Indhold på denne side: Kelterne * * Folkestammerne i Julius Cæsers bog om Gallerkrigene * * Skytherne og Sarmaterne * * Partherne * * Romerne * * Romerske kejsere * *

Skift til: Germanerne (II) * * Romerriget (III) * * Habsburgerne (IV) * * Vesteuropas historie * * Tyskernes historie * * Danernes historie * *

Selve teksten »Om Romerriget: 510 f. Kr. og kristendommens fremmarch til 395 e. Kr.«, om kampene mellem de romerske kejsere og andre folkeslag før de kristnes tidsregning, - om de kristnes fremmarch sydfra, Nikæa-mødet i 325 og de romerske overklassers overgang og antagelse af kristendommen er ikke lagt ud på denne hjemmeside,- men jeg kan sende teksten til dig i en fil. Teksten er på 585 kb og på ca. 133 A4-sider. Og det tager ikke så lang tid, at overføre teksten via Internettet. Skriv til mig her: Per Benny Paulsen, hvis du vil have tilsendt teksten gratis.

Romerriget nåede sin største udstrækning i 117 e. Kr., fra Skotland til Persien og Romerriget regnes for opløst i året 476 e. Kr.. Har du spørgsmål om Romerriget eller ønsker om litteraturhenvisning er du velkommen til at kontakte, tømmersvend, Ole Gammelgaard, Esbjerg, der har en forbløffende god viden om historien. Ole har ikke e-mail. så du må telefonere til Ole på tlf.: 24 61 07 52. Mangler du litteraturhenvisninger og inspiration til emner om Romerriget kan du bruge trebindsværket: »Imperium Romanum, Realitet, ide, ideal« forlaget Sfinx, 1993.

Helleren (grækeren) Homér ca. 800 f.Kr. anses for at have skrevet Iliaden og Odysseén. Den græske historikeskriver: Herodot (485-425 f.Kr.) »historieskrivningens fader« omtaler Kelterne. På det tidspunkt kendes kun folkeslagene: Hellerne (grækerne), Libyerne, Perserne, Skyterne og Kelterne. Hippokrates (460-370 f. Kr.) er Heller (græker) fra en lægeslægt på øen Kos. Han omtaler et folk med lange hoveder, der måske var Skytiske folk på Krimhalvøen, og omtaler den Skytiske stamme: Sauromaterne. Skyterne var nomader, med heste, kvæg, får og okseforspændte vogne. Romersk litteraturs fader er: Quintus Ennius fra Calabrien f. 239 f. Kr.. Den romerske litteratur var inspireret af den græske, og man ved, at omkring år 240 f. Kr. oversatte Tarentineren: Livius Andronicus, Homer´s Odyssé. Tarentineren var en frigiven slave og blev oldermand i Minervas tempel på Aventin. Omkring år 200 skriver Quintus Fabrius Pictor en romersk historie på græsk. Poseidonios (135-51 f. Kr.) er født i Syrien og er Heller. Han var et universalgeni, og hans litteratur er kun overleveret indirekte. Et par romerske forfattere, historikere og digtere: Terentius Afer (ca. 190-159 f. Kr.). Gaius Sallustius Crispus (86-35 f. Kr.). Belluni Iugurthinum (»Den Jugurtinske Krig«), der beskriver sammensværgelserne og krigen mod Jugurtha og Bellum Catilinae, »Catilinas sammensværgelse«. Publius Vergilius Maro (70-19 f. Kr.), det romerske nationalepos: Aeneis (»Æneiden«). Quintus Horatius Flaccus (65-8 f. Kr.). Både Gajus Julius Cæsar (100-44. f. Kr.), Marcus Tullius Cicero ( 106-43 f.Kr.) og Gajus Sallustius Crispus (52 f. Kr.) brugte historieskrivningen som politisk våben. Cæsar´s krigserindringer om Gallerkrigen og Borgerkrigen er litterære mesterværker. Andre forfattere er: Publius Ovidius Naso (43 f. Kr.-18 e. Kr.). Titus Livius fra Padua (27 f. Kr.-17 e. Kr.) forfattede en romers historie fra byens grundlæggelse. Diodorus Siculus (80-29 f. Kr.). Lucius Annaeus Seneca (5 f. Kr.-65 e. Kr.). Velleius Paterculus (ca. 35 f. Kr.- ca. 30 e. Kr.). Vitruvius Pollio (omkring Kristi fødsel). Marcus Annaeus Lucanus (39-65 e.Kr.) Pharsalia (»Borgerkrigen«). Aulus Persius (34-62 e. Kr.). Plinius den Ældre (23-79 e. Kr.) »Naturalis Historia«. Publius Papinius Statius (45-96 e.Kr.). Pomponius Mela (46-120 e. Kr.). Decimus Iunius Iuvenalis (55-138 e.Kr.). Publius Cornelius Tacitus (56-120 e.Kr.) Germania (»Germanien«). Cassius Dio Cocceianus (155-235 e. Kr.). Gaius Julius Solinus (det 3-4. århundrede), Collectanea Rerum Memorabilium (»Samling af mærkværdigheder«). Macrobius (ca. 360-425). Marcus Tullius Ciceros: Sominium Scipionis (»Scipios drøm«). Paulus Orosius (400-tallet) »Historia adversus paganos«. Martianus Capella (400-tallet), De Nuptiis Philologiae et Mercurii.

Kelterne kaldes også Celtæ, Gallere og Galater og de græsk/romerske beskrivelserne af Kelterne anses ikke for at være seriøse, fordi Kelterne blev brugt som fjendebillede. Vi har ingen overleverede skrifter fra selve Kelterne, idet man mener, at de ikke havde et skriftsprog, men man har en ret stor mængde arkæologiske fund, der sammen med de tidlige græsk/romerske skrifter giver os et indtryk af Kelterne. Og vi skal nok finde mange af vore kulturelle rødder hos Kelterne, der boede i et bredt bælte i hele mellem-Europa, og nok også heroppe. Det er jo først med Cæsar (59 f.Kr. - Gallerkrigene), at romerne kalder alle folkeslag vest for Rhinen for Germanere. Og hvorfor ved man ikke. De ældste Keltiske fund i jorden er fra ca. 1100-700 f.Kr. og viser en sen bronzealderkultur, som er i forbindelse og under indflydelse af Grækernes og Etruskernes kultur. Kelter-perioden i 1500 f.Kr. kaldes: Højgravskulturen. I 1250 f.Kr. kaldes Kelter-perioden: Urnemarkskulturen. Oldtidens Keltere var agerbrugsdyrkende bønder, som levede i stammesamfund. I starten af perioden var de vigtigste handelsvarer kobber og tin som blev brugt til at fremstille bronze. Også en anden handelsvare blev udvundet: salt. Saltet var måske en vigtigere handelsvarer, end kobber og tin tilsammen, da man brugte salt til at konservere madvarer. Allerede dengang var det vigtigt at have kontrol over råvarer og have adgang til drikkevand for mennesker og husdyr. Stenalderøksens befinder sig i overgang til en metaløkse og man kan se forskellige ligheder i udformningen af redskaber, der er blevet produceret tidligere. Udgravninger fra denne periode viser ingen eller kun få grave med krigere eller høvdinger. Der er fundet spor af mange småborge på bakketoppe, samt prægtige høvdingegrave med bl.a. stridsvogne. Der eksisterede aldrig noget samlet Keltisk rige. Men en forbindelse mellem stammerne blev opretholdt af adelen og navnlig af det mægtige præsteskab: druiderne. Der var en vrimmel af keltiske guder i menneske- og dyreskikkelse. Keltere troede på sjælevandring og Kelternes kunst udmærkede sig især i kunsthåndværket og her navnlig i metalarbejder. Kelterne beskrives i oldtiden som høje, lyse og blåøjede. Det er dog ikke sikkert, at der har været et fælles racepræg for de Keltisktalende folk. Hallstatt-kulturen er den ældste Keltiske jernalderkultur overalt i mellem-Europa og dækker perioden fra ca. 700 f.Kr. til 450 f.Kr., og er opkaldt efter fundet i Salzkammergut nær Salzburg (Østrig). Bronzekultvognen fra Strettweg i Østrig er et enestående fund med gudinder og hjorte. Hallstatt-kulturen var udbredt til Spanien og England. Kelterne har allerede da aftaget meget vin fra Grækerne. Kelterne rejste nu de første bygningsværker, og man kan i udgravningerne se, at der i denne tid var tale om en fremvoksende overklasse, da der i gravene forefindes fine begravelsesvogne samt våben. En del af fundene indeholdt importvarer som vinkander, karafler, drikkekar og møbler fra Grækerne, samt silke fra Kina. Sandsynligvis har Kelterne mødt andre folk, som blev deres modstandere, fordi Hallstatt-kulturen havde udviklet sig til en krigerkultur, hvis høvdinge fik vældige sværd og økser, senere daggerter og undertiden stridsvogne med i deres højgrave, - og der forekommer også brandgrave. Gravene var rigt udstyret, og udstyret formodes have tilhørt en overklasse af høvdinger eller konger, der var tilknyttet større befæstede centre/fyrstedømmer (Hochdorf). Blandt gravgodset er der fine bronzearbejder og keramik, ofte med geometriske mønster. Der er utallige beviser for handelsforbindelser med folkene i Middelhavet, - især med den græske koloni: Massailia. I Hallstatt perioden blev gravene fyldt med importvarer, der viser at Kelterne handlede med Etruskerne og Grækerne. Mange af gravene indeholder også rester af kander der har indeholdt vin, og på denne måde kan man sammenligne med de romerske og græske tekster der beskriver, at Kelterne drak en art øl, - men elskede ublandet vin. Kelterne levede omgivet af flotte genstande som de selv producerede samt kander og lerkar fra de omkringliggende folk. Lidt efter lidt forsvandt de rige høvdingeriger fra Hallstatt, og samtidig begyndte en ny kultur at blomstre frem. Kelternes "hovedland" ved år 500 f.Kr. var forsat et bælte lige nord for Alperne. I det 5. århundrede begyndte de store Keltiske folkevandringer og Kelterne bredte sig over hele Frankrig og derfra fortsatte nogle Kelterne til Den Pyrenæiske Halvø (Keltibererne) og andre Kelterne drog til De britiske Øer. Man formoder at de første Keltere er kommer til Britanien omkring 500 f.Kr.. Stonehenge anlægget i England er muligvis fra ca. 1900-1700 f.Kr., og brugt til sol - og måneobservatorium. De Keltiske druider havde en omfattende lærdom om stjernebillederne og deres bevægelser. Keltiberer er de blandede folkegrupper af Keltiske og Iberiske stammer, der i oldtiden boede omkring floderne Tajo og Duero på Den Pyrenæiske Halvø. Henimod år 400 f.Kr. udviklede Kelterne det vi i dag kalder: La Tène-kulturen, efter fundstedene i La Tène ved Neuchâtel-søen i Schweiz. La Téne formodes at have været centrum for al handel mellem de Keltiske stammer og Etruskerne, Grækerne og Romerne. La Téne-kulturen lå som et bredt bælte der oprindeligt dækkede det østlige Frankrig, Sydtyskland, Østrig og Schweiz, hvorfra kulturen senere spredte sig. Gravene er pragtfuldt udstyret og indeholdte forsatte beviser for forbindelser over Alperne med de Etrusiske byer på den italienske halvø. Efter stilistiske forskelle på sværd, fibulaer, armbånd og keramik inddeles La Tène-kulturen i tre faser: 1. (450-300 f.Kr.), 2. (300-100 f.Kr.) og 3. (100 f.Kr.-100 e.Kr.). La Téne-kulturen ophørte omkring Cæsars erobring af Gallien. Ved Gournay-sur-Aronde nær Compeigne i Nordfrankrig er fundet en keltisk helligdom fra ca. 300 f.Kr.. Ved Coligny i Frankrig er fundet bronzealderfund. I Alperne var de keltiske Carmunianere. Kelternes kultur havde udviklet en flot fornemmelse for geometriske forme og stilistiske dyrefigurer. Stilen blev påvirket af Etruskerne, Persiske, Romerske samt Græske civilisationer. Det betød mange forskellige variationer i den Keltiske kunst. La Téne-kulturen udvikledes i juveler, guld, bronze og sølv. I La Téne-perioden var Kelterne et rigt folkefærd. De havde mobilitet, stil, handelstalent samt magt. Kort efter 400 f.Kr. væltede Keltere ned over Alperne, og bosatte sig i Podalen og plyndrede Rom omkring år 390/387 f.Kr i kamp mod Etruskerne. Hvis Kelterne havde beholdt Rom i 387 f.Kr så havde Romerne ikke haft et ’center’ for deres fremvækst, og Kelterne kunne have blevet en stormagt. Den græske historieskriver: Diodoros Siculus (1. århundrede f.Kr.) skriver: ..på den tid, da Dionysios belejrede Regium (391 f.Kr.), strømmede Kelterne, som havde deres hjemland på den anden side af Alperne, over passene i stort tal og erobrede det område, som ligger mellem Appenninerbjergene og Alperne, og fordrev de Tyrrhenere, som levede der. Blandt Kelterne findes også digtere, som de kalder for Barder. Disse mænd synger ledsaget af instrumenter, der ligner lyrer, og deres sange kan enten være lovsange eller nidviser. Barderne og Druiderne havde en særlig plads imellem Kelterne. Barderne var de folk, der kunne synge eller fortælle om stammens sejre og fortælle om lovene. Druiderne var Kelternes præster, der forestod begravelser og ofringer. De samlede folkets identitet og velfærd, da de kunne kommunikere med guderne og de var Kelternes vigtigste informations kilde. Der er også skriftlige kilder der beskriver Druiderne som værende profeter. Efter 387 f.Kr. beherskede Kelterne hele Mellemeuropa og en gruppe nåede til sydRusland, og en anden trængte ned på Balkan mod Grækerne. Første gang man hører om fremtrængende Keltere i Sydøsteuropa, er i forbindelse med et felttog i 335 f.Kr., som Alexander den Store førte mod Thrakerne på Balkan. Keltiske krigerskarer trængte i 281 f.Kr. ned gennem Balkan mod Makedonien og Grækenland. I Makedonien faldt den græske hærfører: Pholemæus Keraunos. I 278 f.Kr. trængte Kelterne ned i Makedonien, og trængte frem mod Delfi. Kelternes hærfører: Brennus blev hårdt såret. Grækerne skriver: at Brennus og hans hær blev nu mødt af Grækerne, som havde samlet sig ved Delfi, og snart varslede tegnene som guderne sendte, intet godt for barbarerne. Den jord, den Galatiske hær stod på, blev rystet voldsomt... med uendelig torden og lynild. Tordenen... slog Galaterne med rædsel og forhindrede dem i at høre deres ordre, mens lynkilderne, sendt fra himlen, satte ild ikke alene i dem de ramte, men også i dem der stod ved siden af. Kelterne blev slået tilbage ved Delfi i 278 f.Kr., hvor de efterlod nogle stammer på nordBalkan. Resten drog i 277 f.Kr. til Lilleasien og grundlagde: Galatien, hvor de holdt sig i århundrede (bl.a. kendt fra Paulus brev til Galaterne). I 274 f.Kr. deltog 4.000 Keltiske krigere på Ægyptisk side mod Syrien. I 235 f.Kr. besejrede kong Attalos af Pergamon Kelterne i Lilleasien. På Sicilien kom Kelterne i kamp med Spartanerne i den græske koloni Syrakus. I et stort slag ved Telamone i Toscana i 225 f.Kr. led Kelterne et nederlag. Efter et Thrakisk oprør i 218 f.Kr. ophørte det Keltiske herredømme i det sydlige Bulgarien (Tylis). Andre Keltere i nordvest Bulgarien og i Serbien kaldtes Scordisci, og deres magt brød først sammen i 84 f.Kr. efter et nederlag til Romerne. Galeater er den det græske ord for Keltere i det 4. og 3. århundrede f. Kr.. Kelterne red på heste, hvilket er beskrevet i litteraturen, men som også er godtgjort i form af hesteknogler i gravene. Det var nemlig ikke ualmindeligt, at man fik sit dyr med sig når man døde. Kelterne træder også ind i den græske verden som lejesoldater i midten af det fjerde århundrede f.Kr.. Platon beskriver Kelterne som værende drukbare og stridslystne. Dette er den første kulturelle beskrivelse af Kelterne. Dernæst fulgte flere græske beskrivelser der siger, at Kelterne var krigeriske, så Kelterne fik deres krigeriske ry fra den græske verden. Grækerne blandede mytologi sammen med fakta. Dette viser sig i beskrivelsen af Delfi, hvor guderne hjælper Grækerne med at slå Kelterne. Grækeren Pausanias skriver: Gallianernes skæbne er i hænderne på (Galaterne) den ondeste, man nogensinde har hørt om og uden sidestykke blandt menneskets forbrydelser. Alle af hankøn kom under sværdet, og der blev slagtet gamle mænd sammen med spædbørn ved moders bryst. De federe af disse spædbørn dræbte Gallerne ved at drikke deres blod og æde deres kød. Aristoteles skrev i 330 f.Kr. om Galeaterne’...Vi har intet ord for manden som er frygtløs. Måske ville en, kalde en sådan mand tosset eller berøvet for følelser, og dermed frygtløs. Ikke engang jordskælv eller bølger. Det er hvad de siger om Kelterne...’. Den græsk poet: Callimachus (ca.260-240 f.Kr.) skrev, at Kelterne var hjernedøde. Et andet sted skriver han dog, at Kelterne oprinder fra Titanerne og at deres forfader var Kyklopen der næsten dræbte Odysseus. Hecataeus af Miletus skriver, at Kelterne regerede tæt på byen Massalia (Marseilles) som var Ligurian territorium. Kolonien: Massalia var grundlagt af grækerne i ca. 600 f. Kr.. I store dele af de områder vi i dag kalder Frankrig, Spanien og Italien boede et oldtidsfolk gennem mange århundrede, der talte Ligurisk - de Liguriske stammer. Befolkningens stammer og sprog har historikerne opkaldt efter landskabe, floder og deres sprog,- i det omfang der findes skriftlige kilder. På det tidspunkt da Kelterne ikke fremstod som en trussel, blev de beskrevet som et folk der levede i nord, men da de begyndte erobringstogterne og bosættelserne i syd ændredes opfattelsen af dem, således at de nu pludselig var efterkommere af guder og dæmoner. De græske optegnelser af Kelterne er fyldt med historier om barnemord, plyndringer og homoseksualitet. Ved hustagene hang menneskehoveder fra de fjender de havde dræbt. Dette blev gjort udfra en betragtning om, at sjælen befandt sig i hovedet og at man derfor blev stærkere og klogere ved at tage dette. Enkelte Grækere beskriver Kelterne som et folkefærd med forskellige positive træk. Den græske historiker: Polybios (ca. 200-120 f.Kr.) skriver om Kelterne i Norditalien, ’...Deres tilværelse var meget enkel, og de havde intet som helst kendskab til nogen kunst eller videnskab. De boede i ubefæstede landsbyer uden overflødige møbler,.. de sov på senge af blade og spiste kød og var udelukkende beskæftigede med krig og agerbrug’. Men dette er ikke den fuldstændige sandhed, selvom måske mange Keltere sov på jorden i et leje af blade, thi udgravninger viser Keltisk kunst af meget flot kvalitet, bl.a. fra Hochdorf-fyrsten. Poseidonios (135-51 f. Kr.) fra Syrien skriver, ’at Kelterne kæmper sommetider under måltidet. De bevæbner sig og starter en skinkamp og uddeler hug og afparerer, men sommetider bliver der påført sår, og irritation over dette kan føre til drab af modstanderne, medmindre tilskuerne holder dem tilbage. Og i tidligere tider...når bagfjerdingen blev serveret, tog den modigste lårstykket, og hvis en anden mand krævede det, rejste de sig og kæmpede til døden’. Kelterne var legendariske i deres dødsforagt. Han skriver også, at Kelterne hugger hovedet af deres faldne fjender, og tager hovedet med hjem, hvor det balsameres, og vises frem med stolthed. I Britannien opsatte Kelterne hovederne af fjenderne over byporten. Diodoros Siculus skriver i det 1. århundrede f. Kr. at Kelterne ved festlige lejligheder var et gæstfrit folkeslag med gode bordmanér. Krigerne holdt sig i baggrunden og overværede festlighederne. Der var ingen splid imellem Kelterne ved disse fester. Kelterne var mange samfund, der var bundet sammen af tradition og kunsthåndværk, og Kelterne havde en unik kunstform, som både Romerne og Grækerne kopierede. I kampe fra det 4. århundrede f.Kr. til 181 f.Kr. erobrede Romerne Po-sletten. Erobringen af Gallia Transalpina begyndte i 154 f.Kr. I år 125 f.Kr. angreb Kelterne derfor Rom´s forbundsfælle: kolonien Massalia, og Romerne drog straks op, og i år 124 f.Kr angreb Romerne den keltiske stamme: Salyes og nedkæmpede dem. Dette var intet problem da ingen andre keltiske stammer forsøgte at gribe ind og hjælpe. Romerne bosatte sig der og byggede et fort. Dette blev gjort uden at andre keltiske stammer angreb. Romerne krævede derefter udleveret de overlevende fra Salyes-stammen, der var flygtet til nabostammen: Allobroges. Dette nægtede man og Romerne angreb. Her blev Allobroges-stammen hjulpet af en anden stamme: Arverni. Det var ikke muligt at samle alle keltiske stammer i et forbund og dermed forsøge at kæmpe imod de fjender der angreb. De keltiske stammer havde få alliancer, og Kelterne hjalp ikke stammefæller i nød. Den keltiske by og borgen: Entremont ved Aix-en-Provence faldt i Romernes hænder i 123 f.Kr. I 118 f.Kr. blev det nuværende Provence indlemmet af Romerne som provinsen: Gallia Narbonensis. Den græske historieskriver: Diodoros Siculus (1. århundrede f.Kr.) mener, at de Keltiske stammer i Gallien udgjorde fra 50.000 til 200.000 individer. Grækeren: Plutarch (46-120 e.Kr.) fortæller, at Kimbrene havde vandret en del år, og anmoder så Romerne om at få anvist bopladser. Men Romerne driver Kimbrerne i en fælde i 113 f.Kr., for at fange dem som slaver. Men Kimbrerne vinder slaget ved Noreia, syd for Donau. Kimbrerne og Teutonerne angreb så sejrrigt romerne mellem 113-105 f.Kr. I 109 f.Kr slår de en romersk hær anført af konsul: Silanus. I 105 f. Kr. slår de en hær anført af konsul: Scaurus. I september 105 f. Kr. havde Kimbrerne og Teutonerne slået en romersk hær og fanget den romerske legat: Marcus A. Scaurus, og i oktober slog de to andre romerske hære anført af konsul Mallius og konsul Caepio ved Arausia. Den romerske hær mistede 80.000 romerske soldater samt 40.000 sympatisører fra de romerske provinser. Dette slag stod ved Aransio (Orange) nord for Avignon ved Rhoneflodens nedre løb i nærheden af den lille biflod Aigues. Men Teutonerne og Ambronerne blev slået ved Rhonefloden i Sydfrankrig i 101 f. Kr., hvor Teutonerkongen: Teutobod måtte flygte. Kimbrernes hær fik tilslutning af en gruppe Helveter og Boier, men de blev slået ved Vercellæa mellem Milano og Torino, og kong: Boioriks og medkongen: Lugius faldt. Ved Rhone faldt 100.000 kampføre Teutonerne og Ambronere,og ved Vercellæa faldt 120.000 Kimbrere, medens 60.000 blev taget tilfange som slaver. Tallene er nok meget, meget overdrevet. Et keltisk fund er sølvkedlen fra Gundestrup i Himmerland, hvor flere kulturer har øvet indflydelse på motiverne. På sølvkedlen fra Gundestrup er bl.a. den keltiske hovedgud: Cernunnos-figuren, der er Buddha-agtig og peger på indiske traditioner. Sådanne fund med Keltisk Buddha-agtige figurer er gjort flere steder i Norden. Men også Hellerne, Etruskerne, nærorientiske, Pontiske, vestSkytiske og Persiske kulturer har sat sit præg på sølvkedlen fra Gundestrup. Man mener at Gundestrup-kedlen er hjembragt via Cimbrernes togter mod Romerne. Det kan ikke udelukkes, at Cimbrerne blev knyttet til Kelternes (Scordisci stammen ved Beograd) og Thrakernes (Triballoi stammen i nordvest-Bulgarien) forbund mod Romerne, der trængte sig frem mod Kelterne. Gundestrup-kedlen kan være brugt som en unions-kedel mellem folkeslagene. Kedlen blev fremstillet mellem 150-100 f.Kr. i sydvest-Rumænien eller nordvest-Bulgarien. En anden romer skriver om Kimbrerne: ’Nu begyndte det Kimbrerske infanteri at bevæge sig langsomt fremad. De marcherede i en firkant. Hver side var tredive fod i længde. Deres kavaleri er på 15.000 i tal og var et flot syn når de kom ridende ud. De bar hjælme der lignede hoveder og udstående tænder af forfærdelige vilde bæster og andre mærkelige dyr’. Sveberne var en "germansk" stamme, med hovedstammen: Semnonerne, der i 174 f. Kr. var brudt op fra Oder egnen. Omkring år 100 f. Kr. var de nået til Thüringen, og lidt senere til Swaben. Den græske historieskriver: Poseidonius, skriver omkring 80 f.Kr., at Avernerne, er en sydGallisk stamme med konge. Men fra Dakien i øst opstår en ny lokal stormagt ved Donaubækkenet og omkring år 100 f.Kr. var Dakierne vokset så meget i styrke, at en af stammerne, der blev ledet af Burebista, der besluttede at angribe de Keltiske samfund. I cirka år 60 f.Kr. begyndte hans march mod Kelterne. Først overtog Dakierne stammerne Scordisci, Boii og Taurisci som beboede områderne omkring Ungarn og Jugoslavien. Dakiens succes pressede Kelterne tilbage mod Gallien. Dakiens erobringstogter stoppede da Burebista døde, men det gav dog ikke Kelterne deres landområder tilbage.

Kelterne blev efterhånden også truet af den Romerske ekspansion. Cenomani-Kelterne, hvis hovedstad var Brescia (Brixia), gik i forbund med Romerne. Men de keltiske indbyggere gjorde oprør mod alliancen i 89 f.Kr., men så satte Romerne militærmagt ind, og erklærede Brescia for en romersk koloni. Po-sletten blev i det 1. århundrede f.Kr. til provinsen Gallia Cisalpina, og disse beboere fik borgerret af Cæsar i 49 f.Kr., og blev indlemmet i "Italien" med floden Rubicon som sydgrænse. Flere af stammerne var opslugt af romerske stater og tabte dermed deres Keltiske baggrund. Andre små stammer forsøgte uden held, at kæmpe mod Romerne i resten af det sidste århundrede f. Kr.. Først i det sidste århundrede samlede næsten alle Keltiske stammer sig i en enhed for at tilkæmpe sig Gallien. Den vigtigste kilde til denne samling er Cæsars bog om Gallerkrigen, hvor Cæsar bl.a. skrev: Kelterne bruger figurer af enorm størrelse, hvis lemmer, som er flettet af kviste, som de fylder med levende mennesker og sætter ild til...De tror at henrettelsen af dem, som er blevet taget i tyveri, røveri eller en forbrydelse er mere behagelig for de udødelige guder’. Dødsfrygten er fjernet hos Kelterne, der tror på sjælevandring. Det var Romerne, der valgte at kalde Kelterne for Gallere. Gallia Cisalpina er det romerske navn for Po-sletten (dvs. Gallien på denne side Alperne, set fra Rom) og i kejsertiden var det Cisalpinske Gallien en rig landsdel med et livligt kulturliv. Svebernes hærfører: Arovist, førte i 71 f.Kr. Sueverne (Sveberne) til Gallien. Men Kelterstammerne: Hæduerne og Arvernerne i Gallien havde i årevis ligget i rivalisering, og da Arvernerne og Sequanerne bliver trængt af Hæduerne, anmoder Arvernerne og Sequanerne Sveberen Ariovist om bistand, der sendte dem 120.000 Svebere til hjælp - ifølge Cæsar. Det må være sket omkring år 60 f.Kr.. Og nu omtales Sveberen Ariovist som historiens første Germanerhøvding. Det er Cæsar, der vælger at kalde dem for Germanere. Kelterne skildres som barbarer og Germanerne som vilde og primitive. Germanerne dyrkede jo kun solen, ilden og månen, og ikke guddommelige menneskeskikkelser som, Grækerne, Romerne og Kelterne gjorde. Men Cæsars troværdighed er ringe, fordi han overfor Romerne ville skabe fordomme og fjendebilleder. Disse Germanere kunne være efterkommere af Kimbrerne og Teutonerne, og navnet Ariovist må være Keltisk. Men samtidig havde den Keltiske stamme: Helviti forberedt sig i mange år på at udvandre, på grund af et voksende pres af Germanske stammer nordfra, og nok også, fordi Romernes magt voksede i området. Helveterne var indvandret til Svejts 40 år tidligere. Med sine 368.000 mænd, kvinder og børn ville Helviterne ud for at finde nyt land, hvor de kunne bosætte sig. Deres rejse betød, at de skulle rejse gennem romersk land, og dermed var der risiko for romerske angreb. Helveterne ville drage til det sydvestlige Gallien, og anmodede Romerne om at få lov til at passere gennem den Romerske provins: Gallia Narboninsis. Men dette ønske gav Cæsar anledning til at drage til Gallia Narboninsis og til Genéve, hvor han udskrev alt og alle som soldater. Den romerske aggression mod Helveterne var tydelig, og Helveterne sendte en delegation med Nammeius og Verucloetius, der skulle forhandle med Cæsar. Men Cæsar ville hævne konsul L. Cassius og hans hær, der i 107 f.Kr. var blevet slået og dræbt af Helveterne. Helveterne forsøgte derefter da at gå gennem Sequanernes land, men dette fik den Keltiske stamme: Hæduere i Gallien, der var Roms vigtigste allierede, til at klage til Cæsar. Helveterne forsøgte at krydse Rhóne floden. Cæsar angreb straks Helveterne, og myrdede løs på dem - forfulgte dem - og resten af Helveterne måtte drage tilbage til Svejts. Efter Cæsars nedkæmpning af Helviti, fortsatte han op gennem Gallien og erobrede dette med hjælp fra sine Keltiske allierede som talte bl.a. Hæduerne og Remerne. Det var starten på de Galliske krige der varede fra år 58 f.Kr. til 51 f.Kr.. Julius Cæsar havde aldrig haft kontakt med Kelternes livsform. Hans mening var ikke, at forstå Kelterne i Gallien, men at erobre og indlemme Gallien i det romerske rige. Men de to Keltiske stammer: Hæduerne og Sequanerne var i rivalisering, og Sequanerne og Arvernerne sendte bud efter hjælp fra Sveberne, - fra dem som Cæsar kaldte Germanerne. Disse Svebere ankommer og hjælper, og da de ikke igen vil forlade de rige Keltiske områder, anmoder de Keltiske ledere samlet om hjælp hos Cæsar, der besejrer Arovist´s Svebiske hær og Harulerne i 58 f.Kr. ved Mühlhausen, og Germanerne blev drevet øst for Rhinen. Romerne skønnes at have stillet en hær på 40-50.000 soldater. I det nordlige Gallien forsøgte Belgerne i 57 f.Kr. at organisere væbnet modstand mod Cæsar. Men med svigagtige Keltiske stammer: Hæduerne og Remerne, Diviciacus af Hæduernes stamme, gik det fremad for de Romerske lejetropper. I 55 f.Kr. havde Cæsar´s legioner kontrol med det meste af Gallien, og han besluttede derfor, at starte erobringskrigene i Britannien. I 55 f.Kr. drog Cæsar til Britannien ved Dover med 100 transportskibe, 10.000 lejesoldater og 300 ryttere. Men Cæsar´s tropper fik voldsom modstand fra de Keltiske Britiske stammer, der anvendte tohjulede stridsvogne. I 54 f.Kr. ville Cæsar igen drage til Britannien, og have de Keltiske Hæduerne og deres høvding: Dumnorix til at følge med. Men stemningen var vendt mod Romerne, og Dumnorix ville ikke med i felttoget, og befalede sine Hæduerne, at vende hjem. Men Dumnorix blev hugget ned af Romerne, og resten af hans Hæduiske ryttere vendte tilbage til Cæsars hær, der drog til Britannien med ca. 1.000 fartøjer, 25.000 lejesoldater og 2000 ryttere. Men mange skibe blev kastet op på kysten af stormen. Men de romerske hære nåede ind i landet, og de Keltiske fyrster måtte formelt anerkendelse sig som romerske undersåtter, - men det fik ingen praktisk betydning. Men i det Belgiske Gallien startede Ambiorix, der var leder over Eburonerne, sammen med Catuvolcus et oprør mod Romerne, - men de led nederlag overfor Cæsar i 54-53 f.Kr.. Men Kelteren: Vercingetorix fra Arverner-stammen sammenkaldte et råd, og det lykkedes Vercingetorix og druiderne at samle næsten alle de Keltiske stammer (Arvernerne, Allobroger, Remer, Hæduerne og Bituriger) i Gallien mod Romerne i 53 f.Kr.. Selv de Keltiske stammer, der før havde været Romernes allierede, såsom Hæduerne og Remerne, stod bag Vercingetorix. I kampene mod Romerne havde Vercingetorix i begyndelsen fremgang ved Gergovia, der var Arverner-stammens hovedsæde. Men så blev han indesluttet i Alesia (Alise-Sainte-Reien, departementet Cote dór - nordvest for Dijon)). Det blev Kelternes sidste store slag for frihed. Krigen, der varede ganske kort tid, tabte Vercingetorix i 52 f.Kr. ved Alesia-plateauet, og han blev taget til fange og holdt som fanget i Rom i 6 år. Vercingetorix blev henrettet i 46 f.Kr. i Rom efter Cæsars triumftog i Rom. Kilder fortæller, at op mod én million mand døde under krigen. Det lykkedes også Cæsar at nedkæmpe modstanden i Normandiet og Bretagne. De ledende Keltere blev henrettet, og 100.000 Keltere og resten af befolkningen solgt som slaver i Rom. Trevererne og Belgerne blev nedkæmpet i 51 f.Kr. Dette var slutningen for Kelternes periode i Europa. Keltiske stammer blev nu tvangsforflyttet til grænseegnene vest for Rhinen, hvor der var permanent krigstilstand. Cæsar fortæller om de Keltiske guder, - men han giver disse guder sin egen kulturs navne: Merkur, Apollon, Mars, Jupiter, Minerva, - så beskrivelsen er ikke god. De romerske guder kom jo også fra de græske guder. De Keltiske guder er afbilled med en torques (ring) om halsen. I tiden omkring Cæsar, havde mange Keltiske stammer opbygget et senatlignende styre hvor høvdingen blev valgt udfra hvordan han ledede stammen. Dette var for at hindre en centralisering af magten til kun en person. Andre Keltiske navne fra de romerske kilder er: Albiorix, Dumnorix, Biturix. Æduerhøvdingen Dumnorix blev brutalt dræbt af Cæsars soldater. Kelterne forsvandt lidt efter lidt som folkeslag og stammer, og blev nok assimileret af de romerske gårde og byer der opstod rundt omkring. Efter Cæsars militære angreb i 58-50 f.Kr. blev det Transalpinske Gallien opdelt i 3 provinser: Aquitanien (sydvestFrankrig), Gallia Lugdunensis (sydøstFrankrig) og Belgica (nordFrankrig og Belgien).

Gallia Transalpina betyder Gallien hinsides Alperne (dvs. Frankrig, Schweiz og Belgien til Rhinen). Gallien blev hurtigt romaniseret og havde længe en fredfyldt og blomstrende tid. Kelterne i sydøstEuropa og Lilleasien kom også under Rom i det 2.-1. århundrede, og Kelterne gik op i de omboende folk og i senere bølger af nye vandrende folkestammer. Den Galliske Hane (latin: gallus) antages at have været Gallernes (Kelternes) bannermærke. Den Keltiske befolkning var inddelt i tre klasser: de noble (herremændene) de frie og de ufrie (slaverne). Det var de noble, der stemte om, hvem der skulle være høvding for stammen. De noble var ikke herremænd der ejede landområder men store krigsmænd, specialister indenfor et håndværk, lærde samt præster (druider). De fri var for det meste landmænd samt krigsfolk der skaffede mad og andre fornødenheder til stammen. De ufri var folkeslag som var bukket under for Kelternes krige og erobringer. Men Kelternes stammeforhold beskrives også ved at stammens øverste var høvdingen. De fleste steder var høvdingen den samme og retten gik ofte i arv. Andre steder havde man et folkevalgt overhoved som dermed var underlagt befolkningens gunst. Denne høvding skulle ikke arbejde og var udstyret med køer som han lånte ud mod renter. Dette gav ham nok til overlevelse udover det stammen skaffede sig ved erobringer. Nogle stammer var samlet i et forbund. Dette forbund valgte så en øverste/høvding til at lede samarbejdet. Dette skete ved rådsforsamling, hvor adskillige hundrede stormænd (krigeradel, håndværkere, Druider) diskuterede fællesskabets politik og nye tiltag. Denne måde centraliseredes magten hos en person, der politisk måtte overveje hvilken retning stammen skulle tage. Han skulle dog overveje hvilke konsekvenser det betød, da han jo skulle vælges igen. Andre stammer gik sammen to og to, hvorefter de to høvdinge regerede sammen. Fælles for begge samlinger var, at de var meget ustabile. Sammenslutningerne bestod ofte af slægtskabsgrupper. Efterhånden som stammen udvidede sig voksede nødvendigheden af, at skaffe sig mere land. Dette land blev så befolket af en slægtning der medbragte en del af befolkningen. Dermed voksede stammens territoriale område. En anden metode hvorpå man kunne sikre sin stammes overlevelse var giftemålet. Cæsar beskrev i Gallerkrigen hvordan Dumnorix, høvdingen af Aedui, havde giftet familiemedlemmer bort for at sikre stammen. Høvdingen havde givet sin moder til den mest noble og magtfulde mand i Bituriges. Han selv havde taget en kvinde fra Helvetii og giftet sin halv-søster og kvindelige bekendtskaber bort til andre stater. Dermed sikrede man sig for fjender og ved at have mange familiære relationer til nabostammerne kunne man også regne med politisk og militær støtte under en konflikt. Kelterne havde også en rangorden der blev defineret igennem alder. De unge drenge havde ikke tilladelse til at tilbringe tiden sammen med de voksne. Først når en bestemt alder var opnået, fik de lov til at deltage i de voksnes rækker. Kelterne levede af naturen og var derfor underlagt dennes luner. Dette har betydet at Kelterne havde udvalgte guder de ofrede til for at sikre høsten eller en mild vinter. Gennem ofringer kunne man sikre sig en god høst eller held på slagmarken. Kelterne tilbad deres guder på steder tæt ved naturen. Det keltiske ord nementon betød helligdom. Der var flere fester og fælles for dem alle var, at de betød overgangen fra et stadie til det næste. Den magiske betydning af, at holde fest var, at sikre sig forårets komme samt at foråret også bragte godt vejr med sig. En anden vigtig grund til at afholde fest var at bringe guderne sammen, således at man kunne sikre sig at guderne ikke ville ødelægge verden med vrede. Men, men… guder…. det er vel også tænkeligt, at de pågældende "guder" oprindelig var rigtige mennesker, som havde bibragt stammen en bestemt færdighed, eksempelvis fåreavl, dvs. at der er opstået en arbejdsdeling mellem de keltiske stammer, der bibragte forskellige produkter, der bar navn af "opfinderen". Efterhånden som produktet og den pågældende tekniske færdighed (produktionsmåde) vandt indpas i andre geografiske områder, blev "guden" også dyrket her. Dvs, at gudedyrkelsen kan have været et udtryk for en arbejdsdeling og en bestemt produktionsmåde. Den mandlige gud Dadga skulle lave en pagt med den kvindelige gud Morrigan. Guden: Lugus er fælles for alle Keltere. Andre guder var: Apollo Apetomarus, Apollo Belenus, Apollo Borvo, Apollo Cunomaglus, Apollo Grannus, Apollo Moritasgus, Apollo Vindonnus, Apollo Virotutis, Aericura, Abnoba, Ogmios, Ogma, Taranis, Mars Caturix, Lenus, (Ocelus Vellaunus), Loucetius, Teutatis og Camulos er især dyrket i Camulodunum (det nuværende: Colchester), Nemetona, Rosmerta, Adsmertius, Mercurius Artaios, Mercurius Moccus, Sulis, Brigantia, Callirius, Coventina, Damona, Epona, Esus, Maponus, Nantoelta, Nodens, Rosmerta, Sirona, Sucellos, Teutatis. Jeg har undladt at nævne irske, wallisiske og bretonske keltiske guder, hvoraf der er talrige. Man kender ca. 375 keltiske guder. Cernunnos (den hornede)er blot en af mange guder som Kelterne respekterede og frygtede. Cernunnos har et hjortegevir på hovedet og sidder som regel i Buddha stilling. Hjorten har været et vigtigt dyr i den keltiske mytologi, og Cernunnos har været hjortegud. Vi møder også hjorten i Hjortspringsbåden, og hos Skjoldungerne hvor kongeborgen: Hjort, (Heorot) blev brændt ned om ørene på Rolf Krake og hans kæmper. Dejbjergvognen fra Ringkøbing, og fire andre vogne, der er fundet i Danmark bærer tydelige Keltiske frisurer og overskæg, og formodes at være fremstillet af Keltiske håndværkere. Hjortegeviret blev i øvrigt ført som våbenmærke af jarlerne i Skjalm Hvide´s æt. Skjalm Hvide er dog langt senere (døde i 1113). Nerthus dyrkelsen i Norden, må da være de Keltiske stammers gudedyrkelse heroppe, - og ikke al det vrøvl med Germanske stammer i Norden på Tacitus tid (ca. 55-120 e. Kr.). Der var i øvrigt ikke den store forskel på de Keltiske kvindelige og mandlige guder. De besad begge stor kraft, men man må formode, at de kvindelige guder havde en historisk betydning. Jorden sås også som kvindelig på grund af at jorden var livgivende. En af de kendte Keltiske guder, var hestegudinden: Epona. Ep = hest på keltisk. Epona nævnes første gang hos den romerske forfatter Juvenal, der fortæller, at Eponas billede er på staldene i Thessalien, hvor der opdrættes heste. Den keltiske gud: Grannus, var vand og sundhedsgud. I Aachen var der i det første århundrede e. Kr. varme kilder, og romerne kaldte byen for Aquae Granni. Det fortælles, at de keltiske stammer Treverierne og Liguranierne forsøgte at stemme den hensynløse gud: Teutates mild med afskyelige ofre, og at den keltiske gud: Esus har grusomme helligdomme, der får mænd til at gyse, og tordenguden Taranis har et alter, der er lige så grumt som den Skytiske Dianas alter. Det rituelle tyredrab (tyrefægtning), som vi kender det i dag i Spanien, må stamme fra Kelterne. På Gundestrupkedlen er afbilled en række krigere, der bruger vildsvinet som militær standard. Kelterne ved Uffington i det sydvestlige England fremstillede en 110 meter stor hest i den hvide kalkstensjordbund. Kalkdekorationen menes at være fra det 1. århundrede f. Kr.. Den romerske historieskriver: Titus Livius (58 f.Kr-17 e.Kr.) skriver: at Kelterne var under Bituingernes herredømme, og denne stamme gav det Keltiske folk deres konge... Da kongen ønskede at lette sit rige for en besværlig flok, bekendtgjorde han, at han agtede at sende Bellovesus og Segovesus, sine søstersønner, to energiske unge mænd, ud for at finde sådanne hjemlande, som guderne måtte skænke dem igennem varsler...Hvorpå Segovesus ved lodkastning fik tildelt de Hercyniske Bjerge (dvs. Schwarzwald-Kelterne i Gallien, Bøhmen og Harzen). Men Bellovesus tildelte guderne en langt behageligere vej til Italien. Han medtog overskudsbefolkningen fra sine stammer: Biturigerne, Arvernerne, Senonerne, Hæduerne, Ambarrerne, Karnuterne og Aulerkerne og vandrede med et enormt antal af fodfolk og ryttere. Under kejser Augustus (27 f. Kr. - 14 e. Kr.) ville romerne flytte grænsen op til Elben og Moldau. Men det lykkedes ikke. Raetien (Rætien) - der ligger mellem Alperne og Donau blev besat. Romerne nåede dog at overskride Elben, og en romersk flåde retunerede fra et ukendt hav. Dog nåede man på et sommerfelttog i 15. F. Kr. at erobre et område fra de keltiske Vindeliker, og her anlagde romerne byen: Augsburg (Augusta Vindelicum). Under kejser Tiberius (14-37 e.Kr.) forsøgte de Keltiske druider i Gallien en opstand, men Tiberius udviste alle druiderne, hvor mange søgte tilflugt i Britannien. Herovre havde mange oprørere fundet et fristed, så kejser Claudius (41-54 e.Kr.) påbegyndte den endelige erobring af Britannien i år 43 e.Kr. og overførte 40.000 lejesoldater. 11 britiske høvdinge gav sig under romersk styre. Det formodes at druiderne på det tidspunkt havde deres højborg i Wales. Belgerfyrsten: Caratacus samlede en række Keltiske stammer i Britannien til kamp mod Romerne, og anviste hvordan han far: kong Cunobelinus, havde jaget Julius Cæsar på flugt. Caratacus ord om frihed og modstand mod Romerne blev hilst med bifald, men kampene gennem 9 år sluttede med, at Caratacus måtte flygte til Briganterne, hvor Cartimandua var dronning. Men her blev Caratacus lagt i lænker og afleveret til Romerne, der førte han gennem Roms gader, hvor han dog blev benådet, thi han havde fået et enormt ry i den kendte verden. Under kejser Nero erobrede Suetonius Paulinus i 61 e.Kr. den Walisiske ø Mona (Anglesey), der var blevet druidernes højborg og hvortil mange andre forfulgte havde søgt tilflugt. I det sydøstlige Brittanien havde Icenernes konge: Pratasagus indsat kejser Nero som arving til halvdelen af sit rige. Da Pratasagus døde, ville romerne have hele riget, og romerne piskede Icenernes dronning: Boudicca, voldtog hendes to døtre og tog mange Icener til slaver. I 49 e.Kr. eksproprierede romerne Trinovanternes land, til den romerske koloni: Camulodunum. Trinovanterne blev pålagt at bygge et tempel til kejser Claudus ære, og pengene hertil måtte de låne af romerske pengespekulanter. Nu fandt Icenerne og Trinovanterne sammen, og med den Brigantiske kvinde: Boudicca, som leder, blev der samlet en hær på 120.000 mand. Romerne led nederlag i Camulodunum. Londinium (ved London Tower) og Verulaminum (St. Albans) nedbrændte. Suetonius Paulinus kom med en romersk hær fra øen Mona, og til sidst vandt den romerske hær. Romeren: Agricola, var 77 e.Kr. kommet til Britannien som statholder, og i år 84 e.Kr. rykkede Agricola mod Caledonierne nord for Clyde floden i Skotland. For sidste gang samledes alle frie Britiske stammer sig ved Mount Graupius i Skotland under Calgacus, som hærfører. Men Briterne tabte mod Romerne. Skatter, plyndring, voldtægt, fattigdom, slaveri og trældom var hvad Romerne bød os i denne verden. Det var Jyderne, Anglerne, Saksere og senere vikingerne, der fortrængte de Britiske Keltere. Nogle Britere flygtede til Armorica i Gallien, som efter dem fik navnet: Bretagne. I de Briternes randområder overlevede keltisk sprog og kultur og Kelterne havde en fornem dekorationstradition.

Kristendommen var blevet statsreligion i 391 i Romerriget. Den Keltiske Kirke er den irsk-skotske kirke fra det 4. århundrede e.Kr.. Patrik (Patricius) var sandsynligvis født omkring år 400 e.Kr. i det romerske Britannien, og som 16-årig blev han solgt som slave i Irland, hvorfra han flygtede. I 432 e.Kr. vendte han tilbage til Irland som biskop for den romer-katolske kirke. Irland blev ikke berørt af folkevandringerne, og havde ikke være besat af romerne, og blev ikke berørt af Anglernes eller Saksernes indvandring i Britannien. Irland var ikke præget af byer, men af spredte landbrug, og i Irland byggede man klostre og udviklede en særlig katolsk kultur, der var inspireret af munkevæsenet i Ægypten og Syrien. Man siger, at stammen og høvdingen, og barde- og druideskolernes efterfølger var klosternes beboere og abbeden. Fra Irland drog munke til Skotland og det nordvestlige England. Da Romerriget brød sammen i 475 bevarede en stor del af Vesteuropa sin selvbevidsthed. Det var først i 500-tallet, at der blev fastlagt et dogmatisk mønster, som Romerkirken forsøgte at gennemtvinge overalt. I 564 grundlagde den irsk-keltiske munk: Columbanus et kloster på øen Iona i det nordvestlige Skotland - netop på den tid hvor den romerske kirke bliver grebet af den monastiske bølge fra Syrien og Ægypten. Fra Iona bredte Den Keltiske Kirke sig til Brittanien. I 596 sendte pave Gregor den Store, prioren Augustinus til England. Han kom til Kent i 597 hos dronning Bertha, der var kristen. Af kong Ethelbert fik han lov til at undervise i Canterbury. Kong Ethelbert tilsluttede sig snart Romerkirken. I 601 blev Augustinus udnævnt til ærkebiskop af paven i Rom, og nu rakte romer-begæret mod Northumbrien, hvor Romerkirken stødte mod den irsk-Keltiske kirke. Kirkerne kom op og skændes om tidsregningen, der var vedtaget i 532, og om påskedagene. Til sidst gik det den irsk-keltiske kirke som det gik med Arius, (Arianismen), selvom den irsk-keltiske kirke hævdede, at de havde fastholdt moderkirken og den oprindelige rene tradition, og var uberørt af fastlandets barbarer. Den Northumbrianske kong Oswald, havde tilsluttet sig denne kirke, og måtte søge tilflugt i Iona. Da han i 634 kunne vende tilbage til Northumbria, bad han Iona-klosteret om at anlægge et kloster på Lindisfarne, som sidenhen også blev et irsk-keltisk center. Men Den Keltiske Kirke blev besejret af Romerkirken sidst i det 7. århundrede, men dog ikke i Irland, hvor Den Keltiske Kirke eksisterede til ca. år 1200. Det skete på kirkemødet i 663-664 på koncilet i Whitby i Northumbriea. Kong Oswy ville have en afgørelse på uenighederne, og valgte at den romerske kirkes fortolkning skulle være gældende. Man kender til den irsk/keltiske religion samt sagn fra nedskrevne myter omkring de keltiske guder og dæmoner. Disse myter og sagn er nedskrevet af kristne munke der har kendt til de folkehistorier der blev fortalt i det 5. århundrede e.Kr. Irland besad endnu mange træk af keltisk oprindelse. Deres værker fortæller om de forskellige Keltiske guder der regerede over liv og død. Historierne kom fra Britannien i mundtlig form. Biskop Geoffrey af Monmouth (1100-1154) skildrer Anglernes og Saksernes ankomst til Britannien, og kong Vortigern kamp mod Pikterne, og kong Arthur, Ridderne om Det Runde Bord, og Den Hellige Gral i Frankrig. Omkring år 500 skulle kong Arthur have tilslutning fra 30 kongeriger, bl.a. Irland, Island, Norge, Danmark og Gotland. Da kong Arthur kæmper mod de romerske hære i Gallien, tager hans nevø: Mordred magten derhjemme. Arthur vender hjem, og der står et slag ved floden Camel, hvor Arthur bliver dødeligt såret. Merlin portrætteres for første gang i 1150 e.Kr.. Chrétien de Troyes (1130-1190) udvidede historierne om Kong Arthur, Ridderne om Det Runde Bord, og Den Hellige Gral i Frankrig (Percecal). Gallisk er således det Keltiske sprog, der i oldtiden taltes i Gallien, men som efter den romerske erobring fortrængtes af latin, og som senere har udviklet sig til fransk. En del Galliske ord videreførtes i det franske sprog og de franske karakteregenskaber hidrører fra Gallerne. De Keltiske sprog omfatter de Gæliske sprog (irsk, højskotsk og manx), Kymrisk (walisisk og cornisk) og Bretonsk. Bretonsk er også et keltisk sprog og nær beslægtet med Walisisk, og det uddøde Corniske sprog. Eisteddfod er det walisiske ord for: møde, og oprindelig var det et møde med de Walisiske Barders årlige kåring af mestre i skjaldekunst. Eisteddfod-mødet ophørte i 1681, men blev genoplivet i begyndelsen af 19. århundrede, som en walisisk nationalfest med kappestrid mellem sangere, musikere og digtere. Man mener at Kelterne havde treleddede navne. Først personens navn, så hans fars navn, og derefter bedstefars eller klanens navn, der er blevet forkortet til "o" eksempelvis: O´Leary. Søn hedder mac (eksempelvis Macintosh) på irsk og map (ofte forkortet til ap) på Walisisk.

Henvisninger: * the Order of Bards, Ovates and Druids * Celt * Tidsregning * Romersproget, m.v. *

I Julius Cæsers bog om »Gallerkrigene« giver han eftertiden disse navne på folkestammerne, m.v.: Helveterne: Helvetierne var et gallisk folk i Schweiz. Tigurinerne og Verbigenerne var to helvetiske stammer. Allebrogerne var en gallisk stamme med hovedstaden: Vienne og med byen Genava (Genéve). Rauracerne var et gallisk folk nord for Helvetierne. Keltisk var Boierne ved Gorgobina mellem stammerne: Arvernerne og Hæduerne. I Provinsen plus Alperne, m.v. boede: Allobrogerne ved Savoyen. Cadurcerne ved Cahors. Caturierne. Ceutronerne. Graiocelerne. Helvierne i Provinsen. Lepontierne, Nantuaterne, Sedtmerne og Veragrerne i Alperne med byen Martigny (Octodurus).Tolosaterne med hovedstaden Toulouse. Vocontierne. Volcerne var delt i to stammer: de Arecomiske Volcere og de Teutosagiske Volcere. De Aquitanske folk er Gallisk-Iberiske folkestammer, der boede mellem Garonne og Pyrenæerne: Auscerne. Bigerrioner ved Bigorre. Elusaterne ved Eanze. Cocosaterne. Garunnerne ved Garonne. Gaterne ved Gaure. Ptianierne. Sibusaterne ved Sanbusse. Sontiaterne ved Sos. Tarbellerne ved Tarbes. Tarusaterne ved Tartas. Vocaterne ved Bazas. Gallerne syd for Loire: Arvernerne ved hovedstaden: Auvergne (Gergovia)(syd for Clermont ). Biturigerne ved Bourges (Avaricum) og med byen Noviodunum. Cæmanerne, Eleuteterne, Gabalerne. Lemovicerne ved Limoges. Nitiobrogerne nord for Garonne og Aquitanien. Petrocorierne ved Périgord. Rutenerne ved Rodez lige nord for Provinsen. Santonerne. Segusiaverne nordvest for Lyon. Vellavierne ved Auvergne. Turonerne ved Touraine. Gallere nord for Loire: Anderne ved Anjou. Carnuterne med hovedstaden Orléans (Cenabum) ved Chartres. Parisierne med hovedstaden Paris (Lutetia). Senonerne med hovedstaden Sens (Agedincum) og byerne Vellaunodunuxn og Melun (Metioseduni) Hæduerne er et gallisk folk mellem floderne Loire og Saône med hovedstaden: Bibracte (Mont Beuvray), dvs. østpå med byerne Gâlons-sur-Saône (Cavillonum), Decetia (Décize) og Mâcon (Matisco). Ambarrerne ved Saônes nedre løb (biflod til Rhône), og de boende mellem Arvernerne og Hæduerne. Leucerne. Lingonerne ved Langres. Mandubierne nord for Hæduerne med byen Alise-Sainte-Reine (Alesia). Mediomatricerne ved Metz. Sequanerne med hovedstaden Besançon (Vesontio). Trevererne ved Trier. I Normandiet, Bretagne, m.v. boede: De Aremorikiske stammer ved kysten i Bretagne og Normandiet. Aulercerne boede syd for Normandiet og var delt i fire stammer: Diablinterne, de Eburovikiske, de Cenomaniske stammer og de Brannovikiske stammer. Ambibarerne. Coriosoliterne ved Bretagne omkring Corseult. Esubierne. Lexovterne ved Lisieux. Melderne ved Meaux. Namneterne ved Nantes. Pictonerne ved Poitou. Redonerne ved Rennes. Osismerne. Venellerne.Veneterne ved Vannes. Belgerne var mange dengang: Ambianerne med hovedstaden Amiens (Saxnarobriva). Ambiliaterne ved Somme. Ambivariterne. Atrebaterne ved Arras. Bataverne. Bellovacerne ved Beauvais med byen: Bratuspantium. Caleterne ved Caux. Ceutronerne ved Courtray. Condruserne ved Coudrot. Cæroserne. Eburonerne mellem Mosa og Rhinen ved Maastricht (Atuatuca). Geidummerne. Grudierne. Levacerne. Menapierne mellem Meuse og Schelde. Morinerne i Picarcliet. Nervierne. Pleumoxierne. Remerne med hovedstaden: Reims (Durocortorum) og byen Bièvre (Bibrax). Segnernene. Suessionerne. Veiocasserne ved Vexin.Viromanduerne. Atuatucerne er en germansk stamme i Belgien. Germanerne: Cheruskerne. Cimbrerne. Haruderne. Latovicerne. Marcomanner. Nenieterne. Sedusierne. Sugambrerne. Sveberne ved Schwaben. Tenctererne.Teutonerne. Tribocerne. Ubierne. Usipeterne. Vangionerne. Briterne: Ancaliterne ved Oxford. Bibrocerne og Segontiacerne i det sydøstlige Britannien. Casserne og Cenimagnerne. Trinobaterne. Hibernia kaldte romerne på Latin det nuværende Irland, ligesom de kaldte den Ibiriske halvø (Spanien) for Hispania hvor man talte førromerske sprog: Lusitansk, Tartessisk, Ibirisk og Baskisk. Skift til: Grækerne

Partherriget var et rige øst for Medien og sydøst for det Kaspiske Hav, og riget regeredes af slægten: Arkasiderne fra 250 f. Kr. til 266 e.Kr.. Partherne menes at være af blandet oprindelse og har indeholdt både Persiske, Skythiske og Turanske folk. Partherne er i Perserrigets storhedstid afhængige af Perserkongerne, og Partherne nævnes som deltagere i Xerxes d. I.´ hærtog mod grækerne i 480 f.Kr.. Da Perserriget blev styrtet af makedoneren: Alexander den Store (356-323 f.Kr.), kom Partherne efter 323 f.Kr. efter nogle omskiftelser under Syriens kong: Seleukos. Omkring år 250 f.Kr. løsrev Partherne sig under ledelse af høvding: Arsakes, der blev konge. Tronen gik i arv til hans slægt: Arkasiderne. Under de følgende konger udvidede Partherne deres herredømme. Kong Arsakes´ broder og efterfølger Tiridates (død i 216 f.Kr.) kæmpede med held mod Syrerne. Derefter fulgte kong: Artabanos d. I. - Friapatios - Fraates d. I. Partherriget udvidedes under kong Mithradates´d. I. (død i 136 f.Kr.), og Partherne erobrede Medien og Babylonien indtil Eufrat. Hans søn og efterfølger kong: Fraates d. II. fortsatte kampen mod Syrerne, men måtte derefter vende sig mod sine oprørske Skythiske lejetropper, og han blev dræbt i år 127 f.Kr.. Han blev efterfulgt af sin søn: Artabanos d.II. (død i 124 f.Kr.), og hans efterfølger er sønnen: Mithradates d. II. (død i 87 f. Kr.). Mithradates d. II. førte heldige krige mod folkene ved østgrænsen og mod Armenierne. Partherriget havde nu nået et meget stort omfang, og strakte sig omtrent fra Eufrat til Indus; altså over en stor del af de lande, som tidligere havde været Persernes. Partherne betragtede sig også som Persernes arvtagere. Persernes sprog og persisk religion var herskende i Partherriget. Men der var ingen enhed tilstede, idet der foruden Eranske og Skythiske folk også fandtes en del semitiske stammer i landet. Desuden var græsk sprog og kultur delvis trængt ind i landet. Riget var opdelt i større lensfyrstendømmer, som styredes af arvelige satraper (dvs. statsholdere), der atter havde underordnede lensfyrster. Statsforfatningen medførte at Partherkongen ikke havde meget at sige. Den gamle hovedstad var Hekatompylos i det oprindelige Partherrige, men da rigets tyngdepunkt var flyttet mere imod vest, opholdt kongen sig om sommeren i Ekbatana, ligesom de gamle perserkonger havde gjort, og om vinteren opholdt kongen sig i Ktesifon. I midten af det 1. århundrede f.Kr. stødte Orientens hovedmagt: Partherriget sammen med datidens andet verdensrige: Romerriget. Syrien og siden Armenien havde været begge rigers fælles fjender. Den romerske feltherre: Pompejus blev i 66 f. Kr. øverstbefalende mod Mithradates d. II.. Pompejus (106-48 f.Kr.) overvandt i 65 f.Kr. kongerne af Pontos og Armenien organiserede store dele af Vestasien som romerske provinser eller lydriger, og der måtte nødvendigvis indtræde en forandring i det gode forhold.: Pompejus indlemmede Syrien og Palæstina i Romerriget, og ordnede forholdene på egen hånd i Lilleasien. Men det romerske senat nægtede at anerkende disse ordninger. Det varede heller ikke ret længe, inden Romerne forsøgte at udvide deres magt over Eufrat, der oprindelig var fastsat som grænse. Parthernes´ kong: Fraates d. III. (68-60 f. Kr.) formåede ikke at hindre Romernes grænsekrænkninger. Men hans søn: kong Orodes d. I., der besteg tronen efter at have fordrevet sin broder: Mithradates d.III, som søgte tilflugt hos Romerne. Men kort tid efter blev han fanget og henrettet. Kong Orodes d. I. forstod med våbenmagt at standse Romernes fremtrængen. Ved Karrhæ i 53 f. Kr. bukkede de romerske legioner under for Parthernes ryttere, som fra alle sider overdængede Romerne med en regn af pile. Marcus Licinius Crassus led nederlag, - Gajus Cassius reddede dog romerhærens tilbagetog. Under de efterfølgende romerske borgerkrige trængte Partherne flere gange over Eufrat og besatte Syrien og dele af Lilleasien, men de blev dog til sidst fordrevne af den romerske hærfører: Ventidius i 38 f.Kr.. På Parthernes´ trone fulgte efter Orodes (død i 36 f. Kr.) hans søn: Fraates d. IV., som tilføjede Antonius (83-30 f.Kr.) et forsmædeligt nederlag i 36 f.Kr.. Men nu udbrød der indre stridigheder i Parthernes rige. Fraates d. IV. måtte flygte til Skytherne, og Tiridates besteg tronen. Men Fraates d. IV. kom tilbage, idet han blev understøttet af Skytherne. Tiridates måtte søge hjælp i Rom, og det lykkedes romerkejser Augustu´s ved trusler at få Fraates d. IV. til at udlevere de romerske krigsfanger og legionsørne, som Partherne tidligere havde vundet i kampene. Armenien blev et tvistens æble mellem Partherne og Romerne. Den parthiske kong: Vonones d. I., der havde været gidsel i Rom, blev af Romerne sat på Parthernes trone, men han blev fordreven af Partherne, og efterfulgtes af Artabanos d. III. (10-44 e. Kr.), der var af Skythisk herkomst. Han måtte føre flere krige, idet Romerne under kejser Tiberius' (42 f.Kr. - 37.e.Kr.) ledelse forstod at skaffe ham fjender og medbejlere i Partherriget. Efter Artabanos d. III.´s død svækkedes Partherriget af tronstridigheder mellem hans sønner, men Vologeses d. I (51-91 e.Kr.) var atter i stand til at drive en energisk politik og opnåede at få sin broder: Tiridates indsat til konge i Armenien. En hårdnakket krig med Romerne, som førtes af den dygtige Corbulo, endte med, at Tiridates fik lov til at beholde Armenien under romersk lenshøjhed i 63 e.Kr., hvorefter freden holdt i en årrække. Først under Chosroes d. I (død i 121 e.Kr.) kom Partherne igen i krig med Romerne, som under romerkejser: Trajan´s førelse erobrede en stor del af Partherriget: Armenien, Mesopotamien og Assyrien blev romerske provinser, og Arsakidernes gyldne slægtstrone førtes fra Ktesifon til Rom i 116 e.Kr.. Men romerkejseren: Hadrian (76-138 e.Kr.) rømmede de erobrede lande, og under den Parthiske kong Vologeses d. II. (død i ca. 150 e.Kr.) var forholdet fredeligt. Kong: Vologeses d. III. (død i 192) trængte ind i Syrien, men den romerske feltherre: Avidius Cassius erobrede atter Ktesifon og trængte også ind i Medien. Men Romerne nøjedes med at beholde en del af Mesopotamien. Men under kong: Vologeses d. IV. besatte Romerne atter hele Mesopotamien, og romerkejser: Septimius Severus erobrede romerne for tredie gang Ktesifon i 198. Den sidste Partherkonge: Artabanos d. IV. slog den romerske kejser Macrinus ved Nisibis i 218, men måtte dog lade Romerne beholde Mesopotamien. Imidlertid havde der i Persien rejst sig en stærk bevægelse rettet imod de herskende Parthere, som ikke regnedes for ægte Persere, og mod Arsakidernes dynasti, som havde svækket riget og svækket sig selv ved indbyrdes tronstridigheder. Sassaniden: Artaxarxes (Ardashir) styrtede kong: Artabanos d. V., som faldt i et slag i 226 e.Kr., og på ruinerne af Partherriget hævede sig det mægtige ny-Persiske Rige. Romernes del og hersk politik var lykkedes.

Romerne

Fra ca. år 2500 til 2000 f. Kr. lærte den yngre stenalders »italienere« sig landbrug og kvægavl og begyndte at fremstille lervarer og benytte kobber. Omkring år 2.000 f. Kr., sådan næsten samtidigt med at Ionerne for første gang optrådte i Balkans bjerge nord for »Grækenland«, begyndte en gruppe nærtbeslægtede indo-europæiske folkestammer at trænge ind i »Italien« nordfra. Det er muligt, at en del af dem kom fra »Schweiz«, da folkene byggede landsbyer på pæle i vandet i de »norditalienske« søer ligesom stenaldermenneskene gjorde i Wangen i Schweiz. Da folkene flyttede sydpå, bort fra indsøerne, fortsatte de med at leve i sluttede landsbyer, som de omgav med vandfyldte grøfter eller voldgrave. Snart efter dem fulgte deres stammefrænder fra Donau-området, og med tiden bredte de nye stammer sig ud over hele den »italienske« halvø. Samtidig med at disse tidlige »italienere« bosatte sig overalt i »Italien«, mod syd i Samnium, i Umbrien langs den øvre del af Adriaterhavet, i Latium syd for Tiberen, trængte også deres stammefrænder: »grækerne (Ionerne)«, frem mod den ægæiske kulturs centrer i det sydlige Grækenland. Kort efter 1200 f. Kr. går den mykenske kultur til grunde, da den sidste hellenske stamme, Dorerne, trængte ind nordfra ned i »Grækenland«. Dorernes kultur var primitiv, men de medbragte jernet og bosatte sig i midtgrækenland og erobrede Peloponnesos i ca. 1100 f. Kr. og grundlagde flere stater, bl.a. i Lilleasien og »Italien«. Deres vigtigste byer var Sparta og Korinth. Men Ionerne der var kommet først gjorde krav på Attika, men blev fordrevet til Lilleasiens vestkyst, som derefter blev kaldt Ionien. Dorernes kerneområde blev Peloponnesos hvor Heloterne blev slaver. Men overalt i det øvrige »Grækenland« fandtes enklaver af andre hellenske folk foruden et betydeligt førgræsk befolkningselement. Og snart kom disse »grækerne« i krig med kretenserne og ægæerne. På Middelhavets og Sortehavets kyster oprettedes overalt »græske« byer (kolonier). På Sicilien og i »sydItalien« blev de græske kolonier så talrige og mægtige, at området fra 700 f. Kr. kaldtes Magna Græcia (Storgrækenland). Den græske verden kom til at bestå af hundredvis af vidtspredte bysamfund med opland og selv om de ustandselig lå i krig indbyrdes, indstiftede de i 776 f. Kr. »de olympiske lege«, der var et fælleshellensk foretagende. I den tidsalder, der karakteriseredes af de græske stammers udbredelse over det ægæiske område, flygtede mange af de ældre, civiliserede folkeslag og søgte tryghed i andre landområder. En sådan gruppe af mennesker kom der sandsynligvis fra Lilleasien, og bosatte sig på »Italiens« vestkyst nord for Tiberen. Det var Etruskerne. Og det land, de bosatte sig i, bærer endnu i dag deres navn i den mere moderne form - Toscana. Etruskerne udstrakte snart deres herredømme til den Lombardiske slette mod nord og østpå langs Po-dalen. De grundlagde kolonier på Korsikas østkyst og langs den »italienske« kyst syd for deres Latinske naboer, i omegnen af Neapel. Etruskerne blev også kaldt Tyrrhenerne, og selv kaldte de sig Rasenna. I det 8. århundrede f. Kr. fandtes Etruskerne i Etrurien, hvor de organiserede sig i bystater, af hvilke 12 byer havde et kultfællesskab i lighed med de panhellenske. Etruskerne udvidede deres herredømme nordpå over Po-sletten og videre sydpå langs kysten over Kampania. Rom var således i det 6. århundrede f. Kr. under Etruskisk styre. Fønikerne, som var bosat ved Middelhavets kyst længst mod øst, var fra de ældste tider energiske købmænd og kolonister. Mod slutningen af det 9. århundrede f. Kr. (ca. 814) grundlagde den fønikiske by: Tyros,- kolonien Kartago på Nordafrikas kyst lige overfor »Italien« og Sicilien i nærheden af vore dages Tunis. Fra det 7. århundrede f. Kr. førte Karthago talrige krige om Sicilien og søhandelen med græske byer. Byen Korinth grundlagde i det 8. århundrede f. Kr. byen: Syrakus på Siciliens østkyst. De Doriske Spartanere bosatte sig i Tarentum i Apulien i »sydItalien«, og Fokaia grundlagde en koloni ved Massilia i sydGallien omkring år 600 f. Kr., d.v.s. det nuværende Marseilles. Da det Føniske moderland var blevet erobret af Babylonerne, og siden af Perserne i år 538 f. Kr., blev Kartago en selvstændig by. I forbund med Karthago fordrev Etruskerne i ca. 540 f. Kr. grækerne fra Korsica. Karthago underlagde sig snart de øvrige fønikiske kolonier i nordAfrika og udstrakte sin indflydelse og magt til vestSicilien, Sardinien, sydSpanien og snart fik den Karthagos handel sit største knudepunkt i det vestlige middelhavsområde. Karthago-rigets forfatning var »aristokratisk« og lignede den Romerske republiks forfatning med to konsuler og et råd, der havde samme beføjelser som det Romerske Senat. Da Karthagos egne skrifter er gået tabt stammer alle oplysninger fra fjendtlige græske og fjendtlige Romerske kilder, der beskriver Karthagos religion som barsk med menneskeofre af især børn. Hovedguder var Baal og Tanit og barsk og griske var også karthagernes behandling af undertvungne folk, siges det. Østpå i »nordItalien« boede i egnen omkring det nuværende Venedig boede folkestammen: Veneterne. Mod syd i »Hælen« af den »italienske« støvle boede folkestammen: Lapygerne eller Messaperne. Begge folkeslag var vistnok beslægtede med de Illyriske folk, der boede på den anden side af Adriaterhavet. Illyrerne's efterkommere er de nuværende Albanesere. I bjergene, der omgiver bugten ved byen Genua boede Ligurerne. Deres sprog er ukendt. De var hårdføre, krigerske folk og uden højere kultur. Muligvis er de en rest af »Italiens« urbefolkning. En lille afdeling af dem havde slået sig ned i det nordvestlige hjørne af Sicilien; de kaldtes Elymere. Sicilien var ellers beboet af to, vistnok beslægtede folk, Sikelerne og Sikanerne. De synes at have hørt sammen med de »italiske stammer«. Derimod var Sardinien og Korsika beboet af folk af ganske anden, til dels ukendt oprindelse. En overordentlig betydning for »Italiens« udvikling havde de græske kolonier og »grækerne« havde sat sig fast i hele den østlige del af Sicilien, så at øen efterhånden blev helt græsktalende. Endvidere var grækerne talrige og havde blomstrende byer i »sydItalien«, af hvilke den mægtigste var byen: Tarent. Endelig lå der enkelte græske byer i Neapal-bugten, bl.a. nordvest for Napoli lå byen Kyme (Cumæ), som »grækerne« anlagde i 750 f. Kr.. Fra »grækerne« i »sydItalien« fik de fleste »italiske folk«, også Romerne, deres bogstavskrift og desuden mange andre opfindelser og frembringelser. Mærkeligt nok var Etruskerne det »italiske folk«, som »grækerne« havde mest indflydelse på. Sammenslutningen i store, befæstede byer er gammel i Etrurien ligesom hos Grækerne og skyldes vistnok også påvirkning fra disse. Græske vaser, græsk bygningskunst, billedhuggerkunst og maleri bredte sig over hele Etrurien og efterlignedes af indfødte håndværkere og kunstnere. Fra Etrurien kom atter meget af dette til naboområderne. Det gamle »Italien« var således et virvar af folkestammer, der talte hver sit sprog og havde højst forskellig kultur og forskellig oprindelse. I det 6. århundrede f. Kr. var »Italien« og de italienske øer således beboet af mange folkeslag med forskellige sprog og forskellig afstamning. De vigtigste var Etruskerne, Kartagerne (dvs. Fønikerne)», »Grækerne« og det primitive »italienske folk«. Oprindelsen til navnet Italien er usikker. I ældre tid var det betegnelsen for den sydlige del af halvøen. Længe talte folkestammerne hvert sit sprog. Deres »italienske sprog« som vi har valgt at kalde det, er en gren af den store indo-europæiske sprogstamme, som også Danerne tilhører, - men de »italienske sprog« falder i flere grupper, bl.a. Oskisk, Latin og Umbrisk. Oskisk taltes i hele »Syditalien« af flere forskellige stammer. Den mægtigste af disse stammer var Samnilerne, der boede i de indre bjergfulde egne, men som bredte deres herredømme vidt ud over de omliggende landområder. Samnilerne var af Sabellisk oprindelse og de var udgået af Sabinerne. Samnilerne var delte i flere stammer: Frentanerne ved Adriaterhavet, Pentrerne og Hirpinerne. Således erobrede Samnilerne det frugtbare Kampanien (egnen om Neapel) og bjerglandet Lukanien mod syd. I det 4. Århundrede f. Kr. var Samnilerne det mægtigste folk i Italien, ved siden af Romerne. Andre Oskiske stammer var Apulerne mod øst og Bruttierne på den italienske støvles tå (Kalabrien). Nærbeslægtede med Oskerne var også de talrige småstammer, der boede i »mellemItalien«, øst og nordøst for Latium: Sabinere, Æquere, Herniker, Marsere, Pelignere, m.v. De var Romernes første fjender og blev tidligt undertvunget og antog Latinsk sprog. Af de egentlig »italiske sprog« holdt Oskisk sig længe. Endnu så sent som i den Romerske Forbundskrig og den følgende Borgerkrig i 90-82 f. Kr. taltes Oskisk i »sydItalien«, og for at vise sin selvstændighed slog man mønter med Oskiske indskrifter. Latin taltes i gammel tid kun i landskabet Latium på den sydlige side af Tiberens nedre løb. Sproget var det mindste af de »italiske sprog«. Oprindelig havde Latin også været herskende i egnene nord for Tiberen. Men Latin blev dér fortrængt af Etruskisk sprog. Kun den lille by Falerii beholdt sit Latinske sprog midt i sydEtrurien. Den Latinske stamme, hvortil Romerne sandsynligvis hørte, boede i Latium, på den sydlige side af floden: Tiberens, nedre Løb. Den romerske stamme var nærbeslægtet med en række andre folk, der beboede hele den sydlige og mellemste del af »Italien«. Umbrisk taltes i bjergegnene øst for Etrurien. Det havde oprindelig haft større udbredelse, både mod nord og syd. Volskernes stamme, der boede syd for Latium, talte et sprog, der var nærbeslægtet med Umbrisk, og små umbriske sprog-øer fandtes helt oppe på Po-sletten. Disse »italiske sprog« er nærbeslægtede med hverandre. Men det er dog forskellige sprog og ikke forskellige dialekter. Umbreren, Oskeren og Latineren kunde ikke gøre sig forståelige uden at have lært hverandres sprog. Der var altså større forskel mellem dem indbyrdes end f.eks. mellem Dansk og Svensk, omtrent så stor som mellem Højtysk og Plattysk. De øvrige »italiske folk« tilhørte i sproglig henseende helt andre stammer. En af stammerne: Etruskerne, synes endog slet ikke at have hørt til vores sprogstamme. Der er bevaret talrige indskrifter på Etruskisk, men skønt de er skrevne i et let læseligt alfabet (en afledning til det græske alfabet), er de næsten helt uforståelige. Etruskerne boede i det nuværende Toscana og syd derfor helt ned til Tiberen. Oprindelig havde de strakt sig meget videre. De havde haft hele Po-sletten i besiddelse og en tid lang også sat sig fast i Kampanien. Fra Kampanien blev Etruskerne senere fortrængt af Samniterne og fra Posletten blev Etruskerne senere fortrængt af Kelterne (Gallerne). Ved disses angreb blev en stump af Etruskerne sprængt løs fra hovedmassen og trængt op i Alperne; det var Rhæhernes lille stamme. Gallerne (Kelterne) kom nordfra. I gamle dage boede de ikke alene i »Frankrig«, men også i hele »Sydtyskland«. De skal være begyndt at trænge ind i »nordItalien« omkring år 600 f. Kr., og de blev ved med at trænge frem i et par hundrede år, indtil de havde indtaget hele Po-sletten, undtagen den allerøstligste del omkring det nuværende Venedig. Øst for Apenninerne nåede Gallerne helt ned mod Ancona og satte sig fast her. Enkelte skarer overskred Apenninerne. I Grækenland var en keltisk stamme af Gallerne, som kaldtes Galater, ved at hærge Balkan og i »Grækenland« i det 4. og 3. århundrede f. Kr. Men Galaterne blev i 277 f. Kr. trængt over til Lilleasien, hvor de hærgede, indtil Pergamons konge i 230 f. Kr. tvang dem til at bosætte sig i det indre Frygien, hvor de oprettede en »lydstat« som naturligvis blev kaldt: Galatien. Deres keltiske sprog holdt sig i lang tid og de kom under Romerne i 85 f. Kr..

Arkæologiske fund viser, at landområdet vi kalder Rom allerede var beboet omkring 900 f. Kr.. På Palatin, en af de Romerske syv høje i byens centrum boede en Latinsk stamme og på Quirinal og Capitol nogle Sabinske stammer. I dalen mellem de tre høje, hvor Forum Romanum ligger, lå den fælles begravelsesplads, der blev benyttet fra det 9. til det 7. århundrede f. Kr.. Byen Rom er øjensynlig opstået ved en sammensmeltning af de to stammer og dækkede vel nogle ganske få kvadratkilometer. Bystaten Roms tidligste historie er indhyllet i sagaens mørke, men det forekommer sandsynligt, at der i de ældste tider fandtes en primitiv form for kongedømme af lignende art som i de homeriske byer i Grækenland. Området fik tidligt politisk og handelsmæssig betydning på grund af sin gode beliggenhed ved floden: Tiberen, på et sted, hvor søgående fartøjer ikke kunne sejle op, og hvor overgangen lettedes af Tiberøen. Denne ø stod en periode under Etruskisk herredømme, men blev aldrig Etruskisk. Mod øst og nord boede altså Latinerne, et folk af samme stamme og med samme sprog, og som levede i småbyer, der havde et forbund med hinanden. Men Rom var ikke medlem af dette forbund, men havde en overenskomst med forbundet. Romerne og Latinerne holdt sammen og skiftes til at føre an i krig mod fremmede. Mod nordvest boede Etruskerne. De lignede ikke Romerne, hverken i sprog eller sindelag. Nogle af Romernes første erobringer blev gjort fra Etruskerne. Sammen med Latinerne sloges de også med Æqverne (i Sabinerbjergene), mod Volskerne og andre folkestammer. En egentlig urbanisering begyndtes af Etruskerne, der lærte Romerne at opføre templer og huse af sten. De drænede den sumpede dal mellem Palatin og Capitol højene, hvor Forum Romanum anlagdes og hvor der på Capitol-højen opførtes »Borgen« Arx Romanum. Rom voksede langsomt og indtog også en Latinsk by af og til. Rom var på én gang porten mellem Latium og Etrurien og den naturlige udfaldsport for Tiberdalens handel. De jorddyrkende Romere er som andre folkestammer blevet genstand for overfald og plyndringer af hyrde- og nomadefolk og de ældste »Romere« blev uundgåeligt kulturelt påvirkede af de mere fremmelige naboer: Etruskerne. Det forekommer, som om Rom en tid lang regeredes af Etruskiske konger, som er kongedømme. Men ifølge Romernes historietradition regeredes Rom fra grundlæggelsen til republikken af 7 konger, hvoraf den første, Romulus, sammen med broderen Remus skal have grundlagt byen i 753 f. Kr. Men det er altså den Romerske forklaring. Den Romerske historietradition nævner, at de sidste tre konger var Etruskere og at den sidste Estruskiske konge blev fordrevet omkring år 508 f. Kr. hvor de Etruskiske herskere blev styrtet og hvor magten over det Romerske område overgik til en Latinsk adel. Derefter blev den Romerske republik oprettet med to ligestillede konsuler, valgt for et år. Der var ikke mange embedsmænd i denne ældste republik. Den blev styret af to Borgermestre (Konsuler), som var dommere, hærførere og regenter på én gang. Men efter 508 f. Kr. hvor den Latinske adel tog magten i Rom var de frie Romerske borgere delt i to klasser: patricier og plebejer. Der opførtes i republikkens første år adskillige templer, bl.a. blev den gamle kongebolig Regia ombygget til embedsbolig for Pontifex Maximus, ypperstepræsten og desuden opførtes en senatsbygning (Curia). I 507 f. Kr. indviede man på nordsiden af Capitol-højen et templet for Jupiter Optimus Maximus. Patricierne var adelsmænd, store jordejere, der som følge af deres overlegenhed med hensyn til militær udrustning og uddannelse og deres klienters støtte havde den politiske magt og retten til at sidde i Senatet. Også plebejerne var frie borgere, dvs. mindre velstående jordejere, købmænd og håndværkere, arbejdere, klienter og forpagtere, som var afhængige af patricierne. Med begrebet klient menes en art feudal undergiven, som ejede jord under en patricisk overherre, hvem han skyldte respekt, lydighed og militær bistand. Hans herre var til gengæld pligtig at yde ham beskyttelse. Under L. Porsenna fra Clusium gjorde Etruskerne igen et forsøg på at underkue Romerne og havde held dertil for et kortere stykke tid. Ihvertfald svækkedes Romernes magt over byens Latinske naboer på grund af striden med Clusium. Da Rom igen var blevet befriet for Etruskerne, begyndte Romerske borgere at befæste deres position. De sluttede handelsaftale med Kartago og begyndte at tilbageerobre deres tidligere forbundsfællers lande, samtidig med at patricierne pålagde plebejerne skatter og gæld til krigsførelsen, og endog udelukkede plebejerne fra indflydelse på beslutningerne. Plebejerne gjorde oprør, men da patricierne havde voldsapparatet i deres hænder, greb plebejerne ikke til vold. De trak sig blot et stykke ud fra byen og nægtede at vende tilbage, førend man havde garanteret dem midler til at beskytte deres interesser mod de patriciske embedsmænds magtmisbrug. De nye repræsentanter for folket: folketribunerne, fik derfor ret til at gribe ind til støtte for enhver, der var truet af en øvrighedspersons magt. Efterhånden indlemmedes en række småbyer i Rom, og omkring år 500 f. Kr. kunne Rom slutte en handelstraktat med Karthago, der jo allerede i 538 f. Kr. var blevet en selvstændig by. Omkring år 486 f. Kr. stiftede Rom »Det latinske Forbund«, hvorved byen blev forenet med sine Latinske naboer i en angrebs- og forsvarsalliance. Aftalen garanterede desuden rettighederne for borgerne i hvert samfund hos samtlige naboer, hvad angik handel, ægteskab og arv. Etruskerne led imidlertidig nederlag til den græske by Cumæ nordvest for Napoli i 474 f. Kr. og til andre »italienske« stammer fra syd. Men netop i dette århundrede drog vilde stammer fra vestEuropa ned over Alperne og fordrev Etruskerne fra størstedelen af Po-dalen. Omkring år 400 f. Kr. gik Po-sletten tabt til Gallerne og derved blev Etruskerne tvungen sydpå, og måtte nødvendigvis »true« Rom. Romerne førte i dette århundrede mange småkrige med naboerne og Romernes første større ekspansion fandt sted i 396 f. Kr. med erobringen af Etruskernes allervigtigste by: Veji, der lå 20 km. nord for Rom på den anden side af floden: Tiberen. Byen Veji blev erobret og ødelagt i 396 f. Kr., og den Etruskiske befolkning blev solgt som slaver. Med Vejis fald begyndte Romernes erobringen af Etrurien, som først afsluttedes i det 3. århundrede f. Kr. Etruskerbyerne romaniseredes efterhånden, men endnu ind i kejsertiden (år 44 f. Kr.) blev der talt Etruskisk i byerne. Fra Etruskerne overtog Romerne mange ting, som mange i dag tror er typiske romerske. Bl.a de Romerske værdighedstegn, triumftoget, gladiatorkampene, atriumhuset, tempelformen, byplanen, det treleddede navn, alfabetet, kalenderen, varseltagningen, m.v. oprinder således fra Etruskerne. Så snart Romerne havde gjort det af med én fjende, måtte de i lag med én anden. I år 387 f. Kr. gik en mængde Galliske stammer over Appenninerne, der er bjerglandskabet syd for Po-sletten, og angreb Romerne efter først at have belejret Etruskeren: Clusium. Den Romerske hær blev slået i 382 f. Kr. af Gallerne, og de Romerske borgere flygtede til andre byer for at søge beskyttelse. Efter syv måneder accepterede Gallerne en bod for byen på 1.000 skålpund guld, - og drog tilbage. Igen byggede Romerne deres by op, og befæstede den nu med en stenmur. Indadtil var der heftige fejder mellem patriciere og plebejere. Plebejerne fik ved et større lovkompleks i ca. 367 f. Kr. adgang til samtlige betydelige embeder i det Romerske samfund. I 367 f.Kr. grundlagdes Concordia-templet for at fejre freden mellem patriciere og plebejere og af Romernes ca. 1.800 templer opførtes adskillige i de første 200 år af republikkens historie. Men i 348 f. Kr. angreb Gallerne igen. Men nu var Romerne så stærke, at de kunne tvinge Gallerne til en fredsaftale. Gallerne fik åbenbart aldrig fast fod syd for Appenninerne men nok i det nordlige »Italien«. Gallerne hørte til den store Keltiske stamme, af hvis sprog, der nu kun er ringe rester tilbage i Wales og Bretagne. Omkring midten af det 4. århundrede f. Kr. var Rom således den mægtigste by i regionen: Latium, og man har valgt at sige, at Romerriget opstod i hele perioden fra ca. 350 f. Kr. til 270 f. Kr., hvorefter Romerne underlagde sig hele den »italiske« halvø. I 343-341 startede Romerne krigen mod Samniterne om besiddelsen af Kampagnien. Der blev forlig. Men hver gang Romerne blev alvorligt svækket gennem angreb af Etrusker eller Gallere, havde Romernes Latinske »forbundsfæller« tilbøjelighed til at gøre oprør. Under krigen mellem Romerne og Latinerne i 340-338 f. Kr. fik de oprørske stammer hjælp af indbyggerne i Kampanien. Men i løbet af to år var Latinerne besejret, og i stedet for at få deres status som frie forbundsfæller tilbage, blev de indlemmet i den Romerske bystat. Indbyggerne i Kampanien gik ind på en alliance med Romerne, hvorved denne provins militære ressourcer blev forenet med Roms. Gennem denne traktat blev den Romerske indflydelse udbredt helt ned til bugten ved Neapel, hvor »grækerne« dominerede. I årene fra 326 f. Kr. til 280 f. Kr. kom Romerne i kamp med tre forskellige fjender. De Oskisk talende Samniterne, der boede i mellem og »sydItalien« angreb Kampanien i syd. Romerne ilede forbundsfællen til hjælp og led to alvorlige nederlag. Denne anden krig mod Samniterne løb fra 326 til 304 f.Kr.. Men i 321 vandt Samnilerne en stor sejr i passet ved Caudium. Opmuntret af disse bagslag for Rom gik Etruskerne og deres allierede til angreb nordfra. Trods nederlag nægtede Romerne at betragte sig som slagne. Imidlertidig blev der bragt et forbund istand mellem de græske byer og Rom, og Samnium blev slået i 317. De syditaliske byer blev organiseret i et forbund, og Romerne vendte deres ekspansionslyst mod Norditalien og Gallien. I året 298 f. Kr. udbrød den 3. Samnitterkrig mod Romerne. Denne gang stod Samniterne i alliance med Etruskerne, Gallerne og Umbrene. I en række kraftfuldt gennemførte felttog slog Romerne en for en samtlige deres modstandere. Til slut besejrede Romerne i 290 f.Kr. både Etruskerne og Samniterne og derefter blev mange byer i »mellem-italien« på eget ønske forbundsfæller med Romerne. Således lykkedes det Romerne at underlægge sig Samnitternes rige i »Syditalien« og de Latinske byer: Etrurien og Umbrien. Samniterne og Etruskerne blev Roms forbundsfæller, og Gallerne blev drevet tilbage til Po-sleten. Den romerske overhøjhed blev nu anerkendt i alle dele af halvøen med undtagelse af de græske kolonier længst nede mod syd. De græske kolonister havde jo langt, langt tidligere bosat sig på Sicilien og i den sydlige del af den »italienske« halvø. På fastlandet i Apulien ved Taranto-bugten havde den stærkeste græske by: Tarentum, der blev grundlagt i ca. 700 f. Kr. af grækerne, påtaget sig opgaven at beskytte grækerne mod deres »italienske« naboer. Ikke desto mindre måtte Tarentum ofte stole på hjælp fra »Grækenland« eller fra grækerne i Syrakus på Sicilien. Med uro havde grækerne iagttaget, hvordan Romerne forøgede deres magt. Tarentum havde i en aftale fået løfte om, at Romerske orlogsskibe ikke skulle løbe ind i Tarentumbugten i svangen af den »italienske støvle«. Men i 282 f. Kr. blev den græske koloni: Thurioi i »sydItalien«, der var anlagt i 444 f. Kr. af grækerne, overfaldet af Lucanerne, der var Romernes forbundsfæller. Rom svarede med at sende tropper gennem Tarentumbugten. Tarentinerne var imidlertid til sinds at hindre en udvidelse af den Romerske indflydelse ind i de græske områder, så de angreb den romerske flåde og besatte Thurii. Romerske krav om skadeserstatning blev hånligt afvist, og krigen brød ud. Tarentum fik hjælp af Pyrrhus, der var konge af Epirus i VestGrækenland på den anden side af Det ægæiske Hav lige overfor den »italienske hæl«. Pyrrhus førte med sig en veludrustet hær på 20.000 mand tungt infanteri, 3.000 mand kavaleri og 20 kampelefanter. Han mødte de Romerske hære ved Heraklea i år 280 f. Kr., og takket være overlegen kampledelse og med hjælp af elefanterne, lykkedes det Pyrrhus af Epirus at drive Romerne bort fra krigsskuepladsen, selv om hans tab var store. Han drog videre mod nord ind i Latium og slog det følgende år Romerne ved Ausculum. Hans tab var imidlertid så store, at han erklærede: »En sådan sejr til, og jeg er fortabt.« Siden da har udtrykket »Pyrrhussejre« været betegnelsen for en sejr, der er så kostbar, at den nærmest er ensbetydende med et nederlag. Romerne var nu rede til at slutte fred, men Kartagenienserne, der nærede bange anelser for deres kolonier på Sicilien, tilbød Romerne alliance og bistand af den store kartageniensiske flåde. Krigen fortsatte. Kartagenienserne genoptog deres angreb på grækerne på Sicilien, og disse appellerede nu til Pyrrhus af Epirus om hjælp. Han begav sig over Messina-sundet og besejrede hurtigt Kartagenienserne, som kun fik lov at beholde én by: Lilybæum. Men både grækerne i »Italien« såvel som hjemme i »Grækenland« havde den svaghed, at de havde mistro til hinanden. Af frygt for, at Pyrrhus af Epirus skulle gøre sig til deres overherre besluttede de sicilianske byer en separatfred med Kartago. Harmfuld over utaknemmeligheden hos de grækere, han havde hjulpet på Sicilien og modfalden over at have mistet sin flåde i kamp med Kartagenienserne, trak Pyrrhus af Epirus sig tilbage til »Italien«. I 279 f.Kr. væltede Kelterne ned over Balkan mod Makedonien, hvor kong Ptolemaios af Makedonien faldt i kampen mod dem. Men i 275 f. Kr. vandt Romerne over Pyrrhus af Epirus i slaget ved Beneventum og fik dermed herredømmet over Tarentum og mange andre græske byer i »sydItalien«. Pyrrhus trak sig endelig helt tilbage til Grækenland, hvor han blev dræbt i 272 f. Kr.. De græske byer overgav sig en efter en og sluttede sig til en Romersk alliance. Efter nogle småfejder i »nordItalien« stod Rom som herre over hele den »italiske halvø«, hvis befolkning nu enten var Romerske borgere med hel eller delvis borgerret eller Romernes forbundsfæller. I de følgende år blev nogle oprørske og ubesejrede byer afstraffet, og omkring år 270 f. Kr. havde Romerne helt underlagt sig den »italienske halvø« med undtagelse af Po-sletten. Dermed var »Romerriget« grundlagt. I 270 f. Kr. bestod byen Rom med omegn af indbyggerne, der havde Romersk borgerret, samt en mængde stamme- eller bystater, der var knyttet til Rom med traktater af ret forskelligt indhold. Den indviklede opbygning skyldtes bl.a., at forbundsfællerne havde indre selvstyre, men at de i udenrigspolitikken var underlagt Rom og måtte stille militære tropper. Visse forbundsfæller besad Latinerret, dvs. at deres borgere privatretligt var ligestillet med de Romerske borgere, men uden disses politiske rettigheder. Over hele »riget« fandtes slaver, som retligt ikke betragtedes som mennesker. Som herrefolk i »Italien« fik Romerne imidlertidig nye besværlige naboer. Magtkampene på Sicilien kunne true dele af »Romerriget«. Det vestlige Sicilien havde i flere hundrede år tilhørt Karthago og det østlige Sicilien tilhørte de græske kolonier. Efter krigen med Tarentum holdtes byen: Messana på Sicilien besat af Mamertinerne, der var en gruppe Kampagnske lejesoldater, der var deserteret fra den syrakusanske hær. Syrakus var hovedby på sydøst Sicilien, og var grundlagt af Korinth i det 8. århundrede f. Kr., og Syrakus var den førende græske koloni. Den 1. Puniske Krig mellem 264-241 f.Kr. drejede sig om magten på Sicilien, fordi Romerne så, at Karthagerne, der rådede over Sardinien, snart kunne gøre sig til herre over hele Sicilien og bruge øen som bro til selve den »italiske« halvø. Da byen Messana, der var grundlagt af grækerne i det 8. århundrede f. Kr., var kommet under Mamertinernes rædselsherredømme, bad grækerne i byen Romerne om hjælp mod Karthagerne og Mamertinerne, der havde søgt hjælp hos Karthago. For første gang sendte Romerne en hær over havet. Men Marmatinerne kom i tanke om, at de hellere ville stå under Roms beskyttelse, og i 264 f. Kr. narrede de den kartagenisiske garnison til at forlade Messana, og lod Romerne komme ind. Men den græske by: Syrakus gik straks i forbund med Karthago. Men Syrakus led svære nederlag til romerne og måtte gå i forbund med Rom. Ved hjælp af græske fagfolk fik romerne bygget en flåde. I 260 f. Kr. besejrede den Romerske flåde Karthagerne ved Myla, men da Romerne var landkrabber led flåden ofte skibbrud på grund af dårlig sømandskab. I sammenligning med det store Kartago-rige virkede »Romerriget« som relativt svagt. Rom havde først nu en flåde og først i den allersidste tid havde man fået halvøens stater forenet, og det lå lige for at antage, at mange af de underkuede byer ville benytte den først givne lejlighed til at gøre oprør. Roms rigdom var langt mindre end Kartagos og det ville blive umuligt at holde forbundsfællerne i ave, samtidig med at man førte krig mod Karthago. Men de Romerske borgere var forblændet af profitbegær ved krigen mod Kartago. Græske lejetropper med Spartanere kom kartageniserne til hjælp og Romerne ned det ene nederlag efter det andet. I 247 f. Kr. overtog karthageren Hamilkar over de kartageniensiske stridskrafter og Romerne fik bank på Sicilien og krigen fortsatte langs »Italiens« kyster, som karthageren Hamilkar hærgede. Romerne mistede 500 skibe og Romerne satte sine sidste kræfter ind og fik en bemærkelsesværdig afgørende sejr i 242 f. Kr. ved de Egadiske Øer. Derefter måtte Karthago rømme Sicilien ved freden i 241 f. Kr., der kom i Romersk besiddelse og blev styret af en statholder med næsten ubegrænset myndighed. Tabet af Sicilien var et hårdt slag for Karthago-riget. Snart efter lykkedes det også Rom at erobre Sardinien og Korsica i 237 f. Kr., hvorved det Tyrrhenske Hav blev et Romersk domineret hav. Erobringen af Korsika og Sardinien skete på et tidspunkt, da Kartago var optaget af en kamp for livet mod lejetropper og Libyen, og var en vanærende handling, uanset hvilke argumenter der førtes frem for at retfærdiggøre den. I Karthago indså man snart, at man måtte skaffe sig kompensation ved generobringer. I 237 f. Kr. førte karthageren Hamilkar sine tropper til Spanien, hvor karthagerne allerede var i besiddelse af nogle handelspladser og byen Gades (Cadiz). Med disse områder som udgangspunkt lykkedes det karthageserne at skabe et sammenhængende Karthagisk rige helt op til Ebro i Spanien. Romerne indså snart den overhængende fare, men vovede ikke at gå imod ham, førend Gallerne i Po-landet var nedkæmpede. Det lykkedes Romerne i år 220 f. Kr. at erobre hele det Cisalpinske Gallien, og nu beherskede Rom så godt som hele den Appenninske Halvø. Krigene sluttede ofte med erobringer, fordi Romerne nægtede at indrømme, at de havde lidt nederlag. Under både den første og den anden puniske krig ramtes Romerne af en skræmmende række bagslag, men tilsyneladende havde de aldrig tanke om at standse kampen, før sejren var deres. I slutningen af det 3. århundrede herskede Romerne over det vestlige Middelhav med næsten alle kyster og øer. Da byerne i »grækenland« i år 230 f. Kr. appellerede Romerne om beskyttelse mod sørøver-staten Illyriens hærgninger sendte Romerne i år 229 f. Kr. en flåde og en hær over Adriaterhavet til Illyrien, hvor dronning Teuta blev tvunget til at afstå en del af sit område og betale tribut til Rom. De afståede byer blev Romernes forbundsfæller. Omtrent 10 år senere blev de angrebet af Korkyras regent Demetrios, men Romerne greb hurtigt ind og besejrede ham og tog hans vigtigste fæstninger i besiddelse. Imidlertid blev Rom igen truet i »nordItalien« af Gallerne. Tidligere i begyndelsen af det tredje århundrede var grækerne i »Grækenland« og Makedonien også blevet angrebet af Gallerne, - men Gallerne blev fordrevet af Makedoneren: Antigonos. Mange af disse Gallere begav sig til »nordItalien« og forenede sig med deres stammefrænder i Po-dalen. I år 225 f. Kr. trængte en Gallisk styrke på ca. 50.000 mand infanteri og 20.000 mand kavaleri ind i Etrurien. Romerne var truet af den 2. puniske krig og handlede hurtigt. Gallerne blev løbet over ende af de Romerske hære og tilintetgjort. Ved denne sejr blev hele »nordItalien« op til Alperne underlagt det Romerske herredømme. Ovre i Grækenland var et opgør i gang i 220-217 f. Kr. mellem Det Aitoliske Forbund og Det Achæiske Forbund med Makedonsk indblanding. Den 2. Puniske Krig (218-201 f. Kr.) begyndte således i 219 f.Kr. med otte måneders belejring af Sagunt i Spanien, hvor et opgør mellem Roms tilhængere og karthagerne blev nedkæmpet af Hamilkars søn: Hannibal. Romernes indblanding medførte krav om at få Hannibal udleveret. Men Karthago greb chancen for hævn efter 1. Puniske Krig og gjorde Hannibal til øverste feltherre. I 218 f.Kr. brød Hannibal op fra Cartagena i Spanien med mindst 60.000 infanterister, 12.000 ryttere og 37 krigselefanter for at føre hæren over Alperne mod Romerne. Turen over Alperne varede 15 dage og kostede Hannibal halvdelen af rytteriet og mange tusinde fodfolk. Men alligevel knuste Hannibals hær to Romerske hære ved Ticino og ved Trebiafloden, og derefter sluttede Gallerne i Po-landet sig til Hannibal. Han håbede dog at flere »italienske« folkestammer ville slutte sig til ham, - men det skete ikke. I 217 f. Kr. slog Hannibal den Romerske hær under ledelse af Flaminius og yderligere led Romerne et nederlag i 216 ved Cannae, der burde havde dømt Rom til undergang. Men Makedonerne der var en græsk stamme og som under Filippos d. 2. i 359 f. Kr. havde taget magten i hele »nordGrækenland«, blev på grund af Romersk indblanding i Illyrien nu også nødt til at slutte et forbund med Karthago i 215 f. Kr. Nu i 212 f. Kr. erobrede Romerne imidlertidig det frafaldne Syracus på Sicilien og i 211 f. Kr. faldt byen Capua nord for Napoli, og dermed var Hannibals magtområde pludseligt indskrænket til Appenniner-halvøens sydvestlige spids. I 207 f. Kr. rykkede Hannibals broder Hasdrubal ned gennem »nordItalien« med et stort forråd og 60.000 mand, i håb om at komme Hannibal til hjælp. Men han og hæren blev udslettet af Romerne i slaget ved Sena. I 204 f. Kr. lykkedes det så Romerne at lande en flåde i Afrika. Hannibal blev kaldt hjem, men led i 202 f. Kr. et knusende nederlag ved Zama vest for Karthago. Året efter sluttedes der fred, hvorefter Karthago måtte afstå store dele af de afrikanske besiddelser og alle områder udenfor Afrika, alle krigselefanter og hele krigsflåden undtagen ti skibe. Desuden skulle der erlægges en enorm krigsskadeserstatning samt gives løfte om aldrig mere at føre krig uden Roms tilladelse. Romernes sejr medførte at de fik østSpanien, hvorfra de i løbet af det 2. århundrede f. Kr. underlagde sig næsten hele den Pyrenæiske Halvø. Romerne sikrede sig Po-sletten (Gallia Cisalpina) og fortsatte langs kysterne mod vest til Ligurien og mod øst til Dalmatien. Men interessemodsætninger i Illyrien førte til de 3 Makedonske Krige mellem 215 og 168 f.Kr., selv om Romerne forsøgte at gøre Makedonien til en slags forbundsfælle. Men samtidigt indtrådte der en krise i Ægypten, idet Ptolemæus d. IV døde i år 203 f. Kr. og blev efterfulgt af en mindreårig søn. Regeringsmagten i Ægypten faldt i hænderne på korrumperede og uduelige politikere. Kong Antiochos d. III i det Seleukidiske rige: Syrien besluttede at drage fordel af den ægyptiske regerings svaghed og erobre nogle af dens asiatiske besiddelser. Filip d. IV af Makedonien ville ikke vise underlegenhed overfor sin rival og forbundsfælle, og besluttede at erobre nogle af de selvstændige græske byer og øer. Pergamon i Lilleasien og øen Rhodos appellerede til Rom om hjælp for at kunne standse disse angribere. Og da Hannibals hære havde hærget »Italiens« kornmarker, måtte Romerne nu have forsyninger af korn fra Ægypten. Derfor var Romerne ikke villige til at lade denne vitale Ægyptiske kornleverandør falde i hænderne på en potentiel fjende. Romerne krævede derfor at Filip af Makedonien skulle afstå fra at angribe Ægypten eller de græske byer og lade sine stridigheder med Pergamon og Rhodos afgøre ved voldgift. Dette nægtede Filip, - og Rom erklærede krig. Da Rom imidlertid ikke ønskede at føre krig mod de to stormagter på én gang, sendte man en delegation til den Syriske konge: Antiochos, for at forsikre ham om Roms vilje til at holde fred med det Seleukidiske rige. Dette diplomati viste sig vellykket. Skønt Rom tildels var gået i krig for at beskytte grækernes uafhængighed, var det blot en del af de græske byer, der støttede Rom. De Romerske hære gik imidlertid sejrrigt frem, og Filip d. IV. blev nødsaget til at acceptere de romerske fredsbetingelser. Makedonerne blev slået i 197 og 168 f. Kr.. Dermed sluttede den 1.og 2. Makedonske Krig med Roms sejr ved Kynoskefalai i 197 f. Kr.. I året 196 f. Kr. proklamerede Romerne, at de græske stater var uafhængige, og derefter trak Romerne tilbage fra Grækenland. Det aitoliske Forbund, der var dannet i det 4. århundrede f. Kr. af stammer i landskaber i vest- og mellemGrækenland nord for den Korinthiske Bugt var i det 3. århundrede blevet en betydelig magt. Denne sammenslutning af græske byer håbede nemlig på at kunne følge efter Makedoniens nederlag som den dominerende magt i Grækenland. De forsøgte at undergrave den Romerske indflydelse ved at bringe Antiochos og Det Seleukidiske Rige i konflikt med Rom. Italiens bondestand, der havde lidt svært under den 2. Puniske Krig, blev i begyndelsen af det 2. århundrede f. Kr. helt ruineret af de nye provinsers billige kornleverancer. Den kostbare omstilling til vin, oliven og animalske produkter kunne kun klares af rige godsejere i forening med sultende slaver, og byerne, især Rom, fyldtes med forhutlede landboer. Men Romerne ville nødigt i lag med de højt civiliserede hellenistiske riger omkring det østlige Middelhav. Den Syriske Krig i 192-190 f. Kr. blev påtvunget Romerne. Det lykkedes aitolierne at opnå deres hensigt ved hjælp af vildledende oplysninger og falske løfter, og sandsynligvis fik de hjælp af Hannibal, der opholdt sig i landflygtighed ved Antiochos’ hof i Syrien. I året 191 f. Kr. blev Antiochos fordrevet fra »Grækenland« af de Romerske hære, og året efter gik Romerne over i Asien og angreb ham i Lilleasien. Efter sejren ved Magnesia i år 190 f. Kr. tvang Romerne Antiochos til at rømme Lilleasien og trække sig tilbage hinsides Taurusbjergene. De Romerske venner på Rhodos og i Pergamon fik deres områder forøget med erobret Romersk land, og resten af Lilleasien blev opdelt i små, uafhængige stater. Det aitoliske Forbund blev tvunget ind i en alliance med Rom. I året 189 f. Kr. trak Romerne sig endnu en gang tilbage, efter at de havde oprettet uafhængige stater i Lilleasien og afstraffet det besværlige aitoliske forfund, der totalt og endeligt bukkede under for Romerne. Men forinden Rom helt kunne koncentrere sig om at organisere og administrere sit rige mod vest, var det nødvendigt endnu en gang at undertrykke Makedonien. Filip d. V’s søn Perseus havde arvet en veltrænet hær samt en krigskasse fra sin far, og denne unge, uerfarne hersker følte sig stærk nok til at udfordre Roms autoritet i Grækenland. Som sædvanlig håbede mange af de græske byer at opnå fordele ved at hjælpe Roms fjender, men da det virkelig kom til krig, blev Perseus betænkelig og forsøgte alt for sent at formilde Rom. I året 168 f. Kr. trængte Romerne ind i Makedonien og erobrede landet. Den 3. Makedonske Krig fra 171-168 f. Kr. medførte Makedonerkongens afsættelse og romersk formynderskab. Denne gang blev de besværlige, græske byer straffet strengt, og sønnerne i mange af de fornemste familier blev ført til Rom, hvor man beholdt dem som gidsler for at have garanti mod flere græske intriger og oprør. Den 3. Puniske krig (149-146 f. Kr.) udbrød i året 150 f. Kr., da Karthageserne greb til våben mod Numiderne, der gennem flere år havde plyndret Karthagos opland. Romerne sendte en flåde til Afrika, og dermed var den 3. Puniske Krig en realitet. I året 149 f. Kr. opererede de Romerske flåder og hære samtidigt i det ægæiske område i en dobbelt krig mod både Makedonien og Det akaiske (Achæiske) Forbund på Peloponnesos. Endnu en gang fulgte sejren Romerne. Opstanden i Makedonien blev slået ned og Makedonien blev en romersk provins. Dermed sluttede landets selvstændige historie. Den græske by Korinth blev definitivt tilintetgjort. Makedoniens og Korinths skæbne medførte at de græske byer blev romerske vasalstater under overkontrol af Makedoniens statholder. Efter sejren over Det akaiske (Achæiske) Forbund blev hele Grækenland således en romersk provins. Men Romernes belejring af Kartago i nordAfrika var så dårligt organiseret, at den stod på i næsten tre år. Først i foråret 146 f. Kr. trængte Romerne endeligt ind i byen, og selv om indbyggerne var svækkede af sult under den lange belejring, kæmpede de alligevel som rasende i byens gader, ja, inde i selve husene. Kartago blev definitivt tilintetgjort og blev jævnet med jorden. Ikke sten på sten blev tilbage. De få overlevende efter denne fortvivlede kamp blev solgt som slaver. Kartagos landområde blev til den romerske provins Africa. I året 133 f. Kr. døde kong Attalos d. III af Pergamon i Mysien uden at efterlade sig arvinger. Han testamenterede sit rige til Romerne i håb om at han på denne måde kunne redde sit folk fra borgerkrig og invasion, som sandsynligvis var blevet følgen af en strid om tronfølgen. Romerne kunne have nægtet at modtage riget, hvis de havde besluttet sig til at holde sig uden for Asien, - men de modtog det. Men de efterladte var dog ikke indforstået med kongens sidste vilje, hvorfor Romerne måtte tage deres ret med sværdet. Romernes samfundsorden var i perioden 241-133 f. Kr. indrettet på en bystat og knap nok tillempet efter de oversøiske erobringer. Det gamle Roms økonomi hvilede hovedsagelig på jordbruget, men under de langvarige krige blev borgerne nødt til at tilbringe en væsentlig del af deres tid i hæren. Når en far og hans voksne sønner var borte, skete det ofte, at kvinderne og drengene ikke formåede at drive de små bondegårde. Men de store jordbesiddere passede deres godser ved hjælp af slaver og fortsatte således med at producere for markedet. Som følge af disse forhold blev mange mindre gårde belånt og til sidst solgt, ofte for at indlemmes i et nærliggende storgods. Hertil kom, at soldater, der vendte hjem fra krigen, hyppigt fandt landlivet kedeligt og slog sig ned i byerne for at realisere resterne af deres andele i krigsbyttet. Følgen blev, at bybefolkningen hurtigt voksede, mens antallet af småbønder dalede. Hærens bestillinger og udnyttelsen af nyerhvervede områder kom til at betyde, at der opstod en ny klasse af rige forretningsmænd og entreprenører. De kaldtes ridderne, fordi de i modsætning til plebejerne kunne indfinde sig til krigstjeneste til hest og med en kostbar udrustning, skønt de ikke var adelsmænd. Fremkomsten af denne klasse ændrede i høj grad de gamle forestillinger om rigdom og levestandard. Patricierne eller senatorerne fortsatte med at bestride ledelsen af Roms offentlige forretninger og besætte de fornemste embeder, men for at blive valgt til embederne behøvede senatorerne plebejernes stemmer. Politiske kampagner var kostbare. Der fandtes ikke partikasser - kandidaten måtte betale udgifterne ved sin kampagne af egen lomme. Nu havde den romerske stat siden de ældste tider for hver ny erobring beslaglagt en del af jorden til offentlig ejendom. Senatorerne havde bortforpagtet denne jord til sig selv og i generationer dyrket den, som var den deres egen. Men overskuddet af et sådant senatorgods kunne nu beløbe sig til mindre end indtægterne for en international bankier, der tilhørte ridderstanden. I forvaltningen af provinserne fandt senatorstanden en mulighed for at forbedre sine egne dårlige indtægter. Under en tjenestetid på op til to år, men ofte kun i et enkelt, søgte den ærgerrige statholder at presse en så stor gevinst som muligt ud af det område, der blev ham betroet. Selv om den Romerske provinsforvaltning i andre henseender var hæderlig og effektiv, så blev den som følge af statholdernes griskhed overordentlig bekostelig. Men størstedelen af Roms borgere var og blev plebejere, og flertallet af dem var ejendomsløse individer uden synderlig fagkundskab. En del af dem fik periodisk arbejde, mens andre åbenlyst førte en vegeterende tilværelse. Dette byproletariat bestod imidlertid af mennesker, som stadig nød den Romerske borgers privilegier og rettigheder, selv om de var mennesker af en helt anden type end de hærdede bønder, hvis loyalitet og mod havde skabt Roms storhed. Det var til denne hob af pøbel i Roms gader, at embedsjægerne henvendte sig, når de havde brug for stemmer. De, der aspirerede til offentlige embeder, overøste dem med gaver i form af mad og forlystelser, skuespil, sportskampe og væddeløb. Et spørgsmål der var blevet henskudt til folkeforsamlingen, blev domineret af hvilke kandidater, der gav de mest eftertragtede gaver. Romerne var splittede. De fåtallige selvstændigt tænkende mænd, der klarede sig igennem på deres små bondegårde, kunne ikke komme til Rom for at stemme hver gang. De mange heldige krige havde givet store tilførsler af slaver, der bl.a. blev sat ind i landbruget i »Italien« og på Sicilien. Men rovdriften på den billige arbejdskraft førte til store slaveoprør. Slaven Eunus beherskede i fire år omkring 133 f. Kr. det meste af Sicilien. I året 133 f. Kr. forsøgte aristokraten Tiberius Gracchus som samme år var blevet folketribun, at gennemføre reformer, der kunne genoprette den frie, romerske bondestand. Han foreslog, at den enkeltes besiddelse af statsjord skulle begrænses betydeligt, hvorved staten ville få store jordområder tilbage. Denne jord skulle ifølge hans forslag opdeles i små lodder, der skulle forpagtes af de jordløse, romerske borgere. Senatet, der var en ren godsejerforsamling forsøgte straks at hindre forslagets vedtagelse, men Tiberius Gracchus blev støttet af folkeforsamlingen. Bagefter opstod spørgsmålet, hvordan de ludfattige, Romerske borgere skulle skaffe midler til at slå sig ned som bønder på den ny jord, og Tiberius Gracchus forelagde da et forslag, der omfattede et nyt indgreb i Senatorernes privilegier, idet Senatorerne altid havde haft magten over provinserne, således at Senatorerne med venner og klienter udgjorde en mægtig gruppe. Tiberius Gracchus foreslog, at udnytte de skatter, som kong Attalos af Pergamon nylig havde testamenteret Romerne til at løse jordspørgsmålet. Da Tiberius Gracchus søgte at blive genvalgt til tribun for det følgende år, herskede der enorm ophidselse i byen. Tiberius Gracchus og en gruppe af hans tilhængere blev overfaldet og myrdet på Roms gader, og deres lig kastet i Tiberen. I året 124 f. Kr. blev Tiberius Gracchus broder: Gajus Gracchus, valgt til folketribun, og han fik gennemført en lov, hvorefter visse mængder korn hver måned skulle sælges til den fattigere bybefolkning for den halve markedspris. Denne lov medførte uden tvivl lettelser og tryghed for de fattige og befriede dem for afhængighed af de ærgerrige embedsjægeres understøttelser. Men den indebar også en belastning af statskassen. Så indførte man Tiberius Gracchus’ jordlovgivning, og i tilknytning til den ny uddeling af jord gennemførte man et program vedrørende vejanlæg og jordforbedringer. Efter Tiberius Gracchus død havde senatorerne kunnet sætte jordlovgivningen ud af spillet takket være deres kontrol med domstolene. Nu reformerede Gajus Gracchus disse domstole ved at forandre kvalifikationsbestemmelserne for meddomsmænd, så han kunne skifte Senatorerne ud med riddere som meddomsmænd. I året 122 f. Kr. forlod Gajus Gracchus Rom for at inspicere oprettelsen af en ny handelskoloni Junonia ved Kartago og var væk fra Rom i 70 dage. Fraværet blev brugt af hans modstandere til at anklage ham for at stræbe efter diktatorisk magt og Senatorerne skabte en mistillid til ham, så han ikke blev genvalgt for året 121. Samme år blev sydFrankrig provins som Gallia Narbonensis. Da det lykkedes Senatorerne at erklære undtagelsestilstand blev Gajus Gracchus og hans tilhængere overfaldet af de Senatoriske styrker og dræbt. Senatet havde bevist, at det var korrumperet, udueligt og egoistisk. En del ærgerrige aristokrater så deres fordel i at optræde som folkets forkæmpere mod Senatspartiet, og brødrene Gracchus eksempel viste at en stærk fører med støtte af plebejerne og ridderne kunne sætte sig op mod Senatet. Gaius Marius havde ført krig mod den rebelske, afrikanske fyrste Jugurta, således at Gaius Marius blev valgt til konsul i året 107 f. Kr.. Gaius Marius var militærfører og ridder og det var en af hans hærreformer fra 107-104 f. Kr., der gav de stridende adelsmænd rådighed over regulære Ved denne nyordning blev der indenfor hæren åbnet mulighed for løbebaner for mænd, der indstillede sig på, at deres hærførere skulle give dem jord og belønninger efter at de havde forladt hæren. Med løfter om jord fik Marius en hær af kamplystne morderiske soldater, der kæmpede for deres general. Numiderkongen Jugurtha kunne en årrække spille Rom på næsen, men endte ynkeligt i det mamertinske fængsel, da Gaius Marius og Sulla i forening greb ind 105 f. Kr.. Men samme år blev to romerske hære slået i Gallien af Cimbrere og Teutoner. Vejen var åbnet for en invasion af mod selve »Italien«. Marius blev udnævnt til befalingshaver mod de angribende fra nord. Istedet for at foretage nye udskrivninger til krigstjeneste blandt de slappe borgere i Rom hvervede han frivillige. Cimbrere og Teutonerne havde i forening med andre folkeslag og folkestammer efter Romernes opfattelse »huseret« i mellem- og vestEuropa, og var flere gange trængt ind i romerske provinser. Cimbrerne nåede enddag helt ned i Spanien og havde besejret adskillige romerske hære. Men Marius udslettede dem 102-101 f.Kr. Også en slavekrig på Sicilien, en krig med sørøvere og et oprør blandt Spanierne gav feltherren Gaius Marius mulighed for at udmærke sig som hærfører og vinde støtte hos folket i Rom. Men den »Italiske« Halvø var opdelt i byer og områder med forskellig status. De »italienske« byer, som havde leveret soldater til Roms sejre, følte sig snydt over at de ikke fik et ord at skulle have sagt ved koloniseringen af de erobrede områder, og de »italienske« byer fik ikke andel i det tyvegods og de store rigdomme, som erobringerne og sejrene havde strøet ud over byen Rom. De egocentriske Romere forkastede et forslag fra tribunen Marcus Livius Drusus om at udstrække den Romerske borgerret til alle byens »italiske« forbundsfæller. Dermed udbrød Forbundsfællekrigen i 91-88 f. Kr.. Mange byer gjorde nu oprør og nogle krævede Romersk borgerret, medens andre byer krævede uafhængighed. De fleste »italiske« stammer bortset fra Latinerne rejste sig og grundlagde forbundsstaten Italica. Denne forbundsstat blev kortlivet, da det lykkedes Romerne at opfylde stammernes krigsmål og i år 90 f. Kr. fik de loyale forbundsfæller Romersk borgerret. I 89 f. Kr. tilbød Rom borgerret til de stammer, der vendte tilbage til alliancen indenfor 60 dage. Oprørerne der ikke ville med blev slået af L. Cornelius Sulla ved Nola i 88 f. Kr.. Samniterne kæmpede længe mod Romerne indtil Sulla slog dem i 82 i et blodigt slag udenfor Roms porte. Medens Rom var optaget af de oprørske »italienske« byer og »forbundsfæller«, blev der i det Romerske østrige organiseret et omfattende oprør mod Rom af Mitridates d. 6., som var konge af Kappadokien i det østlige Lilleasien, og den Store af Pontus ved Sortehavet. Folkeslagene i de østlige provinser havde længe lidt under de griske, romerske skatteopkræveres udsugninger. I disse provinsers og i de græske vasalbyers øjne stod Mitridates d. 6. som en befrier og han begejstret tilslutning fra de udplyndrede skatteborgere. Efter at han uden vanskeligheder havde slået de lokale Romerske hære opfordrede han til oprør i hele det Romerske østrige. I Lilleasiens byer blev ca. 80.000 »italienere« myrdet. Senatet skyndte sig at udpege L. Cornelius Sulla til befalingshaver for øst-riget, men plebejerne, der blev støttet af ridderne, nægtede at godkende Senatets udnævnelse og valgte Gaius Marius til samme post. På dette tidspunkt rådede Gaius Marius ikke over nogen hær, og da Sulla marcherede mod Rom med sine tropper, blev Marius tvunget til at flygte til Afrika. Sulla pressede derefter en lov igennem, der væsentligt indskrænkede folkeforsamlingens rettigheder, sådan at folkeforsamlingen fremover måtte den have Senatets samtykke, før den kunne stemme om nogen forholdsregler. Da Sulla således havde ydmyget Senatets fjender, drog han af sted til Østriget. Det var altså krigen mod Mithradates d. 6., der var medvirkende til at udløse den 1. Borgerkrig i 88-82 f. Kr. fordi Senatet havde udnævnt Cornelius Sulla som general, og hvor general Sulla havde gennemtvungen en forfatningsændring der opløste folkeforsamlingens rettigheder til fordel for Senatet. Men folket ville erstatte Sulla og Senatet med Gaius Marius, der under Sullas militære manøvre i Østriget, vendte tilbage fra Afrika og anstiftede en massakre på Senatorpartiets førende mænd. Samnitterne og nogle andre stammer gik over til folkepartiet og Gaius Marius, der derefter blev han valgt til konsul. Men tilsyneladende havde strabadserne været for drøje for den 70-årige fører, for kort efter døde han i 86 f. Kr., og C. Cinna overtog ledelsen i Rom og sendte en hær efter Sulla, for at uskadeliggøre banditten. Men ligeså ærgerrig og diktatorisk som Sulla havde været overfor folket, var han skånselsløs som hærfører. Det lykkedes Sulla at indtage Athen og Sulla forfulgte Mitridates dybt ind i Asien, hvor han sluttede fred med ham. Han straffede de oprørske grækere ved at kræve dem for en enorm skadeserstatning og indkvartere tropper hos dem. Det demokratiske parti i Rom vidste, at Sulla ville tage hævn for deres oprør, så de opstillede hære og sendte dem ud for at hindre ham i at vende tilbage til »Italien«, men Sulla slog dem let, og hen på foråret 83 f. Kr. steg han i land i »Italien« med en hær på ca. 40.000 hærdede veteraner, der alle havde svoret ham troskab. Sulla slog alle de tropper, man sendte imod ham, og de sidste efterdønninger af Forbundskrigen lagde sig først efter Sullas sejr ved Roms Colliniske Port i 82 f. Kr. Sulla drog ind i Rom som byens hersker. Derefter lod han sig udråbe til diktator, og i denne egenskab indledede han et systematisk blodbad på Marius’ tilhængere og lod deres ejendele konfiskere. Efter mange tusinde henrettelser og proskriptioner strammede Sulla som diktator Senatets magt endnu mere på bekostning af folkets forsamlinger og tribuner. Han forankrede den politiske magt fast i Senatets hænder, og han så ikke hvordan Senatorstanden var degenereret. Sulla trak han sig tilbage til privatlivets fred år 79 f. Kr. og døde kort efter i 78 f. Kr.. Efter Sullas død blev der indledt en agitation for at få hans forhadte love ophævet, men folkeforsamlingen vidste, at de behøvede en militær talsmand for at få sin magt tilbage. I de følgende år vandt to af Sulla´s medarbejdere: Marcus Crassus og Gnæus Pompejus militært ry overfor oprørere. Thrakeren Spartacus og hans slavehær spredte skræk i hele »Italien« i to år, førend Marcus Crassus fældede ham i 71 f.Kr. og korsfæstede 6000 af hans fæller langs Via Appia udenfor Rom. De ærgerrige Marcus Crassus og Gnæus Pompejus gik sammen over til folkepartiet, da Senatet stod i vejen for dem, og folkeforsamlingen valgte som sin favorit Gnæus Pompejus, der havde udmærket sig i Spanien. Han valgtes til konsul i året 70 f. Kr, efter at han havde indvilget i at tilbagekalde Sullas love, og da han havde indfriet løftet, blev han af folkeforsamlingen pålagt opgaven at befri havene for sørøveriet i 67 f. Kr., og man gav ham overkommandoen på Middelhavet og dets kyster. Kreta blev annekteret af Pompejus under sørøverkampagnen 67 f. Kr. Piraterne blev jaget ud af deres tilholdssteder så eftertrykkeligt og hurtigt, at folkeforsamlingen bagefter satte Pompejus i spidsen for den hær, der allerede var på vej mod Mitridates. Dennes magt var allerede brudt, men Pompejus sikrede sig hurtigt hans underkastelse i 63 f. Kr. såvel som Armeniens konge Tigranes’ og knuste endelig resterne af Det seleukidiske Kongerige. I tilknytning til felttoget oprettede Gnæus Pompejus provinsen Syrien og gjorde Judæa samt de resterende småriger i Lilleasien til romerske lydstater. Mod slutningen af året 62 f. Kr. vendte Pompejus hjem til »Italien« og fejredes året efter med et triumftog. Enhver frygt for, at han skulle være en ny Sulla, blev bortvejret, da han opløste hæren og forelagde Senatet en rapport om sine forholdsregler i Asien med en anmodning om uddeling af jord til sine soldater. Men nu havde Senatet ikke længere noget at frygte. Medens Gnæus Pompejus var i Asien, havde en ung nevø af afdøde Gaius Marius ved navn Gajus Julius Cæsar fået en fremtrædende stilling i Rom. Kort før Pompejus’ tilbagekomst til »Italien« havde Cæsar muligvis haft forbinder med Catilina, der sammen med Senatet forsøgte at erobre statsmagten igen. Kupplanerne blev dog forpurret af Cicero, der var en retslærd mand og som var sin generations største taler og forfatter. Men han og Senatet afviste den hjemvendte G. Pompejus' forslag, om jordspørgsmålet og da det tog Senatet to år at give sin sanktion til Pompejus’ forholdsregler i Asien, blev Senatet temmelig forhadt blandt soldaterne. I mellemtiden trådte Gajus Julius Cæsar frem og tilsagde Gnæus Pompejus sin støtte. Pompejus og Cæsar dannede en privat sammenslutning med den rige M. Crassus, og herved opstod det første, såkaldte triumvirat, der skulle befordre de tre mænds magt og interesser. Da Cæsar var valgt til konsul, gennemtvang han en godkendelse at Pompejus’ regler for Asien og gennemførte andre love, hvorved Pompejus’ soldaterveteraner fik tilladelse til at bosætte sig i Kampanien. For at lette situationen i Rom lod han jord dele ud til yderligere 20.000 kolonister i Kampanien. Dette politiske samarbejde i det »1. Triumvirat« beherskede Rom fra 60 f. Kr. til 53, hvor M. Crassus faldt i Partherkrigen. Men der var hyppigt optøjer i Rom, indtil G. Pompejus og Senatet fandt hinanden i 52 f. Kr.. Gnæus Pompejus blev enekonsul og skaffede orden. Men Cæsar indså, at en enkelt person ikke længere kunne nå en ledende stilling ved hjælp af konstitutionelle midler. For at udøve magten var det nødvendigt at have støtte i en hær. Ved sine venners hjælp lykkedes det Cæsar at gennemdrive en lov, hvorved han blev statholder for fem år over Illyrien og Gallien, og denne udnævnelse blev senere fornyet. På otte år, fra 58 f. Kr. til 50, erobrede Cæsar hele Gallien nord for Alperne, fra Rhinen til Kanalen og ud til havet. Herved lagde han hele det nuværende Frankrig og Belgien under Roms herredømme. Derimod endte Crassus' fremstød mod øst i en katastrofe ved Carrhæ 53 f. Kr. og det var den første advarsel om, at Romerne ved at sluge de små hellenistiske riger havde fået en formidabel nabo: Partherriget. Cæsar gik også over Kanalen førte invasion i Britannien op til Themsen. I hele denne tid sørgede han for, at hans bedrifter blev fulgt med interesse og vurderet efter fortjeneste af Romerne. Cæsar havde skabt sig en sejrsvant og hengiven hær. Men Senatet fulgte også med, og det med uro, for det frygtede for den dag, da Cæsar vendte hjem til Rom og gjorde krav på belønning og indflydelse. Senatorerne havde ikke glemt, at Cæsar var beslægtet med afdøde demokrat: Gaius Marius, og da Cæsars anden periode som statholder i Gallien udløb, lykkedes det Senatet at overbevise Pompejus, om at Cæsar skulle opløse sin hær. Pompejus, der havde opnået sin stilling med støtte af folkeforsamlingen blev nu Senatets talsmand, og da Cæsar hørte det gik han med en enkelt legion fra sin provins over Rubicon ned i »Italien« i året 49 f. Kr., hvor hans modstanderne blev overrumplet og flygtede over til Grækenland. Den 2. Borgerkrig var en realitet fra 49-45 f. Kr. Pompejus havde dog stadig magten over den flåde, hvormed han havde fordrevet sørøverne fra havet, og blev samtidig overalt hyldet som den største Romer. Med hans autoritet og anseelse lykkedes det let for ham, at samle en hær. Mens Pompejus opstillede hæren, overraskede Cæsar alle med hurtigheden i sine bevægelser. Han begav sig til Spanien og tvang de hære, der endnu blev anført af Pompeju´s officerer, til at kapitulere. Pompejus og Senatorerne følte sig imidlertid trygge ved deres herredømme til søs og forberedte i fred og ro en invasion i »Italien«, men endnu før de havde påbegyndt overfarten, havde Cæsar begivet sig over Det adriatiske Hav til Epirus, hvor han forberedte sig til at gå til angreb mod Senatets hære. De to store hærførere og deres tropper mødtes ved Pharsalos år 48. Pompejus havde lagt en god plan, men selv om Cæsar rådede over færre folk, viste han sig overlegen som feltherre. Senatshæren blev splittet, og Pompejus måtte flygte til Ægypten, hvor han kort efter blev myrdet. Cæsar var fulgt efter ham og mødte den skønne, højtbegavede dronning Kleopatra, - den sidste af ptolernæerne. Cæsar greb til hendes fordel ind i en strid om tronfølgen mellem denne 20-årige dronning og hendes 13-årige broder, der ifølge ægyptisk skik også var hendes gemal. Cæsar faldt for hendes charme og blev i Ægypten til hen på foråret 47 f. Kr., da en rejsning i Lilleasien krævede hans øjeblikkelige nærværelse. Fra Lilleasien begav han sig hurtigt mod vest for at møde de Senatsstyrker, der var blevet samlet i Nordafrika og Spanien. Cæsar slog Senatshæren ved Thapsus i 46 f. Kr. og slog Pompejus' sønner ved Munda i 45 f. Kr. Da han havde vundet over sine fjender, vendte han tilbage til Rom for at holde et triumftog. Fra den d. 28. juli 46 f. Kr. til den d. 15. marts 44 f. Kr. styrede Cæsar det romerske rige som diktator og først på dette tidspunkt var Latin enerådende fra Alperne til »Italiens« sydspids, nogle få græske byer fraregnet, og de gamle stammesprog var blevet hendøende almuemål. Samtidig var alle »Italiens« indbyggere blevet Romerske borgere. Overalt var Romersk ret, Romersk samfundsorden og levevis trængt ind. Hans valg som diktator og konsul medførte at han fik sæde på folketribunernes bænk. Han blev pontifex maximus, d.v.s. den højeste instans i alle anliggender vedrørende statsreligionen og han fik den magt, der var forbundet med censuren. Han udnævnte embedsmænd såvel i Rom som i provinserne, og han havde ret til at erklære krig og slutte fred uden at rådspørge senatet først. Som diktator på livstid indledte Cæsar et energisk reformarbejde, blandt hvis detaljer var en mængde sociale, økonomiske og administrative forbedringer samt den julianske kalender, der afskaffede den gamle græsk-romerske månekalender til den ægyptiske kalender. Hovedsigtet var imidlertid at erstatte Romerrigets utidssvarende konstitution med en slags oplyst enevælde, og dette var for meget for aristokraterne. D. 15. marts 44 f. Kr. blev Cæsar myrdet i Senatet og segnede om ved foden af Pompejus’ statue. De sammensvorne var under anførsel af Gaius Cassius og Marcus Brutus samt 60 Senatorer, der havde besluttet at rydde Cæsar af vejen. Hvis Cæsars mordere havde ventet at blive hyldet som republikkens redningsmænd, blev de hurtigt skuffet. Cæsars medkonsul Marcus Antonius satte sig i besiddelse af Cæsars formue og rejste folket mod morderne, der måtte flygte. Den 3. Borgerkrig var en realitet fra 44 f. Kr. til 31 f. Kr.. Men Cæsars grandnevø (søsterdattersøn) den 18-årige Gaius Octavius, skyndte sig til Rom, da man fortalte ham, at Cæsar i sit testamente havde adopteret ham og indsat ham som sin hovedarving. Cæsars medkonsul: Marcus Antonius nægtede at anerkende hans krav, men denne dreng på 18 år: Gaius Octavius gik så sammen med Senatet for at fordrive Antonius. Octavian samlede hurtigt Cæsars erfarne soldater og fik nogle af Antonius’ legioner over på sin side og Cicero og Senatet troede, at nu skulle til at regere igen, hvorfor de valgt ham til konsul, da han kun var 20 år gammel. Men så svingede Gaius Octavian rundt og indgik i det »2. Triumvirat« med Marcus Antonius og Æmilius Lepidus i 43 f. Kr.. Blandt ofrene for deres omfattende proskriptioner var selvfølgelig Cicero. De to hovedmænd blandt Cæsars mordere, Brutus og Cassius, var flygtet fra Rom og anførte nu en stærk hær, der var forlagt til Makedonien. Antonius og Octavian drog ud mod de sammensvorne og i slagene ved Filippi i 42 f. Kr. gjorde de det af med Brutus og Cassius. Men der opstod mistillid i det »2. Triumvirat« og derfor kunne Sextus Pompejus bemægtige sig Sicilien og hævde sig dér, indtil Octavians feltherre: Agrippa fik frie hænder mod ham i 36 f. Kr.. Det tredje medlem af triumferatet: Lepidus der havde fået provinsen Africa blev tvunget til at afstå sin rigsdel til Octavian, fordi Octavian styrtede ham, og dermed forenede Octavian således hele den vestlige del af riget under sit herredømme. Antonius var imidlertidig blevet betaget af Kleopatra i Ægypten. Denne ærgerrige kvinde, som engang havde håbet på at komme til at styre det romerske rige sammen med Cæsar, håbede endnu en gang at få sin ærgerrighed tilfredsstillet, nu som Antonius’ dronning. I Antiokia og i Alexandria opretholdt Antonius et hof med østerlandsk pragt, der førte tanken tilbage til det store, persiske monarkis dage. Rapporter om hans og Kleopatras højtflyvende planer nåede Rom samtidig med skildringer af deres orientalske enevoldsherskerhof. Det varede ikke længe, før Octavian havde opflammet Senatet til at erklære Kleopatra krig. De to konkurrenter: Octavians og Antonius’ hære og flåder mødtes ved Actium på Grækenlands vestkyst i 31 f. Kr.. Da søslaget faldt ud til fordel for Octavian, flygtede Antonius i dronningens chalup, der fulgtes af den kongelige ægyptiske flotille, og da landhæren var blevet vidne til sin øverstkommanderendes flugt, kapitulerede den snart for Octavian. Det følgende år steg Octavian i land i Ægypten, hvor han kun mødte svag modstand. I deres fortvivlelse tog både Antonius og Kleopatra deres liv. Octavian blev enehersker og beholdt overkommandoen over alle hærene. Fra 27 f. Kr. fik han mange klingende titler og fik også tilnavnet Augustus. Han døde i 14. E. Kr.. Grænserne for Octavians kejserdømme blev overalt draget så vidt muligt langs naturlige forsvarslinjer, floderne Rhinen og Donau mod nord, Det sorte Hav og Eufrat mod øst, Sahara mod syd og Atlanterhavet mod vest. Til at forsvare dette store rige og opretholde ordenen rekrutterede Octavian sine soldater i provinserne, og foruden et fast sold fik de, når tjenesten var udstået, jord og Romersk borgerskab. Soldaterne blev stationeret langs grænserne med undtagelse af Prætorianergarden, hvoraf en del blev forlagt til Rom for at forsvare paladset. Octavian reformerede forvaltningen inden for hele det romerske rige og han tillod i vid udstrækning lokalt selvstyre. Romerske statholdere opretholdt ordenen, udøvede retfærdighed og inddrev skatter. For første gang i Romernes historie foretog Octavian en skatteudskrivning og gjorde forsøg på at tilpasse beskatningen efter provinsens og den enkeltes økonomiske evner. Det herskende bureaukrati, som Octavian havde oprettet og uddannet, varetog sine opgaver så effektivt, at statsforvaltningen praktisk taget »kørte automatisk« endog under de senere uduelige og onde kejsere som Nero eller Caligula. Med kraftig støtte af sin hustru Livia søgte Octavian at højne sæder og moral i Rom. I fællesskab genoplivede de beundringen for de tidligere Romeres dyder og karakterer, hvad det så end måtte være…..

Det Alexandriske Bibliotek, der var oprettet i ca. 300 f. Kr. i Alexandria skal have rummet verdens største samling af bogruller. Biblioteket blev skadet ved Cæsars belejring af byen i 47 f. Kr. og fuldstændigt ødelagt i 391 e. Kr. Hele den gamle verdens viden gik tabt. Litteraturen var skrevet på græsk.

Romerriget ekspandere sig nu med hast. Alle de Kellisk/Germanske stammer skulle opløses, underlægges Rom og betale skat til Rom. Latin blev påtvunget. Den romerske pengeøkonomi medførte netop behovet for romernes ekspansion og flere slaver. Den kristne kirke der senere blev godkendt i Rom overlevede desværre Romerrigets sammenbrud. De kristne forsatte slaveriet, det romerske barbarri og latinersprogets udbredelse. Også de kristne forsatte med at kalde de germanske og keltiske stammer for barbariske. Men det var jo netop i de germanske og keltiske stammer der var lighed og frie mænd,- selvom der også var slaver i mindre omfang. Nuvel, øvelsen gik bl.a. ud på at underkue ætterne og stammerne, ligesom EU i dag vil ophæve nationer og nationaliteter. Og når forfatterne roser den romerske kultur og kunst, glemmer de at fortælle, at disse rigdomme blev skabt ved tyveri, mord, lejetropper, undertrykkelse og slaveri af andre folkeslag. I 475 e. Kr. var folk så fattige, at de måtte sælge deres børn til romerne som slaver. Selv romerne flygtede fra det romerske overherredømme ind i "barbarernes lande". Når Danerne har løver i våbenskjoldet er det ikke fordi, at de kristne skal kastes for danske løver. Vi har ingen løver. Men de romerske løver var barbarisk sulte, netop ligesom den kapitalisme og globalisme der har udviklet de store klassemodsætninger mellem rig og fattig, og som du desværre snart skal til at gå i krig for - eller gå imod.

Link til Romerriget * * Kort over romerske slag * * Encyclopedia * *

49 f. Kr. - 44 f.Kr. Julius Cæsar * * 27 f. Kr. - 14 e. Kr. Gaius Octavius Augustus * * 14 - 37 Claudius Nero Tiberius * * 37 - 41 Cajus Caligula * * 41 - 54 Claudius * * 54 - 68 Nero * * 68 - 69 Galba * * 69 Otho * * 69 Vitellius * * 69 - 79 Vespasian * * 79 - 81 Titus * * 81 - 96 Domitianus * * 96 - 98 Nerva * * 98 - 117 Marcus Ulpius Trajan * * 117 - 138 Hadrian * * 138 - 161 Antoninus Pius * * 161 - 179 Marcus Aurelius * * 161 - 169 medkejser Lucius Verus * * 180 - 192 Commodus * * prætoriænerne:193 Pertinax * * 193 Didius Julianus * * 193 - 194 Pescennius Niger * * 193 - 197 Clodius Albinus * * 193 - 211 Septimius Severus * * 211 - 217 Caracalla * * 211 - 212 Geta * * 217 - 218 Macrinus * * 218 - 222 Elagabalus (Heliogabal) * * 222 - 235 Alexander Severus * * i den kommende periode er der 35-60 forskellige soldaterkejsere: 235 - 238 Maximinus Thrax, trakeren * * 238 Gordian I * * 238 Gordian II * * 238 Balbinus * * 238 Pupeinus * * 238 - 244 Gordian III * * 244 - 249 Philippus Arabs * * 249 - 251 Decius * * 251 - 253 Trebonianus Gallus * * 251-253 Volusianus * * 253 Aemilianus * * 253 - 260 Valerian * * 253 - 268 Gallienus (enehersker) * * 268 - 270 Claudius II Gothicus * * 270 Quintillus * * 270 - 275 Marcus Aurelian * * 275 - 276 Tacitus * * 276 Florianus * * 276 - 282 Probus * * 282 - 283 Carus * * 283 - 284 Numerian * * 283 - 285 Carinus * * 284 - 305 Diocletian (firemandsstyret) * * 286 - 305 Maximian, underkejser i Italien og i Vesten * * 305 - 311 Galerius, underkejser for Balkan * * 305 - 318 Maximinus Daia * * 293 - 305 Konstantin Chlorus, underkejser i Gallien-Britanien * * 305 - 306 Constantius. Konstantin Chlorus havde en søn: Flavius Valerius Constantinus, senere Konstantin den Store, der blev udråbt til kejser af den romerske hær i 306 i Britannien, og han slog modkejeren: Maxentius (306-312) ved den Milviske bro i 312 * * 307 - 312 Maxentius * * 308 - 324 Valerius Licinianus Licinius (308-324) slog Maximinus Daia i 313 * * 307 - 337 Konstantin den Store, Konstantin og Licinius udsteder i 313 Milano-ediktet, der giver de kristne skattefrihed. Konstantin (den Store) blev enehersker i 324 efter at have slået Licinius; i 330 gør Konstantin byen Byzans til hovedstad, under navnet Konstatinopel, idet germanerne i vesten havde taget føringen ved deres indtrængen. Konstantins tre sønner deler riget * * 337 - 340 Konstantin II * * 337 - 350 Constans * * 337 - 361 Constantius II bliver enehersker i 353, og støtter arianerne * * 361 - 363 Julian Apostata bliver underkejser i Vesten * * 363 - 364 Jovianus * * 364 - 375 Valentinian I * * 364 - 378 Valens * * 375 - 383 Gratian * * 383 - 388 Magnus Maximus * * 388 - 392 Valentinian II * * 392 - 394 Eugenius * * 379 - 395 Theodosius d. Store, men med en selvbestaltiget kejser i Vesten; Theodosius gjorde kristendommen til statsreligion, og forbød hedenskab; Riget bliver permanent delt i 395 * * 395 - 423 Honorius i Vesten * * 377 - 408 Arcadius i Østen * * De følgende vestromerske kejsere var marionetter for den svebiske general Ricimer * * 423 - 425 Johannes * * 424 - 455 Valentinian III * * 455 Petrinius Maximus * * 455 - 456 Avitus * * 457 - 461 Majorianus * * 461 - 465 Liberius Severus * * 467 - 472 Anthemius * * 472 Olybrius * * 473 - 474 Glycerius * * 474 - 475 Julius Nepos * * 475 - 476 Romulus Augustus, germanerkongen Odoaker afsætter Romulus.

Webmaster