bore sine egne skibe i sænk og med så få folk at begive sig ind i så stort og tætbefolket et land, hvis krigshære er så talrige; det var som at ville sin egen og vor død. Han burde bevare sit eget og vort liv og straks vende tilbage til Villa Rica, hvor landet var fredeligt. De havde ikke sagt ham dette før, for de havde ikke fundet noget belejligt øjeblik dertil, da vi jo hver dag havde så mange krigsfolk lige over for os og i flankerne. Nu var disse jo ganske vist ikke kommet igen, men de kom nok, for da Xicotenga i tre dage ikke havde angrebet os med sin store hærmagt, samlede han rimeligvis folk; men det burde vi ikke vente på ligesom de forrige gange, de sagde ham endnu mere om den ting. Da Cortés mærkede, at det, de sagde, var temmelig uforskammet, uagtet det skulle forestille gode råd, svarede han dem meget blidt, at han godt indså rigtigheden af en hel del af hvad de havde sagt, men efter hvad han havde set og mente, var der ikke i hele verden drabeligere spaniere til end vi, ingen der havde kæmpet så modig eller udholdt så vældige anstrengelser. Hvad det angik at være stadig i fuld rustning, og med hensyn til vagterne og ronderne og kulden, så ville vi have været fortabte, hvis vi ikke havde gjort sådan; for at frelse vort liv måtte vi påtage os al den umage og endnu langt mere. Og så sagde han: »Senores, hvorfor skal vi optælle alle de bedrifter? Vorherre har jo sandelig været så nådig at hjælpe os. Når jeg tænker på, hvordan vi var omringede af alle de fjendtlige hærskarer og så dem svinge deres slagsværd og trænge helt ind på os, så løber det mig koldt ned ad ryggen, især når jeg mindes, hvor vi var i nød og fare, dengang de gik hen og slog hoppen ihjel for os; dengang lærte jeg mere end nogensinde at kende jeres overordentlige mod.« Siden gud havde friet os ud af så stor en fare, håbede han, at sådan ville det også gå i fremtiden, »og i alle de farer har i da set, senores, at jeg ikke var af de dovne, for jeg var med i dem alle tillige med jer«. Det havde han ret til at sige. For det er vist, at han var med blandt de første i alle slagene. »Dette har jeg villet drage jer til minde, senores, for at vi skal håbe, at sådan vil det blive ved at gå i fremtiden, siden vorherre har villet bevare os, for lige fra vi marcherede her ind i landet, har vi i alle byer præket herrens hellige ord så godt vi kunne og søgt at få deres afguder omstyrtede«. Da vi nu havde set, at høvdingen Xicotenga og hans hærskarer ikke kom igen, måtte det være af frygt, at de ikke turde vise sig påny, for vi havde naturligvis tilredt dem ilde i de slag, der var leverede, og han kunne næppe få sine folk samlede, siden han var blevet slået tre gange; derfor stolede han på gud og på sin skytshelgen Sankt Peter; krigen var endt i denne provins. »Nu har vi jo set, at beboerne af Cimpacingo bringer os mad og holder fred med os, og det samme er tilfældet med vore naboer her rundt om i husene«. Da han borede skibene i sænk, fulgte han et godt råd; og når han dengang ikke havde hørt råd hos nogen af dem, sådan som af andre caballeros, så var det på grund af begivenhederne dernede på kysten, som han nu ikke skulle minde dem om. Det råd, de nu gav ham, og det, de dengang gav ham, kom ud på eet; de skulle betænke, at der var mange andre caballeros i lejren, hvis mening ville være ganske modsat det, de nu forlangte og rådede til. Det bedste var, at vi bestandig lagde alting i guds hånd og blev ved at tjene ham. »Når i fremdeles, senores, siger, at aldrig har de navnkundigste romerske hærførere indladt sig på så store bedrifter som vi, så taler i sandt. Med guds hjælp skal også historien fortælle meget mere om os end om vore forgængere. Da - som jeg har sagt - alt hvad vi foretager os sker til guds og vor store kejser Karls ære, under hans retfærdige og kristelige beskyttelse, så vil vorherres nåde stå os bi og holde os oppe, så at det kommer til at gå bedre og bedre. Altså, senores, vil det være ubetænksomt at gøre et eneste skridt tilbage, for hvis disse folk og de andre, vi har ladt bag os på fredsfod, ser, at vi vender om, så vil stenene rejse sig imod os; nu anser de os for guder eller afguder - sådan kalder de os. Men i det tilfælde ville de betragte os som meget feje og kraftløse. Så taler i også om, at vi burde blive blandt vore allierede, Totonaquerne; men hvis de så os vende om uden at gå til Mexiko, så ville de gøre opstand mod os, og grunden dertil ville være den, at det var os, der havde fået dem fra at betale Montezuma skat, men nu ville han sende sine mexikanske tropper imod dem for at få dem igen til at betale, han ville angribe dem og endda befale dem at påføre os krig. For ikke at blive ødelagte - de er nemlig meget bange for mexikanerne - måtte de da lystre ham, så vi ville få fjender dér, hvor vi troede at have venner. Og når Montezuma fik at vide, at vi havde gjort omkring, hvad ville han så sige, hvordan måtte han opfatte vore ord og vore budskaber? Han måtte mene, at det hele var narrestreger eller børneleg. »Altså, senores, det er galt på den ene led, men værre på den anden, så det er bedst vi bliver her hvor vi er, for her er sletteland, velbefolket overalt, og vor lejr er velforsynet; vi mangler gudskelov ikke mad, undertiden har vi høns (herved må forstås enten kalkuner. Hokko høns eller vandhøns, thi disse fandtes i de indfødtes hønsegårde; vore almindelige høns kendtes ikke i Mexiko), undertiden hunde; når blot vi havde salt, for det er hvad vi mest savner for øjeblikket, og så tøj til at beskytte os med imod kulden. Dernæst siger i, senores, at siden vi forlod øen Cuba, er der død 55 soldater for os, af sår, sult, kulde, sygdom og anstrengelser, og at vi kun er få, alle sammen sårede og syge. Men gud giver os styrke for mange. Det er jo en sikker ting, at i krig omkommer både mennesker og heste; somme tider får vi dog også godt at spise, og vi er jo ikke kommet hertil for at have det mageligt, men for at kæmpe, når lejlighed gives. Derfor beder jeg jer, senores, da i jo er adelsmænd, folk som helst skulle sætte mod i dem, som i så tabe det, at i for fremtiden vil være så venlige at slå øen Cuba og hvad i dér har efterladt ud af tankerne. Og lad os så se at gøre, hvad i altid har gjort, vor pligt som tapre soldater, for næst gud er det vore stærke arme, som skal være vor hjælp og frelse.« Da Cortés havde givet dem dette svar, tog de omtalte soldater igen til orde; det var godt sagt alt hvad han havde sagt, men dengang vi forlod vor nybyggede by, var det vor hensigt - og er det endnu, sagde de - at marchere til Mexiko, hvis stærke befæstning og store mængde krigsfolk rygtet melder så meget om; om tlascaltekerne sagde folkene i Cempoal, at de var fredsommelige, og dem gik der ikke sådant ry af som af mexikanerne; og dog havde vi været i den grad i livsfare, at dersom man den næste dag leverede os sådan et slag som et af de forrige, så kunne vi af bare udmattelse ikke stå os; blot vi kunne slippe for flere kampe, for toget til Mexiko syntes dem en frygtelig ting; han burde vel betænke hvad han sagde og befalede. Cortés svarede i en temmelig forbitret tone, at det var bedre at falde med ære end et leve med vanære, som der står i sangen. Til disse ord af Cortés sluttede de fleste af soldaterne sig, det vil sige alle vi der var med til at udråbe ham til vor fører og til at råde ham at lade skibene bore i sænk; vi råbte med høj røst, at han skulle ikke bryde sig om rumlerier og ikke lytte til sådan tale; med guds bistand ville vi i enighed være belavede på at gøre vor pligt. Dermed standsede denne forhandling. Det kan dog ikke nægtes, at de blev ved at knurre mod Cortés og skælde ud på ham, også på os, der gav ham råd, og på dem fra Cempoal, som havde slået os ind på denne vej og de sagde meget andet, som de ikke burde sige, men dengang turde de ikke komme frem med det. Nå, det endte da med, at de alle sammen lystrede. Nu nok herom. Jeg skal så fortælle, hvordan de gamle kaziker i Tlascala's hovedstad atter sendte bud til deres overgeneral Xicotenga, at han aldeles ikke måtte angribe os, men aflægge et fredeligt besøg hos os og bringe os føde, for sådan var det besluttet af alle kazikeme og de fornemste mænd i det land og i Guaxocingo; de sendte også den befaling til de høvdinger, han havde med sig, at de aldeles ikke måtte lystre ham, undtagen når han ville slutte fred. Dette lod de ham melde tre gange, for de vidste med sikkerhed, at Xicotenga ikke ville adlyde dem, men en nat angribe vor lejr igen, og at han i den hensigt havde samlet 20,000 mand; da han var overmodig og meget stivnakket, ville han ligeså lidt adlyde denne gang som de foregående. Hvad han nu gjorde, skal jeg nu fortælle i det følgende.

Da Mase Escaci og den gamle Xicotenga og alle de andre kaziker i Tlascala's hovedstad havde sendt fire gange bud til deres feltherre, at han ikke måtte bekrige os, men komme og forhandle om fred med os, siden han var i nærheden af vor lejr, og havde befalet de andre høvdinger, at de ikke måtte følge ham, undtagen hvis han begav sig i fredelig hensigt til os, så fandt Xicotenga, der var hidsig, stædig og indbildsk, på at sende os fyrretyve indianere med høns, brød og frugt og dertil fire gamle, grimme indianske kællinger, en hel del kopal og nogle papegøjefjer. Da indianerne kom med dette, troede vi, at det skulle betyde fred. Efter at de var kommet til vor lejr, afbrændte de røgelse for Cortés, men viste ellers ikke den sædvanlige høflighed, de bruger, og så sagde de; »dette sender feltherren Xicotenga jer at spise, hvis i er slemme teuler, som de fra Cempoal siger; vil i have ofre, så kan i tage disse fire kvinder og slagte dem og spise af deres kød og hjerter; vi ved ikke, hvordan i plejer at bære jer ad dermed, derfor har vi ikke ofret dem nu i jeres påsyn. Men hvis i er mennesker, så spis af hønsene, brødet og frugten, og er i gode teuler, så bringer vi jer her noget kopal (det er en slags røgelse) og papegøjefjer; det kan så være jert offer.« Cortés lod svare ved hjælp af vore tolke, at han allerede havde ladet dem sige, at han ønskede fred og ikke kom for at påføre dem krig, men vi kom for at bede dem og tilkendegive dem i vor herre Jesu Kristi navn, som vi troede på og tilbad, og i kejser Karls navn, hvis undersåtter vi var, at de ikke skulle slagte eller ofre mennesker, som de plejede. Vi var alle sammen mennesker af kød og blod ligesom de, ikke teuler, men kristne, og vi havde ikke for skik at slagte folk; ville vi slå nogen ihjel, så var der nok at hugge ned, hver gang de anfaldt os om dagen eller natten. Den mad, de havde bragt os, skulle de have tak for; men nu burde de ikke gøre flere dumheder end dem de allerede havde gjort, men derimod slutte fred. Men nu er at fortælle, at det kom for en dag, at disse indianere, Xicotenga sendte til os med mad, var spioner, som skulle udspejde vore hytter og telte og heste og artilleri, og hvor mange vi var i hver hytte, og vore indgange og udgange, kort sagt alt hvad der var i vor lejr. De opholdt sig der den dag og natten med, hvorpå nogle gik med budskab til deres Xicotenga og andre kom i stedet. Så var det, at vore venner, vi havde med fra Cempoal, lagde mærke dertil, og det faldt dem ind, at da vore fjender aldrig havde for skik at opholde sig dag eller nat i vor lejr uden bestemt anledning, måtte det vist være spioner; og deres mistanke styrkedes, fordi dengang vi var i den lille by Cimpacingo, havde to gamle mænd der fra byen sagt til dem fra Cempoal, at Xicotenga stod beredt med mange krigsfolk til at overfalde vor lejr om natten, uden at vi anede det, men dengang havde Cempoal mændene anset det for tåbelighed og røverhistorier og havde ingenting fortalt Cortés, for de vidste det ikke med sikkerhed. Doña Marina fik det derefter at vide, og hun sagde det til Cortés. For at få sandheden ud lod Cortés to af tlascaltekerne, af dem der så skikkeligst ud, komme for sig, og de tilstod da, at de var spioner; derefter lod han igen to tage for sig, og de sagde ligeledes, at de var Xicotenga's spioner og i hvad hensigt de var kommet. Derpå lod Cortés dem slippe fri, og vi udvalgte to til, der sagde det samme, og de fortalte endda, at deres general Xicotenga ventede på vort svar for den nat at kunne overfalde os med hele sin hærstyrke. Da Cortés havde fået det at vide, lod han det bekendtgøre i hele lejren, for at vi skulle være på vor post, for han troede, at de ville komme, som de havde planlagt. Derefter lod han sytten af disse indianske spioner gribe og hænderne hugge af dem, og af andre tommelfingrene; vi sendte dem så til deres høvding Xicotenga og lod ham sige, at det var, fordi de havde været så frække at komme sådan som de var kommet, at de var blevet sådan straffede, og forresten kunne han gerne komme, når han ville, ved dag eller nat, for vi ville vente på ham i to dage; men kom han ikke i de to dage, ville vi komme og søge ham i hans lejr. Vi ville, lod han sige, allerede været kommet at angribe dem og slå dem ihjel, hvis vi ikke havde holdt så meget af dem; nu burde de ikke begå flere dumheder, men slutte fred. Da disse indianere kom derhen med deres afhuggede fingre og hænder, fortæller man at Xicotenga allerede var i færd med at marchere ud af sin lejr med alle sine tropper for at overfalde os ved nattetid, som de havde i sinde; men da han så sine spioner komme i den tilstand, blev han forbavset og spurgte om grunden dertil. De fortalte ham alt hvad der var hændt, og fra det øjeblik tabte han sin dristighed og sit overmod. Desuden havde en høvding, med hvem han havde haft klammeri og uenighed i de tidligere slag; forladt hans lejr med alle sine folk. Nu skal vi høre videre. 

Mens vi nu opholdt os i vor lejr og ikke vidste, om de ville slutte fred. Hvad vi ønskede i høj grad, og var beskæftigede med at gøre vore våben i stand og skæfte pile, hver med hvad han behøvede til kampen, kom en af vore blænkere galopperende i fuld fart og sagde, at på hovedlandevejen fra Tlascala kom der en hel del belæssede indianere og indianerinder; de styrede lige mod vor lejr uden at dreje af fra vejen; hans kammerat, den anden blænker til hest, var på udkig efter, hvorhen de begav sig. Imidlertid kom også denne anden rytter og sagde, at nu var de meget nær herved og gik lige løs på vort opholdssted; fra tid til anden gjorde de holdt en kort tid. Cortés og alle vi andre glædede os over denne efterretning, for vi var ganske sikre på, at det betød fred, hvad det også gjorde. Cortés befalede, at der ikke måtte gøres nogen støj eller finde nogen meningstilkendegivelse sted; vi skulle lade som ingenting og blive i vore hytter. Af hele denne skare, der kom belæsset, så man derpå fire fornemme mænd træde ud, der havde det hverv at underhandle om fred efter de gamle kazikers befaling. De gjorde fredstegn, det vil sige, de bøjede hovedet, og begav sig lige til den hytte, hvor Cortés havde sit kvarter, lagde hånden på jorden, kyssede jorden, bøjede sig tre gange og afbrændte deres kopalrøgelser. Derefter sagde de, at alle Tlascala's kaziker, deres undersåtter og allierede, deres venner og forbundsfæller, kom og tilbød Cortés og alle hans brødre og følgesvende, teulerne, venskab og fred og bad ham tilgive, at de ikke var kommet os venlig i møde, men havde påført os krig; de havde nemlig troet for ganske vist, at vi var venner af Montezuma og hans mexikanere, som fra Arilds tid var deres dødsfjender; det var fordi de så mange af hans undersåtter, der betalte ham tribut, i følge med os, og de mente da, at han lumsk og forrædersk efter sædvane ville lade dem få indpas i deres land for at røve deres hustruer og børn; derfor troede de ikke de sendebud, vi sendte dem. Fremdeles sagde de, at de første indianere, der kom og angreb os, så snart vi var kommet ind i deres land, ikke havde gjort det efter deres befaling eller råd, men det var chontal-estomi'erne, der er et vildt og ufornuftigt folk; da de så, vi var så fåtallige, mente de, at de kunne bemægtige sig os og bringe os som fanger til deres overherrer og gøre sig behagelige for dem derved. Men nu kom de for at bede om tilgivelse for deres dumdristighed; hver dag ville de bringe endnu mere proviant end den, de nu havde med, og som de bad os tage så venlig imod, som den gaves os; og om to dage ville deres høvding Xicotenga komme med flere andre kaziker og aflægge yderligere vidnesbyrd om, hvor gerne hele Tlascala ville være gode venner med os. Da de havde endt deres tale, bøjede de deres hoveder, lagde hænderne på jorden og kyssede den. Så talte Cortés dem til gennem vore tolke, med stor værdighed, og spillede den fornærmede. Han sagde, at der var ganske vist grunde nok til ikke at høre på dem og til at afslå deres venskabstilbud, for dengang vi rykkede ind i deres land, havde vi bedt dem holde fred med os, og han havde underrettet dem om, at han ville hjælpe dem mod deres fjender mexikanerne; men det ville de dengang ikke tro; de ville slå vore sendemænd ihjel, og ikke nok hermed, de angreb os tre gange, dertil om natten, og han havde sendt os spejdere og lurere på halsen. I de kampe, vi havde haft, havde vi kunnet dræbe mange flere af hans undersåtter, men det ville han ikke gøre. Det gjorde ham ondt for dem, der var faldne, men de lå jo på deres gerninger. Nu havde han besluttet at drage hen dér, hvor de gamle kaziker var, for at angribe dem; men siden de nu kom med fredstilbud fra deres provins, modtog han dette i vor konges og herres navn og takkede dem for provianten, de havde med. Og så opfordrede han dem til straks at begive sig til deres øvrighed og bede dem komme eller også sende tydeligere fredstilbud; hvis de ikke kom, så ville vi angribe dem i deres by. Han lod dem give flere glasperler; dem skulle de bringe kazikerne som fredstegn; og det blev dem betydet, at når de kom til vor lejr, måtte det være ved dagslys, ikke når det var blevet mørkt, for ellers slog vi dem ihjel. Så gik da de fire sendemænd deres vej, og i nogle indianerhuse, der lå lidt borte fra vor lejr, efterlod de indianerinderne, de havde med til os og som skulle besørge brødbagning, og hønsene og hele måltidet samt tyve indianere, der hentede vand og brænde; fra den tid skaffede de os rigtig god mad. Da vi så dette og mærkede, at det virkelig var alvor med freden, takkede vi gud af hjertet derfor. Den (freden) kom også på en tid, da vi var så udmagrede og udslidte og utilfredse med krigen, uden at vi kunne se, hvad ende det ville tage med den. Krønikeskriveren Gomara fortæller i det afsnit, som svarer til de sidste kapitler, at Cortés steg op på en klippe og så derfra byen Cimpacingo; men den lå så nær ved vor lejr, at den soldat måtte være meget blind, som ikke så den meget tydelig, når han ville se den. Så siger han også, at soldaterne ville gøre mytteri og rebellion, og han siger andre ting, som jeg ikke vil skrive op, for det ville være at spilde ord. Men jeg erklærer, at aldrig er nogen hærfører i hele verden blevet i den grad adlydt ærbødigt og punktligt af sine folk, hvad det følgende vil vise; sådan noget faldt aldrig nogen soldat ind, siden vi kom ind i landet. Det var kun dengang nede ved kysten. Hvad de sagde til ham i forrige kapitel, var kun for at råde ham og fordi de syntes, at der var noget rigtigt deri; andet betød det ikke. For de fulgte ham altid tro og lydig. Den der læser hvad han fortæller i sin historie, skulle tro at det var sandt, så veltalende beretter han det; men i virkeligheden gik det helt anderledes til. Nu vil jeg ikke tale mere om ham her. Men fortælle, hvad der så hændtes os med nogle sendebud, som den store Montezuma sendte os.

Da gud, vor herre, af sin store nåde havde skænket os sejr i vore kampe i Tlascala, fløj vort ry over hele landet og nåede da også til den store by Mexiko, til den store Montezuma's øren. Og havde man før holdt os for teuler, hvad der er omtrent det samme som deres afguder, så gjorde man fra nu af endnu større væsen af os og betragtede os som vældige krigere. Hele landet undredes over, hvordan vi, der var så få, mens tlascaltekerne havde så store stridskræfter, kunne besejre dem og få dem til at bede om fred. Så var det da, at Montezuma, Mexiko's behersker, der var så god en mand, blev bange for, at vi skulle komme til hans hovedstad, og sendte fem mænd af meget høj rang til Tlascala og til vor lejr for at ønske os velkommen og sige, at han havde glædet sig meget over den sejr, vi havde vundet over så store krigshære, og som gave sendte han en del meget kostbare klenodier af guld, forarbejdet på mange slags måder, vel tusind pjastre i værdi, samt tyve pakker fint bomuldstøj (»carga«, egentlig hvad en mand kan bære (»dragt«), og altså i dette tilfælde 2 arrobas). Dertil lod han sige, at han ønskede at være vor store kejsers vasal, og at han var glad over, at vi allerede var kommet hans by så nær. For han var meget velvillig stemt mod Cortés, hans brødre og alle os teuler, - sådan kaldte han os -, som var med ham. Han bad Cortés erklære, hvor stor tribut til kejseren han ville have af ham hvert år; han ville yde den i guld, sølv, juveler eller fjer; men vi skulle helst lade være at komme til Mexiko. Det var ikke, fordi han ønskede at vi skulle blive borte, - han ville så overordentlig gerne tage imod os -, men fordi landet var ufrugtbart og bjergfuldt og det ville gøre ham ondt at se os døje alle de lidelser, som han vist ikke kunne råde så godt bod på som han ønskede. Cortés svarede, at han takkede ham for den venlighed, han viste os, for gaven, han havde sendt, og for tilbudet om at betale hans majestæt den tribut, han sagde. Forøvrigt bad han sendebudene vente med tilbagerejsen, til de havde været i Tlaseala's hovedstad, for der ville han sige dem besked; først ville han nemlig se, hvad det blev til med krigen. Straks ville han ikke give dem noget svar, for han havde den foregående dag taget ind at få afføring på. Han plejede at bruge nogle frugter ligesom små æbler dertil, som findes på øen Cuba, og som er meget gode for dem der forstår at tage dem på rette måde. Nå, den sag vil jeg nu lade fare, men fortælle hvad der yderligere hændte i vor lejr.

Mens Cortés var ved at samtale med Montezuma's sendemænd, som vi har fortalt, og gerne ville hvile sig, for han havde feber og havde dagen før taget et afførende middel, kom der nogle og sagde barn, at nu kom generalen, Xicotenga, med en stor del kaziker og krigshøvdinger, og at de havde hvide og røde kapper på, det vil sige, at den ene halvdel af kappen var hvid, den anden rød, for det var hans farver; hele deres optræden var fredelig. Hans følge bestod af halvhundrede fornemme mænd. Da han var ankommet til Cortés' kvarter, bøjede han sig i største ærbødighed for ham, og lod en del kopal afbrænde. Cortés bad ham med stor venlighed tage plads ved hans side. Xicotenga sagde da, at han kom fra sin store fader og fra Mase Escaci og alle kazikerne i republikken Tlaseala for at bede ham betragte dem som venner, for at vise vor konge og herre deres underdanighed og bede om tilgivelse, fordi de havde grebet til våben og påført os krig. At de havde gjort det, var fordi de ikke vidste hvem vi var; for de havde anset det som ganske sikkert, at vi var udsendte af deres fjende Montezuma; han havde så mange gange plejet at skaffe sig lumskelig indpas i deres land for at røve og plyndre, og det troede de, han også nu ville gøre. Derfor søgte de at værge sig selv og deres fædreland, så at kampen var udbrudt. Men de var meget fattige; de kunne hverken skaffe sig guld eller sølv eller ædelstene eller bomuldstøj, ikke engang salt til deres mad, for Montezuma gav dem ikke lov til at begive sig ud af deres land for at hente det. Dersom deres forfædre havde ejet noget guld eller ædelstene, så havde de måttet udlevere det til Montezuma, hver gang de sluttede fred eller våbenstilstand, for at de ikke skulle blive helt ødelagte. Men det var i længst forsvundne dage; for nu havde de ingenting at give; det måtte han tilgive dem; kun deres fattigdom var skyld deri, ikke mangel på god vilje. Han klagede derpå højlig over Montezuma og hans allierede, der alle sammen var imod dem og førte krig imod dem; godt havde de dog vidst at  forsvare sig imod dem, og nu havde han villet gøre det samme mod os; men det kunne de ikke, skønt han tre gange havde samlet hele sin krigsmagt, for vi var uovervindelige. Da han nu var kommet til den erkendelse, så ønskede de at være gode venner med os, og at blive den store kejser Karls vasaller, for de var visse på, at i forbund med os ville de selv, deres hustruer og børn altid være sikre, så at de ikke altid behøvede at leve i skræk for de mexikanske forrædere. Han tilføjede endnu mange ord om, at de stillede sig selv og deres by til vor rådighed. Denne Xicotenga var høj af vækst, bredskuldret og velskabt; hans ansigt var langt, med kraftige træk og ligesom koparret; han var vel en 35 år gammel og havde noget meget alvorligt og værdigt i sin fremtræden. Cortés takkede meget høfligt og med indsmigrende venlighed, og sagde, at han ville betragte dem som vor herre kongens vasaller og som vore venner. Nu bad Xicotenga os om at komme til deres by, for der ventede alle de gamle kaziker og papa'er os med en stor fest. Cortés svarede, at han snart skulle komme, men han var i færd med at forhandle med den store Montezuma, og så snart han havde fået affærdiget de sendebud ville han indfinde sig der. Derefter talte Cortés igen i en temmelig streng og alvorlig tone om de kampe, de havde leveret os både dag og nat; siden der nu ikke var noget at gøre ved den ting, tilgav han dem. Men de måtte passe vel på at overholde den fred, vi nu sluttede med dem, og ikke svigte os; for hvis de gjorde andet, så ville han slå dem ihjel og ødelægge deres by, og så skulle de aldrig mere få at høre om fred, kun om krig. Da Xicotenga og alle de fornemme mænd, som var ifølge med ham, hørte det, sagde de som med een mund, at det skulle være en sikker og virkelig fred, og at de alle ville bliver her som gidsler. Endnu flere samtaler førtes mellem Cortés og Xicotenga og de andre fornemme mænd, og de fik til gave nogle grønne og blå glasperler til hans fader, til ham selv og til de øvrige kaziker, og Cortés bad dem sige til dem, at han snart ville komme til deres by. Under al den forhandling og alle de tilbud var de mexikanske sendemænd tilstede; de var grumme ilde til mode ved fredsslutningen, for de kunne nok tænke sig, at der ikke ville komme noget godt ud af det for dem. Da Xicotenga havde taget afsked, sagde Montezuma's sendemænd halvt leende til Cortés, at hvis han troede noget af alle de fredstilbud, de var kommet med på hele Tlascala's vegne, så ville han blive taget ved næsen. Vi skulle ikke tro det, for det var ikke andet end forræderiske og lumske ord; de bar sig kun sådan ad for at få os lokket ind i deres by, og når de så havde rigtig krammet på os, så ville de anfalde os og dræbe os. Vi skulle blot huske på, hvor mange gange de var kommet med hele deres hærstyrke for at slå os ihjel; da de ikke kunne det, men mange af dem blev dræbte og sårede, så ville de nu skaffe sig hævn ved forstilte fredstilbud. Cortés svarede med kækt åsyn, at det var ham ligegyldigt, om de havde den hensigt; det ville da just være ham en fryd at straffe dem ved at berøve dem livet, og det kom ham alt sammen ud på et, enten de anfaldt ham om dagen eller øm natten, i fri mark eller i byen; netop for at få at vide, om det var sandhed, havde han i sinde at gå derhen. Da sendemændene mærkede, hvor fast hans beslutning var, bad de os vente seks dage endnu ude i vor lejr, for de ville sende to af deres fæller til deres herre Montezuma, og i løbet, af de seks dage ville de komme tilbage med svar. Cortés lovede dem det, for - som jeg har sagt - han havde feber og så videre, og da sendemændene førte sådan tale, kom han desuden (uagtet han lod som ingenting) til at tænke på, om det dog ikke skulle være sandt; det var dog nok værd at se, hvordan det virkelig hang sammen med den fred. Da de nu for øjeblikket optrådte fredsommelig, og da alle byerne på hele den vej, vi havde passeret fra vort Villa Rica de Vera Cruz, var vore venner og forbundsfæller, skrev Cortés til Juan de Escalante, der - som jeg har fortalt - var blevet tilbage der i byen for at bygge fæstningen færdig, som kaptajn for en tresindstyve gamle, svagelige soldater, der var blevet der. I det brev underrettede han ham om al den store nåde, vor herre Jesus Kristus havde skænket os ved at lade os sejre i alle de slag og træfninger, vi havde bestået, siden vi var marcherede ind i provinsen Tlascala, hvor de nu havde bedt om fred. De skulle alle takke gud derfor og passe på at være bestandig gode mod vore venner Totonaquerne's byer. Desuden bad han ham sende straks to tønder vin, han havde gemt i jorden på et bestemt sted i sit kvarter, og ligeledes skulle der bringes nogle hostier af dem, vi havde med fra Cuba, for de, som vi havde taget med på marchen, var sluppet op. Det hedder sig, at man der i byen blev meget glad over brevet, og Escalante skrev så tilbage hvad der var gået for sig der; det varede kun kort tid, inden svaret kom til os. I de dage opstillede vi i vor lejr et meget prægtigt, højt kors, og Cortés befalede indianerne i Cimpacingo og dem i de huse, der lå nær ved vor lejr, at hvidkalke det og holde det i god stand. Nå, men vi vil vende tilbage til vore venner, kazikerne i Tlascala. Da de mærkede, at det varede noget, inden vi kom til deres by, kom de til vor lejr med høns og indianske figner (frugten af cactus tuna, også kaldet ficus indica), - det var just på den årstid, de var modne -; hver dag bragte de os det forråd, de havde, og det af et godt hjerte, for de ville slet ikke have noget derfor; stadig bad de Cortés tit følge med dem til deres by, men vi ventede jo på mexikanerne i de seks dage. Han havde lovet dem, så han opholdt dem med venlige ord. Da så den berammede tid var ved at udløbe, kom der seks fornemme mænd af høj rang fra Mexiko med en kostbar gave fra den store Montezuma; det var for over tre tusind guldpjastre i form af alskens kostelige klenodier, to hundrede prægtige fjerkapper og andre klædningsstykker. Da de overbragte det, sagde de til Cortés, at deres herre Montezuma glædede sig over, at det gik os godt, og at han bad ham indstændig om i alle tilfælde at lade være at følge med tlascaltekerne til deres by eller at stole på dem; de ville blot have ham derhen for at røve hans guld og hans tøj, for de var meget fattige; ikke en ordentlig bomuldskappe ejede de; da de nu vidste, at Montezuma betragtede os som venner og sendte os det guld og de juveler og de tøjer, så ville de just lægge an på at plyndre os rigtig. Cortés tog glad mod gaven, sagde at de skulle ret have tak og at han ville betale deres herre Montezuma med gentjenester; så snart han mærkede, at tlascaltekerne havde sådan noget i sinde som det. Montezuma lod sige, så skulle han gøre ham den tjeneste at berøve dem alle livet; men han vidste godt, at de ikke ville begå nogen skurkestreg, og i alle tilfælde ville han begive sig derhen for at se, hvordan de bar sig ad. Mens denne samtale stod på, kom der igen en hel del sendebud fra Tlascala og sagde Cortés, at nu var alle de gamle kaziker fra landets hovedstad ganske nær; de kom for at hilse på Cortés og alle os andre i vore telte og hytter og tage os med ind til deres by. Da Cortés hørte det, bad han de mexikanske sendemænd at vente tre dage på besked til deres herre, for nu havde han noget at ekspedere og forhandle om i anledning af den krig, vi havde ført, og den fred, der nu stod for døren. De lovede at vente. Hvad nu de gamle kaziker sagde til Cortés, skal blive fortalt i det følgende.

Da de gamle kaziker over hele Tlascala mærkede, at vi ikke kom til deres by, besluttede de at komme, dels i bærestole og på menneskeryg og dels til fods. Det var dem, jeg før har omtalt, og de hed Mase Escaci, den gamle blinde Xicotenga, Guaxocingo (forfatteren giver byen og dens kazik samme navn), Chichimecatecle og Tecapaneca fra Topeyanco. De kom til vor lejr med et stort følge af fornemme mænd, bøjede sig tre gange meget ærbødig for Cortés og alle os andre, afbrændte kopal, lagde hænderne på jorden og kyssede denne. Derefter begyndte den gamle Xicotenga at tale således til Cortés; »Malinche, Malinche! (således plejede de indfødte at kalde Cortés, fordi han altid havde Doña Marina i følge med sig). Nu har vi mange gange sendt bud og bøn til dig, at du skulle tilgive os, at vi var draget ud i krig mod dig; vi har sagt dig grunden dertil, nemlig at vi ville værge os mod den slemme Montezuma og hans store magt. For vi troede, at i var på hans parti og i forbund med ham. Havde vi vidst hvad vi nu ved, så ville vi ikke alene have mødt jer på vejen med forråd i mængde, men vi ville have banet den for jer, og vi ville være kommet jer i møde helt nede ved havet, hvor i havde jeres akaler (dvs. skibe), og da i nu har tilgivet os, kommer vi her, jeg og alle disse andre kaziker, for at bede jer straks følge med os til vor by; der vil vi give jer af alt hvad vi har og tjene jer med vore personer og vor ejendom. Hør, Malinche, gør nu det, og lad os straks gå! Vi er bange for, at disse mexikanere måske har fortalt dig noget falsk og løgnagtigt af den slags, som de plejer at sige om os; men det skal du ikke tro; du skal ikke høre derpå, for de er fulde af falskhed. Vi har tænkt os, at det var af den grund, at du ikke ville komme til vor by«. Cortés svarede elskværdig, at allerede flere år før vi kom til deres land havde han vidst, at de var brave folk; derfor var han blevet forbavset, da de bekrigede ham. Mexikanerne, sagde han, som var tilstede, ventede på besked til deres herre Montezuma. Deres opfordring til at komme til deres by og de levnedsmidler, de bestandig bragte, og al den anden venlighed var han dem meget taknemlig for, og han skulle nok gengælde dem det. Han ville allerede være draget afsted, hvis han havde haft nogen til at transportere vore tepuzquer (hvilket vil sige bombarderne). Da de hørte det ord, blev de så glade, at man kunne læse det på deres ansigter, og sagde; »å, derfor var det du nølede! Hvorfor sagde du det ikke?« Der var knap gået en halv time, før de bragte os over 500 indianske lastdragere, og den næste dag, tidlig om morgenen, begyndte vi at marchere afsted til Tlascala's hovedstad i god orden, både artilleriet og rytterne og de med bøsser og armbrøster og alle de andre, sådan som vi plejede. Montezuma's sendemænd havde Cortés bedt følge med os for at se, hvad det blev til i Tlascala; der ville han give dem besked, og de skulle opholde sig i hans hovedkvarter, for at de ikke skulle komme noget til; for de var bange for tlascaltekerne, sagde de. Før jeg går videre, vil jeg forklare, hvor det kan være, at de i alle de byer, vi kom igennem, eller i andre, hvor de vidste noget om os, kaldte Cortés »Malinche«. Jeg vil selv i det følgende kalde ham Malinche, hver gang jeg fortæller om vore forhandlinger med indianere, både dem i dette land og i byen Mexiko, og jeg vil kun kalde ham Cortés hvor det passer. Grunden til, at han fik det navn, er, at Doña Marina, vor tolk, altid sås i selskab med ham, især når der kom sendemænd eller forhandledes med kaziker, og hun gav forklaring i det mexikanske sprog, - derfor kaldte de Cortés »Marinas høvding«, og det forkortede de så til »Malinche«. Det navn fik også en der hed Juan Pérez de Arteaga fra Puebla, da han altid fulgtes med Doña Marina og Gerónimo de Aguilar for at lære sproget af dem; af den årsag kaldte de ham Juan Pérez Malinche, som skal forestille Arteaga; det er ikke mere end et par år siden, at vi fik det at vide. Dette har jeg villet underrette læserne om, uagtet der ikke var grund dertil; det var bare for at man kan forstå det navn Malinche, som for eftertiden vil blive brugt om Cortés. Her vil jeg også meddele, at fra den tid, vi rykkede ind i landet Tlascala, og til vi holdt indtog i deres hovedstad var der forløbet 24 dage, og indtoget fandt sted d. 23 september 1519. Nu vil vi gå over til et nyt kapitel; i det skal jeg fortælle, hvad der hændtes os dér.

Da kazikerne så, at vort tros begyndte at sætte sig i bevægelse ad deres by til, skyndte de sig i forvejen for at holde alt beredt til at modtage os og for at pynte vore kvarterer med grønne grene. Allerede da vi var i en fjerdingvejs afstand fra byen, mødte de samme kaziker os, som var ilet i forvejen; de havde deres børn og broder- og søsterbørn med sig og en hel del fornemme mænd, hver slægt eller stamme for sig. Der var nemlig fire stammer i Tlascala, hvortil kom Tecapaneca's (herre til Topeyanco), altså fem i det hele; og fra alle byerne kom deres undersåtter i deres forskellige liberier, der var meget kønne, smukt udsyede og dekorerede, skønt de var af nequen lærred, for bomuld ejede de ikke. Derefter kom papa'erne fra hele provinsen; dem var der mange af, for de havde store templer, - jeg har allerede sagt, at de kaldte dem cu'er, og dér har de deres afguder og holder ofringer. Disse papa'er bar fyrfade med gløder og tilrøgede os alle med deres røgelse; nogle af dem var iførte meget lange klæder, ligesom messeskjorter; de var hvide og med hætter og lignede dem, som kanniker gå med, sådan som jeg allerede har fortalt; deres hår var meget langt, så at man ikke kunne få det skilt uden at skære det af, og fuldt af blod, som dryppede fra ørene på dem, for den dag havde de ofret. De bøjede deres hoveder til tegn på ydmyghed, da de blev os var. Deres negle på hænderne var meget lange. Vi hørte sige, at man betragtede disse papa'er ligesom munke og fromme mænd, en stor del af de fornemme dannede Cortés' følge. Da vi nu kom ind i byen, kunne de mange indianere og indianerinder, der kom os i møde med glade ansigter, næppe rummes i gaderne og på husenes terrasser. De bragte os en snes store buketter af roser der fra landet, vellugtende og af forskellig farve; dem gav de til Cortés og til de andre der så ud til at være officerer, især dem til hest. Da vi kom til nogle smukke gårde, hvor vi skulle have vore kvarterer, tog den gamle Xicotenga og Mase Escaci Cortés ved hånden og førte ham derind. Der var, efter deres skik, redt senge til os af måtter, med lagner af nequen lærred. Også vore venner fra Cempoal og Zocotlan fik kvarter i nærheden af os. Cortés befalede, at den store Montezuma's sendemænd skulle have deres værelser nær ved hans egne. Skønt vi nok kunne se, at vi var iblandt velvillige og fredelige folk, forsømte vi dog ikke at være på vor post, som vi plejede. Det hedder, at til den kaptajn, hvis tur det var at sætte forposter og vagter ud, og som havde bemærket, at de jo lod til at være ganske fredelige, så at vi ikke behøvede så mange vagter og så megen forsigtighed som ellers, sagde Cortés; »ja, senores, jeg hører nok hvad i siger, men efter vor gode sædvane bør vi være belavede på alt; skønt de viser sig meget brave, bør vi dog ikke tro på deres fredsommelighed, men tænke os, at de vil angribe os og møde os som fjender, for mangen en feltherre er blevet slagen, fordi han var altfor tillidsfuld og ligegyldig. Især må det gælde om os, der er så få, og da nu den store Montezuma har sagt, at vi skulle tage os i agt, selv om det måske er opdigtelse og usandhed, bør vi være på vor post«. Nå, men vi vil ikke tale mere om alle vore forsigtighedsregler med vagter og poster, men vende tilbage til vor fortælling. Den gamle Xicotenga og Mase Escaci, de to store kaziker, blev meget vrede på Cortés og lod ham sige ved vore tolke: »Malinche, enten holder du os for fjender, eller du mener ikke noget med hvad vi ser dig gøre. For det ser ud, som om du ikke stoler på os og på den fred, vi har sluttet med dig, mens vi derimod stoler på dig. Det siger vi dig, fordi vi ser, at i sådan holder vagt og går og passer på, ligesom dengang i mødtes med vore hære. Malinche, vi tror at du gør det, fordi mexikanerne har i hemmelighed fortalt dig så meget forræderisk og ondt, for at du skal blive uvenner med os. Men du skal ikke tro dem; nu er du jo her, og vi vil give dig alt hvad du ønsker, endog os selv og vore børn, og vi vil dø for jer. Forlang som gidsler alt hvad du vil; din vilje skal ske«. Cortés og alle vi andre var forbavsede over deres elskværdige og vennesæle ord, og han lod dem svare ved Doña Marina, at han troede dem og behøvede ikke gidsler, kun deres gode vilje, og hvad vort krigsberedskab angik, så var det blot vor sædvanlige skik, som de ikke måtte tage ilde op; han var dem taknemlig for alle deres tilbud og skulle nok lønne dem derfor en gang i tiden. Efter denne samtale kom der flere fornemme mænd med en stor forsyning af høns, majsbrød, figner og grøntsager der fra egnen, så at lejren blev udmærket provianteret, og i de tyve dage, vi var der, havde vi mere end fuldt op af alle ting. Det var d. 23 september 1519, vi marcherede ind i den by, som jeg har sagt. Fortsættelsen følger i næste kapitel.

Den næste dag tidlig om morgenen befalede Cortés, at der skulle opstilles et alter og læses messe, for nu havde vi fået vin og hostier. Den messe læste præsten Juan Diaz, for pateren havde feber og var meget svag. Den gamle Xicotenga, Mase Escaci og flere andre kaziker var tilstede. Da messen var forbi, begav Cortés sig ind i sit kvarter; med ham fulgte en del af os soldater, som plejede at ledsage ham, desuden de to gamle kaziker og vore tolke. Xicotenga sagde, at de ville bringe ham en gave, og Cortés var meget venlig imod dem og sagde, at det kunne de gøre, når de ville. Så udbredte de nogle måtter, og en kappe ovenpå, og bragte så seks-syv småfisk af guld og nogle lidet værdifulde sten og nogle pakker nequen tøj; det hele var grumme fattigt, ikke tyve pjaster værd. Da de gav det, sagde kazikerne smilende; »Malinche, vi kan nok tænke at du synes, det er lidt, vi giver dig, og at du ikke er videre glad over det; men vi har allerede ladet meddele dig, at vi er fattige og hverken har guld eller andre rigdomme, og at grunden dertil er, at mexikanerne, de slemme forrædere, og Montezuma, deres nuværende herre, har taget det altsammen fra os, dengang vi sluttede fred med dem eller bad dem om våbenstilstand, for at de ikke skulle bekrige os. Bryd dig ikke om, at det ikke er af stor værdi, men tag venlig derimod, for det kommer fra dine venner og tjenere, - det vil vi være«. De bragte også en hel del levnedsmidler. Cortés modtog det med glad åsyn og sagde dem, at han satte mere pris på dette, fordi det kom fra dem og fordi det blev givet med så god vilje, end om andre havde bragt ham et helt hus fuldt af guldkorn; sådan modtog han det, og han viste dem stor venlighed. Det synes, at alle kazikerne var blevet enige om at give os de smukkeste af deres døtre og niecer i giftefærdig alder. Den gamle Xicotenga sagde; »Malinche, for at i tydeligere skal mærke, hvor meget vi holder af jer og ønsker at være jer til behag i alting, så vil vi give jer vore døtre, for at de kan være jeres hustruer og i kan få afkom; for vi vil betragte jer som brødre, siden i er så brave og tapre. Jeg har en meget smuk datter, der ikke har været gift; hende skal i have«. Også Mase Escaci og alle de andre kaziker sagde, at de ville bringe deres døtre, for at vi skulle have dem til hustruer; de gjorde os endnu mange andre tilbud, og hverken Mase Escaci eller Xicotenga veg den dag fra Cortés; nærhed, og da Xicotenga var blind af alderdom, befølte han Cortés' hoved, skæg og ansigt og hele legeme med hånden. Med hensyn til det om hustruerne svarede Cortés, at han og vi alle var dem forbundne derfor og nok skulle gengælde dem det ved lejlighed. Pateren var just til stede, og Cortés sagde så til ham; »senior padre, nu synes jeg, at det er bedst, vi pirrer lidt ved disse kaziker for at få dem til at opgive deres afguder og ofringer, for de vil gøre alt, hvad vi beder dem om, da de er så grumme bange for mexikanerne«. Munken svarede; »det er meget godt, senor, men lad os opsætte det, til de kommer med deres døtre; så bliver der lejlighed dertil, og så kan i sige, at i ikke vil tage imod dem, før de har lovet, at de ikke vil ofre mennesker; hjælper det, så er det godt, ellers vil vi gøre vor pligt«. Det blev så opsat til næste dag. Hvad der da skete, vil blive berettet i det følgende.

Den næste dag kom de samme gamle kaziker og bragte fem smukke unge indianske møer; af indianerinder at være så de virkelig godt ud og var net pyntede, og hver af dem havde en indianerinde til med sig som tjenerinde; de var allesammen kazik døtre. Xicotenga sagde til Cortés; »Malinche, hun dér er min datter; hun er jomfru og har aldrig været gift; hende skal i have og så førte han hende ved hånden hen til ham; de andre skulle han give kaptajnerne. Cortés sagde tak, og med venligt åsyn erklærede han, at han tog imod dem som gave, men for øjeblikket skulle deres forældre beholde dem hos sig. Kazikerne spurgte da, hvorfor vi ikke tog dem til os straks. Cortés svarede; »fordi jeg først vil gøre hvad vor herre og gud befaler; det er ham, vi tror på og tilbeder, og derfor har kongen, vor herre, sendt os ud, for at i skal omstyrte jeres afguder, ikke slagte eller ofre mennesker eller gøre andre slemme ting, som i plejer at gøre, men tro på den samme, som vi tror på, nemlig den eneste sande gud«. Der blev sagt dem mange andre ting angående vor hellige tro, og de blev sandelig rigtig godt forklarede for dem. For Doña Marina og Aguilar, vore tolke, var allerede så øvede deri, at de kunne give dem meget god besked. Der blev også vist dem et billede af Vor Frue med sin dyrebare søn i sine arme, og der blev sagt dem, at det billede skulle forestille Vor Frue, som hedder den hellige Maria og bor i den høje himmel og er moder til vor herre; det er det jesusbarn, hun holder i sine arme, og som hun undfangede ved den helligånds nåde, idet hun vedblev at være jomfru før fødselen og under fødselen og efter fødselen; den høje dame går i forbøn for os hos sin dyrebare søn, som er vor gud og herre. Og der blev sagt dem meget andet, som var at sige om vor hellige tro. Hvis de ville være vore brødre og vore sande venner, og for at vi med større glæde kunne tage imod deres døtre for, som de sagde, at have dem til hustruer, så måtte de straks opgive deres fæle afguder og tro på og tilbede gud, vor herre, som vi troede på og tilbad; så skulle de blot se, hvor godt det ville gå dem, for de ville både få sundhed og godt vejr og held i hvad de foretog sig, og når de døde, gå ville deres sjæle flyve op til himlen for at nyde den evige salighed. Men hvis de ofrede, som de plejede, til deres afguder, der er djævle, så ville de tage dem med ned til helvede, hvor de til evig tid skulle brænde i luende ild. Da vi i andre samtaler allerede havde sagt dem mere om, at de skulle svigte deres afguder, så sagde vi ikke mere til dem under denne forhandling. Til alt dette svarede de; »Malinche, vi har jo allerede hørt herom før af dig, og vi tror gerne, at jeres gud og denne høje dame er rigtig gode; men hør, nu er i jo lige kommet til vore hjem, med tiden vil vi bedre kunne forstå jeres sager og se, hvordan det hænger sammen dermed, og så vil vi gøre hvad vi synes er rigtigt. Hvor kan vi forlade vore teuler, som vore forfædre i så mange år har betragtet som guder og tilbedt og ofret til? Og når nu vi gamle ville gøre det for at være dig til behag, hvad vil så alle vore papa'er sige og de unge indbyggere og børnene her i provinsen? De vil naturligvis gøre opstand imod os, især da papa'erne allerede har talt med vor største teul, som svarede dem, at vi måtte ikke glemme dem med menneskeofre og med hvad vi ellers plejede, ellers ville hunger, pest og krig ødelægge hele denne provins«. Sådan svarede de og sagde, at vi skulle ikke mere tænke på at tale til dem om den sag, for de ville ikke lade være at ofre, selv om man slog dem ihjel. Da vi hørte dette svar, som de udtalte så åbenhjertig og frygtløst, sagde pateren, der var en forstandig mand og teolog: »Senor, i skal ikke tænke på at plage dem mere hermed, for det er ikke rigtigt at tvinge dem til at blive kristne; det vi gjorde i Cempoal, nemlig vælte deres afguder, så jeg også helst vi lod være at gøre, før de har fået kundskab om vor hellige tro. Hvad hjælper det nu at tage afguderne bort fra en cu eller et tempel, når de straks flytter dem over i et andet? Men det er godt, at de får hørt vore formaninger, for disse er jo fromme og gode; så kan de senere komme til erkendelse af, hvor gode råd vi giver dem«. Også tre adelsmænd, nemlig Pedro de Alvarado, Juan Velasquez de Leon og Francisco de Lugo, sagde til Cortés; »det er meget rigtigt hvad pateren siger, og i bør nøjes med hvad i har gjort og ikke røre mer ved denne sag lige over for disse kaziker«. Sådan skete det da også; kun bad vi dem indstændig om straks at rydde en nybygget cu, som lå i nærheden, tage deres afguder bort derfra, kalke den og rengøre den, for at der kunne blive opstillet et kors og Vor Frues billede. Det gjorde de da straks, og der læstes messe dér, og kazikdøtrene blev døbte. Den blinde Xicotenga's datter fik navnet Doña Luisa, Cortés tog hende ved hånden og gav hende til Pedro de Alvarado, og han sagde til Xicotenga, at den mand, han gav hende til, var hans broder og kaptajn; han skulle være glad derved, for hun ville blive meget godt behandlet af ham. Xicotenga var meget tilfreds dermed. Mase Escaci's datter eller niece fik navnet Doña Elvira; hun var meget smuk (de unge pigers indianske navne klang meget barbarisk; een hed Tecuiloatzin, en anden Tolquequetzaltzin). Så vidt jeg husker, fik Juan Velasquez de Leon hende. De andre fik også deres døbenavne, og gaver til; dem skænkede Cortés til Gonzalo de Sandoval, Cristóbal de Oli og Alonso de Avila. Derefter forklarede vi dem, hvorfor vi havde opstillet to kors, nemlig fordi deres teuler var bange for dem; og hvor vi gjorde ophold eller sov, stillede vi dem ved vejene. Alt det hørte de meget opmærksomt på. Før jeg går videre, vil jeg meddele, at med den kazikdatter, Xicotenga's datter, som blev kaldt Doña Luisa og som blev givet til Pedro de Alvarado - dengang hun skænkedes ham, gjorde hele Tlascala stads af hende og forærede hende gaver og behandlede hende som deres herskerinde -, at med hende fik samme Pedro de Alvarado, der var ungkarl, en søn ved navn Don Pedro og en datter ved navn Doña Leonor, som nu er gift med Don Francisco de la Cueva, en god adelsmand, fætter til hertugen af Alburquerque; de har igen fået fire-fem sønner, der er såre gode caballeros. Denne Doña Leonor er en særdeles udmærket dame, som slægter sin fader på; han blev komtur (»comendador«, hvad vi kalder kommandør) af Santiago ordenen og statholder i Guatemala, og det er ham, der drog til Peru med en stor flåde; og Xicotenga var jo hersker i Tlascala. Nu nok om disse slægtskaber; lad os vende tilbage til Cortés, der forhørte disse kaziker meget omstændelig om forholdene i Mexiko. Hvad de fortalte ham, skal jeg nu fortælle.

Cortés tog da disse kaziker tilside og udspurgte dem meget omstændelig om hvad der vedkom Mexiko, og Xicotenga, der var den snildeste og en stor herre, tog først ordet; fra tid til anden gav Mase Escaci, som ligeledes var en stor herre, også sit ord med i laget. Han sagde da, at Montezuma havde en så stor hærmagt, at når han ville indtage en stor by eller gøre indfald i en provins, stillede han halvanden hundred tusind mand i marken; det vidste de af erfaring fra alle de krige og tvistigheder, de havde haft med dem i over hundrede år. Cortés sagde så til ham; »men hvor kan det da være, at de aldrig fik bugt med jer, når de kom over jer med alle de mange krigsfolk?« Hertil svarede de, at rigtignok havde de undertiden slået og nedhugget dem og slæbt mange af deres undersåtter bort for at ofre dem, men af deres fjender var også mange blevet liggende døde på valpladsen, og en del var blevet fangne; de var heller ikke kommet så hemmelig, at de ikke havde fået nys derom; når de havde fået det at vide, beredte de sig tit kamp af al magt og forsvarede sig. Ja angreb endog, med Guaxocingo folkenes bistand; og da alle de provinser og byer, som Montezuma havde plyndret og underlagt sig, var meget ilde stemte imod mexikanerne og just ikke gerne kæmpede for dem, når de med vold trak dem med i kampen, så fik de netop underretning hos dem, så de kunne forsvare deres lande så godt de evnede. Hvor de stadig havde fået mest ulykker fra, var fra en meget stor by, som ligger i en dagsrejses afstand og som hedder Cholula; for det var nogle store forrædere, og dér lagde Montezuma hemmelig sine hærskarer i garnison, og så gjorde de angreb om natten, eftersom de var så nær. Desuden fortalte Mase Escaci, at Montezuma havde i alle provinser lagt talrige garnisoner, hvortil kom de mange krigsfolk, han fik fra byen, og at alle disse provinser yder ham tribut af guld og sølv og fjer og ædelsten og tæpper og bomuld, og indianere og indianerinder til ofring, også nogle til tjenestebrug. »Så mægtig en herre er han, at han kan få alt hvad han vil; og det hus, han bor i, er fuldt af kostbarheder og chalchihui-sten, som han har røvet og taget med magt fra dem, der ikke vil give ham det godvillig; og alle landets rigdomme tilhører ham«. Derpå fortalte de om hans store hof holdning; der var ingen ende på det, hvis jeg skulle berette det alt sammen her, og om de mange koner, han havde, og hvordan han bortgiftede nogle af dem; alt det gav de os besked om. Og så fortalte de om hvor stærkt befæstet hans hovedstad var, hvordan søen ser ud og hvor dybt vandet er, og om de dæmninger, ad hvilke man kommer ind i byen, og de træbroer, der findes ved hver dæmning; hvordan vandet strømmer ind og ud i de snævre åbninger, som broerne fører over, og hvordan man kan blive stængt inde mellem bro og bro, uden at kunne nå ind i byen, når nogen af broerne trækkes op; hvordan størstedelen af byen er bygget ude i søen, og at man ikke kan komme fra hus til hus undtagen ved hjælp af vindebroer, som de har lavet eller i kanoer. Ovenpå alle husene er der terrasser, og på dem er der ligesom brystværn, så at de kan kæmpe deroppe fra. Fremdeles om byens forsyning med frisk vand fra en kilde, der hedder Chapultepeque og ligger en halv mils vej fra byen; vandet ledes ad murede vandledninger til et sted, hvorfra det bringes omkring i kanoer og bliver solgt i gaderne. Så fortalte de også om deres våben; der var togrenede kastespyd, som de udskød ved hjælp af remme og som kan gå igennem enhver rustning; mange gode bueskytter havde de også, og nogle havde lanser med flintestensspids - en favn lang er odden - de er kunstig gjort og skærer endnu bedre end rageknive; så havde de også skjolde, og bomuldspansere, og nogle andre meget lange lanser, og sværd til at føre med begge hænder. De havde nogle store stykker nequen tøj med, hvorpå de kampe, som de havde haft med dem, og deres kampmåde var afbildet. Da nu vor feltherre og alle vi andre allerede tidligere havde fået underretning om alt det, som disse kaziker fortalte, standsede han deres tale og bragte et mere dybtgående emne på bane; han spurgte dem nemlig, hvorledes de var kommet til at bosætte sig der i landet, og hvor de var kommet fra, da de jo var så forskellige fra mexikanerne og så fjendtligsindede imod dem, skønt deres lande lå så nær ved hinanden. De sagde da, at deres forfædre havde fortalt dem, at i fordums tid havde der i dette land boet mænd og kvinder, som var meget høje af vækst og sværlemmede; men da de var meget onde og deres adfærd slet, så slog de dem ihjel i kamp; nogle blev dog tilovers, men de døde efterhånden. For at vi skulle se, hvor store og høje deres kroppe var, bragte de os en knogle eller et lårben af en af dem; det var meget tykt og så langt som en velvoksen mand er høj. Det var et helt lårben, lige fra knæ til hofte; jeg sammenlignede dets mål med mig selv, og det var lige så langt som jeg, uagtet jeg er ganske velvoksen. De kom også med stykker af nogle knogler ligesom denne; men de var medtagne og ødelagte af at ligge i jorden. Vi blev alle forbavsede ved at se de lårben og forvissede om, at der må have levet kæmper i det land. Vor feltherre Cortés sagde til os, at vi burde sende denne store knogle til Kastilien, for at hans majestæt kunne få den at se; det gjorde vi da også, da vi første gang lod sendemænd drage derover. De samme kaziker sagde også, at de havde hørt fra deres forfædre, at en afgud, som de dyrkede med stor andagt, havde spået dem, at der ville komme nogle mænd fra den kant, hvor solen står op, langvejs fra, for at undertvinge dem og herske over dem. Hvis det var os, så var de glade derover, fordi vi var så tapre og gode. Dengang de forhandlede om fred, kom de til at huske på, hvad deres afgud havde spået; derfor gav de os deres døtre, for at komme i slægt med mænd der kunne værge dem mod mexikanerne. Da de havde endt deres tale, blev vi alle forundrede og sagde ved os selv, at måske talte de sandt. Så svarede vor feltherre Cortés dem, at vi kom ganske rigtig fra den kant, hvor solen står op, og derfor havde kongen, vor herre, sendt os hid, for at vi skulle være deres brødre, for han vidste besked om dem, »og gud give os nåde til at bringe dem frelsen ved vor hjælp og vore bønner«. Hertil sagde vi alle »amen«. De herrer caballeros, der læser dette, er nu vel nok trætte af at høre om vore og Tlascala folkenes indbyrdes samtaler og underhandlinger, og jeg ville også gerne holde op, men nu må jeg nødvendigvis dvæle ved noget andet, som hændte, medens vi var sammen med dem. Den vulkan, som ligger nær ved Guaxocingo, spyede nemlig på den tid, mens vi var i Tlascala. Meget mere ild, end den ellers plejede at spy; derover var vor feltherre Cortés og vi andre forundrede, for vi havde aldrig set magen, og en kaptajn af vore, som hed Diego de Ordás, fik lyst til at se, hvordan det hængte sammen; han bad da vor general om tilladelse til at gå derop. Den tilladelse gav han ham, ja han ligefrem befalede ham det. Han tog så to af vore soldater med og nogle fornemme indianere fra Guaxocingo, - disse fornemme folk, han fik med sig, søgte at gøre ham bange ved at sige til ham, at når han var kommet halvvejen til Popocatepeque (sådan kaldtes nemlig denne vulkan), så ville han ikke kunne udholde jordrystelsen eller flammerne og stenene og asken, som kom op af den; de turde ikke gå højere op, end hvor der ligger nogle afgudstempler for de såkaldte Popocafepeque teuler. Men Diego de Ordás og hans to kammerater blev alligevel ved at stige til vejrs, til de kom helt op, medens de indianere, han havde taget med, blev tilbage neden under, for de turde ikke gå højere op. Under opstigningen så Ordás og de to soldater - det fortalte han siden -, at vulkanen begyndte at udspy store ildsluer og halvbrændte, skøre sten og megen aske, og at hele bjergkæden, hvortil vulkanen hører, skælvede. Så holdt de sig rolige og gjorde ikke et skridt længer, før der var gået en time; de mærkede da, at ildregnen var ovre, og at den ikke udkastede så megen aske eller røg. Derpå steg de op til krateret, der var rundt og af vid omkreds, vel en fjerdingvej bredt, og derfra kunne de se den store by Mexiko og hele søen og alle byerne, der er byggede ude i den. Vulkanen ligger sådan noget som 12-13 mil fra Mexiko. Da Ordás rigtig havde set sig om, vendte han tilbage til Tlascala med sine kammerater og guaxocingo indianerne, meget glad og fuld af beundring over skuet af Mexiko og alle dets byer. Folkene i Tlascala syntes, at det var en såre dristig dåd, og da han fortalte det til Cortés, vor feltherre, og til alle os andre, så var vi forbavsede, for dengang havde vi hverken set det eller hørt derom, men nu ved vi, hvordan der er; der er mange spaniere, endog franciskanermunke, som er steget op til krateret. Da Diego de Ordás kom tilbage til Kastilien, bad han hans majestæt om at måtte sætte det i sit våben; nu føres dette af en nevø af ham, der hedder Ordás og bor i Puebla. Sidenhen, i den tid vi var der i landet, så vi det ikke sprøjte så megen ild eller gøre så megen larm som i begyndelsen; der var endda nogle år, det slet ikke sprudede ild, indtil 1539, da det udspyede meget store flammer og sten og aske. Nå, nu vil vi ikke fortælle mere om den vulkan, for nu ved vi, hvad den er for noget, og vi har set andre vulkaner, sådan som dem i Nicaragua og i Guatemala, så dem i Guaxocingo kunne man godt have tiet stille med uden at berette noget om dem. Jeg vil derimod fortælle, at vi i byen Tlascala fandt nogle træhuse med gitterværk, fulde af indianere og indianerinder, som de holdt fangne og opdrættede derinde, indtil de var fede nok til at blive spist og ofrede. Disse fængsler opbrød og ødelagde vi, for at fangerne i dem kunne gå deres vej; men de stakkels indianere turde ikke gå nogensteds hen, men blev hos os; således reddede de deres liv. Når vi fra den tid rykkede ind i en by, så var det altid det første, vor feltherre befalede, at vi skulle lukke op for de fængsler og lade fangerne slippe ud; næsten alle vegne der i landet havde de dem. Da Cortés og alle vi andre så denne store grusomhed, tilkendegav han kazikerne i Tlascala sin stærke forbitrelse og skændte meget vredt på dem derfor. De lovede så, at for fremtiden ville de aldrig sådan slagte og spise flere indianere. Men jeg sagde; hvad skal de løfter nytte, når vi vendte hovedet bort, så bar de sig igen lige så grusomt ad. Herom vil vi ikke tale mere, men fortælle, hvordan vi iværksatte vort tog til Mexiko.

Da vor feltherre nu så, at vi allerede havde holdt hvil i Tlascala i sytten dage, og da vi hørte fortælle om Montezuma's store rigdomme og hans herlige by, besluttede han at holde råd med alle vore officerer og soldater. Af dem fik han at vide, at de havde god lyst til at marchere videre, og det besluttedes da, at vor afmarch skulle finde sted kort efter. Der var dog i lejren mange afvigende meninger om dette tog, for en del soldater sagde, at det var meget dumdristigt af os at rykke ind i så velbefæstet en by, da vi jo var så få, og de talte om Montezuma's store hærmagt. Cortés svarede, at nu kunne vi ikke gøre andet, for vor higen og tragten havde jo altid været at gæste Montezuma, og at andre råd nu var forgæves. Da de hørte, hvor afgjort han udtalte dette, og da de som havde den modsatte mening, mærkede at mange af os soldater sluttede os af hjertenslyst til Cortés og råbte; »Fremad i guds navn!«, så holdt modstanden op. De, der sådan var på tværs, var af dem, der havde ejendomme på Cuba; men jeg og andre fattige soldater bragte altid vore sjæle som offer til gud, der har skabt dem, og gav vore legemer til pris for sår og lidelser, ja gik i døden for at tjene vor herre gud og hans majestæt. Da altså Xicotenga og Mase Escaci, Tlascala's høvdinger, så at det var vort alvor at marchere mod Mexiko, gjorde det dem ondt; de blev ved at forestille Cortés, at han skulle ikke give sig ind på dette togt, og at han slet ikke skulle fæste lid til Montezuma eller til nogen mexikaner, ikke tro på hans store reverenser eller på hans ydmyge og høviske ord, heller ikke på alle de gaver, han havde sendt, eller på hans andre tilbud; det var altsammen lokkemad, for i en time ville de tage alt det igen, som de havde givet ham. Han burde dag og nat tage sig højlig i agt for dem, for de selv vidste godt, at når vi var mest trygge, så ville de angribe; når vi kæmpede med dem, så måtte vi ikke lade nogen beholde livet, som vi kunne få ram på; den unge for at han ikke skulle bære våben mer, den gamle for at han ikke skulle give råd mer. De gav ham mange flere formaninger, og vor feltherre sagde dem, at han var dem taknemlig for deres gode råd, og viste dem stor venlighed, med tilbud og med gaver til den gamle Xicotenga og til Mase Escaci og alle de andre kaziker. Han forærede dem en stor del af de fine kappe tøjer, Montezuma havde sendt som gave, og så sagde han, at det var godt, om der blev sluttet fred mellem dem og mexikanerne, så at de kunne holde venskab og få skaffet sig salt, bomuld og andre varer. Men Xicotenga svarede, at den fred var til ingen nytte; fjendskabet mod dem var rodfæstet i deres hjerter, og mexikanerne var sådan, at de under ly af freden ville bære sig endnu mere forræderisk ad imod dem, »for de holder aldrig noget løfte ærligt«; så han skulle ikke tænke på at tale om det, men de ville blot igen bede ham om af al magt at tage sig i vare for at falde i disse onde menneskers hænder. Da nu talen kom på, hvad vej vi skulle slå ind på til Mexiko, for Montezuma's sendebud, der fulgte med os som vejvisere, sagde, at den bedste og jævneste vej var over byen Cholula; dér var de den store Montezuma's undersåtter, og de ville bevise os tjenester, - vi syntes da alle, at det var bedst, vi drog til den by -, så blev kazikerne i Tlascala bedrøvede, dengang de hørte, at vi ville begive os ad den vej, som mexikanerne angav. Og så sagde de igen, at vi burde i hvert tilfælde drage over Guaxocingo, for det var deres frænder og vore venner, ikke over Cholula, for i Cholula havde Montezuma altid sine hemmelige rænkespil i gang. Men hvor meget de end snakkede for os og rådede os fra at komme til den by, så besluttede vor feltherre alligevel at begive sig over Cholula, efter vort velbetænkte råd. Det var dels fordi alle sagde, at det var en stor by med anselige tårne og høje. Store templer, - den lå på en smuk slette og lignede langt borte fra virkelig dengang vort Valladolid i Gammel Kastilien; og dels fordi den lå nær ved stærkt befolkede egne og var velforsynet med alskens forråd, og vore venner tlascaltekerne havde den nær ved hånden. Vi havde til hensigt at blive der, til vi fik set, hvordan vi kunne komme til Mexiko uden kamp, for mexikanernes store magt var jo at frygte; når gud, vor herre, ikke tog os i sin guddommelige varetægt og - som ellers - skænkede os sin nåde og indgav os mod, ville vi aldrig komme derhen. Efter megen talen frem og tilbage bestemte vi da at vælge vejen over Cholula. Cortés befalede derpå, at der skulle sendes bud til dem og spørge, hvor det kunne være, at de ikke havde ladet anlægge besøg hos os, uagtet de var os så nær, og vise os behørig opmærksomhed, eftersom vi var udsendte af så stor en konge og herre for at forkynde dem deres frelse; han opfordrede nu alle kaziker og papa'er der fra byen til at komme og hilse os og tilkendegive vor konge og herre deres underdanighed; ellers ville han betragte dem som ildesindede. Mens han sagde dette og andet mere, som sendebudene skulle overbringe, kom der nogle og berettede Cortés, at den store Montezuma havde hidsendt fire sendemænd med foræringer af guld. Efter hvad vi havde set, plejede han aldrig at lade nogen sendelse drage ud uden gaver af guld og tøjer, for han anså det som en skam at udsende sendebud, uden at de havde foræringer med. Jeg skal nu i det følgende fortælle, hvad disse sendemænd sagde.

Mens Cortés stod og snakkede med os alle sammen og med kazikerne fra Tlascala om vor afmarch og om krigssagerne, kom der nogle og sagde ham, at der var kommet fire sendemænd fra Montezuma der til byen, alle sammen fornemme folk. Og at de havde gaver med. Cortés lod dem kalde til sig, og da de var kommet derhen, hvor han var, hilste de ærbødigt på ham og på alle os soldater, som var tilstede. De overleverede deres gave, som bestod af kostelige guldklenodier, forarbejdede på mange forskellige måder, til en værdi af godt to tusind pjaster, og ti pakker tæpper, smukt udsyede med fjer. Cortés modtog dem med venlighed. Derpå sagde disse sendemænd i deres herre Montezuma's navn, at han var meget forbavset over, at vi opholdt os hos disse fattige ukultiverede folk, der ikke engang duede til at være slaver, fordi de var så onde mennesker, forrædere og stimænd; når vi mindst tænkte på det, ville de myrde os for at plyndre os, enten det så var ved dag eller nat; han bad os straks drage til hans by, dér ville han give os hvad han havde, omend det ikke var så herligt som vi fortjente og som han ønskede. Skønt alt mundforråd bliver indført langvejsfra til byen, ville han dog befale at forsyne os så godt som muligt. Dette gjorde Montezuma for at få os bort fra Tlascala, fordi han vidste, at vi havde sluttet den venskabelige overenskomst, som jeg har omtalt i vedkommende kapitel; for at den skulle være fuldkommen, havde de givet Malinche deres døtre. Mexikanerne var nemlig visse på, at der ikke kunne komme noget godt for dem ud af vort forbund, og derfor lokkede han os med guld og gaver, for at vi skulle begive os til deres land eller i det mindste forlade Tlascala. Vi skal nu atter høre noget om sendemændene. Tlascaltekerne kendte dem godt og sagde vor feltherre, at de alle var lensmænd og vasaller, og at Montezuma plejede at sende dem for at forhandle om meget vigtige sager. Cortés takkede sendemændene mange gange og viste dem stor huldsalighed og elskværdighed, og han gav dem til svar, at han ville meget snart komme og hilse på hr. Montezuma, og bad dem blive dér hos os i nogle dage. Dengang havde nemlig Cortés besluttet, at to af vore mest fremragende officerer skulle begive sig til Montezuma og tale med ham og se den store by Mexiko og dens store krigsstyrke og befæstning. Pedro de Alvarado og Bernardino Vazquez de Tapia var allerede på vej, og som gidsler blev fire af de sendemænd tilbage, der havde overbragt gaver; men nogle andre af den store Montezuma's udsendinge, af dem der plejede at være hos os, fulgte med dem. Da Cortés således dengang havde sendt disse caballeros afsted på lykke og fromme, søgte vi at få ham derfra og spurgte ham, hvor det kunne falde ham ind at sende dem til Mexiko blot for at se byen og dens befæstning; det var slet ikke klogt; der skulle straks gå bud efter dem og kalde dem tilbage, inden de kom videre. Så skrev han da til dem, at de straks skulle vende om. Desuden var Bernardino Vazquez de Tapia allerede blevet syg af feber på vejen. Så snart de fik brevene at se, vendte de tilbage. De sendemænd, som de fulgtes med, berettede deres Montezuma dette. Han spurgte dem, hvordan de to teuler, der havde været på vej til Mexiko, så ud af ansigt og legeme, og om de var høvdinger. De svarede - lader det til -, at Pedro de Alvarado var meget smuk både af åsyn og skikkelse, at han skinnede som solen, og at han var høvding; de havde ovenikøbet aftegnet hans ydre meget lignende. Fra den tid gav de ham navn af Tonatio, det vil sige solen eller solens søn, og sådan kaldte de ham siden. Og om Bernardino Vazquez de Tapia sagde de, at han var en kraftig, velbygget mand, og at han også var høvding. Montezuma ærgrede sig over, at de var vendt om på vejen. Sendemændene havde ret i at beskrive og sammenligne deres ansigter og legemsbygning sådan som de gjorde det lige overfor deres herre Montezuma; for Pedro de Alvarado så meget godt ud, bevægede sig let, og hans ansigtstræk og hele fremtræden og tale var i alle måder elegant; der var ligesom et smil over ham; og Bernardino Vazquez de Tapia var noget firskåren, uagtet hans ydre i det hele var heldigt, så snart de var kommet tilbage til vor lejr, glædede vi os over at have dem igen og sagde, at det var ikke velbetænkt af Cortés at sende dem afsted. Hermed vil jeg lade denne ting fare, for den vedkommer ikke synderlig vor beretning; men nu vil jeg fortælle om de sendebud, som Cortés lod drage til Cholula, og hvad svar de havde med tilbage.

Jeg sagde allerede i forrige kapitel, at vor feltherre sendte bud til Cholula, om at de skulle komme og hilse på os i Tlascala. Da nu kazikerne der i byen hørte Cortés' budskab, syntes de at det var passende at sende fire indianere, af ringe stand, for at undskylde og sige, at de var syge, derfor kom de ikke og derfor bragte de os ingen proviant; mere sagde de ikke; de overbragte blot ganske tørt dette svar. Da disse sendebud kom, var kazikerne i Tlascala tilstede; de sagde til vor feltherre, at folkene i Cholula ville blot gøre nar af ham og os allesammen, derfor sendte de disse indianere, som var macegaler og simple af stand (dvs. skatskyldige, dvs. omtrent det samme som trælle). Cortés sendte derfor igen bud til dem med fire indianere fra Cempoal og lod sige, at inden tre dages forløb skulle der komme fornemme folk fra dem; de var jo kun fem mile borte, og hvis de ikke kom, ville han anse dem for rebeller; men når de kom ville han fortælle dem om ting der var dem magtpåliggende med hensyn til deres sjæles frelse, og give dem gode anvisninger om, hvordan de burde leve rettelig, og betragte dem som venner og brødre, ligesom deres naboer tlascaltekerne var det. Men ifald de tog anden beslutning og ikke ville tage imod vort venskab, så ville vi dog ikke af den grund lægge an på at fortrædige og fornærme dem. Da de hørte dette budskab, svarede de, at de ville ikke komme til Tlascala, for det var deres fjender, og de vidste, at de havde sagt meget ondt om dem og om deres herre Montezuma; vi skulle komme til deres by og forlade Tlascala's landområde; når de så ikke opfyldte deres pligt mod os, måtte vi gerne anse dem for sådan nogle som vi havde sagt. Vor feltherre syntes, at det var en meget god undskyldning, og vi besluttede at drage derhen. Men da kazikerne i Tlascala så, at det var vor bestemte mening at gå til Cholula, sagde de til Cortés; »hvorfor vil du tro mexikanerne og ikke os, som er dine venner? Vi har allerede sagt dig mange gange, at du skal tage dig i agt for dem i Cholula og for Mexiko's magt, og for at du kan få endnu bedre hjælp af os, har vi udrustet ti tusind mand, der skal drage i følge med jer«. Cortés takkede dem mange gange derfor. Han kom derpå overens med os alle om, at det ikke ville være rigtigt at føre så mange krigsfolk til et land, vi ville være gode venner med; det var bedst kun at tage tusind med; dem udbad han sig, de andre kunne da blive hjemme. Nu nok herom; jeg skal så fortælle om vor march.

En morgen begyndte vi at sætte os i bevægelse ad vejen til byen Cholula, og vi marcherede i største orden, for - som jeg før har sagt - hvor vi ventede at møde oprør og kamp, var vi langt bedre forberedte end ellers. Den dag holdt vi vor nattehvil ved en flod, der løber omtrent en lille mil fra Cholula; dér fører nu en stenbro over. Vi byggede nogle hytter og barakker der på stedet. Om aftenen sendte Cholula's kaziker os nogle sendebud, fornemme mænd, for at byde os velkommen i deres land; de havde proviant med, høns og majsbrød, og sagde, at næste morgen ville alle kazikerne og papa'erne komme os i møde, og de bad os tilgive at de ikke straks var kommet. Cortés svarede dem ved vore tolke, Doña Marina og Gerónimo de Aguilar, at de skulle have tak både for den proviant de bragte og for deres gode vilje. Dér sov vi da den nat med gode vagter og lytteposter og blænkere ude. Ved morgenens frembrud begyndte vi vor march ad byen til, og da vi var den nær, kom kazikerne og papa'erne og mange andre indianere os imøde; de fleste var iførte bomuldsdragter ligesom mauriske kaftaner, sådan som zapoteca-indianerne. Dette siger jeg til den der har set dem og har været i de provinser. Således brugte de dem nu der i byen, og de kom med al fred og meget venligsindede. Papa'erne havde fyrfade med røgelse, hvormed de røgede for vor feltherre og dem af os soldater, der stod i nærheden af ham. Det lader ellers til, at da disse papa'er og fornemme mænd så de tlascala-indianere, som fulgte med os, bad de Doña Marina sige til generalen, at det var ikke rigtigt, deres fjender sådan rykkede bevæbnede ind i deres by; og da vor feltherre hørte det, befalede han officererne og soldaterne og hele trosset at gøre holdt. Så snart han så vi var samlede og at ingen marcherede, sagde han; »jeg mener, senores, at før vi rykker ind i Cholula, skal vi føle os for med gode ord hos disse kaziker og papa'er og få at vide, hvad deres mening er, for de er utilfredse med, at vore venner fra Tlascala er her. De kan have en hel del ret i, hvad de siger; men nu vil jeg med venlige ord underrette dem om grunden til, at vi kommer til deres by. I har jo allerede, senores, erfaret af tlascaltekerne, at det er et uroligt folkefærd; derfor er det bedst, at de med det gode bevidner hans majestæt deres lydighed. Således synes jeg, at vi skal bære os ad«. Cortés befalede derefter Doña Marina at kalde kazikerne og papa'erne hen, hvor han holdt til hest, og alle vi andre omgav ham. Der kom så tre fornemme mænd og to papa'er hen og sagde; »Malinche, tilgiv, at vi ikke kom til Tlascala at hilse på dig og bringe mad; det var ikke af mangel på velvilje, men fordi Mase Escaci og Xicotenga og hele Tlascala er vore fjender og har sagt meget ondt om os og den store Montezuma, vor herre. Ja, det er ikke nok med hvad de har sagt, men nu er de så frække at komme med jer tilladelse i våben til vor by«. De bad ham være så god at befale dem at vende hjem til deres land eller i det mindste blive udenfor byen og ikke komme således ind i den; men vi skulle være velkomme derinde. Da feltherren syntes de havde ret, befalede han Pedro de Alvarado og Cristóbal de Oli (der var øverste for rytterne -»maestre de Campo«) at opfordre tlascaltekerne til at opslå deres lejr derude i åben mark og ikke følge ind med os; blot de, der transporterede skytset, samt vore venner fra Cempoal måtte komme ind. De skulle, sagde han, meddele dem grunden til denne befaling, nemlig at alle kaziker og papa'er var bange for dem. Når vi skulle til at marchere videre fra Cholula til Mexiko, ville han sende bud til dem; han bad dem ikke tage det fortrydelig op. Da udsendingene fra Cholula så hvad Cortes befalede, lod de til at blive mere rolige, og Cortés begyndte da at holde en tale til dem. »Vor konge og herre«, sagde han, »hvis undersåtter vi er, har store besiddelser, og under sig har han mange store fyrster og kaziker. Han har sendt os her til disse lande for at byde og befale, at folkene ikke må tilbede afguder eller ofre mennesker eller spise af deres kød eller begå sodomi eller andre hæslige ting. Og da det er vejen til Mexiko, hvor vi vil hen for at tale med den store Montezuma, og der ikke er nogen nærmere, er vi kommet til jer by, men tillige for at slutte broderskab med jer. Da nu andre store kaziker har hyldet hans majestæt, bør i også gøre det ligesom de andre«. De svarede, at vi jo endnu ikke var kommet ind i deres land og dog allerede ville have, at de skulle svigte deres teuler (således kalder de deres afguder); det kunne de ikke gøre, men hylde »denne jer konge, som i taler om«, det ville de nok, og det gjorde de så, det vil sige mundtlig, ikke i nogen notars overværelse. Da det var sket, begyndte vi at marchere ind i byen, og der var så mange mennesker som ville se os, at gaderne og husenes flade tage var fulde. Det finder jeg ikke underligt, for de havde jo aldrig set sådanne mænd som vi, heller ikke heste. De gav os kvarter i nogle store sale, hvor vi allesammen var, også vore venner fra Cempoal og de tlascalteker, der bar bagagen; og både den og den følgende dag gav de os meget godt og tilstrækkeligt at spise. Det var altså det; men nu skal jeg fortælle hvordan det videre gik os.

De modtog os altså med den højtidelighed, som jeg har berettet, og det var vist i en god mening. Men så var det - som siden kom for dagens lys - at Montezuma skikkede befaling til de sendemænd, der var hos os, at de skulle komme overens med beboerne af Cholula om følgende; Montezuma ville udsende en hærskare på 20,000 mand, og når vi var vel inde i byen, skulle de alle være beredte til at overfalde os og bekæmpe os nat og dag og føre så mange som muligt af os bundne til Mexiko. Han gav dem store løfter og sendte dem straks mange klenodier og kostelige klæder og en gylden tromme, og papa'erne deri byen fik ordre til at bemægtige sig tyve af os og ofre dem til deres afguder. Det hele var nu aftalt; de krigsfolk som Montezuma sendte, lå dels i en teltlejr i et krat, en halv mil fra Cholula, dels var de allerede inde i husene; alle havde de deres våben i beredskab, og på terrasserne var der lavet brystværn og i gaderne grave og barrikader, så at hestene ikke kunne løbe. Og nogle huse havde de endda fyldt med lange stænger. Halsremme af læder og reb til at binde os med og slæbe os til Mexiko. Men gud herren gjorde det bedre, så at det hele slog fejl for dem. Dette vil vi nu foreløbig lade fare og begynde at fortælle hvor vi slap. De indkvarterede os altså, som jeg før sagde, og gav os meget god fortæring i de første to dage. Men skønt vi så, at de optrådte grumme fredelig, passede vi dog bestandig godt på; det var vor gode sædvane. Den tredje dag kom der imidlertid ingen og bragte os mad, heller ingen kazik eller papa; og når der indfandt sig nogle indianere for at se til os, så blev de stående i afstand og kom os ikke nær, og de lo ligesom om de ville gøre nar af os. Da nu vor feltherre mærkede dette, bød han Doña Marina og Aguilar, vore tolke, sige til den store Montezuma's tilstedeværende afsendinge, at de skulle befale kazikerne at bringe os noget at spise. Hvad de så bragte var kun vand og brænde; og nogle gamle mænd, som kom med det, sagde, at de ikke havde majs. Samme dag kom der nogle nye udsendinge fra Montezuma. De forenede sig med dem der var hos os, og sagde meget uforskammet og uærbødigt til Cortés, at deres herre sendte dem for at sige os, at vi skulle lade være at drage til hans hovedstad, for han havde ingenting at give os at spise; de ville straks vende hjem til Mexiko med vort svar. Da Cortés hørte det, syntes han ilde om deres tale, og i en blid tone sagde han til sendemændene, at han var forbavset over, at en så stor herre som Montezuma havde så mange sind; han bad dem lade være at drage bort til Mexiko. For han ville allerede marchere afsted næste dag i den hensigt at hilse på ham og være ham til tjeneste. Så vidt jeg kan huske, gav han dem også nogle paternosterbånd. Og sendemændene sagde, at de skulle nok vente. Da nu det var sket, befalede vor feltherre os at samles og sagde til os; »jeg kan se, at der er stor uro blandt disse folk; lad os være godt på vor post, for de har nok noget ondt i sinde«. Derpå sendte han bud efter kaziken, den fornemste af dem, - jeg kan ikke mere huske hvad han hed -, eller også, sagde han, skulle han sende nogle fornemme folk. Han svarede, at han var syg, og at han ikke kunne komme. Da vor feltherre fik det at høre, befalede han, at vi skulle fra en stor cu, der lå i nærheden af vort kvarter, hente ham med gode ord to papa'er, for der var mange derinde. Vi hentede to af dem uden at gøre dem nogen fortræd, og Cortés lod hver af dem få en chalehihui, - det er nogle sten, der ligner smaragder og er i meget høj pris hos dem. Så spurgte han dem med venlige ord, hvor det kunne være, at kaziken og de fornemme folk og alle de andre papa'er var så forskrækkede; for han havde sendt bud efter dem; men de ville ikke komme. Nu lod det til, at den ene af disse papa'er var en meget fin mand blandt dem og havde alle de andre cu'er der i byen under sig, så han var nok ligesom en biskop iblandt dem, og de var meget underdanige lige overfor ham; han sagde, at hvad papa'erne angår, så var de ikke bange for os, og hvis kaziken og de fornemme folk ikke havde villet komme, så skulle han nok gå hen og hente dem, for når han talte til dem, så var han vis på, at de ikke ville gøre andet end komme. Da sagde Cortés, at han måtte gerne gå, og at hans kollega skulle blive tilbage og ventede deres ankomst. Papa'en gik så hen og hentede kaziken og de fornemme folk; de begav sig straks sammen med ham til Cortés kvarter, og han spurgte dem ved vore tolke, hvorfor de var bange, og af hvad grund de ikke bragte os noget at spise; hvis de var ubehagelig berørte ved vort ophold i byen, så ville han sige dem, at næste morgen tidlig ville vi marchere afsted til Mexiko for at besøge og tale med hr. Montezuma, og at de skulle holde tamemer beredte til at transportere bagagen og tepuzquerne, dvs. vore kanoner. Han tilføjede, at de straks skulle bringe mad. Kaziken var så forlegen, at han ikke kunne finde ord; han sagde, at maden skulle de nok skaffe, men at deres herre Montezuma havde sendt den befaling til dem, at de ikke måtte give os noget, og at han ikke ville have at vi skulle avancere længere frem. Mens de således stod og snakkede sammen, kom der tre indianere af dem fra Cempoal, vore venner, og sagde hemmeligt til Cortés, at nær ved vore kvarterer havde de fundet, der var lavet huller i gaderne, og at der var lagt træ og jord over dem. Så at man ikke kunne se dem, undtagen man så meget nøje til; de havde taget jorden bort, som lå over et af hullerne, og det var fuldt af meget spidse pæle til at dræbe hestene med, når de kom løbende; og terrasserne ovenpå husene var helt fyldte med sten og forsynede med brystværn af teglsten. De var åbenbart velforberedte, for de fandt også barrikader af tykke bjælker i en anden gade. I dette øjeblik kom otte tlascalteker af dem, vi havde ladet blive udenfor byen, og som ikke var kommet ind i Cholula; de sagde til Cortés: »Hør, Malinche! Denne by pønser på ondt, for vi ved, at i nat ofrede de til deres afgud, som er gud for krigen, syv mennesker, hvoraf de fem var børn, for at han skulle give dem sejr over jer, og vi har også set, at de bortfører alle deres ejendele og deres kvinder og børn«. Så snart Cortés hørte dette, sendte han dem straks ud til deres høvdinger fra Tlascala og lod dem sige, at de skulle holde sig beredte, til vi sendte bud efter dem. Og så talte han igen til kaziken, til papa'erne og de fornemme mænd fra Cholula; de skulle ikke være bange eller urolige og huske på, at de havde aflagt hyldningsed; den måtte de ikke bryde, for så ville han straffe dem; han havde jo allerede sagt dem, at han ville drage bort næste morgen, og at han behøvede 2.000 mand krigsfolk der fra byen, der skulle følge med os, ligesom dem vi fik fra Tlascala, for han ville få brug for dem på marchen. De sagde, at de skulle nok levere dem, og bad om tilladelse til straks at gå bort for at ordne dette. Så gik de meget glade bort, for de troede, at ved hjælp af de krigere, som de skulle stille til vor rådighed, og af Montezuma's hærafdelinger, som lå ude i krattet og kløfterne, ville vi ikke kunne undgå at blive dræbt eller fangne dér, eftersom vore heste ikke ville kunne løbe. Dernæst lod de melde den besætning, der lå i baghold, at de skulle lave en slags blindgyde med brystværn og barrikader, så at vi ikke kunne slippe ud, og de underrettede dem om, at vi ville give os på marchen den næste dag, og at de allesammen havde at være godt beredte, for de ville stille 2.000 krigsmænd, og når vi var ganske trygge, så ville de fra begge sider overfalde os og binde os; det kunne de være visse på ville ske, for de havde allerede ofret til deres krigsguder, og de havde lovet dem sejr. Nu vil vi ikke tale mere om dette, som de troede var så sikkert; men vi vil vende tilbage til vor feltherre, der ønskede at få nøjagtig besked om hele anslaget og hvad der gik for sig. Han sagde til Doña Marina, at hun skulle bringe de to papa'er, der fųrst havde talt nogle flere chalchihui'er, for hun var ikke bange for noget, og at hun skulle sige til dem i al venlighed, at Malinche ville igen tale med dem, og hun skulle fųre dem med sig. Dońa marina gik så hen og talte sådan til dem, for det forstod hun meget vel at gųre, og ved disse gaver fik hun dem straks til at gå med sig. Cortés sagde til dem, at nu skulle de komme frem med sandheden, så godt de vidste den, for de var jo pręster for deres guder og dertil fornemme folk, så de måtte ikke lyve; hvad de sagde skulle ikke på nogen måde blive rųbet, for nęste dag ville vi marchere bort, og han skulle nok give dem meget tųj. De sagde så, at sandheden var den, at deres herre Montezuma havde fået at vide, hvordan vi var kommet der til byen, og at han hver dag fattede en ny beslutning og ikke kunne rigtig nå til klarhed over, hvad han ville; undertiden lod han dem sige, at hvis vi kom dertil, skulle de bevise os megen ære og følge os på vej til hans hovedstad; men til andre tider lod han dem melde, at nu var det ikke hans ønske at vi skulle komme til Mexiko. Nu fornylig havde deres Tezcatepuca og deres Huichilobos, som de tilbeder med stor andagt, rådet ham til at lade os dræbe i Cholula eller føre bundne til Mexiko. Og dagen før havde han sendt 20,000 mand krigsfolk; halvdelen, af dem var allerede inde i byen, og den anden halvdel lå der i nærheden i nogle bjergkløfter. »De ved allerede, at i vil afsted i morgen, og at der er bygget barrikader, og om de 2.000 krigsmænd, som vi skal levere jer«, og at de allerede havde truffet anstalter til, at 20 af os skulle blive tilbage og ofres til afguderne i Cholula. Da Cortés havde fået alt dette at vide, gav han dem nogle smukt udsyede kapper til foræring og bad dem ikke sige noget, for hvis de røbede det, så ville de blive dræbt, når vi kom tilbage fra Mexiko; og at vi ville marchere bort meget tidlig om morgenen, og at de skulle sørge for, at alle kazikerne gav møde for at tale med os, således som han allerede havde sagt. Den aften drøftede Cortés med os, hvad vi skulle gøre, for det var meget udmærkede og forstandige mænd, han havde med sig. Som det plejer at gå i sådanne tilfælde, sagde nogle, at det var bedst at slå ind på en anden vej og marchere over Guaxocingo; men andre sagde, at vi skulle se at få fred på hvad måde, vi kunne, og vende tilbage til Tlascala. Atter andre af os udtalte som deres formening, at hvis vi lod den svig gå hen ustraffet, så ville man andensteds stifte endnu værre forræderi imod os; siden vi nu var der i den by, og der var forråd nok, skulle vi slå løs på dem, for det ville være dem mere føleligt i deres hjem end ude i fri mark, og vi burde straks sende bud til tlascaltekerne, at de skulle give møde. Dette sidste råd syntes alle så bedst om, og det blev da bestemt, sådan som Cortés allerede havde sagt dem, at vi skulle drage bort den næste dag, at vi pakkede vore sager sammen, - det var meget lidt, - og at vi fra nogle store gårde, omgivne med høje palisader, som fandtes ved vore kvarterer, skulle angribe indianerne, for det fortjente de. Men lige overfor Montezuina's sendemænd skulle vi lade som ingenting os sige til dem, at de slemme cholulteker ville begå forræderi og skyde skylden på deres herre Montezuma og på dem selv, da de jo var hans sendebud; men at vi ikke troede, at han havde givet en sådan befaling, og at vi bad dem blive i vor feltherres kvarter og ikke indlade sig mere med dem i byen, for at vi ikke skulle tro, at de spillede under dække med dem, og for at de kunne følge med os til Mexiko som vejvisere. De svarede, at hverken de selv eller deres herre Montezuma vidste det mindste om alt det, der nu var blevet sagt dem. Skønt de ikke ville have det, satte vi vagt hos dem, for at de ikke skulle gå deres vej uden tilladelse, og for at Montezuma ikke skulle få at vide, at vi vidste, han var den der havde befalet dem at gøre det. Den nat var vi i høj grad på vor post og fuldt rustede, hestene var opsadlede og optømmede, og der var mange vagtposter og ronder, sådan som vi altid plejede at have; for vi var visse på, at alle hærafdelingerne, både de fra Mexiko og de fra Cholula, ville overfalde os den nat. Da en gammel indianerinde, som var gift med en kazik, havde erfaret deres plan og deres list, kom hun hemmelig til Doña Marina, vor tolk, hvem hun så var ung og smuk og rig, og rådede hende til at følge hjem med til hendes hus, hvis hun ville slippe derfra med livet, for den nat eller den næste dag ville de ganske sikkert slå os alle sammen ihjel; det havde den store Montezuma befalet og anordnet, at byens egne folk og mexikanerne skulle forene sig, så at der ikke blev nogen af os i live, eller også skulle de føre os bundne til Mexiko. Da hun vidste dette og havde medynk med Doña Marina, var hun kommet for at fortælle hende det; hun skulle samle alt sit tøj sammen og gå hjem med hende, dér ville hun formæle hende med en søn hun havde, broder til en ung mand, som den gamle kone havde med sig; og da Doña Marina hørte det (hun var i alle henseender meget snild), sagde hun til hende; »å, moder! Jeg er i høj grad taknemlig for hvad i siger mig; jeg ville gerne gå straks, men jeg har ingen som jeg kan betro at bære mine klæder og mine guldsager, som er mange. I må endelig blive her lidt endnu, moder, og jer søn med; i aften vil vi så gå bort, for nu kan i nok tænke, at disse teuler passer på, så at de vil bemærke os«. Den gamle kone troede hvad hun sagde, og blev siddende i snak med hende. Hun spurgte, hvordan man ville dræbe os, og hvordan og når og hvor planen var lagt. Den gamle kone fortalte da hverken mer eller mindre end hvad de to papa'er havde sagt. Hertil svarede Doña Marina »hvor kan det da være, at i har fået den ting at vide, siden den er så hemmelig?« Jo, sagde hun, det havde hendes mand fortalt hende; han var fører for en afdeling folk der fra byen, og han opholdt sig nu hos sin hærafdeling; meningen var, at de skulle forene sig ude i kløfterne med den store Montezuma's hærskare, og hun troede, at vi skulle marchere bort; dér ville de så dræbe os. Det med anslaget vidste hun var gået for sig for tre dage siden, for fra Mexiko havde de sendt hendes mand en gylden tromme, og til tre andre høvdinger havde deres herre Montezuma også sendt prægtige tæpper og guldklenodier, for at de skulle bringe os alle sammen bundne til ham. Da Doña Marina hørte dette, forstilte hun sig lige overfor den gamle kone og sagde; »hvor det glæder mig at høre, at jer søn, som i vil gifte mig med, er af fornem slægt. Nu har vi siddet og talt meget sammen; jeg ville nødig have, at man skulle lægge mærke til os, vent derfor her, moder, så skal jeg begynde at tage mine sager frem, for jeg kan ikke få det samlet på een gang, og i og jer søn, min tilkommende svoger, skal så passe på det. Derefter kan vi gå«. Den gamle kone troede det altsammen og satte sig rolig ned, såvel som hendes søn; men Doña Marina skyndte sig hen til vor feltherre og fortalte ham alt hvad der var hændt med indianerinden. Straks lod han hende bringe for sig og forhørte hende igen om forræderiet og anslaget; hun sagde hverken mere eller mindre end papa'erne, og der blev sat vagt ved hende, for at hun ikke skulle løbe sin vej. Da nu dagen brød frem, var det helt morsomt at se, hvor rask kazikerne og papa'erne kom med de indianske krigsfolk under megen latter og fryd, som om de allerede havde os i buret eller nettet; de bragte flere indianere, end vi havde bedt dem om, så at der ikke var plads til dem i gårdene, hvor store de end er, for de er der endnu uforandrede til minde om denne begivenhed. Skønt det var tidligt om morgenen, at cholultekerne kom med deres krigsfolk, var vi allerede alle sammen fuldt belavede på hvad der skulle ske, og ved porten til den store gård stod der soldater med sværd og skjold, for at ikke nogen indianer af de bevæbnede skulle slippe ud, og vor feltherre sad til hest med mange soldater omkring sig som livvagt. Da han så, at kazikerne og papa'erne og krigsfolkene var så tidlig på færde, sagde han; »det er svært, så de forrædere længes efter at se os ude i kløfterne for at mætte sig med vort kød; vorherre vil nok gøre det bedre«. Han spurgte efter de to papa'er, som havde røbet hemmeligheden; man sagde, at de stod ved porten til gården med nogle kaziker, der ville ind. Cortés befalede så Aguilar, vor tolk, at sige dem, at de skulle gå hjem, der var ingen brug for dem nu; det gjorde han, for at de ikke skulle få en dårlig løn for den gode gerning, de havde gjort imod os, - nemlig blive slået ihjel. Cortés holdt til hest, og Doña Marina stod ved hans side; han begyndte så at spørge kazikerne og papa'erne, hvorfor de ville myrde os sidste nat, uden at vi havde voldt dem nogen fortræd; om vi måske havde gjort eller sagt dem noget hvoraf de kunne tage anledning til at pønse på sådant forræderi; vi havde jo kun formanet dem om det samme, som vi havde sagt i alle de andre byer, vi var kommet til, nemlig at de ikke måtte være onde og ofre mennesker eller tilbede deres afguder eller spise deres næstes kød, at de ikke skulle være sodomiter, men opføre sig på en pæn måde, og vi havde blot fortalt dem hvad der angik vor hellige tro, uden på nogen måde at plage dem. Hvorfor havde de nu påny tillavet en mængde lange stærke stænger med halsringe, og mange reb i et hus ved den store cu, og hvorfor havde de nu i de sidste tre dage lavet barrikader og huller i gaderne og forsvarsanstalter på terrasserne, og hvorfor havde de ført deres børn og kvinder og ejendele bort fra deres by? Nu var deres onde hensigt grant kommet for en dag, og de kunne ikke skjule deres svig; de havde jo ikke engang givet os noget at spise, de havde jo blot bragt os vand og brænde for at spotte os og sagt, at der ingen majs var. Han vidste godt, at ude i nogle kløfter havde de liggende mange hærafdelinger, der lurede på os, fordi de troede, at den vej ville vi drage til Mexiko, så at de kunne begå den svig, de havde overlagt, og at der tillige var en hel del andre krigsfolk, som i nat havde forenet sig med dem. Til løn for, at vi kom for at betragte dem som brødre og meddele dem, hvad gud, vor herre, og hvad kongen befalede, ville de altså dræbe os og fortære vort kød, de havde jo allerede kasserollerne i beredskab med salt og rødt peber og tomater. I fald de ville gøre dette, så havde det været bedre, om de angreb os som brave og tapre krigere i åben mark, sådan som deres naboer tlascaltekerne havde gjort. Han vidste fuldtvel, hvad for et anslag de havde for dér i byen, og at de endda havde lovet deres afgud, som rådede for krigen, at de ville ofre ham tyve af os, og at de allerede for tre nætter siden havde ofret ham syv indianere, for at han skulle skænke dem sejr. Den havde han lovet dem, »men siden han er ond og falsk, har han ingen magt over os og har aldrig haft det«; men al denne ondskab og svig, som de havde påtænkt og iværksat, ville komme over deres hoveder. Disse ord sagde Doña Marina til dem på en meget forståelig måde. Da papa'erne og kazikerne og høvdingerne hørte det, erklærede de, at det var sandt, alt hvad hun sagde, men at de ingen skyld havde deri, for Montezuma's sendemænd havde befalet dem det i deres herres navn. Så sagde Cortés, at kongens love befaler, at sådant forræderi som dette ikke må forblive ustraffet; nu skulle de dø til straf for deres brøde. Derefter lod han affyre en bøsse (det var det tegn, vi havde aftalt), og så fik de sådan en afbankning, som de aldrig vil glemme, for vi slog mange af dem ihjel, og andre blev levende brændt, så at de ikke havde gavn af deres falske afguders løfter. Det varede ikke engang to timer, før vore venner tlascaltekerne kom til - dem havde vi jo, som jeg allerede før har fortalt, ladet blive tilbage udenfor byen - og kæmpede med stort eftertryk i de gader, som cholultekerne havde besat med andre afdelinger, for at vi ikke skulle komme derind. Disse blev hurtig slået, og tlascaltekerne strejfede om i byen og plyndrede og tog fanger, for vi kunne ikke holde dem derfra. Den næste dag kom der igen nogle afdelinger fra byerne i Tlascala og tilføjede dem stor skade, for de var meget fjendtlig stemte imod dem i Cholula. Da vi nu var vidne til dette, såvel Cortés som de øvrige officerer og soldater, fik vi medynk med dem og hindrede tlascaltekerne i at tilføje dem mere ondt. Cortés befalede Cristóbal de Oli at hente alle høvdingerne fra Tlascala, for han ville tale med dem; de indfandt sig hurtig, og han bød dem da at trække sig tilbage med alle deres folk og holde sig udenfor byen. Det gjorde de, så at der ikke blev andre tilbage hos os end de fra Cempoal. I dette øjeblik kom nogle cholultekiske kaziker og papa'er, som var fra andre kvarterer af byen og ikke havde taget del i forræderiet, efter hvad de sagde (det var jo en stor by, og de havde derfor deres eget særlige parti og standpunkt), og de bad Cortés og alle os andre at tilgive det forræderi, man havde planlagt imod os; forræderne havde jo bødet derfor med deres liv. Tillige kom de to papa'er, som var os venligsindede og havde røbet hemmeligheden, og høvdingens gamle kone, der ville være Doña Marina's svigermoder (som jeg allerede har fortalt), og de bad alle sammen Cortés om nåde. Da dette blev sagt Cortés, lod han som om han var meget vred, befalede, at Montezuma's sendemænd, som holdtes under bevogtning af os, skulle møde for ham, og sagde, at uagtet hele byen fortjente at jævnes med jorden, så ville han dog af hensyn til deres herre Montezuma, hvis undersåtter de var, tilgive dem, men for eftertiden skulle de være gode, og der måtte ikke ske sådan noget som sidste gang, for så ville de komme til at lide døden derfor. Og derpå lod han kazikerne fra Tlascala, som var udenfor byen, kalde til sig og sagde til dem, at de skulle udlevere de mænd og kvinder, som de havde taget til fange, for det var nok med den ulykke, de havde gjort. Skønt de ikke havde megen lyst til at udlevere dem og sagde, at de fortjente meget større fortræd på grund af den svig, der altid var udgået fra den by, så udleverede de dog en mængde mennesker efter Cortés' befaling; men de blev alligevel dengang rige både på guld og tæpper og bomuld og salt og slaver. Desuden stiftede Cortés venskab mellem dem og folkene i Cholula, og efter hvad jeg senere så og hørte, blev det venskabsforhold aldrig brudt. Desuden befalede han alle de cholultekiske papa'er og kaziker at befolke deres by igen og indrette tianguer (markedspladser) og torve og ikke være bange, for der ville ikke blive gjort dem nogen fortræd. De svarede, at om fem dage skulle de få hele byen befolket igen; for øjeblikket var nemlig de fleste beboere flygtede ud i skovene; de sagde også, det var nødvendigt, at Cortés udnævnte dem en ny kazik, for haft der plejede at være den øverstbefalende var blandt dem, der blev dræbt i gården. Han spurgte da, hvem kazikdømmet tilkom, hvortil de svarede, at det tilkom en broder til ham; ham udnævnte han så straks til guvernør, indtil der blev truffet anden bestemmelse. Da han nu havde set, at byen havde fået sin befolkning igen og torvehandelen påny var i orden, befalede han fremdeles papa'erne og høvdingerne at samles med de andre fornemme mænd der i byen, og der blev da tydelig forklaret dem alt hvad der vedkommer vor hellige tro, og at de skulle lade være at dyrke afguder og ofre eller spise menneskekød eller bortføre hinanden eller begå de stygge ting, som de plejede at begå, og betænke, at deres afguder holdt dem for nar og at de var onde og talte usandhed til dem. De skulle vel huske på, at for fem dage siden havde de givet dem løgnagtige løfter, at de ville skænke dem sejr, når de ofrede de syv mennesker, og at alt hvad de sagde til papa'erne og til dem selv var lutter ondskab. Derfor bad han dem straks at omstyrte dem og slå dem i stykker - hvis de ikke ville gøre det, så skulle vi nok få dem væk - og at de skulle opmure ligesom et fodstykke, hvor vi ville opstille et kors. Det med korset blev straks udført, og de lovede, at de skulle nok borttage deres afguder; men skønt det blev befalet dem mange gange at tage dem bort, opsatte de det stadig. Så sagde pateren af Merced-ordenen til Cortés, at det var ikke så heldigt straks i begyndelsen at tage deres afguder fra dem, førend de fik noget mere indsigt i tingene og fik set, hvad det blev til med vort indtog i Mexiko; tiden ville vise, hvad vi skulle gøre; for øjeblikket var det tilstrækkeligt med de formaninger, der var gjort dem, og med opstillingen af korset. Nu vil jeg ikke fortælle mere om dette, men berette noget om denne by. Den ligger på en slette med mange byer i nærheden, nemlig Tepeaca, Tlascala, Chalco, Tecamachaico, Guaxocingo og mange andre byer, som jeg ikke vil nævne her, for der er så mange. Jorden frembringer majs i mængde og mange grøntsager og meget rødt peber og er helt fuld af maguey'er, en plante hvoraf de får vin. Dér laves også meget godt pottemagerarbejde af rødt, sort og hvidt ler, med forskellig bemaling; Mexiko og alle de tilgrænsende provinser bliver forsynede derfra; vi kan sige, at det er ligesom pottemagerarbejdet fra Talavera eller Placencia i Kastilien. Byen havde dengang en stor del meget høje tårne; det var cu'er og templer, hvor deres afguder var; især den største cu (selve dens pyramidale underbygning er endnu bevaret, og grundfladen af denne er næsten dobbelt så stor i omkreds som Cheops pyramiden i Ægypten) var endnu højere end den i Mexiko, skønt den mexikanske cu var meget pragtfuld og høj; og til afbenyttelse ved cu'erne var der en del gårde. Efter hvad vi fik at, vide, var der et meget stort afgudsbillede, som jeg ikke kan huske navnet på (det er den milde guddom Quetzalcoatl, om hvem det hed sig, at han engang ville komme tilbage fra østen til det land, som han i fordums dage havde bragt mangehånde goder), men man tilbad det med stor andagt, og de kom mange steder fra for at ofre til det og ligesom holde ni-dages andagter (»novenas« er almindelige blandt de spanske katolikker) og de bragte det gaver, af hvad de ejede. Jeg kan huske, at da vi marcherede ind i denne by og så dens høje hvide tårne, syntes vi, at den lignede selve Valladolid (denne by var på de tider Spaniens hovedstad). Det var nu altså hvad vi har at fortælle om denne by og om alt hvad dér hændte os dér. Nu vil vi fortælle, hvordan de hærskarer, som den store Montezuma havde sendt, og som lå ude i krattet ved Cholula, og som havde lavet brystværn og spærret gaderne, så hestene ikke kunne løbe, hvilket anslag jeg allerede har omtalt, hvordan de fik at vide hvad der var sket og begav sig, just ikke i langsom march, til Mexiko og afgav beretning til deres Montezuma, om på hvad måde det hele var gået for sig. Uagtet de skyndte sig at komme afsted, havde vi allerede fået nys fra to fornemme mænd, som var hos os, om at de marcherede afsted af alle kræfter, og vi fik sikker efterretning om, at så snart Montezuma havde erfaret det, sørgede han og ærgrede sig meget derover og ofrede straks nogle indianere til deres afgud Huichilobos, hvem de betragtede som krigsgud, for at han skulle sige dem, hvad ende det ville tage med vort togt til Mexiko, eller om han ville tillade os at komme ind i hans hovedstad. Og vi fik endda at vide, at han i to dage holdt sig indesluttet sammen med de ti fornemste papa'er og bad og ofrede, og at disse afguder gav ham det råd til svar at sende bud til os og undskylde hvad der var sket i Cholula, og at han under venskabs maske skulle lade os komme ind i Mexiko, men når vi var derinde, skulle han berøve os mad og vand eller hejse en af broerne op og lade os dræbe; hvis han da angreb os, ville der på een dag ikke blive en eneste af os tilbage i live. Så ville han kunne ofre både til Huichilobos, som gav ham dette svar, og til Tezcatepuca, hvem de betragtede som underverdenens gud, og de ville da kunne mætte sig med vore lår og ben og arme; og med indvoldene og kroppen og med alt det øvrige ville de da mætte øglerne og slangerne og tigrene, som de havde i nogle træbure, hvad jeg til sin tid og ved lejlighed skal fortælle. Nå, nu vil jeg ikke tale mere om hvad Montezuma følte; men nu skal vi høre noget om, hvordan man fik denne ting at vide i alle Ny-Spaniens provinser, nemlig Cholula's afstraffelse. Hvis vi før havde fået ry som drabelige mænd, efter at de havde hørt om kampene ved Potonchan og Tabaceo og Cingapacinga og Tlascala, og de havde kaldt os teuler, hvilket betyder det samme som deres guder eller noget andet ondt, så anså de os fra den tid af for spåmænd og sagde, at man ikke kunne skjule noget som helst ondt anslag for os, for vi fik det altid at vide. Og af den grund viste de sig venlige imod os. Jeg tror imidlertid, at læserne må være trætte af at høre om Cholula, og jeg ville også have afsluttet fortællingen her. Men jeg kan dog ikke lade være at mindes de bure af svære træbjælker, som vi dér traf på. De var helt fulde af voksne indianere og drenge, som blev fedede for at ofres og spises. Disse bure ødelagde vi, og hvad de indianere angår, som sad fangne der, befalede Cortés, at de skulle gå hen, hvor de hørte hjemme, og under trusler befalede han kazikerne, krigshøvdingerne og papa'erne der i byen, at de ikke måtte for eftertiden holde indianere sådan på sti eller spise menneskekød, og det lovede de også. Men hvad hjalp de løfter, for de holdt dem ikke! Vi vil altså gå videre og fortælle, at dette var den store grusomhed, som Bartolomé de las Casas, biskoppen af Chiapa, skriver om og aldrig kan blive ked af at tale om (Las Casas (1474-1566), dominikaner, de indfødtes ædle og menneskekærlige beskytter, der som bekendt gav stødet til negerslaveriets anvendelse som arbejdskraft i Spaniens amerikanske besiddelser; den bog af ham, hvorom her tales, er »Kortfattet beretning om Vestindiens ødelæggelse« (Sevilla 1551). For han hævder, at denne afstraffelse ikke fandt sted med grund, men kun for tidsfordriv, fordi det nu sådan faldt os ind. Og han siger det på den måde i sin bog, at den, der ikke har set det eller ved det, må tro, at sådan var det, ligeledes andre grusomheder, han skriver om; men det er helt forkert, og det gik ikke sådan til som han skriver. Munkene af den hellige Dominicus' orden bør med opmærksomhed læse hvad han har skrevet i sin bog, så vil de finde, at det ene slet ikke passer med det andet. Jeg vil også meddele, at nogle brave franciskanermunke, der var de første munke, som hans majestæt sendte til Ny-Spanien, efter at Mexiko var erobret, som jeg siden skal fortælle, at de begav sig til Cholula for at få at vide og udforske, hvordan det hang sammen; med denne afstraffelse, og hvorfor den var foretagen. De forhørte sig så hos selve papa'erne og hos nogle gamle folk dér i byen, og da de rigtig havde fået besked af dem, så fandt de, at det hang ganske sådan sammen, som jeg her har skrevet i min beretning, - ikke sådan som biskoppen siger. Hvis den revselse ikke havde fundet sted, så ville vort liv have været i stor fare, fordi der var så mange hærskarer af mexikanske krigsfolk og desuden de indfødte i Cholula og barrikader og fæstningsværker; dersom vi havde haft uheld med os der, og de havde dræbt os, så ville ikke Ny-Spanien være blevet erobret så snart, og så ville ingen anden flåde haft mod til at komme derover, og selv om den var kommet, så ville det have kostet den meget besvær, for de ville have forsvaret deres havne, og så ville de altid være blevet ved med deres afgudsdyrkelse. Jeg har hørt af en from franciskanermunk, der hed broder Toribio Motolinea (Toribio de Benavente sendtes til Mexiko i 1523 med elleve franciskanere og døbte dér en mængde indfødte. Han var ivrig modstander af Las Casas, men omtales som nidkær i tro og gerninger. Tilnavnet Motolinea (eller Motolinia), som betyder fattigmand, gav indianerne ham), at det havde jo været det bedste, om man havde kunnet undgå den afstraffelse, og om de ikke havde givet anledning til, at den fandt sted; men siden den nu engang havde fundet sted, så var det godt, for at indianerne i alle Ny-Spaniens provinser kunne se og erfare, at de afguder og alle de andre er onde og løgnagtige, for da de så, at det, der var lovet dem, faldt ganske anderledes ud, måtte de ophøre at føle den andagt, de før havde følt, lige overfor dem, og fra den tid ofrede de ikke til dem og kom ikke og gjorde valfarter fra andre egne, sådan som de plejede, og fra den tid brød de sig ikke en døjt om ham (hermed synes forforfatteren snarere at mene krigsguden Vitzliputzli end Quetzalcoat), men tog ham bort fra den høje cu, hvor han var, og skjulte ham eller slog ham i stykker, for man så ham ikke mere, men de havde stillet en anden afgud op i hans sted. Nu nok herom; jeg skal så fortælle, hvad vi derefter gjorde.

Da vi nu allerede havde tilbragt fjorten dage i Cholula, og vi ikke havde noget at tage os af, og vi så, at byen igen var blevet helt befolket, og at de holdt torv, og da vi havde stiftet venskab imellem dem og tlascaltekerne, og vi havde stillet et kors op hos dem og givet dem belæring om hvad der angår vor hellige tro, og da vi opdagede, at den store Montezuma hemmeligt sendte spioner til vor lejr for at få at vide og udforske, hvad der var vor bestemmelse, og om vi ville rykke videre frem ad vejen til hans hovedstad, for alt det skaffede han sig at vide meget omstændeligt ved hjælp af to sendemænd, som var ifølge med os, så besluttede vor feltherre at holde råd med nogle kaptajner og med en del af soldaterne, som han vidste var ham velvillig stemte. De var nemlig ikke blot meget tapre, men også dygtige til at give råd, og han gjorde aldrig noget uden først at høre vor mening derom. Det blev da bestemt, at vi skulle sende bud til den store Montezuma og med blide og venlige ord sige ham, at for at handle overensstemmende med den hensigt, hvori vor herre og konge havde sendt os der til landet, var vi sejlet over mange have og var draget gennem fjerne lande blot for at se ham og sige ham ting, som ville være ham til stor gavn, når han havde indprentet sig dem; at vi var på vejen til hans hovedstad, for hans sendebud havde ført os over Cholula, som de sagde stod under ham. Fremdeles at i de to første dage, vi havde opholdt os der, havde de modtaget os meget godt, men til den næste dag havde de overlagt et forræderi og haft den plan at myrde os. Da vi imidlertid er mænd af den beskaffenhed, at man ikke kan skjule for os nogen svig eller noget forræderi eller ondskab, som man pønser på imod os, så fik vi det straks at vide, og af den grund revsede vi nogle af dem, der ville iværksætte det; men da Cortés havde fået at vide, at det var hans undersåtter, så havde han af agtelse for hans person og af hensyn til vore særdeles venlige følelser overfor ham undladt at dræbe og ødelægge alle dem, der havde tænkt på forræderi. Værst af det hele var dog, at papa'erne og kazikerne havde sagt, at det var efter hans og hans sendemænds råd og befaling, at de ville gøre det; men vi havde aldrig villet tro, at en stor herre som han ville påbyde sådan noget, især da han havde udgivet sig for vor ven, og vi havde tænkt os om ham, at når hans afguder havde indgivet ham den onde tanke at angribe os, så måtte det være i åben mark; men det var forresten lige meget, om han ville kæmpe i åben mark eller i en bys gader, om han ville kæmpe ved dag eller ved nat, for vi ville slå dem ihjel, som tænkte på at gøre sligt. Men da Cortés betragtede ham som en god ven og længtes efter at se ham og tale med ham, så ville vi straks marchere at sted til hans hovedstad og gøre ham omstændeligt regnskab for alt hvad kongen, vor herre, havde befalet os. Da Montezuma havde hørt dette budskab og blev overbevist om, at vi ikke tildelte ham hele skylden for begivenhederne i Cholula, gav han sig igen - efter hvad der blev os berettet - til at faste og ofre til sine afguder sammen med sine papa'er, for igen at nå til klarhed over, hvorvidt han skulle lade os komme ind i byen eller ej, og hvorvidt afguden befalede ham det samme, som han før havde sagt. Det svar, som afguden påny gav dem, var ligesom det første, nemlig, at han virkelig skulle lade os komme derind, men så lade os dræbe efter behag, når vi først var derinde. Desuden sagde hans krigshøvdinger og papa'er, da de blev spurgte til råds, at hvis han hindrede os i indmarchen, så ville vi påføre de undergivne byer krig, da vi nu havde fået tlascaltekerne til venner foruden alle totonaquerne i bjergene og andre folkeslag, som var blevet gode venner med os; og for at undgå den ulykke, var det bedst og sundest at lyde det råd, som deres Huichilobos havde givet dem. Nu vil vi ikke fortælle mere om hvad Montezuma besluttede; men jeg vil berette hvad han derefter gjorde, at vi bestemte os til at begive os på vej til Mexiko, og at der, dengang vi skulle afsted, kom sendebud fra Montezuma med en gave, og hvad deres budskab gik ud på.

Da den store Montezuma igen havde spurgt sin Huichilobos og sine papa'er og krigshøvdinger til råds, og alle havde rådet ham til at lade os komme ind i hans hovedstad, så at de dér kunne slå os ihjel i ro og mag, og da han havde hørt de ord, vi havde ladet ham sige om vort venskab og tillige de andre stolte ord om, at vi var mænd som man ikke kunne holde nogen svig skjult for, eftersom vi altid fik at vide, hvad man pønsede på imod os, og at, såfremt det gjaldt kamp, var det os ligemeget, om det var i fri felt eller i en by, om natten eller om dagen, eller på hvilken som helst anden måde. Og da han havde hørt om kampene mod Tlascala og havde fået at vide det om Potonchan og Tabasco og Cingapacinga og nu det om Cholula, så var han betuttet, ja endog forskrækket. Efter at have tænkt meget over sagen, sendte han så seks fornemme mænd med en gave af guld og juveler, forarbejdede på meget forskellig vis, der, efter hvad vi kunne dømme, var over 2.000 pjastre værd, og desuden sendte han nogle pakker meget kostbare tæpper, prægtigt udsyede. Da disse fornemme mænd var stillet for Cortés med deres gave, rørte de ved jorden med hånden og kyssede den, og med stor ærbødighed, som deres skik er, sagde de; »Malinche! Vor hersker, den store Montezuma, sender dig denne gave og beder dig modtage den som et bevis på den store kærlighed, han nærer til dig og til alle eders brødre. Det gør ham ondt, at beboerne i Cholula har gjort eder sådan fortræd, og han kunne ønske, at du ville have ladet endnu større straf komme over deres hoveder, for de er onde og løgnagtige og gav ham og hans udsendinge skylden for de slette gerninger, som de selv havde i sinde at gøre. I bør være aldeles visse på, at han er eders ven, og i skal blot komme til hans hovedstad, når i vil, for han vil vise eder megen ære, da i er så tapre og da i er udsendte af en så mægtig konge, som i siger han er. Men hvad angår at give eder mad, så kan han ikke gøre det i så rigeligt mål, fordi al proviant må bringes til byen, eftersom den er bygget ude i søen, men han skal nok forsøge at hædre eder, så godt han kan, og han har befalet, at i de byer, som i kommer igennem, skal i få udleveret alt, hvad i behøver«. Han sagde endda mange flere smukke ord. Da Cortés havde hørt dette af vore tolke, modtog han gaven med huldsaligt åsyn og omfavnede sendebudene og befalede, at der skulle gives dem nogle kæder af glasdiamanter, og alle vi officerer og soldater glædede os over disse gode nyheder, og over at vi fik indbydelse til at marchere til hans hovedstad, for fra dag til dag ønskede de fleste af os soldater mere og mere, at dette skulle ske, især de af os, der ikke havde nogen ejendomme på Cuba, og som to gange havde været ude på opdagelse før Cortés. Nu nok herom. Feltherren gav dem et godt og meget vennesælt svar og befalede, at de tre sendebud af dem, der var kommet med gaven, skulle blive tilbage hos os og tjene os som vejvisere, men at de andre tre skulle vende tilbage med svaret til deres herre og meddele ham at vi var på vej. Efter at de øverste kaziker i Tlascala, som hed Xicotenga, den gamle, blinde mand, og Mase Escaci, som jeg oftere har nævnt, havde fået vort opbrud at vide, gjorde det dem hjertelig ondt, og de lod Cortés sige, at de jo allerede mange gange havde sagt ham, at han skulle passe på hvad han gjorde, og tage sig i agt for at rykke ind i en så stor by, som var så stærkt befæstet, og hvor der var så mange krigsfolk, for en skøn dag ville man angribe os; de frygtede for, at vi så ikke ville slippe fra det med livet, og til tegn på deres venlige sindelag imod os ville de sende os 10,000 mand under dygtige hærførere, som skulle følge med os tillige med forråd til brug på marchen. Cortés takkede dem meget for deres gode vilje, men sagde, at det ikke var rigtigt at rykke ind i Mexiko med en så stor hærmagt, især da de var hverandre så fjendske; han behøvede blot 1.000 mand til at transportere tepuzquerne og bagagen og til at udbedre nogle veje. Jeg har allerede tidligere sagt, at tepuzquer kalder de vort jernskyts. De leverede os da 1.000 meget flinke indianere. Da vi nu var lige ved at afmarchere, kom kazikerne og alle de fornemste krigere fra Cempoal, som var ifølge med os, og som havde tjent os meget godt og trofast, til Cortés og sagde, at de havde i sinde at drage hjem til Cempoal og ikke være med længere end til Cholula på toget til Mexiko, for de var sikre på, at hvis de kom derhen, så ville de lide døden og vi med, og at den store Montezuma ville lade dem undlive, for de var nogle af de fornemste i Cempoal og havde været med til at gøre opstand imod ham og erklæret, at man ikke skulle betale ham skat, og ladet hans skatteopkrævere fængsle, dengang det oprør fandt sted, som jeg tidligere har beskrevet i denne min fortælling. Da Cortés hørte, at de bad ham så indstændig om denne tilladelse til at drage bort, lod han dem svare ved Doña Marina og Aguilar, at de skulle ikke være bange for at lide nogen tort eller skade; siden de var ifølge med os. Hvem ville så være fræk nok til at fortrædige dem eller os? Han bad dem forandre deres beslutning og blive sammen med os, og han lovede dem at gøre dem rige. Men hvor meget så end Cortés bad dem og Doña Marina talte til dem med hjertelige ord, så ville de slet ikke blive; de ville vende hjem. Da nu Cortés hørte dette, sagde han; »gud forbyde, at vi med vold skulle føre disse indianere med os, som har tjent os så godt«. Han lod derefter mange pakker kostbare tæpper hente og fordelte dem iblandt alle, og han sendte også den tykke kazik, vor ven, herren til Cempoal, to pakker tæpper til ham selv og til hans nevø Cueseo. Sådan hed en anden stor kazik, og han skrev til statholderen Juan de Escalante, hvem vi havde ladet blive tilbage som befalingsmand dér, og som på den tid var alguazil mayor, om alt, hvad der var hændt os, og at vi var på vej til Mexiko, og at han skulle holde godt øje med alle naboerne og god vagt, så at han altid passede nøje på, både dag og nat; at han skulle bygge fæstningen færdig, og at han skulle beskytte alle de indfødte dér i egnen imod mexikanerne, og at ingen soldat af dem, der var hos ham, måtte tilføje dem nogen krænkelse. Da dette brev var skrevet og folkene fra Cempoal var draget bort, begyndte vi vor march, fuldt rustede.

Så snart vi var kommet ud af Cholula, marcherede vi fremad i god orden, som vi altid plejede, med vore rytterpatruljer forude på udkig, og enkelte raske soldater til fods i følge med dem. At de kunne stå hinanden bi, hvis der skulle indtræffe noget galt eller møde os nogen hindring, og med vore kanoner i god beredskab, såvel som vore musketter og armbrøster, og rytterne tre og tre sammen, for at de kunne hjælpe hinanden, og alle de andre soldater skulder mod skulder. Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig omtaler dette, undtagen fordi det er nødvendigt at gøre opmærksom derpå i vor beretning om krigen, for at man kan se, hvordan vi måtte være på vor post. Så kom vi da på vor march den dag til nogle hytter, der ligger på et højdedrag; det er en landsby, der hører under Guaxocingo, og jeg tror den hedder Iscalpan hytterne, fire mil fra Cholula. Der kom straks kazikerne og papa'erne fra Guaxocingo byerne, som lå i nærheden og stod i venskabsforhold til tlascaltekerne og forbund med dem. Ligeledes kom der nogle fra andre landsbyer, der ligger på skråningen af vulkanen, ikke langt derfra. De bragte alle sammen mange levnedsmidler og en gave, bestående af guldsager, som ikke havde synderlig værdi, og bad Cortés tage derimod og ikke se så meget på dets ringe værdi, som på den gode vilje, hvormed de gav ham det, og de rådede ham at lade være at gå til Mexiko, for det var en meget stærkt befæstet by med mange krigsfolk, og vi ville være i stor fare dér. Men når vi endelig ville derhen, så var der, sagde de, to meget brede landeveje, når vi havde passeret det bjergpas; den ene førte til en by ved navn Chalco, den anden til byen Tamanalco, som begge hørte ind under Mexiko. Den ene vej var meget jævn og ryddet, så at vi kunne passere ad den, men den anden vej havde de spærret, og de havde omhugget mange svære træer, store fyrretræer, så at ingen heste kunne komme frem der, og så at vi ikke kunne komme videre. Men når man kom lidt ned ad bjerget på den vej, som var fri, og som de troede at vi ville drage ad, så havde de hugget et stykke af bjerget ud og lavet brystværn og skanser. Dér havde der ligget nogle mexikanske hærafdelinger for at dræbe os, så de rådede os til ikke at vælge den banede vej, men den hvor træerne var væltede om; de skulle nok give os tilstrækkeligt folk til at rydde den, og siden tlascaltekerne var med os, så skulle de nok alle sammen få træerne af vejen; det var den vej, der førte til Tamanalco. Cortés tog meget vennesælt mod gaven og sagde, at han takkede dem for den underretning, de havde givet ham, og at han ikke ville undlade at fortsætte sin march, med guds hjælp, ad den vej som de rådede ham til. Meget tidlig om morgenen den næste dag begyndte vi da vor march, og det var allerede omtrent middag, da vi nåede til det højeste punkt af bjerget, hvor vi fandt vejene ganske sådan som folkene fra Guaxocingo havde sagt. Dér standsede vi et øjeblik, og vi kunne ikke lade være at tænke på det om de mexikanske hærskarer og på, at der var lavet indhug i bjerget og bygget barrikader, sådan som man havde meddelt os. Og Cortés lod den store Montezuma´s sendemænd kalde for sig, de der var i følge med os, og spurgte dem, hvordan det hang sammen med disse to veje, der så sådan ud; den ene meget fri og banet, men den anden opfyldt med træer, der for nylig var omhuggede. De svarede, at når vi valgte den banede vej, så førte den til en by som hed Chalco, hvor man ville modtage os godt; den tilhørte deres herre Montezuma; men på den anden vej havde de anbragt disse træer og spærret den, for at vi ikke skulle gå ad den, for der var farlige steder at passere på den, og man måtte gøre en omvej for at komme til Mexiko; den førte til en anden by, der ikke var så stor som Chalco. Så sagde Cortés, at han ville marchere ad den, som var spærret, og vi begyndte da i god orden at stige ned ad bjerget, og vore venner fjernede de meget store og tykke træer. Dér slap vi så igennem med meget besvær. Endnu den dag i dag ligger nogle af disse træer ved siden af vejen. Da vi var kommet op på det højeste punkt, begyndte det at sne, og jorden blev bedækket med sne; vi begav os så ned ad bjerget og holdt nattehvil i nogle bygninger, der var ligesom herberger eller kroer, hvor indianske købmænd holdt rast. Vi fik et godt aftensmåltid, og i stærk kulde satte vi vore vagter ud, ronder og lytteposter og vedetter, og den næste dag begyndte vi atter at marchere; ved højmessetid kom vi så til en by, som jeg allerede har fortalt hed Tamanalco. Dér modtog de os godt, og vi manglede ikke mad, og da man i andre byer fik vor ankomst at vide, kom der folk fra Chalco tillige med nogle fra, Tamanalco, fra Chimaloacan og fra Mecameca og fra Acazingo, hvor kanoerne ligger, for det er deres havn, og fra andre småbyer, hvis navne jeg ikke kan huske. De bragte alle sammen en gave, bestående af guld, to dragter tæpper og otte indianerinder; guldet var vel en halvandet hundrede pjastre i værdi. Så sagde de; »Malinche! Modtag disse gaver, som vi giver dig, og betragt os for fremtiden som dine venner«, og Cortés tog grumme venligt imod dem og tilbød dem at være dem til tjeneste i alt hvad de havde behov. Da han nu så dem samlede, sagde han til Mercenarier-munken, at han skulle holde en tale til dem om vor hellige tro og opfordre dem til at forlade deres afguder; der blev da sagt dem alt hvad vi plejede at sige i de fleste byer, vi var kommet igennem, og de svarede til det altsammen, at det var godt talt, og at de skulle tænke over det. Man gav dem også en forestilling om vor herre kejserens store magt, og at vi kom for at sætte en stopper for uret og overfald; det var derfor han havde sendt os der til landet. Da nu alle disse byer, som jeg har nævnt, hørte dette, så klagede de højlig over Montezuma og hans skatteopkrævere, men hemmeligt, sådan at de mexikanske sendemænd ikke hørte det; at de røvede alt fra dem hvad de havde, og at de voldtog deres hustruer og døtre, hvis de var smukke, i deres fædres og mænds påsyn og bortførte dem, og at de lod dem arbejde, som om de var trælle, og at de benyttede dem til at hente, såvel i både som til lands, fyrretømmmer og sten og brænde og majs og brugte dem på mange andre måder, særlig til at dyrke majsmarkerne, og at de tog deres jorder fra dem til ære for afguderne (som omtalt i indledningen, havde præsteskabet ved templerne store indtægter af jordegods); de kom endda med mange flere klager, som jeg ikke kan huske, da det er så mange år siden det hændte. Cortés trøstede dem med venlige ord, som han meget godt forstod at sige ved Doña Marina, at han nu for øjeblikket ikke kunne skaffe dem deres ret. Men de skulle blot holde ud, så ville han nok befri dem for den overmagt, og i al hemmelighed befalede han, at to af deres fornemste mænd tillige med flere af vore venner fra Tlascala skulle undersøge den banede vej, den som folkene fra Guaxocingo havde sagt, at vi ikke skulle passere, og dér se efter, hvilke barrikader og skanser der var lavede, eller om der fandtes nogle krigsfolk dér. Kazikerne svarede; »Malinche! Det er ikke nødvendigt at gå hen og undersøge det, for nu er det altsammen ganske jævnet og i god stand. Du må nemlig vide, at for seks dage siden havde de ondt i sinde; da havde de spærret bjergvejen med mange af den store Montezuma's krigere, for at i ikke skulle slippe igennem; men nu har vi erfaret, at deres Huichiobos, deres krigsgud, har rådet dem til at lade jer komme igennem, men lade jer dræbe, når i er kommet ind i Mexiko. Derfor synes vi, at det er bedst, i bliver her hos os, hvor vi nok skal give jer af hvad vi har, og ikke drage til Mexiko, for vi ved for vist, at da den er så stærkt befæstet og så fuld af krigsfolk, vil man ikke lade jer slippe fra det med livet«. Hertil svarede Cortés med roligt åsyn, at hverken mexikanerne eller nogen anden nation havde magt til at dræbe os, når ikke gud herren, hvem vi troede på, ville det, og for at de skulle mærke, at det var vor hensigt at tilkendegive Montezuma selv og alle kazikerne og papa'erne, hvad vor gud bød os, så ville vi straks bryde op; de skulle lade ham få tyve fornemme mænd, der havde at følge med os, og han ville gøre meget for dem og skaffe dem deres ret, når han havde holdt sit indtog i Mexiko, så at Montezuma og hans skatteopkrævere ikke mere skulle komme til at begå de overgreb og voldshandlinger imod dem, som de havde fortalt, at de begik. Med venligt ansigt gav alle folkene fra de byer, jeg har nævnt, os et godt svar og bragte os de tyve indianere. Men da vi nu var i færd med at bryde op, kom der nogle sendebud fra den store Montezuma; hvad de sagde, skal jeg berette i det følgende.

Da vi nu altså var lige ved at fortsætte vor march til Mexiko, stilledes der fire fornemme mexikanere, som Montezuma sendte, for Cortés. De bragte en gave bestående af guld og tæpper, og efter at de havde bevist ham deres ærefrygt, som de havde for skik, sagde de; »Malinche! Denne gave sender vor hersker, den store Montezuma til dig og siger, at det gør ham meget ondt, at i har haft så megen umage med at komme og besøge ham fra så fjerne lande, og han har sendt os for igen at lade dig sige, at han vil give dig meget guld og sølv og chalchihui'er som tribut til eders kejser og til eder selv og de andre teuler, som i har med. Men du skal lade være med at komme til Mexiko; han beder dig endnu en gang at vise ham den gunst at stanse din march her og vende om ad den vej, du er kommet, for så lover han at sende dig ned til havnen en stor mængde guld og sølv og kostelige sten til eders konge, og du skal få fire dragter guld af ham, og hver af dine brødre een dragt. For hvad det angår at komme til Mexiko, så kan du umuligt drage ind i byen; alle hans undersåtter er nemlig under våben for at hindre eder i at komme derind. Desuden er der ingen anden vej end en meget snæver, og der er ingen levnedsmidler, i kan få at spise«. Han sagde mange flere ord og opregnede endnu flere hindringer, for at vi ikke skulle marchere videre. Cortés omfavnede sendebudene uhyre venligt, endskønt han ærgrede sig over deres budskab, og han tog imod gaven, hvis værdi jeg ikke nu kan huske. Efter hvad jeg så og erfarede, undlod Montezuma aldrig at sende guld, enten lidt eller meget, når han skikkede gesandter til os, sådan som jeg tidligere har fortalt. Vi vil nu vende tilbage til vor beretning. Cortés svarede dem, at han var forbavset over hr. Montezuma, at han skiftede sind så ofte, uagtet han erklærede sig for vor ven og var en så stor herre; undertiden sagde han jo eet og til andre tider lod han sige det modsatte, og med hensyn til hans løfte om at forære vor herre kejseren og os guld, så skulle han have tak derfor, også for det, han nu sendte ham; han skulle nok lønne ham godt derfor engang i tiden. Men hvor kunne han nu falde på, at når vi var så nær ved hans hovedstad, vi så ville bære os rigtig ad ved at gøre omkring på vejen uden at udføre det, som vor herre befalede os? Hvis hr. Montezuma havde sendt bud og gesandter til sådan en stor herre som han selv, og så de sendebud, han havde udsendt, vendte om uden at tale med ham, når de var kommet nær hans bolig, og uden at gøre ham rede for deres ærinde, hvad mening ville han da have om dem, når de kom tilbage til ham med den besked? Han måtte jo betragte dem som nogle kujoner og pjalte. Sådan ville nemlig kejseren, vor herre, gøre ved os. Det var vor hensigt at komme ind i hans hovedstad på den ene eller den anden måde, og for fremtiden skulle han ikke sende flere undskyldninger angående den ting, for han ville se ham og tale med ham og røgte det ærinde, som var betroet os, og det skulle ske lige overfor ham personlig. Og når han havde erfaret det og siden ikke syntes godt om, at vi blev der i byen, så skulle vi nok begive os tilbage derhen, hvor vi var kommet fra. Hvad det angår, at han sagde, han kun havde meget lidt levnedsmidler og ikke kunne føde os, så måtte han vide, at vi var mænd der nøjedes med at spise meget lidt. Nu ville vi til hans hovedstad, og han måtte være så god at finde sig deri. Hermed affærdigede vi sendebudene og satte os i march ad Mexiko til. Da folkene fra Guaxocingo og Chalco havde underrettet os om, at Montezuma havde plejet råd med sine afguder og papa'er, om han skulle lade os komme ind i Mexiko eller kæmpe med os, og at alle hans papa'er svarede ham, at deres Huichilobos sagde, han skulle lade os komme derind, så kunne han lade os dræbe dér - hvilket jeg flere gange har fortalt i det kapitel, der handler derom -, så kunne vi ikke lade være at tænke derpå, da vi jo dog var mennesker og frygtede døden, eftersom det land er stærkt befolket, marcherede vi stadig i meget små dagsmarcher, befalede os gud og hans velsignede moder, Vor Frue, i vold og talte sammen om, hvordan vi skulle komme derind. Vi fattede da godt håb i vore hjerter, om at vor herre Jesus Kristus også ville frelse os fra Mexiko's magt, siden han havde været så nådig at udfri os af de tidligere farer. Vi holdt nattehvil i en by, der hedder Iztapalatingo, hvor halvdelen af husene er byggede ude i vandet og den anden halvdel på fastlandet, hvor der er en lille bjergkæde - nu ligger der en kro i nærheden -, og dér fik vi godt at spise til aften. Nu nok herom; vi skal nu atter høre om den store Montezuma. Da hans sendebud var kommet tilbage, og han havde hørt det svar, Cortés lod melde, besluttede han straks at sende en nevø, han havde, ved navn Cacamatzin, herre til Tezeuco, med et meget prægtigt følge for at ønske Cortés og os alle velkommen. Vi havde jo altid for vane at have vagtposter og rytterpatruljer ude, og der kom en af vore blænkere og meldte, at ad landevejen bevægede en stor skare mexikanere sig frem i al fredelighed, og at man kunne se, at de var klædte i kostbare kapper. Da det hændte, var det meget tidligt om morgenen, og vi var lige ved at begive os på marchen; men Cortés sagde nu, at vi skulle blive i vort nattekvarter, til vi fik set, hvad det var for noget. I samme øjeblik indfandt der sig fire fornemme mænd, som bøjede sig dybt for Cortés og sagde til ham, at lige efter dem kom Cacamatzin, storherre til Tezcuco, den store Montezuma's nevø, og bad os være så venlige at vente på hans ankomst. Det varede så ikke længe, før han kom med den største glans og pragt, som vi nogen sinde havde set nogen mexikansk stormand bære til skue, for han blev båren i en såre prægtig bærestol, prydet med grønne fjer og en mængde sølvbeslag og kostelige sten, indfattede i et slags løvværk af guld, som var anbragt derpå; det var meget fint guld. Otte fornemme herrer bar denne bærestol på skuldrene; man sagde, at de alle var lensmænd over byer. Efter at de var kommet hen til det hus, hvor Cortés var indkvarteret, hjalp de ham at stige ned fra bærestolen og fejede jorden ren for alle strå, hvor han skulle bevæge sig. Så snart de var kommet hen til vor feltherre, hilste de meget ærbødigt på ham, og Cacamatzin sagde; »Malinche! Her er jeg og disse herrer kommet for at være dig til behag og lade udlevere dig alt, hvad du behøver til dig og dine kammerater, og anbringe eder i eders boliger, som er vor hovedstad, for således har vor herre, den store Montezuma, befalet os; og han beder dig tilgive ham, at han ikke selv kommer i vort sted; det er kun, fordi han befinder sig ilde, ikke af mangel på velvilje imod eder«. Da vor feltherre og alle vi andre så al den stads og værdighed, hvormed disse kaziker optrådte, især Montezuma's nevø, syntes vi, at det var noget meget stort, og vi sagde til hinanden indbyrdes; når den kazik møder op med sådan en pragt, hvad vil så ikke den store Montezuma gøre? Da Cacamatzin havde holdt sin tale, omfavnede Cortés ham og de andre fornemme mænd med stor venlighed og gav ham tre sten, som kaldes perler, der indvendig har mange brogede figurer (glasperler; de venetianske er bekendte), og de andre fornemme mænd fik blå diamanter i foræring, og han sagde dem, at de skulle have tak, og spurgte, når han kunne gengælde hr. Montezuma al den venlighed, som han hver dag viste os. Efter at denne samtale var endt, brød vi straks op, og da disse kaziker, som jeg har talt om, havde mange folk med sig, og der fra mange andre byer der i egnen mødte mange for at se os, så var alle vejene fulde af mennesker. Den næste morgen kom vi til den brede landevej, der førte til Iztapalapa. Så snart vi så den store mængde større og mindre byer ude i vandet og andre store byer inde på fastlandet og den lige og brede landevej, som førte til Mexiko, blev vi grebne af beundring og sagde, at det så ud som de fortryllede paladser, som der fortælles om i romanen Amadis (den berømteste af alle spanske ridderromaner »Amadis af Gallien«, udkommen første gang i trykken henimod slutningen af det 15 århundrede), med alle de store tårne og templer og bygninger ude i vandet, alle sammen opmurede med kalk og sten. Der var endog nogle af vore soldater, som sagde, at det måtte være et drømmesyn, det de så. Det er ikke forunderligt, at jeg her skriver sådan derom, for man må huske vel på, at vi her så ting, som vi aldrig havde hørt om eller set før, knap nok drømt om, så at jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle om det. Og da vi så kom i nærheden af Iztapalapa, så vi igen andre kaziker komme os i møde med stor pragt; det var herren til den by (han hed Coadlavaca) og herren til Cuyoacan, begge nærbeslægtede med Montezuma, og da vi var kommet ind i byen Iztapalapa, blev vi indkvarterede i nogle store paladser, velbyggede af herligt murværk og af cedertræ og andre fortræffelige, vellugtende træsorter, med store gårde og værelser, i høj grad værd at se, og med bomuldstelte over. Efter at vi havde set rigtig på alt det, gik vi ud i frugthaven og blomsterhaven, som var højst, beundringsværdig at se og vandre i, så at jeg ikke kunne blive ked af at betragte de forskellige træer og at nyde duften af hvert enkelt; der var bede fulde af roser og andre blomster og mange frugttræer og en egen sort rosenbuske, som findes der i landet, og en dam med ferskvand. Mærkeligt var det også at se, hvordan store kanoer kunne komme ind i frugthaven fra søen ad en kanal, som var åbnet deri, uden at man behøvede at gå i land. Alle bygninger var smukt kalkede og skinnede af alle slags sten og malede forsiringer, så at der var nok al, beundre, lige såvel som de mangfoldige slags fugle, der svømmede om i dammen. Jeg siger igen, at da jeg betragtede det, troede jeg ikke, at der i hele verden fandtes mage til land, for dengang var der ikke noget Peru eller forestilling om det. Nu er det altsammen ødelagt; der er ikke en smule tilbage af det (Heredia siger dog i anmærkningerne til sin oversættelse, at Iztapalapa har til vore dage bevaret talrige spor af sin fordums glans). Vi går altså videre. Jeg skal nu fortælle, at kazikerne dér fra byen og de fra Cuyoacan kom med en gave af guld, der var vel 2.000 pjastre værd, og Cortés takkede dem meget derfor og viste dem stor venlighed. Ved hjælp af vore tolke forklarede man dem hvad der henhører til vor hellige tro og om vor herre kejserens store magt, da der førtes megen anden forhandling, vil jeg ikke fortælle noget derom, men blot sige, at det var i de tider en meget stor by, og at de halve huse var bygget på land og de andre ude i vandet, men nu til dags er det altsammen tørt, og man sår korn dér hvor der førhen var sø. Det er i den grad forandret, at hvis man ikke havde set det før, kunne man ikke tro det muligt, at det, der dengang var fuldt af vand, nu er lutter majsmarker. Så vidt herom; nu skal jeg fortælle om den såre højtidelige modtagelse, Montezuma gav Cortés og os alle sammen, da vi holdt vort indtog i den store by Mexiko.

Den næste morgen tidlig brød vi op fra Iztapalapa, ledsagede af de store kaziker, som jeg før har omtalt. Vi marcherede frem ad vejen, som er otte skridt bred og fører i den grad i lige retning mod byen Mexiko, at det forekommer mig, at den ikke bøjer af i mindste måde; og skønt den er meget bred, var den dog helt opfyldt af disse folk, som knap kunne rummes der. Nogle var på vejen til Mexiko, og andre kom ud derfra for at se os, så at vi næppe kunne vende os for alle de mange mennesker, der mødte op. Tårnene og templerne var fulde, og i bådene var der folk, og alle vegne på søen; og det var ikke forunderligt, for de havde jo aldrig set heste eller sådanne mænd som os. Vi var så forbavsede over alle de mærkelige ting vi så, at vi ikke vidste, hvad vi skulle sige, om det var virkeligt, alt det der viste sig for os; på den ene side, inde på land, var der store byer, og ude i søen også mange, og der var fuldt af både alle vegne, og på landevejen var der med visse mellemrum mange broer, og foran os lå den store by Mexiko. Men vi var ikke engang fire hundrede soldater, og vi mindedes såre vel de meddelelser og underretninger, vi havde fået af folkene fra Guaxocingo og Tlascala og Tamanaleo, og de mange andre råd, man havde givet os; at vi skulle tage os i agt for at komme ind i Mexiko, for man ville dræbe os, når de havde os inde. Læserne må vel mærke sig hvad jeg her skriver, om det ikke var værd at prise; hvilke mænd har der vel været til i verden, som besad lignende dristighed ? Nå, vi vil drage videre ad vor vej. Da vi var kommet til et sted, hvor en anden mindre landevej drejede af, - den førte til Cuyoacan, som er en anden by, hvor der var ligesom nogle tårne, der var deres templer, kom der en hel del fornemme herrer og kaziker med meget kostbare kapper på, idet den ene kaziks stads og liberier var forskellige fra den andens. Vejen var helt opfyldt af dem. Disse store kaziker sendte den store Montezuma os imøde for at tage imod os, og så snart de var kommet hen til Cortés, sagde de i deres sprog, at vi skulle være velkomne, og til tegn på fred berørte de jorden med hånden og kyssede derefter på hånden. Efter at vi nu havde opholdt os dér en god stund, så begav Cacamatzin, herre til Tezcuco, og herren til Iztapalapa, herren til Tacuba og herren til Cuyóacan sig afsted i forvejen for at træffe den store Montezuma, der kom i en kostbar bærestol, ledsaget af andre store herrer og kaziker, der var hans vasaller. Da vi var kommet i nærheden af Mexiko til et sted, hvor der findes nogle små tårne, steg den store Montezuma ned fra sin bærestol. De store kaziker bar ham under en vidunderlig kostbar baldakin. Der strålede af grønne fjer og herlige guldprydelser og en mængde sølvstads og perler og chalchihuistene, der hang ned ligesom i bræmmer, så der var meget at se på. Den store Montezuma var meget rigt klædt efter deres skik; på fødderne havde han cotara'er (det kalder de deres fodtøj, dvs. sandaler bestående af en sål med remme; benævnelsen »cutara« bruges endnu på Cuba) med guldsåler og dyrebar ædelstensbesætning derpå; og de fire herrer, som bar ham, var kostelig klædte på deres måde; det lader til, at de havde disse klæder beredte på vejen for at følge med deres hersker, eftersom de ikke havde den dragt på, hvori de havde modtaget os. Foruden disse fire herrer var der fire andre store kaziker, der bar baldakinen over deres hoveder, og mange høje herrer, der gik foran den store Montezuma og fejede den jord, som han skulle betræde, og udbredte tæpper, for at han ikke skulle træde på den bare jord. Ingen af alle disse herrer turde driste sig til at se ham i ansigtet, men gik med nedslagne øjne og i dyb ærbødighed, undtagen de fire nevøer og andre slægtninge af ham, som bar bærestolen. Da Cortés så og fik meddelelse om, at den store Montezuma kom, sprang han af sin hest, og så snart han var kommet hen til Montezuma, viste de hinanden gensidig megen høflighed; Montezuma bød ham velkommen, og vor Cortés svarede ham ved Doña Marina, at han ønskede ham alt muligt godt. Så vidt jeg kan huske, rakte Cortés, som stadig havde tolken, Doña Marina, ved sin side, ham den højre hånd, men Montezuma ville ikke tage imod den, derimod rakte han Cortés sin. Så tog Cortés et halsbånd frem, som han havde ved hånden; det bestod af glasperler af den slags, jeg før har talt om, som har forskelligt farvede prydelser indeni; de var trukne på en guldsnor med moskus, så at det lugtede godt. Det lagde han om halsen på Montezuma og omfavnede ham samtidigt; men de store herrer, der fulgte med Montezuma, holdt Cortés' arm tilbage, at han ikke skulle omfavne ham, for det betragtede de som en forhånelse. Cortés lod ham da sige ved tolken Doña Marina, at hans hjerte var opfyldt af glæde over nu at have set så stor en fyrste, og at han var højst taknemlig, fordi han personlig var kommet ud at tage imod ham og for al den venlighed, han stadig viste ham. Hertil svarede Montezuma atter med nogle høviske ord og befalede to af nevøerne, af dem der bar ham, nemlig herren til Tezcuco og ham til Cuyoacan, at følge med os, til de havde fået indkvarteret os. Så vendte Montezuma tilbage til byen tillige med sine andre to slægtninge, Coadlavaca og herren til Tacuba, der ledsagede ham, og med ham vendte også hele den store skare kaziker og fornemme mænd tilbage, der havde udgjort hans følge. Da de gik bort med deres herre, så vi efter dem, hvordan de alle sammen gik med øjnene fæstede på jorden uden at se på ham og helt inde ved murene og med største ærefrygt. Nu kunne vi endelig få lejlighed til at rykke ind i Mexiko's gader uden at blive standsede af vrimlen. Hvem kan beskrive den mængde mænd og kvinder og børn, som var opstillede på gaderne og på husenes flade tage og ude i både på kanalerne for at betragte os! Det var så mærkværdigt, at nu, da jeg skriver derom, står det alt sammen for mine øjne, som om det var i går, det var sket. Når jeg betænker den ting, må jeg betragte det som en stor nåde af vor herre Jesus Kristus, at han skænkede os lykke og styrke til at vove at holde vort indtog i sådan en by, og at han frelste mig ud af så mangen dødsfare, som man siden skal høre. Jeg takker ham inderligt derfor, og fordi han har ladet mig leve så længe, at jeg kunne skrive derom, om end ikke så udmærket, som det burde være, og som emnet kræver. Men vi vil lade ordene fare, thi tingene selv er på adskillige steder et godt vidnesbyrd om hvad jeg beretter (forfatteren mener hermed de bevarede bygningsværker og lignende). Vi vender altså tilbage til vort indtog i Mexiko. Man førte os hen til nogle store huse, hvor der var kvarter til os alle sammen; de havde tilhørt den store Montezuma's fader, som hed Axayaca, og dér havde den store Montezuma dengang sine anselige afgudstempler og en skjult hvælving med guldstykker og klenodier, ligesom et skatkammer, der indeholdt hans arv efter faderen Axayaca og som han ikke rørte (egentlig Axayacatl, regerede 1468-81; efter ham fulgte Tizoc(døde 1487), Ahuizotl (til 1502), endelig Montezuma (II)). Man gav os just kvarter i den bygning, fordi man jo kaldte os teuler og anså os som sådanne; meningen var da, at vi skulle være iblandt hans afguder, som nogle teuler, han havde dér. Hvad enten nu det ene eller det andet var tilfældet, så førte man os derhen, og dér havde han ladet indrette rummelige værelser og sale med telttag efter landets skik til vor feltherre; men hver af os fik et leje af måtter med et lille telt over. Anden seng får man ikke, hvor fin en herre man end er, for de bruger ikke andre. Hele dette palads var meget strålende, hvidkalket og fejet og pyntet med grønne grene. Da vi var kommet derind og befandt os i en stor gård, så tog den store Montezuma vor feltherre ved hånden - dér havde han nemlig ventet på ham - og førte ham til den sal og det kammer, hvor han skulle bo; det var rigt udstyret på deres måde. Og han havde til ham et meget kostbart guldhalsbånd, der var forarbejdet som krabber, et beundringsværdigt arbejde; det lagde Montezuma selv om halsen på vor feltherre Cortés, så at hans officerer vel måtte undres over den store gunst, han viste ham. Da han havde givet ham det om halsen, takkede Cortés ham ved vore tolke. Montezuma sagde nu; »Malinche! Nu er i og eders brødre i eders bolig; hvil nu ud«. Hvorpå han begav sig til sit palads, som ikke lå langt borte. Vi fordelte derpå vore kvarterer efter kompagnier, og vort artilleri blev anbragt på et passende sted; derhos aftalte vi nøje den orden, vi havde at følge i alle henseender, og at vi skulle være godt på vor post, såvel rytterne som alle vore andre soldater, og man havde tilberedt os et såre prægtigt måltid efter deres skik og sædvane, hvilket vi straks fortærede. Det var altså vort lykkelige og dristige indtog i den store by Tenustitan, også kaldet Mexiko, den ottende dag i november måned i året 1519 efter vor frelser Jesu Kristi fødsel. Takket være vor herre Jesus Kristus for alt, og om jeg end ikke har fået fortalt om andre ting, der var værd at omtale, så må man tilgive mig, for jeg kan ikke fortælle det bedre nu; det skal komme til sin tid. Herom vil vi nu ikke snakke mere, men vende tilbage til vor beretning om hvad der yderligere hændte os.

Da den store Montezuma havde holdt måltid og havde fået at vide, at vor feltherre og alle vi andre lige sådan havde gjort det samme for en god stund siden, kom han hen i vort kvarter med en talrig flok fornemme herrer, alle sammen hans slægtninge, og med stor pomp. Da det var meldt Cortés, at han kom, gik han ham i møde midt i salen, og Montezuma tog ham ved hånden, og der blev bragt en slags stole efter landets skik, meget kostbare og guldsmykkede på forskellig vis. Montezuma bad vor feltherre at tage plads, og begge satte sig hver på sin stol. Så begyndte Montezuma at holde en meget god tale og sagde, at han glædede sig i høj grad over at have nogle så tapre riddersmænd som vor feltherre Cortés og alle os andre i sit hus og rige, og at han for to år siden havde hørt om endnu en hærfører, der var gået i land ved Champoton; også i fjor havde han fået efterretning om en anden hærfører, der var kommet med fire skibe (hermed menes Hernández de Córdoba og Grijalva). Han havde altid ønsket at få nogle af os at se, og da han nu havde os her hos sig, så ville han være os til tjeneste og give os af alt hvad han havde. Det måtte, sagde han, virkelig være sandt, at vi var dem, som deres forfædre for mange tider siden havde talt om, at der skulle komme mænd fra den kant, hvor solen står op, for at herske i disse lande. Det måtte være os, siden vi havde kæmpet så tappert ved Potonchan og Tabasco og med tlascaltekerne, for alle disse kampe havde de fået afmalte, som de gik for sig. Cortés svarede ham ved vore tolke, som bestandig var sammen med ham, især Doña Marina, at hverken han eller vi andre vidste, hvordan vi skulle lønne ham for den store nåde, han hver dag lod os blive til del. Jo, vi kom ganske rigtig fra den kant, hvor solen står op, og vi var en stor herres undersåtter og tjenere, som hed kejser Karl og havde mange mægtige fyrster under sig. Han havde hørt fortælle om ham, om hvor stor en hersker han var, og havde sendt os her til landet for at hilse på ham og opfordre dem til at blive kristne, sådan som vor kejser og vi allesammen var; derved ville han og alle hans vasaller få frelst deres sjæle. Sidenhen ville han tydeligere forklare ham på hvad måde det skulle ske, og at vi tilbad een sand gud, hvem denne er, og mange andre gode ting, som han skulle få at høre, hvilket han allerede havde sagt til hans sendemænd, Tendile, Pitalpitoque og Quintalbor, dengang vi var nede ved kysten. Efter at denne samtale var til ende, havde den store Montezuma nogle kostbare og skønt forarbejdede guldklenodier i beredskab; dem gav han vor feltherre, og hver af vore officerer fik nogle mindre guldsager og tre pakker tæpper, rigt broderede med fjer, og hver af os andre soldater fik en eller to pakker tæpper. Det bortgav han alt sammen med huldsaligt åsyn, ret som en stor herre. Da han havde uddelt det, spurgte han Cortés, om vi allesammen var brødre, og om vi var vasaller af vor store kejser. Han svarede; jo, vel var vi brødre, det vil sige ved vor kærlighed og venskab, og vi var meget fornemme folk, som tjente vor store konge og herre. Der blev vekslet endnu flere venlige ord imellem Montezuma og Cortés; men da det var den første gang, han kom for at besøge os, og for ikke at være ham til besvær, holdt han op med sin tale. Montezuma havde befalet sine hushovmestre, at de skulle lade os forsyne efter vor skik og brug, nemlig med majs, møllesten og indianerkvinder til at ælte brød, endvidere høns og frugt, samt meget græs til hestene. Den store Montezuma tog derefter en såre høflig afsked med vor feltherre og med alle os andre, og vi fulgte ham ud på gaden. Cortés befalede os, at vi foreløbig ikke måtte gå videre langt bort fra kvartererne, før vi kom til bedre forvisning om. Hvorvidt det var rigtigt. Så vidt herom; nu skal vi høre om det næste.

Den påfølgende dag besluttede Cortés at gå hen til Montezuma's palads; men først sendte han bud derhen for at høre, hvordan han befandt sig, og for at meddele ham, hvordan det gik os. Han tog fire officerer med sig, nemlig Pedro de Alvarado, Juan Velasquez de Leon, Diego de Ordás og Gonzalo de Sandoval, og desuden var vi fem soldater, der fulgte med. Da Montezuma fik det at vide, kom han os i møde midt i salen med et følge af sine nevøer, for andre herrer måtte ikke komme derind eller færdes hvor Montezuma var,, undtagen når talen var om vigtige forretninger, og med store høflighedsbeviser af ham og Cortés gensidig tog de hinanden ved hånden, og han bød ham tage plads ved hans side, der hvor hans tronstol var; ligeledes lod han os alle tage plads på stole, som han lod bringe. Cortés begyndte nu at holde en tale til ham ved vore tolke, Doña Marina og Aguilar. Han sagde, at nu, da han havde opnået at se og tale med en så stor hersker, som han var, var han rolig, og det var vi allesammen, fordi han havde fuldendt den rejse og udrettet det hverv, som vor store konge og herre havde overdraget ham. Hvad han nu yderligere havde at sige ham fra gud, vor herre, var, at hans herlighed allerede måtte have hørt af sine sendemænd, Tendile, Pitalpitoque og Quintalbor, dengang han var så venlig at sende os guldmånen og guldsolen, dernede på kysten, at vi dengang sagde til dem, at vi var kristne, og at vi tilbad en eneste sand gud, ved navn Jesus Kristus, der led død og lidelse for at frelse os. Vi sagde da, dengang man spurgte os, hvorfor vi tilbad det kors, at det var tegn på et andet, hvorpå vor herre blev korsfæstet for vor frelses skyld, og den død og lidelse tillod han at finde sted for ved den at frelse hele menneskeslægten, der var fortabt, og denne vor gud opstod på den tredje dag og er i himlen, og det er ham, som har skabt himlen og jorden og havet og sandet og alle de ting, som er i verden, og regnen og duggen, og ingenting sker uden hans hellige vilje. Det var ham, vi troede på og tilbad, men de som de selv anser for guder, er det ikke, derimod er de djævle, som er noget meget slemt; deres skikkelser er fæle, men deres gerninger er værre endnu. De skulle vel betænke, hvor slemme de er og hvor lidt de er værd, for dér hvor vi havde opstillet et kors, sådan som dem, deres sendemænd havde set, var de så bange for dem, at de ikke turde vise sig; det skulle de nok få at mærke i tidens løb. Hvad han nu bad ham være så nådig at gøre, det var at høre opmærksomt på de ord, som han nu ville sige ham. Derpå forklarede han ham meget godt og tydeligt verdens skabelse, hvordan vi alle sammen er brødre, børn af een fader og een moder, som hed Adam og Eva, og hvordan deres broder, vor store kejser, var bedrøvet over alle de mange sjæles fortabelse, som deres afguder i førte til helvede, hvor de brændte i klare flammer, og sendte os ud, for at han kunne få rådet bod på hvad han sådan havde hørt, og få dem fra at tilbede disse afguder og fra at ofre flere indianere eller indianerinder. Og siden vi allesammen er brødre, så må de ikke tillade sodomi eller menneskerov. Desuden sagde han, at med tiden ville vor konge og herre sende dem nogle mænd, som lever meget helligt iblandt os og er bedre end vi andre, for at de kunne give dem rigtig besked; for vi kunne foreløbig ikke gøre andet end give ham denne meddelelse, og han bad ham være så nådig at handle derefter. Da det nu lod til, at Montezuma ville til at tage ordet til svar, standsede Cortés sin tale. Cortés sagde så til os allesammen, der var med ham; »det får være nok; det er jo første gang«-, Montezuma svarede så; »hr. Malinche! Jeg har meget vel forstået eders tale og udlægning, og hvad i tidligere har sagt nede ved kysten til mine tjenere om tre guder og om korset og alle de ting, som i har prædiket i de byer, i er kommet igennem. Men vi har ikke svaret på noget deraf. Thi lige fra begyndelsen af har vi tilbedt vore guder og har anset dem for gode, og det er vel eders også. For øjeblikket skal i derfor ikke tale mere til os om dem, og hvad verdens skabelse angår, så har vi troet lige sådan allerede for mange tider siden, og af den grund betragter vi det som sikkert, at det er eder, om hvem vore forfædre sagde os, at de skulle komme fra den kant, hvor solen står op. Eders store konge er jeg meget forbunden og skal nok give ham af hvad jeg har; thi, som jeg allerede før har sagt, for over to år siden fik jeg at høre om høvdinger, der kom med skibe derfra, hvor i er kommet fra, og sagde, at de var eders store konges tjenere. Nu vil jeg gerne vide, om i alle hører sammen«. Hertil svarede Cortés; jo, vi var alle sammen brødre og vor kejsers tjenere, og de folk var kommet for at undersøge vejen, havene og havnene, for at lære det nøje at kende, og for at vi kunne komme, sådan som vi nu var kommet. Det som Montezuma mente, var Francisco Hernández de Córdoba's og Grijalva's togt, dengang vi var ude på vor første opdagelsesrejse. Han sagde, at fra den tid af havde han haft lyst til at se nogle af disse fremmede mænd, for at de kunne være i hans riger og byer og han kunne vise dem ære. Siden nu hans guder havde opfyldt hans ønske og vi var i hans hus, som vi godt kunne kalde vort, så skulle vi gøre os det behageligt og hvile ud; man skulle nok opvarte os, når han undertiden havde sendt os bud om, at vi ikke måtte komme ind i hans hovedstad, så var det ikke af fri vilje, han havde gjort det. Men fordi hans undersåtter var bange, for man fortalte dem, at vi udskød lyn, og at vi med vore heste dræbte mange indianere, og at vi var nogle slemme teuler, og mange andre tåbeligheder. Men nu, da han havde set vore skikkelser, og at vi var af kød og ben og havde god forstand, og da han vidste, at vi var meget tapre, så agtede han os endnu mere, end efter hvad han havde hørt om os, og han ville give os af hvad han ejede. Cortés og alle vi andre svarede, at vi var højst taknemlige for denne store velvilje. Montezuma sagde derefter smilende, thi han var i det hele taget meget munter, på sin fornemme måde; »Malinche ! Jeg ved godt, at disse folk fra Tlascala, som i er blevet så gode venner med, har sagt dig, at jeg er ligesom en gud eller teul, og at alt hvad der findes hos mig er guld og sølv og ædelstene; men jeg er vis på at i der er så fornuftige mennesker, ikke troede det og betragtede det som en spøg. Nu ser i jo, hr. Malinche, at mit legeme er af kød og ben ligesom eders, mine huse og paladser af sten og træ og kalk. En stor konge er jeg, det er vist, og rigdomme har jeg arvet fra mine forfædre; men det som man har fortalt eder om mig er galskab og løgn, og i bør kun betragte det som narrestreger, sådan som jeg mener om eders torden og lyn«. Cortés svarede ligeledes smilende, at fjender og modstandere altid taler ondt og usandfærdigt om dem, som de vil ilde, og han indså godt, at han ikke kunne vente at træffe nogen prægtigere herre i disse lande, og det var ikke uden grund, at han var blevet prist i så høje toner lige overfor vor kejser. Mens denne samtale blev ført, befalede Montezuma hemmeligt en fornem kazik, en af de nevøer, der udgjorde hans følge, at han skulle befale hushovmesteren at bringe nogle guldsmykker, der åbenbart var lagte til side for at gives til Cortés, og ti pakker fint tøj. Guldet og tøjerne blev fordelte imellem Cortés og de fire officerer; og os soldater gav han hver to guldhalskæder, hvoraf hver enkelt var en halv snes pjastre værd, og to pakker tøj. Alt det guld, han dengang forærede bort, var over 1.000 pjastre værd, og han gav det bort med den vennesælhed og fornemhed, der sømmer sig en stor og udmærket herre. Da det nu var over middag og Cortés ikke ønskede at være ham længere til besvær, sagde han; »hr. Montezuma har for skik at dynge gave på gave og hver dag at vise os en ny gunst; nu er det på tide, at eders herlighed holder måltid«. Hertil svarede Montezuma, at det var os, der allerede havde vist ham en gunst ved at aflægge ham et besøg. Med megen høflighed tog vi så afsked med ham og begav, os tilbage til vore kvarterer, og vi talte sammen om hvor høvisk og velopdragen han i alle måder var, og at vi i alle henseender måtte vise ham megen ærbødighed og tage vore forede stormhuer af for ham, når vi kom i nærheden af ham; det gjorde vi da også. Så vidt herom; vi vil nu gå over til det følgende.

Den store Montezuma var vel omtrent fyrretyve år gammel, velvoksen og velbygget, mager og senestærk, af ikke synderlig mørk hudfarve, men rigtig af den kulør, som en indianer har. Han bar håret ikke meget langt, dog dækkede det ørene, og han havde kun lidt, tyndt skæg, sort og kønt at se til. Ansigtet var langagtigt og livligt, øjnene kønne, og i hans blik var der stor elskværdighed, men også alvor, når det krævedes. Han var meget net og renlig med sin person og tog bad een gang hver dag, nemlig om eftermiddagen. Han holdt mange friller, fornemme herrers døtre, uagtet han havde to højbårne kazika'er til ægteviede hustruer; når han plejede omgang med dem, var det så hemmeligt, at ingen fik det at vide, andre end en enkelt af hans tjenerskab. Fra sodomi afholdt han sig i høj grad. De kapper og dragter, som han en dag havde haft på, tog han ikke på før fire dage efter. Hans livvagt bestod af henved to hundrede adelsmænd, der opholdt sig i nogle sale i hans nærhed; de måtte ikke allesammen tale til ham, men kun een ad gangen, og når de skulle ind at tale med ham, måtte de tage deres kostbare kapper af og iføre sig nogle andre, tarveligere, men rene måtte de være, og de mødte barfodede og med nedslagne øjne fæstede på jorden, for de måtte ikke se ham i ansigtet; før de kom hen til ham, måtte de gøre tre dybe buk og samtidig sige; »Herre! Min herre! Store herre!« Når de frembar deres ærinder, måtte de gøre det med få ord og ikke løfte deres ansigt, når de tog afsked med ham, men trække sig baglænds tilbage, med nedslagne øjne, uden at vende ham ryggen, før de var ude af salen. Jeg så også en anden ting, nemlig, at når der kom fornemme herrer fra fjerne lande for retssagers eller forretningers skyld, så måtte de tage deres fodtøj af og møde frem i tarvelige kapper, når de kom til den store Montezuma's gemakker, og de måtte ikke gå lige ind i paladset, men spadsere først noget frem og tilbage udenfor døren, for det at gå ind ligestraks ansås for uforskammet. Hvad hans måltider angår, så havde hans kokke over tredive måder at tillave retter på efter deres skik og sædvane, og maden blev bragt på bordet med små fyrfade af ler under, for at den ikke skulle blive kold. Af det, som den store Montezuma skulle spise af, blev der tilberedt over tre hundrede tallerkener fulde, foruden over tusinde til vagten. Når Montezuma skulle holde måltid, indfandt han sig undertiden med følge af sine fornemme herrer og sine hushovmestre, og man gjorde ham da opmærksom på, hvilken ret der var den bedste, af hvilket fjerkræ eller hvad det nu ellers kunne være, og det, man sagde at han skulle spise af, det spiste han så af; men det var kun sjældent, at han sådan indfandt sig for at se på maden. Jeg hørte fortælle, at som delikatesse trakterede man ham undertiden med små børns kød; men da der nu var så mange forskellige retter af alt muligt, fik vi aldrig at vide, om det var menneskekød, eller hvad det ellers var. Hver dag tillavede man ham retter af høns, kalkuner, fasaner, agerhøns, vagtler, tamme gæs og ænder, vildgæs og vildænder, andet vildt, flæsk (som man har det her til lands), rørfugle (en art stære), duer, harer, kaniner, mange slags fugle og andre ting, som hører hjemme der i landet, og som er så mange, at jeg ikke så snart kan få dem opregnede, og derfor vil vi lade det fare. Men hvad jeg ved med sikkerhed er, at siden vor feltherre havde bebrejdet ham, at han ofrede og fortærede menneskekød, så befalede han, at man for fremtiden ikke mere skulle lave ham den ret. Vi vil nu gå over til at tale om, hvordan opdækningen var, når han skulle til at spise. Dersom det var koldt, var der tændt et stort glødebål af et slags brændsel, som bestod af træers bark, der ikke gav røg, men fra den glødende bark udstrømmede en behagelig lugt. For at det ikke skulle varme mere, end han skøttede om, opstillede man en skærm foran, som var prydet med guld og med afgudsbilleder. Han tog sæde i en kostbar, lav og blød stol, og bordet var også lavt og af samme arbejde som stolen; der blev så udbredt en hvid dug og lagt nogle temmelig store servietter frem, og fire meget skønne og renlige kvinder hældte vand over hans hænder af nogle dybe kander, som de kalder xical'er, og underneden holdt de nogle skåler til at opsamle vand i, og de rakte ham håndklæder. To andre kvinder bragte ham majskager. Når han så begyndte at spise, blev der foran ham opstillet ligesom en trædør, rigt forsiret med guld, for at man ikke skulle se ham spise. De fire kvinder trak sig nu tilbage, og fire gamle eller aldrende, fornemme herrer stillede sig ved hans side; fra tid til anden underholdt Montezuma sig med dem og spurgte dem om et eller andet, og når han ville vise disse gamle herrer en særlig gunst, gav han dem hver en tallerken af det som smagte ham bedst. Man sagde, at disse gamle mænd var hans nære slægtninge, rådsherrer og dommere. Den tallerken mad, som Montezuma gav dem, spiste de stående med stor ærbødighed, stadig uden at se ham i ansigtet. Maden blev serveret på ler fra Cholula, dels rødt, dels sort. Medens han spiste, måtte man ikke gøre den allermindste larm eller tale højt inde hos livvagten, der opholdt sig i salene, som stødte op til Montezuma's. Man bragte ham frugter af alle de sorter, der fandtes i landet; men han spiste kun meget lidt deraf. Fra tid til anden - det lagde vi dog aldrig mærke til - indbar man nogle fine guldkopper med en drik af rå kakao, som man sagde opflammede til elskov. Derimod så jeg, at der blev bragt over halvtredsindstyve store skåler med god kakao ind, med skum på; deraf drak han så, og kvinderne skænkede for ham i dybeste underdanighed, når han holdt måltid, var der undertiden nogle meget grimme, pukkelryggede, dværgagtige og vanskabte indianere tilstede; det var hofnarre; også nogle andre indianere, som åbenbart var gøglere, og som sagde vittigheder; men andre sang og dansede for ham, for Montezuma holdt meget af forlystelser og musik. Dem lod han så give levningerne og nogle skåle med kakao. De fire kvinder fra før tog af bordet og hældte igen vand over hans hænder, stadig i dybeste ærbødighed. Montezuma talte med de før nævnte fire gamle herrer om hvad der faldt ham ind; de tog afsked med ham i stor underdanighed, og han holdt derefter middagshvil. Når den store Montezuma havde spist, så spiste alle soldaterne af hans livvagt og mange andre af hans husfolk, og jeg tror, at der blev bragt dem over tusind tallerkener med de retter, jeg har talt om, desuden over to tusind skåle kakao med skum på, sådan som man laver den hos mexikanerne, og en overordentlig stor mængde frugt. Også til alle hans koner og tjenestekvinder og bagersker og kakao tilberedersker. Hvor det må have kostet ham! Vi vil dog ikke tale mere om hvad hans hus kostede ham og om hans måltid; men vi skal nu høre noget om hans hushovmestre og skatmestre og hans spisekammer og vinkælder, og om dem der havde opsyn med de huse, hvori majsen opbevaredes. Der er så meget at skrive derom, hver ting for sig, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde; men forbavsede var vi over den store orden og gode forsyning, der var i alle henseender. Det er sandt, jeg havde glemt noget, og det er derfor det bedste, at vi omtaler det igen, nemlig at når Montezuma sad til bords og spiste, som jeg har sagt, så var der to meget kønne kvinder, der serverede kager, æltede med æg og andre velsmagende sager; disse kager var meget hvide, og de bragte dem ind på nogle bakker, der var bedækkede med rent klæde, og tillige bragte de en anden slags brød, der så ud ligesom nogle store boller, og som er æltet og bagt med forskellige tilsætninger, samt den slags brød, som der i landet kaldes pachol og er ligesom oblater. På bordet blev der også lagt tre meget smukt dekorerede og forgyldte rør, som indeholdt flydende ambra (liquidambar styraciflua) blandet med en urt, som kaldes tabaco (ordet tobak stammer fra Haiti sproget og betyder i virkeligheden ikke planten, man røg, men det rør, hvorigennem mexikanerne røg den. Det ses, at man i Mexiko nød den med andre ingredienser blandede og parfumerede urt nærmest som en slags cigaret), og når han var færdig med at spise og de havde sunget og danset og taget af bordet, indsugede han røgen af et af disse rør, men kun meget lidt, og derpå sov han. Vi vil nu ikke berette mere om hans bordskik, men vende tilbage til vor fortælling. Jeg kan huske, at på den tid var hans overhofmester en stor kazik, som vi havde givet navnet Tapia; han førte regnskab med alle Montezuma's indtægter, i bøger, der var lavede af den slags papir, som de har, og som hedder amatl; et helt stort hus havde han fuldt af disse bøger. Men nok om bøgerne og regnskaberne, for det vedkommer ikke vor fortælling. Montezuma havde to huse, fyldte med alle slags våben, mange af dem kostbare med guld og ædelstene; der var store og små skjolde, der var stridshamre, sværd til at føre med begge hænder, og deri var der indsat klinger af hårde sten, som skar meget skarpere end vore sværd, og lanser, der var længere end vore, for spidsen var en favn lang, og besatte med talrige knivsodde; selvom man bruger dem imod et større eller mindre skjold, knækkes de ikke, men de skærer så skarpt som barberknive, og de bruger dem da også til at rage deres hoveder med. Så var der også meget gode buer og pile, og kastespyd med to spidser og andre med een spids og med remme, og en mængde slynger og runde kastestene, der brugtes som håndskyts, og en slags lange firkantede skjolde, der er så snildt indrettede, at de kan rulle dem op, når de ikke er i kamp, for at de ikke skal være dem til ulejlighed; men når de skal til at gå i kampen og behøver dem, lader de dem falde ned, så at deres legemer bliver dækkede fra øverst til nederst. Han havde også mange pansere, udpolstrede med stukken bomuld og kostelig forsirede udvendig med brogede fjer, der dannede ligesom deviser og våbenmærker; fremdeles var der stormhuer og hjelme af træ og af ben, ligeledes i høj grad prydede med fjer udvendig. Der var også andre våben af andet arbejde, men dem vil jeg nu ikke tale om for ikke at blive for vidtløftig; og der var nogle dertil bestemte håndværkere, som stadig var i arbejde og havde forstand derpå, og nogle opsynsmænd, som havde opsigt med rustkammeret. Vi vil nu imidlertid gå over til at tale om hans fuglebure, og her er jeg nødt til at være meget mere vidtløftig, da jeg må opregne enhver art og fortælle noget om deres egenskaber. Der var lige fra kongeørne og andre mindre ørne og mange andre slags store fugle lige til ganske små bitte fugle, der skinnede i mange forskellige farver (dvs. kolibrier), også nogle, hvoraf man får de prægtige fjerprydelser, som de laver af grønne fjer; de fugle, der har disse fjer, ser ud ligesom skaderne hjemme i Spanien; dér i landet kalder man dem quezaler. Fremdeles nogle fugle, hvis fjer har fem farver, nemlig grønt, rødt, hvidt, gult og blåt; hvad de hedder, ved jeg ikke. Af papegøjer i alle mulige afvekslende farver havde han så mange, at jeg ikke kan huske navnene på dem. Ikke at tale om stærkt befjerede ænder og gæs og nogle større, der også lignede gæs og ænder; af alle disse fugle plukkede man fjerene til passende tider, og siden voksede de ud igen. De fleste af alle de fugle, jeg har sagt, blev opdrættede i det hus, og når rugetiden kom, så havde nogle indianere og indianerinder det hverv at lægge æggene under dem, for de skulle have opsyn med alle fuglene, rense deres reder og fodre dem, eftersom det passede for hver slags og art fugle, således at hver fik sin særlige føde. I dette fuglehus var der et stort bassin med fersk vand; dér havde han en anden slags fugle, som var meget langbenede, og hvis krop, vinger og hale var røde; jeg ved ikke navnet på dem, men på øen Cuba gav de en lignende slags navnet ipirier (dvs. flamingoer). I samme bassin fandtes også andre sorter fugle, der altid levede i vandet. Vi vil nu begive os til et andet stort hus, hvor de havde mange afguder, som de sagde var deres frygtelige guder, men desuden mange forskellige dyr; tigre og to slags løver, nogle der så ud ligesom ulve og som der i landet kaldes adiver (den mexikanske sjakal, også kaldet coyote), og ræve og andre vilddyr af mindre størrelse. Alle disse rovdyr blev fodrede med kød, og de fleste af dem var opdrættede der i huset. Den æde, man gav dem, var vildt høns, små hunde og andet jagtbytte, og jeg hørte også fortælle, at de gav dem indianerkroppe af dem, som de ofrede. Dette gik således for sig, og jeg har vist allerede fortalt det; når de ofrede en eller anden stakkels indianer, så savede de hans bryst igennem med nogle store stenknive og udtog hans blodige hjerte, mens det var varmt, og så bragte de det hen til deres afguder, i hvis navn de foretog denne ofring. Derefter skar de lårene af og armene og hovedet; det fortærede de så ved deres festmåltider, men hovedet hængte de op på en lang stang, og den ofrede indianers krop rørte de ikke. Men gav de ville dyr den at æde. Så havde de fremdeles i dette afskyelige hus en mængde øgler og giftslanger, der har ligesom nogle bjælder, som rasler på deres hale (dvs. klapperslanger). Det er de værste slanger af dem allesammen; de havde dem i krukker og store kar, hvori der fandtes et tykt lag fjer; dér lagde de deres æg og opfostrede deres øgleunger. De fodrede dem med kroppene af de ofrede indianere og med kødet af de hunde, som de plejede at opdrætte. Sikkert er det, at dengang de drev os ud af Mexiko og dræbte henved 80 af vore soldater, nærede de i mange dage disse store vilddyr og slanger med de døde legemer. Herom skal jeg til sin tid fortælle. Disse slanger og bestier havde de anbragt dér som selskab for deres frygtelige afguder. Og det var forfærdeligt, når tigrene og løverne brølede, og sjakalerne og rævene hylede, og slangerne hvislede; det var grueligt at høre, det var ligesom man var i helvede. Men vi vil gå videre og fortælle noget om alle de mange fine arbejdere, han havde, der gav sig af med alle de arter kunsthåndværk, som var i brug hos dem. Der var for det første juvelerere, guldsmede og sølvsmede og støbere; de var sådanne mestre i deres kunst, at vore store sølvsmede i Spanien ligefrem kan lære af dem. Af dem havde han en mængde fortræffelige ude i en by, der hedder Escapuzalco og ligger en mil fra Mexiko. Så var der mange andre store mestre til at arbejde i ædelsten og i chalchihui-sten, der kan lignes med smaragder. Endvidere de fortrinlige arbejdere, der kunne brodere i fjer, malere og ypperlige billedhuggere; efter hvad vi i vore dage har set dem gøre, kan vi tænke os, hvordan de kunne arbejde dengang. Der er nu tre indianere i byen Mexiko, som hedder Marcos de Aquino, Juan de la Cruz og Crespillo, der er så fremragende som billedhuggere og malere, at hvis de havde levet på den gamle berømte Apelles' tid eller været samtidige med Michelangelo eller Berruguete som hører vore egne tider til (Alonso Berruguete (1480-1560) var spansk billedhugger, tillige maler og elev af Michelangelo, har især virket i Toledo), så ville man stille dem jævnsides med dem. Vi vil nu tale om de indianerinder, der kunne væve og vaske (således i den nyeste trykte udgave (»lavanderas«), hvis da udgiveren har læst originalmanuskriptet rigtig; man havde snarere ventet »bordadoras«. Broderersker), de lavede en mængde fine klæder med herligt broderi af fjer. Daglig fik man disse sager fra nogle byer og en provins, der ligger på nordkysten i retning af Vera Cruz, og som kaldtes Cotastan, meget nær ved San Juan de Ulua, hvor vi gik i land, dengang vi kom over med Cortés. I Montezuma's eget palads vævede alle de adelsmandsdøtre, som han havde til friller, altid en mængde prægtige sager, og det gjorde også en stor del døtre af indbyggerne i Mexiko, der levede ligesom i en slags kloster, og kunne lignes ved nonner; de vævede det også altsammen med fjer. Disse nonner havde deres bolig i nærheden af Huichiloboas store cu, og som et tegn på andagt overfor ham og en anden, kvindelig afgud, som de sagde var gudinde for ægteskaber, var det, at deres forældre anbragte dem i det kloster, indtil de skulle giftes, og derfra førte de dem til brylluppet. Så havde den store, Montezuma desuden en hel del dansere og springere og nogle, der balancerede med en stang på fødderne, og nogle, der ligesom kunne flyve i luften, når de dansede, og brydere, altsammen for at more ham. Der var et helt kvarter fuldt af den slags folk, som ikke gav sig af med andet. Fremdeles havde han en stor del håndværksfolk, stenhuggere, murere og tømrere, alle beskæftigede ved hans bygninger; af disse bygninger havde han så mange, han kunne ønske sig. Lad os ikke glemme haverne med deres blomster og duftende træer; af dem var der mangfoldige slags; de holdtes i skøn orden; der var gange i dem og cisterner og bassiner med fersk vand, sådan at vandet førtes ind fra den ene side og løb ud ad den anden, og han havde badstuer der og en broget mængde små bitte fugle, der levede i træerne. Det var i høj grad værd at se alle de lægeurter og spiselige urter, som han havde der. I den anledning holdt han mange gartnere. Alting var bygget af grundmur og velkalket, såvel badstuer som gallerier til at spadsere i og lysthusene og pavillonerne og salene, hvor der dansedes og musiceredes. Der var så meget at se i disse haver, ligesom ved alt det andet, at vi ikke kunne blive mætte af at beundre hans store magt. På samme måde havde han mestre i al den dont, som bruges hos dem alle i stor mængde. Da jeg nu er træt af at skrive om dette emne, og læserne vel er det mere endnu, så vil jeg holde op med at tale om det, men fortælle, hvordan vor feltherre Cortés med en hel del af vore officerer og soldater var ude at se Tatelulco, hvilket er det store torv i Mexiko, og hvordan vi var oppe i den højtbeliggende cu, hvor deres afguder Tezcatepuca og Huichilobos var. Det var den første gang, at, vor feltherre var ude at se byen Mexiko. Nu skal man høre, hvad der gik for sig dengang.

Da vi nu allerede havde været fire dage i Mexiko og hverken vor feltherre eller nogen af os andre havde forladt vore kvarterer, undtagen for at begive os hen i paladset og i haverne, så sagde Cortés til os, at det var det bedste, vi gik hen på det store torv for at se deres Huichilobos' hovedtempel, og at han ville meddele det til den store Montezuma og anmode ham om tilladelse. Han sendte derfor Gerónimo de Aguilar og Doña Marina derhen og sammen med dem en, der var page hos vor feltherre, hed Orteguilla, og allerede forstod noget af sproget. Da Montezuma fik det at vide, lod han sige, at det måtte vi meget gerne; men han var dog bange for, at vi skulle på en eller anden måde vanære hans afguder, hvorfor han besluttede at begive sig personlig derhen med mange af sine hoffolk. Han drog da ud fra sit palads i sin kostbare bærestol, til han var kommet halvvejen; ved et tempel steg han så ned fra bærestolen, for han regnede det som en stor hån imod sine afguder at begive sig således og ikke til fods til deres bolig i templet. Nogle fornemme herrer bar ham på deres arme, og foran ham gik nogle vasaller, som bar to stokke, ligesom sceptre, højt i vejret; det var tegn på, at den store Montezuma kom. Når ban sad i sin bærestol, holdt han en stang, der var halvt, af guld og halvt af træ, løftet som en dommerstav. Han begav sig altså derhen og steg op til deres store cu, ledsaget af en betydelig skare papa'er, og begyndte at lade røge og udføre andre ceremonier til Huichilobos ære. Vi lader nu Montezuma blive dér, efter at han, som jeg har sagt, var nået derhen i forvejen, og vi vender os til Cortés og vore officerer og soldater. Vi havde jo altid for vane at være i rustning både nat og dag; sådan så Montezuma os, når vi var henne at hilse på ham, så det var ikke noget nyt for ham. Jeg siger dette, fordi vi begav os, væbnede til tænderne, hen til Tatelulco, med vor feltherre til hest i spidsen, samt alle de øvrige, der havde heste, og de fleste af vore andre soldater. Med os fulgte en hel del kaziker, som Montezuma havde sendt hen for at ledsage os. Da vi var kommet til den store plads, der hedder Tatelulco, blev vi forundrede over den mængde mennesker, dér var, og alle de mange varer, og den store orden og regelmæssighed, der i alle måder herskede; vi havde aldrig set magen før. De fornemme mænd, der var med os, viste os det altsammen. Hver enkelt slags varer var for sig, og der var anvist bestemte salgssteder til dem. Vi vil begynde med de købmænd, der handler med guld, sølv, ædelstene, fjer, kapper og lignende broderede sager, samt med andre varer, nemlig slaver og slavinder. De bragte så mange sådanne til marked på det store torv, som portugiserne bringer Guinea-negere, og de havde dem bundne til nogle lange stænger med lænker om halsen, for at de ikke skulle løbe bort; nogle lod de dog gå løse. Så var der andre købmænd, som solgte grovere tøj og bomuld og andre slags lintøj, og der var kakaohandlere, der solgte kakao. På den måde var der lige så mange slags købmandsvarer, som der er i hele Ny-Spanien, fordelte efter deres art, på samme måde som hjemme i min fødeby, det vil sige Medina del Campo, hvor der holdes markeder, og i hver gade er der visse varer for sig særskilt; sådan var de også på dette store torv. De, der solgte kapper af nequen og reb og cotara'er, som er deres fodtøj, og som de laver af samme træs rødder (agaven), der bliver kogt meget bløde, og andet rebslagerarbejde, som de får fra samme træ, alt fandtes på sit bestemte sted der på torvet. Og der var skind af tigre, løver, oddere, sjakaler, hjorte og andre dyr, grævlinger og vildkatte, nogle tilberedte og andre uden tilberedning. I en anden afdeling af torvet var der andre slags og varer. Der var nogle folk, der solgte bønner og chia (salvia hispanica, noget lignende som sennep; de indfødte tilberede en drik deraf) og andre grøntsager og urter. De havde deres særlige afdeling. Fremdeles de, der solgte høns, kalkuner, kaniner, harer, dyrevildt, unge ænder, samt hunde og andet sådant, i deres bestemte hjørne af torvet. Vi må også nævne frugthandlerskerne, de der solgte kogte sager, mazamorra (lækkeri, tilberedt af grøn majs med krydderier, spistes koldt) og kallun, ligeledes for sig; desuden alle slags pottemagervarer af alle mulige sorter, lige fra store oliekrukker til små bitte skåle; og de der solgte honning og honningkager og andre lækkerier, som for eksempel nøddekager. Derefter de, der solgte tømmer, brædder, kiler (det kan være vugger), planker, huggeblokke, bænke, alt for sig, og så de der solgte brænde, ocote (harpikset træ til fakler) og mange lignende sager. Hvad skal jeg opregne mere? Når jeg skal tage alt med, må jeg også tale om, at de fra både, der lå i kanalerne omkring torvet, solgte menneskemøg, det var til at lave salt med eller til at garve skind med, for de sagde, at de blev ikke gode uden det. Jeg kan nok tænke, at der er nogle, der vil le ad dette, men sådan var det virkelig; og jeg kan da endda fortælle, at de havde for skik at have opstillet på alle landevejene nogle indretninger af rør eller strå eller halm, for at de, der kom forbi, ikke skulle se dem; dér gik de så ind, når de trængte til at lette deres tarme, for at den uhumskhed ikke skulle gå tabt. Men hvorfor bruger jeg så mange ord om hvad de solgte der på det store torv, for man kan alligevel ikke blive så hurtig færdig med at opregne alle disse genstande enkeltvis. Jeg må dog endnu sige, at der var papir, som de der i landet kalder amatl, og nogle rør, parfumerede med ambra og fyldte med tobak, og forskellige gule salver og lignende ting; dem solgte de på sit bestemte sted. Og der solgtes også meget skarlagenrødt (cochenille) under buegangene, som omgav det store torv. Der var endvidere mange urtekræmmere og andre kræmmere, som havde deres boder der, og de havde en domstol, bestående af tre dommere og nogle andre, der var at ligne ved alguaziler (gadekommissærer, torvebetjente), som havde opsigt med varerne. Jeg har glemt at tale om salthandelen og om dem, der lavede stenknive og sad og huggede dem ud af selve stenen. Så var der fiskerkoner og nogle, der solgte en slags små brød, som laves af en art dynd, de samler op af den store sø, og som størkner, så at der kan formes brød deraf; de smager noget lignende som ost. Og de solgte lysestager af messing og kobber og tin og drikkeskåle og nogle smukt dekorerede krukker af træ. Nu vil jeg dog holde op med at fortælle om alle de ting, som blev solgt der, for de var så mange og så forskelligartede, at der behøvedes længere tid til at blive færdig med at se og udforske dem; hele det store torv var jo opfyldt af så mange mennesker og desuden helt omgivet af buegange, så man ikke på to dage kunne se det hele. Vi gik da til det store tempel; men da vi kom nær ved de to store gårde, før vi havde forladt selve torvet, traf vi på mange andre købmænd, som, efter hvad man fortalte, solgte guldstøv, sådan som man får det af guldminerne, og guldet opbevares i nogle tynde rør, lavede af fjerene af de gæs, som findes der i landet; de er hvide, for at man skal kunne se guldet udvendigt, og de regnede værdien efter rørenes længde og tykkelse, sådan at så meget kostede de og de tæpper eller så og så mange xiquipiler kakao (én xiquipil var 8.000 kakaobønner) eller så og så mange slaver, eller hvad det nu ellers var, man handlede med. Nu forlod vi da endelig det store torv uden at se mere til det, og vi kom ind i de store gårde og pladser, hvor hovedtemplet lå; det var nemlig omgivet af en hel række gårde, som jeg syntes var større end torvet i Salamanca, og af to ringmure af sten og kalk. Samme gård og hele pladsen var helt brolagt med store hvide, velpolerede fliser; hvor disse fliser ikke fandtes, var der kalket og glattet, altsammen meget renligt, så at man ikke nogensteds kunne opdage et strå eller et støvgran. Da vi kom hen til templet, og før vi gik op ad trappen dertil, sendte den store Montezuma oppefra, hvor han holdt ofring, sine papa'er og to hofmænd, som skulle ledsage vor feltherre Cortés. Da vi begyndte at stige op ad trinene, der i alt var 114, ville de tage fat på ham for at hjælpe ham at stige op. For de troede, at han ville blive træt, ligesom de plejede at hjælpe deres herre Montezuma med opstigningen; men Cortés ville ikke tillade dem at komme ham nær. Da vi var nåede op på det øverste, hvor der var en lille åben plads foran templet, ligesom en slags gang. Og hvor der var anbragt nogle store sten til at lægge de stakkels indianere på, når de skulle ofres, så vi der en stor figur, ligesom en drage, og andre uhyggelige skikkelser og en hel del blod, som var udgydt den dag. Ved vor ankomst deroppe kom den store Montezuma ud fra et tempelrum, hvor hans fordømte afguder var - det var øverst oppe; med ham fulgte to papa'er, og under store høflighedsbeviser overfor Cortés og os alle sagde han til ham; » I må være træt, hr. Malinche, over at være steget op til vort store tempel.« Men Cortés svarede ham ved vore tolke, der fulgte med os, at hverken han eller vi andre nogensinde blev trætte af nogen ting. Derefter tog Montezuma ham ved hånden og sagde, at nu skulle han betragte hans store hovedstad og alle de øvrige byer, som var byggede ude i vandet, og de mange andre byer inde på landet, rundt om søen, og hvis han ikke havde rigtig fået set hans store torv, så kunne han se det endnu bedre deroppe fra. Vi stod da og betragtede udsigten, for det forbandede store tempel lå så højt, at det beherskede det hele. Derfra så vi de tre hovedveje, der fører ind til Mexiko. Nemlig den fra Iztapalapa, som vi var kommet ad for fire dage siden, og Tacuba vejen, ad hvilken vi otte måneder senere måtte flygte om natten efter vort store nederlag, dengang Coedlavaca, den nye hersker, jog os ud af byen, som jeg siden skal fortælle, og endelig den fra Tepeaquilla. Og vi så ferskvandsledningen, der kom udefra Chapultepeque og som forsynede hele byen; og på de tre hovedveje så vi de broer, der var lavede med visse mellemrum; under dem kom søens vand ind og ud fra begge sider. På denne vidtstrakte sø så vi en uhyre mængde kanoer, nogle der tilførte levnedsmidler, og nogle som bragte andre ladninger og varer tilbage; og vi så, at allevegne, både der i den store by og i alle de øvrige byer, som lå ude i vandet, kunne man ikke komme fra hus til hus uden ved hjælp af nogle vindebroer af træ eller i båd. Omkring i byerne så vi cu'er og templer, ligesom tårne og forter; de skinnede allesammen hvidt, så at det så ganske vidunderligt ud; og på husene var der terrasser og på dæmningerne var der også små tårne og templer, der var ligesom fæstningsværker. Efter at vi rigtig havde betragtet og indprentet os alt hvad vi så, vendte vi atter blikket mod det store torv og den mængde mennesker, som fandtes der, og hvoraf nogle købte og andre solgte, og lyden og larmen af talen og råbene kunne høres i over en mils afstand. Der var iblandt os nogle soldater, som havde været i mange forskellige egne af verden, både i Konstantinopel og i hele Italien og i Rom; de sagde, at et så velordnet og stort og menneskefyldt torv havde de ingensteds set magen til. Vi vil nu atter vende os til vor feltherre. Han sagde til broder Bartolomé de Olmedo, som jeg allerede har nævnt flere gange, og som var tilstede der; »jeg synes, hr. pater, at vi skulle her give Montezuma et lille vink om, hvad vor kirke her byder os at gøre.« Pateren svarede, at det kunne være godt nok, hvis det kunne hjælpe noget, men at det forekom ham, at det ikke var belejligt at tale nu herom, for han mente, at det ikke ville falde Montezuma ind at tillade os det. Så sagde da vor Cortés til Montezuma ved tolken Doña Marina; »Eders herlighed er en meget stor herre og fortjener at være det endnu mere; det har været os en glæde at se eders byer. Hvad jeg nu beder eder om, siden vi nu er her er i eders tempel, er at i vil vise os eders guder og teuler.« Montezuma svarede, at han først ville tale med sine ypperste papa'er, og da han havde talt med dem, sagde han, om vi ville gå ind i et lille tårn eller en særlig bygning, hvor der var ligesom en sal, og i den ligesom to altre med et meget kosteligt, udskåret træloft over. På hvert alter stod der en kæmpemæssig figur, meget høj og tyk. Den første, som stod til højre, sagde de var deres krigsgud, Huichilobos; hans ansigt var meget bredt, øjnene uformeligt store og frygtelige, og hele kroppen og hovedet var fuldt besatte med ædelstene, guld. Store og små perler, der var klistrede på med en slags lim, de laver der i landet af nogle. Rødder. Hans legeme var omgjordet med nogle store slanger af guld og ædelstene, og i den ene hånd havde han en bue, i den anden nogle pile. En anden, mindre afgud (denne gud hed Paynalton, den hastige, og betød vinden, der er forløber for uvejret), stod ved siden af ham; de sagde, at det var hans tjener; han holdt, en ikke synderlig lang lanse og et såre kostbart guldskjold, besat med ædelstene. Om halsen havde Huichilobos en kæde af guld og sølv og blå sten, formet som indianerhoveder og hjerter. Foran stod der nogle kulbækkener med røgelse, nemlig kopal, og med tre hjerter af indianere, der var blevet ofrede den dag og nu brændtes der, idet ofret, de bragte ham, bestod i røgen og virakken. Alle væggene i dette tempelrum var så tilsmurte og mørke af blodpletter og jorden ligesådan, så at alt stank afskyeligt. Derpå så vi til venstre den anden store figur, lige så høj som Huichilobos; han havde ligesom et bjørneansigt og nogle øjne, der skinnede, for de var lavede af spejle, som de kalder tezcat, og kroppen var besat med ædelstene, og ganske ligesom Huichilobos, for de sagde, at de to var brødre. Denne Tezcatepuca var underverdenens gud, som herskede over mexikanernes afdøde sjæle; omkring på hans legeme var der anbragt nogle figurer, ligesom smådjævle, med haler, der så ud som slanger. Og på væggene bag ham var der så mange blodpletter og gulvet var i den grad tilsølet af blod, at der ikke er mage til stank i Kastiliens slagterhuse. Foran ham lå der fem hjerter, som var ofrede den dag. Den øverste del af templet var en hulning, hvis træværk var prægtigt udskåret; der stod en anden figur, halvt menneske og halvt firben, helt besat med ædelstene, og det halve af hans krop var iført en kappe. De sagde, at hans legeme var fuldt af al den sæd, der fandtes der i landet, og at det var guden for såning og frugthøst; jeg kan ikke huske hans navn (forfatteren mener vistnok den kvindelige guddom Chicomecoatl, agerdyrkningens beskytterinde) her var også alt fuldt af blod, både væggene og altret, og stanken var så stærk, at vi længtes meget efter at komme ud. Der havde de en umådelig stor tromme; når de slog på den, så var lyden såre bedrøvelig, ligesom af et helvedes instrument, så at sige; man kunne høre den over to mil borte, og de sagde, at skindet på den tromme var af nogle meget store slanger. På denne plads havde de desuden mange andre ting, der var fæle at se til, horn og trompeter og offerknive og en mængde hjerter af indianere, som de havde ristet og hvoraf røgen opsteg som offer til deres afguder; det var altsammen tilsmurt med blod, - forbandet være det! Og da det altsammen lugtede af slagteri, var vi utålmodige efter at slippe bort, både fra den slemme stank og fra det ligeså slemme syn. Vor feltherre sagde da, halvt smilende, til Montezuma ved vor tolk: »Hr. Montezuma! Jeg forstår ikke, hvordan en så stor herre og vis mand, som eders herlighed er, ikke er kommet til den overbevisning, at alle disse afguder, i har, ikke er guder, men nogle onde væsner, som hedder djævle. Og for at eders herlighed skal indse det, og alle eders papa'er skal se det tydeligt, så vis mig en gunst ved at tillade, at vi øverst oppe på dette tårn sætter et kors, og at vi i en af dette tempels sale, hvor eders Huichilobos og Tezcatepuca står, bygger et kapel, hvor vi opstiller et billede af Vor Frue.« Dette billede havde Montezuma allerede set. »Så skal i se«, vedblev han, »hvor bange disse afguder, som holder eder for nar, vil blive derfor.« Montezuma svarede halvt forbitret, medens to papa'er, der stod hos ham, satte glubske ansigter op: »Hr. Malinche! Hvis jeg havde troet, at du ville sige noget så vanærende som det, du har sagt, så ville jeg ikke have vist dig mine guder; dem anser vi for meget gode, og de giver os sundhed og regn og god afgrøde, uvejr og sejre og alt hvad vi vil have, derfor må vi tilbede dem og ofre til dem. Jeg beder nu om, at der ikke bliver sagt flere ord til deres vanære.« Da vor feltherre hørte det og så, at han var så opbragt, talte han ikke mere om den ting, men sagde venligt til ham: »Nu er det tid, at eders herlighed og vi andre går bort,« hvortil Montezuma svarede, at det var det bedste. Men da han måtte bede samt udføre visse offerhandlinger for at bøde på den store tatacul, hvilket betyder synd, som han havde begået ved at lade os stige op til hans hovedtempel og give anledning til, at vi fik hans guder at se, og til den vanære, vi havde gjort dem ved at tale ondt om dem, så kunne han ikke gå bort uden først at have bedt til dem og bevidnet dem sin ærefrygt. Cortés sagde da: »Ja, så må i tillade os at gå, herre.« Derpå gik vi ned ad trinene, og da der var 114 af dem, så var der nogle af vore soldater, som led af bylder eller onde væsker, der fik ondt i sårene af nedstigningen. Jeg vil nu ikke tale mere om dette tempelbesøg, men fortælle, hvad jeg kan erindre om dets omkreds og udseende; og hvis jeg ikke kan berette det ganske som det var, så må man ikke finde det forunderligt, for på den tid havde jeg andet at tænke på, nemlig på hvad der lå lige for hånden, det vil sige krigsvæsenet og hvad min feltherre Cortés befalede mig, ikke på at lave historier. Men vi vil vende tilbage til vort emne. Så vidt jeg kan huske, var omkredsen af det store tempel vel omtrent lige så stor som seks store byggearealer af den slags, man har der til lands; fra neden af og til det øverste, hvor der stod en lille tårnbygning med deres afguder i, blev det efterhånden smallere. Regnet fra halvvejen af højden indtil toppen er der fem fordybninger ligesom skydeskår, åbne, uden brystværn. Da der er mange cu'er afbildede på tapeter, der tilhører conquistadorer, for eksempel på et, som jeg har, så kan enhver af disse, som har set dem, forestille sig, hvordan de så ud udvendig. Men hvad jeg så og erfarede, og som der blev talt meget om, det var, at dengang man grundlagde denne store cu, så havde alle indbyggerne i den store by i dens grundvold lagt både guld og sølv og perler og ædelstene, og det havde de så overhældt med en mængde blod af indianere, de havde taget til fange i krigen og ofret, og desuden alle slags sædekorn fra hele landet, for at deres afguder skulle skænke dem sejr og rigdom og megen frugt. Nu vil naturligvis nogle højst forstandige læsere spørge, hvordan vi kunne få at vide, at der i grundvolden til det store tempel var blevet lagt guld og sølv og kostbare chalchihui-sten og frø, og at det altsammen var blevet bestænket med menneskeblod af ofrede indianere, eftersom det var over tusinde år siden, at det var blevet bygget og indrettet. Hertil svarer jeg, at da vi havde erobret denne store, stærkt befæstede by, og deres bygninger og byggegrunde blev fordelte, så foreslog vi, at dér hvor dette hovedtempel stod skulle der bygges en kirke for vor skytspatron og fører, den hellige Jakob; da blev en stor del af dette Huichilobos tempels grund indlemmet i det terræn, hvor kirken kom til at stå. Og dengang man ophuggede fundamentet for derefter at bygge det solidere, fandt man en mængde guld, sølv, chalchihuier, større og mindre perler og andre kostbarheder. En indbygger i Mexiko, som også fik et stykke af denne grund, fandt ligeledes sådan noget, men hans majestæts finansembedsmænd krævede det i majestætens navn, fordi det tilkom ham; det blev der så en proces ud af, men jeg kan ikke huske, hvad ende den tog. Men man forhørte sig hos kazikerne og de andre fornemme mænd i Mexiko og hos Guatemuz, som dengang endnu levede, og de sagde, at det var sandt, at alle Mexiko's indbyggere i gamle dage havde gemt disse klenodier og det øvrige i grundvolden; det havde de erfaret af deres bøger og afbildninger med gamle historier. Derfor kom det til at tilhøre den fond, hvorfor Sankt Jakobs kirke byggedes. Vi vil nu tale om de store, prægtige gårde, som var foran Huichilobos templet, der hvor nu Sankt Jakob står, og som de kalder Tatelulco, for det navn plejede man at bruge. Jeg har allerede sagt, at der var to ringmure af sten og kalk, før man kom derind, og at gården var brolagt med hvide fliser, velkalket og poleret og ren, og at den vel var omtrent så lang og bred som torvet i Salamanca. I lidt afstand fra det store tempel stod en lille tårnbygning, som også var afgudstempel eller rettere hede helvede, for døren dertil var formet ligesom en frygtelig mund. Sådan som man plejer at afmale helvedes port, åben og med store hugtænder, til at opsluge sjælene. Der var også nogle djævlefigurer og slangekroppe lige ved døren. Lidt længere inde var der et offersted, helt blodigt og tilsmudset af røg og blodpletter, og der var mange store kasseroller, kedler og krukker, fyldte med vand, inde i det hus; dér kogte de kødet af de sølle indianere, som de ofrede, og som papa'erne spiste, for ved offerstedet opbevarede de også en hel del knive og huggeblokke, sådan som dem hvorpå man hugger kød itu i slagterierne. Bagved dette forbandede hus, et godt stykke fra det, var der nogle store brændestabler, og ikke langt derfra et stort vandbassin, der blev fyldt og tømt; vandet hidførtes ved den skjulte ledning, som ledede vand til byen fra Chapultepeque. Jeg kaldte altid det hus for helvede. Kom man længere hen i gården, så fandt man en anden cu, hvor der var gravsted for mexikanske fyrster; dér havde de også afguder, og det var altsammen fuldt af blod og røg, og der var også sådanne helvedsporte og djævlefigurer. Ved siden af den cu var der så en anden, som var fuld af hjerneskaller og knogler, der var omhyggelig ordnede; se dem kunne man godt, men tælle dem kunne man ikke, for der var så mange; hjerneskallerne var opstablede for sig og knoglerne for sig. Dér var så også andre afguder. Og i hvert hus eller cu eller tempel, som jeg har omtalt, var der papa'er iførte lange sorte kåber med hætter, ligesom dominikanere - noget lignede de dog også kannikernes dragter - og med meget langt hår, der var så indfiltret, at man ikke kunne rede det ud fra hinanden; de fleste af dem havde ofret deres øre, og i håret sad der en mængde blod. Længere fremme var der igen nogle cu'er, et lille stykke fra det sted, hvor hjerneskallerne var; dér var atter flere afguder og offersteder og hæslige malerier. De sagde, at det var dem, der rådede for mændenes ægteskaber. Jeg vil nu ikke længere blive ved at snakke om afguder, men kun fortælle, at rundt om denne store gård lå der en hel del ikke synderlig høje huse; det var dér, hvor papa'erne opholdt sig og boede, foruden nogle andre indianere, der havde opsigt med afguderne. Der fandtes også en dam eller et vandbassin, som var endnu meget større end det andet og meget rent, ved siden af det store tempel. Bassinet var kun bestemt til dyrkelsen af Huichilobos og Tezcatepuca; vandet i denne dam kom ude fra Chapultepeque ad en underjordisk ledning. Der i nærheden stod flere store bygninger ligesom klostre, hvor en hel del mexikanske borgeres døtre levede tilbagetrukne ligesom nonner, til de blev gifte, og der fandtes også to kvindelige afgudsbilleder; det var dem, som rådede for kvindernes giftemål, og til dem ofrede de og holdt fester for dem for at de skulle give dem gode ægtemænd. Jeg har opholdt mig længe ved beskrivelsen af den store cu af Tatelulco og dets gårde, for det var i virkeligheden det største afgudstempel i hele Mexiko, uagtet der var så mange og det meget prægtige, at for hver fjerde eller femte husfirkant var der et afgudstempel. Mange var der altså, men jeg ved ikke tallet på dem. Det store tempel i Cholula var rigtignok højere end det i Mexiko, for der førte 120 trin op dertil, og man sagde, at afguden i Cholula var højt anset, og at man gjorde valfarter til ham fra alle kanter af Ny-Spanien for at få forladelse; derfor byggede man ham en så pragtfuld cu, men den var anderledes bygget end den mexikanske. Gårdene var også her meget store og havde to ringmure om sig. Også templet i byen Tezcuco var meget højt; der var 117 trin op til det, gårdene var rummelige og gode, og det var anderledes bygget end de øvrige. Men morsomt var det, at de havde deres særegne afguder i hver provins, og at de der var i en provins eller by ikke kunne hjælpe de andre; derfor havde de en uendelig mængde afguder, og de ofrede til dem allesammen. Efter at vor feltherre og alle vi andre var blevet trætte af at gå og se på al den masse afguder og offersteder, begav vi os hjem til vore kvarterer, stadig med et følge af fornemme mænd og kaziker, som Montezuma havde givet os til ledsagere. Her vil vi da foreløbig standse, og i det følgende skal jeg fortælle, hvad vi yderligere gjorde.

Da vor feltherre Cortés og mercenarier-munken så, at Montezuma ikke syntes om, at vi opstillede et kors eller indrettede en kirke i hans Huichilobos' tempel, og da vi, siden vi var kommet ind i byen Mexiko, plejede at lave et alter på nogle borde, hvergang der holdtes messe, og derefter tage det ned igen, blev det besluttet, at vi skulle bede den store Montezuma's hushovmestre om nogle murere, for at vi kunne indrette en kirke i vort kvarter. Hushovmestrene sagde, at de skulle meddele det til Montezuma, og vor feltherre lod anmodningen fremsætte ved hjælp af Doña Marina, Aguilar og pagen Orteguilla, som allerede forstod noget af sproget. Han gav da tilladelse dertil og befalede, at det fornødne skulle overlades os. Tre dage efter havde vi vor kirke i stand og det hellige kors opstillet foran vort kvarter; der blev læst messe hver dag, indtil vinen slap op, for dengang Cortés og flere andre officerer og munken var syge under kampene med Tlascala, så kilede de på den vin, som vi havde bestemt til gudstjenesten. Men efter at den var sluppen op, var vi dog hver dag i kirken og bad, knælende for altret og helgenbillederne, dels fordi vi var forpligtede til det som kristne, og fordi det var en god sædvane, dels for at Montezuma og alle hans høvdinger skulle lægge mærke dertil og få lyst til det og for at de skulle se vort kapel og se os ligge på knæ for korset, især når der blev ringet til Ave Maria. Vi var altså i dette kvarter. Men vi er jo engang således, at vi gerne vil undersøge og vide alting. Så hændte det da, dengang vi så efter, hvor vi bedst og mest passende skulle opstille altret, at to af vore soldater, hvoraf den ene var hustømrer og hed Alonso Yañez, så, at der på muren var ligesom mærke af, at der havde været en dør, som nu var tilmuret, godt overkalket og poleret. Vi havde nu hørt sige noget om, at dér i den bygning havde Montezuma sin fader Axayaca's skat liggende, og vi fik da mistanke om, at den måtte være der i den sal, hvis dør var lukket og overkalket for få dage siden. Yañez sagde det til Juan Velasquez de León og til Francisco de Lugo, der var kaptajner og ovenikøbet i familie med mig; denne Alonso Yañez var i følge med kaptajnerne som deres tjener. De sagde det til Cortés, og døren blev hemmeligt åbnet, og da den var lukket op, gik Cortés derind med nogle officerer. Dér så de en sådan mængde guldsager og plader og skiver og chalchihui-sten og mange andre store kostbarheder, at de blev helt betuttede og ikke vidste, hvad de skulle sige til al den rigdom. Vi andre officerer og soldater fik det derefter allesammen at vide og gik i al hemmelighed derind for at se det. Da jeg fik det at se, må jeg rigtignok sige, at jeg blev forundret, og da jeg på den tid var ung og aldrig i mit liv havde set sådanne rigdomme, troede jeg for vist, at der i hele verden ikke kunne være magen dertil. Alle vore officerer og soldater besluttede, at der ikke i mindste måde måtte røres ved noget deraf, men at døren igen skulle lukkes, tilmures og overkalkes, sådan som vi havde fundet den, og at der ikke måtte tales derom, for at Montezuma ikke skulle få det at vide, men vi ville se tiden an. Det var altså denne rigdom. Men da vi nu havde så tapre og højst forstandige officerer og soldater, og først og fremmest da vor herre Jesus Kristus, som vi sikkert troede, styrede alle vore sager med sin guddommelige hånd, var der fire af vore kaptajner og derhos tolv soldater, som man havde tillid til og hørte råd af (jeg var en af dem), som tog Cortés til side. Vi sagde til ham, at han skulle betænke, hvordan vi sad i et net eller bur, og hvor stærk denne by var, at han skulle betænke, hvordan broerne og dæmningerne var, og alle de ord og advarsler, vi havde hørt i alle de byer, vi var kommet igennem, om at Huichilobos havde rådet Montezuma til at lade os komme ind i hans by og derefter lade os dræbe, og at han skulle huske på, at menneskenes hjerter er meget omskiftelige, især hos indianere, og at han ikke skulle stole på den velvilje og venlighed, som Montezuma viste os, for han kunne skifte sind hvad øjeblik det skulle være, og når det faldt ham ind at være vor fjende, behøvede han blot at berøve os proviant eller vand eller hejse en bro i vejret, så kunne vi ingenting gøre imod ham. Han skulle huske på, hvor stor en mængde indianere han havde i sin hær; hvad ville vi kunne udrette imod dem eller til vort forsvar, da jo alle husene var byggede i vandet, og hvordan skulle vi så få hjælp af vore venner fra Tlascala? Og da det var værd at betænke alt dette, så sagde vi til ham, at det var det bedste uopholdelig at sikre os Montezuma's person, hvis vi ville være sikre på vort liv; at han ikke skulle vente til næste dag, og at han skulle passe på, at ikke alt det guld, som Montezuma gav os, og det, vi havde set i hans fader Axayaca's skatkammer, og ikke al den mad, vi spiste, skulle blive ligesom til gift for vor krop. For vi kunne hverken få søvn eller hvile ved dag eller ved nat på grund af den tanke, og hvis der var nogle af vore soldater, som følte anderledes end som vi sagde, så måtte de være ligesom bæster, der ikke havde tanke i livet, og være bedårede af guldets herlighed, uden at kunne se døden for deres øjne. Da Cortés hørte dette, sagde han: »I må ikke tro, caballeros, at jeg sover eller at jeg ikke er opfyldt af samme bekymring; det må i vel have kunnet mærke på mig. Men hvad magt har vi til at begå en så dumdristig handling som at bemægtige os en så stor herre i sit eget palads blandt sin livvagt og sine krigsfolk? På hvad måde, under hvilken form kan man ville iværksætte det sådan, at han ikke kalder sine krigere til og at de ikke straks angriber os?. Hertil svarede vore kaptajner, med gode ord få ham lokket bort fra sit palads og bragt til vort kvarter og sige ham, at der skulle han være arresteret, og hvis han gjorde modstand eller råbte op, så skulle han bøde derfor med sit liv. Hvis Cortés ikke ville gøre det straks, så skulle han blot give dem tilladelse; de ville da iværksætte det; af de to store farer vi var i, var det bedst og rigtigst at gribe ham og ikke vente, til man anfaldt os, for hvis man begyndte på det, hvad skulle vi så gribe til? Nogle af soldaterne sagde også til ham, at det lod til, at Montezuma's hushovmestere, der havde at gøre med at bringe os levnedsmidler, begyndte at blive uforskammede og ikke passede det så omhyggeligt som de første dage, og to indianere fra Tlascala, vore venner, sagde også hemmeligt til vor tolk, Gerónimo de Aguilar, at de syntes ikke, mexikanerne var så velvillige som for to dage siden. Vi havde altså forhandlet godt en time om denne beslutning, om vi skulle tage ham til fange eller ej, og hvordan vi skulle bære os ad dermed; endelig besluttede vor feltherre, at vi skulle i alle tilfælde gribe ham, men det opsattes til den næste dag. Hele natten tilbragte vi med at bede til gud om at styre det til gavn for hans hellige sag. Næste morgen efter denne forhandling kom så to indianere fra Tlascala i al hemmelighed med et brev fra Villa Rica. Dets indhold lød på, at Juan de Escalante, som var blevet tilbage dér i egenskab af befalingsmand, var blevet dræbt og seks soldater tilligemed ham, i en kamp, som mexikanerne havde leveret ham, at de også havde dræbt hans hest og en hel del totonaque indianere, som han havde hos sig, og at alle byerne derude i bjergene, også Cempoal og den anden, der stod under den, var i oprør og ikke ville levere dem proviant eller gøre tjeneste i fæstningen, og at de ikke vidste, hvad de skulle gøre fremdeles, at mens de før havde anset dem for teuler, så trodsede de dem nu, siden de havde set dette nederlag, og det gjaldt både om totonaquerne og om mexikanerne; de brød sig ikke en døjt mere om dem, og nu vidste de ikke deres levende råd. Da vi hørte disse efterretninger, skal gud vide, at vi blev højst ilde tilmode allesammen. Det var jo det første nederlag, vi led i Ny-Spanien: dér kan de forstandige læsere se, hvordan lykken kan vende sig til uheld. Nys så man os drage ind i denne by i triumf, højtidelig modtagne, og vi var allerede blevet helt rige af alt det, som Montezuma hver dag gav os, både vor feltherre og os andre, og vi havde set det hus, jeg har omtalt, helt fuldt af guld, og de anså os for teuler, hvilket er afguder, og vi sejrede i alle slag. Men nu var der hændt os det store uheld, at de ikke agtede os så højt som før, kun som mennesker, der kunne overvindes, og vi havde fået at vide, at de satte sig op imod os. Kort sagt, det blev da bestemt, at endnu denne samme dag ville vi gribe Montezuma, enten på den ene eller den anden måde, eller allesammen sætte livet til derved. Men for at læserne kan se, hvordan det var gået til i denne kamp, Juan de Escalante havde haft, og hvordan de havde dræbt ham og de seks soldater og hesten og vore totonakiske venner, som han havde med sig, så vil jeg fortælle det her, førend jeg taler om Montezuma's fængsling, at det ikke skal blive glemt, for det er noget der nødvendigt må vides.

Det gik for sig sådan. Man har jo hørt i det kapitel, der handler derom, at dengang vi var i en by, som hedder Quiahuiztlan, var der en hel del byer i forbund med dem, allesammen i venskabsforhold til Cempoal, som efter vor feltherres råd og opfordring lod sig overtale til at standse med at betale Montezuma tribut og gøre opstand imod ham; det var over tredive byer. Det var dengang vi arresterede hans skatteopkrævere, som jeg tidligere har fortalt i det kapitel, der omhandler det. Og da vi så brød op fra Cempoal for at drage til Mexiko, blev dér i Villa Rica som kommandant og som alguazil mayor over Ny-Spanien en vis Juan de Escalante, der var en meget dygtig mand og ven af Cortés, som befalede ham, at han skulle begunstige alle de byer, der var venligsindede imod os, på alle mulige måder. Nu synes det at det var gået sådan til: den store Montezuma havde mange besætninger og befalingsmænd med hærafdelinger i alle grænseprovinserne: en havde han nemlig i Soconusco for at passe på Guatemala og Chiapa, en anden i Guazacualco, atter en i Mechuacan, og en oppe i udkanten ad Panuco til, imellem Tuzapan og en by, som vi gav navnet Almeria og som ligger på nordkysten. Denne garnison, der lå i nærheden af Tuzapan, krævede - synes det - en tribut af indianere og indianerinder og af proviant, til krigsfolkene, af nogle byer, som lå nær derved, lige ved grænsen, og som var venner af Cempoal og gjorde tjeneste hos Juan de Escalante og indbyggerne i Villa Rica og hjalp dem med at bygge fæstningsværker. Da nu mexikanerne forlangte tribut og underkastelse af dem, sagde de, at det ville de ikke gå ind på, for Malinche havde befalet dem at lade være dermed, og den store Montezuma havde indvilliget i dette. De mexikanske høvdinger svarede, at hvis de ikke lystrede, så ville de komme og ødelægge deres byer og føre dem fangne bort; det havde deres herre Montezuma befalet dem for kort tid siden. Da vore venner totonaquerne hørte disse trusler, gik de til kaptajn Juan de Escalante og beklagede sig højligt over, at mexikanerne ville røve fra dem og ødelægge deres land. Så snart Escalante erfarede dette, sendte han bud til mexikanerne, at de ikke skulle gøre de byer fortræd eller begå noget røveri der, for deres herre Montezuma ønskede, at vi allesammen skulle være gode venner; ellers ville han komme og angribe dem. Men mexikanerne brød sig ikke det allerringeste om dette svar eller disse trusler, men svarede, at han ville træffe dem på valpladsen. Juan de Escalante, der var en meget sikker mand og med ben i næsen, opfordrede beboerne i alle de byer i bjergene, som var os venligsindede, til at give møde med deres våben, det vil sige buer, pile, lanser og skjolde; tillige samlede han alle de sundeste og raskeste soldater, han havde, for jeg har jo allerede før sagt, at de fleste af dem, der blev tilbage i Villa Rica, var invalider og sømænd. Med to kanoner, lidt krudt, tre armbrøster, to bøsser, fyrretyve soldater og en to tusinde totonaque indianere gik han så de mexikanske besætninger i møde; de var allerede i færd med at plyndre en by, der tilhørte vore venner. De stødte på hinanden i åben mark ved morgenvagtens tid. Da der var dobbelt så mange mexikanere som vore venner totonaquerne, og da disse altid var bange for dem fra tidligere krige, så flygtede de straks ved det første angreb med pile, spyd, sten og råb og lod Juan de Escalante kæmpe med mexikanerne. Det gik da sådan, at han med sine arme soldater nåede til den by, der hedder Almeria, stak ild på den og opbrændte dens huse. Dér udhvilede han sig lidt, for han var hårdt såret. I denne træfning fangede de en soldat levende; han hed Argüello, var født i León, havde et meget stort hoved og sort, krøllet skæg og var en meget stærk og kraftig ung mand. Escalante tilredte de meget ilde, foruden seks soldater, og de dræbte hans hest; han vendte tilbage til Villa Rica, hvor han døde efter tre dages forløb, og soldaterne med. Således gik det for sig, det med Almeria, ikke sådan som krønikeskriveren Gomara fortæller; han beretter nemlig i sin historie, at Pedro de Ircio blev sendt hen med nogle soldater for at besætte Panuco. Jeg kan ikke forstå, hvor sådan en veltalende krønikeforfatter kunne falde på at skrive sådan noget, for når vi regner alle os soldater sammen, der var hos Cortés i Mexiko, så var vi ikke engang fire hundrede i tallet, og de fleste var blevet sårede under kampene i Tlascala og Tabasco, så vi på den tid ikke engang havde folk nok til at holde ordentlig vagt, end mindre til at sende til Panuco. Så siger han også, at Pedro de Ircio var kaptajn, men han var dengang slet ikke kaptajn, han var ikke engang sergent, han havde slet ingen kommando eller blev regnet for noget, og han blev i Mexiko sammen med os. Samme krønikeskriver fortæller også mange andre ting angående Montezuma's fængsling; jeg kan ikke begribe, at han har skrevet det. Han skulle have tænkt på, at dengang han skrev det i sin historie, måtte der endnu leve nogle conquistadorer fra den tid, der kunne sige til ham, når de læste det: nej sådan gik det ikke for sig; dette her gik ikke sådan for sig, men det andet siger han med vilje. Det vil jeg imidlertid ikke tale om mere, men vende tilbage til vort emne. Efter at de mexikanske høvdinger havde leveret Juan de Escalante den omtalte træfning, underrettede de Montezuma derom og lod også Argüello's hoved bringe til ham; de bortførte ham jo nok levende, men det lader til, at han på vejen døde af sine sår. Vi fik at vide, at da Montezuma så det, (det var jo stort og med svære træk og havde et stort, krøllet skæg), blev han grebet af skræk ved synet og befalede, at det ikke skulle ofres i noget tempel i Mexiko, men til afguderne i en anden by. Montezuma spurgte, hvor det kunne være, at de, der var så mange tusinde krigere, ikke kunne overvinde nogle få teuler. De svarede, at deres spyd og pile og kampdygtighed ikke kunne få dem til at vige, for en stor tequecihuata fra Kastilien (»tecleciguata« skriver han et andet sted og oversætter ordet ved »fornem kvinde« eller »gudinde«) gik foran dem; denne frue indjog mexikanerne frygt og sagde ord til sine teuler, som opflammede deres mod. Da tænkte Montezuma, at denne høje frue måtte være Sankta Maria, som vi jo havde sagt var vor beskytterinde, og hvis billede vi tidligere havde givet den store Montezuma, med hendes dyrebare søn i armene. Dette har jeg selvfølgelig ikke set, for jeg var jo i Mexiko; men det fortalte nogle conquistadorer, som var med dér, og gud give det virkelig var tilfældet. Alle vi soldater, som var med Cortés, troede også for ganske vist og sandt - og sandt er det - at guds barmhjertighed og Vor Frue, jomfru Maria, altid var med os; derfor takker jeg hende inderligt. Nå, nu skal jeg fortælle, hvordan vi bar os ad med at fange den store Montezuma.

Vi havde altså den foregående dag besluttet at gribe Montezuma og tilbragte hele natten i bøn om at gud ville lede det således, at det fremmede hans hellige sag. Om morgenen bestemte vi da, hvordan det skulle ske. Cortés tog fem kaptajner med sig; det var Pedro de Alvarado, Gonzalo de Sandoval, Juan Velasquez de León, Francisco de Lugo og Alonso de Avila, samt mig og vore tolke, Doña Marina og Aguilar. Alle os befalede han at holde os fuldt beredte med hestene opsadlede og optømmede; hvad våbnene angår, så behøver jeg ikke her at nævne det, for vi var altid i rustning, både dag og nat, og på fødderne havde vi vore hampesandaler, for det var i de dage vort fodtøj; og når vi var henne at tale med Montezuma, så han os altid sådan bevæbnede. Dette siger jeg, fordi Cortés og de fem kaptajner var fuldt rustede, dengang de skulle hen at gribe ham, men det kunne Montezuma ikke anse som noget usædvanligt eller fatte mistanke derved. Nu var altså alle beredte; vor feltherre lod ham da vide, at han var i færd med at begive sig til hans palads, for sådan plejede han at gøre, og på den måde ville han ikke blive urolig ved pludselig at se ham træde ind. Montezuma kunne jo nok tænke sig, at han var vred over begivenheden med Almeria, og han var derfor bange for ham; men han sagde dog, at han måtte komme, når det lystede ham. Efter at Cortés var trådt ind og havde gjort de sædvanlige bøjninger for ham, lod han ham sige følgende ved vore tolke: »Hr. Montezuma! Jeg er meget forbavset over, at i, en så ædel fyrste, som har erklæret at være vor ven, har befalet eders høvdinger på kysten ved Tuzapan at gribe til våben imod mine spaniere og være så frække at hærge de byer, der danner værn og bolværk for vor herres og konges besiddelser, og at afkræve dem indianere og indianerinder til ofring og at dræbe en af mine spanske brødre og en hest.« Han ville ikke sige noget til ham om kaptajnen eller de seks soldater, der var døde efter tilbagekomsten til Villa Rica; det fik Montezuma aldrig at vide og heller ikke de indianske høvdinger, som havde angrebet dem. Cortés sagde videre: »Jeg har betragtet eder som min gode ven og befalet mine høvdinger, at de i alle mulige retninger skulle tjene og begunstige eder, men det har i ikke gjort, tværtimod. Også i Cholula havde eders høvdinger en stor mængde krigsfolk beredte til at dræbe os efter eders befaling. Det fra dengang har jeg holdt skjult, fordi jeg elsker eder så højt; men nu har også eders undersåtter og høvdinger sat sig op imod os og plejer hemmeligt råd i den hensigt at undlive os efter eders befaling. Dog vil jeg ikke gerne begynde på kamp eller ødelægge denne by; men for at undgå alt dette er det bedst, at i ganske stille, uden den mindste larm, følger med os til vort kvarter; der vil i blive betjent og behandlet med alt hensyn som i eders eget hus. Hvis i derimod gør støj eller råber, så vil i straks blive stødt ned af mine høvdinger, som jeg har taget med just i den hensigt.« Da Montezuma hørte dette, blev han forfærdet, næsten fra sans og samling, og svarede, at han havde aldrig befalet, at man skulle gribe til våben mod os; han ville straks sende bud efter sine høvdinger for at få sandheden at vide og derefter lade dem straffe. Samtidig tog han Huichilobos' segl og mærke (en armring med krigsgudens eller - efter Andre - Montezuma's eget billede; tjente som kongeligt segl) af sit håndled; dette fandt sted, når han befalede, at en alvorlig og vigtig sag skulle ske, så skete den straks. Men, sagde han, hvad det angik at lade sig fængsle og forlade sit palads imod sin vilje, så var han ikke en sådan person, som man befalede sligt, og det var ikke hans vilje at gå med. Cortés svarede hertil, med meget snilde ord, og Montezuma svarede med endnu snildere, at han ikke ville forlade sit palads. Sådan stod de over en halv time og snakkede om den ting. Men da Juan Velasquez de León og de øvrige kaptajner mærkede, at han blev ved at opsætte det, og da de længtes efter at få ham i fangenskab, sagde de til Cortés i en noget ophidset tone: »Hvad vil eders nåde med alle de ord? Enten må vi føre ham fangen bort, eller også vil vi støde ham ned; sig ham derfor igen, at hvis han råber eller gør støj, så vil i dræbe ham, for det er det bedste, at vi denne gang sikrer os vort liv, ellers vil vi miste det.« Da Juan Velasquez sagde dette med temmelig høj og frygtindgydende stemme, for sådan plejede han at tale, og da Montezuma så, at vore kaptajner syntes at være opbragte, spurgte han Doña Marina, hvad de mente med den højrøstede tale, og Doña Marina, der jo var meget klog, sagde til ham: »Hr. Montezuma! Hvad jeg råder jer, er at i straks følger med dem til deres kvarter uden mindste støj, for jeg ved, at de vil bevise jer megen ære som den store herre, i er; ellers bliver i dræbt her på stedet, og så får de sandheden at vide i deres kvarter.« Montezuma sagde så til Cortés: »Hr. Malinche! I vil jo altså have, at det skal ske. Men jeg har en ægtefødt søn og to ægtefødte døtre, tag dem som gidsler, og lad ikke denne skam overgå mig: hvad vil mine hofmænd sige, om de så mig blive ført fangen bort?« Hertil svarede Cortés igen, at han måtte følge personlig med dem; der var ikke andet at gøre. Efter megen anden tale sagde han da endelig, at han gik godvillig med, hvorefter vore kaptajner talte ham meget venligt til og bad ham ikke tage det fortrydeligt op, men om han ville sige til sine høvdinger og til sin livvagt, at han gik med sin gode vilje, fordi hans afgud Huichilobos og de papa'er, der dyrkede ham, havde forkyndt ham, at det var det heldigste for ham, for hans sundheds skyld og for bevarelsen af hans liv, at være hos os. Derpå hidbragtes hans kostbare bærestol, som han plejede at benytte, når han kom i optog med alle sine høvdinger som følge, og han begav sig til vort kvarter, hvor vi satte vagter til at passe på ham, men forresten viste ham al den opmærksomhed, vi kunne, og gjorde ham alt muligt til behag, såvel Cortés som alle vi andre, og der blev ingen lænker lagt på ham. Nu kom alle de fornemste mexikanske herrer og hans nevøer for at se ham og tale med ham og få årsagen til hans fangenskab at vide og spørge, om han befalede, at de skulle anfalde os. Men Montezuma svarede dem, at han havde lyst til at blive nogle dage der hos os godvillig, ikke af tvang; når han ville dem noget, skulle han nok sige det til dem, og der måtte ikke blive uro der i byen, ikke heller måtte de være bekymrede derover; for det at han sådan var der, kom af, at deres Huichilobos ville have det, og det havde nogle papa'er sagt, der vidste god besked, for de havde talt med afguden derom. Sådan gik det til, at vi tog den store Montezuma til fange. Der hvor han nu var, havde han sit tjenerskab, sine kvinder og sin badstue, hvor han tog sine bade, og i hans selskab var der stadig tyve fornemme herrer, rådsherrer og høvdinger. Han fandt sig i at være fængslet uden at tilkendegive nogen harme derover, og dér kom sendemænd fra fjerne lande med deres sager og bragte deres afgifter, og han besørgede vigtige statssager. Jeg kan huske, at når store kaziker fra fjerne lande stilledes for ham, for at tale om grænsestridigheder, jordbesiddelse og lignende ting, så måtte de, hvor store herrer de end var, tage deres kostbare kapper af og iføre sig nogle tarvelige af nequen, og de måtte komme barfodede, og når de kom til vort kvarter, gik de ikke lige ind, men ad en sidedør, og når de stod foran den store Montezuma, holdt de øjnene fæstede på jorden, og før de kom hen til ham, gjorde de tre reverenser for ham og sagde: »Herre, min herre, store herre!«, Hvorpå de bragte ham en afbildning eller aftegning af den sag eller forretning, som de havde at besørge, på noget tøj eller nogle tæpper af nequen, og med nogle meget tynde og fine små pinde viste de, hvordan sagen forholdt sig. Ved Montezuma's side stod der to gamle mænd, det var store kaziker, og når disse dommere havde nøje hørt sagens sammenhæng, forklarede de det for Montezuma, og han fældede så dommen med få ord og befalede, hvem der skulle have de omstridte landstrækninger eller byer. De, der førte proces, gik så ud af salen uden at gøre nogen indvending, uden at vende ryg og med de samme tre buk. Når de ikke længer var i Montezuma's nærværelse, iførte de sig nogle andre, kostbare kapper og spadserede sådan om i Mexiko. Nu vil jeg foreløbig ikke tale mere om dette fangenskab, men nu skal vi høre om de sendebud, som Montezuma lod drage hen med hans segl og mærke for at hente hans høvdinger, der havde slået vore soldater ihjel. De bragte dem fangne til ham; men jeg ved ikke, hvad han sagde til dem, blot at han sendte dem til Cortés, for at han skulle tage straf over dem. Da de blev forhørte, uden at Montezuma var tilstede, tilstod de, at det, jeg før har fortalt, var sandt, og at deres herre havde befalet dem at gøre angreb og hæve tributten, og hvis nogen teuler ville tage de angrebne i forsvar, så skulle de også angribe eller dræbe dem. Da Cortés havde hørt denne tilståelse, lod han Montezuma underrette om, at dette var som en fordømmelse over ham. Han undskyldte sig, så godt han kunne, og vor feltherre lod ham da sige, at han ville gerne tro det, men straf fortjente han dog, efter hvad vor konge befaler, nemlig at den person, som giver befaling til, at andre skal dræbes uden grund eller med grund, skal lide døden derfor; da han imidlertid holdt så meget af ham og ønskede ham alt muligt godt, så ville Cortés hellere personlig bøde derfor end at se Montezuma bøde, hvor megen skyld denne end kunne have. Trods alt det, der sådan blev sagt ham, var han bange. Cortés lod derpå uden videre ophævelser disse høvdinger dømme til døden, nemlig til at brændes levende foran Montezuma's palads. Denne dom udførtes straks, og for at der ikke skulle ske nogen forstyrrelse, mens de brændtes, befalede han, at der skulle lægges fodlænker på Montezuma. Da man lagde dem på ham, udstødte han brøl, og havde han været bange før, så blev han det nu meget mere. Efter at de var brændte, gik vor Cortés med fem af vore officerer til hans gemakker; han tog selv lænkerne af ham, og der blev sagt så venlige ord til ham, at hans misstemning straks forsvandt, for vor Cortés sagde til ham, at han ikke blot betragtede ham som sin broder, men som endnu meget mere, og mens han nu var herre og konge over mangfoldige byer og provinser, så ville han, hvis hans evne slog til, med tiden gøre ham til herre over endnu flere lande, over dem, han ikke havde kunnet erobre og som ikke var ham underdanige; og hvis han ville begive sig tilbage til sit palads, så gav han ham tilladelse dertil. Det lod Cortés ham sige ved vore tolke, og mens Montezuma hørte på disse ord af Cortés, kunne man se, at tårerne trådte ham i øjnene, og han svarede meget høflig, at han skulle, have tak derfor (Montezuma kunne dog godt forstå, at det, Cortés sagde, ikke var andet end smukke ord), men for øjeblikket mente han, det var rigtigst at blive her som fange. Hans mange høje embedsmænd, hans nevøer og andre slægtninge kom nemlig hver dag og sagde, at man burde angribe os og befri ham fra fængslet, og når de så ham ude, så kunne de måske få ham dertil; men han ville ikke gerne se sin hovedstad i oprør. Dog kunne det gerne være, at hvis han ikke føjede dem, ville de måske udråbe en anden til hersker; disse tanker søgte han at få dem til at slå ud af hovedet ved at sige, at deres gud Huichilobos havde befalet, at han skulle blive i fangenskab. Efter hvad vi fik at høre, og som er højst rimeligt, havde Cortés ladet tolken Aguilar meddele ham hemmelig, at selv om Malinche gav ham lov til at forlade fangenskabet, så ville vore officerer og soldater ikke tillade det. Da Cortés hørte hans ord, slog han armene om halsen på ham og sagde: »Det er ikke uden grund, hr. Montezuma, at jeg elsker jer lige så højt som mig selv.« Derefter bad Montezuma Cortés om at få en spansk page til tjener, der kunne sproget, og som hed Orteguilla; han blev meget til gavn både for Montezuma og for os; Montezuma forhørte sig nemlig om mange ting angående Kastilien hos denne page og fik dem på den måde at vide, og vi erfarede, hvad hans høvdinger sagde til ham. Han var virkelig Montezuma en så god tjener, at han kom til at holde meget af ham. Montezuma var glad ved den store venlighed og de tjenester, som vi beviste ham, og de samtaler, han havde med os allesammen; for hvergang vi kom forbi ham, selvom det var Cortés i egen person, tog vi vore stormhuer eller hjelme af, som vi ellers altid plejede at have på; og han viste os i alle måder megen opmærksomhed og ære. Nu skal man høre navnene på Montezuma's høvdinger, der blev brændte til straf: den fornemste hed Quetzalpopoca, og af de andre hed den ene Coatl, den anden Quiavit; men den fjerde kan jeg ikke huske, og det gør jo heller ikke så meget, om man kender de navne. Da denne straf kom til alle provinsernes kendskab i Ny-Spanien, blev de forskrækkede, og byerne på den kyst, hvor de havde dræbt vore soldater, tjente atter beboerne i Villa Rica meget tro. De forstandige læsere må vel drage sig til minde, hvad det var for store bedrifter, vi dengang udførte. For det første at bore skibene i sænk; dernæst at turde drage ind i så stærkt befæstet en by, uagtet vi havde fået så mange meddelelser om, at de ville lade os dræbe der, når de havde os indenfor; dernæst at have dristighed nok til at gribe den store Montezuma, kongen over det land, midt i sin store hovedstad og i sit eget palads, uagtet han havde en så talrig flok krigere til at holde vagt over sig, endelig at vove at brænde hans høvdinger foran hans palads og lægge ham i lænker, så længe straffen blev fuldbyrdet. Ja, mange gange nu i min alderdom dvæler jeg ved tanken på de heltegerninger, vi udrettede dengang, for jeg synes, jeg kan se dem levende for mig. Og jeg må sige, at vore bedrifter kan vi ikke have udført selv, men de må allesammen være skete efter guds vilje; for hvilke mænd har der ellers været til i verden, der har vovet, kun fire hundrede og halvtredsindstyve soldater i tallet, ja ikke engang så mange, at rykke ind i en så stor hovedstad som Mexiko, der er større end Venedig, i en afstand af over femten hundrede mile fra vort Kastilien, og fængsle en så mægtig fyrste og tage straf over hans høvdinger i hans eget påsyn? Der er sandelig meget at tænke derved udover min tørre fortælling. Jeg skal nu gå videre og berette, hvordan Cortés afsendte en anden kaptajn, der skulle være i Villa Rica ligesom Juan de Escalante, hvem de havde slået ihjel.

Efter at vor feltherre havde holdt ret over Quetzalpopoca og hans høvdinger og beroliget den store Montezuma, besluttede han at sende en ny guvernør til Villa Rica. Det var en soldat, der hed Alonso de Grado, for han var en meget forstandig og veltalende mand, som så godt ud, var dygtig i musik og skrev godt for sig. Men samme Alonso de Grado var en af dem, der altid havde været imod vor feltherre Cortés og holdt på, at vi ikke skulle gå til Mexiko, men vende tilbage til Villa Rica; og dengang der i anledning af Tlascala var nogle, der stak hovederne sammen, som jeg fortalte om i vedkommende kapitel, var det Alonso de Grado, som anstiftede det og førte ordet. Hvis han havde været ligeså god krigsmand som han var velbegavet, så ville han have været godt hjulpen. Dette siger jeg, for dengang vor Cortés, der kendte hans karakter og vidste, at han ikke var meget krigerisk af sig, og som selv altid var vittig i sin tale, gav ham dette embede, så sagde han til ham: »Se nu, senor Alonso de Grado, får i eders ønske opfyldt, for nu skal i til Villa Rica, som i så gerne ville, og passe på fæstningen; men nu må i endelig ikke give jer ud på noget krigstogt og blive slået ihjel som Juan de Escalante.« Dengang han sagde det, blinkede han med øjet, for at vi tilstedeværende soldater skulle se det og mærke, hvad hans hensigt var med disse ord, for selvom det var blevet ham befalet under den hårdeste straf, så ville han ikke udsætte sit liv. Da Alonso de Grado havde fået sine instrukser om, hvad han skulle gøre, bad han Cortés om at give ham alguazil mayor værdigheden, som Juan de Escalante, der blev slået ihjel af indianerne, havde haft. Han svarede, at den havde han allerede givet Gonzalo de Sandoval, men engang i tiden ville der nok blive et andet ærefuldt embede til ham. Han bad ham så gå med gud og pålagde ham at tage hensyn til indbyggerne og bevise dem agtelse, og de venligsindede indianere måtte han ikke tilføje nogen krænkelse eller tage noget fra dem med vold. To grovsmede, som var blevet tilbage der i byen, havde han sendt befaling til straks at lave to svære kæder af det jern og de ankere, de havde taget af de skibe, der var borede i sænk; dem skulle han sende så snart som muligt og sørge for, at fortets tømmerværk og tegltag snart blev færdigt. Da Alonso de Grado var kommet til byen, optrådte han meget hovmodig lige overfor indbyggerne og ville have dem til at tjene ham som en stor herre, og til de fredsommelige byer, som var over tredive i tallet, sendte han bud og krævede guldklenodier og smukke indianerinder af dem. Fæstningen gav han sig slet ikke af med, men det eneste, han brugte tiden til, var til at spise godt og spille kort; og ovenikøbet, hvad der var værre endnu, sendte han hemmelig opfordring til sine venner og til dem, der ikke var det, om at de skulle overlade Diego Velasquez på Cuba landet og slutte sig til ham, hvis han eller en af hans kaptajner kom dertil. Alt dette skyndte man sig at underrette Cortés i Mexiko om ved brev, og da han fik det at vide, ærgrede han sig over, at han havde sendt Grado derhen, uagtet han kendte hans onde sindelag og fordærvede karakter. Og da Cortés altid tænkte sig, at Diego Velasquez, guvernøren på Cuba, ville på den ene eller anden måde få at vide, at vi havde sendt vore befuldmægtigede til hans majestæt, og at vi ikke i nogen ting ville tage hensyn til ham, og at han måske ville sende en flåde og nogle kaptajner ud imod os, forekom det ham, at det var bedst at anbringe en pålidelig mand der i havnen og byen, og han afsendte da Gonzalo de Sandoval, som var blevet alguazil mayor efter Juan de Escalante's død. Han havde med sig Pedro de Ircio, ham om hvem krønikeskriveren Gomara fortæller, at han blev sendt hen for at kolonisere ved Panuco. Pedro de Ircio begav sig altså til byen, og Gonzalo de Sandoval blev meget gode venner med ham, for Pedro de Ircio havde været berider hos greven af Ureña og Don Pedro Girón og fortalte altid mange historier om dem. Da nu Gonzalo de Sandoval var en vennesæl mand, og der slet ikke var noget ondt i ham, så fattede han, som jeg har sagt, venskab til ham, fordi han fortalte disse historier, og lod ham avancere lige til kaptajn. Men hvis det var nu den dag i dag, så ville nok Pedro de Ircio være blevet straffet af inkvisitionen for nogle onde ord, som han ikke burde have sagt, men som han sagde, fordi de skulle være morsomme; Gonzalo de Sandoval dadlede ham da også dygtigt derfor. Dog, vi vil nu ikke tale om næstens fejl, men vende tilbage til Gonzalo de Sandoval, der altså kom til Villa Rica og straks efter sendte Alonso de Grado som fange afsted til Mexiko under bevogtning af nogle indianere, for sådan havde Cortés befalet det. Alle indbyggerne holdt meget af Gonzalo de Sandoval, for dem iblandt dem, som han fandt syge, forsynede han med mad af bedste evne, og han viste dem stor venlighed, og de fredeligsindede byer behandlede han med megen retfærdighed og gjorde dem alt det gode, han kunne. Borgen begyndte han at forsyne med bjælkeværk og med tegltag, og han gjorde alting sådan som en god kommandant bør gøre. Og han var til stor gavn både for Cortés og for alle andre, som man senere hen skal se til sin tid og ved passende lejlighed. Vi lader nu Sandoval blive i Villa Rica, og nu skal vi se, hvordan det gik Alonso de Grado. Da han var kommet som fange til Mexiko, ville han hen at tale med Cortés, men han tillod ham ikke at fremstille sig for ham; derimod lod han ham sætte i en træblok, som fornylig var blevet lavet. Jeg kan huske, at træet, hvoraf den blok var, lugtede ligesom af løg. Der sad han så i to dage. Men da Alonso de Grado var meget snild og altid havde råd ved hånden, tilbød han Cortés, at han ville tjene ham med største troskab, så at han lod ham slippe løs; og jeg så endda, at han fra den tid altid stod sig grumme godt med Cortés, dog ikke sådan at denne overlod ham embeder, der havde noget med krigen at gøre, men nogle der passede for hans anlæg. Med tiden gav han ham endog den post som regnskabsfører, som Alonso de Avila havde haft, for dengang sendte han samme Alonso de Avila til øen Santo Domingo som befuldmægtiget, hvad jeg siden skal fortælle, når lejlighed gives. Jeg vil her ikke undlade at bemærke, at dengang Cortés sendte Gonzalo de Sandoval til Villa Rica som guvernør, kommandant og alguazil mayor, befalede han ham at sende, så snart han var kommet derhen, to smede med alt deres værktøj, både blæsebælge og hamre og tænger og en hel del jern af det, der havde været i de skibe, som vi borede i sænk, og de to store jernkæder, som allerede var smedede, at han skulle sende sejl, tove, beg, værk, et kompas, og hvad der ellers kunne bruges til to brigantiner (dvs. et mindre sejlskib, tillige til at ro, med eet dæk og tiltaklet som en brig), der skulle sejle på Mexiko søen. Dette sendte Sandoval ham straks, ganske overensstemmende med hvad der var befalet ham.

Vor feltherre var jo i alle henseender meget om sig, og da han nu var bange for, at Montezuma i sit fangenskab skulle føle sig ulykkelig over at være indelukket og arresteret, passede han på hver dag, når han havde holdt bøn (for dengang havde vi ikke vin til at højtideligholde messen med) at gå hen og gøre ham sin opvartning; med ham fulgte fire kaptajner, og det var da især Pedro de Alvarado, Juan Velasquez de León og Diego de Ordás. De spurgte meget høflig til Montezuma's befindende og bad ham befale hvad han ville, det skulle altsammen blive gjort, og han måtte endelig ikke være ked af sit fangenskab. Han svarede, at han glædede sig tværtimod over at være fangen, for vore guder havde jo givet os magt dertil, eller hans Huichilobos havde tilladt det. Det ene ord tog nu sådan det andet, og så fik man ham da også forklaret mere vidtløftig hvad der angik vor hellige tro og om kejserens, vor herres, store magt. Undertiden spillede Montezuma totoloque med Cortés; det er et spil, som de kalder således og som spilles med nogle små, glatte kugler af guld, der er indrettede til det spil; dem kastede de temmelig langt med efter nogle små skiver, der også var af guld; og efter nogle kast, der afmærkedes med fem streger, vandt eller tabte man indsatsen, nemlig nogle guldsager eller kostbare juveler. Jeg kan huske, at Pedro de Alvarado markerede for Cortés, og den store Montezuma havde til markør en af sine nevøer, en fornem herre, og at Pedro de Alvarado altid gav Cortés en streg mere, end der tilkom ham. Da Montezuma så dette, sagde han med munter latter, at han ikke ville have, Tonatio - sådan kaldte de Pedro de Alvarado - skulle markere for Cortés, for han begik megen ixoxol, når han markerede; det vil sige i hans sprog, at han løj, at han altid gav ham en streg for meget. Cortés og alle vi soldater, der holdt vagt dengang, kunne ikke bare os for latter, over hvad den store Montezuma sagde. Nu vil man sige: hvorfor lo vi sådan over det ord? Jo, det var fordi Pedro de Alvarado, som jo forresten var en smuk mand og havde gode manerer, var altfor slem til at lade tungen løbe af med sig, og da vi kendte hans væsen i så henseende, lo vi så meget derover. Hvad forresten spillet angår, så plejede Cortés altid, når han vandt, at give klenodierne til Montezuma's nevøer og hofmænd, der opvartede ham; men når Montezuma vandt, fordelte han det iblandt os soldater, der holdt vagt, og han var endda ikke tilfreds med at give os dette, når han spillede, men han forærede os ovenikøbet hver dag gaver, både guld og tøj, såvel til os som til vagtkommandøren, der dengang var Juan Velasquez de León. Denne Juan Velasquez viste sig i alle henseender som en stor ven af Montezuma og meget opmærksom imod ham. Jeg kan også huske, at engang var der en soldat på vagt, som var meget stor af krop, en meget rask karl, vældig stærk - han hed N N. de Truxillo og var sømand; når turen til at holde vagt om natten var kommet til ham, så tog han sig så lidt i agt,at han (det være sagt med behørigt hensyn til de herrer læsere) gjorde noget der ikke var pænt. Det hørte Montezuma, og da han jo var konge der i landet og stolt af sin værdighed, anså han det for uopdragent og uforskammet at gøre sådan noget, hvor han kunne høre det, og ikke have respekt for hans person. Han spurgte da sin page, Orteguilla, hvad det var for et uopdragent svin, og han svarede, at det var en mand der plejede at fare til søs og ikke forstod sig på dannelse og pæne manerer. Tillige fortalte han ham om hvilken stand hver enkelt af os soldater, som var tilstede, hørte til, hvem der var caballero, og hvem der ikke var det, og han fortalte i det hele altid Montezuma mange ting, som denne ønskede at vide. Men for nu at vende tilbage til vor soldat Truxillo, så lod Montezuma ham kalde, så snart det blev dag, og sagde til ham, at siden han nu ikke var mere dannet end at han ikke viste ham tilbørligt hensyn af agtelse for hans person, så bad han ham lade være med det en anden gang og lod ham give et guldsmykke, der var fem pjastre værd. Truxillo brød sig ikke det mindste om hvad han havde sagt, men næste nat gjorde han det med vilje igen, for han troede, at han altid ville give ham noget. Så lod Montezuma vagtkommandøren Juan Velasquez det vide, og denne befalede straks, at Truxillo ikke mere skulle holde nattevagt, og gav ham en ordentlig straffetale. Det hændte også, at en anden soldat, der hed Pero Lopez, en dygtig armbrøstskytte, ikke meget kløgtig af sig, men kraftig af legeme, holdt vagt hos Montezuma. Han stod og talte med en sergent, om det var på tide at trække på vagt eller ej, og sagde da: »Gid fanden havde den hund; jeg har fået så ondt i min mave ved altid at holde vagt over ham, at jeg er nær ved at krepere.« Montezuma hørte disse ord, og de gjorde ham hjertelig ondt; og da Cortés kom for at gøre ham sin opvartning, fik han det at vide og blev så forbitret derover, at han lod Pero Lopez piske i vort kvarter, så god soldat han var. Fra den tid holdt alle soldaterne, hvem det tilkom, deres vagt under stor tavshed og under iagttagelse af alle former; mig og nogle andre soldater af os, som stod vagt hos ham, behøvede han dog ikke at befale at opføre os anstændig lige overfor denne store kazik. Han kendte os godt allesammen, vidste vore navne, ja endog vore stillinger, og var så god, at han gav os allesammen smykker, og nogle gav han kapper og smukke indianerinder. Jeg var jo dengang ung, og når jeg var på vagt hos ham eller kom forbi ham, så tog jeg altid min stormhue af for ham. Pagen Orteguilla havde endda sagt ham, at jeg to gange havde været på opdagelsesrejse i Ny-Spanien førend Cortés, og jeg havde talt med Orteguilla, om han ikke ville bede Montezuma være så venlig at give mig en smuk indianerinde. Da Montezuma fik det at høre lod han mig kalde og sagde: »Bernal Diaz del Castillo! Man har sagt mig, at i er motolinea (dvs. fattig) på guld og klæder; nu vil jeg i dag forære jer en smuk pige, men i må behandle hende godt, for hun er datter af en fornem mand, og der skal også blive givet jer guld og kapper.« Jeg svarede ham med megen ærbødighed, at jeg kyssede hans hænder for den store nåde, og at gud, vor herre, ville give ham løn derfor. Han spurgte da pagen, hvad det var, jeg havde svaret, og han gengav da mit svar. Montezuma sagde så: »Bernal Diaz må have et ædelt sind.« Han vidste nemlig alle vore navne, som jeg allerede har sagt, og han befalede, at man skulle give mig tre guldplader og to pakker tøj. Det vil vi nu ikke tale mere om. Men om morgenen, når han havde holdt bøn og ofret til afguderne, spiste han ganske lidt til frokost, og det var ikke kød, men rødt peber, og var derefter beskæftiget i en time med at høre på retssager mellem kaziker, der kom til ham langt borte fra. Jeg har allerede før sagt i det kapitel, der handler derom, hvordan de kom ind, når de skulle føre deres sager, og hvor ærbødige de var imod ham, og hvordan der på den tid bestandig var tyve gamle mænd, som var dommere, tilstede hos ham for at afgøre sagerne; men da det allerede er berettet, så vil jeg ikke berette det igen. Vi fik dengang at vide, at af de mange kvinder, som han havde til friller, giftede han nogle bort til sine høvdinger eller til fornemme herrer, som han særlig yndede; han gav tilmed nogle bort til vore soldater, og hun, som jeg fik, var også en af disse damer; det kunne man også se på hende. Hun kom til at hedde Doña Francisca. Sådan gik altså hans liv hen, og undertiden lo han, men til andre tider tænkte han på, at han var fange. Jeg vil nu her sige, uagtet det ikke ligefrem hører med til vor fortælling, men der er nogle videbegærlige personer, som har spurgt mig derom, hvor det kan være, at Cortés lod den soldat piske, som jeg har talt om, bare fordi han kaldte Montezuma for en hund, og det endda ikke i hans nærværelse, skønt vi var så få soldater, som vi var, og hvad indtryk indianerne fik deraf. Hertil siger jeg, at dengang optrådte vi altid med megen høflighed overfor den store Montezuma endog Cortés selv, og vi tog vore våbenhuer af for ham, dem vi altid gik med, og han var så god og så hensynsfuld, at han viste os allesammen megen ære; foruden at han var konge over Ny-Spanien, så fortjente hans person og sindelag al højagtelse. Og når man så desuden tænker rigtig over sagen, hang jo vort liv så at sige i et hår; han behøvede jo blot at befale sine undersåtter at fri ham ud af fængslet og angribe os. Vi så altså hans kongelige fremtræden og hans gavmildhed, og vi så også, at han stadig havde en mængde fornemme mænd som følge hos sig, og at der kom mange andre fornemme mænd fra fjerne lande, og at han holdt så stort et hof, og at han stadig gav et stort antal mennesker mad og drikke, ganske ligesom dengang han ikke var fængslet. Alt det betænkte Cortés, og derfor blev han meget forbitret over, at han havde sagt sådan et ord om ham, og så snart han fik det at vide, befalede han straks i sin vrede, at han skulle lide den straf, som jeg har nævnt; den var vel anvendt. Imidlertid kom der nogle indianere fra Villa Rica med de to svære jernkæder, som Cortés havde ladet grovsmedene lave. De bragte også alt hvad der hørte til brigantinerne, som jeg har sagt; og så snart det var kommet, lod man den store Montezuma underrette derom. Nu skal jeg fortælle, hvad der så skete.

Da nu redskaberne til brigantinernes udrustning var kommet, underrettede Cortés den store Montezuma om, at han ville bygge to små skibe til at foretage lystsejlads med på søen, og bad ham befale sine tømmermænd at hugge tømmeret til og at arbejde sammen med vore skibstømrere, som hed Martin Lopez og en vis Andres Nuñez. Eftersom der fandtes egetømmer omtrent fire mil derfra, blev det hurtig hentet, og modellen blev gjort. Da der var mange indianske tømmermænd, blev de hurtig byggede, kalfatrede og tjærede, og takkelagen og sejlene blev anbragte, svarende til deres størrelse og mål, og et solsejl i hver af dem. De viste sig at være så gode og sejldygtige, som om de havde stået en måned på beddingen; for Martin Lopez var en meget duelig skibsbygger, og det var ham, der byggede de tretten brigantiner, som vi brugte, da vi skulle erobre Mexiko, som jeg siden skal fortælle; han var også en god soldat i krigen. Det vil vi nu foreløbig lade fare. Montezuma sagde så til Cortés, at han gerne ville begive sig til sit tempel for at holde ofring og opfylde sin pligt imod sine guder ved at forrette sin andagt, men tillige for at hans høvdinger og hofmænd, især nogle af hans nevøer, som hver dag kom og sagde til ham, at de ville befri ham og angribe os, hvortil han svarede, at det var hans lyst at være hos os -, for at de altså skulle blive overbeviste om, at det var som han havde sagt til dem, og at deres gud Huichilobos havde befalet ham det, sådan som han allerede før havde fået dem til at tro. Med hensyn til den tilladelse, han bad om, sagde Cortés til ham, at han måtte passe på ikke at udsætte sig for at miste livet; dersom der skulle opstå nogle misligheder, eller han skulle falde på at befale sine høvdinger og papa'er at befri ham eller anfalde os. Så sendte Cortés i den anledning nogle officerer og soldater, der straks skulle støde ham ned, når de mærkede, at der var noget i vejen fra hans side. Forresten sagde han pænt farvel, men han måtte ikke ofre nogen mennesker, for det var en stor synd imod vor sande gud, nemlig ham som vi havde prædiket, og der stod vore altre og Vor Frues billede, som han jo kunne holde bøn for. Montezuma svarede, at han ville ikke ofre en levende sjæl, og så begav han sig bort i sin kostbare bærestol, ledsaget af store kaziker med megen pragt som sædvanligt; foran ham bæres hans insignier, det var ligesom en stav eller stok, til tegn på, at der kom hans kongelige person, ligesom det nu sker med vicekongerne i Ny-Spanien. For at passe på ham fulgte der fire af vore kaptajner med, som hed Juan Velasquez de León, Pedro de Alvarado, Alonso de Avila og Francisco de Lugo, tillige med halvandet hundrede soldater; desuden fulgte pateren af Merced-ordenen med os for at hindre ham i ofringen, hvis han ville ofre mennesker. Da vi nu var på vej til Huichilobos' cu og vi var kommet nær til det fordømte tempel, befalede han, at man skulle løfte ham ud af bærestolen, og han blev derefter båren på sine nevøers og nogle andre kazikers skuldre, til han var kommet hen til templet. Jeg har allerede tidligere fortalt, at når han blev ført igennem gaderne, måtte alle de fornemme herrer fæste deres øjne på jorden og ikke se ham i ansigtet. Da han var nået hen til trinene, som førte op til det højest beliggende tempel, stod der en del papa'er og ventede på ham for at understøtte ham ved opstigningen. Men allerede den foregående aften havde de ofret fire indianere, og det hjalp ikke det ringeste hvad vor feltherre sagde ham eller hvad munken prædikede for ham: han ville ofre både voksne mennesker og børn, og vi kunne dengang ikke andet end lade, som om vi fandt os deri, for der var megen urolighed i Mexiko og i andre store byer, hvilken Montezuma's nevøer havde opvakt, som jeg senere hen skal berette. Så snart han havde foretaget sin offerhandling, hvad der ikke varede længe, begav vi os tilbage til vore kvarterer sammen med ham. Han var i meget godt lune og forærede straks os soldater, som havde været med ham, nogle guldsager. Nu nok herom; jeg skal nu fortælle, hvad der videre hændte.

Så snart de to brigantiner var byggede færdige og satte i vandet og deres takkelage og master opsatte, og da deres kongelige og kejserlige flag var hejste, og der var udvalgt sømænd til at besætte dem, prøvede de dem både med årer og sejl; de viste sig da at være meget gode sejlere. Da Montezuma havde fået dette at vide, sagde han til Cortés, at han gerne ville tage på jagt ud på søen, til en klippeholm, som var indhegnet, og hvor ingen måtte holde jagt, hvor fornemme de så end var, under dødsstraf. Cortés sagde til ham, at det kunne han så gerne, men a