Indholdet på denne side: Traktaten af 8. november 1493 mellem kong Hans og Ivan III * Hans og Ivan * Vikingernes Rusland * Historisk oversigt * Et spand af år i ånd * Historie og diplomati * Litteratur og videnskab * Kunst * Kontakt med centralasien

Skift til: Dansk Russisk Forenings hjemmeside i Esbjerg ** Skift til Dansk Russisk Forenings historie, m.v. ** Brudstykker af Ruslands historie

I den hellige treenigheds navn.

Vi Hans, af Guds nåde Danmarks, Norges, vendernes og gothernes konge, hertug af Slesvig og Holsten, hertug af Stormarn og Ditmarsken, greve til Oldenborg og Delmenhorst, slutter venskab og evigt forbund med den meget fornemme og mægtige herre, Ivan, hele Ruslands overherre, storfyrste af Wolmar, Moskva, Novgorod, Pleskov, Otpheria, Ungarn, Vetkia, Perm, Bulgarien etc., Vor kæreste broder og forbundsfælle: Vi vil være ét med ham i broderskab, venskab og forbund ved dette Vort nærværende brev, således at Vi vil være ham til hjælp, så vidt det er Os muligt, når han får brug for Vor hjælp mod sine fjender og uvenner, og han vil være Os til hjælp efter sin formåen, når Vi behøver hans hjælp mod vore fjender og uvenner, og Vi vil være ét med Vor broder mod hans uven og fjende Sten Sture, det svenske riges forstander. Og når nogen af os skal indlede en strid mod Sten Sture, da vil vi først indbyrdes tilkendegive det for hinanden, og Vi vil være Vor ven til hjælp, så vidt det er Os muligt, i sandhed og uden svig, og han vil selv være os til hjælp i sandhed og uden svig, så vidt det er ham muligt, mod Sten Sture, så at Vi kan genvinde og fastholde Sveriges rige.

Vi vil være ét med Vor broder mod hans fjende og uven, Litauens storfyrste, så vidt det er os muligt, i sandhed og uden svig.

Og hvor vore riger berører hinanden gensidigt, skal adskillelsen og delingen være ligesom den har været fortsat fra gammel tid. Og fiskeri, jagt og anden udnyttelse, som er i disse farvande og lande, og som fra gammel tid hører til Vort rige, skal tilfalde Os og Vore folk frit og uden hindring fra Vor broder eller hans folk. Og fiskeri, jagt og anden udnyttelse, som er i landene og farvandene, og som fra gammel tid hører til hans rige, skal tilfalde ham og hans folk uden hindring fra Os eller Vore folk.

Og det, som lige indtil denne aftale er blevet forbrudt mellem vore to riger og vore undersåtter gennem rov, plyndring og tvistigheder, skal herefter ikke påtales og ikke holdes i erindring. Og det, som senere hænder mellem vore undersåtter fra den ene eller den anden side, skal blive genstand for dom og behandling uden lang tids udsættelse. Og ligeledes skal Vor broder, hans embedsmænd og prokuratorer efter deres sædvane understøtte og behandle Vore mænd ligesom deres egne, i sandhed og uden svig. Og Vi og Vore embedsmænd og prokuratorer skal støtte og behandle hans mænd efter Vor sædvane på samme måde som Vore egne i sandhed og uden svig.

Og Vore sendebude og ambassadører skal i hans rige have fri passage til lands og til vands uden hindring. Og hans ambassadører og sendebude skal i Vort rige have fri passage til lands og til vands uden hindring.

Købmænd og kræmmere og andre handelsfolk fra begge riger skal i begge vore riger kunne rejse fra det ene til det andet til vands og til lands, kunne ride omkring og frit ordne forretninger uden frygt og forstyrrelse, efter at de sædvanlige toldafgifter er blevet betalt ifølge landets skik, og vi bør fra begge sider støtte og betjene dem i sandhed og uden svig.

Og hvis nogle af Vore folk, ført af vinden, ved et tilfælde kommer ind i eller til hans riger, eller nogle af hans folk ind i Vort, da skal Vi eller han, Vore eller hans embedsmænd og prokuratorer på begge sider ikke på nogen måde tilbageholde deres gods eller varer, men vi bør bistå dem uden vederlag og hindring, og dersom de sættes til at betale, skal de betale det sædvanlige efter landets skik.

Slaver og slavinder, skyldnere og stævnede, tyne bortløbne, røvere og øvrige misdædere, som kommer fra det ene rige til det andet, skal fra begge sider sendes tilbage i hast. På og ved alt dette har Vi Hans, af Guds nåde Danmarks, Norges, vendernes og gothernes konge, udvalgt til Sveriges konge, hertug af Slesvig og Holsten, hertug af Stormarn og Ditmarsken, greve af Oldenborg og Delmenhorst, kysset korset for Vor kære broder herr Ivan, hele Ruslands overherre, storfyrst af Wolmar, Moskva, Novgorod, Pleskov, Otpheria, Ungarn, Vetkia, Perm, Bulgarien etc. til opretholdelse af venskab og sandhed med Vort nærværende åbne brev, idet Vi ved dette Vort kraftfulde brev hænger Vort segl.

Givet på Vort københavnske slot i den guddommelige inkarnations 1493. år, den 8. november.

I juni 1493 sendte kong Hans sin kansler, domprovsten i Roskilde Hans Claussen, til Moskva for at foreslå storfyrst Ivan III (også kaldet "den store") et forbund vendt mod Sverige. forhandlingerne må være gået godt, for Claussen vendte tilbage med to fremtrædende russiske diplomater, og den 8. november 1493 udstedte kong Hans på Københavns Slot sit bekræftelsesbrev på aftalen og aflagde ed på den russiske vis ved at "kysse korset".

Vi må formode, at han et lille års tid senere modtog et lignende bekræftelsesbrev fra Ivan III. Storfyrstens brev er ganske vist ikke bevaret, men sådan var datidens diplomatiske skik.

Traktat med "kristenhedens fjender"

Ideen til aftalen kom fra kong Hans, og der var tale om et ganske dristigt initiativ. Ikke blot var Ivan III's Rusland stort set ukendt i Vesten, det opfattedes også som en farlig fjende af den katolske verden. Samtidens kilder er fyldt med udtryk som "umilde russere", "troløse skismatiker" og "kristenhedens fjender", og fjendebilledet havde i høj grad bund i virkeligheden, idet Ivan III lå i stadig krig med datidens østeuropæiske stormagt, det katolske Polen-Litauen.

Flere danske historikere har da også bedømt traktaten overvejende negativt. Således så Erik Arup den som et udslag af kongens "egenmægtige og brutale handlekraft" og som et "ilde betænkt og for Danmark skadeligt skridt", fordi den blandt andet vendte hansestæderne mod landet. Vurderer man imidlertid traktaten ud fra det, der var kong Hans' formål med den - nemlig at blive kronet som Sveriges konge i overensstemmelse med Kalmarunionen - var forbundet med Ivan III et politisk begavet og uortodokst træk, der tilmed i første omgang tjente sit formål.

Kampen om Sveriges krone

Sagen var den, at det svenske rigsråd i 1483 på et møde i Kalmar havde lovet at antage kong Hans til konge af Sverige. Imidlertid var selve kroningen gang på gang blevet udskudt, ikke mindst på grund af den stærke svenske rigsforstander Sten Sture den ældres stadige forhalingsmanøvrer. I begyndelsen af 1490'erne må kongen have mistet tålmodigheden med de langsommelige forhandlinger og i stedet satset på at lægge pres på svenskerne med nye midler.

Her kom Ivan III ind i billedet. Han havde siden sin tronbestigelse i 1462 formået at frigøre Rusland fra tatarernes 250 år lange herredømme, samtidig med at det var lykkedes ham at samle de mange indbyrdes stridende småfyrstendømmer til en stærk, centraliseret stat med sig selv som enehersker. Da han i 1478 indlemmede den selvstændige handelsrepublik Novgorod i Moskva-staten, blev Rusland med ét slag en stormagt i Østersøens østlige ende. Og her havde storfyrsten et uafgjort mellemværende med Sverige.

Nöteborg-traktaten af 1323

Siden vikingetidens slutning var den svenske kolonisation af Finland nemlig trængt længere og længere ind på Novgorods territorium. I 1323 var grænsen mellem de to lande blevet fastlagt i den såkaldte Nöteborg-traktat, men den svenske kolonisation havde hurtigt overskredet grænselinjen og var rykket videre frem i Karelen. Så længe modstanderen var Novgorod, havde dette ikke voldt de store problemer for svenskerne. Men fra 1478 var modstanderen Ivan III, og han krævede nu en grænserevision efter Nöteborg-traktatens bogstav, dvs. en tilbagerykning af den svenske kolonisation.

Kong Hans må have vist dette, da han i 1493 sendte Hans Claussen ud på den farefulde færd til Moskva. Hér var nemlig den interesse som kunne få storfyrsten til at støtte kongens svenske tronbestræbelser. Selve traktaten siger det tydeligt: den er rettet specifikt mod Sten Sture, mod hvem de to fyrster lover hinanden gensidig støtte, endda med det udtrykkelige formål, at kong Hans kan "genvinde og erholde Sveriges rige".

Til gengæld herfor måtte han love, at grænsen mellem de to riger i Finland skulle forløbe "som fra gammel tid", når han var blevet konge af Sverige. Dette løfte var betænkeligt, for det betød, at Hans som svensk konge måtte afstå svensk-koloniseret land til russerne. Desuden var formuleringen af kravet, som vi skal se, mere uklar end godt var Men det har det danske hof næppe gjort sig klart hin novemberdag i 1493.

Med sit uortodokse diplomatiske træk havde kongen sat svenskerne i en ubehagelig skruestik. 'Truslen om russisk indfald i Finland eller en tofrontskrig med Danmark og Rusland styrkede den unionsvenlige fløj i det svenske rigsråd og skærpede uenigheden mellem denne på den ene side og Sten Sture på den anden. Foreløbig var Sture dog den mest drevne. I forsommeren 1495 fik han ikke blot den svenske almue til at frasige sig kong Hans for tid og evighed, det lykkedes ham endnu en gang at forpurre den formelle indtagelse af kongen riget på et unionsmøde i Kalmar

Ivan går i aktion

Men så gik Ivan III i aktion. I eftersommeren 1495 sendte han store styrker ind i Finland og indesluttede det svenske hovedslot Vyborg. Det lykkedes ham ganske vist ikke at tage slottet med storm, men gennem hele 1496 drog de russiske styrker hærgende rundt i landet. Samtidig stillede kong Hans det svenske rigsråd et ultimativt krav om kroningen, som han bakkede op med betydelige rustninger i Danmark. Af frygt for et kupforsøg mod sig hjemme i Sverige begrænsede Sten Sture sin tilstedeværelse i Finland til det minimale, hvad der i den grad skærpede spændingen mellem ham og oppositionen, at rigsrådet i marts 1497 afskedigede rigsforstanderen og indkaldte kong Hans. Inden kongen modtog brevet herom, havde han imidlertid erklæret Sverige krig. Et halvt års kamphandlinger senere - mest mellem svenskerne indbyrdes - blev kong Hans kronet som konge af Sverige i Stockholm.

Prisen for forbundet

Forbundet med Ivan III havde således virket efter hensigten. Men nu skulle prisen betales. I 1499 kom et russisk gesandtskab til København og præsenterede kongen for et krav på tre landområder i Finland, der ellers var blevet afstået til Sverige af Novgorod i Nöteborg-traktaten af 1323. Dette er påfaldende, for i de løbende grænseforhandlinger med svenskerne krævede Ivan altid specifikt en grænseregulering i overensstemmelse med 1323-aftalen. Det er derfor muligt, at han i 1493-traktaten med kong Hans bevidst havde brugt den mere tvetydige formulering, at grænsen skulle gå "som fra gammel tid", hvilket jo både kunne betyde "som i 1323" eller "som før 1323".

Kravet var selvfølgeligt uantageligt for Hans som svensk konge. Derfor bad han Ivan III om at sende et nyt gesandtskab med det russiske originaleksemplar af Nöteborg-traktaten, så man kunne sammenligne det med det svenske. I sit svar til kong Hans røber Ivan indirekte, at han bevidst havde forsøgt at overliste kongen. Han skrev nemlig, at der ikke var grund til at sammenligne de gamle breve, da de pågældende landområder "ved en tilfældighed og uretfærdigt " var kommet under det svenske rige.

Ny opposition mod kong Hans

Desværre for kong Hans blev det russiske svar præsenteret midt under et rigsrådsmøde i Stockholm i 1501. Her kunne de forsamlede høje herre nu høre en russisk diplomat fortælle kongen, at 1493-traktaten havde stipuleret et fælles angreb på Sverige - ikke på Sten Sture, som der faktisk står i traktaten og at kong Hans som modydelse havde lovet at afstå de omtalte finske landområder. Udtalelserne var lige vand på svenskernes mølle. Et oprør under ledelse af Sten Sture var under forberedelse, og her fik man serveret et fremragende propagandaredskab på et sølvfad. Oppositionen sikrede sig Ivan III's brev, fik det oversat til svensk og plattysk, og rundsendte det både til den svenske almue, det danske rigsråd og til hansestæderne.

Med det svenske oprør, der kostede kong Hans den svenske krone for altid, blev det russiske forbund atter aktuelt. Ivan III bekræftede da også pligtskyldigst, men greb iøvrigt ikke ind i krigen der fulgte. Tværtimod indgik han i 1504 en tyveårig fredsaftale med svenskerne. Han var nu engageret i en krig mod Litauen og Livland og havde først og fremmest brug for svensk neutralitet i denne sammenhæng.

Stort bedre gik det ikke, da han i 1506 døde og blev efterfulgt af sønnen Vasilij III. Han bekræftede ganske vist aftalen af 1493 næsten ord til andet, men forlængede samtidig i 1510 fredsaftalen med Sverige i tres år! Alligevel kunne han i 1516 nok engang forny den dansk-russiske aftale næsten ordret, nu med Christian II. Interessant nok blev forbundet aktuelt i dennes forsøg på at genvinde den danske trone, efter at han var blevet afsat som konge i 1523. Men det er en ganske anden historie.

1493: Kong Hans og Ivan II undertegner en forbundstraktat vendt mod Sverige og Litauen.

1516: Ny traktat mellem Christian II og Vasilij III vendt mod Sverige og Litauen.

1516: De første unge danskere sendes et halvt år til Rusland for at lære at læse, skrive og tale russisk.

1517: Danske købmænd får handelsprivilegier i Novgorod og Ivangorod.

1552: Danskeren Hans Bogbinder rejser til Rusland for at hjælpe med trykningen af de første russiske bøger.

1562: Venskabstraktat mellem Frederik II og Ivan den Grusomme.

1570: Den danske fribytter Karsten Rode udnævnes til Ruslands første admiral.

1578: Et dansk gesandtskab under ledelse af Jakob Ulfeldt besøger Moskva.

1602: Et stort dansk gesandtskab rejser til Moskva for at overvære brylluppet mellem prins Hans, Christian IV's yngre bror, og zar Boris Gudonovs datter, Ksenija Borisova. Prinsen dør af sygdom i Moskva inden brylluppet.

1619: Christian VI og københavnske købmænd grundlægger Det petsoriske Kompagni med pelshandel i Nordrusland. Kompagniet blev en fiasko.

1643: Christian IV's søn Valdemar Christian rejser til Moskva for at etablere ægteskab med zar Michails datter, Irma. Ægteskabet strander på trosspørgsmålet.

1697: Den første permanente danske gesandt, Poul Heins, kommer til Moskva.

1702: Den første permanente russiske gesandt, Andrej Petrovitj Ismajlov, kommer til København.

1716: Zar Peter den Store kommer med en russisk flåde til København for sammen med Danmark at bekæmpe Sverige. Aktionen løber dog aldrig af stablen.

1724: Danskeren Vitus Bering udnævnes af Peter den Store til leder af en ekspedition, som skal undersøge, om Alaska og Sibirien er landfaste med hinanden.

1743: Peder von Haven udgiver det store værk Rejse i Rusland med forord af Ludvig Holberg. dansk-russiske forbindelser

1752: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab tager som den første vestlige videnskabelige institution kontakt med Videnskabernes Akademi i Skt. Petersborg.

1762: Danmark og Rusland er på randen af krig i Nordtyskland. En paladsrevolution mod Peter II afværger krigen.

1780: Danmark og Rusland slutter et væbnet neutralitetsforbund til beskyttelse af skibsfarten under den amerikanske frihedskrig.

1848: Efter russisk pres rømmer Preussen Jylland under den 1. slesviske krig.

1859: Københavns Universitet ansætter sprogforskeren Casper Wilhelm Smith og får som et af de første vesteuropæiske universiteter en lærestol i slavisk filologi. Han oversætter og udgiver i 1869 Nestors russiske Krønike om den ældste russiske historie.

1866: Christian IX's datter Dagmar bliver gift med den senere zar Alexander III.

1869: Store Nordiske Telegrafselskabs telegraflinie mellem Danmark og Rusland åbnes.

1872: Store Nordiske Telegrafselskabs telegraflinie mellem Europa og Fjernøsten via Sibirien åbnes.

1888: Georg Brandes udgiver sin berømte bog Indtryk fra Rusland.

1923: Danmark afslutter en handelsaftale med den russiske sovjetrepublik.

1924: Danmarks diplomatiske anerkendelse af Sovjetunionen.

1933: Første store udstilling af sovjetisk kunst i Danmark.

1941: Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen afbrydes de diplomatiske forbindelser med Moskva.

1944: Thomas Døssing sendes til Moskva som Frihedsrådets repræsentant.

1945: Sovjetiske tropper befrier Bornholm.

1946: Danmark og Sovjetunionen beslutter af øge samhandlen mellem de to lande med en handels- og søfartstraktat.

1956: Statsminister H.C. Hansen besøger under Den kolde Krig Moskva og indleder en ny epoke i kulturelt, økonomisk etc. henseende mellem Danmark og Sovjetunionen.

1962: Danmark og Sovjetunionen undertegner en kulturaftale. Sovjetisk kunstudstilling i København.

1964: Den sovjetiske stats- og partileder Nikita Krustjov besøger Danmark.

1973: Den sovjetiske komponist Sjostakovich modtager den danske musikpris Sonningprisen.

1975: Dronning Margrethe II besøger Sovjetunionen.

1983: Stor sovjetisk kultur-, handels- og videnskabsudstilling i Bella Centret i København.

1993: Jeitsin åbner det nye lyslederkabel mellem Danmark og Rusland.

1993: Ruslands premierminister Tjernomyrdin besøger Danmark i forbindelse med 500-året for de dansk-russiske forbindelser.

En gammel russisk krønike fortæller om, hvordan kristendommen kom til Rusland. Det skete i Ukraine, hvor der sad en nordisk vikingehøvding ved navn Vladimir. Nyere arkæologiske fund kunne i øvrigt tyde på, at han var dansk. Han dyrkede naturligvis de gode gamle nordiske guder, men nu kom der til ham talsmænd fra både jødedommen, Islam og Romerkirken for at anbefale hver deres tro. Han afviste imidlertid dem alle, for han syntes, at de hovedsagelig stillede krav til ham om afholdenhed i mad, drikke og med kvinder, og det var han som gæv nordisk kæmpe ikke indstillet på.

Til slut kom grækerne, og lidt ærgerlig over alle de ivrige missionærer, spurgte ham dem, hvad de nu stillede krav om, og hvad deres gudstjeneste gik ud på. De svarede, at de ikke stillede nogen krav, og at de ikke kunne forklare gudstjenesten, den måtte opleves. Han sendte så nogle af sine bojarer til Sofia-domkirken i Konstantinopel, og da de kom tilbage derfra, og han på ny spurgte dem, hvad det hele gik ud på, fik han samme svar: Det kan ikke beskrives, det kan kun opleves. Men, føjede de til, det var så skønt, at vi ikke vidste, om vi var i himlen eller på jorden.

Det svar huede vikingen, så han lod sig døbe sammen med sin hird og lod hele folket døbe i Dnepr-floden. Derpå byggede han en kirke i Kiev, og den dag i dag ligger Skt. Vladimir-kirken i Ukraines hovedstad.

Hvad enten nu en sådan krønike er historisk korrekt eller ej, så afslører den, hvad der lever dybt i folkets sind. Mit første møde med ortodokse præster fandt sted på Verdenskirkerådets møde i New Delhi i 1962, hvori jeg deltog som medlem af den danske folkekirkes delegation. Mødet var af stor betydning for russerne, for deres kirke blev under mødet optaget som medlem af Verdenskirkerådet. Jeg havde den oplevelse at bo på hotel sammen med den og fik gennem 3 uger stort udbytte af daglige samtaler med dem. De fortalte om deres kirke- og trossyn og jeg om Grundtvig, hvis navn en enkelt af dem havde hørt, med ellers ikke anede noget om. Det viste sig, at begge parter blev overraskede over, hvor sammefaldende vore synspunkter var.

Det første stærke indtryk, jeg fik modtog jeg fra den takketale over medlemsskabet, som metropolitten fra Moskva holdt for plenum. Han gjorde den store forsamling opmærksom på, at når den satte sig det mål at skabe enhed mellem de mange forskellige kirkesamfund, så var det en både umuligt og ukristelig målsætning. For kirkens enhed bekender ikke troen på noget man selv skaber. Kirkens enhed skabes ene og alene ved Kristi eget nærvær og virke i gudstjenestens fællesskab. Hvad Verdenskirkerådet kan udrette, er derfor begrænset til rent praktiske opgaver. Han afviste dermed al tale om gennem en central organisation at skabe noget som helst i retning af et åndeligt fællesskab. Et sådant er alene Helligåndens sag. Og jeg må sige, at jeg straks følte mig på noget, der lignede grundtvigsk grund.

For mig at se stemmer de mange folkelige ortodokse kirkesamfund godt overens med Grundtvigs fastholden ved, at evangeliet kun kan tiltale et folk, når det lyder på folkets sprog, taler til dets livsforståelse og knytter sig til, hvad det elsker. Det er denne poesi i folkenes liv, der bærer deres længsel efter at overvinde døden, så kærligheden og livsglæden kan blive varig. Al sand folkelig livsoplysning må bæres af poesien. Myterne, sagnene, eventyrerne, den store kunst må fortæller, så længslen holder folkenes hjerter levende overfor det gådefulde og underfulde menneskeliv.

Kun i én del af Europa er hidtil denne folkelige rigdom blevet udfoldet i frihed og fred. Det er i Grundtvigs eget Norden. Her har alle de politisk, kulturelt og sprogligt underlegne folk - selv de mindste - uden nogen militær modstand vundet frihed og selvstyre. Og det er denne historie, der burde være forbilledet for Europa.

Til forundring for os alle sker den så i dag. Ikke i det højt udviklede Vesteuropa, her holder de gamle imperalistiske lande fortsat deres folkelige mindretalsgrupper nede. Men i Østeuropa hvor det russiske folk i disse år har demonstreret et folkeligt frisind, der desværre endnu ikke er set i Vesteuropa. Det har uden militær modstand givet frihed ikke blot til sine centraleuropæiske lydstater, men også til de folkeslag inden for Sovjetunionen, der har ønsket det. Det har frivilligt opløst den union, der som et påtvunget stålpanser gav det supermagtsposition. I lighed med, hvad Norden gjorde, omend i langt mindre format.

Krigene i det tidligere Jugoslavien er jo ikke Ruslands værk, men brød ud, da Tysklands Kansler Kohl og udenrigsminister Genscher anerkendte Kroatien, der rummede et stort serbisk mindretal, som en selvstændig stat, og anerkendelsen blev fulgt op af Danmark og EF.

Grundtvig drømte om, at de nordisk folk aktivt skulle træde ind i den europæiske historie med deres eget bidrag, nemlig det folkelige historie- og menneskesyn. Det skulle tilføre både samfundsliv, kultur og videnskab et element af poesi. I kølvandet af den folkelige oplysning, som Folkehøjskolerne var med til at skabe grundlaget for i det forrige århundrede, voksede en andelsbevægelse frem. Og ingen vil kunne benægte, at .den solidaritet, denne bevægelse var udtryk for, i uhyggelig grad savnes i både vort eget og i de andre vesteuropæiske samfund, hvor millioner skubbet ud i arbejdsløshed.

I Østeuropa er der uden tvivl større forståelse for denne solidaritet og dermed også for den poesi, den sofia, der skal bære den. Det er før omtalt, kommunismen talte til et dybt lag i den russiske folkesjæl, og måske kunne man forestille sig, at den grundtvigske andelstanke og den russiske solidaritet kunne mødes i en fælles kamp for at mildne det rationelle vesteuropæiske konkurrancesamfund og lære det at sætte mennesket højere end pengene.

Med de forbehold, som en forskellig historie og lige så forskellige folkesind må betyde, kan vi danske dog godt tåle at lade os inspirere af de russiske karaktertræk til en dybere forståelse af den folkelighed, som Grundtvig ville vække os til.

I 300 år var der tætte forbindelser over Østersøen mellem Skandinavien og Rusland.

Vikingerne forbindes ofte med plyndrings- og handelstogter til England og Frankrig. Men faktisk ser det ud til, at kontakterne østpå, til det som vikingerne kaldte Østerled, mindst spillede en lige så stor rolle som kontakterne vestpå. I perioden fra ca. 800 til 1100 var der en intensiv kontakt mellem Skandinavien og Rusland, vikingernes Gardarrige - ja faktisk er de skandinaviske arkæologiske fund østpå mere talrige end fundene vestpå.

Myten om Rurik og hvordan Rusland fik sit navn

I Nestor-krøniken, som beretter om den ældste russiske historie, hører vi om, hvordan vikingehøvdingen Rurik og hans to brødre blev hidkaldt til at herske over området omkring Staraja Ladoga og Novgorod i det nordvestlige Rusland: "I året 862 jog de (den lokale befolkning) varægerne (vikingerne) bort over havet og gav dem ikke skat. De begyndte at herske over sig selv, men der var ingen ret blandt dem, og slægt rejste sig mod slægt, der var fejder blandt dem, og de begyndte at føre krig indbyrdes. De sagde til hverandre: - Vi vil søge os en fyrste, som kan herske over os og dømme ret. Og de drog over havet til varægerne, til rus; thi således kaldes disse varæger: rus - ligesom andre kaldes sveer, atter andre normanner, angler, atter andre gotlændere - således også disse. Cud, slovener og krivicer og vepser sagde til rus: Vort land er stort og frugtbart, men der er ingen orden i det. Kom I da og vær konge og hersk over os!

Og de valgte tre brødre med deres slægter og de tog hele rus med sig og kom. Den ældste, Rurik, slog sig med i Novgorod; den anden, Sineus, ved Beloozero, den tredje, Truvor i Izborsk. Og efter disse fik det Russiske Rige navn. Folkene i Novgorod - de er af varægisk slægt, tidligere var de nemlig slovener."

Nestor-krøniken er nedskrevet flere hundrede år efter den påstående indkaldelse af godt indeholde en kerne af sandhed, som gennem århundrederne er overleveret i den mundtlige folkelige tradition. At vikinger har opkrævet skat i Nordvest-Rusland - i egnene omkring Ladoga-søen og Ilmen-søen - er højst sandsynligt. Netop 800-tallet er århundredet for de danske og norske vikingetogterne i Vesteuropa hvor brandskatning af egne i England, Frankrig, Frisland og det vestslaviske område ikke var noget særsyn. Så det er sandsynligt, at også Vikinger fra Mellem-Sverige deltog i denne indbringende forretning - bare i øst i stedet for i vest. At vikinger blev hidkaldt for at herske over et omrade er heller ikke ukendt i vest. F.eks. fik vikingehøvdingen Rollo og hans folk i 911 Normandiet som len af den vestfrankiske konge for at forsvare det mod andre vikinger.

Endelig er navnet Rurik kendt i Norden. På samme tid huserede en dansk viking med navnet Rurik i Frisland. Den Rurik, der blev indkaldt til Rusland, var dog nok svensk. I krøniken benævnes hans folk "rus", som sikkert er det ord for Sverige, som endnu i dag findes i finsk og estisk: Ruotsii/Rootsi.

Staraja Ladoga - vikingernes Aldeigjoburg

Det område, vikingerne først fik kontakt med, var området ved Ladoga-søen og byen Staraja Ladoga, som vikingerne kaldte Aldeigjoburg. Fra en finske bugt kan man på det sted, hvor det senere Skt. Petersborg blev anlagt, sejle ad floden Neva ind i Ladoga-søen. Herfra kan man ad floden Volkhov komme ned til Ilmen-søen og videre af de vidt forgrenede russiske floder mod øst og syd. Ladoga-området var således et oplagt knudepunkt for kontakten mellem Skandinavien og det russiske omrade.

Ved Volkhovflodens udmunding i Ladogasøen opstod i løbet af 700-tallet en by kaldet Staraja Ladoga. I byen er der gjort mange fund efter dens indbyggere og tilrejsende: russere, skandinavere, finner og baltere. Specielt gravpladsen tiltrækker sig opmærksomhed, idet den domineres af en række større og mindre gravhøje af skandinavisk oprindelse. Disse er måske gravhøje for rige skandinaviske høvdinge- og købmænds slægter, som fandt døden langt væk fra deres oprindelige hjemland.

Fundmaterialet tyder endvidere på international handel, og i oplandet er der fundet ikke mindre end 8 sølvskatte med arabiske sølvmønter.

Rurik blev dog ifølge Nestor-krøniken ikke længe i Staraja Ladoga. Allerede i 864 flyttede han sin residens længere sydpå til Gorodische/Novgorod, og i løbet af middelalderen svandt Staraja Ladogas internationale betydning, og byen er i dag kun en stor landsby.

Gorodische og Novgorod - vikingernes Holmgård

Bebyggelsen i Gorodische, som betyder den gamle by, går tilbage til midten af 800-tallet. Bebyggelsen opstod omkring et befæstet centrum, måske Ruriks eller en anden fyrstes bolig, og havde tillige et handels- og håndværksområde. I bebyggelsen er der et markant indslag af skandinaviske genstande, og bebyggelsen har sikkert både haft mange skandinaviske gæster og en permanent skandinavisk befolkning.

Godt hundrede år senere blev tyngdepunktet flyttet endnu en gang, nu dog kun 2 km til det nuværende Novgorod - den nye by. Novgorod udviklede sig fra 900-tallet til at blive en af de betydeligste byer i det nordlige Europa. Også i Novgorod er der fundet en lang række skandinaviske genstande, men det skandinaviske materiale udgør kun en beskeden del af det omfattende slaviske materiale, og i løbet af 1100-1200-tallet synes tyskere i stigende grad at overtage skandinavernes formidlende rolle.

Byen Novgorod underlagde sig en stor del af NV-Rusland fra Hvidehavet til Pskov og egnene nær Moskva. Novgorod var formelt et fyrstedømme, men fyrsten spillede ikke nogen vigtig rolle og boede det meste af middelalderen i Gorodische udenfor selve Novgorod. Reelt blev byen og fyrstendømmet styret af de unge bojarfamilier (dvs. adelsfamilier) gennem rådet Vetjen. Bojarfamiliernes rigdom var baseret på enorme jordbesiddelser og på en omfattende handel med Vesteuropa. Som et led i magtkampen mellem fyrstendømmet Moskva og kongeriget Litauen blev Novgorod i 1478 erobret af Moskvafyrsten Ivan III, som derved sikrede sig en afgørende magtstilling i NV-Rusland. Det varfor øvrigt den Ivan, som den danske kong Hans 15 år senere sluttede en forbundstraktat med, vendt mod Litauen og Sverige.

Videre mod Byzans og araberne

Vikingerne nøjedes ikke med at besøge og slå sig ned i NV-Rusland. Ad de russiske floder kom de i kontakt med fremmede og eksotiske lande og folk tusinder af kilometer fra deres egne hjemegne. En vigtig flodvej var Dnejpr.

Ad den kom man forbi den store russiske by Kiev og videre til Sortehavet og herfra til en af den daværende verdens største og rigeste byer: Konstantinopel, hovedstaden i det mægtige byzantinske kejserrige, som strakte sig fra Balkan over Lilleasien til Mellemøsten. Nogle vikinger kom til Byzans som handelsfolk, andre kom for som lejetropper i den byzantinske kejsers garde, væringergarden, at søge magt og rigdom. Et eksempel på dette er den senere norske konge Harald Hårderåde, der som ung indlagde sig store fortjenester og opnåede stor rigdom som officer i kejserens garde.

Enkelte vikinger har efterladt sig skriftlige hilsner til eftertiden i det fjerne Byzans. På marmorbalustraden i den store kirke Hagia Sofia i Konstantinopel kan man på en runeindskrift således læse navnet Halvdan, og på en af de store marmorløver, som oprindeligt stod i havnen i Piræus, men som nu er i Venedig, findes en runeindskrift lavet som et slynget bånd på løvens skulder. Desværre er indskriften på grund af vind og vejr ulæselig.

En anden vigtig flodvej var Volga. Ad den kunne man komme til det mægtige Bulgarrige ved Volgas knæ og herfra videre til det Kaspiske hav og de islamiske samfund i Mellemøsten og Centralasien.

Et udtryk for vikingernes kontakt med det arabiske område er de over 85.000 arabiske sølvmønter, der er fundet i Skandinavien heraf langt hovedparten i Mellemsverige og på Gotland. Det er nok kun de færreste mønter, der er kommet direkte til Skandinavien fra det arabiske område. De fleste er sikkert kommet ved handel over flere etaper op langs de russiske floder for sluttelig at havne i en vikings lomme i Staraja Ladoga Novgorod eller Kiev.

En epoke ebber ud

I godt 300 år var der tætte kontakter over Østersøen mellem Skandinavien og det NV-russiske område og herfra videre til fjerne egne i Byzans og araberne. Omkring år 1100 ser kontakterne ud til at blive mere sporadiske, og gradvist overtager tyske købmænd den indbringende handel mellem Vesteuropa og Novgorod. Kontakterne østpå havde skæbnesvanger betydning for nogle vikinger. Nogle vendte hjem til Skandinavien som rige handelsfolk eller krigere. Andre blev i Østerled mere eller mindre frivilligt. En runeindskrift i Södermanland rejst til minde om Thorsten og hans broder fortæller således:

Brødre var

blandt mænd de bedste

i landet

og ud i lid

de holdt deres huskarle vel.

Han faldt i strid

østerude i Gardarrige

lidets høvding

af landmænd den bedste.

Ruslands historie er i reglen blevet ganske stedmoderligt behandlet i Danmark. Endnu for få år siden kunne man i verdenshistorier se Ruslands historie indtil ca. 1700 fremstillet som en kortfattet indledning til beskrivelsen af Peter den Stores tid - og det til trods for at Rusland allerede i middelalderen og i hvert fald fra ca. 1500 spillede en betydelig rolle for europæisk handel og politik.

I Danmarkshistorier ses vor Østersøgenbo oftest kun i tåget silhuet - som en lidt mystisk bifigur. der med mellemrum dukker op enten langt nord på i Lapmarken ved den norsk-russiske grænse, eller længere sydpå i Finland og Baltikum. Hverken tid eller plads gør det muligt her at give en mere indgående skildring af de dansk-russiske forbindelser og den politiske betydning, som disse forbindelser har haft for begge lande. Det følgende bliver kun en nødtørftig skitse af de politiske konstellationer der siden slutningen af det 15. århundrede har bragt de to folk i kontakt med hinanden.

Det er især to forhold, der har været afgørende: For det første en fælles modsætning til Sverige. for det andet Danmarks geografiske placering ved indsejlingen til Østersøen, det hav som Rusland først og fremmest stræbte efter at nå.

Den første diplomatiske kontakt fandt sted i l490érne. Dens baggrund var fra dansk side ønsket om at tvinge Sverige ind i et nordisk unionsrige mens Rusland - eller rettere storfyrstendømmet Moskva, der kun omfattede en begrænset del af Sovjetunionens nuværende område - ønskede at vinde sig en forbundsfælle i dets kamp for adgangen til Østersøen. I 1493 ankom der en dansk udsending, Ivan Magister, til storfyrstens hof. Vi ved ikke meget om hans besøg. men da han rejste hjem fulgte der med ham to russiske diplomater. Dmitrij Ralev Palcolog og Dmitrij Sajetsev. De afsluttede i København den første dansk-russiske traktat; den er bevaret i en kopi i det danske rigssarkiv. Traktaten der er på latin. indledes med en venskabserklæring: Vi Hans, af Guds nåde konge af Danmark etc. indgår i venskab og evigt forbund med Ivan, kejser over hele Rusland (tocius Rutzsic imperatore) etc. Efter mere generelle bemærkninger om fælles fjendskab, nævnes disse fjender ved navn: Ivan III forpligtede sig til at hjælpe kong Hans med at generobre Sverige, til gengæld lovede den danske konge at støtte Ivan mod storfyrsten af Litauen.

Dette er traktatens vigtigste bestemmelser, men det er værd at lægge mærke til, at der garanteres købmændene gensidig frihed til at handle på begge lande. Og skønt det ikke nævnes i traktaten, er det ikke usandsynligt, at når Ivan III året efter lukker hansestædernes kontor i Novgorod, er det hans nye forbundsfælle, der har overbevist ham om betimeligheden af på denne måde at skade de nordtyske byer, der understøttede den svenske frihedsbevægelse mod den danske konge.

Ivan III klarede selv sine litauiske vanskeligheder, og 1495 var han klar til at blande sig i de skandinaviske anliggender. En russisk hær rykkede midt på sommeren ind i Finland, og de to følgende år hengik med russiske hærtogter langt ind i dette land, helt til Åbo-området. 1497 sluttedes der en våbenstilstand mellem Sverige og Moskva, og nu fandt kong Hans øjeblikket belejligt til at udnytte situationen. Med en hær rykkede han fra Skåne op gennem Sverige, slog den svenske modstand ned, og den 26. oktober 1497 kunne han krones som svensk konge i Stockholms storkyrka.

Men dermed var problemerne ikke løst. Russerne følte, at de intet havde opnået til gengæld for deres ofre på venskabets alter. De krævede territoriale kompensationer i Finland,- men som svensk konge så kong Hans' verdensbillede noget anderledes ud end som dansk konge. Under henvisning til, at de russiske krav ikke var nævnt i traktaten, stillede han sig meget uvillig og tilbød i stedet et ægteskab mellem Ivans ældste søn, Vasilij, og en af hans døtre. Ivan III var ikke uvillig til dette politiske ægteskab, men et russisk gesandtskab, som i januar 1501 forhandlede med kong Hans i Stockholm, holdt ved de russiske krav. Da den nordiske konge ikke var villig til at afstå nogen del af sit rige, måtte de russiske gesandter rejse bort med uforrettet sag. Det dansk-russiske forbund var dermed i realiteten sprængt, da det nu havde mistet sin interesse for Danmark.

De skår, som den dansk-russiske traktats heldige politik havde slået i det dansk-russiske venskab, blev dog hurtigt helet, idet kong Hans allerede 1502 blev fordrevet fra Sverige. Dermed var situationen fra før 1497 genoprettet.

Først med Christian II´s tronbestigelse i 1513 blev den diplomatiske forbindelse for alvor genoptaget, og den gamle traktat fra 1493 genoplivet med traktaten af 9. august 1516, hvis russiske original er bevaret. Den indledes med ordene - omsat til latinske bogstaver: ,,Po Bosjieju vole i po nasjej ljubvi, my, velikij gosudar Vasilij, Bosjieju milostiju tsar ...' Ved Guds vilje og vor kærlighed (har) vi, den mægtige herre Vasilij, af Guds nåde tsar (indgået) . . Skemaet fra den gamle traktat følges ret nøje: Russisk hjælp til Danmark mod Sverige, og dansk støtte til Rusland imod Litauen. Gamle uoverensstemmelser syntes glemte, men til gengæld fik traktaten heller ingen praktiske følger i form at væbnet bistand fra nogen at parterne. 1520 erobrede Christian II Sverige uden russisk hjælp.

Men den danske konge havde andre end militær-politiske interesser i det russiske venskab. Handel på Rusland spillede allerede tidligt en afgørende rolle for de nordtyske hansestæder, der betragtede den russiske handel som den kilde, hvoraf al velstand flød. Kristian II ønskede, at Danmark skulle få del i denne velstand - ja, rethen overtage den russiske handel.

1516 sendte han et antal unge mennesker på et halvt års ophold i Rusland, for at de kunne lære at læse, skrive og tale sproget. De blev øjensynlig vel modtaget at tsaren, der overdrog deres uddannelse til en doktor Michael. Desværre kender vi hverken til navn eller skæbne for disse unge danske, der som de første modtog stipendier til studier i Rusland. Formentlig har det været tanken, at de senere skulle virke som kommissærer for den danske handel, hvis udsigter på det russiske marked syntes så lovende.

I juli 1517 gav den russiske tsar højtideligt danske købmænd brev på handelsprivilegier i Novgorod og Tvangorod. De danske købmænd fik ret til at åbne faktorier i de to byer, i brevet anvistes størrelse og placering at de danske pakhuse og magasiner, og endelig blev der givet danskerne tilladelse til at rejse en kirke og holde katolsk gudstjeneste.

Men Christian II ville videre endnu. Da han i 1520 endelig havde erobret Sverige, sammenkaldte han købmænd fra København, Malmø og Stockholm, og for dem lagde han et storslået projekt frem. Der skulle dannes et nordisk handelskompagni med faktorier ved den finsk-russiske grænse, i Stockholm, i København og i Nederlandene. Kompagniet skulle fra Rusland udføre bl.a. huder og voks, mens importen skulle bestå at bl.a. salt og sild fra Ålborg. Var denne plan blevet realiseret, og havde det overhovedet været muligt at realisere den, ville det have været et alvorligt slag for de nordtyske handelsbyer, men allerede 1521 rejste Gustav Vasa svenskerne til oprør, understøttet at Lybeck, og 1523 blev Christian II fordrevet fra Danmark.

Den afsatte konge henvendte sig blandt flere andre til sin forbundstælle i øst, men skønt denne bekræftede traktaten at 1516, beklagede han, at en krig med Kazanriget forhindrede ham i at komme Christian II til hjælp. Det eneste, tsaren kunne love, var at modtage kongens trofaste Søren Norby, hvis denne fik behov for et sikkert tilflugtssted. Det gjorde han. 1526 blev Søren Norby slået at en svensk-lybsk flåde og flygtede til Moskva, hvor han opholdt sig et par år, for 1528 at drage til Christian II i Nederlandene.

Der gik henved en menneskealder, inden omstændighederne igen førte de to lande sammen - først i modstående, siden i fælles interesser. Årsagen var den internationale krise, der i slutningen af 1550érne opstod omkring Estland og Letland, som var organiseret i den livlandske ordensstat. Denne stat var ved midten at det 16. århundrede på vej ud i en opløsningstilstand, som måtte friste andre og stærkere lande. Området var at stor betydning, idet den russiske handel allerede tidligt, men især efter hanseaternes fordrivelse fra Novgorod i 1494, var gået over disse områder. Den, der herskede over Estland og Letland, kunne kontrollere og beskatte den givtige handel med Rusland. Denne handel havde nu skiftet karakter - bort fra pelsværk og voks til hør og hamp, hvis betydning voksede i takt med opbygningen af stadig større flåder i de vesteuropæiske søfartsnationer.

Det skulle blive Rusland, der bragte det livlandske korthus til fald. Tsar Ivan IV med tilnavnet den Grusomme genoptog sin bedstefaders udenrigspolitik: Han ville et Rusland til Østersøen for selv at kunne beherske sin handels udfaldsporte. 1558 erobrede han havnebyen Narva og fortsatte sit angreb videre ind i ordenens område.

Livland søgte hjælp hos Danmark, vel nærmest fordi det lå tilpas langt borte, men inden Christian III indlod sig på dette vovelige eksperiment, ville han dog først have forholdene undersøgt. I 1558 afrejste et dansk gesandtskab til Livland og fortsatte derfra til Moskva, men forhandlingerne her kom til at ligge meget tungt, hvilket ikke kan undre. De danske gesandter mødte nemlig med krav om at få overladt det gamle danske land Estland, som Valdemar Sejr havde erobret i begyndelsen af det 13. århundrede. Ganske vist havde Valdemar Atterdag solgt Estland i 1346, men - hævdedes det fra dansk side, der var aldrig givet afkald på dansk overhøjhed over området. Over for denne vovelige påstand fastholdt den russiske tsar, at Estland var gammelt russisk land, idet det for 600 år siden havde betalt skat til den russiske storfyrste. Da ingen af parterne ville fire, kunne man ikke nå til anden form for overensstemmelse, end at der bevilgedes en seks måneders stilstand for Livland. På samme tid havde Frederik II, der 1559 efterfulgte sin fader som dansk konge, ført forhandlinger med biskoppen af Øsel, der for en mindre sum af 30.000 dalere var villig til at afstå sit bispedømme til Frederik II´s broder Magnus. Danmark havde dermed vundet fodfæste i Livland, og særlig efter at hertug Magnus i 1561 havde måttet fraskrive sig al reel indflydelse til fordel for kongen, kan man tale om et egentligt dansk støttepunkt herovre. Med kontrol over indsejlingen til Østersøen, Sundet og Bælterne, med støttepunkter på Bornholm, Gotland og Øsel - og måske yderligere erobringer - ville Danmark om nogen være i stand til at beherske Østersøen og handelen i dette område.

I mellemtiden havde Riga og Estland søgt støtte hos Polen-Litauen, Reval og store dele af Estland hos Sverige. Der var nu ikke mindre end fire magter indblandet i fordelingen af den livlandske arv - alle med samme mål. Det er klart, at det måtte være vanskeligt at finde forbundsfæller i dette spil. Igen er det de geografiske yderpunkter, der søger sammen, Danmark og Rusland. Den 7. august 1562 kyssede Ivan den Grusomme korset på en traktat med Danmark. I denne traktat blev det nøje fastslået, hvilke områder der skulle tilfalde Danmark, men traktaten var af karakter helt passiv: De to magter forpligtede sig til ikke at hjælpe hinandens fjender - der var tale om venskab og ikke om fælles fjendskab. Traktaten gav dem frit spil til et opgør med hver sin arvefjende.

Da krigen i 1563 bryder ud, ser vi da også en ganske ejendommelig konstellation. I fællesskab med Lybeck og Polen bekriger Danmark Sverige, - Rusland angriber Polen, som er allieret med Ruslands ven, Danmark,- mens Ruslands forhold til Danmarks arvefjende, Sverige, er jævnt venskabeligt, hvilket bl.a. ses af den danske gesandts gentagne klager over russisk handel med svenskerne.

Med erobringen af Narva havde Rusland fået sin første egentlige havneby, men den polske flåde gjorde alt for at forhindre trafikken på denne nye russiske by. Og Rusland manglede en krigsflåde. I begyndelsen af 1570 kom tsar Ivan i forbindelse med en dansker, Karsten Rode, der havde deltaget i krigen mod Sverige. Den 30. Marts 1570 udstedte tsaren et kaperbrev til Rode: ,,Carsten Roden muschovitischen bestalten admirals in die see bestallung". Dermed var formentlig den første russiske admiral udnævnt. Til gengæld for denne titel forpligtede Rode sig til at aflevere hvert 3. skib, han kaprede, den bedste kanon fra de øvrige, samt en del af de opbragte varer. Rode rejste til Arensburg på det danske Øsel, hvor han købte et mindre skib og hvervede 35 tyske søfolk.

Først på sommeren stod skibet til søs og satte kursen mod Bornholm. Forehavendet gik strygende. Som det første opbragte Rode en bojert med salt fra Emden, de to skibe blev til fire, de fire til otte. Som operationsbasis benyttedes Bornholm, hvor Rode plejede omgang med kommandanten, varer og priser blev solgt i København eller andetsteds. Om efteråret opererede Rode med en hel lille flåde på 6 skibe, men der foreligger ikke efterretninger om, at Rode har betalt sin afgift til tsaren. Måske nåede han det ikke, for under kongressen i Stettin, hvor de fleste Østersømagter deltog, bebrejdede man den danske konge, at han holdt hånden over den russiske kaper. I oktober 1570 blev Rode derfor arresteret, hans skibe beslaglagte og han selv ført til Hald. Dermed var det slut med den moskovitiske flåde, og ingen kan fortænke tsaren i, at han siden bebrejdede kongen hans opførsel over for den russiske admiral.

Imod slutningen at 1560'erne bredte der sig en almindelig krigstræthed, som i december 1570 førte til freden i Stettin mellem Danmark, Lübeck, Polen og Sverige. Krigen havde ikke bragt nogen afgørelse af de væsentlige spørgsmål - problemerne og målene var de samme som før 1563. Af dansk blev der i Livland ikke meget andet end Øsel og Magnus tilbage. Denne sidste havde ført en ret underordnet tilværelse, og da tsaren i 1570 foreslog ham et forbund med udsigt til en russisk prinsesse og en livlandsk kongekrone, slog han til. Prinsessen blev hans, hun hed Maria Vladimirovna og var en fætterdatter af tsaren, men det hele eller halve kongerige fik han ikke. Han døde iøvrigt i 1583 som polsk lensmand i Kurland. Freden i Stettin ændrede helt den politiske situation for russerne, der betragtede den dansk-svenske fred som et brud på traktaten af 1562. Danmark, den magt, der skulle opveje den svenske indflydelse i Livland, havde ved Stettinerfreden trukket sig tilbage; et russisk angreb på Sverige og et køligere forhold til Danmark blev det naturlige resultat. Ikke uden grund beskyldte tsar Ivan den danske statholder for at hjælpe de svenske tropper, mens Frederik II til gengæld bebrejdede tsaren, at han havde erobret dansk område i Estland og gentagne gange havde udvist en besværlig interesse for de nordnorske områder.

For at genoprette et tåleligt forhold til den tidligere forbundsfælle sendtes i foråret 1578 et dansk gesandtskab til Moskva. Dets leder blev rigsråden Jakob Ulfeldt farfader til Corfitz Ulfeldt. Efter lange ophold på adskillige ubehagelige steder undervejs nåede gesandtskabet i august Aleksandrovskaja Sloboda (nu Aleksandrov), der en tid havde været Ivans residens. Her blev de danske gesandter modtaget med fuld honnør - et storslået scenen var bragt i stand for at vise tsarens magt, og for at gøre det rette indtryk på de fremmede udsendinge. Ulfeldt fortæller selv om danskernes første audiens: - Da vi kom ind, så vi kejseren og hans ældre søn, begge siddende: Faderen på en stol alenhøjt over jorden, sønnen på et sted noget nedrigere ved faderens højre side. Faderen havde en gul silketobins kjole på, bestukket med mange kostbare smykker. Om halsen havde han et guldsmykke, besat med mange dyrebare stene; på hovedet en hat, omgivet med en herlig krone og ellers hatten besat med mange kostelige diamanter. På alle fingre havde ban ringe med perler besat, og holdt i den ene hånd et forgyldt scepter. Sønnen havde en rød silketobins kjole på, besat med ædelstene og en hue af kosteligt pelsværk. Foran dem stod fire unge karle, hver med økser i hænderne, beklædt med hvid fin linned. Der var en stor mængde af bojarer, der sad her og der i gemakket, klædt i kostbare kjorteler. Så snart vi nu så tsaren, rakte han os hånden, og derpå råbte tolken højt til mig: Jacob, Ivan Vasilevitj, så stor nåde og barmhjertighed viser tsaren dig, at han værdiger at række dig hånden, gå hen til ham og giv ham hånd. Jeg gav derfor med dybeste ærbødighed både kejseren og hans søn hånd. -

Efter at Jakob Ulfeldt havde holdt en kort tale, blev audiensen afbrudt, og forsamlingen satte sig til bords. Førend noget mad blev båret på bordet, drak storfyrsten krydret vin; imidlertid bar tjenerne maden frem; eftersom de satte fadene ordentligt på bordet, så delte storfyrsten dem blandt sine bojarer. Den første ret lod han række sin øverste kaptajn knes Ivan Fjodorovitj Stilofskij, som antog den med største ærbødighed, mens han tillige med alle bojarerne rejste sig af sædet. Den anden ret sendte han sin svoger, Michail Romanov, som med lige så stor ydmyghed modtog den. Det tredje fad gav han mig og så ligefrem hver af mine medfølgere. Iblandt skikkede han også retter til adskillige af bojarerne. Og som retterne var så mangfoldige, at der ikke var ende på det, så kunne vi heller ikke gøre andet end rejse og sætte os, thi ved hver ret, som tsaren sendte fra sig, måtte vi stå op - over 65 gange. -

Ulfeldt og hans fæller var kommet til Rusland for at forny gammelt venskab, og i den nye traktat skulle det igen fastslås, hvilke områder der herovre skulle tilhøre Danmark. Men tsaren var ikke til sinds at vise velvilje på noget punkt. Skulle der oprettes et evigt forbund, måtte Danmark gøre fælles sag med Rusland imod Sverige og Polen - og det ønskede Danmark ikke. M. h. t. de danske krav på områder i Livland benægtede tsaren danskernes ret, og det eneste, der kunne anerkendes som dansk, var Øsel - og det burde overlades Magnus. Efter lange og omstændelige forhandlinger bøjede Ulfeldt sig og sluttede en femten års stilstand. I dette tidsrum måtte Øsel ikke angribes, men samtidig opgav danskerne deres krav på en række områder i Livland. Ulfeldt havde ved at indgå denne aftale overtrådt sin instruks. Kongen nægtede at ratificere traktaten, Ulfeldt blev anklaget for rigsrådet og kom aldrig siden til at beklæde offentlige hverv.

De to gamle forbundsfæller kunne ikke finde hinanden. Frederik II syntes at have tabt interessen for de livlandske spørgsmål, men begyndte til gengæld at rette opmærksomheden på problemerne i Nordnorge og især mod den engelske handel, der fandt vej over Hvidehavet til Archangelsk-området. Frederik II krævede skat af de engelske købmænd, der passerede de norske farvande, noget Ivan optog som en handling rettet mod Rusland. 1583 nævner han da også Danmark blandt sine uvenner.

1584 døde Ivan den Grusomme, og i de følgende år begrænsedes kontakten til forsøg på at fastlægge den nøjagtige grænse mellem Rusland og Norge. Større resultater syntes der at skulle komme ud af en ægteskabelig forbindelse mellem det danske kongehus og tsar Boris Godunovs slægt. Boris havde kun én datter, som han havde forsøgt at gifte bort til en fordrevet svensk prins, Gustav, men uden held. 1601 henvendte han sig derfor til Christian IV med forslag om ægteskab mellem kongens yngre broder, Hans, der nu var 18 år, og datteren Ksenija Borisovna. Ægteskabet var politisk tænkt og blev også optaget som sådan: Tanken om det gamle forbund mod Sverige dukkede atter frem.

En ægteskabskontrakt blev indgået, og den 1. August 1602 rejste et stort gesandtskab med prins Hans i spidsen til Rusland. Da det kom til Ivangorod, blev det modtaget af russiske udsendinge, der imidlertid ikke var helt tilfreds med den unge prins' optræden. En af dem indberettede til sin tsar: Da vi gik frem for ydmygt at hilse prinsen, da tog han ikke imod os på vor manér, Herre. Han rejste sig for os og hilste os, efter at have taget hatten af. Vi, Deres ydmyge tjenere, er ikke værdige til dette, og derfor sagde vi til de danske gesandter, at prinsen burde optræde over for os efter Deres kejserlige rang og værdighed. (Hans skulle ifølge kontrakten optages som tsarens søn). Gesandterne svarede os, at prinsen endnu var ung, og at de ikke kendte de moskovitiske skikke. Gud give, at prinsen, når han kommer til Moskva og har lært de moskovitiske skikke, da opfører sig efter dem. Prins Hans lærte det aldrig. Den 19. september 1602 ankom han til Moskva, og allerede den 28. oktober døde han af en febersygdom - uden at have set sin tilkommende. De politiske planer faldt dermed til jorden; og efter Boris' død 1605 kom Rusland ind i en kort opløsnings periode, der gjorde enhver forbindelse utænkelig, men sin politiske betydning havde det stadig. Til forskel for Danmark holdt Sverige stædigt ved sit udenrigspolitiske mål: at beherske den russiske handels udskibningshavne ved Østersøen. Polakkerne ligeså. 1581 havde Sverige erobret den vigtige havneby Narva fra russerne, men handelen søgte blot andre veje - en stor part gik nu over polske og litauiske havne, en anden over Archangelsk. Det første førte til krig med Polen, det andet til et spændt forhold til Danmark. 1611 var Sverige så dybt indblandet i den svensk-polske intervention i den russiske borgerkrig, at Christian IV fandt øjeblikket belejligt til et opgør med den gamle arvefjende. Følgen blev Kalmar-krigen 1611-13, der ikke bragte Danmark fordele, men dog stængte Sverige ude fra Ishavet.

Den internationale handel på Archangelsk havde nu fundet sted i mere end 50 år, og dens betydning var stigende i takt med de vanskeligheder, handelen udsattes for i Østersøen. Også danskere drev handel på disse områder. I 1619 fik Christian IV og nogle københavnske købmænd den tanke at udvide handelen længere mod øst - og derved komme uden om de russiske mellemhandlere og måske toldere. De dannede det petsoriske kompagni, der skulle opkøbe pelsværk i området omkring Petjora-flodens udmunding i Barentshavet en 7-800 km øst for Archangelsk. Sommeren 1619 sejlede skibet "St. Michel" mod Petjora for at købe skind - foruden varer medførte det russiske penge, denninger, fremstillet i Danmark.

Men ekspeditionen havde en krank skæbne. Den nåede ikke Petjora, men måtte lade sine købmænd overvintre i Kola, hvor de i marts 1620 blev arresteret af russerne og fik deres varer beslaglagte. Det var ikke tilladt at handle på Petjora. Da ,,St. Michel" det følgende forår igen stod nordpå fra København, fandt det ikke de overvintrende i Kola, men i Archangelsk, og da skibet nåede hertil, blev også det beslaglagt og besætningen arresteret. Først i slutningen af juli blev de fængslede og ladningerne frigivet, men da var mange af varerne allerede ødelagte. Der blev fra dansk side rejst krav om erstatning, men tsaren var ubøjelig. I foråret 1623 sendtes derfor en afdeling på 4 orlogsskibe under admiral Jens Munk til Kola, hvor den russiske tolder blev arresteret og hans kasse beslaglagt. Inden man forlod området, tog man med sig nogle bådlaster tørfisk og rug, hvilket alt i alt gav et ganske net udbytte. Kompagniet var allerede da opløst, og den usædvanlige fremgangsmåde måtte naturligvis blive belastende for ethvert forhold.

Til trods for det uheldige udfald af det petsoriske eksperiment tabte Christian IV ikke interessen for den russiske handel. I 1631 blev Malte Juul til Giesegård - eller som han kaldes på russisk Maltejul Gisingarskij sendt til tsar Michail Romanov med forslag om afsluttelsen af en traktat om evigt venskab, om toldfri handel for de to landes købmænd og om køb af korn, der netop i slutningen af 1620'erne og i begyndelsen af 1630'erne var en mangelvare i Vesteuropa. Tsaren så med mistænksomhed på denne sendelse. Om toldfri handel kunne der ikke i almindelighed være tale, men der blev dog givet tilladelse til at købe 25.000 tjetverter korn i 1632 uden told. Forslaget om venskabstraktaten faldt heller ikke i god jord. Den russiske tsar frygtede, at en venskabstraktat med Danmark skulle belaste Ruslands forhold til Sverige, hvilket fra dansk side netop var meningen. Men i Rusland var man udmærket vidende om magtbalancen i Østersøen og forstod at bedømme dets egen og Danmarks svaghed. Der blev dog opsat en foreløbig overenskomst, men da denne skulle underskrives, opstod der en uoverstigelig vanskelighed. Skulle tsarens eller kongens underskrift stå øverst på Juuls eksemplar af overenskomsten. Herom er bevaret de herligste skænderier, der naturligvis ikke kunne føre til noget resultat. Maltejul Gisingarskij forlod Rusland i unåde.

Heller ikke et nyt forsøg på en ægteskabelig forbindelse mellem det gamle danske kongehus og den nye tsar-slægt, Romanoverne, bragte nogen ændring i forholdet. Som i sin tid Boris Godunov havde søgt en passende ægtefælle til sin datter Ksenija, således begyndte nu tsar Michail at undersøge mulighederne for at finde en dansk kongesøn til sin datter Irma. Den eneste mulighed var Christian IV' s søn med Kirstine Munk, grev Valdemar Christian, der var ca. 20 år gammel.

I begyndelsen af 1641 ankom en russisk udsending til Danmark for at høre nærmere om Valdemar Christian. Udsendingen beskrev ham således: Af hårfarve er han blond, ikke lille af vækst, slank, med grå øjne, har et ganske pænt ansigt, sund og ved sin fornufts fulde brug, kan latin, fransk, italiensk og højtysk, er dygtig i krigeriske færdigheder. - Det første indtryk var således gunstigt nok, og samme år sendtes Valdemar Christian som gesandt til Moskva for at slutte aftale om evig fred og venskab mellem landene. Aftalen strandede imidlertid på spørgsmålet om placeringen af tsarens og kongens underskrifter. Ligesom i 1631 måtte de danske gesandter rejse hjem med uforrettet sag. Men tsar Michail ville gerne have Valdemar Christian til svigersøn, og året efter sendtes derfor en russisk ambassade til Danmark. Her blev de ikke særlig venligt modtaget. Da de under audiensen udtalte, at tsaren havde befalet dem at hilse kongen og fortælle ham om tsarens helbred - som skik var - tav kongen, spurgte ikke til tsarens helbred og rejste sig ikke. Også russerne tav alle må have været grebet af den pinlige stemning. Endelig brød en af de russiske gesandter stilheden: de ventede, at kongen spurgte til tsarens helbred. Christian IV bad derefter sin kansler sige, at han gerne ville høre 6m hans broder tsarens helbred. Men gesandterne svarede, at kongen selv skulle spørge, stående. Da spurgte kongen, om der var gjort ligesådan, da hans gesandter var i Moskva, hvilket bekræftedes. Endelig rejste kongen sig, tog sin hat af og spurgte selv til tsarens helbred.

Heller ikke dette gesandtskab bragte noget udbytte: gesandterne krævede, at Valdemar Christian skulle lade sig døbe i den rette, russisk-ortodokse tro, men her stødte de på bestemt modstand.

Et nyt gesandtskab under ledelse af købmanden Peter Marselis blev derpå sendt til København med instruks om ikke at stå fast på trosspørgsmålet. Der var dog også allehånde andre betænkeligheder fra dansk side, bl.a. overhovedet at sende kongesønnen over til de vilde russere. Hertil svarede Marselis: Hvis folkene i Moskva var vilde, da kunne jeg ikke have levet blandt dem i så mange år og ville heller ikke have ønsket at leve der i fremtiden; det ville være godt, hvis der i det danske land var den samme orden, som der er i Moskva!

En aftale kom i stand, og i slutningen af 1643 begav Valdemar Christian sig igen til Rusland, fulgt af en suite på 329 mand, der medførte et overdådigt udstyr og rige gaver. Næppe var Valdemar Christian ankommet til Moskva, før forsøgene på at overtale ham i trossagen begyndte. Forsøgene blev pure afvist: enten bryllup eller tilladelse til at rejse tilbage til Danmark. Hertil svarede russerne, at der ikke kunne blive tale om bryllup, før han havde ladet sig omdøbe, og der kunne heller ikke blive tale om at rejse hjem, for han var nu ifølge aftalen tsarens søn. Et flugtforsøg gjorde ikke forholdet bedre danskernes bevægelsesfrihed blev indskrænket. Til Valdemar Christians held døde tsar Michail allerede i juli 1645, og i august samme år fik danskerne tilladelse til at rejse fra Moskva - efter knap halvandet års mere eller mindre frivilligt ophold i den russiske hovedstad.

Af Christian IVs drømme om en dansk-russisk samvirken var der intet blevet tilbage, skønt Danmark nok kunne have haft hjælp behov, idet den svenske general Torstensson 1643 havde invaderet og besat hele Jylland. Christian IV var bitter over den russiske optræden, hvilket bl.a. gav sig udtryk i, at han ikke ville modtage den russiske gesandt Apraksin i afskedsaudiens, men skriftlig lod meddele den nye tsar, Aleksej Michajlovitj: Skønt vi har vægtige grunde til at beklage os over, at aftalen om et ægteskab mellem vor søn og jeres søster ikke er blevet overholdt, men da jeres fader er død, så vil vi lade alt dette være glemt og vil leve med jer i det samme venskab, hvori vi har levet med jeres forfædre.

Ved midten af det 17. århundrede synes Rusland på vej til at skulle genvinde den ekspansionskraft, som havde været karakteristisk for det i det 16. århundrede. Tiden var ved at være moden til fornyede forsøg på at bane sig vej til Østersøen Men her herskede Sverige uantastet. Siden freden i Stolbova 1617 med Rusland og freden i Altmark 1629 med Polen kontrollerede Sverige hele kysten fra Riga til Viborg. Ikke en fodsbred kyst var russisk. Ganske vist havde man Archangelsk i nord, men med de vanskelige klimatiske forhold var vejen om Nordkap kun en nødløsning.

I 1654 begyndte Aleksej Michajlovitj krig mod Polen, og det medførte 1655, at den svenske konge, Karl X Gustav, førte en stor hær sammesteds hen, hvilket igen førte til et brud mellem Sverige og Rusland i 1656.

Det var nu Rusland, der havde brug for Danmark, og i maj 1656 ankom der et gesandtskab til København med tilbud om et forbund mod Sverige. Frederik III erklærede sig enig med de russiske gesandter - han var ikke uvillig til at udnytte den gunstige situation, som den svenske indblanding i de polske forhold havde skabt. Ved freden i Brømsebro 1645 havde Danmark afstået Härjedalen, Jämtland, Gotland og Øsel m.m. til Sverige; desuden måtte den svenske ekspansion i Østersøområdet vække almindelig utilfredshed. Men - erklærede den danske konge - hans tropper var endnu ikke rede til at gå i krig. For yderligere at lægge pres på Danmark sendtes i august samme år endnu et gesandtskab til Danmark med tilbud om forbund og med løfte om toldfri handel for danske købmænd i Rusland. Frederik III slog til, men desværre havde den russiske gesandt ikke fuldmagt til at afslutte et endeligt forbund, og videre nåede man ikke. I sommeren 1657 erklærede Danmark Sverige krig, men da var den russiske interesse for forbundet med Danmark kølnet. Ruslands opmærksomhed rettedes sydpå, da den Moskva-venlige ukrainske hetman, Chmelnitskij, døde, og dele af Ukraine igen søgte forbindelse med Polen. Imens førte Karl X Gustav sine tropper op i Jylland, gik over isen til Fyn og Lolland-Falster, og i begyndelsen af 1658 måtte Danmark ved freden i Roskilde afstå Skåne, Halland og Blekinge til Sverige.

Et dansk forsøg på at bevæge Rusland til at angribe Sverige under den skånske krig førte ikke til noget, og først med tsar Peter den Stores overtagelse af regeringen 1695 viste der sig atter muligheder for ved russisk hjælp at bryde den svenske indkredsning. Russerne følte sig på deres side stærke nok til igen at gøre et forsøg på at nå frem til Østersøen. Det var gode betingelser for et forbund, men desværre havde tsar Peter i 1695 begyndt sin udenrigspolitik med et forsøg på at nå frem til Sortehavet, og først når denne tyrkiske krig var afsluttet, ville Rusland have hænderne frie over for Sverige. Så sent som i august 1700 gik tsaren til angreb, men på samme tid måtte Danmark, der letsindigt havde begyndt krigen om foråret, slutte freden i Travendal med Sverige. Der blev således ikke noget samarbejde denne gang, men det venskabelige forhold fortsatte, og fra ca. 1700 er de to lande gensidigt repræsenteret ved hinandens regeringer. Den første russiske gesandt, der i længere tid var akkrediteret det danske hof, hed Andrej Petrovitj Ismajlov, og kom til Danmark i 1700. Den første danske gesandt var Poul Heins, der allerede ankom til Moskva i 1697.

I de følgende år forsøgte Peter den Store flere gange at få den danske konge til at genoptage krigen mod Sverige, men først efter den russiske sejr over Karl XII ved Poltava vovede Frederik IV at begynde krigen igen. Danmark sluttede forbund med Polen og i oktober med Rusland. En dansk søofficer, Just Juel, blev sendt til den russiske tsar, som på dette tidspunkt opholdt sig i Narva. Just Juel har i sin dagbog beskrevet ham således: "Hand er en meget høj mand, bær sit eget korte, brune, krylede haar med et temmelig stort par Knebbelsbarter, slæt i klædedragt og udvortis skickefsze, mens meget skarpsindig og fornufftig." Deres første møde fandt sted under en middag hos Narvas kommandant og var meget uformelt: "Hand gav sig strax i saa fortroelig samtale med mig, som hand kunde have været min liigemand, og kiendt mig i mange Aar". En sådan optræden af en fyrstelig person var noget nyt for Juul og for Rusland.

Krigen førtes med vekslende held, men Sveriges fjender var efterhånden blevet for talrige: med udgangen af 1715 havde Sverige mistet alle områder syd for Østersøen. Tanken om en landgang i Skåne syntes nu at kunne virkeliggøres. Russiske tropper skulle overføres fra Nordtyskland til Sjælland, og derfra skulle de sammen med et dansk troppekontingent sejles til Sverige, beskyttet af den danske, russiske, hollandske og engelske flåde.

Den 14. juli 1716 steg Peter den Store uventet i land på Falster. En Nykøbingenser, der dengang var en dreng på fjorten, har siden berettet om tsarens ankomst: ,,Hand anlangede om Natten 1/2 Miil fra Giedesbye med Printz Menzicof og en Deel andre Russiske Kneser og Generaler udi nogle Baade, da de strax kastede sig på nogle løse Bønderheste paa Marcken, som gick ind med dem til Landsbyen, saa de kom ind hos Fogden og Kroemanden, hvilcken, tillige med hands Kone, Czaren strax jog ud af deres Seng, og spranck med Støvlerne paa strax derudi saa varm som dend var."

Næste formiddag blev tsaren modtaget på Nykøbing slot, hvor han afventede den russiske galejflådes ankomst. Efter et besøg om bord på flåden ønskede Peter ikke at vende tilbage til slottet, men tog ind på et værtshus, der senere har fået navnet ,,Tsarens hus". Efter i nogle timer at have gjort sig til bedste med, hvad huset formåede: ,,Rug- og Hvede-Brød, Smør, hollandsk Ost, Gotøll, Brendevim og Vun," gik tsaren om bord i sin flåde for natten.

Et par dage senere ankom flåden til København, der gav den en stor modtagelse: Kongen omfavnede tsaren, kanonerne saluterede. Men selv satte tsaren ikke særlig pris på den megen festivitas. - Jeg var i aftes - skrev han til tsaritsaen - med til en ceremoni af den slags, som jeg ikke har deltaget i de sidste tyve år. Der skulle dog blive flere og vigtigere grunde til utilfredshed hos den russiske tsar. Man forhandlede. - Om forholdene her kan jeg meddele - skrev tsaren- at vi ikke kommer ud af stedet; thi vi er som de unge sideheste i et spand, hvor stanghestene afgør alt: Trods sidehestenes vilje til at trække vognen frem bliver stanghestene stående urørlige.-

Ind imellem de trættende og endeløse forhandlinger om vanskelighederne ved og betimeligheden af en landgang blev der arrangeret allehånde festligheder til tsarens og tsaritsaens ære. Man sejlede rundt i kanalerne i Rosenborg have, arrangerede parforcejagt i Dyrehaven og bal på slottet. Man foreviste den kejserlige familie Runde Tårn og de astronomiske instrumenter, der havde til huse der.

Man forhandlede stadig. I august sejlede en dansk-russisk-engelsk-hollandsk flåde ud på recognosceringstogt langs Skånes kyst, hvorfra de svenske batterier beskød flåden og bl.a. ramte skibet ,,Prinsessen", hvor tsaren selv befandt sig. På samme togt steg Peter den Store i land på fæstningen Christiansø. Med vanlig videbegærlighed gennemgik han hele øen, og da han nåede møllen, måtte han prøve en lille håndkværn af stål. Da tsaren så melet. betvivlede han, at der kunne bages ordentligt brød af den slags mel, og foreslog, at man i stedet byggede vindmøller. Kommandanten, der formentlig har følt sig lidt pikeret over tsarens udtalelser, lod ham smage et af brødene, som Tsaren fandt så godt, at han tog en prøve med sig.

I København fortsatte forhandlingerne i gensidig mistillid, indtil tsaren endelig i oktober tabte tålmodigheden og forlod Danmark. Den strandede fællesoperation førte til et noget køligt forhold mellem de to lande, således sluttede Danmark fred med Sverige i juli 1720, Rusland først i september 1721. Krigsudbyttet var unægtelig størst på russisk side. Mens Danmark tilbagegav alle de erobrede områder og som vigtigste fordel fik et svensk løfte om ikke at alliere sig med den holsten-gottorpske hertug, hvis slesvigske besiddelser samtidig blev inddraget under den danske krone, tilfaldt der Rusland den længe attråede Østersøkyst, nemlig Estland, Livland, Ingermanland og den østlige del af Karelen med Viborg. Bedre blev forholdet ikke, da Frederik IV afslog et ægteskab mellem kronprins Christian og tsar Peters datter, Anna. I stedet giftede tsaren da datteren bort til den gottorpske hertug, Karl Frederik, og der er dermed lagt op til det problem, der godt en menneskealder senere skulle føre Danmark og Rusland til krigens rand.

Mere fundamental var dog den ændring af magtforholdene, der blev krigens følge. Danmark syntes ved freden i 1720 at have givet afkald på de østdanske landskaber, Skåne, Halland og Blekinge. Sverige var fra at være en stormagt sunket ned til at blive en nation i anden række på linje med Danmark, mens Rusland var rykket frem som den stærkeste stat i Østersøområdet, udrustet med en betydelig flåde. Nok havde Danmark og Rusland stadig hinandens interesse i det fælles modsætningsforhold til Sverige, men ved siden heraf dukkede nu et andet spørgsmål op: Danmarks betydning som sømagt, beliggende ved indsejlingen til Østersøen, hvor de russiske interesser i den kommende tid blev stadig større. Det dansk-russiske forhold bestemtes således i det 18. århundrede af tre faktorer: Det holsten-gottorpske spørgsmål, forholdet til Sverige og Danmarks beliggenhed ved Sund og Bælter.

Mest påtrængende og akut var det holsten-gottorpske problem. Situationen tilspidsedes i 1762, da den gottorpske hertug, Karl Peter Ulrik, tillige blev tsar af Rusland. Karl Peter Ulrik havde aldrig villet affinde sig med, at Danmark efter freden i Frederiksborg 1720 havde inddraget de gottorpske besiddelser i hertugdømmet Slesvig under den danske krone. Han havde som russisk tronfølger ikke lagt skjul på, at han, når han kom til magten, ville kræve de tabte områder tilbage - og ikke nøjes med det. Opmærksomt fulgte den danske regering den russiske politik - så opmærksomt, at man i årene 1742-61 systematisk åbnede og tog afskrifter af al post mellem det russiske gesandtskab her og hoffet i St. Petersborg.

Desværre var den udenrigspolitiske situation den mindst gunstige for Danmark: 1756 var den preussiske syvårskrig brudt ud, England-Preussen kæmpede mod Frankrig-Østrig-Rusland, hvis hære stod langt inde i Preussen ikke langt fra den danske grænse. Denne magtkonstellation ændredes helt ved Karl Peter Ulriks tronbestigelse som tsar Peter III, idet han brød alliancen med Frankrig og Østrig og skyndsomst sluttede fred med Preussen for at kunne hellige sig opgøret med Danmark. England, der som sømagt måtte være mest interesseret i bevarelsen af et uafhængigt Danmark, var ved Peters kursomlægning blevet Ruslands forbundsfælle, og hverken fra denne eller andre kanter kunne Danmark forvente hjælp.

En enlig forbundsfælle havde man dog i tsaritsaen, Katarina, hvis modsætningsforhold til tsaren den danske regering på alle måder søgte at udnytte: man besørgede hendes korrespondance med moderen og med elskeren og forstrakte hende med ikke ubetydelige beløb. Helt sikker på hende var man dog ikke. Den ældre Bernstorff karakteriserede hende således: ,,Den unge storfyrstinde synes at forstå den kunst at bringe alle dem, som hun giver sig mine af at spørge til råds, til at antage hendes egen mening, uden at hun selv nogensinde forandrer det mindste i sine egne anskuelser".

Tsar Peter II krævede ikke blot den hertugelige del af Slesvig tilbage, men tillige den kongelige del af Holsten.

Den danske konge nægtede at bøje sig, og det er forståeligt, hvis man i København har følt foråret 1762 komme og gå alt for hastigt. Ganske vist var Danmarks flåde den russiske overlegen, men man vidste, at tsarens hær i Tyskland talte henved 40.000 mand, der under syvårskrigen havde vist sig som dygtige soldater. Mod denne hær kunne Danmark kun mønstre ca. 30.000 mand.

Men endnu var intet tabt, og den 9. juli begyndte den danske hær at marchere ind i Mecklenburg for at sætte sig fast i en gunstig forsvarsstilling. Russerne kunne ikke være langt borte, men de kom ikke. Allerede den 8. Juli - men det vidste man ikke i Danmark - var vor eneste forbundsfælle gået i aktion: Katarina havde ved en paladsrevolution afsat tsar Peter, der få dage senere døde under mystiske omstændigheder. Dette havde Katarina naturligvis ikke gjort for Danmarks skyld, men den påtænkte krig med Danmark havde skabt den rette situation for et statskup. Danmark kunne igen nyde sin juli. ,,Ikke blot hoffet," skrev den russiske gesandt til sin regering, ,,men alle indbyggere i de danske provinser, gennem hvilke jeg rejste, helt ned til den usleste bonde lagde deres glæde for dagen over den uventede vending i deres skæbne."

De dramatiske begivenheder i St. Petersborg havde reddet Danmark ud af en meget vanskelig situation. Men problemet vedblev at bestå, og sålænge det ikke havde fundet sin løsning, måtte Danmark føle sig utryg ved en gottorpsk hertugfamilie på den russiske trone. De fælles modsætninger til Sverige var dog endnu så stærke, at de kunne bære et forbund - 11. marts 1765 afsluttedes i St. Petersborg et forsvarsforbund mellem Rusland og Danmark, og samtidig stillede Katarina II en løsning af det gottorpske spørgsmål i udsigt: Når hendes søn storfyrsten, den gottorpske hertug, nåede myndighedsalderen, skulle der foretages et mageskifte mellem den hertugelige del af Gottorp på den ene side og Oldenburg og Delmenhorst på den anden.

Danmark knyttede sig i de følgende år stadig nærmere til Rusland, hvis indflydelse ved hoffet i København var så stor som hverken før eller siden. I begyndelsen af 1773 skrev den russiske minister Simolin til sin regering: ,,Deres Ekscellence ser, hvorledes tidspunktet nu er gunstigt til at etablere og styrke den russiske indflydelse i Norden, og udelukke den franske herfra. Her venter man kun på en erklæring om Hendes kejserlige Højheds vilje og ønsker for helt at rette sig efter dem og vise, at Danmarks hengivenhed for hende ikke har grænser." Slet så galt stod det dog ikke til med Danmarks selvstændighed der var gentagne gange kurrer på tråden - men det er rigtigt, at Danmark også efter mageskiftetraktaten 1773, der løste det gottorpske spørgsmål, fulgte Rusland. Det styrkede Danmarks politik over for vestmagterne og sikrede os mod den svenske trussel.

I 1780 under den nordamerikanske frihedskrig sluttede Danmark og Rusland sammen med andre neutrale lande et væbnet neutralitetsforbund til sikring af deres skibsfart. Dette var til betydelig fordel for Danmark, der ejede en anselig handelsflåde.

Tre år senere viste det dansk-russiske forbund vel sin største værdi for Danmark ved at forhindre et svensk angreb på Norge. Gustav III af Sverige ønskede at bryde den dansk-russiske indkredsning og forsøgte at løsne dette bånd til fordel for et svensk-russisk venskab, d. v. s. at Rusland skulle give Sverige frie hænder over for Danmark. Men Katarina II ønskede ikke en ændring i denne retning, og den svenske plan faldt til jorden.

Et udslag af det gode forhold er det også, at Katarina II valgte Danmark som eksil for fire russiske fyrstebørn, der 1780 fik lov til at forlade deres hjemland. Fire tragiske skæbner skulle finde deres afslutning i en dansk provinsby. Tsaritsa Anna Ivanovna, der regerede 1730-40, havde udset søstersønnen, Ivan, til sin efterfølger. Da Anna døde, var Ivan imidlertid kun nogle få uger gammel, og skønt han - som det havde været tsaritsaens vilje udråbtes til kejser, varede det ikke stort mere; end et år, før han blev styrtet af Elisaveta Petrovna, der regerede 1741-62. Den styrtede tsar og hans forældre blev fængslet og efter kort tid sendt til byen Cholmogoryj ved Hvidehavet. I fangenskabet fødtes yderligere fire børn, to prinsesser og to prinser, som måtte leve deres barndom og ungdom heroppe i fuldkommen isolation og i et usundt klima. Tsar Ivan, der end ikke levede sammen med sin familie, blev siden flyttet andetsteds hen, hvor han i 1764 myrdedes af sine fangevogtere. Først i 1780 fattede kejserinde Katarina II medlidenhed med de fangne fyrstebørn - faderen og moderen var døde - og ved deres fasters, enkedronning Juliane Maries, mellemkomst fik de fire prinser og prinsesser tilladelse til at forlade Rusland og slå sig ned i Horsens. De var da mellem 35 og 40 år. Sproglige vanskeligheder voldte straks kvaler, idet de fire fordrevne kun talte russisk og kun havde fået lov til at medføre en russisk pope og et par sangere. Efterhånden lærte de dog noget tysk og fransk - og lidt dansk, mens deres hofstab tilegnede sig en smule russisk. De kom vel aldrig til at føle sig helt hjemme i Horsens, men de syntes at have affundet sig med deres skæbne, de havde aldrig kendt en bedre.

Men Danmark skulle også mærke de mindre heldige sider ved forbundet, idet Sverige 1788 angreb Rusland, der efter alliancetraktaten af 1773 havde krav på dansk hjælp. Regeringen i København kviede sig. En dansk-russisk sejr, der måtte være det sandsynligste, ville ikke bringe Danmark fordele, tværtimod. Erobredes Finland, ville Rusland ikke længere have brug for Danmark som modvægt mod Sverige. Under alle omstændigheder ville en sejr føre til russisk dominans i Norden og dermed til et russisk-engelsk modsætningsforhold, som kun kunne skade Danmark, der som sømagt måtte være interesseret i et godt eller i hvert fald tåleligt forhold til havenes behersker, England. I september 1788 rykkede de dansk-norske tropper ind i Sverige, men efter ganske få kamphandlinger trak de sig i november igen tilbage til Norge.

Udsigten til et engelsk flådebesøg i Øresund og en preussisk-engelsk indmarch i hertugdømmerne havde været tilstrækkeligt til, at Danmark bøjede af. Krigen sluttede 1790 uden at have bragt nogen ændring i forholdene.

I 1789 udbrød den franske revolution, og Europa kastedes derved ind i en storkrig, hvor ingen i det lange løb kunne gøre sig forhåbninger om at forblive neutrale. Bortset fra, at England i 1801 med magt tvang Danmark ud af det væbnede neutralitetsforbund, som man i slutningen af 1800 havde været letsindig nok til at indgå med Rusland, Sverige og Preussen, lykkedes det indtil 1807 Danmark at balancere mellem krigens to førende magter, Frankrig og England.

Dette år skete der en afgørende ændring, idet Danmark og Rusland nogenlunde samtidig tog Napoleons parti. Ikke at Danmark denne gang fulgte i Ruslands spor, men uheldige omstændigheder skubbede os samme vej. I august sejlede englænderne ind i Øresund med krav om den danske flådes udlevering. Frederik VI havde hidtil næret engelske sympatier, men nægtede at bøje sig for Englands hårde krav, og bombardementet af København blev følgen. Da Danmark og Frankrig derefter i oktober afsluttede en forbundstraktat, og Alexander I i november erklærede England krig, var der lagt op til et dansk-fransk-russisk angreb på Sverige. Det var Danmark aldeles ikke interesseret i, for situationen var den samme som i 1788: Det var sandsynligt, at Rusland ville erobre Finland, men et Sverige uden Finland kunne forudses at ville søge kompensation i vest, d.v.s. i Norge. Man havde fra dansk side søgt at få Sverige til at følge sig over på Napoleons side, men forgæves, og Danmark besluttede da i stedet at gøre et sidste fortvivlet forsøg på at generobre Skåne, Halland og Blekinge, hvorved Sverige ville blive så lemlæstet, at det ikke længere ville udgøre nogen fare. De danske planer om en landgang i Skåne, støttet af invasionsstyrker fra Norge, blev aldrig realiseret, men Rusland gik i foråret 1808 med stort held til angreb på Finland. Da dertil kom, at Frederik VI fra foråret 1809 nærede planer om at blive valgt til svensk konge, kan det ikke undre, at Rusland følte sig berettiget til på egen hånd at slutte freden i Frederikshamn i september 1809, hvorved Sverige afstod Finland.

Danmarks værste anelser skulle nu gå i opfyldelse. Næppe var den franske general Bernadotte i 1810 blevet valgt til svensk tronfølger, før landets udenrigspolitik blev lagt om. Da bruddet mellem Napoleon og Alexander I i 1812 blev en realitet, sluttede Bernadotte forbund med Rusland, mod at Alexander I lovede ham Norge som kompensation for det tabte Finland. Da Danmark trofast vedblev at stå på Napoleons side og derved blev tabernation, var det ikke vanskeligt for Bernadotte at fremtvinge Norges afståelse. Frederik VI deltog i Wienerkongressen, der 1814-15 ordnede Europas forhold efter Napoleonskrigene. Da han rejste, sagde den venlige russiske kejser til ham: ,,De har vundet alles hjerter". - ,,Men ikke en sjæl," replicerede kongen.

Med tabet af flåden og Norges afståelse var Danmark for alvor gledet ind i de små nationers rækker. Ved erobringen af Finland var Ruslands nordiske problemer foreløbig løste; Danmark havde mistet sin betydning som allieret, men beliggenheden ved Sund og Bælter gjorde det dog stadig væsentligt for Rusland - og England - at opretholde Danmarks integritet. Det er på denne baggrund, og på baggrund af Ruslands almindelige anti-liberale politik, at Nikolaj I´s indgriben i krigen 1848 må ses. Det oprør, der i begyndelsen af 1848 udbrød i hertugdømmerne, var efter Ruslands mening et brud på den europæiske orden, og da Preussen i april samme år rykkede de betrængte oprørere til undsætning, blev Nikolaj I, Ruslands kejser, for alvor interesseret. Da den danske gesandt i de første dage af maj var i audiens hos kejseren, fandt han denne meget opbragt over den preussiske indblanding. Da gesandten nævnede, at Preussen formentlig ikke ville standse ved Kongeåen, men drage op i selve kongeriget, greb kejseren hans hånd og sagde: ,,I tilfælde af at man angriber kongeriget Danmark eller en af dets øer, giver jeg Dem mit ord på, at jeg vil betragte et sådant skridt som en krigserklæring, og at jeg vil handle i overensstemmelse med denne opfattelse, hvor meget jeg end har imod at begynde en krig, hvis resultater ikke kan forudses."

I sin floromvundne diplomatiske form fandt denne indstilling udtryk i en depeche, der den 8. maj sendtes til den russiske gesandt i Berlin: ,,Hvis den (den preussiske regering) skulle fortsætte fjendtlighederne og overskride Slesvigs grænse for at indtage Jylland og derved udsætte det danske monarkis tilværelse for fare, da ville vi i det tilfælde, bundne som vi er at vore garantitraktater, se os nødsaget til at lade Preussen vide, at en sådan optræden fra dets side ufejlbarlig vil hidføre et brud mellem Rusland og Preussen."

Den 2. maj var den preussiske hær gået ind i Jylland men det vidste man ikke i St. Petersborg - og først den 18. blev indholdet af den russiske depeche meddelt regeringen i Berlin, som derefter ikke var længe om at reagere. Allerede den 22. fik den preussiske general Wrangel ordre til at rømme Jylland.

Var der ingen tvivl om Ruslands indstilling til et preussisk Jylland, var der heller ingen tvivl om dets holdning til de national-liberale strømninger i Danmark. Det var imod. Resultatet blev derfor, at Slesvig ikke måtte knyttes nærmere til Danmark end Holsten. Da den danske regering i slutningen at 1863 søgte at skabe den danske nationalstat, bestående af kongeriget og Slesvig, kunne den ikke forvente russisk støtte, hvad den heller ikke fik. Dertil kom, at den storpolitiske situation var væsentligt ændret i forhold til 1848. Rusland havde efter Krimkrigens nederlag søgt kontakt med Preussen, der havde vist sin velvilje under Ruslands nedkæmpelse at det polske oprør i 1863.

Fra dette tidspunkt og indtil afslutningen af 2. verdenskrig var Tyskland en så alt dominerende faktor i vort lands udenrigspolitik, at Danmark ikke kunne vove at søge sig forbundsfæller blandt de øvrige stormagter, heller ikke Rusland. Ægteskabet mellem Christian IXs datter Dagmar og den senere kejser Alexander III bragte ingen ændring i så henseende, men førte til eller faldt i tid sammen med et forøget samkvem mellem de to lande på andre felter.

Allerede da Peter den Store opbyggede sin baltiske flåde, søgte mange danske søfolk, officerer og menige, deres lykke i russisk tjeneste. Militæret, der præger emigrationen i det 18. århundrede, afløses i det 19. århundrede af de civile erhverv: danske arbejdere drog til Rusland for at deltage i anlæggelsen af det russiske jernbanenet, danske landmænd og mejerister gik i tjeneste hos russiske godsejere eller slog sig ned på egen hånd, danske handelsfolk drog østpå for at finde nye markeder, og det Store nordiske Telegrafselskab sendte sine funktionærer ud langs den transsibiriske jernbane.

Vigtigere var imidlertid den konkurrence, som det billige russiske korn fra århundredets midte påførte dansk landbrug, der derfor måtte omlægge sin produktion. Dette turde nok være den væsentligste indflydelse, Rusland har haft på Danmark i sidste halvdel af det 19. århundrede.

Skønt det russiske nederlag i krigen mod Japan 1904-05 betød en forskydning at magtbalancen i Østersøen til fordel for Tyskland, lykkedes det Danmark at holde sig uden for den 1. verdenskrig. Herved fik Danmark lejlighed til at yde en stor humanitær indsats, der også kom Rusland til gode. Dette skete dels gennem Røde Kors' arbejde i selve Rusland, dels ved forplejning af ca. 2000 syge russiske krigsfanger i baraklejren ved Horserød i 1917-18.

Imens bragte først Februar-, siden Oktoberrevolutionen store omvæltninger i Rusland. I 1923 afsluttedes der en handelsaftale mellem Danmark og den nye Sovjetregering, og den 18. juni 1924 anerkendte Danmark de jure Unionen af de socialistiske Sovjetrepublikker. Sovjetunionen var dog endnu for isoleret til at kunne få nogen betydning for Danmark, der indtil 9. april 1940 fortsatte sin alliancefrie neutralitetspolitik.

Med det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 afbrød Danmark under tysk pres de diplomatiske forbindelser med Moskva. Trods den danske regerings officielle, påtvungne politik fulgte man herfra det sovjetiske folks kamp med levende interesse og sympati. Men Sovjetunionen syntes dengang at ligge Danmark så fjernt, og der gik tre år, før den danske modstandsbevægelse søgte kontakt mod øst. Det skete, da Danmarks Frihedsråd i juni 1944 sendte den tidligere biblioteksdirektør Thomas Døssing til Moskva som Frihedsrådets gesandt. Dr. Jørgen Hæstrup har karakteriseret denne mission på følgende måde: ,,Således udnævntes for første gang i verdenshistorien en gesandt, der ikke var gesandt, fra en allieret, der ikke var allieret, af en regering, der ikke var nogen regering!"

Ved krigens afslutning var de sovjetiske tropper nået Danmark, og den 9. maj, den dag der af den øverste sovjets præsidium erklæredes for sejrens dag, befriede sovjetiske styrker Bornholm. Samtidig genoprettedes de normale diplomatiske forbindelser, som krigen midlertidig havde afbrudt. Der er endnu mange dunkle punkter i de dansk-russisk/sovjetiske relationers historie, mange problemer og aspekter er af pladshensyn uomtalt, men det voksende kulturelle samkvem, som kulturaftalen af 1962 er et vidnesbyrd om, giver løfte om større interesse for et mere indgående studium af de dansk-russisk/sovjetiske forbindelser - fra Ivan Magister til Thomas Døssing.

Henry Bruun: Ivan den Skrækkelige og Danmark. Ad Fortids Veje VIII. København 1950.

Peder Hansøn Resen: Kong Frederik den Andens Krønike. København 1680 (S .398-436 findes Jakob Ulfeldts skildring af Ruslandsrejsen 1578).

Sune Dalgaard: Det petsoriske kompagni af 1619. København 1955.

D. S. Copmann: Fra det gamle Rusland. Zaren bejler til en dansk Prins. Ad Forrids Veje IV. København 1946.

Gerhard L. Grove (udgiver): En Rejse til Rusland under Tsar Peter. Dagbogsoptegnelser af Viceadmiral Just Juel, dansk Gesandt i Rusland 1709-11. København 1893.

Holger Hjelbolt: Peter den Store og hans Ophold i Danmark. Ad Fortids Veje IV. København 1945.

H. E. Friis: Det russiske Fyrstehof i Horsens fra 1780 til 1807, samt dets Medlemmers og nærmeste Families tidligere Liv og Fangenskab i Rusland. København 1895.

H. P. Hjerl Hansen: Danske Pionerer i Sibirien. København 1949.

C. A. Koefoed: 50 Aar i Rusland 1878-1920. København 1945.

Astrid Ibsen: Et Blad af Danmarks Barmhjærtigheds Bog. København 1927. (Omhandler de russiske krigsfanger 1917-18).

P. Chr. v. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. 11. Tiden efter Marts 1945. København 1961.

William Jensen: Russerne på Bornholm. København 1945.

I Ruslands første hovedstad, Kiev, begyndte omkring år 1100 en munk ved navn Nestor at nedskrive, hvad han kaldte ,,Beretningen om de forgangne år, hvordan det russiske rige er opstået, og hvem, der først har været konger i landet". Han hentede sine oplysninger om Ruslands fortid alle vegne fra. Ældre optegnelser, hjemlige som fremmede, og dokumenter i Kievfyrsternes arkiv tjente ham som kilder. Men han nøjedes ikke med, hvad der tidligere var blevet nedfældet skriftligt. Han lyttede til, hvad hans fæller i klostret kunne berette, ligesom flere af stormændene fortalte ham om deres forfædres og egne bedrifter, og han kastede heller ikke vrag på de historier og sagn, der fortaltes i kongsgården eller levede i folkets mund. Hans værk "den oldrussiske krønike" eller Nestorkrøniken, som den også kaldes, blev et af den russiske litteraturs ypperste frembringelser. Hele middelalderen igennem tog Ruslands hundreder af kronikeskrivere deres udgangspunkt i Nestors værk, og ikke blot for senere tiders russiske historikere, men også for digtere og dramatikere blev det et uudtømmeligt skatkammer.

I 1571 tegnede den danskfødte kunstner Melchior Lorck, der da befandt sig et sted i Tyskland eller i Wien en studie af tre fremmede kvinder i lange dragter. Øverst på tegningen skrev han ,,Tartaria". Hvis den sovjettiske kunsthistoriker M. Libman har ret, er denne tegning den første fremstilling af russiske kvinder i vesteuropæisk kunst overhovedet. Han mener nemlig, at ordet Tartaria ligeså hyppigt bruges for moskovittisk og at Lorck således blot har fulgt sin tids sprogbrug, ligesom han genkender dragterne som russiske. Lorck udførte sikkert sin tegning som forarbejde til et træsnit til et værk om dragter. Hvor har Lorck hentet sine forbilleder? Mange af hans tegninger er utvivlsomt udført efter hans egne, direkte indtryk. Sandsynligvis har han under sit tidligere ophold i Konstantinopel i 1550'erne set russiske kvinder der. Også andre tegninger fra 70´erne er udført på grundlag af de tyrkiske indtryk. De første kunstneriske forbindelser i nyere tid mellem Danmark og Rusland opstod med de diplomatiske missioners gaveudvekslinger. Særlig gang kom der i denne trafik under Christian IVs regering, foranlediget af den større politiske aktivitet mellem de to lande. Ved forskellige lejligheder, sidst ved grev Valdemiars mislykkede giftermål i 1644-45, overraktes til tsaren en række sø1v arbejder, af hvilke en stor del endnu opbevares i Orusjejnaja Palata i Kreml. En del af disse arbejder kom dog til den russiske tsar, ikke som gave, men via en købmand i Archangelsk, til hvem Christian IV havde enten solgt eller pantsat dem for at rejse penge. Alle arbejderne, såvel som gaverne, stammede fra kunstkammeret i København. Flere af dem var foræringer til Christian IV, f.eks. fra Malmøs og Øsels indbyggere, en enkelt pokal tilhørte Arild Hvitfeld og må være tilfaldet eller købt af kongen. Men ingen af disse mange prægtige arbejder var af dansk oprindelse, de stammede alle fra nordtyske mestre og værksteder. En anden gave fra Christian til tsaren, som ligeledes stadig opbevares i Kreml, var to silkeduge, fremstillet i København. Christian IV havde ved hjælp af indkaldte hollandske mestre oprettet et væven, der lå i Silkegade i København, og som gav navn til gaden. Muligvis har Christian IV håbet på at kunne få en afsætning i gang af væveriets produkter til Rusland.

Fra 2. halvdel af det 19. århundrede blev danske forskere interesserede i at udforske Centralasien, d.v.s. de områder, som henimod slutningen af århundredet efterhånden faldt indenfor Ruslands interesseområde, og som fra 1870'erne blev erobret af Rusland. Den russiske ekspansion i området kulminerede i 1920'erne, da de enkelte centralasiatiske sovjetrepubhkker blev dannet.

Russernes fremtrængen åbnede muligheder for at udforske hidtil ukendte folk og deres sprog og kultur.

Ægteskabet mellem den senere russiske tsar Alexander III og den danske prinsesse Dagmar, datter afChristian IX, stod for datiden som et symbol for det venskabelige forhold, der indtil da havde hersket mellem det danske folk og russerne. Dette kom de danskere til gode som i det følgende vil blive mindet som repræsentanter for vovemod og pionérånd i forbindelse med ekspeditionerne til Centralasien.

Ole Olufsens ekspeditioner til Pamir

I årene 1896-97 og 1898-99 ledede den danske geograf, premierløjtnant Ole Olufsen to ekspeditioner til Pamir i den østligste del af det nuværende Tadjikistan.

Den første Pamir-ekspedition, der gennemførtes v.h.a. private midler, varede fra marts 1896 til slutningen af 1897 og gik over Finland, Skt. Petersborg, ned gennem Rusland og Kaukasus over Vladikavkas og Tiflis til Baku. Derfra gik rejsen videre med jernbane over Merv og Bukhara til Samarkand, hvorfra turen gennem Turnestan over Tashkent tilbagelagdes i vogne til byen Osh, der ligger tæt ved Kinas grænse.

I Osh udrustede lederen en ekspedition, der bestod af dels sartere og kirgisere, dels af tadjikker fra Pamir-dalene og gik med den fra Osh ned over Alaibjergene og ørkenområder i Pamir til Vakhan-dalen nord for Hindukush, gennemrejste dalen samt de beboede bjergprovinser i Vestpamir, Garan, Sjugran, Rosjan, Darvas og Karatagin, for atter via Alai-bjergene at vende tilbage til Osh.

Den anden Pamir ekspedition

Den anden Pamir-ekspedition udgik fra København i marts 1898 og vendte tilbage i slutningen af november 1899. Midlerne til dens gennemførelse blev stillet til rådighed af den danske stat og Carlsbergfondet.

Af deltagere skal foruden Olufsen nævnes adjunkt A. Hjuler og cand.mag. O. Poulsen. Denne ekspeditions formål var at undersøge Sydpamir, især de under den første ekspedition udforskede provinser Vakkan og Garan.

Ekspeditionen fulgte omtrent samme rute som i 1896-97 bortset fra at den denne gang for at spare tid lagde vejen nord om Kaukasus over Petrovsk ved Det kaspiske Hav og derfra tog med dampskib over Baku til Krasnovodsk (en dengang nyanlagt havn, der danner udskibningssted til Transkaspien og Centralasien).Både på den første og den anden rejse blev ekspeditionens deltagere modtaget i audiens hos tsar Nikolaj II og hans mor, zarina Dagmar (der som bekendt fik russificeret sit navn til Marija Fjodorovna). Zarinaen viste sig meget interesseret i ekspeditionen og udvirkede, at den fik fri rejse og fragt gennem Rusland samt fri toldindførsel af gods; det ville ellers have beløbet sig til betragtelige summer.

Ekspeditionsdeltagerne var ligeledes gentagne gange i audiens hos selveste emiren af Bukhara og khanen af Khiva; hos dem begge opholdt de sig en tid som gæster. Under disse gæsteophold fik de mulighed for ar studere forhold, som europæere indtil da havde været afskåret fra.

Ekspeditionernes resultater

Resultaterne og oplevelserne fra deres rejser har Olufsen og Hjuler videregivet i en række bøger og artikler. Ekspeditionen havde fået til opgave at indsamle og indkøbe etnografiske og antikke sager til Nationalmuseet i København. Opgaven blev fuldført, og de hjembragte genstande befinder sig nu på Nationalmuseets etnografiske afdeling og kaldes for Olufsens samling. Den store samling består af genstande fra Bukhara og Turkestan, fra kirgiserstepperne i Nordpamir og fra de tadjikiske folkestammer i Syd- og Vestpamir.

Samlingen er enestående i sin art, idet der ingen andre steder i verden findes tilsvarende; det gælder både mængden og værdien af genstandene. Den nu afdøde orientalist, professor A. Khromov fra Videnskabernes Akademi i Dushanbe, Tadjikistan, besøgte i 1989 Olufsens samling. A. Khromov var forundret over, at "et lille land som Danmark" sad inde med en så unik samling af genstande, indeholdende ting som end ikke findes mere i Tadjikistan. Alene Olufsens samling af billeder, optaget under ekspeditionerne, repræsenterer samme værdi for tadjikkerne, hævdede A. Khromov, som de gamle iranske håndskrifter. Tadjikistan ønsker virkelig at få lov til enten at "låne" samlingen inkl. billederne eller i hvert fald at udforske den nærmere.

De øvrige ekspeditionsdeltagere var ligesom geografen Olufsen, der senere fik titel af professor, alle højtkvaliflcerede forskere, der var godt rustede til at løse de mange og forskelligartede opgaver, de havde sat sig som mål.

Udforskningen af iranske sprog

Anton Hjuler havde til hensigt at studere nogle dialekter i Pamir, dialekter som indenfor de iranske dialektgrupper rubriceres som tilhørende den nordøstlige gruppe. Disse dialekter tales af små iranske befolkningsgrupper, som i hvert fald på A. Hjulers tid levede isoleret fra andre iranske stammer. Disse folk levede i dalene omkring floden Pandi; deres hoveddialekter er shugri, vakki og sariqoli. A. Hjuler koncentrerede sine studier om shugri og vakhi.

En af datidens førende iranister, Arthur Christensen, vurderede A. Hjulers resultater som anerkendelsesværdige, og han så dem som et væsentligt supplement til den iranistiske forskning, selvom A. Hjuler ikke var iranist.

Andre videnskabelige undersøgelser

Ekspeditionen foretog endvidere meteorologiske observationer, højdemåling, måling af luftens elektriske spænding (som A. Hjuler i 1903 udsendte en engelsksproget afhandling om), optegnelser af kort samt antropometriske målinger. Derudover gjorde man vigtige zoologiske og botaniske, historiske og arkæologiske samt etnografiske og antropologiske undersøgelser.

Studier af folkelivet

Ved siden af de rent videnskabelige opgaver gav man sig tid til at iagttage livet blandt folk. Vestpamir havde indtil kort før ekspeditionen hørt under Afghanistan, men området var afstået til Rusland. Forskerne var af den danske regering blevet forbudt at betræde andet end russisk og bakharsk territorium. De måtte under inden omstændigheder gå ind i Afghanistan, uanset at stier og veje på afghansk område var bedre og mere tilgængelige.

Landet var begyndt at blomstre op. Under Afghanistan var befolkningen blevet udsuget og undertrykt på det mest umenneskelige, bl.a. ved tyngende skatter. Folk levede i den yderste armod; de havde f.eks. ingen heste, kun små æsler, fordi de afghanske herskere havde brug for deres heste og derfor blot stjal dem.

På russernes forlangende blev befolkningen gjort skattefri, hvad der i høj grad bidrog til landets opblomstring. Olufsen bemærkede også, at folk heller ikke var så fortrykte, som da han var i området første gang i 1896. De afghanske kvinderøvere var dog stadig så frygtede, at man altid i hast skjulte kvinderne, når der kom fremmede til en egn, og både tadjikkerne og russerne lå i stadig konflikt med afghanske røverbander, der foretog plyndringer og terroriserede langs grænsen.

Sprogforskeren Rasmus Rask

Det er sprogforskeren Rasmus Rask, der har skabt en stærk og levedygtig tradition for det frugtbare samarbejde mellem danske og russiske orientalister, der fandt sted helt op til 2. verdenskrig. Det gjorde Rasmus Rask, da han i 1818-19 opholdt sig i Skt. Petersborg som et led i sine store videnskabelige rejser, der varede fra 1816-1823. Hans formål med rejserne var at finde oprindelsen til de nordiske sprog.

I Skt. Petersborg stiftede han bekendtskab med russere, for hvem han kom til at betyde meget som lærer og som ven. Endvidere arbejdede han ihærdigt på at få oprettet et center i Skt. Petersborg for nordisk litteratur. Af Rasmus Rasks store efterladte brevsamling kan vi i detaljer studere, hvordan hans venskab og samarbejde med russerne forløb.

Orientalisten Arthur Christensen

Arthur Christensen er en af Rasmus Rasks arvtagere indenfor orientalsk filologi. Han blev i 1919 den første professor i iransk filologi ved Københavns Universitet, en stilling han beklædte til sin død i 1945. Christensen foretog flere rejser til Iran. På en af dem - det var i 1914 - gjorde han et længere ophold i Centralasien, hvor han bl.a. besøgte byerne Bukhara, Samarkand, Tashkent og Merv. Om sine indtryk af russisk Centralasien har han fortalt livligt og medrivende i rejseskildringen "Hinsides Det kaspiske Hav", udgivet i 1918. Særligt egnene omkring Merv havde A. Christensens bevågenhed, fordi de har spillet en central rolle i Irans historie. I iransk sagnoverlevering, som er et vitalt element i iranernes nationale selvforståelse, er mange helte og begivenheder lokaliseret til området omkring Merv.

I sine undersøgelser tog A. Christensen højde for den mærkbare indflydelse, som russerne havde øvet på området. Oasen Merv ligger midt i ørkenen Karakum, der strækker sig fra Det kaspiske Hav til floden Amudarja, et på A. Christensens tid øde og trøstesløst land. Oprindelig havde Merv-oasen været et frugtbart og blomstrende land, centrum for et højtudvikiet iransk kulturliv. Da A. Christensen besøgte stedet, var der kun en normadebefolkning tilbage af tyrkiske turkmenere; de havde levet af røvertogter lige indtil russerne erobrede landet og satte en stopper for uvæsenet.

I oasen befinder der sig endnu ruiner og mindesmærker fra Mervs storhedsperioder i oldtid og middelalder samt det nyere Merv, hvor den russiske zarmagts administration havde sæde. Russerne gjorde nemlig størstedelen af oasen til kejserligt domæne under navnet Bairam Ali.

Russiske forsøg på bomuldsdyrkning

Russerne investerede store summer og kræfter på at opbygge en bomuldskultur. I 1887 blev Alexander III forelagt en plan over dæmningsarbejder, som sultan Sandjar 800 år tidligere havde iværksat i Merv. Netop ødelæggelsen af dette værk var en af hovedårsagerne til, at oasen forfaldt. Tsaren gav ordre til, at man skulle forny de gamle ingeniørarbejder efter Sandjars tegninger. Russernes forsøg ville imidlertid ikke lykkes. Dyrkningen af bomuld kom heller ikke rigtigt i gang. A. Christensen skriver ligeud: "Russerne egner sig ikke til at drive bomuldsavl i Merv-oasen, hvor det almindelige forfald har medført, at klimaet blev mere generende og usundt end i ældre tider!" Merv hører til iranernes tidligste kolonisationsområder. Ud af kilderne kan man formode, at byen er blevet grundlagt under ariernes vandring fra Sydrusland nedover sydøst og sydvest. Helt op til vor tid har Merv spillet en central rolle i de politiske omvæltninger, som både Iran og Centralasien har gennemlevet.

Udgivelsen af iranske håndskrifter

En af A. Christensens største videnskabelige bedrifter var at udgive de uvurderligt kostbare gamle iranske håndskrifter, som bl.a. Rasmus Rask hjembragte til Danmark fra Bombay. I dette arbejde inddrog han tidens største eksperter indenfor feltet. Disse var bl.a. den russisk orientalist Karl G. Zalermann, med hvem sprogforskeren Vilhelm Thomsen også stod i nær forbindelse med.

I Centralasien mødes iransk kultur og historie med den russiske. Det var naturligt for danske orientalister, da det blev muligt at udnytte de gode forbindelser, som Danmark har haft til Rusland de sidste 500 år til at komme ind på det ellers vanskeligt tilgængelige område.

Uden hjælp og samarbejde med russerne havde danskerne ikke været i stand til at nå de store resultater indenfor orientalistisk forskning, som har været med til at skabe det fine ry, der står om dansk humanistisk forskning.

Webmaster