Indhold på denne side: Krig og revolution * * Oktoberrevolutionen og Danmark * * Oktoberrevolutionen/Ti dage der rystede verden.

Selve spørgsmålet om krig og revolution er diskuteret så meget i den senere tid, såvel i hele pressen som på alle folkemøder, at mange af jer efter al sandsynlighed ikke alene kender mange sider ved dette spørgsmål udmærket, men også er nået at blive trætte af det. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at tale, ja ikke engang været til stede på partimøder eller overhovedet folkemøder her i denne bydel og risikerer måske derfor at fortabe mig i gentagelser eller at gå for let hen over sider af dette spørgsmål, som interesserer jer meget.

Det forekommer mig, at hovedsagen, det man sædvanligt glemmer, når man taler om krigen, og som man ikke skænker tilstrækkelig opmærksomhed, hovedsagen, som er årsag til så mange stridigheder - og jeg kan måske sige: tomme, håbløse, formålsløse stridigheder - det er grundspørgsmålet om, hvilken klassekarakter krigen har, af hvad grund denne krig er brudt ud, hvilke klasser der fører den, hvilke historiske og historisk-økonomiske betingelser der har fremkaldt den. Når jeg har haft lejlighed til på møder og i partiforsamlinger at følge, hvordan man hos os behandler spørgsmålet om krigen, har jeg fået den overbevisning, at mange misforståelser på dette område navnlig skyldes, at vi bestandig taler i helt forskellige tunger, når vi drøfter spørgsmålet om krigen.

Fra marxismens synspunkt, d.v.s. ud fra vor tids videnskabelige socialisme, er grundspørgsmålet, når socialisterne undersøger, hvordan man skal vurdere krigen, og hvordan man skal stille sig til den - grundspørgsmålet er, hvad denne krig føres for, hvilke klasser, der har forberedt den og dirigerer den. Vi, marxisterne, hører ikke til dem, der ubetinget er imod enhver krig. Vi siger: vort mål er den socialistiske indretning af samfundet, som afskaffer menneskehedens opdeling i klasser, afskaffer al udbytning af mennesker ved mennesker, den ene nations udbytning af andre nationer, og derved uundgåeligt afskaffer enhver mulighed for krig overhovedet. Men i krigen for denne socialistiske samfundsorden møder vi uvægerligt forhold, hvor klassekampen indenfor den enkelte nation kan være kombineret med krig mellem forskellige nationer, en krig, som denne klassekamp selv har affødt. Vi kan derfor ikke benægte muligheden af revolutionære krige, d.v.s. krige, som har deres udspring i klassekampen, føres af revolutionære klasser og har direkte, umiddelbar revolutionær betydning. Vi kan så meget mindre benægte dette, som de europæiske revolutioners historie i det sidste hundrede år, en 125-135 år, viser, at der ved siden af det reaktionære flertal af krige også gaves revolutionære krige, f.eks. De franske revolutionære folkemassers krig mod det forenede monarkistiske, tilbagestående, feudale og halvfeudale Europa. Og i vore dage er der ikke noget massebedrag, der er mere udbredt i Vesteuropa, i den sidste tid også hos os, i Rusland, end det bedrag, at man holder de revolutionære kriges eksempel op for masserne. Krig og krig er to ting. Man må gøre sig klart, hvilke historiske betingelser den givne krig er udsprunget af, hvilke klasser der fører den, i hvis navn den føres. Hvis vi ikke gør os dette klart, vil alle vore overvejelser om krigen ende i tomhed, i en rent formel og ufrugtbar strid. Derfor tillader jeg mig også, når i nu har taget spørgsmålet om forholdet mellem krig og revolution op, at gå udførligt ind på denne side af sagen.

Man husker, hvad en af de mest kendte skribenter om krigenes filosofi og krigenes historie, Clausewitz, siger: »krigen er politikkens fortsættelse med andre midler«. Denne udtalelse skyldes en skribent, som arbejdede med krigenes historie og drog den filosofiske lære af denne historie - kort efter napoleonskrigenes epoke. Denne skribent, hvis grundtanker i vore dage ubetinget anerkendes af ethvert tænkende menneske, kæmpede allerede for ca. 80 år siden mod den spidsborgerlige og dumme fordom, at krigen skulle kunne udledes af de pågældende regeringers, de pågældende klassers politik, at man når som helst kan betragte krigen som et simpelt overfald, der bryder freden, med genoprettelse af den brudte fred bagefter. Man slås og man forliges! Det er en grov og dum anskuelse, som er gendrevet for årtier siden, og som gendrives af enhver nogenlunde opmærksom analyse af en hvilken som helst krigsepoke.

Krigen er politikkens fortsættelse med andre midler. Enhver krig er uadskilleligt forbundet med den politiske ordning, af hvilken den udspringer. Den samme politik, som en bestemt magt, en bestemt klasse indenfor denne magt har ført i lang tid før krigen, fortsætter den selvsamme klasse uundgåeligt og uvægerligt under krigen, den skifter kun arbejdsform.

Krigen er politikkens fortsættelse med andre midler. Da de franske revolutionære byfolk og revolutionære bønder i slutningen af det 18. Århundrede oprettede den demokratiske republik, efter hjemme at have styrtet monarkiet på revolutionær vis, da de gjorde op også med deres godsejere, efter at have gjort op med monarken - da måtte denne politik fra den revolutionære klasses side bringe hele det øvrige enevældige, tsaristiske, kongelige, halvfeudale Europa til at vakle i sin grundvold. Og den uundgåelige fortsættelse af den politik, som den sejrende revolutionære klasse i Frankrig havde ført, blev den krig, i hvilken alle monarkistiske folk i Europa gik imod det revolutionære Frankrig, idet de oprettede deres berømte koalition og førte en kontrarevolutionær krig mod Frankrig. I landets indre viste det revolutionære franske folk for første gang et maksimum af revolutionær energi som man ikke havde kendt i århundreder, og på samme måde viste det en lige så gigantisk revolutionær skaberevne i krigen i slutningen af det 18. århundrede, idet det omskabte hele det strategiske system, sønderrev krigens gamle love og sædvaner og i stedet for de gamle tropper skabte en ny revolutionær folkearmé og en ny krigsførelse. Dette eksempel synes jeg fortjener særlig opmærksomhed, fordi det anskueligt viser os det, som de borgerlige avisers skribenter nu bestandig glemmer, når de spiller på de fuldkommen uudviklede folkemassers fordomme og småborgerlige uvidenhed; disse folkemasser forstår jo ikke krigens ubrydelige økonomiske og historiske forbindelse med den forudgående politik i hvert land og hos hver klasse, som herskede før krigen og dengang nåede sine mål med såkaldte »fredelige« midler. Såkaldte - thi de skrappe midler, der gerne skal til for at opretholde det »fredelige« herredømme over kolonierne, kan næppe kaldes fredelige.

I Europa herskede der fred, men den opretholdtes kun ved, at de europæiske folk praktiserede deres herredømme over hundreder af millioner indbyggere i kolonierne ved stadige, uafbrudte, aldrig ophørende krige, som vi europæere ikke regner for krige, fordi de altfor ofte ikke lignede krige, men den mest dyriske nedslagtning, udryddelse af ubevæbnede folk. Men sagen er netop den, at for at få fuld forståelse af den nuværende krig må vi først og fremmest kaste et almindeligt blik på de europæiske magters politik som helhed. Man skal ikke tage enkelte eksempler eller enkelte tilfælde, som det altid er let at rive ud af deres forbindelse med samfundslivet, og som ikke har nogen som helst værdi, fordi det også er let at anføre et modsat eksempel. Nej, for at forstå, hvorledes den nuværende krig uvægerligt, uundgåeligt er opstået af dette system, er det nødvendigt at betragte hele det europæiske statssystems politik i dets økonomiske og politiske sammenhæng.

Vi kan stadig iagttage forsøg særlig fra de kapitalistiske avisers side - ligegyldig om det er monarkistiske eller republikanske - på at give den nuværende krig et historisk indhold, som den ikke har. F.eks. Er det meget almindeligt i den franske republik at ville fremstille denne krig fra Frankrigs side som en fortsættelse og et sidestykke til den store franske revolutions krige i året 1792. Der er ikke noget mere yndet end at bedrage de franske folkemasser, de franske arbejdere og arbejderne i alle lande, ved at omplante den epokes sprogbrug til vor epoke, enkelte af dens paroler, og man forsøger på at fremstille sagen sådan, at også nu forsvarer det republikanske Frankrig sin frihed mod monarkiet. De glemmer den »lille« omstændighed, at dengang, i 1792, blev krigen ført af Frankrigs revolutionære klasse, som gennemførte en vældig revolution, ødelagde det franske monarki i dets grundvold ved hjælp af massernes enestående heltemod og rejste sig imod det forenede monarkistiske Europa, ikke med noget som helst andet mål end at fortsætte sin revolutionære kamp.

Krigen i Frankrig var fortsættelsen af den revolutionære klasses politik, som gennemførte revolutionen, erobrede republikken og gjorde op med de franske kapitalister og godsejere med en hidtil ukendt energi. I denne politiks navn og som fortsættelse af den førte denne klasse den revolutionære krig imod det forenede monarkistiske Europa.

Nu har vi først og fremmest for os to grupper af kapitalistiske magter i forbund. Vi har for os alle de største kapitalistiske magter i verden: England, Frankrig, Amerika, Tyskland, hvis hele politik gennem mange årtier har bestået i et uafbrudt økonomisk kapløb for at beherske hele verden, kvæle de små folk, sikre sig mangedoblede udbytter af bankkapitalen, som har inddraget hele verden i sin indflydelsessfære. Deri består Englands og Tysklands virkelige politik. Dette vil jeg understrege. Man må aldrig nogensinde blive træt af at understrege dette, for hvis vi glemmer det, kan vi intet forstå af den nuværende krig og vil da være hjælpeløst i en hvilken som helst borgerlig skribents magt, når han stikker os nogle falske fraser ud.

Den virkelige politik, som begge disse grupper om de største kapitalistiske giganter - grupperne om England og Tyskland, som med deres forbundsfæller er gået løs på hinanden - denne politik skal granskes og forstås i sin helhed flere årtier tilbage før krigen. Hvis vi ikke gør dette, vil vi ikke blot glemme den videnskabelige socialismes og overhovedet al samfundsvidenskabs grundkrav; vi ville berøve os selv muligheden for at forstå noget som helst af den nuværende krig. Vi ville da give os i Miljukofs vold, denne bedrager, som opelsker chauvinismen og hadet mellem folkene med metoder, som anvendes allevegne uden undtagelse, metoder, som førnævnte Clausewitz skrev om for 80 år siden; allerede dengang spottede han det enkle synspunkt, at - folkene levede fredeligt, og så kom de op at slås! Og det skulle være sandheden! Kan man da forklare krigen, hvis man ikke betragter den i sammenhæng med den givne stats forudgående politik, det givne statssystems, de givne klassers politik? Jeg gentager endnu engang: dette er hovedsagen, som man stadig glemmer, og når man ikke forstår dette, bliver ni tiendedele af samtalerne om krigen til tomt skænderi og udveksling af talemåder. Vi siger: hvis man ikke har studeret begge de kæmpende magtgruppers politik gennem årtier, for at undgå tilfældigheder, for ikke at pille enkelte eksempler ud, hvis man ikke har påvist denne krigs sammenhæng med den forudgående politik, har man ikke forstået noget som helst af denne krig.

Denne politik viser os tilfulde én ting: den uafbrudte økonomiske konkurrence mellem to af de største verdensgiganter, mellem to kapitalistiske, økonomiske områder. På den ene side England med en stat, som behersker en stor del af jordkloden, en stat, der står på første plads, hvad rigdom angår, som har skabt denne rigdom ikke så meget ved sine arbejderes arbejde, men hovedsagelig ved at udbytte den umådelige mængde kolonier, ved de engelske bankers umådelige styrke, idet der i spidsen for alle øvrige banker står et ringe antal, en 3, 4, 5 stykker, en gruppe af gigantbanker, der råder over hundreder af milliarder rubler og forvalter dem sådan, at man uden nogen som helst overdrivelse kan sige: der er ikke en plet jord på hele jordkloden, som denne kapital ikke har lagt sin tunge hånd på, ikke en plet jord, som ikke er blevet omspundet af den engelske kapitals tusinder af tråde. Denne kapital har i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede antaget et sådant omfang, at dens virksomhed er blevet ført langt udenfor de enkelte staters grænser og har skabt en gruppe gigantbanker med en uhørt rigdom. Med dette ringe antal banker i spidsen har den ved hjælp af dette net af hundreder milliarder rubler indspundet hele verden. Se det er grundlaget for Englands økonomiske politik og for Frankrigs økonomiske politik, om hvilken selv franske skribenter, medarbejdere ved f.eks. »L'humanité«, en avis, der for øjeblikket ledes af tidligere socialister (f.eks. selve den kendte specialist i finansspørgsmål, Lysis) skrev allerede nogle år før krigen: »Frankrig, det er et finansmonarki, Frankrig, det er et finansoligarki, Frankrig, det er hele verdens ågerkarl«.

På den anden side fremstod der imod denne væsentlige engelsk-franske gruppe en anden gruppe af kapitalister, endnu mere rovgrisk, endnu mere røverisk, en gruppe, som først kom til de kapitalistiske retters bord, da alle pladser var optaget, men som har ført nye metoder til udvikling af den kapitalistiske produktion ind i kampen, en bedre teknik, en uden sammenligning bedre organisation, og har omdannet den gamle kapitalisme, kapitalismen fra den frie konkurrences tid, til de gigantiske trusters, syndikaters, kartellers kapitalisme. Denne gruppe gjorde begyndelsen til den kapitalistiske produktion i statsformat, sammenslutningen af kapitalismens gigantiske kræfter med statens gigantiske kraft til een mekanisme, som har samlet snese af millioner mennesker i een organisation, statskapitalismens organisation. Det er den økonomiske historie, det er den diplomatiske historie i en række årtier, og den kan ingen komme udenom. Kun den giver dem vejen til den rigtige løsning af krigens problem og viser dem, at også den nuværende krig er et produkt af de klassers politik, som i denne krig tager livtag, to vældige giganter, der længe før krigen har kastet sig over hele verden, over alle de lande, som nu er omspundet af deres finansielle udbytningsnet, og som indtil krigen delte hele verden imellem sig økonomisk. De måtte tørne sammen, fordi nyopdelingen af dette herredømme fra kapitalismens synspunkt var blevet uundgåeligt.

Den gamle opdeling var bygget på, at England i løbet af nogle århundreder havde ødelagt sine tidligere konkurrenter. Dets tidligere konkurrent var Holland, som herskede over en hel verden, dets tidligere konkurrent var Frankrig, som i ca. 100 år førte krige for at opnå dette herredømme. Med langvarige krige befæstede England på grundlag af sine økonomiske kræfter sin handelskapitals kræfter, sit verdensherredømme, som intetsteds kunne anfægtes.

Så kom der et nyt rovdyr, der skabtes i 1871 en ny kapitalistisk magt, som udviklede sig langt hurtigere end England. Dette er en afgørende kendsgerning. De finder ikke en eneste bog om økonomisk historie, som ikke vil anerkende denne utvivlsomme kendsgerning - Tysklands hurtigere udvikling. Denne hurtigere udvikling af Tysklands kapitalisme var et ungt og stærkt rovdyrs udvikling, som meldte sig i de europæiske staters forbund og sagde: »i har ødelagt Holland, i slog Frankrig, i har lagt jeres hånd på den halve verden - tag og giv os en passende del«. Men hvad betyder »passende del«? Hvordan skal man afgøre det i den kapitalistiske verden, i en verden af banker? Dér bestemmes styrken ved bankernes mængde, dér bestemmes styrken således, som et organ for de amerikanske milliardærer med renlivet amerikansk åbenhjertighed og renlivet amerikansk kynisme definerede det. Det sagde: »i Europa er der krig om herredømmet over verden. For at kunne herske over verden må man have to ting: dollars og banker. Dollars har vi, banker laver vi, og så vil vi herske over verden«. Dette er en udtalelse af de amerikanske milliardærers førende avis. Jeg må sige, at i denne amerikanske, kyniske udtalelse af en indbildsk og nederdrægtig milliardær er der tusinde gange mere sandhed end i de tusinder af artikler fra borgerlige løgnhalse, der vil fremstille denne krig som en krig for de og de nationale interesser, nationale spørgsmål og lignende, som råber til himlen, en løgn, der skyder alle historiske kendsgerninger til side og tager et enkelt eksempel frem, den begivenhed, at det tyske rovdyr kastede sig over Belgien. Denne kendsgerning er uden tvivl rigtig. Ja, denne gruppe rovdyr har med uhørt grusomhed kastet sig over Belgien, men den gjorde nøjagtig det samme, som en anden gruppe i går gjorde med andre midler og i dag gør med andre folk.

Spørgsmålet om anneksioner indgår jo i det, jeg i korthed har forsøgt at klarlægge, de økonomiske og diplomatiske forholds historie, som har fremkaldt den nuværende krig, og når vi diskuterer om anneksioner, glemmer vi altid, at almindeligvis er det derom, krigen føres: deling af erobringerne, eller for at sige det mere populært, deling af det bytte, som to røverbander har røvet. I diskussionerne om anneksioner møder vi stadigvæk metoder, der fra et videnskabeligt synspunkt ikke kan stå for kritik, og fra socialoplysningens synspunkt er de sådan, at man ikke kan kalde dem andet end groft bedrag. Spørg de en russisk chauvinist eller socialchauvinist, og han vil ypperligt forklare, hvad en anneksion fra Tysklands side er, han forstår det udmærket. Men han vil aldrig svare, når de beder ham give en almindelig definition af en anneksion, en definition, som passer både på Tyskland og England og Rusland. Han .vil aldrig give noget svar! Og når bladet »Rjetsj« (for at gå fra teori til praksis) gjorde sig lystig over vort blad »Pravda« og sagde: »disse Pravdister betragter kurland som en anneksion! Hvad kan man tale med sådanne folk om?« - så måtte det tie til vort spørgsmål: »vær så venlig at definere en anneksion, sådan at definitionen passer både for tyskere, englændere og russere; vi erklærer, at enten går de uden om dette, eller også kan vi øjeblikkelig afsløre dem.« Vi forsikrer, at ikke et eneste blad, eller de chauvinister, som blot siger, at man skal forsvare fædrelandet, og heller ikke socialchauvinisterne nogensinde har givet en definition af anneksion, som ville gælde både for Tyskland og Rusland, en definition, man ville kunne anvende på alle. Og de kan ikke give nogen, fordi hele denne krig er en fortsættelse af anneksionspolitikken, d.v.s. erobringer , kapitalistiske røvere fra begge sider, fra begge grupper, som fører krigen. Og derfor er det klart, at spørgsmålet om, hvem af disse to røvere, der først trak kniven, ikke har nogen som helst betydning for os. Se på historien om begge gruppers udgifter til land- og søstridskræfter i løbet af årtier, se på historien om de små krige, som de førte før den store, »små« fordi der ikke gik mange europæere til grunde i dem, men til gengæld gik der hundredtusinder til grunde af de folk, som de kvalte, som fra deres synspunkt end ikke kunne anses for at være folk (nogle asiater, afrikanere - er det kanske folk?) Med disse folk førte man krig på følgende måde: de var ubevæbnede, og man nedskød dem med maskingeværer. Er det kanske krig? Dette er egentlig ikke engang krig, dette kan man glemme. Se sådan forholder de sig til dette gennemførte bedrag overfor folkemasserne.

Denne krig er en fortsættelse af den erobringspolitik, nedskydning af hele folkeslag, eksempelløse grusomheder, som tyskerne og englænderne har begået i Afrika, englænderne og russerne i Persien - jeg ved ikke, hvilke af dem der var størst - på grund af hvilke de tyske kapitalister betragtede de andre som fjender. Nå, i er stærke, fordi i er rige? Men vi er stærkere end jer, og derfor har vi lige så »hellig« ret til at røve. Se, deri består den engelske og den tyske finanskapitals virkelige historie i en hel række årtier forud for krigen. Deri består det russisk-tyske, det russisk-engelske og tysk-engelske forholds historie. Her er nøglen til forståelsen af, hvorfor krigen føres. Derfor er det charlataneri og bedrag, når man udspreder historier om, hvorfor krigen brød ud. De glemmer finanskapitalens historie, historien om, hvordan denne krig spirede frem af opdelingen, og fremstiller sagen sådan: to folk levede fredeligt, men så gik det ene til angreb, og de andre begyndte at forsvare sig. Hele videnskaben er glemt, bankerne er glemt, folkene opfordres til at gribe til våben, bonden opfordres til at gribe til våben, han der ikke ved, hvad politik er for noget. Vi må forsvare os - det er alt! Hvis man skal tænke sådan, ville det være konsekvent at forbyde alle aviser, brænde alle bøger og forbyde al tale om anneksioner i pressen - på den måde kunne man retfærdiggøre et sådant syn på anneksioner. De kan ikke sige sandheden om anneksionerne, fordi hele Ruslands og Englands og Tysklands historie er en gennemført, skånselsløs, blodig krig for anneksioner. I Persien, i Afrika har de liberale ført skånselsløse krige, de som har pisket politiske forbrydere i Indien, fordi de vovede at rejse krav, som vi har kæmpet for her i Rusland. De franske kolonitropper har også underkuet folkene. Se, sådan er det gået til, det er den virkelige historie om det uhørte røveri! Det er sådan en politik disse klasser fortsætter i denne krig. Derfor kan de i spørgsmålet om anneksioner ikke give det svar, som vi giver, når vi siger: ethvert folk, som er forenet med et andet folk imod sit eget flertals frie ønske, på beslutning af tsaren eller regeringen, det er et annekteret folk, et erobret folk. At give afkald på anneksioner er at indrømme ethvert folk ret til at danne sin egen stat eller leve i forbund med hvem, det ønsker. Et sådant svar er fuldkommen klart for enhver nogenlunde bevidst arbejder.

I alle resolutioner, som der vedtages snese af, som aftrykkes f.eks. i bladet »Semlja i Volja«, finder de et dårligt formet svar: vi ønsker ikke krig for at få herredømme over andre folk, vi kæmper for vor frihed - sådan taler alle arbejdere og bønder, og dermed giver de udtryk for arbejderens syn, det arbejdende menneskes syn på det, de forstår ved krig. De siger dermed: hvis krigen gavnede de arbejdende imod udbytterne, ville vi være for krigen. Og vi ville da være for krigen, og der er ikke det revolutionære parti, som kunne være imod en sådan krig. De har ikke ret, disse forfattere til de mange resolutioner, fordi de forestiller sig sagen således, at de fører krigen: vi soldater, vi arbejdere, vi bønder kæmper for vor frihed. Jeg glemmer aldrig det spørgsmål, som en af dem stillede mig efter et møde: »hvorfor ivrer i alle imod kapitalisterne? Er jeg kanske kapitalist? Vi arbejdere, vi forsvarer vores frihed.« Ikke sandt, i kæmper, fordi i lytter til jeres regering af kapitalister. Ikke folkene, men regeringerne fører krig. Det forbavser mig ikke, hvis en arbejder eller en bonde, som ikke har lært politik, som ikke har haft den lykke eller ulykke at kunne sætte sig ind i diplomatiets hemmeligheder, i dette billede af finansens røveri (f.eks. Ruslands og Englands undertrykkelse af Persien), glemmer denne historie, at han naivt spørger: hvad kommer kapitalisterne mig ved, hvis jeg kæmper? Han forstår ikke forbindelsen imellem krigen og regeringen, forstår ikke, at regeringen fører krigen, mens han er det værktøj, som regeringen misbruger. Han kan kalde sig et revolutionært folk, skrive velklingende resolutioner - for russerne er dette meget, eftersom dette først for nylig er blevet muligt. For ikke længe siden kom der f.eks. En »revolutionær« deklaration fra den provisoriske regering. Dette forandrer ikke sagen, og andre folk, som er mere erfarne i kapitalisternes kunst at narre masserne ved at skrive »revolutionære« manifester, har forlængst slået alle rekorder i verden. Hvis de ser på den franske republiks parlamentariske historie, siden den med tsarismens hjælp blev republik, har vi gennem de årtier, som den franske parlamentariske historie strækker sig over, snese af eksempler på manifester fulde af de mest velklingende ord, der har dækket over den mest beskidte, koloniale og finansielle røverpolitik. Hele den tredie franske republiks historie er en historie om dette røveri.

Disse er kilderne til den nuværende krig. Den er ikke et resultat af kapitalisternes onde vilje, ikke en eller anden forkert politik fra monarkernes side. Det ville være forkert at se sådan på det. Nej, denne krig er uundgåeligt fremkaldt af den udvikling, som den gigantisk store kapitalisme har gennemløbet, og som har ført til, at en 4 banker i Berlin og en 5-6 i London hersker over hele verden, skraber alle midler til sig, underbygger sin finanspolitik med hele den væbnede magt og endelig er tørnet sammen i et uhørt dyrisk sammenstød, fordi der ikke længere var plads til frit at gå på rov. Enten må den ene afstå fra at herske over sine kolonier, eller også må den anden. Sådanne spørgsmål løses ikke ad frivillig vej i denne kapitalisternes verden. De kan kun løses ved krig. Se derfor er det latterligt her at anklage den ene eller den anden kronede røver. De er alle lige gode - disse kronede røvere. Derfor er det også meningsløst at anklage det ene eller det andet lands kapitalister. De er alene skyldige i at have indført et sådant system. Men det sker i overensstemmelse

Med loven, som håndhæves af hele den civiliserede stats magt: »jeg er i min gode ret, jeg køber aktier. Alle domstole, hele politiet, hele den stående hær og alt, hvad der er af flåde, beskytter denne min hellige ret til aktier«. Når der oprettes banker, som omsætter hundreder millioner rubler, når de har kastet deres net ud over hele verden for bankmæssigt at plyndre den, når disse banker så er tørnet sammen i en dødelig kamp - hvem er skyldig? Find den skyldige! Skyldig i dette er hele kapitalismens udvikling i et halvt århundrede, og der er ingen anden udvej af det end at styrte kapitalisternes herredømme og gennemføre arbejderrevolutionen. Dette er svaret, som vort parti kom til ved at analysere krigen; derfor siger vi: det simpleste spørgsmål om anneksioner er blevet så forvirret, de borgerlige partiers repræsentanter er blevet så forløjede, at de kan fremstille sagen, som om kurland ikke er en anneksion fra Ruslands side. Kurland og Polen delte de sammen, disse tre kronede røvere. Det gjorde de hundrede år igennem, de flængede i levende kød, og den russiske røver tilrev sig det meste, fordi han dengang var den stærkere. Men siden er den unge tyveknægt, som dengang var med i delingen, vokset op til en stærk kapitalistisk magt, Tyskland, som siger: hit med det, vi deler om igen! I vil bevare det gamle? I tror, i er stærkere? Kom an!

Det er, hvad denne krig går ud på. Naturligvis, denne udfordring - »kom an!« - er kun et udtryk for årtiers røverpolitik, storbankernes politik. Den simple, for enhver arbejder og bonde forståelige sandhed om anneksionerne kan derfor ingen sige sådan, som vi kan. Og derfor er spørgsmålet om traktaterne, der er så enkelt, blevet så skamløst forvrænget af hele pressen. I siger, at vi har en revolutionær regering, at i denne revolutionære regering er indtrådt ministre, der næsten helt er socialister, folkevenner og mensjeviker. Og når de taler om fred uden anneksioner, blot uden at ville forklare, hvad det er for en fred uden anneksioner (det betyder: tag de tyske anneksioner, og behold vore egne), så siger vi: hvad er jeres »revolutionære« ministerium, jeres deklarationer, jeres erklæringer om, at i ikke ønsker en erobringskrig - hvad er det værd, når i samtidig opfordrer arméen til offensiv? Ved i måske ikke, at i har traktater, at det var Nikolai den Blodige, der sluttede dem på ren røvervis? Ved i ikke det? Det er undskyldeligt, at arbejderne og bønderne ikke ved dette, de som ikke har røvet og ikke har læst små kloge bøger, men når de dannede kadetter præker dette, så ved de udmærket, hvad disse traktater indeholder. Disse traktater er »hemmelige«, men hele den diplomatiske presse i alle lande taler om dem: »du får Dardanellerne, du Armenien, du Galizien, du Elsass-Lothringen, du Triest, og vi vil en gang for alle opdele Persien«. Men den tyske kapitalist siger: »og jeg tager Ægypten, og jeg kvæler de europæiske folk, hvis i ikke giver mig mine kolonier tilbage, og med procenter«. En aktie, se det er en ting, som ikke duer uden procenter. Det er derfor, at spørgsmålet om traktaterne, dette simple og klare spørgsmål, har forårsaget en sådan masse oprørende, uhørt, nederdrægtig løgn, som fylder side op og side ned i alle kapitalistiske aviser. Tag »Djen« for i dag. Der erklærer Vodovosof, et menneske, som er ganske uskyldig i bolsjevisme, en ærlig demokrat: jeg er modstander af hemmelige traktater, og jeg vil tillade mig at fortælle om traktaten med Rumænien. Der er en hemmelig traktat, og den består i, at Rumænien skal have en hel række fremmede folk, hvis det vil kæmpe på de allieredes side. Sådan er alle de andre allieredes traktater. De ville vel ikke uden traktater drage ud for at kvæle alle. For at kende indholdet af disse traktater er det ikke nødvendigt at granske særlige tidsskrifter. Det er nok at erindre sig den økonomiske og diplomatiske histories grundlæggende kendsgerninger for at kende dem. For Østrig er jo i årtier gået løs på Balkan for at kvæle dér ... Så er de tørnet sammen i krig, og det kunne heller ikke gå anderledes. Og det er derfor, at folkemassernes krav om offentliggørelse af traktaterne, krav, der bliver stadig mere vedholdende, besvares af ministre - den tidligere, Miljukof, og den nuværende, Terestsjenko (den første i regeringen uden socialistiske ministre, den anden med en hel række næsten socialistiske ministre) - besvares således: offentliggørelse af traktaterne betyder brud med de allierede.

Ja, at offentliggøre traktaterne er umuligt, fordi i alle er medlemmer af den samme røverbande. Vi er enige med Miljukof og Terestsjenko i, at det er umuligt at offentliggøre traktaterne. Af dette kan man drage to forskellige slutninger. Hvis vi er enige med Miljukof og Terestsjenko i, at traktaterne ikke kan offentliggøres, hvad følger der så af det? Hvis man ikke kan offentliggøre traktaterne, så må man hjælpe minister-kapitalisterne med at fortsætte krigen. Og den anden slutning er denne: eftersom kapitalisterne ikke selv kan offentliggøre traktaterne, så må kapitalisterne styrtes. Hvilken af disse slutninger i regner for den rigtigste, foreslår jeg jer selv at afgøre, men jeg henstiller, at man ikke undlader at tænke over følgerne. Hvis man tænker sådan, som folkevennernes og de mensjevikiske ministre tænker, så bliver resultatet dette: når regeringen nu engang har sagt, at traktaterne ikke kan offentliggøres, så må der udstedes et nyt manifest. Papir er endnu ikke så dyrt, at det er umuligt at skrive nye manifester. Vi skriver et nyt manifest og vi vil gå over til offensiv. For hvad? I hvilken hensigt? Hvem skal virkeliggøre denne hensigt? Soldaterne opfordres til at virkeliggøre røvertraktaterne med Rumænien og Frankrig. Send den artikel af Vodovosof, som jeg talte om, til fronten, og klag så: det er bolsjevikerne, ja det er bolsjevikerne, der har udtænkt denne traktat med Rumænien. Men så er det nødvendigt ikke blot at gøre det af med bladet »Pravda«, man må også forjage Vodovosof, fordi han granskede historien, man må brænde alle Miljukofs bøger, uhørt farlige bøger. Prøv at åbne en hvilken som helst af de bøger, som føreren for partiet »folkefriheden«, den tidligere udenrigsminister, har skrevet. Det er gode bøger. Hvad står der i dem? Der står, at Rusland har »ret« til Dardanellerne, Armenien, Galizien, til Østprøjsen. Han har opdelt alt, han har også lagt et kort ved. Det bliver nødvendigt at sende ikke blot bolsjevikerne og Vodovosof til Sibirien, fordi de skriver sådanne revolutionære artikler, man må også brænde Miljukofs bøger - for hvis man nu samlede simple citater fra disse bøger af Miljukof og sendte dem til fronten, så ville selv den mest flammende proklamation ikke frembringe en mere flammende virkning.

Efter den korte plan, som jeg har sat op for dagens samtale, har jeg nu tilbage at berøre spørgsmålet om den »revolutionære forsvarsvilje«. Jeg tror, at efter det, som jeg havde den ære at sige, kan jeg gøre min omtale af dette kort.

»revolutionær forsvarsvilje« er at gå ind for krigen ved at henvise til, at vi jo har lavet en revolution, vi er jo et revolutionært folk, vi er et revolutionært demokrati. Men hvilket svar giver så vi i denne sag? Hvad er det for en revolution, vi har lavet? Vi væltede Nikolai. Den revolution var ikke særlig vanskelig i sammenligning med en revolution, som ville styrte hele godsejer- og kapitalistklassen. Hvem viser sig at være ved magten efter vor revolution? Godsejerne og kapitalisterne, de der i Europa længe har været ved magten. Dér foregik sådanne revolutioner for 100 år siden, dér er Trestsjenko'erne, Miljukof´erne og Konovalof´erne forlængst ved magten, og det spiller slet ingen rolle, om de betaler gage til en lille tsar eller klarer sig uden denne luksusgenstand. Banken bliver dog ved at være bank, de indskyder deres kapitaler, og profit er og bliver profit, ligegyldig om det er i en republik eller et monarki. Hvis et eller andet vildt land vover ikke at lytte til vor civiliserede kapital, som indretter sådanne herlige banker i kolonierne, i Afrika, i Persien, hvis et eller andet vildt folk ikke retter sig efter vor civiliserede bank, så sender vi tropper, og de skaffer kultur, orden og civilisation, som Ljakhof gjorde det i Persien, som de franske »republikanske« tropper gjorde det i Afrika, hvor de med den samme grusomhed udryddede folkene. Er det ikke det samme: det er den selvsamme »revolutionære« forsvarsvilje, som kun kommer til syne hos de ubevidste, brede folkemasser, der ikke ser krigens forbindelse med regeringen, som ikke ved, at denne politik er baseret på traktater. Traktaterne er der stadig, bankerne og koncessionerne ligeså. I Rusland sidder klassens bedste folk i spidsen for ledelsen, men det medfører ikke nogen som helst ændring i verdenskrigens karakter. Den nye »revolutionære« forsvarsvilje er kun at bruge revolutionens store idé som dække over en beskidt og blodig krig for beskidte og modbydelige traktaters skyld.

Den russiske revolution har ikke ændret krigen, men den har skabt organisationer, som ikke findes i noget andet land og ikke fandtes i flertallet af revolutionerne i vesten. Flertallet af revolutioner har begrænset sig til, at der kom en ny regering af samme slags som vore Terestsjenko´er og Konovalof´er, men landet forblev i passivitet og desorganisation. Den russiske revolution er gået videre. I denne kendsgerning ligger kimen til, at den kan besejre krigen. Dette ligger i, at foruden regeringen af »næsten socialistiske« ministre, regeringen for den imperialistiske krig, offensiv-regeringen, en regering, som hænger sammen med den engelsk-franske kapital - foruden denne, uafhængigt af denne har vi i hele Rusland et net af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter. Se, det er den revolution, som endnu ikke har sagt sit sidste ord. En revolution, som ikke fandtes i Vesteuropa under sådanne forhold. Det er de klassers organisationer, som sandelig ikke har brug for anneksioner, som ikke har lagt millioner i bankerne, som minsandten ikke er interesserede i, om den russiske oberst Ljakhof og den engelske liberale gesandt har delt Persien rigtigt. I dette ligger garantien for, at denne revolution kan gå videre. Dette, at klasser, som er virkelig uinteresserede i anneksioner, trods al deres overdrevne godtroenhed overfor kapitalisternes regering, trods denne frygtelige forvirring, dette frygtelige bedrag, som selve begrebet »revolutionær« forsvarsvilje indeholder, trods det, at de understøtter lånet, understøtter den imperialistiske krigs regering - trods alt dette har de formået at skabe organisationer, i hvilke de undertrykte klassers masser er repræsenteret. Det er altså sovjetterne af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, som på overordentlig mange steder i Rusland er gået langt længere i deres revolutionære arbejde end i Petrograd. Det er fuldkommen naturligt, fordi vi har kapitalisternes centrale organ i Petrograd.

Og når Skobjelef i går i sin tale sagde: vi tager hele profitten, vi tager 100 pct., så var det kun store ord, store ministerord. Hvis de i dag læser bladet »Rjetsj«, vil de se, hvordan det tog dette sted i Skobjelefs tale. Der skriver det: »men det er jo sult, død - 100 pct. - det er jo alt!« Minister Skobjelef går videre end den mest yderliggående bolsjevik. Dette er en fornærmelse, som om bolsjevikerne er længst til venstre. Minister Skobjelef er meget længere »til venstre«. Man har skældt mig ud med de mest nederdrægtige skældsord - jeg skulle have foreslået næsten at klæde kapitalisterne af. I alt fald sagde Sjulgin: »lad dem klæde os af!« Lad os tænke os en bolsjevik, som nærmer sig borger Sjulgin og vil til at klæde ham af. Han kunne med megen ret beskylde minister Skobjelef for dette. Vi er aldrig gået så langt. Vi har aldrig foreslået at tage 100 pct. af profitten. Dette løfte er alligevel værdifuldt. Hvis de tager vort partis resolution, vil de se, at vi i den i mere begrundet form foreslår netop det, jeg foreslog. Der skal indføres kontrol med bankerne, og derefter en retfærdig skat med stigende skala. Det er alt! Skobjelef foreslår at tage 100 kopek af hver rubel. Sådan noget har vi ikke foreslået og foreslår vi ikke. Men Skobjelef brugte her simpelthen store ord. Han har ikke i sinde alvorligt at virkeliggøre dette, og hvis han forsøger det, så kan han ikke gøre det, af den simple grund, at når man er gået sammen med Terestsjenko og Konovalof, er det lidt latterligt at love alt dette. 80-90 pct. Af udbyttet kan man tage fra millionærerne, men blot ikke med sådanne ministre under armen. Hvis magten var hos sovjetterne af arbejder- og soldaterrepræsentanter, så ville de tage, men ikke alt, det behøver de ikke. De ville tage den største del af udbyttet. En anden statsmagt kan ikke gøre det. Men fra minister Skobjelefs side kan der være de allerbedste ønsker. Jeg har i nogle årtier set disse partier, jeg har nu i 30 år været i den revolutionære bevægelse. Derfor er jeg mindst af alt tilbøjelig til at tvivle om deres gode hensigter. Men det er ikke sagen. Det drejer sig ikke om gode hensigter. Med gode hensigter er helvede brolagt. Og heller ikke papirer, underskrevet af borger ministrene, ændrer noget ved sagen, selv om de fylder alle kontorer. Begynd, hvis de ønsker at indføre kontrol, begynd! Vort program er sådan, at hvis vi skal dømme efter Skobjelefs ord, kan vi sige: meget forlanger vi ikke. Vi er meget mere moderate end minister Skobjelef. Han foreslår både kontrol og 100 pct. Vi vil ikke tage 100 pct. Og siger: »så længe de ikke har taget fat på noget, tror vi dem ikke«. Det er nemlig forskellen mellem os: vi tror ikke på ord og løfter og råder ikke andre til at tro på dem. De parlamentariske republikkers erfaring belærer os om, at papirerklæringer går det ikke an at tro på. Hvis de ønsker kontrol, så må der tages fat på den. En dag er nok til at udstede en lov om en sådan kontrol. Funktionærsovjetten i hver bank, arbejdersovjetten i hver fabrik, hvert parti får ret til kontrol. Det går ikke, siger man os, det er forretningshemmeligheder, det er den hellige private ejendomsret! Nuvel, hvad vil de, vælg et af to. Hvis de ønsker at beskytte alle disse bøger og konti og trusternes operationer, så er det unødvendigt at vrøvle om kontrol, så er det unødvendigt at sige, at landet går til grunde.

I Tyskland er situationen endnu værre. I Rusland kan man få brød, i Tyskland kan man ikke få det. I Rusland kan man gøre meget gennem organisering. I Tyskland kan man overhovedet ikke gøre noget. Brødkorn er der ikke mere, og hele folket kommer uvægerligt ud i en katastrofe. Man skriver nu, at Rusland er på katastrofens rand. At beskytte den »hellige« privatejendomsret - det ville i så fald være en forbrydelse. Og hvad betyder så talemåden om kontrol? Har i måske glemt, at Nikolai Romanof også har skrevet meget om kontrol. Hos ham kan i tusind gange finde ordet statskontrol, samfundskontrol, udpegning af senatorer. De industrielle har udplyndret hele Rusland på to måneder efter revolutionen. Kapitalen har tjent hundreder af procent profit, ethvert regnskab vidner om det. Men når arbejderne i revolutionens to måneder har haft den »dristighed« at sige, at de vil leve menneskeligt, så rejste der sig et ramaskrig i hele landets kapitalistiske presse. I hvert nummer af »Rjetsj« er der et jammerhyl om, at arbejderne udsuger landet - og vi lover jo kun kontrol med kapitalisterne! Var det ikke godt med færre løfter, var det ikke godt med mere handling? Hvis de ønsker en bureaukratisk kontrol, en kontrol gennem de samme organer som før, erklærer vort parti som sin dybe overbevisning, at dette kan de ikke få støtte til, om de så i ministeriet i stedet for et halvt dusin havde et helt dusin minister-folkevenner og minister-mensjeviker. Kontrollen kan kun virkeliggøres af folket selv. I må indføre kontrollen, sovjetter af bankfunktionærer, sovjetter af ingeniører, sovjetter af arbejdere - og kontrollen skal begynde den dag i morgen. Enhver embedsmand skal gøres ansvarlig under trussel om straf efter loven, såfremt han i en eller anden af disse institutioner giver falske oplysninger. Det drejer sig om landets ruin. Vi ønsker at vide, hvor meget brødkorn, hvilke mængder råstoffer, hvor megen arbejdskraft der er, og hvor den skal sættes ind.

Her går jeg over til det sidste spørgsmål. Det er spørgsmålet om, hvordan der skal gøres ende på krigen. Man tilskriver os den forvrøvlede anskuelse, at vi ønsker en separatfred. De tyske kapitalist-røvere tager skridt til fred ved at sige: jeg vil give dig et lille stykke af Tyrkiet og Armenien, hvis du vil give mig de malmrige landsdele. Det er jo det, diplomaterne taler om i alle neutrale byer! Det ved enhver. Det tilsløres kun med de gængse diplomatiske fraser. Derfor er de jo diplomater, for at de skal tale diplomatsprog. Hvilken idioti, at vi skulle være stemt for at afslutte krigen ved en separatfred! At afslutte den krig, som føres af kapitalisterne i alle de rigeste magter, den krig, som er fremgået af årtiers økonomiske udviklingshistorie, at afslutte den ved, at den ene side opgiver krigshandlingerne - det er en sådan dumhed, at det ligefrem ville være latterligt af os at tilbagevise den. Og når vi specielt har skrevet en resolution for at tilbagevise dette, skyldes det, at vi har at gøre med de brede masser, som man giver et falsk billede af os. Men det lønner sig ikke overhovedet at tale alvorligt om dette. Den krig, som alle landes kapitalister fører, kan kun arbejdernes revolution mod disse kapitalister gøre ende på. Sålænge kontrollen ikke er flyttet fra frasernes til handlingens verden, sålænge kapitalisternes regering ikke er afløst af proletariatets revolutionære regering, så længe er regeringen fordømt til blot at sige: vi går under, vi går under, vi går under. I det »frie« England sætter man nu socialister fast, fordi de siger det samme, som jeg siger. I Tyskland sidder Liebknecht, som sagde det samme, som jeg siger. I Østrig sidder Friedrich Adler, som sagde det samme med en revolver (ham har man måske allerede henrettet). Det er disse socialister, arbejdermasserne i alle lande ser hen til, og ikke dem, der er gået over på kapitalisternes side. Arbejderrevolutionen er i vækst i hele verden. Naturligvis er det vanskeligere i andre lande. Dér er ikke sådanne halvtossede som Nikolai og Rasputin. Dér er klassens bedste folk ved roret. Dér er der ingen betingelser for revolution mod selvherskerdømmet, dér sidder allerede den kapitalistiske klasses regering. De mest talentfulde repræsentanter for denne klasse har allerede længe styret der. Se, det er årsagen til, at revolutionen, skønt den endnu ikke er kommet, dog er uundgåelig, selv om mange revolutionære går til grunde, som Friedrich Adler går til grunde, som Karl Liebknecht går til grunde. Fremtiden er deres, og arbejderne i alle lande er med dem. Og arbejderne i alle lande må sejre.

Om Amerikas indtræden i krigen vil jeg sige følgende. Man henviser til, at i Amerika er der demokrati, at dér har man det »hvide hus«. Jeg siger: slaveriets afskaffelse fandt sted for et halvt århundrede siden. Krigen om slaveriet endte i 1865. Men siden den tid er milliardærerne kommet dér. De holder hele Amerika i deres finansnæve, forbereder Meksiko´s undertrykkelse og vil uden tvivl komme i krig med Japan om opdelingen af Stillehavet. Denne krig er blevet forberedt allerede i nogle årtier. Derom vidner hele litteraturen. Og Amerikas virkelige hensigt med at træde ind i krigen er at forberede den kommende krig med Japan. Det amerikanske folk nyder dog en betydelig frihed, og det er vanskeligt at antage, at det vil finde sig i tvungen værnepligt, skabelse af en hær med angrebsformål, f.eks. krig med Japan. Amerikanerne ser af Europa´s eksempel, hvad det fører til. Og det var nødvendigt for de amerikanske kapitalister at blande sig i denne krig for at få lejlighed til at skabe sig en stærk stående hær, angiveligt båret af det høje ideal at kæmpe for de små folks rettigheder.

Bønderne afskar at levere korn for penge og kræver redskaber, fodtøj og klæder. I denne beslutning ligger der en uhyre dyb sandhed. I virkeligheden er landet kommet sådan i forfald, at man i Rusland, omend i mindre grad, nu er vidne til det samme, som man allerede længe har set i andre lande. Pengene har tabt deres købekraft. Kapitalismens herredømme er i den grad undermineret af begivenhedernes gang, at f.eks. bønderne ikke modtager penge. De siger: »hvad skal vi med penge?« Og de har ret. Kapitalismens herredømme undergraves ikke, fordi nogle ønsker at gribe magten. »erobring« af magten ville være en tåbelighed. Hvis ikke de kapitalistiske landes hele økonomiske udvikling førte til erobring af magten, ville det være umuligt at afslutte kapitalismens herredømme. Krigen har sat fart i denne proces, og det gør kapitalismen umulig. Ingen som helst kraft kunne ødelægge kapitalismen, hvis ikke historien vaskede grunden bort under den.

Og her er et talende eksempel. Denne bonde giver udtryk for det, som alle lægger mærke til: pengenes magt er svækket. Det er den eneste udvej, at arbejder- og bonderepræsentanternes sovjetter bliver enige om, at man for brød må give redskaber, fodtøj og klæder. Se således udvikler tingene sig. Det er livets svar. Uden dette står snese af millioner mennesker jo overfor sult, uden sko og klæder. Snese af millioner mennesker står direkte foran undergang, og da drejer det sig ikke om at beskytte kapitalisternes interesser. Den eneste udvej er, at al magt går over til arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter, der repræsenterer befolkningens flertal. Det er muligt, at der under dette begås fejl. Ingen påstår, at en så vanskelig sag straks kan gøres fuldkommen. Det lover vi aldeles ikke. Man siger til os: »vi ønsker, at magten skal være hos sovjetterne, men de ønsker det ikke«. Vi siger, at livet vil lære dem, og hele folket vil se, at der ikke er nogen anden udvej. »Erobring« af magten ønsker vi ikke, eftersom revolutionerne lærer os, at kun den magt er holdbar, som støtter sig til befolkningens flertal. Derfor bliver »erobring« af magten halsløs gerning, og det vil vort parti ikke . Indlade sig på. Hvis regeringen bliver flertallets regering, vil den måske føre en politik, der viser sig fejlagtig i begyndelsen, men der er ingen anden udvej. Så vil der inden for disse organisationer ske en fredelig ændring i politikken. Man kan ikke tænke sig andre organisationer. Det er derfor vi siger, at man ikke kan tænke sig nogen anden løsning af spørgsmålet.

Hvordan skal man gøre ende på krigen? Hvis arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet tager magten, men tyskerne fortsætter krigen - hvad skulle vi så gøre? De, der interesserer sig for vort partis synspunkter, kan læse vort blad »Pravda« for nogle dage siden, hvor vi anførte et nøjagtigt citat af det, som vi sagde i 1915, mens vi endnu var i udlandet: hvis Ruslands revolutionære klasse, arbejderklassen, kommer til magten, skal den foreslå fred. Og hvis de tyske kapitalister besvarer vore betingelser eller et hvilken som helst andet lands betingelser med afslag, så vil den helt gå ind for krigen. Vi foreslår ikke at gøre ende på krigen med eet slag. Det lover vi ikke. Vi anbefaler ikke en så umulig og uopfyldelig ting som at gøre ende på krigen på grundlag af den ene sides ønske. Sådanne løfter er lette at give, men umulige at opfylde. Det er umuligt på en let måde at komme ud af denne frygtelige krig. Man kæmper nu på tredje år. I kommer til at kæmpe 10 år, eller i må gå til en vanskelig, hård revolution. Der er ingen anden udvej. Vi siger: krigen, som kapitalisternes regering har begyndt, kan kun afsluttes med arbejderrevolutionen. Enhver, der interesserer sig for den socialistiske bevægelse, lad ham gennemlæse Basel-manifestet fra 1912, som blev vedtaget enstemmigt af hele verdens socialistiske partier, et manifest, som vi aftrykte i vor »Pravda«, et manifest, som man for øjeblikket ikke kan offentliggøre i et eneste krigsførende land, ikke i det »frie« England, heller ikke i det republikanske Frankrig, fordi det allerede før krigen har sagt sandheden om krigen. Dér siges: krigen opstår imellem England og Tyskland på grund af kapitalisternes konkurrence. Dér siges: der er ophobet så meget krudt, at bøsserne selv begynder at skyde. Dér står, hvorfor krigen kommer, og at krigen fører til den proletariske revolution. Derfor siger vi til de socialister, som efter at have underskrevet dette manifest gik over på deres kapitalistiske regeringers side, at de har forrådt socialismen.

I hele verden er socialisterne splittet. Nogle sidder på ministertaburetterne, andre i fængslerne. I hele verden agiterer en del af socialisterne for krigsforberedelsen, en anden del, som den amerikanske Bebel, Eugene Debs, som de amerikanske arbejdere sætter uhyre højt, siger: »lad dem så hellere skyde mig, men jeg giver ikke een cent til denne krig. Jeg er kun rede til at kæmpe i proletariatets krig mod alverdens kapitalister«. Således splittedes socialisterne i hele verden. Socialpatrioterne i hele verden mener, at de forsvarer fædrelandet. De tager fejl. De forsvarer en gruppe kapitalisters interesser mod en anden. Vi virker for den proletariske revolution, den eneste sande sag, for hvilken snese er gået til skafottet, hundreder og tusinder sidder i fængslerne. Disse socialister i fængslerne udgør et mindretal, men arbejderklassen står på deres side, og hele den økonomiske udvikling ligeså. Alt dette siger os, at der ikke er nogen anden udvej. Denne krig kan der kun gøres ende på ved arbejderrevolution i nogle lande. Men foreløbig skal vi forberede denne revolution, hjælpe den. Med al sit had til krigen og al sin vilje til fred kunne det russiske folk ikke gøre noget som helst imod krigen, sålænge tsaren førte den, undtagen at forberede revolutionen imod tsaren og tsarens fald. Sådan hænger det sammen. Det har historien understreget for jer i går, og dette vil den understrege for jer i morgen. Vi har for længe siden sagt: man må hjælpe den fremvoksende russiske revolution. Det har vi sagt i slutningen af 1914. For dette sendte man vore Duma-deputerede til Sibirien. Og man har sagt til os: »i svarer ikke.

Når strejkerne er forbi, når de deputerede er på strafarbejde, når i ikke har een avis, så henviser i til revolutionen!« Man har beskyldt os for, at vi viger tilbage for at svare. Disse beskyldninger, kammerater, har vi hørt en hel række år. Vi har svaret: i kan være utilfredse, men så længe tsaren ikke er styrtet, kan der ikke gøres noget som helst imod krigen. Og vor forudsigelse er gået i opfyldelse. Den er endnu ikke helt slået fast. Men den er allerede begyndt at vise sin rigtighed. Revolutionen begynder at ændre krigen for Ruslands vedkommende. Kapitalisterne fortsætter endnu krigen, og vi siger: så længe arbejderrevolutionen ikke kommer i nogle lande, kan krigen ikke afsluttes, fordi der forbliver folk ved magten, som ønsker denne krig. Man siger til os: »alt synes at sove i en række lande. I Tyskland er alle socialister fuldt og helt for krigen, kun Liebknecht er imod«. Jeg vil hertil svare: denne ene Liebknecht repræsenterer arbejderklassen, ham alene, hans tilhængere, det tyske proletariat sætter alle håbet til. Man tror ikke på det? Så fortsæt krigen! Der er ingen anden vej. Hvis man ikke tror på Liebknecht, ikke tror på arbejdernes revolution, den revolution, som modnes, hvis man ikke tror på dette, så tro på kapitalisterne!

Kun arbejderrevolutionen i nogle lande kan vinde denne krig. Krigen er ikke et legetøj, krigen er noget umådeligt, krigen koster millioner af ofre, og det er ikke så let at afslutte den.

Soldaterne ved fronten kan ikke løsne fronten fra staten og selv træffe afgørelsen. Soldaterne er en del af landet. Sålænge staten fører krig, vil fronten også lide. Det står ikke til at ændre. Krigen er fremkaldt af de herskende klasser, og kun arbejderklassens revolution gør ende på den. Om i får en hurtig fred, afhænger kun af, hvordan revolutionen udvikler sig. Hvad man end har sagt jer af følelsesbetonede ting, og selv om man har sagt til jer: lad os gøre ende på krigen straks - så lader det sig dog ikke gøre uden gennem revolutionens udvikling. Når magten går over til arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter, vil kapitalisterne indvende imod os: Japan er imod, Frankrig er imod, England er imod, alle landes regeringer vil være imod. Ja, imod os vil kapitalisterne stå, for os arbejderne. Så kommer enden på den krig, som kapitalisterne har sat i gang. Det er svaret på, hvordan der skal gøres ende på krigen.

Oktoberrevolutionen og Danmark

Tidligere murerarbejdsmand og trafikminister, Alfred Jensen (DKP) skrev i 1977:

Stormen på Vinterpaladset oktober (d. 7.nov.) 1917 fik ikke alene betydning for den russiske arbejder og bonde, men tillige for arbejderne og det arbejdende folk i alle lande. Dekretet om freden og om arbejdernes overtagelse at den politiske magt virkede inspirerende på arbejderne jorden over. Den socialistiske opbygning med afskaffelse at det ene menneskes udbytning af det andet viste, at den kapitalistiske udbytning og ydmygelse af mennesket ikke var nogen uundgåelig skæbne, og at der gennem klassekampen var en vej frem for arbejderne til udbytningens afskaffelse i alle lande. Sovjetunionens udenrigspolitik byggende på dekretet om fred af 1917 og den fredelige sameksistens mellem stater med forskellig social struktur viste en vej ud af spænding, oprustning og krig.

Det har ikke alene gjort Sovjetstaten - den første Arbejderstat - til en anerkendt politisk faktor, men også bragt kommunismen som begreb ind i det arbejdende folks liv og daglige diskussioner. Med Lenins, bolsjevikkernes og Sovjetunionens kommunistiske Parti´s (SUKP) indsats er den videnskabelige socialisme blevet omsat fra videnskab til handling, den har så at sige fået kød og blod. Sovjetstatens appel om krigens standsning i 1917 førte ikke til almindelige fredsforhandlinger. Kun Sovjetregeringen satte ind for at få den blodige krig til afslutning. I februar 1918 afsluttedes forhandlingerne med Tyskland med en fredsaftale i Brest-Litovsk. Men sovjetfolket fik ikke fred. I tre år måtte den nye stat kæmpe mod ydre og indre fjender. De tidligere magthavere og højfinansen i andre lande var enige om, et Oktoberrevolutionen skulle kvæles i blod som Pariserkommunen i sin tid var blevet det i 1871.

Men Sovjetstaten overvandt alle anslag, fordi dens politik var i overensstemmelse med de russiske arbejdere og bønders interesser. Hertil kom den internationale arbejderklasses optræden og sympatiaktioner. Det kom også til udtryk i Danmark, hvor borgerskabet i første omgang stort set stillede sig på kontrarevolutionens side, idet Danmark ikke ville anerkende Sovjetstaten, omend den danske gesandt, Harald Scavenius, først blev kaldt hjem i december 1918, og i, at den danske regering på trods af loven tillod hvervning af danske til et ekspeditionskorps: Vestenholz der blev sat ind i Baltikum. Det beroede i høj grad på det danske kongehus nære forhold til Romanoverne (den russiske zarfamilie) og de store danske kapital investeringer i det zaristiske rige.

I arbejderklassen var stillingen en ganske anden. Her havde der altid været stor sympati for de russiske revolutionæres indsats. Der var intime forbindelser til de russiske socialdemokratiske flygtninge, der opholdt sig og virkede i Danmark. Lenins brevveksling med hjemlandet formidledes således gennem dækadresser i København. Flere og flere betragtede bolsjevikernes revolutionære politik og magtovertagelse i oktober måned 1917, som vejen frem for den danske arbejderklasse og Danmark. En at socialdemokratiets førere, daværende redaktør af Socialdemokraten F. J. Borgbjerg, forsvarede således i december 1917 i en lederartikel "Revolution og ravnekrog" Oktoberrevolutionen: "Vi der har gået i skole hos Marx og Engels måler ikke den russiske revolution med borgerskabets ravnekrogsalen…… Fremtiden vil med begejstring, med lysende øjne, læse om den store russiske revolution den nye indledning til en ny tid".

Der skulle dog ikke gå længe før han hengav sig til ravnekrogens småtskårne vurderinger af den første sejrende Arbejdermagt. Men her fik han ikke følgeskab at de mere klassebevidste arbejdere i og udenfor socialdemokratiet. På socialdemokratiets kongres i februar 1918 blev der således fremsat forslag om en hilsen til de kæmpende russiske og finske arbejdere. Udtalelsen blev enstemmigt tiltrådt og de delegerede rejste sig i hyldest til de kæmpende klassefæller. Oktoberrevolutionen havde også indvirket på anden måde på den danske arbejderklasse, der uanset at landet ikke var inddraget i krigen i høj grad havde sporet andre af krigens virkninger og set, hvorledes spekulanter mæskede sig på folkets og nationens bekostning. Med udgangspunkt i arbejdsløsheden var der store demonstrationer mod spekulanterne og udbytningen. I februar 1918 stormede de arbejdsløse Børsen og ryddede den for "børshajerne".

Bevægelsen var syndikalistisk præget. Med oktoberrevolutionen blev de antipolitiske synspunkter trængt mere og mere i baggrunden. Den politisk bevidste fløj blev styrket. Oppositionen mod de socialdemokratiske lederes borgfredspolitik dannede således forud for rigsdagsvalget i april 1918 "Socialistisk Arbejderparti". De mest fremtrædende var her Marie Nielsen, Åge Jørgensen og Thøger Thøgersen. Sidstnævntes navn vil blive stående som en at de bedste skikkelser i dansk arbejderbevægelse. Senere sluttede forfatteren Martin Andersen Nexø sig til partiet. Han bidrog i høj grad til at give partiet et ansigt overfor offentligheden. Kendt fra den tid er hans polemik mod Stauning og hans deltagelse i kampagnen "Hænderne væk fra Sovjetstaten".

Socialdemokratisk Ungdomsforbund, der sluttede op bag Zimmerwald, og som opponerede kraftigt mod socialdemokratiets borgfredspolitik og partiets ministersocialisme optrådte også under indtryk af arbejderrevolutionen mere konsekvent mod den reformistiske politik. I foråret 1919 opsagde Socialistisk Ungdoms Forbund (SUF) den bestående aftale med socialdemokratiet. Under indtryk af de sovjetiske initiativer nærmede de spredte socialistiske kræfter sig hinanden og den 9. november 1919 stiftedes Danmarks Venstresocialistiske Parti. Kontakterne med de kræfter, der her arbejdede for oprettelse af III. Internationale havde også bidraget hertil. På forslag af Lenin, var der sendt indbydelse til Marie Nielsen om deltagelse i Kominterns stiftende kongres.

Den revolutionære bevægelse satte ikke alene ind mod blokaden af Sovjetstaten, men også for genoptagelse at samkvemmet med Sovjetrepubliken. Sovjetstaten var også interesseret heri. Allerede i 1918 havde Lenin underskrevet et dekret om anvendelse at 10 millioner rubler til indkøb af frø og planter i Danmark. Der var heri regnet med 1 mill. til køb af kunstgødning og 1 mill. til køb at lægemidler. Senere på året kom et nyt dekret om anvendelse af 20. millioner rubler til indkøb af frø til havebrug. Dansk kapitalisme, der var blevet hårdt ramt et revolutionen var dengang interesseret i at få Sovjetmagten likvideret og spillede på, et det ville ske. Så optimistisk havde man været, at en journalist, i anledning at en skrøne om, at Sovjetmagten var brudt sammen, i en et de borgerlige aviser skrev: "Kedeligt nok, at det så brat sluttede. Der bliver nu ingen mulighed tor at konstatere, et Socialismen ikke lader sig praktisere."
Overoptimisten havde glædet sig for tidligt. Et dansk ord siger, et men skal ikke gøre regning uden vært. Det havde hen i høj grad gjort. Han anede ikke, hvilken kraft og skabende evne Arbejderklassen er i besiddelse et. Sovjetstaten holdt og den gennemførte foranstaltninger, der styrkede Sovjetmagten og realiserede den socialistiske samfundsomdannelse. Efterhånden som forhåbningerne om, at blokaden, kontrarevolutionære og interventionshære skulle gøre det af med Sovjetstaten blev mindre og mindre fremherskende, fik arbejderbevægelsens krav om optagelse af et normalt samkvem med Sovjet også tilslutning fra visse finanskredse, - først og fremmest fra dem, der havde foretaget investeringer i det tidligere russiske rige.

Der blev således af danske erhvervsorganisationer nedsat et udvalg for optagelse at forbindelser med Den russiske føderative sovjetrepublik, "Erhvervenes Ruslandudvalg". Det søgte kontakt med M. Litvinov, da han opholdt sig i København i 1919 for at træffe aftale med England angående udveksling af krigsfanger. En hidsig pressekampagne herimod førte til, et bestræbelserne strandede. Regeringen ville ikke give Litvinov den nødvendige opholdstilladelse, og da han senere under et ophold i Norge søgte om tilladelse til indrejse i Danmark, blev det ham nægtet. Det gik straks bedre, da den sovjetrussiske kommisær Leonid Kressin var i København som udsending for "Centrosojus" en sammenslutning af russiske kooperativer og som blev anset for at være en organisation uafhængig af Sovjetregeringen. Landmandsbankens direktør, Emil Glüchstadt, og Transatlantisk Kompagnis leder, Harald Plum, søgte og fik kontakt med Krassin. Det gav resultat og den 23. april 1920 blev der undertegnet en aftale om oprettelse af et internationalt clearingskontor i København til formidling af handelen med den russiske føderative sovjetrepublik.

De allierede magter vendte sig mod aftalen under henvisning til at erstatningsspørgsmålet ikke var blevet løst, og den blev aldrig, ført ud i livet. Men afgørende herfor var, at Zahle-regeringen, der gik ind for aftalen, blev tvunget væk. Tilsyneladende var det regeringens stilling til den kommende grænsedragning mellem Danmark og Tyskland, der fældede den, men i virkeligheden var det finansgruppen omkring ØK, hvide emigranter og familien Romanov, der stod bag intrigerne ved hoffet. Denne version bekræftes af, at den efterfølgende regering, der var stærkt præget af ØK-gruppen, var modstander af aftalen og modsatte sig alle bestræbelser på at få aftaler med Sovjetstaten i stand.

"Politiken", organ for det tidligere regeringsparti, betegnede under valgkampen i april 1920 denne holdning som: "Dum dansk politik". Da der i begyndelsen af 1921 foregik forhandlinger i Stockholm om normalisering af forholdene mellem Sovjetstaten og de nordiske lande, deltog "Erhvervsorganisationernes Ruslandsudvalg" heri og var interesseret i, at aftaler blev indgået. Men regeringen med Harald Scavenius som udenrigsminister fik forhandlingerne afbrudt. I december 1921 kritiserede socialdemokratiets formand Th. Stauning denne sabotage af bestræbelserne på at få gennemført aftaler med Sovjetstaten. Også fra anden side blev der sat ind for at bryde denne sabotage i forholdet til Sovjetstaten. I december 1921 fik Store nordiske Telegrafselskab koncession på at drive virksomhed i Sovjetstaten - traktaten gjaldt på 25 år og er siden blevet fornyet. Selskabet fik dets eksproprierede ejendomme tilbage og forpligtigede sig til, at Sovjetstaten havde forret på telegrafkommunikation og med ret til censur overhovedet. Samme år gav Andersen Nexø tilsagn om at stille sig i spidsen for en komite til etablering af handelsmæssige og kulturelle forbindelser med Sovjetstaten.

Regeringen kunne ikke i det lange løb fastholde sin modstand angående aftaler med Sovjetstaten. I slutningen af 1922 søgte den således over sin gesandt i Bern genoptagelse af forhandlingerne om en handelsaftale, samt for den landbrugsudstilling, der i sommeren 1923 skulle afholdes i Moskva. Der spilles her åbenbart på den interesse Sovjetunionen kunne have i det højt udviklede danske landbrug. Der var visse betænkeligheder angående erstatninger for foretagne ekspropriationer. Disse indvendinger var dog ikke vægtigere end, at der i begyndelsen af 1923 afsendtes en forhandlingsdelegation til Moskva. Den 23. april var forhandlingerne skredet så vidt frem, at en midlertidig overenskomst mellem Danmark og Sovjetunionen var klar. Der var tale om en de facto anerkendelse af Sovjetunionen, der medførte en række rettigheder angående toldafgifter, skibsfart, trafik og transport. Den officielle repræsentant og medlemmerne af delegationen skulle være forpligtigede til at afholde sig fra at udøve, understøtte eller opmuntre nogen som helst politisk propaganda, henholdsvis mod Danmarks og Sovjets institutioner.

Fra konservativ side rejstes der kraftige indvendinger mod ratificeringen og overenskomsten blev derfor bragt op i Rigsdagen, hvor den blev godkendt med overvældende flertal. I den periode, hvor der såvel fra Sovjetstatens side som fra danske arbejderes side var sat ind for aftaler med Sovjetstaten, var der i Danmark foretaget indsamling af såvel midler til indkøb at antiseptiske midler til hårdtsårede rødarmister, som til befolkningen i hungerområderne ved Volga. Bestræbelserne havde altså båret frugt, vejen var banet for en de jura anerkendelse af Sovjetunionen, men der skulle dog hengå endnu et år inden det skete, den 18. juni 1924. Men da var der ud af komiteen, Andersen Nexø stod i spidsen for, til etablering af handelsmæssige og kulturelle forbindelser med Sovjetunionen dannet et selskab til videreførelse af arbejdet Dansk-Russisk Samvirke den 23. april 1924. Georg Bolgan, sekretær i hovedstadens Brugsforeninger, der gennem mange år havde fungeret som mellemmand ved Lenins brevveksling med hjemlandet, blev selskabets første formand. Stifterne anså selskabet som absolut nødvendigt for at udbrede kendskabet om Danmarks og Sovjetunionens fælles interesser og om Sovjetunionen, dens sociale, økonomiske, politiske og kulturelle liv, hvilket var hårdt tiltrængt netop i de år, hvor kontrarevolutionen havde drevet hetskampagne mod Arbejderstaten og fremkaldt et vrangbillede af den socialistiske opbygning.

Det var kun et fåtal i Danmark, der forstod, hvad den nye stat indebar og at Leo Tolstojs ord: "Det er fra østen, den nye tid vil komme" var ved at gå i opfyldelse. Arbejderdelegationer i slutningen af 20'erne bidrog ved deres beretninger fra Sovjetunionen til en vis afklaring. Hertil kom så Andersen Nexø´s virksomhed. Megen opsigt og begejstring vakte således hans bog at 1922: "Mod dagningen". Og han var i disse år en meget benyttet foredragsholder i landets forsamlingshuse med skildringer af tilstandene i Sovjetunionen. Sovjetunionens kamp for fredelig sameksistens blev dølget ned eller i bedste fald bagatelliseret. Reaktionen havde travlt med et fortælle, hvor dårligt alt var under Socialismen. Elektrificeringer, landbrugets kollektivisering og den første femårsplan blev udlagt som de rene fiaskoer. Og dog var det en kendsgerning, et den store krise i 1929-32 gjorde holdt ved Sovjetunionens grænser. Resultaterne af opbygningen må alligevel have imponeret visse kredse, - ellers havde den socialdemokratiske statsminister Stauning næppe i 1932 talt om, at planøkonomi var nødvendig. Han gjorde imidlertid intet for at udnytte de erfaringer, der var gjort i Sovjetunionen ved opbygningen af Socialismen og forstod overhovedet ikke den betydning, som Sovjetunionen havde for Danmarks og det danske folks sikkerhed og fremtid.

Heller ikke da den tyske imperialismes ekspansionsplaner gennem Hitlers taler sigtede mod såvel Sovjetunionens som Danmarks integritet, forstod han eller hans makkere interessen i fælles indsats for kollektiv sikkerhed i Europa. Og dog var der klare udtryk for, at det for Sovjetunionen ikke kun drejede sig om læbebekendelser, men om realiteter og handling. Sovjetunionens og Frankrigs traktat med Tjekkoslovakiet om bistand i tilfælde af, at Tjekkoslovakiet blev udset for aggression var en åbenbar ting. Det var en regulær advarsel til Nazityskland, men også en tilkendegivelse af villighed til bistand til truede lande. Mens Polen direkte gik mod bistand fra Sovjetunionen sagde Danmark og andre mindre lande (Oslo-agterne) sig løs af Folkeforbundstraktatens sanktionsbestemmelser. Hvordan man end vurderer motiverne, så kunne det kun virke som en opmuntring for de nazistiske aggressorer. Og det kan ikke undskyldes med, at Daladier og Chamberlain gennem München-aftalen prisgav Tjekkoslovakiet til agressorerne og derved åbnede vejen for en krig mod øst.

Den hitlerske agression kunne og skulle bremses gennem kollektiv optræden og ikke ved begunstigelser og eftergivenhed. Frankrig og England kunne måske håbe på at slippe lettere fra en krig i øst, - Danmark næppe. Selv om Danmark ikke kunne dirigere andre og større landes politik, så kunne det dog ved en positiv og markant Optræden, eventuelt sammen med andre mindre stater have øvet et vist indtryk på de vestlige demokratier og det så meget mere, som Sovjetunionen i Folkeforbundet og ved bistandspagten angående Tjekkoslovakiet havde tilkendegivet, at de stod på vor side.

Gennem statsministeren sagde Danmark sig løs af al solidaritet med andre lande og sluttede oven i købet i maj 1939 ikke-angrebspagt med Hitler, hvilken absolut ikke betød nogen sikkerhed, og som skulle tjene til at besmykke ordbryderen Hitler en kort stund. Danmark havde ved sin politik bidraget til at lægge sten i vejen for den kollektive sikkerhed som Sovjetunionen havde arbejdet så utrættelig for, og da Sovjetunionen svigtet af alle andre stater ved en aftale med Berlin sikrede sig mod at blive draget ind i krig og ødelæggelser allerede i efteråret 1939, faldt man over Sovjetunionen, og over dem, der var formastelige nok til at påvise sagernes sammenhæng. Samme kortsynethed kom til udtryk i den samarbejdspolitik Danmark slog ind på fra besættelsens første dag 9. april 1940 og de påfølgende bestræbelser på at sikre sig en plads i Hitlers NeuEuropa og tiltræden af Anti-kominternpagten, efter at regeringen havde afbrudt de diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen og Danmarks kommunistiske Parti var sat udenfor loven i august 1941 mod Grundlovens klare bestemmelser.

Selv i 1943, mere end et halvt år efter sejren ved Stalingrad, vendte de socialdemokratiske ledere sig mod kommunisterne og modstandsbevægelsen, der kæmpede side om side med partisanerne i andre undertrykte lande og i Sovjetunionen. De undså sig end ikke for at tale om chauvinister og betalte agenter, skønt de måtte vide bedre. De havde endnu ikke fattet Sovjetunionens store betydning for selvstændighed og fred og socialisme. I den kæmpende del af det danske folk var forholdet anderledes. Der forstod man til fulde den store betydning af Sovjetunionens indsats mod den fælles fjende og af, at det danske folk havde en pligt til at være med i dette opgør. I krigens første år blev der taget skridt til en sammenslutning af Dansk-Russisk Samvirke og Sovjetunionens Venner med en betydelig bredere tilslutning. I 1940 havde man i den anledning en omfattende sovjetisk landbrugsudstilling i Studenterforeningens lokaler i København. Men inden sammenslutningen var fuldbyrdet kom overfaldet på Sovjetunionen. Aktivisterne blev arresteret og interneret. Men fra illegaliteten virkede organisationen omend under beskedne former med udgivelse af illegale blade.

Den første bredere samling af modstandsbevægelsens kræfter kom i begyndelsen af 1942 som "Frit Danmark", der omfattede konservative, radikale, socialdemokrater, kommunister og enkeltpersoner. Bortset fra politiske aktioner, der foregik fra besættelsens begyndelse, kom de første sabotageaktioner og folkerejsninger i form af altomfattende strejker i 1943. Utilfredsheden med besættelsesmagten voksede, oppositionen mod samarbejdspolitik og udbytning var på arbejdspladser og i fagforeninger ved at antage dominerende former. Sejren ved Stalingrad og de påfølgende nederlag for hitlerstyrkerne virkede inspirerende på det danske folk. Modstanden antog så omfattende former, at Hitler så sig nødsaget til at pålægge den danske lydregering at indføre militær undtagelsestilstand i hele landet. Da samarbejdspolitikerne var klar over deres utilstrækkelige indflydelse, afslog de Hitlers krav. Værnemagten dekreterede så selv undtagelsestilstand og den danske regering blev lagt på is. I konsekvens af modstandsbevægelsens stærke vækst og tilkomsten af nye grupper blev Danmarks Frihedsråd dannet den 16. september 1943. Det var dannet som et koordinationsorgan for frihedskampen, det havde vel et program for tiden, når Danmark atter blev frit, men det blev fastslået, at rådet ville gå fra hinanden, når landet atter var frit. I henhold til formålet gik det ind for samarbejde med såvel vest som Sovjetunionen, og det var næsten en selvfølge, at der arbejdedes på at få en fast forbindelse med Sovjetunionen.

Det førte til at biblioteksdirektør Thomas Døssing i 1944 rejste til Moskva som Det kæmpende Danmarks repræsentant. Der fandt også konsultationer sted i Stockholm mellem repræsentanter for Frihedsrådet og de sovjetiske myndigheder. Det tjente til at højne Frihedsrådets autoritet samtidig med, at mulighederne for Danmarks placering som allieret i efterkrigstiden blev lagt. Det skal ikke forbigåes, at der i selve modstandsbevægelsens rækker optrådte anti-sovjettiske og antikommunistiske elementer, der søgte at sprede frygt for, at Danmark ville blive befriet af sovjethærene. Hvilke stærke kræfter, der end stod bag dem, kunne de dog ikke fordunkle Sovjetunionens indsats ved hitlertyraniets nedkæmpelse. Da Danmark ved befrielsen fik en regering med stærk deltagelse af repræsentanter for modstandsbevægelsen udtalte regeringschefen Vilhelm Buhl: "Danmark står i evig taknemmelighedsgæld til Sovjetunionen." Et forsøg på at få modstandsbevægelsens repræsentant i Moskva, Thomas Døssing, erstattet af en fagdiplomat blev forpurret. Senere forsøgte man at udnytte de sovjetiske hæres befrielse af Bornholm i forbindelse med den hastige fremrykning langs Østersøens kyst til at så tvivl angående Sovjetunionens reelle hensigter.

Stillingen i det danske folk til Sovjetunionen var imidlertid ændret i positiv retning. Det kom klarest og stærkest til udtryk i befrielsesregeringens udenrigsministers holdning og udtalelser på et Centralkomitemøde i Danmarks kommunistiske parti i august 1945. Efter at have udtrykt anerkendelse til DKP, fordi det - før nogen anden - havde sagt sandheden om Sovjetunionen og de progressive kræfter, den rådede over, udtalte Christmas Møller: "Den store, den stærke Sovjetunion med i så meget som muligt". I overensstemmelse med denne indstilling var han med til at rekonstruere Dansk-Russisk Samvirke, så det blev en favnende og stærk organisation med deltagelse af repræsentanter for de store partier, erhvervsforetagender, de store organisationer bl.a. den faglige centralorganisation

Selskabet, som senere ændrede navn til Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen, skulle få stor betydning for samkvemmet mellem Danmark og Sovjetunionen og for udbredelse af sandhed om Sovjetunionen under den kolde krig, der allerede satte ind i 1946 i Danmark. For at trænge sympatien for Sovjetunionen og for kommunisterne tilbage, sattes forud for kommunalvalgene i marts 1946 en kampagne i gang: "Russerne forlader aldrig Bornholm". Myndighederne vidste bedre. Der foregik allerede dengang forhandlinger om sovjetstyrkernes rømning af øen. Så de var fuldstændig klar over, at Sovjetunionen stod ved sin erklæring om, at sovjetstyrkerne ville blive trukket tilbage, når formålet med besættelsen var nået. Derfor kunne de sovjetiske hære allerede en uge efter kommunalvalgenes afslutning forlade Bornholm med dansk forpligtigelse til ikke at tillade placering af fremmede tropper på øen. Det skal bemærkes, at det ikke var tilstedeværelsen af fremmede tropper, der gav anledning til kampagnen, idet de engelske tropper ikke var udsat for en lignende mistænkeliggørelse og at de først forlod Danmark i 1947.

Til trods for, at danske regeringer og danske myndigheder havde arbejdet sammen med Aksemagterne fik Danmark, takket være modstandsbevægelsens indsats og holdning, status som allieret ved krigens afslutning. I konsekvens heraf var Danmark repræsenteret ved FNs grundlæggende møde i 1945 og Danmark sluttede sig i januar 1947 gennem en regeringserklæring med fuld tilslutning fra Rigsdagens partier til Potsdam-erklæringen. Længe skulle det dog ikke vare før den danske regering under socialdemokratisk ledelse begyndte at arbejde med planerne om et skandinavisk forsvarsforbund. De socialdemokratiske ledere, der havde afvist Nordisk forsvarsforbund mod Nazityskland gik nu med fuld musik ind for et forbund mod Sovjetunionen, som vi kunne takke for vor befrielse i 1945. Det blev i debatten erkendt, at det skulle være en genvej til den militære koalition, der var ved at tone frem i Vesteuropa. I begyndelsen af 1948 lod danske myndigheder sig en myte binde på ærmet, om et sovjetisk overfald på landet i påsken. Militærets påskeorlov blev inddraget og forsvaret sat i alarmberedskab. Selv om det viste sig at være en skrøne uden hold i virkeligheden, underbyggede den socialdemokratiske regering hetsen ved at militarisere det frivillige hjemmeværn for at vise sin villighed overfor de vestlige krigsmagere. Og da hetsen mod Sovjetunionen skammelig påstod, at Sovjetunionen havde til hensigt at løbe Vesteuropa overende og havde militær kraft hertil, sluttede regering og en række politiske ledere samt radio og presse op bag denne propaganda. Resultatet heraf blev, at Danmark i marts 1949 sluttede sig til NATO. Det hed sig, at medlemslandene ikke skulle påtage sig større militære byrder, end de selv bestemte. Længe varede det dog ikke, før tjenestetiden for de værnepligtige blev forlænget og talen om en europahær kom frem.

Under disse omstændigheder voksede fredsbevægelsen sig stærk. Den havde allerede formået at mobilisere så mange, at det liberale parti: Det radikale Venstre, sammen med kommunisterne stemte mod indmeldelse i NATO. Stockholm-appellen mod atomvåben opnåede 200.000 underskrifter, før en omfattende hets sattes ind mod den. Protestbevægelsen mod Forbundsrepublikken Tysklands inddragen i europahæren fik en så omfattende tilslutning, at der aldrig før i Rigsdagens historie var indbragt så mange protestresolutioner.

Det viste, at hetsen og den kolde krig ikke havde kunnet bringe nazityranniets forbrydelser til glemsel eller udslette kendsgerningerne om sovjetfolkets opofrende og storslåede indsats mod den fælles fjende. Interessen for at lære Sovjetunionen nærmere at kende var stor. Men genopbygningen tillod først i 1950 at sende en større repræsentativ delegation til Socialismens land. I 1954 gav universiteternes rektorer tilsagn om at deltage i en sådan rejse. Det blev forpurret fra højere sted, delegationen kom dog i stand, med fremtrædende politikere, videnskabsmænd og forfattere. Den kolde krig var ved at være brudt. Alligevel undlod Folketinget at svare på den Øverste Sovjets brev om udveksling af delegationer. Den kommunistiske fraktion påviste, at der måtte svares på henvendelsen. Der blev givet positivt svar og en delegation omfattende repræsentanter for alle partier blev sammensat og rejsen bestemt til maj 1956. Det førte til, at den danske statsminister satte ind for en regeringsdelegation forinden. Statsminister H.C. Hansen og kulturminister J. Bomholt besøgte derfor i februar (marts) måned 1956 Sovjetunionen. Udadtil var der en synlig ændring i dansk holdning overfor Sovjet.

Men sådan var det ikke på alle områder. Myndighederne bøjede sig således for NATOs diktat om stop for eksport af de såkaldte strategiske varer, der bl.a. betød, at B&W ikke måtte levere visse skibstyper til Sovjetunionen, hvilket igen betød arbejdsløshed for danske arbejdere. Begivenhederne i Polen og Ungarn i efteråret 1956 efter opgøret med personkulten, blev udnyttet til fornyet hets mod Sovjetunionen og den socialistiske verden. Fredskræfternes påvisning af NATOs dominans over for de mindre lande og USA's krig i Asien, blev undskyldt med, at sådan er stormagter, Sovjetunionen er ikke bedre. Den socialistiske Sovjetunion blev direkte sammenlignet med USA-imperialismen.

På trods af anti-sovjetismen blev der i 1960´erne lavet kulturaftaler mellem Danmark og Sovjetunionen. Bestræbelserne på at hindre en ny verdenskrig tog også til i styrke og omfang. Det kom bl.a. til udtryk i opslutningen om SUKP´s forslag om en europæisk sikkerhedspagt. Når der efter 10 års forhandlinger i Geneve nåedes frem til Helsinki-aftalen, kan det i højeste grad føres tilbage til slig utrættelig indsats for og urokkelig tillid til den fredelige sameksistens. Men Helsinki-aftalen var ikke nået, hvis folkene ikke de facto sluttede op bag Sovjetunionens politik for fredelig sameksistens, den samme politik, som har bidraget til at hindre den tredje verdenskrig.

Sovjetunionens fredspolitik svarer til folkenes interesser, men strider helt åbenbart mod rustningskapitalens og de multinationale monopolers profitinteresser. Derfor forsøger man at spærre vejen for videre afspænding gennem anklager mod Sovjetunionen og den socialistiske verden for at krænke menneskerettighederne, samtidig med, at Sovjetunionen anklages for forcering af oprustningen. Postulater som også får støtte af selve den danske regering, der mener at have konstateret tiltagende sovjetisk flådeaktivitet i Østersøen. Betegnende nok har det danske admiralitet ikke kunnet konstatere noget sådant.

Her i 60-året for Oktoberrevolutionen, hvor erfaringerne klart viser, at Sovjetunionen har ført og fører aktiv fredspolitik og i følge dens socialistiske struktur ikke kan have og ikke har aggressive hensigter, sættes ved Jimmy Carters initiativ en ny oprustningsbølge ind under påberåbelse af sovjetisk trussel. Den danske statsminister, Anker Jørgensen, har erklæret, at NATO beredskabet har den styrke det skal have. Senere har den danske forsvarsminister gjort opmærksom på, at det næppe ville være muligt at nå op på den af NATO dekreterede forhøjelse af militærudgifterne med 3 pct. Det sker under indtryk af folkestemningen. Hertil kan jo føjes, at adskillige socialdemokrater i anledning af anslagene mod afspændingen har tilkendegivet, at der ikke findes noget acceptabelt alternativ til afspændingen.

Når Sovjetunionen foran Oktoberrevolutionens 60 årsdag kan notere større opslutning om dens fredsinitiativer og fredelige sameksistens politik, så skyldes det i allerhøjeste grad, at Sovjetstaten ved afskaffelse af den kapitalistiske udbytning og ved dens praktiske anvisninger har vist den udbyttede og lidende menneskehed en vej frem til en tilværelse i frihed, fred og fremgang. Når det i de 32 år, der er gået siden anden verdenskrig, gennem indviklede forhold og yderst spændte situationer er lykkedes at holde de krigslystne i ave, kan det i højeste grad føres tilbage til Sovjetunionens stærke position og kloge politik. Men uden de folkelige kræfters opslutning ville det ikke have været muligt, og her har arbejderne og de kommunistiske partier spillet en væsentlig rolle. Danske kommunister mener, at vi som under borgerkrigsårene og blokade og under fascismens fremtrængen og hærgen ydede vor beskedne indsats også har været med til at styrke kampen for afspænding, nedrustning, fred og sociale fremskridt.

John Reed (1857-1920) var en højtbegavet ung amerikaner, søn af velhavende forældre og med en stor karriere foran sig i bladverdenen, da han under den første verdenskrig tog til Rusland for at overvære revolutionens forløb efter tsarens fald og massernes rejsning. John Reed kom til Rusland i september 1917 og han blev der til begyndelsen af 1918. I disse måneder samlede og skrev John Reed det første udkast til bogen »Ti dage der rystede verden«. Den giver både baggrunden for Oktoberrevolutionen 1917 og navnlig en aldeles enestående øjenvidneskildring af begivenhederne i oktober og november. Mange af disse situationer ville kun være meget ufuldstændigt kendt, hvis John Reeds øjne, ører og tanke ikke havde fanget dem ind og bragt et billede videre til os.

Det er med den største interesse og usvækket opmærksomhed, jeg har læst John Reeds bog »Ti dage, der rystede verden«. Jeg anbefaler den uforbeholdent til arbejderne i hele verden. Her er en bog, som jeg gerne ville se udgivet i millioner af eksemplarer og oversat til alle sprog. Den giver en sandfærdig og overordentlig levende fremstilling af begivenheder, der er betydningsfulde for forståelsen af, hvad den proletariske revolution og proletariatets diktatur virkelig er. Disse problemer diskuteres vidt og bredt, men før man kan godkende eller forkaste disse ideer, må man forstå den fulde betydning af dem. John Reeds bog vil utvivlsomt bidrage til at klarlægge dette problem, som er fundamentalt for den internationale arbejderbevægelse.

Denne tekst er en skive intens historie, som jeg oplevede den. Bogen foregiver ikke at være andet end en detailleret redegørelse for Novemberrevolutionen, da bolsjevikkerne i spidsen for arbejderne og soldaterne greb statsmagten i Rusland og lagde den i hænderne på sovjetterne. Naturligvis handler den mest om det »røde Petrograd«, hovedstaden, opstandens hjerte. Men læseren må forestille sig, at hvad der skete i Petrograd, blev gentaget på næsten samme måde, med større eller mindre intensitet, til forskellige tidspunkter, over hele Rusland. I denne tekst, den første af flere, jeg arbejder på, må jeg begrænse mig til en skildring dels af de begivenheder, jeg selv iagttog og oplevede, dels af andre, der støttes på tilforladelige kilder, idet der forudskikkes to kapitler med et kort rids af Novemberrevolutionens baggrund og årsager. Jeg er klar over, at disse to kapitler kan være vanskelige at læse, men de er væsentlige for en forståelse af det, der følger. Mange spørgsmål vil melde sig under læsningen. Hvad er bolsjevisme ? Hvad slags statsapparat har bolsjevikkerne oprettet ? Når bolsjevikkerne gik ind for en konstituerende (grundlovgivende) forsamling før Novemberrevolutionen, hvorfor opløste de den så bagefter med våbenmagt ? Og når bourgeoisiet vendte sig mod den konstituerende forsamling, indtil bolsjevismens fare blev åbenbar, hvorfor gik de så bagefter ind for den ? Disse og mange andre spørgsmål kan ikke besvares her. I et andet bind, »Fra Kornilov til Brest-Litovsk«, vil jeg følge revolutionens forløb indtil og indbefattet freden med Tyskland. Der vil jeg forklare de revolutionære organisationers oprindelse og funktioner, folkestemningens udvikling, opløsningen af den konstituerende forsamling, sovjetstatens struktur og Brest-Litovsk forhandlingernes gang og udgang. Ved en betragtning af bolsjevikkernes fremgang må man forstå, at opløsningen i Ruslands økonomiske liv og i den russiske hær var det logiske resultat af en proces, der begyndte så langt tilbage som 1915. De korrupte reaktionære, der kontrollerede tsarens hof, var i færd med forsætligt at ødelægge Rusland for at lave en separatfred med Tyskland. Den mangel på våben ved fronten, der forårsagede tilbagetoget i sommeren 1915, mangelen på mad i hæren og de store byer, standsningerne i produktionen og transporten i 1916 - alt dette var, som vi nu ved, dele af en vældig sabotagekampagne. Den blev standset i tide af martsrevolutionen. I det nye styres første måneder blev både den indenrigske situation og hærens kampevne virkelig forbedret, på trods af den forvirring, der følger med en stor revolution, hvor 160 millioner af verdens mest undertrykte mennesker pludselig vinder friheden. Men »hvedebrødsdagene« var korte. De besiddende klasser ønskede blot en politisk revolution, som skulle tage magten fra tsaren og give den til dem. De ønskede, at Rusland skulle være en konstitutionel republik ligesom Frankrig eller USA, eller et konstitutionelt monarki som England. På den anden side ønskede folkemasserne et virkeligt industrielt og agrarisk demokrati. William English Walling giver i sin bog, »Ruslands budskab«, der handler om revolutionen i 1905, en udmærket beskrivelse af de russiske arbejderes sindstilstand, de arbejdere, der senere skulle støtte bolsjevismen næsten enstemmigt: »De (det arbejdende folk) så, at det var muligt, at de selv under en fri regering stadig skulle fortsætte sultetilværelsen, hvis denne regering faldt i hænderne på andre samfundsklasser.« Den russiske arbejder er revolutionær, men hverken voldsom, dogmatisk eller uintelligent. Han er villig til at gå på barrikaderne, men han har studeret dem, og han er den eneste blandt alle verdens arbejdere, der kender dem af egen erfaring. Han er rede og villig til at bekæmpe sine undertrykkere, kapitalistklassen, lige til afgørelsen. Men han ignorerer ikke eksistensen af andre klasser. Han anmoder blot om, at de andre klasser tager parti på den ene eller anden side, i den bitre konflikt, der trækker op...De (arbejderne) er enige om, at vore (amerikanske) politiske institutioner er at foretrække for deres egne, men de var ikke meget ivrige efter at bytte en despot med en anden (d.v.s. kapitalistklassen). Arbejderne i Rusland, som blev skudt ned og henrettet i hundredvis i Moskva, Rige og Odessa eller indespærret i tusindvis i ethvert russisk fængsel eller forvist til ørkener og arktiske områder, bragte ikke disse ofre for at vinde de tvivlsomme privilegier, arbejderne i amerikanske guldminer har.« Og derfor udvikledes der i Rusland, midt under en krig, som ikke kom russerne ved, en social revolution på toppen af den politiske revolution, kulminerende i bolsjevismens triumf. Mr. A. J. Sack, som i dette land (USA) er chef for Russisk Informationsbureau, der er vendt mod sovjetregeringen, har følgende at sige i sin bog »Det russiske demokratis fødsel«: »Bolsjevikkerne organiserede deres eget ministerium med Nikolaj Lenin som premierminister og Leo Trotskij som udenrigsminister. At de uundgåeligt ville komme til magten blev øjensynligt næsten lige efter martsrevolutionen. Bolsjevikkernes historie efter revolutionen er historien om deres stadige vækst...« Udlændinge, og amerikanere i særdeleshed, understreger ofte de russiske arbejderes »uvidenhed«. Det er sandt, at de savnede den politiske erfaring, som folkene i vesten besidder, men de var udmærket opøvet i frivillig organisering. I 1917 var der over 12 millioner medlemmer i de russiske brugsforeninger, og sovjetterne selv er en vidunderlig demonstration af deres organisationstalent. Desuden er der vel knap et folk i verden, der er så godt opdraget med socialistisk teori og dets praktiske anvendelse. William E. Walling karakteriserer dem således: »De russiske arbejdere er for de flestes vedkommende i stand til at læse og skrive. I mange år har landet været i en så forstyrret tilstand, at de har kunnet nyde godt af et lederskab, som rekrutteredes ikke alene blandt de intelligente mennesker af deres egen midte, men også blandt en stor del af den ligeledes revolutionære dannede klasse, der har vendt sig til folket med deres ideer om Ruslands politiske og sociale genfødelse.. Mange forfattere forklarer deres fjendtlighed over for sovjetregeringen med den påstand, at den russiske revolutions sidste fase simpelt hen var de »respektable« elementers kamp mod bolsjevismens brutale angreb. Det var imidlertid de besiddende klasser, der, da de blev klar over, hvor stærkt de folkelige revolutionære organisationers magt voksede, satte sig for at ødelægge dem og at sætte en stopper for revolutionen. For at gennemføre dette tog de besiddende klasser sluttelig desperate midler i anvendelse. For at fælde Kerenskij-ministeriet og sovjetterne blev transportvæsenet desorganiseret og indenrigske vanskeligheder fremkaldt; for at knuse bedriftsrådene blev virksomheder lukket og brændsel og råmaterialer sendt andetsteds hen; for at splitte komiteerne i hæren ved fronten blev der genindført dødsstraf og fremkaldt militære nederlag. Dette var fortrinligt brændsel til det bolsjevikiske bål. Bolsjevikkerne svarede med at prædike klassekrig og fastholde sovjetternes overhøjhed. Mellem disse to yderpunkter, hvortil andre grupper hel- eller halvhjertet sluttede sig, stod de såkaldte »moderate« socialister, nemlig mensjevikkerne og de socialrevolutionære og adskillige mindre partier. Disse grupper blev også angrebet af de besiddende klasser, men deres modstandskraft var lammet af deres egne teorier. Groft taget mente mensjevikkerne og de socialrevolutionære ikke, at Rusland var økonomisk modent til en social revolution - de mente, at kun en politisk revolution var mulig. Ifølge deres udlægning var de russiske masser endnu ikke tilstrækkelig oplyste til at overtage magten; ethvert forsøg på at gøre det ville uvægerligt bevirke en reaktion, hvorved nogle hensynsløse chanceryttere kunne genrejse det gamle regime. Og deraf fulgte, at da de »moderate« socialister blev nødt til at overtage magten, var de bange for at bruge den. De troede, at Rusland måtte passere de politiske og økonomiske udviklingsstadier, man kendte i Vesteuropa, og sluttelig sammen med den øvrige verden komme frem til en renlivet socialisme. Derfor var de naturligvis enige med de besiddende klasser om, at Rusland først måtte blive en parlamentarisk stat, - omend med visse forbedringer i forhold til de vestlige demokratier. Følgelig insisterede de på, at de besiddende klasser skulle deltage i regeringen. Herfra og til at støtte dem var der kun et kort skridt. De »moderate« socialister havde brug for bourgeoisiet, men bourgeoisiet havde ikke brug for de »moderate« socialister. Følgen var; at de socialistiske ministre lidt efter lidt gav køb på hele deres program, mens de besiddende klasser blev mere og mere krævende. Og da bolsjevikkerne endelig væltede hele det hule kompromis, opdagede mensjevikkerne og de socialrevolutionære, at de kæmpede side om side med de besiddende klasser... I næsten ethvert land i vore dages verden kan det samme fænomen iagttages. Mens man ofte betragter bolsjevikkerne som en destruktiv kraft, forekommer det mig, at de var det eneste parti i Rusland, der havde et konstruktivt program og magt til at bringe det til anvendelse i landet. Hvis de ikke var kommet i regeringen, da de kom der, er der for mig kun ringe tvivl om, at det kejserlige Tysklands armeer ville have været i Petrograd og Moskva i december måned, og at Rusland igen ville være kommet under en tsars regimente... I dag, efter et helt års sovjetstyre, er det stadig på moden at tale om den bolsjevikiske opstand som et »eventyr«. Eventyr var det, og et af de mest vidunderlige menneskeheden nogen sinde har indladt sig på, dette at marchere ind i historien i spidsen for de arbejdende masser og at basere alt på deres enorme og enkle krav. Der fandtes allerede et maskineri, der kunne bruges til at fordele godsernes jord til bønderne. Bedriftsrådene og fagforeningerne var der til at sætte arbejdernes kontrol med industrien i gang. I hver landsby, by, storstad, i hvert distrikt og hver provins var der sovjetter af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, parate til at overtage den lokale administration. Hvad man end mener om bolsjevismen, er det ubestrideligt, at den russiske revolution er en af de store begivenheder i menneskets historie, og bolsjevikkernes opstigning er et fænomen af verdensbetydning. Ligesom historikerne søger i dokumenterne efter de mindste enkeltheder om Pariserkommunens historie, vil de ønske at vide, hvad der skete i Petrograd i november 1917, kende den ånd, der besjælede folk, vide hvorledes lederne så ud, talte og handlede. Det er med dette for øje, at jeg har skrevet denne tekst. Under kampen var mine sympatier ikke neutrale. Men under fremstillingen af de store dages forløb har jeg prøvet på at se begivenhederne med en samvittighedsfuld reporters øje, for at få sandheden slået fast. For den almindelige læser vil mangfoldigheden af russiske organisationer, politiske grupper, komiteer og centralkomiteer, sovjetter, dumaer, fagforbund og sammenslutninger forekomme yderst forvirrende. Derfor giver jeg her nogle korte definitioner og forklaringer. Ved valgene til den Konstituerende Forsamling var der sytten partier at stemme på i Petrograd, og i nogle provinsbyer helt op til fyrre, men den følgende sammenfatning af de politiske partiers mål og sammensætning er begrænset til grupper og fraktioner, der er omtalt i denne tekst. Kun det væsentlige i deres program og den almindelige karakter af deres vælgertilslutning kan omtales.

Monarkisterne, af forskellig afskygning, oktobristerne etc. Disse fordums mægtige grupper eksisterede ikke længere åbenlyst, enten arbejdede de under jorden, eller deres medlemmer sluttede sig til kadetterne, eftersom kadetterne efterhånden gik ind for deres politiske program. Af monarkister nævnes i denne tekst Rodzjanko og Sjulgin.

Kadetterne. Udtrykket stammer fra forbogstaverne i partiets navn Konstitutionelle Demokrater. Dets officielle navn var imidlertid noget tredie: »Folkefrihedens Parti«. Under tsaren havde det tilslutning fra liberale fra de besiddende klasser og var det store parti for politiske reformer, der groft svarede til det Progressive Parti i Amerika. Da revolutionen udbrød i marts 1917, dannede. kadetterne den første provisoriske regering. Kadetministeriet blev styrtet i april, fordi det gik ind for de allieredes imperialistiske krigsmål, deriblandt også tsarregeringens imperialistiske mål. Efterhånden som revolutionen mere og mere blev en social, økonomisk revolution, blev kadetterne mere og mere konservative. Af kadetter nævnes i denne tekst Miljukov, Vinaver og Sjatskij.

Gruppen af offentlige personligheder. Efter at kadetterne var blevet upopulære, fordi de havde forbindelse med Kornilovs kontrarevolution, blev »gruppen af offentlige personligheder« dannet i Moskva. Repræsentanter fra denne gruppe havde poster i Kerenskijs sidste regering. Gruppen erklærede sig for upolitisk, skønt dens intellektuelle ledere var mænd som Rodzjanko og Sjulgin. Den havde tilslutning fra de mest »moderne« bankfolk, forretningsfolk og fabrikanter, som var intelligente nok til at indse, at sovjetterne måtte bekæmpes med deres eget våben med økonomisk organisation. Typisk for denne gruppe er Ljanozov og Konovalov.

Folkesocialisterne, eller Trudovikkerne. Talmæssigt et lille parti, sammensat af forsigtige intellektuelle, ledere af kooperative selskaber og konservative bønder. Skønt de foregav at være socialister, støttede folkesocialisterne i realiteten småborgeres, kontorfolks og småhandlendes interesser. De havde direkte arvet traditionen for kompromisser fra arbejdergruppen i den fjerde rigsduma, en gruppe, som i hovedsagen var sammensat af bønder. Kerenskij var leder af trudovikkerne i rigsdumaen, da martsrevolutionen i 1917 udbrød. Folkesocialisterne er et nationalistisk parti. I denne tekst nævnes Pesjehonov og Tjajkovskij.

Ruslands socialdemokratiske arbejderparti. Fra første færd marxistiske socialister. På en partikongres i 1903 spaltede partiet på spørgsmålet om taktik i to grupper, flertallet (bolsjinstvo) og mindretallet (mensjinstvo). Herfra stammer de to senere anvendte navne: bolsjevikker og mensjevikker. Disse to fløje blev til to adskilte partier, der begge kaldte sig »Ruslands socialdemokratiske arbejderparti« og begge bekendte sig til marxismen. Efter revolutionen i 1905 havde bolsjevikkerne faktisk været mindretallet, men blev igen flertallet i september 1917. 

Mensjevikkerne. Dette parti rummer alle afskygninger af socialister, der mener, at samfundet må fremad gennem en naturlig evolution hen imod socialismen, og at arbejderklassen først må erobre den politiske magt. Altså et nationalistisk parti. Dette var et parti for socialistiske intellektuelle, for eftersom alle opdragelsesmidler havde været i hænderne på de besiddende klasser, var de intellektuelle instinktivt blevet påvirket af deres uddannelse og stillede sig på de besiddende klassers side. Blandt deres repræsentanter i denne tekst er Dan, Lieber og Tsereteli.

De mensjevikiske internationalister. En radikal fløj af mensjevikker, internationalister og modstandere af enhver koalition med de besiddende klasser, omend de ikke vil bryde med de konservative mensjevikker og er modstandere af arbejderklassens diktatur, som bolsjevikkerne går ind for. Trotskij var længe medlem af denne gruppe. Blandt lederne er Martov og Martynov.

Bolsjevikkerre. Nu kalder de sig Kommunistisk Parti, for at understrege deres fuldstændige adskillelse fra den »moderate« eller »parlamentariske« socialismes tradition, som dominerer mensjevikkerne og de såkaldte flertalssocialister i alle lande. Bolsjevikkerne foreslog øjeblikkelig proletarisk opstand og overtagelse af regeringsmagten for at fremskynde socialismens komme med magtmidler, således at man derved kunne overtage industrien, jorden, de naturlige ressourcer og pengeinstitutterne. Dette parti er hovedsagelig talerør for industri-arbejderne, men også for en stor del af de fattige bønder. Navnet bolsjevik kan ikke oversættes som »maksimalist«. Maksimalisterne er en særskilt gruppe. Se 5 b. Blandt bolsjevikkernes ledere er Lenin, Trotskij og Lunatjarskij.

De forenede socialdemokratiske internationalister, også kaldet Novaja Zjizn, Nyt Liv-gruppen, med et meget indflydelsesrigt blad af samme navn. En lille gruppe intellektuelle med meget ringe tilslutning i arbejderklassen, når man ser bort fra direkte venner af Maksim Gorkij, som er gruppens leder. De er intellektuelle, som har næsten samme program som de mensjevikiske internationalister, bortset fra at Nyt Liv-gruppen ikke vil slutte sig til nogen af de to store fraktioner. De er modstandere af bolsjevikkernes taktik, men forblev i sovjetregeringen Andre repræsentanter i denne tekst er Avilov og Kramarov.

Jedinstvo. En meget lille og svindende gruppe, der næsten helt består af Plehanovs personlige venner. Plehanov var en af pionererne i den russiske socialdemokratiske bevægelse i 80erne og dens største teoretiker. Nu er han en gammel mand, yderst patriotisk, for konservativ selv for mensjevikkerne. Efter bolsjevikkernes opstand forsvandt Jedinstvo.

Det socialrevoltitionære parti. Kaldet Es-er fra begyndelsesbogstaverne i social-revolutionær. Oprindelig var det bøndernes revolutionære parti, de kæmpende terroristiske organisationers parti. Efter martsrevolutionen fik det tilslutning fra mange, der aldrig havde været socialister. Samtidig gik det ind for, at kun privatejendomsret til jorden skulle afskaffes, og ejerne skulle have erstatning. Til slut tvang bøndernes voksende revolutionære indstilling Es-er’erne til at opgive erstatningsbestemmelsen, og de yngre og mere fyrige intellektuelle brød med hovedpartiet i efteråret 1917 og dannede et nyt parti, det venstre-socialrevolutionære parti. Senere kaldte de radikale grupper altid Es-er’erne for højresocialrevolutionære. De antog mensjevikkernes politik og arbejdede sammen med dem. Sluttelig kom de til at repræsentere de mere bemidlede bønder, de intellektuelle og de politisk lidet oplyste befolkningslag i fjerne landlige egne. De rummede imidlertid flere politiske og økonomiske afskygninger end mensjevikkerne. Blandt deres ledere nævnes i denne tekst: Avksentjev, Gots, Kerenskij, Tjernov og »Babusjka« (Bedstemor) Bresjkovskaja.

De venstre-socialrevolutionære. Selv om de teoretisk hævdede det bolsjevikiske program for arbejderklassens diktatur, var de i begyndelsen uvillige til at følge den hensynsløse bolsjevikiske taktik. De venstresocialrevolutionære forblev imidlertid i regeringen og havde navnlig landbrugsministerposten. De trak sig flere gange tilbage fra regeringen, men vendte altid tilbage. Efterhånden som bønderne i stigende tal forlod Es-er’erne, sluttede de sig til det venstre-socialrevolutionære parti, som blev det store bondeparti, der støttede sovjetregeringen, gik ind for konfiskation af de store godser uden erstatning og bøndernes overtagelse af dem. Blandt lederne er Spiridonova, Karelin, Kamkov, Kolegajev.

Maksimalisterne. En gren af det socialrevolutionære parti, dannet i revolutionsdagene 1905, da det var en betydelig bondebevægelse, som forlangte umiddelbar virkeliggørelse af det socialistiske maksimalprogram. Nu en ubetydelig gruppe af bonde-anarkister.

Mødeteknik

Russiske møder og kongresser er organiseret som i Europa. Den første handling er som regel at vælge dirigenter eller præsidium. Præsidiet udgør en komité, bestående af repræsentanter for grupper og politiske fraktioner, valgt i forsamlingen efter forholdstalsvalg. Præsidiet tager sig af forretningsordenen, og dets medlemmer kan skifte som dirigenter. Hvert punkt på dagsordenen behandles i et hovedindlæg og diskuteres derpå, og ved debattens slutning forelægger de forskellige fraktioner resolutioner, som sættes under særskilt afstemning. Forretningsordenen bliver som regel sat ud af kraft i løbet af en halv time. Under henvisning til, at noget er »hastesag«, hvad de forsamlede næsten altid går med til, kan enhver tilhører stå op og sige noget om hvad som helst. Tilhørerne behersker mødet, dirigentens eneste funktion er næsten kun at ringe med en lille klokke for at skaffe ro, og at meddele talernes navne. Så at sige alt virkeligt arbejde under mødet gøres i udvalgsmøder eller gruppemøder af de forskellige politiske fraktioner, som næsten altid stemmer en bloc og repræsenteres af ordførere. Resultatet er imidlertid, at når et vigtigt nyt moment kommer op, afbrydes mødet for at give de forskellige grupper og politiske fraktioner mulighed for at samles. Forsamlingen er overordentlig støjende, den hylder taleren eller hujer ad ham og kuldkaster præsidiets planer. Blandt de gængse tilråb er: Fortsæt ! Hør ! Rigtigt ! Hold op ! Ned med ham ! Fy ! Stille ! Må vi få ro !

Folkelige sammenslutninger

Sovjet. Ordet sovjet betyder råd. Under tsaren var der et kejserligt rigsråd, en statssovjet. Efter revolutionen er ordet sovjet imidlertid blevet knyttet til en bestemt type folkeforsamling, der vælges af arbejderklassen og befolkningens økonomiske organisationer - sovjetter af arbejder- eller soldater- eller bonderepræsentanter. Jeg benytter derfor kun ordet om disse organer. Ved siden af de lokale sovjetter, der vælges i hver enkelt storstad, by og landsby i Rusland - og i storbyerne også rayonsovjetter, bykvartersovjetter - er der også distriktssovjetter og guvernements- (provins-) sovjetter, og i hovedstaden findes centraleksekutivkomiteen, landsledelsen for alle Ruslands sovjetter, som efter sine russiske forbogstaver kaldes TsIK. (Se nedenfor under » Centralkomiteer«). Næsten alle vegne sluttede arbejderrepræsentanternes og soldaterrepræsentanternes sovjetter sig sammen snart efter martsrevolutionen. I særlige sager vedrørende deres særinteresser fortsatte arbejdersektionerne og soldatersektionerne at holde separate møder. Sovjetterne af bonderepræsentanter sluttede sig ikke til de to andre før efter bolsjevikkernes opstand. De var organiseret på samme måde som arbejderne og soldaterne, med en eksekutivkomité i hovedstaden for alle rigets bondesovjetter.

Fagforbundene. Skønt de russiske arbejderforeninger hovedsagelig var industrielle i formen, blev de stadig kaldt fagforeninger, og på den bolsjevikiske revolutions tid havde de 3-4 millioner medlemmer. Disse fagforeninger var også samlet i en landsorganisation, som havde sin centraleksekutivkomité i hovedstaden. 

Bedriftsrådene. Disse var spontant dannede organer i virksomhederne, oprettet af arbejderne som et forsøg på at kontrollere industrien ved at udnytte det administrative sammenbrud, der fulgte med martsrevolutionen. Deres funktion var ved revolutionær aktion at overtage og drive virksomhederne Bedriftsrådene havde også deres landsorganisation, med en centralkomité i Petrograd, som samarbejdede med fagforbundene.

Dumaerne. Ordet duma betyder sådan noget som »forhandlende organ«. Den gamle rigsduma, som i en demokratiseret form holdt ud i 6 måneder efter martsrevolutionen, døde en naturlig død i september 1917. Bydumaen, som der henvises til i denne tekst, var den reorganiserede byduma, der ofte kaldtes byens selvstyre. Den var valgt ved direkte og hemmelige valg, og den eneste grund til, at den ikke magtede at holde igen på masserne under den bolsjevikiske revolution, var, at alle rent politiske organer generelt tabte deres myndighed i samme takt, som organisationer baseret på økonomiske grupper vandt indflydelse. 

Zernstvoerne. Kan råt oversættes ved »amtsråd«. Under tsaren var de halvpolitiske, halvsociale organer med meget ringe administrativ beføjelse, udviklet og kontrolleret af intellektuelle liberale blandt de jordejende klasser. Deres vigtigste opgave var skolesager og socialt arbejde blandt bønderne. Under krigen overtog zemstvoerne gradvis af forsyning af den russiske hær med fødevarer og beklædning samt indkøb deraf fra fremmede lande. Blandt soldaterne ved fronten arbejdede de i almindelighed ligesom det amerikanske KFUM. Efter martsrevolutionen blev zemstvoerne demokratiseret, med det formål at gøre dem til lokale regeringsorganer i landdistrikterne. Men ligesom bydumaerne kunne de ikke hamle op med sovjetterne.

De kooperative selskaber. Det drejer sig om brugsforeninger blandt arbejdere og bønder. De havde adskillige millioner medlemmer over hele Rusland før revolutionen. De var grundlagt af liberale og »moderate« socialister og blev ikke støttet af de revolutionære socialistiske grupper, fordi de var en erstatning for den fuldstændige overførelse af produktionsmidlerne og fordelingen til arbejderne. Efter martsrevolutionen bredte de kooperative selskaber sig stærkt; de blev domineret af folkesocialisterne, mensjevikkerne og de socialrevolutionære og virkede indtil den bolsjevikiske revolution som en konservativ politisk kraft. Det var imidlertid disse kooperative selskaber, der forsynede Rusland, da det gamle handels- og transportsystem brød sammen.

Hærkomiteerne. Hærkomiteerne blev dannet af soldaterne ved fronten for at bekæmpe den reaktionære indflydelse, som det gamle regimes officerer udøvede. Hvert kompagni og regiment, hver brigade og division, hvert korps havde sin komité, og over dem alle blev der valgt en armékomité. Den centrale hærkomité samarbejdede med generalstaben. Det administrative sammenbrud i hæren ovenpå martsrevolutionen betød, at hovedparten af intendanturens arbejde og i nogle tilfælde også kommandoen blev lagt over til hærkomiteerne.

Flådekomiteerne. Organer i flåden svarende til hærkomiteerne.

Centralkomiteer

I foråret og sommeren 1917 blev der holdt alle mulige landskongresser i Petrograd. Der var landskongresser af arbejder-, soldater- og bondesovjetter, af fagforbund og bedriftsråd, af hær- og flådekomiteer - foruden kongresser af de enkelte våbenarter i hæren og flåden, kooperative selskaber, nationaliteter etc. Hver af disse kongresser valgte en centralkomité, eller en centraleksekutivkomité, som skulle varetage dens særlige interesser i regeringsbyen. Da den provisoriske regering blev svagere, var disse centralkomiteer nødsaget til at antage mere og mere administrativ myndighed. De vigtigste centralkomiteer, der nævnes i denne tekst, er:

Forbundenes Forbund. Under 1905-revolutionen dannede professor Miljukov og andre liberale forbund af studerede erhverv - læger, sagførere etc. De blev samlet i en centralorganisation, Forbundenes Forbund. I 1905 handlede Forbundenes Forbund i forståelse med det revolutionære demokrati; i 1917 modsatte Forbundenes Forbund sig imidlertid bolsjevikkernes opstand og organiserede de regeringstjenestemænd, der gik i strejke imod sovjetternes autoritet.

TsIK. Den Centrale Eksekutivkomité for arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. Således kaldet efter forbogstaverne i navnet.

Tsentroflot. Den centrale flådekomité.

Vikzjel. Centralkomiteen for jernbanefolkenes forbund. Således kaldet efter forbogstaverne i navnet.

Andre organisationer

De Røde Garder, de væbnede bedriftsarbejdere i Rusland. De Røde Garder blev først dannet under revolutionen 1905 og dukkede op igen i martsdagene 1917, da der behøvedes en styrke til at holde orden i byen. På den tid var de bevæbnede, og alle den provisoriske regerings anstrengelser for at afvæbne dem var mere eller mindre frugtesløse. Ved hver eneste stor krise under revolutionen viste den Røde Garde sig på gaderne, utrænet og udisciplineret, men fuld af revolutionær glød.

De Hvide Garder. Borgerlige frivillige, som dukkede op i revolutionens seneste stadier for at forsvare privatejendommen mod bolsjevikkernes forsøg på at afskaffe den. Mange af dem var universitetsstudenter.

Tehinerne. De udgjorde den såkaldte »Vilde Divisioner« i hæren og var muhamedanske stammefolk fra Centralasien. De nærede stor hengivenhed for general Kornilovs person. Tehinerne var kendt for deres blinde lydighed og dyriske grusomhed i krig.

Dødsbataillonerne. Eller stødbatailloner. Kvindebataillonen er blevet kendt som dødsbataillonen, men der var mange dødsbatailloner bestående af mænd. De blev dannet i sommeren 1917 af Kerenskij, med det formål ved deres heroiske eksempel at styrke disciplinen og kampkraften i hæren. Dødsbataillonerne bestod mest af glødende unge patrioter. De kom hovedsagelig fra de besiddende klasser. 

Officersforbundet. En organisation dannet blandt de reaktionære officerer i hæren for politisk at bekæmpe hærkomiteernes voksende magt.

St. Georgsridderne. St. Georgskorset blev tildelt for tapperhed i kamp. Dets besidder blev automatisk St. Georgsridder. I denne organisation var militaristiske ideer stærkt fremherskende.

Bondeforbundet. I 1905 var bondeforbundet en revolutionær organisation. I 1917 var det imidlertid blevet det politiske udtryk for de mere velstående bønder og skulle bekæmpe bonderepræsentanternes sovjetter, der havde revolutionære formål og nød en voksende magt.

Tidsangivelser og stavemåde

Jeg har i denne tekst helt igennem anvendt vor (vestens) kalender, i stedet for den gamle russiske kalender, der var 13 dage bagud for vor. Ved stavningen af russiske navne og ord er ikke gjort noget forsøg på at følge videnskabelige regler for overførelsen, men der er forsøgt at angive en stavemåde, der kan give læseren en simpel tilnærmelse til udtalen. 

Kilder

Meget af materialet i denne tekst stammer fra mine egne notater. Jeg har imidlertid også støttet mig til en noget uensartet samling af adskillige hundrede udvalgte russiske aviser, som dækker næsten hver dag i det beskrevne tidsrum, på samlinger af det engelske blad (Russian Daily News) og på de to franske blade (Journal de Russie og Entente). Men langt værdifuldere end disse er den Bulletin de la Presse, som daglig blev udsendt af det franske informationskontor i Petrograd, og som rapporterer alle vigtige begivenheder, taler og kommentarer fra den russiske presse. Heraf har jeg en næsten komplet samling fra foråret 1917 til slutningen af januar 1918. Ud over dette har jeg i min besiddelse næsten hver eneste proklamation, dekret eller bekendtgørelse, der har været opsat på Petrograds mure fra midten af september 1917 til slutningen af januar 1918, og yderligere den officielle publikation med de hemmelige traktater og andre dokumenter, som blev opdaget i udenrigsministeriet, da bolsjevikkerne overtog det.

Baggrunden

Henimod slutningen af september 1917 blev jeg opsøgt af en udenlandsk professor i sociologi, han var på besøg i Rusland. Forretningsmænd og intellektuelle havde fortalt ham, at revolutionen var ved at gå i stå. Professoren havde skrevet en artikel derom og var så taget på en rundtur i landet, hvor han havde besøgt fabriksbyer og bondesamfund og til sin forbavselse havde han set, at revolutionen syntes at sætte farten op. Det var blandt lønmodtagere og arbejdsfolk på landet almindeligt at høre ord som »al jord til bønderne, alle fabrikker til arbejderne«. Hvis professoren havde besøgt fronten, ville han have hørt hele hæren tale fred... Professoren var blevet tvivlrådig, men det behøvede han ikke at være: begge iagttagelser var korrekte. De besiddende klasser var ved at blive mere konservative, folkemasserne mere radikale. Blandt forretningsmænd og intelligentsiaen var det en almindelig fornemmelse, at revolutionen var gået lovlig langt og havde varet for længe; at tingene nu skulle gå i lave. Denne følelse var også til stede blandt de fremherskende »moderate« grupper af socialister, mensjevikker og socialrevolutionære, der gik ind for fortsættelsen af den imperialistiske krig og støttede Kerenskijs provisoriske regering. Den 14. oktober hed det i de »moderate« socialisters officielle organ: »Revolutionens drama har to akter: ødelæggelsen af det gamle styre og skabelsen af det nye. Den første akt har varet længe nok. Nu er det på tide at gå videre til den næste, og at spille den så hurtigt som muligt. Som en stor revolutionær har formuleret det: Lad os skynde os, venner, at slutte revolutionen. Den, der får den til at vare for længe, vil ikke komme til at høste frugterne.. . « Blandt arbejder-, soldater- og bondemasserne var der imidlertid en stædig følelse af, at »første akt« ikke var spillet færdig. Ved fronten havde armékomiteerne idelige sammenstød med officerer, som ikke kunne vænne sig til at behandle deres folk som menneskelige væsener; i baglandet blev bøndernes valgte jordkomiteer sat i fængsel, når de forsøgte at gennemføre regeringens forordninger vedrørende jorden; og arbejderne i fabrikkerne havde sorte lister og lockouter at slås med. Ja, hjemvendende politiske landflygtige var blevet standset ved grænsen som »uønskede«, og i nogle tilfælde blev mænd, der vendte hjem til deres landsbyer fra udlandet, forfulgt og spærret inde for revolutionære handlinger, de havde udført i 1905. Folkets utilfredshed havde mange former, og de »moderate« socialister havde kun eet svar: Vent til den Konstituerende (grundlovgivende) Forsamling, der mødes i december. Men masserne var ikke tilfreds med det. Den Konstituerende Forsamling kunne være meget god, men der var visse bestemte ting, som var årsagen til, at den russiske revolution var blevet gennemført, og for hvilke de revolutionære martyrer rådnede i deres trøstesløse brodergrave på Marsmarken, og disse bestemte ting måtte skaffes til veje, uanset enhver Konstituerende Forsamling: fred, jord og arbejderkontrol med industrien. Den Konstituerende Forsamling var blevet udsat og udsat, og ville formodentlig blive udsat igen, indtil folk var blevet så ydmyge, - at de måske formindskede deres krav ! I hvert fald var der nu gået otte måneder, siden revolutionen begyndte, og det var magert nok, hvad der var kommet ud af det. I mellemtiden begyndte soldaterne at løse fredsproblemet simpelt hen ved at desertere, bønderne brændte godsernes hovedbygninger og overtog jorden, arbejderne drev sabotage og strejkede. Som naturligt var, gjorde fabrikanterne, godsejerne og officererne alt hvad de kunne for at forhindre ethvert kompromis.. Den provisoriske regerings politik skiftede mellem ineffektive reformer og strenge undertrykkelsesforanstaltninger. Et påbud fra den socialistiske arbejdsminister gik ud på, at alle arbejderråd for fremtiden kun måtte holde møde efter arbejdstid. Blandt tropperne ved fronten blev oppositionelle partiers »agitatorer« arresteret, radikale aviser blev standset., og dødsstraf anvendt mod revolutionære propagandister. Der blev gjort forsøg på at afvæbne arbejdernes røde garde. Kosakkerne blev sendt ud for at holde orden i provinsen. Disse foranstaltninger fik støtte hos de »moderate« socialister og deres ledere i ministeriet, som anså det for nødvendigt at samarbejde med de besiddende klasser. Folket forlod dem skyndsomst og gik over til bolsjevikkerne, som virkede for fred, jord, arbejderkontrol med industrien og en regering udgået af arbejderklassen. I september 1917 trak det sammen til en krise. Stik imod den overvældende stemning i landet lykkedes det Kerenskij og de »moderate« socialister at etablere en koalitionsregering med de besiddende klasser; og resultatet blev, at mensjevikkerne og de socialrevolutionære mistede folkets tillid for bestandig. En artikel i bladet Arbejderens Vej midt i oktober med titlen »De socialistiske ministre« udtrykte folkemassernes følelser over for de »moderate« socialister: Her er listen over deres fortjenester: Tsereteli: afvæbnede med general Polovtsevs hjælp arbejderne, satte de revolutionære soldater mat og godkendte dødsstraf i hæren. Skobelev: begyndte med et forsøg på at beskatte kapitalisternes profit med 100 pct. og endte med et forsøg på at opløse arbejderrådene i virksomhederne. Avksentjev satte adskillige hundrede bønder i fængsel, medlemmer af jordkomiteerne, og undertrykte nogle dusin arbejder- og soldateraviser. Tjernov: undertegnede det »rigsmanifest«, der beordrede den finske landdag opløst. Savinkov: indgik en åbenlys alliance med general Kornilov. Når denne fædrelandsfrelser ikke formåede at forråde Petrograd, var det af grunde, han ikke havde nogen indflydelse på. Zarudnyj: Med Aleksinskijs og Kerenskijs samtykke satte han nogle af revolutionens bedste arbejdere, soldater og matroser i fængsel. Nikitin: optrådte som en ordinær politibetjent mod jernbanearbejderne. Kerenskij: Det er bedst ikke at sige noget om ham. Listen over hans fortjenester er for lang...«. En kongres af delegerede fra den baltiske flåde i Helsingfors vedtog en resolution med følgende indledning: »Vi forlanger, at »socialisten«, den politiske eventyrer Kerenskij øjeblikkelig fjernes fra den provisoriske regering som en mand, der skandaliserer og ruinerer den store revolution og dermed de revolutionære masser gennem hans skamløse afpresningspolitik til fordel for bourgeoisiet. Det direkte resultat af alt dette var bolsjevikkernes fremgang. Siden marts 1917, da de buldrende strømme af arbejdere og soldater begyndte at slå mod det Tauriske palæ og tvang den nølende rigsduma til at tage magten i Rusland, havde det været folkemasserne, arbejderne, soldaterne og bønderne, der gennemtvang enhver ændring i revolutionens forløb. De kastede Miljukovs ministerium ud; det var deres sovjet, som gav verden besked om de russiske fredsbetingelser: »Ingen anneksioner, ingen erstatninger, og folkenes selvbestemmelsesret«; og i juli var det på ny det uorganiserede proletariats spontane rejsning, som atter en gang stormede det Tauriske palæ og forlangte, at sovjetterne skulle overtage Ruslands regering. Bolsjevikkerne, som dengang var en lille politisk sekt, satte sig i spidsen for bevægelsen. Som følge af rejsningens ulykkelige fejlslag vendte folkestemningen sig imod dem, og deres førerløse skarer tyede tilbage til Vyborg-kvarteret, som er Petrograds mest udprægede arbejderkvarter. Derpå fulgte en vild jagt på bolsjevikkerne, hundreder blev spærret inde, deriblandt Trotskij, madame Kollontaj og Kamenev; Lenin og Zinovjev gik under jorden og mødte ikke for retten; de bolsjevikiske aviser blev undertrykt. Provokatører og reaktionære larmede op om, at bolsjevikkerne var tyske agenter, indtil folk over hele verden troede på det. Men den provisoriske regering viste sig ude af stand til at belægge sine anklager med beviser; de dokumenter, der skulle vise den tyske sammensværgelse, blev afsløret som falsknerier; og en efter en blev bolsjevikkerne løsladt uden retsforfølgning - indtil der kun var seks tilbage. At den stadig skiftende provisoriske regering var evneløs og ubeslutsom var et argument ingen kunne gendrive. Bolsjevikkerne fremsatte igen den folkekære parole »Al magt til sovjetterne !« - og de var ikke egoister, for på den tid bestod flertallet af sovjetterne af »moderate« socialister, deres bitre fjender. Men endnu stærkere virkede det, at de overtog de ubehøvlede og enkle krav, som arbejderne, soldaterne og bønderne mødte med, og byggede deres aktuelle program på dem. Mens mensjevikkerne og de socialrevolutionære med deres krigsfortsættelsespolitik indviklede sig i kompromis’er med bourgeoisiet, vandt bolsjevikkerne i hurtig takt de russiske masser. I juli var de jagede og foragtede, i september var hovedstadens arbejdere, den baltiske flådes søfolk og soldaterne næsten helt vundet for bolsjevikkernes sag. I september fandt der kommunevalg sted i de store byer; kun 18 pct. af stemmerne faldt på mensjevikkerne og de socialrevolutionære, mod over 70 pct. i juni. Tilbage stod et fænomen, som voldte udenlandske korrespondenter, hovedbrud, det, at de forskellige sovjetters centraleksekutivkomiteer (landsledelser, TsIK), de centrale hær- og flådekomiteer og centralkomiteerne for nogle af fagforbundene - navnlig post- og telegrafarbejderne og jernbanefolkene - vendte sig mod bolsjevikkerne med den største voldsomhed. Disse centralkomiteer var alle blevet valgt midt på sommeren, eller endda før, dengang mensjevikkerne og de socialrevolutionære havde vældig tilslutning, og de udskød eller forpurrede alle nyvalg. F.eks. bestemte statutterne for Arbejder- og Soldaterrepræsentanternes Sovjet, at der skulle have være afholdt en landskongres i september, men disse sovjetters TsIK ville ikke indkalde kongressen under det påskud, at der kun var to måneder til den Konstituerende Forsamling, og de antydede, at til den tid ville sovjetterne ophæve sig selv. Imidlertid vandt bolsjevikkerne den ene lokale sovjet efter den anden over hele landet, og det samme skete i fagforeningerne og blandt soldaterne og sømændene. Bondesovjetterne forblev konservative, fordi den politiske bevidsthed udviklede sig langsomt i de tunge landdistrikter, og det socialrevolutionære parti havde i en generation været det parti, der havde agiteret blandt bønderne. Men selv blandt bønderne var en revolutionær fløj under dannelse. Det viste sig tydeligt i oktober, da den venstre fløj blandt de socialrevolutionære skilte sig ud og dannede en ny politisk gruppe, de venstre-socialrevolutionære. Samtidig var der alle vegne tegn på, at reaktionens kræfter var ved at få selvtillid. Det skete f.eks. på Troitskij Farce Teatret i Petrograd, at en revy med titlen Tsarens Synder blev afbrudt af en gruppe monarkister, der truede med at lynche skuespillerne for »fornærmelse mod tsaren«. Visse blade begyndte at sukke efter en »russisk Napoleon«. Det var blevet almindeligt blandt borgerlige intellektuelle at omtale arbejdersovjetterne som hundesovjetterne, med et ordspil på rabotjij, arbejder, og sobatsjij, hund. Den 15. oktober havde jeg en samtale med en russisk storkapitalist Stepan Georgievitj Ljanozov, der gik under navnet den »russiske Rockefeller«, politisk var han kadet. »Revolutionen,« sagde han, »er en sygdom«. Før eller senere må de fremmede magter intervenere her, ligesom man intervenerer for at kurere et sygt barn eller for at lære det at gå. Det ville naturligvis være mere eller mindre passende, men nationerne må gøre sig klart at bolsjevismen er en fare i deres egne lande, med smittefarlige ideer som proletariatets diktatur eller den sociale verdensrevolution.. Der er en chance for, at intervention ikke bliver nødvendig. Transportvæsenet er demoraliseret, fabrikkerne er ved at standse, og tyskerne rykker frem. Sult og nederlag kan måske bringe det russiske folk til fornuft. Hr. Ljanozov betonede, at hvad der end skete, ville forretningsfolk og fabrikanter ikke kunne tillade eksistensen af bedriftsråd, eller lade arbejderne få del i industriens ledelse. »Hvad bolsjevikkerne angår, vil de blive uskadeliggjort ved en af to metoder. Regeringen kan evakuere Petrograd, erklære belejringstilstand, og områdets militærkommandant kan behandle disse herrer uden legale formaliteter. Eller hvis f.eks. den konstituerende forsamling viser nogen form for utopiske tendenser, kan den opløses med våbenmagt.« Vinteren var ved at rykke nærmere, den frygtelige russiske vinter. Jeg hørte forretningsfolk tale om den: »Vinteren har altid været Ruslands bedste ven. Måske vil den nu befri os for revolutionen. »Ude ved den frysende front fortsatte miserable hære at sulte og dø uden begejstring. Jernbanerne var ved at bryde sammen, maden blev knappere, fabrikkerne standsede. De desperate masser råbte det ud, at bourgeoisiet saboterede folkets liv og fremkaldte nederlag ved fronten. Riga var blevet overgivet til fjenden lige efter, at general Kornilov offentligt havde udtalt: »Er Riga den pris, vi nødvendigvis må betale for at få landet til at forstå sin pligt ?« For amerikanere er det utroligt, at klassekrigen skulle kunne udvikle sig til en sådan skarphed. Men jeg har personlig mødt officerer på nordfronten, som ugenert foretrak militær katastrofe frem for samarbejde med soldaterkomiteerne. Sekretæren for det liberal-konservative kadetpartis afdeling i Petrograd fortalte mig, at sammenbruddet af landets økonomiske liv var et led i en plan til kompromittering af revolutionen. En allieret diplomat, hvis navn jeg lovede ikke at nævne, bekræftede det ud fra personlig erfaring. Jeg kendte bestemte kulminer nær ved Harkov, som blev sat i brand og oversvømmet på initiativ af deres ejere, og tekstilfabrikker ved Moskva, hvor ingeniørerne bragte maskineriet i uorden, da de forlod dem, eller overordnede jernbanefunktionærer, som arbejderne greb i forsøg på at ødelægge lokomotiver. En betydelig del af de besiddende klasser foretrak tyskerne frem for revolutionen, ja frem for den provisoriske regering, og tøvede ikke med at sige det. I den russiske familie, hvor jeg havde logi, var samtaleemnet ved middagsbordet uvægerligt tyskernes komme for at bringe »lov og orden«. En aften var jeg til te hos en Moskva-købmand, og i aftenens løb spurgte vi de elleve gæster, om de foretrak »Wilhelm eller bolsjevikkerne«. Stemmerne faldt 10 mod 1 for Wilhelm. Spekulanterne drog fordel af den altomfattende desorganisation til at lave sig formuer og formøble dem i fantastiske orgier eller til bestikkelse af regeringsembedsmænd. Fødevarer og brændsel blev hamstret, eller hemmeligt sendt ud af landet til Sverige. Under revolutionens første fire måneder f.eks. blev reservelagrene af levnedsmidler i Petrograds store kommunale lagerbygninger næsten åbenlyst plyndret, indtil det oprindelige forråd, to års forsyninger med korn, var faldet så stærkt, at der knap var nok til byens forbrug på en måned. Ifølge forsyningsministerens officielle rapport, under den provisoriske regering, blev kaffe købt engros i Vladivostok til 2 rubler pundet, men forbrugeren i Petrograd betalte 13 rubler. I alle butikker i storbyerne var der tons af mad og klæder, men kun de rige kunne købe dem. I en provinsby kendte jeg en købmandsfamilie, der drev spekulation - marodører kaldte russerne dem. De tre sønner havde med bestikkelser klaret sig fri af hæren. Den ene spekulerede i levnedsmidler. Den anden solgte illegalt guld fra Lena-minerne til mystiske købere i Finland. Den tredje ejede et kontrollerende aktieparti i en chokoladefabrik, der forsynede de lokale brugsforeninger - på den betingelse, at brugsforeningerne forsynede ham med alt, hvad han havde brug for. Sådan gik det til, at mens folkemasserne fik et kvart pund sort brød på deres bredkort, havde han overflod af franskbrød, sukker, te, konfekt, kager og smør. Da soldaterne ved fronten ikke længere kunne kæmpe, på grund af kulde, sult og udmattelse, - hvor indigneret råbte ikke denne familie »Kujoner!« efter soldaterne, hvor »skammede« de sig ikke over at »være russere«. Da bolsjevikkerne endelig fandt og beslaglagde de hamstrede lagre, hvilke »røvere« var de så ikke ! Under overfladen af al denne råddenskab bevægede sig gamle dages dunkle kræfter, der ikke havde forandret sig efter tsar Nikolajs fald, stadig hemmelige og meget aktive. Det berygtede hemmelige politis agenter fungerede stadig, for og imod tsaren, for og imod Kerenskij, alt efter den der betalte. I mørket var underjordiske organisationer som de Sorte Hundreder travlt beskæftiget med forsøg på at bringe reaktionen til magten igen, i en eller anden form. I denne atmosfære af korruption, af oppustede fordrejelser, lød der een klar tone dag efter dag, bolsjevikkernes stadig mere rungende kor: »Al magt til sovjetterne ! Al magt til de direkte repræsentanter for millioner og atter millioner af arbejdere, soldater og bønder. Jord, brød og slut på den meningsløse krig, slut på det hemmelige diplomati, spekulationen, forræderiet. Revolutionen og dermed menneskehedens sag er i fare !« Kampen mellem proletariatet og bourgeoisiet, mellem sovjetterne og regeringen, der var begyndt i de første martsdage, var ved at kulminere. Rusland, der med eet sæt var sprunget fra middelalderen ind i det tyvende århundrede, viste den forbløffede verden to slags revolution i dødelig strid - den politiske og den sociale. Hvilken åbenbaring af den russiske revolutions vitalitet efter alle de måneders forkommenhed og desillusionering ! Bourgeoisiet burde have kendt sit Rusland bedre. Der vil gå lang tid, før »sygdommen«, revolutionen i Rusland, er overstået. For et tilbageblik synes Rusland, som det var før novemberrejsningen, at tilhøre en anden historisk tidsalder, næsten utrolig konservativt. Så hurtigt tilpassede vi os til det nyere, hurtigere liv, at det var, som om russisk politik korporligt svingede til venstre - indtil kadetterne blev brændemærket som »folkefjender«. Kerenskij blev »kontrarevolutionær«, middelvejens socialistiske ledere Tsereteli, Dan, Lieber, Gots og Avksentjev blev for reaktionære for deres tilhængere, og mænd som Viktor Tjernov, ja også Maksim Gorkij, tilhørte nu højrefløjen. Omkring midten af december 1917 aflagde en gruppe socialrevolutionære et privat besøg hos sir George Buchanan, den britiske ambassadør, og bønfaldt ham om ikke at nævne, at de havde været der, fordi de blev »betragtet som for langt til højre«. »Og tænke sig« sagde sir George, »at for et år siden gav min regering mig instruks om ikke at modtage Miljukov (liberal-konservativ), fordi han var for farligt venstreorienteret!« September og oktober er de værste måneder i det russiske år, særlig i Petrograds år. Under sløve grå himle og stadig kortere dage faldt regnen uophørligt gennemsivende. Mudderet forneden var dybt, slibrigt, klæbrigt, slæbt ind overalt af de tunge støvler, og værre end sædvanligt, fordi den kommunale administration komplet brød sammen. Råkolde vinde fejede ind fra den finske bugt, og tåge og slud rullede gennem gaderne. Om natten var kun få lygter tændt, af sparehensyn og frygt for tyske zeppelin-luftskibe; i private lejligheder blev elektriciteten afbrudt fra 6 morgen til midnat, stearinlys kostede fyrre cents stykket, og det var småt med petroleum. Røverier og indbrud tog til. I boligkarreer skiftedes mændene til at gå vagt, væbnet med skarpladte rifler. Dette var under den provisoriske regering. Uge for uge blev maden knappere. Den daglige brødration faldt fra halvandet pund til et pund, så trekvart, et halvt, et kvart pund. Henimod slutningen var der en uge aldeles uden brød. Sukker skulle man have to pund af om måneden, hvis man overhovedet kunne få det, hvad der sjældent var muligt. En stang chokolade eller en lidet velsmagende sukkerstang kostede syv til ti rubler. Der var mælk til halvdelen af småbørnene i byen, de fleste hoteller og private hjem fik i månedsvis intet. I frugtsæsonen solgtes æbler og pærer på gadehjørnerne for en rubel stykket. For at få mælk og brød og sukker og tobak skulle man stå i kø i timevis i den kolde regn. På hjemvejen fra et langt aftenmøde har jeg set en kø begynde at danne sig før daggry, de fleste af dem kvinder, nogle med småbørn på armen. Carlyle har i sin bog Den franske revolution beskrevet det franske folk på den måde, at det mere end noget andet har talent for at stå i kø. Rusland har indrettet sig på denne praksis, der begyndte så langt tilbage som i 1915 under Nikolaj den Velsignede og siden fortsatte med visse afbrydelser indtil sommeren 1917, da den slog rod som tingenes rette orden. Tænk på de fattigt klædte mennesker dagevis stående på Petrograds gråhvide gader i den russiske vinter! Jeg har hørt på samtalen i brødkøerne, den bitre, skarpe tone af utilfredshed som tid efter anden brød igennem den russiske folkemængdes mirakuløst godhjertede natur.. Naturligvis spillede alle teatre hver aften, også om søndagen. Karsavina dansede i en ny ballet på Mariinskij, alle danseelskende kom og så hende. Sjaljapin sang. På Aleksandrinskij genoplivede de Meyerholds iscenesættelse af Tolstojs »Ivan den Skrækkeliges død«, og fra den forestilling husker jeg en elev fra Tsarens pageskole, i sin paradeuniform stod han ret mellem akterne og vendte ansigtet mod tsarens loge, hvor alle ørne var revet af ... »Troldspejlet« opførte en overdådig version af Schnitzlers »Reigen«. Selv om Ermitagen og andre museer var blevet evakueret til Moskva, afholdtes der hver uge udstillinger af malerier. Skarer af kvindelig intelligentsia stimlede sammen for at høre forelæsninger om kunst, litteratur og billig filosofi. Det var en særlig travl sæson for teosofferne. Og Frelsens Hær, som for første gang var sluppet ind i Rusland, overklistrede murene med plakater for evangeliemøder, der morede og forbavsede de russiske tilhørere. Som i alle sådanne tider fortsatte byens daglige trummerum uden megen opmærksomhed om revolutionen. Digterne lavede vers, men ikke om revolutionen. Unge damer fra provinsen kom til hovedstaden for at lære fransk og få en dannet udtale, og de livslystne smukke officerer bar deres guldkantede karmoisinrøde baslyker (hovedtøj) og deres kunstfærdige kaukasiske sværd fra vestibule til vestibule. Damerne fra embedsstandens lavere lag drak te hos hinanden om eftermiddagen, hver medbringende sin lille sukkeræske af guld eller sølv med juveler, og en halv skive brød i muffen, og ønskede at tsaren ville komme igen, eller at tyskerne ville komme, eller hvad som helst der kunne løse tjenestefolkproblemet. Datteren af en af mine venner kom en eftermiddag hjem midt i et hysterisk anfald, fordi en kvindelig sporvognskonduktør havde kaldt hende kammerat ! Rundt om dem var det store Rusland ved at nedkomme med en ny verden, veerne havde meldt sig. De tjenestefolk, man ellers behandlede som dyr og betalte næsten ingenting, var ved at gøre sig selvstændige. Et par sko kostede over hundrede rubler, og da lønningerne kun lå på 30-40 rubler om måneden, nægtede tjenestefolkene at stå i kø og få deres sko ødelagt i pløret. Men det var ikke alt. I det nye Rusland kunne hver mand og kvinde stemme; der var arbejderaviser, der skrev nye og opskræmmende ting; der var sovjetterne; og der var fagforeningerne. Kuskene havde en fagforening, de var også repræsenteret i Petrograd-sovjetten. Tjenerne og hotelpersonalet var organiseret og begyndte at afslå at modtage drikkepenge. På restauranternes vægge satte de skilte op: »Her modtages ikke drikkepenge«, eller »At en mand skal tjene sit brød ved at servere er ingen grund til at fornærme ham ved at tilbyde ham drikkepenge!« Ved fronten udkæmpede soldaterne deres kamp med officererne og lærte selvstyre gennem deres komiteer. I fabrikkerne var disse enestående russiske organisationer, bedriftsrådene, ved at vinde erfaring og styrke og realisere deres historiske mission ved at tage kampen op mod de gamle tilstande. Hele Rusland var i færd med at lære at læse, og var ved at læse - politik, økonomi, historie - fordi folket ønskede at vide besked. I hver by, i de fleste småbyer, langs fronten, havde hver politisk gruppe sit blad, ofte flere. Hundredtusinder af pjecer blev fordelt af tusinder af organisationer og øst ud over hærene, landsbyerne, fabrikkerne, gaderne. Tørsten efter oplysning, der så længe havde været holdt nede, brød i revolutionsmånederne frem som en besættelse. Alene fra Smolnyj-instituttet blev der i de første seks måneder hver dag sendt tons, vognlæs, vognladninger af litteratur ud for at mætte landet. Rusland absorberede læsestof som varmt sand drikker vand, ustandseligt. Og det var ikke fabler, opbyggelsesskrifter eller bedøvende romaner, men sociale og økonomiske teorier, filosofi, Tolstojs, Gogols og Gorkijs værker. Og dernæst det talte ord, hvor fortidens revolutionstaler blev stillet i skygge. Foredrag, debatter, taler, i teatre, cirkus, skoler, klubber, marketenderier, fagforeningskontorer, kaserner... Møder i skyttegravene ved fronten, på landsbypladser, i fabrikker... Hvilket vidunderligt syn at se Putilov-værkernes 40.000 arbejdere strømme ud for at høre socialdemokrater, socialrevolutionære, anarkister, hvem som helst, så længe de ville tale, blot de havde noget på hjerte! I måneder var hvert gadehjørne i Petrograd og i hele Rusland en offentlig tribune. I jernbanetog, sporvogne, altid en pludseligt opstående diskussion, alle vegne. Dernæst landskonferencerne og kongresserne, der samlede mennesker fra to kontinenter - sovjetterne, de kooperative foretagender, nationaliteterne, præsterne, bønderne, politiske partier; den demokratiske konference, Moskva-konferencen, den Russiske Republiks Råd. Der var altid tre-fire kongresser i gang i Petrograd. På hvert eneste møde blev forslag om begrænset taletid stemt ned, og hver mand havde frihed til at udtrykke den tanke, han gik med… Vi kom ned til tolvte armés front bag Riga, hvor udhungrede, støvleløse mænd i desperate skyttegraves mudder smittedes af sygdomme; da de fik øje på os, sprang de op, med deres indsunkne ansigter og den blåfrosne krop synlig gennem laserne, og stillede ivrige spørgsmål: Har I noget med, vi kan læse ? Men selv om de ydre og synlige tegn på forandring var mange, selv om statuen af Katarina den Store foran Aleksandrinskij-teatret bar et lille rødt flag i sin hånd, og andre lidt falmede flag vajede fra alle offentlige bygninger, og det kejserlige navnetræk og ørnene enten var revet af eller overdækket, og der i stedet for den strenge politibetjent gik en stilfærdig og ubevæbnet borgermilits på patrulje i gaderne - så var der stadig mange løjerlige fortidslevn. F.eks. var Peter den Stores rangforordning, som han med jernhånd påtvang russerne, stadig gyldig. Næsten enhver fra skoledrengen opefter bar sin foreskrevne uniform med tsarens insignia på knapper og skulderstropper. Ved femtiden om eftermiddagen var gaderne fulde af veldresserede gamle herrer i uniform med mapper under armen på vej hjem fra arbejdet i de kæmpemæssige, kasernelignende ministerialbygninger, måske optaget af beregninger over, hvor stor en dødelighed blandt deres overordnede der skulle til for at de kunne nå den forjættede rang af departementschef med udsigten til en pæn pension og muligvis Skt. Annakorset. Der er historien om senator Sokolov, som, da revolutionen var i fuldt sving, kom til et senatsmøde i civilt tøj og ikke fik adgang, fordi han ikke bar det foreskrevne liberi fra tsarens tjeneste ! Det var på denne baggrund af en hel nation i gæring og opløsning, at de russiske massers rejsning foldede sig ud og blev et historisk skuespil...

Den optrækkende storm

I september marcherede general Kornilov mod Petrograd for at gøre sig til militær diktator over Rusland. Bag ham sås pludselig bourgeoisiets væbnede magt, dristigt sat ind for at knuse revolutionen. Nogle af de socialistiske ministre var implicerede, også Kerenskij var under mistanke. Savinkov fik en opfordring fra sit parti, de socialrevolutionære, til at give dem en forklaring, men afslog det og blev ekskluderet. Kornilov blev arresteret af soldaterkomiteerne. Generaler blev afskediget, ministre suspenderet, og ministeriet faldt. Kerenskij forsøgte at danne et nyt ministerium, indbefattet de liberal-konservative kadetter, d.v.s. bourgeoisiets parti. Hans eget parti, de socialrevolutionære, gav ham ordre til at holde kadetterne ude. Kerenskij nægtede at adlyde og truede med at gå af, hvis socialisterne holdt fast ved deres standpunkt. Folkestemningen var imidlertid så udtalt, at han i øjeblikket ikke vovede at modsætte sig den, og et midlertidigt femmandsdirektorat af gamle ministre med Kerenskij i spidsen overtog magten, indtil spørgsmålet kunne afgøres. Kornilov-affæren drog alle socialistiske grupper sammen, »moderate« såvel som revolutionære, i et lidenskabeligt ført selvforsvar. Der måtte ikke komme flere Kornilov’er. En ny regering måtte dannes, og den måtte være ansvarlig over for alle elementer, der støttede revolutionen. Derfor opfordrede TsIK (sovjetternes hovedledelse) de folkelige organisationer til at sende delegerede til en demokratisk konference, der skulle mødes i Petrograd i september. Øjeblikkelig optrådte der tre fraktioner i TsIK. Bolsjevikkerne forlangte, at sovjetternes landskongres skulle indkaldes og overtage magten. De socialrevolutionæres midtergruppe, ledet af Tjernov, forenede sig med de venstresocialrevolutionære, ledet af Kamkov og Spiridonova, de mensjevikiske internationalister under Martov og mensjevikkernes midtergruppe repræsenteret af Bogdanov og Skobelev og forlangte, at der dannedes en rent socialistisk regering. Tsereteli, Dan og Lieber i spidsen for mensjevikkernes højrefløj og de højre-socialrevolutionære under Avksentjev og Gots holdt på, at de besiddende klasser måtte repræsenteres i den nye regering. Næsten øjeblikkelig vandt bolsjevikkerne en majoritet i Petrograd-sovjetten, og sovjetterne i Moskva, Kijev, Odessa og andre byer fulgte efter. Dette alarmerede de mensjevikker og socialrevolutionære, der havde ledelsen af TsIK, de gjorde sig klart, at de i sidste instans var mindre bange for Kornilov end for Lenin. De ændrede planen for, hvordan grupperne skulle repræsenteres i den demokratiske konference², således at der kom flere delegerede med fra de kooperative selskaber og andre konservative organer. Men selv denne »pakkede« forsamling stemte først for en koalitionsregering uden kadetter. Kun Kerenskijs åbne trussel om at gå og de »moderate« socialisters alarmerende råb om, at »republikken er i fare«, overtalte konferencen til med et lille flertal at udtale sig for en koalition med bourgeoisiet og at godkende oprettelsen af en slags rådgivende parlament uden nogen lovgivende myndighed under navnet den Russiske Republiks Provisoriske Råd. I det nye ministerium havde de besiddende klasser i praksis kontrollen, og i den Russiske Republiks Provisoriske Råd besad de uforholdsmæssigt mange pladser. Faktum er, at TsIK ikke længere repræsenterede sovjetternes menige lag og ulovligt havde afslået at indkalde en ny landskongres for sovjetterne i september som oprindelig fastsat. TsIKs officielle organ Izvestija begyndte at ymte om, at sovjetternes funktioner snart var slut, og at de inden længe kunne opløses. På samme tid bekendtgjorde den nye regering, at den stilede efter at få ophævet de »uansvarlige organisationer«, d.v.s. sovjetterne. Bolsjevikkerne svarede med at opfordre sovjetterne over hele Rusland til at mødes i Petrograd den 2. november og overtage regeringen i landet. Samtidig trak de sig ud af den Russiske Provisoriske Råd med den begrundelse, at de ikke ville deltage i en »regering øver forræderi mod folket«. Bolsjevikkernes udtræden bragte imidlertid ikke det uheldige råd nogen ro. De besiddende klasser, som nu havde fået magt, blev pågående. Kadetterne erklærede, at regeringen ikke havde nogen ret til at erklære Rusland for republik. De forlangte strenge foranstaltninger i hæren og flåden for at knuse soldaternes og skibsbesætningernes komiteer og skældte ud på sovjetterne. I den anden side af salen talte de mensjevikiske internationalister og de venstre-socialrevolutionære for øjeblikkelig fredsslutning, jord til bønderne og arbejderkontrol med industrien - praktisk talt det bolsjevikiske program. Jeg hørte Martov svare kadetterne. Dødssyg, bøjet hen over talerstolen og med en stemme så hæs, at den knap kunne høres, rystede han sin pegefinger i retning af højrebænkene: »I kalder os defaitister, men de virkelige defaitister er dem, der venter på et mere belejligt øjeblik og absolut vil udsætte fredsslutningen indtil senere, hvor der intet bliver tilbage af den russiske hær, hvor Rusland bliver genstand, de forskellige imperialistiske grupper sjakrer om. I vil påtvinge det russiske folk en politik, der dikteres af bourgeoisiets interesser. Spørgsmålet om fred bør rejses uden opsættelse. I vil så fald få at se, at alle dem, som I kalder tyske agenter, disse Zimmerwaldister (Medlemmer af den revolutionære, internationalistiske fløj blandt de europæiske socialister, fordi de deltog i den Internationale konference i Zimmerwald i Svejts i 1915), som i alle lande har forberedt de demokratiske massers vågnende bevidsthed, ikke har arbejdet forgæves. « Mellem disse to grupper svingede mensjevikkerne og de socialrevolutionære, uimodståeligt presset til venstre af det tryk, som massernes stigende utilfredshed lagde på dem. Rådssalen var spaltet af dyb fjendtlighed mellem uforsonlige grupper. Det var situationen, da den længe ventede indvarsling af den allierede konference i Paris rejste det brændende spørgsmål om udenrigspolitikken. Teoretisk var alle socialistiske partier i Rusland tilhængere af den tidligst mulige fredsslutning på demokratiske betingelser. Helt tilbage i maj måned 1917 havde Petrograd-sovjetten proklameret de berømte russiske fredsbetingelser, dengang med mensjevikker og socialrevolutionære i spidsen for sovjetten. De havde forlangt, at de allierede skulle holde en konference for at diskutere krigsmålene. Denne konference var blevet lovet til august, dernæst udsat til september og til oktober, og nu var den blevet fastsat til den 10. november. Den provisoriske regering foreslog to repræsentanter: general Aleksejev, en reaktionær militærmand, og Terestjenko, udenrigsministeren. Sovjetterne valgte Skobelev som deres talsmand og udarbejdede et manifest, den berømte nakaz, en instruks. Den provisoriske regering gjorde indsigelse mod Skobelev og hans nakaz, de allierede ambassadører protesterede, og endelig svarede Bonar Law i det britiske underhus køligt: »Så vidt jeg véd, vil Paris-konferencen ikke diskutere krigsmål overhovedet, men kun metoderne til krigens førelse.« Dette fik den konservative presse i Rusland til at juble, og bolsjevikkerne råbte: »Se, hvor mensjevikkernes og de socialrevolutionæres kompromistaktik har ført dem hen !« Langs et par tusinde kilometer front rørte millioner af russiske soldater på sig, som et hav i begyndende oprør, og overøste hovedstaden med hundreder af delegationer: Fred ! Fred ! Jeg gik over floden til Cirque Modernes bygning, hvor der holdtes et af disse folkemøder, som aften efter aften fandt sted over hele byen. Det nøgne og dystre amfiteater oplystes kun af fem små lygter ophængt i en tynd wire, men der var fuldt besat fra manegen til bageste række oppe under taget - soldater, søfolk, arbejdere, kvinder lyttede som gjaldt det livet. En soldat stod på talerstolen, han talte for den 548. division, hvor den så lå: »Kammerater«, råbte han, og der var virkelig lidelse i hans furede ansigt og fortvivlede armbevægelser, »de oppe i toppen forlanger stadigvæk flere ofre af os, flere ofre, mens de, der ejer alt, ingen ting kommer af med. Vi er i krig med Tyskland. Ville vi opfordre tyske generaler til at fungere som vore stabsofficerer ? Vel, vi er også i krig med kapitalisterne, og alligevel inviterer vi dem ind i regeringen. Soldaterne siger: »Vis os hvad vi kæmper for. Er det Konstantinopel, eller er det et frit Rusland ? Er det demokratiet eller er det de kapitalistiske spekulanter ? Hvis I kan give os bevis for, at vi forsvarer revolutionen, så vil vi gå ud og kæmpe, uden dødsstraf til at tvinge os. Når jorden kommer i bøndernes hånd og fabrikkerne i arbejdernes og magten i sovjetternes, så ved vi, at vi har noget at kæmpe for, og så vil vi kæmpe for det !« I kasernerne, fabrikkerne, på gadehjørnerne optrådte endeløse rækker af soldatertalere, alle med krav om at få ende på krigen. De erklærede, at hvis regeringen ikke gjorde sig energiske anstrengelser for at få en fred i stand, ville hæren forlade skyttegravene og tage hjem. En talsmand for Ottende Hær: »Vi er svage, vi har kun få mænd tilbage i hvert kompagni. Man må give os mad og støvler og forstærkninger, ellers vil der snart kun være tomme skyttegrave. Fred eller forsyninger... enten må regeringen slutte krigen, eller også må den støtte hæren..« En talsmand for det 46. Sibiriske Artilleri: »Officererne vil ikke samarbejde med vore komiteer, de forråder os til fjenden, de anvender dødsstraf mod vore agitatorer, og den kontrarevolutionære regering støtter dem. Vi troede, at revolutionen ville bringe fred. Men nu forbyder regeringen os at tale om sådanne ting, og samtidig giver den os ikke mad nok til at leve af eller ammunition nok til at kæmpe med«. Fra Europa kom der rygter om fred på Ruslands bekostning. Nyheder om, hvordan de russiske tropper i Frankrig blev behandlet, øgede utilfredsheden. Første Brigade i Frankrig havde forsøgt at erstatte sine officerer med soldaterkomiteer ligesom deres kammerater hjemme i Rusland gjorde, og havde afslået en ordre om at afgå til Saloniki; i stedet ville de hjem til Rusland. De var blevet omringet og udsultet og så bombarderet med artilleri, og mange af dem var blevet dræbt. Den 29. oktober gik jeg over til Mariinskij pålæets hvid-røde marmorsal, hvor Republikkens Råd holdt møde for at høre Terestjenko forelægge regeringens udenrigspolitik, en erklæring der var ventet med frygtelig spænding af det fredstørstende og udmattede land. En høj, ulasteligt klædt ung mand med glat ansigt og høje kindben oplæste med blød stemme sin tale, der ikke forpligtede til noget. Ikke til noget som helst. Kun de samme almindeligheder om at knuse den tyske militarisme med de allieredes hjælp - om Ruslands »statsinteresser« og den »forlegenhed«,som Skobelevs nakaz (instruks) havde forvoldt. Han sluttede med en salut: »Rusland er en stormagt. Rusland vil forblive en stormagt, hvad der end sker. Vi må alle forsvare vort land, vi må vise, at vi er forsvarere af et stort ideal, og børn af en stor magt«. Ingen var tilfredse. De reaktionære havde ønsket en »stærke imperialistisk politik, de demokratiske partier ønskede en forsikring om, at regeringen vil presse på for at få fred«. Jeg aftrykker her en leder i bladet Arbejder og Soldat, den bolsjevikiske Petograds sovjets organ: REGERINGENS SVAR TIL SKYTTEGRAVENE: Den tavseste af vore ministre, hr. Terestjenko, har faktisk sagt følgende til skyttegravene: »Vi er intimt forbundne med vore allierede. (Ikke med folkene, men med regeringerne). Det er ingen nytte til, at demokratiet diskuterer muligheden eller umuligheden af at føre krig til vinter. Det vil blive afgjort af vore allieredes regeringer. Første juli offensiven var gunstig og forløb meget heldigt. (Han omtalte ikke konsekvenserne). Det er ikke sandt, at vore allierede ikke interesserer sig for os. Ministeren er i besiddelse af meget betydningsfulde erklæringer. (Erklæringer? Hvordan med handlinger? Hvordan med den britiske flådes opførsel ? Den britiske konges palaver med den kontrarevolutionære eksilgeneral Gurko ? Det omtalte ministeren ikke). Skobelevs nakaz er dårlig, de allierede synes ikke om den, og de russiske diplomater synes heller ikke om den. På den allierede konference må vi alle »tale samme sprog«. Og det er det hele ? Det er det. Hvad er udvejen ? Løsningen er at tro på de allierede og Terestjenko. Hvornår vil der blive fred ? Når de allierede tillader, det. Det er regeringens svar til skyttegravene angående fred !« Nu begyndte der i baggrunden af russisk politik at tone et tåget omrids af en ulykkessvanger kraft frem - kosakkerne. Gorkijs blad Nyt Liv gjorde opmærksom på deres aktivitet: Ved begyndelsen af revolutionen nægtede kosakkerne at skyde på folket. Da Kornilov marcherede mod Petrograd nægtede de at følge ham. Fra passiv loyalitet mod revolutionen er kosakkerne gået over til aktiv politisk offensiv (mod den). Fra revolutionens baggrund er de allerede rykket frem til dens forgrund. Kaledin, Don-kosakkernes ataman, var blevet afskediget af den provisoriske regering, fordi han var meddelagtig i Kornilov-kuppet. Han afslog blankt at træde tilbage og lå ved Novotjerkassk, omgivet af tre vældige kosakhære, konspirerende og truende. Så stor var hans magt, at regeringen måtte lukke øjnene for hans opsætsighed. Ja, den blev nødt til regulært at anerkende Kosakhærenes Unionsråd og at erklære den nydannede sovjetsektion ved sovjetterne for ulovlig. I første halvdel af oktober opsøgte en kosakdelegation Kerenskij og forlangte arrogant, at beskyldningerne mod Kaledin skulle tages tilbage, og bebrejdede ministerpræsidenten, at han tog hensyn til sovjetterne. Kerenskij gik med til at lade Kaledin være og skal have sagt: »I sovjetledernes øjne er jeg en despot og tyran. Hvad den provisoriske regering angår, er den ikke alene ikke afhængig af sovjetterne, men finder det beklageligt, at de overhovedet eksisterer.« På samme tid var der en anden kosakmission, der opsøgte den britiske ambassadør og ugenert forhandlede med ham som repræsentanter for »det frie kosakfolk«. I Don-området var noget, der meget lignede en kosakrepublik, blevet oprettet. Kuban erklærede sig for en uafhængig kosakstat. Sovjetterne i Rostov ved Don og i Jekaterinburg blev jaget bort af væbnede kosakker og kulminearbejdernes fagforeningskontor i Harkov ødelagt. Kosakbevægelsen var i alle sine udslag antisocialistisk og militaristisk. Dens ledere var adelsmænd og store godsejere som Kaledin, Kornilov, generalerne Dutov, Karaulov og Bardisj, og den havde støtte i de mægtige købmænd og bankmænd i Moskva...Det gamle Rusland var ved at blive udstykket. I Ukraine, i Finland, Polen, Hviderusland øgedes de nationalistiske bevægelsers styrke og dristighed. De lokale regeringer, der kontrolleredes af de besiddende klasser, forlangte selvstyre og nægtede at efterkomme ordrer fra Petrograd. I Helsingfors afslog det finske senat at låne penge til den provisoriske regering, erklærede Finland selvstyrende og forlangte de russiske tropper trukket tilbage. Den borgerlige rada (forsamling) i Kijev udvidede Ukraines grænser, indtil de omfattede alle de rigeste landbrugsområder i Sydrusland så langt som til Ural, og begyndte at opstille en national hær. Førsteminister Vinnitjenko i Ukraine ymtede om en separatfred med Tyskland - og den provisoriske regering var hjælpeløs. Sibirien og Kaukasus forlangte at få særskilte konstituerende (grundlovgivende) forsamlinger. Og i alle disse lande sås begyndelsen til en bitter kamp mellem myndighederne og de lokale sovjetter af arbejder- og soldaterrepræsentanter...Forholdene blev for hver dag mere kaotiske. Hundredtusinder af soldater deserterede fra fronten og begyndte at vælte ud over de russiske vidder som tidevandsbølger. Bønderne i Tambov- og Tver-guvernementerne blev trætte af at vente på jord og var desperate over regeringens repressalier, de begyndte at brænde godsbygninger og massakrere godsejerne. Umådelige strejker og lockouter rystede Moskva, Odessa og kulminerne ved Don. Transportvæsenet lammedes, hæren sultede, og i de store byer var der ikke brød. Regeringen blev halet frem og tilbage mellem de demokratiske og de reaktionære grupper og kunne ingen ting udrette; når den blev tvunget til at handle, støttede den altid de besiddende klassers interesser. Kosakkerne blev sendt ud for at oprette ordenen blandt bønderne og bryde strejkerne. I Tasjkent blev sovjetten undertrykt af regeringsmyndighederne. I Petrograd var et økonomisk Råd blevet oprettet for at få samling på landets opsplittede økonomi, men blev lammet af kapitalens og arbejdets modsat rettede kræfter og blev derpå opløst af Kerenskij. Det gamle regimes militære ledere, der støttedes af kadetterne (liberal-konservative), forlangte at der skulle anvendes strenge foranstaltninger for at genoprette disciplinen i hæren og flåden. Forgæves påpegede admiral Verderevskij, den ærværdige marineminister, og general Verhovskij, krigsministeren, at kun en ny, frivillig, demokratisk disciplin, baseret på samvirke med soldater- og matroskomiteerne, kunne redde hæren og flåden. Deres råd blev ignoreret. De reaktionære syntes besluttet på at provokere folkets harme. Retssagen mod Kornilov var nær forestående, Den borgerlige presse forsvarede ham mere og mere åbent og omtalte ham som »den store russiske patriot. Burtsevs blad Fælles Sag udtalte ønske om et diktatur med Kornilov, Kaledin og Kerenskij i spidsen ! Jeg havde en dag en samtale med Burtsev i presselogen i Republikkens Råd. Det var en lille, foroverbøjet skikkelse, med rynket ansigt, nærsynede øjne bag tykke glas, uredt hår og gråsprængt skæg. »Mærk Dem mine ord, unge mand! Hvad Rusland trænger til, er en stærk mand. Vi bør holde op med at tænke på revolution og samle os om tyskerne. Kludremikler, kludremikler, at de slog Kornilov; og bag kludremiklerne står de tyske agenter. Kornilov skulle have vundet...« På yderste højre fløj talte de forskellige tydeligt monarkistiske blade, Purisjkevitjs Folkets Tribune, Nye Rusland, og Levende Ord åbent for en tilintetgørelse af det revolutionære demokrati. Den 23. oktober stod der et søslag med en tysk eskadre i Rigabugten. Under påskud af, at Petrograd var i fare, udkastede regeringen planer for en evakuering af hovedstaden. Først skulle de store ammunitionsfabrikker flyttes og fordeles over Rusland, og så skulle regeringen selv tage til Moskva. øjeblikkelig begyndte bolsjevikkerne at varsko, at regeringen ville forlade den Røde Hovedstad for at svække revolutionen. Riga var blevet solgt til tyskerne, nu var man ved at forråde Petrograd ! Den borgerlige presse var i glad stemning. »I Moskva,« sagde kadetbladet Retj, »kan regeringen fortsætte sit arbejde i en rolig atmosfære, uden at blive forstyrret af anarkister.« Rodsianko, lederen af kadetpartiets højrefløj, erklærede i Ruslands Morgen, at det ville være en velsignelse, om tyskerne tog Petrograd, fordi det ville gøre det af med sovjetterne og skaffe den revolutionære baltiske flåde ud af verden: »Petrograd er i fare. Jeg siger til mig selv: Lad Vorherre tage sig af Petrograd. Man frygter, at hvis Petrograd går tabt, vil de centrale revolutionære organisationer blive knust. Vel, jeg ville juble, hvis alle disse organisationer blev ødelagt, for de vil ikke bringe Rusland andet end katastrofe… Tages Petrograd bliver den baltiske flåde også ødelagt... Men der er ingen grund til beklagelse, de fleste af krydserbesætningerne er komplet demoraliserede. Eftersom den offentlige misbilligelse antog karakter af storm, blev planerne om evakuering opgivet. Imidlertid lå den forestående sovjetkongres over Rusland som en tordensky med glimtende lyn her og der. Den blev mødt med modstand, ikke alene fra regeringen, men fra alle »moderate« socialister. De centrale hær- og flådekomiteer, nogle af fagforbundenes hovedbestyrelser og også bondesovjetternes ledelse, men først og fremmest TsIK (sovjetternes hovedledelse, opportunistisk ledet) sparede ingen møje for at forhindre dens sammentræden. Izvestija og Soldatens Røst, to blade der var grundlagt af Petrogradsovjetten, men nu var kommet i hænderne på TsIK, rettede en voldsom kanonade mod den, ligesom hele den socialrevolutionære partipresse, Folkets Sag og Folkets Vilje. Sendebud turede rundt i landet, budskaber telegraferedes til lokale sovjetledelser og hærkomiteer og instruerede dem om at bremse eller udsætte valgene til kongressen. Højtidelige offentlige resolutioner imod kongressen, erklæringer om, at alt demokrati var mod. stander af, at den skulle træde sammen så nær på den Konstituerende Forsamling, protester fra fronten, fra de lokale amtsråd (sernstvo’er), fra Bondeunionen, fra Kosakhærenes Union, fra Officersforeningen, fra Skt. Georgs ridderne, fra dødsbataillonerne ... Den Russiske Republiks Råd var een summen af modvilje. Hele det maskineri, som den russiske martsrevolution havde skabt, bevægede sig for at blokere sovjetkongressen. På den anden side stod proletariatets formløse vilje, udtalt af arbejdere, menige soldater og fattige bønder. Mange lokale sovjetter var allerede blevet bolsjevikiske, og dertil kom industriarbejdernes bedriftsråd og de rebellerende hær- og flådeorganisationer. Nogle steder blev folk forhindret i at holde regulære valg af delegerede til sovjetkongressen, og man holdt så møder for sig selv og valgte en af sin midte til at rejse til Petrograd. Andre steder gjorde man op med de saboterende komiteer og dannede nye. En elementær jordrystelse brød den tyngende skorpe, der i alle disse måneder havde dannet sig over revolutionens kildespring. Kun denne spontane massebevægelse kunne gennemføre sovjetternes landskongres...Dag efter dag var bolsjevikiske talere rundt i kasernerne og fabrikkerne med voldsomme anklager mod »denne borgerkrigsregering«. En søndag tog jeg med en svær, dampdrevet sporvogn, der kløvede sig vej gennem oceaner af mudder, mellem grå fabrikker og enorme kirker, ud til Obuhov-fabrikken, en af regeringens ammunitionsfabrikker på Schlüsselburg-boulevarden. Mødet fandt sted mellem en ufærdig bygnings nøgne mure, hvor titusinde sortklædte mænd og kvinder stimlede sammen om en tribune draperet i rødt, eller stod tæt på tømmer- og murstensdyngerne eller sad på tværbjælkerne højt oppe, opmærksomt lyttende, med tordnende tilråb. Af og til brød solen gennem de tunge skyer og belyste de opadvendte ansigter med et rødt skær. Lunatjarskij, en slank, studenteragtig skikkelse med en kunstners følsomme ansigt, var ved at forklare, hvorfor magten måtte lægges i sovjetternes hænder. Intet andet kunne skaffe revolutionen sikkerhed mod dens fjender, som med forsæt ruinerede landet og hæren og skabte muligheder for en ny Kornilov. En soldat fra den rumænske front, tynd, tragisk og voldsom, råbte: »Kammerater! Vi sulter ved fronten, vi er stive af kulde. Vi dør uden noget formål. Jeg beder den amerikanske kammerat tage den besked med til Amerika, at russerne aldrig vil opgive deres revolution, men hellere dø. Vi vil holde ud med al vor styrke, lige til folkene verden over rejser sig og hjælper os ! Sig til de amerikanske arbejdere, at de skal rejse sig og slås for den sociale revolution!« Så kom Petrovskij, slank, langsom i tale, fremaddrivende: »Nu er tiden til handling kommet, nu er det ikke tiden til ord. Den økonomiske situation er dårlig, men vi må tage den, som den er. De forsøger på at sulte og fryse os bort. De forsøger på at provokere os. Men de skal vide, at de kan gå for vidt - at hvis de vover at lægge hånd på proletariatets organisationer, vil vi feje dem bort fra jordens overflade som skum!« Den bolsjevikiske presse fik pludselig større udbredelse. Der havde hidtil været to aviser, Arbejderens Vej og Soldaten, nu kom der et nyt blad for bønderne, Landsbyens Fattig folk, i en halv million eksemplarer om dagen, og den 17. oktober udkom Arbejder og Soldat. Dens ledende artikel sammenfattede bolsjevikkernes standpunkt: »Et fjerde krigsår vil betyde hærens og landets tilintetgørelse. Der er fare for Petrograd. De kontrarevolutionære jubler over folkets ulykker. Bønderne er bragt til fortvivlelse og begynder på åben revolte. Godsejerne og regeringsmyndighederne massakrerer dem med straffeekspeditioner, fabrikker og miner lukker, arbejderne trues af sult. Bourgeoisiet og dets generaler agter at genindføre en blind disciplin i hæren. Med bourgeoisiets støtte er Kornilov’erne åbenlyst ved at forberede en voldsakt mod den konstituerende forsamling. Kerenskjis regering er imod folket. Han vil ødelægge landet. Dette blad virker for folket og ved folket - de fattige klasser, arbejderne, soldaterne og bønderne. Folket kan kun reddes ved, at revolutionen fuldføres. og til dette formål må den fulde magt lægges i sovjetternes hænder. Dette blad går ind for følgende: »Al magt til sovjetterne, både i hovedstaden og i provinsen. Ufortøvet våbenstilstand på alle fronter. En hæderlig fred mellem folkene. Godsejernes jord overdrages uden erstatning til bønderne. Arbejderkontrol med industriproduktionen. En folketro og ærligt valgt konstituerende forsamling«. Det er interessant her at bringe nogle sætninger fra det samme blad, som jo var organ for disse bolsjevikker, der blev udskreget for verden som tyske agenter: »Den tyske kejser, tilsølet af blodet af millioner af døde mennesker, agter at drive sin hær frem mod Petrograd. Lad os appellere til de tyske arbejdere, soldater og bønder, som ønsker fred, ligesom vi gør, om . . . at rejse sig mod den forbandede krig ! Dette kan kun gøres af en revolutionær regering, som virkelig kan. være talsmand for arbejderne, soldaterne og bønderne i Rusland, og som hen over diplomaternes hoveder vil appellere direkte til de tyske tropper, fylde de tyske skyttegrave med proklamationer på tysk. Vore flyvere vil sprede disse proklamationer inde over Tyskland.« I Republikkens Råd blev kløften mellem de to sider af salen dybere for hver dag. »De besiddende klasser,« råbte Karelin fra de venstre-socialrevolutionære, »ønsker at udnytte statens revolutionære maskineri til at binde Rusland til de allieredes krigsvogn! De revolutionære partier er absolut imod denne politik...«. Gamle Nikolaj Tjajkovskij fra Folkesocialisterne talte imod tanken om at give jorden til bønderne og tog samme stilling som kadetterne (de konservativ-liberale): »Vi må straks have en stærk disciplin i hæren ... Siden krigens begyndelse har jeg stadigvæk holdt på, at det er en forbrydelse at foretage sociale og økonomiske reformer i krigstid. Vi er ved at begå denne forbrydelse, og alligevel er jeg ikke en fjende af disse reformer, idet jeg er socialist.« Tilråb fra venstre: »Vi tror jer ikke!« - mægtigt bifald fra højre. .Adsjemov fra kadetterne erklærede, at man ikke behøvede at fortælle hæren, hvad den kæmpede for, enhver soldat burde være klar over, at den første opgave var at fordrive fjenden fra russisk territorium. Kerenskij selv kom to gange og bønfaldt lidenskabeligt om, at man bevarede den nationale enhed, en gang brød han til slut ud i tårer . . . Forsamlingen påhørte ham i ro, med enkelte ironiske bemærkninger. Smolnyj-instituttet, hvor TsIK og Petrograd-sovjetten havde til huse, lå i byens udkant, flere kilometer fra centrum. Jeg tog derud med en sporvogn, der kravlede med sneglefart gennem de brolagte, men mudrede gader og var overfyldt af folk. Ved endestationen rejste sig de yndefulde røgblå kupler på Smolnyj-klostret sig med smukke gyldne linjer, og ved siden af lå Smolnyj-instituttet med sin kaserneagtige facade, 200 meter lang, med tre etager, tsarrigets våben indhugget i sten hang stadig bydende over indgangsdøren. Under det gamle regime var instituttet en skole for russiske adelsdøtre, protegeret af tsarinaen selv, men nu var det overtaget af arbejdernes og soldaternes revolutionære organisationer. Det rummede over hundrede store rum, hvide og nøgne, på deres døre hang stadig emaillerede skilte med oplysninger til den besøgende, at indenfor var klasseværelse 4 eller lærerværelset; men ovenover hang andre, groft udførte plader med vidnesbyrd om de nye tilstandes vitalitet: »Petrograd-sovjettens Centralkomité«, »TsIK« og »Udenrigskontor«, »Socialistisk Soldaterunion«, »De faglige Landsorganisationers Centralkomité«, »Bedriftsrådene«, »Den centrale Hærkomité« og de politiske partiers centralkontorer og forhandlingsværelser. De lange, hvælvede korridorer, oplyst af nogle få elektriske pærer, var stopfulde af soldaters og arbejderes travlt passerende skikkelser, nogle bøjet under vægten af vældige pakker aviser, proklamationer, trykt propaganda af alle arter. Lyden af deres tunge støvler mod trægulvet var som en dyb og uophørlig torden.. Skilte var sat op alle vegne: »Kammerater! For jeres helbreds skyld, sørg for rengøring! « Lange borde stod oven for trappen på hver afsats, her solgtes pjecer og litteratur fra de forskellige politiske partier. Det rummelige, lavloftede refektorium nedenunder var stadig spisesal. For to rubler købte jeg en bon på en middag og stod i række med et tusind andre, der ventede på at komme til ved de lange diske, hvor en snes mænd og kvinder øste kålsuppe op fra vældige kedler, kødstykker, grødtallerkener og skiver af sort brød. Fem kopeker for te i blikkrus. Fra en kurv greb man en fedtet træske... Bænkene langs træbordene var fuldt besat med sultne proletarer, der som ulve nedsvælgede deres mad, diskuterende, konspirerende, rede til en saftig spøg. Ovenover var en anden spisesal, reserveret for TsIK, skønt alverden også kom dér. Her kunne man få brød med tykt smør og endeløse mængder af te..I sydfløjen på anden etage lå den store mødesal, hvor instituttet tidligere havde holdt baller. Det var et højloftet, hvidmalet rum, oplyst af lysekroner, hvor hvide glasstager bar hundreder af dekorerede elektriske pærer, og delt af to rækker massive søjler; i den ene ende en forhøjning, flankeret af to store lysestager og en guldramme bagved, hvorfra tsarens portræt var blevet skåret bort. Her havde strålende militære og kirkelige uniformer dannet kreds om storhertuginder ...Overfor mødesalen, på den anden side af hallen udenfor, havde sovjetkongressens mandatkommission kontor. Jeg stod der og så de nye delegerede komme ind - svære, skæggede soldater, arbejdere i blå bluser, nogle få langhårede bønder. Pigen på kontoret - et medlem af Plehanovs Jedinstvo-gruppe - smilede ringeagtende. »De er meget forskellige fra de delegerede til den første kongres,« mente hun. »Se, hvor rå og udannede de ser ud! Det uvidende folk«. Det var sandt, Rusland var kommet i bevægelse helt ned i de dybeste lag, og det var dem fra bunden, der nu kom op. Mandatkommissionen, som var udnævnt af den gamle TsIK, forkastede mandat på mandat under påskud af, at de ikke var blevet lovformeligt valgt. Karahan, medlem af den bolsjevikiske centralkomité, lo bare. »Bryd jer ikke om det,« sagde han, »når tiden kommer, skal vi nok skaffe jer plads«. Arbejder og Soldat skrev: »De delegerede til den ny landskongres er alarmeret over forsøg, som visse medlemmer af den organiserende komité gør på at forpurre kongressen ved at påstå, at den ikke vil blive afholdt, og at de delegerede lige så godt kan forlade Petrograd. Bryd jer ikke om disse løgne. Store dage er i vente.« Det var øjensynligt, at en beslutningsdygtig forsamling ikke kunne være til stede den 2. november, og derfor blev kongressens åbning udsat til den 7. november. Men hele landet var nu på vagt, og da mensjevikkerne og de socialrevolutionære blev klar over, at de var slået, skiftede de pludselig taktik og begyndte hektisk at telegrafere til deres provinsorganisationer, at de skulle vælge så mange »moderate« socialister som muligt. På samme tid udsendte bondesovjetternes hovedbestyrelse en nødappel til afholdelse af en bondekongres, der skulle mødes den 13. december og annullere en hvilken som helst aktion, som arbejderne og soldaterne kunne tænkes at begynde på. Hvad ville bolsjevikkerne gøre ? Der gik rygter i byen om, at der skulle arrangeres en »demonstration«, en »aktion« fra arbejdernes og soldaternes side. Den borgerlige og reaktionære presse spåede opstand og trængte ind på regeringen, for at den skulle arrestere Petrogradsovjetten eller i det mindste forhindre kongressens sammentræden. Sprøjter som Det Nye Rus opfordrede til en almindelig massakre på bolsjevikkerne. Gorkijs blad, Nyt Liv, var enigt med bolsjevikkerne om, at de reaktionære ville forsøge at ødelægge revolutionen, og at man om nødvendigt måtte anvende våben mod dem, men alle partierne inden for det revolutionære demokrati måtte udgøre en samlet front. »Så længe demokratiet ikke har organiseret sine hovedstyrker, så længe modstanden mod dets indflydelse stadig er stærk, er der ingen fordel ved at gå over til angreb. Men hvis de fjendtlige elementer appellerer til våbnene, så må det revolutionære demokrati tage kampen op for at gribe magten, og det vil finde støtte hos folkets dybeste lag...« Gorkij påpegede, at både reaktionære og regeringsblade udfordrede bolsjevikkerne til voldshandlinger. En opstand ville imidlertid bane vejen for en ny Kornilov (et nyt militærkup). Han henstillede indtrængende til bolsjevikkerne at dementere rygterne. Potresov offentliggjorde i det mensjevikiske blad Dagen en sensationel historie med kort over en påstået, hemmelig aktionsplan, som bolsjevikkerne ville sætte i værk. Som på et trylleslag blev murene overklistret med advarsler, proklamationer, appeller, fra de »moderate« og konservative fraktioners centralkomiteer og fra TsIK (den opportunistisk ledede hovedledelse for sovjetterne), med stærke ord mod enhver »demonstration« og bønner til arbejderne og soldaterne om ikke at lytte til agitatorer. Det var f.eks. denne fra de socialrevolutionæres militærsektion: »Der verserer atter rygter i byen om en planlagt aktion. Hvor er kilden til disse rygter ? Hvilken organisation står bag de agitatorer, der prædiker opstand ? Bolsjevikkerne har på et spørgsmål stillet til dem i TsIK benægtet, at de har noget at gøre med det. Men disse rygter frembyder i sig selv en stor fare. Det kan let ske, at individuelle brushoveder uden hensyn til stemningen hos flertallet at arbejdere, soldater og bønder vil drage en del af arbejderne og soldaterne ud på gaderne og ophidse dem til oprør. I denne forfærdelige tid, som det revolutionære Rusland gennemlever, vil enhver Opstand let blive til en borgerkrig, og den kan resultere i ødelæggelse at alle proletariatets organisationer, der er skabt med så megen møje. De kontrarevolutionære kupmagere regner med at drage fordel at en sådan opstand og udnytte den til at ødelægge revolutionen, åbne fronten for den tyske kejser og bringe den konstituerende forsamling til at strande Hold jer ufravigeligt på jeres poster! Ingen ubesindigheder - på gaderne!« Den 28. oktober talte jeg i Smolnyjs korridorer med Kamenev, en lille mand med spidst rødligt skæg og galliske fagter. Han var slet ikke vis på, at der ville komme delegerede nok. »Hvis der bliver en kongres,« sagde han, »vil den repræsentere folkets overvældende stemning. Hvis flertallet bliver bolsjevikker, og det tror jeg, vil vi forlange, at magten overdrages til sovjetterne, og at den provisoriske regering går af....«. Volodarskij, en høj, bleg ung mand med briller og dårlig teint, var mere ligefrem. »Samarbejdsfolk som Lieber og Dan og de andre er ved at sabotere kongressen. Hvis de får held til at forhindre dens sammentræden, godt, så er vi realistiske nok til ikke at lade os forstyrre af det !« Under datoen den 29. oktober finder jeg følgende uddrag fra dagens aviser indført i min notesbog: »Moghilev (det store hovedkvarter). Her koncentreres loyale garderegimenter, den Vilde Division, kosakkerne og dødsbatailloner. Eleverne fra officersskolerne i Pavlovsk, Tsarskoje Selo og Peterhof har af regeringen fået ordre til at holde sig rede til afrejse til Petrograd. Officerselever fra Oranienbaum kommer til byen. Del af panservognsdivision fra Petrograd-garnisonen stationeret i Vinterpaladset. På ordrer, undertegnet at Trotskij, er flere tusind rifler fra regeringens våbenfabrik i Sestroretsk leveret til delegerede for Petrograds arbejdere. Et møde af bymilits i Nedre Litejnyj-kvarteret vedtager en resolution, der forlanger »Al magt overdraget til sovjetterne.« Dette er kun prøver på de forvirrede begivenheder i disse feberagtige dage, da gud og hvermand vidste, at noget var i gære, men ingen vidste nøjagtig hvad. På et møde i Petrograd-sovjetten i Smolnyj om aftenen den 30. oktober stemplede Trotskij den borgerlige presses påstande om, at sovjetten overvejede en væbnet opstand, som »et forsøg fra de reaktionære på at miskreditere og forpurre sovjetkongressen ... Petrogradsovjetten,« erklærede han, »har ikke givet ordre til nogen aktion. Hvis det bliver nødvendigt, vil vi gøre det, og vi vil få støtte af Petrograds garnison ... Regeringen forbereder en kontrarevolution, og vi vil svare dem med en offensiv, der bliver skånselsløs og afgørende.« Det er rigtigt, at Petrograd-sovjetten ikke havde givet ordre til en demonstration, men det bolsjevikiske partis centralkomité drøftede spørgsmålet om opstand. De holdt møde hele natten den 23. Til stede var alle partiets intellektuelle, lederne og delegerede fra Petrograds arbejdere og garnison. Lenin og Trotskij var de eneste intellektuelle, der gik ind for opstand. Selv de militære var modstandere. Man foretog en prøveafstemning. Opstanden blev stemt ned ! Så rejste sig en garvet arbejder med et ansigt fortrukket af vrede. »Jeg taler for Petrograds proletariat,« sagde han hæst. »Vi går ind for opstand. Gør, som I vil, men jeg siger jer, at hvis I nu tillader sovjetterne at blive ødelagt, er vi færdige med jer!« Nogle soldater sluttede sig til ham.. . Og derefter vandt opstanden ved en ny afstemning. Bolsjevikkernes højre fløj, anført af Rjazanov, Kamenev og Sinovjev, fortsatte imidlertid deres felttog mod en væbnet rejsning. Om morgenen den 31. oktober bragte Arbejderens Vej den første del af Lenins Brev til kammeraterne, et af de dristigste stykker politisk propaganda, verden nogen sinde har oplevet. Heri fremlagde Lenin med stor omhu argumenterne til fordel for opstand og tog Kamenevs og Rjazanovs indvendinger som udgangstekst. »Enten må vi opgive vor parole Al Magt til Sovjetterne,« skrev han, »eller også må vi gå til opstand. Nogen middelvej findes ikke. .« Samme eftermiddag holdt Paul Miljukov, de liberal-konservative kadetters leder, en blændende, men bitter tale i Republikkens Råd, hvor han stemplede Skobelevs nakaz som protysk og erklærede, at det »revolutionære demokrati« var i færd med at ødelægge Rusland, han snærrede ad udenrigsminister Terestjeriko og udtalte lige ud, at han foretrak det tyske diplomati for det russiske. Bænkene til venstre var i brølende oprør fra først til sidst...Regeringen kunne for sit vedkommende ikke lade hånt om den succes, bolsjevikkernes propaganda havde. Den 29. lavede en fælleskommission fra regeringen og Republikkens Råd i en fart to lovforslag, ét der handlede om midlertidig overdragelse af jorden til bønderne, et andet, der skulle fremme en energisk udenrigs- og fredspolitik. Næste dag suspenderede Kerenskij dødsstraffen i hæren. Samme eftermiddag åbnedes med stor pomp den første samling af den nye »Kommission til styrkelse af det republikanske styre og bekæmpelse af anarki og kontrarevolution« - en kommission, historien ikke kan finde senere spor af... Den følgende morgen havde jeg og to andre korrespondenter et interview med Kerenskij - det var sidste gang, han modtog journalister. »Det russiske folk,« sagde han bittert, »lider af økonomisk udmattelse og af skuffelse over de allierede! Verden tror, at den russiske revolution er ved at slutte. Tag ikke fejl. Den russiske revolution er først ved at begynde.. »Det var mere profetiske ord, end han måske anede. Det gik stormfuldt til på nattemødet i Petrograd-sovjetten den 30. oktober, hvor jeg var til stede. De »moderate« socialistiske intellektuelle, officererne, medlemmerne af hærkomitéerne og TsIK var der fuldtalligt. Oppositionen mod dem bestod af arbejdere, bønder og menige soldater, lidenskabelige og enkle. En bonde fortalte om urolighederne i Tver, som han sagde blev sat i gang ved arrestationen af jordkomitéerne. »Denne Kerenskij er ikke andet end et skjold foran godsejerne,« råbte han. »De véd, at når den Konstituerende Forsamling kommer, vil vi alligevel tage jorden, og derfor vil de forsøge at ødelægge den Konstituerende Forsamling! « En mekaniker fra Putilov-værkerne beskrev, hvordan afdelingscheferne lukkede det ene værksted efter det andet under påskud af, at der ikke var brændsel eller råmaterialer. Bedriftsrådet havde imidlertid fundet umådelige, skjulte lagre. Det er en provokation, sagde han. »De ønsker at udsulte os - eller drive os til voldshandlinger! « Blandt soldaterne begyndte en taler således: »Kammerater! Jeg bringer jeg hilsener fra det sted, hvor mænd graver deres egne grave og kalder dem skyttegrave! « Så rejste sig en høj, skarp, ung soldat, med lynende øjne, hilst af et velkomstbrøl. Det var Tjudnovskij, som mange troede dræbt under julikampene, ligesom genopstået fra de døde. »Soldatermasserne stoler ikke længere på deres officerer. Også hærkomitéerne, som afslog at indkalde vor sovjet til møde, har forrådt os. Soldatermasserne vil, at den Konstituerende Forsamling skal holdes nøjagtig på den tidligere fastsatte tid, og de, der fordrister sig til at udsætte den, vil blive forbandede - ikke med lutter platoniske eder, for hæren har også kanoner.« Han fortalte om den valgkampagne til den Konstituerende Forsamling, der nu rasede i 5. armé. »Officererne, især mensjevikkerne og de socialrevolutionære, forsøger ganske oplagt at chikanere bolsjevikkerne. Vore blade får ikke lov at cirkulere i skyttegravene. Vore talere bliver arresteret.« »Hvorfor siger du ikke noget om brødmangelen?« hylede en anden soldat. »Mennesket lever ikke af brød alene,« svarede Tjudnovskij alvorligt. Efter ham kom en officer, delegeret fra Vitebsk-sovjetten, en mensjevikisk krigsfortsætter. »Det er ikke noget spørgsmål om, hvem der har magten. Skavankerne ligger ikke i en regering, men i førelsen af krigen, og krigen må vindes, før nogen forandring kan ske...« Her blev der pebet i fingrene og råbt ironisk hør. »Disse bolsjevikiske agitatorer er demagoger! « Salen væltede om af latter. »Lad os for en tid glemme klassekampen...« Men han kom ikke længere. En stemme skreg: »Ja, det kunne du lide!« Petrograd frembød et mærkeligt skue i de dage. I fabrikkerne var bedriftsrådenes lokaler fyldt med stabler af rifler, kurerer kom og gik, de røde arbejdergarder eksercerede. I alle kaserner var der møde hver aften, og hele dage holdtes uendelige, hidsige diskussioner. På gaderne blev opløbene større hen imod aften og drev i langsomme, magelige tidevandsbølger op og ned ad strøggaderne, ivrigt ude efter nye aviser. Hold-uptilfældene voksede i den grad, at det var farligt at gå i sidegaderne. På Sadovaja så jeg en skare på flere hundrede mennesker prygle og trampe en soldat til døde, han var blevet grebet i tyveri. Mystiske individer kredsede omkring de skælvende kvinder, som i timevis stod i kø efter brød og mælk, og hviskede til dem, at jøderne havde opkøbt alle levnedsmidler, eller at sovjetlederne levede i sus og dus, mens folk sultede. I Smolnyj var der strenge vagter ved indgangsdøren og de ydre porte, alle måtte vise pas. Komitéværelserne summede af virksomhed dag og nat, hundreder af soldater og arbejdere sov på gulvet, hvor som helst de kunne finde en plads. I den store hall oven for trappen samledes et tusind mennesker til Petrograd-sovjettens tumultuøse møder. Spillebuler fungerede hektisk fra mørket faldt på til dagen gryede. Champagnen flød, indsatserne var 20.000 rubler. I byens midte vandrede prostituerede i juveler og dyre pelse op og ned ad fortovene og fyldte caféerne. Monarkistiske komplotter, tyske spioner, smuglere og spekulanter. Og ude i regnen og den isnende kulde var den store by under den grå himmel i rivende fart på vej mod - hvad ? 

På tærskelen

Når regeringen er svag og masserne oprørske, kommer der et tidspunkt, hvor hver eneste handling fra myndighederne harmer masserne, og hvert eneste afslag på handling vækker deres foragt. Forslaget om at opgive Petrograd rejste en orkan, Kerenskijs offentlige dementi af sådanne regeringshensigter blev mødt med piben og spottegloser. »Revolutionen har klemt de »provisoriske« burgøjseres regering op mod muren (dundrede Arbejdernes Vej), nu forsøger den på at gøre sig fri ved at udsprede løgnagtige forsikringer om, at den aldrig har tænkt på at flygte fra Petrograd, og at den ikke agter at opgive hovedstaden. . . « I Harkov organiserede 30.000 kulminearbejdere sig og vedtog som indledning til deres love den gamle I.W.W. formulering: »Arbejderklassen og udbytterklassen har intet til fælles.« De blev overfaldet og spredt af kosakker, nogle lockoutet af mineejerne, resten erklærede generalstrejke. Minister for handel og industri Konovalov gav sin medhjælper Orlov fuldmagt til at ordne urolighederne. Orlov var forhadt af minearbejderne. TsIK (den opportunistiske landsledelse for sovjetterne) ikke alene støttede hans udnævnelse, men afslog at forlange kosakkerne trukket tilbage fra Donetsbækkenet. Derpå fulgte overfaldet på sovjetten i Kaluga. Der havde bolsjevikkerne vundet flertallet i sovjetten og løslod nogle politiske fanger. Med regeringskommissærens billigelse tilkaldte bydumaen tropper fra Minsk og bombarderede sovjetkontorerne med artilleri. Bolsjevikkerne indstillede kampen, men da de forlod bygningen, angreb kosakkerne dem med råbene: »Sådan vil vi gøre med alle andre bolsjeviksovjetter, også i Moskva og Petrograd!«. Denne tildragelse vakte en stormflod af vildt raseri over hele Rusland. I Petrograd var en sovjetkongres for nordområdet ved at slutte, dens dirigent var bolsjevikken Krylenko. Med vældigt flertal besluttede den, at al magten skulle overtages af en landskongres for sovjetterne, og den sluttede med at sende en hilsen til de fængslede bolsjevikker, med opfordring til at holde humøret højt, for deres befrielses time var ved at slå. På samme måde erklærede den første landskonference af bedriftsråd sig udtrykkeligt som tilhængere af sovjetterne og fortsatte meget sigende: »Efter at arbejderklassen har frigjort sig politisk fra tsardømmet, ønsker den at se et demokratisk styre triumfere på produktionsområdet. Dette får sit bedste udtryk i arbejderkontrol med industriproduktionen, noget der naturligt meldte sig i en atmosfære af økonomisk opløsning, som de herskende klassers forbryderiske politik skabte..« Jernbanepersonalets fagforbund forlangte, at Liberovskij, trafikministeren, skulle gå af.. På TsIKs vegne fastholdt Skobelev, at hans nakaz (instruks) skulle forelægges for den allierede konference, og protesterede imod, at udenrigsminister Terestjenko blev sendt til Paris. Denne tilbød at træde tilbage. General Verhovskij formåede ikke at fuldføre sin reorganisering af hæren og kom kun med lange afbrydelser til ministermøderne. Den 3. november kom Burtsevs blad Fælles Sag med store overskrifter: »Borgere! Red fædrelandet ! Jeg har netop erfaret, at på forsvarskommissionens møde i går foreslog krigsminister general Verhovskij - Verhovskij er en af de hovedansvarlige for Kornilovs fald - at der skulle sluttes en separatfred, uafhængigt af de allierede. Dette er forræderi mod Rusland ! Terestjenko erklærede, at den provisoriske regering ikke engang havde villet drøfte Verhovskijs forslag. »Man skulle tro,« sagde Trestjenko, »at man var i et galehus!« Medlemmerne var forbavset over generalens ord. General Aleksejev græd. Nej ! Det er ikke galskab ! Det er værre. Det er direkte forræderi mod Rusland ! Kerenskij, Terestjenko og Nekrasov må øjeblikkelig give os besked angående Verhovskijs ord. Borgere, rejs jer ! Rusland er ved at blive solgt ! »Red vort land !« Hvad Verhovskij virkelig havde sagt, var, at de allierede måtte presses til at tilbyde fred, fordi den russiske hær ikke kunne kæmpe længere. Både i Rusland og i udlandet var sensationen uhyre. Verhovskij fik »sygeorlov« på ubestemt tid og forlod regeringen. Fælles Sag blev forbudt. Søndag den 4. november var fastsat som Petrogradsovjettens dag, med store folkemøder planlagt over hele byen, officielt for at skaffe penge til organisationen og til pressen, i virkeligheden for at arrangere en demonstration af styrke. Pludselig blev det meddelt, at kosakkerne samme dag ville afholde en Krestnyj Hod, en procession med kors, til ære for Ikonen af 1612, hvis mirakuløse indvirkning havde fordrevet Napoleon fra Moskva. Atmosfæren var ladet med spænding, en gnist kunne få borgerkrigen til at flamme. Petrogradsovjetten udsendte et manifest med titlen, Brødre, Kosakker ! »I kosakker bliver hidset op imod os arbejdere og soldater. Denne Kainsplan bliver iværksat af vore fælles fjender, undertrykkerne, de privilegerede klasser - generaler, bankmænd, godsejere, tidligere tsar-embedsmænd og tsar-lakajer De, der hader os, er spekulanter, rigmænd, fyrster, adelige, generaler, inklusive jeres kosakgeneraler. De er rede til når som helst at knuse Petrogradsovjetten og revolutionen...« Den 4. november agter visse folk at organisere en religiøs kosakprocession. Det er et spørgsmål den enkelte frit afgør med sin samvittighed, om han vil deltage i processionen. Vi vil ikke blande os i sagen eller lægge hindringer i vejen for nogen ... Vi advarer jer imidlertid, kosakker! Pas på og sørg for, at jeres kalediner ikke under dække af en Krestnyj Hod hidser jer op imod arbejderne, imod soldaterne...« Processionen blev i en fart afblæst.. I kasernerne og arbejderkvartererne var bolsjevikkerne ved at slå parolen Al Magt til Sovjetterne ! fast, mens de dunkle kræfters agenter forsøgte at lå folk til at rejse sig og slagte jøder, handlende, socialistiske ledere. På den ene side den monarkistiske presse med sin ophidselse til blodig undertrykkelse, - på den anden side Lenins kraftige stemme: Opstand ... Vi kan ikke vente! Selv den borgerlige presse var urolig. Børstidende kaldte den bolsjevikiske propaganda for et anslag mod »samfundets mest elementære principper - den personlige sikkerhed og respekten for privat ejendom.« Men det var de »moderate« socialistiske blade, der var mest fjendtlige. »Bolsjevikkerne er revolutionens farligste fjender,» erklærede Folkets Sag. Det mensjevikiske blad Dagen skrev: »Regeringen bør forsvare sig og os«. Plehanovs blad Enhed gjorde regeringen opmærksom på, at Petrograd-arbejderne var ved at blive bevæbnede, og forlangte strenge forholdsregler mod bolsjevikkerne. Regeringen syntes dag for dag at blive mere hjælpeløs. Morgenbladenes spalter var fyldt med notitser om de frækkeste røverier og mord, og forbryderne blev aldrig taget. På den anden side patruljerede væbnede arbejdere på gaderne om natten, nedkæmpede marodører og rekvirerede våben, hvor de fandt dem. Den 1. november udstedte oberst Polkovnikov, Petrograds militærkommandant, en proklamation: »På trods af de vanskelige dage, landet oplever, spredes der stadig uansvarlige appeller om væbnede demonstrationer og massakrer i Petrograd, og fra dag til dag øger røverierne og uordenen. Denne tilstand desorganiserer borgernes tilværelse og hæmmer regeringens og de kommunale institutioners systematiske arbejde. I fuld bevidsthed om min pligt over for mit land befaler jeg: 1. Enhver militær enhed skal, i overensstemmelse med særlige instrukser og inden for garnisonens område, yde kommunen, kommissærerne og militsen al mulig hjælp til bevogtning af regeringsinstitutionerne. 2. Der organiseres patruljer i samarbejde med distriktskommandanten og bymilitsen, og tages skridt til at arrestere forbrydere og desertører. 3. Der foretages anholdelse af alle personer, der betræder kaserner og ophidser til væbnede demonstrationer og massakrer, og de anholdte indbringes til Anden Bykommandants kontor. 4. Enhver væbnet demonstration eller udskejelse undertrykkes fra begyndelsen, med alle forhåndenværende væbnede styrker. 5. Der ydes bistand til kommissærer, som vil forhindre ulovlige husundersøgelser og ulovlige arrestationer. 6. Der aflægges ufortøvet rapport om alle begivenheder i Petrograds militærdistrikt. Jeg opfordrer alle hærkomiteer og organisationer til at bistå kommandanterne med opfyldelsen af de pligter, der påhviler dem.« I Republikkens Råd udtalte Kerenskij, at regeringen var ganske klar over bolsjevikkernes forberedelser og havde styrker nok til at holde enhver demonstration i ave. Han beskyldte Det nye Rus og Arbejderens Vej for begge at gøre samme undergravende arbejde. »Men den absolutte pressefrihed« bevirker, tilføjede han, »at regeringen er ude af stand til at bekæmpe trykte løgne. Den provisoriske regering havde i juli måned forbudt den bolsjevikiske presse og agtede at gøre det igen. »Efter en bemærkning om, at de to blade var to sider af den samme propaganda, som havde kontrarevolutionært formål og fremmede de dunkle kræfters lønligste ønsker, fortsatte han: »Jeg er en dømt mand, det spiller ingen rolle, hvad der sker med mig, og jeg har den dristighed at sige, at den anden tvetydige rolle spilles af usandsynlige provokationer, bolsjevikkerne skaber i byen! « Den 2. november var der kun kommet 15 delegerede til sovjetkongressen. Næste dag var der henved hundrede, og morgenen efter 175, af hvilke 103 var bolsjevikker…400 skulle der være for at udgøre en beslutningsdygtig forsamling, og der var kun tre dage til kongressen. Jeg tilbragte megen tid i Smolnyj. Det var ikke længere let at komme ind. Dobbelte rækker af vagter stod ved de ydre porte, og så snart man var inden for hoveddøren fandt man en lang række mennesker der i hold på fire ventede på at blive sluppet ind og udspurgt om deres identitet og ærinde. Der blev udstedt passersedler, og systemet blev ændret med få timers mellemrum, da spioner stadigvæk sneg sig igennem. En dag jeg kom frem til den ydre port så jeg Trotskij og hans kone lige foran mig. De blev standset af en soldat. Trotskij søgte i sine lommer, men fandt ingen passerseddel. »Nåja,« sagde han endelig, »du kender mig. Mit navn er Trotskij.« »Du har ikke nogen passerseddel,« svarede soldaten stædigt. »Du kan ikke komme ind. Navne betyder ikke noget her.« »Men jeg er formand for Petrogradsovjetten.« »Er du det,« sagde soldaten, »hvis du er så stor en mand, må du vel have bare eet lille papir på dig.« Trotskij var meget tålmodig. »Lad mig komme til at tale med kommandanten,« sagde han. Soldaten tøvede lidt og mumlede noget om, at han nødig ville forstyrre kommandanten, hver gang en eller anden djævel kom anstigende. Han vinkede endelig til den soldat, der kommanderede vagten. Trotskij forklarede sagen for ham. »Mit navn er Trotskij,« gentog han. »Trotskij ?« Den anden soldat kløede sig i hovedet. »Jeg har hørt det navn et sted,« sagde han langsomt. »Jeg tror, det er i orden. Du kan godt gå ind, kammerat.« I korridoren mødte jeg Karahan, medlem af bolsjevikkernes centralkomité, som forklarede mig, hvordan den nye regering skulle se ud. »En løs organisation, påvirkelig af folkeviljen som den udtrykkes gennem sovjetterne, med fuldt spillerum for de lokale kræfter. For tiden saboterer den provisoriske regering alt hvad det lokale demokrati ønsker, akkurat som tsarens regering gjorde. Det nye samfunds initiativer skal komme nedefra. Regeringens form vil blive modelleret over socialdemokratiets statutter. Den nye TsIK skal være ansvarlig over for hyppige møder af sovjetternes landskongres og udgøre parlamentet, de forskellige ministerier vil blive ledet af kollegia - komiteer - i stedet for ministre og vil blive direkte ansvarlige over for ministrene..« Den 30. oktober havde jeg efter aftale en samtale med Trotskij; den foregik i et lille nøgent rum i Smolnyjs tagetage. I midten af rummet sad han på en hård træstol ved et bart bord. Jeg behøvede ikke at stille mange spørgsmål, han talte hurtigt og jævnt i over en time. Indholdet af hans bemærkninger gengives her med hans egne ord. »Den provisoriske regering er absolut magtesløs. Bourgeoisiet har kontrollen med regeringen, men denne kontrol er maskeret ved en foregiven koalition med oborontsy’ernes (mensjevikkernes, de socialrevolutionæres og andre krigsfortsætteres) partier. Nu, under revolutionen, ser man bønderne revoltere, fordi de er trætte af at vente på den jord, man har lovet dem, og over hele landet er samme mishag øjensynligt blandt alle arbejdende klasser. Bourgeoisiet kan kun fortsætte sit overherredømme ved hjælp af borgerkrig.Kornilovs metode er den eneste måde, hvorpå bourgeoisiet kan holde sig ovenpå. Men det er kraft, bourgeoisiet mangler... Hæren er med os. Forsonerne og pacifisterne, de socialrevolutionære og mensjevikkerne har mistet al autoritet - fordi kampen mellem bønderne og godsejerne, mellem arbejderne og arbejdsgiverne, mellem soldaterne og deres officerer er blevet mere bitter, mere uforsonlig end nogen sinde. Kun ved koordineret aktion fra folkemasserne, kun ved det proletariske diktaturs sejr kan revolutionen fuldføres og folket reddes..« »Sovjetterne er de mest fuldkomne repræsentanter for folket - fuldkomne i deres revolutionære erfaring, i deres ideer og formål. Eftersom de er baseret direkte på hæren i skyttegravene, arbejderne i fabrikkerne og bønderne på markerne er de revolutionens rygrad«. »Der har været gjort forsøg på at skabe en magt uden sovjetterne - og den rene magtesløshed blev resultatet. Kontrarevolutionære planer af mange slags udklækkes nu i korridorerne i Republikkens Råd. Kadetpartiet repræsenterer den kamplystne kontrarevolution. På den anden side repræsenterer sovjetterne folkets sag. Mellem de to lejre er der ingen virkelig betydende gruppe. Det drejer sig om slutkampen. Den borgerlige kontrarevolution organiserer alle sine styrker og afventer et øjeblik, hvor den kan angribe os. Vort svar vil blive afgørende. Vi vil fuldføre det arbejde, der i marts kun blev påbegyndt, og som under Kornilovs kupforsøg blev ført et stykke længere. Han talte om den nye regerings udenrigspolitik: »Vor første handling vil være at opfordre til øjeblikkelig våbenstilstand på alle fronter og en konference af nationerne til at diskutere demokratiske fredsbetingelser. Det kvantum demokrati, vi får ind i fredsbetingelserne, afhænger af det kvantum revolutionært ekko, der bliver i Europa. Hvis vi her skaber en sovjetregering, vil det være en kraftig stimulans til øjeblikkelig fred i Europa, for denne regering vil hen over regeringerne henvende sig direkte og øjeblikkelig til folkene og foreslå en våbenstilstand. Når der sluttes fred, vil den russiske revolution presse i retning af »ingen anneksioner, ingen erstatningsbetalinger, folkenes selvbestemmelsesret« og en Forbundsrepublik Europa. Slutningen af denne krig ser jeg som en genfødelse af Europa, ikke ved diplomaternes, men ved proletariatets hjælp. Forbundsrepublik Europa, Europas Forenede Stater, det er, hvad der må komme. National autonomi er ikke længere nok. Den økonomiske udvikling kræver afskaffelse af nationale grænser. Hvis Europa stadig skal være opdelt i nationale grupper, vil imperialismen på ny kunne begynde sit værk. Kun Forbundsrepublikken Europa kan give verden fred.« Han smilede, det fine, ironiske smil, der var karakteristisk for ham. »Men uden de europæiske massers aktion kan disse formål ikke realiseres - nu «. Mens nu alle gik og ventede på, at bolsjevikkerne en skønne morgen skulle komme ud på gaderne og begynde at skyde folk med hvid flip, forløb den virkelige opstand ganske naturligt og åbent. Den provisoriske regering planlagde at sende Petrograds garnison til fronten. Garnisonen talte ca. 60.000 mand, som havde taget fremtrædende del i revolutionen. Det var dem, der havde været udslaggivende i de store martsdage, skabt soldaterrepræsentanternes sovjetter og drevet Kornilov tilbage fra Petrograds porte. Nu var en stor del af dem blevet bolsjevikker. Da den provisoriske regering talte om at evakuere byen, var det Petrograds garnison, der svarede: »Hvis I ikke formår at forsvare hovedstaden, så slut fred, og hvis I ikke formår at slutte fred, så gå og gør plads for en folkeregering, der kan gøre begge dele. Det var øjensynligt, at ethvert forsøg på opstand, afhang af Petrograd-garnisonens holdning. Regeringens plan var at erstatte de garnisonerede regimenter med »pålidelige« tropper - kosakker og dødsbataljoner. Hærkomiteerne, de »moderate« socialister og TsIK støttede legeringen. En vidtspredt agitation blev drevet ved fronten og i Petrograd, med betoning af det faktum, at i otte måneder havde Petrograds garnison ført et behageligt liv i hovedstadens kaserner, mens deres udmattede kammerater i skyttegravene sultede og døde. Naturligvis var der nogen sandhed i den beskyldning, at garnisonens regimenter ikke var ivrige efter at bytte deres relative komfort med et vinterfelttogs strabadser. Men der var andre grunde til, at de ikke ville bort. Petrogradsovjetten var bange for, hvad regeringen havde i sinde, og fra fronten kom hundreder af delegerede, valgt af de menige, med den besked: »Vi behøver ganske vist forstærkninger, men det vigtigste er, at vi må være sikre på, at Petrograd og revolutionen er godt beskyttede. Hold I baglandet, kammerater, så skal vi holde fronten! « Den 25. oktober diskuterede Petrogradsovjettens ledelse dannelsen af en speciel militærkomité til at afgøre hele spørgsmålet. Næste dag valgte et møde i sovjettèns soldatersektion en komité, som øjeblikkelig erklærede boykot af borgerlige blade og fordømte TsIK for dens opposition mod en sovjetkongres. Den 29. foreslog Trotskij i et åbent møde i Petrograds sovjet, at den skulle give den militære revolutionskomité sin godkendelse. »Vi bør skabe vor særlige organisation til at marchere i kamp og om fornødent i døden.« sagde han. Det besluttedes at sende to delegationer til fronten, en fra sovjetten og en fra garnisonen, for at konferere med soldaterkomiteerne og generalstaben. I Pskov blev sovjettens delegerede mødt af general Tjeremisov, der kommanderede nordfronten, og han erklærede kort og godt, at han havde beordret Petrograds garnison ud i skyttegravene og dermed basta. Garnisonskomiteen. fik ikke lov at forlade Petrograd. En delegation fra soldatersektionen ved Petrograds sovjet bad om, at en repræsentant måtte få sæde i Petrograddistriktets militære stab. Afslået. Petrogradsovjetten forlangte, at ingen ordre måtte udstedes uden soldatersektionens billigelse. Afslået. De delegerede fik en barsk meddelelse: »Vi anerkender kun TsIK. Vi anerkender ikke jer, og hvis I bryder nogen lov, bliver I arresteret.« Den 30. vedtog en forsamling, hvor alle Petrograds regimenter var repræsenteret, en resolution: »Petrograds garnison anerkender ikke længere den provisoriske rerzering. Petrograds sovjet er vor regering. Vi adlyder kun dennes ordrer, udstedt gennem den militære revolutionskomité.« De lokale militærenheder fik befaling til at afvente instrukser fra soldatersektionen ved Petrogradsovjetten. Næste dag indkaldte TsIK sit eget møde, der hovedsagelig bestod af officerer, oprettede en komité til samarbejde med staben og udpegede kommissærer i alle bydele. Et stort soldatermøde den 3. i Smolnyj besluttede derimod: »Petrogradgarnisonen hilser oprettelsen af den militære revolutionskomité og tilsiger den al støtte i alle dens handlinger, endvidere at slutte fronten og baglandet endnu nærmere sammen for at tjene revolutionen. Garnisonen erklærer endelig, at den sammen med det revolutionære proletariat vil garantere opretholdelsen af den revolutionære orden i Petrograd. Ethvert forsøg på provokation fra Kornilovs tilhængere eller bourgeoisiet vil blive mødt med nådeløs indsats.« Den militære revolutionskomité var sig nu sin magt bevidst og opfordrede bydende staben i Petrograd til lydighed. Alle trykkerier fik ordre til ikke at trykke nogen appel eller proklamation uden komiteens autorisation. Væbnede kommissærer inspicerede Kronverk-arsenalet og beslaglagde store mængder våben og ammunition, samtidig med at standse en forsendelse af titusind bajonetter til Kaledins hovedkvarter i Novotjerkask. Regeringen var pludselig blevet klar over farens størrelse og tilbød komiteens medlemmer immunitet, hvis de ville opløse komiteen. Det var for sent. Ved midnat den 5. november sendte Kerenskij selv Malevskij til Petrogradsovjetten for at tilbyde den en repræsentation i staben. Den militære revolutionskomité accepterede. En time senere annulleredes ordren af general Manikovskij, fungerende krigsminister. Tirsdag morgen den 6. november blev der stor opstandelse i byen over en ny plakat med underskriften »Den militære revolutionskomité ved Petrograds Sovjet af arbejder- og soldaterrepræsentanter«: »Til Petrograds befolkning. Borgere ! Kontrarevolutionen har rejst sit forbryderhoved. Kornilov’erne er ved at mobilisere deres styrker for at knuse sovjetternes landskongres og forpurre den konstituerende forsamling. Det er desuden muligt, at pogrom-anstiftere vil forsøge på at forlede Petrograds befolkning til uroligheder og blodsudgydelse. Petrograds sovjet at arbejder- og soldater-repræsentanter påtager sig at beskytte den revolutionære orden, i byen mod kontrarevolutionære anslag og pogromer. Pètrogradgarnisonen vil ikke tillade voldshandlinger eller udskejelser. Befolkningen opfordres til at arrestere bøller og reaktionære agitatorer og bringe dem til sovjetkommissærerne i de nærmeste kaserner. Ved de dunkle kræfters første forsøg på at anstifte uroligheder i Petrograds gader, hvad enten det er røveri eller slagsmål, må forbryderne fejes bort fra jordens overflade! Borgere! Vi opfordrer jer til at bevare ro og selvbeherskelse. Ordenens og revolutionens sag er i stærke hænder. Fortegnelse over regimenter, hvor den militære revolutionskomité har kommissærer.….« Den 3. holdt bolsjevikkernes ledere et nyt historisk møde bag lukkede døre. Jeg havde fået besked gennem Zalkind og ventede i korridoren uden for døren; da Volodarskij kom ud, fortalte han mig, hvad der foregik. Lenin talte: »Den 6. november vil det være for tidligt. Vi må have en landsomfattende basis for opstanden, og den 6. er endnu ikke alle delegerede til kongressen kommet. På den anden side vil den 8. november være for sent,...Til den tid vil kongressen være konstitueret, og det er vanskeligt for en stor organiseret forsamling at foretage en hurtig, afgørede aktion. Vi må handle den 7., den dag kongressen træder sammen, således at vi kan sige til den: ‘her er rnagten ! Hvad har I i sinde at gøre med den ?’« I et værelse ovenover sad en smalansigtet, langhåret mand, en fhv. officer i tsarens hær, derpå revolutionær og landflygtig, en vis Avsejenko, kaldet Antonov, matematiker og skakspiller; han var ved at opstille omhyggelige planer for hovedstadens erobring. Regeringen traf også sine forberedelser. I al stilfærdighed blev nogle af de mest loyale regimenter fra vidt forskellige divisioner beordret til Petrograd. Officerselevernes artilleri blev trukket til Vinterpaladset. Patruljer af kosakker gjorde deres entré i gaderne, for første gang siden julidagene. Polkovnikov udstedte ordre efter ordre og truede med at undertrykke al opsætsighed med den »yderste energi«. Kisjkin, undervisningsministeren, det mest hadede medlem af regeringen, blev udnævnt til særlig kommissær for at holde orden i Petrograd, han udnævnte som medhjælpere to lige så upopulære mænd, Rutenberg og Paltjinskij. Petrograd, Kronstadt og Finland blev erklæret i belejringstilstand - hvortil det borgerlige blad Nye Tider ironisk bemærkede: »Hvorfor belejringstilstand ? Regeringen er ikke længere en magt. Den har ingen moralsk autoritet og besidder ikke det nødvendige apparat til at anvende magt. I gunstigste fald kan den kun forhandle med en partner, der samtykker i en samtale. Dens autoritet rækker ikke længere «. Mandag morgen den 5. kiggede jeg ind i Mariinskijpalæet for at se, hvad der foregik i den Russiske Republiks Råd. En bitter debat om Terestjenkos udenrigspolitik var i gang. Der lød et ekko af Burtsev-Verhovskij-affæren. Alle diplomater var til stede med undtagelse af den italienske ambassadør, som man sagde var umulig efter Carso-katastrofen. Da jeg kom ind, var den venstre-socialrevolutionære Karelin i færd med at oplæse en leder fra London Times, som sagde: »Medicinen mod bolsjevisme er kugler !« Vendt mod de liberal-konservative kadetter råbte han: »Det er også det, I mener !« Røster fra højre: Ja! Ja! »Ja, jeg véd, at I tænker sådan,« svarede Karelin irriteret. »Men I har ikke mod til at forsøge det ! « Skobelev, der så ud som en balløve med sit bløde blonde skæg og lyse bølgede hår, begyndte noget mat at forsvare sovjettens nakaz (instruks). Terestjenko tog ordet bagefter, fra venstre lød der tilråb: »Afgang, afgang!« Han fastholdt, at regeringens og TsIKs delegerede til Paris skulle have et fælles synspunkt - hans eget. Nogle få ord om genoprettelse af disciplinen i hæren, om krig lige til sejren... Tumult, og på trods af det desperate venstres stædige opposition gik Republikkens Råd over til - næste sag på dagsordenen. Stolerækkerne med bolsjevikkernes plads stod tomme, som de havde gjort, siden bolsjevikkerne udvandrede og tog alt liv med sig. Da jeg gik ned ad trappen, forekom det mig, at uanset det bitre skænderi kunne ingen virkelig røst fra den barske verden udenfor trænge gennem denne høje, kolde sal, og at den provisoriske regering var strandet - på den samme klippe, krig og fred, der havde forårsaget ministeriet Miljukovs stranding. Garderobemanden mumlede, mens han hjalp mig overfrakken på: »Jeg véd ikke, hvad der skal blive af stakkels Rusland. Alle disse mensjevikker og bolsjevikker og trudovikker. Dette Ukraine og dette Finland og de tyske imperialister og de engelske imperialister. Jeg er 45 år gammel, og i hele mit liv har jeg aldrig hørt så mange ord som på dette sted«. I korridoren mødte jeg professor Sjatskij, et individ med rotteansigt, klædt i en smart diplomatfrakke, meget indflydelsesrig i kadetpartiet. Jeg spurgte ham, hvad han mente om den meget omtalte bolsjevikiske aktion. Han trak på skuldrene og snærrede: »De er noget rak, de tør ikke, og tør de, bliver de omgående sendt ad helvede til. Fra vort synspunkt vil det ikke være dårligt, for i så fald vil de ødelægge sig selv og ingen magt få i den konstituerende forsamling... Men kære herre, lad mig skitsere min plan for en regeringsform, der skal forelægges den konstituerende forsamling. Ser De, jeg er formand for en kommission, som denne herværende forsamling i forståelse med den provisoriske regering har dannet til udarbejdelse af et forfatningsforslag. . Vi skal have en lovgivende forsamling med to kamre, sådan som I har i USA. I det nedre kammer vil der være territoriale repræsentanter, i det øvre derimod repræsentanter for de frie erhverv, semstvoerne, de kooperative selskaber - og fagforeningerne.« Udenfor kom der en råkold blæst fra vest, og det isnende mudder på gaden trængte gennem mine sko. To kompagnier officerselever svingede taktfast op ad Morskaja, marcherende stift i deres lange frakker og syngende en gammeldags sang fra tsarens tid. Ved den første tværgade bemærkede jeg, at bymilitsen var til hest og bevæbnet med revolvere i splinternye hylstre; en lille gruppe mennesker stod og stirrede tavse på dem. På hjørnet af Nevskij købte jeg en pjece af Lenin: »Vil Bolsjevikkerne Kunne Beholde Statsrnagten?« og betalte den med et af de frimærker, der gjorde det ud for skillemønt. De sædvanlige sporvogne kravlede forbi med soldater og borgere hængende alle vegne udenpå, enhver trafikborgmester ville blive grøn af misundelse ved at se det. Langs fortovene solgte en række desertører i uniform cigaretter og solsikkekærner. Op ad Nevskij boulevarden sloges skarer af mennesker i det sure tusmørke for at få de sidste aviser, og små klynger søgte at finde ud af de talrige proklamationer og appeller, der var klæbet op på alle flade steder; fra TsIK, bondesovjetterne, de »moderate« socialistiske partier, hærkomitéerne - med trusler, forbandelser, bønfaldelser til arbejderne og soldaterne om at blive hjemme og støtte regeringen. En pansret bil kørte langsomt frem og tilbage med idelig brug af hornet. På hvert hjørne, på hver plads stod der tætte grupper af diskuterende soldater og studenter. Aftenen faldt hurtigt på, gadelygternes lys flakkede op med store afstande, menneskemassernes bølger bevægedes frem og tilbage. Sådan er billedet af Petrograd altid før alvorlige begivenheder. Byen var nervøs, den ligesom fo’r op ved enhver skærende lyd. Men der kom stadig ikke noget tegn fra bolsjevikkerne, soldaterne blev i kasernerne, arbejderne i fabrikkerne.. Vi gik til en film, nær Kazankatedralen, en blodig italiensk film om lidenskab og intrige. Nogle af tilskuerne var soldater fra fronten, stirrende i barnlig forundring på skærmen, aldeles ude af stand til at fatte, hvorfor der behøvedes så megen voldsom renden rundt og så mange drab på mennesker. Derfra skyndte jeg mig til Smolnyj. I værelse 10 på øverste etage holdt den militære revolutionskomité uafbrudt møde under forsæde af en hørhåret attenårs yngling ved navn Lazimir. Han stoppede et øjeblik for at stikke mig på næven, yderst genert. »Peter-Pauls-fæstningen er lige kommet over til os,« sagde han med et fornøjet smil. »For et øjeblik siden fik vi besked fra et regiment, som regeringen havde beordret til Petrograd. Mændene var mistænksomme, og derfor standsede de toget ved Gatjina og sendte en delegation til os. ‘Hvad er der løs?’ spurgte de. ‘Hvad har I at sige til os ? Vi har lige vedtaget en resolution: Al magt til sovjetterne!’ Den militære revolutionskomité gav dem besked med tilbage: ‘Brødre! Vi hilser jer i revolutionens navn. Bliv, hvor I er, indtil der kommer nye instrukser !‘«. Alle telefoner var afskåret, sagde han, men forbindelsen med fabrikkerne og kasernerne blev opretholdt med militært telefonmateriel.. En stadig strøm af kurerer og kommissærer kom og gik. Udenfor ventede en halv snes frivillige, rede til at gå med bud til den fjerneste ende af byen. En af dem, en sigøjneragtigt udseende mand i løjtnantsuniform, sagde på fransk: »Alt er rede til at gå i gang, blot der gives et signal.« Dér kom Podvojskij forbi, den tynde skæggede civilist, hvis hjerne udarbejdede rejsningens strategi; Arttonov, ubarberet, med snavset flip og øjne, der var overanstrengt af mangel på søvn; Krylenko, den brede soldat med det store ansigt, altid smilende, med voldsomme gestus og fremvæltende tale, og Dybenko, den skæggede sømand med det venlige ansigt. De var dagens mænd - og de kommende dages. Nedenunder i bedriftsrådenes kontor sad Seratov og undertegnede ordrer til regeringsarsenalet: 150 rifler til hver fabrik. Delegerede ventede på række, fyrre i tal. I hallen traf jeg nogle af de mindre ledere blandt bolsjevikkerne. En viste mig en revolver. »Spillet er ved at begynde,« sagde han, og hans ansigt var blegt. »Hvad enten vi begynder eller ej, véd den anden part, at de må udslette os eller blive udslettet«. Petrogradsovjetten holdt møde dag og nat. Da jeg kom ind i den store sal, var Trotskij lige ved at slutte. »Man spørger os,« sagde han, »om vi agter at begynde en aktion. Det kan jeg give et klart svar på. Petrogradsovjetten mener, at det øjeblik endelig er kommet, hvor magten må lægges i sovjetternes hænder. Denne overflytning af regeringsmagten vil blive fuldført af sovjetternes landskongres. Om en væbnet opstand bliver nødvendig, vil afhænge af dem, der ønsker at forstyrre landskongressen. Vi mener, at den nuværende regering, det provisoriske ministerium, er en ynkelig og hjælpeløs regering, som kun sidder og venter på historiens fejekost og en anden, en virkelig folkeregerings komme. Men vi prøver at undgå en konflikt, selv nu, i dag. Vi håber, at landskongressen vil overtage den magt og myndighed, som hviler på folkets organiserede frihed. Hvis regeringen imidlertid agter at udnytte den korte periode, den formentlig har tilbage, 24, 48 eller 72 timer, til at angribe os, så vil vi svare med modangreb, slag for slag, med stål på jern! « Under hørråb meddelte han, at de venstre-socialrevolutionære havde indvilget i at sende repræsentanter til den militære revolutionskomité som medlemmer. Da jeg forlod Smolnyj, kl. 3 om natten, lagde jeg mærke til, at to hurtigtskydende kanoner var blevet kørt op på hver side af hoveddøren, og at stærke patruljer af soldater bevogtede portene og de nærmeste gadekryds. Bill Shatov, som var velkendt i den amerikanske arbejderbevægelse, kom farende op ad trappen. »Så ! råbte han« Det er begyndt ! Kerenskij sendte officerselever hen til vore blade, Soldat og Arbejderens Vej, for at standse dem. Men vore tropper kom bagefter og brød regeringens segl, og nu er det os, der sender styrker ud for at besætte de borgerlige blades kontorer! « Begejstret slog han mig på skulderen og løb ind. Om morgenen den 6. havde jeg et ærinde hos censor, hvis kontor var i udenrigsministeriet. Alle vegne på murene var der hysteriske appeller til folket om at bevare »roen«. Polkovnikov udstedte ordre på ordre: »Jeg beordrer alle militære enheder og grupper til at blive i deres kaserner, indtil der kommer ordre fra militærdistriktets stab. Alle officerer, der handler uden ordre fra deres foresatte, vil blive stillet for en krigsret for mytteri. Jeg forbyder absolut, at soldater på nogen måde udfører ordrer fra andre organisationer. Morgenbladene meddelte, at regeringen havde forbudt aviserne: Det Nye Rus, Levende Ord, Arbejderens Vej og Soldat og beordret anholdelse af Petrogradsovjettens ledere og den militære revolutionskomités medlemmer. Da jeg krydsede Paladspladsen, kom adskillige batterier af officerselevernes artilleri raslende gennem den »Røde Bue« og kørte op foran paladset. Generalstabens store røde bygning var usædvanlig fuld af liv, adskillige pansrede automobiler stod foran døren, og vogne med officerer kom og kørte igen. Censor var meget ophidset, ligesom en lille dreng i cirkus. Kerenskij var netop taget til Republikkens Råd for at tilbyde at gå af, sagde han. Jeg skyndte mig ned til Mariinskij-palæet og nåede frem, da Kerenskij var ved at slutte sin lidenskabelige og næsten usammenhængende tale, der var fuld af selvforsvar og anklager mod hans fjender: »Jeg vil her citere det mest karakteristiske sted i en hel række artikler, som Arbejderens Vej har offentliggjort, skrevet af Uljanov-Lenin, en statsforbryder, som lever skjult, og som vi søger at finde. Denne statsforbryder har opfordret proletariatet og Petrograds garnison til at gentage eksperimentet fra den 16.-18. juli og slår på, at en væbnet rejsning er nødvendig. Desuden har andre bolsjevikiske ledere talt på en række møder og opfordret til ufortøvet opstand. Især skal man lægge mærke til, hvad den nuværende formand for Petrograd-sovjetten, Bronstein-Trotski], foretager sig. Jeg bør gøre opmærksom på at udtryk og stil i en række artikler i Arbejderens Vej og Soldat er aldeles som i Det Nye Rus. Vi oplever ikke slet og ret et bestemt partis manøvrer, men udnyttelsen af en vis befolkningsdels politiske uvidenhed og kriminelle instinkter, en slags organisation, hvis formål er for enhver pris at skabe en samvittighedsløs bevægelse med ødelæggelse og plyndringer; for sådan som massernes sindsstemning er, vil enhver bevægelse i Petrograd blive efterfulgt af frygtelige massakrer, som vil tilsøle det frie Ruslands navn med evig skændsel. Uljanov-Lenin har selv indrømmet, at det yderste venstre blandt socialdemokraterne i Rusland er i en særdeles gunstig situation.« (Her læste Kerenskin følgende citat fra Lenins artikel:) »Tænk blot ! De tyske kammerater har kun én Liebknecht, uden blade, uden forsamlingsfrihed, uden en sovjet. De står overfor alle samfundsklassers utrolige fjendtlighed - og alligevel forsøger de tyske kammerater at handle; og vi, med et dusin blade, forsamlingsfrihed, flertal i sovjetterne, vi, de bedst placerede proletarer i hele verden, kan vi afslå at støtte de tyske revolutionære og opstandsorganisationer ?. Kerenskij fortsatte så: »Oprørets organisatorer indrømmer således indirekte, at der nu findes de mest fuldkomne betingelser for et politisk partis ubundne aktion, her i Rusland, der administreres af en provisorisk regering, hvis leder i dette partis øjne er en kuppolitiker og korrupt bourgeoisiagent, ministerpræsident Kerenskij«. »Oprørets organisatorer kommer ikke til at hjælpe det tyske proletariat, de kommer til at hjælpe den tyske regering, og de åbner den russiske front for kejser Wilhelms og hans venners jernnæve. Det interesserer ikke den provisoriske regering, hvilke motiver disse folk har, om de handler bevidst eller ubevidst, men fra denne tribune vil jeg i hvert fald, i fuld bevidsthed om mit ansvar, stemple sådanne handlinger fra et russisk politisk partis side som forræderi mod Rusland! Jeg stiller mig på højres standpunkt og foreslår, at der øjeblikkelig foretages en undersøgelse og skrides til de nødvendige arrestationer.« (Voldsom protest fra venstre). »Hør mig !« råbte Kerenskij med kraftig stemme. »I et øjeblik, hvor staten er i fare, på grund af bevidst eller ubevidst forræderi, foretrækker den provisoriske regering og deriblandt jeg at blive dræbt hellere end at forråde Ruslands liv, ære og uafhængighed«. I dette øjeblik blev der rakt et stykke papir hen til Kerenskij: »Jeg har netop modtaget den proklamation, som nu uddeles til regimenterne. Her er dens ordlyd: Petrograds Sovjet af arbejder- og soldaterrepræsentanter er i fare. Vi giver regimenterne ordre til straks at mobilisere på krigs fod og at afvente nærmere ordre. Enhver forhaling eller ulydighed mod denne ordre vil blive behandlet som forræderi mod revolutionen. Den militære revolutionskomité. For formanden, Podvojskij. Sekretær, Antonov«. Faktisk er dette et forsøg på at rejse pøbelen mod den eksisterende orden, at bryde forfatningen og at åbne fronten for kejser Wilhelms regimenter. Jeg siger med forsæt pøbel, fordi det ansvarsbevidste demokrati og dets TsIK, alle hærorganisationer, alt det, som det frie Rusland hædrer, den sunde fornuft, det store russiske demokratis ære og samvittighed, protesterer imod disse ting. Jeg kommer ikke her med en bøn, men for at udtale min faste overbevisning, at den provisoriske regering, som i dette øjeblik forsvarer vor nyvundne frihed, at den nye russiske stat med en strålende fremtid foran sig vil finde enstemmig støtte undtagen blandt dem, der aldrig har vovet at acceptere sandheden. Den provisoriske regering har aldrig øvet vold mod den frihed, alle statens borgere har til at benytte deres politiske rettigheder. Men nu erklærer den provisoriske regering: I dette øjeblik må man resolut likvidere de elementer i den russiske nation, de grupper og partier, som har vovet at løfte hånd mod det russiske folks frie vilje og samtidig true med at åbne fronten for Tyskland ! Gid Petrograds befolkning vil forstå, at den vil finde en håndfast magt i os, så vil måske den sunde fornuft, samvittighed og ære i sidste øjeblik triumfere i deres hjerte som endnu ejer disse egenskaber.« Under hele denne tale havde salen genlydt af øredøvende bifald. Da ministerpræsidenten trådte ned, hvid i ansigtet og med sveddråber på panden, og skred ud med sin sulte af officerer, begyndte taler efter taler fra venstre og centrum at angribe højre, i een rasende tumult. Selv de socialrevolutionære udtalte gennem Gots: »Bolsjevikkernes politik er demagogisk og forbryderisk, sådan som den udnytter folkeharmen. Men der er en hel række folkekrav, som ikke til dato har fået nogen imødekommende behandling. Spørgsmålet om jord, fred og demokratisering af hæren bør behandles således, at ingen soldat, bonde eller arbejder nærer ringeste tvivl om, at vor regering forsøger, fast og usvigeligt, at løse dem. Vi socialrevolutionære ønsker ikke at provokere en ministerkrise, og vi er rede til at forsvare den provisoriske regering med hele vor energi, til vor sidste blodsdråbe - hvis blot den provisoriske regering vil tage alle disse brændende spørgsmål op og udtale de klare og præcise ord om dem, som folket utålmodigt venter på«. Så kom Martov, rasende: »Ministerpræsidenten tillod sig at tale om »pøbel«, anvendt på betydelige dele af proletariatet og hæren, som er i bevægelse, selv om den ledes i en forkert retning - sådanne ord er kun ophidselse til borgerkrig.« Det dagsordensforslag, som blev fremsat fra venstre, blev vedtaget. Det var praktisk talt en mistillidserklæring: »1. Den væbnede demonstration, som i de seneste dage forberedes, tilsigter et statskup, truer med at fremkalde borgerkrig, skaber gunstige betingelser for pogromer og kontrarevolution, endvidere mobiliseringen af de kontrarevolutionære kræfter, f.eks. de Sorte Hundreder, som uvægerligt vil gøre det umuligt at indkalde den konstituerende forsamling - alt dette vil frembringe en militær katastrofe og revolutionens død, lamme landets økonomiske liv og ødelægge Rusland; 2. årsagen til, at der findes gunstige betingelser for denne agitation, skal søges i forhalingen af påtrængende foranstaltninger og i de objektive betingelser, der skyldes krigen og det almindelige kaos. Det er nødvendigt først af alt at udstede et dekret, hvorved jorden overdrages til bøndernes jordkomitéer, og at slå ind på en energisk handlingspolitik over for vore udenlandske allierede ved at foreslå dem, at de offentliggør deres fredsbetingelser og begynder fredsforhandlinger; 3. for at kunne magte de monarkistiske manifestationer og pogrombevægelserne er det nødvendigt at træffe øjeblikkelige foranstaltninger til at undertrykke disse bevægelser og til dette formål at oprette en komité for den offentlige sikkerhed, sammensat af repræsentanter for kommunalbestyrelsen og det revolutionære demokratis organer, en komité, der skal handle i overensstemmelse med regeringen.« Det er interessant, at mensjevikkerne og de socialrevolutionære alle samlede sig om dette dagsordensforslag. Da Kerenskij så det, kaldte han imidlertid Avksentjev til Vinterpaladset for at få en forklaring. Hvis udtalelsen var udtryk for mangel på tillid til den provisoriske regering, ville han bede Avksentjev danne et nyt ministerium. Dan, Gots og Avksentjev, altså kompromispolitikkens forgrundsfigurer, præsterede så deres sidste kompromis. De forklarede Kerenskij, at de ikke havde villet kritisere regeringen ! På hjørnet af Morskaja og Nevskij standsede patruljer af soldater med påsatte bajonetter alle private biler, trak passagererne ud og sendte vognene til Vinterpaladset. En stor skare havde samlet sig for at se på. Ingen vidste, om soldaterne hørte til regeringen eller til den militære revolutionskomité. Oppe foran Kazan-katedralen skete det samme, vognene blev sendt tilbage ad Nevskij. Fem-seks søfolk med rifler dukkede op, opstemt leende, og begyndte at snakke med soldaterne. På søfolkenes huer stod Aurora og Zarja Svobodlj, navnene på de vigtigste bolsjevikiske krydsere i den baltiske flåde. En af dem sagde: Nu kommer Kronstadt !. Det var omtrent, som hvis nogen i 1792 på Paris’ gader havde sagt: Nu kommer de fra Marseille ! For i Kronstadt var der 25.000 søfolk, overbeviste bolsjevikker, dødsforagtende karle. Arbejder og Soldat var lige udkommet, og forsiden var een stor proklamation:

Folkets fjender gik sidste nat i offensiv. Kornilovs folk i staben forsøger at drage officerselever og frivilligbatailloner ind fra omegnen. Officerseleverne i Oranienburg og frivillige fra Tsarskoje Selo afslog at være med. Et højforræderisk anslag mod Petrograd-sovjetten påtænkes. De kontrarevolutionæres felttog bliver rettet mod sovjetternes landskongres aftenen før den skal åbnes, mod den konstituerende forsamling, mod folket. Petrograd-sovjetten står på vagt for revolutionen. Den militære revolutionskomité vil lede afværgelsen af de sammensvornes attentat. Hele garnisonen og proletariatet i Petrograd er parat til at knuse folkets fjender. Den militære revolutionskomité forordner: Alle regiments-, divisions- og slagskibskomitéer samt sovjetkommissærerne og alle revolutionære organisationer skal holde møde uafbrudt og samle alle oplysninger om de sammensvornes planer. Ingen soldat må forlade sin division uden komitéens tilladelse. Der sendes to delegerede til Smolnyj fra hver militær enhed og fem fra hver bydels-sovjet. Alle medlemmer af Petrograd-sovjetten og alle delegerede til sovjetternes landskongres opfordres til straks at komme til Smolnyj til ekstraordinært møde. Kontrarevolutionen har rejst sit forbryderhoved. En stor fare truer soldaternes og arbejdernes erobringer og forhåbninger. Men revolutionens kræfter er langt større end dens fjenders! Folkets sag er i stærke hænder. De sammensvorne vil blive knust. Ingen tøven eller tvivl ! Fasthed, udholdenhed, disciplin, handlekraft ! Længe leve revolutionen ! Den militære revolutionskomité.

Petrograd-sovjetten holdt uafladeligt møde i Smolnyj, et centrum for stormen, de delegerede faldt trætte i søvn på gulvet og rejste sig på ny for at tage del i debatten. Trotskij, Kamenev, Volodarskij talte seks, otte, tolv timer i døgnet. Jeg gik ned til værelse 18 på første etage, hvor bolsjevikkernes delegerede holdt gruppemøde, og en gennemtrængende stemme lød hen over mængden, der skjulte taleren: »Kompromismagerne påstår, at vi er isolerede. Tag ikke dette alvorligt. Så snart det går løs, vil de blive trukket med sammen med os, eller de vil miste deres tilhængere«. Her holdt han et stykke papir i vejret. »Vi trækker dem med os! Der er netop kommet besked fra mensjevikkerne og de socialrevolutionære. De siger, at de fordømmer vor aktion, men at de, hvis regeringen angriber os, ikke vil gå imod folkets sag ! Jublende bifald. Da aftenen faldt på, fyldtes hallen af soldater og arbejdere, en vældig ensformig masse indhyllet i blå røgskyer og optaget af summende diskussioner. Den gamle TsIK havde endelig bestemt sig til at byde de delegerede velkommen, selv om den nye kongres ville betyde TsIKs endeligt - og måske enden på den revolutionære tilstand, den havde opbygget. På dette møde kunne imidlertid kun medlemmer af TsIK stemme. Det var over midnat, da Gots indtog dirigentpladsen, og Dan rejste sig for at tale, i en spændt stilhed, der forekom mig næsten truende.»De timer, vi gennemlever, synes tragiske,« sagde han. »Fjenden står foran Petrograds porte, demokratiets kræfter forsøger at organisere modstand mod ham, og vi venter blodsudgydelser i hovedstadens gader, og hungersnød truer med at ødelægge ikke alene vor homogene regering, men selve revolutionen. Masserne er syge og udmattede. De har ingen interesse i revolutionen. Hvis bolsjevikkerne begynder på noget, vil det være enden på revolutionen«. (Tilråb: Det er løgn!). »De kontrarevolutionære venter på bolsjevikkerne for at begynde udskejelser og massakrer... Hvis der kommer en aktion, bliver der ingen konstituerende forsamling ! « (Tilråb: Det er løgn ! Fy !). »Det er utilstedeligt, at Petrograds garnison, midt i en operationszone, ikke adlyder stabens ordrer. Man må adlyde stabens ordrer, ligeså ordrer fra TsIK, som I selv har valgt. Al magt til sovjetterne, det betyder døden ! Røvere og tyveknægte venter blot på øjeblikket til at plyndre og brænde. Når man ser paroler som: »Træng ind i husene, tag bourgeoisiets sko og klæder«. (Tumult. Tilråb: Den parole findes ikke! Det er løgn ! Løgn!). »Vel, det kan også begynde anderledes, men sådan vil det ende«. »TsIK har fuld kompetence til at handle og må adlydes. Vi er ikke bange for bajonetter. TsIK vil forsvare revolutionen med sin krop..« (Tilråb: Den krop har længe været død!). Vældigt og langvarigt spektakel, hans stemme kan næsten ikke høres, mens han hamrer i pulten: »De, der siger sådan, begår en forbrydelse!« En stemme: »I begik en forbrydelse, dengang I tog magten og gav den videre til bourgeoisiet !« Gots ringer med dirigentklokken: »Må jeg få ro, eller jeg lader salen rydde!« Stemmer: »Ja, prøv det!« (Jubel og piben). »Hvad nu vor fredspolitik angår.« (Latter). »Uheldigvis kan Rusland ikke længere støtte en fortsættelse af krigen. Der kommer nok en fred, men ikke en permanent fred, ikke en demokratisk fred. I dag har vi i Republikkens Råd for at undgå blodsudgydelse vedtaget en dagsorden, der forlanger jorden overdraget til jordkomiteerne og fredsforhandlinger straks«. (Latter og tilråb: »For sent«). Så tog Trotskij ordet for bolsjevikkerne, båret af en drønende bifaldsbølge, hurraråb, tilhørerne stående oprejst. Hans tynde spidse ansigt var helt mefistofelesk med sit bidske ironiske udtryk. »Dan´s taktik beviser, at masserne - de store, sløve, ligegyldige masser - absolut følger ham ! « (Jubel og latter). Han vendte sig hen imod dirigenten med en dramatisk gestus. »Da vi talte om at give jorden til bønderne, var I imod det. Vi sagde til bønderne: Hvis de ikke giver jer jorden, så tag den selv ! Og bønderne fulgte vort råd. Og nu foreslår I at gøre det, vi gjorde for seks måneder siden. Jeg tror ikke, at Kerenskijs ordre til at suspendere dødsstraffen i hæren var dikteret af hans idealer. Jeg tror, at Kerenskij blev overtalt af Petrograds garnison, som nægtede ham lydighed. I dag beskylder man Dan for at have holdt en tale i Republikkens Råd, som beviser, at han er en fordækt bolsjevik. Den tid kan komme, da Dan vil sige, at det var blomsten af revolutionen, der deltog i rejsningen den 16. og 18. juli. I Dans resolution i dag i Republikkens Råd var der ingen hentydning til, at disciplin skal gennemtvinges i hæren, skønt hans parti understreger det i sin propaganda. Nej, de sidste syv måneders historie viser, at masserne har forladt mensjevikkerne. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære besejrede de konservative kadetter, og da de så fik magten, forærede de den til kadetterne. Dan fortæller jer, at I ikke har ret til at lave opstand. Opstand er alle revolutionæres ret ! Når de nedtrampede masser revolterer, er det deres ret«. Så kom den langansigtede, skarpt talende Lieber, hilst med jammer og latter. »Engels og Marx sagde, at proletariatet ikke har ret til at tage magten, før de er rede dertil. I en borgerlig revolution som denne betyder det revolutionens tragiske endeligt, hvis masserne griber magten. Trotskij er som socialdemokratisk teoretiker selv modstander af det, han nu står og taler for..» (TiI’råb: »Det er nok! Ned med ham !«). Derpå Martov, hele tiden afbrudt: »Internationalisterne er ikke modstandere af, at magten overdrages til demokratiet, men de billiger ikke bolsjevikkernes metoder..« Så stod Dan igen på talerstolen og protesterede voldsomt imod, at den militære revolutionskomité havde sendt en kommissær til Izvestias kontor for at standse eller censurere bladet. En voldsom tumult opstod. Martov forsøgte at tale, men kunne ikke få ørenlyd. Delegerede fra hæren og den baltiske flåde stod op flere steder i salen og brølede, at sovjetten var deres regering. Midt under den vildeste forvirring forelagde Ehrlich et resolutionsforslag, der opfordrede arbejderne og soldaterne til at bevare roen og ikke reagere på provokationer til demonstration, til at anerkende nødvendigheden af, at der straks oprettedes en Komité for den Offentlige Sikkerhed, og med en opfordring til den provisoriske regering om straks at udstede dekreter, der overdrog jorden til bønderne og åbnede vejen for fredsforhandlinger. Så sprang Volodarskij op og råbte hæst, at TsIK lige før sovjetkongressens åbning ingen ret havde til at tilrane sig kongressens funktioner. TsIK var faktisk afgået ved døden, sagde han, og resolutionen var simpelthen et trick for at puste dens svindende myndighed op. »Vi bolsjevikker vil ikke stemme for denne resolution !« Hvorpå bolsjevikkerne forlod salen, og resolutionen blev vedtaget. Ved fire-tiden om morgenen mødte jeg Zorin i forhallen med en riffel over skulderen. »Vi er i gang !« sagde han, roligt, men med tilfredshed. »Vi fik fat i vice-justitsministeren og kirkeministeren. De er nede i kælderen nu. Et regiment er ude for at besætte telefonhuset, et andet telegrafcentralen, et tredje statsbanken. Den røde garde er på benene. På Smolnyjs trappe, ude i det råkolde mørke, så vi først den røde garde, en klynge unge mænd i arbejdstøj, bevæbnet med riffel med bajonet, i nervøs samtale. Langt borte Ira, over de stejle tage i vest, kom lyden af spredt geværild, fra broerne, som officerseleverne forsøgte at hæve, for at forhindre fabriksarbejderne og soldaterne fra Vyborgkvarteret i at forene sig med sovjetstyrkerne i byens midte; Kronstadts matroser sænkede broerne igen. Bag os det store Smolnyj, klart oplyst, summende som en vældig bikube ...

Den provisoriske regerings fald

Jeg stod meget sent op den 7. november. Middagskanonskuddet drønede fra Peter-Paul fæstningen, da jeg gik ned ad Nevskij boulevarden. Det var en kold og barsk dag. Ved statsbanken stod nogle soldater med påsatte bajonetter foran de lukkede porte. »Hvilken side er I på ?« spurgte jeg. »Regeringens ?«. »Der er ingen regering«, svarede en af dem med et smil, »gud være lovet !« Det var alt, hvad jeg fik ud af ham. Sporvognene kørte stadig på Nevskij, og mænd, kvinder og små drenge hang udenpå, hvor de kunne holde sig fast. Butikkerne var åbne, og der sporedes endda mindre uro i gaden end dagen før. En hel buket af nye appeller imod opstand var blomstret ud på murene i nattens løb - til bønderne, til soldaterne ved fronten, til arbejderne i Petrograd. Den ene lød:

Fra Petrograds Bydyma:

»Bydumaen meddeler borgerne, at der på dens ekstraordinære møde den 6. november blev dannet en Komité for den Offentlige Sikkerhed, sammensat af medlemmerne af Central- og Kvarter-dumaerne og repræsentanter for følgende revolutionære demokratiske organisationer: TsIK, Bondesovjetternes landskomité, hærorganisationerne, den centrale flådekomité, Petrograds sovjet af arbejder- og soldaterrepræsentariter (!), Fagforeningsrådet o. a. Sikkerhedskomiteens medlemmer vil gøre tjeneste i Bydumaens bygning. Tlf. 15-40, 223-77, 138-36. Den 7. november 1917.« Jeg var ikke klar over det dengang, men dette var Dumaens krigserklæring mod bolsjevikkerne. Jeg købte et eksemplar af Arbejdernes Vej, den eneste avis, der var at få, og et øjeblik efter betalte en soldat 50 kopek for et brugt eksemplar af Dagen. Det bolsjevikiske blad, trykt på store sider i et trykkeri, der var erobret fra Ruslands Vilje, havde vældige overskrifter: »Al magt til sovjetterne af arbejdere, soldater og bønder ! Fred ! Brød ! Jord !« Den ledende artikel var undertegnet Zinovjev, Lenins kollega under jorden. Den begyndte:» Enhver soldat, enhver arbejder, enhver virkelig socialist, enhver ærlig demokrat ved, at der kun er to muligheder i den nuværende situation. Enten vil magten forblive hos overklassen og godsejerne, og det vil betyde alle mulige repressalier mod arbejderne, soldaterne og bønderne, fortsættelse af krigen, uundgåelig hungersnød og død. Eller magten vil blive overdraget til de revolutionære arbejdere, soldater og bønder, og i så fald vil det betyde fuldstændig afskaffelse at godsejertyranniet, øjeblikkelig kontrol med kapitalisterne, øjeblikkelige forslag om en retfærdig fred. Så kan bønderne være sikre på at få jord, så kan arbejderne være sikre på at få kontrol med industrien, så vil de sultne få brød, så vil denne meningsløse krig få ende!«. Dagen indeholdt spredte nyheder om den begivenhedsrige nat. Bolsjevikisk besættelse af telefonhuset, den baltiske central, telegrafcentralen; Peterhofs officerselever ude af stand til at komme ind i Petrograd; kosakkerne vaklende; nogle af ministrene arresteret; bymilitsens chef, Meyer, skudt, arrestationer, modarrestationer, skærmydsler mellem patruljer af soldater, officerselever og røde garder. På hjørnet af Morskaja løb jeg på kaptajn Gomberg, en mensjevikisk krigsfortsætter, sekretær for sit partis militærkontor. Da jeg spurgte ham, om opstanden virkelig var en kendsgerning, trak han træt på skuldrene og svarede: »Pokker ved det ! Ja, måske kan bolsjevikkerne gribe magten, men de kan ikke holde den i tre dage. De har ikke folk til at besætte regeringsposterne med. Måske er det meget godt at lade dem prøve - det vil slå dem ihjel «. Militærhotellet på hjørnet af Skt. Isaks pladsen var bevogtet af bevæbnede matroser. I hallen var der mange smarte unge officerer, de gik frem og tilbage eller talte lavmælt sammen, matroserne ville ikke lade dem gå. Pludselig lød der et hårdt knald fra en riffel udenfor, fulgt af spredte salver. Jeg løb ud. Der var noget usædvanligt på færde omkring Mariinskij palæet, hvor den Russiske Republiks Råd holdt møde. Diagonalt over den store plads var opstillet en række soldater med geværerne parat, stirrende på hotellets tag. »En provokation ! De skød på os !« hvæsede en af dem, mens en anden løb henimod døren. På palæets vestlige hjørne stod en stor panservogn med et vajende rødt flag, og siderne bar bogstaver i frisk maling: SRSD (Sovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter), med alle skydevåben rettet mod Skt. Isaks. En barrikade var rejst over for mundingen af Nygade, af kasser, tønder, en gammel madras, en vogn. En stabel tømmer spærrede enden af Moika-kajen. Af favnebrænde fra et lager i nærheden blev der bygget brystværn langs bygningerne. »Mon det kommer til kampe?« spurgte jeg. »Snart, snart,« svarede en soldat nervøst. »Gå hellere, kammerat, du kan blive såret. De vil komme derfra«, og han pegede hen mod admiralitetet. »Hvem kommer ?«. »Det kan jeg ikke sige, bror,« svarede han og spyttede. Foran palæets dør stod en gruppe soldater og søfolk. En matros var ved at fortælle om, hvordan den Russiske Republiks Råd endte. »Vi gik ind til dem«, sagde han, »og fyldte alle døre med kammerater. Jeg gik hen til den kontrarevolutionære kornilovist, der sad i formandsstolen. »Rådet er færdigt, sagde jeg, stik af hjem !«. Det blev der leet af. Ved at vifte med et passende udvalg af papirer slap jeg om til presselogens dør. Der standsede en vældig, smilende matros mig, og da jeg viste mit pas, sagde han bare: »Om du så var ærkeenglen Mikael, kammerat, kunne du ikke komme ind her!«. Gennem glasset i døren kunne jeg skelne et rasende ansigt og gestikulerende arme, der tilhørte en fransk korrespondent, han var blevet låst inde.Ved hovedindgangen stod en lille mand med grå moustache, i generalsuniform, midt i en klynge soldater. Han var meget rød i ansigtet. »Jeg er general Aleksejev«, råbte han, »som jeres foresatte og som medlem af Republikkens Råd forlanger jeg ret til at passere!«. Vagten kløede sig i hovedet, skævede hen til generalen og vinkede til en officer, der blev meget ophidset, da han så, hvem der var tale om, og hilste militærisk, før han blev klar over, hvad han gjorde. »Deres excellence,« stammede han, som under det gamle regime, »Adgang til palæet er strengt forbudt, jeg har ingen ret« Der kom kørende en bil, jeg så Gots inde i den, tilsyneladende fornøjet leende. Nogle minutter senere kom en anden med væbnede soldater fra fronten, fyldt med arresterede medlemmer af den provisoriske regering. Peters, et lettisk medlem af den militære revolutionskomité, kom løbende over pladsen. »Jeg troede, I havde puttet alle disse herrer ind i aftes,« sagde jeg og pegede på dem. »Åh, sagde han med et udtryk som en skuffet lille dreng. »De æsler lod de fleste løbe, før vi traf en beslutning...« Nede på Vosnesenskij-boulevarden kom en mængde matroser, og bag dem marcherede soldater, så langt øjet rakte. Vi gik hen imod Vinterpaladset gennem Admiraltejskij passagen. Alle indgange til slotsgården var lukket af vagter, og en række soldater stod tværs over den vestlige ende, belejret af en urolig menneskemasse. Bortset fra nogle fjerne soldater, der syntes at bære brænde ud af palæet og stable det op foran hovedindgangen, var alt roligt. Vi kunne ikke se, om skildvagterne var regeringens eller sovjettens. Vore papirer fra Smolnyj blev der imidlertid ikke taget hensyn til, og vi gik derfor hen til en anden ende af afspærringen og viste med en storsnudet mine vore amerikanske pas, med ordene: »Officielt ærinde«, og albuede os igennem. Ved paladsets dør stod de samme portnere som før med deres messing-knappede blå uniformer og halskraver i rødt og guld; de tog høfligt vore frakker og hatter, og vi gik op ad trapperne. I den mørke og dystre forhal, hvor gobelinerne var fjernet, stod nogle få funktionærer og hang, og foran Kerenskijs dør skridtede en ung officer frem og tilbage, gnavende på sit overskæg. Vi spurgte, om vi kunne få et interview med ministerpræsidenten. Han bukkede og slog hælene sammen. »Nej, desværre,« sagde han på fransk. »Kerenskij er yderst optaget netop nu«. Han så et øjeblik på os. »Faktisk er han ikke derinde«. »Hvor er han ?«. »Han er taget til fronten. Og vil De tænke Dem, der var ikke benzin nok til hans vogn. Vi måtte sende bud til det engelske hospital og låne noget.«. »Er ministrene her ?«. »De holder møde i et eller andet rum, jeg ved ikke hvor«. »Kommer bolsjevikkerne ?«. »Naturligvis. Det er ganske givet. Jeg venter en opringning hvert øjeblik med besked om det. Men vi er parat. Vi har officerselever foran paladset. De er bag den dør der«. »Kan vi gå ind ?«. »Nej. Absolut ikke. Det er ikke tilladt«. Pludselig trykkede han os i hånden og gik. Vi vendte os om og tog i den forbudte dør, der var anbragt i en midlertidig skillevæg tværs gennem hallen og låset udefra. På den anden side lød der stemmer, og nogen gav sig til at le. Ellers var det gamle palads’ uhyre rum tavse som graven. En gammel portner kom løbende. »Nej, hr. De må ikke gå ind der«. »Hvorfor er døren låset ?«. »For at holde soldaterne inde,« svarede han. Efter et øjebliks tøven sagde han noget om, at han ville have et glas te, og gik tilbage gennem hallen. Vi låste døren op. Lige indenfor stod et par soldater vagt, men de sagde ingenting. Ved enden af korridoren var der et stort, dekoreret rum med megen forgyldning og store krystallysekroner, og bag det var der mindre rum med mørke træpaneler. På begge sider af parketgulvet lå rækker af snavsede madrasser og tæpper, her og der lå en soldat så lang han var, allevegne var der strøet cigaretstumper, brødstumper, tøj og tomme flasker med dyre, franske etiketter. Ustandselig kom og gik soldater med officersskolernes røde skulderstrop, de vandrede formålsløst rundt i en harsk atmosfære af tobaksrøg og uvasket menneskehed. Een havde en flaske hvid bourgogne, åbenbart hugget fra Paladsets kælder. De så forbavsede på os, da vi skridtede forbi, gennem rum efter rum, indtil vi sluttelig kom ud i en serie store repræsentationslokaler, hvis høje og snavsede vinduer vendte ud til pladsen. Murene var dækket af vældige lærreder i massive guldrammer - historiske slagscener... »12. oktober 1812«, »6. november 1812«, »16/28 august 1813«. Et af dem havde en flænge i øverste højre hjørne. Stedet var som en enorm kaserne, og det havde det åbenbart været i ugevis, sådan som gulv og vægge så ud. Maskingeværer var posteret i vindueskarme, rifler stod bag madrasserne. Da vi stod og så på billederne, anfaldt en alkoholisk luftning mig fra området bag mit venstre øre, og en stemme sagde på tykt, men flydende fransk: »Jeg ser, efter Deres beundring for billederne, at De er udlændinge.« Han var en lavstammet, korpulent mand, og da han tog huen af, var han pilskaldet. »Amerikanere ? Storartet. Jeg er stabskaptajn Vladimir Artsybasjev, ganske til Deres tjeneste.« Han syntes ikke at kunne finde noget mærkværdigt i, at fire fremmede, deriblandt en kvinde, vandrede midt igennem en hær, der ventede angreb. Han begyndte at beklage sig over tilstandene i Rusland. »Det er ikke bare disse bolsjevikker,« sagde han, »det er den russiske hærs fine traditioner, der er brudt sammen. Se Dem omkring. Disse her er alle sammen elever i officersskoler. Men er de dannede mennesker ? Kerenskij åbnede officersskolerne for menige, for enhver soldat, der kunne bestå en prøve. Naturligvis er mange, mange af dem smittet af revolutionen«. Uden konsekvens skiftede han emne. »Jeg er meget ivrig efter at komme bort fra Rusland. Jeg har bestemt mig til at gå ind i den amerikanske hær. Kunne De ikke bede Deres konsul hjælpe mig ? Jeg vil give Dem min adresse«. Trods vore protester skrev han det på et stykke papir og så ud til at være bedre tilpas. Jeg har stadig papiret. »Oranienbaum fændrikskole, Staraja Peterhof«. »Vi havde en parade tidligt i morges,« fortsatte han, da han fulgte os gennem rummene og forklarede alting. »Kvindebataillonen vedtog at forblive loyal over for regeringen«. »Er der kvindelige soldater i paladset ?«. »Ja, de er i salene bagved, hvor de ikke kan blive såret, hvis der bliver ballade,« sukkede han. »Det er et stort ansvar at bære«. Vi stod lidt ved vinduet og så ned på pladsen foran paladset hvor tre kompagnier af langfrakkede officerselever stod opstillet, de blev kommanderet af en høj, energisk udseende officer, som jeg genkendte, det var Stankevitj, den provisoriske regerings militære overkommissær. Et øjeblik efter tog to af kompagnierne med et smæld gevær på skulder, udstødte tre gøende lyde og svingede så bort over pladsen, gennem den Røde Bue ud i den rolige by. »De skal ud og besætte telefonhuset,« sagde en bag mig. Tre officerselever stod ved siden af; vi faldt i snak. De sagde, at de var kommet ind på skolen som menige, de hed Robert Olev, Aleksej Vasilenko og Erni Sachs, en estlænder. Men nu havde de ikke mere nogen lyst til at blive officerer, fordi officererne var meget upopulære. De vidste åbenbart ikke, hvad de skulle gøre ved det, og var ikke glade ved situationen. Men snart efter begyndte de at blive stortalende. - »Hvis bolsjevikkerne kommer, skal vi vise dem noget. De tør ikke slås, de er kujoner. Men hvis vi bliver underlegne, vel, så har hver mand endnu en kugle til sig selv...« I dette øjeblik hørte vi en række riffelskud i nærheden. Ude på pladsen begyndte folk at løbe eller kaste sig fladt ned, og kuskene på hjørnerne kørte i galop bort i alle retninger. I paladset blev alt det rene virvar, soldaterne løb frem og tilbage, snappede geværerne og patronbælter og hylede: »Nu kommer de, nu kommer de !.« Men nogle minutter senere var der atter ro ! Kuskene kom tilbage, de liggende mennesker rejste sig op. Gennem den Røde Bue dukkede der officerselever op, den ene blev støttet af to kammerater, de gik lidt ude af trit. Det var sent, da vi forlod paladset. Vagterne på pladsen var borte. Den store halvcirkel af regeringsbygninger syntes øde og forladt. Vi gik hen til hotel France for at spise, og da vi var midt i suppen, kom tjeneren meget bleg, og forlangte, at vi skulle flytte ind i spisesalen ud til gården, fordi de skulle slukke belysningen til gaden. »Der bliver skyderi,« sagde han. Da vi igen kom ud på Morskaja, var det helt mørkt, bortset fra den flakkende gadelygte på hjørnet af Nevskij. Under den stod en stor panserbil med motoren i gang og udstødningen stående som en tåge i luften. En lille dreng var klatrat op på siden af bæstet og kiggede ned i løbet på et maskingevær. Soldater og matroser stod omkring den og ventede åbenbart på noget. Vi gik tilbage til den Røde Bue, hvor en klynge soldater stod og stirrede på det klart oplyste Vinterpalads og talte meget højt. »Nej, kammerater,« sagde en af dem, »hvordan kan vi skyde på dem ? Derinde er en kvindebataillon, de vil sige, at vi har skudt på russiske kvinder. Da vi igen nåede Nevskij, kom en anden panservogn .m hjørnet, og en mand stak hovedet op af tårnet. »Af sted,« hylede han. »Lad os gå på og angribe dem!« Den anden vogns chauffør kom hen og råbte så det overdøvede motorlarmen: »Komiteen siger, vi skal vente. De har artilleri bag brændestablerne derinde. Her kørte ikke længere sporvogne, kun få fodgængere sås, og alle lys var slukket, men nogle husblokke borte kunne vi se sporvogne, menneskemængder, oplyste butikker og elektriske reklamer for biografer - livet fortsatte som vanligt. Vi havde billetter til balletten på Mariinskij teatret alle teatre spillede, men der var al for meget på færde udendørs. I mørket snublede vi over tømmerstokke, der barikaderede politibroen, og foran Stroganovpalæet fik vi øje på soldater, der kørte en tretommers feltkanon i stilling. Mænd i forskellige uniformer kom og gik på en formålsløs måde og brugte megen tid til snak. Ude på Nevskij-boulevarden var hele byen åbenbart ude at spadsere. På hvert gadehjørne stod vældige skarer maset sammen om en diskuterende kerne. Vagthold af soldater med påsatte bajonetter var placeret ved gadekryds, gamle rødnæsede mænd i dyre pelse rystede knytnæven ad dem, elegant klædte damer slyngede om sig med skældsord, soldaterne svarede utydeligt igen, med forlegne grin. Panservogne kørte frem og tilbage med navne efter de første tsarer: Oleg, Rurik, Sviatoslav - og påmalede bogstaver i vældig, rød skrift: RSDRP, Ruslands socialdemokratiske arbejderparti. Ved Mihajlovskij kom en mand med en favnfuld aviser og blev øjeblikkelig overfaldet af ophidsede mennesker, der tilbød en rubel, fem rubler, ti rubler, de rev i hinanden som dyr. Det var Arbejder og Soldat, der proklamerede den proletariske revolutions sejr, befrielsen af de hidtil fængslede bolsjevikker, med opfordring til fronthæren og baglandet om støtte ... en gloende lille avis på fire sider, med enormt stor skrift, uden nyheder. På hjørnet af Sadovaja stod der to tusind borgere og stirrede op på taget af en høj bygning, hvor en lille rød prik glødede og forsvandt. »Se,« sagde en høj bonde og pegede op, » en provokatør. Nu skyder han nok på folk.. «Ingen tænkte åbenbart på at gå derop og undersøge sagen. Smolnyjs massive facade strålede af lys, da vi kom kørende, og fra alle gader samledes en voksende strøm af ilende skikkelser ud af mørket. Biler og motorcykler kom og kørte atter bort, en vældig elefantfarvet panservogn med to røde flag vaj ende fra tårnet rokkede ud med hylende sirene. Det var koldt, og vagterne ved den ydre port havde tændt bål. Ved den indre port var der også et ildsted, hvis lys vagterne betjente sig af, når de langsomt stavede sig igennem vore pas og tog os i øjesyn. Hylstrene var blevet trukket af de fire hurtigtskydende kanoner på hver side af indgangen, og ammunitionsbælter hang som slanger fra dem. En gruppe beskidte panservogne stod under træerne i gården med motorerne i gang. De lange, nøgne, svagt oplyste sale genlød af trampen og råben. Der var en fandenivoldsk stemning. En skare kom ned ad trapperne, arbejderne i blå bluser og runde sorte filthatte, mange af dem med geværer over skulderen, soldaterne i grove, beskidte feltkapper og grå pelshuer, en og anden leder - Lunatsjarskij, Kamenev - hastigt på vej midt ind i en gruppe mennesker der alle talte i munden på hinanden, med trætte, nervøse ansigter og udbulende dokumentmapper under armen. Petrogradssovjettens ekstraordinære møde var forbi. Jeg standsede Kamenev - en bevægelig lille mand med et bredt, livligt ansigt på en kort hals. Uden indledning oplæste han på hurtigt fransk en nylig vedtaget resolution: »

Petrogradsovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter hilser den sejrrige revolution,der er gennemført af Petrograds proletariat og garnison, og understreger især den enhed, organiserede optræden, disciplin og fuldstændige samvirken, der var karakteristisk for masserne i denne rejsning; sjældent er mindre blod blevet udgydt, og sjældent er en opstand lykkedes så godt. Sovjetten udtrykker sin faste overbevisning om, at arbejder- og bonderegeringen, som vil blive skabt af revolutionen og være en regering baseret på sovjetterne, og som vil sikre industriproletariatet støtte fra de fattige bønder som helhed, med faste skridt vil marchere fremad til socialismen, det eneste middel der kan skåne landet for krigens elendighed og utrolige rædsler. Den nye arbejder- og bonderegering vil øjeblikkelig foreslå en retfærdig og demokratisk fred over for alle krigsførende lande. Den vil øjeblikkelig afskaffe den store jordbesiddelse og overdrage jorden til bønderne. Den vil oprette arbejderkontrol med produktionen og fordelingen af de fremstillede varer, og den vil oprette en generel kontrol med bankerne, som den vil overføre til et statsmonopol. Petrograds sovjet af arbejder- og soldaterrepræsentanter opfordrer arbejderne og bønderne i Rusland til med at deres energi og al deres opofrelse at støtte den proletariske revolution. Sovjetten udtrykker sin forvisning om, at byens arbejdere, de fattige bønders forbundsfæller, vil sørge for fuldstændig revolutionær orden, som er uomgængelig for socialismens sejr. Sovjetten er overbevist om, at proletariatet i Vesteuropas lande vil hjælpe os med at føre socialismens sag frem til en virkelig og varig sejr «.

»De regner den altså for vundet ?«. Han trak på skuldrene. »Der er meget at gøre. Skrækkelig meget. Vi er kun ved begyndelsen. På afsatsen mødte jeg Rjasanov, fagforbundenes næstformand, han så mørkt frem for sig og bed i sit grå skæg. »Det er vanvid ! Vanvid!« råbte han. »Den europæiske arbejderklasse vil ikke gå i aktion ! Hele Rusland...«. Han slog hjælpeløst ud med hånden og gik hurtigt bort. Rjasanov og Kamenev havde begge opponeret mod opstanden og fået Lenins skarpe satire at føle. Det havde været et stormende møde. På den militære revolutionskomités vegne havde Trotskij erklæret, at den provisoriske regering ikke længere eksisterede. »Det er karakteristisk for borgerlige regeringer,« sagde han, »at de bedrager folket. Vi, sovjetterne af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, vil forsøge et eksperiment, der ikke har noget sidestykke i historien, vi vil grundlægge en statsmagt, som ikke vil have noget andet formål end at tilfredsstille soldaternes, arbejdernes og bøndernes behov«. Lenin var kommet, hilst velkommen af en vældig ovation, med en profeti om verdensomspændende social revolution.. Og Sinovjev, råbende: »I dag har vi betalt vor gæld til det internationale proletariat og rettet et frygteligt slag mod krigen, et frygteligt kropslag mod alle imperialister og specielt mod bøddelen kejser Wilhelm...«. Derpå Trotskij - at telegrammer var blevet sendt til fronten med besked om den sejrrige opstand, men at der endnu ikke var kommet svar. Tropper skulle efter sigende være på march mod Petrograd - en delegation måtte af sted til dem for at fortælle dem sandheden. Tilråb: »I foregriber den alrussiske sovjetkongres’ beslutning! «. Trotskij, køligt: » Den alrussiske sovjetkongres’ beslutning er blevet foregrebet af Petrograd-arbejdernes og bøndernes rejsning !«. Sådan var atmosfæren, da vi kom ind i den store mødesal, med besvær albuede vi os igennem de højrøstede klynger ved døren. På bænkerækkerne under de hvide lysekroner og pakket tæt sammen ud til siderne helt op i vindueskarmene, endda oppe på selve tribunen, sad repræsentanterne for arbejderne og soldaterne i hele Rusland og ventede i spændt tavshed eller i vild begejstring på, at dirigentens klokke skulle ringe. Salen var ikke opvarmet, men der stod en kvælende hede fra de uvaskede menneskekroppe. En harsk blå sky af cigaretrøg hævede sig over masserne og hang i den tykke luft. Af og til gik en og anden ledende person op på talerstolen og bad kammeraterne lade være at ryge, hvorpå alle, rygere og ikke-rygere, gentog råbet: » Lad være at ryge, kammerater!« og fortsatte at ryge. En anarkistisk delegeret, Petrovsky fra Obuhovfabrikken, gjorde plads for mig ved siden af sig. Han var ved at segne, ubarberet og snavset efter tre nætter uden søvn, optaget af arbejde i den militære revolutionskomité. På tribunen sad lederne af den gamle TsIK - for sidste gang hævet bydende over de uregerlige sovjetter, som de havde regeret fra de første dage, og som nu havde rejst sig imod dem. Det var slutningen på den første periode i den russiske revolution, som disse mænd havde forsøgt at lede med forsigtige skridt ... De tre største af dem var der ikke: Kerenskij, han var på flugt til fronten igennem provinsbyer, hvor en tøvende rejsning var i gang; Tskeidse, den gamle ørn, som med foragt havde trukket sig tilbage til sine grusinske bjerge for at tæres hen af sin tuberkulose; og den ædle sjæl Tsereteli, også dødeligt syg, men som alligevel ville dukke op og spilde sin skønne veltalenhed på en tabt sag. Gots sad der, Dan, Lieber, Bogdanov, Brojdo, Filipovskij - hvid i ansigtet, med indsunkne og vrede øjne. I salen nede foran dem sydede og hvirvlede sovjetternes 2. landskongres, og i etagen ovenover sad den militære revolutionskomité i hvidglødende aktivitet og trak i opstandens tråde, langt ud omkring ... Klokken var 10.40 om aftenen. Dan, en venligt udseende, skaldet mand i en dårligt siddende militærlægeuniform ringede med dirigentklokken. Der blev pludselig dyb tavshed, kun afbrudt af fødders skramlen ved døren. »Vi har magten i vore hænder,« begyndte han bedrøvet, stoppede et øjeblik, og fortsatte så med lav stemme: »Kammerater! Sovjet-kongressen træder sammen under så ejendommelige omstændigheder og i et så ekstraordinært øjeblik, at I vil forstå, hvorfor TsIK finder det unødvendigt at indlede med en politisk tale. Dette vil stå jer klart, så meget mere som I jo ved, at jeg er medlem af TsIK, og at vore partikammerater i dette øjeblik er under bombardement i Vinterpaladset, hvor de uselvisk ofrer sig for at udføre den pligt, TsIK har pålagt dem.« (Tumult.) »Jeg erklærer det første møde af den anden kongres af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter for åbnet!«. Valget af præsidium fandt sted under almindelig uro og vandren omkring. Avanesov meddelte, at ved en overenskomst mellem bolsjevikkerne, de venstre-socialrevolutionære og de mensjevikiske internationalister var det vedtaget at vælge præsidiet ved forholdstalsvalg. Adskillige mensjevikker sprang op og protesterede. En skægget soldat hylede over til dem: »Husk hvordan I behandlede os bolsjevikker, da vi var i mindretal! « Resultatet blev: 14 bolsjevikker, 7 socialrevolutionære, 3 mensjevikker og 1 internationalist (Gorkijs gruppe). Hendelmann, der repræsenterede de socialrevolutionæres højrefløj og centrum, sagde, at de afslog at gå ind i præsidiet, det samme sagde Hintsjuk for mensjevikkerne, og de mensjevikiske internationalister sagde, at indtil visse omstændigheder var blevet klarlagt, ville de heller ikke indtræde i præsidiet. Bifald fra grupper og piften. En stemme: »Renegater, og I kalder jer socialister! « En repræsentant for de ukrainske delegerede forlangte at komme med og fik en plads. Så gik den gamle TsIK ned, og i stedet kom Trotskij, Kamenev, Lunatjarskij, madame Kollontaj, Nogin. Salen rejste sig, det lød som torden. Hvor langt var de ikke kommet, disse bolsjevikker, fra en foragtet og jaget sekt for mindre end fire måneder siden, til denne høje myndighed, ved roret i det store Rusland på toppen af en opstand ! Dagsordenen, sagde Kamenev, var først: Magtens organisering, dernæst krig og fred, og for det tredje den Konstituerende Forsamling. Losovskij rejste sig og meddelte, at efter aftale mellem alle grupper foreslog han, at man skulle høre og diskutere beretningen fra Petrogradsovjetten, og derpå give ordet til medlemmer af TsIK og de forskellige partier, og sluttelig tage fat på dagsordenen. Men pludselig kunne der høres en ny lyd, dybere end skarens tumult, vedholdende, foruroligende - dumpe drøn fra kanoner. Folk så usikkert hen mod de mørke vinduer; der kom ligesom en feber over dem. Martov forlangte ordet og gøede hæst: »Borgerkrigen tager sin begyndelse, kammerater! Det første spørgsmål må være en fredelig løsning på krisen. I princippet og fra et politisk standpunkt må vi straks diskutere en metode til at undgå borgerkrig. Vore brødre bliver skudt ned i gaderne! I dette øjeblik, før sovjetkongressen åbner, afgøres spørgsmålet om magten ved hjælp af et militært komplot, der er organiseret af et af de revolutionære partier.« Et øjeblik kunne han ikke overdøve larmen. » Alle revolutionære partier må acceptere denne kendsgerning ! Det første spørgsmål, kongressen står overfor, er spørgsmålet om statsmagten, og dette spørgsmål er allerede ved at blive afgjort ved våbenmagt ude i gaderne !. Vi må skabe en statsmagt, der kan anerkendes af hele demokratiet. Hvis kongressen ønsker at gøre sig til talsmand for det revolutionære demokrati, må den ikke sidde med hænderne i skødet over for den voksende borgerkrig, hvis resultat kan blive en farlig eksplosion fra kontrarevolutionens side.. Muligheden for en fredelig udgang ligger i dannelsen af en forenet, demokratisk autoritet ... Vi må vælge en delegation til at forhandle med de andre socialistiske partier og organisationer.«. Hele tiden lød de dumpe drøn fra kanoner gennem vinduerne, og de delegerede råbte for at overdøve hinanden ... Således blev det nye Rusland født, under artilleriets brag, ude i mørket, omhvirvlet af had og frygt og hensynsløst vovemod..De venstre-socialrevolutionære og de Forenede Socialdemokrater støttede Martovs forslag. Det blev vedtaget. En soldat meddelte, at Bondesovjetternes Landsledelse havde afslået at sende delegerede til kongressen; han foreslog, at der skulle sendes en komité med en formel invitation. »Nogle af deres delegerede er til stede,« sagde han. »Jeg foreslår, at de skal have stemmeret.« Vedtaget. Harasj, med kaptajnsepauletter på uniformen, forlangte hidsigt ordet. »De politiske hyklere, der kontrollerer denne kongres,« hylede han, »fortalte os, at vi skulle afgøre spørgsmålet om statsmagten - og så afgøres det bag vor ryg, før kongressen er åbnet! Der rettes slag mod Vinterpaladset, og det er med sådanne slag, at låget slås på ligkisten med det politiske parti, der har dristet sig til denne halsløse gerning! « Tumult. Efter ham talte Gharra: »Mens vi her diskuterer fredsforslag, foregår der et slag i gaderne. De socialrevolutionære og mensjevikkerne afslår at lade sig trække ind i det der sker, og opfordrer alle sociale kræfter til at modstå forsøget på at gribe magten«. Kutjin, delegeret for 12. armé og repræsentant for trudovikkerne: »Jeg blev sendt hertil udelukkende for at få informationer, og jeg vil straks vende tilbage til fronten, hvor alle armékomiteer mener, at sovjetternes overtagelse af magten, kun tre uger før den Konstituerende Forsamling skal træde sammen, er et dolkestød i ryggen på hæren og en forbrydelse mod folket.« Tilråb: »Du lyver! Du lyver ! «. Da han igen kunne høres: »Lad os gøre ende på dette hasardspil i Petrograd ! Jeg opfordrer alle delegerede til at forlade denne sal for at redde landet og revolutionen! « Da han gik ned ad sidegangen omgivet af øredøvende spektakel masede folk ind på ham, truende.. Hintjuk, en officer med langt brunt gedebukkeskæg, talte sødt: »Jeg taler for de delegerede fra fronten. Hæren er ufuldstændigt repræsenteret her på kongressen, og desuden betragter hæren ikke sovjetkongressen som nødvendig denne gang, kun tre uger før den Konstituerende Forsamling åbner.. « - hyl og trampen, voldsommere og voldsommere. »Hæren mener ikke, at sovjetkongressen har den fornødne autoritet .. .« Soldaterne begyndte at rejse sig op over hele salen. »Hvem taler du for ? Hvad repræsenterer du ?«. »Centraleksekutivkomiteen for sovjetten ved femte armé, det 2. F. regiment, det 1. N. regiment, det 3. S. infanteriregiment. .»Hvornår blev du valgt ? Du repræsenterer officererne, ikke soldaterne! Hvad siger soldaterne om det ?« - Piften og hujen.» Vi, frontgruppen, fralægger os alt ansvar for hvad der er sket og er ved at ske, og vi anser det for nødvendigt at mobilisere alle bevidste revolutionære kræfter for at redde revolutionen ! Frontgruppen vil forlade kongressen Stedet, hvor der skal kæmpes er ude på gaderne !«. Enorm opstandelse og råben. »Du taler for staben, ikke for hæren !« »Jeg appellerer til alle forstandige soldater om at forlade denne kongres.«. »Kupmand ! Kontrarevolutionær ! Provokatør !«. På mensjevikkernes vegne meddelte Hintjuk så, at den eneste mulighed for en fredelig løsning bestod i at indlede forhandlinger med den provisoriske regering om dannelsen af en ny regering, som kunne finde støtte i alle befolkningslag. Han kunne i flere minutter ikke fortsætte. Næsten skrigende oplæste han den mensjevikiske erklæring: »Eftersom bolsjevikkerne har lavet en militær sammensværgelse med støtte af Petrogradsovjetten, uden at rådføre sig med de andre grupper og partier, finder vi det umuligt at forblive på kongressen og trækker os derfor ud og opfordrer de øvrige grupper til at følge os og derpå mødes for at diskutere situationen.«. »Desertør !«. Af og til kunne man i den ustandselige tumult høre Hendelmann fra de socialrevolutionære protestere imod bombardementet af Vinterpaladset.. »Vi er modstandere af den slags anarki ! « Næppe var han gået ned fra talerstolen, før en ung, smalansigtet soldat med lynende øjne sprang op på tribunen og løftede sin hånd med en dramatisk gestus: »Kammerater!« råbte han, og folk begyndte at lytte. »Mit efternavn er Peterson, jeg taler for det 2. lettiske infanteriregiment. I har hørt erklæringer fra to repræsentanter for armékomiteer; disse erklæringer ville have betydning, hvis deres ophavsmænd havde været repræsentanter for hæren -« Vildt bifald. »Men de repræsenterer ikke soldaterne! « Han svingede med sin knyttede næve. »12. armé har i lang tid forlangt nyvalg af fællessovjetten og armékomiteen, men ligesom jeres TsIK her afslog vor komité at indkalde et møde med massernes repræsentanter før slutningen af september, og derfor kunne de reaktionære vælge deres egne falske delegerede til denne kongres. Jeg siger jer, de lettiske soldater har mange gange sagt: Ikke flere resolutioner, ikke mere snak, vi ønsker handling - magten må lægges i vore hænder ! Lad disse ukaldede delegerede forlade kongressen ! Hæren er ikke med dem ! «. Salen svajede af begejstring. Ved begyndelsen af mødet havde de delegerede været tøvende, forbløffede over de hastige begivenheder, opskræmt over kanontordenen. En hel time var hammerslag efter hammerslag nu faldet fra talerstolen, bankende dem sammen og bankende dem ned. Stod de da ganske alene ? Var Rusland ved at rejse sig imod dem ? Var det sandt, at hæren var på march mod Petrograd? Så havde denne klarøjede unge soldat talt, og i et glimt havde de forstået, at dette var sandheden... Dette var soldaternes stemme - de vågnende millioner af uniformerede arbejdere og bønder var mænd som de selv, og deres tanker og følelser var de samme... Flere soldater ... Gselsjak for de frontdelegerede meddelte, at det kun med et lille flertal var blevet vedtaget at forlade kongressen, og at de bo!sjevikiske medlemmer ikke engang havde deltaget i afstemningen, idet de gik ind for deling efter politiske partier, ikke efter grupper. »Hundreder af delegerede fra fronten,« sagde han, »vælges uden at soldaterne stemmer, fordi armékomiteerne ikke længere repræsenterer de menige ... Lukjanov råber, at officerer som Harasj og Hintjuk ikke kan repræsentere hæren på denne kongres, men kun overkommandoen«. De virkelige beboere af skyttegravene ønsker af hele deres hjerte, at magten overdrages til sovjetterne, og de venter sig overordentlig meget derfra ! - Ebben var ved at skifte til flod. Så kom Abramovitj fra »Bund«, det Jødiske Socialdemokratis organ, med blinkende øjne bag tykke brilleglas, rystende af raseri.» Det, der nu finder sted i Petrograd er en uhyrlig fadæse! Bund-gruppen slutter sig til erklæringen fra mensjevikkerne og de socialrevolutionære og vil forlade kongressen ! « Han råbte højere og hævede armen. »Vor pligt over for det russiske proletariat tillader os ikke at blive her og blive ansvarlig for disse forbrydelser. Eftersom beskydningen af Vinterpaladset ikke standses, har bydumaen sammen med mensjevikkerne og de socialrevolutionære og bondesovjetternes landsledelse besluttet at ville dø sammen med den provisoriske regering, og vi vil slutte os til dem ! Ubevæbnede vil vi vende vort bryst mod terroristernes maskingeværer. Vi opfordrer alle delegerede på denne kongres... Resten druknede i en storm af piften, trusler og forbandelser, der steg til et helvedeshyl, da halvtreds delegerede rejste sig og maste sig vej ud. Kamenev svingede med klokken og råbte: »Bliv på jeres plads, så fortsætter vi forhandlingerne! « Og Trotskij, stående, med sit grusomme ansigt og sin fuldtonende stemme, der udtrykte kold foragt: »Alle disse såkaldte socialistiske kompromismagere, disse forskræmte mensjevikker, socialrevolutionære, »bundister« lad dem bare gå ! De er affald, som vil blive fejet op i historiens store skraldespand ! «. Rjasanov for bolsjevikkerne konstaterede, at på bydumaens opfordring havde den militære revolutionskomité sendt en delegation hen for at tilbyde forhandlinger med Vinterpaladset. »Vi har altså gjort alt for at undgå blodsudgydelse. . « Vi skyndte os ud og standsede et øjeblik ved det værelse, hvor den militære revolutionskomité havde lynende travlt og billedlig talt slugte og udspyede stønnende kurerer eller sendte kommissærer udstyret med fuldmagter gældende for liv og død ud til alle dele af byen, midt i en ring af telefoner ... Døren gik op, et kraftigt pust af gammel luft og cigaretrøg stod ud, vi fangede et glimt af uredte mænd bøjet over et kort i stærkt elektrisk lys ... Kammerat Josefov-Duhvinskij, en smilende ung mand med en manke af gulblegt hår, udstedte pas til os. Da vi kom ud i den kølige nat, var hele pladsen foran Smolnyj een vældig park af kommende og bortkørende biler, og gennem motorlarmen hørtes den fjerne, langsomme kanontorden. En stor lastvogn stod derude og rystede med motoren i gang. Man slyngede pakker op på den, andre tog imod dem, med geværer ved siden. »Hvor skal I hen ?« råbte jeg. »Ind i byen, over det hele, alle vegne! « svarede en lille arbejdsmand smilende, med en bred og ivrig bevægelse. Vi viste vore pas. »Kom med os!« inviterede de. »Men der bliver nok skyderi«. Vi kravlede ind, koblingen blev sat for hurtigt i, og den store vogn sprang fremad, vi væltede alle omkuld, ovenpå dem der var ved at kravle ind. Vi kørte forbi det vældige bål ved porten. og derpå forbi bålet ved den ydre port, de kastede et rødt skær over arbejderne og riflerne rundt om, og vi fortsatte med topfart ned ad Suvorovskij-boulevarden, svingende fra side til side.. En mand rev papiret af en pakke og begyndte at kaste håndfulde af løbesedler op i luften. Vi gjorde det samme og humpede ned gennem den mørke gade med en hale af hvide sedler vuggende og flydende bag os. De sene vandrere bøjede sig for at samle dem op, patruljerne omkring bålene på hjørnerne styrtede ud med løftede arme for at fange bladene. Undertiden dukkede bevæbnede mænd op foran og råbte: Holdt ! og løftede deres geværer, men vores chauffør hylede blot noget uforståeligt, og vi humpede videre. Jeg samlede en løbeseddel op og læste den under en gadelygte:

Den provisoriske regering er afsat. Statsmagten er overgået til organet for Petrogradsovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter, den militære revolutionskomité, som står i spidsen for Petrograds proletariat og garnison. Den sag, folket kæmpede for: øjeblikkeligt forslag om en demokratisk fred, afskaffelse af godsejernes jordbesiddelse, arbejderkontrol med produktionen, oprettelse af en sovjetregering - den sag er med sikkerhed fuldbyrdet. LÆNGE LEVE ARBEJDERNES, SOLDATERNES OG BØNDERNES REVOLUTION ! Den militære revolutionskomité ved Petrograds sovjet af arbejder- og soldaterrepræsentanter.

Skift til andel del af Oktoberrevolutionen (II)

Webmaster