Tysklands historie

»Deutsche Geschichte«

Kort kronologisk skitse af de »tyske« folks herskere og deres militær-religiøse konflikter indtil 1927.

De herskende klasser og deres historikere ønsker at påvise, at der efter 843 e.Kr. opstod »een tysk rigsenhed« i østFranken, i forhold til vestfrankerne og de mange andre nabostammer. Derfor begynder historikerne »Tysklands historie« fra denne periode, selvom »Tyskland« først fik dannet én rigsenhed i 1871, efter Bismarks Prøjsens og kong Wilhelms såkaldte Fransk-Tyske krig i 1870 (oprindelig fransk-prøjsiske krig). Men allerede før 1848 var »Tyskland« en litterær ide, der senere skulle gå op i en højere enhed, og hvor de i »Tyskland« utallige boende folkestammer måtte opgive deres selvbestemmelse og sprog. Tilsyneladende har »tyskerne« også glemt, at sakserne gik i forbund med frankerne i 530 e. kr. og omstyrtede det thüringske rige. Men de sejrrige vestfrankere nedkæmpede sakserne i 800. e.Kr.,- og vestfrankere var sprogligt romaniseret. Men i østFranken (det frie gamle Germanien) ønskede man meget sent at betegne sit sprog som tysk (gotisk thiuda = folk - teuton= tysk). Det var under Otto I´s styre fra 936 til 973, at ordet deutsch første gang blev brugt i et officielt dokument, og selv om ordblomsten deutsch først tages meget sent i brug, tager det jo endnu længere tid førend begrebet »tysk« når ud til folkemasserne og bliver brugt i folkesproget. Men »Tyskland« var oprindelig og altid beboet af mange flere forskellige stammer, der senere indgik i stammeforbund med selvstændige hertuger……og i dag er Tyskland jo også en forbundsrepublik med adskillige folkeslag/folkestammer/lande, der også gennem den nyere historie havde deres selvstændige landdage. De slaviske stammer havde således nedsat sig i meget omfattende landområder ind mod Centraleuropa,- slaviske områder der blev »generobret« af »tyskerne« i 1000/1100-tallet via den kristne voldsmagt. På denne hjemmeside mangler jeg bl.a. at beskrive de mange landsdele (find et politisk/historisk Atlas, Atlas zur Geschichte, visse folkestammer er omtalt her: Germanerne, jeg mangler stammelovgivningen, dannelsen af hovedgårde, godser, borge og len i landsdelene og de utallige hertuger og grever, landskabslovgivningen og bylovgivningen, riddervæsenet, kurfyrsterne, og bispedømmer fra den tidlige tid, samt hele kulturhistorien og udviklingen af produktionsmidler. Så denne hjemmeside er kun en meget, meget kort kronologisk skitse om de allerøverste magtforhold og magtkampe hos de herskende klasser om deres krav om eet kristent universalmonarki. Disse fyrster gennemførte krigsspillet med folkemord og ødelæggelser af Europa flere gange, for at bevare deres priviligerede luksusliv, formuer og deres kristelige orientalske overtro. Ægteskab og arveret spillede en afgørende rolle i overklassernes kampe mod folkene, og kristenheden bibragte verden en af de mest tragiske illusioner i historien, da dens bærende kraft var det udødelige minde om romersk storhed, romersk magt, romersk orden, som Rom påtvang alle med lejetropper og betalingsmidlerne. Kristenheden og fyrsterne nedkaldte og udførte store ulykker overfor menneskeheden med fordringen på eet kristent universalmonarki. Tyskland historie er derfor kompliceret, fordi der er så mange titler og undertitler, bl.a. tysk-romersk konge og tysk-romersk kejser, og landsdelene opdeles hele tiden, efterhånden som begæret vokser frem hos de kristne mordere og deres lejetropper. I de tyske lande bukkede kongedømmerne ikke så hurtig under for lensadelen som det skete i Frankrig. Det tyske rige blev opdelt i talrige territorier »enkeltstater«, der kun ved et yderst løst bånd knyttedes sammen under kejser og rige, og derved fremkom en forskel mellem én højadel, der stod umiddelbart under kejseren og som havde stemmeret på den tyske rigsdag, og én lavadel, der stod under en af territorialherrerne og hvor også rigsridderskabet regnes for lavadel. Bortset fra den rigsumiddelbare adels fyrstelige rettigheder var de fleste privilegier fælles for begge adelsgrupper, så længe det gamle rige bestod. Så godt som alle disse adelige særrettigheder er bortfaldet ved reformerne i Napoleonstiden og senere. Kun den høje adel indtog derefter i Tyskland en særstilling. I 1803 blev de gejstlige fyrstendømmer »mediatiserede«, dvs. indlagte under de større territorier til erstatning for, hvad disse havde tabt ved afståelsen af den venstre Rhinbred til Frankrig. I 1806 mediatiseredes mange verdslige fyrster ved Rhinforbundets oprettelse. Disse fyrster fik ikke deres lande tilbage ved det tyske forbunds oprettelse i 1815, men forbundsakten sikrede dem høje æresrettigheder, især den ægteskabelige jævnbyrdighed med de suveræne fyrstehuse, og en privilegeret stilling indenfor de enkelte stater, således udstrakt jurisdiktion, skattefrihed, arveligt sæde i staternes førstekammer. De fleste af disse rettigheder er dog siden ophævede; kun den sidste rettighed findes endnu i alle de tyske enkeltstater i 1927.

Du bør supplere og justere nedennævnte tekst om det tyske folks herskere med teksten på disse hjemmesider: Germanerne - Helmod og Arnold - Sakserkrøniken - Balternes historie - Brudstykker af Vesteuropas historie 1000-1900 - Brudstykker af Habsburgerne og Vesteuropas historie i 1500-1600 tallet. - Borgerklassernes fremkomst - Brudstykker af kristendommens historie. - om Venderne - mere om venderne - Revolutionære ideer - Revolutionen i Tyskland - 1918/19 - De hjalp Hitler - Fascismen - Stutthof - Krigens kræmmere - Det 20énde århundrede.

Sproggrænser

Sproggrænser, mundtlig sprog, udtale, skriftsprog, etc. har afgørende indflydelse på menneskers slægts- og stammeforhold. Efter 1805 har sproget også haft indflydelse på nationalitets-begrebet, selvom flere kejserriger dog var flersproget. Senere i det 19. århundrede fremkom sammenblandingen af etnologi, sprogforskning og raceteorier i Vesteuropa, der blev benyttet af flere stater til voldsom aggression. Men én af de stater, der adskiller sig på det sproglige område er Schweiz. I de østlige Alpebjerge lå det gamle romerske Rætien, der svarer til Graubünden, Tyrol og Vindelicien, d.v.s. det sydlige Bayern og Württemberg indtil Donau, og mod vest gik Rætiens grænsen til Helveterne og mod øst til Noricum (Østrig). Folket i Rætien var etruskerne, der blev adskilt fra de sydlige etruskere, da gallerne indtog Po-sletten, og befolkningen i Vindelicien var keltisk da Drusus i 15 f.Kr. trængte sig frem til Rætien. Senere indtog østgoterne landet og de vigtigste byer blev Trient, Chur, Bregenz, Augstburg, Regensburg og Passau. Helveterne kender vi senere som »Det schweiziske Edsforbund«, der består af folkestammer med flere sprog, bl.a. alemanner, burgunder, savoyarder, italienere og rætier. Disse skovfolk dannede et forbund af kantoner, og mange sydtyske landskabsdannelser (byer, borge) trådte ind eller ud af Edsforbundet, bl.a. Mühlhausen, Rottweil, Konstanz, Nord-Savoyen, etc.. Germanerne er nok kommet ind ovre fra Pondos-sletterne i sin tid, hvor kong Mithridates den Store af Pontos kunne 25 forskellige sprog. Geterne, en thrakisk stamme skrev et digt til romerkejseren Augustus ære, men geternes sprog kender vi ikke i dag. Men der skete en lydforskydning flere århundreder f. Kr. indenfor de gotisk-germanske sprog, og som regnes for hele sproggruppens mest iøjnefaldende kendemærke i forhold til nabosprogene. Lydforskydningen ændrede bh, dh, gh til b, d, g, etc. etc.. Men før germanerne kom ind i Centraleuropa boede kelterne, af romerne kaldt gallere, i et bredt bælte gennem hele Europa og beherske også Gallien med undtagelse af Aquitanien. Kelterne beherskede også iberierne i Spanien, der var aquitanernes stammefrænder. I Trier talte de stadig keltisk i årene 331-420 e. Kr., fortæller Hieronymus. Romerne tog latinen til sig som skriftsprog, og da romernes kejser tog kristendommen til sig som statsreligion, medførte det at kristendommen brugte latinen som enhedssprog i deres kirker; og det gik først og fremmest ud over de græske sprog, som tidligt havde fundet vej til mange folkeslag. Goterne fik et skriftsprog på baggrund af græske bogstaver i det 4. århundrede e. Kr.. Men det varede over 500 år længere førend »tyskerne« havde fået gjort tilløb til et skriftsprog. Goternes´ sprog vandt stor indflydelse hos longobarderne og andre stammer i syd-Tyskland og nord-Italien i tidlig tid efter at de var blevet ariansk-kristne. Vestgoter, østgoter, vandaler og burgunder, m.v. talte gotisk, og sproget er sidst talt på øen Krim (Rusland) ved det 19. århundredes begyndelse. I syd-Tyskland var den gotisk-arianske kirke og dette sprog herskende. Men i de geografiske landområde som vi i dag kalder »Tyskland«, nåede runeskriften - fra Markomanerriget - aldrig at blive et meddelelsesmiddel, da der kun findes få runeindskrifter i Tyskland. I Norden er der tusindvis af runeindskrifter - samt mangfoldige helleristninger fra bronchealderen. Sammen med folkevandringstiden trængte »tysk« sprog frem med de »tyske« stammer vest over Rhinen og syd for Donau, - begge steder på romansk grund. Men samtidig mistede det »tyske« sprog alt land øst for Elben samt meget land vest for Elben til slaverne, der flyttede ind på de forladte bopladser. Samtidig trængte sakserne, der dengang talte angel-saksisk fra Holsten fremover til Hannover. Det talte sprog, der blev ophavet til det senere »tyske« sprog, nåede ikke så langt mod nord som til Vesterhavet i det 5.-6. århundrede, og mod øst nåede sproget ikke ud over Oder-floden. Ved anglerne og saksernes udvandring til Britannien i 5. århundrede, tales der stadig angel-saksisk på fastlandet. Det var frankerne der drev dem væk, og det angel-saksiske sprog i Holsten forsvandt også, da frankerne senere tørnede sammen med danerne. Nogle tyskerne opfatter alle sprog som tyske, dvs. germanske, gotiske, teutonisk, oldsaksiske sprog, osv., selvom sprogene ikke har hjemme på tysk land og ikke deler det »tyske« sprogs særpræg. Man skelner mellem 3 trin i det »tyske« sprogs udvikling: fra ca. år 600 e. Kr.; fra ca. år 1000; og fra ca. 1400, som kaldes old-, middel- og nytysk, der hvert atter er opdelt i en høj- og nedertysk sprogafdeling. Fra det 6. århundrede spaltes det »tysk« sprog i to dele: en sydlig sprogstamme, kaldet højtysk, og en nordlig sprogstamme, kaldet nedertysk (eller plattysk). Nordlige byer indenfor det højtyske sprogområde er Aachen, Køln, Siegen, Kassel, Halle. Mellem Rhinen og Elben falder grænsen mellem højtysk og nedertysk sammen med 6.-7. århundreders rigsgrænse mellem franker og saksere. De nordvestligste frankere, dvs. indbyggerne af Nederlandene, regnes sproglig til det nedertyske område. Indenfor højtysk fremkommer der en spaltning mellem øvretysk og mellemtysk - og der var også en spaltning i adskillige lands- og bygdemål, der følger stammerne og herreder. Højtysk sprog er: a) Alemannisk = sydvest-øvretysk med schweizisk, elsassisk, schwabisk, b) markomannisk = øst-øvretysk med øvrepfalzisk-nordgauisk (i nord-Bayern), bayersk-østrigsk; c). Thüringsk-frankisk blandingssprog = øst-mellemtysk, med erzgebirgisk-nordbøhmisk, lausitzisk-schlesisk; d). Øvresaksisk-thüringsk = mid-mellemtysk med meissensk, anhaltisk, østlandsk (halle-eisleben, førhen nedertysk), thüringsk. e). højfrankisk = vest-mellemtysk med østfrankisk (nordvestbayern), rhinfrankisk, hessisk, moselfrankisk, ripuar-frankisk (ved Køln). Nedertyske sprog er: a). Nederfrankisk = vest-nedertysk i Belgien og Nederlandene sydvest for Zuider-søen); b). Nedersaksisk = mid-nedertysk med westfalisk (hertil også målet øst for Zuider-søen), engerlandsk (syd-Hannover), østfalisk (sydøst-Hannover), nord-Saksisk (nordøst-Hannover, Holsten, Mecklenburg); c) Nedersaksisk-nederfrankisk blandingssprog = øst-nedertysk med brandenburgsk, pommersk, vestprøjsisk, østprøjsisk. I 600-tallet er der også sket en sproggrænse til Norden. Slaverne (venderne) drog ind på Østersøens kyster i det nordlige »Tyskland« - helt over til Holsten. Med kristendommens udbredelse sydpå fulgte i det 8.-9. århundrede indførelsen af det latinske sprog. Da Karl den Store (768-814) grundlagde sin rigsenhed var der ingen ensartet sprogenhed, men mange landdelssprog: frankisk i høj- og nedertyske afskygninger, alemannisk, bayersk, thüringsk og saksisk. I 774 knuste Karl den Store det langobardiske rige og deres sprog (oprindelig gotisk) uddøde først i år 1000. Karl den Store førte latinen og kristendommen frem i nord og øst og knuste sakserne, der lå mellem Elben og Ems omkring år 800. Om saksernes fordums store stamme og saksiske sprog vidner endnu talrige stednavne med angel-saksisk sprogform i nordøst-Hannover og i Holsten. Siden kom turen til slaverne i hele Nordtyskland og i Østrig, til prøjser, litauer, letter og ester, der talte slavisk og baltisk. Ved sproggrænsen mellem tysk og nordisk (dansk tunge) mødte frankerne frem ved Ejderen. Frankerne udslettede senere det angel-saksiske sprog i Holsten. De tilbageværende angel-saksere opslugtes af »tyskheden« - med undtagelse af frisernes sprog. Senere ved Hansaforbundets udbredelse udbredte det tyske sprog sig også til Norden, og ved kolonisation over Ungarn til Siebenburgen og over Schweiz, Tyrol til Norditalien (sproget zimbrer ved Verona og sproget silviéres i Piemont). I landskaberne ved Adriaterhavet digtede indfødte riddere på tysk. Senere trængte det højtyske sprog ind på det nedertyske sprogs enemærker, især efter De tyske Ridderes erobringer i Prøjsen (prøjserne var et slavisk folk) og af de slavisk-baltisk Østersøegne. I de nordlige landområder som erobres fra de vendiske og slaviske stammer, er sproget efter koloniseringen og germaniseringen: thüringsk-frankisk, thüringsk-saksisk og saksisk-frankisk, der fulgte med immigrationen fra syd. Ved Hohenstaufernes fald i 1273 blev det byborgerne, der langt mere end ridderne repræsenterede et uensartede sprog. Hvert enkelt stats-, kirke- og handelscentrum fik sit eget kancellisprog, senere også sit eget bogtrykkersprog. Ridderstandens digtning tabte i betydning, og den fremvoksende borgerstand etablerede et sprog via verse-kunsten (»meistersinger«). De store kancellier vandt overhånd over de mindre, og det kejserlige kancelli fik plads i 1346-1440 i Prag og senere i Wien. Men siden det 13.-14. århundrede indtræder et tilbageslag for det tyske sprog i Italien, i Norden og Böhmen, dernæst i Polen og ved Hohenstaufernes fald, Kalmar-Unionen, Husitismen, og ved polakkernes og litauers sejr over De tyske Riddere ved Tannenberg i 1410. Men vendernes sprog på Rügen etc. var udryddet i 1404. I middelalderen nåede nedertysk mod syd så langt som ind i Luther's land, øvre-Saksen. Det var bogtrykkerkunsten der var med til at det højtyske sprog fik forøget indpas og fortrængte det nedertyske sprog. Den lutherske protestantisme faldt sammen med det højtyske sprogområde, og Luther's bibeloversættelse blev den herskende klasses sproglige rettesnor. Luther kaldte sit sprog »tysk rigssprog«, - men Luther er ikke det tyske skriftsprogs fader, da Luther i hovedsagen brugte det Kursaksiske kancellisprog, som atter var stærkt påvirket af det kejserlig-østrigske kancelli i Prag. Det »tyske« sprogs tyngdepunkt blev med Luther flyttet fra øvre-Tyskland til mellem-Tyskland. For katolikkerne var Luther-sproget det samme som kætteri, og de reformerte i Schweiz havde jo deres egen reformator: Zwingli, hvis mundart katolikker foretrak. Også Nederlandene forholdt sig afvisende og brugte de samme religiøse grunde som i øvre-Tyskland og Schweiz. Men lettere spil havde Luther-sproget i neder-Saksen og i løbet af ca. 100 år vandt dét sprog frem overalt. Det eneste sted, hvor nedersaksisk holdt sig som skriftsprog, var i Hollænderbyen på Amager i Danmark. Ved den Westfalske fred i 1648 udskiltes Nederlandene fra det tyske rigsforbund, og i løbet af det 18. århundrede sejrede Luther-sproget også i Schweiz og i det øvre-Tyskland. I 1890erne blev der gjort et forsøg på at genrejse et nedertysk (plattysk) sprog. I begyndelsen af 1900-tallet er tysk kun i fremgang ved hjælp af tvang blandt litauer og polakker i Østprøjsen, venderne i Lausitz, og mod de danske i Sønderjylland, og mod ræto-romanerne i Graubunden. Overfor fransk gør tysk sprog, trods stærk tysk indvandring, ingen fremskridt. Overfor italiensk gik tysk tilbage, og endnu mere tilbagegang fik det tyske sprog overfor de katolske slaver i Böhmen og i de polske landsdele. De østrigske bjergmål er i 1920érne et særegent sprog ved siden af det højtyske, og en nedertysker kan næppe forstå bjergsproget. I begyndelsen af 1900-tallet har højtysk nået Berlin. En slavisk-talende sproglomme findes stadig i Sorbien.

Germanien indtil 918

Det landområde, der i dag kaldes »Tyskland«, har selvfølgelig været beboet af mennesker lang tid før de germanske stammer trængte sig fremover til Centraleuropa. Udstrækningen af kelternes område kan følges gennem en kæde af keltiske stednavne fra Sortehavet til Atlanterhavets kyster. I begyndelsen af det 3. århundrede f. Kr., synes der at have fundet en mægtig omvæltning sted i det indre af dette keltiske område - en almindelig bevægelse, en forandring og udvidelse af alle grænser. Keltiske folkegrupper trængte frem til Grækenland og Italien; en mægtig skare oprettede en keltisk stat i Lilleasien; nye bølger skyllede ind overforskellige egne af Gallien, Spanien og Storbritannien, hvor keltisk indflydelse allerede var begyndt at gøre sig gældende. Kimbrerne forsøgte at gøre kelterne store bedrift efter - at indtage rom. De blev imidlertid tilintetgjort af Marius ved Vercellæ i 101 f. Kr.. Men det sydvestlige hjørne fra Rhinens mellemste løb til Donau blev ikke beboet af germanere. De talrige germanske stammer havde ikke noget fællesnavn, men fik senere samlingsnavne på de større forbund af stammer. Fællesnavnet »germanere«, var et fællesnavn som Cæsar gav alle disse folkeslag og folkestammer, og ordet germaner oprinder fra kelterne. Romerne opdelte Germanien i to dele: det romerske Germanien vest for Rhinen, - og det fri Germanien, Germania Magna, der fra Rhinen strakte sig mod øst helt over til floden Weichsel, og som mod nord grænsede til Nordsøen og Østersøen, mod syd gik grænserne ved Rætien og de såkaldte romerske tiende lande (agri decumales), der i sydvestlige hjørne af Tyskland omtrent omfattende Hessen, Baden, Württemberg og det vestlige Bayern, der oprindelig var beboet af keltiske (gallere) stammer Hertil kom sveberne i ca. 100 år f. Kr. og satte sig fast. Sveberne blev dog ca. 200 år senere fordrevet af romerne, der som værn mod germanerne byggede en vældig fæstningsvold fra Lahn-floden mod sydøst hen mod Regensburg og gav galliske kolonister bopæl i det bag volden liggende land, - men kolonisterne måtte betale en årlig afgift til romerne - deraf navnet tiende landet. Germanicus (15. f.Kr-19 e.Kr.) var romersk statholder ved Rhinen og hævnede i en række felttog nederlaget i Teutoburgerskoven år 12 e. Kr. Vi træffer først germanerne i det romerske rige som slaver eller gladiatorer; men dernæst udfylder de hullerne i hjælpetroppernes rækker, og til sidst bliver de herrer over det romerske vestrige. Henimod slutningen af 100-tallet begynder germanerne at trænge frem mod de romerske Donau-provinser, som romerkejseren Marcus Aurelius (121-180 e.Kr.) kun med største besvær formåede at forsvare. Fra nu af hersker der næsten uafbrudt belejringstilstand ved den romerske syd- og vestgrænse, der atter og atter blev angrebet. Romerne blev også angrebet af de tidligere øst for floden Elben boende germanske stammer, der forlod deres områder for at deltage i den almindelige fremrykning mod syd og vest. På disse forladte østlige områder flyttede slaviske folk ind. Trykket fra germanerne blev til sidst så stærkt at romernes modstandskraft var brudt, da folkevandringen tager sin begyndelse. Så ikke alene de romerske tiende lande måtte opgives, men selve de romerske provinser lå åbne for germanere. Det første store germanske navn er goteren Alarik, der var født i 370 e.Kr. ved det Sorte Hav, i nærheden af Donaus mundinger, hvor hans folk, vestgoterne, på det tidspunkt havde slået sig ned. Goteren Alarik holdt d. 24. august 410 sit indtog i Rom, og han vandt Rom som sejrherre, ligesom kelteren Brennus otte hundrede år forinden. Samtidig bosatte angel-sakserne sig i Britannien, frankerne og burgunderne samt vestgoterne i Gallien og Spanien, vandalerne i nordAfrika, medens germanske lejetropper af forskellige andre stammer gjorde sig til herrer i Italien og hidførte det vestromerske riges undergang i 476 e.Kr.. Den næste germanske erobrer var Odovakar, der fører for et forbund af Donau-stammer, som gjorde en ende på det romerske vestrige. Han blev dræbt af østgothernes kong: Theodorik, der døde i 526. De slaviske stammer med tjekkerne som yderste forpost satte sig fast i Böhmen omkring 450 med fyrst Krok (Crocus) i de egne der havde tilhørt kelterne (Bojerne) og markomannerne, og den slaviske stat opløses med Samo´s død i 672. Efter østgoterne fulgte longobarderne, der i 200 år herskede over Norditalien i den frugtbare egn mellem Alperne og floden Po (Lombardiet). Longobardernes kong Luitprand (712-744) erobrede Ravenna fra den østromerske kejsers vicekonge, og Luitprands efterfølger: Aistulf truede Rom og forlangte skat af paven. Da tog Pippin til Italien og overvandt den longobardiske kong Aistulf, og fratog ham de provinserne han lige havde indtaget. Pippin overdrog Ravenna og Pentapolis til paven, og lagde derved grunden til pavedømmets verdslige magt, som varede indtil 1870. Pippins søn: Karl den Store tilintetgjorde i 774 de sidste rester af longobardisk selvstændighed og føjede det longobardiske område til sit eget. Og herefter kunne den romerske kristendom brede sig, selvom germanerne netop havde kæmpet mod romerne, der i 325 e.Kr. tog de kristne med i alliancen mod germanerne, og selvom vikingerne forgæves forsøgte at trænge denne orientalske mytologi tilbage i hele Vesteuropa. Men i de tidligere romerske provinser blev de indvandrede germanere efterhånden sprogligt romaniseret. Samtidig bevarede germanerne i de oprindelige hjemlande deres sprog og sædvaner, selvom de gamle stammenavne forsvandt og gav plads for nye benævnelser på store stammeforbund, blandt hvilke de vigtigste var sakserne mellem Nordsøen, Elben og Weser, frankerne syd for sakserne omkring Main, thüringerne øst for frankerne, alemannerne og bayrerne syd for de to sidstnævnte. Med undtagelse af sakserne blev disse stammer i det 6. århundrede undertvungne af den gren af frankerne, der havde bemægtiget sig Gallien, og da frankerne i løbet af det 6. århundrede havde undertvunget de fleste germanske stammer, kaldtes Germanien for Austrasien eller østFranken. Fra år 400 havde friserne sejlet op af Rhinen, og solgt deres brogede tøjer fra deres fåreavl, og i det 7. århundrede er Dorestad (Wijk bij Duurstede) ved floden Lecks udløb en betydelig handelsby. Men i det 8 århundrede lykkedes det frankerne: Karl Martel og Karl den Store, at få overherredømme over friserne. Fra 772 og de næste 30 år forsatte Karl den Store sin udryddelseskrig mod sakserne helt op til Holsten. Sakserne blev udsat for massemord og ubarmhjertige deportationer og kort før år 800 brød deres modstand sammen. Karl den Store havde forbundsfæller i abodritterne i det østlige Holsten og i Mecklenborg, og til gengæld fik abroditterne lov til at brede sig i de områder hvor sakserne var drevet bort fra. Sakserne måttet opgive deres selvstændighed. Nu var hele det gamle Germanien østFranken, blevet en del af det vidtstrakte Frankiske rige. Karl den Store's administrative system og hærordning indførtes også i østFranken, og de enkelte stammer måtte ikke længere som før kunne samle sig om de folkevalgte førere: hertugerne, idet valg af sådanne hertuger blev forbudt. Karl den Store's rige var dog sammensat af alt for uensartede bestanddele, til at rigets i længden kunne holdes samlet under én hersker. Karl den Stores rige nåede fra Østersøen fra floden Weichsel til Ebro-floden i Spanien, og til mellem-Italien, da syd-Italien stod under de byzantinske kejseres styre. Karl den Store var konge og kejser over hele kristenheden, der bibragte verden en af de mest tragiske illusioner i historien, da dens bærende kraft var det udødelige minde om romersk storhed, romersk magt, romersk orden, som Rom påtvang alle med lejetropper og betalingsmidler. Kristenheden nedkaldte og udførte store ulykker overfor menneskeheden. Og det er vel unødigt at gøre opmærksom på det falskneri, som fandt sted under pave Hadrian I, der prøvede på at bevise, at kejser Konstantin den Store skulle have overdraget paven alle vestrigets provinser. Karl den Store døde i 814 og blev begravet i Aachen (Aix-la-Chapelle). Allerede under hans søn og efterfølger: Ludvig den Fromme, (moderen var en bayersk prinsesse: Hildegarde) viste der sig tegn til en begyndende opløsning, der indtraf kort efter hans død, idet hans tre sønner ved forliget i Verdun i 843 opdelte Frankerriget, hvorved den næstældste af brødrene: Ludvig I den Tyske, fik alt land øst for Rhinen, hvortil i 870 lagdes egnene mellem Rhinen, Maas og Schelde. Ludvig I den Tyske blev som konge over østFranken hersker over et folk, der i eet og alt følte sig som germansk i modsætning til de romansk talende vestfrankere. I 873 lader den tjekkiske fyrst Borivoj sig døbe til kristendommen. Men efter Ludvig I den Tyske død i 876 var freden forbi, idet riget atter splittedes mellem hans tre sønner: Karloman, Ludvig II og Karl den Tykke. Karl den Tykke arvede sine brødres andele ved deres død i 880 og i 882, og blev valgt til fransk konge, men opnåede også at blive kronet som romersk kejser. Men han formåede dog ikke at beskytte riget mod normannernes og slavernes fremtrængen, der navlig gik ud over sakserne. Følgen heraf var at sakserne besluttede at hjælpe sig selv og atter valgte en hertug for at få en fører i kampen mod de farlige fjender, og de andre stammer fulgte eksemplet. Arnulf af Kärnten, en uægte søn af Karloman, blev valgt til konge i stedet for Karl den Tykke, der på rigsdagen i Tribur i 887 blev afsat som konge. Arnulf af Kärnten tilføjede normannerne et afgørende nederlag ved Löwen i 891, og han trængte venderne ved Elben tilbage og tilintetgjorde det slaviske rige i Mähren. Ved Arnulf's død i 899 kom der atter ufredstider, idet hans søn og efterfølger: Ludvig III Barn, ved faderens død kun var 6 år gammel. Da han den største del af sit liv var under formynderskab, gjorde stammehertugerne sig uafhængige af kronen, medens de ikke formåede at yde tilstrækkelig modstand mod magyarernes rytterskarer, der nu begyndte at hjemsøge riget fra øst. Den eneste pålidelige støtte kongemagten havde var gejstligheden, der efter bedste evne søgte at holde riget sammen, uden at det dog kunne hindres, at Lothringen faldt fra riget og sluttede sig til Frankrig. Ved Ludvig Barn's død i 911 (han var den sidste konge af Karolingisk æt) var der kun levnet kronen en skygge af magt og tilstanden blev ikke bedre under hans efterfølger: Konrad I, hertug af Franken, idet han trods alle sine anstrengelser hverken formåede at skaffe sig lydighed hos hertugerne eller at værne riget mod ydre fjender. Så i 918 ved Konrad I´s død var riget så godt som opløst. Det var i den periode, at lensvæsenet voksede frem med rangs- og lydighedsforordning, og gjorde en ende på den frie kollektive ejendomsret, og lensvæsenet skabte væbnede styrker, der anvendte deres magt til privatkrig mod naboerne, som blev én af den kristne adels højest skattede forrettigheder.

Kampene mod nord

Pludselig stod Karl den Store nu med sin hær ved Hollenstedt lidt syd for Elben i 804, og den danske kong Gudfred nødtes til at møde frem på den anden side med sin mægtige hær. Men der skete intet. Gudfred var interesseret i at opretholde den slaviske Østersøkyst hvor der var en blomstrende handelsby: Reric, nær Wismar. Men i 808 hævdede kong Gudfred så at abroditterne havde brudt overenskomsten med ham, og Gudfred stormede deres by og hængte en af deres høvdinge: Godelaib, medens høvding Drosuk flygtede. Karl den Store overlod abroditterne til deres skæbne og de slaviske købmænd blev sandsynligvis ført med til Sliesthorp, hvor danernes grænse atter skulle befæstes med en vold (Dannevirke) og en borg ved "Wieglesdor". Men samme år lod Karl den Store opføre en borg: Hohbuoki (Höhbech ved Lenzen) og i 809 borgen: Esesfeld (Itzehoe). Hammaburg (Hamborg) må også være fra denne tid og yderligere en borg i omegnen af Delbende ved Ertheneburg overfor Badowik. Så blev Gudfred myrdet og med hans efterfølger og brodersøn: Hemming, sluttede Karl den Store fred i 811. Men i maj 815 sendte den nye frankiske kejser: Ludvig den Fromme en hær op mod Sønderjylland, men tog hjem igen efter at have taget 40 gidsler og plyndret egnen. Men derefter gjorde abroditterne modstand mod frankerne, og i fællesskab med danerne ville abroditterne tilintetgøre frankerne nord for Elben. En dansk flåde sejlede til mundingen af Stør og lagde til ved Esesfeld, og samtidig drog den danske grænsejarl: Glum, med hæren over Ejderen og nåede ned til Esesfeld, medens abroditterne nærmede sig østfra. Men frankerne i borgen: Esesfeld holdt stand, så der blev fred i 818, men så i 823 blev frankerne drevet ud. I 825 måtte Ludvig den Fromme på rigsforsamlingen i Aachen tilbyde danerne fred. Da Ludvig den Fromme holdt rigsdag i 826 i Ingelheim ved Mainnz kom der også repræsentanter fra Gudfredssønnerne, der bekræftede den etårige fredsaftale. Men den danske kronkræver: Harald, blev Ludvig den Frommes vasal og fik grevskabet Rüstringen ved Weser, og da Harald forsøgte at hævde sig i Slesvig, måtte han i 827 flygte. Men frankerne var ikke sådan at slippe af med. De kendte det gamle princip om at først sender man præsterne, derefter købmændene og til sidst de militære tropper. Allerede i 822 drog ærkebisp Ebo af Rheims til pave Paschalis I i Rom og fik tilladelse til at drive missionsvirksomhed i Norden. I 823 drog Ebo, munken Hatligar og bisp Willerik af Bremen mod Esesfeld, hvor Ludvig den Fromme havde foræret Ebo en gård: Welanao (Münsterdorf). Men senere delte Ebo den pavelige legation i Norden med Ansgar, der blev ærkebisp i Hammaburg, - men Frankerriget var i opløsning. Fra 834 blev spydet vendt om ved Ejderen. Danerne plyndrede gang på gang blandt frisere og saksere, medens den frankiske indflydelse i Nordalbingen forsvand. I 845 sendte den danske kong Haarik en flåde på 600 skibe op ad Elben, der ankrede op uden for Hamborg. Borggreven Bernhard var ikke tilstede og bisp Ansgar kunne ikke gøre modstand. Klerkene forsvandt og Ansgar slap i det sidste øjeblik bort, medens borgerne dræbtes eller flygtede, og i det døgn danerne opholdt sig i byen, gik både kirken, klosteret og biblioteket op i luer. Resten af 840érne stod nu i hærtogenes tegn. Byer brændtes og skatter opkrævedes, trælle førtes til Danmark og de tre frankiske herskeres trusler om hævn i 847 var ganske virkningsløse, men der blev truffet fredsaftaler i 848 med det østfrankiske rige. Nu slog Haarik ind på en fredeligere politik og Ansgar stod nu igen klar med sit missionsarbejde. Efter lange forhandlinger var det ledige bispedømme Bremen blevet slået sammen med Hamborg til ærkebispedømmet Hamborg-Bremen, der var overgivet til Ansgar og i 849 indsattes han, hvorefter han valgte Bremen til sæde. Han kunne altså udnytte de vilkår, som skabtes ved Haariks fredeligere politik. Jævnligt gæstede han nu den danske konge og fedtede med gaver for at få kongens tilladelse til prædike i hans rige. Men på samme tid lå Haarik i strid med to slægtninge, der angreb Slesvig, og de tvang Haarik til at dele herredømmet med dem i Slesvig, men så i 854 vendte den ene af slægtningene tilbage: Guttorm, og det kom til en vældig kamp hvor både ham, kong Haarik og kongeætten blev dræbt, og kun en lille dreng, der hed Haarik overlevede og blev danernes kong Horik 2. eller Haarik den Unge, - og med denne dreng fik Ansgar let spil, selvom grænsejarlen grev Hovi i Slesvig by lukkede Ansgars kirke og jagede præsterne bort. Men fra Frisland krævede Rørik og Gudfred Haraldssøn af kongeslægter nu part i riget, og i 857 kommer Rørik med en stor flåde, der er udrustet med kejser Lothar´s samtykke, og Haarik den Unge må afstå den del af riget der lå mellem havet og Ejderen, dvs. den øgruppe der udgjorde Ejdersted. I 860 skete en omvæltning hos købmændenes Slesvig, der nok er påvirket af Rørik, men det lykkedes Haarik den Unge at afsætte den kirkefjendske grænsejarl: Hovi i Slevig, sådan at indtægterne atter går i kongens lommer og Ansgar får lov til at fortælle om sine orientalske fortællinger. I 880 er der atter voldsomme kampe. Hertug Brun af Saksen, bisp Hildesheim og bisp Minden, 9 grever og 18 vassaller dræbes af danerne, og hele Nordalbinien var således dansk. I 891 lykkedes det kong Arnulf (887-899) at ramme danerne i et stort slag ved Dyle nær Louvain og kong Sigfred og kong Gudfred faldt og 16 kongelige mærker kunne hjemføres til Bayern som sejrstegn. Men frankerne blev året atter overfaldet i de lotringske bygder, og nu vendte danerne også våbnene mod England. I stedet for de to konger blev Helge nu konge, og derefter fulgte Olaf, som kom fra Sverrig, der vandt landet ved Sliesthorp med våbenmagt. Så fulgte Sigtryd, Gnupa og Gurd ved Slien, og så blomstrede Hedeby op syd for Slien.

Italien

Karl den Store havde afsat den sidste Langobarderkonge: Desiderius (756-774) og gjorde en ende på det Langobardiske rige, så Karl den Stores rige nåede fra Østersøen fra floden Weichsel til Ebro-floden i Spanien, og til mellem-Italien, da syd-Italien stod under de byzantinske kejseres styre. I 800-tallet var Italien i opløsning på grund af familiestridigheder og araberne var begyndt at hjemsøge kysterne. Araberne var draget til Spanien, og deres sørøverier hærgede hele middelhavsområdet. Eufemio af Messina havde gjort oprør mod kejseren, og kaldte araberne til Sicilien, som de indtog og gjorde til udgangspunkt for erobringen af Sardinien og Korsika. På denne tid var der fra fyrstendømmet Benevent udgået to nye territorier: fyrstendømmet Salerno og grevskabet Capua, medens hertugdømmet Neapel, der havde frigjort sig for Byzans' overhøjhed, havde skabt hertugdømmet Gaeta og fristaden Amalfi. Også fyrsterne i Salerno og Amalfi lå i indbyrdes strid, og bad araberne på Sicilien og i Spanien om at komme dem til hjælp. Så indtog araberne Bari, plyndrede Tarent og trængte helt frem til Rom, hvor de bemægtigede sig Peters- og Paulskirken, og derfra fortsattes plyndringen af Italiens kyster. I 850 var Lothars søn: Ludvig II blevet kronet i Rom, og ved faderens død 5 år senere opnåede han kejserværdigheden og herredømmet over Italien. Under sin korte regering arbejdede han ihærdigt på at befri landet fra saracenerne og på at udvide den kejserlige magt, og det lykkedes ham at erobre Bari, men han blev senere taget til fange af fyrsten af Benevent, og da han døde uden sønner, blev Frankrigs konge, Karl den Skaldede, kronet til kejser af paven i Rom og i Pavia udråbt til konge af Italien. Efter hans død i 877 blev imidlertid Ludvig den Tyskes søn: Karl den Tykke, anerkendt som konge af Italien og kronet til kejser. Han forenede i sin svage person alle karolingernes besiddelser, men blev efter et års forløb afsat på grund af uduelighed og døde kort efter. Opløsning og forvirring rådede nu atter i Italien gennem de næste 70 år indtil Otto den Store. Fyrsterne lå i indbyrdes strid om magten, byzantinerne kæmpede for at bevare deres Italienske besiddelser, og magyarerne, der nu beherskede den ungarske slette, hærgede nordItalien, medens pavedømmets anseelse stod lavere end nogensinde. Den pavelige garderobeforvalter, Theofylaktus, havde sammen med sin hustru Theodora og døtrene Marozia og Theodora tilrevet sig hele magten i Rom, og slægten bevarede denne indflydelse gennem 60 år. Sergius III, som ved at rydde sin modstander af vejen havde banet sig frem til pavestolen, var nær knyttet til denne familie, da han blev Marozias elsker og havde med hende en søn, som senere blev pave under navnet Johan XI. Trods sin forargelige livsførelse lykkedes det ham i 7 år at bevare sin stilling og at dø en naturlig død. Pave Johan X var ydmyg tjener for den herskende familie, og hans største bedrift blev saracenernes fordrivelse fra Italien. Hertugen af Fiesole, Berengar blev til belønning for sin bistand i 915 kronet til kejser i Rom, men blev efter 9 års forløb forræderisk myrdet under bønnen i en kirke i Verona. Hans rivaler var fyrsterne af Spoleto. Den følgende tid er optaget af kampen mellem Rudolf af Burgund og Hugo af Provence. Rudolf, der var indkaldt for at bekæmpe Berengar, blev slået og måtte vende tilbage til sit eget land, medens Hugo i Pavia blev kronet til konge af Italien. Han ægtede derefter Marozia, som netop havde overdraget sin søn pavemagten under navn af Johan XI. Marozias søn af et tidligere ægteskab, Alberik, var page hos Hugo, og da denne engang straffede ham for forsømmelighed i tjenesten, rejste Alberik den roms befolkning til oprør, idet han bebrejdede den, at folket adlød en kvinde og en mand, som engang havde været en konges slave. Ved at minde om Roms tidligere glans og storhed opflammede han lidenskaberne, der fik udløsning i et angreb på Engelsborg, medens Hugo flygtede til Lombardiet. Rom jublede over således på een gang at være befriet for monarki, kejserdømme og pavemagt, og en selvstændig uafhængig kommune blev dannet, hvor Alberik valgtes til fyrste og senator, men han fængslede sin moder og indespærrede broderen Johan XI i Lateranet, og i 22 år var han Roms uindskrænkede herre. Da Hugo af Provence i 938 vendte tilbage til Italien, opstod nye stridigheder, der først standsede i 950 ved sønnen Lothar II´s død.

Det saksiske kejserhus 919-1024

Henrik I Fuglefænger, hertugen af Saksen, var blevet udpeget som efterfølger af Konrad I på Konrad´s dødsleje. Men det var kun sakserne og frankerne, der i april 919 havde valgt Henrik I Fuglefænger til konge. Men det varede ikke længe, inden han fik adelen og hertugerne af Schwaben og Bayern til at underkaste sig hans myndighed. Samtidig angreb han naboerne mod øst: slaverne mellem Elben og Oder og undertvang dem, og åbnede disse områder for kristendom og »tysk« kolonisation, der sikredes ved at han her oprettet et markgrevskab og kort efter stiftede flere bispedømmer i de besatte områder. Også polakkerne og bøhmerne holdt han tilbage, medens magyarerne ikke lod sig afvise med de stridskræfter som Henrik kunne råde over. Henrik valgte da at slutte en foreløbig fred i 924 med magyarerne, der skulle have en årlig tribut. Men Henrik benyttede nu tiden til at reorganisere den gamle hærordning, der fik en væsentlig forbedring ved indførelsen af rostjenesten, så at et betydeligt rytteri løbende var i hærtjeneste. Det lykkedes ham også at få Lothringen til atter at tilslutte sig hans rige i 925, da kongen af Lotringen døde uden arvinger. I 929 erobrede han Böhmen fra slaverne og deres områder øst for Elben. I Böhmen regerede fyrst Venceslaus I (928-936), der blev kanoniseret. Henrik fik igangsat opbygning af talrige borge som støttepunkter for sin magt og kunne efter 9 års forløb nægte at betale tribut til magyarerne, og fremsendte dem en død hund. Som følge heraf trængte magyarerne helt op i Thüringen, men magyarerne blev slået af Henrik I i nærheden af Merseburg samt på sletterne ved Unstrut d. 15. marts 933. Herefter holdt magyarerne sig rolige en tid, men Henrik I lå i stadig strid med venderne hinsides Elben og Saale-floden, hvorfra de forulempede indbyggerne af den saksiske mark. I 934 sejrede Henrik over kong Gnupa ved Slien og denne sejr banede vejen for mission i Danmark. Henrik I bestemte, at offentlige forsamlinger for fremtiden skulle holdes i byer, og ikke efter gammel germansk skik på bjergskråninger eller jordhøje. På denne tid gjaldt førstefødselsretten ikke blandt germanerne, og det var almindelig skik at opdele lande og besiddelser ved valg mellem alle mandlige arvinger. Dette demokratiske frie valg førte til uro, mente man, og de fleste af de tyske konger søgte at sikre sig en arvefølge ved at lade én af sine sønner krone, medens de selv levede. Ved Henrik's død i 936 var kongemagten så stærk overfor hertugerne, at hans søn: Otto I den Store, uden modstand kunne lade sig krone i Aachen, men en anden bror: Henrik gjorde krav på tronen og det førte til krig. I 937 overdrog Otto forsvaret af Saksens østgrænse til markgreven Gero. Han værnede den med stor dygtighed mod vendiske og andre slaviske stammer, at han i løbet af få år havde udvidet rigets grænse næsten til Oderen, og i 963 overvandt han lausitzerne og tvang dem ind under Ottos styre. Også bøhmernes fyrste: Boloslav I (936-) måtte anerkende Otto´s overhøjhed. Otto I den Store´s krig med broderen sluttede i 939 ved Andernach. Otto gjorde de fire store hertugdømmer Bayern, Lothringen, Franken og Schwaben afhængige af kronen, og han udnævnte pfalzgrever til at styre de kongelige besiddelser og sørge for opretholdelse af lov og orden. Men flere oprørsforsøg fra hertugernes side blev underkuet og ophavsmændene blev strengt straffet. Otto I's politik gik ud på at forringe adelens magt og styrke gejstlighedens, idet han gav biskopperne greverang og udstyrede dem med verdslig magt. For at undgå flere uroligheder gav Otto Bayern, Schwaben og Lothringen som len til sine slægtninge, medens Franken ikke mere fik en egen hertug, men blev styret af kongen selv. Sit eget hertugdømme: Saksen, skænkede han til Hermann Billung. Hertugernes magt svækkedes desuden ved deling af hertugdømmerne, og ved oprettelsen af markgrevskaber og indsættelsen af pfalzgrever der foruden at bestyre krongodserne også skulle holde øje med hertugerne. Otto nøjedes imidlertid ikke med den tyske kongekrone, men brugte også tid på erobring af Italien efter at kong Lothar II i 950 døde og hvor enkedronning Adelheid skulle arve tronen. Men markgreve Berengar af Lombardiet fængslede enkedronningen og tog magten. Imidlertidig skrev enkedronningen til Otto for at bede om hjælp, og i september 951 drog Otto over Alperne ved Brenner-passet og gjorde sig til efter 2 års kampe til herre i nord- og mellemItalien; blev gift med den unge italienske enkedronning Adelheid, og lod derefter sig krone med den Lombardiske Jernkrone i Pavia. Da gejstligheden var ganske afhængig af den mægtige konge, kunne Otto uhindret vende sig mod slaverne og magyarerne. Det gamle Venderlands germanisering skred rask fremad. Polen og Böhmen blev len af riget og da magyarerne under kong Bulcsú påny faldt ind i riget med 50.000 ryttere, tilføjede Otto dem et så afgørende nederlag på Lech-sletterne i nærheden af Augsburg d. 10. august 955, at de ikke mere blev farlige for riget, og han gjorde, ialfald af navn Ungarn til en provins i 956. Dette landområde fik senere navnet: Østrig. I 962 sendte Otto et nyt hærtog sydpå og underlagde sig hele Italien og modtog af pavens hånd den romerske kejserkrone. Han besejrede byzantinerne i Apulien og fremtvang et ægteskab mellem den byzantinske kejser Zimiskes' datter Theophano og sin egen søn Otto. Da den romerske kejserkrone gik over til Otto kaldtes riget for:»das hellige romische reich deutscher nation«. Otto havde kun virkeliggørelsen om ét universalrige som politisk mål. Men også de følgende tyske konger vendte blikket mod Rom og så det som et stadigt mål, at blive kronet af paven til kejserværdigheden. Men den kejserlige politik tog en retning, der ikke stemte med befolkningen interesser. Det var under Otto´s regering, at ordet tysk (deutsch) første gang blev brugt i et officielt dokument, og lidt senere træffer vi et lignende landmærke i betegnelsen teutonica patria, som to af det 11. århundredes krønikeskrivere anvender uafhængigt af hinanden. Efter oprettelsen af de 3 danske bispedømmer i 947-48 med Hored af Slesvig, Liafdag af Ribe og Reginbrand af Århus, og Jelling kongen: Harald Blåtand lod sig endda døbe sig til kristendommen i 948. Men mange Hove blev nu omstyrtede, og mange kirker byggede. Men der var dog mange i Danmark, som ikke ville aflægge den gamle tro, og de blev meget forbitrede på Harald, da de så at han åbenlyst holdt med de tyske kristne. D. 26. juni 965 kunne Otto I således bekræftige i et kejserbrev af, at alle ejendomme i danernes mark eller rige som tilhørte eller i fremtiden ville komme til at tilhøre kirkerne i Slesvig, Ribe og Århus, skulle være fritaget for enhver skat eller tjeneste, der måtte tilkomme kejseren og at ingen af hans embedsmænd skulle kunne rejse krav på sligt overfor bisperne. Trælle og fæstere på disses ejendomme skulle ikke tjene andre end bisperne selv og fritages for al kejserlig tjeneste. Ja, lydbisperne ville have skattefrihed, gods og trælle !. Det var i perioden 974 til 983 at den tyske kejser hævdede deres overherredømme over den danske kong Harald Blåtand der svigtede sit fædreland, selvom han var gift med abodritternes datter Tove af fyrst Mistivoi. Men tjekkernes fyrst Boleslav II af Böhmen (967-999) erobrede Mähren, Schlesien og Galicien. Da Otto I den Store døde i 973, blev hans søn efterfølger: Otto II, og også han måtte holde hertugerne nede og svækkede deres magt. Alle gjorde nu oprør på alle fronter, og fra Norden strømmede danerne ned for at frigøre landet ned til Elben, og de satte grænsevagter ved Dannevirke og porten Wieglesdor. Men allerede i 973/74 sendte Otto II en hær ind i Danmark for at slå oprøret ned, og han plyndrede Hedeby og Holsten med hjælp fra hertug Bernhard og grev Henrik. Otto II satte sig dermed på købmændenes og vikingernes handelsveje i Slesvig, og hertug Bernhard, der var søn af Herman Billung, blev grænsevogter for Otto. Ellers var han i sine tidligere år stærkt optaget af stridigheder med sydtyskerne, der kun nødig bøjede sig for det Saksiske kongedømme. Hans hovedmodstander var her hans fætter, Henrik af Bayern, men Henrik blev dog besejret. Bayerns område blev formindsket ved udskillelse af Østrig og Kärnten, der fik deres egne fyrster, og de blev særskilte hertugdømmer, medens Babenbergerne forlenedes med den Østrigske Mark. I 978 trænger Lothar fra vest ind i Lothringen, og det udløser en krig, som Lothar må trække sig ud af. Otto II hævdede rigets overhøjhed overfor slaverne ved østgrænsen. Men det wagriske Aldenburg blev i 982 fuldstændigt ødelagt ved slavernes oprør og de frafald kristendommen, så biskop Ezico (Ekkehard) måtte flygte. Rigets feudale opløsning gik frem med stærke skridt. I foråret 983 holdt Otto en rigsdag i Verona, men hertug Bernhard kunne ikke møde frem, da danerne havde bemægtiget sig borgen Wieglesdor. Hans fader havde efter sin kejserkroning fået ham gift med den byzantiske prinsesse: Theofano, og Otto søgte nu at brede sin magt over hele sydItalien, hvor det græske herredømme var undergravet ved Arabernes indfald. Med en tysk hær trængte kejseren ind i Calabrien. Ved sin ankomst til Italien havde Otto ikke tilstrækkelig autoritet til at dæmpe folkets opstand mod de biskoppelige grever, adelens indbyrdes fejder, forvirringen i pavestaten og kampene mellem byzantinere og arabere imod syd. Men her tilføjede Araberne ham et forfærdeligt nederlag ved Barentello i Kalabrien, der nær havde kostet ham livet i 982. Han slap om bord på et græsk skib, hvis mandskab ikke kendte ham, og som førte ham til en nordligere havn. Under ivrige rustninger til et nyt hærtog døde han i december 983 i Rom og den tyske kejsermagt brød nu fuldstændigt sammen nord for Elben, hvor danerne generobrede Sønderjylland, og rejste runesten for deres faldne, og slaverne trængte længere ind fra øst. Tilsyneladende forsvandt bispen i Ribe også og bispestolen i Århus havde længe stået tom. Selvom kejsermagten stod svagt, udstede den "frihedsbreve" til de kristne bisper, der skulle have ret til at opkøbe ejendomme op overalt i riget og som samtidig skulle have toldfrihed over grænserne. Da Otto II´s søn: Otto III kun var 3 år gammel, var sønnen i lang tid under formynderskab, og derved kunne de tyske hertuger genvinde deres magt på kronens bekostning. Hertugerne gjorde nu krav på arvelighed af deres len og embeder, og det var et krav som formynderregeringen savnede kraft til at afvise, så meget mere som de mindre vasaller begyndte at fremkomme med lignende krav. Den almindelige uro og forvirring forøgedes også da slaverne krævede frihed. Otto III opholdt sig i Italien hvor han havde fået en opdragelse der gjorde ham ganske fremmed for Tyskland. Han bekymrede sig ikke om Tysklands anliggender, men drømte om genoprettelsen af eet romerrige i dets gamle former. Under Otto III's mindreårighed voksede bispernes indflydelse, og Crescentius tilrev sig som patricius magten i Rom, idet paven med Theophanos billigelse kun blev et redskab i hans hænder. Byzantinernes magt i sydItalien steg, og de indsatte i Bari en Catapan. Da Otto III i 996 kom til Rom, fik han sin fætter, Bruno af Kärnten valgt til pave og blev selv fjorten dage senere i Peterskirken kronet til kejser og antog desuden titel af patricius og kirkens forsvarer. Således kom to fremmede i en ganske ung alder til at lede kirken og kejserdømmet, i ivrig stræben efter ordenens genoprettelse i den sydende heksekedel af skinsyge, som ødelagde Europas smukkeste land. Crescentius, der var blevet afsat, vandt efter Ottos bortrejse sin indflydelse tilbage og indsatte dennes tidligere formynder, Johan af Kalabrien som pave. Otto optog derfor atter kampen i Rom, hvor han belejrede Crescentius i Engelsborg og til sidst lod ham halshugge på selve fæstningens brystværn. Efter Gregor V's død i 999 drog Otto på pilgrimsfærd til Monte Cassino og Sct. Michaels helligdom på Monte Gargano og lod den berømte ærkebiskop, Gerbert af Ravenna, der i samtiden betragtedes som et vidunder af ånd og lærdom, bestige pavestolen under navn af Sylvester II. Det var på denne tid en udbredt mening, at verdens undergang skulde indtræffe i året 1000, og menneskenes sind og tanker vendtes derfor mod det hinsidige; en bølge af mørk alvor skyllede over samfundet. Otto selv levede i en fantasiverden og higede efter kejserdømmet både i vesten og østen; desuden ønskede han at forene pave- og kejsermagt, hvad der ganske stred mod den herskesyge Gerberts planer. Polakkerne gjorde sig uafhængige og venderne samlede sig til angreb på de germanske indvandrere øst fra Elben. Det var under Boleslav Chrobry (992-1025) at polakkerne frigjorde sig, og Boleslaw var morbror til Knud den Store (1018-1035), der også ønskede frigørelse fra den tyske kirkes indblanding i danske forhold. Sakserne måtte værge sig så godt som muligt, men Sakserne kunne ikke værge sig og Danerne trængte i 994 ned til kystegnede omkring Stade, lidt senere i Weseregnen fra Hadeln til Lesum ved Bremen, og endda ned ad flodvejene til Hildesheim. Den tyske kirkepolitik, var jo årsagen til tysk indblanding på dansk territorium selvom den danske kong Svend Tveskæg efter bedste evne forsøgte at holde sig gode venner med de tyskfødte bisper i Ribe: Liafdag og Folkbert, der efterfulgtes af danskeren Odinkar den Yngre, der havde arvet store jordstykker efter sin fader: Toke Jarl. Disse bisper var jo delvist styret af de tyske bisper fra Hamborg-Bremen: Liawizo I (død før år 1000) og Unwan (1013-1029). Indtil 1026 var Odinkar den Yngre Jyllands eneste biskop. I 1001 besøgte Otto dogen i Venedig, Orseolus, som havde udvidet republikkens besiddelser med Dalmatien, men Otto III blev til sidst fordrevet fra Rom og døde som flygtning i Viterbo i 1002. Nu opstod der hårde kampe om hvem der skulle være hans efterfølger. Den tyske krone gik nu over til Henrik II den Hellige, hertug af Bayern, der var en sønnesøn af Henrik Fuglefænger, i slægt med det saksiske kongehus. Valget af ham mødte stærk modstand og kunne kun gennemførtes ved Bayerns, Frankens og øvreLothringens hjælp. Det lykkedes ham efterhånden at få de modvillige fyrster til at forpligte sig til at respektere kronens rettigheder og til at yde lenstjeneste, men til gengæld måtte han gøre dem store indrømmelser, bl.a. anerkende lenenes arvelighed. I løbet af en 14 års krig erobrede Henrik II den Hellige Bohnien og Meissen fra hertug i Boleslaw af Polen, som senere lod sig udråbe til polsk konge. I Italien genoprettede han det tyske herredømme, og Henrik II blev kronet som kejser i 1014. Men han tabte mod slaverne, idet han måtte anerkende Polens uafhængighed og afstå Lausitz til kong Boleslav, ligesom han ikke kunne forhindre, at de germanske erobringer øst for Elben gik tabt. Gang på gang førte Bernhard II af Saksen (1011-1059) sine hære ind i slavernes lande, for at afkræve tribut af fyrst Mistizlav, og samspillet med den politiske ærkebiskop i Hamburg-Bremen: Unwan, førte til at venderne i 1018 dræbte fyrst Mistizlav, da denne lovede at Unwan kunne påbegynde sin missionsvirksomhed i Aldenburg. Fyrst Mistizlav brodersøn: Gudskalk fik herredømmet i sit hjemland, og i slutningen af 1020érne hærgede han i Nordalbingen for at hævne en sakser drab på hans far: fyrst Pribígnev. Men hertug Bernhard fangede ham, men han blev frigivet og drog med Knud den Store til England, og kom senere tilbage til Danmark. Knud den Store gav i 1023 Torkil den Høje og derefter Ulf Jarl rigsmyndigheden i Danmark. Under Henrik II hørte otte store hertugdømmer, øvre- og nedreLothringen, Schwaben, Franken, Kärnten, Böhmen og Saksen, hvoraf sidstnævnte endnu ikke havde begyndt sine udvidelser mod syd, men stadig lå inden for det område, der omsluttedes af Elben, Ems og Rhinen. Der var seks ærkebispedømmer: Main, der var sædet for den øverste kirkelige myndighed, Køln, Trier, Bremen, Magdeburg og Salzburg, hvis indehavere samtidig var store verdslige fyrster. Der var også en mængde andre fyrster, pfalzgrever, markgrever og lensmænd af lavere grader, som alle hævdede, at de kun havde kongen over sig. De lå i stadig krig med hinanden og gik tit uhindret på røver- og plyndringstogter. Byerne, som nu var begyndt at vokse op i betydeligt antal, var derimod fristed for fremskridt og orden, og byerne havde mere eller mindre selvstyre; i almindelighed under en kongelig embedsmand, som kaldtes borggreve, og efterhånden blev denne værdighed arvelig. Henrik II havde en sikker støtte i gejstligheden, da han gav de gejstlige store forleninger og rige gaver. Da han var den sidste mand af det saksiske kejserhus, var hertugerne ved hans død i 1024 frit stillede overfor valget af en ny konge. Men forholdene i riget var da så rolige, at folk og fyrster i fuld enighed kunne samle sig om en frankisk greve: Konrad, der blev stamfader til et nyt herskerhus.

Det frankiske eller saliske kejserhus 1024-1125

Konrad II var valgt af en fyrsteforsamling i 1024, bestående af hertuger, grever og prælater. Han blev kronet som kejser i 1027, og med sin dronning Gisela, broderdatter af kongen af Burgund, erhvervede han også dette lands krone. Han sluttede fred med danerne og englændernes konge: Knud den Store, idet han som pant på sit venskab, overdrog Slesvig mark hinsides Ejderen til Danmarks konge, - dette land som alligevel siden 811 havde været dansk, og dermed håbede han på at skille Polens frihedssag fra den danske sag. Konrad II »der Salier« hævdede også med fast hånd den kongelige myndighed overfor hertugerne, men gjorde ikke forsøg på at fratage dem arveret til deres len. Konrad II gik også ind på, at dette arvelige princip anvendtes til fordel for de mindre vasaller og i Italien fastsloges dette i 1037 ved lov, idet han ved denne arvelighed også håbede på, at kunne få kronen gjort arvelig i sin slægt, - hvad der dog ikke lykkedes ham. I Italien og ved østgrænsen bragte han ro, og mod vest udvidede han Tysklands magtsfære ved i 1032 at forene kongeriget Arelat (Burgund) med riget, hvad der ifølge en ældre traktat med den sidste burgundiske konge: Rudolf III, skulle ske ved dennes død. Konrad II måtte dog med hærmagt tvinge de burgundiske vasaller til at anerkende ham som konge, og lod sig gentagne gange krone med Den burgundiske Kongekrone. Men Burgund kom dog kun til at stå i en meget løs forbindelse med riget og kom i de nærmest følgende århundreder helt bort fra riget. Konrad II var således ved sin død bærer af en kejserkrone og tre kongekroner: den tyske, som han modtog i Aachen; Burgunderrigets, som blev ham overrakt i Aries; Lombardiets, som han fik i Milano eller Monza; og den kejserkrone, der gjorde ham til herre over hele den kristne verden, og som han fik i Rom. Efter Knud den Stores død i 1035 begynder venderne at angribe danskerne i Oder- og Weichsel egnede. Formodentlig har de fundet sammen med ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen og de tyske fyrster, da de forhandlede sammen, men årsagerne kender vi ikke. I 1039 overgik magten til hans søn: Henrik III, som i faderens livstid var valgt til hans efterfølger.  Henrik III blev en af Tysklands store herskere og holdt ligesom sin forgænger med fast hånd fyrster og folk til lydighed under kronen. Han besejrede magyarerne og tvang deres konge til at sværge sig lydighed. Han styrkede centralmagten ved at overlade hertugdømmerne til pålidelige tilhængere og efter forgodtbefindende indsatte og afsatte paver. Således måtte sakserne bøde hårdt for deres hertugs fjendtlige optræden overfor sin overherre, der erklærede ham i rigets acht. Henrik III ydmygede flere andre mægtige vasaller og bortgav store kronlen til sine slægtninge. Bayern overlod han til sin hustru, ja selv de høje gejstlige embeder besatte han med nære pårørende og venner. Der herskede derfor overalt i Tyskland og Italien »god ro og orden«, så det blev muligt for kejseren at planlægge en kirkerensning i cluniacensernes ånd, hvorved gejstligheden skulle sættes i stand til i fuld frihed for alle verdslige hensyn at arbejde i sit høje kalds tjeneste. Da Hardeknud var død i Danmark i 1042 blev den norske Magnus Olavssøn den Gode taget til konge i Danmark, og for at stoppe vendernes indfald tog han til ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen: Bezelin Alebrand, og holdt møde med den danskfødte biskop Tymme af Hildesheim og hertug Bernhard af Saksen, hvor Berhards søn Ordulf blev trolovet med Magnus søster: Ulvhild, og i 1043 kunne kong Magnus således føre et hærtog mod venderne til Jumme. Men efter at han vendte hjem, drog venderne op i Sønderjylland til Ribe, da 8 sønner til fyrst Radibor, der var blevet myrdet, havde svoret hævn. Magnus samlede en hær og d. 28. september 1043 stod det store slag på Lyrskov Hede, hvor vendernes hær faldt, måske 15.000 mand og der gik frasagn og skjaldene kvad om den store sejr. Det var Henrik III's mening, at kirken netop fordi dens rige ikke var af denne verden, skulle give kejseren, hvad kejserens var, hvoraf f.eks. fulgte, at kronens ret til at besætte de gejstlige embeder blev den samme som før. Det var med denne plan for øje, at Henrik blandede sig i kirkestriden i Italien, hvor tre paver gensidig forkætrede hinanden, idet han på synoden i Sutri i 1046 lod alle tre paver afsætte, hvorpå han satte en tysk biskop på pavens stol, og han understøttede nu af al magt de pavelige bestræbelser for at højne kirkens magt og anseelse. Således støttede ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen: Adelbert (1043-1072) i 1049 Henriks hærtog mod grev Balduin af Flandern. Efter Magnus var død i 1047 tog Sven Estridsøn magten i Danmark, men han fik en tronkræver i Harald Haarderaade, der var onkel til Magnus. Da Sven Estridssøn forberedte et forbund med ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen: Adelbert og Henrik III, tog Harald Haarderaade til Hedeby og brændte hele byen af, men Trøndekongens hær blev dræbt ved Læsø af Svens folk. Adelbert udvirkede at Sven Estridssøn og Henrik i 1052/53 mødtes i Merseburg, hvor der blev svoret gensidig troskab, sådan at der blev ro om Ejdergrænsen, medens hertug Bernhard af Saksen måtte se forundret til på denne udvikling. Henrik III's døde i 1056. Da hans søn og efterfølger: Henrik IV, dengang kun var 3 år gammel, blev han sat under formynderskab af sin moder. Derfor ville hertugerne gøre sig betalt for den ilde medfart, der var blevet dem til del fra Henrik III's side. De tøvede ikke med at rejse sig mod formynderregeringen og tilrev sig store fordele på kongemagtens bekostning. Da Henrik IV blev befriet for sine forhadte formyndere ved ærkebiskop Adelbert af Bremen's hjælp, forværredes forholdene endnu mere, idet han i voldsom forbitrelse over hertugernes færd i hans mindreårighed begyndte en hævnkrig mod dem. I 1066 rejste Blusso et voldsomt oprør blandt abroditterne, og venderne hærgede hele Stormarn. Hamburg gik op i flammer medens de kristne døde efterhånden som man mødte dem - helt op i Slesvig. I 1071 afholder ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen: Adelbert, kejser Henrik IV og Sven Estridsøn et møde i Bardowik. Formålet for Adelbert at svække hertugen af Saksens indflydelse, og at Sven fik lovning på markgrev Udo´s områder, Ditmarsken m.v.. Henrik IV vandt i 1076 ved Hohlenburg en stor sejr over sakserne, og tog hævn overfor fyrster og adelsmænd. Der var på dette tidspunkt et »kristeligt behov« for at erobrede land fra de slaviske stammer hinsides Elben. De krigsvante adelige gik forrest; gejstlige, borgere og bønder fulgte; store byer voksede op derovre som Danzig ved Weichsel-floden. Men selvom Henrik IV havde sat hertugerne på plads, udbrød der nye oprør og heftige stridigheder med sakserne, schwaberne og andre undersåtter. Men nede i Italien havde pave Nikolaus II indkaldt de franske normanner, som snart fik besiddelser i Italien. Formålet var at vinde verdslige støtte. Robert Guiscard modtog således Apulien og Kalabrien som len og fik i tilfælde af arabernes og grækernes fordrivelse yderligere løfte om Sicilien. I 1073 bliver Hildebrand valgt til pave som Gregor VII, og hans stilling syntes i øjeblikket stærk, da den 23-årige Henrik IV på dette tidspunkt førte et udsvævende liv i Tyskland, medens Wilhelm Erobreren støttede paven. Paven kaldte Henrik IV til Rom, for at han skulle gøre rede for sin adfærd mod de oprørske hertugdømmer, men han nægtede at bøje sig for den pavelige domstol. Henrik's fader havde i øvrigt selv støttet pave Gregor VII (Hildebrand), og Gregor havde allerede som kardinal fået pavevalget gjort uafhængigt af kejserlig indflydelse, og senere som pave havde han med cølibatsloven fjernet gejstligheden fra alle jordiske interesser. Gregor ville nu med loven om simoni fastslå kirkens eneret til besættelse af gejstlige embeder, og Gregor VII hævdede kirkens fordring på overmagt fremfor alle jordiske fyrster og underbyggede sit krav med et forbud til biskopperne mod at lade sig indsætte i deres embeder af kejseren. Og dengang var et bispedømme en mægtig magt, da fyrstebiskopperne var herrer over det halve Tyskland. Så en sådan bestemmelse ville have sat disse mægtige landområder udenfor kongens styre. Men Henrik IV tog ikke noget hensyn til pavens lovgivning og stævnede paven til at give møde for en kirkeforsamling. Forbitret herover og over Gregor's intervention til fordel for nogle fængslede saksiske biskopper, lod Henrik paven afsætte på en synode i Worms i januar 1076. Dét blev besvaret af pave Gregor VII med en bandbulle, der løste Henriks undersåtter fra deres roskabsed, og hermed var striden mellem kejser og pave i fuld gang, en strid der skulle komme til at bestemme Tysklands skæbne i fire hundrede år. Det gav straks anledning til at hertugerne påny rejste sig mod deres overherre, der nu var forladt af alle. Mange af Henriks undersåtter lod sig påvirke af den overnaturlige kraft, der efter deres mening lå i pavens dom. De fyrster, som gik imod Henrik, mødtes i Tribur i oktober 1076 og erklærede, at de ville vælge en ny konge, såfremt Henrik ikke i løbet af et år havde bilagt sin strid med paven. Så på denne rigsdag i Tribur måtte Henrik IV indgå et ydmygende forlig. Men da selve afgørelsen af spørgsmålet om afsættelse af den bandlyste konge udsattes til en sammenkaldt rigsdag i Augsburg i februar 1077, besluttede Henrik at komme hertugerne i forkøbet, ved at formå paven til at ophæve bandlysningen, idet Henrik foretog sin bodsgang til Canossa i Apenninerne, hvor paven opholdt sig hos grevinde Mathilde af Tuscien, og hvor Henrik i januar 1077 endte med fuldstændigt at underkaste sig Gregor's vilje. Paven var nu Tysklands virkelige hersker. De skuffede tyske hertuger valgte ikke desto mindre en modkonge: Rudolf af Schwaben, der blev godkendt af paven, og som igen lyste Henrik i band. Men Henrik og hans venner fra byerne, samlede sig til kamp med Rudolf ved Zeitz i 1080, og Rudolf døde af sine sår. Henrik gjorde sig til herre over oprøret, og Rudolfs hertugdømme overdrog Henrik til sin svigersøn: Frederik, en schwabisk adelsmand, som havde bygget sit slot ved Hohenstaufen. Henrik II fik pave Gregors afsættelse gennemført med en forsamling af tyske biskopper. Guibert, den tyske ærkebiskop i Ravenna, blev udnævnt til pave under navn af Clemens III. I 1081 drog Henrik over Alperne med en hær og bemægtigede sig Rom, og Gregor VII måtte flygte til normannerne i sydItalien, hvor han døde i Salerno i 1085. I Rom blev Clemens III indsat og kronede Henrik til kejser. Henriks valg af Clemens III som modpave viste sig meget klogt, fordi han derved fik de lombardiske biskopper over på sin side. En del af Henriks saksiske modstandere fik husly i Danmark under Knud den Hellige, men da de drog hjem igen i 1085 blev freden ikke brudt. Men de tyske hertuger rejste sig atter under ledelse af Henrik's egne sønner, og påny blev Henrik lyst i band af paven (Paschal II), sådan at Henrik måtte afsige sig kronen i Ingelheim i 1105, og derefter søgte tilflugt i Liége hvor han døde i 1106. Hans søn og efterfølger: Henrik V genoptog sin faders kirkepolitik, men efter nogle års stridigheder med paven. I 1111 måtte han drage til Rom og tvinge paven til at krone sig som kejser. Så snart han var hjemme igen, lyste paven ham i band. Men der kom også krig mellem Henrik og hans tidligere venner. De tyske fyrster, der tilføjede ham et nederlag ved Welfsholtz i 1115. Først i 1122 lykkedes det pave Calixtus II ved konkordatet i Worms at træffe en aftale, hvor kejseren gav afkald på retten til at udnævne biskopper og ærkebiskopper, og biskopperne skulle til gengæld gøre vasaltjeneste i forhold til deres landområde. Tre år efter døde Henrik V i 1125 i Utrecht som den sidste mand af det frankiske kejserhus, der i væsentlig grad havde forringet kronens magt ved anerkendelse af lenenes arvelighed og kirkens eneret til besættelse af gejstlige embeder, og nu udbrød kampene om magten mellem Welferne og Hohenstauferne.

Det Hohenstaufiske konge- og kejserhus 1138-1273

De to Hohenstaufiske brødre: hertugerne Frederik af Schwaben og Konrad af Franken, Henrik V's søstersønner, var nærmest berettigede til at komme i betragtning ved valget af Henrik's efterfølger. Men deres store magt og rigdom skræmmede fyrsterne, og kronen tilfaldt derfor ikke nogen af dem, men Lothar af Supplingenburg, hertug af Saksen, der havde været en heftig modstander af Henrik V. Lothar II kom straks i strid med de Hohenstaufiske brødre, da han forlangte, at de skulle tilbagegive alle Henrik V´s arvede allodialgodser, hvad brødrene nægtede. Lothar II underkastede sig pavemagten, da Innocens II ved hans kroning forlangte, at Tyskland gennem denne ceremoni skulle blive et len under pavestolen. Men for at kunne optage kampen med brødrene søgte Lothar II støtte hos hertug Henrik den Stolte af Bayern, hvem han gav sin datter Gertrud til ægte, hvorved det welfiske hus, hvis hoved hertugen var, fik udsigt til at arve Lothar's udstrakte allodialbesiddelser i Braunschweig-Lüneburg. Hohenstauferne måtte efter en flerårig modstand give tabt og gik ind på et forlig, hvorved de beholdt de omstridte godser, dog ikke som allodier, men som rigslen. Da Lothar ingen sønner havde, overgav han på sit dødsleje i 1138 rigsklenodierne til sin svigersøn: Henrik af Bayern, hvem han også forlenede med Saksen. Men denne store magtudvidelse bevirkede, at fyrsterne ikke valgte ham, men valgte hertug Konrad af Franken til konge, som Konrad III, den første Hohenstaufer på Tysklands kongetrone, der forlangte af Henrik den Stolte, at han skulle tilbagegive Saksen, og da hertugen nægtede at adlyde, fratog Konrad ham både Bayern og Saksen og erklærede ham i rigets acht. Men Henrik satte hårdt imod hårdt, og det kom til kamp mellem Henrik's tilhængere: welferne, og Konrad's tilhængere: waiblingerne, der efter Henrik's død i 1139 dog fik overtaget. Konrads broder: Frederik af Hohenstaufen ejede et schwabisk slot. Waiblingerne fik welferne til at indgå et forlig i Frankfurt i 1142 der bestemte, at Henrik den Stolte's søn: Henrik Løve skulle have Bayern tilbage. Dog udskiltes markgrevskabet Østrig som et selvstændigt hertugdømme, ligesom Henrik fik allodierne i Braunschweig-Lüneburg, men måtte give afkald på Saksen. Således var freden genoprettet i riget. Saksen blev opdelt, således at den nordlige eller »saksiske mark« blev et markgrevskab, som havde Konrad III overdrog til Albrecht der Bär - den første af de ascaniske markgrever, der havde deres navn efter slægtsborgen Ascanien i Hartz-bjergene, og han erobrede land fra venderne hinsides Elben, og gjorde Berlin til sin hovedstad, hvorefter denne »mark« fik navn af Brandenburg. Den ascaniske linje uddøde i 1320. Konrad II gav den tjekkiske fyrst Sobeslav (1125-1170) titel af rigets mundskænk, således at de bøhmiske fyrster kom til at spille en rolle ved valget af kejser. Men i Italien herskede der en sådan uro og forvirring, at Konrad III foretrak at opgive kejserkroningen fremfor at blande sig i forholdene dernede. Han deltog i det 2. korstog i 1147-49, hvor hans hær på 70.000 mand næsten gik helt tilgrunde i Lilleasien. De frie byer både i nord- og sydItalien i indbyrdes kamp, og da Rom således atter var det værgeløse bytte for partistridigheder, oprettede den reformivrige munk Arnold af Brescia for en tid en republik, hvor kirken skulle føres tilbage til sin oprindelige enkelthed og berøves sin verdslige magt. Efter et forgæves forsøg på at erobre Syrien vendte Konrad i 1148 tilbage til Tyskland, hvor han døde i 1152. Da Konrads søn var mindreårig, anbefalede han før han døde, at fyrsterne valgte Konrads broders søn: hertug Frederik af Schwaben´s søn til hans efterfølger. Og fyrsterne fulgte rådet sådan at Frederik af Schwaben besteg den tyske kongetrone som Frederik I Barbarossa (rødskæg). Frederik I Barbarossa blev af stormændene opfordret til at gøre ende på stridighederne, og efter at have holdt en rigsdag på den Roncaliske slette ved Piacenza blev han kronet til konge i Pavia og til kejser i Rom af pave Hadrian i 1152, hvor han lod Arnold af Brescia bestige bålet. Spoleto blev tvunget til lydighed, og da Frederik efter to års forløb vendte tilbage til Tyskland, efterlod han et stærkt indtryk af kraft og beslutsomhed. Da byerne atter gjorde fordring på deres tidligere frihed, drog han igen til Italien, og fra sin lejr på de roncaliske marker udsendte han en række meget strenge forordninger om byernes fremtidige styreform. I den påfølgende krig udviste han stor grusomhed. Milano der havde overgivet sig, blev jævnet med jorden, og hans angreb på Crema blev foretaget bag en levende mur af gidsler og fanger. Men de nordItalienske byer var forbitret over dette tyranni, og stiftede Det lombardiske Forbund, som genopbyggede Milano og grundlagde byen Alessandria, opkaldt efter pave Alexander III, der var bevægelsens leder. Frederik I Barbarossa forertog 6 felttog mod Italien, og han følte sig mindre som tysk konge end som romersk kejser, idet han betragtede det som sin ret og pligt til først og fremmest at skaffe kejserkronens bærer anerkendelse som kristenhedens overhoved, og som øverste dommer i folkenes og fyrsternes stridigheder. Han gennemførte rostjeneste, og den opståede adel blev nu et ridderskab, der ikke alene forstod at bruge sværdet. Frederik I tilbagegav Henrik Løve Saksen, men dog blev Saksens område formindsket ved, at mark Brandenburg blev udskilt derfra som et selvstændigt len af kronen. Da freden ikke udefra blev brudt, søgte han at bringe nabofolkene ind under Tysklands magtsfære. Han førte et hærtog ind i Polen hvor fyrsterne blev tvunget til at hylde ham som lensherre, og han gav den bøhmiske hertug: fyrst Ladislaus II ret til at kalde sig konge, mod at han gik ind på at blive tysk rigsfyrste. Henrik Løve udstrakte sit rige til vendernes område langs Østersøens kyster, og venderne i Holsten og Mecklenburg blev underlagt riget, idet Henrik Løve gjorde ende på den slaviske befolknings hårdnakkede modstand mod de indvandrede tyskere, der nu hurtig gjorde de vendiske byer ved Østersøen til betydelige handelspladser, og med stor kraft fremmede de germaniseringen i de talrige gamle venderlande. Henrik grundlagde byerne Lübeck og München. Også Danmark blev bragt i lensforhold til riget, idet Frederik I Barbarossa blandede sig i striden mellem Knud Magnussøn og Svend Erikssøn. Frederik I støttede Svend Erikssøn fordi Svend anerkendte Frederik I som sin lensherre, hvad Valdemar den Store også fandt sig foranlediget til at gøre. I det Burgundiske rige hævdede Frederik I eftertrykkelig kronens myndighed, og på samme måde optrådte han i Italien. I 1155 truede hertug Arnold af Brescia Rom, men truslen mod Rom blev nedkæmpet, da Frederik I sendte sin hær derned. I 1157 krævede Frederik I den italienske kongekrone, men hans allierede pave Hadrian IV efterfulgt af Alexander III, der havde en anden paveholdning, og Frederik nægtede at anerkende ham, og belejrede Rom, som han indtog samt Milan i 1162 skønt den tyske hær under belejringen reduceredes stærkt af en frygtelig pest. Derfor understøttede paven nu de lombardiske byer i deres oprør mod Frederik I, idet Frederik I ville tvinge de rige og mægtige lombardiske kommuner til at tage imod de af ham udnævnte embedsmænd, medens byerne krævede fuldt kommunalt selvstyre. Ved pavens hjælp rejste Det lombardiske Forbund af byer sig atter og atter til kamp, skønt den ene efter den anden af byerne blev lagt øde af Frederik I´s hærstyrker. Paven, hertugen af Saksen og kongen af Sicilien gjorde oprør nu mod Frederik. Normannerne havde benyttet denne strid til at vinde herredømmet over Neapel og Sicilien. Også republikken Venedigs magt var voksende, og da Frederik I for femte gang drog over Alperne for at rette et hovedslag mod lombarderne blev Frederik I d. 29. maj 1176 besejret af Det lombardiske Forbund i slaget ved Legnano, der især skyldtes 900 unge milaneseres kamp, det såkaldte »dødskompagni«, men også fordi Henrik Løve havde brudt sin lenspligt ved at nægte at stille op med en hær. Frederik I måtte det følgende år ydmygt besøge paven i Venedig, der optrådte som fredsmægler mellem byerne og Frederik I. Ved freden i Konstanz i 1183 blev Frederik I anerkendt som overherre af de lombardiske kommuner, der skulle betale skat, men de beholdt deres selvstyre. Men i Böhmen indtrådte der lovløse tilstande efter kong Ladislaus II død i 1170, og adelens magt voksede, medens det store antal tyskere tiltog sig mange forrettigheder, og tyskerne indvandrede i stort tal og lavede deres egne regler, byretter, m.v.. I 1180 tog Frederik I hævn overfor Henrik Løve selvom de var fætre, og Henrik måtte bede om nåde, og fik kun lov til at beholde sine allodier: Braunschweig-Lüneburg (Hannover), medens han mistede Bayern, der blev overgivet til Otto af Wittelsbach. Saksen kom for fremtiden kun til at bestå af Elb-landene, medens Westfalen blev givet til ærkestiftet Køln, og der tildeltes de gejstlige len og de største byer i mellemSaksen rigsumiddelbarhed. Henrik Løve's fald styrkede i høj grad kronens anseelse, sådan at Frederik's nederlag i Lombardiet og hans uheld overfor Danmark, hvor Knud VI løsrev sig fra lensforholdet til Tyskland, ikke svækkede Frederiks stilling i selve riget. På rigsdagen i Mainz i 1184 blev Frederik I hyldet med ærefrygt og begejstring af fyrster og folk. Han søgte at skabe et nyt grundlag for sin italienske politik ved at lade sin søn Henrik, der var valgt til hans efterfølger, ægte arvingen til Neapels krone i 1186. Men da efterretningen om Jerusalems fald i 1187 nåede Europa, anså den gamle kejser det for sin pligt som kristenhedens overhoved, at stille sig i spidsen for et korstog, for at rive den hellige by ud af muhammedanernes hænder. I det 3 korstog i 1189-92 samlede Frederik 100.000 mand, og også hære fra Frankrigs konge: Philip August og Englands kong: Richard Løvehjerte deltog. Men hans død i Lilleasien i 1190 beseglede også dette korstogs skæbne. I Frederik I´s tid blev de rigt udstyrede gejstlige stiftelser og klostre centrale, og der lagdes grundstene til mange nye kirkebygninger overalt i riget, hvor livet var i frodig fremgang med støttepunkter i de opblomstrende byer, og hvor en kraftig Borgerstand snart viste sig, og forstod at skaffe sig politisk betydning ved siden af adelen og gejstligheden. Frederik Barbarossa bar alle fire kroner - Tysklands, Burgunds, Lombardiets og det hellige romerske riges - og han tvang kongerne af Danmark, Polen, Böhmen og Ungarn til at sværge lensed. Frederiks søn: Henrik VI optog så snart han havde fået fast fod i Neapel, sin faders storpolitiske planer. Ved Henrik VI´s ægteskab med Constantia i 1186, arvingen til Siciliens og hele syd-Italiens krone (Normannerriget), bragte han Hohenstauferne ind i de områder, der skulle volde ham selv så megen kamp og besvær. For at skaffe sig og sin slægt en sikker magtstilling i Tyskland foreslog han de tyske fyrster, at gøre den tyske krone arvelig i hans familie, mod at han til gengæld erklærede deres len for arvelige,- også på spindesiden. Men fyrsterne vægrede sig ved at gå ind på hans plan. Henrik VI døde pludseligt i 1197, og da hans søn: Frederik af Neapel kun var 3 år gammel, fik det welfiske parti atter mod og valgte med gejstlighedens bistand, Henrik Løve's søn som efterfølger: Otto af Braunschweig-Lüneburg. Men Otto IV fik straks en modkonge i waiblingen Filip af Schwaben, der var Henrik VI's broder, og som blev valgt af Hohenstaufernes tilhængere. Ved det 4 korstog i 1204 opnåede Venezia højdepunktet af sin udvikling, selvom de kristne brugte våbnene mod hinanden på korstogene. Den thüringske landgreve Herman I's regering førtes fra residentslottet i Wartburg i 1207. Filip fik efterhånden overtaget over Otto IV, men da Filip i 1208 blev myrdet af Otto af Wittelsbach, vandt Otto anerkendelse i det meste af riget og blev kronet til kejser af pave Innocens III. Otto måtte love paven, at kronen ville overlade kirken de mathilde'ske godser. I 1212 blev den unge Frederik af Neapel medregent. Men da Otto ikke var ordholdende, sendte paven Henrik VI's søn: den attenårige Frederik af Neapel, Syditalien og Sicilien (Normannerriget) tilbage til Tyskland, hvor han ved kirkens mægtige hjælp fik de fleste fyrster på sin side, sådan at han i 1215 kunne blive kejserkronet, som Frederik II. Otto blev bandlyst og trak sig tilbage til sine arvelande, hvor han døde i 1218. For at få fred med den danske kong Valdemar Sejr afstod Frederik II alt land nord for Elben til den danske krone. Men han var mere italiener end tysker og følte sig fremmed i sit tyske rige. Den tyske Ridderorden forsatte under deres stormester Hermann af Salza med at erobre land i Prøjsen og i de baltiske lande, og fik støtte af Ottokar, konge af Böhmen. Store landområder blev lagt ind under tysk herredømme bl.a. ved Königsberg. Samtidig begyndte de store hertugdømmer ved en stadig deling at opløses i stumper og stykker, og de ledende i Tyskland blev ikke hertugerne, men de 7 kurfyrster, der betragtedes som eneberettigede til at vælge en kejser, et hverv, som tidligere havde påhvilet prælaterne og hele den højere adel. De 7 kurfyrstendømmer, der først officielt omtales i året 1217, var de tre ærkebispedømmer Mainz, Køln og Trier samt fire verdslige fyrstendømmer - Saksen (det sydlige hertugdømme, ikke den nordlige, saksiske »mark«), den Brandenburgske mark, Rhinpfalz og kongeriget Böhmen. Otto vendte derfor allerede i 1220 tilbage til Italien, efter at han havde fået sin ældste søn Henrik valgt til tronfølger. Imidlertid gik Frederik II´s største ærgerrighed ud på at virkeliggøre de samme tanker om kejserdømmets storhed, som hans fader og bedstefader havde kæmpet for. Men også Frederik II blev bandlyst af pave Gregor IX, fordi han udsatte sit løfte om at foretage et korstog. Alligevel drog han derned i 1228, og alle kristne fyrster havde modtaget strenge forbud mod at hjælpe ham. Da Frederik ankom til Acre, sendte han sendebud med rige gaver til el Kamil, sultanen af Kairo, som den gang holdt Jerusalem besat. El Kamil svarede høfligt, og da han kendte kejserens smag for alt fremmedartet, sendte han ham en elefant og andre tropiske dyr så vel som en flok saracenske danserinder. Muselmændene syntes, at Frederik var en meget mærkelig korsfarer, og deres sultan var som han i besiddelse af høj kultur, så det varede ikke længe, før de to åndsbeslægtede fyrster begyndte at korrespondere om lærde og filosofiske materier, hvad der førte til et nært og varigt venskab. Under sit ophold i Acre besluttede Frederik II sig til, uden sin hær, at foretage en rejse til Jordan-floden for at bade i dens vande. Tempelherrerne, som stod på pavens parti, sendte bud til el Kamil om den påtænkte pilgrimsfærd og meddelte ham, hvorledes han kunne opsnappe og dræbe sin fjende, men sultanen viste, hvad han mente om dette forslag, ved at sende brevet til kejseren. Til sidst sluttede de to fyrster en overenskomst, hvorved Jerusalem blev overladt til Frederik II med en rimelig garanti både for saracenernes og den kristne befolknings rettigheder og friheder, og således opnåedes det, der oprindelig havde været formålet med korstoget, uden mindste blodsudgydelse. Men pave Gregors IX kunne ikke tåle Frederiks sejr, og et paveligt sendebud mødte Frederik i Jerusalem, og erklærede i kirkens band og forbød enhver form for kristen gudstjeneste. Frederik drog hjem og fordrev de pavelige tropper fra Neapel. Men han måtte selv påsætte sig kongekronen i 1229. Ved en personlig sammenkomst med paven lykkedes det ham at formå denne til at hæve bandlysningen, så at han nu kunne tage fat på at befæste sit herredømme i Italien, der skulle være tyngdepunktet i det planlagte universalmonarki. Men han kom ligesom farfaderen i strid med Det lombardiske Forbund, som han angreb, men i 1235 blev han nødt til at drage tilbage til Tyskland, hvor hans ældste søn: Henrik, den udvalgte konge, havde rejst et oprør mod ham. I 1235 indgik Frederik sit tredje ægteskab. Han med Isabella, der var en søster til Henrik III af England, og der blev holdt en mægtig fest Køln hvor parret mødtes, og i Worms hvor brylluppet foregik. Samtidig holdtes der en rigsdag i Mainz, hvor alle de store fyrster var til stede, og der fremsattes en række lovforslag, der stadfæster hævdvundne skikke og klasseprivilegier; og lovene var gennemtrængt af retfærdighedssans med hensyn til menneskenes indbyrdes forhold. Her forkynder Frederik den første almindelige landefred i Tyskland og oprettede samtidig hermed en med kronens dommermyndighed udrustet rigsret, ligesom han for at vinde fyrsterne gav dem højhedsret over deres territorier. De tyske fyrsters antal var blevet meget betydelig forøget efter opløsningen af de gamle folkehertugdømmer: Lothringen, Franken, Schwaben og til dels Saksen og Bayern, og disse mange fyrster stod nu overfor kronen som en temmelig uafhængig rigsstand, der bestod af hertuger, pfalzgrever, landgrever, markgrever, ærkebiskopper, biskopper og fyrstelige abbeder, og udenfor fyrsterne dannede endog greverne, herrerne og ridderne et mægtigt aristokrati, der i den følgende tid også vandt rigsumiddelbarhed, hvad der ligeledes blev tilfældet med de større byer. Til gengæld for sin eftergivenhed overfor fyrsterne fik Frederik II sin søn Konrad valgt til tronfølger og forlod derpå Tyskland for at genoptage kampen mod lombarderne, som han tilføjede et stort nederlag i 1237. Men de lombardiske byer fik stadig understøttelse af paven. Frederik var ikke vellidt af paven, fordi Frederik havde et pragtfuldt palads i Palermo, der var sæde for kultur og kunst, med sit harem af østerlandske skønheder og sine saracenske soldater (som ikke lod sig på virke af nogen bandlysning). Her trivedes den åndelige nysgerrighed og lidenskaben for lærdom og filosofi, og med sit venskab med sultanen og sin åbenlyse foragt for gejstligheden, var Frederik en «djævelsk kætter« i kirkens øjne. Så i 1239 satte paven atter Frederik II i band, da denne havde gjort sin uægte søn Enzio til konge af Sardinien. Dette gav anledning til, at den gamle strid mellem pave og kejser blussede op påny med voldsomhed, sådan at pave Innocens IV greb til det yderste middel pavestolen kunne anvende, idet han på en kirkeforsamling i Lyon i 1245 erklærede Frederik II for afsat, og opfordrede de tyske fyrster til at vælge en ny konge. Det viste sig nu, hvor svagt båndet var mellem Frederik og de talrige fyrster, idet de fleste fyrster fulgte pavens opfordring og først valgte landgrev Henrik Raspe af Thüringen i 1246-47 til konge, og dernæst grev Wilhelm af Holland i 1248-56 til konge. Konrad, der var den udvalgte tronfølger efter Frederik II, beholdt kun magten i en del af sydtyskland, men det skete under heftig modstand fra de mænd, som paven havde udpeget til kejserværdigheden. Da Frederik II døde i 1250 forlod Konrad sydtyskland for at sætte sig i besiddelse af sit arverige i Italien, men her døde Konrad IV imidlertid allerede i 1254 som den sidste Hohenstaufer. Frederiks uægte søn, Manfred, overtog derefter styrelsen for sin brodersøn Konradin. Dengang Konradin var et barn havde det hohenstaufiske parti efter Wilhelm af Hollands død i 1256 valgt den engelske prins Richard af Cornwall til konge, medens de andre fyrster valgte Alfons X af Kastillien. Men da den første, efter at være kronet i Aachen yderst sjælden kom til Tyskland, medens den sidste, hvis moder var en datter af Filip af Schwaben, aldrig satte sin fod Tyskland, var riget i virkeligheden uden regent. Paven tilbød den engelske konge Henrik II's søn kongeriget Sicilien, men Manfred lod sig krone i Palermo, og kampen mellem guelfer og ghibelliner, som pavens og kejserens tilhængere henholdsvis kaldtes, blussede atter op. Ghibellinerne, som efter Frederiks død var blevet fordrevet fra Florens, vendte efter at have besejret guelferne ved Montaperti tilbage til deres by. Forvirringen voksede. Slægten Della Torre blev herre i Milano, medens scalaerne rådede i Verona, og pave urban IV tilbød nu Ludvig den Hellige af Frankrig, tidens betydeligste hersker, Neapels krone. Men denne lod tilbudet gå videre til sin langt ubetydeligere broder, Karl af Anjou, som i Rom blev kronet til konge af Sicilien og Apulien og kort efter besejrede han Manfred ved Benevent, og erobrede det sydlige Italien og Sicilien. Nu var det franske herredømme etableret i Italien - afløst af det tyske. Derpå kom den unge Konradin selv til Italien for at genvinde sine rettigheder, men han blev imidlertid besejret ved Scurgola og måtte tage sin tilflugt til Frangipani i Astura, men denne solgte ham til Karl af Anjou, der lod ham henrette på torvet i Neapel i 1268, og dermed uddøde den ægte mandlige linie af huset Hohenstaufen. Hævnen kom dog snart, idet Konradins kamp med franskmændene blev ført videre af Johan af Procida, som var ophavsmand til den såkaldte »sicilianske vesper«. Da en fransk soldat 2. påskedag 1282 havde fornærmet en siciliansk pige, gav denne episode anledning til et forfærdeligt blodbad, hvor den indfødte befolkning under råbet: »død over franskmændene!« på en enkelt nat dræbte over 4.000 franske mænd, kvinder og børn. Oprørsfaklen tændtes over hele øen, og den spanske kong Pedro III af Aragonien overtog efter opfordring regeringen. Det franske hus Anjou beholdt kongeriget Neapel. Tiden fra 1256 til 1273 kaldes derfor det store Interregnum. I disse år måtte enhver værge for sig, så godt han kunne, da der ingen rigsstyrelse fandtes, som kunne opretholde landefreden. Fyrsterne og ridderne optrådte ofte som rene røverriddere, og kunne ganske uhindret hengive sig til indbyrdes fejder. Til værn mod overlast søgte de svagere imidlertid beskyttelse hos de mægtigere eller sluttede sig sammen for at kunne sætte hårdt mod hårdt. Byerne havde vokset sig stærke og talrige under Hohenstauferne og var på kejserens side. Navnlig de befæstede byer af hvilke ikke få nu tiltvang sig rigsumiddelbarhed dannede stærke byforbund. Til Rhinforbundet hørte 70 byer. Hanseforbundet omfattede Østersø-byerne og andre nordlige byer og nåede helt ned til Køln. Hanseforbundet havde store varehuse og kontorer i London og andre udenlandske byer. Selvstændighedsfølelsen og tilliden til egen kraft voksede i den grad, at de mindre organismer i det halvt opløste rigslegeme var i stand til på egen hånd at arbejde videre eller håndhæve det bestående. De schlesiske fyrster tilbageslog ved egen hjælp mongolernes forsøg på at trænge ind i Tyskland. Ottokar II af Böhmen (1253-1278) bemægtige sig ærkehertugdømmet Østrig og Steiermark, da den sidste af Babenbergerne i den østrigske fyrsteslægt døde, og derved kom han i krig med den ungarnske kong Bela IV, der havde sluttet forbund med Polens konge, og efter at Ottokar II af Böhmen havde vundet et slag ved Kessenbrunn ved Marchfloden i 1260, indtog han næsten hele det nuværende Østrig, og derved fik Ottokar af Böhmen også tilbudt kejserkronen.

Kronen skifter mellem fyrster af forskellige slægter, indtil kronen tilfalder huset Habsburg 1273-1438

Efter Richard af Cornwall's død fik Tyskland ved kurfyrsternes valg i 1273 atter en konge: grev Rudolf af Habsburg, der tilhørte en gammel og anset slægt, i et grevskab i den nuværende schweiziske kanton Aargau, da Rudolf var ikke i besiddelse af noget landområde af betydning. Det sidste var netop en anbefaling i fyrsternes øjne, da de frygtede for, at en konge med stor magt som Ottokar II af Böhmen ville blive farlig for deres selvstændighed. Men da kronens gods for længst var gået tabt, og dens rettigheder for størstedelen var overdraget til fyrsterne, måtte den tyske konge for at kunne hævde deres stilling overfor disse fyrster nødvendigvis søge en stærk magt. Derfor søgte Rudolf I straks at udvide sin snævert begrænsede ejendom, og stillede krav til Ottokar II af Böhmen, om at få størstedelen af hans len som hjemfaldne len, samt lenene Steiermark, Krain og Kärnten. Da den tjekkiske adel lod Ottokar i stikken, måtte han aflevere alt med undtagelse af Böhmen og Mähren. Men så udbrød der krig, da tyskerne ville have mere, og Ottokar faldt i det store slag ved Durenkrakraut ved på Marchfeld i 1278. Rudolf lagde dermed grunden til Habsburgernes magt i Østrig, da han overgav Steiermark, Krain, Kärnten og den Windischske mark til sin søn Albrecht. Med stor kraft arbejdede Rudolf, der aldrig fik tid til noget romertogt, på at genoprette landefreden, hvad også for en del lykkedes med voldsom magtanvendelse. Navnlig gik det ud over røverridderne, af hvilke mange blev straffede med døden, medens deres borge blev nedrevet. Efter at Rudolf af Habsburg's døde i 1291 havde kurfyrsterne gjort klogest i for rigets skyld at vælge i hans ældste søn: Albrecht af Østrig til hans efterfølger. Men frygten for hans myndige og energiske personlighed samt hensynet til hans store magt bragte dem til at kaste deres stemmer over på den landfattige grev Adolf af Nassau, der måtte indgå byrdefulde forpligtelser overfor fyrsterne. Da han for at ophjælpe sin svage stilling søgte at udvide sine familiebesiddelser, blev misstemningen mod ham så almindelig, at de rhinske kurfyrster, overfor hvem han ikke havde holdt sine løfter, fik sat igennem, at han blev erklæret for afsat, hvorefter Albrecht af Østrig alligevel blev sat på tronen i hans sted. Da Adolf satte sig til modværge blev han overvunden af Albrecht og slået ved Gollheim nær Worms, hvor han fandt døden d. 2. juli 1298. Den nye konge optrådte som en myndig herre overfor fyrsterne, skønt han havde måttet gøre dem meget betydelige indrømmelser, ligesom han med stor strenghed var virksom for landefredens opretholdelse. Han vandt Bonifacius VIII for sig, ved at love ikke at ville gøre noget hærtogt til Italien, og ved pavestolens velvillige stemning ville han også opnå en uafhængig stilling overfor fyrsterne ved at få kronen gjort arvelig i sin slægt, idet Bonifacius skulle bringes til at ophæve kurfyrsternes valgret ved en pavelig bulle. Men planen blev til ingenting da Bonifacius døde i 1303. Albrecht led, da han ville bemægtige sig Thüringen, et føleligt nederlag her, som han ikke nåede at få genoprettet, inden han blev myrdet af sin brodersøn i nærheden af Habsburg d. 1. maj 1308. Ærkebiskop Peter af Mainz, der ikke havde været fremmed for kongemordet, skyndte sig at uskadeliggøre Habsburgerne ved at lede kurstemmerne over på grev Henrik af Luxembourg der også, ved sin broder ærkebiskop Balduin af Trier's hjælp, blev hævet op på den tyske trone. Kong Henrik VII var heldig nok til snart efter sin kroning at kunne give sin ringe magt en meget betydelig tilvækst, idet han på anmodning af de bøhmiske stænder forlenede sin søn Johan af Luxembourg, der var gift med en bøhmisk prinsesse, med det ledige rigslen Böhmen, hvad der gav Henrik en stærk stilling overfor de fjendtligt sindede Habsburgere. I 1307 blev pavernes residens flyttet til Avignon i Frankrig, og Tempelridderne blev henrettet af den franske kong: Filip den Smukke, da han ville overtage deres bankforretninger og besiddelser. I Italien rasede striden nu mellem fyrster, stormænd, guelferne og ghibelliner. Condottiererne, førerne for lejehærene, der kæmpede for egen regning og stadig skiftede parti, begyndte at spille en større og større rolle i Italiens historie, og den første af disse skarer var Werner af Urslingens »store kompagni«. I Neapel herskede den uværdige dronning Johanne, som dræbte sin unge ægtefælle Andreas af Ungarn. Rom, som både kejser og pave havde forladt, blev ødelagt ved adelsslægterne Orsinis og Colonnas indbyrdes strid. I Rom i 1347 tog indbyggerne magten fra adelen og senatorerne og udråbte Cola di Rienzi til diktator. Men da modstanderne var for stærke, flygtede Rienzi efter 7 måneders forløb til Neapel. Under forsøget på at genvinde sin magt blev han under et folkeopløb myrdet i Rom i 1351. Grev Amadeus VII Nizza i Savoyen dannede et stort rige. Viscontierne i Milano, der efterfulgtes af Sforzaerne, udvidede deres besiddelser med Verona og Padova. Genua, der havde arvet Pisa´s plads som ledende sømagt, måtte efter slaget ved Chioggia anerkende Venedig som Adriaterhavets dronning, men denne by førte sit eget liv ved sin kapitalrigdom på højde med Europas stormagter. I Florens blev guelfer og ghibelliner som bypartier afløst af de hvide og de sorte, men efter Ciompiernes oprør fik Cosimo Medici (1389-1464) ved pengemagt stor indflydelse i Florens. Cosimo Medici blev drevet i landflygtighed af Albizzierne, men Cosimo Medici vendte tilbage og fik større indflydelse end nogensinde. Mod syd lå kongeriget Neapel (begge Sicilier), hvis indre stridigheder og mangel på fast styrelse aldrig gav dette land en virkelig chance i kappestriden mellem de fem-seks større stater, der nu havde skilt sig ud af det almindelige virvar. Kong Henrik VII drog i 1310 over Alperne ned i Italien, hvor ingen tysk konge havde sat sin fod siden Hohenstaufernes dage. Her blev han modtagen med jubel af ghibellinerne, ligesom paven var ham venligsindet, så at han uden vanskelighed blev kronet med Den lombardiske Jernkrone i 1311 og med kejserkronen i 1312. Senere blev Henrik VII bandlyst og han døde i Italien i 1313. Nu var kurfyrsterne uenige om hvem der skulle være hans efterfølger. Striden endte da med, at nogle valgte hertug Frederik den Skønne af Østrig til konge, medens modpartiet på samme tid i 1314 valgte hertug Ludvig af Bayern. Der udbrød nu en flereårig kamp mellem de to konger. Da Przemysl slægten uddøde i Böhmen valgte bøhmerne i 1316 Johan af Luxembourg til konge, der tilbragte størstedelen af sin tid på slagmarken, og som inden sin død i 1346 erobrede Schlesien og Eger-området, hvor han afløses af hans søn Karl I af Böhmen. Krigen mellem de to konger i riget afsluttedes først, da Frederik var blevet Ludvig's fange efter at have lidt et nederlag ved Mühldorf i 1322. Ludvig IV fik magten i den største del af riget, og i 1325 sluttede han fred og forlig med Frederik den Skønne af Østrig der gav afkald på kejserkronen og Italien, og nøjedes med at blive medregent i Tyskland, hvad han vedblev at være til sin død 1330. Ludvig anså sin stilling for så sikker, at han i 1327 turde indlade sig på et romertogt, hvor han afsatte pave Johan XXII. Ludvig blev kronet til kejser i 1328 af den nye pave Nikolaus V, og vandt mange tilhængere. Men folkestemningen vendte sig snart meget stærkt imod ham og kejseren så sig nødsaget til over hals og hoved at forlade Italien, hvor han ikke havde opnået andet end at styrke italienernes had til fremmedherredømmet, skønt han havde bortgivet kronens rettigheder i udstrakt mål til fyrster og byer. De af Frankrig afhængige paver i Avignon ville nu hævde pavestolens ret til at have den afgørende stemme ved kongevalg i Tyskland og i stridigheder mellem dets fyrster. Dette bragte kurfyrsterne til ved den såkaldte kurforening i Rens d. 16. juli 1338 til at fastslå, at den endelige gyldighed af et tysk kongevalg afgjordes ved kurfyrsternes votering, og ikke ved pavelig stadfæstelse, hvorpå Ludvig IV på den derpå følgende rigsdag d. 8. august 1338 erklærede, at den der blev valgt til tysk konge, med det samme også var romersk kejser, således at kroning ved pavens hånd ikke var nødvendig. Men skønt kejseren her havde handlet i overensstemmelse med fyrsterne, var deres stemning mod ham dog alt andet end venligtsindet på grund af hans ihærdige virksomhed for at udvide sine familiebesiddelser. Han blev til sidst så ilde anskreven hos kurfyrsterne, at det lykkedes Frankrig og paven at bevæge nogle af dem til at erklære Ludvig IV for afsat i 1346 og vælge Karl af Böhmen fra fyrstehuset Luxemburg til tysk-romersk konge, der også var Henrik VII´s sønnesøn. Ludvig IV besluttede at bekæmpe modkongen ved våbenmagt, men hindredes deri ved en pludselig død d. 11. oktober 1347. De til det bayerske parti henhørende kurfyrster opstillede grev Günther af Schwarzburg som modkonge mod Karl af Böhmen. Men da Günther kort efter sit valg i januar 1349 var blevet syg, fandt han sig foranlediget til at opgive sine krav på kronen mod udbetaling af en sum penge. Ved sin udmærkede styrelse af sit arverige har denne fyrste skaffet sig et højt hædret navn i Böhmen, der under ham opnåede en glansperiode, det næppe senere har set magen til se Böhmen. Han blev valgt til romersk konge i juni 1349, til konge af Italien og som tysk-romersk kejser i 1355. Men han bekymrede sig kun lidt om Tyskland, og det faldt dog i hans lod på rigsdagen i Metz d. 28. september 1356 at udstede den såkaldte gyldne bulle, det første aktstykke i Tysklands historie, der får karakter af rigsgrundlov, selvom det i hovedsagen kun er en lovmæssig stadfæstelse af alle bestående tilstande. Heri bestemmes det, at det tyske kongevalg alene tilkommer de 7 kurfyrster, ærkebiskopperne af Mainz, Trier og Køln som rigskanslere for henholdsvis Tyskland, Burgund og Italien, pfalzgreven ved Rhinen som rigsdrost, hertugen af Saksen som rigsmarskal, kongen af Böhmen som rigsmundskænk og markgreven af Brandenburg som rigsskatmester; - om pavelig stadfæstelse er der derimod slet ikke tale. Valgretten var knyttet til besiddelsen af kurlandene, der derfor erklæredes for udelelige og arvelige efter førstefødselsretten. Endelig bestemtes det, at kronen skulle indhente kurfyrsternes råd ved ordningen af alle anliggender, der var af betydning for riget. Herved blev tyngdepunktet i rigsstyrelsen flyttet over i kurfyrstekollegiet, hvad der selvfølgelig svækkede kronens i forvejen stærke begrænsede magt og tillige gav kurfyrsterne forrang for de andre fyrster, som nu stræbte efter at komme op på siden af deres begunstigede standsfæller ved at forøge deres privilegier, hvilket også for en del lykkedes dem. Men ved disse to rigsstænders voksende magt følte byerne sig forbigået, og da byernes Borgerskab ikke kunne vente nogen væsentlig støtte hos kronen, søgte de at hjælpe sig selv ved byforbund, der snart kom i konflikt til fyrster og ridderskab. Den herved opståede forstyrrelse af den indre fred i riget gjorde hejser Karl IV intet for at afværge. Hvor lidt han i virkeligheden brød sig om Tysklands interesser, viste han i 1377 ved at overdrage den franske Dauphin rigsvikariatet over Burgund, hvorved dette riges forbindelse med Tyskland næsten helt opløstes. Derimod sørgede han med dygtighed for udvidelsen af sine familiebesiddelser, idet han tilkøbte sig Brandenburg i 1373 og erhvervede hele Lausitz samt skaffede Böhmen lenshøjhed over samtlige Schlesiske fyrstendømmer, således at huset Luxembourg ved hans død i 1378 var i besiddelse af en stor samlet landmasse i det østlige Tyskland. Kejser Karl IV. havde således arvet Böhmen efter sin fader Johan af Luxemburg, og kejser Karl IV fik allerede i 1363 sin søn Wenzel kronet som bøhmisk konge. I 1376 valgtes Wenzel til tysk-romersk konge i 1376, som Wenzel IV, så at han i 1378 kunne tage både det tyske rige og den bøhmiske krones lande i arv efter faderen. Wenzel havde fået en god opdragelse, men hans styre blev præget af hans uheldige karakteregenskaber. I Tyskland stod hans anseelse som følge af hans holdningsløse optræden som rigsoverhoved meget lavt. Wenzel havde derfor ikke meget indflydelse i Tyskland, hvor han snart opgav alle forsøg på at mægle mellem byerne og fyrsterne i Schwaben og Rhin-egnene, hvor fyrsterne i en langvarig fejde besejrede byerne, hvorpå Wenzel mod sit ønske, på rigsdagen i 1389 forbød oprettelsen af ny byforbund, efter at de gamle var opløst. Men skønt han her havde føjet sig efter de overmægtige fyrster, blev forholdet til dem dog ikke bedre. Heller ikke i hans arvelande formåede Wenzel at gøre sig gældende og han var personlig grusom. Den urolige adel kunne Wenzel ikke tøjle, selvom han anvendte voldsomme midler, og da han, efter også at have lagt sig ud med ærkebiskoppen af Prag i 1393 og havde ladet dennes generalvikar, Johan af Pomuk drukne i Moldau, udbrød der et åbent oprør mod Wenzel, under hvilket hans broder Sigismund af Ungarn og hans fætter, Jobset af Mähren, i flere måneder holdt ham fangen i Prag. For at slippe løs måtte Wenzel finde sig i en stærk indskrænkning af sit myndighedsområde. Milano var den af staterne, der først hævdede sig i Lombardiet. Gian Galeazzo Visconti købte for hundrede tusind floriner en hertugtitel af Milano, dvs. rigsvikariatet over Italien af kejser Wenzel i 1394, og derefter blev ringeagten for Wenzel meget stor. Men nu rejste den tjekkiske adel og gejstlighed sig mod tyskernes indflydelse i en reformbevægelse med Johan Hus. Der var valgt flere paver og pave Bonifacius IX, med hvem Wenzel var kommen i strid angående spørgsmålet om en kirkeforbedring, havde ikke vanskelighed ved at bevæge de 4 rhinske kurfyrster til at erklære kejser Wenzel for afsat som romersk konge d. 20.august 1400. Motivet til afsættelsen var, at Wenzel havde givet rigets interesser til pris ved at sælge hertugtitlen og rigsvikariatet over Italien til Johan Gallazzo Visconti af Milano, og at Wenzel til fordel for den franske politik havde nægtet begge de stridende paver anerkendelse. Wenzel måtte herefter, trods alle protester, lade sig nøje med Böhmens krone. Trods Wenzel's protest valgtes Ruprecht af Pfalz af huset Wittelbach i hans sted, under hvem kejserens autoritet blev omtrent ophævet i mellemtyskland og var forsvundet i nordlige Tyskland ved dannelsen af Fyrsteforbundet i Marbach i 1405. Men Visconti i Milano havde mange rivaler og ved hans død i 1402 blev hertugdømmet Milano opdelt. De franske konger bemægtigede sig Genua, medens kejser Sigismund overdrog Borso af Esie Modena som hertugdømme og gav samme navn til Savoyen, hvor Amadeus VIII nu udvidede sine besiddelser med Piemont. Florens og Venedig bekæmpede på deres side Milano, hvor een af de mest berømte condottierer, Sforza, tog magten som hertug efter den sidste Viscontis død. Allerede tidligere var Mantova blevet markgrevskab. I 1404 blev Wenzels magt endnu mere begrænset, da han, efter at en pavelig bulle havde erklæret ham for afsat, og påny blev fængslet af Sigismund, denne gang i over 1½ år. Den næsten ganske magtesløse kong Wenzel søgte nu, af had til gejstligheden støtte hos Johan Hus og hans tilhængere i det bøhmiske parti, men dermed forbitrede han tyskerne i den grad, at de tyske studenter i massevis forlod universitetet i Prag. Til trods for dette optrådte Wenzel i det følgende år efter Ruprecht af Pfalz' død i 1410, atter med at gøre fordring på den tyske krone. Men i 1410 valgte en gruppe blandt kurfyrsterne markgrev Jobst af Mähren, en anden gruppe valgte Wenzel's broder: Siegmund af Ungarn til konge tysk-romersk konge, og da Wenzel fornyede sin tidligere afgivne protest, var der således 3 konger på een gang. Men da Jobst allerede døde i januar i 1411, 3 måneder efter sit valg, og Wenzel opgav sine fordringer på kronen mod at beholde titel af romersk konge, blev Siegmund tysk-romersk konge. Men Siegmund tog straks fat på gennemførelsen af de påtrængende nødvendige reformer i stat og kirke. Først og fremmest ville han som kristenhedens overhoved gøre ende på den forargelige kirkestrid: Det store Skisma, under hvilken 3 paver gensidig forkætrede hinanden, én pave i Rom, én i Avignon og én i Pisa, og for at råde bod på dette. Pave Johan XXIII sammenkaldte til en almindelig kirkeforsamling, hvad pavestolen hidtil, af frygt for konsekvenserne, havde søgt at undgå. På det store koncilium i Konstanz i 1414-18, hvor der var fremmødt repræsentanter for gejstligheden, for de tyske fyrster og de fleste udenlandske stater, blev man under Siegmund's ledelse hurtig enig om at afsætte de 3 stridende paver, og enig om grundlinierne i det kirkelige reformarbejde. Men kætteriet, der var begyndt med Wiclif og lollarderne i England havde også haft stor fremgang i Tyskland. De nye forestillinger om en tilbagevenden til skriftens lære blomstrede især i Böhmen, med Johan Hus, som professor i filosofi ved det universitet, som Karl IV havde oprettet i Prag. Til trods for at Johan Hus og hans kollega, Hieronymus af Prag, begge havde fået frit lejde af kejseren - blev de brændt på bålet i juli 1415. Den nyvalgte pave: Martin V, skyndte sig imidlertid at opløse koncilet for ikke at blive nødt til at forhandle med det som en overordnet eller i hvert fald sideordnet autoritet. Hermed var også for Tysklands vedkommende kirkeforbedringen skudt ud i en uvis fremtid, da Siegmund nu lod den sag falde, han før så ivrig havde virket for, og det samme blev også tilfældet med planerne til ændringer i rigsforfatningen. Vældige fyrstestater var vokset op i øst-landet, således mark Brandenburg, blev solgt af Sigismund for 400.000 gylden til Frederik af Hohenzollern, den tidligere borggreve i Nürnberg, som derefter kaldte sig Frederik I. Hohenzollern var del lille len i Schwaben, nord for Bodensøen, som ved ægteskab også var blevet borggreve af Nürnberg, og Hohenzollerne havde samlet sig store rigdomme. Når Frederik overhovedet kunne gennemføre dette køb, var det fordi han samtidig solgte sine rettigheder som borggreve til Nürnbergs borgere. Denne begivenhed, der altså forenede Nürnberg-området med kurfyrstendømmet Brandenburg, var den Hohenzollernske slægts første skridt frem mod magt og indflydelse. Men Brandenburgs stormænd nægtede at vise den nye herre lydighed, men efterhånden rettede Frederik sit svære skyts - det sværeste, der på det tidspunkt fandtes i Tyskland - mod den ene borg efter den anden, indtil han til sidst havde befæstet stillingen i sit nye rige, således at han blev kurfyrste og enerådende over sit land. Men særlig trængte det forældede hærvæsen til en grundig omdannelse, og at dette ikke skete, fik netop nu højst følger, idet husitterne, da Siegmund som arving efter sin broder Wenzel der døde i 1419 ville sætte sig i besiddelse af Böhmen, som konge af Böhmen, rejste tjekkerne sig mod ham, så derfor prædike paven korstog mod husitterne i Böhmen, der under Johan Zizka og to Prokoper kæmpede mod mægtige hære. Gang på gang slog husitterne de tyske rigshære, og i en række af år fyldte husitterne de til Böhmen grænsende landskaber med mord og brand. I 1433 valgtes Sigismund til tysk-romersk kejser. Den ødelæggende krig døde først hen efter at der ved de såkaldte Prag-kompaktater i 1433 var indrømmet det mådeholdne parti blandt husitterne brugen af kalken i nadveren, hvorpå Siegmund endelig i 1436 anerkendes som Böhmens konge. I året 1435 overgik Neapel til Aragonien, og selvom Frankrig flere gange forsøgte at generobre Neapel, så forblev området som Spaniens besiddelse, og blev administreret af en vicekonge. I 1437 døde Sigismund og med ham ophørte huset Luxembourg at beklæde Tysklands trone, ligesom dets familierige nu gik over i fremmede hænder.

Huset Habsburg's generhvervelse af den tyske krone til Trediveårskrigens slutning 1438-1648

Efter Siegmund's død gik kronen i 1438 ved kurfyrsternes valg over til hans svigersøn: Albrecht II, ærkehertug af Østrig, konge af Böhmen og Ungarn. Men Albrecht døde allerede i 1439, og derfor valgte fyrsterne i 1440 hans fætter: hertug af Steiermark, Frederik III til tysk konge, som desværre kun varetog sine egne eller sin families interesser, men lod riget i stikken. På koncilet i Basel i 1431-48 var der atter tale om en kirkeforbedring. Men de langvarige forhandlinger trak ud, idet kejseren for at opnå kejserkroning og andre fordele, sluttede sig til paven i 1445, som derved fik magt over koncilet, der opløstes i 1448. Derpå afsluttede Frederik III på rigets vegne samme år et konkordat med pavestolen, sådan at paven fik de fleste af sine krav opfyldt. Der skete ingen ændringer i rigsforfatningen og landefreden, krænkedes ved blodige fejder rundt om i riget. Der var nemlig allerede sket det, at i 1413 havde kurfyrsten af Brandenburg sig i spidsen for et forbund af fyrster, som skulle sprænge sammenslutningen mellem de frankiske og schwabiske byer, men som især var rettet mod Nürnberg. Krigen mellem kurfyrsten og byerne begyndte i 1448 og sluttede i 1453 med nürnbergernes fuldkomne sejr og anerkendelse af byens selvstyre. Den ungarske konge Matthias Corvinus, der var blevet behandlet dårligt af Frederik III, fordrev ham fra hans arvelande, som Matthias derpå holdt besat til sin død i 1490. I 1452 blev Frederik III kronet som kejser. For at tvinge det Schweiziske Edsforbund til underkastelse kaldte Frederik III Frankrig til hjælp, men opnåede kun, at de franske lejetropper (armagnakerne) efter at være blevet slået af schweizerne ved st. Jakob an der Birs i 1444 hjemsøgte Elsass med frygtelige ødelæggelser. Af hensyn til sine familieinteresser havde han intet imod at fjerne de vestlige grænseprovinser fra riget ved at understøtte Karl den Dristige's planer om at samle dem til eet rige og love ham kongekronen, men det var en forpligtelse han unddrog sig ved flugt. Samtidig skete der i Prøjsen og de Baltiske lande at de gejstlige ridderordner, som her havde magten, var blevet ødelagt af velstand og styrede deres undersåtter så slet, at der udbrød oprør både i borgerstand og adel. Oprørerne fandt en god støtte i den polske kong Kasimir IV, og efter en sejr ved Tannenberg tvang han, ved freden i Thorn i 1466, Ordenen til at overlade sig vestPrøjsen og tage østPrøjsen som len, og således var der blevet skudt en polsk kile ind i det nordtyske område. Giuliano Medici (1453-1478), der styrede Florens, blev i 1478 myrdet under højmessen i domkirken. Imidlertid blev det Frederik III, der i sin iver for at udvide sin families besiddelser lagde grunden til huset Habsburg's stormagtsstilling ved at bringe et ægteskab i stand mellem sin søn Maximilian og Karl den Dristige's datter og arving: Maria af Burgund, ligesom han i 1491 skaffede sin slægt udsigt til at vinde Böhmens krone. I 1492 besluttede Ludovico Sforza at tage magten i Milano og sikrede sig hertil støtte af Frankrigs konge Karl VIII, der i 1493 gik over Alperne med en vældig hær og besøgte Sforza i Pavia, fordrev Medicierne fra Florens, hvor byens mægtige herre Lorenzo Medici lige var død, og da Karl mente sig arveberettiget til Neapel, besatte han pavestaten og Neapel, og mødte kun modstand hos Piero Capponi. Men Milano, Venedig, Spanien og kejseren sluttede sig sammen imod ham, således at han efter sejren ved Fornovo i 1495, hvor han mødte 30.000 venezianere, kun med stor vanskelighed nåede tilbage til Frankrig. Den franske kongens efterfølger: Ludvig XII af Orléans fik nu bistand af Ferdinand den Katolske af Spanien og pave Alexander VI, og i Neapel fordrev Ludvig XII den derværende gren af den aragonske herskerslægt. Ludvig XII begyndte en række krige (10 stk.) for tilrane sig hele magten i Italien, mod de lokale lensherrer og byerne. Men i Tyskland blev Maximilian I i 1493 Frederik III´s efterfølger til kejser, men han blev aldrig kronet og var den første tyske konge, der antog kejsertitlen uden denne ceremoni. Maximilian I ville igen gøre kejserdømmet til en politisk faktor af betydning. Men da han manglede magtmidler til dét, kunne han ikke undvære hjælp, og for at opnå denne hjælp var han til gengæld villig til at gå ind på byerne krav på gennemførelsen af de så længe uopnåelige, men stadig udsatte reformer i rigsforfatningen. Dette skete i på rigsdagen i Worms i 1495. Her proklameredes først den evige og almindelige landefred og den gjaldt for hele riget og til enhver tid, hvorfor fejderetten ophævedes og sådan at brud på landefreden straffedes med achterklæring. Alle fremtidige stridigheder mellem rigsstænderne henvistes til den nyoprettede rigskammerret, hvortil de fornødne midler skaffedes tilveje ved en almindelig skat. Den årlige sammentrædende rigsdag skulle våge over landefreden og gennemførelsen af rigskammerrettens domme, samt rådslå om hele rigets tarv. Antallet af rigsstænder inddeltes i 3 klasser: kurfyrsterne, de andre fyrster og byerne, som dog ikke havde fuld stemmeret. Ridderskaberne havde slet ingen repræsentation på rigsdagen, og udgjorde dog omtrent 250, men da flere af de mindre byer havde fælles repræsentanter, var rigsdagens medlemstal på ca. 100. Men nu nægtede Edsforbundet at anerkende rigskammerretten for deres vedkommende, ligesom Edsforbundet heller ikke ville udrede den vedtagne rigsskat. Maximilian's forsøg på med magt at tvinge Edsforbundet til at opgive sin rigsfjendtlige holdning mislykkedes, og ved freden i Basel i 1497 måtte riget opgive sine krav overfor Edsforbundet, der fra nu af faktisk var løst fra sit undersåtlige forhold til den tyske krone, og efter slaget ved Dornach i 1499 havde Edsforbundet sat deres vilje igennem. Slægterne Wettin i Saksen, Wittelsbach i Bayern, Welf i Braunschweig, Luxembourg i Böhmen og Hohenzollern i Brandenburg var datidens store fyrster. Da rigsdagen imidlertid var alt for tungt arbejdende til at kunne varetage de administrative hverv, der var den overdraget, nedsattes et udvalg, det såkaldte rigsregimente i 1501, der bestod af 20 medlemmer, og riget inddeltes til bedre sikring af landefreden, i 6 og senere i 10 kredse, hver under et kredsdirektorium. Böhmen og dets lydlande holdtes dog udenfor kredsdelingen. Maximilian's anstrengelser for at drive franskmændene ud af Italien lykkedes ikke. Her mødte han modstand hos paven og venetianerne, sådan at han til sidst måtte opgive alt håb om atter at bringe den kejserlige autoritet til gyldighed syd for Alperne. Mismodig over sit stadige uheld skød han skylden derfor over på de tyske stænder, der efter hans mening havde ydet ham utilstrækkelig hjælp. Følgen af hans uvillige stemning blev så, at da han stillede sig køligt overfor gennemførelsen af rigsreformer begyndte fejdeuvæsenet igen, og Maximilian deltog selv i en fejde, og rigskammerretten fik så en farlig medbejler i den nyoprettede hofret i Wien. Frans I, der i 1515 besteg Frankrigs trone besejrede schweizerne ved Marignano i september 1515 og indtog hertugdømmet Milano, som Sforza to år i forvejen med schweizisk bistand havde generhvervet. Maximilian´s ældste sønnesøn: Karl, havde efter sin fader: Filip den Smukke arvet Nederlandene, og blev herre over det vældige spanske monarki efter sin morfader: Ferdinand den Katolske's død i 1516, samt adskillige af Spaniens residenser i Syditalien og alt hvad Spanien gjorde krav på i den nye verden hinsides Atlanterhavet. Maximilian´s anden sønnesøn: Ferdinand, ærkehertug af Østrig, havde ved sit ægteskab med en søster til kongen af Ungarn og Böhmen: Ludvig II, kunne forvente, at disse riger ville tilfalde ham, hvad der også skete i 1526. Ferdinand og hans slægt blev arveberettigede til hele dette østområde, og Karl beholdt selv de spanske besiddelser og Nederlandene og blev således stamfader til den spanske gren af habsburgerslægten. Denne uhyre forøgelse af den habsburske magt kom imidlertid ikke det tyske rige til gode, da størstedelen af Habsburgernes territorier og dermed deres politiske interesser lå udenfor riget, hvad der oven i købet havde til følge, at også deres indenrigske besiddelser efterhånden droges bort fra Tyskland. Efter Maximilian I's død i 1519 tilbød de 7 kurfyrster i Frankfurt kronen til deres kollega: Frederik den Vise af Saksen. Men da han afslog tilbudet, havde kurkollegiet valget mellem tre tronkandidater: Karl I af Spanien, den franske kong Frans I og Henrik VIII af England. Da Karl af Spanien blev valgt, føjede han i 1520 kejsertitlen til sine øvrige titler, som Karl V, og hans vældige magt kastede ganske vist glans over kejserkronen, men Tyskland høstede ikke gavn af det, da kejseren var født og opdraget i Nederlandene, altid vedblev at føle sig som udlænding mellem tyskerne. Hans mål var også dannelsen af ét universalrige, hvori alle hans besiddelser og samtlige tyske lande skulle gå op i en højere enhed. Men samtidig havde pave Leo X ofret uhyre summer på at besmykke Rom og sine øvrige besiddelser med renaissancekunst, og for at skaffe penge satte han gang i salget af afladsbreve i stor stil, hvor folk kunne opnå tilgivelse for synder i fortid, nutid og fremtid. Denne handel trak pengene til Rom og var en usportlig konkurrant til byerne og fyrstenes økonomi, så på det religiøse område fik dominikanermunken: Luther lov til at frembringe en kirkespaltning, som til sidst bragte parterne til at gribe til våben mod hinanden. Samtidig var der ufred fra ridderskabets og byerne havde en fjendtlig holdning overfor fyrsterne. Rigsridderne følte deres eksistens som militær stand truet ved den stigende anvendelse af landsknægtene som lejetropper, og de var også udelukkede fra repræsentation på rigsdagen. Rigsridderne mente derfor, at nu var tiden kommet til med våben i hånd af forsvare deres interesser, hvad f.eks. Franz v. Sickingen gjorde. Men dét førte ikke til noget, lige så lidt som byerne kunne sætte deres krav igennem med magt, selvom flere byer havde indre uroligheder, idet de udelukkede lavere Borgerklasser i byerne rejste sig til kamp for politisk ligeberettigelse i magistraturen mod den regerende købmandsklasse. Men nu opblussede bondekrigene, og lutheranernes økonomisk/religiøse frihedstrang havde nu sat en oprørsbevægelse i gang hos den lavest stillede befolkning, der stræbte efter social frigørelse, og allerførst krævede borgerlig ligeberettigelse, men som også hengav sig til kommunistiske sværmerier, der til sidst bragte død og ødelæggelse over tusinder af almuefolk. At det var de religiøse stridigheder, der kunne blive faretruende for hans politiske planer, blev Karl V hurtig klar over. Straks efter sin tronbestigelse skred han da ind mod den lutherske ide, hvis rækkevidde han ikke havde begreb om. Det kom til heftige stridigheder, hvor alle fyrster begyndte at tage parti for den ene eller den anden side, medens hele spørgsmålet om pavens ret til absolut dommermyndighed i alt, hvad der angik tro og moral, blev taget op til grundig drøftelse. Paven greb i 1519 ind med sin bulle, men Luther, svarede med at brænde den offentlig i Wittenberg d. 10. december 1520. Karl V´s forsøg på at bevare den kirkelige enhed strandede på modstand både fra lutheranerne og katolikkernes side. At han stod på den gamle katolske kirkes grund, viste han ved på rigsdagen i Worms i 1521, da han erklærede Luther i rigets acht, hvad der var ensbetydende med, at han og alle, der fulgte ham, var at betragte som fredløse. Men lutheranerne led dog ikke nogen overlast de følgende år, idet Karl V blev fuldt optaget af krigene om sine besiddelser i Italien mod Frans. Luther var bragt i sikkerhed hos kurfyrst Frederik af Saksen på Wartburg slot, hvor Luther brugte sin tid til at oversætte bibelen - det første store værk på tysk - og reformationen bredte sig stærkt, især i byerne, medens bønderne benyttede situationen med uro og uenighed blandt adelen og kirken som en god anledning til at gøre modstand mod de ublu krav og den trældom, de sukkede under. Så i 1525 udbrød et bondeoprør, som Luther tog afstand fra og som blev slået ned med hård hånd. Fyrst Albrecht af slægten Hohenzollern, der var stormester for De tyske Riddere, indgik en traktat med den polske kong Sigismund i 1525, der gjorde Albrecht til verdslig fyrste over det eneste landområde, ridderordenen endnu havde tilbage, Østprøjsen, og tog det selv som len af Polen. Karl V fordrev franskmændene fra Lombardiet, og efter at Frans I var taget til fange i slaget ved Pavia i 1525 beherskede Karl V hele Italien. Som følge heraf stiftedes en hellig liga i Cognac mellem paven, Venedig, Sforza og kongen af Frankrig, hvis formål var de fremmedes fordrivelse fra Italiens jord. Under den påfølgende krig plyndredes Rom i 1527 af Connetablen af Bourbon, der var gået over til Karl V, og hans forbundsfælle, genueseren Andrea Doria beskyttede Neapel mod franskmændene, medens Florens efter en sidste kamp for friheden måtte bøje sin nakke under Mediciernes trældomsåg. De 4 krige mellem Frans og Karl endte med det resultat, at Karl beholdt Milano og Frankrig Burgund. Der var blevet holdt en rigsdag i Speyer i 1526, som gav alle tyske fyrster - men endnu ikke de enkelte personer - fuld frihed med hensyn til religiøse spørgsmål, og de evangeliske stænder kunne hævde deres ret til at tillade fri udbredelse af den nye lære indtil en almindelig kirkeforsamling ordnede sagen. Denne beslutning sønderbrød alle skranker, der hidtil havde dæmmet op for reformationsiveren, og hele bispedømmer og andre gejstlige besiddelser blev taget fra de hidtidige ejere. Alle vegne blev den latinske messe forbudt, og bøhmerne havde ikke glemt Johan Hus, og greb ivrigt efter den nye lære. Men en katolsk majoritet på den anden rigsdag i Speier i 1529 vedtog at forkaste beslutningerne fra 1526, samt at lutheranerne skulle afholde sig fra al virksomhed. Efter at Karl V havde etableret fred i Cambrai i 1529 med Frankrig, sammenkaldte Karl V en rigsdag i Augsburg i 1530. Her befalede han også lutheranerne eller som de nu kaldtes efter deres protest mod rigsdagsbeslutningen i Speier i 1929: protestanterne, at vende tilbage til den gamle kirke, og da de erklærede, at deres samvittighed forbød dem dette, forlangte han en trosbekendelse fremlagt. Men den af Melanchton d. 25. juli afgivne Augsburgske konfession blev forkastet af kejseren, som heller ikke ville modtage den af Melanchton forfattede apologi, og rigsdagen endte med en fornyet befaling til protestanterne om at opgive deres lære og kultus, idet det tilføjedes, at hvis dette ikke var sket inden d. 15. april 1531, ville der blive anvendt magt mod dem. Følgen heraf var, at de protestantiske stænder sluttede sig sammen i Forbundet i Schmalkalden i Hessen-Nassaul i 1531 for med våben i hånd at forsvare deres tro. Men Karl V blev nu optaget af andre forhold, og var rejst fra Augsburg til Ungarn, som var blevet angrebet af tyrkerne. På grund af denne krig og genoptagelsen af kampene med Frankrig og den algierske sørøver Hayraddin måtte han lade tingene i Tyskland gå deres gang. Karl V skiftede nu standpunkt i de religiøse spørgsmål, så at han viste sig imødekommende mod protestanterne, der ved religionsfreden i Nürnberg i 1532 fik fuldkommen fri religionsøvelse, som efter den første rigsdag i Speyer, indtil et almindeligt koncilium havde truffet endelig bestemmelse om ordningen af kirkeforholdene i Tyskland. I de følgende 12 år kunne den evangeliske lære nu udbrede sig i nord- og delvis også i sydTyskland, men efter at Karl V ved freden i Crespy i 1544 havde endt den fjerde krig med Frankrig, fik han paven til at gå ind på at åbne et almindeligt kirkemøde i Trident i det sydlige Tirol i Luthers dødår 1546, hvorpå han befalede de evangeliske stænder at sende repræsentanter derhen. Men de nægtede at adlyde, da der var lovet dem et nationalt koncilium, medens de i Trident ville have en født katolsk majoritet mod sig. Som svar herpå trak kejseren nu tropper sammen, hvorfor også Det schmalkaldiske Forbunds hær rykkede i marken. Men medens denne hær under anførsel af kurfyrst Johan Frederik af Saksen tog opstilling ved Donau, forlod hertug Moritz af Saksen pludseligt sine protestantiske trosfæller og var gået over til kejseren side, og Moritz af Saksen gik ind i Kursaksen, hvad der tvang Johan Frederik til at bryde op mod nord, sådan at Karl V nu fik frie hænder til at drage forstærkninger til sig, hvorpå han ved Mühlberg d. 24. april 1547 tilføjede Johan Frederik et nederlag og tog ham tilfange. Hermed var Det schmalkaldiske Forbund opløst, og Karl var herre i Tyskland, sådan at han i 1548 kunne udstede det såkaldte Augsburger-interim, dvs. en af kejseren på egen hånd truffet midlertidig ordning af kirkeforholdene i Tyskland. Heri indrømmedes der protestanterne præsteægteskab og nadveren under begge skikkelser, ligesom nogle punkter af deres troslære blev tilladt, men den gamle kirkes kultus, lære og styrelsesformer skulle gælde overalt. De katolske stænder forkastede Karl's interim, hvad de protestantiske på få undtagelser ikke vovede. Men befolkningen mødte reglerne med en passiv modstand, og ingen steder blev det gennemført med magt. Det varede heller ikke længe, inden protestanternes uvilje mod Karl fandt genklang hos flere katolske stænder. Thi i følelsen af sin magt traf Karl nu foranstaltninger, der tydelig lod skimte, at hans mål var enevælden. Det skete på rigsdagen i 1551 da Karl fik sin broder Ferdinand til at opgive sin ret til kejserkronen og forlangte sin søn Filip valgt til sin efterfølger. Planen var at skabe en forbindelse mellem det tysk-romerske rige og det spanske monarki, og derved lægge grunden til ét Habsburgsk universalrige. Men det forskrækkede fyrsterne, der heri så at deres frihed ved gennemførelsen af en sådan plan ville gå tabt. Nu lykkedes det Moritz af Saksen trods sit tidligere forræderi, at samle sine modløse trosfæller om sig, og da han havde sluttet et hemmelig forbund med Henrik II af Frankrig i foråret 1551 rejstes oprørsfanen mod den intetanende kejser, der hovedkulds måtte flygte fra Innsbruck. Der var intet andet for ham at gøre end at lade sin broder Ferdinand forhandle med Moritz, der d. 29. juli 1552 førte til forlig i Passau, og som d. 25. september 1555 stadfæstedes ved en endelig fred på rigsdagen i Augsburg, hvorved de protestantiske stænder, - men ikke de reformerte, for at undgå sektdannelser hed det sig, - fik fri religionsøvelse og lige ret med de katolske stænder. Enhver rigsstand skulle for fremtiden have ret til efter at være gået over til den evangeliske kirke at indføre reformationen i sit territorium, men dog bestemte de såkaldte »gejstlige forbehold«, at gejstlige stænder ikke skulle have disse rettigheder, men at de hvis de forlod romerkirken, skulle tilbagegive deres stifter til denne. Men Frankrig tog som betaling for sin væbnede hjælp i 1556, de lothringske bispedømmer: Metz, Toul og Verdun. Frankring havde således frelst reformationen i Tyskland. Men freden i Augsburg blev ikke en fuldstændig og endelig afgørelse af religionsstriden, thi dertil indeholdt »det gejstlige forbehold« og bestemmelsen om de reformertes udelukkelse alt for meget krudt, men der var dog opnået så meget, at den evangeliske kirke var blevet anerkendt som et selvstændigt, retlig bestående trossamfund, der kunne ordne sine anliggender, som det selv ville. Karl V måtte fremover opgive enhver tanke om genoprettelse af kirkeenheden, men også hans plan om dannelsen af et mægtigt habsburgsk universalrige måtte betragtes som umuliggjort. I Middelhavet florerede sørøveriet og Karl's hærtogt mod Tunis og Algeriet hjalp intet. Tyrkerne kunnet han ikke besejre, og selvom de var drevet tilbage fra Wien i 1529, holdt de stadig det meste af Ungarn besat. Erkendelsen heraf bragte ham, nedbrudt af sygdom og mismod over sine uheld til i 1556 at nedlægge regeringen og trække sig tilbage til Spanien, hvor han døde i 1558 i klosteret St. Juste. Ved freden i Cateau-Cambrésis i 1558, der foreløbig afsluttede kampen mellem Frankrig og habsburgerne, fik Karl Philibert af Savoyen sine italienske besiddelser tilbage; Saluzzo kom til Frankrig, medens Gonzagaerne, som allerede sad inde med Mantua, også erhvervede Montferrat; Doria-slægten beherskede republikken Genua, farneserne Parma, og esterne var herre over Modena og Ferrara; Toscana adlød de medicæiske storhertuger med undtagelse af Lucca, som vedblev at have republikansk styre. Gennem statholdere og vicekonger lagde Spanien sin tunge hånd over kongeriget Neapel, øerne Sardinien og Sicilien samt hertugdømmet Milano, som i de næste 120 henlå i dødlignende søvn. Karl V´s broder: Ferdinand, konge af Böhmen og Ungarn, der alt tidligere havde overtaget styrelsen af de østrigske arvelande, blev efterfølger på kejsertronen som Ferdinand I, og paven gav tilsluttede sig dette på betingelse af, at Augsburg-aftalerne fra 1555 blev ophævet. Men dette viste sig ugørligt, og Ferdinand I sørgede for, at bestemmelserne i Augsburger-forliget blev overholdt, medens pavestolen hårdnakket afslog i nogen som helst retning at imødekomme protestanterne, der ved slutningen af Tridentinerkoncilet blev lyst i band i 1563. Ved Ferdinand I's død i 1564 blev hans søn Maximilian II hans efterfølger som kejser og viste sig ligesom faderen liberal overfor protestanterne, og på sit dødsleje forlod han romerkirken. Under hans søn, Rudolf II, der blev efterfølger i 1576, kom derimod den katolske reaktion til magten. Den rejsning og rensning indenfor den katolske kirke, der fremkaldtes ved dens kamp mod protestantismen, og som sædvanlig går under navnet af Den katolske Modreformation, viste nu også sin virkning i Tyskland, hvor både regeringen og de katolske stænder under påvirkning af jesuitterne, begyndte at gå angrebsvis til værks overfor de evangeliske trossamfund. Ikke alene blev »det gejstlige forbehold« med stor kraft og konsekvens gjort gældende overalt, hvor det var muligt. Således blev ærkebiskoppen af Køln: Gerhard Truchsesz von Waldburg i 1583 udjaget af sit stift, da han ville indføre reformationen der, og de reformerte blev forfulgte og undertrykte. Hertugen af Bayern havde bemægtige sig fristaden Donau-Worth og havde med magt gjort den til en katolsk by. Men også lutheranerne blev mange steder så ilde mishandlede, at de evangeliske stænder indså, at den tid ikke var fjern, da de igen måtte gribe til våben for trosfrihedens skyld og de habsburgske ærkehertuger afsatte Rudolf i 1606. Nogle evangeliske stænder, mest de reformerte, sluttede sig i 1608 sammen i en evangelisk union med kurfyrsten af Pfalz i spidsen. De katolske stænder i 1609 dannede en Katolsk Liga med Maximilian, hertug af Bayern, som fører og krigen mellem katolikker og protestanter forhindredes kun ved Henrik IV af Frankrig's død i 1610. Rudolf II havde under strid med sin familie søgt støtte hos de bøhmiske protestanter, som han ved det såkaldte Majestætsbrev i 1609 havde givet fri religionsøvelse. Men broderen Matthias, der i 1611 blev herre i Böhmen, efter Rudolf II's død blev også hans efterfølger som kejser i 1612, og han formåede hverken i Tyskland eller i de habsburgske lande at tilvejebringe en forståelse mellem religionspartierne, og spændingen tog til. Anledningen til Trediveårskrigens udbrud var at bøhmernes politiske rettigheder og tilsikrede religionsfrihed blev tilsidesat og at kejser Rudolf II's majestætsbrev fra 1609 blev krænket. Da stænderne, som var samlede i Prag for at drøfte disse forhold, fik et ugunstigt svar fra Wien, og da de mente, at dette skyldtes kejser Matthias' to tilstedeværende rådgivere: Wilhelm Slavata, Jaroslav af Martinitz og sekretæren Fabricius kastede bøhmerne dem ud af vinduet d. 23. maj 1618. Böhmen rejste sig nu til kamp for sin religiøse og politiske frihed, og indkaldte greven af Thurn som fører og søgte hjælp hos nabolandene. En kejserlig hær rykkede ind i Böhmen, men blev slået af Thurn, støttet af nederlænderen Ernst af Mansfeld. En ungarsk-bøhmisk hær rykkede derefter ind i Østrig, men ugunstige vejrforhold og mangel på proviant tvang grev Thurn til at forlade Wien. Kejser Matthias døde i marts 1619 og hans fætter og arving var Ferdinand af Steiermark. Hertug Ferdinand af Steiermark, var en sønnesøn af Ferdinand I. Ferdinand af Steiermark havde siden 1617 været den egentlige hersker i Østrig og det tysk-romerske rige. Han var blevet opdraget af jesuiterne, og han kæmpede med nidkærhed for katolicismen, og fra 1618 havde han båret kronen som Böhmens og Ungarns konge. Så Ferdinand af Steirmark skaffede sig flertal i kurfyrstekollegiet i 1619 for sit valg til kejser som Ferdinand II. I Böhmen havde bøhmerne derimod stiftet en provisorisk regering og valgt kurfyrsten Frederik V af Pfalz til konge af Böhmen, der var en svigersøn af Jakob I af England. De afsatte kejser Ferdinand. Kong Frederik af Böhmen udnævnte grev Ernst von Mansfeld til øverstbefalende for den bøhmiske hær. Men kejser Ferdinand II sikrede sig understøttelse hos Den katolske Liga, hvis tropper under anførsel af Maximilian af Bayern og den bayerske feltherre Johan Tsercaes af Tilly, rykkede ind i Østrig og Böhmen, hvor slaget på det Hvide Bjerg d. 9. november 1620 gjorde ende på kong Frederik af Böhmen (Frederik V af Pfalz), der var fører for den i 1608 stiftede protestantiske union mellem en del af de lutherske og reformerte stater i Tyskland. Denne union, der ikke omfattede de mægtigste nordtyske lande, fik også hjælp fra Frankrig, Nederlandene og England. Men langt mere betydning end den evangeliske union havde Den katolske Liga fra 1609, der fandt støtte i hele den katolske verden. Medens de protestantiske fyrster således stod uenige - kurfyrsten af Saksen støttede endog Østrig - fik Böhmen derfor kun ringe hjælp hos den evangeliske union. Efter slaget på det Hvide Bjerg var bøhmernes magt brudt, og Böhmens navn slettet af listen over selvstændige lande, og var fra nu af en del af Østrig. De nationale og religiøse ledere blev henrettet i massevis og over 700 riddere og baroner mistede deres ejendom, trosfriheden blev underkuet, protestantismen udryddet fra grunden, og indbyggerne blev med vold og forfølgelser tvunget tilbage til den katolske kirke. Böhmen blev nu hjemsøgt af frygtelige straffe og mange måtte søge i landflygtighed. En fremmed adel af tyskere, spanier, vallonere og italienere tog landet i besiddelse, da de var habsburgernes håndlangere. Det tyske sprog blev indført i administrationen, skolerne, domstolene, og det tjekkiske sprog og bøger blev systematisk tilintetgjort af jesuitterne. Frederik V af Pfalz blev erklæret i rigets acht, og hans land, samt det rhinske kurfystedømme tillige med kurstemmen overgaves til den katolske Maximilian af Bayern. I den frankiske ligesom i den schwabiske og overRhinske kreds blev alt forhenværende kirkegods tilbagetaget til fordel for den katolske kirke, og det samme skete i den Nedersaksiske kreds, efter at Christian af Braunschweig's og Ernst af Mansfeld's oprørsrejsning havde givet Den katolske Liga´s hær lejlighed til at sætte sig fast dér. Senere gjorde Ferdinand II sin søn til konge i Böhmen. Spanske tropper under Spinola havde imidlertid erobret nedrePfalz. Kejseren og Den katolske Liga havde fuldstændig sejret, og krigen kunne dermed være endt. Men kejser Ferdinand II ville sammen med Spanien afslutte al religiøs uenighed i riget, og ville til Nederlandene for med vold og magt at udrydde kætterne, som det var sket i Böhmen, og tillige ville han underkue alle de tyske fyrster og tilintetgøre al politisk frihed. Tilly af Brabant førte Den katolske Liga´s hær mod Heidelberg og indtog byen, plyndrede den og ødelagde det værdifulde helligånds bibliotek. Hertugen af Bayern fik øvrePfalz og kurfyrsteværdigheden, og derved blev der 4 katolske kurfyrstendømmer og kun 2 protestantiske. Frederik V af Pfalz der var fordrevet fra sine egne lande flakkede hjemløs om, og Den evangeliske Union opløste sig, medens kun Christian af Braunschweig og grev Ernst af Mansfeld holdt oprørsfanen højt i nogen tid. Men de to gik så til Nederlandene for at kæmpe mod spanierne og siden derfra til England. Tilly's hær stod nu sejrrigt i Tyskland og truede de protestantiske fyrster, som uden fremmed hjælp ville være prisgivet kejserens nåde. Men det Habsburgske hus' magt skabte uro og ængstede hos de andre europæiske magter: Nederlandene, England og Frankrig, der ønskede at Kristian IV af Danmark og Norge eller Gustaf Adolf af Sverige, skulle overtage ledelsen og sætte grænsen for Ferdinand II magtoverskridelser. Desværre hindrede skinsygen mellem de nordiske riger en fælles optræden for trosfriheden i Tyskland, da begge de nordiske konger frygtede den magtforøgelse som naboen ville vinde, hvis det lykkedes ham at bringe de nordtyske fyrster under sin indflydelse. Engelske sendebud virkede både i København og Stockholm. Men Gustaf Adolf, som havde det klareste blik for opgavens vanskelighed, stillede de største krav, og det blev derfor Kristian IV, som tog opgaven på sig i tillid til hjælp med penge og tropper fra England og Frankrig og kraftig støtte af de nordtyske fyrster, som valgte ham til kredsoberst, omend kun med en meget lille majoritet. Det danske rigsråd frarådede dog krigen og ydede kun ringe hjælp til dens førelse. I maj 1625 mønstrede kongen sine tropper i Nordtyskland, i alt ca. 16.000 mand, næsten udelukkende hvervede tyskere; kun kongens eget livkompagni bestod af skåninger. Med andre tropper nåede hæren op på ca. 23.000 mand. Ferdinand II og kurfyrst Maximilian havde håbet, at krigen skulle være forbi og i sommeren 1624 forhandlede de om at formindske Tilly's hær. Ved juletid kom der rygter om at unionens general, grev Ernst af Mansfeld oprustede påny og om muligheden af, at kongen af Danmark og Norge ville blande sig i striden. Tilly's hær blev derfor fuldtallig, men da den ikke blev anset for stærk nok til ene at magte de nye forhold, og da kejseren selv ønskede at have en hær at råde over, overdrog han til Albert v. Wallenstein at samle og føre en sådan hær på ca. 24.000 mand. Hvervningerne foregik i foråret 1625, og hæren samledes i Böhmen. Men først hen på efteråret var hæren kampfærdig, således at Kristian IV til at begynde med kun havde Tilly mod sig. I juli gik Kristian IV over Elben ved Hasseldorf og derfra videre til verden ved Weser. Tilly stod dengang vest for samme flod ved Bielefeld og begge hære drog nu mod syd på hver på sin flodbred. Kristian IV standsede ved den befæstede by Hameln, hvis borgere efter nogen forhandling åbnede portene, og kongen ville her afvente forstærkningerne, inden han mødte Tilly´s hær. Imidlertid gik Tilly over floden sydligere ved Hoxter og begge hære stod nu på samme flodbred. Da hændte der en ulykke, som fik den mest skæbnesvangre betydning for krigen. Kristian IV red d. 30. juli om aftenen rundt på Hamelns volde, og et sted var volden gennemgravet for at udbedre murværket, og over gennemgravningen var lagt en bro af løse planker. Kongens hest blev sky for hovslagenes dumpe lyd og sparkede brædderne tilside og styrtede med sin rytter ned i det 7 meter dybe hul. Hesten var død på stedet. Kongen blev tilsyneladende livløs båret derfra og henlå flere dage uden bevidsthed, og han blev derfor ført tilbage til Verden. Hærledelsen foreslog da Tilly en våbenhvilen, men Tilly afslog forslaget og hærledelsen trak da hæren tillage til egnen ved Verden. Men Tilly fulgte efter og indtog flere småfæstninger og standsede til sidst ved Nienburg, hvis belejring trak i langdrag, da byen blev tappert forsvaret af oberst Limbach. Netop som Tilly troede at han var ved målet kom Kristians IV´s hær og slog Tilly fuldstændig, og bibragte ham et tab på henved 6.000 mand. Tilly måtte trække sig tilbage, og sejren vakte opsigt i hele Europa. Men sejren fik ikke de ønskede følger, fordi Wallenstein nu var kommet frem med sin hær. Slottet Stolzenau blev tilbageerobret og byen Hannover besat. Vinteren igennem var der våbenhvile og førtes fredsforhandlinger uden resultat, medens begge parter rustede sig til den kommende krig. Den kongelige hær blev øget med et dansk fodregiment på 3.000 mand under Enevold Kruse. I marts 1626 begyndte krigen påny. Kong Kristian IV havde Tilly og Wallenstein imod sig på een gang, hver med en hær, som var større end hans egen hær. Krigstrommerne lød i hele Nordeuropa hvor nederlænderne kæmpede mod spanierne, polakkerne mod svenskerne. Ernst af Mansfeld fik befaling til at gå udenom Wallenstein's hær og trænge ind i Böhmen, for derved at skaffe kongen den ene fjende fra halsen. Men Wallenstein slog Ernst af Mansfeld ved Roslau (Dessau) d. 25. april. Kongen lod hertug Ernst af Saksen-Weimar forene sig med Mansfeld, og det lykkedes dem ved en lang omgående bevægelse at slippe ned til Böhmen. Men Wallenstein fulgte efter og efterlod kun et mindre korps i Nordtyskland. Kongen benyttede sig heraf og drog mod Tilly, og tvang ham til at hæve belejringen af Northeim og fulgte Tilly til egnen ved Göttingen. Her forenedes det af Wallenstein efterladte korps sig med Tilly, og den kongelige hær veg derfor tilbage. Hæren standsede ved Lutter am Barenberg og her led Kristian IV´s hær et nederlag d. 27. august. Enevold Kruse faldt og hans danske regiment blev næsten oprevet; rytteriet flygtede; en stor del af fodfolket blev nedsablet eller fanget. Kongen selv kæmpede til det sidste blandt sine danske lensryttere. Efter et kort ophold i Wolfenbüttel fortsatte han tilbagetoget med resterne af sin hær, uden at blive forfulgt. Tabet var ca. 6.000 mand. I løbet af vinteren 1626-27 rustede kongen sig påny og forberedte sig på at forsvare Elb-linien. Tilly anvendte sommeren i 1627 til at belejre Wolfenbüttel og Nienburg. Trods den overhængende fare viste det danske rigsråd ingen villighed til at bringe ofre, og adelen var tilbageholden med at møde rustet i marken. Mansfeld's og hertugen af Saksen-Weimar's hær blev fuldstændig oprevet i Schlesien og begge hærførerne døde. Wallenstein nærmede sig atter Nordtyskland og Tilly brød frem mod Elb-linien. Kongen havde da efter sine allieredes ønske overdraget befalingen af hæren til den 60-årige grev Henrik Mathias v. Thurn. Natten mellem d. 3. og 4. august gik Tilly efter ringe modstand over Elben ved Bleckede og rykkede snart videre mod nord. Hæren blev sprængt og en del søgte østpå til egnen ved Wismar, hvorfra markgreven af Baden-Durlach i september førte hærafdelingerne over til halvøen Oldenburg i Holsten ud for Femern. Her blev næsten hele styrken tilintetgjort af greven af Schlick. En anden del af hæren kastede sig ind i Glückstadt. Kongen sejlede til Nordstrand på Sønderjyllands vestkyst hvor befolkningen antog ham for fribytter, og nær havde dræbt ham. Derfra ilede han til Flensborg, men da han så sit eget rytteri i fuld opløsning, plyndrende og røvende, fortsatte han rejsen til Kolding og derfra til Fyn. Videre gennem Jylland til Limfjorden flygtede de opløste lejetropper. Voldtægt, brand, mord og plyndring viste hvor de havde været, og hvad de levnede, tog de kejserlige tropper, som fulgte i deres spor under greven af Schlick, der indhentede og afvæbnede alle de kongelige afdelinger med undtagelse af de, som fra Århus reddede sig over på øerne. Dermed var krigens udfald bestemt, men Kristian IV's mod var ikke brudt. I de følgende år vogtede han Lillebælt og foruroligede fjenden med strandhugst på den mecklenburgske kyst ved Fehmern og Kiel. Glückstadt modstod også alle erobringsforsøg, og kongen bragte hjælp til det hårdt truede Stralsund, hvor han mødtes med Gustaf Adolf til fælles samvirken. Wallenstein blev til sidst træt af en krig, som trak så stærkt i langdrag, og skønt han ved fredsforhandlingerne i Lübeck først krævede hele Jylland, nøjedes han dog med at Kristian IV lovede, at kongen ikke mere ville blande sig i de tyske anliggender og at han måtte give afkald på de stifter, han havde erhvervet for sine sønner. I maj 1627 blev freden sluttet. Kejseren betragtede dermed protestanternes sag som tabt, og Ferdinand II var nu uindskrænket herre i hele Nordtyskland, hvor alt tidligere kirkegods beslaglagdes, ikke blot det rigsumiddelbare, men også ifølge hans restitutionsedikt af d. 6. marts 1629, det gods der tilhørte landstænder dvs. ikke var rigsumiddelbart. De protestantiske fyrster skulle tilbagegive alt kirkegods, der var erhvervet efter Passauerforliget i 1553, og samtidig hærgede de katolske tropper Tyskland. Stændernes protester herimod nyttede intet, ligesom der under det af Wallenstein indførte fuldstændige militærdespoti ikke blev taget noget som helst hensyn til lovhjemlede rettigheder og privilegier. Ferdinand II´s vilje var nu enerådende i hele riget og protestanternes modstandsevne var brudt. Efter at have gjort sig til herre over Østersøen og det skandinaviske Norden, havde han nu planer om og kastet den bourbonske magt til jorden, og skride til oprettelse af ét Habsburgsk universalrige. Men selv de katolske fyrster blev nu ængstelige ved kejserens magt, og navnlig harmedes de over den Wallenstein'ske hærs udskejelser. Og da kejseren ønskede en søn valgt til efterfølger, krævede kurfyrsterne, der blev kraftigt støttet af den franske minister Richelieu, at Wallenstein's hær skulle opløses. Da dette skete i 1630 trak Wallenstein sig tilbage til slottet Eger i Böhmen, hvor han levede fyrstelig af sine røvede rigdomme. Men nu var Den katolske Liga blevet den virkelige herre i Tyskland. Imidlertid havde stilstanden i Altmark i 1629 med polakkerne givet Gustaf Adolf forhåbninger om at øge Sveriges magt. Han bragte sin krigsvante hær over til Tyskland, hvor forholdene netop var særlig gunstige, da den ene af de to mægtige hære nu var opløst. D. 26. juni 1630 landede han på øen Usedom, og kejseren frygtede ikke Gustaf Adolf´s planer. Gustaf Adolf havde dengang omkring 85.000 mand under våben, foruden 3.800 mand på flåden, og et par og tyve tusinde mand blev efterladt i Sverige, og omtrent lige så mange i Prøjsen og Livland, medens 50.000 mand skulle følge Gustaf Adolf. Gustaf Adolf drog nu mod syd, og kurfyrsten af Brandenburg og Saksen søgte at fremme hans fremgang. Tilly belejrede dengang Magdeburg og d 10. maj 1631 stormede Tilly byen og ødelagde den under de frygteligste grusomheder. Men denne handling drev sakserne til at forene sig med Gustaf Adolf, og den svensk-saksiske hær blev derved ca. 3.000 mand stærkere end Tilly's hær. Ved Breitenfeld nær Leipzig mødtes hærene d. 7. september 1631, og Gustaf Adolf vandt en stor sejr, som på een gang helt forandrede forholdene i Tyskland. Efter sejren drog Gustaf Adolf ikke mod de kejserlige arvelande, men forfulgte Tilly's vigende hær og slog hæren anden gang ved Lech-floden d. 5. april 1632. Tilly blev selv dødelig såret. Sakserne rykkede ind i Böhmen, medens Gustav Adolf erobrede München efter igen at have overvundet Tilly, som døde af de sår, han havde fået i slaget ved Leck. Imidlertid havde kejseren med stor møje bevæget Wallenstein til at samle en hær, og indenfor 3 måneder stod 40.000 mand under Wallenstein's fane. Han jog først sakserne ud af Böhmen og drog derfra mod Nürnberg, hvor han indrettede en befæstet lejr, som Gustaf Adolf forgæves søgte at storme. I flere måneder stod de to hære lige overfor hinanden og mange tusinde mand omkom af sygdom. Gustaf Adolf drog så mod Bayern. Men da Wallenstein vendte sig mod Kursaksen, og svenskekongen skyndte sig dertil for at redde sin forbundsfælle. De to hære mødtes ved Lützen d. 6. november 1632 og Gustaf Adolf fandt døden, - men sejren blev svenskernes - 13.000 mand mistede Tilly. Ledelsen gik nu over til den store svenske minister Axel Oxenstierna, som i Heilbronn fik dannet et forbund mellem Sverige og protestanterne. Katolikkerne jublede over Gustaf Adolf's død og i Madrid holdt katolikkerne glædesfest i 11 dage. Men Wallenstein's overmod kendte ingen grænser, - men det vakte kejserens mishag, og han erklærede ham for landsforræder, sådan at Wallenstein blev myrdet d. 25. februar 1631 i Eger af tre af sine egne officerer. Sakserne gik sammen med svenskerne og under Bernhard af Saksen-Weimar og Gustaf Horn forsattes krigen mod katolikkerne under ærkehertug Ferdinand. Kejser Ferdinand II forsøgte da at bringe splid mellem protestanterne ved at drage nogle af dem over på sin side, og det lykkedes ham da også ved at afgive Lausitz til kurfyrsten af Saksen for at få denne til at opgive forbundet med Sverige og slutte fred. Og da Brandenburg fulgte Saksen´s eksempel blev situationen i Tyskland alt andet end gunstig for svenskerne, der i august 1634 blev slået ved Nordlingen, da Bernhard´s krudtmagasin sprang i luften. Spliden lammede protestanternes kraft og kun Hessen, Baden og Württemberg blev tro mod svenskerne. Da skete der et nyt omslag i hele situationen i Tyskland, da Richelieu i Frankrig bestemte sig for at tage aktiv del i krigen. Han afsluttede et forsvars- og angrebsforbund i april 1635 med Oxenstierna, og krigen antog nu efterhånden karakteren af en erobringskrig, da de religiøse interesser blev trængt helt i baggrunden. Det katolske Frankrig stod jo nu på de tyske protestanters side, og da svenskernes vandt en sejr ved Wittstock i 1636 var krigen atter i fuld gang, men Ferdinand II døde i 1637. Hans efterfølger som kejser: Ferdinand III var villig til at slutte fred, men de forviklede politiske forhold forhalede i en årrække forhandlingerne. Den svenske feltherre Johan Baner knyttede atter sejren til de svenske faner og slog en forenet kejserlig-saksisk hær ved Chemnitz, og derefter trængte han ind i Böhmen og truede kejseren og den tyske rigsdag i Regensburg. Men døden bortrev Johan Baner i 1641. Hertug Bernhard af Saksen-Weimar vandt sammen med franskmændene betydelige sejre ved Rhinen, og generaler som Turenne og Condé indlagde sig megen berømmelse i disse felttog. Bernhard af Saksen-Weimar havde planer om at grundlægge et uafhængigt fyrstendømme på begge sider af Rhinen, men døde pludselig i 1639. Johan Baner's efterfølger: Lennart Torstensson fortsatte krigen med stor kraft. Han trængte ind i Mähren og slog senere de kejserlige hære ved Leipzig i 1642. Efter befaling fra det svenske rigsråd drog han nordpå og foretog uden krigserklæring et overfald på Danmark. Han gik grusomt frem og plyndrede den jyske halvø på det frygteligste. Men Kristian IV's sejr i søslaget på Kolberger Heide tilintetgjorde håbet om at nå over til de danske øer. Han drog igen ned til Tyskland og slog den kejserlige feltherre Gallas ved Jankau og trængte frem til Donau, da sygdom tvang ham til at nedlægge kommandoen. Franskmændene havde imidlertid optrådt virksomt, da hertugen af Enghien slog spanierne ved Rocroi i 1643 og vandt sammen med Turenne overmagten over de spanske kejserlige hære i vesttyskland. I 1645 trængte en fransk-svensk hær under Turenne og Wrangel ind i Bayern. Nordtyskland var lagt ganske øde og al fredelig virksomhed var standset. Bander plyndrede og brændte efter hvad de tøjlesløse soldater levnede tilbage. Fredsforhandlinger var begyndt i 1641, - men krigen rasede videre. Svenskerne var i Bayern og Böhmen og erobrede under Königsmark en del af Prag. Endelig trådte den store kongres sammen i Osnabrück og Münster for at stifte fred mellem alle de stridende parter. Sverige var i krig med Østrig, Bayern og Saksen; Østrig var i krig med Sverige, Frankrig og en del af de protestantiske stater i Tyskland; Frankrig med Østrig og Spanien; Spanien med Frankrig, Portugal og Nederlandene. Forhandlingerne varede i 3 år og endte med Den westfalske Fred d. 24. oktober 1648 i Münster. Den westfalske Fred fastsatte, hvad ordningen af de kirkelige forhold i Tyskland angår, at ikke blot lutheranerne, men også de reformerte skulle have fri religionsøvelse for stændernes vedkommende, medens dette ikke gjaldt deres undersåtter, der ligesom før måtte finde sig i at rette sig efter deres landsherrers vilje, dog nu i noget ringere grad. Striden om kirkegodset afgjordes således, at kirkelig ejendom for bestandigt skulle tilhøre dem, der faktisk havde den i besiddelse d. 1. januar 1624. Huset Habsburg afstod sine besiddelser og rettigheder i Elsass til den franske krone, der fik fuld suverænitet over dem, medens andre stænders på Elsassisk grund liggende territorier og de frie rigsstæder sammesteds ikke kom ind under fransk højhed, men forblev ved riget. Det lykkedes dog efterhånden Frankrig at drage dem mere eller mindre ind under sin administration. Frankrig fik Sundgau, Breisach og Kagenau, og ret til at lægge hærbesætning i Philipsburg, desuden Elsass og Metz, Toul og Verdun og Pinerolo i Piemont. Sverige fik Forpommern og en del af Bagpommern, Rügen, bispedømmerne Wismar, Bremen og Verden, tre stemmer på rigsdagen og 5 millioner dalere. Men disse lande udskiltes ikke fra riget, og Sverige fik derved sæde og stemmeret på den tyske rigsdag. Under Trediveårskrigen havde Brandenburg ikke spillet nogen større rolle, og begyndelsen til Brandenburgs magt, regnes fra kurfyrst Frederik Wilhelm den Store, som begyndte sin regering i 1640. Den store kurfyrste skaber den brandenburgisk-prøjsiske stat ved at sætte stænderne ud af spillet omkring skattebevillinger, og han give adelen privilegier, skattefrihed og godsbesiddelser. I 1647 havde han opnået stadfæstelse af sit arvekrav på et længe omstridt og meget værdifuld besiddelse: hertugdømmet Kleve og andre lande ved Rhinen og Ruhr. Ved Den westphalske Fred havde han fået Bagpommern, byerne Kammin og Minden og det tidligere ærkebispedømme Halberstadt i nærheden af Magdeburg, og selve bispedømmet Magdeburg tilfaldt ham i 1680. Mecklenburg fik Schwerin og Ratzeburg, Hessen-Kassel Hersfeld og 600.000 dalere. Kurfyrsten af Saksen fik bekræftelse på trosfriheden og herredømmet over Lausitz. I nedrePfalz oprettedes et kurfyrstendømme for Pfalzgreven, hvis kurværdighed var overdraget hertugen af Bayern. Dvs. at i nedrePfalz blev kurstemmen givet tilbage til bøhmer-kongen: sønnen af Frederik af Pfalz. Bayern beholdt øvrePfalz, som en 8. kurværdighed. Nederlandene der havde kæmpet mod det spanske styre, og Schweiz, fik bekræftelse på deres uafhængighed fra riget. Frankrig var fra nu af den ledende stat i den europæiske politik. Det var en sejr for protestantismen, men trods alt en betinget sejr, fordi Böhmen var gået tabt, og hverken der eller i de områder, som udgjorde den østrigske kejsers arvelande, ville kejser Ferdinand III, der i 1637 var fulgt efter sin fader, give nogen sikkerhed for religionsfriheden. Trediveårskrigen fra 1618 til 1648 førtes under stærkt skiftende forhold og opdeles i 4 krigsperioder: den bøhmiske og pfalziske i 1618-23; den nedretyske-danske i 1625-29; den svensk krigsførelse i 1630-35; og den fransk-svenske i 1635-1648. Nu havde Tyskland omkring 300 små stater, hvis tilblivelse skyldtes århundreders kaos og indre stridigheder, og som hver især ved en skånselsløs beskatning af bonde- og borgerstanden forsøgte at opretholde en kongelig pragt , og desuden var der omtrent 60 frie byer under selvstændigt styre og ca. 1.500 rigsriddere, der kun havde gud og kejseren over sig. Böhmen blev med hård hånd blevet ført tilbage til katolicismen, og.

De sidste habsburgske kejsere 1648-1740

Overalt i Tyskland, dog med undtagelse af den nordvestlige del, henlå efter den langvarige krig de førhen veldyrkede marker som ørkener i milevid udstrækning. Befolkningen var aftagen i en forfærdelig grad, idet ca. halvdelen af befolkningen døde, og de ulykkelige overlevende manglede næsten alle vegne de nødvendigste betingelser for at kunne sætte næringsvejene i gang. Så det varede længe, inden der atter kunne være tale om et ordnet agerbrug, om genvinding af de gamle handelsforbindelser og om en livskraftig fornyelse. Befolkningen kom dog lidt efter lidt over de forfærdelige tilstande, men hvad der således efterhånden indvandtes, gik atter og atter til grunde under mangeårige krige, som riget indvikledes i. På det åndelige liv viste krigens ødelæggende virkninger sig, at der var sket en tilbagegang, og det varede da også langt ind i det 18. århundrede, inden der atter kom opgangstider for kirke, litteratur og kunst. Troslivet der havde givet sig så kraftige udslag i reformationstiden, var vel ikke helt forsvundet, men havde dog for det meste veget pladsen for almindelige stridigheder om de teologiske lærebegrebers rette form og indhold, og en litteratur og kunst fandtes ikke mere, idet en efterligning af fremmede mønstre, særlig i franske og italienske, i lange tider blev det almindelige. I Vatikanet sad pave Innocens X og rasede mod Den Westphalske Fred, som han ved en bulle erklærede for ugyldig. Men i de tyske lande havde man ikke flere kræfter til krig eller religionskampe. Under fredsforhandlingerne i 1648 havde der været tale om forandringer i rigsforfatningen. Men det blev ikke til noget. Dog fik de tyske fyrster nu ret til at indgå forsvars- og angrebsforbund med fremmede magter, hvorved det tyske rige i virkeligheden forvandledes til et løst sammenhængende statsforbund, idet der ikke levnedes kejseren andet end æresrettigheder og forsæde på rigsdagen. Efter den svensk-polske krig i 1655-60 fik kurfyrst Frederik Wilhelm den Store fuld rådighed over østPrøjsen, som tak for den hjælp, han ydede den polske konge, Johan Kasimir mod svenskerne. Men efter landdagene i 1661-63 i Königsberg, henrettes stændernes ledere eller idømmes fængselsstraffe, og embedsmænd inddriver direkte grundskatter, personskatter og forbrugsskatter i byerne. Den tyske rigsdag der siden 1663 stadig var forsamlet i Regensburg og som var lovgivende og bevilgende myndighed, skulle nu varetage rigets fællesinteresser og værne om riget som helhed. Men rigsdagen egnede sig mindst af alt til at fungere som statsstyrer, da den var ganske ude af stand til hurtig at tage initiativet på grund af den utrolige langsomhed hvormed den arbejdede, da dens 3 afdelinger: kurfyrsternes med 8 stemmer, de andre fyrsters med 98 stemmer og byernes med 52 skulle være enige om enhver beslutning med lovskraft, og stændernes repræsentanter på rigsdagen skulle nødvendigvis også indhente instruktioner fra deres mandanter. Kejseren havde kun sine arvelandes interesser for øje, da han dog ikke havde noget at sige i riget. Habsburgs anseelse var aftagen så stærkt, at der da Ferdinand III var død i 1657, var stemning i kurfyrstekollegiet for at lade kejserkronen gå over til en fyrste af en anden slægt end den habsburgske. Der var endog tale om at vælge Ludvig XIV af Frankrig, men ved Brandenburgs energiske støtte opnåede Ferdinand's søn kejserværdigheden som Leopold I. Dennes regeringstid optoges af uafladelige krige, dels med Frankrig, dels med tyrkerne. Oppe ved København belejrede svenskerne København, og Brandenburg og Polen sendte en hær på 25.000, der sammen med danskerne vandt over svenskerne i slaget ved Nyborg d. 14. november 1659. I 1663 erklærede den tyrkiske sultan Muhammed IV det tysk-romerske rige krig og invadere Ungarn. Østrig bliver skattepligtig til tyrkerne, men i 1664 lykkedes det Leopold vinde over tyrkerne og indgå en 20 årig fredstraktat. Men da protestanterne forfølges så adelen under grev Imre Tokoly i Ungarn bistand hos tyrkerne. Derimod led riget ubodelig skade gennem de fremstød, der vestfra rettedes mod det af Ludvig XIV, til hvem flere rigsfyrster knyttede sig som forbundsfæller. Ludvig XIV forsøgte nemlig på at bemægtige sig Nederlandene og var dermed i krig med Spanien. I 1672 forsøgte Ludvig XIV atter på at bemægtige sig Nederlandene. Da de franske tropper brugte tysk grund som operationsfelt, blev riget nødt til at deltage i den store koalition, der dannede sig mod Ludvig XIV. Den Brandenburgske kurfyrste indgik forbund med kejser Leopold i 1674 mod Ludvig, men Brandenburg blev oversvømmet af svenskerne, som på det tidspunkt var franskmændenes forbundsfæller. Kurfyrsten af Brandenburg tilføjede svenskerne et alvorligt nederlag ved Fehrbellin i 1674, og erobrede næsten hele Forpommern. Brandenburg er nu en magtfaktor i Europa, og den stærkeste tyske stat efter Østrig. Men franskmændenes sejr i syd førte til freden i Nijmegen d. 12. august 1678 , hvor Sverige fik størstedelen af Pommern tilbage, og Ludvig XIV erhvervede de af ham inddragne tyske rigsstæder i Alsace samt Lorraine, hvis hertug han havde fordrevet, samt Freiburg-in-Breisgau fra Tyskland og Franche Comté fra Spanien, en betydelig del af den af Karl V oprettede burgundiske 10 rigskreds. Også efter krigen fortsatte Ludvig XIV sine erobringer, idet han efter de af ham indrettede kendelser fra réunionskamret fratog riget det ene stykke land efter det andet, ja han veg end ikke tilbage for i 1681 at besætte Strassbourg ved biskoppens hjælp, og voldsdåden vakte voldsom forbitrelse i Tyskland. Strassbourg blev ved at være fransk indtil 1871. I løbet af krigen var franskmændene trængt ind i Pfalz, hvor tropperne systematisk hærgede landet og ødelagde Heidelberg og mange andre Rhin-byer. I Speyer gik det så vidt, at de åbnede nogle af de tyske kejsergrave og stjal sølvkisterne. Men det blev kun til protester da Muhammed IV i 1683 brød fredstraktaten og invaderede Østrig. Derfor måtte rigsdagen i Regensburg i 1684 indrømme Ludvig besiddelsen af reunionerne i 20 år. Overmodig ved den letvundne sejr forlangte han dernæst, - da den Wittelbachske linie i Kurpfalz var uddød i 1685, - at få de Pfalziske allodialgodser udleverede til fordel for sin svigerinde: den pfalziske prinsesse Elisabeth Charlotte. Og Ludvig fremsendte riget en krigserklæring, uden at skelne til den nydannede Liga mod ham i Augsburg i 1686, ligesom kejseren og paven nægtede at anerkende den af Ludvig støttede grev Wilhelm af Fürstenberg som ærkebiskop af Køln. Den Pfalziske Arvefølgekrig indledtes med de franske troppers barbariske ødelæggelse af Pfalz, en vandalisme der søger sit sidestykke i den nyere tid, og krigen endte på grund af gensidig udmattelse ved freden i Rijswijk d. 30. oktober 1697, hvor Ludvig XIV tilbagegav Lorraine og de fleste af sine reunioner, men beholdt Strassbourg. Disse forhold og ødelæggelser var ikke glemt i 1870. Wien var under tyrkernes belejring, og blev forsvaret af grev Rudiger von Starhemberg. Men i juli 1683 blev 200.000 tyrkerne trængt væk fra Wien af en polsk hær under Johan Sobiesky og af rigstropper under Karl V af Lothringen, hvor tyrkerne havde lidt en række nederlag i Ungarn ved Kahlenberg, og blev trængt tilbage til Balkanhalvøen, med rigets og Polens hjælp, men krigen forsattes og i 1690 gik Rusland ind på Leopolds side mod tyrkerne. Ved freden i Karlowitz i 1699 blev tyrkerne tvunget til at overlade Leopold hele Ungarn, Transsylvanien, Kroatien og Slavonien. Herved styrkedes huset Habsburgs magt i høj grad, medens riget, trods de svære byrder, krigen havde pålagt det, ikke vandt meget derved. I 1689 gik England ind i en stor alliance som omfattede Det Tysk-Romerske Rige, Brandenburg, Bayern, Saksen, Pfalz, Spanien, Sverige og Holland der erklærede Frankrig krig i Den Pfalziske Arvefølgekrig, som nu var begyndt. Efter mange voldsomme kamphandlinger til lands og til søs slog alliancen en fransk hær ved Namur i 1695 og i 1697 sluttede krigen - midlertidigt. . For Hannover oprettedes i 1692 den 9. kurværdighed. Kurfyrsten af Saksen, August den Stærke, lod sig vælge til Polens ledige trone i 1697, og for at lette dette valg gik han over til katolicismen, og fra den tid har det saksiske herskerhus bekendt sig til denne tro. Den store kurfyrste af Brandenburg Frederik Wilhelm (1640-1688) døde i 1688 og blev efterfulgt af sin søn Frederik Wilhelm I (1713-1740), hvem kejseren gav kongenavn i håb om at sikre sig hans hjælp i den nye europæiske krig, som var ved at bryde ud. Han tog titel efter Prøjsen, ikke efter Brandenburg, fordi han som kurfyrste af Brandenburg stod i afhængighedsforhold til kejseren, medens han som hertug af Prøjsen var en selvstændig fyrste, og kroningen fandt sted med stor pragt og højtidelighed i Königsberg den 18. januar 1701. Kejser Leopold havde forudset den kommende krig med Frankrig, da han gjorde Prøjsen til et kongerige, da hans søn ærkehertug Karl gjorde krav på den spanske krone. I 1701 indvikledes riget i Den spanske Arvefølgekrig (1701-14). Karl II af Spanien døde barnløs i 1700 og selvom Ludvig XIV havde givet fransk afkald på at arve den spansk krone, ville spanierne ikke være sammen med Habsburgerne, der havde svigtet dem under Trediveårskrigen. Spanierne ønskede at støtte en fransk tronarving, såfremt de kunne føle sig sikre på, at Spanien ikke skulle forenes med Frankrig. Så Ludvig lod en sønnesøn: Filip af Anjou's testamentere den spanske trone, og dermed var konflikten sikret, da et kommende spansk-fransk rige ville blive magtfuldt. Den spanske Tronfølgekrig fra maj 1702 blev udkæmpet i Amerika og Indien, i Nederlandene, i de tyske provinslande, i Spanien og Italien. Den franske hær, der i begyndelsen havde glimrende held med sig, blev imidlertid, efter at være blevet slået af den engelske hærfører John C. af Marlborough og Ludvig af Baden med rigstropperne ved Schellenberg d. 2. juli 1704 og af Marlborough og Eugen af Savojen ved Hochstaadt d. 13. august 1704, nødt til at forlade Tyskland. Men krigen fortsattes efter kejser Leopold I's død i 1705 af hans anden søn og efterfølger: Josef I, der ved Eugen af Savojen's og Marlborough's sejre i Nederlandene blev i stand til at afvise den franske konges fredstilbud. Prins Eugen af Savoyens sejr ved Turin i 1706 frelste Piemont for fransk indtrængen, medens Daun sikrede østrigerne Neapel. Ludvigs hære blev slået af Marlborough ved Ramillies i 1706, ved Oudenaarde i 1708 og ved Malplaquet i 1709, hvor der stod 190.000 kæmpede soldater. Men i Ungarn sker et adelsoprør i 1711, og ved freden i Satu Mare, bliver Ungarn derefter forvaltet efter egne love. Men netop som Josef I troede at han have sejren hjemme, blev Ludvig XIV reddet ved et ministerskiftet i England i 1710. England ville ikke efter Josef I's død i 1711 hjælpe hans broder og efterfølger som kejser Karl VI, der var hersker over Østrig og romersk kejser. Vestmagterne og Frankrig sluttede fred i Utrecht d. 11. april 1713, hvor Filip af Anjou arvede som Filip V den spanske trone, på den betingelse, at den franske og spanske trone ikke blev slået sammen, medens Karl VI fortsatte krigen endnu et år. Karl VI sluttede fred med Frankrig i Rastatt d. 6. marts 1714 på egne og d. 7. september 1714 på rigets vegne i Baden, i alt væsentligt på de samme betingelser, der var tilbudt ham i Utrecht. Karl VI fik de spanske Nederlande, der nu blev til de østrigske Nederlande, Neapel, en del af Lombardiet (Milano) og Mantua og Sardinien, der i 1720 blev »mageskiftet« med Sicilien. Men det medførte Østrigs indflydelse i Italien. Victor Amadeus, hertug af Savojen 1675-1713 fik Savoyen, Nizza og Montferrat samt Sicilien. Frankrig beholdt Alsace, men mistede et stort kolonivælde, for England tog Nova Scotia, Hudson Bay området, New Foundland samt Gibraltar og Minorca. Den hohenzollernske kurfyrste af Brandenburg blev konge af Prøjsen, og hertugen af Savoyen blev konge af Sardinien. Begges riger fik større territorier end før. Den første kurfyrste af Hannover besteg den engelske trone under navn af Georg I i 1714. Frankrig var udmattet af de lange krige og da Ludvig XIV døde i 1715 jublede folket i Frankrig. Men i 1716 erklærede Tyrkiet mod riget og Eugen af Savoyen marcherede ind på Balkan, hvor han sejrede og indtog Beograd, sådan at krigen sluttede i 1718, hvor tyrkerne måtte afstå land på Balkan. Den Store Nordiske krig der sluttede i 1721 var riget uvedkommende, skønt flere tyske fyrster deltog i krigen, nemlig August II den Stærke af Polen, der som kurfyrst Frederik August af Saksen i 1697 var blevet valgt til konge af Polen og nu som sådan sammen med den russiske Peter den Store angreb Karl XII af Sverige. Frederik Wilhelm I af Prøjsen, hvis fader var kurfyrst Frederik III af Brandenburg, der med kejserlig tilladelse d. 18. januar 1701 havde kronet sig selv som konge af Prøjsen, som Georg I af England, og som kurfyrste af Hannover. August II den Stærke blev af Karl XII ved freden i Altranstadt d. 29. oktober 1706 tvungen til at opgive den polske krone, men genoptog senere krigen mod Sverige, der i 1720 afstod et stykke af svenskPommern til Prøjsen samt Bremen og Verden til kongeriget: Hannover. Krigen kom altså også riget tilgode, for så vidt som Sveriges tyske besiddelser blev mindre til fordel for tyske fyrster. Kejseren havde ført en heldig mod tyrkerne, og ved freden i Passarowitz i 1718, blev freden til fordel for Karl VI. Den plan der beskæftigede Karl VI det meste af hans regeringstid var overdragelsen af arveretten, da han ingen sønner havde. Derfor ønskede han samtlige habsburgske lande overdraget til hans ældste datter: Maria Theresia. Efter at hans egne landstænder havde tilsluttet denne overdragelse, gav også de tyske rigsstænder deres samtykke. Dog med undtagelse af kurfyrst Karl Albrecht af Bayern, der betragtede sig som kejserens nærmeste arving. De udenlandske stater tilsluttede sig også overdragelsen, men nogle af dem dog kun mod betydelige indrømmelser fra kejserens side til dem. Således berøvede Karl VI riget en af dets bedste provinser, idet Lorraine ved præliminærfreden i Wien d. 3. oktober 1735 og den endelige fred i Wien d. 18. november 1738, der sluttede Den polske Tronfølgekrig, blev overgivet til Stanislaus Lesczinsky. Når denne var død skulle Lorraine tilfalde Frankrig, medens Spanien fik Neapel og Sicilien som secundogenitur. Karl VI døde d. 30. oktober 1740 som den sidste Habsburger på Tysklands trone. Også kurfyrsten af Prøjsen Frederik Wilhelm I døde i 1740, og overlod sin søn: Frederik II den Store et velordnet kongerige og en hær på 80.000 mand. Men alle lande stod nu på spring for at erhverve sig de habsburgske lande.

Tyskland under de sidste romerske kejsere og indtil oprettelsen af Det tyske Forbund 1740-1815

Det blev Prøjsen, der altid havde ydet Maria Theresia's fader: Karl VI tro vasaltjeneste, fra hvem det første angreb på overdragelsen udgik, idet Frederik II af Prøjsen, rejste krav om at Maria Theresia skulle afstå de fire hertugdømmer, der udgjorde nordSchlesien til ham, idet områderne ifølge et arvebrev skulle være tilfaldet Prøjsen i 1675. Da Maria Theresia afviste hans krav lod han 30.000 mand hær rykke ind i Schlesien, og hans hær vandt slaget ved Mollwitz d. 10. april 1741. Da Frederik II's tropper rykkede ind i Schlesien, var fængslerne fulde af protestanter. Situationen blev nu kritisk for Maria Theresia, da Frankrig, Spanien, Sardinien, Bayern, Saksen og Prøjsen i 1742 sluttede sig sammen med det formål at dele den habsburgske arv, og ny begyndte Den Østrigske Arvefølgekrig (1742-48). Karl Albrecht af Bayern, der i 1742 var blevet valgt til kejser som Karl VII, gik i spidsen for franske og bayerske tropper og rykkede ind i Böhmen. En ungarsk hær fordrev ham imidlertid, og Frederik II trak sig tilbage fra aktiv deltagelse i krigen, efter at størstedelen af Schlesien var blevet afstået til ham ved freden i Breslau d. 11. juni 1742. Men i 1743 gik Maria Theresia i forbund med Georg II af England og Hannover, og med sakserne der vandt en afgørende sejr ved Dettingen d. 27. juni 1743 over kejser Karl VII. Ved Fontenoy kom det til et slag, hvor franskmændene under marskal Moritz af Saksen vandt en afgørende sejr over de forenede engelske og hannoveranske tropper. Men Frederik II mente, at den uundgåelige følge af krigen ville blive en østrigsk sejr, hvorefter Maria Theresia ville tilbageerobre Schlesien, og derfor indgik Frederik nu et forbund med kejser Karl VII i 1744. I de tre store slag, ved Hohenfriedberg, Sohr og Kesseldorf, samt under den midlertidige erobring af Prag viste de prøjsiske våben deres overlegenhed, og den anden schlesiske krig endte med freden i Dresden d. 25. december 1745, med stadfæstet af Breslau-freden fra 1742, men sådan at hele Schlesien kom i Frederiks II´s besiddelse. Men Arvefølgekrigen forsattes med Frankrig. Karl VII døde i 1745, og hans søn og efterfølger i Bayern: Maximilian III Josef, havde anerkendt overdragelsen ved freden i Fussen d. 22. april 1745, og det blev nu Maria Theresia's gemal, storhertug Frans Stefan af Toscana førhen hertug af Lothringen, der blev valgt til kejser som Frans I i 1745-65, og Østrig havde nu kun een fjende af betydning tilbage, nemlig Frankrig, der udpint af søkrigen med England sluttede en simpel fred i Aachen d. 18. oktober 1748. Østrig afstod sine italienske besiddelse: Parma, Piacenza og Guastalla til Spanien. Maria Theresia havde altså hævdet sin stilling som arvtager efter Karl VI, men harmen over tabet af Schlesien og frygten for, at Prøjsen skulle blive istand til at trænge Østrig bort fra dets førsteplads i riget, gjorde hende fast besluttet på at fratage Prøjsen dets sidste erobring og om muligt tvinge huset Hohenzollern tilbage indenfor de oprindelige grænser. Samtidig opbyggede Frederik II et strålende hof i Potsdam. Ved at stille Rusland, Frankrig og Sverige reelle fordele i udsigt lykkedes det hende at få dem med til et angreb på Prøjsen, men det blev Frederik II, der vel underrettet om Wienerhoffets planer begyndte Syvårskrigen ved sit indfald i Saksen i 1756, hvad der også bragte ham på krigsfod med riget. Ud på efteråret 1756 foretog han således en ilmarch til Schlesien, hvor østrigerne var gået over grænsen. Med forstærkning af 2.000 prøjsiske soldater, som var blevet frigjort ved en tidligere sejr over franskmændene, vandt han ved Leuthen én af de mest strålende sejre under hele krigen. I januar 1757 sluttede Frederik II forbund med England, medens Østrig og Frankrig, senere fik tilslutning fra Sverige, Saksen, de fleste af de mindre tyske fyrstendømmer og til sidst Rusland, der dannede et forbund, som var bestemt på at kvæle Prøjsen. Gennem sine hemmelige agenter fik Frederik underretning om, hvad der var på færde, og for at komme angriberne i forkøbet sendte han 60.000 mand ind i Saksen, hvor de erobrede Dresden og tvang næsten hele den saksiske hær til overgivelse i Pirnas bjergpasset. Under Syvårskrigen (1756-1763) var den offentlige mening i Tyskland på Frederik II's side. Man harmedes over, at Østrig ville afstå tysk land til Rusland og til Sverige henholdsvis østPrøjsen og en del af Pommern, og man følte sig stolte, da prøjserkongen sejrede over russerne og franskmændene, medens man kun havde hån og spot tilovers for rigshæren. De såkaldte dannede klasser så i Prøjsen forkæmperen for de reformideer som de krævede. I Prøjsen så de dets rationelt ordnede forvaltningssystem, dets intelligente embedsstand og ypperlige hær, medens Østrig stod som repræsentant for reaktionære tendenser både i stat og kirke. I 1757 og i 1760 stod fjenden dog i Berlin. Men et af de vigtigste slag under hele Syvårskrigen fandt sted ved landsbyen Rossbach i det vestlige Saksen, hvor Frederik drev franskmændene på flugt og i Tyskland var virkningen af dette slag uhyre og varig, idet Frankrig længe var blevet regnet som den bedste krigsmagt i Europa Omsider vandt Frederik russerne over på sit parti, og franskmændene som havde lidt svære tab under kampene med englænderne, sluttede fred i Paris, og kort efter fulgte Marie Theresia deres eksempel med Hubertusburg-freden d. 15. februar 1763, der blev hilst med almindelig tilfredshed i riget, hvor adskillige fyrster, også gejstlige, efter prøjsisk mønster tog fat på omdannelse af administration, retspleje, skolevæsen, næringslovgivning o.s.v.. Ved denne fred kom alle parter, hvad landenes grænser angik, omtrent til at stå som ved krigens begyndelse, og Frederik II beholdt Schlesien, og fra denne tid begyndte overmagten i Tyskland efterhånden at gå over fra Habsburgerne til Hohenzollerne ligesom Prøjsen fra nu af er en stormagt. Men også Østrig kom under Maria Theresia's dygtige styrelse til kræfter igen, og hendes gemal: kejser Frans I døde i 1765. Deres søn Josef, blev efterfølger valgt til tysk-romersk kejser som Josef II i 1765, gjorde selve riget til genstand for reformforsøg, men som ikke var af synderlig betydning. Disse reformer vakte dog uvilje ved den egenmægtige måde, hvorpå de sattes i scene, så meget mere som fyrsterne følte sig alt andet end tiltalt af Josef II's planer om udvidelse af den habsburgske magt indenfor rigets grænser. Ved Polens deling i 1772, da tilfaldt vestPrøjsen Frederik II, som således skaffede forbindelse mellem Pommern og østPrøjsen. I 1777 uddøde den i Bayern regerende linie af det Wittelbach'ske hus, og Bayern tilfaldt kurfyrst Karl Theodor af Pfalz. Kejser Josef II indledte i 1778 forhandlinger med kurfyrst Karl Theodor af Pfalz, da han ikke havde lovlige arvinger, og de aftalte at Nedre-Bayern m. m. i alt 14.000 km2 skulle tildeles Østrig. Men både Frederik II af Prøjsen og hertug Karl af Pfalz-Zweibrücken, gjorde indsigelse, og kurfyrsten af Saksen, Maximilian fremkom også med krav nogle allodialgodser, og der begyndte vidtløftige forhandlinger. Da de ikke kunne blive enige, lod Frederik II i juli 1778 sine med saksiske regimenter rykke ind i Böhmen, hvor der var trukket østrigske tropper sammen, og Den ublodige Bayerske Arvefølgekrig i 1778-79 tog sin begyndelse. Men ved årets slutning trak de prøjsiske tropper sig tilbage. Ved Maria Theresia's indskriden kom det dog ikke til kamp, og ved freden i Teschen d. 13. maj 1779 under Ruslands og Frankrigs mægling fik Østrig 1.900 km2, og opgav sine øvrige krav. Frederik II vandt anerkendelse af sin arveret til Anspach og Bayreuth, og Saksen fik en sum penge. Nogle år senere fornyede Josef underhandlingerne med Karl Theodor af Pfalz, der denne gang i bytte for Bayern skulle have de Østrigske Nederlande med kongetitel. Men denne plan strandede også på Frederik II's modstand, idet han satte sig i spidsen for de tyske stater i det nydannede Tyske Fyrsteforbund, som Østrigs modstandere, og tvang i 1785 Josef II til at opgive alle videre forsøg på at indlemme rigsland i sine østrigske besiddelser. Denne fremtrædende rivalitet mellem de to stormagter, hvis medbejlerskab til førerstillingen i riget blev nu i lange tider fremover en hovedfaktor i landets historie, og prægede også deres politik overfor Rusland og Polen. Prøjsen, der ved Polens første deling havde fået vestPrøjsen undtagen byerne Danzig og Thora, søgte et påskud for at erhverve disse byer og mere polsk land, men ville ikke tillade Østrig at udvide sig på Tyrkiets bekostning. Prøjsen truede i den anledning Østrig med krig, og Prøjsen fik støtte af England. Men da Josef II var død i 1790, erklærede hans broder og efterfølger som kejser: Leopold II på kongressen i Reichenbach d. 27. juli 1790, at Østrig ikke nærede udvidelsesplaner af nogen art, hvorved også Prøjsen måtte afslutte alle sine planer om aggression. Frederik II den Store af Prøjsen var død 84 år gammel d. 17. august 1786 og hans brodersøn kom på tronen under navnet Frederik Wilhelm II. Frederik den Store efterlod en fyldt statskasse uden statsgæld og en hær på 200.000 mand. Men Den Store Borgerlige franske Revolution i 1789 vakte de tyske fyrsters afsky, men hilstes af mange i folket med bifald. Det første sammenstød kom, da franskmændene glat væk berøvede en del tyske småfyrster og biskopper de lensrettigheder og kirkelige højhedsrettigheder, de endnu besad på fransk grund i Elsass. Der blev tilbudt erstatning, men landet skulle uigenkaldeligt stilles under den franske regerings forvaltning. Dette fandt sted i 1789 - samme år som Bastillen stormedes - og i 1790. Frederik Wilhelm II af Prøjsen var ivrig for som de monarkiske interessers forkæmper at bringe Ludvig XVI hjælp. Men den forsigtige Leopold II fik ham ved en sammenkomst i Pillnitz d. 27. august 1791 til at se tiden an. Nok sluttede de to magter forbund d. 7. februar 1792, dvs. 3 uger før Leopold II døde d. 1. marts 1792. Kejser Leopold II regerede således kun i 2 år og hans søn Franz II, der blev kejser i 1792. Men kejserdømmet var ikke handledygtigt, og rigsdagen der siden 1663 havde været en permanent forsamling med sæde i Regensburg bestod af gesandter for de utallige tyske stater, anvendte hovedsagelig tiden på ligegyldige diskussioner. Men krigen udbrød efter at det girondinske ministerium i Frankrig d. 30. marts 1792 havde ladet Ludvig XVI sende det tyske rige en krigserklæring, hvorpå Frans II lod østrigske tropper rette et angreb mod Frankrigs nordgrænse, medens prøjserne gik over østgrænsen. Både Østrig og Prøjsen ville hjælpe de fordrevne fyrster, der havde samlet en lejr af franske emigranter i Koblenz, og deres hære rykkede ind på fransk område. Men felttoget i 1792 blev højst uheldigt for Prøjsen og Østrig, idet prøjserne efter kanonaden ved Valmy d. 20. september blev nødt til at rømme Champagne, medens østrigerne blev slået ved Jemappes d. 6. november, og franskmændene gjorde sig derpå til herre i de østrigske nederlande (Belgien), hvor republikansk styre blev indført. Derpå besatte en fransk hær under Custine den højre Rhinbred, og efter Ludvig XIV´s henrettelse i 1793 erklærede også det tyske rige Frankrig krig og fik tilslutning af England, Holland og Spanien. Men franskmændene havde efter at denne første koalition mod Frankrig var dannet, held med sig, fordi Prøjsen og Østrigs opmærksomhed optoges af forholdene i Polen, sådan at franskmændene atter havde fremgang. Den første koalition bestod af Østrig, Prøjsen, England, Spanien med flere. Polen viste derimod velvilje overfor de franske idéer og kuldkastede den gamle statsorden og indførte en moderne forfatning. Men i 1793 tog Prøjsen revanche overfor Østrig, ved at forråde Polens sag og hurtig sluttede sig til Rusland, sådan at Østrig blev udelukket fra Polens anden deling i 1793. Under felttoget i Belgien 1793 gik den franske general Houchard - efter at have slået de hannoveranske tropper ved Honschoote - mod fæstningen Menin. Den øverstkommanderende for den østrigske hær, prinsen af Saksen-Koburg, gjorde et forsøg på at forene sig med englænderne, men inden han formåede at gennemføre sin plan, blev han angrebet og slået af Houchard, der indtog Menin. Da Prøjsen svigtede sine allierede, måtte Prøjsen sammen med flere nordtyske fyrster slutte en beskæmmende fred med Frankrig i Basel d. 5. april 1795, hvorved Frankrig vandt alle prøjsiske besiddelser på venstre Rhinbred (Geldern og en del af Kleve) med løfte om eventuel erstatning på bekostning af andre tyske stater øst for Rhinen. Samtidig skulle der gives erstatning for det afståede land i andre territorier ved den almindelige fredsslutning og tillige den del af riget, der lå nord for en vedtagen demarkationslinie, erklæredes for neutral. Så finanserne i Prøjsen var hårdt medtagne. Udelukkelsen fra Polens anden deling hævnede Wienerhoffet i 1795 ved at overliste Prøjsen, så at Prøjsen ved Polens tredje deling i 1795 blev nødt til at modtage, hvad Østrig og Rusland ville give det. Ved disse delinger fik Prøjsen Danzig og Thorn, Posen og egnene omkring Warszawa og videre øst på, medens Østrig tog vestGalicien og Rusland resten. Østrig og de sydtyske stater fortsatte dog krigen ved Rhinen med held, idet de franske generaler Jourdan og Moreau i 1795 og i 1796 blev tvunget på tilbagetog. Men ved Napoleon's sejre i Italien i 1796-97 og med den påfølgende march ind i Tirol, blev Østrig nødt til at indgå våbenstilstanden i Leoben d. 18. april 1797, der blev forløber for freden i Campo Formio d. 17. oktober 1797. Her afstod Østrig de østrigske nederlande (Belgien) til Frankrig og til erstatning for sine italienske besiddelser, hvoraf den Cisalpinske republik var blevet dannet, fik Venedig og dets landområde, derunder Istrien og Dalmatien. Efter en hemmelig bestemmelse skulle alle tyske besiddelser vest for Rhinen blive franske, og kejseren lovede at skaffe de fyrster, der derved mistede landområde, erstatning på højre rhinbred i de kirkelige fyrstendømmer og stifter og de frie rigsstæder. Erstatningskravene skulle afgøres på en kongres i Rastatt. Men Rusland og England fortsatte stadig krigen mod Frankrig, og erstatningsforhandlingerne der åbnedes d. 9. december 1797, der trak i langdrag, fik en brat afslutning d. 28. april 1799, efter at Østrig havde tiltrådt den anden koalition mod Frankrig, til hvilken også den sydlige del af riget tilsluttede sig, medens den nordlige del forblev neutral. Den anden koalition bestod bl.a. af England, Østrig, Rusland, Portugal, med flere. Frederik Wilhelm II af Prøjsen havde nu i 1797 efter 11 år ved magten brugt alle Prøjsen penge og stiftet en gæld på 50 millioner dalere, ligesom hæren var i forfald og respekten for den var forsvundet. Frederik Wilhelm II blev efterfulgt af sin søn Frederik Wilhelm III, der ægtede en mecklenburgsk prinsesse, Louise. Da krigen atter udbrød befandt Napoleon Bonaparte sig i Ægypten med hæren, og man håbede, at den britiske flåde kunne holde ham der. Men Østrig blev ved Napoleon's sejr ved Marengo d. 14. juni 1800 og Moreau's sejr ved Hohenlinden d. 3. december 1800 tvunget til på egne og rigets vegne at undertegne freden i Lunéville d. 19. februar 1801, der i alt væsentligt stadfæstede freden i Campo Formio. Om erstatningsspørgsmålet til de tyske fyrster skulle der forhandles i Regensburg med et udvalg, der var nedsat af rigsdagen, men fyrsternes begærlighed efter hver for sig at tilrive sig så meget land som muligt, gjorde i lang tid en overenskomst umulig, indtil Napoleon efter hemmelige aftaler med Rusland og Prøjsen fremlagde et forslag, der vedtoges d. 25. februar 1803. De tre gejstlige kurstater: Mainz, Trier, Køln og tillige med alle andre gejstlige fyrstendømmer i Tyskland, ærkebispedømmer, bispedømmer og abbedier skulle ophæves og deres territorier fordeles mellem de skadelidte fyrster, af hvilke mange fik langt mere, end de havde mistet. De 2 gamle kurfyrstendømmer: Køln og Trier var nu franske områder, og alle de kirkelige kurfyrstendømmer afskaffedes med undtagelse af Mainz, hvis ærkebisp nu flyttede til Regensburg, da Mainz var blevet fransk. Ved en almindelig nyfordeling af rigets landområder forsvandt over hundrede mindre stater, og deres besiddelser blev givet til de større stater som Prøjsen, Bayern, Württemberg og Baden. 97 fyrstendømmer på venstre rhinbred var afstået til Frankrig. Af de 52 rigsstæder mediatiseredes de 48, så at kun Hamburg, Lübeck, Bremen, Frankfurt am Main, Nürnberg og Augsburg skånedes. Dvs. at der kun blev 6 rigsbyer tilbage. Det betød, at de 48 områder blev lagt ind under et andet større område. Ved ophævelsen af de gejstlige stænder blev de protestantiske stænders antal dobbelt så stort som de katolske, 60 mod 30, og ved rigsbyerne mediatisering berøvedes kejseren ethvert spor af myndighed i riget, selvom kejserdømmet formelt bestod et par år, hvorfor Frans II d. 18. august 1804 erklærede at Østrig var et kejserrige, og han antog titel af kejser af Østrig. Samtidig blev oprettet fire nye kurfyrsteværdigheder for Salzburg, Hessen-Kassel, Württemberg og Baden. Salzburg blev givet til den forhenværende storhertug: Ferdinand af Toscana, hertugen af Modena fik Breitgau, Württemberg, Baden og Hessen-Kassel blev kurfyrstendømmer, og den forrige kurfyrste af Mainz fik Regensburg og Aschaffenburg. Besidderne af de inddragne gejstlige territorier beholdt deres gejstlige embeder med betydelige indtægter. Prøjsen og Baden blev f.eks. 5-7-doblet. Frankrig havde på venstre Rhinbred erhvervet i alt 60.000 km2 med ca. 3 ½ millioner indbyggere. De tyske fyrster ønskede nu vedvarende at støtte Frankrig, der havde skaffet dem så store fordele. Men allerede i 1803 måtte Napoleon besætte Hannover, der havde kongefællesskab med England. I 1804 forfærdede Napoleon alle de regerende fyrster ved at lade hertugen af Enghien gribe på Badens grund, hvorpå han blev ført ud af landet og skudt. Denne krænkelse af det tyske riges grænser blev bragt for rigsdagen, der betegnende nok straks udsatte sine møder for at undgå at beskæftige sig med sagen. Men zar Alexander af Rusland aflagde besøg i Potsdam, og et nært forbund med Prøjsen blev sluttet d. 3. november 1804, ifølge hvilket Prøjsen skulle stille 180.000 mand i felten. Men ved traktaten i Schönbrunn i februar 1805 gik Prøjsen gik ind på at afstå endnu nogle tyske landområder til franskmændene (resten af Kleve på højre Rhinbred og Ansbach). Men Østrig sluttede i 1805 den tredje koalition med England, Rusland, Sverige og Neapel mod Frankrig, hvor Bayern, Württemberg og Baden hjalp Napoleon, hvis tropper som følge heraf uhindret kunne trænge frem til Ulm, hvor general Mack måtte kapitulere med 23.000 mand d. 17. oktober 1805. Herefter besatte Napoleon Wien d. 13. november og tilføjede østrigerne og russerne det afgørende nederlag ved Austerlitz d. 2. december 1805. Forladt af Rusland måtte Østrig under kejser Frans II slutte fred i Pressburg d. 25. december 1805, hvorved det afstod Tyrol og Vorarlberg til Bayern, og som erstatning fik det Salzburg. Venedig gik til Italien og Østrigs schwabiske besiddelser gik til Württemberg og Baden, sådan at kurfyrsterne af Bayern og Württemberg ophøjedes til konger og Baden til storhertugdømme. Ærkehertug Ferdinand fik Würzburg og Baden fik Breisgau og de syd- og vesttyske stater trådte i nærmere forbindelse med Frankrig. I 1806 dannede de sydtyske stater: Rhinforbundet d. 12. juli 1805, der var et forbund af 16 stater, hvor Bayern, Württemberg, Baden, Hessen-Darmstadt og Berg var de vigtigste. De gav sig ind under Frankrigs protektorat og forpligtede sig til at stille et troppekontingent på 63.000 mand til Frankrigs rådighed. Efter anmeldelsen af de 16 staters udtrædelse af det tyske rige d. 1. august 1805 for rigsdagen i Regensburg var det tyske og hellige romerske rige formelt opløst, og kejser Frans II nedlagde derfor d. 6. august 1805 den tysk-romerske kejserkrone, hvorpå rigsdagen gik fra hinanden, og Frans bibeholdt kun kejsertitlen af Østrig. Samtidig hermed mediatiseredes de mindre rigsfyrsters, rigsgrevers og rigsridderes besiddelser, der lå indenfor Rhinforbundets territorium. Det var en ombrydning og en foranstaltning, der snart efter også udstraktes til andre dele af Tyskland og havde til følge, at de mediatiserede fyrster som »standesherren« kun beholdt enkelte af deres rettigheder. Napoleon havde tilbudt England Hannover, som han i december 1805 havde tvunget Prøjsen til at modtage i bytte for Anspach og Bayreuth. Afståelsen af Hannover medførte selvfølgelig, at Prøjsen kun kunne sikre sig Hannover ved en krig med England, og snart blev Prøjsens koffardiskibe fordrevet fra havet og landets handel tilintetgjort med ét slag af englænderne. For sent opdagede kong Frederik Wilhelm III, at Napoleon benyttede Hannover, til at handle om fred med England. Frederik Wilhelm III af Prøjsen var nu også utilfreds med Rhinforbundets dannelse, og over Napoleons overgreb mod det prøjsiske Ansbach under marchen mod Mack ved Ulm. Han forlangte nu overfor Napoleon indenfor en bestemt tidsfrist skulle rømme Tyskland. Den fjerde koalition mod Napoleon bestod nu af England, Rusland, Prøjsen og Sverige. Men Napoleon besvarede dette krav med at lade sin hær overskride den nordtyske demarkationslinie, hvorpå to prøjsiske hære, som støttedes af en saksisk hjælpehær, i alt 130.000 mand mod Napoleons 56.000 mand, blev slået ved Jena og Auerstadt d. 14. oktober 1806. Medens de prøjsiske hærafdelinger og fæstninger overgav sig den ene efter den anden, drog Napoleon ind i Berlin, og kongen og dronningen flygtede til Königsberg. Den ene fæstning efter den anden overgav sig uden kamp til de underlegne franske styrker. Blücher og Scharnhorst, der havde kæmpet ved Auerstaadt, slog sig igennem til Lübeck og overgav sig først efter en fortvivlet kamp, og Gneisenau forsvarede Kolberg til det sidste. Dengang i 1806 var den prøjsiske konges´ hær bygget op på den måde, at de prøjsiske kaptajner ejede deres kompagni eller eskadron, og det således, at både mandskabet, hestene, våbnene og beklædningen tilhørte dem, og de forpagtede så at sige deres ejendele til kongen/staten, som betalte en fast ansat pris for hele herligheden. Da alle tab kom på kaptajnens regning, er det klart, at denne havde stor interesse af at holde godt hus med underafdelingen såvel på marcherne som i slaget, og da styrken altid skulde bringes op til det engang fastsatte, måtte der kompletteres ved hvervning. Først og fremmest tog man mandskabet blandt de prøjsere, der meldte sig til den udbudte pris, men nåede man ikke styrken herved, tyede hververne til alt det pak, de kunne få fat på i de omliggende stater. Forslog nu dette heller ikke, måtte man bruge magt for at tvinge folk ind under fanen, og disse tvungne soldater holdt man ligesom de andre hvervede i tjenesten, så længe de blot var i stand til at bære våben. Duede de ikke til krigstjenesten mere, gav staten dem officiel tilladelse til at dyrke tiggerprofessionen, en skadelig, men nødvendig foranstaltning, da Prøjsen hverken havde råd til at give invalideforsørgelse eller pension. Under tjenesten i geleddet blev de udenlandske soldater puttet ind mellem virkelige prøjsere, hvis antal altid skulde være halvdelen af kompagniets effektive styrke, for at man på den måde kunne være sikker mod oprør. For at opretholde en hær, der var sammensat af så uensartede elementer, måtte der håndhæves en jerndisciplin, og den mindste forseelse straffedes derfor også med stokkeprygl. De talrige underofficerer, der alle var prøjsere, havde altid en stok hos sig, og denne benyttede de meget hyppigt og med så stor en ihærdighed, at én stok i regelen forslog til 7 rygstykker. Hvis man greb en af de fremmede soldater i færd med at desertere, blev han uvægerlig straffet med døden. Tænk eder disse ulykkelige fremmede, der enten godvilligt - måske i beruset tilstand - havde underskrevet kontrakten eller med magt var taget til soldat. Fjernt fra deres fødeland og under et ublidt himmelstrøg var de fordømte til at tjene som prøjsiske soldater, altså som slaver, måske hele livet igennem, - og hvilket liv! Den usleste føde, et leje af strå, tynde, luvslidte klæder, ingen kapper selv i den strengeste kulde, og en elendig lønning, der ikke forslog til de beskedneste fordringer. De ventede heller ikke med at tigge, til man havde givet dem officiel tilladelse, men anråbte enhver om en skærv, når de blot et øjeblik var udenfor deres chefers synskreds. Ikke én, men mange gange er det hændt mig, såvel i Potsdam som i Berlin, at grenadererne udenfor kongens dør har tigget mig om almisse, fortæller den franske general Marbols i sine erindringer. De prøjsiske officerer var i almindelighed vel uddannede og gjorde god fyldest i tjenesten, men halvdelen var fattige adelsmænd fra alle verdens kanter, der kun havde valgt den militære stilling for at kunne eksistere og fuldstændig manglede kærlighed til og hengivenhed for det land, de tjente, hvoraf følgen var, at de altid svigtede, når det rigtig kneb for Prøjsen. Da alt avancement tilmed skete efter alder, var en stor mængde af dem så gamle og udslidte, at de ikke på nogen måde kunde udholde et felttogs strabadser. Dét var en sådan hær, man agtede at opstille mod Napoleons sejrrige hære fra Italien, Ægypten, Tyskland og Austerlitz. Det var nærmest vanvid, men kabinettet i Berlin tænkte kun på de sejre, Frederik den Store havde vundet med sine lejetropper, og troede at det samme ville gentage sig nu. Man glemte fuldstændig, hvor meget tiderne havde forandret sig. Og Napoleon havde nu gjort sig til herre over hele kongeriget Prøjsen, med 9 millioner indbyggere og mange befæstede byer og kunne rykke frem ved Eylau d. 7. februar 1807 og Friedland d. 13. juni 1807 hvor russerne led nederlag, og Napoleon tvang kejser Alexander til at begynde forhandlinger i Tilsit, som Prøjsen hjælpeløst måtte gå med til. Disse endte med freden i Tilsit d. 7. juli 1807, hvor Prøjsen mistede over halvdelen af sit territorium, idet dets erhvervede polske provinser fra 1793 og 1795 blev stillet under kongen af Saksen. Saksen havde d. 11. december 1806 forladt Prøjsen og var gået over til Napoleon, og derved fået titel af kongerige og var samtidig indtrådt i Rhinforbundet som storhertugdømmet Warschau, medens provinserne vest for Elben sammen med en del af Hannover og Kurhessen blev omdannede til kongeriget Westfalen under Napoleon's yngste broder Jérome. Napoleon var nu uindskrænket herre i Tyskland, hvor fyrsterne med få undtagelser var veltilfredse med deres stilling som hans vasaller, ligesom også befolkningen i det hele mere havde øje for de goder, der fulgte med den franske påvirkning, bl.a. ophævelse af feudalvæsenet og anerkendelse af revolutionens lighedsprincip, simplifikation af administrationen, rationel finansforvaltning og frugtbringende lovgivningsvirksomhed på erhvervslivets område. Men de uheldige sider ved fremmedherredømmet var uafladelige krigsskatter, militærudskrivninger, fastlandsspærringen, pressetvang og polititilsyn. Det justitsmord, der forøvedes i Nürnberg i august 1806 ved henrettelsen af boghandleren Palm, som havde udsendt et flyveskrift om Tysklands nedværdigelse, vakte lige så stor harme i det tyske folk, som henrettelsen af hertugen af Enghien havde vakt hos aristokratiet. Napoleons grove fornærmelser mod dronning Louise af Prøjsen, og bortførrelsen af historiske trofæer fra Frederik den Stores grav, og nedbrydningen af obelisken ved Rossbach, der var rejst til minde om prøjsernes store sejr i Syvårskrigen, skabte utilfredshed, ligesom hele udstykningen og indlemmelsen af de nye tyske stater blev skabt med ringeagt for alle historiske og nationale følelser. Til trods for fornedrelsen lykkedes det Prøjsen at tage ledelsen og samle den almindelige oprørte stemning til handling, og det skyldtes bl.a. friherre Heinrich von Stein, der d. 4. oktober 1807 blev udnævnt til finansminister med meget vidstrakt myndighed, og 5 dage efter sin overtagelse af ministerstillingen udstedte en forordning, der ophævede alle rester af bondestandens afhængighed fra 8. oktober 1810. Bonden skulle være helt fri og ejer af den jord, han dyrkede. Den klasseforskel, der hidtil havde bestemt, hvilket erhverv ethvert menneske skulle drive eller ikke kunne drive, blev fejet bort. Dernæst blev der taget fat på reform af kommuneforvaltningen med indførelse af lokalt selvstyre for alle prøjsiske byer og større landsbyer. Stein havde også planlagt en gennemgribende omdannelse af hele regeringssystemet med oprettelse af frie institutioner for lokal- og centralstyre; men hans planer blev aldrig helt gennemført, da Napoleons d. 5. januar 1809 tvang ham til at flygte fra Berlin til Østrig. Den prøjsiske hær, der før havde været en lejehær, som byggede på lang tjenestetid, blev under ledelse af Scharnhorst med bistand af Gneisenau og andre forvandlet til en nationalhær på grundlag af almindelig værnepligt, og en paragraf i Tilsit-freden, der forbød Prøjsen at have mere end 42.000 mand under våben, blev omgået, ved at man gjorde tjenestetiden kort og uddannede stadig nye hold af rekrutter. Østrig lærte nu også at blive mere frisindet, og under minister Stadion's ledelse havde Østrig vundet ny styrke Nu opstod den femte koalition med England og Østrig mod Napoleon. Under det spanske oprør i 1809 mod Napoleon greb Østrig så atter til våben, men Østrigs forventninger om en folkeopstand mod Napoleon som i Tyrol blev skuffede, selvom østrigerne havde held med sig ved Aspern d. 21. og d. 22. maj 1809. Østrig måtte efter nederlaget ved Wagram d. 6. juli 1809 slutte freden i Wien d. 14. oktober 1809, hvorved det påny mistede land, deriblandt Salzburg til Bayern. Kejser Frans forlod nu de af minister Stadion betrådte baner og overgav ledelsen af Østrigs udenrigspolitik til Metternich, der fandt det nødvendigt at hoffet i Wien opgav sin fjendtlige holdning overfor Frankrig. Det nye venskab besegledes snart ved Napoleon's giftermål med ærkehertuginde Marie Louise, og sikret ved alliancen med Østrig kunne Napoleon i 1810 tillade sig uden videre, at indlemme hele Tysklands nordsøkyst samt Lübeck i Frankrig. Men dét bidrog til overalt i Tyskland at styrke harmen mod Napoleon, men de tyske fyrster vaklende ikke i deres troskab mod deres overherre. Kun i Prøjsen var regeringen fast besluttet på ved første gunstige lejlighed at kalde folket til våben og at stille sig i spidsen for en rejsning mod Napoleon. Men Prøjsen skulle først igennem en række gennemgribende reformer af statsforvaltning for at genoprejse den dybt sunkne stat. I 1812 foretog Napoleon sit hærtog mod Rusland med en armé, der talte ikke mindre end 200.000 mand fra tyske vasalstater, deriblandt Prøjsen. Men tiden kom, da den franske kejser med tabet af hele sin hovedhær måtte trække sig ud af Rusland i december 1812. Tilbagetoget kostede ham imidlertid en 500.000 mand. Prøjsen fik to femtedele af kongeriget Saksen samt Westphalen og den store Rhinprovins; på denne måde og ved dannelsen af det forenede nederlandske kongerige mente man, at der var skabt tilstrækkeligt værn mod et nyt fransk indfald på tysk område. Og medens Napoleon udskrev en ny hær i Frankrig, kaldte Frederik Wilhelm III det prøjsiske folk til våben d. 15. marts 1813 og forenede sin hær med den russiske hær i marts/april. Men trods den begejstring, hvormed alle klasser af befolkningen i Prøjsen strømmede til fanerne, vandt Prøjsen og russerne dog ingen afgørende fordele over den unge franske hær. Blücher blev slået ved Lützen og Bautzen i Saksen. Ved Katzbach i Schlesien, hvor han erhvervede tilnavnet marskal Vorwartz, vandt Blücher derpå en strålende sejr over Mac-Donald, og senere bibragte Bülow og Tauentzin sammen med russerne og svenskerne marskal Ney, der rykkede mod Berlin, et føleligt nederlag ved Dennewitz. Det var først da Østrig var tiltrådt krigen d. 10. august 1813, at stillingen blev kritisk for Napoleon. Napoleon måtte trække sine tropper sammen omkring Leipzig, hvor han efter sit store nederlag d. 16.-19. oktober mistede 70.000 mand, og under dette slag svigtede sakserne og württembergerne. Men sejrherrerne formåede ikke at forfølge den vigende franske hær, da garnisonen i Leipzig stadig holdt stand, og Napoleon dækkede sit tilbagetog godt. Ved Hanau mødte bayrerne under Wrede franskmændene, men efter at have så godt som tilintetgjort fjendens styrke nåede Napoleon tilbage til Rhinen. Men nu faldt Rhinforbundets fyrster fra Napoleon og kongeriget Westphalen forsvandt. Ved nytårstid 1814 gik de tyske og russiske hære over Rhinen og d. 31. marts 1814 holdt zaren og den prøjsiske konge deres indtog i Paris. Napoleon blev forvist til Elba. Sejrherrerne fremtvang den første Pariser-fred d. 30. maj 1814, hvorved Tyskland fik den samme vestgrænse som i 1792, og efter Waterloo hvor Napoleon blev slået af Blücher og Wellington d. 18. juni 1815, tilføjedes ved den anden Pariser-fred d. 20. november 1815, Landau og Saar-distriktet. Wienerkongressen ordnede Tysklands forhold sådan, at Prøjsen foruden sine tabte besiddelser vest for Rhinen fra 1795 blev udvidet betydelig og fik tilbage alt, hvad Prøjsen havde mistet i 1807, dog ikke den sydligste del af de polske provinser der tilfaldt Rusland. Men i erstatning herfor fik Prøjsen den nordlige halvdel af kongeriget Saksen, dvs. at Prøjsen fik to femtedele af kongeriget Saksen samt Westphalen og den store Rhinprovins. Ellers beholdt Rhinforbundsfyrsterne deres territorier, men dog således at Bayern tilbagegav Tirol og Salzburg til Østrig; og Kurhessen og Hannover genoprettes med en grænseregulering; og af de 6 frie byer blev kun de 4 byer tilbage: Hamburg, Lübeck, Bremen og Frankfurt am Main. og ved dannelsen af det forenede nederlandske kongerige mente man, at der var skabt tilstrækkeligt værn mod et nyt fransk indfald på tysk område. Da der ikke på grund af Østrigs og Prøjsens indbyrdes skinsyge kunne være tale om en genoprettelsen af det tyske kejserrige, blev det besluttet at danne en modvægt mod dem, ved at give samtlige tyske stater formel ligeberettigelse som deltagere i rigsregeringen, og således oprettedes d. 8. juni 1815 Det tyske Forbund der bestod af 39 »stater«.

Den tyske rigsdannelse indtil 1833

»Det hellige romerske rige af den tyske nation« bestod indtil 1806 og var ikke noget statsforbund, men var en løs union mellem selvstændige tyske len (territorier og fyrster). Rigets overhoved var kejseren, der valgtes af kurfyrsterne og kejseren havde kun meget lidt magt, idet de enkelte territorier og hertuger gjorde sig mere og mere uafhængige. Rigslovgivningen måtte kejseren dele med rigsdagen i Regensburg, der efterhånden blev permanent, og som bestod af tre hver for sig forhandlende og besluttende kollegier: (a) kurfyrstkollegiet, der bestod af de 8 eller 9 kurfyrster, (b) fyrsterådet, der faldt i en gejstlig og en verdslig bænk, og som rådede over 100 stemmer, deraf 94 virilstemmer og 6 såkaldte kuriatstemmer, som et antal grever og mindre prælater måtte udøve i fællesskab, samt (c) rigsbyernes kollegium, der udgjordes af 51 rigsbyer. Særlige rigsdomstole var rigskammerretten og rigshofrådet. Men efterhånden opnåede næsten alle større landsherrer privilegiet »ikke appellerbar«, hvorved deres lande blev unddraget appel til rigskammerretten. Disse gamle territorier var altid i indre splid og i opløsning, og »riget« blev som følge af Napoleon's sejre over Østrig allerede opløst i 1803, da samtlige gejstlige rigsfyrster og de allerfleste rigsbyer blev lagt ind under større landområder, hvorved også Frans II d. 18. august 1804 antog titel af kejser af Østrig. Men formelt blev »riget« først endeligt opløst i 1806, da 16 tyske lande udtrådte af »riget« og dannede Rhinforbundet under Frankrigs protektorat, hvorefter Frans II d. 6. august 1806 nedlagde den tysk-romerske kejserkrone og rigsdagen i Regensburg gik fra hinanden. Med det Napoleon'ske herredømmes fald i 1813 faldt også Rhinforbundet sammen, selvom Rhinforbundet til sidst omfattede næsten alle tyske fyrster og territorier med undtagelse af Prøjsen og Østrig. På Wienerkongressen besluttedes det i 1815 med den østrigske fyrst Metternich i spidsen at sætte de nye grænser i Europa. Man genoprettede et forbund i ny form mellem alle de tyske lande, der ved rigets opløsning var blevet suveræne stater. Dette skete ved Forbundsakten af d. 8. juni 1815, senere suppleret af Wiener-Slutningsakten af d. 15. maj 1820, og den ny forening af de tyske lande fik navnet »Det tyske Forbund«1815, der bestod af 39 »stater«. Dette forbund blev heller ikke nogen stat, heller ikke nogen forbundsstat, da de enkelte tyske fyrster skinsygt holdt på deres nyvundne suverænitet, men blot et statsforbund mellem suveræne og iøvrigt uafhængige stater/territorier. Forbundets formål var opretholdelse af de tyske fyrsters rettigheder, ydre og indre sikkerhed og af de enkelte tyske staters uafhængighed og ukrænkelighed, og dets forfatning minder meget om det senere Folkeforbund. Medlemmer af Det tyske Forbund var Tysklands suveræne fyrster og fri byer, og dets eneste organ var en permanent gesandtkongres, forbundsforsamlingen eller forbundsdagen i Frankfurt am Main, hvor Østrig førte præsidiet uden iøvrigt ellers at indtage nogen privilegeret stilling. Forbundsdagen fungerede ved vigtigere lejligheder som plenum, men sædvanligt i form af et »snævrere råd«. I plenum havde hvert medlem mindst 1 stemme, men de større stater flere stemmer. I det snævrere råd derimod havde hvert medlem højst 1 stemme, medens de mindre stater måtte forene sig om at afgive kuriatstemmer. I plenum krævedes der som regel enstemmighed til en beslutnings vedtagelse; i det snævrere råd var derimod simpelt flertal regelmæssigt afgørende. Forbundets beslutninger var imidlertid kun bindende for staterne, ikke direkte for disses undersåtter, og der fandtes ingen øverste domstol til at dømme i tvistigheder mellem Forbundets medlemmer; kun voldgiftsvejen stod åben. Udadtil bevarede staterne alle folkeretlige beføjelser og måtte blot ikke indgå nogen forbindelse med fremmede stater, som var rettet imod forbundets sikkerhed eller mod enkelte forbundsstater. De enkelte forbundsstater kunne derfor godt føre krig på egen hånd, og først når forbundsområdet blev angrebet, indtrådte de andre forbundsmedlemmers pligt til at hjælpe den angrebne. Men også forbundets magtmidler udadtil var højst ufuldkomment udviklede. Forbundet besad således ingen selvstændig hær eller flåde, men kunne kun kræve opbydelse af bestemte kontingenter fra enkeltstaterne, der i alvorligere tilfælde var ganske utilstrækkelige. Der var ikke noget fælles overhoved, så forbundet blev i virkeligheden et fyrsteforbund til gensidig sikring af fyrsternes interesser, og der ikke blev taget hensyn til de folkelige krav om frihed. Det tyske Forbund viste sig snart ganske ude af stand til at sikre fred og god forståelse mellem de mange suveræne og uafhængige »stater«. Forbundet omfattede oprindelig 39, senere 33 »stater«: kejserriget Østrig, kongerigerne Prøjsen, Bayern, Saksen, Hannover og Württemberg, en mængde større og mindre og ganske små fyrstendømmer samt 4 frie byer. Forbundsdagen viste sig, skønt den holdt møder en gang om ugen næsten hele året rundt - udadtil ganske magtesløs, og rivaliteten og spændingen mellem de to hovedmagter indenfor forbundet: Østrig og Prøjsen, blev stadig mere faretruende. Tyskland omfattede nu 5 kongeriger: Prøjsen, Hannover, Saksen, Bayern og Württemberg plus omkring 30 storhertugdømmer, hertugdømmer og fyrstendømmer tilbage foruden 4 frie byer: Hamburg, Lübeck, Bremen og Frankfurt.

Fra Det tyske Forbunds dannelse til oprettelsen af det ny tyske kejserrige 1815-71

De regerende fyrster havde rundhåndet givet løfte om frihed og frie forfatninger, da de kaldte deres folk i 1813 til rejsning mod franskmændene, men dét glemte de fuldstændigt efter krigen. De tyske fyrster følte ingen forpligtelse til at sætte deres egne interesser tilside og bryde vejen for en ny tid, og det trods de løfter, som var givet i Proklamationen af 1813 til de tyske folk. Men det tyske folk havde heller ikke påvist en kraftig, og den fælles nationale følelse havde sine store huller i de tysktalende lande. Som følge heraf fik kun et mindretal af staterne forfatninger med lovgivende og bevilgende myndighed for stænderne, navnlig Saksen-Weimar, Bayern, Württemberg, Baden, Hessen-Darmstadt. Prøjsen måtte nøjes med en rådgivende provinsialstænder, og Hannover med en adelsrepræsentation, og Saksen samt flere af de mindre stater beholdt deres forældede stænderinstitutioner fra tidligere tider. Hessen-Kassel samt det af den danske konge styrede Holsten fik trods forbundstraktatens løfte herom slet ingen forfatning. Ytringsfriheden holdtes indenfor snævre grænser. En frisindet presselovgivning fandt kun sted i Saksen-Weimar og Baden, Gamle modsætninger mellem Nord- og Sydtyskland var endnu levende, og ligesom fyrsterne knyttede sig til deres særinteresser, således gjorde befolkningerne i de enkelte stater det også. Tilmed havde den romantiske åndsretning og litteratur med dens forkærlighed for de gamle former og mangel på virkelighedssans, bidraget til at gøre tankerne uklare omkring en national samhørighed. Lige så uklare havde forestillingerne været om formerne for den politiske frihed i de enkelte stater. Vel havde de fleste frisindede tænkt sig skrevne forfatninger, men om disse forfatningers indhold og om den ny repræsentations sammensætning var meningerne gået og gik endnu efter 1815 - ud fra hinanden. De allerfleste veg tilbage for nyordning som den i Frankrig med ét kammer, der skulle repræsentere nationen som helhed, og de tyske ville derimod søge at knytte fremtiden til fortiden ved mere eller mindre at fastholde en stænderdeling som grundlag for repræsentationen. Men også her skilte anskuelserne sig ad. Der var bl.a. historikeren Dahlmann, som ville give middelstanden i by og på land en fremragende indflydelse, og der var andre, som Stein, der ville lægge tyngdepunktet hos godsejerne. Det kom under disse forhold til at skorte på ord, der kunne finde tilslutning og samling hos alle frisindede. En stor og dyb skuffelse over misforholdet mellem forhåbningerne og resultaterne gik igennem mange steder hos folk. Men der var også indtrådt en almindelig afslappelse i politisk henseende. Interessen for forandringer blev indskrænket til få kredse, dvs. til nogle statsmænd og enkelte dele af borgerstanden, især i Rhinlandene og i Sydtyskland og hos visse forfattere og videnskabsmænd, samt en kreds af studerende. Det åndelige liv gik som helhed i andre retninger, hvad der hang sammen med den upolitiske karakter, som begge de to store nye åndsretninger havde i den tyske kultur, og i kunsten var smagen også ubetinget romantisk. I filosofien var Schellings naturfilosofi den herskende. Fra romantikkens påvirkning udgik også på mange måder en rig videnskab. Men Wienerkongressen i 1814/15 lænkede Frankrig og fratog det alle de territoriale erobringer, det havde gjort i den revolutionære periode. Man gav England alle Frankrigs kolonier; i Tyskland derimod, som forventede, at enheden blev genoprettet som et resultat af befrielseskampen, blev den endelige deling i Nordtyskland og Østrig fuldbyrdet. Men straks efter 1815 begynder der i Tyskland en bevægelse blandt de intellektuelle og studenterne med det hovedmål at genoprette Tysklands enhed - i begyndelsen endnu ikke republikken men derimod ene og alene et samlet Tyskland. Rusland gik dengang for at være hovedfjenden, for Rusland havde kort forinden, nemlig umiddelbart efter Wienerkongressen, indgået den »hellige alliance« med Tyskland og Østrig, og den var rettet mod alle revolutionære bestræbelser. Alexander I og den østrigske kejser gik for at være dens grundlæggere, men i virkeligheden var Metternich, hovedlederen af Østrigs politik, sjælen i hele denne politik. Men Rusland gik dog for at være hovedrepræsentant for de reaktionære bestræbelser, og da de intellektuelle og studenterne i mellemtiden startede den liberale bevægelse, som satte sig som mål at udbrede kultur og oplysning i det tyske folk for at forberede samlingen, så koncentrerede hadet sig hovedsageligt om Rusland som repræsentant for konservatisme og reaktion. Denne bevægelse skabte grupper på universiteterne i Jena, Giessen og andre byer. Men de første år efter 1815 blev en overvejende litterær og æstetisk periode, hvor et digt eller en litterær fejde vakte større opsigt end en politisk begivenhed. Men hertil kom, at når romantikken var politisk reaktionær. Det var den i kraft af sin ortodoksi, sin respekt for alt hvad der havde præget af historisk storhed, og sin beundring for alt hvad der kunne sætte fantasien i bevægelse, og den var fjendtlig mod politisk frihed. Den historiske retsskole med Savigny som fører var en født modstander af skrevne forfatninger. Han hævdede, at ethvert folks retsforhold burde hvile på en organisk udvikling, skabt af det selv med vedtægter og sædvaner som udslag og ikke af statsmænd og jurister ved love, og fordi den nægtede, at tiden for øjeblikket var kaldet til en ny retsdannelse. Men endnu stærkere kom romantikkens reaktionære politiske retning frem hos den schweiziske retsfilosof Karl v. Haller. Han var i skarp modsætning til Rousseau, og for ham var naturtilstanden ensbetydende med at guds evige ordning aldrig ophørte. Derfor var de stærke, herrerne, altid bestemte til at herske over de svage, tjenerne. Statens princip var heller ikke forskelligt fra familiens. Fyrsterne var familiefædre, hvis myndighed ikke kunne begrænses ved nogen offentlig ret. Vel havde de ved siden af sig andre naturprodukter, stænder og korporationer, især de store godsbesiddere, hvis rettigheder f.eks. over deres bønder også var af rent privatretlig art, men i egenskab af landsstænder kunne de kun være rådgivende for fyrsten, og enhver deling af dennes magt eller en skreven forfatning var naturstridig. Når reaktionen sejrede i Tyskland på denne måde lå dette jo dog fremfor alt i samfundsforholdene. Steins lovgivning havde tilløb til at indføre et borgerskabselement i den prøjsiske udvikling. Men der var ingen velhavende eller selvbevidst borgerstand. I lange tider havde handelens og industriens kår kun været ringe, og blev stadigt forværret ved de mange toldgrænser indenfor Forbundet. Nok havde fastlandsspærringen bragt nogle industrier fremad, men nu var den forbi, og efter et øjebliks standsning oversvømmede de engelske varer atter Tyskland, samtidig med at Englands kornlove forhindrede udførslen af tyske agerbrugsprodukter til England. Og misvæksten i 1816/17 gjorde yderligere skade. Kun i Rhinlandene og i dele af Sydtyskland var der en industri. Hvad der var af kapital i landene kastede sig over handelen og over spekulationer i landejendomme. Byerne og selv Berlin beholdt deres småstadspræg, og manglen på en storindustri umuliggjorde også udviklingen af en arbejderklasse. Rhinforbundets lande havde foretaget ændring efter fransk mønster og i Prøjsen havde den Stein-Hardenbergske lovgivning betydet et fremskridt for bønderne. Men i de nordlige lande af Rhinforbundet omgjorde regeringerne reformerne, da de blev genindsat fra 1813. Også i Prøjsen indtrådte en reaktion, der især ved en Forordning af 1816, indskrænkede den ret som bønderne havde fået til at udløse deres fæstegårde og hoveri, til kun at gælde de større bøndergårde. For de små bønder blev de gamle prøjsiske landsdele ikke bedre end Meklenburg, dvs. typen på det jordejende junkerherredømme, og selv for de større gårde blev godsejernes ret til at inddrage bøndergods yderligere forøget. Kun i dele af Sydtyskland havde bondestanden fra gammel tid af en smule politisk betydning. Den politiske indflydelse lå altså hos »de højere stænder«. Hvad gejstligheden angår, vandt de katolske prælater ganske vist ikke den territorialbesiddelse tilbage, som de havde mistet ved sekularisationen i 1803. Men som helhed var dog dens indflydelse atter stigende, både i de protestantiske og i de katolske lande, på grund af den religiøse følelses genvækst, og hertil kom indenfor Romerkirken fremskridtet for ultramontanismen. Ganske vist lå der stadigvæk muligheden for en tvekamp mellem den katolske kirke og fyrstemagten, især den protestantiske, men foreløbigt var begge konfessioners gejstlighed dog knyttet til den almindelige reaktion. Adelens stilling var jo på forskellig måde blevet rokket ved den reformbølge, der var gået over Tyskland, og dens økonomiske stilling forværredes i disse år ved misvæksten i 1816/17, og adskillige steder foregik en såkaldt slagtning af herregårdene med deres deling og overgang til andre hænder. Men de fleste steder havde adelen bevaret sin doms- og politimyndighed over bønderne, og næsten allevegne genfik adelen i 1815 og årene derpå sin politiske og sociale indflydelse tilbage. Efter den store Napoleons fald tog adelshovmodet atter til, og i Hallers teorier fandt aristokratiet en kærkommen støtte. Adelen var godt nok forskellig, og en del af den som var knyttet til hofferne, var nærmest ren absolutistisk indstillet, medens en anden del var tilhænger af de gamle landsstænderske institutioner, i hvilke adelen jo havde magten, - men alle adelskredse var enige om at være modstandere af skrevne forfatninger. Der var kun én enkelt af de tyske fyrster, som hurtigt gav sin stat en fri forfatning. Det var den tidligere beskytter af Tysklands litterære guldalder, storhertug Karl August af Saksen-Weimar. Ingen af de andre tyske fyrster hastede med at indfri det løfte, som de i 1813 havde givet det tyske folk om forfatninger. Dog indtrådte der snart en betydningsfuld forskel på Syd- og Nordtyskland, med et noget rigere politisk liv i Sydtyskland, hvor den adelige grundbesiddelse allerede i lange tider ikke havde været så overmægtig som i Nordtyskland. I Sydtyskland havde feudalvældet fået et knæk under Rhinforbundstiden, og den bureaukratiske myndighed og den suverænitet overfor de gamle aristokratiske landsstænder, som fyrsterne således havde opnået, ønskede de nu at bevare, efter at den franske overhøjhed var bortfaldet, men mente det til gengæld rigtigst at gøre visse indrømmelser overfor borger- og bondestand, og der førtes forhandlinger om oprettelse af forfatninger. Anderledes i Nordtyskland. I de mindre stater indtrådte med de forjagne fyrsters tilbagevenden en udpræget reaktion, og adelen bød sig til som fyrsternes forbundsfælle mod at få sin del af byttet, og reformlovgivningen fra Rhinforbundets tid blev ophævet. Det var tilfældet i Hannover, Saksen og Kurhessen. Af større vigtighed var dog selvfølgelig udviklingen i Prøjsen. Efter krigen i 1815 vendte Frederik Vilhelm III tilbage i de gamle baner, og han ville fremfor alt have ro. Endnu var Hardenberg af navn den ledende minister, men han var gammel og hans indflydelse svækket, og langt stærkere var de af hoffets mænd, som tilhørte reaktionen. Reaktionen begyndte også straks efter krigens ophør i 1815, med indskriden mod oppositionelle aviser, med mistænkeliggørelse af mænd som Stein, Gneisenau og Arndt, og med at organisere et hemmeligt politi, samt at udstykke herregårdene. Den kirkelige interesse havde Frederik Vilhelm III bevaret, og i 1817 udkom forordningen om den såkaldte union, dvs. en nærmere forbindelse mellem de to evangeliske konfessioner. Men også på forvaltningens område skete reformer, idet provinsstyrelsen blev omordnet, og der blev indført forbedringer i undervisningsvæsenet. Vigtigst blev dog Toldloven af 1818, der ikke alene var et skridt i frihandelsretning og indførte told efter varernes vægt og ikke efter deres værdi, men også forbandt alle de prøjsiske provinser ved en fælles toldgrænse og forsøgte at skabe en økonomisk enhed. Men i maj 1815 da den sidste afgørende kamp med Napoleon skulle begynde, havde kongen givet et løfte om en skreven forfatning for det prøjsiske rige og omdannelse af en landsrepræsentation, der var sammensat via valg af provinsialstænder. Hardenberg ville indfri dette løfte, men bureaukratiet viste sin begrænsning ved at modsætte sig det, fordi det ikke ville udsætte sin forvaltning for en parlamentarisk kritik, og reaktionen i adelen og ved hoffet gjorde alt for at forhindre valg, og Frederik Vilhelm III gøs af angst for alt hvad der smagte af revolution og liberalisme. År på år gik foreløbigt hen med overvejelser til bekymring selv for meget mådeholdent frisindede, og snart skulle kongens og regeringens angst blive endnu stærkere. Fra 1817 fik skuffelsen over de indtrådte tilstande et udslag i en bevægelse mellem forfattere og studerende. De så den revolutionære lidenskab i Sydeuropa, middelstandens situation i Frankrig og de ulykkelige arbejderes fortvivlelse stilling i England. I bevægelsen fik brandenburgeren Jahn en stor rolle. Hans urolige ånd byggede på en romantisk tysk nationalforgudelse, der var drevet til et had mod alt fransk, og som i sine udslag blev komisk, men som dog forbandtes med frihedskærlighed. Hans mål var at opdrage den tyske ungdom gennem hærdelse af deres legemer ved gymnastik, hvad der skaffede ham navnet, Turnvater Jahn. Men han kunne også gennem taler indblæse attrå efter national samhørighed og frihed. Selvom han brugte uklare og svulstige ord blev han en apostel for de begejstrede gymnasiaster og studenter, og han vandt hurtig beundring hos de unge rundt om i Tyskland, medens regeringerne betragtede hans færd med ængstelse. Men samtidigt var en national bevægelse begyndt ved flere tyske universiteter, der blev båret frem af de studenter, der havde deltaget i krigen. Den gik i første række ud på at fortrænge de gamle studenterforeninger, de såkaldte landmannschaften, der var adskilte ved deres medlemmers stammeland, og ofte også ved deres stand og rang, og istedet for sætte fælles studenterforeninger, først ved de enkelte universiteter og dernæst forbundne til et almindeligt tysk studenterforbund. Navnet på de nye foreninger blev Burschenschaft. I Jena fandt denne bevægelse støtte hos national- og frisindede professorer og hos en af dem ledet presse, der i storhertugdømmet Saksen-Weimar var skudt frem i ly af den givne forfatning. Burscherne trådte i forbindelse med Jahn og antog den sort-rød-gyldne farve, som i 1813 var båret af et af frikorpserne, tillige med særlige dragter. Med megen fantastisk romantik og meget nationalt og standsmæssigt overmod forbandt de harmen mod reaktionen og en ungdommelig begejstring for et enigt og frit Tyskland. For at virke for tanken om det fælles tyske studenterforbund afholdtes d. 18 oktober 1817 en fest på Wartburg, der skulle være til minde på om reformationens indførelse og om slaget ved Leipzig. Et par hundrede repræsentanter for andre tyske universiteter mødte frem, og den egentlige fest forløb ret roligt med et stærkt religiøst og patriotisk præg, men uden særlig udfordrende taler. Men da skarerne gik fra hinanden, blev en gruppe tilbage, som til efterligning af Luthers fremfærd mod den pavelige bandbulle opbrændte en bunke reaktionære og franske bøger. Dette skuespil var i virkeligheden kun en ret barnlig studenterdemonstration, men skrækken greb regeringerne. Frederik Vilhelm III forbød straks alle de nye studenterforeninger i Prøjsen og rettede truende advarsler til universiteterne. Året efter i 1818 var det også, at den tyske reaktion samlede sig på fyrstekongressen i Aachen, og den fandt støtte hos den russiske zar Aleksander. Vigtigst var det dog, at Metternich udnyttede stillingen til yderligere at skræmme Frederik Vilhelm bort fra tanken om at give Prøjsen en forfatning, og Frederik Vilhelm mistede enhver tillid fra de frisindedes side i Tyskland. Netop i disse år gav storhertugen af Baden og kongerne af Bayern og Württemberg deres lande forfatninger (Bayern fik sin kongelige forfatning d. 26. maj 1818), der vel var alt andet end demokratiske, men dog skabte repræsentationer for landene som helhed og ikke for de enkelte provinser og stænder. Via disse forfatninger kom en kraftig, liberal opposition til orde, som gjorde Sydtyskland til liberalismens hovedsæde. Som dens fører stod historikeren, professor Rotteck, og hans og hans fællers ord gav genklang rundt om i de tysktalende lande, men vakte selvfølgelig også en stigende uro hos de reaktionære regeringer. I modsætning til hvad tilfældet havde været 1813, gik der nu på denne tid et stærkt had til Aleksander og Rusland gennem de tyske frisindede, der var fremkaldt af den hellige alliance og af zarens vitterlige nag til turn- og burschenschaftsbevægelsen. Man øjnede rundt om russiske spioner, og særlig genstand for forbitrede følelser var forfatteren Kotzebue, der var blevet russisk statsråd og sendte Aleksander beretninger om forholdene. En ung radikal student, Karl Sand, myrdede i foråret 1819 den tyske forfatter Kotzebue i Mannheim, som man ikke uden grund anså for at være russisk spion. Morderen fandt sympati hos mange tyske studenter. Men mordet fik store følger. Øjeblikkeligt begyndte reaktionen i Prøjsen den såkaldte demagogforfølgelse, med fængsling af Jahn og andre, samt med husundersøgelser hos mistænkte. Men navnlig anså reaktionens og enevældens ånd, der personliggjordes i fyrst Metternich, Østrigs udenrigsminister, mordet på Kotzebue for tjenligt til på een gang at fuldstændiggøre prøjserkongens afhængighed af sig, ramme universiteterne og pressen og om muligt tillige få de sydtyske forfatninger ophævet og fjernet. Karl Sand´s mord gjorde et stærkt indtryk i Rusland, hvor Karl Sand blev ideal for mange dekabrister (december-revolutionære). Metternich nåede det første, og navnlig var det hans vilje, der dikterede de beslutninger, som i august 1819 toges på en konference i Karlsbad af ministre for de fleste tyske stater. Disse gik ud på, at universiteterne skulle stilles under tilsyn af regeringskommissærer, og at alle lærere som undergravede grundlaget for den bestående statsordning skulle afskediges, ligesom at alle aviser, hæfteskrifter og bøger under 20 ark skulle sættes under censur, og at en centralundersøgelseskommission med sæde i Mainz skulle våge over alle demagogiske anslag. Beslutningerne var i hele deres oprindelse et overgreb, og aldrig havde Forbundsakten forudsat, at der skulle kunne tages sådanne beslutninger udenfor Forbundsdagen. Men ikke desto mindre godkendte Forbundsdagen selvfølgelig dem. Metternich hilste Karlsbadbeslutningerne med jubel, men til gengæld gik en følelse af umådelig forbitrelse gennem alle frisindede. Men om noget revolutionært udbrud blev der dog ikke tale, og beslutningerne, der fornyedes i 1824, blev afgørende for Tysklands udvikling i en lang række år. Ganske vist lykkedes det ikke Metternich at få de sydtyske forfatninger ophævet. Men nye forhandlinger førte til den såkaldte Wiener Schlussakt af 1820, der bestemte en fortolkning af Forbundsaktens ugennemsigtige § 13, at Forbundsdagen skulle våge over, at denne forblev virkeliggjort, og at de i anerkendt virksomhed værende forfatninger kun kunne ændres på forfatningsmæssig måde. Men ved siden heraf hed det tillige, at den samlede statsmagt skulle forblive hos suverænen, og at denne ved en landsstændersk forfatning kun kunne bindes til stændernes medvirkning med hensyn til udøvelsen af bestemte rettigheder. Og således stod Forbundsdagen ganske under Metternichs Østrigs og Prøjsens befaling, og Forbundsdagens omsorg for de tyske anliggender indskrænkede sig til et rent politiregimente. Tungt hvilede reaktionens åg over Tyskland, og værst udviklede forholdene sig i Prøjsen, hvor turnvæsenet blev forbudt. Selv for bøger, der var større end 20 ark indførtes censur, og salget af Fichtes »Reden an die Deutsche Nation« blev stoppet, og vildt rasede demagogforfølgelsen med fængslinger og hårde domfældelser, ikke mindst da der i begyndelsen af 1820erne under påvirkning af revolutionerne i Sydeuropa dannede sig nye hemmelige foreninger mellem studenterne. I 1820 havde Frederik Vilhelm udstedt en lov om statsgælden, der forudsatte rigsstændernes sammentræden, idet fremtidige statslån kun skulle kunne optages under garanti af disse. Men i 1823 udkom en forordning der ordnede forfatningsspørgsmålet. Den påbød indførelse af provinsstænder i hver af Prøjsens 8 provinser. Disse skulle ganske vist i deres forhandlinger ikke være delte i stænderske grupper, men valgene skulle foregå stændervis af ridderskab, borgere og bønder, og de store grundbesiddere fik ret til at vælge det overvejende antal af stændernes medlemmer. Tilmed blev stændernes myndighed kun rådgivende. Om rigsstænder var kun ganske løselig tale som en fremtidsmulighed. På denne måde havde den prøjsiske regering omgået løftet fra 1815 om en forfatning og en landsrepræsentation. Fra midten af 1820erne begyndte dog på forskellig måde en bedring i Tysklands elendige tilstand. Således ophævedes centralkommissionen i Mainz i 1828, men navnlig skete der visse fremskridt i Prøjsen. Reaktionen mildnedes noget, men vigtigst var forholdsregler på det økonomiske område. De skyldtes embedsstanden og navnlig finansminister Motz. Hans store tanke var en toldforening mellem Prøjsen og andre tyske stater, og han så den som et middel til at samle Tyskland under Prøjsens ledelse og beskyttelse; således var hans mål en ubetinget modsætning til den politik, man hidtil havde drevet i Berlin, og som havde bragt Prøjsen i afhængighed af Forbundsdagens uvirksomhed og Østrigs vilje. Foreløbigt nåede han kun til en toldforening med Hessen-Darmstadt, men han sluttede tillige en traktat med de i forvejen i toldvæsenet sammensluttede kongeriger Bayern og Württemberg, der vel ikke var en fuldstændig toldforening, men dog bestemte gensidig toldfri indførsel af alle indenlandske produkter. Den store vej var åbnet, ad hvilken Prøjsen og under dets ledelse det øvrige Tyskland skulle skride fremad i løbet af de næste 10 år. En modsætning til Motz dannede Ludvig I af Bayern der var blevet konge i 1825. Skønt fuldtud romantiker og ivrig katolsk og tillige stærkt optaget af sin ret til kongelig selvregering, var alt dog udviklet hos ham på en ejendommelig måde. »Hos ham forenedes hellensk skønhedssans med bigot katolsk tro, ærlig kærlighed til folket med overvurdering af kongelig værdighed, sværmerisk teutonisme med wittelsbachsk dynastistolthed, alt grelt og uformidlet på grund af hans mangel på takt og harmoni«. Fremfor alt besad han dog en jernvilje til at fremme kunstsansen hos sit folk. Han drog de betydeligste kunstnere fra hele Tyskland med Cornelius som deres høvding til sig. München skulle være et midtpunkt for kunst og allevegne fra samlede han kunstskatte til sine pragtbygninger, Glyptoteket og Pinakoteket. Et rigt kulturliv udviklede sig i det hele i hans hovedstad, langt hævet over de andre tyske byer. Hertil bidrog også det nye universitet i München, hvor ganske vist romantikkens bannerførere med Schelling som førstefører, fandt deres hjemsted, men hvor kongen dog tilstod fuld lærefrihed. Foreløbigt var Karlsbadbeslutningernes ånd ophørt med at herske over Bayern, og det var i god overensstemmelse hermed, når Ludvig var den ivrige der støttede grækernes sag. Men den romantisk-æstetiske retning var i begreb med at ophøre at være den herskende. Studenternes selskaber holdt dog ikke op med at eksistere med blev derimod endnu mere revolutionære, og i midten af 1820erne udviklede de sig lidt efter lidt til revolutionære organisationer. Dekabristbevægelsen i Rusland forsøgte d. 14. december 1825 på en væbnet opstand, som endte med et nederlag. Dekabristbevægelsen var udviklet under indflydelse af de intellektuelles revolutionære bevægelse i Polen, Østrig, Frankrig og det fjerne Spanien. Det var en intellektuel revolutionær bevægelse, der svarede til en særlig retning indenfor litteraturen, hvis vigtigste og mest fremtrædende repræsentant var den kendte skribent og første tyske politiske forfatter Ludwig Börne. Aleksander v. Humboldt begyndte sine populære naturvidenskabelige forelæsninger i Berlin, og historikere som Raumer, Schlosser og fremfor alle Ranke, ledede opfattelsen af fortiden ind i en mere realistisk retning. Digtere som Chamisso og Platen sang friheden ind i den tyske poesi, og Heine og Börne lod lyde endnu langt skarpere og mere hånende toner overfor deres hjemlands elendighed, åndende radikalisme og begejstring for Frankrig. Af størst betydning blev dog Hegels retsfilosofiske forelæsninger  ved universitetet i Berlin. En udpræget modstander både af Schellings romantik og af Hallers feudale doktriner, forherligede Hegel staten som den, der skulle virkeliggøre den sædelige ide. Ganske vist var Hegel af konservativ natur overfor religiøse og politiske spørgsmål, og han sluttede sig med så stor iver til den prøjsiske stat, at han med rette er blevet kaldt den prøjsiske statsfilosof. Men ved siden deraf tilbageholdt han dog ikke kritik, og han forkyndte den tveæggede sætning, at det fornuftige er virkeligt og det virkelige fornuftigt, tveægget fordi den både var egnet til forsvar for det bestående som fornuftigt og åbnede vejen for erkendelsen af, at det ny, når det blev virkeligt, også i sig var fornuftigt og derfor berettiget. Overordentlig stor var hans indflydelse på det tyske åndsliv. Ingen af de tidligere store filosoffer havde i den grad som han dannet skole. Men allerede på dette tidspunkt var der begyndt en deling af hans elever i en højre, konservativ fløj, der svor til det bestående, og en venstre, der ville omdanne det bestående efter fornuftens fordringer. Og i hele denne gæring virkede filhellenismen som en yderligere spore for fremskridtet ved dens sympati for kampen for friheden. Men til uroligheder kom det først ved efterretningen om Juli-revolutionen i 1830 i Frankrig, da der på flere steder i Tyskland fandtes oprørsagtige bevægelser sted, bl.a. i Braunschweig, der skiftede regent. Den stærkere politiske interesse og det livligere frisind, som allerede forinden var vakt, blev hos mange i høj grad øget ved budskabet om bourbonernes fald. For de yngre stod det, som et nyt og lykkeligt tidsrum af Europas historie var begyndt, og på enkelte steder, hvor vilkårlig absolutisme i ledtog med det mest forbenede aristokrati havde gjort tilstandene rent utålelige, gik bevægelsen langt ned i masserne og fremkaldte revolutionære rejsninger. Således blev i Brunsvig den liderlige hertug forjaget af sin hovedstads befolkning, og regeringen gik over til hans broder, der gav en forfatning. På en lignende måde gik det i kurfyrstendømmet Hessen-Kassel, og også i Hannover og Saksen blev kongerne nødte til at give en forfatning. Ved alt dette havde en del af Nordtysklands stater brudt med den gamle absolutistisk-feudale ordning og indført de moderne konstitutionelle principper, selvom de nye forfatninger ingenlunde var demokratiske. Samtidigt styrkedes de liberale partier i de sydtyske stater. Julirevolutionen og de påfølgende europæiske begivenheder udøvede imidlertid også på anden måde deres indflydelse på Tyskland. Der skabtes hos adskillige en radikalisme, der på een gang rummede en stærk begejstring for Frankrig, næret ved Heine's og Börne's beundrende breve fra dette land, og en kosmopolitisk frisindethed, der navnlig fik sit udslag i sympati for polakkernes rejsning. En ung forfatterslægt, indenfor hvilken foruden Heine Gutzkow og Laube var de betydeligste og som fik navnet »Det unge Tyskland«, brød med romantikken, blev liberal og fritænkersk, men dog var dens betydning væsentligst kun litterær. Den ny radikalismes praktiske udslag blev alt andet end store. Julirevolutionen i Frankrig (1830) medførte nogle steder opstande, som endte med nogle forfatningsmæssige indrømmelser i de små tyske stater. Regeringen gjorde det hurtigt af med denne bevægelse, for den havde ikke virkelig rod i folkemasserne. En ny bølge af oprør bredte sig ud over hele Tyskland efter den polske opstand i 1831. Den polske opstand, der også var en direkte følge af Julirevolutionen, endte med et nederlag, som medførte, at en masse forfulgte polske revolutionære søgte tilflugt i Tyskland. Derved styrkes den gamle strømning påny blandt de tyske intellektuelle - hadet til Rusland og solidariteten med det undertrykte Polen, der blev terroriseret af Rusland, styrkes. Under indflydelse af disse to begivenheder opstår der efter 1833 - på trods af Juli-revolutionens nederlag - nogle revolutionære bevægelser. I 1831 blev den oppositionelle stemning i Pfalz særlig stærk blandt de liberale intellektuelle, advokaterne og forfatterne. I 1832 koncentrerer den revolutionære bevægelse i Sydtyskland sig ikke i Rhin-provinsen men derimod i Pfalz. Ligesom Rhin-provinsen havde også Pfalz længe været i hænderne på franskmændene og var først blevet givet tilbage til Tyskland efter 1815. Rhin-provinsen blev slået sammen med Preussen, og Pfalz blev slået sammen med Bayern, hvor reaktionen ikke rasede mindre end i Preussen. Beboerne i Rhin-provinsen var vant til de friere franske forhold, og ligeledes beboerne i Pfalz. I 1832 arrangerede advokaterne Wirth og Siebenpfeiffer i Hambach en stor fest med deltagelse af en række talere - blandt andet også med Ludwig Börne. De forkyndte nødvendigheden af et frit og forenet Tyskland. En af festdeltagerne var børstenbindermesteren Johann-Philipp Becker, der dengang var omkring 23 år gammel. Han stod i snæver kontakt med et par generationer af russiske revolutionære fra Bakunin til Plechanov. Becker forsøgte dengang at gøre det klart for de intellektuelle, at man ikke kan standse ved agitation, men at det er nødvendigt at forberede sig på den væbnede opstand. Becker var en typisk revolutionær af den gamle slags. Et begavet menneske - han blev senere forfatter - selvom han aldrig var en fremragende teoretiker men derimod en typisk revolutionær praktiker. Efter festen i Hambach bliver han endnu nogle år i Tyskland og beskæftiger sig med at hjælper kammerater med at flygte og organiserer overraskelsesangreb for at befri kammerater fra fængslet. Men det store folkemøde i Hambach i Bayerni maj 1832 fremkaldte frygt for demokratiske udskejelser, og gav atter reaktionen vind i sejlene. Her sås atter burschenschafternes sort-rød-gyldne faner, og stemningen var voldsommere end 1819, og der holdtes taler for Frankrig, Polen, Tysklands forbundne stater og det forenede republikanske Europa. Men i 1833 skete et revolutionært forsøg i Frankfurt am Main, men det skyldtes kun en kreds af misfornøjede akademikere og fik ingen tilslutning fra befolkningen. Endnu manglede Tyskland i det hele en kraftig, frisindet borgerstand og en politisk interesseret og organiseret arbejderklasse. Men under alt dette var reaktionen vågnet til nyt liv ved skrækken for folkebevægelsen. Selv mænd som Stein og Niebuhr endte deres liv med den største angst for demokratiets fremskridt, og Ranke angreb i sit tidsskrift historisch-politische zeitschrift stærkt de liberale. Men dette var dog kun svagt i sammenligning med den reaktionære strømning, som kom til orde ved det prøjsiske hof og i den prøjsiske adel, og som prægede selve den prøjsiske regering til stor skuffelse for de frisindede, der endnu håbede på, at Prøjsen ved at give en forfatning skulle komme til at indtage en førerstilling i Tyskland. Tværtimod sluttede Frederik Vilhelm III og hans ministre sig nu atter nøje til Metternich. Hjulpet af den frygt, som Hambachfesten og oprørsforsøget i Frankfurt vakte hos regeringerne, ligesom i sin tid Wartburgfesten og Kotzebue's mord, drev Østrig og Prøjsen på forbundsdagen og ministerkonferencer i Wien tvangsbestemmelser igennem, der overgik beslutningerne i Karlsbad. En ganske ubarmhjertig ny demagogforfølgelse begyndte da også i hele Tyskland. Forbud mod alle politiske foreninger, folkefester og folkeforsamlinger og mod de tyske kokarder, censur og afskedigelser af universitetsprofessorer ledsagedes af fængslinger, retsbryderske processer og hård behandling af de fængslede, og mellem ofrene var den plattyske forfatter Fritz Reuter, og overordentlig karakteristisk var den bandsættelse, som forbundsdagen vedtog mod det unge Tysklands skrifter. Under disse forhold kom også både det ny forfatningsliv i Nordtyskland og det ældre i Sydtyskland til at gennemgå en hård prøvelsestid, uden at det dog lykkedes helt at kvæle det konstitutionelle system. Af stater med forfatning gik Hessen-Kassel i spidsen for reaktionen, men en førerstilling i hele forfølgelsessystemet indtog den prøjsiske regering. Og dog var det netop denne, der samtidigt, fortsættende tidligere baner, havde gjort et for Tyskland stort og frugtbringende arbejde. I 1833 forsøger den gruppe, som Johann Becker var tæt forbundet med - han sad dengang selv i fængsel - at gennemføre et væbnet overfald på hovedvagten i Frankfurt for at erobre våben. Forbundsrådet holdt dengang møde i Frankfurt. De studenter og arbejdere, som var forbundet med ham, var overbevist om, at det ville få stor virkning i hele Tyskland, hvis det lykkedes dem at gennemføre en væbnet opstand i denne by; men man fik dog hurtigt bugt med dem. Karl Schapper var en af de mest resolutte deltagere i denne opstand, men det lykkedes Schapper at flygte til Frankrig. Men også i Hessen er en revolutionære bevægelse i hertugdømmet. I spidsen for bevægelsen står Weidig, som er præst og et religiøst menneske, men som også samtidig er en overbevist tilhænger af den politiske frihed og en fanatisk tilhænger af Tysklands samling. Han opbygger et hemmeligt trykkeri, hvor han trykker revolutionære opråb. Han bestræber sig på at få de intellektuelle til at samle sig om ham. Georg Büchner var en af disse intellektuelle, som var enormt interesseret i bevægelsen; forfatteren til dramaet „Dantons død". Georg Büchner adskiller sig fra Weidig derved, at han i sin politiske agitation beviste nødvendigheden af at vinde de hessiske bønders solidaritet. Han skabte et særligt agitatorisk blad for disse bønder; det er det første forsøg i den retning. Weidig trykte bladet i sit hemmelige trykkeri. Trods stærk modstand fra mange sider fik den i 1834 oprettet den tyske toldforening mellem Prøjsen, Bayern, Württemberg, kongeriget Saksen, Kurhessen og 8 thüringske stater, og i de følgende år trådte endnu flere stater til, og kun meget få blev stående udenfor, således at ved begyndelsen af 1840erne omfattede toldforeningen 8250 kvadratmil med en befolkning på 25 millioner. Den tyske toldforening fik stor og på grund af sin store ikke-tyske befolkning, udelukkedes Østrig fra toldforbundet, hvad der bidrog til det Habsburgske kejserriges endelige udskillelse fra alle tyske anliggender. Toldforeningen blev til overordentlig gavn for den tyske industri og handel, nu hvor de indre toldgrænser med deres hindring for samfærdsel og omsætning var faldet. Tyskland stod som en økonomisk enhed overfor udlandet. Men også i politisk og national henseende betød toldforeningen meget. Prøjsen havde trods alt en bedrift at henvise til, og den økonomiske enhed kom til at stå som et forvarsel om og en forberedelse til en samling af nationens kræfter også på andre områder. Foreløbigt gjorde dog den prøjsiske regering ikke meget for at hævde den økonomiske førerstilling, den havde tiltaget sig. Tværtimod viste den en stor slaphed overfor tidens andet vigtige spørgsmål, anlægget af jernbaner. Når disse dog udvikledes, skyldtes det ikke den, men privatmænd i borgerstanden og ikke mindst den fremragende, for øvrigt stærkt beskyttelsesvenlige tyske nationaløkonom List. Imidlertid blev slutningen af 1830erne en tid, der trods den herskende reaktion på flere forskellige måder bragte nye momenter ind i Tysklands udvikling. Holsten fik rådgivende stænder i 1834 af Frederik VI.. I 1835 udgav den teologiske docent i Tübingen Strauss sit værk »Das leben Jesu«, hvori han søgte at vise, at beretningerne om Jesu liv, som de forelå for os, var sagn eller snarere myter. Værket vakte en overordentlig opsigt, og fremkaldte forfatterens afskedigelse og en storm fra kirkelig side, men vandt også stærk tilslutning og skilte langt skarpere end tidligere ortodokse og fritænkere fra hinanden. Snart efter støttedes angrebene på den hidtil herskende teologi ved den af Baur stiftede Tübingerskole, der underkastede evangelierne en epokegørende kritisk undersøgelse. Men Strauss' bog fuldbyrdede endvidere den allerede tidligere begyndte adskillelse mellem den højre og den venstre fløj af Hegels elever, delte disse i konservative og radikale både på religiøst og politisk område. Omend væsentlig litterær veg den ikke tilbage for opposition mod og kritik af regeringer og samfundsforhold, idet den tro mod sit hegelske udspring så staten som det centrale i menneskelivet, men netop derfor satte det som sin opgave at omforme den efter fornuftmæssige fordringer. Medens således striden mellem tro og viden var brudt frem i den protestantiske verden med uvant kraft, var den tysk-katolske kirke i færd med at tage kampen op med den prostestantiske stat. For Prøjsen, der ved indlemmelsen i 1815 af Rhinlandene skønt officielt protestantisk var blevet en konfessionel stærkt blandet stat, idet nu 1/3 af befolkningen var katolikker, var forholdet til romerkirken af den største betydning, og særlig trådte frem som et vigtigt spørgsmål det om børnenes konfession i blandede ægteskaber, så meget mere som der hyppigt i Rhinlandene indgikkes ægteskaber mellem katolske kvinder og protestantiske embedsmænd. Den prøjsiske regering havde udstrakt en for dens gamle provinser gældende lov, hvorefter børnene som regel skulle have faderens tro, til Rhinlandene. Men i 1830erne herskede der mellem den katolske gejstlighed en udpræget ultramontan retning med jesuiter som førere, der i slægt med den tilsvarende franske var bestemt på at hævde kirkens uafhængighed af staten på alle områder. Da gjorde den prøjsiske regering selv den fejl at medvirke til valget af fanatikeren Droste-Vischering til ærkebiskop i Køln, og med ham fik det ultramontane parti magten i Rhinlandenes kirke. Han erklærede statslovene, og særlig den om de blandede ægteskabers virkning på børnenes tro, for uforenelige med kirkens friheder. Regeringen satte sig til modværge og efter dens sædvane på voldsom måde, idet den lod Droste-Vischering og tillige ærkebispen i det katolske Posen fængsle. Således var kampen udbrudt mellem stat og romerkirke, og paven stillede sig på ærkebispernes side. Men følgen blev, at der i Rhinlandene bredte sig en stærk bevægelse, og selv mange tidligere mådeholdne katolikker blev fanatisk ultramontane. Et tredje moment, som kom ind i Tysklands forhold, var derimod af ren politisk art. I 1835 blev Weidig arresteret. Georg Büchner undgik med nød og næppe at blive arresteret. Han flygtede til Schweiz, hvor han døde kort efter. Weidig blev spærret inde i et fængsel og gennempisket. Weidig var en nær slægtning af Wilhelm Liebknecht, og at denne voksede op under indflydelse af disse indtryk, som satte sig dybe og uudslettelige spor i hans bevidsthed. En del af de revolutionære, som Becker havde befriet fra fængslet - Schapper, som flygtede efter opstanden i Frankfurt, og derefter Schuster - flyttede til Paris og grundlagde der et hemmeligt selskab - »De landflygtiges forbund«. Under indflydelse af Schuster og nogle tyske arbejdere, som på dette tidspunkt i stort tal havde bosat sig i Paris, styrkes den socialistiske tendens hos en del af medlemmerne stadig mere og mere, hvad der til sidst medfører, at forbundet bliver splittet. Under ledelse af Schuster opretter en del af dem »De retfærdiges forbund«, der eksisterer i tre år i Paris. Forbundets medlemmer tog del i Blanquis opstand og delte skæbne med blanquisterne: man kastede dem i fængsel sammen. Efter frigivelsen rejste Schapper og hans kammerater til London, hvor de oprettede arbejderuddannelsesforeningen, som senere blev kommunistisk. I 1830erne var der foruden Börne nogle andre forfattere, som øvede stærk indflydelse på de tyske intellektuelle: Heinrich Heine er den mest betydningsfulde af dem. En digter og skribent, hvis breve fra Paris var af stor betydning for den tyske ungdom, ligesom også Ludwig Börne´s breve var det. Hos Börne kunne man læse om censurbestemmelser der dengang gjaldt i Tyskland, og man skal bare læse den artikel, hvori han hudflettede hele spidsborgervæsnet og politimentalitetens herredømme i det daværende Tyskland, for at se, at enhver, der var blot lidt bevidst og blot også i nogen grad oplyst, måtte protestere mod disse forhold. De hvilede særlig tungt på jøderne. Börne tilbragte hele sin ungdom i det jødiske kvarter i Frankfurt under de samme betingelser, som jøderne levede under i den mørkeste middelalder. Denne situation var også ligeså vanskelig og undertrykkende for Heine. Börne og Heine var jøder, og Börne var født i Pfalz, Heine i Rhin-provinsen. Også Marx og Lasalle var jøder. Bruno Bauer var en af unghegelianernes ledere, og som skarpt kritiserede den officielle teologi, blev frataget retten til at undervise på universitetet i Bonn. Derefter fik han indbydelse til at deltage i et nyt blad. Repræsentanter for den mest radikale fløj af handels- og industribourgeoisiet i Rhin-provinsen: Camphausen og andre havde besluttet at grundlægge deres eget politiske organ. »Kölnische Zeitung« var dengang det mest indflydelsesrige blad i hele Rhin-provinsen, og Köln var dengang det højst udviklede centrum i Rhin-provinsens industri. Det radikale bourgeoisie i Rhin-provinsen ville stille deres eget organ op imod dette regeringstro blad for at forsvare deres egne økonomiske interesser imod de feudale kræfter. Foruden Camphausen spillede den kendte jernbane-bygherre Mevissen en vigtig rolle. De havde samlet penge sammen, men de manglede litterære kræfter. I spidsen for bladet stod en gruppe unge filosoffer, tidens unge litterater. Blandt dem spillede Moses Hess en hovedrolle, og også han var jøde. Moses Hess var ældre end Marx og Engels. Han havde meget tidligt tilsluttet sig frihedsbevægelsen og beviste allerede i 1830erne nødvendigheden af at oprette et forbund mellem de oplyste nationer for at tilkæmpe sig den politiske og kulturelle frihed. Moses Hess (1812-1875) blev allerede i 1842 kommunist under indflydelse af den kommunistiske bevægelse i Frankrig. Sammen med andre kammerater bliver han en af »Rheinische Zeitung´s« fremragende redaktører. Karl Marx boede dengang i Bonn. I lang tid var han bare en medarbejder, der som en af de dengang mest indflydelsesrige skribenter sendte artikler til bladet. Først lidt efter lidt blev han toneangivende. Indtil da ledede Moses Hess bladet sammen med to unge kollegaer. Selvom det var det rhinske industribourgeoisie, der betalte udgifterne i forbindelse med udgivelsen af bladet, var bladet også samtidig organ for de yngste og mest radikale forfattere i den Berlinergruppe, som også Marx og Engels tilhørte. Først i efteråret 1842 flytter Marx til Köln og giver samtidig bladet en ny retning. Han underkastede lovene en voldsom kritik. Han viste, at ånden i disse love kun var ejendomsbesiddernes ånd - bl.a. jordbesidderne, der af alle kræfter bestræbte sig på at udbytte de små bønder, og det medførte at bladet blev underkastet forstærket censur, og regeringen sørgede for at Marx blev fjernet fra bladet. Sammen med A. Ruge tog han til Paris, får at udgive »Tysk-Franske årbøger«. I 1837 havde Ernst August besteget Hannovers trone, og kort efter sin regeringstiltrædelse erklærede han kongerigets forfatning for ophævet og fritog embedsmændene for deres ed på den. Da underskrev 7 professorer ved Göttingens universitet, mellem hvilke de to brødre Grimm og historikerne Gervinus og Dahlmann, en protest herimod. Den fik betydningsfulde politiske følger. Kongen besvarede den med de 7's afsættelse og landsforvisning af Dahlmann og to andre, og der var næsten ingen modstand i det hannoveranske folk, selvom den prøjsiske regering misbilligede protesten som en ulydighed mod den af gud indsatte øvrighed. Reaktionen i forbundsdagen nægtede at skride ind mod kongen af Hannover da Ernst August i 1837 ophævede den fri forfatning fra 1831. Men rundt om i Tyskland kom sindene i stærk bevægelse, og harmen vendte sig mod forbundsdagen, der ingen indsigelse gjorde mod forfatningsbruddet. Atter optoges tankerne af nødvendigheden af at skabe Tyskland et bedre fælles organ. Den unge slægts forhåbninger ved 1830 var i de påfølgende 10 år blevet grundigt skuffede. Dog var de misfornøjedes skare snarest tiltaget. Men den var spredt og splittet, splittet også i tankernes hovedgenstand. Der var dem, som forargedes mest over kirkens og ortodoksiens tvangsherredømme, andre som holdt en ret uklar kosmopolitisk radikalisme oppe, atter andre, som sørgede mest over, at det tyske folk ikke kunne nå til en samling. Netop nu ved 1840 begyndte den fælles nationalfølelse igen at udfolde sig stærkere. Hertil bidrog den under den orientalske konflikt truende fare for en krig med Frankrig, der ville komme til at gælde Rhingrænsen, og skønt denne fare hurtigt drev over, fik den dog den eftervirkning, at den tidligere sympati for det fri Frankrig svækkedes hos mange. I 1840 døde Frederik Vilhelm III af Prøjsen døde og fulgtes af sin søn Frederik Vilhelm IV. Det var romantikken, der igen levede op på tronen efter at være trængt tilbage i litteraturen, romantikken med dens svælgen i alt hvad der tilfredsstillede fantasien og med dens beundring for tro og kirke. Frederik Vilhelm hadede det bureaukratiske regimente, fordi det fordunklede det personlige, patriarkalske forhold mellem fyrste og undersåtter, og han var i statsret en elev af Haller. Han troede ligesom denne på stænderne og deres historiske rettigheder, hadede Hegel og hans lære om statens idé, og var overbevist om kongedømmet som en af guds nåde oplyst fædrenearv. Derfor hadede han »tjenerne« dvs. embedsmændene, men endnu mere ethvert forsøg fra folkenes side på at binde kongen. Men han var en dilettant i sin viden og blottet for enhver forståelse af sin tid og for enhver virkelig statsmandstanke, og han savnede også evnen til at omgive sig med dygtige rådgivere. De toneangivende ved hans hof blev pietistiske officerer eller fine, æstetiske, men upolitiske hoveder. En mærkelig undtagelse dannede kun Aleksander v. Humboldt, videnskabens og oplysningens levende protest mod fromladenheden og dilettantismen. Frederik Vilhelm begyndte sin regering med en almindelig amnesti og lettelser i censuren, og et øjeblik hilste derfor de liberale ham med sympati. Denne stemning varede dog kun kort. Snart viste kongens politik sit sande åsyn. I offentlige udtalelser betonede han kongedømmet af guds nåde og afviste enhver tanke om at ville udvikle landsforfatningen i overensstemmelse med forordningen af 1815. Han opgav dernæst kampen mod ultramontanismen ved at frigive de to fangne ærkebisper uden indrømmelser fra pavens side. Stærkt brød reaktionen frem på alle åndelige områder. I kultusministeriet herskede et endnu stærkere politiregimente end før, og allevegne støttedes det ortodoks-teologiske partis kamp mod de friere retninger, medens almueskolevæsenet forsømtes. Endelig forøgedes censurtrykket, presseforfølgelserne skærpedes, højforræderiprocesser anlagdes mod oppositionens mænd, og liberale embedsmænd fik deres afsked. Virkningerne af hele regeringens fremgangsmåde blev dog helt anderledes end beregnet. Den fremkaldte kun en stigende misfornøjelse, og da de øvrige tyske regeringer fulgte lignende spor som Prøjsen, blev misfornøjelsen almen tysk. Den kom frem på det åndelige område. Man var i færd med at blive ked af de endeløse filosofiske diskussioner og tog det religiøse spørgsmål som et praktisk, som kampen for trosfriheden og mod bigotteriet. Indenfor den protestantiske kirke dannede der sig menigheder under navnet »Lysvennerne«, og selv indenfor den katolske kirke gærede det. Mendet bliver den liberale købmand- og borgerstand, der i de trange år bærer enhedstanken frem. Fyrsterne har så godt som alle svigtet de løfter, de gav, da folkene rejste sig mod Napoleon I. Fyrsterne var optaget af at bevare deres magtfuldkommenhed hver især indenfor deres snævre grænser. Det er de litterære tanker hos de arbejdsfrie overklasserne, hos Goethe, Schiller, Lessing, Herder og Fichte, der skabte ideen om Tyskland, og som sådan er Tyskland også kun en litterær ide, da folkene består af forskellige stammer med forskelligt sprog. Prøjserne havde glemt, at de var et slavisk folk. I 1840 fejres bogtrykkerkunstens 400-årsjubilæum i Leipzig, og festen former sig som en forherligelse af de åndelige magter og deres organer, som en forjættelse om deres sejr over absolutismen og ufriheden. I 1844 havde biskoppen i Trier i domkirken udstillet en falsk relikvie, kristi usyede kjortel, og i 7 uger strømmede over 1 million pilgrimme derhen for at nyde godt af dens vidundergørende kraft. Da protesterede en schlesisk præst, Johannes Ronge, mod denne kultus, og om ham samlede sig en sekt, der kaldte sig »tysk-katolikkerne« der efterhånden voksede sig ret stor. Dog var J. Ronge en for ubetydelig mand og kirken for stærkt tømret til, at bevægelsen kunne få et større omfang, og det blev da også de politiske tilstande, som i længden gav oppositionen styrke. Det havde her sin store betydning, at 1840erne betød en fremgang for den tyske borgerstand, ikke mindst som følge af toldforeningen. Vel havde endnu kun få byer et større folketal, men sammenlignet med den tidligere tid voksede byerne dog som helhed, og borgerstanden fik en større selvbevidsthed. Herved blev det muligt, at en mådeholden liberal opposition fik stærkere tag i den, og at kravene om en forfatning lød kraftigere fra den prøjsiske borgerstand. Sammen med det egentlige bourgeoisi gik mange liberale professorer. I første række stod her Dahlmann, hvis fremstillinger af den engelske og den franske revolution slog stærkt ned i middelklasserne. En lignende virkning havde Droysens skildring af frihedskrigene mod Frankrig, der betonede den frihedssindede side af rejsningen i 1813. Mest bidende af alt hvad der fremkom fra videnskabelig side var dog Strauss' lille skrift: »Der romantiker auf dem throne der Caesaren«, der i form af en udsigt over Julian Apostatas' historie ramte romantikeren på hohenzollernes trone. Af Tysklands åndelige stormænd forblev væsentligst kun Ranke på den konservative side, samtidigt med at han fejrede en af sine største triumfer ved sin skildring af den tyske reformations historie. Det var også indenfor den lærde verden, at i disse år den tysk-nationale side af oppositionen, harmen overforbundsdagens nu næsten fuldstændige uvirksomhed og trangen til en fyldigere udvikling af organer for det tyske folks samhørighed, fik sit kraftigste udtryk. Forsamlinger af tyske germanister blev som et slags lærde parlamenter, der repræsenterede den fælles kærlighed til Tysklands fortid og fremtid. Til ulykke for Danmark kom netop nu også det slesvig-holstenske spørgsmål, navnlig efter udstedelsen af Kristian VIIIs åbne brev af 1846, til at kitte tyskerne sammen. Jævnsides med den liberal-nationale opposition viste sig også en radikalere. Som egentlig parti fremtrådte den dog kun i nogle sydtyske stater, især i Baden, men den mærkedes stærkt i litteraturen. Voldsomst var de hånende ord mod hele det tyske stats- og samfundsliv, der faldt fra den i Frankrig bosatte Heine i hans »Deutschland, ein Wintermärchen« og »Atta Troll«, men også Herweghs og Freiligraths digtning slog til lyd for revolutionen. Den mærkeligste skikkelse indenfor den litterære radikalisme var dog filosoffen Ludvig Feuerbach. Hans væsentligste gerning var hans værk »Das wesen des Christenthums«, hvori han hævdede, at al religion kun er et udtryk for menneskenes ønsker og lykketrang, gud kun et billede af de menneskelige følelser. Med denne ateisme forbandt han i sin etik en lære om samfundets rette bygning, der var i afgjort opposition til alt bestående, ja endog nærmede sig til socialismen. De rent sociale spørgsmål, ikke alene som kamp mod aristokratiet, men tillige som problemet om proletariatets stilling, var nu også begyndt at træde stærkere frem end tidligere. Det hang naturligt sammen med, at det først var i 1840erne, at klassemodsætningen mellem de kapitalistiske arbejdsgivere og arbejderne kunne få større betydning, fordi først nu vandt storindustrien frem. Ganske vist blev denne endnu i disse år ikke i den grad samlet i store fabrikker som i Frankrig og især i England. På mange steder bestod husindustrien endnu, men også denne var trådt mere i kapitalismens tjeneste, og arbejdernes kår forværredes derved. Der begyndte derfor en tysk arbejderbevægelse, i hvilken der blandede sig socialistiske teorier, påvirkede fra Frankrig. Men hvor det kom til alvorlige arbejderuroligheder i Tyskland i denne periode, var det dog ikke teorier eller en socialistisk organisation, der fremkaldte dem, men sulten, således ved vævernes opstand i Schlesien, som Hauptmann har foreviget i sit drama »Die Weber«. Der var dem, som allerede tidligt i 1840erne forudså, at man drev hen imod en revolution. I den prøjsiske regering nærede man dog ikke gnist af ængstelse, men alligevel var den og ikke mindst selve kongen stærkt optaget af, at forholdene krævede en forandring i de bestående statsforhold. Frederik Vilhelm IV betragtede ikke den provinsstænderske forfatning af 1823 som endelig afsluttende, men mente det nødvendigt at indføre et fælles organ for provinsstænderne. Et betydningsløst tilløb i denne retning skete fra 1842 ved samling af udvalg af dem til fælles rådslagninger. Men han dreves videre, så meget mere som han ikke kunne komme bort fra sin faders forordning af 1820 med dens løfte om rigsstændernes garanti for statslån. Finansernes tilstand var en sådan, at statslån særlig til bygning af jernbaner i længden ikke ville kunne undgås. Han bestræbte sig da for at finde en form, under hvilken en fælles stænderforsamling kunne indkaldes, men dog således, at den blev absolut forskellig fra den af ham forhadte repræsentation for riget eller folket som helhed, og således, at han ikke på nogen måde gav et ham lige så forhadt bindende løfte, der kunne være et principmæssigt afbræk i kongedømmets suverænitet. Derimod tiltaltes han i kraft af sine romantiske anskuelser af tanken om en vis stændersk frihed, og han gik ud fra at grundbesiddelsen ville være den stærkeste ved en sammentræden til fælles møde af provinsstænderne, fordi den var den herskende i hver enkelt af disse. Langvarige forhandlinger om formen og måden begyndte nu, og forgæves søgte Metternich at holde Frederik Vilhelm IV tilbage, og lige så forgæves blev den modstand, der rejstes mod hele planen af kongens egen broder, prins Vilhelm, den senere kejser Vilhelm I, der var den ubøjelige absolutist. Dennes synspunkt var udelukkende bestemt ved hensynet til Prøjsens styrke, navnlig dets militære. Prins Vilhelm frygtede for, at krigsmagten skulle svækkes, når kongen indlod sig på forhandlinger med en forsamling, der hvordan man end vendte og drejede det, ville være en slags rigsrepræsentation, men han og hans parti formåede ikke at trænge igennem. Med Gervinus i spidsen starter de i 1847 »Tyske Tidende«, der i ledende artikler drøfter principperne og dagens brændende spørgsmål, som var noget hidtil ukendt i tysk journalistik. Men det bliver ikke professorer, der samler Tyskland, thi de har tænkt længe og grundigt, og har mange ideer, som de senere i Frankfurter-parlamentet fremlægger i mange smukke og især lange taler. I det prøjsiske Schlesien var kartoffelhøsten slået fejl i 1847/48. Kartofler var de fattige væveres føde, og med hungeren kom tyfus og i løbet af et par måneder døde 1/10 af befolkningen. Familierne lukkede sig inde sammen, for at død sammen, da elendigheden var frygtelig og sygdomme hærgede de sultende. De liberale strømninger havde taget fart på og oppositionen voksede sig i løbet af 1840érne efterhånden så stærk, at Frederik Wilhelm IV i februar 1847 udgav den forordning, der indkaldte alle 8 provinsstænders medlemmer til et møde i Berlin under navn af »Den forenede Landdag«. Den skulle være rådgivende i lovgivningssager, men besluttende overfor de direkte skatter og garanti for statslån. Men medens de enkelte provinsstænder kun dannede eet kammer, var landdagen gjort 2-kamret, idet der foruden det ene kammer af de 3 stænder, ridderskab, byernes og landkommunernes repræsentanter, var indført et første kammer, bestående af de kongelige prinser, de mediatiserede fyrster og de øvrige såkaldte adelige standsherrer. Hovedsagen var dog, at der intetsomhelst tilsagn var givet om, at Den forenede Landdag for fremtiden skulle være et led af det prøjsiske statsliv. Indtrykket af forordningen var også en overordentlig skuffelse til alle sider, men mest dog i borgerstanden. Landdagen åbnedes i foråret 1847 med en tale af kongen, der var egnet til at fjerne enhver tro på, at han ville give landet en forfatningsmæssig ordning. »Aldrig«, udtalte han, »vil jeg tillade, at der mellem vor herre og gud i himlen og dette land trænger sig ind et beskrevet blad ligesom et andet forsyn for at regere os med sine paragraffer og afløse den gamle troskab«. Dét var den bestemte krigserklæring mod enhver skreven forfatning. Af en ganske anden art blev derimod landdagens forhandlinger. For første gang var en slags repræsentativ forsamling trådt sammen i Prøjsen, og straks viste dens medlemmer en selvstændighed, et mod og en parlamentarisk dygtighed, som blev en overraskelse for alle. De modsatte anskuelser brødes. I herrestanden optrådte selve prins Vilhelm til værn for kronens ret og vakte derved en sådan misfornøjelse i Berlin, at vinduerne blev slået ind i hans palæ. Af andre talere i samme retning gjorde den unge pommerske adelsmand Otto v. Bismarck-Schönhausen sig bemærket. Men imod regeringen stod en slagfærdig opposition. Den rummede i sin midte endda konstitutioneltsindede adelsmænd, men størst opmærksomhed tiltrak sig borgerstandens repræsentanter ved deres krav om konstitutionelle garantier. Hovedpunktet i forhandlingerne blev spørgsmålet om landdagens fremtidige periodiske sammentræden. Her lå også kærnen. Gik kongen ind herpå, var der skabt en, omend dårlig, så dog lovfæstet rigsrepræsentation. Men Frederik Vilhelm nægtede bestemt at binde sig, og herpå strandede forståelsen mellem ham og stænderne. Disse nægtede garanti for et statslån til anlæg af en ny jernbane, med den begrundelse, at en sådan tilkom det efter forordningen af 1820 rigsstænderne at give, og de kunne ikke betragte sig som sådanne, når deres retsgrundlag ikke var sikret. Dog holdt flertallet ikke sammen overfor regeringens opfordring til at vælge deputerede til stænderudvalg, men valgte disse. Herved var landdagen ikke blevet noget ubetinget nederlag for kongen. Langt stærkere var dog det almindelige indtryk af talerne end af beslutningerne. I talerne var den klare kritik af regeringens handlinger, også den skarpe hævdelse af nationens rettigheder kommet frem, og allevegne i Tyskland havde man lyttet dertil, og bevægelsen blev kraftigere, så meget mere som kampen mellem regeringerne og kamrene netop nu tilspidsede sig andre steder i Tyskland, især i Hessen. Det skete dog ikke, uden at der åbenbarede sig en adskillelse mellem de mådeholdne og de radikale, navnlig i Baden, hvor de sidste endog optog det sociale spørgsmål med et program om udligning mellem kapital og arbejde. Dog var det de mådeholdne, som allevegne havde overvægten, men disse krævede nu også en omordning af forbundsdagen. Flere steder kom forlangendet frem om et tysk parlament, og der var også uroligheder hist og her, og Sonderbunds nederlag i Schweiz hilstes med jubel af de frisindede. Men også Tyskland selv kom til at opleve en sejrrig revolutionær bevægelse. Kong Ludvig I af Bayern havde af skræk for Julirevolutionens påvirkning på sit land efter 1830 indført et ultramontant ministerium. Da var det, at han blev vanvittig forelsket i en danserinde Lola Montez, og da hun hadede de klerikale, fik ministeriet sin afsked. Kongen rasede vildt mod alle hendes modstandere, afskedigede en række udmærkede universitetslærere, ophøjede sin elskerinde i grevestanden og indsatte til sidst et ministerium efter hendes ønske. Men da gik der en almindelig forbitrelse gennem Bayern. De liberale var lige så harmfulde som de klerikale. I begyndelsen af 1848 udbrød alvorlige uroligheder i München, og endelig måtte kongen opgive sin elskede, der flygtede fra landet. Selvom forholdene havde haft en hel særlig karakter, var det dog en fyrste, der var blevet tvunget til at give efter. Og selv Frederik Vilhelm begyndte at slå ind pånye baner. Hurtigere end forventet sammenkaldte han provinsstændernes udvalg og indledte tillige underhandlinger med Østrig om en reform af forbundsdagen. Alt dette kom dog for sent. Februarrevolutionen i Paris fik sine store følger for Tyskland. I Italien startede den store revolutionsbølge i 1848 på Sicilien, i Neapel og i Toscana, og derefter udbrød Februarrevolutionen i Paris i 1848. De tyske fyrster, der i kraft af arv sad på deres gamle troner, havde egentlig trukket på skuldrene ad Louis Philippe i Frankrig som en barrikadekonge. Men samtidig havde de store tanker om hans dygtighed, da han var dem den kløgtigste statsmand i Europa, og den bedste forkæmper mod radikalismen. Frederik Wilhelm IV havde kort forinden kaldt ham de europæiske monarkiers skjold. Og nu var han faldet efter Februarrevolutionen i Paris og kongedømmet var ophævet, og overladt Frankrig til de rødeste socialister og kommunister. Skrækken greb derfor de tyske fyrster, og medens disse på forhånd opgav al modstand, gik der et begejstringens brus hen over Tyskland i martsdagene 1848. Borgerskabets mænd mente at de var de eneste til at gribe den magt, der gled fyrsterne af hænde,- og de greb den. I en række særlig sydtyske stater, i Baden, Württemberg, Bayern, Kurhessen, Hessen-Darmstadt, Nassau, Saksen, Weimar, Hannover, dannedes såkaldte martsministerier af de liberales førere. Fyrsterne søgte bag dem ly mod revolutionshavets flodbølge, og folket fik eller tog sig de ønskede rettigheder, forsamlingsfrihed, pressefrihed, folkevæbning. Det gamle bureaukrati smuldrede hen som et ormædt hus. Men de liberale førere mente, at det var ikke nok at få magten i de enkelte småstater. Der måtte skabes et fællesorgan for riget. Den gamle forbundsdag i Frankfurt blev af rædsel for revolutionen andeledes, og forbundsdagen som i hele sin levetid havde stoppet enhver fri ytring, tillod nu de enkelte stater at ophæve censuren, og den forbundsdag der havde raset mod de sort-rød-gyldne farver, antog nu dem til rigsfarver og erkendte nødvendigheden af en forfatningsrevision og indbød regeringerne til at drøfte den. Den opnåede imidlertid kun at føje foragten til hadet. Man var klar over, at man måtte helt uden om den. Liberalismens mål var både at tilvejebringe en tysk rigsstyrelse under konstitutionelle former og at skaffe de enkelte stater frie forfatninger. For opfyldelsen af det sidste krav stillede der sig ingen videre hindringer i vejen, da regeringerne næsten overalt veg tilbage for folkestemningen, og regeringerne gav løfte om konstitutioner med almindelig valgret, pressefrihed, ministeransvarlighed, folkevæbning o.s.v.. Den reaktionære forbundsdag forsøgte at styrke sin stilling, ved d. 10. marts at tilkalde 17 liberale tillidsmænd som repræsentanter for de enkelte stater, der skulle sættes ud af spillet. D. 5 marts samledes 51 af de liberale førere fra de syd- og vesttyske landdage i Heidelberg og drøftede sammenkaldelsen af et forberedende parlament, samt nedsatte et syvmandsudvalg, der skulle varetage det fornødne for at etablere Tysklands enhed. Den betydeligste blandt de liberale førere var Heinrich von Gagern fra Hessen-Darmstadt. Han så klart, at kun hvis det liberale borgerskab gik sammen med fyrsterne, der nu havde fået en gavnlig skræk i livet, kunne Tyskland kun samles, når Prøjsen blev den ledende magt. Østrig, der hidtil havde været føreren, havde for mange ikke-tyske interesser i Italien og på Balkanhalvøen. Det husede også indenfor sit landområde alt for mange forskellige nationer og sproggrupper, hvis had til tyskerne øgedes for hver dag. For øjeblikket gennemgik det østrigske monarki desuden en livsfarlig krise. I Wien var universitetets sale omdannede til våbenkamre, arbejderne i Wien sluttede sig til studenterne, og studenter og nationalgardister dannede en politisk centralkomité til beskærmelse af folkets friheder, senere et sikkerhedsudvalg. Disse selvskabte myndigheder blandede sig i alle regeringsforretninger. Men også de slaviske sprog og nationaliteter krævede rettigheder. Tjekkernes og magyarernes eksempel smittede af på sydslaverne, der gjorde dobbelt front, dels mod hoffet i Wien dels mod magyarernes tyranniske lyster. Kroatien og Slavonien kræver ligeberettigelse med Ungarn og krævede dannelse af en særlig illyrisk stat med sit eget ministerium og sin særlige styrelse. Også serberne begyndte at røre sig, og en nationalforsamling trådte sammen i Karlowitz, og valgte en »woivode«. Tilbage af det gamle Østrig var egentlig kun hoffet og hæren, og den holdt de sort-gule farver i hævd. Magyarerne, tjekkerne, sydslaverne fordrede, når alt kom til alt, ikke fuldstændig løsrivelse fra det habsburgske monarki, kun det størst mulige mål af friheder indenfor det. Et fuldstændigt brud med Østrig var derimod målet for den italienske rejsning. Så meget mere gennemførlig syntes Heinrich von Gagern plan om foreløbig at tilbyde Prøjsen ledelsen som den øverste forbundsmagt, det kunne danne overgangen til at tilbyde den prøjsiske konge kejserkronen. Men inden hans udsendinge nåede Berlin, var der dér foregået en fuldstændig omvæltning. Februarrevolutionen i Paris havde fremkaldt voldsomme folkerejsninger og gadekampe i Berlin d. 13-19 marts. Efterretningerne fra Paris og Sydtyskland bragte røre i Berlin, og om aftenen samledes folk i »Thiergarten« og forlangte lignende friheder, som de sydtyske stater havde fået. Men at give efter for folkehobe, var ganske uprøjsisk. Imidlertid steg bevægelsen og bragte standsning i alt forretningsliv og tusinder blev brødløse. Så kommer der budskab fra Wien om, at denne by er i oprørets magt, og at Metternich er faldet. Det kom til sammenstød mellem befolkningen og tropperne, og allerede d. 15 marts måtte soldaterne gøre brug af skydevåbnene. Kongen blev skræmt og vaklende, og han bekendtgjorde d. 18 marts, at han allerede d. 2 april ville indkalde sin landdag, og at han ville tage Tysklands omdannelse til en virkelig forbundsstat og sammenkaldelsen af et parlament af det tyske folks udsendinge i sin hånd. Allerede inden 1848 havde han i Frankfurt stillet forslag om en nøjere sammenslutning af de tyske stater. Men Østrig havde modarbejdet ham, og forbundsdagen syltede hans forslag. I tætte skarer stimlede berlinerne sammen foran slottet, og da kongen viste sig på dets balkon, hilstes han af bifaldsråb. Flere og flere strømmede til og sammenstimlingen blev livsfarlig. Da soldaterne rykkede frem, for at besætte udgangene til slottet, modtages de med hujen. Samtidig rider en eskadron dragoner frem fra den anden side, og menneskemængden presses frem og tilbage, og da går et par skud af, og scenen fra Paris gentager sig. I vild rædsel spredtes menneskemasserne, og skreg »forræderi, forræderi, man skyder på folket«. Udover byen bragte flygtningene rædselsbudskabet, og overalt bruste harmen frem hos borgere, studenter og arbejdere mod den regering, der troløst lod skyde på den fredelige befolkning. Overalt lød råbet »til våben, hævn«. Studenterne ilede ud til de store fabrikker, der lå udenfor byen og kaldte arbejderne til hjælp. Våbenbutikkerne plyndredes, man fik travl med at bryde brostenene op og grave grave tværs over gaderne. I løbet af få timer var Berlin en by i revolution. Kronprinsen, der navnlig blev anset for at være ét med absolutismens sag, måtte flygte til England ligesom Metternich, der også oplevede en revolution i Wien. Mange rådede kong Frederik Wilhelm IV til at give efter, og selv Berlins kommandant v. Pfuel mente, at gemytterne nok kom til ro i nattens løb. Men officererne var forbitrede, den militære ære var engageret og krævede blod, og v. Pfuel afløstes af v. Prittwitz. Kl. 17 om eftermiddagen begyndte kampen og den varede hele den månelyse nat. Tropperne, i alt 14,000 mand med 36 kanoner, tog barrikade på barrikade. Berlins studenter, dets borgere og arbejdere kæmpede med heltemod, ofte måtte de, da de manglede geværer, nøjes med brostenene som kastevåben. Dog var soldaterne dem for stærke, og da morgenen bryder frem, er soldaterne herrer næsten overalt. Da kommer der bud fra kongen om at standse fremrykningen, og man rådslog i det uendelige frem og tilbage, og kongen besluttede til sidst at kalde tropperne tilbage, og rettede en ret ynkelig skrivelse i »An meinen lieben berliner«. Men muligvis skete der en misforståelse, for v. Prittwitz førte ikke tropperne tilbage til deres kaserner men tropperne forlod Berlin. Berlin var derfor om morgenen d. 19 marts helt i den allerede slagne revolutions vold. De faldnes lig blev båret op i slotsgården, og på mængdens råb måtte kongen med sin halvt afmægtige gemalinde ved armen vise sig på slottets terrasse og blotte sit hoved for dem, som hans soldater på hans bud havde skudt ned. Og ydmygelserne var ikke endt dermed thi d. 21 marts red kongen gennem Berlins gader, smykket med de sort-rød-gyldne farver. Nu og da standsede han og holdt taler til folket. Han svor at ville beskytte Tysklands enhed og frihed. Fremtiden måtte lægges på en konstitutionel forfatning. Han ville helt hellige sig den tyske sag. »Jeg overtager i dag ledelsen i farens stund, mit folk vil ikke forlade, mig og Tyskland vil slutte sig til mig med tillid. Prøjsen går fra nu af op i Tyskland.« Men disse ord, der før d.18 marts, kunne have været lykkebringende, modtoges nu kun med hån og spot. Demokraterne ville ikke vide af en fyrste, der havde ladet skyde på folket, og fyrsterne der i et stærkt Prøjsen havde ventet en støtte, vendte sig med uvilje bort fra denne talerkonge. Og de liberale førere, der ville have haft Prøjsen til leder, høstede nu kun utak. I Holsten udbrød der et oprør som var rettet mod det danske ministerium, og dette oprør vakte stor begejstring i Tyskland og støttedes af Prøjsen og andre nordtyske stater. Det slesvig-holstenske borgerparti rejste sig, og de havde bemægtiget sig Rendsborg d. 24 marts og taget magten i Holsten. De rige borgerklasserne i Slesvig-Holsten satte da hertugdømmet over styr, da de ønskede tilslutning til de nye tyske retirader. Nu ville overklasserne i Slesvig-Holsten ikke være danske efter 1.000 år, og de opløste deres folk og hertugdømmet i de litterære ordblomster, i de tyske lande, der ikke engang forstod hinandens sprog, hvilket ellers var grundlaget for datidens nationalisme. Slesvig-Holsten opnåede den vildeste begejstring hos de mange fyrstedømmer i de tyske lande, og fra alle »tyske« sider strømmer frivillige til, for at kæmpe for den tyske enheds sag. De tysk national-liberale, der i deres bestræbelser for at samle Tyskland tog så lidt hensyn til gamle traktater og gamle forhold indenfor det Tyske Rige, men de hang sig dog i nogle gamle dokumenter, når det gjaldt Slesvig. De holdt sig udelukkende til, at den første søndag efter faste i året 1460 havde Slesvig og Holsten valgt den danske konge til hertug af Slesvig og greve i Holsten, og han havde til gengæld lovet at holde de to lande »for evig udelte«. Alt, hvad der var sket senere, traktater, og historiens udvikling regnede de for ingenting. Heller ikke den danske befolkning i Slesvig betød noget. I 1460 var Slesvig og Holsten forenede, men 400 år efter skulle de gå ind i det »ny Tyske Rige«. Ethvert forsøg på at støtte den danske befolkning i dens kamp blev kaldt »en oprørende voldshandling«. De lærdomme, som Uwe Lornsen fremsatte om de statsretslige forhold, anså de tysk national-liberale lige så pålidelige som bibelen selv. Kristian VIIIs åbne brev af d. 8 juli 1846 om arvefølgen fremkaldte en sand storm af raseri i Tyskland. Skulle dette »dumme, dovne, usammenhængende folk«, denne dværgnabo ustraffet kunne håne Tyskland. En syndflod af tyske skrifter maner til dåd, og har det slesvig-holstenske spørgsmål spillet en stor rolle for nationalitetens vågnen i Danmark, har det spillet en ikke mindre i Tyskland. D. 31 marts trådte i Pauls-kirken i Frankfurt am Main det såkaldte Forparlament »Vorparlament« sammen. Det bestod af 570 mennesker, som hovedsageligt var medlemmer af de forskellige stænderforsamlinger, landdagsmænd, og de havde besluttet at vedtage en valglov med almindelig stemmeret for en grundlovgivende nationalforsamling. Uagtet de ikke havde noget egentlig lovligt mandat, blev dets beslutninger adlydt overalt i Tyskland. »Vorparlamentet« bestemte, at der skulle sammentræde en grundlovgivende forsamling, valgt ved almindelig stemmeret i alle de provinser, der havde hørt ind under det gamle tyske forbund, samt i Slesvig og den tyske del af Posen. Der var i dette forparlament en stærk republikansk minoritet, men den formåede ikke at sætte sin vilje igennem, og dens hidsigste førere, Hecker og Struve, besluttede da at ty til våbnene. Den gamle Forbundsdag gav nødtvungent efter for denne selvtagne myndighed og udstedte efter forparlamentets begæring befaling til de forskellige stater om at lade vælge medlemmer til en nationalforsamling, der skulle repræsentere hele Tyskland og fremgå af folkevalg - senere. Men den selvbestaltede grundlovgivende nationalforsamling trådte for første gang sammen i Frankfurt d. 18. maj og samtidig erklærede de en ulovlig krig mod Danmark. Frederik Wilhelm IV betragtede slesvig-holstenerne som oprørere mod deres lovlige herre, men han en prøjsisk hær, det 10. armekorps, under general Wrangel op gennem Holsten ind i Slesvig. Dette armekorps bestod hovedsageligt af prøjsere og hannoveranere. For nationalforsamlingen var det belejligt at skabe et fjendebillede om det lille danske folk, der skulle have på tæven. Men de danske tropper iler fjenden imøde og sprænger dem i slaget ved Bau. Men efter slaget ved Slesvig d. 23 april måtte de danske tropper trække sig tilbage til Als og Nørrejylland. Men Danmark var endnu herre over søen og flåden lamslog den tyske handel, og særligt de tyske Østersøprovinser led derunder. Frederik Wilhelm IV begyndte derfor at længes efter fred. Det var et af de store øjeblikke i det tyske borgerskabs historie, da de tyske folks udsendinge d 18 maj 1848 under klokkernes klang, kanonernes salut og mængdens jubelråb begav sig fra gudstjenesten til Pauls-kirken, hvor møderne skulle holdes. Der gik holsteneren ved siden af tyroleren, rhinlænderen sammen med schlesieren, prøjseren sammen med badenseren. Der gik Tysklands bedste mænd på alle åndens områder. Til formand var Heinrich von Gagern fra Hessen-Darmstadt selvskreven. I sin tiltrædelsestale gav han hele forsamlingens og folkets tanker udtryk i de ord: » Vi skal skabe en forfatning for Tyskland, for det samlede rige, og vor bemyndigelse dertil ligger i nationens suverænitet.« Der sad nu 500 bygmestre og skulle opføre den ny bygning, og hver især havde sin fikse og færdige plan i lommen og stof til hundrede lange taler. I Baden, der grænsede op til Rhinen og Frankrig, var de radikale republikanere stærke, og her rejstes oprørsfanen og, men tilslutningen udeblev. Bajerske og Württembergske tropper rykkede ind, og ved Kandern d. 20 april led oprørerne et fuldstændigt nederlag. Hecker og Struve reddede sig over på svejtsisk grund, og efter 10 dage var det hele forbi. Dette republikanske nederlag havde den følgevirkning, at de reaktionære fyrster påny fattede mod, og mange af borgerskabet bliver betænkelige, sådan at der i det liberale parti indtræder der en spaltning mellem de mere mådeholdne og de radikale elementer. D. 9 juni havde nationalforsamlingen på forslag af historikeren Dahlmann, en af slesvig-holstenismens ivrigste forkæmpere, vedtaget, at »den slesvigske sag hørte ind under parlamentet virkeområde, og at parlamentet ville drage omsorg for, at der ved fredsslutningen med Danmark blev taget hensyn til hertugdømmernes ret og Tysklands ære«. Den grundlovgivende nationalforsamling besluttede d. 29. juni, at der skulle indsættes en centralregering med en rigsforstander i spidsen, og hertil valgtes den 66-årige østrigske ærkehertug: Johan af Østrig som »reichsverweser«, hvorpå den gamle reaktionære forbundsdag blev opløst d. 12. juli. Den nye nationalforsamling svævede dog i luften, da den ikke have nogen militær myndighed overfor de enkelte stater. Ruslands kejser, Nikolaj, der i sit eget rige nedtrådte alle revolutionære forhåbninger følte det som sin pligt at nedslå revolutionen og republikken overalt i Europa, og han lagde et hårdt pres på Prøjsen. Også Sverige tog parti for Danmark og Østrig holdt sig så ganske udenfor sagen. Prøjserne trak sig tilbage fra Jylland og d. 26 august sluttedes våbenstilstanden i Malmø på 7 måneder, hvorefter de to hertugdømmer skulle bestyres af en regering på 5 medlemmer, hvoraf Danmark skulle vælge to for Slesvig, Prøjsen to for Holsten, og formanden vælges af de tvende magter i forening. Men uagtet at våbenstilstanden snarere var gunstig for Tyskland end for Danmark, vakte den i Frankfurt en rasende forbitrelse. Prøjsen havde overskredet sin bemyndigelse, og Tysklands ære var slæbt i skarnet, Slesvig fortabt og forrådt, og det lykkedes Dahlmann at samle en majoritet mod våbenstilstanden. Men der var kun 17 stemmers flertal, og mod våbenstilstanden havde stemt en broget blanding af reaktionære og radikale, der gennem en krig håbede på rørte vande. Ministeriet trådte tilbage, og det lykkes ikke Dahlmann at danne noget nyt, så det gamle træder atter til, og d. 18 september vedtages tilslutningen til våbenstilstanden med 258 stemmer mod 238. Man turde ikke støde Prøjsen, og man frygtede for en revolution. Og medlemmerne fortabte sig i endeløse teoretiske diskussioner. I den grundlovgivende nationalforsamling var der ved en af de første sager 189 indtegne talere, og da de fleste brugte timer, havde debatterne en uendelige længde. Der var ingen faste partier, ingen anerkendte førere, der talte på partiernes vegne, medens de andre nøjedes med at stemme, enhver lille middelmådighed havde sin urokkelige mening og vilje til at tale for den. Forsamlingen udartede sig til at blive en diskussionsklub som dem, hvori professorerne ellers udvekslede tanker. Man drøftede grundlaget for statsborgernes grundlæggende rettigheder, og emnet var uhyre, lærdommen endnu større, talelysten allerstørst, og disse i og for sig meget lærerige debatter, der ville have været fortræffelige i lærebøger over statsretten, men mindre på sin plads, hvor det gjaldt om at bruge tiden til at skabe en forfatning, varede måneder. Alle politikens, social-økonomiens og religionens spørgsmål passerer revy. Det kunne for den sags skyld godt have varet århundredet ud. Og medens slås Junislaget i Paris og reaktionen stiger i Østrig og Prøjsen, fatter nationalforsamlingens modstandere håb. Da grundrettighederne endelig er vedtaget, svæver de i luften. Den månedlange debat medfører ikke meget, og der går måneder, før partierne nogenledes etableres. Det stærkeste parti i forsamlingen var professorernes, den national-liberale borgerstands, kaldet højre centrum eller, efter sit samlingslokale, Casino-partiet. Nærmest dem stod venstre centrum, tildels bestående af de samme folk. Til højre stod der et ikke ret talrigt parti bestående af østrigere, ultra-montane og enkelte andre. Til venstre republikanerne, der var delt i mådeholdne republikanere og radikale. Men disse partirammer var ikke faste, da både de enkelte partier og de enkelte medlemmer indgår de mærkeligste alliancer. Og ærkehertug Johan af Østrig havde ingen forståelse for Tysklands samling, da han var østriger fra isse til fodsål, og han tænkte kun på at krydse alle manøvrer fra Prøjsens side. Det var et skæbnesvangert skridt at vælge ærkehertug Johan, og dermed betones tillige Østrigs gamle dominerende stilling indenfor riget, og det var netop den, man skulle se at komme bort fra. Også en østriger, v. Schmerling, blev chef for det første rigsministerium. De forskellige ministerier skabes, men finansministeren havde ingen penge og krigsministeren ingen hær. Og meget snart viste det sig, at de gamle modsætninger mellem nord- og sydtyskerne, mellem de forskellige staters beboere, som man i begejstringens første rus havde troet begravet for evigt, levede livskraftigt videre. Heller ikke fyrsterne, der atter begyndte at føle sig faste i saddelen, var til sinds at lystre den ny overøvrighed. Så snart det påbydes, at de forskellige staters militær skulle hylde rigsforstanderen og anlægge de tyske farver, ophørte enigheden. De betydningsløse småstater bøjede sig, men Bayern giver hyldningen en betydningsløs form, og hannoverne var trodsige. I Prøjsen ville intet ministerium have vovet at byde hæren at hylde en østrigsk ærkehertug, - han kunne være tysk rigsforstander så meget han ville. Den ny nationalforsamling dårskab havde vist sig fra første færd af. De radikale, der længe havde villet nationalforsamlingen til livs, fordi den ikke ville gå ind på deres ideer, besluttede sig til tage magten. D. 18 september rejses barrikaderne i Frankfurt, men de tilkaldte tropper kvælte let oprøret. Også andre republikanske rejsninger i Sydtyskland undertrykkes. Det republikanske parti formåede intet og dets nederlag slog yderligere tilbage på nationalforsamlingen. Medens nationalforsamlingen fortsætter sine akademiske debatter, sejrer reaktionen i Berlin og Wien, og afgørelsen ligger nu ikke længere i Frankfurt. I det prøjsiske Berlin var en grundlovgivende forsamling trådt sammen i maj 1848, og dens flertal var moderat og monarkisk sindet, og forsamlingen ville gerne gå hånd i hånd med kongen. Men Frederik Wilhelm IV havde ikke opgivet sit had til al liberalisme og enhver konstitution. Han var derfor et let bytte for alle dem, der ville det nye til livs, og der var der mange af. Først og fremmest de prøjsiske junkere, der dannede deres særlige parti, og stiftede deres egen avis »Ny Prøjsisk Tidende«, det senere »Kreuzzietung«. Partiet var lille, men det var mægtigt ved rigdom, forbindelser og støtte i kongekronens nærmeste omgivelser. Dronningen stod det bi og prinsen af Prøjsen, den senere kejser Wilhelm, der efter martsdagene havde måttet rejse til London, så forhadt var han, dannede bindeleddet mellem alle nationalforsamlingens og forfatningens modstandere. Reaktionen stolede særligt på hæren og officererne, der brændte efter revanche fra martsdagene og de forhånelser, de senere havde været genstand for. Også det gamle prøjsiske bureaukrati fandt sig kun med højlydt murren i at lystre de ny liberale ministre, disse »kræmmerministre«. Der fandt en del uroligheder og optøjer sted i Berlin, bl.a. Tøjhusets plyndring d. 16 juni, og det skræmte borgerskabet, der som nationalgarde måtte rykke ud mod tumulten. Der kom derfor intet samarbejde istand mellem berlinerforsamlingen og kongen, og de liberale ministerier Camphausen og Hansemann, som kongen har været nødt til at tage, fik ikke kongen til at lytte. Stemningen var forbitret og forsamlingen strøg af kongens titel ordene »af guds nåde«, og det ramte kongen og reaktionen på det sårbareste punkt, idet han betragtede sig som guds repræsentant overfor sit folk. Men forsamlingen tilfredsstillede heller ikke den radikale befolkning i Berlin, der flere gange på revolutionær vis søgte at påvirke på beslutningerne. Det gav reaktionen fornyet mod og d. 2 november blev det overdraget greven af Brandenburg, kong Frederik Wilhelm II's uægte søn, at danne et ministerium, som reaktionen kaldte »frelsens ministerium«. Meningen var ikke til at tage fejl af. Forsamlingen sendte da en deputation med en adresse til kongen, men kongen ville ikke afgive noget svar, og en af deputationens medlemmer, lægen Jacoby fra Königsberg, sagde da de berømte ord: »Det er kongernes ulykke, at de ikke vil høre sandheden.« Forsamlingen fik dog snart et svar, og det bestod i en udsættelse af dens møder og forflytning af dens møder til Brandenburg for at den ikke skulle være »afhængig af pøbelen i Berlin«. Venstre protesterede, men regeringen, der havde draget tropper under Wrangel til Berlin lod salen besætte. Borgervæbningen blev opløst og Berlin erklæret i belejringstilstand, og d. 5 december blev den grundlovgivende forsamling helt opløst. Samtidig blev en ny, den såkaldte »oktrojerede forfatning«, givet. Men heller ikke den rigsdag, der trådte sammen efter den, havde kongens tilslutning. D. 27 april 1849 blev den opløst, og en ny valglov blev indført. Vælgerne opdeltes i tre klasser, der hver repræsenterede den samme sum i skat og valgte det samme antal valgmænd, der atter valgte rigsdagsmændene. De rige og velhavende var derfor selvskrevne herrer over valget. Samtidig indførtes offentlig og mundtlig afstemning, og dermed var døren åbnet for et solidt valgtryk. Reaktionen havde sejret uden blodsudgydelse og den havde, klogere end den østrigske, holdt skinnet vedlige af en parlamentarisk forfatning. Befolkningen var træt og ministeriet havde nu et lydigt redskab, sådan at reaktionen havde fri bane. Men nu var middelstanden blevet opskræmt ved de republikanske opstandsforsøg i Baden og ved den frankfurtske befolknings mord på prøjsiske general Auerswald og fyrst Lichnowsky. Reaktionen begyndte atter at hæve hovedet og især efter at opstanden i Wien i oktober var undertrykt og den prøjsiske rigsdag sprængt ved militærmagt d. 20. november. Både Østrig og Prøjsen var afgjort utilbøjelige til at rette sig efter nationalforsamlingens bestemmelser og beslutninger. Det viste sig bl.a. ved, at nationalforsamlingen måtte finde sig i at stadfæste Malmø-våbenstilstanden med Danmark d. 27. august 1848, som det kort i forvejen havde forkastet. Der var heller ingen udsigt til, at begge stormagter ville kunne tilsluttede sig den rigsforfatning, som der forhandledes om i januar-marts 1849 i nationalforsamlingen. Følgen af den megen retorik og de smukke ordblomster var at man i nationalforsamlingen ved nytårstid i 1848/49 kun var nået til afslutningen af debatten om de borgerlige grundrettigheder. Debatten i nationalforsamlingen om den ny forfatning, bragte kun uenigheden frem i stadigt skarpere former. Det blev mere og mere klart, at de tysktalende folk endnu ikke var politisk modent samling. I nationalforsamlingen havde man opdelt sig i to partier: et Østrigs (stortyskerne) og et Prøjsisk (lilletyskerne). Det såkaldte stortyske parti ville have Østrig med og samtlige Østrigs ikke tysktalende lande ind under det ny rige, medens det såkaldte lilletyske parti, prøjserne, der væsentlig bestod af højre centrum, ville have et Tyskland med Prøjsen i spidsen. Østrig modsatte sig et forslag om, at der kun kunne optages tyske lande i riget og de ønskede hele det østrigske monarki indlemmet i riget. Der var mange flere spaltninger efter de forskellige religioner, de forskellige nationaliteter, østrigere, nordtyskere, rhintyskere. Der var venstre og revolutionære, og ofte gik de forskelligste partier i fælles had sammen. De ultra-montane og yderste venstre stemte sammen, de ultra-montane forsvarede det suspensive veto og den almindelige valgret blot for at gøre forfatningen uantagelig for den kommende kejser. Og Østrig, der atter begyndte at komme til kræfter og i Schwarzenberg havde en både hensynsløs og snu leder, krydsede på alle måder forsamlingens politik. Østrig ville ikke lade sig kaste ud af Tyskland, og kun med en magtstilling i Tyskland som rygstød troede Østrig at kunne have tag i de forskellige folkestammer. Og den magt, som forsamlingen skulle støtte sig på mod Østrig, Prøjsen, gled mere og mere ind i reaktionære baner. Allerede i december 1848 havde Frederik Wilhelm IV erklæret, at han som legitim hersker ikke kunne modtage en krone af revolutionen i Frankfurt. Man forkastede kejserværdighedens arvelighed, kejserens vetoret og oprettelsen af et særligt rigsråd som repræsentant for fyrsterne overfor nationalforsamlingen. Alligevel lykkedes det Gagern, der havde overtaget ministeriet, medens Simson var blevet forsamlingens præsident, at sætte den prøjsiske konges valg til tysk arvekejser igennem d. 28 marts 1849, men kun 290 stemte for og mod 248 kejserkronen. Simson begav sig i spidsen for en deputation til Berlin, for at tilbyde kongen den ny kejserværdighed. Der var dem i kongens omgivelser, der var stemt for at modtage valget, prinsen af Prøjsen var, selvom han ikke havde meget tilovers for de demokratiske lærdomme, dog ikke uimodtagelig for de fremtidsudsigter, som valget åbnede for det hohenzollernske hus. Men Frederik Wilhelm IV afslog kejsertilbuddet d. 3. april af hensyn til Østrig, og på grund af rigsforfatningens alt for demokratiske indhold. Selvom han endnu nærede planer om at give det Tyske Forbund en fastere organisation, var det noget, »der skulle ordnes med hans ligemænd, og mod demokraterne var der intet andet middel end soldaterne«. »Man besejrer ikke djævelen ved at give sig i kløerne på ham«. D. 28 april gav han deputationen afslag, idet han dog samtidig erklærede, at Prøjsen ikke ville trække sig tilbage fra det tyske enhedsværk, men tværtimod ville sætte alle kræfter ind på det. De små stater, som ikke betød ret meget, og hvor regeringerne var for svage overfor det liberale parti, tog imod forfatningen, men de større sagde nej. Allerede d. 5 april havde Østrig kaldt sine udsendinge tilbage, Prøjsen fulgte efter, og højre centrum, der havde stolet på Prøjsen, gennemført kejservalget og forfatningen, trådte frivillig ud, således v. Gagern, Dahlmann, Arndt og mange andre. Der var i virkeligheden ikke mere nogen nationalforsamling, og tilbage var kun venstre og de revolutionære. Kronprinsen af Prøjsen, der var vendt tilbage til Tyskland og de prøjsiske tropper undertrykte opstandene i maj måned i Saksen, Pfalz og Baden. Flere steder i Italien blev der oprettet republikker. Kongen af Sardinien valgte en fri forfatning, men Østrig besejrede kongens hær og undertrykte befolkningen på Sardinien. Kongen af begge Sicilier nedkæmpede brutalt oprøret, og franske soldater nedkæmpede enhver modstand og sørgede for at Rom blev bragt til lydighed under paven. Den prøjsiske rigsdag, som anerkendte forfatningen, blev opløst, og de prøjsiske deputerede forlod nationalforsamlingen i Frankfurt. Dermed var forsamlingens værk fuldstændig strandet. Resterne af nationalforsamlingen følte sig længere sikre i Frankfurt for de tropper, der rykkede frem mod de i Baden og Rhinpfalz udbrudte opstande, hvor en republikansk bevægelse var igang, så de flyttede de d. 31 maj forsamlingens sæde til Stuttgart hvor de indsatte et rigsregentskab d. 6. juni. Men kun 105 medlemmer mødte frem der, og således var forsamlingen skrumpet ind. Forfatningen vedtoges kun af 28 småstater samt Württemberg. Kongen af Württemberg anerkendte kun forfatningen fordi han var presset af sit folk, men Bayern, Hannover, Saksen ville intet have med den at gøre. Württembergs konge var ikke glade ved de ubudne gæster, og da de ydermere ville spille herre i huset og krævede penge og tropper, og på opfordring ikke godvillig ville skilles, lod Württembergs konge salen besætte med tropper og forhindrede yderligere møder. Således endte d. 18 juni 1849 det første tyske parlament, men enhedstanken fra litteraturen og drømmenes verden var trådt frem i det virkelige liv. I 1849 gjorde også befolkningen i Böhmen, Ungarn og Lombardiet oprør. I Østrig var Frans II død i 1835 og blev efterfulgt af sin søn: kejser Ferdinand, men han flygtede fra Wien og nedlagde nu kronen og afløstes af sin brodersøn Frans Josef. Men oprørerne blev snart slået ned i Böhmen, Østrig og Italien, da det viste sig muligt at bruge de forskellige nationaliteter mod hinanden, men i Ungarn blev oprørerne, der under Kossuths ledelse krævede fuldstændig adskillelse fra Østrig, først undertvunget i 1849 med hjælp fra Rusland. En ny reaktionstid satte straks ind i de tyske lande. De forfatningsmæssige friheder, som fyrsterne i deres frygt skyndsomst havde tilstået, blev næsten overalt beskåret eller taget tilbage, censuren blev atter skærpet, og hundreder af liberale led døden, blev fængslet eller landsforvist. Under den tyske omvæltning vandt de franske socialistiske ideer indpas mange steder. Pressefriheden og forsamlingsfriheden benyttedes ivrigt, og standsningen i erhvervslivet gjorde de arbejdsløse modtagelige for disse ideer. Karl Marx virkede i pressen, og en række organisationer skabtes landet over. Mange liberale var desuden forbitrede overforfatningsværkets stranding og tilbøjelige til at gå sammen med de revolutionære. Derfor kom det i 1849 til en række opstande og revolutioner i Tyskland. Og alle de revolutionsmænd, der havde lidt skibbrud andre steder i Europa, polakker, italienere, østrigere, russere, strømmede sammen til Tyskland. Den russiske anarkist Bakunin var fører for oprøret i Dresden, polakken Mieroslawski revolutionens krigskyndige general i Baden. Prøjsen kom temmelig hurtig over sine opstande, og kunne sende de andre fyrster soldater til undsætning. Farligere var opstanden i Dresden i maj 1849, hvor kongen og regeringen måtte flygte til Königstein, medens hovedstaden var i oprørernes hænder. Saksiske og prøjsiske tropper erobrede først efter en dagelang gadekamp byen. I Baden gik mange af tropperne over til revolutionen, så at kongen og regeringen måtte flygte, og fæstningen Rastatt faldt i oprørets hænder. Det rådede her over en hel hær på 20-30,000 mand. Men prøjserne under prinsen af Prøjsen og en rigshær rykkede frem, og efter en række blodige kampe måtte Mieroslawski med resterne af sin hær redde sig over i Schweiz. Rastatt faldt d. 28 juli, og krigsretterne begyndte deres blodige værk, dødsdomme og lange fængselsstraffe blev i rigeligt mål revolutionens mænd til del. Det enhedsværk, der var mislykkedes i nationalforsamlingens hænder, søgte Frederik Wilhelm IV nu at føre igennem, idet han tog sine planer fra før 1848 op igen. Sjælen i de derpå følgende forhandlinger var general v. Radowitz, der var gennemtrængt af følelsen om Prøjsens kald i Tyskland og overbevist om, at riget måtte samles med en udelukkelse af Østrig. Frederik Wilhelm IV ville ordne sagen sammen med »sine ligemænd«, og han ville gennem en frivillig tilslutning af fyrsterne samle Tyskland, men de forhåbninger, som kongen satte til de tyske fyrsters taknemlighed nu, da hans tropper havde afstivet deres vaklende troner, glippede helt. De større tyske stater følte ingen trang til at gå ind under Prøjsens førerskab, som de havde mistænkt for udvidelsesplaner, og den gamle modsætning mellem nord- og sydtyskere kom stærkt frem. Og bag dem stod Østrig, der mere og mere kom til kræfter, og som under ingen betingelse ville lade Prøjsen komme op og sig selv sætte ud af Tyskland. Medens Prøjsen var uklar i sine planer, var Østrig sine klart bevidst, det ville tilbage til det gamle, og det var rede til at stille soldater og kanoner bag sine diplomaters ord. Hvis Prøjsen resolut havde grebet lejligheden, medens Østrig var svagt, kunne det have sat sine planer igennem, men det lod den gunstige lejlighed løbe sig af hænde. Det lykkedes Frederik Wilhelm i 1849 at få kongerne af Hannover og Saksen til med ham at indgå det såkaldte Trekongeforbund, og en rigsforfatning blev udarbejdet, omtrent som den vedtagne i Frankfurt, men under meget mere konservative former og uden kejser. Adskillige andre fyrster tiltrådte forbundet, den såkaldte Prøjsiske Union, det national-liberale partis mænd med Gagern og Dahlmann i spidsen mødtes i Gotha og tilsagde Prøjsen deres støtte. En rigsdag trådte sammen i Erfurt d. 20 marts 1850, men alt dette var håbløst. De to sydtyske kongeriger ville ikke gå med. Det reaktionære prøjsiske parti så med foragt og uvilje på alle disse bestræbelser, på tyskhedens sag, forfatningen og rigsdagen. Det så helst forfatningen indskrænket til de to bestemmelser: a) kongen byder, b) folket lyder. Og Østrig var så meget virksommere end Prøjsen. Trekongeforbundet opløstes, og Prøjsen og Østrig vedtog nu i fællesskab at lade forbundsanliggenderne afgøre ved udnævnte kommissærer i oktober 1849, hvad der førte til at rigsforstanderen d. 20. december nedlagde sin post. Bayern og Württemberg foreslog nu d. 27. februar 1850 oprettelsen af et rigsdirektorium med en sideordnet rigsdag, bestående af landdagsmand fra de enkelte stater, medens Prøjsen på et møde i Erfurt i marts 1850 forelagde et udkast til en forfatning for en union af de tyske stater. Forslaget vedtoges af de fleste nordtyske stater, men som svar herpå indkaldte Østrig i maj 1850 den gamle opløste forbundsdag til atter at give møde i Frankfurt, hvor forbundsdagen trods Prøjsens protest næsten fuldtallig indfandt sig i september 1850. Østrig og 4 kongedømmer Bayern, Würtemberg, Hannover og Saksen, samt nogle mindre stater sluttede sig sammen, og snart faldt den ene stat fra Prøjsen efter den anden. Der stod da i Tyskland to statsforbund mod hinanden, den Prøjsiske Union, bestående af Prøjsen og nogle mindre stater, og de i Frankfurt repræsenterede magter med Østrig i spidsen. Det måtte komme til en styrkeprøve imellem dem, og den kom snart. Kurhessen havde i Frederik Wilhelm I en brutal småtyran, der bare ville forsørge sine børn godt med penge. Men stænderne var ikke til sinds at anvende landets penge på denne måde, og fyrsten måtte da gribe til statskuppet for at forsørge sine børn. Kurhessen hørte ind under den Prøjsiske Union, og stænderne tog deres tilflugt til Prøjsen, medens kurfyrsten påkaldte forbundsdagen i Frankfurt, der villigt lyttede til hans besværinger, og lod et østrigsk-bayernsk korps holde sig rede til at rykke ind i Kurhessen. Prøjsen, der ikke havde anerkendt forbundsdagens genoprettelse, protesterede mod dens beslutninger som ulovlige, og Prøjsen kunne heller ikke tillade en østrigsk hær at rykke ind i en egn, der lå inde mellem de prøjsiske lande, og lod derpå et prøjsisk korps besætte Kurhessen. Schwarzenberg svarede derpå med at lade den østrigske hær mobilisere, og også de sydtyske stater var optændt af lyst efter at gå løs på Prøjsen. Radowitz hævdede, at man skulle sætte hårdt mod hårdt, og han støttedes af prinsen af Prøjsen, der allerede nu ville følge den politik, som han senere sammen med Bismarck gennemførte overfor Østrig. Men flertallet i statsrådet overstemte dem. Den prøjsiske hær var næppe i stand til at tage kampen op, og Rusland støttede Østrig. Radowitz gik af som udenrigsminister og blev erstattet af Manteuffel. De prøjsiske tropper blev trukket ud af Hessen, og østrigerne og bayerne rykkede ind. Østrig havde sejret, og det forfulgte overmodigt sejren, og ved en sammenkomst i Olmütz d. 29 november 1850 måtte Manteuffel gå ind på alle Schwarzenbergs krav vedrørende Kurhessen og Holsten. Prøjsens tilbagetog medførte, at forbundsdagen i maj 1851 genoptog sine regelmæssige møder og optrådte straks som trofast forbundsfælle for reaktionen i de enkelte stater. Ordningen af de kurhessiske forhold skulle overlades til forbundsdagen. Den Prøjsiske Union blev opløst, og forbundsdagen i Frankfurt trådte atter i fuld virksomhed. Man havde drøftet forskellige forslag til en mere fast ordning af det tyske rige, men de var alle strandede, man kunne kun enes om det rent negative, at vende tilbage til det gamle. Schwarzenbergs plan om at lade hele det østrigske monarki med Ungarn og alle dets slaviske lande gå ind i det genoprettede Tyske Forbund, hvorved Østrig i tilfælde af en krig i Italien eller Orienten var dækket af det tyske rige, stødte på en så stærk modstand hos de andre europæiske magter. Man ville ikke midt i Europa lade en ny magt opstå med 80 millioner mennesker. Men ellers var Østrigs sejr fuldstændig. Reaktionen i Tyskland var i fuld gang, forbundsdagen travlt optaget af at udslette alle sporene af frihederne fra 1848. Prøjsen spillede derefter en underordnet rolle i stormagternes råd. Overalt forsvandt de ny forfatninger, pressen blev atter godt kneblet, forsamlingsfriheden indskrænket, den katolske kirke begunstiget som revolutionens bedste modstander. Det var kun reformerne på retsplejens og det økonomiske område, der fik lov til at forblive uforandrede. Der var ikke tale om fællesskab i post- og møntvæsen, told- og retsplejen, og forbundet havde ikke en enig optræden udadtil. Enkelte steder, som i Hessen-Kassel, kom det til et rent rædselsregimente. Men ligesom Prøjsen havde lært af sine nederlag i århundredets begyndelse, således drog det nu lære af det, der var sket. Dets hær havde ikke været stærk nok, og den blev forbedret. Det opgav håbet om at få de større stater til frivilligt at gå ind i et samlet tysk rige. De, der endnu havde troet på et fredeligt samliv med Østrig i Tyskland, opgav denne tanke. Først når Østrig var kastet ud af Tyskland, kunne det lykkes at samle riget. I Frankfurt forfulgte man klogt den politik, at lade Østrig få hadet for alle de reaktionære skridt. D. 2. juli 1850 underskrev Prøjsen en fredsaftale med Danmark på egne og Det tyske Forbunds vegne. Men det blev kun en såkaldt »simpel fred«, hvor begge parter forbeholdt sig deres rettigheder. I Holsten havde oprørerne benyttet den lange våbenstilstand til at samle en hær på omkring 30.000 mand. Hæren var opstillet ved Rendsburg og bestod for en stor dels vedkommende af tyske frivillige, under kommando af den prøjsiske general Willisen. Blækket på fredstraktaten mellem Prøjsen, Det tyske Forbund og Danmark var næppe tørt, før oprørshæren overskred Ejderen og gik mod nord og satte sig fast i Sønderjylland. Læs mere om denne konflikt her. D. 8 april 1853 blev Toldforeningen fornyet på 12 år, og den omfattede da 9000 kvadratmil og 35 millioner mennesker. De, der i Tyskland håbede på enheden, satte mere og mere deres lid til Prøjsen. I Prøjsen følte Frederik Wilhelm sig bunden ved sin ed til forfatningen, den fik der lov til at bestå, og kunne under gunstigere forhold gøre sin nytte. Foreløbig beherskede regeringen gennem sine embedsmænd fuldstændig valgene til andet kammer, og i første kammer, herrehuset, fik storbesiddelsen ved loven af 1853 fuldstændig overtaget. De prøjsiske junkeres magt blev i det hele styrket, de var kronens pålideligste støtter. Derimod blev de liberale kommunallove og lovene om kirke og skole grundig reviderede i reaktionær retning; alt, hvad der smagte af liberalisme fra »det gale år« 1848 blev strøget. Pressen og foreningerne var underkastede et brutalt politiregimente. Det eneste lyspunkt var det, at de reaktionære magthavere ikke var enige indbyrdes, nogle holdt på et strengt gennemført embedsvælde, andre ville, at de prøjsiske junkere skulle have hele magten. Der var derved mulighed for, at enkelte ting kunne undslippe reaktionen. Og handel og industri rejste sig trods de sørgelige politiske forhold. I Saksen lysnede det en smule, da kong Johan i 1854 blev konge. Han var en dygtig jurist, der gennemførtes en række reformer i retsvæsenet, skolen, landbruget, handelen. Derimod havde reaktionen, især den adelige reaktion fri bane i Hannover, hvor den blinde Georg V (1851-66) regerede. Han betragtede enhver opposition som en personlig fornærmelse. Kongedømmet af guds nåde hævede ham højt over enhver forpligtelse. Bayern havde i Maximilian II (1848-64) en konge, der væsentlig interesserede sig for åndelige spørgsmål, hvis hovedformål det var at gøre München til midtpunktet for tysk åndsliv, og derfor samlede om sig videnskabsmænd, digtere og kunstnere. Historikeren Ranke holdt foredrag for ham. I statssager lod han mest sine ministre råde, og Bayern var længe stedet for heftige politiske kampe, indtil kong Maximilian i 1859 erklærede, at »nu vil jeg have fred med mit folk«, og afskedigede det gamle ministerium. En række reformer i styrelsen og retsvæsenet gennemføres derefter. I de små stater var reaktionen vel vedblivende hård, men lidt efter lidt begynder det dog at dages i de større, og samtidig skærpes den modsætning mellem Prøjsen og Østrig, der skulle føre til enheden. Østrig, der var gået så sejrrig ud af alle revolutionsårenes kampe, og som havde ydmyget Prøjsen, ville beherske Tyskland langt mere eftertrykkeligt end før. Østrig ville ikke mere herske i Tyskland sammen med Prøjsen, men tillige herske over Prøjsen. Det havde talrige personlige forbindelser med de små hoffer, der i det så garantien for opretholdelsen af det bestående, og kunne på forbundsdagen i Frankfurt gøre regning på en altid villig majoritet, idet Prøjsen af 17 stemmer dér kun havde én, ikke mere end f.eks. Saksen og Bayern. Men til gengæld havde Prøjsen som udsending Otto von Bismarck-Schønhausen. Han var ætling af en gammel brandenburgsk landadelsslægt og var født d. 1 april 1815 på stamgodset Schönhausen. I Gøttingen havde han studeret jura, og efter et vildt studenterliv betrådte han først embedsbanen. Da han havde været soldat, overtog han i 1839 bestyrelsen af sin faders godser. Han giftede sig, og selv om vildskaben nu og da kom op i ham, blev han dog en ret sat ægtemand, en landjunker, der red hen over sine marker og passede sin bedrift. Han læste en del, især historie. I 1847 trådte han ind i det politiske liv som medlem af den forenede prøjsiske landdag. Han sad til højre for de stiveste højremænd, fuld af foragt og hån mod alle tossede frisindede ideer, og han gav åbent sin hån udtryk; man hyssede og peb af ham, men så kunne han rolig sætte sig ned på talerstolen, trække sin avis op af lommen og erklære, at han havde god tid, ham generede det ikke. Han talte hakkende og kejtet, men ofte sporer man i en enkelt dristig vending, i et slående billede løvens klo. I 1848 hørte han til dem, der ivrigst modarbejdede de revolutionære og de liberale i det hele. Han ytrede sin harme over, at kongen af Prøjsens tropper skulle bruges til at understøtte de slesvig-holstenske «oprørere». Han ville nok Tysklands enhed, det smigrede ham som god prøjser, at Prøjsen skulle blive den ledende magt, men han ville ikke, at den prøjsiske konge skulle modtage kronen af »sludrebøtterne« i Frankfurt, nej, den prøjsiske ørn skulle hæve sig til høj flugt, strækkende sine vinger beskærmende ud over Tyskland. I 1849 blev Otto v. Bismarck medlem af deputeretkammeret, hvor han som slagfærdig forkæmper for yderste højre, »Junkerpartiet«, hensynsløst angreb alle af revolutionen fremgåede enhedsbestræbelser. I året 1850 udtalte han sig stærkt imod et brud med Østrig og sagde bl.a.: «Jeg sætter den prøjsiske ære i, at Prøjsen fremfor alt holder sig fjernt fra enhver forsmædelig forbindelse med demokratiet, at Prøjsen ikke tilsteder, at der sker noget i Tyskland uden dets samtykke, at det, som Prøjsen og Østrig efter fælles uafhængig overvejelse holde for fornuftigt og politisk rigtigt, bliver udført i forening af begge Tysklands ligeberettigede skytsmagter. Man kan strides om, hvad der er politisk og fornuftigt i Hessen og Holsten; men de Rom tror jeg, at de fleste af os er enige, at der i Hessen bliver gjort ende på en strid, som ikke er et skud krudt værd, og at den ulykkelige krig i Slesvig-Holsten, hvori året 1848s` ubesindige og letfærdige politik har indviklet os, ligeledes bliver skaffet af vejen. Jeg ønsker opretholdelsen af slesvig-holstenernes virkelige rettigheder; men den agtelse, som deres krigerske tapperhed har afvundet mig, må jeg nægte deres bestræbelser for at gennemføre deres formentlige eller sande rettigheder imod deres landsherre med revolutionær våbenmagt.» Men fra sine sympatier for Østrig blev Bismarck grundig omvendt, da han i 1851 af Frederik Wilhelm i Prøjsen blev sendt som gesandt til Frankfurt. Han var da en reaktionær junker og han kom til Frankfurt som en tilhænger af det høje forbund med Østrig. Men han var endnu mere prøjser, prøjser fra isse til hæl, stolt af sit land, rede til at hævde dets selvstændighed og troende på en stor fremtid for det. Prøjsen skulle kun gå sammen med Østrig som lige med lige, og da han i Frankfurt fik kigget Østrig i papirerne, gjorde han resolut omkring, og blev på forbundsdagen dets skarpe, altid slagfærdige modstander. Her blev vidne til det overmod, hvormed den af fyrst Schwarzenberg ledede østrigske regering behandlede hans ydmygede fædreland. Efter at han dernæst som sendemand i Rusland og Frankrig i 1859-62 havde gjort et dybt indblik i disse staters forhold, trådte han i september 1862 i spidsen for Prøjsens styrelse. Straks efter udtalte Bismarck i deputeretkammerets finansudvalg: «Prøjsen må holde sin kraft rede til det gunstige øjeblik, som allerede flere gange er forspildt, thi dets grænser er ikke gunstige for et sundt statslegeme. Ikke ved taler og flertalsbeslutninger blive tidens store spørgsmål afgjorte, men ved jern og blod.» Der gik ikke ret lang tid, før han følte sig overbevist om, at sagen kun kunne afgøres med de blanke våben. Bismarck skrev i 1856: »Tyskland er for snævert både for Østrig og Prøjsen. Vi må i en nær fremtid forsvare vor eksistens mod Østrig, det ligger ikke i vor magt at undgå et sammenstød. Som sagerne står i Tyskland, er der ikke anden udvej.« Og han begyndte, forudseende som han var, at forberede sammenstødet, at ruste sig, at samle flere af de mindre stater om Prøjsen. Da Krimkrigen brød ud 1853 rådede Bismarck til, at Prøjsen skulle holde sig neutral. Stemningen var delt, da junkerne så hen til zaren som det ophøjede forbillede og ville kæmpe for ham. Andre droges til vestmagterne. Enden blev, at Prøjsen holdt sig udenfor spillet, og det gavnede Rusland ved at holde Østrig tilbage, der ikke turde slå sig løs, når Østrig ikke var sikker på Prøjsen holdning. Da krigen var endt, hadede Rusland det utaknemmelige Østrig, medens det så mildt til Prøjsen. Det gavnede dette land meget i de kommende år. Og krigen havde endnu en gavnlig følge for Prøjsen. Det tryk, som Rusland havde øvet på Mellemeuropa, svandt, da det trak sig ind i sig selv for gennem indre reformer at bøde på nederlagene. Der blev plads for nye indflydelser i Tyskland. Et lille mellemspil satte meget ondt blod mellem de tyske magter. Den prøjsiske konge havde siden 1707 været fyrste af Neuenburg i Schweitz. Men i 1848 havde befolkningen forjaget den prøjsiske statholder, og Neuenburg var gået op i Schweitz. Frederik Wilhelm havde ladet det ske, selvom han stadig hævdede sine rettigheder. I 1856 rejste den prøjsisk sindede del af befolkningen sig og bemægtigede sig slottet, men en schweitzisk hær slog hurtigt opstanden ned og tog 600 fanger, der anklages for højforræderi. Frederik Wilhelm erklærede opstanden for lovlig, og forlangte fangerne frigivet, og da Schweitz vægrede sig herved, mobiliserede han sin hær. Også Schweitz rustede og krigen syntes at stå for døren. Men Østrig lagde Prøjsen alle mulige hindringer i vejen, og Napoleon grev ind til fordel for Schweitz, og det kom ved hans mægling til et forlig, hvorefter Schweitz lod højforræderiprocessen falde og frigav fangerne, medens Prøjsen opgav alle krav på Neuenburg. Denne i og for sig ret ubetydelige affære isolerede yderligere Østrig overfor den kommende italienske krig, hvor Frankrig og Prøjsen nærmede sig hinanden, og den bragte Frederik Wilhelms længe lurende sygdom til fuldt udbrud. Allerede revolutionsårene havde svækket og lammet kongen, han havde lange perioder af rugende tungsind, den begyndende hjerneblødhed bredte sig mere og mere. I Neuenburgsagen var han blevet krænket på sit ømme punkt, hans personlige følelse som hersker af guds nåde. Ærgelserne havde taget hårdt på ham, han fik et apoplektisk anfald med delvis lammelse, og snart forværredes hans tilstand, så han ikke længere var herre over sin tanke og vilje. I 1857 overtog prins Wilhelm overtog styret som kongens stedfortræder, men dronningen og det reaktionære parti, der havde regeret så længe og frygtede for, at deres magt skulle være ude, når der i spidsen for regeringen kom en handlekraftig mand, der selv ville styre, holdt sagen svævende i et helt år. Endelig huggede prins Wilhelm knuden over, og d. 7 oktober 1858 undertegnede kongen i et af sine lyse øjeblikke dokumentet om indsættelsen af et regentskab, og næste dag overtog prinsen regeringen af Prøjsen »med ene ansvar overfor gud«. Her begyndte en ny tid i Prøjsens og Østrigs historie. Efterhånden som det tyske landbrug frigøres fra resterne af middelalderens agrariske forhold, fra jordfællesskabet og de tunge byrder, skabes der en fri og kraftig, selvejende bondestand. Storbesiddelser er dog endnu mange steder det fremherskende, særlig mod nordøst i de prøjsiske lande. Af de 16,000 riddergodser findes flertallet dér. De udvidede sig endog, købte bondejord, så at landbefolkningen kun var forpagtere, husmænd og daglejere. Men særlig i det midterste og vestlige Tyskland kommer der en fri og selvejende bondestand. Udbyttet af jorden stiger, agerbruget tager kemiens opfindelser og maskinerne i sin tjeneste. Vinavlen og havekulturen udvikles, og med kartoflerne og sukkerroerne træder landbrug og industri i forbindelse med hinanden gennem brændevinsbrænderier og sukkerfabrikker. Jorden gav endvidere metaller, stensalt og især kul. De hjemlige kul og den lettede tilførsel af fremmede kul fra England, Belgien og Bøhmen skaber nye muligheder for den tyske industri. Tyskland begynder nu at komme med i den moderne, industrielle udvikling, de store industricentrer dannes. Berlin bliver en af de første fabriksbyer. I Saksen, der har kul, udvikler et industrielt liv sig i lighed med det engelske og belgiske. Ligeledes i Rhinprovinserne og mange andre steder. Industrien holder sig ikke alene til byerne, f.eks. i Schlesien, hvor der var en gammel hjemmeindustri i vævning, rykker den ud på landet. De vigtigste industrier er metalfabrikkerne og de store væverier. Borsigs maskinfabrik i Berlin, kunne allerede i 1867 udstille sit lokomotiv nr. 2.000 på Pariserudstillingen, og det Kruppske støberi i Essen, havde fra en ringe begyndelse i 1818 udviklet sig til en hel by. Til bomuldsspinderierne indførtes der i 1850 1,600,000 baller råstof, men allerede i 1857 4,140,000. Den indenlandske samfærdsel fremmes ved anlæg af jernbaner og anvendelse af dampskibe på floderne, og forbindelsen med omverdenen stiger. Den tyske industri må have markeder, og den tyske handelsflåde bliver en af verdens største trods det, at Tysklands kyst er forholdsvis uheldig for handelens udvikling. Fra Østersøhavnene gik handelen på Rusland og de skandinaviske lande, men fra Nordsøhavnene udgår Tysklands verdenshandel, særlig båret op af de store dampskibsselskaber. I 1847 sendte et selskab sine dampere i regelmæssig fart på Amerika, og i 1857 blev Norddeutsche Lloyd startet med fart på New York og Baltimore. Bremen og Hamburg var her hovedbyerne. Tyske købmænd drog ud og grundlagde handelshuse på oversøiske pladser, lige til Kina og Japan. Dette opblomstrende økonomiske liv fik dag efter dag at føle det utålelige i, at Tyskland var splittet i en række småstater, hver med sin toldgrænse, sin vægt, sit mål, sine særlige bestemmelser. Enhedens fordele var så selvfølgelige. Den giver sig da også først udslag i den toldunion, som Prøjsen fik dannet, hvorved de lokale toldgrænser mellem en række stater faldt. Og så stærk var følelsen af denne toldunions gavnlighed, at selv da Prøjsen var ydmyget og sat ud af spillet af Østrig i det politiske liv, sejrede det over dette i det økonomiske liv, og Toldforeningen blev d. 8 april 1853 fornyet på 12 år. Den omfattede da 9000 kvadratmil og en befolkning på 35 millioner. Men udenfor Toldforeningen stod endnu Hansestæderne, der netop var Tysklands vigtigste havne med Hamburg og Bremen. Hansestæderne var ved toldmure adskilte fra inderlandet, og selv med Toldforeningen var der mange hindrende forskelligheder i omsætningen. Der var i 1868 endnu 17 særlige postforvaltninger, så at portoen på et brev, når det skulle lidt længere, blev urimelig høj. Også telegrafen blev hæmmet i sin virksomhed, ligesom jernbanebygningen. Mange blev trætte af kampen for brødet i hjemlandet, og vandrede ud, særlig steg udvandringen i de værste reaktionsår, 1851-53, fra 112,000 årlig til 250,000. Og disse millioner, der søgte sig et nyt hjem hinsides havet, var tabt for det tyske folk. Ønsket om at have kolonier og markeder lige som England, hvortil tyskerne kunne drage og vedblivende stå i forbindelse med moderlandet vågnede i den tyske industri. De tyske forretningsmænd så derfor hen mod enheden som en forløsning. Fra universitet til universitet drog den studerende ungdom, og de lærde samledes til stadighed til møder og kongresser, hvor de vel nærmest drøftede deres særlige videnskab, men hvert sådant møde var dog et sten, båret til det tyske enhedshus. Af alle videnskaber virkede selvfølgelig historien dybest ind på folkestemningen. Tysklands historieskrivning havde da en række store navne, Leopold Ranke, v. Sybel, Waitz, Gervinus, Giesebrecht, Dahlmann, Droysen, Treitschke, Mommsen. Særlig Droysen hævdede i sin »Den prøjsiske politiks historie«, at Prøjsens hele fortid pegede hen på det som den reddende magt, og også Treitschke overbeviste med sin ildfulde veltalenhed ungdommen om, at Prøjsen var redningsmanden. Og nu var der til magten i Prøjsen kommet mænd, der dog først tænkte på Prøjsen og Prøjsens magtstilling. De var til at begynde med mere prøjsere end tyskere, men idet de løfter og styrker Prøjsen, skaber de samtidig det, hvorom riget kan samles. På et møde i Eisenach i juli 1859 mellem de tidligere parlamentsmedlemmer i lighed med »Vorparlamentet« fra 1848, blev der anbefalet et snævert forbund under Prøjsens ledelse og stiftelsen af en »Nationalforening«. Men forslaget fjernede dog yderligere Prøjsen og Østrig fra hinanden. Nok enedes de om en fælles handelslov, men under de genoptagne forhandlinger om en revision af forbundsforfatningen i 1860-63, holdt Prøjsen fast ved sit unionsforslag fra 1851. Østrig og de tyske sydstater mødte dog atter frem med forslaget fra februar 1851 om et direktorium og en rigsdag af landdagsmedlemmer, hvad der ville give mellemstaterne og dermed Østrig overvægt overfor Prøjsen. Prins Wilhelm havde styret Prøjsen fra 1858 som prinsregent for sin broder kong Frederik Wilhelm IV, der var blevet sindssyg. Prins Wilhelm var da 60 år, og han skulle begynde sit livsværk i en alder, hvor mænd ellers plejer at have deres gerning bag sig og krav på alderdommens hvile. Han var en prøjser helt igennem, fuld af stolthed over sit hus, troende på dets fremtid, på dets guddommelige mission. Når Tyskland forenede sig under Hohenzollernes herskerspir, ville en ny tid oprinde. Han havde været imod Prøjsens omdannelse til et konstitutionelt land, og han misbilligede broderens pjaltede holdning overfor Martsrevolutionen i 1848, hvorfor han blev genstand for et så dybt folkehad, at han endog en tid havde måttet drage til England. Da reaktionen kom, nedslog han med hård hånd revolutionen i Baden. Prøjsens ydmygelse overfor Østrig skar ham i hjertet, han var ret uenig med broderens regering, og levede derfor tilbagetrukken i Koblenz, hvor han samlede om sig en lille kreds, der ivrigt drøftede en reorganisation af den prøjsiske hær, der atter skulle gøre fædrelandet stærkt. Et af hans første skridt som regent var at afskedige ministeriet Manteuffel, og tage et nyt ministerium, hvori der sad flere mænd med et ret liberalt anstrøg. De liberale Tyskland hilste ham derfor som indlederen af en ny æra, som det hurtigt viste sig, meget med urette. Han havde såre høje tanker om kongedømmet og dets mission, og rigsdagen betragtede han egentlig kun som en rådgivende forsamling. Det afgørende ord i alle vigtige sager var forbeholdt kongen. Overfor Østrig indtog han straks en selvstændigere holdning, end Prøjsen ellers var vant til. Han ville nok hjælpe det under den italienske krig, men kun hvis Prøjsen blev den ledende militærmagt i Tyskland. Hellere end at gå ind på det, opgav Østrig Lombardiet. At det en dag ville komme til kamp mellem et Prøjsen, der ville hævde sin selvstændighed og om muligt samle Tyskland med udelukkelse af Østrig, og et Østrig, der ville hævde sin overmagt i Tyskland, blev dag for dag klarere. Men for med udsigt til held at tage kampen op, måtte Prøjsen først reformere sin hær. Dens svaghed var det, der i årene omkring 1850 havde ført ydmygelserne med sig, og hæren var ikke en stærk modstander voksen. Efter befrielseskrigen havde Prøjsen i 1814 indført den almindelige værnepligt, men uagtet befolkningen siden da var steget fra. 11 millioner til 18 millioner, var hærens rammer de samme. Man udskrev fremdeles blot 40,000 årlig, medens 25,000 unge værnepligtige trak sig fri. Det var naturligvis en uretfærdighed mod dem, der måtte i trøjen og i 3 år tjene ved fanen og stå i landeværnet indtil deres 40de år. Hver gang der blev mobiliseret, måtte man rive en mængde familiefædre bort fra deres erhverv, fra hustru og børn, som kommunen så måtte forsørge. Selve hærens linje var ikke stærk nok til at tage en alvorlig kamp op, og så snart der var fare på færde, måtte man indkalde landeværnets halvgamle folk, der var kommet ud af øvelse. Der var ikke tid til at øve dem igen, og da linje- og landeværn var nøje sammenknyttede - hver brigade bestod af et linjeregiment og et landeværnsregiment - led hele hærens kampdygtighed derunder. Man havde længe været klar over, at den prøjsiske hær ikke var tidssvarende, og prins Wilhelm, der i mange år havde gjort tjeneste i hæren, kendte dens svagheder så godt som nogen, og i 1859 kaldte han Albrecht von Roon, hans fælle fra Koblenz, til krigsministeren, for at han skulle gennemføre en hærreform. Roons forslag gik ud på oprettelse af så mange bataljoner og eskadroner, at den almindelige værnepligt kunne blive til virkelighed, således at rammerne var store nok til at rumme hele det våbendygtige mandskab. Samtidig nedsattes den samlede tjenestetid fra 20 til 12 år (3 år i linjen, 4 ved reserven og 5 i landeværnet). Landeværnet skulle kun bruges til forsvar af landet, medens linjen og reserven ville give en hær på 400,000 mand, der straks var kampdygtig. De årlige merudgifter beløb sig til 28 millioner mark. Dette forslag stødte i det prøjsiske folketing på en stærk modstand. Man var ikke meget lysten efter forøgede udgifter, særlig ikke til nye officersposter, der skulle besættes med de adelige junkere, som borgerskabet både hadede og foragtede. Roon ville sætte landeværnet i anden række, for at styrke linjehæren, men folketinget holdt netop på landeværnet, på folkehæren, det mindedes landeværnets gode tjeneste under befrielseskrigen i 1813, og glemte, at tiden, militært set, nu var en anden. Hærlovsforslaget gjorde det af med de illusioner, som borgerskabet havde næret angående prins Wilhelm, han blev atter »kardæskprinsen«. Imidlertid dristede folketinget sig ikke til helt at forkaste forslaget, det bevilligede den forlangte sum, men foreløbig kun for ét år (1860). Det var en politisk dumhed af rang. Regeringen indrettede naturligvis nu de nye rammer, fyldte dem med rekrutter. Hvis man senere nægtede pengene, ville regeringens stilling være stærk. De nye regimenter var en kendsgerning, og næste år bevilligede folketinget atter pengene på ét år (1861). Prøjsen således lagde nu grunden til den militærmagt, som skulle skaffe det herredømmet i Tyskland. Den tyske enhedstanke vandt en stor udbredelse i de følgende år gennem «Nationalforeningen», som blev stiftet 1859. Dens formand var hannoveraneren Rudolf Bennigsen. Den virkede på den offentlige mening dels ved blade og flyveskrifter, dels ved at fremkalde skytte, turner og sangfester, på hvilke den tyske nationalfølelse kun altfor ofte gav sig luft i højtklingende talemåder og voldsomme deklamationer mod nabostaterne, især imod Danmark. Ophidselsen steg. Napoleon III og Vittorio Emanuele II besejrede Østrig ved Magenta og Solferino i 1859, og sejrherrerne blev enige om at Lombardiet, Parma, Modena og Toscana skulle være en del af Sardinien i 1860. Imidlertid døde Frederik Wilhelm IV d. 2 januar 1861, og broderen prins Wilhelm af Hohenzollern besteg tronen under navn af kong Wilhelm I. Kong Wilhelm I antog Bismarck til førsteminister og slog ind på en reaktionær politik, hvorved Prøjsen fik voksende indflydelse. Kong Wilhelm I var tidligt indtrådt i hæren og deltog allerede i 1813/14 i krigen mod Frankrig. Som ivrig militærmand og modstander af broderens Frederik Wilhelms leflen med revolutionen og hele vaklende færd fik han ord for at være en stor absolutist og måtte derfor i marts 1848 forlade Berlin. Han begav sig til England, men blev snart kaldt tilbage og vandt anerkendelse ved sin mandige karakter og praktiske forstand. I sin proklamation fremhævede kong Wilhelm I nødvendigheden af, at man fik hærorganisationen endelig vedtaget. Men stemningen ude i befolkningen gik mere og mere imod den. De gamle radikale demokrater fra 1848 fattede nyt mod, de sluttede sig sammen til fremskridtspartiet, der holdt på sparsommelighed i militærudgifterne, en nedsættelse af tjenestetiden til 2 år og en opretholdelse af landeværnet »folket i våben«. I februar marts 1861 blev Vittorio Emanuele udråbt til konge af Italien. D. 14 juli 1861 skød en student på kong Wilhelm I, »fordi han stod Tysklands enhed i vejen«. Valget d. 5 december 1861 gav fremskridtspartiet flertallet. Nu var tøvens tid ude, konflikten forestod. Kampen og modsætningen bundede langt dybere end militærforslaget. Det var modsætningen mellem kongedømmet af guds nåde, kongen som statens virkelige herre, rigsdagen som en væsentlig rådgivende forsamling og det parlamentariske regimente, som man kendte det fra England og Belgien. Kong Wilhelm I havde ved sin kroning stærkt betonet kongedømmet af guds nåde, han følte ved kroningen noget mystisk foregå, han blev da »herrens salvede«, han tog sin krone »fra herrens bord«. »Jeg er den første konge, som tager magten, efter at tronen er omgivet med moderne institutioner, men jeg glemmer ikke, at kronen kommer fra gud.« Demokraterne derimod fordrede en række reformer, der helt ville forandre rigsdagen og skabe et parlamentarisk styre. Netop fordi kampen står om de dybeste forfatningsmæssige spørgsmål, bliver den fra begge sider så bitter og heftig. Resultatet af kampen blev i Prøjsen et gudindviede kongedømme, hvor rigsdagen trods al dens magt væsentlig kun er en rådgivende forsamling, hvor herskerens vilje næsten altid sejrer, hvor han betragter sig selv som guds udkårne stedfortræder overfor sit folk, som dets faderlige hersker, der ene har ansvaret overfor gud. Men borgerstanden ville ikke gå ind på denne synsmåde. Det demokratiske flertal bragte kong Wilhelms første ret liberale ministerium til at forlange sin afsked, og kongen tog sig så et strengt konservativt ministerium. Dette gjorde ikke flertallet føjeligere i det militære spørgsmål, og da regeringen opløstes, sendte vælgerne det gamle flertal forstærket tilbage. Det var ved valget ikke blot gået ud over de konservative, men tillige over de mådeholdne liberale, og den nye rigsdag var stærkt radikal farvet. Efter en hidsig 7 dages debat forkastede man den bevilling til forøgelse af hæren, der hidtil havde været givet for ét år ad gangen, med 308 stemmer mod 11. Det var d. 23 september, og d. 24 september 1862 bragte »Staatsanzeiger« bekendtgørelse om, at kongen havde udnævnt virkelige gehejmeråd Otto von Bismarck-Schønhausen til ministerpræsident. D. 8 oktober 1862 fik Bismarck sin endelige udnævnelse til ministerpræsident og udenrigsminister. Dagen før havde deputeretkammeret med 251 stemmer mod 36 forkastet regeringens finanslovforslag, men d. 11 oktober vedtog herrehuset det med 114 stemmer mod 44, og i slutningsmødet d. 13 oktober udtalte Bismarck, at «regeringen så sig nødsaget til at føre statshusholdningen uden det i forfatningen forudsatte grundlag. Den ville gøre sig skyldig i en svær pligtskrænkelse, hvis den ville standse hærreformens gennemførelse med prisgivelse af de derfor bragte betydelige ofre og til skade for Prøjsens magtstilling.» Medens den prøjsiske regering således, uden at lade sig forstyrre af de liberale partiers modstand, arbejdede videre på at sikre sin »magtstilling», søgte Østrig at bevare den første plads i Tyskland ved et forslag til en reform af forbundsforfatningen, ifølge hvilket den lovgivende magt skulle overdrages til et fyrsteråd (direktorium) under den østrigske kejsers forsæde og en rigsdag, bestående af deputerede fra de tyske landdage. Og var forbundet nødt til på Prøjsens forlangende at genoprette forfatningen fra 1831 i Kurhessen, hvorved Prøjsen fik oprejsning for nederlaget i 1850. En fyrstekongres i Frankfurt der var indkaldt af den østrigske kejser i august 1863 vedtog dette forslag. Men kongen af Prøjsen afslog indbydelsen til at deltage i mødet, og forslaget blev skarpt angrebet, såvel af Bismarck som af en forsamling af tyske deputerede i slutningen af august. I en indberetning fra det prøjsiske ministerium til kongen hed det bl.a.: »Prøjsen kan ikke tilstede, at Østrig får en særlig begunstiget stilling, men gøre fordring på fuldkommen ligestilling og kræver et veto, i det mindste mod krigserklæringer. Det ville være et skæbnesvangert selvbedrag, hvis Prøjsen til gunst for en tilsyneladende enhed forud ville pålægge sig indskrænkninger af sin selvbestemmelse, som det i et givet tilfælde ikke ville kunne finde sig i. I den foreslåede nye organisation af forbundet med dets landdagsdeputerede og direktorium savnes enhver betryggelse for, at den tyske nations sande krav og interesser og ikke snarere partikularistiske bestræbelser ville komme til gyldighed. Denne betryggelse kan kun findes i en sand, af hele nationens direkte deltagelse fremgået nationalrepræsentation.» Prøjsen bekæmpede folkerepræsentationen. De mange forviklinger mellem de tyske magter indbyrdes truede med til sidst at fremkalde et åbent brud mellem Prøjsen og Østrig, som støttedes af de 4 mindre kongeriger. Prøjsens stilling syntes farlig nok, og Bismarck behøvede en afledning for de mange brændbare stoffer i Tyskland. En sådan afledning fandt han i en krig mod Danmark, som alle partier i Tyskland kunne enes om. Ja, rivaliseringen mellem Prøjsen og Østrig havde i deres nationale rus medført et fælles fjendebillede i Danmark, der i 1.000 år havde myndigheden over Slesvig, m.v.. Ved et mesterstykke af samvittighedsløs statskløgt forstod han at skjule de prøjsiske erobringslyster under et skin af mådehold og bekæmpelse af revolutionen, og det forblindede Østrig lod sig bruge til at understøtte hans bestræbelser. Bismarck gav det udseende af, at Tyskland ved en besættelse af Slesvig ikke agtede at krænke det danske monarkis integritet, dog under forudsætning af, at der ikke skete nogen væbnet indblanding af andre magter. På denne måde afholdt han England fra, at yde Danmark nogen hjælp. Men på den anden side havde Bismarck sørget for, at der i København var blevet udbredt den tro, at England havde truet med en væbnet intervention i tilfælde af et angreb på Slesvig. Da han imidlertid frygtede for, at den danske regering skulle give efter for et ultimatum, henvendte han sig ikke til denne, men sendte en «sommation» til den danske højstbefalende, general de Meza, om at trække sig tilbage fra Slesvig og gav ham kun 6 timers frist. Således nåede han sin hensigt: krigens udbrud i februar 1864. De to stormagter væltede så deres hære ind over deres svage modstander, og efter en heltemodig modstand måtte Danmark d. 30 oktober samme år ved freden i Wien afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til Østrig og Prøjsen i forening. Men denne forening medførte det endelige brud imellem de to mod hinanden ilde sindede allierede. Efter krigen i 1864 overtog Østrig forvaltningen af Holsten, medens Prøjsen havde forvaltningen af Slesvig. Den almindelige stemning i Tyskland og den Østrigske regering, som sluttede sig til den, krævede oprettelsen af et hertugdømme Slesvig-Holsten under den augustenborgske prætendent; men Prøjsen ville ikke tilstede oprettelsen af en sådan ny stat, medmindre dets hertug blev en af det aldeles afhængig vasal, - en magtforøgelse, som Østrig ikke ville indrømme det. Medens de 4 kongeriger sluttede sig til Østrig, søgte Bismarck at vinde den tyske nationalfølelse ved et forslag, som han d. 9 april 1866 lod fremsætte i forbundsforsamlingen, hvorefter «der skulle indkaldes en af hele nationens direkte valg og almindelig stemmeret fremgået forsamling for at modtage de tyske regeringers forslag om en reform af forbundsforfatningen og rådslå om samme». Et sådant forslag ville Østrig lige så lidt gå ind på, som Prøjsen i august 1863 havde villet indlade sig på det østrigske forslag; men samtidig foreslog det Prøjsen «at overføre de ved Wienerfreden erhvervede rettigheder på den prætendent, som det tyske forbund ville tilkende overvejende ret til arvefølgen i Holsten». I sit svar af d. 7 maj vægrede Bismarck sig ved at indrømme «forbundet nogen kompetence til denne sags afgørelse», og det blev således magten, der kom til at afgøre den. Kejser Napoleon, som i en krig mellem Østrig og Prøjsen så det bedste middel til at vinde fordele for Frankrig, havde imidlertid begunstiget afslutningen af et forbund mellem Prøjsen og Italien. D. 10 juni fremsatte Prøjsen et udkast til en forbundsreform, som udelukkede Østrig af det tyske forbund; dagen efter androg Østrig på en mobilisering af forbundshæren, og d. 14 juni vedtog forbundsforsamlingens flerhed dette andragende, medens Prøjsen protesterede og trådte ud af forbundet. Straks efter udbrød krigen. Således benyttede Bismarck den østrigske regerings andragende til forbundsdagen om at tage afgørelsen af det slesvig-holstenske spørgsmål i sin hånd, som udgangspunkt for et brud med hoffet i Wien. Bismarch erklærede, at et sådant forlangende stred mod aftalen i Gastein fra august 1865, hvorpå prøjsiske tropper besatte Holsten og forjog den derværende østrigske statholder d. 7. juli 1866. Østrig forlangte nu eksekution af Prøjsen i forbundet, og de tyske småstater måtte nu tage deres parti og slutte sig til den ene eller den anden af parter i den store kamp om overmagten i Tyskland. Forbundsdagen vedtog d. 14. juni 1866 med et lille flertal, at det tyske forbund skulle skride ind med væbnet magt mod Prøjsen, og Prøjsens svar herpå var en udmeldelse af forbundet. Prøjsen stillede straks forslag om et nyt forbund under Prøjsens ledelse og med udelukkelse af Østrig, og nu var krigen uundgåelig. Østrigs vigtigste tilhængere var Bayern, Hannover, Saksen, Württemberg og fristaden Frankfurt, medens Prøjsen havde sikret sig Italiens hjælp mod løfte om Venedig. Men Østrig havde lavet en militæralliance med Hannover og Böhmen og den 14. juni 1866, så den prøjsiske hær sendte 220.000 mand ind i Böhmen. De fleste småstater sluttede sig til Prøjsen, men da mellemstaterne holdt med Østrig, besatte prøjsiske tropper Saksen, Hannover og Kurhessen, medens Main-hæren i juli slog de vest- og sydtyske forbundstropper i omegnen af Frankfurt og ved Würzburg. Prøjsen handlede så hurtigt, at de østrigsk venlige tyske stater var så mangelfuldt forberedt, at de blev overvældet, før de kunne samle deres styrker, og kun Hannover ydede nogen alvorlig modstand. Derefter rykkede 3 prøjsiske hære ind på østrigsk grund, forenede sig ved Gitschin i Böhmen og vandt d. 3. juli det store slag ved Sadowa. Kejser Napoleon havde håbet, at Østrig kunne holde Prøjsen og Italien stangen, og at han efter en lang og tvivlsom kamp ville kunne optræde som voldgiftsmand; men han blev sørgelig skuffet, da prøjserne vandt en hurtig og afgørende sejr, men slaget ved Sadova d. 3 juli 1866 gjorde Prøjsen til Tysklands herre. Skønt Østrig havde sejret over italienerne, kapitulerede det overfor Prøjsen d. 26. juli ved præliminærfreden i Nikolsburg. D. 2. august blev sluttet våbenstilstand, der i løbet af måneden gik over i fredsforhandlinger, der medførte at de sydtyske stater betalte en sum af 32 millioner dalere i krigsomkostninger og sluttede hemmelige militærkonventioner med Prøjsen. Napoleon optrådte nu som mægler, og d. 23 august sluttedes freden i Prag. Østrig blev for fremtiden fuldstændig udelukket fra Tyskland og måtte opgive sine rettigheder i Slesvig og Holsten og betalte 20 millioner dalere i krigsomkostninger. De to hertugdømmer blev indlemmet i Prøjsen. Kejseren af Østrig anerkendte opløsningen af det tyske forbund og gav sit samtykke til en ny ordning af Tyskland med udelukkelse af Østrig. Han lovede at anerkende det snævrere forbundsforhold, som kongen af Prøjsen ville grundlægge nord for Main-linien. Han overdrog kongen af Prøjsen alle sine ved freden i Wien d. 30 oktober 1864 erhvervede rettigheder til Holsten og Slesvig (medbesiddelsesretten til Lauenburg havde Østrig allerede tidligere aftrådt til Prøjsen mod en sum penge) med det forbehold, at beboerne af Slesvigs nordlige distrikter skulle aftrædes til Danmark, når de ved en fri afstemning tilkendegav ønsket derom. Kongen af Prøjsen erklærede sig rede til ved de forestående forandringer i Tyskland at lade kongeriget Saksen bestå i dets hidtilværende omfang, medens han forbeholdt sig nærmere at ordne dets tilkommende stilling indenfor det nordtyske forbund ved en særlig fred mellem Prøjsen og Saksen. Kejseren af Østrig lovede at anerkende de nye indretninger og territorialforandringer, som ville indtræde i Nordtyskland. Ved disse indtrådte den nord for Main liggende del af Hessen-Darmstadt ligesom Saksen og de små stater i Nordtyskland, som havde holdt med Prøjsen, i det nordtyske forbund, medens Hannover, Kurhessen, Nassau og Frankfurt, der havde sluttet sig til Østrig, indlemmedes i Prøjsen. Dagen efter Prag-freden holdt forbundsdagen sit sidste møde i Augsburg, hvorhen den d. 14. juli var flyttet fra Frankfurt. Men et par dage før var Prøjsen blevet enig med småstaterne om deres indtrædelse i et nordtysk forbund under Prøjsens ledelse, og forbundet sydgrænse skulle være Main-linien. Det nordtyske forbund optog senere Saksen og den nordlige del af Hessen-Darmstadt, medens Slesvig, Holsten, Hannover. Hessen-Kassel, Nassau og Frankfurt am Main indlemmedes i Prøjsen. Ved disse fredsbetingelser og erobringer havde Prøjsen fået herredømmet over hele Nordtyskland, og samtidig sluttede det hemmelige traktater med Bayern, Württemberg, Baden og Hessen-Darmstadt, ved hvilke de 4 fyrster sluttede et forsvars- og angrebsforbund med Prøjsen og lovede i krigstilfælde at stille deres hære under kongen af Prøjsens overbefaling. Disse traktater, som i begyndelsen blev holdt hemmelige af hensyn til Frankrig, blev offentliggjorte i 1867, og i samme år blev der sluttet en toldforening mellem det nordtyske forbund og de 4 sydtyske stater. Main-linien var således til Frankrigs store harme overskredet med hensyn til de vigtigste forhold, og samtidig blev det Nordtyske Forbunds forfatning ordnet. Regeringerne i de 22 stater, som dannede forbundet, blev repræsenterede i et forbundsråd, i hvilket Prøjsen fik 17 stemmer af 43, Saksen 4, Mecklenburg-Schwerin og Braunschweig 2, de øvrige 18 stater hver 1. Kongen af Prøjsen blev forbundets overhoved med ret til at repræsentere det udad til og udnævne en forbundskansler, som blev præsident i forbundsrådet; den første forbundskansler blev Bismarck, som 1865 var udnævnt til greve. Den lovgivende magt i de under forbundet henhørende anliggender - told, handels, mønt- og postvæsenet m. m. blev delt imellem forbundsrådet og en rigsdag, fremgået af almindelige umiddelbare valg. Wilhelm I havde ønsket endnu større udvidelser af Prøjsen på Østrigs og Saksens bekostning, men Bismarck satte sig med bistand af kronprins Frederik bestemt mod. D. 12. februar 1867 trådte en konstituerende rigsdag fra det nordtyske forbund valgt efter den tyske valglov fra 1849 sammen i Berlin. D. 17. april vedtog forbundsregeringerne rigsdagens ændringer i forfatningsudkastet, og d. 1. juli erklæredes forbundet officielt for oprettet, hvorpå de sydtyske stater d. 8. juli indtrådte i den nordtyske toldforening og gik ind på at sende deputerede til et toldforbundsråd og et toldparlament, der egentlig kun var en udvidelse af det nordtyske forbundsråd og rigsdagen, som altså derved fik toldlovgivningen for hele Tyskland. De stærke lokale tendenser i Holsten, Hannover og navnlig i Saksen fortabte sig efterhånden. Hele Tyskland sluttede sig således sammen med tanken på den kamp mod Napoleon III's Frankrig, som Bismarck forudså ville komme. De sydtyske stater imødekom forbundet, hvad der viste sig ved vedtagelsen i 1870 af en toldlov. Forbundet viste også samlingskraft syd for Main-linien, idet Baden helt og Württemberg og Bayern delvis, omdannede deres hærvæsen efter prøjsisk mønster. Baden fremkom endog med ønsket om optagelse i forbundet, hvad Prøjsen dog af hensyn til det stærke separatistiske parti i Bayern og Württemberg, men navnlig på grund af trufne aftaler med Frankrig måtte modsætte sig. Blod og jern skulle som Bismarck udtrykte sig, være bindemidlet mellem de tyske stammer, og denne påstand gik i opfyldelse ved den Fransk-Tyske krig i 1870/71. Krigen skyldtes Bismarck's ønske om at komme Frankrig til livs for derved at bortrydde den eneste faktiske hindring for oprettelsen af et tysk rige under Prøjsens ledelse. Under krigen mod Østrig i 1866 havde Bismarck med løfter om kompensation i Rhinlandet holdt Napoleon III i ro, og da den franske kejser pressede på for at få disse løfter opfyldt, afviste han dette, samtidig med Bismarck greb ind mod planer om salg af Luxemburg til Frankrig, som på dette tidspunkt hørte under kongen af Holland. Krigen umiddelbare årsag var spørgsmålet om besættelsen af den spanske trone, der var ledig efter revolutionen i 1868. Tilbud om kronen til en prins af en sidelinje af det Hohenzollernske hus vakte nemlig stor uro i Frankrig, og Frankrig udsendte sin krigserklæring d. 9. juli 1870. De store tyske hærmasser blev sat ind i kampene ved Weissenburg, Worth, Vionville og Gravelotte, hvor tyskerne led større tab end franskmændene, men i marskal Bazaine og hans hær blev indesluttet i Metz, medens Mac Mahons hær blev omringet ved Sedan d. 2. september 1870, hvor den franske kejserhær måtte kapitulere ved Sedan. Under de senere måneder af den Fransk-Tyske krig 1870/71 drejede det sig for franskmændene om at undsætte Paris, som blev belejret af tyskerne, men de forskellige fremstød af de nye franske hære, der var dannet i provinserne, blev altid afværgede; således kæmpede badensiske tropper heldigt ved Nuits d. 18. december 1870. Tilsyneladende var krigen forbi, men i Paris dannedes straks en republikansk regering, og da den ikke kunne modtage de tyske fredsbetingelser, rykkede tyskerne hurtigt frem og indesluttede hovedstaden omkring d. 1 oktober. I største hast blev der rejst nye hære i de franske provinser, og disse kæmpede tappert for at frigøre Paris, men da Bazaine d. 27 oktober havde overgivet sig i Metz med 173.000 mand, fik tyskerne belejringsstyrkerne fri. Undsætningsforsøgene mislykkedes, og af mangel på levnedsmidler måtte Paris derfor overgive sig d. 28. januar 1871. Forhandlingerne om freden begyndte nu mellem Bismarck og repræsentanter for de sydtyske stater på den ene side og Thiers og Jules Favre på den anden side. Krigens gang medførte den ønskede sammenslutning mellem Nord- og Sydtyskland. I november 1870 sluttede de 4 sydtyske stater sig til det nordtyske forbund, som nu blev omdannet til et «tysk forbund», og kort efter tilstillede kong Ludvig II af Bayern de tyske regeringer en skrivelse, hvori han opfordrede dem til at tilbyde kongen af Prøjsen den tyske kejsertitel. Efter at alle regeringerne havde tilkendegivet deres bifald, og den nordtyske rigsdag havde sendt en deputation af 30 medlemmer til Versailles, hvor den sejrrige konge den gang opholdt sig, for at meddele ham den tyske nations ønsker, svarede kong Wilhelm af Prøjsen d. 18 december, at han modtog kejserværdigheden, som folket og fyrsterne tilbød ham. D. 18 januar 1871 samledes derpå en kreds af fyrster, statsmænd og krigere i slottet i Versailles, hvor talrige billeder mindede om franskmændenes fordums sejre over tyskerne, og her lod den tyske kejser den proklamation, hvorved det tyske kejserdømme genoprettedes, oplæse af Bismarck, som nu ophøjedes til fyrste og blev rigskansler. D. 21 marts sammenkaldtes den første tyske rigsdag rigsdag i Berlin, og d.16. april vedtoges en ny rigsforfatning, som i alt væsentligt blot var en revision af forbundsforfatningen. Bayern fik 6, Württemberg 4, Baden og Hessen hvert 3 stemmer i forbundsrådet, som nu kom til at tælle 58 stemmer. Til rigsdagen skulle Prøjsen vælge 236 medlemmer, Bayern 48, Saksen 23, Württemberg 17, Baden 14, Hessen 8, de øvrige stater tilsammen 38. I almindelighed kom der en deputeret på hver 100,000 indbyggere. Ratifikationen af freden med Frankrig, skete først d. 10. maj. Det var ved Bismarck's målbevidste krigspolitik, at det tyske riges enhed endelig gennemførtes. Prøjsens sejre over Østrig sprængte Det tyske Forbund, drev Østrig ud af Tyskland og gav stødet til dannelsen af Det nordtyske Forbund, hvis forfatning blev forvandlet til det tyske riges forfatning af d. 16. april 1871, ved de sydtyske staters indtræden i Forbundet. Ved denne forfatning blev Tyskland igen et kejserrige ligesom i gamle dage. Den nye tyske kejserforfatning skabte en tysk forbundsstat, idet der nu både udadtil og indadtil indførtes en reel øverste statsmagt over de enkelte tyske stater. Det tyske rige skulle bestå af 58 repræsentanter for regeringerne i de 26 lande, nemlig kongeriget Prøjsen, der 1866 var blevet udvidet med Holsten og Slesvig, Hannover, Kurhessen, Nassau og Frankfurt am Main, endvidere af kongerigerne Bayern, Saksen og Württemberg, storhertugdømmerne Baden og Hessen med flere andre hertugdømmer og fyrstendømmer samt af de frie hansestæder Hamburg, Lübeck og Bremen; hertil kom endelig rigslandet Elsass-Lothringen og kolonierne. Prøjsen udgjorde 66 % af rigets forbundsområde. Indenfor dette forbundsområde udøvede riget lovgivningsmagten i det i forfatningen bestemte omfang og med den virkning, at rigslove gik forud for landslovene. Der blev indført en fælles rigsborgerret, riget kunne selv pålægge skatter, og de allerfleste vigtigere forhold skulle eller kunne ordnes ved rigslov, og dette område kunne yderligere udvides, blot ved ændring af forfatningen ad den almindelige lovgivningsvej, hvortil der krævedes et kvalificeret flertal. De enkelte forbundsstater lokale rettigheder kunne kun forandres med vedkommende forbundsstats samtykke. Der blev nu indført en fælles rigsorlogsflåde under kejserens overbefaling samt fælles orlogs- og handelsflag, og rigets samlede landmagt blev ordnet efter prøjsisk mønster og i krigstid helt underlagt kejserens befaling, selvom de større stater Bayern, Saksen og Württemberg i fredstid styrede deres egne troppekontingenter. Og skønt de enkelte tyske stater vedblev at bevare retten til at udsende og modtage gesandter og afslutte ikke-politiske traktater med udlandet - Bayern beholdt stadig en gesandt hos paven - var det nu kun kejseren, der i statsretlig henseende repræsenterede riget, og kunne erklære krig og slutte fred og indgå overenskomster med fremmede stater i rigets navn. De enkelte tyske stater blev derfor, selvom de bevarede deres selvstændige forfatninger og selvstyre fra nu af ikke-suveræne stater, idet den øverste magt i alle de vigtigste anliggender overgik til riget, der ligeledes udøvede den øverste tilsynsret og øverste domsret, således at også alle tvistigheder mellem de enkelte stater afgjordes af forbundsrådet. Den øverste magt i riget lå efter forfatningen hos de forbundne regeringer, der udøvede magten gennem deres gesandter i forbundsrådet, hvor stemmerne var fordelt på en lignende måde som i den tidligere forbundsdags plenum. Deraf rådede Prøjsen over 17 stemmer, Bayern over 6, Saksen og Württemberg hver over 4, men de allerfleste andre stater havde kun 1 stemme. Med 17 repræsentanter havde Prøjsen en mægtigt indflydelse, selvom Prøjsen havde et ejendommeligt valgretssystem der vedblev med at være et enevældigt monarki med stærk indflydelse fra overklasserne. Præsidiet i forbundet førtes af kongen af Prøjsen, der som tysk kejser repræsenterede riget udadtil, indkaldte, sluttede og opløste rigsdagen, forkyndte forbundslovene, udnævnte rigsembedsmændene m.v.. For kejserens styre var rigskansleren, der også førte forsædet i forbundsrådet, ansvarlig, men dette ansvar var intet parlamentarisk ansvar, da hans udnævnelse og afskedigelse alene afhang af kejseren. Medens rigsforvaltningen udøvedes af forbundsrådet og kejseren gennem rigskansleren, lå rigslovgivningsmagten hos forbundsrådet og rigsdagen. Rigsdagen opstod ved almindelige og umiddelbare valg over hele riget - valgret havde alle 25-årige tyske mænd - og talte tilsammen 397 medlemmer, valgte først for 3, siden 1888 for 5 år ved almindelig flertalsvalg i kredse, der oprindelig skulle være på 100.000 indbyggere, men som efterhånden blev af meget ulige størrelser. Rigsdagen, der var splittet i mange partier, søgte forgæves at få indflydelse på valget af rigskansleren og hans stedfortrædere og nåede, så længe kejserdømmet stod på sin højde, ikke at få det tyske riges strengt monarkiske styre ændret til et parlamentarisk styre efter det almindelige europæiske mønster.

Det tyske rige fra kejserdømmets genoprettelse til verdenskrigens udbrud 1871-1914

Ved freden med Frankrig i Frankfurt d. 10 maj 1871 måtte Frankrig afstå Elsass med undtagelse af fæstningen Belfort med omegn og den nordøstlige del af Lothringen med den vigtige fæstning Metz. Dernæst måtte Frankrig forpligte sig til i visse terminer at betale 5 milliarder francs. Pengene fra Frankrig i 1871 blev anvendt til krigsskadeserstatning til de enkelte stater, til stiftelse af en invalidefond og til militære formål. Indtil d. 1 januar 1874 stilledes Elsass-Lothringen som rigsland under forbundsrådets diktatur; derefter skulle rigsforfatningen træde i kraft i rigslandet, som skulle vælge 15 medlemmer til rigsdagen, men fik ikke noget medlem i forbundsrådet. Man søgte nu ved alle midler at forvandle befolkningen fra fransk til tysk: der indførtes tysk skoleundervisning, oprettedes et tysk universitet i Strassburg, tysk blev rets- og embedssproget o.s.v.; men uagtet at tysk sprog for flertallet af befolkningen i Elsass og en del af Lothringen var det daglige omgangssprog, mødte fortyskningsbestræbelserne dog en stærk modstand, og det lykkedes ikke at knække indbyggernes franske sindelag. Endnu mindre kunne der være tale om, at fortyskningen kunne få nogen fremgang i de dele af riget, hvor folkesproget utvivlsomt ikke var tysk: bl.a. i de polske egne, hvor tyskheden snarere gik tilbage end frem, og i Nordslesvig, hvor den prøjsiske regering under forskellige påskud havde unddraget sig fra at opfylde de forpligtelser, som den i Prag-freden havde påtaget sig, og nu efter Frankrigs fald aldeles ikke tænkte på at holde sit ord. Ved at tage Elsass-Lothringen havde Tyskland gjort Frankrigs fjendskab ulægeligt, og det mishandlede land tog nu med beundringsværdig kraft fat på den opgave, at befrie sig fra sin afhængighed af den forhadte nabomagt ved at betale de umådelige summer, som det havde forpligtet sig til at udrede. Ved freden i Frankfurt var det blevet bestemt, at der straks skulle betales 500 millioner, i løbet af året 1871 1 milliard; d. 1 maj 1872 en halv milliard, de øvrige 3 milliarder d. 2 marts 1874; rømningen af de departementer, som de tyske tropper holdt besatte, skulle foregå efterhånden i tilsvarende terminer. Men Frankrig, som af sin uudtømmelige rigdom med lethed tilvejebragte et stort indenlandsk lån, fik ved nye overenskomster betalingen og rømningen fremskyndet, og d. 16 september 1873 havde den sidste tyske soldat forladt fransk jord. Den franske regering havde imidlertid udkastet en plan til en streng gennemførelse af den almindelige værnepligt og en stor udvidelse af hæren, og de ellers så uenige franske partier var enige om at bevilge de dertil fornødne store summer. På den anden side anvendte den tyske regeringen stor del af de vundne milliarder til at forstærke grænsefæstningerne, udvide flåden, bringe de sydtyske staters krigsmagt på højde med den prøjsiske. Derefter sattes de gældende forbundslove også i kraft for de sydtyske stater. I de indre forhold søgte regeringen på alle måder at fremme rigsenheden. Allerede i 1871 vedtoges en ny møntlov, guldmøntfod med 10-talsystem ifølge hvilken den for hele riget fælles møntenhed blev en mark, delt i 10 silbergroschen og 100 pfennige; en rigsbanklov; en ny civil- og straffeproces; en rigsret i Leipzig; indførelse af borgerligt ægteskab; samt ændringer til hærloven. De store udgifter hertil der bevilgedes først for 3 år, og derefter for 7 år ad gangen, stødte imidlertid på stærk modstand, ikke blot hos det socialdemokratiske parti på rigsdagen, men også hos de ultra-montane og en stor del af det katolske centrumsparti. I 1872 vedtog rigsdagen en ny straffelov for krigsmagten, af hvilken pryglestraffen var forsvunden, medens grev Moltke holdt på bevarelsen af vand- og brødstraffen. Blandt de love, som vedtoges ved samme rigsdagssamling, var den betydningsfuldeste «jesuiterloven», ved hvilken «Jesu selskabs orden og de med den beslægtede kongregationer udelukkedes fra det tyske riges område». Det skete fordi nogle katolske biskopper i Prøjsen på grund af deres optræden overfor staten efter at koncilet i Rom i 1870 var kommet i et spændt forhold til pavestolen. Til begrundelse af denne lov udtalte ministeren Delbrück på regeringens vegne: «Vi lever i et meget nyt statssamfund, som er fremkaldt ved store politiske rystelser, og jeg tror, at vi ville gøre os skyldige i en meget stor fejl, hvis vi ville hengive os til det selvbedrag, at alt nu er færdigt og i orden, fordi den tyske rigsforfatning er forkyndt ved rigslovtidenden. Vi må endnu i lang tid stille os det for øje, at forfatningen, denne nye skabelse, har fjender, ikke blot ydre, men også indre, og når rigets repræsentation nærer den overbevisning, at der til disse indre fjender hører en orden, som, udrustet med store åndelige og materielle midler og begavet med en sjælden organisation, forfølger et fast mål, så er den berettiget til at vise dette angreb tilbage.» Efter at loven var blevet heftig bekæmpet af rigsdagens katolske medlemmer, blev den vedtaget i maj 1872 med et flertal af 2/3. Allerede før jesuiterloven havde regeringen åbnet sin kamp mod den katolske gejstligheds indflydelse, den såkaldte «kulturkamp»; men da kirke- og undervisningsvæsenet henhørte under de enkelte staters område, udfægtedes denne strid i det væsentlige ikke i rigsdagen, men i den prøjsiske landdag. I december 1871 fremsatte kultusminister Mühler i deputeretkammeret et lovforslag om opsynet over folkeskolevæsenet, hvorefter regeringen skulle udnævne skoleinspektører, hvis hverv ikke behøvede at falde sammen med det præstelige. Dette lovforslag mødte ikke blot modstand hos kammerets katolske medlemmer, men også hos de liberale, som vel billigede dets øjemed, men ikke anså den daværende kultusminister for den rette mand til at gennemføre den nye lov, fordi han i almindelighed havde vist sig eftergivende for de klerikale krav. De gjorde derfor hans afgang til betingelse for deres samtykke til loven, og i januar 1872 afløstes Mühler som kultusminister af dr. Falk. Derefter vedtoges loven d. 13 februar af deputeretkammeret med 207 stemmer mod 155. De klerikale (centrum), polakkerne og de gammelkonservative (yderste højre) havde stemt imod den. Særlig havde Bismarck henvist til, at «katolske gejstlige og det ikke blot polakker forbandt sig med den polske adels nationalpolske bestræbelser for at hæmme udviklingen af undervisningen i det tyske sprog.» I herrehuset, hvor loven blev vedtaget med 125 stemmer mod 76, udtalte Bismarck bl.a.: «Man kan være overbevist om, at samtidig med revanchen mod Tyskland bliver slaget mod Italien forberedt, i det håb, at Tyskland skal blive lammet ved indre religiøse stridigheder, og at det klerikale element, medens det virker langsomt opløsende i Tyskland og Polen, åbenlyst kan plante det franske banner i Italien og under sin beskyttelse skal føre landet tilbage under paveligt eller rettere fransk, ved paven repræsenteret herredømme.» Uagtet Bismarck således stillede sig i bestemt opposition til pavemagten, forsøgte han dog, som han d. 14 maj 1872 udtalte i rigsdagen: «At bygge en bro til en overenskomst ved at vælge kardinal fyrst Hohenlohe til det tyske riges sendemand i Rom; men den af jesuiterne beherskede gamle pave Pius IX, ville ikke modtage den mådeholdne tysksindede kardinal, som var en broder til den bayerske ministerpræsident, der var en modstander af det klerikale parti i Bayern. Det var i denne anledning, at Bismarck d. 14 maj ytrede: «Vær kun ikke bange; til Canossa gå vi ikke, hverken legemlig eller åndelig.« På begge sider gik man nu til yderligheder. Ærkebiskop grev Ledochovski af Posen, som var opfyldt af nationalt og religiøst had til Prøjsen, blev af paven udnævnt til «Polens primas», og i en tiltale til en deputation fra en katolsk forening i Tyskland sluttede Pius IX sin klagesang over katolikkernes forfølgelse med følgende ord: «vær blot tillidsfulde og enige; thi en sten vil rulle ned fra højden og knuse kolossens fod. Men i Tyskland forberedte kultusminister Falk strenge love mod katolikkerne, som næste år skulle forelægges på landdagen. Bismarcks stilling til partierne var imidlertid blevet fuldstændig forandret. Oprindelig havde han jo hørt til yderste højre, og støttet på herrehuset havde han optaget kampen mod deputeretkammerets liberale flertal, som havde lagt hindringer i vejen for gennemførelsen af hærreformen, i hvilken han så hjørnestenen for den store bygning, han ville opføre. Men nu var denne kamp lykkelig tilendebragt, og i de reformer, ved hvilke han søgte at befæste rigets enhed, fandt han sin bedste støtte hos det national-liberale parti. Derimod mødte han ofte opposition i det prøjsiske herrehus, og junkerpartiet havde ikke fulgt ham i anerkendelse af de krav, som den ny tid stillede. I foråret 1872 vedtog deputeretkammeret et regeringsforslag til en ny kredsordning i rigets 6 østlige provinser, ved hvilken godsejernes indflydelse var meget forringet; men i herrehuset forkastedes loven med 145 stemmer mod 18. Indenrigsministeren, grev Eulenburg forelagde et nyt, noget forandret lovforslag, som vedtoges af deputeretkammeret med 288 stemmer mod 91. Det gammelkonservative parti stemte imod loven, medens de «frikonservative» («det tyske rigsparti») sluttede sig til regeringen og de liberale partier; men i herrehuset kunne loven kun gennemføres ved udnævnelse af 25 nye medlemmer i december 1872. Den tidligere saksiske minister grev Beust, som efter slaget ved Sadova var blevet Østrigsk udenrigsminister og kort efter ministerpræsident, havde ved udbruddet af den Fransk-Tyske krig været tilbøjelig til at forbinde sig med Frankrig, men var blevet holdt tilbage, dels af den modstand, som ungarerne under deres førsteminister grev Andrassy satte imod en ny krig med Tyskland, dels og især ved Ruslands bestemte indskriden. Kejser Alexander II viste således sin taknemlighed for den støtte, Bismarck i 1863 havde ydet ham imod polakkernes oprør. Kort efter trådte kejser Frants Josef af Østrig i personlig forbindelse med kejser Wilhelm, og Beust måtte træde tilbage for Andrassy. Derefter lykkedes det også at overvinde den misstemning, som siden Østrigs optræden under Krimkrigen havde fundet sted imellem Rusland og Østrig, og i september 1872 mødtes begge kejsere, ledsagede af deres udenrigsministre, fyrst Gortshakov og grev Andrassy, hos kejser Wilhelm i Berlin. Ved dette møde, i hvilket også fyrst Bismarck deltog, lagdes grunden til et »Trekejserforbund». Da landdagen igen trådte sammen i januar 1873, delte opmærksomheden sig imellem de omtalte «kirkepolitiske» love og den national-liberale deputerede Eduard Laskers skarpe angreb på det usunde aktie- og spekulationsvæsen (gründeruvæsenet), som havde grebet mere og mere om sig. Efter den franske krig og milliardernes guldstrøm havde der udviklet sig en feberagtig spekulationslyst, og man klagede over, at handelsministeriet havde begunstiget enkelte, navnlig fornemme mænd ved koncessioner til privatjernbaner, medens uerfarne og lettroende aktiekøbere vare blevet ruinerede. Regeringen anstillede en undersøgelse, og flere indflydelsesrige mænd blevet stærkt kompromitterede, især ordføreren for junkerpartiet: Herman Wagner, tidligere leder af dets hovedblad «Neue Prøjsische Zeitung», sædvanlig kaldet «Kreuzzeitung». Der var fire kirkepolitiske love. Den første forbød enhver gejstlig at anvende nogen slags kirkestraf eller true med nogen åndelig straf i andre end rent religiøse spørgsmål. Straffen for en overtrædelse af dette forbud kunne stige til 1000 thalers bøde eller 2 års fængsel. Den anden lov lød: «et gejstligt embede, af hvilken art det end måtte være, må i en af de kristne kirker kun overdrages til en indfødt tysker, som har bevist sin videnskabelige fordannelse efter denne lovs forskrifter, og mod hvis ansættelse der ikke er gjort nogen indvending af statsregeringen. Der kræves aflæggelse af en modenhedsprøve på et tysk gymnasium, et treårigt teologisk studium på et tysk statsuniversitet og aflæggelse af en videnskabelig statsprøvelse, ved hvilken der fortrinsvis vil blive set på den for det gejstlige kald nødvendige almindelige videnskabelige dannelse (filosofi, historie, tysk litteratur, klassiske sprog). Alle kirkelige anstalter, som tjene til fordannelse af gejstlige, stå under statens opsyn, og ingen kan ansættes som lærer ved dem uden at tilfredsstille de ovenfor nævnte fordringer til gejstlige embeder. Drengeseminarier og opdragelsesanstalter må ikke mere oprettes, og ingen nye disciple må optages i de bestående anstalter af denne art.» Den tredje lov gav nærmere bestemmelser for præsternes ret til at anvende kirkestraffe og indrettede en kongelig domstol, for hvilken klager over misbrug af kirketugten kunne forebringes. Den fjerde lov ophævede alle hindringer fra gejstlighedens side mod udtrædelse af kirken. Disse lovforslag, af hvilke navnlig det andet var af stor betydning, da det forhindrede ansættelsen af gejstlige, som kun havde modtaget en strengt kirkelig uddannelse i de katolske seminarier, blev selvfølgelig ivrigt bekæmpede af katolikkerne i deputeretkammeret, og de prøjsiske katolske biskopper erklærede i en adresse til landdagen, at ingen katolsk kristen uden at krænke sine religiøse pligter kunne underkaste sig disse love, om hvis forkastelse de derfor indstændig anholdt. Ikke desto mindre vedtog deputeretkammeret i løbet af marts 1873 med stort flertal de fire kirkepolitiske love, og d. 1 maj lykkedes det også at få dem gennemførte i herrehuset, hvor Bismarck forsvarede dem med overordentlig kraft. Han sagde bl.a.: «det drejer sig ikke om et evangelisk herskerhuses kamp mod den katolske kirke, som man søger at indbilde vore katolske medborgere, det drejer sig ikke om en kamp mellem tro og vantro, det drejer sig om den ældgamle magtstrid imellem kongedømme og præsteskab, den strid, som har opfyldt den tyske historie i middelalderen under navn af pavernes kampe mod kejserne, som i middelalderen fandt sin afslutning ved, at det sidste skud af den ædle schwabiske kejserstamme døde på retterstedet under en fransk erobrers økse, og at denne franske erobrer stod i forbund med paven. Det gælder forsvaret for staten, det gælder grænsen mellem præsteherredømmet og kongeherredømmet, og denne grænse må sættes således, at staten kan bestå.» Mod anvendelsen af «majlovene», som man sædvanlig kaldte de kirkepolitiske love, gjorde biskopperne en hårdnakket modstand, først og fremmest ærkebiskop Ledochovski. Han forbød de ham underordnede seminarieforstandere at lade verdslige embedsmænd overvære undervisningen og indsatte og afsatte præster uden hensyn til de foreskrevne bestemmelser. Da han idømtes bøder, erklærede han, at paven havde forbudt ham at betale dem, og da han blev opfordret til at nedlægge sit embede, svarede han, at kun paven kunne afsætte ham. Flere andre biskopper vægrede sig ligeledes ved at adlyde majlovene. For at kunne gennemføre disse vedtog landdagen i maj 1873 en lov, som berettigede kultusministeren til at lade de biskoppelige indtægter forvalte af verdslige embedsmænd, når et stift blev ledigt ved en biskops død eller afsættelse, og domkapitlet ikke inden 10 dage havde valgt en vikarius, som ville aflægge ed på at overholde statens love. Da dernæst ærkebiskop Ledochowski erklærede ikke at ville underkaste sig nogen verdslig domstol, blev han fængslet og afsat. For fortsat modstand mod majlovene afsattes fremdeles ærkebiskoppen af Køln og fyrstbiskoppen af Breslau samt biskopperne af Münster og Paderborn. Bispesæderne i Fulda og Trier blev ledige ved deres indehaveres død og stod ubesatte, da domkapitlerne ikke kunne enes med regeringen om deres besættelse. Da Ledochovski havde udstået sin fængselsstraf, begav han sig til Rom, hvor paven udnævnte ham til kardinal. Så vel han som de andre afsatte biskopper blev af mange katolikker betragtede som martyrer og vedblev at virke på præsterne og menighederne i deres tidligere stifter. Under den derved vakte folkestemning foregik valgene til den nye treårige rigsdag og prøjsiske landdag, som skulle træde sammen i rigsdagen d. 5 februar 1874. Det klerikale parti (centrum), som i den første rigsdag kun talte 57 medlemmer, nåede nu et antal af ca. 100; det lededes af den kloge og veltalende Ludvig, som havde været hannoveransk minister og var en ivrig tilhænger af det fordrevne hannoveranske kongehus. Også ikke katolske hannoveranere, som delte hans politiske meninger, «welferne», sluttede sig til centrum. På den anden side havde også de liberale partier haft en stor tilvækst, så at de national-liberale nu talte ca. 150, det mere til venstre hældende fremskridtsparti 50 medlemmer. Derimod var de gammelkonservative, som nu ikke længere vare regeringsparti, sunkne fra 50 til ca. 20, de frikonservative fra henved 40 til lidt over 30. Polakkerne udgjorde i begge rigsdage 13; men nu mødte for første gang Elsass-Lothringerne, der enten vare klerikale eller dannede et «protestparti«, som ikke anerkendte forbindelsen med Tyskland. Endelig var socialdemokraternes antal vokset fra 2 til 9. Hans Krüger var den eneste danske. Flertallet dannedes for øjeblikket i regelen af de national-liberale, fremskridtspartiet og de frikonservative. Støttet på dette flertal skred ministeriet videre frem mod gennemførelsen af sine to hovedformål: overvindelsen af den katolske kirkes modstand mod statens krav (kulturkampen) og fuldstændiggørelsen af rigsenheden. Det første anliggende vedkom væsentlig landdagen, det sidste rigsdagen. Der blev forelagt en ny militærlov, og som hovedtaler for denne lov optrådte feltmarskal, grev H. Moltke, som havde ledet felttoget i Frankrig. Helmuth Moltke, født 1800 i Mecklenburg, havde været løjtnant i dansk tjeneste, men var i 1822 gået over i prøjsisk tjeneste og var i denne steget til generalstabschef. D. 10 april 1874 vedtoges et mæglingsforslag af den national-liberale fører Bennigsen, som gik ud på at bevilge den af regeringen fordrede militære styrke for 7 år. Medens forholdet til Frankrig bar præget af gensidig mistro og had, opstod der derimod et venskabeligt forhold mellem Tyskland og Østrig. Ligeledes vedtog rigsdagen en allerede i 1873 vedtagen lov, som udstrakte rigsdagens myndighed til hele retsvæsenet, særlig fremhæves: en trykkefrihedslov i 1874, en lov om tvungent borgerligt ægteskab i 1875 og en omfattende lov om en ensartet retspleje i 1876. Straffeloven blev på flere punkter skærpet, og nye paragrafer tilføjedes, bl.a. den såkaldte Arnim-paragraf, som fastsatte straf for diplomater, der offentliggjorde aktstykker eller handlede imod deres foresattes pålæg. Grev Harry Arnim havde nemlig som sendemand i Paris begunstiget monarkisternes bestræbelser, medens Bismarck ønskede den republikanske styrelse bevaret som mindre farlig for freden, og efter at han var blevet fjernet, havde han offentliggjort nogle af Bismarcks depecher. Han blev idømt fængselsstraf, men unddrog sig straffen ved at flygte. I udlandet udgav han derpå et heftigt stridsskrift imod Bismarck, hvorfor han in contumaciam blev dømt til tugthusstraf som landsforræder. En anden paragraf, som kun blev vedtaget med få stemmers overtal, skærpede straffen for at misbruge prædikestolen til politisk agitation; men derimod forkastedes de såkaldte kautschuk-paragrafer, som i altfor vage udtryk søgte at hindre socialisternes samfundsfarlige virksomhed. Megen strid vakte spørgsmålet, om nævninger skulle dømme i pressesager; til sidst blev det afgjort, at edsvorneretter skulle bevares i de stater, hvor de allerede var indførte, navnlig i Sydtyskland. I den prøjsiske landdag vedtoges i maj 1874 ved en ny «majlov» en skærpelse af loven om de gejstliges uddannelse og ansættelse. Katolikkernes forbitrelse mod Bismarck, der gjaldt for majlovenes ophavsmand, steg og d. 13 juli 1874 gjorde en 21årig fanatisk bødkersvend, Kullmann, et mordforsøg på fyrsten, som opholdt sig ved badet i Kissingen, men tilføjede ham kun et let strejfskud i hånden. Kullmann, som var blevet på virket af ophidsende taler i en katolsk forening, blev dømt til 14 års tugthus. Følgen af hans forbrydelse var, at de katolske foreninger blev stillede under strengt politiopsyn. I året 1875 fortsattes kulturkampen med forøget voldsomhed. Anledning dertil gav en rundskrivelse, som paven d. 5 februar udstedte til de prøjsiske biskopper. Deri udtalte han bl.a., at der var givet nye love, som »fuldstændig omstyrte kirkens guddommelige forfatning og aldeles tilintetgøre biskoppernes hellige rettigheder.« «Imod disse love», hed det videre, «optræde vi for den ved ugudelig magt nedtrådte kirkelige frihed med den guddommelige rets hele autoritet. For at opfylde denne vor pligt erklære vi herved, at disse love er ugyldige, da de strider aldeles imod kirkens guddommelige indretning. De synes ikke at være givne frie borgere for at fordre en fornuftig lydighed, men at være pålagte slaver for at fremtvinge lydighed ved skræk. De ugudelige mennesker, som vove at tage sognekirker i besiddelse, alene støttede på den borgerlige magts beskyttelse, er forfaldne til den store bandsættelse, og vi formane de fromme troende til at holde sig fjernt fra deres gudstjeneste.» I gensvar på denne udæskning vedtog landdagen to vigtige love. For det første blev det vedtaget, at al understøttelse fra statens side til kirkelige institutioner i et stift skulle inddrages, indtil biskoppen skriftlig havde forpligtet sig til at adlyde statens love, og dernæst ophævedes i maj 1875 alle klostre- og kongregationer i det prøjsiske rige. De, der beskæftigede sig med ungdommens undervisning, fik dog lov til at bestå endnu i 4 år, og de, der udelukkende ofrede sig til sygepleje, skulle vedblive at bestå, men kunne ophæves ved en kongelig forordning. Det viste sig, at klostrenes antal indenfor det prøjsiske monarkis område siden 1855 fra 69 var vokset til 914, munkenes og nonnernes fra 976 til 8,795. To måneder efter klostrenes ophævelse vedtoges endelig en lov om forvaltningen af de katolske menigheders ejendomme: den overdroges herved til et kirkeråd, i hvilket de af menigheden valgte medlemmers antal skulle være 3 gange så stort som de af kirken udnævnte, ligesom overpræsidenten i hver kreds skulle dele overopsynet med biskoppen. Skønt nu biskopperne først erklærede det for umuligt at gå ind på denne lov, fandt de sig dog, af frygt for ganske at miste deres indflydelse, i at yde deres medvirkning til dens gennemførelse, hvilket blev hilset som et glædeligt tegn på, at de også med hensyn til de andre majlove ville vise sig mere medgørlige. I det følgende år indførtes der også et lægmandselement i forvaltningen af de katolske bispedømmers og stiftelsers ejendomme. Af andre love, som vedtoges af landdagen i året 1876, må fremhæves: en generalsynodeordning for den evangeliske kirke, hvorved lægmænd fik indflydelse på kirkens anliggender ligesom ved de tidligere ordninger for kreds- og provinssynoderne; endvidere en lov om udelukkende brug af tysk sprog i forvaltningen, som også fik gyldighed for polakkerne, skønt der i 1815 var givet polakkerne løfte om deres sprogs hævdelse; i Nordslesvig skulle der dog i de første 5 år finde visse lempelser sted. Blandt de mindre tyske stater skal kun den betydeligste, Bayern, omtales. I dette overvejende katolske land holdt de to partier, det klerikale og det liberale, hinanden stangen; men regeringen var ligesom det liberale parti stemt for Bismarcks politik. Det klerikale parti, som holdt på Bayerns selvstændighed og kaldte sig selv «patrioterne», havde imidlertid en lille overvægt i kamrene, og der var derfor ikke gennemført anti-klerikale reformer således som i Prøjsen. Munkenes antal var fra 1841 til 1873 steget fra 256 til 1094, nonnernes fra 716 til 5054 en større rolle end i Prøjsen spillede gammelkatolikkerne, som ikke anerkendte det på konciliet i Rom i 1870 vedtagne dogme om pavens ufejlbarhed og ikke hørte til det klerikale parti. Deres mest begavede fører professor Dollinger i München blev 1871 lyst i band af paven. Med året 1876 endte en treårig rigsdagsperiode, og der afholdtes nye valg i januar 1877. Det national-liberale parti sank ved disse fra 150 til 128, medens centrum beholdt sin styrke (ca. 100), og de konservative steg fra 20 til 40. De frikonservative og fremskridtspartiet talte ligeledes ca. 40, og når de 3 hinanden nærmest stående partier (de national-liberale, de frikonservative og fremskridtspartiet) forbandt sig, kunne de til nøds bevare flertallet. Socialdemokraternes antal var steget til 13, deraf 2 i Berlin, og i mange store byer og fabriksdistrikter havde de talrige stemmer. I Elsass var der indtrådt den forandring, at der var valgt nogle «autonomister», dvs. det parti, som vil bøje sig for den fuldbragte kendsgerning, løsrivelsen fra Frankrig, og fremme Elsass's udvikling som et selvstændigt tysk land. I den foregående rigsdag havde det national-liberale parti haft en så stor overvægt, at det i et givet tilfælde enten kunne sikre sig bistand mere til højre hos de frikonservative eller til venstre hos fremskridtspartiet; nu var dets stilling blevet meget vanskeligere, og det hele kunne kun holdes sammen ved fyrst Bismarcks stærke hånd. Det vakte derfor stor bevægelse, da Bismarck i foråret 1877 truede med at trække sig tilbage. Det var ganske vist ikke første gang, at han «af helbreds hensyn» havde forlangt sin afsked. Allerede i 1872 havde han trukket sig tilbage fra sin stilling som prøjsiske førsteminister og overladt denne post til den ældste af ministrene, feltmarskal, grev Roon; men efter et års forløb blev Bismarck igen prøjsisk ministerpræsident med finansminister Camphausen til vicepræsident, medens den gamle Roon efter at have fuldendt hærreformen trådte ud af ministeriet (Roon døde i 1879). Ganske vist kunne selv Bismarcks kæmpekræfter blive opslidte ved hans oprivende arbejde og kamp mod den modstand, han mødte i hofkredse og blandt tidligere konservative venner; men han blev også i høj grad pirrelig lige overfor enhver modsigelse og kunne ikke tåle nogen selvstændig mand ved siden af sig. I 1876 blev således Delbrück, der havde været hans betydeligste medhjælper ved gennemførelsen af Tysklands enhed, afløst af den hidtilværende hessiske førsteminister Hoffmann, medens samtidig den tidligere danske diplomat Bernhard v. Bülow, som efter at have været mecklenburgsk minister var blevet prøjsisk statssekretær i det udenlandske departement, ligeledes blev minister. Da nu Bismarck 1877 forlangte sin afsked fra alle sine embeder, fordi kejseren ikke ubetinget ville bøje sig for hans vilje, fik han kun orlov på ubestemt tid, da den 80årige kejser betragtede ham som uundværlig. Bismarck forretninger, men ikke hans magt, deltes imellem ministrene Camphausen, Hoffmann og Bülow. Den tilfredshed, som denne løsning vakte hos det store flertal, udtalte Bennigsen d. 13 april i rigsdagen. Han sluttede sin tale med følgende ord: «Vi ville håbe, at rigskansleren, når han ser sin sundhed styrket ved den orlov, som nu er tilstået ham, medens han imidlertid leder de store folkeretlige anliggender fra sin orlov, når han da vender tilbage, vil arbejde videre sammen med os på udviklingen af det tyske rige og dets tilstande på det engang vundne forfatningsmæssige grundlag, som ingen af os, mindst mine politiske venner, vil antaste, og at han da vil tage fat på at helbrede de mangler, som er trådte praktisk frem i det enkelte, på grundlag af forfatningen med os i overensstemmelse med de forbundne regeringer«. Men trods denne løsning herskede der dog igennem hele året 1877 en urolig stemning over «den skjulte ministerkrise» og regeringens usikre stilling til rigsdagen og den prøjsiske landdag. Fremskridtspartiet, til dels støttet af det national-liberale parti, ville benytte lejligheden til at danne et ansvarligt rigsministerium; men Bismarck ville ikke opgive noget af sin enerådende magt. Han støttede især sin indvending på, at forbundsrådet derved ville blive indskrænket i sit magtområde, og at enkeltstaterne derfor næppe ville give deres samtykke til en parlamentarisk regering. I denne sag søgte han således en støtte for sin magt i enkeltstaternes selvstændighed; men på et andet område stræbte han efter at forøge rigsmyndigheden lige overfor enkeltstaterne: ved at gøre dem finansielt afhængige af riget. Han kastede sig derfor med sin sædvanlige energi over planer til en gennemgribende skattereform, som ved udvikling af det indirekte skattesystem skulle skaffe riget så store indtægter, at det kunne opgive bidragene fra de enkelte stater, ja endog overlade disse betydelige summer af sit overskud. Især håbede han at vinde store indtægter ved et tobaksmonopol; men den offentlige mening udtalte sig stærkt mod et monopol, som ville ødelægge en blomstrende erhvervsgren, der beskæftigede mange tusinde mennesker. For at overvinde den modstand, der derfor kunne ventes i rigsdagen, underhandlede rigskansleren i julen 1877 med det national-liberale partis fører, Bennigsen, om hans optagelse i regeringen; men det lykkedes ikke at tilvejebringe den fornødne enighed, og Bismarck opgav nu den tanke, at søge sin støtte hos et parti, som ikke ganske ville underordne sig, men krævede en slags parlamentarisk styrelse. Under sådanne forhold åbnedes den tyske rigsdags samling d. 6 februar 1878. Trontalen, som oplæstes af Camphausen, anmeldte lovforslag om ophævelse af rigsstempelafgifter og forhøjelse af skat og told på tobak. Tobaksmonopol havde Bismarck hverken kunnet sætte igennem i ministeriet eller i forbundsrådet; men også den højere beskatning af tobak blev afvist af rigsdagen. Derimod vedtoges d. 11 marts en lov om oprettelse af en ny ministerpost som afløser («stellvertreter») for rigskansleren i mulige forfald og om ret for denne til at overdrage sin myndighed til lederne af de enkelte særlige forvaltningsgrene (udenrigsministeriet, flåden, postvæsenet og Elsass' styrelse), dog kun under hans eget ansvar, altså som til en slags fuldmægtige. Den hele ordning var udelukkende afpasset efter Bismarcks ønsker, og dens modstandere klagede over, at «det konstitutionelle system i Tyskland kun var en tom formalisme for at skjule en suveræn ministers enevælde». Kort efter foregik der vigtige ændringer i det prøjsiske ministerium. Indenrigsministeren, grev Eulenburg, den sidste af Bismarcks kolleger fra 1862, afløstes af en fætter af samme navn, og både Camphausen og handelsminister Achenbach gik af og efterfulgtes af mænd, som regnedes for at være føjeligere overfor rigskanslerens ønsker. Udnævnelsen af grev Otto Stolberg, som den gang var sendemand i Wien, til vicepræsident i ministeriet og afløser for rigskansleren var allerede besluttet, men kunne først offentliggøres d. 1ste juni, efter at den nye lov var trådt i kraft. Alle de nye ministre tilhørte den konservative retning, og Bismarck kunne nu uhindret af sine kolleger forfølge sine planer til en skattereform videre og søge sin støtte hos det protektionistiske parti, der klagede over den tyske industris nødlidende tilstand. Indtil videre fik dog spørgsmålet om at indføre et beskyttelsessystem tid til at modnes, da hele nationens opmærksomhed blev draget i en anden retning. I 1877 blev det vedtaget, at Leipzig skulle være sædet for den nye tyske højesteret, ligesom for den allerede bestående øverste handelsret, skønt den prøjsiske regering i forbundsrådet havde stemt for Berlin. D. 1 maj 1878 blev der gjort et mislykket mordforsøg på kejser Wilhelm af en blikkenslagersvend Hödel, en rå og forfalden person, der havde stået i forbindelse med den socialdemokratiske agitation. Dette vakte hos regeringen ønsket om at skride alvorlig ind mod socialismen. En lov forelagdes for rigsdagen, i følge hvilken forbundsrådet skulle have udstrakt fuldmagt til at undertrykke socialdemokratiske foreninger og skrifter; men hastværk var lastværk som så tit, og loven var meget slet affattet. Der fattedes alle garantier mod, at dens bestemmelser kunne blive skadelige for hele folkets politiske frihed, og d. 24 maj blev lovforslaget derfor forkastet med 251 stemmer mod 57. Straks derefter blev rigsdagen hjemsendt; men 8 dage efter, d. 2 juni, øvedes et nyt mordforsøg, ved hvilket kejseren blev såret af en dr. Nobiling, som også nærede socialistiske anskuelser; efter sin misgerning tilføjede han sig selv et sår, hvoraf han senere døde i fængslet. Hödel blev derimod henrettet, efter at der i de sidste 10 år ikke var blevet fuldbyrdet nogen dødsdom i Prøjsen. Den prøjsiske regering foreslog nu forbundsrådet at opløse rigsdagen i det håb, at nye valg under indvirkning af den almindelige forbitrelse over mordforsøgene ville give de konservative partier overvægten. Forbundsrådet vedtog enstemmig Prøjsens forslag, og de nye valg fastsattes til d. 30 juli. Imidlertid havde de regeringsvenlige blade åbnet et sandt stormløb imod de liberale partier, fordi de havde vægret sig ved at understøtte statsmagten i kampen mod de samfundsopløsende bestræbelser, og en stærk valgagitation satte Tyskland i bevægelse på samme tid, som den europæiske fredskongres efter krigen mellem Rusland og Tyrkiet var samlet i Berlin d. 13 juni-d. 13 juli. Udfaldet af valgene svarede ikke til rigskanslerens forventninger. Vel lykkedes det at fortrænge en del national-liberale og fremskridtsmænd samt enkelte socialdemokrater, og de konservative fraktioner samlede et betydelig større stemmetal end hidtil; men på den anden side havde centrum vundet flere stemmer, og det national-liberale parti var dog endnu det talrigste, så at regeringen ikke kunne undvære dets understøttelse, når den ville sætte en lov mod socialdemokratiet igennem. Rigsdagen delte sig nu i 3 hovedgrupper: de konservative med 115 medlemmer, de liberale (national-liberale og fremskridtspartiet) med 135 og centrum (med polakkerne og en del af elsasserne) med 125. Da den nye rigsdag åbnedes d. 9 september 1878, fik den til eneste behandlingsgenstand et nyt lovforslag mod socialdemokratiet, som var blevet udarbejdet med større omhu og vedtaget af forbundsrådet. Det bestemte, at »foreninger, som tjene socialdemokratiske, socialistiske eller kommunistiske bestræbelsers skulle forbydes. Trykte skrifter af samme retning skulle forbydes, tidsskrifter standses. Personer, som gjorde sig socialdemokratiske bestræbelser til en forretning, skulle kunne udvises, næringsdrivende, som understøttede dem, tabe deres næringsret. I distrikter og byer, hvor den offentlige sikkerhed truedes af socialistiske bestræbelser, kunne vedkommende stat forordne den såkaldte lille belejringstilstand, ifølge hvilken forsamlingsfriheden indskrænkes, arbejdsløse personer kunne udvises, besiddelse af våben forbydes». Dette lovudkast blev nu i rigsdagen underkastet en gennemgribende prøvelse, og til sidst kom det til et kompromis imellem regeringen, de konservative og de national-liberale, ifølge hvilket der blev gjort de sidste nogle indrømmelser, og navnlig den bestemmelse blev tilføjet, at loven kun skulle gælde til d. 31 marts 1881. Derefter blev loven vedtaget, med 221 stemmer mod 149 d. 19 oktober, hvorpå rigsdagen sluttedes, og to dage efter vedtog også forbundsrådet loven i dens nye skikkelse. Straks efter begyndte mange socialdemokratiske foreninger og blade at opgive deres virksomhed, og en lang række af forbud bragte i den følgende tid det socialistiske partis bestræbelser til at forsvinde fra overfladen i hele Tyskland. D. 28 november blev den lille belejringstilstand forordnet for et år i Berlin og omegn, og 42 agitatorer blev udviste, deriblandt 2 rigsdagsmænd. Senere forlængedes belejringstilstanden for Berlin, ligesom forbundsrådet vedtog den samme forholdsregel for Hamburg med nærmeste omegn, hvorfra 95 personer udvistes. Imidlertid havde fyrst Bismarck gjort videre skridt til gennemførelse af sine finansplaner. På et møde i Heidelberg d. 5-8 august udtalte enkeltstaternes finansministre sig enstemmig for, at rigets indtægter burde forøges ved forhøjelse af de indirekte skatter. Dernæst trådte rigskansleren i nærmere forbindelse med den forhenværende Württembergske minister, friherre v. Varnbüler, under hvis ledelse der allerede om foråret havde dannet sig en protektionistisk forening af 60 rigsdagsmænd. Denne («der volkswirtschaftliche verein des reichstags»), som efterhånden voksede til et tal af 104, udstedte d. 17 oktober en erklæring, hvori den udtalte sig for en toldreform, og 2 dage efter spurgte Varnbüler i en skrivelse Bismarck, om rigsregeringen havde til hensigt at forelægge et udkast til en ny toldtarif for rigsdagen i dens næste samling. Bismarck svarede, at det var hans hensigt at fremkalde en omfattende revision af toldtariffen, og efter hans andragende besluttede forbundsrådet at nedsætte en kommission med dette øjemed. I en skrivelse af d. 15 december fremsatte han dernæst grundtrækkene af sin plan i følge hvilken der skulle lægges told på alle udenlandske produkters indførsel. Herved brød Bismarck endnu mere end før med rigsdagens hidtilværende flertal, hvis kerne, det national-liberale parti, i sin store flerhed bestod af frihandelsmænd. Derimod var der nu udsigt til at danne et nyt flertal af de 204 rigsdagsmænd, hvis forening for størstedelen bestod af konservative og medlemmer af centrum, men dog også talte nogle national-liberale imellem sig. Det var en betydningsfuld kendsgerning, at det klerikale centrum, der hidtil var regnet for «rigsfjendtligt», i et hovedspørgsmål stillede sig på regeringens side, og håbet om en overenskomst med dette mægtige parti støttede sig tillige på det i årets løb indtrådte paveskifte, idet den nye pave Leo XIII viste tilbøjelighed til et forlig, som kunne gøre ende på «kulturkampens imellem statsmagten og det katolske præsteskab». Da imidlertid Windthorst i den prøjsiske landdags underhus androg på en forandring i loven om ophævelse af de gejstlige ordener, udtalte kultusminister Falk sig d. 11 december 1878 afgjort derimod, og huset gik derefter over til dagsordenen. Ligeså lidt udrettede centrum i januar 1879 ved at rette kraftige angreb mod Falks styrelse. Det brændende spørgsmål, toldpolitikken, blev hovedgenstanden for forhandlingerne i rigsdagssamlingen i sommeren 1879. Ubetinget på rigskanslerens standpunkt (med enkelte undtagelser) stod de to konservative fraktioner; centrum var vel for beskyttelsestold i overensstemmelse med den protektionistiske forenings program, men indtil videre hemmeligholdt det sin stilling til toldtariffens satser, da det ville sælge sin bistand mod kirkepolitiske fordele. Det national-liberale parti delte sig i 3 grupper: afgjorte frihandelsmænd, protektionister og et mellemparti under Bennigsen. Afgjort modstand fandt endelig tariffen hos fremskridtspartiet, som havde en dygtig forkæmper i Eugen Richter. Bismarck åbnede debatten om den af forbundsrådet vedtagne tarif d. 2 maj med en tale, som brød med den lære om frihandel, der i et halvt århundrede havde gældt for det statsøkonomiske evangelium, og udgød hele sin harme over frihandelsmændene, som kritiserede hans løfter om en gylden fremtid, denne »fremtidsmusik«, som man kaldte den, navnlig over Richter og Lasker: ja han beskyldte dem for socialdemokratiske tendenser. Da imidlertid også kun en mindre del af de national-liberale ville gå ind på hans planer, sluttede han en overenskomst med centrum, som med skadefryd hørte ham angribe de bittert hadede liberale. Således vedtoges «loven om toldtariffen og tobaksskatten» d. 12 juli med 217 stemmer mod 117. Men flere af ministrene havde ikke kunnet følge med Bismarck i hans stærke svingning, blandt dem Falk, som ved samlingens slutning (i juli) afløstes af den strengt konservative, med Bismarck beslægtede Puttkamer. Den sidste greb den første lejlighed til at vise, at han afveg betydelig fra sin forgængers grundsætninger, og Falks fald blev så vel af katolikker som lutherske ortodokse betragtet som en sejr for kirken. Systemet «Falk» blev derimod det feltråb, hvorunder det adsplittede liberale parti samlede sig ved de nye valg til den prøjsiske landdag i oktober 1879. Valgenes udfald var meget ugunstigt for det liberale parti: fremskridtspartiet sank fra ca. 70 til 35, de national-liberale fra ca. 185 til 100, medens de konservative steg fra 42 til over 100, de frikonservative fra 34 til 54. De liberale partier havde således mistet deres tidligere flertal: men heller ikke de konservative havde det absolutte flertal; det kom an på, til hvilken side centrums 100 medlemmer sluttede sig. Landdagen åbnedes d. 28 oktober af kejseren, som i trontalen særlig fremhævede regeringens forslag om private jernbaners overgang til statsejendom. Herpå strandede forbundet mellem de konservative og centrum; thi centrum, som så sig skuffet i sit håb om en overenskomst om de kirkelige forhold, stemte imod forslaget. Derimod stemte de fleste national-liberale for det, og således vedtoges det i underhuset d. 9 december med 226 stemmer mod 155; herrehuset sluttede sig med stort flertal dertil. Ministeriet søgte således sin støtte snart i det ene, snart i det andet af landdagens partier, og disses stilling til det blev meget usikker. I Elsass-Lothringen var stemningen mod forbindelsen med Tyskland blevet mindre fjendtlig, og da en autonomistisk Elsasser i rigsdagen stillede det andragende «at anmode rigskansleren om at virke til, at Elsass-Lothringen kunne få en selvstændig regering med sæde i landet selv», udtalte Bismarck sig gunstig for andragendet, og der indførtes i 1879 en ny forfatning for rigslandet. Der samledes et »landsudvalg», i hvilket autonomisterne fik overvægten over protestpartiet, og statholderen, general Manteuffel, søgte at vinde stemningen ved at vise mildhed og gøre nogle indrømmelser, men vakte derved misfornøjelse blandt de tyske embedsmænd. Statssekretæren fordrede således 1880 sin afsked, fordi et katolsk seminarium imod hans råd igen blev åbnet. Imidlertid havde Tysklands venskabelige forhold til Rusland fået et stærkt knæk. Man var i Rusland meget misfornøjet med fyrst Bismarcks mægling på Berliner-kongressen og beskyldte ham for at have begunstiget Østrig og England, som uden at have deltaget i krigen havde tilegnet sig dele af det tyrkiske rige, medens de ikke havde villet unde Rusland sejrens frugter. Denne stemning udtalte sig stærkt i den russiske presse og trådte snart også frem i det russiske diplomati: fyrst Gortshakow rejste således i juni 1879 igennem Berlin uden at besøge Bismarck og havde kort efter i Baden-Baden en samtale med en fransk redaktør, hvori han udtalte sig for Frankrig imod Tyskland, de tyske blade udtalte sig nu også stærkt imod Rusland og klagede især over, at der samledes store russiske troppemasser langs den prøjsiske grænse. Kejser Wilhelm, som personlig følte sig meget ubehagelig berørt af denne misforståelse med det hidtil så venskabelige russiske hof, sendte i slutningen af august general Manteuffel til kejser Alexander i Warszawa for at aftale en sammenkomst. Denne fandt sted i den lille grænseby Alexandrovo d. 3 september, hvor begge kejserne talte venskabelig med hinanden; men de to rigskanslere vedblev at stå i et spændt forhold. Derimod besøgte Andrassy i slutningen af august fyrst Bismarck i Gastein, og deres samtaler, som i september fortsattes i Wien, førte til afslutningen af et forsvarsforbund mellem Østrig-Ungarn og Tyskland. Det vedtoges, at et angreb af Rusland på den ene stat skulle mødes af begge, og d. 7 oktober undertegnedes det nye forbund, som således var trådt i stedet for det mindre udtrykkelig præciserede Trekejserforbund. Man begyndte allerede i Tyskland at tale om et tilsigtet forbund mellem Rusland og Frankrig, og i henhold til en fra et sådant truende fare forelagde regeringen i rigsdagen 1880 et lovforslag om forandringer i rigsmilitærloven, som var enstemmig vedtagne af forbundsrådet. De gik for det første ud på at forøge landhærens fredsstyrke for årene 1881-88 til 1 % af befolkningen d. 1 december 1875, hvorved den ville stige fra 401,000 til 427,000, for det andet at pålægge erstatningsreserven af første klasse 20 ugers øvelse. Som grund anførtes Frankrigs og Ruslands endnu større hærstyrke, som især fremhævedes stærkt af grev Moltke ved sagens første behandling d. 1 marts. «På hvilken side», ytrede han, «ligger der en trussel mod freden? Har den tyske mikkel overhovedet nogen sinde draget sværdet undtagen til forsvar ? Man har foreslået at nedsætte den treårige tjenestetid til en toårig; men det gælder ikke blot om soldatens håndværksmæssige afrettelse, nej det, det kommer an på, er den moralske egenskabs uddannelse, ynglingens militære opdragelse til mand, og dertil hører der længere tid. Vor hær står i tal tilbage for vore naboers hære; den kan kun udjævne det, og den udjævner det ved sin indre dygtighed«. Det nedsatte udvalg vedtog i alt væsentligt lovforslaget, og dette gik d. 16 april igennem med 186 stemmer (de konservative og national-liberale) mod 128 (centrum, fremskridtspartiet, socialdemokrater, polakker og elsassere). De partier, som stemte imod loven, betegnedes som «rigsfjendtlige». Om ingen gjaldt denne betegnelse mere end om socialdemokraterne. Den mod disse rettede lov af 1878 gjaldt kun til d. 31 marts 1881, men regeringen foreslog nu, at den skulle forlænges til 1886. Som grund anførtes, at den socialdemokratiske bevægelse, uagtet dens foreninger var lukkede og dens presse var forbudt, dog vedblev under overfladen og støttede sig på udenlandske blade, som «Freiheit» i London og »Socialdemokraten« i Zürich. Efter første behandling d. 6 marts blev der nedsat et udvalg, som foreslog, at medlemmer af rigsdagen eller en landdag ikke skulle kunne forvises under samlingen, og at loven kun skulle forlænges til d. 30 september 1884. Ved anden behandling i april erklærede socialisten Bebel en katastrofe for uundgåelig, når man berøvede folket alle dets politiske rettigheder og udelukkede det fra at følge sine bestræbelser ad lovlig vej, og Windthorst ytrede bl.a.: «Kald blot de forjagede præster og ordener tilbage, end kulturkampen, og vi står da inde for, at de ikke behøve at frygte nogen socialist i alle de egne, hvor den katolske kirke har indflydelse.» Ved tredje behandling d. 4 maj erklærede socialisten Hasselmann sig for revolutionær og stemte for forbindelse med de russiske anarkister. Loven blev vedtaget med udvalgets ændringer med 191 stemmer mod 94, og i denne skikkelse billiget af forbundsrådet. Allerede i denne sag havde Bismarck måttet indskrænke sine fordringer for at få flertallet med sig; men en stærkere modstand mødte andre af hans planer, navnlig de, der havde en finansiel karakter. D. 28 april udtalte rigsdagen sig således i en dagsorden mod det påtænkte tobaksmonopol, og kort efter mødte Bismarck en stærk modstand i anledning af spørgsmålet om Hamburgs frihavnsstilling. Prøjsen havde forelagt forbundsrådet et lovforslag, hvorefter ikke blot Altona, men også en del af Hamburgs forstad St. Pauli skulle indlemmes i den tyske toldforening. Da Bremen og Hamburg ifølge en bestemmelse i rigsforfatningen ikke uden deres samtykke kunne berøves deres frihavnsstilling, ville rigskansleren, som ønskede dennes ophævelse, på denne måde øve et tryk på Hamburg. Til Bismarcks store harme foreslog nu den tidligere minister Delbrück i rigsdagen, at en flytning af toldgrænsen kun måtte ske ved en lov. Under forhandlingen herom d. 8 maj 1880 optrådte Bismarck for første gang i denne samling selv i rigsdagen og holdt en længere tale, i hvilken han erklærede Delbrücks forslag for en overskridelse af rigsdagens myndighed og bestemt forbeholdt forbundsrådet retten til at fastsætte toldgrænsen. Forslaget blev da heller ikke antaget, og efter at rigsdagen var sluttet, vedtog forbundsrådet toldgrænsens flytning d. 14 juni. Bismarcks tale havde imidlertid også en almindeligere betydning. Efter at rigsdagens modstand allerede i forvejen havde ophidset ham, havde han opfattet Delbrücks forslag som et mod ham personlig rettet mistillidsvotum og foranledigedes derved til at udtale sig om sin stilling i det hele taget. Især udtalte han sig med bitterhed imod centrum: «Dette», ytrede han, «har nu i 6 måneder i alle spørgsmål både i landdagen og rigsdagen i sluttet trop stemt imod regeringen; med sine 100 mand er det en mægtig og veldisciplineret modstander. Tidligere var det sædvanligt, at centrum, Polen, fremskridt var det firma, hvorimod vi havde at kæmpe; nylig er hertil kommet frihandelen. I fjor forlod jeg rigsdagen med den oprigtige overbevisning, at de herrer af centrum havde i sinde at nærme sig til regeringen og komme til et kompromis med den ikke blot om beskyttelsestold, men også om spørgsmål, der om 14 dage ville komme til at sysselsætte os i den prøjsiske landdag. I denne overbevisning fik jeg mod til at indlade mig på forhandlinger med den Romerske kirke og ventede mig den gang et glædeligt udbytte deraf. Denne tillid er nu rystet ved centrums afgjorte opposition i landdagen og rigsdagen. For mig ligger der i centrums optræden et barometer for, hvad vi har at vente af Rom. Til det liberale parti vil jeg stille det spørgsmål: er det nyttigt at vække forfatningsspørgsmål ? Er det nyttigt at understøtte partikularismen? Den er stærk nok uden dem. De spiller et for vor indre ro farligt spil, når de spekulerer på at stifte ufred mellem regeringerne. Jeg har nu ført kampen for Tysklands enhed i næsten 30 år og ved, hvor svært det har været mig; for henved 30 år siden virkede jeg i forbundsdagen, og nu har jeg i næsten 18 år været minister. Jeg frygter for, at det er for længe; alt for mange ønsker har jeg ladet uopfyldte, med alt for mange partier har jeg kæmpet til ikke at have mange fjender. Jeg ville gerne trække mig tilbage; det eneste, som holder mig, er kejserens vilje; jeg vil ikke forlade ham i hans høje alder. Selv er jeg træt, træt til døden; men når jeg skal vælte byrden fra mine skuldre, må der dog gøres et forslag om, hvem der skal træde i mit sted. Jeg kan ikke gå vejen til Canossa; men den anden vej er mulig, når alle, der ikke er enige med centrums bestræbelser, lade de indre stridigheder hvile. Min medvirkning kan de ikke mere forlange, når enhver tror sig berettiget til at stille rigets grundlag under spørgsmål og undergrave mit livsværk.» De i Bismarcks tale omtalte forhandlinger med Rom var ført hele vinteren i 1879/80 mellem den pavelige Nuntius Jacobini og en prøjsisk afsending, men havde ikke ført til noget resultat. Dog besluttede den prøjsiske regering at forelægge landdagen forslag til at formilde majlovene og muliggøre en besættelse af de mange, ca. 1000 ledige katolske præstekald. Paven erklærede, at han misbilligede den i disse forslag udtalte tanke, at overlade regeringen at gøre undtagelser fra de bestående love; men ikke desto mindre forelagde regeringen sine forslag for den prøjsiske landdag, som trådte sammen d. 20 maj 1880. Da man frygtede for, at kultusminister Puttkamer ville gøre katolikkerne indrømmelser, som de ville modtage imod et lille afdrag på deres ret uden i mindste måde at vise sig taknemlige, og da centrum ikke ville stemme for en lov, der ville give dem som en nåde, hvad de anså for deres ret, gik loven kun med nød og næppe igennem, efter at dens væsentligste artikler var strøget. Det national-liberale parti havde i denne sag ligesom i spørgsmålet om Hamburgs frihavnsstilling splittet sig i en højre side under Bennigsen, der ville undgå et brud med Bismarck, og en venstre side under Berlins overborgmester Forckenbeck, som holdt fast ved de liberale grundsætninger uden hensyn til rigskansleren. Denne modsætning førte d. 30 august 1880 til, at 28 national-liberale medlemmer af rigsdagen og landdagen trådte ud af partiet. I spidsen for de udtrådte («secessionisterne») stod Forckenbeck og friherre v. Stauffenberg. I den følgende landdagssamling førtes der i november 1880 en hidsig debat om jødespørgsmålet, som blev fremkaldt ved en interpellation om regeringens stilling til en den gang cirkulerende, imod jødernes ligestilling rettet petition. Flere talere udtalte sig meget fjendtlig mod jøderne, især føreren for det «kristelig-sociale» parti, hofpræst Stocker, som klagede over, at en halv million jøder, hørte til en anden stamme og var forskellige fra tyskerne i religion, tænkemåde, følelser og vilje, indtog en stilling, som ikke svarede til deres tal; det tryk, som de ved deres kapital og talent (som banquierer, advokater, journalister o.s.v.) øvede på det offentlige liv, var utåleligt. Grev Stolberg erklærede på regeringens vegne, at den ikke agtede at virke for en forandring af den lovlig bestående ligeberettigelse. Udenfor landdagen blev imidlertid følgen af interpellationen en forøget agitation i «antisemitisk» retning, som gav anledning til flere udskejelser i Berlin. I januar 1881 behandlede landdagen et regeringsforslag om ikke at opkræve et kvartal af de lavere direkte skatter; Bismarck ville ved denne populære forholdsregel gøre begyndelsen til sin plan om at afløse de direkte skatter med indirekte. Mellempartierne (de national-liberale og frikonservative) indvendte, at budgettet ikke udviste noget overskud; men fremskridtspartiet og de konservative (regeringspartiet) overbød hinanden ved at foreslå, at den midlertidige eftergivelse af disse skatter skulle forandres til en varig opgivelse. Dette vedtoges da også i deputeretkammeret, hvor også centrum stemte for det. I herrehuset udtalte udvalget sig imod forslaget som et brud på Prøjsens hidtidige forsigtige finanspolitik, og den tidligere finansminister Camphausen tillod sig d. 17 februar at kritisere regeringens finanspolitik; men fyrst Bismarck angreb i denne anledning sin tidligere kollega som en dårlig finansmand, der måtte bære ansvaret for Prøjsens mindre tilfredsstillende økonomiske stilling. Derefter vedtog også herrehuset den varige skattelettelse. To dage efter viste Bismarck atter sin hensynsløshed lige overfor en kollega. Da nemlig indenrigsministeren grev Botho Eulenburg i herrehuset havde udtalt sin samstemning med en af deputeretkammeret vedtaget ændring i et lovforslag om regeringens indflydelse på den kommunale selvstyrelse, lod kansleren oplæse en erklæring om, at han anså denne ændring for betænkelig. Grev Eulenburg drog heraf med grund den slutning, at Bismarck ville skille sig af med ham, fordi han havde udtalt en selvstændig mening, og bad straks om sin afsked. Da han var meget yndet ved hoffet og i det hele velset, var dette kejseren højst ubehageligt, og han fik Bismarck til at afgive en forsonlig erklæring; men Eulenburg fastholdt sin afskedsansøgning. Bismarck stemte nu iøvrigt selv for det ændringsforslag, som havde givet anledning til sammenstødet; men da regeringen og herrehuset ikke kunne blive enige med deputeretkammeret om en anden paragraf i loven, kom denne dog ikke i stand, og i det hele var gennemførelsen af den nye forvaltningsorden, som for flere år siden var blevet indført i de 6 gammelprøjsiske provinser, nu ikke kansleren behagelig og gik følgelig i stå. Med hvilken selvfølelse Bismarck i det hele følte sig som det tyske riges ene rådende herre, viste han i en tale, hvormed han besvarede det angreb, som Eugen Richter efter sædvane rettede imod ham ved begyndelsen af rigsdagens sidste samling i februar 1881. «Rigsforfatningen», sagde Bismarck, «kender ingen anden ansvarlig minister end kansleren; jeg vælger til ministre mænd, som billige min politik, og når de ikke billige den længere, er det min pligt at sige dem, at vi ikke længere kan arbejde sammen. Jeg har aldrig haft nogen anden grundsætning for statsstyrelsen end den, som kan sammenfattes i almenvellet. Jeg har aldrig været doktrinær, og alle de systemer, som adskille og forbinde partierne, have for mig kun en underordnet betydning; i landets interesse kan jeg derfor nærme mig snart til et, snart til et andet parti. Jeg har altid underordnet min politiske virksomhed under det tyske riges skabelse og grundfæstelse; det er den magnetnål, hvis retning jeg stedse har fulgt.» Jo, Bismarcks selvsyge og lidenskabelighed trådte ofte frem på en smålig og lidet tiltalende måde. I anledning af undersøgelser om de sidste valg til deputeretkammeret klagede han således over, at en landråd havde kørt i samme vogn som Lasker, imod hvem fyrstens søn var falden igennem; at prøjsiske landråder havde udøvet et ganske andet valgtryk til fordel for konservative kandidater, havde han derimod intet at indvende imod. Dagen efter angreb han Berlins øvrighed, som overvejende hørte til fremskridtspartiet, på en meget stødende måde og beskyldte den for, at den havde beskattet ham særlig højt for at straffe ham for hans politiske meninger. Berlins overborgmester Forckenbeck beviste imidlertid, at Bismarcks besværinger over uretfærdig beskatning var aldeles grundløse. Endvidere anførte fyrsten som et bevis på liberalismens forkastelige virkninger, at en domstol af politiske hensyn havde frikendt en anklaget, som han havde beskyldt for bagvaskelse, og dog var dette kun et enkelt tilfælde lige overfor mange domfældelser i lignende sager. Ved alle disse lejligheder viste det sig, at Bismarck havde brudt fuldstændig med det national-liberale parti; sin støtte i rigsdagen søgte han nu i et konservativt-klerikalt flertal. Dette bekræftedes tillige ved hans forsøg på at ende kulturkampen ved at få en del ledige katolske embeder besatte og komme overens med paven. Imidlertid viste centrum endnu en forsigtig og kølig tilbageholdenhed, da det ikke ville nøjes med regeringsbevillinger uden ophævelse af majlovene. Således havde Bismarck stødt de national-liberale fra sig uden at vinde centrum, og han kunne derfor ikke få flertal for sine lovforslag. Et af disse drejede sig om en rigsforsikring for arbejdere, der havde lidt legemsbeskadigelse eller døden ved ulykkestilfælde: forslaget gik ud på, at arbejdsgiverne skulle udrede 2/3 og staten 1/3 af forsikringssummen. Rigsdagen strøg statstilskuddet og forbundsrådet forkastede derpå hele forslaget. Medens Bismarck således kun udrettede meget lidt i rigsdagen, vandt hans politik derimod sejr i spørgsmålet om Hamburgs frihavnsstilling. Ved at fremsætte et forslag, som ville blive skadeligt for Hamburgs interesser, bevægede han fristaden til at gå ind på en overenskomst om en tilslutning til toldforeningen. Hamburg beholdt et frihavnsområde, toldforvaltningen skulle overdrages hamburgske embedsmænd, og riget skulle bære halvdelen af omkostningerne ved de til forandringen nødvendige store anlæg indtil en sum af 40 millioner mark. Overenskomsten blev senere vedtaget af forbundsrådet og rigsdagen. Efter rigsdagens slutning d. 15 juni 1881 blev dens præsident, den strengt konservative Gossler, udnævnt til kultusminister i stedet for Puttkamer, der havde overtaget indenrigsministeriet efter Eulenburg. Gossler begunstigedes af hoffet, der ønskede en større eftergivenhed i kulturkampen, end Puttkamer efter sine tidligere ytringer kunne gå ind på. Samtidig trådte grev Stolberg tilbage fra sine stillinger som vicepræsident i ministeriet og afløser for rigskansleren. Den sidste stilling blev overdraget til minister Bötticher, den første til Puttkamer. Aldrig så snart var rigsdagen sluttet, før end der begyndte en ivrig valgkamp. Regeringen opbød hele sin indflydelse for at skaffe sig flertallet i den nye rigsdag, og dens presse betegnede enhver, der stemte imod den, som en «rigsfjende». Imidlertid fremsatte den ikke noget klart program; kun var der megen tale om tobaksmonopolet, som skulle give midler til arbejderforsikringen. Det syntes dernæst at være en hovedopgave for regeringen at vinde centrum ved en forsonlig optræden lige overfor den katolske kirke. Af de 12 prøjsiske bispedømmer var kun 3 besatte, medens de 9 stod ledige, dels på grund af biskoppernes død, dels på grund af deres afsættelse, og deres formue forvaltedes af statens embedsmænd. Der var nu allerede sluttet en overenskomst med paven, ifølge hvilken han gav domkapitlerne i de ved dødsfald ledige bispedømmer tilladelse til at vælge en vikar til at styre bispedømmet, og nu blev der endog indsat en biskop i Trier med fritagelse for den foreskrevne ed til staten. Alt dette vakte hos den tyske middelstand, især i Prøjsen, frygt for en politisk og kirkelig reaktion, og de liberale partier anspændte deres kræfter til modstand. Da partierne var meget splittede, var udfaldet af valgene på mange steder uafgjort, fordi ingen havde opnået halvdelen af stemmerne. Der måtte derfor foretages mange omvalg i november; men det endelige udfald blev, at regeringen led et nederlag. Fremskridtspartiet, som især havde været genstanden for højrepressens forfølgelser, og secessionisterne havde vundet 20-30 stemmer hver og talte nu tilsammen over 100 medlemmer; de national-liberale var derimod sunkne til under 50, de to konservative partier til under 80. Centrum udgjorde ca. 100; nærmest det stod 9 welfer og 18 polakker samt 15 elsassere. Socialdemokraternes antal var atter steget til 13, og i Slesvig havde de danske første gang efter den 1867 i tysk interesse foretagne omlægning af valgkredsene atter fået 2 repræsentanter; deres gamle forkæmper, Hans Krüger var død d. 27 august 1881; men deres nye fører, Gustav Johannsen, indtrådte for første gang i rigsdagen. Bismarck, som var fuldstændig skuffet i sit håb om et konservativt flertal, klagede over partihadet, som bragte den nationale enhed i fare, og over «den strøm af bitterhed, ondskab, gift og galde, som i valgprogrammerne var udøst over ham». Især angreb han fremskridtspartiet og påstod, at dets tendenser førte til republikken. «når jeg skal vælge mellem en tilnærmelse til centrum eller til fremskridtspartiet,« sagde han, «vil jeg altid foretrække det første.» Imidlertid viste det sig snart, at han ikke kunne stole på centrum, som også under valgkampen havde erklæret, at det ikke ville indrømme rigskansleren noget, førend majlovene var afskaffede. Ligeså lidt var det i Elsass lykkedes general Manteuffel at forsone indbyggerne med de tyske embedsmænd. De indrømmelser, regeringen gjorde, forbitrede de sidste uden at tilfredsstille de første, hvis deputerede i landsudvalget optrådte meget skarpt mod embedsmændene. Til rigsdagen var der nu igen valgt lutter protesterende eller klerikale (ultra-montane) deputerede; autonomistpartiet var fuldstændig fortrængt. Et nyt stridsemne i denne rigsdagssamling fremkaldtes ved de liberales klager over valgtryk. Indenrigsminister Puttkamer erklærede d 15 december 1881, at de embedsmænd, som havde understøttet regeringen ved valgene, fortjente kejserens tak, og da Bennigsen gjorde indsigelse mod, at kejserens person skulle bruges som skilt i valgkampen, udtalte et af rigskansleren kontrasigneret kejserligt reskript af d. 4 januar 1882 til det prøjsiske ministerium fuldstændig samstemning med ministeren og fremhævede meget stærkt «kongens ret til personlig at lede Prøjsens regering og politik.« Da dette reskript d. 24 januar blev angrebet i rigsdagen, forsvarede Bismarck det i en lang tale, i hvilken han bl.a. gjorde gældende, at hvis det ikke var gået efter kongens, men efter deputeretkammerets vilje, ville den tyske enhed aldrig være kommen istand. Kort efter sluttedes rigsdagens samling. Imidlertid var den prøjsiske landdag atter åbnet: blandt de den forelagte lovforslag drejede interessen sig især om en ny kirkepolitisk lov, som gav regeringen fuldmagt til ikke at anvende majlovene. Meningen med dette lovforslag blev angivet af Eugen Richter, som bl.a. ytrede: »Rigskansleren vil have et føjeligt flertal i rigsdagen og deputeretkammeret, som vil følge ham trofast i bevillingen af tobaksmonopolet og alle socialpolitiske projekter. Han indser, at han ikke kan opnå det ønskede flertal fra rent evangeliske valgkredse; derfor skal forslaget yde ham midler til også at få katolske valgkredses repræsentanter i sin magt. Eftersom så de herrer stemme om tobaksmonopolet, socialpolitiken og jernbanerne, vil der blive gjort eller ikke gjort en tilsvarende brug af fuldmagterne. Vi bekæmpe altså disse fuldmagter ikke blot af kirkepolitiske, men også af almindelig politiske grunde.» I det nedsatte udvalg så det i begyndelsen ud til, at regeringspartiet (de konservative) og centrum ikke ville blive enige; men den snilde Windthorst forstod at benytte regeringens ønske om at få en kirkelov i stand så godt, at de konservative gik ind på en overenskomst, ved hvilken det bl.a. bestemtes: 1) at, når kongen har benådet en biskop, som er afskediget ved dom, skal han igen anerkendes som biskop i sit stift; 2) at de gejstlige, som på anden måde godtgøre tilstrækkelig dannelse, skulle fritages for den i majlovene påbudte statseksamen. Loven vedtoges d. 31 marts 1882 af deputeretkammeret med 228 stemmer mod 130, og efter at herrehuset på regeringens opfordring havde foretaget et par små ændringer, endelig i den ændrede form d. 4 maj. Der forhandledes derefter mellem den prøjsiske regering og den pavelige kurie om bilæggelsen af kirkestriden; men skønt flere biskopper, som vare udnævnte af paven, blev anerkendte af kejseren, syntes underhandlingerne i lang tid ikke at føre til noget resultat, da den ene part bestandig fordrede, at den anden først skulle begynde med at gøre indrømmelser. Til sidst tabte Bismarck tålmodigheden og besluttede at tage sagen i sin egen hånd: d. 5 juni 1883 forelagde den prøjsiske regering pludselig landdagen et lovudkast til forandring af de kirkepolitiske love. Katolikkernes anker mod disse drejede sig om følgende punkter: 1) biskoppernes forpligtelse til at anmelde ansættelsen af gejstlige og statens ret til absolut veto mod samme. 2) de katolske teologers forpligtelse til at underkaste sig statens offentlige eksaminer eller, som det i maj 1882 var blevet tilladt, på anden måde godtgøre tilstrækkelig dannelse. 3) gejstlighedens underkastelse under en særlig verdslig domstol for kirkelige anliggender. 4) straffebestemmelserne mod ikke anerkendte gejstlige for at foretage kirkelige handlinger. - ved den nye lov ophævedes de fleste af disse indskrænkninger i den katolske kirkes frihed. Anmeldelsespligten indskrænkedes således til de faste embeder, den kirkelige rets myndighed afskaffedes for kirkens indre forhold, og straffebestemmelserne ophævedes. Den ret, som udkastet havde forbeholdt staten til at kræve en vis uddannelse af præsterne, blev i den endelige lov ophævet, da centrum stillede det som en betingelse for at gå ind på loven. Den vedtoges d. 25 juni af deputeretkammeret med 224 stemmer mod 107; dens ivrigste modstandere vare de national-liberale, som havde været majlovenes ophavsmænd og nu måtte se dem tilintetgjorte. Herrehuset vedtog loven uforandret d. 2 juli med 64 stemmer mod 16. De klerikale var imidlertid endnu ikke tilfredsstillede. Windthorst ytrede i anledning af en udtalelse af kultusministeren: «Det interesserede mig af ministerens mund at høre, hvorledes hensynet til landets politiske stilling og partiforholdene have medvirket til dette første skridt, som skal bane vej til freden. Vil regeringen i denne henseende nå, hvad den har for øje, så tilråber jeg hr. Ministeren eftertrykkelig: det må ikke blive ved dette første skridt!» I samme ånd udtalte kardinalstatssekretæren Jacobini sig i en note til den prøjsiske regering: «Man kunne kun nå til fred ved at vende tilbage til tilstanden før majlovenes udstedelse eller ved overenskomst med Vatikanet, men ikke ved ensidig lovgivning.« Men den nye kirkelov blev dog straks bragt i anvendelse. Den prøjsiske kultusminister opfordrede biskopperne til at indsende en liste over de gejstlige, der ønskede en dispensation fra de fordringer, som staten endnu stillede til katolske teologer, hvorefter de jo så kunne ansættes som hjælpepræster i de mange menigheder, som manglede sjælesørgere, uden at gøre nogen anmeldelse derom. Biskopperne henstillede til paven, om det ikke for det katolske folks skyld var rådeligt at gøre dette brud på princippet, og da pave Leo havde givet sit samtykke, indkom henimod slutningen af året 1883 de krævede dispensationsbegæringer, som næsten alle bevilgedes af ministeren, dog med undtagelse af dem fra elever af udenlandske jesuitskoler. Dernæst gjorde regeringen for første gang brug af loven af maj 1882 til at benåde og genindsætte 2 afsatte biskopper. Tilbageholdelsen af statstilskuddene fandt derefter fra begyndelsen af året 1884 kun sted i stifterne Posen og Köln. Imod denne undtagelse optrådte Windthor d. 5 marts 1884; men hans forslag om, at tilbageholdelsesloven af 1875 skulle sættes ud af virksomhed, blev forkastet med 209 stemmer mod 152. Også under behandlingen af kultusministeriets budget optrådte Windthorst flere gange med klager og besværinger; men Gossler erklærede genindsættelsen af kardinal, grev Ledochovski for en umulighed, især efter at denne på sin fødselsdag i oktober 1883 var blevet overøst med adresser og lykønskninger fra sit stift, i hvilke Polens enhed var blevet stærkt fremhævet. Derimod lykkedes det i 1885 at komme til en overenskomst med paven om besættelsen af ærkebispedømmet Köln, efter at den tidligere, afsatte ærkebisp var blevet udnævnt til kardinal. I 1886 forelagde regeringen atter landdagen, denne gang først herrehuset, et lovforslag til fordel for katolikkerne, idet der på denne tid stod 9 af 12 bispestole og over 1.000 præstestillinger ledige. Lovforslaget gik ud på ophævelse af den såkaldte kultureksamen, den kirkelige domstol og forbudet mod oprettelse af nye seminarier. Pavens tillidsmand, biskop Kopp, stillede endnu nogle videregående forslag, og efter at kardinalstatssekretæren Jacobini havde lovet, at paven ville bevilge anmeldelsespligten for de katolske præsteembeder, dersom den prøjsiske regering ville afgive den erklæring, at den var rede til i den nærmeste tid at foreslå landdagen en yderligere revision af majlovene, udtalte fyrst Bismarck sig for at give efter, og d. 13 april 1886 vedtog herrehuset så vel regeringens som biskop Kopps forslag med 123 stemmer mod 46. I deputeretkammeret vedtoges forslagene ligeledes med 260 mod 108 stemmer. Den prøjsiske regering lovede derpå at foreslå en yderligere revision, og paven anerkendte anmeldelsespligten. Men på en generalforsamling af de tyske katolikker, som d. 29 august åbnedes i Breslau, krævedes genoprettelse af pavens verdslige magt og af alle klostrene samt jesuiternes tilbagekaldelse, og forsamlingen sammenfattede sine fordringer i følgende beslutning: «Det katolske folk har den ret og pligt, ikke at hvile, før end alle levninger og følger af kulturkampen er fjernede, ligesom altid atter og atter at fordre, at man endelig skænker den af gud indsatte kirkelige overhyrde fuld uafhængighed og alle katolske ordenssamfund uhindret ophold i det tyske rige og fuldstændig frihed på deres velsignelsesrige virksomheds område.» Medens således de tyske katolikker ikke opgav nogen af deres fordringer, optrådte paven på en fredelig måde. Da den prøjsiske regering ikke ville tåle nogen prælat af polsk herkomst, navnlig ikke af polsk adel, som ærkebiskop af Posen, udnævnte han en tysk gejstlig, provst Binder til ærkebiskop, efter at kardinal, grev Ledochovski havde nedlagt sit embede. Således var nu alle 12 prøjsiske bispedømmer regelmæssig besatte. I foråret 1887 forelagde endelig regeringen landdagen den lovede revision af majlovene. Fyrst Bismarck erklærede, at hans stilling til sagen var rent politisk og opportunistisk. «For mig», sagde han, «er freden med paven en fred som med enhver anden udenlandsk magt, der har betydelige interesser i indlandet. Vi skulle slet ikke spørge: Hvad er ønskeligt? Men hvor det gælder udsoning mellem to store brøkdele af det tyske folk, må vi give vore katolske medborgere, hvad vi kunne undvære. Min stræben går alene ud på at befæste det tyske folks enhed med hensyn til de farer, for hvilke den om ikke lang tid vil være udsat. Man kan sige: hvad nytter freden med paven os, når Windthorst vil fortsætte kampen på samme forbitrede måde som før og, når vi her have fået fred, vil antænde den igen på skolens område? Dertil vil jeg svare: når på den ene side pave Leo XIII optræder for freden og det tyske rige, på den anden side centrum og en del demokratisk sindede gejstlige modsætte sig pavens ønsker, er pavens sejr inden kort eller lang tid mig utvivlsom. Autoritetens undergravelse, enten den udgår fra gejstlig eller verdslig side, fra socialdemokrater eller demokratisk sindede gejstlige, har ganske samme betydning, pave og kejser har i denne henseende samme interesse og må på samme måde gøre front mod anarki og omvæltning. Af denne overbevisning er jeg blevet ledet, når jeg lige overfor den nuværende fredelskende, vise, med høj politisk indsigt begavede pave har været mere eftergivende, end det, som jeg kunne forudse, ville være mange af mine politiske venner kært.» Loven, som blev vedtaget i herrehuset d. 24 marts, i deputeretkammeret d. 27 april 1887 med 243 stemmer (konservative, centrum, polakker) mod 99 (liberale), indeholdt bl.a. følgende bestemmelser: 1) anmeldelsespligten for midlertidige besættelser af præsteembeder ophæves. 2) det tillades alle gejstlige og medlemmer af de anerkendte ordener at læse messer og yde sakramenter. 3) de gejstlige foresattes forpligtelse til at meddele overpræsidenterne kirkelige disciplinærafgørelser ophæves. 4) de ordener og ordenlignende kongregationer, som hellige sig til hjælp i udøvelsen af den præstelige virksomhed samt til undervisningen og opdragelsen af den kvindelige ungdom i højere pigeskoler, og som føre et beskueligt liv, blive igen tilstedte. De vigtigste af majlove blev lempet eller ophævede, men forvisningen af jesuiterne, det borgerlige ægteskab, og statens tilsyn med offentlige skoler blev opretholdt. Til gengæld støttede katolikkerne regeringen, da regeringen forelagde forslag til en meget betydelig forhøjelse af budgettet til militæret. Efter at rigsdagen var blevet opløst og nyvalg foretaget, gik bevillingen igennem med betydelig majoritet. Også på anden måde havde regeringen fordel af majlovenes ophør, idet de katolske fraktioner ikke stillede sig afvisende overfor en forandring i toldpolitikken, der gik ud på en opgivelse af frihandelsprincipperne fra 1870. En forhøjelse af toldindtægter skulle nu formindske de enkelte staters matrikularbidrag til rigsudgifterne og derved lette den direkte skattebyrde. Bismarck havde således gradvis trukket sig tilbage fra den kampstilling, som han i 1872 og de nærmest følgende år havde indtaget lige overfor den katolske kirke: systemet «Falk» var fuldstændig opgivet. Derimod havde han nu vendt sin hele energi mod den sociale og økonomiske politik. I den overordentlige rigsdagssamling, som indkaldtes til d. 27 april 1882, var tobaksmonopolet hovedgenstanden for forhandlingerne, skønt rigsdagen for 2 år siden udtrykkelig havde udtalt sig imod det. Rigskansleren havde ingenlunde opgivet dette sit yndlingsprojekt, og den officiøse presse henviste stadig dertil som det eneste middel til at befrie de fattige klasser fra de trykkende direkte skatter, afstå grund- og bygningsskatterne til kommunerne og gøre riget finansielt selvstændigt. For at bevise monopolets fordele havde den kejserlige tobaksfabrik i Strassburg, en levning af det franske monopolsystem, fået det hverv at forøge sin bedrift og oprette udsalg også udenfor Elsass. Udkastet til monopolloven blev modtaget med mange indvendinger: stærk tvivl, om monopolet ville indbringe så meget, som regeringen ventede, den utvivlsomme forringelse af fabrikaterne, tilintetgørelsen af en blomstrende industri, de talrige nye embedsmænds, sælgeres og arbejderes afhængighed af regeringen. Monopolloven blev da også forkastet med 276 stemmer mod 43. Derimod vedtog rigsdagen i 1883 en sygekasselov og en lov om nogle forandringer i næringsloven, som indskrænkede kolportørers, bissekræmmeres og handelsrejsendes ofte skadelige virksomhed ved et strengere politiopsyn. Den allerede i 1881 forelagte lov om forsikring for arbejdere blev atter indbragt i en forandret skikkelse, men nåede ikke ud over udvalget, skønt kejseren i et budskab til rigsdagen i stærke udtryk havde udtalt sin personlige interesse for arbejderstanden og sit håb om endnu i sin høje alder at se denne sag fremmet. Under en ny behandling af forsikringsloven holdt Bismarck d. 15 marts 1884 en tale, hvori han lige overfor socialdemokraterne erklærede, at han ikke lagde nogen vægt på deres føreres indvendinger, fordi disse modsatte sig ethvert forsøg på at afhjælpe arbejdernes nød for ikke at miste herredømmet over dem. Det gjaldt, sagde han videre, besvarelsen af det spørgsmål, om staten havde den pligt at sørge for sine hjælpeløse borgere. Han påstod, at den havde denne pligt. «når man derimod indvendte, at det var socialisme, så forskrækkede det ham ikke; uden en vis statssocialisme kunne man i det hele ikke regere; enhver lov om fattigpleje var socialisme. Når man beråbte sig på friheden, så forstod enhver derved kun frihed for sig selv og ikke for andre. Det frisindede parti (det tidligere fremskridtsparti) forstod ved frihed egentlig herredømme, ved talefrihed talernes herredømme, ved pressefrihed redaktionernes og bladenes overvejende indflydelse. Ja, det fandt hyppig sted i alle trosbekendelser, at man ved kirkens frihed forstod præsternes frihed. Efter hans anskuelse havde de politiske partier og deres gruppering efter politiske programmer overlevet sig selv og ville efterhånden tage stilling efter de økonomiske spørgsmål og mere end hidtil drive interessepolitik; det lå i tidens ånd.» Efter at have modtaget nogle ændringer blev loven vedtaget. Den opregnede for det første de klasser af arbejdere, som skulle forsikres mod følgerne af et ved deres virksomhed indtræffende ulykkestilfælde, når deres årlige arbejdsfortjeneste ikke oversteg 2000 mark. Forsikringen skulle betales af arbejdsgiverne, der skulle træde sammen i fagforeninger. Skadeserstatningen skulle bestå i helbredelsesomkostningerne og en årlig rente, så længe arbejdsudygtigheden varede. Når en arbejder blev fuldstændig arbejdsudygtig, blev renten 66 2/3 % af arbejdsfortjenesten; blev han delvis uskikket til at arbejde, nedsattes den i forhold til skadens størrelse. Mindre procenter tildeltes enker og børn. I 1886 udvidedes forsikringsloven til at gælde transportnæringsvejene. Fremskridtspartiet var i begyndelsen af 1884 blevet afløst af et «tyskfrisindet» parti. Dette dannedes ved en sammensmeltning af fremskridtspartiet og secessionisterne. Den mand, der især havde bragt denne sammensmeltning i stand og blev det forenede partis vigtigste leder, var Eugen Richter; men da hans navn var altfor nøje knyttet til fremskridtspartiet, blev formandspladsen i det nye parti overdraget til den mindre udprægede Stauffenberg. Nogle secessionister ville ikke gå ind på sammensmeltningen, fordi den i det væsentlige var en overgang til fremskridtspartiet. Det nye partis program indeholdt bl.a. følgende foreningspunkter: oprettelse af et ansvarligt rigsministerium, opretholdelse af den étårige finanslov, tale-, valg-, presse-, forsamlings- og foreningsfriheden samt af direkte og hemmelige valg, bekæmpelse af statssocialismen, skattefrihed for de nødvendige livsfornødenheder, afkortelse af tjenestetiden. Ved det tysk-frisindede partis dannelse talte det ca. 100 medlemmer; men ved de nye valg, som blev afholdt i slutningen af året 1884, sank antallet til 70. Centrum bevarede derimod stadig sine 100 medlemmer (foruden 10 welfer). Socialdemokraterne nåede i 1884 et antal af 24. Socialdemokraternes tilvækst var ikke blevet forhindret ved den gentagne forlængelse af socialistloven. Imod denne forlængelse havde der rejst sig opposition i rigsdagen, hvorover kejseren var meget misfornøjet. Da han d. 22 marts 1884 modtog lykønskningsdeputationer til sin 80årige fødselsdag, ytrede han bl.a., at man syntes at glemme, af hvilke tilstande en sådan lovs nødvendighed var fremgået. «Han havde først måttet udgyde sit blod, inden det blev klart, hvilke farer man gik i møde, og oppositionen mod loven var derfor personlig rettet mod ham. Når man troede, at loven nu kunne undværes, fordi bevægelsen ikke mere var så synlig, så var det en vildfarelse; han, i hvis hænder alle tråde løb sammen, kunne bedømme det.» Da den største del af de tysk-frisindede (ligesom af centrum) vare imod loven, udtalte Bismarck: «Ville de være fri for socialistfaren, så vælg ikke nogen deputeret af fremskridtspartiet« og fremdeles: «Med inderlig overbevisning kan jeg sige, at liberalismen, som den repræsenteres af Richter, fremskridtspartiet og det parlamentariske herredømme, ikke har nogen fremtid, og jeg betragter det som mit livs opgave, som min pligt mod kejseren og landet, at bekæmpe denne liberalisme til mit sidste åndedræt; det er ligefrem min forbandede skyldighed. Retten til arbejde anerkender jeg ubetinget.» På rigsdagen i 1884-86 havde regeringspartiet (de konservative og national-liberale) ikke flertallet; men Bismarck udtalte sig i december 1884 meget hånligt om dette. «Jeg bliver ikke imponeret af rigsdagens flertal. Jeg har ikke ladet mig imponere af hele Europa, og de vil imponere mig! De er sammensatte efter partitendenser og forud bestemte på enten at stemme for eller imod regeringen. Partierne kæmpe om magten: regeringspartiet for den nationale politik, for kejser og rige, 100 herrer for gejstlighedens herredømme. Så er der 98 demokratiske deputerede; jeg kalder dem republikanere, thi det er ligegyldigt om man vil have et rige med en arvelig eller en valgt præsident. Endelig er der 40 herrer af fremmede elementer, som kæmpe mod riget selv; dertil hører franskmændene, jeg mener de fransksindede Elsassere, polakkerne og welferne. Navnet «det tysk-frisindede parti» bruger jeg ikke gerne, da jeg hverken holder det for tysk eller frisindet. Rigsdagen er ikke eneherskende her i landet og vil aldrig blive det.» Medens oppositionen havde flertallet på rigsdagen, havde samtidig regeringspartiet flertallet på den prøjsiske landdag. Denne modsætning trådte stærkt frem, da de polske deputerede på rigsdagen d. 1 december 1885 klagede over, at i de sidste måneder ca. 30,000 polakker, som var russiske eller østrigske undersåtter, hensynsløst var udviste af Prøjsens østlige provinser, og at samme hårde skæbne truede flere. Denne interpellation blev afvist ved et budskab fra kongen af Prøjsens, som erklærede, at en udvisning af udenlandske undersåtter fra Prøjsen ikke vedkom rigsregeringen. Sagen blev igen bragt på bane under finanslovens behandling af Windthorst, som fremhævede, at de udviste for størstedelen var katolikker. Bismarck erklærede, at grunden var frygten for, at den polske nationalitet skulle tiltage på den tyske befolknings bekostning. Lige overfor denne frygt kom de ulykker, udvisningen bragte over mange mennesker, ikke i betragtning hos den hårde statsmand. Systemskiftet med toldændringerne, der fandt sted i 1879 havde nu de ønskede virkninger for finanserne, industrien og agerbrugets vedkommende. Navnlig industrien tog et mægtigt opsving, og blev yderligere fremhjulpet ved indførselstoldsatsernes forhøjelse i 1885 og ved regeringens bestræbelser for at sikre industrien nye markedspladser. Staten understøttede således oprettelsen af nye oversøiske dampskibslinier og fra 1884 slog regeringen ind på en kolonialpolitik. Ved den forøgede industrielle virksomhed fik en mængde mennesker arbejde i fabrikshallerne, og ved gennemførelsen af en række socialpolitiske love om lærlingeuddannelse, lavsvæsen, arbejdersygekasser, ulykkesforsikring for arbejdere og alderdomsforsørgelse håbede regeringen at tage kraften af det stadig voksende socialdemokratis opposition mod den bestående statsorden, - hvad der dog ikke lykkedes. D. 16 januar 1886 vedtog rigsdagen efter Windthorsts forslag «at udtale den overbevisning, at de af den prøjsiske regering iværksatte udvisninger af russiske og østrigske undersåtter ikke syntes retfærdiggjorte og ikke kunne forenes med folkets interesser.» Men i forbundsrådet og landdagen fik sagen det modsatte udfald. Forbundsrådet besluttede d. 23 januar enstemmig at udtale: «Forbundsrådet afskar at tage den af rigsdagen d. 16 januar vedtagne beslutning under behandling, da den prøjsiske regerings kompetence til de i beslutningen omtalte udvisninger er utvivlsom«. I landdagens deputeretkammer behandledes sagen d. 28-30 januar. De konservative og national-liberale stillede følgende forslag: »Deputeretkammeret beslutter 1) at udtale sin tilfredshed med, at der i trontalen er stillet positive forholdsregler i udsigt til sikring af den tyske befolknings og den tyske kulturs vedligeholdelse, og 2) at erklære sin beredvillighed til at yde de fornødne midler til gennemførelsen af dertil sigtende forholdsregler, især på skolevæsenets og den almindelige forvaltnings område, ligesom til fremme af tyske landmænds og bønders bosættelse i disse provinser.» Fyrst Bismarck holdt ved denne lejlighed en stor tale, i hvilken han gjorde gældende, at det var nødvendigt at forandre de grundsætninger, efter hvilke regeringen hidtil var blevet ført i de polsktalende landsdele. «De proklamationer, med hvilke kong Frederik Wilhelm den III havde taget disse i besiddelse, tilkendegav kongens hensigter og de grundsætninger, efter hvilke han havde i sinde at regere: men den polske befolknings opførsel havde gjort hans løfter fuldstændig ugyldige. Da der ikke var tale om at vinde polakkerne for de prøjsiske statsideer, var der intet andet tilovers end at forandre forholdstallet mellem den polske og den tyske befolkning til fordel for tyskerne for at vinde sikre undersåtter, der holdt fast ved den prøjsiske stat, i hine provinser. At forbedre dette forholdstal er muligt, dels ved at forøge den tyske befolkning, dels ved at formindske den polske. Til det sidste formål stå ingen andre lovlige midler til vor rådighed end at udvise de polakker, som ikke have hørt til landet og ikke have nogen ret til at blive tålte i landet. Vi nære den overbevisning, at vi have nok af vore egne polakker, og at vi må formindske de polske agitatorers tal med antallet af de fremmede, som er her i landet. Vi ville holde fast ved denne forholdsregel med uafladelig energi og er fuldkommen enige derom med vor nabo. Om der så end fattes endnu 20 rigsdagsbeslutninger, som gøre overgreb i Prøjsens ret, ville vi ikke vige et hårsbred fra vore beslutninger.» Han anslog den polske adels grundejendomme i Posen til en værdi af 100 millioner thaler; til at erhverve disse ville han foreslå forholdsregler og forlange bevillinger, hvorefter der skulle bosættes tyskere på dem, af hvem man kunne vente, at de ville vedblive at være tyskere, altså tyskere med tyske, ikke med polske hustruer. De konservatives og national-liberales forslag vedtoges med 243 stemmer, efter at centrum, polakkerne og de tysk-frisindede havde forladt forsamlingssalen. Derefter forelagde regeringen et lovforslag, som gik ud på, at der skulle stilles en fond på 100 millioner mark til dens rådighed for at købe grundejendomme i provinserne Vestprøjsen og Posen og bestride omkostningerne ved tyske bønders og arbejderes bosættelse på disse. De skulle enten overlades til ejendom eller forpagtning, og udførelsen af denne lov skulle overdrages til en kommission af; begge landdagens kamre, som skulle aflægge et årligt regnskab. Lovforslaget kom til første behandling i februar. Polakken Wierzkinski endte sin tale mod det således: «Trods den store statsmands had ville vi ikke kapitulere; mer end nogen sinde ville vi være et enigt folk af brødre. Vi opgive ikke vor fremtid; vor bliver sejren, deres vanæren.» Windthorst erklærede, at man ville danne et korruptionsfond, og at lovens hovedformål var at gøre Posen og Vestprøjsen protestantiske. Efter at været behandlet af et udvalg vedtoges loven d. 7 april med 240 stemmer mod 120. Yderligere forslag til fremme af tyskheden i de polske provinser angik især skolevæsenet og vedtoges såvel af deputeretkammeret som af herrehuset. Med samme hensynsløse hårdhed var regeringen trådt op imod de to andre befolkninger, som meget imod deres vilje var blevet indlemmede i det tyske rige, Elsasserne og Nordslesvigerne. På begge steder gav den de unge mænd, som opholdt sig i landet uden at være tyske undersåtter, kun valget imellem at lade sig udskrive til den tyske hær eller at blive udviste. Da Elsasserne vedblev at stemme imod regeringens ønsker, blev der i 1887 truffet forskellige foranstaltninger til indskrænkning af friheden i Elsass-Lothringen. En mængde foreninger opløstes, det forbødes franskmændene at opholde sig i rigslandet uden tilladelse af politiet, Elsass-Lothringere, der var franske undersåtter, udvistes, og endelig vedtog den tyske rigsdag d. 18 juni to love, ifølge hvilke borgmestrene, især i rigslandets større stæder, skulle udnævnes af regeringen, og forandringer i lovene skulle kunne indføres uden medvirkning af landsudvalget. I Slesvig havde den prøjsiske regering i 1871 begyndt på den mod dens løfter stridende systematiske bestræbelse efter at fortrænge det danske sprog, som den siden har drevet videre og videre. Det første skridt var indførelsen af 6 timers ugentlig undervisning i tysk i Nordslesvigs danske folkeskoler. I 1878 forhøjedes de 6 timer til 12 timer. I 1883 forbød en regeringsanordning alle danske undersåtter at gifte sig og bosætte sig i Nordslesvig, og da Gustav Johannsen i denne anledning rettede en forespørgsel til indenrigsministeren, svarede denne, «at forbudet tilsigtede at hindre udviklingen af en stat i staten og ville blive strengt overholdt, da der allerede var ca. 25,000 danske undersåtter i Slesvig.« Disses stilling var meget usikker, da de kunne blive udviste uden nogen bestemt grund. Endelig indførte sproganordningen af d. 18 december 1888 tysk som undervisningssprog i Nordslesvigs almueskoler, og forgæves havde sønderjyderne indgivet massepetitioner imod denne samvittighedsløse indførelse af et skolesprog, hvoraf børnene ikke forstå et ord. Den nye provins- og kredsanordning for Slesvig-Holsten, som indførtes d. 1 april 1889, gav dernæst de få større tyske grundejere i Nordslesvig den alt overvejende indflydelse. Lige overfor denne uretfærdige fremfærd af den prøjsiske regering have sønderjyderne dog ikke opgivet deres kraftige og enige modstand og holdt fast ved håbet om en bedre fremtid. Den med regeringen uenige rigsdag 1884-86 vedtog ikke mange betydelige love. I 1885 vedtoges Bremens optagelse i toldunionen, en betydelig forhøjelse af tolden, især på korn, og en børsskat. I 1886 anlæggelsen af Nordøstersøkanalen fra Elbmundingen over Rendsborg til Kielerfjord og love om omsorg for embedsmænd og soldater efter ulykkestilfælde i deres hverv samt om forsikring for land- og postvæsensarbejdere. Derimod forkastedes et af regeringen foreslået brændevinsmonopol med stort flertal. En forlængelse af socialistloven nedsatte fra de af regeringen foreslåede 5 år til 2 år men i Hamburg, Altona og i andre byer i Holsten fængsledes mange socialdemokrater, og den lille belejringstilstand i Berlin og andre i byer forlængedes. 6 socialdemokratiske rigsdagsmænd og 3 andre socialister dømtes til fængselsstraf. Den udenlandske politik havde i 1883 spillet en stor rolle. I begyndelsen af året udvidedes det Tysk-Østrigske forbund ved Italiens tiltrædelse til en Triplealliance. Senere foruroligedes fredsvennerne på den ene side ved forøgelsen af de russiske og tyske tropper langs østgrænsen, på den anden side ved truende tegn på vestgrænsen. Den radikale franske krigsminister Thibaudin gjorde en inspektionsrejse til grænsefæstningerne, der var tale om at mobilisere et fransk armékorps, og i anledning af nogle franske blades heftige udtalelser mod Tyskland lod Bismarck d. 22 august i en truende artikel i det officiøse blad «Norddeutsche Allgemeine Zeitung» («en kold vandstråle», som man kaldte det i Tyskland) Frankrig anklage for at være Europas fredsforstyrrer. D. 30 august havde han dernæst en sammenkomst i Salzburg med den østrigsk-ungarske udenrigsminister Kalnoky, ved hvilken de vedtog grundtrækkene til en ny alliancetraktat, som fastsatte, at når to stormagter på én gang rettede et angreb mod Østrig-Ungarn eller Tyskland, skulle de være forpligtede til at hjælpe hinanden med hele deres magt. D. 20-27 september holdt kejser Wilhelm store manøvrer ved Hamburg, ved hvilke han var omgivet af en hel forsamling af fyrstelige personer. Dagen efter indviede han det store mindesmærke over sejren i 1870 og det tyske riges genoprettelse. Men d. 5 oktober afskedigede den franske ministerpræsident Ferry Thibaudin, og ved årets ende var Tysklands forhold til udlandet igen blevet fuldstændig fredelige, til Rusland endog venskabelige. Først i 1886 kølnedes igen forholdet imellem Tyskland og Rusland. Russernes indskriden i Bulgarien og en stærk sympati for dets fordrevne tyske fyrste, Alexander af Battenberg, fremkaldte en stærk opposition i Tyskland, og de tysk-frisindede og klerikale blade benyttede denne almindelige stemning til angreb på fyrst Bismarck som den, der gik i Ruslands ledebånd. Efterhånden lykkedes det dog en besindigere dom at få overhånden: man indså, at Tyskland ikke for Bulgariens skyld kunne indlade sig på at optræde mod Rusland, men måtte overlade det til de nærmere interesserede magter: Østrig-Ungarn og England. For Bismarck var det hovedopgaven ikke at drive Rusland over i Frankrigs arme; thi forholdet til Frankrig, med hvilken magt man tidligere eller sildigere ventede krig, lå til grund for hans politik, og da den franske krigsminister Boulanger på denne tid stræbte at forøge Frankrigs krigsmagt betydelig, for at den kunne være den tyske hær voksen, var det nær kommet til et brud mellem de to stormagter. Vel veg man på begge sider tilbage for at lade det komme til den frygtelige kamp, og den nye franske sendemand i Berlin, Herbette, der d. 23 oktober blev modtaget af kejseren, udtalte sig meget fredelig; men Bismarck anså det dog for nødvendigt at forøge Tysklands krigsmagt for i værste tilfælde at kunne gøre front til begge sider. Da derfor rigsdagen trådte sammen til sin sidste samling d. 25 november 1886, betegnede den af minister Bøtticher oplæste trontale straks hærens forstærkning som dens hovedopgave. Regeringens forslag gik ud på at forøge hærens fredsstyrke fra d. 1 april 1887 til 468,409 mand (foruden de etårige frivillige). Som grund til forøgelsens nødvendighed anførtes den franske og den russiske hærs tiltagende styrke: «de var nu begge større end den tyske, og udgifterne til hæren vare i begge lande næsten dobbelt så store som i Tyskland». Den første taler mod loven var Richter, som på de tysk-frisindedes vegne erklærede, at hans parti holdt på indførelse af en toårig tjenestetid og en årlig fastsættelse af krigsbudgettet. «De europæiske forhold var ikke værre end før; lige overfor en alliance mellem Frankrig og Rusland kunne man stille forbundet med Østrig-Ungarn, og i virkeligheden var den tyske hær stærkere end de andre, thi i Frankrig og Rusland stod mange soldater kun på papiret.« Efter at Windthorst havde erklæret, at han i det højeste ville indlade sig på en treårig bevilling, tog feltmarskal grev Moltke ordet: «Hele Europa står under våben; enten vi vende os til højre eller venstre, finde vi vore naboer i fuld rustning, i en rustning, som selv et rigt land i længden vanskelig kan udholde. Dette driver med nødvendighed til hurtig afgørelse, og det er grunden til, at regeringen allerede før udløbet af septennatet fordrer en forstærkning af hæren. Man har givet os det råd at komme overens med Frankrig. Ja det ville vistnok være meget fornuftigt, det ville være en velsignelse for begge nationer og en borgen for freden i Europa. Men når det ikke sker, hvis er så skylden? Så længe den offentlige mening i Frankrig heftig fordrer tilbagegivelse af to væsentlig tyske provinser, og vi er fast besluttede på aldrig at udlevere dem, vil en overenskomst med Frankrig næppe være mulig. Man har dernæst henvist til vort forhold til Østrig. Dette forbund er meget værdifuldt; men allerede i det daglige liv er det ikke godt at stole på fremmed hjælp; en stor stat består kun ved egen kraft. Den fordring, som stilles til landet, bliver stillet for om muligt fremdeles at sikre den hidtil med møje opretholdte fred i Europa. Når vi forkaste dette forslag, påtage vi os et meget alvorligt ansvar, måske for en fjendtlig invasionsulykke.» Forslaget henvistes til et udvalg på 28 medlemmer, af hvilke 16 hørte til oppositionen (8 medlemmer af centrum, 5 tysk-frisindede, 2 socialdemokrater, 1 polak), 12 til regeringens tilhængere (6 konservative, 4 national-liberale, 2 frikonservative). Det prøjsiske krigsministeriums kommissarius angav i udvalget den tyske hær i fredstid til 427,000 mand, den franske til 471,000, den russiske i Europa til 614,000. Rusland havde efter dets krigsministers udsagn ved sine nye militære indretninger forudsat en krig med Tyskland, Østrig og Rumænien og søgte at indrette sin styrke derefter; det russiske jernbanevæsen var mod vest mønsterværdig indrettet. Imod 2 millioner tropper, som Tyskland i yderste tilfælde kunne opbyde, stod 5 millioner franske og russiske soldater. Ikke desto mindre vedtog udvalgets flertal at nedsætte hærens forøgelse fra 41,000 til 13,000 mand for de næste 3 år og besluttede at udsætte forelæggelsen af sin betænkning til efter nytår. Iøvrigt viste der sig hen imod årets slutning en fredeligere stemning i Europa. Kejser Alexander III lod på Georgsdagen d. 8 december sin sendemand i Berlin, grev Shuvalov, overbringe sine lykønskninger til kejser Wilhelm som den ældste Georgsridder. Den tyske kejser udtalte i sit svar sit inderlige ønske om at måtte ende sit liv i fred og ytrede det håb, at kejser Alexander ville finde en fredelig løsning af det bulgariske spørgsmål. D. 15 december offentliggjorde det russiske regeringsblad derpå en opfordring til de russiske blade til at vise større forsigtighed i omtale af den tyske politik; man måtte beklage de udskejelser af pressen, der fremstillede forholdet således, som om Rusland forhindredes fra at løse det bulgariske spørgsmål på en tilfredsstillende måde ved en hemmelig, modstand af Tyskland, der var Ruslands farligste fjende. Den kejserlige regering havde fuld grund til at være forsikret om, at Tyskland ville afholdt sig fra enhver handling, som kunne berøre Ruslands værdighed og interesser, og at Tysklands indflydelse kun var rettet på bevaringen af den almindelige fred. Også i Frankrig kom fredelige stemmer til orde, og selv Boulanger ytrede: »Freden er så nødvendig for folkene, at de, der stå i spidsen for regeringen, må sikre den for enhver pris, for så vidt det ikke gælder landets ære eller sikkerhed.« Da lovforslaget om hærens forøgelse i januar 1887 kom til anden behandling, forsikrede fyrst Bismarck i en stor tale d. 11 januar, at de forbundne regeringers overbevisning om dets nødvendighed var grundet på alle Tysklands militære autoriteters enstemmige dom, «hvis kompetence anerkendes i hele Europa undtagen af den tyske rigsdag, hvor d'hrr. Richters og Windthorsts dom er trådt disse autoriteters dom i møde. Han måtte antage, at dhrr. i deres opposition mod forslaget havde andre grunde end tvivlen om den militære doms autoritet. Der var i pressen ytret uforstandige formodninger om militærforslagets formål. Kejseren og regeringen havde ingen erobringstanker. Kejseren havde vel set sig nødt til at føre to store krige; men begge disse krige vare tidligere århundreders tvingende historiske resultat, og siden var det lykkedes at bevare freden i 16 år. Det var fuldstændig lykkedes at forsone Østrig, og vort venskab med Rusland havde ikke lidt nogen afbrydelse under vore krige. Der ville ikke opstå strid imellem Tyskland og Rusland, når det første ikke gik til Bulgarien for at søge den der.» «Jeg ville have fortjent at stilles for retten som landsforræder, hvis jeg blot et øjeblik havde kunnet tænke på at indlade mig på en sådan dumhed. Hvad betydning har Bulgarien for os? Det er os fuldkommen ligegyldigt, hvem der regerer i Bulgarien, og hvad der overhovedet bliver af Bulgarien. Det hele orientalske spørgsmål er ingen krigsfare for os. Vi ville ikke for dette spørgsmåls skyld lade nogen kaste os et ledebånd om halsen for at gøre os til uvenner af Rusland. Ruslands venskab er os langt vigtigere end Bulgariens og alle de bulgarvenners, vi har her i landet. Vor opgaves vanskelighed består ikke i at holde fred med Østrig eller med Rusland, men i at holde fred imellem Østrig og Rusland. Der gives virkelig rivaliserende og med hinanden sammenstødende interesser, som gøre vedligeholdelsen af freden mellem disse to, vore venner indbyrdes vanskeligere for dem, end det er for os med enhver af dem. Det er vor opgave, så vidt muligt at jævne denne vanskelighed og at være fredens talsmand i begge kabinetter. Vi udsætte os derved for at betegnes som russiske i Østrig og endnu mere i Ungarn, og at kaldes for østrigske i Rusland. Det må vi finde os i.» Efter at have omtalt det højst velvillige forhold til Italien og England, fortsatte Bismarck således: »Imellem os og Frankrig er fredsværket vanskeligt, fordi der ligger en mangeårig historisk proces imellem begge lande; det er fastsættelsen af grænsen, som er blevet tvivlsom og omstridt fra den tid, da Frankrig har nået sin fulde indre enighed og magt, et afsluttet kongedømme, denne grænsestrid er endnu ikke afsluttet. Fra vor side have vi jo ikke blot ingen grund til at angribe Frankrig, men ganske sikkert heller ikke hensigten. Den tanke at føre en krig, fordi den måske senere er uundgåelig og senere kunne blive ført under ugunstigere forhold, har altid ligget mig fjernt, og jeg har altid bekæmpet den. Når franskmændene ville holde fred med os, så længe til vi angribe dem, vil freden være sikret for bestandig. Hvad skulle vi ønske af Frankrig? Skulle vi annektere endnu mere fransk land? Allerede 1871 var jeg ikke tilbøjelig til at tage Metz; jeg var den gang stemt for sproggrænsen.» Ved underhandlingerne med Thiers havde denne sagt: «Vi kunne kun afstå enten Metz eller Belfort; vil de have begge dele, ville vi ikke slutte fred.» Da han havde frygtet de neutrales indblanding, havde han talt med de militære autoriteter og navnlig med Moltke: «kunne vi opgive en af delene?« Svaret havde lydt: «Ja, Belfort. Metz er 100,000 mand værd; spørgsmålet er, om vi ville være 100,000 mand svagere lige overfor Frankrig, når krigen bryder ud igen, eller ikke.» Derpå havde han sagt: «Lad os så tage Metz!» Bismarck gentog, at Tyskland under ingen omstændigheder ville angribe Frankrig, men gjorde opmærksom på, at mange i Frankrig ventede herpå, fordi de hellere ville føre en forsvars- end en angrebskrig. »Frankrigs beslutninger var altid i skæbnesvangre øjeblikke blevet bevirkede af energiske mindretal, ikke af hele folket. De, som ville have krig med Tyskland, stræbte indtil videre kun efter den mulighed at kunne begynde krigen med den størst mulige kraft. Deres opgave var at vedligeholde revanchens hellige ild, en opgave, som Gambetta forklarede således: «Tal aldrig om krigen, men tænk altid på den!» Og det var endnu den rette betegnelse for situationen i Frankrig. Han havde en fast tillid til den nuværende franske regerings fredelige sindelag, men ved denne tillid lod han sig ikke i den grad indvugge i sikkerhed, at han kunne sige, at vi slet ikke mere havde en krig at frygte. Efter hans overbevisning måtte vi frygte den ved et angreb af Frankrig: om inden 10 dage eller 10 år, kunne han ikke afgøre. Det var hver dag muligt, at en fransk regering kunne komme til roret, hvis hele politik var beregnet på at leve af «den hellige ild», der nu så omhyggelig blev gemt under asken. Der gaves intet fransk ministerium, som havde mod til offentlig at sige: «Vi giver afkald på generhvervelsen af Elsass-Lothringen, vi ville ikke føre krig derom, vi acceptere Frankfurter-fredens situation således, som vi havde accepteret Pariser-fredens i 1815. Der gives intet sådant ministerium, fordi den offentlige mening i Frankrig er derimod, fordi denne ligner en med damp fyldt maskine, hvor en gnist, en ubehændig bevægelse er tilstrækkelig til at sprænge ventilen i luften og fremkalde krigen. Sandsynligheden af et fransk angreb indtræder, når en anden regering kommer til roret i Frankrig, og denne har grund til at tro, at Frankrig vil være os overlegent. Så snart franskmændene tror, at de ville sejre, begynde de en krig; det er min faste, uomstødelige overbevisning.» Efter at fyrst Bismarck havde talt om den mulighed, at Frankrig, som har fordoblet sin hær og med største beredvillighed har bevilget sin regering alle omkostninger uden at diskutere et øjeblik derom, skulle sejre over de tyske hære i den næste krig, at den sejrrige fjende stod i Berlin, som tyskerne havde stået i Paris, belyste han følgerne af en sådan katastrofe: «Jeg taler ikke om pengespørgsmålet, skønt franskmændene ikke ville behandle os så skånsomt, som vi behandlede dem; en så mådeholden sejrherre som den kristelige tysker gives der ikke i verden. Vi ville finde de samme franskmænd lige overfor os, under hvis herredømme vi led fra 1807 til 1813, og som udpressede os til blodet, som åreladede os så længe, indtil blodtomheden indtræder, for at den til jorden kastede fjende ikke igen kan komme på benene og i de næste 30 år ikke kan tænke på at stille sig lige overfor sejrherren. Dog pengene er jo det mindste; man ville sørge for, at det tyske rige ikke vedbliver at være så stærkt som det er. Man ville ikke nøjes med Elsass-Lothringen, men ville tage, hvad man kunne, af Rhinen; man ville fremfor alt forlange genoprettelsen af kongeriget Hannover; vi ville utvivlsomt miste Slesvig til Danmark, og hvorledes det ville gå os i Polen, er slet ikke til at beregne. Og hvis vi i den næste krig igen drog ind som sejrherrer i Paris, ville vi gå til værks på lignende måde. Vi ville sørge for at sætte Frankrig ud af stand til at blive os farligt i 30 år. Krigen i 1870 ville være en børneleg mod den i 1890 - jeg véd ikke, når - i sine følger for Frankrig. Bestræbelsen ville være den samme på begge sider. Mod muligheden af sådanne tilstandes indtrædelse er de forbundne regeringer fast besluttede på at gøre deres autoritet og forfatningsmæssige rettigheders fulde vægt gældende, for at Tyskland ikke skal blive mindre beskyttet, end det kan være efter sine kræfter. Denne beskyttelse kan dog ikke improviseres efter et parlamentarisk flertals godtbefindende, men må være varigt tilstede. Hvad der indtil videre efter militær dom er betegnet som fornødenhed til dette formål, er 40,000 mand til forstærkning af grænsebesætningerne mod det første anfald og en forøgelse af de uddannede soldaters tal, årligt ca. 16,000, altså i septennatet næsten 120,000 mand, i den 12årige tjenestetid næsten 200,000 mand. Vil de bære ansvaret for, at denne vægt ikke står til vor rådighed i den næste krig? Vi ville det ikke. De ville ikke kunne vente, at hs. maj. kejseren i sit gode år skal medvirke til ødelæggelsen af det værk, hvortil han har viet de sidste 30 år af sit liv, skabelsen af den tyske hær og det tyske rige. Når de tror det, når de ikke ved en hurtig og fuldstændig vedtagelse af vort forslag fjerner de forbundne regeringers bekymring for Tysklands forsvarsevne, så foretrækker vi at fortsætte forhandlingerne med en anden rigsdag.» Fyrst Bismarcks tale gjorde et mægtigt indtryk i udlandet; men i den tyske rigsdag holdt de to store partier, som stod i spidsen for oppositionen, centrum og de tysk-frisindede, fast ved deres modstand mod septennatet, medens de blev enige om at bevilge den hele fordrede styrke for 3 år. På centrum var der iøvrigt forsøgt en indvirkning, som man skulle have troet måtte omstemme det. Efter Bismarcks anmodning havde nemlig pave Leo III i januar ladet den pavelige Nuntius i München tilstille en skrivelse, i hvilken det hed: «Med hensyn til den nær forestående revision af de prøjsiske kirkepolitiske love, som, efter hvad der er grund til at antage, vil få et tilfredsstillende udfald, ønsker den hellige fader, at centrum på enhver mulig måde skal begunstige forslaget om det militære septennat. Det er tilstrækkelig bekendt, at regeringen lægger stor vægt på denne lovs vedtagelse. Skulle det ifølge heraf lykkes at fjerne faren for en nær krig, ville centrum gøre sig meget fortjent af fædrelandet, humaniteten og Europa. I modsat fald ville man ikke undlade at betragte en fjendtlig optræden af centrum som upatriotisk, og en opløsning af rigsdagen ville også berede centrum ikke ubetydelige forlegenheder. Ved centrums billigelse af Septennatsforslaget ville derimod regeringen blive bedre stemt mod katolikkerne og den hellige stol, og på vedligeholdelsen af de fredelige og gensidig tillidsfulde forhold til regeringen i Berlin lægger den hellige stol ikke ringe vægt.» Denne indtrængende skrivelse blev meddelt centrumsførerne Windthorst og den bayerske friherre Franckenstein; men disse holdt den hemmelig for det store flertal af deres parti, og da det d. 14 januar kom til afstemning i rigsdagen, vedtoges Stauffenbergs forslag, at bevilge den fordrede fredsstyrke af 468,409 mand, men kun på 3 år, med 186 stemmer mod 154. Straks efter opløstes rigsdagen. Først bagefter blev den pavelige skrivelse bekendt tillige med en ny skrivelse af d. 21 januar, i hvilken det hed: «Hans hellighed anbefaler centrum det tyske riges pleje, fordi han i det ser en støtte for freden og ordenen.» Men under den heftige valgkamp, som imellem rigsdagens opløsning og valgdagen d. 21 februar delte Tyskland i 2 lejre, blev centrum dog i det hele taget ved sine meninger, og partiet vendte usvækket tilbage til rigsdagen. Ligesom pavens indblanding i 1883 i Irlands modstand mod den engelske regering til fordel for den sidste var faldet virkningsløs til jorden, forstod også Windthorst at fremstille pavens udtalelser for septennatet således, at de ikke fik nogen indflydelse. Derimod led de tysk-frisindede og de øvrige demokratiske partier store nederlag. Under indtrykket af rygter om krigerske forberedelser i Frankrig rejste der sig en stærk patriotisk bevægelse, og de 3 «rigstro» partier, som havde sluttet en overenskomst om samvirken ved valgene (et valgkartel), vandt et betydeligt flertal. De tysk-frisindedes tal var sunket fra 70 til 32, socialdemokraternes fra 24 til 11. I den nye rigsdag vedtoges således hærloven hurtig med stort flertal. For at tilvejebringe forøgede indtægter vedtog rigsdagen fremdeles i juni to lovforslag om forhøjelse af skatten på roesukker og brændevin, medens forhøjelsen af brændevinsskatten et år før var blevet forkastet. Dernæst udvidedes loven af 1884 om forsikring for arbejdere, der vare komne til skade, til at gælde bygningsvæsen og skibsfart, ligesom der til beskyttelse af landvæsenet blev givet en kunstsmørlov, som gjorde en skarp forskel mellem smør og margarine og forbød begges blanding. I rigsdagens anden samling, som åbnedes d. 24 november 1887, forelagdes to vigtige lovforslag: om forhøjelse af korntolden og forandringer i lovbestemmelserne om landeværn og landstorm for at forstærke rigets værnekraft. Det første lovforslag, som fordoblede tolden på hvede, rug og havre og forhøjede den på andre kornsorter, mødte modstand hos frihandelens tilhængere, de tysk-frisindede og størstedelen af de national-liberale, men efter at det i overensstemmelse med de national-liberales ønske var blevet vedtaget, at tolden på hvede og rug kun skulle forhøjes til 5 mark i stedet for 6 mark, som regeringen havde foreslået, vedtoges loven med 203 stemmer mod 116. I motiverne til lovforslaget om landeværn og landstorm hed det: «Afgørende for hærens krigsstyrke er bestemmelsen om, hvor mange årgange af våbendygtige mænd, der skal opbydes til krigstjeneste. Den tyske hærs krigsstyrke består af 12 årsklasser, medens den i Rusland omfatter 15, i Frankrig 20 årgange. Vel kan man i Tyskland opbyde landstormen, dvs. alle våbendygtige mænd fra 17 til 42 år; men denne uorganiserede masse kommer slet ikke i betragtning for de første afgørende operationers tid. Lovforslaget har til formål at oprette et andet opbud af landeværnet og derved at forlænge tjenestetiden til det 39te år. Således blive 6 årgange, der hidtil hørte til landstormen, gjort rede til farlige tider. For landstormen udskydes aldersgrænsen til det 45de år. I fredstid er de byrder, som opstå af værnepligtens nye indretning, ringe, idet der for landeværnets andet opbud kun indføres en militær kontrol, men ingen øvelser.» Denne lov forøgede den tyske hærs styrke med ca.500,000 stridsmænd. Den skulle herefter bestå af: 1) de aktive soldater (3 år). 2) reservetropperne (4 år). 3) landeværnets første opbud (5 år). 4) landeværnets andet opbud (7 år). 5) landstormens første opbud (alle, som ikke have tjent, fra det 17de til det 39te år). 6) landstormens andet opbud (6 år fra det 3jte til det 45de år). Efter at kun socialdemokraten Bebel havde udtalt sig imod lovforslaget, men Windthorst havde erklæret, at udlandet skulle erfare, at den, der i krigstilfælde spekulerede i Tysklands uenighed, spekulerede fejl, og at han stemte for vedtagelsen en bloc, blev forslaget henvist til et udvalg, og i februar 1888 kom det til anden behandling. Under denne holdt Bismarck d. 6 februar en stor tale, i hvilken han udtalte sig om hele den europæiske stilling. Af denne mærkelige tale, som gennemgik hele den nyeste historie lige fra 1848, skulle blot følgende brudstykker meddeles: «Vi må uden hensyn til den øjeblikkelige stilling være så stærke, at vi med en stor nations selvfølelse, som kan tage sin skæbne i sin egen hånd, også mod enhver koalition, med den selvtillid og den tillid til gud, som vor egen magt og sagens retfærdighed, der altid ved regeringens omsorg vil være på tysk side, ville yde os, - at vi dermed rolig kunne møde enhver eventualitet. Når jeg siger, at vi må stræbe efter at være alle eventualiteter voksne, så rejser jeg dermed det krav, at vi må gøre større anstrengelser end andre magter til samme formål på grund af vor geografiske beliggenhed. Vi har i det mindste tre angrebskanter, Frankrig har kun sin østgrænse, Rusland kun sin vestgrænse, på hvilken det kan angribes. Vi er desuden efter hele verdenshistoriens udvikling, efter vor geografiske beliggenhed og den måske mindre sammenhæng, som den tyske nation hidtil har haft, mere udsatte for en koalitions fare end noget andet folk. Gud har sat os i en situation, i hvilken vi blive hindrede af vore naboer fra at hensynke i dovenskab eller forsumpning. Han har stillet den mest krigerske og urolige nation, franskmændene, ved siden af os, og han har i Rusland ladet krigerske tilbøjeligheder udvikle sig, som i tidligere århundreder ikke fandtes i den grad. Således får vi af sporerne fra begge sider og blive tvungne til en anstrengelse, som vi ellers måske ikke ville gøre. Gedderne i den europæiske karpedam forhindre os fra at blive karper, men vi må også svare til denne bestemmelse af forsynet, idet vi gør os så stærke, at gedderne ikke kunne gøre os andet end at opmuntre os. Hvis den mulighed skulle indtræffe, at vi samtidig blev angrebne fra to sider, kunne vi have én million gode soldater til forsvar på enhver af vore grænser, og vi kunne desuden beholde reserver på en halv eller en hel million bagved, som kunne skydes frem, hvor det behøves. I tallet står vore naboer lige så højt som vi, men i kvalitet kunne de ikke nå os: tapperheden er lige, men vore folk er krigsvante, udtjente soldater, og hvad intet folk i verden kan gøre os efter: vi har materialet af officerer og underofficerer til at kommandere denne uhyre armé. I intet andet land er folkedannelsen så udbredt, og deri består vor overlegenhed. Jeg tror ikke på et umiddelbart forestående fredsbrud; jeg beder dem om at behandle den foreliggende lov uden hensyn til denne tanke og denne frygt, men blot som en fuld tilvejebringelse af den vældige krafts anvendelighed, som gud har nedlagt i den tyske nation, for det tilfælde, at vi skulle bruge den; bruger vi den ikke, ville vi ikke påkalde den; vi søge at undgå det tilfælde, at vi skulle bruge den. Denne bestræbelse bliver gjort os noget vanskelig ved truende bladartikler fra udlandet, og jeg ville gerne rette den formaning især til udlandet, at lade disse trusler fare. De fører ikke til noget. Den trussel, som vi får - ikke af regeringen - men i pressen, er egentlig en utrolig dumhed, når man betænker, at man tror at kunne forskrække en stor og stolt magt, som det tyske rige er, ved anvendelse af bogtrykkersværte og sammenstilling af ord. Man skulle lade det være; da ville man gøre os det lettere at komme vore to naboer imøde med større velvilje. Ethvert land er i længden dog en gang ansvarligt for de ruder, som dens presse slår ind; regnskabet bliver en gang præsenteret i form af det andet lands forstemthed. Vi kunne let - måske for let - blive bestukne ved kærlighed og velvilje, men sikkert ikke ved trusler. Vi tyskere frygte gud, men ellers intet i verden, og det er gudsfrygten, som bringer os til at elske og pleje freden. Men den, som dog bryder den, vil overbevise sig om, at den kampglade fædrelandskærlighed, som i 1813 kaldte det den gang svage, lille og udsugede Prøjsens hele befolkning under fanerne, nu er hele den tyske nations fælles ejendom, og at den, som på en eller anden måde angriber den tyske nation, vil finde den væbnet i enighed, og enhver kæmper med den faste tro i hjertet: gud vil være med os!» I februar 1888 vedtoges hærloven næsten enstemmig, og i samme måned bevilgedes et lån til dens gennemførelse, ligesom socialistloven forlængedes. Dernæst offentliggjordes (ligeledes i februar 1888) det i 1879 mellem Tyskland og Østrig afsluttede forbund. Det var blevet yderligere befæstet ved et besøg, som grev Kalnoky d. 16 september 1887 havde aflagt hos fyrst Bismarck på hans gods Friedrichsruhe, hvor også den italienske ministerpræsident Crispi indfandt sig i begyndelsen af oktober. Et halvt år før havde Triplealliancen mellem Tyskland, Østrig og Italien fået en bestemtere skikkelse, og ved sammenkomsterne på Friedrichsruhe blev der truffet aftaler om en fælles politik i flere af de vigtigste spørgsmål, navnlig overfor Frankrig og Rusland. Fjendskabet mellem Tyskland og Frankrig havde i øvrigt i foråret 1887 ikke været langt fra at komme til udbrud. D. 20 april blev den franske politikommissær Schnæbele i Pagny ved Mosel, som beskyldtes for agitationer i Elsass, ved en sammenkomst med en tysk politikommissær arresteret på grænsen og ført til Metz, - en fornærmelse mod Frankrig, som det krigerske parti i det franske ministerråd agtede at besvare med et truende ultimatum. Heldigvis satte den franske udenrigsminister Plourens, understøttet af præsident Grévy, igennem, at besværingerne blev fremsatte på en klog og mådeholden måde, hvorefter Bismarck igen måtte lade Schnæbele sætte i frihed. Et andet grænsesammenstød fandt sted d. 25 september ved Raon-sur-Plaine, da tyske jægere sårede en fransk officer og skød en klapper, der under en jagt havde overskredet grænsen. Den tyske regering udbetalte en erstatningssum til klapperens familie og udtalte sin beklagelse over det forefaldne. Hvad der også bidrog til at forøge franskmændenes had til Tyskland, var gentagne højforræderiprocesser mod Elsassere, som stod i forbindelse med patriotligaen i Paris eller havde røbet fæstningsplaner o.s.v.; 7 af dem blev dømte til fæstnings- eller tugthusstraf. I februar 1888 kunne den gamle kejser Wilhelm se alle sine ønsker for Tysklands magt og enhed opfyldte: alle 5 hovedpartier i rigsdagen havde enstemmig vedtaget fuldendelsen af hærloven, som havde været hans livs opgave. Kort efter døde han d. 9 marts. Men inden vi forlade hans indholdsrige regering, må vi omtale den tyske kolonipolitik, som havde spillet en stor rolle i de sidste 5 år. Efter at firmaet Lüderitz i Bremen i 1883 havde i erhvervet sig et 900 kvadratkilometer stort stykke øde land ved bugten Angra Pequenna i Sydafrika, søgte det beskyttelse under det tyske flag. Den engelske regering erklærede rigtignok i november 1883, at den i betragtede en fremmed magts fordringer på suverænitet i landet mellem det portugisiske overherredømmes sydgrænse i Nedre-Guinea og Kaplandets nordgrænse som et indgreb i dens rettigheder; men Bismarck ville ikke anerkende disse rettigheder og erklærede d. 24 april 1884, at Lüderitz's anlæg stod under det tyske riges beskyttelse. Den engelske i regering måtte derpå fuldstændig opgive sine fordringer på herredømme over landet nord for Oranjefloden og lod d. 22 september 1884 overgive en i note i Berlin, hvori den hilste Tyskland som nabo på de hidtil herreløse dele af kysten. I 1886 udvidedes det tyske Sydvestafrika betydeligt mod nord ved en traktat med Portugal, og i 1887 sluttedes en traktat mellem kongen i Damaralandet og det tysk-vestafrikanske selskab, hvorved dette fik uindskrænket handelsfrihed og ret til at nedsætte sig i Damaralandet. Dette har fået større vigtighed ved, at man der har fundet guld. Imidlertid var det tyske flag også blevet hejset på flere steder i Øvre-Guinea, hvor den til Vestafrika sendte generalkonsul dr. Nachtigall sluttede traktater med flere uafhængige høvdinger, navnlig i landskabet Camerun, som blev taget i umiddelbar besiddelse af Tyskland. En opstand af negerne i Camerun blev dæmpet af 4 krigsskibe. Ved disse erhvervelser sikredes de hamburgske firmaer, der allerede i flere år havde drevet handel i disse egne. I 1887 aftrådte England et stykke land til kolonien Camerun. Også i Australien søgte den tyske regering at sikre sig øer, som endnu ikke var besatte af andre nationer. Det tyske flag hejsedes således påny-Guineas nordkyst, som fik navnet »kejser Wilhelms land», og de øst derfor liggende øer: Admiralitetsøerne, Ny-Britannien og Ny-Irland, som fik navnet «Bismarcks-øerne». I de engelsk-australske kolonier så man meget skævt til dette naboskab og fordrede, at England skulle protestere derimod; men den engelske regering nøjedes med at tage Ny-Guineas sydkyst i besiddelse. Hvor mægtig en stilling Tyskland pludselig havde fået på det koloniale område, viste sig ved den vestafrikanske konference, som trådte sammen i Berlin d. 15 november 1884. I den nylig oplukkede store Congostrøms flodland var forskellige nationers interesser komne i strid. Portugal havde fra gammel tid af besiddelser i det nedre Congoland, Frankrig havde nylig besat flere punkter i det nordlige Nedre-Guinea, og «Det Internationale afrikanske Selskab», som stod under kongen af Belgiens protektorat og blev ledet af det mørke fastlandsgennembryder Stanley, havde stillet sig den opgave, at åbne Congolandet for civilisationen og alle nationers frie handel. Men d. 26 februar 1884 havde England og Portugal sluttet en traktat, ved hvilken den engelske regering anerkendte Portugals overhøjhed over det nedre Congoland, men betingede sig, at britiske skibe og varer med hensyn til told skulle nyde samme ret som portugisiske; rigtignok skulle der være fri handel på Congo og Zambese; men derfra undtoges afgifter, som en engelsk-portugisisk kommission pålagde. Imod denne bestemmelse, som gjorde det muligt for England at fortrædige andre nationers handel, optrådte Tyskland og Frankrig, og d. 26 juni måtte den engelske førsteminister Gladstone gøre underhuset den meddelelse, at regeringen havde opgivet traktaten med Portugal, fordi andre magter havde gjort eftertrykkelige forestillinger imod den. Tyskland og Frankrig havde i denne sag fået fælles interesser mod England, og Bismarck åbnede derfor forhandlinger med den franske sendemand i Berlin. De to ellers så fjendtlige magte blev enige om at udgå indbydelsen til en konference i Berlin, som skulle træffe bestemmelser frihandelen og landerhvervelser i Congos og Nigel flodlande. I konferencen, som afholdtes i november 1884 - februar 1885, deltog repræsentanter for stormagterne og 8 andre søstater, blandt dem Danmark. Der vedtoges fuldstændig frihed og lighed for handelen og skibsfarten i det store Congobækken under opsyn af en international kommission. Englands forsøg på at tilrive sig en forret fremfor andre nationer var blevet tilintetgjort; men det venskabelige forhold mellem England og Tyskland, på hvis modstand det især var strandet, havde lidt et knæk. For at genoprette forholdet sendte Bismarck i marts 1885 sin søn grev Herbert som overordentlig sendemand til London, og det lykkedes denne at forsone det engelske kabinet. Imidlertid stødte de engelske og de tyske interesser snart igen sammen på et andet punkt. Tyskland erhvervede sig nemlig store landstrækninger imellem Zanzibarkysten og søen Tanganayka, og da sultanen af Zanzibar, Said Bargash opmuntret af den engelske konsul, påstod, at der herved var gjort indgreb i hans højhedsret, indtraf der d. 7 august 1885 en tysk eskadre ved Zansibar og tvang sultanen til at anerkende Tysklands overherredømme over alle de landstrækninger, det havde taget i besiddelse. Et tysk-østafrikansk selskabs udvidede derefter sine besiddelser mere og mere over egnene omkring de store søer. I 1886 fastsatte en traktat bestemte grænser imellem det tyske og det engelske Østafrika; kun en smal kyststrækning imellem 1 og 11º s. b. samt enkelte nordligere punkter tilkendtes sultanen af Zanzibar. Men i 1887 aftrådte sultanen hele det ham forbeholdte kystland til det tysk-østafrikanske og det britisk-østafrikanske selskab mod en årsbetaling og beholdt kun øen Zanzibar og to andre småøer. Begge selskaber udstrakte således deres østafrikanske besiddelser til havet og vandt fortræffelige havne med toldfri indførsel og udførsel. Langt stærkere harme end i England vakte Tysklands kolonialpolitik i Spanien, da det tyske flag blev hejset på Karolinerne. I almindelighed antog man, at disse øer og de vest derfor liggende Palaos-øer stod under spansk højhed; men Spanien havde aldrig besat dem. Den tyske regering besluttede nu at tilegne sig dem og meddelte dette til Spanien ligesom til andre magter; men den spanske regering protesterede derimod d. 12 august 1885, og meddelte, at skibe fra Filippinerne ville tage øerne i besiddelse. De spanske skibe ankom d. 22 august til Yap, den største af Karolinerne; men inden de havde foretaget noget til øens besættelse, løb en tysk kanonbåd ind i Yaps havn, hejsede det tyske flag og proklamerede det tyske riges højhed over Karolinerne og Palaos-øerne. Disse efterretninger vakte en voldsom ophidselse i Madrid og andre i byer, og d. 4 september drog en stor folkehob til den tyske sendemands bolig og rev det tyske våben og flag ned. Samme dag overrakte den tyske sendemand svaret på den spanske note af d. 12 august. Svaret var holdt i en meget venskabelig tone og tilbød at lade sagen afgøre ved voldgift. I begyndelsen ville det spanske ministerium, der frygtede folkestemningen og betragtede Spaniens ret som utvivlsom, ikke høre noget om voldgift, medens det på enhver måde søgte at undskylde og oprette forhånelsen af det tyske flag. Men kong Alfonso viste mod og klogskab lige overfor det almindelige råb om krig, og efter at også de øvrige stormagter havde formanet den spanske regering til at modtage forslaget om voldgift, gik den ind på at overdrage denne til paven. D. 17 december udtalte paven sin dom, ifølge hvilken Tyskland anerkendte Spaniens overherredømme over Karolinerne og Palaos-øerne, imod at den spanske regering tilstod tyske undersåtter fuldstændig handelsfrihed på øerne og gav Tyskland ret til at indrette en skibsstation og et kuloplag på en af dem. Paven udtalte sin anerkendelse af Bismarcks statsklogskab og fredelige politik og overrakte ham kristusordenen i brillanter. Til erstatning for Karolinerne hejsedes det tyske flag på Marshals-øerne, efter at der var sluttet overenskomst med øernes høvdinger. Derefter opgav Tyskland sin ret til at gøre anlæg på Karolinerne. Endvidere blev dets herredømme over 3 af Salomons-øerne anerkendt ved en overenskomst med England. I Tyskland skete 3 regeringsskifter i 3 kongeriger og hertugdømmet Braunschweig. I Braunschweig døde den gamle hertug Wilhelm, som havde regeret mere end 50 år, d. 18 oktober 1884; han havde aldrig været gift, og med ham uddøde den ældre welfiske linie; den legitime arving var hertug Ernst August af Cumberland, en søn af den fordrevne konge af Hannover, Georg den 5te, som levede i Gmunden i Østrig og var gift med prinsesse Thyra af Danmark. Et regentskab overtog midlertidig regeringen; men en prøjsisk general bekendtgjorde, at kejseren havde overdraget ham kommandoen over de i hertugdømmet stående tropper, og at det tilkom det tyske rige at prøve, hvem der skulle være den afdøde hertugs efterfølger. Hertugen af Cumberland udstedte derimod fra Gmunden et åbent brev, hvori han erklærede, at han tog hertugdømmet i besiddelse. Men hans skrivelser til kejseren, de tyske fyrster og det braunschweigske ministerium var frugtesløse, og hertugen måtte lade sig nøje med at modtage den ham af hertug Wilhelm testamenterede betydelige privatformue; den endnu større kongelige hannoveranske privatformue havde den prøjsiske regering beslaglagt og bestyrede den under navn af et «welferfond», for hvis anvendelse den ikke aflagde noget regnskab. D. 16 maj 1885 erklærede den, at det ikke lod sig forene med det tyske riges indre fred og sikkerhed at overgive hertugen af Cumberland regeringen i Braunschweig, og d. 30 juni sluttede den braunschweigske landdag sig hertil. Efter at det for regentskabet bestemte år var gået, samledes dernæst igen landdagen, og i denne valgtes kejserens brodersøn, prins Albrecht af Prøjsen, til braunschweigs regent. I kongeriget Bayern havde man længe med ængstelse set kong Ludvig II mere og mere hengive sig til sin særhed. På den ene side var han i højeste grad menneskesky, på den anden side ville han efterligne Ludvig XIV og lod det ene pragtfulde slot efter det andet opføre. Uagtet hans civilliste udgjorde over 4 millioner mark, var chatolkassen dog kommen i en gæld på 13 1/2 million mark og kunne intet mere betale. Ministrene havde flere gange gjort kongen forestillinger mod hans vanvittige ødselhed; men d. 17 april 1886 opfordrede han dem i en håndskrivelse til at gøre landdagen forslag til gældens dækning af statskassen. Da de svarede, at der ikke var den mindste udsigt til at gennemføre et sådant forslag, brød kongens vanvid åbenbart ud. Han underskrev dødsdomme over sine ministre og behandlede sine omgivelser, der bestod af folk af ringe stand, snart grusomt, snart overdrevent venskabeligt. Efter at ministeriet havde overdraget lægen v. Gudden at iagttage ham, erklærede han og 3 andre læger ham for sindssvag. Da hans yngre broder allerede for længe siden var henfalden i en håbløs sindssvaghed, overdrog ministeriet regentskabet til kongens farbroder, prins Luitpold, og en kommission udsendtes til slottet Hohenschwangau, den ulykkelige konges sædvanlige opholdssted, for at tage ham under forvaring. Kongen havde imidlertid begivet sig til det nærliggende nye slot Schwanstein, og da kommissionen d. 10 juni kom derhen, blev den afvist af gendarmer og kort efter fængslet på kongens befaling. Det lykkedes kommissionen at slippe bort, og kongen blev derefter fængslet og ført til slottet Berg ved Starnberger sø. Dagen efter, pinsedag d. 13 juni, gik han en spadseretur med Gudden, medens gendarmerne holdt sig på nogen afstand. Pludselig ilede kongen ned til søen, og da Gudden ville hindre ham i at drukne sig, trak han ham med sig i døden. Prins Luitpold overtog derpå regeringen i kong Ottos´ navn; det klerikale parti, til hvilket prins Luitpold tidligere havde været regnet, havde håbet, at et ministerium Franckenstein nu ville afløse det liberale ministerium; men prinsregenten beholdt dette, og da han i december besøgte kejseren i Berlin, erklærede han sig for regeringsforslaget om hærens forøgelse. I kongeriget Saksen var den lærde kong Johan 1873 blevet efterfulgt af sin søn Albert, som havde udmærket sig i krigen mod Prøjsen i 1866 og mod Frankrig i 1870-71, og i Württemberg fulgte Wilhelm II i 1891 efter kong Carl I, der ikke havde været ganske fri for den overspændthed og særhed, som hos kong Ludvig af Bayern endte med vanvid. Så længe kejser Wilhelm I levede, havde hans søn, kronprins Frederik Wilhelm, der var født 1831 og var gift med dronning Viktorias ældste datter Viktoria, ikke haft nogen indflydelse, og man antog almindelig, at kronprinsen og især kronprinsessen ikke var venlig stemte mod den enerådende rigskansler. I begyndelsen af året 1887 var kronprinsen blevet angrebet af en halssygdom, om hvis natur lægerne ikke var enige; mange frygtede for, at det skulle være kræft. Den engelske læge Mackenzie, til hvem kronprinsen og særlig kronprinsessen nærede en stor tiltro, udtalte sig imod en operation; men under et ophold i San Remo i Norditalien udviklede sygdommen sig således, at der ikke længere kunne være tvivl om, at det var kræft. Ved efterretningen om sin faders død ilede den nye kejser, som antog navnet »Friedrich III», tilbage til Berlin. Mange ventede nu, at der ville ske et omslag i styrelsens retning, og navnlig håbede det tydsk-frisindede parti, at den milde og konstitutioneltsindede kejser Friedrich ville give det en større indflydelse. I april udbredte der sig da også det rygte, at Bismarck ville tage sin afsked: grunden var en konflikt, der var opstået ved et påtænkt giftermål mellem kejserens datter prinsesse Viktoria og den fra Bulgarien fordrevne fyrst Alexander af Battenberg. Bismarck mente, at et sådant giftermål ville støde Rusland, og da han fremfor alt satte pris på at bevare forholdet til det mægtige naborige, udtalte han sig bestemt derimod. Kejser Friedrich indså, at han havde ret, og den kvindelige indflydelse måtte vige for statsklogskaben. Den syge kejser følte ingen kraft til selv at tage regeringen i sin hånd, og efter en regering på 99 dage døde han d.15 juni 1888. Hans søn Wilhelm II, født d. 27 januar 1859, gift med prinsesse Viktoria af Augustenborg, ansås for at være en ivrig militær og for at være Bismarck ubetinget hengiven. Ved festmåltidet til fyrstens 73års fødselsdag d. 1 april 1888 havde han udtalt: «Vor nuværende stilling ligner et regiments, som skrider til storm. Regimentskommandøren er falden, den næstkommanderende rider endnu! Kækt frem, men er hårdt såret. Da vende alles øjne sig mod fanen, som fanebæreren holder højt. Således holder ds. Durchlauchtighed rigsfanen højt.» Til nogle medlemmer af det prøjsiske herrehus udtalte Bismarck sig også meget tillidsfuldt d. 28 juni: først roste han med begejstring den begavelse og dybde, hvormed den unge kejser havde omfattet den store opgave, der var stillet ham, og den iver, opofrelse og viljeskraft, hvormed han hengav sig til ledelsen af regeringsforretningerne, og kunne ikke noksom prise den ro og forståelse, som han viste i alle den indre og ydre politiks forhold. Dernæst fremhævede han særlig, at kejser Wilhelm gentagne gange havde tilkendegivet sin fredskærlighed til alle sider, og at han på den mest afgjorte måde havde forsikret, at han havde overtaget opretholdelsen af freden, så vidt det på nogen måde lod sig forene med rigets ære, værdighed og interesser, som sin bedstefaders og faders vigtigste arv. Udad til anså han dette for sin mest ophøjede mission, indad til fortsættelsen, af den socialpolitiske lovgivning, udjævningen af de religiøse tvistepunkter og forhøjelsen af landets produktivitet ved ligeligt fremme af landvæsenet, håndværk, industri og handel. Kejseren havde indstændig bedt ham om at understøtte ham i disse bestræbelser, og han, kansleren, havde givet ham, kejseren, den faste forsikring, at han ikke ville vige fra hans side, så længe liv og sundhed tillod ham det. Og dette løfte ville han også holde til sit sidste åndedræt. Denne forsikring havde kansleren givet fuld af begejstring og med tårer i øjet. Kansleren havde dernæst tilføjet, at han nærede den faste overbevisning, at verdensfreden ikke ville blive forstyrret under de nuværende forhold, hvis der ikke i andre stater blev givet anledning dertil. På forespørgsel havde kansleren ytret, at han ikke nærede en sådan bekymring lige overfor Rusland og var fuldt overtydet om, at de tvistepunkter, som tidligere fandt sted imellem Berlin og Petersborg, nu var fuldkommen bilagt. Han ville ønske, at han kunne nære samme tillid med hensyn til den vestlige nabo; det var muligt, så længe det lykkedes de nuværende magthavere i Frankrig at beholde overhånden over de forskellige partier. Men det var vanskeligt at overtage en garanti for, at denne tilstand ville blive varig: den dråbe, som bringer et fuldt kar til at løbe over, svævede i hint land stadig i luften og kunne falde ned på en tid og et sted, hvor man mindst ventede det, og hvad der da ville ske, kunne nu vanskelig forudsiges. Men indtil videre troede han, at heller ikke dér så snart andre tilstande ville indtræde.« For at befæste forholdene til udlandet ved personlig indvirkning, gjorde kejser Wilhelm allerede i juli en rundrejse til Petersborg, Stockholm og København, i oktober til Wien og Rom. Efter at han var kommen tilbage, åbnedes rigsdagen d. 22 november 1888. En alderdomsforsørgelseslov mødte modstand hos forskellige partier, men blev dog til sidst vedtaget med 185 stemmer mod 165. Fra d. 1 januar 1891 fik ifølge denne lov enhver arbejdsudygtig arbejder og arbejderske ligesom enhver sådan, der havde fyldt 70 år, en årlig understøttelse. Dernæst beskæftigede kolonialpolitiken rigsdagen. Efter at det tysk-østafrikanske selskab i august 1888 havde besat de kystpladser, som sultanen af Zansibar havde afstået til det, og derved var gået uklogt og hensynsløst til værks mod de indfødte, gjorde disse, ophidsede af de arabiske slavehandlere, opstand, bemægtigede sig havnene og dræbte flere tyskere. Den tyske regering sluttede derpå en overenskomst med England om at forhindre slavehandelen ved en blokade og afsendte i marts 1889 den energiske kaptajn Wissmann som rigskommissær til Østafrika. Ledsaget af en del officerer og underofficerer erobrede denne i spidsen for en afdeling af indfødte havnene og sprængte oprørerne. De tyske og engelske interesser kom imidlertid på mange måder i strid med hinanden; men d. 1 juli 1890 kom det til en overenskomst mellem Storbritannien og Tyskland. I Afrika gav Tyskland på mange punkter efter for Storbritannien og overlod det protektoratet over Zanzibar; men til gengæld afstod England Helgoland til Tyskland. Imidlertid havde der fundet et krigersk sammenstød sted på et andet punkt i det tyske kolonialområde. Under et forsøg på at skaffe sig overherredømmet over Samoa-øerne i Australien blev en afdeling tyske marinesoldater d. 18 december 1888 angrebet af de indfødte, som blev anførte af en amerikansk eventyrer. Også englænderne havde handelsinteresser på øerne, og der samledes derfor i april 1889 en konference mellem repræsentanter for de 3 stater i Berlin, som i juni kom overens om at erklære Samoa-øerne for uafhængige og neutrale. På den nye rigsdagssamling, som åbnedes d. 22 oktober 1889, bevilgedes atter oprettelsen af 2 nye armékorps; men et lovforslag om socialistlovens forlængelse til en varig lov mødte megen modstand. I januar 1890 vedtoges det i anden behandling med nogle af de national-liberale foreslåede ændringer; men da regeringen ikke ville modtage loven i denne skikkelse, stemte de konservative imod den ved den endelige behandling, og den blev således forkastet. Kejseren håbede uden nogen tvangslov at kunne få bugt med socialismen ved at imødekomme arbejderne. Under en stor arbejdsnedlæggelse i Westfalen i foråret 1889 havde han allerede forsøgt at forsone arbejderne med arbejdsgiverne, og d. 4 februar 1890 udstedte han to reskripter til ministrene for de offentlige arbejder og for handel og industri, i hvilke han fremsatte sine planer. I det første reskript udtalte han bl.a.: «De vanskeligheder, som den internationale konkurrence stiller mod en forbedring i vore arbejderes stilling, lade sig kun, om ikke overvinde, så dog formindske ved en international overenskomst imellem de lande, der have del i verdensmarkedets beherskelse.« I henhold hertil indbødes de fleste europæiske landes regeringer, bl.a. den danske, til en konference i Berlin for at rådslå om ordningen af arbejdet i industrielle anlæg- og bjergværker, og i marts 1890 afholdtes en sådan, men uden at føre til noget udbytte.» I det andet reskript hed det bl.a.: «Ved siden af den videre udvikling af arbejderforsikringslovgivningen bør de bestående forskrifter om fabriksarbejdernes forhold underkastes en prøvelse for at imødekomme berettigede klager og ønsker på dette område. Denne prøvelse må gå ud fra, at det er en af statsmagtens opgaver at fastsætte arbejdets tid, varighed og art således, at sundhedens bevarelse, sædelighedens bud, arbejdernes økonomiske fornødenheder og deres krav på lovlig ligeberettigelse blive vedtagne. Til pleje af freden mellem arbejdsgivere og arbejdere må man søge at finde lovlige bestemmelser om former, under hvilke arbejdere ved repræsentanter, som nyde deres tillid, få del i ordningen af fælles anliggender og få lejlighed til at varetage deres interesser ved forhandling med arbejdsgivernes og min regeringsorganer. Til forud at rådslå om disse spørgsmål vil jeg, at statsrådet skal træde sammen under mit forsæde og med tilkaldelse af sagkyndige mænd, som jeg vil udvælge.» Statsrådet var det prøjsiske statsråd, der var en gammel indretning, som var kaldt til live i 1884 og skulle være rådgivende ved forberedelsen af nye love. Det talte ca. 130 medlemmer. Statsrådets møder afholdtes i februar 1890, og i samme måned afholdtes nye valg til rigsdagen. Udfaldet af valgene blev meget ugunstigt for regeringen. Socialdemokraterne, som tilegnede sig fortjenesten af kejserens imødekommende holdning mod arbejderne, nåede et antal af 35, centrum steg til 106 foruden polakkerne, welferne og Elsasserne, tilsammen 37, og de tysk-frisindede, som havde sluttet et valgkartel med centrum, var vokset til 64 foruden 10 sydtyske «demokrater». Oppositionspartierne talte således over 250 medlemmer, medens de gamle kartelpartier nu kun udgjorde 135: 72 tysk-konservative, som yderste højre nu kaldte sig, 21 medlemmer af rigspartiet (frikonservative) og 42 national-liberale. Under kejser Wilhelm IIs´ urolige og rastløse stræben efter at løse store opgaver havde fyrst Bismarck kun modstræbende fulgt med, og det viste sig snart, at kejserens lyst til selvstændig at gribe ind i alle forhold ikke kunne forliges med rigskanslerens hidtil enerådende styrelse. Wilhelm II mente, at der burde gøres et nyt forsøg på gennem en arbejdervenlig lovgivning at vinde højresocialdemokraterne for samarbejdet med selvherskerdømmet. Han var derfor ikke tilhænger af undtagelsesloven mod socialisterne, og da han fastholdt sin holdning og modstand overfor Bismarck, kunne Bismarck ikke affinde sig i Wilhelm II's egenmæssige indgriben i udenrigspolitikken. Det kom da også til et brud, og d. 20 marts 1890 trådte fyrst Bismarck tilbage fra sine stillinger. Hans efterfølger som rigskansler blev general Caprivi, som i årene 1883-88 havde vist sig som en dygtig styrer af admiralitetet. Bismarck trak sig tilbage til sine godser, men kunne kun dårlig finde sig i at være berøvet magten og lod sin kritik over den nye regerings foretagender komme til orde gennem de af ham afhængige blade, navnlig «Hamburger Nachrichten». D. 3 august 1888 var også grev Moltke fratrådt sin stilling som chef for generalstaben; han døde d. 24 marts 1891, 90 år gammel. Den nye rigsdag åbnedes d. 6 maj 1890. Dens første samling, som sluttedes d. 2 juli, faldt ved centrums hjælp gunstigere ud for regeringen, end man havde ventet. Caprivis mådeholdne og velvillige optræden tiltalte Bismarcks modstandere, og rigsdagen bevilgede straks en større sum til undertrykkelse af slavehandelen og varetagelse af de tyske interesser i Østafrika, ligesom den derefter vedtog en fredsstyrke af 486,983 mand og en lov om håndværksretter. Håb om større reformer vaktes, da kejseren i juni udnævnte overborgmesteren i Frankfurt Miquel, en af det national-liberale partis mest ansete førere, til finansminister. D. 1 oktober 1890 trådte socialistloven ud af kraft, og i november åbnedes både rigsdagen og landdagen. Den første bragte ingen betydelige resultater; men i landdagen forkyndte trontalen store skattereformer, som skulle tilvejebringe en retfærdig og ligelig fordeling af skatterne, navnlig ved en ny indkomstskattelov, fremdeles en folkeskolelov, som skulle gennemføre fri undervisning og forhøje lærerstandens indkomster. I landdagen havde regeringen et stort flertal, da de tysk-konservative talte 120 medlemmer, de frikonservative 66 og de national-liberale 84; de tysk-frisindede udgjorde kun 29, og centrum indtog en forsonlig holdning. I februar og marts 1891 vedtoges således skattereformen; men derimod blev folkeskoleloven ikke gennemført, da centrum gjorde mange indvendinger mod denne lov, som skarpt betonede statens opsynsret. Medens derfor folkeskolens reform blev opsat, søgte regeringen fuldstændig at vinde centrum ved at forelægge en lov om udbetaling af de tilbageholdte katolske kirkemidler. I foråret 1890 havde regeringen afvist de klerikales fordring om en sådan; men nu opfyldte den pludselig deres ønsker. Da de national-liberale og frikonservative udtalte sig stærkt imod denne eftergivenhed, stillede de tysk-konservative i marts 1891 et ændringsforslag, som vel tilstod udbetalingen til de kirkelige myndigheder, men satte anvendelsen under statens kontrol, og dette forslag blev vedtaget. Ved denne usikre holdning var kultusminister Gosslers stilling blevet uholdbar, og han afløstes derfor af overpræsidenten i Posen, Zedlitz-Trutzschler, som tidligere havde været officer, men i de senere år havde vundet anerkendelse som en dygtig embedsmand, især ved at lede den tyske kolonisation i Posen. Efter at rigsdagen og landdagen var sluttede, fornyedes Triplealliancen d. 28 juni 1891 på 6 år, og den knyttedes endnu stærkere, navnlig ved handelstraktater, som brød med Bismarcks protektionistiske toldpolitik. Misfornøjelsen med den høje told på de vigtigste landbrugsartikler, især korn, var vokset med de stigende kornpriser. Efter det russiske kornudførselsforbud i efteråret 1891 blev den høje korntold altfor urimelig: medens man med den ene hånd søgte at lette de arbejdende klassers kår ved alderdomsforsørgelser, sygekasser og ulykkesforsikring, tog man med den anden hånd brødet ud af munden på dem ved korntolden. Den anden hovedfaktor, der har været medvirkende til at sprænge systemet af 1879, var den tyske eksportindustri. De fremmede magter havde besvaret Tysklands overgang til protektion ved at forhøje deres toldsatser og tildels spærre den tyske industri helt ude fra deres markeder; fremfor alt bragte Mac Kinley-lovens vedtagelse og aftalerne om en panamerikansk toldalliance Tysklands eksportindustri til fortvivlelse. Ligesom reaktionen i 1878-79 drog den protektionistiske toldlov af 1879 efter sig, således fik den liberale æra, som nu blev indvarslet, en friere toldlovgivning og afslutning af handelstraktater til følge. De vigtigste af de gamle traktater udløb d. 1 februar 1892, og der afsluttedes nu handelstraktater på 12 år, ikke blot med Østrig-Ungarn og Italien, men også med Belgien og Schweiz. Man søgte således at knytte disse to stater til Triplealliancen og end ydermere at isolere Frankrig og Rusland. Da rigsdagen igen åbnedes d. 17 november 1891, blev handelstraktaterne vedtagne med stort flertal i december 1891 og januar 1892. Kun det yderste agrariske højre dannede et mindretal af 48. Ligeså almindeligt det bifald var, hvormed den offentlige mening hilste omslaget i handelspolitikken, ligeså stor var den harme, der rejste sig, da Zedlitz i januar forelagde folkeskoleloven i den prøjsiske landdag i en aldeles forandret skikkelse. Den var nemlig nu blevet omformet efter de klerikales og yderste højres ønsker, og opsynet over skolen var overgivet til gejstligheden. Caprivi optrådte ved lovens første behandling meget skarpt imod de liberale partier, som han beskyldte for en nedbrydende retning, «kampen stod nu mellem kristendom og ateisme.» Rigskansleren havde talt ud af den sværmerisk religiøse kejsers hjerte; men det viste sig snart, hvor lidt man kunne bygge på kejser Wilhelms fasthed. I svulmende magtfølelse og tro på sit guddommelige kald havde han udtalt: »Jeg vil knuse enhver, der stiller sig imod mig og min vilje« og «kongens vilje er den højeste lov»; men skønt han nu kunne have fået skoleloven gennemført ved det konservativt-klerikale flertal i landdagen, veg han dog tilbage for den modstand, den mødte så vel hos de frikonservative og liberale i landdagen som i den offentlige mening og udtalte sig d. 16 marts i kronrådet for at tage den tilbage. Zedlitz, som ved forslagets indbringelse udtrykkelig havde erklæret, at han ville stå og falde med det, indgav straks sin afsked, og Caprivi fulgte hans eksempel. Den således indtrådte ministerkrise endte med, at kun kultusministeren gik af, medens Caprivi vedblev at være rigskansler og udenrigsminister, men som prøjsisk ministerpræsident blev afløst af grev Botho Eulenburg, der havde været indenrigsminister 1878-81 og som sådan havde udarbejdet socialistloven, men havde trukket sig tilbage efter at være behandlet på en hensynsløs måde af Bismarck. Ved at forelægge skoleloven havde kejser Wilhelm lagt sig ud med de national-liberale, ved at tage den tilbage med centrum og de konservative, og ved forskellige ukloge skridt vedblev han at nedbryde sin popularitet. I en offentlig tale ytrede han f.eks., at de, der ikke var fornøjede med hans styrelse, kunne ryste støvet af deres fødder og forlade Tyskland. Ved at hædre en skildvagt, som havde skudt en mand og såret en anden, kastede han en handske til folket, og ved et urimeligt projekt om udvidelse af slottet i Berlin stødte han alle partier fra sig og fremkaldte en spydig tale af Eugen Richter, som vandt almindeligt bifald. En højsindet handling var derimod tilbagegivelsen af welferfondet til hertugen af Cumberland, hvorved han søgte at råde bod på Bismarcks uretfærdighed; men rigsdagen indskrænkede tilbagegivelsen til en udbetaling af renterne, og mange frygtede for, at de summer, der hidtil havde været anvendte til at styrke rigsenheden, nu skulle finde en modsat anvendelse. Endnu mindre billigede det national-liberale parti den mod polakkerne venligere holdning, som den nye regering indtog i modsætning til Bismarcks politik. I det hele kom fyrst Bismarck mere og mere i et fjendtligt forhold til regeringen. På en rejse til sin søns bryllup i Wien i juni 1892 blev fyrsten modtaget med begejstring af publikum; men hoffet i Wien og den tyske sendemand holdt sig tilbage, og Bismarck udtalte sig offentlig på en så nedsættende måde om sine efterfølgere, at det vakte stor forargelse og fremkaldte skarpe svar fra regeringen. Den unge kejser Wilhelm II's slog fra 1891 ind på en flådepolitik, som i første omgang førte til en forøgelse af marinens mandskab fra 18.000 til 38.000 mand. Men kejserens holdning forhindrede ikke socialdemokratiets hurtige vækst og fremgang fra rigsdagsvalg til rigsdagsvalg. Da kejseren blev påvirket af udlandets anarkistforbrydelser, ønskede han nye kraftige forholdsregler mod »samfundsomstyrterne«. Men det bevirkede uoverensstemmelser med Caprivi, således at denne trak sig tilbage i 1894, hvorefter kejseren udnævnte fyrst Hohenlohe-Schillingsfürst, der havde været i statholder i Alsace, til hans efterfølger. I 1894 indgik Rusland et forbund med Frankrig. Den gamle Hohenlohe's afløser som rigskansler blev senere i oktober 1900 fyrst Bülow. Regeringen førte under Wilhelm II en toldbeskyttelsespolitik, til gavn for landbruget der fordyrede de almindelige livsfornødenheder, men alligevel var landbrugerne ikke tilfredse. Industri og handel var i vældig opgang, og det var i sammenhæng hermed, det blev set som en nødvendighed at berede Tyskland en »fremtid på havet« og at skaffe Tyskland kolonier. Derfor skulle Tyskland også udvikles til en stor flådemagt, samtidig med at riget fastholdt sin stilling som verdens største landmilitære magt. Men med denne holdning kunne Tyskland imidlertid ikke undgå at skabe sig en farlig fjende i England. I 1896 fandt en afgørende udvidelse sted af flåden, og det blev besluttet at skabe en sømagt, der var i stand til at tage kampen op på havene. Den britiske regering afstod endog i al venskabelighed i 1896 Helgoland til Tyskland, men England blev kort tid efter forbitret over kejser Wilhelm's brev til præsident Krüger, hvori han forsikrede ham om, at Boerne ikke ville komme til at stå alene under en kamp mod England. Vreden lagde sig dog, da den tyske regering under Boerkrigen tog bestemt parti for England, hvor England gjorde koloniale indrømmelser til Tyskland i Afrika. I 1900 erklærede admiral von Tirpitz i en tale for et lovforslag, at Tyskland igen skulle fordoble flådeforøgelsen fra 1898.  Theodor von Bethmann Holhveg (1856-1921) blev i 1905 indenrigsminister og efter fyrst Bülows afgang rigskansler fra 1909 til 1917. Efterhånden som Frankrig nærmede sig England, kølnedes kejser Wilhelm's engelske sympatier atter, og efter at kejseren i 1905 havde lovet sultanen af Marokko bistand mod Frankrig, blev forbitrelsen i England herover så stor, at det en tid så ud til, at den britiske regering ville stille sig ved Frankrigs side under en krig med Tyskland. Men faren for en krig drev over, da man på den marokkanske kongres i Algeciras blev enig om i 1906 at stille Marokko under Europas kontrol. I den nærmest følgende tid trådte kolonispørgsmål stærkt i forgrunden i tysk politik. Bankmanden Bernhard Dernburg blev leder af udenrigsministeriets koloniafdeling. Han modstod med fasthed kritik fra centrumspartiet af de metoder, der fulgtes ved koloniseringen. Da rigsdagen ikke ville bevilge alle de penge, som regeringen forlangte til krig mod de genstridige herreroer i Sydvestafrika, blev rigsdagen opløst. Resultatet af de påfølgende valg blev, at de koloniseringsvenlige partier: konservative, national-liberale og de frisindede grupper ved indbyrdes hjælp gik af med sejren. I 1906 indførtes diæter i den tyske rigsdag som det eneste middel mod rigsdagens vedvarende beslutningsudygtighed. I årets løb trådte kolonispørgsmål stærkt i forgrunden. Indenfor centrum rejste sig en heftig kritik af kolonipolitikken i Afrika. Erzberger og Roeren rettede deres angreb på enkelte embedsmænd og hele forvaltningen i kolonierne, og partiets hovedfører: Spahn, førte modstræbende med i den skarpe opposition. Centrum bragte et lovforslag til fald om jernbaneanlæg i tysk Sydvestafrika og om oprettelse af et særligt statssekretariat for kolonierne. Lederen af udenrigsministeriets kolonialafdeling, arveprins Hohenlohe-Langenburg trådte derfor tilbage og efterfulgtes af Darmstadt-bankens leder: Bernhard Dernburg, og dette personskifte udlagdes som et systemskifte og vandt de frisindede for regeringens kolonipolitik. B. Dernburg optrådte med fasthed overfor centrumsmændenes kritik, og da centrum med bistand af polakker og socialdemokrater nedsatte en krigsbevilling med 9 millioner mark af de 29 millioner mark, som regeringen ønskede til krigsførelse i den Sydvest-afrikanske krig mod herrero-opstanden, og der samtidigt blev forkastet et frisindet kompromisforslag ved anden behandling, blev rigsdagen opløst. Den prøjsiske landbrugsminister V. Podbielski trådte tilbage fra sin stilling, da han blev genstand for voldsom kritik på grund af sin forbindelse med Tippelskirch-firmaet, der stod i et indbringende forretningsforhold til kolonidepartementet. I valgkampen, der blev startet i 1907, greb regeringen stærkt ind. Rigskansler v. Bülow betonede nødvendigheden af en parring af konservativ og liberal ånd til et nationalt samlingsarbejde. Under denne parole fandt valgene sted med det resultat, at både de konservative, de national-liberale og de frisindede grupper gik frem, medens centrum blev stående, og socialdemokraterne gik tilbage fra 79 til 43 mandater. Valgene vakte stor begejstring, og da de socialdemokratiske nederlag blev bekendte, bragte store menneskemasser kejseren og kansleren deres hyldest natten til d. 26. februar 1907. Dermed begyndte i Tysklands indre politik et samarbejde mellem konservative og frisindede i den såkaldte konservativ-liberale bloks periode. Et særligt statssekretariat for kolonierne oprettedes nu til B. Dernburg. I sommerens løb trådte statssekretæren: Posadowsky tilbage. Han havde været den bærende kraft i den tyske socialpolitik, men han misbillige bruddet med centrum. Hans eftermand blev v. Bethmann Hollweg. Nogle måneder senere afløstes udenrigsstatssekretær v. Tschirschky af v. Schoen. Blokpartierne var i mange henseender så forskellige, at rivninger ikke kunne undgås. Den national-liberale fører angreb krigsministeren i anledning af de under Moltke-Harden-processen fremkomne afsløringer om uheldige tilstande blandt de højere officerer. En gennemgribende rigsfinansreform, hvorved riget kunne komme ud af sin kroniske mangel på finanser, stod for døren, og blokpartierne var højst uenige om, hvorledes denne reform skulle fuldbyrdes, idet de konservative ville have indirekte skatter. De frisindede grupper ville tilvejebringe de fornødne summer gennem en rigsarveskat eller en rigsformueskat. Foreløbig blev uoverensstemmelserne luftet i pressen. I Prøjsen havde det polske spørgsmål allerede i nogle år været brændende. I Posen og vestPrøjsen protesterede polske skolebørn mod den tyske religionsundervisning ved at nægte at svare på lærerens spørgsmål. Da den tyske kolonisation i de polske provinser trods de anvendte millioner mark stadig kun havde ringe fremgang, fik fyrst Bülow som prøjsisk ministerpræsident i landdagen gennemført et forslag om kolonisation i østmarken. Lovforslaget indeholdt en paragraf hvorefter jord, der var på polske hænder, under visse givne betingelser kunne eksproprieres til fordel for den tyske kolonisation. I den prøjsiske landdag havde der indtil nu ikke siddet nogen socialdemokrat. Valgene i 1908 bragte ikke mindre end 7 socialdemokrater ind i deputeretkammeret. En stigende misfornøjelse med den gammeldags prøjsiske treklassevalgret med den offentlige afstemning kom til orde ikke blot i den socialdemokratiske presse, men også hos de frisindede. Og for at fastholde de frisindede til blokpolitikken lod kansleren i trontalen ved den prøjsiske landdags åbning i efteråret 1908 kejseren love en valgretsreform på grundlag af en videreudvikling af den prøjsiske valgret. Imidlertid havde blokken i rigsdagen bragt foreningsloven i havn. I denne lov havde forenings- og forsamlingsretten et ensartet grundlag over hele riget, og det var et gammelt liberalt krav. Regeringsforslaget gjorde tysk til det eneste tilladte sprog i offentlige forsamlinger. De frisindede gjorde modstand mod denne sprogparagraf, og man enedes endelig om et kompromis, hvorefter brugen af ikke-tyske sprog skulle være tilladt i offentlige forsamlinger i 20 år i alle kredse, hvor mindst 60 % af den bosiddende befolkning tilhørte en fremmed nationalitet. En børslov og en flådelov hvorved krigsskibenes levealder nedsaltes fra 25 til 20 år gennemførtes. Udadtil havde Tysklands stilling i de sidste år ikke været helt let. Ved Algeciras-konferencen havde Østrig-Ungarn været Tysklands eneste støtte. Forholdet til den anden Treforbundsmagt: Italien, var kølnet af og Italien havde ved forskellige lejligheder nærmet sig vestmagterne. Til England var der i stigende grad et modsætningsforhold, som fik udtryk i et kapløb i flåderustninger, der atter - trods monarkbesøg, gensidige besøg af journalister og byrådsmedlemmer og fredelige erklæringer i de respektive parlamenter - bidrog til at øge den gensidige mistro. Efter at den engelsk-russiske overenskomst til afgrænsning af interessesfærerne i Asien i 1907 havde indledet et engelsk-fransk-russisk Entente-forhold, begyndte man i Tyskland at tale om kong Edvard's »einkreisungspolitik«, og hans forsøg på at isolere Tyskland. Konflikten med Frankrig om Marokko-spørgsmålet blussede op igen i 1908 i anledning af en affære med nogle desertører fra Fremmedlegionen i Casablanca, og i november var man på randen af en krig. Efter flere ugers forhandlinger enedes man om at henvise denne ubetydelige sag til voldgift, og i begyndelsen af 1909 kom det til en endelig forståelse mellem Tyskland og Frankrig om Marokko, hvorved Frankrig fik friere hænder i sin Marokko-politik. Den almindelige følelse af isolation, der rådede i Tyskland, bevirkede, at affæren med kejserinterviewet i Daily Telegraph vakte en storm af uvilje i Tyskland. Allerede den af Maximilian Harden rejste kampagne mod den Eulenburg'ske »taffelrunde« og den deraf opståede lange række processer hvoraf den sidste sag for mened mod den fra hoffet fjernede fyrst Philipp Eulenburg, udsattes på ubestemt tid på grund af den anklagedes helbredstilstand. Dette vakte misstemning, fordi det også fremgik, hvilke ureglementerede indflydelser kejser Wilhelm II var undergivet. Nu blev protesterne mod kejser Wilhelm II´s »personlige politik« heftigere, da Daily Telegraph med kejserens tilladelse offentliggjorde et interview, hvori kejseren udtalte sig om sit forhold til England før og under Boerkrigen. Man klagede over, at kejserens uberegnelige indblanding gjorde en planmæssig udenrigspolitik umulig. Fyrst Bülow erkendte, at interviewets fremkomst skyldtes en uagtsomhed i udenrigsministeriet, og anmodede om sin afsked, hvilket kejseren afslog. I rigsdagen udtalte kansleren sin forvisning om, at kejseren fremtidig ville vise større tilbageholdenhed, og han bevægede kejseren til at afgive et løfte. Men efter disse »novemberdage« i 1908 var forholdet mellem kejser og kansler åbenbart kølnet. Fyrst Bülow og rigsfinansminister Sydow der havde afløst v. Stengel havde imidlertid udarbejdet et forslag til en rigsfinansreform, som forelagdes rigsdagen i november 1908. Der skulle skaffes 500 millioner mark i årlige nyindtægter, og regeringen foreslog arveafgift og beskatning af brændevin, øl, tobak, vin, gas og elektricitet og annoncer. Arveskatten mødte bestemt modstand hos de konservative, og arveskatten blev forkastedes i udvalgsbehandlingen. Hermed antog meningsforskellen mellem konservative og liberale en så skarp karakter, at blokkens eksistens kom i fare. Centrum, der ville fyrst Bülow og hans politik til livs, nærmede sig nu de konservative, hvem det hjalp til at bevare den såkaldte brændevinskærlighedsgave til landbrugets brænderier. Det sagdes, at kansleren ville gøre sin forbliven i embedet afhængig af arveskattens vedtagelse. Alligevel arbejdede konservative og centrum ivrigt på at finde erstatning for denne arveskat. Hele venstre, iberegnet de national-liberale, forlod nu udvalget, og centrum og den konservative »sort-blå blok« piskede nu i foråret en række skatteforslag igennem. Under den nye partikonstellation vedtog rigsdagen en finansreform af udpræget landbrugsagtig karakter. De 500 millioner skulle tilvejebringes ved beskatning af brændevin, øl og mousserende vine samt af kaffe, te, belysningsmidler og tændstikker, fremdeles ved stempelskat på værdipapirer, veksler etc., og sukkerskatten og skatten på jernbanebilletter bibeholdtes, men der krævedes højere matrikularbidrag af enkeltstaterne. Forslaget om arveskat faldt, selvom forslaget overalt i landet havde vundet den største popularitet. For forslaget stemte de national-liberale, liberale, socialdemokrater og 6 konservative. Forbundsrådet gik ind på den løsning af rigsfinansreformproblemet, som rigsdagens flertal havde vedtaget, og loven sanktioneredes af kejseren. Da var fyrst Bülow allerede gået af d. 14. juli 1909 i erkendelse af, at hans blokpolitik definitivt var strandet. Bethmann Hollweg blev den ny rigskansler. Under den europæiske krise der opstod, da Østrig-Ungarn i oktober 1908 annekterede Bosnien og Herzegowina, og Serbien støttet af Rusland, fremtrådte med krav om en international behandling af anneksionsspørgsmålet, fik Tyskland lejlighed til at gengælde sin allierede dens diplomatiske støtte ved Algeciras-konferencen. I marts 1909 gjorde den tyske regering forestillinger i Petrograd med et sådant eftertryk, at Rusland straks gav efter og anerkendte anneksionen. At Tyskland her havde bragt det europæiske spørgsmål til en afgørende vending, vakte stor begejstring i landet og fjernede for en væsentlig del det tryk, som følelsen af isolation havde lagt over Tysklands befolkning. Indadtil efterfulgtes rigsfinansreformens gennemførelse i en periode af bitter strid mellem den »sort-blå blok« og venstrepartierne. Byerhvervene satte sig ved dannelsen af et »Hansaforbund« i kampstilling overfor landbrugsvældet. Kravet om en reform af den prøjsiske valgret var blevet så højlydt, at regeringen i efteråret 1909 tog fat på udarbejdelsen af det i trontalen i 1908 lovede reformforslag. I februar 1910 forelagde v. Bethmann Hollweg dette for landdagens deputeretkammer. Det gik ud på at bibeholde det på besiddelsen baserede treklassesystem, men med udvidede rammer, således at eksaminer, lang militærtjeneste og arbejde i det politiske og kommunale liv gav adgang til oprykning i en højere klasse. Det lykkedes imidlertid ikke at opnå enighed om det mellem herrehus og deputeretkammer, og rigskansleren trak det da tilbage. I sommeren 1910 indtrådte en række personskifter i den øverste ledelse. B. Dernburg trådte tilbage og ligeledes flere prøjsiske ministre, deriblandt finansminister von Rheinbaben. Udenrigsstatssekretær v. Schoen afløstes af den hidtidige gesandt i Bukarest, v. Kiderlen-Wächter, en autoritet på Orientpolitikkens område. De tre magter, der særlig følte sig truede af Tyskland, var England, Frankrig og Rusland, og de begyndte efterhånden at nærme sig hinanden med gensidig forsvarshjælp for øje, og en konflikt mellem Tyskland og Frankrig, da Marokko som følge af disse aftaler kom under fransk indflydelse, var i 1911 nær ved at føre til krig. Rigsdagsvalgene d. 12. januar 1912 medførte ikke det resultat for de borgerlige venstregrupper, som disse havde ventet, idet den væsentlige forskydning i partiforholdene blev tilbagegang for de borgerlige. Fremgang for socialdemokraterne, der blev det største parti, men ikke fik absolut flertal i rigsdagen. D. 21. maj kunne gennemføres en udvidelse af hærens styrke, oprettelsen af to armékorps og forskellige organisatoriske og tekniske forbedringer, således med hensyn til mobiliseringen, og indenfor marinen skabtes en femte eskadre på 8 linieskibe. Af hensyn til de forøgede omkostninger vedtog regeringen i juni 1913 at pålægge landet 200 millioner årlig i direkte skatter foruden en éngangsskat på 1 milliard for alle. Det blev også foreslået af regeringen, at ikke alene rustninger, men også diplomati måtte der til for at sikre Tysklands stilling udadtil, og at det navnlig måtte være af afgørende betydning at nå til en forståelse med England. Mod dette mål arbejdede udenrigsminister Kiderlen-Wächter fra 1910, og Jagov fra 1912. Den engelske minister lord Haldane besøgte i 1912 Tyskland for på sit lands vegne at forhandle om en engelsk-tysk aftale angående begrænsning af de to rigers oprustninger. Og et frugtbart samarbejde mellem regeringerne i London og Berlin fandt sted i de storpolitiske spørgsmål, der var fremkaldt af Balkankrigene.

Tyskland efter 1914

I 1914 kunne man refererede krigeriske og truende udtalelser fra kejser Wilhelm i samtaler med udenlandske repræsentanter. Men det var man vant til. Det britisk-tyske flådekapløb var aftagetog de 2 lande var i gang med at forhandle sig frem til en aftale om jernbanerne i Mesopotamien. Endnu i juni 1914 forhandlede Edward Grey i fuld fordragelighed med den tyske gesandt Lichnowsky. Men d. 28. juni 1914 blev den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru myrdet i Sarajevo af en bosnisk student. En måned efter, var fem af Europas stormagter i krig mod hinanden. Østrig-Ungarns ultimatum blev det første tydelige krigssignal. Østrig-Ungarn gjorde den Serbiske regering ansvarlig for mordet på grund af at kredse i Serbien ønskede et StorSerbien, og d. 23. juli afleverede Østrig-Ungarn et ultimatum til Serbien, der ville medføre, at Serbien ophørte med at være en selvstændig stat. Østrig-Ungarn forlangte indenfor 48 timer svar på hvordan Serbien ville foretage en udrensning og afstraffelse blandt de befolkningsgrupper i Serbien, der var fjendtlige mod det Østrig-Ungarnske dobbeltmonarki, m.v.. Det serbiske svar blev rundt om i verden opfattet som imødekommende og samme dag d. 25.juli, mobiliserede man den femtedel af den østrigske hær, der var afsat til operationer i syd. D. 26. juli mobilisere Rusland de sydrussiske militærdistrikter og Sortehavsflåden, får at markere at mobiliseringen ikke var rettet mod Tyskland, men på tsarens initiativ tog man også Østersøflåden med i mobiliseringen, ligesom al orlov blev inddraget i hele tsarriget. Men dette affødte alarmerende rapporter til Wien og Berlin. Da Serbien ikke kunne opfylde alle Østrig-Ungarns krav, erklærede Østrig-Ungarn d. 28 juli Serbien krig. Rigskansler Bethmann Hollweg og Tysklands ansvar for 1 Verdenskrigs udbrud bestod i, at de gav Østrig-Ungarn frihed til denne optræden overfor Serbien og lovede at komme Østrig-Ungarn til hjælp. Så Frankrig erklærede, at det ikke kunne forblive neutralt, hvis Rusland blev angrebet af Tyskland, og England stillede sig på Frankrigs side som følge af at Tyskland afslog at ville respektere Belgiens neutralitet. Den russiske zar lod Berlin forstå, at et angreb på Tyskland ikke på nogen måde var hensigten. Men d. 29. juli beordrede han delvis, og den følgende dag almindelig mobilisering i Rusland. De Østrigske forstærkninger var allerede på vej mod den serbiske krigsskueplads, og Østrig mobiliserede, og d. 1. august klokken 18 erklærede Tyskland Rusland krig. Samme dag mobiliserede Belgien. Luxembourg var invaderet og krigen mod Frankrig var i gang, blev der d. 2. august rettet en formel tysk anmodning om tilladelse til at gå igennem Belgien. Den blev afvist. Den følgende dag erklærede Tyskland Frankrig krig Det føltes som en uhyre skuffelse i det tyske folk, at England d. 5. august på grund af krænkelsen af Belgiens neutralitet trådte ind i krigen på Frankrigs og Ruslands side. Japan sluttede sig kort efter til de 3 Ententemagter og fulgtes af Italien i foråret 1915. Englands optræden blev i Tyskland opfattet som et forræderi mod det germanske stammefællesskab. I oktober 1914 sluttede Tyrkiet sig til Tyskland-Østrig-Ungarn og i efteråret 1915 tilsluttede Bulgarien disse lande. Portugal kom med på Ententens side i marts og Rumænien i august 1916. Det der skabte den store enighed og den patriotiske begejstring i alle samfundsklasser, var overbevisningen om, at Tyskland var den angrebne part og at Tyskland var stillet overfor en verden af fjender. Selv socialdemokraterne blev revet med og stemte for krigsbevillingerne med undtagelse af en lille gruppe uafhængige socialister med Karl Liebknecht som leder. Der opstod ved krigens udbrud en politisk borgfred, hvorfra man fra alle sider var enig om at standse partikampene for at samle kræfterne om kampen udadtil. Og selve kejseren erklærede, at han ikke mere kendte partier, men kun tyskere. Tyskland kunne ikke blot mod sine fjender stille et krigsapparat så ypperligt som man aldrig før havde set i historien, men også evnen til at indrette hele det almindelige samfundsliv med krigens formål for øje, var de dygtige til. Den tyske felttogsplan, som i sin tid var udarbejdet af grev Schlieffen, gik ud på først at knuse Frankrig ved et hurtigt fremstød gennem Belgien og derefter at føre slaget på østfronten. Men Belgiens heltemodige modstand, hvorved de franske og engelske tropper vandt nogle dage til opmarchen, var en af hovedårsagerne til, at denne plan strandede. De tyske hære gik gennem Belgien og ind i Frankrig og nåde lige til Paris' forter, da de franske og engelske hære atter gjorde front mod dem og ved Marne d. 6.-12. september tvang angriberne til at vige. Den uniform som kronprinsens bar var fra hans yndlingsregiment: dødningehoved-husarerne, som de kaldes efter kokarden. De tyske hære trak sig tilbage til linien ved Aisne-floden, hvor de forskansede sig i skyttegrave, og bortset fra nogle voldsomme, men overvejende frugtesløse angreb snart fra den ene, snart fra den anden side tog krigen på vestfronten herefter form af en belejring af stærke skyttegravsstillinger. På den russiske front vandt tyskerne derimod og tilintetgjorde to store hære ved Tannenberg d. 26.-29. august 1914, og i vinterslagene i de Masuriske sumpe. D 22. april 1915 brugte tyskerne for første gang giftgas, men de blev standset ved de kanadiske troppers heltemodige udholdenhed. Denne krænkelse af reglerne for civiliseret krigsførelse i forbindelse med indfaldet i Belgien, de tyske undervandsbådsangreb på såvel neutrale som fjendtlige handelsskibe og løfterne til Mexico om udvidelser på De forenede Staters bekostning vakte overalt en stemning mod Tyskland. Efter de tyske sejre i Galicien i forsommeren 1915 blev store russiske områder besat. Under krigen var der kun ét stort søslag, da den tyske flåde mødte den engelske under admiral Jellicoe i Vesterhavet d. 31. maj 1916. Begge parter led store tab, og kampen blev uafgjort, da tyskerne undslap, dækket af nattens mørke og tåge. Kejser Karl, der besteg den østrigske kejsertrone i november 1916, var ikke nogen værdifuld allieret for Tyskland, da de østrigske hære bestod af mange uvillige slaviske folk fra Kroatien og Böhmen. I Tyskland blev der oprettet et levnedsmiddelministerium for at råde bod på de vanskeligheder, der straks opstod ved den engelske blokade mod Tyskland. Allerede fra begyndelsen af 1915 indførtes rationering af levnedsmidler. I december 1916 udstedtes en lov om fædrelandsk hjælpetjeneste (civil værnepligt) for alle mænd mellem 17 og 60 år. Netop fra denne tid begyndte at en stemning og bevægelse at udvikle sig, som der var faretruende for i borgfreden, og som snart helt skulle bryde denne borgfred. Et mislykket fredstilbud fra kejseren havde gjort et meget uheldigt indtryk, og man fandt, at det trak alt for længe ud med den sejr, som man havde regnet med fra starten. Der bredte sig den opfattelse, at sejren overhovedet ikke var til at opnå, og man havde ikke mere den blinde tillid til de to store feltherrer: Hindenburg og Ludendorn. Hvad der blev af afgørende betydning var ernæringsvanskelighederne, som der ikke i nogen tilstrækkelig grad kunne rådes bod på, og som efterhånden lagde et knugende tryk på befolkningens tålmodighed. Vinteren i 1916-17 blev en i særlig grad sultens og nødens tid. Under disse forhold, hvor man altså ikke alene på grund af blodsudgydelserne måtte længes mod krigens afslutning, fik krigen stadig flere modstandere mellem de liberale og socialdemokraterne, og disse partier mente også, at tiden var kommet til at stille krav om et reelt folkestyre. Et af de første krav gik ud på en ændring i Prøjsens udemokratiske valgordning, og i februar 1917 kom Rethmann Hollweg med et løfte herom. De forenede Stater trådte i april 1917 ind i krigen fordi Tyskland sænkede neutrale handelsskibe og passagerdampere uden varsel, i strid med de anerkendte regler for søkrig, og kejseren udstedte et påskebudskab for at berolige stemningen, om en kommende forfatningsændring i Prøjsen, men ændringen skulle dog først træde i kraft ved krigens slutning. Men folkestemningen fremkaldte påny en kejsererklæring d. 12. juli, hvorefter forfatningsændringen skulle gennemføres så hurtigt, at de næste valg kunne foregå efter de nye bestemmelser. Da rigsdagen stillede krav om at få klarhed over krigsmålene, blev Bethmann Hollweg nødt til at gå af d. 14. juli. Hans afløser blev Tysklands første borgerlige rigskansler: Michaelis. D. 19. juli vedtog rigsdagens flertal, centrum, fremskridtspartiet og socialdemokratiet, en resolution mod alle anneksioner og for en forståelsesfred. Efter få måneders forløb måtte Michaelis gå af d. 2. november 1917, og hans efterfølger kom fra centrum: den tidligere bayerske ministerpræsident Hertling (katolik og konservativ). I vinteren 1917-18 fandt folket nogen trøst i sine lidelser ved den udsigt, der efter Ruslands sammenbrud syntes at frembyde sig til mere mad og til en snarlig fred. D. 9. februar 1918 sluttedes freden med Ukraine, der døbtes med det forhåbningsfulde navn »brødfreden«, fordi man troede, at freden skulle åbne Tyskland adgang til et velforsynet kornkammer. Men dette håb slog i den grad fejl, at brødrationerne tværtimod måtte nedsættes. Freden med Rusland i Brest-Litowsk i marts måned 1918 blev med de store landafståelser, som blev dikteret det nye Sovjet-Rusland. Det var en udpræget anneksionsfred, som de der holdt på forsoningsfreden, ikke skjulte deres misfornøjelse med. Den 12. marts 1918 rettede tyskerne et angreb i stor stil mod de franske og britiske linier, og var lige ved at bryde igennem til Amiens, og i forsommerens løb nåede tyskerne frem til Marne-dalen, men disse fremstød blev slået tilbage af de franske, britiske og amerikanske tropper, der nu var forenede under overkommando af general Foch. Så i foråret og sommeren 1918 fulgte de sidste store offensiver på vestfronten, som snart afløstes af den offensiv fra Ententen, der førte til de tyske hæres endelige tilbagetog. Ånden i den tyske hær var ikke mere den gamle. De tyske hære blev nu drevet hurtigt tilbage under uhyre tab af folk og materiel, men de ødelagde systematisk gårde, fabrikker og gruber, hvilket de måtte bøde dyrt for ved Versailles-freden. Den tyske tronarving, Wilhelm II's søn drev krigen frem, men d. 8. august 1918 havde en hel division gjort mytteri og de reservetropper, der skyndsomt blev sendt frem for at stoppe nederlaget, blev udskældt for »strejkebrydere«. Den tyske hær tabte nu ligeledes modet selvom de havde fremstillet de uhyre motoriserede 42 centimeters belejringskanoner til beskydning af fæstningsværker. Med en sådan kanon afskødes granater på 1 tons af hidtil ukendt sprængkraft, der straks ødelagde de belgiske forter. Deres hjul var forsynet med larvefødder, hvad der gjorde det muligt for Krupps ingeniører at føre dem lige så hurtigt frem som felthæren. På Balkan brød Bulgarien nu sammen på Saloniki-fronten og kapitulerede i september og Tyrkiet gav derpå op efter et stort slag ved Piaves bredder. Østrig-Ungarn brød sammen i oktober, endnu inden det italienske modangreb rigtigt satte ind. D. 29. september stillede den øverste hærledelse krav om en regering, der var villig til at skaffe våbenstilstand. Rigskansler Hertling trådte da tilbage og prins Max af Baden dannede d. 3. oktober 1918 som tysk rigskansler og prøjsisk ministerpræsident Tysklands næste regering. Efter prins Max' opfordring indtrådte to socialdemokrater: Scheidemann og Bauer i hans regering efter først at have krævet og fået løfte om vidtrækkende indre reformer, og løfte om rømning af Belgien og andre besatte områder, samt opgivelse af traktaterne i Brest-Litowsk og i Bukarest med Rumænien. Højresocialdemokraterne blev på denne måde deltagere i regeringen, da de uafhængige socialister forkastede ethvert samarbejde med borgerlige partier, idet de uafhængige socialister krævede en øjeblikkelig fredsslutning. Den nye regering bestod også af liberale og demokratiske politikere, deriblandt centrumsmanden Erzberger, og regeringens program som prins Max fremsatte d. 5 oktober, gik ud på forfatningens demokratisering og for anerkendelse af folkenes selvbestemmelsesret. Samme dag rettede regeringen henvendelse til Amerikas præsident, Wilson, om at tilvejebringe en våbenstilstand med afslutning af en fred for øje på de betingelser, som han d. 8. januar i et budskab til kongressen (de »fjorten punkter«) havde fremsat som grundlag for en forsonings- og forståelsesfred. Disse fjorten punkter omfattede tilbagegivelse af Elsass-Lothringen til Frankrig og oprettelse af en uafhængig polsk stat med adgang til havet. Ententemagterne gik ind på en våbenstilstand under disse forudsætninger; men de krævede, at Tyskland skulle udlevere sin flåde, at Nordfrankrig, Belgien og Vesttyskland skulle rømmes, at brohovederne ved Rhinen skulle besættes, så Tyskland blev ude af stand til at genoptage krigen. Men den folkelige demokratiske bølge havde nu en stor styrke, at man ikke uden grund fortolkede præsident Wilson's noter derhen, at der ville blive tilbudt Tyskland gunstigere fredsbetingelser, hvis Tyskland antog en demokratisk regeringsform, end hvis regeringen vedblev med at være »autokratisk«. I en note af d. 23. oktober udtalte Wilson således, at »verdens nationer ikke kunne have nogen tillid til de mænds ord, der hidtil havde behersket den tyske politik«. Kravet om Hohenzollernes afsættelse var rejst af den sejrende Entente. For prins Max' tanker var det fra først af ganske fremmed at gå så vidt. Men d. 28. oktober da Tysklands forbundsfæller allerede havde svigtet, gjorde regeringen skridt til en række lovforanstaltninger, der skulle demokratisere forfatningen indenfor det konstitutionelle monarkis ramme ved at overflytte de grundlæggende rettigheder fra kejseren til folket. For at redde sin kejserkrone gik kejser Wilhelm II d. 28. oktober 1918 med til en forfatningsændring, der bestemte, at rigskansleren til sin embedsførelse skulle have rigsdagens tillid. Men da var det for sent. Hele riget var påvirket af en revolutionær ånd, der ikke lod sig nøje med sådanne indrømmelser. D. 31. oktober gjorde mandskabet på flåden i Kiel mytteri og ville ikke efterkomme en ordre om at sejle flåden ud i rum sø, idet det blev fortalt, at de blev sendt ud i et afgørende sammenstød med den engelske flåde, hvorved de alle ville omkomme. Førerne for mytteriet blev arresteret men dette førte blot til et virkeligt oprør i hele flåden, idet mandskaberne d. 5. november løsrev sig helt fra officerernes kommando og dannede matrosråd. Meget hurtigt bredte oprørsbevægelsen sig nu over hele Nordvesttyskland, hvor der rundt om i byerne dannedes arbejder- og soldaterråd, og til hele det øvrige Tyskland. D. 4. november besluttede højresocialdemokraterne endelig at arbejde for indførelsen af en republik, og d. 7. november krævede de under indtryk af det omfattende oprør kejserens og kronprinsens øjeblikkelige tronfrasigelse. Den første trone der faldt for oprøret, var den brunsvigske, der beklædtes af kejserens svigersøn. Det skete d. 8. november og samme dag blev det bayerske kongedømme styrtet af en bevægelse under ledelse af Kurt Eisner, der også fremsatte krav om kejserens tronfrasigelse. D. 9. november begyndte arbejderne i Berlin en generalstrejke, og så stillede prins Max forespørgsel til kejseren, der opholdt sig i Spa, om hvad han ville bestemme sig til. Kejseren kunne imidlertid ikke tage nogen bestemmelse, kunne og turde ikke føre hæren mod det oprørske Berlin, men besad heller ikke mod til at se virkeligheden i øjnene. Rigskansleren handlede da straks på egen hånd, og uden nogen formel bemyndigelse offentliggjorde han en erklæring om at hans majestæt havde nedlagt regeringen, og at kronprinsen havde opgivet sin arveret til tronen. Prins Max trådte derefter selv tilbage og overlod sit embede til højresocialdemokraten Ebert. Om eftermiddagen d. 9. november 1918 udråbte Scheidemann republikken fra rigsdagsbygningen, og inden aften befandt kejseren sig på en flugt til Holland, hvortil han ankom d. 10. november. Den skæbne at blive afsat ramte i disse novemberdage overgik samtlige andre tyske fyrster, og republikken indførtes ikke blot i riget, men også i alle enkeltstaterne. Det var i Berlin at højresocialdemokraterne vandt magten d. 9. november. Men de var nødt i til at tage et hensyn til de »uafhængige« socialdemokrater. Overalt overtog et arbejder- og soldaterråd efter marxistisk forbillede magten. Uden mindste modstand faldt kejserdømmet og alle fyrstetronerne i de enkelte lande - 21 tyske kroner. Under den almindelige splittelse var der seks hovedpartier, der spillede en rolle, nemlig: 1) højresociademokraterne, der ville en ordnet og gradvis udvikling i retning af de socialistiske samfundsidealer, 2) mindretalssocialisterne eller de uafhængige socialister, der straks ville forvandle Tyskland til en socialistisk stat, 3) spartakisterne, et kommunistisk parti, der ville oprette en republikansk arbejderstat 4) det tysk-nationale parti, der repræsenterede de besiddende borgerklasser og godsejerne med mange officerer af alle grader og afgjort var monarkister, 5) det katolske centrum, 6) det tyske folkeparti og nogle demokratiske grupper, samt resterne af liberalismen i den gamle rigsdag. Men nu blev den egentlige regering et »folkekommissærernes råd«, der bestod af 3 mand fra hver af de 2 socialdemokratiske fløje, nemlig de velbjergede højresocialdemokraternes Ebert, Scheidemann og Landsberg og de »uafhængiges« socialdemokrater: Haase, Dittmann og Barfh. Erzberger beholdt dog ledelsen af de udenrigspolitiske sager, og forhandlingerne som under hans ledelse var begyndt med Frankrig før revolutionen, blev sluttet d. 11 november 1918 med en våbenstilstand, der ved sine hårde bestemmelser gav de yderligtgående vind i sejlene til de revolutionære arbejdere. Under ledelse af Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg rejstes en voldsom bevægelse for at indføre en tysk arbejderstat. Derimod holdt højresocialdemokraterne på et borgerligt parlamentarisk styre, og de gennemførte på rigskongressen for de tyske arbejder- og soldaterråd d. 16.-19. december kravet om indkaldelse af en ny nationalforsamling, der skulle vedtage Tysklands nye forfatning. Alle 20-årige mænd og kvinder fik valgret til denne nationalforsamling, og valgene foregik ved hemmelig afstemning i ligelige valgkredse og efter reglerne for forholdstalsvalg. De »uafhængige« socialister udtrådte derefter af regeringen d. 29. december, og Gustav Noske indtrådte i den provisoriske regering som forsvarsminister. Karl Liebknecht's og Rosa Luxemburg's særlige tilhængere: »Spartakisterne«, havde allerede d. 24. december forsøgt en opstand, organiserede sig d. 1. januar 1919 som Tysklands kommunistiske Parti og gennemførte et nyt oprør d. 5.-13. januar 1919. Socialdemokraten Ebert beordrede, at revolutionen i Berlin skulle skydes i sænk. D. 11. januar rykkede Gustav Noske´s frikorps ind i Berlin og påbegyndte et blodbad. Der kæmpes i flere dage fra hus til hus. Om aftenen d. 15. januar blev Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht arresteret uden motiver af et frikorps. Karl Liebknecht blev hård såret, da de smadrede en geværkolbe ind i hans hoved, og få minutter efter blev han skud ned i Tiergarden af Noske´s officerer. Han blev 48 år. Rosa Luxemburg blev myrdet i en bil. Hendes mordere surrede ståltråd om liget og smed det i Landwehrkanalen. Hun blev 49 år. Overalt i Tyskland blev arbejdernes revolution knust af private frikorps. Det var højresocialdemokraternes Noske, der i disse dage som forsvarsminister optrådte til det borgerlige samfunds beskyttelse, og som koldblodigt tog opgave på sig som »blodhund« for det reaktionære Tyskland. Han er da også af de besiddende klasser blevet kaldt samfundsordenens redningsmand. Efter revolutionen omorganiserede de tyske partier sig i ny skikkelse og med nye navne. De konservative forvandlede sig til det tysk-nationale parti, en stor del af de national-liberale dannede det tyske folkeparti, og af de lag, der tidligere havde givet de frisindede deres tilhængere, udgik nu det tyske demokratiske parti. Centrum kaldte sig straks »det kristne demokratiske folkeparti«, men genoptog snart sit gamle navn. D. 19. januar afholdtes valgene til nationalforsamlingen. Højresocialdemokraterne fik 163 mandater, de »uafhængige« 22, de tysk-nationale 44, det tyske folkeparti 14, centrum 91, demokraterne sammen med et bondeforbund 81. Kommunisterne deltog ikke. Ved valgene til de enkelte staters konstituerende forsamlinger blev resultatet i Prøjsen nogenlunde det samme som i riget, medens det i Saksen var højresocialdemokraterne der vandt flertal, i Bayern fik katolikkerne der her havde skilt sig ud fra centrum som et særlig bayersk folkeparti flertal. Nationalforsamlingen åbnedes i Weimar-teateret (hofteateret) d. 6. februar i Berlin. De »uafhængige« ville ikke deltage i regeringen sammen med de borgerlige. Med loven af d. 10. februar fik Tysklands herskere en midlertidige rigsstyrelse med en rigspræsident som rigets foreløbige overhoved, hvortil højresocialdemokraternes fører: Ebert blev valgt d. 11. februar, Scheidemann blev rigskansler og Gustav Noske fortsatte som forsvarsminister. Regeringsdannelse fandt sted på grundlag af højresocialdemokraterne, centrum og demokrater. Nationalforsamlingen, som var valgt ved almindelig stemmeret for alle mænd og kvinder over tyve år, udarbejdede en ny republikansk forfatning, der bevarede det tyske riges karakter af forbundsstat, men med betydelig beskæring af enkeltstaternes rettigheder overfor rigsmyndighederne. Til trods for revolutionens socialistiske karakter fandtes i den nye forfatning en bestemmelse, der fastslog den private ejendomsrets princip og forbød ekspropriering undtagen til offentlige formål og mod tilbørlig erstatning. På den anden side indførtes råd af arbejdsgivere og arbejdere til ordning af lønspørgsmål og lignende, men al lovgivende myndighed forbeholdtes rigsdagen. Men i marts måned udbrød atter en revolutionær bevægelse, der også blev slået ned. Oprøret i Bayern var voldsomt, hvor Kurt Eisner var blevet myrdet d. 21. februar, og hvor der derefter var blevet oprettet et arbejderstyre i München, som imidlertid ved rigsregeringens hjælp også blev tilbageerobret af det borgerlige og højresocialdemokratiske Tyskland i begyndelsen af maj måned. D. 7. maj 1919 fik Tysklands delegerede på fredskongressen i Paris fredsbetingelserne overleveret. Scheidemann ville ikke tage ansvaret for Tysklands tilslutning til betingelserne og afgik d. 20. juni. Socialdemokraten Bauer dannede en ny regering med Erzberger som finansminister, og i det hele kun bestående af højresocialdemokraterne og centrumsfolk. Disse to retninger tog alene det ansvar på sig at underskrive fredstraktaten, som d. 9. juli ratificeredes med 208 stemmer mod 115 stemmer. Det der ramte Tyskland hårdest ved hele denne fredsslutning, var ikke de landafståelser, som efterhånden med eller uden tilhørende folkeafstemning blev ført ud i livet: Alsace-Lorraine til Frankrig, Posen, vestPrøjsen og øvreSchlesien til Polen, Nordslesvig til Danmark, Eupen og Malmédy til Belgien, Hultschien til Tjekkoslovakiet, og kolonierne der alle tabtes (formelt delvist til Folkeforbundet), og Danzig der erklæredes for uafhængig. Tyskland mistede sin krigsflåde, det meste af sin handelsflåde, og al tysk ejendom i udlandet, hvorunder industrivirksomheder og kapitalanbringelser -, men det var fremfor alt de tunge erstatningsbyrder, som Tyskland fra nu af skulle bære. Desuden måtte Tyskland også som skadeserstatning udlevere jernbanemateriel, kvæg, heste, råmaterialer og navnlig kul. De områder, som ifølge Versailles-Traktaten blev afstået er med befolkningstallet i parentes fra 1910: Memel-Området (141.238), Polen (385.4971), Danzig (330.630), Tjekkoslovakiet (48.446), Danmark (166.348), Belgien (60.003), Frankrig (1.874.014), ialt 70.580 km2 med 6.475.650 indbyggere. Versailles-traktaten udtalte, at Tyskland egentlig burde give fuld erstatning, men erkendte, at dets kilder ikke strakte hertil. Hovedsummen blev ikke fastsat, men traktaten nøjedes med at opregne forskellige kategorier af skade, hvoraf de vigtigste var ødelæggelserne i Nordfrankrig og Belgien, de ødelagte skibe, Belgiens hærudgifter, de forskellige landes pensioner for faldnes efterladte og invalider. Foruden penge skulle der ydes i en mængde naturalpræstationer, og erstatningens endelige størrelse skulle fastsættes senest d. 1. maj 1921 af en særlig erstatningskommission, som på grundlag af Tysklands betalingsevne havde at udarbejde en plan for gældens afvikling. Undlod Tyskland med forsæt at opfylde sine forpligtelser, fik de allierede regeringer ret til at foretage »sanktioner« med alle de midler, som omstændighederne krævede. Tyskland skulle imidlertid straks begynde at betale. D.11. august vedtog nationalforsamlingen rigets nye forfatning, der betød et skridt henimod rigets større enhed, sammenlignet med kejserdømmets forfatning. Særlig omfattende sociale reformer blev ikke gennemført. Kravene om en socialisering medførte blot nogle vage forsøg med »bedriftsråd«. Men de »krigsskatter« der gennemførtes af Erzberger, lagde sig som en tung byrder på den velhavende del af befolkningen. Stillet overfor de voldsomme erstatningskrav, oven i købet med formindsket landområde, var det bydende nødvendigt for Tyskland at skaffe sig nye indtægter. D. 10. januar 1920 forkyndte præsident Ebert: »vi skal ærlig forsøge at opfylde vore forpligtelser overfor Ententen i overensstemmelse med fredstraktaten, men hvis der er bestemmelser, som ikke viser sig at være gennemførlige, må vi håbe, at Ententen vil forstå dette og være i stand til at imødekomme os i vore vanskeligheder«. Den konservative-nationalistiske agitation anslog andre strenge, og misfornøjelsen og skuffelsen over de Ententens hårdhed gav fremgang for de konservative-nationalistiske. Man kunne med en vis virkning henvise til, at det ikke var England og Amerika, der havde gennemtvunget disse bestemmelser, men Frankrig, og at følgelig den store fejl fra Tysklands side havde været dets selvopgivelse overfor de franske hære. D. 13. marts 1920 foretog en højtstående østprøjsisk embedsmand: Kapp et monarkistisk statskupforsøg med en del af hæren under general Lüttwitz, der et par dage gjorde Kapp til herre i rigshovedstaden, hvorfra regeringen flygtede, men som hurtigt blev bragt til at strande ved en generalstrejke. 7 små lande: Saksen-Weimar-Eisenach, Saksen-Meiningen, Reuss, Saksen-Altenburg, Saksen-Gotha, Schwarzburg-Rudolfstadt og Schwarzburg-Sondershausen var fra 1. maj 1920 blevet forenet til et nyt land: Thüringen. Saksen-Coburg blev forenet med Bayern. D. 6. juni holdtes de første valg til rigsdagen efter den ny forfatning, og de gav fremgang for de yderliggående i national og social henseende. De uafhængige socialister gik frem til 81, det tyske folkeparti til 62, de tysk nationale til 66, men demokraterne tilbage til 45, højresocialdemokrater til 112, centrum til 70. En mere konservativ regering blev dannet af Fehrenbach, og regeringen bestod også af centrum og demokrater med Wirth som finansminister og Simons som udenrigsminister. Denne regering måtte også efterkomme kravet fra verdenskrigens sejrherrer, om at Tyskland skulle afrustes, og kun havde lov til at beholde et rigsværn til opretholdelse af den indre orden. D. 30. juli 1920 vedtoges en rigsværnslov for den nye hær, i hvilken den almindelige værnepligt blev ophævet, og d. 5. august vedtoges en lov om civilbefolkningens afvæbning. Men i Bayern havde man oprettet et »ehrwohnerwehr«, og i maj 1921 blev den bayerske ministerpræsident von Kahr tvunget til under trussel fra Ententen om besættelse af Ruhr, nødt til at afvæbne dette »ehrwohnerwehr«. Krigsskadeerstatningernes samlede beløb fastsattes foreløbig på en konference i Paris d. 24.-29. januar 1921. Tyskland skulle ialt betale 226 milliarder guldmark til 1932 årlige betalinger stigende fra 2 til 5 milliarder guldmark, derpå til 1963 6 årlige milliarder guldmark, desuden i tiden 1921-1963 et beløb svarende til 12 % af den tyske eksports værdi. Ved en konference i London d. 1.-7. marts, afviste Tyskland kravet og ville betale et noget mindre beløb. Men Ententen truede med okkupation, hvis ikke Pariserbeslutningen opfyldtes. Da tyskerne vægrede sig, besattes Duisburg, Ruhrort og Düsseldorf d. 8. marts. Pariserkongressens beslutninger var udarbejdet uden hensyn til eksperterne, og erstatningskommissionen fastslog da d. 27. april Tysklands forpligtelser til 132 milliarder guldmark. I tilslutning hertil udarbejdedes en betalingsplan, efter hvilken der årligt skulle betales 2 milliarder, og desuden et årligt beløb svarende til 26 % af den tyske eksports værdi til forrentning og afdrag. Denne plan fremsattes d. 5. maj i Londoner-ultimatumet med en frist på 6 dage. I tilfælde af vægring truedes med okkupation af Ruhrdistriktet. Efter et forgæves forsøg på at få mægling fra Amerika trådte Fehrenbach tilbage, og Wirth dannede d. 10. maj en regering af centrum, højresocialdemokrater og demokrater med Rathenau som genrejsningsminister. Som offer for dette forsøg på at imødekomme Ententen, blev Erzberger myrdet d. 25. august af en patriotisk fanatiker. Der rådede i folket megen bitterhed over det tryk, der gennem erstatningerne skulle lægges på det tyske folk under forhold, der var vanskelige nok i forvejen og som herigennem yderligere måtte forværres. Der var 2 millioner arbejdsløse og 4 millioner, der kun arbejdede den halve tid. Valutakursen, der havde været under pari siden verdenskrigen, faldt i løbet af 1921 med forøget fart, idet regeringen så det som sin eneste redning i den økonomiske situation, hvori den befandt sig, at trykke stadig flere nye sedler. Valutafaldet, inflationen, måtte føles særlig hårdt af alle fastlønnede, men gav på den anden side mange frie virksomheder en betydelig chance. Ganske særligt kom der højkonjunktur for industrien i Westfalen, og mellem dem, der her tjente sig op til uanet rigdom, var Hugo Stinnes. Vældige formuer samledes på enkelte hænder, medens store dele af nationen led bitter nød. Under disse forhold samlede de uafhængige socialister sig med kommunisterne i Tysklands forenede kommunistparti, der sluttede sig til III Internationale, medens højresocialdemokraterne indordnede sig under II. Internationale. Men den nationale reaktion fik fremgang overfor Ententens krav, men også ved løsningen af det øvreSchlesiske spørgsmål. D. 20. marts havde der i øvreSchlesien fundet en folkeafstemning sted, hvorved der blev afgivet 717.122 stemmer for Tyskland og 483.514 stemmer for Polen. Men Folkeforbundet traf dog i oktober den afgørelse, at dette vigtige industridistrikt skulle tilfalde Polen. Wirth måtte nu omdanne sit ministerium, hvori demokraterne ikke mere ville deltage som parti. I året 1922 blev underskuddet på finansbudgettet så voldsomt, at man blev nødt til at bede Ententemagterne om betalingshenstand og til at give erstatningskommissionen ret til tilsyn med Tysklands finansielle foranstaltninger. I januar overtog Rathenau udenrigsministeriet, og han førte med den franske minister Loucheur ret frugtbare forhandlinger om lempelser i Tysklands vilkår. Men Rathenau vanskeliggjorde forhandlingerne d. 16. april da han med Rusland sluttede traktaten i Rapallo, hvorved Tyskland og Rusland indbyrdes opgav alle krav på en krigsskadeserstatning og gav hinanden løfte om økonomiske begunstigelser. Rapallo-traktaten rummede i virkeligheden ingen hemmelig politisk aftale, men om en tilnærmelse mellem Tyskland og Sovjet-Rusland, men det blev der fra Ententemagternes side set på med mishag og mistænksomhed. Så d. 24. juni myrdedes Rathenau af to nationalister. D. 24. september dannedes en stærkere socialdemokratisk front ved en ny sammenslutning af højresocialdemokraterne og de uafhængige. I november afgik rigskansler Wirth, og den storindustrielle Cuno (konservativ) dannede et ministerium, hvori også det tyske folkeparti indtrådte. Under alt dette var opfyldelsen af krigsskadeerstatningerne blevet vanskeligere. Tyskland var udtømt ved store pengebetalinger og naturalleverancer og begærede betalingshenstand og Cuno prøvede gentagne gange, at komme til en forståelse med erstatningskommissionen. Ved en konference i Cannes var der tilstået Tyskland flere lempelser, men alle tyske forsøg på opfyldelse blev intet værd ved de voldsomme fald i markens værdi, som fulgte efter mordet på Rathenau. Tyskland bad påny om henstand med betalingerne, men på en konference i London d. 8.-14. august de franske nationalister via Poincaré på Frankrigs vegne forgæves at vinde den engelske regering for at tage »produktive panter«, dvs. at tage Ruhrdistriktet som pant, som betingelse for at imødekomme betalingshenstanden. I England blev Lloyd George i oktober afløst af Bonar Law. På en ny konference i London d. 9.-11. december foreslog Bonar Law, som engelsk førsteminister, en flerårigt betalingshenstand for at lette Tysklands valutastabilisering og dermed forbedre Tysklands evne til at betale erstatningerne. På konferencen i Paris d. 4. januar 1923 udformede Bonar Law sin plan noget mere tydeligt og forsøgte at modarbejde Poincaré's planer om »sanktioner«, fordi Bonar Law frygtede for, at den franske besættelse skulle blive led i planerne om at sikre den franske østgrænse mod invasion, og dels fordi han mente, at sådanne forholdsregler ville få ødelæggende følger for Europas økonomiske situation. Efter at erstatningskommissionen d. 26. december 1921 og d. 9. januar 1923 havde erklæret - med afvigende votum fra det britiske medlem - at Tyskland overlagt havde svigtet sine forpligtelser, besatte franske og belgiske tropper d. 11. januar Ruhrområdet med det formål, at der gennem en kommission af ingenører skulle afpresses dette den erstatning, som tyskerne ikke frivillig ville betale. I Ruhr blev offentlig og privat ejendom beslaglagt, industriledere som Krupp, Thyssen og flere andre blev fængslet, tyske pengesedler blev trykt på rigsbankens seddelpresser, og strejker og demonstrationer blev undertrykt med magt. Flere hundreder embedsmænd blev afsat eller sendt i fængsel. I 8 måneder blev den landsdel, der hidtil havde udgjort en væsentlig kilde til indkomst for finanserne, en trykkende byrde for de tyske finanser. De vanskeligheder der forvoldtes herved, førte til en ubegrænset inflation, som yderligere forværredes ved rigsbankens dårlige styrelse. I juni var markens kurs i forhold til dollaren 150.000; d. 30. juli 1 milliard; d. 20. november 4,2 billioner - dvs. marken var sunket til fuldstændig værdiløshed - markværdien var faldet til én billion i forhold til én shilling. Sult og elendighed på højde med de lidelser der havde ramt Østrig, syntes nu at true Tyskland. Under disse forhold dannedes en stor regeringskoalition af socialdemokrater, demokrater, centrum og det tyske folkeparti, under ledelse af det tyske folkeparti, idet Stresemann blev rigskansler og udenrigsminister. Den vanskelige post som finansminister overtoges af socialdemokraten Hilferding. Fra 1919 til 1923 blev der holdt ikke mindre end 27 konferencer for at finde en løsning på de vanskeligheder, der rejste sig af Versailles-fredens bestemmelser om dette spørgsmål. Regeringen tiltrådte d. 14. august 1923, og opgav den passive modstand i Ruhr og indførte belejringstilstand over hele riget for at modarbejde den uro, gæring og opløsning, som rundt omkring var stigende. I Bayern var den sydlige del stadig i stærk modsætning til Prøjsen, og Bayern havde allerede i sommeren 1922 nægtet at anerkende rigets lovgivning og domstole. Under ledelse af den tidligere generalstabschef Ludendorff og Hitler organiseredes i München en »nationalsocialistisk bevægelse«, hvis første mål var monarkiets gennemførelse. I september 1923 fik den tidligere minister v. Kahr overdraget diktatorisk myndighed over Bayern, og et forsøg, som nationalsocialisterne i november gjorde på at tage magten i Bayern lykkedes ikke - ved deres føreres holdning på en ret ynkelig måde -, således at videre foranstaltninger fra regeringens side blev overflødige. Imidlertid var det i Saksen kommet til revolution, og her havde socialisterne magten. Og uden at ministerpræsidenten Zeigner tog afstand herfra, havde finansministeren Böttcher holdt en tale, hvori han kaldte proletariatet frem til væbnet kamp mod den bestående borgerlige statsordning. D. 22. oktober rykkede rigsværnet ind i Saksen og tvang Zeigner til afgang og genoprettede den borgerlig-kapitalistiske magt i Bayern. Også i Thüringen rykkede rigsværnet ind og afvæbnede en »rød« arbejderhær, som var blevet herskende dér. Den borgerlig-kapitalistiske rigsenhed var fuldstændig ved at gå i opløsning, da folket i Rhinlandet proklamerede en uafhængig Rhinlands-republik i Aachen og andre byer. Denne bevægelse blev begunstiget af franskmændene, men bevægelsen døde dog hen i løbet af få måneder. Socialdemokraten Hilferding var udtrådt af regeringen i oktober. D. 15. november 1923 gennemførte regeringen en ny møntenhed: rentemarken, til afløsning af den ødelagte rigsmark. Rentemarken blev ligestillet med den efter dollaren beregnede guldmark og sat i det faste forhold til 1 dollar af 1:4. Da dollarkursen få dage efter blev fastsat til 4,2 billioner, blev også guldmark og rentemark for bestandig sat lig med 1 billion. Man søgte at sikre en uforanderlig kurs for rentemarken ved en begrænset udstedelse af pengesedler og navnlig ved at lægge en 4 % guldgrundskyld på hele det tyske næringsliv. Da rigsdagen trådte sammen d. 20. november, blev dens forhandlinger straks forstyrret af kommunistiske opløb. Efter at rigskansler Stresemann havde talt d. 22. november, stillede både de tysk-nationale og socialdemokrater et mistillidsvotum. Det blev forkastet med forskellige flertal, men rigskansleren erklærede da, at regeringen ikke havde til hensigt at fortsætte sine forretninger på grundlag af en parlamentarisk aritmetik, og forlangte en klar og utvetydig afgørelse. Da så et af de fire regeringspartier stillet tillidsvotum var forkastet, måtte regeringen betragtes som styrtet. D. 1. december dannede derefter centrumsmanden Marx en regering af mellempartierne med Stresemann som udenrigsminister og Luther som finansminister. I de økonomiske spørgsmål måtte denne regering finde sin vigtigste opgave. Den ny rigskansler holdt en tale om den forfærdelige tilstand af nød i Tyskland, og sagde at vi er så forarmede, at hundredetusinder i det tyske folk vil være glade, hvis de i juledagene gennem de talrige velgørenhedsinstitutioner i ind- og udland for en enkelt gangs skyld vil blive i stand til at spise sig mætte. Omtrent samtidig betegnede udenrigsminister Stresemann Tyskland som et sygt lem på det europæiske legeme. 1924 bragte dog en lindring i de indre økonomiske forhold og en forbedring af rigets stilling udadtil. Regeringen gennemførte i tilslutning til det foregående års valutareform flere betydningsfulde finansielle og økonomiske reformer. Der faldt nu igen mere ro over befolkningen, og der kunne indføres et borgerligt styre i Bayern, Saksen og Thüringen. Udadtil blev der bedre vilkår for forhandlinger med Frankrig og England. I januar afløste i England ministeriet Mac Donald med ministeriet Bonar Law, og i maj i Frankrig afløstes ministerpræsident Poincaré af Herriot. På en konference i London blev aftalt en Dawes-plan, der dog ikke fastslog erstatningssummens totalsum eller tidsfristen for dens betaling, men en betalingsplan for de første 10 år, hvorpå der skulle forhandles om en ny overenskomst. For de første 4 år var raterne henholdsvis 1000, 1200, 1200 og 1250 millioner guldmark, derpå i 1928/29 2.500 millioner guldmark og sådan videre de følgende år. Summerne skulle tilvejebringes med årlige beløb fra jernbanerne på 650 millioner, fra industrien på 250 millioner, gennem en transportskat på 290 millioner samt fra rigets budget. Fra 1930 tænker man sig muligheden af en forøgelse i betalingerne, hvis en »velstandsindeks« på grundlag af jernbanetrafik, folketal, udenrigshandel, tobak- og kulforbrug viser opgang i Tysklands betalingsevne. Organisationen af erstatningsydelserne skete ved at de tyske statsbaner indtil 1964 forpagtes til et »Deutsche Reichsbahn-Gesellschaft«, der udsteder obligationer og aktier, hvoraf et beløb på 13 milliarder årlig skal forrentes med 650 millioner, der tilflyder Ententemagterne. Den tyske industri fik pålagt en hypotekgæld på 5 milliarder, for hvilke der udstedes obligationer af en »Bank fur Deutsche Industrieobligationen« til forrentning og afdrag med 6 % p.a.. De obligationer, der overdrages Ententemagterne, bestyredes af en særlig dertil nedsat kommission. For at Tyskland kunne være istand til at præstere disse ydelser, måtte landets finanser og økonomi genrejses. Derfor fastslog Dawes-planen en omorganisation af Deutsche Bank til en af regeringen uafhængig seddelbank med privilegium på seddeludstedelse og under tilsyn af kommissianer for Ententemagterterne. Et lån på 800 millioner guldmark optoges i oktober 1924. Foruden Dawes-planen enedes man i London om rømningen af Ruhr indenfor ét års forløb, og i den nærmest følgende tid skete store lempelser i besættelsen. Toldgrænsen mellem det besatte område og det øvrige Tyskland ophævedes, og besatte gruber og virksomheder rømmedes. D. 1. september 1924 trådte Dawes-planen i kraft, og Tyskland havde nu fremover regelmæssig præsteret sine ydelser, som gennem en generalagent for erstatningerne, der var erstatningskommissionens repræsentant, leveres til Ententemagterne. Valgene i maj 1924 stod om Dawes-planen. I en valgtale frarådede rigskansler Marx det tyske folk at gå imod Versaillestraktatens bestemmelser, men de tysk-nationale udsendte et opråb, hvori de krævede: ét folk, ét rige, én kejser. Valgresultatet blev til gunst for de yderligtgående nationalister og kommunisterne. Der valgtes 100 socialdemokrater, 96 tysk-nationale, 65 af centrum, 62 kommunister, 44 af det tyske folkeparti, 32 såkaldte tysk »völkische« (de var Ludendorff's tilhængere), 28 demokrater og 44 fra forskellige mindre partier. Der var dog flertal i den nye rigsdag for regeringens »opfyldelsespolitik« med hensyn til erstatningsbestemmelserne, og ministeriet Marx fik et tillidsvotum med 247 stemmer mod 183 stemmer. Marx og Stresemann kunne som Tysklands repræsentanter rejse til London for at træffe de endelige aftaler. Planen godkendtes af rigsdagen, idet de love, der var nødvendige for at sikre dens gennemførelse i Tyskland, vedtoges d. 29. august. D. 7. oktober opfordrede det tyske folkepartis rigsdagsgruppe kabinettet Marx til at gå af og opløse rigsdagen, og efter en række forhandlinger om et bredere grundlag for regeringen fandt opløsningen sted. Det tyske folkeparti og de tysk-nationale gik til valg på et program, der havde monarkiets genoprettelse som mål. Der valgtes ved disse valg: 131 socialdemokrater, 102 tysk-nationale. Centrum, 50 af det tyske folkeparti, 44 kommunister, 32 demokrater, 14 tysk-»völkische«, 48 fra andre partier. Der var således sket en forskydning fra yderpartierne til midterpartierne, medens landdagsvalget i Prøjsen i december måned viste en forskydning til højre-partierne. Allerede Så allerede d. 10. december besluttede ministeriet Marx at træde tilbage. D. 15. januar 1925 blev Luther af det tyske folkeparti udnævnt til rigskansler, og d. 18. januar var ministerlisten færdig. Det mærkeligste ved denne regeringsdannelse var de tysk-nationales deltagelse. For første gang havde dette parti repræsentanter i den tyske regering, medens socialdemokraterne var holdt helt udenfor og ligeledes demokraterne som parti, idet forsvarsministeren, Gessier, der oprindelig var demokrat, ikke mere kunne betragtes som sit partis repræsentant. Stresemann var også i dette ministerium udenrigsminister, og han og Luther måtte betragtes som de førende ministre, men af socialdemokratiet blev regeringen imidlertid betragtet som en udpræget højreregering, og det socialdemokratiske blad: »Vorwaarts« truede endog regeringen med generalstrejke, ligesom socialdemokraten Breitscheid betegnede denne regering og rigsdag, som en etape på vejen til genoprettelsen af monarkiet. Imidlertid erklærede regeringen selv i sin programudtalelse, at den ville betragte ethvert forsøg på at omstyrte republikken som højforræderi. Der var nu en modsætning mellem rigets styre og styret i Prøjsen, der dog stadig var socialdemokratisk. Og et forsøg på at gøre rigskansler Marx til afløser af den prøjsiske ministerpræsident Braun mislykkedes. Fra konservativ side dreves en pågående agitation mod ledende socialdemokrater, bl.a. mod rigspræsident Ebert. D. 28. februar 1925 afgik Ebert ved døden, og det store spørgsmål om hans efterfølger afgjordes d. 26. april, således at Tysklands ledende feltherre under 1´ Verdenskrig, Hindenburg, blev valgt som rigspræsident med 14.639.000 stemmer, medens 13.740.000 faldt på Marx som kandidat for de mere demokratiske partier og 4.900.000 stemmer på kommunisternes kandidat, den tidligere mesterbokser Ernst Thaelmann. Det var reaktionens kandidat, feltmarskal v. Hindenburg, som i kraft af sin krigsberømmelse sejrede ved præsidentvalget i april 1925. Dette præsidentvalg vakte frygt i udlandet og føltes som en triumf for de tyske monarkister. Rigspræsident Hindenburg måtte imidlertid for at overtage sit embede aflægge ed på den republikanske forfatning, og ingen kunne betvivle, at han ville være tro mod det løfte. Tyskland havde allerede i begyndelsen af året optaget samarbejde med de Ententemagterne om fuldstændig at gennemføre fredstraktatens bestemmelser om den tyske afvæbning. D. 4. oktober optog Tyskland på en konference i Locarno i Schweiz forhandling med en række andre europæiske lande om en »sikkerhedspagt« til betryggelse af freden i Europa, men grænserne mod øst ville man ikke garantere. Efter forskellige vanskeligheder underskreves udkastet til en sådan pagt samt udkast til voldgiftstraktater mellem Tyskland og Frankrig og Tyskland og Belgien. Idet Frankrig og Tyskland i Locarno garanterede hinandens grænser, var det afgørende fra tysk side, at Tyskland i virkeligheden gav afkald for bestandigt på Alsace-Lorraine - hvad der hos de tyske nationalister vakte uhyre forbitrelse. Den tysk-nationale partibestyrelse erklærede aftalerne i Locarno for uantagelige ud fra hensynet til de tyske »livsnødvendigheder« og besluttede d. 25. oktober at trække deres repræsentanter tilbage fra regeringen. De rester, der blev tilbage af denne regering, besluttede imidlertid at fortsætte forhandlingerne fra Locarno, og d. 1. december underskreves Locarno-pagten i London af alle de interesserede magter. Samme dag begyndte de engelske tropper at rømme Køln, og samme dag trådte kabinettet Luther tilbage. Den endelige tilbagetrækning af den fransk-belgiske besættelseshær fandt også først sted i 1930. Opblomstringen i det tyske erhvervsliv skyldtes London overenskomsten fra 1924, der tilførte udenlandske kapital, men i slutningen af 1925 begyndte en krise, der kulminerede i begyndelsen af 1926. Denne krise medførte betydelige ændringer i økonomiske liv, sådan at der blev dannet store kæmpeforetagender: farvetrusten, de forenede stålværker m.v., og der skete rationalisering af industrien og talrige nedlæggelser af mindre rentable virksomheder. Befolkningens størrelse var i juni 1925 på 62,4 millioner indbyggere, dvs. 30,2 millioner mænd og 32,2 millioner kvinder på et samlet areal af 469.000 km2. Heri er ikke medregnet Saar-området med ca. 770.000 indbyggere. De største byer er i 1925 er: Berlin, Hamburg ,Køln, München, Leipzig, Dresden, Breslau, Essen, Frankfurt am Main, Dusseldorf, Hannover, Nürnberg, Stuttgart, Chemnitz, Dortmund, Bremen, Magdeburg, Königsberg i Prøjsen, Duisburg, Stettin, Mannheim, Kiel , Bochum, Gelsenkirchen, og de tyske lande er: Prøjsen, Bayern, Saksen, Württemberg, Baden, Thüringen, Hessen, Hamburg, Mecklenburg-Schwerin, Oldenburg, Braunschweig, Anhalt, Bremen, Lippe, Lübeck, Mecklenburg-Strelitz, Waldeck, Schaumburg-Lippe. Da kabinettet Luther var trådt tilbage, forsøgte man at danne en ny stor regeringskoalition, der nåede fra folkepartiet til socialisterne. Men resultatet af den langvarige ministerkrise blev, at Luther d. 20. januar 1926 dannede en regering med støtte fra demokraterne, centrum, det tyske og det bayerske folkeparti, dvs. en regering der forsøgte at være uafhængigt overfor både det yderste højre og yderste venstre. Men regeringens stilling var vanskelig, og dets program ret vidtsvævende, men den lovede da at overholde Locarno-traktaten. I rigsdagen vedtoges et tillidsvotum med 160 stemmer mod 150, medens 150 andre undlod at stemme. Rigsdagens udenrigspolitiske udvalg vedtog d. 3. februar med 18 stemmer mod 8 at give regeringen fuldmagt til at indmelde det tyske rige i Folkeforbundet, og regeringen vedtog derefter enstemmigt at foretage denne indmeldelse. Efter forskellige vanskeligheder indstillede Folkeforbundsrådet enstemmigt, at indrømme Tyskland en permanent plads i Rådet, og d. 8. september optoges Tyskland enstemmigt som medlem af Folkeforbundet. Den tyske delegation indtog d. 10. september sit sæde ved et Folkeforbundsmøde i Genéve. Udenrigsminister Stresemann holdt en udpræget fredstale og Frankrigs udenrigsminister Briand holdt en lige så fredsvenlig velkomsttale. I samme måned mødtes Stresemann og Briand til venskabelige forhandlinger i Thoiry. Imidlertid var Luther allerede i maj gået af og anledningen hertil havde været, at han havde underskrevet en forordning af rigspræsident Hindenburg, hvorefter det gamle tyske kejserflag med de sort-hvid-røde farver genindførtes. Han faldt da i rigsdagen for et mistillidsvotum, der var fremsat af demokraterne, og Marx blev d. 17. maj 1926 rigskansler i en regering med omtrent de samme medlemmer som Luther's, men beredt til at indtage en mere selvstændig holdning overfor nationalisterne, som Luther i virkeligheden havde støttet sig til. En vanskelig sag, der ved denne tid var fyrsteaffindelserne. Medens der i flere af de enkelte lande f.eks. Bayern, var nået en mindelig løsning af spørgsmålet om, hvilke kapitaler og ejendele der skulle tildeles de afsatte fyrstehuse som deres retmæssige private formue, stilledes der i andre lande, navnlig Prøjsen og de thüringske stater, fordringer fra fyrstehusene, som syntes overdrevne og urimelige og alt for trykkende for folket. Harmen herover strakte sig langt ud over de socialistiske kredse, der simpelthen krævede fyrsternes formuer konfiskeret, men for mange i det borgerlige Tyskland vejede dog ejendomsprincippet så tungt til, at de alene af den grund mente, at fyrsternes krav måtte imødekommes. Ved en folkeafstemning, som regeringen lod afholde d. 20. juni, afgaves der for en konfiskation af fyrsteformuerne kun 14-15 millioner stemmer, medens der skulle have været omtrent 20 millioner for at gennemføre forslaget. De konservative afholdt sig gennemgående fra at stemme. Spørgsmålet kunne derefter afgøres ud fra en anerkendelse af fyrsternes ejendomsret, men i oktober undertegnedes en overenskomst med Hohenzollerne om affindelsen, hvorefter disse skulle give afkald på en del slotte og arealer og nøjes med 15 millioner mark i rede penge. Af socialdemokraterne blev ministeriet Marx hårdt angrebet, fordi disse ville have en plads i regeringen. De vendte særligt deres angreb mod rigsværnets leder, Gessier, som beskyldtes for at begunstige reaktionære tendenser. En herved opstået rigsdagsdebat endte med et mistillidsvotum, stillet af socialdemokraterne og støttet af de tysk-nationale, og som vedtoges med 249 stemmer mod 179, hvorefter ministeriet gik af. I slutningen af januar 1927 dannede Marx en ny regering på et nyt grundlag med støtte af de tysk-nationale, der for at få repræsentanter i regeringen måtte finde sig i at antage centrums retningslinier i afgørende spørgsmål, bl.a. »retsgyldigheden af den i Weimar grundlagte republikanske statsform« og det synspunkt, at »denne forfatning i sin helhed ligesom de forfatningsmæssige rigsfarver skulle beskyttes mod alle nedsættende hånsord og retsstridige angreb«. De tysk-nationale havde hermed gjort et stort spring over i et anerkendende forhold til de bestående statsforhold, og dermed også til Locarno-traktaterne, som de ikke havde vovet at godkende i efteråret 1925. Gessier vedblev at være forsvarsminister udenfor partierne. Centrum blev det absolut ledende parti, og til dette parti hørte også finansministeren: badenseren Heinrich Köller. En stærk kritik rettedes mod indenrigsministeren von Keudell, søn af en af Bismarck's nære medarbejdere, fordi han havde været deltager i Kapp-kuppet. Men en debat herom endte med et tillidsvotum til regeringen med 234 stemmer mod 174. Imod stemte socialister, kommunister, demokrater, flertallet af de tysk-völkische og endelig den tidligere rigskansler Wirth, der allerede havde stillet sig i opposition til ministeriet Luther. I februar forenede de bayerske katolikker sig atter politisk med centrum, og denne ændring i partiforholdene blev opfattet som et tegn på, at det politiske liv var ved at komme ind i en roligere bane. Et tegn på større politisk ro var det også, da man i maj 1927 med tredjedels majoritet kunne vedtage at forny en lov til beskyttelse af republikken, som var blevet vedtaget efter Rathenau's mord i 1922, og som også indeholdt en paragraf om, at det skal ligge i regeringens hånd at afgøre, hvorvidt den afsatte kejser skal have lov til at vende tilbage til Tyskland eller ej. Skønsmæssigt har man anslået, at der fra udlandet, navnlig England og De forenede Stater, er blevet anbragt 25.000 millioner mark i Tyskland i årene fra 1925 til 1930. Skulle disse uhyre summer tilbagebetales, var det nødvendigt, at der kom en længere årrække med gode økonomiske forhold og stabile priser; men det var iøvrigt ikke tilstrækkeligt, at der tjentes nok til at forrente og afbetale den udenlandske gæld, Tyskland måtte også stadig have en gunstig betalingsbalance, det vil sige, at værdien af dets eksport måtte altid overstige værdien af dets import, for at det kunne overføre renter og afdrag til sine kreditorer udenlands. Men efter et heldigt opsving gennem nogle få år, der begunstigedes af højkonjunkturerne på det amerikanske marked, brast boblen, og priserne begyndte at falde, først i Amerika og derpå over hele den øvrige verden. En almindelig krise satte ind, og Tyskland, der var et land med forholdsvis få reserver, var blandt dem, der blev hårdest ramt. Tallet på arbejdsløse steg til over fire millioner, og regeringen måtte lade staten træde hjælpende til både overfor banker, sværindustri og landbrug for at forhindre, at landets erhvervsliv faldt helt sammen.

Læs også Den Tyske Bondekrig af Friedrich Engels fra 1850. Tysklands historie forsættes her.

Webmaster