På denne side: indledning * * Ægyptens oldtidshistorie * * Babylonernes og Ægyptens kalender * * Ionerne/Hellenisme/Grækerne * * Den Alexandrinske tid * * kristen tidsregning

Hvornår var det nu, at romerne og de kristne i Rom fandt på at indføre den tidsregning vi nu benytter, og hvor vi har passeret år 2000 efter Kristi ?

Lad os først slå fast, at en kalender er en tabel, en regnskabsbog, der er inddelt i dage, uger, måneder og år efter jordens rotation i forhold til solen eller månen. I de forskellige menneskeskabte tabeller (kalendere) for tidsregning har man enten fulgt solens tilsyneladende bevægelse (dage og år) eller månens faser (måneder og uger), og i de fleste tabeller har man med stort besvær søgt at forene disse to regnemåder. Men måne-måneden går ikke op i solåret, og endnu værre blev problemet, da man opdagede, at døgnet hverken går op i måne-måneden eller i solåret. En kalender var nødvendig så man bl.a. kunne tidsbestemme oversvømmelser (flod og ebbe) såning, vækst, terminer for jordskatter, m.v.. Månen (nymånen) og solen spillede således en stor rolle for fødevareproduktionen - især i landene omkring Ækvator. Solens stilling på himlen og belysning på jorden, medførte at heroppe nordpå i Danmark blev forårsjævndøgnet d. 20/21. marts - efterårsjævndøgnet d. 21/22. september, - og midsommerfesten (Sct. Hans) og solhvervsfesten (julen) 20/21 december var vigtige festdage.

Men allerede Babylonerne brugte kalendere 6.000 år f. Kr. og også Ægypterne i 4.000 f. Kr.. Thi mellem floderne Tigris og Eufrat i det nuværende Irak, er det disse kulturer, der opfandt eller har båret skriftsproget, hjulet og kobberet med sig fra andre områder. I Shanidar er der fundet bopladser fra ca. 10.000 f. Kr., hvor fåret allerede holdes som tamdyr i 9.000 f. Kr.. Den ældste landbrugskultur (agerdyrkning) er dateret tilbage til det kurdiske højland fra omkring år 7.000 f. Kr.. Omkring det 6. årtusinde f. Kr. blev den nedre flodslette, det senere Babylonien, taget i besiddelse af folk fra vestIran, og gennem deres årtusindlange drænings- og kanalarbejde, skabtes et stort frugtbart landbrugsområde. Samarra, i nutidens Irak ved floden Tigris havde allerede fra ca. 6.000 f. Kr. en udviklet kultur. Ubaid-kulturen før 5000 - 3500 f.Kr. og Uruk-kulturen ca. 3500 - 3100 f. Kr. er grundlaget for de Sumiske bystater der opstår i det 3. årtusinde f. Kr.. Verdens første egentlige højkultur var Sumerernes. Derfra stammer verdens første byer, sydpå: Uruk, Ur, Eridu og Nippur. Formodentlig har Sumerne været Mongolere. Det er Sumerne, der ca. i år 3.000 f. Kr. beskriver en naturkatastrofe, som vi i dag omtaler som: Syndfloden. Det kunne jo også være, at det bare var deres dæmninger og vandkanaler, der var brudt sammen, sådan at vandet skyllede byen bort. De senere tilvandrede Semitiske stammer dannede i det 3. årtusind f. Kr. forskellige bydannelser, som også lejlighedsvis også omfattede det semitiske Assyrien. Gang på gang er folkestammer fra ørkenen og fra stepperne trængt ind, bl.a. de Semitiske stammer: Akkader, Babyloniere, Amoritter, Assyrere, Aramæere, der hurtigt blev assimileret med de eksisterende kulturer. Samtidig har der eksisteret flere samtidige kulturgrupper i de forskellige egne af området. Mod nord i Babylonien kulturerne omkring byerne: Halaf, Hassuna og Samarra og mod syd omkring byen Eridu, som traditionelt regnes for historiens ældste bydannelse. Nordpå opstod det Akkadiske dynasti, der i ca. 2350 - 2294 f. Kr. samlede Den Babyloniske Stat under sit herredømme. Kulturhistorien viser os, at Babylonisk kultur udsprang af de Sumerske folkestammer. Byen: Babylon lå lidt syd for byen Bagdad ved floden Eufrat, og var kendt fra 2250 f. Kr. og blev hovedstad omkring 1800 f. Kr., og var den vigtigste handelsby i over 1500 år. Et storrige blev skabt af Sumeren: Hammurabi (1792 - 1750 f. Kr.), Babyloniens hersker, - der er kendt for at have skabt verdens ældste kendte lovsamling. I hans regeringstid blev Babylonien et centrum for udviklingen af litteratur, astronomi, astrologi, matematik, og solguden Marduk blev rigets hovedgud. Hammurabis love blev afskrevet og brugt i hele Nærorienten - helt ned i klassisk græsk tid.

I de følgende århundreder oplevede Babylonien at blive erobret af Hittitter, Kassitter og Elamitter. Det var Hittiterne der brugte våben af jern og stridsvogne ført af heste. Bystaten Assur ved øvre Tigris blev dannet omkring år 2.000 f. Kr. af Semitiske indvandrere. I det 1800 århundrede f. Kr. blev områder ved Eufrats taget i besiddelse af Hurritterne, som skabte storriget Mitanni, der blev en kastebold mellem Hittitternes rige og dets egen tidligere vasal, Assyrien. Assyrerne skabte en stormagt i kamp mod Mitanni-riget i Syrien for at nå Middelhavet og under rivalisering med Hittitterne i Lilleasien samt Babylonerne. Mitanni tilfaldt Assyrerne i ca. 1250 f. Kr. og dermed nåede det Assyriske Rige fra den Persiske Bugt til floden Eufrat. I årene 1200-900 f. Kr. skiftedes Assyrerne og Babylonierne til at undertrykke hinanden. I det 11. århundrede f. Kr. satte de Semitiske Aramæere sig i besiddelse af området vest for Assyrien, mens andre grupper slog sig ned i Babylonien. Nebukadnezar d. I. befriede Babylon for Elamitterne i 1124 - 1101 f. Kr.. Efter år 900 foretog Assyrerne en voldsom ekspansion. De erobrede Aramæernes land, hvorfra Assyrerne i den følgende tid gjorde sig til herre over Armenien, Syrien, Fønikien, Palæstina og Babylonien i 730 f. Kr.. Derved skabte de et verdensrige, hvorunder Babylon jævnedes med jorden i 689 f. Kr.. I 671 f. Kr. kulminerede Assyrernes magt med erobringen af Ægypten. Assyrerne var kendt for deres grusomhed mod de undertvungne. Men kort efter erobringen af Ægypten, begyndte Assyrernes sammenbrud med Ægyptens løsrivelse, og de undertrykte folk forenede sig og indtog samtlige Assyriske byer og dræbte alle Assyrerne. Kulturelt stod Assyrerne, Sumererne og Babylonierne meget nær hinanden. Kaldærerne genvandt herredømmet i Babylonien med hjælp fra Mederne og delte riget i Babylonien og Medien. Under Nebukadnezar d. II.(605 - 562 f. Kr.) blomstrede Babylonien og dets hovedstad. Selve Assyrien og det nordmesopotamiske område gik til Medien, medens Babylonien overtog det øvrige Mesopotamien. Under det nye Babyloniske Rige med Nebukadnezar d. II. begyndte indflydelse fra persisk kultur og religion at gøre sig gældende. Dette medførte stjernestudier og udformningen af astrologien. Gennem Perserkongen: Kyros d. II.s erobring af Medien og Babylonien henholdsvis 550 og 539 f. Kr. indlemmedes hele Mesopotamien i Perserriget. Kyros lod de deporterede jøder vende hjem fra deres babyloniske fangenskab. I 331 - 330 f. Kr. tilfaldt landene Alexander den Store, og i den følgende tid trængte Hellenismen ind som kultur. Efter Alexanders død i 323 f. Kr. kæmpede de Helliske generaler: Antigonos, Ptolemaios, Lysimachos og Seleukos indbyrdes om magten, hvorefter Mesopotamien tilfaldt Seleukos (slægten: Seleukiderne). Seleukideriget gik fra det Ægæiske Hav og over til Indus. Riget førte talrige krige med Ptolemaierne om Syrien-Judæa, men Seleukiderne mistede Lilleasien, Baktrien og Parthien. Da de Helliske Seleukidere vovede sig op mod Romerriget blev de i 190 f. Kr. kastet tilbage af Romerne og mistede Lilleasien - endeligt. Det var de græsk-makedonske skikke, der fremkaldte Makkabæernes opstand i Judæa i 166 f. Kr.. Partherne erobrede i 160 f. Kr. Iran og i 129 f. Kr. Mesopotamien. Seleukidernes sidste hersker afsattes af Romerne i 66 f. Kr.. Men Romerne havde stort besvær med at fastholde områderne i Mesopotamien og førte gennem århundreder krige mod Partherne og mod Seleukiderne. I 199 e.Kr. tilfaldt den vestlige del af landet definitivt Romerne, der gjorde den til provins, og efter en krig kunne kejser Diokletian i det 3. århundrede e. Kr. udvide denne besiddelse med betydelige landområder. Som resultat af en ny krig blev provinsen Mesopotamiens område på ny indskrænket i 363 e. Kr., og den resterende romerske del indgik i 395 e. Kr. i det Østromerske Rige, som sidenhen blev til det Byzantinske Rige. I 637 e. Kr. fik Araberne og i 750 e. Kr. fik Abbasiderne herredømmet over landet med Bagdad som den strålende kalifhovedstad. I 1050 tog en seldsjuk-høvding styret. I nordvest oprettede korsfarerne riget: Edessa, som i 1144 erobredes af sultanen af Mosul. Flere småstater opstod derefter, indtil Saladin erobrede dem alle i 1185-86. Mongolerfyrsten: Hulagu indtog Bagdad i 1258, og i 1393-94 kom Timur Lenk til Bagdad. Men også andre folkeslag fejede hen over landet i disse århundreder. I 1507-09 erobredes Mesopotamien af Perserne, og endelig indtoges riget i 1534 af de tyrkiske Osmanner, som bevarede magten helt op i det 20. århundrede.

Men vi skal så lige tilbage igen i historien - tilbage i tiden. På personfremstillingerne fra Babylonien dengang omkring 2000 f. Kr. af mandsportrætter har mændene en karakteristisk skægform, og indbyggerne byggede monumentale templer, med gude- og dyrefigurer. Bemærkelsesværdig sker den samme udvikling også i Sydamerika, Ægypten (pyramiderne), Asien, og i Stonehenge i England. Det har vist sig, at allerede i ca. 1900 - 1700 f. Kr. har der været fælles kulturforbindelser mellem de store tempelbyggerier på kontinenterne, der alle har været en slags astronomiske observatorium til beregning af kalendere, hvor templerne endog på alle kontinenterne havde slangen som fælles symbol. Det er Babylonerne der opdeler jordkloden i 360 grader. De indridsede stenbilleder af datidens mennesker (også i Sydamerika), viser billeder af det som vi i dag vil kalde: "skæggede kaukasiere". De langt senere græske guder (sagn): Zeus, og senere den romerske gud: Jupiter, afbildes også med skæg. I oldtidens Ægypten blev kobraslangen betragtet som kongens beskytter. Også Grækerne kendte i høj grad til slangekult i forbindelse med frugtbarhed og helbredelse (Æskulap), og de dyrkede slangen som gravens vogter. Ormene spiser jo de døde mennesker,- men ikke de menneskekroppe, der bliver mumificere/balsameret. Måske er slangen blevet et symbol på menneskekroppens genopstandelse ?

Men i den græske kulturverden var det Apollon, der dræbte slangen: Python i Delfi. Slangerne i Afrika og Asien kaldtes: Phyton,- dvs., at når Apollon dræbte Phyton i Delfi, er det nok et udtryk for, at han udryddede en slangekultur, som må oprinde fra nogle asiatiske/afrikanske folkestammer (Ægyptere/Babylonere/Persere?), der levede i Delhi. Grækernes øverste guddom: Zeus, herskede over himmelhvælvingen og vejret samt beskyttede de græske Overklasser. De senere Romerske Overklasser skabte: Jupiter, der var romernes øverste guddom, og som havde de samme egenskaber som Zeus. Men Jupiter skulle kun beskyttede de romerske Overklasser. Jupiters kendetegn var tordenkilen, sceptret og ørnen. Ørnen som symbol er muligvis skabt, på baggrund af, at det naturvidenskabelige billede af den flyvende ørn der dykker ned med fuld fart, og griber og æder slangen, ??? og som man ved, var slangekulturerne ikke døde, idet Kleopatra´s Ægypten (69-30 f. Kr.) bar slangen om deres isse, samtidigt med Romerriget - Uræus - den hellige kobra eller brilleslange. Kleopatra var den sidste af Ptolemaiernes kongeslægt og begik selvmord ved at lade sig bide af en giftslange. Men kom ørnesymbolet ind i Sydeuropa med grækerne eller romerne ? Hopiindianerne satte slangen i forbindelse med frugtbarhed, og deres berømte slangedans udførtes som led i deres regnmagi. Aztekerne (1000-1525 e. Kr. ) havde særlige slangetempler, og slangen var det vigtigste motiv i solpyramiden, ligesom de fleste aztekiske guder oprindelig blev dyrket i slangeskikkelse. I nutiden opfatter de indfødte i Vestafrika slangen som et symbol på liv, kraft og rigdom, og slangekulten er her knyttet til forfædredyrkelsen. I Indien er slangen foruden at blive dyrket som frugtbarhedsguddom også meget frygtet, fordi den regnes for inkarnationer af onde ånder.

Er slangen og ørnen, symbolet på to verdenskulturer?? Først sent i den nordiske mytologi identificeres Thor med Jupiter, og mon Thors kamp mod Midgårdsormen, er identisk med ørnekulturens kamp mod slangekulturerne ?? Og så ikke et ord om fabeldyr, drager, lindorm, enhjørning. Ørnen bliver brugt i Zar-Rusland og Tyskland, Østrig-Ungarn, USA og andre landes rigsvåben. I de kristnes bibel er slangen udtryk for det onde, og vi kender udtrykket: du nærer en slange i dit bryst, og du taler med tve (to) tunger. Og dog har slangen overlevet i lægevidenskaben i dag (Æskulap) som symbol - for helbredelse. Regnar Lodbrog røg i en slangegård. Når vi siger fra Arilds tids, siger vi ørnebetvingeren fra dengang jorden og mennesket opstod. Som herskersymbol kendes ørnen fra bl.a. Perser- og Romerriget, men hvordan er den allertidligste historie om ørnen som herskersymbol ?

inddeles traditionelt i 31 dynastier: Forhistorisk og førdynastisk tid: 4000 f. Kr. (Badarikulturen); 3700 (Amrakulturen, Nagada I); 3200 (Girzakulturen, Nagada II); 3000 (Førdynastisk tid med herskerne: Skorpion og Narmer= Menes)(1. thiniske dynasti) med Øvreægyptens kong: Menes. Memfis er Ægyptens ældste hovedstad og grundlagt i ca. 3000 af Menes; den Ægyptiske kalender blev antagelig indført på denne tid. Arkaisk Tid: 2955 - 2780 med herskeren: Djet i 2880-2870; 2780-2635 (2. dynasti) Khasekhemu; Det Gamle Rige: 2635 - 2570 (3. dynasti) med herskeren: Djoser (Zoser) i 2620 - 2600; Huni i 2595-2570; 2570-2450 (4. dynasti) med herskeren: Snofru i 2570-2545; Keops i 2545-2520; Kefren i 2510 - 2485; Mykerinos i 2485-2457; 2450 - 2290 (5. dynasti) med herskeren: Sahure i 2442-2430; under det 5. dynasti udgår dyrkelsen af Horus som statsgud og afløses af solguden Ra (Re), og herfra nedstammer også det ældste papyrus; Unas i 2310-2290; 2290-2155 (6. dynasti); Første mellemtid: 2155-2040 (7-10 dynasti) med herskeren: Merikare. Mellemste rige: 2134-1991 (11. dynasti) med den Thebanske kong: Mentuhotep II. og Antef; 1991-1785 (12. dynasti) med vesiren: Amenemhet I 1991-1971; Sesostris III 1878-1842; Anden mellemtid: 1785-1650 (13. dynasti) det 13. dynasti tæller 60 konger; 1715-1650 (14. dynasti); 1650 - 1544 (15. dynasti) med Hyksos-herredømme; 1650-1550 (16. dynasti) med Hyksos-herredømme; 1650-1554 (17. dynasti); Ny rige: 1554-1305 (18. dynasti) med herskeren: Ahmose (Ahmes) i 1554-1529; Amenophis I i 1529-1508; Thutmosis I 1508-1493; Thutmosis II 1493-1490; Hatshepsut 1490-1470; Thutmosis III 1490-1439; Amenophis II 1439-1413; Thutmosis IV 1413-1403; Amenophis III 1403-1365; Amenophis IV (Akhenaten) 1365 - 1349; Smenkare 1349-1347; Tutankhamon 1347-1337; Ay 1337-1332; Horemheb 1332-1305; 1305-1196 (19. dynasti) herskeren: Sethil 1303 - 1290; Ramses II 1290-1224; 1196-1080 (20. dynasti) med Ramses III 1193-1162; Ramses IV-XI 1162-1080; Tredje mellemtid: 1080-946 (21. dynasti); 946 - 720 (22. dynasti) Libysk herredømme; 792-720 (23. dynasti) Libysk herredømme, Awapet; 740-712 (24. dynasti) Libysk herredømme, Tefnakht; 745 - 655 (25. dynasti) Kushittisk (etiopisk) herredømme; Sentiden: 664-525 (26. dynasti) Psametik I.; 525-404 (27. dynasti) 1. persiske herredømme; 404 - 399 (28. dynasti); 399-380 (29. dynasti); 380-342 (30. dynasti); 342-332, 2. persiske herredømme; 332-323, Aleksander den Store; Ptolemæisk tid: 323-30 konger med navnet Ptolemæus; Romersk tid: 30 f Kr.- 400 e.Kr. med Romersk herredømme.

Men lige et par ord om "Grækerne/Makedonerne", fordi mange historiske kilder stammer derfra, og fordi deres kultur fik så stor indflydelse i de Romerske riger. Den før-hellenske befolkning og den 'helladiske kultur' i Grækenland er ikke særlig godt kendt. Men på Kreta blomstrede allerede i det 3. årtusinde f. Kr. en bronzealderkultur, som i første halvdel af det 2. årtusinde udviklede sig til den rige Minoiske kultur, baseret på en sømagt med centrum i Knossos. Tidligt omkring 2000 f. Kr. begyndte den indoeuropæiske folkestamme: Ionerne, at trænge ned i de "makedonske" områder nordfra,- sidenhen trænger folkestammerne: Aiolerne og Akajer ned i landskaberne. Ionerne trængte eller blev trængt ned til den Minoiske kultur, og omkring 1.400 f .Kr. har de overtaget magten på Kreta. Det er digteren: Homer (800 f. Kr.), der ligesom Herodot levede på Lilleasiens vestkyst (i dag Tyrkiet), der opkalder og giver en folkestamme navnet: Achærerne, der tager førerskabet på Peloponnesos (Morea), der er den sydligste halvø i Grækenland, hvorfra den rige by: Mykere, etablerer en mængde selvstændige småriger/bystater ved kysten og på øerne. Omkring 1.200 f. Kr. lykkedes det kongen af Mykene på halvøen, at samle en del byfyrster til en fælles krig mod den handelspolitisk vigtige by: Troja ved indløbet til Sortehavet, som havde en kulturhistorie tilbage til 3000 f. Kr.. Kort tid derefter gik den Mykenske kultur til grunde. En ny folkestamme: Dorerne trænger i ca. 1100 f. Kr. ned nordfra og deres kultur beskrives som primitiv, - men de medbragte jernet. Ionerne kæmpede mod Dorerne for at bevare området: Attika, nord for halvøen Peloponneos, men Ionerne blev fordrevet til Lilleasiens vestkyst, som derefter blev kaldt Ionien, hvor de bl.a. grundlade byen Smyrna. Ionerne endte også på de ca. 200 Kykladiske øer, som fra ca. 2700 til 1100 f. Kr. havde en storslået bronzealderkultur, som forløb parallelt med de minoiske, helladiske og mykenske kulturer. Dorerne indtog halvøen Peloponnesos, og de grundlægger byerne Sparta, Korinth, mv.. Men såvel der, som i det øvrige Hellas fandtes enklaver af andre "Hellenske folkestammer" foruden et betydeligt førgræsk befolkningselement. Og så springer jeg et par hundrede år over. På Middelhavets og Sortehavets kyster blev anlagt 'græske byer', der ofte kaldes kolonier, men som var uafhængige. På Sicilien og i sydItalien blev kolonierne/byerne så talrige og mægtige, at området senere kaldtes Magna Græcia (Storgrækenland). "Den græske verden" kom til at bestå i hundredvis af vidtspredte bystater med opland og de lå ustandselig i krig indbyrdes. De havde dog et fællesskab omkring: Oraklerne, - især oraklet i Delfi og de religiøse sportsstævner hvor de Olympiske Lege blev indstiftet i 776 f. Kr.. Byen: Byzans blev grundlagt af "grækeren": Byzas fra byen Megara (ved Korinth på Peloponnesos-halvøen) allerede i 657 f. Kr.. Men bystaterne var næsten alle steder stilfærdigt blevet afløst af et adelsvælde, som fra det 7. århundrede f. Kr. mødte voksende krav fra befolkningen om lighed for loven og økonomisk udjævning. Da militærvæsenet havde udviklet sig til det svært rustede, veluddannede borgerinfanteri: Hoplitterne, kunne Borgerskabet (handelskapitalisterne) i det 7.-6. århundrede de fleste steder styrte adelsvældet og indsætte en enehersker,- en tyran, der enten forvaltede sit "mandat" til folkets bedste eller optrådte som tyran. Nye omvæltninger førte nogle steder til genindførelse af et fåmandsvælde (oligarki), og andre steder forekom en omvæltning til "demokrati og folkestyre",- et bredere Overklassediktatur, der kun omfattede 10% af den voksne befolkning. Forfatningskampe var ofte blodige og varede i flere hundrede år. De førte hyppigt til regulære krige, når fremmede magter greb ind i striden. Sparta, der styredes af en fåtallig krigeroverklasse, blev allerede i det 6. århundrede f. Kr. samlingspunkt for oligarkerne. Athen ønskede fra 508 f. Kr. at fremme "demokraternes sag". I begyndelsen af det 5. århundrede kunne de to stater dog enes om at afvise indblanding fra Perserkongen. Perserne havde fra 545 f. Kr. behersket de græske byer i Ionien; fra 525 f. Kr. behersket Ægypten; fra 518 indlemmer perserkongen Dareios d. I. Baktrien (Pakistan) i Perserriget og også Trakien (Bulgarien) bliver en del af Perserriget. Derimod mislykkedes hans erobringstog mod Skytherne, der alle dage havde foruroligede Perserimperiets nordlige dele. Et mislykket oprør i Ionien i årene 500- 494 f. Kr. havde fået støtte fra Athen m.fl., og de krævede nu Perserkongen Dareios d. I. underkastelse af Hellas. Det førte selvfølgelig til krig og Athenerne besejrede den første persiske invasionsstyrke ved Marathon i 490 f. Kr.. Ti år senere førte perserkongen Xerxes d. I. en kolossal hær og flåde fra Hellespont (Dardanellerstrædet) ned i Grækenland. Et forsøg på at standse ham ved passet Thermopylæ mislykkedes trods Spartanernes legendariske kamp. Men i søslaget ved Salamis i 480 sejrede Hellenerne afgørende. Perserne drog hjem. Derefter gik Hellenerne over til offensiven på havet og i Ionien og mange stater, deriblandt Theben, gik i 479 f. Kr. over til Helleneserne. I 479 knuste Hellerne perserkongen Xerxes d. I.'s landhær. Af væsentlig betydning var det, at Hellenernes kamp fik rygdækning, da tyrannen Gelon af Syrakus samtidig slog Persernes forbundsfælle: Karthago, på Afrikas nordkyst. Karthago var blevet grundlagt ca. 320 år før af Fønikerne (efter oldgræsk) oprindelig: Kanaanæere, der var et semitisk folk, hvis sprog var nær beslægtet med hebraisk. Kanaanærerne var indvandret til Middelhavets østkyster i begyndelsen af det 3. årtusinde f. Kr. og havde anlagt mange byer samt drev søhandel i hele Middelhavet og nåede endog i 600-tallet f. Kr. at sejle helt op til Brittanien. Men de Kanaanæriske bystater samarbejde ikke mod deres fælles fjender, og derfor var de et let bytte for Assyrerne i det 7. århundrede, for Babylonerne i det 6. århundrede og for Perserne. Handelsforbindelserne og fremmedherredømme gjorde denne fønikiske kultur til en broget blanding og religionen var den Kanaanæiske frugtbarhedskult omkring Baal og Astarte samt Adonis-dyrkelsen, der bredte sig til Grækenland. Den vej gik også Fønikernes uvurderlige bidrag til verdenskulturen: deres alfabet - 22 konsonanttegn, opfundet i det 2. årtusinde f. Kr., - alfabetet der via dets græske stammoder blev til de latinske og Slaviske alfabeter. Men tilbage i Hellas i året 477 f. Kr. samlede Athen næsten 200 byer i 'Det Deliske Forbund' (Første Attiske Søforbund), som fortsatte krigen mod Persien indtil freden i 448. Søforbundet udviklede sig hurtigt til et instrument for de athenske demokraters imperialisme. Overfor Søforbundet stod Spartas alliancesystem, senere kaldt 'Det peloponnesiske Forbund'. Konkurrencen om handel og magt medførte 'De peloponnesiske Krige' i 431-404 f. Kr. hvor Spartanerne havde overtaget til lands. Athenerne sad dog trygt bag de vældige mure, der forbandt byen Attika med havnen, Piræus, hvorfra de hævdede herredømmet til søs. I 405 f. Kr. udslettede Spartanerne "den Athenske Hellespont-flåde", og i 404 måtte Athen kapitulere betingelsesløst. Perserne benyttede sig af Athens svækkelse til at genindtage Ionien i 399, og Spartanernes sejre fik ingen blivende resultat. En række bystater med Theben i spidsen havde rejst sig mod det konservative Spartas førerskab i Hellas. Perserne havde for længst opdaget, at de indbyrdes splidagtige Hellenere lettere kunne holdes nede med diplomati og bestikkelser end med våben og freden i 387 var næsten et persisk diktat. Få år senere førte Spartas indblanding i andre staters forhold atter til krig. Athen oprettede 'Det 2. Attiske Søforbund', og slog den peloponnesiske flåde, men sluttede derpå fred med Sparta. Som landmagt knækkedes Sparta af Thebanerne i 371 og i 362. Så opstod der et magttomrum, der medførte at folkeslagene nordpå med Filippos d. II. af Makedonien fra 359 f. Kr. kunne opbygge en kraftig hær og udnytte de mellem- og sydgræske bystaters indbyrdes splid. Disse nordlige Doniske stammer havde pludseligt fundet sammen som: Makedonierne. Datidens syn om disse nordlige stammer var, at de var så uciviliserede, at de ikke engang kunne bruges som slaver. Da Theben, Athen og Korinth omsider fandt sammen, blev de slået i 338 af Filippos d. II, der derpå lod sig vælge til leder af en fællesgræsk krig mod Perserne. Krigen gennemførtes af hans søn: Alexander den Store (356- 323 f. Kr.) der ønskede at besidde guddommelig herskermagt og ville skabe en persisk-makedonisk herskerklasse. Alexanders kulturimperialisme var påvirket af Aristoteles og disse ambitioner medførte, at Alexander den Store´s hære erobrede Perserriget i 334-326 f. Kr., Ægypten, Syrien i 333-331, Baktrien (Pakistan) i 327, og i 325 f. Kr. førtes hæren til Indus hvor de erobrede Panjab, men blev tvunget tilbage fra et felttog mod Ganges, da hæren ikke ville være med mere. Her i Baktrien havde eksisteret et Maurya-storrige i det 3. århundrede f. Kr. omfattede hele Pakistan, men som kom under buddhistisk påvirkning. Efter Alexanders erobring indvandrede en del Skytere i flere omgange samt iranske og centralasiatiske folk. Et skytisk og makedonsk dynasti herskede i "Pakistan" til omkring 100 e.Kr.. Via det enorme herredømme som Alexander havde skabt var det jo ingen kunst, at grundlægge flere byer, bl.a. Alexandria og indrette sportspladser og teatre. Overklassen i hele det vældige område havde et lystfællesskab, der gav filosoffer, videnskabsmænd, biblioteker og kunstnere et stort marked for deres fantasier. Det kan ikke have været morsomt, at være slave i under denne kulturimperialisme, og som i 1900-tallet benævnes: Hellenisme. Makedonsk blev forvaltnings- og handelssprog overalt. Hellenismen var sammensat af nordgræske og orientalske elementer og varede indtil romerkejseren Augustus indlemmelse af Ægypten i Romerriget i 30 f. Kr.. Derfor er jo ikke bemærkelsesværdigt, at de Romerske slaveholdere dybt beundrede Hellenismen som kultur (læs herskerkultur). Men som tidligere i historiens forløb kunne "de græske forbund" ikke enes. I Persien kom et iransk talende folk til magten: Partherne, og grundlægger Partherriget, der efter 226 kommer under Sassanidernes dynasti, støttet af Zarathustra-religionen, hvilket medførte brydninger med kristne og manikæere. Fra ca. 200 f. Kr. begyndte Rom at gribe ind i de evindelige græske stridigheder. Makedonerne blev slået i 197 og i 168 f. Kr. og efter sejren over 'Det achæiske Forbund' og Korinths ødelæggelse i 146 f. Kr. blev hele Grækenland en romersk provins. I det 3. og 4. århundrede e.Kr. blev Grækenland ofte hærget af Germanske og Slaviske folk. Grækenland hørte ved Romerrigets deling i 395 e. Kr. til det Østromerske (Byzantinske) rige, der blev græsksproget fra det 7. århundrede. Partherne/Perserne/Sassaniderslægten kæmpede forgæves mod Islams stormløb i 633 e. Kr., og efter 651 var hele Perserriget i Arabernes hænder. Ved det fjerde korstog blev Grækenland i 1204 e. Kr. delt mellem franske og venezianske lensfyrster. I 1458 erobrede Osmannerne Athen og i 1503 hele Grækenland. Men Osmannerne lod kirke, sprog og lokalforvaltning bestå.

Allerede Babylonerne brugte en solkalender i 4.700 år f. Kr., (måske også meget tidligere). Andre steder angives det at Babylonerne havde et bundet måneår med 12 måneder og 7 faste skudmåneder i 19 år. Månederne vekslede mellem 29 og 30 dage, og året sattes til 365,26 dage. Dvs. at 19 år svarede til 235 måneder. I ca. 700 f. Kr. have Babylonerne navngivet 18 stjernebilleder, hvoraf 12 af disse indgik i Dyrekredsens 12 måneders kalender, hvor de opdelte døgnet i 12 timer. Dyrekredsen hed fiskene, vandmanden, stenbukken, skytten, skorpionen, vægten, jomfruen, løven, krebsen, tvillingerne, tyren og vædderen. Kalenderåret begyndte midt i Vandmandens tegn (20. januar-18.februar), og solens bane over himlen kaldes for Ekliptika. Babylonerne fremstillede også planettabeller.

Ægypterne overtog Babylonernes solkalender, uden at ændre så meget i den, sådan at Ægypterne i 4.000 f. Kr. havde et solår på 365,25 døgn med udgangspunkt i Sirius. Kalenderen havde 12 måneder af 30 dage plus 5 øgedage. Året var opdelt i 3 perioder a 4 måneder: sommer, vinter, forår. Årets begyndelse fastsatte man til den første dag, hvor Nilen blev oversvømmet, dvs. midt i juli måned, hvor den heliakiske opgang af Sirius sker. Ægypternes år afveg kun med 1/4 dag i forhold til nutidens solår. De ældste Ægyptere har haft flere årsperioder i kalenderen, som Han (Henti) perioden, Apis perioden, Sed perioden, Sothis perioden (1461år). I 1500 f. Kr. opfindes soluret i Ægypten. Ægypterne indførte dyreskikkelser i deres politiske system: løven, gribben, krokodillen, koen, katten, tyren. Skaberguden Atum (Aton) var Ægypternes solgud. Ægypternes kalender holdt sig helt frem til år 30 f. Kr., da den Romerske kejser Augustus havde gjort Ægypten til en romersk provins.

Kineserne havde en månekalender i 2.637 f. Kr., og i de ældste Kinesiske kalendere var året opdelt i 12 måneder med en 60 årig cyklus, hvor årene havde 12 navne med en Dyrekreds: (hestens år, abens år, slangens år, drageåret, etc.).

I 2.500 f. Kr. bygges Stonehenge i England, der var et keltisk observatorium. Kelterne (Gallerne) havde også en tidsregning. Tidsregning var ofte en festkalender fremstillet af Druiderne. Tidsperioderne var tvedelte: nat-dag; vinter-sommer; gode måneder-dårlige måneder, etc.. Kalenderen var sandsynligvis bygget op om månens faser. Al tidsregning hos Kelterne begyndte med den mørke måned. Fra Cæsar ved vi, at Kelterne regnede den ny dag for at begynde ved solnedgang. Men tidsregningen har været indviklet, fordi enkelte måneder har været opdelt i to perioder. Seks af året måneder havde 29 dage, medens andre seks måneder havde 30 dage. D 1. november med festen: Samain var hele årets begyndelse, og vinterens begyndelse, hvor den første måned hed: Samon. Sommerhalvdelen af året begyndte med en måned, der hed: Giamon. Midsommerfesten d. 1. februar hed: Imbolc. Sommerens begyndelse d. 1. maj hed: Beltaine, og d. 1. august hed: Lunasad. Den mest udbredte Keltiske gud er: Lug. I byen Lyon (Lugudunum - dvs. Lugs borg) blev der hvert år holdt en forsamling af Keltiske høvdinge. Plinius den Ældre (død 79 e. Kr.) beretter, at Kelterne regnede månedens begyndelse fra den sjette dag efter nymåne, hvilket er begyndelsen til den lyse periode.

Også Inderne, Japanerne, Armenerne, etc. havde deres gamle og forskellige kalendere. Perserne benyttede et måneår, hvoraf man kender 9 måneder. Romulus (753-716 f. Kr.) havde indført ét kalenderår på 10 måneder med 304 dage (månekalender). Romerne havde en uge på 8 dage, og 7-dages ugen blev først indført af romerkejseren Konstantin den Store (307-337 e. kr.).

Grækerne havde i de ældste tider en kalender efter månen og opdelt i 12 måneder, med henholdsvis 30 og 29 dage om måneden. Kalippos rettede det græske kalenderår i 330 f. Kr.. I disse tider var Grækernes første dag i årskredsløbet ved vintersolhverv: d. 24 december (nytårsdag). Grækere og Alexander den Store (323 f. Kr.) havde kun brugbare kalendere med ét år på 355 dage.

»Den alexandrinske tidsalder« kalder man det tidsrum af det hellisk-græske åndslivs historie i Ægypten, der særligt er knyttet til de makedonske generalers: Ptolemæernes hof i Alexandria. I denne by brugte man den Alexandrinske kalender, der var et barn af Nabonassar-æren og de Ægyptiske konger: Ptolemaios'erne, hvor alle år var lige lange - 355 dage. Det var Romerkejseren: Julius Cæsar der i 46 f.Kr. fik reformeret den Alexandrinske kalender efter forslag af grækeren og aleksandrineren: Sosigenes, hvor hvert fjerde år blev skudår, dvs. at den Julianske kalender blev på 365 1/4 døgn. Man gik således fra én kalender der var baseret på måneår til en kalender baseret på solår, og samtidigt flytte man nytåret fra d. 1. marts til d. 1. januar. Den Alexandrinske kalender indføres i de østlige romerske provinser efter Augustus sejr ved Actium i 31 f. Kr.; Ægypterne er på det tidspunkt på knæ.

Det var Alexander den Store der traf beslutning om at grundlægge havnebyen Alexandria i 332 f.Kr. på øen Faros (Pharos), der var omtalt af Homér, lige dér i nærheden af den ægyptiske grænseby: Rakotis, hvor der var et tempel for helligdommen Osiris. Der skete det, at Alexander den Store var på et militært krigstogt til »Jupiter Ammons Oase«, og kom forbi øen Pharos. Her syntes han, at der skulle anlægges en krigshavn. Her i det nordvestlige Ægypten ved kystsøen Mariut, (oldtidens Mareotis) blev Alexandria således påbegyndt og anlagt i 332 f. Kr. af arkitekten Dinokrates. At vinde Ægyptens rigdomme var vigtigt for Alexander den Store, thi ellers kunne han ikke betvinge Perserriget. I 331 f. Kr. erobrede Alexander den Store Babylon. Alexander overførte den persiske kongeinstitution til sit rige makedonske/græske rige, og den blev forbillede for den romerske kejserdyrkelse. Efter Alexander den Stores død i Babylon i 323 f. Kr. blev en af hans græske generaler: Ptolemaios (søn af Lagos) statholder i Alexandria, efter at have hævdet sine krav overfor rigsforstanderen: Perdikkas, og i 306 f. Kr. blev Ptolemaios d. I. (306-285 f. Kr.) konge af Ægypten, hvor Alexandria blev hans regeringssæde. Ptolemaioserne beholdt magten i 300 år, men utallige gange gjorde de indfødte Ægyptere oprør, fordi Ptolemaioserne begunstigede Grækerne. Ptolemaios d. I. fik Alexander's lig ført til Ægypten og bisatte Alexander i Alexandria i en prægtig bygning: Sema (Soma). Ptolemaios fik også opført et kongeligt palads, og han hidkaldte græske kunstnere og lærde til byen, hvor han begyndte at anlægge en stor bogsamling, og han lagde sandsynligvis grunden til det museum, der blev berømt under hans efterfølger. Senere blev han kaldt Ptolemaios-Soter (dvs. frelseren). Alexandria blev hurtigt en storby med mange indbyggere, der strømmede til alle vegne fra, - bl.a. fra græsk/makedonske kolonier. Byen byggedes i form en makedonisk kappe og havde snorlige, brede gader i rette vinkler. Under Ptolemaios d. I. kom der mange jøder til byen, hvor de skabte deres eget kvarter i den nordøstlige del af byen, og under Ptolemaios d. I byggedes en stor dæmning (Heptastadion) på ca. 1.3 km., der forbandt øen Pharos med fastlandet. På den måde dannedes der to store havne, den ene åben mod nordøst og havnen Eunosto mod vest. På dæmningen mellem øen og fastlandet var to broer, sådan at man kunne sejle fra den ene havn ind i den anden havn. Mange af datidens pragtbygninger og store vandledninger, der førte vand ud til Pharos er selvfølgelig borte i dag. To mindre havne som Kibotos og den »kongelige havn« tiltrak mangfoldige fartøjer til Alexandria, og Alexandria blev et hovedsæde for datidens verdenshandel. En gravet sejlbar kanal førte fra Kibotos tværs igennem byen til søen Mareotis, således at det rige Ægyptens frembringelser med lethed kunne bringes til Alexandria, der snart blev landets bedste eksporthavn. Ptolemaios d. I. skulle have ladet et mærkeligt, gammelt billede af guden Serapis bringe fra byen Sinope i Lilleasien til Alexandria, og opstillede billedet i helligdommen for Osiris. Helligdommen for Osiris blev senere ombygget af Ptolemaios, som kaldte bygningen for Serapeion. Men her i Alexandria blev oldtidens berømte og unikke Alexandrinske Bibliotek (Museion) anlagt i ca. 300 f.Kr., hvor alle græske bogruller og andet litteratur blev samlet. Biblioteket havde sin plads i det kongelige slot i bydelen Brucheion, men foruden det store bibliotek fandtes dog også et mindre bibliotek knyttet til helligdommen Serapeion. Ved den første indretning af biblioteket skal Demetrios fra Faleron have været virksom; senere var flere af den græske verdens ypperste videnskabsmænd og bibliotekarer: Zenodotos, Kallimachos, Eratosthenes, Aristofanes fra Byzans og Aristarchos fra Samothrake. Allerede Kallimachos udgav en katalog over bibliotekets bogruller. På hans tid angives det store bibliotek at have haft over 400.000 bogruller, og biblioteket i Serapeion havde 42.800 bogruller. Man ville tillige gøre Alexandria til centrum for salg af papyrus, da det eneste brugbare papyrus blev fremstillet i Ægypten. Men samlingen af bogruller skete også ved at konfiskerede bogruller fra skibe, der kom sejlede til Alexandria. Hovedeksemplaret af de tre store tragikeres værker, som man havde lånt fra Athen mod pant, beholdt man uden videre og sendte kun en pragtfuldt udstyret afskrift tilbage til Athen. Da nu det makedonske rige var gået under med Alexander den Store´s død, udviklede Ptolemaios d. I en aggressiv udenrigspolitik, hvor Pholemaioserne gjorde krav på Kykladerne, Kypros, Kyrene og herredømmet over syriske havnebyer, og Ægypten blev vor verdens første sømagt med havne på Kypros og i Fønikien. Ptolemaios d. I´s krav på Ægyptens gamle provinser i Syrien, bragte ham selvfølgelig i konflikt med det babylonske rige og dette riges hellenistiske herskere: Seleukiderne. Det var Seleukos der grundlagde Seleukidernes rige og hans søn Antiochos d. I Soter blev i 290 f. Kr. indsat af sin far som konge af landene øst for floden Eufrat. Seleukos forlod riget i 281 f. Kr. for at sætte sig i besiddelse af Thrakien og Makedonien, men han blev myrdet i 280 f. Kr. af Ptolemaios Keraunos. Antiochos d. I måtte anerkende Ptolemaios Keraunos som konge i Makedonien. En stor del af det vestlige Lilleasien gik tabt under Antiochos d. I, og Pergamos og Bithynien rev sig løs, og desuden faldt Gallere (Keltere) fra Europa ind i hans rige, og ved Sardes led Antiochos d. I i 262 f. Kr. et stort nederlag til Eumenes af Pergamos. Mod Ægypten var han heller ikke videre heldig og han døde i en ny krig med Gallerne i 261 f. Kr.. I 312 f. kr. blev Jerusalem erobret af Ptolemaios d. I. Ved slaget i 301 f. Kr. sikrede Ptolemaios d. I magten over det sydlige Syrien med havnebyerne: Tyrus og Sidon. Men landudvidelserne bragte Pholemaioserne i strid med Makedonien, Seleukiderriget og til sidst Rom. Ptolemaios d. II Filadelfos (285-247 f. Kr.) foranstalte opførelsen af paladser i Alexandria og på den østlige spids af øen Pharos blev der bygget det berømte fyrtårn af samme navn, som i oldtiden regnedes for et af verdens underværker. Bygmesteren var Sostratos fra Knidos - Dexiphanes' søn. Ptolemaios d. II Filadelfos bidrog til at styrke datidens videnskaber. Museet bestod nu af mange pragtbygninger, hvoriblandt fandtes det store bibliotek med læse- og afskriverværelser, bogbinderværksteder, med mere. Talrige lærde samlede her til foredrag til grammatik (dvs. filologi) og til filosofi. En anden med stor pragtbygning med udstyr, var det såkaldte Serapeion, der formodentlig blev fuldendt under Ptolemaios d. II Filadelfos, og denne bygning trådte i stedet for den lille ægyptiske Osiris-Helligdom i Rakotis. Serapeion var forbundet med et bibliotek, som allerede på denne tid skal have bestået af 42.000 bogruller. Senere tales der endog om 300.000 bogruller. I det sydlige Ægypten anlagdes byen: Pholemais, og i hver krig var man nødt til at hverve lejetropper. Ptolemaios d. II sluttede i 273 f. Kr. venskab med Rom efter Pyrhuskrigen. En del af den alexandrinske bibeloversættelse blev kaldt Septuaginta og er den ældste og rigtigste græske oversættelse af de skrifter, som jøderne og de kristne kalder: det gamle testamente. Septuaginta var de ældste kristnes bibel (jødernes lærdomsbog) og efter sagnet, som berettes i Aristeasbrevet, lod kong Ptolemaios Filadelfos netop 72 palæstinensiske jøder foretage oversættelsen, idet man hos de alexandrinske jøder helt havde glemt det hebraiske sprog. Så henimod slutningen af det 2. århundrede før kristi har "det gamle testamente" været oversat, men oversættelserne af de forskellige skrifter er af højst ulige værdi, fordi teksterne ikke er oversat ordret og nøjagtighed, og fordi sprogforskellen mellem græsk og hebraisk var for stor, men oversættelsen giver os et tidsbillede af den alexandrinske jødedom idet Apokryferne ikke var med. Ptolemaios d. II optog den faraonske skik med søskendeægteskabet. Under Ptolemaios d. III. Euergetes (247-222) befandt Alexandria sig i sin højeste tilstand. Han trængte Seleukidernes magt tilbage, men nu begyndte Ægypterne at gøre oprør mod de makedonske Herrer. Ptolemaios d. IV. Filopater (221-205 f. Kr.) besejrede Antiochos d. III. den Store ved Rafia i 217. Antiochos d. III. den Store fra Syrien besejrer en ægyptisk hærfører ved Paneion i ca. 198 f. Kr. Fra nu af er Palæstina under Seleukidisk (syrisk) herredømme, og forbliver under Seleukidisk herredømme til 63 f.Kr.(reelt til 142 f.Kr), hvor der gives skattefrihed til jøderne, og hvor pengearistokratiet opstår i byen Antiokia. Men Ægypterne gjorde nu oftere oprør, der medførte blodige kampe, og det sydlige Ægypten gjorde sig uafhængig, og valgte en Ægyptisk (indfødt) konge, der holdt magten i 20 år. Men til trods de gentagne blodsudgydelser gik Alexandria ikke tilbage, idet befolkningstallet steg. Da Ptolemaios d. V Epifanes (205-181 f. Kr.) blev konge overfaldt Makedonien og Syrien Ægypten, der derved mistede de asiatiske besiddelser. Ægypten støttede sig til Rom, og Ptolemaios d. V Epifanes ægtede Kleopatra d. 1., der var datter af Antiochos den Store. Men da Ægypterne havde fået så megen magt i deres eget land, måtte Ptolemaios d. V også lade sig krone på gammel faraonsk vis i byen Memfis.  Under Ptolemaios d. VIII Filometor (181-115) og dronning Kleopatra d. II. er store opstande fra Ægypterne. Syrernes kong Antiochos d. IV .Epifanes gik med en hær mod Ægypten og slog fuldstændigt Ptolemaios d. VIII´s hær ved Pelusion og indtog Memfis. Ptolemaios d. VIII. blev taget til fange og de sidste besiddelser på Kreta og de græske øer gik tabt, og kun Kypros og Kyrene forblev under Ægypten. Alexandrinerne udråbte nu den yngre broder Ptolemaios d. IX Euergetes II. Fyskon (170-116) til konge og dronning er Kleopatra d. III. Der er stadig store opstande fra Ægypterne, og de vandt ligeberettigelse med Grækerne. Men Syrerne frigav Ptolemaios d. VIII. og de to brødre regerede derefter i fællesskab i perioden 170-163 f. Kr.. Men de blev uenige og i 163 f. Kr. flygter Ptolemaios d. VIII. til Rom, hvor det romerske Senat indsætter ham til énekonge. Ptolemaios d. IX fik Kypros. Men da Ptolemaios d. VIII bliver dræbt i et slag i Syrien i 146 f. Kr., kom Ptolemaios d. IX. og regerede nu Ægypten, - dog med en 3-4 års afbrydelse fra 130 til 127, lige indtil i sin død i 117 f. Kr.. Det rige videnskabelige og religiøse liv, som rørte sig i Alexandria, medførte at man forsøgte at forene religion og filosofi, - fra Grækernes side i nyplatonismen, fra jødernes side i Filons spekulationer. Antiochensk var en græsk filosof fra 125-67 f. Kr. fra Athen, og var tilhænger af den skeptiske filosof: Filon fra Larissa. Antiochensk stiftede i Rom bekendtskab med L. Lucullus, og fulgte med denne romer til Alexandria, hvor Antiochensk blev Filon´s efterfølger på akademiet, men her i Alexandria vendte han sig bort fra Filons skeptiske filosofi (Skeptesismen) og dyrkede Eklekticismen som filosofisk retning. Filon af Alexandria var også bankmand, og han skrev historien om Moses' skabelsesberetning. Ptolemaios d. IX blev efterfulgt af hans enke: Kleopatra Kokke og sønnen Soter d. II., der dog blev fordrevet i 106 f. Kr. af broderen Alexander, men Soter d. II kom dog tilbage i 88 f. Kr. og døde som konge i 81 f. Kr.. Efter et par korte og urolige regeringsforsøg blev Ptolemaios d. XIII Neos Dionysos (Auletes) konge fra 80 til 52 f. kr. - dog med flere afbrydelser. Under den unge Ptolemaios d. XIV (52-47 f. Kr.) søgte Pompejus tilflugt i Ægypten, men blev her myrdet på kongens og hans rådgiveres foranstaltning. Cæsar kom snart derefter til Ægypten i 47 f. Kr., men befolkningen i Alexandria og Ptolemaios' tropper søgte at forjage ham. Det kom til blodige kampe og Cæsars belejring af Alexandria medførte at det store bibliotek i museet, der dengang talte 900.000 bogruller gik op i flammer. Biblioteket indeholdt hele den kendte verdens bogruller og litteratur. Også den del af Alexandria, der lå på øen Pharos, vest for fyrtårnet, blev ødelagt ved belejringen. Efter at Cæsar havde betvunget byen indsatte han Kleopatra d. VII til regent. Den berømte Kleopatra d. VII (51-31 f. Kr.) var datter af Ptolemaios d. XIII Neos Dionysos. Efter mordet på Cæsar indyndede Kleopatra sig hos romeren Antonius, og han forærede hende det store Pergamenske bibliotek, der talte 200.000 bogruller, og biblioteket blev flyttet fra Pergamon til Alexandria og opstillet i museet. Dette bibliotek blev atter ødelagt i 272 e. Kr., og biblioteket i Serapeion blev fuldstændigt ødelagt i 391 e. Kr.. Antonius befalede under sit ophold i Alexandria at der skulle opbygges et nyt kongeligt slot: Timonium, på en dæmning i den østlige havn. Men ikke ret længe efter blev Antonius overvundet af Octavian i 31 f. Kr. i slaget ved Actium, og Kleopatra tog sig selv af dage. Alexandria blev fra nu af aldrig mere kongeby. Den Ægyptiske kongeborg blev sædet for den romerske præfekt og for Ægyptens øverste styrelse. Ægypten tilfaldt romerkejseren Augustus, (27 f. Kr. -14 e.Kr.) der lod Ægypten forblive kejserens personlige ejendom, og derfor havde de romerske senatorer ikke adgang til Ægypten. Ægypten var således en romers provins indtil 641 e. Kr. hvor Araberne frigjorde Ægypten. Men kort tid efter den romerske erobring af Ægypten beskriver Strabo Alexandrias pragtfulde gader, bygninger, og helligdomme, og hans topografiske beskrivelse afsluttes i år 24 f. Kr. Udenfor den kanobiske port fandtes et amfiteater, og 6 km længere borte var byen Nikopolis. I den romerske kejsertid kom det ofte til blodige kampe i Alexandria. Først vendte folkestemningen sig imod jøderne, der var yderst talrige under Tiberius (14-37 e. Kr.) da jøderne skal have udgjort ca. 1/3 af befolkningen i Alexandria. Det var jødiske spekulanter, der havde hævet kornpriserne til stor skade for flertallet af befolkningen. Og det var ved denne tid, at kristendommen kom til Alexandria og fandt tilhængere dér blandt jøder. Men filosofferne ved museet nød stadig stor anseelse. Jødeforfølgelserne begynder i det 1. århundrede e. Kr. idet jødernes handelsvirksomhed havde vakt had mod dem, og forfølgelserne varede til hen i det 2. århundrede, og i det følgende århundrede forsvinder de ægyptiske jøder. Det er omkring dette tidspunkt at Paulus fra Tarsus (Kilikiens hovedstad) laver nogle skriverier i perioden 45-62 e. Kr. hvormed man opfinder kristendommen, men der er megen skepsis til ægtheden af disse. Paulus selv er omskåret farisæisk jøde, og meget stolt over dette, ligesom han har romersk borgerbrev, og dermed er en del af undertrykkelsesapparatet. Men han bryder loven og kommer i fængsel flere gange. Under alle kristenforfølgelser falder talrige Ægyptere som ofre. Ægypten betød meget for Romerne, idet Vespasians' efter at være blevet hyldet af de romerske legioner i Syrien i året 69 e. Kr. blev udråbt til romerkejser i Alexandria. Romerkejseren Hadrian (76-138 e. Kr.) besøgte to gange Alexandria. Kejser Trajan (98-117 e. Kr.) istandsatte kanalen fra Nilen til det Røde Hav. Den bukoliske opstand i 172 e. Kr. opstod blandt Ægypterne i Nildeltaet. I året 176 e. Kr. udbrød der oprør i Alexandria som romerkejser Marcus Aurelius (161-179) personligt dæmpede. Men under hans styre brændte en del af Seriapeion. En litterær modstander fik kristendommen i den romerske forfatter: Celsus (Kelsos) i hans bog »Det sande Ord« fra 178-180 e. Kr. Kristendommen fik i løbet af det 2. århundrede flere tilhængere. Men da den jødiske kristendom ikke kunne nøjes med at være en tro og en religion for de lavere klasser alene, måtte de kristne ledere (lærere) tilfredsstille de dannede klassers religiøse og videnskabelige trang, og derfor oprettede de kristne Kateketskolen i Alexandria med lærerne omkring 190 e. Kr., for at undervise Overklasserne i »den kristne sandhedserkendelse«, og herfra påbegyndte man senere at uddanne præster. »Den alexandrinsk skole« kaldes den teologiske retning i denne oldkirke, der udgik fra Kateketskolen og hvis stiftere og hovedmænd var Alexandrinus, Pantænos, Klemens og Origenes.. Både den romerske historiker Tacitus og Sueton fortæller at de kristne var almindeligt forhadte, og blev beskyldt for alle mulige forbrydelse. Deres kultiske sammenkomster og hemmelige gudstjenester medførte at man troede på at de udøvede magi og troldom, samt øvede utugt. De blev beskyldt for at lave sammensværgelser mod staten og for at lægge hele menneskeheden og den antikke verden og filosofi for had. Kristendommens tilhængere fandtes blandt de græsktalende i Alexandria og først senere hos Ægypterne. Men i det 2. Århundrede e. Kr. var der i Alexandria flere Gnostikere, som drog kristendommen ind i deres spekulationer. »Den alexandrinsk skole« arbejdede i modsætning til Gnosticismen og man tilpassede religionsdyrkelsen til de dannede klassers bevidsthed. Gnosticismen fandt både tilhængere i hedenske og kristelige former i Ægypten. Men i Alexandria blev den kristne en Græker for Grækeren og vandt derved Grækeren. »Den alexandrinske skole« ved Origenes (ca.185-254 e. Kr.) oprettede den første kristne dogmatik, og det var ud fra dette grundlag at de senere kristne religionstridigheder i det 4. århundrede ved Athanasios og i det 5. århundrede ved Kyrillos skabte bidrag til besvarelsen af trinitariske spørgsmål, og det var kampen mellem denne skole og »den Antiochenske skole« fra Syrien, at den oldkirkelige dogmedannelse foregik. »Den Antiochenske skole« så mere nøgterne og forstandmæssigt på de historiske tekster og grammatikken, som de kristne brugte som bøgernes bog. Arios var disciple af Lukian og i Nestorianismen udfoldede »den Antiochenske skole« sig. »Den alexandrinsk skole« lagde vægt på en spekulativ begrundelse af dogmet og fortolke skriftsteder meget allegorisk. Monoteismen var den jødiske arv til vor del af verden, men Monoteismen havde rod i Persisk religion og filosofi. Manichæismen var derimod gennem århundrede en provokation for den vest romersk katolske kirke. Mod slutningen af det 2. århundrede fremstod i Alexandria Nyplatonismen med Ammonios Sakkas, og denne filosofiske retning blomstrede i det 3. århundrede. »Den kristne alexandrinske skole« overlevede i det 3. århundrede da den blev angrebet af den videnskabelige Polyteismen. Porfyrius fra Tyros (Syrien) (232-304) skaffede sig et sådant ry, at man betegnede ham som den første Skolastiker, og han udgav et bortkommen kampskrift mod kristendommen. »Den alexandrinsk skole« forsvinder i slutningen af det af 4. Århundrede. Romerkejser Seplimius Severus overvandt i Ægypten sin modkejser: Pescennius Niger, og i 199 e. Kr. gav Seplimius Severus byen Alexandria et senat og en municipalforfatning (kommunalfuldmagt). Men hans søn, Caracalla, gik i 215 e. Kr. frem med den hårdeste grusomhed mod indbyggerne i Alexandria for at hævne sig mod de spotterier, som nogle vittige mennesker i byen havde gjort ham til genstand for. I Alexandria blev forfølgelserne af de kristne mærkbare under romerkejseren Decius i 250 e. Kr. og igen under kejser Valerian i 257 e. Kr., samt ved en ødelæggende pest under Gallienus. Romerrigets almindelige og stadige nedgang fra midten af det 3. århundrede medførte hungersnød i mange egne af Ægypten, og hyppigt hærgedes landet af smitsomme sygdomme, hvis epidemier bortrev mange - og landets velstand svandt mere og mere. Under denne nedgang blev Ægypten draget ind i Roms kampe med Palmyra. Først i 270 e. Kr. blev Zenobia og Vaballathus fordrevne fra Alexandria. Det var først under romerkejser Diocletian (284-305 e. Kr.) at Ægypten blev en almindelig romersk provins, og denne ændring medførte store økonomiske problemer for Alexandria, der blev berøvet store indtægter. Diocletians' forfatningsændring og delingen af Romerriget i dioceser, samt den endelige deling af det romerske rige i østrom og vestrom i 324 e. Kr. betød kun lidt for Ægypten. Ved rigshovedstadens flytning til Konstantinopel kom Ægypten centralmagten nærmere, hvad der i landet mærkedes på en tiltagende sproglig latinisering. Men der var en del oprør. Bl.a. rejste Achilleus sig imod Diocletian, og denne romerkejser belejrede og indtog Alexandria og viste hårdhed mod befolkningen i 296 e. Kr.. Et par år derefter udbrød der atter en voldsom kristenforfølgelse i Alexandria, - men kort tid derefter fik kristendommen overtaget i byen. Men snart derefter udbrød der i Alexandria den Arianske strid mellem presbyteren Arius og Arkidiakonen (biskop Athanasios). Den græsktalende, østlige halvdel af det romerske rige havde altid vist forkærlighed for filosofiske og religiøse diskussioner. Det begyndte allerede med sproget, der var som skabt til spidsfindige udlægninger og formulering at logiske divergenser. Nu opstod der diskussion om den nøjagtige beskaffenhed af Jesu guddommelighed. Den forlængst vedtagne opfattelse at gud var, at han var én og udelelig, men samtidig tre guddommelige skikkelser: Gud Faderen, Gud Sønnen, der var steget ned til menneskene og død på korset, samt Gud den Helligånd. Arius, hævdede at Jesus ikke var lige så guddommelig som Gud Faderen, og denne strid rystede hele kristenheden og førte til kirkeforsamlingen i Nikæa 325 e. Kr., hvor Arianismen blev forkætret og striden fortsattes igennem et par menneskealdre og gav anledning til megen uorden i Alexandria. Men Arius fandt dog stadig tilhængere bl.a. i Ægypten. Alexandria kom i løbende tilbagegang og under kejser Theodosius (379 - 395) var den fordum så rige by ikke i stand til at udrede udgifterne til oprensningen af Nilen og kanalerne. Patriarken Theofilos fór frem med voldsomhed mod de hedenske templer. Serapis' billedstøtte ødelagdes i 391 e. Kr., og måske blev biblioteket også tilintetgjort ved denne lejlighed. Pøbelen i Alexandria var gået over til kristendommen og plyndrede templer og bibliotek. Theofilos' efterfølger Kyrill førte pøbelen mod de indiske synagoger og drev jøderne ud af byen, og derefter det gik ud over de lærde der ikke var kristne, og navnlig blev den lærde og skønne Hypatia stenet til døde af de kristne i 415 e. Kr.. I øvrigt betegnes det 4. og 5. århundrede i Alexandria navnlig ved de idelige religiøse stridigheder, der ofte udartede sig til blodige kampe. Flertallet af de ægyptiske kristne ville nemlig ikke anerkende synoden i Kalkedon 451 e. Kr..Kirkeforsamlingen i Kalchedon havde forkætret den af Eutykus fremsatte lære om, at Kristus kun havde haft een natur, og flertallet af Ægypterne holdt fast ved Eutykus lære. Ægypterne blev således Monofysiter, almindeligt kaldes de Kopter og i 536 organiserede Kopterne sig som en egen kirke med en af menighederne valgt patriark i spidsen. Med ny kraft søgte Justinian I (527-565) atter at bringe orden i det østromerske rige. Sassanidernes, Vandalernes og Østgoternes erobringer blev genvundet af romersle legioner. Justinian frembringer nye ordninger og Justinians' ægyptiske edikter kendes fra talrige papyrus. Under hans romerske efterfølgere forfaldt Romerriget. I 619-629 holdt Perserne Ægypten besat, og i 639 marcherede Araberne ind i Nildeltaet, og gjorde med erobringen af Alexandria i 641 en ende på det byzantinske herredømme i Ægypten. Perserkongen Chosroes indtog Alexandria i 619 e. Kr., men behandlede de kristne med megen mildhed. Da Araberne trængte ind i Ægypten hilste de fleste Ægyptere Araberne som befriere, p.g.a. deres had til det kristne græske herrefolk. I Alexandria var der mange kristne, men alligevel behandledes de kristne med skånsel af kaliffen Omar's feltherre: Amr-ibn-el-As, da han i december 641 e. Kr. indtog byen. Men Alexandria mistede snart sin rang som regentby, idet Ægyptens regentskab blev flyttet til den nye by: Fostat, der var fuldstændig fri for kristne elementer. Senere flyttedes regentbyen til Kairo. I middelalderen gik Alexandria tilbage og havnene sandede til, og ikke engang i Fatimidernes dage i 969-1171 e. Kr., da Ægypten atter blomstrede op, kunne Alexandria vokse. Opdagelsen af søvejen til Indien i 1498 og opdagelsen af Amerika gav Alexandria dødsstødet. Under Mamelukkerne forfaldt kanaler og havne fuldstændigt, og Ægyptens forbindelse med Europa gik nu alene over Rosette og Damiette. Ved det 19. århundredes begyndelse var Alexandrias befolkning, der engang havde talt over 500.000 indbyggere, sunket ned til at være en fattig by på kun 5.000 indbyggere. I 1819 begyndte udgravningen af Mahmudije-kanalen, der igen bragte Alexandria i forbindelse med Nilen. Mehemed Ali og 250.000 mennesker arbejdede på anlægsarbejdet, der kostede 7 1/2 million francs, og Alexandria fik atter betydning for Ægyptens velstand. Alexandria fik jernbanenet, telegrafer og dampskibsforbindelser med Europa, Nordafrika og Amerika. I 1865 oplystes byen med gas. Havnene blev uddybet og der blev anlagt solide kajpladser på over 3 kilometer. Byens hurtige udvikling fik dog en voldsom standsning med Arabi Pasha's oprør og de blodige optrin d. 11. juni 1882 og bombardementet fra engelske krigsskibe d. 11. juli. Over 400 blev myrdede og de huse hvor de europæiske konsuler boede i blev plyndret.

På det tidspunkt hvor munken Dionysius opfinder den kristne kalender; opfinder en ny tidsregning og opfinder år 1 bruger man i Romerriget to forskellige kalendere. (1) Kirken brugte Sankt Kyrils: Alexandrinske kalender, der indeholde fester og cerimonier, der er vedtaget på kirkemødet i Nicæa i år 325 e. Kr., medens de romerske Overklasser bruger (2) den Julianske kalender, der blev bogført sådan, at man omtalte årene efter de romerske consulers æra, eksempelvis: i det syvende regeringsår efter Herodes, osv.. På denne hjemmeside og i min indledning bruges altså tre tidsregninger: (a) årstal efter Roms grundlæggelse; (b) årstal efter kejseren (romersk - kejser Diokletian, eksempelvis, kom til magten i året 1037 efter Roms grundlæggelse); (c) årstal e. Kr. (den nu gældende kristne tidsregning i Vesten).

Herhjemme var Valborgsdag d. 1. maj fra gammel tid en festdag hvor man fejrede forårets komme. Men aftenen før var man på vagt mod det "underjordiske". I Danmark blev 1. maj også senere skiftedag for det store antal tyende som skulle have en ny plads hos en "arbejdsgiver" frem til næste skiftedag: d. 1. november. 1. maj var derfor en fridag. Den 1. maj skiftede man bl.a. også oldermænd og afleverede lensregnskaberne. Men i kong Knud den Stores gårdret var det d. 25 december der var skiftedag - og opsigelsesdag - altså i dagene hvor julelegene var på sit højeste. I år 1100 afholdtes vintersolhverv allerede d. 15. december og sommersolhverv d. 15. juni. Men da kongemagten gik over til kristendommen blev vor gamle midvinterfest: julen - flyttet og tilsvarende flyttede midvinterfesten til Sct. Hans på trods af at datoerne for solhverv fortsatte med at flytte. Bålbrændingen på midsommerdagen - årets længste dag med solfesten for lyset - hænger sammen med en gammel folketro på at lyset fra ilden holder onde kræfter væk, og man troede at onde kræfter især var på spil på aftenen før. Ideen med at anbringe en heks på bålet begyndte man først med i slutningen af 1800-tallet i Danmark. Sct. Hansbålet har derfor intet at gøre med middelalderens hekseafbrændinger. Helligvandkilderne skulle også være særlig kraftige denne aften, og at drikke kildevand er stadig noget mange tror er særlig sundt, og ofte samledes man dér ved vandkilderne til bålfest, hvor der opstod markeder og folkelige festligheder. Anden juledag var hestens dag, og oprinder fra Assernes tid. Hesten var knyttet til frugtbarhedsguden Frej, der også var høstens gud. Det røde øl til jul stammer helt tilbage fra denne tid. Også Kelterne dyrkede hesten. Det var skik at årelade hesten på anden juledag, og man samledes i optog til hest og besøgte hinandens gårde og bebyggelser. Som man husker forbød de kristne, at vi måtte spise hestekød. I Gulathingsloven loven i Norge ser man hvordan man i juledagene bød at gøre sammenskudsgilder, hvor rige og fattige beværtede hinanden på skift og var ligemænd, og hvor julefreden således også oprinder fra tiden før kristendommen. Men de nye protestanter efter 1534 var grusomme mod folket i Danmark. Læs mere her. I Norden afholdt man i tusinde år julestue og lavede julelege i 14 dage. Julebuk, julevætte, hvedehors og hvidebjørn var private og offentlige julelege fra Asernes tid, men de blev forbudte i det 16 århundrede, i 1683, i 1730 og i 1735, og der var dødsstraf, hvis man blev taget i at deltage i en sådan leg. Man forfulgt befolkningen for at stoppe julestuerne. Legene blev anset for usædelig, fordi legene gav anledning til frie forhold mellem begge køn. Og som man ved fra historien, anerkende de kristne ikke at folket opnår frihed - og lystighed betragter de som djævelens værk. I 1565 blev det forbudt præsterne at deltage i en huggetønde. Julebukken var en leg til Thors ære. Men da de kristne også lavede forbud mod at holde geder, "glemte" man legen, da man ikke kunne skaffe bukkehoveder, og de kristne gik så langt, at de fremstillede djævelen som en gedebuk. I det 17 århundrede medførte forbuddet mod at holde geder, at det næsten var umuligt at skaffe bukkehoveder. Julebukken blev derfor fremstillet som en djævlefigur af de kristne, og atter forbød magthaverne afholdelse af julestuer i det 17 århundrede. Denne lysets fest blev slukket af magthaverne. En kæphest havde relation til Odin, og derfor var en kæphest (en stang med et hestehoved) heller ikke velset af de kristne. Læs mere her om julen.

Vores måneder fik navn efter romerske guder og romerske tal: eksempelvis juni (skærsommermåneden) efter gudinden Juno i den romerske mytologi; juli (ormemånen); september (fiskemåneden) = 7 , oktober (sædemåned) = 8, november = 9, december =10. I gamle dage kaldtes marts måned for Thors-måned, thi Thor var Nordens krigsgud. Fastalavnsfesten var en gammel vårfest for frugtbarhed, og oprinder vel nok fra den keltiske tid. Vore dage fik dog navn efter Asernes guder: Mana-dagr (månens dag), Tyrs-dagr, Odins-dagr, Thors-dagr, Friggs-dagr, Laugar-dagr (saturns dag), Sunnu-dagr (solens dag).

Jorden har vi opdelt i 24 tidszoner. Hvorvidt er jorden og månens rotation/omdrejningstal ændret gennem tiderne i forhold til stjernehimmelen ?

Mere om tidsregning her: http://82.143.209.25/asp/kalender_hist01.htm

Skift til: Kelterne og romerne * * Kristendommen * * Ruslands historie * * Den russisk ortodokse kirkes historie * *

Webmaster

.