Revolutionære Ideer og Klassekamp gennem tiden (I).

Skift til: Revolutionære Ideer og Klassekamp gennem tiden (II) * * Revolutionære Ideer og Klassekamp gennem tiden (III)

I begyndelsen af 1900-tallet skrev Christensen, N. K. en tredjedel af denne fremstilling om de revolutionære ideer gennem historien. Fremstillingen indeholder utopiske ideer og bevægelser. Forfatteren gør meget ud af at "sætte" lighedstegn mellem historiens ideer og bevægelser og 1900-tallets såkaldte "kommunistiske ideer". Men selvom forfatteren skriver sådan som han gør, er fremstillingen meget lærerig. Alligevel skal Socialismen og Kommunismen ikke gøres til moralske egenskaber og tanker - alene, - selvom det også er drømmen om et bedre samfund og for nogle bedre menneskelige egenskaber, der har været med til at skabe den socialistiske ide og den Kommunistiske bevægelse. En anden tredjedel af teksten er fra Thomas Kirkup, »Socialismens historie«, 1917, og han var med i Fabian Society fra 1883 og i Independent Labour Party fra 1893. Men som man ved, står det helt galt til med socialismen i England. Den Socialistiske bevægelse var allerede på Karl Marx tid en borgerlig bevægelse fyldt med moralske og utopiske ideer, og ude af stand til at ændre tingenes tilstand. Socialisterne ville bare lave en økonomisk omfordeling via den borgerlige stat, og ville ikke ændre på ejendomsretten og meget mere. Kommunisterne derimod, stod for den klare analyse af de eksisterende samfundsmekanismer, menneskets og naturens historiske udvikling, klarlagde markedsmekanismerne og betalingsmidlernes funktion, bytteværdi, brugsværdi, etc.. Kommunisterne ønskede derfor ikke alene at Arbejderklassen skulle overtage magten i staten, men også at netop pris- og markedsmekanismer skulle afløses af et nyt økonomiske system og Produktionsplaner, samt at ejendomsrettighedernes skulle fratages fra det adelige og kapitalistiske pak, der havde "erobret" disse rettigheder og privilegier, idet kommunisterne ville opfylde alle menneskers primære behov for bolig, arbejde, uddannelse, kultur, etc. Igennem hele menneskehedens historie er der opstået ikke så få ideer - progressive og reaktionære, berømte og skadelige, ideer, der løftede mennesket op på tænkerens og skaberens piedestal eller styrtede det ud i moralsk tvivl. Der fandtes ideer, der var rettet mod at fuldkommengøre livet, at ændre menneskenes arbejds- og levevilkår, og ideer, der i endnu højere grad stræbte efter at underkue dem. Men altid og igennem alle tider har folk uden tvivl haft ideer om frisindethed, om revolutionær og progressiv omdannelse af samfundssystemet. Disse ideer opstod ikke i rolige arbejdsværelser, ikke som resultat af enlige tænkeres grublerier. Det historiske fremskridts revolutionære ideer afspejler samfundets økonomiske og sociale levevilkår og opstår i arbejdernes kamp for deres frigørelse, lighed og et retfærdigt samfundssystem. I vor tid har Karl Marx’ og Friedrich Engels’ lære opnået bred udbredelse, i den genspejles de tidligere århundredes progressive ideer. Den utopiske socialisme rummede ikke så få af disse ideer. Men marxismen ikke kun opsugede disse ideer i sit system, men omarbejdede dem; sammenfattede dem påny og begrundede dem videnskabeligt. Utopisterne havde mange tanker og formodninger om det kommende samfund og staten. Men selve samfundssystemet opfattede de ofte, som var det skabt af en gud eller af fremragende personligheder. Opfattelsen af det menneskelige samfund som et naturligt videnskabeligt forskningsobjekt gjorde det muligt for Marx og Engels at skabe den videnskabelige socialismes teori, der kunne forklare mening og mål med menneskets historie. En sådan opfattelse hjalp med til at bevise, at det var nødvendigt at skabe et nyt samfund - det socialistiske, der afløser kapitalismen. Netop denne teori, der på skabende vis blev udviklet af V. I. Lenin og med held anvendt i Rusland, beviste arbejdernes og bøndernes første stat. De marxistiske ideer, der ligger til grund for mange progressive sociale forandringer i verden, vinder også flere nye tilhængere i dag. Men for rigtigt at kunne forstå og vurdere den videnskabelige socialisme, er det nødvendigt at kende dens kilder, at forestille sig, hvordan denne teori har udviklet sig, hvordan dens nuværende virkeliggørelse er i praksis. Indtil langt op i den nyere Tid har man været tilbøjelig til at betragte Menneskehedens Udvikling som en fortsat Tilbagegang fra en oprindelig lykkelig Tilstand, hvor Menneskene »levede som Guder med ubekymret Sind, uden Møje og uden Jammer. Jorden gav usået og upløjet alt af sig selv; rige Hjorder brølede på Markerne; Livet gled hen som en Fest i evig Ungdom og evigt Forår.« Det gamle Testamentes Beretning om Edens Have og om Syndefaldet er Udtryk for denne Opfattelse, der bl.a. også møder os i den gamle Edda. Teorien om en oprindelig Guldalder findes hos alle Jordens Folk. Den er først afgørende trængt tilbage i det 19. århundrede, hvor den videnskabelige Forskning gennem Undersøgelser at Oldtidslevninger og at Tilstandene hos Nutidens ville Folkeslag har påvist, at den historiske Udvikling, tværtimod at betegne en fortsat Tilbagegang eller Nedgang, har betydet Fremgang, Opadstigen fra primitive Samfundsformer til højere, mere sammensatte Tilstande. Men samtidig er det blevet klart, at også Ejendomsformerne har gennemløbet en Udvikling, således at Privatejendomsretten, som hidtil har dannet Grundlaget for Kultursamfundenes Liv, ikke er noget oprindeligt, men har udviklet sig at tidligere Ejendomsformer. At gamle Sagn, gennem overleverede Sæder og Skikke og andet kan vi slutte, at Menneskene i den såkaldte forhistoriske Tid var delt i Slægtskabsforbund og Stammer, mellem hvis Medlemmer der herskede Fællesejendom. På dette Udviklingstrin, der kan betegnes som Samlerstadiet eller Normadetrinet, finder vi endvidere særlige polygame Ægteskabsformer, der var tilpasset efter de kollektive Ejendoms- og Erhvervsforhold. Med Overgangen fra Samler- og Nomadetilværelsen til Agerbrug begyndte disse på Slægtskabsforhold og Fællesejendom grundede Samfundstilstande at opløses, idet Særinteresserne efterhånden hos stadig mere betydende Dele af Samfundsmedlemmerne fik Overtaget over Fællesinteresserne. Navnlig Handelen, der på Nomadestadiet var en Del af hele Samfundets fælles Virksomhed, blev nu i stigende Grad drevet af enkelte Medlemmer, der herved fik Mulighed for i Rigdom og Anseelse at hæve sig op over de øvrige Borgere. Også enkelte Håndværk udskiltes som selvstændige fra Landbruget løsrevne Erhverv. Byer opstod, i hvilke Handel og Håndværk koncentreredes, hvor de rige Borgere forbrugte deres Rigdomme, og hvortil ligeledes de fattigste Borgere søgte hen for at friste Tilværelsen, ofte ved Tiggeri. De gamle, polygame Ægteskabsformer afløstes under denne Udvikling af Engiftet. Fortidens Enheds- og Slægtskabssamfund blev til et klassedelt Samfund, hvor der i Stedet for det tidligere Fællesskab mellem alle Borgere herskede Klasseinteresser og rasede Klassekampe. For de små Bønder og de forarmede Borgere kom Fortidens Samfundstilstande under disse Forhold til at stå som Guldalderen i Modsætning til Tidens Jernalder, hvor »de gode bukker under for de slettes Bedrag og Mened«. De undertrykte så ikke fremad, men tilbage; at vende tilbage til Naturtilstanden blev for dem Løsenet. Denne Opfattelse findes udtrykt hos nogle af Oldtidens største Filosoffer som Platon og Aristoteles og var navnlig levende hos Stoikerne.

I det 12. århundrede f. Kr. brød Jøderne fra Nordarabiens og Østægyptens ørkner ind i Palæstina, hvor de i Kamp mod Landets tidligere Indbyggere, Kanaanitere, efterhånden erobrede Landet og blev bosiddende. På dette Tidspunkt var de delt i Slægtsforbund og Stammer med en kommunistisk Ejendomsordning, der synes at være blevet bevaret i den første Tid under deres nye Tilværelse som Agerdyrkere (4. Mosebog 36. Kapitel). Privatejendommen trængte dog her som i andre Oldtidsstater hurtigt igennem med åger, Gældsslaveri og Klassemodsætninger i sit Følge. Udviklingen i kapitalistisk Retning tog navnlig Fart i Israels gyldne Tid fra omkring år 1000 f. Kr. til omkring år 900 f. Kr. Ved begyndelsen af dette Tidsrum lykkedes det Jøderne at undertvinge Filistrene, der beboede Lavlandet, som skilte det af Israelitterne erobrede Højland fra Havet. Det lykkedes dem ligeledes at indtage Højlandets stærkeste Fæstning, Jerusalem, der blev Rigets Hovedstad, hvor fønikiske Bygmestre under Salomo byggede det berømte Tempel for Israels øverste Gud, Krigsguden Jahve. Efter disse Erobringer beherskede Jøderne en af Tidens vigtigste Handelsveje, idet Palæstina dannede Forbindelsesleddet mellem Ægypten på den ene Side og Syrien og Mesopotamien på den anden Side; desuden var det Fønikernes Handelsvej med Araberne. Jøderne drog Fordel af Landets Beliggenhed, såvel ved Deltagelse i Handelen som ved Plyndringer af Handelskaravanerne. Store Rigdomme indvandtes, men måtte naturligt virke opløsende i et Samfund, der væsenligst bestod af Småbønder. Rige Handelsmænd og store Grundbesiddere blev dominerende, medens de små Bønder udryddedes, og Godser med Slavedrift trådte i Stedet. Og med den sociale Opløsning fulgte Tabet af den nationale Selvstændighed. De erhvervede Rigdomme i Forbindelse med Landets Beliggenhed opvakte de mægtige Naboers Begærlighed og gjorde fra det 9. århundrede f. Kr. Palæstina til et skiftende Bytte for Ægyptere, Assyrere, Babylonere, Persere og Makedonere, indtil Landet sluttelig i året 63 f. Kr. blev en romersk Provins. Profetier og Kommunisme. Genrejsningen af Israels nationale Selvstændighed og Tilbageerobringen af den tabte Storhed blev Opgaven for Trængselstidens Profeter. Men en Genrejsning var kun mulig, når Befolkningens krigerske Kraft genopvaktes, og for at dette kunne ske, måtte man vende tilbage til Fortidens sociale Tilstande. Hvor stor og lykkelig havde Israel ikke været i Fortiden, og hvor ulykkelig var det ikke nu. I Profeternes Forkyndelser, således som de er os overleveret i det gamle Testamente, der antages at være samlet omkring Midten af det 5. århundrede f. Kr., bliver Jahve derfor den sociale Retfærdigheds, de fattiges og de undertryktes Gud. »Vee dem, som lægge det ene Hus til det andet, føje den ene Ager til den anden, indtil der ikke er mere Rum tilbage, så at I alene blive siddende midt i Landet,« (Esaias 5,8). »Vee dem, som give ugudelige Love og udstede uretfærdige Skrivelser, for at fortrænge de Ringe fra deres Ret, og for at fravende de Elendige iblandt mit Folk deres Ret, at Enkerne må være deres Bytte, og at de kunne berøve de Faderløse.« (Esaias 10, 1-2). Hverken Profeternes Forkyndelser eller den sociale Reformlovgivning, som forsøgtes mod Slutningen af det 7. århundrede f. Kr., (3. Mosebog 25. Kapitel, 5. Mosebog 15. Kapitel), formåede at ophæve den sociale Ulighed eller at standse Israels Fornedrelse. Men desto dybere Fornedrelsen blev, desto inderligere blev Dyrkelsen af Jahve, der under og efter det babyloniske Fangenskab (586-538 f. Kr.) udviklede sig fra at være Jødernes Stammegud til at blive hele Verdens Gud, den sociale Retfærdigheds universelle Gud, men samtidig en Gud, for hvem Jøderne var det udvalgte Folk, bestemt til at være Verdens Herskere. Forsøget på at virkeliggøre den sociale Retfærdighed blev gjort af en proletarisk-kommunistisk Sekt Essæerne eller Essenerne, der antagelig opstod omkring 150 år f. Kr.. Sekten skal have talt nogle få Tusind Medlemmer, der boede i Fælleshuse (Ordenshuse), hvor de levede i Fællesskab og i Cølibat. Essæerne holdt ikke Slaver, men ernærede sig ved deres eget Arbejde, fortrinsvis ved Landbrug. De drev dog også Håndværk, men gav sig ikke af med Forfærdigelsen af Våben eller Krigsartikler. At drive Handel var Medlemmerne forbudt. Kommunismen var strengt gennemført; alt, hvad de fortjente, tilhørte Sekten, der var meget godgørende overfor de fattige. Efter Overleveringen synes Essæerne at have nydt megen Anseelse. De forsvandt først ved Jerusalems ødelæggelse 70 år e. Kr.

Det Oldtidsfolk, der i Historien betegnes som Hellenerne, trængte omkring 1100 år f. Kr. fra Nordgrækenlands Bjergegne ned i Mellemgrækenland og ud på Halvøen Peloponnes. På denne Tid levede de endnu under en kommunistisk Slægtsordning. Hvor længe denne har varet, ved vi ikke; men af Iliaden og Odysseen, der antages at være endeligt affattede henholdsvis ca. år 900 f. Kr. og 800 f. Kr., kan vi se, at Privatejendommen allerede da var trængt igennem. Klassedelingen var dog endnu ikke stærkt fremtrædende. Det græske Folk var indtil det 8. århundrede f. Kr. et overvejende agerdyrkende Folk. Fra det 8. århundrede tog imidlertid Handelen et stadig stærkere Opsving. Fra da af og i de følgende ca. 200 år anlagdes en Række græske Handelskolonier uden for Grækenland, i Syditalien, på Sicilien, i Ægypten og ved Sortehavet, ja endog i Sydfrankrig, hvor Marseille (Massalia) er anlagt af græske Købmænd. Handelen førte store Rigdomme til Grækenland, navnlig til Athen, der var dens største Handelsstad. Der opstod en Klasse rige Storkøbmænd, men også et Proletariat, der hovedsagelig rekruteredes blandt Småbønderne, som under den kapitalistiske Udvikling forarmedes og dreves fra Hus og Hjem over i de ejendomsløse Borgeres Rækker. I mangfoldige Tilfælde mistede de endog deres personlige Frihed og måtte gå i Slaveri hos en af deres egne, rige Medborgere, når de ikke så sig i Stand til at betale de ågerrenter, som var uadskillelig knyttet til Pengeudlån i Oldtiden. Klassedelingen blev afgørende og skarp, og Klassekampe begyndte for Alvor at rase. Reformernes Vej forsøgtes, og en Reformperiode satte ind fra Begyndelsen af det 6. århundrede f. Kr. Gældsslaveriet forbødes, og af Gæld på Landejendom ophævedes. Men Reformerne formåede ikke at standse Udviklingen i kapitalistisk Retning, en Udvikling, som i Athen var særlig stærk i århundredet fra 500 til 400 f. Kr. Dette 5. århundrede var Athens Glansperiode. På åndslivets og Kunstens Område frembragtes det ypperste, Hellenerne har efterladt os. Glansperioden varede dog kun ca. 100 år; derefter gik det hurtigt nedad. Det Grundlag, hvorpå Staten byggede, var som i alle Oldtidsstater usolidt. Samtidig med, at vældige Rigdomme hentedes hjem gennem Handelen, forarmedes Befolkningens Masse i stigende Grad. Bondebrugene forsvandt mere og mere og erstattedes med slavedrevne Godser, der dyrkede Oliven med Udførsel for øje. Også de selvstændige Håndværksbedrifter erstattedes med Stordrifter, hvor mange Slaver i Fabriker eller Arbejdshuse frembragte Industrivarer bestemt til Salg. Slaverne var Genstand for en hensynsløs Udbytning. De skaffedes enten gennem Krigene eller ved Køb eller Menneskerov i de såkaldte barbariske Lande. Slavearbejdet gjorde imidlertid alt legemligt Arbejde, i Særdeleshed i andre Borgeres Tjeneste, foragtet, uværdigt for en fri Borger. Det Proletariat af frie Borgere, som den kapitalistiske Udvikling havde frembragt, var derfor i det store og hele udelukket fra at ernære sig ved Arbejde. På den ene Side var de berøvet det økonomiske Grundlag for at drive selvstændig Virksomhed, og på den anden Side forbød deres Ære som frie Borgere dem at gå i andre Borgeres Tjeneste. Tilbage blev således kun den Mulighed at søge at udnytte den politiske Magt, d.v.s. Stemmeretten, til at skaffe sig Midler til Livets Ophold. Og Athens Glansperiode var tillige dens demokratiske Periode. Gennem de foregående århundreders Klassekampe havde det menige Folk tilkæmpet sig det fulde Demokrati. Oldtidens Statsstyre var imidlertid på mange Måder forskelligt fra Nutidens. I Oldtiden var By og Stat det samme, når bortses fra det romerske Kejserrige. Oldtidens Stat var således en Bystat; kun de Borgere, der hørte til Byen med dens Opland, altså her til Athen og Attika, havde Adgang til Deltagelse i Statsstyrelsen. Gjordes Erobringer, blev de erobrede Byer og Landsdele afhængige og som oftest tillige skattepligtige; men de fik ingen Indflydelse på Statens Styrelse; den vedblev at ligge hos den oprindelige Bystats Befolkning. Demokrati betyder således med Henblik på Oldtiden kun Folkestyre af Befolkningen i selve Bystaten. Men dernæst var det kun de frie Borgere, der havde Stemmeret; Slaverne var udelukket fra enhver politisk Indflydelse. Og endelig kendte Oldtiden ikke det repræsentative System, hvor et vist Antal stemmeberettigede Borgere repræsenteres i Folkeforsamlingen (Tinget) ved en Tillidsmand (Folketingsmand). Enhver Borger, der ønskede at gøre sin Indflydelse gældende i Statsstyrelsen, måtte personlig møde op i Folkeforsamlingen, der i Athen holdtes 3-4 gange om Måneden, og afgive sin Stemme i hver enkelt Sag. Demokratiets Gennemførelse i Athen betød, at den politiske Magt kom til at ligge hos det frie Proletariat, der ved sin Masse var i Stand til at beherske Folkeforsamlingen, og som udnyttede sin Magt til at afpresse de rige Borgere så meget som muligt af deres Rigdomme. Fra de rige Borgeres Side blev den politiske Kamp en stadig mere forbitret Modstand mod denne Afpresning. Og sluttelig blev Modsætningen mellem de rige og de fattige og de riges Had til det demokratiske Styre så voldsom, at Athens Aristokrati under den peloponnesiske Krig, der udbrød 431 f. Kr. mellem Athen og Sparta, og som drejede sig om Overherredømmet i Grækenland, forrådte sine egne Landsmænd til Fjenden, Sparta, der var aristokratisk styret. Resultatet af Krigen blev, at Athen sloges fuldstændig ned 404 f. Kr., hvorpå det demokratiske Styre for en Tid afløses af et hårdhændet aristokratisk Styre. Athens Glansperiode var forbi.

En Udvikling som den her fremstillede måtte nødvendigvis rejse det Spørgsmål, hvorledes et Samfund skulle undgå de Klassemodsætninger og de Klassekampe, som i deres. Virkninger havde vist sig så fordærvelige for det atheniensiske Samfund. Det er bl.a. dette Spørgsmål, den græske Filosof Platon ville løse ved det Forslag til en kommunistisk Samfundsordning, han fremsætter i sin Bog om Staten. Platon fødtes i Athen 427 f. Kr. og døde i samme By 347 f. Kr.. Han var Aristokrat og stillede sig gennem hele sit Liv afvisende overfor Demokratiet. Da han var velhavende, kunne han hellige sig sine Studier og foretage en Række Rejser, under hvilke han bl.a. besøgte Ægypten og Syditalien. Bogen om Staten er som Platons øvrige Afhandlinger skrevet i Form af en Samtale, hvor Platons Lærer Sokrates optræder som Forsvarer for Platons Idéer. Platon kommer ved sin Undersøgelse af den Samfundsform, Athen levede under, til det Resultat, at den var slet. En sådan Stat er, siger han, ikke én, men to Stater. De fattige udgør den ene, de rige den anden. Begge bor sammen; men den ene vil den anden ondt. Og sluttelig er Staten ude af Stand til at føre Krig; thi for at kunne føre Krig må de rige betjene sig af de fattige, og når de fattige er bevæbnede, er de rige mere bange for dem end for Fjenden. Men dernæst vil de rige ikke betale de Skatter, som er nødvendige, fordi de elsker Penge så meget. Er Platon hård mod de rige, er hans Bedømmelse af de fattige, Proletariatet, ikke blidere. Han sammenligner simpelthen Proletariatet, altså de ejendomsløse, frie Borgere, med Dronerne. Og Oldtidens Proletariat var, som vi har set, et Tiggerproletariat, der hverken kunne eller ville bestille noget, men levede af Samfundet. At ophæve disse Onder og gøre Staten til en Enhedsstat kunne efter Platons Mening kun ske ved at indføre Fællesejet. Kommunismen skulle dog ikke gælde for hele Samfundet, men kun for den herskende Klasse, der deltes i Regenter og Krigere, og af hvilke Regenterne skulle være Filosoffer. Herskerklassen måtte ikke besidde nogen egen Formue, forsåvidt det kan undgåes; fremdeles må de ikke have nogen Bolig eller Forrådskamre, hvori ikke enhver, der havde Lyst, kunne gå ind. Men det nødvendige, som mådeholdne og tapre Mænd og Krigere behøver, skal de til bestemte Tider modtage af deres Medborgere som Løn for Bevogtningen og så meget, at de hverken har noget tilovers til næste år eller lider Mangel; de skal spise ved et fælles Bord og leve sammen som i en Lejr. Hvad Guld og Sølv angår, skulle man sige dem, at de af Guderne havde modtaget guddommeligt Guld og Sølv i deres Sjæl, og at de ikke trængte til det menneskelige. Det var dem ikke tilladt at gøre Besiddelsen af hint uren ved at blande det med Besiddelsen af det jordiske Guld, fordi denne gemene Mønt havde fremkaldt mange ugudelige Handlinger, men deres var aldeles uforfalsket. Af alle Borgere var de de eneste, hvilke det ikke var tilladt at have med Guld og Sølv at skaffe, at berøre det, at bo under Tag med det, at bære det på Klæderne eller bruge det til Drikkekar. Således ville de befordre deres eget og Statens Vel. Enkeltægteskaber måtte ikke finde Sted i Herskerklassen, men dennes Medlemmer skulle være fælles om Kvinder og Børn, idet Forbindelsernes indgåen stilledes under Statens opsigt, ligesom Opdragelsen af Børn af Herskerklassens Medlemmer udelukkende blev Statens Sag. Herskerklassens Kvinder skulle iøvrigt, »forsåvidt deres svagere Natur tillader det, deltage i Krigs- og Statsforretninger og erholde en dertil svarende Dannelse.« Selv om Herskerklassen fortrinsvis ville blive en arvelig Klasse, skulle de regerende dog »optage de enkelte, der ved Naturanlæg og egen Kraft hæver sig over de erhvervendes Klasse, i en højere Stand«. De fælles Måltider for Herskerklassen leder Tanken hen på Sparta, hvor sådanne Fællesmåltider kendtes fra gammel Tid. Sparta har sikkert i flere Henseender, bl.a. også i Spørgsmålet om Børneopdragelsen, været Platons Forbillede. Hos Spartanerne havde kommunistiske Overleveringer bevaret sig længere end i f.eks. Athen. årsagen hertil må bl.a. søges i, at Spartanerne havde gjort Landets tidligere Befolkning til Statsslaver, som de udbyttede, hvorfor vedvarende Krigsberedskab og Sammenhold var en Nødvendighed for de spartanske Borgere, så meget mere som deres Antal stadig gik tilbage. Desuden drev Spartanerne ikke Handel og Skibsfart, der derfor heller ikke fik Lejlighed til at udøve sin opløsende Virkning i deres Samfund. Kommunismen i Platons Stat ville, som det fremgår af det foran citerede, kun blive en Kommunisme med henhold til Forbruget, men ikke med henhold til Produktionen. I Produktionen skulle der vedblivende herske Privatejendom. Tanken om Samfundseje til Produktionsmidlerne, der er Hovedpunktet i Nutidens socialistiske Bestræbelser, kunne ikke opstå, endsige realiseres i Oldtiden. Forudsætningen for en kommunistisk Produktionsordning, nemlig en højt udviklet Produktionsteknik, der nødvendiggør Produktionens Koncentration, og som gør Nutidens Stordrift så overlegen over Smådriften, manglede fuldstændig i Oldtiden, hvor Stordriften anvendte samme primitive Teknik som Smådriften. For en Nutidsbetragtning er der det særlige ved Platons »Stat«, at dens Styre skulle være så afgjort aristokratisk, nærmest diktatorisk. Platon kunne heller ikke tænke sig sine Tanker realiseret ad demokratisk Vej ved Deltagelse i det politiske Liv og Agitation blandt Befolkningen; dertil var han selv for meget Aristokrat og Tidens Demokrati for korrumperet. Han tænkte sig sin Stat gennemført ad diktatorisk Vej, gennem en Enevoldshersker, og søgte, uden Held, at formå en af sin Samtids »Tyranner« til at gøre Forsøget. I sin Tillid til Diktaturet genspejler Platon Datiden. Såvel Aristokratiet som Demokratiet blev, som Platon skildrede det, i stadig højere Grad ude af Stand til at herske, ja endog til at bevare Grækenlands Selvstændighed, der gik tabt, først til Makedonien (338 f. Kr.), senere til Romerne (146 f. Kr.). Det blev, rigtigt set, Diktaturet, der kom til at herske i Oldtidsstaterne; men ikke et Diktatur af Filosoffer, derimod et Diktatur af Lejetropsanførere, af Cæsarer.

Rom skal være grundlagt år 753 f. Kr.. Befolkningen bestod da af Bønder, der som en Overlevering fra den oprindelige Kommunismes Tid havde bevaret Inddelingen i Slægter og Stammer. Byens Styrelse varetoges af en Folkeforsamling og et Råd af ældste, Senatet. I Spidsen for Styrelsen stod en »Konge«, der samtidig var Hærfører, Dommer og Præst, altså nærmest en Høvding, som henimod år 500 f. Kr. erstattedes med Konsuler, der valgtes af Folkeforsamlingen for et år ad Gangen. Al politisk Magt var herefter samlet hos de gamle jordejende Slægter, Patricierne, medens Plebejerne, d.v.s. de indvandrede Fæstere, Købmænd og andre, gennem lange Tider holdtes ude fra enhver politisk Indflydelse. Slaverne behandledes og betragtedes som overalt i Oldtiden som en Art Husdyr. Modsætningen mellem Patriciere og Plebejere førte til århundredlange Kampe, under hvilke Plebejerne Skridt for Skridt tilkæmpede sig politisk og social Ligestillelse med Patricierne. Først opnåede de Adgang til Folkeforsamlingen, dernæst Ret til at vælge særlige Almuetribuner og Ret til at vælge den ene af de to Konsuler. Sluttelig ophævedes i året 287 f. Kr. enhver politisk og retslig Ulighed mellem de to Klasser. Jævnsides med disse indre Kampe havde Rom udadtil ført en Række Krige mod de øvrige italienske Stæder, der én for én bukkede under. I året 266 f. Kr. var hele den italienske Halvø erobret og Stæderne gjort til Forbundsfæller, der skulle stille Soldater til Roms Krige. Herefter begyndte Erobringerne uden for Italien. Gennem de følgende ca. 200 års omtrent uafbrudte Krige skaffede Rom sig Herredømmet over praktisk talt hele den da kendte Verden. Da Rom stod på sin Magts Højde, herskede det, foruden over Italien, Sardinien og Sicilien, over Nordafrika, Ægypten, Syrien, Lilleasien, alle Balkanlandene, Egnene omkring Sortehavet, Spanien og Gallien (Frankrig) indtil Rhinen samt England indtil Skotland. Alle Lande uden for Italien blev Provinser. I Modsætning til de italienske Forbundsfæller var de fritaget for at stille Soldater, men måtte derimod udrede enorme Afgifter. Disse inddreves af Skatteforpagtere, der samtidig ligesom Statsholderne plyndrede Befolkningen for egen Regning. Udplyndringen af Provinserne var en Del af det romerske Statssystem og nåede i ingen anden Oldtidsstat en sådan Fuldkommenhed som i Rom. Og ikke alene økonomisk, men også kulturelt plyndrede Rom Provinserne. I Løbet af få århundreder sammenbragtes i dette Centrum alt, hvad Verden indtil da havde frembragt af Kultur. Først i Kejsertiden ændredes Forholdet til Gunst for Provinserne. En statslig Udvikling som den foran skitserede førte uundgåeligt en Forandring af det oprindelige Bondesamfunds økonomiske Struktur med sig. Krigstjenesten, der hvilede på Bønderne, forhindrede disse i at passe deres Jord. De blev forgældede, udnyttede af ågerkarle og solgte eller opgav i Hobetal deres Ejendomme. Jorderne blev lagt sammen til store Godser, Latifundier, der dreves med vældige Slaveskarer. Udviklingen i Retning af Latifundiedrift, som Romerne under de puniske Krige (264-146 f. Kr.) lærte af Karthagerne, fremmedes yderligere gennem Korntilførslerne fra Sicilien og Ægypten. Kornet herfra solgtes til Priser, der gjorde det umuligt for den italienske Bonde at optage Konkurrencen. Italien ophørte derfor at være kornavlende. Det gik i Stedet over til at dyrke Vin og Oliven, der egnede sig for Plantagedrift, men som krævede Kapitaludlæg, der var uoverkommelige for Bonden. Mere end noget andet virkede dog Slavearbejdet til den frie Bondestands og for så vidt også til det frie Håndværks Udryddelse. Sålænge Rom var erobrende, sendtes uhyre Transporter af Slaver til Italien. På Tider, hvor Udbuddet var særlig rigeligt, solgtes de for få Kroner pr. stk.. I Republikens Tid taltes Slaverne i Millionvis og udnyttedes på det voldsomste, så Konkurrence med Slavearbejdets Frembringelser blev så godt som umulig for de frie Borgere. Det produktive Arbejde overlodes under disse Forhold til Slaverne, og samtidig blev legemligt Arbejde foragtet, uværdigt for en fri Mand at give sig af med. Slaveopstande forekom jævnligt i de to sidste århundreder f. Kr. Den første italienske Slaveopstand, vi hører om, fandt Sted i året 187 f. Kr., ved hvilken Lejlighed 7000 Slaver skal være blevet korsfæstet. Den farligste af Slaveopstandene var den af Gladiatoren Spartakus ledede Opstand, der varede fra 73-71 f. Kr. Da Opstanden, der en Tid formede sig som en regulær Krig, endelig var slået ned, korsfæstedes ca. 6.000 af de oprørske Slaver. Men også det Proletariat, der opstod af de fordrevne og ruinerede Bønder og Håndværkere, rejste omend ikke Oprør så dog Klassekamp. Proletariatet samledes i Rigets Storbyer, fortrinsvis i Rom, hvor der udspilledes voldsomme politiske Kampe mellem besiddende og besiddelsesløse, mellem Aristokratiet og Demokratiet. Kampene drejede sig fra først af om Besiddelsen af den offentlige Jord, som Rom havde ladet sig udlægge i de erobrede Landsdele. Denne Jord betragtede Aristokratiet som deres Ejendom og vægrede sig med alle Midler mod at afstå noget af den til Udstykning til Bondebrug til Fordel for Proletariatet. I Kampen herom fik Proletariatet til Tider Støtte af Mænd fra Aristokratiet, der tilstræbte en fri Bondestands Genoprettelse, for at Rom atter kunne blive det Bondesamfund, der i Fortiden havde leveret Soldater til dets verdenserobrende Hære. Mest kendt i så Henseende er de Reformer, som Brødrene Tiberius og Gajas Gracchus søgte gennemført. Tiberius Gracchus valgtes i året 134 f. Kr. til Almuetribun og fik som sådan en Lov gennemført om Udstykning af offentlig Jord. Aristokratiets Raseri imod ham var imidlertid så Voldsomt, at det i året 132 f. Kr. lod ham myrde. Gajus tog nogle år senere Broderens Arbejde op. Han valgtes i året 123 f. Kr. til Almuetribun, men måtte som Broderen lade Livet efter 2 års Forløb; han dræbtes i året 121 f. Kr. Kampen mellem Aristokratiet og Demokratiet gav sig også til andre Tider blodige Udslag. Således i året 63 f. Kr., da Catilina efter forgæves at have søgt Valg som Demokratiets Kandidat rejste Oprørsfanen, men led et Nederlag, under hvilket han selv satte Livet til. Forsøgene på Genoprettelsen af en fri Bondestand mødte iøvrigt i Republikens seneste Tid ikke alene Modstand hos Aristokratiet, men også hos Proletariatet selv. Roms Proletariat var vel ejendomsløst, men ikke eksistensløst. Sålænge Republikken bestod, styredes Romerriget vedblivende som en Bystat, selv efter at Borgerretten i Begyndelsen af det første århundrede f. Kr. var blevet udvidet til at omfatte alle frie Mænd i Italien. For det romerske Proletariat var Stemmeretten en Vare, som de vidste at lade sig betale for, og som sammen med de offentlige Kornuddelinger og Understøttelser tillod dem at friste Livet i Lediggang. De blev arbejdssky, uegnede og uvillige til at påtage sig en Småbondes nøjsomme og arbejdssomme Tilværelse. Opkøbene af Proletariatets Stemmer og Afholdelsen af offentlige Fester til Erhvervelse af Folkets Gunst krævede enorme Summer af de politiske Kandidater. I året 53 f. Kr. forårsagede Stemmeopkøbet en så kolossal Efterspørgsel efter kontante Penge, at Kapitalrenten i Rom gik meget stærkt i Vejret, og der indtrådte en formelig Pengekrise. Kapitalerne, som Valgkandidaterne skulle bruge, forskaffede de sig oftest ved Lån mod blodige Renter hos Pengeudlånerne, der i Rom udgjorde en særlig Stand, Ridderne, med en egen Standsorganisation. Når den heldige Kandidat senere blev Statholder i en Provins, måtte dennes Befolkning udrede Omkostningerne, endda så rigeligt, at Statholderen foruden at få sin Gæld betalt selv kunne vende hjem med en Formue. Både Aristokratiet og Demokratiet blev demoraliseret, ude af Stand til at bevare den politiske Magt og til at styre et Verdensrige. De første Tegn på Enevælden, der blev det republikanske Styres Afløser, dukkede op allerede i Begyndelsen af århundredet f. Kr. Hæren var da forlængst ophørt at være en Borgerhær. Tropperne bestod af hvervede Soldater, der uden Hensyn til Statens Forfatning fulgte deres Feltherre. Som Hærfører for sådanne Tropper erobrede Cæsar, der ligesom Catilina havde begyndt sin Løbebane i Demokratiet, i året 45 f. Kr. Enevoldsmagten. For Roms Proletariat, der på Cæsars Tid opgjordes til 320.000 Borgere, men hvis Tal sidenhen forøgedes, blev Kejserdømmets Oprettelse skæbnesvanger, selv om også dette ydede dem en sparsom Understøttelse. Stemmeretten mistede nu sin Salgsværdi og dermed forsvandt det vigtigste Eksistensgrundlag, hvorpå Proletariatet gennem Generationer havde levet. At arbejde faldt dem ikke ind; de ville tværtimod som hidtil leve uden at arbejde. Tanken om en socialistisk Organisering af Produktionen kunne ikke opstå iblandt dem. For det første var Proletariatet som anført uden Forbindelse med Produktionen; men dernæst manglede det tekniske Grundlag, hvorpå en samfundsmæssig Produktion kunne have været bygget op. Anvendelsen af Slaver føjede til sine øvrige Skyggesider også den, at al Intelligens holdtes ude fra Produktionen, hvis Teknik dels som Følge heraf, dels som Følge af selve Slavearbejdet vedblev at være rå og primitiv. Samfundsmæssig overflødig måtte Proletariatet opfatte sin Stilling som håbløs. Kun gennem en overnaturlig Magts Indgriben, gennem en Frelser, kunne det vente Redning fra denne Verdens Nød og Elendighed. Jordbunden var beredt for østerlandsk Mysticisme.

Troen på de gamle Guder var død. Ved Siden at Moralfilosofien, der væsentligst dyrkedes i Overklassen, vandt de østerlandske Religioner, navnlig den ægyptiske Isisdyrkelse og den persiske Mithrasdyrkelse, der begge lovede deres Tilhængere Frelse og Udødelighed, stærkt Indpas, indtil sluttelig Kristendommen sejrede over såvel Filosofien som over de øvrige Religionssystemer. Udgået fra det oprørske Galilæa, hvorfra en Række at Tidens Messiaser stammede, var Kristendommen i sin Oprindelse både national og social. Nationalt tilsigtede den Afkastelse af Fremmedåget, socialt Afkastelse af den økonomiske Undertrykkelse; begge Dele tyngede hårdt på Galilæas Småbønder, Håndværkere og Proletarer. Men i samme Grad som Kristendommen gennem de talrige jødiske Kolonier, der fandtes overalt i Romerrigets Storbyer, vandt Indpas uden for Palæstina og blandt Ikke-Jøder, i samme Grad trængtes det særlige jødisk-nationale i dens Forkyndelse tilbage til Fordel for det alment menneskelige og navnlig det sociale. Kristendommen blev først og fremmest Proletariatets Religion. Den udtrykte en Moral, der genspejlede Interesser og Forventninger hos Storbyernes fattige og forkomne Hundredtusinder at Proletarer. Og den bød dem en Kommunisme, der ikke som hos Essæerne var forbundet med Arbejde, men som derimod udelukkende tog Sigte på Forbruget, på Nydelsen. Denne Kommunisme fandt sit Udtryk i de første kristne Menigheder, som de er beskrevet i Apostlenes Gerninger: »Men alle de Troende holdt sig tilsammen og havde alle Ting tilfælles. Og de solgte deres Ejendom og Gods og delede ud iblandt Alle, eftersom nogen havde behov.« (Apostl. Gem. 2, 44, 45.). Men de Troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde Noget at sit Gods at være hans eget; men alle Ting var dem tilfælles. Der var ej heller nogen Trængende iblandt dem; thi så Mange, som ejede Agre eller Huse, solgte dem og frembar Værdien af det Solgte og lagde det for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver, eftersom han havde behov.« (Apostl. Gem. 4, 32, 34, 35.). Af de mere velstillede, der sluttede sig til Bevægelsen, krævede Kristendommen Opgivelse af deres personlige Ejendom til Fordel for Menigheden. (»Sælger hvad I have, og giver Almisse«. Lucas 1, 2, 33.) Men samtidig gav den Udtryk for Proletariatets voldsomme Had mod de rige. »Men vee Eder, I Rige, thi I have Eders Trøst borte« (Lucas 6, 24). Og i Lucas-evangeliets Fortælling om Lazarus (16, 19) fordømmes den rige til Helvede, blot fordi han er rig. De fattige skulle derimod arve Guds Rige. »Salige ere I Fattige, thi Eders er Guds Rige. Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle lee« (Lucas 6, 20, 21). Og Lazarus kom i Himlen, ikke fordi han var et godt Menneske; men fordi han var fattig og havde haft det ondt på Jorden. De første Kristne afventede Guds Riges Komme her på Jorden. Forventningerne herom har fundet deres Udtryk i Johannes åbenbaring, der antages at være nedskrevet kort efter Neros Død (68 e.Kr.). En frygtelig Kamp profeteredes at ville udbryde mellem Antikrist, hvormed sandsynligvis mentes den tilbagevendende Nero, og Kristus, en Kamp, i hvilken Kristus ville sejre og derefter oprette Tusindårsriget, hvor de fromme skulle regere med ham. Og efter Forløbet af de Tusind år skulle en ny Himmel og en ny Jord opstå med et nyt Jerusalem, der ville blive de saliges Bolig. Dette jordiske Tusindårsrige, der ventedes i den allernærmeste Fremtid, er Oldkristendommens Fremtidsstat. Talrige kristelige Oldtidsforfattere har i de første århundreder e.Kr., ja så sent som i året 320, beskrevet Rigets Herligheder, blandt hvilke Vin og Kærlighed spillede en stor Rolle. I Praksis realiserede Oldkristendommens Kommunisme i Storbyerne overvejende gennem Afholdelsen af fælles Måltider, der også indtager en fremtrædende Plads i den Salighed, Evangelierne lover de Kristne. I Længden kunne denne Kommunisme, der udelukkende interesserede sig for Forbruget, dog ikke opretholdes. Alt Samfundsliv ville selvsagt være ophørt, hvis man var vedblevet med blot at fortære de forhåndenværende Goder uden samtidig at søge at fremskaffe nye Forråd. Det strenge Krav til de Kristne om at give alt deres Gods til de fattige måtte derfor snart opgives. Det blev tilladt de besiddende Menighedsmedlemmer at beholde deres Ejendomme, når blot Overskuddet afleveredes til Menigheden. Udviklingen bort fra det kommunistiske forstærkedes i samme Grad som Kristendommen vandt Tilslutning uden for Proletariatet, blandt de besiddende Befolkningslag. Menighederne blev efterhånden i social Henseende blotte Understøttelsesorganisationer, hvor de fælles Måltider kun afholdtes for de fattige Medlemmer, og hvor Understøttelser uddeltes til de trængende. For de velhavende blev det tilstrækkeligt at betænke Menigheden med milde Gaver. Og samtidig mildnedes eller udslettedes Evangeliernes proletariske Karakter og deres hadefulde Udfald mod de rige. Lucas-evangeliets Påbud om at sælge sit Gods rettes hos Matthæus (19, 21) kun til den, der vil være fuldkommen. De fattige, hvem Guds Rige tilhører ifølge Lucas-evangeliet, blev nu i Matthæus-evangeliet (5, 3) til de fattige i ånden«. De hungrige hos Lucas (1, 53) blev i Matthæus (5, 6) til dem, »som hungre og tørste efter Retfærdighed.« Forventningerne om Tusindårsriget her på Jorden kom ligeledes i Miskredit. Riget henlagdes til Himlen. De kristne Organisationer skabte endvidere i Tidens Løb selv en Overklasse indenfor deres egne Rækker. Jo større Tilslutning Kristendommen vandt opad til i Samfundet, jo større blev Menighedernes Besiddelser. Forvaltning og Fordeling af Menighedsgodset kunne ikke vedblivende som i de første kristne Menigheder besørges af ulønnede Tillidsmænd, men måtte ligesom de kirkelige Handlinger overdrages særlige lønnede Embedsmænd. Og medens der oprindelig havde hersket fuldstændig Demokrati og fuldstændig Ligestillelse mellem alle Medlemmer inden for Menighederne, blev Embedsmændene, i Særdeleshed Biskopperne, nu snart i Kraft at den Magt, deres Stillinger gav dem, de faktisk bestemmende med Hensyn til Menighedernes Styrelse og i Realiteten uafhængige at de almindelige Medlemmer. Et Samarbejde mellem Biskopperne indenfor de enkelte Landsdele indlededes allerede i det 2. århundrede e.Kr. og udvikledes efterhånden til at omfatte hele Riget gennem Afholdelse af Rigssynoder, første Gang i Nicæa i året 325. Uden modstand fra Proletariatets Side gik denne Udvikling ikke for sig. Behovet efter de kommunistiske Organisationer svækkedes langtfra i de første århundreder e.Kr., det snarere forøgedes. Der opstod derfor påny sekteriske Bevægelser, i hvilke Oldkristendommens Kommunisme søgtes genoplivet, men som nu blev bekæmpet og slået ned af Kirken, ofte endog at Kirke og Stat i Forening. Under Borgerkrigene i Begyndelsen af det 4. århundrede var Kirkens Magt allerede så betydende, at Kejser Konstantin (306-337) så sin Fordel i at alliere sig med Kirken. Kristendommen blev Statsreligion og den kristne Kirke dermed en Del af Statssystemet. Og medens Kristendommen, så længe den var forbudt, havde været en udelukkende Bybevægelse, kunne den nu brede sig ud på Landet, og Kirken hente sig Indtægter derfra. Tienden indførtes, oprindelig som en frivillig Afgift, senere som en tvungen Ydelse. Kirken blev rig; dens Gods tilhørte vel endnu at Navn de fattige; men det var Gejstligheden, der egenmægtig rådede over det. Forfordelingen af Kirkens Indtægter blev dog bestemte Regler indført i det 5. århundrede; herefter tilkom der Biskoppen og hans Præsteskab hver en Fjerdedel, til Kirkers Bygning, Vedligeholdelse og lignende anvendtes ligeledes en Fjerdedel, og endelig fik samtlige fattige en Fjerdedel, altså det samme som Biskoppen alene.

Romerrigets opløsning

Kejsertidens to første århundreder betegnes som det romerske Verdensriges Højdepunkt. Fred indadtil, omend ikke social Fred; og udadtil kun Grænsekampe, der for Rigets Indbyggere blot efterlod et flygtigt Minde ligesom en Drøm«. Handelen blomstrede, Velstanden syntes at være enorm, Kulturen rig og mangfoldig. Men de besiddelsesløs Skarer steg uophørligt samtidig med, at Rigdommene hobenes op på stadig færre Hænder. Godsejernes Besiddelser blev stadig større. Så tidligt som på Neros Tid (54-68) skal Halvdelen af Provinsen Nordafrika have tilhørt 6 Godsejere, som Nero lod myrde, hvorefter han inddrog deres Godser. Opløsningen nærmede sig dog med stærke Skridt. Statsstyrelsen blev svagere og svagere. Fra Slutningen af det 2. århundrede var Kejsermagten således atter et skiftende Bytte for forskellige Feltherrer; ofte var der endog flere Feltherrer, der på en Gang gjorde Krav på at anerkendes som Kejser. I det 4. århundrede kom der påny for en Tid Stabilitet i Styrelsen, der nu udvikledes til et ubegrænset Enevælde med et bureaukratisk Embedsstyre, hvorunder de sidste Rester at det folkelige Selvstyre ophævedes. Den kulturelle Tilbagegang var imidlertid i dette århundrede stærkt fremskreden. Riget befolkedes med stedse mere barbariske Elementer, der i stadigt stigende Tal trængte ind over Grænserne. Under Konstantin blev Regeringssædet flyttet til Byzans (Konstantinopel), og i 395 e.Kr. deltes Riget varigt i en østlig og en vestlig Del. Medens den østlige Del under mange Omskiftelser bevarede sig til op i det 15. århundrede, blev det vestromerske Rige i Løbet at det følgende århundrede splittet af de krigerske Germanere. I 410 e.Kr. indtog Vestgoterne for en Tid selve Rom, Franker erobrede Nordfrankrig, Angler og Sachser Britannien. Og i 476 afsatte en af Høvdingene for de germanske Lejetropper den sidste vestromerske Kejser. Fra dette år regnes Oldtidens Ophør. For det romerske Verdensrige som for Oldtidens øvrige Verdensriger må årsagen til Sammenbruddet sikkert først og fremmest søges i Slaveriets enorme Udbredelse. Slaveriet forhindrede på den ene Side som ovenfor fremstillet enhver teknisk-økonomisk Udvikling, der ville have kunnet føre Samfundene fremad, og var på den anden Side den vigtigste årsag til den omtrent fuldstændige Udryddelse af den selvstændige Bondestand, som så godt som alle Oldtidsriger opviser. Oldtidssamfundene var væsentligst bygget op på den frie og selvstændige Bondestand. Bønderne dannede Kernen i Oldtidsrigernes Hære, sålænge disse endnu var Borgerhære. Med Bondestandens Udryddelse fulgte indre social Opløsning og Nedgang i Rigernes Værgekraft. De blev i Orienten som i Europa ude af Stand til at værge sig mod fremtrængende Barbarstammer, hvis krigerske Kraft endnu ikke var nedbrudt af den sociale Udvikling. Da Germanerne i de første århundreder af vor Tidsregning brød ind i Romerriget og blev bosiddende der, tog de i de såkaldte hærbesatte Lande, Italien, Spanien, Sydfrankrig og Nordafrika, kun en Del af Jorden i Besiddelse, men overlod de gamle Beboere det øvrige. I disse Lande, der bortset fra Nordafrika blev de senere romanske Lande, varede det ikke længe, før Indvandrerne lærte at tale Latin og i det hele bøjedes ind under de pågældende Landes højere Kultur. Anderledes ved Donau og Rhinen, de folkeerobrede, fremtidige germanske Lande. Her fortrængte Germanerne de gamle Beboere; det germanske Sprog bevaredes, og den romanske Kultur trængte kun langsomt frem. Men både i de romanske og i de germanske Lande blev Kulturen, materielt og åndeligt, langt ringere end den havde været endog i Romerrigets Forfaldsperiode. Statsdannelser som Romerrigets kunne Germanerne, der endnu ikke var nået udover Slægts- og Stammeordningen, ikke skabe. De enkelte Riger, der dannedes af de forskellige Folkeslag, Vestgoter, Østgoter, Vandaler o.s.v., fik kun en kort Levetid. Det varigste blev det blandede germansk-romanske Frankerrige i Nordfrankrig; det dannedes i slutningen af det 5. århundrede og opløstes først endeligt i 888. Og da der syntes at være skabt en vis ro, brød fra det 8. til det 11. århundrede nye Barbarskarer, blandt hvilke Normannerne (Danskerne) spillede en fremtrædende Rolle, hærgende og plyndrende ind over Europas Kulturlande. Middelalderen blev en Tid fuld af Krige, Uro og Lovløshed. Slaveriet, der i Romerrigets Glansperiode dannede Grundlaget for Produktionen, forsvandt mere og mere. En af de vigtigste årsager hertil, Erobringskrigenes Ophør, er tidligere påpeget. Allerede i Romerrigets sidste århundreder havde man i stadig stigende Grad været nødsaget til at ophøre med Benyttelsen af Slaver i Landbruget. I Stedet anvendtes stavnsbundne Fæstere, der fik et Jordstykke i Forpagtning mod at yde visse Afgifter, dels i Naturalier, dels i Arbejde. I Middelalderen blev Muligheden for at grunde Produktionen på Slaver endnu ringere. Under de urolige Forhold var det ikke længere de europæiske Kulturlande, der gjorde Slaver blandt Barbarerne, men omvendt Barbarerne, der skaffede sig Trælle ved Plyndringer i de tidligere romerske Landsdele. Anvendelsen af Slaver indskrænkedes derfor efterhånden til kun at omfatte Tjenerskab og lignende; for de følgende århundreder blev Slavehold en Luksus, som kun de rigeste kunne tillade sig. Germanerne medbragte desuden en nu Produktionsform, Landsbyfællesskabet, der blev Grundlaget for Middelalderens Landbrug. Landsbyens Jord fordeltes mellem de enkelte Familier. Græsgange, Skove og Vandløb var Fællesejendom og udnyttedes i Fællesskab. Huset og Jorden, hvorpå det stod, var Privatejendom. Og nu blev Bønderne ikke som i Oldtiden jaget bort fra Jorden. Tværtimod. Den middelalderlige Godsejers Interesse lå i at knytte Bønderne så fast til Jorden som vel muligt og samtidig at gøre dem afgiftspligtige. I den tidlige Middelalder var Bonden Samfundets omtrent eneste Udbytningsobjekt; der var Jord nok, hvorimod der oftest manglede Bønder til at dyrke den og dermed til at svare Godsejeren Afgifter. Også Bonden havde Interesse af Tilknytningen til Godsejeren. Uroen og Lovløsheden var stor og øgedes ved, at Godsejerne i Modsætning til tidligere henlevede deres Tilværelse på Landet, væsentligst optaget af indbyrdes Krige og Fejder. For Bønderne blev det derfor nærmest en Nødvendighed at søge Beskyttelse hos en gejstlig eller verdslig Stormand, som med sit Krigerhold overtog det fælles Forsvar og Krigstjenesten mod til Gengæld at få Naturalieafgifter og Arbejdsydelser (Hoveri) fra Bønderne. Den middelalderlige Bonde blev livegen eller stavnsbunden, først i de romanske, senere også i de germanske Lande. Udbytningen og Undertrykkelsen af Bønderne blev jo voldsommere, des længere vi kommer op i Middelalderen. Men til landsomfattende Klassekampe fra Bøndernes Side kom det kun i særlig stormfulde Tider, hvor Interessekampene bragte det hele Samfund i Gæring. Bondens Horisont nåede i Almindelighed ikke udenfor Landsbygrænserne; andre Bønders Vilkår interesserede ham som oftest ikke. De større Godser, Bispesæder og Klostre havde foruden Bønder også livegne Håndværkere knyttet til sig til Fremstilling af Redskaber o.s.v. Og også den sparsomme Handel koncentreredes nu, da mange Byer gennem Folkevandringen var blevet ruineret og udryddet eller i bedste Fald trykket ned i Betydningsløshed, omkring Godser, som kunne byde fornøden Beskyttelse, og som dannede et naturligt Marked for Oplandet. Ved særlig godt beliggende Borge eller andre Knudepunkter opstod derpå fra omkring det 8. århundrede egentlige, befæstede Byer, der for de flestes Vedkommende udviklede sig af Landsbyen, og hvis Indbyggere som andre Landsbybeboere måtte udrede Afgifter til den pågældende Godsejer. Dette Afhængighedsforhold førte til Kampe mellem Byerne og de gejstlige eller verdslige Stormænd, hvilke Kampe sluttelig overalt resulterede i Byernes Frigørelse. Og samtidig førte Byernes Håndværkere, der fra først af var livegne, en Kamp for deres personlige Frihed, som de også efterhånden opnåede, således at sluttelig omkring det 14. århundrede enhver Bybeboer på Forhånd var en fri Mand. Også indadtil hjemsøgtes Middelalderens Byer af Interessekampe. Byernes Styrelse hvilede oprindelig på Landsbyfællesskabet, d.v.s. at kun de Borgere, der havde Ret til Andel i Byjorden, var fuldt berettigede, medens tilflyttede Købmænd og Håndværkere var uden Indflydelse på Bystyrelsen. Kampene mod de patriciske Slægter førtes navnlig i det 14.-15. århundrede og resulterede overalt i Ligestilling mellem Gammel- og Nyborgere. Under disse Kampe opstod i det 12.-13. århundrede (i Danmark i det 13.-14. århundrede) Købmands- og Håndværkerlavene, der således fra først af væsentligst var Kamporganisationer, for Håndværkernes Vedkommende vendt såvel mod den godsejerlige Hørighed som mod Patricierne. I den videre Udvikling blev Håndværkerlavene Rammen om Middelalderens håndværksmæssige Produktion. Som Landsbyfællesskabet sikrede den enkelte Bonde mod at komme til at lide større Nød end Landsbyens øvrige Bønder, således sikrede Lavene oprindelig sine Medlemmer en nogenlunde ensartet, betrygget Tilværelse. Modsætninger mellem Mestre og Svende begyndte dog allerede i det 14. århundrede at komme op. Håndværksmestrenes Stilling blev efterhånden en privilegeret, som kunne udnyttes så meget mere, jo færre Mestre Faget omfattede, og jo flere Svende hver Mester kunne holde. Fra Mestrenes Side gik Bestræbelserne derfor ud på gennem Mesterprøver o.s.v. at gøre det så besværligt som muligt for Svendene at etablere sig som selvstændige Håndværkere, og i de mest fremskredne Fag blev Lønarbejderstillingen for stadig flere Svende alt, hvad de kunne vente at opnå. Jævnsides hermed blev Spørgsmålet om Løn og Kost et stadig hyppigere opdukkende Stridsspørgsmål mellem Mestre og Svende og gav ofte Anledning til regulære Strejker. Modsætningerne mellem Mestre og Svende førte sjældent i Middelalderen til omfattende Klassekampe. Stridighederne tog oftest kun Sigte på det enkelte Fag, som Regel endda kun indenfor den enkelte By. Som Bondens Horisont var begrænset at Landsbyen, var Lavssvendens Udsyn stænget af Lavet; i de fleste Tilfælde følte Lavssvenden sig endog i Modsætning til andre Fags Svende. Og på Byernes ikke lavsmæssigt organiserede Arbejdere, altså det underste Lag af Middelalderens Byproletariat, så enhver »zünftig« Håndværkssvend ned. Kun undtagelsesvis kunne det under sådanne Forhold komme til en samlet Optræden fra Byproletariatets Side.

Romerrigets Sammenbrud medførte så langt fra en Svækkelse af Kirkens Stilling, at det tværtimod befæstede dens Magt og øgede dens Indtægter og Rigdomme. Navnlig Læren om Skærsilden blev et virksomt Middel til at fremme de besiddendes Gavmildhed overfor de kirkelige Institutioner. Og Kirkegodset, som at Gavn forlængst var ophørt at være de fattiges, Menighedens Gods, ophørte nu også formelt at være det. I den tidlige Middelalder, hvor Landsbyfællesskabet omfattede så godt som hele den producerende Del af Befolkningen, forekom Masseelendighed kun undtagelsesvis, og endnu sjældnere en Elendighed, som den, der hærgede Oldtidens Byproletariat. Kirken kunne således frit råde over Godset; den fremsatte og gennemførte derfor den Opfattelse, at der ved Evangeliernes fattige kun skulle forstås de gejstlige, hvoraf fulgte. at Kirkegodset blev Gejstlighedens Gods, en Lære, hvis naturlige Konsekvens man drog i det 12. århundrede gennem Påstanden om, at Kirkegodset tilhørte Kirkens Overhoved Paven. I Oldtidens Slutning havde den kristne Bevægelse endvidere dannet en nu Organisation, Klostrene, der i Middelalderens Løb føjedes ind i Kirkens øvrige Udbytningsmaskineri. Klosterbevægelsen opstod i Ægypten i Begyndelsen af det 4. århundrede, da Kristendommen var blevet Statsreligion, og det derefter var muligt for de kristne at optræde åbenlyst. Bevægelsen rekruteredes dels blandt sådanne, der i Trosiver ønskede at forsage denne Verdens Goder, dels og navnlig blandt Proletariatet. Den var i sin Oprindelse en Opposition mod Kirkens Verdsliggørelse; fra Proletariatets Side tillige og vel væsentligst rettet mod Kirkens Frafald fra Oldkristendommens Kommunisme. I Europa slog Bevægelsen i den tidlige Middelalder hurtigst Rod i Italien og Sydfrankrig, hvor den antikke Kultur havde bevaret sig bedst gennem Folkevandringen, og hvor Byernes Proletariat derfor også havde bevaret noget at Oldtidsproletariatets særlige Livssyn og kommunistiske Tilbøjeligheder. Fra disse Byer sluttede fattige Håndværkere, frigivne Slaver, bortløbne Bønder og andre sig sammen og flyttede ud på Landet, hvor de i Fællesskab drev Håndværk eller Agerbrug og delte Udbyttet. I nogle Tilfælde fortsatte de som Tiggere; der opstod da en Tiggerorden. De fleste Ordener foreskrev dog Arbejde for Medlemmerne, og Klosterkommunismen adskilte sig således fra den oldkristelige Kommunisme derved, at den ikke alene tog Sigte på Forbruget, men også omfattede Produktionen Klostrene var med andre ord en Art kommunistiske Produktionsforeninger. Klostrenes proletarisk-kommunistiske Karakter forsvandt snart. Deres Arbejder var oftest Bøndernes og Landsbyhåndværkernes langt overlegen, og i Kraft heraf nåede de hurtigt at blive rige og velstående. Men som Velstanden steg, ophørte Munke og Nonner at arbejde selv. De lod andre arbejde for sig, og Klostrene forvandledes dermed fra proletariske Produktions- og Konsumtionsfællesskaber til Udbytningsfællesskaber, hvis Medlemmer udnyttede livegne Bønder og Håndværkere, og som efterhånden blev Forsørgelsesanstalter for Adelens yngre Sønner og ugifte Døtre. For Socialismens Historie ophørte Klostrene nu at have Værdi; derimod var deres kulturelle Betydning overvældende endnu århundreder frem i Tiden. Efter det hedenske åndslivs Undergang og efter Byernes ødelæggelse under Folkevandringen syntes Europa nedsunket i Barbari. De eneste Steder i det tidligere vestromerske Rige, hvor i hvert Fald Rester at Oldtidskulturen bevaredes, indtil den europæiske Kultur påny under Renæssancen begyndte at stige opad, blev Klostrene. Fra omkring det 6. århundrede har Klostrene ved Siden af Byzantinerne (østromerne) og navnlig Araberne (Maurerne), der i 711 trængte frem til Spanien og grundlagde et Rige dér, været en af de vigtigste Kulturspredere. Særlig for de germanske Lande var Klostrenes Betydning i så Henseende stor. Grundlæggelsen af Klostre blev her fra først af fremmet af disse Landes Stormænd, netop fordi de medbragte og udbredte Kendskab ikke alene til en højere åndelig, men også til en højere og finere materiel Kultur; de virkede som en Art »Landbrugsakademier«. Middelalderen igennem forsøgte nye Ordensdannelser Gang på Gang at reformere Klostervæsenet og at gengive det den oprindelige proletariske og kommunistiske Karakter. Bestræbelserne herfor var navnlig stærk i Korstogstiden i det 12. og 13. århundrede, da der påny dannede sig et Proletariat i Norditaliens og Sydfrankrigs Byer. I disse århundreder stiftedes en Række Tiggerordener, bl.a. i 1209 Fransiskanerordenen (Gråbrødrene), der begyndte i Opposition til Kirken og foreskrev ubetinget Fattigdom for Ordensmedlemmerne. Ordenen opnåede imidlertid hurtigt Pavens Anerkendelse og samlede derefter som andre Tiggerordener store Rigdomme. Samtidig forsvandt dens proletariske Præg.

I det 7. århundrede trængte Araberne (Muhamedanerne) frem mod det byzantiske (østromerske) Riges Besiddelser og erobrede Syrien, Armenien, Ægypten og Nordafrika, senere erobredes i Europa som tidligere omtalt en Del af Spanien og endnu senere Sicilien. Handel og Håndværk, navnlig Kunsthåndværk, stod i de arabiske Riger betydeligt højere end i Europa. Araberne drev en udstrakt Handel med Indien, og arabiske Handelsskibe sejlede Syd om dette Land til Kina. Med Byzans (Konstantinopel) var Handelen ligeledes levende, og også med de vesteuropæiske Lande opstod snart nogen Handel over de norditalienske Byer Venedig, Genua og Pisa. Damask og Muselin, Damascenerklinger og Toledoklinger var berømt overalt. Arabisk Videnskab stod højt over den europæiske. Den byggede fortrinsvis på den græske Dannelse, som beherskede de Lande, Araberne erobrede. De gamle græske Forfattere læstes ivrigt af arabiske lærde, som havde langt større Kendskab til Oldtidslitteraturen end Europæerne. Deres videnskabelige Forskning nåede længe før Europas at bygge på Erfaringen. Hen mod det 11. århundredes Slutning trak det op til Kamp mellem Vesten og østen. Orientens Rigdomme havde forlængst opvakt Europas Begærlighed, der yderligere øgedes ved de Beretninger, som Pilgrimme, der gæstede Kristi Grav, ved Hjemkomsten aflagde om østens Herligheder. Den direkte Foranledning til Korstogsbevægelsen, der varede i ca. 200 år (fra ca. 1100 til ca. 1300), blev et mongolsk Folk Seldsjukernes (Tyrkernes) Indtrængen i de arabiske Riger og Fremrykning i Lilleasien, hvor de truede Byzantinernes Herredømme og dermed Europas Handelsforbindelse med Orienten. Byzans vendte sig til Paven, Urban II, om Hjælp, og denne greb begærligt Lejligheden til at stille sig i Spidsen for Europa. Kirken var da Europas stærkeste politiske og eneste samlende Magt. Dens Styre var centraliseret i Rom; den ejede i alle kristne Lande uhyre Besiddelser, rundt regnet 1/3 af Jorden, i nogle Egne måske endda mere. Og den besad al Dannelse, beherskede alt åndsliv. Kirken og Religionen syntes for den middelalderlige Europæer at regulere hele Tilværelsen. Kun Kirken kunne derfor levere den Idé, under hvilken Kampen skulle føres. Man kæmpede ikke da for Nationernes Selvbestemmelsesret eller at Kærlighed til Fædrelandet, men for Guds Riges Udbredelse og for Kristi Gravs Befrielse. Militært blev Korstogenes Resultat ringe, kulturelt derimod. uhyre stort. Ved Forbindelsen med Orienten lærte Vesteuropa en Mængde Industrivarer at kende, som hidtil havde været dem ukendt, men som Europa nu dels indførte og. dels så småt begyndte selv at fremstille. Handel og Håndværk tog et mægtigt Opsving, som atter gav Anledning til Byernes hurtige Opblomstring, tidligst i Italien og Sydfrankrig. I Byerne her dannede der sig en rig og selvbevidst Handelsstand, men tillige, med den begyndende Kapitalisme, et fattigt og fortrykt Byproletariat. Det europæiske Bylivs Genopblussen og. Berøringen med Orientens åndelige og materielle Kultur opvakte Europas Interesse for Oldtidslitteraturen, der i det store og hele var Udtryk for en lignende økonomisk og politisk Samfundsordning som den, hvortil Europa nu var ved at arbejde sig op. Der fremkaldtes påny i Europa en verdslig Videnskab og Litteratur, der fra først at byggede på de antikke Overleveringer. Det opdukkende Borgerskab, som ud fra sine særlige Klasseinteresser blev Bærer af denne nye åndskultur, Renæssancen, hentede ganske naturligt fra den antikke Litteratur Støtte og Begrundelse for de Krav, det fremsatte overfor Adelen og Kirken. For Proletariatet betød Verdenshandelens Opblomstring og den begyndende Kapitalisme en Skærpelse at Udbytningen.. Det ny Borgerskab blev en ny Udbytter ved Siden at de allerede eksisterende. Og Udviklingen kunne ikke da give Proletariatet Håb om en lysere Fremtid; tværtimod. Des mere Verdenshandelen udbredtes, og Kapitalismen trængte igennem, des større blev Proletariatets Skarer og des kraftigere Udbytningen. Som Borgerskabet så også Proletariatet tilbage til Oldtiden. Men medens Borgerskabets Indsats tilstræbte en højere Samfundsform, den borgerlige, betød Proletariatets Bestræbelser i det væsentlige en Reaktion, et Forsøg på at skrue Udviklingen tilbage. Renæssancetidens Proletariat søgte som i Oldtiden sin Redning i kristelig Kommunisme og i Forventninger om Tusindårsrigets Komme. Der var dog en væsentlig Forskel på Oldtidens og Renæssancetidens Proletariat. Oldtidens Proletariat var Tiggere, på hvem den Ydmyghed passede, der prædikes i det ny Testamente. Renæssancetidens Proletariat var derimod allerede Lønarbejdere; de var ikke ydmyge og slaviske, men oprørske og revolutionære. At de kristelige Skrifter støttede de sig væsentligst kun på Johannes åbenbaring og det gamle Testamente. Imidlertid måtte Bestræbelser, der gik ud på at søge Oldkristendommens Kommunisme genindført, og som stillede sig i Opposition til Kirken, blive farlige for den katolske Kirkes hele Magtstilling, for dens Ophobning af Rigdomme og for dens Udbytning af Befolkningen. Kirken vendte sig derfor at al Magt mod disse Bestræbelser, stemplede Læren om Kommunismen som en Vranglære og Tilhængerne som Kættere. De proletarisk-kommunistiske Bevægelser i Middelalderen blev således Kætterbevægelser; de begyndte som Klosterbevægelsen tidligst i de gamle romerske Kulturlande, Italien og Sydfrankrig, hvor Renæssancen, »Genfødelsen«, som ovenfor omtalt tidligst indtraf; senere optrådte de i de germanske Lande; de varede til ind i Reformationstiden. Fælles for den kætterske Kommunisme var, at den i det store og hele kun tog Sigte på den vedkommende Sekts Medlemmer og ikke som Nutidens Socialisme tænktes udstrakt til at omfatte alle Samfundsmedlemmer. Den tilstræbte dernæst i Almindelighed blot en kommunistisk Ordning med Hensyn til Forbruget, derimod ikke med Hensyn til Produktionen. Til en hele Samfundslivet omfattende Kommunisme manglede Middelalderen såvel som Oldtiden de nødvendige tekniske Forudbetingelser.

Omkring 1150 dukkede i Rom en Kætterbevægelse op, hvis mest fremtrædende Personlighed synes at have været Arnold af Brescia. Bevægelsens Mål var at genindføre Gejstlighedens Fattigdom. Den fik Støtte hos Roms Demokrati, der gerne ville have fat i Kirkens Rigdomme. Efter få års Forløb brød Bevægelsen omkring 1154 sammen, idet Borgerskabet ret snart blev bange for Følgerne af dets Optræden. Roms Indbyggere levede ikke af Handel eller Industri, men at Kristen hedens Valfarter til Byen; at fordrive eller at udplyndre Pavedømmet ville derfor for Borgerskabet have været det samme som at stoppe sine egne Indtægtskilder.

I Sydfrankrig, der i det 12. århundrede var et at Europas rigeste Lande og derfor Genstand for en kraftig Udbytning fra Pavedømmets Side, opstod omkring 1170 en Kætterbevægelse, af hvilken Navnet Waldenserne har bevaret sig op til vore Dage. Sekten skal være opkaldt efter en Købmand Peter Waldus. Dens Hovedformål var at genindføre Oldkristendommens Kommunisme. Medlemmerne var fortrinsvis Håndværkere, navnlig Vævere; de deltes i de fuldkomne og Eleverne. De fuldkomne måtte ikke besidde Ejendom, men skulle underholdes at Eleverne, der arbejdede. Mænd og Kvinder var lige blandt de fuldkomne og drog omkring, en Mand og en Kvinde sammen, og agiterede for en Tilbagevenden til Oldkristendommen, for Nægtelse af Krigstjeneste og for Nægtelse af Edsaflæggelse. Eleverne lærte at de fuldkomne og lærte derpå selv videre til andre Elever. Efterhånden blev Sekten stærkt udbredt og nåede både til Norditalien, Tyskland og Bøhmen (Tjekkoslovakiet). Den blev derved farlig for Pavedømmet, som foranstaltede regulære Korstog mod Tilhængerne, de såkaldte Albigenserkorstog, opkaldt efter Byen Albi, der var Sektens Hovedsæde. Sydfrankrig blev under disse Krige, der varede fra ca. 1208 til ca. 1238, voldsomt hærget; Byer og store Landstrækninger plyndredes og lagdes øde. Efter Nedslagtningen bevarede Rester af Waldenserne sig som småborgerlige, demokratiske Sekter.

Omkring 1260 skal en Mand ved navn Gerardo Segarelli i Norditalien have stiftet en kættersk-kommunistisk Sekt Apostelbrødrene. Segarelli blev brændt omkring år 1300, hvorefter en tidligere munk Dolcino kom i Spidsen for Bevægelsen, der ligesom Waldenserne tilstræbte en Tilbagevenden til Oldkristendommens Kommunisme. Apostelbrødrene måtte ikke besidde Ejendom, men skulle leve af Tiggeri; de hyldede endvidere Cølibatet. Som Waldenserne drog de parvis omkring, en Mand og en Kvinde sammen. 1304 rejste Sekten en væbnet Opstand mod Kirken. Opstanden havde en Tid Held med sig, idet den fik Tilløb fra Bønderne. Disse faldt dog snart fra, hvorefter Apostelbrødrene dreves op i Bjergene, hvor de belejredes og sluttelig i 1307 sloges ned. Samme år blev Dolcino brændt. I Middelalderens proletarisk-kommunistiske Bevægelser var det almindeligt forekommende, at Bønderne for en Tid sluttede sig til Opstandene. Fra omkring Korstogstiden indtrådte, først i Italien, men efterhånden overalt i Europa, en Overgang fra Naturalie- til Pengeøkonomi og dermed en Forværring i Bøndernes Stilling. Den stigende Verdenshandel krævede Penge, som Adel og Bønder skaffede sig ved at sælge Landbrugsprodukter til Byerne, der med det stadig voksende Folketal bød et godt Afsætningsmarked. Såvel Herremænd som Bønder blev herved interesseret i at få Naturalieafgifter og Arbejdsydelser afløst at Pengeydelser. I langt de fleste Tilfælde udnyttede Herremændene Pengeafgiftens Indførelse til at forhøje Afgifterne og altså til en endnu hårdere Udbytning af Bønderne, der endog ofte berøvedes deres århundredgamle Rettigheder til fælles Udnyttelse af Græsgange, Skove og Vandløb. For at frigøre sig for denne voldsommere Udbytning flygtede mange Bønder ind til Byerne, der havde god Brug for ny Befolkningstilgang. Eller også gjorde de Oprør; i så Fald sluttede de sig som ovenfor omtalt gerne til de proletarisk-kommunistiske Opstande. De var imidlertid upålidelige Forbundsfæller for Proletariatet; så snart Godsejerne tilbød dem en mindre Indrømmelse, faldt de fra. Bondeoprørene havde navnlig Held med sig i det 13. og 14. århundrede; i det 15. og 16. århundrede førte Opstandene derimod som Regel til yderligere Forværrelse af Bøndernes Stilling.

Udenfor Italien og Sydfrankrig udvikledes i Middelalderen Vareproduktion og Varehandel tidligst i Flandern, hvis Hovednæringsvej var Fremstilling at vævede Uldstoffer. De flanderske Væverier forarbejdede ikke alene deres eget Lands Uldproduktion, men også den engelske Uld. I århundreder var Udførslen at Uld til Flandern Englands vigtigste Indtægtskilde. Anvendelse at Uldstoffer til Beklædning blev først i det 15. århundrede mere almindelig. Indtil da anvendtes foruden Læder og Skind overvejende Lærred. Uldvæveriet var således fra først at en Luksusindustri og udviklede tidligt i Modsætning til Lærredsvæveriet, der oprindelig var Familie-industri (Husflid), en selvstændig håndværksmæssig Karakter. Behandlingen og Forarbejdningen af Ulden specialiseredes desuden hurtigt ud i flere selvstændige Håndværk, som Vævning, Valkning, Farvning o.s.v., og krævede så store Anlæg, at kun Klostre, Kommuner eller Lav var i Stand til at bekoste dem. Klostrene har været de første, der gav sig af med Uldvæveri, og har sikkert også bidraget mægtigt til dets Udbredelse. I Flandern indtog Uldvæveriet imidlertid allerede i det 10. århundrede en betydelig Stilling. Og i det 13. århundrede var flanderske Uldtøjer berømt over hele Europa. Flanderns Handel med Uldtøjer bragte Landet i Forbindelse først og fremmest naturligvis med England, men tillige med Italien, over dette med Orienten, med Frankrig, Spanien og Portugal, med Skandinavien og Rusland. Vævede Uldstoffer var en Verdensartikel, og Uldvæveriet antog som Følge heraf tidligt en kapitalistisk Karakter. Indførsel af Ulden, dennes Forarbejdning og den derpå følgende Eksport af den færdige Vare krævede Kapitaludlæg, som Vævermesteren i Almindelighed ikke besad. Væveren blev derfor nærmest Hjemmearbejder for Købmanden og således tidligere end andre Håndværkere i de germanske Lande Genstand for kapitalistisk Udbytning. Den kapitalistiske Udvikling prægede også Væverens Samfundssyn. Modsat de fleste af Middelalderens øvrige Håndværkere arbejdede han for Verdensmarkedet, af hvis Forhold hans økonomiske Stilling var afhængig. Væveren blev tvunget til at se ud over sit Lavs og sin Bys Grænser; han blev mere vidtskuende og mere klassefølende end andre Fags Håndværkssvende. Men trods Udsyn og Klassefølelse kunne dog heller ikke Væveren øjne nogen Bedring ud i Fremtiden; han søgte som Middelalderens øvrige Proletarer at genopvække Fortiden, at vende tilbage til Oldkristendommens Kommunisme. I Middelalderens proletarisk-kommunistiske Sekter spiller Væverne næsten overalt en fremtrædende Rolle; Væverbrødre var en Art Fællesbetegnelse for Sekterne. Om kommunistiske Bevægelser blandt Væverne i selve Flandern har vi dog først Underretning fra omkring det 13. århundredes Begyndelse. Der optrådte da en Sekt under Navnet Begharder; den bestod af ugifte Vævere, der boede sammen i Fælleshuse, Begharderhuse, hvor de førte fælles Husholdning; de tiggede ikke, men arbejdede. Overskuddet gik til de fattige. De enkelte Medlemmer kunne besidde privat Ejendom og råde selvstændigt derover, mens de levede; når de døde tilfaldt deres Ejendom Fællesskabet. Oprindelig ville Begharderne kun leve i »kristelig Frihed og Broderskab«, men efterhånden antog Sekten en kættersk Karakter. Dens Medlemmer begyndte at prædike om, at Præsteskabet skulle leve i Fattigdom, og at Oldkristendommens Tilstande skulle genindføres. Disse Lærdomme var farlige for Kirken, der derfor anstillede Forfølgelser mod Begharderne; nogle Begharderhuse sluttede sig derpå til Fransiskanerne og andre omdannedes til Klostre; en Del af Sekten bevarede sig dog til hen i Slutningen af det 14. århundrede, da Kætterforfølgelserne rasede voldsomt overalt i Europa. Med Uldindustrien udbredtes Beghardersekten til Tyskland og navnlig til England. Allerede i det 13. århundrede forsøgte England, men uden Held, selv at overtage Forarbejdningen af sin Uld i Stedet for at udføre den til Flandern. I det 14. århundrede slog det ind på en nu Vej til Oparbejdning af en egen Uldindustri, idet den engelske Regering i 1331 indbød flanderske Vævere, Farvere med flere til at rejse derover. De flanderske Vævere medbragte beghardiske Traditioner, og inden længe optrådte Sekten i England, hvor Medlemmerne gik under Navnet Lollharder. Lolhardiske Vævere rejste rundt og prædikede kristelig Frihed, Lighed og Broderskab i Oldkristendommens Betydning. Sekten fik Tilslutning ikke alene fra Dele at Byproletariatet, men også fra Bønderne. Disses Stilling var overordentlig slet i England i Slutningen at det 14. århundrede. Folketallet var gået stærkt tilbage, dels på Grund af Hundredårskrigen mod Frankrig (1339-1456), dels som Følge af en Pest, der udbrød i 1349, og som i en Snes år hærgede hele Europa. Den engelske Adel søgte under disse Forhold at udbytte de tilbageværende Bønder så meget voldsommere, hvilket førte til, at Bønderne sluttede sig til Lolharderne. En Opstand udbrød i 1381 og truede en Tid selve Regeringen, idet Oprørshæren havde indtaget og besat London. Det lykkedes imidlertid Adelen at få et Forlig i Stand med Bønderne, som derefter faldt fra og vendte hjem. Tilbage var således kun de egentlige Lolharder; med disse fik de besiddende Klasser let Bugt; de blev brændt i Tusindvis; den blotte Beskyldning mod en Mand for at være Lolhard var tilstrækkelig til at bringe ham på Bålet.

Foruden Flandern og England fremviste i den senere Middelalder tillige Bøhmen en kraftig økonomisk Udvikling. De bøhmiske Sølvbjergværker og Guldvaskerier gav rigt Udbytte, der tilfaldt de besiddende, Kongen, Fyrsterne, Adelen og Købmændene og fremfor alle Kirken. Handel og Håndværk, Videnskab og Kunst trivedes i Bøhmen som få andre Steder i Europa. Og her som andet Steds var den katolske Kirkes Udbytning den groveste og den mest iøjnefaldende. På Grund af Bøhmens særlige nationale Forhold rejstes af alle Befolkningsklasser udenfor Gejstligheden en Kamp mod den kirkelige Udbytning. Bevægelsens Fører blev Johan Hus, der prædikede apostolisk Fattigdom for Gejstligheden, hvilket Kirken naturligvis fordømte som kættersk. Hus stævnedes for en Kirkeforsamling i Konstanz i 1414 og blev, uagtet der var indrømmet ham frit Lejde, fængslet og derefter i 1415 brændt. I Bøhmen udbrød derpå en Opstand mod den katolske Kirke. Kampens Ideologi var som overalt i Middelalderen af religiøst Indhold. Her drejede det sig om Kalken, der i den katolske Kirke var og er forbeholdt Præsterne, men som Lægfolket krævede Ret til at drikke af under Altergang. Oprøret fik som omtalt Tilslutning fra alle bøhmiske Kredse, også fra Adelen, der benyttede sig at Lejligheden til at tilrane sig Kirkegodserne i Prag og andre bøhmiske Byer fandtes oldkristelig-kommunistiske Forestillinger udbredt blandt Proletariatet, fortrinsvis blandt Væverne. Kommunisterne trådte nu åbenlyst frem, foranstaltede en Række Opstande og forkyndte, at Tiden var kommet til Indførelse af Kristi Tusindårsrige. Opstandene understøttedes af Bønderne, der var utilfreds med, at Resultatet af deres Medvirkning i Kampen mod Kirken blot var blevet, at Adelen indtog Kirkens Plads som Udbytter af deres Arbejde; de ville være frie Bønder. Kommunisterne samledes efterhånden på et højt beliggende Sted, som de med et gammeltestamentligt Navn kaldte Tabor, og hvor der oprindelig skal have opholdt sig ialt 42.000 Mennesker, der levede i kommunistisk Fællesskab efter de første Kristnes Skik. Enhver gav, hvad han ejede, til Fællesskabet. Ret længe kunne en sådan Ordning ikke opretholdes, og der indtrådte derfor snart en Spaltning mellem Tabors Kommunister i en strengere og i en mere mådeholden Retning. Den strengere Retning, Adamiterne, der var i afgjort Mindretal, holdt fast ved den oldkristelige Kommunisme; de ophævede desuden Enkeltægteskabet og indførte Kvindefællesskab. Den mådeholdne Retning lod derimod hver Familie arbejde for sig og føre egen Husholdning; kun Overskuddet at den enkeltes Virksomhed skulle afleveres til Fællesskabet. De mådeholdne opretholdt desuden Enkeltægteskabet og Enkeltfamilien. Adamiterne blev jaget bort fra Tabor, derefter forfulgt og brændt. Den tilbageværende Del af den taboritiske Menighed bestod således udelukkende af de mådeholdne og havde derved mistet sit kommunistiske Præg; det var blevet en nærmest småborgerlig Bevægelse. Men også som sådan var den på Grund at sin proletariske Karakter farlig for de besiddende Klasser, så meget mere som Taboriterne en Tid beherskede hele Bøhmen. Paven opbød ikke mindre end 5 Korstog, der alle led Nederlag. Sluttelig blev Småbønder og Småhåndværkere trætte at den evige Krigstilstand og forenede sig med Adelen, hvorpå det lykkedes at slå Taboriterne ned i Maj 1434. 13.000 af 18.000 Taboriter skal ved den Lejlighed være blevet dræbt.

Efter at Taboriterne var slået ned, fik de fredelige og ydmyge Stemninger Overhånd blandt de spredte kommunistiske Sekter i Bøhmen. Blandt disse har de Bøhmiske Brødre gjort sig historisk bemærket. De var dog ikke særlig kommunistiske, snarere småborgerlig-demokratiske; de opretholdt således Privatejendom blandt Medlemmerne. Derimod stillede de sig i Opposition til af verdslig og åndelig øvrighed. Sektens Medlemmer måtte ikke forrette Krigstjeneste, og af Magtanvendelse var dem forbudt; de måtte ikke overtage noget Statsembede og ej heller påkalde Politiets eller Domstolenes Beskyttelse. De ville ingen lærde have i Menighederne, hvilket iøvrigt var et Fællestræk for så godt som alle Middelalderens proletarisk-kommunistiske Sekter. Men de lagde stor Vægt på en god Folkeskole, hvad der ligeledes er typisk for alle proletariske Sekter og Partier. De bøhmiske Brødre lagde navnlig Vægt på Ligheden og Broderskabet blandt Sektens Medlemmer; deres Præster måtte intet eje. Hele deres åndsretning var mørk og pietistisk. Leg og Dans var forbudt; Flid og Nøjsomhed de fornemste Dyder. I Begyndelsen forfulgtes Sekten som en Kætterbevægelse; senere blev den nærmest beskyttet af de besiddende Klasser; Medlemmernes Fredelighed, Flid og Nøjsomhed gjorde dem til behagelige Udbytningsobjekter. Men med Beskyttelsen fulgte også adelige og borgerlige Elementers Indtrængen i Sekten og dermed en Svækkelse at dennes proletariske Lighedspræg. Den spaltedes i en strengere Retning, der ville bevare dens oprindelige Karakter, og som snart forsvandt, og en mådeholden Retning, der »åndeliggjorde« Ligheds- og Broderskabsbudet. Som proletarisk Bevægelse ophørte de bøhmiske Brødre herefter at have Betydning. Sekten bestod imidlertid til i Begyndelsen af det 17. århundrede, da den knustes under Trediveårskrigen. Dens Rester lever stadig videre under Navnet Herrnhuter, opkaldt efter Byen Herrnhut, som Sekten efter at være fordrevet fra Bøhmen byggede på et Gods i Sachsen, hvor den for en Tid fandt Tilflugt.

Med det Opsving i Handel, Håndværk og Industri, som indlededes i Korstogstiden, fulgte tillige en Ændring i Europas politiske og kirkelige Forhold. I den egentlige Middelalder var alt virkeligt Statsstyre ophørt; de store Godsejere, Lensgreverne, regerede, lovgav og dømte enevældigt hver indenfor sit Lensområde og var således interesseret i en svag Centralstyrelse. Det opvoksende Borgerskab blev derimod interesseret i en stærk Statsmagt, der indadtil kunne skaffe ensartede, hele Landet omfattende Love, ensartet Mønt, Mål og Vægt, yde Handelen fornøden Retssikkerhed og støtte den hjemlige Købmand i Konkurrencen med andre Landes Købmænd. Kongedømme og Borgerskab fik fælles Interesser, og Borgerskabet blev den virksomste Fremmer af Enevælden, der efterhånden gennemførtes i de fleste europæiske Stater. Den livligere Handelsomsætning indenfor Rigerne gav Menigmands Sprog forøget Betydning. Latinen, der var Middelalderens Regerings-, Kirke- og Skriftsprog, trængtes mere og mere tilbage til Fordel for Nationalsproget, en Udvikling, der forstærkedes efter Bogtrykkerkunstens Opfindelse henimod Midten af det 15. århundrede. Samhørigheden mellem Landenes Indbyggere udvidedes indadtil, men samtidig opstod udadtil Konkurrencemodsætninger mellem de forskellige Landes Købmænd, og disse Modsætninger blev da som senere til nationale Modsætninger; Nationalfølelsen begyndte med andre Ord at opstå. Dannelsen af en stærk, national Centralstyrelse førte ikke alene til Kampe mellem Kongedømme og Lensadel, men også til Kamp mellem Statsmagten og den katolske Kirke, der som foran omtalt var Middelalderens stærkeste Centralmagt og tilmed internationalt organiseret. I denne Kamp nåede Kongedømmet, d.v.s. den verdslige Statsmagt, tidligst til Sejr i Frankrig, og det endda så grundigt, at Paven i 70 år, fra 1308 til 1378, måtte flytte til Avignon, Pavernes såkaldte babyloniske Fangenskab. Under dette lykkedes det de franske Konger at skaffe sig Tiende af alle kirkelige Godser, og at få Paven til at ophæve den umådelig rige Tempelherreorden, hvis Skatte Kongen inddrog. Kongen skaffede sig også afgørende Indflydelse på Besættelsen af de kirkelige Embeder. Og under Hundredårskrigen mellem England og Frankrig blev Paven tvunget til at tage Frankrigs Parti mod England. Krigen skyldtes væsentligst de franske Erobringslyster overfor det rige Flandern. Da dette imidlertid var Englands vigtigste Udførselsland, fremkaldte Pavens Partitagen for Frankrig et selvfølgeligt engelsk Modsætningsforhold til den katolske Kirke, hvoraf Resultatet blev, at også England reagerede overfor den pavelige Udbytning. Heller ikke Spanien ville finde sig i, at Pavedømmet udelukkende tjente Frankrigs Interesser. Der dannedes ligeledes her en national Kirke, hvor Herredømmet over Kirkegodset og Kirkeembederne overgik til Statsmagten, omend den katolske Kirkes Form bevaredes. Inkvisitionen blev et Redskab i Statsmagtens Hånd til Fremme af Enevælden. Pavens babyloniske Fangenskab gav således Stødet til, at Udviklingen af en national af den verdslige Statsmagt afhængig Kirke, der måtte blive Følgen af de nye økonomiske og politiske Forhold, omtrent på samme Tid fuldbyrdedes i Frankrig, England og Spanien. Og da Europa i 1417 efter den store Kirkespaltning, som Pavernes babyloniske Fangenskab havde fremkaldt, påny skulle vælge en Enhedspave til Afløsning af de forskellige nationale Paver, fik de verdslige Repræsentanter for Regeringerne den afgørende Indflydelse på Pavestolens Besættelse.

Sålænge Handelsforbindelserne med Orienten endnu gik over Sydeuropa, lå Europas økonomiske og kulturelle Tyngdepunkt vedvarende i Middelhavslandene. Tyskland og de skandinaviske Lande fik derfor kun i ringere Grad end de romanske Lande Andel i det Opsving, som Middelalderens sidste århundreder iøvrigt fremviser. Medens således Statsmagten i Frankrig forlængst var centraliseret og Kirken underordnet de verdslige Statsinteresser, vedblev Tyskland endnu i århundreder at være splittet og delt i en Række små Fyrstendømmer. Manglen af en verdslig, national Centralmagt bevirkede, at Pavedømmet længe efter, at det havde måttet ophøre med Udbytningen af Europas øvrige Hovedlande, bevarede Tyskland for sin Udbytning, der tilmed antog en stadig voldsommere Karakter. Gejstlige Embeder gjordes til en almindelig Handelsvare, der solgtes til den højstbydende. Man har Eksempler på, at en enkelt gejstlig havde købt 24 Embeder, som han derpå atter solgte videre til de højstbydende. Og en Række særlig fede Embeder solgtes af Pavedømmet til Datidens mægtigste Finanshus Fuggerne, der derefter bortliciterede Embederne. Den Afladshandel, der ved Reformationens Begyndelse dreves i Tyskland, var ligeledes af Pavedømmet overladt Fuggerne, der forestod Salget af Afladsbrevene, medens den pavelige Udsending Tetzel prædikede. At Fuggerne var ivrige Katolikker kan næppe undre. Den katolske Kirkes Udbytning føltes så meget hårdere i Reformationstiden som Overgangen fra Naturalie- til Pengeøkonomi da begyndte at trænge igennem i Tyskland. Begæret efter Penge greb her som andet Steds Fyrster og Adel, der derfor søgte at presse endnu mere ud af Bønder og i3orgere end hidtil. Men her stødte de verdslige Stormænd på Kirken, der på Forhånd tog Broderparten, som oven i Købet gik ud af Landet til det romerske Præsteskab. Kirken måtte derfor enten bøjes ind under de verdslige Statsinteresser, hvortil som omtalt det nødvendige Redskab, en stærk, national Centralmagt savnedes, eller også måtte den katolske Kirke drives bort. Men for Kirken var Tyskland et Spørgsmål om Knald eller Fald. Mistede Pavedømmet Tyskland som Udbytningsobjekt, var det forbi med dets Stormagtsstilling i Europa. Kampen mod den katolske Kirke måtte således komme og udkæmpedes som en Kamp om teologiske Dogmer, om Aflad, om Skriftemål o.s.v.. Reformationen regnes at være begyndt den 31. Oktober 1517, da Martin Luther på en Kirkedør i Wittenberg opslog de berømte 95 Theses. Luther bestred ikke i disse Læresætninger Pavens Beføjelse til at meddele Aflad; men han begrænsede Virkningen af den pavelige Syndsforladelse til kun at gælde for de kirkelige Straffe og fremhævede, at kun Troen kunne gøre salig. Fremgangsmåden, Luther anvendte, var almindelig, når en Professor ønskede at sætte sine Anskuelser til Diskussion. Når Luthers Theses ikke desto mindre kom til at danne Udgangspunktet for Krigen mod Pavedømmet, skyldtes det dels, at Angrebet blev fremsat på et Tidspunkt, da Kirken havde en storstilet Afladshandel i Gang, og Angrebet derfor måtte føles særlig ubelejligt, dels at Tysklands Fyrster med Begærlighed greb Lejligheden til at åbne Kampen mod Kirken. Og hvad der gjorde Luther til Reformationens mest fremtrædende Personlighed var dels hans Evne til at forandre Mening efter som Forholdene og særlig efter som Fyrsternes Interesser krævede det, dels og navnlig hans vældige Agitatorevner. Luther stammede fra Bønder; i sine Skrifter talte han til Bonden i dennes Sprog, medens tidligere Reformatorer havde benyttet sig af teologiske Vendinger og Udtryk og endda som oftest havde skrevet på Latin, som Menigmand ikke forstod. Politisk og økonomisk blev Resultatet af Reformationen en Styrkelse af Fyrstemagten. Fyrsterne indtog Pavens Stilling som Overhoved for Kirken og tilegnede sig Kirke- og Klostergodset, hvoraf kun en ringe Del blev givet tilbage til de Adelsslægter, der oprindelig havde skænket det til Kirken.

For Bønderne betød Verdsliggørelsen af de kirkelige Godser nærmest en Forværring. Reformationen havde skaffet dem en anden, tilmed ofte hårdere Udbytter. Og allerede længe havde det gæret mellem Bønderne, der nu, da hele Samfundet var i Oprør, og da deres Bistand var påkaldt til Kampen mod Kirken, gav deres Utilfredshed Luft i en Række Opstande, der antog en langt mere omfattende Karakter end Tilfældet havde været i de foregående århundreder. Også Danmark hjemsøgtes i Begyndelsen af det 16. århundrede at Bondeopstande, der ligeledes væsentligst havde deres Rod i den voldsommere Udbytning af Bønderne. I Foråret 1525 rejste Skånes Bønder sig under Søren Norby, men blev slået, først ved Lund og derpå den 4. Maj i Bunketoftelund, en Skov en Mils Vej udenfor Landskrona. Og i September 1534 rejste Vendelboerne sig mod deres Plageånder i en Opstand, der lededes af Skipper Klement, og som bredte sig et godt Stykke Syd for Limfjorden. Oprørerne blev slået i Ålborg den 18. December, hvorefter Konge og Adel tog en blodig Hævn. For såvel de skånske som de nørrejyske Bønder blev Resultatet at Opstandene yderligere Elendighed. I Tyskland brød Bondeopstandene ud i 1524 og bredte sig med stor Hast over næsten hele Sydtyskland. Bevægelsen, der også fik Tilslutning fra en Række Byer, opstillede et Program i de såkaldte 12 Artikler, hvori det bl.a. krævedes, at Stavnsbåndet skulle afskaffes, Hoveriet indskrænkes, Bønderne have fri Jagt og Fiskeri og Skovene tilfalde Landsbykommunerne. Opstandenes åndelige Fører blev en gejstlig ved Navn Thomas Münzer. I sine Prædikener og i sin Agitation gik Münzer langt videre end Luther; han forkyndte Tusindårsrigets Komme og tilstræbte en øjeblikkelig Indførelse af den fuldkomne Lighed mellem Menneskene. I Mühlhausen oprettedes under Münzers Ledelse og med Proletariatets Bistand i Foråret 1525 en kristelig-kommunistisk Menighed, der holdt. sig et Par Måneder. Det lykkedes endvidere Münzer at få en Aftale i Stand mellem de forskellige Egnes oprørske Bønder om, at en fælles Opstand skulle bryde ud i Sydtyskland den 2. April 1525. Oprøret brød også løs, men i nogle Egne for tidligt, og sluttelig samledes Bondehæren omkring Byen Frankenhausen i Thüringen, hvor Bønderne led et frygteligt Nederlag overfor Fyrstehæren. 5-6.000 af de 8.000 Bønder dræbtes, Byerne Frankenhausen og Mühlhausen plyndredes, Münzer blev fanget, pint og sluttelig halshugget. Og for Tysklands Bønder, af hvilke ialt 130.000 skal være dræbt under Bondekrigene, blev Resultatet endnu større Trældom end forhen. Interessant er Luthers Stilling til disse Bondeopstande. I Skriftet Mod de røveriske og morderiske Bønder udtalte han således, at det »er Ærkedjævelen, der regerer i Mühlhausen«, og at »der ikke kan gives noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end et oprørsk Menneske.« Og overfor Bønderne »gælder heller ikke Tålmodighed eller Barmhjertighed«; tværtimod. »Stik, hug til, slå, dræb her, hvo der kan.« Thi »hvo, der dræbes på øvrighedens Side, han er en ægte Martyr for Gud«. Men »hvo, der omkommer på Bøndernes Side, skal evig brænde i Helvede«. Fyrsterne kunne da »fortjene Himlen ved Blodsudgydelse langt mere end andre ved Bønner.«

Medens Luthers reformatoriske Virksomhed som omtalt i det væsentligste tilpassedes efter Fyrsternes Interesser, blev den under Zwinglis Førerskab samtidig gennemførte Reformation i de svejtsiske Byer i det store og hele afpasset efter Tankegang og Interesser hos det besiddende Borgerskab; den fik et borgerligt-demokratisk Præg. Men lige så lidt som den lutherske Reformation kunne tilfredsstille Tysklands Bønder, kunne den zwinglianske Reformation tilfredsstille det svejtsiske Byproletariat. Blandt dette opstod under Reformationsbevægelsen en proletarisk-religiøs Sekt, Gendøberne, der tåltes indtil Borgerskabets Reformation var gennemført, men derefter forjoges i 1525, hvorefter en Del af Sektens Medlemmer flygtede til Tyskland. Gendøberne forkastede Barnedåb og ville først lade deres Børn døbe, når de var voksne og kunne svare for sig selv; deraf Sektens Navn, som den iøvrigt protesterede imod, da den ikke både døbte og gendøbte, men som anført kun døbte én Gang. Det, der gjorde Sekten farlig for Samfundet, var dog ikke Dåbsspørgsmålet, men derimod Bevægelsens kommunistiske Karakter, idet Gendøberne søgte Oldkristendommens Kommunisme genindført; ingen af Sektens Medlemmer måtte kalde noget for sit eget, alt skulle være fælles. Desuden troede de på og prædikede om Tusindårsrigets Oprettelse her på Jorden og afventede dets nærforestående Komme. De ville intet have med Staten at gøre; ingen Gendøber måtte overtage et Statsembede. Blandt Gendøberne fandtes en fredelig og en krigersk Retning. De fredelige Gendøbere gik så vidt i deres fredelighed, at det var Medlemmerne forbudt at gøre Modstand mod Undertrykkelse, endsige at gøre Oprør. Bevægelsen vandt stærk Tilslutning, ikke alene i Tyskland, men også i Østrig, navnlig i Tyrol og Mähren. Denne Udbredelse i Forbindelse med Sektens hele proletariske Karakter bevirkede, at Medlemmerne hurtigt blev Genstand for Forfølgelser, der dog først for Alvor tog Fart i 1529. I dette år afholdtes en Rigsdag i Speier, hvor det lutherske Mindretal vedtog at protestere mod enhver Trostvang, hvoraf Navnet Protestanter, men hvor det samtidig vedtoges, at Gendøberne, hvor man fik fat på dem, skulle dræbes, uden at man behøvede at stille dem for en Domstol. Fra da af blev Gendøberne jaget overalt i Tyskland. En Del af Tysklands Gendøbere flygtede til Mähren, hvor det efterhånden lykkedes dem at få dannet en Række kommunistiske Organisationer, der talte ca. 2.000 Medlemmer hver. Organisationerne drev Landbrug og Håndværk, men påtog sig også Arbejde udenfor Menigheden. Alt, hvad der fortjentes, gik i Organisationens Kasse og var Medlemmernes Fællesejendom. Kommunismen var i det hele strengt gennemført; der var Fælleshusholdning, og Børneopdragelsen var fælles fra Børnenes 2. år. I Begyndelsen af det 17. århundrede udvistes Gendøberne fra Mähren. De flygtede derefter først til Ungarn, senere til Sydrusland, hvor de opholdt sig til 1874. Da Rusland på dette Tidspunkt indførte almindelig Værnepligt, og da de fredelige Gendøbere ikke ville være Soldater, drog de til Amerika, hvor de slog sig ned i de uciviliserede Egne og oprettede kommunistiske Husholdninger. I 1908 skal Sekten have talt ialt 1.400 Medlemmer. De krigeriske Gendøberes Historie er navnlig knyttet til Byen Münster i Westphalen. Münster er et gammelt katolsk Bispesæde, hvis Biskop dog på Reformationstiden koketterede med Reformationsbevægelsen, da han stræbte efter at blive verdslig Rigsfyrste, uafhængig af såvel Pave som Kejser. Byens Borgerskab søgte derimod på deres Side at frigøre sig for såvel Bisp som Kejser. Under disse revolutionære Forhold blev Byen et Samlingssted for Gendøberne, hvis Antal og Agitation efterhånden drev Borgerskabet til at alliere sig med Bispen, hvorefter det i 1534 kom til Kamp mellem Bispehæren og Gendøberne, hvilke sidste fik hele Byen i deres Magt, da Bispens Hær led Nederlag, og den mandlige Del af Borgerskabet flygtede med Hæren, efterladende Kvinder og Børn i Byen. Gendøberne, der som foran omtalt afventede Tusindårsrigets Komme, troede og håbede, at Münster var udset til at blive det ny Jerusalem. Fra hele Mellemeuropa strømmede nu Gendøbere til Münster, deriblandt Jan Bockhold fra Leiden, almindelig kaldet Johan fra Leiden, der »som en ny Kong David« valgtes til Fører med Titel af Konge. Der oprettedes Fælleshusholdninger til Bespisning af Vagtmandskabet og de fremmede; men Enkelthusholdningerne bestod ved Siden af, og til nogen egentlig kommunistisk Ordning kom det ikke. Det efter Borgerskabets Flugt nyvalgte Byråd bestemte, at de efterladte Kvinder skulle slutte sig til en af de pågældende selv udvalgt bestående Husstand, hvori der fandtes en Mand. Dette har givet Anledning til den Påstand, at Gendøberne indførte flerkoneri i Münster. Om der virkelig har hersket flerkoneri blandt de Münsterske Gendøbere kan ikke afgøres med Bestemthed. I Overensstemmelse med Gendøbernes Lære ville det i hvert Fald ikke have været, da ikke alene de fredelige, men også de krigerske Gendøbere holdt meget strengt på uopløseligt Enkeltægteskab. Byen blev gennem mange Måneder belejret af Bispehæren, der sluttelig ved Forræderi lukkedes ind i Juni 1535. Til Trods for, at der lovedes indbyggerne fri Afmarch, blev de, så snart de havde nedlagt Våbnene, slagtede som Kvæg. Førerne blev fanget, pint og sluttelig brændt. Hvad der herefter bevarede sig af Gendøbere i Tyskland fik et småborgerligt Præg, blottet for af kommunistisk Tankegang.

I Reformationsbevægelsen og Kirkekampene, der først ved den westphalske Fred i 1648 (Trediveårskrigens Ophør) bragtes til Afslutning, spillede også andre Faktorer ind end Kampen om Kirkegodserne og Kampen mod den pavelige Udbytning. Det 15. århundrede var de store Opdagelsers århundrede. I 1492 opdagede Columbus Amerika og i 1498 fandt Vasco da Gama Søvejen til Indien. årsagen til Opdagelsesrejserne må væsentlig søges i, at Tyrkerne, der i 1453 erobrede Konstantinopel, ved deres Fremrykning spærrede de gamle Handelsveje mod Orienten og derved tvang Europa til at søge nye Veje. Opdagelsernes Virkning blev dog først mærkbar hen i det 16. århundrede; de medførte, at Europas økonomiske Tyngdepunkt flyttedes fra Middelhavslandene, hvorover Handelsvejene hidtil var gået, til Atlanterhavslandene, d.v.s. fra Syd- og Østeuropa til Vesteuropa. I disse sidste Lande skabtes efterhånden gennem den oversøiske Varehandel Grundlaget for den kapitalistiske Samfundshusholdning, der i af sin Vælde brød afgørende igennem nogle århundreder senere. Allerede i det 16. århundrede var Modsætningen mellem de gamle Kulturstater og de Stater, der herefter blev de økonomisk førende, dog så stor, at den blev en i høj Grad medvirkende årsag til Reformationstidens langvarige og blodige Krige. Og også indadtil i Staterne skærpede de frembrydende nye økonomiske Tilstande Reformationstidens voldsomme Klassekampe, der ligeledes fik Næring gennem den Prisrevolution, som Ira Midten af det 16. århundrede satte ind over Europa som Følge af Guld- og Sølvtilførslerne fra Amerika. Med Reformationsbevægelsen, med Ændringerne i Europas økonomiske Liv og med Styrkelsen af den verdslige Statsmagt ophørte Kirken at være den alt beherskende Samfundsmagt. De store Opdagelser havde desuden udvidet Menneskenes Synskreds og bidraget til at slå det Verdensbillede itu, der forkyndtes af Kirken. Menneskene ophørte nu fortrinsvis at tænke religiøst; deres Tankegang blev i stedse stigende Grad politisk. Det blev ikke længere Kirken og dens Lære, men Statsmagten og de Idéer og Forestillinger, der knytter sig til denne, som blev bestemmende, også hvor det drejede sig om Planer til Reformering af Samfundet i kommunistisk Retning. I Reformationsbevægelsen giver Bestræbelserne for at genindføre Oldkristendommens Kommunisme sig sit sidste historiske Udslag. Hvad der efter Reformationstiden dukkede op af kættersk-kommunistiske Sekter blev uden historisk Betydning.

De utopiske ideer, der indeholder drømmen om et ideelt samfund eller statsopbygning, er kendte fra den tidligste oldtid. Men hvis drømmene og ideerne om det gyldne århundrede, om paradiset for alle på jorden kun er blevet tilbage i den menneskelige tankes historie, så har de i vor tid (overgangen fra feudalisme til kapitalisme) formået at give starten til videnskaben. Selve termen »utopi«, der bogstaveligt betyder »et sted - en ø, der ikke eksisterer«, blev for første gang benyttet i begyndelsen af det 16. århundrede af Thomas More (1478-1535), grundlæggeren af den utopiske socialisme og forfatter til »Utopia«, der udkom i 1516. Lordkansler T. More, der foruden at være humanistisk forfatter var medlem af det engelske parlament, tog sin afsked p.g.a. uenigheder med kong Henrik den 8.. T. More afslog at aflægge ed over for kongen, der var kirkens overhoved, og blev derfor kastet i Tower og halshugget i 1535. Hans hoved blev udstillet på en bro i London til offentlig beskuelse. Sådan sluttede et menneskes livsbane, hvis ideer overlevede århundreder. Hvori bestod styrken og tiltrækningskraften i T. Mores ideer ? T. More skildrede i »Utopia« en imaginær ø med en ny statsopbygning, der for ham var det moderne England. More kom frem med en række nye ideer, hvoraf den vigtigste er ideen om social lighed og at give afkald på den privatejendomsret. Han skrev, at der hvor der kun er privat ejendomsret, der er det næppe muligt engang at få en rigtig og vellykket retning i de statslige anliggender. T. More lader sin helt Hitlodeus fortælle om arbejdet, tilværelsen, fordelingen af produkter og om familielivet på den imaginære ø, for at vise at et samfund kan eksistere uden den private ejendomsret. Produktion og fordeling er samfundsmæssig for utopisterne, derfor har de ikke brug for penge, og af guld og sølv laver de køkkentøj og natpotter. Selv under et sådant samfundssystem kunne T. More ikke klare sig uden slaver, der udfører det mest anstrengende og beskidte arbejde. Her forvandles fanger og forbrydere til slaver, samtidig med at slavens søn er et frit menneske. I de familiemæssige forbindelser bevarer manden sin magt, men kvinden deltager på lige fod med ham i produktionen og får opdragelse og uddannelse. I spidsen for staten står en fyrste, der støtter sig til et senat. Fyrsten beskæftiger sig ikke kun med administrative spørgsmål, men opstiller også planer for den økonomiske udvikling, registrerer produkter osv. Disse bestemmelser vidner om, at T. More var opmærksom på statsmagtens rolle og betydning i den økonomiske og samfundsmæssige udvikling. Man begyndte i stor udstrækning at bruge begrebet utopisme inden for det samfundsmæssige liv og litteratur. I løbet af mere end fire århundreder blev der i forskellige lande udgivet et stort antal romaner og afhandlinger, der indeholder drømmen om det ideelle samfundssystem. I vor tid har disse ideer især vist sig i fantasiromaner, hvor også den kosmiske utopi spiller en stor rolle. Fra øen »Utopia« til ikke eksisterende planeter i kosmos - det er den utopiske sociale romans vej.

I Løbet af det 15. og 16. århundrede bevirkede Englands indbringende Uldeksport, der var i stadig Tiltagen, at Fåreavlen greb mere og mere om sig. Fåreavl kræver Græsgange, og for at fremskaffe disse bortjog Godsejerne, ofte ved ligefrem Magtanvendelse, Skarer af Bønder fra deres Jord, der lagdes ind under Herregårdene. Hvor omfattende denne Bortjagning har været, fremgår bl.a. deraf, at ikke få mindre Landsbyer, der havde levet af Handel med Omegnens Bønder, i Slutningen af det 15. og Begyndelsen af det 16. århundrede gik fuldstændig til Grunde og forsvandt. Under Henrik den 8. (1509-1547) skal omkring 50.000 Bøndergårde være blevet nedlagt og Bønderne med deres Familier forjaget. Anvendelsen af Lønarbejdere blev efterhånden fremherskende, også hvor det gjaldt Dyrkning af Jorden, og hermed antog det engelske Landbrug i stigende Grad en kapitalistisk Karakter, en Udvikling, der forstærkedes gennem den stedse almindeligere Bortforpagtning af Godserne. Den kapitalistiske Udvikling i det engelske Landbrug havde derfor med de nye Driftsformer en uhyre Forøgelse af Proletariatet til Følge. Og for dette var praktisk talt alle Erhvervsmuligheder lukket; en kapitalistisk Storindustri, der kunne have anvendt det nyskabte Proletariat som Lønarbejdere, var endnu ikke opstået, og heller ikke Udvandring i større Stil til de nyopdagede Lande lod sig da praktisere. En voldsom Masseelendighed hjemsøgte således England i Begyndelsen af det 16. århundrede. Medens Proletariatet selv søgte Redning i en Genoplivelse af lolhardiske og gendøberiske Bevægelser, der dog blev uden Betydning, prøvede Statsmagten gennem stadig skærpede Straffebestemmelser at udrydde Elendigheden. En overhåndtagende Vagabondering var ganske naturligt blevet Følgen af den skildrede Udvikling. Og mod Vagabonderingen udstedtes i 1530 en Straffebestemmelse om, at en arbejdsdygtig Vagabond skulle piskes, til Blodet strømmede; derpå skulle han edelig forpligte sig til at vende tilbage til sit Fødesogn eller det Sted, hvor han havde opholdt sig de sidste tre år, og give sig til at arbejde. 1536 blev Bestemmelsen skærpet. Når en Vagabond grebes anden Gang, skulle Piskningen gentages og det halve øre skæres af ham. Grebes han tredie Gang, skulle han henrettes. Ialt skal i Henrik den 8.s Regeringstid 72.000 »Forbrydere« være blevet henrettet. Bl.a. på denne sociale Baggrund må Thomas Mores Tanker om en kommunistisk Ordning af Samfundet bedømmes. Thomas More fødtes den 7. Februar 1478. Han studerede ved Universitetet i Oxford, blev Sagfører og Tillidsmand for Londons Købmænd, senere Embedsmand og sluttelig Lordkansler under den forannævnte Henrik den 8. Da More ikke billigede Kongens Skilsmisse fra Katharina at Aragonien og den følgende Kamp mellem det engelske Kongedømme og Pavedømmet, nedlagde han i 1532 sit Embede, men blev derefter kastet i Tower og anklaget for Højforræderi og halshugget den 6. Juli 1535. Bogen om Den nye ø: Utopia, skrev More under et ophold i Nederlandene i 1515. Dens første Oplag udkom 1516 i Louvain, andet oplag i Basel 1518, tredie oplag i Paris 1520; derefter følger lige op til vore Dage en Række Nyoplag og Oversættelser. I Bogen foregiver More i Antwerpen at have truffet en Portugiser Raphael Hythlodæus, der i uudforskede Egne i Brasilien skulle have opdaget øen Utopia (= intetsteds), hvor han blev i fem år og lærte Utopiernes kommunistiske Samfundsforhold m. v. at kende. Han skildrer derpå Tilstandene for More, hvis Bog således fremtræder som en Gengivelse at de opdigtede Samtaler mellem More og Hythlodæus, hvilken sidste udtaler de Anskuelser, More ønsker at fremføre. Hythlodæus udvikler overfor More, at hvor Privatejendommen hersker, er det umuligt, at Samfundet kan blive retfærdigt styret og være lykkeligt; det skulle da være, at man anser det for Retfærdighed, at alt godt tilfalder de slette, og for Lykke, at alt tilhører nogle få, medens de øvrige Mennesker i Samfundet fører en elendig Tilværelse. Ganske anderledes vis og ophøjet forekommer Utopias kommunistiske Samfundsordning Hythlodæus at være. I Utopia er alt med få Love ordnet så vel, at enhver at dets Beboere lever i Overflod, uagtet ingen har mere end andre. Modsat fabrikerer Europa ustandselig nye Love og har dog aldrig gode Love. Hythlodæus er derfor enig med Platon i, at den eneste Vej til Samfundets Helbredelse består i Gennemførelsen at økonomisk Lighed, hvilket efter Hythlodæus’ Mening kun vil kunne ske, når Privatejendommen afskaffes. Sålænge Privatejendommen er den herskende Ejendomsform, vil Fattigdommens Sorger og Byrder være de fleste og bedste Menneskers Lod. Man kan vel, indrømmer Hythlodæus, uden Indførelse at Fællesejendom undre Samfundets Brøst, men udrydde Fattigdom og Elendighed kan man kun gennem Fælleseje for alle Samfundsmedlemmer. Da More, d.v.s. den More, der optræder i Bogen, kritiserer Hythlodæus’ Anskuelser, svarer Hythlodæus ham, at hvis han, ligesom Hythlodæus, havde levet fem år i Utopia, ville han være at en anden Mening og indrømme, at et bedre indrettet Samfund aldrig var set, hvorpå Hythlodæus går over til at skildre Tilstandene i Utopia. Øen Utopia talte 24 store og smukke Byer, der i alt væsentligt var ens byggede og ens indrettede. På Landet lå godt beliggende Huse for dem, der dyrkede Jorden. Hver Landbrugshusholdning bestod af mindst 40 Personer, hvoraf 20 hvert år drog til Byerne og erstattedes med 20 andre Bybeboere, såvel Mænd som Kvinder, således at enhver Utopier kom til at deltage i Landbruget i hvert Fald to år. Hvad Landbrugerne ikke selv forbrugte til deres Underhold sendtes til Byerne, hvor Landboerne til Gengæld hentede, hvad de behøvede at Byernes Produktion. Enhver mandlig og kvindelig Borger i Utopia måtte nemlig foruden Landbrug tillige lære et Håndværk, enten som Væver, Murer, Smed eller Tømrer. Hvad hver Byfamilie, der bestod at fra 10 til 16 voksne samt de til Familien hørende Børn, frembragte af håndværksmæssige Produkter, opmagasineredes i særlige Huse, hvoraf enhver frit fik udleveret, hvad han fandt nødvendigt til sig og sin Familie. Penge kendtes ikke. Der var Overflod på alt, ingen frygtede at komme til at savne noget, hvorfor heller ingen tog mere, end han behøvede. Hver By sendte årlig sine tre viseste Oldinge til Utopias Hovedstad, hvor de fastsatte, hvor meget hver By med sit Landområde skulle producere. Tillige sørgede de for at udligne mulige Mangler i en By ved Tilførsel fra andre Byer, der havde Overskud; men end ikke i sådanne Tilfælde forlangte de Byer, der afgav af deres Overskud, nogen Modydelse. Trods Overfloden var Arbejdstiden i Utopia kun seks Timer daglig, ja til Tider, når Forrådene var særlig rigelige, måtte den sættes endnu lavere. Dette kunne, forklarede Hythlodæus, lade sig gøre, fordi Utopia havde indrettet Arbejdet praktisk og planmæssigt, fordi det ikke anvendte Arbejdskraft på unyttige Erhverv, og fordi det ingen Dagdrivere havde at forsørge, da der var Arbejdspligt for så godt som alle. Med den rigelige Fritid kunne enhver, der ønskede det, dyrke Studier, hvorfor kun de, der havde særlige Anlæg for videnskabelige Sysler, fritoges for Deltagelse i det produktive Arbejde. Lederne af Samfundet var dog efter Loven fritaget for dette Arbejde, men deltog alligevel deri for at foregå de øvrige Borgere med et godt Eksempel. Medens hver Familie på Landet spiste for sig, afholdt Bybeboerne fælles Måltider i store Paladser, der hver var beregnet på 30 Familier, som boede omkring Paladset. Men desuagtet kunne enhver afhente så mange Levnedsmidler på Levnedsmiddelmarkedet, som han ønskede. Klædedragten var forskellig for Mænd og Kvinder og for gifte og ugifte, men indenfor hver af disse fire Kategorier var den ens, således at ingen i denne Henseende kunne udmærke sig fremfor andre. I Utopia holdt man strengt på Enkeltægteskabet. Religionen var en Privatsag. Forfatningsmæssigt var Utopia en Art Forbundsstat, hvor hver By og dens Landområde dannede en særlig Kanton. Styrelsen var demokratisk. Hver 30 Familier valgte årlig en Embedsmand, der kaldtes Phylarch. Over hver 10 Phylarchier stod en ligeledes årlig valgt Protophylarch. Phylarcherne valgte Fyrsten, hvis Embede var livsvarigt, undtagen når han stræbte efter Enevoldsmagten. Også Præsterne blev valgt. Sammenlignet med de utopiske Samfundstilstande, som Hythlodæus således havde skildret for More, fandt han, at de europæiske Stater ikke var andet end Sammensværgelser af de rige, der under Foregivende af at arbejde for Almenvellet forfulgte deres egne Interesser, idet de ved alle mulige Kneb søgte at sikre sig Besiddelsen af deres uretmæssigt erhvervede Rigdomme og at få de fattige til at arbejde for sig for så lidt som muligt. Og de Love, de rige i dette øjemed benyttede sig at, udstedte de endda i hele Samfundets, altså også i de fattiges Navn. Men skønt de rige i deres umættelige Begærlighed havde fordelt alt imellem sig, følte de dog efter Hythlodæus Mening langt fra den Lykke, som Utopierne glædede sig ved. Thi med Penge følger Bekymringer, søvnløse Nætter og Forbrydelser, medens Utopierne, netop fordi de ikke kendte Penge, havde befriet sig selv for tårnhøje Byrder at Sorger og tillige bortryddet en af de vigtigste årsager til Forbrydelser. Bedrageri, Tyveri, Røveri, Drab, Snigmord o.s.v. kan vel gennem strenge Love hævnes, men ikke afværges, hvorimod alle disse Forbrydelser ville forsvinde, hvis Pengene afskaffedes. Ja, selv Fattigdommen, forklarede Hythlodæus, ville ophøre, såsnart Pengene var afskaffet. Mores Tanker om et kommunistisk Samfund er foruden af Englands særlige Forhold tillige præget at den nye økonomi, som Verdenshandelen efter de store Opdagelser skabte i Europa, og hæver sig derved på afgørende Punkter op over Middelalderens kommunistiske Idéer. Den religiøse Kommunisme tog som tidligere fremstillet i det store og hele kun Sigte på de vedkommende Sekters Medlemmer og kun på et Fællesskab i Forbruget. More tænkte sig derimod Kommunismen udstrakt til at omfatte alle Samfundets, d.v.s. en hel Nations Medlemmer, og det ikke alene, hvor Talen var om Forbruget, men også overfor selve Samfundets Grundlag Produktionen. More lader Kommunismen være blevet indført i Utopia at en oplyst Fyrste. At tænke sig en Reform at Samfundet i kommunistisk Retning som et Resultat af Proletariatets egen Indsats i Samfundslivet var heller ikke da muligt, allerede af den Grund, at en egentlig Industriarbejderklasse endnu kun var i sin Vorden og ikke kunne tillægges nogen politisk Betydning. Alligevel er Proletariatet et andet for More end f.eks. for Platon. Hos Platon skildredes Proletariatet som Droner, hvorimod More ud fra sin Tids Produktionsforhold så det som den værdifrembringende Klasse, der på Grund af Samfundets dårlige Indretning berøvedes sin retmæssige Andel i Samfundsgoderne. De socialistiske Tænkere, der, begyndende med More, optrådte til henimod Midten af det 19. århundrede, kaldes med en Fællesbetegnelse, hentet fra Titlen på Mores Værk, for Utopister, og deres kommunistiske Idéer for utopisk Socialisme. Fælles for alle Utopister er, at de betragtede Samfundet som en Mekanisme, der når som helst vilkårligt kunne laves om, forbedres, blot der forelå en tilstrækkelig detailleret Plan til en ny Samfundsordning, som tillige måtte have den Egenskab, at den kunne vinde Bifald, ikke først og fremmest hos dem, der skulle nyde godt af den, nemlig Proletariatet, men derimod hos Samfundets styrende og velhavende, der skulle anvende deres Magt og Rigdomme til Planens Realisation. For Utopisterne blev Opgaven derfor ikke at rejse Proletariatet til en selvstændig Klassebevægelse, men at udarbejde en så tillokkende Plan for et kommunistisk Samfund som vel muligt.

Thomas More skrev, at der hvor der kun er private ejendomsret, der er det næppe muligt engang at få en rigtig og vellykket retning i de statslige anliggender. Man begyndte i stor udstrækning at bruge begrebet utopisme inden for det samfundsmæssige liv og litteratur. I løbet af mere end fire århundreder blev der i forskellige lande udgivet et stort antal romaner og afhandlinger, der indeholder drømmen om det ideelle samfundssystem.

Gennem det 16. århundrede havde det engelske Kongedømme i stigende Grad tiltaget sig enevældig Myndighed. I Løbet af samme århundrede var der imidlertid foregået en økonomisk Udvikling, der havde sat sig Spor i nye Klassedannelser. En ny Adel var vokset op; dens Jordejendomme var i stor Udstrækning dannet af de inddragne Kirkegodser og af de for Fåreavlens Skyld nedlagte Bøndergårde; og denne Adel var bl.a. gennem det foran omtalte Bortforpagtningssystem og gennem Uldproduktionen kapitalistisk interesseret og forbundet med de øvre Lag af Byernes Borgerskab, hvis Rigdomme og Anseelse gennem hele århundredet havde været i stærk Vækst som Følge af Opsvinget i den engelske Uldindustri og i den engelske Handel og Skibsfart. I det 17. århundrede begyndte en kraftig Opposition fra Parlamentets Underhus mod den kongelige Enevælde. Medens Underhuset beherskedes af den ny Adel og Borgerskabet, støttedes Kongen af Højadelen og den øverste Gejstlighed. Oppositionen viste sig ikke alene politisk, men også religiøst. Den fandt sit Udtryk i Puritanismen (Kalvinismen); dennes mådeholdne Retning, Presbyterianismen, der væsentligst havde sin Tilslutning blandt de velhavende Puritanere, tilsigtede en borgerlig-demokratisk Styrelse af Kirken, men ville iøvrigt bevare en national Kirke med Trostvang; den radikale Retning, Independentismen, bestod derimod overvejende af Bønder og Håndværkere og tilstræbte en fuldstændig demokratisk Kirkestyrelse, frigjort for enhver Overstyrelse; desuden hævdede de absolut Trosfrihed. 1642 brød Modsætningen mellem Kongedømme og Parlament ud i åben Borgerkrig. Revolutionshæren bestod overvejende af Independent er, der atter talte forskellige Sekter, blandt hvilke Levellerne (Lighedsmændene) repræsenterede det radikaleste borgerlige Demokrati. Indenfor Levellerne fandtes en kommunistisk Afskygning de sande Leveller eller Diggerne (Graverne), der var de proletariske Interessers Talsmænd, og som i 1649 søgte at føre deres kommunistiske Idéer ud i Livet ved uden videre at give sig til at opdyrke Jord, der henlå udyrket. Historisk blev Bevægelsen uden Betydning, men dens åndelige fører: Gerrard Winstanley, udgav i 1651-52 et skrift »Frihedens Lov«, programmæssig fremstillet, eller Genoprettelsen af det sande Regeringssystem, der indeholdt Udkast til en kommunistisk Samfundsordning. I det nye Samfund skulle Produktionen overvejende være håndværksmæssig Hjemmeproduktion, som den endnu var det på Winstanleys Tid. Men enhver skulle aflevere, hvad han producerede, til de offentlige Magasiner, hvor alle Borgere kunne hente, hvad de behøvede til deres Forbrug. Hvis nogen ydede mindre til Samfundet end ventet af ham, eller hentede for meget i Magasinerne, skulle han først advares, og hvis dette ikke hjalp straffes. Penge skulle kun benyttes til Handelen med Udlandet. Ingen måtte tage lønnede Arbejdere i sin Tjeneste og ingen fæste sig bort som Lønarbejder. Alle Børn skulle nyde både videnskabelig og faglig Uddannelse i offentlige Skoler, men der måtte ikke uddannes en særlig Klasse af boglærde. Ægteskabet tænkte Winstanley som en rent borgerlig Civilakt. De højeste Straffe ville han i sit nye Samfund have ikendt for at købe eller at sælge eller for Forsøg på at forlede nogen til disse Handlinger. Statsstyrelsen skulle være republikansk-demokratisk med almindelig og lige Valgret for enhver Borger fra det 20. år. Valgbarhed fordrede 40 års Levealder; særlig fremragende Borgere skulle dog kunne vælges i en yngre Alder. Winstanley tilegnede Oliver Cromwell sin Utopi i den Hensigt at få denne til at realisere sine Tanker. Den engelske Revolution udviklede sig imidlertid ikke i den af W. ønskede Retning. I 1649 havde Underhuset vedtaget Kongedømmets Afskaffelse og erklæret England for en Republik. Dennes stærkeste Mand blev Oliver Cromwell, der støttede sig på Hæren og i 1653 sprængte Parlamentet med Våbenmagt. Samme år gav han England en ny Forfatning, efter hvilken han udnævnte sig selv til Protektor, medens den lovgivende Magt henlagdes til et Parlament med eet Kammer, hvortil Valgretten var stærkt indskrænket til Fordel for de besiddende. I Realiteten blev Cromwell Enehersker, men forstod i Modsætning til Kongedømmet at indrette Statens Politik, særlig udadtil, efter den engelske Handels Interesser. For de kommunistiske Sekterere måtte ethvert Håb om at se deres Ideer realiserede forsvinde. Winstanley og andre blandt Leveller og Digger sluttede sig herefter til den demokratiske Religionssekt Kvækerne. Efter Cromwells Død i 1658 brød Protektoratsordningen sammen, og i 1660 genoprettedes kongedømmet med den henrettede Karl den I’s søn Karl den II som konge. De følgende år blev en Reaktionstid, hvor Kongedømmet socialt og polifisk søgte at genindføre Tilstandene fra før Revolutionen. Det kom dog snart til Sammenstød mellem Konge og Parlament; i dette dannedes nu to Partier med de senere så berømte Navne Whigger og Torier, begge Navne fra først af Skældsord. Under Jakob den II, der var Broder til Karl den II, og som blev Konge efter dennes Død i 1685, rejste Befolkningen sig i 1688 påny i åbent Oprør mod Kongedømmet, idet Oppositionen bevægede Vilhelm af Oranien til at gøre Indfald i England, hvor han besteg den bortflygtede Jakob den II’s Trone som Vilhelm den III. Adels- og Handelsaristokratiet sikrede sig nu gennem en Art Grundlov den afgørende Indflydelse på Statsstyrelsen.

Thomas Campanella (1568-1639) fødtes den 5. September 1568 i Italien, der da for Størstedelen var undertvunget af Spanien, som udbyttede Landet på det voldsomste. Campanella, der som i 5-årig var trådt ind i Dominikanerordenen, søgte med nogle af sine Ordensbrødres Bistand at iværksætte et Oprør mod Spanierne, hvis Herredømme han ville erstatte med en Præsterepublik. Oprøret var planlagt at skulle bryde løs mod slutningen af 1599, men Planen blev forrådt, Campanella fængslet og derefter holdt i Fangenskab til 1626. Som patriot kæmpede han således aktivt mod spaniernes herredømme i det sydlige Italien og ledede en sammensværgelse imod dem. Men da sammensværgelsen blev afsløret, sad Campanella i fængsel i 27 år; i løbet af denne tid skiftede han fængsel 50 gange. Han blev befriet 13 år før sin død. Da han var bange for en ny arrestation, rejste han til Frankrig, hvor han døde den 21. maj 1639. »Solstaten« danner en Del af et Værk, som Campanella udarbejdede under sit lange Fængselsophold, og som første Gang udkom i Frankfurt i årene fra 1620-23 i Tyskland. Som det er naturligt, har Klosterkommunismen i meget dannet Forbilledet for denne Utopi. »Solstaten« lå på en ø, hvor Byen var bygget på en Høj. Som Middelalderens Byer og som mange Klostre var Byen omgivet af Volde. Alt er fælles i hans solstat. Alle borgere, deriblandt kvinder, deltager i et stort råd bestående af republikkens indbyggere, og her vælger man de embedsmænd, der skal regere. I spidsen for solstaten står Gog - det klogeste menneske og den første præst i republikken. Han støtter sig til tre store rådgivere: Kærlighed, Magt og Visdom, og leder selv rådet, der består af de 13 øverste embedsmænd. Der er meget i denne statsopbygning, der minder om en aristokratisk republik, der er opbygget efter munkeordenen. Arbejdet i denne stat er fælles, arbejdsdagen er til forskel fra på øen »Utopia« ikke 6, men 4 timer. Alle borgere bor sammen, monogami og familieliv i gængs opfattelse findes ikke her. Børnenes opdragelse er samfundsmæssig, mellem drenge og piger er der fuld lighed, de får samme opdragelse og uddannelse. I dette værk kommer ideerne om ligestilling tydeligt frem. På bestemte Dage drog Solarierne med Faner og Musik i Spidsen ud af Byen for at så og høste. Men iøvrigt måtte enhver Solarier kunne udøve flere Håndværk, således at Staten altid var i Stand til at udnytte en Borgers Arbejdskraft. Alt, hvad der produceredes, tilhørte Staten, som sørgede for, at enhver tildeltes det nødvendige; de fordelende Embedsmænd overvågede, at ingen modtog mere end nødvendigt for hans Behov. Penge anvendtes ikke. Handel blev kun drevet med Udlandet og kun for sådanne Varer, som Solarierne ikke selv frembragte. Arbejdstiden androg kun fire Timer pr. Dag, og kun Oldinge var fritaget for at deltage i Arbejdet. Mænd og Kvinder var ligestillet med Hensyn til Pligter og Rettigheder. Solarierne boede og spiste i Fællesskab. Klædedragten var ens for Mænd og Kvinder, blot med den Forskel, at Mændenes Tunika (Kjortel) sluttede lidt over Knæene, Kvindernes derimod lidt under Knæene. Enkeltægteskaber og Enkeltfamilier fandtes ikke. Forbindelsen mellem Kønnene reguleredes at Staten, og alle Indbyggere betragtedes som een Familie, hvis jævnaldrende kaldte hverandre Brødre og Søstre og benævnte de 22 år ældre Fædre og Mødre. Børneopdragelsen var en Statsopgave. Med det 6. år begyndte Undervisningen i Kunst og Videnskab, med det 12. år i krigerske Færdigheder. Alle Borgere måtte uden Hensyn til Køn og Alder deltage i Statens Forsvar, og Solarierne mente, at Krig beskyttede Borgerne mod Blødagtighed. Styrelsen forestodes af en valgt Hersker, der bistodes af 3 ligeledes valgte Embedsmænd. Men i sidste Instans blev Solarierne regeret at Stjernerne, som de gennem særligt uddannede Præster rådspurgte i selv de ubetydeligste Anliggender. Bl.a. spillede Tallet syv en mystisk Rolle i Solstaten;. der var syv Volde omkring Byen, syv gyldne evigt brændende Lamper i Templet o.s.v.. Nogen praktisk Betydning tik Campanellas Utopi ikke; dertil var den i for ringe Kontakt med den virkelige Verden.

Englænderen G. Winstanley (1609 til ca.1652) protesterede i sine værker mod privatejendom til jorden. I sit hovedværk »Loven om frihed fremlagt i form af et program eller opbyggelse af et sandt styringssystem« skrev han, at den sande frihed i republikken består i fri udnyttelse af jorden, at den sande frihed hersker der, hvor mennesket får føde og alt, hvad det har brug for af samfundet. Ligeledes ser han den vigtigste betingelse for et retfærdigt samfundssystem i folks ret til arbejde på jorden.

Tre franskmænd - Meslier, Morelly, Mably - satte bemærkelsesværdige spor i den tidlige utopiske socialismes historie. Jean Meslier blev født i 1664, afsluttede seminariet og blev, selv om han var ateist, sognepræst i sin hjemegn i den franske provins Champagne. Hans liv var stille og roligt. Lige så stille og ubemærket skrev han sit berømte »Testamente«, som han i 1729 efterlod sig - ikke til sine samtidige, men til sine senere efterkommere, da det i 1864 blev udgivet i sin helhed, 135 år efter forfatterens død. I sit værk vendte han sig meget klart mod de to onder, der eksisterer i verden: privat ejendomsret og stands ulighed. Befrielse fra disse onder så han ikke kun i det jævne folks oplysning, men også i kampen mod den tyraniske adelstands åg. I »Testamente« lød helt åbent opfordringen til kamp, til væbnet opstand for at opnå fælles formue og social lighed. Disse tanker er Mesliers allervigtigste bidrag til den videre udvikling af den utopiske socialismes ideer.

Religionskrigene og Frondekrigene efterlod Frankrig i en økonomisk og moralsk Elendighed, som muliggjorde Ludvig den 14.s absolutisme. Under Solkongen (1643-1715) blev Regeringen i stedse højere Grad et Redskab for Gejstligheden og Adelen til en systematisk Udbytning af de uprivilegerede Befolkningsklasser, i Særdeleshed af Bønderne, som uden Hensyn til, om de var Selvejere eller Forpagtere, alle måtte svare Afgifter til Godsejerne og anerkende visse godsejerlige Forrettigheder. Yderligere pålagde Staten de uprivilegerede, atter fortrinsvis Bønderne, stadigt stigende Skatter, hvis Inddrivning overlodes Skatteforpagtere, der afpressede Befolkningen henimod det tredobbelte af det Beløb, de selv indbetalte i Statskassen. Når hertil føjedes Ydelser til Hæren og Tvangsarbejde på Veje og Fæstninger, er det forståeligt, at der blandt Bønderne herskede uhyre Nød, der udartede til ligefrem Hungersnød, når Kornhøsten slog fejl. Bondeoprør og Uroligheder forekom derfor ikke sjældent, men sloges ned med hård Hånd. Medens Højgejstligheden var Rigets første Stand og optrådte som Hofmænd i Versailles, levede Præsterne på Landet derimod som oftest under lige så usle og trykkende Kår som de Bønder, hvis Sjælehyrde de var. Og Jean Meslier eller Mellier (1664-1729) fik som Landsbypræst i fuldt Mål Lejlighed til både selv at prøve den højere Gejstligheds og Adelens Vilkårlighed og til at se andre lide derunder. Den Harme og det Had, der herved opvaktes hos ham, nedlagde han i det Testamente, han efterlod sig ved sin Død. Testamentet indeholdt et voldsomt Angreb på Kristendommen og Kirken, der efter Mesliers Opfattelse var Hovedmidlet til at holde Befolkningen nede i Uvidenhed og Trældom; desuden en skarp Kritik af Gejstlighedens og Adelens privilegerede Samfundsstilling og af den private Ejendom og Klassedelingen i det hele. Endelig en Opfordring til de undertrykte Klasser om at forene sig for at sprænge det klassedelte Samfund og skabe et nyt kommunistisk Samfund, hvortil Mesliers Testamente gav Udkast i grove Træk. I det nye Samfund, Meslier forestillede sig, skulle alle Borgere socialt og juridisk være lige og af Ejendom være fælles; enhver By eller Landsby skulle danne een stor Familie, hvis Medlemmer under Ledelse af de viseste og de bedste hver for sig måtte yde alt, hvad de formåede, til Fællesskabet. Meslier ville have Religionen afskaffet; i Stedet tænkte han sig en Sædelære indført. Ægteskabet skulle i Modsætning til det katolske være let opløseligt og nyt Ægteskab tilladt. Børnenes Opdragelse og Undervisning henlagde han til Staten. Jean Mesliers »Testamente« blev først udgivet i helhed i 1864 -135 år efter forfatterens død. I sit værk vendte han sig meget klart mod de to onder, der eksisterer i verden: privatejendomsret og stands ulighed. Befrielse fra disse onder så han ikke kun i det jævne folks oplysning, men også i kampen mod den tyraniske adelstands åg. I ,,Testamente" lød helt åbent opfordringen til kamp, til væbnet opstand for at opnå fælles formue og social lighed. Disse tanker er Mesliers allervigtigste bidrag til den videre udvikling af den utopiske socialismes ideer.

I 1675 udkom i England for første gang franskmanden V. d’Alle’s (ca.1630 til ca. 1700) roman »Sevarambernes historie«, som i sine ideer gik længere end de tidlige utopister (More og Campanella). Efter V. d’Alle er samfundets grundcelle kammeratskabet, der består af grupper af arbejdere. Her findes også fælles produktion og forbrug. V. d’Alle forholder sig til problemet om arbejdsdagens længde på en sådan måde, at den er i overensstemmelse med de for ham moderne betingelser for produktionen. Det er ikke 4 eller 6, men 8 timer. Netop V. d’Alle’s stilling til en 8-timers arbejdsdag blev hermed for første gang i historien udtrykt som proletariatets fremtidige krav i slutningen af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. århundrede. Således kom i det 16. og 17. århundrede de første utopister frem med deres ideer om samfundsmæssig ejendom. Senere i det 18. århundrede blev udviklingen af de utopiske ideer forbundet med sociale problemer, der blev sat på dagsordenen som følge af bøndernes kamp mod feudalisterne, byplebejernes bevægelse og i særdeleshed af den franske borgerlige revolution. Netop i dette århundrede opstod den tidlige utopiske socialisme. Omkring Begyndelsen af det 16. århundrede forplantedes fra Italien, der da var Europas højst udviklede industrielle Nation, en Række Manufakturer, fortrinsvis Luksusmanufakturer, til Frankrig. Religionskrigene i det 16. århundrede og Frondekrigene (1648-1653) ødelagde Manufakturerne, hvorpå Colbert som Ludvig den 14.s Minister fra 1661-1683 påny for en Tid byggede en fransk Industri op, dels ved hemmelig Import af fremmede Arbejdere, dels ved Oprettelse af Statsmanufakturer (Statsværksteder); endelig også ved Monopoler og Privilegier til private Aktieselskaber og ved en gennemført Beskyttelsestold. Det merkantilistiske System fik under Colbert sin kraftigste Udfoldelse. Systemets Grundsætninger gik ud på, at et Lands Rigdomme i det væsentligste bestemtes ved dets Beholdning at Ædelmetaller; disse måtte Landet skaffe sig gennem den udenlandske Handel, hvorfor det gjaldt om at sælge så meget som muligt til Udlandet og samtidig at bevare de indvundne Penge derved, at Hjemlandet på ethvert Område forsynede sig selv, så det blev uafhængigt af Tilførsler udefra. De af Colbert oprettede Statsmanufakturer, hvis Arbejdere var en Art Embedsmænd, der både i og udenfor Værkstedet var underkastet streng Disciplin, har til en vis Grad dannet Forbilledet for det Forslag til en kommunistisk Samfundsordning, som Vairasse under Titlen »Severambernes Historie« udgav i Paris i 1677-79. Vairasses Værk fremtræder som tidligere Thomas Mores Utopia som en Beskrivelse af Samfundstilstandene hos et foregivet nyopdaget Folk, i dette Tilfælde Severamberne i den nye Verdensdel Australien, hvor et hollandsk Skib under en Storm skal være strandet, Passagerer og Mandskab have reddet sig i Land og derefter være blevet bekendt med Landets Samfundsforhold. Efter Vairasses Fremstilling bestod Severamberne oprindelig af to forskellige Folkeslag, der begge levede under kommunistiske Tilstande. En Perser ved Navn Sevaris, der havde berejst hele Europa og Asien, svang sig op til Hersker over begge Folk og helligede sig derefter den Opgave blandt de to forenede Naturfolk at indføre en Samfundsordning, der samtidig med at betegne et Højdepunkt i kulturel Henseende sikrede det størst mulige Antal Severamber den størst mulige Lykke. Sevaris overvejede først at indrette Severambien efter europæisk Mønster med en Deling af Befolkningen i syv Klasser, dog med en retfærdigere Skatteordning end den europæiske, men kom til det Resultat, at en sådan Samfundsordning havde alt for mange uheldige Følger og stred mod den naturlige Retfærdighed. Han besluttede derfor at videreudvikle og fuldstændiggøre den kommunistiske Ordning, der allerede forefandtes. Efter Sevaris’ Statsforfatning blev alle Borgere lige, af Jord og alle Rigdomme tilhørte Staten, som ene havde Rådighed derover. Alle Samfundsmedlemmer med Undtagelse af syge og gamle var pligtige til at arbejde. Døgnet deltes i tre Gange otte Timer, hvoraf den første Periode for Arbejdet, den anden for Fornøjelser og den tredie for Hvile. Befolkningen inddeltes i Grupper med hver sit særlige Erhverv; Grupperne boede hver for sig i store Fælleshuse, Osmasier, der hver rummede mere end 1000 Personer, og som foruden Boliger tillige havde Værksteder for den pågældende Erhvervsgruppe. De forfærdigede Produkter, som Osmasiets Beboere ikke selv behøvede, opmagasineredes i store Fællesmagasiner, der ligesom Osmasierne var spredt over hele Landet, og hvorfra Fordelingen af Råstoffer og færdige Produkter fandt Sted til de forskellige Osmasier. Penge fandtes ikke. Enkelthusholdningerne var afskaffet og Kvinderne som Følge deraf stillet lige med Mændene; kun kunne de ikke blive Embedsmænd. Blandt Borgerne herskede Engifte, hvorimod Embedsmændene havde Ret til at leve i Polygami. Børneopdragelsen var en Statssag, og Staten overtog Forældremagten, når Børnene fyldte syv år. Styrelsen var en Blanding at Demokrati og Despoti. De enkelte Osmasier valgte på demokratisk Vis deres Forstandere, Osmasionterne, der dannede det almindelige Råd; men i Spidsen for Staten stod en enevældig Monark, som imidlertid skulle sættes under Formynderskab, hvis han foretog sig noget, der mishagede Folket. Den Tid, hvor en enevældig Fyrste, som i Severambien, var nyskabende, afsluttedes hurtigt i Ludvig den i 4.s Frankrig. Fra omkring 1685 begyndte nye Religionsforfølgelser mod Protestanterne, der i Hundredtusinder udvandrede til England, Nederlandene, Tyskland og Skandinavien, hvorved Frankrig berøvedes Skarer at dets dygtigste og driftigste Befolkning. Resultatet blev stadig Tilbagegang. Store Krige ødelagde yderligere Statens og Folkets økonomi, og under den følgende Opposition mod den enevældige Statsstyrelse blev Severambernes Historie et yndet Værk.

I 1755 udkom »Naturens lovbog«, hvis forfatter var Morelly (hans biografiske datoer er ukendte) og ikke Diderot, som man længe havde troet. Man ved meget lidt om Morellys liv. Men til gengæld har hans værk haft stor indflydelse på mange kommende socialister. Lige som de andre utopister var han en lidenskabelig modstander af den private ejendomsret, der er hovedårsagen til den sociale ondskab. Morelly opridser et samfund, der er fri for udbytning og ulighed, og støtter sig på tre grundelementer. Det første er at oprette fælles formue, bortset fra de personlige ting, det andet er at udråbe enhver borger til embedsmand, der modtager løn fra samfundet, og det tredje at forklare, at alle har pligt til at arbejde i overensstemmelse med sine kræfter, begavelse og alder. I staten er der ingen valgte embedsmænd, enhver familiefar over 50 år bliver senator og regerer efter tur. Morelly er den mest konsekvente repræsentant for utopismen, men imidlertid udgår hans ideer ikke fra det virkelige liv, men fra personlige udledninger.

Gabriel Bonnet de Mably (1709-1785) født ud af adelig familie, broder til den kendte filosof Condillac, fik gejstelig uddannelse og blev diplomat, men en stor del af sit liv beskæftigede han sig med litteratur, historie og filosofi. Samfundets opdeling i klasser: i rige og fattige, anså han for roden til alt ondt. De oprindelige samfund havde ingen ejendom, folk arbejdede i fællesskab. Tilbagevenden til et sådant samfund så han ikke som en kamp, men som en indføring af nogle kloge love, der skal skabe et regeringssystem, der forebygger den ondskab, der avler formue -ulighed og privat ejendom. Disse love skal træde ind over for luksus, ikke begunstige handel og købmandsstanden, regulere arvefølge og opstille grænser for de enkelte borgeres ejendom. Den vigtigste konklusion i Mably´s værk er, at kun det kommunistiske samfund er i overensstemmelse med et retfærdigt menneskeligt samfund. Den videre udvikling af den utopiske socialismes ideer er forbundet med den franske borgerlige revolution i det 18. århundrede, der dog ikke kunne give folket social retfærdighed. Den fremtidige folkerevolutions ideer antog mere radikale farver.

Det 17. og 18. århundrede frembyder i Jesuiterstaten i Paraguay i Sydamerika et særlig interessant Eksempel på, hvorledes kommunistiske Indretninger har kunnet udnyttes til Udbytning af en lavere stående Befolkning. Paraguay blev omkring 1535 erobret af Spanierne, hvorefter Jesuiterne fra 1609 påbegyndte en Missionsvirksomhed blandt den indfødte indianske Befolkning. De skal have samlet op imod 200.000 af denne i 30 Byer, der afspærredes fra Omverdenen på en sådan Måde, at det blev Indbyggerne vanskeligt at flygte, ligesom de gennem Afspærringen sikredes mod skadelige Påvirkninger udefra. I hver af Byerne valgte Indianerne et Byråd; men dette måtte om ethvert Anliggende rådføre sig med Byens to Jesuiterpræster, der betragtedes som Guds Stedfortræder, hvis Befalinger blindt skulle adlydes, og som derfor havde den virkelige Magt. Til sit Underhold tildeltes der hver Familie et Stykke Jord, på hvis Dyrkning de måtte ofre to af Ugens seks Arbejdsdage. De øvrige 4 Arbejdsdage helligedes »Guds Ejendom«, d.v.s. først og fremmest Dyrkningen af den fælles Byjord. Afgrøden fra Indianernes egne Marker afleveredes til Opbevaring i Fællesmagasiner, hvorfra der så efterhånden udleveredes Indbyggerne de nødtørftige Levnedsmidler. Udbyttet af »Guds Ejendom« tilhørte Jesuiterne. De håndværksmæssige Produkter, som i stor Udstrækning fremstilledes af Indianerne, solgtes ligeledes til Fordel for Jesuiterne. Kvinderne spandt og vævede Lærred, hvoraf der tildeltes hver Indianer et bestemt Kvantum pr. år. Til Kirkefester og kirkelige Processioner udleveredes der særlige Festklæder, der efter Festen påny måtte afleveres til Opbevaring i Magasinerne. Den Fritid, Arbejdet levnede, blev til det yderste beslaglagt af Kirkegang, Andagtsøvelser o. lign. Disciplinen var streng. Dovenskab og andre Forsyndelser straffedes med Piskning. Jesuiterstaten opretholdtes i ca. 150 år, til 1768, da Jesuiterne fordreves fra de spanske Kolonier. En lignende Jesuiterstat skal have været indrettet i Peru.

Op i det 18. århundrede bar Tiden hen mod en Ændring i Frankrigs Statsstyre. De stadige Lån og Statshusholdningens årligt stigende Underskud havde efterhånden bragt Statens Finanser i en Tilstand, der gjorde det nødvendigt for det enevældige Styre at angribe Højadelens og Højgejstlighedens Skattefrihed, hvis den truende Statsbankerot skulle undgås. Overfor dette Krav rejste de to privilegerede Stænder imidlertid en forbitret Modstand og erklærede, at deres Skattefrihed var en ukrænkelig Ret. Kunne det enevældige Statsstyre ikke som hidtil udnyttes til de privilegeredes Fordel, men tværtimod ville pålægge dem Byrder, måtte Styrelsen reformeres. Adel og Gejstlighed blev derfor begærlige efter Reformer. Blandt Borgerskabet, tredie Stand, gærede Utilfredsheden ligeledes. Den opvoksende Kapitalisme havde dårlige Kår; den kunne ikke få Plads til at udfolde sig. Udadtil var næsten alle Frankrigs Krige gennem det 18. århundrede endt med Tab af værdifulde Kolonier og med ugunstige Betingelser for den franske Handel. Og indadtil hæmmedes Handelens Udbredelse gennem de mangfoldige middelalderlige Afgifter, der f.eks. fordyrede et Kvantum Vin til det 20-dobbelte af dets Indkøbspris før Transporten gennem Frankrig. Vejene var dertil uhyre slette og Transporten som Følge deraf besværlig og langsom. Det af Enevælden yndede System med Uddeling af Monopoler til Handels- og Industriselskaber, der måtte skatte kraftigt af Monopolet, lagde ligesom Lavenes Opretholdelse Hindringer i Vejen for en virkelig kapitalistisk Handels og Industris Opblomstring. De Dele af Borgerskabet, som havde Andel i Monopolerne, og som ydede Staten Lån, var naturligvis interesserede i Enevældens og i Systemets Opretholdelse. Men da Staten kort før Revolutionens Udbrud måtte forkynde, at den ikke for Tiden kunne betale Renter af Lånene, greb Reformiveren det ganske Borgerskab. De privilegerede Klassers Udbytning gik som tidligere fremstillet fortrinsvis ud over Bønderne. De direkte Skatter anslås til i Gennemsnit at have andraget 50 pct. af Bondens Indtægter, og hertil kom så de talrige andre feudale Byrder. Ydermere var det oftest forbudt Bønder at dyrke nyindførte Planter som f.eks. Kartofler, da der ikke kunne kræves Tiende af disse. Resultatet af den voldsomme Udbytning blev, at store Landstrækninger i årene op mod Revolutionen henlå udyrket, forladt af Bønderne, hvad der atter medførte en så meget hårdere Udbytning af de tilbageværende. Og de bortflygtede Bønder drog til Paris’ Forstæder. I Byerne hindrede Lavsordningen dem i at ernære sig ved Arbejde; men i Paris’ Forstæder gjaldt Lavstvangen ikke; her samledes det Proletariat, Sansculotterne, der sammen med Småborgerne og Bønderne blev den Støtte, der gjorde det muligt for den revolutionære Del af Borgerskabet at besejre de privilegerede Stænder. Kampen mod Enevælden blev som omtalt fra først af rejst af de privilegerede, Adelen og Gejstligheden, der vel at mærke kæmpede for at bevare deres Privilegier. De krævede Generalstænderne indkaldt og gennemførte med Tilslutning fra alle Sider dette Krav overfor Regeringen. Men endnu inden Valgene til Stænderforsamlingen var begyndt, brød Modsætningen mellem de privilegerede og uprivilegerede, mellem Adel og Gejstlighed på den ene Side og Borgerskabet på den anden Side, ud i lys Lue. De to første Stænder krævede hver for sig lige så mange Repræsentanter som den langt talrigere tredie Stand, hvorimod tredie Stand forlangte samme Antal Repræsentanter som de to første Stænder tilsammen, og tredie Stand tik sit Krav gennemført. Da Generalstænderne samledes den 5. Maj 1789, fortsattes Striden. De to privilegerede Stænder vedtog, at hver Stand skulle forhandle og stemme for sig, tredie Stand forlangte fælles Møder og fælles Afstemning. Efter nogen Tids Forløb konstituerede tredie Stands Repræsentanter sig derpå som Nationalforsamling, og Gejstligheden sluttede sig hertil, da Sognepræsterne overstemte de adelige Prælater. Adelen og Kongen fandt nu påny hinanden i den Hensigt at byde Borgerskabet Trods. Men nu brød Oprøret løs. Paris rejste sig; fra Forstæderne drog Folkeskarer den 14. Juli mod Bastillen, Symbolet på det forhadte Regimente, der jævnedes med Jorden. Og ude i Landet brændte Bønderne Herregårdene og besluttede ikke længere at ville betale Afgifter til Herremænd og Prælater. Denne Udvikling forskrækkede de privilegerede Stænder; nu måtte reddes, hvad reddes kunne. Natten mellem den 4. og 5. August foreslog to Adelsmænd derfor Nationalforsamlingen at afskaffe de middelalderlige Herremandsrettigheder, men mod Erstatning for de vigtigste af Privilegierne. Forslaget, der under Jubel vedtoges af Forsamlingen, kom dog for sent. Bønderne havde allerede selv befriet sig for de adelige Byrder, og Erstatningerne blev aldrig betalt. Borgerskabet tilstræbte imidlertid ikke Revolution; de ville Reformer, afpasset efter deres Interesser. Lavstvangen ophævedes, Frikonkurrencen indførtes, og Fagforeninger forbødes, alt i Lighedens, Frihedens og Broderskabets Navn. Og i 1791 vedtog Nationalforsamlingen en Forfatning, der skulle gøre Statsmagten til et Redskab for Borgerskabet; Valgretten til Rigsdagen indskrænkedes til Mænd, der betalte en vis Skat, hvorved Proletarer og Småborgere, ca. Halvdelen af Frankrigs voksne Mænd, udelukkedes fra politisk Indflydelse. Adelen forlod i Hobetal det utaknemlige Fædreland, og Kongen forsøgte at flygte, men blev fængslet og ført tilbage til Paris. Udlandet frygtede, at Branden skulle brede sig og provokerede Frankrig til at erklære Krig. Emigranterne sluttede sig til de fjendtlige Hære. Ophidselen steg i Paris, og den 10. August 1792 drog Forstædernes Proletariat under den røde Fane mod Tuilerierne. Kongen suspenderedes og fængsledes, Nationalforsamlingen opløstes, og et Nationalkonvent, valgt ved almindelig Valgret, trådte sammen den 21. September 1792. Den følgende Dag proklameredes Kongedømmets Afskaffelse og Republikens Indførelse, og den 21. Januar 1793 henrettedes Kongen. Republikken beskyttede trofast Borgerskabets nyvundne Rettigheder. Den 25. Februar 1793 vedtog Konventet Dødsstraf for enhver, der blot foreslog en »Lov om Jordfordeling eller nogen anden Omvæltning af Privatejendommen«. Forbudet mod Fagforeningerne ophævedes ikke; det bestod under alle Omskiftelser lige til 1864. Krigen med Udlandet bragte Fædrelandet i Fare, og indadtil truede Modrevolutionen, ikke alene fra Adelen og dens Tilhængere, men også fra Byer og Befolkningslag, der havde levet af Luksusindustrien, men som nu under den ny Tingenes Tilstand var blevet brødløse. En hidsig Jagt på de modrevolutionære, Aristokraterne, satte ind, og den udøvende Statsmagt overlodes et af Konventet nedsat Velfærdsudvalg, der støttede sig på Paris’ Proletarer og Småborgere, som herved for en kort Tid blev Frankrigs politiske Herskere. Borgerskabet og Bønderne fandt sig heri; de havde kun Valget mellem »Rædselsherredømmet« eller Genoprettelsen af det gamle Regimente, der ville betyde Opgivelse af alle de vundne Fordele. Under Rædselsherredømmet gik de franske Hære atter erobrende og brandskattende frem. Og da Fædrelandet var frelst og Faren for Modrevolution afværget, blev Proletarregimentet uudholdeligt for Borgere og Bønder. 9. Thermidor (27. Juli) 1794 styrtedes Robespierre. Borgerskabets »gyldne Ungdom« fik Magten. Den røde Terror afløstes af en hvid Terror. 1793 havde Konventet vedtaget en ny demokratisk Forfatning, afpasset efter Småborgernes og Proletariatets Interesser med almindelig Valgret og Folkeafstemning. Forfatningen var dog aldrig trådt i Kraft og afløstes nu af en ny Forfatning af 1795, endnu borgerligere end Forfatningen af 1791. Krigslykken tilsmilede stadig Frankrig, der gjorde vældige Erobringer og aftvang Fjenderne store Erstatninger, der sammen med Indtægterne fra Salget af Nationalejendomme, d.v.s. Kirkegodserne og Emigranternes Ejendomme, fyldte den før så slunkne Statskasse. Og Borgerskabet tjente store Penge på Leverancerne til Hæren og på Handelen med de ovenfor omtalte Nationalejendomme, hvis Jorder udstykkedes, så Frankrig fra nu af i langt højere Grad end noget andet europæisk Land blev en Stat af Småbønder. De besiddende Klasser længtes dog tilsidst efter Ro, Orden og Stabilitet. Og hvem var mere egnet til at skaffe dette end Føreren for de uovervindelige Hære, der ikke alene bragte Sejr, men også Guld med hjem til Frankrig. Den 19. Brumaire (10. November) 1799 skaffede den tidligere Jakobiner Napoleon sig den faktiske Enevoldsmagt, og den 1. Maj 1804 lod han sig udråbe til De Franskes Kejser. Napoleon befæstede indadtil, hvad Borgerskabet økonomisk havde vundet gennem Revolutionen. Forbudet mod Sammenslutninger mellem Arbejdere skærpedes, og en Skudsmålsbog indførtes, hvorved Arbejderne stilledes i Klasse med Tyende. Næringsfriheden bevaredes, Handelen og Industrien blomstrede op. Udadtil skabte Frankrigs Erobringer Markeder, hvor franske Kapitalister var befriede for den engelske Konkurrence. Og Napoleons Krige var gennem mange år en fortsat glimrende Forretning for Borgerskabet. Men sluttelig bukkede Frankrig under for det forenede Europa. Drømmene om et fransk Verdensherredømme knustes som de tyske Drømme i 1918. Og i 1815 sattes Napoleon i bur på Sct. Helena.

Cajus Gracchus Babeuf

For Revolutionens Mænd fra Mirabeau til Robespierre var Privilegiernes Afskaffelse og tredie Stands Overtagelse af Statsmagten ensbetydende med Ophævelsen af ethvert Klasseherredømme. At den industrielle Kapitalisme, der nu var banet Vej for, under sin videre Udvikling ville skabe en ny fra Borgerskabet skarpt adskilt Samfundsklasse, den industrielle Lønarbejderklasse, og indlede et nyt Klasseherredømme, så hverken de eller Proletariatet selv. En selvstændig Lønarbejderklasse var endnu kun i sin vorden. Paris’ Arbejdere optrådte under Revolutionen sammen med Borgerskabet, omend ligesom Småborgerne på dettes yderste venstre Fløj. Men en Kreds af Mænd, der flokkedes omkring Babeuf, fandt ikke den Lighed tilstrækkelig, som Revolutionen havde gennemført; de ville en økonomisk Lighed, hvor Samfundets Rigdomme kom alle til Gode, medens den Omvæltning, der var gennemført, efter Babeufs og hans Fællers Mening tværtimod begunstigede en ny Ophobning af Rigdomme på enkelte Hænder samtidig med, at Fattigdommen tiltog blandt de fattigste. Francois Noël Babeuf eller, som han selv kaldte sig, Cajus Gracchus Babeuf fødtes den 23. November 1760. Han var fra Fødselen Proletar, blev Tjener, senere Embedsmand, Forfatter og Journalist. Gracchüs Babeuf (1760-1797), var aktiv revolutionær, leder af den illegale revolutionære organisation »De liges sammensværgelse«. De mente, at det var nødvendigt at føje den politiske revolution til den sociale. Deres dokument »Et akt om opstand« vidner om, at de anså det for nødvendigt at erobre regeringsbygninger og knuse modstanden fra tyraniets tilhængere. Babeuf-tilhængerne var parate til at give folket en række fordele, deriblandt: gratis garanti om fødevarer, formue efterladt af folkets fjender og emigranter, ret til at flytte ind i forrædernes huse osv. Endvidere mente de, at den erobrede magt skal ligge i hænderne på et provisorisk revolutionært diktatur, der har en folkeforsamling, der direkte leder folket efter sejren. I dekreterne om organiseringen af det økonomiske liv og i andre dokumenter i republikken forudsås opbygning af et nationalt fællesskab, indføring af fælles ejendom, pligt til at arbejde og ophævelse af arveretten. Herunder forudsås en hel række foranstaltninger for overgangen til det kommunistiske samfund, der var et nyt ord i socialisternes opbygning på den tid. I en lang række situationer blev Babeuf-tilhængerne ledere af de sociale kræfter, af de nye slag som de undertrykte masser førte mod de riges magt, der tog til i et nyt omfang. De ubegrundede håb om sejr for det arbejdende folk i den franske borgerlige revolution fik Babeuf til at skrive i »De uges manifest« de profetiske ord om, at den franske revolution kun er et varsel om en anden og større revolution, der vil blive den sidste. Babouvisterne tænkte sig ikke deres Lighedsideer gennemført ad fredelig demokratisk, politisk Vej; de ville derimod gennem en ny Revolution erobre Statsmagten og udnytte denne til Fremme af deres Formål. De troede på Statens Almagt. Når Statsmagten havde været et så lykkeligt Redskab i Borgerskabets Hånd, hvorfor skulle den så ikke også kunne være det for Proletariatets Interesser. At den økonomiske og politiske Udvikling nødvendiggjorde Borgerskabets Herredømme, men endnu ikke muliggjorde Gennemførelse af økonomisk Lighed havde de ikke øje for. I Marts 1796 stiftede Babouvisterne en Lighedssammensværgelse, og omkring Midten af samme Måned udgav de et Program, hvori bl.a. udtaltes, at »Arbejde og Nydelse skal være fælles,« og at »Revolutionens Formål er at afskaffe Uligheden og skabe almindelig Lykke.« Når Sammensværgelsen, der til Slut talte op imod 17.000 Medlemmer, hvoraf dog kun et Par Tusind egentlige Arbejdere, havde erobret Statsmagten, skulle den attråede Lighed nås ved at »overdrage Jorden til Folket, Arbejdets Ordning til Loven, Produktion, Omsætning og Fordeling til Samfundet«. Hen i Maj 1796, da alt var rede til at lade Opstanden bryde løs, blev Sammensværgelsen forrådt, Babeuf og andre af Bevægelsens fremtrædende Personer fængslet. Og den 27. Maj 1797 henrettedes Babeuf og en af hans Medsammensvorne. Babouvisternes Lære var på mange Punkter tåget og uklar. Men trods Uklarheden er dens proletariske Karakter afgjort, og Bevægelsen ligeså afgjort rettet mod tredie Stand, Borgerskabet, der her for første Gang, efter at det var blevet Samfundets herskende Klasse, stilledes overfor Krav om en kommunistisk Nyordning af Samfundet i Proletariatets Interesse. Babouvismen var et af de første Varsler om den Klassekamp mellem besiddende og besiddelsesløse, som Bourgeoisiets Herredømme skulle medføre. Og Babeuf var således den første Socialdemokrat i moderne Betydning af Ordet.

Med Napoleons Fald brød en Reaktionstid ind over Europa. Frankrig blev atter et Kongedømme af Guds Nåde med en stærkt aristokratisk Forfatning, efter hvilken knap 100.000 Mænd havde Valgret. Revolutionens og Napoleons Lovgivning blev dog stående, og også det napoleonske Embedsstyre bevaredes. Men med Ludvig deri 18. (1814-1824) vendte den landflygtige Adel hjem, opfyldt af Hævnlyst og med højlydte Krav om at få deres inddragne og solgte Godser tilbage. Sammen med Gejstligheden, der fordrede Tienden genindført og Kirkegodserne tilbageleveret, søgte de Tilstandene fra før 1789 genoplivet. »Det hvide Rædselsregimente« hærgede Landet. De inddragne og solgte Godser kunne ikke leveres tilbage; men under Karl den 10. (1824-1830) vedtoges det at udbetale Emigranterne en milliard Francs i Erstatning. Pengene skaffedes ved en glubende Forhøjelse af de indirekte Skatter. Restaurationen skabte sig først og fremmest Fjender blandt Borgerskabet. I Frankrigs økonomiske Liv var Handel, Industri og Finansvæsen Faktorer, hvis Betydning voksede Dag for Dag. Borgerskabet måtte derfor forlange en politisk Magt, der svarede til dets økonomiske Betydning. Det kunne ikke i Længden finde sig i at blive skudt til Side til Fordel for en Godsejeradel, hvis Unyttighed var endnu mere åbenbar end i årene før 1789. Der opstod derfor en kraftig borgerlig Opposition, som den 27. Juli 1830 slog ud i åbent Oprør, Juli-revolutionen. Karl den 10. flygtede, og nogle Dage senere valgte Borgerskabets Mænd Hertug Ludvig Filip af Orleans til de Franskes Konge. Modsætningen mellem Samfundets politiske og økonomiske Magthavere, som fyldte Tiden mellem 1815 og 1830, genspejles hos den ene af Tidens store Utopister, Saint-Simon. Og hos den anden, Fourier, oprulles den spirende kapitalistiske Produktionsmådes indre Modsigelser.

Menneskeheden gik ind i et nyt århundrede i sin århundrede lange historie. Det 19. århundrede - det er århundredet, hvor kapitalismen og bourgeoisiets herredømme udvikles, den utopiske socialisme blomstrer videre, marxismen opstår og udbredes, socialismen forvandles fra utopi til videnskab. Det er århundredet for de første proletariske organisationer i national og international målestok, de revolutionære befrielseskampe, Pariserkommunen, der blev forbilledet for den proletariske socialistiske stat. I begyndelsen af det 19. århundrede havde de berømte socialister og utopister - Saint-Simon, Fourier, Owen - deres teoretiske og praktiske virksomhed.

Grev Henri de Saint Simon fødtes den 17. Oktober 1760. Han var således af en adelig familie. Den unge greves lærer var den berømte franske videnskabsmand d’Alembert, der var medarbejder ved den franske encyklopædi. Som 17-årig blev han officer i den antikoloniale krig i Nordamerika med englænderne. Dvs. i den amerikanske frihedskamp. Da han vendte tilbage til fædrelandet, gik han ind på den franske revolutions side og gav afkald på sin adelige titel. Han var senere Grundspekulant og Industriridder og endte sluttelig som Proletar. Han døde den 19. Maj 1825. Men mangel på penge fik Saint-Simon til at arbejde som kopist i et parisisk lånekontor, og ved siden af fortsatte han sine videnskabelige studier. Lige indtil 1825 udkom en række af hans værker, bl.a. »Genferbreve« (1802), »Indføring i de videnskabelige arbejder fra det 19. århundrede« (1808), »Om det industrielle system« (1821), »Katekismus for industriherrer« (1823), »Den nye kristendom« (1825). Saint-Simon inddeler den samfundshistoriske udvikling i 3 perioder (stadier). Han lader stadierne afløse hinanden, ligesom etaperne i den progressive samfundsudvikling: slavesamfundet er mere progressivt end ursamfundet, feudalsamfundet er mere progressivt end slavesamfundet osv. Allerede i det første af sine værker taler Saint-Simon om klasser som subjekter i historien. Han undersøger spørgsmålet om klassernes oprindelse og bemærker, at mellem besidderklassen og proletariatet er der en uundgåelig kamp. Saint-Simon drager den vigtige konklusion, at det ikke er industriherrerne, der skaber samfundets grundlag, men proletariatet dvs., arbejdere, der beskæftiger sig med håndens arbejde. Han skriver endvidere, at det er nødvendigt at forbedre den moralske og fysiske tilstand hos den fattigste klasse og udtrykker derved dens interesser. Hvordan forestillede Saint-Simon sig, at overgangen til det nye samfundssystem, som han kaldte »det industrielle system«, skulle gennemføres? Denne overgang skulle foregå gradvist ved at overtale magthaverne. Han foreslog indløsning af jord, lettelse af bøndernes kår, garanti for proletariatets eksistens, men. .. vil bevare privatejendommen. Desforuden findes den tanke hos Saint-Simon, at produktionen gennemføres efter en statsplan. Til trods for de første tesers utopiske karakter, så blev ideen om en økonomisk enhedsplan for første gang udtalt af Saint-Simon og blev den socialistiske teoris ejendom, og senere gennemførtes den i praksis under socialismen. Saint-Simon mente, at samfundets magt befinder sig hos begavede »industrispecialister« der holder møde i tre adskildte kamre: opfindelse, forskning, udøvelse, der til sammen danner parlamentet. Dette parlament er den øverste politiske magt og samtidig det øverste økonomiske planlægningsorgan. Om Saint-Simons betydning bemærkede Engels: »Saint-Simon, hos hvem den borgerlige retning endnu beholdt en vis betydning ved siden af den proletariske«. Saint-Simons hovedværker er skrevet i årene fra 1817-1825. I et at disse Værker, Organisatoren, der påbegyndtes 1819, fremsatte han sin berømte Lignelse. »Vi sætter«, skrev han, »at Frankrig pludselig mister sine halvtreds første Fysikere, sine halvtreds første Kemikere« o.s.v., de halvtreds første i hvert Fag inden for Videnskab, Handel og Produktion. Tabet af disse Mænd ville efter Saint-Simons Mening gøre det franske Folk til et Legeme uden Sjæl. Der ville mindst behøves et Slægtleds Liv til at råde Bod på en sådan ødelæggelse.« Hvis man derimod omvendt satte, at Frankrig beholdt alle disse Mænd, men derimod på en og samme Dag mistede »Hans kongelige Højhed Kongens Broder, Hans Højhed Hertugen af Angoulême« o.s.v. hele den kongelige Familie, alle Rangspersoner, Ærkebisper m.fl., de 10.000 rigeste Godsejere o.s.v., ialt 30.000 sådanne Personer, ja så ville dette, modsat hvad Tilfældet var med Videnskabens, Handelens og Industriens Mænd, ikke være nogen Ulykke for Staten. Saint-Simons Hensigt med denne Lignelse var at vise, at de industrielle var Samfundets Grundlag og derfor også burde være bestemmende over Samfundsstyrelsen. Ved de industrielle forstod han Videnskabsmænd, Fabrikanter, Købmænd, Bankierer, Kunstnere, Arbejdere m.fl., alle som deltog i Produktion og Omsætning. »Hele Samfundet hviler på Industrien, som er den eneste Kilde til alle Rigdomme og af Lykke. Den Tilstand, som er gunstigst for Industrien, er derfor også gunstigst for Samfundet.« Saint-Simon så, at den Udvikling, der var foregået siden Oldtiden, havde bragt stadig nye Samfundslag frem til Magten. Nu var det de industrielle, hvem Statsstyrelsen retmæssig tilkom. Hvorledes Saint-Simon tænkte sig det industrielle Samfund organiseret, udviklede han dels i Organisatoren, dels i Det industrielle System og De industrielles Katekismus. Efter disse Udkast skulle de ledende i Videnskab, Kunst, Produktion, Omsætning og Finansvæsen administrere Samfundets Anliggender, og under en sådan Styrelse mente han, at Velstanden ville blomstre og alle Befolkningsklasser få Del i den Luksus, Samfundet kunne byde. Modsætningen mellem Kapitalister og Lønarbejdere så han ikke; den var endnu heller ikke trådt skarpt for Dagen. Han søgte derfor ikke at fremkalde en selvstændig Klassebevægelse blandt Arbejderne, men opfordrede dem tværtimod til i egen Interesse at underkaste sig Industriens Herrer, hvis Styre han forudsatte ville blive en Art »oplyst Kapitalisme«. I sine seneste Skrifter tog han dog til Orde for en retfærdigere Rigdomsfordeling. Og i nogle Afhandlinger, der udkom i 1825, fremsatte han Krav om, at Staten først og fremmest måtte sørge for at skaffe Arbejde til alle arbejdsdygtige og at udbrede den størst mulige Kundskabsmængde blandt Proletarerne. I et ufuldført Værk, Den ny Kristendom, ligeledes fra 1825, opstillede han som Religionens Hovedformål dette: »Så hurtigt som muligt at forbedre den talrigste og fattigste Klasses kår«. Saint-Simon var ikke Socialist; han tilstræbte ingen Forandring af Ejendomsforholdene. Men han fremhævede den opvoksende Industris og Arbejdets Betydning for et Samfund og Solidaritetens og Broderskabets Nødvendighed for alle dem, der frembringer Samfundsværdierne. Efter Saint-Simons Død søgte hans Disciple, blandt hvilke Enfantin og Bazard var de mest fremtrædende, at vække Opmærksomhed for Saint-Simonismen. Bevægelsen udartede dog hurtigt i sekterisk Retning og blev uden Indflydelse på Frankrigs politiske Udvikling.

Francois Marie Charles Fourier var født den 7. Februar 1772 som Søn af en velhavende Klædehandler i Frankrig (i Besancon) og blev selv bestemt for Handelen, som han efter Overleveringen afskyede på Grund af dens Uredelighed. Han mistede under Revolutionen sin Formue og levede Resten af sit Liv som Proletar. Efter at have afsluttet skolen, beskæftigede han sig i mange år med handel, senere blev han kontormand og gav Undervisningstimer ved siden af. C. Fourier efterlod sig en betydelig litterær arv. Han studerede menneskets udviklingshistorie og gik ud fra faserne og perioderne i denne udvikling. Den første fase er menneskehedens »barndom«. Den moderne periode kaldte han civilisation, og det fremtidige samfund for det harmoniske samfund. Fourier kritiserede hårdt »civilisationen«, der skulle nå til sit bristepunkt og derved skabe mulighed for overgangen til den næste periode. Den vigtigste celle i det harmoniske samfund var produktionskollektivet, der omfattede 1.600 mennesker - en såkaldt falange (phalanstere). De frivilligt organiserede falanger skulle være spredt ud over hele jorden. Landbruget er her den vigtigste form for arbejde. Arbejdet skulle være frit og alsidigt og arbejdstiden begrænset. Derved troede han, at alle medlemmer i kooperativet -både arbejdere og kapitalister - ville arbejde ens. Centrum i falangens liv skulle være et stort palads med værksteder, skoler, kantiner, bibliotek osv. I falangen skulle eksistere lighed mellem mænd og kvinder. Familien skulle bestå som et forbund mellem to mennesker der elsker hinanden og mistede betydning som økonomisk celle. På den første etape vil der blandt falangens medlemmer endnu være ulighed, som efterhånden vil blive overvundet som følge af ens opdragelse, de riges deltagelse i arbejdet, udvikling af kappestrid mellem falangens medlemmer og afskaffelse af arbejdsløn. Til trods for mange geniale ideer (efter Engels vurdering) forblev Fourier utopist, fordi han ikke kunne se, hvordan man kunne opbygge et nyt samfund og ikke kunne se de kræfter, der evner at gennemføre overgangen fra det gamle til det nye. Efter Fouriers død forsøgte hans elever at føre deres lærers ideer ud i livet, dvs., at organisere falanger, men alle disse forsøg mislykkedes. Medens Saint-Simons Kritik rettedes mod det genopvakte Godsejervælde, som han ønskede erstattet med et Industristyre, vendte hans samtidige, Fourier, derimod sin Kritik mod dette industrielle System. Hans Hovedværk Industriens og Sammenslutningens ny Verden udkom i 1829. Han viste, hvorledes Industrialismen indeholder Modsigelser, idet Elendigheden voksede med Fremskridtet, og Industriens Udvikling berøvede Arbejderne Brødet. Fattigdommen fødtes af Overfloden, og den enkeltes Interesse var modsat den almene. Disse Modsigelser ville efter Fouriers Mening opløses, hvis Arbejdet organiseredes i Overensstemmelse med de menneskelige Drifter, således at det blev en Glæde at arbejde, i Stedet for som under Kapitalismen at være en Byrde. En sådan Organisering tænkte han sig virkeliggjort gennem Oprettelsen af Falankser, d.v.s. Sammenslutninger på 1800-2000 Mennesker, der skulle bo i store Fællesbygninger, Falansterier, og have fælles Produktion og fælles Husholdning. Enhver af Falansteriets Beboere måtte vælge det Arbejde, der tiltalte ham, og skifte mellem de forskellige Arbejder. Fourier forestillede sig Verden. opfyldt af Falansterier og drømte, at Menneskene under disse nye Livsforhold ville opnå den fuldkomne Lykke og en langt højere Levealder end hidtil. Planen for Falanksens Liv var udtænkt indtil de mindste Enkeltheder. Fourier er i det hele den mest udprægede Utopist. Han troede, at et Samfunds Indretning og Udvikling vilkårligt lod sig bestemme af en enkelt Mands Ideer; besad. disse blot i æstetisk og moralsk Henseende den fornødne Tiltrækningskraft, ville Menneskene indse, at de levede på forkert Måde og ændre Samfundstilstandene i Overensstemmelse med den fremsatte Plan. Fourier henvendte sig derfor ikke til Arbejderne, men til Samfundets rige og mægtige, som i Begejstring for hans Tankebygning skulle stille Kapital til Rådighed til Planens Realisation. Han ville som Saint-Simon alt for Arbejderne, dog ikke ved Arbejdernes egen Selvvirksomhed, men ved Overklassens Hjælp. Og han ventede de sidste 10 år af sit Liv - han døde den 10. Oktober 1837 - hver Dag på en Rigmand med den fornødne Kapital. Heller ikke Fourier var Socialist. Af Arbejdsudbyttet i Falansterierne skulle 4/12 tilfalde Kapitalen, 5/12 Arbejdet og 3/12 Talentet. Men i hans System var Lønarbejdet afskaffet. Arbejderen var blevet Andelshaver. Og gennem sin Påvisning af Industrialismens indre Modsigelser og sin Opstilling at Organisationens Værdi i Modsætning til Frikonkurrensen viser hans Tanker hen mod den moderne Socialisme. Fourier og den Skole, han efterlod sig, kom ikke til at spille nogen Rolle i Frankrigs offentlige Liv. Men i Fyrrerne og Halvtredserne forsøgte Tilhængere af hans Ideer at oprette Falansterier, først i Frankrig, senere i Algier og i Amerika; Forsøgene faldt dog alle, på en enkelt Undtagelse nær, uheldigt ud. Undtagelsen er et Falansterium (en Familiekoloni) i Guise i det nordøstlige Frankrig. Det stiftedes af en Fabrikant ved Navn Jean Godin og består endnu, nærmest som et kooperativt Foretagende, hvor Arbejderne er Andelshavere i Fabrikken.

I 1830´erne foregik der en række arbejderopstande i Frankrig. Resultatet af Juli-revolutionen i 1830 blev Borgerkongedømmet. Det var den første revolutionære handling i historien, hvor arbejderne spillede en aktiv politisk rolle. Arbejderne havde kæmpet på Barrikaderne, men Sejrens Frugter tilfaldt Borgerskabet. Forfatningen vedblev at være aristokratisk, omend Vælgertallet nu fordobledes fra 100.000 til 200.000. Den faktiske Magt fik den høje Finans, som gennem Konge og Parlament herskede omtrent uindskrænket, og som fremmede sine egne Børs- og Spekulationsinteresser på Bekostning at den franske Industris og de industrielle Kapitalisters Interesser. Herved forenedes for en Tid Industrikapitalister, Småborgere, Arbejdere og Bønder i fælles Opposition mod den Finansklike, hvis Herredømme styrtedes ved 1848 Revolutionen. Men Tiden fra 1830-1848 var tillige en Tid, i hvilken Arbejderne langsomt vågnede til Klassebevidsthed. D. 21 november 1831 udbrød en Strejke blandt Lyons Silkevævere, som derefter i åbent Oprør søgte at tilkæmpe sig en Løntarif, som gjorde det muligt for dem at tjene til et nødtørftigt Livsophold. De fik afslag, og 30.000 arbejdere strejkede og organiserede en kæmpedemonstration. Strejken slog over i en bevæbnet opstand under parolen: ,,Leve ved at arbejde eller dø kæmpende". Byen kom i hænderne på oprørerne, der dannede ,,arbejderkommissioner". Men 10 dage senere slog regeringstropper opstanden ned. Strejkerne var dog ikke dermed afskaffet; i 1833 udbrød andre Strejker rundt om i Frankrig. Den 9. april 1834 rejstes igen barrikader i Lyons gader, og i 6 dage foregik arbejdernes bevæbnede kamp mod kapitalisterne med krav om oprettelse af en demokratisk republik. Den røde fane vajede over barrikaderne ved siden af parolen ,,republik eller død". På syvende dagen blev også denne opstand slået ned. Men da vedtog Rigsdagen til Værn for Kapitalisternes Interesser en ny Foreningslov, der forbød alle Foreninger på mere end 20 Medlemmer. Lyons Arbejdere svarede med et nyt Oprør, der kvaltes i Blod. Arbejderspørgsmålet var rejst. Klassemodsætningen mellem Kapitalister og Lønarbejdere var åbenbar. Og de første Tanker om en Omordning af Samfundet ved Befolkningens egen selvstændige Indsats i Samfundslivet fremsattes af Louis Blanc og Proudhon. Arbejderne aktionerede også i andre lande i Europa. I England dannedes den i historien kendte chartistbevægelse. I 1838 offentligjorde en arbejderassociation i London et såkaldt charte (programskrift), der bestod af seks punkter, der indeholdt kravene om almindelig valgret for mænd, årligt valg til parlamentet, hemmelig afstemning, afskaffelse af valgcensus osv.. Kulminationen i chartistbevægelsens udvikling blev generalstrejken i august 1842, i hvilken deltog hundrede tusinder arbejdere. Men lige som i de andre europæiske lande slog bourgeoisiets tro tropper også denne opstand ned. Ved hjælp af arrestationer, fængslinger og retsforfølgelser holdt den regerende elite justits over proletariatet. Tre gange blev chartet fremlagt i parlamentet og tre gange - i 1839, 1842, 1848 - blev det afvist. Men alligevel var bourgeoisiet under påvirkning af chartistbevægelsen nødt til at gå med til visse indrømmelser. Således blev f.eks. 10-timers arbejdsdag indført. Lenin vurderede chartismen som den første virkelig brede politisk udformede proletarisk-revolutionære massebevægelse. På denne tid aktionerede proletariatet også i Tyskland. Sommeren 1844 var næsten hele Schlesien inddraget i vævernes opstand, der krævede forbedring af leveforholdene.

Året 1830 blev ret betydningsfuld i socialismens historie. I denne gæringstid kom den Saint-Simonistiske skoles virken til en krise og Fouriers teorier fik lejlighed til at antage praktisk form. Men langt den største betydning for socialismen under revolutionen i 1830 fik den endelige anerkendelse af modsætningen mellem bourgeoisiet og proletariatet i Frankrig og England, de to lande, der havde førerstillingen i den moderne industrielle sociale og politiske bevægelse. Indtil da havde de mænd, der senere bevidst skulle bygge de to klasser op, kæmpet side om side mod aristokrati og reaktionen. Gennem indførelsen af den indskrænkede valgret i de to nævnte lande var middelstanden blevet den rådende magt. Udelukket fra politiske rettigheder og knuget af økonomisk ugunstige livsvilkår opstod proletariatet nu som det revolutionære parti. Det første tegn på den ændrede tingenes tilstand var i Frankrig opstanden i Lyon i 1831, da de udsultede arbejdere greb til våben under kampråbet: »Arbejd levende eller dø kæmpende«. Chartismen var en større fase af den samme bevægelse i England. Saint-Simons og Fouriers teorier var væsentlig eller udelukkende blevet antaget blandt de dannede klasser. Socialismen henvendte sig nu direkte til arbejderen. Paris, der i så lang tid havde været den revolutionære bevægelses hovedsæde, var nu, og særlig i den sidste halvdel af »borgerkongen«, Louis Philippes regeringstid, opfyldt af socialistisk gæring. I 1839 udgav Louis Blanc sin Organisation du travail og Cabet sin Voyage en Icarie. I 1840 udsendte Proudhon sin bog om ejendomsretten. Paris var den skole, hvortil den banebrydende ungdom strømmede for at lære revolutionens midler og veje. I den tid talte den blandt sine gæster F. Lassalle, grundlæggeren af det tyske socialdemokrati; Karl Marx, den videnskabelige internationale socialismens fører, og Bakunin, anarkismens apostel. De tre sidstnævnte mænds socialistiske tænkning skulle få vidtrækkende indflydelse, men nåede ikke sin fulde udvikling før i en senere periode. Louis Blancs og Proudhons socialistiske virken kulminerede under revolutionen i 1848 og udøvede betydelig indflydelse på begivenhedernes gang i Paris på den tid.

Louis Blanc fødtes d. 29. oktober 1811. Han blev Matematiker, Journalist og Historiker. I 1839 grundlagde han et Tidsskrift, i hvilket han offentliggjorde en Afhandling om Arbejdets Organisation. Som Saint-Simon så han, hvorledes Samfundet havde udviklet sig gennem Slaven og Livegenskab til Lønarbejde. Det næste Trin måtte blive Lønarbejdets Afløsning af Medarbejderskab. Lønarbejderen måtte blive Medarbejder. Og dette skulle realiseres gennem »Arbejdets Organisation ved Staten«. En af Folket valgt Regering skulle oprette Samfundsværksteder i Byerne og Agerbrugskolonier på Landet, hvor Arbejderne fra først at måtte beskæftiges under Ledelse at Statsembedsmænd, senere under selvvalgte Ledere. Udbyttet tænkte han sig delt med en Trediedel til Arbejderne, en Trediedel til Underhold at syge, gamle og arbejdsløse og en Trediedel til Oprettelse af nye Samfundsværksteder. Samfundsværkstederne ville efter Blancs Opfattelse efterhånden konkurrere de private Bedrifter bort. Mellemhandelen foreslog han afskaffet gennem store af Staten oprettede Varehuse. Som dette nye Samfunds Motto satte han: »Arbejde efter Evne, Nydelse efter Behov«. L. Blanc søgte ikke at rejse Arbejderne til Klassekamp; han ville Klassernes Forsoning og var som sin samtid kristelig-romantisk. Han tænkte sig sine Ideer gennemført ad fredelig Vej, når Arbejdere og Småborgere gennem den demokratiske Republik havde skaffet sig den politiske Magt. I det demokratiske Blad Reforme, ved hvilket Blanc var Medarbejder, fremsatte han følgende politiske Program: »Staten bør gennemføre Reformer til Arbejdets Organisation. Den bør erstatte den private Kredit med en Statskredit. Staten skylder alle Børn Undervisning, alle arbejdsudygtige Beskyttelse, alle arbejdsdygtige Arbejde.« Louis Blanc, der deltog i Februarrevolutionen 1848, flygtede efter denne til Udlandet, hvor han opholdt sig til 1870. Efter Hjemkomsten valgtes han i 1871 ind i Nationalforsamlingen og var senere Medlem af Rigsdagen; men hans Indflydelse blandt Arbejderne var da ringe. Tiden voksede fra hans Tanker. Han døde d. 6. december 1882.

Saint-Simons og Fouriers socialisme var, som vi har set, i høj grad fantastisk og utopisk og havde kun meget fjern forbindelse med det praktiske liv på deres tid. Med Louis Blanc kom bevægelsen i virkelig kontakt med Frankrigs historie. Det mest iøjnefaldende ved Louis Blancs lære er, at han forlanger, at staten skal omformes i demokratisk retning, inden han kan skride til en social reorganisation. Hans system havde derfor for så vidt et positivt og praktisk grundlag, som det sluttede sig til den fremherskende tendens hos den bestående stat. Louis Blancs var født i 1811 i Madrid, hvor hans fader var generalinspektør ved finanserne under Joseph, i den tid, da denne søgte at bevare sin stilling som spansk konge. Tidligt udviklede han sig til en glimrende journalist i Paris og grundlagde i 1839 Revue du progrés, hvori han først offentliggjorde sit berømte værk om socialismen, Organisation du travail. Det blev snart efter udgivet i bogform og fandt stor udbredelse blandt franske arbejdere, der fængsledes af den glimrende stil og den glødende veltalenhed, hvormed det afslørede tidens misbrug, og den retlinethed og demokratiske ånd, der prægede de planer til samfundets genfødelse, som heri fremsattes. Hovedparten af bogen optages af skånselløs kritik og fordømmelse af konkurrencesystemet, hvilket vi ikke behøver at opholde os ved, da det er et fælles træk hos Louis Blanc og andre socialister. Mere interessante er de midler, han i denne afhandling (Organisation du Travail. 5te udgave. 1848) anviser til praktisk at komme det til livs. Ligesom de socialister, der kom før ham, kan Louis Blanc ikke forlige sig med ideen om en nødvendig strid mellem sjæl og legeme; vi må som vort mål sætte en harmonisk udvikling af begge sider i vor natur. Formlen, hvorefter fremskridtet skal gøres, er dobbelt i sin enhed: moralsk og materiel forbedring af alles skæbne gennem frit samarbejde mellem alle og broderligt forbund mellem alle han indså imidlertid, at sociale reformer kun kan nås gennem politiske reformer. Det første er målet, det andet midlet. Det var ikke nok at finde metoderne for at indvarsle samfundsprincippet og organisere arbejdet i overensstemmelse med fornuft, retfærdighed og menneskelighed. Det var nødvendigt at have den politiske magt på de sociale reformers side, politisk magt hvilende på parlamentet, på domstolene og hæren - brugte man den ikke som et middel, mødte man den som en hindring. Derfor ville han, som den første betingelse for held, have staten bygget på et gennemdemokratisk grundlag. Proletariatets frigørelse var så vanskeligt et spørgsmål, at det til sin løsning krævede hele statens kraft. Hvad arbejderklassen mangler er arbejdsmidlerne; regeringens opgave er at tilvejebringe dem. Hvis vi skulle definere begrebet staten, måtte svaret blive: »staten er de fattiges bankier«. Louis Blanc krævede, at den demokratiske stat skulle skabe industrielle sammenslutninger, som han kaldte sociale værksteder, og hvis opgave var, gradvis og uden forstyrrende brat overgang, at erstatte de private værksteder. Staten skulle skaffe midlerne dertil, fastsætte reglerne for deres virksomhed og ansætte de funktionærer, der det første år skulle lede dem. Men når de først var oprettet og kommet i gang, skulle det sociale værksted være selvejende, selvrådende og selvstyrende. Arbejderne skulle selv vælge deres ledere, selv bestemme udbyttets fordeling og træffe foranstaltninger til at udvide det påbegyndte foretagende. Hvor ville der i et sådant system være mulighed for vilkårligt styre eller tyranni? Staten oprettede de sociale værksteder, gav love for dem og holdt opsyn med deres overholdelse i alles interesse, men videre gik dens indgriben ikke. Er dette, kan dette være tyranni? Således ville de industrielle sammenslutninger og de individer, der dannede dem, ikke alene have deres frihed ubeskåret og sikret, de ville også have statens støtte bag sig. Den demokratiske regerings indskriden til fordel for folket, som den repræsenterede, ville fjerne den elendighed og undertrykkelse og det anarki, der er en nødvendig følge af konkurrencesystemet og i stedet for laissez-faire princippets illusoriske frihed skabe en virkelig og positiv frihed. Louis Blanc ser stort på tingene med hensyn til det vederlag, der skal ydes begavelse og arbejde. »Geniet,« siger han, »ville belønnes efter ret og fortjeneste; ikke ved størrelsen af den betaling, samfundet yder det, men ved storheden af de tjenester, som det yder.« Dette er ingen frase; det er det princip, hvorefter arbejdet skulle belønnes i den sammenslutning, der var hans ideal. Selv om samfundet ville, kunne det ikke betale en Newtons geni; Newton fandt sin virkelige løn i glæden ved at opdage de love, der styrede universet. En ualmindelig begavelse må anspores og belønnes af de ualmindelige tjenester, den kan yde samfundet. Louis Blanc troede derfor på et åndsaristokrati; en udbyttefordeling i forhold til overlegenhed i evner tilstod han i de første udgaver af sit værk, men kun foreløbigt og som en indrømmelse til en herskende, anti-social opinion. I udgaven fra 1848, det år hvor hans teorier for en tid fik historisk betydning, har han taget denne indrømmelse tilbage. »Skønt den vildledende og anti-sociale opdragelse, der gives vor generation, gør det vanskeligt at finde nogen anden måde at vække kappelysten og opildne end et højere vederlag, vil lønningerne blive ens, da menneskenes idéer og karakter vil blive forandret ved et absolut nyt opdragelsessystem. Private kapitalister kunne tiltræde sammenslutningerne og under fastsatte betingelser modtage rente af deres indskud, men efterhånden som fælleskapitalen forøgedes, ville der sikkert blive mindre og mindre lejlighed til privat kapitalanbringelse. Det kapitalistiske tyranni ville i virkeligheden få et dødsstød.

Revolutionen af 1848 var et betydningsfuldt trin i demokratiets udvikling. I oldtiden og også i middelalderen var demokratiet at finde i bylivet; borgerne mødte i forsamlingerne og talte og afgav deres stemme. Det moderne demokrati er vokset op i store stater, der råder over udstrakt territorium, og borgeren kan kun udøve sin politiske ret gennem valgte repræsentanter. Heri ligger valgrettens betydning for moderne politik. Det moderne demokrati har gennemgået en lang række udviklingstrin, der begynder med det engelske parlaments tidlige udvikling og fortsættes i hollændernes kampe med spanierne, i de engelske revolutioner i 1642 og 1688, i den amerikanske revolution 1776 og den franske revolution 1789. I de tidligere kampe havde imidlertid folkets store masse ikke synderlig andel. Arbejderklassen optræder knap nok i historien før 1848 - i hvert fald i Europa. De revolutionære uroligheder i 1848 berørte næsten hele vest- og Centraleuropa. Det var en folkerejsning mod antikverede politiske former og institutioner; mod Wienertraktatens aftaler, der delte Europa efter de herskende dynastiers forgodtbefindende, mod ansvarsløse regeringer, der intet hensyn tog til deres undersåtters ønsker. I Frankrig var revolutionen en folkeopstand mod et indskrænket monarki med stærkt begrænset valgret. Det var ingen forberedt rejsning, og den var i virkeligheden en overraskelse for dem, der ønskede den og førte den igennem. Og dog betegner den et betydningsfuldt trin i verdens fremskridt, thi som resultat af den sås for første gang et stort lands lovgivning oprettet med den almindelige valgret som bærende princip, og arbejderklassens sag anerkendt som et spørgsmål, hvis løsning hørte til regeringens fornemste pligter. Louis Blanc var den, der spillede hovedrollen i, hvad man kan kalde den socialdemokratiske side af den franske revolution i 1848. I kraft af sin indflydelse på arbejderklasserne og som repræsentant for deres følelser og krav fik han plads i den foreløbige regering. Han blev her støttet af andre, der havde samme overbevisning og hvorimellem der fandtes en arbejder, der som medlem af en regering også var et bemærkelsesværdigt fænomen i moderne historie. Men skønt forholdene for så vidt var ham gunstige, udrettede han ikke stort. Man kan ikke sige, der blev gjort et oprigtigt forsøg på at forstå og udføre hans planer. I den foreløbige regering havde han sæde som pioner for en ny sag, hvis tid endnu ikke var kommet. De sociale reformplaner, der lå ham på hjerte, blev visselig ikke virkeliggjort i de nationale værksteder samme år. Af beretningen fra undersøgelseskommissionen, der i den anledning blev nedsat af den franske regering og af De nationale værksteders historie, som dens leder, Emile Thomas skrev, er det ganske klart, at de nationale værksteder simpelthen var en parodi på Louis Blancs planer, der udtrykkelig blev iværksat for at gøre dem umulige. De var et middel til at finde beskæftigelse til det brogede proletariat, der var blevet arbejdsløst under de revolutionære uroligheder, og mændene blev sat til uproduktivt arbejde - hvorimod Louis Blanc selvfølgelig kun regnede med produktivt arbejde, og de mænd, han agtede at opfordre til at tiltræde sammenslutningen skulle være af uplettet karakter. Det var også hans modstanderes hensigt, at den sværm af arbejdere, som de beskæftigede i de såkaldte nationale værksteder, skulle være rede til at støtte deres herrer under en eventuel kamp med socialistpartiet. En række private sammenslutninger af den art, som Louis Blanc foreslog, blev ganske vist udrustet af regeringen. Men den hele sum, der blev bevilliget til dette formål, beløb sig kun til ca. 2 millioner kroner, hvoraf størsteparten blev anvendt til ganske andre formål, end de var bevilliget til. Den rådende retning indenfor regeringen var ikke interesseret i, at de lykkedes. Desuden var månederne efter Februarrevolutionen en død og usikker tid for industrien, en tid hvor ethvert handelsprojekt, gammelt eller nyt, havde liden mulighed for at lykkes. Under disse omstændigheder kan den kendsgerning, at et par af sammenslutningerne trivedes ganske godt, betragtes som et ret fyldestgørende bevis for, at Louis Blancs plan havde virkelig levedygtighed. Sagens hele historie berettiger fuldstændig Lassalles udbrud, at »løgnen er en europæisk magt« (Lassalle: Die französischen nationalwerkstatten von 1848.). Den bar givet anledning til endeløse misforståelser hos skribenter, der ikke har gjort sig den ulejlighed at undersøge sagens virkelige sammenhæng. Som en af førerne i denne vanskelige krise havde Louis Blanc hverken tilstrækkelig personlig styrke eller politisk indflydelse til endelig at fore sin sag igennem. Han var en varmhjertet, oprigtig og veltalende entusiast, men ikke vægtig nok til at lede mænd under større forhold. Arbejderkonferencen i Luxembourg, hvor han præsiderede, endte også, som det var hans modstanderes ønske, uden virkeligt resultat. Forsamlingen, der blev valgt efter almindelig valgret og trådte sammen i maj, viste, at bondestanden og hovedmassen af det franske folk ikke var enig med arbejderklasserne i Paris og de større industribyer. Den billigede ikke den socialdemokratiske retning, som en del af den foreløbige regering fulgte. De nationale værksteder blev lukket og pariserproletariatet rejste sig til væbnet opstand, der blev slået ned af Cavaignac i de blodige junidage. Louis Blanc var på ingen måde ansvarlig for denne revolte, der kun for så vidt kan kaldes socialistisk som proletariatet var indblandet i den - den klasse, hvis særlige forkæmper socialismen gør fordring på at være.

Louis Blanc's (1811-1882) navn er uudslettelig i socialismens historie. Han er den store romantiker, som Karl Marx blev den store realist. Der er i mange måder et stort spring mellem Louis Blanc og Karl Marx; men begge har sin betydning for den verdensbevægelse, hvis profeter de er, og hvis ideer de har været med at udforme. Louis Blanc er født i Madrid d. 29. oktober 1811, hvor hans far stod i spidsen for Joseph Bonapartes finansvæsen. Hans mor var korsikanerinde, født Borga. Hans forældre mistede sin formue ved revolutionen i 1830, og Louis måtte klare sig selv fra 19års alderen. I 1834 kom han til Paris, fik arbejde som journalist og fortsatte ivrig sine historiske og national-økonomiske studier. Han påvirkedes tidlig af St. Simons og Fouriers tanker, og i sine studier over den store revolution blev han kendt med Babeufs ideer om staten. Som historiker udmærkede han sig ved at fremhæve udviklingsteorien. Et samfundssystem opstår med følgerigtig nødvendighed af det forudgående, og de nedbrydende kræfter i det som falder, bliver de byggende for det som kommer. Han så tillige, at den menneskelige natur forandres med samfundsforholdene og opdrages til at indtage højere civilisatoriske trin. St. Simonisternes påvisning af samfundets udvikling fra det historisk nødvendige slaveri til livegenskab og derfra til lønarbejde, de groveste træk i samfundsudviklingen, var let at forstå. Og med historisk nødvendighed måtte lønarbejdets fald føre til en ordning, hvori arbejderne havde medbestemmelsesret og selv var deltagere i produktionens ordning med lige rettigheder som de andre. Fourier havde allerede påvist, hvorledes den frie konkurrence førte til arbejdernes undertrykkelse, idet arbejdernes konkurrence bestod i at underbyde hinanden, medens kapitalens sammenslutning drev frem mod monopoler. Dette optog også Louis Blanc. Efter St. Simon og Fourier var der i Frankrig fremstået en lang række skribenter, som hver på sin måde søgte at overbevise verden om de socialistiske ideers fortræffelighed, og en hel litteratur fremstod. Frankrig havde gennemgået store arbejderoprør i 1832, 1834, 1839, 1840. De hemmelige kommunistiske selskaber i Paris var opløst eller knust af ordensmagten og den proletariske leder August Blanqui var sat i fængel. Disse nederlag for de revolutionære skabte desillusion indenfor arbejderklassen. Louis Blanc's afhandling »Arbejdets organisation« (Organisation du Travail) og hans historiske arbejder fik den største betydning. Proudhon, Vidal, Pecqeur, Cabet, Colins, Pierre Leroux og en række af samtidens digtere leveret mer eller mindre fremragende værker, hvoraf den førstes og den sidstnævntes har haft betydning op til vor tid. Louis Blanc nøjes imidlertid ikke med at hamre teorierne ud i et videnskabelig værksted eller sætte dem akademisk frem i avisartikler. Han ville virkeliggøre tankerne under demokratiske former i staten. Det var ikke kun ad den økonomiske sammenslutnings vej at planerne skulle realiseres. Folket måtte tage den politiske magt i brug og organisere produktionen ved staten. Dette var et stort fremskridt. Det måtte selvfølgelig, hvis tankerne slog an, føre til en revolution, og den socialistiske bevægelse har haft den lykke, at sagen blev prøvet og at høste den lærdom deraf, at hvad den borgerlige stat ikke kunne eller ikke ville gennemføre, det kan den socialistiske stat ved hjælp af arbejdernes organisation. Dette er også forskellen mellem Louis Blanc og Karl Marx. Louis Blanc nåede så langt frem, at han krævet arbejdets organisation ved den demokratiske stat. Karl Marx gik videre og råbte arbejderne frem for historiens skranke og krævede, at de selv skulle slutte sig sammen og organisere samfundet på grundlag af sine egne behov. Og hvad disse to ville opnå var det samme. Men Louis Blanc var fyldt af romantikkens ånd og begejstring. Hans sprog er humanismens, han taler om kærlighed og kristendom, om frihed, lighed og broderskab. Han er en mildhedens apostel og en stærkt troende sjæl. Karl Marx skærer dybt i disse gamle sager. Han er skeptisk og ubarmhjertig og han har et drag af pessimisme, som hans forgængere ikke kendte. Han ser de store love, som gør sig gældende i samfundenes udvikling, og dette samfund har for ham enklere linjer. Louis Blanc så som romantiker samfundets og menneskenes brogede mangfoldighed. Karl Marx så de to store klasseinteresser, som kæmpede mod hinanden i en stadig skarpere klassekamp og altid skar hinanden. Og han formede den store lære om den stigende nød og den stigende rigdoms ophobning, som ville blive den kommende revolutions vældige sprængkraft. Denne lære er nu væsentlig et symbol, som så meget andet, og virker som sådant. Arbejdernes sammenslutning og solidaritet vil blive omvæltningens stærke drivkraft, som den må blive genopbygningens altomfattende og værnende hånd. Dertil trænges den opdragelse, som Louis Blanc var så ivrig for, og medens der til den fremstormende kamp trænges klassefølelsens mægtige instinkt og det pågående mod, som ikke kan tvinges ind under gammel usurpation, den guddommelige foragt for gamle former og bevarende dogmer, så trænges der i genopbygningen af et broderskabets samfund den mildhedens solidaritet, den kærlighedens og fordragelighedens ånd og den inderlige samfølelse, som de store socialismens romantikere lagde så megen vægt på. Disse vil vi genfinde i de katekismi ord, som Louis Blanc i sin lille bog forelagde de franske arbejdere for vel et halvt århundrede siden. Og vi vil der finde de alvorlige forsøg på at opkonstruere et retfærdig samfund, som enhver socialdemokrat må respektere, og som enhver må forudsættes nu efter 40 års organiseret arbejderbevægelse at kunne tage imod med intelligent kritik. Hensigten og grundtrækkene er korrekte og har vedvarende gyldighed, enkelte ting har tidens tand tæret på; men den mægtige socialismens sandhedsånd og den store opvågnings begejstring hviler over Louis Blanc's katekismus. Derfor kan den endnu gøre sin gerning og vise vej på mørke steder. ,,Hvad er kapitalen?" spørges der i denne katekisme, og der svares: ,,Det er summen af arbejdets hjælpemidler." Louis Blanc mente, at en folkevalgt regering skulle overtage produktionens ledelse derved at samfundsværksteder oprettedes i byerne og jorddyrkningskolonier på landet. Dette skulle ske efterhånden på den måde, at udbyttet skulle deles i tre dele. Den ene del skulle tilfalde arbejderne og fordeles ligelig mellem disse, den anden del skulle gå til underhold af syge og gamle og den tredje del skulle tilfalde samfundet og bruges til oprettelse af nye værksteder og kolonier. Disse statsforetagender skulle fra først af ledes af statens embedsmænd, og først eftersom arbejderne blev modne dertil, skulle de selv vælge ledelse. De skulle også være frivillige, idet tilslutningen skulle stå enhver frit. Men efterhånden ville de ved egen magt udkonkurrere de private bedrifter, og indehavere af mindre bedrifter, bønder og handlende ville lidt efter lidt drives over i statens virksomheder. Til at besørge omsætningen skal staten oprette lagre- og udleveringsmagasiner til erstatning for den private småhandel. 8 timers arbejdsdag og 5 francs i dagløn skulle være begyndende betingelser i statens værksteder. Forbedringer i driftsmetoderne, nye maskiner og lignende, som øger produktionen, skal ikke medføre anvendelse af færre arbejdere og arbejdsløshed; men arbejdstiden skal forkortes. At han tænkte sig overgang til andre bedrifter og en omskiftning af arbejderne efter behovet er en selvfølge. Arbejdslønnen skulle stige efterhånden som den nye ordning medførte nationalvelstandens forøgelse. Med dette system troede Louis Blanc at hans grundsætning: „Arbejde efter evne, forbrug efter behov" skulle kunne gennemføres. Han tænkte sig med andre ord, at når staten satte det socialistiske maskineri i bevægelse, så skulle det virke og gå af sig selv videre. Nu er det for det første at mærke sig, at staten ikke gjorde, hvad Louis Blanc foreslog, og for det andet er det at se, at selvom den havde gjort det, så ville det ikke gået, fordi maskineriet ikke var færdig. Det måtte først smedes af arbejderne selv. Det var dette Karl Marx kom og fortalte dem. Louis Blanc havde påvist udviklingsloven i folkenes liv. Karl Marx påtog sig en indgående kritik af den indtil da gældende social-økonomiske videnskab, og samtidig byggede han på, hvad han anså for sandt i den. Og han tegnede for arbejderne den vej, som skulle følges frem til socialismens rige. Han viste dem verden og sagde: ;;Tag den, den var eders fra første stund tankens gnist fødtes i eders hjerner". Den vej har vi fulgt hidtil. Vi har rottet os sammen over hele verden, sluttet stedse tættere ring og blevet mangfoldige på jorden. Vore røster høres i parlamenternes sale og kommunernes lokaler fra storbyen og op til de fjerneste fjeldbygder. Alle tungemål og farver har annammet vort evangelium og fulgt vore bud. Vi er blevet mægtige og store, og vort tal vokser stærkere end nogen anden bevægelses, som historien fører kundskab om. Vor lære passer under alle himmelegne og zoner, og håb og fortrøstning bærer den med sig til alle undertrykte, forurettede, lidende og arbejdende fra pol til pol. Men endnu spørger vi vore vægtere på murene: Glider mørket snart over? Er natten snart forbi, og lider der ad dag i øst? Og vægterne svarer: Hære samles mod os og kamperer i tåge og nattens skjul, morgenrøden lyser som en buet rand, de rykker frem, kapitalisternes lejede skarer, lumske spejdere og grånede kæmper med alle de våbenarter som urettens samfund har opfundet. Når morgenen gryr blæses der i lur og vi går til den afgørende kamp. Og vi ved at sejren er os vis. Vi har arvebrev på jordens herligheder, og så skal vi med lovmæssig ret tage dem i besiddelse. Dagen kommer. Vore faner blafrer i den nyfødte dags sol, og vi skal bygge det nye samfund, som vi har lovet menneskeheden, det samfund, som lever i alle gode menneskers håb fra tidernes begyndelse. Da er det vi spørger: Hvordan skal grundvolden lægges, og hvorledes skal arkitekturen være? Og vi forpligter os til at undersøge, hvad de mennesker tænkte det sig, som stod frem og slog til lyd for det nye i de dage som gik. En af dem var Louis Blanc. Og han var en af de største og genialeste. Nu er vi langt fremme foran Louis Blanc. Dybe tænkere har pløjet længere ned end han gjorde og trevlet samfundet op. Både Proudhon, Marx, Krapotkin og hele vor egen tids videnskabelige socialister har ført granskningen videre. Men hans kraft står endnu med fuld gyldighed. Når han i Pariserbladet »Reforme" flere år før revolutionen i 1848 skrev: ,,Staten har pligt til at give alle børn undervisning, alle arbejdsudygtige udkommet og alle arbejdsdygtige arbejde," så er dette noget, som samfundet endnu ikke har formået at gennemføre. Louis Blanc og hans talrige medarbejdere, hvoraf nogle før er nævnt, udformet hele det almindelige agitationsmateriale, som vi endnu bruger og med rette anvender. Hver af dem: Eugene Sue i sine romaner, Fiora Tristan i sine romaner, skrifter og taler, Beranger i sine viser og sange, Pierre Leroux, Considerant, Cabet, Vidal, Colins, Pecqeur og flere andre i sine skrifter lagde ned den socialismens sæd, som skulle spire og vokse over deres grave og blive til den vældige skov den er blevet idag. Louis Blanc søgte at samle dem i fortættet form i sin lille katekisme, så den skulle blive forståelig for alle. Og så satte han det hele under debat i det parlamentariske liv. Og det praktiske, som foreslås i denne lille katekismus, har for det væsentligste gyldighed endnu i vor tid. Romantikken danner en ramme om det, som har fået noget af tidens patina. Nu kunne man spørge: Hvorfor gå tilbage længere end til Karl Marx for at finde socialismens grundvolde? Hertil kan svares, at Karl Marx har talt svært lidt om den byggende socialisme. Det socialistiske ideal, tanken om fremtidens store retfærdige samfund, ofrer han ikke meget på. Det er kritikken over det bestående, og da særlig over dettes grundtanker, han angriber og afliver. Og han mener, at socialismen vil vokse sig organisk ud af det kapitalistiske samfunds undergang. Der forelå forslag og idealer nok. Helt fra Platons stat over Hugo Grotius og Thomas Morus og ned til den store skare af idealistiske socialister som den franske og engelske kultur havde kaldt frem, var fremtidsstatens idealer sat frem og bearbejdet, fra den nøgterne skepsis til den vildeste fantasi. Og i filosofen Kants mægtige værker om menneskets rettigheder og mennesket som mål i sig selv lå frihedens tanker og groede sig udover Europa på trods af Hegel og konservatismen. I bladet «Reforme" udformede Louis Blanc ihærdig sine revolutionære tanker under borgerkongedømmets regime. Og han fik mænd som Ledru Rollin med sig. Ledru Rollin var middelstandens fører, og på dennes vegne krævede han republikken. I 1847 tordnede han og Blanc mod borgerkongen på de republikanske møder udover landet, og Louis Blanc sagde på et møde i Dijon, at «når frugten er moden, så falder den for et vindpust". I begyndelsen af 1848 var revolutionen i fuld gang. Kong Ludvig Philip så sig nødsaget til at afskedige den ærkereaktionære Guizot som minister og optog Thiers og Odilon Barot som ministre. Men folkets kraft kunne ikke stanses. D. 24. februar stod det afgørende slag. Kongen flygtede klog af erfaring, og folket stormede parlamentsbygningen og udnævnte en ny regering bestående af Arago, Ledru Rollin, Dupont, Pagés, Cremineux, Marie og Lamartine, og i rådhuset havde arbejderne samtidig udnævnt Marrast, Louis Blanc og Flocon til ministre. Disse to regeringer sluttede sig sammen til en, og arbejderen Albert toges på arbejdernes kraft med. Så stilledes kravet om den sociale republiks indførelse særlig under den ihærdige dr. Raspails agitation. Allerede d. 25. februar, mens den midlertidige regering forhandlede på rådhuset, søgte arbejderen Marche foretræde og forlangte med myndighed anerkendelse af retten til arbejde. Både Ledru Rollin og Blanc anså kravet for berettiget - det var jo Blancs eget slagord - og regeringen udstedte straks et dekret sålydende: ,,Den midlertidige republikanske regering forpligter sig til at sikre arbejderens udkomme ved arbejdet. Den forpligter sig også til at sikre alle borgere arbejde. Den fastslår arbejdernes ret til at slutte sig sammen for helt ud at kunne nyde frugterne af sit arbejde. Regeringen giver den inddragne kongeløn ene million til arbejderne, fordi den med rette tilhører dem." Dette dekret indeholder megen socialisme, men det hele kom jo an på udførelsen, og den var ikke så ligetil. For at holde sit løfte måtte regeringen have sikret sig retten til kapitalen og afskaffet privatkapitalismen, og det ville ikke hverken Lamartine eller Ledru Rollin. D. 28. februar stod atter arbejdernes skarer samlet og forlangte et radikalt ministerium, som skulle gennemføre Louis Blancs ideer. Da dette ikke indrømmedes indleveret Louis Blanc sin afskedsansøgning, men overtaltes til at blive stående af Arago, og en arbejderkommission nedsattes. Det dekret, hvori regeringen kundgør dette lyder som følger: ,,Idet revolutionen er gennemført af folket bør den også være for folket og idet tiden er inde til at gøre slut på arbejdernes lange lidelser under uretfærdigheden; idet arbejderspørgsmålet er af den største vigtighed; idet det fremfor alt er Frankrigs pligt at forhandle og løse et spørgsmål, som for nærværende står på dagsordenen i alle industridrivende lande i Europa; så bør der uden forhaling søges at sikre arbejdets lovmæssige frugt, beslutter republikkens midlertidige regering, at der skal nedsættes en kommission, som skal benævnes „ Regeringens arbejderkommission" med mandat til at forhandle om arbejdernes kår." Dette løfte slog arbejderne sig tilfreds med. Kommissionen nedsattes med Louis Blanc som formand, Albert som viceformand, og den fik et socialistisk flertal. Kommissionen kom straks med en række praktiske forslag, som gennemførtes, bl.a. 10-timers arbejdsdag, kommunal arbejdsanvisning, og forbud mod udsvedningssystemet. Og så satte den sig til at udarbejde et vidtløftig program for samfundets omorganisation i socialistisk retning. Dette program er forfattet af Pecqueur og Vidal. Ideerne er helt igennem Louis Blancs. Man forudsatte i motiveringerne til programmet, at det skulle gennemføres successivt og efterhånden som oplysningen steg og republikken fik fasthed og ro. Programmet som altså var det samme som Blanc havde fremholdt i sine skrifter, vakte forfærdelse indenfor overklasserne. Det havde været en frasernes tid, og mange havde sagt mere end de ville vedstå sig. Lamartine, Ledru Rollin, Marie og flere ville fremfor alt bibeholde overklassens klasseprivilegier; men en ny åben kamp med arbejderne var det jo ikke tale om at optage, og så gik man omveje. Marie var arbejdsminister, og allerede d. 21. marts havde han planen færdig til de senere så berygtede ,,Nationalværksteder" og dekret udstedtes om deres oprettelse. Ingeniøren Emile Thomas fik allerede d. 6. marts til opgave at sætte dem igang. Louis Blanc fik intet at gøre med dem. Han kom stadig i mindretal i regeringen, og det var tydelig at hans modstandere søgte at gøre ham upopulær. For Europa stod han jo som sjælen i omvæltningen, og hans modstandere ville ikke have mere omvæltning. Samtidig beredte også den midlertidige regering sit eget fald ved en række politiske misgreb, som Louis Blanc advarede mod, men som kun var beregnet på at ødelægge ham. Det var ganske sikkert også nationalværkstederne. Det var væsentlig jordarbejde som blev drevet, og meget af dette var ganske hensigtsløst. De, som meldte sig fik 2 francs om dagen, og der meldte sig de første dage henimod 20,000 mand. D. 15. maj var antallet ca. 100,000. Der blev nu besluttet at udbetale de, man. ikke kunne finde beskæftigelse for 1 1/2 francs om dagen. Arbejdet kastede intet af sig, og enhver måtte nu indse at man var ifærd med at omgøre den franske stat til en meningsløs arbejdsanstalt og at det ville gå galt. Medens nationalværkstederne blev til en latterlig karikatur af demonstrationen for retten til arbejde, udvikledes de politiske begivenheder videre. Der foretoges demonstrationer fra begge sider; men reaktionen vandt tydelig grund for hver dag, og d. 23. april foregik valgene til den lovgivende forsamling. De stemmeberettiges antal var øget til 10 millioner fra 240,000, og bønderne som så med misnøje på den midlertidige regering. Det var kun nationalforsamlingens 900 medlemmer, der holdt fast på det republikanske princip. De fleste ledende socialister var indvalgt i forsamlingen. Men i Paris havde Lamartine mere end dobbelt så mange stemmer som Louis Blanc, og denne kom nederst på listen. Der udnævntes nu en ny regering, som fik en moderat karakter. Denne havde ikke i sinde at imødekomme arbejdernes krav, og d. 15. maj kom det igen til revolution. Rådhuset blev igen stormet og her udråbtes en ny regering bestående af Louis Blanc, Pierre Leroux, Proudhon, Blanqui, Barbés, Considerant og Raspail. Det ville været en regering for et revolutionært folk! Men de samfundsbevarende havde overmagten, revolutionen blev slået ned i løbet af nogle timer, førerne fængsledes og flere af dem dømtes til 10 års fængsel. Selv Louis Blanc, som ikke havde deltaget, men derimod fra et af parlamentsbygningens vinduer manet til ro og orden, undgik med nød og næppe at blive sat under tiltale og dømt. Den lovgivende forsamling nægtet med knebent flertal at udlevere ham. Arbejderne gav sig imidlertid ikke. Revolutionen forsatte og fra d. 22. til d. 26. juni stod der et barrikadeslag i Paris, som vel er den største borgerkamp en stor by har været vidne til, og revolutionen sloges ned. Reaktionen havde sejret og forfulgte sin sejr. D. 10. december valgtes prins Louis Napoleon Bonaparte, den store Napoleons formodede brorsøn, til Frankrigs præsident med 5 1/2 million stemmer. General Cavaignac, de borgerlig-reaktionære republikaneres kandidat fik 1 1/2 million. Napoleon var ensbetydende med kejserdømmet. Louis Blanc blev som så mangen anden stor franskmand i denne tid drevet i landflygtighed og opholdt sig udenfor landet til 1870. Da vendte han tilbage, og i februar 1870 valgtes han til nationalforsamlingen. Fra 1876 repræsenterede han Marseille i deputeretkammeret. Han stod på den radikale fløj; men i disse år var Louis Blanc en ufarlig mand. Det var nye mænd, som skulle tage op den parlamentariske socialisme i Frankrig, og en af de første af disse var den ihærdige marxist Jules Guesde. Louis Blanc døde i Cannes d. 6. december 1882. Hans lig førtes til Paris og begravedes på statens bekostning. Paris arbejdere fulgte den gamle kæmpe til graven i tætte skarer. Siden er hans monument rejst i Paris. Det ville være ørkesløst nu efter over halvhundrede års socialistisk debat og efter den intense videnskabelige granskning af samfundets foreteelser og de tusinde erfaringer i organisationens arbejde og i parlamenter og kommunestyrelser at eftersøge og gendrive fejltagelsen i Louis Blanc's katekismus. Han forklarer selv omstændelig hvad han mener med associationen. Hovedsagen er katekismens fremstilling i katekismi stil og ånd af de store grundsandheder i socialismen og dens mål at skabe retfærdighed, fred, frihed, lighed og broderskab blandt menneskene. Når Louis Blanc taler om menneskehedens solidaritet, så taler vi om arbejdernes solidaritet, når han taler om at staten skal organisere arbejdet, så taler vi om at arbejderne skal organisere sig og berede sig til at overtage produktionens og omsætningens ledelse. Men når vi har gået den vej, som endnu lå i mørke for Louis Blanc og hans samtidige, da skal vi netop til at begynde der, hvor han var, og det er dette vi ikke skal glemme. Den empiriske socialisme, som befatter sig med ,,de nærmeste krav", hvilke Louis Blanc som praktisk politiker heller ikke overså, kan stå i fare for at gøre sig solidarisk med den kapitalistiske stat på mangfoldige måder, hvis den glemmer det store mål: kapitaliststatens afskaffelse og det nye samfunds bevidste indførelse. Blandt disse ting kan som et fremstående eksempel nævnes oprettelse af banker, en tanke, som arbejderne er kommet ind på, og som i et land allerede er under gennemførelse. En ,,socialistisk bank" må ordnes i solidaritet med bankvæsenet i vort nuværende samfund, må bygges på rentesystemet under langsigtede mål og får interesser fælles med kapitalisternes bankvæsen. Det vil let indse, at der skal omtanke til for at gå klar af skærene her. Og i erindringen om at klassekampen er en kendsgerning, som vi ikke kan komme forbi, og at dens former bestemmes af kapitalisternes pågåenhed og profitjagt, må vi også betænke, at når vi skal til at gennemføre de store socialistiske idealer, så vil vi måtte indrømme, at mens vi levede under kapitalistsamfundet, har vi været nødt til at bygge midlertidige stilladser, som vi vil rive ned, når de solide mure står færdige. En morgen vil verden vågne under råbet: ,,Det gamle er forbiganget, se alt er blevet nyt!"

Spørgsmål: Hvad er socialismen?

Svar: Det er evangeliet i virksomhed.

Sp.: Hvorledes det?

Sv.: Socialismens mål er at virkeliggøre evangeliets fire grundprincipper iblandt menneskene: 1) Elsker hverandre; 2) Hvad du ikke vil andre skal gøre imod dig, det gør du ikke imod dem; 3) Den første iblandt eder skal være alle de andres tjener; 4) Freden skal herske mellem alle de mennesker, der vil det gode.

Sp.: Hvad bliver resultatet af disse fire forenede grundsætninger ?

Sv.: Resultatet bliver efter Paulus, at ifølge evangeliets ånd bør alle mennesker, endskønt de er forskellige i styrke og intelligens, dog kun udgøre et hele, ligesom lemmerne i det menneskelige legeme, skønt meget forskellige, kun udgøre ét.

Sp.: Er det, hvad socialisterne tilsigter?

Sv.: Ja, og det er det, som de udtrykker ved ordene: Menneskehedens solidaritet.

Sp.: Gives der et kort udtryk, som resumerer socialisternes læresætninger?

Sv.: Ja, det er dette: Frihed, Lighed og Broderskab.

Sp.: Hvad er friheden?

Sv.: Det er den ethvert menneske givne magt til fuldstændig at udvikle sine evner under retfærdighedens herredømme og lovens beskyttelse.

Sp.: Hvorfor benyttes ordet magt i stedet for ret ved definitionen af friheden?

Sv.: Fordi friheden ved ordet ret kun er en svag teori, mens ordet magt gør den til virkelighed.

Sp.: Forklar os det ved et eksempel.

Sv.: Hvad ville der blive af en syg, hvis man i stedet for at forsyne ham med alt det, som formår at give ham sundheden tilbage, nøjedes med at erklære, at han har ret til at blive helbredet. Det går på samme måde med det menneske, hvem svaghed og uvidenhed holder tilbage i trældommen. Hvis man vil skaffe ham friheden tilbage, er det ikke tilstrækkeligt at proklamere, at han har ret til at være fri, det er nødvendigt at give ham midlerne, magten til at blive det.

Sp.: Hvad er ligheden?

Sv.: Det er for alle mennesker lige stærk udvikling af deres ulige egenskaber og lige tilfredsstillelse af deres forskellige fornødenheder.

Sp.: Hvad forstår De derved?

Sv.: Jeg forstår det således: Alle mennesker er ikke lige i fysisk styrke og intelligens. Alle har ikke den samme smag, de samme tilbøjeligheder, de samme vaner, lige så lidt som de har det samme ansigt eller den samme figur; men det er retfærdigt, det er i det almindeliges interesse, det er ifølge det tidligere fremsatte solidaritetsprincip og naturens love, at enhver bliver sat istand til så fuldstændig som mulig - med fornødent hensyn til andres lykke, at drage fordel af de evner han har modtaget af naturen, og så fuldstændig som mulig - med fornødent hensyn til sin egen lykke - at tilfredsstille de fornødenheder, som naturen har givet ham. Det er jo f.eks. indlysende, at det menneskelige legeme kun har styrke og sundhed, når hvert lem modtager det, som kan bevare det mod lidelse og tillade det ordentlig at opfylde sin særegne bestemmelse.

Sp.: Ligheden er altså efter Deres mening ikke andet end forholdsmæssighed?

Sv.: Ganske rigtig, og den kan kun virkelig eksistere, når enhver, efter den på en måde af Gud selv skrevne lov i hans organisation frembringer efter sine evner og forbruger efter sine fornødenheder. 

Sp.: Er ikke den absolutte lighed i lønningssystemet blevet fremstillet i Luxemburg (dvs. under den republikanske regering i Paris 1848) som den virkelige opfyldelse af broderskabets princip ?

Sv.: Nej! Der er blevet sagt i Luxemburg: 1) at under individualitetens og konkurrencens herredømme ville den lige lønning være en opmuntring til dovenskaben; 2) at under associationens herredømme ville lighed i lønnen ikke føre det samme uheldige forhold med sig, og ville være et overgangsmiddel, som vel var at forsøge for at undgå det had og den skinsyge, som uligheden i fordelen medfører blandt associerede; 3) at det sande broderskabs princip, det, hvis iværksættelse vil betegne det menneskelige samfunds virkelige fremskridt, er ikke lønnens absolutte lighed, men fordelingen af arbejdet efter evnerne, og delingen af dets frugter efter fornødenhederne.

Sp.: Tror De alt dette er iværksætteligt for nærværende tid?

Sv.: Nej, for nærværende tid måske ikke; først fordi da opdragelsen indtil nu kun har været et privilegium, er den enkeltes evner blevet overset eller selv ubevidst; fordi den fordærvede civilisation, hvis tryk vi lider under, har formørket naturens love og skabt kunstige fornødenheder, dårlig smag og unyttige ønsker, således, at mange ville gøre alt for lidt og forlange alt for meget. Men når man først ved opdragelsen udrenser de falske ideer, som nu er udbredt overalt, og når man først forstår det udmærkede ved menneskehedens „familieliv", da vil det, som idag synes så vanskelig, vise sig såre let at anvende.

Sp.: Men indtil den tid, hvad er der da at gøre?

Sv.: Så klart som mulig at fastslå målet og betræde den vej som fører dertil.

Sp.: De billiger altså ikke, at man tilstår de mere intelligente en større andel i de sociale fordele, kun fordi de er mere intelligente?

Sv.: Nej, thi dette ville være en ligefrem omstyrten af naturens love. Hvis en mand for at kunne leve, følte trang til visse ting, som en anden mere intelligent ikke havde brug for, ville det da ikke være tåbelig at berøve den første dem, for hvem de var nødvendige, og give dem til den anden, for hvem de var unyttige? De er to gange stærkere end Deres nabo; det er bevis for, at naturen har bestemt Dem til at bære en to gange tungere byrde. Deres nabo ville ikke kunne leve uden under den betingelse, at han må spise to gange så meget som De; det er bevis for, at naturen giver ham ret til en dobbelt så stor ration som Deres. Den, som kan forbruge mere, må have mere, og den, som kan mest, bør udrette mest.

Sp.: Men er det da ikke at nedsætte dygtigheden, når man således nægter den en foretrukken, privilegeret stillings fordele?

Sv.: Langtfra! Det er at ophøje den, det er at anvise den dens sande storhed, hvis væsen er umaterielt; det er at vise den agtelse, beundring og erkendtlighed, mens det nuværende sammenpugningssystem til dens fordel kun bringer den had og misundelse. ,,Den første iblandt eder skal være alle de andres tjener!" siger evangeliet.

Sp.: Altså, den foregivne ret, som den intelligente mand i en ufuldkommen civilisation som vor tilegner sig over den, som har mindre intelligens, er en usurpation, ligesåvel som den ret, den kraftige mand tilegner sig over den svage?

Sv.: Ja, og i første tilfælde er overgrebet endog mere fordømmelig end i det sidste.

Sp.: Hvorfor?

Sv.: Fordi muskelkraften ikke overvejer sine handlinger, mens intelligensen er forpligtet til at overveje sine.

Sp.: Men, når vi forudsætter det ideal, hvorom De taler, fuldt realiseret, hvilken belønning og opmuntring ville da tildeles en mand af fortjeneste ?

Sv.: Den ædleste opmuntring, den skønneste belønning; thi at benytte sine evner frit, når man fuldstændig kan tilfredsstille sine fornødenheder og sin smag, at arbejde på at gøre de andre lykkelige, når man selv er lykkelig, er det ikke det højeste mål, som den menneskelige visdoms anstrengelser kan stræbe hen imod? Den størst mulige sum af lykke - når hensyn tages til enhver organisation og hans specielle evner - det er ligheden.

Sp.: Hvad er så broderskabet?

Sv.: Det er ligheden helliget, idealiseret og opretholdt af kærligheden,.

Sp.: Eksisterer friheden i det nuværende samfund?

Sp.: Nej, thi om også individernes tyranni i det mindste tildels er blevet tilintetgjort ved feudalvæsenet, så består forholdenes tyranni, og en masse af vore brødre lider under fattigdommen, som er slaveriet, bevirket ved sult og uvidenhed.

Sp.: Er dette slaveri en af de nødvendige følger af samfundets nuværende konstitution ?

Sv.: Ja, thi da på den ene side opdragelsen kun gives til dem, som betaler den, og størstedelen ikke er istand til at betale den, så er uvidenheden for de fleste en absolut skæbnesvanger nødvendighed; og på den anden side, da arbejdet hverken er tilstrækkelig betalt eller sikret, er fattigdommen for det største antal et uundgåelig lod

Sp.: Hvoraf kommer det at arbejdet i vort nuværende samfund er utilstrækkelig lønnet?

Sv.: Det kommer for det første deraf, at hovedparten af arbejdsmidlerne befinder sig i nogle få's hænder, hvilket gør dem, som besidder dem, til absolutte herrer over dem, som ikke har dem. Dernæst kommer det af, at i stedet for at arbejde i association, går arbejderne hver for sig ud for at tjene sit brød, hvoraf følger, at når konkurrenterne; er altfor talrige, bliver beskæftigelsen et bytte, som de ulykkelige arbejdere strides om. For at blive foretrukken, kommer det an på at sælge sig billigst. Følgelig synker lønnen, den synker bestandig dybere og dybere, indtil den er steget ned til en grad, ved hvilken arbejderen måtte dø af sult.

Sp.: Hvoraf kommer det, at der ikke er sikret alle arbejde ?

Sv.: Det kommer af, at vort samfund har gjort det til sit princip, at enhver i denne verden skal overlades til sine egne kræfter, gå sin egen gang og skabe sin egen skæbne. Guderne hjælpe den, der ikke i sin vugge har fået et heldig nummer i dette menneskelige lotteri! Det er dagens magters grundsætning, at man må ,,lade dem gå", lade det hele skøtte sig selv; men da det meget ofte hænder, at de, som ,,går", mangler brød og ikke kan få noget at fortjene, bliver resultatet også meget ofte, at ,,lade dem gå" bliver til: ,,lade dem dø/"

Sp.: Men siger man ikke, at vi nu har næringsfrihed?

Sv.: Sandelig en smuk frihed, som består i millionærens kamp imod den der ejer 100,000 kroner, og dennes kamp imod den ulykkelige der intet ejer! Man opstiller en fægter, bevæbnet fra top til tå, og en fægter, der er aldeles nøgen, en kæmpe og en dværg; kampen begynder, og når den ubevæbnede fægters blod flyder hen ad arenaen, når dværgen falder, knust af et eneste slag, råber tilskuerne: »Bravo, det er frihed!« Åh, denne frihed, det er en dobbelt afskyelig undertrykkelse, thi den lyver, på samme tid som den dræber.

Sp.: Eksisterer ligheden i det nuværende samfund ?

Sv.: Nej, thi på den ene side er alle fordelene, på den anden alle byrderne. Nej, thi som folket siger: Nogle har overflod, mens andre mangler det nødvendige.

Sp.: Men ligheden for loven?

Sv.: Det er kun et tomt ord. Da retfærdigheden ikke er gratis, hvor er så ligheden mellem den rige, som kan betale en proces, og den fattige, som ikke kan det?

Sp.: Eksisterer broderskabet i det nuværende samfund ?

Sv.: Nej, thi det princip, som behersker institutionerne, lovene, sæderne, den daglige skik og brug, det er dette feje og plumpe princip: Enhver for sig selv, enhver hos sig selv.

Sp.: Dette samfund, som anser sig for kristelig, er altså slet ikke indrettet efter Kristi lære?

Sv.: Nej, på ingen måde.

Sp.: Hvorledes skal vi komme tilbage til den lære ? Hvorledes realisere denne teori, der lover disse glimrende ting! Frihed, Lighed og Broderskab?

Sv.: Derved at man tilsikrer alle, alle uden undtagelse, den moralske og intellektuelle udvikling ved fælles, gratis og tvungen undervisning; og ved at garantere arbejdets ret ved indførelsen af associationsprincippet.

Sp.: Hvad forstår De ved individualismen?

Sv.: Det er det princip i kraft af hvilket enhver kun tænker på sig selv og skynder sig at nå sin egen interesses triumf, om det også er på bekostning af andres interesser, ja selv på hele samfundets bekostning.

Sp.: Hvilket er i vort nuværende samfund individualismens mest iøjnefaldende resultat?

Sv.: Det er konkurrencen.

Sp.: Hvad er konkurrancen?

Sv.: Det er den enkeltes anstrengelse for at berige sig, idet han ruinerer andre: blandt proletarerne, som skal fortjene sit brød, er det hver enkelts anstrengelse for at blive foretrukken for andre.

Sp.: Hvilke er konkurrencens naturlige virkninger?

Sv.: Had, misundelse, alle slags bedragerier, produkternes forfalskning, en begærlighed uden grænser, lønnens synken, ødelæggelsen af de sociale kræfter, der benyttes imod hverandre, en uhyre og stedsevarende forøgelse af kapitaler, produktionen overladt til tilfældets herredømme, de små's undertrykkelse ved de store, med et ord: døden for al frihed, al lighed og alt broderskab. Konkurrencen, det er krigen, overført til arbejdets virkekreds, dennes resultater er krigen, frataget dennes dyder og hengivenhed.

Sp.: Men opvækker konkurrencen ikke kappelyst ?

Sv.: Jo, hvis De ved en kappelyst forstår den umage, som to fjender gør sig for at ødelægge hinanden; men ikke, hvis De ved kappelyst forstår ønsket om at være den første til at arbejde for alles lykke ved at arbejde for sin egen.

Sp.: Hvorved frembringes den sande kappelyst?

Sv.: Ved associationen.

Sp.: Hvad er associationen?

Sv.: Det er et princip, i kraft af hvilket menneskene - i stedet for at isolere sig, strides om livet eller lykken som et bytte og ødelægge hverandre -, forener sine anstrengelser, samler sine talenter og arbejder videre på et fælles værk, hvoraf enhver drager fordel ifølge sine fornødenheder efter at have bidraget ifølge sine evner.

Sp.: Hvilke er associationens naturlige følger?

Sv.: Kærligheden, enhver særegen interesses samstemmen med den almindelige interesse, og følgelig kappelyst af æresfølelse; tilfældets tilsidesættelse til fordel for videnskaben, uendelig tilvækst af den offentlige rigdom ved de forenede kræfters forening til et eneste, og rigdommens fordeling baseret på kendskabet til de forskellige fornødenheder; med et ord, realisationen af Kristi lære: Frihed, Lighed og Broderskab! Associationen, der er familiens princip overført på arbejdets territorium; dens virkninger er de samme som familien i almindelighed frembringer.

Sp.: Hvorledes skal man fra den nuværende tingenes tilstand kunne gå over til den som De tilstræber?

Sv.: Ved statsstyrelsens mellemkomst.

Sp.: Hvad er statsstyrelsen?

Sv.: Det er en forening af retskafne folk, valgt af sine kammerater, for at vejlede alle i deres gang på frihedens bane.

Sp.: Hvoraf kommer det, at De betegner oprettelsen og bevarelsen af friheden som statens mål?

Sv.: Det kommer af selve forklaringen af ordet frihed, som den er givet ovenfor. Thi da friheden er, ikke alene enhvers anerkendte ret til, men enhvers tilsikrede magt til fuldstændig at udvikle sine evner, så følger deraf, at samfundet skylder enhver af sine medlemmer både undervisning, uden hvilken den menneskelige virksomhed forud er kvalt, og arbejdets instrumenter, uden hvilke den er tyrannisk hæmmet. Men hvorledes kan samfundet forskaffe ethvert af sine medlemmer undervisning og arbejdsmidler på anden måde end netop ved hjælp af staten, som repræsenterer samfundet ?

Sp.: Fremkalder ikke ordet staten en ide om tyranni ?

Sv.: Jo, overalt hvor magten er på den ene side og folket på den anden; overalt hvor det er mulig enten for et individ eller en klasse at sige som Ludvig XIV: ,,Jeg er staten!"; overalt hvor magten er et privilegium i stedet for at være en byrde. Men i den nye verden, som socialisterne higer efter, der er staten folket, som selv ordner sine sager ved sine udvalgte, og statens store princip må være dette: ,,Den første iblandt eder er kun alle de andres tjener."

Sp.: Hvorfor er det staten som skal tage initiativet til den sociale genfødelse?

Sv.: Fordi det er et altfor uhyre værk og som har altfor mange materielle hindringer, altfor mange fordomme og blinde interesser imod sig til at det lade sig fuldføre ved en række partielle forsøg. Dertil udfordres ikke mindre end alles magt, energisk samlet i de bedste og mest intelligente. Staten arbejder på at genføde samfundet, det er hovedet, der beskæftiger sig med legemets sundhed.

Sp.: Kan det sociale genfødelsesværk foretages og fuldendes på en gang?

Sv.: Nej, sikkert ikke. Det behøver tværtimod meget tid, tålmodighed, modenhed, og det vil først fremgå af en vis samling af successive, forholdsregler, som man vil finde opregnet i slutningen af denne katekismus.

Sp.: Har denne samling af forholdsregler til mål at gøre staten til den eneste industridrivende, den eneste handlende i landet?

Sv.: På ingen måde. Meningen er kun, som De vil kunne se, at lade staten tage initiativet til en stor reform, som langt fra at kvæle enhvers frie vilje under ethvert regimente, tværtimod vil give den individuelle følelse mere moralitet og energi.

Sp.: Er alle bekendte socialistiske skribenter af samme mening med hensyn til den fremgangsmåde man bør følge?

Sv.: Nej, og der er endogså dem, som ikke antager det ovenfor fastsatte princip: at enhver efter hans evner, til enhver efter hans fornødenheder; men hvad alle socialister er enige om at forlange, det er, at enhver borger modtager gratis undervisning; - at striden mellem de enkeltes interesser gør plads for fællesskabet i arbejdet; at arbejdets ret proklameres; - at skatten på folkets fornødenheder og alle disse afgifter, der tynger så skrækkelig på den fattige, erstattes af en indkomstskat med stigende skala; - at jernbanerne, minerne og assurancerne, i stedet for at være i så mange private spekulanters hænder, går over til staten; at åger forbydes; - at rentefoden formindskes mere og mere, for at arbejdet kan blive befriet fra kapitalens herredømme og at man når til ophævelsen af proletariatet ved ydelsen af gratis kredit.

Sp.: Hvad er kapitalen?

Sv.: Det er summen af arbejdets hjælpemidler. Mens mennesket arbejder, behøver han føde, klæder og et leje; han behøver værktøj, materiale etc. Alle disse ting tilsammen - det er kapitalen.

Sp.: Følger ikke deraf, at kapitalen er uadskillelig fra arbejdet?

Sv.: Jo, uden al tvivl.

Sp.: Men er det da ikke retfærdig at kapitalen får sin andel af produktionens udbytte under navn af renter, da renten kun er belønningen for de af kapitalen udviste tjenester?

Sv.: Det er virkelig på dette ræsonnement at ågerens teori hviler: men dette ræsonnement er kun en spidsfindighed. Det er meget sandt, at uden kapital ville arbejdet være umulig: men det er ikke til kapitalen man betaler renten, men til kapitalisten. Kapitalen og kapitalisten er to fuldkommen forskellige ting. For at kapitalen skal eksistere er det ingenlunde nødvendig at den findes spredt mellem hænderne på enkelte udelukkende besiddere, til hvilke man er nødt til at betale for brugen af den. Forudsæt en association, en forening af arbejdere, der benytter en samlet kapital, det vil sige en kapital som tilhører associationen selv uden på nogen måde at tilhøre den eller den af dens medlemmer i særdeleshed; denne association ville arbejde med sin kapital uden at behøve at betale renter til noget som helst, eftersom der ingen kapitalist var, uagtet der var en kapital. Man kunne ikke tænke sig arbejdet uden arbejderen, men man tænker sig meget godt kapitalen uden kapitalist. Når arbejderen dør, ophører hans arbejde; når kapitalisten dør, overlever hans kapital ham. Der lader sig altså ikke mellem arbejdet og kapitalen opstille nogen lighed, hvoraf man kunne få ret til at udlede ligheden af det, som man kalder rente.

Sp.: Hvad repræsenterer altså kapitalens rente?

Sv.: Den repræsenterer det visse medlemmer i samfundet tilståede privilegium til, mens de selv er ørkesløse, at se deres kapital bestandig vokse; den repræsenterer prisen, for hvilken arbejderne er tvungne til at købe muligheden til at arbejde; den repræsenterer deres underkastelse under forhold, som de for det meste ikke kan overvinde og som de aldrig kan undgå.

Sp.: Og hvori består den frie kredit?

Sv.: Den består i at den nødvendige kapital stilles til arbejderens disposition uden at der kræves renter.

Sp.: Ville ikke dette være resultatet af et universelt associationssystem ?

Sv..: Jo, øjensynlig; thi så snart en arbejder altid finder en association, der besidder en samlet kapital, hvilken han selv er kaldet til at drage fordel af, beredt til at modtage sig, er problemet løst. Den frie kredit, det er associationen.

Sp.: Hvad forstår man ved penge ?

Sv.: Det er kapitalens repræsentant og ombytningens mellemmand.

Sp.: Er de metalliske penge nødvendige for ombytningens skyld?

Sv.: Ja, under de nuværende sociale tilstande; men ikke under dem, som socialisterne tilstræber.

Sp.: Hvorfor er de metalliske penge ombytningens tvungne mellemmænd under den nuværende tilstand?

Sv.: Fordi de metalliske penge har en virkelig værdi, der tillader dem at tjene til løn samtidig med at benyttes som tegn. Idet de kan forvandles til smeltet metal og benyttes i kunsten og industrien, repræsenterer de ikke alene de genstande, der udveksles, men de er dem lig i værd. De, som modtager dem, har altså fuld garanti; det er ligesom de modtog selve den genstand, for hvilken de metalliske penge er et tegn. Men der behøves ikke mindre end en sådan garanti under et regimente, som helliggør interessernes adskillelse og modstrid, og hvor bedrageriet på den ene side nødvendiggør mistroen på den anden.

Sp.: Hvorfor vil de metalliske penge ophøre at være uundværlige i den nye sociale orden?

Sv.: Fordi at i en broderlig association kender alle medlemmerne hverandre og intet er overladt til tilfældet.

Sp.: Hvilke penge vil man da benytte?

Sv.: Papiret, metallet er mistroens, individualismens penge; papiret er tillidens, associationens.

Sp.: Hvorfor foretrækkes papirpenge for metalpengene?

Sv.: Fordi det første, der intet koster, virkelig er hvad penge bør være: et middel til ombytning; mens de andre alene derved, at de besidder en egen værdi, er en handelsvare samtidig med at være et tegn, og gør de rige til herrer over ombytningens bevægelse, det vil sige over industriens liv og sjæl.

Sp.: Er benyttelsen af papirpengene uden fare?

Sv.: Nej, ikke i den nuværende sociale orden, fordi letheden ved at skabe disse penge bringer regeringerne til overdrevne udstedelser, der formindsker deres værd og forstyrrer omsætningen; men vel under en regeringsform, hvor staten ikke er andet end samfundets kvintessens og hvor menneskenes forbindelser med hverandre er fastsatte med orden og harmoni, hvilket ville være tilfældet under den broderlige association, som socialisterne ønsker. Der kunne al vilkårlig udstedelse af papirpengene let gøres umulig, såsnart man havde bestemt at sedlernes værdi skulle begrundes på de i magasinerne opsamlede varebeholdningers værdi.

Sp.: Er det sandt at socialisterne er uden religion?

Sv.: De? Tværtimod, De har jo set, at deres religion er evangeliet.

Sp.: Er det sandt at socialisterne vil ødelægge familien ?

Sv.: Denne anklage er ikke alene bagtalerisk, den er afsindig, Socialisterne har tværtimod en så dyb agtelse for familien, de finder den i indretning så beundringsværdig, at de opfordrer samfundet til at danne sig efter familiens billede, hvor enhver frembringer efter sine evner og forbruger efter sine fornødenheder.

Sp.: Er det sandt at socialisterne vil ødelægge ejendommen ? »

Sv.: De vil tværtimod gøre den tilgængelig for alle. Da mennesket ikke kan leve uden på den betingelse at den anvender alle genstande til sit brug, definerer socialisterne ejendommen som: ret til at leve, og de tænker ikke på at gøre et privilegium af retten til at leve.

Sp.: Er det sandt at socialisterne vil dele jorden i lige dele mellem alle borgere?

Sv.: Dette er en latterlig løgn. En deling af denne natur ville, foruden at den kun bestod i to dage, være en almindelig ruin. Socialisterne vil tværtimod, i agerdyrkningens og agerdyrkerens interesse, at jorden skal dyrkes i det store ved hjælp af agerdyrkende kolonier, således at man kan give hvert stykke jord den mest hensigtssvarende bestemmelse, befri jorden fra disse utallige gærder, der optager en stor del, og lader en hjord vogte af den, som nu er beskæftiget med at vogte en ko.

Sp.: Hvilket samfund ville fremgå af anvendelsen af de principper, som De her har fremstillet?

Sv.: Det ville blive et samfund: Hvor enhver borger ved fælles, gratis og tvungen opdragelse ville være istand til at hæve sig så højt som mulig med hensyn til hjerte og intelligens. - Hvor følgelig lasterne, forbrydelserne og ulykkerne, der fødes af uvidenheden, ville kvæles i deres oprindelse - Hvor religionen ville bestå i en filosofisk og oprigtig anvendelse af evangeliets udødelige morallære - Hvor - eftersom det princip er antaget, at alle mennesker har lige ret til fuldstændig udvikling af deres ulige egenskaber, - arbejdets fornødenheder tilhører alle, som luften og solen - Hvor ågerens despotisme vil give plads for den frie kredit, alles gæld til den enkelte - Hvor industriens og agerdyrkningens område, i stedet for at opstille en kampplads fuld af ruiner og døde, ville frugtbargøres ved broderlige associationer, solidarisk forbundne den ene med den anden - Hvor arbejdets deling og uddelingen af dets frugter vil være grundet på det princip, som nu er familiens grundprincip: Af enhver efter hans evner og til enhver efter hans fornødenheder - Hvor da enhvers interesse uadskillelig fandt sig forenet med alles interesse, kappelysten vil ophøre at være i misundelsens, begærlighedens, hadets og hovmodets tjeneste - Hvor den offentlige rigdom, hvis fremskridt den blinde konkurrence stanser, ville modtage en bestandig tilvækst fra den harmoniske forbindelse af alle evner og alle kræfter - .Hvor hele dette slæng af agenter og snyltegæster, hvem adskillelsen af interesser og deres modstrid nu ene gør nødvendige, da ikke mere ville anstrenge sig for at udsuge marven - Hvor broderskabet, der efter at have nærmet individerne til hverandre, vil føre til at betragte krigen som en skrækkelig galskab og opnå at tilintetgøre armeerne - Hvor staten kun vil være en forening af hengivne og intelligente mænd, frit valgte af deres lige, for med hensyn til samfundet, at spille samme rolle som hovedet udfører overfor legemet i den menneskelige organisme - Hvor skatten kun vil være en del af den fælles indtægt, anvendt til ting af almindelig. Nytte - Hvor de slette vil blive betragtet som syge, og man derfor mindre vil tænke på at hævne sig på dem end på at beskytte sig imod dem, og mindre på at plage dem end på at helbrede dem - Hvor endelig civilisationen, som, hvor den rykker frem, bringer de vilde dyr til at vige for sig og stræber efter at ødelægge disses hele race, ligeledes vil opnå at ødelægge fattigdommen og med den alle de laster, alle de forbrydelser og ulykker, til hvilke den er kilden.

Sp. Hvis dette er socialisternes trosbekendelse, hvorfor bliver de da betegnet som ugudelige oprørere, anarkister, røveriets prædikanter, familiens fjender og ,,delere"?

Sv.: Fordi dette altid har været deres skæbne, som i egoismens og fordærvelsens dage brændende har ønsket menneskehedens vel. Førend socialisterne, er de første kristne, deres forløbere, blevet behandlet som røvere af den hedenske, truende og rasende verden, og socialisternes ophøjede lærer, Kristus, døde på korset mellem to røvere.

Pierre Joseph Proudhon fødtes den 15. januar 1809 i et fattigt Håndværkerhjem. Han kom i Latinskole, men måtte på Grund af sin Fattigdom opgive Studierne, blev Typograf og Korrekturlæser, studerede videre på egen Hånd og udgav derpå i 1840 det Værk, der skabte hans Berømmelse, nemlig Bogen Hvad er Ejendom ? Han besvarede selv Spørgsmålet med Ordet: »Tyveri«. Dette Svar begrundede han med, at den, der besidder Ejendom, har røvet den gennem Profit, Rente, Husleje, Forpagtningsafgift o.s.v. fra de sande Ejere, Arbejderne, som skaber Værdierne. Hans Kritik af Ejendomsforholdene er således ikke en historisk Undersøgelse, men en moralsk Vurdering og Fordømmelse. I 1841 og 1842 uddybede han i to nye Bøger yderligere sin Påstand og viste, at også det borgerlige Samfund gennem Ekspropriation, Rentekonvertering o. lign. tilsidesætter Ejendomsretten. I 1846 udsendte han sit andet Hovedværk De økonomiske Modsigelsers System eller Elendighedens Filosofi. I dette viser han, hvorledes enhver Fremtoning i Samfundet har to Sider. For Eksempel Maskinerne. De befrier Menneskene for det grove Arbejde, gør Varerne billige og øger Samfundets Rigdom; men samtidig formindsker Maskinen Efterspørgslen efter Arbejdskraft, skaber Arbejdsløshed og sænker Arbejdslønnen. På samme Måde med Ejendomsretten. Den skaber personlig Frihed hos dem, der besidder Ejendom, men Ufrihed hos alle dem, der intet ejer. Midlet til at ophæve alle disse Modsigelser så Proudhon dog ikke i Kommunismen, der forekom ham dræbende for den personlige Frihed. Derimod opstillede han en Lære om Ydelse af gratis Kredit og om gensidig Ombytning af lige værdier (Mutualisme). Under 1848-Revolutionen fremsatte Proudhon som Medlem af Nationalforsamlingen Tanken om Oprettelse af en Byttebank, der skulle yde Produktions- og Forbrugsforeninger, gensidige Hjælpekasser o.s.v. »gratis Kredit«. Han ville ikke som Louis Blanc have Staten til at organisere Arbejdet, men tværtimod ophæve Staten, afskaffe »det ene Menneskes Udbytning af det andet og det ene Menneskes Regerer over det andet«. Og dette skulle ikke opnås gennem en Erobring af Statsmagten, men udenom denne ved Folkets egen fri Selvvirksomhed. Den Samfundstilstand, han tilstræbte, døbte han Anarki. Tanken om en Byttebank fandt ikke tilstrækkelig Tilslutning. Han foreslog derefter i 1849 Oprettelse af en Folkebank, hvortil der i Løbet af kort Tid tegnedes 12.000 Medlemmer og en Kapital på 36.000 Francs Tanken blev dog heller ikke denne Gang realiseret, idet Proudhon netop da fængsledes. Proudhon fortsatte lige til sin Død den 16. januar 1865 sit videnskabelige Arbejde med Udgivelsen af en Række Bøger, hvori hans Samfundsideal efterhånden formede sig som »et Forbund af frie Kommuner« og »et Samfund af frie Foreninger«, altså en decentraliseret Samfundsstyrelse i Modsætning til den centraliserede Statsstyrelse. På Proudhons Tid var den franske Industri endnu i overvejende Grad håndværksmæssig. Dette danner Baggrunden for hans Anarkisme. For en håndværksmæssig Arbejder ligger Tanken om Oprettelsen af Produktionsforeninger nærmere end Kravet om Statsmagtens Organisering af Produktionen og Fordelingen. Proudhon søgte ikke at rejse Arbejderne til organiseret Klassekamp, snarere at forsone Middelstand og Arbejdere; han var Småborgernes Talsmand i fuldt så høj Grad som Arbejdernes. Men på den franske Arbejders Tankegang har Proudhon ikke mindst ved sit udprægede Kirkefjendskab øvet langt større Indflydelse end f. eks. Louis Blanc. Og på Proudhons Tanker har de russiske Anarkister Bakunin og Krapotkin bygget videre.

Pierre Joseph Proudhon fødtes 1809 i Besancon i Frankrig, der også var socialisten Fouriers fødested. Han var af lav herkomst, hans fader var bødker, og drengen vogtede kvæg og udrettede andet forefaldende arbejde af samme art. Han var dog ikke helt autodidakt; i 16års alderen blev han optaget på sin fødebys kollegium, skønt hans familie var så fattig, at han ikke kunne skaffe sig de nødvendige bøger selv, men måtte skrive lektierne af efter kammeraternes. Det fortælles om den unge Proudhon, at han kom hjem belæsset med flidspræmier, og blev modtaget med den meddelelse, at der ingen middagsmad var til ham. 19 år gammel blev han sætter og senere forfremmet til korrektør, i hvilken egenskab han læste korrektur på gejstlige værker og således erhvervede sig betydelige teologiske kundskaber. På samme vis lærte han hebraisk og sammenlignede det med græsk, latin og fransk. Det var det første bevis på hans dristige ånd, at han på grundlag heraf skrev en Essai de grammaire générale. Da Proudhon intet som helst kendte til filologiens sande principper, var hans afhandling værdiløs. I 1838 fik han pension suard, et legat på 1500 francs om året i 3 år, uddelt af akademiet i Besancon til opmuntring for lovende unge mænd. Næste år skrev han en afhandling Om nytten af at holde søndagen, der indeholdt spirerne til hans revolutionære idéer. Omtrent på denne tid drog han til Paris, hvor han førte et nøjsomt, asketisk og arbejdsomt liv, idet han dog stiftede bekendtskab med de socialistiske idéer, der på denne tid gærede i hovedstaden. I 1840 udgav han sit første arbejde Qu'est ce que la propriéte? (hvad er ejendom?) Hans berømte svar på dette spørgsmål, la propriéte, c'est le vol (ejendom er tyveri) behagede ret naturligt ikke akademiet i Besancon, og der var nogen tale om at fratage ham legatet, som han dog beholdt den normerede tid. (En fuldstændig udgave af Proudhons værker, indbefattende hans efterladte skrifter, blev udgivet i Paris 1875. Se P. J. Proudhon, Sa vie et sa Correspondance, af Sainte-Beuve, et fortrinligt, desværre ufuldendt arbejde; desuden Revue des deux Mondes, januar 1866 og februar 1873). For sit tredje skrift om ejendomsret, der fik form af et brev til fourieristen Considérant, blev han anklaget i Besancon, men frikendt. I 1846 udgav han sit betydeligste arbejde, Systeme des contradictions économiques, ou philosophie de la misere. I nogen tid drev Proudhon uden held et lille bogtrykkeri i Besancon, og blev senere en slags bestyrer hos et firma i Lyon. I 1847 opgav han denne stilling og tog fast bolig i Paris, hvor han nu var ved at blive berømt som en af de nye tankers ledende mænd. Han beklagede Februarrevolutionens pludselige udbrud, fordi den fandt de sociale reformatorer uforberedte, men kastede sig med glødende energi ud i meningskampen og blev snart landskendt. Han var den ledende ånd ved Représentant du peuple og andre blade, hvor de mest outrerede idéer blev hyldede i det krasseste sprog, og som medlem af rådet for Seine departementet fremsatte han sit berømte forslag om, at der skulle opkræves en afgift af 1/3 på rente og leje, hvilket selvfølgelig blev stemt ned. Hans forsøg på at starte en bank, der skulle give rentefri lån, mislykkedes også totalt; af de fem millioner francs, han forlangte, blev der kun tegnet de sytten tusind. Den voldsomhed, hvormed han fremsatte sine idéer, skaffede ham tre års fængsel i Paris, hvor han ægtede en ung arbejderkvinde. Da Proudhons reformidéer nærmere var økonomiske end politiske, havde han ingen strid af betydning med det andet kejserdømme og levede i forholdsvis ro under det indtil udgivelsen af hans værk, de La justice dans la revolution et dans l'église (1858), hvori han med usædvanligt raseri angreb kirken og andre bestående institutioner. Denne gang flygtede han til Bryssel for at undgå fængsel. Ved hans tilbagekomst til Frankrig var hans helbred nedbrudt, skønt han stadig skrev. Han døde 1865 i Passy. Personlig var Proudhon en af det moderne Frankrigs ejendommeligste skikkelser. Hans liv var præget af den strengeste nøjsomhed og askese, han var kærlig i sit hjem, en overmåde trofast ven og ubrødeligt oprigtig i alt sit væsen, han var en stærk modstander af sin tids rådende socialisme, som han fandt utopisk og umoralsk, og skønt han med ville paradokser og i ubehersket tale angreb de herskende idéer og institutioner, var han i ualmindelig grad befriet for enhver følelse af personligt had. I alt hvad han sagde og gjorde var han en folkets søn, som den sædvanlige sociale og akademiske disciplin ikke havde formået at omforme; derfor hans plumphed, hans ensidighed og hans overdrivelser. Men han er altid marvfuld og ofte glimrende og original. Det ville selvsagt være ugørligt at skaffe system i så regelløs en tænkers idéer. I sine senere år tilstod Proudhon selv, at »størsteparten af hans publikationer så at sige kun repræsenterede et brydnings- og udluftningsarbejde, ved hjælp af hvilket han langsomt baner sig vej mod et overlegent syn på de politiske og økonomiske love«. Dog hviler hans lære på en fast og klar basis, ingen kunne med større eftertryk end han søge at klargøre de økonomiske principper som han forstod dem. Han troede fuldt og fast på et par enkelte moralske idéers absolutte sandhed, og det var målet for hans lære at omstøbe og præge statsøkonomien med dem. Af disse fundamentale idéer var retfærdighed, frihed og lighed de vigtigste. Det han f.eks. tragtede efter i det ideale samfund, var fuldtud ligelige lønninger. Det var hans princip, at tjeneste betaler tjeneste, at en dags arbejde vejer en dags arbejde op - med andre ord, at arbejdets varighed er den rette målestok for dets værd. Han var ikke bange for at tage konsekvenserne af sin teori, han ville betale den dårligste murer og en Phidias med samme løn, men han forudså også et trin i den menneskelige udvikling, hvor den nuværende ulighed i begavelse og ydeevne ville være reduceret til et ganske betydningsløst minimum. Af sit store princip, at tjeneste betaler tjeneste, drog han den påstand, at ejendomsret er aubaine-ret. En aubaine var en ikke naturaliseret fremmed, og aubaine-retten var den ret, i kraft af hvilken souverænen gjorde krav på en sådan fremmeds ejendom, i fald han døde indenfor hans område. Ejendomsret er en ret af samme art, der finder samme anvendelse ved leje, rente o.s.v.. Den høster uden arbejde, forbruger uden at producere og nyder uden anstrengelse. Proudhons mål var derfor at virkeliggøre en samfundsvidenskab, der hvilede på princippet retfærdighed, frihed og lighed, taget fra det synspunkt. »En absolut ubønhørlig videnskab, grundlagt på menneskets natur og dets evner og på forholdet mellem disse; en videnskab, som vi ikke skal opfinde, men opdage«. Men han så klart, at sådanne idéer og deres resultater kun kunne virkeliggøres gennem en lang og brydsom social omformningsproces. Han nærede som sagt underlig uvilje mod den Saint-Simonistiske og Fouriers retnings sædelige løshed. Han angreb dem ikke mindre hvast, fordi de troede, at samfundet i en håndevending kunne omformes ved en fiks og færdig reformplan. Det var »den mest forbandede løgn, man kunne byde menneskeheden,« sagde han. I samfundets omformning skelner han mellem overgangstiden og fuldbyrdelsen. Under overgangstiden anbefaler han gradvis afskaffelse af aufrairce-retten, ved at indskrænke leje, rente etc.. For fuldbyrdelsens tid ville han kun angive de bærende principper; han havde ingen færdig plan, ingen utopi. Det ny samfunds praktiske ordning i alle enkeltheder var et arbejde, hvortil der udkrævedes halvtreds Montesquieu'er. Den ordning, han ønskede, var af kollektiv art, et frit forbund, der kunne sørge for arbejdsdelingen og bevare både menneskets og borgerens personlighed. Med sin stærke og brændende følelse for menneskelig værdighed og frihed kunne Proudhon ikke have tålt en samfundsteori, der ikke gav den menneskelige udvikling frit spillerum. I forbindelse hermed står hans berømte paradoks om anarkiet som målet for samfundets frie udvikling, hvormed han mente, at menneskenes etiske fremskridt ville overflødiggøre enhver regering. Hver mand skulle være sin egen lov. »Enhver tilstand, hvor menneske regerer menneske, er undertrykkelse,« siger han. »Den højeste fuldendelse, samfundet kan nå, er sammensmeltning af orden og anarki.« Proudhons ejendomsteori er i realiteten den samme, som den teori om kapitalen, der hævdes af Marx og de fleste senere socialister. Ejendom og kapital defineres og behandles som magten til at udnytte andre mænds arbejde, til at kræve frugten af arbejdet uden at yde ækvivalent derfor. Proudhons berømte teori, »ejendom er tyveri«, er blot et skærende udtryk for dette almindelige princip. Som slaveri for så vidt er mord, som det dræber alt værdifuldt og attråværdigt i den menneskelige natur, således er ejendom tyveri, for så vidt som den i form af leje, rente, tilegner sig de værdier, der skabes ved andres arbejde uden at yde noget ækvivalent. I stedet for ejendomsret ville Proudhon sætte individuel besiddelse, idet retten til arbejde var lige for alle. Med junidagenes blodbad mistede den franske socialisme for en tid sin magt, og for lange tider var også Paris berøvet sin stilling som de ny tankers hovedsæde. Opstanden bortfjernede de mest foretagsomme arbejderførere og slog modet ned hos resten, medens den falske opblomstren under det andet kejserdømme befriede dem for deres mest tyngende byrder. Under Napoleon III. rådede der følgelig forholdsvis ro i Frankrig. Selv internationale havde meget ringe indflydelse på fransk område, skønt franske arbejdere havde betydelig andel i dets stiftelse. (Thomas Kirkup. Socialismen historie, 1918)

Februar- og Juni revolutionerne 1848

Natten til den 23. februar 1848 rejstes Barrikader i Paris’ Arbejderkvarterer, og den 24. februar var Revolutionen i fuld Gang. Samme Dag flygtede Borgerkongen. Parlamentet oprettede en provisorisk Regering bestående af Borgerskabets Mænd. Men ude på Rådhuset havde Arbejderne valgt en anden Regering, som derpå sluttedes sammen med Parlamentets. I den sammensluttede Regering fik Arbejderne tre Repræsentanter, Louis Blanc, Flocon og Maskinarbejderen Albert. Og Dagen efter, den 25. Februar, forkyndte Opslag på Murene, at Frankrig atter var en Republik. Almindelig Valgret indførtes for Mænd fra 21 års Alderen. Borgerskabet havde ikke tilstræbt en demokratisk Republik. Men de ønskede, tildels under Trykket af den i 1847 begyndte økonomiske Krise, at styrte Højfinansen og at få indsat et Ministerium, der ville regere i Industri- og Handelsborgerskabets Interesse. Forholdene var dog stærkere end Borgerskabets ønsker; de måtte erklære sig for Republikken. Modsat tilfredsstillede den blotte politiske Forandring ikke Arbejderne, der led endnu hårdere end Borgerskabet under Krisetilstandene; de ville sociale Reformer. Klassemodsætningen mellem Arbejderne og Bourgeoisiet, der var blevet tilsløret under den fælles Kamp mod det afsatte Kongedømme, trådte nu, da Sejren skulle udnyttes, frem i fuldt Dagslys. Den 25. februar blev den provisoriske Regering tvunget til at udstede et Dekret, hvorved den forpligtede sig til at »sikre alle Borgere Arbejde« og at anerkende »Arbejdernes Ret til at forene sig for fuldt ud at kunne nyde Frugten af deres Arbejde«. Og den 28. Februar mødte Arbejderne frem med et Krav om Dannelse af et »Fremskridtsministerium« med »Arbejdets Organisation« som Opgave. Efter heftige indre Kampe gik Borgerskabets Mænd i Regeringen med til Nedsættelse af en »Arbejder-Kommission«, som skulle beskæftige sig med Arbejdernes Kår. Det praktiske Resultat af denne Kommissions Arbejde blev bl.a. en lovfæstet Titimers Arbejdsdag og Oprettelse af offentlig Arbejdsanvisning i Stedet for de private Fæstekontorer. Det vigtigste af alle Arbejderkrav, »Retten til Arbejde«, imødekom Regeringen gennem Oprettelse af Nationalværksteder, hvor enhver kunne forlange Arbejde. Dekretet herom udstedtes 27. Februar. Midt i Maj var Tallet på de ved Værkstederne indskrevne steget til ca.100.000 Mand, til Slut 117.000 Mand. Men man forsøgte ikke at fordele Arbejderne efter Fag eller at organisere en virkelig Produktion. Tværtimod. Borgerskabet havde for en Tid, tvunget af Arbejderne, set sig nødsaget til at gå med til Foranstaltningen; men den var dem forhadt, og det gjaldt derfor om at vise dens Umulighed. Arbejderne beskæftigedes to Dage om Ugen ved unyttige Jordarbejder for to Francs om Dagen. Dage, hvor de ikke beskæftigedes, betaltes med 1 1/2, senere med 1 Francs pr. Dag. Det hele virkede som en Art Fattigunderstøttelse. Imidlertid fandt Valgene til Nationalforsamlingen Sted den 23. April og gav Borgere og Bønder overvældende Flertal. Af Repræsentanter for Arbejderne valgtes bl.a. Louis Blanc og Flocon, senere også Proudhon og Pierre Leroux. Den 4. maj valgte Nationalforsamlingen en ny Regering til Afløsning af den provisoriske, og hermed fjernedes Arbejderrepræsentanterne; de besiddende Klasser rådede nu ene over Statsmagten. Et revolutionært Forsøg den 15. maj på at danne en ny provisorisk Regering af Arbejderrepræsentanter sloges hurtigt ned. I Begyndelsen af Juni tog Regeringen fat på en Opløsning af Nationalværkstederne, og den 21. Juni dekreterede den, at Værkstedernes Arbejdere mellem 18 og 25 år enten måtte indtræde i Hæren eller lade sig forsætte til Provinsen for at udføre Jordarbejde dér. Hermed var Signalet givet til Junirevolutionen, Arbejderopstanden, som varede fra 22.-26. Juni. Kampen, der endte med Arbejdernes Nederlag, var i Modsætning til Februarrevolutionen overordentlig blodig. Og Borgerskabet forfulgte sin Sejr. 15.000 Arbejdere dømtes til Fængsel eller Deportation. »Retten til Arbejde« erstattedes med »Retten til Fattighjælp«. Ti-timersdagen afskaffedes; i Stedet lovfæstedes en Tolv-timersdag. Foreningsfriheden indskrænkedes. Nationalforsamlingen vedtog den 4. November en ny Forfatning, der dog bevarede den almindelige Valgret og opretholdt Republikken. Til Præsident valgtes den 10. December den store Napoleons Nevø Louis Napoleon Bonaparte og hermed fik Reaktionen yderligere Medbør. Den 31. Maj 1850 afskaffedes den almindelige Valgret. Den 2. December 1852 genoprettedes det arvelige Kejserdømme, der atter indførte den almindelige Valgret, men samtidig berøvede det folkevalgte Kammer enhver virkelig Magt. Under og efter Revolutionen var der blandt Paris’ Arbejdere gjort Tilløb til Dannelsen af en Fagforeningsbevægelse og oprettet en Række Produktionsforeninger blandt Håndværksfagene. Allerede i Maj 1850 blev disse Produktionsforeninger opløst og under Napoleon den 3. berøvedes arbejderne enhver foreningsret.

Det engelske Markeds Udvidelse gennem det Kolonirige, der grundlagdes på Elisabeths Tid (1558-1603), og den stadig voksende Efterspørgsel efter Varer, gjorde efterhånden en teknisk Revolution af den håndværksmæssige Produktionsmåde til en tvingende Nødvendighed. Det gammeldags Håndværk kunne ikke længere tilfredsstille Varehungeren. Revolutionen begyndte i Bomuldsindustrien, der var en ret ung Industri og derfor i Modsætning til f.eks. Uldindustrien ikke underkastet Lavsbestemmelserne. Med Spindemaskinen (1764), den mekaniske Væv (1785) og Dampens Anvendelse til Drivkraft (1785) blev Hjemmehåndværket snart urentabelt og Håndværkeren forvandlet til Industriarbejder i de nyrejste Fabriker. Fra Bomuldsindustrien forplantedes den ny Teknik til Uldindustrien, til Lærredsindustrien, Silkeindustrien o.s.v. Omvæltningen trængte ind i alle Produktionsgrene, ikke mindst i Kulindustrien og i Jern- og Maskinindustrien, der skulle levere henholdsvis Kullene og de ny Maskiner. En Forbedring af Samfærdselsvæsenet blev ligeledes bydende nødvendig. Landeveje og Kanaler anlagdes; i 1811 toges Dampskibet i Brug, og i 1825 byggedes den første Jernbane i det nordøstlige England. Og Fabrikkerne måtte have kunstigt Lys, som kunne gøre Nat til Dag; Gasbelysningen opfandtes. Vældige Byer skød op som Centrer for den ny Fabriksindustri, og tidligere Landsbyer, som f.eks. Manchester, blev i Løbet at få årtier Verdensstæder. I 1760 talte Manchester, Bomuldsindustriens Centrum, 40.000 Indbyggere, 1816 derimod 140.000. Birminghams og Liverpools Indbyggertal steg i samme Tidsrum fra henholdsvis 30 og 35.000 til 90 og 120.000. Den enormt forøgede Produktion og Omsætning både krævede og muliggjorde en kraftig Forøgelse af hele Landets Befolkningsmængde. Fra 1750 til 1821 voksede Englands samlede Befolkningstal fra ca. 6,5 Millioner til over 12 Millioner. Industribyerne sugede Landbefolkningen til sig og krævede stadigt stigende Tilførsler af Levnedsmidler. Nye Driftsmåder og Anvendelsen at Maskiner trængte ind i Landbruget, hvor kapitalstærke Forretningsmænd konkurrerede og spekulerede Resterne af Gårdmandsstanden bort. Stordrift med Lønarbejdere blev omtrent enerådende også på Landet. Virkningerne at Maskinindustriens Gennembrud gik langt dybere end selv den franske Revolutions Indflydelse. Maskinindustrien skabte ikke alene helt nye Livsforhold, men også helt nye Samfundsklasser, den moderne Kapitalistklasse og det moderne Lønproletariat med hver sin særprægede af deres Klassestilling bestemte Samfundsopfattelse. Den kapitalistiske Samfundsopfattelse fik sit Udtryk i Liberalismen, d.v.s. Kravet om den fri Konkurrence. Læren fremsattes første Gang af Adam Smith i dennes berømte Bog Nationernes Velstand, der udkom i 1776. Adam Smith erklærede heri Arbejdet for Kilden til af Værdi; når Arbejderen, der skaber Værdierne, ikke desto mindre må aflevere en Del af sit Arbejdsudbytte til Kapitalejeren, skyldes det, at Kapitalen er samlet på enkelte Hænder, og at der derfor må ydes Ejeren en passende Profit for, at denne skal vove sin Kapital. Men Adam Smith tog til Orde for, at Nationernes forøgede Velstand gennem høj Arbejdsløn skulle komme den arbejdende Befolkning til gode og mente, at dette ville nås, blot de gamle Lavsbestemmelser og de godsejerlige Særrettigheder ophævedes, så det økonomiske Liv blev befriet for enhver Statsindblanding. Fuldkommen Frihed og fri Kappestrid mellem alle Borgere ville efter Adam Smiths Opfattelse bedst fremme det heles Vel og føre til Harmoni mellem Kapital og Arbejde. Adam Smiths Efterfølger David Ricardo, der var Storkapitalist, gav Frikonkurrencelæren dens afgørende kapitalistiske Præg. I sit Hovedværk Grundsætninger (1817) forklarede han Kapitalistens Profit som hvilende på naturlig Retfærdighed. Dog kun Industri- og Handelskapitalistens. Grundejerens Profit var derimod af det onde. Gennem Korntolden fordyrede Grundejeren Brødet til Gavn for sig selv, men til Skade for den virksomme, arbejdende Kapital. Arbejdet er for Ricardo en Vare, hvis Pris retter sig efter, »hvad der er nødvendigt for Arbejderne til at leve og forplante sig, således at deres samlede Antal stadig forbliver det samme«. Dette er Forkyndelsen af den »jernhårde Lønningslov«. Endnu inden Adam Smith forkyndte Frikonkurrencens, Individualismens, Evangelium, var den gamle Lavsordning, efter hvilken Fredsdommerne kunne fastsætte en Løn, der sikrede Arbejderne et »tilstrækkeligt Underhold«, i Færd med at sprænges bort; i 1813 ophævedes Loven som skadelig for Industrien. året efter afskaffedes den syvårige Læretid. Den ny Fabriksindustri ville »frit« bestemme Arbejdslønnen, og den havde ikke Brug for uddannede Vævere, Spindere o.s.v..; den udryddede ikke alene Håndværket og flyttede Håndværkerne fra Hjemmeværkstedet til Fabrikken, den tog også Kvinder og Børn i sin Tjeneste. Og den forlængede Arbejdsdagen op til 16-18 Timer, trykkede Lønnen ned til den yderste Sultegrænse og skabte blandt det ny Lønproletariat en grænseløs fysisk og moralsk Elendighed. Og den kapitalistiske Produktionsmådes stadige Skygge, Kriserne og Arbejdsløsheden, stødte Tusinder ned i Pjalteproletariatets Rækker. Men Elendigheden vedkom ikke Bourgeoisiet; den var tværtimod Proletariatets egen Skyld; det formerede sig for voldsomt. Præsten Malthus opstillede i en Studie over Befolkningsloven (1798) den Teori, at Befolkningsmængden tiltog i Forholdet 2-4-8-16-32 o.s.v., medens Levnedsmidlernes Mængde kun forøgedes efter Forholdet 1-2-3-4-5 o.s.v.. Når Elendigheden bredte sig blandt Proletariatet, var det således, fordi de var for mange; der var simpelthen ikke Plads til dem alle, ikke tilstrækkeligt med Næringsmidler. Følgelig måtte de overflødige udryddes. Godgørenhed blev herefter skadelig, kun tjenende til at forlænge Dødskampen. Kapitalisten kunne roligt nyde sin Profit. Ricardo beviste ham, at den hvilede på naturlig Retfærdighed, og Malthus, hvis Teori er grundigt modbevidst af den senere Udvikling, fritog ham for ethvert moralsk Ansvar for Elendigheden. 

For den nyskabte Kapitalistklasse strålede Verden rent bogstavelig i gyldne Farver; for det ligeledes nyskabte Lønproletariat var den derimod mere grå og trist end nogensinde. Frikonkurrencen blev for Arbejderne ensbetydende med navnløs Elendighed. Men den dybe Fornedrelse tvang dem til gennem Sammenslutning at øve Modtryk. Mod den kapitalistiske Frikonkurrence satte de den proletariske Solidaritet. En Fagbevægelse opstod, affødt af de hyppige Strejkeuroligheder i slutningen af det 18. århundrede. Foreløbig sejrede dog Individualismen; enhver Hindring for Kapitalismens fri Udfoldelse måtte ryddes bort. Den franske Revolutions Udvikling virkede ligeledes skræmmende, og i 1799 forbødes Fagforeningerne ved Lov. Gennem de følgende 25 år førte Fagsammenslutningerne derpå en underjordisk Tilværelse; Medlemmerne behandledes af Samfundsmagten som Oprørere. Alligevel udbrød hyppige og heftige Strejker, ofte med voldsomme Uroligheder, som sloges ned af Militæret. Ødelæggelse af de forhadte Maskiner hørte en Tid til Dagens Orden. I 1811 udbrød således blandt Strømpevævere og Kniplere i Nothinghamshire (MellemEngland) en ludditisk Bevægelse, en Sammensværgelse, hvis Deltagere satte sig som Opgave at ødelægge Væve- og Kniplerammer. Bevægelsen bredte sig til andre Egne og blev så voldsom, at Parlamentet vedtog en Lov, der fastsatte Dødsstraf for enhver, som ødelagde en Væve- eller Knipleramme. Nu kvaltes Bevægelsen i Blod, men i 1816 blussede den påny op for en Tid. Endelig i 1824 ophævedes Forbudet mod Fagforeninger, og i Kriseåret 1825 vedtoges Englands første Fagforeningslov. De følgende 15-20 år blev Fagforeningernes revolutionære Periode, hvorefter der voksede en velorganiseret, men samtidig moderat og forsigtig Fagbevægelse frem.

Maskinindustriens Omformning af Samfundet måtte nødvendigvis give sig politiske Udslag. Industriens Herrer krævede Indflydelse på Lovgivningen, Retsvæsenet og Administrationen, der endnu beherskedes af Godsejeradelen. Fra omkring 1770 begyndte en Kamp for politisk Frihed, d.v.s. for kapitalistiske Reformer i Industrikapitalisternes Interesse. Og i denne Kamp fik Industriherrerne Følgeskab af Arbejderne. Kampen gik først og fremmest ud på en Ændring af den gældende Valglov, efter hvilken Repræsentationsretten tilkom gamle Landsbyer, »rådne Flækker«, der nu var uden enhver Betydning, medens nyopvoksede, folkerige Industribyer slet ikke var repræsenterede i Parlamentet. Valgreformen kom i 1832; den gav Bourgeoisiet, hvad dette ønskede, man udelukkede gennem en høj Census så godt som alle Arbejdere fra Valgret. Blandt Arbejderne rejste sig nu en voldsom Bevægelse, der kom under Ledelse af nogle radikale Parlamentsmedlemmer, hvoriblandt den irske Folkefører og Advokat O’Connell samt Møbelsnedkeren William LovelI, som i 1835 fik dannet et Arbejdernes Forbund. Forbundet opstillede i 1837, et voldsomt Kriseår, følgende politiske Program: »Almindelig Stemmeret for enhver myndig Mand. årlige Rigsdagssamlinger. Hemmelig Afstemning. Lige Valgbarhed uden Hensyn til Formue. Diæter for Rigsdagens Medlemmer. Lige store Valgkredse.« Dette Program benævntes The peoples Charter, deraf Bevægelsens Navn Chartismen. Chartismen havde ikke blot en politisk, men også en social Karakter. I dens Hovedorgan Nordstjernen talte Redaktøren O’Connor, der ligesom O’Connell var Irlænder og Advokat, den uforsonlige Klassekamps Sprog. Vældige Demonstrationer, Oprør, Tumulter og Strejker gennemrystede England, men sloges med hård Hånd ned ved Militærets Hjælp. I Juli 1840 var der stiftet et stort Nationalt Chartistforbund for Storbritannien, men op i Fyrrerne syntes Bevægelsen ved at dø hen. Krisen i 1847 og Februarrevolutionen i Paris 1848 bragte den til påny at blusse op, men i Løbet af Foråret 1848 sank den atter sammen. Dens Rester samledes i Den nationale Reformliga, der til Chartismens politiske Program føjede et socialistisk farvet, som bl.a. krævede Statens Overtagelse af Jord, Bjergværker og Fiskeri. Også denne Bevægelse sygnede dog hen i Løbet af få år; de moderate Strømninger havde fået Overtaget blandt Arbejderne. Chartismen formåede ikke at gennemføre sit Program. Men den rejste for første Gang politisk Arbejderspørgsmålet ved Arbejderne selv. Og Bevægelsen og dens voldsomme Karakter blev ikke uden Indflydelse på den engelske Overklasses Holdning. For at undgå Revolutionernes Kaos nødsagedes de herskende Klasser til at gennemføre Reformer, der begrænsede Kapitalismens Udskejelser. I 1802 havde Parlamentet vedtaget en Lov til Beskyttelse for Fabriksbørnene. Denne Lov respekteredes ikke, men i 1833 udstedtes en ny Beskyttelseslov, som fra 1836 indskrænkede Arbejdstiden for Børn til ni Timer daglig og for unge Mennesker (13-18 år) til tolv Timer. 1844 begrænsedes Arbejdstiden for Kvinder til tolv Timer og for Børn til seks og en halv Time, og endelig gennemførtes i Kriseåret 1847, da Landet stod overfor Revolution, en Lov, der fra 1848 fastsatte Arbejdstiden til ti Timer daglig for Kvinder og unge Mennesker; denne Arbejdsdag blev herefter også gældende for mandlige Arbejdere. Også i den sejrrige Kamp mod Korntolden havde Chartismen Del. Toldlovens Ophævelse i 1846 skaffede Arbejderne billigere Brød, men også Arbejdsgiverne billigere Arbejdskraft.

Den almene Lykke udeblev, som Frikonkurrencen, den ubundne Egoismes frie Udfoldelse, skulle føre med sig, og hermed satte Kritikken ind mod selve det kapitalistiske System og den kapitalistiske Morallære. Den engelske Filosof Jeremy Bentham (1747-1832) fremstillede Opnåelsen af »den størst mulige Lykke for det størst mulige Antal« som Rettesnor for Samfundets og den enkeltes Handlinger og krævede til dettes Opnåelse Arveretten indskrænket til Fordel for Staten. Og i 1790’erne fremsatte Thomas Spence (1750-1814) i nogle Skrifter Krav om Fælleseje til Grund og Jord. Endnu videre gik William Godwin (1756-1836). I et Værk fra 1793 angreb han lidenskabeligt enhver bestående Autoritet og vendte sig navnlig mod Privatejendommen. Han ønskede dog ikke Kapitalismen afløst af Kommunismen; hans Samfundsideal var nærmest anarkistisk. Han tænkte sig et Samfund med fri Produktion og frit Forbrug, hvor alle Borgere var besiddende, og hvor enhver Statstvang var ophævet. For Proletariatet fik dog ingen af disse Mænd en Betydning, der blot tilnærmelsesvis kan måle sig med Robert Owens. Robert Owen fødtes den 14. Maj 1771 i Newton, som søn af en håndværker. Fremragende evner, stærk karakter, skabende tænkemåde - alt dette gjorde, at den unge Robert på ti år kunne forvandle sig fra bydreng i et handelsfirma i London til fabriksejer, og derefter blive leder af et af de største tekstilfabrikker i England. Han kom i Købmandslære og blev senere Bomuldsfabrikant i Manchester, hvor han tjente sig en Formue. I året 1800 overtog han et Bomuldsspinderi i New Lanark i Skotland. Fabrikken dreves da væsentligst ved »Sognelærlinge«, d.v.s. Fattighusbørn, der udbyttedes på det voldsomste. Owen skabte efterhånden menneskelige, efter Datidens Opfattelse overhumane, Arbejdsvilkår for såvel Børnene som for de voksne Arbejdere og gjorde derved Fabrikken til en Seværdighed, der trak Besøgende til sig fra hele Europa. Som arbejdsgiver gjorde han meget for at forbedre arbejdernes arbejdsvilkår og tilværelse - forkortede arbejdsdagen, ophævede straffe, gav arbejderne lejligheder, byggede vuggestuer, børnehaver og skoler. Owens reformatoriske virke gav positive resultater: byen New Lanark var en mønsterkoloni for samtidens mennesker. Owen agiterede aktivt for en ny fabrikslovgivning, som indeholdt forbud mod børnearbejde, forkortelse af arbejdsdagen til 12 timer osv. I 1819 blev lovforslaget vedtaget i en meget reduceret form. Owen var ikke tilfreds med resultaterne i sin praktiske virksomhed. Gradvist foregik hans overgang til den utopiske kommunismes standpunkter. Owen kritiserede skarpt det kapitalistiske samfund, og han kom til den konklusion, at det eksisterende samfundssystem i England havde overlevet sig selv. Efter hans mening skulle der ikke være plads til den private ejendomsret i fremtidens samfund. Owen forbandt ændringen af det eksisterende system i mangt og meget med produktivkræfternes udvikling. Dette begreb blev for første gang indført af Owen og er for evigt indgået i den marxistisk-leninistiske terminologi. Men hans Reformer sigtede videre end til New Lanark Fabrikken. I Afhandlinger om Dannelsen af et Menneskes Karakter udviklede han, at Staten burde skaffe de arbejdsløse Arbejde i Stedet for Fattighjælp, da enhver Mand kan frembringe langt mere, end der medgår til hans eget Underhold, og Overskuddet derfor ville komme Samfundet til Gode. I en Indberetning til Underhusets Fattiglovsudvalg fremsatte han en Plan om Oprettelse af Fælleslandbrug med Fælleshusholdning. Owen mente, at når løgnens, fattigdommens og ulykkens system er blevet udskiftet, kommer fællesskabets system, dvs., et system med samfundsmæssig produktion og samfundsmæssig forbrug, et system der har overflod og nye mennesker. Grundcellen bliver landsbyfællesskabet eller kommunen med 800 til 3000 medlemmer. Her skal livet bygges på grundlag af kollektivt arbejde, fælles eje, lige ret og pligt for medlemmerne. Den vigtigste betingelse for lighed er at fjerne alle sociale og klassemæssige forskelle. Samfundet vil kun acceptere deling efter alder, og derved forsvinder konflikter mellem klasser, mellem rige og fattige. Teknikken letter arbejdet for mennesket. Derved bliver åndens arbejde forenet med håndens, arbejdet i industrien med landbrugets. Folk vil få deres forbrug dækket fra de samfundsmæssige lagre - enhver vil få så meget, som han har brug for. Sådanne fællesskaber, kommuner udbreder sig gradvist ikke kun i national men også i international målestok. Der vil kun være ét sprog, én lovsamling, én administration. Folk bliver til en stor familie på jorden. Owen mente, at vejen til et sådant samfund ville gå gennem propaganda og oplysning, der vil fremme folks revolutionære bevidsthed, og i denne proces vil regeringen spille en betydelig rolle, men samtidig hermed skal den give afkald på løgnens principper og lidt efter lidt ændre de mangelfulde samfundsregler til det bedre. Robert Owen propaganderede ikke kun aktivt for sine anskuelser, men forsøgte også at anvende dem i praksis. Owens ide skulle grundlægges på et areal på 1000 Tdr. Land der skulle dyrkes i fællesskab af 1200 Mennesker. Til Bolig for Kolonibeboerne foreslog han en stor Fællesbygning med Fælleskøkken, Foredragssale, Skolestuer m. v. Planen var kun fremkommet som Forslag til Afhjælpning af den herskende Nød; men i en senere Betænkning til Lanark Amt tog han til Orde for en Reformering af hele Samfundet gennem Hjemmekolonier på fra 500 til 2500 Personer, der skulle indrette sig efter de Principper, han havde opstillet i sit Forslag til Fattiglovsudvalget. Han så Samfundet opfyldt af sådanne Kolonier, hvis Udsendinge tilsammen kom til at danne en Centralstyrelse, der regulerede Produktion og Forbrug og varetog Forholdet til Udlandet. Robert Owens Forslag var utopisk, ikke alene ved sit Indhold, men i fuldt så høj Grad ved de Midler, han anviste til dets Virkeliggørelse. Han ville ikke, hverken ad revolutionær Vej eller gennem en politisk Underklassebevægelse, erobre Statsmagten og derefter udnytte denne. Derimod skulle Tilhængerne at hans Idé slutte sig sammen i kommunistiske Småsamfund og ved Eksemplets Magt bevæge andre til at følge sig. Han henvendte sig derfor ikke til Arbejderne, men til Samfundets mægtige. En Subskription til Fordel for Grundlæggelsen at en Owensk Koloni indbragte 55.000 Pund Sterling, men Uenighed mellem Owen og de øvrige Bidragydere bevirkede, at Pengene ikke kom til Anvendelse. I 1824 købte Owen derpå Kolonien Harmoni i Amerika af en religiøs-kommunistisk Sekt, Rappisterne. Han omdøbte Kolonien til Ny Harmoni og agtede at indrette den efter sit Forslag, og han brugte næsten hele sin formue til købet. I Løbet at tre Måneder samledes efter Avertering 800 Kolonister. Fælleseje og Selvstyre skulle efter den oprindelige Plan først indføres efter en Prøvetid på et år eller to. Allerede inden der var gået et år, lod Owen sig dog, skønt Kolonisterne indbyrdes var uenige, bevæge til at indføre den fulde kommunistiske Ordning, hvad der blot gjorde Forholdene værre. Efter et to års Forløb måtte Kolonien opgives. En af de vigtigste årsager til, at eksperimentet blev en fiasko, var, at overgangen fra fordelingsprincippet efter arbejde til »fuldstændig lighed« for alle gik alt for hurtigt. Owen beholdt Jorden, som bortforpagtedes til en Del at de tidligere Kolonister. Et andet Forsøg, som i Skotland blev gjort at Owens Tilhængere, strandede ligeledes. Imidlertid havde hans Idéer vundet Indpas blandt mange Arbejdere; en Række Foreninger dannedes med det Formål gennem ugentlige Bidrag at samle Penge ind til Oprettelsen af Owenske Fællessamfund, og i 1827 sluttedes disse Foreninger sammen i en Hovedorganisation. Man blev dog hurtigt klar over, at denne Vej ikke var farbar; Medlemmernes økonomiske Evne var for ringe. De fleste Foreninger begyndte derfor at drive Erhvervsvirksomhed,. at indkøbe Varer en gros og derefter at sælge dem billigt til Medlemmerne samt at oprette industrielle Virksomheder. En kraftig kooperativ Bevægelse opstod på denne Måde og kunne i 1832 afholde en Kongres, der var besøgt af Udsendinge fra 700 kooperative Selskaber. Den næste periode i R. Owens liv var, som Engels siger, karakteristisk ved, at han henvendte sig direkte til arbejderklassen, og i 30 år arbejdede han i dens interesse. Owen kastede sig ind i Bevægelsen og søgte i September 1832 dens Område udvidet gennem Oprettelsen af den retfærdige Arbejdsbørs i London. Owen og hans tilhængeres ideer begyndte at trænge ind i arbejdernes miljø. Årsagen til arbejdsløsheden fandt Owen i Overproduktionen. Og at Overflod kunne fremkalde Elendighed skyldtes efter hans Opfattelse Anvendelsen af Penge. Der måtte derfor findes en Ordning, hvorved en Mand gennem sit Arbejde kunne skaffe sig Livets Ophold uden Pengenes Mellemkomst. Dette skulle opnås ved Arbejdsbørsen. Til den kunne enhver indlevere det Arbejde, han havde fremstillet, og herfor få udleveret en »Arbejdsanvisning«, der lød på så mange Arbejdstimer, som hans Produkt var værd. For Anvisningen ville han da i Børsens Magasiner kunne købe Varer af tilsvarende Værdi. Der dannedes Owen-klubber, kooperative- og produktionssammenslutninger osv. Om denne periode skrev F. Engels i Anti-Dùring: »Alle samfundsmæssige bevægelser og alle virkelige fremskridt, der er foregået i arbejderklassens interesse i England, er forbundet med Owens. I Begyndelsen slog Arbejdsbørsen voldsomt an; men modgangen kom snart. Navnlig voldte Vurderingen af de indleverede Produkter Vanskeligheder, og efter et Par års Forløb måtte såvel Børsen i London som en senere oprettet Arbejdsbørs i Birmingham lukke. Owen havde også fremsat Forslag om, at Fagforeningerne uden om Statsmagten skulle overtage sit eget Fags Produktionsmidler og derved omdannes til Produktionsforeninger; med andre ord virkeliggøre en socialistisk Stat i Staten. Tanken greb den engelske Arbejderklasse, og i 1834 stiftedes under Owens Førerskab Det store nationale Fagforeningsforbund, som i Løbet af få Uger samlede en halv Million Medlemmer. Forbundet truede med Generalstrejke, og en Række Strejker udbrød, men tabtes; Sammenslutningen var for løst organiseret til at kunne optage en virkelig Kamp, og efter kort Tids Forløb opløstes Forbundet. Den praktiske Owenisme var hermed færdig; endog den kooperative Bevægelse sygnede hen. I 1841 gjordes der dog påny et Forsøg på at oprette en kommunistisk Koloni; den gik fallit i 1846. Bevægelsen antog et stedse mere sekterisk Præg. Owen selv endte med at blive Spiritist og at modtage Meddelelser fra åndeverdenen. Han døde d. 17. November 1858. Af Owens mange Ideer bar kun én Frugt, Tanken om Forbrugs- og Produktionsforeninger. Robert Owen er den åndelige Ophavsmand til den kooperative Bevægelse, som De retfærdige Pionerer i Rochdale begyndte i 1843. Med Saint-Simon, Fourier og R. Owen nåede den utopiske socialisme toppen af sin udvikling. Mange af deres ideer blev kritisk tilegnet, omarbejdet og tjente som kilder til den videnskabelige kommunisme. Den utopiske socialismes ideer bredte sig og udviklede sig ikke kun i Frankrig, men også i andre europæiske lande, i Rusland og USA. I 1820´erne og 1830´erne dukkede begrebet »socialisme« op i mange folks sprog, det blev indført i England af Owenisterne. Begrebet »kommunisme« blev første gang brugt af de franske utopister også i 1830´erne. Disse begreber er gået ind i de teoretiske værker, dernæst er de blevet virkeliggjort i praksis i den socialistiske og kommunistiske opbygning i USSR, i lande i Europa, Asien og Amerika.

Sammenlignet med den sideløbende Bevægelse i Frankrig, er Socialismens Historie i England fattig på Begivenheder i sine første År. For fuldt at værdsætte Robert Owens Betydning er det nødvendigt at genopfriske de vigtigste Træk i Landets sociale Forhold på hans Tid. Den engelske Arbejder havde ingen Interesse af Betydning i Jorden. Han havde ingen Stemme hverken i den lokale eller den nationale Regering. Han havde kun ringe Skolelærdom eller slet ingen. Hans Bolig var yderlig ussel. Endog Foreningsretten var ham nægtet indtil 1824. Landarbejderlønningerne var ynkeligt lave. Arbejderens Andel i Goderne ved den industrielle Revolution var højst tvivlsomme. Store Masser fra hans Samfundsklasse blev fuldstændig forarmede og ruinerede som Følge af de Forandringer, Maskindriften indførte; kun langsomt rettede Forholdene sig og stadig afbrudt af ny Forandringer. Arbejdstiden var skånselløs lang. Han måtte konkurrere med Kvinder og Børn, ofte i fem-seks Års Alderen hentede i Fattighuset. Børnene havde samme lange Arbejdstid som de voksne, og de blev undertiden meget grusomt behandlet af Opsynsmændene. Intet Under at de, ofte forældreløse og uden Hensyn til Køn sammenstuvede under uhygiejniske og umoralske Forhold, udviklede sig til elendige, demoraliserede Individer, og at deres Afkom blev et Kuld af Svæklinge og Subjekter.

I et Land, hvor Arbejderne hverken havde Opdragelse eller „sociale og politiske Rettigheder, og hvor Bønderne praktisk talt var jordløse Trælle, var den gamle engelske Fattiglov kun en tvivlsom Del af et forkasteligt System. Alle disse stadige Årsager til Miseren blev fremhævede af de øjeblikkelige Forhold, der var en Følge af Napoleonskrigenes Ophør og som er tilstrækkelig velkendte. Det var under disse Omstændigheder, da Fattigdommen i England var blevet et alvorligt, nationalt Spørgsmål, at Owen først fremsatte sine socialistiske Idéer. Filantropen Robert Owen, den engelske Socialismes Grundlægger, fødtes i Landsbyen Newtown, Montgomeryshire, North Wales, i Året 1771. Af Robert Owens talrige Skrifter til Forklaring af hans System er de mest betydende: NEW VIEW OF SOCIETY; REPORT, COMMUNICATED TO THE COMM1TTEE ON THE POOR LAW; BOOK OF THE NEW MORAL WORLD; og: REVOLUTION IN THE MIND AND PRACTICE OF THE HUMAN RACE. Se: LIFE OF ROBERT OWEN WRITTEN BY HIMSELF, London 1857, og: THREADING MY WAY, TWENTYSEVEN YEARS OF AUTOBIOGRAPHY, af hans Søn Robert Dale Owen, London 1874. Endvidere Owens Levned af A. J. Booth (London 1869), W. L. Sargant (London 1860) og F. Podmore (London 1906). Værker af mere almindelig Art: G. J. Holyoake: HISTORY OF COOPERATION IN ENGLAND (London 1875); Adolf Held: ZWEI BOCHER ZUR SOCIALEN GESCHICHTE ENGLANDS (Leipzig 1881). Hans Fader havde en lille Sadelmager- og Isenkrambutik i Newtown, og der fik unge Owen hele sin Skoleuddannelse, der afsluttedes med hans niende År. Ti År gammel kom han til Stanford, hvor han tre eller fire År tjente i en Manufakturhandel, og efter i kort Tid at have arbejdet i en Butik i London flyttede han derefter til Manchester.

I Manchester kom han meget hurtigt frem. Kun nitten År gammel blev han Bestyrer af et Bomuldsvæveri, hvor fem Hundrede Mennesker var beskæftigede, og ved sine administrative Evner, sin Energi, Flid og Stadighed gjorde han snart Virksomheden til en af de mest betydende af den Art i England. I denne Fabrik anvendte Owen de første Sække amerikansk Sea Island Bomuld, der overhovedet blev importeret; det var det første Bomuld indført fra Amerikas Sydstater. Owen indførte også betydningsfulde Forbedringer i Bomuldsspinderiet. Der er ingen Tvivl om, at han i denne tidlige Alder var den mest fremragende Bomuldsfabrikant i England, en Stilling, der udelukkende skyldtes hans egen Dygtighed og Kendskab til Branchen, eftersom Virksomheden ikke var i synderlig god Drift, da han overtog den, og måtte omorganiseres ganske på hans Ansvar. Owen var blevet Bestyrer og Kompagnon i Charlton Twist Kompagniet i Manchester, da han første Gang så Skuepladsen for sit fremtidige filantropiske Arbejde i New Lanark. Under et Besøg i Glasgow var han blevet forelsket i Datteren af New Lanark Møllernes Ejer, Dale. Owen fik sine Kompagnoner til at købe New Lanark, og tog fast Bopæl der efter sit Bryllup med Frk. Dale i 1800 som Bestyrer og Partsejer i Virksomheden. Opmuntret af sit store Held ved Driften af Bomuldsfabrikkerne i Manchester havde han allerede fattet en Beslutning om at lede New Lanark efter højere Principper end de almindelige indenfor Handelsverdenen dengang.

Fabrikken New Lanark var grundlagt 1784 af Dale og Arkwright, der havde valgt Stedet på Grund af de store Muligheder, der lå i Udnyttelse af Vandkraften i ClydeFaldene. Virksomheden beskæftigede henved to Tusind Mennesker, hvoraf fem Hundrede var Børn, hovedsagelig hentet i fem, seks Års Alderen fra Fattighusene og de velgørende Anstalter i Edinburgh og Glasgow. Særlig Børnene havde Dale behandlet med Omsorg, men i Almindelighed var Arbejdernes Forhold højst utilfredsstillende. Mange af dem hørte til Samfundets laveste Lag, idet de bedste blandt Landbefolkningen ikke ville finde sig i den lange Arbejdstid og det demoraliserende Slaveri i Fabrikken. Tyveri, Drukkenskab og andre Laster var almindelige, Opdragelse og Hygiejne lige forsømte; de fleste Familier havde kun ét Værelse at bo i. Disse Mennesker, der således blev stillet under hans Omsorg, gav Owen sig nu til at oplyse og forbedre. Han skaffede dem bedre Boligforhold og ved sin utrættelige og velsignelsesrige personlige Indflydelse oplærte han dem til Orden, Renlighed og Flid. Han åbnede et Lager, hvor Folkene kunne købe de bedste Varer lidt over Indkøbspris, og Udsalget af Spiritus blev stillet under den strengeste Kontrol. Størst Held havde han dog med Børneopdragelsen, som han i særlig Grad helligede sin Opmærksomhed. Han er de engelske Børneskolers Grundlægger, og skønt dette Arbejde blev taget op før ham af Reformatorer på Fastlandet, syntes det dog, som om han oprettede dem efter sine egne Idéer om, hvad Børneskolen bør være, og uden at have lånt noget fra Udlandet.

Det mest tilfredsstillende Held fulgte Owen i alle hans Planer. Skønt han som Fremmed først blev betragtet med Mistænksomhed af sine Arbejdere, lykkedes det ham snart at vinde deres Tillid. Virksomheden blomstrede stadig kommercielt, men det er indlysende, at mange af Owens Planer medførte betydelige Udgifter, hvilket hans Kompagnoner ikke syntes om. Da han endelig blev træt af at være bundet af Mænd, der ønskede at drive Fabrikkerne efter den gængse Metode, dannede Owen i 1813 et Firma, hvis Medlemmer var tilfredse med 5 Procent Udbytte af deres Kapital og således gav hans filantropiske Virken frit Spillerum. I dette Selskab var Jeremy Bentham og den kendte Kvæker William Allen Kompagnoner.

Samme År optrådte Owen første Gang som Forfatter i en Afhandling, hvori han fremsatte de Principper, hvorpå han grundede sin pædagogiske Filantropi. I en tidlig Alder havde han tabt al Tro på de herskende Religionsformer og udtænkt sin egen Tro, som han betragtede som noget helt nyt og originalt. Hovedpunkterne i hans Filosofi var, at Menneskets Karakter ikke dannes af, men for det; at den betinges af Forhold, som det ikke er Herre over; at det ikke rettelig fortjener hverken Ros eller Dadel - og disse Principper førte ham til den praktiske Slutning, at den store Hemmelighed ved Dannelsen af Menneskets Karakter bestod i fra den tidligste Alder at bringe det under den rette Indflydelse i legemlig, moralsk og social Henseende. Disse Idéer om Menneskets Ansvarsløshed og de tidlige Indflydelsers Betydning er Ledetråden i hele Owens pædagogiske og sociale Forbedringssystem. De findes, som anført, i hans første Arbejde: A New View of Society; or, Essays on the Principle of the Formation of the Human Character, idet den første af disse Afhandlinger (der er ialt fire) blev udgivet i 1813. Det er unødigt at sige, at Owens Tanker teoretisk tilhører et meget gammelt filosofisk System, og at hans Originalitet udelukkende er at finde i hans velsignelsesrige Anvendelse af dem.

I de næste Par År var Owens Virken i New Lanark af national, ja, europæisk Betydning. Hans Planer om at opdrage sin Arbejderbefolkning nåede til en vis Grad deres Fuldbyrdelse med Åbningen af Anstalten ved New Lanark i 1816. Han arbejdede med Iver for Fabrikslovgivningen, hvis Resultat var Loven af 1819, der imidlertid i høj Grad skuffede ham. Han havde Samtaler og korresponderede med Regeringens ledende Medlemmer, deriblandt Førsteministeren, Lord Liverpool, og med mange af Kontinentets Regenter og førende Statsmænd. New Lanark selv blev et stærkt søgt Valfartssted for Samfundsreformatorer, Statsmænd og fyrstelige Personer, blandt hvilke Nikolaj, den senere russiske Kejser. Efter alle de Besøgendes enstemmige Vidnesbyrd var de Resultater, Owen nåede, ualmindelig gode. De Børn, der var opdraget under hans System, optrådte tvangfrit og med naturlig Ynde; Sundhed, Tilfredshed og gode Kår rådede, Drukkenskab var næsten ukendt, og uægte Børn en absolut Sjældenhed. Der bestod den største Tillidsfuldhed mellem Owen og hans Arbejdere, Fabrikens Drift foregik regelmæssigt og upåklageligt, og hele Virksomheden blomstrede stadig.

Hidtil havde Owens Arbejde været af filantropisk Natur og præget af aldrig svigtende Uegennytte og Redebonhed. Hans første Optræden som Socialist foregik i 1817 og bestod i en Beretning, som han overgav Underhusudvalget for Fattigloven. Den almindelige Elendighed og Dødeligheden på Arbejdsmarkedet, der fulgte efter den store Krigs Afslutning krævede i stadig stærkere Grad Landets Interesse. Efter Mart at have påvist de særlige Årsager, der var en Følge af Krigen, og som havde hidført den truende Nødstilstand, påpegede Owen, at Ulykkens stadige Årsag måtte søges i Konkurrencen mellem Arbejde og Maskindrift. og at det eneste effektive Middel var en samlet Optræden for at underordne Maskindriften. Hans Forslag til Bekæmpelse af Nøden var baseret på disse Principper.

Han foreslog, at Samfund bestående af omkring tolv Hundrede Personer skulle oprettes på Arealer på fra 1000-1500 Acres, med en stor Fællesbolig og fælles Køkken og Spisesale. Hver Familie skulle have sin egen private Lejlighed og den fuldstændige Omsorg for Børnene indtil det tredje År, hvorefter de skulle opdrages af Samfundet, således at Forældrene havde fri Adgang til dem ved Måltiderne og på enhver anden rimelig Tid. Disse Samfund kunne oprettes af Privatpersoner, af Kommuner, af Grevskaber eller af Staten; i hvert Tilfælde skulle de stilles under virksomt Opsyn af dertil fuldtud egnede Personer. Arbejdet og Nydelsen af dets Frugter skulle være fælles.

Hans Landsby New Lanark havde utvivlsomt været bestemmende for den Størrelse, han i sit Forslag gav det enkelte Samfund, og snart begyndte han sin Agitation for denne Plan som den bedste til Reorganisation af de sociale Forhold i al Almindelighed. I sin fuldt udviklede Form - og den kan ikke siges at være undergået større Forandringer i Owens Levetid - var den som følger. Han betragtede en Befolkning på fra 500 til 3000 som et passende Tal for et godt arbejdende Samfund. Skønt hovedsagelig agerdyrkende skulle det være udstyret med den bedste Maskindrift, skulle kunne byde den største Afveksling i Beskæftigelse, og, så vidt muligt, være sig selv nok. Med andre Ord, hans Samfund var tænkt som uafhængige Enkeltheder, der skulle yde den bedste Opdragelse og stadig Opøvelse af den menneskelige Forstand i altruistisk Retning, i sig forene By og Landlivets Fordele og råde Bod på den ensformige Virksomhed i Fabrikkerne ved den frieste Afveksling i Beskæftigelse, medens det udnyttede den industrielle Tekniks nyeste Forbedringer. „Efterhånden som disse Bydannelser", som han også kaldte dem, „voksede i Antal, ville der dannes Forbund mellem dem i Kredse på ti, hundrede og tusinde," - indtil de omfattede den hele Verden i én stor Republik med fælles Interesser.

Hans Planer til Fattigdommens Afskaffelse blev modtaget overmåde gunstigt. Times og Morning Post og mange af Landets ledende Mænd støttede dem; en af hans mest trofaste Venner var Hertugen af Kent, Dronning Victorias Fader. Han havde virkelig vundet Landets Interesse og stod foran en åben Vej som Sarnfundsreformator i stor Stil, da han på et stort Møde i London begik den Ubesindighed at erklære sig for en Fjende af alle vedtagne Religionsformer. Da Owen nu således havde stødt Landets religiøse Følelser, blev hans Teorier i den offentlige Mening forbundet med Vantro og sidenhen mistænkt og bragt i Vanry.

Owen selv bevarede imidlertid sin Tillidsfuldhed urokket, og han var ivrig efter at få et Samfund oprettet, så hans Plan kunne stå sin Prøve. Endelig, i 1825, blev Forsøget gjort i Orbinston ved Glasgow under Ledelse af hans Discipel Abram Combe, og samme År startede Owen selv en anden ved New Harmony, i Indiana i Amerika. Efter en Prøve på omtrent to År slog begge fuldstændig fejl. Ingen af dem var et Forsøg med Proletariatet, men det må siges, at Medlemmerne var af højst broget Sammensætning, idet fuldtud værdige og uegennyttige Mænd var blandet med Landstrygere, Eventyrere og halvtossede Fanatikere.

Efter i lang Tid at have stået på en spændt Fod med William Allen og andre af sine Kompagnoner, trak Owen sig i 1828 fuldstændig tilbage fra New Lanark. Ved sin Tilbagekomst fra Amerika valgte han London som Midtpunktet for sin Virksomhed. Da de fleste af hans Penge var gået til New Harmony Eksperimentet, var han nu ikke længer den driftige Kapitalist, men Fører for en virksom Propaganda, der på sit Program forbandt Socialisme med Morallære. Det mest interessante ved denne Bevægelse var Oprettelsen af et ligeligt Arbejdsudvekslingssystem (i 1832), idet Udvekslingen foregik ved Arbejdsbeviser og både det almindelige Udvekslingssystem og de sædvanlige Mellemmænd blev afskaffede. Ordet „Socialisme" blev først almindelig brugt under Diskussionerne i Foreningen af alle Klasser, i alle Nationer, stiftet af Owen i 1835.

Også hans Morallære fik i disse År en sådan Indflydelse blandt Arbejdere, at Westminster Review i 1839 følte sig foranlediget til at erklære hans Principper for at være Religion for en stor Del af dem. Hans Idéer om Ægteskabet, der uimodsigeligt var løse, gjorde Forargelsen berettiget. På denne Tid blev der foretaget flere kommunistiske Eksperimenter; de mest betydende var i Ralahine i Grevskabet Clare i Irland og i Tytherly i Hampshire. Det er anerkendt, at det første, der blev gjort i 1839, var en utvivlsom Succes i tre og et halvt År, indtil Ejeren, der havde overladt Grunden, ruinerede sig ved Spil og var nødt til at sælge. Tytherly, startet i 1839, var en absolut Fiasko. Omkring 1846 var den kooperative Bevægelse det eneste varige Resultat af Owens Propaganda, som han så utrætteligt havde helliget sig ved Folkemøder, i Stridsskrifter, Tidsskrifter og forskellige Afhandlinger - og selv denne syntes på den Tid at være faldet fuldstændig til Jorden. I sine senere År blev Owen en overbevist Tilhænger af Spiritismen. Han døde 1858 i sin Fødeby, syvogfirs År gammel.

Årsagerne til at Owens sociale Eksperimenter mislykkedes er indlysende nok. Bortset fra de Vanskeligheder, der altid møder Socialismen, skadede han den sociale Sag ved hensigtsløst at angribe de historiske Religioner og de vedtagne Idéer om Ægteskabet, ved sin Kedelighed, sit Fantasteri og sin alt for store Tillidsfuldhed, ved ikke at kunne indse, at for den store Masse må Overgangen fra et gammelt System til et nyt ske gradvis og lidt efter lidt. Hvis han havde været mere trofast mod sine første Metoder og bevaret den myndige Enerådighed i Ledelsen af sine Eksperimenter, ville han haft større Chance for at se dem kronet med Held. Frem for alt havde Owen alt for stor en Tro på den menneskelige Natur, og han forstod ikke den sociale Udviklings Love. Hans store Læresætning om Forholdenes Indflydelse ved Karakterdannelsen var kun et meget primitivt Udtryk for den Lov om den sociale Kontinuitet, som den nyere Socialisme lægger så megen Vægt på. Han troede at kunne bryde Kontinuitetens Kæde og som ved Trylleri skabe ny Forhold, der straks kunne frembringe en ny Generation af forstandige og uegennyttige Mennesker. Tiden var ham for stærk, og den engelske Histories Strømninger gik ham forbi.

Selv den mest sammentrængte Redegørelse for Owens Idéer ville imidlertid være ufuldstændig, hvis den ikke berørte hans Forhold til Malthus. Imod Malthus viste han, at Landets Rigdomme som Følge af de mekaniske Forbedringer var steget uforholdsmæssigt i Forhold til Indbyggerantallet. Problemet drejede sig derfor ikke om at begrænse Befolkningen, men skabe en rationel Samfundsordning og sikre en retfærdig Fordeling af Rigdommen. Hver Gang Indbyggerantallet i et af hans Samfund overskred det fastsatte Maksimum, skulle der oprettes ny, indtil de strakte sig over den hele Verden. Der ville for lange Tider ikke være nogen Grund til at frygte en Overbefolkning. Denne føltes på den Tid i Irland og andre Lande; men Tilstanden skyldtes den totale Mangel på almindelig sund Sans, der prægede de kortsynede Autoriteter Verden over. Den Tid, da Jorden var fuldt befolket, ville sandsynligvis aldrig indtræffe, men skete det, ville Menneskeheden være god, forstandig og rationel og langt bedre end den nulevende, uforstandige Generation vide at træffe Forholdsregler mod en sådan Tilstand. Således var Owens socialistiske Syn på Befolkningsspørgsmålet.

Robert Owen var i alt væsentlig en Foregangsmand, og det ville være uretfærdigt at bedømme hans Værk og Indflydelse efter de faktiske Resultater. Bortset fra hans socialistiske Teorier må det dog huskes, at han var blandt de første og mest energiske Forkæmpere for nye Idéer, der har bevist deres Livskraft og varige Brugbarhed. Han er den engelske Børneskoles Stifter, han var den første, der indførte en rimelig kort Arbejdstid i Fabriksvirksomheden og ivrigt kæmpede for Fabrikslovgivningen - en af Århundredets mest tiltrængte og mest heldbringende Reformer, og han er den kooperative Bevægelses sande Stifter. I sine Idéer om Pædagogik og Hygiejne og i sit sunde og humane Syn på Samfundslivet var han langt forud for sin Tid. Ligesom

det er Fouriers er det også hans store Fortjeneste, at han henledte Opmærksomheden på de Fordele, der i Fremtidens sociale Udvikling kan opnås ved en Reorganisation af Kommunen eller selvstyrende lokale Arbejdersammenslutninger. Han led dog under mange alvorlige Fejl. Alt det fantastiske, primitive og overfladiske hos ham blev i hans senere År mere og mere iøjnefaldende, og han skadede føleligt den Sag, der lå ham på Hjerte ved den Ubeherskethed, hvormed han drev sin Agitation. Personlig var han uden Dadel - åben, ædelmodig og oprigtig til Yderlighed, og han forfulgte de uegennyttige Planer, der tog hans hele Formue, med større Iver end de fleste helliger deres Stræben for at samle Rigdom.

I England havde Reformen af 1832 samme Indflydelse som Julirevolutionen i Frankrig (1830): den bragte Middelstanden til Magten og fremhævede Arbejderne som en særlig Klasse ved at udelukke dem. Arbejderstandens Misfornøjelse fandt nu Udtryk i Chartismen. Som Indholdet af The People's Charter (Skuffede af Regeringens Erklæring om, at Valgretsordningen af 1832 måtte betragtes som en endelig Ordning fremsatte de engelske Arbejdere i Året 1838 deres Krav i et Dokument: THE P. C. Disse Krav var Stemmeret og Valgbarhed for alle voksne Mænd, hemmelig Afstemning, årlige Parlamenter, Rigsdagsdiæter og lige store Valgkredse. Bevægelsen tog Navn af dette Charter og holdt sig de følgende År indtil 1848, da Lederen, O'Connor, efter at have samlet 5,700,000 Underskrifter på Dokumentet og indbragt det for Parlamentet, blev håbløst kompromitteret. Det viste sig nemlig, at kun to Millioner af Underskrifterne var ægte, Resten forfalskede. Bevægelsen mistede derved al Betydning.)  klart viser, var Chartismen i første Række Krav om politiske Reformer, men både i sin Oprindelse og endelige Hensigt var Bevægelsen snarere af økonomisk Karakter. Af Interesse for Studiet af Socialismen er særlig den Kendsgerning, at heri er Sætningen om „Overskudsværdien", som Marx senere udviklede som Basis for sit System, bredt og eftertrykkeligt udtalt. Skønt Arbejderen frembringer al Rigdom, er han nødt til at slå sig til Tåls med den magre Andel, der er nødvendig til at opretholde hans Eksistens, og Overskuddet går til Kapitalisten, der med Kongen, Præsterne, Lorderne, Ridderne og Herrerne lever på Arbejdernes Slid. (Poor Man's Guardian, 1835).

Efter Owenismens Nedgang begyndte den Kristne Socialistbevægelse i England (1848-52), ledet af Maurice, Kingsley og Ludlow. Den forhastede Chartist-Demonstration i April 1848 vakte hos Maurice og hans Venner den dybeste Sympati med den engelske Arbejderklasses Lidelser - en Følelse, der kun blev stærkere ved de Afsløringer om „Londons Arbejde og Londons Fattige" der i 1849 blev offentliggjort i Morning Cronicle. Ludlow, der i Frankrig havde stiftet Bekendtskab med Fouriers Teorier, var Bevægelsens Økonom, og Idéen om at starte kooperative Sammenslutninger skyldes ham.

I Politics for the People, i Christian Socialist, på Prædikestol og Talerstol og i Yeast og Alton Locke, Kingsleys kendte Romaner, afslørede Bevægelsens Repræsentanter Konkurrencesystemets Onder, førte en skånselsløs Krig mod Manchesterskolen og hævdede, at Socialismen, rettelig forstået, kun er Kristendom anvendt på sociale Reformer. Deres stadige Agiteren for at vise, at etiske og åndelige Principper er Samfundets sande Grundvold, for at stifte Foreninger og udbrede Kendskabet til Kooperationen var i høj Grad heldbringende. I Nordengland rakte de Hånden til den kooperative Bevægelse, der i 1844 under Indflydelse af Owen var startet af Rochdale Pionererne. Produktiv Kooperation gjorde kun ringe Fremskridt, men kooperativt Oplysningsarbejde fulgtes af stadigt og stigende Held.

I 1852 var den samtidige socialistiske Bevægelse endt i Frankrig og England uden at have efterladt sig synlige Spor af nævneværdig Betydning. Fra den Tid har de mest fremragende Socialistførere været tyske og russiske. De tyske Socialister spillede også en Rolle i Revolutionen af 1848 og de År, der gik forud for den, men da de først i en senere Periode udrettede det Arbejde, der giver deres Navn virkelig historisk Betydning, har vi ventet med at omtale dem, til vi kan behandle deres Værk som Helhed. Den tyske Socialismes mest fremstående Førere var Karl Marx, Friedrich Engels, Lassalle og Rodbertus. Af disse var Lassalle den første, der, som den tyske socialdemokratiske Bevægelses Stifter, satte sit Præg på Historien. (Lassalles vigtigste Skrifter er anført i Teksten. Se: Georg Brandes, FERDINAND LASSALLE (Samlede Skrifter VII.); Franz Mehring: DIE DEUTSCHE SOCIALDEMOKRATIE, IHRE GESCHICHTE UND IHRE LEHRE; W. H. Dawson: GERMAN SOCIALISM AND FERDINAND LASSALLE.)

Ferdinand Lassalle fødtes 1825 i Breslau. Som Karl Marx, den internationale Socialismes Høvding, var han af jødisk Slægt. Hans Fader, en velstående Breslau'er Købmand, havde bestemt, at Ferdinand skulle være Forretningsmand og sendte ham derfor til Handelsskolen i Leipzig, men Drengen, der ingen Tilbøjelighed følte for det Liv, sørgede for at blive overført til Universitetet, først i Breslau og senere i Berlin. Hans Yndlingsstudier var Filologi og Filosofi; han blev en glødende Hegelianer og stod i Politik på yderste venstre Fløj. Da han i 1845 havde afsluttet sine Universitetsstudier, begyndte han på et Arbejde om Heracleitus, set fra et Hegeliansk Synspunkt, men det blev snart afbrudt af mere påtrængende Interesser og så ikke Lyset før mange År senere.

Fra Rhinegnene, hvor han en Tid havde opholdt sig, drog han til Paris og stiftede Bekendtskab med sin store Landsmand Heine, der fattede den dybeste Sympati og Beundring for ham. I den Introduktionsskrivelse til Varnhagen von Ense, som Digteren medgav Lassalle, da denne vendte tilbage til Berlin, giver han et slående Portræt af den vordende Agitator. Han taler om sin Ven Lassalle som en ung Mand af ganske usædvanlig Begavelse, en Mand, der med de mest alsidige Kundskaber, den største Skarpsindighed og den rigeste Evne til at udtrykke sig forener en Energi og en praktisk Sans, der forbløffer ham; men tilføjer, på sin halvt spottende Måde, at han er en ægte Søn af den ny Tid, der tilsidesættende selv et ydre Skin af Beskedenhed og Selvfornægtelse vil vide at hævde og more sig i Realiteternes Verden. I Berlin blev Lassalle feteret i de fornemste Kredse, selv Veteranen Humbolt følte sig fængslet af ham og kaldte ham sædvanlig das Wunderkind.

Her var det også, at han tidlig i 1846 mødte den Dame, Grevinde Hatzfeldt, der på en så ejendommelig Måde skulle få Indflydelse på hans hele Liv. Hun havde i mange År været skilt fra sin Mand, og førte Strid med ham om Pengespørgsmål og om Retten til deres Børn. Med karakteristisk Energi gjorde Lassalle Grevindens Sag til sin, i den Overbevisning, at der var gjort hende blodig Uret, gjorde specielle juridiske Studier og tvang den mægtige Greve til et for Grevinden overmåde gunstigt Forlig, efter at have bragt Sagen for seksogtredive Domstole.

Processen, der varede i otte År, vakte ikke ringe Skandale, især i Forbindelse med die Cassettengeschichte. Denne „Affære med Skrinet" kom sig af et Forsøg, som Grevindens Venner gjorde på at bemægtige sig et Dokument, der tilsikrede Grevens Elskerinde, en Baronesse Meyendorf, en livsvarig Pension på Bekostning af Grevinden og hendes Børn. Efter Anmodning af Lassalle lykkedes det to af hans Kammerater at bortføre fra Baronessens Værelse i et Hotel i Koln et Skrin, der formodedes at indeholde det omspurgte Dokument - men i Virkeligheden hendes Smykker. De blev anklagede for Tyveri, og den ene af dem dømt til seks Måneders Fængsel. Lassalle selv blev anklaget for moralsk Medansvar, men appellerede og blev frikendt.

Hans intime Forhold til Grevinden, der varede ved til Enden, var visselig ikke egnet til at forbedre Lassalles Stilling i det tyske Selskab. Med Rette eller Urette blev han betragtet med Mistænksomhed, som en Eventyrer. Her kan vi kun sige, at han hævdede, at hans Handlemåde skyldtes de ædleste Bevæggrunde; i Grevindens Skæbne og Lidelser så han et Billede på Tidens sociale Misforhold, og hans Kamp for hendes Sag var en moralsk Protest herimod. Medens Processen stod på, gav han Grevinden en Del af det Tilskud, han modtog fra sin Fader, og da den var vundet modtog han, efter Aftale, en årlig Sum på fire Tusind Thaier (12,000 Mark) fra den nu velstående Dame. I Forbindelse med hans egne Indtægter sikrede dette Lassalle økonomisk for Resten af hans Liv. Hans Optræden var en Blanding af Ridderlighed og Forretningssans, som enhver må bedømme, som han vil. Den var sikkert ikke forenelig med Konveniensen, men den havde Lassalle aldrig synderlig Respekt for.

I 1848 sluttede Lassalle sig til Karl Marx, Engels, Freiligrath og andre, de Mænd, der i Rhinlandet repræsenterede Revolutionens socialistiske og yderste demokratiske Fløj, og hvis Organ var Neue Rheinische Gazette. Men Lassalles Virken var kun lokal og underordnet. Han blev imidlertid dømt til seks Måneders Fængsel for at have gjort Modstand mod Myndighederne i Düsseldorf. Ved den Lejlighed udarbejdede Lassalle den første af de Taler, der gjorde så stærkt et Indtryk på Tiden; men den blev ikke holdt. Den indeholder den første, betydningsfulde Erklæring om hans sociale og politiske Stilling. „Jeg vil altid med Glæde tilstå," sagde han, „at jeg ud fra en indre Overbevisning er en afgjort Tilhænger af den socialdemokratiske Republik."

Indtil 1858 opholdt Lassalle sig hovedsagelig i Rhinegnen, hvor han arbejdede for sin Veninde, Grevindens Sag og senere fuldendte sit Værk om Heracleitus, der udkom det År. Det var ham forbudt at opholde sig i Berlin på Grund af hans Deltagelse i Urolighederne 1848. I 1859 vendte han tilbage til Hovedstaden, forklædt som Vognmand og fik endelig, gennem Humboldts Indflydelse hos Kongen, Tilladelse til at blive der. Samme År udgav han en ejendommelig Pjece om Den Italienske Krig og Preussens Mission, hvori han ville advare sine Landsmænd mod at støtte Østrig i Krigen mod Frankrig. Han hævdede, at hvis Frankrig drev Østrig ud af Italien, kunne det annektere Savoyen, men ikke forhindre Italiens Enhed under Victor Emanuel. Frankrig arbejdede i Tysklands Interesse ved at svække Østrig, den store Årsag til den tyske Splittelse og Svaghed; Preussen burde indgå Alliance med Frankrig for at uddrive Østrig og skaffe sig Herredømmet i Tyskland. Efter at Bismarck har virkeliggjort disse Idéer, er deres Sandhed blevet umiddelbart indlysende, men det var den ingenlunde, da Lassalle fremkom med dem. Her, som i andre Sager, viste han, at han ejede både Statsmandens Indsigt og Forudseenhed.

Under HatzfeldtProcessen havde Lassalle erhvervet sig en ikke ringe Lovkyndighed, der kom ham til Nytte ved Udarbejdelsen af det store Værk Das System der erworbenen Rechte, udgivet 1860. Bogen erklærer sig for at være, og er også i mangt og meget, en Anvendelse af den historiske Metode på juridiske Begreber og Institutioner, men den præges også i høj Grad af abstrakte Synspunkter, der ikke virkelig er uddraget af Historien, men lagt i den. Hans Undersøgelses Resultater mangler intet i at være revolutionære; på det juridiske Område går han endog videre end i sine socialistiske Skrifter på det økonomiske og politiske. Men med én vigtig Undtagelse gjorde han intet Forsøg på at basere sin socialistiske Agitation på sit De erhvervede Rettigheders System; det var for ham blot et videnskabeligt Værk.

Hidtil var Lassalle kun kendt som Forfatter til to lærde Værker og ved sin Tilknytning til en af de mest opsigtvækkende Skandaleprocesser i det nittende Århundrede. Nu begyndte den kortvarige Virksomhed, der har givet ham historisk Betydning. Skønt hans revolutionære Optræden i 1848 kun var en mindre vigtig Fase i hans Løbebane, var den dog ingenlunde tilfældig; den var Udtryk for noget medfødt hos ham. Han var i en usædvanlig Grad samtidig en Lærd og en Handlingens Mand, men Trangen til virksom Optræden var altid stærkt dominerende hos ham. De revolutionære og aktive Elementer i hans mærkeligt sammensatte Karakter havde af Mangel på Lejlighed i mange År ikke kunnet udfolde sig.

Omsider fik han da en sjælden Chance til at hævde sine gamle Overbevisninger. I Kampen mellem den preussiske Regering og Oppositionen så han en Lejlighed til at arbejde for en stor Sag - Arbejdernes - der kunne trænge Middelstandens Liberalisme tilbage og tiltvinge sig Regeringens Sympati og Respekt. Men hans politiske Program var fuldstændig underordnet hans sociale, der bestod i at bedre Arbejderklassens Kår, og han troede, at han som dens Forkæmper kunne få en sådan Indflydelse på den preussiske Stat, at han ville være i Stand til at bringe den ind i en Udvikling i samfundsforbedrende Retning.

Lassalles sociale Virksomhed daterer sig fra Året 1862. Det var det Nyes Tid i Tyskland. De Kræfter, der skulle omdanne Hegels Tyskland til Bismarcks Tyskland, var ved at vokse sig stærke. Tiden for Landets Genopståen og Enhed under Preussens Ledelse var kommet. Nationen, der så længe havde stået forrest i Filosofi og Teori, skulle nu indtage en Førerstilling i det praktiske nationale Liv, i Krig og Politik og i den moderne Industri. Den Mand, der døde som den ny Tids første tyske Kejser, besteg Preussens Trone i 1861. Bismarck, hvis Mission det var at spille Hovedrollen i denne store Omskabelse, debuterede som preussisk Førsteminister i Efteråret 1862. Fremskridtspartiet, den Fase i den tyske Liberalisme, der skulle byde både Bismarck og Lassalle så forbitret en Opposition, blev dannet i 1861.

Den preussiske Hær var den afgørende Faktor ved Fuldbyrdelsen af denne verdenshistoriske Forvandling. Preussens nye Ledere så klart, at deres Planers Held i et og alt afhang af Hærens Styrke. Men i Spørgsmålet om dens Omorganisation kom de i Konflikt med de Liberale, der, uforstående overfor Bismarcks Politik, nægtede ham de nødvendige Midler til at virkeliggøre Idealer, der lå enhver tysk Fædrelandsven på Hjerte. Lassalle optrådte nu i denne så bittert udkæmpede Strid mellem det preussiske Monarki og de Liberale. Som det var at vente, var han ikke den Mand, der følte sig bundet af den preussiske Liberalismes Program, og i et Foredrag, „Om en Forfatnings Natur", afholdt tidlig i 1862 udviklede han Synspunkter, der var i fuldstændig Modstrid med det. I dette Foredrag ville han vise, at en Forfatning ikke er Teori eller et Stykke Papir, den er Udtrykket for Tidens stærkeste politiske Kræfter. Kongen, Adelen, Middelstanden, Arbejderklassen, alle disse er Faktorer i Preussens politiske Liv, men den stærkeste af dem er Kongen, der i Hæren besidder et politisk Magtmiddel, der er organiseret, fortrinligt disciplineret, altid ved Hånden og altid parat til Udmarch. I Kampen mod en Regering, der hviler på sådan en Grundvold er mundtlige Protester og Kompromis'er uden praktisk Værd.

I et andet Foredrag „Hvad nu?" gik Lassalle videre og hævdede, at der var kun ét virksomt Middel til at bekæmpe Regeringen - at erklære den politiske Situation som den var og så forlade Kamret. Ved at blive gav de kun Regeringens Handlinger et falsk Skær af Lovlighed. Hvis de trak sig tilbage, måtte den give efter, da ingen Regering kunne bestå på Trods af Folkets Ønsker, som den politiske Stemning nu var i Preussen og i det civiliserede Europa.

I et Stridsskrift snart efter: Magt og Ret, forsvarede Lassalle sig mod den Beskyldning, at han i disse Foredrag havde sat Retten under Magten. Han havde, sagde han, ikke fremsat sine egne Idéer om, hvordan det burde være; han havde simpelthen på historisk Vis klarlagt Kendsgerningerne, han havde kun forklaret Situationens virkelige Natur. Han fortsatte nu med at erklære, at ingen i den preussiske Stat havde Ret til at tale om Ret, undtagen det gamle, ægte Demokrati. Det havde altid holdt sig til Retten, og aldrig nedværdiget sig ved et Kompromis med Magthaverne. Hos Demokratiet alene er Retten, og hos det alene vil Magten være. Vi behøver ikke at fortælle, at disse Lassalles Ytringer ingen Indflydelse havde på Begivenhedernes Gang. Regeringen fremskyndede Hærens Reorganisation med Midler erhvervede på Trods af de preussiske Kamre, og de Liberale protesterede forgæves, indtil den store Sejr over Østrig i 1866 fuldtud retfærdiggjorde Bismarcks Politik.

Men deres Offentliggørelse betegnede en vigtig Krise i hans Løbebane, da de bragte ham i Miskredit hos de tyske Liberale, med hvem han tidligere havde bestræbt sig for at samarbejde. Han og de nærede aldrig synderlig Sympati for hinanden. De var bastede og bundne af deres Program og manglede desuden Energi og Initiativ. Og hans eventyrlige Løbebane, hans Temperament, der altid gjorde Oprør mod Vedtægter og Programpunkter, hans Trofasthed mod den yderlige demokratiske Ånd fra 1848 - alt dette bragte ham i Strid med den rådende Liberalisme på hans Tid. De viste ham ingen Tillid, og han valgte at gå sine egne Veje.

Hans Foredrag i 1862: Arbejdernes Program. Om den særlige Forbindelse mellem den nuværende Epoke i Historien og Arbejderklassens Idé, betegner et mere afgørende Skridt i en ny Retning. Det centrale i dette Foredrag var at vise, at vi nu står foran en ny Epoke i Historien, hvis Skabere og Repræsentanter er Arbejderne. Det er et mesterligt Arbejde, klart og fast i sin Stil og videnskabeligt affattet. Men det reddede ikke dets Forfatter fra det preussiske Politi. Lassalle blev anklaget for at have ophidset de Fattige mod de Rige og til Trods for et dygtigt Forsvar, offentliggjort under Titlen Videnskab og Arbejderne, blev han dømt til fire Måneders Fængsel. Men han appellerede, og ved Sagens anden Behandling gjorde han et sådant Indtryk på Dommerne, at Dommen blev forandret til en Bøde på 300 Mark.

Disse Begivenheder gav selvfølgelig Lassalle i den offentlige Mening en Stilling som Talsmand for nye sociale og politiske Idéer. En Sektion af Arbejderne var, som han, utilfredse med den rådende tyske Liberalisme. Det gamle Demokrati fra 1848 begyndte at vågne af den Sløvhed og Uvirksomhed, der fulgte på Nederlaget i de urolige Dage. Mænd, der var besjælede af en sådan Tids Traditioner og Mål, kunne ikke slå sig til Tåls med Fremskridtspartiets forbeholdne Program. Dette ville ikke gøre den almindelige Valgret til sin Politik og søgte dog at bruge Arbejderne i egen Interesse. En Liberalisme, der manglede Mod til at være åbent demokratisk, kunne kun blive en forbigående og utilfredsstillende Fase i den politiske Udvikling.

Dette Misnøje fandt Udtryk i Leipzig, hvor en Samling Arbejdere, der var utilfredse med Fremskridtspartiet og dog usikre med Hensyn til den Politik, de ville følge, havde dannet en Centralkomité til Sammenkaldelse af en Arbejderkongres. Med Lassalle havde de Utilfredsheden med Fremskridtspartiet fælles, og til ham henvendte de sig i 1863 i det Håb, at han kunne foreslå en bestemt Slagplan. Lassalle svarede i et Åbent Brev med et politisk og social-økonomisk Program, der intet lod tilbage at ønske, hvad Klarhed og Alsidighed angik. I Arbejdernes Program havde Lassalle i store Træk tegnet Linierne i en ny historisk Periode, hvor Arbejdets Interesser skulle være de afgørende; i sit Åbne Brev udvikler han de politiske, sociale og økonomiske Principper, hvorefter Arbejderne skulle forberede den ny Æra. Åbent Brev er med Rette blevet kaldet den tyske Socialismes Frihedsbrev. Det var det første historiske Tegn på et nyt Trin i den sociale Udvikling. Vi behøver ikke at sige, at det betegnede Lassalles endelige Brud med den tyske Liberalisme.

Åbent Brev giver med absolut Klarhed og Utvetydighed de ledende Principper for Lassalles socialdemokratiske Agitation: Arbejderne skulle danne et uafhængigt politisk Parti (hvis politiske Program imidlertid burde være det sociale Arbejde for at bedre Klassens Kår fuldstændig underordnet). Schulze-Delitzsch' Planer for at nå dette Mål var utilstrækkelige. (Schulze-Delitzsch fødtes 1808 i Delitzsch i prøjsisk Sachsen, hvoraf sidste Del af hans Navn tages for at adskille ham fra de talrige andre Tyske af Navn Schulze. Hans store Fortjeneste var den, at han stiftede den kooperative Bevægelse i Tyskland på Princippet Selvhjælp. Han var et fremtrædende Medlem af Fremskridtspartiet.) Den jernhårde Lønningslovs Indflydelse umuliggjorde enhver virkelig Forbedring under de rådende Forhold. Producerende Sammenslutninger, ved Hjælp af hvilke Arbejderne kunne sikre sig det fulde Udbytte af deres Arbejde, skulle oprettes af Staten, grundlagt på den almindelige Valgret og derfor et fuldgyldigt Udtryk for Folket. Leipziger Komitéen antog den her skitserede Politik og indbød ham til personlig at tale for den. Da Mødet havde hørt ham, gav det ham et Tillidsvotum med 1300 Stemmer mod 7.

Et følgende Møde i Frankfurt am Main var i endnu højere Grad smigrende for Lassalle. Her som i de fleste tyske Byer var Arbejderne i Almindelighed tilbøjelige til at støtte Schulze og Fremskridtspartiet. Lassalle stod derfor overfor den vanskelige Opgave at berolige Forsamlingen og vinde dens Opmærksomhed. Hans første Tale, der varede i fire Timer, blev ofte afbrudt af Larm og Spektakler. Dog lykkedes det ham ved sin Veltalenhed og ved selve Emnets store Interesse at vinde Forsamlingens Sympati, og Bifaldet steg, efterhånden som Foredraget skred frem. Da han to Dage senere holdt sin anden Tale for den, fik han et Tillidsvotum med 400 Stemmer mod 40. Han havde, sagde han, som Napoleon slået Fjenden med hans egne Tropper. Den følgende Dag talte han ved et Møde i Mainz, hvor 700 Arbejdere gav ham et enstemmigt Tillidsvotum.

Disse Sejre syntes at berettige Lassalle til at tage det afgørende Skridt i sin Agitation - Stiftelsen af det Almindelige tyske Arbejderforbund, der den 23. Maj 1863 fandt Sted i Leipzig. Dets Program var meget lige til, det indeholdt kun ét Punkt: Almindelig Valgret. „Ud fra den Overbevisning, at kun gennem lige og direkte almindelig Valgret kan en tilstrækkelig Repræsentation for den tyske Arbejderklasses sociale Interesser og en virkelig Afskaffelse af det sociale Klassehad gennemføres, søger Forbundet, ad fredelig og lovlig Vej og særlig ved at vinde den offentlige Mening for sig, at nå sit Mål: Oprettelsen af den lige og direkte almindelige Valgret."

Hidtil havde Lassalle været Privatmanden, der på eget Ansvar udtalte sig om aktuelle Spørgsmål. Han blev valgt til Præsident for fem År for det nystiftede Forbund, og var derfor nu Leder af en ny Bevægelse. Han var gået over Rubicon og ikke uden Tvivl og bange Anelser. I Sommeren 1863 blev kun lidt udrettet. Forbundets Medlemsantal voksede langsomt, og Lassalle rejste, som han plejede, til Båden for at pleje sit Helbred. Om Efteråret tog han Agitationen op igen med en „Revy" over sine Tilhængere i Rhinlandet, hvor Arbejderne begejstret havde sluttet sig til ham. Men hans Agitation kulminerede i Vinteren 1863-64. I det Tidsrum udrettede han næsten det overmenneskelige; han skrev sin Bastiat-Schulze, en omfangsrig Afhandling, på omtrent tre Måneder, forsvarede sig i udførlige Taler for Retten både i Berlin og Rhinbyerne, ledede Forbundets Virksomhed i alle dens ofte trættende Detailler og talte Gang på Gang for larmende og ofte fjendtlige Forsamlinger for at nå sit Mål, at vinde Berlin. (I Modsætning til det ulige og indirekte System i Preussen, i Henhold til hvilket Vælgerne deles i tre Klasser efter Indtægt. De således afstukne Vælgerklasser vælger Valgmænd, der igen vælger Kamrets Medlemmer. Bastiat havde i Frankrig populariseret den ortodokse politiske Økonomi. Lassalle beskyldte Schulze for blot at være et Ekko af Bastiats overfladiske Idéer og kaldte ham derfor Bastiat-Schulze.) Lassalles Bastiat-Schulze, hans største økonomiske Arbejde, bærer alle Mærker af den rastløse og febrilske Tid, hvori det blev til. Det er delvis skrevet i et absolut smagløst Sprog og den Plumphed og Grovhed, hvormed han behandler Schulze er ganske uforsvarlig. Bogen består af gold og resultatløs Polemik, isprængt filosofiske Analyser af hans Stilling i Socialøkonomien, og selv disse er ofte plumpe, forvirrede og overdrevne. Polemisk Litteratur hører sædvanlig til den mest utilfredsstillende af Arten, og af de forskellige Former for Polemik er Lassalles den, der mindst er at foretrække, præget som den er af Ordkløveri og Smålighed. Bogen står som Helhed langt under Arbejdernes Program og Åbent Brev.

Efter alt dette Arbejde er det intet Under, at han, den 14. Februar, skriver: „Jeg er dødtræt, og så stærk min Konstitution end er, er den rystet til sit Inderste. Min Ophidselse er så stor, at jeg ikke længer kan sove om Natten; jeg kaster mig frem og tilbage på min Seng til fem om Morgenen og står op med smertende Hoved og fuldstændig udmattet. Jeg er i den forfærdeligste Grad overanstrengt, overbebyrdet og overtræt; den vanvittige Anstrengelse for at fuldende Bastiat-Schulze på tre Måneder foruden mit andet Arbejde, den dybe og smertelige Skuffelse, den fortærende indre Afsky, forårsaget af den Ligegyldighed og Sløvhed, Arbejderklassen viser som Helhed - alt dette har været for meget, selv for mig."

Det var indlysende, at den store Agitator trængte til Hvile og han besluttede at søge den ved Badene som han plejede. Men inden han rejste, følte han Trang til endnu engang at forfriske sin trætte Sjæl i den begejstrede Hyldest, som han forventede blandt sine trofaste Tilhængere ved Rhinen. D. 8. Maj 1864 tog Lassalle til Rhinlandet for at holde den „glimrende Revy over sin Hær". „Han talte," skriver Mehring, „i Solingen d. 14. Maj, i Barmen d. 15., i Køln d. 16. og d. 18. i Wermelskirchen." Hans Rejse var som et Kongetog eller en Triumfprocession, med den Forskel, at Folkets Glæde var ganske spontan. Tusinder af Arbejdere modtog ham begejstret; de trængtes om ham for at trykke hans Hånd og udveksle venlige Hilsener med ham.

D. 22. Maj, ved det Almindelige Forbunds første Årsfest i Ronsdorf, nåede Begejstringen sit Højdepunkt. Gamle og unge, Mænd og Kvinder strømmede til for at møde ham, da han nærmede sig Byen, og han holdt sit Indtog gennem Æresporte, under en Regn af Blomster, kastet af Fabrikspigerne og under ubeskrivelig Jubel. I et samtidigt Brev til Grevinde Hatzfeldt om det Indtryk, hans Modtagelse ved Rhinen havde gjort på ham, skriver Lassalle: „Jeg havde en Følelse af, at den Slags Optrin må have hilst Stiftelsen af nye Religioner."

Lassalles Tale i Ronsdorf stod i Samklang med Tiden og Tilhørernes Begejstring og Ophidselse. Kongen af Preussen havde nylig nådigt lyttet til en Deputation fra de schlesiske Vævere og lovet at hjælpe dem af sin egen Lomme. Von Ketheler, Biskop i Mainz, havde offentliggjort en kort Afhandling, hvori han udtalte sin Overensstemmelse med Lassalle i hans Kritik af det rådende økonomiske System. Som det var Lassalles Skik, undervurderede han ikke Betydningen af disse Meningstilkendegivelser. „Vi har tvunget Arbejderne, Folket, Biskopperne og Kongen til at bevidne vore Princippers Sandhed," erklærede han.

Det ville være en let Sag at latterliggøre den Begejstring, Lassalle vakte hos disse Arbejdere ved Rhinen, men mere udbytterigt vil det være at standse et Øjeblik for ret at forstå Situationens verdenshistoriske Patos. For første Gang i mange Århundreder ser vi Tysklands Arbejderstand revet ud af den nedarvede Fornedrelse, Sløvhed og Håbløshed. Forandring havde fulgt på Forandring i de højere politiske Sfærer. Den ene Erobrer efter den anden havde overskredet Rhinen, men hvem der så end tabte eller vandt, var det Arbejderen, der måtte betale med sin Sved og Slid og Sorg. Han var den Ambolt, hvorpå disse Jerntiders Hammer uden Nåde og uden Ophør var faldet. Det var hans Skæbne at trælle, at blive flået og ekscerceret og drevet ud for at udkæmpe Slag, hvori han ingen Interesse havde. Korte og forjættende Glimt og ville og desperate Håb var før kommet til disse forarmede Mennesker, for blot atter at svinde i det yderste Mørke, men nu skimtede de på Himlen, der så længe havde været sort og trist, et kommende Grys Stråler, et tindrende Lys, der kunne gro til den klare Dag. Thi i Historiens Gang var den Tid kommet, hvor Lidelsen, der så Isenge havde været stum, skulle finde en Røst, der kunne høres Verden over, finde en Organisation, der kunne tiltvinge sig Herskeres og alle Menneskers Opmærksomhed.

En sådan Sag kan mest virkningsfuldt fremmes ved klog og forstandig Ledelse, men det har også sine gode Sider, når den ikke er for afhængig af dem, der søger at styre dens Veje. Lassalles Virken havde altid sine ubehagelige Sider. Han holdt for meget af den øjeblikkelige Effekt. Han havde for megen Sans for Parade og Virak. I meget af hvad han gjorde er der noget overdrevent, der grænser til Hulhed. Efterhånden som hans Agitation skred frem, blev dette Træk hos ham mere markeret. Nogle af hans Taler til Arbejderne minder os alt for levende om den første Napoleons Bulletin'er. Han var ikke altid tilstrækkelig omhyggelig for at have Kendsgerningernes og Realitetens faste Grund under sine Fødder. Mange af hans Kritikere taler om hans fejlslagne Agitation, uden synderlig Berettigelse i Betragtning af, at den kun varede et År godt og vel. Lassalle selv var stærkt skuffet af de forholdsvis små Resultater han kunne opvise. Han havde ikke Tålmodighed til at vente indtil Sagen i Kraft af sin Retfærdighed i Forbindelse med Sandheden og Forholdene havde nået de sikre Resultater, den fortjente. I Betragtning af alt dette kan vi ikke betragte den Begivenhed, der så uværdigt endte hans Liv som et Tilfælde; det var den triste Følge af de svagere Elementer i hans mærkeligt sammensatte Karakter.

Skønt Lassalle stod som de Fattiges Talsmand, havde han afgjort aristokratiske og ekstravagante Vaner. Hans Soupers var velkendte som hørende til de fortrinligste i Berlin. Det var det mest pikante ved hans Tilværelse, at han, en af Hovedstadens jeunesse dorée, Vinkender og anerkendt Videnskabsmand, var blevet Arbejdernes Agitator og Forkæmper. I en af Berlins litterære og fornemme Kredse havde kan truffet en ung Dame, en Frøken v. Dønniges, og havde straks for hende fattet en Lidenskab, der blev glødende besvaret. Han traf hende atter på Rigi i Sommeren 1864, og de besluttede at gifte sig. Hun var en ung Pige på tyve År af en afgjort ukonventionel og original Karakter. Det vil fremgå af hendes egen Bekendelse, at hun ikke altid havde respekteret den hellige tyske Moral.

Men hendes Fader var en bayersk Diplomat, på den Tid Gesandt i Genf, og han blev ude af sig selv af Vrede, da han hørte om den påtænkte Forbindelse, og ville absolut intet have med Lassalle at skaffe. Damen blev indespærret i sit Værelse og opgav snart Lassalle, øjensynlig under Pres af højst tvivlsom Natur, til Fordel for en anden Beundrer, en Grev von Rasowitza fra Wallachiet. Lassalle, der havde benyttet sig af ethvert anvendeligt Middel, blev nu halvt vanvittig af Raseri og udfordrede både Damens Fader og hendes Forlovede, der modtog Udfordringen. Ved Carouge, en Forstad til Genf, fandt Mødet Sted d. 28. August 1864 om Morgenen. Lassalle blev dødelig såret og udåndede den 31. samme Måned. Til Trods for sit tåbelige Endeligt blev han fulgt til Graven som en Martyr, og mange af hans Disciple har siden set op til ham med næsten religiøs Tilbedelse.

Det er et interessant Tankeeksperiment at forestille sig, hvordan Lassalles Liv ville have formet sig i det ny Tyskland under det almindelige Valgretssystem, der blev indført kun tre År efter hans Død. Han kunne ikke have holdt sig uvirksom, og doktrinære Skrupler havde sikkert ikke hindret ham i at spille en aktiv Rolle, selv om det blev som en Slags Forbundsfælle med Regeringen. Hans Ærgerrighed og hans Energi var lige grænseløse. I sin Lidenskab for Frøken van Donniges drømte han om at blive Præsident for den tyske Republik med hende ved sin Side. I Virkeligheden blev hans Stilling den sidste Tid inden han døde mere og mere vanskelig, ja ligefrem uholdbar; han var indblandet i et Net af Retssager, der hurtigt lukkede sig om ham. Han ville snart kun have haft Valget mellem Landflygtighed eller langvarigt Fængsel.

Lassalle var uden al Tvivl en ualmindelig højtbegavet Mand. Læseren af hans Skrifter føler, at han står overfor en usædvanlig overlegen Ånd. Både i hans Værker og i hans Liv finder vi en eksceptionel Forening af Begavelse, filosofisk Tænkeevne, Veltalenhed, Entusiasme, praktisk Energi og ubetvingelig Viljestyrke. Som Søn af en kosmopolitisk Race, der har fostret så mange Mænd, der lod hånt om de gamle europæiske Samfunds Formaliteter, var han i ualmindelig Grad original og blottet for sociale Fordomme. Han var en af de Mænd, hvis Handlinger altid præges af dristigt Initiativ. Han havde et revolutionært Sind, tøjlet ved Studiet af den tyske Filosofi, ved Følelsen af det store i Preussens historiske Mission, og af betydelig praktisk Indsigt, noget han på ingen Måde var blottet for. Hos Marx finder vi det samme Temperament; kun stærkere, bedre underbygget, mere selvbehersket, modnet af dybere Tænkning og særlig ved Studiet af den økonomiske Udvikling i Europa, fortsat gennem fyrretyve År.

Men alt i alt var Lassalle en vis intemperata. Han manglede Ædruelighed, Selvbeherskelse og den uvurderlige bonsens, uden hvilken den højeste Begavelse kan være unyttig, ja endog skadelig for én selv og for Samfundet. Hans Ærgerrighed var ikke uplettet; hans Temperament var teatralsk så vel som revolutionært; han manglede også Respekt for sig selv; og fremfor alt havde han ikke den fornødne Ærbødighed for den store og hellige Sag, hvis Forkæmper han var blevet, en Sag, der med Rette fordrer de ædleste Bevæggrunde, den mest uplettede Ærgerrighed og den reneste Entusiasme. Hans Forfængelighed, hans Mangel på Selvbeherskelse og Følelse af, hvor alvorlig hans Mission var som socialdemokratisk Fører - her finder vi de Fejl, der blev hans Ulykke. I den ynkelige Intrige, hvor han fandt Døden, ville en simpel og åben Følelse af, hvad der var ret og passende, have reddet ham fra Ødelæggelsen. Og dog faldt det i hans Lod at indvarsle en stor Bevægelse. Som det tyske Socialdemokratis Stifter har han indskrevet sit Navn i Historiens Bog. Han besad i særegen Grad den Originalitet, Energi og Sympati, der gør sin Mand til Forkæmper for en ny Sag.

Vi kan gå endnu videre og sige, at på den Tid ejede Tyskland kun to Mænd, hvis Indsigt i Tidens Forhold og Udviklingens Tendens i nogen virkelig Grad stillede dem på Højde med Situationen - Bismarck og Lassalle. Den første stod som Repræsentant for en historisk Sag, der var rede til Handling, Tysklands Genfødelse og Enhed ved den preussiske Hær. Den Sag, Lassalle viede sine Kræfter, stod på et helt andet Udviklingstrin. Arbejderne, dens Bærere og Repræsentanter, og Lassalle, dens Talsmand, var ikke nået til virkelig Klarhed hverken med Hensyn til Målet for deres Stræben eller Midlerne til at nå det. Den stod i sit første, uklare og forvirrede Begyndelsesstadium.

Lassalles socialistiske Standpunkt kan i det store og hele sammenlignes med Rodbertus' og Karl Marx'. Han indrømmer at stå i Gæld til begge disse Forfattere, men han kan dog ikke betragtes som Elev af nogen af dem. Lassalle var selv en Tænker af betydelig Originalitet, og han havde sin egen Måde at undfange og fremstille den historiske Socialisme på, Lassalle giver Nøglen til Kernen i sin Socialisme i Forordet til Bastiat-Schulze, hvor han med et Citat fra sin „System der erworbenen Rechte" siger: I social Henseende står Verden overfor Spørgsmålet om, hvorvidt nu, da Ejendomsret i Form af direkte Udnyttelse af et andet Menneske ikke eksisterer, en sådan Ejendomsret vedblivende skal eksistere i Form af indirekte Udnyttelse - det vil sige, om den frie Udnyttelse og Udvikling af vor Arbejderstyrke skal være Kapitalistens udelukkende og private Ejendom, og hvorvidt det skal være Arbejdsgiveren som sådan, bortset fra Honoraret for hans intellektuelle Arbejde, tilladt at tilegne sig Frugten af andre Menneskers Arbejde. Denne Sætning, siger han, indeholder Programmet for et nationaløkonomisk Værk, som han agtede at skrive under Titlen: Videnskabelig Nationaløkonomi i Omrids. Vi behøver ikke at sige, at i denne Sætning rummes også Socialismens bærende Princip. Han skulle til at udføre sin Plan, da Leipziger Central Komitéen stillede ham Spørgsmålet i Praksis. Agitationen brød løs og levnede ham ingen Tid til et sådant Arbejde. Men han beklagede ofte, at Teoriens Udvikling ikke var gået forud for dens praktiske Udførelse i Agitationen, og at den ikke var blevet bygget på en videnskabelig Basis.

Bastiat-Schulze var i sig selv et polemisk Arbejde, skrevet for at imødekomme Øjeblikkets Krav. Lassalle har aldrig givet en fuldstændig og systematisk Fremstilling af sin socialistiske Teori. Alle hans social-økonomiske Skrifter blev offentliggjort, eftersom Kriserne i hans Agitation krævede det. Men, som han selv siger, erstatter de, hvad de mangler i systematisk Værd, ved den polemiske Behandlingsforms Liv og Skarphed. Vi kan tilføje, at dette ofte var en Fordel videnskabeligt set; thi i Lassalles Virken ser vi Socialismen stillet overfor Kendsgerningerne, og derved i betydelig Grad befriet for den Absoluthed, Abstrakthed og Mangel på Virkelighedssans, der så stærkt forringer Værdien af Marx' og Rodbertus' Værker. Den overdrevne Kærlighed til systematisk Orden, der er karakteristisk for tyske Teoretikere, kan være lige så fjernt fra den historiske Realitet og de historiske Muligheder som de franske Socialisters utopiske Projekter. Det er imidlertid også en naturlig Følge af Lassalles Fremstillingsform, at han ofte, både i praktiske og teoretiske Spørgsmål, er i Uoverensstemmelse med sig selv, især i sin Holdning overfor den preussiske Stat.

Vi kan klarest og mest alsidigt fremstille Lassalles Synspunkter, hvis vi følger den Orden, hvori han udviklede dem i sine tre vigtigste Arbejder: Arbejdernes Program, Åbent Brev og Bastiat-Schulze. Det centrale i Arbejdernes Program er Arbejderklassens Kald som Skabere af og Repræsentanter for en ny Æra i Verdenshistorien. Vi har set, at Lassalles System der erworbenen Rechte var en Anvendelse af den historiske Metode på juridiske Kendsgerninger og Institutioner. Arbejdernes Program er et glimrende Eksempel på den historiske Metode og er i Virkeligheden et lysende klart Overblik over Europas økonomiske Udvikling, kulminerende i Arbejderstaten, det fuldt færdige Demokrati.

I det middelalderlige Samfund havde Jordejerne kontrolleret Politik, Hær, Lov og Skatter i egen Interesse, medens Arbejdet blev undertrykt og foragtet. Det nuværende Kapitaliststyre skyldes en gradvis Udviklingsproces, fortsat gennem Århundreder, og er Resultatet af mange Kræfters Indvirken på hverandre: Opfindelsen af Kompasset og Krudtet; ude Opdagelsen af Amerika og Søvejen til Indien, hjemme Lensherredømmets Afskaffelse gennem en Centralregering, der sørgede for ordnede Retsforhold, Ejendomssikkerhed og bedre Samfærdselsmidler. Dette blev til sin Tid efterfulgt af Maskindriftens Udvikling, som f.eks. Arkwrights Bomuldsspindemaskine, i sig selv Inkarnationen af den industrielle og økonomiske Revolution, der skulle frembringe en tilsvarende politisk Omvæltning. Det nye Maskineri, Storindustrien, Arbejdsdelingen, billige Varer og Verdensmarkedet - alt dette var Dele af et organisk Hele. Masseproduktionen muliggjorde billige Varer; de synkende Priser frembragte større Marked, og det større Marked førte til en endnu større Produktion.

Den industrielle Verdens Herskere, Kapitalisterne, blev også Herskere i den politiske; den franske Revolution var blot Proklamationen af en mægtig Kendsgerning, der allerede stod fuldt udviklet i de mest fremskredne Dele af Europa. Men Revolutionens underfulde Entusiasme fik Næring af den Omstændighed, at dens Forkæmpere på den Tid repræsenterede Menneskehedens Sag. Men det blev imidlertid snart klart, at de nye Herskere kæmpede for en Klasses Interesser, for Bourgeoisiet, og en anden Klasse, Proletariatet eller de besiddelsesløse Arbejdere, begyndte at udskille sig i Opposition til det. Som Forgængerne tilpassede Bourgeoisiet den lovgivende og politiske Magt i udelukkende egen Interesse. Det gjorde Rigdommen til Betingelsen og Grundlaget for politiske og sociale Rettigheder; det indførte en begrænset Valgret, kneblede Ytringsfriheden ved Forbud og Afgifter på Pressen og væltede Skattebyrden over på Arbejderklassen.

Vi har set, at Udviklingen af Mellemstanden foregik gennem en langsom og gradvis Proces, et sammensat Resultat af et sammensat Spil af Kræfter. I Betragtning af, at Arbejdernes Program's specielle Emne er Arbejdernes historiske Funktion, må det sikkert være en alvorlig Fejl ved Lassalles Fremstilling, at han siger så lidt om de Årsager, der har betinget Arbejderklassens Udvikling til Repræsentanter for den ny Æra. Deres Optræden i Lassalles Skrift som Bærere af en stor Mission er alt for forhastet.

D. 24. Februar 1848, siger han, sås det første Gry af den ny historiske Periode. På den Dag udbrød der i Frankrig en Revolution, der satte en Arbejder ind i den foreløbige Regering; der erklærede Statens Mål for at være Bedringen af Arbejderklassens Kår, og proklamerede direkte og almindelig Valgret, hvorefter alle Borgere, der var fyldt enogtyve År, skulle have ligelig Adgang til at udøve alle politiske Rettigheder. Arbejderklassen var derfor bestemt til at være et nyt Samfunds Skabere og Herskere. Men Arbejderklassens Herredømme havde den enorme Forskel fra ethvert andet Klasseherredømme, at det ikke tilstår noget som helst særligt Privilegium.

Det formelle Middel til at virkeliggøre dette er den almindelige og direkte Valgret, der ikke er noget Tryllemiddel, men i hvert Fald kan rette sine egne Misgreb. Den er Lansen, der helbreder de Sår, den selv har frembragt. Under den almindelige Valgret er Lovgivningen et sandt Billede af Folket, der har valgt den; det gengiver dets Fejl, men også dets Fremskridt og byder ubegrænset Udtryk og Udvikling for dette sidste.

Folket må derfor altid betragte den almindelige og direkte Valgret som sit uundværligste politiske Våben, som det mest fundamentale og afgørende af sine Krav. Og der er ingen Grund til at frygte, det vil misbruge sin Magt, thi medens de gamle, priviligerede Klassers Stilling og Interesser blev uforenelige med Menneskehedens almindelige Fremskridt, må Folkets store Masser vide, at deres Interesser kim kan fremmes ved at tjene hele deres Klasse. Selv en stærkt begrænset Følelse af eget Velfærd må lære dem, at den enkelte kun kan udrette meget lidt for at bedre sine Kår. De kan kun virke ved forenede Kræfter. Således er deres personlige Interesser ikke i Modstrid med Historiens Gang, men falder sammen med hele Folkets Udvikling og står i Samklang med Frihed, Kultur og Tidens højeste Idealer.

Denne mesterlige Afhandling af Lassalle slutter med en Appel til Arbejderklassen, hvori den store Agitator når Højdepunktet af ren og ædel Veltalenhed. Da han udførligt har påvist, at Arbejderklassen er kaldet til at være den nye historiske Æras Skabere og Repræsentanter, fortsætter han: „Af det, vi har sagt, følger Pligten til en fuldstændig ny Holdning hos alle, der tilhører Arbejderklassen. Intet er mere egnet til at give en Klasse et værdigt og dybt moralsk Præg end Bevidstheden om, at den er kaldet til at være den herskende Klasse, at den er udset til at hæve sine Principper til at være en hel Tidsalders Principper, at gøre sin Idé til hele Samfundets herskende Idé og så atter støbe Samfundet efter sit Mønster. Dette Kalds høje, verdenshistoriske Hæder må optage alle Eders Tanker. De undertryktes Laster, de tankeløses tåbelige Adspredelser, og de ubetydeliges harmløse Letfærdighed sømmer sig ikke længer for eder. I er den Klippe, hvorpå Fremtidens Kirke skal bygges."

Skade, at han i den elendige Skandale, der bragte hans Liv til en Afslutning, ikke forstod, at Arbejderklassens Fører også bør opfyldes af Følelsen af, hvor ædel hans Opgave er. Denne Fremstilling af Arbejderklassens Kald er nøje forbundet med et andet vigtigt Træk i Lassalles Lære, hans Statsteori. Lassalles Statsteori er i Grund og Bund forskellig fra den, der sædvanlig hævdes af den liberale Retning. Denne erklærede, at Statens Funktion simpelthen er at beskytte den personlige Frihed og den individuelle Ejendomsret. Denne Idé, betegner han hånligt som en Natvægteridé, idet den tænker sig Staten i Skikkelse af en Natvægter, hvis eneste Opgave det er at forhindre Røveri og Indbrud. I Modsætning til denne snævre Opfattelse af Staten citerer Lassalle anerkendende August Boeckh: „At vi må udvide vort Begreb om Staten til at tro, at Staten er den Institution, hvori Menneskehedens hele Dyd skal virkeliggøres."

Historien, siger Lassalle, er en uafladelig Kamp med Naturen, med den Elendighed, Uvidenhed, Fattigdom, Svaghed og Ufrihed, hvori Menneskeslægten oprindelig befandt sig. Den gradvise Sejr over denne Svaghed, det er den Udvikling mod Friheden, som Historien betegner. Hvis Individet havde været overladt til sig selv i denne Kamp, ville han ikke have kunnet nå nogen Vegne. Det er Statens Mission at fuldbyrde denne Udvikling mod Friheden, denne Udvikling af Menneskeslægten på Vej mod Friheden. Det er Statens Pligt at sætte den enkelte i Stand til at nå en Sum af Kultur, Styrke og Frihed, som de ville være de enkelte absolut umuligt at nå alene. Det er Statens Mål at bringe den menneskelige Natur til en positiv Udfoldelse og gradvis fremadskridende Udvikling - med andre Ord, at virkeliggøre Menneskehedens endelige Mål: Opdragelsen og udviklingen af Menneskeheden mod Friheden. Staten skal supplere det enkelte Individ. Den skal være rede til at række en hjælpende Hånd, når og hvor de enkelte Individer er ude af Stand til at nå den Lykke, Frihed og Kultur, der sømmer sig for et menneskeligt Væsen. Frels Staten, denne Kulturens første Alterild, fra de moderne Barbarer, udbryder han ved en anden Lejlighed.

Mod disse politiske Idéer er Lassalle helt igennem trofast. De betegner sikkert et ædlere og mere rationelt Statsideal end den engang rådende Manchester Teori. Når vi fra Teori går over til Praksis, er det indlysende, at det afhænger af, hvilken Statsform vi har fået, og under hvilke Forhold og Betingelser den skal arbejde. At Staten gennem sine forskellige Opgaver skal støtte og udvikle det private Initiativ, fremkalde det, indgyde det Håb og gøre det effektivt, aldrig svække dets Kraft, men stimulere og supplere det, er et Synspunkt, som de fleste Tænkere ville slutte sig til nu. Og de fleste vil med Beklagelse indrømme, at den eksisterende Stat i alt for høj Grad er et Maskineri af Skatter og Krigsberedskab. Der åbner sig her omfattende og fristende Undersøgelsesmuligheder, som vi imidlertid ikke kan gå nærmere ind på. Vi er i Øjeblikket beskæftiget med den Kendsgerning, at Statshjælpen, som Lassalle så på det, ikke blot skulle lade Individets Frihed ubeskåret, men støtte den i dens frie Udfoldelse.

Den jernhårde Lønningslov kan rettelig betegnes som Nøglen til Lassalles social-økonomiske Standpunkt. Den indtager den samme fremskudte Plads i hans System som Overskudsværdien hos Karl Marx. Vi kan tilføje, at begge Betragtningsmåder kun er forskellige Sider af den samme Kendsgerning. Lassalle går hovedsagelig ind på den ringe Del af Arbejdets Frugt, der tilfalder Arbejderen; Marx beskæftiger sig med den historiske Udvikling af den Andel, kaldet Overskudsværdien, der tilfalder Kapitalisten.

I Lassalles Åbent Brev finder vi hans mest indgående Definition af den jernhårde Lønningslov, som han ofte henviser til i sine senere Skrifter. „Den jernhårde økonomiske Lov, som, under de nuværende Forhold, gennem Loven om Tilbud og Efterspørgsel af Arbejdskraft bestemmer Lønningerne, er denne: at Gennemsnitslønnen altid holder sig på det Minimum, der, i Henhold til den gældende Levefod, er nødvendig til Livets Opretholdelse og Forplantning. Dette er det Punkt, omkring hvilket den virkelige Løn altid svinger, uden nogensinde at være i Stand til at hæve sig over det eller synke under det. Den kan ikke varigt hæve sig over Gennemsnittet, fordi der, som Følge af de lettere og bedre Forhold blandt Arbejderne, ville komme en Stigning i Ægteskaber og Fødsler blandt dem, en Forøgelse af Arbejderbefolkningen og derved af Tilbudet af Arbejdskraft, der ville bringe Lønnen ned til det tidligere Niveau, eller endog under det. På den anden Side kan Lønnen ikke synke varigt under dette Eksistensminimum, thi så indtræffer Udvandring, Afholdelse fra Ægteskab og endelig en Formindskelse af Arbejdertallet, forårsaget af deres elendige Kår, der mindsker Arbejdskraften og derfor atter hæver Lønnen til dens tidligere Størrelse."

Ved en nærmere Betragtning fortsætter Lassalle med at beskrive Virkningen af den jernhårde Lønningslov, som følger: „Af Arbejdets Produktion bliver så meget taget og fordelt blandt Arbejderne, som er nødvendigt for deres Eksistens. Hele Produktionsoverskuddet tilfalder Kapitalisten. Det er derfor en Følge af den jernhårde Lønningslov, at Arbejderen nødvendigvis er udelukket fra en stigende Produktions Goder, fra sit eget Arbejdes stigende Produktionsevne". Således opfatter Lassalle den jernhårde Lønningslov. Han antager den, som den læres af Ricardo og Statsøkonomerne af den ortodokse Retning i England, Frankrig og Tyskland. Vi må tro, at hans Definition af den i alt væsentligt er rigtig og nøjagtig, at den giver det rette Billede af hans Tids økonomiske Videnskab og, under de dengang herskende Forhold, kan betegnes som fuldgyldig.

Lassalle hævdede, at den gængse Levefod og Lovens Virkning i Almindelighed var underkastet Forandring. Det kan dog med Rette påstås, at han ikke tilstrækkeligt har taget den Omstændighed i Betragtning, at den jernhårde Lønningslov ligesom Kapitalen er et historisk Fænomen. Han har ikke overskuet denne Kendsgerning og kunne dårligt gøre det, eftersom den jernhårde Lønningslov er uløseligt forbundet med og et Resultat af Kapitalens Herredømme. Men hans Fremstillingsmåde er i alt for høj Grad polemisk, stillet på Spidsen som et argumentum ad hominem mod hans tyske Modstandere, og, som sædvanlig i Polemik, går det let ud over Sandheden. Det kan derfor indvendes, at der under det nuværende Konkurrencesystem er indtrådt Forandringer, der gør Lassalles Opfattelse af den jernhårde Lønningslov unøjagtig og uholdbar. Selv under det nuværende Systems Herredømme kan Loven undergå gennemgribende Omformning, både ved bedre Opdragelse og Organisation blandt Arbejderne og ved det hele Samfunds Fremskridt i Moral og Oplysning. Den jernhårde Lønningslovs Betydning afhænger af dens Indflydelses Rækkevidde, og det kan med Rette hævdes af Lassalles Kritikere, at han ikke i tilstrækkelig Grad har erkendt dette.

På den anden Side kan det også med god Grund hævdes, at i samme Grad som Oplysning og Organisation råder blandt Arbejderne, viser Kapitalismen med alle dens Udslag og Følger Tilbøjelighed til at tabe sit Herredømme. Fagforeninger, kooperative Sammenslutninger, Fabrikslovgivning, alt dette er Former for en social Kontrol med økonomiske Processer, der er uforenelig med det økonomiske Konkurrencesystem. Jo mere de vinder Indpas, des stærkere Tilbøjelighed viser Kapitalismen til at bryde sammen og forsvinde. Ud fra dette højere Synspunkt kan vi med al Ret hævde, at Betragtninger, der er fremsat og ment som Angreb på Lassalles Idéer, i Virkeligheden er Symptomer på Kapitalismens Sammenbrud. Den jernhårde Lønningslov er en uundgåelig Følge af de historiske Forhold, som Lassalle regnede med. Disse Forhold har forandret sig, men Forandringen betyder, at Kapitalismen er i Tilbagegang. Vi kommer således ind på det mere omfattende Spørgsmål, om Kapitalismen er ved at forsvinde, hvilket det ville være for tidligt at diskutere her.

Lassalles Standpunkt er i hvert Tilfælde fuldstændig klart. Han antog den ortodokse politiske Økonomi for at vise, hvorledes dens Loves uundgåelige Virkninger intet Håb levnede for Arbejderklassen, og at den eneste Udvej var at afskaffe de Forhold, i Kraft af hvilke disse Love havde deres Gyldighed - med andre Ord, fuldstændig afskaffe det nuværende Forhold mellem Arbejde og Kapital. Hans Agitations store Mål var at gennemføre en Politik, der ramte Ondet i dets Grundvold. Midlet mod den elendige Tilstand under den jernhårde Lønningslov er at sikre Arbejderne det fulde Udbytte af deres Arbejde ved at forene Arbejderens og Kapitalistens Egenskaber gennem Oprettelsen af producerende Sammenslutninger. Skellet mellem Arbejder og Kapitalist er dermed nedbrudt. Arbejderen bliver Producent og modtager som Løn hele sit Arbejdes Overskud.

De Sammenslutninger, Schulze-Delitzsch havde stiftet, vedblev Lassalle, ville ikke i nogen væsentlig Grad kunne bedre Arbejderklassens Kår. Sammenslutninger til Fremskaffelse af Kredit og Råmaterialer gavner ikke Arbejderklassen som sådan, men kun Småhåndværkerne. Men Håndværket er en forældet Industriform, der inden længe må bukke under for Storindustrien, der arbejder med Maskindrift og tilsvarende Kapital. At forsyne Håndværkerne med Midler til at fortsætte i deres forældede Fag er kun at forlænge Dødskampen.

Forbrugsforeningerne, eller kooperative Varelagre som de kaldes i England, slår også fejl, fordi de ikke hjælper Arbejderen på det Punkt, hvor han trænger mest dertil - som Producent. Overfor Sælgeren, som overfor Politibetjenten, er alle Mennesker lige; det eneste, der interesserer Sælgeren, er om hans Kunne kan betale. Da vi kom ind på den jernhårde Lønningslov, så vi, at Arbejderen må hjælpes som Producent, det vil sige, til at sikre sig en bedre Part af det, han producerer. Forbrugsforeningerne kan ganske vist yde begrænset og midlertidig Lettelse. Så længe Foreningen kun omfatter et begrænset Antal Arbejdere, skaffer de Lettelse ved at gøre Eksistensmidlerne billigere, for så vidt som de ikke nedsætter Lønnen i Almindelighed. Men efterhånden som Forbrugsforeningerne omfatter hele Arbejderklassen og derved bevirker, at Eksistensmidlerne overalt synker i Pris, træder den jernhårde Lønningslov i Kraft. Thi Gennemsnitslønnen er kun et Udtryk i Penge for det sædvanlige Eksistenskrav. Gennemsnitslønnen daler i samme Forhold som Eksistensmidlerne bliver billigere, og alt det Arbejde, Arbejderne har ofret på at oprette og lede Forbrugsforeningerne, er spildt. De vil kun gøre det muligt for Arbejderen at leve på en ringere Løn.

Det eneste effektive Middel til at forbedre Arbejderklassens Kår er frie Arbejdersammenslutninger, beregnet på at omfatte Storindustrien. Arbejderklassen må være sin egen Kapitalist. Men når Arbejderne på den ene Side betragter de enorme Summer, der udkræves til Jernbaner og Fabriker, og på den anden Side betragter deres tomme Lommer, kan de meget naturligt spørge, hvorfra de da skal få den Kapital, der er nødvendig for Storindustrien? Staten alene kan yde den, og Staten bør yde den, fordi det er og altid har været Statens Pligt at fremskynde og jævne Vejen for de store Fremskridtsbevægelser indenfor det civiliserede Samfund. Produktivt Forbund med Statskredit, det var Lassalles Plan.

Staten havde allerede i mangfoldige Tilfælde været Garant for industrielle Foretagender, der var kommet de besiddende Klasser til Gode - Kanaler, Postvæsen, Banker, Forbedringer i Landbruget og især Jernbaner. Der var ikke blevet skreget Socialisme eller Kommunisme til denne Statshjælp. Hvorfor så, når det gjaldt det største Problem i den moderne Civilisation - Bedringen af Arbejderklassens Kår? Lassalles Beregning gik ud på, at et Lån på hundrede Millioner Thaler (300 Millioner Mark) ville være mere end tilstrækkeligt til at bringe dette Sammenslutningsprincip i fuld Virksomhed overalt i Kongeriget Preussen.

Det siger sig selv, at Staten ikke behøvede ligefrem at betale de Penge, der udkrævedes til Oprettelsen af disse producerende Sammenslutninger; kun Statsgaranti for Lånet var nødvendig. Staten skulle drage Omsorg for, at der blev lavet formålstjenlige Love for Sammenslutningerne og at disse Love blev overholdt. Den skulle forbeholde sig Ret til at optræde som Kreditor eller Kautionist. Den skulle i al Almindelighed sørge for, at Summerne blev anvendt efter Bestemmelsen. Men dens Kontrol skulle ikke overskride disse rimelige Grænser: Sammenslutningerne skulle være frie, de skulle dannes af Arbejdernes egen frie Vilje. Frem for alt skulle den Stat, der således støttede og øvede Kontrol med Sammenslutningerne, være en demokratisk Stat, baseret på den almindelige Valgret og Udtryk for Arbejderne, der danner det overvældende flertal i ethvert Samfund. Men hvis vi tænker os Sagen i dens simpleste Form og går ud fra, at Pengene virkelig blev betalt, hvori bestod så det enorme ved en sådan Transaktion? Staten havde brugt Hundreder af Millioner til Krig, til Plastre på den sårede Forfængelighed hos kongelige Elskerinder, for at tilfredsstille Fyrsternes Erobrertrang, for at åbne nye Markeder for Middelstanden - og dog, når det gælder Menneskehedens Befrielse, kan Pengene ikke skaffes til Veje!

Som Lassalle udtrykkelig forklarer, betragter han endvidere ikke denne sin Plan til producerende Sammenslutninger som en Løsning på det sociale Problem. Det sociale Problems Løsning ville kræve Generationer. Han fremsatte sin Plan som en Overgangsforanstaltning, som den nemmeste og mildeste Overgang. Det var Spiren til det organiske Princip i en uophørlig Udvikling. Lassalle har, om end kun i store Træk, antydet, hvorledes denne organiske Udvikling af de producerende Sammenslutninger ville gå for sig. De ville få deres Oprindelse i folkerige Centrer, i Tilfælde hvor Virksomhedens Art og Arbejdernes frie Trang til Sammenslutning ville lette deres Dannelse. Industrigrene, der indbyrdes er afhængige af hverandre og samarbejder, ville forenes ved et Kreditforbund, og der ville yderligere blive et Forsikringsforbund, der omfattede de forskellige Sammenslutninger og reducerede deres Tab til et Minimum. Risikoen ville blive stærkt formindsket, i Modsætninger til Spekulationsindustrien, der stadig står på Randen af Anarkiet, og alle Konkurrencesystemets Onder ville afskaffes af en organiseret Industri; Overproduktionen ville erstattes af Forskudsproduktion. På denne Måde ville Sammenslutningerne vokse, indtil de omfattede hele

Landets Industri. Og den almindelige Anvendelse af Princippet ville for det Land, der antog det, betyde en enorm Fordel i den internationale Konkurrence, thi det ville gøre Produktionen rationel, systematisk og i enhver Henseende mere effektiv og økonomisk. Målet for hele Udviklingen, som Lassalle så på den, var en Kollektivisme af samme Type som den, vi finder hos Karl Marx og Rodbertus. „Arbejdsdeling," siger han, „er i Virkeligheden fælles Arbejde, socialt Produktionsforbund. Denne Produktionens virkelige Art og Natur skal blot til Gavns erkendes. Ved Totalproduktionen er det derfor blot nødvendigt at afskaffe de private Kapitaler og lede Samfundets Arbejde, der allerede er fælles, med Samfundets Fælles-kapital og uddele Produktionens Overskud i Forhold til det Arbejde, hver enkelt har udrettet."

I det polemiske Skrift mod Schulze-Delitzsch har Lassalle meget indgående gjort Rede for sit hele Standpunkt i Modsætning til Modstandernes individualistiske Teorier. Han hævder, at Fremskridtet ikke skyldes den enkelte, men altid Samfundet som Helhed. I denne Forbindelse giver han en kortfattet Oversigt over den sociale Udviklings Historie. Hele Oldtidens Samfund og også de middelalderlige Samfund søgte menneskelig Solidaritet og Fællesskab i Trældom og Underkastelse. Den franske Revolution af 1789 og den historiske Periode, der står i dens Tegn, søgte i sin retfærdige Harme over denne Underkastelse Friheden i Opløsning af al Solidaritet og Fællesskab. Derved opnåedes imidlertid ikke Frihed, men Tøjlesløshed. Thi Frihed uden Fællesskab er Tøjlesløshed.

Den ny, dvs. den nuværende, Periode, søger Solidaritet i Friheden. Han søger derefter i sin Konjunktur-Teori at bevise, at hver Mand er økonomisk ansvarlig for, hvad han ikke har gjort og ikke for, hvad han har gjort. Individets økonomiske Skæbne er bestemt af Forhold, hvorover han intet Herredømme har, eller i hvert Fald kun meget ringe. Hvad mener Lassalle med Konjunkturer? Vi kan bedst forstå det ved at betragte en stor økonomisk Krise, der siden da er indtruffet. Intet bedre Eksempel på Konjunkturer kan findes end i det britiske Landbrugs nyere Historie. I 1876 begyndte Landbruget, der endnu var Landets vigtigste Erhvervsgren, at blive alvorligt truet af den amerikanske Konkurrence. Krisen, der forårsagedes af de lave Priser, der blev Følgen af denne Konkurrence, forværredes i høj Grad af dårlig Høst, som i 1879. Mange af Bønderne, der måtte betale Afgifter af deres Kapital, blev ruinerede. Som Følge af den formindskede Adgang til Kapital for Landbruget blev Adgangen til Arbejde stærkt forringet. Der kunne ikke længer betales Afgifter som i tidligere Tid. Alle de tre Klasser, der direkte var interesserede i det engelske Landbrug, led frygteligt, uden at der kunne lægges noget særligt Ansvar på nogen af dem. I Irland, hvor Nøden, der i sig selv var stor nok, blev fremhævet af de nationale Strømninger, blev den økonomiske Krise til en politisk Krise, der berørte hele Riget. Hvem af alle de Millioner, der led Nød, kunne en uhildet Undersøgelse pålægge Ansvaret?

Sådanne vidt omfattende Katastrofer er almindelige i den nyere økonomiske Historie. De er en nødvendig Følge af et industrielt Konkurrencesystem. Lassalle oprøres med Rette mod de ensidige og dårligt underrettede Statsøkonomer, der vil pålægge den enkelte Ansvaret for hans Skæbne under en sådan Krise. Statsmænd, der ville lade deres Undersåtter uden Hjælp i sådanne Nødstider, havde kun ringe Forståelse af deres Pligt. Og det må altid regnes for en prisværdig Egenskab hos Socialismen, at den så vidt muligt søger at oprette social Kontrol med disse Konjunkturer og formindske deres ødelæggende Virkninger ved at yde Statshjælp til dem, der trues af dem.

Hovedafsnittet i Bastiat-Schulze er Lassalles Redegørelse for Kapital og Arbejde. For Lassalle er Kapitalen et historisk Fænomen, et Produkt af historisk Forhold, hvis Dannelse vi kan følge, og hvis Forsvinden, under ændrede Forhold, vi kan forudse. Med andre Ord, Kapital er Navnet på et System af økonomiske, sociale og juridiske Forhold, der hver for sig og samlede er Følgen af en langvarig og gradvis historisk Udviklingsproces. Bastiat-Schulze er en Klarlæggelse af disse Forhold. Følgende kan betragtes som en skematisk Fremstilling af dem: 1) Arbejdsdelingen i Forbindelse med Storindustrien. 2) Et Produktionssystem til Udveksling på de store Verdensmarkeder. 3) Fri Konkurrence. 4)Arbejdsmidlerne som Ejendom for en særlig Klasse, der efter at have betalt. 5) en Klasse af frie Arbejdere i Overensstemmelse med den jernhårde Lønningslov, tilegner sig Overskudsværdien. Ejendom består ikke i Frugten af éns eget Arbejde, men i Tilegnelse af andres. Eigenthum ist Fremdthum geworden.

På denne Måde er Kapitalen blevet en uafhængig, selvforplantende Magt, der undertrykker sin Frembringer. Penge skaber Penge. Fortidens Arbejde knuser, bemægtiget og kapitaliseret, Nutidens Arbejde. „De døde behersker de levende". „Arbejdsmidlet, der er blevet uafhængigt og har byttet Roller med Arbejderne, som har degraderet de levende Arbejdere til et dødt Arbejdsmiddel og udviklet sig, selve det døde Arbejdsmiddel, til et levende, producerende Organ - det er Kapitalen. I dette højst symbolske Sprog opsummerer Lassalle sin Fremstilling af Kapitalens Historie. Vi har allerede beskæftiget os med den Side af den, den jernhårde Lønningslov, som Lassalle lagde mest Vægt på. Det hele Emne er langt mere omfattende behandlet af Karl Marx i Das Kapital, hvorfor vi ikke behøver at gå nærmere ind på det her.

Det ville imidlertid ikke være urigtigt her at sige et Ord om Brugen af Ordet Kapital, som det forstås i den socialistiske Retning, hvortil Lassalle og Karl Marx. hører. De bruger det ikke i dets rent økonomiske Betydning, som Rigdom anvendt til yderligere Produktion: Det er at forstå som Navnet på det sociale og økonomiske System, under hvilket de kapitalbesiddende er den herskende Magt. Hos dem er det den økonomiske Faktor, der arbejder under de nuværende juridiske og sociale Forhold, alle disse Forhold medindbefattet. Det ville være langt bedre at begrænse Ordets Brug til dets rette økonomiske Betydning og anvende det nye Ord, Kapitalisme som et udtømmende og koncist Navn for det nuværende System.

Kapitalens Funktion er under alle sociale Systemer og i alle historiske Epoker fundamentalt den samme; den er simpelthen Rigdom anvendt til Frembringelse af mere Rigdom. Men de historiske, juridiske og politiske Forhold, under hvilke den udnyttes, varierer i det uendelige, ligesom de praktiske Former, den antager. Der kan ingen virkelig Undskyldning findes for de Polemikere, der i deres Uvidenhed eller Sprogforvirring påstår, at Socialismens Hensigt er at afskaffe Kapitalen. Så langt fra at afskaffe Kapitalen vil Socialisterne gøre den mere effektiv til Fremmelse af det sociale Velfærd ved at stille den under social Kontrol. Hvad de ønsker, er at afskaffe det nuværende System, i Kraft af hvilket Kapitalen står under en enkelt Samfundsklasses Kontrol. Det ville være en betydelig Fordel for den klare Forståelse, hvis dette System altid blev kaldet Kapitalisme.

Vi har allerede beskæftiget os med Lassalles Statsteori og hans Opfattelse af den jernhårde Lønningslov. En yderligere Kritik af hans social-økonomiske Standpunkt fremmes bedst ved en Betragtning af hans Strid med Schulze-Delitzsch, den tyske Liberalismes socialøkonomi ske Repræsentant. Det kan i al Almindelighed siges, at Lassalle imødegår Schulzes ensidige Individualisme ved Fremsættelsen af den socialistiske Teori, der også er ensidig og overdreven. Hans Syn på Samfundets Indflydelse, sammenlignet med Individets, er det mest iøjnefaldende Eksempel herpå. Den eneste formålstjenlige sociale Filosofi er den, der i lige høj Grad har sin Opmærksomhed henvendt på disse to Faktorer; begge er af fremragende Betydning, og hver af dem kan rettelig bruges som Udgangspunkt for Undersøgelse og Diskussion.

Hans Konjunkturteori er overdreven. Den er i mangt og meget vel begrundet; i de mægtige økonomiske Storme, der hærger den civiliserede Verden, er den enkeltes Skæbne i væsentlig Grad bestemt af Forhold, han ikke råder over. Men nu som altid vil borgerlige Dyder som Driftighed, Energi, Ædruelighed og Kløgt materielt kunne bestemme den enkeltes Liv. Med det, vi nu har for Øje, er det imidlertid vigtigere at undersøge Lassalles Polemik mod hans Modstanders praktiske Forslag. Lassalle påstod, at Foreningerne til Fremskaffelse af Kredit og Råmateriale kun ville gavne Håndværkerne, og at det er Håndværkets Skæbne at forsvinde for Storindustrien. Men, kan vi spørge, hvorfor skulle sådanne Foranstaltninger til gensidig Hjælp ikke kunne udnyttes af Arbejdersammenslutninger i endog højere Grad end af de enkelte Arbejdere? Disse Foreninger kan betragtes som ydende delvis og stærkt begrænset Lettelse for Arbejderne, men hvorfor skulle Foreningsbevægelsen blandt Arbejderne standse her?

Det frivillige Kooperationssystem må begynde ét Sted; det begyndte meget naturligt og fornuftigt med den Slags Foreninger, og det fortsættes meget naturligt og fornuftigt ad de Veje, der frembyder færrest Hindringer for Udviklingen. I disse Foreninger har Arbejderne erhvervet den Kapital og de Erfaringer, der er nødvendige for videre Fremskridt. Der kan ikke påpeges nogen Grænse for dette Systems Udviklingsmuligheder. De kan rettelig betragtes som den første Begyndelse til den sociale Kontrol med økonomiske Processer, hvis Mål og Fuldbyrdelse vi finder i Socialismen. Hvis Lassalle i den polemiske Strid havde lyttet til Videnskabens klare Røst, ville han have indset, at han, såvel for sine Modstanderes som for sit eget Vedkommende, måtte hævde, at alle sociale Institutioner er undergivne og rummer Muligheder for Udvikling.

Til Gunst for Schulzes Idéer kan anføres, at de ikke indeholder nogen fiks og færdig Løsning af det sociale Spørgsmål, men de er en Begyndelse. Om Schulzes Foreninger kan det, ikke mindre end om Lassalles, påstås, at de indeholder det organiske Element til en uafladelig Udvikling. Ad denne Vej kan Arbejderne opnå den fuldstændige Ledelse af deres egne industrielle Interesser med deres egen Fælleskapital. De kan således skaffe sig deres Arbejdes fulde Udbytte, i hvilket Tilfælde Lassalles Indvending med Hensyn til den Befolkningstilvækst, der ville forårsages ved de dalende Priser på Levnedsmidler som Følge af Forbrugsforeningernes Virksomhed, ikke ville berøre Schulzes Plan mere end hans egen. I begge Tilfælde må vi antage, at der ville blive større Rigdom på Eksistensmidler og lettere Adgang til dem; i begge Tilfælde ville der blive Fare for en alt for hastigt voksende Befolkningsmængde. Vi kan antage, at denne Befolkningstilvækst ville afbalanceres af en Tilvækst i Produktionen, der helt tilfaldt Arbejderne. Men ved Schulzes Planer ville der være den store Fordel, at Arbejderne, da de ved egen Hjælp havde erhvervet Kapital og Erfaring, ville være i Besiddelse af hele den overlegne Uddannelse, der er nødvendig ved Løsningen af Befolkningsspørgsmålet, og alle andre Spørgsmål, og som kun kan erhverves gennem langvarig og gennemgribende social Disciplin.

Lassalle havde gjort vel i at huske sin egen Erklæring om, at den eneste virkelige Forskel mellem dem var, at den ene troede på Statshjælp og den anden på „Selvhjælp". Og vi kan yderligere spørge: Udelukker de to hinanden? I Virkeligheden var Striden som sådan ufrugtbar nok. Og dog førte den til rige Resultater, for så vidt som den henledte Tysklands Opmærksomhed på de deri indblandede Spørgsmål og førte til en mere grundig Diskussion af dem.

Men bedre end noget Argument, der kan fremføres, er den Dom, Historien allerede har udtalt i Sagen, siden Striden førtes. I 1885, akkurat enogtyve År efter den bitre Fejde mellem de to Repræsentanter for Statshjælp og Selvhjælp, besad de Foreninger, Schulze havde stiftet i Tyskland alene, en egen Kapital på et Hundrede Millioner Thaier. Det vil erindres, at dette er Størrelsen af det Lån, Lassalle krævede af Staten for at sætte sine producerende Sammenslutninger i Virksomhed. Hvis de producerende Sammenslutninger mislykkes for Arbejderne, vil det ikke, som Lassalle påstod, blive på Grund af Kapitalmangel. Producerende Sammenslutninger med Statskredit er derfor ikke den eneste Vej ud af Miseren.

Behøver vi at gå videre og sige, at Lassalles Metode til Statshjælp absolut ikke var den rette Metode? Det er vist nok, at den tyske Regering, skønt baseret på den almindelige Valgrets Princip, ikke har bevilget den Kredit, Lassalle krævede, og at hans Agitation i så Henseende har lidt et Nederlag - måske på Grund af hans tidlige Død, og fordi den tyske Socialisme siden da overilet har udviklet sig i international og endog anti-national Retning og på denne Måde afskåret sig fra Kejserens og hans Kanslers Velvilje. Vi behøver ikke at vise, hvor højst usandsynligt det er, at den tyske Regering ville have garanteret selv om Socialdemokraternes Holdning havde været underdanig og forsonlig til Yderlighed. Og Socialdemokraterne selv synes nu at tillægge Lassalles Plan liden eller ingen Betydning, skønt de optog den i Gotha Programmet af 1875. Den findes ikke i Partiets Erfurt Program, der blev vedtaget i 1891. Lassalles Agitation har med andre Ord vist sig som et Fejlgreb på dette specielle Punkt. På den anden Side ville det være absolut ukorrekt at hævde, at Erfaringen har udtalt sig imod hans Plan, for så vidt som ingen Regering nogensinde har taget den alvorligt i Betragtning.

Som så mange andre Foregangsmænd har Lassalle ikke fuldført, hvad han tilsigtede, og dog nåede han store Resultater. Vi kan ikke ganske slutte os til Schillers Erklæring, at Verdens Historie er Verdens Dom. Vi er ikke tilbøjelige til at tro, at alt, hvad der har sejret, er af det gode og alt, hvad der har lidt Nederlag, er af det onde, eller at noget er kun godt eller ondt, for så vidt som det sejrer eller ikke. Dog kan vi passende afslutte Striden mellem Lassalle og Schulze ved at anføre, at de Foreninger, sidstnævnte stiftede, i 1885 havde 1,500,000 Medlemmer med en Kapital på 300 Millioner Mark, og at det tyske Socialdemokrati, stiftet af Lassalle, vel Valget i 1890 samlede 1,427,000 Stemmer. Begge har udrettet store Ting, der har en endnu større Fremtid for sig. I dette som i så mange andre Tilfælde har Historiens Gang ikke respekteret de snævre Grænser, der anvistes den af Døgnets Stridsmænd.

Vi behøver imidlertid ikke at komme nærmere ind på Detailler i Lassalles Polemik med Schulze-Delitzsch. Langt vigtigere er det at repetere Hovedlinierne i hans Lære. Hvad Lassalle tænkte sig og kæmpede for, var et Demokrati, hvori Magtens og Rettens Krav var forenede, et Demokrati af Arbejdere, ledet af Videnskaben og gennem almindelig Valgret skabende et Statsstyre, der hævede sig til sin Funktions høje Niveau som Repræsentant for og tremmer af Frihed, Kultur, Moral og Fremskridt i disse store Idéers dybeste Betydning. Frem for alt skulle dette Demokrati være et socialt Demokrati, hvori den politiske Idé var den sociale underordnet; heraf Statens Pligt til at gøre i hvert Fald det første Skridt mod Løsningen af det sociale Spørgsmål ved at yde Kredit for producerende Sammenslutninger. Men dette skulle kun være Begyndelsen; gennem Generationer måtte der arbejdes ihærdigt på det sociale Spørgsmåls Løsning, indtil Arbejdet omsider var fuldstændig frigjort.

Betragt, i Modsætning til dette Ideal, den preussisk-tyske Stat, som den virkelig er. Den tyske Stat må stadig støtte sig på Hæren og Politiet, mens den dybeste Utilfredshed hersker blandt de mest intelligente af Arbejderklassen. Det er en Kendsgerning, der er vel værd at tage i Betragtning for vore Statsøkonomer og Politikere, at Eliten af Arbejderne i den Nation, der sandsynligvis er den bedst opdragede og mest eftertænksomme i Verden, er gået over til det socialdemokratiske Parti. Heller ikke kan den tyske eller nogen anden Stat med fuld Kraft hellige sig Løsningen af det sociale Spørgsmål, thi Europa er som en vældig Lejr, hvor Videnskab og Finanser er anspændt til det yderste for at opfinde og fremstille Instrumenter til Ødelæggelse af vore Medmennesker. For denne Tingenes Tilstand er den nuværende Kejser, der besteg Tronen i 1888, en kun alt for villig Repræsentant, men selv om han havde Viljen dertil, ville det være ham umuligt at forhindre dette, eftersom det skyldes Årsager, der har deres Rod alt for dybt i den menneskelige Natur og i det Trin, hvorpå den sociale Udvikling befinder sig, til at de kan fjernes af noget andet end en gennemgribende Forandring i de Motiver og Forhold, der bestemmer Livet. Tysklands historiske Forudsætninger og geografiske Beliggenhed er også af en sådan Natur, at det endnu længe må vedblive at være en militaristisk Stat; og for de fleste andre Staters Vedkommende gør specielle Hindringer sig gældende. Reformatorer må derfor vente længe og arbejde målbevidst, inden de kan gøre sig Håb om at se et Ideal som Lassalles virkeliggjort. Få vil nægte, at det var et ædelt Ideal og at alle Fremskridtets Elskere skylder ham Taknemlighed - til Trods for enkelte uværdige Træk i hans Liv - for hans energiske og veltalende Arbejde i dets Tjeneste.

For dem, der identificerer Socialisme med den mest yderliggående revolutionære Ånd, må Rodbertus naturligt stå som en Gåde. Alt, hvad der er karakteristisk for Hodbertus, er i absolut Modstrid med deres Begreber om en Socialist. Han var preussisk Sagfører og Jordejer, en stille, kultiveret Lærd, der misbilligede Revolution og endog Agitation. Det var også et fremtrædende Træk i hans Lære, at han tænker sig den sociale Udvikling foregående indenfor nationale Linier og under national Kontrol. Og dog er det umuligt at give en udtømmende Redegørelse for Socialismen uden at tage Rodbertus med. Den eneste Vej ud af Vanskeligheden for dem, der er stillet overfor den, er således klart nok at udvide deres Opfattelse af Sagen, og Rodbertus vil blive dem fuldtud forståelig.

Karl Johann Rodbertus, af nogle betragtet som den videnskabelige Socialismes Stifter, fødtes d. 12. August 1805 i Greifswald, ved hvis Universitet hans Fader var Professor. Han studerede Jura i Gøttingen og Berlin, havde derefter flere Stillinger som Jurist og købte senere, efter at have tilbragt nogen Tid på Rejse, Godset Jagetzow i Pommern, hvoraf hans Navn Rodbertus-Jagetzow. I 1836 tog han fast Bolig på sit Gods, og viede siden hovedsagelig sit Liv til økonomiske og andre videnskabelige Studier. Også Egnens og Provinsens offentlige Liv ofrede han nogen Interesse.

Efter Revolutionen i Marts 1848 blev Rodbertus valgt til Medlem af den preussiske Nationalforsamling, hvor han sluttede sig til venstre Centrum, og i fjorten Dage beklædte han Ministeriet for Kirke og Undervisning. Han var Medlem for Berlin i Andet Kammer 1849 og arbejdede for Frankfurter Rigsforfatningen, der også blev vedtaget. Så kom den revolutionære Bevægelses Nederlag i Preussen som andetsteds i Europa, og Rodbertus trak sig tilbage til Privatlivet. Da Systemet med at dele de preussiske Vælgere i tre Klasser blev indført, anbefalede Rodbertus at afholde sig fra at stemme. Hans eneste senere Optræden i det offentlige Liv var hans Kandidatur ved det første Nordtyske Landdagsvalg, hvor han faldt.

Hans Brevveksling med Lassalle er et interessant Moment i hans Liv. En Tid lang tænkte Rodbertus på at danne et socialt Parti i Forening med den konservative Socialist, Rudolf Meyer, og Hasenklever, en fremtrædende Tilhænger af Lassalle, men der kom intet ud af dette. Rodbertus var hverken tilbøjelig eller egnet til at optræde som Agitator; han var en Mand af besindigt og kritisk Sind og troede ikke på en Samfundsforbedring gennem voldsomme Omvæltninger, men kun gennem en langsom og gradvis Udvikling. Han advarede de tyske Arbejdere mod at slutte sig til noget politisk Parti og opfordrede dem til at betragte sig som et rent socialt Parti. Han døde d. 8. December 1875.

Rodbertus' Standpunkt var „socialt, monarkistisk og nationalt". Af sin hele Sjæl holdt han på den rent økonomiske Part af det tyske Socialdemokratis Lære; dog sympatiserede han ikke med dets Metoder og havde ingen Interesse for Lassalles producerende Sammenslutninger med Statshjælp. Han betragtede den socialistiske Republik som en Mulighed, men han bøjede sig oprigtigt for sit Lands monarkiske Forfatning og håbede, at en tysk Kejser ville kunne udføre Værket som social Kejser. Han var også oprigtig Patriot og så med Stolthed og Forhåbningsfuldhed hen til det genfødte tyske Riges Fremtid.

Rodbertus' økonomiske Lære hviler på det Princip, der, først fremsat af Adam Smith og Ricardo, hævdes af alle senere Socialister - at Arbejdet er Kilden til og Målestokken for Rigdommen. I Forbindelse hermed udviklede han den Lære, at Afgifter, Udbytte og Lønninger alle er Dele af en Nationalindtægt, der frembringes af Samfundets Arbejderes forenede Anstrengelser. Følgelig kan der ikke tales om, at Arbejdslønningerne betales ud af Kapitalen; Lønningerne er kun den Del af den nationale Indtægt, der tilfalder Arbejderne, en Nationalindtægt, som de selv alene har frembragt. Lønningsfond Teorien bliver således i et og alt afvist.

Men den vigtigste Konsekvens af denne Teori er hans Udvikling af, hvorledes Besiddelsen af Jord og Kapital sætter Godsejere og Kapitalister i Stand til at tvinge Arbejderne til at dele Frugterne af deres Arbejde med disse ikke-arbejdende Klasser, og i et sådant Forhold, at Arbejderne kun opnår, hvad der er nødvendigt til at opretholde Livet. Således træder den jernhårde Lønningslov i Kraft. Heraf drager Rodbertus også sin Teori om Handelskriser og Nødstilstand og på følgende Måde: Til Trods for den stigende Produktion opnår Arbejderne kun det nødvendigste til at sikre deres Eksistens og altså en forholdsvis ringere Del af den nationale Indtægt. Men de producerende udgør også den største Del af de forbrugende, og i samme Forhold som deres Andel i den nationale Indtægt forringes, synker denne store Folkeklasses Købeevne. Den stigende Produktion mødes ikke af et i samme Forhold stigende Forbrug; Udvidelserne følges af Indskrænkninger i Produktionen, af Arbejdsløshed og yderligere Nedgang i Arbejdernes Købeevne. Således fremkommer en Handelskrise, der har Nødstilstand som sin uundgåelige Følge. Imidlertid vedbliver de ikke-producerende Kapitalisters og Jordejeres Købeevne at stige i samme Forhold, men da de i Forvejen havde nok til at købe alle Eksistensmidler, bruger de så meget mere til Luksusartikler, og Produktionen stiger på dette Område.

Af fundamental Betydning i Rodbertus' Lære er hans sociale Udviklingsteori. Han anerkender tre Stadier i Menneskehedens økonomiske Fremskridt: (1) Den hedenske Oldtid, hvor Ejendomsretten over Mennesker var Reglen. (2) Den private Land- og Kapitalejendoms Periode. (3) Den, endnu fjerne, Periode, hvor Ejendom er bestemt af ydet Arbejde eller Fortjeneste. Målet for Menneskeslægtens Udvikling er ét Samfund organiseret på kommunistisk Grundlag; kun på denne Måde kan det Princip virkeliggøres, at hvert Menneske lønnes efter sit Arbejde. I denne kommunistiske eller socialistiske Fremtidsstat skal Jord og Kapital være Nationalejendom og den hele nationale Produktion stå under national Kontrol; og der skal træffes Forholdsregler til at vurdere hver enkelt Borgers Arbejde, så han kan lønnes efter dets nøjagtige Værdi. En mægtig Stab af Statsembedsmænd vil udkræves til dette Hverv. Som allerede sagt troede Rodbertus, at dette Stadium i den sociale Udvikling lå langt ude i Fremtiden; han anslår, at der må gå fem Århundreder, inden Folkets moralske Kraft vil kunne nå så vidt. Det vil af det allerede fortalte fremgå, at Rodbertus i Kraft af sit Temperament, sin Kultur og sociale Stilling i et og alt var en Modstander af Agitation som Middel til at fremskynde den ny Æras Indtræden, og de Foranstaltninger, han anviser ved Overgangen til den, vidner om den største Hensyntagen til Kapitalisternes og Jordejernes Interesse. Han foreslog, at disse to Klasser skulle have Besiddelsen af deres nuværende Andel i Nationalindtægten ubeskåret, hvorimod Arbejderne skulle få Udbyttet af Stigningen i Produktionen. For at sikre dem denne Produktionstilvækst foreslog han, at Staten fastsatte en Normalarbejdsdag for de forskellige Fag; en Normalarbejdsdag og en lovbestemt Lønning, hvis Størrelse skulle revideres med regelmæssige Mellemrum, og forøget i Forhold til Produktionens Stigen, således at den bedste Arbejder fik den bedste Løn. Ved Forholdsregler som disse, gennemført af Staten for at råde Bod på Konkurrencesystemets Onder ville Rodbertus søge at lette Overgangen til den socialistiske Æra.

Rodbertus' social-økonomiske Arbejde er derfor et i mådeholden og videnskabelig Ånd gjort Forsøg på at klarlægge de Onder, der nødvendigt følger med Konkurrensesystemet og som især ytrer sig i den jernhårde Lønningslovs Virksomhed. Midlet, han foreslår herimod, er en Statsledelse af Produktionen og Fordelingen, der i stedse højere Grad skal udvides, indtil vi når en fuldstændig og universel Socialisme - og i alt grundet på det Princip, at eftersom Arbejdet er Rigdommens Kilde, skal al Rigdom tilhøre Arbejderen.

Det er næppe nødvendigt at gå nærmere ind på Rodbertus' Teorier. I store Træk er hans Lære klar nok, og Detaillerne kunne kun udtømmende behandles i et Værk særlig viet ham. I visse Hovedtræk er hans social-økonomiske Standpunkt det samme, som Karl Marx og Lassalle indtager. Hovedforskellen beror i Anvendelsen af Principperne. Vi har set, at han venter, den preussiske eller tyske Stat skal antage hans Teorier, men den Interesse, vi kan føle for den meget fjerne Mulighed for, at de vil blive udførte i Praksis ad den Vej, kan naturligt ikke være synderlig stor. Det var en urimelig Tanke at tro, det tyske Folk ikke bruger deres nyerhvervede politiske Rettigheder til at fremme deres sociale Krav; og det er unødigt at sige, at en socialistisk Udvikling, langsomt ledet under en Hær af Embedsmænd, ikke er nogen synderlig indbydende Idé.

Rodbertus har haft stor Indflydelse på den nyere tyske Statsøkonomi, især som den ytrer sig hos Adolf Wagner. For mange står han som Grundlægger af en sand videnskabelig Socialisme. Hans Kritik af Statsøkonomernes ledende Principper har foranlediget disse til betydende Ændringer i deres Fremstilling og Behandling af deres Videnskab. Rodbertus' vigtigste Skrifter er følgende: ZUR ERKENNTNISS UNSERER STÅTSWIRTHSCHAFTLICHEN ZUSTÅNDE (1842); SOCIALE BRIEFE AN VON KIRCHMANN (1850); CREDITNOTH DES GRUNDBESITZES (2. Udg. 1876); DER NORMAL-ARBEITSTAG (TOB. ZEITSCHRIFT 1878); Breve til Rudolf Meyer (1882). Se også Adolf Wagner (TOB. ZEITSCHRIFT 1878); Kozaks Værk om Rodbertus (1882); en fortrinlig Monografi af G. Adler (Leipzig 1884) og Prof. Gonner: SOCIAL PHILOSOPHY OF RODBERTUS (London 1899).

I Slutningen af det 18. århundrede var de tyske Borgere og de tyske Bønder mere undertrykte, deres Stilling i det hele betydeligt dårligere end deres franske Klassefællers. Men da Tyskland i økonomisk Udvikling lå langt tilbage for Frankrig, var Betingelserne for en tysk borgerlig Revolution i Lighed med den franske endnu ikke til Stede. Den i det væsentlige middelalderlige Samfundsordning med dens stærke Fyrste- og Herremandsvælde begyndte dog så småt at opløses under det franske Herredømme og Frihedskrigene. I 1806 ophævede Prøjsen Livegenskabet, og en Del af de adelige Forrettigheder afskaffedes. Borgerskabet fik et udvidet Selvstyre i Byerne. Men da Frankrig var grundigt besejret, rejste Fyrster og Adel påny Hovedet; de gamle Forrettigheder genindførtes i vid Udstrækning, og i Stedet for de i Frihedskrigens Tid lovede frie Forfatninger trådte en hårdhændet Reaktion. Revolutionskrigene efterlod yderligere Tyskland i økonomisk Elendighed. Kun i Rhinegnene og i Westphalen var der foregået et varigt industrielt Opsving. I det øvrige Tyskland foregik Produktionen endnu i årtier under de gammeldags lavsmæssige Former, der f.eks. i Lærredsindustrien førte med sig, at Arbejderne trykkedes ned til den yderste Sultegrænse for at gøre Konkurrence med den engelske Maskinproduktion mulig. Den franske Julirevolution 1830 bragte en lidt friere Luftning ind over Tyskland, og i Trediverne begyndte den kapitalistiske Produktionsmåde så småt at trænge frem. 1834 ophævedes gennem den tyske Toldforening de indenrigske Toldgrænser, og i 1835 anlagdes den første tyske Jernbane. Men de politiske Problemer, Kapitalismen havde affødt i Frankrig og England, var endnu ikke rejst i Tredivernes Tyskland. Et borgerligt Frihedskrav var derfor kun i sin vorden; den nationalliberale Frihedsbevægelse, der drømte om Tysklands Enhed og om borgerlig Frihed, udgik fra Universiteterne og Studenterforeningerne, »die Burschenschaften«, Professorer og Digtere blev Bevægelsens Talsmænd. Og for de sociale Problemer, Kapitalismen ville rejse, var Forståelsen i disse Kredse ringe. Regeringerne kunne stænge skadelige Frihedsideer ude og slå Frihedsrørelser ned indenfor Landets Grænser; men de kunne ikke forhindre, at landflygtige Studenter og Digtere eller vandrende Håndværkssvende i Udlandet kom under Påvirkning ikke alene af kapitalistiske Frihedsideer, men også af den franske Socialismes Tankeverden. Blandt disse vandrende Håndværkssvende fandt tysk Socialisme sin første Teoretiker i Wilhelm Weitling. 

Weitling var født udenfor Ægteskab i Magdeburg i 1808. Han lærte Skrædderhåndværket, gik på Vandring og kom midt i Trediverne til Paris, hvor de tyske landflygtige i 1834 havde stiftet en hemmelig Forening De landflygtiges Forbund. En Del af dette Forbunds Medlemmer skilte sig i 1836 ud og dannede en ny kommunistisk og demokratisk organiseret Sammenslutning De retfærdiges Forbund, der overvejende bestod af Håndværkere. Denne Organisation, hvoraf Weitling var Medlem, udgav i 1838 hemmeligt et af ham forfattet kommunistisk Skrift om Menneskeheden, som den er, og som den skulle være, der blev uddelt blandt de tyske Håndværkere. I 1841 rejste Weitling til Svejts, hvor han både mundtligt, skriftligt og organisatorisk fortsatte sin kommunistiske Agitation, og hvor han i 1842 udgav sit Hovedværk: Garantierne for Harmoni og Frihed. Weitling fremstiller heri, hvorledes Menneskene oprindelig, inden den private Ejendom endnu havde fået Overtaget, levede frit og lykkeligt. Men da først Ejendomsbesiddelsen var blevet en Særret for enkelte, blev den samtidig en Forbandelse for Menneskeheden; der blev to Slags Mennesker, Arbejdere og Lediggængere. Nu var der fire Slags Mennesker: de, der udfører nyttigt Arbejde, de, der udfører unyttigt Arbejde, de, der ikke arbejder, og de, der udfører skadeligt Arbejde. Og Pengene havde tilsløret Varernes virkelige Værdi, begunstiget Udbytningen af Arbejderne og medvirket til Opretholdelsen af et lige så slemt Slaven som det gamle. I det nye Samfund, Weitling ville have indført, skulle Jord, Bygninger, Maskiner og Arbejdsredskaber være Fælleseje, og Produktionen organiseres og ledes af Samfundet. Weitling foreslog Arbejdstiden fastsat til seks Timer i Døgnet, hvad han mente ville være tilstrækkeligt til at dække de arbejdendes Behov og til at skaffe Underhold til Embedsmænd, Lærere, Læger, syge, gamle o.s.v.. Arbejderen måtte frit kunne vælge de Timer af Døgnet, han ville ofre på sit Arbejde; og med den udstrakte Arbejdsdeling skulle han let kunne overgå fra en Virksomhed til en anden. Ethvert Individ ville i dette nye Samfund få udleveret en Handelsbog indeholdende hans Portræt og Signalement, Fortegnelse over hans Sygdomme, forskellige Bopæle og Beskæftigelser og desuden en Angivelse af de Forretningstimer, han rådede over. Bogen blev på samme Tid Borgerens Pas og hans Portemonnæ. Ved Køb i Forretninger, Restaurationer o.s.v. og til Betaling for Rejser, Teaterbilletter m.v. skulle det Antal Arbejdstimer, der svarede til Værdien af de indkøbte Varer eller Billetter afstemples såvel i Borgernes Handelsbog som i det vedkommende Etablissements store Forretningsbog. Bøgerne skulle fornyes hvert år. For at skaffe Ligevægt mellem de forskellige Fag måtte Samfundet gennem Opdragelsen lede Børnenes Tilbøjeligheder henimod de Fag, der trængte til Tilgang. Kun de Elever, der udmærkede sig særligt, ville blive fritaget for legemligt Arbejde for at kunne besøge Universiteterne. Og kun de nyttige og behagelige Videnskaber skulle dyrkes. Jura og Teologi afskaffedes. I Spidsen for Samfundets Styrelse tænkte Weitling sig et Tremandsråd, bestående af de største Filosofer, der tillige skulle være de fornemste Genier i Lægekunst, Fysik og Mekanik. Efter dette Råd kom Centralmesterkompagnier til Forvaltning af de vigtigste Embeder, derefter Mesterkompagnier, Akademier og Sundhedskommissioner. Landegrænserne ville Weitling have udslettet og Befolkningerne forenet i en Verdensnation, hvori der da af sig selv ville danne sig et Verdenssprog. Weitlings Hovedværk, der ved sin Fremkomst vakte overordentlig Opsigt, bærer tydeligt Præg af Påvirkning fra fransk utopisk Socialisme, navnlig fra Fourier. Og som de franske Socialister fra det 19. århundredes Begyndelse var Weitling Utopist, selv om han i højere Grad end disse havde øje for de økonomiske Klassemodsætninger. Men han når som Fourier højest i sin Kritik af de bestående Tilstande, og han angriber som denne Handelen og de små Købmænds Snylterklasse langt voldsommere end Fabriksvæsenet. Og om han end ikke henvendte sig til Rigmændene eller ventede Støtte fra disse, byggede han dog heller ikke sine Forventninger om et kommunistisk Samfund på en selvstændig Underklassebevægelse. De nye Samfundstilstande skulle tværtimod indføres gennem et Diktatur og derefter styres af et åndsaristokrati. Under sin fortsatte kommunistiske Agitation i Svejts udsattes Weitling for Modgang og Nød og følte sig sluttelig som Profet og Martyr. Under denne Stemning foreslog han at indføre Kvindefællesskab og at oprette et Tyveforbund til at føre Guerillakrig mod de besiddende Klasser. Og i Foråret 1843 skrev han De fattige Synderes Evangelium, hvori han med Evangeliernes Jesus gav et Billede af sig selv som en ny Messias. Inden bogen, der senere udgaves under Titlen En fattig Synders Evangelium, endnu var udkommet, blev Weitling fængslet og senere straffet for Gudsbespottelse og Angreb på Ejendomsretten. Fra Svejts udleveredes han derpå til Tyskland, hvorfra han efter nye Fængselsophold rejste til London og derfra til Amerika. Da Martsrevolutionen var udbrudt 1848, vendte han tilbage til Tyskland og forsøgte en ny Agitation for sine Anskuelser. Han fandt dog ingen Tilslutning og rejste derfor påny til Amerika, hvor han døde i New York den 25. Januar 1871.

Samtidig med at kapitalismen udviklede sig, dannedes og voksede industriproletariatet. Det, at den kapitalistiske produktion voksede, og udbytningen forstærkedes, bevirkede, at arbejderklassen var meget aktiv i den første fjerdedel af det 19. århundrede. I 1830´erne og 40´erne i sidste århundrede gik proletariatet selvstændigt til aktion mod borgerskabet. På den historiske skueplads viste der sig en ny samfundsmæssig kraft. I 1830´erne foregik der en række arbejderopstande i Frankrig. Juli-revolutionen i 1830 havde stor indflydelse på det politiske liv i de europæiske lande, og den førte til, at Bourbonnernes magt blev styrtet. Det var den første revolutionære handling i historien, hvor arbejderne spillede en aktiv politisk rolle. Den 21. november 1831 krævede væverne i Lyon lønforhøjelse. De fik afslag, og 30.000 arbejdere strejkede og organiserede en kæmpedemonstration. Strejken slog over i en bevæbnet opstand under parolen: »Leve ved at arbejde eller dø kæmpende«. Byen kom i hænderne på oprørerne, der dannede »arbejderkommissioner« Men 10 dage senere slog regeringstropper opstanden ned. Den 9. april 1834 rejstes igen barrikader i Lyons gader, og i 6 dage foregik arbejdernes bevæbnede kamp mod kapitalisterne med krav om oprettelse af en demokratisk republik. Den røde fane vajede over barrikaderne ved siden af parolen »republik eller død«. På syvende dagen blev også denne opstand slået ned. Arbejderne aktionerede også i andre lande i Europa. I England dannedes den i historien kendte chartistbevægelse. Hvor kommer dette navn fra? I 1838 offentligjorde en arbejderassociation i London et såkaldt charte (programskrift), der bestod af seks punkter, der indeholdt kravene om almindelig valgret for mænd, årligt valg til parlamentet, hemmelig afstemning, afskaffelse af valgcensus osv.. Arbejderne begyndte deres kamp for at gennemføre dette charte. På de forskellige etaper i chartistbevægelsen indtog denne kamp forskellige former: agitation, underskriftindsamling, politiske strejker, møder og demonstrationer. I juli 1840 dannedes en politisk proletarisk masseorganisation - Den nationale chartistassociation. Kulminationen i chartistbevægelsens udvikling blev generalstrejken i august 1842, i hvilken deltog hundrede tusinder arbejdere. Men lige som i de andre europæiske lande slog bourgeoisiets tro tropper også denne opstand ned. Ved hjælp af arrestationer, fængslinger og retsforfølgelser holdt den regerende elite justits over proletariatet. Tre gange blev chartet fremlagt i parlamentet og tre gange - i 1839, 1842, 1848 - blev det afvist. Men alligevel var bourgeoisiet under påvirkning af chartistbevægelsen nødt til at gå med til visse indrømmelser. Således blev f.eks. 10-timers arbejdsdag indført. Lenin vurderede chartismen som den første virkelig brede politisk udformede proletarisk-revolutionære massebevægelse. På denne tid aktionerede proletariatet også i Tyskland. Sommeren 1844 var næsten hele Schlesien inddraget i vævernes opstand, der krævede forbedring af leveforholdene. På den måde gik proletariatet selvstændigt ind i klassekampen mod borgerskabet i første halvdel af det 19. århundrede.

Den kapitalistiske Produktionsmåde satte fra Fyrrerne stadig dybere Spor i Tysklands økonomiske Liv. Storindustrien og Storhandelen skabte moderne Storstæder, Fabriker rejstes, trak Kvinder og Børn til sig og forvandlede Hjemmehåndværkeren til Fabriksarbejder eller trykkede ham ned i håbløs Elendighed. Og på Landet gik Lensgodserne i stor Udstrækning over til kapitalistisk Drift med Brændevinsbrænderi og Roedyrkning. Borgerskabet blev nu grebet af de nationalliberale Idéer. Overensstemmende med dets Klasseinteresser krævede det Tysklands statslige Enhed, fri Bane for de moderne Produktionsformer og en fri Forfatning, der flyttede den politiske Magt fra Fyrster og Adel til Bourgeoisiet. De liberale, individualistiske Strømninger fandt deres skarpeste Udtryk i Max Stirners (Caspar Schmidts) Bog Den eneste og hans Ejendom (1845), hvori den mest ubundne Egoisme forkyndtes: »Min Sag .... er den eneste, som jeg er den eneste.« Han toges da til Indtægt af Borgerskabet, men tilstræbte i Virkeligheden anarkistiske Tilstande, hvor ikke alene enhver ydre, overleveret Autoritet var afskaffet, men hvor tillige ethvert Klasseherredømme var ryddet at Vejen. Proletariatet havde endnu ikke formået at rejse sig til selvstændig politisk eller faglig Klassekamp. Som tidligere det engelske Proletariat gav det, hvor Udbytningen blev for voldsom, sin Fortvivlelse over Tilstandene Luft i ødelæggelse af Maskiner og i voldsomme, men planløse Strejker og Hungeropstande, der knustes at Militæret. Den største af disse Opstande fandt Sted blandt de schlesiske Vævere i Juni 1844 og endte selvsagt med, at Elendigheden forværredes. I Dramaet Væverne (1892) har den tyske Digter Gerhardt Hauptmann givet en Skildring af Opstanden. Den voldsomme Krise, der udbrød i 1847, og efterretningen om Februarrevolutionen i Paris bragte Liv i såvel Berlins Bourgeoisi som i dets Proletariat. Thi d. 24. februar 1848 faldt juli-monarkiet i Frankrig. Det revolutionære proletariat brændte kongetronen. Under februarrevolutionen opnåede arbejderne en række demokratiske og sociale erobringer. De aktionerede under parolerne: ,,Dannelsen af en social republik !" - ,,Retten til arbejde !"osv.. Bourgeoisiet var nødt til at gå med til indrømmelser. Der blev vedtaget dekreter om retten til arbejde, om nedskæring af arbejdsdagen til 10 timer i Paris og til 11 i provinsen, der blev dannet nationale værksteder, hvor mere end hundrede tusinde arbejdere fik arbejde, og der blev indført almindelig valgret for mænd. Men bourgeoisiet overgav sig ikke. Det samlede kræfter og styrkede sine positioner. Henimod sommeren 1848 begyndte arrestationerne af arbejderbevægelsens ledere, de revolutionære klubber blev lukket, demonstrationer og møder blev forbudt. Den 21. juni vedtoges et dekret om at opløse de nationale værksteder. Hundrede tusinder af mennesker var igen sat på gaden. Proletariatet svarede igen med en ny opstand. Påny blev gaderne i Paris spærret af barrikader. I fire dage kæmpede 45.000 arbejdere heltemodigt mod 250.000 svært bevæbnede soldater. Den 26. juni blev opstanden slået ned. De regerende kredse gjorde hårdt op med oprørerne: 11.000 blev dræbt, 25.000 blev arresteret. 3.500 blev sendt på straffearbejde. Lenin vurderede juniopstanden som den første store borgerkrig mellem proletariatet og bourgeoisiet. I Tyskland var det var arbejderne fra Køln, der begyndte disse aktioner, da de den 3. Marts 1848 krævede gennemførelse af demokratiske reformer. Efter nogle dage aktionerede også Berlins arbejdere med våben mod hæren og politiet. Men medens Borgerskabet ville lade sig stille tilfreds med kongelige Løfter om Landdagens Indkaldelse og om mulig Pressefrihed, krævede Proletariatet på store Møder ikke alene almindelige borgerlige Friheder, men også som Klassefællerne i Paris Anerkendelse at Retten til Arbejde og desuden Indsættelse af et Arbejdsministerium. Militæret skred ind overfor Proletarmøderne og benyttede sig at Anledningen til med Våben at tugte Byens Befolkning, hvad der fik Oprørsfølelsen til også at brede sig til Bourgeoisiets Rækker. Da kom Underretningen om, at Wienerne havde styrtet den forhadte Metternich, og herefter følte Berlins Borgerskab sig kaldet til ligeledes at handle. En Massedemonstration besluttedes iværksat den 18. Marts foran Slottet med det Formål at formå Kongen til at trække Militæret bort fra Byen. Under selve Demonstrationen rykkede Militæret imidlertid ind på Slotspladsen og løsnede ved en Fejltagelse to Skud, og hermed var Kampen mellem Befolkningen og Militæret i fuld Gang. Kampen varede til næste Formiddag, da Kongen så sig nødsaget til at lade Tropperne marschere ud af Berlin. Det var Proletariatet, der havde ført og vundet Revolutionen; men det blev Bourgeoisiet, der høstede dens iøvrigt såre magre Resultater; thi Modrevolutionen begyndte et Par Dage efter. En Borgervæbning dannedes, hvorfra Proletariatet udelukkedes, og allerede den 30. Marts rykkede kongeligt Militær efter Borgerskabets egen Opfordring påny ind i Byen. Frygten for Proletariatet var i de borgerlige Kredse større end Frygten for Militæret. Imidlertid skulle den tilkæmpede politiske og økonomiske Frihed og den nationale Enhed lovfæstes gennem to grundlovgivende Forsamlinger, den særligt prøjsiske i Berlin og den almindelige tyske Nationalforsamling i Frankfurt. Forsamlingerne valgtes ved almindelig Valgret, den prøjsiske dog, trods stærk Modstand fra Proletariatet, ved indirekte Valg. De samfundsbevarende Stemninger fik hurtigt Overtaget i begge Forsamlinger, og den 14. Juni kom det i Berlin til Kamp mellem Proletarmasserne, der ville storme Tøjhuset og forsyne sig med Våben, og Borgervæbningen, som ved Regeringstroppernes Hjælp slog Opstanden ned. Også i Frankfurt, hvor Nationalforsamlingen havde Sæde, og i Baden udbrød som Følge af Reaktionens tiltagende Magt Oprør, der ved overvældende Opbud at Militær kvaltes i Blod. Og i Oktober kom det påny i Berlin til Sammenstød mellem Proletariatet og Militæret. I Slutningen at 1848 var den prøjsiske Regering atter i fuld Besiddelse af Magten. Den opløste nu uden videre den grundlovgivende Forsamling og udstedte derpå selv en Forfatning, der efter nogle Ændringer blev til Forfatningen af 1850, som med sin Treklassevalgret gjaldt til Revolutionen 1918. Og den almindelige tyske Nationalforsamling gik det ikke stort bedre. I Marts 1849 vedtog den en Rigsforfatning og valgte Kongen af Prøjsen til tysk Kejser. Men Prøjsen nægtede at godkende Forfatningen, og i Sommeren 1849 sprængtes Forsamlingen, der som Følge af en Opstand i Baden var flygtet til Stuttgart, fra hinanden af würtembergske Tropper. Modrevolutionen havde herefter sejret overalt hjulpet af den økonomiske Opgang, der indtrådte i Erhvervslivet fra Slutningen af 1848. Fuldtud at genoprette de tidligere politiske Tilstande lod sig dog ikke gøre, dertil var Handel og Industri blevet for betydende Faktorer i Samfundslivet. Visse borgerlige Friheder måtte derfor opretholdes. Men Borgerskabet nåede ikke det uindskrænkede politiske Herredømme, det havde arbejdet for, ejheller den nationale Enhed. Storborgerskabet foretrak af Frygt for den Magt, det anede i den opvoksende Lønarbejderklasse, at bøje sig ind under den godsejerlige Reaktion fremfor at føre Kampen, til hvilken det i så Fald måtte have påkaldt Proletariatets Hjælp, til Bunds. Og Småborgerskabet viste sig ved sine frugtesløse Forsøg på at opretholde det dødsdømte Lavsvæsen endnu mere reaktionært end selv de adelige Junkere. I året 1848 førtes en Række Lønkampe og Strejker, og Fagforeninger dannedes, bekrigede på det hæftigste af Bourgeoisiet. Og til denne Kamp kunne Industriens Herrer påregne Junkerdømmets sikre Støtte. Fagforeningerne blev undertrykt af Politi og Domstole trods den efter Revolutionen indførte Foreningsfrihed. De revolutionære rystelser i 1848 omfattede byer og lande i de østrigske kejserdømme: Wien, Budapest, Nord Italien, Tjekkiet, Galizien og Vestukraine, Kroatien og Slovakiet.

Fra slutningen af det 18. til omkring midten af det 19. århundrede dannedes af europæiske Udvandrere, der tilhørte religiøse Sekter med mere eller mindre stærke kommunistiske Traditioner, en Række kommunistiske Kolonier i Amerika. Udvandringerne skyldtes enten Forfølgelser fra Myndighedernes Side, eller at Forholdene i Hjemlandet ikke tillod Udvandrerne at leve i Overensstemmelse med deres Tro. Amerikas uciviliserede Egne bød derimod Sekterne både Uafhængighed af Myndighederne og billig Jord til Oprettelse af Kolonier. Blandt sådanne kristelig-kommunistiske Kolonier er Shakernes et af de ældste. På Grund af religiøse Forfølgelser udvandrede en Del af Sektens Tilhængere i 1774 fra England under Ledelse af en Kvinde Ann Lee og grundlagde Kolonier i Amerika. Shakerne holder strengt på Cølibat. Kommunismen er en Del at deres Religion, men den tager kun Sigte på »Familien«. Nogle Familier er som Følge heraf meget velhavende, andre forholdsvis fattige. Shakerkolonier består endnu her i slutningen af 1920érne og ejer store Rigdomme. Kolonien Harmoni, som Robert Owen købte i Amerika, tilhørte da en Sekt, Rappisterne, opkaldt efter Georg Rapp, der i 1804 drog med 600 Tilhængere fra Tyskland til Amerika, hvor de sluttelig slog sig ned i Pennsylvanien og grundlagde Kolonien Economy. Siden 1807 lever Sekten i Cølibat. Der hersker Fælleseje mellem Koloniens Medlemmer, som nu til Dags nærmest danner et kapitalistisk Aktieselskab, hvis få Aktionærer ejer store Rigdomme. Kolonien Zoar grundlagdes i 1817, ligeledes af en tysk religiøs Sekt. hvis Medlemmer udvandrede under Ledelse af Josef Bäumler. De levede i Cølibat til 1831, derefter tillodes Ægteskab. Fælleseje indførtes 1819. Kolonien, der var ret. velhavende, ophævedes i 1898. Lignende Kolonier af tysk Oprindelse var Bethel og Aurora, der begge er ophævede. Særlig Interesse knytter sig til Kolonien Amana. De oprindelige Grundlæggere udvandrede i 1842 fra Tyskland til Amerika, hvor deres nuværende Koloni i Iowa dannedes i 1855. Fællesejet indførtes først, efter at Sekten havde slået sig ned i Amerika. Kolonien, der stadig omfatter et stort Antal Medlemmer, og som styres demokratisk, driver i Modsætning til de øvrige Kolonier ikke alene Landbrug, men også ved sine egne Medlemmer en Række industrielle Virksomheder. Ægteskab er tilladt. Kolonien er økonomisk særdeles velfunderet. Medlemmerne af de kristelig-kommunistiske Kolonier var fra først af så godt som alle Bønder, der allerede i Hjemlandet var vænnet til den yderste Nøjsomhed og hårdt Arbejde, og som derfor med Udsigt til Held kunne påtage sig Opdyrkning af ukultiveret Jord. I de Tilfælde, hvor Kolonierne har bevaret sig, er Medlemmerne da også blevet velhavende. Imidlertid er det religiøse og ikke det kommunistiske det centrale i deres Lære, og Kommunismen har hos de tilbageværende nærmest antaget Karakter af Udbytningsfællesskab, idet de på almindelig kapitalistisk Vis udbytter Lønarbejdere og ophober Rigdomme. Denne Udvikling er ganske naturlig. Kommunistiske Sammenslutninger vil muligvis kunne bevare sig som sådanne, sålænge de endnu kan holde sig afsondret fra det øvrige Samfund. Men så snart dette rykker dem ind på Livet, nødsages de til enten at opløses eller at underordne sig Samfundets almindelige Produktions- og Omsætningsforhold. Og da Kommunismen for de religiøse Sekter kun er en underordnet Del af deres System, har de kunnet tilpasse Fællesejet efter de ændrede Forhold og således vedblive at bestå. 

Herhen hører navnlig de af Robert Owen samt af dennes og Fouriers Tilhængere og Elever forsøgte Kolonidannelser, der tidligere er omtalt. Men foruden disse startedes i 1848 et Koloniforsøg fra Frankrig af Ikarierne. Navnet stammer fra Titlen på en Bog Rejsen til Ikarien, som Franskmanden Etienne Cabet udgav i 1839. og hvori han i opdigtede Dagbogsskildringer fra en Rejse til det ligeledes opdigtede Land Ikarien gav Udkast til en kommunistisk Samfundsordning. Forsøget på Indretning af ikariske Kolonier foretoges først i Texas, derefter i Illinois og Iowa. Kolonierne opreves Gang på Gang af indre Stridigheder; den endelige Opløsning fandt Sted i 1895. At Udfaldet af de owenitiske, fourieristiske og ikariske Koloniforsøg blev så dårligt, har sin naturlige Forklaring. Kolonisterne var for det store Flertals Vedkommende netop ikke Bønder og derfor, i Modsætning til de religiøse Sekters Medlemmer, ikke egnede til et hårdt Nybyggerliv; de havde desuden, fordi de stammede fra forskellige Befolkningslag, vanskeligere ved at underordne sig den for sådanne Kolonidannelser nødvendige Disciplin. Men dernæst var for disse Kolonier det kommunistiske det afgørende, som de følte sig forpligtet til at opretholde under alle Forhold; så snart Kolonierne kom i Berøring med Civilisationen, måtte de derfor bukke under, da de ikke som de religiøse Sekters Kolonier kunne slå af på de kommunistiske Fordringer uden samtidig at miste deres særlige Præg.

Maskinindustriens voldsomme Omformning af Menneskenes Levevilkår, af deres Tanker og Forestillinger og at de nedarvede økonomiske, politiske og retslige Samfundstilstande havde efterhånden skabt en gryende Forståelse af, at de kapitalistiske Ejendomsbegreber og den kapitalistiske Klassedeling ikke var et moralsk, men et historisk-økonomisk Problem, og at det borgerlige Samfunds Opståen var historisk betinget gennem en lang forudgående Udvikling. Hos Saint-Simon møder vi Spor af denne Tankegang, der yderligere udvikledes hos historikere i det 19. århundredes første halvdel. De socialistiske Teorier og Bestræbelser var dog indtil Midten af forrige århundrede kun i ringe Grad påvirket heraf. De byggede på en Videreførelse af det 18. århundredes borgerlige Frihedsidéer; Socialismen begrundedes moralsk; Fællesejet skulle være et Middel til Virkeliggørelse af et alment menneskeligt Krav om Frihed, Lighed, Broderskab og almindelig Lykke for alle. Og Fællesejet skulle realiseres, ikke gennem Kamp mellem Klasserne, men gennem en moralsk Forbedring af Menneskene, fortrinsvis af dem, der ejede denne Verdens Goder. Men efter som Klassespaltningen i det borgerlige Samfund trådte mere og mere åbent frem, og metodisk Klassekamp i stedse højere Grad kom til at præge Samfundslivet, måtte Bestræbelserne for en kommunistisk Omformning af Samfundet skifte Karakter. Opgaven blev nu ikke en moralsk Vurdering af Samfundets Ejendomsforhold, men derimod en Gennemførelse af den allerede påbegyndte historisk-økonomiske Undersøgelse af det borgerlige Samfund og dets Opkomst for derefter at kunne klarlægge dette Samfunds fortsatte Udvikling og sætte Mål for Arbejderklassens Klassekamp. Socialismen måtte udvikles fra Utopi til Videnskab. At have gjort dette er K Marx’ og F. Engels’ geniale Indsats. Den revolutionære situation og arbejderbevægelsens behov krævede en forklaring på lovmæssighederne for den samfundsmæssige udvikling. Klassekampens opsamlede erfaring ventede på sin teoretiske sammenfatning. Alt dette var med til at forudbestemme den proletariske ideologis dvs. den videnskabelige socialismes opståen. Dens grundlæggere var K. Marx og F. Engels.

Forsættes på næste side ! Revolutionære Ideer og Klassekamp gennem tiden (II)

Webmaster