Det øvrige indhold på denne side: lidt om marxismens historie * Karl Marx´s lære af Jurij Andropov * De interlektuelles forræderi af Tage Voss * Sådan startede vi partiet af Laurits Rasmussen * Vi må altid være konsekvente af Fritz Maass * Med sprængstof i barnevognen af Svend Alfred Nielsen * Efterkrigstid/nye hårde kampe af Johannes * Mange kunne ikke holde til det af Otto Petersen * De hårde tressere af Inge Engbart.

Bibelen er fuld af profetier. Nogle er skrevet som profetier, andre er senere blevet anset for at være det. Vi véd nu, at alle de egentlige profetier i virkeligheden er nedskrevet senere end de begivenheder, de skulle forudsige. Virkelig profetisk evne er den sjældneste af alle menneskelige gaver, men den findes. Vi lever nu i en tid, hvor forudsigelser, der bevisligt er fremsat for hundrede år siden, er ved at gå i opfyldelse, og det er en af grundene til, at Marx nu i vor tid står så stærkt, som han gør. I Det kommunistiske Manifest fremsatte han og Engels for første gang en på den tid fuldkommen enestående analyse og forudsagde, at det kapitalistiske samfund, som på det tidspunkt ikke engang havde nået sin fulde udvikling, ville forsvinde.

Marx tilhører vor tid, fordi han har forudset den. Han blev i stand til at forudsige den, fordi han ikke blot iagttog den verden, han selv levede i, men analyserede den og kæmpede for at forandre den. Hans forudsigelser har holdt stik, ikke alene fordi de var godt udtænkt og havde et fast teoretisk grundlag, men fordi hans eget liv og arbejde er et eksempel på, hvordan denne teori skulle omsættes i handling. Han er den første store filosof, som har forstået både at handle og tale.

Når vi nu ser tilbage, viser den dialektiske materialisme, Marx’ filosofi, sig som et afgørende skridt og et højdepunkt i udviklingen af menneskets forståelse af verden og dets beherskelse af den. Men fordi Marx, på trods af sin akademiske skoling, arbejdede udenfor de pæne, akademiske filosoffers, økonomers og historikeres verden, blev hans bidrag ikke værdsat eller overhovedet bemærket af tidens lærde verden, selv da det overalt satte sit præg på historien. Det er først nu, vi kan se, at filosofferne i slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede repræsenterede den menneskelige videns dødvande og visne skud, og at den menneskelige tankes strøm følger den retning, som Marx var den første til at påvise. I de allersidste år er den akademiske filosofi, der er ramt af kriser og krige, den ikke formåede at forudsige og forklare, og som er ude af stand til på nogen måde at vise den forvirrede menneskehed vej, brudt lige så katastrofalt sammen som den konventionelle markedsøkonomi. Men samtidig peger ikke blot disse begivenheder, men hovedstrømningerne i naturvidenskabernes, historiens og de humanistiske fags indre udvikling alle henimod det, der gør marxismen til den eneste verdensopfattelse, man kan anerkende. Alligevel må det erkendes, at virkeligt kendskab til marxismen, bortset fra vag værdsættelse af dens eksistens, stadig er meget sjælden, og at dyb forståelse af den, som den skulle vise sig i evnen til at anvende den på konkrete omstændigheder og til at udvikle den i forhold til verdens stadige forandringer, er endnu langt sjældnere. Fremstillingen af marxismen i almindelighed og af den filosofi, den hviler på, den dialektiske materialisme, står stadig ikke mål med tidens krav. Dette skyldes til dels den stærkt udtalte fjendtlighed, som har holdt marxismen uden for alle de sædvanlige lærdomseentrer, og som ganske har hindret de fleste af periodens skarpe hjerner i overhovedet at give sig af med den Lord Keynes, der har kritiseret den som en triviel lære, har f.eks. altid nægtet selv at gøre den til genstand for studium.

Dette er imidlertid kun en enkelt af de faktorer, der bevirker, at den dialektiske materialisme ikke bliver belyst. Marxisterne selv har, og ofte med god grund, set med uvenlige øjne på de fleste forsøg på at omskrive deres filosofi efter de forskellige filosofiske skolers sprogbrug. I hundrede år har marxismen eksisteret i en kapitalistisk verden, som tilsyneladende var stabil, og hvor det efter alt at dømme var i de intellektuelles umiddelbare interesse at støtte den kapitalistiske samfundsorden. Der har om følge heraf altid været en tendens til, i det øjeblik selve teksterne fra Marx’ og Engels’ hånd forlades, at indlade sig på at revidere og fortolke, noget der under foregivende af rent intellektuelt at gøre Marx mere akceptabel ved at omfortolke visse »dogmer« og »stående udtryk« altid til sidst har vist sig at gøre den mere politisk og økonomisk akceptabel for bourgeoisiet, nemlig ved at udelade de afgørende træk, klassekampen og revolutionen. Ægte marxister har som følge heraf altid set med mistanke på enhver fly formulering af de originale klassikere, idet de frygtede, at den kunne danne udgangspunktet for yderligere revideringer og udvandinger. Det er derfor kun, hvor den teoretiske forståelse kunne gå hånd i hånd med sejrrig politisk handling som i forberedelsen og gennemførelsen af den russiske revolution, at marxismen med held kunne udvikles som i de store og nye klassiske værker af Lenin og Stalin. Det er nu, da ikke alene Sovjetunionen, men hele verden er blevet rystet af krig og social omformning, at Marx’ budskab og Marx’ metoder kræver at blive kendt i de videst mulige kredse og anvendt i stærkest mulig grad. Studiet af Marx’ værk i lyset af den nuværende politiske situation og dets afspejling i tankens verden i dag, er det første skridt såvel til en bredere forståelse af det, som til en fuldstændigere udnyttelse af alle muligheder ved dets anvendelse.

Vor tidsalders filosofiske lamper brænder meget svagt. Udenfor Sovjetunionen findes der intetsteds noget tankemæssigt anseligt system, som har vundet omfattende tilslutning og virker som inspiration til handling. I stedet har vi en del velformede, men fuldstændigt uanvendelige filosofisystemer, som bliver doceret ved universiteterne, en genopvækkelse af døde religiøse dogmer og desuden en mængde ikke-intellektuelle eller endog anti-intellektuelle anskuelser lige fra ret uskadelig astrologi og spiritisme til den bestialske nazistiske raceteori, som vi ulykkeligvis ikke har hørt om for sidste gang. Grunden til denne intellektuelle fallit er ved at blive åbenbar selv for ikke-marxister.

Udviklingen af det 19. århundredes filosofi gik udmærket hånd i hånd med udviklingen af kapitalismen. Men liberalismens og fremskridtets optimistiske filosoffer slår ikke til længere, efter at deres profetier om fredelige konstitutionelle fremskridt og voksende velvære er blevet så åbenlyst gendrevet af de voldsomme begivenheder i disse sidste tragiske år. Nu er den akademiske filosofi blevet tvunget længere ud i abstrakt tomhed eller i mysticisme på lignende måde som det skete i det romerske kejserdømmes tid. Men når de filosofiske skoler ikke giver nogen inspiration eller i hvert fald en rettesnor ved løsningen af nutidens vanskeligheder, så lader de slagmarken åben for andre kræfter. Kirken, som nu placerer sig åbenlyst som bolværk for den politiske reaktion, gør et alvorligt forsøg på at komme til at dommere over de intellektuelle ved at genoplive middelalderens døde filosofiske systemer. I sin tid var disse filosofier midler, med hvilke man kunne forsone den nylig vågnede fornuft med de allerede dengang århundredgamle dogmer. I dag har de ikke engang kraft til dette, men de tjener lige akkurat at sløve tanken og indpode en følelse af åndelig evneløshed, parret med en tilsvarende villighed og lydighed mod den åndelige øvrighedsordrer. Denne reaktion finder genklang udenfor kirken, især i de litterære kliker, i en modestrøm af pessimistisk filosofi som eksistentialismen, eller i den absolutte kynisme, der ikke kan se noget godt i noget som helst eller noget håb for noget som helst. Denne hensygnen af den officielle filosofi gennem de sidste tyve år fortjener et kyndigt og indgående studium. At den er sygnet hen, er der ikke spor af tvivl om. Et overblik over nutidens tænkning viser kun få rester af det, som før var stærke åndelige systemer. Krigen, som faktisk lukkede de humanistiske fakulteter på universiteterne gennem nødvendighed i de ikke besatte lande og ved magt i de besatte har bevirket, at den sidste lille rest af interesse for den officielle filosofi udslettedes. I de besatte lande tvang den nære kontakt med kollaborationens eller modstandsbevægelsens realiteter menneskene til at tage filosofien mere alvorligt, men det førte ikke til en genoplivelse af den officielle filosofi, snarere til en ny interesse for marxisme på den ene side og for mysticisme og eksistentialisme på den anden. Det er kun i England og USA, at der er bevaret nogen kontinuitet; men selv dér er det behov, et krigsanstrengt folk har for en filosofi, ikke blevet tilfredsstillet. Det skyldes væsentligt, at de officielle filosofiske systemer, hvori vi kan udskille en logisk og positivistisk retning, forlængst er hørt op med at beskæftige sig med spørgsmål, som mennesker virke lig interesserer sig for - og ovenikøbet er stolte over, at de ikke gør det.

Den logiske udvikling, der kan takke Bertrand Russel for sin oprindelige fremgang - og som stadig blomstrer, omend på mindre fremtrædende måde, i Cambridge og ved nogle af de konservative amerikanske universiteter har til tilhængernes tilfredshed præsteret at bevise, at filosofi kun drejer sig om udtrykkets præcision - »in being clear about being clear about being clear« (ved at være logisk ved undersøgelsen af logiske udtryks logik), som professor Moore har formuleret det. Bertrand Russel beklager selv i sin » Outline of Philosophy« (Filosofien i omrids), at gennemsnitsmenneskets syn på verden er selvsikkert, vagt og selvmodsigende, og erklærer, at filosofiens funktion er at gøre det prøvende, præcist og logisk. Under denne proces er filosofien efterhånden blevet til en slags højere grammatik, så ren og præcis, at dens tilhængere med beklagelse er kommet til det resultat, at alt, hvad der er mere indviklet og kompliceret end en sætning på tre ord, ligger det udenfor menneskelig magt at forstå. Ved at fjerne alt andet end de rent formelle elementer fra filosofien, har de naturligvis lige fra begyndelsen forhindret den i at få nogen som helst indflydelse på menneskelige opfattelser og menneskelige foreteelser i det hele taget. Det er ikke engang lykkedes for dem at nå til det mere begrænsede mål: at hjælpe til en klargørelse af basis for videnskabelig viden og dermed sætte os i stand til at bekræfte nutidige teorier eller at finde frem til nye. Så vidt jeg ved, er ikke en eneste, ikke den mindste, videnskabelige opdagelse blevet gjort som følge af hele det umådelige arbejde, der er blevet udført i den logiske filosofiske skole. Dens egne selvfornægtende retningslinjer har dømt den til fuldstændig sterilitet. Som Wittgenstein siger i den sidste tese i sin berømte bog: »Whereof one cannot speak, thereof one must be silent« (Det man ikke kan tale om, må man tie stille om). ( Tractatus Logico-Philosophicus, Ludwig Wittgenstein, Kegan Paul.1933.)

Neopositivismen hedder en anden filosofisk skole, den stammer fra Wien og synes at have slået fastest rod i USA. Idet neopositivisterne fra begyndelsen var nærmere knyttet til videnskabelig forskning end den traditionelle filosofi, har de gjort et forsøg på at skelne imellem, hvilke udsagn der kan bekræftes på videnskabelig vis, og hvilke der blot er ord og ord. Man mente en tid, at det blot drejede sig om at vælge et korrekt sprog, og en af positivisternes hovedbeskæftigelser var at søge efter et sprog, hvori man ikke kunne tale andet end fornuft. Men denne søgen førte kun tilendeløse paradokser. Medens logikerne klogeligt undgik overhovedet at anvende ord i deres fremstilling og tog tilflugt til en verdensfjern og tom symbolisme, så søgte positivisterne at udforme en ordbog, der kun indeholdt pålidelige og virkelige ting, og hvormed man kunne begynde at forme mere fuldstændige udsagn. Men dette »formularsprog« kunne man aldrig komme overens om, og det vitale spørgsmål, hvorvidt det man hentydede til var ting eller kun et kompleks af sanseoplevelser, kunne ikke opklares med positivistiske udtryk. Den første vej førte til materialisme og derfor under moderne forudsætninger til dialektisk materialisme. Den anden havde en tendens til at slå om i solipsisme og mysticisme, som det første gang blev præcist påvist af Lenin i hans kritik af Machs positivisme ( Se »Evolution and Positivism«, Max Black, Modern Quarterly, January 1938. »History of Philosophy«, Bertrand Russel, 1946. »Man Against Myth«, Barrows Dunham. Little Brown N. Y. 1947.)

Grundsvagheden i positivisternes stilling som de har fælles med logikerne var, at de med vilje undgik enhver kontakt med sociale og økonomiske realiteter. Idet de betegnede alt, hvad der ikke kunne udtrykkes med naturvidenskabens sprog, som »metafysisk« og som genstand for en rent følelsesmæssig bedømmelse, afskar de sig selv fra at behandle de områder, hvor tidens mest afgørende handlinger fandt sted.

Imidlertid har akademiske filosofiske systemer aldrig haft videre betydning hverken i England eller i Amerika. Den største del af de tænkende englændere eller amerikanere ville sandsynligvis, hvis de var blevet spurgt, have svaret, at de ikke havde nogen filosofi og aldrig havde trængt til nogen. Som Engels for mange år siden fremholdt, betyder dette ikke, at de ikke har en filosofi, men kun, at de ikke ved, at de har en, og at de dømmer og handler på grundlag af en blanding af gamle og sædvanligvis dårlige filosofier og kalder det »sund fornuft«. Grundlaget for den populære filosofi var dualismen. Folk troede, selv om de næppe ville formulere det, at verden var delt i to dele, en materiel del, hvor naturlovene bliver strengt adlydt, eller hvor man i det mindste må stole på, at de opfører sig passende for praktiske ingeniører og kemikere og en ikkemateriel verden, sammensat af traditioner og »værdier« og, for den, som ønsker det, desuden guder, ånder og religiøse erfaringer. De naturlige grænser for disse to verdener var ikke helt klart defineret. Det var således ikke helt sikkert, om økonomisk teori behandlede den materielle verden og drejede sig om jernhårde love, eller om den nærmest var anvendt psykologi hos driftige forretningsfolk.

Den store fordel ved en anti-filosofisk filosofi, eller hvad man kunne kalde foboseopi, eller frygt for abstrakt viden, var at den satte en i stand til at tage verden ganske som man fandt den og at tilpasse sig til den på bedste måde og med størst fordel. I den ræsonable del af verden kunne man gå så langt som man behøvede til praktiske formål; i politik og religion var det ikke nogen nytte til at argumentere, fritænkeri og tro var lige akceptable, så længe de ikke blev blandet ind i forretningerne. Den centrale praktiske svaghed i den »sunde fornuft«s synspunkt var, at det var ude af stand til at behandle skiftende forhold. Det gjorde sine tilhængere, hvor vel kvalificerede de end måtte være i akademiske, forretningsmæssige eller politiske kredse, fuldkommen blinde for de umådelige forandringer i verden, som før te til den krig, vi har oplevet, og lod dem stå rådville overfor krigsforholdene, da krigen kom. En sådan filosofi kan ifølge sin egen natur intet nyt skabe. I en videnskabsmands hænder kan den bruges til at pille enkeltresultater frem, men ikke til at få videnskaben organiseret for samfundets skyld. I en forretningsmands hænder kan den bruges i firmaets interesser, indtil firmaet selv bliver fejet bort under en krise, hvis årsag ligger udenfor hans synsfelt. I politik fik synspunktet før krigen sit naturlige udtryk i eftergivenheden overfor fascismen; men nu er det doktrinen »alt andet hellere end kommunisme «.

Den akademiske filosofis fallit i vore dages kapitalistiske samfund har åbnet døren for det stik modsatte af al filosofi magi, mysticisme og overtro. Skønt tendensen var mærkbar allerede før den første krig, var det i mellemkrigsårene, at åbent anti-intellektuelle synspunkter fik særlig hurtig udbredelse og overalt leverede ideologi til fascismen, hvad enten den iklædte sig kirkelige eller ville former. Den, der nægter overhovedet at tænke på sociale problemer, behøver kun at tage et skridt til, og han tænker på dem i mystiske vendinger som sjæle, blod og racer; han vil hævde, at man ikke kan finde nogen løsning ved præcis tænkning og direkte eksperimentering, men snarere gennem mystiske øvelser og ved at lytte til himmelsendte føreres vanvid. Intellektuelt forfald er aldrig tidligere nået videre end i de dage, fordi alt tidligere vrøvl af denne art dog kunne undskyldes med, at man ikke kendte noget bedre, og oldtidens mysterier var naturligt udviklede traditioner, som var udsprunget af sociale og økonomiske sædvaner. Den nye mysficisme er imidlertid bygget kunstigt og bevidst op af de få for at berøve de mange enhver forståelse af de sociale mangler og gøre dem til villige redskaber for reaktionen, med de frygtelige og tragiske resultater, vi netop har oplevet.

Der var intet i den officielle opdragelse eller den officielle filosofi, der kunne være effektivt imod disse tendenser. Da de officielle kulturbevarere ikke besad intellektuel styrke eller intellektuel redelighed selv, kunne de ikke imødegå den direkte appel, som udgik fra den endnu større uredelighed. Som Hitler først påviste: det er den store løgn folk helst tror på. Fascismen har lidt et militært nederlag, men ideerne og følelserne bag den er stadig levende og indflydelsesrige. Det er et forfængeligt håb, at de som ikke så noget ondt i fascismen, før den begyndte at true deres egne interesser, skulle være ivrige efter at udrydde den, når de først føler sig sikre igen. Det farlige nu er, at antiintellektualismen, som ikke længer er koncentreret i Tyskland, er ved at sprede sig over alle områder med såkaldt vestlig civilisation. Den kan antage mange former, fra aggressiv klerikalisme og atombombemilitarisme til den milde, men farlige pessimisme hos Sartre. Alle disse former har noget tilfælles. De udtrykker alle den opfattelse, at menneskets stilling ikke kan forbedres ved bevidst, forstandsmæssigt samarbejde. De ønsker mindre viden og mere tro og er enige om at angribe de lande, hvor menneskene prøver at bygge en videnskabelig civilisation op gennem egne anstrengelser, og om at beklikke de opfattelser, som fører dem til at gøre det: den dialektiske materialismens filosofi.

Under vor tids intellektuelle forfald holder Marx’ filosofi sig stærk og blomstrende. Takket være sin oprindelse og karakter har den været immun overfor de opløsende kræfter, som har ødelagt andre former for menneskelig tænkning. Thi den er rationel og videnskabelig, den er altomfattende og overskuelig, den er en forandringens filosofi for en tilværelse i forandring, den er en handlingens, ikke en passiv beskuelses filosofi, en håbets og ikke en fortvivlelsens filosofi og sidst, men ikke mindst vigtigt: den er arbejderklassens filosofi.

Marx og Engels, Lenin og Stalin har fortsat en tradition, der går ud på at behandle alle menneskelige problemer rationelt og ikke-mystisk,- det er traditionen fra de bedste græske filosoffer og fra grundlæggerne af den moderne videnskab. Omhyggelig analyse, adskillelse af de enkelte faktorer, iagttagelse af årsagsforløbet, tillid til eksperimenteren: alt dette bliver overtaget af marxismen og giver den en solid videnskabelig kerne. Der er intetsteds nogen leflen med særlig intuition eller spiritistiske erfaringer. Engels morsomme behandling af spiritismen i »Naturens dialektik« og Lenins nøgterne og alvorlige behandling af religionen viser hver på sin måde, hvor fri marxismen var og er for de farer, der ligger i følelsesmæssig, blindt traditionel tænkning.

Det betyder ikke, at filosofien begrænses til kun at omfatte naturvidenskabelige kendsgerninger - det var de gamle materialisters fejltagelse. Tværtimod, kærnen i marxismen er, at den, samtidig med at den forbliver fast baseret på det materielle univers, omfatter hele det menneskelige erfaringsfelt - fortiden såvel som nutiden, den beskæftiger sig med samfundet, som det viser sig i produktionsforholdene, med de økonomiske og juridiske former, som er vokset frem af disse forhold, og med videnskabens, kunstens og religionens samlede tankebygning, som danner overbygningen på samfundets produktive og økonomiske liv.

Som det først blev formuleret i Det kommunistiske Manifest: Men indlad jer ikke i strid med os, sålænge I som målestok i spørgsmålet om den borgerlige ejendoms afskaffelse anvender jeres borgerlige forestillinger om frihed, dannelse, ret osv. Jeres ideer er selv et produkt af de borgerlige produktions- og ejendomsforhold, ligesom jeres retsorden ikke er andet end jeres klassevilje ophøjet til lov, og denne viljes indhold er bestemt i jeres klasses materielle livsbetingelser. Den interessebestemte tankegang, ved hvilken I forvandler jeres produktions- og ejendomsforhold fra historiske, forbigående forhold til evige natur- og fornuftslove, den deler I med alle de herskende klasser, der er gået under. Hvad I forstår, når de drejer sig om den antikke ejendomsret, hvad I forstår, når det drejer sig om den feudale ejendomsret, det vover I ikke at forstå, så snart det drejer sig om den borgerlige ejendomsret.

Ved at sætte alle disse områder i indbyrdes forbindelse og uophørligt at undersøge deres vekselvirkning gennem de forandringer, som samfundet har gennem gået, med større hurtighed nu end nogensinde, har marxismen fået en omfattende og samtidig overskuelig karakter, som ingen anden filosofi blot tilnærmelsesvis har opnået.

De perioder, hvor store filosofiske systemer eller religioner er dukket op, har altid været perioder med stærk social forandring. Buddhas Indien, Confutses Kina, de græske byer før Sokrates og Syrien i det første århundrede efter vor tidsregning var alle inde i en forandring, hvor forskellige sociale grupperinger skiftede plads. Det store syttende århundrede, Descartes' og Newtons århundrede, begyndelsen til kapitalismens triumf, var en anden sådan periode. Ikke desto mindre, indtil Marx' tid tænkte alle filosoffer og religionsstiftere sig en ideal filosofi, der skulle passe til en ideal, uforanderlig civilisation. De så fejlene i deres egen tid og stræbte efter at skyde dem i baggrunden ved en henvisning til bedre sociale traditioner fra mere stabile perioder. Selv i det syttende århundrede lå eftertrykket mere på reformer end på nyskabelser, mere på en tilbagevenden til fornuften end på virkeliggørelse af nye ting.

Marx' filosofi var den første, der udtrykkeligt erkendte de menneskelige forholds stadig skiftende natur og den måde, på hvilken denne forandring gav sig til kende i voldsomme revolutioner. Marxismen søger ikke efter en tilbagevenden til en eller anden ideal tilstand fra fortiden, men rummer et krav om, at menneskene skal forstå nok til at opbygge og stadig bygge videre på nye sociale former til eget brug i fremtiden. Den afviger det nittende århundredes vage progressive liberalisme ved sin dybere analyse, der viser, at fremskridt ikke kommer af sig selv, men skyldes sociale og økonomiske kræfters vekselspil, og at disse kræfter virker gennem bevidst orienterede menneskelige viljer.

Også i denne henseende er den dialektiske materialisme ny. Som Marx siger i den klassiske bemærkning: »Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den«. I Marxismen bliver for første gang tanke og handling afsløret som uadskillelige. De gamle filosoffer havde drømt om filosof-konger, men de havde aldrig selv påstået at handle. Religiøse fanatikere har handlet, men tænkning var ikke deres stærke side. Den første stilfærdige forening af tanke og handling finder man hos de eksperimentelle filosoffer, som har grundlagt den moderne videnskab, men deres handling var strengt begrænset til naturen, eller som det står i udkastet til Royal Societys Statutter: man skal ..... ikke blande sig i det guddommelige, metafysik, moral, politik, grammatik, rhetorik eller logik« .

Den marxistiske analyse viser i overensstemmelse med moderne psykologi, at den rene tanke kun er en slags dødfødt handling. Filosoffer, økonomer og sociologer har før i tiden anset det for praktisk at se bort fra dette, fordi nogle af de handlinger, som deres tanker kunne have inspireret til, ville have været ubehagelige for deres beskyttere eller arbejdsgivere. Marx viste imidlertid, både gennem sit liv og sine skrifter, at enhver velbegrundet social teori medfører positiv og bevidst handling hos sine tilhængere. Den dialektiske materialisme er en handlingsfilosofi - ikke fascistens mystiske handling af selviskhed eller dyriskhed, men den videnskabelige socialists omhyggeligt overvejede, gennemtænkte handling i det rigtige øjeblik og på rette sted.

Det er denne kombination af viden og handling, som gør Marx' filosofi til en udtalt håbets filosofi. Dette håb udspringer ikke af mystik og bygger heller ikke på den tro, man så ofte og ganske uberettiget tillægger marxister: at en uomgængelig kæde af årsager automatisk vil fremkalde en frigørelse. Håbet er baseret på erfaring, erfaring fra mere end hundrede års bitre kampe, ofte fejlslagne, men med større og større fremgang. Marx gav menneskene en ny forståelse af de sociale kræfters sammenhæng. I lyset af denne forståelse har de lært at arbejde med disse kræfter og ikke imod dem, og de har erhvervet et ubegrænset håb om, at de ved at handle i fællesskab vil komme igennem den kritiske overgangstid, der ligger på vej en fra kapitalisme til socialisme.

Marxismen er først og fremmest den filosofi, som bæres frem af den gruppe i samfundet, der alene kan påbegynde og gennemføre de eneste virkelig lovende og skabende forandringer i vore dage. Den er arbejderklassens filosofi. I begyndelsen blev den udbredt fra arbejderklassen og fik sin næring i arbejderbevægelsen. At den har vundet frem til at få betydning i verden, falder sammen med, at den organiserede arbejderklasse selv har vundet frem i betydning. Det var i storindustriens udvikling, først på mekanisk og sluttelig på videnskabeligt grundlag, at Marx og Engels så begyndelsen til denne proces. De så, hvordan kapitalismens egen økonomi skaber kriser.

(Hvordan overvinder bourgeoisiet kriserne? På den ene side ved nødtvungen tilintetgørelse af en masse produktivkræfter; på den anden side ved at benytte nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere Altså hvordan ? Ved at forberede endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne. De våben, som bourgeoisiet brugte til at slå feudalismen ned med, vender sig nu mod bourgeoisiet selv. Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben der skal bringe det døden; det har også frembragt de mennesker der skal føre disse våben - de moderne arbejdere, proletarerne. I samme grad som bourgeoisiet, udvikler sig, i samme grad udvikler også proletariatet sig, den klasse, som består al de moderne arbejdere, der kun lever, sålænge de finder arbejde, og som kun finder arbejde, sålænge deres arbejde øger kapitalen ).

Proletariatets åbenlyse triumf begyndte, da Oktoberrevolutionen lykkedes og socialismen efterhånden blev bygget op i Sovjetunionen, og den blev befæstet gennem Sovjetunionens heltemodige forsvar, der reddede Europa og verden fra fascismen. Det er en arbejderklassens filosofi ikke i begrænsende, men i udvidende betydning. De som anerkender den og handler efter den - og de to udsagnsord er ensbetydende - de er automatisk selv en del af arbejderbevægelsen. Men i et andet og videre perspektiv er marxismen ikke begrænset til arbejderklassen; den stat, den stræber at fuldbyrde, er den klasseløse stat, og det har allerede vist sig i Sovjetunionen, at den dialektiske materialismes filosofi ikke er et enkelt udsnits filosofi, men hele folkets. Den inspirerer dem, holder dem sammen, giver dem indsigt og styrke, den er et våben i krig og fred, stærkere end noget våben, som den fysiske videnskab kan opfinde. Som arbejderklassens filosofi er den folkenes filosofi i fremtidens verden.

De karakteristiske sider ved marxismen, som lige er blevet trukket op, dens rationalitet og omfattende overskuelighed, dens betoning af forandring og handling og dens tilknytning til nutidige kampe - det er alt sammen det ydre udtryk for den dialektiske materialismes filosofi. Men dialektisk materialisme har sit eget indhold og sin egen metode, der begge er vel værd at studere, selvom metoden ikke med fordel kan betragtes isoleret fra indholdet, men snarere må udredes som liggende i det. Som Lenin sagde: »I hvilket værk har Marx ikke redegjort for sin materialistiske historieopfattelse?«

Indholdet i marxismen, kilden til dens konkrete anskuelser, udgår fra det syttende og attende århundredes store liberale tradition, som hviler på videnskabelig undersøgelse og modstand mod religiøs og filosofisk dogmatisme og er knyttet til navne som Newton og Voltaire; traditionen går også tilbage til de tidlige franske, skotske og engelske økonomer som Quesnay, Adam Smith og Ricardo. Hvis Marx kun havde haft denne baggrund, kunne han være blevet liberal; at han blev noget langt betydeligere, skyldes kombinationen af to ting: den dybtgående indflydelse fra Hegels historiske og filosofiske skole, som afholdt ham fra at anerkende det liberale verdensbillede af en ret uforanderlig, naturgiven tingenes orden, der kun var blevet forvrænget af onde præster og konger - og desuden hans direkte deltagelse i fyrrernes revolutionære kampe, der viste ham, i hvor høj grad det liberale økonomiske verdensbillede dækkede over den tidlige kapitalismes brutalitet og nedbrydende virksomhed. På den anden side kunne Marx ikke anerkende det oprindelige hegelske synspunkt, at »alt hvad der er virkeligt er fornuftigt, og alt hvad der er fornuftigt er virkeligt«, for han havde set videre end de professionelle hegelianere med deres begrænsede, kunstige, klassebestemte horisont og deres tilbedelse af junkernes og bourgeoisiets prøjsiske stat.

Marxismens indhold er en velafvejet og aktiv viden om den objektive verden i sin helhed; velafvejet fordi Marx fra begyndelsen anerkender, at et systems struktur og sammensathed er vigtigere end dets omfang i sig selv. Han har aldrig negligeret de fysiske videnskaber, men han betragtede dem dog som vedrørende langt enklere, mindre komplicerede domæner, der er et underlag for den stadig voksende sammensathed i det organiske liv og samfundet. Fysik og sociologi var begge for ham midler til at beskrive een virkelig, selvbevægende, selvskiftende verden. Enheden i universet, den nære og nødvendige sammenhæng mellem det objektive og subjektive, mellem det levende og det ikke levende, mellem det enkelte menneske og samfundet, var fundamental.

Medens andre filosoffer, især videnskabelige filosoffer, henfaldt til dualisme og adskilte ånd fra materie eller »værdier« fra kendsgerninger, holdt Marx på, at en sådan adskillelse betød, at man simpelthen flygtede fra problemer, som man burde se i øjnene og udrede. Selve denne »eenhed« var ikke - som det så ud for monistiske filosoffer - ganske simpelt et nyt dogme, en forfladigelse af erfaringen, for at den kunne passe ind i et mønster, der var tilrettelagt på forhånd. Den var tværtimod indviklet og sammensat. Den var indbegrebet af de gensidige forbindelser, som binder hele universet sammen i rum og tid. Enhver del af universet var samtidigt det fælles resultat af alt, som var sket tidligere, og kilden til alt, som ville komme til at ske. Den marxistiske enhed fornægter ikke forskellene mellem tingene og mellem processerne, som danner universet: netop disse forskelle er selv med i den enhedsproces, hvori skellene dannes. Forandring er indeholdt i eksistens. Det marxistiske synspunkt er imidlertid ligeså langt fjernet fra tilfældig sammenbunkning. Universet er ikke simpelthen et vekslende, skiftende kaos; det vi ser, at fænomenerne udvikler sig i en trinrække, hvert trin udgået fra det foregående og rummende dets fænomener i sig.

De karakteristiske dialektiske forandringer i universet var dem, som skridt for skridt førte til frembringelse af fundamentale skel mellem strukturtrin, på hvilke de forskellige dele af det står - mellem stjerner og dyr og menneskelige frembringelser. Marx var en streng evolutionist, længe før Darwin, for Marx var verden en proces og ikke kun en samling af ting; men han var ikke tilfreds med ganske simpelt at notere, at der skete en udvikling, han ville overalt finde de fundamentale grunde til nydannelse og forandring. Han fandt disse grunde, netop hvor forandringer skete hurtigst og var lettest at iagttage, i de skiftende sociale og økonomiske forhold i hans samtid.

Tråden til forståelsen fik Marx fra Hegels dialektik, men det var det indhold, han lagde i denne tråd, det var den måde, på hvilken han opfattede kapitalismens stadier og forstod de kommende stadier i dens udvikling, som gør Marx - fremfor Hegel - til den virkelige filosofiske nyskaber. Tråden i sig selv består i, at i den virkelige verden kan en proces ikke fortsætte uforandret i nogen retning, at den uundgåeligt vil frembringe modprocesser forenede med den oprindelige proces fremkalder det egentlige nye, det næste trin i udviklingen. Dette er kærnen i den dialektiske marxismes teori. Den kendsgerning, at den blev fundet først i den sociale sfære, gør den ikke mindre gyldig for de underliggende biologiske og fysiske trin i udviklingen. Dette er dog nødvendigvis vanskeligere at iagttage og er faktisk først nu ved at komme for dagen i de moderne teorier om organiske og kosmiske udviklingsprocesser.

Fra denne opfattelse af dialektisk forandring udspringer så de andre former, som Marx også lånte hos Hegel, idet han lagde et rigt og solidt indhold i det, som før var tomme abstraktioner - modsætningernes enhed og gensidige gennemtrængning (interpenetration), negationens negation, kvalitetens omslag i kvalitet. Disse udtryk er værdifulde, fordi de sætter os i stand til at give en simpel sammenfatning af en mængde faktiske foreteelser, og fordi de repræsenterer noget fælles i reelle processer, selv om de er forskellige i de fleste andre enkeltheder. De er naturlove, men naturlove af en anden art end dem, man møder i fysikken, fordi de er love for forandring og ikke for forstening, de udtrykker sandsynlighed er og ikke absolutte visheder.

(I nyere tid har fysikkens udvikling vist, at mange af de strenge love, den fremsætter, f.eks.. Boyle's lov, i virkeligheden skyldes et ureguleret samspil mellem en stor mængde partikler: de er statistiske love; men sådanne statistiske love er alligevel forskellige fra lovene for dialektisk forandring, idet de grove ydre resultater altid kan forudsiges udfra selve antallet af vekselvirkende partikler; sandsynlighederne er næsten altid visheder. Det er kun, hvis antallet af enheder er meget ringe, eller hvis systemet er i en særlig ustabil tilstand, som tilfældet er med de såkaldte kritiske fænomener, at uforudsigelige forandringer kan indtræffe. Kun når et sådant system påvirkes således af en tilfældig forandring, at det ikke kan vende tilbage til sin tidligere tilstand, frembringes der altså noget nyt og stabilt.)

De blev i virkeligheden lukket ude fra naturvidenskabens verden ved de ældre definitioner, som gjorde naturens regelmæssighed og orden til et axiom og ikke beskæftigede sig med forandringerne i denne orden, forandringer som, så langt fysik og kemi rækker, indtil for nylig var fuldstændig umulige at iagttage ud fra de vilkår, der var for menneskets erfaringer. Af samme grunde lå de sociale fænomener (hvor der ikke herskede orden) udenfor det videnskabelige synsfelt og gav kun stof til vage banaliteter eller følelsesmæssige henvisninger til historie, filosofi eller etik.

Ved at koncentrere sig om forandring og forandringens mekanisme fik Marx' arbejde både en positiv og en negativ funktion. Den positive funktion: på det politiske område var det kun gennem forståelsen af, hvordan forandringerne indtræffer, og hvordan noget nyt kommer ind i verden, at arbejderklassen kunne lære at forstå, hvad der var dens historiske funktion, hvordan den nu klart og rationelt kunne finde ud af, hvad der skulle gøres. Den negative funktion: i religion og filosofi sløjfede Marx' værk selve grundlaget for dogmatisme og autoritetstro. Marxismen fik mennesker til at føle sig frie, fordi den viste dem, hvordan og hvor de var bundet. En verden, hvis orden var indstiftet af Gud, eller hvor forandring var en funktion af Guds forsyn eller skyldtes en endnu vagere bestemmelse, var en verden, hvor viden var bundet og stivnet, og hvor autoritet måtte anerkendes. Hvis Gud havde skabt verden og Gud bevarede den og forandrede den, så måtte man adlyde Gud og adlyde Hans repræsentanter her på jorden, præsterne, de regerende og de mægtige. Nu ved vi, at denne opfattelse af universet skyldes en overførelse på universet af forholdene mellem menneskene, en overførelse, som er opstået og har ændret sig sammen med samfundets forandring. Den er kun et udslag for den ulige deling af samfundet, mellem udbyttere og udbyttede, som Marx var den første, der påviste og forklarede. Evige værdier, som altid fremholdes for at støtte reaktionen, er af netop den grund evige. Som der står i Det kommunistiske Manifest: »Hele samfundets historie indtil nu har bevæget sig i klassemodsætninger, som i de forskellige epoker har haft forskellig form. Men enten de har haft den ene eller den anden form, så er det en kendsgerning, og det gælder alle tidligere perioder, at den ene del af samfundet har udbyttet den anden. Det er derfor ikke til at undre sig over, at den samfundsmæssige bevidsthed i alle perioder til trods for al mangfoldighed og forskellighed bevæger sig i visse fælles former, i bevidsthedsformer, der kun kan opløses helt, når klassemodsætningerne er fuldstændig forsvundet.«

Ganske simpelt at feje de traditionelle opfattelser af universet til side som usande eller som en retfærdiggørelse af tyranni og undertrykkelse, således som det 18. århundredes liberale rationalister gjorde, var ikke nok. Menneskene trænger til et rationelt eller i det mindste plausibelt billede af den verden, de lever i, og de opgiver ikke det gamle verdensbillede, hvor irrationelt det end er, med mindre de samme spørgsmål, hvorpå den gamle dogmatisme havde svar på rede hånd, kan besvares fornuftigt i det nye system, eller det kan vises, at de er meningsløse. Det er netop hvad Marx gjorde. Ikke, at han gav svaret, eller påstod, at han var i stand til nøjagtigt at vise, hvorledes hvert trin i udviklingen eller hver social forandring kom til veje på den tid og på det sted, hvor den indtraf. Det han gjorde var at pege på de modsigelser og kampe, der havde ført til disse forandringer, og han viste også, hvorledes disse modsigelser og kampe selv var opstået af forudgående modsigelser og kampe. Han viste, hvor vi skal søge efter et svar, og at vi med denne søgen kan erhverve os en dybere forståelse af fortiden og mere virkningsfuld kontrol med fremtiden.

Det er marxismens dialektiske synsmåde, som har voldt størst vanskelighed ved at få den anerkendt i videnskabelige kredse, især i lande med den engelske empiriske tradition. Den blev betragtet både som unødvendig og udfordrende. Hele traditionen i engelsk tænkning siden Bacons tid har været praktisk og anti-filosofisk. Den har været iøjnefaldende præget af »sund fornuft« og beskæftigelse med detailler parret med skepsis over for spekulative og filosofiske generaliseringer. I virkeligheden har denne tradition været stærkt dualistisk: skarpsindig og praktisk i materielle sager, løs og følelsesbetonet i social og metafysisk tænkning. Modsætningernes enhed, negationens negation, den hegelske treenighed af tese, antitese og syntese syntes dem en uhåndterlig og unødvendig bagage. Selv socialister har ofte udtrykt ønske om at få Marx præsenteret uden at blive bebyrdet med dialektikken. De dialektiske kategorier er imidlertid rige på indhold og giver styrke til handling. De er så at sige vejvisere, måder at se på konkrete situationer, som tjener til at få elementer frem, der ellers ville forblive uklare og forvirrede. Det nittende århundredes historikere kunne give udmærkede skildringer aflivet i deres egen tid, men da de manglede sådanne ledetråde var de aldrig i stand til at få nogen sammenhængende mening ud af deres skildringer.

Marx' historiske beskrivelser hører til de bedste fra hans tid, og han gjorde mere end at beskrive det dialektiske mønster i det univers, han fortolkede. Hans fortolkning har ikke alene bestået prøven gennem årene, men har givet os nøglen til at analysere nutidige problemer. Dialektiske modsætninger var aldrig bare talefigurer eller abstrakte ideer for Marx, som de var det for hegelianerne. De repræsenterede virkelige ting, som virkelig arbejdede imod hinanden: Kapitalisterne og lønarbejderne, de feudale godsbesiddere og købmændene. Engels fulgte i "Familiens, privatejendommens og statens oprindelse" de samme ideer tilbage til kampen mellem de adelige jordbesiddere og klanerne og endnu længere tilbage til selve menneskehedens oprindelse, til kampen mellem det grådige individuelle dyr og den socialt samarbejdende gruppe.

I dette mønster er det værd at bemærke. hvordan hver dominerende form kæmper mod den, som gav anledning til dens opståen hvordan individer regelmæssigt bliver til gruppe og grupper omvendt i individer. Men individet er ikke det samme på forskellige stadier: aben, barbaren, adelsmanden, den individuelle kapitalist osv.. Individet dukker op igen på hvert nyt trin en form som rummer det nye kollektivs formende indflydelse. Det er blevet til noget på et højere plan - negationens negation. At bevægelsen går mod et højere trin er ikke nogen tilfældighed. Det skyldes, at resultaterne fra de tidligere omdannelser bliver overført og udviklet ved hver ny omdannelse. I vor sociale tradition har vi indlemmet de grundlæggende elementer fra alle de traditioner, der er gået forud for os, akkurat som vi legemligt set arver de organiske evolutionære omdannelser, som gik forud for de sociale.

Under det menneskelige plan ligger andre store kampe og store omdannelser. Marx beskæftigede sig ikke så meget med disse i sine offentliggjorte arbejder, men hans breve viser hans stærke interesse for dem, og Engels peger i sin »Naturens dialektik« på nogle af de mest slående eksempler, som planetsystemets opståen og oprindelsen til livet på denne planet. Vi ser nu, takket være Marx og Engels, universets umådelige historie i sin helhed som en række omdannelser fra trin til trin. Disse trin danner en niveaurække, en ordning af de komplicerede helheder, hvert trin rummer alle sider af den struktur, som fandtes på de forudgående trin, og føjer til dem sin egen særlige struktuelle orden. De kemiske love, f.eks.. gælder for alle de højere trin i de kemiske omdannelser, som foregår i levende væsener. Individerne i samfundet er dyr, for hvem alle biologiske love gælder.

Marx var ikke den første som så, at de enklere faser altid går forud i tid for de mere sammensatte, at den strukturelle niveaurække altid er en udviklingsrække, men han så længere end sine forgængere og de fleste af sine efterfølgere. Han så, at i denne bevægelse fra det ene trin til det næste er der altid noget mere. Der er mere i kemien end i fysikken, mere i biologien end i kemien. Hvad er dette »noget«? Selve spørgsmålets form avler et vildledende svar. Det svar, som tilfredsstillede primitive mennesker, var, at en sjæl eller livsånd var det, der adskilte mennesket fra leret. Dette er egentlig også den moderne akademiske filosofs synspunkt, når han henfører nye former til en given retningsbestemmelse (enteleki) eller et princip. Hos Marx var forskellen ikke en »ting«, en ny substans eller blot en nyopdukket tilstand. Forskellen var noget indre, den opstod af selve det tidligere trins egen mangfoldighed og komplicerede struktur. Selv om man ikke gør andet end at føje mere og mere af et stof til, vil det før eller senere blive til noget andet. Tilstrækkelig mange sandskorn bliver til en klit, cellernes sammenhobning til et dyr, kvantitet bliver omformet til kvalitet.

(Man kan indvende, at når man siger, at et antal sandskorn bliver til noget andet, f.eks.. en klit, er det kun et udsagn i ord - at vi blot vælger at kalde en bestemt mængde sandskorn en klit på samme måde, som vi kalder et givet antal enheder for et tusind eller en million. En sådan indvending dukker naturligt op hos folk, som er opdraget i abstrakt tænkning. Hvis vi rent abstrakt sætter sandskorn sammen, så vil alt hvad vi får ud af det være flere og flere sandskorn; men hvis vi sætter sandskorn sammen i den virkelige verden, så vil de, efter de første få korn, begynde at hobe sig op, deres indbyrdes forhold vil ikke længer være rent begrebsmæssigt, men blive fysisk, og dyngen får, svarende til sit underlag og tyngdekræfterne, en bestemt form med sine egne love. Når vi tilføjer mere og mere i den virkelige verden, får vi et samspil med vinden: den enkle dynges form ændrer sig, den bliver til en klit med sine egne nye love - den vokser, den udvikler en skarp kant, som deler læ- og vindside, den bevæger sig, den kombineres med andre klitter og danner et system af klitter og sandørkener. Hertil vil der måske blive sagt, at vi i virkeligheden ikke taler om sandskorn, men om sandskorn på et bærende underlag underkastet tyngdelovene og vindens pres. Disse ting var der imidlertid i forvejen, det er kun mængden af sand, der bevirker forskellen. Alle omformninger fra kvantitet til kvalitet rummer et kompleks af forandring i forhold til de indre og ydre omgivelser. F.eks.., tager man et begrænset antal af en hvilken som helst art genstande, vil nogen være inde i og nogen udenpå samlingen; i virkelige omgivelser vil de, som befinder sig udenpå, være undergivet andre betingelser end de, som er indeni; de vil blive ændret og dermed vil der udvikles en skorpe eller hud eller overflade med særlige egenskaber.)

Det var på en sådan måde, at de talrige rituelle udvekslinger mellem primitive landsbyer blev til det handelssystem, som byerne groede frem af. En by er en stor landsby, men den er også noget mere og nyt. Netop takket være byens størrelse, kan en vis portion livsfornødenheder reserveres specialarbejdere, som ikke gør nogen umiddelbar økonomisk gavn - guldsmede, kunstnere, digtere og filosoffer; men for at kunne udføre sine forretninger, skaber byen også en ny og højere organisation, som aldrig ville opstå i landsbyen - markederne, bankerne og de faste domsmyndigheder - kort sagt, alt det vi meget betegnende kalder civilisation.

I og for sig er det naturligvis et meget gammelt synspunkt, når man betragter universets historie som en række trinændringer. Legenden om guldalder, sølvalder og jernalder må være opstået, netop da nogle meget omfattende forandringer fandt sted. Marx' bidrag bestod i en langt bredere anlagt generalisering og en langt mere indgående analyse af de kritiske omformninger, som adskiller de forskellige niveauer. Desuden gør den marxistiske verdensopfattelse det umuligt længere at sammenblande disse forskellige trin. Den viser, hvad der er specifikt og nyt i det kompleks, der karakteriserer hvert trin. Intellektuelt umuliggør den således den gamle naive naturopfattelse, som overførte det menneskelige samfunds forestillinger på naturen, det vi kalder antropomorfisme, og som lever videre i vore religioner - den udelukker ligeledes den mere moderne form, som prøver på at forklare menneskelige forhold direkte i biologiske og fysiske begreber. Denne sidste form er »biologismen«s vildskud, som hentede sin næring hos Darwin, og som gav sig et så uhyggeligt udslag i nazisternes dødslejre. Marxisterne ser klart, hvad der hører ind under hvert trin i niveaurækken, og tillige hvilket sprog der er det rigtige ved beskrivelsen.

Marxismens grundprincipper, modsætningernes enhed, negationens negation, kvantitetens omslag til kvalitet o.s.v. er ikke adskilte fra og uafhængige af hinanden. Som eksemplerne her viser, passer de alle ind i hinanden på en sådan måde, at de danner et sammensat, men nu forståeligt forandringsmønster. At skabe og fastholde et sådant billede, og yderligere at bruge og efterprøve det i det stadig virkende liv, er i sig selv et nyt menneskeligt omslag. Udformningen af den dialektiske materialisme er grundlaget for at udforme et bevidst planlagt, klasseløst samfund.

Der er et afgørende synspunkt til i marxismen, hvis form ikke er afledt direkte fra Hegel. Det er skarpheden i den konflikt og de omdannelser. Hvorigennem nye ting opstår i verden. Det vil ikke sige, at Marx ikke anerkendte gradvis forandring, men han så, at gradvise forandringer til sidst fører til kritiske situationer, hvor forandringen ikke længere kan foregå gradvis, og hvor der må opstå et afgørende brud. Disse brud så han indenfor det sociale område som økonomiske og politiske revolutioner. I England f.eks. udvidede det voksende bourgeoisi gennem det sekstende og begyndelsen af det syttende århundrede sine foretagender og samlede profit; men den konflikt med den gamle samfundsorden, som denne proces gjorde uundgåelig, kunne ikke forløbe gradvis, den formede sig som borgerkrig og revolution.

Grunden til den uundgåelige ikke-gradvished er, at enhver tilstand eller orden i verden må være en i sig selv hvilende helhed; den må forene og omfatte økonomiske sædvaner, institutionelle former. ideer og følelser. Een del kan ikke ændres, uden at det virker ind på alt det øvrige. Men helheden har en stivhed, den kan ikke bøjes, men må revne. Marx så social forandring indtræffe ikke ved gradvise overgange, men gennem den nødvendige opdukken af nye systemer indenfor de gamle. Disse systemer var til som dele af de gamle og byggede deres eget indre sammenhold opved at skabe nye ideologier. Det gamle og det nye er aldrig klart adskilt, de gør front mod hinanden og indvirker dog på hinanden, men det gamle bliver ikke omformet til det nye, det er snarere sådan, at det nye bryder ud og søndrer det gamle. Skarpe overgange er ikke begrænset til det menneskelige område; hele den organiske udvikling med tilsynekomsten af nye dominerende arter som pattedyrene, og forud for dette udskillelsen i fast, flydende og luftformigt stof, giver eksempler på bratte brud eller knudepunkter, som både i tid og strukturtrin skiller de forskellige dele i universet. Den dialektiske materialisme pointerer, at alt er forbundet i et vekselspil, og pointerer i lige så høj grad, at der opstår skel og bratte forandringer.

Modsætningens og omslagets filosofi var Hegels filosofi. Marx adskiller sig fra den, idet han ikke alene gjorde dens abstraktioner til kød og blod ved konkrete eksempler fra samfundet og naturen, men vendte op og ned på den. Marxismen opstod fra begyndelsen på det materielles grundlag - og her drejer det sig ikke om en spidsfindig diskussion om materiens natur eller virkelighed. Det er et filosofisk standpunkt, som anerkender det forhåndenværende univers, det univers vi kender og bruger, som det primære. Vore egne tanker og følelser må udledes af det univers. Dette synspunkt forkaster idealismens skyggeverden, hvor universet er en drøm eller en illusion som logisk munder ud i solipsistens rent private verden, solipsisten, for hvem andre mennesker kun er hans egne fantasiprodukter. Marx prøver ikke på, som Hegel gjorde, at frembringe verden ved et ræsonnement over en idé. I stedet anerkender han verden og søger så at finde ud af, hvorledes den arbejder, og hvorledes man kan arbejde med den. Når vi finder ud af, hvordan verden arbejder, så opdager vi faktisk ved hjælp af videnskaben, at dyrene var til før mennesket, og at en livløs verden gik forud for livet. Men der var før Marx' tid, og der findes udenfor marxismens rækkevidde stadig en ulyst mod at indrømme, at menneskets tanker og følelser er resultater af biologiske og yderst materielle processer, at »i begyndelsen var virkeligheden« og ikke »ordet«.

Dialektisk materialisme er imidlertid lige så forskellig fra ældre materialisme som fra Hegels dialektiske idealisme. Den ældre materialisme var stærkt påvirket af de tidlige naturvidenskabelige fremskridt i retning af at opstille stive og evige love. Det kom måske klarest frem hos Laplace, der næsten reducerede tendensen til absurditet, idet han påstod, at hvis vi på et eller andet tidspunkt kendte enhver partikels hastighed og retning i universet, vil det være muligt at bestemme ikke blot alle deres tidligere bevægelser, men også alle deres fremtidige bevægelser i al evighed. Moderne kvantemekanik har vist, at det ikke alene er åndeligt umuligt, men også fysisk umuligt at bestemme bevægelsen hos alle partikler i et givet øjeblik, men længe før havde Marx kritiseret dette synspunkt med den begrundelse, at der var andet i universet end partiklers bevægelse, at højere strukturtrin havde deres egne egenskaber og love, og at nye strukturer og nye love for disse opstår til stadighed. Marx' materialisme er ikke en automatisk determinisme. Den er en stadig fornyet udfindelse af udviklingens forløb, en stadig re-determination med ubegrænsede og i enkeltheder uforudsigelige muligheder.

Det er næppe mere end en snes år siden, at de akademiske og såkaldte intellektuelle kredse udenfor Sovjetunionen rigtigt begyndte at få øjnene op for den dialektiske materialisme. Selv marxismens økonomiske synspunkter, som var bedst kendt, er altid i stor udstrækning blevet ignoreret og modarbejdet såvel af akademiske økonomer som af officielle arbejderpolitikere. De mere filosofiske og intellektuelt prægede dele af marxismen blev kun studeret af nogle få mennesker og fik først fodfæste som resultat af marxismens praktiske anvendelighed i Sovjetunionen Der er f.eks. stadig ingen diskussion af dialektisk materialisme i noget officielt filosofikursus ved noget universitet i England.

(Ganske vist havde The London School of Economics for en del år siden en række forelæsninger over marxismen holdt af omhyggeligt udvalgte anti-marxister, medens det blev forbudt dem, som ønskede at gøre rede for Marx', Engels' og Lenins virkelige synspunkter, at anvende forelæsningssalene.)

Et studium af den marxistiske teori ved universiteterne var, og er i høj grad stadig, et lige så uofficielt og spændende forehavende, som det var at læse det nye testamente på græsk i begyndelsen af det sekstende århundrede eller at studere videnskab i det syttende.

Ikke desto mindre blev den officielle akademiske verden tilsidst nødt til at beskæftige sig med marxismen. Den er nu et væsentligt diskussionsemne på den filosofiske front og har allerede skabt en opposition imod sig. Modstanden mod marxismen på intellektuel grund skyldes i høj grad fejlopfattelser, men disse er ikke tilfældige. Det er ønsket om at gendrive marxismen på det politiske og økonomiske område, som bevidst eller ubevidst tager form af filosofisk kritik.

De to udgangspunkter for angreb på den dialektiske materialisme er næsten komplet modstridende, og det er ikke overraskende. Den ene indvending er, at marxismen kun er en uklar samling vedtagne aforismer og overhovedet ikke er en virkelig filosofi, idet den ikke fremsætter nogen beviselig eller modbeviselig påstand. Den anden indvending er, at marxismen er et stift og dogmatisk system, som hævder een gang for alle at kunne bestemme samtlige love i universet, at forklare det fortidige og at forudsige det fremtidige. Hvor stor en rolle forudindtagethed nu end måtte spille ved disse meningers udformning, så fortjener de i hvert fald en nøje undersøgelse, fordi de ikke alene afslører ikke-marxisters og anti-marxisters holdning, men også i en vis udstrækning afspejler de fejlgreb, og undertiden misforståelser, som oprigtige marxister selv har gjort sig skyldige i under deres redegørelse for marxismen.

Den første indvending siger i virkeligheden, at marxismen ikke er videnskabelig. Det beror imidlertid på en misforståelse med hensyn til videnskabens omfang og indhold. Ved at give en snæver definition af videnskab og begrænse dens arbejdsområde til fysiske kvantiteter, som kan måles mere eller mindre præcist, og til forandringer, som er cykliske og følger evige love. er det muligt at udelukke ikke alene marxismen, men hele studiet af samfundene fra videnskaben, udelukke deres historie, økonomi og politik; altså i virkeligheden udelukke samfundsvidenskab i sin helhed.

Marxismen vil ikke lade sig begrænse af denne snævre definition af videnskab. Marx selv hævdede, at forudsigelse og eksperimenteren ikke er begrænset til de fysiske og biologiske videnskaber, og Lenin og Stalin har siden vist rigtigheden af dette. Ikke destomindre ville det være meningsløst at vente, at de præcise bevismetoder, som er gyldige på det fysiske og til en vis grad også på det biologiske område, kan anvendes på de langt mere komplicerede sociale fænomener. Den dialektiske materialisme hævder at være en tænkemåde, som er særlig egnet til at behandle foreteelser på det sociale område. Den blev bygget op af iagttagelser fra dette område og har dannet grundlaget for frugtbar virksomhed indenfor det.

Det vil ikke sige, at den dialektiske materialisme er et filosofisk grundlag alene for samfundsvidenskaben og ikke vedrører naturvidenskaben. Da det menneskelige samfund rummer sine medlemmers biologiske karakter, og de fysiologiske processer i hvert menneske følger fysikkens og kemiens love, befinder den dialektiske materialisme sig ikke udenfor naturvidenskaben, men rummer den. Naturvidenskaben selv har to sider: i forhold til de materielle genstandes og organismers verden er den summen af de metoder, man anvender ved undersøgelse og analyse af dem - men den er også i sig selv et menneskeligt og socialt foretagende, opbygget af virkelige mennesker og påvirkelig af de økonomiske og politiske forandringer i samfundet. Videnskab, som vi kender den idag, er ikke et abstrakt produkt af anvendt intelligens, den er en integrerende del - både produkt og producent - af den kapitalistiske tekniks fremskridt. Kapitalismen gjorde videnskab mulig; videnskaben gør kapitalismen overflødig.

Det er denne sociale side ved naturvidenskaben, der indgår i den dialektiske materialismes mere omfattende syntese. Den dialektiske materialisme kommer ind i naturvidenskaben for at analysere dens konklusioner i relation til dens kilder, således som Engels gjorde med det nittende århundredes videnskab i »Naturens dialektik«. Men den kommer også ind i videnskaben på en aktiv måde ved at påvise, hvordan videnskaben bør organiseres, og hvordan den er forbundet med økonomiske og sociale kræfter; en fremgangsmåde, som først blev tydeligt anvendt i Sovjetunionen, og som under omstændighedernes pres blev kopieret i alle nationer, som kæmpede i den sidste krig, iberegnet det ultraindividualistiske Amerika.

Den karakteristiske svaghed ved naturvidenskaben, som den udviklede sig i slutningen af det nittende og i begyndelsen af det tyvende århundrede - i kapitalismens forfaldsperiode - var dens mangel på evne til at smelte sammen med de sociale bevægelser. Netop fordi den intellektuelle følte, at han stod i fare for at blive en slave af kapitalismen og en parasit, havde han en tilbøjelighed til at trække sig tilbage fra verden eller i hvert fald lade som om han gjorde det; han søgte ly i abstraktioner og overspecialisering, roste sig af sin upartiskhed og ubesmittethed og af selve sin uformåenhed i praktiske sager. Det var en yderst bekvem holdning for den intellektuelle, som på den måde kunne lade industriens mænd gøre deres uden at protestere og endog hjælpe dem. Det var også meget bekvemt for industriens mænd.

Den dialektiske materialisme er modstykket til denne holdning. Selvom den ikke griber ind i selve den videnskabelige iagttagelse og eksperimenteren, er den langtfra vag og upræcis i sine vink om den intellektuelle indsats' almindelige retning. Det er marxisten, som ved, hvad der skal gøres, og hvordan der skal tages fat for at gøre det; medens den rene intellektuelle, når først omgivelsernes beskyttende skal er brudt, er ude at svømme og let bliver bytte for de mest uvidenskabelige og mystiske urimeligheder.

Den anden kritik af marxismen går ud på, at den påstår at vide alting og at forudsige alting - at den i virkeligheden er en tilbagevenden til et teleologisk system, hvor begivenhederne bestemmes af de mål, de stræber imod, snarere end af hvad der tidligere er sket. Denne kritik er i sig selv et udslag af den intellektuelles fallit i kapitalismens sidste dage. I disse tider, hvor naturvidenskaben er mere end villig til at forudsige specielle fænomener og er intimt knyttet til den praktiske industri, der er baseret på eksperimenter, er samfundsvidenskaben draget længere og længere tilbage til det abstrakte studiums sfære. Nutidens historiker påstår, at der ingen historieteori findes, at alt hvad han har at gøre er at beskrive begivenhederne så nøjagtigt som muligt. Økonomer fjerner sig fra aktuelle finansielle tildragelser som højkonjunkturer og kriser og diskuterer teorier for en ideal økonomi, som ville være holdbar, hvis det ikke var, at truster og fagforeninger var unfair nok til at eksistere. Filosoffen opgiver een gang for alle at søge efter sandheden og helliger sig kun sprogets nøjagtighed, udtrykkets klarhed. For dem alle er marxismens konkrete aktualitet, dens analyse af verdenshistorien, dens diskussion af virkelige økonomiske begivenheder, af kriser og krige, dens fastholden af, at selv intellektuelle strømninger er økonomisk bestemte, en forstyrrende og distraherende påtrængenhed. Disse rene intellektuelle ville foretrække slet ikke at vide noget frem for at have en sådan viden, netop fordi en sådan viden er en appel til handling.

Det var på denne baggrund, at angrebet på marxismen som et dogmatisk, færdiglavet skema blev lanceret. Nu har Marx selv fra Det kommunistiske Manifest og fremefter givet forudsigelser om, hvad der ville ske i samfundet. Der finder vi: »Industriens udvikling, som viljeløst og modstandsløst fremmes af bourgeoisiet, skaber - i stedet for at isolere arbejderne i konkurrence - deres revolutionære samling i associationen. Med storindustriens udvikling bliver altså selve grundlaget for bourgeoisiets måde at producere og tilegne sig produkterne på slået bort under det. Det producerer først og fremmest sine egne banemænd.«

Eller i mere sammentrængt form i »Das Kapital«: »Centralisationen af produktionsmidlerne og arbejdets mere og mere samfundsmæssige karakter når til et punkt, hvor de bliver uforenelige med deres kapitalistiske hylster. Det bliver sprængt. Den kapitalistiske privatejendomsret sidste time slår. Ekspropriatørerne bliver selv eksproprieret.« (1. Bind, 24. Kap. Afsnit 7.)

Ganske vist håbede Marx sikkert ved mere end en lejlighed under sin bitre landflygtighed i London at se revolutionens lykkes, den revolution, han havde set mislykkes i 1848 og igen skulle se falde med så megen glorie i 1871. Men vi må skelne, som han skelnede, mellem forudsigelsen af en begivenhed på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted og forudsigelsen af en almen bevægelse i menneskets historie. En sejr for revolutionen, som den der kom i 1917, var en definitiv ting. Den bød den første mulighed for at opbygge den nye epoke i menneskehedens historie, som Marx havde forudsagt. På den anden side ville et nederlag for revolutionen have ladet alle de modsætninger, som kapitalismen havde skabt, forblive uforandrede eller endog skærpede, nederlaget kunne aldrig være definitivt, men kun forspillet til videre kampe. Lenin forstod dette og viste denne forståelse gennem sit lederskab såvel i den mislykkede revolution i 1905 som i den, der lykkedes i 1917. Når det drejer sig om en enkelt begivenhed taget for sig, kan man ikke være vis på succes, men kun hvis succes synes umulig eller handling forhastet, er det betimeligt at afstå fra handling. At slå til i rette øjeblik og at lade være at slå til i det forkerte øjeblik, er at forstå den givne situations dialektik.

Her er igen en udbredt misforståelse af marxismens indhold. Denne evne til at forstå en situation, at handle i den, er ikke historisk bestemt på en eller anden generel og ufejlbarlig måde; det er en evne hos virkelige mennesker i et givet øjeblik med deres individualiteter, karakter, dømmekraft og svage sider. Alle vigtige afgørelser må træffes af individer. Hos alle som har et virkeligt kendskab til marxismen - og et sådant kendskab finder man ikke så meget i bøger som ved praktisk, politisk aktivitet - står dette fuldkommen klart. Men det er også klart for dem, at individet er formet af de forhold, de vokser op under, og at de største personligheder, de revolutionære ledere, på den mest fuldstændige og mest bevidste måde repræsenterer de sociale kræfter, som aktiverer den store mængde af tilhængere. Lederne er hverken skilt fra folket eller over folket; de henter deres styrke hos folket. Dette gælder ikke blot for nogle få store ledere. Den revolutionære situation lægger i større eller mindre grad individuelt ansvar på hundreder, tusinder og millioner af mænd, kvinder og børn. Begivenhederne fra de sidste få år slår aldeles grunden bort under den idé, at marxismen kun beskæftiger sig med uundgåelige bevægelser blandt masserne. Under krigen i Sovjetunionen og blandt modstandsbevægelserne foldede individet sig helt ud og var i stand til på eget initiativ og dog i fuldkommen overensstemmelse med en samlet plan at behandle situationer, der stillede langt større krav til menneskets evner, end man nogensinde tidligere havde forestillet sig.

Den dialektiske materialisme fremsætter faktisk forudsigelser, og de ej er en styrke, som rækker videre end til dens analysers blotte præcision. Den har at gøre med en menneskelig situation, hvor mennesker optræder både som smeden og som det varme jern. Forståelse af marxismen, indsigt i samfundets bevægelse er selv meget stærke kræfter, der fremskynder opnåelsen af de forudsagte mål, og de ejer denne styrke, netop fordi de er bevidst, og bevidst orienteret, indsigt. Marxismen i gerning er en organiseret enhed, og selve dens organisation er et udtryk for, at et bevidst og planmæssigt menneskeligt samarbejde tilsigtes, endog før dette er opnået fuldtud.

Der er gået hundrede år, siden Marx fremsatte de første træk af sin metode, det er femogtres år, siden han døde. I disse femogtres år er de store tildragelser, han skrev om, begyndt at indtræde. Den omformningskrise, han forudsagde, er over os i dette øjeblik. De forhold, der hersker i verden i dag, er umådeligt forskellige fra den tilsyneladende stabile og ekspanderende kapitalisme, der dominerede hans tid. Ikke desto mindre, Marx havde en så intim forståelse af udviklingsforløbet, at hans egne ideer og metoder er undergået langt mindre forandringer i mellemtiden end dem, der var gængse i intellektuelle kredse gennem den periode. Ja, de andre skribenter fra midten af forrige århundrede er nu kun akademiske kuriositeter, medens Marx' ord synes gyldige ikke alene for nutiden, men endnu mere for fremtiden.

(Udtalelsen i forordet til den russiske udgave af Det kommunistiske Manifest, som udkom i 1888, kan anføres som et eksempel på forudsigelse om vor egen tid ».. . Her (i første udgave af manifestet) mangler netop - Rusland og De forenede Stater. Det var dengang, Rusland var hele den europæiske reaktions sidste store reserve; da De forenede Stater opsugede Europas proletariske kraftoverskud gennem indvandringen. Begge lande forsynede Europa med råstoffer og var samtidig afsætningsmarkeder for dets industriprodukter. Begge var altså dengang, på den ene eller den anden måde, grundpiller for den bestående europæiske orden. Hvor helt anderledes er det ikke i dag! Netop den europæiske indvandring satte Nordamerika i stand til at frembringe en kæmpemæssig landbrugsproduktion, hvis konkurrence rystede den europæiske grundejendom - den store som den lille - i sin grundvold. Denne indvandring har samtidig tilladt De forenede Stater at udnytte deres uhyre industrielle hjælpekilder med en energi og i en udstrækning, der inden længe må bryde det industrielle monopol, som Vesteuropa og navnlig England hidtil har haft. Begge disse omstændigheder virker revolutionært tilbage på Amerika selv. Farmerens lille og mellemstore grundejendom, som er basis for hele den politiske forfatning, ligger mere og mere under i konkurrencen med kæmpefarmene; i industriområderne udvikles der samtidig for første gang et proletariat i massemålestok og en fabelagtig koncentration af kapitalerne. Og nu Rusland! Under revolutionen 1848-49 anså ikke blot de europæiske fyrster, men også de europæiske bourgeois'er en russisk indgriben for den eneste redning imod proletariatet, der dog først var ved at vågne. Tsaren blev udråbt til chef for den europæiske reaktion. I dag er han revolutionens krigsfange i Gatsima, og Rusland danner fortroppen for den revolutionære aktion i Europa.)

Det som var åbenbart for Marx for hundrede år siden, syntes i allerhøjeste grad paradoksalt for hans samtid, men verden er på grund af begivenhedernes gang blevet tvunget til at anerkende mange af de punkter, som dengang syntes mest virkelighedsfjerne. Hvem udenfor marxisternes rækker ville dengang have tænkt, at økonomisk stabilitet, politisk frihed og fred ikke var velsignelser, som menneskeheden havde udsigt til at nyde i større og større omfang som tiden gik: "Indtil krigstrommen ikke længer dundrer og krigsfanerne rulles sammen, I menneskehedens rigsdag, verdensforbundet "(Tennyson).

Hvad der gælder økonomi og politik er ligeledes gyldigt for filosofi og anden videnskab. Ved sine ideer, sin organisation og sit forhold til økonomiske og politiske faktorer har den moderne videnskab en stadig mere udpræget tendens til at nærme sig marxismen. Det interessante er, at denne tilnærmelse sædvanligvis har været spontan, det vil sige, at den er vokset frem af udviklingen af den samlede viden og af beherskelsen af naturkræfterne, samtidig med at man fik blik for samspillet mellem denne udvikling og udviklingen af de økonomiske og politiske former. Hvis marxismen havde formået at trænge hurtigere igennem i videnskabelige kredse, ville disse resultater være blevet nået på en klarere måde og med mindre besvær, men som de nu kommer, giver de en bemærkelsesværdig og uafhængig bekræftelse på det marxistiske synspunkts fundamentale rigtighed. At videnskaben må genspejle tidens sociale og økonomiske atmosfære, både ved fordelingen af sin interesse på forskellige områder af universet og ved formuleringen af sine opdagelser, er et synspunkt, som nu er ved at blive almindeligt anerkendt. Det er f.eks.. let for os at se, at den oprindelige formulering af Darwins »Arternes oprindelse« er en klar genspejling af det nittende århundredes hæmningsløse konkurrence. Og Darwin indrømmede altid sin gæld til Malthus ved formuleringen af teorien om »the survival of the fittest« (den bedstegnede overlever). Det gik imidlertid sådan, at denne sammenhæng blev brugt i stik modsat retning, og den moral, man uddrog af den formodede kamp for tilværelsen i naturen, blev brugt til at retfærdiggøre den tidlige kapitalismes mere anti-sociale træk, en tendens, som Herbert Spencer vil stå som en evig karikatur af, og som senere skulle blive basis for den nazistiske raceteori.

Men i løbet af de sidste femogtres år og især siden 1895 har videnskaben været ude for en revolution af mindst lige så stor rækkevidde som den revolutionering, der fandt sted i midten af det syttende og i slutningen af det attende århundrede - den revolution der er forbundet med Galilei og Newton eller med Lavoisier og Dalton. Siden 1895 er materiens atomare struktur blevet påvist i enkeltheder, kvanteteorien og relativitetsteorien blevet udarbejdet, kemien blevet smeltet sammen med fysikken, og biokemiens og arvelighedsforskningens udvikling har reduceret en stor del af biologien til kemi og matematik. På de fleste områder har det sidste halve århundredes opdagelser bragt os langt nærmere til en praktisk og anvendelig viden om de uorganiske og organiske systemers opførsel end alle videnskabens tidligere opdagelser tilsammen.

Denne store revolution i vor viden har allerede fået et skelsættende udtryk i fremstillingen og brugen af atombomben. Da bomben sprang over Hiroshima, var det både et udtryk for den umådelige nye magt, som videnskaben har givet menneskene til at kontrollere naturen - og et udtryk for det gamle samfundssystems komplette og forbryderiske uduelighed til at bruge sin nye magt til andet end rædsel og ødelæggelse. Brugen af atomkraften parret med alle de andre fremskridt i den moderne videnskab repræsenterer i menneskets kontrol over naturen et skridt, der er langt større, langt mere pludseligt og langt mere revolutionerende end noget andet i jordens hidtidige historie: større end ilden, større end jordbruget. Det demonstrerer, at den eneste begrænsning af menneskets formåen findes i samfundet og ikke i naturen.

Inden for videnskaben har denne forøgede viden, de nye og beviselige sammenhænge, som er blevet fastslået, imidlertid paradoksalt nok ikke afsløret et mere regelmæssigt og sammenhængende billede, men tværtimod virket opløsende på det videnskabelige system, som Newton havde skåret til, og som det nittende århundredes videnskabsmænd tænkte sig at skulle give den sidste afpudsning. De nye fremskridt i videnskaben har ført til den mest kritiske søgen og revision af videnskabens grundlag, en kritik som stadig er i fuldt sving.

Hvis vi nærmere undersøger de idé-revisioner, som er kommet i gang, vil vi finde, at de fleste af dem er af fundamental filosofisk karakter. De vedrører ikke videnskabens praktiske forudsigelser, men angår derimod den elementære basis. De synes alle at gå i samme retning, nemlig bort fra, hvad man i det nittende århundrede kunne have kaldt den »sunde fornufts materialisme« i videnskaben. Denne art kritik har naturligt nok forledt en del mennesker - deriblandt nogle fremragende videnskabsmænd - til at opgive alt og styrte sig på hovedet ud i mysticisme og overtro (Se: »The Mysteriotis Universe« af Sir James Jeans og »The Nature of the Physical World« af Eddington). Deres filosofiske verden var, selv om de måske ikke ville indrømme, at de havde nogen, bygget op på dualistisk basis: der var to verdener, en verden med hårde kendsgerninger, hvori millioner af atomer holdtes fast sammen af kræfter, som adlød Newtons love, og en fantasiens, religionens og moralens verden, der enten ikke fulgte nogen love eller tog dem fra bibelen.

Den moderne udvikling i videnskaben har gjort denne stilling uholdbar. Den hårde verden viser sig som det erfaringsområde, der i størrelsesorden i nogen grad kan sammenlignes med vore direkte kropslige erfaringer. Vi ved, hvordan et bord eller en billardkugle opfører sig, fordi de er af passende størrelse i forhold til os. Vi prøver på at få atomer og stjernetåger til at opføre sig på samme måde, og når de så ikke gør det, siger vi, at universet er blevet ufornuftigt. Ved at udvide vor erfarings rækkevidde, har videnskaben vist, at hver størrelsestrin, hvert strukturtrin har sine egne love. De love, vor »sunde fornuft« finder rimelige, er kun love for en lille del af universet, omend det er den del, som betyder eller har betydet mest for os.

Samtidig har sociale studier, i antropologi, historie, økonomi, men måske først og fremmest psykologi vist os, at den menneskelige eller åndelige verden ikke ledes vilkårligt af en uforanderlig menneskelig natur eller af guddommelige forordninger, men at den har sine egne langt mere indviklede udviklings- og opførselslove. Disse to verdener er ikke virkelig adskilt, men smelter til stadighed sammen. Vi kan for eksempel bruge dyrs opførsel, dels for at illustrere smukt fysisk-kemiske nervereaktioner, dels for at jævnføre med menneskets optræden som følelses- og forstandsvæsen. I denne betydning af videnskabens enhed går hele tendensen i moderne erkendelse i den retning, som Marx først af alle fremhævede. Forskere i dag finder det stadig vanskeligere hævde den dualistiske indstilling: de ser, at fremgang indenfor deres eget arbejdsområde afhænger af et nært samarbejde med og forståelse af videnskabeligt arbejde på alle andre områder. De begynder at forstå betydningen af et historisk og socialt studium, da det sikrer dem mod fordomme indenfor deres eget arbejdsområde og kan pege på forskningsområder, som muligvis vil være frugtbare.

Andre sider af den dialektiske materialisme vinder voksende genklang i videnskabernes indre udvikling. Det største og vanskeligste brud med den »sunde fornuft«s synspunkt findes i moderne fysik. Det moderne fysiske verdensbillede er fyldt med antiteser og modsætninger og er et slående eksempel på den ældre logiks svigten. Et kritisk felt er spørgsmålet om strålingens natur. I årevis har der stået strid om, hvorvidt lys bestod af partikler eller af bølger; nu ved vi, at ikke alene lys, men også elektroner og atomer selv har både bølgebevægelse og partikelbevægelse på én gang, eller rettere, de er noget, som kan være en bølge eller en partikel. Forskellen i de to opfattelser er, at en partikel er noget, som findes et bestemt sted til en bestemt tid, og en bølge er noget, som udfolder sig over et vist område indenfor en vis tid. Adskillelsen mellem disse to former synes let nok for den sunde fornuft, men vi ved nu, at det ved stråling er sådan, at vi aldrig kan bestemme en partikels position nøjagtigt, medens vi omvendt kan lokalisere en bølgebevægelse. De to modsætninger går her fuldstændig op i hinanden.

Et andet illustrerende eksempel er det, vi nu kalder de kooperative fænomener i fysikken, i hvilke en proces, f.eks. et fast stofs smeltning ikke længer viser sig som en egenskab ved det enkelte atom, men som en særlig egenskab hos en gruppe atomer, der skyldes deres fælles indbyrdes vekselvirkning. Begynder man med et enkelt atom, kan man sige, at dets bevægelser forstyrrer naboernes, men i samme øjeblik naboatomernes bevægelser forstyrres, bliver det oprindelige atoms bindinger løsnet, og når bevægelsen er stor nok, falder hele systemet itu, eller »smelter«, som vi siger i almindeligt sprog. Nu er det interessante her, at det er fuldkommen ligegyldigt, hvilket atom vi begynder med. Det karakteristiske ved smelteprocessen afhænger at den samlede struktur og ikke af nogen enkelt del i den. Det er fælleseje, en egenskab ved hele systemet som system. Kooperative fænomener er en illustration til karakteren at kvaliteter, som opstår ved kvantitativ sammenhobning - og til de kritiske forandringer at kvaliteten, der indtræffer som resultat at stadig kvantitativ forandring. Det er sådanne sider af fysikken, der gør det langt lettere nu end for halvtreds år siden at forstå og anerkende dialektiske synspunkter.

Det mest slående at alt er måske tilsynekomsten at det historiske element. Fysikkens love plejede - i modsætning til biologiske og samfundsmæssige love - at blive betragtet som uforanderlige; den materielle basis, fysikkens grundlag, blev regnet som konstant; den repræsenterede legemliggørelsen af de platonske idealer. Men siden radioaktiviteten blev opdaget for halvtreds år siden, har vi set selve fysikken ændre sig gradvis til en ligeså relativ og evolutionær tilstand, som Darwin fyrretyve år før havde bragt biologien i. I de sidste få år er studiet at kærnefysik, kosmiske stråler og kosmologi blevet forenet til en stor syntese, i hvilken den fysiske verdens natur viser sig at rumme resultaterne af store og virkelig historiske omdannelser i universet, for tusinder at år, millioner af år siden ganske vist, men dog på et bestemt tidspunkt i fortiden. Grundstofferne selv demonstrerer ved deres relative rigelighed eller knaphed på denne jord de karakteristiske træk i det umådeligt koncentrerede, tætte og hede univers, hvori de blev dannet, før der eksisterede noget som stjerner og mælkeveje. Disse blev dannet ved en eksplosion, som ved spredningen forhindrede alle videre forandringer i atomerne bortset fra ganske ubetydelige forandringer - eller som vi siger, lod dem stivne i en ligevægtstilstand, og samtidig fik vi det ekspanderende univers, vi lever i i dag. Den moderne lære om verdensaltets udvikling har med disse pludselige omslag fra een tilstand til en ganske anden forsynet os med to eller tre yderligere trin i rækken at dialektiske omformninger, og disse nye trin må føjes til ved begyndelsen af den række, som Marx og Engels udformede. Efterhånden som videnskaben skrider frem, vil vi måske opdage flere, endnu tidligere trin, og ved egen indsats kunne lægge flere til fremover. Hvad den moderne fysiks fremskridt har lært os er, at naturlove ikke er absolutte og evige sandheder, undtagen for så vidt de er tautologier, der kun illustrerer, at vi mangler evne til med det samme at finde ud af, at den samme ting kan siges på to forskellige måder. Naturlove er relative sammenhænge, sammenhænge i udvikling, ikke alene fordi vor opdagelse af dem er en udviklingsproces, men også fordi det drejer sig om en virkelig historisk udvikling af et materielt univers.

Lignende tendenser har været virksomme i moderne biologi. Den samlede funktion af kemiske og nervefaktorer i organismens reaktioner er yderst vanskelig at formulere efter gammeldags materialistiske linier, og den udvej at opstille forhåndsantagelser af entelekier og helheder har været alt for animistisk og magisk til at passe forskeren, hvor meget en sådan udvej kan have tiltalt hans mere religiøst indstillede forgængere. Også her opløser det dialektiske mønster en organismes reaktioner i en konflikt mellem virkningerne af påviselige faktorer, det leverer os en mere lovende undersøgelsesmåde og giver fingerpeg om egnede veje til eksperimentering. Dette har især vist sig nyttigt i arvelighedsforskningen. (Se: J. B. S. Haldane's Marxist Philosophy and the Sciences.) Her har der - siden Morgans opdagelse af kromosomtydningen af Mendels lov - været en tendens til at forsøge at anse enhver side af en organisme som et direkte resultat af dets kombination af gener og overvurdere nedarvningens betydning i forhold til omgivelsernes. Dette var toppunktet af simpel materialisme anvendt på biologi. Men de sidste års arbejder har vist, at virkeligheden er langt mere kompliceret. Genen viser sig nu at være blot eet sæt faktorer, der i forbindelse med andre fysiske og kemiske virkninger under organismens udvikling styrer den videre udformning ad en eller flere forskellige baner. Den vekselvirkning, der finder sted mellem kromosomerne og omgivelsernes indflydelse giver på hvert trin i udviklingen anledning til en påfølgende vekselvirkning mellem andre gener og andre omgivelsesfaktorer på et længere fremskredet stadium; enhver individuel organismes normale udvikling er således en helt igennem dialektisk proces.

Hvad der gælder ved organismens udvikling, gælder også for dens generelle måde at reagere på og dens reaktioner på ydre påvirkninger. Pavlov og hans efterfølgeres arbejder har redegjort for de sammensatte hæmnings- og udløsningsreflekser, som danner grundlaget for fugles og pattedyrs normale opførsel. Dette danner på sin side bro til vor viden om menneskets opdragelse og individets reaktion overfor samfundet, som han formes af, og som han selv medvirker til at omforme.

Det bliver mere og mere klart i biologien, at vi nærmer os til en stor ny forståelse og sammenfatning, svarende til det som er sket i fysikken, og at denne sammenfatning sandsynligvis vil blive dybt dialektisk og historisk i sin karakter. De seneste undersøgelser i biokemien og biofysikken har vist os en overordentlig vidtgående og detailleret overensstemmelse imellem de grundlæggende livsprocesser hos alle former, fra den simpleste celle til cellerne i et egetræ eller et menneske: de samme aminosyrer, de samme enzymer, den samme struktur af nukleo-proteiner knyttet til enklere proteinstoffer. Moderne undersøgelser bekræfter i højere grad Engels postulat, at livet er »proteinernes (æggehvidestoffernes) tilværelsesform«.

Nu kan vi gå videre; de fælles kemiske ejendommeligheder ved livet viser - akkurat som grundstoffernes ejendommeligheder - hen mod en historisk, fælles oprindelse. Vi kan ikke længer tvivle om, at der har eksisteret en fase med kemisk udvikling, der går forud for udformningen af de væv og organer, som er karakteristiske for det meste levende i verden i dag. Her er der en fuldstændig og dialektisk forening af studiet af strukturerne selv og studiet af deres tilblivelseshistorie. Livets historie er skrevet i dets nuværende kemiske konstitution. Disse molekyler, der for størstedelen er dannet på samme måde gennem tusind millioner år eller mere, er levende forsteninger, og studiet af livsfænomenerne og af livets oprindelse er nu smeltet uadskilleligt sammen.

Marxismen har sine rødder i samfundsvidenskaberne, og det er på det område, at ikke blot Marx' og Engels' intellektuelle synspunkter, men endnu mere de forhåndenværende følger af den sociale evolution, som de forudsagde, har påvirket og omdannet vor viden. Det bliver faktisk mere og mere åbenbart, at der ikke findes nogen samfundsvidenskab udenfor marxismen. De gamle økonomiske teorier brød sammen, da den frie konkurrences system forsvandt. Den frie konkurrence havde været betragtet som den naturlige tingenes orden, men Marx viste, at den blot var et stadium, som var opstået og ville forsvinde igen. Antropologi, arkæologi og historie har nu en tendens til at smelte sammen til eet studium af menneskehedens sociale udvikling, hvor økonomisk determinisme bliver mere og mere anerkendt som ledende synspunkt. Selv psykologien er ved at miste sin yderst individualistiske karakter, som den havde fået ved sin anvendelse til behandling af rige lediggængeres mentale svagheder. De sociale faktorers indflydelse i den almindelige formningsproces, som samfundet underkaster individet, bliver nu nøglen til forståelsen af det menneskelige sind. Også her er den grundlæggende marxistiske opfattelse af den historiske udviklings betydning for eksisterende former øjensynlig. Selve vore intellektuelle og følelsesmæssige reaktioner repræsenterer mentale forsteninger, knyttet til bestemte historiske begivenheder i fortiden og overført, ikke gennem en eller anden mystisk gruppesjæl, men gennem den normale mekanisme, som fungerer ved kulturel overførsel i familien, skolen og på arbejdspladsen, metoder som kan forstås og i sidste instans kontrolleres.

Alle disse eksempler kan kun antyde, hvordan videnskabsmanden i dag finder det nærmest uundgåeligt at anlægge dialektiske betragtninger, selv om han måske ikke selv er helt klar over, at han gør det, eller oven i købet med foragt ville benægte enhver hentydning til marxistisk indflydelse. En overbevist anti-marxist kunne imidlertid pege på, at vi ikke kommer langt med alt dette, for størstedelen af de videnskabelige opdagelser i moderne tid er gjort at folk, som ikke var marxister eller påvirket af marxistisk tankegang. Dette er ubestrideligt, men det vil kun sige, at menneskelig tænkning under ensartede sociale påvirkninger har en uomgængelig tendens til at stile mod samme mål. Den kendsgerning, at det er helt ud muligt for en ikke-marxist at nå til marxistiske slutninger, kan tages som en uafhængig påvisning at det marxistiske synspunkts brugbarhed, men det kan aldrig være et bevis for, at det ikke ville være langt lettere og hurtigere at komme til disse slutninger ved bevidst anvendelse at marxistiske principper.

Videnskabsmanden at i dag har ikke længer råd til at ignorere marxismen eller lade være med at benytte tænkemetoder, som, når de bliver fuldt tilegnet gennem forståelse og praksis, vil føre til et nyt ryk frem i vor kollektive evne til at forstå verden og altså til at behandle vore fysiske og sociale problemer. Indtil nu har der, udenfor Sovjetunionen, kun været ganske få forskere, som har haft mere end et overfladisk kendskab til den marxistiske teori, og blandt disse få var de marxistiske synspunkter først ved at blive værdsat lige før krigen. Til trods for dette er der mange marxister, som f.eks.. Joliot-Curie, Haldane og Gordon Childe, som er mænd at anseelse indenfor deres fag. Det er imidlertid i Sovjetunionen, vi kan se de første resultater at den dialektiske materialismes anvendelse i videnskaben. Det videnskabelige arbejde, som gøres i Sovjetunionen, udføres med samme slags apparater og samme indre logik i analysen og induktionen, som vi finder i videnskaben på andre steder til andre tider. Den dialektiske materialisme er ikke en erstatning for den videnskabelige metodes strenghed. Den indgår i videnskaben for at vise vej til mulige opdagelser og for at levere midler til at gøre disse opdagelser effektive. Med andre ord, den har mere at gøre med det videnskabelige fremskridts strategi end med dets taktik. Det vil ikke sige, at den ikke har noget at gøre med enkelthederne i videnskabeligt arbejde, men dens indflydelse er her mere indirekte. Den gode marxist skulle være i stand til at se klarere og at undgå forudfattede meninger og konventionelle synspunkter, som bevirker, at folk ikke kan få øje på det, som ligger lige for næsen af dem.

Marxismen er ikke og gør ikke fordring på at være en universalmetode til at gøre detailopdagelser med. Menneskets individuelle egenskaber som omhu, ærlighed og fantasi er stadig lige så nødvendige, som de altid har været. Den dialektiske materialisme er først og fremmest frugtbar ved valget af arbejdsområde, af retningen for angrebet på dette område og for samarbejdet med andre forskere på det samme eller på andre områder. Den er faktisk det planmæssige videnskabelige fremskridts filosofi, der afløser den tidligere fremgangsmåde, som byggede på, at de mange forskere hver fulgte deres egen bane og kun støttede hinanden, bevidst ved at føje nyt til den videnskabelige tradition og ubevidst ved at følge socialt dikterede tendenser. Det vil ikke sige, at de større videnskabsmænd ikke lige fra videnskabens begyndelse har planlagt deres arbejde. Nogle har endog - som Pasteur - været i stand til at samle en gruppe forskere om sig, som delte arbejdsområdet indbyrdes. Disse individuelle anstrengelser har imidlertid været isolerede og uden varighed.

Videnskaben som helhed har haft sine opgangstider og nedgangstider; resultaterne indenfor de enkelte videnskabsgrene viser endog en voldsommere svingning. Den afgørende faktor for fremskridtet i den ene eller anden gren har været forholdet mellem det, som blev opdaget, og det som blev brugt. Sociale og økonomiske behov dirigerer undersøgelsen ind på bestemte områder, og disse undersøgelser giver sig igen udslag, som får økonomiske og sociale følger, skønt ofte først efter meget lang tids forløb. 100-150 år kan der gå mellem den første videnskabelige impuls og det endelige, fuldt udfoldede praktiske resultat. Begyndelsen til kemisk produktion i stor målestok i det syttende og begyndelsen af det attende århundrede fremkaldte således en livlig interesse for kemi. Denne interesse blev dyrket intensivt lige til det nittende århundrede, men den gav først omfattende resultater i industrien, da den videnskabelige kemiske industri voksede op, især med farveindustrien i slutningen af det nittende århundrede.

Denne langsomme og tilfældige proces blev, før Sovjetunionen viste, at det ikke var nødvendigt, betragtet som en naturlov, ligesom »den bedst egnede overlever« eller den frie konkurrence, som noget man ikke skulle blande sig i, hvis man ikke ville risikere at bringe uorden i naturens fintmærkende mekanisme. Vi ved nu af egen erfaring fra krigstiden, at disse umådelige forhalinger kan reduceres, ganske simpelt ved egnet organisation og planlægning i videnskaben, eller gennem en sammenkædning af forskning, udformning og produktion, i begge retninger, således at produktionsproblemer kan gå tilbage til forskningen, og, efter at de er løst, tages i brug i produktionen. Men det er ganske umuligt at planlægge en videnskabelig undersøgelse uden at finde dette behovssystem, og at finde dette behovssystem er det samme som en samfundsanalyse. Kun hvis vi begynder med en samfundsanalyse kan vi sige, hvilken rolle videnskaben skal spille, og hvordan den skal gøre det. Det er i denne videre forstand, at den dialektiske materialisme fremtræder som den væsentlige ledetråd for videnskabens fremskridt.

Det er ikke kun, eller blot hovedsageligt, gennem analyse af fortidens og nutidens videnskab, at den dialektiske materialismes værdi kommer frem, det er endnu mere i dens vejledninger for fremtiden. For fremtidens videnskab vil socialt ledet planlægning være en absolut nødvendighed; en sådan type planlægning kan vi allerede se i Sovjetunionen. Det var kun gennem bevidst anvendelse af den marxistiske teori, at det på den tsaristiske videnskabs spinkle grundlag var muligt at opbygge den udstrakte, sammenhængende og vitale organisme, som den moderne sovjetvidenskab er. I løbet af en generation er en nation af analfabeter blevet en nation af videnskabsmænd, og dette er der ført bevis for i fred og. i krig. Det drejer sig her ikke om blot at skaffe en lille videnskabelig elite, om at skyde den menneskelige videns grænser frem hist og her, det drejer sig om at indføre en altomfattende praksis til behandling af alle problemer i industriel produktion, landbrug, sundhedsvæsen og strategi med det formål at give videnskabelige besvarelser på basis af kontrollerede eksperimenter og statistiske undersøgelser.

De forskellige planer fra videnskabernes akademi, der kulminerede i den store efterkrigs-femårsplan 1946, viser, hvilken form forholdet mellem den grundlæggende videnskab og landets behov får. Planen blev trukket op af videnskabsmændene selv, og den fremdrager de forskellige videnskabelige discipliners indre behov og knytter dem sammen til en helhed, der har sin egen indre sammenhæng og tillige talrige forbindelsesled til industri, landbrug og lægevæsen. (The Sovjet Journal (udg. af The Society for Cultural Relations with the U.S.S.R.), Efterårsnummeret 1947). Dialektikkens bidrag fremgår af denne analyse. Sovjetvidenskabens frugter er allerede synlige i dens praktiske resultater, men det er kun de første frugter. Hvad der i virkeligheden er sket, er det, at et helt folk nu er ved at lære denne nye dialektiske måde at behandle materielle og sociale spørgsmål på, og at dette trods de ødelæggelser, nazisterne har forvoldt, har givet folket ikke blot viljen, men også midlerne til at skabe ny viden og nye resultater.

Videnskabens organisering i Sovjetunionen betyder ikke begrænsning, men frigørelse af kræfter; den anvender flere og flere mennesker til at udføre flere og flere ting; den opdager og udnytter naturlige hjælpekilder; frem for alt nyttiggør den det, som vi nu er ved at indse er den største og kraftigste af alle naturlige hjælpekilder: menneskets egne evner og intelligens. Der ligger i enhver mand og kvinde af en hvilken som helst race en mulighed for at yde noget, lidt eller meget, til den menneskelige kulturs fremadskriden.

Hvad vi nu har set gennem tredive års kamp og udvikling i Sovjetunionen, det begynder vi at se i den øvrige verden. Siden Europas befrielse fra nazisterne og den delvise og stadig uvisse befrielse af kolonilandene er der øjensynlig overalt en ny trang til at bruge planmæssig videnskab som den hurtigste, mest effektive og holdbare måde til at hæve levestandarden og opnå en civilisation befriet fra den usikkerhed, en grådig og egoistisk kapitalisme byder. Overalt, også i de kapitalistiske lande, vinder den tanke terræn at lede videnskaben på en organiseret måde, for at kunne løse menneskehedens brændende problemer. Den modvirkes naturligt nok af reaktionære kræfter, på dette område som andre pyntet med frihedens navn. Men den anarkiske kapitalismes frihed er illusorisk og selvødelæggende. Det store værk, som det attende århundredes liberale havde for øje, brød sammen, fordi de ikke evnede at indse dette.

Den frihed, der svarer til vort stadium i udviklingen, er en samarbejdets frihed, ikke en konkurrencens frihed. Menneskene skal gøres frie ved at de ser deres egne begrænsninger ikke ved at ignorere dem: ved at anerkende nødvendigheden af at arbejde sammen, ikke ved at holde fast ved en »hårdkogt individualisme« i en tid, som er vokset fra den. Den ramme, som vil bidrage til at lede denne kooperative anstrengelse, er marxismens ramme. Det er ikke en stiv skal, der som en skreven forfatning for evigt fastsætter og binder menneskenes åndelige og praktiske landvindinger, det er snarere et stillads, som man tager bort, når det har gjort sin gavn. Men den tid er ikke kommet endnu, og man må meget igennem, før man når så vidt.

I dag er marxismen en filosofi i vækst; det er den eneste levende filosofi, og den er stadig ung. Der er store opgaver fremover på den intellektuelle side såvel som i økonomi og politik. Det er ikke længer tilstrækkeligt at besidde stumper af viden om det materielle eller biologiske univers, ikke engang nok at råde over en klappet og klar metode i lighed med den klassiske videnskabelige metode til at løse visse typer af problemer. Hele vor viden trænger til at blive sammenfattet og forstået som en bestanddel af det samfund, den er udsprunget af, og som den bidrager til at omforme. Der ligger et vidtforgrenet og omfattende forsknings og tolkningsprogram foran marxistiske fysikere, biologer og humanister af i dag og i morgen. Den gamle dualistiske opfattelse, der har ligget i videnskabens udvikling siden renæssancen, må brydes ned - og brydes ned til begge sider. Vi er nødt til i enkeltheder at påvise, hvilke menneskelige og sociale elementer der indgår i den fysiske videnskabs udvikling, men på den anden side er vi nødt til gennem videnskabelig analyse at omvurdere mange sociale forestillinger og indstillinger, som vi har lånt fra en fjern fortid og ubevidst tillempet. Værdiernes omvurdering må følge trit med, at vor viden og erkendelse får samfundsmæssigt vingefang. Mennesket føler, med et sundt instinkt, at der er noget reelt og betydningsfuldt i sådanne dyder som sandhed, mod og fædrelandskærlighed, og da disse dyder traditionelt er knyttet til religion og patriotiske myter, vil menneskene hænge ved disse myter i stedet for at forløse de værdier, myterne foregiver at forklare, men i virkeligheden kun gentager med andre og mere højtidelige ord. Det er marxismens sag at give de virkelige sociale værdier et rigere, mere fuldkomment indhold og at give dem grundlag, som kan anerkendes på dette bevidste og rationelle trin i udviklingen. Her må teori og praksis gå hånd i hånd. Kun ved at skabe en ny verden, befriet for uligheden og udbytningen, der har forvansket de traditionelle værdier til det groveste hykleri, kan vi vente at få disse værdier omformet til nye og ægte menneskelige ledestjerner.

Men tidspunktet for dette må ikke skydes ud i det fjerne: det skal gøres nu og her. Krigen var i sig selv en kamp, som kaldte på foretagsomhed og indsigt på alle virkeområder - åbent ved fronten og skjult i fabrikkerne og på markerne. Gamle måder at gøre tingene på og gamle måder at tænke på blev kasseret, de var utåleligt ineffektive og langsomme; der foregik en større omformning i disse få år end i et halvt århundredes fredelig kapitalisme. Det var netop her, hvor krigens og modstandens opgaver pressede på, at den dialektiske materialisme viste sig største overlegenhed. Den vil være endda mere tiltrængt i de vanskelige tider, vi nu går igennem; tiltrængt for at nedkæmpe de falske skillelinjer, som reaktionen prøver at pånøde verden. Kun marxistisk indsigt kan vise, at den »vestlige civilisation«s fane, som bliver udfoldet til en ny tilintetgørelseskrig, er det samme gamle kapitalistiske hagekorsflag, hvorunder Hitler og Goebbels forsøgte at samle et vildledt folk til korstog mod bolsjevismen. Der er kun een civilisation, som vi alle har arveret til, og den civilisation er nu ved at omformes på en måde, som Marx og Engels forudsagde for hundrede år siden. Det som er ved at svinde, er det gamle bourgeoisis herredømme over samfundet. For at holde dette herredømme oppe, truer reaktionens kræfter igen med at bruge krigen som en sidste tilflugt for at beskytte deres uholdbare stillinger. De enorme kræfter, som moderne videnskab leverer, og som nu mere end nogensinde kan sikre ethvert menneske gode livsbetingelser, bliver bevidst holdt tilbage af disse reaktionære kræfter og i hemmelighed ledet over til krigsforberedelser. De kan kun få held med dette forehavende i den udstrækning, hvori folkene i verden lader sig vildlede med hensyn til situationens virkelige natur.

Det er kun gennem marxismen, at det er muligt at se enhver situation i lyset af historiens større bevægelser og således at gøre udvejen af den til en organisk bestanddel af en forenet bevægelse. Thi marxismens værdi ligger ikke så meget i at løse enkeltproblemer som i at vise, hvilke problemer der skal løses, og hvilke af disse der står i første række. Den er ikke et abstrakt system, som fremtiden skal passes ind i, men en levende og smidig metode, med hvilken vi selv kan bestemme vor fremtid.

Det største og mest indflydelsesrige navn i socialismens historie er ubestrideligt Karl Marx og hans ligesindede fælle, Friedrich Engels. De er anerkendte for den videnskabelige og revolutionære samfundsvidenskab, for den kommunistiske arbejderbevægelse og den socialistiske skole, der tæller repræsentanter i hvert eneste land i verden, og i almindelighed betragtes som den mest alvorlige og truende form for samfundsvidenskab mod de herskende klassers herredømme. Karl Marx studere jura ved universiteterne i Bonn og Berlin, men ofrede langt mere tid på historie og filosofi. Filosoffen Hegel stod stadig på sin magts højde, da den unge Marx var en ivrig studerende af den herskende skole. I 1841 afsluttede Karl Marx sine studier og erhvervede doktorgraden med en afhandling om Epikurs filosofi. Dette skulle blive afslutningen på hans tilknytning til de tyske universiteter. Det var hans hensigt at tage ophold i Bonn som docent i filosofi. Men de politiske forhold i Preussen, og den behandling, der fra den Preussiske minister Eichkorns side blev hans ven Bruno Bauer til del som docent i teologi ved samme universitet, fik Marx til at træde ind i oppositionens rækker, og tidligt i 1842 blev han medarbejder ved Rheinische Gazette, der blev udgivet i Køln som organ for demokratiet. Marx var en kort tid bladets redaktør. Under sin forbindelse med dette blad, førte han en hensynsløs fejde mod den preussiske reaktion som også undertrykte ytringsfriheden. I 1843 ægtede Karl Marx - Jenny von Westphalen, der tilhørte en familie, der havde indflydelse i Rhinlandets officielle kredse. Hendes broder blev senere Preussisk minister. Gennem en revolutionær løbebanes lange række af prøvelser og afsavn havde Marx i sin hustru en trofast, tapper og forstående kammerat. Snart efter sit bryllup flyttede Marx til Paris, hvor han optoges af studiet af de spørgsmål, som han fremtidigt viede sit hele liv og arbejde. Han arbejdede hele sit liv igennem med ualmindelig ihærdighed. I Paris levede han i stadig samvær med de ledende franske socialister, og han tilbragte ofte hele nætter med at diskutere økonomiske problemer med Proudhon. Hans venner og kammerater var de tyske landflygtige. Arnold Ruge og Marx udgav Deutsch-Französische Jahrbücher. Han traf også den største af de tyske landflygtige, Heine, og det fortælles, at Marx havde sin andel i at give digteren idéen til det berømte Wintermärchen. Af størst betydning af alle disse nye bekendtskaber i Paris var dog mødet med Friedrich Engels, der var søn af en fabrikant i Barmen og født dér i 1820. Han blev oplært i sin faders forretning og havde i nogen tid opholdt sig i Manchester i England. Da Friedrich Engels i 1844 traf Marx i Paris var de to mænd allerede nået til en fuldstændig overensstemmelse i synspunkter, og gennem næsten fyrretyve år vedblev de at være trofaste venner og fæller i kampen for Arbejderklassen og Socialismen. Tidlig i 1845 blev Marx på Preussens foranledning udvist af Paris af ministeriet Guizot. Karl Marx tog bopæl i Bryssel, hvor han opholdt sig i tre år. Han opgav sin preussiske borgerret uden senere at lade sig naturalisere i noget land. Det var i 1845 at Friedrich Engels udgav sit betydningsfulde arbejde, Tilstanden i den engelske Arbejderklasse. I Bryssel i 1847 offentliggjorde Marx sin polemiske afhandling om Proudhon´s: Philosophie de la Misére, under titlen: Misére de la Philosophie. Det må erindres, at Proudhon på den tid var et ledende navn indenfor den europæiske socialisme, og Marx havde stået på en meget fortrolig fod med ham. Marx' kritik af vennen var skånselløs, og på den tid var det almindeligt, når det gjaldt sandheden og Proletariatets sag. Samme år i 1847 vakte de fælles synspunkterne fra Friedrich Engels og Karl Marx megen opmærksomhed, som fik stor indflydelse på arbejdernes sag. En socialistisk forening, en slags forløber for Internationale, var dannet i London og var blevet opmærksom på Marx' tekster og den stærke og urokkelige overbevisning, hvormed han talte Arbejderklassens sag. Foreningen satte sig i forbindelse med K. Marx og F. Engels; og foreningen blev reorganiseret under navnet Kommunist Ligaen, og der blev afholdt en kongres, der i 1847 resulterede i affattelsen af Det Kommunistiske partis Manifest, der blev offentliggjort på de fleste vesteuropæiske sprog og er den første proklamation, udstedt af den revolutionære socialisme. Men under de revolutionære uroligheder i 1848 vendte Marx tilbage til Tyskland og sammen med sine kammerater F. Engels, Wolf o.s.v., støttede de i avisen: Neue Rheinische Gazette det mest fremskredne demokrati. I 1849 tog Marx bopæl i London, hvor han tilbragte resten af sit liv med at uddybe sine social-økonomiske skrifter og arbejdede for gennemførelsen af det revolutionære program for Arbejderklassen. I 1859 udgav Marx: Zur kritik der politischen Ökonomie. Hovedparten af denne bog blev optaget i 1. del af hans store værk om kapitalismen, Das Kapital, der udkom i 1867. Hans helbred var dårligt i lang tid og Karl Marx døde i London den 14. marts 1883. Den var den tid på året, der var mærket af Pariserkommunen i 1871, og som derfor af dobbelt grund er en mindetid i Proletariatets historie. Efter Marx' død er hans store værk Das Kapital blevet fuldendt ved offentliggørelsen af et andet og tredie bind, udgivet af F. Engels på grundlag af vennens efterladte manuskripter. I 1877 udgav F. Engels selv et skrift, Herrn Eugen Dührigs Umwälzung der Wissenschaft, der er afhandling mod Dühring, der var docent i filosofi ved universitetet i Berlin, og som havde betydelig indflydelse på udviklingen af det tyske socialdemokrati. F. Engels døde 1895 efter i mere end halvtredsindstyve år at have tjent proletariatets sag trofast og udholdende.

De forskellige årsager, der har bidraget til socialismes opståen er tilstrækkelig åbenlyse. Da romantikeren Friedrich Wilhelm IV i 1840 besteg Preussens trone, fik den tyske liberalisme ny kraft og levedygtighed. På samme tid begyndte den Hegelske skoles nedgang, og interessen for den rene filosofi tabte sig. Det var en desillusioneret tid, præget af utilfredshed med idealismen, en overgang til realistisk og endog materialistisk tænkemåde. Dette fandt stærkest udtryk i det Hegelske venstre, der da de gamle religioners og filosofiske systemers idealer havde vist sig uholdbare, kun havde mennesket som håndgribelig kendsgerning og dettes interesser i dette liv at falde tilbage på. Den dyrkelse og begejstring, der tidligere var viet idealet og abstrakte begreber, samlede sig nu om menneskeheden. For det Hegelske venstre, der var blevet frelst fra gold filosofisk rutine af den dristigste kritiske ånd og derfor kun havde liden respekt for et konservative samfund, var det indlysende, at menneskehedens interesser grusomt var blevet ofret for klasseprivilegier, fordomme og kristelig overtro. De største tænkere havde anerkendt de ædle elementer i den franske revolution, og det faldt naturligt også at anerkende de ædle og levende træk i den franske socialisme. Her i Paris blev man definitivt og bevidst stillet overfor det spørgsmål, der havde den endelige og afgørende betydning for menneskeheden - det lidende og kæmpende vesteuropæiske Proletariat, der just havde haft sin afgørende debut i verdenshistorien. Socialismen blev således en social, politisk og økonomisk videnskab for Karl Marx og hans fæller. Men de følte, at de teorier, der var fremsatte før deres tid, manglede den nødvendige videnskabelige basis, og et af de bærende principper i den marxistiske videnskab, er teorien om „overskudsværdien" - (det ubetalte arbejde) den læresætning, at når arbejderen har fået udbetalt den løn, der er nødvendig for, at han og hans familie kan opretholde livet, bliver det overskydende udbytte af hans arbejde taget af kapitalisten og mellemmænd, der udnytter overskuddet til yderligere udbytning og undertrykkelse. Princippet, at arbejdet er kilden til rigdom, er med alle sine logiske konsekvenser anerkendt af Marx og af ham med ualmindelig dialektisk dygtighed og historisk viden udarbejdet til den mest fuldstændige fremstilling, der nogensinde har set dagens lys. Marx' påviser den moderne tids økonomiske udvikling, og hvordan den økonomiske bevægelse beherskes af kapitalen, han forklarer kapitalens art og oprindelse, dens herredømmes opståen, konsolidering og nedgang som en udviklingsproces, hvor det kapitalistiske herredømme løber linien ud og viger for et højerestående system: socialismen, der fremkommer. Det karakteristiske ved kapitalens herredømme, eller, som han sædvanlig kalder det, den kapitalistiske produktionsmetode, er at industrielle foretagender drives af enkelte kapitalister, der beskæftiger arbejdere, der kun er afhængige af den løn de modtager. Disse arbejdere spiller den samme rolle som under andre samfundsformer, som slaven og den livegne. Udviklingen af det kapitalistiske system omfatter væksten af de to klasser - kapitalistklassen, der beriger sig ved udbyttet af industrien og bankkapitalen, som den leder i egen interesse, og en klasse lønarbejdere, der er uden jord, ejendom eller kapital, og som derfor er berøvet adgangen til produktionsmidlerne og er ganske afhængige af deres lønninger. Kapitalistens ene store mål er at øge sine rigdomme ved at kapitalisere udbyttet, og dette opnås bl.a. ved tilegnelsen af overskudsværdien. Rigdommen i de samfund, hvor den kapitalistiske produktionsmetode hersker, består i en enorm ophobning af bekvemmeligheder. En bekvemmelighed er i første instans en ydre genstand, der er tildannet så den tilfredsstiller menneskeligt behov; og denne nyttighed giver den værdi i brugen, gør den til en brugsværdi. Disse brugsværdier danner rigdommens bestanddele, hvilke sociale former denne end antager. I de moderne samfund, hvor produktionen drives for at tilfredsstille markedets krav, i udvekslingsøjemed, antager disse brugsværdier form af udvekslingsværdier. Udvekslingsværdi er det forhold, i hvilket brugsværdier af forskellig art vejer op mod hinanden. Men den enorme masse af artikler, der cirkulerer på verdensmarkedet, vurderes i det mest forskellige forhold til hinanden. De må imidlertid have en fælles egenskab, eftersom de ellers ikke kunne sammenlignes. Denne fællesegenskab kan ikke være nogen af bekvemmelighedernes naturlige egenskaber. Ved udvekslingen er det ene lige så godt som det andet, forudsat man har en tilstrækkelig mængde af det. Når vi derfor lader ude af betragtning de fysiske egenskaber, der giver bekvemmelighederne brugsværdi, finder vi kun ét fælles karaktertræk ved dem, nemlig at de alle er produkter af menneskeligt arbejde. Dét er arbejdet anvendt på naturlige genstande; naturens værdier, der omskabes til værdier, og dét er denne omformning via menneskeskabt arbejde, der giver varerne og artiklerne værdi. Dét der udgør værdien, er det menneskelige arbejde, der er lagt i bekvemmelighederne, og forholdet ved udvekslingen er kun en fase i denne værdi, som derfor må betragtes uafhængigt heraf. Endvidere er den arbejdstid, der er medgået ved frembringelsen af værdier, målestok for værdier. Ikke i et vilkårligt valgt tilfælde, hvor en doven eller uøvet mand kunne frembringe lige så store værdimængder som den dygtigste og mest energiske; vi må som standard tage den gennemsnitlige arbejdsevne i samfundet. Den arbejdstid, som vi tager som målestok for værdien, er den tid, der udkræves til at frembringe en bekvemmelighed under normale sociale produktionsforhold og med den gennemsnitlige arbejdsdygtighed og arbejdsenergi. Således er arbejdet både kilden til og målestokken for værdien. De nødvendige forudsætninger for kapitalismens eksistens og vækst er derfor følgende: 1) en klasse, der har et effektivt monopol på produktionsmidlerne, 2) en anden klasse, arbejderne, der er berøvet produktionsmidlerne, 3) et produktionssystem til udveksling på et verdensmarked. Men man kan spørge, hvorledes blev disse historiske forudsætninger tilvejebragt? Hvorledes opstod kapitalistklassen, hvorledes blev arbejderne berøvet adgang til arbejdsmidlerne, og hvorledes blev verdensmarkedet åbnet? En sådan tingenes tilstand blev først tilvejebragt efter en lang og gradvis forandringsproces, som Marx belyser med talrige eksempler fra Englands historie som den klassiske, den fuldt udviklede kapitalismes land. I middelalderen besad håndværkeren og bonden de små produktionsmidler, der dengang eksisterede, og de frembragte, hvad de selv havde behov, og hvad deres arveherre krævede; kun det overflødige kom ud på det almindelige marked. En sådan produktion var naturnødvendigt ringe, begrænset og teknisk ufuldkommen. Hen imod slutningen af middelalderen indtrådte en stor forandring, forårsaget af et bemærkelsesværdigt sammentræf af omstændigheder - lensherresystemet og den katolske kirkes sammenbrud, opdagelsen af Amerika og af søvejen til Indien - kolonialismens tidsalder. Ved opløsningen af de feudale huse med deres talrige fæstere, ved de gamle bondebrugs omdannelse til vidtstrakte fåregræsgange og i almindelighed ved den overhåndtagende kommercielle jorddrift i modsætning til den feudale og katolske ånd, blev bondebefolkningen drevet bort fra jorden; en mængde mennesker, der var fuldstændig besiddelsesløse, blev revet bort fra deres gamle næringsveje og tvunget ud i landstrygerlivet eller drevet ind til byerne. Det var på denne måde, det moderne Proletariat fik sin tragiske entré i historien. På den anden side var der en tilsvarende udvikling i kapitalistklassen, frembragt af slavehandelen, ved udnyttelsen af de amerikanske kolonier og ved den plyndring, vold og korruption, der ledsagede jordejendommenes overgang fra den katolske kirke og det feudale herredømme til den moderne tingenes tilstand. Åbningen og udvidelsen af det mægtige verdensmarked bidrog end yderligere til at stimulere den hjemlige industri. De gamle lav var allerede eksproprierede og opløste, og den tidligste industrielle organisation under den ny kapitalismes kontrol gennemløb sine første vanskelige og møjsommelige udviklingsstadier, indtil, henimod slutningen af det 18. århundrede, hvor de store tekniske opfindelser, anvendelsen af damp som drivkraft og fabrikssystemets opståen fuldendte den store industrielle revolution, og den kapitalistiske produktionsmetode havde nået sin vældige magt. Således opstod det kapitalistiske system. Og man må erindre, at i alle sine former og på alle sine historiske udviklingsstadier er det kapitalistens ene store mål at forøge og befæste sin vinding gennem tilegnelsen af overskudsværdien. Vi må nu spørge: hvordan erhverves denne overskudsværdi ? Udgangspunktet for det kapitalistiske system er varernes cirkulation. Som vi har set, beherskes den kapitalistiske produktionsmetode af udvekslingen. Hvis udvekslingen imidlertid blot bestod i at give og modtage ækvivalenter, kunne der ikke være tale om nogen overskudsværdi. I udvekslingsprocessen må der være noget, hvis udnyttelse yder køberen større værdier end den pris, han betaler for det. Det søgte finder vi i arbejderens indsats af arbejde. Han er udelukket fra besiddelsen af produktionsmidlerne og må ty til disses ejer, kapitalisten. Med andre ord, arbejderen træder ind på markedet med den eneste bekvemmelighed, han har at disponere over, og sælger den for en fastsat tid til den pris, den kan indbringe, vi kalder den hans løn, og som svarer til det gennemsnitlige kvantum af eksistensmidler, der udkræves, for at han kan opretholde livet og sørge for fremtidig tilgang af arbejdskraft (hans familie). Men arbejderens indsats af arbejde, udnyttet af kapitalisten i fabrikken eller minen, frembringer en nettoværdi udover hans løn; det vil sige, når kapitalisten har fået alle sine udlæg dækkede, arbejdernes lønninger indbefattede, ser han sig i besiddelse af et overskud, der kun kan repræsentere hans arbejderes ubetalte arbejde. Dette overskud er Karl Marx' overskudsværdi, det ubetalte arbejdes frugt. Denne tilegnelse af overskudsværdien er et meget gammelt fænomen i det menneskelige samfund. Under alle de samfundsformer, der var bygget på slavearbejde og under lensherredømmet, var tilegnelsen af udbyttet af andre menneskers arbejde åbenlys og tvungen. Under kapitalismen skjuler udbytningen sig under en fri kontrakts former. Men virkningen er den samme. For arbejderen, der ikke er i besiddelse af arbejdsmidlerne, hvis arbejdskraft er unyttig uden dem, er tvangen ikke mindre, fordi den skjuler sig under frihedens former. Han må gå ind på denne frie kontrakt eller sulte. Det er den således erhvervede overskudsværdi, kapitalisten søger at kapitalisere ved alle brugelige fremgangsmåder. Disse fremgangsmåder beskriver Karl Marx detailleret og udførligt gennem flere hundrede sider af sit værks første bind. Hans fremstilling, der ved hvert skridt er underbygget af lange og udførlige citater fra de bedste historiske autoriteter og diverse parlamentariske kommissioners blåbøger, giver et gruopvækkende billede af de mange misbrug under den engelske industrialisme. Det er den mørke og triste revers af Englands industrielle sejre. Den forfærdende lange arbejdstid, den skånselløse udnyttelse af kvinder og børn fra den spæde alder, den mest gennemførte ligegyldighed for de sanitære forhold - alt, hvad der kunne formindske produktionsomkostningerne og øge kapitalistens fortjeneste, om så alle menneskelige og naturlige love blev krænkede derved - dét er de historiske kendsgerninger, som Karl Marx fremhæver og illustrerer ved et overvældende bevismateriale. De får deres fulde bekræftelse i de skrifter om den engelske fabrikslovgivnings historie ved en række love, der gennem et halvt århundredes voldsomme kampe blev påtvunget grådige og samvittighedsløse kapitalister som en nødvendig foranstaltning for at afværge industribefolkningens moralske og fysiske ødelæggelse. Vi må nu nøjere betragte denne kapitalismens udviklingsproces - men læs nu også F. Engels: Umwalzung der Wissenschaft. Under det gamle system havde vi enkeltmandsindustri. Der kunne ingen tvivl være om ejendomsretten til produktionen, da den enkelte frembragte den ved eget arbejde og med egne materialer og redskaber. Det var den normale produktionsmetode i de tider. Helt anderledes er det under det herskende system. Det mest iøjnefaldende resultat af det kapitalistiske system er, at produktionen bliver et socialt foretagende, udført af mænd, der er organiserede og forenede i fabriker, men produktet tilegner enkelte kapitalister sig. Det er social produktion og kapitalistisk udnyttelse. Medens ejendomsretten i den foregående tidsalder var baseret på individets eget arbejde, er under det kapitalistiske system ejendommen produktet af andre mænds arbejde. Dette er den modsigelse, der går gennem kapitalismens hele historie. Her har vi spiren til al vor tids splid og forvirring. Uforeneligheden af social produktion og kapitalistisk udnyttelse må træde skarpere og skarpere frem, efterhånden som systemets herredømme breder sig over verden. Modsigelsen mellem social produktion og kapitalistisk udnyttelse viser sig naturligt i modsætningen mellem de mennesker, det drejer sig om. Thi udbytterne danner Bourgeoisiet, og de sociale arbejdere: Proletariatet - de to historiske klasser i den ny tidsalder. Et andet iøjnefaldende og vigtigt resultat er, at vi, medens vi i fabrikken finder gennemført organisation, er der udenfor et fuldstændigt anarki i konkurrencen. Vi ser de kapitalistiske arbejdsudnyttere kæmpe om herredømmet på markedet, uden hensyn til de kvanta, der kræves af markedet - hver for sig fylder de markedet uden tanke for andet end egen interesse og prøver på at slå konkurrenterne ved alle arter af svindel, bestikkelse og intrige; en økonomisk krig til skade for samfundets og befolkningens vigtigste interesser. Gennem udviklingen af det kapitalistiske system bliver teknikken mere og mere forbedret, og hvis kapitalisten forsømmer forbedringer i driften, bukker de under. Den forbedrede maskindrift overflødiggør arbejdere, der således går ledige og er udsatte for sult, og dette tjener ganske kapitalistklassens interesser; den har brug for en reservehær af arbejdere, der står til disposition i særlig travle tider og kan kastes på gaden under den industrielle slaphed, der naturnødvendigt må følge efter. Men som teknikken udvikles, stiger industriens produktionsevne og truer i stadig højere grad med at overskride markedets behov, hvor stort det end er. Dette er så meget mere uundgåeligt, som den store befolkningsmasses forbrug er nedsat til det minimum, der lige er nødvendigt til livets opretholdelse. Det er en anden modsigelse i det kapitalistiske system, at de love, der er dets indre væsen, har tilbøjelighed til at begrænse markedet, medens det uden hensyn til midler søger at udvide det. Følgen er, at markedet overfyldes; varerne bliver usælgelige, og der opstår en handelskrise, hvor vi finder det besynderlige fænomen: opløsning, elendighed, hungersnød forårsaget af alt for stor overflod af rigdom - en „crise plethorique", som Fourier kaldte det. Disse kriser optræder periodisk, og hver gang altid strengere og mere omfattende end den foregående krise, indtil de nu synes at skulle blive kroniske og vedvarende, og den ganske kapitalistiske verden vakler under et ocean af dårlig fordelt rigdom. Således skrider processen fremad efter sine egne, ubønhørlige love. Produktionen samles mere og mere hos mægtige kapitalister og truster, under hvilke Proletariatet organiseres og indøves til vældige industrielle hære. Men som krise følger på krise, indtil opløsningen, stagnationen, uordenen er almindelig, bliver det klart, at Bourgeoisiet ikke længer formår at styre den industrielle verden. De producerende kræfter rejser sig i vedholdende oprør mod de former, kapitalismen har pålagt dem. Uforeneligheden af social produktion og anarkistisk distribution vil gøre sig afgjort gældende af sig selv. Langvarige og hårde erfaringer har øvet det moderne demokrati i den indsigt, der var det nødvendigt for at få den sande forståelse af dets eksistensforhold. Produktionens sociale karakter er fuldt ud forstået og anerkendt. Proletariatet griber den politiske magt og tager endelig gennem den fuldstændige kontrol over samfundets økonomiske funktioner. Det eksproprierer den private kapitalist, tilegner sig produktionsmidlerne og bestyrer dem i sin interesse, hvilket vil sige i det hele samfunds interesse - samfundet går ind i den socialistiske tidsalder gennem en revolution, der er bestemt af den sociale udviklings naturlige love og ikke af en rent vilkårlig magtudfoldelse. Det er et resultat af den sociale udviklings inderste love, uafhængigt af de enkelte menneskers vilje eller formål. Alt, hvad den mest klartseende og dominerende intelligens kan udrette, er at søge at trænge ind i den store sociale bevægelses love og forkorte og mildne den ny æras fødselsveer. Enhver klasses reaktionære anstrengelser for at dreje historiens hjul tilbage, er forgæves. Men en klar forståelse af dens strømninger og et redebont samarbejde med dem, vil gøre fremskridtet lettere, glattere og hurtigere. Vi behøver næppe at vende tilbage til den rolle, overskudsværdien spiller i denne mægtige historiske udviklingsproces. Kapitalisten tilegner sig arbejdets produkt, fordi det indeholder overskudsværdi. Det er den del af produktet, der rummer overskudsværdi og repræsenterer ren gevinst, der lokker ham. Overskudsværdien er kapitalismens alfa og omega. Den bevæger den i samme grad ved dens opståen, fremgang, tilbagegang og fald. Den er ledemotivet i en historisk udviklingsproces, der har strakt sig over århundreder, hemmeligheden ved en mægtig proces, der som tiden går, bliver mere og mere åbenlys. Og kapitalismen sygner hen ved det, der tidligere nærede den. Den dør af overernæring, af vanemæssig frådseri i overskudsværdi.

Den økonomiske ordning i samfundet er selve samfundet grundvold og betingende for alle øvrige samfundsinstitutioner: den hele juridiske og politiske struktur såvel som religion og filosofi, er derfor byggede på og ledede i overensstemmelse med den økonomiske basis, produktionsmåden, produktionsvilkår og produktionsforhold. Marx´s verdensanskuelse er en åben og erklæret materialisme. Og på en verden set under denne synsvinkel anvender han den dialektiske undersøgelsesmetode. Dialektisk er en glose, man finder hos Hegel og andre filosoffer. Hos Marx betyder dialektik, at undersøgelsens opgave går ud på at finde sammenhængen og forbindelsen mellem de led, der udgør den historiske evolutions proces, at undersøge, hvorledes det ene stadium følger på det andet i der sociale udvikling, idet menneskelivets og historiens kendsgerninger og former ikke er afsluttede og stereotype fænomener, men den flydende og hvileløse realitets forskellige ytringsformer, hvis løb det er videnskabens sag at åbenbare. Både Marx og F. Engels holder iøvrigt meget af at udtrykke kapitalismens udvikling med den kendte Hegelske tredelte proces ord - tese, antitese og syntese. Privatejendom baseret på en mands eget arbejde som i tidligere tider, er tesen. Ejendom baseret på andre mænds arbejde, i den kapitalistiske æra, er negativet til denne individuelle ejendomsret. Kapitalisternes ekspropriering ved proletariatet er negativets negativ, eller syntesen. Marxismen er baseret på en materialistisk opfattelse af verden og menneskehedens historie. Socialismen er en social revolution, betinget af den historiske udviklings love - en revolution, der, idet den forandrer samfundets økonomiske grundvold, vil forandre den hele samfundsbygning. Skal man sammenfatte marxismen kunne det gøres sådan: 1)materialistisk opfattelse af verden og historien. 2)dialektisk undersøgelsesmetode. 3)den økonomiske ordning er den hele samfundsordnings basis; alle retslige og politiske samfundsinstitutioner, religion og filosofi må være i overensstemmelse med den økonomiske basis. 4)kapitalismens historiske udvikling. Hvorledes kapitalistklassen har udviklet sig fra det femtende århundrede og sidenhen, og hvorledes et tilsvarende proletariat opstod. 5)kapitalistklassen næres ved tilegnelse og kapitalisering af den overskudsværdi, der rummes i arbejdets frembringelser, medens proletariatet bringes ned til en eksistenslønning. Det er social produktion og kapitalistisk udnyttelse. 6)organisation i fabrikken; anarki i samfundet som helhed. 7)dette anarki kulminerer, især i de store handelskriser, der viser, at mellemklassen ikke længere er i stand til at beherske de producerende kræfter. 8)alle disse modsigelser kan kun ophæves gennem en udtømmende erkendelse af produktionens sociale karakter. Proletariatet bemægtiger sig den politiske magt og omdanner produktionsmidlerne til samfundsejendom. 9)staten, der hidtil har været en indretning til at holde den producerende klasse nede, vil blive overflødig og dø en naturlig død. Fremtidig vil regering simpelt hen består i kontrol med de industrielle processer. Marx' værk er kapitalens naturhistorie, specielt i dens forhold til arbejdet, og i sine hovedtræk er det en udvikling af to af den klassiske socialøkonomis ledende principper - at arbejdet er kilden til værdi, men at arbejderen af denne værdi opnår en eksistensløn, idet den udbyttende kapitalist tilegner sig overskuddet. Marx' store værk kan betegnes som en gennemført historisk udvikling af denne skærende, fundamentale modsigelse i den Ricardo'ske socialøkonomi, modsigelsen mellem den jernhårde lønningslov og det store princip, at arbejdet er kilden til rigdom. Fr. F. Engels sammenfatter vennen Marx' livsresultat i de to store opdagelser: den materialistiske betragtning af historien og afsløringen af hemmeligheden med den kapitalistiske produktionsmetode ved hjælp af overskudsværdien. I sine moderne værker skriver Marx lidt om hvordan det nye samfund må forventes at ville antage efter kapitalismens sammenbrud: „lad os tænke os en sammenslutning af frie mænd, der arbejder med fælles produktionsmidler og bevidst samler deres mange, individuelle arbejdskræfter til en social arbejdskraft. Sammenslutningens totalprodukt er et socialprodukt. En del af dette produkt tjener igen til produktionsmidler. Det forbliver samfundsejendom. Men en anden del forbruges som eksistensmidler af sammenslutningens medlemmer. Den må derfor fordeles blandt dem. Denne fordelings karakter vil variere efter produktionssammenslutningens natur og de producerendes tilsvarende grad af historisk udvikling." Og han fortsætter med at tænke sig, at hver producents andel af eksistensmidlerne bestemmes af hans arbejdstid. Arbejdstiden vil samtidig tjene som målestok for den andel af arbejdet, der tilfalder enhver ved den fælles produktion og for hans andel af den del af det fælles produktionsudbytte, der er bestemt til forbrug. Og F. Engels skriver, at når proletariatet har bemægtiget sig den politiske magt i staten og omdannet produktionsmidlerne til statsejendom, vil staten ophøre at eksistere. I de gamle samfund var staten en organisator af den udbyttende klasse til opretholdelse af det udbytningssystem, der passede den. Officielt repræsentanter for hele samfundet repræsenterede den udbyttende klasse kun sig selv. Men når staten omsider bliver den virkelige repræsentant for hele samfundet, gør den sig selv overflødig. I et samfund, der ikke rummer nogen underklasse, hvori klasseherredømmet, produktionsanarkiet og sammenstød og udskejelser i den enkeltes kamp for tilværelsen er fjernede, der er der intet at undertrykke og ingen brug for en undertrykkende magt som staten. Den første handling, hvormed staten virkelig træder frem som hele samfundets repræsentant - overtagelsen af produktionsmidlerne i samfundets navn - er også dens sidste uafhængige handling som stat. I stedet for en regering over personer vil der blive administration af institutioner og kontrol med produktionen. Staten er ikke afskaffet. Den dør. I den nye samfundsordning vil menneskene leve i fri forbund, og hvor administrationen af sociale anliggender ledes uden udøvelse af tvang.

Der er gået 100 år siden det menneske, hvis navn var Karl Marx, gik bort. Et helt århundrede. Et århundrede med dramatiske omvæltninger, revolutionære storme og afgørende ændringer i menneskehedens skæbne. Et århundrede, der kuldkastede og bortfejede en mangfoldighed af filosofiske opfattelser, sociale teorier og politiske doktriner. Et århundrede, hvor marxismen vandt sejr på sejr og til stadighed øgede sin indflydelse på den samfundsmæssige udvikling. Jo mere tiden skrider frem, desto klarere fremstår betydningen af og storheden i Marx’ livsgerning. Gennem årtusinder har menneskene søgt veje til en retfærdig omformning af samfundet, til frigørelse for udbytning, vold og materiel og åndelig fattigdom. Fremtrædende hjerner viede deres liv til denne søgen. Generation efter generation af forkæmpere for folkets lykke har ofret livet for dette mål. Men det var først med Marx’ kolossale indsats, at en stor videnskabsmands arbejde blev ét med en selvforsagende kamp i praksis som leder og organisator af massernes revolutionære bevægelse. Marx anses med rette som arvtageren af alt det bedste, som blev skabt af den klassiske tyske filosofi, den engelske politiske økonomi og den franske utopiske socialisme. Men han gik langt videre efter kritisk at have gennemarbejdet deres resultater. Først og fremmest fordi han satte sig for at løse en opgave, han selv formulerede med geniets dybde og enkelhed: » Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, det gælder om at forandre den«. Og Marx viede hele sin usædvanlige åndskraft, sig selv fuldt og helt, til den revolutionære forandring af verden. Enheden mellem konsekvent videnskabelig teori og revolutionær praksis er et særtræk ved marxismen. Selve Marx’ videnskabelige skaberværk ville ikke have været kommet til udfoldelse, hvis det ikke var sket i ubrydelig sammenhæng med en, historisk set, endnu ung klasses - proletariatets - selvstændige indtræden på den politiske arena. Og der blev Marx den lykke til del at opleve, hvordan hans egne profetiske ord, som han udtalte allerede i sin ungdom, gik i opfyldelse, blev til virkelighed: »Som filosofien i proletariatet finder sit materielle våben, således finder proletariatet i filosofien sit åndelige våben.« Filosofien, som Marx gav arbejderklassen, var en omvæltning i den samfundsmæssige tænknings historie. Om sig selv havde menneskeheden end ikke vidst en lille del i forhold til det, den lærte takket være marxismen. I sin organiske helhed af den dialektiske og historiske materialisme, den politiske økonomi og den videnskabelige kommunismes teori, var Marx’ lære en virkelig verdensanskuelsesmæssig revolution og angav samtidig vejen for de mest dybtgående sociale revolutioner. Marx blotlagde de objektive og grundlæggende materielle lovmæssigheder for historiens bevægelse, afslørede dem der, hvor alt før enten syntes at være et spil af tilfældigheder, enkelte personers vilkårlige virke eller udlagdes som en mystisk verdensånds selvudtryk. Bag det tilsyneladende, det imaginære, bag fremtrædelsen fandt han det væsentlige. Han rev sløret af den kapitalistiske produktions hemmelighed, kapitalens udbytning af arbejdet, og påviste, hvordan merværdien skabes, og hvem der tilegner sig den. Disse Marx’ to største opdagelser, udmøntet i den materialistiske historieopfattelse og teorien om merværdien, tillagde Friedrich Engels, hans store kampfælle og ven, særlig betydning. Og det er ikke svært at forstå hvorfor. Netop disse opdagelser gjorde det muligt at forvandle socialismen fra utopi til videnskab og fremlægge en videnskabelig opfattelse af klassekampen. Netop på dette grundlag blev det muligt - hvilket Lenin betegnede som det vigtigste i Marx’ lære - at klarlægge »proletariatets verdenshistoriske rolle som skaber af det socialistiske samfund.« Ja, Marx var en genial videnskabsmand. Men Marx var også en fremragende revolutionær praktiker. Og man kan kun forbløffes over, hvor meget han nåede at udrette for at nå de mål, han selv havde opridset. Sammen med Engels grundlagde Marx Kommunisternes Forbund, det bevidste, revolutionære proletariats første politiske organisation i historien. Han blev således den første kommunist i dette ords moderne betydning, banebryder for vor verdensbevægelse i dag. »Kun et internationalt forbund af arbejderklassen kan sikre dens endegyldige sejr« skrev Marx. Og som grundlægger af I. Internationale smedede han utrætteligt arbejdernes internationale enhed. Man kan ikke forestille sig Marx’ og Engels’ politiske budskab til verdens kommunister uden den flammende appel: »Proletarer i alle lande, foren jer! « Som overbevist internationalist formåede Marx som ingen anden at trænge til bunds i særegenhederne ved situationen i de mest forskellige lande - fra England til Indien, fra Frankrig til Kina, fra USA til Irland. Han fulgte opmærksomt de enkelte folks liv og søgte bestandig at klarlægge deres vekselvirkning i forhold til resten af verden. For ham var kardinalspørgsmålet altid: Hvem indleder den revolutionære nedbrydning af de kapitalistiske tilstande og bevæger sig som den første ad den vej, der fører til menneskehedens kommunistiske fremtid ? Historien har givet svaret på dette spørgsmål. Det faldt i det russiske proletariats lod at blive revolutionens banebryder. Selv i vore dage findes der »kritikere« af Oktoberrevolutionen, der hævder, at den fandt sted på tværs af alle Marx’ forventninger. Man fremstiller det, som om Marx helt skulle have udeladt Rusland af sine revolutionære betragtninger. I virkeligheden viste han enorm interesse for de russiske forhold. For bedre at sætte sig ind i dem studerede Marx russisk. Som uforsonlig modstander af tsarismen gennemskuede han perspektiverne for den samfundsbevægelse, som dengang var ved at rejse sig i Rusland, og så, at der i den modnedes »en storstilet social revolution«, som ville få verdensomfattende betydning. Man kan endda sige, at Marx dømte mere præcist om fremtidige begivenheder, end nogen af vore nuværende »kritikere« dømmer om fortidige. Engels har udtalt, at der med Marx’ død opstod et gabende tomrum i det kæmpende proletariats rækker. Tabet var virkelig umådeligt. Men Marx’ banner forblev i gode hænder. Det blev båret af Engels selv, der befandt sig i spidsen for den revolutionære arbejderbevægelse, som var ved at vokse sig stærk. Og endnu mens Engels levede, trådte Lenin ind i proletariatets klassekamp. Lenin var en loyal arvtager til Marx og Engels. Han kunne ikke, som han selv erkendte, tolerere den mindste bespottelse af sine store lærere. Et menneske, der mere end nogen anden ikke blot forsvarede, men også skabende videreudviklede alle marxismens bestanddele under nye historiske betingelser og realiserede dem i praksis, kunne heller ikke handle anderledes. Han løftede marxismen op på et nyt og højere trin. Lenins navn kan ikke skilles fra Marx’. Leninismen er marxismen i imperialismens og de proletariske revolutioners epoke, hvor kolonisystemet bryder sammen, og menneskeheden går over fra kapitalisme til socialisme. Uden for og uden leninismen er marxismen simpelt hen umulig i vor tid. Lenin og bolsjevikkernes parti, som han skabte, ledede den første sejrrige socialistiske revolution, der på afgørende vis ændrede verdens sociale og politiske profil. Dermed åbnedes for en ny æra - æraen med arbejderklassens og folkemassernes storstilede præstationer og historiske landvindinger. Dermed smeltede den videnskabelige socialisme, som Marx havde skabt, sammen med millioner af arbejdendes levende praksis under opbygningen af det nye samfund. Det rige indhold i Marx’ lære fremstår betydelig bredere og dybere for os i dag end for hans samtidige. For ét er at erkende ideen om socialismens historiske nødvendighed i dens teoretiske form, og noget helt andet også at være deltagere i og vidner til processen, hvor denne idé føres ud i livet. De konkrete historiske veje til socialismens tilblivelse forløb ikke i alt således, som grundlæggerne af vor revolutionære teori formodede. Den sejrede først i et, og tilmed ikke det økonomisk mest udviklede land. Det hænger sammen med, at oktoberrevolutionen foregik under nye historiske forhold - der endnu ikke gjorde sig gældende, mens Marx levede - i imperialismens epoke, hvilket også fik sin afspejling i Lenins teori om den socialistiske revolution, som fuldt ud er blevet bekræftet i praksis. Bourgeoisiets og reformismens ideologer opbygger den dag i dag hele systemer af argumenter i forsøg på at bevise, at det nye samfund, der er skabt i Sovjetunionen og de øvrige broderlande, har vist sig ikke at være i overensstemmelse med den form for socialisme, som Marx forestillede sig. Man hævder, at virkeligheden skulle være afveget fra idealet. Men bevidst eller på grund af uvidenhed lader man ude af betragtning, at Marx selv under udarbejdelsen af sin lære mindst af alt lod sig lede af krav fra et eller andet abstrakt ideal af en ren, strømliniet »socialisme«. Han udledte sine forestillinger om det fremtidige samfundssystem efter analyse af de objektive modsigelser i den kapitalistiske storproduktion. Netop denne, den eneste videnskabelige metode satte ham i stand til rigtigt at bestemme hovedtrækkene af det samfund, som først skulle fødes i de rensende storme under det 20. århundredes sociale revolutioner. Hovedhjørnestenen i det økonomiske samfundssystem, der skulle afløse kapitalismen, måtte ifølge Marx blive samfundsejet af produktionsmidlerne. Det kommunistiske manifest understreger den betydning, som marxismen tillægger denne nødvendige omvæltning i produktionsrelationerne: ». . .Kommunisterne [kan] sammenfatte deres teori i det ene udtryk: »ophævelse af privatejendommen «. Den virkeliggjorte socialismes historiske erfaringer viser, at omstillingen fra »mit«, det privatejede, til »vort«, det fællesejede, ikke er nogen simpel sag. Omvæltningen i ejendomsrelationerne kan på ingen måde reduceres til en éngangshandling, hvorefter de vigtigste produktionsmidler bliver hele folkets eje. At få retten til at være driftsherre og blive - en virkelig klog og dygtig - driftsherre er langtfra ét og det samme. Det folk, der har gennemført den socialistiske revolution, må længe endnu lære sig den nye rolle som øverste og uindskrænkede hersker over hele den samfundsmæssige rigdom - lære sig denne rolle både økonomisk, politisk og psykologisk om man vil, ved at udvikle en kollektivistisk bevidsthed og adfærd. For kun det menneske er socialistisk opdraget, som ikke forholder sig ligegyldigt, hverken til egne arbejdsresultater, egen velfærd og egen autoritet eller til sine arbejdskammeraters og arbejdskollektivets anliggender eller til hele landets og alle arbejdendes interesser i hele verden. Når vi taler om omstillingen fra »mit« til »vort«, må vi ikke glemme, at det er en lang og mangesidet proces, som ikke må forenkles. Selv når de socialistiske produktionsrelationer er endegyldigt oprettet, vil en og anden stadig bevare, ja endog reproducere individualistiske vaner og stræben efter at lukrere på andre, på samfundet. Med Marx’ terminologi er alt dette følger af arbejdets fremmedgørelse, og de forsvinder ikke automatisk og pludseligt fra bevidstheden, selv om fremmedgørelsen allerede er elimineret. Alt dette ved vi nu udmærket fra praksis i den socialistiske og kommunistiske opbygning. Men vi er også klar over noget andet. Og det er, at overalt, hvor de proletariske revolutioner har sejret, dér er samfundsejet af produktionsmidlerne i den ene eller den anden form i fuld overensstemmelse med Marx’ forudsigelse - også blevet den vigtigste faktor for socialismens eksistens, både dens grundlag og dens vigtigste kilde til fremskridt. Vi har på basis af den socialistiske ejendom skabt en mægtig økonomi, der udvikler sig planmæssigt, og som tillader at stille og løse samfundsøkonomiske og sociale opgaver, store af omfang og komplicerede af indhold. Det er klart, at vore muligheder ikke realiseres af sig selv. Her opstår der både problemer og alvorlige vanskeligheder. Deres oprindelse kan være forskellig, men de er aldrig forbundet med selve indholdet i den samfundsmæssige, kollektive ejendom, der har rodfæstet sig og bevist sine fortrin. Tværtimod har en betydelig del af de utilstrækkeligheder, der undertiden forstyrrer den normale arbejdsgang på det ene eller andet område af vor samfundsøkonomi, sin årsag i afvigelser fra normer og krav, der stilles af det økonomiske liv, hvis absolutte basis er den socialistiske ejendomsret til produktionsmidlerne. Lad os for eksempel tage spørgsmålet om økonomisering, om rationel udnyttelse af de materielle og finansielle ressourcer og arbejdskraftressourcerne. Løsningen af opgaverne i indeværende femår og udviklingen af vor økonomi fremover afhænger i høj grad af dette problems løsning. Tænker man nærmere over det, drejer det sig her netop om at overholde den nødvendige norm for økonomisk virksomhed, som socialistisk ejendom foreskriver, en norm, hvis kerne er en rationel holdning til hele folkets ejendom og initiativrig og energisk forøgelse af samme. Brud på denne norm må hele samfundet betale for, og det har ret til at drage dem til ansvar, der på grund af skødesløshed, ukyndighed eller ud fra egennyttige motiver bortødsler dets rigdomme. Vore anstrengelser er nu koncentreret om at øge produktionens og økonomiens effektivitet som helhed. Vigtigheden af dette problem ligger klart for partiet og det sovjetiske folk. Men hvad angår dets praktiske løsning, går det ikke helt så godt, som nødvendigt er. Hvad er der i vejen her? Hvorfor opnår vi ikke et behørigt afkast af de enorme kapitalinvesteringer, hvorfor udnyttes videnskabens og teknikkens resultater ikke i et for os tilfredsstillende tempo i produktionen ? Her kan man naturligvis nævne op til flere årsager. Først og fremmest kan man ikke undgå at se, at vort arbejde for at forbedre og ombygge den økonomiske virksomheds mekanisme og styringsformerne og metoderne er sakket bagud for de krav, som det opnåede materielle og tekniske, sociale og åndelige udviklingsniveau i det sovjetiske samfund stiller. Det er hovedsagen. Samtidig mærkes naturligvis indvirkningen af andre faktorer, som for eksempel utilstrækkelige leverancer af en betydelig mængde landbrugsvarer de sidste fire år og nødvendigheden af at lede stadig flere finansielle og materielle midler over i udvindingen af brændsels-, energi- og råstofressourcer i landets nordlige og østlige områder. Man kan atter og atter gentage den grundlæggende idé hos Marx om, at det for at fremskynde produktivkræfternes udvikling er nødvendigt med de dertil svarende former for organisering af det økonomiske liv, men sagen rokker sig ikke ud af stedet, før denne teoretiske sandhed er oversat til praksis’ konkrete sprog. Den allervigtigste opgave, der rejser sig i dag, består i at gennemtænke og konsekvent gennemføre foranstaltninger, der kan give større spillerum for de kolossale skabende kræfter, der ligger i vor økonomi. Disse foranstaltninger skal forberedes omhyggeligt, være realistiske, og det betyder, at det under udarbejdelsen er nødvendigt ufravigeligt at tage udgangspunkt i lovmæssighederne for det socialistiske økonomiske systems udvikling. Den objektive karakter af disse lovmæssigheder kræver, at man frigør sig for enhver slags forsøg på at styre økonomien med metoder, der er dens natur fremmed. Det er ikke overflødigt her at erindre sig Lenins advarsel om den fare, der skjuler sig i nogle kammeraters naive tro på, at de kan løse alle deres opgaver med »kommunistiske dekreter«. Når der på den anden side er indgået aftale om de nødvendige foranstaltninger og truffet de respektive beslutninger, er det utilstedeligt at opgive sagen på halvvejen. Alt, hvad der er besluttet, skal opfyldes. Det er en leninsk tradition i vort parti, og at afvige fra den klæder os ikke. Samfundets interesser som helhed er en vigtig ledetråd for at udvikle den økonomi, der baserer sig på socialistisk ejendom. Men heraf følger naturligvis ikke, at socialismen i almenvellets navn skal undertrykke eller ignorere personlige eller lokale interesser, eller forskellige sociale gruppers specifikke behov. Overhovedet ikke. »‘Ideen’ - som Marx og Engels understregede - blamerede sig altid, så snart den skilte sig fra ‘interessen’«. En af de vigtigste opgaver i forbedringen af vor samfundsøkonomiske mekanisme består netop i at sikre en præcis hensyntagen til disse interesser, at opnå en optimal samordning af dem og hele folkets interesser, og således udnytte dem som drivkraft i den sovjetiske økonomis vækst, i forøgelsen af dens effektivitet og arbejdsproduktivitet samt i den alsidige styrkelse af sovjetstatens økonomiske og forsvarsmæssige formåen. Effektiviteten i den socialistiske samfundsøkonomi skal naturligvis vurderes ud fra ikke blot rent økonomiske, men også sociale kriterier med samfundsproduktionens slutmål for øje. Under kapitalismen er dette mål profit af kapitalen. Under socialismen er det, som Marx teoretisk påviste, de arbejdende menneskers velfærd og tilvejebringelse af betingelser for en alsidig udvikling af personligheden. Den virkeliggjorte socialisme gør denne sætning i den marxske teori til en levende realitet. Hvor mangesidede opgaverne i sovjetisk økonomi end er, smelter de jo i sidste instans sammen til det ene: at sikre øget velfærd for de arbejdende og skabe de materielle betingelser for videre opblomstring af deres åndelige, kulturelle liv og samfundsmæssige aktivitet. Det er også bestemmende for generallinien i Sovjetunionens kommunistiske Partis økonomiske politik, hvilket er afspejlet i dokumenterne fra dets 26. kongres, i levnedsmiddelprogrammet, der er under gennemførelse nu, og i partiets beslutninger om konkrete samfundsøkonomiske spørgsmål. Det er klart, at dette også er bestemmende for overordentlig meget i vor holdning til rationalisering og intensivering af produktionen. Det er med andre ord ikke på de arbejdendes bekostning, men netop i deres interesse, at vi løser problemerne omkring en forøgelse af den økonomiske effektivitet. Det gør ikke vort arbejde lettere, men giver til gengæld mulighed for at udføre det med støtte i det sovjetiske folks uudtømmelige kræfter, viden og skabende energi. Marx så den historiske bestemmelse med den samfundsformation, der afløser kapitalismen, i at den forvandler arbejdet fra en pinefuld og ufrivillig pligt til individets første vitale behov. Vi ved nu af erfaring, hvor meget der må gøres på den lange vej for at virkeliggøre denne idé i dens fulde udstrækning. Men den afgørende forhindring er allerede overvundet. Der er gjort ende på den for kapitalismen lovmæssige tilstand, hvor arbejdsproduktet står modsætning til arbejderen som et fremmed, ja endog fjendtligt væsen, og hvor det forholder sig sådan, at jo flere fysiske og intellektuelle kræfter arbejderen forbruger, jo mere øger han sine undertrykkeres magt. En af socialismens betydeligste og ubestridelige landvindinger består i, at der er skabt betingelser, som sikrer hvert menneske retten til arbejde. Netop arbejdet, det bevidste, samvittighedsfulde og initiativrige arbejde til gavn for samfundet anerkendes hos os som det højeste kriterium på personlighedens værdighed og samfundsmæssige anseelse. Praksis har ligeledes påvist, at samfundsmæssiggørelsen af arbejdsmidlerne og genstandene er en nødvendig og effektiv faktor for at skabe det for socialismen karakteristiske sociale klima, hvor mennesket ikke kender den trykkende fornemmelse af usikkerhed for morgendagen, hvor kollektiv ånd og kammeratlig gensidig hjælp, sund moral og social optimisme er herskende. For de arbejdende masser betyder alt dette tilsammen en principielt ny livskvalitet, der på ingen måde begrænser sig til materiel komfort, men omfatter hele spektret af fuldgyldig menneskelig væren i sig. Det er klart, at alt dette ikke opnås dagen efter, at samfundsejet er en realitet. Det kan derfor ikke betegnes som en »allerede færdig«, afsluttet socialisme. Omvæltningen i ejendomsrelationerne fjerner ikke automatisk alle de negative træk i menneskeligt samvær, der har ophobet sig gennem århundreder. Der er tale om noget andet. Og det er, at uden denne omvæltning vil enhver »model« for socialismen, hvor attraktivt den end er klædt på, vise sig livløs og kun eksistere i dens skaberes fantasi. Det er en selvindlysende sandhed i marxismen. Og den er rigtig i dag, som den var for 100 år siden. Man må omgås varsomt med marxismens såkaldt selvindlysende sandheder, eftersom livet selv straffer hårdt for manglende forståelse eller forglemmelse af dem. Det kostede for eksempel ikke så lidt arbejde, endog fejltagelser at nå ind til hele betydningen af Marx’ synspunkter om fordeling. Han påpegede energisk, at i kommunismens første fase »får den enkelte producent - minus fradragene - nøjagtig lige så meget tilbage, som han giver«, hvilket er i overensstemmelse med socialismens hovedprincip »enhver yder efter evne og modtager efter arbejdsindsats«. Som konsekvent demokrat og humanist var Marx energisk modstander af ligemageri og afviste kategorisk enhver demagogisk eller naiv snak, der også ofte hørtes i hans tid, om socialismen som »almen lighed« i fordeling og forbrug. Nu har praksis og erfaringerne fra mange socialistiske lande allerede klart vist ikke blot den sociale og økonomiske, men også den enorme politiske betydning af denne udtalelse fra den videnskabelige kommunismes grundlægger. Fordelingsrelationerne berører jo direkte og umiddelbart alles interesser. Fordelingens karakter er ifølge sagens natur en af de vigtigste indikatorer for den grad af social lighed, der er mulig under socialismen. Ethvert forsøg på vilkårligt at overskride denne grad og styrte fremad - mod kommunistiske fordelingsformer - uden nøje at vurdere hver enkelts arbejdsindsats i skabelsen af de materielle og åndelige værdier, kan afføde og afføder uønskede fænomener. Således er det blevet helt klart, at overtrædelser af de objektive økonomiske krav om relativt større vækst i arbejdsproduktiviteten end i lønudviklingen er utilladelige. En lønforhøjelse, der gives uden tæt forbindelse med denne afgørende faktor, gør i begyndelsen et gunstigt indtryk, men vil i sidste ende have negativ indflydelse på hele det økonomiske liv. Især vil den afføde en efterspørgsel, som ikke kan blive fuldt tilfredsstillet på det givne produktionsniveau og gøre det vanskeligere at overvinde varemangelen med alle dens uhyrlige følger, som vækker retfærdig harme i den arbejdende befolkning. En korrekt løsning af fordelingsproblemet under socialismen forudsætter naturligvis, at der sikres overensstemmelse mellem befolkningens købekraft og udbuddet af forskellige forbrugsvarer og serviceydelser. I den forbindelse er produktivkræfternes udviklingsniveau afgørende. Det er selvfølgelig umuligt at tilfredsstille behov, som overstiger vore muligheder. Samtidig er det nu som før vor ufravigelige pligt at arbejde i to retninger: for det første at sikre en stabil vækst i den samfundsmæssige produktion og på grundlag heraf højne folkets materielle og kulturelle leveniveau; for det andet på enhver måde medvirke til at højne sovjetmenneskets materielle og åndelige behov. Fuld social lighed opstår ikke på én gang og i endegyldig form. Samfundet vokser og arbejder sig frem hertil over lang tid og under store anstrengelser. Det skal udvikle sine produktivkræfter, til de når det niveau, der udgør den materielle og tekniske basis for kommunismen. Det skal hos hvert eneste arbejdende menneske udvikle en høj bevidsthed, kultur, faglig dygtighed og evne til rationelt at udnytte socialismens goder. Så længe disse forudsætninger mangler, må fordelingsrelationerne og en streng kontrol med forholdet mellem arbejde og forbrug være i centrum for opmærksomheden hos det parti, der leder det socialistiske samfund. SUKP drager til stadighed omsorg for, at det socialistiske fordelingsprincip, Marx har formuleret, ufravigeligt føres ud i livet overalt og finder en bedre og mere fuldstændig anvendelse i praksis. Hvis det brydes, får man at gøre både med arbejdsfrie indkomster og med det, som i folkemunde kaldes strejfere, skulkere, driverter og klamphuggere, der i realiteten snylter på samfundet, lever på bekostning af den store masse af samvittighedsfulde arbejdere. Det er et fænomen, som ikke kan tolereres; på sin vis er det en snylten på vort samfundssystems humanisme. Det er arbejdet og kun arbejdet, dets reelle resultater, og ikke nogens subjektive ønsker og gode vilje, der skal bestemme niveauet for hver enkelt borgers velfærd. Denne holdning er i fuld overensstemmelse med både ånd og bogstav i Marx’ opfattelse af fordelingen under socialismen. Vi har et godt indarbejdet system af økonomiske og moralske arbejdsstimuli. Det har tjent og tjener os ikke dårligt i kampen for socialisme og kommunisme. I dag har både selve dette system, dets former og dets praktiske anvendelse imidlertid helt klart behov for yderligere forbedringer. Det er ikke blot vigtigt, at godt arbejde belønnes godt og får en værdig anerkendelse i samfundet. Det er uomgængeligt, at den økonomiske og moralske opmuntring i forbindelse med en mønstergyldig tilrettelæggelse af arbejdet understøtter og udvikler bevidstheden hos folk om, at deres anstrengelser og de produkter, de frembringer, er nyttige og nødvendige, og til syvende og sidst giver dem en følelse af medansvar for deres kollektivs og hele folkets anliggender og planer, og denne følelse mobiliserer og disciplinerer langt bedre end alle mulige overtalelser og appeller. For at videreudvikle fordelingsrelationerne er det nødvendigt at tage hele komplekset af gensidige relationer i arbejdsprocessen i betragtning. Her tænkes der først og fremmest på en konsekvent styrkelse i alle samfundsøkonomiens sfærer af det, Marx beskrev som »regelbundethed og orden«, og som han betragtede som »et uundværligt moment i enhver produktionsmåde, der skal antage samfundsmæssig stabilitet«. Det er især skadeligt for dette arbejde, hvis man i for høj grad sætter sin lid til rent administrative metoder, larmen op og snak i stedet for reel handling. Den leder, som ikke forstår dette, og som sætter effektfulde, men lidet effektive kampagner i stedet for en systematisk og ihærdig organisatorisk indsats, opnår ikke meget. Formålet med partiets anstrengelser for at forbedre styringen, højne graden af organisation og effektivitet og styrke stats-, plan-, og arbejdsdisciplinen er ikke blot at fjerne bestemte mangler og vanskeligheder - hvilket i sig selv er af enorm betydning - men i sidste instans også at sikre en yderligere styrkelse af det grundlag, den socialistiske levevis bygger på. Det siger sig selv, at partiet her tager udgangspunkt i de reelle betingelser for styring af arbejdet, der eksisterer på den nuværende etape af det sovjetiske samfunds udvikling. Disse betingelser er endnu af en sådan karakter, at den økonomiske lov, som Marx regnede for den første lov under den kollektive produktion - loven om arbejdstidsbesparelse - ikke virker med fuld styrke hos os. Det skyldes i høj grad eksistensen af et stort antal jobs med hårdt fysisk, utiltrækkende, monotont arbejde, som kun langsomt mekaniseres og endnu langsommere automatiseres. Imidlertid behøver man blot at betragte mangelen på arbejdskraftressourcer og den demografiske situation i landet for at blive klar over det økonomisk utilladelige i fortsat at opretholde en betydelig andel af manuelt, ikke-mekaniseret arbejde. Alene i industrien udgør den 40 procent. Derfor er det i dag en højaktuel opgave på alle områder at accelerere det videnskabelig-tekniske fremskridt og mere aktivt udnytte dets frembringelser, specielt på områder hvor arbejdskraftforbruget er særlig stort. Grundlaget for dette har vi. Det er den socialistiske samfundsøkonomis høje udviklingsniveau. Det er den sovjetiske arbejderklasses faglige erfaring og kvalifikationer. Det er det, at vi har kompetente specialister og ledende kadrer i samfundsøkonomien og et stort videnskabeligt og intellektuelt potentiel, hvis produktivkraft under de nuværende betingelser bliver stadig betydeligere. Det gælder nu om at udnytte alle vore muligheder bedre og hurtigere, højne arbejdskulturen og forbedre produktionens organisering. Det er også nødvendigt at arbejde ihærdigt med opgaverne i forbindelse med mekanisering og automatisering af produktionen på grund af disses sociale og politiske betydning. For et menneske, der er blevet fri for hårdt og udmattende manuelt arbejde, udviser i reglen også større initiativ og ansvarlighed over for de opgaver, der er blevet det betroet. Det får flere muligheder for studier og rekreation, til at tage del i samfundsanliggender og i ledelsen af produktionen. Herigennem kan det også i højere grad udnytte de politiske, demokratiske rettigheder, som den socialistiske revolution har givet arbejdende mennesker rettigheder som suveræne herrer i deres samfund og deres stat. Længe før det samfund, der skulle afløse kapitalismen, begyndte at udformes, havde Marx allerede afdækket væsensindholdet i dets politiske former. Allerede i Det Kommunistiske Manifest blev det fremhævet, at »arbejderrevolutionens første skridt er at hæve proletariatet op til herskende klasse, at tilkæmpe sig demokratiet.« Etableringen af socialismen er utænkelig uden den faste politiske magt, hvis klasseindhold Marx definerede med begrebet »proletariatets diktatur«. Netop herigennem åbnes ifølge Marx’ lære den politiske udviklingsvej, som i sidste instans fører til samfundets selvforvaltning under kommunismen. Hvordan forholder socialismens levende historie sig til disse forudsigelser af Marx ? I vort land, som for øvrigt overalt, hvor magten er gået over i arbejderklassens og de arbejdende massers hænder, har det betydet en triumf for demokratiet i ordets mest bogstavelige og præcise betydning - en virkelig sejr for folkemagten. De arbejdende har endelig fået de rettigheder og friheder, som kapitalismen altid har nægtet og fortsat nægter dem, om ikke formelt så reelt. Det sovjetiske demokrati, som blev mødt med særlig forbitret modstand fra kontrarevolutionære kræfters side, såvel indenlandske som udenlandske, trådte ærligt frem. Det skjulte ikke sin klassekarakter og veg ikke tilbage for at lovfæste de arbejdendes privilegier i forhold til repræsentanterne for de udbyttende klasser, som kæmpede mod den nye magt. I sit væsen er og vil det altid være et demokrati, der garanterer de videst mulige rettigheder for den arbejdende befolkning og forsvarer deres interesser, og altid er parat til at kalde dém til orden, som løfter hånd mod folkets socialistiske landvindinger. Under opbygningen af det nye samfund beriges det socialistiske demokratis indhold, de historisk opståede begrænsninger bortfalder, og formerne for udøvelsen af folkemagten bliver mere varierede. Denne proces udfoldes i uløselig forbindelse med udviklingen af det socialistiske statssystem, som selv undergår kvalitative forandringer. Den vigtigste af dem er overgangen fra det proletariske diktaturs stat til hele folkets stat. Det er en forandring af enorm betydning for socialismens politiske system. Det har fundet udtryk i Sovjetunionens forfatning, som blev godkendt af hele folket i 1977 og nu udgør det juridiske grundlag for en yderligere uddybning af det socialistiske demokrati. Vi idealiserer ikke det, der er gjort og gøres i vort land på dette område. Det sovjetiske demokrati har haft, har og, må man formode, vil også få vækstproblemer, betinget af samfundets materielle muligheder, massernes bevidsthedsniveau og deres politiske kultur og også af, at vort samfund ikke udvikler sig under drivhusvilkår og ikke isoleret fra en verden, der er os fjendtligt stemt, men under kolde vinde fra den psykologiske krig, som imperialismen har udløst. Forbedring af vort demokrati kræver fjernelse af bureaukratisk »overorganisering« og formalisme - af alt, hvad der hæmmer og undergraver massernes initiativ og binder deres skabende tænken og aktive handlen. Sådanne fænomener har vi bekæmpet og vil bekæmpe med endnu større energi og fasthed. Undertiden kan man høre, at det socialistiske statssystems og demokratis nuværende karakter ikke skulle stemme overens med de perspektiver for den kommunistiske selvforvaltning, som Marx henviste til. Den vej, vi har tilbagelagt, og de erfaringer, vi har gjort, vidner imidlertid om det modsatte. Tag f.eks. Marx’ idé om, at ledelsen af det nye samfund er en sag for »det i kommuner konstituerede folk« og at væsensindholdet af den nye magt er »regering af folket ved folket«. Det er kendt, at disse ideer blev skabt af livet selv, af Pariser-kommunardernes heroiske kamp. Og alligevel rummede de kun en helt generel anvisning af vejen til det fjerne mål. Kun massernes egen revolutionære handlen kunne angive de konkrete veje for at nå frem til dette mål. Og i tiden forud for oktoberrevolutionen havde denne handlen givet et materiale, der gjorde det muligt for Lenin at afstikke praktiske retningslinier for realiseringen af Marx’ formel under vort lands betingelser: ». . .det er det af sovjetterne forenede folk selv, der skal styre staten.« Folket, der ikke har nogen anden magt over sig end sin egen sammenslutnings magt - denne Marx’, Engels’ og Lenins idé kommer til udtryk i sovjetterne, der i deres virke forener lovgivning, ledelse og kontrol. Den kommer til udtryk i det arbejde, der udføres af fagforeningerne og andre samfundsorganisationer, i livet i arbejdskollektiver, i udviklingen af hele det politiske system i vort samfund. Og sagen er aldeles ikke at lede efter afvigelser fra den kommunistiske selvforvaltnings ideal - sådanne afvigelser kan man finde mange af alene i kraft af den historiske afstand, der adskiller os fra kommunismens anden fase. Betydelig vigtigere er det, at dette system fungerer og forbedres og finder stadig nye former og metoder til udvikling af demokratiet og udvidelse af det arbejdende menneskes rettigheder og muligheder som leder af produktionen og i hele den samfundsmæssige politiske praksis - fra deputeret-kommissioner og folkekontrol til de stående produktionsråd. Netop dette er folkets virkelige socialistiske selvforvaltning, der udvikler sig under opbygningen af kommunismen. Vor erfaring fra demokratisk udvikling i overensstemmelse med Sovjetunionens nye forfatning bør vies særlig opmærksomhed og generaliseres. Det gælder først og fremmest om at stimulere og mere bredt udnytte lokale initiativer samt mere organisk at inddrage alle arbejdskollektiver i vor stats funktioner. I de sidste år er der sket en væsentlig udvidelse af de lokale sovjetters beføjelser over for virksomheder, institutioner og organisationer i deres respektive områder. De muligheder, som distrikts-, område-, egns- og republiksovjetter har, vil endvidere blive udvidet i takt med udførelsen af beslutningerne fra SUKP’s centralkomitémøde i maj 1982 om oprettelse af landbrugs-industrielle sammenslutninger i de respektive sovjetters regi. Derved forøges de repræsentative organers rolle ved gennemførelse af den socialistiske stats vigtigste økonomisk-organisatoriske funktion. Her skal også nævnes den af masserne selv udviklede grundform for produktionsstyring, som de brigader, der bygger på rentabilitetsprincip er blevet til. Det siger sig selv, at vi står aldeles fremmede over for den form for selvforvaltning, der trækker i retning af anarkosyndikalisme, opspaltning af samfundet i indbyrdes uafhængige og indbyrdes konkurrerende korporationer, demokrati uden disciplin og rettigheder uden forpligtelser. Det prøvede princip for organisering af hele det socialistiske samfunds liv er den demokratiske centralisme, der gør det muligt at forene massernes frie skaberevne med fordelene ved et samlet system for videnskabelig ledelse, planlægning og styring. Det socialistiske samfundssystem gør realiseringen af de arbejdende menneskers kollektive rettigheder og forpligtelser til den afgørende løftestang i det samfundsmæssige fremskridt, hvorunder individets interesser på ingen måde tilsidesættes. Vor forfatning giver sovjetborgeren vidtgående rettigheder og friheder og understreger samtidig prioriteten af de samfundsmæssige interesser som det er enhvers højeste borgerpligt at tjene. Den kløft, der eksisterer mellem staten og den enkelte borgers interesser under kapitalismen, er overvundet hos os. Men der lindes desværre stadig mennesker, som prøver at sætte deres egne egoistiske interesser op mod samfundets og dets øvrige medlemmers interesser. I lyset heraf bliver det klart nødvendigt at arbejde på at opdrage og undertiden genopdrage enkeltpersoner og bekæmpe brud på den socialistiske retsorden og på normerne for vort kollektive samkvem. Dette er ikke »krænkelse af menneskerettighederne«, som den borgerlige propaganda så hyklerisk hævder, men ægte humanisme og demokrati, som betyder regering efter flertallets vilje, i hele den arbejdende befolknings interesse. SUKP prioriterer folkets interesser og hele samfundets interesser højere end noget andet. Dagligt vier det sin opmærksomhed til skabelsen af forudsætninger, der kan stimulere det arbejdende folks skabende sociale aktiviteter og udvide rammerne for industrivirksomhedernes, kollektivbrugenes og statsbrugenes selvstændighed. Denne aktivitet og dette initiativ er et spørgsmål om det realistiske i partiets planer og om dets voksende styrke, og i sidste instans er det garanten for, at programmet for den kommunistiske opbygning kan gennemføres. Partiet, som er kernen i sovjetsamfundets politiske system, viser selv et eksempel på demokratisk opbygning i hele sit virke; det udarbejder og udvikler demokratiske principper, som når ud til alle dele af vor socialistiske tilværelse. Dette er en af de vigtigste ytringsformer for partiets ledende rolle i samfundslivet og dets inspirerende indvirkning på masserne. Lenin skrev i sin tid om Marx’ metode til bestemmelse af hovedtrækkene ved det nye samfund: »Hos Marx finder man ikke spor af forsøg på at konstruere utopier, eller at gætte ud i det blå om ting, man ikke kan have kendskab til... I stedet for skolastisk-spidsfindige, ‘udspekulerede’ definitioner og ufrugtbare ordkløverier (om hvad der er socialisme, og hvad der er kommunisme) leverer Marx en analyse af det, man kunne betegne som trin i kommunismens økonomiske modning«. Netop på grundlag af denne analyse skabte Marx som bekendt sin lære om de to udviklingsfaser i én kommunistisk samfundsformation, en lære som SUKP og de øvrige broderpartier har rustet sig med. Netop på dette grundlag og ved at generalisere de nye historiske erfaringer udviklede Lenin teorien om socialismens og kommunismens opbygning. Disse teser er også i dag vort udgangspunkt i løsningen af det spørgsmål, som Marx, Engels og Lenin anså for et af de allervanskeligste, nemlig spørgsmålet om de konkrete overgangsformer til kommunismen. De vigtigste træk ved sovjetsamfundet i dag har fundet udtryk i konceptionen om den udviklede socialisme. Her fremtræder tydeligt den dialektiske enhed, som består mellem dels de reelle resultater i den socialistiske opbygning og realiseringen af mange økonomiske, sociale og kulturelle opgaver i kommunismens første fase, dels den kommunistiske fremtids voksende spirer og de endnu uløste problemer, som vi har overtaget fra gårsdagen. Dette indebærer, at der skal en vis tid til for at få baglandet med og komme videre. Vi må nøgternt gøre os klart, hvor vi står. At foregribe begivenhedernes gang vil sige at stille uigennemførlige opgaver; men at blive stående dér, hvor vi er nået til, vil sige at undlade at udnytte alt, hvad vi råder over. Hvad der kræves nu, er at se vort samfund i dets virkelige dynamik, med alle dets muligheder og behov. SUKP’s 26. kongres har givet udarbejdelsen af konceptionen om den udviklede socialisme en central placering blandt det, der i de senere år er blevet udført inden for den marxistisk-leninistiske teori. Ud fra denne konception har partiet fastlagt sin strategi og taktik for de nærmeste år og på længere sigt og advaret mod eventuelle overdrivelser i bedømmelsen af, i hvor høj grad landet har nærmet sig kommunismens højeste fase. Alt dette har gjort det muligt at præcisere og konkretisere veje og tidsfrister for gennemførelsen af vore programmål. De sidste årtier af det 20. århundrede stiller partiet og folket over for storstilede opgaver. Alt i alt går disse opgaver ud på, hvad man kunne kalde at udbygge den udviklede socialisme, hvilket så gradvist vil føre over i kommunismen. Vort land står ved starten af denne langvarige, historiske etape, som selvfølgelig igen vil have sine perioder og udviklingstrin. Kun erfaringen og praksis kan vise, hvor længe de vil vare, og hvilke konkrete former de vil lå. Men en af de vigtigste kvalitative, om man så må sige, retningslinier på denne vej blev klart defineret af den 26. kongres, da den fremsatte tesen om, at samfundets klasseløse struktur i det store og hele vil blive etableret inden for den udviklede socialismes historiske rammer. Det er karakteristisk, at denne konklusion, som er draget på grundlag af reel praksis, direkte finder genklang i Marx’ opfattelse af socialismen som et samfund, der ikke kender til klasseforskelle. Det er i øvrigt endnu en bekræftelse af, at man ikke kun skal vurdere rigtigheden af Marx’ synspunkter ud fra de forløbne, få årtiers erfaringer, men også bedømme dem ud fra et længere perspektiv. Den som i dag spørger sig selv: »Hvad er socialisme ?« gør ret i først og fremmest at søge svaret hos Marx, Engels og Lenin. Men man kan ikke længere nøjes med det. Begrebet »socialisme« kan i dag ikke forstås, uden at man medtager de praktiske erfaringer, som er gjort af folkene i Sovjetunionen og de andre socialistiske lande. Disse erfaringer viser, hvor indviklede mange af de problemer er, som opstår i den socialistiske opbygning. Men de viser også, at kun socialismen formår at løse de mest komplicerede samfundspolitiske spørgsmål. Netop socialismen fjerner de århundredgamle barrierer mellem arbejde og kultur og skaber et stærkt forbund mellem arbejdere, bønder og intellektuelle, mellem alle håndens og åndens arbejdere under arbejderklassens ledelse. Socialismen giver de arbejdende masser del i de videnskabelige og tekniske resultater, i litteratur og kunst, og den sikrer de intellektuelles kreative virke en anerkendelse i samfundet som aldrig før. Netop socialismen forener de tidligere splittede og indbyrdes fjendtligsindede folkeslag i en harmonisk familie og sikrer en retfærdig løsning på nationalitetsspørgsmål, som er affødt af udbyttersamfundet. Netop socialismen, som fremmer opblomstring af de nationale livsformer, skaber også en ny type internationale og mellemstatslige relationer, som udelukker al ulighed og bygger på broderligt samarbejde og gensidig hjælp. Med afslutningen af overgangen fra kapitalisme til socialisme og befæstelsen af en ny, socialistisk livsstil overvindes de mest uforsonlige sociale konfrontationer i samfundet, konfrontationer som i sidste instans skyldes samfundets spaltning i fjendtlige klasser. Denne konklusion har imidlertid intet tilfælles med den forenklede og politisk naive forestilling, at socialismen befrier os for alle modsætninger og uoverensstemmelser og for alle tilværelsens problemer. Denne forestilling bliver for øvrigt også benyttet af vore ideologiske modstandere, når de prøver at mistænkeliggøre det nye system ved at pege på, at mennesker også dér har vanskeligheder og skuffelser, og at det nyes kamp med det gamle undertiden er alt andet end let. Ja, vi har modsigelser og vanskeligheder. Man forlader realiteternes sikre, om end undertiden hårde grund og bryder med den marxistiske dialektiks grundbegreber, hvis man tror, at noget andet udviklingsforløb er muligt. Lenin har afklaret dette spørgsmål på det teoretiske plan ud fra Marx’ lære. »Antagonisme og modsigelse«, skrev han, »er slet ikke det samme. Det første forsvinder, det andet forbliver under socialismen.« Denne tese er nu bekræftet i praksis. Men heraf følger ikke, at man kan se bort fra de ikke-antagonistiske modsigelser og ignorere dem i politikken. Erfaringerne viser, at selv modsigelser, som i deres natur ikke er antagonistiske, godt kan afstedkomme alvorlige sammenstød, hvis de ikke tages i agt. En anden, og den vigtigste, side af sagen er, at man skal forstå at bruge socialismens modsigelser rigtigt, nemlig som en kilde og ansporing til dens fremdrift. Vore erfaringer viser, at den socialistiske opbygning giver resultat, når det regerende kommunistiske parti baserer sin politik på et solidt, videnskabeligt grundlag. Af undervurdering af den rolle, som den marxistisk-leninistiske videnskab og dennes kreative udvikling spiller, snævert pragmatisk udlægning af dens opgaver, ringeagt for teoriens fundamentale problemer, konjunkturbestemte holdninger såvel som skolastisk teoretiseren kan få alvorlige politiske og ideologiske følger. Erfaringerne fra praksis har gang på gang bekræftet Lenins ord om, at »den, der giver sig i kast med delspørgsmål, uden først at have løst de almene spørgsmål, vil uvægerligt og for hvert skridt ‘snuble over’ disse almene spørgsmål, uden selv at være bevidst herom. Og når man i hvert enkelt tilfælde i blinde snubler over dem, er det det samme som at dømme éns politik til den værste vankelmodighed og principløshed. SUKP lægger stor vægt på at udvikle marxismen-leninismens teori, således som dennes skabende væsen selv kræver det. Det er af vital nødvendighed for løsningen af vore praktiske opgaver. Vi føler f.eks. et stadig større behov for seriøs forskning i socialismens politiske økonomi. Også her er og bliver Kapitalen af Marx for vor videnskab det udødelige forbillede på en dybtgående undersøgelse af de økonomiske fænomeners sammenhæng. Et vældigt materiale for teoretisk analyse giver de socialistiske broderlandes mangfoldige og ikke altid identiske erfaringer. I den forbindelse skal man huske Lenins ord om, at »kun gennem en række forsøg - hvert af dem vil taget for sig være ensidigt og lide af en vis uoverensstemmelse - kan en fuldstændig socialisme skabes ud af et revolutionært samarbejde mellem alle landes proletarer.« Denne opgave løses i vore dage i praksis over store dele af jordkloden inden for rammerne af socialismens verdenssystem, som er blevet den bestemmende faktor i menneskehedens sociale fremskridt. Den løses i den principielle retning, som blev forudsagt af Marx. Lenin sagde ofte, at han bestandigt sammenholdt alt, hvad han gjorde, med Marx. SUKP kontrollerer hvert skridt, det tager, med Marx, Engels og Lenin. Dette at sammenholde med Marx og med marxismen-leninismen betyder på ingen måde mekanisk at sammenligne det fremadskridende liv med nogle formler. Vi ville være uduelige efterfølgere af vore læremestre, hvis vi nøjedes med at gentage de sandheder, de opdagede, og forlod os på udenadlærte citaters magiske kraft. Marxismen er intet dogme, men en levende vejledning til handling og selvstændigt arbejde med de komplicerede opgaver, som hvert nyt vendepunkt i historien stiller. Og for at holde trit med livet, må kommunisterne videreudvikle og berige Marx lære og i praksis skabende anvende den materialistisk-dialektiske metode, som med rette kaldes marxismens levende sjæl. Kun en sådan holdning til vor uvurderlige ideologiske arv, en holdning som Lenin viste et forbillede på, kun en sådan uafladelig selvfornyelse af den revolutionære teori under påvirkning af revolutionær praksis gør marxismen til ægte videnskab og revolutionær skaberkunst. Dette er hemmeligheden bag marxismen-leninismens styrke og dens evige ungdom. Man hører undertiden, at nogle nye samfundsfænomener »ikke passer ind i marxismen-leninismens konception, at denne oplever en »krise, og at den trænger til at »friskes op« med ideer fra den vestlige sociologi, filosofi eller politologi. Der er imidlertid slet ikke tale om nogen »krise for marxismen. Der er tale om noget andet, nemlig at visse teoretikere, der kalder sig marxister, ikke latter de virkelige dimensioner i Marx’, Engels’ og Lenins teoretiske tænkning og ikke formår at bruge det enorme intellektuelle potentiel i deres lære ved den konkrete undersøgelse af konkrete spørgsmål. Det vil være på sin plads at tilføje, at en hel del borgerlige teoretikere inden for filosofi, sociologi og politisk økonomi hovedsagelig har skabt sig et navn blot ved at lave om på de marxistiske ideer efter eget forgodtbefindende. Det er uværdigt for kommunister at lade sig friste af velklingende fraser fra alskens Marx- »forbedrere« og gribe efter borgerlig forsknings frembringelser. Vejen til forståelse og løsning af nye problemer er ikke at udvande marxismen-leninismens lære, men tværtimod at kæmpe for dens renhed og for at udvikle den kreativt. Kun denne holdning er i overensstemmelse med vor læres traditioner og ånd og den kommunistiske bevægelses behov. Vi sovjetiske kommunister er stolte over at tilhøre den mest indflydelsesrige ideologiske strømning i hele verdenscivilisationens historie - marxismen-leninismen. Den er åben for alt det bedste og alt det progressive, som findes i moderne videnskab og kultur og står i centrum for verdens åndsliv; den behersker millioner og atter millioner menneskers tænken. Den er ideologisk credo for den opstigende klasse, som befrier hele menneskeheden. Det er den sociale optimismes filosofi, nutidens og fremtidens filosofi. Der er tilbagelagt et langt stykke vej i den sociale fornyelse af verden og virkeliggørelsen af arbejderklassens revolutionære mål og idealer. Det politiske verdenskort har ændret udseende. Der er gjort storslåede videnskabelige opdagelser, og teknikkens fremskridt er imponerende. Samtidig har menneskeheden fået mange nye, ofte meget komplicerede problemer. Der er velbegrundet bekymring over de voksende råstof-, energi-, fødevare- og miljøproblemer og andre problemer af globalt omfang. Men det, der optager folkene mere end noget andet i dag, er nødvendigheden af at bevare freden og afværge en atomkrigs katastrofe. Intet internationalt spørgsmål er vigtigere for vort parti, for sovjetstaten og alle verdens folk end dette. Det er en storstilet opgave, den marxistisk-leninistiske teori og den praktiske kamp for menneskehedens fremskridt løser nu, nemlig at analysere alle de komplicerede forhold i verden i dag og organisere og vejlede arbejderklassens og alle arbejdende menneskers revolutionære sociale og historiske stræben. Det er den samme opgave, som Marx stillede sig selv og sine ideologiske og politiske meningsfæller og arvtagere - at forklare og forandre verden.

Hvordan kunne i, det venstreorienterede Europas intellektuelle, så længe og så naivt være kommunister ? Efter alt hvad der kom frem efter den 20. partikongres i Moskva, efter alt hvad man allerede inden da havde fået at vide om Stalins terrorregimente helt fra 1920'erne, udrensninger, processer, fangelejre, Gulag ? Hvordan kunne I fordømme naziregimet og forblive accepterende over for sovjetsystemet ? Og være kommunister ?

Hvis spørgsmålet er et spørgsmål, fordi der er noget, man vil forstå, så skal man ikke starte med slutningen. Hvis det i dag er polemisk smart at sætte lighedstegn mellem nazisme og kommunisme - som nu almindeligt i debatten - så sker det på ydre manifestationer for magten, således som disse tegner sig for øjet i dag. Hvis man vil mere, og ikke bare er tilfreds med et definitivt argument i dagens konfrontation, så må man naturligt spørge: Hvad var nazismens målsætning ? Hvad var kommunismens ?

Her tegner forskellen sig. Man må søge tilbage til tiden, hvor målene stod for øje, mens midlerne stadig var til diskussion. Og erindre sig, at hele problematikken var traditionelt revir for propaganda for og imod, ofte på løsagtigt grundlag. Kommunister var garderet af umådelig skepsis og på vagt over for indlysende motiver til mistænkeliggørelse af en klar humanistisk målsætning, som en trussel mod profittens uhæmmede udfoldelse. Det var tradition årtier før den kolde krig.

Begynderman med begyndelsen, så ligger den for generationen født omkring Versailles-freden i 1920'ernes sociale polarisering: få rige og mægtige, mange meget fattige, og en middelklasse som klamrede sig til sit beskedne eksistensgrundlag i evig forsvarsposition.

Selv på ens barndoms Vesterbro, med arbejdsløse der stemte dørklokker dagen igennem, med køer foran kontrolstederne, med optøjer og strejker og røde faner, overdødelighed af tuberkulose, børn med engelsk syge og evig snotnæse, der hed det (muligvis i moralsk selvforsvar), at ’de fattige’, de var selv ude om det. For enhver, der vil noget, kan også komme frem. Alligevel kunne man tvivle på, om 200.-300.000 arbejdsløse kunne komme frem, bare ved at ville.

Man fik mistanke om, at selv om at mange var dumme, dovne og viljeløse, så var det ikke rimeligt, at de og deres børn) skulle låses fast i så kummerligt et liv. Det var heller ikke rimeligt, at så mange fik så lidt betalt for dagens arbejde, helt prisgivne andres vilkår. Man behøvede ikke at lære om merværdi og loven om tilbud og efterspørgsel for at ane et system bag disse vilkår, et system som privilegerede efterspørgerne, når tilbuddet om arbejdskraft var overvældende.

Arbejdsmarkedet var købers marked. Derfor. Det har aldrig krævet dybsindig marxistisk analyse at se de udnyttede og udnytterne i relation til produktion og økonomiske vilkår. Ludditterne i forrige århundredes begyndelsen smadrede spinderimaskinerne, som gjorde dem arbejdsløse.

Og legitimerede for hele den industrialiserede verden socialistforskrækkelsen, disse anslag mod retten til frit at producere og handle sine produkter, grundlaget for den driftiges velstand, for nationens styrke og overlevelse. Alt naturligvis afhængigt af billige råvarer, gode afsætningsmuligheder - og billig arbejdskraft. Socialisme var en uhyggelig trussel mod civilisationen, mod samfundets velstand, mod lov og orden. Det fik den unge gymnasiast flittigt understreget i grosserernes og fabrikanternes hjem, hvor han var gæst.

Upton Sineclairs Junglen, Steinbecks Vredens Druer, kunne betragtes som agitation, Dickens og Onkel Toms Hyrde som sentimentalt flæb. Men statistisk Årbog ?

Historiens vidnesbyrd, som siden oldtiden repeterer den evige kamp mellem besiddende og ubesiddende, mellem herrer og slaver, udbyttede og udbyttede, kunne næppe afvises. herrer og slaver, udbyttere og udbytte de, kunne næppe afvises. Og i strejker og lockouter blev det klart, at våbnet for de elendige var solidaritet. Organisation, strejkekasser, sammenhold, viste klart hvem modstanderen var, og hvem politiet holdt med, og hvem strejkebryderne hjalp.

Det krævede ikke meget analytisk skarpsind at se forbindelsen med negerslavernes kår i Amerika, med de britiske minearbejderes afmagt. Ikke blot Oprøret i Ådalen og Spartacus-oprøret i Rom, men hundrede historiske bekræftelser viste, at det eneste, de økonomisk udbyttede kan kæmpe med, er solidaritet. Og organisering og politisk aktioner er socialisme. Polariseringen sker, når socialistforskrækkelsen i Europa og USA træder an som forsvar for ejendomsretten, for forrentning og profit. Akkurat som forsvaret for børnearbejdet i fabrikker og miner. Er det ikke bedre, at de tjener lidt, end at de slet intet tjener ?

Men i 1920'erne (og senere) var det ikke svært at solidarisere sig og vælge side. Alternativet var ikke, hvem man ville holde med - for det var indlysende. Men alene om man ville passe sig selv - eller tage stilling og gøre noget socialt -socialistisk.

Nazismen som vi så vokse sig vældig i det forarmede og ydmygede Tyskland i 1930'erne, var som ideologi aldrig veldefineret. Spørger man i dag nynazister om, hvad nazisme er, får man ikke klare svar. Meget forskellige bud og i hvert fald ingen, som den klassiske nazisme ville vedkende sig. Det mest autoritære skrift, Mein Kampf, er inkonsekvent og tåget og giver ingen begreber om nazismen som politisk ideologi. Der er udfald mod den internationale kapital, ikke så meget mod jøder som det sædvanligvis hævdes. Men meget om Tysklands ydmygelse efter 1918, dets genrejsning, og Tyskland, tyskhed og tyskere, om arisk (d.v.s. tysk) suverænitet fremfor undermennesker, om Tysklands behov for territorieudvidelse mod Øst, Lebensraum, under hensyn til de oprindelige befolkninger dér. Og Tysklands genrejsning som stormmagt, lidt Nietzche, lidt Spengler, den stærkeres ret, herremoral, om viljen til magt, der legitimerer undertrykkelse og vold og folkemord.

Nazismens målsætning og udtryk ændredes en hel del i Hitlers tid. Hans taler og hans politik bærer klart præg af pragmatisme og propaganda for øjeblikket. Han siger i dag ofte det modsatte af i går. Efter opgøret med Röhm og SA i 1934 forsvandt socialismen fra det nationalsocialistiske parti. Horst Wessel-sangen: ’SA marchiert’ blev erstattet af ’Deutschland, Deutschland uber alles’, uden komplikationer. Den eneste klare linie var Tysklands krav på en plads i solen midt i verden, i kraft af sin nationale (racemæssige) overlegenhed, sin herremoral, en propagandamæssig stærk appel til det svækkede og ydmygede Tyskland efter Versailles, til en nation lammet af arbejdsløshed, arbejderkampe, forpligtet af uoverkommelig krigsgæld, truet af hunger og nød, af optøjer, demonstrationer og gadekampe. Men ikke nogen verdensideologi, som kunne bruges globalt eller fænge i sindene i andre lande. Nazismen er tysknational, ikke egnet til eksport. Den kunne ikke lokke mennesker i andre lande, tværtimod. Nazismen blev i udlandet højsten medløberideologi med tilslutning af mennesker, der lignede fallenter, afvigere og revanchister, lignede landsforrædere.

Den såkaldte nynazisme i dag kender intet til nationalsocialismens historiske baggrund og påberåber sig lige tåbeligt Karl XII som Hitler. Det er forvirrede hoveder med hadefuld forhåbning om, ved at lægge andre grupper for had, at kompensere for egen social mislykkethed, at komme lidt op ved at trampe andre ned - ikke ligefrem en bæredygtig ideologi, undtagen i meget specielle kredse. Også som antisocialistisk instrument, endnu en gang.

Man kan ikke sætte lighedstegn mellem nazismen og kommunismen. ’Deutschland, Deutschland uber alles’ er nationalchauvinistisk. ’Internationale’ er uden landegrænser. Nazismen hævder Tyskland ved at dominere og ødelægge andre. Socialismen har rod i solidaritet med de udbyttede, de sultende, de svage, i alle lande. Meget smukt ! Men hvorfor gjorde I aldrig op med jeres kommunisme, da den politiske praksis i Sovjet blev uafviselig klar ?

Fordi kommunisme aldrig var tegnet af et enkelt land, af et regime, aldrig identisk i en stat. Ikke med Mao-Kina, ikke med Stalin-Rusland, ikke med Castro-Cuba eller Ho Chi-Minh. Disse regimer og deres resultater kunne begejstre, når de var gode, skuffede når de var mislykkede, skræmte når de var grusomme. Men kommunismen som idé, som livsholdning, afhang af dette. Kan man forråde et socialt engagement, en humanistisk grundholdning gennem et liv, fordi Stalin viser sig at være en hensynsløs despot fra Moskva? Melder kristne sig ud ar kirken og edsværger sig deres tro på grund af korstog, religionskrige, forfølgelser og missionærers overgreb?

Kan man ophøre med at definere solidaritet med de prisgivne, de udnyttede, de svage, fordi nogle kynikere i et fjernt land bærer sig umenneskeligt ad ?

Kommunisme er ikke en tro. Det er en politisk statsstruktur, som søger at regulere produktion og forbrug på en holdbar måde. Men det er også en holdning til medmennesker, en etisk holdning søgt realiseret i politik. Det er en metode til at realisere materielle mål: mad til alle, bolig, klæder, varme. Det er gratis skoler, uddannelse, behandling af syge, omsorg for børn og gamle.

En struktur hvor man nyder efter behov, mod at yde efter evne. Og til de mætte skeptikere i Vesten, som taler om frihed som det bedste guld - lad roligt de hungrende vælge mellem konkret mad og abstrakt frihed. Deres valg er let. Det egentlige spørgsmål er dog, om det overhovedet skal være nødvendigt at vælge, når det værste er overstået.

Kan man ville målet og afstå fra midlerne - det er udfordringen til det etiske menneske. Robespierre talte i Nationalforsamlingen i 1789 lidenskabeligt mod dødsstraf som uværdigt for en civiliseret nation.

Siden anvendte han generøst guillotinen for at forsvare revolutionens resultater, bl.a. Menneskerettighedserklæringen, mod fjender, der ville ødelægge dem. I 1793 sagde han: ’Et styres magt beror i fredstid på dyden. I kriser på dyden - og rædslen!’

Og vi andre, det venstreorienterede Europas intellektuelle: Skal vi opgive solidariteten ? Skal vi ville det gode - uden at gøre noget ? Ville det ikke være forræderi ! Kan vi gøre noget for nogen uden at gøre noget imod andre ? Skal vi tage afstand fra modstanderens metode og våben - være ædle og afstå fra at bruge den slags, lade os overvinde af de onde, der vil det onde. Med de onde midler….

Verden forandrer sig ikke af sig selv. Fordringen til os er, at vi gør noget. Og hvis vi gør noget - er det med den evige risiko, at det, vi gør, er forkert. Skal vi hellere opgive det ? Og melde os ud af partiet…..?

Laurits Rasmussen blev medlem af SUF i 1916, og har været medlem af DKP siden stiftelsen i 1919. Hele sit liv har han været arbejdsmand, først på landet siden som havnearbejder i København.

I den 1. verdenskrigs kaos gik Socialdemokratiets rygte som hæderligt og revolutionært arbejderparti endeligt fløjten. Dets forædte ledere i næsten alle lande solgte millioner af arbejdere til døden på slagmarkerne, for at kunne blive betragtet som »ansvarlige« og stuerene af borgerskabet.

Selv om Danmark stod uden for krigen lavede socialdemokraterne også forræderi her. Mens arbejderklassen led nød, gik de med tak ind i en borgerlig regering. Der var brug for et nyt revolutionært arbejderparti!

Laurits Rasmussen var med dengang. Han blev meldt ind i det socialdemokratiske ungdomsforbund SUF - forløber for DKU - i 1916. Og i 1919 var han med på den stiftende kongres i det nye marxistiske parti, der senere tog navnet DKP. Laurits Rasmussen fortæller disse personlige erindringer om Danmarks kommunistiske Partis start og hvad der gik forud, og hvad der fulgte efter i de første svære år. Der er mange, der tror, at DKP først og fremmest opstod på grund af Sovjetunionen. Men den udvikling, den var jo i gang meget tidligere. Der var begyndt en udvikling inden for alle de socialdemokratiske partier, hvor højrefløjen tiltog sig mere og mere magt. Partierne samarbejdede mere og mere med de borgerlige. Især det tyske socialdemokrati havde den mærkelige opfattelse, at man ikke behøvede at lave revolution. For når det tyske kejserstyre brød sammen, så overtog socialdemokratiet bare styret, sådan nærmest helt af sig selv!

Men det, der vel nok gjorde størst indtryk i de år, det var, da den første verdenskrig udbrød. Jeg havde en kammerat - han var murerlærling. Da jeg et par uger før krigens udbrud mødte ham, spurgte jeg: Tror du vi får krig? Næh, det troede han ikke. For det internationale socialdemokrati og den internationale fagbevægelse, de skulle jo nok sørge for, at der ikke kom krig. Så ville der nemlig blive svaret med generalstrejke, fortalte han. Det var ganske få uger før krigen kom Både han og andre, de blev meget skuffede. Men dem, der allerede dengang havde analyseret Socialdemokratiet, og især det tyske socialdemokrati, var klare over, at det ikke ville føre åben kamp mod krigen. Og så det med krigen og os herhjemme, fortsætter Laurits. Vi slap jo for at komme i skyttegravene, men de unge, de måtte jo ind og springe soldat. Og det var ikke det rene spas under de forhold, der var dengang. Den soldaterløn, de fik var ingenting, de fik vel en 25 øre om dagen og så kost og klæ'r. Men der var ikke tænkt på deres familier.

Der var mange andre områder, hvor almindelige mennesker mærkede krigens følger. Pengene slog ikke til. I perioden mellem århundredeskiftet og 1. verdenskrig opnåede arbejderbevægelsen visse fremskridt rent fagligt. Årbejdsfolk fik forbedret deres forhold en smule, men ikke nok til at komme ud af fattigdommen. Tænk blot på, at ved århundredskiftet regnede man med, at 90 procent af befolkningen levede på fattigdomsgrænsen. Men som sagt: I årene før krigen var det lykkedes at forbedre overenskomsterne. Men det slog sgu ikke til da krigen satte ind, og dyrtiden fulgte med. Man havde jo flerårige overenskomster. Dem fra før krigen blev således ikke fornyet igen før i 1919. Men det kunne arbejderne jo ikke vente på. Vores penge, de slog ikke til. Derfor udbrød der mange strejker i de år.

Dengang var der jo ikke noget kommunistisk parti til at lede den slags bevægelser. Der var kun en venstrefløj inden for Socialdemokratiet, men den var ikke så forfærdelig meget bevendt. Og så var der syndikalisterne. Bortset fra syndikalisternes forkerte indstilling til en række problemer, så var de i alle tilfælde gode fagforeningsfolk, der virkeligt forstod at iværksætte aktioner.

Syndikalisterne var meget fremme i årene under første verdenskrig. Og de havde jo nok en stor del af æren for de strejker, der fandt sted, fortæller Laurits Rasmussen.

Med hensyn til partiet, det ville dengang sige Socialdemokratiet, så blev jeg selv medlem af Socialdemokratisk Ungdomsforbund i 1916. Det var dog først, da jeg i 1918 flyttede lidt nærmere en by, at jeg for alvor begyndte at deltage i ungdomsforbundets arbejde i Sorø. Nu er Sorø jo sådan en lille konservativ by. Der er ikke nogen særlig stor arbejderklasse. Der var én større virksomhed, en maskinfabrik, hvor der vist var en 30-40 mand. Og så var der et par andre små virksomheder. Men alt i alt ikke noget af større betydning. Alligevel lykkedes det os at få en ret god SUF-afdeling op at stå dernede i Sorø. Vi fik da både oprettet lærlingeforeninger og en afdeling af Husassistenternes Forbund. Vi deltog også i organiseringen af de unge landarbejdere i omegnen, så nogen aktivitet udøvede vi da. Og så beskæftigede vi os ellers med litteratur. Særlig med de amerikanske realister, Jack London, Upton Sinclair og Frank Norris.

Vi havde jo også en skole Sorø, nemlig Sorø Akademi. Men vi havde ikke rigtig nogen forbindelse med dem, for de måtte ikke mænge sig med os andre. I kan jo selv læse om, hvordan Hans Kirk blev kaldt op til rektor efter at have deltaget i en maj-demonstration i skoleuniform. Han fik en advarsel. Det var i 1916, det sidste år Hans Kirk gik på Sorø Akademi. Vi havde selv i SUF -afdelingen et lignende tilfælde i 1919. Tre gymnasiaster kom til vore møder, endda kun som gæster. Vi mente ikke, det var klogt at optage dem som medlemmer. Men der var sladrehanke på skolen, så de blev også kaldt op til rektor. Og fik en advarsel. Deres rektor havde sagt til dem, at vi var særlig slemme, for vi gik jo for at være bolsjevikker!

I Sorø fandtes der en socialdemokratisk vælgerforening, og der var også nogle arbejdere, som var venstreindstillede. Dem havde vi så inviteret nogen af til det møde, hvor vi skulle vælge delegerede til Fredericia-konferencen i november 1919. Der, hvor det nye parti skulle stiftes. Disse venstresocialdemokrater stillede sig også positivt over for foretagendet. Men da vi skulle til at vælge delegerede, sagde de nej. Så det blev til, at vi var tre fra ungdomsforbundet, der måtte tage derover. Vi fik ikke nogen af de ældre partifæller med. De har simpelt hen ikke rigtig turdet! Og da vi kom hjem, sagde de, at de ikke kunne være med i det nye parti. De havde troet, det drejede sig om, at man skulle organisere en opposition inden for Socialdemokratiet. De ældre fik altså betænkeligheder. Men sådan er det jo gået mange gange senere med socialdemokraterne fra venstrefløj en: De har næsten allesammen vist sig at være upålidelige, når det kom til stykket. På Fredericia-konferencen deltog der 55 repræsentanter fra 23 forskellige byer. Mest unge folk i alderen mellem 20 og 35 år. Men der var jo også andre forhold, der gjorde sig gældende op til partiets stiftelse.

I sommeren 1919, der satte strejkerne ind, ja, der havde jo sådan set også været mange strejker i 1918. Men i 1919, da strejkede de københavnske bygningsarbejdere: murere, tømrere og murerarbejdsmænd. De krævede 8 timers arbejdsdag og nedlagde arbejdet i mange uger. Det gjorde indtryk på os i provinsen. Vi snakkede om det, og jeg kan huske, der stod en meget beskidt artikel i Social-Demokraten, en leder. Den var rettet dels mod bladet Klassekampen, dels mod syndikalisternes blad Solidaritet, men den var samtidig en skraldespand ud over hovedet på murerne. Til sidst fik bygningsarbejderne deres 8 timers dag.

På samme tidspunkt var der også forhandlinger mellem De samvirkende Fagforbund, det man i dag kalder LO, og arbejdsgiverne. Der var forslag om, at man skulle indføre 8 timers dagen i hvert fald for industriens og byggefagenes vedkommende. Dette vakte naturligvis nogen modstand, men formanden for Arbejdsgiverforeningen anbefalede det med disse ord: Vi bliver nødt til at give vore egne, hjemlige, fortræffelige Ebert'er en lille fjer i hatten! (Ebert var en tysk højresocialdemokrat, der var med ved nedslagtning af den tyske revolution i 1919). Med den motivering gik de så ind for, at vi skulle ha' 8-timers dag. Men jeg tror nu, den fjer i hatten virkede noget forpjusket på de socialdemokratiske ledere. For rundt omkring på arbejdspladserne, der sagde man: - Jamen, det er jo syndikalisterne, der har fået det krav igennem, det er ikke dem inde i De samvirkende…..

Vi havde mange vanskeligheder i DKP´s første år, fortsætter Laurits. Mange af dem, der sluttede sig til os var ikke kommunister, men blot utilfredse socialdemokrater. Og så havde vi forskellige andre forvirrede elementer: pacifister og folk med en syndikalistisk opfattelse. Der var i det hele taget mange brydninger i de år, om mål og midler. Og det var jo i og for sig meget naturligt. For vi arbejderbevægelsen havde jo aldrig gennemgået nogen egentlig teoretisk skoling. Der var simpelt hen ikke skabt ideologisk afklaring. Men også på andre områder var der problemer.

Nu f.eks. ledelsen i det nye parti. Den bestod overvejende af tidligere venstresocialdemokrater, som i øvrigt senere forlod partiet, da vi var allerlængst nede. Men i partiets start spillede de en vis rolle. De udstak i påsken 1920, da kongen havde lavet statskup, en meget mærkelig parole. I stedet for at støtte arbejderne på arbejdspladserne, der lavede generalstrejke mod kuppet, udstak vort nye parti parolen: »Til kamp for rådsrepublik«. Der var bare ikke ret mange, der vidste, hvad betegnelsen »rådsrepublik« dækkede. Den slags eksempler på, at vi udtrykte os uforståeligt, var der desværre en del af i de første år.

Men disse ting betød ikke, at der ikke blev præsteret noget. Partiet kom efterhånden til at spille en rolle f.eks. i arbejdsløshedsbevægelsen i begyndelsen af 20érne, og i strejkerne. Vi havde jo den berømte strejke i Randers i 1922, takket være en politimester, der dummede sig. Han gik amok og troede, at revolutionen stod for døren. Han satte soldater på vagt ved de kommunale værker, men arbejderne ville ikke arbejde under militærbeskyttelse. Og så var det, vi fik strejken.

Men som sagt var det kommunistiske partis første år noget forvirrede. Den afgørende fejl lå i, at vi manglede en virkelig politisk holdning, en fast formuleret politisk linje. Og vi formåede ikke i tilstrækkelig grad at gøre os til et aktionsparti. Der var kort sagt for megen snak, og for lidt handling. Da der blev rettet op på det fra omkring 1930, fik vi et helt anderledes tag på, hvordan kampen sku' føres, slutter Laurits Rasmussen, veteran i det kommunistiske parti.

I 1914 brød 1. verdenskrig ud. Modsætningerne mellem de imperialistiske lande i Europa var skærpet så meget, at krigen skulle afgøre deres strid om profitterne. verdenskrig betød en fallit for de traditionelle socialdemokratiske partier i arbejderbevægelsen. På internationale møder før krigen havde 50cialdemokraterne lovet hinanden, at hvis krigen kom, skulle alverdens arbejdere nægte at nedslagte hinanden i skyttegravene. Men i august 1914 svigtede socialdemokratierne arbejdernes internationale solidaritet, som så mange gange senere. De stemte rask væk for krigsbevillingerne i de forskellige landes parlamenter. De forklarede, at nu var det »fædrelandsforsvaret«, det drejede sig om. Kun de russiske bolsjevikker og forskellige mindretalsgrupper i andre lande erklærede i solidaritetens navn: Krig mod krigen.

Også i Danmark begik Socialdemokratiet forræderi mod arbejderklassen. Socialdemokraternes leder, Stauning, indgik i et radikalt ministerium, vendt mod folket. Den »neutrale« regering indkaldte en stor militær »sikringsstyrke«. På den måde kom tusinder gennem de fire år krigen varede til at spilde deres ungdom som soldater. Under krigen blev overenskomsterne ikke fornyet. Og det på trods af, at der kom voldsom »dyrtid«. Den almindelige befolknings forhold blev præget af kulde og nød. Imens prædikede de socialdemokratiske ledere mådehold og appellerede til det »nationale sindelag«. Men ikke alle i arbejderbevægelsen fandt sig passivt i at bukke hovedet. Det socialdemokratiske ungdomsforbund, SUF, iværksatte til moderpartiets raseri store kampagner mod krigen og den forhadte »sikringsstyrke«. På arbejdspladserne organiserede syndikalister og venstresocialdemokrater et stigende antal strejker, vendt mod udhulingen af levevilkårene.

Året 1917 bragte håb fra en anden kant af verden. I Rusland erobrede folket magten ved den socialistiske oktoberrevolution. Med bolsjevikkerne i spidsen viste de russiske arbejdere og bønder, hvad der skulle gøres. Socialdemokraternes påstand om, at samarbejde med borgerskabet var den eneste mulighed, blev for alvor afsløret. Ved krigens afslutning i 1918 brød revolutionære bevægelser frem over hele Europa. I Tyskland og flere andre lande kom det til egentlige revolutionsforsøg. Også i Danmark var årene 1918 os 1919 præget af strejker og sammenstød mellem arbejdere og myndigheder. Flere og flere mente, der var brug for et nyt marxistisk arbejderparti, til afløsning for det korrumperede socialdemokrati.

I løbet af 1919 tilspidsedes modsætningerne yderligere mellem ungdomsforbundet SUF og Socialdemokratiet. Tilsidst vedtog SUFs medlemmer ved en urafstemning at bryde med partiet. I november 1919 dannede medlemmer af ungdomsforbundet og folk fra andre kredse på venstrefløjen så Danmarks Venstresocialistiske Parti. Året efter skiftede det navn til Danmarks kommunistiske Parti og tilsluttede sig den Kommunistiske Internationale. Med dannelsen af DKP var der ikke med det samme skabt et stærkt revolutionært kampparti. Partiet led specielt i de første år af en række »børnesygdomme«. Det havde svært ved at tale almindelige folks sprog. Men grunden var lagt. Og med årene styrkede det nye parti sin indflydelse i befolkningen. Der blev skabt et alternativ til Socialdemokratiets perspektivløse reformisme. Trediverne var præget af krise, arbejdsløshed, Socialdemokratiets klassesamarbejde - og nazismens vækst syd for grænsen. Men også af store arbejdskampe, stigende klassebevidsthed og solidariteten med det spanske folks kamp mod fascismen.

Fritz Maass var 16 år i 1933. 62 år gammel efter et langt livs kamp som medlem af DKP var Fritz Maass' følelser og sympati uforandret på samme side. Det er derfor ikke kun et billede af en del af partiets historie, men også et minde over de utallige kammerater, der alt for tidligt er døde som følge af det de udsattes for under modstandskampen. Fritz Maass blev født i Sønderjylland fire år før landsdelen atter blev dansk. Voksede op tæt på det Tyskland, hvor reaktionen var i vælten. Men også det Tyskland, hvor arbejderklassen havde stærke, revolutionære traditioner.

I 1933 skete det, der mere end noget andet skulle komme til at afgøre min tilværelse, Nazismen tog magten syd for grænsen. Monopolerne ophøjede terror til politik i Tyskland. Kommunisterne blev de første ofre. Rigsdagsbygningen i Berlin blev stukket i brand af nazisterne, og kommunisterne blev anklaget som skyldige. Partiet blev forbudt og forfulgt. Georgi Dimitrov, Ernst Thälmann og tusinder af andre arbejdere blev smidt i fængsler og lejre. Mine følelser var helt på deres side - ingen tvivl om det, - men følelser og sympati slår ikke til alene. Et vist mål af viden er nødvendigt for at forklare de problemer, der opstår på klassekampens snoede vej. Det fik jeg gennem partiet - sammen med partiet.

Første gang i mit liv, jeg oplevede en demonstration, var i 1931 hjemme i Haderslev. Byens arbejdsløse kom gående gennem gaderne og råbte: »Vi kræver brød! « Sådan var vilkårene for arbejdsfolk. Når man blev fyret, truede sulten og kulden. Og arbejdsløsheden var enorm, især i Sønderjylland, som mens det tilhørte Tyskland indtil 1920, var blevet liggende som en udmark. I Sønderjylland oplevede jeg de spændinger mellem dansk og tysk, der efterhånden blev stærkere og stærkere. Landsdelen blev invaderet af tyske embedsmænd, som forsøgte at påvirke befolkningen med tysk nationalisme og chauvinisme. Jeg husker, at præsten som skulle undervise os i kristendomskundskab i skolen, benyttede timerne til, at fremmane »den røde fare« fra øst for os, Tysklands ydmygelse ved fredsaftalen efter 1. verdenskrig og landets ret til ekspansion, til »Lebensraum«. Denne propaganda gjorde et stærkt indtryk på mig. Men derhjemme hørte jeg ofte min far fortælle om den russiske oktoberrevolution, og om Rosa Luxemburgs og Karl Liebknechts kamp mod verdenskrig, så jeg var trods alt i stand til at modstå præstens historier. Det samme kan ikke siges om en del af mine klassekammerater. Da Danmark blev besat af den nazistiske værnemagt, meldte de sig som tyske frivillige på østfronten.

Efter nazisternes magtovertagelse Tyskland i 1933 kom en ny invasion over grænsen. Denne gang var del mænd og kvinder, som måtte flygte fordi de bekæmpede nazisternes barbari. Det var aktive modstandere - arbejdere og intellektuelle, fagforeningsfolk og partifunktionærer - der måtte flygte for at redde livet. Min far og mor var klassebevidste arbejdere, og derfor også anti-fascister. Vi åbnede dørene for tyske flygtninge, og snart blev vores hjem en vigtig central for solidaritetsarbejdet. Vi oprettede en Røde Hjælp-organisation i Haderslev, og begyndte at samle penge og tøj ind blandt byens arbejdere. Og selv om det var småt i de fleste arbejderhjem - arbejdsløsheden betød dyb fattigdom - så var det først og fremmest herfra, hjælpen kom. Dog må det nævnes, at der også var anti-fascister i andre kredse i byen, f.eks. støttede visse forretningsfolk de tyske flygtninge. I Røde Hjælp deltog ikke kun kommunister, også partiløse og progressive socialdemokrater var med. Vi var nødt til at samle ind til flygtningene, for regeringen ville ikke give dem arbejdstilladelse - og heller ikke altid opholdstilladelse. Derfor måtte vi også skjule flygtningene, utallige har således boet hos os en nat eller to, inden vi kunne sende dem videre til et bedre skjul i København. For de tyske emigranter i Danmark var tilværelsen både besværlig og farlig. Den socialdemokratiske regering var følgagtig indtil det servile over for krav fra Berlin. Jeg husker for eksempel, at en tysk fagforeningsfunktionær levede som flygtning i Kolding, hvor han blev hjulpet økonomisk af arbejdsmændenes formand. Men en dag meddelte den socialdemokratiske justitsminister Steincke, at hans opholdstilladelse ikke gjaldt længere. To kriminalbetjente arresterede den tyske flygtning, bragte ham til Padborg og satte ham i toget til Flensborg, hvor Gestapo efter aftale stod klar med pistoler og håndjern. At den tyske flygtning reddede livet skyldtes kun, at han sprang af toget inden Flensborg og sneg sig tilbage over grænsen til Danmark, hvor han henvendte sig til mine forældre i Haderslev. Et utal af den slags hændelser skal også tælles med, når Socialdemokratiet senere har villet fremstille sig selv som anti-nazistisk.

Det var gennem Røde Hjælp, jeg lærte kommunisterne at kende. De var kernen i solidaritetsarbejdet, de mest utrættelige og de mest bevidste. Også blandt de tyske flygtninge var en del kommunister. Jeg så hvordan de ikke tabte modet, selv om de var tvunget i eksil, men fortsatte kampen herfra. Derfor søgte jeg optagelse i DKP. En beslutning, som jeg aldrig siden har tvivlet på var rigtig. Partiet voksede i 30´erne, blev stærkere og mere erfarent. Allerede i 1932 blev to kommunister valgt ind i Rigsdagen, som Folketinget hed dengang. Det var et tydeligt udtryk for den øgede opslutning i arbejderklassen for vores revolutionære linje. Så i 1934 begyndte Arbejderbladet Land og Folks forgænger - at udkomme som dagblad. Det var et slid både at sikre avisens økonomi og at sælge den, men det gik. Der var folk på arbejdspladserne, som støttede os. Vi havde to hovedopgaver i 30´erne. Den ene var at kæmpe mod krigen og dens følger her i landet: Arbejdsløshed, nedskæringer, politiske overgreb og forsøge at samle arbejderklassen om en kamplinje for forbedring af levevilkårene og de demokratiske rettigheder.

Den anden opgave var at deltage i den internationale kamp mod fascismen, og inddrage alle demokrater i denne kamp. De to opgaver hang nøje sammen, begge var dele af kampen mod monopolernes reaktionære politik.

I solidaritetsarbejdet med de tyske anti-fascister blev min sønderjyske opvækst en stor fordel. Jeg havde gået i tysk kommuneskole og kunne føre mig frem som tysker. Så jeg blev kurér mellem flygtningene og den illegale modstandsbevægelse i Tyskland - først og fremmest Tysklands kommunistiske Parti. Det var spændende arbejde, men ikke helt ufarligt. I begyndelsen foregik

det ved, at jeg cyklede over grænsen til Tyskland med illegale breve og løbesedler, som jeg afleverede på forskellige adresser eller lagde i postkasser dernede. Jeg var sømand det meste af 30´erne, så arbejdet i Haderslev foregik i de lange ledighedsperioder ind i mellem. Men som sømand var der også gode muligheder for at være kurér. Fra 1938 til efteråret 1940 mønstrede jeg kun på skibe, der sejlede på Tyskland, fortrinsvis DFDS´s både til Hamburg og Stettin. I de tyske havne smuglede jeg breve og løbesedler med i land og afleverede dem til de illegale kammerater, ligesom jeg nogle gange medbragte mundtlige instruktioner. To gange havde jeg en særlig svær opgave. At smugle en tysk kommunist tilbage til Tyskland for at genoptage det illegale arbejde. Uden andre på skibet opdagede det, fik jeg ham i København om bord og gemte ham i kædekassen i bunden af skibet. Da vi nåede Stettin, »lånte« jeg en arbejdskammerats pas, halede den tyske kammerat op af hullet og sendte ham ned på kajen. Senere mødte jeg ham så i byen, fik passet igen og afleverede det, inden ejermanden havde opdaget det var væk.

Også i Portugal har jeg stiftet et kort bekendtskab med fascismen. Det var i sommeren 1937, mens borgerkrigen rasede i Spanien. Jeg kom til Lissabon som matros på S/S Bogø og gik i land for at ordne et ærinde. Midt på gaden blev jeg pludselig arresteret og slæbt til hovedkvarteret for det hemmelige politi, PIDE. Her kom jeg i forhør - hos en tysk Gestapomand. Portugal var en vigtig støtte for Hitler og Franco i kampen mod den spanske republik. Min forbrydelse: Jeg bar hammer og segl-emblem på jakken. Så jeg blev smidt i kachotten.

Den danske konsul i byen ville ikke hjælpe mig, han var sammenspist med fascisterne, og »ville ikke gøre hænderne snavsede på en kommunistsag«. Kaptajnen på skibet var heller ikke ivrig for at få mig igen. Men efteren uges tid blev jeg af to betjente bragt tilbage på skibet og fik overrakt en erklæring om, at jeg var udvist på livstid fra Portugal og de oversøiske besiddelser. Arbejderbladet hjemme i Danmark skrev om sagen, så da vi senere på sommeren lagde til kaj i Arkhangelsk ved Ishavet, var affæren kendt af havnearbejderne der. De gav kaptajnen besked på, at der ikke ville komme et eneste brædt ombord, før han havde givet mig en undskyldning for sin arrogante optræden i Lissabon.

Solidariteten var afgørende - også i 30´erne. Arbejderklassens internationalisme var bestemmende i kampen. Monopolerne - fascismen og krigen truede alle landes arbejdere, derfor måtte vi også sammen slås imod dem. Over 500 danske kæmpede i Spanien mod Hitler, Franco og Mussolini. Den internationale brigade bestod af kommunister og andre anti-fascister fra utallige lande. De kæmpede sammen med det spanske folk for at forsvare den lovlige republik mod fascismen. Mange faldt dernede, og dem der kom hjem, blev forfulgt af Stauning-regeringen. Den erklærede sig neutral ligesom regeringerne i de andre kapitalistiske lande. De så passivt til, mens det spanske folk blev slagtet, og støttede derved fascisterne. De danskere, som kæmpede i Spanien, var de første modstandsfolk mod besættelsen af Danmark. For den spanske borgerkrig var en styrkeprøve mellem monopolerne og folkene, den var generalprøven på 2. verdenskrig. Og var de europæiske socialdemokrater gået med havde fascismen tabt.

Men kun Sovjetunionen støttede den spanske republik aktivt. Herfra kom våben, fly og andre forsyninger. Det var dengang den eneste arbejderstat. Sovjetunionen var garanten for fremskridtet. I resten af verden var dyb økonomisk krise, arbejdsløshed, sult og fattigdom. Reaktionen marcherede frem. I Sovjetunionen skete fremskridt på fremskridt. Arbejdsløsheden blev afskaffet for stedse, der blev bygget op overalt. Boliger, skoler, fabriker. Det var imponerende at opleve. I efteråret 1933 var jeg der første gang. Vi lagde til i Leningrad. Godt nok var Zartidens fattigdom endnu ikke overvundet, men det var overvældende at deltage i festlighederne d. 7. november, på revolutionsdagen. Begejstringen var uden ende, en stolt arbejderklasse, der havde taget magten i egne hænder. Siden har jeg været i landet adskillige gange. Og hver gang med respekt set de resultater der er nået - materielt og kulturelt, - men også i opdragelsen af mennesker med nye mål og idealer. Set, at de småborgerlige normer om forbrug og berigelse dér er afløst af sammenhold, solidaritet og udfoldelse at menneskets evner, som mål for samfundets stræben.

Efter besættelsen af Danmark d. 9. april, afmønstrede jeg i efteråret 1940 og tog tilbage til Haderslev. Vi vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden partiet blev forbudt. Så jeg blev formand for partiafdelingen i Haderslev, og skulle forberede illegaliteten. Vi valgte illegal ledelse, fandt hemmelige steder til papir, skrivemaskiner og duplikator. Det var en spændt tid, regeringen lå på maven for nazisterne og efterkom deres krav. Men vi lod os ikke mærke udadtil, fortsatte med at sælge Arbejderbladet og holdt møder.

Den morgen Tyskland overfaldt Sovjetunionen, skete det. Stauning havde ingen indvendinger mod nazisternes krav. Det danske politi skulle blot arrestere os, og det var mere end villigt. Søndag morgen d. 22. juni 1941. Jeg havde været ude med Arbejderbladet til abonnenterne. Derhjemme ventede politiet. Min mor tog de også med, og hundreder af andre danske kommunister. Den morgen blev min tilværelse fastlagt for de næste fire år. Haderslev arresthus. Horserød. Tilintetgørelses lej ren Stutthof. Det var Stauning og de andre socialdemokratiske ledere, der solgte os. Veg tilbage for fascismen, og lød dens vink. Dem, som kaldte os unationale og fædrelandsløse. Dem, som talte om »demokratisk socialisme« og menneskenes rettigheder. D. 10. marts 1945 nåede Den røde Hær frem til Stutthof. At jeg og titusinder af andre patrioter kunne vende tilbage til livet, skyldtes først og fremmest sovjetiske soldater og sygeplejersker.

Men kampen er stadig ikke ovre, skønt vi har vundet masser af sejre. Her i Danmark står vi i dag med en arbejderklasse, der er mere vågen end dengang. Og partiet er vokset, der er kommet mange unge til. Den internationale klassekamp er tippet til vores fordel. Nu er det arbejderklassen, der er i offensiven. Efter verdenskrigen tog arbejdende mennesker magten i det halve Europa. En ny tysk stat blev skabt af anti-fascisterne, som havde udgjort den illegale modstandsbevægelse, havde siddet i lejrene og levet i eksil. Den tyske Demokratiske Republik - DDR - er for mig beviset på arbejderklassens sejr over selv det mest terroristiske diktatur, som højfinansen kan etablere. Siden er meget sket. Kolonierne har gjort sig frie, - klods op ad USA ligger det socialistiske Cuba. Men vi skal videre. Handlingen er det afgørende, ikke dem der blot taler og taler.

I 60´erne og begyndelsen af 70´erne var det solidariteten med Vietnam. Der måtte vi atter huse flygtninge. Katrine og jeg havde amerikanske soldater boende her. Illegale, på flugt fra den forbryderiske krig. Vi måtte skjule dem for den danske socialdemokratiske regering, der også i denne sammenhæng havde valgt side mod folkene, og var parat til at udlevere desertørerne til den amerikanske regering. Og i dag. Kampen mod EF, og kampen for fred og afrustning er for mig at se to forudsætninger for at komme videre frem. Selv arbejder jeg nu som formand for DKP i Kolding.

Vi må altid være konsekvente, ikke give efter og vakle. Det kan være træls når resultaterne ikke er til at få øje på i årevis. Men det er nødvendigt at blive ved, også holde ud når det er surt. Det er let nok så længe det er fest og fjas og røde faner. Vi skal være stærkere end det. Kun fordi vi blev ved - også under modstandskampen og i lejrene, under den kolde krig, står vi i dag med et parti på vej fremad. Sammen med os står arbejdere verden over, kommunistiske partier. I stadig flere lande sejrer folkene. Sovjetstaten var den internationale arbejderklasses første erobring. Siden har denne stat været den afgørende allierede for arbejderne i resten af verden. Og netop det er mere end noget andet essensen af mine erfaringer. At fremad går vi kun for alvor, når vi står sammen med det sovjetiske folk. Holdningen til Sovjetunionen er afgørende.

…...... .. De stampede i gulvet for a tilkalde sig den nødvendige opmærksomhed og kaldte så på en tolk. Fritz M. meldte sig. En a SS'erne snerrede udi mørket: Er I stadig kommunister? Efter et øjebliks pause lød vor kammerats svar, roligt og fast: Jeg kan kun svare for mig selv, ikke for de andre, og jeg er stadig kommunist og vil blive ved med at være det. Et smældende slag fulgte. Som en træstolpe faldt vor kammerat tidligere kendt dansk bokser, til jorden. Slaget var kommet hel uventet. Et øjeblik efter står han på benene igen foran SS'erne. Jeg skal lære dig at stå ret, når du tiltaler SS, jeg skal lære dig SS at kende, skriger en anden stemme, og der falder igen en knaldende lussing. Men denne gang er vor kammerat forberedt. Han står strunk og ret. Kender du SS ? spurgte en anden stemme i mørket. Nej. Så vil du lære SS at kende, før vi er færdige med jer, lød det til bage.« Fra Martin Nielsens bog »Rapport fra Stutthof«.

Svend Alfred Nielsen er hans rigtige navn, men han er mest kendt under navnet Svend Bager. Nu her i 1979 er han 72 år gammel, og nyder sit otium i Birkerød. Han har stået i den kommunistiske bevægelse siden 1922, og selv om han har oplevet mange svære perioder, hvor det unægteligt havde været nemmere at smide partibogen, har den tanke aldrig strejfet ham. - Sandheden er altid marxistisk, siger han og med den sætning i bevidstheden, har han været i stand til at imødegå fascismen, splittelsesforsøg og den borgerlige propaganda.

Jeg kom ud af skolen efter 5. klasse som nummer sjok. Godt nok havde jeg gået der i syv år, men da jeg var oversidder to gange, kom jeg aldrig længere end til 5. klasse, forstår du nok. Jeg var opgivet af både min mor og skolen, og havde kun lært de allermest elementære ting. Min far var død i 1918 af den spanske syge, så vi havde ikke mange penge at rutte med. Jeg blev sat i lære som bager. I 1925 var jeg færdig udlært og blev arbejdsløs med det samme. Partiet og ungdomsforbundet var dengang et noget rodet foretagende, og tilslutningen var lille. Der var f.eks. kun en DKU-afdeling i København, og den lå på Nørrebro. Problemet dengang som nu var, at lige så snart vi havde fået skolede kammerater i DKU, røg de ind til centralt arbejde i partiet. Der var også nogle voldsomme fraktionskampe i partiet, og på et tidspunkt var der en af fraktionerne, der stormede partikontoret på Kultorvet. Så voldsomt gik bølgerne dengang! Det var først et stykke op i 30'erne, der begyndte at komme styr på foretagendet. Inden da havde vi haft en del heftige diskussioner om partiet i almindelighed. I 1929 kom der et åbent brev fra Komintern til DKP, der formente det var utidig indblanding, og andre mente, at brevet var tiltrængt. Men hvorom alting er, begyndte partiet at fungere.

Under den spanske borgerkrig var jeg med til at organisere hjælpearbejde med tøj og penge til den lovlige spanske regering. Sammen med seks kammerater var jeg også med til at hjælpe frivillige til kampene mod Franco, og sørge for, at frivillige fra hele Norden kom til Spanien. Det var jo illegalt arbejde. Det var sådan at socialdemokraterne i Europa havde lavet en intern traktat om ikke-indblanding i de spanske forhold, - så vi fik ingen officiel støtte. Samtidig afprøvede Nazi-tyskland og Italien deres våben i Spanien.

Når der kom frivillige fra Norden måtte vi først indkvartere dem privat et længere eller kortere tidsrum. Vi skulle jo vente på skibslejlighed sydpå. Her gjorde sømændene en helt uvurderlig indsats, når vi skulle skjule de frivillige på skibene. Som regel blev de først sejlet til Frankrig og videre der fra med nye skibe til Barcelona. På et senere tidspunkt af den spanske borgerkrig måtte jeg selv sejle med ammunition. Vi sejlede fra Grækenland til Spanien, og ironisk nok købte vi og Franco ammunition det samme sted. Dødens købmænd var ligeglade med, hvem de solgte til. Blot pengene kom i kassen. Selv sejladsen fra Grækenland til Spanien var bestemt ikke ufarlig. Francos folk forsøgte at kapre vores skibe, som endda ikke var noget at råbe hurra for. Vi sejlede i gamle chartrede skibe fra den første verdenskrig. Men fremad kom vi dog.

Tyskland og Italien havde fået tildelt et »kontrolområde« til havs - for at sikre »ro og orden«. Man kunne altså være sikker på at blive stoppet, hvis man ikke passede på. Vi sejlede under falske betegnelser og med slukkede lanterner. Blev man stoppet blev besætningen skudt. Lige på stedet. Uden varsel. Jeg kan huske engang vi blev råbt an af et andet skib, som forlangte vi skulle stoppe. Vi nægtede naturligvis. Fyrbøderne gav den en ekstra spand kul, men der blev skudt helt vildt fra det andet skib. Heldigvis sejlede vi fra dem, men måtte lægge til på Korsika, hvor vi blev et par dage.

Men som alle ved tabte vi jo krigen. En medvirkende årsag var sikkert uenigheden på den spanske venstrefløj. De forskellige partier og grupperinger kunne ikke blive enige og det afspejledes i republikkens væbnede styrker. Den gamle kommunist La Pasionana omtaler disse problemer i sin bog »Den eneste vej«, som Forlaget Tiden har udsendt herhjemme. Hovedårsagen til nederlaget var imidlertid den beskidte ikke-indblandingspolitik, som de vestlige demokratier førte. England og Frankrig så passivt til, mens det spanske demokrati blev druknet i blod af fascisterne. Efter den spanske borgerkrig afmønstre de jeg på Malta og tog hjem og blev trælastarbejder.

Fra slutningen af 30´erne var vi herhjemme klar over, at krigen ville komme. Og efter besættelsen d. 9. april 1940 begyndte vi at forberede partiets overgang til illegalt arbejde. Forinden havde vi dog allerede været ude i nogen hårde storme. Da ikke angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen blev indgået i 1939 væltede den borgerlige presse sig over os. Der var kammerater som ikke kunne stå for presset og meldte sig ud. Jeg mener nu, den traktat var helt i orden. Det har ikke noget med socialisme at gøre, at rode sig ind i en imperialistisk krig. I 1939 havde Sovjet brug for tid til at forberede den kamp mod Nazi-tyskland, som vi vidste var uundgåelig.

Senere i 1939 kom så krigen mellem Finland og Sovjet. Den borgerlige presse angreb os igen og med endnu større vildskab. Der var danskere, som tog frivilligt til Finland for at kæmpe mod Sovjet. Men jeg har nu altid holdt på, at krigen mod Finland var en nødvendig og retfærdig krig. Finland var ikke noget lille uskyldigt nordisk hyggedemokrati, som de borgerlige aviser fremstillede det. De havde nemlig haft et brutalt, næsten fascistisk diktatur deroppe i årevis. I 1918 havde det tyskvenlige borgerskab druknet den finske arbejderbevægelse og demokratiet i blod. I 1919 havde hvide styrker brugt finske havne som baser for angreb på den røde flådes Kronstadt-bastion.

Sovjet ville selvfølgelig ikke risikere det gentog sig i en ny krig. Så man forlangte, at finnerne skulle afstå nogen landområder nord for Leningrad – for mere effektivt at kunne forsvare denne storby. Til gengæld ville Sovjetunionen så afstå nogen kæmpeområder længere nord på. Det sagde Finland nej til, og så var krigen en kendsgerning.

Under besættelsen boede jeg i et parcelhus i Husum, Islevholm nr.5 helt præcist. I min kælder blev der indrettet et trykkeri kort efter illegaliteten i 1941. Du ved jo nok, at samtidig med Tysklands angreb på Sovjet i 1941 blev partiet forbudt herhjemme, og de borgerlige og socialdemokraterne toppedes om at få æren af denne storsindede handling. I starten stod vi næsten alene i modstandskampen, og først omkring 42-43 begyndte modstandsbevægelsen at vokse sig stor og stærk.

Jeg sorterede under BOPA (en af de største modstandsgrupper). Vi havde kun lidt kendskab til hinanden imellem grupperne og hvis vi mødte et medlem af gruppen på gaden, måtte vi ikke stoppe op og sige dav. Vi skulle blot gå forbi hinanden og lade som ingenting. Min hovedopgave i gruppen var at udlevere ammunition og tryksager – jeg var en slags depotbestyrer. I 42 fik jeg en datter og også en barnevogn. I den trillede vi afsted med sprængstof med barnet ovenpå. Jeg blev ikke arresteret af den grund og jeg har aldrig fundet ud af hvorfor. Men jeg tror nok det skyldtes, at jeg blev forvekslet med en matros med det samme navn. I alle tilfælde levede jeg helt legalt og havde arbejde om dagen som trælagerarbejder. Selvfølgelig havde vi forberedt søforklaringer og aftaler indbyrdes, hvis nogen skulle blive arresteret. Det blev jeg i 1945.

Det gik sådan til, at jeg kom til skade ved en arbejdsulykke. Jeg læssede tømmer på en jernbanevogn og en kammersjuk tabte en ordentlig bjælke ned over benet på mig, så foden nærmest knustes. Jeg røg på hospitalet og blev opereret. Da jeg havde ligget der et par dage kom sygeplejersken løbende og spurgte oprørt, om jeg havde noget udestående med Gestapo, for de var der og ville tale med mig. - Tak skal du ha', tænkte jeg. Man var jo ikke spor oplagt til at snakke med dem, og alle mulige tanker fo'r gennem hovedet. - Hva' med kone og børn og gruppen og det hele ???

Gestapo ville have mig med, men det mente overlægen ikke der kunne være tale om. Men du forstår jo nok, at Gestapo fik deres vilje. Men inden vi gik fik jeg først lidt mad og en øl af sygeplejersken, som jeg skyllede i mig, mens Gestapo stod og kiggede på. Overlægen spurgte mig om det gjorde ondt i benet og om jeg ville have en smertestillende indsprøjtning. Det var nu ikke fordi det gjorde ondt i benet, men jeg tænkte, at jeg måske bedre kunne holde torturen ud med så'en en sprøjte først, - så det fik jeg.

Jeg kom i fangekælderen på Frederiksberg hospital. Ved siden af lå en kvinde og skreg hele natten. Jeg ved ikke hvorfor hun skreg, men skrigen i almindelighed sætter jo ikke humøret i vejret. Næste dag kom to kvaksalvere og klippede bandagen på benet op. De troede ikke på, at knoglen var knust ved en arbejdsulykke, men mente det måtte være skudsår eller så'en noget. Nå, der var jo ikke noget at se, så de satte bandagen på igen. Det gjorde de bare så elendigt, at mit ben aldrig er blevet rigtigt helet, og siden har jeg gået dårligt.

Gestapo kom og hentede mig om eftermiddagen og kørte mig til Vestre Fængsel. Efterhånden havde jeg opgivet troen på nogensinde at komme ud igen. Jeg troede de ville skyde mig under turen og smide mig ud på gaden det var ret almindeligt på det tidspunkt. Hver dag fandt man nogle, som var blevet henrettet af tyskerne og efterladt på gader og stræder. I Vestre Fængsel kom jeg i celle med tre andre fanger, og dagen efter blev jeg kaldt til forhør. Svarede man ikke med det samme, var det tærsk på stedet. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke var udsat for de store mishandlinger, som mange af mine kammerater var.

Senere blev jeg bragt til Frøslevlejren. Vi var 221 fanger, som blev brugt som gidsler på et tog, der kørte med krigsmateriel til tyskerne. På det tidspunkt var der mange sabotageaktioner mod togene, og derfor var tyskerne nødt til at have gidsler med, hvis toget ikke sku' sprænges i luften af modstandsbevægelsen. På hele turen blev jeg specielt bevogtet og sad ene mand i kupé med tyske fangevogtere. Undervejs serverede Røde Kors mad på Kolding station for os fanger, men da jeg sad i denne her specielle kupé fik jeg ikke noget. Hele turen tog 3-4 dage, så jeg var godt sulten da vi nåede Frøslev.

Min kone blev også arresteret og kom i lejr, og mens vi var væk raserede Gestapohuset og smadrede det bogstavelig talt indvendigt. Jeg havde gemt ammunition og papirerne fra modstandsbevægelsen væk under lokumstønden i haven. Min tanke var, at tyskerne nok ikke ville begynde at løfte rundt på en stinkende, trekvart- fyldt lokumstønde, og det holdt stik. Da jeg kom hjem efter befrielsen lå tingene uskadte under tønden.

Frøslev var stort set en »god« lejr Der var organiseret illegal våbentransport til os, og ved befrielsen 5. maj blev portene båre åbnet og vi kunne gå. Jeg var heldig at komme med et tog hjem lige med det samme og var i København et par dage efter. Det var befriende at opleve begejstringen og stemningen blandt folk. Men min kone kunne desværre ikke tåle opholdet i lejr, og døde kort efter befrielsen.

I dag står Svend Bager på statsbudgettet. Han modtager regelmæssigt 700 kr. skattefrit i hædersgave for sin indsats under besættelsen. Han ser det som en opgave på sine ældre dage at give erfaringer og ideer videre til ungdommen. Ofte drager han ud og fortæller, og tit kommer der unge op og besøger ham for at høre om hans mange oplevelser i det revolutionære arbejde.

Men partiets arbejde har heller ikke været uden fejl, mener Svend Bager. Der er begået mange brølere og dem skal vi også vedkende os. Der har også i den kommunistiske bevægelse været folk, som har udnyttet deres stillinger til egen fordel, men det har været undtagelser, som er blevet bekæmpet. Menneskelige svagheder vil også fremover føre til, at nogen kan finde på at misbruge deres magtbeføjelser i partiet. Men det er ikke marxismens eller partiets skyld. I vores parti får slags personer ikke frit spil.

I unge skal ikke være bange for at komme til at gennemleve en lige så spændende periode som jeg, siger Svend Bager afslutningsvis. Kampen har ændret karakter, men udfordringer er der nok af. Hvis vi ikke får samlet arbejderklassen om afgørende spørgsmål smutter udviklingen fra Og det må ikke ske en gang til !

I mere end halvdelen af sit liv har han været aktiv i det kommunistiske parti. Allerede inden han var blevet udlært som maskinarbejder sluttede han op om DKP. Det var under de hårdest tænkelige betingelser: Danmark var besat af Nazi-tyskland - DKP arbejdede illegalt, og det var livsfarligt at have forbindelse med partiet hvis fjenden blev klar over det. Johannes Christensen er stadig kommunist, stadig maskinarbejder, og stadig aktiv som formand for DKPs distriktsorganisation på Frederiksberg har han hænderne fulde.

Jeg kom i forbindelse med partiet i 1943. Jeg var kommet i lære i 1942 som 15-årig. Og så var der ´en kommunist på fabrikken. Den gang var det sådan, at man ikke måtte ryge på fabrikken. Det vil sige, at al snakken foregik på lokummerne, og der var altid trængsel. Det var jo under besættelsen, så der blev snakket meget politik. Og den her ene kommunist, han var jo altid i centrum. Og som helt ung er man jo altid nysgerrig. Og jeg blev da også »fanget« af alt det dér.

I august-dagene i 1943 var der generalstrejke i Odense. Og man søgte naturligvis at få den udbredt, også til Svendborg. Der fik jeg sådan set min første partiopgave, fordi den her ene kommunist, Poul hed han, han kom hen til mig og sagde: »Johannes, kan du ikke lige køre op til Ideal (Ideal var en filial til Lange Kompagni, hvor jeg arbejdede) og sige til dem, at vi strejker.« Så tog jeg min cykel og kørte derop og sagde, at jeg kom nede fra Lange, og jeg skulle sige, at de havde nedlagt arbejdet. Også blev der råbt: »Gutter, de strejker nede på Lange, vi går hjem nu !«

Jeg tog så tilbage til Langes, og der var de så samlet alle sammen - i frokosten altså - det var ikke i arbejdstiden. Og så sagde jeg så, at de havde nedlagt arbejdet oppe på Idealen. Så stod Poul op og sagde: Kammerater nu har de også nedlagt arbejdet på Idealen, så jeg synes, vi skal nedlægge her omgående! Så blev der holdt afstemning, og vi gik hjem.

Et stykke tid efter kom jeg så i modstandsbevægelsen. I en almindelig militær gruppe. Vi havde med våbennedkastninger at gøre. Så kom jeg også til partimøder. Vores møder de blev holdt nede på afholdshotellet. Nu var det sådan, at Poul var ivrig biavler. Så stillede Poul sig op - han kunne selvfølgelig ikke kende alle der kom - og sagde: »Nå skal du til biavler-møde?« Så det var altså kodeordet.

I juni 45 holdt partiet så sit første legale møde, og der var ca. 600 nye, som søgte optagelse. Før krigen havde der været 7 medlemmer af partiet i Svendborg. Men på det møde blev jeg altså også medlem. Men det er klart, at de 600 medlemmer partiet fik sådan på en gang, dem kunne vi ikke holde på. Og netop det, at der ikke havde været flere medlemmer før krigen gjorde det jo særdeles vanskeligt. Vi var ganske simpelt ikke i stand til at skole alle disse mennesker. Der havde aldrig før været en DKU-afdeling i Svendborg, så det fik vi oprettet, og jeg blev så den første DKU formand i Svendborg. Jeg tror, vi var ca. 40 medlemmer af DKU dengang, men det var intet imod Kerteminde afdeling; de var omkring 300.

Det var jo nok i forbindelse med revolutionen i Tjekkoslovakiet i 1948, at reaktionen satte ind. I Svendborg sørgede man simpelt hen for, fra Socialdemokratiets side, at vi ikke kunne låne lokaler nogen steder i byen. I Arbejdernes Forsamlingsbygning blev der udstedt forbud mod at leje lokaler ud til kommunisterne, og Borgerforeningen fulgte hurtigt trop. Sådan var det.

Da man oprettede hjemmeværnet blev jeg medlem dér. Men i 1949 blev vi så medlem af Atlantpagten (NATO), og jeg fik besked at en anden hjemmeværnsmand, som var socialdemokrat om, at jeg var smidt ud, fordi jeg var kommunist Senere kom jeg til at arbejde sammen med en socialdemokrat, som var hjemmeværnsmand. Han fortalte mig, at der en dag havde været indkaldt til møde, hvor man diskuterede hvilke kommunister, der skulle arresteres i påkommende tilfælde - og jeg var altså en at dem.

I januar 1954 flyttede jeg så til Odense. Og det blev begivenhedsrige år, den tid, jeg var dér. Først havde vi jo strejken dér i 56, og da arbejdede jeg på en mindre virksomhed med to hundrede beskæftigede.

I foråret, da det trak op til regeringsindgrebet, hvor man ophøjede mæglingsforslaget til lov, var vi 40 kammerater forsamlet på partikontoret. Vi stod i telefonisk kontakt med vore partikammerater i fagforeningerne, for det er klart, at fagforeningsbestyrelserne holdt møde den dag. Og det var nymodens for os med fjernsyn der i 56, så vi havde lejet et fjernsyn for at kunne følge slagets gang i Folketinget.

Vi vurderede så, at den fabrik, hvor jeg arbejdede, skulle være 100 pct. sikker. Og det blev så besluttet, at en sympatiserende og jeg skulle sørge for, at den fabrik ikke kom i gang næste dag.

Det gik også godt nok. Efter et møde kl. 7 næste morgen, blev det besluttet, at vi skulle gå hjem med det samme. En anden partikammerat og jeg skulle så mødes, og så skulle vi så ned på en trykkerivirksomhed og på en tobaksfabrik for at stoppe de to fabrikker. Tobaksfabrikken havde lukket da vi kom, og trykkerivirksomheden holdt møde, og det var også i orden: de besluttede at gå hjem. Så tog vi derfra og ned på en fabrik, der hed Fønix. Da vi kom ind spurgte vi efter tillidsmanden; det viste sig, at han havde gemt sig inde hos værkføreren, for han vidste godt, hvad vi kom for. Han ville ikke være med til, at man skulle nedlægge arbejdet, og vi måtte gå med uforurettet sag.

Der blev så indkaldt til demonstration, og der var vel 10.000 mennesker. Bagefter var der ca. 4.000, som bevægede sig ind i byen igen, og man stoppede bybusserne, og de stoppede sgu også den fabrik - Fønix - som vi ikke havde kunnet stoppe. Der stod sådan en 3-4000 mand udenfor. Det hjalp.

Men så kom begivenhederne i Ungarn i efteråret. Der havde ellers været et opsving for partiet, vi kunne mærke det, når vi var på gade- og trappesalg med Land og Folk. Vi var begyndt at få nye medlemmer osv.

Men så satte hele det store hetz-apparat ind. Og da hørte vi jo naturligvis også, at der var visse uoverensstemmelser i centralkomiteen. Så i sommeren 58 begynder aviserne for alvor at skrive om disse uoverensstemmelser. Sådan som jeg oplever det, foregår det på den måde, at centralkomiteen først rigtig selv bliver klar over det på det møde, der afholdes i maj måned 58. Og Aktuelt eller Socialdemokraten som det hed dengang får så fat i et dokument som partiets formand Aksel Larsen har skrevet, og som han ønskede offentliggjort i Land og Folk. Og det bringer de så et ret kraftigt uddrag af. Aksel Larsen bebuder naturligvis, at det ikke er ham, der har givet dem papirerne. Men som en eller anden romer, jeg husker ikke hvem, men Scherfig yndede at citere ham, spørger: Hvem gavner det?

Og det var i hvert fald ikke til partiets gavn. Men man offentliggør det så i Land og Folk og den dér partikamp spidser mere og mere til. I august holdes et centralkomitémøde, som medfører stærke brydninger i partiet. I Odense gjorde vi det sådan, at både Aksel Larsen og en repræsentant fra flertallet skulle komme. Aksel Larsen lagde ud, og så kom Svend Nielsen den påfølgende dag.

Aksel Larsen var på det tidspunkt en helt anden person, end den vi opfattede ham som. Han var jo ubetinget en dygtig debattør. Og der oplevede jeg ham så i Odense, hvor han startede med at læne sig hen over talerstolen og fortælle om, hvor slemme de var ved ham i forretningsudvalget. Beklagende - appellerende til medlidenhed. Og det var jo ikke det billede, man havde af ham. - Og så rejser han sig pludselig op og siger: »Og så indeholdt Land og Folk i søndags et saltsyre-ætsende angreb på min person, skrevet af Hans Scherfig.«

Jeg havde jo læst det dér, og hvad havde Scherfig skrevet ? Ikke et ord om Aksel Larsen, men om en konservativ journalist, Bonde Henriksen, som havde begået en artikel i Nationaltidende om »national kommunisme«. Men der skete altså en afklaring for mig og nok også for mange andre. Og næste dag kom Svend Nielsen og gav flertallets redegørelse på en meget, meget sober måde. På selve kongressen var der et kolossalt frafald af Aksel Larsens tilhængere. Så vidt jeg husker var der mellem 10 og 20, da afstemningen kom.

Den kolde krig går ligesom ud med partisplittelsen, men virkningerne måtte vi jo leve med i mange år. Vi førte jo f.eks. den bedste valgkamp partiet nogen sinde har ført 1960. Vi havde et valgblad, der hed Kort og Godt; det udkom 15 gange, tror jeg, og vi kom samme sted hver aften, i de 15 aftener. Og det var sådan, at jeg kunne høre folk sige inde bag døren: »Der kom det! « Og så sagde det: svup – ind gennem brevsprækken. Det var afgjort den bedste valgkamp, men det dårligste valg; vi røg jo ud. Men det har vi jo rettet op på siden!

Man ville have haft en dårlig smag i munden resten af sine dage, hvis man havde meldt sig ud dengang. Den konklusion drager Otto Petersen på de dramatiske begivenheder i efteråret 1956, hvor hele det borgerlige propaganda-apparat blev rettet mod DKP i grund af kontrarevolutionen i Ungarn. Men partiet overlevede. Tilbage efter »aflusningen« blev en »fasttømret flok«, som Otto Petersen udtrykker det.

I den ejendom, hvor jeg boede og havde boet siden 1939, blev stemningen radikalt forandret, da hetzen satte ind i 56. De vidste, jeg hørte til »det røde parti«. Folk holdt op med at komme på besøg for at få hjælp og vejledning hos mig som formand for lejerforeningen. Ja, da hysteriet var på sit højeste, ville mange end ikke hilse på mig på gaden længere. Hvis det var fortsat på samme niveau, ville nogen vel en dag have overfaldet og dræbt mig. . . I skolen gik det ud over min søn. De andre vidste, at han og en anden elev i klassen var børn af kommunister, og med læreren i spidsen vendte alle sig imod dem, da det gik hårdest til i Ungarn. Min søn måtte blive hjemme fra skole i to dage! Otto Petersen fortæller om de bevægede dage i efteråret i 1956, da hele det borgerlige propagandaapparat blev sat ind mod DKP p.g.a. Ungarn-krisen. Otto Petersen kom ind i partiet i 1946.

Jeg var dengang formand for en partiafdeling i Vanløse, og mange kammerater kom til mit hjem for at melde sig ud! De kunne ikke stå for presset. Så forsøgte man selvfølgelig at overtale dem til at blive. Som regel med en bemærkning om at gå hjem og tænke en 8 dages tid over det. Jeg husker en aften, hvor en kammerat kom til mig og ville aflevere »bogen«. Han vaklede og havde det bestemt ikke godt med sig selv. Jeg gav ham den sædvanlige besked efter en kortere diskussion: - Kom igen om 8 dage. Få dage efter ringede hans kone, som ikke var medlem: Ja, den er jo gal med manden, sagde hun. - Men jeg vil godt meldes ind!

Midt under den værste hetz. Hold kæft hvor det varmede dejligt midt i en »kold« tid. Manden blev i øvrigt også i partiet, hvad jeg tror, han aldrig har fortrudt sidenhen. Men bortset fra undtagelserne var det en hård tid. Folk, man havde kendt i mange år, ens bedste venner kammerater, vendte nu det parti ryggen, de ellers kun havde haft rosende ord om. Tit var det ekstra bittert, fordi hetzen splittede familier. Hos mange manden og konen uenige om partimedlemskabet. Børn blev sat op mod deres forældre af skolens nederdrægtige propaganda. Den usædvanligt massive strøm løgnehistorier fik folk til at opføre sig på en måde, jeg ikke ville have troet mulig. Men det var nok, fordi der simpelthen ikke var tid til at tænke sig om. Mange blev fanget i spindet af usandheder om Sovjetunionen, om socialismen og kommunisterne.

Det betød også noget, at mange af partiets daværende medlemmer var kommet ind under den sympatibølge, vi red på lige efter krigen. Mange havde bragt borgerlige og småborgerlige opfattelser med, og en utilstrækkelig skoling havde ikke fået bugt med disse. Meget af tiden i partiet blev brugt diskussioner, der ikke sjældent var tom tale. Og da den kolde krig kom var det dem, der havde ævlet mest, som først sprang fra !

Mange forstod lige efter krigen, at Sovjetunionen havde ydet hovedslaget mod fascismen. Men disse folk havde ikke gjort sig klart, at socialismens styrkede position også førte til nye, brutale udspil fra klassefjendens side.

En årsag var også, at optagelsesbetingelserne til partiet havde været for løse. Man behøvede end ikke en anbefaling fra en kammerat for at blive medlem. Det må også tages med i betragtning, at mange af de bedste folk fra modstandskampen og fra tiden før krigen blev sat ind på løsningen af de nye kampopgaver. Kun i begrænset omfang fik de lejlighed til at give deres erfaringer videre og skole de tusinder af nye, som var kommet til partiet. Og det gav alvorligt bagslag. For kun en virkelig stærk overbevisning og viden var et effektivt våben mod hetzen.

Nå, men det blev altså Ungarn-begivenhederne, som blev fjendens største angrebsmulighed mod vort parti. I Ungarn havde folket, som så mange andre steder i Østeuropa, taget magten efter krigen. Men meget vanskelige betingelser og fejl fra partiets side dernede skabte efterhånden store problemer. Man forsømte f.eks.. udrensning af ikke-demokratiske elementer fra statsapparatet. og landet var, som andre folkedemokratiske iande, udsat for et konstant propaganda-bombardement fra vestlige radiosendere, som udnyttede de stigende vanskeligheder. Til sidst udartede det i en egentlig kontrarevolutionær situation, og de anti-kommunistiske stormtropper udgjordes af småborgerlige grupper, fanatiske katolikker og gamle fascister fra »Pilekorpset«, som nu vejrede morgenluft. De foranstaltede gadeoptøjer og myrdede løs blandt kommunister og andre demokrater. Så bad det ungarske partis ledelse Sovjetunionen om hjælp, og gradvist fik man knust kontrarevolutionen.

Herhjemme udnyttedes begivenhederne som sagt til et helt vildt hysteri - rettet mod kommunisterne og også mod de netop på den tid fremvoksende sociale og faglige bevægelser i befolkningen. Man iværksatte store indsamlinger til Ungarn, og der blev i bogstaveligste forstand »ringet med klokkerne«. Jeg husker f.eks.. en dag, jeg sad hos barberen. Midt i det hele så smider han s'gu saksen, springer hen i døren og står og glor. Det var fordi, der var udgået en opfordring gennem aviser og radioen til, at man denne dag kl. 12 skulle mindes Ungarn ved at stille sig op og glane ud af vinduerne. Samtidig blev der ringet med kirkeklokkerne. Hva' fanden er meningen, sagde jeg så, du har s'gu da bare at klippe mig færdig i stedet for at stå der og spille idiot.

Det var i det hele taget det største hykleri, jeg har været udsat for i hele mit liv! Men det har jo tit været typisk for dansk mentalitet, at man gerne ville vise sig, når det ikke kostede noget særligt. Og selvfølgelig med »de ansvarlige« i spidsen. I fjernsynet blev der kørt en ondsindet, hyklerisk kampagne mod Ungarn - eller for »det ungarske folk«, som man sagde. Volmer Sørensen var gallionsfigur, og der blev samlet penge og tøj ind. Man så en mælkejunge med indsamlede 5-ører blive hældt ud på gulvet i et TV-studie det var s'gu for meget af det go'e.

Selv så jeg sjældent disse udsendelser, men en udtalelse dengang fra min onkel var for så vidt meget betegnende. Det er jo nærmest ens nationale pligt at se på dem, mente han. Og det på trods af, at de kedede ham bravt.

Når jeg hørte den slags hykleri, så rejste hårene sig i nakken på mig – og ingen fik mig til at tro på, hvad aviserne skrev. At svine Sovjetunionen til dengang og i dag - det er nemt nok. Men uden Sovjets heroiske indsats i krigen og opbygningen af socialismen, så havde vi haft fascisme her i Danmark i dag! Og det var netop kernen i de ting dengang: Ungarerne interesserede i virkeligheden ikke hetzmagerne, næh, det var hadet til Sovjet, det drejede sig om.

I tiden omkring begivenhederne kom der også ungarske flygtninge her til landet. Mange var jævne mennesker, som var blevet forvirret og følte sig i klemme. Men andre var regulære forbrydere, som var kommet på fri fod, da kontrarevolutionen åbnede fængslerne. Disse folk gav man uden at skele store lejligheder og godt arbejde. Og det på samme tid som bolignøden og arbejdsløsheden red dansk arbejderklasse som en mare!

Da begivenhederne var tilspidset til det yderste, blev vi kaldt ind på Land og Folks hus for at få oplysninger, som så skulle gives videre til kammeraterne ude i partiet. Vi tog derind nogen stykker herude fra Vanløse og havde bevæbnet os, før vi tog afsted. På mødet gav Alvilda Larsen, daværende medlem af partiets forretningsudvalg, en orientering om situationen i Ungarn. Det var sikkert ikke nemt, oplysningerne dernede fra var meget sparsomme og tit ukorrekte: hva' skulle man tro på ? I den situation spurgte jeg mig selv: Hvor er partiets formand, Aksel Larsen, mon henne? Allerede på det tidspunkt var han svag og havde påbegyndt sin udskriden under klassefjendens slag.

Da vi skulle hjem fra Huset bagefter var der samlet det værste ros udenfor. De var indirekte blevet opfordret af pressen til at tage ind i Dr. Tværgade og lave ballade. Men vi var jo alligevel også nogle stykker. Der blev ringet til politiet, og de fik følgende besked: Hvis ikke gaden bli'r ryddet foran huset, så gør vi det selv! Politiet kom, men mange af bøllerne gemte sig i sidegaderne. Og de kammerater som forlod stedet alene den aften, blev overfaldet og skamferet på det groveste. En af vores folk herude fra Vanløse, blev banket til ukendelighed, inden han kom hjem!

Ligeledes blev vores bogbutik i Bredgade smadret. I radioen beklagede statsminister Hedtoft det, der var sket. Men han var selv en af de ansvarlige for hetzen. Det lykkedes »fjenden« at få bragt partiet i en situation, hvor vi stod med ryggen mod muren. Det gjaldt simpelthen bare om at få de mest elementære funktioner til at køre: Kontingent, garantfond, Land og Folk. På den tid måtte avisen jo nærmest køres ud hver aften under væbnet eskorte - bestående af de mest håndfaste partikammerater og ungkommunister. Man må også beundre de folk, der dengang urokkeligt gik på gaden for at sælge vort blad. Ude i Vanløse bad indehaveren af det sted, hvor vi plejede at holde møder, os mindeligt om at blive væk en tid. Han var ellers meget flink, men bange for at få sine lokaler smadret Folk var simpelthen hidset op, og man kunne risikere alt.

I direkte tilknytning til Ungarn-krisen kom jo kort efter den egentlige parti splittelse, som jeg ikke skal komme ind på. Mange forsvandt, men på den anden side skete der også en »aflusning« af partiet. Svage sjæle, med løbere og karrieremagere forsvandt ud af vore rækker. Tilbage blev en fast tømret flok.

Selv var jeg absolut ingen helt dengang, men havde den indstilling, at andre fandengalemig ikke skulle bestemme, hvad jeg skulle mene og gøre Man ville ha haft en dårlig smag i munden resten af sine dage, hvis man havde bøjet sig dengang. Ikke på noget tidspunkt følte jeg trang til at bryde med partiet.

I dag tror jeg ikke, en situation sort dengang kunne gentage sig. Vi har jo netop for nylig set, hvordan de forsøgte at køre noget lignende op omkring Vietnam. Men folk er ikke så nemme at løbe om hjørner med i dag. De fleste husker endnu USA´s forbryderiske krigsførelse dernede og er klar over, at den er årsag til problemet med bådflygtningene.

De unge i dag er også langt mere med i, hvad der foregår. Til dem vil jeg godt afslutningsvis sige: Sørg for at få en god teoretisk ballast, så er man bedst garderet mod hetzen. Engager jer. Følg med alle steder. Saml de erfaringer, í kan. Så vil det aldrig lykkes nogen at knægte vort parti og den revolutionære bevægelse.

Landarbejder Alfred Olesen, sognerådsmedlem i Nebbelunde-Sædinge fortæller i 1959:

Ja, det skulle være let at besvare, hvorfor jeg er blevet kommunist. For mig at se skulle det heller ikke være vanskeligt at tage stilling for de landarbejdere, som endnu står ret fremmed overfor vort parti. Fremgangen overalt i de socialistiske lande skulle være nok til for enhver at se, hvilket system - det kapitalistiske eller det socialistiske - der er det bedste og retfærdigste. Hvorfor er jeg blevet kommunist, spørges der om, ja, lad mig så kort fortælle om det.

Som 7-8 årig dreng blev jeg sendt ud for at tjene bønder som hyrdedreng om sommeren for at vogte kvæg, tusinder drenge både før og efter mig har prøvet det samme, allerede i denne alder begyndte udbytningen, for 25 kr. + et par træsko for en hel sommer med arbejdstid fra 5 morgen til 9 aften med én fridag hele sommeren og en ugentlig skoledag på 4 timer, sådan begyndte min tilværelse og mange andre drenges deroppe i Vendsyssel. Tja, så kunne man i og for sig slutte her, skulle det ikke være nok til at forstå, men jeg husker, vi hyrdedrenge så op til Jeppe Aakjær, vi så i ham en trofast forkæmper, i dag ser jeg op til mit parti med samme hengivenhed.

Som ung mand meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet, fordi det socialistiske fællesskab allerede havde prentet sig i mit sind, jeg og alle vi unge arbejdere på landet troede fuldt og fast på, at de kår, som vore forældre havde haft, totalt ville ændres, inden jeg skulle begynde som gift landarbejder. Tiden har lært os noget andet. I ca. 50 år har jeg ernæret mig som landarbejder og udbytningen af mit og kammeraternes slid herude har ikke ændret sig, endnu ligger de samme store herregårde som dengang, bondens agre har vi været med til at grundforbedre og dræne, igennem mange år har vi arbejdet i sukkerroemarkerne sammen med kone og børn i de kolde efterårsdage. Den jord, vi som unge blev lovet, er gået i glemmebogen af det parti, man som ung viede sine kræfter til. Endnu i 1959 råder næsten de samme stavnsbåndsagtige forhold (i alle tilfælde her på Lolland-Falster, hvor bonden og herremanden ejer de fleste huse, og for at få lov at bebo en sådan herlighed skal man forpligte sig til at arbejde for dem på forlangende.)

Man hører af og til landarbejdere udtale, at selv om der er meget som skulle ændres, så har vi det jo alligevel nogenlunde, vi har jo kontrollen om vinteren, der er mange landarbejdere, der har det lange værre end vi, siges der. Jeg har haft lejlighed til flere besøg i DDR, da vi her fra sydhavsøerne har rig lejlighed til at besøge dem. Jeg deltog for kort tid siden i en landarbejderkonference for Rostock-området, jeg blev der vidne til at se, hvorledes både de mandlige og kvindelige landarbejdere diskuterede og planlagde produktionen fremover, noget ganske fremmed for os landarbejdere, der deltog som gæster. I de ca. 50 år jeg har deltaget i landbrugets arbejde har jeg ikke lagt mærke til, at vi er spurgt til råds i så henseende, kun pukle mere og mere for at skæppe endnu mere i storbondens tegnebog; er det vanskeligt at få øje på, hvilket af de to systemer, der fremover vil blive det bærende?

Landarbejderens indflydelse på det kommunalpolitiske område står det også skidt med, såvel som det sociale område. I 22 år har jeg haft lejlighed til at beskæftige mig med disse spørgsmål, og det kunne være artige ting, jeg her kunne fremdrage, men pladsen tillader det ikke, kun vil jeg gerne omtale den forskelsbehandling, der er imellem en landarbejder og en arbejder fra industrien. F.eks. kan en landarbejderhustru få barselhjælp i 14 dage efter fødsel a 1 kr. pr. dag, en arbejderhustru fra industrien kan få 4 uger før fødsel og 6 uger efter med ca. 7 kr. pr. dag.

Der er masser af ting at ændre herude på landet, og jeg kan ikke lade være med at udtale, at der nu i mange år har siddet socialdemokratiske landarbejdere, som har haft rig lejlighed til at gøre god fyldest i et sogneråd, men som har forsømt det, fordi de i mange tilfælde har fået en bedre stilling og så går det hele i glemmebogen. Derfor, kære landarbejderkammerater, prøv at se og tænke i socialistisk retning og find frem til trofaste kammerater, som vil være jeres forkæmpere i et sogneråd, og til slut prøv at læse den kommunistiske presse en gang imellem, dér vil I, som jeg har gjort det, finde den socialisme, vi drømte om som unge.

Een lang ørkenvandring. Sådan ynder borgerlige aviser og historieforfalskere at fremstille DKPs virksomhed i 1960´erne. Men som så mange andre af deres udgydelser holder den ikke stik. Godt nok var det kommunistiske parti svækket og tvunget i defensiven efter splittelsen i 1958, hvor den tidligere formand Aksel Larsen røg ud sammen med en række andre der var blevet trætte af klassekampen. Men alligevel var kommunisterne med i forreste linje i årene, som fulgte. De år, der nu kaldes »glade tressere« - var også et ti-år præget af fortsatte politiske kampe.

Folk råbte kommunistsvin efter os, og jeg var flere gange nær ved at blive smidt på hovedet ned ad trapperne, når jeg var ude og agitere for vores politik. Jo, det var hårde tider for os i starten af tresserne, da jeg blev medlem først af DKU og et par år senere af partiet. Begge mine forældre var kommunister, men jeg var i starten slet ikke interesseret. I 1960 fik min far mig dog med på en pionerlejr i DDR, og det var så stor en oplevelse, at jeg meldte mig ind i DKU, da jeg kom hjem. Jeg var lige fyldt 16 år. Det var begivenhederne i Ungarn 1956, der havde gjort kommunisterne så upopulære. Oven i det kom Aksel Larsens eksklusion af partiet, så ved valget i 1960 røg vi ud af Folketinget. Mange foragtede os ligefrem, og det var lige før, de troede, at kommunister åd børn.

Denne hadstemning mod kommunister forsøgte massemedierne at køre op igen i august 1968, da fem Warszawapagt-lande rykkede ind i Tjekkoslovakiet. Der var konstant ekstraudsendelser i tv, og radioforretningerne rykkede deres apparater ud på gaden. Jeg selv blev helt vild, da jeg hørte det og tænkte »nej, ikke nu igen«. Jeg ilede ind mod Huset, hvor partikammerater fra hele København havde samlet sig. I forbindelse med Ungarn 56 var der blevet smidt med sten mod Land og Folks hus, og nu sad alle kammeraterne derinde, ventene på ballade og så meget barske ud.

Vi diskuterede situationen, og bølgerne gik virkelig højt. Nogle ment at det var et groft overgreb mod Tjekkoslovakiets frihed, andre sagde, at det »kraftedme var nødvendigt for at beskytte socialismen«. Fælles for os alle var, at vi fik meget lidt at vide om, hvad der egentlig foregik dernede.

Partiet tog i første omgang afstand fra begivenhederne og ventede afklaring på situationen, men der var i flere uger en heftig debat om det i Land og Folks læserbrevsspalter. De oplysninger, vi har nu og selve udviklingen i Tjekkoslovakiet siden 68, synes jeg viser, at Sovjet handlede rigtigt. De vesteuropæiske lande infiltrerede voldsomt i Tjekkoslovakiet, og medierne lod propaganda-maskinerne køre. Socialismen var reelt i fare. Det kommunistiske parti i Tjekkoslovakiet har nu fået en stor tilgang af arbejdere, hvor det før især var interlektuelle.

Jeg var meget aktiv i alt vores forskellige freds- og solidaritetsarbejde. Op gennem tresserne kæmpede vi hårdt for at få DDR anerkendt som stat. Det var virkelig en vanvittig situation; der var to tysklande, og den danske stat anerkendte kun den ene, nemlig Vesttyskland.

DDR arrangerede nogle såkaldte østersøuger, hvor de inviterede politikere til at diskutere og lavede ungdomslejre. Formålet var at få så mange som muligt til at lære DDR at kende. Anerkendelsen kom først i slutningen af 1972, og året efter blev DDR medlem af FN. Forinden havde vi en masse ballade, da Berlinmuren blev bygget i 1961. En eller anden vesttysk organisation sendte en bus herop med plancheudstillinger, som skulle vise, hvor afskyelig en handling det var at bygge muren. Erhard Jacobsen åbnede den første udstilling på Gladsaxe Skole. Vi var der selvfølgelig og gik i gang med en højrøstet diskussion med folk, så ingen kunne høre Erhards udgydelser. Samtidig væltede plancherne. Uheldigvis var der en masse læderjakker til stede, så det endte med, at vi fik en ordentlig omgang tæv.

Nogle dage senere »sluttede« turneen, da bussen på det nærmeste blev sprængt i luften på Nørrevold. En velrettet molotovcocktail fik bus og plancher til at gå op i en højere enhed.

1961 var også året for den store atommarch. I påsken vandrede vi i tusindvis fra Holbæk til København for at protestere mod atomprøvesprængningerne. Protesten gjaldt kun atombomber, den fredelige udnyttelse af atomkraften blev ikke diskuteret. Da vi startede på marchen, var det strålende solskin, og vi afleverede vores vinterfrakker til nogle biler, der kørte i forvejen. Men få timer efter blev det forrygende snestorm, så vi stred os rystende af kulde mod København. Da vi nåede frem, var mine fødder oversået med vabler, og der skulle en del brændevin til, før jeg havde fået varmen.

På den tid arbejdede DKP på at få Norden erklæret for atomfri zone. Det var den finske præsident Kekkonens forslag, og DKP havde fået de socialistiske stater til at garantere for Nordens neutralitet. Men den danske regering og især NATO syntes ikke om ideen.

Allerede i starten af tresserne begyndte vi med Sydafrika-aktioner. Det sydafrikanske politi havde i Sharpeville 1960 skudt på demonstrerende sorte og havde dræbt 67, deriblandt kvinder og børn.

En mørk aften vandrede vi nogle stykker ind til den sydafrikanske ambassade bevæbnet med malerdåser og pensler. Vi stillede op på række, parat til aktion, men så lød et desperat råb »Jeg kan ikke få låget af! «. Vi var alle rystende nervøse, men vi fik dog overmalet facaden, så forbløffede københavnere næste dag kunne læse »negermordere« på muren. Ikke et videre genialt slagord, men det blev forstået. Som i dag mødte vi også op i butikker for at se, om de handlede med sydafrikanske varer. Hvis de gjorde det, bad vi dem holde op, og hvis de ikke ville, stillede vi os op foran butikken og delte løbesedler ud om forholdene i Sydafrika. Det skræmte som regel kunderne væk, og det endte gerne med, at ejeren gav sig. Det lykkedes at få bred opbakning bag disse protester, og f.eks. nægtede havnearbejderne i mange havne at losse varer fra Sydafrika.

Igen i 1967 var vi ude at marchere. Med parolerne »stands bombardementerne« og »USA ud af Vietnam« vandrede vi fra Hillerød til København; denne gang ventede vi til pinse. USA havde fra 1964 optrappet sin deltagen i Vietnamkrigen, og det medførte protester fra hele verden. Marchen endte foran den amerikanske ambassade i et gevaldigt slagsmål med politiet. Det var første gang, politiet var bevæbnet med skydevåben til en demonstration, og hele deres optræden tydede på, at de opfattede demonstrationen som en livagtig borgerkrigsøvelse.

Solidariteten med Vietnam blev dog desværre splittet senere, som så ofte på grund af diskussion om paroler. Der blev oprettet Vietnam-komiteer, som talte en række energiske aktivister. Men deres politik var for sekterisk til at slå bredt igennem i befolkningen. Og det var bred folkelig opbakning, der fremfor alt var brug for!

DKP mente, man også skulle have de folk med, som var imod USA´s krig, men ikke enige i socialistisk politik i øvrigt. Derfor støttede vi bevægelsen »Vietnam 69«, som havde parolen »USA ud af Vietnam«, og som samlede store dele af den danske fagbevægelse om dette krav.

EF-diskussionen op til oktober 1972 var ikke den første, vi havde været igennem. Allerede i 1963 var der planer om, at Danmark skulle i Fællesmarkedet, men det blev ikke til noget, fordi Gaulle ikke ville have England med. Altså blev Danmark også ude.

Dengang var der ikke den store interesse i befolkningen, men der blev dog oprettet nogle få komiteer mod EF. Da spørgsmålet på ny blev aktuel i 71-72, kom der anderledes gang i debatten.

Vi dannede igen komiteer. I starten var der flest kommunister, men blev meget hurtigt en meget bred anti-EF-bevægelse. I foråret 72 blev komiteerne slået sammen i Folkebevægelsen mod EF. Jeg synes, at der blev gjort et så godt og effektivt arbejde i komiteerne, at Danmark efter alle regler burde være blevet ude. Men vi havde ikke penge til reklamekampagner, og det havde vores modstandere jo.

Ja-sigernes kampagne lykkedes. Jeg tror, at mange, der var i tvivl, lod sig overtale til at sige ja »for én sikkerheds skyld«.

Det ungdomsoprør, som for alvor brød ud i 1968, havde vi i partiet ikke alt for megen kontakt med. Det udgik jo især fra universiteter og læreanstalter, hvor der så at sige ingen DKP’ere var. Det var et oprør mod autoriteterne, mod det bestående. For de studerende var alt fra før 1968 håbløst forældet og ubrugeligt. Jeg tror ikke, der var nogen særlig politisk bevidsthed bag oprøret, og det fandt ikke tilslutning i arbejderungdommen.

Vi var nok i partiet lidt skeptiske over for deres grunde til at gøre oprør, men i hvert fald blev der rørt rundt i andedammen - både på godt og ondt. Ungdomsoprøret førte til en bedre styrelseslov for universiteterne, og til større bevidsthed blandt mange, men det bidrog også til en yderligere forvirring på venstrefløjen med masser af små grupperinger. Vi må erkende, at DKP på det tidspunkt ikke stod som et klart svar på de unges tvivl. Dertil kommer, at vi nok var blevet lidt isolerede og sammenspiste. Som en rest fra bruddet med Aksel Larsen var vi tilbageholdende over for den voldsomme og usammenhængende aktivitet som studenterne pludselig var i. Samtidig blev vi jo i almindelighed opfattet som nogle forkølede »Moskva-tro« stakler. Desuden havde vores isolation givet os et tæt kammeratskab, som det var svært at komme ind i.

Selv om vi ikke var i Folketinget, deltog vi aktivt i den danske politik. Jordlovene, som Socialdemokratiet foreslog i 1963, støttede vi, fordi de var en om end beskeden - begrænsning af den voksende jordspekulation. Men de blev væltet ved en folkeafstemning, hvor højrefløjen havde truet med »den sorte hånd over den lille mands hus« stemte man ja til lovene, sagde man farvel til sit hus, lød propaganda-trommerne.

Efter valget mente socialdemokraterne, at forslaget var blevet vedtaget, hvis bare vi ikke havde støttet det ! I 1966 kom så »arbejderflertallet« i Folketinget. »Det røde kabinet« bestod af Socialdemokratiet og SF. Samarbejdet mellem de to partier foregik udelukkende på lederplan, der var ikke kontakt mellem de menige medlemmer. En af dette »arbejderflertal«s opfindelser var momsen.

SF, som stort set bestod af rygklappere og jublere, ofrede en masse af deres principper for at tækkes Socialdemokratiet, og det skabte uenighed mellem ledelse og medlemmer. Da SF i 1967 ville gå med til indefrysning af. dyrtidsportioner, sprang fem folketingsmedlemmer fra og regeringen blev væltet. Udbryderne dannede partiet Venstresocialisterne.

Ved valget i 1973 kom partiet igen ind i Folketinget. Vi var ovenud begejstrede. Vi havde arbejdet godt og hårdt i lang tid og havde brug for denne anerkendelse fra vælgerne. Det var et bevis på, at vores arbejde var rigtigt.

Gennembruddet havde en selvforstærkende virkning. DKP blev pludselig omtalt i pressen, det var første gang et parti vendte tilbage til Folketinget. Isolationen var brudt en smule, og mange fordomme om kommunister blev manet i jorden. Vi havde en stor medlemstilgang, som allerede var begyndt i 1972.

Jeg er ikke i tvivl om, at det var vores arbejde op til EF-afstemningen, som gjorde udslaget. De folk, vi arbejdede sammen med i komiteerne, fik set »en rigtig levende kommunist«, og det gav dem et helt nyt indtryk af DKP. De så, hvordan vi arbejdede, hvordan vores analyser var rigtige, og vores holdninger slog igennem hos dem. Det enhedsarbejde, som op igennem tresserne mest havde været teori på grund af vores isolation, viste sig at fungere fint i praksis i EF-kampen.

Der blev rusket op i en masse mennesker, som fattede alvoren i situationen. Vi må heller ikke glemme Knud Jespersens store betydning. I løbet af sine 19 år som formand for partiet, havde han vist sig som en stor personlighed. Når han talte, blev der lyttet. Han var underholdende, men altid saglig og selv politiske modstandere respektere de hans dygtighed. Knud var utrolig populær blandt arbejderne. De så ham ikke bare som repræsentant for partiet, - de kunne mærke, at han var en af deres egne.

Skift til: Marxismens ABC * Det kommunistiske Manifest, m. v. * Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, m.v. * Strejke * Lenin * Oktoberrevolutionen * Det 20´ århundrede * Fredelig sameksistens *

Webmaster