En skævøjet, mongolsk udseende mand, der sad ved siden af mig, klædt i en kaukasisk gedeskindsfrakke, udbrød: »Pas på, her skyder provokatørerne altid ud af vinduerne! « Vi drejede ind på Snamenskij-pladsen, der lå mørk og næsten øde, svingede på to hjul rundt om Trubetskojs brutale statue og ned ad den brede Nevskij-boulevard, tre mand stod med geværer parat og sigtede op mod vinduerne. Bag os var gaden blevet levende af mennesker, der løb og bøjede sig. Vi kunne ikke længere høre kanoner, og jo nærmere vi kom til kanten af byen på Vinterpalads-siden, desto roligere og mere øde blev gaderne. Bydumaen var strålende oplyst. Bagved kunne vi skelne en mørk menneskemasse, og en række matroser, som rasende råbte, at vi skulle stoppe. Bilen standsede og vi kravlede ud. Det var en forbavsende scene. Lige ved hjørnet af Jekaterina-kanalen, under en buelampe, stod en kordon af bevæbnede søfolk tværs over Nevskij og blokerede vejen for en folkeskare, der kom i fire rækker. Der var 3-400 i skaren, mænd i jaket, velklædte kvinder, officerer - mange slags folk fra mange lag. Blandt dem genkendte vi adskillige delegerede fra kongressen, mensjevikkernes og de socialrevolutionæres ledere: Avksentjev, den magre, rødskæggede præsident for bondesovjetterne; Sorokin, Kerenskijs talerør; Hintjuk, Abramovitj, og i spidsen gik den gamle hvidskæggede Schreider, Petrograds borgmester, og Prokopovitj, forsyningsministeren i den provisoriske regering, han var om morgenen blevet arresteret og atter løsladt. Jeg fik et glimt af Malkin, medarbejder ved Russiari. Daily News. »Jeg skal hen og dø i Vinterpaladset,« skreg han overgivent. Processionen var standset, men fra dens fortrop hørtes højrøstet diskussion. Schreider og Prokopovitj stod og gøede ad en stor matros, der så ud til at have kommandoen. »Vi forlanger ret til at passere ! « råbte de. »Disse kammerater her kommer fra sovjetkongressen ! Se på deres mandatkort ! Vi er på vej til Vinterpaladset«. Matrosen var synligt perpleks. Han kløede sig i hovedet med en vældig lab og fik rynker i panden. »Jeg har ordre fra komiteen, at ingen må komme frem til Vinterpaladset,« brummede han. »Men jeg vil sende en kammerat hen og telefonere til Smolnyj ..«. »Vi insisterer på passage ! Vi er ubevæbnede ! Vi vil fortsætte marchen hvad enten De tillader det eller ej !« råbte den gamle Schreider yderst ophidset. »Jeg har ordre ..«‘ gentog soldaten indædt.»Skyd os, hvis De vil ! Vi vil passere ! Fremad !« kom det fra alle sider. »Vi er parat til at dø, hvis De tør skyde på russere og kammerater! Vi blotter vort bryst foran Deres kanoner ! «. »Nej,« sagde matrosen stædigt, »jeg kan ikke lade Dem passere«. »Hvad vil De gøre, hvis vi fortsætter ? Skyde ?«. »Nej, jeg skyder ikke på folk, der ingen bøsser har. Vi vil ikke skyde ubevæbnede russere. »Vi fortsætter! Hvad kan De gøre ?«. »Vi vil gøre noget,« svarede matrosen, der øjensynlig var i vildrede. »Vi kan ikke lade Dem passere. Vi vil gøre noget«. »Hvad vil De gøre ? Hvad vil De gøre ?«. En anden matros kom til, irriteret. »Vi vil give jer nogen tærsk,« råbte han med energisk stemme, »og hvis det bliver nødvendigt, vil vi også skyde jer. Gå nu hjem, og lad os være i fred !«. Det fremkaldte mange harmfulde udbrud. Prokopovitj var kommet op på en kasse og stod og talte, mens han viftede med sin paraply: »Kammerater og borgere! Der bruges vold imod os ! Vi kan ikke lade vort uskyldige blod komme over disse uvidende mænds hoveder. Det er under vor værdighed at blive skudt her på gaden af ledvogtere! « (Hvad han mente med »ledvogtere« blev jeg aldrig klar over). »Lad os vende tilbage til Dumaen og diskutere den bedste metode til at redde landet og revolutionen! «. Hvorpå processen i værdig tavshed svingede om og marcherede tilbage ad Nevskij, stadig i rækker på fire. Og vi drog fordel af episoden og smuttede forbi vagterne i retning af Vinterpaladset. Her var der helt mørkt, intet bevægede sig, undtagen poster af soldater og røde garder, der tog beslutsomt på tingene. Foran Kasan-katedralen lå en tretommers feltkanon midt i gaden, drejet til siden af rekylen fra dens sidste skud over tagene. Soldater stod i hver døråbning, de talte sagte sammen og stirrede ned mod politibroen. Jeg hørte en stemme sige: »Det er muligt, at vi har lavet en bommert... « På hjørnet standsede patruljer alle passerende, og sammensætningen af disse patruljer var interessant, for det var uvægerligt en arbejder fra de røde garder, der havde kommandoen over de regulære soldater... Skydningen var hørt op. Netop da vi kom til Morskaja råbte en eller anden: »Officerseleverne har sendt besked, at vi skal komme og hente dem ud ! « Stemmer begyndte at kommandere, og i det tykke mørke øjnede vi kun en dunkel masse på vej fremad, og der hørtes ikke andet end fodtrin og klirren af våben. Vi sprang ind i de forreste rækker. Som en sort flod i hele gadens bredde, uden sang og hurraråb væltede vi gennem den Røde Bue, hvor manden lige foran mig med lav stemme sagde: »Pas på, kammerater! Stol ikke på dem. De skyder, vær vis på det! « Ude på pladsen begyndte vi at løbe, sammenbøjede og bumpende imod hinanden. Pludselig stod vi sammenpakkede bag Aleksandersøjlen. »Hvor mange af jer blev dræbt ?« spurgte jeg. »Jeg ved det ikke, en halv snes«. Da vi havde stået et øjeblik bag søjlen, vi var nogle få hundrede, syntes armeen at have fået selvtillid og styrtede uden ordrer fremad. Nu kunne jeg i lyset fra Vinterpaladsets vinduer se, at de første to-tre hundrede mænd var røde garder, med enkelte soldater imellem. Vi klatrede over barrikaderne af favnebrænde, og da vi sprang ned og snublede over en bunke rifler, som officerseleverne havde smidt fra sig, lød der triumfhyl. På begge sider af hovedindgangen stod dørene vidåbne, lyset strømmede ud, og fra den vældige bygning kom der ikke en lyd. Vi blev draget med af menneskebølgen og fejedes igennem indgangen tilhøjre, ind i en stort nøgent rum, en forhal til østfløjen, hvorfra der udgik et virvar af trapper og korridorer. Store pakkasser stod rundt om, og rødgarderne og soldaterne styrtede sig med vildskab over dem og slog dem op med riffelkolberne, ud væltede tæpper, gardiner, dækketøj, porcelænstallerkener, glas ... En mand stoltserede om med et bronzeur på skulderen, en anden fandt nogle strudsefjer og satte dem på sin hat - plyndringen var lige begyndt, da der lød råb: »Kammerater, rør ikke noget ! Tag ikke noget med jer! Det er folkets ejendom ! « øjeblikkelig lød der tyve andre stemmer: »Stop ! Læg alt tilbage ! Tag ikke noget ! Folkets ejendom ! « Mange hænder rev byttet fra bærerne, damask og gobelin blev lagt tilbage, to mænd tog bronzeuret igen. Tingene blev hurtigt og provisorisk pakket ned, hvor de havde ligget, og selvudnævnte skildvagter stod vagt. Det var aldeles spontant. Gennem korridorerne og oppe fra trapperne hørtes råbene fjernere og fjernere. »Revolutionær disciplin, folkets ejendom...«. Vi krydsede tilbage over til den venstre indgang, til vestfløjen. Der var orden også etableret. »Ryd paladset !« skrålede en rødgarder ud af en dør længere inde. »Kom nu kammerater, lad os vise, at vi ikke er tyve og banditter. Alle ud af paladset undtagen kommissærerne, indtil vi har fået skildvagter ud«. To rødgardere, en soldat og en officer stod med revolvere i hænderne. En anden soldat sad ved et bord bag dem med pen og papir. Råbene »Alle ud ! Alle ud !« kunne høres fjernt og nært indefra, og armeen begyndte at mase ud gennem døren, skubbende, formanende og kritiserende. Hver mand blev ved sin tilsynekomst standset af den selvudnævnte komité, der undersøgte hans lommer og kiggede under hans frakke. Alt, hvad der oplagt ikke tilhørte ham, blev taget, manden ved bordet noterede det på papiret, og det blev båret ind i et lille rum. Den mest forbavsende samling genstande blev på den måde konfiskeret, statuetter, blækflasker, sengetæpper med kejserens monogram, lysestager, et lille maleri, skriveunderlag, sværd med guldskæfte, sæbe, alle mulige klædningsstykker og tæpper. En rødgarder bar tre rifler, de to af dem havde han taget fra officerselever, en anden havde fire mapper, der bulede ud, stopfyldte med dokumenter. Synderne gav godset fra sig, enten ligegyldigt eller argumenterende som børn. Alle talte i munden på hinanden, komiteen forklarede, at tyveri ikke var folkets foregangsmænd værdigt, og det skete ofte, at de afslørede gjorde omkring og begyndte at hjælpe med ransagningen af resten af kammeraterne. Officerseleverne kom ud, tre eller fire ad gangen. Komiteen behandlede dem overdrevent pågående, ransagningen af dem var ledsaget af bemærkninger som »Ah, provokatører ! Kupmænd ! Kontrarevolutionære ! Massemordere ! « Der skete ingen voldshandlinger, men alligevel så officerseleverne rædselsslagne ud. De havde også deres lommer fyldt med små koster. Det blev omhyggeligt noteret af skriveren og dynget op i det lille værelse. Officerseleverne blev afvæbnet. »Vil I så bruge våben mod folket mere ?« forlangte man højrøstet at få at vide. »Nej,« svarede officerseleverne en efter en. Hvorpå de fik lov at gå. Vi spurgte, om vi kunne gå ind i paladset. Komiteen vidste det ikke, men den store rødgarder svarede bestemt, at det var forbudt. »Hvem er I for resten?« spurgte han. »Hvordan kan jeg vide, at I ikke er Kerenskijs folk alle sammen ?« (Vi var fem, deraf to kvinder). »Giv plads, kammerater !« En soldat og en rødgarder viste sig i døren og vinkede skaren til side, og derpå kom andre rød-gardere med påsatte bajonetter. Efter dem kom i gåsegang en seks-syv mand i civilt tøj - medlemmer af den provisoriske regering. Først kom Kisjkin med furet og blegt ansigt, derpå Rutenberg, der sløvt stirrede ned i gulvet, Terestjenko kiggede sig hastigt omkring og stirrede derpå koldt og vedholdende på os ... De passerede i tavshed, de sejrende oprørere trængtes om dem, men der var kun få, der kom med vrede bemærkninger. Først senere erfarede vi, at folk på gaden havde villet lynche dem, og at der faldt skud men at matroserne bragte dem velbeholdne til Peter Pauls fæstningen. I mellemtiden vandrede vi uantastede ind i paladset. Der var stadig en mængde kommen og gåen, folk var på opdagelse i nyfundne afdelinger i den vældige bygning og på eftersøgning efter skjulte, men ikke-eksisterende garnisoner af officerselever. Vi gik op ad trapperne og gennem rum efter rum. Denne del af paladset var blevet besat af delinger, der kom fra Neva-siden. Malerierne, statuerne, gobelinerne og tæpperne i de store repræsentationslokaler var ubeskadigede, i kontorerne derimod var hvert skrivebord og hvert skab blevet ransaget, papirerne lå spredt ud over gulvet, og i de beboede værelser var tæpperne forsvundet, og klædeskabe brudt op. Det mest værdsatte bytte var tøj, som almindelige mennesker trængte hårdt til. I et rum, hvor der var opmagasineret møbler, traf vi to soldater, der flåede den kunstfærdige spanske læderpolstring fra stolene. De forklarede, at de skulle bruge det til at lave støvler af..De gamle paladstjenere stod nervøse i deres uniformer i blåt, rødt og guld og gentog rutinemæssigt: »Der må De ikke gå ind, hr.! Det er forbudt«. Vi trængte langt om længe frem til den forgyldte og malakitprydede sal med karmoisinrøde brokadesgardiner og forhæng, hvor ministrene dag og nat havde holdt møde, og hvor vagten sluttelig havde udleveret dem til den røde garde. Det lange bord, dækket med grøn bajs, stod som de forlod det efter arrestationen. Foran hver plads var der pen og blæk og papir, papirerne var beskrevet med begyndelsen til en aktionsplan, løse skitser til proklamationer og manifester. De fleste af disse var på ny streget ud, da deres nyttesløshed var indlysende, og resten af bladene var åndsfraværende overmalet med geometriske figurer, mens pennens indehaver trøstesløst påhørte luftige planer og forslag fra minister efter minister. Jeg tog et af disse overmalede blade, med Konovalovs håndskrift, og begyndelsen lød: »Den provisoriske regering appellerer til alle klasser om støtte til den provisoriske regering «. I hele denne tid, det må man huske, havde regeringen været i konstant forbindelse med fronten og med provinserne i Rusland, selv om Vinterpaladset var omringet. Bolsjevikkerne havde besat krigsministeriet tidligt om morgenen, men de kendte ikke til, at der var en militær telegrafstation på kvisten, eller at der var en privat telefonlinje derfra til Vinterpaladset. På kvisten sad en ung officer dagen igennem og øste en strøm af appeller og proklamationer ud over landet, og da han hørte, at Vinterpaladset var faldet, tog han sin hue på og forlod stilfærdigt bygningen. Vi var så interesserede i begivenhederne, at der gik nogen tid, før vi bemærkede en vis forandring i soldaternes og rødgardernes holdning over for os. Mens vi vandrede fra rum til rum, fulgte en lille gruppe os, og da vi nåede den store malerisamling, hvor vi havde tilbragt eftermiddagen sammen med officerseleverne, var der en hale på et hundrede mand bag os. En kæmpe af en soldat stillede sig i vejen for os, med dump mistænksomhed malet i ansigtet. »Hvem er I ?« snærrede han. »Hvad bestiller I her ?«. De andre trængte sig fra alle sider ind på os og begyndte at mumle bemærkninger. »Provokatører! « hørte jeg nogen sige. »Tyveknægte !«. Jeg rakte vore pas frem, de var udstedt af den militære revolutionskomité. Soldaten tog dem forsigtigt, drejede dem rundt og så på dem uden forståelse. Åbenbart kunne han ikke læse. Han rakte dem tilbage og spyttede på gulvet. »Papirer !« sagde han med foragt. Trængselen omkring os blev stærkere, de var som ulve omkring en enlig vej farende. Hen over hovederne fik jeg øje på en officer, han så hjælpeløst til, jeg råbte til ham. Han albuede sig igennem til os. »Jeg er kommissær,« sagde han til mig. »Hvem er I ? Hvad er der i vejen ?«. De andre tøvede. Jeg rakte papirerne frem. »I er udlændinge ?« sagde han på hurtig fransk. »Det er meget farligt... « Så vendte han sig til skaren og holdt vore dokumenter frem. »Kammerater !« råbte han. »Disse mennesker er udenlandske kammerater, fra Amerika. De er kommet her for at kunne fortælle deres landsmænd om tapperheden og den revolutionære disciplin i den proletariske hær !«. »Hvordan kan du vide det ?« spurgte den store soldat. »Jeg tror, de er provokatører ! De siger, de kommer her for at iagttage den revolutionære disciplin i den proletariske hær, men de har vandret frit omkring i paladset, og hvordan kan vi vide, at de ikke har lommerne fulde af tyvekoster ?«. »Det er rigtigt,« snerrede de andre og pressede fremad. »Kammerater, kammerater !« appellerede officeren, med svedperler på panden. »Jeg er kommissær fra den militære revolutionskomité. Har I tillid til mig ? Vel, jeg siger jer, at disse pas er undertegnet med de samme navne, som står på mit eget pas !«. Han førte os gennem paladset, til en dør, der førte ud til Neva-kajen, og dér stod den sædvanlige komité og gennemsøgte lommerne... »Dér var det nær gået jer galt,« blev han ved at mumle og tørrede ansigtet med sit lommetørklæde. »Hvad er der sket med kvindebataljonen ?« spurgte vi. »Ah - kvinderne.« Han lo. »De krøb sammen i et baglokale. Vi havde et farligt mas med at bestemme, hvad der skulle gøres med dem - og mange af dem havde hysteriske anfald og så videre. Derfor lod vi dem til sidst marchere op til den Finske Banegård og satte dem i et tog til Levasjovo, hvor de har en lejr..«. Vi kom ud i den kolde, nervøse nat, hvor luften ligesom var fyldt af mumlen fra dunkle armeer på march og elektriceret af stadige patruljer. Fra Nevas modsatte bred, hvor den massive Peter-Pauls fæstning ragede op, kom der et hæst råb. Fortovet under ens fødder var overstrøget med brokker af stuk, hvor to granater fra krydseren »Aurora« havde ramt en frontespice, det var den eneste skade bombardementet havde anrettet..Klokken var nu tre morgen. På Nevskij skinnede alle gadelygter igen, kanonen var borte, og det eneste tegn på krig var de røde gardere og soldaterne, der sad på hug omkring bålene. Byen var rolig - roligere end måske nogen sinde før i sin historie. Den nat skete ikke et eneste hold-up, ikke et eneste røveri. Men bydumaens bygning vår helt oplyst. Vi steg op ad trapperne til den balkonforsynede Aleksandersal, hvor de store, guldindrammede, purpurstrålende kejserportrætter hang. Et hundrede mennesker var grupperet omkring tribunen; Skobelev holdt en tale. Han holdt på, at Komiteen for den offentlige Sikkerhed skulle udvides, således at den kom til at omfatte alle anti-bolsjevikiske elementer i een vældig organisation, der skulle hedde Komiteen til Landets og Revolutionens Frelse. Og mens vi stod og så til, blev Komiteen til Frelse dannet - den komité, der skulle udvikle sig til bolsjevikernes mest formidable fjende, og som i den følgende uge optrådte somme tider under sit eget stridbare navn, somme tider som en rent partiløs Komité for offentlig Sikkerhed. Dan, Gots og Avksentjev var her, nogle af de opsætsige sovjetdelegerede, medlemmer af bondesovjetternes landsledelse, gamle Prokopovitj og også medlemmer af Republikkens Råd - mellem dem var Vinaver og andre konservative. Lieber råbte, at sovjetkongressen ikke var en legal kongres, at den gamle TSIK stadig bestod... En appel til landet blev udformet. Vi råbte en droske an. »Hvorhen ?« Men da vi sagde »Smolnyj !« rystede kusken på hovedet. »Njet,« sagde han, »de er djævle«. Det var først efter en træls vandring, at vi fandt en kusk, der var villig til at køre for os, og han ville have 30 rubler og standsede to blokke væk. Smolnyjs vinduer var stadig oplyst, motorkøretøjer kom og kørte igen, og rundt om de evigt flakkende bål krøb skildvagterne sammen og spurgte ivrigt efter de sidste nyheder. Korridorerne var fulde af hastende mænd, huløjede og snavsede. I nogle af komitéværelserne lå folk og sov på gulvet med geværerne ved siden af. Selv om nogle delegerede havde forladt kongressen, var salen overfyldt, den lignede et stormpisket hav. Da vi kom ind, var Kamenev ved at læse listen over de arresterede ministre. Navnet Terestjenko blev hilst med stormende bifald, tilfredse råb og latter, Rutenberg blev mindre påagtet, men da Paltjinskij blev nævnt, udbrød en storm af pigen, vrede råb og hurraer.... Det blev meddelt, at Tjudnovskij var blevet kommissær for Vinterpaladset. Nu indtraf en dramatisk afbrydelse. En stor bonde med et skægget, raseri-fortrukket ansigt steg op på tribunen og slog næven i dirigentbordet. »Vi socialrevolutionære forlanger, at de socialistiske ministre, der er arresteret i Vinterpaladset, øjeblikkelig løslades. Kammerater ! Ved I, at fire kammerater, som satte deres liv og frihed på spil ved at kæmpe mod tyranniet og tsardømmet, er blevet kastet i Peter Pauls kasematter - frihedens historiske grav ?« Under tumult fægtede og råbte han videre. En anden delegeret kravlede op ved siden af ham og pegede på dirigenterne. »Skal repræsentanterne for de revolutionære masser sidde roligt her, mens bolsjevikkernes hemmelige politi torterer deres ledere ?«. Trotskij vinkede for at få ro: »Disse ‘kammerater’, der nu er sat fast for at konspirere sammen med eventyreren Kerenskij i den hensigt at knuse sovjetterne - er der nogen grund til at tage på dem med fløjlshandsker? Efter d. 16. og d. 18. juli tog de det ikke så nøje, hvad der skete med os!« Med en tone af triumf i stemmen fortsatte han: »Nu da krigsfortsætterne og de klejnmodige er gået deres vej, nu då hele arbejdet med at forsvare og redde revolutionen hviler på vore skuldre, er det ganske særlig nødvendigt at arbejde - arbejde - arbejde! Vi har besluttet hellere at dø end at opgive !«. Efter ham kom en kommissær fra Tsarskoje Selo, stønnende og mudderoverstænket efter sin tur ind til byen. Mens salen bølgede af sanseløs begejstring, fortalte han, hvordan cykelkorpset tre dage før var blevet beordret ind fra sydvestfronten til »forsvar for Petrograd«. De havde imidlertid en mistanke til ordrens hensigt, og på Peredolsk stationen traf de repræsentanter for 5. bataljon fra Tsarskoje. Et fællesmøde blev holdt, og man opdagede, at »blandt cyklistsoldaterne var ikke een mand villig til at udgyde sine brødres blod eller at støtte en regering af bourgeois’er og godsejere!«. Kapelinskij, fra de mensjevikiske internationalister, foreslog at vælge en særlig komité for at finde en fredelig afslutning af borgerkrigen. »Der er ingen fredelig afslutning !« hylede mængden. Forslaget faldt med overvældende majoritet, og de mensjevikiske internationalister forlod kongressen i en hvirvelvind af saftige fornærmelser. Der var ikke længere nogen panisk frygt. Kamenev hylede efter dem fra tribunen: »De mensjevikiske internationalister forlangte dagsordenen afbrudt for at komme til at diskutere »fredelig afslutning«, men de har altid stemt for afbrydelse af dagsordenen, når det gjaldt om at støtte erklæringer fra grupper, der ville forlade kongressen. Det er givet,« fortsatte Kamenev, » at alle disse renegater på forhånd havde vedtaget, at de ville gå!«. Kongressen besluttede at fortsætte uanset gruppernes bortgang og vedtog en appel til arbejderne, soldaterne og bønderne i hele Rusland:

Klokken var nøjagtig 5.17 om morgenen, da Krylenko, svajende af udmattelse, kravlede op på tribunen med et telegram i hånden. »Kammerater ! Fra Nordfronten. Den 12. armé sender hilsener til sovjetkongressen og meddeler, at der er dannet en militær revolutionskomité, som har taget kommandoen på Nordfronten !«. Vild begejstring, mænd græd og omfavnede hinanden. »General Tjeremisov har anerkendt komiteen - den provisoriske regerings kommissær Vojtinskij er gået af ! «. Altså. Lenin og Petrograd-arbejderne havde bestemt opstanden, Petrograd-sovjetten havde styrtet den provisoriske regering og derpå overdraget opstandens resultat til sovjetkongressen. Nu var der hele det store Rusland at vinde, og senere verden ! Ville Rusland følge trop og rejse sig ? Og verden - hvad med den ? Ville folkene reagere og rejse sig, en rød verdensbølge ? Skønt det var 6 morgen, var natten endnu mørk og kold. Der sporedes kun en tynd, ujordisk bleghed, der sneg sig ind over de stille gader, vagtbålene blev en smule svagere, skyggen af en manende dæmring kom grålysende over Rusland.

 Torsdag den 8. november. Dagen gryede over en by i vild ophidselse og forvirring, en hel nation i bølgegang under voldsomme stormstød. På overfladen var alt roligt, hundredtusinder af mennesker var gået tidligt i seng, stod tidligt op og gik på arbejde. I Petrograd kørte sporvognene stadig, butikkerne og restauranterne var åbne, teatrene spillede, en maleriudstilling skulle have fernisering. Alle dagliglivets mangeartede gøremål, en vis trummerum fandtes selv i krigstid. Intet er så forunderligt som en samfundsorganismes vitalitet - hvordan den fungerer videre, skaffer sig mad og klæder og morer sig, med de værste farer lige foran sig. Det svirrede af rygter om Kerenskij, som man sagde havde fået fronten med sig, således at han kunne føre en stor hær mod hovedstaden. Folkets Vilje offentliggjorde en dagsbefaling, han havde udstedt i Pskov. »De uroligheder, der er forårsaget at bolsjevikkernes sindssyge fremfærd, har bragt landet til afgrundens rand og kræver, at hver af os præsterer den yderste viljeanspændelse, at hver af os viser mod og uselviskhed for at bestå den forfærdelige prøvelse, som fædrelandet er underkastet. Indtil der fremkommer meddelelse om sammensætningen af den nye regering - hvis en sådan dannes - må hver enkelt forblive på sin post og gøre sin pligt over for det blødende Rusland. Husk, at den ringeste indblanding i eksisterende hærorganisationer kan bringe uoprettelig skade ved at åbne fronten for fjenden. Derfor er det nødvendigt for enhver pris at opretholde troppernes moral ved at sørge for fuldstændig orden og bevare hæren fra nye rystelser og opretholde fuldkommen tillid mellem officererne og deres undergivne. Jeg befaler alle chefer og kommissærer al hensyn til landets frelse at forblive på deres post, ligesom jeg selv bevarer posten som øverstkommanderende, indtil republikkens provisoriske regering udtaler sin vilje...«. Som svar dukkede følgende plakat op på murene:» Fra sovjetternes landskongres. Eks-ministrene Konovalov, Kisjkin, Terestjenko, Maljantovitj, Nikitin o. a. er blevet arresteret af den militære revolutionskomité. Kerenskij er flygtet. Alle hærorganisationer skal tage ethvert skridt til øjeblikkelig at arrestere Kerenskij og bringe ham til Petrograd. Enhver bistand til Kerenskij vil blive straffet som en alvorlig forbrydelse mod staten«.  Med alle bremser slået fra var den militære revolutionskomité i fart fremad, ordrer, appeller, dekreter spredtes som fængende gnister omkring den... Kornilov skulle bringes til Petrograd. De medlemmer af bøndernes jordkomitéer, der var fængslet af den provisoriske regering, skulle løslades. Dødsstraf i hæren blev afskaffet. Regeringstjenestemænd fik befaling til at fortsætte deres arbejde og truedes med svære straffe, hvis de afslog det. Plyndring, udskejelser og spekulation blev under dødsstraf forbudt. Midlertidige kommissærer blev udnævnt til forskellige ministerier: til udenrigsministeriet Uritskij og Trotskij, til indenrigs- og justits.. Rykov, til arbejdsministeriet Sjljapnikov, til finans Mensjinskij, til socialministeriet madame Kollontaj, til handel og trafik Rjazanov, til flåden matros Korbir, til post og telegraf Spiro, til teatre Muravjov, til statstrykkerierne Gerbysjev, til Petrograd-dumaen løjtnant Nesterov, til nordfronten Pozern. Til hæren: appel om oprettelse af militære revolutionskomitéer. Til jernbanefolkene: appel om opretholdelse af ordenen, især ikke forhale fødevaretransporter til byerne og fronten... Til gengæld fik de løfte om repræsentation i trafikministeriet.  »Kosakbrødre ! (sagde en proklamation). I bliver drevet mod Petrograd. De ønsker at tvinge jer i kamp mod hovedstadens revolutionære arbejdere og soldater. Tro ikke et ord af, hvad vore fælles fjender, godsejerne og kapitalisterne, siger. På vor kongres er alle bevidste arbejder-, soldater- og bonde-organisationer i Rusland repræsenteret. Kongressen ønsker følgelig at byde de arbejdende kosakker velkommen i sin midte. Vore fjender er generalerne i godsejernes og Nikolaj den Grusommes terrorbander. De fortæller jer, at sovjetterne vil konfiskere kosakkernes jord. Det er løgn. Det er kun jorden hos de store kosakgodsejere, revolutionen vil konfiskere og derpå give til folket. Organiser sovjetter af kosakrepræsentanter ! Slut jer til arbejder- og soldaterrepræsentantemes sovjetter ! Vis de sorte terrorgrupper, at I ikke er forrædere mod folket, og at I ikke vil forbandes at hele det revolutionære Rusland ! Kosakbrødre, udfør ikke nogen ordre, der kommer fra folkets fjender. Send jeres delegerede til Petrograd for at tale med os ... Kosakkerne i Petrograds garnison har gjort sig fortjent ved at skuffe folkefjendernes forhåbninger. Kosakbrødre ! Sovjetternes landskongres rækker jer en broderhånd. Længe leve kosakkernes broderskab med soldaterne, arbejderne og bønderne i hele Rusland !« Fra den anden side kom en byge af proklamationer og løbesedler, der spredtes og klistredes op alle vegne, og aviser - alle skrålende og forbandende og spående ondt. Nu førtes kampen fra trykkerierne - alle andre våben var jo i sovjetternes hånd. Først kom et opråb fra Komitéen til Landets og Revolutionens Frelse, det blev udsendt pr. radio over Rusland og Europa: »Til den russiske republiks borgere ! Imod de revolutionære massers vilje har bolsjevikkerne i Petrograd den 7. november på forbryderisk vis arresteret en del al den provisoriske regering, splittet Republikkens Råd og proklameret en ulovlig statsmagt. Denne voldsfærd imod det revolutionære Ruslands regering i et øjeblik, hvor landet er i den største fare udefra, er en ubeskrivelig forbrydelse mod fædrelandet. Bolsjevikkernes oprør leverer et dødeligt slag mod det nationale forsvar og udskyder den længselsfuldt ventede freds komme i det uvisse. Borgerkrigen, som bolsjevikkerne har indledt, truer med at udlevere landet til anarkiets og kontrarevolutionens rædsler og at umuliggøre den Konstituerende Forsamling, som må stadfæste det republikanske styre og overdrage folket dets ret til jorden for bestandig. Komitéen til Landets og Revolutionens Frelse besidder kontinuiteten som den eneste lovlige statsmagt. Komiteen er dannet natten til den 7. november og har taget initiativ til at danne en ny provisorisk regering, som med støtte al demokratiets kræfter vil føre landet i tiden indtil den Konstituerende Forsamling og redde det fra anarki og kontrarevolution. Komitéen opfordrer jer, borgere, til ikke at anerkende voldsmagten. Adlyd ikke dens ordrer ! Rejs jer til forsvar at landet og revolutionen ! Støt Frelse-komiteen ! Undertegnet af den Russiske Republiks Råd, Petrograds byduma, TsIK (den gamle fra 1. kongres), Bondesovjetternes landsledelse, og fra sovjetkongressen selv: frontgruppen, de socialrevolutionære, mensjevikkerne, folkesocialisteme, de forenede socialdemokrater og gruppen Jedinstvo«.  Så kom der plakater fra det socialrevolutionære parti, de mensjevikiske krigsfortsættere, og igen fra bondesovjetternes landsledelse, fra den centrale hærkomité, fra den centrale flådekomite.  »Sulten vil knuse Petrograd (skreg de). De tyske hære vil trampe vor frihed i støvet. Terroristiske pogromer vil brede sig over Rusland, hvis vi ikke forener os, de bevidste arbejdere, soldaterne, borgerne. Tro ikke på bolsjevikkernes løfter ! Løftet om øjeblikkelig fred er en løgn ! Løftet om brød er en snare ! Løftet om jord en fabel !«.  I den stil var de allesammen. »Kammerater ! I er blevet bedraget på det mest gemene ! Magterobringen er alene bolsjevikkernes værk... De skjulte deres komplot for de andre socialistiske partier i sovjetten. I har fået løfter om jord og frihed, men kontrarevolutionen vil profitere af anarkiet, som bolsjevikkerne har forårsaget, og vil berøve jer jorden og friheden.« Bladene var lige så voldsomme. »Det er vor pligt (sagde Folkets Sag) at rive masken af disse forrædere mod arbejderklassen. Det er vor pligt at mobilisere alle vore kræfter og holde vagt for revolutionens sag !«. Izvestija, der for sidste gang repræsenterede den gamle TsIK, truede med skrækkelig gengældelse. »Hvad sovjetkongressen angår, erklærer vi højtideligt, at der ingen sovjetkongres har været ! Vi bekræfter, at det kun drejede sig om en privat konference af den bolsjevikiske fraktion ! Og al den grund har de ingen ret til at afsætte den gamle TsIK. Nyt Liv ønskede ganske vist en ny regering, der skulle forene alle socialistiske partier, men kritiserede alvorligt de socialrevolutionæres og mensjevikkernes udvandring fra kongressen og påpegede, at den bolsjevikiske opstand havde en meget klar betydning: at alle illusioner om koalition med bourgeoisiet fremefter ville være håbløse. Arbejderens Vej (Rabotjij Putj) genopstod over dem alle som Sandheden, Pravda, Lenins blad, der var blevet forbudt i juli. Det dundrede tillidsfuldt: »Arbejdere, soldater, bønder ! I marts slog I den adelige klikes tyranni til jorden. I går slog I det borgerlige gængs tyranni til jorden. Den første opgave er nu at bevogte udgangsvejene til Petrograd. Den anden er resolut at afvæbne de kontrarevolutionære elementer i Petrograd. Den tredje er resolut at organisere den revolutionære magt og at sørge for gennemførelsen af folkets program«. De få liberalkonservative (kadettiske) blade, der var, udkom stadig, og bourgeoisiet indtog i almindelighed en vis ligeglad, ironisk holdning over for den hele historie, en slags foragtende »vi sagde det jo« over for de andre partier. Indflydelsesrige konservative (kadetter) sås ofte i bydumaens nabolag og i nærheden af Komitéen til Fædrelandets og Revolutionens Frelse. Ellers forholdt bourgeoisiet sig afventende - dets time måtte snart komme. At bolsjevikkerne kunne holde sig ved magten længere end tre dage, faldt ingen ind - undtagen måske Lenin, Trotskij, Petrograds arbejdere og de mere enkelt tænkende soldater. I den højloftede, amfiteaterbyggede Nikolaj-sal så jeg den eftermiddag dumaen holde møde, stormende, samlende alle oppositionelle grupper om sig. Den gamle borgmester Schreider, majestætisk udseende med sit hvide hår og skæg, var ved at berette om sit besøg i Smolnyj aftenen før for at protestere på bystyrets vegne. »Da dumaen er den eneste eksisterende lovlige regering i byen og er valgt ved lige, direkte og hemmelig valgret, vil dumaen ikke anerkende den nye magt«, havde han sagt til Trotskij. Og Trotskij havde svaret: »Det er der en forfatningsmæssig medicin for. Dumaen kan opløses og nyvælges.« Det vakte voldsom tumult. »Hvis man vil anerkende en regering, der sidder på bajonetter«, fortsatte den gamle mand i sin beretning til dumaen, »godt, så har vi én, men jeg finder, at kun den regering er legitim, der er anerkendt af folket, af flertallet, og ikke en regering, der skyldes et mindretals magtmisbrug «! Vild applaus fra alle bænke undtagen bolsjevikkernes. Midt i den fornyede tumult meddelte borgmesteren, at bolsjevikkerne allerede gjorde vold mod byens selvstyre ved at udnævne kommissærer i mange magistratsafdelinger. Den bolsjevikiske ordfører forsøgte at skaffe sig ørenlyd og råbte, at sovjetkongressens beslutning betød støtte fra hele Rusland til bolsjevikkernes aktion. »I her !« råbte han, »I her er ikke de virkelige repræsentanter for folket i Petrograd !«. Hyl: »Fornærmelser ! Fornærmelser !«. Den gamle borgmester mindede ham med værdighed om, at dumaen var blevet valgt ved den friest mulige folkelige afstemning. »Ja«, svarede han, »men det skete for længe siden - ligesom TsIK - ligesom hærkomitéen«. »Der har ikke været nogen ny sovjetkongres !« hylede man op til ham. »Den bolsjevikiske fraktion nægter at blive længere i denne kontrarevolutionære rede.« Stort spektakel. ,... og vi forlanger nyvalg til dumaen...« Hvorpå bolsjevikkerne forlod salen, fulgt af råb som: »Tyske agenter ! Ned med forræderne !«. Sjingarjov, konservativ kadet, forlangte så, at alle kommunalansatte, som havde rettet sig efter kommissærer fra den militære revolutionskomité, skulle afskediges og anklages. Schreider sprang op og foreslog, at dumaen skulle protestere mod bolsjevikkernes opløsningstrussel og erklære, at den som lovlig repræsentant for befolkningen skulle afslå at forlade sin post. Udenfor var Aleksander-salen stopfuld til Frelsekomitéens møde, og det var igen Skobelev, der talte. »Aldrig før har revolutionens skæbne været så truet, aldrig før har tanken på den russiske stats eksistens voldt så megen bekymring, aldrig før stillede historien så nøgent og kategorisk det spørgsmål, om Rusland skal være eller ikke være ! Den store time, hvor revolutionen skal reddes, er kommet, og i bevidsthed derom våger vi over det nære sammenhold mellem det revolutionære demokratis levende kræfter, ved hvis organiserede vilje der allerede er skabt et centrum for landets og revolutionens frelse... «. Og meget af samme skuffe. »Vi vil alle dø, hellere end at forlade vor post! «. Midt under det voldsomme bifald blev det meddelt, at Jernbanefolkenes Forbund havde sluttet sig til Frelsekomitéen. Et øjeblik efter kom post- og telegraffunktionærerne ind og derpå nogle mensjevikiske internationalister, stærkt hyldet. Jernbanefolkene sagde, at de ikke anerkendte bolsjevikkerne og havde taget hele jernbanevæsenet i deres egen hånd, idet de afslog at betro det til nogen ukaldet magt. Telegraffolkenes delegerede erklærede, at telegrafisterne kategorisk nægtede at røre apparaterne, så længe den bolsjevikiske kommissær var i lokalet. Postbudene ville ikke hente eller bringe post til Smolnyj. Alle Smolnyjs telefoner var afskåret. Det vakte stor morskab, da det fortaltes, at Uritskij var gået til udenrigsministeriet for at forlange de hemmelige traktater udleveret, og hvordan Neratov havde sat ham på porten. Tjenestemændene i regeringskontorerne var alle ved at nedlægge arbejdet. Det var krig - krig, planlagt med overlæg, på russisk vis, krig med strejke og sabotage. Som vi sad dér, læste dirigenten en liste med navne og hverv: den og den skulle opsøge ministerialkontorerne, en anden bankerne, en halv snes stykker skulle arbejde i kasernerne og overtale soldaterne til at forblive neutrale - »Russiske soldater, udgyd ikke jeres brødres blod !« - en komité skulle rejse ud til konference med Kerenskij, andre blev sendt til provinsbyer for at oprette filialer af Frelsekomitéen og skabe kontakt mellem de anti-bolsjevikiske elementer. Skaren var i højt humør. »De bolsjevikker vil diktere intelligensen ! Vi skal vise dem noget andet ! «. Intet kunne være mere slående end kontrasten mellem denne forsamling og sovjetkongressen. På kongressen var samlet store masser ni afrakkede soldater, bitre arbejdere, bønder, fattigfolk, bøjede og arrede i den hårde kamp for tilværelsen. I forsamlingen her sad der mensjevikiske og socialrevolutionære ledere, folk som Avksentjev, Dan, Lieber, de tidligere socialistiske ministre, folk som Skobelev, Tjernov, side om side med konservative kadetter som den olieglatte Sjatskij, den slanke Vinaver, og journalister, studenter, intellektuelle fra næsten alle lejre. Denne dumaskare var godt i stand, godt klædt, jeg så kun et par proletarer iblandt dem. Friske nyheder - Kornilovs trofaste Tehiner-soldater havde slagtet hans vogtere ved Byhov, og han var undsluppet. Kaledin var på march mod nord... Moskvas sovjet havde oprettet en militær revolutionskomité og forhandlede med byens kommandant om arsenalet, således at arbejderne kunne blive bevæbnet. Til disse kendsgerninger føjedes en forbavsende blanding af rygter, fordrejninger og rene løgne. F.eks. trak en intelligent ung konservativ, der havde været privatsekretær hos Miljukov og derefter hos Terestsjenko, os til side og fortalte os alt om Vinterpaladsets indtagelse. »Bolsjevikkerne blev anført af tyske og østrigske officerer«, påstod han. »Virkelig ?« sagde vi høfligt. »Hvor véd De det fra ?«. »En af mine venner var der og så det«. »Hvordan kunne han se, at de var tyske officerer ?«. »Jo, de bar tyske uniformer !«. Der var hundreder af den slags absurde historier, og de blev ikke alene i fuldt alvor trykt af de anti-bolsjevikiske blade, men også troet af de mest usandsynlige personer - socialrevolutionære og mensjevikker, der ellers altid havde været meget omhyggelige med kendsgerninger. Mere alvorlige var imidlertid historierne om bolsjevikisk vold og terrorisme. Det blev f.eks. sagt og trykt, at de røde garder ikke alene havde plyndret Vinterpaladset, men at de også havde massakreret officerseleverne efter at have afvæbnet dem og med koldt blod havde dræbt nogle af ministrene, og hvad kvindesoldaterne angik, var de fleste af dem blevet voldtaget, og mange havde begået selvmord på grund ni den tortur, de havde gennemgået... Alle disse historier blev slugt med hud og hår af skaren i dumaen. Og næsten værre var, at mødre og fædre til officerseleverne og kvinderne læste disse grufulde detailler, der ofte var bilagt med en navneliste, og ved aftenstid var dumaen belejret af fortvivlede borgere. Et typisk eksempel var fyrst Tumanov, hvis lig ifølge bladmeddelelser var blevet fundet drivende i Mojka-kanalen. Nogle få timer senere blev det dementeret af fyrstens familie, som tilføjede, at fyrsten var under arrest, og derpå identificerede pressen den døde mand som general Demisov. Da også generalen dukkede lyslevende op, foretog vi en undersøgelse, og vi fandt overhovedet intet spor af, at noget lig var fundet. Da vi forlod duma-bygningen, var to spejderdrenge ved at fordele løbesedler til den enorme skare, der blokerede Nevskij-boulevarden foran døren - en skare sammensat næsten udelukkende af forretningsfolk, butikshandlende, kuske og kontorfolk. En af løbesedlerne lød: »Fra bydumaen. I betragtning af dagens begivenheder har bydumaen på sit møde den 26. oktober (7. november efter ny tidsregning) dekreteret: Privatboliger er ukrænkelige. Gennem huskomitéerne opfordrer den befolkningen i Petrograd til energisk at afvise alle forsøg på med magt at trænge ind i privatlejligheder, om fornødent at gøre brug af våben, af hensyn til borgernes selvforsvar.«  Oppe på hjørnet af Litejnyj-boulevarden havde fem-seks rødgarder og et par matroser omringet en avismand og forlangte, at han skulle aflevere sine eksemplarer af det mensjevikiske Arbejderbladet. Han råbte vredt og fægtede med armene, da en af matroserne rev bladene bort fra hans stand. En ildevarslende klynge havde samlet sig om dem og skældte ud. En lille arbejder blev stædigt ved at forklare de omkringstående og avismanden, »at den har trykt Kerenskijs proklamation. Den siger, at vi har slået russere ihjel. Den vil lave blodbad..« Smolnyj var om muligt mere ladet med spænding end nogen sinde. De samme hastende mænd i mørke korridorer, troppe af arbejdere med rifler, ledere med stopfulde dokumentmapper, diskuterende, forklarende, uddelende ordrer, mens de skyndte sig af sted, omgivet af venner og medhjælpere. Mænd bogstavelig talt ude af sig selv, levende monstrer af søvnløshed og slid - mænd ubarberede, uvaskede, med brændende øjne, mænd, som pressede sig frem mod deres fastsatte mål med nervernes maskineri gående på højeste gear. Der var så meget at udrette, så alt for meget ! Tage regeringsmagten, organisere byen, holde garnisonen i loyal stemning, bekæmpe dumaen og Frelsekomiteen, holde tyskerne borte, forberede sig på kamp mod Kerenskij, informere provinserne om, hvad der var sket, propagandere fra Arkangelsk til Vladivostok... Alt imens regerings- og kommunaltjenestemænd afslog at adlyde deres kommissærer, post og telegraf afslog at skaffe dem forbindelser, jernbanerne lagde det døve øre til deres appeller om vognmateriel. Kerenskij var måske ved at komme, garnisonen var ikke helt at lide på, kosakkerne ventede på at gå til aktion... Modstanderen var ikke alene det organiserede bourgeoisi, men alle de andre socialistiske partier undtagen de venstre-socialrevolutionære, nogle få mensjevikiske internationalister og de socialdemokratiske internationalister, og heller ikke de var vis på, om de skulle gå med eller lade være. Som medkæmpere var der, det er sandt, arbejderne og soldatermasserne - bønderne var en ubekendt størrelse - men når alt kom til alt var bolsjevikkerne en politisk gruppe uden overflod på erfarne og uddannede folk.. Rjazanov var på vej op ad fortrappen og forklarede i en slags galgenhumoristisk stemning, at han, handelskommissæren, ikke kendte noget som helst til handel. I kantinen længere oppe ad trappen sad en mand alene i et hjørne i en fåreskindskappe og tøj, som var - jeg ville sige: »sovet til«, men naturligvis havde han ikke haft tid at sove - og et tre dage gammelt skæg. Han regnede ivrigt på en snavset konvolut og bed af og til i sin blyant. Det var Mensjinskij, finanskommissæren, hvis kvalifikationer var, at han engang havde været kontonist i en fransk bank. Og de fire mænd, den småløb gennem hallen fra den militære revolutionskomités kontor og skrev på små lapper i forbifarten, de var kommissærer, der skulle ud til Ruslands fire hjørner for at informere, overbevise eller kæmpe med de argumenter eller våben, der var forhånden. Kongressen skulle holde møde kl. et, og den store mødesal havde længe været fyldt, men ved syv-tiden var der endnu ikke kommet nogen for at præsidere. Bolsjevikkerne og de venstre-socialrevolutionære holdt møde hver for sig. Hele eftermiddagen igennem havde Lenin og Trotskij kæmpet imod forslag om kompromis. En betydelig del af bolsjevikkerne var stemt for at give indrømmelser så vidt, at der kunne dannes en altomfattende socialistisk regering. »Vi kan ikke bevare grebet«, råbte de. »Der er for meget imod os. Vi har ikke folkene. Vi vil blive isoleret, og det hele vil falde sammen.« Sådan sagde Kamenev, Rjazanov og andre. Men Lenin, med Trotskij ved siden af sig, stod fast som en klippe. »Lad kompromismagerne acceptere vort program, så kan de komme med ! Vi vil ikke vige en tomme. Hvis der er kammerater her, som ikke har mod eller vilje til at turde, hvad vi tør, så lad dem gå sammen med resten af kujoner og forsonere! Med arbejderne og soldaterne bag os vil vi fortsætte.« Fem minutter over syv kom der besked fra de venstre-socialrevolutionære om, at de ville forblive i den militære revolutionskomité. »Der kan I se«, sagde Lenin. »De følger os«. Lidt senere, mens vi sad ved pressebordet i den store sal, var der en anarkist, korrespondent til borgerlige blade, der foreslog mig, at vi skulle gå ud for at finde ud af, hvad der var blevet af kongressens præsidium. Der var ingen i TsIKs kontor, heller ikke i Petrogradsovjettens kontor. Vi vandrede fra rum til rum i det vældige Smolnyj. Ingen syntes at have den ringeste anelse om, hvor man kunne finde kongressens styrende organ. Mens vi gik, beskrev min ledsager sin tidligere revolutionære virksomhed, sin lange og bekvemme landflygtighed i Frankrig... Bolsjevikkerne, betroede han mig, var banale, grove og uvidende personer uden æstetisk følsomhed. Han var et rigtigt eksemplar af den russiske intelligens ... Sluttelig kom han til rum 17, den militære revolutionskomités kontor, og stod dér midt i den hæsblæsende kommen og gåen. Døren gik op, og ud skød en lavstammet, fladansigtet mand i en uniform uden insignier, med antydninger af et smil - et smil som man et øjeblik efter opdagede var en stivnet grimasse, der skyldtes komplet udmattelse. Det var Krylenko. Min ven, en smart udseende ung mand, kom med et udbrud af fornøjethed og tog nogle skridt fremad. »Nikolaj Vasiljevitj«, sagde han og rakte hånden frem. Kender du mig ikke, kammerat ? Vi sad i fængsel sammen. Krylenko anstrengte sig åbenbart for at få samling på tanker og syn. »Javist«, svarede han endelig og så op og ned ad den anden med et udtryk af stor venlighed. »Du er S-. God dag! « De kyssede hinanden på russisk vis. »Hvad laver du i alt dette her ?« Han pegede rundt om sig. »Ah, jeg ser bare til. Du har nok held med dig.« »Ja,« svarede Krylenko, med et stædigt udtryk, »den proletariske revolution er en stor sejr.« Han lo.» Måske, måske vil vi også mødes i fængsel igen !«. Da vi kom ud i korridoren igen, fortsatte min ven med sine forklaringer. »I ser, jeg er tilhænger af Kropotkin. For os er revolutionen en stor fiasko, den har ikke vakt massernes patriotisme. Naturligvis beviser det kun, at folket ikke er modent til revolution.. . «. Klokken var netop 8,40, da en torden af hurraråb forkyndte, at præsidiet kom ind - med Lenin, den store Lenin, iblandt sig. En lavstammet figur med et stort hoved på en kort hals, skaldet og kuplet. Små øjne, kort næse, en bred og venlig mund og en kraftig hage, i øjeblikket barberet, men allerede med synlig begyndelse til det overskæg, han var kendt for i fortid og fremtid. Tøjet sad dårligt, bukserne var alt for lange. For lidt repræsentativ til at blive en folkemasses afgud var han elsket og tilbedt som måske få ledere i historien har været det. En mærkelig folkefører en leder alene ved sin forstand: farveløs, uden vittigheder, uden kompromisser, uden fordomme, uden maleriske mærkværdigheder - men med kraft til at forklare dybe ideer med enkle ord, til at analysere en konkret situation. Og i forening med kløgt den største intellektuelle dristighed. Kamenev var ved at oplæse en beretning om den militære revolutionskomités virksomhed, afskaffelse af dødsstraf i hæren, genoprettelse af fri ret til propaganda, løsladelse af officerer og soldater, der var arresteret for politiske forbrydelser, ordrer til at arrestere Kerenskij og konfiskation af fødevarelagre i private lagerbygninger... Vældigt bifald. På ny talte en repræsentant for den jødiske gruppe »Bund«. Bolsjevikkernes stive holdning ville føre til revolutionens nederlag, derfor måtte Bunds delegerede opgive at blive i kongressen længere. Råb fra tilhørerne: »Vi troede, I var gået i aftes ? Hvor mange gange til vil I udvandre ?«. Så talte en repræsentant for de mensjevikiske internationalister. »Hyl: Hvad for noget ? Er I her endnu ?«. Taleren forklarede, at kun en del af de mensjevikiske internationalister havde forladt kongressen, resten ville blive. »Vi anser det for farligt og måske dræbende for revolutionen, hvis magten lægges i sovjetternes hånd« -afbrydelser - »men vi føler, at det er vor pligt at blive på kongressen og stemme imod her!« Andre talere fulgte, øjensynlig planløst. En delegeret fra minearbejderne i Donetzbækkenet opfordrede kongressen til at træffe foranstaltninger mod Kaledin, som kunne afskære hovedstaden fra kul og fødemidler. Adskillige soldater var lige kommet fra fronten og bragte begejstrede hilsener fra deres regimenter. Nu stod Lenin på talerstolen og greb med hånden om dens kant, hans små gnistrende øjne vandrede ud over skaren, mens han stod og ventede, tilsyneladende helt ligegyldig over for den lange, rullende ovation, der varede flere minutter. Da den var endt, sagde han blot: »Vi vil nu tage fat på at opbygge det socialistiske samfund ! « På ny dette overvældende menneskelige bifaldsbrøl. »Det første er vedtagelsen af praktiske skridt til at opnå fred. Vi vil foreslå alle krigsførende nationer og deres regeringer fred - en sådan fred må efter regeringens opfattelse være en øjeblikkelig fred uden anneksioner, uden voldelig indlemmelse af fremmede nationaliteter og uden erstatningsbetalinger. Samtidig vil vi holde vort løfte og opsige og offentliggøre de hemmelige traktater... Spørgsmålet om krig og fred er så klart, at jeg tror, at jeg uden indledning kan oplæse udkastet til en proklamation til folkene i alle krigsførende lande.« Hans brede mund syntes at smile, den åbnedes vidt, når han talte, hans røst var hæs - ikke ubehageligt hæs, men med en vis hærdning efter års taler og atter taler - og han fortsatte monotont, han kunne fortsætte i det uendelige... Ville han understrege noget, bøjede han sig let fremover. Ingen gestus. Og foran ham - tusind enkle ansigter stirrende i spændt beundring:

»Arbejder- og bonderegeringen, der er skabt af revolutionen den 24.-25. oktober og støtter sig til arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter, foreslår alle krigsførende nationer og deres regeringer ufortøvet at påbegynde forhandlinger om en retfærdig demokratisk fred. En retfærdig eller demokratisk fred, som det overvældende flertal af de af krigen udmattede, pinte og plagede arbejdere og arbejdende klasser i alle de krigsførende lande tørster efter - en fred, som de russiske arbejdere og bønder på den allerskarpeste og udtrykkeligste måde har krævet efter omstyrtelsen af det tsaristiske monarki - en sådan fred må efter regeringens opfattelse være en øjeblikkelig fred uden anneksioner (d.v.s. uden erobring af fremmed territorium, uden voldelig indlemmelse af fremmede nationaliteter) og uden erstatningsbetalinger. Ruslands regering foreslår alle krigsførende nationer ufortøvet at slutte en sådan fred og erklærer sig rede til uden mindste tøven med det samme at foretage alle afgørende skridt, indtil alle betingelser for en sådan fred definitivt er bekræftet af alle nationers befuldmægtigede folkerepræsentationer. Ved anneksioner eller erobring af fremmed territorium forstår regeringen i overensstemmelse med demokratiets retsopfattelse i almindelighed og de arbejdende klassers retsopfattelse i særdeleshed enhver indlemmelse af en lille eller svag nationalitet i en stor eller stærk stat, uden at denne nationalitet tydeligt, klart og frivilligt har givet udtryk for sit samtykke hertil og sit ønske herom, uden hensyn til, hvornår denne voldelige indlemmelse er sket, og ligeledes uden hensyn til, hvor udviklet eller tilbagestående den nation er, der med magt er blevet indlemmet eller med magt holdes indenfor en given stats grænser. Endelig uden hensyn til, om denne nation lever i Europa eller i fjerne oversøiske lande. Hvis en eller anden nation med magt holdes indenfor en given stats grænser, hvis den, til trods for at have udtrykt ønske herom - ligegyldigt om dette ønske er kommet til udtryk i pressen, i folkeforsamlinger, i partibeslutninger eller i forbitrelse og oprør mod det nationale åg - ikke får ret til uden mindste tvang at træffe beslutning om formerne for sin statslige eksistens ved fri afstemning og under fuldstændig tilbagetrækning af den indlemmende eller overhovedet stærkere nations tropper, da er denne nations indlemmelse en anneksion, dvs. erobring og vold. Regeringen anser det for en kæmpeforbrydelse mod menneskeheden at fortsætte denne krig for at afgøre, hvorledes de stærke og store nationer skal fordele de af dem undertrykte svage nationaliteter mellem sig, og erklærer højtideligt, at den er villig til øjeblikkelig at underskrive fredsbetingelser, der standser denne krig på de angivne vilkår, der er lige retfærdige for alle nationaliteter uden undtagelse. Samtidig erklærer regeringen, at den aldeles ikke betragter ovenstående fredsbetingelser som ultimative, dvs., den går ind på også at overveje alle mulige andre fredsbetingelser og står kun fast ved, at de skal foreslås så hurtigt som muligt al ethvert krigsførende land, og at fredsbetingelserne skal fremsættes med største tydelighed, under ubetinget udelukkelse af enhver form for tvetydighed og hemmeligt diplomati. Regeringen afskaffer det hemmelige diplomati, idet den for sit vedkommende giver udtryk for den faste hensigt at føre alle forhandlinger fuldstændig åbenlyst for hele folket og ufortøvet påbegynde en fuldstændig offentliggørelse af de hemmelige traktater, der er blevet godkendt eller afsluttet af godsejernes og kapitalisternes regering fra februar til 25. oktober 1917. Regeringen erklærer hele indholdet af disse hemmelige traktater for ubetinget og øjeblikkelig ophævet, for så vidt de, som det for det meste er tilfældet, går ud på at skaffe de russiske godsejere og kapitalister fordele og privilegier og at opretholde eller forøge storrussernes anneksioner. Idet regeringen henvender sig til alle landets regeringer og folk med forslag om øjeblikkelig at indlede offentlige fredsforhandlinger, erklærer den sig for sit vedkommende rede til at føre disse forhandlinger såvel skriftligt, telegrafisk, som gennem forhandlinger mellem repræsentanter for de forskellige lande eller på en konference af sådanne repræsentanter. For at lette sådanne forhandlinger udnævner regeringen sin befuldmægtigede repræsentant i de neutrale lande. Regeringen foreslår alle krigsførende landes regeringer og folk at afslutte en øjeblikkelig våbenstilstand, idet den for sit vedkommende anser det for ønskeligt, at denne våbenstilstand afsluttes for mindst tre måneder, dvs., et tidsrum, der fuldt ud vil gøre det muligt både at afslutte fredsforhandlingerne med deltagelse af repræsentanter I er alle nationaliteter eller nationer uden undtagelse, hvad enten de er inddraget i krigen eller tvunget til at deltage i den, og at indkalde befuldmægtigede folkerepræsentationer i alle lande til endelig godkendelse af fredsbetingelserne. Idet Ruslands provisoriske arbejder- og bonderegering retter dette fredsforslag til alle de krigsførende landes regeringer og folk, henvender den sig i særdeleshed til de klassebevidste arbejdere i menneskehedens tre mest fremskredne nationer og større stater, der deltager i den nuværende krig: England, Frankrig og Tyskland. Arbejderne i disse lande har gjort fremskridtets og socialismens sag de største tjenester: store forbilleder som chartistbevægelsen i England, en række revolutioner af verdenshistorisk betydning, som det franske proletariat har gennemført, og endelig den heltemodige kamp mod undtagelsesloven i Tyskland og det langvarige, hårdnakkede, disciplinerede arbejde for at skabe Tysklands proletariske masseorganisationer, et arbejde, der er et eksempel for arbejderne i hele verden. Alle disse forbilleder på proletarisk heltemod og historisk skaberkraft er os en garanti I er, at arbejderne i de nævnte lande vil forstå de opgaver, der nu påhviler dem - at befri menneskeheden fra krigens rædsler og dens følger; thi disse arbejdere vil med deres alsidige, beslutsomme og opofrende energiske virksomhed hjælpe os med at føre fredens sag til sejr og med at befri de arbejdende og udbyttede befolkningsmasser for alt slaveri og al udbytning.«

Da bifaldsstormen var døet hen, talte Lenin på ny: »Vi foreslår kongressen at ratificere denne deklaration. Vi henvender os både til regeringerne og folkene. Vi kan ikke ignorere regeringerne, thi så forhales den mulige fredsslutning. Fredsbetingelserne som opstilles under en våbenstilstand, vil komme til debat i den Konstituerende Forsamling. Vi foreslår en våbenstilstand på tre måneder, men forkaster heller ikke et kortere tidsrum, for at den udmattede hær i det mindste kan puste ud i nogen tid, og desuden er det nødvendigt at indkalde folkeforsamlinger i alle kulturlande for at drøfte betingelserne. Regeringer og bourgeoisi vil gøre sig alle mulige anstrengelser for at slutte sig sammen og drukne arbejder- og bonderevolutionen i blod. Men vi håber, at der snart vil udbryde revolution i alle krigsførende lande, det er grunden til, at vi især henvender os til arbejderne i Frankrig, England og Tyskland..»Revolutionen den 6. og 7. November«, sluttede han, »har indledt den sociale revolutions æra ... Arbejderbevægelsen vil få overtaget og bane vej for freden og socialismen.« Der var noget roligt og stærkt i alt dette, som rørte menneskenes sind. Det var let at forstå, hvorfor folk troede på Lenin, når han talte. Det blev ved håndsoprækning hurtigt vedtaget, at kun een repræsentant for hver politisk gruppe skulle tale om forslaget, og at talerne fik hver femten minutter. Først kom Karelin fra de venstresocialrevolutionære. »Vor gruppe har ikke haft lejlighed til at fremsætte ændringsforslag til proklamationens tekst, det er et privat dokument fra bolsjevikkerne. Men vi vil stemme for det, fordi vi billiger dets ånd.« For de socialdemokratiske internationalister talte Kramarov, en høj, ludende mand, nærsynet - han skulle få en vis berømmelse som oppositionens klovn. Kun en regering sammensat af alle socialistiske partier, sagde han, kunne have autoritet til at tage et så vigtigt skridt. Hvis en socialistisk koalition blev dannet, ville hans gruppe støtte hele programmet, hvis ikke, ville man kun støtte en del af det. Hvad proklamationen angik var internationalisterne ganske enige i dets hovedpunkter. Taler fulgte efter taler, under stigende begejstring. Ukrainske socialdemokrati, støtte. Litauiske socialdemokrati, støtte. Folkesocialisterne, støtte. Polske socialdemokrati, støtte - men ville foretrække en socialistisk koalition. Lettiske socialdemokrati, støtte.. En gnist var tændt i disse mænd. En talte om den »kommende verdensrevolution, i hvilken vi er avantgarde«, en anden om »broderskabets nye æra, hvor alle nationer vil blive een stor familie«. En individuel taler forlangte ordet. »Der er en modsigelse her«, sagde han. »Først tilbyder I fred uden anneksioner og skadeserstatninger, og så siger I, at I vil overveje alle fredstilbud. At overveje betyder at gå ind på ...« Lenin sprang op. »Vi ønsker en retfærdig fred, men vi er ikke bange for en revolutionær krig ...Sandsynligvis vil de imperialistiske regeringer ikke besvare vor appel - men vi vil ikke udstede et ultimatum, som let kan besvares med et nej ... Hvis det tyske proletariat indser, at vi er rede til at overveje alle fredstilbud, vil det måske være den sidste dråbe, der får bægeret til at flyde over - og revolution vil udbryde i Tyskland«. »Vi er villige til at undersøge alle fredsbetingelser, men det betyder ikke, at vi ubetinget accepterer dem.. For nogle af vore betingelser vil vi slås til det yderste men for andre vil vi måske finde det umuligt at fortsætte krigen ... først og fremmest ønsker vi at få ende på krigen.« Klokken var 10.35, da Kamenev bad alle tilhængere af proklamationen om at stemme for den med deres mandatkort. En delegeret rakte hånden op imod, men de omgående skarpe mishagsytringer omkring ham fik ham til at tage hånden ned i en fart ... Enstemmigt vedtaget. Med eet fandt vi efter fælles indskydelse os selv stående, syngende Internationale med stigende kraft. En gammel gråsprængt soldat hulkede som et barn. Aleksandra Kollontaj viskede hurtigt en tåre bort. De vældige toner rullede gennem salen og hørtes langt bort. »Krigen er slut ! Krigen er slut ! « sagde en ung arbejder nær ved mig med strålende ansigt. Og da sangen var endt, og vi stod der i en genert stilhed, råbte én bagest i salen: »Kammerater! Lad os mindes dem, der døde for friheden !« Så begyndte vi at synge sørgemarchen, den langsomme, melankolske og dog sejrsvisse hymne, så russisk og bevægende. Internationale var trods alt en udenlandsk melodi. Sørgemarchen forekom at være selve sjælen i disse mørke masser, hvis delegerede sad i sovjettens sal og ud fra dunkle visioner begyndte at bygge et nyt Rusland - og måske mere end det.  Som ofre I segned´ i klassernes strid, I ofrede livet for folket, det folk, som I elsked’ i hellig id, hvis længsel mod frihed i tolked’. I fængslernes mørke på bødlernes bud , I bar jeres lidelser mandigt ... Tyrannerne fester i borg og palæ, at rædsel og angst er de grebne, thi nu taler folket, de knuged’ i knæ: »På væggen står skrevet jer skæbne!« Der kommer en tid, da vor klasse bli’r vakt, mod friheden fremad vi stræber…..  Det var for dette, martyrerne fra martskampene lå i deres kolde brodergrave på Marsmarken, det var for dette, tusinder og titusinder var døde i fængsler, i landflygtighed, i sibiriske miner. Det var ikke kommet, som de havde ventet det ville komme, eller som de intellektuelle ønskede det, men det var kommet - groft, stærkt, utålmodigt over for formler, med foragt for sentimentalitet, reelt.

1.Godsejernes ejendomsret til jorden afskaffes øjeblikkelig uden nogen erstatning.

2.Godsejernes godser, såvel som af tsarfamiliens, klostrenes og kirkernes jord med alt levende og dødt inventar, bygninger og alt tilbehør stilles indtil den konstituerende forsamlings sammentræden til rådighed for jordkomitéerne i landdistrikterne og bonderepræsentanternes kredssovjetter.

3. Enhver beskadigelse af den konfiskerede ejendom, der fra nu af tilhører hele folket, erklæres for en alvorlig forbrydelse, der straffes af revolutionsdomstolen Bonderepræsentanternes kredssovjetter træffer alle nødvendige forholdsregler til at opretholde den strengeste orden ved konfiskationen af godsejernes godser, at fastsætte, hvilken jord der skal konfiskeres og i hvilket omfang, at Opstille en nøjagtig liste over al den ejendom, der skal konfiskeres, og gennemføre den strengeste revolutionære bevogtning af hele bedriften med alle bygninger, redskaber, kvæg, varelagre osv., der overgår til folket.

4. Som retningslinje ved gennemførelsen af de store jordreformer - indtil deres endelige afgørelse i den Konstituerende Forsamling - skal følgende bondeinstruktion tjene, der er sammenstillet på grundlag af 242 lokale bondeinstruktioner af redaktionen af »Meddelelser fra Bonderepræsentanternes alrussiske Sovjet« og offentliggjort i nummer 88 af disse »Meddelelser« (Petrograd nr. 88, 19. august 1917). Jord, der tilhører bønder og kosakker, som tjener i hæren, skal ikke konfiskeres.

 »Dette er ikke«, forklarede Lenin, »det udkast, den tidligere minister Tjernov lavede, han talte om at »skabe en ramme« og forsøgte at fastsætte reformer ovenfra. Fra neden, på stedet, dér er det, spørgsmålet om jordens fordeling vil ske. Den jordlod, hver bonde får, vil variere efter stedet... Under den provisoriske regering nægtede godsejerne blankt at rette sig efter jordkomitéernes ordrer - de jordkomitéer, der var foreslået af fyrst Lvov, realiseret af Sjingarjov og administreret af Kerenskij «.  Før debatten kunne begynde, masede en mand sig med voldsomhed gennem skaren i sidegangen og entrede op på tribunen. Det var Pjanih, medlem af bondesovjetternes landsledelse, og han var rasende. »Landsledelsen for de alrussiske sovjetter af bonderepræsentanter protesterer mod arrestationen af vore kammerater, ministrene Salaskin og Maslov!« slyngede han bittert ud imod forsamlingen, »vi forlanger dem løsladt med det samme! De sidder nu i Peter-Pauls-fæstningen. Vi må have det gjort straks. Der er ikke et øjeblik at spilde!« Så kom en anden, en soldat med uredt skæg og flammende øjne. »I sidder her og taler om at give jorden til bønderne, og I begår en handling, som er tyranner og voldsmænd værdige, imod bøndernes valgte repræsentanter! Jeg siger jer« - han løftede sin næve - »hvis der krummes et hår på deres hoved, vil revolten mod jer komme over jeres eget hoved! « Forsamlingen rørte usikkert på sig. Da rejste Trotskij sig, rolig og giftig, magtbevidst, hilst med et brøl. »I går vedtog den militære revolutionskomité at løslade de socialrevolutionære og mensjevikiske ministre, Maslov, Salaskin, Gvosdov og Maljantovitj - i princippet. At de stadig sidder i Peter-Paul, skyldes travlheden siden... De vil imidlertid få husarrest i deres hjem, indtil vi har undersøgt deres medskyld i Kerenskijs forræderiske handlinger under Kornilovs kupforsøg ! »Aldrig«, skreg Pjanih, »aldrig i nogen revolution er der sket ting som dem, vi oplever her!«. »De tager fejl«, svarede Trotskij. »Sådanne ting har man oplevet også i de tidligere måneder af denne revolution. Hundreder af vore kammerater blev arresteret i juli-dagene... Da kammerat Kollontaj blev løsladt, efter krav fra lægen, anbragte Avksentjev foran hendes indgangsdør to tidligere agenter for tsarens hemmelige politi !« Bønderne trak sig tilbage, svagt protesterende, fulgt af ironisk piben. Repræsentanterne for de venstre-socialrevolutionære talte om jorddekretet. De var ganske vist enige i princippet, men gruppen kunne ikke stemme om sagen, før den havde drøftet den. Man burde rådføre sig med bondesovjetternes landsledelse. De mensjevikiske internationalister forlangte også drøftelser i gruppen. Dernæst lederen for maksimalisterne, bøndernes anarkistiske fløj: »Vi må respektere et politisk parti, som tager et så praktisk skridt allerede den første dag, uden at holde nogen lang snak om det !« En typisk bonde gik op på talerstolen, langhåret, i store støvler og fåreskindskappe, bukkende mod alle hjørner af salen. »Jeg ønsker jer alt godt, kammerater og borgere«, sagde han. »Der går nogen konservative rundt udenfor. I har arresteret vore socialistiske bønder hvorfor ikke arrestere dem?«. Dette var signalet til en ophidset diskussion mellem bønderne. Det var nøjagtigt som diskussionerne mellem soldaterne natten før. Her kom de virkelige proletarer fra landet. »De medlemmer af vor landsledelse, Avksentjev og resten, som vi troede var bøndernes beskyttere - de er konservative også ! De logrer kun med halen !«. Forsamlingen tog dem til sig, her følte man, at det var brødre, der talte ! De venstre-socialrevolutionære foreslog en halv times afbrydelse. Mens de delegerede strømmede ud, rejste Lenin sig fra sin plads. »Vi må ikke spilde tiden, kammerater! Så vigtige nyheder for Rusland må stå i bladene i morgen tidlig. Ingen forhaling! «. Og oven over den ivrige diskussion, ordstriden, skramlen af fødder kunne man høre den militære revolutionskomités udsending råbe: »Femten agitatorer skal møde i værelse 17 med det samme ! Til fronten !«. Der var næsten gået toenhalv time, før de delegerede kom slentrende tilbage, præsidiet indtog sine pladser på tribunen, og mødet åbnedes på ny, med oplæsning af telegrammer fra regiment efter regiment, om tilslutning til den militære revolutionskomité. Lidt efter lidt fik forsamlingen igen tempo på. En delegeret fra de russiske tropper på den makedonske front talte med bitterhed om deres situation. »Vi må lide mere derude under vore allierede’s venskab end under vore fjenders handlinger,« sagde han. Repræsentanter for 10. og 12. armé kom farende lige fra toget: »Vi støtter jer med hele vor styrke!« En bondesoldat protesterede imod løsladelsen af »de forræderiske socialister Maslov og Salaskin« og foreslog, at bondesovjetternes landsledelse blev arresteret, hele bundtet ! Her hørtes virkelig revolutionær tale.. En udsending fra den russiske hær i Persien udtalte, at han havde pålæg om at forlange magten overdraget til sovjetterne ... En ukrainsk officer talte sit modersmål: »Der er ingen nationalisme i denne krise ... Leve proletariatets diktatur i alle lande ! « Det var en sådan syndflod af høje og varme tanker, at Rusland næppe ville falde til ro mere ! Kamenev bemærkede, at anti-bolsjevikiske kræfter forsøgte at anstifte uroligheder alle vegne, og læste en appel fra kongressen til alle sovjetter i Rusland:  »Landskongressen af sovjetter af arbejder- og soldaterrepræsentanter samt en række bonderepræsentanter opfordrer de lokale sovjetter til at tage hurtige og energiske skridt til at imødegå alle kontrarevolutionære, antijødiske handlinger og alle pogromer, af hvad art de end er. Arbejder-, bonde- og soldater-revolutionens ære kræver, at ingen pogrom tolereres. Den Røde Garde i Petrograd, den revolutionære garnison og matroserne har opretholdt fuldstændig orden i hovedstaden. Arbejdere, soldater og bønder, I må alle vegne følge arbejdernes og soldaternes eksempel i Petrograd. Kammerater soldater og kosakker, det er os, der har pligt til at holde virkelig revolutionær orden. Hele det revolutionære Rusland og hele verden har blikket rettet på os !«.  Kl. to blev jorddekretet sat til afstemning, kun én stemme imod, bøndernes delegerede vilde af henrykkelse... Sådan tumlede bolsjevikkerne fremad, uimodståelige, hen over tøven og modstand - de eneste mennesker i Rusland, der havde et bestemt aktionsprogram, mens de andre havde talt og talt i otte måneder. Nu rejste en soldat sig, mager, pjaltet og veltalende, for at protestere imod den bestemmelse i dekretet, der talte om at berøve desertører fra hæren en andel i landsbyjorden. I begyndelsen blev der hylet og pebet, men sluttelig skaffede han sig ved sin enkle bevægende tale ørenlyd: »Desertøren blev mod sin vilje tvunget ind i slagteriet i skyttegravene«, råbte han, »det slagteri, I selv i dekretet om freden har kaldt meningsløst og forfærdende, og han hilste revolutionen med forventning om fred og frihed. Fred ? Kerenskijs regering tvang ham på ny til at storme fremad ind i Galicien for at slagte og blive slagtet, Terestjenkob simpelt hen ad hans bøn om fred ... Frihed ? Under Kerenskij så han sine komiteer blive undertrykt, sine aviser standset, sit partis talere sat i fængsel ... Hjemme i landsbyen lod godsejerne hånt om hans jordkomité og spærrede hans kammerater inde... I Petrograd gav bourgeoisiet sig til i kompagni med tyskerne at sabotere fødevare- og ammunitionsleverancerne til hæren... Han havde ingen støvler, ingen tøj ... Hvem har tvunget ham til at desertere ? Kerenskijs regering, som I har styrtet !« Til slut lød der bifald. Men en anden soldat gik voldsomt imod: »Kerenskijs regering er ikke en skærm, der kan bruges til at dække over beskidt arbejde som desertering ! Desertører er slyngler, som løber hjem og lader deres kammerater om at dø alene i skyttegravene! Enhver desertør er en forræder og skal straffes. . .« Tumult, tilråb: »Hold op! Sæt dig ned! « Kamenev foreslog i en fart at overlade sagen til regeringens afgørelse.  Kl. 2.30 om natten opstod der en spændt stilhed. Kamenev var i færd med at oplæse dekretet om regeringens sammensætning: »Indtil den Konstituerende Forsamling træder sammen, oprettes en provisorisk arbejder- og bonderegering, som bærer navnet Folkekommissærernes Råd. Førelsen af de enkelte områder af statslivet overdrages til kommissioner, hvis sammensætning skal sikre gennemførelsen af det program, kongressen har forkyndt, i nær kontakt med arbejdernes, arbejderkvindernes, matrosernes, soldaternes, bøndernes og funktionærernes masseorganisationer. Regeringsmagten ligger hos et kollegium, bestående al disse kommissioners formænd, dvs. Folkekommisærernes Råd. Kontrol med folkekommissærernes virksomhed og ret til at afsætte dem tilkommer landskongressen af arbejder-, bonde- og soldaterrepræsentanternes sovjetter og dens landsledelse.  Stadig tavshed; mens han læste listen over kommissærer bifaldsudbrud efter hvert navn, især efter Lenins og Trotskijs. Rådets præsident: Vladimir Uljanov (Lenin). Indre anliggender: A. I. Eykov. Landbrug: V. P. Miljutin. Arbejde: A. G. Sljapnikov. Hær og flåde - en komité: V. A. Ovsejenko (Antonov), N. V. Krylenko og P. E. Dybenko. Handel og industri: V. P. Nogin. Folkeopdragelse: A. V. Lunatjarskij. Finanser: I. I. Skvortsov (Stepanov). Udenrigske anliggender: L. D. Bronstein (Trotskij). Justits: G. I. Oppokov (Lomov). Forsyninger: I. A. Teodorovitj. Post og telegraf: N. P. Avilot, (Glebov). Nationalitetsspørgsmål: J. V. Djugasjvili (Stalin). Posten som folkekommissær for jernbanerne besættes foreløbig ikke. Der sås bajonetter i udkanten af salen, bajonetter stak op blandt de delegerede, den militære revolutionskomité var ved at bevæbne alle, bolsjevismen rustede sig til den afgørende kamp mod Kerenskij, hvis trompeter måske snart kunne hørès med sydvestvinden... I mellemtiden forblev alle i bygningen, og hundreder af nyankomne sluttede sig til og fyldte den store sal med alvorlige ansigter - soldater og arbejdere, der lyttede  time efter time, utrætteligt opmærksomme. Luften var tyk af cigaretrøg og menneskers åndedræt og lugten af groft, gennemsvedt tøj. Avibov fra redaktionen af Nyt Liv talte for de socialdemokratiske internationalister og resten af de mensjevikiske internationalister. Han havde et ungt, intelligent ansigt, men var klædt i en smart diplomatfrakke og så noget afstikkende ud. »Vi må spørge os selv, hvorhen vi bevæger os ... Den lethed, hvormed koalitionsregeringen blev styrtet, kan ikke forklares med, at demokratiets venstre fløj var stærk, men kun med, at regeringen ikke evnede at give folket fred og brød. Og venstre fløj kan ikke holde sig ved magten uden at løse disse problemer. «. »Kan denne fløj skaffe folket brød ? Korn er der mangel på. Flertallet af bønderne vil ikke slutte sig til jer, for I kan ikke give dem. det maskineri, de har brug for. Brændsel og andre livsfornødenheder er næsten umuligt at skaffe . «. »Hvad angår freden, så vil det blive endnu vanskeligere. De allierede nægtede at tale med Skobelev. De vil aldrig acceptere forslag om en fredskonference, når det kommer fra jer. I vil aldrig blive anerkendt hverken i London og Paris eller i Berlin. »I kan ikke regne med effektiv hjælp fra proletariatet i de allierede lande, fordi det i de fleste lande er langt fra revolutionært indstillet; husk, at demokratiet i de allierede lande ikke engang formåede at arrangere konferencen i Stockholm. Angående de tyske socialdemokrater har jeg nylig talt med kammerat Goldenberg, en af vore delegerede i Stockholm, og han fik af repræsentanterne for yderste venstre den besked, at revolution i Tyskland var umulig under..... « Her begyndte afbrydelserne at komme tæt på hinanden, men Avilov fortsatte. »Ruslands isolation vil uvægerligt resultere enten i den russiske armés nederlag over for tyskerne og en studehandel mellem den østrigsk-tyske koalition og den fransk-britiske koalition på bekostning af Rusland - eller i en separatfred med Tyskland.« »Jeg har netop hørt, at de allierede ambassadører er klar til afrejse, og at Komiteen til Landets og Revolutionens Frelse er under dannelse i alle byer i Rusland.«. »Intet parti kan besejre disse enorme vanskeligheder. Kun folkets flertal kan, når det støtter en socialistisk koalitionsregering, fuldbyrde revolutionen..«.Han oplæste så en resolution fra de to grupper: »I betragtning af, at det for at redde revolutionens erobringer er uomgængeligt straks at danne en regering baseret på det revolutionære demokrati organiseret i Arbejdernes, Soldaternes og Bøndernes Sovjetter, i betragtning endvidere af, at denne regerings opgave er at opnå fred så hurtigt som muligt, at overdrage jorden til jordkomiteerne, at organisere kontrol med industriproduktionen og at indkalde den Konstituerende Forsamling på den fastsatte dag, - udpeger kongressen et forretningsudvalg, der skal udgøre en sådan regering efter overenskomst mellem de demokratiske grupper, der er deltagere i kongressen.« Hvor revolutionært begejstret den triumfbesjælede forsamling end var, havde Avibovs kølige, alsidige ræsonnement rystet dem. Henimod slutningen var råbene og pibekoncerterne døet hen, og da han sluttede, var der endda nogle, der klappede. Karelin talte efter ham, også en ung, frygtløs mand, hvis oprigtighed ingen tvivlede på, for de venstre-socialrevolutionære, Maria Spiridonovas parti, det parti, der næsten alene fulgte bolsjevikkerne, og som repræsenterede de revolutionære bønder. »Vort parti har afslået at indtræde i Folkekommissærernes Råd, fordi vi ikke ønsker for bestandig at bryde med den del af den revolutionære armé, der forlod kongressen, et brud, der ville gøre det umuligt for os at tjene som formidlere mellem bolsjevikkerne og de øvrige grupper inden for demokratiet.... Og det er vor principielle pligt i dette øjeblik. Vi kan ikke gå med i nogen regering, som ikke er en socialistisk koalitionsregering.... «. »Vi protesterer endvidere mod bolsjevikkernes tyranniske optræden. Vore kommissærer er blevet fordrevet fra deres poster. Vort eneste blad, Arbejdets Banner, blev forbudt i går...«. »Den centrale duma er ved at danne en stærk Komité til Revolutionens og Landets Frelse for at bekæmpe jer. I er allerede isolerede, og jeres regering har ikke støtte fra nogen anden demokratisk gruppe... «. Nu stod Trotskij på den høje talerstol, selvbevidst og dominerende, med det sarkastiske udtryk om munden, der næsten virkede som vrængende grimasse. Han talte med en fuldtonende stemme, og den store forsamling bøjede sig frem, lyttende. »Disse betragtninger omkring farerne for, at vort parti isoleres, er ikke nye. Lige før opstanden blev det også spået, at vi ville lide et skæbnesvangert nederlag. Alle og enhver var imod os, kun en gruppe socialrevolutionære til venstre gik sammen med os i den militære revolutionskomité. Hvordan kan det være, at vi var i stand til at vælte regeringen næsten uden blodsudgydelse. Den kendsgerning er det mest slående bevis for, at vi ikke var isolerede. Faktisk var den provisoriske regering isoleret, de demokratiske partier, som vender sig imod os, var isolerede, er isolerede, og er for bestandig afskåret fra proletariatet ! «. »Man taler om nødvendigheden af en koalition. Der er kun én koalition mulig - koalitionen af arbejderne, soldaterne og de fattigste bønder, og det er vort partis hæder, at det har hidført denne koalition. ... Hvad slags koalition mener Avilov ? En koalition med dem, der støttede forræderiets regering? En koalition vil ikke altid betyde større styrke. For eksempel, kunne vi have organiseret opstanden, hvis vi havde haft Dan og Avksentjev i vore rækker ?«. Brøl af latter. »Avksentjev gav ikke meget brød. Vil en koalition med krigsfortsætterne give mere ? Vi har valgt mellem bønderne og Avksentjev, der beordrede jordkomiteerne arresteret, og vi har valgt bønderne ! Vor revolution vil komme til at stå som den klassiske revolution i historien. ..« »Man anklager os for at tilbagevise en overenskomst med de øvrige demokratiske partier. Men er det os, der har skylden derfor ? Eller skal vi som Karelin sagde kaste skylden på en misforståelse ? Nej, kammerater. Når et parti midt i en revolutionstid, stadig omgivet af krudtrøg, kommer og siger: »Her er magten, tag den !« og de, der får den tilbudt, går over til fjenden, så er det ikke nogen misforståelse..., det er en erklæring om nådeløs krig. Og det er ikke os, der har erklæret den krig....«. »Avilov truer os med, at vore fredsbestræbelser vil slå fejl - hvis vi forbliver »isolerede«. Jeg gentager, at jeg ikke kan se, hvordan en koalition med Skobelev eller sågar med Terestjenko kan hjælpe os med at få fred. Avilov forsøger at skræmme os med truslen om en fred på vor bekostning. Og jeg svarer, at i hvert tilfælde, hvis Europa fortsat skal regeres af det imperialistiske bourgeoisi, vil det revolutionære Rusland uvægerligt være fortabt.... «. »Der er kun to alternativer: Enten kommer den russiske revolution til at skabe en revolutionær bevægelse i Europa, eller de europæiske magter vil ødelægge den russiske revolution !«. De hyldede ham med vældigt korsfarerbifald, opflammet over den dristige tanke: at gå i spidsen for menneskeheden. Og fra det øjeblik var der noget bevidst og besluttet over de revolutionære masser, i alle deres aktioner, noget der ikke forlod dem. Men også på den anden side var kampen ved at tage form. Kamenev måtte give ordet til en delegeret fra Jernbanefolkenes Forbund, en undersætsig mand med et hårdt, fjendtligt ansigt. Han kastede en bombe: »Som talsmand for den stærkeste organisation i Rusland forlanger jeg ret til at tale, og jeg siger jer: vort forbund har pålagt mig at gøre jer bekendt med sin beslutning vedrørende regeringsdannelsen. Vor hovedbestyrelse afslår absolut at støtte bolsjevikkerne, hvis de fremturer og isolerer sig fra hele demokratiet i Rusland ! «. Voldsom tumult i hele salen. »I 1905, og under Kornilovs kupforsøg, var jernbanefolkene de bedste forsvarere af revolutionen. Men I inviterede os ikke til jeres kongres... « Tilråb: »Det var den gamle ledelse, der ikke inviterede jer ! « Taleren ænsede ikke tilråbet. »Vi anerkender ikke denne kongres som lovligt indkaldt; siden mensjevikkerne og de socialrevolutionæres udvandring er den ikke beslutningsdygtig... Forbundet støtter den gamle ledelse og erklærer, at kongressen ikke har ret til at vælge en ny ledelse. . «. »Regeringen skal være socialistisk og revolutionær, ansvarlig over for det samlede revolutionære demokratis kompetente organer. Indtil der dannes en sådan regering, tager Jernbanefolkenes Forbund den stilling, at det nægter at transportere kontrarevolutionære tropper til Petrograd, men samtidig forbyder at udføre nogen ordre, medmindre forbundet har billiget den. Forbundet overtager altså alene den samlede administration af jernbanerne i Rusland.« Henimod slutningen kunne han knap høres gennem den rasende storm af skældsord, der slyngedes imod ham. Men det var et hårdt slag - det kunne læses i den alvor, der var over præsidiemedlemmernes ansigter. Kamenev svarede imidlertid blot, at der ikke kunne være nogen tvivl om kongressens lovlighed, eftersom den var endog mere repræsentativ, end den gamle ledelse havde forlangt - på trods af, at mensjevikkerne og de socialrevolutionære havde forladt den. Så kom afstemningen om regeringens sammensætning, og Folkekommissærernes Råd blev med enormt flertal indsat i sit embede...Valget af den nye ledelse (TsIK), det nye parlament for den russiske republik, tog knap et kvarter. Trotskij meddelte dens sammensætning: 100 medlemmer, deraf 70 bolsjevikker. Til bønderne og til de udvandrede grupper skulle der reserveres pladser. »Vi vil byde alle partier og grupper, der godkender vort program, velkommen i regeringen,« sluttede Trotskij. Og derpå blev den 2. landskongres af sovjetter sluttet og opløst, således at medlemmerne kunne skynde sig til deres hjem i alle egne af Rusland og fortælle om de store begivenheder... Klokken var næsten syv om morgenen, da vi vækkede de sovende vognstyrere og konduktører i de sporvogne, som Sporvejsfolkenes Forbund altid holdt parat ved Smolnyj for at køre sovjettens delegerede til deres bopæl. I den overfyldte vogn var der mindre ubunden lystighed end natten før, tænkte jeg. Mange så ængstelige ud, måske sagde de til sig selv: »Nu er vi herrer, hvordan kan vi føre vor vilje igennem ?« Ved vor karré blev vi standset i mørket af en væbnet patrulje af borgere og omhyggeligt visiteret. Dumaens proklamation var ved at sætte sit spor...Værtinden hørte os og kom sjokkende ud i en blegrød morgenkåbe. »Huskomiteen har igen forlangt, at De skal tage Deres tørn i vagttjenesten sammen med de andre mænd,« sagde hun. »Hvad er grunden til denne vagttjeneste ?« »Den skal beskytte huset og kvinderne og børnene.« »Mod hvem ?« »Mod røvere og mordere.« »Men sæt nu der kom en kommissær fra den militære revolutionskomité for at søge efter våben ?« »Åh, de vil alle sammen sige, de er kommissærer. Og hvad er for resten forskellen ?« Jeg forsikrede højtideligt, at den amerikanske konsul havde forbudt alle amerikanske borgere at bære våben især i nabolaget af russiske intellektuelle....

 Fredag den 9. november.  »Novotjerkassk, den 8. november. I betragtning af bolsjevikkernes revolte og deres forsøg på at afsætte den provisoriske regering og gribe magten i Petrograd..., erklærer kosakregeringen, at den betragter disse handlinger som forbrydelser og absolut utilstedelige. Følgelig vil kosakkerne yde al mulig bistand til den provisoriske regering, som er en koalitionsregering. På grund af disse omstændigheder, og indtil den provisoriske regering atter kommer til magten og ordenen genoprettes i Rusland, overtager jeg fra den 7. november al magt, forsåvidt angår Don-området. Undertegnet, Atarnan Kaiedin, Præsident for kosaktroppernes regering.« Befaling fra ministerpræsident Kerenskij, dateret i Gattjina: »Jeg, ministerpræsident for den provisoriske regering og øverstkommanderende over den russiske republiks samlede væbnede styrker, erklærer, at jeg står i spidsen for regimenter fra fronten, som er forblevet loyale over for fædrelandet. Jeg beordrer alle tropper i Petrograds militærdistrikt, der gennem fejltagelser eller dårskab har reageret på forrædernes appel til landet og revolutionen, til ufortøvet at vende tilbage til deres tjeneste. Denne ordre skal oplæses i alle regimenter, batailloner og kompagnier. Undertegnet: Ministerpræsident for den provisoriske regering og øverstkommanderende A. F. Kerenskij.« Telegram fra Kerenskij til den kommanderende general på nordfronten: »Byen Gattjina er blevet indtaget af loyale regimenter uden blodsudgydelse. Kronstadt-matroser og afdelinger af Semjonov- og Ismajlov-regimenterne afleverede deres våben uden modstand og sluttede sig til regeringstropperne. Jeg beordrer alle udpegede enheder til at avancere så hurtigt som muligt. Den militære revolutionskomité har beordret sine tropper til at trække sig tilbage..« Gattjina, ca. 30 km i sydvest, var faldet om natten. Tropper fra de to omtalte regimenter - ikke matroserne - var faktisk blevet omringet af kosakker, mens de vandrede om i nabolaget uden officerer, og havde afleveret deres våben, men det var ikke sandt, at de havde sluttet sig til regeringstropperne. Netop nu var de skarevis nået frem til Smolnyj, forvirrede og skamfulde, og forsøgte at forklare. De havde ikke troet, at kosakkerne var så nær.... De havde forsøgt at overtale kosakkerne...Øjensynlig var der den vildeste forvirring langs den revolutionære front. Garnisonerne i alle småbyerne sydpå var håbløst revnet i to bittert stridende grupper: de højere officerer var på Kerenskijs side, da noget stærkere ikke var at finde, og flertallet af de menige var med sovjetterne, resten svingede utilpas frem og tilbage. I en fart fik den militære revolutionskomité udnævnt en officer til at lede Petrograds forsvar, det blev en ærgerrig kaptajn fra hæren, Muravjov; den samme Muravjov havde tidligere på sommeren organiseret dødsbataillonerne, og man vidste om ham, at han engang havde givet regeringen følgende råd: »Regeringen er for overbærende mod bolsjevikkerne, de må udryddes.« En militært tænkende mand, der beundrede styrke og dristighed, måske oprigtigt .. Ved siden af min dør var der om morgenen, da jeg kom ned, opklæbet to nye ordrer fra den militære revolutionskomité. De gik ud på, at alle butikker og lagre skulle holde åbent som sædvanlig, og at alle ubeboede værelser og lejligheder skulle stilles til disposition for komiteen. I 36 timer havde bolsjevikkerne nu været afskåret fra de russiske provinser og fra verden udenfor. Jernbanemænd og telegrafister nægtede at sende deres budskaber, postbudene ville ikke røre deres post. Kun regeringens radiostation i Tsarskoje Selo sendte hver halve time meddelelser og manifester til alle fire verdenshjørner. Smolnyjs kommissærer og bydumaens kommissærer kørte om kap på iltogene den halve jord rundt, og to flyvemaskiner ladet med propaganda skyndte sig til fronten. Men opstandens spirende kim spredtes ud over Rusland med en hastighed, der overgik nogen menneskelig indsats. Helsingfors’ sovjet vedtog resolutioner om støtte, Kijevs bolsjevikker indtog arsenalet og telegrafstationen, for så at blive drevet ud af kosakkongressen, der tilfældigvis holdt møde der; i Kazan arresterede en militær revolutionskomité den lokale garnisonsstab og kommissæren for den provisoriske regering; fra det fjerne Krasnojarsk i Sibirien kom der nyheder om, at sovjetterne havde kontrollen med de kommunale institutioner; i Moskva, hvor situationen blev yderligere tilspidset ved en storstrejke af læderarbejdere på den ene side og en trussel om generallockout fra den anden side, havde sovjetterne med overvældende flertal vedtaget at støtte bolsjevikkernes aktion i Petrograd ... Der var allerede en militær revolutionskomité i funktion. Alle vegne skete det samme. De menige soldater og industriarbejderne støttede med meget stort flertal sovjetterne; officererne, officerseleverne og mellemklassen var i almindelighed på regeringens side - ligesom tilfældet var med de borgerlige konservative og de »moderate« socialistpartier. I alle disse byer opstod pludselig Komiteer til Landets og Revolutionens Frelse og begyndte at væbne sig til borgerkrig .. Det uhyre Rusland var i en tilstand af opløsning. Så langt tilbage som i 1905 var denne proces begyndt, marts-revolutionen havde blot fremskyndet den, og ganske vist havde den avlet en slags forløber for den nye samfundsorden, men den var endt i en simpel forevigelse af den hule struktur fra det gamle regime. Nu havde bolsjevikkerne imidlertid på en nat sønderknust denne struktur, spredt den som man blæser røg bort. Det gamle Rusland eksisterede ikke mere; menneskesamfundet flød smeltet sammen i skabelsestilstandens hede, og fra det brølende flammehav udsprang klassekampen, hård og ubarmhjertig - og den nye, skrøbelige, langsomt afkølede skorpe af en ny planet blev synlig. I Petrograd var 16 ministerier gået i strejke, ledet af arbejds- og forsyningsministerierne - de eneste to, der var blevet skabt af den fælles-socialistiske augustregering. Hvis mennesker nogen sinde har stået alene, så var det tilsyneladende denne »håndfuld bolsjevikker« den grå, isnende morgenstund, med alle storme fygende over sig. Med ryggen mod muren slog den militære revolutionskomité igen - for sit liv. »De l’audace, encore de l’audace, et toujoure de l’audace (dristighed og atter dristighed og bestandig dristighed). Klokken fem om morgenen trængte røde garder ind i byforvaltningens trykkeri, konfiskerede tusinder af eksemplarer af dumaens appel og protest og standsede det officielle byorgan, »Det kommunale selvstyres bulletin«. Alle borgerlige blade blev revet ud af trykpresserne, også den gamle TsIK’s blad Soldatens Røst - som imidlertid forandrede sit navn til Soldaterrøsten og udkom i en ny skikkelse i 100.000 eksemplarer, struttende af raseri og aggressivitet: »De mænd, som i nattens mørke indledte deres forræderkup, og som har standset aviserne, vil ikke ret længe kunne holde landet i uvidenhed. Landet vil få sandheden at vide ! Det vil vurdere jer efter fortjeneste, I herrer bolsjevikker! Vi vil få noget andet at se« . Da vi kom gående ned ad Nevskij lidt over middag fandt vi hele gaden foran duma-bygningen fyldt med mennesker. Her og der stod der røde garder og matroser, deres geværer havde påsatte bajonetter, hver mand var omringet af snese af mænd og kvinder - kontoristen, studenter, handlende, tjenestemænd - der truede med knyttede næver og skrålede fornærmelser og trusler. På fortovene stod drengespejdere og officerer og fordelte eksemplarer af Soldaterrøsten. En arbejder med rødt armbind og revolver i hånden stod rystende af vrede og nervøsitet midt i en fjendtlig hob ved foden af indgangstrappen og forlangte, at de skulle vise deres papirer frem. Noget lignende tror jeg ikke er sket tidligere i historien. På den ene side en håndfuld arbejdere og menige soldater, med våben i hånd, repræsentanter for en sejrrig opstand - og elendigt til mode; på den anden side en hysterisk hob, dannet af folk hvis ideal snarest var at flanere på strøggaderne, snerrende, skældende, hylende: »Forrædere! Provokatører! Terrorister!« Dørene blev bevogtet af studenter og officerer med hvide armbind med guldbogstaver, »Komiteen for den Offentlige Sikkerheds Milits«, og en halv snes spejderdrenge kom og gik. Oppe i forhallen var alt i bevægelse. Kaptajn Gomberg kom netop ned ad trapperne. »De vil opløse dumaen,« sagde han. »Den bolsjevikiske kommissær er i øjeblikket hos borgmesteren.« Da vi korn længere frem, mødte vi Rjazanov på vej ud. Han var kommet for at forlange, at dumaen skulle anerkende Folkekommissærernes Råd, men borgmesteren havde blankt afslået det. I kontorerne var der en stor skvaldrende skare, geskæftig, hylende, gestikulerende - regeringstjenestemænd, intellektuelle, journalister, fremmede korrespondenter, franske og britiske officerer... Stadsingeniøren pegede triumferende på dem: »Ambassaderne betragter nu dumaen som den eneste statsmagt,« forklarede han. »Hvad angår disse bolsjevikiske mordere og røvere er det kun et spørgsmål om timer. Hele Rusland samler sig om os... « I Aleksander-salen holdtes der et kæmpemøde af Frelse-komiteen. Filippovskij var dirigent, Skobelev stod på talerstolen og berettede under vældigt bifald om nye tilslutninger til komiteen: Bondesovjetternes landsledelse, den gamle TsIK, den centrale hærkomité, den centrale flådekomité, mensjevikiske, socialrevolutionære og frontgruppedelegerede fra sovjetkongressen, de mensjevikiske, socialrevolutionære og folkesocialistiske partiers hovedledelser, Jedinstvo-gruppon, Bondeunionen, kooperativer, distriktsråd, byråd, Post- og Telegraffagforbundet, Jernbanefolkenes Forbund, den Russiske Republiks Råd, Forbundenes Forbund, arbejdsgiverforeningen ...»Sovjetregeringen er ikke en demokratisk regering, men et diktatur, og ikke et diktatur af proletariatet, men mod proletariatet. Alle, der føler eller kan føle revolutionær entusiasme, må nu slutte op om revolutionens forsvar. Øjeblikkets problem er ikke alene at gøre harmløse og uansvarlige demagoger uskadelige, men at bekæmpe kontrarevolutionen... Hvis rygterne taler sandt, at visse generaler i provinserne forsøger at udnytte situationen og vil marchere mod Petrograd med andre planer, er det kun endnu et bevis på, at vi må have oprettet en solid basis, en demokratisk regering. Ellers vil kvaler fra højre følge ovenpå kvalerne fra venstre. Petrograds garnison kan ikke forblive ligegyldig, når man arresterer borgere, der køber Soldatens Røst, og avisdrenge, der sælger Arbejderbladet på gaderne.. »Resolutionernes tid er forbi ... Lad dem, der ikke længere tror på revolutionen, trække sig tilbage... For at etablere en forenet regeringsmagt, må vi genrejse revolutionens prestige . .« »Lad os sværge, at enten bliver revolutionen reddet, eller vi vil gå i døden! « Salen rejste sig, hurraråbende, med lysende øjne. Der var ikke én proletar i syne noget sted... Så talte Weinstein: »Vi må bevare roen og ikke handle, før den offentlige mening er fast grupperet til støtte for Frelse-komiteen så kan vi gå fra forsvar til aktion !«. Jernbaneforbundets repræsentant meddelte, at hans organisation var ved at tage initiativ til dannelse af en ny regering, og at dets delegerede nu førte forhandlinger med Smolnyj derom .. Der fulgte en hidsig diskussion: Skulle bolsjevikkerne have pladser i den nye regering ? Martov talte for: Når alt kom til alt, sagde han, repræsenterede de et betydeligt politisk parti. Meningerne herom var meget delte, mensjevikker og socialrevolutionære fra højre fløj gik ligesom folkesocialisterne, kooperationsfolkene og de borgerlige elementer meget forbitret imod.. »De har forrådt Rusland,« sagde en taler. »De har påbegyndt en borgerkrig og åbnet fronten for tyskerne. Bolsjevikkerne må slås ned med hård hånd. . « .Skobelev var tilhænger af at udelukke både bolsjevikker og konservative kadetter. Vi kom i snak med en ung socialrevolutionær, der var udvandret fra den fordums »Demokratiske Konference« sammen med bolsjevikkerne, den nat da Tsereteli og de øvrige »kompromismagere« tvang det russiske demokrati ind i koalitionen med kapitalisterne. »De her ?« sagde jeg til ham. Hans øjne lynede. »Ja !« råbte han. »Jeg forlod kongressen sammen med mit parti onsdag nat. Jeg har ikke gennem tyve år sat mit liv på spil for nu at bøje mig for de Uvidendes Tyranni. Deres metoder er utålelige. Men de har gjort regning uden bønderne... Når bønderne går til aktion, bliver der gjort kort proces med dem.«. »Men bønderne - vil de gå til aktion ? Tilfredsstiller dekretet om jorden ikke bønderne ? Hvad kan de ønske sig mere ?«. »Åh, dekretet om jorden !« sagde han fnysende. »Véd De, hvad dekretet om jorden egentlig er ? Det er vort dekret, det er det socialrevolutionære program, slet og ret ! Mit parti har udformet den politik, efter meget omhyggelig sammenstilling af bøndernes egne ønsker. Det er en hån.. .«. »Men hvis det er jeres politik, hvorfor gør I så indvendinger ? Hvis det er bøndernes ønsker, vil de så modsætte sig det ?«. »Det forstår De ikke ! Ser De ikke, at bønderne øjeblikkelig vil være klar over, at det er et trick, at disse voldsmænd har stjålet det socialrevolutionære program ?«. Jeg spurgte, om det var rigtigt, at Kaledin var på march mod nord. Han nikkede og gned sine hænder med en slags bitter tilfredshed. »Ja. Nu ser De, hvad disse bolsjevikker har anrettet. De har rejst kontrarevolutionen imod os. Revolutionen er fortabt. Revolutionen er fortabt.« »Men vil De ikke forsvare revolutionen ?« »Naturligvis vil vi det, til vor sidste blodsdråbe. Men vi vil ikke på nogen måde samarbejde med bolsjevikkerne...«. »Men hvis Kaledin kommer til Petrograd, og bolsjevikkerne forsvarer byen - vil I så ikke gå sammen med dem ?«. »Naturligvis ikke. Vi vil også forsvare byen, men vi vil ikke støtte bolsjevikkerne. Kaledin er revolutionens fjende, men bolsjevikkerne er det også.«. »Hvad foretrækker De - Kaledin eller bolsjevikkerne ?«. »Sådan kan man ikke stille spørgsmålet !« udbrød han utålmodigt. »Jeg siger Dem, revolutionen er fortabt. Og det er bolsjevikkerne, der bærer skylden. Men hør - hvorfor skal vi tale på den måde ? Kerenskij kommer snart... I overmorgen går vi til offensiv... Smolnyj har allerede sendt delegerede med opfordring til os om at danne en ny regering. Men vi har dem i saksen nu - de er absolut hjælpeløse... Vi vil ikke samarbejde med dem...«. Udenfor lød der et skud. Vi løb hen til vinduerne. En rødgarder var sluttelig blevet rasende over hobens skældsord og havde fyret ind i den og såret en lille pige i armen. Vi kunne se, at hun blev løftet ind i en droske, omgivet af en ophidset klynge mennesker, hvis skingrende stemmer skar igennem til os. Mens vi stod og så på, viste der sig pludselig en panserbil på hjørnet af Mihajlovskij, med skydevåben svingende frem og tilbage. Hoben begyndte øjeblikkelig at løbe, sådan som Petrograd-opløb plejer at gøre, eller at falde ned og ligge stille på gaden, klemt ind til fortovskanten, eller sammenpakkede bag telefonpæle. Vognen rullede op til dumaens trappe, og en mand stak hovedet ud af tårnet og forlangte at få stablen af Soldaterrøsten udleveret. Spejderdrengene peb og smuttede ind i bygningen. Et øjeblik efter svingede bilen opgivende rundt op ad Nevskij, mens nogle hundrede mænd og kvinder samlede sig op og begyndte at banke støvet af deres tøj ...Indenfor var der en kaotisk løben rundt af folk med favnen fuld af Soldaterrøsten, på udkig efter gemmesteder ...En journalist kom løbende ind i rummet og svingede med et stykke papir. »Her er en proklamation fra Krasnov !« råbte han. Alle stimlede sammen om ham. »Se at få den trykt, i en fart, og så rundt til kasernerne med den !«.  »Efter befaling af den øverstkommanderende er jeg udnævnt til chef for tropperne omkring Petrograd. Borgere, soldater, tapre kosakker fra Don, fra Kuban, fra Transbaikal, fra Amur, fra Jenissej, til alle jer, der er forblevet trofaste mod jeres ed, retter jeg denne appel; til alle jer, der har svoret at bevare jeres ed som kosakker uden plet og lyde - retter jeg den opfordring at redde Petrograd fra anarki, fra sult, fra tyranni, og at redde Rusland fra den uafvaskelige skam, som en håndfuld uvidende mænd, købt af kejser Wilhelms guld, forsøger at bringe over vort land. Den provisoriske regering, som I svor troskab i de store martsdage, er ikke styrtet, men med vold tvunget bort fra den bygning, hvor den holdt sine møder. Regeringen, der støttes af frontarmeerne, som er tro mod deres pligt, af kosakkernes råd, som har forenet alle kosakker under sin kommando, og som ud fra sine rækkers høje moral og i overensstemmelse med det russiske folks vilje har svoret at tjene deres land som dets forfædre tjente landet i de mørke tider i 1612, da kosakkerne fra Don befriede Moskva, der var truet af svenskere, polakker og litauere. Jeres regering består stadig....Den aktive hær betragter disse forbrydelser med afsky og foragt. Deres hærværk og plyndring, deres forbrydelser, den tyske mentalitet, med hvilken de betragter Rusland - der er slået til jorden, men ikke har overgivet sig - har fjernet dem fra hele folket. Borgere, soldater, tapre kosakker fra Petrograds garnison, send jeres delegerede til mig, således at jeg kan vide, hvem der er forrædere mod deres land og hvem ikke, og således at der ikke bliver udgydt uskyldigt blod.«. Næsten i samme øjeblik gik der besked fra gruppe til gruppe, at bygningen var blevet omringet af røde garder. En officer kom ind, om hans ene arm var der rødt armbind, og han forlangte at få borgmesteren i tale. Nogle minutter efter forlod han bygningen, og gamle Schreider kom ud af sit kontor, skiftevis rød og bleg. »Ekstraordinært møde i dumaen ! Straks !« råbte han. I den store sal blev forhandlingerne standset. »Alle medlemmer af dumaen til ekstraordinært møde !«. »Hvad drejer det sig om ?«. »Jeg véd det ikke - de vil arrestere os - de vil opløse dumaen - de arresterer medlemmerne ved udgangen -,« sådan lød de ophidsede kommentarer. I Nikolaj-salen var det svært at finde en ståplads. Borgmesteren meddelte, at tropper var opstillet ved alle døre, hvor de forhindrede indgang og udgang, og at en kommissær havde truet med at arrestere og opløse bydumaen. En flom af høj stemte taler fra medlemmerne, ja selv fra tilhørergallerierne, var reaktionen. Den frit valgte byregering kunne ikke opløses af nogen myndighed, borgmesterens og medlemmernes personer var ukrænkelige, tyrannerne, provokatørerne, de tyske agenter ville aldrig blive anerkendt; og hvad truslerne om at opløse os angår, så lad dem bare prøve - kun over vore døde legemer vil de kunne betræde denne sal, hvor vi som fordum romerske senatorer med værdighed afventer barbarernes komme...En resolution - for at informere dumaerne og amtsrådene i hele Rusland pr. telegraf. En resolution - at det var umuligt for borgmesteren eller dumaens formand at have forbindelse med repræsentanter for den militære revolutionskomité eller det såkaldte Folkekommissærernes Råd. En resolution - for at rette endnu en appel til Petrograds befolkning om at gå til forsvar af deres valgte byregering. En resolution - om at forblive permanent samlede...I mellemtiden var der kommet et medlem ind med den oplysning, at han havde ringet til Smolnyj, og at den militære revolutionskomité sagde, at der ikke var udstedt nogen ordre til at omringe dumaen, og at tropperne ville blive trukket tilbage...Da vi gik ned ad trapperne, brasede Rjazanov ind gennem yderdøren, stærkt ophidset. »Vil I nu opløse dumaen ?« spurgte jeg. »Vorherre bevares, nej,« svarede han. »Det hele er en misforståelse. Jeg fortalte borgmesteren i morges, at dumaen ikke ville blive antastet...« . Ude på Nevskij-boulevarden i det tiltagende tusmørke kom en lang dobbelt række cyklister kørende, med geværer over skuldrene. De standsede, og folkemængden pressede ind omkring dem og overøste dem med spørgsmål. »Hvem er I ? Hvor kommer I fra ?« spurgte en fed gammel mand med cigar i munden. »Tolvte armé. Fra fronten. Vi kommer for at støtte sovjetterne mod det forbandede bourgeoisi !«. »Ah! « lød de rasende udbrud. »Bolsjevikiske gendarmer ! Bolsjevikiske kosakker !«. En lille officer i læderjakke kom løbende ned ad trapperne. »Garnisonen er ved at skifte sind,« hviskede han i øret på mig. »Det er begyndelsen til enden for bolsjevikkerne. Vil De hen og se, hvordan flodbølgen vender ? Så kom !«. Han satte i småtrav op ad Mihajlovskij, og vi fulgte. »Hvilket regiment er det ?«. »Pansertropperne.. .« Det lød virkelig som om noget alvorligt var i gære. Pansertropperne havde nøglen til situationen, den der kontrollerede pansertropperne, kontrollerede byen. »Kommissærerne fra Frelse-komiteen og bydumaen har været henne og talt for dem. De holder møde nu for at tage stilling..«. »Tage stilling til hvad ? Hvilken side de vil slås på ?«. »Nej, nej. Det er ikke den måde, det skal gøres på. De vil aldrig slås mod bolsjevikkerne. De vil stemme for at holde sig neutrale - og så vil officerseleverne og kosakkerne ... «. Døren til den store Mihajlovskij rideskole gabede som et stort sort hul. To skildvagter prøvede at standse os, men vi fejede hastigt forbi dem, uden at ænse deres vrede karakteristik af os. Indenfor var der kun en enkelt buelampe, der lyste svagt, højt oppe under loftet i den enorme hal, hvis højtsiddende pilastre og rækker af vinduer svandt bort i dunkelheden. Omkring os sås parkerede panservogne, der lignede uklart tegnede uhyrer. En af dem stod for sig i midten af hallen, under buelampen, og omkring den var der samlet totusind soldater i lyse khaki-uniformer, de forsvandt næsten i den kejserlige bygnings umådelighed. En halv snes mænd, officerer, formænd for soldaterkomiteer og talere stod tæt klemt sammen på vognens tag, og fra tårnet midtpå talte en soldat. Det var Hanjunov, der havde været præsident for den forgangne sommers landskongres af pansertropper. Han var en velbygget, smuk mand i læderkappe med løjtnantsepauletter og talte dygtigt for neutralitet. »Det er forfærdende,« sagde han, »hvis russere skal dræbe deres russiske brødre. Der må ikke komme borgerkrig mellem soldater, der har stået skulder ved skulder mod tsaren og besejret fjenden i slag, der vil mindes i historien ! Hvad har vi soldater at gøre med spektaklerne mellem de politiske partier ? Jeg vil ikke have jer til at tro, at den provisoriske regering var en demokratisk regering, vi ønsker ingen koalition med bourgeoisiet, nej. Men vi må have en regering af det forenede demokrati, eller Rusland er fortabt ! Med en sådan regering vil der ikke være nogen anledning til borgerkrig og til broderdrab !«. Det lød forstandigt - den store hal svarede med ekkoet af håndklap og tilråb. En soldat klatrede op, hans ansigt var blegt og furet. »Kammerater!« råbte han. »Jeg kommer fra den rumænske front, for at indprente jer alle den ting, at der må sluttes fred! Fred med det samme ! Hvem som helst, der kan give os fred, bolsjevikkerne eller en ny regering, dem vil vi følge. Fred ! Vi ved fronten kan ikke kæmpe længere. Vi kan ikke kæmpe, hverken mod tyskere eller mod russere ... « Dermed sprang han ned, og en uklar, forpint lyd udgik fra hele den bølgende masse, der blev grebet af noget, der lignede raseri, da den følgende taler, en mensjevikisk krigsfortsætter, forsøgte at sige, at krigen måtte fortsætte, indtil de allierede havde sejret. »Du taler ligesom Kerenskij !« skreg en barsk røst. En duma-delegeret kom op, - for neutralitet. Hans ord lyttede de til, men utilpas mumlende, han føltes ikke som en af deres egne. Aldrig har jeg set mænd, der prøvede så hårdt at finde ud af sagen, at bestemme sig. De rørte sig ikke af pletten, de stod og stirrede med en vis frygtelig opslugthed af taleren, deres bryn trak sig sammen under tankeanstrengelsen, sveden stod dem på panden, kæmper af mænd med uskyldigt klare barneøjne og ansigter som krigere i heltesagn. Nu var det en bolsjevik der talte, en af deres egne folk, voldsom, fyldt af had. De syntes ikke bedre om ham end om den anden. Det var ikke deres sindsstemning. I øjeblikket var de løftet ud over almindelige tankers almindelige løb, de tænkte i begreber som Rusland, socialisme, verden, som om det afhang af dem, om revolutionen skulle leve eller dø ... Taler fulgte på taler, diskuterende under spændt stilhed, eller bifaldsbrøl, eller vredesudbrud: skal vi rykke ud eller lade være? Hanjunov vendte tilbage, overtalende og medfølende. Men var han ikke selv officer, og krigsfortsætter, hvor meget han end talte om fred ? Så kom en arbejdsmand fra Vasilij-øen, men ham hilste de med ordene: »Kan du da give os fred, arbejdsmand ?«. Nær ved os dannede nogle mænd, mange af dem officerer, en slags klakørkorps for at bakke fortalerne for neutralitet op. De blev ved at hyle: »Hanjunov! Hanjunov !« og peb fornærmende i fingrene, når en bolsjevik forsøgte at komme til orde. Pludselig begyndte mændene og officererne på vognens tag at diskutere noget med iver og mange fagter. Tilhørerne begyndte at råbe for at få at vide, hvad der var løs, og hele den store masse svajede og drejede. En soldat, som en officer forsøgte at holde tilbage, vristede sig løs og løftede sin arm: »Kammerater!« råbte han. »Kammerat Krylenko er her og vil gerne tale til os«. En eksplosion af hurraråb, piben og hyl mødte ham: »Ja kom med ham ! Kom med ham ! Ned med ham !« og alt imens kravlede folkekommissæren for militære anliggender op på siden af vognen hjulpet af hænder ovenover og bagved, skubbet og halet alle vegne fra. Da han rettede sig op, ventede han et øjeblik og gik så frem over køleren, satte hænderne i hoften og så sig smilende om, - en lavstammet, firskåren mand, barhovedet, uden kendetegn på uniformen. Klakørerne nær mig blev ved med en ildevarslende hujen: »Hanjunov ! Vi vil høre Hanjunov ! Ned med ham ! Hold kæft ! Ned med forræderen !«. Hele rummet spruttede og sydede. Så begyndte forsamlingen at røre på sig, som en lavine med retning mod os brød store mørkt udseende mænd sig vej igennem. »Hvem er det, der forstyrrer vores møde ?« råbte de. »Hvem er det, der står her og hujer ?«. Det var ikke fløjlshandsker klakørerne fik at føle, de røg til alle sider og nåede ikke at samle sig igen. »Kammerater soldater !« begyndte Krylenko, med en stemme hæs af udmattelse. Jeg kan ikke holde nogen god tale for jer, det er jeg ked af, men jeg har ikke været i seng de sidste fire nætter ... Jeg behøver ikke at fortælle jer, at jeg er soldat. Jeg behøver ikke at fortælle jer, at jeg vil have fred. Hvad jeg så kan sige er, at bolsjevikkernes parti, der har fået tilslutning i arbejdernes og bøndernes revolution, ved hjælp fra jer og fra alle de andre brave kammerater, som for bestandig har omstyrtet det blodtørstige bourgeoisis magt, har lovet at foreslå alle nationer fred, og det er allerede blevet gjort i dag ! «. Bifaldstumult. »Nogen foreslår jer, at I skal stå neutrale -, mens officerseleverne og dødsbataillonerne, som aldrig er neutrale, skyder os ned ude på gaderne og henter Kerenskij tilbage til Petrograd - eller måske en anden fra den samme bande. Kaledin er på march fra Don. Kerenskij er på vej fra fronten. Kornilov er ved at rejse Tehinerne for at gøre kupforsøget fra august om. Alle de her mensjevikker og socialrevolutionære, som nu beder jer forhindre borgerkrig, den borgerkrig der har varet ved siden juli, og hvor de konstant har stået på bourgeoisiets side, ligesom de gør nu - hvordan har de kunnet holde sig ved magten, på anden måde end ved borgerkrig ?«. »Hvordan kan jeg overtale jer, hvis I har bestemt jer ? Spørgsmålet er meget simpelt. På den ene side står Kerenskij, Kaledin, Kornilov, mensjevikkerne, de socialrevolutionære, de konservative, dumaen, officererne ... De fortæller os, at deres hensigter er de bedste. På den anden side står arbejderne, soldaterne og matroserne, og de fattigste bønder. Regeringen er i jeres hænder. I er herrer over den. Det store Rusland tilhører jer. Vil I levere det tilbage ?«. Mens han talte, holdt han sig med åbenbar viljeanspændelse oprejst, og i talens løb brød efterhånden den dybe oprigtige følelse bag ordene frem gennem den trætte røst. Henimod slutningen vaklede han, på nippet til at falde, hundrede hænder raktes op for at hjælpe ham ned, og hallens store dunkle rum sendte en brænding af lyd ned over ham. Hanjunov forsøgte igen at tale, men blev overdøvet af råb: »Afstemning ! Afstemning !«. Til sidst gav han op og oplæste et resolutionsforslag: at pansertropperne skulle trække deres repræsentant tilbage fra den militære revolutionskomité og erklære sig neutrale i den nuværende borgerkrig. Alle ja-stemmer skulle stille sig op til højre, alle nej-stemmer til venstre. Der blev et øjebliks tøven, en tavs afventen, og så begyndte skaren hurtigere og hurtigere og snublende over hinanden at strømme til venstre, hundreder af store soldater i kompakt masse stormede i det svage lys hen over cementgulvet... Nær os strandede et halvt hundrede mand, stædige jastemmer, og da så taget højt oppe begyndte at ryste under chokket af sejrsbrølet gjorde de omkring og marcherede hurtigt ud af bygningen - og nogle af dem ud af revolutionen. Man må forestille sig, at denne kamp blev repeteret i hver eneste kaserne i byen, distriktet, ved fronten, i hele Rusland. Man må forestille sig de søvnløse Krylenko’er med et opmærksomt øje på regimenterne, på færde fra sted til sted, argumenterende, truende, indladende. Og så må man forestille sig det samme i hver eneste lokal fagforening, i fabrikkerne, i landsbyerne, på krigsskibene i den vidtspredte russiske flåde, og tænke på de hundredtusinder af russere med blikket stift hæftet på talerne ud over det vældige land, arbejdere, bønder, soldater, matroser, der forsøgte så ihærdigt at forstå og at træffe et valg, og som tænkte så intenst - og sluttelig bestemte sig så endrægtigt. Sådan var den russiske revolution...Inde i Smolnyj lå det nye Folkekommissærernes Råd ikke på den lade side. Det første dekret var allerede i trykpressen, det skulle samme nat spredes i tusindvis gennem byens gader og sendes i pakker med hvert tog mod syd og øst: »Som den Russiske Republiks regering, valgt af landskongressen af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter med deltagelse af bonderepræsentanter, udsteder Folkekommissærernes Råd følgende dekret: Valgene til den Konstituerende Forsamling skal finde sted på den fastsatte dato, den 12. november. Alle valgbestyrelser, lokale selvstyreorganer, sovjetter af arbejder-, soldater- og bondedeputerede og soldaterorganisationer ved fronten skal gøre alt for at sikre frie og regulære valg på den fastsatte dato. Som repræsentant for den Russiske Republiks regering: Formanden for Folkekommissærernes Råd, Vladimir Uljanov Lenin«. Inde i sit palads var dumaen i fuld aktivitet. Et medlem af Republikkens Råd stod og talte, da vi kom ind: rådet - sagde han - betragtede sig aldeles ikke som opløst, men blot som ude af stand til at fortsætte sine anstrengelser indtil det fandt et nyt mødelokale, og i mellemtiden havde rådets ældstekomité besluttet at indtræde samlet i Frelse-komiteen ... I parentes bemærket er det den sidste gang historien omtaler den Russiske Republiks Råd

Så fulgte den sædvanlige række af delegerede fra ministerierne, fra jernbaneforbundet, fra post- og telegrafforbundet, som for hundredeogtiende gang gentog deres faste vilje til ikke at arbejde for de bolsjevikiske kupmænd. En officerselev, som havde været med i Vinterpaladset, fortalte en stærkt koloreret historie om sin egen og kammeraternes heltemod og om de røde garders skammelige opførsel - og forsamlingen slugte det hele. Nogen oplæste en beretning fra det socialrevolutionære blad Folket, som konstaterede, at skade for fem hundrede millioner rubler var sket i Vinterpaladset, og med masser af detailler om plyndring og hærværk. Fra tid til anden kom der kurerer med telefonbesked om nyheder. De fire socialrevolutionære ministre var blevet løsladt fra fængslet. Krylenko var taget til Peter-Pauls fæstningen for at fortælle admiral Verderevskij, at marineministeriet var forladt af personalet, og bede ham for Ruslands skyld genoptage arbejdet under ledelse af Folkekommissærernes Råd, og den gamle sømand havde samtykket ... Kerenskij var under fremrykning nordpå fra Gattjina, de bolsjevikiske garnisoner trak sig tilbage foran ham. Smolnyj havde udstedt et nyt dekret, der gav bydumaen større myndighed til at ordne levnedsmiddelforsyningerne. Denne sidste fornærmelse vakte et sandt raseri. Denne Lenin, kupmanden, tyrannen, hvis kommissærer havde beslaglagt byens garager og trængt sig ind i byens varehuse, han blandede sig nu i forsyningskomiteerne og levnedsmiddelfordelingen - han formastede sig til at fastsætte grænser for den frie, uafhængige, autonome byregerings myndighed! Et medlem fægtede med sin knyttede næve og stillede forslag om at indstille fødevareleverancerne fra byens lagre, hvis bolsjevikkerne vovede at blande sig i forsyningskomiteerne ... En anden, der repræsenterede den Specielle Forsyningskomité, rapporterede, at levnedsmiddelsituationen var meget alvorlig, og forlangte, at der skulle sendes folk ud for at fremskynde levnedsmiddeltogenes ankomst. Dedonenko forkyndte dramatisk, at garnisonen vaklede. Semjonov-regimentet havde allerede besluttet at stille sig under kommando af det socialrevolutionære parti, og besætningerne på torpedobådene på Neva vidste ikke, hvad de ville. Syv medlemmer blev straks udpeget til at fortsætte propagandaen ...Da trådte den gamle borgmester op på talerstolen: »Kammerater og borgere ! Jeg har netop erfaret, at fangerne i Peter-Paul er i fare. Fjorten officerselever fra Pavlovsk-skolen er blevet klædt af og underkastet tortur af de bolsjevikiske vogtere. En af dem er blevet sindssyg. De truer med at lynche ministrene! « Der opstod en hvirvelvind af indignation og rædsel, som kun blev voldsommere, da en lille kvinde klædt i gråt forlangte ordet. Hendes metalliske stemme skar igennem. Det var Vera Slutskaja, en veteran blandt de revolutionære, og bolsjevikisk medlem af dumaen. »Det er en løgn, en provokation !« sagde hun, uden at ænse flommen af skældsord. »Arbejdernes og bøndernes regering, som har afskaffet dødsstraffen, kan ikke tillade sådanne handlinger. Vi forlanger, at denne historie bliver undersøgt, med det samme, og hvis der er nogen som helst sandhed i den, vil regeringen træffe energiske foranstaltninger! «. En kommission sammensat af medlemmer fra alle partier blev øjeblikkelig nedsat, og sammen med borgmesteren blev den sendt til Peter-Paul for at undersøge sagen. Da vi fulgte dem ud, var dumaen ved at udpege endnu en kommission, der skulle møde Kerenskij - for  at forsøge at undgå blodsudgydelse, når han marcherede ind i hovedstaden. Det var midnat, da vi bluffede os forbi vagterne ved fæstningsporten og gik fremad under det svage skær af elektriske lygter med stor afstand imellem, langs den kirke, hvor tsarernes grave ligger, under det slanke gyldne spir og klokkerne, som i måneder fortsatte at spille hymnen Gud bevare tsaren, hver middag ... stedet var øde, i de fleste vinduer var der ikke lys. Af og til stødte vi sammen med en vatteret figur, der stumlede af sted i mørket og besvarede spørgsmål med det sædvanlige: Ja ne znaju, det ved jeg ikke. Til venstre ragede den lave mørke silhouet af Trubetskoj-bastionen frem, den levende grav, hvor så mange af frihedens martyrer mistede deres liv eller deres forstand i tsarens dage, hvor den provisoriske regering derpå havde indespærret tsarens ministre, og hvor nu bolsjevikkerne havde indespærret den provisoriske regerings ministre. En venlig matros førte os hen til kommandantens kontor, i et lille hus nær Møntbygningen. Nogle rødgardere, matroser og soldater sad rundt ved alle vægge i et hedt værelse fyldt med røg, en samovar dampede livligt. De hilste på os med stor hjertelighed og bød på te. Kommandanten var ikke til stede, han var, sagde de, ved at ledsage en kommission af »sabotører« fra by-dumaen, som påstod, at officerseleverne var blevet myrdet hele bundtet. Det syntes at more dem enormt. Ude til siden sad en lille skaldet mand, hvis ansigt så ud til at være hærget af udsvævelser, han var i dyr pels og sad og bed sig i overskægget og stirrede rundt som en rotte i et hjørne. Han var lige blevet arresteret. Nogen sagde med et ligegyldigt sideblik, at han havde været minister eller sådan noget ... Den lille mand syntes ikke at høre det, han var øjensynlig skrækslagen, skønt værelsets indvånere ikke viste nogen som helst fjendtlighed imod ham. Jeg gik hen til ham og tiltalte ham på fransk. »Grev Tolstoj,« svarede han med et stift buk. »Jeg forstår ikke, hvorfor jeg er blevet arresteret. Jeg var ved at krydse Troitskij-broen på vej hjem, da to af disse - disse her personer standsede mig. Jeg var den provisoriske regerings kommissær ved generalstaben, men aldeles ikke medlem af regeringen ...»Lad ham gå,« sagde en matros. »Han gør ingen fortræd...« »Nej,« mente den soldat, der var kommet med fangen. »Vi må spørge kommandanten.«. »Ah, kommandanten,« snerrede matrosen. »Hvad har du lavet en revolution for ? For stadigvæk at rette dig efter officerer ?«. En fænrik fra Pavlovsk-regimentet gav sig til at fortælle, hvordan opstanden begyndte: »Regimentet gjorde tjeneste ved generalstaben natten til den 6. Nogle af kammeraterne og jeg havde vagt. Ivan Pavlovitj og en til - jeg husker ikke hans navn - vel, de skjulte sig bag gardinerne i det rum, hvor staben skulle holde møde, og dér hørte de mange forskellige ting. F.eks. hørte de ordrer til at hente Gattjinas officerselever til Petrograd om natten, og en ordre til kosakkerne om at gøre klar til afmarch om morgenen ... De vigtigste punkter i byen skulle besættes før det blev lyst. Så var der det med at hæve broerne. Men da de begyndte at snakke om at omringe Smolnyj, kunne Ivan Pavlovitj ikke holde det ud længere. I det øjeblik var der mange der kom og gik, så han smuttede ud og kom ned til vagtlokalet og lod den anden kammerat om at opsnappe, hvad han kunne. Jeg var allerede mistænksom, noget var i gære. Biler fulde af officerer kom hele tiden, og alle ministrene var der. Ivan Pavlovitj fortalte mig, hvad han havde hørt. Det var ved halvtretiden om natten. Regimentskomiteens sekretær var der, så vi fortalte ham det og spurgte, hvad vi skulle gøre. »Arrester enhver der kommer og enhver der går ! « siger han. Så begyndte vi at gøre det. I løbet af en times tid havde vi nogle officerer og et par ministre, som vi sendte direkte op til Smolnyj. Men den militære revolutionskomité var ikke parat, de vidste ikke, hvad de skulle gøre, og der kom snart en ordre tilbage til os, at vi skulle lade alle gå og ikke arrestere nogen. Vel, vi løb hele vejen til Smolnyj, og vi talte i en time, før de endelig indså, at det her var krig. Klokken var fem, da vi kom tilbage til staben, og da var de fleste væk. Men vi fik nogle stykker, og garnisonen var på march, alle mand ... «. En rødgarder fra Vasilij-øen beskrev meget detailleret, hvad der var sket i hans distrikt på opstandens store dag. »Vi havde ingen maskingeværer derovre,« sagde han leende, »og vi kunne ingen få fra Smolnyj. Kammerat Zalkind, som var medlem af kvarter-dumaens kontor, kom pludselig i tanker om, at der i et mødelokale lå et maskingevær, der var blevet erobret fra tyskerne. Han og jeg og en kammerat til gik derhen. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære holdt netop møde. Nå, vi åbnede døren og gik lige på dem, som de sad dér rundt om bordet - en tolv-femten stykker, og vi var tre. Da de så os, holdt de op at tale og stirrede bare. Vi gik tværs igennem værelset, fik maskingeværet løs, kammerat Zalkind tog en del, jeg en anden, vi lagde dem på skulderen og gik - og ikke én af dem sagde et ord ! »Véd De, hvordan Vinterpaladset blev taget ?« spurgte en tredje, en matros. »Hen ved ellevetiden fandt vi ud af, at der ikke var flere officerselever på Neva-siden. Derfor sprængte vi dørene og søgte en efter en eller i små hold op ad trapperne. Da vi kom op oven for trappen, blev vi standset af officerselever, og de tog vores geværer fra os. Vores folk blev ved at komme, lidt efter lidt, indtil vi var de fleste. Så vendte vi bøtten og tog officerselevernes geværer... « I det øjeblik kom kommandanten ind - en frisk type, en ung underofficer, hans ene arm var bundet op, under øjnene var der dybe ringe af søvnløshed. Hans øjne faldt først på fangen, der straks begyndte at forklare. »Nå, nå,« afbrød den anden, »De var en af dem. i komiteen, der ikke ville overgive staben til os onsdag eftermiddag. Vi har alligevel ingen brug for Dem, borger. Undskyld«. Han åbnede døren og viste med en håndbevægelse grev Tolstoj ud. Nogen af de andre, især rødgarderen, mumlede protesterende, men matrosen sagde stolt: »Sagde jeg det ikke nok ?« Kommandanten vendte sig nu til to soldater. De var af fæstningens garnison blev valgt til at fremsætte en protest. De sagde, at fangerne fik den samme mad som vagterne, og der var ikke nok til, at alle kunne blive mætte. »Hvorfor skal kontrarevolutionære behandles så godt ?«. »Vi er revolutionære, kammerater, ikke banditter,« svarede kommandanten. Han vendte sig imod os. Vi forklarede, at der gik rygter om, at officerseleverne blev underkastet tortur, og at ministrenes liv var i fare. Kunne vi måske få adgang til fangerne, så at vi kunne fortælle verden...? »Nej,« sagde den unge soldat irriteret. »Nu vil jeg ikke forstyrre fangerne igen. Jeg har lige været nødt til at vække dem - de troede helt bestemt, at de skulle massakreres... De fleste af officerseleverne er faktisk løsladt, og resten vil blive det i morgen«. Han vendte sig om med et sæt. »Kunne vi få lejlighed til at tale med dumakommissionen ?«. Kommandanten nikkede, mens han hældte te op i et glas. De er stadig ude i hallen, sagde han skødesløst. Dér stod de lige uden for døren og snakkede ivrigt i en gruppe omkring borgmesteren, i en petroleumslygtes svage skær. »Hr. borgmester,« sagde jeg, »vi er amerikanske korrespondenter. Har De noget imod officielt at fortælle os, hvad Deres undersøgelser har givet til resultat ?«. Han vendte sig med værdig mine om imod os. »Der er intet sandt i beretningerne,« sagde han langsomt. »Når man ser bort fra nogle optrin, dengang ministrene blev bragt herhen, er de blevet behandlet med alt tænkeligt hensyn. Og ingen officerselev har lidt nogen som helst overlast ... « Op ad Nevskij marcherede en uendelig række soldater i det tomme mørke efter midnat, tavse, ud til kampen mod Kerenskij. I sidegader sås biler køre med slukkede lygter, og der var travlhed i huset Fontanka 6, hvor bondesovjetterne havde kontorer, dernæst i en vis lejlighed i en vældig bygning på Nevskij, og endelig i ingeniørskolen, og dumabygningen var oplyst. I Smolnyj-instituttet pustede den militære revolutionskomité til den omsiggribende brand, stønnende som en overbelastet dynamo...

Lørdag den 10. november... »Borgere! Den militære revolutionskomité erklærer, at den ikke vil tolerere nogen overtrædelse af den revolutionære orden...Tyveri, røveri, overfald og forsøg på massakrer vil blive alvorligt straffet. Med Pariserkommunen som forbillede vil komiteen ubarmhjertigt knuse enhver, der plyndrer eller anstifter uro. Der hvilede ro over byen. Ikke et hold-up, ikke et røveri, ikke engang et slagsmål i fuldskab. Om natten gik der væbnede patruljer i de stille gader, og på hjørnerne sad soldater og rødgarder på hug om små bål, leende og syngende. Om dagen samledes der store skarer på fortovene, hvor de lyttede til de endeløse og livlige debatter mellem studenter og soldater, forretningsfolk og arbejdere. Borgere standsede hinanden på gaden. »Mon kosakkerne kommer ?«. »Nej...«. »Hvad er det sidste ?«. »Jeg har ikke hørt noget. Hvor er Kerenskij ? » Kun otte kilometer fra Petrograd, siger de ... Er det sandt, at bolsjevikkerne er flygtet til krydseren »Aurora« Det siger de..Kun murene råbte højt, og desuden de få aviser -anklager, appeller, dekreter... En enorm plakat præsenterede det hysteriske manifest fra bondesovjetternes landsledelse: »De (bolsjevikkerne) vover at påstå, at de har støtte fra bondesovjetterne, og at de taler på bondesovjetternes vegne....Alle arbejdere i Rusland skal vide, at dette er løgn, og at alle arbejdende bønder, gennem bondesovjetternes landsledelse, med harme afviser al deltagelse fra de organiserede bønders side i denne forbryderiske krænkelse af de arbejdende klassers vilje. ...«. Fra soldatersektionen af det socialrevolutionære parti: »Bolsjevikkernes sindssyge forsøg er på randen af sammenbrud. Garnisonen står delt.... Ministerierne er i strejke, brødet bliver knappere. Alle grupper undtagen de få bolsjevikker har forladt sovjetkongressen. Bolsjevikkerne står alene....Vi opfordrer alle ansvarsbevidste elementer til at samle sig om Komiteen til Landets og Revolutionens Frelse og at forberede sig alvorligt til at være rede, så snart vor ledelse udsender sit signal.....«. I et flyveblad klagede Republikkens Råd sin nød: »Republikkens Råd har måttet vige for bajonetterne, skilles og for en tid afbryde sine møder. Kupmændene fører ordene Frihed og Socialisme i munden, men har indført et vilkårligt voldsregimente. De har arresteret medlemmerne af den provisoriske regering, standset aviserne, beslaglagt trykkerierne. ... Denne regering må behandles som en fjende af folket og revolutionen, den må bekæmpes og styrtes. ... Indtil Republikkens Råd kan genoptage sine anstrengelser, opfordrer rådet den Russiske Republiks borgere til at samle sig om de lokale Komiteer til Landets og Revolutionens Frelse, som er ved at organisere bolsjevikkernes fald og oprettelsen at en regering, der evner at styre landet, indtil den Konstituerende Forsamlings sammentræden«. Folkets Sag skrev: »En revolution er en rejsning af hele folket.... Men hvad er det, vi har for os ? Intet andet end en håndfuld arme narre, som Lenin og Trotskij har taget ved næsen ... Deres dekreter og appeller vil bare blive indleveret i museet for historiske kuriositeter.«. Og Folkets Ord (folkesocialisternes blad): »En arbejder- og bonderegering ? Den er et mareridt og intet andet, og ingen i Rusland eller i vore allierede lande vil anerkende denne »egering« - og det vil man heller ikke i fjendelandene. . . . «. Den borgerlige presse var midlertidigt forsvundet... Pravda bragte en beretning fra det første møde, som den nye TsIK holdt, den var nu den Russiske Sovjetrepubliks parlament. Miljutin, landbrugskommissær, bemærkede, at bøndernes landsledelse havde indkaldt til en Bonde-landskongres til den 12. december. »Men vi kan ikke vente,« sagde han. »Vi må have bønderne bag os. Jeg foreslår, at vi indkalder bondekongressen, og gør det straks... « De venstre-socialrevolutionære samtykkede. En appel til Ruslands bønder blev hurtigt skrevet og en femmandskomité valgt til at gennemføre forslaget. Spørgsmålet om detaillerede planer for jordens fordeling og spørgsmålet om arbejderkontrol med industrien blev udsat, indtil eksperter havde afgivet en betænkning. Tre dekreter blev forelagt og vedtaget: det første var Lenins Almindelige Regler for Pressen, som beordrede standsning af alle aviser, der ophidsede til modstand og ulydighed mod regeringen, til forbryderiske handlinger eller med forsæt forvanskede nyhederne; det næste var et dekret om moratorium for husleje, og det tredje var dekretet om oprettelse af en arbejdermilits. Desuden godkendtes ordrer, én der gav bydumaen ret til at overtage tomme lejligheder og huse, en anden om aflæsningen af godsvogne på endestationer for at fremskynde fordelingen af livsfornødenheder og frigøre hårdt savnet vognmateriel... To timer senere udsendte bondesovjetternes landsledelse følgende radiotelegram til hele Rusland: »Den tilfældige bolsjevikorganisation der kaldes Bureau til Organisering at Bøndernes Nationalkongres opfordrer i øjeblikket alle bondesovjetter til at sende délegerede til en kongres i Petrograd. Bondesovjetternes landsledelse erklærer, at den nu som før mener, at det i dette øjeblik ville være farligt at tappe provinserne for kræfter, der er nødvendige til forberedelsen at valgene til den Konstituerende Forsamling, som er den eneste redning for arbejderklassen og landet. Vi bekræfter, at datoen for bondekongressen bliver den 13. december.« I Dumaen var alt på den anden ende, officerer kom og gik, borgmesteren konfererede med lederne af Frelse-komiteen. En rådmand kom ind med et eksemplar af Kerenskijs proklamation, der i hundredevis var nedkastet fra et lavtflyvende aeroplan langs Nevskij-boulevarden. Den truede med frygtelig hævn over alle, der ikke adlød den, og befalede soldaterne at nedlægge våbnene og ufortøvet samle sig på Mars-marken. Ministerpræsidenten havde indtaget Tsarskoje Selo, blev det påstået, og var allerede i Petrograds omegn, en mils vej borte. Han ville marchere ind i byen i morgen, i løbet af få timer. De sovjettropper, der havde kontakt med hans kosakker, gik angivelig over til den provisoriske regering. Tjernov stod i en slags mellemstilling og forsøgte at organisere »neutrale« tropper til en styrke, der skulle standse borgerkrigen. I byen var de garnisonerede regimenter ved at forlade bolsjevikkerne, sagde man. Smolnyj skulle allerede være forladt... Hele regeringsapparatet var holdt op at fungere... Personalet i statsbanken havde nægtet at arbejde under kommissærer fra Smolnyj og at udbetale penge til dem. Alle private banker var lukket. Ministerierne var i strejke. En komité fra dumaen opsøgte forretningshusene og indsamlede midler til at betale de strejkende løn med... Trotskij var taget til udenrigsministeriet og havde befalet korttoristerne at oversætte Dekretet om Fred til fremmede sprog; seks hundrede ansatte havde slynget ham deres opsigelser i ansigtet... Sjlapnikov, arbejdskommissæren, havde beordret alle ansatte i sit ministerium til at vende tilbage til deres poster inden 24 timer, ellers ville de miste deres stillinger og pensionsrettigheder; kun dørvogterne havde reageret. Nogle af filialerne under den Særlige Levnedsmiddelkomité havde suspenderet arbejdet, hellere end at underordne sig bolsjevikkerne... På trods af rundhåndede løfter om høje lønninger og bedre forhold ville damerne på telefoncentralen ikke skaffe sovjetkontorerne forbindelse...Det socialrevolutionære parti havde vedtaget at ekskludere alle medlemmer, der var forblevet på sovjetkongressen, og alle der tog del i opstanden...Nyheder fra provinsen. Mogilev havde udtalt sig imod bolsjevikkerne. I Kijev havde kosakkerne styrtet sovjetterne og arresteret alle opstandslederne. Sovjetten og garnisonen i Luga, 30.000 mand, havde bekræftet deres loyalitet over for den provisoriske regering og appellerede til hele Rusland om at støtte den. Kaledin havde opløst alle sovjetter og fagforeninger i Donets-bækkenet. Der kom nogle bemærkninger fra en repræsentant for jernbanefolkene: »I går sendte vi et telegram til hele Rusland med krav om, at krigen mellem de politiske partier straks ophører, og at der dannes en socialistisk koalitionsregering. Ellers proklamerer vi strejke i morgen aften... I morgen tidlig holder alle grupper møde for at drøfte spørgsmålet. Bolsjevikkerne er vist ivrige efter at få en ændring... »Hvis de holder så længe! « lo stadsingeniøren, en kraftig buldrebasse ...Da vi kom op til Smolnyj - som ikke var forladt, men var mere travlt optaget end nogensinde, med et mylder af arbejdere og soldater på vej ind og ud, og dobbelte poster alle vegne - traf vi journalister fra de borgerlige og de »moderate« socialistiske aviser. »De smed os ud !« råbte en fra Folkets Vilje. »BontjBrujevitj kom ned i pressekontoret og sagde, vi skulle gå. Vi var spioner! « De begyndte at tale i munden på hinanden: »En fornærmelse ! Skandale ! Pressens frihed ! I forhallen var store borde med stabler af appeller, proklamationer og ordrer fra den militære revolutionskomité. Arbejdere og soldater trampede forbi, belæssede med pakker til de ventende biler. En af dem lød:

I dette tragiske øjeblik for Ruslands masser har mensjevikkerne og de højresocialrevolutionære forrådt arbejderklassen. De har meldt sig på Kornilovs, Kerenskijs og Savinkovs side. De trykker dagsbefalinger fra forræderen Kerenskij og skaber panik i byen med de mest latterlige rygter om denne vendekåbes frit opfundne sejre....Borgere! Tro ikke på disse falske rygter. Ingen magt kan besejre folkets revolution.... Hr. Kerenskij og hans følgesvende har en snarlig og velfortjent straf i vente....Vi vil sætte dem i gabestokken. Vi overlader dem til foragten, der føles at alle arbejdere, soldater, matroser og bønder, som de gerne vil lægge i de gamle lænker på ny. De vil aldrig komne afvaske pletterne efter folkets had og afsky. Forbandet være forræderne mod folket !

 Den militære revolutionskomité var flyttet til større lokaler, til værelse 17 i øverste etage. Røde garder stod vagt ved døren. Indenfor var det smalle stykke foran disken stoppet med velklædte personer, udvortes respektfulde, men indvortes fulde af had - bourgeoiser, der ville have køretilladelse til deres biler, eller pas til at forlade byen, og mange af dem var udlændinge... Bill Shatov og Peters havde tjeneste i kontoret. De lod alt andet ligge for at give os de sidste bulletiner at læse. Det 179. reserveregiment tilbyder sin enstemmige støtte. 5000 mand fra Putilov-værftet hilser den nye regering. Fagforeningernes hovedbestyrelse - begejstret støtte. Garnisonen og flådemandskabet i Reval vælger militære revolutionskomiteer for at samarbejde, og afsender tropper. Militære revolutionskomiteer har kontrollen i Pskov og Minsk. Hilsener fra sovjetterne i Tsaritsyn, Rovenskij ved Don, Tjernogorsk, Sevastopol... Finske Division, de nye komiteer i 6. og 12. armé tilbyder tilslutning... Fra Moskva er nyhederne uvisse. Tropper fra den militære revolutionskomité besætter strategiske punkter i byen, to kompagnier i Kreml er gået over til sovjetterne, men arsenalet er i hænderne på oberst Rjabtsev og hans officerselever. Den militære revolutionskomité havde forlangt våben til arbejderne, og Rjabtsev havde trukket forhandlingerne ud til i dag til morgen, da han pludselig sendte komiteen et ultimatum og gav sovjettens tropper ordre til at kapitulere og komiteen ordre til at opløse sig. Kampene var i gang...I Petrograd havde hærens stab straks bøjet sig for Smolnyjs kommissærer. Flådens centrale stab havde nægtet det og var blevet stormet af Dybenko i spidsen for et kompagni Kronstadt-matroser, og en ny central flådestab var etableret, med støtte i Østersøens og Sortehavets krigsskibe...Men nedenunder den friske tillidsfuldhed sporedes en frysende forudanelse, en vis beklemthed i luften. Kerenskijs kosakker nærmede sig hurtigt, og de havde artilleri. Skripnik, bedriftsrådenes sekretær, forsikrede mig med furet og gulligt ansigt, at kosakkerne udgjorde et helt armékorps, men han tilføjede vildt: »De vil aldrig få os levende!« Petrovskij lo træt: »I morgen får vi nok tid til at sove - længe ... « Lozovskij med det arrede, rødskæggede ansigt sagde: »Hvor stor en chance har vi ? Helt alene.., en hob imod trænede soldater!«. Syd og sydvest for byen var sovjetterne flygtet foran Kerenskij, og garnisonerne i Gattjina, Pavlovsk, Tsarskoje Selo stod delt - halvdelen af dem stemte for at stille sig neutralt, resten trak sig uden officerer tilbage mod hovedstaden i den vildeste uorden. Rundt om i lokalerne blev der klistret bulletiner op. »Fra Krasnoje Selo, 10. november kl. 8,00. Til alle stabschefer, troppechef er, officerer, alle vegne og til alle, alle, alle. Exminister Kerenskij har sendt et vitterligt falsk telegram til alle og alle vegne, at det indhold, at tropperne i det revolutionære Petrograd frivilligt havde afleveret deres våben og havde sluttet sig til den tidligere regerings bære, til forræderiets regering, og at soldaterne af den militære revolutionskomité havde fået ordre til at trække sig tilbage. Tropper fra et frit folk trækker sig ikke tilbage, og de overgiver sig ikke. Vore tropper har forladt Gattjina for at undgå blodsudgydelser mellem dem og deres brødre kosakkerne, og for at indtage en gunstigere position, der nu er blevet så stærk, at selvom Kerenskij og hans følgesvende blev ti gange så stærke, ville der stadig ikke være grund til ængstelse. Vore troppers moral er fortræffelig. I Petrograd er alt roligt. Chefen for Petrograd og Petrograd-distriktets forsvar, Oberstløjtnant Muravjov.  Da vi forlod den militære revolutionskomité trådte Antonov ind med et papir i hånden, han så ud som et lig. »Send det,« sagde han.

BEFALING

Kerenskijs kupbander truer vejene til Petrograd. Alle nødvendige ordrer til skånselsløs nedkæmpning at alle kontrarevolutionære anslag mod folket og dets erobringer er givet. Revolutionens hær og røde garde behøver øjeblikkelig støtte fra arbejderne. Vi befaler bydelssovjetterne og bedriftsrådene:

1. at skaffe det størst mulige antal arbejdere til skyttegravsarbejde, rejsning af barrikader og forstærkelse at pigtrådsspærringer.

2. hvor som helst det viser sig nødvendigt at standse arbejdet i fabrikkerne, skal det gøres øjeblikkeligt.

3. alt jerntråd og pigtråd skal samles sammen, ligeledes  værktøj til gravning af skyttegrave og rejsning af barrikader.

4. alle disponible våben må fremskaffes.

5. den strengeste disciplin skal overholdes, og enhver må være rede til at støtte revolutionens armé af al magt.

Da vi kom ud i den grå og dystre morgen, lød fabriksfløjterne hele horisonten rundt, en hæs og nervøs lyd, fuld af varsler. Titusinder af arbejdere strømmede ud, mænd og kvinder, titusinder udspyedes af slumkvartererne, som en forskelsløs, miserabel masse. Det røde Petrograd var i fare! Kosakkerne! De gik mod syd og sydvest, gennem fattige gader til Moskvaporten, mænd, kvinder og børn, med rifler, hakker, spader, trådruller, patronbælter over deres arbejdstøj ... Et umådeligt, spontant udbrud fra en by, dets mage aldrig set før; væltende som en rivende strøm, kompagnier af soldater presset frem sammen med dem, kanoner, lastbiler - det revolutionære proletariat vendte brystet mod fjenden til forsvaret af hovedstaden i arbejdernes og bøndernes republik ! Foran Smolnyjs dør stod en bil. En tynd mand med tykke briller, der forstørrede hans rødrandede øjne, stod lænet mod skærmen, med hænderne begravet i en tilstænket regnfrakkes lommer, hans stemme lød hæs og anstrengt. En stor skægget matros med ungdommens klare øjne vandrede hvileløst omkring og legede åndsfraværende med en vældig, stålblå revolver, som aldrig forlod hans hånd. De to mænd var Antonov og Dybenko. Et par soldater forsøgte at få to militære cykler bundet fast til trinbrættet. Chaufføren protesterede voldsomt, emaillen ville blive ridset, sagde han. Vist var han bolsjevik, og bilen var rekvireret fra en bourgeois, og ordonnanserne skulle have cykler at køre på, men chaufførens fagstolthed var krænket, og cyklerne måtte efterlades... Folkekommissærerne for hær og flåde, Antonov og Dybenko, skulle ud og inspicere den revolutionære front hvor den så var. Kunne vi komme med ? Bestemt ikke. Bilen kunne rumme fem, de to kommissærer, de to ordonnanser og chaufføren. En af mine russiske bekendte, som jeg vil kalde Trusiska, satte sig imidlertidig roligt ind i vognen, og intet argument kunne flytte ham... Jeg ser ingen grund til at betvivle Trusiskas historie om turen. Da de kørte ned ad Suvorov-boulevarden, kom en af dem tilfældigt til at bruge ordet mad. De skulle måske være borte tre-fire dage, i et land, hvor der var lige lidt alle vegne. De standsede vognen. Penge ? Krigskommissæren rodede i sine lommer - han havde ikke en kopek. Flådekommissæren var også bankerot. Chaufføren ligeså. Trusiska købte provianten...Lige da de drejede ind på Nevskij-boulevarden, eksploderede et dæk. »Hvad skal vi gøre ?« spurgte Antonov. »Rekvirere en anden vogn ! « foreslog Dybenko og svingede med revolveren. Antonov stod midt i gaden og gjorde tegn til en modgående bil, der havde en soldat ved rattet. »Jeg vil have den bil,« sagde Antonov. »Du får den ikke« svarede soldaten. »Véd du, hvem jeg er ?« - Antonov halede et papir frem, hvorpå der stod, at han var udnævnt til øverstkommanderende for alle den russiske republiks hære, og at enhver skulle adlyde ham uden at spørge. »Jeg er ligeglad, hvem fanden du er,« sagde soldaten. «Denne bil tilhører 1. maskingeværregiment, og vi kører ammunition i den, og du får den ikke«. Vanskeligheden blev imidlertid løst ved, at der kom en gammel, ramponeret droske med det italienske flag på køleren. (I de urolige tider blev privatvogne indregistreret som tilhørende fremmede konsulater, for at undgå beslaglæggelse). Fra droskens indre fjernedes en fed borger i en dyr pels, og selskabet fortsatte turen. Da de kom til Narvaporten, et par mil ude, forlangte Antonov at tale med chefen for den røde garde. Han blev ført ud til udkanten af byen, hvor nogle få hundrede arbejdere havde gravet skyttegrave og ventede kosakkernes komme. »Er alt i orden her ?« spurgte Antonov. »Udmærket, kammerat,« svarede kommandanten. »Tropperne er i godt humør. Vi mangler bare ammunition...«. »I Smolnyj er der to milliarder patroner,« fortalte Antonov ham. »Jeg vil give dig en rekvisition.« Han følte i sine lommer. »Er der nogen, der har et stykke papir ?«. Dybenko havde ikke noget, ordonnanserne heller ikke. Trusiska måtte frem med sin lommebog. »Pokkers ! Jeg har ingen blyant ! råbte Antonov. »Hvem har en blyant ?« Naturligvis havde Trusiska den eneste blyant i selskabet ...Vi, der ikke kom med, ville forsøge at nå Tsarskoje Selo stationen. Da vi passerede Nevskij, marcherede røde garder igennem, alle bevæbnede, nogle med bajonetter, andre uden. Det tidlige vintertusmørke var ved at falde på. Med rank holdning marcherede de i det smattede pløre, uregelmæssige rækker på fire, uden orkester, uden trommer. Et rødt flag med groft optrukne bogstaver i guld: Fred! Jord! vajede over dem. De var meget unge. Deres ansigtsudtryk var det, mænd har, når de véd, de skal dø... Halvt ængstelige, halvt trodsige, klyngerne på fortovene iagttog dem i hadefuld tavshed ...På stationen vidste ingen præcis, hvor Kerenskij var, eller hvor fronten løb. Togene gik imidlertid ikke længere end til Tsarskoje...Vor vogn var fuld af hjemvendende forstadsboere og folk fra landet, belæsset med bylter og aftenblade. Der blev ikke talt om andet end bolsjevikkernes opstand. Bortset fra det ville ellers ingen have mærket, at en borgerkrig var ved at flænge det vældige Rusland i to stykker, og at toget havde retning ind i en kampzone. Gennem vinduet kunne vi i det tættere og tættere mørke se masser af soldater langs den mudrede vej til byen, gestikulerende med deres våben under diskussionerne. Et godstog fuldt lastet med tropper holdt på et sidespor, belyst af et vældigt bål. Det var alt. Ude i den lave horisont svandt skæret af byens lys i natten. En sporvogn kravlede mellem husene langt borte ...Der var roligt på Tsarskoje Selo stationen, men grupper af soldater stod hist og her og talte sagte og så usikkert ned langs det tomme spor i retning af Gattjina. Jeg spurgte nogle af dem, hvilken side de var på. »Åh,« sagde en, »vi véd ikke rigtig, hvem der har ret... Kerenskij var sikkert en slubbert, men vi mener ikke, at russere skal skyde på russere.« I stationsforstanderens kontor var der en stor, jovial, skægget soldat med en regimentskomités røde armbind. Vore legitimationspapirer fra Smolnyj aftvang øjeblikkelig respekt. Han var åbenbart på sovjetternes side, men rådvild. »De røde garder var her for to timer siden, men de er borte igen. En kommissær kom til morgen, men han tog tilbage til Petrograd, da kosakkerne viste sig«. »Er kosakkerne her ?«. Han nikkede mørkt. »Der var kamp. Kosakkerne kom tidligt i morges. De fangede et par hundrede af vore folk og dræbte omkring femogtyve.« »Hvor er kosakkerne ?«. »Ah, de nåede ikke helt hertil. Jeg véd ikke rigtig, hvor de er. I den retning ... « Han svingede ubestemt armen mod vest. Vi fik frokost i restauranten, en udmærket frokost, bedre og billigere end vi kunne få den i Petrograd. Nær ved sad en fransk officer, der lige var kommet til fods fra Gattjina. »Åh, disse russere,« kørte han på, »de er noget for sig! Sikken en borgerkrig ! De laver alt andet end slås !« Vi ville lidt ud i byen. Lige ved stationsdøren var der to soldater med rifler og påsatte bajonetter, omkring dem stod et lille hundrede forretningsfolk, tjenestemænd og studenter, der angreb dem med bitre argumenter og skældsord. Soldaterne var ilde til mode og krænkede som børn, der uretfærdigt får skænd. En høj ung mand med et storsnudet udtryk, i studenteruniform, førte angrebet. »De er formentlig klar over,« sagde han fornærmende, »at ved at bruge våben mod Deres brødre, gør De Dem selv til redskaber for mordere og forrædere ?« »Hør, brormand,« svarede soldaten alvorligt, »det forstår du ikke. Der er to klasser, ser du, proletariatet og bourgeoisiet. Vi - »Åh, jeg kender den dumme snak,« afbrød studenten rapkæftet. En hoben uvidende bønder som dig hører nogen skråle et par slagord. I forstår ikke, hvad de betyder. I gentager dem bare som en sværm papegøjer.« Der blev leet i klyngen. »Jeg er marxistisk student. Jeg kan fortælle jer, at det er ikke socialismen, det I kæmper for. Det er nemlig det rene tyskervenlige anarki !«. »Ja, ja måske,« svarede soldaten med sved på panden, »du er jo en dannet mand, det er let at se, og jeg er en simpel mand. Men jeg tror. »Du tror formodentlig,« afbrød den anden med foragt, »at Lenin er proletariatets sande ven ?«. »Ja, det gør jeg,« svarede soldaten lidende. »Nå, det gør du, min ven, men véd du, at Lenin sendt gennem Tyskland i en forseglet vogn. Véd du, at Lenin tog mod penge fra tyskerne ?«. »Åh, det véd jeg ikke meget om,« svarede soldaten stædigt, »men det forekommer mig, at han siger det. Vil have sagt, og det mener almindelige mænd som. Der er altså to klasser, bourgeoisiet og proletariatet... »Du er et fjols! Hør, gode mand, jeg har været to år i Schlüsselburg-fængslet for revolutionær virksomhed på en tid da I endnu gik og skød på revolutionære og sang »Gud bevare Tsaren !«. Mit navn er Vasilij Georgiev; Panin. Har I nogensinde hørt mit navn ?«. »Nej, det har vi desværre ikke,« svarede soldaten mygt. »Men jeg er jo kun en udannet mand. Du er vel en helt. «. »Det er jeg,« svarede studenten med overbevisning. »Og jeg er modstander af bolsjevikkerne, som er ved at ødelægge vort Rusland, vor frie revolution. Hvordan vil du forklare det ?«. Soldaten kløede sig i hovedet. »Jeg kan ikke forklare det,« sagde han og fik dybe furer af at spekulere så hårdt. »For mig er det simpelt nok, men jeg er naturligvis ikke godt oplyst. Der er jo to klasser, proletariatet og bourgeoisiet. . .»Åh, hold op med den dumme kliché !« råbte studenten. .... kun to klasser,» fortsatte soldaten indædt. «Og den, der ikke er på vor side, han er på den anden«. Vi vandrede videre op ad gaden, hvor lygterne var få og spredte, og hvor der sjældent sås mennesker. En truende stilhed hang over stedet, som var det en skærsild mellem himmel og helvede, et politisk ingenmandsland. Kun barbersalonerne var oplyst og fulde af folk, og der stod en kø ved den offentlige badeanstalt, for det var lørdag aften, hvor hele Rusland bader og frisker sig op. Jeg tvivler aldeles ikke om, at sovjettropperne og kosakkerne blandede sig mellem hinanden på steder, hvor disse ceremonier foretages. Jo nærmere vi kom Kejserparken, desto mere øde blev gaderne. En forskrækket præst viste os, hvor sovjetkontorerne var, og skyndte sig videre. De lå i en fløj af et storhertugeligt palæ over for parken. Vinduerne var uden lys, dørene låst. En soldat traskede rundt med hænderne i lommen, han så med skummel mistænksomhed op og ned ad os. »Sovjetten rejste for to dage siden,« sagde han. »Hvortil ?« Et skuldertræk. »Ne snaju. Det véd jeg ikke.«. Længere henne lå en stor bygning, klart oplyst. Indefra lød hammerslag. Mens vi ubeslutsomme så på den, kom der en soldat og en matros ned gennem gaden, arm i arm. Jeg viste dem mit pas fra Smolnyj. »Er I på sovjetterne side ?« spurgte jeg. De svarede ikke, men så ængsteligt på hinanden. »Hvad foregår der derinde ?« spurgte soldaten og pegede på bygningen. »Det véd jeg ikke«. Frygtsomt rakte soldaten hånden ud og lukkede døren op på klem. Inde i en stor sal med stolerækker var der pyntet med flag og stedsegrønt, en scene var ved at blive stillet op. En kraftig kone kom ud, i hånden havde hun en hammer, og munden var fuld af strittende søm. »Hvad vil I ?« spurgte hun. » Skal der være forestilling i aften ?« spurgte soldaten nervøst. »Der skal være nogen private teaterforestillinger søndag aften,« svarede hun roligt. »Gå jeres vej«. Vi forsøgte at komme i snak med soldaten og matrosen, men de lod til at være skræmt og ilde til mode, og vi forsvandt. Vi vandrede henimod tsarpalæerne, langs randen af de vældige mørke haver, hvis fantastiske pavilloner og ornamenterede broer tegnede sig ubestemt i aftenmørket. En stille plasken fra springvand hørtes. Et sted, hvor en latterlig jernsvane uafladeligt spyttede ud fra en kunstig grotte, følte vi pludselig, at vi var under observation, og så i vejret, hvor vi mødte et ufravendt, mistænksomt blik fra nogle store, væbnede soldater, som stirrede alvorligt ned på os fra en græsklædt terrasse. Jeg kravlede op til dem. »Hvem er I ?« spurgte jeg. »Vi er vagten,« svarede en af dem. De så alle meget modfaldne ud, og det var de utvivlsomt også, efter daglange diskussioner ugen igennem. »Er I Kerenskij-tropper, eller sovjettens ?«. Der var stille et øjeblik, mens de så på hinanden, ulysteligt. Derpå: »Vi er neutrale,« sagde den samme. Vi fortsatte gennem portbuen til det vældige Jekatarina-palæ, ind i selve palægården, og spurgte efter kommandantens kontor. En skildvagt uden for en dør i en hvid, buet fløj af palæet sagde, at kommandanten var derinde. I et stilfuldt, hvidt, georgiansk værelse, der af en dobbelt kamin blev delt i to ulige store dele, stod en gruppe officerer og talte nervøst sammen. De var blege og ukoncentrerede og havde åbenbart ikke fået søvn nok. Vi viste vore bolsjevikiske dokumenter til en af dem, der blev udpeget som oberst, en gammel mand med hvidt skæg og mange ordener på uniformen. Han syntes overrasket. »Hvordan nåede De herhen uden at blive slået ihjel?« spurgte han høfligt. »Det er meget farligt at gå på gaden lige nu. De politiske lidenskaber raser i Tsarskoje Selo. Der stod kamp i morges, og der kommer en til i morgen tidlig. Kerenskij vil marchere ind i byen klokken otte.« »Hvor er kosakkerne ?«. »Et par kilometer borte, i den retning.« Han pegede ud. »Og vil De forsvare byen imod dem ?«. »Nej, det kan De tro.« Han smilede. »Vi holder byen for Kerenskij.« Vort mod sank, for vore pas lød på, at vi var ægte revolutionære. Obersten rømmede sig. »Nu Deres pas,« fortsatte han, »Deres liv vil være i fare, hvis De bliver fanget. Hvis De altså gerne vil se slaget, vil jeg give Dem en rekvisition på værelser i officershotellet, og hvis De vil komme tilbage her klokken syv i morgen tidlig, vil jeg give Dem nye pas«. »De er altså på Kerenskijs side ?«. »Ikke decideret for Kerenskij.« Obersten tøvede. »Ser De, de fleste af soldaterne i garnisonen er bolsjevikker, og i dag, efter slaget, gik de alle bort i retning af Petrograd og tog artilleriet med sig. Man kan sige, at ingen af soldaterne er for Kerenskij, men nogle af dem vil slet ikke slås. Officererne er næsten alle gået over til Kerenskij, eller er simpelt hen gået deres vej. Vi er - ahem - i en meget vanskelig situation, som De ser . .Vi troede ikke på, at der ville blive noget slag... Obersten var så høflig at give sin ordonnans ordre til at ledsage os til stationen. Han var fra det sydlige, forældrene var franske indvandrere i Bessarabien. »Åh.« blev han ved at sige, »det er ikke så meget afsavn hårde tider, der generer mig, som det at være så længe borte fra min mor, tre år«. Da vi sad i toget til Petrograd og så ud ad vinduet i kolde mørke, så jeg glimtvis klynger af soldater gestikulere i bålenes skær, grupper af panservogne stod korsvejene, mens chaufførerne skrålede til hinanden tårn til tårn...Gennem den urofyldte nats lange timer vandrede førerløse sjak af soldater og røde garder over de trøstesløse fælleder, de stødte forvirrede på hinanden, og kommissærer fra den militære revolutionskomité skyndte sig fra den ene gruppe til den anden og forsøgte at organisere et forsvar. Inde i byen drev ophidsede skarer op og ned ad Nejskij-boulevarden. Der var noget i gære. Fra Warszawa-banegården kunne man høre kanontorden i det fjerne. I officersskolerne var der feberagtig aktivitet. Dumamedlemmer gik fra kaserne til kaserne, overtalende, fulde af skrækkelige historier om bolsjevikkernes voldsfærd, massakrer på officerseleverne i Vinterpaladset, voldtægt på kvindesoldater, nedskydningen af en ung pige foran Duma-bygningen, mordet på fyrst Tumanov... I Duma-bygningens Aleksandersal holdt Frelse-komiteen et særligt møde, kommissærer kom og gik, eller løb ... Alle de journalister, der var smidt ud fra Smolnyj, holdt til dér i højt humør. De troede ikke på vor beretning om forholdene i Tsarskoje. Hvordan i alverden, gud og hvermand vidste, at Tsarskoje var på Kerenskijs hænder, og at kosakkerne nu var i Pulkovo. En komité blev valgt til at modtage Kerenskij på banegården om morgenen. En af dem betroede mig i strengeste fortrolighed, at kontrarevolutionen ville begynde ved midnat. Han viste mig to proklamationer, én undertegnet af Gotz og Polkovnikov med ordre til officersskolerne, til soldater oven senge på hospitalerne og til Georgs-ridderne om at træde an feltmæssigt og afvente ordrer fra Frelse-komiteen; den anden var fra selve Frelse-komiteen og lød således: »Til Petrograds befolkning ! Kammerater, arbejdere, soldater og borgere i det revolutionære Petrograd ! Bolsjevikkerne opfordrer til fred ved fronten, men anstifter borgerkrig i baglandet. Lyt ikke til deres provokatoriske appeller ! Grav ikke skyttegrave ! Ned med forrædernes barrikader ! Nedlæg våbnene ! Soldater, vend tilbage til kasernerne ! Krigen påbegyndt i Petrograd er revolutionens død ! I frihedens, jordens og fredens navn, slut jer sammen omkring Komiteen til Landets og Revolutionens Frelse !« . Da vi forlod Dumaen kom et kompagni røde garder med højtidelige og desperate ansigter marcherende gennem den mørke og forladte gade med en halv snes fanger - medlemmer af de lokale kosakråd, de var grebet på fersk gerning med kontrarevolutionære planer i deres centralkontor. En soldat og en lille dreng med en klisterbøtte var ved at sætte store iøjnefaldende plakater op: »Hermed erklæres byen Petrograd og dens forstæder i belejringstilstand. Alle møder i gaderne og i fri luft i øvrigt er forbudt indtil videre. Podvojskij, formand for den militære revolutionskomité«.  Da vi gik hjem, var luften fuld af forvirrede lyde -bilhorn, råb, skud i det fjerne. Byen rørte på sig, i usikker, men vågen stemning. Ud på de små timer kom et kompagni officerselever, forklædt som soldater fra Semjonov-regimentet, og trak op foran telefoncentralen lige før vagtskiftet. De kendte det bolsjevikiske feltråb, og de overtog vagten, uden at det vakte mistanke. Nogle øjeblikke senere dukkede Antonov op for at inspicere. De tog ham til fange og låste ham inde i et lille værelse. Da afløsningen kom, blev den mødt med geværsalver, og adskillige blev dræbt. Kontrarevolutionen var begyndt...

Næste morgen, søndag den 11. november, trængte kosakkerne ind i Tsarskoje Selo, Kerenskij’ selv red på en hvid hest, alle klokker kimede. Fra toppen af en lille høj uden for byen kunne man ud over den forladte slette se hovedstadens gyldne spir og mangefarvede kupler og milevide umådelighed, og på den anden side den finske bugts stålblå vand. Der blev ikke noget slag. Men Kerenskij begik en skæbnesvanger bommert. Ved syvtiden om morgenen sendte han bud til 2. Tsarskoje Selo infanteriregiment, at de skulle nedlægge våbnene. Soldaterne svarede, at de ville holde sig neutrale, men ikke lade sig afvæbne. Kerenskij gav dem ti minutters frist til at adlyde. Dette gjorde soldaterne rasende, i otte måneder havde de styret sig selv gennem en komité, og dette her smagte af de gamle tilstande .. Nogle få minutter efter åbnede kosakkernes artilleri ild mod kasernerne og dræbte otte mand. Fra det øjeblik var der ikke flere »neutrale« soldater i Tsarskoje. Petrograd vågnede ved lyden af geværild og den trampende torden af marcherende mænd. En kold vind under den høje himmel varslede sne. Ved daggry var militærhotellet og telegrafstationen blevet erobret af store styrker officerselever, men de var med blodige tab blevet genindtaget. Telefoncentralen var belejret af matroser som lå bag barrikader af tønder, kasser og blikplader i midten af Morskaja eller søgte ly bag hjørnet af Gorohovaja og St. Isaks pladsen, hvorfra de skød på alt, der bevægede sig. Af og til kom en bil ind eller ud med Røde Kors-flaget. Matroserne lod den passere... Albert Rhys Williams befandt sig på telefoncentralen. Han forlod bygningen med Røde Kors bilen, der angivelig var fuld af sårede. Efter en tur rundt om byen kørte vognen ad en indviklet rute til Mihailov-Officersskolen, hvor kontrarevolutionen havde sit hovedkvarter. En fransk officer syntes at have kommandoen ... På denne måde blev ammunition og forsyninger sendt til telefoncentralen. Snese af disse foregivne ambulancer virkede som kurerer og ammunitionstog for officerseleverne. Fem-seks panservogne, der tilhørte den opløste britiske panservognsgruppe, stod også til deres disposition. Da Louise Bryant var på vej over St. Isaks pladsen kom en af dem rullende fra admiralitetet på vej til telefoncentralen. På hjørnet af Gogolgade, lige ud for hende, gik motoren i stå. Nogle matroser bag brændestablerne begynde at skyde. Maskingeværet i tårnet på tingesten svingede rundt og spyttede en sværm af kugler ud over brændet og folk omkring. I den portåbning, hvor miss Bryant stod, blev syv mennesker dræbt, deraf to små drenge. Pludselig sprang soldaterne råbende frem og styrtede ud i den åbne kugleregn, de lukkede sig om uhyret, og stak bajonetterne ind gennem alle spalter, om og om igen, stadig råbende ... Chaufføren lod, som om han var såret, og de lod ham gå, - således at han kunne løbe hen til Dumaen og fortælle en fabel om bolsjevikiske ugerninger ... Blandt de døde var en britisk officer. Senere fortalte aviserne om en anden, fransk officer, der blev fanget i en af officerselevernes panservogne og sendt til Peter-Paul. Den franske ambassade dementerede omgående dette, men en af magistratsmedlemmerne fortalte mig, at han personlig havde udvirket officerens løsladelse ...Hvordan det end forholdt sig med de allierede ambassaders officielle holdning, så var individuelle franske og britiske officerer aktive i disse dage, endda i den grad, at de gav råd under Frelse-komiteens bestyrelsesmøder. Hele dagen igennem var der overalt i byen sammenstød mellem officerselever og røde garder, og slag mellem panservogne ... Salver, enkelte skud og skarp knalden af maskingeværer kunne høres nært og fjernt. Butikkernes jernskodder var stadig trukket ned, men handelen gik sin gang. Selv biograferne spillede; udenfor var alt mørkt, men indenfor var der fulde huse. Sporvognene var i gang. Telefonerne var intakte, man kunne høre skydning, når man forlangte centralen... Smolnyj var afskåret, men Dumaen og Frelse-komiteen var i stadig forbindelse med alle officersskoler og med Kerenskij i Tsarskoje. Klokken syv om morgenen blev Vladimir-officersskolen opsøgt af en patrulje soldater, matroser og røde garder, som gav officerseleverne tyve minutter til aflevering af deres våben. Dette ultimatum blev afslået. En time senere var officerseleverne rede til afmarch, men blev drevet tilbage af stærk skydning fra hjørnet af Grebetskaja og Bolsjoj-boulevarden. Sovjettropper omringede bygningen og åbnede ild, to panservogne krydsede frem og tilbage med maskingeværerne skydende ind i den. Officerseleverne telefonerede efter hjælp. Kosakkerne svarede, at de ikke turde komme, da en stor gruppe matroser med to kanoner beherskede deres kaserne. Pavlovsk-skolen var omringet. De fleste af Mihajlov-eleverne kæmpede ude i gaderne. Ved halvtotiden ankom der tre feltkanoner. Endnu et krav om kapitulation blev af officerseleverne besvaret med nedskydning af to sovjetparlamentærer med hvidt flag. Nu begyndte der et regulært bombardement. Store huller blev sprængt ind i skolens mure. Officerseleverne forsvarede sig desperat, råbende bølger af røde garder segnede under den fejende ild... Kerenskij telefonerede fra Tsarskoje, at man skulle afslå al forhandling med den militære revolutionskomité. Rasende over modgangen og de mange døde sendte sovjettropperne nu en tornado af stål og flammer mod den medtagne bygning. Deres egne officerer kunne ikke standse det frygtelige bombardement. En kommissær fra Smolnyj ved navn Kirillov forsøgte at stoppe det, han blev truet med lynchning. De røde garders blod var kommet i kog. Klokken halvtre hejste officerseleverne det hvide flag, de ville overgive sig, hvis de fik løfte om beskyttelse. Dette blev dem lovet. Med et sæt og under almindelig råben sprang tusinder af soldater og røde garder gennem vinduer, døre og murhuller ind i bygningen. Før nogen kunne forhindre det, var fem officerselever stukket ned og dræbt. Resten, ca. to hundrede, blev ført til Peter-Paul under eskorte, i små grupper for ikke at vække opsigt. Undervejs overfaldt mængden en gruppe og dræbte otte officerselever til. Mere end hundrede røde garder og soldater var faldet. To timer senere fik Dumaen telefonbesked om, at sejrherrerne var på march mod ingeniørskolen. En halv snes medlemmer begav sig straks al sted med favnen fuld al den sidste proklamation fra Frelse-komiteen. Flere af dem kom ikke tilbage ... Alle de andre skoler overgav sig uden modstand, og officerseleverne blev uden overlast sendt til Peter-Paul og Kronstadt. Telefoncentralen holdt ud til om eftermiddagen, da der kom en bolsjevikisk panservogn, og matroserne stormede stedet. Skrigende løb de rædselsslagne telefonpiger frem og tilbage, officerseleverne rev alle insignier af deres uniformer, en af pigerne tilbød Williams hvad som helst for at måtte låne hans overfrakke, som forklædning .. »De vil massakrere os ! De vil massakrere os ! « råbte de, for mange af dem havde i Vinterpaladset givet deres ord på ikke at gribe til våben mod folket. Williams tilbød at mægle, hvis Antonov blev givet fri. Dette skete med det samme, Antonov og Williams holdt taler til de forsamlede matroser, der var højt oppe over deres mange bedrifter ... og endnu en gang slap officerseleverne fra det, alle, undtagen nogle få, som i panik forsøgte at flygte over tagene eller skjule sig i kvistværelser, hvor de blev fundet og smidt ned på gaden. Trætte, blodoversmurte, men sejrsberuste sværmede matroserne og arbejderne ind i omstillingsrummene, da de fandt så mange smukke piger, trak de sig forlegent baglæns og vidste ikke, hvor de skulle gøre af deres store fødder. Ikke én af pigerne led overlast, ikke én skældt ud. De stod forskrækkede og krøb sammen i krogene, og da de opdagede, at de ikke var i fare, gav deres galde frit løb. »De beskidte, uvidende mennesker: De fjolser ! ..«. Matroserne og de røde garder blev forlegne. »Slyngler ! Svin ! « hylede pigerne og tog indignerede deres hatte og frakker på. De havde haft en romantisk oplevelse, sørget for patroner og forbundet deres smarte unge forsvareres sår. Mange af officerseleverne var sønner af adelige familier og kæmpede for at sætte den elskede tsar på tronen igen! Disse her var derimod almindelige arbejdere, bønder, »udannede mennesker«. Den militære revolutionskomités kommissær, den lille Visjnjak, forsøgte at overtale pigerne til at blive. Han var overstrømmende høflig. »De er blevet dårligt handlet,« sagde han. »Telefonsystemet var under bydumaens kontrol. De får kun 60 rubler om måneden og må arbejde ti timer eller mere... Fra nu al vil alt blive anderledes. Regeringen agter at stille telefonvæsenet under post- og telegrafministeriets kontrol. Deres løn øjeblikkelig blive hævet til 150 rubler, og arbejdstid sat ned. Som medlemmer al arbejderklassen må I være glade for... «. Medlemmer af arbejderklassen - sagde han det ? Vil han antyde, at der er noget fælles mellem de - de og os ? Blive her ? Ikke om de tilbød os tusind rubler ! Overlegne og spotske forlod pigerne stedet... De andre ansatte, montørerne og arbejdsmændene blev. Men omstillingsbordene måtte betjenes, telefonen var livet om at gøre... Kun seks øvede damer var at finde. Der blev søgt efter frivillige, omkring hundrede meldte sig: matroser, soldater, arbejdere. De seks piger travede frem og tilbage, instruerende, hjælpende, skændende ... På den måde begyndte telefontrådene igen at summe, halvkvalt og hakkende, men de var i gang. Det første var at skaffe Smolnyj forbindelse med kaserner og virksomheder, det næste at afskære Dumaen og officersskolerne... Sent på eftermiddagen rygtedes dette i byen, og hundreder af storborgere ringede op og skældte ud: »Idioter ! Slyngler ! Hvor længe tror I, det her varer ! Vent til kosakkerne kommer !«. Det var ved at blive mørkt. Ude på den næsten forladte Nevskij-boulevard havde en klynge samlet sig foran Kazan-katedralen og stod diskuterende i den bidende vind, nogle få arbejdere, nogle soldater, resten butikshandlende og kontorister. »Men Lenin kan ikke få Tyskland til at slutte fred! «råbte en. En hidsig ung soldat svarede. »Og hvis fejl er det ? Jeres forbandede Kerenskij, den beskidte burgøjser ! Til helvede med Kerenskij ! Vi vil ikke se ham ! Vi vil have Lenin !. Uden for Dumaen var en officer med hvidt armbind ved at rive plakater ned fra muren, under højlydt banden. En af dem lød:

I denne farefyldte time, hvor By-Dumaen burde sætte alt ind på at berolige befolkningen, at skaffe den brød og andre fornødenheder, har de højre-socialrevolutionære og de konservative forglemt deres pligt og lavet Dumaen om til et kontrarevolutionært mødested, hvorfra man vil rejse en del af befolkningen mod resten og gøre det lettere for kupmanden Kerenskij at sejre. I stedet for at gøre deres pligt har de højre-socialrevolutionære og de konservative forvandlet Dumaen til udgangspunkt for politiske angreb mod Sovjetterne af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, mod den revolutionære regering, hvis program er fred, brød og frihed. Borgere i Petrograd, vi bolsjevikiske by-dumamedlemmer, som I har valgt - vi vil gerne have, at I skal se, at de højresocialrevolutjonære og de konservative er optaget af kontrarevolutionære handlinger, har glemt deres pligt og er ved at føre befolkningen ud i hungersnød og borgerkrig. Vi, der ved valget fik 183.000 stemmer, betragter det som vor pligt at gøre vore vælgere opmærksom på, hvad der foregår i dumaen, og at erklære, at vi ikke tager noget ansvar for de frygtelige, men uundgåelige konsekvenser……

Langt borte lød der stadig spredte skud, men byen var stille, kold, ligesom udmattet af de voldsomme trækninger, der havde revet og flået i den. I Nikolaj salen var dumamødet ved at slutte. Selv den storsnudede duma syntes en smule paf. En efter en rapporterede dens kommissærer - telefoncentralen tabt, gadekampe, Vladimir-skolen tabt... »Dumaen,« sagde Trupp, »går ind for demokrati i sin kamp mod vilkårlig vold, men hvilken side der end vinder, vil dumaen altid være modstander af lynching og tortur.. . «. Konovskij, konservativ, en høj mand med et grusomt ansigt, talte: »Når den lovlige regerings tropper ankommer til Petrograd, vil de skyde på disse oprørere, og det vil ikke være lynchning !«. Protester fra hele salen, også fra hans eget parti. Her var der skepsis og nedslåethed. Kontrarevolutionen var ved at blive nedkæmpet. De socialrevolutionæres centralkomité havde givet sine anførere et mistillidsvotum, deres venstrefløj dominerede, Avksentjev var gået af. En kurer rapporterede, at den velkomstkomité, der skulle modtage Kerenskij på banegården, var blevet arresteret. I gaderne kunne man stadig høre den dumpe rullen af fjerne kanonskud, mod syd og sydvest. Kerenskij kom alligevel ikke... Kun tre aviser var udkommet, Pravda, Folkets Sag og Nyt Liv. De brugte alle tre megen spalteplads på den nye »koalitions«regering. Det socialrevolutionære blad forlangte en regering uden konservative og bolsjevikker; Gorkij var optimist; Smolnyj havde givet indrømmelser En ren socialistisk regering var ved at tage form -alle elementer undtagen bourgeoisiet. Hvad Pravda angår, snerrede bladet: »Vi giver ikke en døjt for disse koalitioner med politiske partier, hvis mest prominente medlemmer er småtskårne journalister af tvivlsomt ry. Vor «koalition« består af proletariatet og den revolutionære hær og de fattige bønder«.  På murene hang en opstyltet proklamation fra Jernbaneforbundet, som truede med strejke, hvis de to parter ikke lavede et kompromis:  »De, der besejrer urolighederne og redder stumperne af vort land, vil ikke være bolsjevikkerne, ejheller Frelse-komiteen eller Kerenskijs tropper - det vil være os, jernbanefolkenes forbund...«. De røde garder var ude af stand til at drive et så kompliceret foretagende som jernbanerne, og hvad den provisoriske regering angik, havde den vist sig ude af stand til at holde på magten:  »Vi afslår at tjene nogen instans, som ikke er autoriseret af ... en regering med hele demokratiet bag sig...«.  Smolnyj vibrerede af grænseløs vitalitet, inspireret af en utrættelig menneskehed i virksomhed. I fagforeningskontorerne præsenterede Lozovskij mig for en delegeret fra jernbanefolkene på Nikolaj-linien, som sagde, at folkene holdt massemøder, hvor de fordømte deres lederes handlinger. »Al magt til sovjetterne !« råbte han og slog i bordet. »Krigsfortsætterne i hovedledelsen spillede militære kupmænds spil. De forsøgte at sende en mission til hærens hovedkvarter, men vi arresterede dem i Minsk... vor afdeling har forlangt en landskongres indkaldt, og de nægter at gøre det . . . «. Samme situation som i sovjetterne og i hærkomiteerne. En efter en revnede og forvandledes de forskellige demokratiske organisationer ud over Rusland. De kooperative sammenslutninger blev flænget af indre stridigheder, møderne i bondesovjetternes landsledelse endte i stormende tumulter, selv blandt kosakkerne var der ballade... I øverste etage var den militære revolutionskomité i fuldt sving, den slog til og slappede ikke af. Mænd kom ind, friske og foretagsomme, nat og dag og dag og nat kastede de sig ind i den forfærdelige maskine, og de kom ud slappe, blinde af træthed, hæse og snavsede, og faldt om på gulvet og sov... Frelse-komiteen var blevet forbudt. Store dynger af nye proklamationer lå spredt gulvet: »De sammensvorne, som ikke har støtte i garnisonen og arbejderklassen, gjorde navnlig regning på pludseligheden af deres angreb. Deres plan blev i tide opdaget af sekondløjnant Blagonravov, takket være, at et medlem af den røde garde hvis navn vil blive offentliggjort, udviste revolutionær årvågenhed. Centrum for komplottet var Frelse-komiteen. Oberst Polkovnikov kommanderede dets styrker, og ordrerne var undertegnet af Gots, det tidligere medlem af den provisoriske regering, som var på fri fod efter at have afgivet æresord….Samtidig med at meddele befolkningen i Petrograd disse kendsgerninger, beordrer den militære revolutionskomité alle deltagere i konspirationen arresteret og stillet for revolutionsdomstolen.. . «.  Fra Moskva kom bud, at officerselever og kosakkerne havde omringet Kreml og givet sovjettens tropper ordre til at nedlægge våbnene. Sovjettropperne adlød, og da de var ved at forlade Kreml, blev de overfaldet og skudt ned. Små styrker af bolsjevikker var blevet fordrevet fra telefon- og telegrafstationerne, officerselever holdt nu byens centrum ... Men alle vegne uden om dem mønstredes sovjetternes tropper. Gadekampe var efterhånden kommet i gang, alle forsøg på kompromis var slået fejl ... På sovjetternes side stod 10.000 soldater og nogle få røde garder, på regeringens 6000 officerselever, 2500 kosakker og 2000 hvide garder. Petrogradsovjetten holdt møde, og ved siden af arbejdede den nye TsIK, som handlede ud fra en stadig strøm af dekreter og ordrer fra Folkekommissærernes Råd ovenover, for eksempel Lovgivningsarbejdets ordning: Indførelse af Ottetimersdag for Arbejdere, Lunatjar »basis for folkeoplysningssystemet«. Kun et par hundrede mennesker var til stede ved de to møder, de fleste bevæbnede. Smolnyj var forladt, undtagen af vagterne, som havde travlt med at sætte maskingeværer op i vinduerne for at beherske bygningens fløje. I TsIK stod en delegeret fra jernbaneforbundet og talte: »Vi nægter at transportere tropper for nogen af parterne. . . Vi har sendt en komité til Kerenskij for at sige, at hvis han fortsætter marchen mod Petrograd, vil vi afbryde hans forbindelseslinier ...«. Han fremsatte den sædvanlige appel om en konference for alle socialistiske partier angående dannelse af en ny regering... Kamenev svarede forsigtigt. Bolsjevikkerne ville være meget glade for at komme til en konference. Tyngdepunktet lå imidlertid ikke i sammensætningen af en sådan regering, men i, om den accepterede sovjetkongressens program ... TsIK havde forhandlet om den erklæring, der var fremsat af de venstresocialrevolutionære og de internationalistiske socialdemokrater, og var gået ind på forslaget om forholdsmæssig repræsentation på konferencen, også af delegerede fra hærkomiteerne og bondesovjetterne... I den store sal resumerede Trotskij dagens begivenheder. »Vi tilbød officerseleverne fra Vladimir-skolen en chance for at overgive sig,« sagde han. »Vi ville helst ordne sagerne uden blodsudgydelse. Men da der nu er blevet udgydt blod, er der kun én vej, ubarmhjertig kamp. Det ville være barnagtigt at tro, at vi kan vinde med andre midler... øjeblikket er afgørende. Enhver må samarbejde med den militære revolutionskomité, indberette, hvor der er lagre af pigtråd, benzin, geværer... Vi har vundet magten, nu må vi holde den !«. Mensjevikken Joffe forsøgte at oplæse sit partis erklæring, men Trotskij afslog en principdebat. »Vore debatter foregår nu ude på gaderne,« råbte han. »Det afgørende skridt er taget. Vi alle, og jeg i særdeleshed, tager ansvaret for, hvad der sker. Soldater fra fronten, fra Gattjina, fortalte deres historie. En fra dødsbataillonen i 481. artilleriregiment: » Når skyttegravene hører om dette, vil de råbe: Dette er vor regering ! En officerselev fra Peterhof sagde, at han og to andre havde nægtet at marchere mod sovjetterne, da hans kammerater var kommet tilbage fra forsvaret af Vinterpaladset, udnævnte de ham til deres kommissær, således at han kunne tage til Smolnyj og tilbyde deres tjeneste til den virkelige revolution...Så Trotskij igen, ildfuld, utrættelig, givende ordrer besvarende spørgsmål. »For at bekæmpe arbejderne, soldaterne og bønderne vil småborgerskabet gå sammen med djævelen selv«, sagde han engang. Mange tilfælde af drukkenskab iagttaget i de seneste to dage. »Ikke noget drikkerri, kammerater ! Ingen må være på gaderne efter otte aften, undtagen de regulære vagter. Alle lokaler, der mistænkes for at have spirituslagre, skal ransages, og spiritusen ødelægges. Ingen blødsødenhed over for spiritussælgere...«. Den militære revolutionskomité sendte bud efter delegationen fra Vyborg-kvarteret, derpå efter medlemmerne fra Putilov. De kom hurtigt ud ad døren. »For hver dræbt revolutionær,« sagde Trotskij, »vil vi dræbe fem kontrarevolutionære«. Så ind i byen igen. Dumaen strålende oplyst og store skarer på vej ind i bygningen. I den nedre sal var der jammer og gråd, mængden skyllede frem og tilbage foran opslagstavlen, hvor der var opsat en liste over officerselever, som var dræbt under dagens kampe - eller formodedes at være dræbt, for de fleste af de døde dukkede senere velbeholdne op... Oppe i Aleksandersalen fortsatte Frelse-komiteen. Officerernes gyldne og røde epauletter var påfaldende, de bekendte ansigter var mensjevikiske og socialrevolutionære intellektuelle, de hårde øjne og den korpulente værdighed tilhørte bankfolk og diplomater, embedsmænd fra det gamle regime og velklædte kvinder...Telefonpigerne var der og berettede. Pige efter pige kom hen til tribunen - alt for smarte, modeefterabende unge piger med magre ansigter og hullede sko. Pige efter pige, rødmende af glæde over bifaldet fra de »fine folk« i Petrograd, officererne, de rige, de store navne i politik - pige efter pige kom for at fortælle om sine lidelser, da hun var i proletariatets hænder, og at forkynde sin loyalitet mod alt, hvad der var gammelt, ærværdigt og mægtigt... Dumaen holdt igen møde i Nikolajsalen. Borgmesteren sagde optimistisk, at Petrograd-regimenterne skammede sig over deres handlinger, propagandaen gjorde fremskridt... Udsendinge gik og kom, med fortællinger om bolsjevikkernes ugerninger, om egne forsøg på at redde officerseleverne, om travle undersøgelser... »Bolsjevikkerne,« sagde Trupp, »vil blive besejret ved moralsk styrke, ikke ved bajonetter...« . I mellemtiden var det ikke alt, der gik godt på den revolutionære front. Fjenden havde ført pansertog frem. Sovjetstyrkerne, hovedsagelig utrænede røde garder, havde ingen officerer og ingen bestemt plan. Kun 5000 regulære soldater havde sluttet sig til dem, resten af garnisonen var enten optaget af at undertrykke officerselevernes revolte, bevogte byen eller snakke om, hvad de skulle gøre. Ved titiden om aftenen talte Lenin på et møde af folk fra regimenterne i byen, som med overvældende flertal stemte for at kæmpe. En komité på fem soldater blev valgt til generalstab, og i de tidlige morgentimer forlod regimenterne deres kaserner i fuld feltudrustning ... På hjemvejen så jeg dem passere, i gamle soldaters regulære takt, bajonetterne på lige linie, gennem den erobrede bys øde gader... På samme tid holdtes der i jernbaneforbundets kontor en konference af alle socialistiske partier angående dannelse af en ny regering. Abramovitj for centrumsmensjevikkerne sagde, at der hverken burde være sejrherrer eller besejrede, hvad der var sket skulle være glemt... Dette fik tilslutning af alle venstreorienterede partier. Dan talte for højremensjevikkerne og foreslog bolsjevikkerne følgende betingelser for en våbenstilstand: afvæbning af de røde garder, Petrograds garnison stillet under Dumaens kommando, Kerenskijs tropper måtte ikke skyde et eneste skud eller arrestere en eneste mand, et ministerium af alle socialistiske partier undtagen bolsjevikkerne. For Smolnyj erklærede Rjazanov og Kamenev, at man kunne gå ind på tanken om et koalitionsministerium af alle partier, men at Dans forslag var umulige. De socialrevolutionære stod delt, men bondesovjetternes hovedledelse og folkesocialisterne afslog at tage bolsjevikkerne med... Efter en bitter ordveksling blev der valgt en kommission, der skulle opstille en plan, man kunne forhandle om ... Hele den nat kævlede kommissionen, og næste dag, og næste nat. En gang tidligere, den 9. november, havde der været et lignende forsoningsforsøg, anført af Martov og Gorkij, men da Kerenskij nærmede sig og Frelse-komiteen udfoldede sin virksomhed, trak højrefløjen af mensjevikkerne, de socialrevolutionære og folkesocialisterne sig pludselig tilbage. Nu var de betuttede over, at officerselevernes revolte blev knust. Mandag den 12. november var en dag fuld af spænding. Hele Rusland havde blikket hæftet på den grå slette uden for Petrograds porte, hvor det gamle regimes disponible styrker stod over for det nyes, det ukendte uorganiserede magt. I Moskva var der erklæret våbenstilstand, de to parter forhandlede og ventede på resultatet fra Petrograd. Nu var de delegerede fra sovjetkongressen med iltog ved at nå deres hjem i fjerne egne hvor de hævede faklen over masserne. I større og større ringe bredte nyhederne om miraklet sig ud over landet og i dagene efter gærede og eksploderede byer og landsbyer, sovjetter og militære revolutionskomiteer imod dumaer, amtsråd og regeringskommissærer - røde garde imod hvide - gadekampe og stormende taler... udgangen afhang af bud fra Petrograd...Smolnyj var næsten øde, men Dumaen var overfyldt og støjende. Den gamle borgmester protesterede på sin værdige måde imod opråbet fra de bolsjevikiske medlemmer. »Dumaen er ikke noget centrum for kontrarevolution,« sagde han indtrængende. »Dumaen tager ikke del i den nuværende kamp mellem partierne. Men i en tid, hvor der ikke er nogen lovlig statsmagt, findes det eneste centrum for ordenen i byens selvstyre. Den fredelige befolkning anerkender dette faktum, de fremmede ambassadører anerkender kun dokumenter, der er underskrevet af byens borgmester. Europæisk tankegang accepterer ikke nogen anden situation, da byens selvstyre er det eneste organ, som er i stand til at beskytte borgernes interesser. Byen er forpligtet til at vise gæstfrihed, og Dumaen kan derfor ikke forhindre, at der inden for duma-bygningen omdeles alle slags aviser. Vort arbejdsfelt er voksende, og vi må have fuld handlefrihed, og vore rettigheder må respekteres af begge parter ...«. »Vi er aldeles neutrale. Da telefoncentralen var besat af officerselever, befalede oberst Polkovnikov, at forbindelserne til Smolnyj skulle afbrydes, men jeg protesterede, og telefonerne kunne stadig benyttes ...«. Her blev der leet ironisk fra bolsjevikkernes bænke, og harceleret fra højre. »Og dog,« fortsatte Schreider, »betragter de os som kontrarevolutionære og sværter os overfor befolkningen. De berøver os vore transportmidler ved at tage vore sidste lastbiler. Det bliver ikke vor skyld, hvis der bliver hungersnød i hovedstaden. Protester nytter ikke ...«. Kobozev, bolsjevikisk medlem af magistraten, tvivlede på, at den militære revolutionskomité havde rekvireret byens biler. Selv om rekvireringen var sket, var den sandsynligvis foretaget af en uautoriseret mand i en nødssituation. »Borgmesteren,« fortsatte han, »fortæller os, at vi ikke må lave dumaen om til et politisk møde. Men hver evige mensjevik og socialrevolutionær her kommer kun med partipropaganda, og ved døren omdeler de deres illegale blade: Gnister, Soldaterrøsten og Arbejderbladet med deres opfordringer til oprør. Hvad om vi bolsjevikker også stiller os op og uddeler vore blade her ? Men det sker ikke, for vi respekterer dumaen. Vi har ikke angrebet byens selvstyre, og det vil vi ikke gøre. Men I har rettet et opråb til befolkningen, og vi har også ret til at gøre det. Efter ham kom Sjingarjov, konservativ, som sagde, at der ikke mere kunne være fælles sprog med dem, der skulle stilles for retten og anklages for forræderi. Han foreslog igen, at alle bolsjevikiske medlemmer skulle smides ud af dumaen. Dette blev imidlertid henlagt, for der var ingen personlige anklager mod disse medlemmer, og de var aktive i byens administration. Derpå talte to mensjevikiske internationalister og erklærede, at de bolsjevikiske medlemmers opråb var en direkte opfordring til massakre. »Hvis hvad som helst, der er imod bolsjevikkerne, er kontrarevolutionært,« sagde Pinkevitj, »så kender jeg ikke forskel på revolution og anarki ... Bolsjevikkerne sætter deres lid til de utøjlede massers lidenskaber, vi har intet andet end den moralske styrke. Vi vil protestere imod massakre og vold fra begge sider, da vort hverv består i at søge en fredelig udgang«. »Den udtalelse, der blev slået op rundt i gaderne, med overskriften »I gabestokken med dem«, som opfordrer folk til at ødelægge mensjevikkerne og de socialrevolutionære,« sagde Nazariev, »er en forbrydelse, som I bolsjevikker ikke vil kunne vaske af. Rædslerne i går er kun et forspil til det, I anstiller med den slags proklamationer ... Jeg har altid forsøgt at mægle mellem jer og de andre partier, men for tiden føler jeg ikke andet end foragt for jer.« De bolsjevikiske medlemmer sprang op og råbte vrede ord, mødt med hæse, hadefulde stemmer og svingende armene. Uden for salen løb jeg på stadsingeniøren, mensjevikken Gomberg og tre-fire journalister. De var alle i højt humør. »Se !« sagde de. »Kujonerne er bange for os. De tør ikke arrestere dumaen ! Deres militære revolutionskomité tør ikke sende en kommissær ind i denne bygning.« På hjørnet af Zadovaja i dag så jeg en rødgarder forsøge at standse en dreng, der solgte Soldaterrøsten Drengen lo bare ad ham, og en folkeskare ville have lynchet banditten. Det kan kun vare nogle få timer endnu. Selv om Kerenskij ikke kommer, har de ikke folk til at besætte en regering med. Absurd ! Jeg har hørt, at de endda slås indbyrdes i Smolnyj ! En af mine socialrevolutionære venner trak mig til side. »Jeg véd, hvor Frelse-komiteen skjuler sig, sagde han«. »Har du lyst til at tage hen og få en samtale med dem ?« Det var ved at blive aften. Byen havde igen antaget et normalt udseende, butikkernes skodder var trukket fra. lysene skinnede, og på gaderne gik store skarer langsomt op og ned og diskuterede. På Nevskij nr. 86 gik vi gennem en passage ind i en gård omgivet af høje boligkarreer. Ved døren til lejlighed 229 bankede min ven på en speciel måde. Der lød en slæbende lyd af trin, en dør indenfor blev smækket i, så blev entrédøren åbnet en smule, en kvindes ansigt var synligt. Efter et øjebliks iagttagelse førte hun os ind, en venlig, midaldrende dame, som straks råbte: »Kyril, det er i orden !«. I spisestuen, hvor en samovar dampede på bordet, ved siden af tallerkener med brød og rå fisk, kom en uniformsklædt mand frem bag et vinduesforhæng, og en anden klædt som arbejder kom ud fra et skab. De var glade for at træffe en amerikansk journalist. Med en god portion selvfølelse sagde de begge, at de afgjort ville blive skudt, hvis bolsjevikkerne fik fat i dem. De ville ikke opgive mig deres navne, men begge var socialrevolutionære ...»Hvorfor ?« spurgte jeg, »trykker I sådanne løgne i jeres aviser ?«. Officeren blev ikke fornærmet, men svarede: »Ja, jeg ved det, men hvad skal vi gøre ?«. Han trak på skuldrene. »De må indrømme, at det er nødvendigt for os at skabe en vis mentalitet i befolkningen«. Den anden afbrød. »Dette er bare et hasarderet kup fra bolsjevikkerne. De har ingen intellektuelle . . . Ministerierne kan de ikke få i gang ... Rusland er ikke nogen by, men et helt land ... Vi er klar over, at de kun kan holde et par dage, og derfor slutter vi os til den stærkeste kraft, der står imod dem - Kerenskij - og hjælper til med at genoprette ordenen.« »Det er altsammen meget godt,« sagde jeg. »Men hvorfor allierer I jer med de konservative ?« Den forklædte »arbejder« smilede åbent. »For at sige det som det er, følger befolkningens store masse i dette øjeblik bolsjevikkerne. Vi har ingen bag os - nu. Vi kan ikke mobilisere en håndfuld soldater. Der er ingen våben til rådighed. Bolsjevikkerne har til en vis grad ret, i øjeblikket er der kun to partier med nogen styrke i Rusland, og det er bolsjevikkerne og de reaktionære, som alle skjuler sig bag de konservatives frakkeskøder. De konservative tror, at de bruger os, men det er i virkeligheden os, der bruger de konservative. Når vi har mast bolsjevikkerne, vil vi vende os imod de konservative ...«. »Vil bolsjevikkerne komme med i den nye regering ?« Han kløede sig i hovedet. »Det er et problem,« indrømmede han. »Hvis de ikke kommer med, vil de sandsynligvis begynde forfra med det hele. I hvert fald vil de have en chance for at være tungen på vægtskålen i en Konstituerende Forsamling - hvis der altså bliver en sådan.« »Og dertil kommer,« sagde officeren, »at så rejser spørgsmålet sig om at tage de konservative med i den nye regering, af de samme grunde. De véd, at de konservative faktisk ikke ønsker nogen Konstituerende Forsamling, ikke hvis bolsjevikkerne kan ødelægges nu.« Han rystede på hovedet. »Det er ikke let for os russere at drive politik. I amerikanere er fødte politikère, I har haft med politik at gøre hele jeres liv. Men vi, vel, det har jo kun varet et år !«. »Hvad mener De om Kerenskij ?«. »Åh, Kerenskij har skylden for den provisoriske regerings synder,« svarede den anden. »Kerenskij selv tvang os til at gå ind i koalitionen med bourgeoisiet. Hvis han var trådt tilbage, som han truede med, ville det have betydet en ny regeringskrise kun 16 uger før den Konstituerende Forsamling, og det ville vi helst undgå«. »Men blev det ikke alligevel en slags krise ?« »Jo, men hvordan skulle vi ane det ? De snød os - Kerenskij og Avksentjev og de folk. Gots er lidt mere radikal. Jeg holder på Tjernov, som er virkelig revolutionær . . . Så sent som i dag har Lenin sendt besked, at han ikke ville have noget imod at få Tjernov ind i regeringen«. Vi ønskede at blive af med Kerenskijs regering, men mente, at det var bedst at vente til den Konstituerende Forsamling ... I begyndelsen af denne her historie var jeg på bolsjevikkernes side, men mit partis ledelse var enstemmigt imod det - og hvad skulle jeg gøre ? Det var et spørgsmål om partidisciplin . ..»I løbet af en uge vil bolsjevikregeringen gå i stykker; hvis de socialrevolutionære bare kunne holde sig passive og vente, ville regeringsmagten tilfalde dem. Men hvis vi venter en uge, vil landet være så desorganiseret, at de tyske imperialister vil sejre. Det er grunden til, at vi begyndte vor revolte med kun to regimenter til støtte - og de vendte sig trods deres løfte imod os…. Så var der kun officerseleverne tilbage« .. »Hvordan med kosakkerne ?«. Officeren sukkede. »De rørte sig ikke. Først sagde de, at de ville rykke ud, hvis de fik infanteristøtte. De sagde desuden, at de havde deres folk hos Kerenskij og gjorde deres part ... Så sagde de, at kosakkerne altid blev beskyldt for at være demokratiets arvefjender ... Og til sidst sagde de, at bolsjevikkemne lover, at de ikke tager jorden fra os. Der er ingen fare for os. Vi stiller os neutralt«. Under denne samtale var der stadig kommet folk og andre var gået, - de fleste var officerer, uden skulderstropper. Vi kunne se dem i entreen og høre deres lave, indtrængende stemmer. Af og til fik vi gennem de halvt tiltrukne portierer et glimt af en dør, der åbnedes ind til et badeværelse, hvor en svært bygget officer i oberstuniform sad på toilettet og skrev noget på en notesblok han holdt i skødet. Jeg genkendte oberst Polkovnikov, den tidligere kommandant i Petrograd, hvis hoved den militære revolutionskomité ville have betalt en formue for. »Vort program,« sagde officeren. »Det er sådan. Jorden skal overdrages til jordkomiteerne. Arbejderne skal have fuld repræsentation i kontrollen med industrien. Et energisk fredsprogram, men ikke noget ultimatum til verden sådan som bolsjevikkerne har udsendt. Bolsjevikkerne kan ikke holde deres løfter til masserne, ikke engang inden for landet selv. Vi vil ikke lade dem gøre det ... De stjal vort jordprogram for at få bøndernes støtte. Det var uhæderligt. Hvis de havde ventet til den Konstituerende Forsamling ... «. »Det spiller ingen rolle med den Konstituerende Forsamling,« brød officeren ind. »Hvis bolsjevikkerne vil oprette en socialistisk stat her, kan vi ikke under nogen omstændigheder arbejde. sammen med dem ! Kerenskij begik den store fejltagelse. Han lod bolsjevikkerne vide, hvad han ville gøre, ved at underrette Republikkens Råd om, at han havde beordret dem arresteret .. . «. »Men,« sagde jeg, »hvad vil De gøre nu ?« De to mænd så på hinanden. »Det får vi se om nogle få dage. Hvis der kommer tropper nok fra fronten til os, vil vi ikke lave noget kompromis med bolsjevikkerne. Hvis ikke, ja så bliver vi måske nødt til det .. Da vi igen var ude på Nevskij, hoppede vi op på en stopfuld sporvogn, dens perroner bøjedes lidt under menneskemassens vægt, noget slæbte på jorden. Vognen kravlede med irriterende langsomhed kilometer efter kilometer i retning af Smolnyj. Mensjinskij, en pillen og spinkel lille mand, kom ned igennem korridoren, han så plaget ud. Strejkerne i ministerierne gjorde deres virkning, fortalte han os. F.eks. havde Folkekommissærernes Råd lovet at offentliggøre de hemmelige traktater, men Neratov, den ansvarlige embedsmand, var forsvundet og havde taget dokumenterne med sig. De var formodentlig blevet gemt i den britiske ambassade. Værst af alt var imidlertid strejken i bankerne. »Uden penge er vi hjælpeløse,« sagde Mensjinskij. »Lønningerne til jernbanefolk, post- og telegraffunktionærer må betales . .. Bankerne er lukket, og nøglen til situationen, statsbanken, er også drejet om. Alle bankkontoristerne i Rusland er blevet bestukket for at standse arbejdet. Men Lenin har givet ordre til, at statsbankens hvælvinger skal sprænges med dynamit, og der er lige kommet et dekret, der giver de private banker ordre til at lukke op i morgen, ellers vil vi selv åbne dem !«…. Petrogradsovjetten var i fuldt sving, fuld af væbnede mænd, Trotskij på talerstolen: »Kosakkerne er ved at trække sig tilbage fra Krasnoje Selo.« (Brat og stærkt bifald.) »Men slaget er først ved at begynde. Ved Pulkovo er heftige kampe i gang. Alle disponible styrker må hurtigst muligt dirigeres derhen. Fra Moskva er der dårligt nyt. Kreml er i officerselevernes hænder, og arbejderne har for få våben. Resultatet afhænger af Petrograd. Ved fronten vækker dekreterne om fred og jord stor begejstring. Kerenskij oversvømmer skyttegravene med eventyr om, at Petrograd brænder og flyder med blod, at kvinder og børn massakreres af bolsjevikkerne. Men ingen tror på ham ... Krydserne Oleg, Aurora og Respublika har kastet anker på Neva, deres kanoner sigter mod hovedvejene til byen ..«. »Hvorfor er du ikke ude hos de røde garder ?« råbte en barsk stemme. »Jeg tager derud nu,« svarede Trotskij og forlod talerstolen. Med et ansigt lidt blegere end sædvanligt passerede han langs siden af salen, omgivet af ivrige venner, på vej ud til den ventende bil. Nu talte Karmenev og beskrev forhandlingerne i mæglingskonferencen. De våbenstilstandsbetingelser, mensjevikkerne havde foreslået, var blevet afvist med foragt, sagde han. Selv de enkelte fagforeninger af jernbanefolk havde stemt imod et sådant forslag.»Nu da vi har vundet magten og breder os ud over Rusland,« sagde han, »forlanger de bare tre små ting af os: 1) vi skal aflevere magten igen, 2) vi skal få soldaterne til at fortsætte krigen, 3) vi skal få bønderne til ikke at tænke på jorden«. Lenin viste sig et øjeblik for at besvare beskyldninger fra de socialrevolutionære: »De anklager os for at have stjålet deres jordprogram ... Hvis det er tilfældet, siger vi tak, det er godt nok til os...« Sådan buldrede mødet videre, leder efter leder forklarede sagerne, manede, argumenterede; soldat efter soldat og arbejder efter arbejder rejste sig og sagde, hvad der lå ham på sinde ... Tilhørerskaren var flydende, den skiftede og fornyedes ustandseligt. Fra tid til anden kom nogen ind og skreg på mænd fra den og den afdeling, de skulle til fronten; andre kom ind på orlov eller som sårede eller var sendt til Smolnyj for at skaffe våben og udrustning. Ved tretiden om morgenen forlod vi salen og stødte på Holtzmann fra den militære revolutionskomité, hans ansigt var helt forandret. »Den er fin !« skreg han og trykkede min hånd. »Telegram fra fronten. Kerenskij er slået til plukfisk ! Se på det her !«. Han rakte et stykke papir frem, med hurtig blyantskrift var der skrevet noget, vi ikke kunne læse, og han deklamerede højt: »Pulkovo, Staben, kl. 2,10 nat. Natten mellem den 30. og 31. oktober vil gå ind i historien. Kerenskijs forsøg på at bringe kontrarevolutionære tropper frem mod revolutionens hovedstad er slået tilbage. Kerenskij retirerer, vi rykker frem. Soldaterne. matroserne og Petrograds arbejdere har vist, at de med våben i hånd kan og vil gennemtvinge demokratiets vilje og myndighed. Bourgeoisiet forsøgte at isolere den revolutionære hær. Kerenskij forsøgte at bryde den i stykker med kosakkernes hjælp. Begge planer er ynkeligt slået fejl. Den store idé, at arbejder- og bondedemokratiet skal herske, har sluttet hærens rækker og stålsat dens vilje. Hele landet vil fra nu at være overbevist om, at sovjetternes magt ikke er nogen døgnflue, men en urokkelig kendsgerning ... Tilbagevisningen af Kerenskij er en tilbagevisning af godsejerne, bourgeoisiet og af de militære kupmænd i almindelighed. Tilbagevisningen af Kerenskij er en bekræftelse af folkets ret til et fredeligt og frit liv, til jord, brød og magt. Pulkovoafdelingen har ved sin tapre indsats styrket arbejder- og bonderevolutionens sag. Der gives ingen tilbagevenden til fortiden. Foran os ligger kampe, hindringer og ofre. Men vejen er banet og sejren er vis. Det revolutionære Rusland og sovjetmagten kan være stolt af deres Pulkovoafdeling, der har kæmpet under kommando af general Walden. Evigt være deres minde, der faldt ! Hædret være revolutionens krigere, soldater og officerer der var trofaste mod folket ! Længe leve folkets revolutionære, socialistiske Rusland ! På rådets vegne. L. Trotskij, folkekommisær«. Da vi kørte hjem over Fanepladsen, skimtede vi en usædvanlig sammenstimlen foran Nikolaj-banegården. Flere tusind matroser masede sig frem, riffelpiberne stak ovenud af skaren. Oppe på trappens øverste trin stod et medlem af jernbaneforbundets ledelse og diskuterede med dem. »Kammerater, vi kan ikke transportere jer til Moskva. Vi er neutrale. Vi kører ikke med tropper for nogen part. Vi kan ikke køre jer til Moskva, hvor der allerede er en frygtelig borgerkrig i gang. Hele den sydende plads brølede op imod ham, matroserne skubbede sig videre frem. Pludselig blev en dør ved siden af smækket op, dér stod et par togbetjente og en fyrbøder og måske flere. »Denne vej, kammerater !« råbte en. »Vi skal nok køre jer til Moskva, - eller Vladivostok, hvis I hellere vil. Længe leve revolutionen !«.

»Ordre nr. 1. Til tropperne ved Pulkovoafdelingen. 13. nov. 1917, kl. 9,38 formiddag. Efter en bitter kamp har tropperne fra Pulkovoafdelingen komplet spredt de kontrarevolutionære styrker, som trak sig tilbage fra deres stillinger i uorden og faldt tilbage mod Pavlovsk II og Gattjina under dækning af Tsarskoje Selo. Vore fremrykkende enheder har besat den nordøstlige udkant af Tsarskoje Selo og stationen Aleksandrovskaja. Kolpino-afdelingen stod til Venstre for os. Krasnoje Selo afdelingen til højre. Jeg beordrede Pulkovostyrkerne til at besætte Tsarskoje Selo og at befæste vejene til byen, særlig mod Gattjina. Desuden at passere og besætte Pavlovskoje, befæste dens sydside og gå videre ad jernbanen så langt som til Dno. Tropperne må tage alle skridt til at befæste de stillinger, de indtager, anlægge skyttegrave og andre forsvarsværker. De må træde i nær forbindelse med afdelingerne i Kolpino og Krasnoje Selo og også med Petrogradforsvarets øverstkommanderendes stab. Undertegnet: øverstkommanderende over alle styrker, der kæmper mod Kerenskijs kontrarevolutionære tropper. Oberstløjtnant Muravjov.«  Tirsdag morgen. Men hvordan var det gået til ? For bare to dage siden var sletten foran Petrograd fuld af førerløse skarer, der vandrede formålsløst omkring, uden mad, uden artilleri, uden nogen plan. Hvad havde svejset denne uorganiserede masse af udisciplinerede røde garder og soldater uden officerer sammen til en armé, der adlød sin egen valgte overkommando hærdet til at modstå og bryde angreb fra kanoner og kosakkavaleri ? Folk i oprør har en evne til at annullere militære fortilfælde. Den franske revolutions pjaltede hære er ikke glemt - Valmy og linjerne ved Weissembourg. Koncentreret mod sovjetstyrkerne var officerselever, kosakker, godsejere, adelens terrorgrupper, de Sorte Hundreder, truslen om tsarens tilbagekomst, det hemmelige politi, sibiriske lænker og den vældige, frygtelige fare, der hed tyskerne ... men sejren betød, med Carlyles ord, »Herlighed og tusindårsrige uden ende!«. Søndag aften, da den militære revolutionskomités kommissærer fortvivlede vendte tilbage fra slagmarken, havde Petrograds garnison valgt sin femmandskomité, sin kampstab, tre soldater og to officerer, alle garanteret fri for kontrarevolutionære tilbøjeligheder. Oberst Muravjov, ex-patrioten, havde kommandoen, en effektiv mand, men en mand man måtte passe nøje på. Ved Kolpino, ved Obuhovo, ved Pulkovo og Krasnoje Selo blev der dannet provisoriske afdelinger, der voksede, efterhånden som omstrejfere kom ind fra landet udenom blandede soldater og røde garder, dele af regimenter, infanteri, kavaleri og artilleri i een hob, og nogle få panservogne. Dagen gryede, og de forreste af Kerenskijs kosakker kom i kontakt med dem. Spredt geværild, opfordringer til overgivelse. Over den grå slette spredtes larmen af kamp gennem den kolde, stille luft, vagabonderende klynger lyttede, mens de samledes om deres små bål, og ventede ... Det var altså ved at begynde ! De gav sig til at gå i retning af slaget, og arbejderskarerne langs de lige veje fremskyndede marchen ... Derved skete det, at vrede menneskesværme automatisk konvergerede henimod alle angrebspunkter, de blev mødt af kommissærer og fik stillinger udpeget, eller arbejde at udføre. Dette var deres slag, for deres verden, de kommanderende officerer var valgt af dem. I dette øjeblik var den usammenhængende mangfoldighed af viljer blevet til én. Nogle af dem, der deltog i kampene, har beskrevet for mig, hvordan matroserne kæmpede, indtil de var løbet tør for patroner, og så stormede; hvordan de utrænede arbejdere styrtede ind mod de angribende kosakker og rev dem ned fra hestene, hvordan anonyme menneskehorder samledes i mørket rundt om slaget, rejste sig som en flodbølge og væltede ind over fjenden ... Før midnat om mandagen var kosakkerne vendt og flygtede, de efterlod artilleriet, mens proletariatets hær over en lang usammenhængende front bevægede sig frem og rullede ind i Tsarskoje, før fjenden havde nogen chance for at ødelægge den store regeringsradiostation, hvorfra Smolnyjs kommissærer nu hvirvlede triumferende proklamationer ud i rummet ...  

Den 12. november har den revolutionære hær i et blodigt slag ved Tsarskoje Selo slået Kerenskijs og Kornilovs kontrarevolutionære tropper. På den revolutionære regerings vegne beordrer jeg alle regimenter til at tage offensiven imod det revolutionære demokratis fjender og at træffe alle foranstaltninger til at arrestere Kerenskij og at modsætte sig ethvert eventyr, der kan true revolutionens erobringer og proletariatets sejr. Længe leve den revolutionære hær !

Nyheder fra provinsen ...I Sevastopol havde den lokale sovjet grebet magten, et kæmpemøde af matroser på krigsskibene i havnen havde tvunget officererne til at sværge den nye regering troskab. I Nizjnij Novgorod havde sovjetten magten. Fra Kazan kom der rapporter om gadekampe, officerselever og en artillerigruppe stod imod den bolsjevikiske garnison. Voldsom kamp var på ny udbrudt i Moskva. Officerseleverne og de hvide garder holdt Kreml og byens midte, angrebet fra alle sider af den revolutionære militærkomités tropper. Det sovjetiske artilleri var kørt op på Skobelev pladsen og bombarderede by-dumaens bygning, politipræsidiet og hotel Metropole. Brostenene på Tverskaja og Nikitskaja var blevet revet op til skyttegrave og barrikader. En byge af maskingeværild rettedes mod de store banker og forretningshuse. Der var ingen gadelygter, ingen telefon, bourgeoisiet levede i kældrene ... Den sidste bulletin gik ud på, at den militære revolutionskomité havde stillet komiteen for den offentlige sikkerhed et ultimatum med krav om øjeblikkelig overgivelse af Kreml, ellers ville et bombardement blive følgen. »Bombardere Kreml ?« råbte den almindelige borger. .»Det tør de ikke !« Fra Vologda til Chita i det fjerne Sibirien, fra Pskov til Sevastopol ved Sortehavet, i store byer og små landsbyer brød borgerkrigen ud i lys lue. Fra tusinder af fabrikker, bondekommuner, regimenter og armeer, fra skibe i åben sø, strømmede der hilsener til Petrograd - hilsener til Folkets Regering. Kosakregeringen i Novotjerkask telegraferede til Kerenskij: »Kosaktroppernes regering opfordrer den provisoriske regering og medlemmerne af Republikkens Råd til om muligt at komme til Novotjerkask, hvor vi i fællesskab kan organisere kampen mod bolsjevikkerne.« I Finland var tingene også i bevægelse: Helsingfors’ sovjet og Østersøflådens centrale komité proklamerede i forening belejringstilstand og erklærede, at alle forsøg på at imødegå bolsjevikkernes styrker og al væbnet modstand mod dens ordrer ville blive undertrykt med hård hånd. Samtidig erklærede det finske jernbanearbejderforbund en landsomfattende generalstrejke, for at få gennemført de love, der var vedtaget af den socialistiske landdag i juni 1917, hvorpå Kerenskij havde opløst landdagen ...  Tidligt om morgenen tog jeg til Smolnyj. Da jeg gik Op ad den lange, træbelagte gang fra den ydre port, så jeg de første tynde, tøvende snefnug dale ned fra den grå, vindløse himmel. »Sne!« råbte soldaten ved døren og smilede fornøjet. »Godt for sundheden !«. Indenfor syntes de lange, dystre korridorer og grå rum at være forladt. Ingen bevægede sig i den enorme bygningsmasse. En dyb, unormal lyd hørtes, og da jeg så mig omkring, opdagede jeg, at mænd lå og sov alle vegne på gulvet, langs væggene. Klodsede, snavsede skikkelser, arbejdere og soldater, tilsprøjtede med mudder i hele kager, lå enkeltvis eller i høje, udstrakt så skødesløst som var de døde. Nogle bar pjaltede bandager gennemsivet af blod. Geværer og patronbælter lå spredt omkring ... Den sejrrige proletariske hær ! I kantinen ovenover lå de så tæt, at man knap kunne bevæge sig. Luften var beklumret. Gennem de matte vinduer kom et blegt lysskær ind. En bulet samovar stod kold på disken, og mange glas med sjatter af te. Ved siden af lå et eksemplar af den militære revolutionskomités sidste bulletin, med bagsiden op, beskrevet med en kluntet håndskrift. Det var et mindeblad, en soldat havde skrevet over sine kammerater, der var faldet i kampen mod Kerenskij, en nedskrift lavet lige før han faldt om på gulvet og sov. Skriften var tværet lidt ud af noget der kunne se ud som tårepletter. Aleksej Vinogradov, D. Maskvin, S. Stolbikov, A. Voskresenskij, D. Leonskij, D. Preobrasjenskij, V. Laidanskij, M. Bertjikov.- Disse mænd blev indkaldt den 15. november 1916. Kun tre af dem er nu tilbage: Mihail Bertjikov, Aleksej Voskresenskij, Dmitrij Leonskij.  Sov, krigsørne, med fred i sjælen. I har fortjent lykke og evig fred, I kære. Under gravens jord har I sluttet rækkerne. Sov medborgere ! Kun den militære revolutionskomité fungerede videre uden søvn. Skripnik kom ud fra det inderste værelse og sagde, at Gots var blevet arresteret, men at han blankt havde benægtet sin underskrift på Frelse-komiteens proklamation, og det samme havde Avksentjev. Frelse-komiteen selv havde trukket appellen til garnisonen tilbage som falsk. Der var stadig utilfredshed blandt regimenterne i byen, meddelte Skripnik, det volhynske regiment havde nægtet at slås mod Kerenskij. Adskillige afdelinger af »neutrale« tropper, med Tjernov i spidsen, var i Gattjina og forsøgte at overtale Kerenskij til at standse sit angreb mod Petrograd. Skripnik lo. »Der kan ikke gives nogen ‘neutrale’ nu,« sagde han. »Vi har vundet ! « Hans hårde, skæggede ansigt glødede af næsten religiøs begejstring. »Over 60 delegerede er kommet fra fronten, med forsikringer om støtte fra alle armeer undtagen tropperne på den rumænske front, hvorfra vi ikke har hørt noget. Armékomiteerne har undertrykt alle nyheder fra Petrograd, men vi har nu et regulært kurérsystem ...Nede i forhallen så jeg netop Kamenev komme ind, udslidt af et langt nattemøde i den konference, der skulle »danne en ny regering«. Men han var i godt humør. »De socialrevolutionære er allerede tilbøjelige til at ville have os med i en ny regering, fortalte han mig «. Grupperne på højre fløj er forskrækkede over revolutionsdomstolene, de forlanger lidt panikslagne, at vi skal opløse dem, før vi går videre ... Vi har accepteret et forslag fra jernbaneforbundet om at danne en fælles socialistisk regering, og de sidder og arbejder på det nu. De ser, det kommer altsammen af vor sejr. Da vi var nede, ville de ikke for nogen pris have os med, nu er alle og enhver indstillet på en slags overenskomst med sovjetterne ... Hvad vi trænger til, er en virkelig afgørende sejr. Kerenskij ønsker en våbenstilstand, men han bliver nødt til at kapitulere ..Sådan var stemningen blandt de bolsjevikiske ledere. En fremmed journalist spurgte Trotskij, hvad han havde at sige til verden og fik til svar: »I dette øjeblik kan vi ikke komme med andre kommentarer end dem, der går gennem vore kanonmundinger !«. Men der var en understrøm af virkelig ængstelse i sejrens flodbølge: det var galt med finanserne. I stedet for at åbne bankerne, som den militære revolutionskomité havde beordret, havde bankfunktionærernes fagforening holdt et møde og erklæret en regelret strejke. Smolnyj havde forlangt ca. 35 millioner rubler fra statsbanken, og kassereren havde låst bankens boks og kun udbetalt penge til den provisoriske regerings medlemmer. De reaktionære benyttede statsbanken som et politisk våben for eksempel fik jernbaneforbundet besked om at henvende sig til Smolnyj for at få penge til udbetaling løn til personalet på statens jernbaner... Jeg tog hen til statsbanken for at besøge den nye kommissær, en rødhåret ukrainsk bolsjevik ved navn Petrovitj. Han gjorde et forsøg på at bringe orden i det kaos som sagerne havde ligget i, da funktionærerne forlod dem. I alle kontorer i den vældige bygning sad der svedende frivillige, arbejdere, soldater og matroser, med tungespidsen ud af munden, ivrigt optaget af anstrengelserne, studerende i store folianter, med en lidt forvirret mine ... Dumabygningen var overfyldt. Der var stadig isolerede tilfælde af opsætsighed over for den nye regering, men de var blevet sjældne. Den centrale jordkomité havde appelleret til bøndernes repræsentanter og beordret dem til ikke at anerkende dekretet om jorden, der var vedtaget af sovjetkongressen, fordi det ville afstedkomme forvirring og borgerkrig. Borgmester Schreider meddelte, at valgene til den Konstituerende Forsamling måtte udsættes på ubestemt tid på grund af det bolsjevikiske oprør. To spørgsmål stod forrest i alle sind under chokket af borgerkrigens vildskab, dels en standsning af blodsudgydelserne, dels at få oprettet en ny regering. Der var ikke længere tale om at »ødelægge bolsjevikkerne«, og meget lidt tale om at udelukke dem fra regeringen, den slags lød kun fra folkesocialisterne og bondesovjetternes landsledelse. Selv den centrale hærkomité ved det gamle, hovedkvarter, Smolnyjs mest energiske fjende, telefonerede fra Moghilev: »Hvis det for at danne et nyt ministerium er nødvendigt at få en aftale med bolsjevikkeme, er vi villige til at lade dem få et mindretal af pladserne i det nye kabinet«. Pravda, som ironisk gjorde opmærksom på Kerenskijs »menneskelige følelser«, offentliggjorde hans telegram til Frelse-komiteen: »I overensstemmelse med Frelse-komiteens og alle dens demokratiske organisationers forslag har jeg standset alle militære aktioner mod rebellerne. En delegeret for komiteen er blevet afsendt for at indlede forhandlinger. Tag alle skridt til at standse unyttig blodsudgydelse. Jernbaneforbundet sendte et telegram til hele Rusland: »En konference, som jernbanefolkenes fagforbund har haft med repræsentanter for de to krigsførende parter, som indrømmer nødvendigheden af en overenskomst, protesterer energisk mod anvendelse af politisk terrorisme i borgerkrigen, især når den iværksættes mellem forskellige grupper inden for det revolutionære demokrati, og erklærer, at politisk terrorisme i enhver form er i strid med selve tanken om at forhandle sig til en ny regering.. Delegerede fra konferencen blev sendt til fronten, til Gattjina. I konferencen selv syntes alt at være på nippet af en endelig aftale. Det var endda blevet bestemt, at der skulle vælges et provisorisk folkeråd, sammensat af ca. 400 medlemmer, 75 repræsenterende Smolnyj, 75 den gamle TsIK og resten fordelt mellem by-dumaerne, fagforeningerne, jordkomiteerne og de politiske partier. Lenin og Trotskij skulle holdes udenfor, blev der rygtevis sagt.. Ved middagstid var jeg igen foran Smolnyj, i snak med en ambulancechauffør, der skulle ud til den revolutionære front. Kunne jeg tage med ? Naturligvis ! Han var frivillig, universitetsstudent, og mens vi rullede ned ad gaden, skreg han over skulderen på et skrækkeligt tysk: »Also gut ! Wir nach die Kasernen zu essen gehen !«. Jeg begreb, at der skulle spises i en eller anden kaserne. På Kirotjnaja drejede vi ind i en vældig gård omgivet af militære bygninger og gik op ad en mørk trappe til et lavloftet lokale, der fik lys fra et eneste vindue. Ved et langt umalet bord sad en snes soldater og spiste stji, kålsuppe, fra et stort blikvaskefad med træskeer, de talte højt med megen latter. »Velkommen til 6. reserveingeniørbatailjons bataillonskomité ! udbrød min ven og præsenterede mig som amerikansk socialist. Hvorpå hver enkelt rejste sig og trykkede min hånd, og en gammel soldat omfavnede mig og gav mig et hjerteligt kys. En træske blev fundet, og jeg tog plads ved bordet. Endnu et fad med grød blev båret ind, et vældigt rugbrød og naturligvis de uundgåelige tepotter. De begyndte allesammen at stille mig spørgsmål om Amerika. Var det sandt, at folk i et frit land solgte deres stemmer for penge, ved valgene ? Hvis det var sådan, hvordan fik de så, hvad de ville have ? Hvad var dette Tammany for noget ? Var det sandt, at det i et frit land var sådan, at en lille gruppe mennesker kunne kontrollere en hel by og udbytte den til der personlige profit ? Hvorfor fandt folk sig i det ? under tsaren kunne sådanne ting ikke ske i Rusland, ganske vist var der altid korruption her, men at købe og sælge en hel by fuld af mennesker ! Og i et frit - Havde folk ingen revolutionær følelse? Jeg forsøgte at forklare, at i mit land ville folk forandre sagerne gennem lovgivning. »Naturligvis,« nikkede en ung sergent, ved navn Baklanov, som talte fransk. »Men I har en stærkt udviklet kapitalistklasse ? Så tænker jeg, at kapitalisterne behersker lovgivningen og domstolene. Hvordan kan folk forandre sagerne ? Jeg vil gerne overbevises, for jeg kender ikke jeres land, men det forekommer mig ikke troligt...«. Jeg sagde, at jeg ville ud til Tsarskoje Selo. »Det vil jeg også,« sagde Baklanov pludselig. »Og jeg -,« »Og jeg -. « Hele lokalet bestemte sig på stedet til at tage til Tsarskoje Selo. I det øjeblik bankede det på døren. Den gik op, og ind kom en oberst. Ingen rejste sig, men alle råbte god dag. »Må jeg komme ind ?« spurgte obersten. »Værsgo! Værsgo! « svarede de hjerteligt. Han trådte ind, smilende, en høj, flot skikkelse i skindkappe med guldbroderi. »Jeg synes, jeg hørte nogen sige, at I ville til Tsarskoje Selo, kammerater,« sagde han. »Kan jeg tage med ?« Baklanov tænkte sig om. »Jeg tror ikke, der kan gøres noget her i dag,« sagde han. »Ja, kammerat, vi vil gerne have dig med.« Obersten takkede og satte sig med et glas te. Med lav stemme, for ikke at såre oberstens følelser, forklarede Baklanov mig følgende: »Jeg er formand for komiteen. Vi kontrollerer absolut bataillonen, undtagen i kamp, hvor vi har givet obersten fuldmagt til at kommandere. I kamp må hans ordrer adlydes, men han er strengt ansvarlig over for os. I kasernen må han spørge os om tilladelse, før han foretager sig noget... Man kan kalde ham Udførende Officer.. Der blev fordelt våben til os, revolvere og geværer -»vi kunne møde kosakker« - og vi blev alle stuvet ind i ambulancen sammen med tre store pakker aviser til fronten. Vi raslede ned gennem Litejnyj og langs Zagorodnyj. Ved min side sad en ung mand med løjtnantsepauletter, han syntes at tale alle europæiske sprog lige flydende. Han var medlem af bataillonskomiteen. »Jeg er ikke bolsjevik,« forsikrede han mig med eftertryk. »Min familie er meget gammel, og adelig. Jeg selv er kadet, kan man sige. .«. »Men hvordan ?« begyndte jeg forvirret. »Åh, jeg er medlem af komiteen. Jeg gør ingen røverkule af mine politiske meninger, men de andre siger ikke noget til det, fordi de véd, at jeg ikke tror, man skal sætte sig op mod flertallets vilje... Jeg har nægtet at tage del i den nuværende borgerkrig, for jeg tror ikke, det fører til noget at gribe til våben mod mine russiske brødre.. . «. »Provokatør! Kupmand ! « råbte de andre lystigt til ham, og klappede ham på skulderen. Gennem den store grå stenbue ved Moskva-porten med dens gyldne hieroglyffer, drabelige ørne og tsarernes navne kørte vi ud på den brede lige landevej, var dækket af det første lette snefald. Den var stopfuld af røde garder, som råbende og syngende marcherede ud til den revolutionære front, mens andre var på tilbage, grå i ansigterne og tilsølede af mudder. De fleste af dem så ud som rene drenge. Kvinder med nogle med geværer og bandolerer, andre med Røde armbind bøjede, arbejdshærdede kvinder fra kvartererne. Delinger af soldater ude af trit, med en venlig fløjten til de røde garder, matroser med bistre ansigter, børn med madpakker til deres fædre og mødre, alle kommende og gående gennem det snedækte mudder, som lå tommetykt over landevejens brosten. Vi passerede kanoner, der dinglede sydpå med deres ammunitionsvogne, lastbiler i begge retninger fulde af væbnede mænd, ambulancer fulde al sårede fra slaget, og engang en bondevogn, der langsomt knirkede af sted, hvori en hvidansigtet dreng sad bøjet over sin flængede mave og skreg monotont. I markerne på begge sider gik der kvinder og gamle mænd og gravede skyttegrave eller trak pigtråd til spærringer. Bagude i nordvestlig retning rullede skyerne dramatisk bort, og en bleg sol kom til syne. Petrograd sås glimtende over den flade, sumpede slette. Til højre lå der hvide, forgyldte eller farvede løgkupler og spir, til venstre store skorstene, nogle rygende, og længere borte den lave himmel over Finland. På hver side af os der kirker og klostre... Af og til sås en munk, der tavs iagttog den proletariske armés pulsslag langs vejen. Ved Pulkovo delte vejen sig, og dér holdt vi midt i en stor menneskemængde, hvor menneskefloden løb sammen fra tre retninger, venner mødtes glade, med lykønskniriger og beskrivelser af deres kampe og oplevelser. En husrække ved korsvejen var mærket af kuglehuller, og jorden var æltet op i en kilometers omkreds. Slaget havde været desperat her ... Ikke langt bort cirklede sultne kosakheste rytterløse rundt, for græsset på sletten var forlængst borte. Lige foran os gjorde en uøvet rødgarder forsøg på at ride en af dem, han faldt af den ene gang efter den anden, og tusinder af grove mandfolk morede sig som børn over det. Vejen til venstre var den, kosakkernes rester havde fulgt under tilbagetoget, og den førte op ad en lille bakke til en landsby, hvorfra man havde en mægtig udsigt over den store slette, grå som et vindløst hav, med skyformationer som slotte ovenover. Fra den kejserlige by strømmede tusinder ud langs vejene. Langt borte, ovre til venstre, lå den lille høj ved Krasnoje Selo, den kejserlige gardes sommerparademark og det kejserlige gods og mejeri. Mellem det og os var der intet andet end nogle muromkransede klostre, et par isolerede fabrikker og flere store bygninger med dårligt drevne jorder omkring, der var børnehjem.. »Her,« sagde chaufføren, da vi skridtede over en nøgen banke, »her var det, Vera Slutskaja døde. Ja, det bolsjevikiske medlem af dumaen. Det skete tidligt i morges. Hun sad i en bil, sammen med Zalkind og en mand til. Der var en afbrydelse i kampene, og de ville over til de forreste skyttegrave. De snakkede og lo, da der pludselig blev skudt på dem fra det pansertog, Kerenskij selv kørte i, granaten ramte Vera og dræbte hende...Derpå kom vi ind i Tsarskoje, der struttede af helte fra de proletariske masser. Nu var der travlt i palæet, hvor sovjetten havde haft møder. De røde garder og matroserne fyldte gården, skildvagter var posterede ved dørene, og en strøm af kurerer og kommissærer albuede sig ind og ud. I sovjettens lokale var der stillet en samovar op, og over et halvt hundrede arbejdere, soldater, matroser og officerer sad omkring den, drak og talte højt for at kunne høres. I et hjørne var to ubehjælpsomme arbejdsmænd ved at få en duplikator i gang. Ved midterbordet stod Dybenko bøjet over et kort, han markerede troppernes positioner med rødt og blåt. I sin frie hånd havde han som altid den stålblå revolver. Snart satte han sig ved en skrivemaskine og tippede løs med én finger, af og til pauserede han, løftede revolveren i vejret og drejede på kammeret. En divan stod ved væggen, og dér lå en ung arbejder. To røde garder bøjede sig over ham, men resten af selskabet ænsede ham ikke. Der var et hul i hans bryst, ved hvert hjerteslag skød frisk blod op gennem såret. Hans øjne var lukkede, og hans unge, skæggede ansigt var grønlighvidt. Åndedrættet var svagt og langsomt, og han sukkede ved hvert drag: Mir budit ! Mir budit ! Freden kommer ! Freden kommer ! Dybenko så op, da vi kom ind. »Åh,« sagde han til Baklanov, »kammerat, vil du gå op til kommandantens kontor og overtage posten ? Vent lidt, jeg vil skrive dig en fuldmagt.« Han bøjede sig igen over skrivemaskine og tippede langsomt bogstaverne frem. Den nye kommandant i Tsarskoje Sebo og jeg fulgte ad til Jekaterina-palæet, Baklanov meget opstemt fuld af betydning. I det samme dekorerede, hvide værelse stod min gamle ven obersten ved vinduet og bed sig i overskægget, mens nogle røde garder snusede nysgerrigt rundt. Obersten hilste mig som en længe savnet broder. Ved et bord nær ved døren sad den lille franskmand fra Bessarabien. Bolsjevikkerne havde beordret ham til at blive og fortsætte sit arbejde.»Hvad skulle jeg gøre ?« mumlede han. »Folk som kan ikke slås på nogen side i en krig som denne her selv om vi ikke kan lide pøbelens diktatur.. . Jeg er bare ked af, at jeg er så langt borte fra min mor i Bessarabien !«. Baklanov overtog formelt kontoret fra den tidligere kommandant. »Her er nøglerne til skrivebordet,« sagde obersten nervøst. En rødgarder afbrød. »Hvor er pengene ?« spurgte han barsk. Obersten syntes overrasket. »Pengene ? Pengene ? Åh, De mener kisten. Den dér,« sagde obersten, »nøjagtig som jeg fandt den, da jeg kom her for tre dage siden. Nøglen ? Jeg har ingen nøgler.« Han trak på skuldrene. Rødgarderen gjorde en vidende grinmasse. »Det er meget bekvemt,« sagde han. »Lad os åbne kisten,« sagde Baklanov. »Hent en økse. Her er en amerikansk kammerat. Lad ham slå hul i den og skrive op, hvad han finder«. Jeg svang øksen. Trækisten var tom. »Lad os arrestere ham,« sagde rødgarderen bistert. »Han er Kerenskij-mand. Han har stjålet pengene og givet dem til Kerenskij.« Det ville Baklanov ikke. »Nej,« sagde han. »Det var Kornilov-manden før ham, der gjorde det. Han har ingen skyld i det.« »Den satan ! « udbrød rødgarderen. »Han er Kerenskijmand, det kan du være sikker på. Hvis du ikke vil arrestere ham, så vil vi, og vi kører ham til Petrograd og sætter ham i Peter-Paul, hvor han hører hjemme !« Den anden rødgarder brummede samtykkende. Med et ynkeligt blik på os blev obersten ført bort. Nede foran sovjettens palæ skulle en bil starte ud til fronten. Seks rødgardere, nogle matroser, en soldat eller to, under kommando af en vældig arbejder, kravlede ind og råbte til mig om at komme med. Rødgarderne kom ud fra kontorerne, hver af dem stavrende under vægten af et knippe små riflede bomber, fyldt med grubit - som de påstod er ti gange så kraftigt og fem gange så følsomt over for stød som dynamit, dem smed de ind bag i lastbilen. En tretommers kanon blev ladt og så bundet bagi med reb og wire. Vi startede med et hyl, med topfart naturligvis, den svære vogn svingede fra side til side. Kanonen hoppede fra det ene hjul til det andet, og grubitbomberne rullede frem og tilbage over vore fødder, indtil de med et brag ramlede mod ladets sider. Den store rødgarder, hvis navn var Vladimir Nikolajevitj, bombarderede mig med spørgsmål om Amerika. Hvorfor trådte Amerika ind i krigen ? Er de amerikanske arbejdere klar til at styrte kapitalisterne ? Hvordan ligger Mooney-sagen nu ? Vil de sende Berkman til San Fransisco ? og andre vanskelige spørgsmål, alle stillet råbende for at overdøve lastbilens drøn, mens vi holdt fast i hinanden og dansede imellem de valsende bomber. Af og til forsøgte en patrulje at standse os. Soldaterne løb ud på vejen foran os og råbte stands og holdt deres geværer op. Vi ænsede dem ikke. »Fanden ta’ jer !« råbte rødgarderne. »Vi stopper ikke for nogen. Vi er rødgardere !« Og vi dundrede imperialt videre, mens Vladimir gøede til mig om internationalisering af Panama-kanalen og sådan noget...En mils vej ude så vi en deling matroser marchere tilbage, og vi sagtnede farten. »Hvor er fronten, brødre ?«. Den forreste matros standsede og kløede sig i hovedet. »Til morgen var den en halv kilometer borte i den retning. Men den fandens front er ingen steder nu. Vi har gået og gået uden at finde den.« De kravlede op på lastbilen, og vi fortsatte. Et par kilometer længere fremme lagde Vladimir Nikolajevitj hovedet på skrå og skreg til chaufføren om at standse. »Skydning ! « råbte han. »Kan I høre det ?« Et øjeblik var der helt stille, og så kom der forfra til venstre tre skud i hurtig rækkefølge. På dette sted var der lidt skov langs vejen. Vi var ophidsede nu og kravlede frem, hviskende, indtil bilen var lige ud for det sted, hvor skuddene var kommet fra. Vi hoppede ned og spredtes, hver mand med sit gevær, og så gik vi forsigtigt ind i skoven. To kammerater havde imens gjort kanonen fri og svingede den rundt, så den sigtede lige ind i ryggen på os. Der var stille i skoven, og bladene var faldet, og stammerne havde en blegbrun kulør i det lave, sygelige efterårslys. Intet rørte sig, undtagen isen på de små pytter under vore fødder. Kunne der være tale om baghold ? Vi gik fremad, uden at noget skete, indtil træerne begyndte at tynde ud, og holdt så en pause. Udenfor, i en lysning, sad tre soldater rundt om et lille bål, aldeles intetanende. Vladimir Nikolajevitj tog et par skridt fremad. »Goddag, kammerater ! « hilste han, mens en kanon, tyve geværer og en vognfuld grubitgranater bag ham hang i en tråd. Soldaterne for forfjamskede op. »Hvorfor blev der skudt her i nærheden ?« En af soldaterne så lettet ud og svarede: »Åh, vi var bare ved at skyde en hare eller to, kammerat ..«. Lastbilen skumplede videre til Romanov, gennem den klare og begivenhedsløse dag. Ved den første korsvej løb to soldater ud foran os og svingede deres geværer. Vi sagtnede farten og standsede. »Jeres pas, kammerater !« Rødgarderne lavede stort spektakel. »Vi er rødgarder. Vi behøver ingen pas... Fortsæt, bryd jer ikke om dem ! « Men en matros gjorde indvendinger. »Det her er forkert, kammerater, vi må have revolutionær disciplin. Hvis nu nogen kontrarevolutionære kom kørende i en lastbil og sagde: »Vi behøver ingen pas ! « Kammeraterne her kender jer ikke. Det blev der en diskussion om. En efter en sluttede soldaterne og matroserne sig imidlertid til den første. Knurrende halede hver rødgarder sit bumaga (papir) frem; det var godt nusset. Alle var ens undtagen mit, der var udstedt af den revolutionære stab i Smolnyj. Skildvagterne erklærede, at jeg måtte tage med dem. Rødgarderne protesterede stærkt, men den matros, som havde talt først, holdt på sit. »Denne kammerat kender vi som en god kammerat,« sagde han. »Men der er ordrer fra komiteen, og disse ordrer må adlydes. Det er revolutionær disciplin...« For ikke at lave besvær kravlede jeg ned fra lastbilen og den forsvandt vuggende ned ad vejen, hele selskabet vinkede farvel. Soldaterne snakkede lavt sammen et øjeblik, og så førte de mig hen til en mur, som de stillede mig op ad. Det gik pludselig op for mig, at de ville skyde mig ! I alle tre retninger var der øde, ikke et menneske at se. Det eneste tegn på liv var røgen fra et skævt træhus nogle hundrede meter oppe ad en sidevej. Desperat løb jeg efter dem. »Men kammerater ! Se ! Her er seglet, som den militære revolutionskomité benytter ! «. De stirrede uforstående på mit pas og på hinanden. »Det er ikke som de andre,« sagde én modvilligt. »Vi kan ikke læse, bror.« Jeg tog ham ved armen. »Kom !« sagde jeg. »Lad os gå over til det hus. Der er nok nogen, der kan læse.« De tøvede. »Nej,« sagde den ene. Den anden så op og ned ad mig. »Hvorfor ikke ?« mumlede han. »Det er jo en alvorlig forbrydelse at slå en uskyldig mand ihjel.« Vi vandrede op til husets fordør og bankede på. En lille, kraftig kone lukkede op og for forskrækket tilbage stammende: »Jeg véd ingenting om dem ! Jeg véd ingenting om dem !« En af vagterne holdt mit pas frem. Hun skreg. »Du skal bare læse det, kammerat.« Tøvende tog hun papiret og læste højt og hurtigt: Indehaveren af dette pas, John Reed, er repræsentant for amerikanske socialdemokrati, og internationalist…. Da vi igen var ude på vejen, holdt de to soldater rådslagning. »Vi må bringe dig hen til regimentskomiteen,« sagde de. Det blev hurtigt mørkere, mens vi traskede videre i mudderet. Af og til stødte vi på delinger som standsede og omringede os med truende blikke mens mit pas gik på omgang blandt soldaterne, der diskuterede voldsomt, om jeg skulle skydes eller ej ...Det var mørkt, da vi nåede infanterikasernen i Tsarskoje Selo, nogle lange bygninger langs postvejen. Soldater, der stod og hang omkring indgangen, stillede ivrigt spørgsmål. En spion ? En provokatør ? Vi gik op ad en vindeltrappe og kom ind i et stort, nøgent rum med en vældig ovn i midten, og rækker af køjer på gulvet, hvor et tusind soldater spillede kort, snakkede, sang eller sov. I taget var der et uregelmæssigt hul efter en Kerenskij-granat...Jeg stod i døren, og en pludselig stilhed forplantede sig gennem grupperne, som vendte sig og stirrede på mig. Pludselig begyndte de at røre på sig, og så kom de som en storm, stampende, med ansigter fulde af had. «Kammerater ! Kammerater ! « hylede en af mine vagter. »Komiteen ! Komiteen !«. Stimmelen gjorde holdt og dannede en kreds om mig, mumlende. En mager yngling kantede sig ud af kredsen. »Hvem er det ?« spurgte han groft. Vagterne forklarede. »Giv mig papiret !«. Han læste det omhyggeligt og så på mig med skarpe øjne. Så smilede han og rakte mig passet. »Kammerater, det er en kammerat fra Amerika. Jeg er formand for komiteen, og jeg byder dig velkommen til regimentet . . . « En pludselig almindelig summen voksede til et brøl af hilsener, og de pressede sig frem for at trykke min hånd. »Har du fået noget at spise ? Det har vi. Du må hellere gå hen i officersklubben, hvor der er nogen, der taler dit sprog. ..« Han førte mig over gården til en anden indgangsdør. En aristokratisk ung mand med løjtnantsdistinktioner trådte ind. Formanden præsenterede mig, trykkede mig i hånden og gik igen. »Jeg er Stepan Georgijevitj Morovskij, til Deres tjeneste,« sagde løjtnanten på perfekt fransk. Fra den stilfulde forhal førte en ceremoniel trappe op, belyst af glitrende lysekroner. På første sal var der billardværelser, spilleværelser, et bibliotek. Vi trådte ind i spisesalen, hvor der sad en snes officerer ved et langt bord i midten, i fuld uniform, med guld- og sølvskæftede kårder, udmærkelsestegn og - bånd fra tsarens tid. Alle rejste sig høfligt, da jeg trådte ind, og gjorde plads for mig ved siden af obersten, en stor, autoritativ mand med gråsprængt skæg. Ordonnanser var ved at servere middagen. Atmosfæren var som i enhver officersmesse i Europa. Hvor var revolutionen ? »De er ikke bolsjevikker ?« spurgte jeg Morovskij. Der blev smilet rundt om bordet, men jeg lagde mærke til et par sideblikke i retning af ordonnanserne. »Nej,« svarede min ven. »Der er kun en enkelt bolsjevikisk officer her i regimentet. Han er i Petrograd i aften. Obersten er mensjevik. Kaptajn Herlov er liberal kadet. Jeg er selv socialrevolutionær på højrefløjen... De fleste af hærens officerer er vist ikke bolsjevikker, men de tror, ligesom jeg på demokratiet, de tror, at de må følge soldatermasserne... Da middagen var forbi, blev landkortene lagt frem, og obersten bøjede sig over bordet. De øvrige stod rundt om os for at se med. »Her,« sagde obersten og pegede på blyantsmærker, »var vore stillinger i morges. Vladimir Kirillovitj, hvor er Deres kompagni ?« Kaptajn Herlov pegede. »Efter Deres ordre tog vi stilling langs vejen dér. Karsavin afløste mig klokken fem.« I det øjeblik gik døren op, og formanden for regimentskomiteen kom ind sammen med endnu en soldat. De sluttede sig til gruppen bag obersten og kiggede på kortet. »Godt,« sagde obersten, »nu har kosakkerne trukket sig ti kilometer tilbage i vor sektor. Jeg tror ikke, det er nødvendigt at indtage fremskudte stillinger. Mine herrer, i nat vil De holde den nuværende linie og styrke stillingerne...«. »Undskyld,« afbrød regimentskomiteens formand. »Der er givet ordre til at rykke frem så hurtigt som muligt og forsøge at komme i kontakt med kosakkerne nord for Gattjina i morgen tidlig. Et knusende nederlag nødvendigt. Vær venlig at træffe de dertil nødvendige dispositioner«. Der blev et øjebliks tavshed. Obersten så igen ned på kortet. »Vel,« sagde han med forandret stemme, »Stepan Georgijevitj, vil De. . .« Han skitserede hurtigt nogle linier med en blå blyant og gav sine ordrer, mens en sergent tog stenografiske notater. Sergenten trak sig derpå tilbage, og ti minutter senere kom han igen med ordrerne maskinskrevne og en kopi. Komiteens formand studerede kortet med kopien foran sig. »Udmærket,« sagde han og rejste sig. Han foldede kopien sammen og stak den i lommen. Så underskrev han den anden, stemplede den med et rundt segl, som han hentede op af en lomme, og rakte den til obersten... Dér var revolutionen ! Jeg vendte tilbage til sovjetpalæet i Tsarskoje i en stabsvogn. Der strømmede stadig arbejdere, soldater og matroser ind og ud, der var stadig trafikpropper af lastvogne, panservogne og kanoner foran porten, og hyl og latter ud af den ekstraordinære sejrsstemning. Nogle rødgarder forcerede indgangen med en præst imellem sig. Det var Fader Ivan, sagde de, som havde velsignet kosakkerne, da de trængte ind i byen. Jeg hørte bagefter, at han var blevet skudt . Dybenko kom udenfor og gav hurtigt ordrer til højre og venstre. I hånden havde han den store revolver. En bil stod ved fortovskanten med motoren i gang. Han satte sig alene ind på bagsædet og kørte bort i retning af Gattjina, for at besejre Kerenskij. Ved mørkets frembrud nåede han byens udkant og fortsatte til fods. Hvad Dybenko sagde til kosakkerne véd ingen, men det er et faktum, at Krasnov og hans stab og adskillige tusinde kosakker overgav sig og rådede Kerenskij til at gøre det samme. Hvad Kerenskij angår, jeg aftrykker her den forklaring, general Krasnov afgav om morgenen den 14. november: »Gattjina, 14. november 1917. Ved tretiden i nat blev jeg kaldt til den øverstkommanderende (Kerenskij). Han var meget ophidset og meget nervøs. »General,« sagde han til mig, »Deres kosakker har forrådt mig. Deres kosakker erklærer kategorisk, at De vil arrestere mig og udlevere mig til matroserne«. »Ja,« svarede jeg, »det bliver der snakket om, og jeg véd, at De ikke er afholdt nogen steder«. »Men officererne siger det samme«. »Ja, de fleste officerer er utilfredse med Dem«. »Hvad skal jeg gøre ? Måske begå selvmord !« »Hvis De er en ærlig mand, tager De straks til Petrograd med et hvidt flag, opsøger den militære revolutionskomité og indleder forhandlinger som chef for den provisoriske regering«. »Vel. Det er det, jeg vil gøre, general.« »Jeg vil give Dem en vagt med og sørge for, at også en matros tager med Dem.« »Nej, nej, ikke nogen matros. Véd De, om det er sandt, at Dybenko er her ?« »Jeg véd ikke, hvem Dybenko er.« »Han er min fjende.« »Der er ikke noget at gøre. Hvis man spiller højt spil, må man også kunne mærke, når chancen er der«. »Ja, jeg vil tage af sted i aften !« »Hvorfor det ? Det ville være flugt. Tag roligt og åbent bort, sådan at alle og enhver kan se, at De ikke er ved at stikke af«. »Vel. Men De må give mig en pålidelig vagt med«. »Det skal jeg«. Jeg gik ud og kaldte på general Ruskov fra 10. Don-regiment og befalede ham at samle ti kosakker til at ledsage den øverstkommanderende. En halv time senere kom kosakkerne for at fortælle mig, at Kerenskij ikke var i sit kvarter, at han var stukket af. Jeg gav ordre til alarm og eftersøgning, i den formodning at han ikke kunne have forladt Gattjina, men han var forsvundet...«. Kerenskij var altså flygtet, alene, »forklædt i en matrosuniform«, og derved mistede han resten af den popularitet, han kunne have tilbage blandt de russiske masser...Jeg tog tilbage til Petrograd på forsædet af en lastbil, der blev kørt af en arbejder og var proppet med rødgarder. Vi havde ingen petroleum, og derfor var lygterne ikke tændt. Vejen var pakket med proletariske afdelinger på vej hjem, og nye reserver strømmede ud for at afløse. Masser af lastbiler som vor egen, rækker af kanoner og vogne ragede op i mørket, uden lygter, ligesom vi selv. Vi skumplede voldsomt af sted, svingede fra højre til venstre for at undgå tilsyneladende uundgåelige sammenstød, med hjulene skrabende mod andre vogne, og strømme af skældsord fra fodgængere. Over horisonten spredtes glitrende lys fra hovedstaden der var så langt mere pragtfuld om natten end om dagen, den lignede en dynge juveler på den bare slette. Den gamle arbejder kørte med én hånd på rattet, mens han med den anden gjorde en drabelig gestus, som ville han omfavne den fjerne, strålende hovedstad. »Min !« råbte han med lysende ansigt. »Min by nu ! Mit Petrograd !«

Den militære revolutionskomité fulgte sin sejr op med pågående kraft:  »Den 14. november. Til alle armé-, korps-, divisions- og regimentskomiteer, til alle sovjetter af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, til alle, alle, alle. I overensstemmelse med aftalen mellem kosakkerne, officerseleverne, soldaterne, matroserne og arbejderne er det blevet besluttet at drage Aleksander Fjodorovitj Kerenskij til ansvar for en folkedomstol. Vi forlanger, at han arresteres, og at han, på befaling af de nedennævnte organisationer, øjeblikkelig kommer til Petrograd og stiller sig for domstolen. Undertegnet: Kosakkerne i 1. division af Ussuri kavaleriet, Komiteen af officerselever i Petrograds friskyttekorps, Delegerede fra 5. armé. Folkekommissær Dybenko. Frelse-komiteen, Dumaen, det socialrevolutionære partis hovedledelse, der stolt erklærede at have Kerenskij som medlem, protesterede alle lidenskabeligt og  fastholdt, at han kun kunne stå til ansvar over for en Konstituerende Forsamling. Om aften den 16. november så jeg 2000 røde garder svinge ned af Zagorodnyj-boulevarden bag et militærorkester, der spillede Marseillaisen - hvor den dog lød godt - med blodrøde flag over de mørke rækker af arbejdere, for at byde velkommen til deres brødre, der havde været ude at forsvare det »Røde Petrograd«. I det sure tusmørke trampede de af sted, mænd og kvinder, med deres lange bajonetter svingende, gennem dårligt oplyste, mudderglatte gader, mellem tavse klynger af bourgeoiser, hvis ansigter røbede både foragt og frygt... Alle var imod dem - forretningsfolk, spekulanter, finansfolk, godsejere, officerer, politikere, lærere, studenter, sagførere, læger, butikshandlende, kontorister, agenter. De andre socialistiske partier nærede et uforsonligt had til bolsjevikkerne. På sovjetternes side stod de almindelige arbejdere, matroserne, alle ikke-demoraliserede soldater, de jordløse bønder og nogle få - meget få - intellektuelle... Fra de fjerneste egne af det store Rusland, som formelig blev oversvømmet af bitre gadekampe, virkede nyhederne om Kerenskijs nederlag som et tordnende ekko af proletariatets sejr alle vegne. Kazan, Saratov, Novgorod, Vinnitza - hvor der var udgydt blod i gaderne; Moskva, hvor bolsjevikkerne havde vendt deres artilleri imod bourgeoisiets sidste fodfæste - Kreml. »De er ved at bombardere Kreml ! Nyhederne gik fra mund til mund i Petrograds gader, næsten med en fornemmelse af rædsel. Rejsende fra den »hvide og strålende Moder Moskva« kom med skrækkelige beretninger. Tusinder dræbt; Tverskaja og Kuznetskij Most i flammer; kirken på den Røde Plads en rygende ruin, Uspenskij-katedralen styrtet sammen, Spasskaja porten i Kreml halvvejs væltet, Dumaen nedbrændt til grunden«. Intet af, hvad bolsjevikkerne havde gjort, kunne sammenlignes med denne frygtelige bespottelse i det Hellige Ruslands hjerte. De troendes ører syntes at høre lyden af kanonernes drøn foran den hellige ortodokse kirke, mens den russiske nations helligdom blev sprængt til støv... Den 15. november brast opdragelseskommissær Lunatjarskij i tårer under et møde i Folkekommisærernes Råd og styrtede ud af værelset med udbruddet: »Jeg kan ikke holde det ud ! Jeg kan ikke bære denne uhyrlige ødelæggelse af skønhed og tradition ... Samme eftermiddag blev hans tilbagetrædelseserklæring trykt i bladene: »Jeg har netop af folk, der er kommet fra Moskva, fået meddelelse om, hvad der er foregået dér. Basilius-katedralen og endnu en katedral er under bombardement. Kreml, hvor de mest betydningsfulde kunstskatte fra Petrograd og Moskva nu er samlet, ligger under artilleriild. Der er tusinder af ofre. Den frygtelige kamp har nået et stadium af dyrisk vildskab. Hvad er der tilbage ? Hvad mere kan der ske ? Jeg kan ikke bære dette. Målet er fuldt for mig. Jeg er ude af stand til at udholde disse rædsler. Det er umuligt at arbejde under trykket af tanker, der gør mig vanvittig ! Derfor forlader jeg Folkekommissærernes Råd. Jeg er ganske klar over alvoren i denne beslutning. Men jeg kan ikke bære mere..«  Samme dag overgav de hvide garder og officerseleverne i Kreml sig og fik lov at marchere bort uden overlast. Fredsaftalen lød: 1. Den offentlige sikkerhedskomité ophører at eksistere. 2. Den hvide garde nedlægger sine våben og opløses. Officererne beholder deres sidevåben. I militærskolerne forbliver kun uddannelsesvåben, alle andre skal officerseleverne aflevere. Den militære revolutionskomité garanterer personlighedens frihed og ukrænkelighed. 3. For at afgøre spørgsmålet om afvæbning, som fastsat i punkt 2, nedsættes der en særlig kommission, bestående aL repræsentanter for alle de organisationer, der har taget del i fredsforhandlingerne. 4. Fra det øjeblik, hvor denne fredsaftale undertegnes, skal begge parter øjeblikkelig give ordre til at indstille skydningen og standse alle militære operationer og tage skridt til at sikre en punktlig overholdelse af denne ordre. Samtidig med undertegnelsen af denne aftale skal alle fanger på begge sider løslades...« I to dage havde bolsjevikkerne nu behersket byen. De forskrækkede borgere var ved at krybe ud af deres kældre for at søge efter deres døde, barrikaderne på gaderne var ved at blive fjernet. I stedet for at dø hen syntes historierne om ødelæggelserne i Moskva imidlertid at vokse... Og det var under påvirkning af disse forfærdende beretninger, at vi bestemte os til at rejse derhen. Petrograd har ganske vist i et århundrede været regeringsby, men er alligevel stadig et kunstprodukt. Moskva er det virkelige Rusland, Rusland som det var og vil blive ved at være, i Moskva ville vi få den rette fornemmelse af, hvad det russiske folk mente om revolutionen. Livet var mere intenst dér. I den sidste uge havde Petrograds militære revolutionskomité med støtte af de menige jernbanefolk overtaget Nikolaj-jernbanen og skyndsomst sendt tog efter tog med matroser og rødgarder mod sydøst... Vi blev forsynet med pas fra Smolnyj, uden hvilke ingen kunne forlade hovedstaden... Da toget bakkede ind til perronen, blev dørene stormet af en hob uordentlige soldater, alle med vældige sække fulde af spiselige sager, de knuste vinduerne og væltede ind i alle kupeer, fyldte sidegangene og klatrede slutteligt op på taget. Tre af os nåede at klemme os ind i en kupé, men lige efter kom der en snes soldater ind... Der var kun plads til fire, vi argumenterede og demonstrerede, og konduktøren sluttede sig til - men soldaterne lo blot. Skulle de måske bryde sig om, hvordan et par burgøjsere havde det ? Vi halede vore pas fra Smolnyj frem, øjeblikkelig skiftede soldaterne holdning. »Kom her, kammerater,« råbte en af dem, »de folk er amerikanske kammerater. De er kommet 30.000 km for at se vores revolution, og de er naturligvis trætte...«. Med høflige og venlige undskyldninger begyndte soldaterne at forlade kupeen. Kort efter hørte vi dem bryde ind i en kupé, hvor der sad to tykke, velklædte russere, som havde bestukket konduktøren og låst døren.. Ved syvtiden om aftenen kørte toget, et enormt langt tog trukket af et svagt lille træfyret lokomotiv, og rumlede langsomt af sted med mange stop. Soldaterne oppe på vogntaget sparkede med hælene og sang klagende bondesange, og i korridoren, der var så pakket, at det var umuligt at bane sig vej, rasede der hele natten voldsomme politiske diskussioner. Af og til kom konduktøren igennem og så rutinemæssigt efter billetterne. Han fandt ikke ret mange andre end vore, og efter en halv times forgæves kævl løftede han opgivende armene og gik. Luften var kvælende, fuld af røg og stank; hvis vinduerne havde været hele, ville vi sikkert være besvimet om natten. Sent næste morgen kiggede vi ud på en snedækket verden. Det var bitterlig koldt. Ved middagstid kom en bondekone op i vognen med en kurv brødhumpler og en stor kande lunken kaffeerstatning. Derefter var der lige til aften kun det stopfulde tog, bumpende og stoppende, og tilfældige stationer, hvor en demoraliseret hob sværmede ind omkring den sparsomt forsynede buffet og fejede den ren ... Under en af disse standsninger stødte jeg på Nogin og Rykov, de afdankede kommissærer, som nu vendte tilbage til Moskva for at lægge deres klager frem for deres egen Sovjet, og et stykke længere fremme traf jeg Buharin, en lille rødskægget mand med en fanatikers øjne - »mere til venstre end Lenin«, sagde man om ham ... Så kom de tre slag på klokken, og vi styrtede ind i toget og masede os under talrige vridninger gennem den støjende og stopfyldte sidegang... Et godmodigt folkefærd, der bar ubehagelighederne med humør og tålmodighed og i det uendelige diskuterede om alt lige fra situationen i Petrograd til det britiske fagforeningssystem og højlydt argumenterede imod de få burgøjsere, der var med. Før vi nåede Moskva havde næsten hver vogn organiseret en komité, der skulle skaffe og fordele fødevarer, og disse komiteer blev delt i politiske fraktioner, som kævledes om grundprincipper... Banegården i Moskva lå øde hen. Vi gik hen til kommissærens kontor for at ordne returbilletterne. Han var en modfalden yngling med løjtnantsdistinktioner - da vi viste ham vore papirer fra Smolnyj, for han op og erklærede, at han ikke var bolsjevik, at han repræsenterede Komiteen for den offentlige Sikkerhed... Det var karakteristisk - i den almindelige tumult omkring erobringen af byen, havde sejrherrerne glemt den største banegård... Ikke en droske at øjne. Nogle husblokke nede fik vi imidlertid vækket en grotesk udstoppet izvostjik, der sov siddende på bukken i sin lille kane. »Hvor meget til byens centrum ?«. Han kløede sig i hovedet. »Herrerne vil ikke kunne få noget hotelværelse,« sagde han. »Men jeg vil køre dem rundt for hundrede rubler. . . «. Før revolutionen havde turen kostet to! Vi gjorde indvendinger, men han trak bare på skuldrene. »Der skal mod til at køre en kane i disse dage,« fortsatte han. Vi kunne ikke få ham længere ned end til 50...Mens vi for hen ad den tavse, snedækte, halvt oplyste gade, genfortalte han sine oplevelser under seks dages kampe. »Man kunne have en tur eller sidde og vente ved et hjørne,« sagde han, »og pludselig puuuf! eksploderede en granat her og een dér, og ratratrat et maskingevær... Jeg galoperer, og de djævle skyder rundt omkring. Jeg når en rar lille gade og stopper for at tage en lur, puuuf, en granat til, ratratrat ... de banditter ! Banditter ! De djævle! Prr !«. I byens centrum var gaderne stille, med snebunker langs siderne, en slags hviletilstand. Kun et par buelamper brændte, nogle få fodgængere skyndte sig af sted langs fortovene. En isnende vind blæste ind fra de store sletter, den gik til marv og ben. Ved det første hotel stod vi af og trådte ind i et kontor, der oplystes af to stearinlys. »Ja, vi har et par meget komfortable værelser, men alle vinduerne er skudt ud. Hvis herren ikke tager det så nøje med lidt frisk luft«. Langs Tverskaja-boulevarden var butiksvinduerne knust, og der var granathuller og oprevne brolægninger på gaderne. Hotel efter hotel var alle fulde, eller ejerne var endnu så forskrækkede, at de kun kunne sige: »Nej, nej, der er ingen værelser ! Der er ingen værelser !«. På hovedgaderne, hvor de store banker og forretningshuse lå, havde det bolsjevikiske artilleri været effektivt over for alle uden forskel. Som en sovjetisk talsmand berettede for mig: »Når vi ikke nøjagtigt vidste, hvor officerseleverne eller de hvide garder var, bombarderede vi deres tegnebøger . . . «. I det store hotel National tog de os endelig ind, for vi var fremmede, og den militære revolutionskomité havde lovet at beskytte fremmedes bopæl ... I øverste etage viste direktøren os, hvor granaterne havde knust adskillige vinduer. »De bæster !« sagde han og rystede med næven imod foregivne bolsjevikker. »Men vent ! Deres time vil komme, om nogle få dage vil deres latterlige regering falde, og så skal vi betale dem tilbage med renters rente !«. Vi spiste i en vegetarisk restaurant med det forjættende navn: »Jeg spiser ingen«, Tolstojs billede prangede på væggen, og startede så ud på gaderne. Moskva-sovjettens kontorer lå i den tidligere generalguvernørs palæ, en imposant hvid bygning på Skobelevpladsen. Røde garder stod skildvagt ved døren. Oven for den brede, officielle trappe, hvis vægge var overklistret med mødemeddelelser og henvendelser fra politiske partier, kom vi igennem en række højloftede venteværelser, der var prydet med purpurbehængte billeder i guldrammer, og vi kom frem til modtagelsessalonen med dens storslåede krystallysekroner og forgyldte loftsdekorationer. Stedet var fuldt af stilfærdig samtale, ledsaget af symaskiners summende bas. Store ruller rødt og sort bomuldsstof blev trillet ud over parketgulvet og på bordene, hvor der sad et halvt hundrede kvinder og skar til og syede transparenter og bannere til begravelsen af revolutionens døde. Disse kvinders ansigter var hærdet og arret af livet, når det var værst. Her sad de og arbejdede med stor alvor, mange af dem med rødrandede, forgrædte øjne ... Den Røde Hærs tab havde været store. Ved et skrivebord i et hjørne sad Rogov, en intelligent, skægget mand med briller og i sort arbejderbluse. Han inviterede os til at deltage i begravelsestoget næste morgen sammen med sovjettens forretningsudvalg ... »Det er umuligt at lære de socialrevolutionære og mensjevikkerne noget !« udbrød han. »De laver maskepi af bar vane. Tænk Dem ! De foreslog, at vi skulle holde begravelse sammen med officerseleverne !«. Fra hallens modsatte ende kom der en mand i laset soldaterkappe og hue, - ansigtet var bekendt, jeg genkendte Melnitjanskij, som jeg havde kendt som urmager George Melcher i Bayonne, New Jersey, under den store Standard Oil strejke. Nu var han sekretær for Moskvas fagforening af metalarbejdere og kommissær for den militære revolutionskomité under kampene ... »Her har du mig !« råbte han og pegede på sin mangelfulde påklædning. »Jeg var sammen med the boys i Kreml, da officerseleverne kom første gang. De lukkede mig inde i en kælder og huggede min overfrakke, mine penge, mit ur og min ring. Det her er alt hvad jeg har at tage på !«. Fra ham hørte jeg mange detailler fra de blodige seks dages kampe, der havde revet Moskva midt over. Til forskel fra Petrograd havde bydumaen i Moskva taget kommandoen over officerseleverne og de hvide garder. Rudnev, borgmesteren, og Minor, dumapræsidenten havde dirigeret Komiteen for den offentlige Sikkerhed og tropperne. Rjabtsev, bykommandanten, en mand med demokratisk indstilling, havde tøvet med at gøre modstand mod den militære revolutionskomité, men dumaen havde tvunget ham til det ... Det var borgmesteren, der havde været ivrig for at besætte Kreml: »De vil aldrig turde skyde på jer dér!« sagde han .. Et garnisoneret regiment havde været demoraliseret af den lange uvirksomhed og havde fået opfordringer fra begge sider. Regimentet holdt et møde for at træffe beslutning om, hvad man skulle gøre. Man besluttede at forblive neutral og fortsætte som hidtil - hvilket bestod i at drive byttehandel med galosjer og solsikkekerner ! »Men det værste var,« fortsatte Melnitjanskij, »at vi måtte skabe organisation under selve kampen. Den anden part vidste lige hvad den ville, men her havde soldaterne deres sovjet og arbejderne deres ... Der var en forfærdelig ballade over, hvem der skulle være øverstkommanderende, nogle regimenter diskuterede i dagevis, før de besluttede sig, og når officererne pludselig forlod os, havde vi ingen stab til at give ordrer .. Det var små, livfulde billeder, han gav mig. En kold, grå dag havde han stået på hjørnet af Nikitskaja, som blev holdt under maskingeværild. En klynge smådrenge var samlet dér, omstrejfere, som ellers gik med aviser. Med skingrende stemmer talte de sammen, som var det en ny leg, og ventede til skydningen stilnede af, så forsøgte de at løbe over gaden ... Mange blev dræbt, men resten løb over og tilbage igen flere gange, leende, provokerende hinanden. Sent om aftenen gik jeg hen i adelsklubben, hvor bolsjevikkerne skulle holde møde og tage stilling til Nogins, Rykovs og de andres rapport om grundene til at forlade Folkekommissærernes Råd. Mødestedet var et teater, hvor der under det gamle styre havde været amatørforestillinger med de sidste franske komedier, for et publikum af officerer og glitrende damer. Før mødets begyndelse kom de intellektuelle, de der boede nær byens centrum. Nogin talte, og de fleste af tilhørerne holdt åbenbart med ham. Det var meget sent, før arbejderne kom, arbejderkvartererne lå i byens udkanter, og der gik ingen sporvogne. Men ved midnat begyndte de at trampe op ad trappen, i grupper på ti - tyve, store klodsede mænd i dårligt tøj, lige fra kamplinien, hvor de i en hel uge havde kæmpet som djævle og set kammeraterne falde omkring sig. Næppe var mødet blevet regelret åbnet, før Nogin blev mødt med et uvejr af hyl og vrede råb. Forgæves søgte han at argumentere, at forklare. De ville ikke høre på ham. Han havde forladt Folkekommissærernes Råd, han var deserteret fra sin post, mens slaget rasede. Hvad den borgerlige presse angik, eksisterede den ikke mere her i Moskva, selv bydumaen var blevet opløst. Buharin rejste sig, bidende, logisk, med en stemme der borede og stak, borede og stak ... Ham lyttede de til med skinnende øjne. En resolution vedtoges, om støtte til Folkekommissærernes Råd, med overvældende majoritet. Således talte Moskva. Sent på natten gik vi gennem de øde gader gennem den Iberiske port ind på den Røde Plads foran Kreml. Basilius-katedralen dukkede frem som en fantastisk drøm, med sine klare kulører og svulmende kupler dæmpet af mørket. Der var ingen skader at øjne ... langs den ene side af pladsen ragede Kremls mørke tårne og mure op. På de høje mure flakkede skjulte flammers røde skær, stemmer nåede os over den vældige plads, sammen med lyden af hakker og skovle. Vi krydsede derover. Bjerge af ler og sten tårnede sig op nær murens fod. Vi kravlede op og så ned i to vordende massegrave, 3-4 meter dybe og 35 meter lange, hvor hundreder af soldater og arbejdere gravede i lyset af vældige bål. En ung student talte til os på tysk. »Brodergrave« forklarede han. »I morgen vil vi begrave fem hundrede proletarer, som døde for revolutionen.«. Han førte os ned i udgravningen. I hurtig takt svingedes hakker og skovle, og bjergene af jord foroven voksede. Ingen talte. Oven over os var himmelen tæt besået med stjerner, og det gamle kejserlige Kremls mure ragede umådeligt i vejret. »Her på dette hellige sted,« sagde studenten, »det helligste i hele Rusland, vil vi begrave vore helligste. Her, hvor tsarernes grave er, vil vor tsar, folket, få sit hvilested ... «. Han havde armen i bind, efter en kugle under kampene. Han så på forbindingen. »I udlændinge ser ned på os russere, fordi vi så længe tolererede et middelalderligt monarki,« sagde han. »Men vi så, at tsaren ikke var den eneste tyran i verden, kapitalismen var værre, og i alle lande var kapitalismen kejser ... Den russiske revolutionære taktik er den bedste ...Da vi forlod stedet, begyndte arbejderne i udgravningen langsomt at klatre op, udmattede og svedige trods kulden. Tværs over den Røde Plads kom en lille gruppe mænd farende. De sværmede ned i graven, samlede værktøjet op og begyndte at grave, grave, uden et ord... På den måde afløste folkets frivillige hinanden den lange nat igennem, uden noget stop i deres voldsomme energi, og da morgenens kolde lys brød igennem, lå der på den hvide snedækte plads gabende huller, hvor brodergravene lige var blevet færdige. Vi stod op før solopgang og skyndte os gennem de mørke gader til Skobelevpladsen. I hele den store by var der ikke et menneske at se; men der var en svag lyd af begyndende bevægelse, fjernt og nært, som en storm der nærmer sig. I det blege halvlys var en lille gruppe mænd og kvinder samlet foran sovjettens bygning med et bundt guldbroderede bannere - det var moskvasovjettens forretningsudvalg. Det blev lyst. Langt borte, men nærmere og nærmere, hørtes den svage lyd af bevægelse, den blev dybere og stærkere, en stadig og vældig bas. Byen var ved at komme på benene. Vi begav os ned ad Tverskaja, hvor bannere blafrede over os. De små gadekapeller langs vor vej var lukkede og mørke, ligeså den Iberiske Jomfrus kapel, som hver ny tsar havde besøgt, før han tog til Kreml for at sætte kronen på sit hoved, og som dag og nat var åben og fuld af besøgende, og strålende af de troendes lys, der skinnede på ikonernes guld og sølv og juveler. Nu var lysene slukket for første gang siden Napoleon var i Moskva. Den Hellige ortodokse Kirke havde trukket sin nærværelses lys bort fra Moskva, hvor de vantro slanger holdt til, der havde bombarderet Kreml. Mørke og tavse og kolde stod kirkerne, præsterne var forsvundet. Ingen gejstlige til at forestå den Røde Begravelse, intet sakramente til de døde, ingen bønner over gudsbespotternes grav. Tihon, Moskvas metropolit, skulle snart lyse sovjetterne i band. Også butikkerne var lukket, og de besiddende klasser blev inden døre - men af andre grunde. Dette var Folkets Dag, hvis komme indvarsledes af en brølen så vældig som havets brænding ... Allerede nu strømmede der en menneskeflod gennem den Iberiske port, og den vældige Røde Plads var oversået med mennesker, i tusindvis. Jeg bemærkede, at mens mængden passerede det Iberiske kapel, hvor passanterne altid havde korset sig, syntes ingen at bemærke helligdommen. Vi banede os vej gennem den tætte masse, der stod pakket sammen ved Kremls mur, og steg op på en af jordbunkerne. Der var allerede andre deroppe, deriblandt Muranov, den soldat, der var blevet valgt til kommandant i Moskva, en høj, enfoldigt udseende skægget mand med et venligt ansigt. Gennem alle gader strømmede folk til den Røde Plads, tusinder efter tusinder, alle med de fattiges og arbejdendes udseende. Et militærorkester kom marcherende til tonerne af Internationale, langsom og højtidelig, og spontant fængede sangen og bredte sig som vindens krusninger over havet. Fra Kremlmurens kant hang vældige transparenter ned til jorden, røde, med store bogstaver i guld og hvidt: »Martyrer for den sociale verdensrevolutions begyndelse« og »Længe leve broderskabet mellem arbejderne i hele verden«. En bidende vind fejede henover pladsen og løftede transparenterne op. Nu kom arbejderne fra forskellige fabrikker i fjerne kvarterer med deres døde. Man kunne se dem gennem porten, de strålende transparenter, den matte røde blodfarve på kisterne, som de bar. Kisterne var lavet af uhøvlet træ og nødtørftigt malede, de blev båret højt på skuldrene af mænd, som marcherede med tårerne strømmende ned over ansigtet, og fulgt af kvinder, der hulkede og skreg eller gik stift med hvide, døde ansigter. Nogle af kisterne var åbne, låget blev båret bagved, andre var dækket af guld- eller sølvbroderi, eller havde en soldaterhue sømmet fast ovenpå. Der var mange kranse af forfærdelige, kunstige blomster ... Gennem en uregelmæssig allé, der åbnede sig og lukkede sig igen, kom processionen langsomt henimod os. Nu flød der en endeløs strøm af bannere gennem porten, med alle nuancer af rødt, med guld- og sølvbogstaver, og duske af crepe foroven, og nogle anarkistiske flag, sorte med hvide bogstaver. Orkestret spillede den revolutionære sørgemarch, og mens folkemængdens vældige toner lød hen over de udækkede hoveder, sang begravelsestoget hæst og hulkende...Ind imellem fabriksarbejderne kom der kompagnier af soldater med deres kister, og kavalerieskadroner og artilleribatterier med kanonen omvundet af rødt og sort. Det blev ved uden ende, syntes det. Deres bannere bar påskrifterne »Længe leve III Internationale! « og »Vi ønsker en ærlig, almindelig, demokratisk fred !«. Langsomt kom optoget med kisterne hen til gravens munding, og bærerne steg med deres byrde ned i graven. Mange af bærerne var kvinder, brede, stærke, proletariske kvinder. Bag de døde kom andre kvinder, unge og bøjede, eller gamle, rynkede koner, der våndede sig som syge dyr og forsøgte at følge deres sønner og mænd ned i brodergraven og skreg op, når medfølende hænder holdt dem tilbage. De fattige har så megen kærlighed for andre ! Hele den lange dag varede begravelsesprocessionen ved, ind ad den Iberiske port og ud fra pladsen ad Nikolskaja, en flod af røde bannere, med ord om håb og broderskab og dristige profetier, mod en baggrund af halvtreds tusind mennesker - til evig beskuelse for verdens arbejdere og deres efterkommere ...Een efter een blev de fem hundrede kister sat ned i gravene. Tusmørket faldt på, og stadig blafrede og flagrede bannerne, orkestret spillede sørgemarchen, og den vældige forsamling stemte i. I de bladløse træer oven for gravene hang der kranse, der lignede mærkelige, mangefarvede blomster. To hundrede mænd begyndte at skovle jorden på. Det regnede sløvt på kisterne med en dump lyd, der kunne høres som et underlag under sangen ...Lysene blev tændt. De sidste bannere var passeret, og de sidste stønnende kvinder, der med frygtelig vedholdenhed så sig tilbage, mens de gik. Langsomt ebbede den proletariske flodbølge bort fra den store plads ...Jeg blev pludselig klar over, at det troende russiske folk ikke længere behøvede præster til at bede dem ind i himlen. De var ved at bygge et rige på jorden, et mere strålende end nogen himmel kunne byde, og for hvilket det var herligt at dø ...

Den første sovjetkongres, der afholdtes i juni dette år, proklamerede Ruslands nationers ret til selvbestemmelse. Den anden sovjetkongres, der afholdtes i november, bekræftede mere bestemt og definitivt Ruslands nationers umistelige ret. Folkekommissærernes Råd udøver disse kongressers vilje og har besluttet at lægge følgende principper til grund for sin virksomhed i nationalitetsspørgsmålet: 1. Ruslands nationer nyder lighed og suverænitet. 2. Ruslands nationer har ret til fri selvbestemmelse, også til løsrivelse og dannelse af en uafhængig stat. 3. Alle nationale og nationalt-religiøse privilegier og begrænsninger ophæves. 4. Fri udvikling af alle nationale mindretal og etniske grupper på Ruslands territorium. Dekreter vil blive udarbejdet, såsnart der er dannet en nationalitetskommission.

På den Russiske Republiks vegne.

Centralradaen i Kijev erklærede øjeblikkelig Ukraine for en uafhængig republik, og det samme gjorde den finske regering gennem senatet i Helsingfors. Uafhængige »regeringer« dukkede op i Sibirien og i Kaukasus. Den øverste polske militærkomité samlede hurtigt de polske tropper i den russiske hær, afskaffede deres komiteer og etablerede en jernhård disciplin ...Alle disse »regeringer« og »bevægelser« havde to ting tilfælles: de blev kontrolleret af de besiddende klasser, og de frygtede og foragtede bolsjevismen ... Støt, midt i rystende forandringers kaos, tømrede Folkekommissærernes Råd stilladset til det nye socialistiske samfund, Dekret om socialforsikring, om arbejderkontrol, Regulativ for jordkomiteerne, Afskaffelse af rang og titler, Afskaffelse af de gamle domstole og oprettelse af folkedomstole…..Foran Smolnyj så jeg en dag et pjaltet regiment, der kom lige fra skyttegravene. Tynde og grå i ansigterne stod soldaterne opstillet foran de store porte og så på bygningen, som om gud var derinde. Nogle pegede på tsar-ørnene over døren og lo ... Røde garder kom for at overtage vagten. Alle soldaterne drejede sig om for at se, nysgerrigt, som om de nok havde hørt om dem, men aldrig set dem. De lo godmodigt og smuttede ud af rækken for at slå rødgarderne på skuldrene, med halvt spøgende, halvt beundrende bemærkninger ...Den provisoriske regering eksisterede ikke mere. Den 15. november holdt præsterne i alle hovedstadens kirker op at bede for den. Men som Lenin sagde til TsIK var dette kun »begyndelsen til statsmagtens erobring«. Selv om oppositionen havde mistet våbnene, kontrollerede den stadig det økonomiske liv og gav sig til at organisere desorganisation, med hele det russiske talent for samarbejde - om at genere, lamme og kompromittere sovjetterne. Strejken blandt regeringstjenestemændene var godt organiseret, og den finansieredes af bankerne og forretningshusene. Hvert skridt, bolsjevikkerne gjorde for at overtage regeringsapparatet, mødte modstand. Trotskij gik til udenrigsministeriet; embedsmændene afslog at anerkende ham og låste sig inde, og da dørene blev brudt op, tog de deres afsked. Han forlangte nøglerne til arkiverne, men først da han hentede arbejdere til at bryde båsene op, blev nøglerne udleveret. Så blev det konstateret, at Neratov, den tidligere vice-udenrigsminister, var forsvundet med de hemmelige traktater... Sjlapnikov forsøgte at sætte sig i besiddelse af arbejdsministeriet. Det var bitterlig koldt, og der var ingen til at tænde op. Af alle de mange hundrede funktionærer var der ikke een, der ville vise ham, hvor ministerens kontor var ... Aleksandra Kollontaj blev den 13. november udnævnt til socialminister, - departementet for forsorgshjem og godgørenhed. Hun blev budt velkommen med en strejke, hvori alle på nær fyrre af funktionærerne i ministeriet deltog. Øjeblikkelig blev de fattige i de store byer og forsorgshjemmenes beboere styrtet ud i den ynkeligste nød: delegationer af sultende krøblinge og forældreløse med spidse blå ansigter belejrede bygningen. Med tårerne strømmede ned over ansigtet lod Kollontaj de strejkende arrestere, indtil de udleverede nøglerne til kontorerne og boksen, men da hun fik nøglerne, opdagedes det, at den tidligere minister, grevinde Panina, var gået med alle pengene, som hun nægtede at udlevere, før hun fik en ordre dertil af den Konstituerende Forsamling. I landbrugsministeriet, i forsyningsministeriet i finansministeriet skete lignende ting. og da tjenestemændene fik valget imellem at vende tilbage eller miste deres stillinger og deres pension, blev de enten borte eller gik over til sabotage ... Næsten alle intellektuelle var anti-bolsjevikiske, og der var ingen steder, hvor sovjetregeringen kunne rekruttere nye folk. De private banker holdt stædigt lukket, med bagdøren åben for spekulanter. Da de bolsjevikiske kommissærer ankom, forlod kontoristerne deres pladser, gemte bøgerne og fjernede penge og fonds. Alle statsbankens funktionærer strejkede undtagen dem, der havde ansvaret for boksene og møntprægningen, som afslog alle krav fra Smolnyj, og som gehejmt udbetalte vældige summer til Frelse-komiteen og til bydumaen. To gange kom der med eskorte af røde garder en kommissær, som regelret forlangte store summer til regeringsudgifter. Første gang var der et imponerende antal byduma-medlemmer og mensjevikiske og social-revolutionære ledere til stede, og de talte så alvorligt om konsekvenserne, at kommissæren blev forskrækket. Næste gang kom han med en rekvisition, og han gav sig til på behørig vis at læse den højt, men så var der én, der gjorde ham opmærksom på, at den ikke var dateret og stemplet, og den traditionelle russiske respekt for »dokumenter« tvang ham til at trække sig tilbage igen... De ansatte i kreditafdelingen ødelagde deres bøger, og dermed gik alt bogholderi vedrørende Ruslands finansielle forbindelser med udlandet tabt. Forsyningskomiteerne og forvaltningerne af de kommunale værker og tjenester arbejdede slet ikke eller drev sabotage. og da bolsjevikkerne, tvunget af bybefolkningens fortvivlede nød, forsøgte at hjælpe eller at få kontrol med de offentlige tjenester, gik alle funktionærer øjeblikkelig i strejke, og dumaen oversvømmede Rusland med telegrammer om, hvordan bolsjevikkerne »øvede vold mod det kommunale selvstyre«. I de militære stabe og i krigs- og marineministeriets kontorer, hvor de gamle tjenestemænd havde samtykket i at arbejde, blokerede hærkomiteerne og overkommandoen på enhver måde sovjetterne; de gik så vidt, at de endog underforsynede tropperne ved fronten. Jernbaneforbundets ledelse var fjendtligt indstillet og afslog at transportere sovjettropper, ethvert troppetog, der skulle køres bort fra Petrograd, måtte tages med magt, og jernbanefunktionærerne måtte arresteres hver gang - hvorpå forbundsledelsen truede med en øjeblikkelig generalstrejke, medmindre de blev løsladt...Smolnyj var oplagt magtesløs. Bladene fortalte, at alle fabrikker i Petrograd af mangel på brændsel måtte lukke i tre uger, jernbaneforbundet meddelte, at togene måtte ophøre at køre den 1. december, der var kun levnedsmidler til tre dage i Petrograd, og der ville ikke komme flere, og hæren ude ved fronten sultede ... Frelse-komiteen og de forskellige gamle centralkomiteer sendte bud ud over hele landet, at befolkningen ikke måtte rette sig efter regeringsdekreterne. og de allierede ambassader var enten koldt ligegyldige eller åbenlyst fjendtlige...Oppositionens blade, der blev standset den ene dag og næste dag udkom under nye navne, overøste det nye regime med bitter sarkasme. Selv Nyt Liv karakteriserede den som »en kombination af demagogi og magtesløshed«. Fra dag til dag (sagde bladet) synker Folkekommissærernes Regering dybere og dybere ned i et overfladisk hastværks kviksand. Det var så let at erobre magten…., men bolsjevikkerne ikke gøre brug af den. Ude af stand til at dirigere den eksisterende regeringsmekanisme formår de heller ikke at skabe nogen ny, som arbejde let og frit i overensstemmelse med de sociale projektmageres teorier. For kort tid siden havde bolsjevikkerne ikke folk nok tilhøre deres eget voksende parti, - og det var et arbejde navnlig for talere og skribenter; hvor skal de nu gå hen og finde øvede folk til at udføre de mangeartede og komplicerede regeringsforretninger ? Den nye regering handler og truer, den oversprøjter landet med dekreter, det ene mere radikalt og »socialistisk« end det andet. Men i denne udstilling af socialisme på papiret - som mest sandsynligt kun bliver til forbavselse for vore efterkommere - synes der hverken at være ønske eller evne til at løse dagens øjeblikkelige problemer ! I mellemtiden holdt jernbaneforbundets konference om dannelse af en ny regering møde nat og dag. Begge parter havde allerede i princippet givet tilslutning til et regeringsgrundlag, sammensætningen af et folkeråd var under diskussion, ministeriet blev forsøgsvis sammensat, med Tjernov som statsminister, bolsjevikkerne fik et betydeligt mindretal af posterne, men Lenin og Trotskij blev udelukket. Centralkomiteerne for det mensjevikiske og det socialrevolutionære parti, og bondesovjetternes landsledelse besluttede, at skønt de uforanderligt var modstandere af bolsjevikkernes »forbryderiske politik«, ville de, »for at standse udgydelsen af broderblod« ikke modsætte sig deres optagelse i folkerådet. Kerenskijs flugt og sovjetternes forbløffende succes alle vegne ændrede imidlertid situationen. Den 16. november forlangte de venstre-socialrevolutionære på et møde i TsIK, at bolsjevikkerne skulle danne en koalitionsregering sammen med de øvrige socialistiske partier, ellers ville de trække sig tilbage fra den militære revolutionskomité og fra TsIK. Malkin sagde: »Nyhederne fra Moskva, hvor vore kammerater dør på begge sider af barrikaderne, foranlediger os til endnu en gang at fremdrage spørgsmålet om statsmagtens organisering, og det er ikke alene vor ret at gøre det, men det er også vor pligt... Vi har vundet retten til at sidde sammen med bolsjevikkerne her inden for Smolnyj instituttets mure og til at tale fra denne tribune. Efter den bitre strid mellem partierne vil vi være nødt til, hvis I nægter at indgå på et kompromis, at gå over til åben kamp udenfor... Vi må foreslå et acceptabelt kompromis over for demokratiet..«. Efter en afbrydelse for at drøfte dette ultimatum vendte bolsjevikkerne tilbage med en resolution, som Kamenev oplæste: »TsIK anser det for nødvendigt, at der i regeringen optages repræsentanter for alle socialistiske partier, som deltager i Sovjetterne af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, og som anerkender 7. november-revolutionens erobringer, det vil sige oprettelsen af en sovjetregering; dekreterne om fred, jord og arbejderkontrol med industrien, og bevæbningen af arbejderklassen. TsIK beslutter derfor at foreslå alle partier i Sovjetten forhandlinger om dannelse af en regering og fastholder følgende betingelser som grundlag: Regeringen er ansvarlig over for TsIK. TsIK skal udvides til 150 medlemmer. Til disse 150 medlemmer af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter skal føjes 75 delegerede fra bondesovjetternes provinssovjetter, 80 delegerede fra hærens og flådens frontorganisationer, 40 fra fagforbundene (25 fra de forskellige landsforbund, i forhold til deres betydning, 10 fra jernbaneforbundet og 5 fra post- og telegrafforbundet) og 50 delegerede fra de socialistiske grupper i Petrograds byduma. I ministeriet selv skal mindst halvdelen af posterne reserveres for bolsjevikkerne. Arbejds-, indenrigs- og udenrigsministeriet skal overdrages til bolsjevikkerne. Kommandoen over garnisonerne i Petrograd og Moskva skal forblive hos delegerede fra sovjetterne i de to byer. Regeringen påtager sig den systematiske bevæbning af arbejderne i hele Rusland. Det besluttes at fastholde kammeraterne Lenins og Trotskijs kandidatur«.  Kamenev forklarede. »Det såkaldte folkeråd,« sagde han, »som konferencen har foreslået, ville komme til at bestå af ca. 420 medlemmer, af hvilke ca. 150 ville blive bolsjevikker. Desuden ville der blive delegerede fra den kontrarevolutionære gamle TsIK, 100 medlemmer valgt af bydumaerne, allesammen reaktionære militarister, 100 delegerede fra bondesovjetterne, udpeget af Avksentjev og 80 fra de gamle hærkomiteer, som ikke længere repræsenterede soldatermasserne. »Vi kan ikke indlade os på at medtage den gamle TsIK, og heller ikke repræsentanter for bydumaerne. De delegerede fra bondesovjetterne skal vælges af bondekongressen, som vi har indkaldt, og som samtidig vil vælge en ny landsledelse. Forslaget om at udelukke Lenin og Trotskij er et forslag om at halshugge vort parti, og vi kan ikke acceptere det. og endelig ser vil det hele taget ikke, at noget folkeråd er nødvendigt, sovjetterne står jo åbne for alle socialistiske partier, og TsIK repræsenterer dem efter deres virkelige styrke blandt masserne«. Karelin talte for de venstre-socialrevolutionære og erklærede, at hans parti ville stemme for den bolsjevikiske resolution, men forbeholdt sig ret til at ændre visse detailler, for eksempel bøndernes repræsentation, og han forlangte, at landbrugsministeriet skulle overlades de venstre-socialrevolutionære. Dette fik tilslutning... Senere, på et møde i Petrograd-sovjetten besvarede Trotskij et spørgsmål om dannelse af en ny regering: »Det véd jeg ikke noget om. Jeg tager ikke del i forhandlingerne... Jeg tror imidlertid ikke, at de er af stor betydning. .«. Den aften var der stærk misstemning på konferencen. Bydumaens delegerede udvandrede. Men i Smolnyj selv, i det bolsjevikiske partis rækker, var der ved at opstå en formidabel opposition mod Lenins politik. Den 17. november om aftenen var den store sal stopfuld og ladet med spænding til TsIKs møde. Larin, bolsjevik, erklærede, at det øjeblik nærmede sig, hvor valgene til den Konstituerende Forsamling skulle afholdes, og at det var på tide at ophøre med »politisk terrorisme«. »De foranstaltninger, der tages mod pressens frihed, må ændres. De havde deres berettigelse under kampen, men nu er der ikke længere nogen undskyldning for dem. Pressen må være fri, når undtages opfordringer til uroligheder og opstand.« Under en storm af piben og hyl fra hans eget parti stillede Larin følgende resolutionsforslag: »Dekretet fra Folkekommissærernes Råd om pressen tilbagekaldes hermed: Foranstaltninger til politisk undertrykkelse kan kun anvendes efter beslutning af et særligt tribunal, der vælges af TsIK efter partiernes størrelse, og dette tribunal skal også have ret til at nybehandle beslutninger om undertrykkelsesforanstaltninger, der allerede er taget«. Dette blev hilst med en bifaldsstorm, ikke alene fra de venstre-socialrevolutionære, men også fra en del af bolsjevikkerne. I en fart foreslog Avanesov på leninisternes vegne, at pressespørgsmålet blev udsat, indtil et kompromis mellem de socialistiske partier var blevet nået. Dette blev med stor majoritet stemt ned. »Den revolution,« fortsatte Avanesov, »som nu er ved at blive fuldbyrdet, har ikke tøvet med at angribe privatejendommen, og det er som privatejendom vi må behandle spørgsmålet om pressen«. Derpå oplæste han den officielle bolsjevikiske resolution: »Undertrykkelsen af den borgerlige presse var dikteret ikke alene af rent militær nødvendighed under opstandens forløb og for at krydse kontrarevolutionens handlinger, men også som et overgangsskridt henimod etableringen af nye presseforhold, under hvilke kapitalistiske ejere af trykkerier og papir ikke kan være almægtige og eksklusive fabrikanter af offentlig mening. Vi må endvidere skride til konfiskation af private trykkerier og papirlagre, som må blive sovjetternes ejendom, både i hovedstaden og i provinsen, således at de politiske partier og grupper kan gøre brug af trykkemulighederne i forhold til den virkelige styrke af deres ideer - med andre ord i forhold til deres medlemstal. Genindførelse af den såkaldte »pressefrihed«, den simple tilbagegivelse af trykkerier og papir til kapitalisterne, som forgifter folkets sind, ville være en utilstedelig kapitulation over for kapitalens vilje, en opgivelse at en af revolutionens erobringer, med andre ord et skridt af umiskendelig kontrarevolutionær karakter. Ud fra ovenstående afviser TsIK kategorisk alle forslag, der tilsigter genindførelse af de gamle presseforhold og støtter utvetydigt det synspunkt, Folkekommissærernes Råd har anlagt i dette spørgsmål, imod krav og ultimata, der er dikteret at småborgerlige fordomme eller udspringer at oplagt kapitulation over for det kontrarevolutionære bourgeoisis interesser«. Oplæsningen af denne resolution var blevet afbrudt af ironiske hyl fra de venstre-socialrevolutionære og vredesudbrud fra de rebellerende blandt bolsjevikkerne. Karelin fór op og protesterede. For tre uger siden var bolsjevikkerne de mest hårdkogte forsvarere af pressefriheden... Argumenterne i denne resolution rummer specielt samme synspunkt som de gamle Sorte Hundreder eller tsarstyrets censorer - for de talte også om »folk, der forgifter folkets sind«. Trotskij holdt en lang tale til forsvar for resolutionen. Han skelnede mellem pressen under borgerkrigen og pressen efter sejren. »Under borgerkrigen tilhører retten til magtanvendelse udelukkende de undertrykte...« (Tilråb: Hvem er de undertrykte nu ? Din kannibal !).»Sejren over vore modstandere er endnu ikke fuldbyrdet, og bladene er våben i deres hånd. Under disse omstændigheder er standsningen af bladene en berettiget forsvarsforanstaltning. «. Trotskij gik over til spørgsmålet om pressen efter sejren og fortsatte: »Socialisternes stilling til spørgsmålet om pressens frihed må være den samme som deres stilling til forretningslivets frihed... Det demokratiske styre, der er i færd med at opstå i Rusland, forlanger, at privatbesidderes beherskelse af pressen afskaffes, ligesom privatbesidderes beherskelse af industrien ... Sovjetternes statsmagt bør konfiskere alle trykkerier.« (Tilråb: Konfisker Pravdas trykkeri !). »Bourgeoisiets pressemonopol må afskaffes. Ellers er det ikke umagen værd at tage magten ! Enhver gruppering af medborgere må have adgang til trykkerier og papir... Besiddelse af typemateriale og papir tilkommer først og fremmest arbejderne og bønderne, og kun derefter de borgerlige partier, som er i mindretal... At magten er gået over til sovjetterne vil medføre en radikal forvandling af de væsentlige livsbetingelser, og denne forvandling må nødvendigvis afspejle sig i pressen... Hvis vi skal til at nationalisere bankerne, kan vi så tolerere finansfolks tidsskrifter ? Det gamle regime må dø, det må man én gang for alle forstå ..«. Bifald og vrede tilråb. Karelin erklærede, at TsIK ikke havde nogen ret til at træffe beslutning om dette vigtige spørgsmål, som burde overlades til en særlig komité. Han forlangte på ny med lidenskab i stemmen, at pressen skulle være fri. Så kom Lenin, rolig, lidenskabsløs, med rynker i panden, mens han talte, langsomt, med velafvejede ord, hver sætning faldt som et hammerslag. »Borgerkrigen er endnu ikke endt, fjenden er stadig i vor nærhed, altså er det umuligt at afskaffe undertrykkelsesforanstaltninger mod pressen. Vi bolsjevikker har altid sagt, at når vi nåede frem til statsmagten, ville vi standse den borgerlige presse. At tolerere borgerlige blade ville være det samme som at ophøre at være socialist. Når man laver en revolution, kan man ikke marchere på stedet, man må altid gå fremad - eller gå tilbage. Den som nu taler om »pressefrihed« går tilbage og bremser vor flyvende fart henimod socialismen. »Vi har afkastet kapitalismens åg, ligesom den første revolution afkastede tsardømmets åg. Hvis den første revolution havde ret til at undertrykke de monarkistiske blade, så har vi ret til at undertrykke den borgerlige presse. Det er umuligt at skille spørgsmålet om pressens frihed fra andre spørgsmål i klassekampen. Vi har lovet at standse disse blade, og vi vil gøre det. Folkets overvældende majoritet er med os ! »Nu da opstanden er ovre, har vi absolut ikke noget ønske om at undertrykke de andre socialistiske partiers blade, medmindre de opfordrer til væbnet opstand eller til ulydighed over for sovjetregeringen. Vi vil imidlertid ikke under påskud af frihed for den socialistiske presse tillade den med hemmelig støtte af bourgeoisiet at skaffe sig et monopol på trykkerier, tryksværte og papir... Disse væsentlige ting må blive sovjetregeringens ejendom og navnlig fordeles til de socialistiske partier i nøje forhold til deres vælgerstyrke..«. Derpå foretoges afstemningen. Larins og de venstresocialrevolutionæres resolution blev afvist med 31 mod 22, Lenins forslag blev vedtaget med 34 mod 24. Blandt mindretallet var bolsjevikkerne Rjazanov og Lozovskij, som erklærede, at det var dem umuligt at stemme for nogen begrænsning af pressens frihed. Herefter udtalte de venstre-socialrevolutionære, at de ikke længere kunne være ansvarlige for, hvad der blev gjort, og trak sig tilbage fra den militære revolutionskomité og fra alle andre administrative ansvarlige poster. Fem medlemmer - Nogin, Rykov, Miljutin, Teodorovitj og Sjlapnikov - gik ud af Folkekommissærernes Råd, idet de udtalte: »Vi går ind for en socialistisk regering sammensat af alle partier i sovjetten. Vi mener, at kun oprettelsen af en sådan regering kan give mulighed for at sikre resultaterne af arbejderklassens og den revolutionære hærs heroiske kamp. Ellers er der kun én vej: dannelsen af en rent bolsjevikisk regering ved hjælp af politisk terrorisme. Det sidste er den vej, Folkekommissærernes Råd har valgt. Vi kan ikke og vil ikke følge den. Vi ser, at dette leder direkte til mange proletariske organisationers fjernelse fra det politiske liv, til oprettelsen af et uansvarligt regime, og til ødelæggelsen af revolutionen og landet. Vi kan ikke tage ansvaret for en sådan politik, og vi frafalder derfor over for TsIK vore funktioner som folkekommissærer«. Andre kommissærer undertegnede erklæringen uden at forlade deres poster - Rjazanov, Derbysjev fra presseafdelingen, Arbuzov fra regeringstrykkeriet, Jurenjev fra de Røde Garder, Fjorodov fra arbejdsministeriet og Larin, der var sekretær for den afdeling, der udarbejdede dekreterne. Samtidig trådte Kamenev, Rykov, Miljutin, Zinovjev og Nogin ud af det bolsjevikiske partis centralkomité med følgende offentlige begrundelse: »Dannelsen af en sådan regering (sammensat af alle partier i sovjetten) er uomgængelig for at forhindre nye strømme af blod, en kommende hungersnød, ødelæggelse af revolutionen ved en offensiv fra Kaledin, for at sikre sammenkaldelsen af den Konstituerende Forsamling i rette tid og for effektivt at gennemføre det program, sovjetkongressen har vedtaget... Vi kan ikke tage ansvaret for den katastrofale politik, centralkomiteen fører, og som fortsættes imod det enorme flertal af proletariatet og soldaterne, der er ivrige efter at se en hurtig afslutning på blodsudgydelserne mellem demokratiets forskellige politiske partier... Vi opgiver vort hverv som medlemmer af centralkomiteen for at blive i stand til offentligt at sige vor mening til arbejder- og soldatermasserne... Vi forlader centralkomiteen i selve sejrens øjeblik, vi kan ikke med sindsro være tilskuere, mens centralkomiteens ledere fører en politik, der driver henimod tabet af sejrens frugter og undertrykkelse af proletariatet«...  Arbejdermasserne og soldaterne i garnisonen rørte foruroliget på sig og sendte delegationer til Smolnyj, til Konferencen om Dannelse af en Ny Regering, hvor revnen i bolsjevikkernes rækker vakte løssluppen glæde. Men leninisternes svar kom hurtigt og ubarmhjertigt. Sjlapnikov og Teodorovitj underkastede sig partidisciplinen og vendte tilbage til deres poster. Kamenev blev berøvet sin myndighed som formand for TsIK, og i stedet valgtes Sverdlov. Zinovjev blev afsat som formand for Petrograd-sovjetten. Om morgenen den 20. november indeholdt Pravda en voldsom proklamation til Ruslands folk, skrevet af Lenin, og derpå trykt i hundredtusinder af eksemplarer og slået op på murene alle vegne og uddelt over det vidtstrakte Rusland: »Den 2. alrussiske sovjetkongres gav bolsjevikkernes parti flertallet. Kun en regering, som dette parti har sammensat, er derfor en sovjetregering. og alle véd, at centralkomiteen for bolsjevikkernes parti nogle timer før den nye regeringsdannelse, og før listen over regeringsmedlemmerne blev forelagt den 2. alrussiske sovjetkongres, indbød tre af de fremtrædende medlemmer af de venstre-socialrevolutionæres gruppe, kammeraterne Kamkov, Spiro og Karelin, til sit møde og foreslog dem at deltage i den nye regering. Vi beklager overordentligt, at kammeraterne fra de venstre-socialrevolutionæres parti sagde nej; vi betragter deres afslag som utilladeligt for en revolutionær og en tilhænger af det arbejdende folk; vi er til enhver tid rede til at optage de venstre-socialrevolutionære i regeringen, men vi erklærer, at vi som det parti, der har flertallet på den 2. alrussiske sovjetkongres, har ret til og overfor folket er forpligtet til at danne regering… Kammerater ! Nogle medlemmer af vort partis centralkomité og Folkekommissærernes Råd, Kamenev, Zinovjev, Nogin, Rykov, Miljutin og nogle få andre er i går, den 17. november trådt ud af vort partis centralkomité og - de tre sidste - af Folkekommissærernes Råd... De udtrådte kammerater har handlet som desertører, idet de ikke blot har forladt de poster, der var betroet dem, men også overtrådt vort partis centralkomités udtrykkelige beslutning om, at de skulle vente med at træde ud, i hvert fald indtil Petrograds og Moskvas partiorganisationer havde taget stilling dertil. Vi fordømmer på det skarpeste denne desertering. Vi er af den faste overbevisning, at alle bevidste arbejdere, soldater og bønder, der tilhører vort parti eller sympatiserer med det, vil fordømme desertørernes optræden lige så skarpt. Husk på, kammerater, at de to af desertørerne, Kamenev og Zinovjev, allerede før opstanden i Petrograd optrådte som desertører og skruebrækkere, thi ikke blot stemte de mod opstanden på centralkomiteens afgørende møde den 23. oktober 1917, men også efter at centralkomiteen havde truffet sin beslutning drev de agitation blandt partifunktionærerne mod opstanden... Massernes storslåede heltemod, som millioner af arbejdere, soldater og bønder viste i Petrograd og Moskva, ved fronten, i skyttegravene og i landsbyerne, skød desertørerne til side med samme lethed, som et jernbanetog fejer træspåner af skinnerne. Alle forsagte, alle vaklende, alle tvivlende, alle, der har ladet sig skræmme af bourgeoisiet eller af deres direkte eller indirekte håndlangeres skrål, må skamme sig. Der er ikke spor af vaklen blandt arbejder- og soldatermasserne i Petrograd, Moskva eller andetsteds ... Vi vil ikke underkaste os noget som helst ultimatum fra grupper af intellektuelle, bag hvilke der ikke står masser, bag hvilke der i virkeligheden kun står Kornilov-folk, Savinkov-folk, officerselever etc…«. Svaret kom fra hele Rusland som et glødende vindpust. Rebellerne fik aldrig en chance til »offentligt at sige deres mening til arbejder- og soldatermasserne«. TsIK blev overvældet af brådsøer af offentlig fordømmelse af »desertørerne«. I dagevis var Smolnyj fuld af vrede delegationer og komiteer fra fronten, fra Volga, fra Petrograds fabrikker. »Hvor turde de forlade regeringen ? Er de betalt af bourgeoisiet for at ødelægge revolutionen ? De må vende tilbage og underkaste sig centralkomiteens beslutninger !«. Kun i Petrograds garnison var der stadig usikkerhed. Et stort soldatermøde blev afholdt den 24. november, repræsentanter for alle politiske partier talte. Lenins politik fik et overvældende flertal, og de venstre-socialrevolutionære fik besked om, at de måtte vende tilbage til regeringen... Mensjevikkerne afleverede et definitivt ultimatum med krav om, at alle ministre og officerselever løslades, at alle blade skulle have fuld frihed, at den Røde Garde skulle afvæbnes og garnisonen. stilles under kommando af dumaen. Hertil svarede Smolnyj, at alle socialistiske ministre og alle officerselever på nær ganske enkelte allerede var løsladt, at alle blade var frie undtagen den borgerlige presse, og at sovjetten ville bevare kommandoen over de væbnede styrker... Den 19. november havde »Konferencen om Dannelse af en ny Regering« indstillet sine møder, og oppositionen smuttede en efter en væk til Moghilev, hvor de under generalstabens beskyttende vinger fortsatte at danne regering efter regering, lige til enden... I mellemtiden havde bolsjevikkerne arbejdet på at underminere Viksjel, den reaktionære ledelse af jernbaneforbundet. En appel fra Petrograd-sovjetten til alle jernbanefolk opfordrede dem til at tvinge Viksjel til at stille sine mandater til rådighed. Den 15. november indkaldte TsIK en landskongres af jernbanefolk til den 1. december, i lighed med fremgangsmåden med hensyn til bønderne; Viksjel indkaldte øjeblikkelig sin egen kongres til afholdelse to uger senere. Den 16. november indtog Viksjels medlemmer deres pladser i TsIK. om aftenen den 2. december, da jernbanefolkenes landskongres åbnedes, tilbød TsIK officielt posten som kommissær for trafik og kommunikation til Viksjel - som accepterede... Da regeringsspørgsmålet således var afgjort, vendte bolsjevikkerne deres opmærksomhed imod praktiske administrationsproblemer. Først og fremmest måtte byen, landet, hæren have mad. Grupper af matroser og Røde Garder gennemgik varehusene, godsbanegårdene, ja selv lægterne i kanalerne, og konfiskerede tusinder af pud madvarer (1 pud er ca. 16.3 kg.), der var gemt af private spekulanter. Sendebud rejste til provinserne, hvor de med assistance af jordkomiteerne beslaglagde de store kornhandleres lagerbeholdninger. Ekspeditioner af svært bevæbnede matroser blev i et antal af 5000 sendt til Syden og til Sibirien med elastiske fuldmagter til at erobre byer, der stadig holdtes af de Hvide Garder, oprette orden og skaffe mad. Passagertrafikken på den transsibiriske jernbane blev suspenderet i to uger, mens tretten tog, lastet med tøjruller og stangjern, der var samlet af bedriftsrådene, blev sendt østpå, hvert tog under kommando af en kommissær, for at blive udvekslet med korn og kartofler fra sibiriske bønder...Da Kaledin var i besiddelse af Donetz kulminer, blev brændselsproblemet akut. Smolnyj slukkede for det elektriske lys i teatre, butikker og restauranter, nedskar antallet af sporvogne og konfiskerede brændselshandlernes private lagre af brænde ... og da Petrograds fabrikker var lige ved at standse på grund af brændselsmangel, gav den baltiske flådes matroser arbejderne 200.000 pud fra krigsskibenes bunkers... Henimod slutningen af november indtraf »vinpogromerne« - plyndringen af vinkældrene, begyndende med Vinterpaladsets kældre. I dagevis var der fulde soldater på gaderne... I alt dette sporedes de kontrarevolutionæres hånd, som tilstillede regimenterne planer, der viste, hvor spirituslagrene var beliggende. Smolnyjs kommissærer begyndte med at bønfalde og argumentere, hvilket ikke kunne standse de voksende uroligheder, der gik over i hidsige kampe mellem soldater og Røde Garder.. Endelig sendte den militære revolutionskomité matroskompagnier med maskingeværer ud, som ubarmhjertigt fyrede på urostifterne og dræbte mange; og på officiel ordre blev vinkældrene brudt op af kommissioner, der smadrede flaskerne med hakker - eller knuste dem med en dynamitpatron... Kompagnier af Røde Garder, disciplinerede og med ordentlig betaling, stod vagt ved bydels-sovjetterne dag og nat som afløsning af den gamle milits. I alle bykvarterer blev små, valgte revolutionsdomstole oprettet, de bestod af arbejdere og soldater og skulle behandle småforbrydelser...De store hoteller, hvor spekulanterne stadig drev en blomstrende forretning, blev omringet af Røde Garder, og spekulanterne blev sat i fængsel ...Vågen og mistænksom dannede byens arbejderklasse uden videre et vældigt spionsystem, hvor tjenestefolkene holdt øje med herskabelige husholdninger og rapporterede alle oplysninger til den militære revolutionskomité, som uden tøven slog ned med jernhård hånd. På denne måde opdagedes et monarkistisk komplot anført af det fhv. dumamedlem Purisjkevitj og en gruppe adelige og officerer, der havde planlagt et officersoprør og havde skrevet et brev, der inviterede Kaledin til Petrograd ... Således afsløredes en sammensværgelse blandt Petrograds officerselever, der sendte penge og rekrutter til Kaledin ... Neratov blev forskrækket over den eksplosion af folkeharme, som hans flugt havde fremkaldt, han vendte tilbage og overgav de hemmelige traktater til Trotskij, som begyndte at offentliggøre dem i Pravda, hvor de blev en verdensskandale ...Restriktionerne over for pressen blev forstærket ved et dekret, der gjorde annoncer til et monopol for det officielle regeringsblad. Dette bevirkede, at alle andre blade i protest standsede udgivelsen, eller brød loven og blev beslaglagt ... Først tre uger senere gav de endelig efter. Strejken i ministerierne fortsatte stadig, de gamle embedsmænd saboterede videre og det normale økonomiske liv var ophørt. Bag Smolnyj stod kun de vældige, uorganiserede folkemassers vilje, og det var dem, Folkekommissærernes Råd henvendte sig til, når den dirigerede den revolutionære masseaktion imod sine fjender. I veltalende proklamationer, affattet i enkle vendinger og spredt ud over Rusland, forklarede Lenin revolutionen, ansporede folket til at tage magten i sin egen hånd, med magt at bryde de besiddende klassers modstand, med magt at overtage regeringsinstitutionerne. Revolutionær orden ! Revolutionær disciplin ! Streng regnskabsføring og kontrol ! Ingen strejker ! Ingen forsømmelser ! Den 20. november udstedte den militære revolutionskomité en advarsel: »De rige klasser modsætter sig sovjetternes magt - arbejdernes, soldaternes og bøndernes regering. Deres sympatiserende bremser regerings- og dumafunktionærernes arbejde, ophidser til strejke i bankerne og forsøger at afbryde forbindelserne på jernbanerne, gennem postvæsenet og telegrafen... Vi advarer dem, der leger med ilden. Landet og hæren er truet af hungersnød. For at bekæmpe den er det uomgængeligt, at alle tjenester fungerer regelmæssigt. Modstand mod disse foranstaltninger er en forbrydelse mod folket. Vi varskoer de rige klasser og deres sympatiserende om, at hvis de ikke ophører med deres sabotage og deres provokationer med det formål at standse levnedsmiddeltransporterne, vil de blive de første til at lide derunder. De vil blive berøvet retten til at skaffe sig levnedsmidler. Alle reserver i deres besiddelse vil blive rekvireret. Hovedforbrydernes ejendom vil blive konfiskeret. Vi har gjort vor pligt ved at advare dem, der leger med ilden. Vi er overbevist om, at ifald energiske foranstaltninger bliver nødvendige, vil vi få massiv støtte af alle arbejdere, soldater og bønder«.  Den 22. november blev der på byens mure opslået en plakat med titlen: »Ekstraordinær bekendtgørelse«:  »Folkekommissærernes Råd har modtaget et eksprestelegram fra nordfrontens stab...: Der må ikke tolereres nogen forhaling, lad ikke hæren dø at sult, hærene på nordfronten har ikke fået en skorpe brød i adskillige dage, og om et par dage er der ikke flere af beskøjterne, som indtil nu fordeles fra reserver, der ikke før har måttet røres ... Der kommer allerede telegrammer fra alle dele af fronten, hvori der tales om, at en del af hæren nødvendigvis må flyttes til baglandet, da der ellers om få dage vil indtræde en masseflugt at soldater, der er ved at dø af sult og er udtærede af tre år i skyttegravene, syge, uden tilstrækkelig beklædning, barfodede, ude af sig selv efter umenneskelig elendighed…Den militære revolutionskomité bringer dette til Petrograd-garnisonens og Petrograd-arbejdernes kundskab. Situationen ved fronten kræver de mest omgående og energiske foranstaltninger... Imidlertid er de højere funktionærer i regeringsinstitutionerne, bankerne, ved jernbanerne, post- og telegrafvæsenet i strejke og hæmmer regeringens arbejde med at skaffe fronten forsynger... Hver times forhaling kan koste tusinder af soldater livet. De kontrarevolutionære funktionærer er de skammeligste forbrydere mod deres sultende og døende brødre ved fronten...Den militære revolutionskomité giver disse forbrydere en sidste advarsel. I tilfælde at den ringeste modstand eller opposition fra deres side, vil strenge foranstaltninger blive taget imod dem, og strengheden vil svare til deres forbrydelses alvor...«.  Arbejder- og soldatermasserne reagerede med et voldsomt anfald af raseri, og dette fejede som en orkan ud over Rusland. I hovedstaden udsendte regerings- og bankfunktionærerne hundreder af proklamationer og appeller, som f.eks. denne: »TIL ALLE BORGERE ! STATSBANKEN ER LUKKET ! HVORFOR ? Fordi bolsjevikkernes voldsfærd mod statsbanken har gjort det umuligt for os at arbejde. Folkekommissærernes første handling var at forlange 10 millioner rubler, og den 27. november forlangte de 25 millioner rubler, uden nogen antydning at, hvad pengene skulle bruges til. ... Vi funktionærer kan ikke tage del i plyndringen af folkets ejendom. Vi standsede arbejdet. Borgere! Pengene i statsbanken er jeres, folkets penge, frembragt at jeres slid, jeres sved og blod. Borgere! Red folkets ejendom fra røverne og os fra overlast, og vi skal øjeblikkelig genoptage arbejdet. Funktionærer i statsbanken«. Fra forsyningsministeriet, finansministeriet, den specielle forsyningskomité kom der erklæringer om, at den militære revolutionskomité gjorde det umuligt for funktionærerne at arbejde, og appeller til befolkningen om at støtte dem imod Smolnyj ... Men den almindelige arbejder og soldat troede dem ikke, det var fast indgået i den folkelige bevidsthed, at funktionærerne drev sabotage, udsultede hæren, udsultede folket ... I de lange brødkøer, der ligesom tidligere stod i de råkolde vintergader, var det ikke regeringen, der fik skylden, som det havde været under Kerenskij, men embedsmændene, sabotørerne, for regeringen var deres regering, deres sovjetter, og ministeriets funktionærer var imod dem ...Midtpunktet i af denne opposition var dumaen og dens kamporgan, Frelse-komiteen, som protesterede imod alle dekreter fra Folkekommissærernes Råd og atter og atter besluttede ikke at anerkende sovjetregeringen, men åbenlyst samarbejdede med de nye kontrarevolutionære »regeringer«, der blev stillet på benene i Moghilev. Den 17. november f.eks. henvendte Frelse-komiteen sig til »alle kommunale styrelser, semstvoer og alle demokratiske og revolutionære organisationer af bønder, arbejdere, soldater og andre borgere« med disse ord: »Anerkend ikke bolsjevikkernes regering, men bekæmp den. Dan lokale Komiteer til Landets og Revolutionens Frelse, som vil forene alle demokratiske kræfter for at bistå den landsomfattende Frelse-komité med løsningen af de opgaver den har sat sig...«. Imidlertid gav valgene til den Konstituerende Forsamling i Petrograd et enormt flertal for bolsjevikkerne, således at selv de mensjevikiske internationalister påpegede, at dumaen burde nyvælges, eftersom den ikke længere repræsenterede den politiske sammensætning af Petrograds befolkning ... Samtidig kom der strømme af resolutioner til dumaen fra arbejderorganisationer, fra militære enheder, også fra bønderne i omegnen, hvori dumaen blev kaldt »kontrarevolutionær, et militært komplot« og opfordret til at opløse sig. Dumaens sidste dage var stormende, med bitre krav fra kommunalarbejderne om ordentlige lønninger og trusler om strejke ...Den 23. blev Frelse-komiteen opløst ved et officielt dekret fra den militære revolutionskomité. Den 29. beordrede Folkekommissærernes Råd Petrograds byduma opløst og nyvalgt:  »I betragtning af, at Petrograds duma, der blev valgt den 2. september. . . definitivt har mistet retten til at repræsentere Petrograds befolkning, eftersom den er i komplet uoverensstemmelse med dennes tanker og forhåbninger.., og da dumaflertallets personale, på trods af, at det har mistet af politisk tilslutning, stadig udnytter sit privilegium til på kontrarevolutionær vis at modsætte sig arbejdernes, soldaternes og bøndernes vilje, til at sabotere og forpurre regeringens normale arbejde - anser Folkekommissærernes Råd det for sin pligt at opfordre hovedstadens befolkning til at udtale sin dom over den politik, organet for byens selvstyre har ført. Derfor beslutter Folkekommissærernes Råd: 1. at opløse bydumaen; opløsningen gælder fra 30. november 1917, 2. alle funktionærer, der er valgt eller udnævnt af den nuværende duma skal forblive på deres post og opfylde de pligter, der er pålagt dem, indtil deres plads kan indtages af repræsentanter for den nye duma, 3. alle kommunale funktionærer skal fortsætte deres gerning, de, der på egen hånd forlader tjenesten, skal betragtes som afskedigede, 4. de nye valg til Petrograds kommunale duma skal finde sted den 9. december 1917 ... 5. Petrograds kommunale duma skal træde sammen den 11. december 1917 kl. 2, 6. de, der overtræder dette dekret, og de, der med overlæg beskadiger eller ødelægger kommunal ejendom, skal øjeblikkelig arresteres og bringes for revolutionsdomstolen...«.  Dumaen trådte trodsigt sammen alligevel og vedtog resolutioner om, at den ville »forsvare sin position til sidste blodsdråbe« og appellerede desperat til befolkningen om at forsvare »deres eget valgte bystyre«. Men befolkningen forblev fjendtlig eller indifferent. Den 31 blev borgmester Schreider og adskillige medlemmer arresteret, forhørt og atter løsladt. Den dag og den næste fortsatte dumaen sine møder, hyppigt afbrudt af Røde Garder og matroser, der høfligt opfordrede forsamlingen til at sprede sig. På mødet den 2. trådte en officer og nogle matroser ind i Nikolaj-salen, mens et medlem talte, og befalede medlemmerne at gå deres vej, i modsat fald ville der blive anvendt magt. De gjorde det, til det sidste under protest, men sluttelig »veg de for voldsmagten«. Den nye duma, der blev valgt ti dage senere, og som de »moderate« socialister boykottede ved valget, var næsten helt igennem bolsjevikisk ... Der var flere centrer tilbage, hvor der fandtes en farlig opposition, f.eks. »republikkerne« Ukraine og Finland, som viste klart antisovjetiske tendenser. Både i Helsingfors og i Kijev var regeringerne ved at samle tropper, som de kunne stole på, begyndte felttog mod bolsjevismen og afvæbnede og udviste russiske tropper. Den Ukrainske Rada havde taget kommandoen over det sydlige Rusland og gav Kaledin forstærkninger og forsyninger. Både Finland og Ukraine var ved at begynde hemmelige forhandlinger med tyskerne og blev prompte anerkendt af de allierede regeringer, som lånte dem uhyre summer i et forsøg på sammen med de besiddende klasser at skabe kontrarevolutionære angrebscentrer mod Sovjetrusland. Da bolsjevismen sluttelig sejrede i begge disse lande, kaldte det slagne bourgeoisi tyske tropper til hjælp for at komme til magten igen. Men den mest formidable trussel mod sovjetregeringen var den indenrigske, den tvehovedede: Kaledins bevægelse og staben i Moghilev, hvor general Duhonin havde kommandoen. Den allestedsnærværende Muravjov blev udnævnt til chef for krigen mod kosakkerne, og en rød hær blev rekruteret blandt industriarbejderne. Hundreder af propagandister blev sendt til Don. Folkekommissærernes Råd udstedte en proklamation til kosakkerne, hvori det forklaredes, hvad sovjetregeringen var, hvordan de besiddende klasser, embedsmændene, godsejerne, pengemændene og deres allierede, kosakkernes høvdinge, godsejere og generaler ville ødelægge revolutionen og forhindre, at deres egne rigdomme blev konfiskeret af folket. Den 27. november kom der en kosakkomité til Smolnyj for at tale med Trotskij og Lenin. De forlangte at få at vide, om det var sandt, at sovjetregeringen ikke agtede at opdele kosakkernes jord blandt Stor-Ruslands bønder ? »Nej,« svarede Trotskij. Kosakkerne forhandlede indbyrdes et øjeblik. »Godt,« spurgte de, »agter sovjetregeringen at konfiskere vore store kosak-godsejeres jord og dele den op mellem de arbejdende kosakker ?« Herpå svarede Lenin. »Det er noget, I må sørge for. Vi vil støtte de arbejdende kosakker i alle deres handlinger ... Den bedste måde at begynde på er at danne kosaksovjetter, I vil få repræsentation i TsIK, og så vil TsIK også være jeres regering ... «. Kosakkerne tog afsked og tænkte hårdt. To uger senere modtog general Kaledin en deputation fra sine tropper. »Vil De,« spurgte man, »love at dele de store kosak-godsejeres jord mellem de arbejdende kosakker ?«. »Kun over mit lig,« svarede Kaledin. En måned senere, da hæren svandt ind for øjnene af ham, skød Kaledin sig en kugle for panden. og kosak-bevægelsen ophørte at eksistere.  I Moghilev samledes i mellemtiden den gamle TsIK og de »moderate« socialistiske førere - fra Avksentjev til Tjernov -, de aktive formænd for de gamle hærkomiteer, og de reaktionære officerer. Staben afslog beredvilligt at anerkende Folkekommissærernes Råd. Den havde samlet omkring sig dødsbataillonerne, St. Georgsridderne og kosakkerne ved fronten og var i nær og hemmelig kontakt med de allierede militærattacheer og med Kaledins bevægelse og den Ukrainske Rada. De allierede regeringer afgav ikke noget svar på dekretet om freden af 8. november, hvor sovjetkongressen havde anmodet om en generel våbenhvile. Den 20. november sendte Trotskij en note til de allieredes ambassadører: »Jeg har den ære at meddele Dem, hr. ambassadør, at sovjetternes landskongres... den 8. november dannede en regering for den russiske republik, i form af Folkekommissærernes Råd. Formand for denne regering er Vladimir Iljitj Lenin. Ledelsen af de udenrigske anliggender er blevet betroet til mig som Folkekommissær for Udenrigske Anliggender ...Under henvisning til den tekst, som sovjetternes landskongres vedtog med forslag om våbenstilstand og en demokratisk fred uden anneksioner og skadeserstatninger, på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret, har jeg den ære at anmode Dem om at overveje dette dokument som et officielt forslag om øjeblikkelig våbenstilstand på alle fronter og om indledning af øjeblikkelige fredsforhandlinger, et forslag, som den bemyndigede regering for den Russiske Republik samtidig retter til alle krigsførende nationer og deres regeringer. Modtag, hr. ambassadør, en oprigtig forsikring om Sovjetregeringens agtelse for Deres folk, som kun kan ønske fred, ligesom alle andre folk, der er udmattede og forarmede af dette eksempelløse slagteri...«. Samme aften telegraferede Folkekommissærernes Råd til general Duhonin: ... Folkekommissærernes Råd betragter det som nødvendigt ufortøvet at rette et officielt forslag om våbenstilstand til alle magter, fjendemagter og allierede. En erklæring i overensstemmelse med denne beslutning er af kommissæren for udenrigske anliggender blevet tilstillet repræsentanterne for de allierede magter i Petrograd. Folkekommissærernes Råd befaler Dem, borger general, ... at foreslå fjendens militære myndigheder øjeblikkeligt at indstille fjendtlighederne og indlede forhandlinger om fred. Samtidig med at betro Dem ledelsen af disse indledende forhandlinger befaler Folkekommissærernes Råd Dem: øjeblikkeligt og over direkte ledning at informere rådet om ethvert trin i forhandlingerne med fjendehærenes repræsentanter. Ikke at undertegne våbenstilstandsaftalen, før den er blevet godkendt af Folkekommissærernes Råd. De allierede ambassadører modtog Trotskijs note med foragtelig tavshed, ledsaget af anonyme interviews i bladene, fulde af nag og spot. Ordren til Duhonin blev åbent betegnet som forræderi ... Duhonin selv gav ikke livstegn fra sig. Om aftenen den 22. blev han kaldt til telefonen og spurgt, om han agtede at adlyde ordren. Duhonin svarede, at det kunne han ikke, medmindre den kom fra en »regering støttet af hæren og landet«. Hans afskedigelse som øverstkommanderende skete telegrafisk, og Krylenko blev udnævnt i hans sted. Ud fra sin sædvanlige taktik: at appellere til masserne, sendte Lenin et radiotelegram til alle regiments-, divisions- og korpskomiteer, til alle soldater og matroser i hæren og flåden og gjorde dem bekendt med Duhonins afslag og med ordre til, at »regimenterne ved fronten skal vælge delegerede, der kan begynde forhandlinger med fjendens enheder over for deres stillinger ... «. Den 28. opsøgte de allierede landes militærattacheer Duhonin og overrakte ham efter instruks fra deres regeringer en note, hvori han højtideligt blev advaret imod at »bryde de traktatlige betingelser mellem ententemagterne«. Noten fortsatte med, at hvis der blev sluttet en separat våbenstilstand med Tyskland, ville dette »få de mest alvorlige konsekvenser« for Rusland. Denne meddelelse sendte Duhonin straks ud til alle soldaterkomiteer. Næste morgen foretog Trotskij en ny henvendelse til tropperne og karakteriserede de allieredes note som en flagrant indblanding i Ruslands indre anliggender og et utilsløret forsøg på »med trusler at tvinge den russiske hær og det russiske folk til at fortsætte krigen i kraft af de traktater, der var afsluttet med tsaren ... «. Fra Smolnyj kom der proklamation efter proklamation, med anklager mod Duhonin og de kontrarevolutionære officerer omkring ham, og anklager mod de reaktionære politikere i Moghilev, hvorved millioner af vrede, mistænksomme soldater fra den ene ende af den tusind kilometer lange front til den anden kom i bevægelse. Og samtidig tog Krylenko med tre afdelinger fanatiske matroser af sted til hovedkvarteret omgivet af en hævnfyldt atmosfære, alle vegne modtaget af soldaterne med vældige ovationer, - et triumftog. Den centrale hærkomité udstedte en erklæring til gunst for Duhonin, og titusind soldater satte sig omgående i bevægelse mod Moghilev ...Den 2. december rejste Moghilev garnison sig og arresterede Duhonin og hærkomiteen. Soldaterne marcherede med røde sejrsbannere ud for at modtage den nye øverstkommanderende. Krylenko kom til Moghilev næste morgen, og han fandt en hylende mængde omkring den jernbanevogn, hvor Duhonin var blevet indespærret. Krylenko holdt en tale, i hvilken han bønfaldt soldaterne om ikke at gøre Duhonin fortræd, eftersom han skulle bringes til Petrograd og dømmes af revolutionsdomstolen. Da han var færdig, viste Duhonin sig pludselig ved vinduet, som om han ville tale til mængden. Med et rasende brøl styrtede folk ind i vognen, overfaldt den gamle general, trak ham ud og slog ham ihjel på perronen ...Således endte hovedkvarterets revolte. Sovjetregeringen blev umådelig styrket ved sammenbruddet af den sidste vigtige modstandsrede for fjendtlig militærmagt i Rusland og begyndte tillidsfuldt organiseringen af staten. Mange af de gamle funktionærer skarede sig nu omkring den, og mange medlemmer af andre partier indtrådte i statstjenesten. Stræbere blev imidlertid vist tilbage ved dekretet om regeringstjenestemændenes løn, som satte folkekommissærernes løn den højeste - til 500 rubler, ca. 50 dollars, om måneden ... Regeringstjenestemændenes strejke, der anførtes af Forbundenes Forbund, brød sammen, da den ikke længere fik støtte af de finansielle og kommercielle interesser, som hidtil havde stået bag den. Bankfunktionærerne vendte tilbage til deres pladser ...Dekretet om bankernes nationalisering og dannelsen af et øverste Råd for Folkehusholdningen, den praktiske iværksættelse af dekretet om jorden ude i landsbyerne, den demokratiske reorganisation af hæren og de påfaldende forandringer i alle grene af staten og tilværelsen - alt dette, der kun blev effektivt i kraft af arbejder-, soldater- og bondemassernes vilje, indledte formningen af det proletariske Rusland, langsomt, med mange fejltagelser og uheld. Ikke ved kompromis med de besiddende klasser eller med de andre politiske ledere, ikke ved at indrette sig efter den gamle regeringsmaskine vandt bolsjevikkerne magten. Heller ikke ved en lille klikes organiserede vold. Hvis masserne over hele Rusland ikke havde været villig til opstand, ville den være slået fejl. Den eneste grund til bolsjevikkernes succes lå i, at de imødekom vældige og enkle krav hos folkets dybeste lag, at de opfordrede dem til at rive det gamle ned og ødelægge det og derpå i røgen fra de faldende ruiner at samvirke med dem om at rejse skelettet til det nye ...

Det var den 18. november, sneen begyndte at falde. Om morgenen vågnede vi og så, at vinduesgesimsen var hvid, og at snefnuggene hvirvlede så tæt, at man ikke kunne se fem skridt frem. Mudderet var borte, på et øjeblik var den dystre by blevet hvid og blændende. Droskerne med deres vatterede kuske afløstes af kaner, der i rasende fart hoppede hen over de ujævne gader, kuskenes skæg var stive og frosne ... Uanset al revolution styrtede hele Rusland sig beruset ud i den ukendte og frygtelige fremtid, ellevilde over sneens komme. Alle smilede, folk løb rundt i gaderne og rakte leende armene op mod de bløde faldende fnug. Skjult var alt det grå, kun de gyldne og mangel arvede spir og kupler skinnede gennem den hvide sne med forstærket barbarisk glans. Også solen kom frem om eftermiddagen, bleg og vandet. De regnfulde måneders forkølelser og rheumatisme forsvandt. Byen blev mere munter, og selve revolutionen forløb hurtigere ... Jeg sad en aften i en beværtning over for Smolnyjs port, det var et lavloftet, tilrøget sted, der hed »Onkel Toms Hytte«, et yndet mødested for Røde Garder. Der var i øjeblikket overfyldt omkring de små borde med deres snavsede duge og enorme porcelænstepotter, cigaretrøgen hang tykt over alt, mens tjenerne for rundt og råbte: Straks ! Straks ! I et hjørne sad en mand i kaptajnsuniform, han talte til forsamlingen, som hvert øjeblik afbrød ham. »I er ikke bedre end mordere !« råbte han. »At skyde på jeres russiske brødre på gaderne !«. »Hvornår har vi gjort det ?« spurgte en arbejder.«. »Sidste søndag, dengang oflicerseleverne ...«. »Skød de måske ikke på os ?« En mand viste sin arm frem, den var bundet op. »Har jeg ikke fået en erindring af dem, de slyngler! «. Kaptajnen råbte højt. »I skulle være neutrale ! I skulle være neutrale ! Har I måske ret til at ødelægge den lovlige regering ? Hvem er Lenin ? En tysker« - »Hvem er du ? En kontrarevolutionær ! En provokatør !« skrålede de imod ham. Da han igen kunne få ørenlyd, rejste han sig op. »Hør nu !« sagde han. »I kalder jer for det russiske folk. Men I er ikke det russiske folk. Det er bønderne. Vent til bønderne….«. »Ja,« råbte de, »vent til bønderne taler. Vi véd, hvad bønderne vil sige ... Er de ikke arbejdsfolk ligesom os ?«. I det lange løb afhang alt af bønderne. Bønderne havde nok været politisk tilbage, men de havde deres egne ideer, og de udgjorde over 80 procent af det russiske folk. Bolsjevikkerne havde relativt få tilhængere blandt bønderne, og et permanent diktatur i Rusland udøvet af industriarbejderne var utænkeligt ... Det traditionelle bondeparti var det socialrevolutionære parti; af alle partier, der nu støttede sovjetregeringen, var de venstre-socialrevolutionære de logiske arvtagere til førerskabet for bønderne - og de venstre-socialrevolutionære, som var prisgivet det organiserede byproletariat, havde kolossalt brug for bøndernes støtte ... I mellemtiden havde Smolnyj ikke forsømt bønderne. Efter dekretet om jorden havde en af den nye TsIK´s første handlinger været at indkalde en bondekongres, hen over hovedet på bondesovjetternes landsledelse. Nogle få dage senere blev der udstedt detaillerede regulativer for de lokale jordkomiteer, fulgt af Lenins »Bondeinstruks«, som i enkle vendinger forklarede den bolsjevikiske revolution og den nye regering, og den 16. november offentliggjorde Lenin og Miljutin »Instruks til provinskommissærerne«, som sovjetregeringen i tusindtal sendte ud til landsbyerne.  Når kommisæren kommer til den egn, han skal arbejde i, skal han sammenkalde et fællesmøde af de ledende organer i sovjetterne af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, som han skal give en redegørelse for landbrugslovene, og derpå skal han forlange, at et fællesmøde af selve sovjetterne bliver afholdt... Han skal studere alle sider af landbrugsproblemet på egnen. Er godsejernes besiddelser blevet overtaget, og i så fald, i hvilke distrikter ? Hvem administrerer den konfiskerede jord, de tidligere ejere eller jordkomiteen ? Hvad er der sket med landbrugsmaskinene og med besætningerne ? Har bønderne fået mere jord at dyrke ? Hvor meget og i hvilken henseende afviger arealet af dyrket jord nu fra det areal, regeringen har fastsat som det gennemsnitlige minimum ? Kommissæren skal holde på, at når bønderne har fået jorden, må de absolut forøge det dyrkede areal så hurtigt som muligt, at de bør fremskynde afsendelsen af korn til byerne, hvilket er det eneste middel til at undgå hungersnød. Hvilke foranstaltninger er påtænkt eller foretaget for at overføre jorden fra godsejerne til jordkomiteerne og lignende organer, der er udnævnt af sovjetterne ? Det er ønskeligt, at landbrugsejendom, der er i god stand og godt drevet, skal administreres af råd, sammensat af disse ejendommes personel, og under ledelse af kompetente landbrugsspecialister. Gennem alle landsbyer løb en bølge af forandring, frembragt ikke blot af jorddekretets elektricerende virkning, men også af tusinder af revolutionært sindede bondesoldater, der vendte hjem fra fronten ... Specielt disse mænd hilste indkaldelsen af bondekongressen velkommen. Ligesom den gamle TsIK havde søgt at forhindre indkaldelsen af den anden kongres af arbejder- og soldatersovjetter, således søgte bondesovjetternes landsledelse nu at forhindre Smolnyj i at indkalde en bondekongres. Og ligesom den gamle TsIK bar sig ad, da den så sin modstand blive forgæves, sådan sendte nu landsledelsen hektiske telegrammer, der gav besked om at vælge konservative delegerede. Der blev endda givet besked til bønderne, at kongressen skulle samles i Moghilev, og nogle delegerede rejste derhen, men den 23. november var der ca. fire hundrede samlet i Petrograd, og de separate partimøder begyndte ... Det første samlede møde fandt sted i dumaens Aleksander-sal, og afstemningen viste, at over halvdelen af de delegerede var venstre-socialrevolutionære, mens bolsjevikkerne knap kontrollerede en femtedel, de konservative socialrevolutionære en fjerdedel, og hele resten forenedes kun af deres opposition mod den gamle landsledelse, der domineredes af Avksentjev, Tjajkovskij og Pesjehonov ...Den store sal var stuvende fuld af mennesker og genlød af ustandselig råben; dyb, hårdnakket bitterhed delte de delegerede i vrede grupper. Til højre sås strålende officersepauletter og de ældre, mere velstående bønders patriarkalske, skæggede ansigter; i midten var der nogle bønder, underofficerer og nogle soldater; og til venstre bar næsten alle de delegerede menige soldaters uniformer. Disse sidste var den unge generation, der havde gjort tjeneste i hæren ... Gallerierne var fyldt til trængsel af arbejdere - der i Rusland stadig husker deres bondeoprindelse. I modsætning til det gamle TsIK anerkendte landsledelsen ved åbningen af samlingen ikke kongressen som officiel; den officielle kongres blev indkaldt til den 13. december; midt i en orkan af bifald og vrede råb erklærede taleren, at denne forsamling blot var en »ekstraordinær konference« ... Men den »ekstraordinære konference« viste snart sin holdning til landsledelsen ved at vælge Maria Spiridonova, leder af de venstre-socialrevolutionære, til dirigent. Det meste af den første dag optoges af en heftig debat om, hvorvidt volost-sovjetterne skulle være repræsenteret, eller kun delegerede fra provinsorganerne; og ganske som på arbejdernes og soldaternes kongres erklærede et overvældende flertal sig for den bredest mulige repræsentation. Hvorefter den gamle landsledelse forlod salen ...Næsten øjeblikkeligt viste det sig klart, at de fleste af de delegerede var fjendtlige overfor folkekommissærernes regering. Zinovjev, der forsøgte at tale for bolsjevikkerne, blev hylet ud, og da han forlod talerstolen under almindelig latter, lød der råb: »Der kan I se, hvordan en folkekommissær sidder i suppedasen ! »Vi venstre-socialrevolutionære,« råbte Nazariev, en delegeret fra provinsen, »nægter at anerkende denne såkaldte arbejder- og bonderegering, indtil bønderne er repræsenteret i den. For øjeblikket er den ikke andet end et arbejdernes diktatur ... Vi insisterer på dannelse af en ny regering, der skal repræsentere hele demokratiet !«. De reaktionære delegerede nærede snedigt denne følelse ved mod protester fra bolsjevikkernes pladser at erklære, at Folkekommissærernes Råd enten agtede at bringe kongressen under sin kontrol eller opløse den med væbnet magt - en meddelelse, der modtoges af bønderne med raseriudbrud ...På tredjedagen gik Lenin pludselig op på talerstolen; i ti minutter gik salen amok. »Ned med ham !« skreg de. »Vi vil ikke høre på nogen af jer folkekommissærer ! Vi anerkender ikke jeres regering ! Lenin stod der ganske roligt, greb i pulten med begge hænder, mens hans små øjne tankefuldt betragtede tumulten nedenfor. Endelig stilnede demonstrationen noget af af sig selv undtagen i salens højre side. »Jeg kommer ikke her som medlem af Folkekommissærernes Råd,« sagde Lenin og ventede igen på, at støjen skulle lægge sig, »men som medlem af den bolsjevikiske gruppe, valgt lovformeligt til denne kongres«. Og han holdt sine akkreditiver frem, så alle kunne se dem. »Imidlertid,« fortsatte han med uberørt røst, »ingen vil nægte, at Ruslands nuværende regering er blevet dannet af det bolsjevikiske parti….« han måtte vente et øjeblik »således at det alligevel er ganske det samme . .«. Her brød højrebænkene ud i en øredøvende råben, men centrum og venstre var nysgerrige og gennemtvang stilhed. Lenins argument var ligetil. »Sig mig lige ud, I bønder, hvem vi har givet godsejernes jord; ønsker I nu at forhindre arbejderne i at få kontrol med industrien ? Dette er klassekrig. Godsejerne modsætter sig naturligvis bønderne, og fabrikanterne modsætter sig arbejderne. Vil I tillade, at proletariatets rækker splittes ? På hvilken side vil I være ? Vi bolsjevikker er proletariatets parti, bondeproletariatets såvel som industriproletariatets. Vi bolsjevikker er sovjetternes beskyttere - bondesovjetternes såvel som arbejder- og soldatersovjetternes. Den nuværende regering er en sovjetternes regering; vi har ikke blot indbudt bondesovjetterne til at træde ind i regeringen, men vi har også indbudt repræsentanter for de venstre-socialrevolutionære til at indtræde i Folkekommissærernes Råd. Sovjetterne er de mest fuldkomne repræsentanter for folket, for arbejderne i fabrikkerne og minerne, for arbejderne på markerne. Enhver, der forsøger at ødelægge sovjetterne, gør sig skyldig i en antidemokratisk og kontrarevolutionær handling. og jeg skal her forkynde for jer, kammerater højre-socialrevolutionære - og jer, mine herrer kadetter - at hvis den grundlovgivende forsamling forsøger at ødelægge sovjetterne, vil vi ikke tillade den grundlovgivende forsamling at gøre noget sådant !«. Om eftermiddagen den 2.5. november ankom Tjernov i største hast fra Moghilev, tilkaldt af landsledelsen. Han, der kun to måneder tidligere blev betragtet som en yderliggående revolutionær, blev nu tilkaldt for at standse kongressens farlige drift mod venstre. Ved sin ankomst blev Tjernov arresteret og ført til Smolnyj, hvor han blev løsladt efter en kort samtale. Hans første handling var bittert at bebrejde landsledelsen, at den havde forladt kongressen. De gik med til at vende tilbage, og Tjernov trådte ind i salen, hilst velkommen med stort bifald af flertallet og med bolsjevikkernes hujen og hån. »Kammerater ! Jeg har været borte. Jeg deltog i den 12. hærs konference om spørgsmålet om at indkalde en kongres af alle bondedelegerede i hærene på vestfronten, og jeg kender meget lidt til den opstand, der har fundet sted her…«. Zinovjev rejste sig fra sin plads og råbte: »Ja, du var borte - nogle få minutter !« Frygtelig tumult. Råb. »Ned med bolsjevikkerne !«. Tjernov fortsatte. »Anklagen om, at jeg hjalp med at lede en hær mod Petrograd er uden grundlag og er fuldstændig falsk. Hvor kommer en sådan anklage fra ? Vis mig kilden !« Zinovjev: »Izvestija og Folkets Sag - dit eget blad dér kommer det fra !«. Tjernovs brede ansigt med de små øjne, flagrende hår og grålige skæg blev rødt af forbitrelse, men han beherskede sig og fortsatte. »Jeg gentager, jeg véd praktisk taget intet om det, der er sket her, og jeg førte ingen hær, undtagen denne hær (han pegede på bøndernes delegerede), som jeg er stærkt ansvarlig for at have bragt hertil !«. Latter og bravoråb. »Ved min tilbagekomst besøgte jeg Smolnyj. Der blev ikke rejst nogen sådan anklage mod mig dér ... Efter en kort samtale gik jeg - og det er alt ! Lad nogen som helst tilstedeværende rejse en sådan anklage !« Der fulgte en larm, i hvilken bolsjevikkerne og nogle af de venstre-socialrevolutionære straks var på benene og truede med deres knyttede næver og skreg, og resten af forsamlingen prøvede på at hyle dem ud. »Dette er en voldshandling, ikke et møde !« råbte Tjernov, og han forlod salen; mødet blev udsat på grund af støjen og uordenen ... Imidlertid optog spørgsmålet om landsledelsens status alles tanker. Ved at erklære forsamlingen for en »ekstraordinær konference« havde den planlagt at spærre for nyvalg af landsledelsen. Men dette virkede i to retninger: de venstre-socialrevolutionære besluttede, at hvis kongressen ikke havde nogen myndighed over landsledelsen, så havde landsledelsen ingen myndighed over kongressen. Den 25. november besluttede forsamlingen, at landsledelsens myndighed overtoges af den ekstraordinære konference, i hvilken kun medlemmer af landsledelsen, der var blevet valgt som delegerede, kunne stemme ...Næste dag blev resolutionen trods bitter modstand fra bolsjevikkerne ændret, så der blev givet alle medlemmer af landsledelsen, enten de var valgt som delegerede eller ikke, tale- og stemmeret i forsamlingen. Den 27. foregik debatten om jordspørgsmålet, der afslørede forskellene mellem bolsjevikkernes og de venstre-socialrevolutionære landbrugsprogrammer. Koltjinskij opridsede på de venstre-socialrevolutionæres vegne jordspørgsmålets historie under revolutionen. Den første kongres af bondesovjetter, sagde han, havde vedtaget en præcis og regelret resolution til gunst for at lægge jordgodserne direkte i hænderne på jordkomiteerne. Men revolutionens ledere og de borgerlige i regeringen havde fastholdt, at spørgsmålet ikke kunne løses, før den grundlovgivende forsamling mødtes ... Revolutionens anden periode, »kompromissets« periode, blev indvarslet med Tjernovs indtræden i kabinettet. Bønderne var overbevist om, at nu ville den praktiske løsning af jordspørgsmålet begynde; men på trods af den bestemte beslutning på den første bondekongres havde de reaktionære og kompromismagerne i landsledelsen forhindret enhver aktion. Denne politik fremkaldte en række af bondeuroligheder, der opstod som det naturlige udtryk for utålmodighed og undertrykt energi fra bøndernes side. Bønderne forstod den nøjagtige mening med revolutionen - de forsøgte at omsætte ord til handling ... »De seneste begivenheder,« sagde taleren, »tyder ikke på simple optøjer eller et »bolsjevikisk eventyr«, men tværtimod en virkelig folkelig opstand, der er blevet hilst med sympati af hele landet«. I almindelighed indtog bolsjevikkerne en korrekt holdning til jordspørgsmålet; men ved at anbefale, at bønderne skulle tage jorden med magt, begik de en dyb fejltagelse ... Lige fra de første dage erklærede bolsjevikkerne, at bønderne skulle overtage jorden »i revolutionær masseaktion«. Dette er ikke andet end anarki; jorden kan overtages på en organiseret måde ... For bolsjevikkerne var det vigtigt, at revolutionens problemer skulle løses på den hurtigst mulige måde, - men bolsjevikkerne var ikke interesseret i, hvorledes disse spørgsmål skulle løses ...Jorddekretet fra sovjetternes kongres er i sine principper identisk med beslutningerne på den første bondekongres. Hvorfor fulgte den nye regering så ikke den taktik, der var opridset af kongressen ? Fordi Folkekommissærernes Råd ønskede at fremskynde afgørelsen af jordspørgsmålet, således at den grundlovgivende forsamling ikke ville have noget at bestille. Men regeringen så også, at det var nødvendigt at vedtage praktiske foranstaltninger, derfor vedtog den uden yderligere overvejelse vedtægterne for jordkomiteerne og skabte således en mærkelig situation; for Folkekommissærernes Råd afskaffede privatejendomsretten til jorden, men vedtægterne, der er opstillet af jordkomiteerne, er baseret på privatejendommen ... Imidlertid er der ikke sket nogen skade ved det; for jordkomiteerne tager intet hensyn til sovjetdekreterne, men iværksætter deres egne praktiske beslutninger - beslutninger, baseret på det uhyre flertal af bønders vilje. Disse jordkomiteer forsøger sig ikke med den lovgivende løsning af jordspørgsmålet, hvilket alene påhviler den grundlovgivende forsamling ... Men vil den grundlovgivende forsamling ønske at opfylde de russiske bønders vilje ? Det kan vi ikke være sikre på ... Alt, hvad vi kan være sikre på, er at bøndernes revolutionære beslutsomhed nu er vakt, og at den grundlovgivende forsamling vil blive tvunget til at løse jordspørgsmålet på den måde, bønderne ønsker det løst ... Den grundlovgivende forsamling vil ikke vove at bryde med folkets vilje . .«. Efter ham fulgte Lenin, som nu blev påhørt med åndeløs intensitet. »I dette øjeblik er vi ikke blot ved at prøve at løse jordspørgsmålet, men spørgsmålet om den sociale revolution - ikke blot her i Rusland, men over hele verden. Jordspørgsmålet kan ikke løses uafhængigt af den sociale revolutions øvrige problemer ... For eksempel vil konfiskeringen af jordgodserne ikke blot fremkalde modstand hos de russiske jordbesiddere, men også hos den udenlandske kapital - med hvem de store landejendomme er forbundet gennem bankerne ... Ejendomsretten til jorden i Rusland er grundlaget for uhyre undertrykkelse, og bøndernes konfiskering af jorden er vor revolutions vigtigste skridt. Men det kan ikke adskilles fra de andre skridt, sådan som det klart demonstreres af de stadier, revolutionen har måttet gå igennem. Det første stadium var tilintetgørelsen af selvherskerdømmet og tilintetgørelsen af industrikapitalisternes og godsejernes magt, hvis interesser er snævert sammenknyttet. Det andet stadium var styrkelsen af sovjetterne og det politiske kompromis med bourgeoisiet. De venstre-socialrevolutionæres fejl ligger i, at på den tid modsatte de sig ikke kompromispolitikken, fordi de hyldede den teori, at massernes bevidsthed endnu ikke var fuldt udviklet ...Hvis socialismen kun kan virkelig gøres, når hele folkets intellektuelle udvikling tillader det, da vil vi ikke opleve socialismen i det mindste i de næste fem hundrede år . .. Det socialistiske politiske parti - det er den arbejdende klasses fortrop; det må ikke tillade, at det holdes tilbage på grund af manglende opdragelse af gennemsnitsmasserne, men det må føre masserne, benytte sovjetterne som organer for revolutionært initiativ ... Men for at kunne føre de vaklende, må de venstre-socialrevolutionære kammerater selv holde op med at tøve. I juli måned i år begyndte en række af åbne brud mellem folkemasserne og kompromisfolkene men nu, i november, rækker de venstre-socialrevolutionære stadigvæk hånden ud til Avksentjev, der trækker folket med sin lillefinger ... Hvis kompromiset fortsætter, forsvinder revolutionen. Intet kompromis med bourgeoisiet er muligt; dets magt må knuses fuldstændigt ... Vi bolsjevikker har ikke ændret vort jordprogram; vi har ikke opgivet afskaffelsen af privatejendomsretten til jorden og vi agter ikke at gøre det. Vi vedtog vedtægterne for jordkomiteerne - der aldeles ikke er baseret på privatejendomsretten - fordi vi ønsker at opfylde folkeviljen på den måde, folket selv har besluttet at gøre det, for således at styrke koalitionen af alle de elementer, der kæmper for den sociale revolution. Vi indbyder de venstre-socialrevolutionære til at indtræde i denne koalition, men insisterer på, at de holder op med at se bagud og at de bryder med »kompromismagerne« i deres parti. Hvad den grundlovgivende forsamling angår, er det rigtigt, som den foregående taler sagde, at den grundlovgivende forsamlings arbejde vil afhænge af massernes revolutionære beslutsomhed. Jeg siger: Regn med den revolutionære beslutsomhed, men glem ikke jeres gevær !«. Lenin oplæste derefter den bolsjevikiske resolution:  »Bøndernes kongres, der fuldt ud støtter jorddekretet at 8. november ... godkender den russiske republiks provisoriske arbejder- og bonderegering, der er oprettet af den anden alrussiske kongres af arbejder- og soldaterdeputeredes sovjetter. Bøndernes kongres ... indbyder alle bønder til enstemmigt at støtte denne lov og øjeblikkeligt selv at anvende den; og samtidig indbyder den bønderne til ansvarlige poster og positioner kun at udpege personer, der ikke i ord men i handling har bevist deres fulde hengivenhed for de udbyttede bonde-arbejderes interesser, deres ønske og evne til at forsvare disse interesser mod al modstand fra de store godsejeres, kapitalisternes, deres tilhængeres og medskyldiges side. Bøndernes kongres udtrykker samtidig sin overbevisning om, at den fuldstændige gennemførelse af alle de foranstaltninger, der udgør jordreformen, kun kan lykkes ved arbejdernes sociale revolutions sejr, der begyndte den 7. november 1917; for kun den sociale revolution kan gennemføre den endelige overdragelse, uden mulighed for tilbagevenden, af jorden til de arbejdende bønder, konfiskationen af mønsterbrugene og deres overgivelse til bondekommunerne, konfiskationen af landbrugsmaskinerne, der tilhører de store godsejere, sikringen af landbrugsarbejdernes interesser ved fuldkommen afskaffelse af lønslaveriet, den regulære og metodiske fordeling af landbrugs- og industriprodukterne til alle Ruslands egne, og overtagelse af bankerne (uden hvilket hele folkets besiddelse at jorden ville være umulig, efter afskaffelsen at privatejendommen), og enhver form for bistand fra staten til arbejderne ...Af disse grunde støtter bøndernes kongres fuldt ud revolutionen af 7. november ... som en social revolution og udtrykker sin uforanderlige vilje til med sådanne modifikationer, som måtte være nødvendige, men uden tøven, at iværksætte den sociale omdannelse af den russiske republik. De ufravigelige betingelser for den socialistiske revolutions sejr, der alene vil sikre varig succes og fuldstændig gennemførelse at jorddekretet, er det snævre forbund mellem de arbejdende bønder og den industrielle arbejderklasse, med proletariatet i alle fremskredne lande. Fra nu at må i den russiske republik af organisation og administration af staten, fra øverst til nederst hvile på dette forbund. Kun dette forbund, der knuser alle forsøg, direkte eller indirekte, åbne eller forklædte, på at vende tilbage til en politik af kompromis med bourgeoisiet - et kompromis, fordømt af erfaringen, med førerne for den borgerlige politik - kan sikre socialismens sejr verden over« . De reaktionære i landsledelsen vovede ikke længere at vise sig åbent. Tjernov talte imidlertid flere gange, med en beskeden og vindende upartiskhed. Han blev indbudt til at tage plads i præsidiet ... På kongressens anden aften raktes der en anonym seddel op til dirigenten med opfordring til at gøre Tjernov til ærespræsident. Ustinov læste sedlen højt, og øjeblikkelig sprang Zinovjev op og råbte, at det var et nummer af den gamle landsledelse for at erobre mødet; i løbet af et øjeblik var salen en brølende masse med viftende arme og vrede ansigter, på begge sider... Trods alt vedblev Tjernov at være meget populær. I de stormende debatter om jordspørgsmålet og Lenins resolution var bolsjevikkerne to gange lige ved at forlade forsamlingen, begge gange holdt tilbage af deres ledere ... Det forekom mig, at kongressen var uhjælpeligt kørt fast. Men ingen af os vidste, at en række hemmelige konferencer allerede var i gang mellem de venstre-socialrevolutionære og bolsjevikkerne i Smolnyj. Til at begynde med havde de venstre-socialrevolutionære krævet, at der skulle være en regering sammensat af alle socialistiske partier i og udenfor sovjetterne, der skulle være ansvarlig overfor et folkeråd, der var sammensat af et lige antal delegerede fra arbejdernes og soldaternes organisationer og bønderne og suppleret med repræsentanter for bydumaens og zemstvoerne; Lenin og Trotskij skulle fjernes og den militære revolutionskomité og andre undertrykkelsesorganer skulle opløses. Onsdag morgen den 28. november nåedes efter en frygtelig dyst hele natten en overenskomst TsIK, der var sammensat af 108 medlemmer, skulle udvides med 108 medlemmer valgt ved forholdstal fra bondekongressen; med 100 delegerede, valgt direkte fra hæren og flåden, og med 50 repræsentanter for fagforeningerne (35 fra de samvirkende fagforbund, 10 jernbanearbejdere og 5 for post- og telegrafarbejderne). Dumaerne og zemstvoerne lod man falde. Lenin og Trotskij blev i regeringen og den militære revolutionskomité vedblev at fungere. Kongressens møder var nu blevet flyttet til den kejserlige juridiske skoles bygning, Fontanka 6, bondesovjetternes hovedkvarter. Dér samledes de delegerede i den store mødesal onsdag eftermiddag. Den gamle landsledelse havde trukket sig tilbage og holdt sin egen konference i et andet værelse i samme bygning med en lille hale bestående af delegerede, der var stukket af, og repræsentanter for hærkomiteerne. Tjernov gik fra det ene møde til det andet og holdt et vågent øje med forhandlingerne. Han vidste, at en overenskomst med bolsjevikkerne blev drøftet, men han vidste ikke, at den var blevet afsluttet. Han talte til halekonferencen »For nærværende, da alle går ind for at danne en al-socialistisk regering, glemmer mange mennesker det første ministerium, som ikke var en koalitionsregering, og i hvilket der kun var een socialist - Kerenskij; en regering, der på sin tid var meget populær. Nu anklager folk Kerenskij; de glemmer, at han blev båret til magten ikke blot af sovjetterne, men også af folkemasserne ...Hvorfor skiftede den offentlige mening overfor Kerenskij ? De ville opstiller guder, som de beder til, og som de straffer, hvis en af deres bønner ikke bliver hørt ... Det er det, der sker i dette øjeblik ... I går Kerenskij, i dag Lenin og Trotskij, i morgen en anden. Vi har foreslået både bolsjevikkerne og Kerenskij at trække sig tilbage fra magten. Kerenskij har accepteret i dag meddelte han fra sit skjulested, at han er demissioneret som statsminister; men bolsjevikkerne ønsker at bevare magten, og de véd ikke, hvordan de skal bruge den ...om det lykkes for bolsjevikkerne eller ikke, Ruslands skæbne vil ikke blive forandret. De russiske landsbyer forstår fuldt ud, hvad de mangler, og de gennemfører nu deres egne foranstaltninger ... Landsbyerne vil redde os til syvende og sidst. Imidlertid havde Ustinov i den store sal givet meddelelse om overenskomsten mellem bondekongressen og Smolnyj, hvilket blev modtaget af de delegerede med den vildeste glæde. Pludselig dukkede Tjernov op og forlangte ordet. »Jeg forstår,« begyndte han, »at en overenskomst er ved at blive sluttet mellem bondekongressen og Smolnyj. En sådan overenskomst ville være ulovlig i betragtning af, at den virkelige kongres af bondesovjetter ikke træder sammen før i næste uge. Desuden ønsker jeg at advare jer om, at bolsjevikkerne aldrig vil acceptere jeres krav. Han blev afbrudt af et stort latterudbrud; og han forlod, da han havde forstået situationen, talerstolen og salen og tog sin popularitet med sig ... Sent om eftermiddagen torsdag den 29. november mødtes kongressen til en ekstraordinær samling. Der var feriestemning i luften; der var smil på alles ansigter ... Resten af forsamlingens sager blev bragt fra hånden i en fart, og den gamle Nathanson, den hvidskæggede nestor for de socialrevolutionæres venstrefløj, oplæste med skælvende røst og tårer i øjnene beretningen om »brylluppet« mellem bondesovjetterne og arbejder- og soldatersovjetterne. Hver gang ordet »samling« lød, var der ekstatisk bifald ... Til slut gav Ustinov meddelelse om, at en delegation var ankommet fra Smolnyj ledsaget af repræsentanter for den Røde Hær, der hilstes med stigende ovationer. Efter hinanden gik en arbejder, en soldat og en mariner op på talerstolen og bragte dem hilsener. Derefter Boris Reinstein, delegeret for det amerikanske socialistiske arbejderparti: »Den dag, da bondekongressen og arbejder- og soldaterdeputeredes sovjetter samledes, er en af revolutionens store dage. Den vil give tonende genlyd over hele verden - i Paris, i London og tværs over Atlanten - i New York. Denne samling vil fylde alle arbejdernes hjerter med lykke. En stor idé har sejret. Vesten og Amerika ventede af Rusland, at det proletariske Rusland noget vældigt ... Verdensproletariatet venter på den russiske revolution, venter på de store ting, den udretter . . . Sverdlov, præsident for TsIK, hilste dem. Og med råbet: »Leve afslutningen af borgerkrigen ! Leve det forenede demokrati !« strømmede bønderne ud af bygningen. Det var allerede mørkt, og på den isdækkede sne glitrede månens og stjernernes blege lys. Langs kanalens bred stod soldaterne fra Pavlovskij regimentet stillet op i fuld marchorden med deres orkester, der brød ud i Marseillaisen. Under soldaternes gjaldende råb af fuld hals, sluttede bønderne op i rækker og udfoldede de alrussiske bondesovjetters landsledelses store røde banner, der nylig var broderet i guld, »Leve de revolutionære og arbejdende massers enhed !«. Andre bannere fulgte; fra distriktssovjetterne - fra Putilov-fabrikken med teksten: »Vi følger dette flag for at skabe alle folks broderskab ! Et eller andet sted fra dukkede der fakler op, der flammede med orangefarve i natten, tusind gange genspejlet i isens krystaller, sendende røg ud over mængden, mens den syngende bevægede sig ned langs Fontanka-bredden mellem menneskemængder, der stod i forundret tavshed. »Leve den revolutionære hær ! Leve den Røde Garde ! Leve bønderne !«. Således snoede den store procession sig gennem byen, mens den stadig voksede og udfoldede nye røde bannere med guldbogstaver. To gamle bønder, krogede af slid, spadserede hånd i hånd, deres ansigter strålede af barnlig lyksalighed. »Nå,« sagde den ene, »jeg kunne lide at se dem tage jorden fra os igen, nu !«. I nærheden af Smolnyj var den Røde Garde stillet op på begge sider af gaden, vilde af glæde. Den anden gamle bonde talte til sin kammerat: »Jeg er ikke træt,« sagde han. »Jeg har fløjet hele vejen !«. På trinene til Smolnyj var omkring et hundrede arbejder- og soldaterdeputerede trængt sammen med deres banner, mørk mod lysglansen, der strømmede ud mellem buerne. Som en bølge styrtede de ned, greb bønderne i deres arme og kyssede dem; og processionen strømmede ind gennem den store dør og op ad trapperne med en støj som torden ... I den uhyre hvide mødesal ventede TsIK sammen med hele Petrograd-sovjetten og et tusinde tilskuere, med den højtidelighed, der vises store bevidste øjeblikke i historien. Zinovjev gav meddelelse om overenskomsten med bondekongressen midt i et bragende brøl, der rejste sig og brød ud i storm, da lyden af musik gjaldede gennem korridoren og spidsen af processionen kom ind. På tribunen rejste præsidiet sig og gjorde plads for bøndernes præsidium, idet de to omfavnede hinanden; bag dem flettedes de to bannere sammen mod den hvide væg, over den tomme ramme, hvorfra tsarens billede var blevet revet ned. Så åbnedes »triumfsamlingen«. Efter et par velkomstord fra Sverdlov, gik Maria Spiridonova, mager, bleg, med briller og et fladt tilbagekæmmet hår og med en mine som en lærerinde fra New England, den mest elskede og den mægtigste kvinde i hele Rusland, op på talerstolen. .... »Før arbejderne i Rusland åbner nye horisonter, som historien aldrig før har kendt ... Alle arbejdernes bevægelser i fortiden er blevet slået ned. Men den nuværende bevægelse er international, og det er derfor, den er uovervindelig. Der er ingen magt i verden, der kan slukke revolutionens ild ! Den gamle verden falder sammen, den ny verden begynder«. Så Trotskij, fuld af ild: »Jeg ønsker jer velkommen, kammerater bønder; I kommer ikke her som gæster, men som herrer i dette hus, der rummer den russiske revolutions hjerte. Millioner af arbejderes vilje er nu samlet i denne sal ... Der er nu kun een herre over den russiske jord: forbundet af arbejdere, soldater og bønder...«. Med bidende sarkasme talte han derpå om de allierede diplomater, der indtil da havde afvist Ruslands indbydelse til en våbenhvile med foragt, mens den var blevet accepteret af centralmagterne. »En ny menneskehed vil blive født af denne krig. I denne sal sværger vi arbejderne i alle lande, at vi vil forblive på vor revolutionære post. Hvis vi bliver knust, da vil det være, mens vi forsvarer vort flag . «. Krylenko fulgte efter ham, forklarede situationen ved fronten, hvor Duhonin beredte sig på at trodse Folkekommissærernes Råd. »Lad Duhonin og hans lige grundigt forstå, at vi ikke vil tage med fløjlshandsker på dem, der spærrer vejen til fred !«. Dybenko hilste forsamlingen på flådens vegne og Krusjinskij, medlem af Vikzjel sagde: »Fra dette øjeblik, da alle virkelige socialisters samling er skabt, stiller hele hæren af jernbanearbejdere sig uden forbehold til rådighed for det revolutionære demokrati !« og Lunatjarskij, næsten grædende, og Prosjian for de venstre-socialrevolutionære og endelig Saharasjvili for de forenede socialdemokratiske internationalister, der var sammensat af Martovs og Gorkijs grupper, der erklærede: »Vi forlod TsIK på grund af bolsjevikkernes ubøjelige politik og for at tvinge dem til at gøre indrømmelser for at skabe samlingen af hele det revolutionære demokrati. Nu, da denne samling er skabt, anser vi det for en hellig pligt atter at indtage vore pladser i TsIK ... Vi erklærer, at alle de, der har trukket sig tilbage fra TsIK nu bør vende tilbage«. Statjkov, en værdig gammel bonde i bondekongressens præsidium, bukkede mod de fire hjørner af salen. »Jeg hilser jer med en ny russisk tilværelses og friheds dåb !« Gronsky på det polske socialdemokratis vegne; Skripnik for bedriftskomiteerne; Tifonov for de russiske soldater ved Saloniki; og andre, uden ende, talte af fulde hjerter, med den lykkelige veltalenhed, opfyldte håb giver ...Det blev sent ud på natten, før følgende resolution blev stillet op og enstemmigt vedtaget: »TsIK, samlet til ekstraordinært møde med Petrogradsovjetten og bondekongressen, bekræfter de af den anden kongres af arbejder- og soldaterdeputeredes sovjetter vedtagne jord- og fredsdekreter såvel som det af TsIK vedtagne dekret om arbejderkontrol. TsIK og bondekongressens fælles møde udtrykker sin faste overbevisning om, at arbejdernes, soldaternes og bøndernes enhed, denne broderlige enhed af alle arbejdere og udbyttede, vil konsolidere den af dem erobrede magt, at den vil træffe alle revolutionære foranstaltninger for at fremskynde magtens overgang i arbejderklassens hænder i andre lande, og at den på denne måde vil sikre den varige fuldførelse af en retfærdig fred og socialismens sejr«.

Skift til: Novemberrevolutionen 1919 * Socialismen udvikling fra utopi til videnskab/Pariserkommunen 1871 * Strejke * Marx 100 års dag, m.v. * dialektisk og historisk materialisme, m.v.* Lenin 100 år * Danmarks historie * BOPA * Ruslands historie * det 20énde århundrede * Betalingsmidlernes historie * Vor tidsregning * mere historie * Den Franske Revolution 1789

Webmaster