Indhold på denne side: Germanerne * * Vandalerne * * Goterne * * Sveberne, Markomannerne, Kvader og Cherusker * * Friserne * * Belgerne * * Bayerne * * Baskerne * * Auvergnaterne * * Burgunderne * * Frankerne og Merovingerriget * * Langobarderne * * Sakserne * * Angelsakserne * * Slaver og Madjarer * * Normannerne * *  Lensvæsenets fremkomst * *

Skift til: Romerriget (I) * * Romerriget (III) * * Habsburgerne (IV) * * Danerne

Historisk Atlas til perioden

Indledning: Medens der i Centraleuropa herskede en urnemarkskultur i 1700 f. Kr. lå det Pondiske riges indflydelse og den pondiske bronchealder i et bredt bælte fra Sortehavskysten til skovene nord for Dnepr og fra Don til Donau, som omfatter det meste af vore dages Ukraine og Krim med udløbere i Rumænien og Ungarn. Disse pondiske landskaber dannede et fladt græsningsland, der fra naturens side egnede sig til kvægbrug, men muliggjorde også fastboende landbrug. Her var mindre tørke end på den asiatiske steppe. Sydvestpå lå Trakernes rige. Men fra de pondiske landskaber kom de forskellige nomadiske forbund ridende for at erobre de fastboende bondesamfund. Udviklingen af et stabilt landbrug i de østeuropæiske skovområder blev derfor hele tiden hindret af steppefolkenes indtrængen fra Asien. De mest kendte af disse steppefolk i nyere tid var Hunnernes angreb i det 5. århundrede e. Kr., der igangsatte hele Romerrigets fald og vendte op og ned på den Germanske verden. Medens de Teutoniske stammer flygtede ind over Romerrigets grænser, oprettede Hunnerherskeren Attila et rige på den anden side af Donau, hvorfra hele Centraleuropa blev styret. I det 6. århundrede drev så Avarerne sig frem gennem Østeuropa og etablerede deres herredømme over de Slaviske befolkninger. I det 7. århundrede hjemsøgte det Bulgarske rytteri sletterne i Pannonien og på den anden side af Donau. I det 9. og det 10. århundrede var det Magyariske ryttere, der fra deres højborg i Østeuropa lagde hele landområder øde. I det 11. og det 12. århundrede røvede Petjenegerne og Kumanerne efter tur Ukraine, Balkanlandene og Karpaterne. I det 13. århundrede løb de Mongolske hære Rusland over ende og knuste den polske og ungarske modstand. Efter at Mongolerne havde overvintret ved porten til Vesteuropa vendte de om for at hærge Balkanlandene på deres vej tilbage til Asien. Den gyldne Horde, en tyrkisk udløber af Djengis Khans skarer, slog sig ned nær Det kaspiske Hav og i de følgende 150 år var Rusland under Den gyldne Horde. I det 8 århundrede drog Normanderne (vikingerne-vargærerne) i leding. Efter tre århundreder med oversøiske søangreb og bosættelser sluttede vikingernes ekspansion med det norske angreb på England i 1066, hvor den tidligere væringeleder i Byzans, Harald Haarderaade, blev besejret og dræbt ved Stamford Bridge. Det var et dansk samfund i det fremmede: Normannerne, der sejrede. Men ved Fodevig i Skåne i 1134 viste tyske lejetropper deres styrke ved at anvende tungt rytteri. Her faldt danskheden for svig. For at gennemføre oprustning, blev danske bønder ejendomsløse ved at tronkræverne gennemtvang de kristne ideer, som sydpå havde lagt grunden for det sejrrige rytteri. Men også Valdemar II Sejr blev besejret af en hær af nordtyske fyrster ved Bornhøved i 1227.

Bastarnerne er sandsynligvis udvandret fra Skandinavien i 700 f.Kr., men de boede ved øvre Wisla (Vistula eng., Weichsel,tysk), der med sine mægtige bifloder i Polen, når ned til Tjekkiet) i 300 f.Kr.. I perioden 230-200 f. Kr. drager Bastarnerne og Skiringerne ned mod Sortehavet. I 170 f.Kr. kæmper de under deres høvding Cotto mod Dardanerne ved Donau. I perioden 63 f.Kr til14 e.Kr. var Bastarnerne bosat mellem Karparterne og Donau, og de kæmpede mod romerne i den store Markomannerkrig 166-180 e. Kr.. Langobarderne skal også være udgået fra Skandinavien meget, meget tidligt (1.000 f.Kr. ?). Goterne udvandrede fra Skandinavien i perioden 300-150 f.Kr. og slog sig også ned ved floden Weichsel (Polen). De etablerer ReidGotaland, der betyder "Goternes rede" ved Gdansk och Gdynia, og dette rige har været et mægtigt rige fra Østersøen til Sortehavet. Semnonerne var i 174 f. Kr. brudt op fra Oder egnen og omkring år 100 f.Kr. var de nået til Thüringen. Kimbrerner, Teutonerne og Ambronerne går sydpå i 120 f.Kr. og besejrer romerne i ved Noreia (Kärnten) i 113 f.Kr.. Og Irerne kan føre en kongerække tilbage fra 1.700 f.Kr. med de "spanske" kong Heber og Heremon.

Men Cæsar (100-44 f.Kr.) drager nordpå over floden: Rubicon i nordItalien med sine romerske besættelsestropper, og Cæsars militære felttog startede med sejr over Helveterne i 58 f.Kr.. Samme år sejrer Cæsar over Sveberen Ariovist i Alsace. Belgerne taber til Cæsar i 57 f.Kr. og Aqvitanerne i 56 f.Kr. Derefter drives Usipeterne og Tenktererne tilbage. I 55 f.Kr. invaderer Cæsar Briterne. I 54 f. Kr. gør Eburonerne under Ambiorix, samt Nervierne og Treverne, men Cæsar knuser dem i 53 f.Kr. Men nu gør Gallerne oprør under deres leder Vercingetorix. Men i året 51 f.Kr. har Cæsar erobret hele Gallien og indtager det område vi i dag kender som Frankrig. Det er Cæsar, der som den første nogensinde opdelte det nordvestlige europæiske kontinent i to geografiske områder, som han navngav henholdsvis Gallien og Germanien, og lod Rhinen danne grænsen mellem dem. Cæsar opfandt ved denne lejlighed altså både begreberne: Germanien og Gallien, såvel som befolkningsbegreberne: Germanerne og Gallerne (Kelterne) - (begrebet: Europa, var ikke opfundet endnu). Det skete vel efter det romerske princip - del og hersk. Samtidig reducerede Cæsar Kelterne til kun at omfatte befolkningen i det centrale Gallien, selvom Gallien bestod af tre landområder, og Cæsar skriver, at i det ene landområde boede Belgerne, i det andet Aqvitanerne, i det tredje Kelterne. Dermed blev de etniske grupper i Gallien af Cæsar alle under ét kaldt: Gallere. Floden Garonne dannede grænse mellem Aqvitanerne og Kelterne, - floderne Matrona og Sequana dannede grænsen mellem Kelterne og Belgerne. Cæsar skelnede heller ikke mellem de forskellige stammer i Germania, da han navngav alle stammerne som Germanere. Samtlige folkestammer mellem Kelterne (Gallerne) i vestEuropa og Skyterne i øst (sydRusland) kaldte Cæsar for Germanere. Germanerne placerede Cæsar på Rhinens højre side, selvom der ikke var belæg for at bruge Rhinen som grænse mellem folkestammerne, fordi floderne altid forbinder folk og kulturer. Belgerne fortalte nemlig selv, at de nedstammede fra en stamme med navnet: Germanerne i Cæsar´s Germanien. Cæsar nævner navnene på en række folkestammer i sin bog: Gallerkrigen. Både Belgerne og Helveterne skulle i den tid forsvare sig mod Germanerne, skriver Cæsar. Men hvad der ligger til grund for at kalde dem Germanere ved vi ikke, ligesom vi ikke ved hvad ordet betyder. På latin betyder Germani »de ægte«. På den vestlige Rhin-bred i Belgien lå folkestammerne Condruser, Euburoner, Cæruser og Cæmaner, som fortalte Cæsar, at de nedstammede fra Germanere i Germanien. Tungrerne var de første der gik over Rhinen mod vest og fordrev Kelterne dér. Det var Cæsars skyld, at Skandinavien på lang sigt blev opfattet som en del af Germanien og befolkningen som Germansk, selvom det for Cæsar og samtidige romere var ukendt hvor Germaniens nordlige grænse befandt sig. Kimbrerne og Teutonernes historiske vandring fra Noricum (Østrig) mod Romerriget i årene 113-105 f.Kr. beskrives nu som Germanske. Kimbrernes daværende konge: Boiorix er dog et Keltisk navn. I den gamle græske etnografi var Kimbrerne og Teutonerne også Keltiske folkestammer. Germanien var altså en geografisk betegnelse, skabt af Cæsar, fordi Germansk sprog først kendes efter og fra år 200 e.Kr.. Den græske historieskriver: Poseidonius, skriver omkring 80 f.Kr., at Avernerne er en sydKeltisk stamme med konge. På Cæsars tid havde Kelterne i Gallien byer med forsvarsanlæg, håndværkere med værksteder, møntprægere, m.v.. Germanerne havde imidlertidig kun landsbyer. Men der var også samtidig Keltere på højre Rhin-bred, opdagede Cæsar, efterhånden som han kom frem. Sveberne kunne ellers være blevet fællesbetegnelsen på alle folkeslag i Germanien, thi Svebernes hærfører: Arovist, førte i 71 f.Kr. forbundet af Sueverne (Sveberne) til Gallien. Og nu omkring år 60 f.Kr. omtaler Cæsar Sveberen Ariovist som historiens første Germanerhøvding. Svebernes hovedstamme var Semnonerne, der i 174 f. Kr. var brudt op fra Oder egnen og omkring år 100 f.Kr. var de nået til Thüringen, og lidt senere til Swaben. Det er Cæsar, der vælger at kalde dem for Germanere. Kelterne skildres som barbarer og Germanerne som vilde og primitive. Germanerne dyrkede jo solen, ilden og månen, og ikke guddommelige menneskeskikkelser som, Grækerne, romerne og Kelterne gjorde. Men Cæsar´s troværdighed er ringe, fordi han overfor romerne ville skabe fordomme og fjendebilleder. Også Cæsars fremstilling af Germanernes levevis, kost, klædedragt og agerdyrkning er forkert. Mange »Germanere« må være efterkommere af Kimbrerne og Teutonerne, og navnet Ariovist er også Keltisk. Germanernes dyrkelsen af hermafroditten: Tuisto, menes at have lagt navn til stammerne: Marser, Gambrivier, Sveber og Vandilier. Grækeren Strabon (63.f.Kr.-21 e.Kr.) kalde også Germanerne for Keltere. Så romerne er ganske upålidelige overfor fremmede folkestammer. Markomannerne, bliver derfor kaldt en betydelig vestGermansk stamme, der oprindelig var bosat mellem øvre Main (Rhinens længste biflod) og Donau siden år 100 f.Kr. Markomannerne nævnes første gang af Cæsar, idet de kæmpede i Ariovist´s Svebiske hær der rykker ind i Gallien i 58 f.Kr., og hvor Ariovists led nederlag mod romerne. Markomannerne trængte sig frem i sydøst og sydvest og mødte de Keltiske naboer: Bojerne i Böhmen. Trykket fra Markomannerne medfører at Bojerne i Böhmen går over Donau i 58 f.Kr. og drager mod Gallien. Nogle Markomannerne bosætter sig vest for Böhmen. Da romerne således for første gang havde mødt de »Germanske stammer« på Cæsars tid, var Germanerne fastboende landbrugere med en økonomi, der fremfor alt var baseret på kvægavl. Germanerne kendte ikke til privat ejendomsret til jord, og ingen har et fast mål jord eller bestemte grænser. Denne iagttagelsen må være gjort hos Sveber-forbundet (Markomannerne m. fl.), der menes at have over 100 herreder med krigere. Hvert år afgjorde de ledende mænd i en lokal stamme, hvilken del af den fælles jord, der skulle pløjes, og uddelte afsnit af jorden til slægterne, som dyrkede og tilegnede sig markerne kollektivt, og de kollektive omfordelinger forhindrede, at der opstod store uligheder i rigdom mellem klaner og husholdninger, selvom hjorde var privateje og udgjorde de ledende stammekrigeres rigdom. Der var ikke i fredstid høvdinge med magt over et helt folk. Militære høvdinge valgtes kun i krigstid. Mange af klanerne og slægterne var stadig moder-dyrkere. Hvert folk i Germanien hævdede sit eget landområde og søgte at holde det adskilt fra nabofolkene ved bredest mulige ødemarker. Cæsar har ikke nærmere forklaret jordbyttet, som Cæsar i øvrigt fandt underligt, og han har selv udspurgt Germanerne om grundene til den årlige omflytten. Svarene var dels, at Germanerne frygtede, at de ved fast agerbrug og faste boliger ville gå tilbage i hårdførhed og krigerskhed, og dels at de rige i stammen ellers ville fortrænge de fattige. Med den ordning som de havde etableret, kunne den jævne mand tilfredsstilles ved at se, at han havde lige så meget som den mægtige. Vi må dog gå ud fra, at det som Cæsar har set, i virkeligheden ikke har været andet end den ombytning af agerjord, som foregik, hvor jordbruget var organiseret landsbymæssigt. Brakmarker har der været, og vekslende dyrkning af kornsorter, m.v.. Deres religion skildres af Cæsar som en ren naturdyrkelse, idet Germanerne kun skal have dyrket synlige magter, navnlig solen, ilden og månen. Men romerne havde jo også en solreligion….. Cæsar´s efterfølger var kejser Augustus’ (Octavian 63 f.Kr-14 e.Kr.). Den romerske feltherrer Marcus Vipsanius Agrippa (63f.Kr.-12 f.Kr.) var statholder i 39/38 f.Kr. og forflyttede Ubrierne fra den østre Rhinbred til den venstre Rhinbred, og her dannedes grundlaget for byen: Köln, der senere i 50 e.Kr. kaldes Colonia Cladia Ara Agrippinensium. Et forbund af Sigambrerne, Usipetere og Tenktere besejrede i 17 f.Kr den romerske statholder Lollius. Den romerske feltherre Drusus (38 f.Kr.-9 f.Kr.) førte i 15 f.Kr. et felttog ind i Rætia og Noricum og gjorde landområderne til to romerske provinser. (Noricum, dvs. Østrig, og navnet Østrig, kendes fra 996). Wien og andre byer stammer fra romertiden og Augustus’ sikrede Romerrigets grænser med erobringer af Dalmatien, Ægypten, nordSpanien og grænseegnene mod Donau. På et areal af 2300 kvadratmil, kendte man mindst 23 folk, og efter deres levevis kan de gennemsnitsvis knap have talt mere end 20-30.000 mennesker. De enkelte folk bestod ofte af flere stammer, og hver stamme delte sig atter i slægter (på tysk: Sippe), hvis medlemmer følte sig fast sammenknyttede ved blodets bånd. De bebyggede dele af Germanernes lande var oprindelig slet ikke godt opdyrkede. Her lå megen jord helt udyrket, enten skovbevokset eller som græsgange. Agerbrug var kendt helt fra den yngre stenalder, men stod endnu i folkets næring tilbage for kvægavlen, medens også jagten havde betydning. Den dårlige udnyttelse af jorden medførte, at det enkelte folkeområde let blev utilstrækkeligt for den tiltagende folkemængde, og følgen var stadige udvandringer. Undertiden kunne endogså et helt folk sætte sig i bevægelse for at søge nyt land, og denne relativt løse tilknytning til jorden fremkaldte hos romerne den opfattelse, at Germaner endnu nærmest levede i nomadetilstand, selvom dette ikke var tilfældet. Deres huse var også meget enkle, oftest lette fletværks eller træbygninger, som det intet »kostede« at forlade, eller som de endog kunne føre med sig på vogne, således som det er fortalt om Kimbrerne og senere om Goterne. Markomannerne der boede vest for Böhmen blev også påført et stort nederlag i år 15 f.Kr. af den romerske feltherre Drusus, der derefter overlader landområdet til Hermundurerne. I perioden 12-9 f.Kr. underkuer Drusus Friserne, Bataverne og Chaukerne. Også Brukterne, Chatterne og Cheruskerne angribes. Bataverne (Hollænderne) boede ved Rhinens nordlige munding, og samme år anlagde romerne en militær lejr ved Xanten (Haltern-Vetera), der var et brohoved i erobringskrigen mod Germanerne. Marcus Vipsanius Agrippa sejrer over Pannonierne i 12 f.Kr. Drusus kæmpede ved floden Lippe mod Sigambrerne, Usipeter og Tenktere og i 10 f.Kr. kæmpede han mod Chatterne. Brukterne boede mellem Ems og Ruhr. På den tid ville romerkejser Augustus’ også fremskyde den romerske grænse til Elben. Men det mislykkedes, og romerne opgav dermed at føre grænsen frem fra Rhinen til Elben. Markomannerne under ledelse af kong Marbod vandrer over floden Main og slog sig ned i Böhmen i perioden 9-2 f.Kr., hvor de grundlagde et Svebisk rige. Sveberne var en fællesbetegnelsen for et forbund af flere forskellige folkestammer, helt op til nordvest Germanien til Elben, og forbundet bestod af Markomanner, Semnonerne, Kvader, Langobarder, m.fl.. En del Svebere ofrede til guden: Isis.

Men i 4-6 e.Kr. mente romerne, at deres interesser var truet af Markomannerne. Kejser Augustus’ sendte derfor en romersk hær mod Markomannerne på 74.000 soldater, men der udbrød uro blandt soldaterne, da Pannonierne gør oprør. Tiberius sluttede fred med Markomannerne, og indgår forlig med Cheruskerne og Langobarderne. Men Pannonien bliver en romersk provins i 6-9 e.Kr.. Tiberius´ afløser som statsholder i Germanien blev Quinctilius Varus. Chatterne og Cheruskerne m.fl. gik nu i forbund mod de romerske angreb. Cheruskeren: Arminius (Armin) (16 f.Kr.-21 e.Kr.) der havde gjort tjeneste i den romerske hær, fik lokket den romerske statholder: Varus i baghold, og Arminius tilintetgjorde tre romerske hære på ca. 30.000 mand i Teutoburgerskoven (tidl. Osning) i nordvestTyskland (Kalkriese-Osnabrück)) i år 9 e.Kr.. Da Tiberius (42 f.Kr.-37 e.Kr.) bliver kejser sender han sin romerske feltherre Germanicus (15 f.Kr.-19.e.Kr.) i felttog mod Chatterne i 14.e.Kr., og Germanicus sendte 12.000 romerske lejetropper mod Marserne og dræbte dem i et blodbad, samt ødelægger deres helligdom for gudinden Tamfanas. De romerske legioner gør oprør i Pannonien og ved Rhinen. Men Germanicus for slået oprørerne ned. Men nu havde Markomannerne pludseligt indgået forbund med romerne. Derfor gik Cheruskerens høvding: Arminius nu mod kong Marbod i Böhmen og sprængte det Svebiske forbund i 17 e.Kr.. Arminius vandt over kong Marbod i 19 e.Kr., og Marbod blev fordrevet fra Böhmen af høvdingen: Katvalda, der dog i år 20 e.Kr. blev fordrevet af Hermundurerne, - og disse er muligvis Thüringernes forfædre. Men sejrherren over romerne: Cheruskerens høvding Arminius blev så i 21 e.Kr. selv offer for en af romernes intriger. Forskellige tronstridigheder hos Markomannerne medførte at de blev romerske vasaller, og Markomannernes kong Marbod døde i landflygtighed hos romerne i Ravenna i ca. 37 e.Kr. (i nordItalien). Under kejser Claudius (10 f.Kr.-54 e.Kr.), fik Köln status som en romersk koloni (Colonia), samt byen Trier (Treverorum). Kejser Nero (37-68 e.Kr.) havde en feltherre: Gnaeus Domitius Corbulo, - han var veteran i kampene mod Germanerne. Efter Nero blev styrtet og Galba myrdet i 69 e.Kr. udråbte livgarden Otho til kejser. I Köln udråbte Vitellius sig som kejser. Men Vespasian vil være kejser. To romerske feltherrer: Alienus Caecina og Fabius Valens kommer ned i Po-dalen med styrker der hovedsageligt bestod af Galliske og Germanske lejesoldater. Vespasian besejrer Vitellius. Året 69 kaldes »firekejseråret«. Den Bruktiske præstinde: Veleda ved Lippefloden, blev nu sjælen i Bataver-opstanden i 69 e.Kr., og sammen med Belgerne og Bataveren Civilis i spidsen, rystede de hele det Galliske romerrige. Gang på gang var der oprør mod de romerske skatteinddrivelser og rekrutteringspolitiken i provinserne. Civilis kæmpede for et uafhængigt rige »Imperium Galliarum«, men hans forbundsfæller sluttede sig til Vespasian, og efter hårde kampe i 69/70 e.Kr. mod romerne måtte Bataverne indgå fred. Bataverne nåede dog at ødelægge romernes millitære lejr i Vetera (Xanten). Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) omtaler fem Germanske stammer: Vandilierne, Ingævonerne ved Nordsøen, Istiæonerne ved Rhinen, Hermionerne inde i landet og Pecucinerne. De nedstammer fra Mannus. Plinius skriver om Germanerne, at Germanerne har fortalt, at ingen af dem ejer noget jordstykke eller noget landområde, som han kan kalde sit eget. Lederne og »øvrigheden« bestemmer hvert år hvor megen jord der skal tildeles den enkelte familie, og de grupper som har fundet sammen. Året efter tvinger man dem til at flytte andetsteds. Germanerne fortæller, at de med denne bytten om på jord, undgår at der bliver mægtige mænd i stammen, og at de tilstræber, at alle skal være lige og have ens vilkår. De er fælles om jorden, og fællesskabet og solidariteten er det bærende element. Men Germanernes samfundsstruktur blev snart forandret. Handel med luksusartikler over den romerske grænse skabte hurtigt en voksende lagdeling indenfor de Germanske stammer. For at købe romerske varer solgte ledende stammekrigere kvæg eller plyndrede andre stammer for at fange slaver til eksport til de romerske markeder. Plinius den Ældre og Pholemaio's kender også Slaverne, som kaldes Venedi (Vendere). I 74 e.Kr. vinder romerne landet mellem øvre Rhinen og Donau, der blev forbundne med befæstede romerske limes i 83 e.Kr.. Disse limes var dels befæstede forter og lange mure. Den Øvre-Germanske-Rætiske mur blev 548 km lang. Derved indskrænkes Germanernes vandringer og »statsdannelsen« hos Germanerne igangsættes. I 83 e.Kr. fører romerne et felttog mod Chatterne, og ved Donau begynder romerne i 85 e.Kr. at kæmpe mod Dacerne og deres kong Decebalus. Markomannerriget voksede og i år 90 e.Kr. afviste Markomannerne et angreb fra den romerske kejser Domitian (51-96). Romerne kunne nu vanskeligt holde Donau grænsen mod Markomannerne og mod nabostammerne: Kvaderne og Jazyger. Takket Markomannerrigets centrale beliggenhed blev dette rige centrum for Keltiske, Germanske og romerske kulturstrømme, og nogle historikere mener, at oprindelsen til runeskriften skal findes her i Markomannerriget. Den Germanske runeskrift er tydeligvis omdannet fra et eller flere af de klassiske alfabeter, - men oprinder nok fra det Græske alfabet. Omkring år 90 bliver Germanien opdelt i to romerske forvaltningsområder med hovedbyerne: Köln og Mainz. Den romerske historiker Tacitus (ca. 55-120) fortæller 150 år efter Cæsar, at landet: Germanien er afgrænset af Gallerne, af Rhinen og Donau til Ræterne og Pannonierne, og af bjerge til Sarmaterne og Dacerne - andre dele af Germanien afgrænses af Oceanet (Østersøen). Ovre østpå var Sarmaterne et forbund af Jazyger, Roxolaner og Alaner, der kontrollerede store dele af sydvestRusland, dvs. Sortehavsområdet mellem floden Don og over til Kaukasus. På Tacitus tid har romerne i mere end 200 år forsøgt at nedkæmpe Germanerne, men er blevet mødt med voldsom modstand fra de frie Germanske stammer. Aldrig før har romerne mødt så megen modstand i deres ekspansionstrang. Tacitus skriver, at i Britannien, syd for Caledonien (Skotland) boede Silurene, og de var muligvis efterkommere af Ibererne fra Spanien, medens befolkningen i Caledonien er Keltere. Chaucerne ejer vidtrakte områder i Germanien, og er et retfærdigt og berømt folk. Cheruscerne lever ved siden af Chaucerne og Chatterne. Tacitus fortæller om Friserne, at de bliver pålagt at betale skat til romerne, ved at skulle aflevere oksehuder til krigsbehov. Men Friserne kunne ikke levere oksehuder i den størrelse som romerne forlangte, så Friserne blev tvunget til at aflevere okserne, derefter deres marker, og tilsidst deres koner og børn som slaver. Tacitus har også set den samme jordordning og jordomflytten som på Cæsars tid. Medens der på Cæsars tid er en øvrighed eller høvdinger, der råder for den årlige omfordeling af jorden, er det på Tacitus tid landsbymændene selv, som forestår jorduddelingen. På Tacitus’ tid var Germanernes jord ophørt med at blive uddelt slægtvis (klanvis) og fordeltes direkte til enkeltpersoner, medens omfordelingernes hyppighed faldt. Endnu foregik dyrkningen ofte på skiftende steder i et tomt skovterræn, således at stammerne ikke havde noget fast territorialt tilhørsforhold. Cæsar skrev, at hver mand, enten han var rig eller fattig, fik lige meget jord, men på Tacitus tid er der en forskel i forhold til rangen i stammesamfundet. De vidt udbredte stednavne på -leben (på dansk -lev) og på -ingen (eller -ungen) har ofte været opfattede som vidnesbyrd om slægtsbosættelser. Men i det mindste har navnene på -leben, et personnavn som første led, og kan tolkes som udtryk for »storgods«. Men på Tacitus tid har Germanerne et samfund, hvor der fandtes både rige og fattige, høvdinger og undergivne, og muligvis har meget jord været i privat eje, selvom ejeren måske nærmest betragtedes som repræsentant for slægten. Undersøgelse af senere jordbrugsforhold synes at gøre det sikkert, at landsbyordningen var den almindeligste hos de Germanske folk, og Tacitus fortæller, at deres i landsbyer, er hvert hus omgivet af sin tofte (gårdsplads). Samtidig taler han dog om bebyggelsen, som om den skulle være rene enkeltgårde, og det faktiske forhold er, at enkeltgårdsystemet var det rådende i de nordvestlige landskaber (vest for floden: Weser). Tacitus skriver yderligere, at Germanerne havde trælle, og han kan fortælle om, hvorledes frimænd kan blive solgt i trældom, medens de fleste trælle var krigsfanger eller stammede fra krigsfanger. Tacitus påstår, at trællene ikke blev brugt til hustjeneste, men havde hver sin husholdning, dyrkede jord og ydede herren landgilde. Om dette var en almindelig ordning, kan nok være tvivlsomt. Sikkert er det, at de Germanske frimænd selv var ivrige efter at skaffe sig agerjord og lægge hånd på ploven. I Tacitus’ øjne står Germanerne dog fremfor alt som krigere. Deres våben forlod dem aldrig. Vigtigst var et spyd, der var indrettet til både kast og stød. De foretrukne tamdyr var okser, køer, svin, får, geder, heste, hunde, og høns. Og Chatterne og Hermundurerne slås om en saltholdig flod. Germanernes klædedragt var simpel og ofte var det kun en dyrehud, der var sammenholdt af en fibula (et spænde). De fornemme havde dog en fuldstændigere klædedragt, som modsat den antikke klædedragt sluttede nøje til kroppen. Drengene blev tidligt våbenføre og de giftede sig senere, end det var almindeligt hos romerne. Tacitus taler om, at manden købte sin hustru og oftest havde han kun én hustru, og at Germanerne havde et primitivt folks dyder og laster og var gæstfri og ordholdende, men drikfældige og spillegale. Kvinden nød stor agtelse, og utugt straffedes strengt. Om Germanernes åndelige forhold får vi kun lidt at vide. De havde sange om deres krigsbedrifter, som kaldtes bardit (Gallernes troubadurer kaldtes: bardere) og en ejendommelig dans mellem dragne sværd. Tacitus mener, at Germanerne havde virkelige guder, hvoraf han fremhæver: Merkur, Herkules og Mars, der svarende til Wodan, Donar og Ziu, ligesom han fortæller, at syv nordlige stammer i fællesskab dyrkede Nerthus, der på en ø i Oceanet havde en hellig lund. På dette område skulle der da være foregået en frodig udvikling i den mellemliggende tid. »Præsterne« spillede en vis rolle ved folkeforsamlingerne. I ældgamle sange, fortæller Germanerne, at de fejrer hermafroditten: Tuisto, der er født af Jorden, og han fik en søn: Mannus, der er folkets ophav og stamfader. Mannus fik tre sønner, og efter dem kaldtes stammerne nærmest Oceanet for: Ingævoner (Ingwe), Herminoner - Irminoner (Irmin), og Istævoner (Istwe). Germanerne fortæller, at de er børn af jorden i Germanien, og dermed at de og Mennesket har boet dér meget længe. Tacitus fortæller om Hariernes styrke og hvor frygtindgydende denne grufulde dødningehær fra dødens rige er. Semnonerne er det ældste folk blandt Sveberne og har barbariske offerritualer, der har givet dem en høj alder. Svebernes stammeforbund besidder størstedelen af Germanien. På den anden side af de Herkynske skove boede Chatterne. Også Tenktererne omtales. Reudigner, Avioner, Anglier, Variner, Eudoser, Suariner og Nuitoner bor i områder der er beskyttet af floder og skove. Ligbrænding var en naturlig skik. I det Germanske fællesskab træder slægtens betydning stærkt frem, og den stod fast sammen i alle forhold, således at drab f.eks. forårsagede slægtsfejder, og selv i krigen var hæren opstillet slægtsvis. De Germanske høvdinge var vistnok de ældste i slægten, og kongemagten tilhørte ved arv een familie, selvom folket afgjorde hvem af den, der skulle være konge. Til en egentlig adel (riddere) er der endnu kun svage spor, og når en sådan senere fremtræder hos de fleste Germanske folk, er det vist høvdingefamilierne, der efterhånden har dannet en afsluttet kreds og bl.a. opnået en højere drabsbøde. Lige overfor disse få personer der hæver sig over folket, står det brede lag af frimænd. Det er dét, der i politisk henseende giver Germanerne deres særpræg og i romernes øjne gjorde dem så forskellige fra deres naboer: Gallerne. I det hele greb den »offentlige myndighed« kun lidet ind i Germanernes liv. Skatter kendtes ikke. Højst modtog høvdingerne gaver i form af kvæg eller korn. Mindre anliggender afgjordes af konge og høvdinger. Når større sager lå for, kaldtes alle frimænd sammen til en folkeforsamling, og efter at sagen var drøftet, afgjordes den af folket, der udtrykte sit bifald ved at slå våbnene sammen (»våbentag«). På folkeforsamlingen valgtes kongen indenfor kongefamilien, og ligeledes udpegedes her enkelte høvdinger til at drage rundt som dommere. Hver ledsagedes, siger Tacitus, af 100 frimænd, »der på een gang var dem til råd og støtte«. Hvor der ikke fandtes nogen konge, kunne forsamlingen til ledelse af et krigsforetagende vælge en hertug (dux). Hans magt var kortvarig, men yderst omfattende. Ellers var høvdingemagten som regel ringe, men under heldige forhold kunne netop en hertug let opnå arvelig magt og altså blive konge, således f.eks. Ariovist. Et ejendommeligt udslag fik Germanernes krigerånd i hirden eller krigsfølget. Et sådant forhold var almindeligt i Gallien, hvor stormændene foruden livegne også havde et klientel af krigere, - ofte udenlandske krigere, dvs. lejetropper. Disse krigere kaldtes efter Cæsar: soldurii, hvad der synes at være et Germansk ord. Cæsar taler derimod ikke om et sådant klientel af lejetropper hos Germanerne. Men på Tacitus’ tid hvor der er gået 150 år siden Cæsar´s beskrivelser, lever klientellet/hirden fuldt udviklet. Hirden var fast knyttet til høvdingens person: comites, og underholdes af ham, kæmper ved hans side og hævner hans død. Sikkert har dog kun konger og enkelte særligt anselige høvdinger kunne holde et krigsfølge af virkelig betydning. Et arvearistokrati med akkumuleret rigdom sammensatte et permanent råd, som udøvede strategisk magt indenfor stammen, selvom en permanent forsamling af frie krigere stadig kunne forkaste dens forslag. »Halvkongelige« slægter begyndte at dukke op, og herfra valgtes høvdinge, der stod over rådet. Fremfor alt havde hver stammes ledende mænd omkring sig samlet »følger« (en væbnet hird) af krigere til angrebskommandoer, som gik på tværs af slægtskabet i klanenhederne. Disse »følger« rekrutteredes fra »adelen«, der ernærede sig ved afkastet af den jord, der var tildelt dem, og de var adskilt og skulle således ikke deltagelse i landbrugsproduktionen eller i den regulære arbejdsdeling og arbejdsbyrde. Disse væbnede hirder udgjorde begyndelsen til en permanent klassedeling hos Germanerne og en »institutionaliseret autoritet«. Disse tidlige Germanske folkeslags krigerforsamlinger (hirder) var kun forsvarsforanstaltninger mod romernes slaveekspeditioner. Men for at købe romerske varer solgte ledende stammekrigere kvæg eller plyndrede andre stammer for at fange slaver til eksport til de romerske markeder. Den tiltagende handel med anvendelse af mønter havde naturligvis indflydelse på hele livet. Troen på betalingsmidlernes gyldighed og ombyttelighed til fordeagtige vareindkøb var naturligvis nødvendigt. Men vigtigst var imidlertid den udvidede opdyrkning af landet og den dermed følgende vækst i folketallet. De politiske følger ses deri, at stammerne begynder at vokse sammen til store folkeforbund, ofte under helt nye navne: Alemanner, Frankere, Saksere. Herved blev Germanerne tilsyneladende meget farlige for Romerriget -mente man i Rom. Men oprindelig var det jo vitterligt romerne, der ekspandere og trængte sig ind og frem i ikke-romerske områder,- i Kelternes/Gallernes område,- i Belgernes/Germanernes landområde, m.v.. Under de fredelige forhold, der efterhånden indtrådte mellem romerne og Germanerne, blev Germanerne påvirket af romersk kultur. De Germanske Ubier (Agrippinenserne) blev romerske undersåtter og fik en koloni (Colonia Agrippinensis (Köln)) i 39/38 f.Kr.. Ubierne gødede jorden med kalk og mergel. Også andre folk tjente romerne som grænseværnere. Hermundurerne fremhæves som fredelige handelsmænd, der kom langt ind i Romerriget for deres forretningers skyld. Den livlige forbindelse med det østromerske rige kan følges gennem de romerske mønter og produkter, der findes i »Tyskland« og helt op til Norden. Hvor stor betydning denne forbindelse har haft for Germanerne, ses af den mængde latinske låneord, der netop i århundrederne lige forud for folkevandringerne blev optagne i det Germanske sprog, særlig netop ord, der havde med handel at gøre. Landbruget blev fremmet ved kendskab til nye kornsorter og på anden måde. Indflydelsen viser sig også tydelig i håndværk og ornamentik, både i pottemageri og metalarbejde. Men med udgangspunkt i denne påvirkning udvikledes efterhånden en selvstændig kunstform, ornamentik med gengivelse af dyr, hvad enten den nu tog sine oprindelige motiver fra romersk kunst, Keltisk kunst eller fra steppelandene nord for Det Kaspiske Hav og Det Sorte Hav. Men det romerske diplomati opildnede også aktivt til ødelæggende stridigheder mellem stammerne ved hjælp af statsstøtte og alliancer, og med det formål at neutralisere det Germanske pres på grænsen og for at udkrystallisere et lag af aristokratiske herskere, der var villige til at samarbejde med Rom. Således fremskyndede romerne et økonomisk og politisk pres ved handelsudveksling og diplomatisk intervention, en social adskillelse og klasseopdeling og afvikling af de kollektive produktionsmåder i de Germanske skove og hos de Germanske stammer. De folkeslag, der stod i nærmest kontakt med Romerriget, tilegnede sig gradvist romernes sociale og økonomiske klassestrukturer, og fik dermed de største afvigelser fra stammernes traditionelle livsmønster. De romerske historikere efter Tacitus oplyser desværre næsten intet om Germanernes indre forhold, og det bliver derfor vanskeligt at forklare udviklingen af ledelsesstrukturen og det ideologisk/religiøse/politiske grundlag, m.v. i denne tid. Men man skal ikke lade sig narre af de romerske historiefortællere, der blev fulgt op af de kristne røverbaroner… selvfølgelig havde Germanerne, da de kom ind i romernes verdensbillede jo både en selvstændig kultur, love, etc.. Man kan jo bare se på hvordan de meget tidligere fol i broncealderen i Norden havde en veludviklet kultur og livsstil, og på hvordan Kelterne udviklede sig.

Tacitus skriver i 98 e. Kr. i bogen "Germanien" at landet befolkes af en del „svebiske" folkeslag, som bebor den største del af Germanien, og blandt hvilke han nævner Semnonerne (i Mark Brandenborg) og Langobarderne i Lyneborg, hvorpå følger reudignerne, avionerne, varinerne, anglierne, eudoserne, suardonerne og nuithonerne. Om dem alle siger han, at de har „floder og skove til værn". Hans bog kan give os det indtryk, at de sidstnævnte syv folk har boet på den jydske halvø, hvor han betegnende nok ellers kun kender cimbrerne, der havde hjemme i Himmerland og dels i Holsten og Mecklenborg. Tacitus har ikke anet, hvor de enkelte stammegrupper hver for sig havde deres bopæle. Reudignerne kender vi ikke og deres navn burde nok have været gengivet som reudingerne. Om nuithonerne kan vi sige at navnet er fejlskrevet; det skulle i stedet have haft forleddet huit-, hvad det faktisk også har i et enkelt håndskrift. Suardonerne kaldes i forskellige håndskrifter suariner, måske en rigtigere form, som leder tanken hen på Schwerin i Mecklenborg. Varinerne er muligvis en anden Mecklenborgsk lokalitet: egnen øst og nordøst for Schwerin, gennem hvilken det store åløb Warnow flyder ud til Østersøen ved Warnemünde. Avionerne må være afledt af ordet awi, der betyder ø eller kystland. De må derfor antages at have haft hjemme ved Østersøkysten eller på en af de større øer - måske Femern, måske Als. Anglierne ved vi at vi skal placere i det sydlige Sønderjylland, hvor landskabsnavnet Angel fortæller om deres gamle hjemstavn. Nogle mener dog, at anglerne også har boet langt sydligere ved Altmark ved „sveboi angeiloi" øst for langobarderne, dybt nede i Tyskland. Tacitus er imidlertid så usikker i sine angivelser, sådan at han på selv samme kort indtegner langobarderne to helt forskellige steder, hvortil kommer mangfoldige andre fejl. Ja, hans eget kendskab til store dele af etnologien er så ringe, at det samme folk hos ham kan figurere tre, fire gange på kortet, som var der tale om tre, fire forskellige befolkninger. Således opfører han f.eks. varnerne et par steder ved Østersøen og nede i indlandet. Hvad anglerne angår, er det eneste, som kunne pege mod Tyskland, en „lov for angler og varner, det er thoringere", hvis alder ikke kendes, men som de fleste daterer til det 6. århundrede. Det er ikke usandsynligt, at der efter folkevandringstiden hernede ved Thüringerriget har levet forslåede rester af nordligere folkeslag. Enkelte småtræk peger i denne retning, blandt andet sådanne gamle stednavne som Engilin eller Englide ved Unstrut og Werinofeld ved Saale, men dette beviser jo intet om anglernes og varnernes oprindelige bopæle, og lovenes „thoringere" kan lige så vel have boet i det nederlandske Dorringen. Angliere må forudsættes at have haft hjemme i storbygden mellem Flensborg fjord og Slien, og at vi altså ca. 100 år e. kr. for første gang hører dette navn. Navnet forklares ud fra de derværende topografiske forhold. Det må nemlig være afledet af angr, qngr (ældre form angu- eller angwu-), som betyder „snæver", og det indgår i en lang række nordiske fjordnavne: Hardanger, Varanger, Levanger og lignende. Overalt er det snævre fjordløb, man har betegnet på denne måde, og det karakteristiske ved Slien er jo netop dens gennemgående snæverhed. Hvad endelig eudoser angår, som Tacitus nævner, må de utvivlsomt høre sammen med et folk, om hvilket Cæsar havde berettet nogle menneskealdre tidligere, da han skildrede sin kamp med germanerhøvdingen Ariovist. I dennes krigerskare, sagde han, fandtes der både haruder dvs. hardere fra det vestjydske Hardsyssel og edusier eller eudusier (fejlskrevet som sedusier). På Ptolemaios kort møder man „eudusioi", fejlskrevet „fundusioi" i nærheden af „gharudes" dvs. hardere. Eudoserne, eudusierne har måske boet fra Skernådalen i nord til Tinglevegnen i syd, og har fyldt hele mellemrummet mellem harderne og anglerne. Etnisk må de svare til de eutier, euthioner, som vi kender fra det 6. århundrede, og som hos Venantius Fortunatus nævnes sammen med danerne og sakserne. Men eutierne er de samme som vore dages jyder. Muligvis har indbyggerne på Als været kaldt avioner. Det ville være naturligt om et sådant lille samfund, der i geografisk henseende var klart afgrænset, bar sit særlige navn. Det gjorde i hvert fald den isolerede befolkning ovre på den slesvigske vestkyst. At dele af sønderjylland har været kaldt Sillende, ved vi fra angel-saksiske kilder, og netop her anbringer Ptolemaios på sit kort sigulonerne. Sillende og siguloner svarer imidlertid helt til hinanden. Det første er dannet af ordstammen sil- (ældre sih-), som vi kender fra en række gotisk-germanske sprog, og som på nordisk betegner stillestående eller langsomt flydende vand. Det er ikke ualmindeligt i stednavne. Siguloner er dannet af en såkaldt vekselform slg-, som har en ganske tilsvarende betydning. En „sig" er på dansk et lavt sted i marken, hvor vandet samler sig i den fugtige årstid, og at „sige" er det samme som at „sive", at flyde dråbevis. Sigulonerne har da slet og ret været den befolkning, som boede i Sillende dvs. på vestkysten med de nydannede, endnu ubebyggede, regelmæssigt oversvømmede marskenge. Oprindelig har navnet sikkert været båret af dem, der havde slået sig ned på Geestlandet i Hjerpsted og Emmerlev sogne, og tillige af de nærmeste blandt øboerne: sildringerne. Efter al sandsynlighed er selve navnet på øen et minde om de gamle siguloner. Det findes i tidligt middelalderlige kilder skrevet silund, idet -und er en velkendt afledningsendelse, som karakteriserer stedet ved den naturejendommelighed, der har givet anledning til navnets forled. Længere mod syd - på øen För og Amrum - har øerne nok i oldtiden tilsammen dannet et hele, og kan man gå ud fra, at havet yderligere har ranet en del land fra dem. I ønavnet Amrum, hvis gamle skrivemåde er ambrum, ser vi et minde om de ambroner, der ca. 120 f. Kr. sammen med teutonerne og himbrerne begyndte en vandring mod syd. Ved Trenes nedre løb ligger byen Svavsted, hvis navn i 1318 skreves swauestath. Forleddet har altså oprindelig været tostavelses (svave-), og dette antyder sikkert navnet på det folk, som har haft hjemme her: svaverne. Svave- er ejeform (ældre svqfa-), og endelsen -sted fortæller os, at det var her svaverne boede. Det almindelige ord -stadir, finder vi næsten altid sammensat med et personnavn. Det nordiske -stgd, -stød, -stad, betyder en bred, en strand, en landingsplads, ganske som det tilsvarende oldsaksiske -stath og det middelnedertyske -stat, -stede (jfr. tysk gestade). I nordiske navne bruges det flere gange og i Sydslesvig og Holsten træffer vi det i Sehested, Mildsted, Jevensted. Swauestath betyder svavernes landingsplads, svavernes bred.

I det 2 århundrede e.Kr. havde Markomannerne skabt en organiseret stat med kongestyre i det centrale Donau område. I årene 101-105 opretter kejser Trajan (98-117) provinsen Dacia efter at have slået Dacerne. Allerede fra 200-tallet blev de romerske mønter (aureus og sølvdenarer) kraftigt forringet og priserne blev tredoblet. I Britannia byggede romerne Hadrian´s mur i 122-128. Men krigene med romerne begyndte atter i 165 ved floden Donau. I en tid voksede krigene fra grænsekrige til indtrængen i Romerriget. Chatterne angreb romerne i 171. De Svebiske stammeforbunds stadige fremstød mod nordItalien, skulle være baggrunden for Den Store Markomannerkrig i 166-180. Markomannerne i Böhmen, Kvaderne i Moravia i Pannonien og Jazyges fra Ungarn, og mange andre stammer strømmede ind over Alperne, hvor de belejrede byen: Aquileia i østItalien, og derefter Opitergium. De nåede til Verona. Men her mødte de den romerske kejser: Marcus Aurelius (121-180). Der blev oprettet fred i 171 og den oprindelige grænse blev genoprettet, men romerne måtte til gengæld betale penge hvert år til Markomannerne, der lovede at stille lejetropper. Chaukerne boede op til Friserne i nordvest Tyskland, og i 174 angreb Chaukerne byen Trier, men blev slået tilbage. I 178 bryder kampene op igen mellem romere og Markomannerne. Men de Germanske stammer fik lov til at bosætte sig indenfor Romerriget. Både Grækenland, Lilleasien, Ægypten og Spanien blev på denne tid hærget af andre stammer. Den største fare overvandtes dog af de Illyriske kejsere. Germanske beboelseshuse findes afbildede på kejser Marcus Aurelius-støtten i Rom. Det tyske ord »Wand«, er beslægtet med at vinde i betydningen »at flette eller sno«.

Fra det 3 århundrede spredte Germanske stammer sig ved folkevandring atter over Europa og var opdelt i stammer: Angler, Alemanner, Bajuvarer, Bayrere, Burgunder, Daner, Franker, Gepider, Goter, Heruler, Langobarder, Saksere, Sveer, Sveber, Teutoner og Vandaler. Det var især Alemannerne, der var aktive i 213. Fra 213 begyndte Germanerne at gå over de romerske grænser. Ripuarierne havde egne konger siden 200-tallet og boede mellem Rhinen og Maas. I 232 går Markomannerne til angreb på romerne. Goterne angriber i 236. Fra ca. år 250 blev Frankerne den nye alvorlige trussel mod romerrigets grænser. I 251 slog Goterne romerkejser Decius i Thrace og Goterne erobrede Dacien. I 253 slutter Gallus fred med Goterne. Men i 254 trues romerrigets grænser atter af Gotere, Kvaderne og Sarmaterne. I 257 brød Frankiske og Alemanske stammer de romerske grænser ved den Øvre-Germanske-Rætiske mur, og i 260 blev limes-befæstningen mellem Rhinen og Donau gennembrudt, og romerne måtte flygte. Dacien (Rumænien) blev rømmet af romerne. De Germanske stammer kom i stærk bevægelse vestover og sydover. Romernes magt var brudt. 300.000 Gotere angriber og strømmer over romerrigets østlige provinser mod Balkan. I perioden 235-280 blev den romerske kejser udskiftet over tyve gange, hvilket viser, at romerriget var i kronisk krise med galoperende prisstigninger, og i 259 udråbte Postumus sig som kejser af et selvstændigt Gallisk rige. Dette Galliske rige forsatte til 273. Fra 260 blev de romerske sølvmønter hyppigere og kraftigere forringet, p.g.a. de stigende militærudgifter. Frankerne ødelagde de romerske militærlejre i Bonn, Xanten (Vetera) og Krefeld. De Ripuariske og de Saliske Frankere blev lokaliseret øst for Rhinen i 270. Frankerne (Iskavonerne) trængte over Rhinen længst imod nord, Hesserne længere sydpå op gennem Moseldalen, Alemanner, Svever og Kvader besatte Neckar-dalen og Schwarzwald, Markomannerne flyttede fra Böhmen ind i Bajern. Samtidig blev landet mellem Weichsel og Elben forladt, og Slaviske stammer bredte sig senere helt over til det vi senere kalder: Slesvig. Romerne var imponerede over det store tal, hvori Germanerne optrådte. Krigene førte en mængde af Germanerne ind i Romerriget, og de blev optaget i romernes hære og embedsstanden. Mindre afdelinger af Germanerne anbragtes langs grænsen som grænsevogtere, og hele folk kom ind i Romerriget, uden som i tidligere tid at blive romaniserede. Det gælder Frankerne i lavlandet nord for Ardennerne, Alemannerne i Elsass og i det nordlige Schweiz, Vandalerne ved Donau og VisiGoterne fik bolig i Møsien (Serbien/Bulgarien). Den romerske feltherre: Claudius sejrer over Alemannerne i 268 og dræbte omkring 50.000 Gotere i slaget ved Naissus i 269. I 275 blev byen Trier angrebet af Germanerne, og blev hårdt medtaget. Kejser Aurelian (270-75) fordrev Alemannerne ved Placentia, og ved Pavia slog han også Germanerne, så de trak sig tilbage over Alperne. Iuthungierne blev også slået tilbage og forsvinder i de skriftlige kilder i 430. Under kejser Diocletian (284-305) oprettes et soldater og embedsmandsvælde, for at få det romerske rige på fode igen. Han opdelte riget i en østlig og vestlig del, og byen Trier blev regeringscentrum for romerrigets vestlige del.

Da Diocletian træder tilbage i 305 udnytter Germanerne de romerske kriser. Frankerne angriber ved nedre Rhinen og en Saksisk flåde angriber begge sider af den Engelske kanal. Konstantin den Store (280-337 ) i Vesten var så trængt af Germanske stammer, at han sammen med kejser Licinius i Østen indgik et forbund med de kristne ved Milano-ediktet allerede i år 313. Men Konstantin den Store kom op og toppes med kejser Licinius i Østen, om hvem der havde hovedansvaret for Goternes tilstedeværelse på Balkan. To romerske hære tørnede sammen ved Adrianopel og kejser Licinius var færdig i 324. Kejser Konstantin blandede sig i kristenlæren og gav de kristne skattefrihed, samtidig med at de kristne fik fri om søndagen. Ja, sådan købte han sig nye allierede i kampen. Ved et kirkemøde i det østromerske rige i byen: Nikæa (byen ligger i dag i Tyrkiet) i år 325 fordømte præsterne den kristentro, der var udbredt overalt blandt de Germanske stammer. De fordømte den lære, som var opkaldt efter præsten Arius (død i 336) hvis lære (arianismen) bestred, at Kristus er af en anden natur end Faderen og ikke evig, men skabt i tiden (nutiden). Men den godkendte kejserlige kristentro blev Treenighedslæren, der er en teologisk dogmatisk begrebsdannelseslære, om at gud er ét »væsen« (substans) med tre »personer«, Fader, Søn og Helligånd. Treenighedslæren blev dermed fundamental i kristendommen fra 325 og fastslået som dogme, hvor præsterne søger den monoteismen, som jødedommen har og som sidenhen også muslimerne antog i deres politisk/religiøse bevægelse, - til trods for adskillelsen mellem gud herren og Jesus, menneskesønnen, der kan læses ud af evangelierne. Men Treenighedslærens mystiske trosbekendelser var dog for kultiske for folkeslagene og for Germanerne, så de holdt sig til arianismen. Konstantin den Store flyttede hovedstaden til Byzans i år 330, og fra Byzans fik kejser Konstantin rettet økonomien op ved at genskabe en tillidvækkende mønt: den gyldne solidus. Men samtidig var klassesamfundet under udvikling hos de Germanske stammer ved grænserne til Romerriget. Indenfor Romerriget blev der anvendt et stigende antal Germanske lejesoldater i de kejserlige hære. Det romerske diplomati havde traditionelt forsøgt, overalt hvor det var muligt, at omkranse Romerrigets grænser med forter af allierede eller klient-høvdinge, som bevarede deres uafhængighed udenfor de romerske grænser, men som forsvarede romerske interesser indenfor den Germanske verden til gengæld for økonomiske tilskud, handels privilegier, politisk støtte og militær beskyttelse. På samme tid bosattes Germanske flygtninge eller krigsfanger sig på øde jorder som »laeti«, der skulle yde militærtjeneste i hæren til gengæld for deres jordlodder. Mange frie Germanere lod sig frivilligt indrullere i de romerske regimenter, tiltrukket af udsigterne til sold og forfremmelse indenfor den kejserlige militære institution. I Romerriget var al politisk magt samlet hos kejseren, og hans bureaukrati hvilede tungt på hele samfundslivet. Men samtidig var den politiske og ideologiske magt svækket ved den tiltagende økonomiske decentralisation. Samfundet var fredeligt og blev forsvaret af en hær, der stod uden forbindelse med befolkningen, og hæren udgjorde en stadig fare. Hæren udviklede sig selv og blev et helt soldatersamfund. Soldaterne havde deres familier, og på mange steder også deres jord og ejendom. Soldaterne rekruteredes i stedse stigende omfang fra de Germanske provinser. Den romerske senatorstand som skulle holde den romerske kultur og skatteopkrævning oppe, var skarpt adskilt fra folkets hovedmasse. De stavnsbundne coloni på landet var omtrent ligeså ulykkelige som de stavnsbundne håndværkere i byerne. Åndsdannelsen var i stadig nedadgående, og barbariet stak sit hoved frem overalt. De eneste åndsinteresser, der greb dybt, var de religiøse, - og statsenheden var ved at gå itu indefra. Den romerske ledelse kunne hverken tøjle sine egne embedsmænd eller gennemføre sine talløse lovbud. Ude på landet i Romerriget spirede nye klasseopdelte økonomiske udbytningsformer frem, dvs. hovedgården med dens hoveripligttige bønder. Disse bønder søgte i herremanden en Patron, der kunne værne dem mod embedsmændenes udsugelser og vilkårligheder, og mange rigmænd fik nu deres hjem på landgodset og ikke i byen. Hist og her omtales allerede herregårdene som befæstede herregårde. Da den romerske kejser Konstans bliver myrdet i 350, vil Magnentius udråbe et selvstændigt Gallisk rige, men oprøret slås ned i 351. I de følgende ti år angriber Germanerne overalt, men da Julian i 355 blev cæsar over Britannien, Gallien og Spanien, fordrev han Alemannerne, Frankerne og andre Germanske stammer ud af Rhindalens midte. Da Julian tiltræder som kejser i 361 frasagde han sig straks kristendommen, da han så, hvordan de kristne treenighedsdyrkere forfulgte anderledes tænkende. Julian ophævede de kristnes privilegier og skabte en ny Solreligion. Men da kejser Julian allerede døde i 363 foretog de kristne flere massakre på alle anderledes tænkende. I 357 mødte romerske og Germanske hære i et slag ved Strassbourg, og Germanerne tabte, selvom de vel mønstrede 35.000 krigere. Romerne genopretter deres Rhingrænse. Alemannernes høvding: Chnodomar blev taget til fange. I 363 gik Alemannerne atter ind i Gallien, og ved Chalon-sur-Marne, blev de stoppet i et stort slag af en romersk hær, der blev ført af Valentinian I, der grundigt undertrykker Alemannerne de næste 25 år. Men presset forsatte og romerhæren blev langtsomt Germaniseret med lejetropper af Frankere, Gotere og Vandaler, bl.a. som førende romerske generaler: Frankeren: Arbogast; VisiGoteren: Alarik (ca.370-410) Illyrisk hærchef; Vandalen: Stilicho. Midt i det 4 århundrede var en relativt høj procentdel af de Palatinske elitetropper, officerer og generaler af Germansk oprindelse, som var blevet kulturelt og politisk integreret i det centrale Rom og i Romerriget. Frankiske generaler som Silvanus eller Arbogast opnåede rang af øverstbefalende i Vesten. Der var således en vis sammenfletning af romerske og Germanske elementer indenfor selve Romerrigets statsapparat med politisk autokrati, social rang, militær disciplin og gode pengelønninger. OstroGoterne dannede et rige i sydRusland under kong Ermanik, der i 350 gjorde dem til en stormagt. Riget lå på sletterne nord for Sortehavet mellem Tyras og Borysthenes. Men i 372 går Hunnerne over Volga og i 375 besejrer Hunnerne OstroGoterne i sydRusland, og denne sejr sætter gang i folkevandringerne. OstroGoterne drog vestpå til Pannonien (Illyrisk landskab ved Kroatien). VisiGoternes der boede i Dacien (Rumænien) og mellem Donau, Karpaterne og Sortehavet blev påvirket af OstroGoternes indtrængen, og romeren Valens førte da en hær mod VisiGoterne, der var anført af Fritigern. Et stort slag stod i august 378 ved Adrianopel, hvor VisiGoterne vandt. Formodentligt blev 20.000 romerske soldater dræbt i dette slag. VisiGoterne fik af Valens lov til at slå sig ned i Møsien (Serbien/Bulgarien). Da Valentinian II blev dræbt i 392 hed cæsaren over Vesten: Eugenius af Gallien, som ikke var kristen, og som fik sin støtte fra den Frankiske general: Arbogast. Men Eugenius var selvbestaltet, og den østromerske kejser: Theodosius (379-395) drog til Italien for at slå »oprøret« ned. Øst for Aquileia stod et slag i september 394, hvor oprørerne tabte; Eugenius blev halshugget og Arbogast begik selvmord. Hedensk tilbedelse blev igen forbudt, og den østromerske kejser: Theodosius den Store (379-395) gjorde kristendommen til statsreligion. Ved rigsopdelingen af Romerriget i år 395, i et øst- og vestromersk rige, bliver Byzans (Konstantinopel) hovedstad i det vældige og udviklede byzantinske rige med kejser Arcadio (395-408), medens den vestromerske kejser Honorio (395-423) tager sæde i Ravenna (nordøst Italien). VisiGoterne vælger Alarik til konge i 395. Honorio forbyder sine landsmænd at gå i buksedragt (brogen), som Germanerne og Gallerne. Romerne skulle gå toga-klædte.

I år 400 bringer Hunnernes fremtrængen fra øst Romerriget i krise, og Germanerne trængte over den romerske grænse med det formål at opnå jord mod at gøre krigstjeneste. Trykbølgen af mennesker fra Hunnernes invasion var voldsom. Germanerne ville være romerske foederati, og ville overtage hærpligten mod jorduddeling, og de satte deres krav igennem med det gode eller det onde. Vandaler og Alaner bryder ind i Noricum og Rætia. Romerhæren bliver tildels Germansk og lønnes med jord, hvorved den trykkende skattebyrde mindskes. Jorduddelingen måtte betales af den svinerige romerske senatorstand. De fleste af de Germanske folkeslag, som brød ind over Romerrigets grænser i denne periode, var sandsynligvis på 80.000 mennesker, idet Germanerne sjældent mønstrede hære på mere end 20.000. Men i 401 gik VisiGoterne under kong Alarik (370-410) i alliance med OstroGoteren: Radagaisus ind i Italien fra nordøst mod Milano og gik langt ind i Italien. Vandaleren: Flavius Stilicho var kejser Honorio´s krigsherre, og Stilicho hjemkaldte romerske lejetropper fra England og Rhinen, som i 402 slog Goterne ved Pollentia, som blev fordrevet fra Italien. Men hjemkaldelsen af de romerske tropper, medfører få år efter, at romerne mister Britannien, Gallien og Spanien. Men i 405 væltede 100.000 Germanere over Alperne under OstroGoteren: Radagaisus. Firenze (Florenz) blev belejret af Goterne, men Stilicho´s hær fangede Goterne og henrettede Radagaisus i 405. Den Germanske indtrængen der oversvømmede det vestromerske rige, udviklede sig i to omgange. Den første store bølge begyndte med den betydningsfulde march over den tilfrosne Rhin, som et løst forbund af Svebere, Vandaler og Alanere foretog i vinternatten den 31. december år 406. I den første bølge i 406 var også OstroGotiske forbundsfæller, der midlertidigt var bosat i Pannonien, og også Burgundere var også i bevægelse. I grænselandene ved Rhinen og Donau bryder Frankerne og Alemannerne sig frem, uden at opgive deres hjem hinsides floderne og besætter de nye landstrækninger. OstroGotere, Rugier og Alemanner trænger ind, men byernes marker besættes, stad for stad forlades. Folkemasserne gjorde næsten ingen modstand. Højst prøvede et par godsejere med deres coloni at spærre Pyrenæerpassene eller en by lukkede sine porte for de fremtrængende. Omvendt var der også eksempler på, at den fattige befolkning modtog Germanerne som befriere fra kejserens åg. Bjergværksarbejderne i Trakien sluttede sig til VisiGoterne og Burgunderne, der satte sig op mod de kejserlige skatteopkrævere. Et stort flertal af Burgundere danner et rige ved Rhinens venstre bred under kong Gundabar. De indtrængende Germanerne var næsten alle arianere, og de modtoges af gejstligheden uden stor uvilje. De ledende kirkemænd savnede nu romersk patriotisme. Havde de patriotiske følelser, gjaldt disse følelser nu kun for den enkelte provins. I Germanernes indtrængen så de alle en tugtelse af gud, og endnu ved år 400 var det den almindelige opfattelse, at Romerrigets undergang nærmede sig, - og med den også verdens ende. Snart betragtede kirkens mænd Germanerne med en vis sympati. Orosius og endnu mere den lidt yngre Galliske kirkefader: Salvian, så i Germanerne ufordærvede naturbørn, som var langt bedre egnede til at optage den kristne overtro end romerne, der var smittede af den hedenske Solkultur. De tre vigtigste begivenheder i denne anden fase af den Germanske ekspansion var den Frankiske erobring af Gallien; den Angelsaksiske besættelse af England; og et århundrede senere det Langobardiske angreb på Italien. Det romerske herredømme i Britannien var stille udåndet, da først dets livline til kontinentet forsvandt efter 410, og landet sank tilbage i små Keltiske høvdingedømmer. Således var romersk ret og administration praktisk taget forsvundet før Angelsaksernes ankomst til Britannien. I 409 går Vandalerne og Alanerne ind i Spanien hvor de bosættes som foederati. I 409 invaderede VisiGoteren: Alarik atter Italien, og i 410 plyndrer VisiGoterne Rom. Sveberne slog sig ned i sydvestSpanien og Vandalerne slog sig ned i sydSpanien. Men VisiGoterne presses af OstroGoterne, der er forfulgt af Hunnerne. VisiGoterne under Athaulf (412-416) presses til Spanien i 415 og til sydFrankrig, og i 429 fordriver VisiGoterne Vandalerne under Geiserik fra Spanien over Gibraltarstrædet, sådan at Vandalerne presses sydpå og i 439 har indtaget landskaberne i nordAfrika og Karthago, hvor de grundlægger Vandalernes rige. Hunnerkongen Attila knuser Burgunderriget i 436, og et nyt Burgunderrige opstår i 443 ved Genevesøen og langs med Rhóne og Saóne. I 441-443 hærger Hunnerne i det østromerske rige. I 445 blev Rom plyndret af vandalerkongen Geiserik, og trods pave Leo´s forbøn for kirkerne, for indbyggerne og deres huse blev de vigtigste bygninger ødelagt, ligesom mange kunstværker blev ført med til Afrika, hvor vandalerne nu søgte hen. I 451 vælter Hunnerne ind i Gallien. Den romerske feltherre: Flavius Aétius allierede sig med den VisiGotiske kong: Theodorik I., der var søn af Alarik. VisiGoterne, Alemannerne, m.v. fik Hunnerne til at trække sig tilbage over Rhinen i slaget ved Chalons-sur-Marne i 451. Da Alerik havde overvundet følgerne af dette nederlag, gik han over de Juliske alper og ødelagde Aquileia, hvis indbyggere søgte tilflugt i de nærliggende laguner og her skabte en bebyggelse, hvoraf Venedig senere opstod. Han vendte sig derefter mod Padova, Verona og Bergamo og stod i 453 i begreb med at ødelægge Rom. Forfærdet over Alariks plyndringer havde kejser Honorius forladt sin residens på palatinerhøjen og var flyttet til Ravenna, der på grund af sin afsides beliggenhed og sumpene omkring byen var let at forsvare. Men sagnet siger, at pave Leo I. overtalte Attila til at opgive sit angreb på Rom. Attila døde i 453. Men i 455 blev Rom atter plyndret,- men nu af Vandalerne fra nordAfrika. Rom beherskedes derefter af forskellige fremmede krigere, af hvilke sveberen Ricimer er den mest kendte. I 475 antog en af dem, Orestes, titlen patricius og satte sin søn Momylos på tronen. Dennes navn blev ved en forandring fra læbelyd til tungelyd ændret til Romulus, og han blev det vestromerske riges sidste kejser. Den Skiringske kongesøn Odoaker opløste fuldstændigt det vestromerske rige i 476, da han afsatte den sidste romerske kejser: Romulus, og udråbte sig selv til statholder. Odovakar bekendte sig til Arius' lære, og besejrede Romulus med en hær af heruler, rugier og andre germanske lejetropper og afsatte Romulus, der blev anbragt et sted ude i Kampanien. I kejser Zenos navn overtog Odovakar derpå under betegnelsen patricius styrelsen i Italien. Han anerkendte de romerske love og institutioner, holdt hof i Ravenna, og skønt selv arianer begunstigede han på forskellige måde de ortodokse kristne. Hans styre varede i 12 år. I Byzans sad der endnu i næsten 1000 år en kejser, der kaldte sig romersk. De senere vesteuropæiske historikere foretrækker at kalde hans rige: Det byzantinske rige, for skønt en del, der var romersk, blev bevaret, blev sprog og kultur snart græske med et kraftigt orientalsk islæt.

I 486 erobrer Frankeren: Klodevig resten af det Galliske rige. Under Odovakers regering (476-493) i Italien og skismaet med Byzans i 484-519 begyndte pavedømmet, at knytte forbindelser med Germanerne mod nord og opvise en selvstændighed overfor kejseren i Byzans. Omkring år 480 var det første system af Germanske »stater« blevet etableret på tidligere romersk jord: Vandalerne var jo flyttet fra Schlesien og kommet til nordAfrika; OstroGoterne fra Ukraine var nu i nordItalien; VisiGoterne rejste fra Balkan til Aquitanien (Gallien) og videre til Spanien; Burgunderne kom fra Pommern til Savoyen. De første Germanske stammer støttede sig til eksisterende strukturer fra Romerriget, som paradoksalt nok blev bevaret overalt, hvor det var muligt i forbindelse med Germanske paralleller. Efter de Germanske sejre opstod spørgsmålet om den ligelige fordeling af jorden. Den løsning som nu blev normal var den tidligere romerske praksis, der var særlig velkendt for de Germanske soldater, - men som samtidig var et afgørende brud med stammefortidens sociale lighedsidealer. Hospitalitas-systemet var beslægtet med det gamle romerske indkvarteringssystem, som mange Germanske lejetropper havde deltaget i, og dette system blev pålagt de lokale romerske jordbesiddere af VisiGoterne, Burgunderne og OstroGoterne. Systemet tildelte 2/3 af storgodsernes tilsåede jordtilliggender til Germanerne i Burgund og Aquitanien, og 1/3 af jorden i Italien, hvor godsernes gennemsnitsstørrelse muliggjorde, at en mindre andel af individuelle villae blev tildelt dem, og hvor udelte godser betalte en særlig skat for at afbalancere systemet. De Burgundiske hospies modtog tillige 1/3 af de romerske slaver og halvdelen af skovområderne. Det vestromerske rige blev uigenkaldeligt sønderslået. Enkelte romerske lejetropper bestående af mobile grænsestyrker overlevede i nogle årtier efter at grænseforsvarerne var blevet fejet bort, men de var omringet og isoleret af Germansk domineret territorium. Den traditionelle romerske administration og de romerske ejendomsforhold blev opløst og i provinserne skete der selvfølgelig uroligheder, socialt oprør og banditvæsen. Længst begravede lokale kulturer kom op til overfladen, efterhånden som den romerske undertrykkelse forsvandt. Fra det 5 århundredes begyndelse var den romersk-katolske kirke således truet ved den ariansk-Germanske fremmarch fra nord, vest og syd. De romerske undertrykkere led det ene nederlag efter det andet, og hvis de ariansk-Germanske rigers jernring omkring Rom havde fået lov at bestå, ville den romer-katolske kirke i Vesten være definitivt udslettet, - thi paverne var kun tilskuere ved den nye verdens udformning. Pave Gelasius d. I (492-96) fremsatte tanker om forholdet mellem Imperium og Socerdotium. Han hævdede, at verden styres på dobbelt måde, gennem biskoppernes hellige autoritet og kejserens magt; men ganske vist var kejserdømmet en guddommelig institution, men ingen verdslig myndighed måtte formaste sig til at ville herske over kirken. Hver af de to magter havde sin ejendommelige funktion.

I 487 knuste Odoaker dog Rugierne i Noricum (Østrig), og de romerske indbyggere valgte at trække sig væk fra Donau-linien, væk fra provinserne og ned i Italien. Pavedømmets stilling ændredes ikke afgørende, da den OstroGotiske kong Theodorik, der i 489 i spidsen for sit folk havde forladt Pannonien og var rykket ind i Italien 491 Theoderik den Store (ca. 450-526) også kaldet Didrik af Bern var en OstroGotisk konge fra ca. 474 og var skiftevis i strid eller i forbund med Byzans. Han drog som hærfører for den byzantinske kejser: Zeno - mod den Skiringske kongesøn Odoaker i Italien. Da Theodorik havde besejret Odoaker tilbragte han de tre næste år med at indtage Milano og erobre resten af halvøen Efter at have myrdet Odoaker i 493 regerede Theodorik i 33 år fra Ravenna, formelt som den byzantinske kejsers stedfortræder. Theodorik var på samme tid østgoternes konge og romerkejserens patricius. Selvom Theoderik behandlede den romerske kultur med megen respekt, støttede han dog sin magt på egne landsmænd, og holdt de to folk skarpt adskilt og byggede en ariansk kirke. Theodorik ville forene de romerske og de Germanske interesse, og ville opbygge et statssystem af Germansk-latinske riger. Theodorik fik gennemført en møntreform, og fik sat en masse byggeri i gang - men det romerske bureaukrati forsatte. Theodorik, optrådte som imperiets arvtager, og afsatte og indsatte forskellige paver og bestemte over synoder, o.s.v.. Theodorik´s førsteminister var Cassiodor, og Theoderik gav sit folk en tredjedel af Italiens jord, som de selv skulle styre, og lod romerne beholde deres egne love og embedsmænd. Han holdt en hær på hundrede tusind mand, som alene bestod af goter, og en flåde på hundrede skibe, som beskyttede kysterne mod vandalernes og byzantinernes angreb. Han overlod handel og industri til romerne, ligesom han benyttede dem i administrationen. I året 500 udstedte han en kundgørelse, der angav de principper, hvorefter han agtede at styre. Hans mål var at opdrage goterne til at blive som romerne og at smelte de to folk sammen til een nation. Han beskyttede kunst og litteratur og arbejdede iøvrigt på at bevare de romerske mindesmærker. Skønt han selv var arianer, beskyttede han dog katolikkerne, men harmedes over kejser Justinus' forfølgelse af hans trosfæller. Da han imidlertid opdagede, at medlemmer af hans egen hofstat var modstandere af den arianske trosretning, straffede han dem strengt, og forfatteren Boéthius, og embedsmanden Symmachus blev ved denne lejlighed henrettet. Theodorik døde i Ravenna 526 og efterlod sig et rige, der foruden Italien og Sicilien omfattede det vestlige Illyrien, Pannonien, Noricum, Rhætien, Provence og Spanien.

I løbet af det 5 århundrede forsvinder det gamle navn: Markomannerne og erstattes af Baivarjer (Bajurerne - dvs. mændene fra Böhmen). Det anslås, at omkring år 500 e.Kr. var den Germanske befolkning indenfor det tidligere vestromerske rige ikke mere end 1 million (maximalt) ud af 16 millioner. Fordelingen af jorder under hospitalitas-systemet berørte sandsynligvis kun i ringe grad de stedlige romerske samfunds struktur p.g.a. af det ringe antal Germanske erobrere. De sortes (dvs. jordlodder) som blev tildelt Germanerne var altid kun en begrænset del af territorierne. Der er ikke noget tegn på, at delingen af storgodserne mødte voldsom modstand fra de romersk-latinske ejeres side, idet jordlodder blev uddelt efter aftaler mellem romerne og Germanerne, og således at aftalen om opdelingen af jorden kun omfattede de to personer: en provinsjordbesidder og en Germansk part. Sædvanligvis blev disse jordlodder yderligere koncentreret p.g.a. frygten for besættelse. OstroGoternes sammenklyngede bebyggelser i Po-dalen var et typisk mønster. Det forekommer sandsynligt, at jorderne tilegnedes af nogle klanledere, som så bosatte menige stammemedlemmer på jorden som deres forpagtere eller muligvis som fattige småbønder. Nogle mener, at jorden fordeltes ulige indenfor stammesamfundet, efter rang fra en jordfond, der omfattede al konfiskeret jord, hvorved der fra begyndelsen skabtes store Germanske jordbesiddere og småbønder, snarere end afhængige fæstere. Klanlederne blev med ét slag provinsaristokratiets ligemænd socialt set, medens småbønderne direkte eller indirekte, sank ned i økonomisk afhængighed af lederne. Denne proces er kun indirekte synlig ud fra datidens dokumenter. Utvivlsomt neddæmpedes de friske erindringer om skovsamfundets lighedsprincipper og erindringerne af hele invasionssamfundets bevæbnede karakter, som sikrede den menige kriger hans frie status. Til at begynde med var jorden ikke absolut eller arvelig ejendom, og de menige soldater, der dyrkede dem, beholdt sandsynligvis de fleste af deres hævdvundne rettigheder. Men systemets logik var indlysende: i løbet af en generation eller sådan var et Germansk aristokrati konsolideret på jorderne med en afhængig bondestand under sig. I nogle tilfælde endog med etniske slaver tillige. En klassemæssig lagdeling blev hurtigt udkrystalliseret, da først vandrende stammeforbund blev territorialt fastboende indenfor de tidligere imperiegrænser. De Germanske folkeslags politiske udvikling efter invasionerne bekræftede og afspejlede de økonomiske forandringer. »Statsdannelsen« blev nu uundgåelig og dermed tillige en tvangsbaseret central myndighed over det frie krigersamfund. Overgangen blev i visse tilfælde først gennemført efter langvarige og smertefulde indre brydninger. Mange historikere omtaler Romerriget på en særdeles positiv måde og fremhæver i blomstrende vendinger den romerske kultur, bygningsværker, m.v., medens alle andre folk og stammer er barbariske og uden social orden. Disse historikere hylder i virkeligheden romernes krige, deres lejetropper, undertrykkelsen, den centraliserede romerske udbytning, oligarkiet, ekspansionen, m.v.. Men fordi romerne blev skriftkloge og at det økonomiske grundlag i Romerriget hvilede på tilfangetagen slavearbejdskraft, giver hverken historikerne eller romerne rettigheder og fortrin overfor andre folkeslag, - der ønskede lighed og decentralisation i det politiske og økonomiske liv, istedet for vellystige Overklasser og deres krigeriske slaveri. Visse nutidige historikere betragter kampen mod Romerriget som et tilbageskridt og barbarri, fordi Germanerne ikke havde et skriftsprog og ikke etablerede en varig territorialsstat eller en afløser for det gamle romerske statssamfund, etc.. Disse historikere skriver også, at Romerriget blev lagt øde i første halvdel af det 5 århundrede p.g.a. Germanernes indtrængen overalt i vesten, og at Germanerne ikke kunne etablere et sammenhængende politisk univers. Men hvem fanden har også sagt, at Germanerne skulle afløse det romerske undertrykkelsessamfund med en nyt Germansk undertrykkersamfund. De Germanske folk og stammer havde jo en progressiv sociale differentiering og de havde tilegnet sig arianismen. Germanerne var ligemænds og respekterede de decentrale magtforhold i de Germanske stammesamfund, og respekterede de stabile ejendomsforhold som folket forvaltede. Men både den positive sociale differentiering og lighedsidealerne i klaner og stammer og arianismen måtte Germanerne senere forlade, til stor glæde for de historikere, der hylder det romerske slaveri og de romerske lejetropper, og som på en negativ måde tilkendegiver at Germanerne ikke kendte de til en vedvarende territorialstat. Datidens typiske Germanske kongeriger var stadigvæk »monarkier«, der havde usikre tronfølgeregler, og som støttede sig på grupper af kongelige livvagter eller husstandsfølger (hird), der stod midtvejs mellem stammefortidens personlige følge og den feudale fremtids jordbesiddende adelsmænd. Under disse stod de menige krigere og bønder, som hvor det overhovedet var muligt - især i landsbyerne - blev isoleret med hensyn til beboelsesområder fra resten af befolkningen. Germanerne antog enigt arianismen, og afviste den katolske ortodoksi, hvorved de sikrede deres særlige religiøse identitet. Konsekvensen blev en Germansk kirke som parallel til Romerkirken i alle de tidlige Germanske kongeriger. Der forekom ingen ariansk forfølgelse af de romer-katolske troende, - undtagen i det Vandalske nordAfrika, hvor det tidligere aristokrati og kirken var blevet eksproprieret. Andre steder eksisterede de to trosretninger fredeligt side om side, og missioneren mellem de to ideer var i almindelighed minimal i det 5 århundrede. Det var endog sådan, at OstroGoterne i Italien og VisiGoterne i Spanien for at sikre adskillelsen mellem de to befolkningsgrupper faktisk gjorde det juridisk vanskeligt for romere at antage deres Germanske arianske tro. Den Germanske arianisme var hverken tilfældig eller aggressiv: den var et udtryk for adskilthed indenfor en vis accepteret enhed. Den romer-katolske overtro var et redskab for den aggressive romerske kejsermagt og det romerske Senat. Det var Germanerne der vandt Rom, og fik sat en stopper for romernes udbytning og imperialisme. Men den romer-katolske kirke blev frelst ved, at den Saliske Franker: Chlodovech (Klodevig; Ludvig på tysk) lod sig kristne. Han erobrede de sidste rester af det romerske rige i det nordlige Gallien i 486, og han fandt det fordelagtigt, at forsone sine herskende Germanske Frankere med de erobrede områders talrige romersk-katolske og Kelternes´ efterkommere. Både Alemannerne i Schwarzwald og fremfor alt Markomannerne og Kvaderne i Böhmen havde landsteder i romersk stil og med godser, som der blev dyrket med slaver. Og da Chlodovech følte sig truet af de sydGalliske Germanerriger, der var arianske, skaffede Chlodovech sig en romersk-katolsk hustru fra Burgund. Nu kom Alemannerne og de Frankiste Ripuarier i krig med hinanden. Ripuarierne fik hjælp af Chlodovech, der blev døbt i Reims i 496 efter en af sine blodige krige og efter sejren over Alemannerne. Dåben blev afgørende for Europas og Romerkirkens fremtid. De Germanske Frankere var nu pludselig blevet romersk-katolske - og de var det éneste romersk-katolske Germanerfolk, der skulle forsætte myrderrier i mange hundrede år frem i tiden. Gennem hundrede år havde Germanerne haft deres selvstændighed, - men nu skulle Romerkirkens krav om verdensoverhøjhed atter lyde fra den svigagtige Chlodovech og hans forbandede Frankere. Alle latineres forhåbninger samlede sig om Chlodovech, der stod i hele Gallien som katolicismens forkæmper, og allerede forinden sin død hyldedes i den romer-katolske kirke som en ny kejser Konstantin. Chlodovechs personlige romer-katolske ejenskaber var svig, vold, mord, troløshed, hykleri og snigmord. Og sådan forsatte de følgende Frankiske Merovinger også i religiøs, statslig og sædelig henseende, - og katolicismen medførte ingen fremskridt for folket. Samtidigt skrinlægger OstroGoterne desværre tanken om en sammenslutning af de mange Germanerfolk i et ariansk-Germansk forbund. Både Chlodovech og hans efterfølgere søgte at udforme katolicismen i deres rige til en organiseret lands- og statskirke og optog den romer-katolske dogmatik og klostervæsenet, der var fuldstændigt fremmede for Germansk livsopfattelse og kultur. Ligesom kejser Konstantin den Store gjorde Chlodovech sig til kirkens herre, og pavens herredømme så man helt bort fra, når fyrsten indsatte biskopperne i sit rige. Alle præsterne måtte aflægge troskabsed til fyrsten. Fyrsten havde ret til at disponere over kirkens ejendom og anvende dens gods til forleninger. Det var også fyrsten, der sammenkaldte biskopperne til landssynoder og forelagde synoderne de emner, som de skulle diskutere og behandle. Disse landssynoder afgjorde derpå suverænt rigets kirkelige anliggender. Grundlæggende for den katolsk-Frankiske kirkes organisation blev den første Frankiske rigssynode i Orléans i 511, kort inden Chlodovechs død. Over provinssynoderne hævede sig lands- eller rigssynoderne istedet for de gamle økumeniske synoder. Omkring biskopperne samledes den romerske ånd og den forretningsmæssige stolthed sig. Fremtrædende kirkefyrster overtog ledelsen af katolicismens udvikling. De to betydeligste var biskop Avitus af Vienne (død 518) og Cæsarius af Arles (502-43). Avitus var først og fremmest kirkepolitikeren der kun regnede med to stormagter i fremtiden: Frankerne og pavedømmet, - og efter Chlodovechs død lykkedes det desværre også, at få Burgundernes konge til at træde over til den romer-katolske kirke. Cæsarius af Arles stod i 40 år i spidsen for »det Galliske Rom«. Han trængte den Frankiske kirke og katolicismen ud i landdistrikterne ved at organisere sogne på landet, og han oprettede munkevæsenet og det første kvindekloster i Arles, og knyttede sin Galliske kirke fastere til Roms pavedømme - vendt mod den byzantinske kirke. På synoden i Orange i 529 fulgte man en linie som Rom traf mellem afrikansk Augustinisme og Gallisk Semipelagianisme. I længden kunne den dybe religiøse kløft mellem de arianske OstroGotere og de romer-katolske romere ikke skjules. En af de tungeste tider for pavedømmet kom, da Rom efter Henotikons (det er en religionsform med mange guder) ophævelses i 519 og genoprettede kirkefællesskabet med Byzans. På grund af de italienske katolikkers forbindelser med Byzans og deres anti-arianske bestræbelser greb Theodorik til kraftige forholdsregler, og paverne fik hans og hans efterfølgeres hårde hånd at føle. Men blandt Italiens katolske befolkning bredte den opfattelse sig, at liv og tro ikke var sikre, sålænge Goternes magt bestod. De Germanske samfund havde nu en konsolideret følgeadel og havde individuelle rigdomme i form af jord, der næsten overalt afløst af den oprindelige, nogenlunde lighed mellem klanerne. I grænseområderne havde den langvarige forbindelse mellem de romerske og Germanske samfundsformationer gradvis indsnævret kløften mellem de to, selvom den stadig var uhyre stor i de fleste vigtige henseender. OstroGoteren Theoderik (ca. 450-526) havde skabt et samvittighedsfuldt fællesstyre i Italien, udsmykkede dets hovedstad, støttede post-klassisk kunst og filosofi og varetog forbindelserne med udlandet efter traditionelt kejserligt forbillede. I almindelighed ændrede de Germanske kongeriger den romerske verdens sociale, økonomiske og kulturelle strukturer i begrænset omfang. Det stort anlagte agrarslaveri bevaredes sideløbende med de andre grundlæggende institutioner på landet i Det vestromerske Rige, inklusive colonatet. Forståeligt nok viste de nye Germanske adelsmænd overhovedet ingen sympati for de frigivne, og de lod sig lejlighedsvis bruge af de romerske jordbesiddere, som nu socialt set var deres fæller, til at nedkæmpe de frigivne. Det var den sidste OstroGotiske konge: Totila (541-552), der konfronteret med sejrrige byzantinske hære, i yderste nødstilfælde tyede til frigivelse af slaver i Italien - i sig selv et vidnesbyrd om deres betydning - for at samle folkelig opbakning i et sidste desperat fremstød før han blev dræbt i slaget ved Taginae i 552. Bortset fra dette enkeltstående tilfælde bevarede Vandalerne, Burgunderne, OstroGoterne og VisiGoterne slavesjakkene på de store godser, hvor de fandt dem. I Middelhavsområdets vestlige del vedblev slaveriet i landdistrikterne at være et vigtigt økonomisk fænomen. Særlig VisiGoternes rige i Spanien synes at have rummet usædvanlig store antal af sådanne slaver, at dømme efter de strafferetlige forholdsregler, der vedrørte kontrollen af dem, og det, at de synes at have udgjort flertallet af den stående hærs tvangsudskrevne soldater. Medens byerne således fortsatte deres forfald, forblev landdistrikterne stort set uberørt af den første invasionsbølge - bortset fra den uro, der fulgte med krig og borgerkrig og med indførelsen af Germanske godser og Germanske bønder side om side med de romerske. Men det mest sigende udtryk for de Germanske liberale og frihedselskende holdning var, at de ingen steder ændrede den sproglige grænse mellem den latinske og den Germanske verden. Intet område i det romerske vesten fik Germaniseret sit talesprog af disse første erobrere. Germanernes ankomst har højst nedbrudt de romerske overklassers dominans i de fjernere hjørner af provinserne, sådan at gamle lokale før-romanske sprog og gamle kulturer dukkede op igen. Baskisk og Keltisk noterede større fremskridt end Germansk i begyndelsen af det 5 århundrede. De Germanske pionerstaters levetid blev dog ikke lang. Frankeren Chlodovech 1 førte krig mod Burgunderne i år 500. I 505 har Langobardernes kong Wacho (510-540) grundlagt et rige ved Donau. I 509/510 blev Herulerne fordrevet fra Moravia af Langobarderne. Chlodovech 1 vendte sig så mod VisiGoternes kong Alarik II, der fuldstændigt blev slået i et slag tæt ved Poitiers i 507, sådan at VisiGoterne mistede Aquitanien og dermed det Tolosanske rige. Ostrogoteren Theodorik måtte sende en hær frem for at standse Chlodovech 1, men VisiGoterne beholdt kun Septimaniens smalle kystland nord for Pyrenæerne. Den byzantinske kejser: Justianian blev kejser i 527, og som Roms og ortodoksiens forsvarer ville kejser Justinian (482-565) nu knuse det OstroGotiske Rige og de andre ariansk-Germanske riger omkring Middelhavet, og dermed også bringe den romerske kirke ind under lydighed hos østkejseren i Byzans. Ved gennemførelsen af sin plan forstod Justinian at udnytte de indbyrdes stridigheder mellem Germanerne, og med OstroGotisks hjælp kuede hans feltherre: Belisarius Vandalerne i Afrika i 533. Siden begyndte Justinian i 535 den blodige krig mod OstroGoterne i Italien, støttet af andre Germanere og af paverne. Justinians feltherre: Narses slog OstroGoterne i 552-53, hvorefter de overlevende OstroGotere opslugtes i andre folkeslag i Italien. Italien blev forvandlet til en byzantinsk provins med indførelse af den byzantinske form for forbindelse mellem stat og kirke. I 552 fordiver Langobarderne Gepiderne fra det østlige Ungarn. Langobarderne og Gepiderne er løbende i konflikt. Også VisiGoterne fik Justinians magt at føle. SydSpanien berøvedes dem til dels og lagdes under Byzans. Justinian hævdede med særlig energi kejserdømmets magt over Roms kirke og biskop, der midt under kampene samlede første del af »Liber pontificalis«, dvs. Bibelen. Men efter Justinians sejr blev biskoppen i Rom kun een af de fem ortodokse patriarker under kejserens overhøjhed. Langobarderkongen Alboin gik sammen med Avarerne, og knuste Gepiderne og deres konge: Cunimund i 567, sådan at Gepidernes rige ophørte med at eksistere. Langobarderne var arianere og i 568 var de samlet i det nedre Østrig forud for deres invasion i Italien. I nordItalien grundlagde Langobarderne et rige, der føltes som en stadig trussel imod Byzantinerne og biskoppen i Rom. I 585 underlagde VisiGoterne sig Sveberriget i sydvest Spanien. VisiGoterne i Spanien opgav deres arianisme med Rekkareds omvendelse i 587. I takt med disse forandringer forekom der en stadig indgiftning og assimilering mellem de to jordbesiddende klasser, den romerske og den Germanske, hvor de levede side om side. Men denne proces begrænsedes i Italien af Langobarerne og byzantinsk revanchisme, som tilsammen hindrede enhver varig fredeliggørelse af halvøen, og hvis sammenstød lagde grunden til den århundredlange opdeling mellem nord og syd i senere perioder. Men i Gallien skred indgiftning og assimilering mellem de to jordbesiddende klasser, den romerske og den Germanske/Frankiske støt fremad under det Merovingiske herredømme. Men Merovinger-monarkiet viste sig ude af stand til at holde kontrol med møntprægningen, der blev forringet og foregik spredt. I Gallien sank den offentlig beskatning ned i glemsel. Diplomatiet og administrationen indsnævredes. De tre vigtigste begivenheder i denne anden fase af den Germanske ekspansion var naturligvis den Frankiske erobring af Gallien, den Angelsaksiske besættelse af England og - et århundrede senere den Langobardiske erobring af Italien. Disse folkevandringers karakter adskilte sig fra dem i den første bølge. Frankerne beboede datidens Belgien, før de infiltrerede nordGallien mod syd. Anglerne og Sakserne var lokaliseret på Tysklands nordsøkyster overfor England. De Germanske samfund medbragte på deres vandringer mod syd og vest mange af de agrare traditioner fra deres stammestrukturerede fædrelande, som var mindre medtaget af tiden og rejsen, end det havde været tilfældet i perioden med de første vældige folkevandringer. Således opstod både frie jordlodder og fælles landsbyjorder op igen i de nye folkevandningskoloniseringer - en arv som stammede direkte fra de nordlige skovområder. På den anden side førte den efterfølgende krigsførelse af Merovingernes ekspansion og vold til nye slavetagninger, især fra Centraleuropas grænseområder. I denne periodes forvirring og dunkelhed er det umuligt at vurdere de indbyrdes forhold i den endelige kombination af Germanske adelsgodser, afhængige fæstemål, småbondebrug, fællesjorder, overlevende romerske villae og slaveri i landdistrikterne. Men både i England, Frankrig og Italien var en fri etnisk bondestand fra begyndelsen et af elementerne i de Angelsaksiske, Frankiske og Langobardiske vandringer. I Italien var de Langobardiske bondesamfund organiseret i militærkolonier, som havde deres egen autonome administration. I Gallien fik den Frankiske adel jorder og embeder over hele landet i et mønster, der adskilte sig bemærkelsesværdigt fra det, der fulgtes ved den Frankiske kolonisering af landdistrikterne, hvilket klart antyder, at menige indvandrere på ingen måde med nødvendighed blev afhængige fæstere af Frankernes aristokrati. Kommunikationslinierne mellem de nylig erobrede og de hidtil beboede lande var følgelig korte, således at yderligere kontingenter af identiske eller allierede stammer til stadighed kunne ankomme for at forstærke de første udvandrere. Resultatet var en langsom, trinvis fremtrængen i Gallien, et mylder af landgange i England og en gradvis række afstikkere ind i Italien. Denne fremtrængen medførte, at man befolkede de tidligere romerske provinser langt tættere, end det var tilfældet ved de første militære gennembrud i Hunnernes tidsalder. Kun de første Langobardiske invasioner var en egentlig militær folkevandring. Selvom den Langobardiske magt senere blev centreret på de nordlige sletter ligesom deres forgængeres, drev de Langobardiske folkemasser for første gang dybt ned i det sydlige Italien. Da Langobarderne var væk, genoptog Markomannerne deres udbredelse mod syd mellem floderne Lech og Enns (syd Bajern), og forlod Böhmen, som hjemfaldt Slaverne. De Germanske folk i Gallien fjernede den romerske struktur, og fra undergrunden genopstod der nu et ældre Keltisk landskab, med smålandsbyer af hytter og bondeboliger, som havde overlevet romernes kolonialisering. I England førte den Angelsaksiske invasion til romersystemets totale sammenbrud. Medens romerske godser sædvanligvis blev anlagt i bakket terræn med lettere jorder, som svarede til Middelhavsområdet og som kunne dyrkes med en krydsplov, lå de Angelsaksiske gårde typisk i dale med tunge, fugtige jorder, hvor man anvendte jernplov. Medens det romerske landbrug rummede et større element af kvægavl, havde de Angelsaksiske indvandrere tendens til at rydde udstrakte områder for skov og marsk med henblik på landbrug baseret på agerdyrkning. Spredte Keltiske smålandsbyer veg for landsbyer med en bykerne, hvor bondehusstande var kombineret med kollektiv fællesdyrkning af åbne marker. På grundlag af disse bosættelsen konsoliderede lokale høvdinge og herremænd deres personlige magt.

Ved overgangen til det 7 århundrede var et juridisk defineret og arveligt Germansk aristokrati etableret i det Angelsaksiske England, og det var udstyret med større godser end nogensinde før, og aristokratiet befolkede også landdistrikterne med blivende landsbysamfund og klynger af småbondeejendomme. Samtidig supplerede den ofte landbrugsslaveriet med tidens krigsfanger. Langobarderne gjorde sig ingen anstrengelser for at gentage den OstroGotiske model i Italien. I de regioner som Langobarderne besatte omdannede de landets civile og juridiske system, idet de udbredte en ny lovkodeks baseret på traditionelle Germanske normer, men forfattet på latin, og denne norm dominerede snart over Romerretten. Merovingerkongerne opretholdt et dobbelt retssystem, men med deres styres voksende anarki visnede det romersk-latinske eftermæle bort. Germansk lov blev stadig mere dominerende, medens jordskatterne overtaget fra Rom brød sammen under folkets og kirkens modstand mod en beskatning, der ikke længere svarede til nogen offentlige ydelser eller til en integreret stat. Beskatningen bortfaldt efterhånden fuldstændig i de Frankiske kongeriger. Selv i VisiGoternes rige i Spanien, hvis aner gik tilbage til den første invasionsbølge, uddøde den dualistiske ret og forvaltning i den senere del af det 7 århundrede, da Toledo-monarkiet opgav den romerske arv fuldstændigt og underkastede befolkningen et modificeret gotisk system. På den anden side ebbede den Germanske religiøse separatisme nu ud. De Langobardiske »stater« i Italien splittede og svækkedes af byzantinske enklaver og forblev primitive og defensive. Under disse betingelser fuldførte de Merovingiske kolonialisatorer et felttog op til Weser i det 6 århundrede. Sænkningen af bycivilisationen i det Frankiske Gallien skete samtidig med en højnelse af bycivilisationen i det Böhmiske og Alemanniske Germanien. Den Merovingiske administration var enestående primitiv, og man kunne hverken læse- eller skrive. Et pengesystem og kristendommen blev indført af de grever, der udsendtes for at regere på den anden side af Rhinen. I grænseområderne mellem Gallien og Germanien opstod systemer af menneske- og stednavne, sammensat af Germanske og romerske sprogelementer til ordnede enheder, der fremmede begge sprog. I begyndelsen af det 7 århundrede var konsolideringen af et enkelt landaristokrati fuldendt. I sin indstilling bar landaristokratiet ikke længere præg af at tilhøre en senatorstand eller et hærfølge (hird). Praktisk taget hver eneste biskop i Gallien vedblevet med at være romersk gennem det meste af det 6 århundrede, og en fuldstændig sammensmeltning i det gejstlige hierarki forekom først i det 8 århundrede. Den islamiske ekspansion i Middelhavet fra begyndelsen af det 7 århundrede og videre frem, lagde en stopper på handelen (orienthandelen) og blokerede vestEuropa i isolation. Det er muligt at de klimatiske forbedringer som det 7 århundrede havde i vestEuropa, tillige med en opgang i befolkningstilvæksten, kan have begyndt at gavne den landlige økonomi. Guldmønter forsvandt efter år 650 som følge af både endeløse handelsunderskud overfor det byzantinske rige og de arabiske erobringer. Langobarderriget antog katolicismen i 653. De muhamedanske angribere ophævede i 711 det VisiGotiske styre i Spanien og bortset fra nogle nordligste skanser i Cantabrien efterlod VisiGoterne kun ringe spor. Men fra øst var Slaviske stammer ved at dukke op. Slovakkerne var dukket op fra Vistula (Polen) og var tæt knyttede til Tjekkerne og havde etableret sig omkring Böhmen fra det 6 og 7 århundrede. Den Frankiske købmand: Samo, forenende de slaviske stammer, der valgte ham til konge i perioden 623-660. Men på det tidspunkt begyndte Avarerne at dukke op fra det nedre Pannonien. Avarerne nåede op til Donau og Karl den Store (742-814) så dem som en trussel mod det østlige Bajern og det nordøstlige Italien, så Frankeren Karl den Store standsede Avarernes indfald i 791, og i den følgende tid fulgte så kampe med Avarerne, hvor Karl den Store i 805 allierede sig med de Tjekkiske ledere, der levede i Böhmen og Mähren for derved endeligt at kunne besejre Avarerne. Som betaling for hjælpen, oprettede Karl den Store hertugdømmer, som fordeltes blandt Tjekkerne og Slovakerne, der dermed opnåede kontrol med Mähren, Böhmen og Slovakiet. Sådan opstod kongedømmet Mähren, der omfattede dele af Böhmen og Slovakiet. Mährens første monark, Mojimir d. 1. konverterede til den romer-katolske tro og regerede landet fra 830-846.

Da Konstantinopels blev ophøjet til rigshovedstad i 330 var det ikke en sejr for Hellenisme og Orienten overfor Rom, men for det provinsial-romerske over det by-romerske, især da latin blev enerådende som forvaltningssprog i den østlige rigshalvdel. Men da man gjorde latin til forvaltningssprog, skærpede dette oppositionen i de østlige egne, og oppositionen søgte sammen i de østlige kirkers opposition mod hofpatriarkén i Byzans. De store kirkemøder i det 4 og 6 århundrede, kan derfor udlægges som en slags kongresser, hvor de nationale, kulturelle og religiøse modsætninger indenfor det romerske imperium støder sammen, og hvor præsteskabet havde dybt forskellige opfattelser af mennesket og formålet med dets liv på jorden. Det kristne havde jo fornægtet hele den antikke verden og datidens videnskaber, og nu kæmpede de hér om magten i den kejserlige enhedskirke, hvor de skulle danne en ny overtro. Monoteismen havde gamle rødder i Orienten, og her levede den følelse af en uoverstigelig kløft mellem det guddommelige og det menneskelige, som er så udpræget i jødedommen og i muhammedanismen, netop de to religioner, som i det lange løb viste sig livskraftige i Orienten, idet kristendommen blev bortvist fra sit fødested og fra hele Orienten. De østlige folk var uvillige til at antage treenighedsdogmet og definitionen af kristi natur som både menneskelig og guddommelig, således som den filosofisk påvirkede græske teologi officielt havde formuleret dem. De kom derfor i opposition til romerimperiets kirke og efterhånden også til kirkens overhoved: kejseren, så at de modtog de muhammedanske erobrere i det 7 århundrede som befriere, og hele Orienten og nordAfrika gik tabt for romerne. Det var et stort landetab, og ved Donau brød de Slaviske stammer ind i romerriget efter folkevandringens første trykbølge, og hele det latinske Balkan blev slaviseret. Konstantinopels blev derved et næsten rent græsk rige, hvor også det græske sprog kom til ære og værdighed. Oppe ved Novgorod, der var Nordboernes Holmegård ved søen Ilmen, mødtes handelsvejene fra alle verdenshjørner. Og i tiden op til ca. 750 var der opvokset handelspladser og "byer" op flere steder, bl.a. Dorestad hos Friserne, Hamburg ved Elben, Reric, Wollin ved Oder, Truso ved Weichsel, Wiskianten og Grobin, Prag, Krakow, Kiev, Staraja Ladoga, Novgorod, Kiev, Hedeby, Birka, Ribe, Århus og Kaupang i Skiringssal, og i 760 var der Nordboere ved Aldenborg ved floden Volchov. Og handelen drog også Nordboerne til Konstantinopel (Miklagård). Dette middelbyzantinske rige fra det 7 til det 13 århundrede er en storhedstid hvor Konstantinopel udfolder sin kultur mest karakteristisk og gør sin store historiske gerning, nemlig at bevare den antikke græske kulturs efterladenskaber med stædig konservatisme samt at udbrede den kristne kultur til de østlige slaviske folk på Balkan og i Rusland. Denne kultur var i sine hovedelementer græsk og overlevede den såkaldte billedstrid i det 7 og 8 århundrede overfor den orientalske billedfjendtlighed. Den var tillige en bykultur, og man mener, at kunne påvise, at lavsvæsenet, der sidenhen fik så stor betydning for vestEuropa´s senere bykulturer, er et lån fra Konstantinopel til Italien på korstogstiden. Se også her: vor tidregning * østkirken.

Bastarnerne boede ved øvre Weiche i 300 f.Kr. og er bosat i 200 f.Kr. nord for Donau. De kæmper mod Dardanerer i 170 f.Kr.. Bastarnerne går flere gange mod romerne og deltager i Den Store Markomannerkrig mod romerne. I 280 e.Kr. bliver 100.000 forflyttet af den romerske kejser, og Bastarnerne forsvinder ud af historien.

Vandaler (Vandiler) lokaliseres i 100 f.Kr. i Pommern. Hvorfra de kom er dog usikkert. Vandalerne er vistnok oprindelig udvandret fra Vendsyssel eller Vendel og ved år 100 e.Kr. boede de ved floden: Oder. Teorien om at de kom fra Vendsyssel kan ikke bevises. Jyllands nordligste del fik sit navn af Limfjordens østlige smalle del: Vendlæ, ikke fra en stamme, der boede der. Men selvfølgelig kan landet (fjorden) have givet stammen navn. Urner med ens og særprægede Mæanderruner er fundne både i Vendsyssel og i Vandalområdet i det østlige Tyskland. I Sverige er der også en egn med navnet Vendelæ. De betragtes som en østGermansk stamme og deres overgang fra en stammekultur med rådsforsamlinger til et kongeautokrati var hæmmet af et ‘tanisterisk’ tronfølgesystem. Der er flere grupper af Vandaler. I 100-tallet har Hasdingerne en konge: Rhaus, der angriber romerne ved Donau. Silingerne formodes at være kommet fra Sielland (Sjælland) til Schlesien. Schielesien er opkaldt efter dem. Lugierne var Vandalernes hovedstamme. Harierne nævnes sammen med Lugierne. Vandalerne kan derefter være taget til øst Elben, hvor de kom i voldsom konflikt med Langobarderne (Vinnilerne). Omkring 325 e.Kr. befinder Vandalerne sig ved Böhmen og Slovakiet i konflikt med nogle VisiGotere. Anført af kong Visimar besejres Vandalerne dog i Ungarn af VisiGoternes kong Geberik. Disse Vandaler får asyl i Pannonien af romerne og udvandrer i 406. Hasdingernes kong Godigisel (359-407) falder i et slag og afløses af Gunderic (407-428). I 406-07 e.Kr. er Vandalerne gået over Rhinen, sammen med Burgundere og Svebere. Vandalerne vandrer gennem Gallien til Spanien, under hårde kampe med romere og VisiGotere. I Spanien bliver en del af stammen (Silingerne) i det nuværende (V)Andalusien. En andel del, Hasdingierne, går op i det nordøstlige Spanien, men omkring 420 forenes de to grupper af Vandaler og går ned mod nordAfrika. Det sker efter aftale med den byzantinske kejser. Vandalerne erobrede nordAfrika i 429-39 e.Kr. under anførsel af Geiserik. Det eneste pålidelige tal for størrelsen af de første Germanske invasioner er fra Vandalerne, som blev optalt af deres høvdinge, før de krydsede over til nordAfrika. De talte 80.000 mennesker - hvilket giver en hær på 20-25.000. Vandalerfolket bosatte sig i egnen rundt om Karthago, hvor godsejerne fordreves eller dræbtes, medens deres jord uddeltes i lodder til alle frimænd. I byerne og landets øvrige dele holdt romerne sig derimod. Vandalerne gjorde Karthago til sin hovedstad i 439, og som med betydelig flådemagt udvidede Vandalerne sin magt over Middelhavsøerne. Vandalerne i nordAfrika var den eneste Germanske stamme der eksproprierede størstedelen af den stedlige adelsstand og kirkes ejendom kompromisløst uden nogen som helst indrømmelser. Vandalerne var arianere, og var derfor modstandere af de romer-katolske, der holdt med den vestromerske kejser. Vandaleren: Geiserik (428-477) var den første Germanske konge, som fik sit riges fulde selvstændighed anerkendt indenfor det gamle Romerriges grænser i 442. Vandalerne beherskede nordAfrika, Sicilien, Sardinien, Corsika og Balearerne. Med sin betydelige flådemagt, besluttede Geiserik at plyndre Rom i 455 e.Kr.. Geiseriks svage efterfølgere søgte støtte for deres magt i udlandet. Først hos OstroGoterkongen Theodorik og senere i Byzans, og den østromerske kejser anerkender Vandalernes erobringer i 474. Hunerik blev konge i perioden 477-488 og var den første der antog titlen: konge af Vandalerne og Alanerne. Gunthamund blev konge i 484-496, og Vandalerne forsøgte forgæves at generobre Sicilien i 491. Trasamund (450-523) blev Vandalernes konge i 496, og Geiserik var hans farfar. Hilderik var konge fra 523 til 530. Men da han var romervenlig røg Hilderik og Hoamer og deres familier i fængslet, da et nationalt parti satte Gelimer på tronen (530-533). Men den østromerske kejser Justinian 1. (482-565) i Byzans tog sig af den afsatte fyrsteæt, og fik dermed et påskud til at sende sin hær og sin feltherre: Belisar til Afrika i 533. Her modtoges Belisar med glæde af de romer-katolske indbyggere. Vandalernes bedste tropper var på det tidspunkt på Sardinien, for at slå et oprør ned. Så Vandalerne blev slået og Karthagerne åbnede selv deres porte for sejrherren, og Gelimer førtes som fange med til Byzans i 534. Et byzantinsk herredømme kunne nu begynde i nordAfrika.

Helleren Herodot (ca. 484-425 f.Kr.) skriver at Geterne (Goterne?) boede i Trakien syd for Donau. Plinius den Yngre (62-114 e.Kr.) skriver, at Bastarner og Peukiner var af Goternes stamme, og at de allerede i 180 f.Kr. optræder i den Makedonske kong Perseus lejehær, og i kejser Augustus tid (63 f.Kr-14 e.Kr.) trænger Bastarner og Peukiner frem til Andrianopel. Goterne havde konger på Tacitus’ tid (55-120 e.Kr.), og Goterne havde æresfølelse, og retfærdigheden styrede af sædvaneretten og god skik. Flavius Cassiodorus (485-583), der var romersk embedsmand hos OstroGoterne i 540 i Theoderichs hof i Ravenne, skrev en Goternes Historie. Desværre er denne gået bog gået tabt, og nogle historiker formoder, at Cassiodorus af politiske grunde, har opdigtet meget af OstroGoternes historie, - så langt tilbage, at de skulle føle sig jævnbyrdige med romerne og grækerne. Men hvis disse Gotere er identiske med Geterne fra Herodots tid, kan der jo godt være noget om snakken. Jordanes sidder i det østromerske rige og skriver i 551 e.Kr. et værk som kaldes Getica, (om Geternes oprindelse og bedrifter), og Jordanes har sandsynligvis skelet til Cassiodorus bog. Men det er Jordanes bog man kender, og han skriver også, at Danerne og Sveerne stammede fra et folk ved navn Vinoviloth. (I Polen er et område kaldet: Vistola). Og dog mener man i dag, at Cassiodorus og Jordanes bøger bygger på vandremyter og antikke sagn, der gentages i Paulus Diaconus: Langobardernes historie og i Saxo Grammaticus: Danernes historie. Det er Flavius Cassiodorus, der benytter geografiske benævnelser på OstroGoterne, og kalder dem ØstGotere, da de på det tidspunkt befinder sig i Italien. VisiGoterne kalder han VestGoterne, da de på det tidspunkt bor i Spanien. Den byzantinske historiker: Prokopius, bruger navnet Geter om Goterne. Jordanes skriver, at Goternes kong Berig oprindelig drog ud med tre skibe fra Skandinavien (Scanza). Goterne (Gotonerne) der styres af konger lever ved siden af Lugierne. Umiddelbart under dem op ad Oceanien (Østersøen) boer Rugierne og Lemovierne. Fælles for alle disse folk er, at de har runde skjolde, korte sværd, og er lydige mod deres konger. Hvornår er Goterne/Gepiderne så er vandret til Skandinavien ? Det fortæller historien ikke noget om - hvis der altså er tale om det samme folk. I det Angelsaksiske Beowulf kvad, mener man at Geaterne er identisk med Geterne/Goterne, idet Geaterne stammer fra en sagnkreds på Balkan eller er opbygget over latinske tekster. Men Goternes historie er altså blevet fælles ejendom i Europa. Men Goterne har nødvendigvis ikke haft samme sprog eller historiske baggrund, - men hvis man sagde, at man var Goter, kunne det være, at man kunne få lov til at leve i fred, da Goternes ry var udbredt.

Men det fortælles, at omkring år 0, vandrede Goterne fra områderne omkring Götaland og Gotland i Skandinavien over Østersøen ned på fastlandet ved Visla-floden i Polen, og oprettede samfund dér. Senere drog Goterne fra Østersøen langs Vistula-floden ned til Karpaterne, og ved bjergene drog de mod øst, og drev sydpå ned langs floden Dnjestr (Tyras-floden) ind på den ukrainske slette, omkring 150 e.Kr. Derefter når de det forjættede land nord for Sortehavet, - det sagnomspundne Skythia -, hvor Sarmaterne boede i øst og Geterne (Dakerne) i vest. Skyterne var nemlig blevet fortræng i ca. 350 f.Kr. fra områderne ved det Kaspiske hav af Sarmaterne, og boede nu nord for Sortehavet, hvor der også var græske kolonier. Skyterne var gode bueskytter, og via Sarmaterne overtog Goterne den rige dyreornamentisk og læren om Odin. Geterne (Dakerne) har dog allerede konflikter med romerne i Dacien i det 1 århundrede e.Kr.. Ved Sortehavet er Goterne meget kendte i 200 e.Kr.. De har faktisk skabt et rige, der går fra Østersøen til Sortehavet. Den romerske kejser i Rom: Caracalla (211-217) indførte Goternes lyse hår, pigernes fletninger og bukser som mode. Man lod sit hår farve blondt og gik i bukser. Nogle Gotere drager nu mod øst - nord for Sortehavet (OstroGoterne-Amalerne) og fik dér skabt sig i et rige i det sydlige Rusland i det 3 århundrede. De andre Gotere drager mod vest, og allerede i 214 e.Kr. støder disse VisiGotere og romerne sammen i Dacien (Rumænien). Ørnen blev først Goternes symbol, da de senere vandrede fra Sortehavet til Spanien, og de hentede muligvis dette symbol hos nabofolket Alanerne. VisiGoterne fik nu hjælp af Geterne og af Herulerne i 250, som var fordrevet fra Danmark af Danerne. Krim var blevet hjemsted for Herulerne, der nævnes som sørøvere. Mod romerne kæmpes der ved byen Tyras, ved floden Dnjestr (Tyras-floden). VisiGoterne brød ind i Romerriget for så atter at blive drevet tilbage, men i 251 e.Kr. vandt VisiGoterne et stort slag over den romerske kejser Decius (201-251), der blev dræbt i slaget ved Abbritus i det nordlige Møsien (Serbien/Bulgarien), og VisiGoterne breder sig over hele Trakien og ned i Grækenland til Sparta med Goterledere som: Respa, Veduko og Taruaro. VisiGoternes vandring blev stoppet ved Naissus i Dakien i 270 e.Kr. af den romerske kejser: Claudius II Gothicus (268-270). Men den romerske kejser Aurelian (270-275) evakuerede de romerske legioner fra Daciens områder, og nu blev Dacien (Rumænien) officielt VisiGoternes land. Mellem Donau, Karpaterne og Sortehavet var VisiGoterne,- og hovedmassen af OstroGoterne var på sletterne nord for Sortehavet mellem Tyras og Borysthenes. I 267 e.Kr. hærger Herulerne i Grækenland. Mange VisiGotere går derefter i romersk tjeneste som lejesoldater og officerer. En gruppe Gotere kaldes fra 291 for Tervingi og de kaldes senere Vesi. Goterfolket: Greutungi kaldes senere OstroGoter. Kong Ostrogotha (ca. 300).

I begyndelsen af det 4 århundrede, blev VisiGoternes landbrugsteknikker mere avancerede, og de var for det meste jordbrugere, der dyrkede afgrøder, ligesom de havde landsbyhåndværk (pottemagerhjulet var i anvendelse) og et rudimentært alfabet. Der skete også en udvikling i den sociale proces og der opstod en VisiGotisk økonomi via handelen over Donau med romerne, således at romerne med held kunne ty til handelsblokade som en afgørende krigsforanstaltning mod dem. Den permanente krigerforsamling var fuldstændig forsvundet, og et fællesråd af »adel« udøvede central politisk magt over lydige landsbyer. »Adelen« var en besiddende klasse med godser, følger og slaver og klart afgrænset fra resten af deres folk. Faktisk var det sådan, at jo længere det romerske imperiesystem eksisterede, jo mere var dets evne til at øve indflydelse og tjene som forbillede tilbøjelig til at trække de Germanske stammer langs grænserne i retning af større social, politisk og militær adskillelse og opdeling i klasser. Omkring 311 fødes i Dacien nord for Donau en dreng, der får det Gotiske navn: Wulfila (Ulfila) (311-380 e.Kr.). Han forældre var vistnok fra Lilleasien. I 325 i byen Nikæa afgjorde kejser Konstantin den Store (306-337) striden mellem biskop Alexander og den ægyptiske præst: Arius (ca.260-336). Resultatet blev, at tilhængerne af Arius blev fordrevet fra den nye hovedstad i Konstantinopel. VisiGoterne havde på den tid konger som Ariarik, Aorik, og Geberik. Goterhøvdingen Rothesteus hjælper Konstantin den Store, der i 330 gjorde Konstantinpol til rigshovedstad. Rothesteus søn: Athanaric blev VisiGotisk konge. I ca. 340 e.Kr. blev Goteren: Wulfila biskop for den romerske kirke blandt Goterne nord for Donau, men Wulfila mødte så meget modstand, at han i 348 måtte flygte til Møsien. Her oversatte Wulfila den arianske bibel til Gotisk i år 350. Men ellers vides der så godt som intet om missionen her. Goterne havde altså et alfabet på 24 bogstaver, runeskrift efter græsk forlæg. Den VisiGotiske kong Athanaric gik til modstand mod de kristne. Om VisiGoterne kan en del oplysninger hentes ved at studere ordforrådet i Wulfilas bibeloversættelse (Codex Argentius). Hos VisiGoterne hed landsbyen: heims (hjem). Agerbruget var så vigtigt, at »bo« ligefrem udtryktes ved bauan (dansk: bonde = den boende). Kvæget var dog Goternes største rigdom, og meget rigdom oversættes ved »meget fæ«. Jfr. udtrykket Danefæ. Bygningerne var altid af træ, og det at bygge gengives ved at »tømre«. Konge = tiudans (piudans) af ordet tjod (folk); stamme = gavi (gau); dommer = reiks (ret). Vanskeligst er det at opklare den politiske forfatning på denne tid. Hos Sakserne var der endnu langt senere kun høvdinger. Og hos Alemannerne nævnes under deres kampe med kejser Julian (361-363) en 12-15 reges eller reguli, der heller ikke synes synderlig mægtige.

OstroGoterne kuede nu Herulerne og udstrakte sit rige helt op til Østersøkysten, hvor Goterne (ReidGoterne) fra de tidligere udvandringer frivilligt gik med i riget. Dette skulle være sket i 325 e.Kr.. Men en slavisk stamme, der var trængt ind fra øst, lod sig ikke kue. Det var Venderne. Længere mod nord lod Esterne sig kue af den OstroGotiske storkonge Ermanrik, der herskede over dem alle. Et centrum i dette vidtstrakte rige menes at have ligget ved Kiev i 332 (Danpastdir). Kong Ermanrik havde således et storrige i 350 hvor hovedstammen af OstroGoterne var i sydRusland fra floden Tyras (Dnjestr) og Tanais (Don) nord for Sortehavet. Når OstroGoterne´s senere historieskrivere fortæller meget om Amalernes mægtige kongeslægt, fremtræder denne fyrsteæt ikke på samme måde i andre samtidige beretninger. Men ovre i CentralAsien må der være opstået voldsom rivalisering blandt nomaderne (rytterfolkene). Heftalinerne angreb det østlige Iran, Huna stammen angreb Indien, og andre stammer angreb det mægtige Kina, medens Hunnerne angreb de fastboende jordbrugere mod vest. På deres vej mod vest løb Hunnerne i 372 først Alanerne over ende. Alanerne var en del af Sarmaternes folk, og mange Alanere (Osseterne) sluttede sig til Hunnerne. Det næste rige som Hunnerne mødte på deres vej mod vest var OstroGoternes rige i sydRusland, og riget holdt sig indtil OstroGoterne i 375 blev fordrevet af Hunnerne. Ermanrik dør i 375 og hans søn: Witimar tvinges til at trække sig tilbage. OstroGoterne drog til Pannonien (Illyrisk landskab ved Kroatien) og til Krim: KrimGotere, og de tilbageblevne OstroGotere under Gesimund blev Hunnernes lydfolk indtil 455, hvor de frigjorde sig fra Hunnerne. En lang række af Saxo´s fortællinger (sagn) stammer fra OstroGoterne og den kommende tid. Hunnernes næste folketræf mod vest var VisiGoterne. Hunnerne kom under anførsel af Ruas, Mundzuk og Oktar. Nu skulle VisiGoternes lange vandring begynde på deres snoede sig vej tværs over Europa til Toulouse i perioden fra 375 til 417. VisiGoterne lå i intern strid fra ca. 370 på grund af de forbandede romerske kirkesynspunkter, som Wulfila havde oversat. Derfor var de svækket, og Hunnernes pres medførte, at VisiGoternes kong: Athanaric med sit folk søgte ly i Karparterne, medens de kristne VisiGotere under Alavis og Fritigern drog sydpå mod Donau i 376. Biskop Wulfila drog fra Møsien til den romerske kejser Valens (364-378), og bad om asyl for de kristne Gotere. I 3 år besejrede kejser Valens flere gange VisiGoterne, som under kong Athanaric måtte bede om fred. I 376 væltede hovedmassen af VisiGoterne over floden Donau i en tumultagtig flygningestrøm, og VisiGoterfolket fik tilladelse af romerne til at slå sig ned i Møsien (Serbien/Bulgarien), syd for Donau. Men romerne var utroværdige. De solgte VisiGoterne som slaver og sultede VisiGoterne, der levede i armod og under romersk undertrykkelse. VisiGoterne gjorde oprør. I august 378 besejrede VisiGoterne under Fritigern romerne i et blodigt slag ved Adrianopel, hvor kejser Valens måtte lade livet under hans flugt. Dette var folkevandringstidens første store slag. Alarik (ca. 370-410) var med i kampene, og Alarik var af gammel høvdingeslægt (Baltane), fra dengang Goternes forfædre vandrede fra Østersøkysten. Romerkejser: Teodosius den Store (377-395) indgik fred med VisiGoterne. VisiGoternes kong Athanarik dør i januar 381, og får en heltebegravelse i Konstantinopel. I 382 får VisiGoterne en aftale med romerne vedr. deres ophold i Møsien, men mange VisiGoterne er utilfredse med aftalen. VisiGoterne deltog på romersk side i 386, da Hunnerne og OstroGoterne under kong Odotheus forsøgte at gå over Donau, og en del OstroGotere går i romersk tjeneste i Frygien. Alarik nævnes i 391 som leder af en VisiGotisk oprørsstyrke, men Alarik besejres i 392 af vestrigets hærfører: Vandalen Stilicho. Romerkejser: Teodosius den Store og Alarik besejrer i 394 en romersk tronkandidat. Som tak blev Alarik romersk general. Teodosius den Store var oprindelig spansk, og i 395 opdelte han Romerriget. Hans sønner: Arcadio (377-408) blev kejser i det romerske østrige, og Honorio (395-424) blev kejser i vestriget. I forbindelse med Teodosius den Stores død i 395 og opdelingen af Romerriget, blev Alarik VisiGoternes konge i 395 e.Kr.. Hunnerne pressede forsat på og invaderer Armenien med en kæmpe hær i 395. Da intrigerne ved de to romerske hof i vest og østriget forsatte, samledes VisiGoterne under Alarik i et felttog mod de romerske besiddelser i Grækenland i 395. Men der blev de stoppet af vestrigets hærfører: Vandalen Stilicho, der var i romersk tjeneste, og der blev etableret en venskabelig aftale. Det er stadig Hunnernes fremmarch, der presser VisiGoterne vestpå - fra Møsien er VisiGoterne i 397 nået til Illyrien (Albanien). Kejser Arcadio i det romerske østrige forsynede nu i 397 Alarik´s VisiGotere med våben, og sendte ham mod konkurranten i vestriget…, så i november 401 drog VisiGoterne ind på Po-sletten til Milano. Men her stoppes de af Stilicho, der i ilmarch har flyttet den romerske Rhinhær til Italien, og Alerik trak sig tilbage, og søgte til dele af Østrig, Slovenien og Ungarn. Da de romerske hære har forladt den nordlige Rhingrænsen rykker i 406 Burgunderne, Sveberne, Sakserne, Frankerne, OstroGoterne, Hunnere og Alaner under Radagais ind over Rhinen, og alligevel lykkedes det Stilicho at slå dem ved Firenze. Vestkejseren Honorio fik så gennem Stilicho Alerik til at indlede et felttog mod den østromerske provins: Illyrien. Da dette felttog var igangsat, blev det stoppet i utide af kejser Honorio, der havde forsonet sig med østriget, idet østkejseren Arcadio dør i 408. Men kejser Honorio glemte at betale sin gæld til VisiGoternes Alerik, og det kom til at koste Rom livet. Kejser Honorio nåede lige at flytte fra Rom til Ravenna i nordItalien, netop som Rhingrænsen i 407 gik i opløsning. Da kejser Honorio ikke stolede på sin hærfører: Vandalen Stilicho, blev Stilicho henrettet i 408, samtidig med at alle af Germansk herkomst skulle forfølges i det romerske vestrige. Dermed ødelagde Honorio sit forsvar, og Alarik´s VisiGotiske rytterhær kunne på fire uger i oktober 408 nå til Rom,- efterfulgt af hæren, og de belejrede Rom i mere end tre måneder. Hieronymos (ca. 340-420), som oversatte bibelen til latin, skrev om belejringen af Rom. Rom overgav sig i december 408 til VisiGoterne, og romerne måtte eftertrykkeligt betale for det ubetalte felttog mod Illyrien, og felttoget ned gennem Italien. Men VisiGoterne var flinke folk, og foreslog at de gik i romersk tjeneste mod at få fast bosættelse i Noricum (Østrig), og mange slaver fra Rom fulgte dem nordpå. Men kejser Honorio i Ravenna afviste dette forslag, og i 409 måtte Alarik atter belejre Rom. Alarik´s svoger: Ataulf slutter sig til med en Hunnisk/Gotisk hær. Alarik tilbød at udnævne romeren: Priscus Attalus til kejser. Attalus ledede i det romerske Senat et parti, der ikke var kristent, men som stod på de gamle romerske værdier. Attalus tog mod tilbuddet, og nu gik Alarik i gang med at vinde Italien for kejser Attalus, og mange byer sluttede op om den romersk/gotiske alliance. Men så fik kejser Honorio i Ravenna bistand fra Konstatinopel, og da Attalus ikke levede op til Alariks forventninger, og da Honorio i Ravenna stadigvæk ikke ville give VisiGoterne fast land, indledte Alarik for tredje gang en belejring af Rom. D. 24. august 410 blev en af Roms byporte åbnet, og VisiGoterne strømmede ind i Rom. Aurelius Augustinus (353-430), der var født i nordAfrika og den spanskfødte Paulus Orosius, skriver dog, at VisiGoterne var milde. Men Alarik må have vurderet, at det var umuligt med en romersk/gotisk alliance, og i efteråret drog VisiGoterne sydpå mod Messina-strædet til kornkammeret i nordAfrika. Her ved Cosentia blev Alarik syg og døde i oktober 410. Nu var der imidlertidig sket det, at andre Germanske stammer indvadere Hispania (Spanien) i 409. Det var en mægtig sammenslutning af Sveberne, Alanerne og Vandalerne som nordfra krydsede Pyrenæerne forskellige steder. Disse stammer underlagde sig landet, og delte det imellem sig efter at have terroriseret befolkningen og lagt landet øde - fyldt det med ubegravede lig. Sveberne slog sig ned i Galicien med Hasdingerne; Alanerne i Lusitania og Cartagena-området, Silingerne fik provinsen Baetica i syd, og Vandalerne i »La Bética« (Andalusien), som senere efter dem blev kaldt Vandalusien. I 410 blev Alarik´s svoger: Ataulf VisiGoternes konge, og nu vandrede VisiGoterne nordpå gennem Italien til sydFrankrig (Aquitanien) til Bordeaux, som de nåede i 412 og såmændt også til Katalonien. Gennemgangen kom istand ved en aftale med en Gallisk modkejser: Iovinus. Men Ataulf lod sig overtale af Honorio i Ravenna, og bekæmpede nu den Galliske modkejser: Iovinus, og året efter var Iovinus hære nedkæmpet. Men kejser Honorio undlader at betale for den gotiske støtte, og så plyndrede Goterne en række byer. I 414 blev Ataulf i havnebyen Narbonne gift med G. Placidia, der var halvsøster til kejser Honorio. Ataulf ønskede en romersk/gotisk alliance om fred. Men kejser Honorio sendte feltherren Constantius mod Ataulf, og Ataulf måtte trække VisiGoterne mod syd gennem Pyrenæerpassene til Barcelona, hvor Ataulf blev myrdet af en af sine egne, da nogle af VisiGoternes høvdingene gjorde oprør. Sigerich tager magten i syv dage hvorefter han bliver myrdet. Den næste VisiGotiske konge hed Wallia, og nu drog VisiGoterne til Gibraltar-strædet, for at drage til nordAfrika - til kornkamrene. Men da de ikke kunne komme over strædet, drog de atter nordpå, hvor feltherren Constantius foreslog, at VisiGoterne skulle erobre Spanien i kejser Honorio´s navn, som nu forsynede VisiGoterne med korn. Det passede VisiGoterne fint. Allerede i 416 havde Wallia´s hær næsten herredømmet i Spanien. Silingerne og Alanerne i Baetica, Lusitania og Cartagena søgte tilflugt hos Hasdingerne (Vandalerne) i Spaniens nordøstlige hjørne: Galicien. Vandalernes kong Fredbal sendes i romersk fangenskab, og Alanernes kong Atax dræbes. Og endelig indfriede romerne nu deres løfter, således at VisiGoterne i 418 kunne bosætte sig i Aquitanien Secundai i Gallien, mellem floderne Loire i nord og Garonne i syd, hvor Tolosa (Toulouse), blev VisiGoternes hovedstad de næste 200 år. Med dette som udgangspunkt bredte VisiGoterne snart deres magt langt omkring ud mod Biscayabugten og op til Aurelianum, medens det romerske overherredømme mistede al betydning. I overensstemmelse med datiden, overtog VisiGoterne 1/3 af godserne og jorden, medens de andre 2/3 blev beskattet. Wallia døde i 419 af sygdom, og Theodorik d I. (419-451 e.Kr.) blev konge i Aquitanien. De fleste Galliske byer stod i stampe medens Tolosa voksede, og spiren til en VisiGotisk adel, var under udvikling. Theodorik 1. hjalp en romersk general med at bekæmpe oprørske Vandaler i Spanien i 421, men da kejser Honorio døde i Ravenna i 423, og der udbrød rivalisering om den vestromerske kejsertitel, opsagde Theodorik sin samarbejdsaftale med romerne, og udråbte et selvstændigt rige. Dette fik romerne til at sende feltherren Flavius Aetius mod VisiGoterne, og VisiGoterne mistede den sydfranske Middelhavskyst. Men VisiGoterne udvidede gennem de næste 30 år deres rige i syd med provinsen Novempopulana mellem floden Garonne og Pyrenæerne, og nordpå til Lugdunensis (Normandiet). I 425 blev VisiGoternes rige officielt af romerne godkendt som et selvstændigt kongerige - Toledo-riget var en realitet med kong Theodorik 1. På grund af det VisiGotiske tryk forlod Vandalerne Andalusien i 429 under kommando af Geiserik (428-477) og emigrerede til nordAfrika, hvor Vandalerne grundlægger et rige i 439 med Karthago som centrum, og hvor romerne i 442 har tabt hele Tunesien og Algeriet, og anerkender Vandalerrigets suverænitet. Dette rige bliver den første germanske rigsgrundlæggelse på vestromersk territorium. Herfra byggede Vandalerne og Alanerne en mægtig flåde, som hurtigt fik magten over øerne i Middelhavet, og i juni 455 blev Rom hjemsøgt af denne flåde, som plyndrede i 14 dage. Den oprindelige Iberiske befolkning i Spanien var siden romernes fordrivelse af Karthageserne i 192 f.Kr. gennem ca. 600 år blevet hispano-romansk og sproget romersk (latin). I 440´erne har en større gruppe Alaner slået sig ned nord for Loire, og i 450 breder Frankerne sig over det nordlige Gallien.

I 434 dør Hunnernes kong Mundzuk (Rua), og det store Hunnerrige deles mellem hans sønner: Attila og Bleda. Fra 434 angriber de Balkan, og mange folkeslag må anerkende Hunnernes magt. Kejseren i Byzans betalte betydelige summer til Attila, får at undgå at blive overfaldet. Ungarn er centrum for Hunnernes magt, og i 445 bliver Attila enekonge, da han får slået Bleda ihjel. Da den østromerske kejser har betalt Attila mange beskyttelsespenge, må Attila nødvendigvis vende sig mod vestEuropa. Så i 451 stormer Attila i spidsen for Hunnerne over Rhinen og angriber Gallien. Men nu er der foruden, OstroGoterne med kong Valamir (død i 468) og Heruler også Rugier, Gepider under Ardarich, Thüringer, Frankere og Burgundere med i Hunner-hæren. Og for at opretholde den romerske magt, havde vestromerne selvfølgelig også tidligere forhandlet med Hunnerne. romernes feltherre: Flavius Aetius og VisiGoterne (Theodorik d I.) finder sammen, og de får tilslutning fra en gruppe Frankere, Armoricanere, Breoner, Sakser, Ripuarer, Burgundere og Alanere under Sangipan. De to hære mødes på de Katalauniske Marker (Châlons-sur-Marne i sydFrankrig) i 451, og den VisiGotiske kong Theodorik 1. falder på de Kataluniske Marker i 451 i slaget. Efter Attila har forhandlet med pave Leo 1. trækker Hunnerne sig derefter mod øst, men trænger i 452 ned i nordItalien. Attila dør i 453 efter sit bryllup med Burgundernes kongedatter: Ildiko og afløse af Ellac. På cirka samme tid sendte den romerske feltherre: Flavius Aetius bl.a. en vesthær af Alaner af sted under lederen: Goar, som nedkæmpede en opstand, og Alanerne fik derefter tildelt land i Gallia Ulterior (nord for Loire), - hvor de iøvrigt boede i forvejen. Goterne i Aquitanien (syd for Loire) hjalp også romerne mod en bagauderopstand i Spanien i 454. Men Flavius Aetius myrdes i 454 efter ordre fra kejser Valentinian III, der selv blev myrdet i 455. Stormanden: Avitus fra Auvergne blev nu udset til kejser i det vestromerske rige. Men østpå gør mange af de undertvungne folkeslag oprør i 454 mod Hunnerne og Attilas sønner, og Hunnernes magt gik tilsyneladende fuldstændigt til grunde i 469. Selvom Hunnernes magt blev brudt, blev der forsat boende mange Sarmater. Et af de sejrende folk var Gepiderne med Ardaric, der med sine Gepider slog sig ned i Transsylvanien, Rugierne fandt et sted i det nedre Østrig, Herulerne ved sydMähren, Sveberne i Pannonnien, Skiringer ved Tisza, Ostrogoter ved floden Sava i Pannonien. Herulerne havde et kongerige i Moravia (Pannonien), hvor de styrede handelsvejene med rav fra Østersøen. Men fra 455 blev den ene vestromerske kejser efter den anden udnævnt og styrtet, og fra 457 til 472 kom den romerske feltherre: Ricimer, der var af Gotisk og Svebisk oprindelse, til at spille en hovedrolle i det vestlige romerrige. Men nu skete der også det, at de mange folkeslag i Pannonien kom op at slås, sådan at den Skiringske kongesøn: Odoaker og hans folk forlader området, og at Svebernes kongerige går til grunde i 469 mod Ostrogoterne under kong Thiudimer. Hans søn: Theoderik bliver konge i 470. Men i 473 forlader OstroGoterne Pannonien, hvor den ene gruppe under Thiudimer drager mod Trakien, hvor dog en anden OstroGoter (Theoderik Strabon) var udråbt som konge, og det gav visse uenigheder, som forsatte efter at Thiudimer døde i 475, hvorefter hans søn: Theoderik konkurrerede med Theoderik Strabon. Men OstroGoternes magt var en torn i øjet på den østromerske kejser. Zeno, som lavede en aftale med Bulgarerne om at de skulle komme ind over Donau og angribe OstroGoterne. Men Theoderik Strabon slog Bulgarerne tilbage, - og døde selv i 481. Thiudimer´s søn: Theoderik var nu OstroGoternes enekonge, og efter at han havde gennemført et togt ind i Grækenland, blev OstroGoterne optaget i det byzantinske system af den østromerske kejser Zeno i 484. Efter den romerske feltherre Ricimer kom i 472 feltherren fra Burgund: Gundobad, til at spille hovedrollen i det vestromerske rige og fra 476 var det den Skiriske kongesøn: Odoaker, der slukkede og lukkede endeligt for det vestromerske rige - og for dets lejetropper, magtspil og slaveimperium. Odoaker afsatte Romulus Augustulus og tog magten i Italien samt på Sicilien, der havde været under Vandalerne. Odoaker tog magten i Dalmatien i 482, og i 487 knuste han Rugierne i Noricum (Østrig). Indbyggere valgte at trække sig væk fra Donau-linien, sådan at Langobarderne kunne flytte ind i landskaberne i nedre Østrig, og derved kom Langobarderne til at spille en rolle i de kommende magtkampe om territorier. Rugierne gik sammen med den OstroGotiske kong Theodorik og sammen med den østromerske kejser Zeno planlagde de nu, at knuse Odoakers magt. Theodorik rykkedet i 488 frem med en stor hær, der sejrede over Odoakers hær i august 489. Men Odoaker kunne alligevel indespærre Theodorik i Pavia, og Theodorik´s allierede (Rugierne, m.v.) var ikke altid enige med ham. Men Theodorik var heldig - og i august 492 havde OstroGoterne samlet så mange skibe, at de kunne angribe Ravenna fra havet. Angrebet skete i februar 493 og Odoaker måtte dele Italien med Theodorik. Men knap 2 uger efter freden slog Theodorik Odoaker ihjel under en middag, og Odoakers familie bliver myrdet med stor grusomhed. Theoderik den Store blev han nu kaldt (ca. 450-526) også kaldet Didrik af Bern kunne nu fra 493 regerede Italien, Sicilien, Dalmatien og Rætien fra Ravenna, formelt som den byzantinske kejsers stedfortræder. Theodorik den Store sad så i Ravenna fra 493 til 526 og regerede resterne af det vestromerske rige. Derefter kom OstroGoterne i væbnet konflikt med Byzans.

Men VisiGoternes kong Theodorik d. 1. der faldt i slaget på de Katalauniske Marker i 451 havde fire sønner: Theoderik, Friederik, Thorismund, Eurik. Thorismund bliver dræbt efter to års regeringstid. I 453 besteg Theoderik den VisiGotiske kongetrone som Theoderik d. II indtil 466, og påbegyndte erobringen af Spanien, hvor han i 456 tilføjer Sveberne et stor nederlag. I den nordøstlige ende af Gallien begyndte Frankerne en ekspansion, som fik frygtelige følger. Længere oppe nordpå drog folkeskarer af Jyder, Saksere og Frisere til Britannien, og i 455 belejrer Vandalerne med Genserico byen Rom. Theoderik d. II bliver dræbt i et famileopgør og i 466 blev broderen: Eurik konge (466-484) ved et kup. Han erobrer det meste af Spanien, med undtagelse af det nordvestlige område, hvor Sveberne og Baskerne holdt til. I 475 opsagde Eurik vasalforholdet til romerne, og gjorde sit rige til en regional stormagt. Eurik indfører den ældst kendte VisiGotiske lov, som man også kalder den første Germanske lovbog. Men lovbogen er kun opbevaret i brudstykker. I rigets første tid stod Goterne som soldater skarpt adskilte fra de ældre indbyggere under deres civile embedsmænd, og religionsforskellen holdt også adskillelsen vedlige, omend de arianske konger aldrig forfulgte de romersk kristne. OstroGoterne havde befriet sig fra Hunnerne i 455, og i 468 drog OstroGoterne i forståelse med den byzantinske kejser mod nordItalien, fordi vestromerne var ved at give fuldstændigt op (Vandalerne havde jo plyndret Rom i 455). Så i 472 plyndres Rom af Ricimer, og efter det vestromerske rige brød sammen i 476, og den Skiringske kongesøn Odoaker (433-393) var udråbt af de Germanske lejetropper til konge af Italien, overgik den politiske magt i rest-Romerriget til østkejseren i Byzans. I 484 har det VisiGotiske rige sin største udbredelse. Eurik´s søn: Alarik blev VisiGoternes kong Alarik II (484-507) og Alarik II lod i 506 udfærdige en særlig romersk lovbog til fordel for sine romerske undersåtter i Spanien, som kom til at blive kilden for al Romerret i vestEuropa helt frem til det 12 århundrede. I Frankerkongen: Chlodovech (Clodevik 466-511) fik VisiGoterne en brutal og hensynsløs fjende, der ville ekspandere og have territorier og magt. Chlodovech slog Alemannerne i 495 og Chlodovech tilsluttede sig den romer-katolske tro i 496. Chlodovech besejrer Burgunderne i 500, og da VisiGoternes kong Alarik II faldt mod Frankernes Chlodovech i kampen ved Vouillé i 507, ville VisiGoterne sikkert være blevet fordrevet helt ud af Gallien, hvis ikke den OstroGotiske kong Theodorik den Store (450-526) havde grebet ind og reddede Septimanien for sin unge VisiGotiske frænde (Amalarich), for hvem han som formynder sidenhen styrede riget. VisiGoternes rige ved Toulose begynder dog at gå i opløsning, men allerede i 511 kunne Theodorik den Store overtage det VisiGotiske rige i Spanien. VisiGoterne tyede til sydSpanien. Men da Frankerne forsatte deres ekspansion blev Burgunderne forbundsfæller med Theodorik den Store, selvom Theodorik giftede sig med Chlodovechs søster. Theodorik den Store blev også forbundsfæller med Thüringerkongen Herminafrid og Herulerkongen Rodulf, da Alemannerne blev truet af Frankerne. Theodorik den Store var arianer, og i hans sidste regeringsår opstod konflikter indenfor filosofien, mellem arianere og romer-katolske, og med de romerske stormænd. Theodorik´s havde en søn og en datter. Ved Theodoriks død i 526 blev dattersønnen Athalarik konge, der stod under formynderskab af sin kraftige moder Amalasvinta; hun viste sig i sin styrelse som en forstående beskytter af den latinske kultur. Goterne modsatte sig imidlertid Athalariks romerske opdragelse, men drengen døde ung i 534, og Amalasvinta søgte derpå hjælp mod sine indre fjender hos den østromerske kejser Justinian; da hendes stilling således var styrket, ægtede hun sin fætter Theodahad, der var stærkt præget både af latinsk og græsk kultur, men utilfreds med hendes store indflydelse lod Theodahad hende først fængsle på en ø i Bolsenasøen og derpå dræbe. Ovre i Byzans var den byzantinske kejser: Justinian (482-565) blevet kejser i 527. Han ville knuse de ariansk-Germanske riger og samtidig bringe paven i Rom ind under lydighed hos byzantinerne. Med OstroGotisks hjælp kuede østkejserens feltherre: Belisarius Vandalerriget i Afrika i 533. Dette statskup af Theodahad giver den østromerske kejser Justinian et påskud til at gribe ind, og Justinian og feltherren: Belisarius erobrer i 535 Dalmatien, Sicilien og Neapel, og Belisarius ville have indtaget Rom, hvis ikke Justinian havde forpurret hans planer ved at forene hans tropper med en hær, der blev sendt til Italien under Narses. Således gik den nødvendige dispositionsfrihed tabt og følgen var, at det allerede erobrede Milano atter faldt i goternes hænder. I de næste 20 år drager den ene lejehær efter den anden hen over de italienske landskaber i blodige krige. Theodahad bliver nu i 536 afsat og udskiftet med kong Witigis (536-540). Witigis samlede en stor hær, hvormed han belejrede Rom, som forsvaredes af Belisar, men han var ude af stand til at indtage byen, og krigen mellem goter og byzantinere rasede over hele nord- og mellemItalien. Under udfoldelse af stor kraft og snedighed lykkedes det Belisar at erobre hovedstaden Ravenna og at føre Witigis som fange til Konstantinopel. I deres fortvivlelse tilbød goterne Belisar kronen, men denne afslog tilbudet, og de valgte da først en konge, der blev myrdet som følge af personlig skinsyge, og derpå en anden, som blev dræbt på grund af sin absolutte udygtighed. De ubesejrede OstroGoter valgte nu Tortilla i 541, som ved sin energi og dygtighed fordrev exarken fra Ravenna. Byzantinerne søgte nu tilflugt i deres fæstninger og Tortilla genvandt næsten hele landet for goterne. Belisar blev atter sendt til Italien, hvor han for anden gang indtog Rom, men da kejser Justinian ikke sendte ham tilstrækkelig forstærkning, vendte han efter egen anmodning tilbage til Konstantinopel. Tortilla indtog derefter atter Rom i 546 og kæmpede desuden på forskellige steder i Italien, på Sardinien og Korsika, men landet var i en sørgelig forfatning, hærget af krig, pest, hungersnød og elendighed af enhver art, og Narses indtog nu Belisars plads og besejrede med en hovedsagelig germansk hær goterne ved Tagina, hvor Tortilla faldt i 552. Efter nogle mindre betydningsfulde kampe i de følgende år, gik østgoternes rige under i Narses fejrede sin triumf i rom, hvor alle de fra goter, franker og alemanner erobrede sejerstrofæer fremvistes, medens de blomstersmykkede soldater priste kejseren. Sluttelig slog Narses den næste OstroGotiske konge: Teja I i 552-53 ved Monte Lattare, Nocera på Vesuvs skråninger, hvorefter de overlevende OstroGotere måtte vandre nordpå eller blev opslugt i de andre folkeslag i Italien, selvom der foregik kampe indtil 555. I Verona forsvarer OstroGoterne sig indtil 561. Italien blev forvandlet til en byzantinsk provins og styredes af exarken i Ravenna, under hvis ledelse generalerne var herrer i provinserne, medens de enkelte distrikter administreredes af tribuner. Kommunal frihed forsvandt næsten ganske under byzantinernes hårde og gridske styre, der ganske ødelagde landets tidligere strålende velstand. Men de byzantinske hære forsatte i 551 til sydSpanien, som VisiGoterne mistede incl. la Axarquía. Her var påskuddet, at man skulle hjælpe den ene part i en VisiGotisk borgerkrig. Men så i 568 trængte et nyt ariansk-Germansk folk frem i nordItalien. Det var Langobarderne under kong Alboin, der grundlagde et rige i den nordlige del af Italien, og Langobarderne føltes også som en stadig trussel imod byzantinerne og biskoppen i Rom.

Frankernes voldsomme fremfærd har i 565 medført, at VisiGoterne mistede alle deres områder i Gallien, og derfor flyttede VisiGoterne hovedstaden til Toledo i Spanien, som de næsten behersker helt. Den kraftige VisiGoterkonge: Liovigild (567-586) underlagde sig i 585 Svebernes rige i det nordvestlige. Efterhånden blev »nationerne« dog blandede sammen. Men i Frankernes by: Tours sad den fanatiske og intolerante romer-katolske biskop Gregor den Store (590-604) og opfandt Skærsilden, og tvang sine udgydelser over de arianske Germanerne, og knyttede de romer-katolske kristne til Rom. Den liberale VisiGoterkonge: Liovigild sendte en udsending til Gregor, og Liovigilds søn: Rekkared (586-601) gik lige efter sin tronbestigelse over fra arianismen til de romer-katolske kristne i 586. Rekkared forhøjede det religiøse konsil af romerske præster til en slags rigsdag, og gav dermed kirkedrømmerne en skæbnessvanger indflydelse på verdslige anliggende. Langt den største del af befolkningen i Hispania var under VisiGoterne af romersk oprindelse, d.v.s. de stammede fra et af de lande, som var under Romerrigets dominans: italienere, grækere, syrere, ægyptere, afrikanere og jøder. Desuden var mange Germanske folkeslag repræsenterede. Det samlede romaniserede befolkningstal er svært at opgøre, men man mener, at der var mellem syv og ti millioner. VisiGoterne selv udgjorde ikke flere end mellem 100.000 og 200.000. I 650 kunne Rekkesvint udstede sin Lex Visigotorum, der gjaldt for alle hans undersåtter. Efter nogle indledende vanskeligheder fungerede forholdene mellem de forskellige sociale og etniske grupper rimeligt godt. Således var »nationalitetsmodsætningen« trådt tilbage. Alle rigets indbyggere var både skattepligtige og hærpligtige. Loven var væsentlig hentet fra den gamle romerret og kender f.eks. både vidnebevis og rent juridiske dommere, men det tiltagende barbari viser sig i de grusomme straffe. Samtidig var der fremtrådt en skarp klasseadskillelse. Den menige frimandsklasse var lidet anset og kaldtes pauperes eller viles. Frimandsklassen sank stedse dybere under den økonomiske konkurrence med de rige, og ledingspligten blev for frimandsklassen en byrde, der fik mange til at opgive deres ejendom. Kun lidt højere stod de såkaldte mediani, især dekurionerne i byerne. Virkelig rigdom fandtes kun hos overklassen, potentiores eller som de også kaldtes på grund af deres forbindelse med hoffet: palatini. Det var godsejerne, dels efterkommere af de gamle senatorfamilier, dels af fornemme Gotere og de var nu alle lige krigerske, og på deres godser havde de ikke blot talrige halvfri undergivne, men også store skarer af væbnede svende. Der blev flere og flere livegne. Med disse stormænd førte kongerne en evig strid, og riget kom aldrig til ro. De indskrænkede den kongelige myndighed på mange måder og gjorde kongedømmet valgfrit. I det VisiGotiske aristokrati var der uendelige arvefølgekrige - af 35 konger blev 15 afsatte eller myrdede. Mod de verdslige stormænd søgte kongerne støtte i gejstligheden. Bispekoncilierne fik derved den største indflydelse også i verdslige forhold. De blev til statskoncilier, hvor der jævnsides med 80 bisper mødte en snes palatinere, og som under forsæde af metropoliten i Toledo, der kontrollerede hele embedsstyrelsen. Alligevel vedblev den indre strid, indtil Araberne kom. VisiGoteren Wamba var konge fra 672 til 680. Ved kong Vitiza´s død i 708 valgte stormændene Roderik (Rodrigo 709-711) til modkonge i stedet for Akilla, der blev ryddet af vejen. I foråret 711 steg 12.000 mand under kommando af guvernøren af Tanger, Berberen Tariq b. Ziyad, og i profeten Muhameds navn (ca.570-632) i land ved Gibraltar. Kavaleriet var bevæbnet med lette lanser, sabler og spyd, og de blev fulgt af infanteriet, som mødte fjenden med lange sværd, buer, pile og skjolde. En ny sol skinnede over dem, og de drømte om at indtage Hispania (Spanien). Fra Djebel-al-Tariq indledte disse mænd et forbavsende togt. Da Roderik var på et togt mod Baskerne og Frankerne i 711 angreb Araberne fra nordAfrika. D. 12. juli stod der et slag ved en lille flod: Guadabeca (Barbate) ved Janda søen (Medina Sidonia), og da Vitixa´s tilhængere svigtede forsvaret, blev Rodrigo slået og Araberne trængte frem til Toledo. VisiGoterne rige var nu styrtet sammen. Sejrherrene repræsenterede halvmånen med deres krumsabler og den muhamedanske fortrop blev året efter forstærket med yderligere 18.000 soldater, som gik i land på den spanske halvø under kommando af Musa b. Nusayr, den arabiske guvernør i Quayra wan (Marokko) De avancerede uimodståeligt til Mérida efter at have besejret en VisiGotisk hærafdeling ved Segoyuela. I Toledo udråbte de Kaliffen af Damascus til hersker over Hispania (Spanien). Kort efter erobrede de Aragón, Galicien og det østlige Hispania. De havde føjet endnu en glorie til Damascus’ ære ved at indlemme Al Andalus i Dar-al-Islam. VisiGoterne flygtede til det bjerrige Asturien. VisiGoterne gav navn til Catalonien (Gotalaunien). Katerina den Store tvang KrimGoterne i 1700-tallet til at flytte, og dermed forsvandt KrimGoterne som selvstændigt folk. Se mere om VisiGoterne og om sprogenes oprindelse her.

Herulerne

Hos goteren Jordanes der omkring 550 e. Kr. skrev Goternes historie, hører vi om en række større og mindre stammer og folk på den skandi(navi)ske halvø og blandt dem svearne (suitidi), som var berømte for deres legemsstørrelse. Og Jordanes fortæller, at danerne er udgået af deres stamme og har fordrevet herulerne fra deres bopæle. Men det betyder nok blot, at danerne på det tidspunkt hørte til blandt „Skandias indbyggere". Herulerne eller erulerne nævnes hyppigt og man har vished for, at de stammede fra Norden, men vi kender dog ikke deres bopladser i Norden. En skare af erulerne træffer man i 267 e. Kr. i nærheden af østgoterne ved Sortehavet, hvor de hærger på Lilleasiens og Attikas kyster. Senere er de kommet under østgoternes kong Ermanarik, derefter under hunnerkongen Attilas, og endnu senere er de drevet vestover, hvor de har dannet et rige ved den øvre Teiss. Krig og vandring er referaterne af erulernes tilværelse. Flokke af erulere slår sig ned på romersk grund ved Belgrad, og de går i romersk sold som lejetropper; deltager i gepidernes frihedskampe; forbløder sig i byzantinsk tjeneste; er i 476 med til at styrte det vestromerske rige i Italien og kæmper med vandalerne i Nordafrika. Og deres spor kan følges fra Krim til Karthago, medens andre erulere har søgt til Gallien og Spanien. Erulerne har i 286 e. Kr. plyndret ved Rhinbredderne og har i 456 og 460 hærget Aquitanien og Galicien. En samtidig romersk forfatter: Sidonius Apollinaris, fortæller om, hvorledes eiruleren med de hjelmklædte kinder færdes i Bordeaux - „han, som bor i oceanets yderste afkroge, nær det iskolde dyb". Skal man tro på dette udsagn, har der endnu ved udgangen af det 5. århundrede siddet erulere tilbage i Norden. Men den kamp om hvilken Jordanes fortæller og hvorved erulerne fordreves af danerne, kan lige så godt være foregået i en fjern fortid som i årtierne omkring år 500. Vi hører hos grækeren Prokopios i ca. 550, at en erulflok i ca. 512 vandrede fra Illyrien mod nord, hvor den slog sig ned i Gauternes nabolag på den Skandiske halvø, og at de Illyriske erulere senere hentede sig en ny konge blandt disse deres bortdragne landsmænd. Men dét tyder på, at der ved år 500 ikke længere har eksisteret noget selvstændigt erulrige i Norden. Prokopios lader os forstå, at danerne allerede da havde fået fast fod i Jylland, idet han - efter at have fortalt om erulernes vandring fra Illyrien gennem slavernes og varnernes bygder - fortsætter: „på den anden side af varnerne" vandrede de gennem danernes folkestammer, uden at barbarerne øvede vold imod dem." Nogle mener, at erulere ikke er brugt som betegnelse for en hel befolkning og formoder, at navnet har været tilknyttet en krigersk overklasse, eftersom de oversætter det til „krigerhøvdinge" eller „krigere". Det er sikkert denne betydning, ordet erilar har i de fem nordiske runeindskrifter, og af hvilke to hører hjemme i Norge (Romsdal og Ringerike), een i Sverige (Värmland) og to i Danmark (Skåne og Fyn). Men spørgsmålet er tillige, om erulernes kamp med danerne skal opfattes som en enkelt, epokegørende begivenhed, eller den har formet sig som en langvarig fejdetilstand, der er endt med en sammensmeltning af de to tjod under danernes navn og førerskab. Selvom danerne på den tid kom fra den skandinaviske halvø, er det dog i Skåne, på de danske øer og i Jylland, at deres historisk kendte herredømme kommer til udfoldelse, og adskilligt kunne tyde på, at dette delvis var sket gennem hårde kampe. Derved er tjodene, som har levet indenfor det senere Danmarks område, efterhånden gået op i det danske „folk", hvis tyngdepunkt i det 6. århundredes begyndelse har ligget på Sjælland, og erulernes navn er - som så mange andres - gledet ud af den hjemlige overlevering til fordel for navnet på den statsdannende tjod, der prægede fremtiden.

Alemannerne omtales i 211 e.Kr. mellem floden Main og Doanau, syd for Chatterne. Stammerne var anført af hertuger og Alemanner-navnet også kendt som et forbund af flere stammer i henhold til den romerske historiker: Asinius Quadratus. Størstedelen af Alemannerne var nok Hermundurer, men også Iuthunger, Semnoner, Avioner og Langobarder har været med i forbundet, der i 268 laver det fremstød i nordItalien på Posletten. Alemannerne indtog sydvestTyskland og i 300-tallet et område i østFrankrig. Deres ekspantion blev stoppet i 357 ved Strassburg (Argentoratum) og deres konge: Chonodomarius blev fanget. I 366 gik de igen over Rhinen, og i 400-tallet fik de magten over Alsace og størstedelen af Schweiz. Alemannerne angreb ofte Rætien i perioden 250-450, som de erobrede i 450. Deres hertugdømme: Alemania (Schwaben)(Baden-Wüttemberg) gik til grunde i 496 da merovingeren: Chlodovech 1 (Klodevig) indtog dette land. De sydlige Alemanner klarede frisag ved at tilslutte sig OstroGoteren Theoderik den Store, men også de kom under Frankerriget, da OstroGoterriget brød sammen i 522/561. Men Alemannerne genvandt deres selvstændighed da Frankerriget gik i opløsning i 639-725, men de blev blev slået af Karl Martel i 725. Alemannene fik en lovsamling omkring 780.

Hermundurer kalder Tacutis dem. Thüringernes rige strakte sig fra Elbens munding til Donau i 400-tallet. De regnes for lydfolk til Attila, da Hunnerne angriber. Kongerne var: Bisin (450-500), og fra 500 til 531 var Baderich, Berthachar og Hermenefried konger. Thüringerne kom i 531 under Frankerriget, da de blev angrebet af Frankerne og Sakserne. De kom til at fungere som Frankernes værn mod Slaverne, der nu kom ind fra øst. I 639 frigjorde Thüringerne sig fra Frankerrige, men kom atter under Frankerne i 719. Thüringerne forsatte som hertugdømme og markgrevskab, og blev "forenet" med Saksen i 909.

er befolkningen i den nordøstlige trediedel af Gallien, der kaldes Belgien. Belgerne skal være indvandret fra øst, og Cæsar regner Belgien for halvt Germansk. Belgerne adskilte sig hverken i sprog eller sæder fra de øvrige Gallere. Kun var de mere barbariske og mere krigerske end de fleste af deres stammefrænder. Det grovere arbejde overlod de til deres kvinder. Belgerne bestod af mange stammer, der kun i krigstid valgte en fælles fører. Til de vigtigste stammer hørte: Bellovakerne omkring det nuværende Beauvais, Nervierne ved Floden Sambre, Aduatukerne, Tungrerne ved Tongern, Remerne ved Reims, Suessionerne ved Soissons, Atrebaterne ved Arras, Ambianerne ved Amiens, Viromanduerne i det nuværende Vermandois; yderst ved Stranden boede Morinerne og Menapierne. Da Cæsar ville underkaste sig Gallien, vendte han sit hovedangreb mod Belgerne, idet han indså, at når disse var underkastede, ville resten af Gallien af sig selv falde i hans hænder; men det kostede 11 års hårde kampe at bryde Belgerne´s modstand, og 11 gange led romerne nederlag over for disse krigerske folk. Belgerne forekommer også som navn på en britisk stamme, der boede i det sydøstlige England og havde byer som Magnus Porlus (Portsmouth), Venta Belgarum (Winchester), Clausentum (Southamplon) og Brige (Brighton). De mentes at være stammefrænder af Belgerne på fastlandet og var ligesom disse yderst krigerske. Under kejser Claudius (10 f.Kr.-54 e.Kr.), der erobrede Britannien, Mauritanien og som gjorde Trakien til en romersk provins, blev disse Belgere i Brittannien underkastet romerne af Plautius og blev snart helt romaniserede.

Kort før vor tidsregning beboede tre stammer det nuværende Bajern. Det var de Keltiske Vindelikere på højsletten, de Keltiske Norilcere og i Alperne: Ræterne. I år 15 f.Kr. erobrede romerne landet indtil Donau og oprettede siden provinserne Rætia og Vindelicia. Af romerske militærstationer og kolonier opstod byerne Auvusta Vindelicorum (Augsburg), Castrum Regina (Regensburg). Den Keltiske befolkning blev stærkt blandet med kolonister fra Romerriget og efterhånden fuldstændig romaniseret. Under folkevandringstiden trængte flere Germanske stammer ind i Bajern, og i 488 e.Kr. forlod de sidste romerske tropper og kolonister Bajern. Alemannerne angreb ofte Rætien i perioden 250-450 e.Kr., som de erobrede i 450. Efter 488 toges landet øst for Lech i besiddelse af det Germanske folk Bajuvarerne, som var dannet ved en sammensmeltning af Markomannerne med flere andre stammer og havde navn af den tidligere hjemstavn: Baja (dvs. Bojernes land = Böhmen). Bajuvarerne betragtes derfor som en af de sent opståede stammedannelser. Mellem Iller og Lech satte Alemanner sig fast på samme tid. Landet nord for Donau tilhørte Thüringerne, der i 531 besejredes af Frankerne, hvorefter Frankiske kolonister bosatte sig omkring Main. Bayrerne kom i afhængighedsforhold til Frankerne, skønt den første historisk kendte bajerske hertug: Garibald I (553-591) søgte at løsrive sig. Han tilhørte Bajern´s ældste hertugslægt, Agilolfingerne, der angives at nedstamme fra feltherren Agilolf, en slægtning af den Frankiske kong Chlodevig. Tassilo I var Bajuvarernes hertug til fra 590 til 610, og faldt i kamp mod Avarerne. Hertug blev Garibald II til 630; hertug Theodo (690-717), og under han sønner kom Bayern under frankisk herredømme. Bajuvarerne frigjorte sig under hertug Tassilo III (741-794) i 763, og sluttede forbund med longobarderne, og Tassilo III skabte deres lovsamling i 788, dog under Frankernes indflydelse. Karl den Store tvang Bayern til underkastelse i 788, og ophævede stammehertugdømmet og indlemmede Bayern i Frankerriget.

Vascongados på spansk, Euscaldunac på baskisk er et gammelt folk, der lever inderst ved den Biscayiske bugt på begge sider af Pyrenæerne i den franske provins: Basses-Pyrénées og i Spanien i de baskiske provinser og Navarra. Baskerne bor i Baskerlandet (Euskalearia) og i Heskualherrik i Frankrig. Baskisk sprog indtager en særstilling, idet deres sprog er forskelligt fra alle andre europæiske sprog, og de anses i den henseende som den sidste rest af de gamle Iberer. Baskerne eller Vaskerne betragtes som direkte efterkommere af de gamle iberiske Vaskoner, der aldrig helt underkuedes af romerne, selvom romerne i 74 f.Kr. i Vaskernes land anlagde byen Pompejopolis (Pamplona). I det 6 århundrede. e.Kr. bredte Vaskonernes indflydelse sig over en del af Aquitanien, der fra nu af blev kaldt Gasconien (Gascogne). Da Araberne erobrede Spanien, holdt Baskerne sig ret uafhængige. Derimod måtte de underkaste sig Karl den Store, omend de af og til gjorde opstand. Baskerne overfaldt i 778 Roncesvalles. I begyndelsen af det 10 århundrede opstod af Baskernes lande et eget kongerige: Navarra.

i Auvergne anses for at være ret ublandede Keltere. De taler en dialekt af Langue d'oc, og har deres navn efter Arvernerne, der var et af de mægtigste Keltiske folk. I det 2 århundrede f.Kr. beherskede de næsten hele Gallien og Aquitanien. Deres hovedstad var Gergovia. Under høvdingen Vercingetorix kæmpede de mod Cæsar, men måtte underkaste sig 51 f.Kr.. Kristendommen blev indført i det 3 århundrede e.Kr.. I 415 blev Auvergne erobret af VisiGoterne og i 507 af Frankerne, der hærgede Auvergne frygteligt i 532 for at straffe en opstand. I 767 blev landet hærget af Pippin den Lille. Auvergne´s ret høje kultur blev ved disse krige for en stor del ødelagt. Under Karolingerne blev Auvergne et arveligt grevskab, senere len under hertugerne af Aquitanien og Guienne.

(Suebi) er et gammelt stammenavn, og Sveberne´s hjemstavn er egnene ved Nedre-Elben. Ifølge Sveberne´s folkevandringssagn udgår Sveberne fra øen Swevia i det nordlige hav, der må være identisk med »Øen Skandinavia«. Sveberne lander, hedder det, i Slesvig og drager gennem Holsten til Thüringen og Schwaben. Her er landskabet: Swebengau ved Thüringens grænse og Offa-sagnet opfatter Sveberne som naboer til Sønderjylland. Sveberne var de første Germanske stammesammenslutninger i Germanien. Men det skrives også, at en del tidligere Svebere ofrede til guden: Isis, idet Svebernes hovedstamme var Semnonerne, der i 174 f.Kr. var brudt op fra Oder egnen. Omkring år 100 f.Kr. var Semnonerne nået til Thüringen, og lidt senere til Swaben. Markomannerne var bosat omkring 100 f.Kr. mellem Main og Donau. Men på Cæsar's (100-44 f.Kr.) tid var Sveberne i stærk fremtrængen mod syd og vest. Folkene i vestGermanien, der allerede havde optaget den Galliske kultur, kunne ikke stå sig mod Sveberne, der udtrykkelig foreholdt dem deres vanslægtelse i ord, og bedre gik det ikke Gallerne (Kelterne). Sveberne havde erobret den øvre Rhin-Dal, og var i forbund med de jyske stammer: Haruder og Eudusier, der truede det indre Gallien. Haruderne var fra Hardesyssel i Jylland. Sveberhøvdingen: Ariovist blev af Sequanerne kaldt til Gallien, hvor adskillige Galliske stammer blev ham skatskyldige. I 59. f.Kr. blev han af Senatet i Rom kaldt konge og romerfolkets ven. I 58 f.Kr. bad nogle Galliske folk Cæsar om hjælp mod Ariovist, og Cæsar lagde hele skylden for krigen over på Ariovist. De romerske lejetropper frygtede Sveberne. Men efter flere træfninger i år 58 f.Kr. overvandt Cæsar Sveberhøvdingen: Ariovist i et blodigt slag. Det lykkedes dog Ariovist at flygte over Rhinen. Sveberne bestod umiddelbart før år 0 af Markomannerne fra Øvre Main, Kvaderne og Langobarderne. Men omkring år 0 trængte Svebiske stammer mod sydøst langs Romerrigets Donaugrænse. Under Kvadernes kong Marbod vandrede Sveberne til Donau og Böhmen (Romerrigets Donaugrænse). Bajuvarerne var også en Germansk stamme. Sveberne´s østlige fortrop: Markomannerne fortrængte den Keltiske stamme Bojerne fra Böhmen. Bojerne lagde navn til Böhmen, og de kendes helt tilbage fra ca. 400 f.Kr. hvor de slog sig ned i Po-dalen i nordItalien. Her i Böhmen stiftede Sveberne mellem år 9 og 2 f.Kr. et storSvebisk rige, et statsforbund og skabte et Keltisk/Germansk rige, og hvor oprindelsen til runeskriften muligvis skal findes. Der skal have været 54 stammer med i Svebernes forbund. Sveberriget omfattede stammer til helt op imod Elb-mundingen, såsom Langobarderne. Cheruskeren Arminius (Armin) lokkede den romerske statholder Varus i baghold og tilintetgjorde de romerske hære i Teutoburgerskoven i 9 e.Kr.. Tiberius (42 f.Kr.-37 e.Kr.) blev af kejser Augustus (63 f.Kr-14 e.Kr.) sendt mod Markomannerne. Men da stammerne i Pannonien (Illyrisk landskab, der omfatter Kroatien og dele af østlige Østrig og Ungarn) gjorde oprør i år 6 e.Kr. udeblev konfrontationen mellem romerne og Markomannerne. I den kommende tid forsøgte Markomannerne et etablere et godt forhold til romerne og ville være neutrale. Men det vakte uvilje hos Cheruskerne, der under Armin slog Markomannerne i 17 e.Kr.. Kong Marbod måtte flygte i år 18 efter en opstand, og han dør i landflygtighed i Ravenna, ca. 37 e.Kr.. Sveberriget styrtedes i år 19 e.Kr. af frihedshelten: Armin, men dog fik Svebernavnet hos romerne i den følgende tid en endnu større rækkevidde, thi også Goterne og de øvrige stammer i østGermanien, ja selv Sveerne blev medindfatlede derunder. Det var kun indbyggerne i Jylland og nordvestGermanien, til hvem det Svebiske forbund aldrig udstraktes. Sveberne dannede en vidt udstrakt stammegruppe, der kaldte sig »Sønner af Ermin« og havde sit centrum i en nationalhelligdom i Sveberne´s moderland. Et ydre kendemærke for Sveberne fandt romerne i den såkaldte »svebiske hårsætning«, der var en kort, hestehaleagtig pisk. Svebernes naboer var Driader, Barderne, Sicambrerne, Hunerne, Vandalerne, Sarmaterne, Langobarderne, Herulerne, Dacerne, Marcomanerne, Gotherne, Nordmannerne og Slaverne. Kvadernes stadige fremtrængen, bl.a. til Verona var årsagen til Den Store Markomannerkrig i 166-180, hvor den romerske kejser Marcus Aurelius selv deltog. I folkevandringstiden skrumper Svebernavnet ind, idet f.eks. de Markomaniske Sveberne kalder sig Bayrer. De nordlige Svebere spiller endnu en rolle i nordisk og engelsk heltedigtning. Således optræder »Kong Svafner af Svafaland« i kvadet om Helge Hjørvardson. Om en navnkundig forsvarskamp mod Sveberne ved Ejderen handler sagn om Anglerkongen: Oila = Uffe hin Spage. En afdeling Sveberne tog i Landnamstogene til nordGallien og nedsatte sig ved Antwerpen. Sammen med Vandalerne går Sveberne over Rhinen i 407. En del Svebere drog i 409 med Vandalerne gennem Gallien til den spanske halvø - til sydvestSpanien, hvor Sveberne dannede et rige. Da Vandalerne har forladt Spanien efter 420érne breder Sveberne sig til Andalusien og ud over Portugal til nordvest Spanien. I 409-441 hedder Svebernes konge: Hermeric. Under kong Rechila (438-448) gør Sveberne i 445 opgør, som er tilskyndet af Vandalernes kong Geisirik. Fra 448 til 456 hedder Svebernes konge Rechiarius, der bliver dræbt af OstroGoternes kong Theoderik den Store. Maldras bliver Svebernes konge fra 456-460. Reichismund er Svebernes første konge, der i 465 konverterer fra arianismen til katolicismen. Den sidste Svebiske konge er Andeca, idet VisiGoterne i 585 erobrede Svebernes rige. Sveberne, men især Alanerne lagde grunden til det senere Portugal. De kom hurtig under VisiGotisk herredømme og romaniseredes. Af de tilbageblevne Svebere i Germanien deltog nogle i kampen mod Hunnerkongen Attila's sønner i Ungarn år 453. Andre bosatte sig i det nuværende sydvestTyskland, som Svaberne, tysk Schwaben. Senere indtoges Sveberne´s hjemland af Venderne, og Sveberne tyede over til »Swebengau« på Elbens vestbred. Denne nybygd måtte de værge ved en hård strid med de Saksere, der havde hjulpet Langobarderne med Italiens erobring og som nu vendte hjem. År 748 optræder Sveberne sammen med Sakserne som Frankernes fjender. Sidenhen går Sveberne op i Sakserne og forsvinder ud af historien.

Burgunderne er ligesom Goter og Vandaler et østGermansk folk, og oprindelig udvandrede Burgunderne måske fra Bornholm og sydSverige. Burgunderne træffes i det nuværende Polen og Burgunderne trængte siden i sydvestlig retning og slog sig ned nord for Alemannerne ved Main, hvorfra Burgunderne gjorde strejftog ind i Gallien, men her blev de overvundet af kejser Probus (277 e.Kr.). I slutningen af det 4 århundrede havde Burgunderne grundlagt et rige omkring det nuværende Darmstadt. Under Hunnernes tryk gik Burgunderne sammen med andre stammer i 406 e.Kr. under OstroGoteren: Radagaisus over Rhinen ned til Italien, medens andre Burgunderne under kong Gebicca (407-413) samtidig brød ind i Gallien, og i 413 tog hovedfolket under kong Gundabar bolig på Rhinens venstre bred og dannede her et stærkt Burgunderrige med Worms som hovedstad, og de erobrede Mainz. De blev anerkendt som romerske foederati, og på denne tid gik Burgunderne over til arianismen. Deres kong Gundobar (Günther) af Gibikungernes slægt, støttede i 411 den Galliske modkejser: Iovinus forsøg på at blive vestromersk kejser. Men VisiGoterne´s kong Ataulf lod sig narre af den vestromerske kejser: Honorio i Ravenna, og bekæmpede den Galliske modkejser: Iovinus, - og året efter var Iovinus hære nedkæmpet. Den romerske feltherre: Flavius Aétius så i Burgunderne en mægtig fjende. Så han inviterede Hunnerne ind fra øst, for at bekæmpe Burgunderne, som blev nedkæmpet af to hære i 436. Kong Gundobar faldt i en kamp mod en afdeling Hunnere, hvorved størstedelen af Burgunderfolket blev dræbt. Aëtius flyttede de overlevende Burgunderne til Savoyen (Sabaudia) i 437, og her grundlagdes i Rhoneegnen et nyt Burgunderrige, med kong Gundioc. Først fik Burgunderne halvdelen, senere to tredjedele af agerlandet, og derfra udvidede Burgunderne efterhånden deres herredømme mod vest med Lyon som hovedstad. Burgunderriget deltes efter Gundioc død i 473 mellem hans tre sønner, men efterhånden fik sønnen: Gundobad enemagten i 480, og han skabte Burgunderne’s lovbog (Lex Gundobada). Burgunderne var helt selvstændige, og han og hans forgængere behandlede romerne særlig venligt og viste megen imødekommenhed mod den romerske kirke. Den kongelige »forfatningernes bog«, der kort efter blev kundgjort af Det burgundiske Rige, tiltrådtes af en lille gruppe, der omfattede 31 ledende adelsmænd, hvis autoritet nu udtrykkeligt havde elimineret enhver folkelig medindflydelse på stammesamfundets love. Burgunderne var arianere, og forskellen i religionsdyrkelsen skildte dog de to folk. Gundobad tillod endog, at flere af hans slægt, deriblandt hans egne sønner, antog katolicismen. Da Frankerkongen: Chlodovech i 495 blev romersk-katolik, følte Burgunderne deres stilling truet, men Gundobad sluttede sig nær til Chlodovech, som ægtede hans broderdatter. Chlodovech døde i 511 og Burgund stod da med den førende stilling i området. Men efter Gundobads død i 516 begyndte de Frankiske konger flere krige i 520érne mod Burgundernes kong Sigismund (516-523) og kong Gudomar (516-534), og Frankerne undertvang i 532/534 Burgunderriget. Dog beholdt Burgunderne en særstilling under Merovingerrrigets delinger. Efter kejser Karl den Store´s død i 814 begyndte Frankerrigets nedgang, og i 843 blev Frankerriget opdelt. Under kejser Karl den Tykke (839-888) var Karl den Stores imperium atter genforenet for sidste gang. Karl den Tykke lod grev Boso af Vienne blive konge af Burgund og Provence i 879, og dermed opstod det såkaldte Cisiuranske Burgundiske rige, der nåede fra Alperne til Rhône og fra Middelhavet til Saône. Boso af Vienne var gift med kejser Ludvig d. II´s (825-875) datter. Ludvig d. III den Blinde (880-928) var konge af Burgund (Provence) fra 887. I 888 dannedes det Transjuranske Burgundiske rige, da hertug Rudolf lod sig krone til konge. Hans området omfattede Franche-Comté og det vestlige Schweiz, og hans søn: Rudolf d. II erhvervede i 930 det Cisiuranske Burgundiske rige. Det forenede Burgundiske rige fik i 933 hovedstad i Ares, og derfor blev riget også kaldt: kongeriget Arelat - indtil 1032. Kong Rudolf d. III indgik et arveforlig med sin søster´s søn: kejser Henrik d. II, således at Burgunderriget efter Rudolfs død skulle forenes med Henrik d. IIs´ rige. Kejser Konrad d. II (ca. 990-1039) fik arveforliget fornyet i 1027, og eller Rudolfs død i 1032 kom Burgunderriget under kejser Konrad d. II. Men fyrsterne i det Burgundiske rige forblev uafhængige, og Konrad d. II´s herredømme var ikke reelt. Karl d. IV blev i 1365 kronet i Arles, og på den tid var de fleste dele af det Burgundiske rige kommet under Frankisk herredømme og kun grevskabet: Burgund (Franche-Comté) vedligeholdt sin forbindelse med Tyskland. Desuden er der det Arelatiske Burgunder rige, dvs. hertugdømmet Burgund (Bourgogne), der var et Frankisk land, med hertug Boso’s broder: Richard af Autun fra 884 og hovedstaden Dijon. Dette hertugdømme kom ved arv til Capetingerne, og kong Henrik d. I forlenede hertugdømmet i 1032 til sin broder: Robert, hvis efterkommere uddøde i 1361. Derefter inddrog kong Johan af Frankrig Bourgogne og forlenede det til sin yngre søn: Filip den Dristige (1363-1404), der tidligere havde fået grevskabet Højburgund som tysk len af kejser Karl d. IV.

Gamle folkesagn, der er bevarede hos Langobardernes historieskriver Paulus Diaconus(ca. 720-799), fortæller at folket oprindelig udvandrede fra Skandia, og i den ældste Langobardiske lov er der også ret påfaldende lighedspunkter med nordisk ret. På Tacitus’ tid boede Langobarderne langt nordpå ved Nedre Elben - år 5. e.Kr.. Måske kaldte de sig også Viniler (Hillevioner). Under deres folkevandring kom de længere mod syd, og gik mod øst langs Donau. De gik sammen med Kvadernes kong Marbod, men da Kvaderne svigtede, gik Langobarderne sammen med Arminius, og slog kong Marbod i år 19 e.Kr., der blev fordrevet fra Böhmen. I 170 forsøgte Langobarderne at gå ind i Donau området, men blev slået tilbage. Gepiderne var en Germansk stamme, der var fra Weichsel-deltaget, og som i det 3 århundrede var vandret sydpå, men som dér blev overvundet af Hunnerne. Gepiderne gik sammen med Hunnerkongen: Attila i 451 i angrebet på Gallien. I 505 har Langobardernes kong Wacho (510-540) grundlagt et rige ved Donau. I 509/510 blev Herulerne fordrevet fra Moravia af Langobarderne. Men efter Hunnerne er ude af Europa giver kejser Justiniaus I (482-565) Langobarderne boliger i Pannonien (Illyrisk landskab omkring Kroatien, m.v.). Men Langobarderriget forskydes mod øst, hvor Langobarderne fordriver Gepiderne fra det østlige Ungarn, der erobres i 552. Langobardernes kong Alboin hjalp den byzantinske kejser ved at fremsende hjælpetropper til den østromerske general Narses mod OstroGoterne. Narses slog OstroGoterne i 552-53, hvorefter de overlevende OstroGotere opsluges i andre folk i Italien. Men da de asiatiske Avarer brød ind over de Pannoniske sletter i 558, gik Langobarderkongen Alboin sammen med Avarerne, og knuste Gepiderne og deres konge: Cunimund i 567, sådan at Gepidernes rige ophørte med at eksistere. I 568 førte kong Alboin Langobarderne til Italien, hvor de i 568 grundlagde et kongerige i Lombardiet. Efter at være gået over de Juliske alper udplyndrede Alboin Venetien og egnen omkring Milano såvel som byerne på den Emilianske slette. Langobarderne bredte sig over hele Italien og Tuscien, og udfyldte tomrummet efter OstroGoternes rige. Det nordlige Italien fik sit nye navn efter Langobarderne (Lombardiet). Langobarderne var nok arianske kristne, men havde også mange hedenske skikke, og den oldGermanske forfatning levede endnu hos dem. Deres anførere kaldtes duces og lignede de gamle Taciteiske principes (forstandere) og folket bosatte sig efter slægter, som kaldtes tora. Kongedømmet stod ikke synderlig fast. Dog kunne Alboin først i 572 holde sit sejrrige indtog i Theodoriks palads i Pavia. Men i det følgende forår blev han myrdet i Verona af sin hustru, Rosamunde, som aldrig havde tilgivet ham, at han ved en fest havde tvunget hende til at drikke vin af hendes faders hjerneskal, der var omdannet til et bæger. Rosamunde var Gepidekongens datter. Alboin efterfølger Cleph blev dræbt efter halvandet års regering, og i de følgende 10 år valgtes ingen konge. Denne tilstand gav anledning til dannelsen af forskellige hertugdømmer, især i nordItalien. I den tid blev de gamle indbyggere slemt behandlet. De lokale Langobardiske hertuger tog magten som krigsherrer. Længere mod syd stiftede Langobarderne nogle halvt uafhængige hertugdømmer i Spoleto og Benevent, medens exarkatet omkring Ravenna samt Rom, Neapel, de sydlige halvøer og øerne vedblev at stå under Byzans. Langobardernes rige omfattede næsten hele Italien, der føltes som en stadig trussel mod den byzantinske kejser og biskoppen i Rom. Den byzantinske kejser og Frankerne angreb Langobarderne i 580érne, men nogen varig invasion blev der ikke tale om. Efter den kongeløse tid blev forholdet til romerne ordnet af kong Authari (584-590). I 584 genoprettede Clephs søn Autari kongemagten og giftede sig, skønt selv arianer, med den katolske prinsesse Theudelinde, hertug Garibald af Bayerns datter. Efter Autaris død bevarede hun sin fremtrædende stilling som efterfølgeren, hertug Agilulf af Turins hustru, og senere herskede hun for sønnen Adalward. I nært samarbejde med pave Gregor den Store fik hun bayrerne til at opgive arianismen og slutte sig til den katolske tro og endvidere byggede hun domkirken i Mongo, hvor Italiens konger gennem lange tider modtog Jernkronen, som i sin gyldne ring gemmer et søm fra kristi kors. Hun døde under et ophold ved Comosøen. Langobarderne fik udlagt en tredjedel af jorden mod at overtage hærpligten. Langobarderne ville dog hverken vedligeholde det romerske bureaukrati eller det gamle skattevæsen, så den romerske forvaltning blev afskaffet, og romerne fik frataget deres rettigheder. Under kongen styrede de folkelige høvdinger, hertugerne, men jævnsides dem stod en kongelig embedsmand, gastalden, der efterhånden blev noget lignende som den Frankiske greve, og hvortil kongen tog sine hirdrnænd, gasindi, som de her kaldtes. Lovgivningen foregik på Gairethinx, hvor kongen mødtes med frimændene (arimanni) eller i alt fald de fornemmere af dem. Kong Agilulf (590-616) måtte dog neddæmpe det lokale selvstyre og de lokale hertuger. Allerede ved år 600 var afdøde kong Autharis fra Bajern´s stammende dronning Theodolinde en ivrig katolik og stod i venligt forhold til pave Gregor den Store. På foranledning af hende blev domkirken i Monza bygget, hvor senere kongerne blev kronet og hvor den Lombardiske Jernkrone endnu gemmes. Den fra først af så skarpe tvedeling mellem de indvandrede og de oprindelige indbyggere blev efterhånden udjævnet, især da den religiøse forskel faldt bort. I 636 valgte longobarderne hertugen af Brescia: Rotari til deres konge; han ægtede Theudelindes datter og blev longobardernes første store lovgiver. Striden mellem longobarder-fyrsten: Grimwald af Benevent og Perctarit af Milano viser, at hertugdømmerne Benevent og Spoleto nu var kommet til at spille en rolle ved siden af hertugdømmerne i nord. Kong Rothari (636-652) lod de Langobardiske love samle og ordne i 643, og lovene blev gjort ensartet og gældende for alle undersåtter; lovene blev bearbejdet efter mønster af romerret og VisiGotisk lov, men bevarede dog hele det ægte Germanske retsindhold. Ledingspligten blev tilsidst udstrakt til alle, og frimændene deltes i tre klasser efter formue, således at hver klasse havde sin forskellige drabsbøde og gjorde krigstjeneste henholdsvis som sværtrustede eller let rustede ryttere eller som bueskytter. Stormændene fik større og større indflydelse, og kongerne lå i stadig strid med dem. Katolicismen bredte sig stedse videre, og da den katolske hertug af Benevent, Grimoald (662/664-671) blev konge, sejrede katolicismen. Langobardernes mægtigste konge var Liutprand (712-744) fra hvem der er bevaret love, som viser stærk påvirkning af romerretten. Liutprand søgte at udbrede sin myndighed både over de syditalienske hertuger og over paven, der på den tid var kommet romerkejseren fjernt på grund af billedstriden. Han nåede omtrent at samle Italien til et rige. Han benyttede sig af de sydItalienske provinsers oprør imod den byzantinske kejser, Leo III, til at gøre erobringer i exarkatet Ravenna og i dukatet Rom. Da billedstriden medfører et brud mellem paven i Rom og Byzans, søger paven i Rom alliance med de Frankiske herskere mod Langobarderne. Paverne, der frygtede longobardernes stigende magt, rejste venetianerne, der kort i forvejen havde skabt en stat under ledelse af en doge, samt hertugerne af Spoleto og Benevent til kamp imod Luitprand, men da det ikke lykkedes disse at rokke hans magt, henvendte paven sig, ganske vist forgæves, til Karl Martel, den frankiske major domus (hushovmester), karolingernes stamfader, som ved Poitiers i 732 havde vundet udødeligt ry ved sejren over araberne. Luitprand viste dog altid mådehold, og hans møde med pave Zacharias i Pavia blev hans sidste offentlige fremtræden. Hans livsmål havde været at styrke den longobardiske kongemagt og tvinge de store hertuger til at anerkende kronens myndighed. I 751 erobrer Aistulf (749-756) exarkatet Ravenna og begærede at dukatet Rom skulle betale skat til ham. Og det byzantinske herredømme i mellemItalien ophører. Pepin den Lille (714-768) der afsatte den sidste Merovingerkonge kom paven til hjælp i 754, og samarbejdet mellem paven og Pepin den Lille, bevirkede oprettelse af kirkestaten, da paven for disse besiddelser, der dermed blev årsag til Italiens fremtidige lange splittelse i småstater. Ved Pepin s kroning er det ikke stammeretten, slægtsretten, men salvelsen ved guds nåde, der giver kongemagten dets hellige autoritet. Karl den Store afsatte den sidste Langobarderkonge: Desiderius (756-774) i 774, og gjorde en ende på det Langobardiske rige, men der måtte 5 hærtog til før det lykkedes. På det første hærtog af sine fem togter til Italien opløste Karl den Store det longobardiske rige, på det andet dæmpede han et oprør blandt de longobardiske hertuger, hvem han fratog deres titel og jurisdiktion. I deres sted indsatte han grever og markgrever, som stod i lensforhold til kejseren og var forpligtet til at yde krigstjeneste i forhold til deres besiddelsers størrelse. Tredje gang i 780 indviede paven hans søn Pippin til konge. På det fjerde tog undertvang han den longobardiske hertug af Benevent, Arachis, som blev kejserens vasal, og på det femte hærtog i 800 tog han til Peterskirken i Rom. Hertugdømmet Benevento forbliver dog selvstændigt og nye dannes. Lothar blev konge af Italien og kronedes i 823 i Rom af pave Pascalis, og efter 843 fik han kejsertitel. En del efterkommere betragter sig som Langobardernes arvinger med ret til krone og kejserværdighed. Otto den Store gik i 951 over Alperne hvor han slog Langobarderkongen: Beringar af Ivrea. I Pavia lod Otto den Store uden valg eller kroning sig udråbe til Langobardernes konge.

Sakserne´nævnes af Pholemaio's og af romerske kilder i det 1´århundrede e.Kr. og angiver Holsten og tre øer i Vesterhavet som saksernes hjemstavn. Her har de da boet omkring midten af det 2. århundrede, og utvivlsomt har de siddet her allerede på Tacitus's tid. Han har dog ikke kendt deres navn, og at dette skulle skjule sig bag en eller anden af betegnelserne for de syv nerthus-tjod - f.eks. reudingernes -, er det rene gætværk. Saksernes stamme startede nok som en stammeforgrening fra Chauci-stammen. Sakser betyder »sværdmænd« og er dannet på baggrund af det saksiske ord for et kort sværd. Sakserstammen kan således også havet været en krigerorden i begyndelsen. Sakserne havde forbindelser til de sydligere stammer, og Langobarderne huskede endog, - da de var kommet til Italien, - at de havde været gamle venner med Sakserne. I 200-tallet havde krigere ved Elben og Weser antaget Sakserns navn. I 286 e. Kr. går sakserne i forbund med frankerne og plyndrer den galliske kyst. På dette tidspunkt havde de trængt salierne ud af deres bostavne øst for Yssel, og alene deri ligger, at de endnu tidligere må have skaffet sig herredømmet over egnene fra Elben til Ems, hvor chaukernes mægtige stammer havde haft hjemme. Chaukerne har etnisk stået de holstenske saksere nær. Formodentlig er chaukerne draget bort. De havde plyndret på Galliens kyster allerede i kejser Glaudius's dage, siden havde de fordrevet amsivarerne fra den nedre Ems, chasuarierne fra Hase, angrivarierne fra egnen vest for Engern og en del af cheruskerne fra Ockerlandet. Sidste gang, vi hører om chaukerne er i 170, da de atter hærgede i Gallien, og tilsvarende plyndringstogter har sikkert hyppigt fundet sted. Men fra slutningen af det 2. århundrede forsvinder deres navn sporløst, og det erindres kun i heltedigtningens Hugas, de frankiske årbøgers Hugones og i det nuværende Humsterland indenfor provinsen Groningen. Man har undret sig over, at et så kraftigt folk skulle kunne underkues af det relativt lille saksiske flok fra Holsten. Senere er andre udvidelser fulgt efter. Sakserne har fortrængt chamaverne fra landet mellem Yssel og Lippe. Under den store folkevandring fra det 3 århundrede bredte Sakserne sig af ad søvejen til kystlandene omkring strædet ved Calais og ved Loires munding samt ad landvejen mod vest til Zuider-søen og til Rhinen - også til Britannien. Mod syd bredte Sakserne sig til floden Unstrut i Thüringen. En anden gruppe Saksere fulgte med Langobarderne til Italien, men de vendte dog hjem igen. Vandringerne medførte at navnet: Sakser, fik en stor udbredelse. De Saksere, der indtog den franske side af strædet ved Calais, gav kyststrækningen navnet »den sachsiske kyst«. De sydligste af Sakserne i det nuværende Normandiet spredte bygder på Bretagnes øer lige til Loires munding, men blev Keltiserede. De nordligste Saksere i Flandern, undgik Keltiseringen, men blev til gengæld opslugte af deres frænder: NederFrankerne, og kom til at danne grundlaget for det Nederlandske folk. I begyndelsen af det 4. århundrede er en del af langobarderne brudt op for at drage mod syd, og dette har givet sakserne lejlighed til at trænge ind i Lyneborg. Samtidig har de vel besat Münsterlandet, hvor angrivarierne havde slået sig ned, efter at deres hjemland i sin tid var blevet besat af chaukerne, og således har det saksiske herredømme efterhånden strakt sig fra Ejderen i nord til Lippe i syd, omfattende hele den vigtige kyststrækning med Elbens, Wesers og Emsflodens mundinger og tillige en stor del af det bagved liggende opland. Men endnu videre er sakserne trængt frem ad søvejen hvor de fortsat har plyndret langs Galliens kyst, og omkring det 5. århundredes begyndelse har de sat sig fast på en del af strækningen mellem Bretagne og Schelde, den såkaldte litus saxonicum. 50-60 år senere har andre skarer forsøgt at trænge ind ved Loireflodens munding. Her er de ganske vist blevet slået af frankerne i 469 og af vestgoterne i 475; men endnu ved århundredets slutning fandtes der dog uafhængige saksiske bosættelser både ved Nantes, Angers og Bayeux, og længe før dette tidspunkt havde tillige den saksiske kolonisation ovre i Britannien taget fart. Beda Venerabilis (672-735) - Beda »den Ærværdige« skriver i 731 »Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum«, Anglerfolkets Kirkehistorie, om hans eget sejrrige folk: Anglerne, at tre mægtige folk erobrede England: Sakserne, Anglerne og Jyderne. Jydernes efterkommere bebor Kent, øen Wight og kysten (Hampshire). Men disse Jyder, skal sandsynligvis nok også være Frisere, som Prokopios angiver. Olmersdiget fra Åbenrå og over til Tinglev menes at være Anglernes forsvarsværk fra ca. 200 e.Kr. mod en nordfra kommende fjende (Hadbarerne ?). Men spørgsmålet er om Anglerne har været så langt nordpå, som Beda mener ? Krigsbyttefund fra Ejsbøl og Thorsbjerg menes at være fra Angler-rigets undergang. Ved Ejsbøl er fundet krigsbytte fra 300 og 400-tallet med dyreornamentik, som kom til at præge den nordiske billedkunst de næste 500 år. I ca. år 450 drager Sakserne til Britanien, og de Saksere, der indtog den britiske del af strædet ved Calais, grundlagde her en hel del riger såsom: sydSaksen (Sussex), midtSaksen (Middlesex), østSaksen (Essex), vestSaksen (Wessex). Sakserne fik følgeskab af Anglerne fra Jylland rod, og muligvis også af Harderne og Jyderne, og Anglerne lagde navn til folket: Englænderne. Både Barderne og Anglerne ender sandsynligvis i østEngland, hvor der etableres to riger: Deira og Bernicia, der ligger i strid i 100 år, men som i 593 forenes til Northumbria. Bernicias hovedplads hed Ho-wick, og dét kan godt være udvandrede Hadbarer fra Ho-bugt ved Esbjerg. Den sydvendte gruppe af Bardere kommer i kamp mod sydHerulerne ved Donau i 494 og 505, men Barderne fordrives i 568 af Gepiderne. Barderne har lagt navn til Lombardiet i 570. Hos Briterne og de andre Keltiske stammer blev Sakser navnet for samtlige Angel-Saksere, altså også for de oprindelige Anglere. I 531 angreb de forenede frankiske-saksiskee hære det Thüringske rige, hvorved sakserne fik hele landet mellem Ohre, Elben, Saale, Unstrut, Helme og Ocker, men umiddelbart efter 531 taber de det nyvundne thüringske rige til frankerne. Gilda, har i Britanniae omkring midten af 500-tallet skrevet om Saksernes fordrivelse af Britanno-romerne. Sakserne blev under grufulde kvaler tvangskristnet af Frankerne på kontinentet, og mange flygtede løbende til Britania, ligesom Sakserne forsøgte at »flygte« nordpå. Den Angel-Saksiske benediktermunk Winfred (Wynfrith) (672-754) antog i 718 navnet Bonifatius. I 3 år (719-722) virkede Bonifatius i Frisland, sammen med den romerske munk, Willibrord (Frisernes Apostel) og bearbejdede den Frisiske befolkning, med støtte fra den Frankiske fyrste. Willibrord nåede også ind blandt Thüringerne. Bonifatius trængte i (722-732) ind i Hessen og Thüringen, hvor han fik værnebrev af Merovingernes Karl Martel, og blev hjulpet af en strøm af Angel-Saksiske missionærer. Karl Martel erobrede i 734 den nordlige del af Nederlandene med nogle Frisiske bosættelser. Friserne kunne jo udvinde det livsnødvendige: salt, ved havets kyster. Først efter 734 blev Friserne kristne - og nu kom Danerne i gang med at bygge deres Dannevirkevold mod de kristne fyrster (Frankerne). Bonifatius var herskesyg, hensynsløs og groftskåren og grundlagde i 744 klosteret: Fulda, der var arnestedet for missionsvirksomheden mod Sakserne. Og missionærerne overbeviste de lokale fyrster om, at de kun kunne overleve ved sand kristendom og i fællesskab med Roms biskop. Men Bonifatius blev dræbt i 754 af Friserne. Det var samme år i 754, at Merovingernes: Pepin den Lille (714-768) kom den romerske pave til hjælp, og besejrede Langobarderne, der måtte afstå de landområder, der blev begyndelsen til Kirkestaten fra 756. Ved hjælp af et forfalsket brev, det »Konstantinske gavebrev«, indbildte man menneskene, at paven i Rom var uafhængighed af den byzantinske kejser. Der stod i falskneriet, at Konstantin den Store havde skænket pavestolen og herredømmet over byen Rom, hele Italien og de vesteuropæiske lande. Og for at opretholde denne løgn, måtte den forfalske pave jo gå sammen med de Karolingske fyrster. Og det var dénne krist-katolske kirke og Karolingerne med deres Frankiske regler, der nu ville gennemføre eneherskersystemet. Folkenes historie måtte vige for fyrsternes historie. De romersk-katolske Frankere énsrettede nemlig den kendte verdens ideer, opløste ejendomsformerne og de ligeværdige sociale relationer mellem folk; de opløste dyrkningsfællesskabet og tilsidst blev ætterne og stammefællesskabet opløst, så svigefulde kristne konger og bisper kunne slås om retten til jorden, havet og berøve folket dets fællesskab. Folkets ret, rettigheder, sædvaner og tingsteder blev afløst af kirkens ret og kongens magt. De brutale kristne Frankere havde jo atter og atter sydpå påvist kristendommens ondskab. De kristnes ejendomsformer, deres privilegier, skat og betalingssystem var uforeneligt med folkemasserne. Saxonernes land grænsede op til Sorberne, der kendes fra 631, til nordAlbingerne (dvs. befolkningen nord for Elben) og til Thüringen. Således førte Frankerne krige mod Sakserne i 772-85 og i 792-97, og Frankerne støttede sig til Romerkirken og gik i besærk, og skabte kristen en alliance under den Frankiske konge: Karl den Store, der fra 772 gik i hellig krig mod Sakserne. I 772 havde Frankerne og Karl den Store fået ødelagt Saksernes helligdom »Irminsul« i Westfalen tæt ved Sakserborgen: Eresburg. Flugten fra krigen, medførte at Sakserne ufrivilligt spredte sig over nordTyskland. Sakserne blev tvangskristnet med sværdet og ilden, men Sakserne ydede hård modstand og gjorde gentagne gange oprør. Men i 777 kunne Karl den Store holde rigsmøde i Paderborn. I 782 giver den danske kong Sigfred asyl til sakserhøvdingen (VestFalernes hertug): Widukind (Wedukin) og da Vidukind kom tilbage udbrød der under hans ledelse den ene opstand efter den anden. Sakserne og Abroditterne (Venderne) var gået i forbund mod Frankernes ekspansion. Karl den Store skal på én enkelt dag i 782 i byen Verden i nordTyskland havde ladet 4.500 såkaldte hedenske Saksere halshugge, og Karl den Store indførte strenge straffe for ukristne ritualer, herunder dødsstraf for bestemte forseelser, som han lod nedfælde i Capitulatio de partibus Saxoniae, udstedt i 782 eller i 785. Først efter hans store sejre ved Detmold og Hase i 783 var sejren over Sakserne en kendsgerning. Endnu ind i det følgende århundrede var der dog opstande, og Karl lod bl.a. tusinder af nordAlbinger flytte sydpå, medens slaviske Obotriter indtog deres tidligere boliger. Nårsomhelst Sakserne senere forsøgte modstand, ramtes de af frygtelig straf; oprørerne tvangskristnedes og, hvad værre var, de flyttedes i massevis bort fra deres hjemland og ejendomme, der overgives til Frankiske nybyggere. I 785 oplevede den Angel-Saksiske Willehad fra Northumbrien, hvordan Karl den Store tvangskristede Sakserne. Med våbenmagt opløste Frankerne det Saksiske folk og stamme. Derefter slog Willehad sig ned i Bremen, hvorfra han virkede som missionær, og hvor han døde og blev gravlagt i 789 i Bremens første domkirke. Willehad havde selv ladet den opføre, og dermed skabt grundlaget for det senere Hamburg-Bremen bispesæde. Det nordtyske bispesæde Bremens kirkehistorie og nordEuropas »missionshistorie« tager derfor sin begyndelse med den Angel-Saksiske biskop Willehad (ca.740-789). Hamburg (Hammaburg) var ellers engang Saxonernes berømte by, og Saxonernes land udgjorde en betydelig del af Germanien, og var dobbelt så bredt som Frankernes land, men lige så langt. Hamborg blev »grundlagt« af Frankerne i 811, på en boplads, hvorfra altså Frankerne havde fordrevet Sakserne. Men juledag år 800 kronede pave Leo i Rom Karl den Store til romersk kejser. Ved århundredskiftet var Elben blevet Frankerrigets grænse; men nu syntes det, som om Karl ville gå videre. I forbund med de slaviske Obotriter i østHolsten kunne Karl undertvinge og omflytte de Saksiske stammer nord for Elben: Sturmerne og Holsterne, dvs. Holtseterne, de, der havde dyrket jord op og boede i skoven, holtet. I en brutal udryddelseskrig erobrede Karl den Stores tropper hele Saksen, og en stor del af befolkningen nord for Elben blev myrdet eller deporteret. I 804 var Sakserne og deres religion definitivt undertvunget og samme år var Karl den Store helt oppe ved Elben; da fik han efterretning om, at kong Godfred, en søn af kong Sigfred, havde samlet en hær ved Sliestorp, på Sliens nordlige bred, lige overfor Hedeby. Kong Godfreds fjendtlighed er let forståelig; Karls fremfærd syntes at tyde på, at det var hans hensigt at tage magten over Frisernes handelsvej over Hedeby og dermed at berøve kong Godfred de store indtægter, som Godfred havde af den Frisiske handel. Godfred synes at have forstået, hvad denne handelsvejs beherskelse betød for hans kongemagt; at Karl tilbød forhandlinger, gjorde ham kun dristigere. I 808 angreb Godfred de slaviske Obotriter og ødelagde deres handelsplads Reric, der konkurrerede med Hedeby, og samtidig bestemte han, at der langs Ejderens nordlige bred skulle bygges en vold tværs gennem landet lige fra Østersøen til Vesterhavet. Som modforholdsregel herimod anlagde Karl befæstningsanlæg ved Stør, Itzehoe, og ved Elben Hamburg, der fra da af blev en markedsplads for de Frisiske købmænd til Elben, og som sådan snart overgik Bardowik. Skønt Karl således overfor denne danske konge holdt sig i defensiven, hærgede Godfred i 810 de Frisiske Øer langs kysterne og undertvang Friserne på Slesvigs vestkyst; han pålagde de rige Frisiske bønder dér en skat til ham som dansk konge. Således skriver de kristne. Men sandheden er vel, at Friserne havde anmodet Danerne om hjælp mod Frankerne. Efter således tre faser med Sakserkrige i perioden: 772-804 lykkedes det Karl den Store (742-814) at indlemme og undertrykke Sakserne ind under Frankerriget. Med Karl den Store´s sejr over Sakserne var deres Angelsaksiske sprogæt udslettet, og sådan at Nedersaksisk blev navnet på den nordtyske dialekt, dvs. plattysk, og denne dialekt tales ikke alene i Tyskland, men også i en del af Hollands østlige provinser. Fra det Saksiske sprog er talrige stednavne i Holsten og nordøstHannover, f.eks. Celle, ældre Kielle = tysk Quelle, dansk Kilde. I Middelalderen overførtes Saksernes navn på de mellemrhinske Franker, der i 1143 udvandrede til Siebenbürgen (de syv borge), og de taler en mellemhøjtysk dialekt. Samtidig overførtes navnet: Saksere også på det kongeriget Saksens indbyggere, som af herkomst er virkelige Saksere og Thüringer, og som talte højssachsisk, der gennem Lüther blev grundlaget for det tyske skriftsprog. For middelalderens nordboer var Sakserne det samme som vi kalder »Tyskere«. I 968 skriver Korvej-munken: Vidukind en Sakserkrønike.

Fortællingerne om Anglernes, Saksernes og Frisernes og Jydernes første landgange i England og videre udbredelse er sagnagtige. Traditionen blev først optegnet af Beda i ca. 731, og han lader Anglerne komme fra Angel i Slesvig, »som ligger mellem Jydernes og Saksernes lande«. Man er dog ikke sikker på, at Beda´s »jutæ« virkelig var Jyder. Da de romerske legioner havde forladt Britannien efter 406/410, blev sydlandet hurtig et bytte for de "nordtyske" sørøvere. Fra Skotland angreb Skotterne og Pikterne nu de Keltiske Britere og Briternes kong Vortigern anmodede i 499 Sakserkongerne: Heingest og Horsa om hjælp. Men allerede fra 440 skal Anglerne, Sakserne og Jyderne havde sat sig fast i Britannien og fordriver de Keltiske Britere til Wales, Cornwall, Skotland og Bretagne (Frankrig). I løbet af ét århundrede skabte Anglerne, Sakserne og Jyderne en halv snes små kongeriger, hvoraf senere historikere har udvalgt syv og kaldt dem et »heptarki«: Kent (Jyderne), Sussex (Sakserne), Essex (Sakserne), Wessex (Sakserne), østAngel (Anglerne), Mercia (Anglerne - dvs. grænselandet, af mark, men også omfattende oprindelig selvstændige riger i øst) og Northumberland (Anglerne - sammensat af Bernicia og Deira). I alle rigerne kaldte indbyggerne sig selv Angler (anglecyn). Kelterne blev vistnok i de først erobrede landsdele omtrent helt udryddet eller forjaget. I de senere erobrede strækninger mod vest synes Kelterne ofte at være gjort til trælle. Kelterne har dog kun påvirket sejrherrernes sprog yderst lidt. På vestkysten holdt Briterne sig derimod i Wales, Cornwall og Cumberland. De to sidste lande blev dog senere undertvunget af Angelsakserne. Medens Sakserne på fastlandet endnu på Karl den Stores tid (771-814) stod under høvdinger af samme art som Tacitus’ principes, fremtrådte kongedømmet hurtig i England, hvor den stadige kamp mod Briterne krævede en kraftig ledelse. Kongeslægterne, der udledte deres herkomst fra Wodan, havde arveligt krav på kronen, således at kongen i det mindste skulle tages af slægten. Først og fremmest var kongen krigsherre, og han omgav sig med en hird, hvis medlemmer kaldtes gesith (følgesvend), senere oftest thegn (tjener). Ved siden af kongen stod dog stormændenes forsamling, Witenagemot, der besluttede både om love og om krig. Landene var delt i shirer, svarende til pogus eller gau, og i et sådant shire var den egentlige styrer den hjemlige ealdorman; jævnsides ham optræder en kongelig embedsmand, gerefa eller scir-gerefa (sherif), der først kun opkrævede de kongen tilkommende bøder, men hvis myndighed efterhånden bredte sig mere. Hvert shire havde sin folkeforsamling med dømmende myndighed. Fra denne tid stammer Beowulfsdigtet, der vel ikke har fået sin nuværende skikkelse før ved år 700, men er bygget på gamle hedenske kvad. Digtets emne er dansk. Danerkongen Hrodgar (Roar) opfører den prægtige borg Hjort, men plages her af uhyret Grendel. Så kommer fra Geaterne kong Hygelak´s (Hugleik) søstersøn Beowulf, der dræber både Grendel og dennes moder. Senere bliver Beowulf selv Geaterkonge og falder i kamp mod en drage, hævnet af Viglaf. I digtet omtales de danske Skjoldunger og de svenske Skilfinger, ligesom også Hygelak´s tog til Friesland, der efter de Frankiske kilder har fundet sted omkring år 515. Geaterne er Gøter eller også er det hele vandresagn fra Balkan. Versemålet er korte linjer med to stærkt betonede stavelser. Hvad stilen angår, er digtet ret rigt på tillægsord. Det mest karakteristiske er dog omskrivningerne (kenninger, som nordboerne kalder dem), der træder i stedet for lignelser, som dem Homer anvendte. Sværdet kaldes: kamphakke, kampglans, kampis, Vølunds værk; skibet hedder: havtræet, havganger, bølgeflyder o.s.v.. Fortællingen skrider frem urolig, springende, ofte ligesom visionært. Digtets oplysninger om de sociale forhold er ikke mange. Folket omtales kun lidt. Man får det indtryk, at der var fredeligt. I 400-tallet blev klosteret Candida Casa grundlagt i Whithorn på Skotlands vestkyst. St. Ninian der døde i 432 var den første katolske missionær i Skotland. St. Patrick (387-493) rettede sin mission mod Irerne og St. Patrick regnes som Irlands apostel. Den irske kirke blev opbygget på grundlag af det gamle irsk-keltiske stammesystem. Den irske munken St. Columba byggede et kloster i nordSkottland i 563. I 596 drog abbed Augustin nordpå idet han var udsendt af pave Gregor den Store (590), og Augustin blev den første ærkebiskop af Canterbury. Augustin omvender Angel-Sakserne. Omkring år 660 er der 3 kirkeretninger i England: den gammelbritiske i Wales, den irsk-skotske-keltiske i Irland og Skotland, der er en munkekirke med streng askese, og den Angel-Saksiske, der var knyttet til katolikkerne i Rom. I 664 mødes den Angel-Saksiske kirke og den irsk-skotske-keltiske kirke, og sidstnævnte indlemmes i den romerske kult under kong Oswih af Northhumbria´s herredømme. Grækeren Theodor af Tarsus blev ærkebiskop af Canterbury (669-690), og organiserede den Angel-Saksiske kirke i York og Canterbury. Den Angel-Saksiske benediktermunk Winfred (Wynfrith) (672-754) fra Wessex forlader Britanien i 716 for at drive mission på fastlandet, og antog i 718 navnet Bonifatius. I 3 år (719-722) virkede Bonifatius i Frisland, sammen med den romerske munk, Willibrord (Frisernes Apostel) og bearbejdede hensynsløst den Frisiske befolkning, med støtte fra den Frankiske fyrste. Bonifatius udnævnes af paven til ærkebiskop i Mainz i 732. I 700-tallet indlemmes den gammelbritiske kirke. Beda Venerabilis (673-735) skriver i 731 »Det engelske folks kirkehistorie«. Angel-Sakserne inddeler sig i »de fornemme« (thegn), de frie krigere (ceorl), og de ufrie. Landsbyens forvaltning og domstol er i hænderne på thegnen og de 4 bedste. I 900-tallet sker en nyinddeling af rige i territorier og større enheder. Senere opstår shires med en borg som midtpunkt, der fra Wessex breder sig over hele landet. Store landområder opstår ved at små herskere lægger sig sammen, der styres af en jarl. Som modmagt indsætter kongen afhængige embedsmænd: sheriffen, der er greve over shiret er den kongelige embedsmand, der skal kontrollere jarlen. I 793 angribes det katolske klostret på Lindisfarne af Normannerne (Vikingerne). Under kong Egbert af Wessex (802-839) er der hyppige vikingeoverfald. Vikingernes planmæssige erobring af England indledes med udgangspunkt i London og øen Thanet ved Themsens munding i 866. Nord for Themsen besættes England af Danskerne (Danelagen), som residerer i »de fem borges land (Lincoln, Nottingham, Derby, Stamford, Leicester) og East Anglia fra 870 til 917, i Northumbria fra 876 til 926. Alfred den Store (871-899) der er konge af Wessex anlægger borge og bygger en flåde, og han sejrer efter hårde kampe over Danskerne i 878 ved Edington. Efter Londons erobring i 885 og befæstning opnår Alfred den Store en deling af området, med en grænselinje: London-Chester. Hans efterfølger er Edward den Ældre (899-924) og Athelstan (924-939), der bemægtiger sig Danernes riger. I 937 sejrer Athelstan over de forenede Danskere fra Dublin, Skotterne og Waliserne ved Brunanburh. Athelstan får opretter diplomatisk forbindelse Frankerne og opretter en hofforvaltning og et kancelli, som dog ikke kan sammenlignes med det mægtige majordomus-embede i Frankerriget. I 959-975 er Edgar hele Englands hersker, og han er den første konge som krones og salves i 973 af ærkebiskoppen af Canterbury Dunstan efter et vestFrankisk ritual. Ethelred (978-1016) forsøger forgæves at forhindre Danernes indfald ved at afkræve høje tributter som danegæld, men Danerne erobrer England i 1013. Knud den Store (1016-35) vælges til konge af Englænderne; England bliver udgangspunkt for Nordsøriget. Han gifter sig med Ethelred´s enke og bliver kristen. Fordeling af land til hans følge eller almen ekspropriation finder dog ikke sted. Bortset fra livvagten hjemsendes hæren og statens enhed opgives. Der oprettes nye hertugdømmer til både slægtninge og Englændere. Efter Knuds død hersker sønnerne indtil 1042. Ethelred s søn, Edward Bekenderen (1042-1066), opretter en Normannisk domineret centralforvaltning og kommer i konflikt med det Angel-Saksiske nationalparti under jarl Godwin af Essex -1053). Efter Edwards død vælges Godwins søn Harold Godwinson til konge. Sejr over nordmændene ved Stamfordbridge, nederlag mod hertug Vilhelm af Normandiet, der med sin hær er landet i England, i 1066 slaget ved Hastings (Harold dør). Den sidste Saksiske konge i England var Harold II (1020-1066)

Folkevandringerne forsatte velnok med vikingetiden - med hæren i spidsen. Oppe fra Norden var den ene folkestamme efter den anden jo udgået i historien forløb, og var sejlet sydpå på Wisla´s flodsystem i øst og var vandret videre sydpå til Sortehavet. Men Nordiske vikinger var allerede i det 6 århundrede ved de Nederlandske kyster, og herfra drev senere Friserne handel på de Skandinaviske lande. Men Danernes tidligste handelsforbindelser gik mod øst over Gotland, over Gardariget, ned over Venderne over Kazarernes store rige til Byzans, og her benyttes Arabernes store sølvskillinger og ringsølvet. Birka i Sverige var et handelscentrum, ligesom Gudme på Fyn i 400-tallet. De Nordiske vikinger brugte ringsølv, etc. og Frisiske og Britiske mønter: sceattaer som betalingsmidler, der også blev præget i 700-talet med Germanske og Keltiske motiver. I 600-tallet udvidede Sveakongerne deres magt omkring Uppsala i Sverige sammen med Gotlænderne. I 737 påbegynder Danerne opførelsen af Dannevirke. Sydpå havde Romerriget voldsomme problemer. Her modtog man de muhammedanske erobrere i det 7 århundrede som befriere, og hele Orienten og nordAfrika gik tabt for romerne. Det var et stort landetab. Samtidig brød de Slaviske stammer ind i Romerriget ved Donau, her efter folkevandringernes første trykbølge, og hele det latinske Balkan blev overtaget af Slaverne. Da muhammedanerne havde sejret, blev Konstantinopel et næsten rent græsk rige, hvor også det græske sprog kom til ære og værdighed. Oppe ved Novgorod, der var Nordboernes Holmegård ved søen Ilmen, mødtes handelsvejene fra alle verdenshjørner. Og i tiden op til ca. 750 var der også dannet handelspladser og "byer" flere steder, bl.a. Dorestad hos Friserne, Hamburg ved Elben, Reric, Wollin ved Oder, Truso ved Weichsel, Wiskianten og Grobin, Prag, Krakow, Kiev, Staraja Ladoga, Novgorod, Kiev, Hedeby, Birka, Ribe, Århus og Kaupang i Skiringssal (Norge), og i 760 var der Nordboere ved Aldenborg ved floden Volchov. Landene omkring Østersøen var et blomstrende område, og handelen drog også Nordboerne til Konstantinopel (Miklagård). Men samtidig nede i Frankerriget blev folkestammerne sønderslået af de katolske herskere og kejser Karl den Store (742-814) begyndte at opkræve told på varer. Frisernes by: Dorestad opnår frihandel i 700-tallet og mange af Danernes karolinger-mønter må oprinde fra Vendernes handel med Karolingerriget, dvs. fra efter 751. Med Karolingerne ophører guldmøntningen og sceattaer i vestEuropa, og der slås der ikke andre møntsorter end denaren eller penningen. Denne pengeombytning og værdiforringelse fra vest, fra England og fra syd ville Nordboerne og Sakserne ikke finde sig i. Da Karl den Store angriber Sakserne flygtede VestFalernes hertug Vidukind i 777 til den danske kong Sigfred. Da Sakserne havde slået en Frankisk hær, lod Karl den Store på en dag 4.500 Saksere henrette i 782. Først efter Karl´s store sejre ved Detmold og Hase i 783 måtte Vidukind bøje sig for Karl og måtte lade sig tvangsdøbe. Frankerne havde knust Sakserne med vold, så Nordboerne blev Frankerrigets næste offer. Men nu opstod der en frihedskamp mod det centraleuropæiske tyranni - mod ondskabens imperium - mod pengemændenes krav om skatter og brugen af bestemte karolingske mønter og mod deres katolske kult. Dengang var Britannien opdelt i en række mindre kongedømmer, og kong Offa af Mercia (757-796) havde kontakt til den frankiske kejser Karl den Store, og også Offa afløser sceattas med pennies, sølvpenningen. Det var i Offa´s tid, at det første betydelige vikingeangreb på England fandt sted, da vikingerne fra »Hæredaland« viste sig i England, hvor de sejrede ved Lindisfarne i 793, Jarrov 794, Rechru, Skye og Iona i 795, og fra 799 angribes hele den Angelsaksiske kyststrækning. Enhver modstandsbevægelse vil jo finde modstanderens svage punker, så i 808 angreb Godfred de slaviske Obotriter og ødelagde deres handelsplads Reric, der konkurrerede med Hedeby, og samtidig bestemte han, at der langs Ejderens nordlige bred skulle bygges en vold tværs gennem landet lige fra Østersøen til Vesterhavet. Som modforholdsregel herimod anlagde Karl befæstningsanlæg ved Stør, Itzehoe, og ved Elben Hamburg, der fra da af blev en markedsplads for de Frisiske købmænd til Elben, og som sådan snart overgik Bardowik. Skønt Karl således overfor denne danske konge holdt sig i defensiven, befriede Godfred i 810 de Frisiske Øer langs kysterne og underlagde sig Friserne på Slesvigs vestkyst; hvor han pålagde de rige Frisiske bønder en skat til ham som dansk konge. Friserne havde vel anmodet Danerne om hjælp mod Frankernes grusomheder. Røveri og erobring er det, som de katolske krøniker fortæller om, fordi de langt senere blev sejrherre, men de Nordiske vikinger fandt den katolske alliances svage punkter. Gennem de næste to århundrede blev de Nordiske vikinger en fare og en plage for hele det katolske og Frankiske vestEuropa. Det blev også de Nordiske vikingers fortjeneste at vise vej over det åbne hav, da de sejlede overalt fra nordIshavet til Middelhavet,- og mange steder grundlagde de også varige riger. Det var Frankerrigets mange dårligdomme og magtbegær, som påbegyndte kulturkampen mellem de romersk-kristne og de frie Nordboere. Frankerne havde lavet om på deres møntsystem og handelsbetingelser - det rene snyd med forringelser af bytteforholdet, og med betingelser om kristent monopol over handelen. Samtidig truede andre vikinger Frankerriget, hvor Karl den Store anordnede strandforsvar mod dem langs sit riges nordkyst. Også til lands kom det til fjendtlige sammenstød mellem Karl den Store og Danerkongen Godfred. Ludvig den Fromme (778-840) oprettede i 833 en markedsplads og en mønt til Ny Korsvej kloster, og på det tidspunkt er de bosat Danere ved Arnheim. I 834 bryder stormen løs, og det var muligvis Harald og hans yngre broder Rørik, der er ophavsmændene hertil. Sandsynligvis fordi de støttede kejsersønnen Lothar, der var i strid med sin egen fader, og dermed håbede de vel at få et bedre len end Rüstringen. De drog med lethed en vikingeflåde med ungt mandskab til sig fra Danmark, og med klog beregning blev den sluppet løs mod selve Dorestad, fire år i træk, 834-837, blev byen hærget og udplyndret. Utrecht blev plyndret. I 837 blev også Walcheren hærget og dens greve Hemming dræbt. I 839 fik Harald Walcheren og Rorik fik selve Dorestad som len af kejser Ludvig, der nu for en tid var i fred med sin søn: Lothar. Rorik, blev kejserens lensmand og Dorestad, der var Frisernes vigtigste handelsby og som gentagne gange var blevet plyndret, blev snart Haralds og Roriks hovedstad. I 838 sendte Kong Horik et brev til kejser Ludvig den Fromme. Horik krævede, at kejseren over det halve Europa skulle give danskerne to landområder, nemlig Frisernes og Abodritternes egne. En konge der fremsætter sådanne krav, føler sig næppe underlegen overfor modparten. Danerne truer Frankerne - ikke omvendt. Omkring 840 har Norske vikinger underlagt sig så godt som hele Irland, hvor der i de nærmest følgende århundreder fandtes flere småriger. Men allerede før den tid var de nordligere øgrupper blevet erobret og bebygget. Tidligst vistnok Shetlandsøerne (sagaernes Hjaltland) og Orknøerne, hvorfra vikingerne drager til Suderøerne (Hebriderne) og øen Man. Lidt senere i begyndelsen af 800-tallet tages Færøerne i besiddelse. I Skotland slår vikingerne sig ned langs vest- og nordkysten. Under kong Egbert af Wessex (802-839) er der hyppige vikingeoverfald, og England faldt sammen, ligesom kampene i Irland blev fornyet i 835. Det var da vistnok Haralds og Roriks afskedigede flåde, af hvilken den første vikingehær på 30-40 skibe dannedes under høvdingen Asgers ledelse. Den krig, der efter Ludvigs død i 840 udbrød mellem hans sønner, begunstigede vikingehærens forehavende. Fra omkring år 840 drev Regnar Lodbrog fribytteri i Frisland sammen med fætteren Rørek. I 841 gjorde vikingehæren strandhug op ad Seinen til Rouen, i 842 plyndrede den London og i Kanalen, i 842 dukker Normannerne op under den engelske kyst, og sejler med fuld fart mod Boulogne. Ved solopgang trænger de ind i den frankiske havneby: Quentovic, og plyndrer Rouen, Nantes, Hamburg, Dorestad, Bordeaux. I 843 sejlede den til Loiremundingen og afbrændte Nantes. I 844 sejlede vikingehæren med 54 skibe op ad Garonne og rundt om Spaniens kyster, overalt hærgende og plyndrende. Derpå vendte den tilbage til Garonne og Noirmoutier, der blev fast vinterkvarter for en vikingehær lige til 890. Øen Noirmoutier ved Loire dannede udgangspunkt for togterne i Frankrig, og efterhånden voksede vikingeflåderne i størrelse, og faren øgedes, da Normannerne lærte at overvintre i de fremmede lande. I det rige vestFrankrig skaffede vikingerne sig let underhold, og her, hvortil skibe stadig søgte efter salt og vin, ikke mindst irske skibe eller norske skibe over Irland, kunde hæren altid let rekruteres. Man regner Frankerriget for ophørt i 843 i Verdun, og det deles i 3 dele. Ludvig d. 2. fik de tyske lande øst for Rhinen. Karl d. 2. (Charles den II, den skaldede) fik de franske vest for Schelde, Mås, Saone og Rhone (dvs. området svarer næsten til det nuværende Frankrig). Det mellemliggende land tilligemed Frisland, Nederlandene, Italien incl. Verdun fik Lothar som kejser. Men den gensidige mistro mellem de frankiske herskere, bevirkede at de danske vikingehære en tid lang kunne få lov til at drive deres spil uden at møde mere end lokal modstand. Det held, der havde fulgt Rorik og Asger, åbnede med et slag de danske høvdinges øjne for, hvilke glimrende muligheder vikingefærden bød på, når de samvirkede under den faste organisation og stramme disciplin, der var nødvendig. I dette politiske virvar bevægede Rorik sig som en fisk i vandet. Utvivlsomt var han vikingetidens største politiske skikkelse. Efter Haralds død i 843 blev Rorik anklaget for Lothar, og mistede sit len og måtte flygte til Ludvig. Men derfra gik han til Danmark og vendte senere tilbage. Allerede i 845 dannedes to nye danske vikingehære. I 845 sender Kong Horik fra Danmark en flåde på 600 skibe til Hamburg. Hamburg blev hurtigt ødelagt og brandhærget af vikinger og mistede derefter betydning. Den anden vikingehær på 120 skibe under Regnars ledelse begyndte sin virksomhed med at sejle ind af floden Seine og plyndre Paris. Regnar Lodbrog skal i 845 have angrebet Paris og døde antagelig i 846. I 845 måtte den frankiske kong Karl den Skaldede betale nordboerne 7.000 pund i sølv, for at de skulle forlade Paris. Rorik kaldte i 850 atter sine landsmænd ud til hærfærd. Med en flåde, større end nogen tidligere, hvori Regnars sønner og en norsk vikingekonge Haustein skal have været, hærgede han Frisland, indtil Lothar så sig tvunget til at tilbagegive ham Dorestad i 855. Fra nu af holdt han sig i dette len, der stadig udvidet til slut omfattede hele det frisiske land fra Vlie til Sinkfal, til sin død 876, idet han dog efterhånden gled over til mere at være Karls mand end Ludvigs. Gotfred II. af Frisland ( en søn af Harald Klak) fik lignende fordele mod at holde danske "pirater" væk fra Frisland. I 852 - 853 brandskattede Rorik flere frankiske provinser. I 850 angreb Kong Horik England og med en flåde på 350 skibe, strøg de ind ad Themsen. I England overvintrer de første gang i 850-51. Landvindingen påbegyndes med østAngel og Northumberland og udvides herfra til hele området øst for Watlingastreet (linien London-Chester), - det område som kaldes Danelagen. Kong Ethelwulf af Wessex (839-859) slog Danerne i Surrey i 851, men efterlod vikingeproblemet til sine sønner. I 851 slog vikingerne vinterlejr i Seinelandet - samtidig med vinterlejren i Tranet. Ved Rhinen, Seines, Loires og Garondes flodmundinger opstod vikingebol, og ofte tog de på togt i østfrankiske rige. Men nu styrtede vikingehærene hjem for at styrte kong Horik, hvilket også lykkedes i en kamp, hvor ikke blot kongen faldt, men der af hele kongeslægten kun blev et barn tilbage, der så gjordes til konge som Horik 2. Drabet på ham fandt sted i forbindelse med et stort opgør om magten der udslettede kongefamilien. Andre medlemmer af kongefamilien vendte hjem fra udlandet og mente, at nu var det deres tur til at have magten. Horik den første var en stabil magthaver, men blev dræbt efter 41 år på tronen. Det endte med at Horik den Unge (854-873), også kaldet Erik Barn, kom på tronen. Fra Garonne og Noirmoutier opstod en ny vikingehær i 853. Vikingerne forlangte flere penge, og de frankiske konger kom vel af med 40.000 pund i guld og sølv til vikingerne, som deres undersåtter måtte skaffe til veje gennem beskatning. I 857 tvang den tyske kejser den danske konge til at afstå kystegnede mellem Ejderen og havet, idet Rorik sejlede med en flåde til Danmark. Den unge kong Horik 2. afstod den del af riget, der lå mellem havet og Ejderen. (Hedeby og Nordfrisland). Bagved aner man en storslået plan hos Rorik om at skabe en frisisk kongemagt og underlægge sig den frisiske handelsvej fra Dorestad til Hedeby. Af Roriks vikingeflåde fra 850 dannedes to nye vikingehære, hver på 2 à 300 skibe, af hvilke den ene under ledelse af Regnarsønnerne: Ivar, Sigurd og Ubbe Priser hærgede i England, hvor den tog vinterkvarter på Thanet eller Shepey i Themsen, men kong Æthelwulf of Wessex (839-858) vandt en stor sejr over danskerne i 851 ved Surrey. Den anden del af flåden under Håsiein og Regnarsønnen Bjørn Jernside gik til Loire, hvor den forenede sig med den hær, der allerede havde kvarter der. Herfra udgik da under disse to mænds ledelse i 859-862 det store Middelhavstogt, da vikingerne med en flåde på 62 skibe hærgede på Portugals og Spaniens kyster, kæmpede med Araberne i Nordafrika, holdt vinterkvarter på en ø i Rhonemundingen, plyndrede op ad Rhone og endelig ved Håsteins list erobrede den lille by Luna ved Pisa i den tro, at det var Rom. På hjemvejen mistede flåden 40 skibe i en frygtelig storm ved Gibraltar og flere ved kamp med Araberne; det blev ikke mange vikinger, der kunde rose sig af at have deltaget i dette store togt. Men overalt blev det i 860´erne farligere at være viking. I 862 grundlægger Rurik Gardariget i øst. Men byerne lærte at befæste sig, kystegnenes bondemandskab lærte at forsvare sig, kongernes og rigernes hærmagt greb kraftigere ind, stedse oftere hentede vikingeførerne sig brådne pander og led frygtelige tab. På føreren for en sådan vikingehær hvilede et stort ansvar; han skulle dog sørge for, at hæren med alt hvad der fulgte den af kvinder og børn fik underhold. Sagen var, at bevægelsen voksede førerne over hovedet; når i løbet af så få år stadig nye vikingehære kunne dannes, trods de tab de allerede bestående led, betyder dette, at vikingetiden var en stor udvandringsbevægelse. De folk, der gik til vikingehærene, gik stedse mere til dem i håb om at finde bosættelse og hjem i rigere og i mere gæstmilde egne end dem, de kom fra. Men at skaffe dem det var vanskeligt; mange vikingeførere unddrog sig opgaven og søgte som Weland optagelse i Frankerkongens hird. I 863 ændrer en stormflod besejlingsforholdene, således at Dorestad ikke mere blev handelsby. Bispebyen Utrecht afløser Dorestad som centrum. Vikingernes planmæssige erobring af England indledes med udgangspunkt på øen Thanet ved Themsens munding i 865, og i England kom det til den ødelæggende tolvårskrig 866-878. I 866 sætter Danere og Frisere med Lodbrogsønnerne: Halvdan, Ubbe og Ivar Benløs sig fast i Øst Anglia. Da våren kom, førte de hæren mod nord til Northumberland og indtog byen York, fra hvilket faste punkt de Danske i den følgende tid drog ud til nye kampe. Kong Æthelwulf I of Wessex (865-871) forsvarede sig også tappert og underkongen Eadmund (855-870) døde som martyr. Regnar Lodbrok, om hvem mange sagn fortælles, og som skal have endt sit liv på en vikingefærd i England, hvor han gik syngende i døden og sluttede sangen med de ord: »Grynte ville Grisene, kendte de Galtens Kår !« Det var sønnerne, han tænkte på, og om dem have vi vissere kundskab. Det var kong Ella af Northumberland (862-867) som lod Regnar Lodbrog omkomme i en ormegård, og Ella blev selv dræbt af Regnar´s sønner i 867. Kong Æthelwulf of Wessex´s (839-858) tre sønner blev konger, indtil hans fjerde søn Alfred den Store af Wessex blev konge i 871 (Ælfred, 871-899), og Alfred den Store blev vikingernes store modstander og anlagde borge og byggede en flåde. Alfred den Store indførte således shire- og hundredinddelingen overalt i sit rige, shirerne har derfor i Mercia navn af steder, medens de ældre shirer, som Norfolk, Suffolk, har folkenavne. Men allerede i 871 begyndte Normannerne fra lejren i Reading erobringen af Wessex. Det lykkedes den danske vikingekonge Gudrum, at erobre Mercia, Øst Anglia og dele af the Midlands, men Alfred den Store sejrer efter hårde kampe over Danskerne i 878 ved Edington. Men kong Alfred måtte til sidst søge skjul i de store sumpstrækninger i vesten i 878. Han tabte dog ikke modet, men brød atter frem og besejrede Normannerne i slaget ved Æthandun. Efter Londons erobring i 885 og befæstning opnår Alfred den Store en deling af området, med en grænselinje: London-Chester. Normannerkongen Gudrum blev døbt under navnet Æthelstan, og Danelagen blev anerkendt som uafhængig med vestgrænse i den gamle romervej Wætlingastreet, der førte fra London til Chester; det kom altså til at omfatte rigerne østAngel og Northumberland. omfanget af hans magt mindre end hans forgængeres, blev rigets enhed nu gennemført med en helt anden kraft end før. Nord for Themsen besættes England af Danskerne (Danelagen), som residerer i »de fem borges land (Lincoln, Nottingham, Derby, Stamford, Leicester) og East Anglia fra 870 til 917, i Northumbria fra 876 til 926. I York herskede bl.a. norske fyrster fra Dublin. Vikingestrømmen vendte sig nu imod Frankrig, og i 885 sejlede en mægtig flåde opad Seinen. Flåden kan sagdes have 30-40.000 Normanner om bord. Paris blev belejret, men forsvaret blev ledet med udmærket dygtighed af grev Odo, og byens faste mure modstod ethvert angreb. Først efter et helt års forløb bragte Karl den Tykke undsætning, og endda måtte han finde sig i at købe Normannerne bort, ja tillod dem endog at overvintre i Burgund. I Tyskland bragte Arnulfs store sejr ved Løwen i 891 en tid ro. I Frankrig forsatte vikingernes indfald derimod, og her optrådte som Normannernes vigtigste fører Rollo, der ifølge den hundrede år yngre nordfranske historiker Dudo var dansk, medens den norsk-islandske tradition fra ca. år 1200 kalder ham Gange-Rolf og lader ham være en søn af Ragnvald Mørejarl. Til ham og hans hær måtte Karl den Enfoldige i 911 afstå det stykke land, der siden med nogle nye landafståelser kaldtes Normandiet, og året efter blev Rollo døbt under navnet Robert. Danelagen kunne ikke længe bevare sin uafhængighed, så meget mindre som der ved siden af Gudrum også optræder andre konger og høvdinger. Men ovre i England lod Alfred den Store´s efterfølger Edward I den Ældre (899-924) bygge borge langs Danelagens grænser og tvang de danske til at anerkende hans overhøjhed. Med kong Æthelstan (Ethelred 924-939) vandt Angelsakserne og bemægtiger sig Danernes riger. I 937 sejrer Æthelstan over de forenede Danskere fra Dublin, Skotterne og Waliserne ved Brunanburh. Æthelstan får oprettet forbindelse med Frankerne og opretter en hofforvaltning og et kancelli, som dog ikke kan sammenlignes med det mægtige majordomus-embede i Frankerriget. Edmund I of England herskede fra 939, men blev myrdet i 946, og blev efterfulgt af Edwin of England (955-957). De forsøg som Normannerne siden gjorde under Erik Blodøkse (død 954) på at genvinde deres uafhængighed, mislykkedes ganske. Edgar of Wessex (959-975) er hele Englands hersker, og han er den første konge som krones og salves i 973 af ærkebiskoppen af Canterbury Dunstan efter et vestFrankisk ritual. Efterhånden indtrådte der et venligere forhold mellem de to folk, og kong Edgar havde mange danske stormænd i sine omgivelser. I Normandiet fulgtes Rollo af sønnen Vilhelm Langsværd. Denne efterfulges atter af sin søn: Rikard den Frygtløse, der døde i 996, og som sluttede sig til hertugen af Paris, som han hjalp mod Ludvig IV. Da han kom i nød fik han hjælp af en dansk kong Harald. Omtrent ved år 1000 var der en stor bondeopstand. Ellers gik Normandiets hertuger mest op i stridigheder med deres stormænd eller med naboerne i Bretagne og Anjou. Rikards datter var Emma, Æthelreds og siden Knud den Stores dronning; hans sønnesøn Robert »le diable« havde en uægte søn, den siden så navnkundige Vilhelm Erobreren. Ved tusindårsskiftet arver Magdeburg Vendernes handel i øst, medens Mainz og Köln udvikler deres handelsforbindelser sydpå. Kölns mønter efterlignes i Westfalen. Kong Æthelred d. II of Wessex (978-1016) forsøger forgæves at forhindre Danernes indfald ved at afkræve høje tributter som danegæld. I 1002 stod en stor dansk hær påny i England og tiltvang sig et forlig. Men i november måned myrdede kong Æthelred alle de Danere, som det var muligt at fange. Derefter invaderede Danerne England igen i 1003. Svend Tveskæg (986-1014) bruger Danmark som fast udgangspunkt, og foretager det ene sejrrige erobringstogt til England efter det andet og England erobres i 1013. Kong Svend slog mønt efter engelsk mønster. Han forsøgte at frigøre den danske kirke fra Bremens overhøjhed, og blev derfor lagt for had af tyske gejstlige historikere. Omkring år 1012 besejrede han sammen med Erik Jarl og kong Olaf af Sverige Olaf Trygvesøn i slaget ved Svold og fik derved herredømmet over Norge. Kong Svend foretog mange vikingetogter mod England, hvor han krævede "danegæld" fra englændere, og i 1013 gik han over til regulær erobringskrig. Han var ved sin død herre over hele det engelske rige. Knud den Store (1016-35) vælges til konge af Englænderne og England bliver udgangspunkt for Nordsøriget. Han gifter sig med Æthelred´s enke og bliver kristen. Han foretager fordeling af land til hans følge og almen ekspropriation finder ikke sted. Han opretter nye hertugdømmer og undlader centralisation, og hæren hjemsendes. Knud den Store Store´s ældste mønter havde lighed med Æthelreds mønter, og under Knud den Store blev Roskilde valgt til sæde for biskoppen over Østdanmark, og Englænderen Gerbrand blev her den første biskop. Men Gerbrand blev på vejen til Danmark holdt fængslet i lang tid af Hamburgs skinsyge ærkebiskop. Sandsynligvis er det denne begivenhed, der har givet anledning til oprettelsen af et møntværksted i Roskilde. Efter Knuds død hersker sønnerne indtil 1042. Æthelred´s søn Edward Bekenderen (1042-1066), opretter en Normannisk domineret centralforvaltning og kommer i konflikt med det Angelsakserne under jarl Godwin af Wessex (død i 1053). Efter Edwards død vælges Godwins søn Harold II Godwinson til konge. Han opnår sejr over Nordmændene ved Stamford Bridge, men nederlag mod hertug Vilhelm af Normandiet, der med sin hær er landet i England i 1066 ved slaget ved Hastings, hvor Harold dør. Han var den sidste Saksiske konge i England. Vikingernes ekspansion sluttede således med det store norske angreb på England i 1066, hvor den tidligere væringeleder i Byzans, Harald Hårderåde (1015-1066) blev besejret og dræbt ved Stamford Bridge. Det var symbolsk, at frugterne af dette togt tre uger senere ved Hastings blev høstet af Normannerne, et dansk samfund i det fremmede, der havde tilegnet sig den europæiske feudalismes nye militære og sociale strukturer. De oprindelige vikingeinvasioner havde fremskyndet udkrystalliseringen af feudalismen midt under Karolingerrigets opløsning i det 9 århundrede. Det var nu bragt til fuldkommenhed og var blevet hærdet til et altomfattende institutionelt system, og det viste sig at være de traditionelle vikingetogters improviserede og noget vakkelvorne angreb langt overlegent. Hvor langskibene var blevet slået tilbage, erobrede det tunge kavaleri England. Fremdeles var magtforholdet mellem Norden og resten af vestEuropa omvendt. Fra nu af kom den vestlige feudalisme til at udøve et langsomt og vedvarende pres på Skandinavien og kom gradvis til at ændre det i overensstemmelse med sit eget mønster. Til at begynde med førte standsningen af vikingernes oversøiske ekspansion i sig selv uvægerligt til radikale forandringer i Skandinavien, når der ikke længere var en konstant reserve af udenlandsk tvangsarbejdskraft, kunne den sociale differentiering kun finde sted gennem en øget underkastelse af bønderne under den lokale adel, og ved at afhængige fæstebønder dyrkede jorden for et efterhånden rodfæstet aristokrati, der nu i sin sociale magt var territorial. Efterhånden forsvandt det gammelkendte slaveri på Island i løbet af det 12 århundrede og i Danmark i løbet af det 13 århundrede. Kristendommen gradvise indførelse i Skandinavien mødte stærk modstand helt op i det 13 århundrede. De traditionelle og delvis stammebaserede samfund ændredes til monarkiske statsformer, og de nordiske religioner der havde været den gamle klanordens egen ideologi, forsvandt gradvist. Kongemagten blev gradvist stabiliseret og med omdannelsen af de regionale jarler til herredsfogeder, underlagde kongemagten sig også det lokale tings arbejde. Den europæiske feudalismes fulde ydre tryk mod kontinentets nordlige grænser kunne mærkes i det 13 århundrede. Den første sejrrige anvendelse af det tunge rytteri fandt sted ved slaget ved Fodevig i Skåne i 1134, hvor tyske lejetropper viste deres styrke mod en dansk bondehær. De tyske ville have Knud Lavard til konge af Danmark, men Magnus og kong Niels og samtlige danske bisper stod sammen, mod den tysk/kristne kejserlige kulturimperialisme, med ved Fodevig led Danerne et forsmædelig nederlag overfor 300 bevæbnede tyske riddere i fuld udrustning. Men det var først efter at den danske hær under Valdemar II Sejr - den mægtigste hersker i Skandinavien i middelalderen - var blevet besejret af en ny hær af nordtyske fyrster ved Bornhøved i 1227. Tyskerne var overlegne i rytteriet og feudalismens militære organisation med alle dens sociale følger blev nu overført til Norden. I 1253 blev Slesvig det første egentlige len, som det danske monarki oprettede. Snart fulgte våbenskjolde, titler og ceremonier med ridderslagning. I 1279-80 nåede det svenske aristokrati juridisk fritagelse for skat til gengæld for en formel forpligtelse til riddertjeneste (rusttlänst) overfor kongen. Derved blev det efter kontinentalt mønster en i juridisk henseende særlig klasse, af de kongelige herskere blev udstyret med len. I løbet af den senmiddelalderlige depressions århundreder efterfulgtes de lokale aristokratiers konsolidering til en feudaladel af en stadig forværring af bøndernes vilkår i de skandinaviske lande. I 1350 ejede fribønderne nu kun to femtedele af jorden i Norge. I det 14 århundrede forbød den svenske adel de tidligere bondi at bære våben, og de forsøgte at stavnsbinde dem ved at udstede love, der krævede tvangsarbejdsydelser af den omvandrende landbefolkning. De gamle ting blev degraderet til at have begrænsede domsfunktioner, og den centrale politiske magt blev samlet i et stormandsråd, der typisk dominerede den middelalderlige statsdannelse i denne periode. Udviklingen i retning af et kontinentalt mønster var ikke til at tage fejl af ved Kalmarunionen, der i 1397 formelt forenede de tre skandinaviske riger i en enkelt stat. Ikke desto mindre lykkedes det aldrig den skandinaviske feudalisme at indhente den meget sene start. Den viste sig ude af stand til helt at udslette de indflydelsesrige landlige institutioner og traditioner for en uafhængig bondestand, hvis folkeret og bondeforsamlinger stadig holdtes i frisk erindring på landet. Der var en yderligere faktor, der på afgørende måde bestemte denne nordiske undtagelse. Gennem hele senmiddelalderen og den tidlige moderne periode var størstedelen af området praktisk taget immunt over for fremmede invasionen. Derfor var omfanget af den feudale krigsførelse, hvis vedvarende opslidning uvægerligt begrænsede bøndernes frihed, betydeligt mindre end andre steder. Danmark udgør et særtilfælde, idet det som en forlængelse af den kontinentale landmasse var langt mere udsat for tysk indflydelse og indtrængen gennem det slesvig-holstenske grænseområde, og med tiden blev landet nært knyttet til samfundsmønsteret i det kejserlige bagland. Alligevel blev den danske bondestand først på et meget sent tidspunkt, nemlig i det 17 århundrede, gjort helt og holdent stavnsbunden, og stavnsbåndet blev ophævet igen hundrede år senere.  

Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) og Pholemaio's kender Slaverne, som kaldes Venedi (Vendere). Men Slaverne er først skildret af den byzantinske historieskriver Prokopios i det 6 århundrede. Hans hovedværk er om den romerske feltherre Belisaruis´ felttog. Slaverne havde vistnok deres oprindelige hjem i sumplandene mellem Weichsel og Dnjepr, og derfra bredte de sig til alle sider. De trængte mod vest ind i tidligere Germanske lande og var omkring år 600 e.Kr. nået til Elben, Saale og Böhmerwald, mod syd til Kärnten og Istrien. De var ingensteds krigerske erobrere, men bosatte sig i lande, som andre folkestammer forlod. Slaverne var tidlig blevet et agerdyrkende folk, medens de kun i ringe udstrækning drev kvægavl. Lige indtil fornylig var det en almindelig opfattelse, at jorden hos dem var fælleseje for slægter og blev dyrket under ledelse af slægternes »ældste«. Men det er nu påvist, at dette fællesskab er af forholdsvis sen oprindelse. De boede i enkeltgårde eller i landsbyer, eftersom de naturlige forhold førte det med sig. De havde en kun løs stammeorganisation og bukkede stadig under for krigerske naboer, særlig de kraftige nomadestammer fra øst. De blev røvet og solgt i trældom til folkene mod syd og vest, så at endog deres folkenavn (egentlig Slovener) kom til at blive en betegnelse for trælle (slaver). Slovakkerne var dukket op fra Vistula (Polen) og var tæt knyttede til Tjekkerne og havde etableret sig omkring Böhmen fra det 6 og 7 århundrede. Andre stammer er Pomeranerne, Obodritter, Sorbere, Polabere. Fra 580-590 drog Slaverne ind i mod Rætien og mod Bajuvarerne. Her dannede de Karantanien (marca Vinedorum - nu dele af Slovenien og Østrig). Den Frankiske købmand: Samo, forenende de slaviske stammer, der valgte ham til førende konge i perioden 623-660. Avarernes østlige rige ødelægges af Tyrkiste stammer i 552, hvorefter de vandrer til Tizla sletten, sammen med andre østlige stammer. Men nu begyndte Avarerne at dukke op fra det nedre Pannonien og Frankerne truede fra vest. Karantanien blev gennem 600 og 700-tallet presset af Avarerne, så Karantaniens fyrste: Boruth indgik derfor en alliance med Bajuvarerne i 740/745, men dermed fik Bajuvarerne stor indflydelse på Karantanien, med bl.a. kristen missionering. Avarerne nåede op til Donau og Karl den Store så dem som en trussel mod det østlige Bajern og det nordøstlige Italien, så Frankeren Karl den Store standsede Avarernes indfald i 791, og i den følgende tid fulgte så kampe med Avarerne, hvor Karl den Store i 805 allierede sig med de Tjekkiske ledere, der levede i Böhmen og Mähren for derved endeligt at kunne besejre Avarerne. Som betaling for hjælpen, oprettede Karl den Store hertugdømmer, som fordeltes blandt Tjekkerne og Slovakerne, der dermed opnåede kontrol med Mähren, Böhmen og Slovakiet. Sådan opstod kongedømmet Mähren, der omfattede dele af Böhmen og Slovakiet. Mährens første monark, Mojimir d. 1. konverterede til den romer-katolske tro og regerede landet fra 830-846. Efter at den Slaviske folkevandring væsentlig var afsluttet, boede der i kystlandet langs Østersøen en række Vendiske stammer ligefra Holsten til Preussen. Blandt dem kan nævnes Obotriter og Vilzer, som fra det 9 århundrede kom i berøring med de nordiske folk. De længere mod øst boende Preussere, Letter og Litaver udgjorde en egen Baltisk gruppe, der kun var fjernere beslægtet med Slaverne. I indlandet boede Sorberne fra Saale til Spree. De blev undertvunget af Ludvig II den Tyske (843-876). Fremdeles Schlesierne og Polakkerne, og sydligere Tjekker, Mährer og Slovaker. Hos dem mødtes i midten af det 9 århundrede kristen mission fra vest og fra øst, og på den tid dannedes også det StorMähriske rige, der dog snart blev knust af Magyarerne. Hos Tjekkerne samlede de nationale bestræbelser sig om Premyslidernes familie, der gav sit folk en nationalhelgen i kong Wenzel, der blev dræbt i 929. Kun i Polen kom det til en varigere statsdannelse under Piasternes slægt. Den første historiske hersker af denne slægt, Miesko I (962-992), udbredte sit herredømme til Østersøen og Oder, men måtte anerkende Otto d. I som overherre og antage kristendommen. Hans søn: Boleslav Chrobry, død 1025, udvidede riget yderligere mod syd og øst; han fik oprettet et ærkebispedømme i Gnesen og antog tilsidst kongetitlen. Længere mod syd havde Slaverne efterhånden besat Donaulandene, hvor vi finder Serber, Kroater og Slovener, rigtignok beherskede af Avarerne. Bulgarerne deltog i slaget ved Chalons-sur-Marne i 451 på Hunnernes side. Efter Hunnerne havde trukket sig tilbage fra Europa grundlægger Bulgarerne sammen med Ujgurerne et storBulgarsk rige på de sydRussiske stepper. Dette rige opløses under Khan Kubrat i 678, hvor riget angribes af de tyrkiske Kazarer. Netop samtidig med at Avarerne blev overvundet af Karl den Store, begyndte Bulgarerne, der var et Tatarisk folk, deres erobrings- og hærgningstog mod syd og vest, til det land der endnu bærer deres navn. Knapt hundrede år senere kom et nyt Tatarisk folk fra øst, Magyarerne, og underlagde sig Ungarn, hvorfra de gang på gang gjorde ødelæggende indfald i Tyskland og Italien, ja helt ind i Frankrig. Medens Bulgarerne blev slaviserede, bevarede Magyarerne deres gamle sprog. De regeredes af fyrster af Arpads slægt. Ved år 1000 levede den hellige Stefan, der under tysk påvirkning gik over til kristendommen og derefter antog kongenavn. Den Magyariske erobring havde den følge, at de nordvestlige og de sydlige Slaviske stammer blev skilt fra hinanden, og den afskar tillige det netop påbegyndte byzantinske kristendoms- og kulturarbejde blandt Mährer og Tjekker. Medens nu den romersk-katolske kirke befæstedes hos de nordvestlige Slaver, blev sydSlaverne og Bulgarerne kristnede fra Byzans, - især ved apostlene: Kyrillos og Methodios, der virkede ved år 850. Kyrillos og Methodios skabte det slaviske alfabet og grundlagde det oldslaviske kirkesprog, der blev bogsproget også i Rusland. I hælene på Magyarerne kom de Tatariske Khazarer, som grundlagde et stort rige i slettelandene nord for Det sorte Hav og Kaukasus. Ved de store floder, som gennemstrømmede deres rige, dannede der sig vigtige handelscentrer, hvor arabere, jøder, kristne og hedninger mødtes og formidlede vareudvekslingen mellem Nord og Syd. Khazarernes khan bekendte sig til jødedommen, medens hans folk væsentlig blev muhammedansk, og da han undertvang en del Russiske stammer, nød disse fuld religiøs tolerance. Imidlertid blev Kazarerne i det 9 århundrede atter fortrængt af et nyt asiatisk folk: Petchenegerne, og da kunne Russerne rejse sig og vinde magt på deres bekostning. Af de østlige Slaver, der boede øst for Weichsel og bredte sig østpå til Don, nordpå til øvre Volga, omgivet i halvkreds af Finske eller Tatariske folkefærd, blev Russerne de vigtigste. Deres ældste krønike, bevaret fra omkring år 1100 under munken Nestors navn, gengiver en tradition om, at Slaverne ved år 862 indkaldte tre brødre af folket »Rus«. Af disse fik Rurik herredømmet i Novgorod, medens hans efterfølger Oleg overvandt Khazarerne og gjorde Kiev til hovedstad. Det er utvivlsomt, at dette herskerfolk var Svenskere, selvom oprindelsen til navnet »Rus« er usikker. Såvel blandt fyrsterne som deres mænd træffes talrige nordiske navne. Rurik svarer til Rørekr, Oleg til Helge. Videre kan nævnes Akun, Amund, Grim, Igor og flere. Kejser Konstantin Porfyrogennetos opgiver såvel »russiske« som Slaviske navne på Dnjeprs vandfald, og de russiske kan kun forklares af nordisk sprog (Ulvorsi: Holmfors; Gelandri: gjallandi, den larmende, osv.). Russerne, der kom til at give det nye rige dets navn, har dog snart opgivet deres nordiske tungemål. Allerede Ruriks sønnesøn bærer et slavisk navn: Svjatoslav, og der findes i det gammelrussiske sprog kun yderst få ord af nordisk oprindelse. Nævnes kan grid, dvs. en hirdmand. Russerne havde i virkeligheden begyndt at færdes i Rusland længe før Ruriks tid. De var allerede i første halvdel af det 9 århundrede kommet til Byzans, hvor de kaldtes Varanger (varjæger), og derfra kom nogle i følge med byzantinske udsendinge til kejser Ludvig den Fromme, som konstaterede, at de var Svenskere. Arkæologien udpege svenske kolonier ved Dyna og ved Ladoga tidlig i det 9 århundrede, noget senere ved Dnjepr. Svenskerne kom som handelsmænd og krigere, de gjorde sig til herrer i stæderne, og om dem samlede de deres riger (Gardariget). Ruriks efterfølger: Oleg gjorde et krigstog lige til Konstantinopel og tiltvang sig en fordelagtig handelstraktat med kejseren i 912, hvis tekst endnu er bevaret, og hvori de russiske fuldmægtige alle har nordiske navne. Svjatoslav samlede under sit vælde alle de Russiske stammer og udvidede sit rige til Volga og Det Asovske Hav, men led nederlag mod Petchenegerne og Grækerne. Efter hans fald i 972 opstod indre kampe mellem hans sønner, indtil riget atter blev samlet af Vladimir den Store. Forbindelsen med Byzans var hele tiden livlig, særlig fordi Konstantinopel efter Arabernes erobring af Ægypten var henvist til Donau- og Dnjepr-landene for sin kornforsyning. Derfra begyndte kristendommen at trænge ind i midten af det 10 århundrede, og da Vladimir ægtede en byzantinsk kejserdatter, lod han sig tillige døbe i 988. Naturligvis måtte da hele folket modtage kristendommen, og den byzantinske indflydelse gjorde sig gældende på alle kulturlivets områder. Forbindelserne med Norden vedvarede også, og Vladimirs søn: Jaroslav (1016-1054) var gift med en datter af Olaf Skotkonge. Det var hos ham at Olaf den Hellige og Harald Hårdråde opholdt sig. Af hans døtre blev en gift med kong Andreas af Ungarn, en anden med kong Henrik I af Frankrig. Derimod førte han krig med Polen og denne modsætning bidrog til skismaet mellem den romerske og den græske kirke. To af hans brødre, Boris og Gleb, blev Ruslands nationalhelgener. Ifølge traditionen var det Jaroslav, som skabte den første russiske lovbog. Den gik bl.a. ud på at standse blodhævn og i dens sted indføre et offentligt bødesystem. Efter hans død blev riget delt mellem hans sønner, og der opstod megen splid. Læs mere her om udryddelseskrigene mod slaverne.Helmod + Arnold´s slavekrønike

Den romerske godsejer hersker over sine klienter (coloner), som er skatte og krigstjenestepligtige Den romerske forfatning var bygget på borgernes fællesskab og overklassernes herredømme, og i kejsertiden med den kraftige kejsermyndighed som centralmagt via betalingsmidlerne og juraen. Den oldGermanske »forfatning« byggede på »kammeratskab« og byggede på frimændene i slægter og stammer og var uden et udpræget centrum, uden en »statsmyndighed«. Da handel og pengehusholdning mere og mere indskrænkedes, opløstes ikke blot det gamle Romerrige, men også de nye folkevandringsriger i en mængde mindre enheder, der blev henvist til væsentligt at leve af deres egne produkter. Folkestammens rettigheder ordnes og gennemføres via kongelige forordninger, og mindrebemidlede småbønder befries for hærstævnets byrde. Tinget reformeres ved indførelsen af domsmænd, og tre gange om året finder ordinære ting sted under medvirken af hele retsforsamlingen og ledet af greven. De store romerske godser og de fællesejede skovområder tilhørte pludseligt den katolske konge, som skænker en del bort til gejstlige og verdslige stormænd. Disse godser ligger med spredt beliggenhed og er selvforsynende med smedje, mølle etc. I de Germanske godser har husbonden personlig magt over frie, ufrie, krigere, ting, huse, bondegårde og egne kirker. Byen mister sin fortrinsstilling og går tilbage som økonomisk centrum og bosættelse, men byen er dog stadigvæk bispesæde for greven. Merovingernes kongelige residenser er beliggende i byerne, medens Karolingernes hofborge ligger på landet. I spidsen for Frankerriget står kongen, hvis magt hviler på den arvelige nådegave, jordbesiddelserne, domæner, kongsgårde, kirkegods og det kongelige følge. Kongen regerer ved hjælp af kongelog myndighed, hærstævnet og domsmyndighed. Tronfølgen reguleres gennem stammeretten, idet kongen udtages blandt stammehøvdingene. Adelen trænger sig ind mellem konge og folket og bliver kongens modstander. Folket, dvs. de frie bondekrigere med rettigheder forhandler med kongen på den årlige hærforsamling. I Austrien opretholdes hærforsamlinger, medens de i Burgund og Neustrien erstattes af stormændenes forsamling. Forvaltningens midtpunkt er det kongelige hof (palatium), hvor chefen er majordomus. Pfalzgreven er hoffets dommer. Kancelliet og skriverne ledes af referenter fra lægmandsstanden. Greven som senere bliver lensherre, fungerer som kongelig embedsmand i byerne og landdistrikterne, og kongelige forvaltningsområder breder sig fra Frankerrigets centrum. Det militære opbud, forvaltningen og retsvæsenet hører under greven. I større grænseterritorier og i Alemannernes, Thüringernes og Bajernes områder indsætter kongen en hertug. Kongen er den Frankiske rigskirkes leder og udsteder kirkelige love, indsætter bisper og har stor indflydelse på rigssynoderne. Under Karloman og Pipin reorganiserer Bonifatius den Frankiske rigskirke i 747 og præsteskabet disciplineres. Fra midten af 700tallet spiller rytteriet med panser en stadig større rolle, fordi jordfordelingen (len) stiller krigeren eller stormanden økonomisk selvstændig, og dette gør anskaffelsen af hest og våben mulig. Krigeren/stormanden modtager jord (len), embeder, hertugdømmer, grevskaber og godser som len. Denne udvikling beror også på troskabed, ære, lydighed pligter og tjeneste, hvor en mand træder i herrens tjeneste som vasal, og ved troskab styrker de personlige bånd mellem kongen og krigeren/stormanden. Vasalskabet anses for personligt og bortfalder ved herrens eller vasallens død, men len og embeder bliver dog hurtigt arvelige. De len, som adelen råder over gennem køb, salg eller deling udvikler sig efterhånden til territorier. I tiden 800-1100 bredte storgodset sig og vandt overvægten i Tysklandene. Denne udvikling var tidligere gennemgået i det vestFrankiske rige. Det begyndte med klostrene, - så kom bispestolene, - og så fulgte de verdslige stormænd. Store skovstrækninger ryddedes, og en mængde nyt land korn under kultur. Endvidere bredte tyskheden sig også mod øst, dels i alle Donau landene og dels nordligere. Overfor disse storgodser kunne bonden ikke opretholde sin selvstændighed og de var samtidig blevet mindre oprørske. De nye overklasser havde fået banket bønderne på plads. Kun i visse egne som Ditmarsken og i Schweiz holdt den lille selvejendom sig og dermed bondens frihed. Ellers var bondestanden i det 11 århundrede gennemgående kommet i afhængighed af godsejerne. Adelen førte sine krige med rytterhære der var små, men helt af jern, og især til krigene i det fjerne Italien benyttedes næsten alene vasalopbuddet. Det var bispernes krigerske ministeriales, der dannede hovedstyrken. Folkeforsamlingerne forsvandt allerede under Karolingernes herredømme og vold. Kongerne valgtes af og rådslog sig alene med stormændene. Da stormændene især var stammehertugerne, hvis magt syntes farlig for kongedømmet, satte kongerne alt ind på at trænge dem tilbage, og begunstigede i stedet grever og bisper. Greveembederne blev gjort arvelige og embederne betragtedes mere og mere som len. Rigssammenhængen bestod da kun af at kongen rejste rundt i riget, dragende fra Pfalz til Pfalz. Lensforfatningen var ved begyndelsen af det 11 århundrede kun trængt fuldstændig igennem i Frankrig. Men i Italien og Tyskland gik det rask fremad og selv i England er der i den Angelsaksiske tid lagt en sådan grund, at Vilhelm Erobreren også her let og naturligt kan gennemføre det franske lenssystem. Lensvæsenet har flere forudsætninger:

Webmaster